Ny lensmand/amtmand 1662

Herefter
kom, i maj 1662, en ny lensherre, eller som det nu hed, en amtmand, til
Finnmark, Christoffer Orning til Orninggård på Stord. Af Finmarks historikeren
dr. Wessel får han bevis for at være en selv for den tid usædvanlig overtroisk
og brutal herre hans kendte gerninger tyder ikke på at det er for stærke ord.

Bland
den mange fyldige oplysninger som findes om ham og hans familie er del sjøpass,
som blev udstedt til ham gennem en lang årrække og som viser at han var en af
dem som prøvede lykken, som redder i den store ekspansion som norsk skibsfart
var inde i med Bergen som centrum, noget som burde falde naturligt for en
sunnhordlending, som var vokset op med handel på Skotland og så op til byen
Bergen som "BYEN". Nogen bedring i hans økonomi bragte denne rederivirksomhed
ham dog ikke. I 1669 sad han hjemme på Orninggård, som han ved flere
lejligheder før Vardøhus tiden havde pantsat til sin rige onkel Axel Mowarr, og
"hans economiske forfatning må have været mådeligt". Av hans data skal her kun
nævnes at han i 1655 var en af kancelli
herremændene på slottet i København, under krigen 1657 – 1659 var kgl.
skibshøvedsmand og i 1660 i belønning fik fem små priseskuder som lå i Norge. I
marts 1661 får han udnævnelsen til Vardøhus, og i august samme år bliver han,
hedder det i kancelliskrivelsen, fordi "han sig haver til ægteskab indladet med
Jomfru Ingeborg Rosenkrantz og hende imod hendes ven ers villie oc samtøche her
af riget bortført, af kongelig nåde denne gang tilgivet". Hun var datter af den
initiativrige lensherre til Agdeside, herr Palle Rosenkrantz, som ledede
anlægget af Kristiansand. Ingeborg Rosenkrantz fulgte sin mand til Vardøhus, om
deres eneste barn, Ingeborg, som døde som lille, levede da ved vi ikke.

Nogen
måneder før, var tre forviste i al hast sendt op til fæstningen, en afsat
præst, Engelbret Madsen og lægen og astrologen Ambrosius Rhodius med hustru,
som var sønnedatter af Frederik den andens livlæge. Om Anne Rhodius formoder
dr. Wessel at hun var sindssyg, det kan jo være, det kan jo være, af akterne vi
har i dag fremgår det at hun var en utrolig kværulant, blottet for hensyn til
andre mennesker. En bitter konflikt med statholderen og borgmesteren i Christiania,
hvor Rhodius støtter sin kone, varte så stor opsigt at den optager adskillig
plads i Christianias historie. Men den dybere årsag til forvisningen var af
politisk natur. Rhodius havde i 1657 i et syn forudset udgangen på denne
ulyksalige krig og blev anset for så politisk farlig i en urolig tid, at man
under ægteparrets fængsling på Akershus forsøgte at forhindre al
korrespondance. Orning fik også streng besked om at holde pen og blæk væk fra
dem.

Anne
Rhodius kom til at spille en skæbnesvanger rolle i det seks måneder lange
drama, som skulle udspille sig i Nord.

Det
tog sin begyndelse på Tinget i Vadsø sidst i september 1662. Dorthe
Lauritsdatter, som er repræsentant for Finmarks hårdt prøvede "utredere"
(datidens købmænd og skibsproviant), er på ny anklaget af Lauritz Braass. Siden
sidst er to af hans drenge, Rasmus og Helge døde under mystiske omstændigheder.
Vidnerne, blandt dem to af Braass drenge, fortæller hvad de har sagt før deres
død og de insinuerer at Dorthe har sat ondt i dem. Forholdet er at Dorthe mand,
Mogens, havde tilbudt den tjeneste, men den ene svarede, at til foråret ville
følge husbonden tilbage til Bergen, den anden bad Braass om at blive løst fra
tjenesten og fik det svar at han lige så godt som dem kunne give ham mad og klæder.
Da det kommer til stykket vil Braass heller ikke nu stå som Dorthes anklager og
føre sagen til ende med "ordentlig rettergang efter loven og recessen" –
fogdens ord – han ville kun have sagen belyst ved retten. Almuen giver denne
gang Dorthe et godt skudsmål og tinget ender med at sagen henvises til
lagmanden.

