Sidste afsnait af Kapløbet 2

Sidste afsnit af Kapløbet 2

Pinsesolen gjorde udslaget. Mens kaptajnen sad i
agterkahytten på "Enhiørningen" og tilskrev alverden sit godnat,
smeltede sneen inde på sydsiden af forbjerget. Om natten blev det atter
frostgrader, og der undslap den hvide Minotauros en døende jamren, men det var
ingenting mod de brøl, der havde lydt derude de lange vinternætter, når
revnerne jog fra bred til bred. Vinden listede om i syd, der kom dage med
støvregn og tåge, luften mættedes med jordlugt, isen blev brusten i blikket
ligesom de døde søfolk, og da solen atter brød igennem, skinnede den bed på et
landskab, der lå blinkende af væde og grønnedes under den rene himmel.

Midt i herligheden lå den forladte Munkehavn. Ikke et
menneske viste sig ved de to skibe, men efterhånden som sneen smeltede væk,
afdækkedes sporene efter vinterens begivenheder, alle vegne på isen og i land
dukkede der spredte udrustningsgenstande op, en ødelagt tønde og en jordslået
presenning, et stykke tovværk, en sko, en rusten kniv. Solen varmede, skovle og
økser lå og smeltede sig ned i småpytter på isen, inde på højen stod en slæde
med brænde umotiveret strandet med mederne i grøn sværen. Nye kiler af vildgæs
blev ved med at trække hen over stedet, set fra deres synsvinkel må det have
lignet en legeplads, hvor børnene i hast havde kastet alting fra sig for at
løbe hen et andet sted, som vinkede med noget bedre. Riggen på skibene hang i
laser efter vinterstormene, inde på højen havde isbjørnen rodet i de dødes
grave. Så længe frosten varede, havde ligene været hårde som sten, nu tøede
også de, de mærkede ikke varmen trænge gennem deres hud, men det var sandt alligevel,
foråret var kommet.

Hvad foregik der i mellemtiden ude i
"Enhiørningen" agterkastel? Jens Munks dagbog rummer ingen notater
fra dagene umiddelbart efter den 4. juni. Kaptajnen lå i køjen med skindtæppet
over sig, sejllæggeren var døende, det hele var forbi, han havde ikke mere at
skrive. Sådan gik mandagen. Og tirsdagen. Og onsdagen. Men torsdag morgen, den
8. juni, fik han alligevel hæftet i pergamentomslaget frem igen: "Der jeg
nu ikke længer for slem Lugt og Stank af de døde kroppe, som en rum Tid bleve
liggendes udi Skibet, kunde bjærge mig, da begav jeg mig, hvorledes jeg kunde
ud af Køjen, da det uden Tvivl var af Guds faderlige Forsyn, at han endda
længer vilde spare mig Livet, og i den Mening, at det var lige godt, hvor eller
paa hvilken Sted jeg døde, enten det skulde være udenfor iblandt de andre, som
laa døde, eller jeg blev udi Køjen beliggendes. Der jeg da formedelst Guds
Hjælp  kom ud af Kahytten, behjalp jeg
mig den Nat paa Overdækket med de dødes Klæder".

Da Jens Munk sidste gang havde været i land den 21. maj,
havde han haft tre mænd med sig. Ved tilbagekomsten havde to af dem været for
svage til at kravle om bord i "Enhiørningen" og måtte i stedet slæbe
sig tilbage til kysten. Det var nu næsten tre uger siden og kaptajnen havde
længe anset dem for at være omkommet. Det var de ikke, de levede endnu, og da
de den 9. juni så nogen bevæge sig ude på dækket af "Enhiørningen",
fattede de håb og vaklede derud. Jens Munk skriver: "Næste Dag da de
tvende Personer, som vare på Landet, saa mig, at jeg endda levede da begave de
sig ud paa Isen imod skibet til mig og hjalp mig saa af Skibet ind til Landet
med de Klæder, jeg dennem tilkastede. Og paa Landet under en Busk havde vi
vores Vaaning en Tid lang og gjorde Ild for os om Dagen. Paa det sidste krøbe
vi omkring allevegne derhos, hvor vi saa det mindste grønne vokse og komme af
Jorden, hvilket vi opgrove og sugede på Hjerteroden deraf."

