Ostindienfarer KAP XVII - XXII

KAP. XVII

Den indiske Konge (af Tanjaur), som fører Titel af Naike
Ragnado, tilbeder en hornet Ko, der har sin Residens i et prægtig udstyret
Gemak, den bliver ogsaa herligt opvartet, og pyntet og bedækket med Smykker af
Guld og Ædelstene, Brokade og guldbroderede Tæpper. Hver Morgen og Aften gør
Kongen Koen sin Opvartning og med Forlov at side vadske sit Ansigt og sine
Hænder i dens Vand, og tilsidst overøser han sin Isse dermed.

Kongen havde en Søn med sin Dronning, han var udvalgt Prins
og vordende Konge efter Faderens Død, hvis det blev ham forundt at leve. Denne
Søn var den Gang 17 eller 18 Aar gammel, hans Portræt hang i vor Kirke tillige
med hans Faders, og de var ikke Utiltalende. Prinsen ønskede oprigtigt at blive
Kristen og at antage vor Tro, hvis han paa nogen Maade havde turdet for sin
Fader, men denne modsatte sig paa det hæftigste hans Ønsker, saa at han ikke
kunde sætte sin Villie igennem. Men Udfaldet var længe tvivlsomt, og imidlertid
blev der bedt til Gud for ham i vor Kirke, om at han i sin Naade vilde oplyse
hans Hjærte i den rette Tro.

Om Kongens Palads fortalte man, at det var herligt
udstafferet. Hans Trone eller Kongesal var af Marmor, glat som Æg, og af
omtrent 12 Alens Omfang. Der sad han daglig og lige overfor ham Præsten i sit
Afgudstempel. De sad paa kostbare guldbroderede Hynder med korslagte Ben efter
Indisk Skik, hvilket man kun kan gøre,naar Lemmerne daglig salves og gnides med
Olie og kostelig Balsam. Hos hver af dem staar tre Drenge, af hvilke den ene
klipper Areca eller Paga (Pinang), der i Størrelse, Farve og Haardhed er som
Muskatnød. Først tager de det i Munden, tygger det og spytter Saften ud,
dernæst tager de Bladene i Munden og tygger det sammen med det andet. Inde i
Bladene er smurt noget Kalk, der brændes af Muslingeskaller, og af den hele
Blanding fyldes deres Mund, ligesom af Blod. Naar der er tygget tilstrækkeligt,
synker de det hele og bliver mere drukne deraf end af Tobak. Man kalder der
Betelarek og det siges, at det er godt for Blodsot.

En anden af Kongens Tjenere har det Hverv at holde den
Guldpotte, i hvilken Kongen spytter, thi naar man bruge Betelarek, trænger man
jævnlig dertil. Den tredie Tjener staar med en gylden Vifte, som han svinger
frem og tilbage for at svale ved den frembragte Luftning. Dette er i almindelig
Brug i ethvert Hus. Desuden gnider de hinandens Legemer for Sundhedens Skyld,
før de lægger sig til at sove om Aftenen, hvilken Skik vi ogsaa brugte.

Kongens Hofpræst bliver opvartet paa samme Maade som han
selv og Kongen holder meget af ham. Naar Fremmede vil søge Kongen for at
forhandle med ham, faar de ikke Foretræde, før Præsten har meldt, at Timen er
heldig til Forhandling og selv om det er midt om Natten, maa de Fremmede da,
naar der kommer Bud fra Kongen, være parate til Audiens. De maa medføre en
Tolk, der med saa stor Ydmyghed er Mellemmand mellem dem og Kongen, at han
skjuler sit Ansigt, hver Gang han henvender sig til en af Parterne. Og hermed
nok herom.

