Ostindiefarer KAP XXIX - XXXIV

KAP: XXIX

Henimod Middag saa vi et lille skib nærme sig fra Ø.S.Ø og
vi troede først, at det var vare Kammerater, men det var Buscaviere, som farer
på Hval- og Fiskefangst. De sejlede tre Gange omkring vort Skib i den Tro, at
vi havde været i Søslag, og vovede ikke at komme os nær trods vore indstændige
Anmodninger om at hjælpe os i vor Nød og bringe os i Land for tredobbelt Løn.
Vi var nu kommen 90 Mil paa denne Side Berberiet og var langt ude i det
vestlige Hav, 150 Mill S.O. for os laa Spanien og England var 500 Mil borte fra
os. Skibet var uden Sejl og uden Ror og var helt blottet for Proviant.

Vore Folk var modløse og fortvivlede og mente, at vi maatte
gaa tilgrunde, hvis vi ikke mødte et Skib paa Vejen, som kunde hjælpe os i
Land. Jeg ærgrede mig meget over den Slags Mennesker, eftersom de baade i
Medgang og Modgang viste, at det var, som om de ingen Anelse havde om at frygte
eller elske Gud og derfor intet at vente af ham. De hørte taalmodig paa mig,
skøndt de syntes, at mine Ord var for haarde. jeg hævdede, at den Gud, som
hidtil saa faderligt havde beskyttet os og frelst os fra Døden, ogsaa vilde
føre os i Land, naar han fandt det for godt. Præsten bad mig ikke at blive træt
af at formane Folkene i hans  Sted, thi
nu blev han stadig mere og mere syg af
Vattersot ligesom daglig flere og flere af Folkene.

Vi havde havt det Held, at vore Ræer var bleven liggende paa
Rælingen, da Sejlene blæste bort, og Kaptajn Christopher Boye lod nu hugge en
Fokkemast og en Sejlraa til. Vi havde også to nye Sejl ombord. Han lod derefter
tømre et Ror af en 7 Alen lang Bjælke, som de kalder Pentelbjælke, og slog
Bolte ud af Skibets Kroge til Roret og lagde Jernlænger derom. det blev alt
boret koldt. Men Sejlene kunde vi ikke tage ind igen, thi hele Takkelagen med
den Træer (gl. dansk for Stænger, Ræer osv.) var borte.

Da vort lille Ror med store Anstrængelser var blevet anbragt
og vort Sejl hejst og rettet efter Vinden, fik vi Nordvest-Vind i en fjorten
Dages Tid, hvilket bragte os lykkelig og vel fremad.

En Dag kort efter vor Ulykke saa vi et stort tyrkisk Skib
S.V. for os. Nogle af Folkene vilde hellere at, Tyrken tog os end at vi skulde
dø af Sult, thi vi havde jo Kongens Skriftlige Ord for, at vi skulde blive
løskøbte af deres Magt, hvis den Ulykke skulde ramme os. Derimod bad jeg og
mange andre denne Nat til Gud om at lade os slippe og komme den af Sigte,
hvilket ogsaa blev os forundt.

Dagen efter Ulykken blev der sendt Folk ned i Brødrummet for
at undersøge, hvad der forefandtes af Levnedsmidler. De fandt kun nogle faa
Smuler, og selv disse var fordærvede af Kakerlaker som der vrimler af ombord og
som i Indien flyver ud paa Skibene om Natten. Da dette blev meldt til Skibets
Raad, vilde min Kaptajn Christopher Boye og flere andre, at vor Hovmester Peter
Frandsen skulde hænges, men da Købmændene var hollandske ligesom Peter, var de
af anden Mening, og de blev enige om, at han skulde straffes senere, hvis vi
slap derfra med Livet.

I Kahytten led de samme Kvaler som vi andre paa Grund af
Mangel paa Føde, thi alting var blevet ødelagt, og vi havde kun denne Smule
fordærvet Brød. Guberbator (Henrik Hess) havde to Dyr, en Hjort og et stort
indisk Svin hjem med  sig, men vilde på
ingen Maade lade dem dræbe, selv om han havde sin egen Død for Øje. Folkene
aftalte da en Aften, at de vilde dræbe disse Dyr, og man mente, at de høje
Herrer i Kahytten ikke vilde spise selvdøde Dyr. Om Morgenen blev det saa foregivet,
at Dyrene var omkomne i Mærket om Natten ved gen Skyld. Men glade blev de høje
Herrer alligevel ved at spise de "selvdøde" Dyr, thi der var nu
Nødstilstand ombord, og delte Kødet med os. Sent en Aften tilbød en Hollænder
ved Navn Jon at dræbe Katten, for at vi kunde spise den. Men jeg sagde, at jeg
vilde vente noget, før vi greb til den Udvej. Vi havde tilstrækkelig Drikkevand
og et Fad med Fedt, som Kokken havde tænkt at sælge til Skomagere, men som han
overlod til os alle. Sammen med Brødkrummerne slog det lidt til i og uden for
Kahytten.

Da vi havde havt Nordvestvind i 14 dage og var kommen saa
langt paa Hjemvejen, at vi kun havde 100 Mil tilbage til England, fik vi stærk
Modvind fra S.O. og Ø, der slog os ud af Kurs og drev os N.V. langt bort fra
Land saa at vi tilsidst kun var 150 Mil fra Island. Den 4. Søndag efter Paaske
(15 Maj) blev jeg kaldt ind i Kahytten og spurgt tilraads, om vi skulde sejle
til Island, hvis Vinden holdt sig. Men jeg sagde, at det langtfra var
raadeligt, eftersom vi næsten var uden Ror og Sejl, thi hvis der Ror vi
benyttede blev ubrugeligt, vilde vi komme i den største Livsfare, og da jeg
havde paavist dette og anført mange andre Grunde, opgav de Tanken om at sejle
til Island.

