Dagbog Sivert Grubbe juni/juli

Juni

1. Kl. 6 om morgenen
var vi ud for Kyn og om aftenen ved Nordkap, som anses for det nordligste punkt
på jorden.

2. Vi havde en gunstig
østlig vind, og luften var klar, men vi kunne dog ikke se land på grund af en
tyk luft, der holdt sig ved landet, hvilken nordmændene kalde Dysmer. Kl. 9 om
aftenen så vi Tromsø og Sønderfolden, hvor Tromsø Fogderi (provincia) ender.

3.Hele natten havde vi
modvind, men ved daggry blev den gunstig, senere blev det stille. Vi hørte en
prædiken over Joh. 3 om menneskets genfødsel.

Tre af vore folk
begyndte at blive syge.

Kl. 4 om eftermiddagen
blæste en stærk nordnordost op, hen imod natten mødte vi et skib fra Haderslev,
vi var da ud for Siøen.

Vi drak muntert i kaptajnens kahyt.

4. Luften var mørk hele
dagen med tykke skyer, så vi ikke kunne se andre af vore skibe end Hector og
Neptunus.

I dag så vi igen i
stort antal de fugle, som kaldes Havheste. Nå de således samles, sige
sømændene, at det i nogle dage vil vedblive at være tyk luft.

Mallemuk

Havhest - Mallemuk

5. Vinden var fremdeles
nordnordost med tyk luft, så vi blot kunde se fem af vore skibe.

Eftermiddag så vi nogle
hvaler, deriblandt en af uhyre størrelse, en troldhval.

Mod aften var vi på
højde af Øen Røst (Lofoten), da det klarede op.

Troldhval

Troldhval

6. Luften var klar,
undertiden regnede det lidt, der var, var til dels imod.

"Duffuen" kom
til os.

7. I dag så vi et
engelsk skib i en afstand af to sømil. Hele flåden vendte da og forfulgte det
fra Kl. 6 om aftenen til kl. 12 den næste dag. Vor Victor var en mil og mere
forud for de andre skibe. Da engelskmanden så, at han ikke kunne sejle fra os,
lod han sejlene falde og holdt ned imod os. Efter at have forevist sit søpas,
fik han lov at sejle, men for de to kanonskud, som vi havde affyret, fordi han
ikke ville lade sine sejl fald og vente på os, måtte han give to Rosenobler, et
fad med en engelsk drik tilligemed to tønder hollandsk brød af udmærket mel.
Kaptajnen (den engelske) undskyldte sig med, at han anså vort skib for en
Sørøver, hvilket var en "skaldet" undskyldning. Sagen var, at han
stolede på sit og troede, at han kunne løbe fra os.

8. Vinden blev i det
samme hjørne, og vi vandt kun en mil af tolv, vi havde tabt ved af forfølge
hint skib.

9. Havde vi en jævn
kuling med vedholdende regn hele natten og lige til middag. Det måtte jeg
bekende i mit lukaf, thi da jeg stod op, var jeg næsten gennemblødt.

Da kaptajnen efter
Nadvertid stod med os på skandsen, så vi en forfærdelig stor hval, meget større
end den, vi havde set den 4de, i længden kunne den næsten måle sig med vort
skib.

Hen imod natten
begyndte det at blæse meget stærkt op, og da vinden var os stik imod, måtte vi
søge ud i rum sø til stort afbræk i vor fart.

10. I dag, der var en
søndag, hørte vi ingen prædiken på grund af den stærke storm og det umådelige
regnskyl.

Vi hørte to kanonskud
fra Hector til tegn på, at en død var kastet ud. Vore matroser formodede, at
det var konstablen, som havde været syg.

Efter middag, da
stormen var på det stærkeste, så vi nær vort skib to hvaler, der parredes, og
søfolkene sagde, at en slimet og ildelugtende materie, som vi så flyde på
vandet i temmelig stor mængde, var deres sæd.

11. Luften var klar og
skyfri. Stormen stillede lidt af, og vi drak noget i kaptajnens kahyt.

12. Vi havde den samme
ugunstige sydvest som de foregående dage, og vi så på himlen nogle skyer, som
vor skipper kaldte "Bæerhoffuit".

Nogle mindre hvaler,
der kaldes springhvaler (måske delfiner), blev set i store mængder.