Men for at berette mere om kongen, saa havde han, da vi
først kom dertil, foruden sin Dronning, 900 Friller, hvoraf han dog afgav 300
til sin Søn, men ikke af dem han holdt selv, saa at han selv kun havde 600 paa
sit Synderegister. Disse Kvinder opholdt sig i en herlig og pragtfuld Sal, der
var omgivet af gyldent Gitterværk og havde Vinduer af Krystalglas. Kongen kom
daglig i denne Sal for til kødelig Omgang at udvælge sig den, som hans Hjærte
hver Gang begærede. De plejede at salve og balsamere sig og pynte sig med
pragtfulde Smykker, om Midien havde de et guldindvævet Stof udsyet med ædle
Stene. Guldringe havde de om Fingre og Tæer, i Ører og Næser, Ankelbaand og
Armbaand af Guld og juvelbesatte Gulddiademer om deres Pander.

En Dag om Aaret, midt om Sommeren, naar Vejret er godt, faar
de Lov til at forlade den omtalte Sal i selve Kongens Følge, men de er da
omgivne af en tredobbelt Kreds af Kongens ypperste Krigsfolk, medens der slaaes
paa henved 60 Trommer og blæses i Basuner. Ellers kommer de sjældent ud, og
hvis en af dem døer, optages en anden i Stedet, saa at de altid er fuldtallige.
Men naar Kongen døer, brændes alle hans Kvinder med ham. Hermed nok om Kongen
denne Gang. (Den her omtalte Fyrste Naike Ragnato, døde 25 nov. 1626 og samme
Dags Eftermiddag blev 119 af hans Kvinder brændt.)

Men om deres Templer vil jeg fortælle lidt og om adskilligt
angaaende deres Religion, Ofringer og Afgudsdyrkelse og slige afskyværdige
Narrestreger, hvorved jeg vil tilskynde enhver til altid at takke Gud, fordi
han fra sligt Forvildelsens Mørke og Fordømmelse har ført os til Kristendommen.
Velsignet være vor milde Guds Navn i Evighed! Amen!

Kap XVIII

I alle de Stæder i Indien, som jeg har hørt omtale eller
læst om, er der et stort Hovedtempel. Disse Templer kalder de Synagoger eller
Pagoder. Dette var ogsaa Tilfældet i den lille By, som laa ved vor Fæstning,
som hed Tranquebar. Der var ogsaa et saadant opmuret Tempel med et højt
firkantet Taarn og omgivet af en høj Mur. Inden for Templets Dør stod en høj og
stor Vogn med alle Slags vederstyggelige og uhumske Billeder, der ekke er til
at beskrive. Inde i templet sag 6 Afgudsbilleder paa hver side i Skikkelser som
Oxer, Svin, Geder og Bøfler, hvilket sidste Dyr er skabte som Oxer, men er dog
ike af samme Art, og deres Mælk smager som Gedemælk. Midt for Bagvæggen, er et
stort, herligt smykket og guldprydet Alter, hvorover deres tre øverste Guder
troner.

Disse tre Afguder bæres på en Gang om Aaret ud i Procession.
Den Dag er deres største Fest, og da udsmykkes Gudernes før omtalte Vogn, i
dens Midte sættes en høj Mast og til denne fastgøres tre Mærskurve eller Sæder,
i hvilke man sætter de næste tre Guder. Alle Byens Borgere bliver mønstrede og
opraabte ved Navn og maa hele den Dag trække denne Afgudsvogn Gade op og Gade
ned indtil Aften, med 30 eller 40 Trommer og 3 Basunblæsere paa hver Side og
omgivne af indfødte Soldater, som kaldes Talliarer. Men nar alle Borgerne gaar
hjem til Maaltid, kommer alle de ugifte Mænd og trækker omkring med den store
Vogn, indtil de andre vender tilbage igen gaar i Gang med dette taabelige og
unyttige Arbejde, Fra hvert Hus ofres der til disse Afguder, naar de trækkes
forbi, eftersom enhver har Raad til. Paa denne Dag bliver ogsaa de hellige Oxer
slupne løs, efter at man først har foret dem saa godt, at de næsten er vilde af
Overfodring, saa man maa tage sig godt iagt for dem. Nogle af os gjorde ved
Hjælp af vire Tjenere som Tolke de Indfødte mange Forestillinger, fordi de
overførte Guds Herlighed til disse umælende Bæster, men de svarede, at de ikke
kunde se vor Gud. Henimod Aften blev Afgudsvognen trukken tilbage foran Tempeldøren,
og saa kom alle Tempelskøgerne ud af Templet tillige med deres Mester, som
kaldes Baldor, for at opføre Danse for Guderne. Han lejer daglig disse Kvinder
ud for Penge, baade til Soldater og de ugifte Mænd i Byen, og disse Penge
indgaar i Templets Rentekammer og bruges til dets Vedligeholdelse. Men Skøgerne
faar deres faste Ophold af Templets Indtægter. Præsten, der som oftes sidder
foran tempeldøren, kaldes Bramin, han kom ogsaa ud for med dyb Reverens og stor
Ydmyghed at tage mod Guderne.

