Dagbog Sivert Grubbe maj

Maj

1. Vejret bedagede sig
betydeligt, hvorved vi befandt os meget vel, men endnu var vi ikke kommet i
kurs, "aff und tho for vore Schonfar Seil".

2. Luften var klar of
vinden sydlig, "en temmelig god "streckbør".

Ved nadvertid så vi en
stor hval, som lå på ryggen var besat med skjelfisk og østers. Skipperen mente,
at vi var ud for Øen Røst, hvor hvalerne altid holde sig, på grund af de mange
fisk som findes der.

Rost

Røst

Her er et stort
havsvælg, hvorigennem jorden trækker vandet til sig, når den trænger til
næring, og atter til bestemte tider udstøder det, når dens indvolde er fyldte.
Heraf opstår en malmstrøm. Sådanne havsvælg findes også annensteds på bekvemme
steder, hvor den forsynlige natur har sørget derfor.

3. Vejret var endnu
klart, men vinden gik i nord og bragte så stærk kulde som hos os ved midvinter.

Vor præst sagde i en
tale, som kaptajnen ikke hørte, at vi ikke var rigtig kloge, at vi forlod den
gode årstid for at flakke om i disse kolde og uvenlige egne. Det samme klagede
vor kjøgemester Hans Bülov, og, og roste præsten, at han havde prædiket meget
godt og ramt sømmet på hovedet.

I dag var vi vel 30 mil
ud for Lofoten.

Mod aften kom Børge
Trolle over til os i sin båd og bragte kaptajnen nogle østers.

4. Vinden var endnu i
det samme nordlige hjørne, vi sejlede derfor øster på for at få land i sigte,
at vi kunne anstille beregninger om, hvor vi var.

Vi hørte prædiken over
Johannes "om en liden stund". Efter prædiken blev der holdt standret
over nogle delinkventer, der havde gjort sig skyldige i at spise under
prædiken, og de blev dømt til at miste en måneds hyre, blandt disse var Ulrik
af Holsten, Iver Friis, Jørgen Kaas og Markus Pens.

Solen gik ned i
nordvest, og stod straks efter op i nordøst. i disse egne er der nemlig på
denne tid ingen nat.

5. Vinden blev i det
samme hjørne og vi fortsatte uforandret vor kurs. Himlen var klar og ren, men
det blæste lidt stærkere end i går.

Kl. 3 om eftermiddagen
så vi land, nogle formodede, at vi var ud for Trondhjems Fjord, andre at vi var
6 mile fra Øen Røst. Vi satte da etter kursen i vest.

Henning Gøje kom meget
beskænket op af kaptajnens kahyt.

I dag var Gideon nær
tørnet sammen med vort skib Victor. Endelig så vi Torrehatten.

 

 Torghatten

Torehatten

6. Om formiddagen
blæste det meget lidt, og himlen var overordentlig klar, hvorover vi glædede os
meget.

Vi hørte prædiken over
Joh. 166, om den Helligånds Udsendelse.

Tillige med Kaptajnen
var jeg ombord i Gideon og Josaphat, kl. 12 kom vi tilbage til vort skib. Det
var da fuldkomment havblik.

I dag kunde vi atter
sætte ret kurs, efter at vi i ni dage havde krydset omkring uden at vide hvor.
Vinden var i nordnordøst.

Jeg var i
"Capernaum" (kaptajnens kahyt) og tabte mine penge (i spil).

8. Vi vedblev med den
samme kurs og vinden var god. Forresten var det diset i vejret med stadig regn.

Jeg var indbudt til
aften af kaptajnen i "Capernaum".

9. Vi blev fremdeles i
ret kurs, og vor skipper mente, at vi i dag var 50 mile fra Varhus. I disse
dage sejlede vi forbi Salten, Senjen, Andernæs, Tromsø.

10. Vinden blev meget
gunstig, og vi sejlede forbi øen Loppen og Lopekalven. Her begynder Finmarken,
som høre under Varhus Len.

Loppesunden her beboes
af Finner, der alle er fiskere. Man har intet andet her end nøgne sten og
fjelde. Beboerne have en kirke, som de kalde "Fandens Badstue". Den
er nemlig på den ene side ganske sort af den bestandige røg, som udstrømmer fra
det nærliggende bjerg. Gideon var i dag i stor fare mellem klipperne.

11. Da solen brød
gennem tågen, og det til vor glæde blev klart vejr, satte vi kurs nordnordost
og så atter det land som vi i går havde tabt af syne på grund af tågen.

Vi hørte en prædiken
over det sted af Joh. Jacobs brev. Ald fuldkommen gave kommer ned fra Lysets
Fader.