Joachim Bülov kom til
os med sit skib, og vi talte med ham.

I dag blev der, af
mangel på brændsel, givet befaling til, at der kun skulle skaffes en gang om
dagen. En streng lov for den knurrende mave.

13. Vi hørte en
prædiken over fortællingen af Lucas Evang, om den rige mand.

Vinden holdt sig næsten
hele tiden i Sydvest.

Vi var til bords hos
kaptajnen i hans kahyt. Blandt andet, der kom på tale, foreslog Mat (Ulrik) og
Henning Gøje at indrettet en kahyt til at hænge således, at den altid kunne
være i ligevægt og ikke rullede med skibet. Kaptajnen befalede mig at antegne
dette som et nyt og mærkeligt påfund.

14. Idag havde vi så en
voldsom storm og et så hårdt vejr, som vi endnu ikke havde haft på hele rejsen,
og der hos stærke regnskyl.

Om natten sad kaptajnen
hos mig ved min køje, som var tæt ved siden af det sted, hvor skipperen stod og
klagede over, at han ikke kunne sove, og det især af den grund, at vi nu ingen forskel
kunne kende på dag og nat.

Vi gav alle, så mange
som vi var ombord, nogle penge til de fattige, efter enhvers eget skøn.

15. Vinden blev i det
samme hjørne, men den var ikke så voldsom, og det klarede op.

I dag gjorde vore
søfolk den regning, at vi var 50 norske mil til søs ud for Trondhjems Fjord.

Mod aften hørtes tre
kanonskud fra Hector eller Duffuen til tegn på, at en død var kastet ud.

Vinden tog igen fat med
voldsom kraft, så vi måtte lade alle sejlene falde med undtagelse af et på
stormasten, vort Skaanfar-sejl, der var rebet til den nederste del af masten,
forresten drev vi for taffel og tov, som vinden ville, uden at vi dog havde
noget at frygte eftersom vi var i rum sø langt fra land.

16. Vinden blev i det
samme hjørne, men himlen var klar.

Vi så en fugl, som
skipperen kaldte Ellu, som man plejer at se i disse egne under stærke storme.

Vi havde ombord en sort
kat med lange hår og meget større end vores danske katte, som en af kaptajnens
hornblæsere havde stjålet i Kildin fra en Finnekone.

Da hornblæseren havde
skyndt sig for at komme om bord med katten, var konen løben efter ham grædende
og skrigende, at hun ville have sin kat igen, han havde tilkastet hende en halv
daler. Konen havde dog ikke villet lad sig tilfreds dermed, men var bleven ved
råbe på sin kat, som ransmanden imidlertid ligefuldt tog om bord med sig.

Vor gamle og
overtroiske skipper Amon, der var født i Trondhjems egnene og opdragen i
Finmarken, og som godt kendte hine folks natur og flere gange havde erfaret,
hvad de formå, bad nogle af vore folk om, at de dog ville bede kaptajnen om, at
han ikke længere ville beholde den kat ombord, da den sikkert var årsag i, at
vi havde så stor og usædvanlig storm og modvind.

Den følgende dag, der
var en søndag, efter prædiken, anklagede vi da efter vor skippers råd denne kat
for kaptajnen of sagde at den var skyld i disse storme, og bad ham, at den
måtte blive kastet overbord. Kaptajnen ville nødig indlade sig derpå, da katten
besad en vidunderlig behændighed, den havde undertiden fanget fugle, som sad på
tovværket, den kunne svinge frem og tilbage som et pendul og springe fra tov
til et andet.

Dt havde den også gjort
nogle gange midt under prædiken, så matroserne ikke havde kunne bare sig for
latter. Da vor præst havde bemærket dette, var han bleven meget vred, og havde
forladt sin tekst og begyndt at skænd på matroserne og sige, at nu var det ikke
tid at le, nu skulle de påkalde Gud.

Dette fortalte vi nu
kaptajnen, som ikke havde været tilstede ved gudstjenesten, og sagde, at katten
havde forarget præsten og forhindret tilhørerne i at høre Guds ord.

Det var godt, at vi
havde den sidste grund at støtte vor anklage til, thi vi havde flere gange hørt
kaptajnen sige, at han intet havde bragt med sig fra hine egne, der var ham så
kært som denne kat og en russisk lygte af en overordentlig størrelse, meget
smukt gjort af noget russisk glas, som kaldes Talch, hvilken han havde fået til
foræring i Kildin af en russisk befalingsmand, som kaldes
"Sylluannick", af hvem vi også til billig pris havde købt forskelligt
salgs pelsværk.