At begynde forfra på bar bund. Kravle rundt på alle fire som
et dyr. Rode i jorden med negleløse fingre for at finde rødder. Sådan gik
dagene. I vinterens løb havde Munk set stærke søfolk blive grebet af afmagt og
bryde i gråd, men de tre overlevende inde på land græd ikke, de talte knap nok
sammen. det var gået dem som i sin tid Hans Brok, de havde set for meget, der
var leget for længe med dem. Deres munde så ud, som om de havde drukket ætsende
syre, men også deres følelser, je endog deres selvmedlidenhed var ætset væk. De
følte ingen angst, alle drømme og forhåbninger havde forladt dem. de lå
udslukte og umælende og rullede sig sammen ligesom deres skibshund, der også
var i live endnu. De havde nået bunden af det hele, og den faste bund af
virkelighed, som holder alt liv oppe, giver det næring og tvinger det fremad,
tilværelsens sikre ugrund hvad er den andet end lidelse?

Sulten driver historien, siger krønikeren, og smerten er den
pisk, som remmer enhver, der må opgive, synke og lade stå til. Intet smager så
skarpt af virkeligheden som den. Munk havde følt de mange gange, han stod på
bar bund og kastede sig ud i nye foretagender, jo dybere han faldt, jo højere
drømme, det havde været pendulet i hans skæbne, og nu skete det samme på højen
i Munkehavn, Hans ide med at bekæmpe skørbugen med friske grøntsager gav igen
resultat, trods sløvhed og apati begyndte det langsomt at gå fremad med de tre
overlevende. Der var ganske vist ikke flere blåbær og tyttebær, men han havde
fået mændene til at sutte på planterødder "og det fornumme vi os ved
derefter", skriver han i dagbogen, "og Varmen begyndte smukt at tage
til, så det begyndte at blive noget bedre med os."

Det er de første ord i dagbogen, som melder om fremgang,
pendulet var begyndt at gå den anden vej. Sådan forløb der nu ti dage, hvor
Jens Munk ikke gjorde notater. Men den 18. juni brød isen op fra fjorden,
tidevandet kom tilbage, på ny lå landskabet og skiftede sindelag under solen og
stjernerne. De tre mænd inde på højen var nu kommet så  meget til kræfter, at de nogenlunde kunne
holde sig oprejst, og Jens Munk havde straks set, hvilke muligheder der lå i
den nye situation: "Som Isen gik bort fra Skibet, finge vi et Flyndergarn
udi Jagten, da ginge vi til Vandet med tørre Fødder og satte det ved fjerde
Part Ebbe. Der nu Floden kom igen, gav Gud os seks store Ørreder, hvilke jeg
selv kogede, og de andre tvende ginge udi "Lamprenen" at hente Vin,
som vi nu i lang Tid ikke havde prøvet, fordi ingen af os havde haft Appetit
dertil."

Sole skinnede, røgen steg i vejret fra kaptajnens bål,
ørrederne småkogte i jerngryden, og op ad bakken kom de to andre gående med et
vinanker mellem sig. Fiskesuppe og hvidvin, det lød næsten som et festmåltid,
og gæsten var livet, som var kommet tilbage: "Der vi nu saa dagligen finge
fersk Fisk, og den blev vel koget, da vi intet af Fisken kunne æde, men
aleneste af Suppen, og drukken Vin dertil, vederkvæged det os, saa det blev
efterhaanden noget bedre med os. Og omsider finge vi en Bøsse i Land og skød
Fugl og komme til saa god Forfriskning, hvoraf vi dagligen blev stærkere og Dag
efter Dag temmelig vel tilpasse."