Da der var taget Beslutning om denne Sag, gik jeg bort og
sagde, at vi med Guds Naade snart vilde faa Hjælp. Lidt efter fik vi atter N.V.
Vind med Taage og slud.

Men der var en stadig voxende Jammer og Elendighed ombord
paa Grund af den Vattersot, som angreb Mandskabet, og af hvilken man blev
oppustet som en Blære, medens vi drev omkring der i 8 uger, mistede vi 15 af
vore bedste Folk, før vi fik Land i sigte, de blev indsvøbte og kastede i
Søren, og en Psalme sundet over dem paa kristelig Vis.

Næste Søndag før Christi Himmelfartsdag (22. Maj) omtrent ved
Sextiden om Eftermiddagen saa vi Land. Det var en Ø.V. for England, som kaldes
Scilly (50 kilometer ud for Englands syd vestligste Spids)- Der blev stor Glæde
ombord, alle takkede Gud og mange af dem, der laa syge, slæbte sig op paa
Dækket. Men da Natten var for Haanden, syntes Styrmændene og Skibets øverste
Befalingsmænd, at det var bedst at søge tilsøs for Natten og styre fra Land,
eftersom man kunde vente at støde på Grunde tæt inde ved Land.

Næste Morgen var alt Land forsvundet. Vi fik stærk Storm fra
N.V, der varede i otte Dage, og i dette Uvejr mistede vi vort lille, skrøbelige
Ror, som havde været os til stor Nytte i Modvind, men ikke i Medbør, og vi var
da atter igen i den største Fare. Vi vidste ikke om vi var ved Frankrig,
England eller Irland, thi disse Lande ligger tæt ved hinanden og har rød Ler
paa Havbunden ved Kysterne.

Da Stormen fra N.V. endelig lagde sig, gik Vinden til S.O.,
og da Styrmændene loddede ved Midnatstid, fandt de 28 Favnes Dybde. De lod da
Ankeret falde og Ræerne fire ned til Rælingen, men paa Grund af Udmattelse hos
Mandskabet maatte de lade Sejlskøderne hænge i Søen, thi der var kun tre Mand
paa Benene. Selv min Kaptajn Christopher Boye var nu ogsaa i Køjen, men mindst
sw 8 sidste Dage, før han lagde sig, havde han krøbet om paa sine Knæ.

Tidlig næste Morgen hørte jeg Kahytsdøren paa øverste Dæk
blive lukket op, saa hørte jeg intet mere før en kom hen til mig, jeg havde
laant min seng til min gode Ven Anders Olufsen (Den seng som blevet lavet til
ham i Ostindien). Det var Gubernator (Henrik Hess), som stod derude og spurgte,
om jeg kunde komme ud til ham. Jeg svarede, at det kunde jeg vel, hvis han
vilde hjælpe mig. Da jeg kom ud, sagde han, at vi var i stor Fare, thi vi
vidste ikke, hvor vi var. Jeg sagde, at vi maatte vel snart se Land. Han førte
mig tværs over Skibet til Strybordssiden. Der var Bygevejr med Solskin imellem.
Jeg sagde, at det forekom mig at jeg saa Land der, hvor jeg pegede med Haanden.
Han svarede Nej og sagde, at han vilde holde en Rosennobel mos en Daler. Dette stadfæstede
vi med Haandsalg. Kort efter drev Bygen over og Solen skinnede frem paa en
dejlig hvis Mur i Land. Han gik da bort fra mig og raabte "Land!
Land!" og klappede i Hænderne.

Da lovpriste alle Gud med stor Glæde. Jeg blev ledet hen til
Kanonerne og affyrede 15 Skud, thi Kanonerne var ladte. Mester Joris, vor
første Styrmand, sagde at det var Irland, som ligger 29 Mil V. for England,
omflydt af Havet.

En Mand fra Byen Youghal (En by omtrent midt paa Irlands
Sydkyst) var gaaet ud at spadsere paa et Næs, der strakte sig Østpaa, da han
hørte Skuddene og saa vort Skib, skøndt vi var omtrent to Mil fra Land. Han
skyndte sig ind til Byens Øvrighed og fortalte, at han havde set et stort Skib,
som stadig affyrede Kanonskud, og det forekom ham, at dets Takkelage var saare
lille. Havne-Loserne fik Befaling til at skaffe Oplysning om Skibet. Da to
Lodser, William og Robert sejlede, hver paa sin Sildeskude, omkap ud til vort
Skib, the den ventede, at de, der kom først, vilde erholde en stor
Pengebelønning. Men Vejret var uroligt med Byger og Vindstød, og vi kunde ikke
tro andet end at de maatte kuldsejle, indtil den ene opgav Sejladsen og
Fortjenesten.

Han, som kom ud til os, raabte højt, hvorledes det stod til
hos os, og hvorfor Skiber var? Vi svarede ham i Korthed, og at vi blot ønskede
at faa Skibet bragt i Havn. Han tilbød sin Hjælp og forlangte Tegn og et Pant
af Skibets Chef paa, at vi ikke vilde benytte os af andre end ham, og Kaptajn
Sixt Jacobsen "Perlens" egentlige Kaptajn, gav ham som Pant sin røde
Fløjs Pung med et vedhængende forgyldt Signet, som, naar al Aftale var opfyldt
paa begge Sider igen skulde være frit og indløses af Kaptajnen.