Kaptajnen måtte da
endelig give efter for vor anklage, hvorpå dommen over den elendige kat blev
overladt til skipperen, der kendte for ret, at den skulle kastes i havet og
druknes. Kaptajnen ville ikke, at man måtte gå så strengt til værks, men
befalede at den skulle sættes i et kar, bunden, for at den ikke skulle springe
ud, og forsynet med føde for en måned, om den måske kunne komme tilbage til sin
herskerinde, som nødig have ville miste den og havde grædt over den, som om den
havde været hendes eget barn.

Skipperen ville
absolut, at den skulle dø, formodentlig for at forsone de vrede guder Æolus og
Neptun, eller kunne den vende tilbage til sin herskerinden, hvad dog ikke var
umuligt.

Enden på sagen blev, at
katten blev sat i et kar og med lempe firet ned i havet og således tog den
afsked fra os.

Neptun

Neptun

Æolus - Aiolus - vindens gud

17. Om søndagen havde
vi samme vind, men ikke så stærk, undertiden regnede det lidt af Vestsydvest.

Vi hørte prædiken om
det store bryllup og de indbudnes undskyldninger.

Efter middag kom
Admiral Børge Trolle over til os og meddelte, at han med Cextanten (radius
atronomicus) havde udregnet polhøjden og fundet af vi befandt os på 66˚ 8ʹ, hvilket også stemmede med
vores observation. Vi indså altså, at vi vare ud for Helgeland og langt fra
egnen ved Trondhjemsfjorden, som vi urigtigt havde ment at kunne nå om få dage.

Nu lagde vinden sig,
måske Æolus og Neptun havde ladet sig forsone ved det offer, vi havde bragt dem
af vor kat. Imidlertid rullede skibet dog voldsomt, da søen var i stærk
bevægelse, dette kaldte skipperen "Støden Stolpen".

18. Hen imod dag
begyndte en let brise fra nord og med gunstig vind satte vi nu ret kurs, som vi
i nogle dage havde været forslagne af.

Det var en dejlig dag,
der vederkvægede os alle meget.

Hen imod natten så vi
en stor hval så nær, at skibet kunne være rendt på den, og vi kunne ikke
skræmme den ved vore råd, så vi sejlede forbi.

Omtrent kl. 12 gik
solen ned og stod op kl. 1 vi havde haft bestandig dag fra den 26de April til
den 18de juni.

19. Vinden var gunstig
ligesom i går, men det var noget koldere.

Ved middagstid var vi
på højde af Trondhjems fjorden. Vi så i dag en del små hvaler som kaldes
Springhvaler, Rørhval og sildehval (finhval)

 

rorhval

Rørhval / Bardehval

Med alle sejl til skjød
vi nu stærk fart for en strygende medbør. Ingen af vore skibe kunne følge so
uden Hector og Neptuns, dog i lang afstand.

Ligesom vinden
begunstige vor rejse, således føjede lykke mig meget i kaptajnens kahyt, thi
jeg vandt i sjakspil nogle rosenobler, og ovenikøbet drak jeg dygtig af en sød
vin, som kaptajnen kaldte "vin du mont Esperance" (Capsvin).

20. Vinden var gunstig
men stærk.

Idag så vi igen land,
efter at vi ikke havde havt det i syne sende den 1ste ud for Tromsø.

Vi sejlede forbi den
klippefulde egn, som er berømt af S. Olafs Sejlads og kaldes
"Haarleiden". Der ses en stenstøtte, der i skikkelse ligner et
menneske. Thi der fortælles, at da

S. Olaf sejlede forbi
disse fjelde, forvandlede han et menneske, som boede der til sten. Herom have
nordmændene disse vera.

Høre du Oluf Rødeskæg,

hvi sejler du gjennem
vor stuevæg.

S. Olaf svarede vredt:

Stat du bliv til stok
og sten

og ingen Dannemand mere
til men.

Havet der beskyller
denne fjeld egn, kaldes Statshav og strækker sig 12 mile, og hele denne
strækning er der ingen gode ankerpladser eller havne. Her stormer det næsten
bestandig, vindene bryder frem fra fjeldene og ere ofte fordærvelige for de
søfarende. Man siger, at for syv år siden gik 100 Jagter her under, som ladede
med fisk sejlede til Bergen.