Efterhånden som kræfterne vendte tilbage, og Munk kunne
overskue situationen, indså han dog også, hvor alvorligt de var stillet. Hvad
hjalp det, at de havde reddet livet, hvis de ikke kom herfra? Sommeren var
kort, og en ny overvintring betød den visse død, de befandt sig midt på et øde,
ukendt kontinent og enhver tanke om undsætning var udelukket. De måtte væk, det
måtte ske hurtigt, og det måtte blive ved deres egen hjælp. De rådede stadig
over to skibe "Enhiørningen" kunne straks lades ude af betragtning,
tre mennesker havde ikke en jordisk chance for at slæbe den store fregat af
grunden, endsige manøvrere den i åben sø. Men "Lamprenen"? Hvis de
lossede den for gods og ballast, kunne de måske ved hjælp af tidevandet og en
trosse ud til "Enhiørningen" bringe skibet flot. Ved afsejlingen
havde det været bemandet med 16 folk, der var temmelig ilde tilredt, da de
nåede frem i september. Nu var de kun tre stakler, man behøvede bare at se på
deres hænder, ødelagte af skørbug og forfrysninger, og forestille sig dem gribe
om det våde tovværk, måned efter måned i Hudsonbugtens is og Nordatlantens
storme. Munk indså at deres mulighed for at nå hjem var meget lille, men det
var den eneste, de havde, og den 26. juni, otte dage efter at isen var brudt
op, meddelte han stilfærdigt de to andre resultatet af sine overvejelser. Det
var kaptajnens hensigt at søsætte "Lamprenen" og sejle til København.

"Udi Jesus Navn, efter Bøn og Paakaldelse til Gud om
Lykke og gode Raad, fanged vi an at ville lægge "Lamprenen" til
"Enhiørningen" og gøre os sejlfærdige, det flittigste vi kunde. Men
os forekom en svær Kval, og stor Nød os angik, idet "Lamprenen" stod
højt opsat på Landet med Vinterfloden, hvorfor vi først maatte udlosse alt det,
der udi var, og da vogte paa en høj Springflod, at vi da kunde vinde den
ud."

Arbejdet varede over to uger. De tre mænd, som kort forinden
knap havde kunnet støtte på benene, slæbte kister, kanonkugler, ankre og
ballast sten op af lasten, lagde planker ud, grevede træstammer ind under kælen
som ruller, arbejde med løftestænger, og halede på livet løs i de udspændte
trosser. Men deres slid var håbløst, det runge træskib kom ikke vandet en tomme
nærmere, og der var ikke andet end at håbe på, at havet selv ville komme og hente
det. Kaptajnen indstillede arbejdet og fulgte utålmodigt månens til tagen.
Endelig en aften hang den som en stor rød lanterne over de lave klipper ude ved
indsejlingen. Nu kom springfloden. I de døgn, den varede, arbejde de tre mænd
som gale, dag og nat, med blodige hænder og i mudder til knæene, der var som en
land, smertefuld barsel, gennem blod og veer kom en ny skabning til verden, det
tredje døgn om eftermiddagen begyndte "Lamprenen" at flyde. Pludselig
vejede skibet ingenting, det var nok at puffe til det med skulderen, så lå det
ude i solskinnet, lige så let og uroligt og yndefuldt som det få minutter før
havde været klodset og urokkeligt. For første gang i alle de mange måneder
hørte mændene igen den klukkende lyd langs vandlinjen, den samme på alle skibe,
til alle tider og i alle verdenshjørner, drømmende og drillende, frihedens
melodi: Verden er din, hvis du tør.

Nu var det en smal sag at stuve ballasten igen og lægge
skibet for anker. Jens Munk gik godsindet rundt og fordelte opgaverne, siden
det øjeblik, han satte fødderne på skibsdækket, havde den lille mand været som
forvandlet, han var ikke mere en "vild og forladt Fugl", hans
myndighed og overblik var vendt tilbage, hundrede småting kaldte på hans
opmærksomhed, sejlene blev slæbt frem og lagt til tørre i solen og repareret
med sejlmagernålen, tovværk blev udskiftet og splejset, riggen gået efter i
alle detaljer og da alt løbende og liggende gods om bord var sat i fineste
stand, gik han rundt og opfandt små forenklinger, der skulle gøre skibet lettere
at manøvrere for den fåtallige besætning. Sommertid og rejsetid, skyernes
skifergrå skygger gled over fjorden, ude fra havet nåede saltvandsbrisen
folkene der sad med bare tæer på plankedækket og arbejde i lugten af solvarm
sejldug og tjæret tovværk. "Der var Udi Landet paa denne Tid saa varmt,
som det kunde være udi Danmark, og Multebærrene stod da knoppede, og der var
saa fuldt af Myg, at ikke kunde bare sig, naar det var stille Vejr", står
der i dagbogen.