Som jeg tidligere har omtalt, var der hver Dag død nogle af
Besætningen ombord, de allerfleste var dødsyge, den ene kunde ikke bringe den
anden Hjælp, end ikke dem noget at drikke, saa at man kun hørte Jammerklage
overalt baade af Sult og af Sygdom. Ingen af Lodserne havde Fødemidler med sig,
med Undtagelse af en uopskaaren Torsk, som strax blev kogt og uddelt til 117
mand, mig tilfaldt det forreste Finneben og en smule Kød hængende derved,
hvilket jeg tyggede op altsammen.

Folkene i Lodsbaaden fik vor Baad bragt i Vandet ved Hjælp
af nogle at vore Folk, som knap havde kræfter nok til Arbejdet. De hejste saa
min Kaptajn Christopher Boye ned i den, siddende i en Stol, samt Præsten og
nogle andre, som ikke paa nogen Maade kunde hjælpe sig selv. Da min Kaptajn var
kommen i Baaden, stirrede jeg ned paa ham, raabte til ham og bad ham huske paa
mig, hvis han og jeg levede, saa at jeg kunde komme i Land hurtigst mulig. Men
han vinkede til mig med et Tørklæde og lovede, at hvi han levede, skulde det
ske, saa hurtigt det kunde lade sig gøre. Før vi skiltes fra dem, tog ve en
hjærtelig Afsked med dem, idet vi overgav det i Guds Haand og Villie, om vi
nogensinde skulde mødes igen (Præsten og Kaptajnen blev ført i land 3 juni).

To af vore Folk døde, inden de naaede ind til Land og to
andre strax efter ved deres første Maaltid, da de fik fersk Føde at smage i
Land. Vore Folk fik en Kærlig Modtagelse i Byen Youghal og blev beværtede med
al Slags Mad og herlige Drikke. Min Kaptajn Christopher Boye levede 2 Nætter og
døde saa. Han fik en hæderlig Bisættelse, der kostede 300 Daler. Den store
Jærnklokke, hvor med der ikke var ringet i 13 Aar, blev brugt på hans
Begravelsesdag med andre passende Ceremonier, ham til den sidste Ære og Honnør.

Da dette skete, var jeg endnu ikke kommen i Land. Natten
efter at vor Baad var roet ind, blev den sendt tilbage af Byen Youghals
Øvrighed med al Slags Mad og Drikke nemlig: 2 hele Oxer, 12 slagtede Faar, 12
Tønder Strong Beer, 2 Tønder Tvebakker, 2 Tønder Skonroggen (Tvebakker af
sigtet Rugmel), 1 Tønde Smør, 3 Tønder Vin, hvoraf 1 med fransk Brændevin, 2
med spansk Vin og den tredie med fransk Kirkevin. Dermed fulgte nye
Tallerkener, Hvede, Salt, Eddike, Kar og Kander. Endvidere Urter og
Lægeplanter, mange slags destillerede Vine og Tobak.

Med samme Baad kom nogle faa af vore Folk tilbage sammen med
de Irlændere, som skulde ro os ind. Desuden blev der paa Stadens Raadhus
udtaget 100 mand, som skulde danne en beskyttelsesvagt for vort Skib, medens
Sundheden ombord var saa daarlig, og skibet ikke var bragt i Havn. Disse 100
Mand aflagde Ed paa at holde ærlig og retskaffen Vagt uden al Svig. De skulde
ogsaa, naar de var i Land og hørte Skud fra Skibet, i største Hast tage derud,
the det traf sig netop paa den Tid, at en berygtet Sørøver og Fribytter
krydsede i Farvandene og øvede Vold mod Handelsskibe og fredelige Søfarende og
var ved Ran og Manddrab en Skræk for dem. Han blev almindelig kaldet Kaptajn
Compan, var af flamsk Herkomst og havde en Flaade paa 7 Skibe. Han var en
erfaren Mand, udmærket Sømand og en vældig Sviregast. Generalstaterne i
Holland, hvor han havde Kone og Børn, havde skrevet ham til, om at afholde sig
fra sine onde Gerninger og havde tilbudt ham en stilling som Admiral samt
Adelsrettigheder i Holland, dermed fulgte ogsaa en kærlig Sjrivelse fra hans
Ægtehustru. Men han vidste godt, hvor meget deres Tilbud og Raad var værd og
vovede derfor ikke at modtage det. Hans Trommeslager Cornelis blev syg af
Skørbug i Hovedet, bragt i Land i Youghal, hvor han fik Kost og Tæring hos os
og rejste siden til Danmark med "Perlen". Han fortalte os udførlig om
hele hans (Compans) Færd ombord og i Land, hvorledes han lod holde Gudstjeneste
ombord Morgen og Aften og paa mange Maader overholdt kristelig Skik, men
alligevel vedblev med sine umenneskelige Røverier og Overfald.

KAP: XXX

Nu vender jeg tilbage til, da de omtalte Fødemidler blev
bragt ombord og vi skulde nyde fersk føde. Inder der kunde blive tillavet et
egentligt Maaltid, gav vor Hovmester alle Lov at vælge, hvad de ønskede at faa
først af Mad eller Drikke. Nogle bad om Brød, andre om Ost, andre om Æg,. Jeg
bad om en Drik Øl, og da jeg havde drukket omtrent en Pægl, rakte jeg
Halvpotkanden med resten til Hovmesteren og blev derpaa hjulpet op paa Dækket
og frem i Gallionen, hvor jeg viklede reb om begge Arme og satte mig paa en
Stol. Jeg var da omtrent en Times Tid fuldstændig bevidstløs og anede intet som
helst om, hvad der gik for sig omkring mig. Da jeg endelig kom til Sands og
Samling igen, forekom mig, som om jeg var befriet for et helt Bjærg, og som om
Gud havde givet mig nyt Liv. Da jeg igen kom ned under Dækket, blev de andre
forbavsede ved at se mig i live, thi de troede at jeg laa død etsteds, thi 2
Mand var døde i den korte Tid jeg var borte. Kort efter døde min gode Ven Erik
Lange og den brave gamle Mand Niels Geertsen, saaledes mistede vi den ene efter
den anden. Fra den Tid vi sejlede fra Indien og til vi kom i Havn, døde i alt
35 af vore bedste Folk, hvor iblandt Jacob Styrmand, Niels Geertsen, den første
af Assistenterne, hans Stedøn Anders, Mester William Bartskærer, den ene
Sejlmager og vor  Konstabel Søren
Knabstrup, en meget voldsom Mand.