 

Cargoboats til Bergen

Vi så
"klindt" og toppen af dette bjerg kalde de Biskopshatten.

Vi kunne ikke ønske os
nogen bedre vind end den, vi havde i dag.

Vi sejlede forbi øen
Udvær, og der er en kirke, det var ført den anden kirke vi så på hele vor rejse.

21. I herrens navn kom
vi fra Verdens Ende til det længe forønskede, velsignende Bergen. Kl 4 om
morgenen sejlede vi ind ved øen Herlø, som er fem mile fra Bergen. Til venstre
så vi Henrik Mundts Gård. Derpå kom vi under hele byens jubel og almindelige
lykønskninger til Bergenhus.

22. Var kaptajnen til
gæst hos Jacob Trolle, Lensmand over Trondhjem.

23. Kaptajnen indbød
alle Adelsmænd, der havde været med på rejsen til et gilde i Apothekerens,
Nicolaus de Freuncks, og der blev vi svært beværtede. De smukkeste piger fra
Bergen var til stede og vi dansede ordentlig med dem, glade over, at vi endelig
var komne til et sted, der var efter vor smag. Til sidst, da vi havde drukket
tæt og danset nok, slog vi Apotekerens vinduer i stykker, og drog omsorg for, at
Kaptajn Christian Frederiksens og alle vores Våbenmærker blev indsatte i dem
til erindring.

Samme dag overbragte
Borgmestrene, Landsdommerne, Lagmanden og byens Rådmænd Kgl. Majestæt deres
gaver på Bergenhus. Det samme gjorde de tyske Bryggemænd, som kaldes Garper.

 

1665 slag_Bergen

 

Chr 4 i Bergen

25. Så vi en leg, som
efter gammel skik årlig ved denne tid, på S. Hansdag, anstilles af de tyske
købmænd på bryggen, og som kaldes Spillet.

 

Bergen 1550 Mallet stor

Det tillades ingen at
indtræde i deres lag og nyde godt af deres privilegier, men mindre han først er
bleven ordentlig æxeret og "deponeret" i denne leg og er bleven
pidsket med ris lige til blodet.

Man fortæller, at denne
leg i gammel tid var så ubarmhjertig hård, at det undertiden skete, at folk
omkom under denne "Leg", og at den var så streng, for at de yngre
købmænd skulle skræmmes fra straks at indtræde i deres lag, som handlede på
Bryggen.

 

Bryggen Bergen

Ved slutningen af denne
leg og ved optagelsen af dem, der således efter at være deponerede fik adgang
til købmændenes lag, blev følgende vers fremsat.

Sie Got, sie Got, ich weis wohl was er kan,

Ehr kann Schorsteinn fheien als ein man,

Ehr muss in das Paradis,

Und dar schmechen Barckenriis,

Barckenriis md Huppen,

Als vier Bavern vff seigen Ets kan struppen.

Vekommende Kandidat
blev da trukken ved hovedet og hårene ind på et mørkt sted og der overdænget
med ris, medens der blev gjort støj med forskellige instrumenter, for at
kandidaterne skrig ikke skulle høres.

Brygge i Bergen

Kaptajnen befalede sin
Løber. Mogens Lakaj, at gå ned for at se, hvorledes der var indenfor, de greb
da og lod ham således smage deres ris, at han, da han kom ud, svor på, at han
aldrig nogensinde mere ville gå ind i et sådant Paradis.

25. Gjorde
Borgmestrene. Laugmændene og Rådmændenne et stor gilde for Kaptajnen på
rådhuset.

Når kongens skål blev
drukket, eller han selv udbragte skålet, blev tre kanoner affyrede. Ved denne
lejlighed kom to mennesker til skade, da man havde glemt at tage ladestokken ud
af en af kanonerne. Den ene døde straks.

I dag blev borgerne i
Bergen mønstrede, de var i antal 3.000

27. Blev kaptajnen
indbudt af de tyske Bryggemænd til et gilde på deres Kompagni hus, og over måde
prægtig beværtet.

28. Var kaptajnen
indbudt af Jakob Trolle, og her blev Mat Ulrik først bekendt med Jakobs hustru,
Fru Mette Høeg, hvilket venskab ikke var meget værd (non valebat obulum).

