Munkehavn 2

Munkehavn 2

Da Bartskæren David Volske døde den 12. december, var det så
koldt i Munkehavn, at ingen kunne forlade skibet og få ham i jorden, først to
dage senere kunne begravelsen finde sted. På ny lavede skibstømreren en kiste
og et trækors, på ny gik den lille klynge skråt over isen fra
"Enhiørningen" og ind til højen i land, på ny læste hr. Rasmus en
bøn. Men højtideligheden blev kortvarig, og de sidste salmevers måtte stryges.
"Det var saa haard en Kuld" skriver Munk "at der frøs Vabler på
Næserne og Kinderne paa mange af Folket, hvor de med det bare Ansigt komme imod
Vinden".

Det var den 14. december, om ti dage var det juleaften. De
fleste af mændene havde følt uhyggen ved dette andet dødsfald, der indtraf så
hastigt efter det første, og Munk greb den forestående højtid som en kærkommen
anledning til at lede deres tanker i en anden retning. Han fik gang i
juleforberedelserne, batteridækket blev gjort ryddeligt, og da det den 20.
december blev mildt og stille solskinsvejr, sendte han alle mand i land,
"en Part af Folket var efter Ved og brændte Kul, en part var på Skytteri,
for at vi kunne have noget fersk til de tilkommendes Julehelligdage." Det
blev en herlig dag, atter lød økseklangen inde fra land afbrudt af fjernere
musketskud, atter slæbtes den ene slæde med brænde efter den anden ud over isen
og da solen gik ned kom jægerne hjem med "en hel Hob Ryper og en
Hare". Dagene forløb med travlhed og højt humør. da man først var kommet i
gang, var der ingen grænser for folkenes opfindsomhed og energi, om det så var
øllet, der havde været frosset , var der nu ingen vanskeligheder med at få
mændene til at slæbe de tunge tønder op fra lasten og syde indholdet om. Ved
arbejdets afslutning benyttede Munk lejligheden til at anstille et af sine
eksperimenter: "Jeg lod fylde en Rostocker Tønde med Vand, og om Morgenen,
der de løste alle Baandene af Tønden, var den ganske bundfrossen og var
altsammen Is."

Inden man fik set sig om, var det den fireogtyvende.
Officererne unaturligt vennesæle, kokken komplet utilnærmelig, kældersvenden et
sammenbrud nær og bådsmændene febrilske og opslugte. Lige tid til at få raget
sig og blive vasket bag ørerne, hale en renere busseronne op af køjesækken og
klippe sidemanden i nakken. Men så var det slut, branden langs vesthorisonten
glødede ud, stjernerne frøs fast til himlen, månen skinnede på hvide delfiner
foran stævnen. Der hørtes ingen kirkeklokker, end ikke det svageste vindpust i
skibets takkelage, det var, som om kulden havde bragt hele kloden til tavshed,
da hr. Rasmus ene mand rejste sig og med sin brændevinsrøst læste om de dage,
da Qvirinius var landshøvding, og alverden skulle skrives i mandtal. Så lukkede
præsten bogen, og det var juleaften i Munkehavn.

En rose så jeg skyde op af den frosne jord, midt i den kolde
vinter. Salmen lød lidt anderledes i 1619, men melodien var den samme. Tonerne
kaldte erindringen om så mange juleaftener hjemme frem i de uforberedte søfolk
og blandede sig med deres frygt for fremtiden. "Efter Prædikenen ofrede vi
Præsten efter gammel Viis, hver efter sin Evne, og endskønt Pengene vare ikke
mange iblandt Folket, saa gave de dog, hvad de havde. En Part gave hvide
Ræveskind, som Præsten fik til at fore en Kjortel med, men hannem blev derefter
ikke så langt Liv fristet, at han kunde slide" skriver Jens Munk.

Gudstjenesten var forbi. Havde det nu og da knebet lidt for
en og anden blandt mændene, så har en ærlig gråd dog det gode ved sig, at den
styrker appetitten, og nu kom kældersvenden frem med duftende haresteg omgivet
af lækre ryper, ja kaptajnen selv gik rundt og sørgede for, at der blev skænket
op i tinkrusene. "Jeg gav Folket Vin og stærkt Øl, saa de finge en halv
Rus og var smukt lystige, og den ene fortørnede ikke den anden med er Ord"
skrive han i dagbogen. Så kortfatte han udtrykker sig, genlyder ordene dog af
den hengivenhed, han nærede for sit mandskab. Her havde han nu igen dem alle
for sig, som de sad med korslagte ben på batteridækket og mæskede sig med gode
sager. Iver Alsing og Jens Borringholm, Christoffer Opslø og Rasmus Clemmensen.
brødrene Jens og Laurids Helsing. Snakken og latteren gav genlyd i rummet, hvor
er ikke var ståhøjde, mellem fade og krus stod de mange vokslys og brændte alle
sammen i de samme skæve vinkel, der markerede den lille slagside "Enhiørningen"
havde fået, da isen sidste gang forrykkede skibet i dokken. For bedre at
fordele varmen i rummet havde Munk fået nogle fire fod lange ballastjern varmet
rødglødende i ovnen og med jerntænger slæbt ud på et underlag af store sten,
hvorfra det røde jern nu udbredte en gloende hede, der kunne holde sig i lang
tid. Det rolige skær belyste mændenes ansigter. Anders Sodens og Oluf Boye,
Christen Gregersen og Povel Pedersen, Morten Nielsen og Ismael Abrahamsen.
Kulde og snestorme, frygt og vemod var druknet i det stærke øl, og nu sad de
her, nyvaskede og blussende, med deres store kroppe, tunge håndled, tykke læber
og blå øjne, mætte og godmodige, opfyldt af velvilje for hinanden, hyggende sig
i julestemning, glemsel og snak om noget andet, - danskere.