Omtrent kl. 1o aften
hørtes tre kanonskud fra Gideon til tegn på, at en død var kastet overbord.

Hele natten spilte vi
kort, og det var så klart som dagen, thi i disse egne går solen ikke ned lige
til Jacobi dag d. 24de juli.

12. Vi sejlede om
Nordkap, på hvis top et kompas er indhugget i fjeldet. Dette bjerg anses for de
yderste punkt imod nord.

Derpå kom vi hen ad
Nordkyn til, hvor der er en ø, Skjershat, og der er et fiskevær.

Ved middagstid fik vi modvind.
Vi så der fisk, som man kalder "Haffkjelling".

 

14. For god medbør kom
endelig med alle vore skibe, undtagen Pappegøjen, til Varø havn kl. 8 om
morgenen.

Her traf vi to engelske
skibe, som straks overgav sig. Hvad der var i skibene blev erklæret for god
prise.

Ved indsejlingen så vi
det usle fort og en trækirke, som vor barber anså for et Rensdyr. Der er en by,
hvis huse bestå af underjordiske huler, elendig fiskerhytter.

Præsten, der svarer til
stedet, er et uvidende asen, som jeg kendte fra København, da han havde været
Famulus hos Dr. Anders Krag. Senere blev han relegeret fra Universitetet, nu
gælder han for en fortræffelig præst her, men tilhørerne er som præsten. Han
besidder stor autoritet hos disse kvæghoveder. Han sagte til mig, at han intetsteds
hellere ville være end her, og han takkede professorerne i København for, at de
havde relegeret ham fra Universitetet.

I kirken ligger Henning
Falster og Mads Skeel begravede, de have været befalingsmænd over dette fort.
Her ligger også Knud Ulfeld begravet, som havde fornærmet sin fader, Jacob
Ulfeld til Selsø, og som døde her, da han var på rejsen til Rusland. Han var en
broder til Mogens Ulfeld, der var vicekaptajn på vort skib. En af mandskabet på
Gideon døde her og jordedes i kirken.

Medens vi lå her for
anker, indbød Generalkaptajn Christian Frederiksen alle de andre kaptajner til
sig. Medens de sad ved bordet, fik skotten kaptajn Durham et heftigt
sygdomsanfald. Vor læge erklærede, at det var en paralyse. Han blev båret hen i
præstens hytte, hvor vi også efterlod ham.

Folk her levede
udelukkende af fiskeri. Den ufrugtbare jord yder dem kun fersk vand og usle
boliger. Vi så den måde, hvorpå de bærer sig ad med at fange og tørre fisk.

 

Vardo speculum

15. Hen imod kl. 7 om
aftenen forlod vi øen Varø (Vardø), men da vinden var imod, måtte vi gøre nogle
slag for at komme ud. Kaptajnen havde fået at vide, at der lå to engelske skibe
i Havnen Olenia. vi rettede derfor vor kurs derhen, men vi manglede lodser, der
var kendte med farvandet i disse egne.

16. Vejret var klar,
men luften meget kold, Vinden var vestsydvest.

Omtrent kl. 6 om
morgenen vare vi ud for Stangenæs. Her var der nogle københavnske skibe, fra
hvilke nogle danske mænd kom til os og klagede over den uret, englænderne
tilføjede dem. idet de med magt og væbnet hånd havde frataget dem nogle både
fulde af fisk.

 

norgerusland 

Ved middagstid tog vi i
havnen Dibin et engelsk skib kaldet Purchins. Det sneede og haglede på denne
tid.

 

Kildin

Kl. 9 om eftermiddagen
sejlede vi forbi øen Kildin, på stranden så vi nogle Rener og nogle
Finnehytter. Vi fandt ingen engelske skibe her, som vi havde ventet.

I dag udregnede
kaptajnen med skipperen, at vi fra Kronborg til Kildin havde tilbagelagt 520
norske mile i lige linie. (en norsk mil er 10 km).

Omtrent kl. 8 om
aftenen stødte vi ved indsejlingen til Havnen Olenia på et skjult skær. på
hvilket skibet blev stående og kølen led skade i en strækning af ni alen. Ved
bølgeslagets stærke tilbagegang blev vi imidlertid atter flot og frelstes
således ved Guds beskærmelse fra den overhængende fare. Siden måtte vi
bestandigt holde pumperne gående, da skibet tog vand ind.