Men da skibet en uges tid senere var sejlklart, manglede der
endnu en opgave, som bestandig var blevet udskudt fra dag til dag. Ved
anlæggelsen af vinterhavnene sidste efterår var forsyningerne fra
"lamprenen" bragt udi "Enhiørningen", og for at have
proviant til rejsen måtte en stor del af dette gods nu bringes tilbage. Når det
ikke var sket for længst, skyldtes det ikke blot den omstændighed, at de havde
mad nok i deres ørreder og vildgæs. Ingen af dem havde mod på at begive sig om
bord i det store skib, det stod så uhyggeligt livløst i dokken med sin slagside
og og sit dinglende tovværk. Herude lå endnu de seks døde, som ingen havde haft
kræfter til at begrave, skipperen Jens Hendriksen, fynboen Erik Hansen,
tømmermanden Peder Nyborg, bådsmanden Knud Lauritzen, kokkedrengen og
sejllæggeren. De første af disse var død den 16. maj, det var nu næsten to
måneder siden. De havde alle set slemt nok ud, da de stadig levede, og tanken
om det syn, der ventede de overlevende ude i det forladte skib, var nok til at
få dem til at udskyde provianteringen til sidste øjeblik.

Men arbejdet måtte gøres, og Munk var en ærlig mand, det
kunne heller ikke forbigås i dagbogen, hvordan det blev gjort. "Eftersom
vi endeligen maatte udtage af "Enhiørningen" ind udi
"Lamprenen" victualia og anden Nødtørft, saa vidt vi tre Personer
raade og regere kunde os over Søen med at behjælpe. lagde vi
"Lamprenen" til "Enhiørningen". Og der vi komme udi
"Enhiørningen", da førend vi for ond Lugt og Stank kunde røre os
noget derudi at udrette, maatte vi først udkaste de døde Kroppe, som da vare
ganske forraadnede". Bagefter, da det blev ebbe, gik Munk ned på
fjordbunden og borede tre huller i skibssiden. Han håbede, at vandet ville
fylde skibet ved flodtid, kunde fastholde det i dokken, når vinterens isdrift
atter satte ind. Alligevel var det også et stykke arbejde, han havde udsat til
sidste øjeblik. Han havde lige reddet det ene af sine skibe, nu borede han det
andet i sænk.

Så var alting rede, sejlene beslået og skibshunden fløjtet
om bord, og det stod kun tilbage at vente på, at det skulle blive søndag. Den
kom, men hvor forskellig var den ikke fra den søndag, de forlod København. Inge
tilskuere, ingen trompeter. De tre mænd stod barhovedet på dækket og sang en
salme. Så blev ankeret halet ind. "Den 16. Juli, som indfaldt på en Søndag,
om Eftermiddagen, da ginge vi udi Guds Navn til Sejls derfra, og haver jeg
kaldet denne Havn efter mig selv."

Det navn blev deres farvel. Med kaptajnen selv ved rorpinden
og skibsjollen fra "Enhiørningen" på slæb gled "Lamprenen"
ud mod fjordmundingen. En vestlig eftermiddagsbrise fyldte sejlene, landskabet
var i sit gode lune, de sjlede ved højvande og den blå fjord nåede helt ind til
højen, hvor folkene lå begravet. For et års tid siden havde deres skygger danne
en levende freske op bagvæggen i Skriverstuen på Bremerholm, siden var de
blevet til de sorte dæmoner på skibssiden juleaften. Nu var der ikke andet
tilbage af dem end de lange, tynde streget i græsset for foden af trækorsene.
Solen stod lavt i vest, og da "Lamprenen" rundede forbjerget, så det
et øjeblik ud, som om de mange parallelle skygger i en sidste kraftanstrengelse
strakte sig ud mod vandet. Men så forsvandt de bag forbjerget, Jens Munk nåede
op i fjordmundingen, holdt fri af det østlige skær og stod ud i Hudson Bay.