Hvor forskellige var de ikke fra de små sydlændinge, som
havde omgivet Jens Munk i de nu så fjerne ungdomsår, da han sidste gang holdt
jul i den nye verden? Sene og enfoldige, hvor de andre havde været hurtige og
beregnende, opvokset under et hårdt klimas evindelige krav til udholdende, hvor
de andre uden videre havde fået et paradis forærende, men måske netop af den
grund med en tilbøjelighed til at vende de hårde realiteter ryggen, hvor de
andre var kølige og vurderende, kendere af virkeligheden. De fortørnede ikke
hinanden med et ord, nej disse stærke, seje sømænd, de var samtidig så bløde og
eftergivende, deres vittigheder var lune som venlige dask af en bjørneflab,
aldrig sårende, aldrig med en hånlig eller spottende undertone, de besad
drømmenes overskud af godmodighed og forståelse, hele denne julerigdom af gode
viljer, der altid sejlede under dansk flag. Herre Jesus, verden er grum nok
uden os, lad os derfor være gode mod hinanden. lad os ikke være onde ligesom
virkeligheden, ikke se den bitre sandhed i øjnene, men blive ved med at håbe
det bedste, så ordner alting sig nok af sig selv, det er en gammel visdom, den
ligger os i sjælens dyb, som den ligger på ølkrusets bund.

Fadene blev tomme og lysne brændte ned, kun den glødende
jernbarre kastede endnu et døende skær over ansigterne. Anders Stavanger og
Laurids Hansen, Oluf Sundmør og Thor Tønsberg, Peder Amundsen og Halvord
Brønnie, og de tre rolige skibsbyggere med deres kridtpiber, Svend Arvedsen,
Jens Jørgensen og Peder Nyborg. Engang havde deres skygger dannet en levende
freske på bagvæggen hjemme i Skriverstuen på Bremerholm, nu tegnede de sig som
store, uformelige skikkelser oppe på skibssiden, hvor rummets fortætningsvand
havde afsat et tommetykt lag is.

De lignede sorte dæmoner, der bøjede sig ned over deres
ofre, som intetanende sad og snakkede videre. Den dag på Bremerholm havde en af
mændene forsorent erklæret, at de til næste vinter ville være i Kina. De havde
håbet det bedste, men alting havde ikke ordnet sig af sig selv, og nu sad de
her, låst fast af isen i Munkehavn. Som på mortensaften gik kaptajnen rundt fra
gruppe til gruppe, og som dengang sørgede han for at holde sine bekymringer for
sig selv. Men hvor langt alvorligere var de ikke blevet i mellemtiden? Siden
den sidste fest var en bådsmand og en bartskærer blevet begravet inde på land.
Der havde været to kister og to trækors. Der havde været to døde. Med der havde
kun været en årsag. Jens Munk gjorde sig ingen illusioner. Både bådsmanden og
bartskæreren var omkommet af skørbug.

Kaptajnen vidste fra sit lange liv på søen, at når først
skørbugen havde fået et offer, var den sjældent længe om at kræve et nyt. Den
var som en blind passager, der uset af alle listede sig ombord ved afrejsen for
først at komme til syne, når skibet var så langt ude i rum sø, at ingen kunne
blive den kvit. Var det øjeblik ikke allerede kommet  på "Enhiørningen"? Hans
næstkommanderende, velbyrdige Movritz Stygge, havde længe klaget sig over
træthed, Jan Olluffsen havde været sengeliggende siden begyndelsen af november,
det gik stadig tilbage med Hans Brok, Povel Pedersen var syge, fire andre
bådsmænd lå syge, ja, om det så var kokken, var han ude af stand til at sætte
sine løse tænder i den lækre haresteg, han havde tilberedt for de andre. To
døde og ni syge. Hvorledes forhindre, at de sidste fik den samme skæbne som de
første? Hvorledes forhindre at også resten af mandskabet blev angrebet? Ved
ankomsten i september havde han reddet besætningen på "Lamprenen" ved
at give de syge multebær, tyttebær og revling inde fra land, men selv om frosten
måske havde bevare bærerne, lå sneen nu så alen højt overalt, at det var en
håbløs opgave at grave sig ned til dem. Alting afhang af vejret. De havde allerede
haft flere dage med så hård kulde og snestorm, at ingen kunne forlade skibet,
og nu skulle de igennem januar og februar. Hvis kulden tog til, måtte man
forudse den dag, da deres brændsel var opbrugt, og jægerne i mangel på skindtøj
og ski ikke kunne hjemføre nye forsyninger af frisk kød, så at alle om bord,
syge og raske, måtte nøjes med den fordærvelige saltmad.