Det vrede næsten 8 Dage, inden der blev lavet et Nød-Ror af
Fyrretræ for at bringe Skibet i Havn, naar der kom Springflod, thi derpaa
maatte vi vente, da der var tre Rev tværs for Havne mundingen, hvor man skulde
løbe ind, og som var betegnede med forankrede Tønder som Sømærke.

Dagen før vi fik vort store Skib i Havn, det stak 22 Favne
med Fragten, var 7 favne bredt mellem Rælingerne paa øverste Dæk, 7 favne fra
Skansen til Havfladen, 40 Favne langt  og
havde samme højde til Mastetoppen, saa vi to store Skibe omtrent en Sømil
tilhavs, men set fra dem synes vi at ligge under Land. Der blev strax skudt, og
de 100 Edsvorne kom strax ud til vort Skib for at forsvare det, men Gud lod i
sin Naade Skibene sejle bort. Det var Kaptajn Compan, der senere, da han erfarede,
hvorledes vi var stillede, skal have været meget ærgerlig over at have ladet os
slippe sig af Hænderne.

Lørdag efter Pinse (11.Juni), Kl. 9 om Formiddagen blev vort
Skib af den Havnelods, som først var kommen til os, og under hans Kommando uden
Skade paa Skib og Godt for den fastsatte Betaling bragt over de nævnte Rev og
lagt for Anker, hvor der var den bedste Ankerplads nogen kunde ønske sig.
Medens denne Indsejling stod på, var saa at sige alle Byens Indbyggere ude paa
Stranden, baade dem pa Bysiden, saa vel som alle Folk fra Landsbyerne paa den
anden Side af Floden lige over for Byen. Det var en yndig og herlig Egn, hvor
man saa hen.

Da Indsejlingen begyndte, bad vor Lods først alle om at
knæle til Bøn og bede Gud om Lykke til et heldigt Udfald. Da der var holdt Bøn,
befalede han alle at tie, og ingen maatte sige et Ord før Skibet var over
Revlerne, men staa stille langs Rælingen paa begge Sider, saa at Rorgængeren
ikke hørte nogen anden Stemme end Lodsens. Da vi slap over det inderste Rev,
udbrød Lodsen og alle ombord i et mægtigt Jubelraab, som enstemmigt og med
blottede Hoveder blev besvaret fra Land af den store Menneskemængde. Tilsidst
takkede alle Ombord Gud i al Ydmyghed, for at vi lykkelig var kommen i Land.
Saa blev der skudt med Kanoner, blæst og trommet, og vi blev ført i Land paa
dem smukke Strandbred, hvor der var samlet en stor Mængde Mennesker.

En brav Kvinde ved Navn Elisabeth, der var gift med en
Skibskaptajn ved Navn William Grayer, gik hen til mig, efter at hun havde set
sig om i vor hele Skare, tog mig i Haanden, saa lidt paa mig og spurgte mig
hvad jeg hed og hvad Landsmand jeg var. Da jeg havde fortalt hende det, spurgte
hun mig om jeg vilde følges med hende og betro mig til hendes Pleje og Omsorg.
Jeg modtog hendes Tilbud med Tak. Hun ledede mig saa ved Haanden som en Moder
sit lille Barn, og mine syge Kammerater stirrede efter os. Da jeg kom i hendes
Hus, bød hun mig velkommen til alt hvad hun kunde gøre for mig, og satte fersk
Mad for mig og godt Øl, skar selv Maden for mig og sagde, at hendes salige
Fader havde havt den samme Skade paa sin højre Haand som jeg, og ved Mindet om
hans Lemlæstelse var hun, da saa mig, bleven tilskyndet at gøre godt imod mig.
Hun bad mig om at tillade hende at opsøge endnu en Mand, for at vi kunde være
to i samme Pleje. Hun gik da ud og kom igen med vor Hovmester, Peter Frandsen.
Hun beholdt os under sin moderlige Pleje og Omsorg i samfulde 11 uger.

KAP: XXXI

Nu er at berette, at Kaptajnen paa "Perlen", Sixt
Jacobsen, var ærgerlig pa fem af os, som ikke vilde ligge i Sygehuset, hvor der
naturligvis maatte være megen uro, hvor 53 Mand laa syge, alle ude af Stand til
at hjælpe sig selv. Han truede os med, at vi skulde faa Lov til at betale for
os selv, ikke en Penning vilde han betale for os, naar vi forsmaaede hans
Tilbud og Kompagniets naadige Velgerning, hvilket var en stor Usandhed, thi vi
troede først, at enhver af os havde Lov til selv at skaffe os Vært og Logi,
hvor han kunde. De fem Mand var Præsten Hr. Matthias (Præsten Hr. Mads
Rasmussen kom til at bo hos en dansk Kvinde Anne Bagers, hvor han lå syg u 11
uger), Hovmesteren Peter, Christian Johansen, Anders Olufsen og jeg, Jon
Olafsson. Jeg kom hurtig til at savne min kjære faderlige Ven, Kaptajn
Christopher Boye, som i Herren var hensovet.