Her fanged vi to
engelske skibe, som havde søgt tilflugt blandt skærere og således nær var
bleven årsag til vor undergang. Angrebet på det største af skibene foretoges af
vor kaptajn, Christian Frederiksen, Albert Skel, Markus Pens, jeg og vor læge
Dr. Hasenbard. Dette skib hed Charitas, og dets ejer eller kaptajn var
englænderen Willum Teel, der straks blev ført som fange til vort skib. På dette
skib blev Albert Skeel gjort til kaptajn, på det andet og mindre, som kaptajnen
kaldte Lilleperten, blev Erik Urne udnævnt til kaptajn.

Medens vi lå i havnen i
Olenia, kom en russisk befalingsmand, som de kaldte "Gylvanisch" med
ti andre velklædte Russer. Denne befalingsmand overbragte vor Kaptajn sine
gaver, nemlig en meget god skinke og et stort brød af en udmærket smag, og
eftersom han havde hørt, at kaptajnen havde lidt skibbrud, ville han gerne være
ham til tjeneste med hvad  han kunne.
Kaptajnen takkede ham og hans ledsagere, og lod dem beværte således på skibet,
at de kom fra borde som svin og bæster.

Den 17. maj, som var
Christi Himmelfartsdag sejlede vi kl. 6 om eftermiddagen ud af havnen Olenia og
styrede vor kurs hen imod Kildin. Men da vi havde en lidet gunstig sidevind var
vi nær drevet på to skjulte skær, som kun kunne kendes derpå, at bølgerne brød
sig over dem. Vi var i den største fare og så den visse undergang for øjnene,
men ved Guds beskærmelse, og derved at vi i tide fandt på råd, slap vi
heldigvis.

Imidlertid måtte vi dog
afstå fra at sejle til Kildin, derimod søgte vi ind i en ny havn, Dibin, der
blev os vist af de fangne Engelskmænd, som vi havde ombord, da den ellers er
mindre bekendt.

Medens vi lå trygt i
denne havn, gik kaptajnen i land, og vi måtte bestige et højt bjerg, førend vi
kunne komme til Russernes hytter. Dette steds befalingsmand beværtede os  med ost og smørlavet af Rensdyrmælk, og gav
os en drik, som de kalde Qvas, brygget af vand og mel. Vi så en russisk tvekamp
og kaptajnen kastede dalere i grams, om hvilke de kæmpede nøgne og uden våben
med legemerne indsmurte i fidt.

Vi samlede på dette
bjerg nogle urter, som engelskmændene kaldte Orpin, nordmændene Stubberod, et
fortræffeligt middel mod skørbug og meget almindeligt på disse steder. Vor kaptajn
brugte bladene af denne plante som salat. Der fandtes også sneglehuse af
forskellig farve og vidunderlig skønhed.

smorbukk orpina

Orpin - smørbukk

Den 19. maj lettede vi
anker fra Dibin og sejlede til Kildin, og fra den efterfølgende dag og indtil
den 26de blev Gideon repareret, efter at skytset og provianten var udlosset af
skibet.

Før vi nåede Kildin,
nødtes vi til med vort havarere skib at søge ind i en ubekendt havn, som
kaptajnen til ære for Mat Ulrik kaldte Jomfruhavnen.

Ved øen Kildin fandt vi
alle vore skibe med undtagelse af Josaphat. Medens skibet repareredes, var jeg
nogle gange med Dr. Jonas oppe på toppen af et bjerg, og så hvide ræve. Denne ø
har også bjørne og nogle fugle, som kaldes Rypper, de findes i stor mængde er
er lidt sky.

rype2

Rype

Der vokser i mængder
Løvefod, Pirula, Myritus, Tubbebær og krakkebær. ligeledes Orpin eller Caratis.
Vi fandt også i havet urten Alcionia, hvis blomster og blade sidder fast på
stenene. Vi samlede på stranden sten af forskellig masse og farve, smukt
tilslebne af bølgerne, så nogle var fuldkommen runde og andre aflange. Nogle
syntes at være af en slags marmor, hvoraf vi sluttede, at der i denne egn
findes marmor og lignende sten arter. Vi viste vor kaptajn Christian
Frederiksen disse sten, som han betragtede med beundring. Vi gik således ikke
så meget for at finde Urter, som for at finde sten på denne Ø.

Øen Kildin er
frugtbarere end de øvrige øer, den føder om sommeren nogle hundrede Rener,
foruden en stor mængde Bjørne og ræve. Om sommeren beboes den af Finner eller Lapper,
der kaldes Fjeldfinner, fordi de om vinteren opholder sig mellem fjeldene, og
når de forlader øen, tager de deres rener med sig, og vender tilbage om
sommeren på grund af fiskefangsten. De fisk, som findes her, kalde vi stokfisk,
og de fanges i så utrolig stor en mængde, at man kan købe dem billigt, hundrede
disk, som udgøre tre eller fire tønder, koster ikke mere en fire daler.