Sådan
skulle det ikke gå. Dorthe blev ført til Vardøhus, kom da omsider til sin rette
sandheds bekendelse, som det hedder i akterne. Sammen med to andre kvinder, en
fra Vadsø og en fra Ekkerø, fik hun sin dom 6. november.

Nye
anklager var nu kommet til. Høsten 1661 sejlede Jens Ottesens skib med en last
tilhørende Braass sydover og kom i havsnød udenfor Domen og gennem Bussesundet.
Det skyldtes af fire troldkvinder fra Andersby, Vadsø og Ekkerø for ud over
Varangerfjorden på et tøndebånd og fløj op på Domen som en due, ørn, krage og
svane, hvor de løste deres vindknuder. Dorthe først og fløj ud på skibet. To
Vardøkvinder fortæller senere at de også var med, de var sæler og lavede
uvejret ud for "Westersanden", mens de inde fra fjorden rejste uvejret fra
Steilnes og for med det ud til skibet. Inkonsekvenser og sund fornuft tæller
ikke i disse sager) Men hvad hjalp det? De magtede ikke at få magt over skibet,
fordi besætningen påkaldte herren og havde en meget stærk tro på Gud. Stormen
vakte rigtignok helt til skibet havde passeret forbi Nordkapp, så langt
forfulgte troldkvinderne det.

I
tiden herefter skabte fæstningsbåden skræk og jammer når den stod ind i
Varangerfjorden og nordover langs kysten, hvor den kastede anker. Og den 1.
december får tre nye kvinder fra Vadsø og Ekkerø deres dom. Nu får Finnmark
også kendskab til at der findes heksebørn. En dag hen under jul blive tre små
piger fra Vadsø ført til fæstningen, to søstre, Karen, 8 år og "den bitte
Ingeborg", døtrene til en af de brændte Vadsøkvinder – og dem 12-årige Maren,
niece til en anden.

Nogen
sød juletid kan der næppe være tale om på fæstningen det år. Troldkvinde
fangehullet var overfyldt, derfor måtte småpigerne opbevares et andet sted, Karen
blev sendt til amtmandsboligen, og man tør vove den antagelse at Maren blev
placeret i det såkaldte langhuset, hos de forviste. Ungerne fabler vildt og
skaffer den gamle præst hr. Hans, et noget besværligt job, han skal lære dem
katekismen – det er ekstra vanskeligt idet heksebørn ikke er i stand til at
lære katekismen. Som vi senere skal høre lykkedes det langt om længe Maren.

Den
26. Januar bliver tinget sat. Først bliver småpigerne taget i forhør. Deres
"tilståelser" fylder mange sider i retsprotokollen, sorenskriveren skriver
bogstaveligt talt så blækket sprøjter. Af Karen får amtmanden at vide at tre
troldkvinder i forklædning som krage har været på slottet for at dræbe ham med
knappenåle, men de kunne ingenting udrette, fordi han stadig læste og bad Gud
om nåde. Da han med sin hustru var på Vadsø, var der to udenfor huset for at
gøre ondt, men de magtede ingenting, fordi de mente at stuen var fuld af
herlige og fine mennesker i hvide skjorter. (Dette fænomen bliver i en andens
tilståelse præsideret nærmere: Det var den herre Jesus og hans engle som var i
stuen.)

Sensationen
blev alligevel Maren. Hun var af den onde selv blevet inviteret ned til
helvede, "hvortil vejen synes hende meget lang". Finnmarks barnets beskrivelse
stemme nøje overens med tidens groteske billedlige fremstillinger. Dernede så
hun bl.a. de kvinder som sad i fangehullet og skulle forhøres. Under barnets
fortællinger blev desuden fem nye kvinder anklaget.

En
af fangerne, Ingeborg Krog fra Makkaur, blev så hentet fra fangehullet. Hun
havde ingenting at tilstå. Tre dage senere kom hun på ny i forhør, men vil
fremdeles ikke tilstå. Først efter Ornings tid for vi kendskab til hendes
videre skæbne. Hue er et af de heroiske mennesker som også denne forfølgelse
kan fremvise.

Afslutningen
på januar tinget blev at tre kvinder blev dømt.