Landets Folk søgte at gøre os Opholdet behageligt paa alle
Maader. De fleste velhavende Folk i den nærmeste Omegn besøgte os af
Barmhjærtlighed og bragte os Mad og Drikke, Vin og Frugter til Forfriskning, ja
endog mange adelig Mænd, højbaarne Fruer og Jomfruer, baade engelske og irske,
besøgte os med stor Høflighed og Nedladenhed og priste Gud, som havde bragt os
levende ud fra en saa stor Fare. Vi fik ogsaa Besøg af en højfornem Greve,
nemlig Greven af Corck, som var den fornemste af de tre Grever, der førte Regeringen
over Irland paa den engelske Konges Caroli
Vegne og blev kaldt Præsident. Han var ledsaget af sin kære Frue med to
Børn, de skænkede 3 Jacober, som er lig med 12 Daler, til vore Folk, som
Drikkepenge. Næsten hver Dag fik vi Besøg af Fremmede, som gav os Drikkepenge,
hvorfor vi daglig holdt Gilde med Musik og stor Glæde. Greven indbød Halvdelen
af Folkene til at besøge sig i Cork, og da vi kom til hans Slot, fik vi en
herlig Modtagelse og blev trakterede med Mad og Drikke og meget andet godt paa den
elskværdigste og kærligste Maade, 3 Dage og 3 Nætter.

Da vi kom tilbage, sendte Befalingsmændene de to Herremænd,
som havde været ombord paa "Perlen" (Søren Harboe og Arend von
Kalden) til Danmark for at berette Kongen og Kompagniet om vor Ulykke og Skade
og bringe Breve fra os til Slægt og Venner.

KAP: XXXII

Disse Herremænd rejste tidlig om Sommeren fra Irland til
London, hvor de blev opholdt i en hel Maaned paa Grund af en Farsot, som rasede
der og var saa hæftig, at man regnede ud, at der i en halv måned døde 600
Mennesker daglig. Den ene af disse Adelmænd blev ogsaa syg i London, hvorved
deres Hjemrejse blev forsinket, men tilsidst kom de dog i god Behold til
Kjøbenhavn og berettede det Ostindiske Kompagni om vor ulyksalige Hjemrejse og
om alt andet, som vedrørte os. Men Kongen var da nylig rejst til Tyskland for
at kriges med Kejseren og Papisterne. Denne Krig fik et sørgeligt Udfald,
Danmark til stor Skade, thi Kejserens Krigsmagt faldt ind i Holsten og Jylland
med Sværd, Ild og Ran, ødelæggende og brændende i Byer og paa Land, med Drab af
Mænd og Voldtægt af Koner og Jomfruer, som Krigsfolk Sædvane er.

Af denne Grund blev Kompagniet hindret i strax at sende os
Hjælp og det, som vi havde anmodet om, hvilket især var: Mast, Takkelage, Sejl,
Ræer og Ror til "Perlen", og desuden mange andre Ting, som vi trængte
til, baade Proviant og andet.

Paa samme Tid rygtedes ogsaa vor sørgelige Rejse i Holland.
Da lod en Hollænder som hed Simon Johansen, der havde været vor første Købmand
paa Udrejsen, og som nu var bosat i Holland, alt det skaffe tilveje, som han
hørte vi manglede, og bragte det til os i Irland sent om Sommeren paa Skib,
tilligemed udmærket Proviant, længe før de Danske bragte det fra Kjøbenhavn.
Han satte selv "Perlen" fuldstændig i Stand med sine Arbejdere, saa
at den laa klar til at sejle, da Hjælpen fra Danmark kom. Denne Simon Johansen
havde før sejlet omkring hele Jorden med Hollænderne og var godt kendt i mange
Lande.

KAP. XXXIII

Da Herremændene var bortrejst, havde vi stadig Fremmede i
Besøg. Blandt andet kom en rig Mand af dem, man kalder Gentlemen, en Slags
halvadelig Herrer, til os langt inde fra Landet, vek 30 mil. Han opholdt sig
hos os i 14 eller 15 Dage, baade ombord paa Skibet og i Land, og holdt daglig
Gilde for os. Engang da han sad og drak sammen med vor Rektor og flere andre i
et Hus i Land, tog han sin Pung frem, i hvilken han sagde at have havt 60
Rosenobler i purt Guld, foruden andre Penge i Sølv, som han alle havde
spenderet, og nu var der kun fire Rosenobler tilbage som han maatte beholde til
Tærepenge paa Hjemrejsen, thi han skulde sættes over tre Floder, og det kostede
ham en Rosenobel at sættes over hver af dem. Han hældte disse 4 Rosenobler ud i
sin hule Haand og holdt dem frem for Morskabs Skyld. Men vor Rektor slog af
Kaadhed under hans Haand, saa at alle 4 Rosenobler fløj ham ud af Haanden over
Bordet og ned under dette paa Gulvet, hvorved der, som ventes kunde, opstod
Klammeri imellem dem, saa at de sprang op fra Bordet og vilde slaaes, hvilket
dog blev forhindret ved de Tilstedeværendes Mellemkomst. Man syntes, det var
ilde gjort af Rektor til Løn for den Godhed, som denne Gentleman havde udvist
mod os. Der blev strax søgt efter de 4 Rosenobler baade under Bordet og andre
Steder i Huset, men man fandt kun tre af dem, en manglede og blev aldrig
funden. Derefter rejste den rige Mand hjem.