Dernæst blev Guderne baaret ind i Templet under mange
Ceremonier, Trommeslag, Basuners og andre Instrumenters klang og Skingren,
under Tempelskøgernes larmende Dans. Deres pragtfulde Dragter, som ellers, naar
de ikke tjener Guderne, hænges op i Templet, ser saaledes ud: en Slags korte
Benklæder af Guldbrokade, smykket med Perler og Juveler af en uhyre Værdi, en
pragtfuld Brystdug, kostbare Ringe of Smykker pynter de ogsaa deres Legemer med
ved slige Lejligheder og aflægger dem igen.

Disse Tempelpiger danser hver Nat for Guderne fra Kl. 9 til
Midnat, og Kl. 12 bliver de 12 Guder trukken od ad en Gade og ned ad en anden
paa en Vogn ledsaget af Fakler, Fyrværkeri, Dans, Basunklang og Trommer, og al
den Slags Herligheder. Dette hørte vi hver Nat naar vi stod paa Post oppe paa
Fæstningsmuren.

En Dag ved Middagstid blev jeg og en god Kammerat Peter
Lolik af Vanvare tilbage udenfor Fæstningsporten, der altid blev lukket ved
Middagstid, medens Maaltidet stod paa, og paa samme Tid spiste man sædvanlig
ogsaa til Middag i Byen. Vi spadserede da omkring i Gader og paa Torve, og da
vi kom til den store Pagode, sad Afgudspræsten udenfor Templets Dør og tyggede
Betelarich (Betel). Vi gik hen til ham og hilste venlig paa ham. Han modtog os
med høflige Reverenser og Lader og indbød os til at sidde hos sig. Vi spurgte
for Spøg, om han ikke, da der intet Menneske var i Nærheden, der kunde se os,
ville tillade os at se Templets Indre. Dette nægtede han, eftersom det kunde
gælde hans Liv og Embede. Men som Følge at vore indstændige Bønner og Overtalelse
fik vi, skøndt han var meget bange, Lov dertil, imod at give ham Betaling
derfor. Han bød os at trække vore Sko af, ikke at røre ved noget eller
beskadige noget, men kun at se os om, thi ellers gjaldt det vort og hans Liv.
Vi vilde ikke aftage vore Sko, men gik forsigtig om i Templet uden at gøre
Drengestreger, hvilket han ogsaa roste os for, da vi tog Afsked med ham efter
at have betalt ham. Der var intet at se derinde, uden de 6 Afgudsbilleder paa
hver side, de tre højeste Guder foran Gavlen, det herligt smykkede Alter og de
nævnte Tempelskøgers Dragter.