For at holde sygdommen på afstand var det vigtig, at folkene
var beskæftigede og kunne røre sig. Men hvorledes skaffe dem arbejde? 60 mænd
spærret inde måned efter måned på dette batteridæk, hvis ingen kunne stå
oprejst, uden brændsel og fødemidler, uden andet at bestille end at.., nej
kaptajnen turde ikke tænke tanken til ende.

Juleaften var ved at være forbi. Mændene rykkede sammen for
at udnytte den sidste varme i jernbarren, dæmoner viksede på skibssiden bag
dem. Festen havde været vellykket, det havde ikke været svært at lede tankerne
i en anden retning, endnu engang var virkelighed jaget på flugt.

Men krønikeren, der skildre denne aften og iagttager Jens
Munk. ligesom Jens Munk iagttog sir mandskab, må spørge sig selv, om der, når
det kom til stykket, var nogen større forskel på kaptajnen og hans folk? Havde
han ikke også været en drømmer? Havde han nogen sinde kunne slå sig ned i
virkeligheden og lade sig nøje med det forhåndenværende? Han havde været en
skifting og ville være adelig. Han havde arvet en sølvkande og drømt om en
herregård. Han havde fablet om at blive hvalfanger og opdagelsesrejsende og til
sidste kastet sig ud i et kapløb rundt om hele jordkloden, der med alle dens
storme og isbjerge ikke var nær så virkelig som hans drøm. Kongen havde støttet
ham, for heller ikke Christian den Fjerde anerkendte virkelighedens højhedsret.
Også han havde arvet en sølvkande og ønsket sig en herregård, sølvkanden var
den danske krone og herregården den vide verden. Han sendte sine skibe ud for
at kolonisere østen og vesten, og snart går han selv i spidsen for en hær ned i
syden.

Ned i Trediveårskrigen. Få år senere kan han gøre regnskabet
op. Han vinder ikke den vide verden. Han mister fem danske provinser. Hans
krone må pantsættes i Hamborg. Nu marcherer virkeligheden hurtigt. Freden i
Brømsebro. Freden i Roskilde. Freden i Kiel. Freden i Wien. Resultater af en
forkert politik ja, men hvor ofte blev den ikke ført af mennesker, der vendte
ryggen til de faktiske forhold? Det er, som om den hang til virkelighedsflugt,
der måske oprindelig kun var et udslag af hårde levevilkår, gang på gang fører
til begivenheder, som forstærker den tilbøjelighed i folkekarakteren, der var
deres årsag. Det er cirklen uden ende, for hvert nederlag bliver virkeligheden
mindre acceptabel og drømmen mere tillokkende med nye indrømmelser til følge,
der udvikler sig et nederlagskompleks, som finder udtryk snart i en selvglad
beskedenheds inkompetente fablen om langt højere bjerge, snart i en tossegod
imødekommenheds lallen med på Wonderful Copenhagen. Danmark synker hurtigt, men
danskerne synker hurtigere. Vekselereren i Hamborg kan gnide sig i hænderne.
Disse grønne øer, hvor solen skinner over mark og kær, de ville ikke besættes,
men de vil gerne pantsættes. Efter drømmerne kom kræmmerne, smilet gennem tårer
blev til grinet mellem dårer.

Siger krønikeren.

Juleaften i Munkehavn var til ende, men kaptajnen lod de
følgende dage mændene fortsætte højtiden med gudstjenester og fest. "Udi
alle Helligdagene var det temmelig mildt vejr, op på det at Tiden skulde ikke
flade os for meget lang, øvede Folket sig udi adskillige Spil, og hvem som mest
Tidkort kunde optænke, han var bedst antage, så at Folket havde da allehaande
Optøger og Tidsfordriv, og i så Maade fordreve vi de hellige Dage med den Lystighed,
som da paa Færde var". Det var lykkedes Munk endnu engang at sætte humør i
sit mandskab, men til sidst ,måtte festerne slutte, hverdagen og virkeligheden
kom tilbage i Munkehavn, på Det Indiske Ocean og i Hafnia Metropolis
Celeberrima vendte historiens timeglas, og det blev Anno Domini 1620.


Munkehavn