Der opstod det rygte mellem os, om det var sandt eller ej,
ved jeg ikke, at vor Rektor selv havde stjaalet det manglende Guldstykke, og jo
længere Tiden gik, desto stærkere blev dette Rygte og blev almindelig troet. Nu
gik der en Tid, medens Simon Johansen med sine Folk og os var i Færd med at
tiltakle "Perlen". Størstedelen af os var kommen ombord, men
formedelst Grundene ved Indsejlingen kunde Skibet ikke bringes ud af Havnen, men
maatte vente paa næste Springflod. Der blev paa den Tid atter talt om Rygte, at
Rektor havde taget det før omtalte Guldstykke, og Hans Kok, om hvem jeg før har
berettet, og som ikke nærede Venskab til Rektor, sagde, at nu skulde han bringe
dette Rygte til at forstumme.

En morgen da Rektor laa i sin Seng i Kahytten, kom Hans
løbende derind med en stor sortskaftet Kniv i Haanden, som han jog ham i
Brystet under Kravebenet, saa at han laa død tilbage i Sengen.

Derpaa foer Hans Kok hel rasende og fortrukken i Ansigtet igen
ud af Kahytten og foer efter os paa Skibets øverste Dæk med den Blodige Kniv i
Haanden. Her gik han stolt frem og tilbage og truede enhver med mange
frygtelige Trusler og Skældsord. Se eller syn Mand kastede sig over ham alle
paa en Gang, men han rystede dem af sig som ingen Ting. Endelig kom han hen til
mig, hvor jeg stod, greb mig med den ene Haand i Trøjen og truede mig med den
blodige sortskaftede Kniv. Der var ikke andet at vente, end at han vilde støde
mig ned. Jeg bad for mig saa godt jeg kunde, men han ænsede mig kun lidt, blev
ved at true, indtil han tilsidst ved Guds Naade veg bort fra mig og igen
begyndte at gaa rasende op og ned af Dækket, idet han svang Kniven, saa det var
frygteligt at se, og raabte, at jan kunde slaa os alle ihjel, hvis han vilde.
Vi søgte at berolige ham med venlig Tiltale, lovede at bede godt for ham, saa
at han ikke fik den haardeste Straf for Ugærningen, men en mildere Straf, hvis
han vilde være fredeligere.

Herved blev han roligere, og tilsidst lod han sig nogenlunde
villig tage til Fange af os, som nu var blevet mange om ham. Han blev saa
forude ved Ankerspillet sat i en Stok med Benene og fik Haandhjærn paa. Kort
efter at vi var gaaet fra ham agterud og der kun var nogle faa tilbage hos ham
for at holde Vagt over ham, siger han til dm, at han vilde vise dem, hvilken
Kraft de Reb, som han var bundet med, havde til at holde ham fast, og i det
samme rystede han dem af sig i ders Paasyn. Han gik saa atter frem og tilbage
med rasende Fagter og truede med at slaa hver eneste Mand ihjel ombord. Jeg gik
da hen til ham og talte nogle venlige Ord til ham, hvortil han svarede, at hvis
vi og vore Befalingsmænd paa Tro og Ære vilde love ham, at han ikke skulde
komme i Galgen, men blive halshugget med Sværd for sine Misgerninger, skulde
han forholde sig rolig. Alle lovede ham det. Men da gik det op for os af hans
Ord, at han havde forskrevet sig til Djævelen på 21 Aar, og at dette var det
tyvende, thi han gik hen til Rælingen, tog et Blad Papir eller en Tavle ud af
Barmen og kastede det langt u i Søen og sagde, at nu havde Djævelen ikke noget
over ham at sige, da de fastsatte 21 Aar ikke var forbi, og han derfor var vel
tilfreds med at dø for sine Misgærninger. Han blev nu atter sluttet i Jærn og
senere ført i Land og indsat i et Fængsel med Vagt udenfor. Nogle Dage efter
blev han dømt til Døden efter irsk Lov. Da han blev ført til Retterstedet og
saa Galgen, forstod han, at han skulde hænges og sagde, at hans Landsmænd og
Overordnede havde bedraget ham, da de havde lovet ham, at han skulde blive
rettet ned Sværd, hvis han havde vidst, at han ikke kunde stole paa dem, skulde
de ikke saa let have faaet ham fanget. Irlænderne skyndte sig med at hænge ham,
og saaledes endte han sit onde Liv og døde uden Anger.

Dette skete sent om Sommeren, efter at vi den 6. eller 7.
Søndag efter Påske løb ind i Havnen ved Youghal 1625. Der skete eller ikke
noget mærkeligt i dette Tidsrum, saa vidt jeg kan huske.

Da "Perlen" var fuldstændig sejlklar og istandsat
af Simon Johansen og hans Folk med vor Bistand, vilde han sejle bort of lade
"Perlen" slæbe ud af Havnen engang ved høj Flodtid, men Forsøger
mislykkedes fuldstændig, og "Perlen" maatte blive der endnu længere.
Paa den Tid eller lidt senere kom der Skib fra Kjøbenhavn, som det ostindiske
Kompagni havde udsendt til os med Proviant og hvad andet der behøvedes til
Istandsættelse af "perlen". Kaptajnen paa dette Skib var den samme,
som var med os paa Udrejsen til Indien med salig Kaptajn Christopher Boye.

