Rotsund Hamnes Handelssted

Hamnes-2

 

Hamnes

Rotsund – Hamnnes Handelssted

 

Disse to handelssteder må behandles under et, da en og
samme slægt har siddet først på Rotsund og derefter på Hamnes. De ligger lige
ovenfor hinanden på hver side af Rotsundet. Rotsund gård på fastlandet på
sydsiden af sundet, Hamnnes på nordsiden under smukke sletter og hældninger på
sydvestpynten af Uløya. Tværs over Lyngenfjord ser man de mægtige Lyngsalperne
mod vest, så smukke og imponerende, som knapt noget andet sted. Det frugtbare
og fagre mødes med det ufrugtbare og vilde i en smuk kontrast.

Endnu i 1702 boede der på Rotsund kun finner, men i 1720
var både syd og nord Rotsund skyldlagt som kongens ejendom. Den gård vi er
interesseret i er Syd Rotsund, som i 1712 var skyldsat til ½ våg og var beboet
af en nordmand Knud Clemmitsen (Olderup?). Denne mand var muligvis en slægtning
af Holger Danifæ på Hamnnes. Han må ved siden af landbrug og fiskeri også have
drevet bondehandel. Omkring 1740 er Knud Clemmitsen "så gammel og svag, at han
hverken kan komme på søen eller handle". Gården var herefter gået over til hans
svigersøn Anders Rasch, som havde ægtet Grethe Chatrine Knudsdtr., enke efter
en Hans Michelsen. Anders Rash drev bondehandel og holdt en bygdefarjekt, som
han rejste til Bergen til hvert høst stævne. Omkring 1750 var han flyttet til
Alteidet, hvor han fortsatte sin virksomhed. Mens Rasch var på Rotsund, drev
han en tid i 1740 årene et savværk i Kvenagen, men driften var ulønsom, så det
blev nedlagt 1750.

På Syd-Rotsund boede nu en bonde Johannes Josephsen og
hans søn , indtil jorden blev forpagtet af proprietær Johan Hysing, som bosatte
sig på Rotsund. Hysing fik den  2.
oktober 1784 gæstgiverbevilling på stedet, og opførte standsmæssige huse på
gården. Han var gift med Ovidia Fredericha Kildal, datter af den mægtige provst
Kildal i Ibbestad. Efter at proprietær Hysing var død nok så tidligt, blev
enken bekendt med Thomas Andreas Lyng fra Værdal. Han havde været fuldmægtig
ved fogedkontoret der, og senere hos foged Jens Holmboe på Ervik i Trondenes.
Under sine tingrejser havde han mødt den unge enke, og blev nu ejer af Rotsund
ved skøde af 1 august 1787. Ved skiftebrev af 4. marts 1791 fik han også
Hamnes, hvor han slog sig ned, mens enken Hysing fremdeles blev boende på
Rotsund. Ved godsdelingen 1783 kom savværket i Reisa til at følge
Skjervøygodset, og blev drevet af proprietær Hysing, senere af hans enke.

På denne tid skete der en rystende hændelse på Rotsund.
Nogle svenske overløbere var i 1790 flygtet ned til Astafjorden og der lavet
indbrud hos gæstgiveren Hans Harder på Selseter. Siden drog de nordover, og
natten til den 27 juni brød de ind i huset hos madame Hysing på Rotsund og
stjal penge, sølv, klæder o.l. til et par hundrede rigsdalers værdi. Som sigte
berettiget på sit gods lod madame Hysing de to "meleficanter" eftersøge De var
flygtet ind i godsets store skove ind mod Reisa.  Det fortælles at de undervejs kogte ryper i
en sølvkande, som fremdeles skal befinde sig i familiens eje. I begyndelsen af
juli blev tyvene fundet og ført til Rotsund, hvor de blev lagt i jern i
arresthuset.

Men en mørk november nat samme år brød de ud af lænker og
arresten, på deres vej ud slog de to af madame Hysings tjenestepiger ihjel,
fordi de måske havde gjort anskrig – de fortsatte til skoven igen. Det vare dog
ikke denne gang længe før de var fanget igen fordi det var januar og de havde
ikke de store muligheder for at klare sig i vildmarken. Tyvene som nu var
mordere blev igen sat i arrest på Rotsund, og madame Hysing fik strenge pålæg
fra fogden om ikke at lade dem undslippe igen. Hendes fuldmægtig Hans Klæboe
(gæstgiver på Lyngseidet) bad da proprietær Wasmuth på Karnes om at måtte låne
rigtige fangejern, men det ville Wasmuth ikke og Klæboe klagede til foged
Holmboe over dette.