29. Var kaptajnen buden
til gæst af slotsherren, Laurits Kruse.

Om aftenen ankom de
danske rigsråder Axel Gyldenstierne, Statholder i Norge, Eske Brok og Christen
Holk, der skulle sidde retterting i Norge.

30. Hvilede vi en stund
ud efter vore drikkelag, da vi havde gået i en stadig rus, så naturen til sidst
nægtede sin tjeneste, og det ikke var os muligt at drikke mere, vi måtte
således gøre en dyd af nødvendigheden.

bergen old

 

Juli

1. Efter at vi de
foregående dage havde slået os alvorligt løs og levet højt med gilder i Bergen
både ved dag og ved nat, vendte vi endelig tilbage med kaptajnen til vore
skibe.

Kaptajnen hørte en
prædiken. De danske rigsråder var til stede og vare indbudne til taffels.

Efter at kaptajnen
havde sagt dem farvel, satte vi sejl til, men da vinden var imod kom vi ikke
langt. Ved hjælp af bugserfartøjer, som tyskerne på bryggen overlod os, nåede
vil til havnen Skarholm, hvor der var befæstet ringe til klipperne, ved hvilke
man kunne fortøje skibene, så de kunne ligge sikkert.

2. Efter at have hørt
en Prædiken kom vi til havnen Hykkelvig, om hvilken man siger "stryg for
Hykkelvik".

I nærheden er det høje
fjeld Lyderhorn, der er berygtet af Hexenes årlige forsamling der, ikke langt
derfra er der et andet fjeld, der er højere end alle de øvrige. Det kaldes
Ulrik og derom lyder verset:

"Widrich und Lyder
Hoernn

Sein für die besteb
Thoern.

 

Lyderhorn

Lyderhorn

Da vi ikke kunne komme
videre for modvind, gik kaptajnen og nogle andre i land for at købe frisk smør
og ost i en nærliggende bondegård. Da vi kom derhen, var bonden og hans hustru
til bryllup i landsbyen Grimstad, der efter hvad man sagde os lå i nærheden.

Vi sejlede da derhen
med vor båd, og da vi kom der, fandt vi brudgommen siddende med sin brud ved
bordet. De bad os meget høfligt om at træde indenfor, og da vi alle vare ens
klædte, ville kaptajnen sidde nederst, for at man ikke skulle kende ham.

Derpå kom skafferen hen
til Albert Skeel og mig, der sad øverst, og spurgte, om de måtte følge gammel
sædvane. Dertil svarede vi, at det havde vi intet imod. Han vendte da straks
tilbage med ligeså mange følgesvende, som vi var i tal, og hver af dem bar et
sølvbæger.

Derpå drak de os først
til på S. Olafs Minde og derpå den hellige Trefoldigheds. Tredie omgang drak de
os til på vor nådigste konges velgående og ønskede ham en lykkelig hjemkomst.
Hermed fulgte strenge pålæg om, at disse skåle skulle enhver, hvad enten det
var mænd, koner eller piger, uden undskyldning tømme ud til bunds.

Denne gode skaffer og
hans kammerater trakterede os så vel, at vi var temmelig fugtige, da vi kom
tilbage til båden.

 

Brudefarden

Brudefærd i Hardanger
er et oliemaleri fra 1848 af de to norske nationalromantiske malere Adolph
Tidemand og Hans Gude. Maleriet, der er et af norsk kunsthistories mest berømte.

3. Var det vindstille
med lidt regn.

Efter middag var
kaptajnen på den nærliggende Ø Astø, hvor han fik nogle små fisk som de kalde
"Stoenforren".

Hen imod aften var jeg
med kaptajnen over på skibene Netunus og Charitas.

4. Var vi med kaptajnen
i Bergen hos Jacob Trolle, og vi brød en stor Kakkelovn (fornacem) ned i vort
herberge i håb om en gunstig vind.

5.Kl. 6 om morgenen
vendte vi atter tilbage til vort skib, men efter middag vendte kaptajnen igen
tilbage til Bergen og hørte en sag mellem indvånerne i Bergen og dem i
Trondhjem, der lå i strid om deres privilegier.

Idag var jeg med Dr.
Jonas på Øen Kykkelvig, hvor der vokser Orpin i store mængder, som beboerne
kalder Kalverod, Hollænderne S. Johannis Kraut.