KAP XIX

I selve Byen og udenfor denne findes også mange Smaatempler,
hvor der Dag og Nat brænder Lamper. Vi gik ofte ind i dem, naar ingen saa os,
men jeg foretrak at holde Vagt udenfor og forbød mine Kammerater at gøre
fortræd derinde. Af og til slukkede de vel Lysene, men jeg truede dem
alvorligt, hvis de slog Gudebilledene itu eller paa anden Maade bespottede dem,
hvilket jeg ofte havde meget vanskeligt ved at
hindre. Saaledes behandlede en Hollænder engang den højeste Afgud, som
stod ved Gavlen paa en vanærende Maade, og vi var nærved at komme i Ulykke af
den Grund, men der var ingen, som kunde bevidne, hvem af os der var den
skyldig.

Der er også Lunde, hvor der findes Afgudsbilleder af forskellig
Skikkelse, som Menigmand og de Fattige tilbeder saavel som fremmede Folk af
Almuen, der kommer vandrende til Byen for at sælge et eller andet. De maa svare
Told af alt, endog Kogødning, der har høj Pris, og hvorved de brænder deres
Lig. Men al den Told, der indkommer baade tilsøs og tillands, har den hedenske
Konge (iTanjaur) lagt ind under Fæstningen paa vor Konges Vegne, og alle de
Skuder, de kalder Ziamponer (Sampaner), som sejler forbi, skal ligeledes betale
Told til Fæstningen. Naar de passerede forbi og ikke vilde erlægge Told, maatte
vi ro efter dem i en tolv Aarers Baad, det vil sige de Indfødte roede, vi andre
sad med vore brændende Lunter og tvang dem saaledes til at betale Tolden.

Da jeg nu har omtalt deres Templer og Afgudsdyrkelse, hvis
Galskaber mange flere Ting kunde fortælles om, hvis der var Tid dertil, saa vil
jeg nu tale om deres Fester. Ikke ved lys Dag, men ved Nattetid fejrede deres
Fester med Dans og æventyrlige Lege og Skuespil, idet de udklæder sig i
forskellige Skikkelser og men stor Kunst og mesterlig Snille opfører og spiller
Afgudsskespil belyst af Store baal og Fakler. Af disse Forestillinger fik vi
engang ved Nattetid en at se fra vort Fort, skøndt ikke tydeligt. Den forekom
os at ligne Profeten Jonæ Historie, da han blev slugt af Hvalfisken, da en af
de Spillende var udstafferet som en Hvalfisk, der slugte en anden, som blev
kastet hen for ham. Dragterne til disse Afgudslege hænges op i Templerne og
opbevares der. De kan mange andre morsomme og sjældne Kunster. En styg Leg øve
de om Vinteren, og enhver Indfødt, som vil tjene Penge, kan deltage i den ved
at lade Musklerne i sin Overarm bore igennem og derigennem lade trække en snor,
der bliver gjort fast til Toppen af et Træ. der bliver han saa hejset op, og
paa et givet Tegn slap man Linen, ved hvilken han hang og som laa ned paa Skraa
mod Jorden, saa han faldt ned med Snoren gennem Saaret. Adskillige blev
forstyrede i Hovedet og faldt bevidstløs ned.

Atrumbus (navnet er antagelig malebarisk eller tamulisk) der
passede vort Linned, var en af dem, der paalagde sig disse Pinsler, for
Pengenes Skyld, og vi bebrejdede ham det alvorligt, saa han lovede aldrig
oftere at tage Del i denne Leg.