Imens sad forbryderne i fangehuset på Rotsund, og skønt
madame Hysing vel følte stor afsky for deres forbrydelser, havde hun den
dybeste medfølelse med dem som mennesker. Især gjaldt det nok for den yngste,
en ganske ung gut ved navn Michel. Hun besøgte dem ofte i arresten og læste af
bibelen for dem. Michel var ikke konfirmeret, så måtte undervises og
konfirmeres af præsten i sognet. Da dette var sket og Michel således var
"bekvem for henrettelse", blev dødsdommen over dem fuldbyrdet. De blev
henrettet 1792 ude på Spåkeneset vest for Rotsund gård.

Efter familiesagaen skal mordet på Rotsund have bidraget
til at madame Hysing flyttede over til Hamnnes. Hun har måske følt at ansvaret
ved at sidde som enke med handel og det store gods var for stor en byrde. Kort
efter blev hun gift med Thomas Lyng, som 22. august 1795 fik gæstgiverbevilling
på Rotsund. Her anføres de forsat ved folketællingen i 1801. Lyng vad da 37 år,
og hans hustru 35 år gammel, de havde eb plejesøn og en plejedatter, dertil 3
drenge og 5 piger i huset. Men det er sandsynligt, at familien da var flyttet
til Hamnnes. Fogedregnskabet 1800 siger at Lyng bruger Rotsund, men bor på
Hamnnes. Endnu  28. juni 1804 fik Thomas
Lyng fornyet bevilling på Rotsund, og dette sted beholdt vel senere en vis
betydning, men som handelssted blev det overhalet af Hamnnes.

Hamnnes var i 1700-årene proprietærgods og var værdi sat
til 1 våg 12 pund. Omkring 1700 boede der en mærkelig mand på stedet, Holger
Jacobsen Danifær, som ved folketællingen 1702 var 36 år gammel. Han var en
velstående mand, havde jekte og drev handel med kredit fra Bergen. Han havde
tre drenge, hvoraf den en var fra Trondheim og da major Peter Schnitler i 1743
besøgt disse egne, hilste han også på Holger Danifær, hvis slægtsnavn var kendt
i den danske historie. Hans far, Jacob Nielsen Dannefer, var kommet til egnen
som ryttersoldat i polsk og dansk tjeneste. Ved Roskilde-freden i 1658 blev han
sammen med et par tusind andre ryttere "afstået" til den svenske konge og blev
livknægt hos den svenske næstkommanderende, rigsadmiral Wrangell. Efter at
krigen igen var brudt ud, erobrede svenskerne Kronborg i september 1658. Et
skib med krigsfanger og bytte skulle da sendes til Pomeren under beskyttelse af
en orlogsgaliot, og Jacob Danefer var med som vagt på skibet. Mens fartøjerne
lå på Helsingørs red, aftalte Danefer med nogle af de danske fanger at forsøge
et kup. Under sejladsen ned gennem Øresund den 2. oktober 1658 overmandede
Danefer den svenske vagt og tvang skipper og styrmand til at sætte kursen
indtil København, som netop var blevet belejret af svenskerne. Det lykkedes
virkelig at komme fra det svenske orlogsfartøj, som havde forfulgt og skudt på
dem i lang tid, men dette måtte opgive da de nærmede sig København. Da nu
Danefer løb ind i havnen i den belejrede by med en stor ladning og befriede
fanger, vakte det voldsom jubel, især da han også kunne melde at en hollandsk
hjælpeflåde nærmede sig. Kongen udnævnte ham straks til ritmester i Gyldenløves
regiment, senere tjente han i kongens og dronningens regimenter og blev hædret
for sine bedrifter under senere krige. Han avancerede til chef for hærens togt
og døde i nærheden af Wismar, som han havde været med til at erobrer. Han
efterlod enke og 8 børn, men ingen større velstand, og dette forklarer vel for
en del hvorfor sønnen Holger var havnet så langt mod nord i Norge.

Om Holger Danifær fortæller matrikkelen 1723 at han også
brugte Årøya til at sætte køer ud om sommeren, men øen var endnu ubeboet.
Holger Danifær fortsatte sin bondehandel indtil 1739. Året efter berettes at
"hverken han eller hustruen drev bondehandel, hverken med skyldmænd eller med
køb og salg. Derimod havde sønnen Clemit Holgersen overtaget halvdelen af
gården og jektebruget, og drev handels med brændevin og tobak. Samtidig havde
en ungkarl Erik Lorch sit tilholdssted på Hamnnes og brugte bondehandel.
Omkring 1750 var Holger Danifær og sønnen borte, og stederne var overtaget af
Morten Heggelund sammen med Lorch, som forsat drev handel og nu også jektebrug.
Men en søn Jacob Dannefær var endnu 1770 bosat på Hersøy i Helgøy.

Efter Lorchs død før 1760 fortsatte enken Margreta
jektebruget. Hun blev gift med Jens Christian Stabrun, som sad med en andel af
gården og drev bondehandel fra ca. 1760 til omkring 1800. I stedet for
Heggelund købte den anden halvdel af gården kom der en Michel Blix på den anden
halvdel, han drev desuden jektebrug i samarbejde med Hams Gamst i Hammervik. Da
Blix døde omkring 1790, blev enken gift med Peder Povelsen, som overtog
jektebruget og drev det til sin død fem år senere.