Et bemisk skib sejle
forbi, hvis skipper fortalte, at han i tre dage havde udstået en så forfærdelig
storm på søen, at han aldrig nogensinde havde oplevet magen.

6. Vinden var endnu den
samme.

Vi hørte prædiken over Rom. 8.

Efter middag var Hans
Bülov, jeg og vor kirurg oppe på toppen af Lyderhorn. På fjeldsiden fandt vi
forskellige planter, nemlig foruden Orpin også Purpurea digitalis, Pingvicala,
også kaldet Marie Sko, ligeledes en art Angelica, som nordmændene kalde
"Giddequarn" og blåbær.

Vi spiste til aften i
Kykkelvig. Kaptajnen var igen ude at fiske.

Om natten var der gilde
og dans på Raphael. Da Knud Gyldenstierne vendte tilbage til vort skib med en
dygtig perial, faldt han i vandet og blev omdøbt, da han ville gå om bord.

Kaptajnen råbte til ham
fra skibet: "Vel bekomme dig badet".

8. Kl. 5 om morgenen
lettede vi anker fra Skarholmen. Vinden var ønskelig. Til højre havde vi
Strudsehavn.

Ve sejlede mellem
forunderlige skær og vi var nær ved det fjeld, som kaldes "Buk på
Råen", fordi en buk engang sprang fra klippen ned på råen af et forbi sejlende
skib.

Vi hørte en prædiken
over Luc. 5 Vi så Korsfjorden. Til højre havde vi det høje fjeld Seggen og til
venstre Lysekloster.

Vi sejlede gennem
Sundet Bummelen, hele denne egn høre under Lysekloster. Vi så også den klippe,
som kaldes Bremerholmen. Hen imod natten kastede vi anker i havnen Vibrandsø
for at vente på vore andre skibe.

Sejladsen i dag var
temmelig farlig på grund af de mangfoldige skær, vi måtte sejle imellem.

9. Om morgenen tidlig
lettede vi igen anker, og gennem Calmersund kom vi ud i åben sø. Til højre
havde vi øen Calmar, hvor vi havde en stenkirke på venstre hånd inde på det
faste land.

Vi så
"Jægeren", hen imod aften så vi Egersund, hvor havnen Hitterøen er.
Vi havde meget smukt vejr hele dagen og vinden var efter ønske.

10. Hen imod kl. 7 var
vi ud for Lindsnæs. Vi så egnen ved Mandal og Nedenæs.

Fra middagstid blæste
en stærk Østenvind op. Ved kl. 2 om eftermiddagen var vi ud for Flekkerøen.
Kaptajnen sendte Neptunus derind for at se om nogle af vore skiber var der, men
den fandt kun Hector.

11. I morges vare vi ud
for Marstrand. Det var meget smukt vejr.

Under middagsmåltidet
hørte vi tre kanonskud fra Charitas. Vi så "Trumlingen Blaakuld" hvor
Holland begynder. Ved nadvertid var vi ud for Barberg Slot.

Hen i mod natten gik
vinden om i sønder, så vi fik den imod.

12. Tidligmorgen så vi
Anholt, på grund af modvind tilbragte vi hele dagen med at krydse.

Mod aften, da vi var i
nærheden af Anholt, så vi 50 hollandske fragtskibe ledsagede af to Convoier, de
viste os den skyldige honnør ved at lade deres øverste sejl falde.

13. Midt om natten
opstod en stærk storm, så vi måtte gå for storsejl alene. Mellem kl 9 og 10 om
formiddagen stod vi ind af Øresund. Derpå blev vi nogle dage på Kronborg.

20. Ankom vi lykkelig
og vel på Københavns red og ved Guds nådige beskærmelse, som så vidunderlig og
nådig har bevaret os på denne lange farlige rejse.

På vort skib er der på
hele rejsen ikke død nogen af besætningen, og vi have ikke mistet en, som vi
kastede levende ud for ar drukne ham, og en, som vi kastede sovende ud for at
vække ham. Den ene var finnekonens kat, den anden var den norske buk.

Ønske ved sørejsens
slutning:

Nok har jeg pløjet
den skummende sø, nu jeg priser det tørre

Gud give, at jeg
aldrig mer komme til søs.

 

Cph

 

044798-01