Om Vinteren, hen imod Kyndelmesse, kom deres Ypperstepræst
eller Biskop til Trankebar, som laa under vor Fæstning Dansborg. Da han kom til
Floden Sydost for Fæstningen, i hvilken Flod der var mange slags Fisk, store
Slanger og Krokodiller, blev der sendt Bud, at han var undervejs. I Byen blev
der et stort Røre, alle Tempelskøgerne iførte sig deres sædvanlige Pynt, og
alle Soldater i Byen, Præster og Tempeltjenere fik travlt. Hel Skaren gik saa
med Trommeslagere og Basunblæsere et kort Stykke Vej ud af Byen over en
Sandstrækning, der er saa smuk, at naar man gaar mod Solen, synes hverandet
Sandskorn som af det skønneste Guld, hverandet som af Sølv. Da denne
Ypperstepræst var gaaet over Floden paa en Elefant med stort Følge, blev han
baaret i sin Palakin af Elfenben og Guld. Saa begyndte Trommehvirvlerne,
Basunblæsen, Horernes Dans, Krigsfolkets Vaabenlarm, og den Støj og Glæde
varede hele Vejen til Byen, til de kom til Templet, da slog de løs paa
Trommerne, blæste i Trompeterne, og Kvinderne tumlede sig i Vild Dans efter
Anvisning af deres Baldor, som havde en klingende Kobberplade i sin venstre Haand,
paa hvilken han slog med en smuk Hammer af Staal (Gongon), og hvert Slag var et
Tegn for dem, hvilken Dansefigur de skulde fremstille.

Præsten gik derpaa ind i Templet, hvor han opholdt sig længe
i Bøn til Guderne. Imedens blev der rejst en høj Mast udenfor Tempelgaardens
Port, og øverst oppe blev gjort et sæde, i hvilket han steg op bed Nitiden
samme Aften. Der forblev han stille omtrent i 3 Timer til Midnat og havde
mundtlige Forhandlinger med Satan.

Thi med deres Tro er det saaledes fat, at de egenlig tilbeder
Sara og dyrker ham, thi de siger, at selve den almægtige Gud, Fredens og Herlighedens
sande Fyrste, behøver de ikke at tilbede, eftersom han er god og naadig, uden
Ondskab og Vold, og saa blid og mild af Sind, at han ikke vil kives eller kæmpe
med Satan eller have ham i sin Nærhed, men har givet ham et særligt Sted, hvor
han kan opholde sig, og hvorover han kan herske, nemlig Luften, Jorden og
Havet. Med da Satan er ond og tyrannisk, maa de tilbede ham, for at stille ham
tilfreds med idelige Paakalderser og Ofringer. Derfor skulde nu deres
Ypperstepræst spørge Satan i al Venskabelighed, hvilken Naade de kunde vente
sig af ham i det kommende Aar, og om hvad Aaerstiderne vilde bringe tillands og
tilvands, og hvornaar der kom Skib fra Danmark, om Krig, om Handelsforretninger
og andet af den Art. Medens disse Forhandlinger stod paa mellem Præsten og
Satan, tændte de et stort Baal omkring Masten, og da de tre Timer var forbi,
maatte Præsten styrte sig ned i det flammende Baal fra Matens Top, til Bevis for,
at hvis Baalet ikke skadede ham, skulde hans samtale med Satan gaa i  Opfyldelse. Da han uskadt steg ud af Baalet,
blev der atter slaaet paa Trommer og blæst i Basuner og danset af Kvinderne, og
med Soldaternes høje Sejersraab sluttede hele Forestillingen.

Næste Morgen rejste Præsten bort til næste By, som kaldes
Trichlagour.

Naar vi fik Tilladelse, tog vi ofte til denne By for at
beundre det herlige Tempel og dets dejlige Mure.

KAP: XX - XXII

Byen Trankebars Grænsesten saa jeg paa tre Steder. Paa hvert
Std fandtes der en firkantet tilhuggen Sten, glatsleben som et Æg, og i den var
der udhugget et Bassin, hvori der for lang Tid siden var lagt Trækul. Omkring
dette Bassin var der udhugget Bænke, i hvilke der var indsat en glat firkantet
Sten med Rigets Mærke. Alle , der førte noget af Værdi paa sig eller med sig
paa Heste eller Stude ind over Byens Grænse, maatte her betale Told, selv om de
ikke skulde ind til selve Byen, og selv om de kun første et Læs tørret
Kogødning med sig. Hele Tolden baade tillands og tilvands tilfaldt som sagt
Fæstningen, blev modtagen af Byens Købmænd og indbetalt til Fæstningens
Øvrighed efter den hedenske Konges før nævnte Befaling.