Fra 1796 sad hans enke Clara Marie med jektebrug og
bondehandel, og fik 10. november 1798 gæstgiverbevilling, samtidig med at også
Staburn fik bevilling på Hamnnes. Han døde omkring 1801, og ved folketællingen
dette år sad både den 78-årige Margreta og den 46-årige Clara Marie som anden
gangs enker med hver sin store husstand. Margreta havde voksne sønner, Peter og
Hendrich, men ingen af disse fortsatte jektebruget. Gæstgiverierne og handelen
gik over til Thomas Lyng.

Det er sandsynligt at Lyng og hans driftige hustru, vældig
godt kunne lide Hamnnes og efterhånden havde overført det meste af deres handel
til dette sted, hvor han fik gæstgiverbevilling 28. juni 1809. Thomas Lyng døde
1819, mens hans enke blev siddende endnu en menneskealder på Hamnnes og styrede
handelsstedet med sit store gods med en myndig og kærlig hånd. Man har følelsen
af at selv når hun havde en mand ved sin side, var hun hjernen og hjertet i det
hele. Det er så betegnende at hendes tjenerskab og distriktets almue kaldte
hende "Mor Lyng". For hun var i sandhed en from og god mor for alle "især de
fattige og nødlidende, der aldrig gik trøstesløse fra hendes hånd", som det
hedder i dødsannoncen over hende. Hun havde selv 12 børn, men de var alle
vandret foran hende da hun døde i 1848, vel 82 år gammel. Godset blev da
overtaget af et interessentselskab.

Da Thomas Lyng var borte, synes Mor Lyng at have haft sin
bedste støtte i tolderen på Tromsø, Ole Hallen, som var gift med en Kildal. Han
undertegner i 1819 et brev på hendes vegne. Sønnen Jens Severin Hallen kom i
huset hos mor Lyng som plejesøn, og ved hendes død fik han testamenteret Hamnnes
som sin ejendom. Men der blev rejst indsigelser mod testamentet af de øvrige
arvinger. Ejendommen blev derfor vurderet og værdi sat til 4000 spd. Hallen
indløste så gården med 2000 spd, men resten blev hans arv.

Jens S. Hallen var gift med Anne Margrethe Holmboe, datter
af handelsmand Johannes Holmboe i Gjøvik. Hallen drev Hamnnes til sin død i
1858, og enken fortsatte da i en årrække driften, som en mor Lyng nr. 2 Hendes
billede viser et vågent og stærkt ansigt, myndig og mildt på engang. I 1866-67
bliver Hamnnes købt af hendes svoger Jens Holmboe Giæver, Gjøvik, søn af
købmand Hans A. Giæver i Tromsø. Allerede i 1868 blev stedet overdraget til
Jens H. Giævers søn Johannes Holmboe Giæver, som opførte den uværende store
hovedbygning på gården.

Mens mange andre handelssteder gik tilbage i denne tid,
havde Hannes en stærk og sikker vækst, både på grund af stedets heldige
beliggenhed for lokal og godstrafik med dampskib, og fordi der fandtes mænd som
forstod at udnytte mulighederne. Det moderne og alsidige firma Johs. H. Giæver
vandt anerkendelse og ry langt udover fylkes grænser.  I 1917 blev sønnerne Jens Carl H. Giæver og
Thorvald H. Giæver optaget som participanter, og efter den førstes død i1930 er
Thv. Giæver ene indehaver af firmaet. Han er også direktør i Skjervøy
Sparebank, som er den lokale.

På Hamnnes har de skiftende slægter med største pietet
bevaret stedets traditioner. Den som en gang har gæstet dette sted, vil altid
mindes det lune og smukke gårds anlæg som spejler sig i den lille havn, mens
Lyngstoppene rejser en mægtig kulisse som baggrund. Den store hovedbygning er i
to etager med en kvist på midten som dominere anlægget. På den ene side
flankeres gårdspladsen af vaskehus, stabbur og det flotte beboelses hus fra mor
Lyngs dage, fint og fast udformet i ren empire stil. Tværs over gårdspladsen
kommer vi forbi dueslaget til bankbygningen, butikken og pakhusene. Længere
bagved de store pakhuse, borgerstuer og jomfruburet, hvor stedets unge damer
til dels boede. Bag den nordre husrække ligger en stort pakhus med loftslem,
videre ude logger brændeskur, får og hønsehus, smedje, tranbrænderi og brygge,
oppe i bakkerne en gammel sæterstue.

Gården havde i 1927 en besætning på 24 køer. 3 – 4 heste
og 140 får. Der var opdyrket over 300 mål. Under restaurerings arbejderne er
der kommet en del stenaldersager for dagen, som viser at stedet har været
boplads, ja måske handelsplads – helt tilbage i den grå oldtid.

 

Rotsund1