Da "perlens" Ophold blev saa langvarigt og der var
kommen en Mængde Søfolk, som vilde hjem med den, thi Simon Johansen vilde lade
sine Folk tage til Kjøbenhavn med sig, for af faa godtgjort sine Udgifter hos
det ostindiske Kompagni, syntes Kaptajn Sixt Jacobsen, at der var for mange
Mennesker ombord og Provianten næppe
tilstrækkelig. Han befalede derfor, at de Folk, der var taget med som
Passagerer fra Indien oh ikke hørte til Skibets Besætning, skulde gaa fraborde
og selv skaffe sig Skibslejlighed hjem. Blandt disse var jeg. Da vi nu længtes
meget efter at komme hjem til Kjøbenhavn, og da vi ikke vidste, hvor længe
"Perlen" vilde komme til at ligge der, samt også fordi Sixt Jacobsen
ikke vilde betale Kost Penge af Kompagniets Kasse til nogen af os, som havde
ligget i Land under vor Sygdom, af hvilke 5 døde, og endelig ogsaa fordi vi
ikke havde Lyst til at leve sammen med den blandede Besætning af forskellige
Religioner, som nu var ombord paa "Perlen", nemlig Papister,
Kalvinister, Gendøbere, Jesuitter og andre, saa lod vi Kaptajn Sixt Jacobsen
raade.

Vi 53 Mand, som havde været Passagerer med
"Perlen" hjem fra Indien, hyrede et Skib fra Irland om Efteraaret
Anno 1625, der førte os til den nordlige Del af Helgeland i Norge, hvor vi kom
lidt før Vinteren begyndte, og hvorfra vi rejste snart tilsøs snart tillands
over Norge og Jylland til Kjøbenhavn, hvortil vi, efter en møjsommelig Rejse
ankom 14 dage eller 3 uger efter Vinterens Begyndelse.

Vi havde efterladt al vor Ejendom ombord i
"Perlen" undtagen den Smule, som vi førte med os til Tæring paa
Rejsen, og som næsten var opbrugt, da vi kom hjem. Men alt andet, hvad vi
ejede, havde vi ladet blive tilbage, fordi vi troede, at den snart vilde følge
efter os, hvilket dog ikke skete. ("Perlen" afsejlede fra Youghal 29.
juni 1626 og kom til Kjøbenhavn 30. juli.) Alt mit Gods vat o min gode Kaptajns
salig Christopher Boyes Forvaring. Da jeg kom til Ulykke i Indien, blev det alt
i Vidners Nærværelse taxeret og opskrevet efter den Indiske Taxt, og Kisten med
hele den Indhold blev i alt vurderet til 600 Rdlr. Den blev saa baaren ned i
Kahytten for at overgives mig, hvis Gud vilde at jeg kom mig igen, eller til
mine Arvinger, i Fals jeg døde, og dette vilde sikkert ogsaa være sket, hvis
Gud havde givet min salige Kaptajn et længere Liv, thi han var en brav og
retskaffen Mand og vilde aldrig tilegne sig noget med Urette, Naar de indiske
Varer kommer til Kjøbenhavn, blive de der solgt for ti Gange saa meget, som man
har givet for dem i Indien, saa at det, der købes i Indien for en Rigsdaler,
sælges i Kjøbenhavn for ti Rigsdaler.

Da vi kom hjem til Kjøbenhavn, var vor Konge draget til
Tyskland i den Krig, som han paa Lutheranernes Vegne førte med Kejseren, og
under hans Fraværelse blev Riget styret af hans ældste Søn, Prins Christian V
og Riget Raad. Til ham indsendte jeg om Vinteren en ydmyg Supplication, hvori
jeg bad om Hans Majestæts naadigste Bistand og Bestemmelse om at faa Erstatning
for Lemlæstelse af min Haand af det ostindiske Kompagni efter Artiklernes
Indhold, eftersom jeg var fuldstændig ude af stand til at forsørge mig selv med
mine Hænders Arbejde. Paa samme Maade androg jeg om, at det vilde behage Hans
Majestæt at se i Naade til mig arme og Fattige Mand, saa at der maatte blive
mig anvist en af Kgl. Majestæts Gaarde i mit Fædreland til Livsophold eller
andre kgl. Indtægter her i Landet (Island), eftersom jeg havde været i Hans
Majestæts Tjeneste i fulde 11 Aar.

Paa denne min Ansøgning fik jeg et godt og gunstigt Svar fra
den naadige Fyrste, som tilstillede mig et Misive til Høvidsmanden over Island,
at han saa hurtigt som mulig skulde sørge for mig.

Hvilket Brev lød som følger:

C5tus V. G. T. Wider
att efftersom Neruerende Jon Oluffsen Islender sig for Os underdanigst beklager
huorledes hand ehn thid lang schall haffue verrit wdi Hans Kong. Mayttz
thieniste och siden medveritt paa den ostindiske reise, huor hand schall vere
bleffuen lemmellest, saa hand sitt liffs ophold mett Naagen Arbeide icke schal
kunde forhuerue, och han derfor nogen Jord der paa Island thil sin
underholdning paa visse affgifft begierer. Da bede vi Eder och Naadigst
begiere, att i effter sammen hans begiering hannem befóderlig ehre att hand
Naagen Jord derpaa forsch. Iszland fpr aarlig affgift kand bekomme.

Koldinghuuss den 23.
Martij Anno 1626.