Jeg har omtalt Fæstningens Indretning og det daglige Lib i
den, men jeg har ikke berørt den nye Kirke, som blev opført i Fæstningen med en
meget høj Hvælving og et smukt Taarn med en forgyldt Fløj. Den blev opført af
indiske Murere efter vor Anvisning og paa dansk Maade. Den store Pagode i Byen
skal kun have kostet en  25 Daler at
opføre, saa billigt er alt Arbejde der tillands. Alle Landets Produkter faaes
meget billigt, fersk Fiks, Høns, Geder, Faar, Svin, Mælk, Ris of alle slags
Æbler og Frugter blev daglig ført til Fæstning og solgt for smaa priser.

Nogen tid efter at jeg var kommen til Fæstningen, gik jeg
med to andre af Fæstningens Folk, (som var kommen fra Danmark med
"Waterhunden" er halvt Aaar før jeg) ind til en Skrædder, en brav og
kristelig Portugiser ved Navn Antonius, da vi vilde lade ham lave os alle tre
en Dragt af Kattun, som man bruger der. Disse Portugisere var for 300 Aar siden
de første, som begyndte af sejle paa Indien, og ejer der mange Fæstninger og
Byer, som de har faaet overladt af de indiske Konge og Fyrster. Netop som vi
havde sat ogs ned i Skrædderens Hus, kom en Indier derind, en af de syv
Dyfelsjægere (Tempeltjenere som strø Asken af en Urt, Dyfelsgræs, udover byen
som et middel mod onde Ånder). Han havde et Musikinstrument i Haanden, som de
daglig spiller paa til Ære for de Afguder, som de tjener, og han tilbød at
spille for os for Penge, men vi afslog det og vilde ikke havde ham i vort
Selskab, hvilket vi, med Portugiseren som Tolk og Mellemmand, tilkendegav ham.
Men da han vedblev med endnu større Paatrægenhed at tilbyde sit Spil og at
forlange Penge, blev jeg ærgerlig, og da jeg selv sad længst ind, bød jeg den
ene af mine Ledsagere. Peter Arendal, at føre den ubehagelige Mand ud af Døren,
hvilket han ogsaa gjorde, men han vendte strax tilbage og vedblev haardnakket
med sin Tryglen og Plagen. Da rejste min anden Ledsager sig, han hed Salomon,
skældte ham ud og førte ham atter ud af Huser. Men den nedrige Mand vendte for
anden Gang tilbage og tiggede om Penge. Skrædderen befalede ham med haarde Ord
at gaa, men da blev han uforskammet og raabte: "I lader Eder kalde Kristne
og Sennores (Herrer), men er saa karrige, at I ej kan afse et Cash (det er en
Kobbermønt, hvoraf der gaar 86 paa en Fano, som er 11 Skilling dansk) men I
burde kaldes Hunde og ikke Mennesker." Da forbandede Skrædderen den Vantro
og spurgte mig, om jeg forstod, hvad det Afskum sagde. Jeg svarede nej. Da han
derpaa fortalte mig hvad han havde sagt, blev jeg saa opbragt, at jeg hurtig
sprang over Bordet, og de andre, som sad derved, greb ham og jog ham med Prygl
ud af Huset, men da han alligevel, mere og mere paatrængende, blev ved at tirre
mig med Skældsord og Tiggeri, drog jeg tilsidst mit Værge og vilde hugge hans
Instrument itu, men Huggene ramte ham selv, saa at han fik Saar i Hovedet og et
i hver Arm. Han faldt, og jeg troede, han var død. Men da Huset kun laa et
stenkast lige over for Fæstningsporten og Vagtmesteren stod ved Portvagten og
saa havd der foregik, kom han til mig og begyndte opbragt at irettesætte mig og
gav mig med sin Stok et Slag over Ryggen. Dette var imidlertid mere end jeg
kunde taale, jeg rev Rottingen ud af hans Haand, slyngede den langt bort og
sagde, at jeg ikke taalte, han slog mig, eftersom jeg var et voxent Menneske og
selv maatte indestaa for min Brøde. Men han var meget ophidset og truede mig
med Kongens Jærn, hvilken Trusel han strax udførte, thi han lod mig følge med
ind i Portvagten, hvor han lod mig lægge i Lænker. Herover blev mine Kammerater
højlig bedrøvede, især en Mand ved Navn Erik Lange, som dengang havde opholdt
sig der i 5 aar, alt fra den første Rejse (Ove Gjeddes Togt) og indtil nu, thi
ham var det engang hændt, at han i Ophidselse havde slaaet en Indfødt med den
flade Klinge over Ryggen, og derfor skulde have mistet Livet, i Følge den
strænge Traktat, der var slutter mellem Kongerne, dog blev han benaaet.

