Persongalleri

Richardsen Capitaine Karsten Richardsen

Grønland 2 store Skibe under Anførsel af Capitaine Karsten Richardsen

Grønland bliver en del af Danmark-Norge

 De sidste rester af Kalmarunionen forblev indtil 1536, hvor det danske rigsråd, efter Grevens Fejde og mod det norske rigsråds vidende, erklærede Norge for en dansk provins. Landets navn blev nu Danmark-Norge. Da Norge var et arvekongedømme, var det i kongens interesse at beholde Norge i en mindre grad af uafhængighed for at sikre valgretten til den danske trone til fremtidige medlemmer af kongehuset. Norge beholdt nogle institutioner og dets lovvæsen, men retten til at forvalte Færøerne, Island, Grønland overgik herefter til den danske krone. I praksis var forbindelsen med Grønland afbrudt.

 Under kong Frederik 2. udsendtes 1568—1581 to eller tre ekspeditioner for at knytte den gamle forbindelse, men ingen af dem nåede til Grønland. Derimod lykkedes det 1576 Frobisher at "genopdage" Grønland og i 1585 englænderen John Davis (efter hvem Davisstrædet fik navn) at komme i land på vestkysten[25]. 1596 opdagede hollænderne Svalbard, hvilket satte gang i deres hvalfangst. Snart nåede hvalfangsten den grønlandske kyst[25].

 I 1600 og 1700-tallet kunne der handles frit i Grønland. Mangt et skib drog op ad kysten, hvor det lagde anker ud for de små grønlandske bygder, specielt velbesøgt var det sydvestlige Grønland. Det var en storhedstid for hvalfangst. En stor og voksende efterspørgsel på spæk og tran i 1600-1700-tallet gjorde hvalfangst særdeles attraktiv. Spæk og tran blev brugt til forbrænding i lamper, som smøringsolie og man handlede også med ræveskind og sælskind, narhval- og hvalrostænder. Grønlænderne fik tøj, redskaber, glasperler, fajance og likør i bytte. Hollændere og englændere dyrkede hvalfangsten intensivt i de grønlandske farvande, og i den forbindelse opstod der meget handel med de lokale eskimoer, især hollænderne satte sig på handelen. Hvalfangerne udnyttede deres stilling til egen fordel i form af ublu udbytning ledsaget af spiritus og sygdomme[26]. Dette uvæsen kunne råde indtil, at danskerne fik kontrol over landet. Hvalfangernes uanstændige optræden og den gamle bevidsthed om en "ret" til Grønland gav anledning til, at kong Christian 4. fornyede forsøget med at få kontrol over området. I 1605 lykkedes det under den engelske lods James Halls vejledning atter de danske at komme i land på Grønlands vestkyst, og 1636 oprettedes et grønlandsk handelskompagni i København uden, at dette fik afgørende betydning.

 Grønlænderne fangede hvalerne med harpuner og lænsere under fællesfangst fra konebåde eller under sassat om vinteren. Da Egede i 1723 rejste nordover mod Pissufik, hvor grønlænderne fangede finhvaler (her tænkes vel især på sildepiskere og pukkelhvaler), fik han at vide at netop ved Nipisat Sundet fangede den lokale befolkning »Store Hvaler af den rette Sort, som haver store Barder«, det vil sige grønlandshval. Hvalfangsten blev dog aldrig det, man havde forventet. I perioden 1781-1792 fangedes i gennemsnit kun 7 hvaler årligt. Hvalfangsten blev hovedsageligt drevet i månederne november til april på hvalernes store efterårstræk og virkede i mange henseender ødelæggende for sælfangten, efter som den lokale befolkning for en stor del deltog i fangsten. Fra 1876 var hvalfangsten i distriktet helt holdt op med at give udbytte.