Samtidig indsendte jeg en ydmyg Supplik til det ostindiske
Kompagnis velvise Rhedere, hori jeg androg, om at de af Naade og
Barmhjærtelighed vilde anvise mig noget til Livsophold til Erstatning for den
Skade og for det Tag af mine Fingre, som jeg havde lidt på Rejsen i deres
Tjeneste, efter Artiklernes Ordlyd og Indhold, hvilket Andragende paa en Maade
fik en gunstig Modtagelse hos nogle, medens andre ikke vilde tage Hensyn ytil
det, saa at der var delte Meninger om hvorledes Erstatningen skulde beregnes,
eftersom jeg havde mistet den højre eller den venstre Haand eller beregnes
endnu mindre end hel Haanden. Sagen blev derfor henlagt til Hans Kgl. Majestæts
Afgørelse, naar han igen kom hjem til Kjøbenhavn fra Krigen i Tyskland. Denne
Krig havde denne Vinter en elendig og sørgelig Udgang, saa at Hans Majestæt af
Danmark mistede hele sin og de Lutherskes Hær og kun slap bort med Nød og
Næppe, selv tredie. Tyskerne og Monsieur Tilly, som var Kejserens General, tog
den danske Konges Lejr til Bytte med hele dens Indhold, og kort Tid efter faldt
de med en stor Hær ind i vor Konges Riger og Lande, to eller tre Dage, efter at
Kongen var kommen hjem. De kom uventet og fandt alt uforberedt, de brændte og
ødelagde Byer og Fæstninger, staj og røvede alt, hvad de kunde faa fat paa.
mishandlede Befolkningen, baade Mænd og Kvinder, saaledes som de Relationer,
der paa den Tid udgik i Trykken, noksom udviser.

Eftersom det stod saa elendigt til i Riget og Kongen var
fuldt optaget af andre Ting, tak  det ud
med at forelægge Kgl. Majestæt min Ansøgning om Skadeserstatning, saa jeg fik
intet. Da jeg saa, at dette ikke vilde gaa, raadede mange af mine Venner mig
til at give en paalidelig Mand i Kjøbenhavn min Fuldmagt til paa mine Vegne at
indkræve og modtage, hvad Kgl. Majestæt maatte dømme Kompagniet til at udrede
mig i Skadeserstatning. Jeg var nemlig fast besluttet paa at tage hjem næste
Sommer til Island, dette mit fattige Fødeland, thi efter min Ulykke var al min
Hu vendt fra Danmark og fra at opholde mig der. Mine gode Raadgivere sagde
ogsaa til mig, at visselig vilde Hans Majestæt vise mig Retfærdighed efter
Artiklernes Ord, naar han fik bedre Stunder, at tænke over Sagen.

Jeg gav derfor en Guldmagt til min gode Ven og Velgører
Søren (Willadsen) Skrædder.

JON OLAFSSONS
FULDMAGT TIL SØREN SKRÆDDER.

Kendest Jeg Jon Olafsson Barnnfød ud I Island och met dette her obne bref vitterligt
giør foralle att Jeg annamer og Tiltager Erlig og velagt Dannemand Sofrin Villattson
Borger og Induoner her udy Kiobenhafnn udi Mitt sted og giffuer visseligen
fullmagt at anname og Opbere paa Myne Vegne Udi Myb fravverelse lige som Jeg
self personligen tilsteder var, huis som mig Tilkommer efftee Kongl. Maytt.
Artyculer lyudelse for den store skade som jeg hafuer bekommet Udi Compagnyens
Tieniste pa den Ostindiske Reyse, som er 3 finger paa den høyre hand dy
foriste, Iten half domelfynger paa den venste so vel som den Neste fynger, som er
blefuenn krumm, den lille fynger a (?) den samme hand er blefuenn styf. In Summa
at Jeg ekkj er megtig at Knappe myne Kleder, meget mindre at fortiene mitt braud,
som gug og dy Compagnyens herrer selfuer er vitterligt, og dy hafuer set met deris
Øyenn. Her hos er min ydmyg bon at I gode herrer laader denne myn fullmegtig Sofren
Villatsson oppbere og bekomme effter Artyculernis lydelse, sa mange penge som i
ville mig her udi befordre,, effter eders Christilig gemott, som I Kand andsuare
for gud og Christeleg Ofrighed. Til beuising og Tryggelegre bekrefftelse
at dette her udi sandhed er sette eg mitt Nafnn met egenn hand her under. Acthum
Kaupinnhafnn den 10. Mat Anno 1626.

Jon Olafsson Ostindyfar Islender.

Men uagtet denne min Fuldmagt fik hverken han eller jeg noget
som helst, skøndt han idelig bragte Sagen for Rhederne, og jeg maatte derfor bære
min Ulykke og Lemlæstelse uden nogensomhelst Erstatning. Dertil kom, ar "Perlen"
stadig ikke kom hjem til Kjøbenhavn. Jeg bad derfor Søren Skrædder paa mine Vegne
at modtage alt mit Gods, hvis "Perlen" ikke kom før jeg var rejst, og
gav ham Fuldmagt dertil og til at sende mig det til Island. Men den Vinter og det
Foraar jeg opholdt mig i Kjøbenhavn, kom Skibet ikke, hvilket forvoldte mig stor
Bekymring efter alt det andet. Søren Skrædder vilde sikkert trolig have sendt det
hele til, hvis han nogensinde havde modtaget det, thi han var er redelig Mand. Han
skrev mig senere op til Island, at Kaptajn Sixt Jacobsen strax, da Skibet var færdig
med at losse i Kjøbenhavn, var afsejlet til Holland, efter at han havde overgivet
salig Christopher Boyes Gods til dennes Arvinger. Men om han havde overgivet mine
Sager, som havde været i Christopher Boyes Varetægt, til disse Arvinger, sammen
med det andet, eller om han havde ført det med sig til Holland kunde han ikke sige.
Jeg mistede derfor alt og maatte gaa tomhændet derfra.

KAP. XXXIV

Da Foraaret var forbi og Sommeren begyndte, rustede de islandske
Købmænd deres Skibe for at sejle her op til Island. Jeg tog med det Skib som skulde
sejle til Skutulsfjord. Jeg tog Afsked med mine gode Venner, Kammerater og Bekendte
i Kjøbenhavn, og gik saa ombord i Jesu Navn.

Efter nogle Uger kom vi saa i god Behold til Skutulsfjord.