Da jeg nu sad lænket om den ene Fod, kom mine Kammerater og
de Indiske Købmænd, som kaldes Mercatores, ja de indfødte Soldater, Taliari,
som tjente med os indenfor Porten, og som med Troskab og uden at give Grund til
Klage gjorde Vagt i Fæstningens venstre Baston, alle kom de for at vide mig
deres Deltagelse. Min
Tjener, en 14aarig indisk Dreng ved Navn Sivile, som var blevet kristnet af
Portugiserne, var hel utrøstelig.

Klokken var omtrent tre om Eftermiddagen, da dette skete. Om
Aftenen kom Vagtmesteren for som sædvanlig at lukke Porten, og da var hans
Vrede næsten bortdunstet. Næste Dags Morgen kom vor Kaptajm Christopher Boye i
Land, thi han var endnu ikke taget afsted paa sin Rejse til tenasserim. Sammen
med ham gik Kaptajn Ernst, Kaptajnen paa "Waterhunden", gennem
Porten, fordydede i Samtale, saa at de ikke saa mig. Men da jeg mærkede det,
bød jeg Kaptajn Christopher Boye Goddag, han vendte sig da om og blev højlig
forundret, da han saa mig stillet i Jærn, og spurgte, hvad der var hændt mig.

Da jeg fortalte ham Sandheden, blev han meget ilde tilmode
paa mine Vegne, men sagde, at siden det var sket, maatte Sagen vel have sin
Gang. Da sagde den anden Kaptajn: "Det er godt, at I engang imellem selv
faar at mærke, hvorledes I er, I uregerlige Mennesker." Men min Kaptajn
Christopher Boye svarede: "Nej Ernst, denne Mand, er ikke som i mener, men
et bravt og skikkeligt Menneske." Og han undskyldte mig paa en faderlig
Maade saa godt han kunde, og lovede mig, at det med Guds Hjælp nok skulde blive
godt igen, selv om det ikke blev strax samme Dag, jeg skulde blot være uden
bekymringer, han vilde altid være rede til at gøre mig en Tjeneste.

Da Ernst hørte dette, blev han forbavset og vilde gerne have
det sagte utalt, men jeg var bleven ærgerlig over hans uvenlige Ord og spurgte
ham, hvorfor han var saa haard imod mig, der var saa ulykkelig stillet, da han
ikke kendte mig. Men han bad mig undskylde ham og lovede, at han skulde
indlægge mange gode Ord for mig hos Rektor og Gubernator. Det modtog jeg med
Glæde og Tak. Kaptajn Christopher Boye sagde, at han vilde komme igen om
Aftenen, naar han gik ombord og bringe mig gode Efterretninger. Sent om
Aftenen, da han gik fra Øvrigheden, kom han ind i Vagten til mig og sendte sin
Tjener efter en Pot Vin, son han drak sammen med mig. Saa gik han ombord efter
at have velsignet mig og Fæstningen, samt lover næste Morgen at ville komme i
Land, od da skulde alt med Guds Hjælp og Bistand blive godt igen.