Fjeldfinner

Fjeld finner

Medens vi opholdt os
der, var der sammesteds købmænd fra Flensborg, som i otte til ti dage ladede
deres skibe så fulde, at d ikke kunne føre mere.

Denne ø har en længde
af to norske mil, og er fire mil i omkreds. Den hæver sig meget højt over
havet, på dens øverste top ud imod havet oprejste Dr. Jonas og jeg en varde af
sten, som vi siden længe kunne se, da vi sejlede bort.

Blandt Finnerne var her
en Gan-fin (trolddomskyndig lap) som for betaling ville sige Hans Lindenov,
hvorledes det stod til i København, men vi kom så hurtigt af sted, at finnen
endnu ikke var bleven færdig med sine forberedelser.

Omtren to mil fra
Kildin ligger på fastlandet Byen Malmis (Murmansk el. Kola) ved en stor elv,
der falder i havet ud for Kildin. Denne by kaldtes eller i gamle dage Kola
efter et stort højt bjerg, som adskiller Norge fra Rusland. Og denne by Kola,
der ligger ved foden af bjerget hørte for ikke så meget lang tid siden til
Norge, men ved de danske og norske befalingsmænds forsømmelighed havde russerne
bemægtiget sig denne egn, hvorpå de havde forandret navnet til Malmis.

Eath-kildin

 

Eath-Malmis

26. maj. Efter
Nadvertid, omtrent kl. 7, begyndte vi i guds navn igen vor sejlads og styrede
fra Kildin mod Varhus. Vi sejlede ud af havnen på den østre side af øen, og vi
kunne længe se den stenpyramide, som Dr. Jonas og jeg havde rejst.

27. Pinsefesten
højtideligholdt vi på vort skib mellem Kildin og Varhus. Det var en mørk og
meget kold dag, og vinden var i mod. De fleste af os led af søsyge og spiste
intet. Kaptajnen holdt sig i ro i sin kahyt.

28. Var der vel klar
luft, men meget koldt, og vinden var endnu i det samme hjørne, så vi ikke nåede
videre end ud for Stangenæs.

29. maj. Om morgenen
tidlig nåede vi til Varhus, hvor vi tog et hollandsk skib, der tilhørte Marcus
Fengler.

En hollandsk skipper,
som ved et tilfælde blev ihjelskudt begravedes her. En af vore skibspræster,
Hr. Niels, skulle efter Kaptajnens Befaling forrette begravelsen, og da han var
dygtig beskænket, brugte han ikke mange ord. Han sagde nemlig: "Hvor ha er
født, det ved jeg ikke, lige så lidt som hvem der er hans forældre, hvorledes
han levet, er mig ikke bekendt, derimod ved jeg til punkt og prikke, hvorledes
han er død, men da I andre jo også vide god besked dermed, så behøver jeg ikke
at udbrede mig vidtløftig derom, og derfor slutter jeg hermed min tale".

Da vi gik i land, var
kaptajnen og Mat Ulrik i vor båd, vor skipper, som styrede, førte os ind i en
snæver havn, og da den ikke havde noget eget navn, kaldte Kaptajnen den
"Goffenhaffn".

30. Forblev vi i fortet
og ordnede vore sager og indtog proviant for den forestående rejse.

På de opbragt skibe
blev Joacim Bülov. Erik Urne og Henning Valstrup satte til kaptajner.

To små engelske skibe
lod kaptajnen fare og tillod dem at sejle hjem med alle de fangne søfolk.

På øen Varø vokser en
urt, som beboerne kalder frisgræs, og som er gavnlig mod skørbug, den anses for
at være en art af Numularia.

Lysimachia nummularia_plant

Numularia

Der på øen var en
Gan-fin ved navn Tuickvas, om ham fortalte befalingsmanden der på stedet, Hans
Olsen, mig at han havde sagt, at vor kaptajn var i stor livsfare på sit skib,
men at han dog på den og den dag ville komme uskadt tilbage, hvilket også
indtraf. Denne Tuickvas gav mig en af sine sønner, som var dverg af et
forunderligt ydre, men moderen ville ikke af med ham.

31. Denne dag var meget
sommerlig, således som vi ikke havde haft nogen på hele vor rejse. Det var
første gang vi mærkede, at varmen overgik kulden i disse egne.

Mod aften hørte vi tre
kanonskud fra Hector til tegn på, at en død var kastet overbord.

Det var højbådsmanden.