Herefter
går tæppet op for Vadsøtinget 27. februar "udi vor gunstige Landsherres
nærværelse" Først kommer turen til tjenestepigen Ellen fra Sunnhordland, en af
dem som er anklaget af børnene. Efter at hun har nægte alt, bliver hun probert
på sjøen, ført for retten og tilstår. Ellen må herefter højt læse nogle
"avindbønner" som hun kan; den første er bare en velsignelse som man læser over
køer som ikke vil give mælk, men  den
anden er en kendt avindsbøn som bruges til at forbande andres kreaturer med og
den bliver hun ofte bedt om, siger hun. "Jeg gik mig over vindene Hede, der
mødte mig alle mine Avindsmænd, med fæ og får og gram og vrede", begynder den.

Om
de onde anslag mod amtmanden kan hun fortælle at sommeren før var en uendelig
hob af troldkvinder samlet mod ham på slottet, de strømmede til fra mange
steder i Norge syd som nord.

Efter
Ellens dom blev klokkerkonen fremstillet for retten. Villads klokker havde
nemlig for anden gang været så uheldig at gifte sig med en heks. Men det er
ikke ret meget hun har at bekende, men hun var jo, ifølge Karen, udenfor huset
hvor amtmanden sov under sit forrige besøg på stedet.

Domsafsigelsen
over børnene er næste akt i hekseprocessen.

Skønt
man på Vardøhus efter lensherrens tilskyndelse har forsøgt at omvende dem ved
præstens formaninger og daglige flid med indlæringer, har man kunne udrette
noget og forstå af det de bekender at de endnu ikke kan komme tilbage fra den
onde. De to er jo også ofret til ham av sin mor, så han vil ikke slippe dem.
Under henvisning til dette og efter præstens betænkninger indstiller fogeden
derpå at de skal straffes med livet, for at de ikke skal fortsætte med slige
fandens kunstner og for at han ikke skal få dem til at forføre andre børn. Men
lagretten havde aldrig før haft med børnehekse at gøre, så "efterdi det var
nogle små, umøndige børn og ganske vankundige" henviser de sagen til
overdommeren, lagmanden. Søstrene blev da antagelig hjemme på Vadsø, men Maren
blev til al ulykke taget med tilbage til Vardø. På Vadsøtinget havde hun bl.a.
kunnet fortælle, at da amtmandens frue efter deres besøg blev tilbage på Vadsø,
havde Margrete, en af fangerne på slottet, været hos fanden og bedt ham om
noget til at gøre hende ondt med "wdi hendes welb hoffuit"

Før
vi fortsætter mod klimaks og afslutningen på denne Norges mest rabiate
heksejagt, skal der falde et par ord til orientering for at undgå gentagelser.
Det var jo ikke sådan den vinter at det kun var en eller to kvinder som blev
fremstillet for retten. Der var også hekse i lensherreboligens store stue, hvor
forførerne foregik med afhøring af op til 6 hekse i de samme dage. Der
udspillede sig dramatiske scener, med konfrontationer og en særlig ondartet ny
form for nervekrig, håndspålæggelse. En eller flere, som havde tilstået, lagde
hænderne på en genstridig og svor at hun var lige så god en heks som dem selv.
Et andet karakteristisk træk er at det fantastiske og infantile tager overhånd.
Det skyldes naturligvis delvis at et pigebarn fabulerer, senere skal vi høre
hvordan hun bliver hjulpet – men hele mentaliteten er, på baggrund af det der
sker, om muligt endnu mere uhyggelig og oprørende end tidligere. I væsentlig
grad drejer forhørene sig om en forherligelse af amtmanden og om
heksesabbatten.

Denne
forherligelsen af Orning bringer på ny her i Finnmark tanken hen på Skotland,
hvor vi ved at han opholdt sig i 1657. Af alle heksekunster i Nordeuropa har
næppe nogen vakt så stor opsigt som de danske og skotske hekses samarbejde i
1589. Det lykkedes dem nemlig ved hjælp af voldsomme storme at forhindre den
dansk marines nyeste skib. Som for øvrigt viste sig at være pil råddent – i at
bringe prinsesse Anna, Christian den fjerdes søster over til Skotland, hvor hun
skulle fejre bryllup med Jakob den første.