Næste Dag Kl. 3 om Eftermiddagen kom Vagt mesteren ind i
Porten og spurgte om min Tjener: da denne var blevet kaldt ind, sagde
Vagtmesteren til ham: "Gaa og kald paa den Vantro, som din Herre har
saaret og sig, at han skal komme og forliges om Skaden." Nu var imidlertid
den Vantros Saar blevet helede, thi min gode Ven, Mester Henrik, vat Bartskærer
havde af Venskab for mig forbundet hans sar. Da han kom ind i Porten, sagde min
Dreng til ham: "Se her, og betænk, havd min Herre maa lide for Din Skyld,
Du elendige Træl af Satan". Han svarede: Abba d.e. "o Fader." og
kastede sig fladt  ned med sit Ansigt pa
Jorden og krøb hen til mine Fødder for at kysse dem. Men jeg forbød ham det og
befalede ham at rejse sig. Dernæst spurgte min Tjener ham paa Vagtmesterens
Opfordring, hvormeget han vilde have af mig som Erstatning for Saarene. Han
svarede først, at det maatte være, som jeg selv vilde, men da min Tjener Sivile
vedblev at spørge ham, nævnede han: 2 Stück von Achten, d.e. 2 Rigsdaler.
Tjeneren svarede, at da hans hele Liv ikke var saa mange Penge værd, kunde han
ikke forlange saa meget, og han lod sig da nøje med 2  Fanoer, som jeg dog ikke selv fik Lov til at
betale ham, thi den ene efter den anden af mine Kammerater vilde betale hvar
sin Fano eller hvor meget jeg end maatte behøve, hvorfor jeg hjærtelig takkede dem.

Derpaa forbød Vagtmesteren - gennem Tjeneren, den Vantro
nogensinde at møde mig paa Gaden eller sige eller gøre nogetsomhelst, der kunde
vække mit Mishag, aldrig vise sig for mine Øjne og vige bort, naar han saa mig,
thi ellers skulde han blive rettlig ihjelslaaet af min Haand. Mester Henrik
lovede mig af faa hans Saar til fuldstændig at lukke sig, og tilføjede, at han
hellere vilde læge hams Kød og 10 andres som hans end en af os andre. Men den
Vantro var herefter saa bange for mig, at han, naar han blot fik Øje paa mig
langt borte, tog Benene pa Nakken og fik sine Fæller til det samme, idet han
raabt: Fly! Fly! Der kommer han, som hugger os ihjel og dræber os!"; Dette
fortalte vore indfødte Tjenere os.

Da dette var bragt i Orden, gik jeg med Vagtmesteren op til
vor Øvrighed, som sad i det høje Slot for skyldigst at takke dem for den mig
beviste Naade og milde Straf, uagtet jeg aabenbart havde forbrudt mig mod
Kongens Traktat og Forbundets Vilkaar, om det end var sket i Hidsighed og
Ubetænksomhed. Alle de fire Befalingsmænd, nemlig Rektor, Gubenator, Kapt.
Christopher Boye og Kapt. Ernst drak mig til med Venlige Ord og Tiltale, og
paalage mig for Følgernes Skyld at se mig godt for, at jeg ikke kom i ulykke
for  Indfødtes Skyld.

Selv om min Kaptajn Christopher Boye ikke havde været
tilstede for at gaa i Forbøn for mig, saa havde flere indiske Købmænd aftalt
med hinanden, at gaa i Forbønd for mig hos vor Øvrighed, hvilket det aften
gjorde, naar vore Folk forsaa sig i et eller andet, thi derved søgte de at gøre
sig yndede og agtede af os.