Skånland Handelssted

 

 

Skånland Handelssted i Salten.

 

Vi lå der bag hundrede mil

 

Og hele alverden gemt.

Selv landets børn

Troede halvt vi var til

Men viste det ej bestemt

Og noget så stedt til hvile

nej noget så håbløst glemt.

 

Mod slutningen af 1960 årene var Skånland Handelssted
faretruende nær ved at ende som illustration til Knut Hamsuns ord om Nordland.
Århundrede lange traditioner med jord- og skovbrug, fiskeri, handel og
ishavssejlads var gradvis gået i opløsning, bryggen og huset var forladt og
forfaldet, det lå næsten øde hen.

Det sidste af den gamle handelssteder i Bodin kunne lige
så godt være "sted til evig hvile" hvis det ikke var for Haakon Mehren fra
Oslo, han købte ejendommen i 1966. Nu efter tredive års slid er det lykkedes
ham og hans hustru, Anne Margrete Lillienskiold Mehren, at restaurere Skånland
Handelssted tilbage til den pragt det havde i sine velmagtsdage. Målet har
imidlertid ikke været at genrejse Skånland som lokalt handelssted, men som
landbrug, kultuhistorisk mindesmærke og repræsentations sted for handelshusets
internationale forretningsvirksomheder.

Skånland fik først elektrisk strøm i 1952 og har fortsat
ingen vejforbindelse. Da dronning Sonja i 1991 var på fjeldvandrig på
Saltfjeldet, kunne hun ikke have fundet en bedre "rasteplads".

Når en søfarende i tidligere tider første gang kom frelst
over Saltfjorden og fik landkending på de store holme som flød på vandet uden
for Beiarkjeften, må han have tænkt, at her var det dejlige huldrelandet (folkesagn
om et land som ligger solbeskinnet og rigt langt ude i havet, som bebos af
underjordiske trolde og viser sig kun for fromme eller fremsynede mennesker i
livsfare på havet.) som de gamle talte om. For så irgrønne græsmarker og så
fede, glinsende køer som var på græs havde han knapt set noget andet sted. Og
det sig ifølge sagnet at den som fik set huldrelandet, han var reddet....

Den 400 mål store Skånland holmen giver fortsat
associationer med et huldreland.[1]
Nærmere et paradis end denne grønne ø med klynger af lav birk kommer en
Nordland ko næppe. Og for menneskene på Skånland Handelssted som har skoven og
det 572 meter høje Skånlandfjeldet lunede i ryggen, er holmen som en mole
mellem dem og den iskolde blæst fra storhavet.

Fra
tidligste tider har folk set hvilke muligheder denne nordnorske oase havde at
byde dem. Det viser navnet Skån som betyder "gødet jord". Gården Skånland er
nævnt på 1500 tallet – ejeren hed da Peder på Skånland – og man ved fra
skatteregnskaber fra 1600 tallet at gården betalte betydelig smørskat til
kronen. Og ifølge matriklen fra 1850 årene var gården blandt de større, på 8,2
skyldmark. (en enhed efter matrikuleringen i 1863 svarende til 1740 kroner,
brugt som en angivelse af en jordejendoms skatteevne).

Fra
gammel tid blev der fisket meget på Ytre Salten, og beliggenheden p et næs hvor
Beiarfjorden og ydre Sundan mødes, gjorde Skånland til et naturligt knudepunkt.
Efterhånden voksede det til et søgt handelssted. Ejendommen tilhørte den danske
konges kronegods frem til det store konegodsudsalg, i 1792 blev ejendommen
solgt til sorenskriver Rosenvinge i Salten. Kun to år efter blev stedet købt af
Peder Olsen, som tilhørte en kendt nordnorsk handelsslægt. Han var skipper og
havde kongelige privilegier til at drive handel fra en jekt, såkaldt
bygdefarsret, og gården blev herefter et skipperleje.

Bygdefarsretten
var på det tidspunkt ikke mere en hundrede år gammel. Frem til 1697 var det kun
byborgere som havde lov til at drive handel. Det var for det meste borgere i
Bergen og Trondheim – med overvægt på Trondheim – som havde   privilegier på Nord Norge handelen. De mest
velstående blandt disse byborgere blev ofte det, som blev kaldt tremånedsborgere.
Når april måned kom, udrustede de en jekt, fik nogen til at passe deres krambod
og by hus og drog nordover med kone og unger, mandskab og tjenere til det
borgerleje de havde etableret et sted på kysten. Her opholdt de sig sommeren
over, derfra kom betegnelsen tremånedsborgere. Hvis de boede omborg i jekten,
kaldtes de udliggerborgere, havde de
fast hus, var betegnelsen indliggerborgere.

Fra
borgerlejet drev købmanden livlig handel ikke bare med Bergen og Trondheim, men
også lokalt. Denne form for lokal handel (såkaldt knaperhandel – en knaper var
betegnelsen på en lille handelsmand som for det meste drev ulovlig handel) som
var strengt taget ulovlig. Efterhånden som der opstod lidt vel mange
borgerlejer blev handelen klart i nordlændingernes disfavør. De første til at
reagere på dette var præsterne og andre embedsmænd. Fra 1650 og til 1700
lykkedes det amtmændene i Heideman. Tønder og Lillienskiold at overtale kongen
til at give bevilling til handel og gæstgiver virksomhed til lokale "dertil
skikkede mand på dertil skikkede steder". Men ikke hvem som helst kunne få
bevillig. Der blev forlagt midler til at opføre de nødvendige bygninger, skaffe
sig fartøjer og sikre driften. Videre måtte vedkommende kunne læse og skrive,
og han skulle bo på stedet året rundt. Disse steder blev kaldt for skipperlejer
og var ejet af nordlændinger med jekte rederi. Nogle af stederne fik senere ret
til at handle over disk og fik gæstegiverbevilling med brændevinsret og blev
betegnet som "kongelig privilegeret handelssteder". Det første af disse blev
oprettet i 1762 i Kabelvåg. Dette blev igen grundlaget for værejersystemet og
nessekonge rigerne, en ny Nordlands overklasse som afløste godsejerens og
embedsmandens magtposition.

Beretningen
om Skånland fortsætter på side 14

Netop
om forholdene i Nord Norge er der i forbindelse med Hans Hansen Lillienskiold
Speculum Boreale meget nøje beskrevet hvordan handelsforholdene var i Nord
Norge i sidste halvdel af 1600 tallet. Her følger et uddrag:

T

ilbage til Skånland Handelssted i Salten.

Den næste ejer Peder Olsen opfyldte for at opnå et
skipperleje, han var desuden en driftig mand og drev storbutik. Efter
overtagelsen af ejendommen gik han straks i gang med at bygge en ny
hovedbygning, en toetagers trønderlån (lån = lang bygning på mindst to
etager) i laftet tømmer med lodret træbeklædning udvendig. Den var 6,3 x 16
meter, med to stuer og et stort køkken mod øst.

Nord for hovedhuset lå drengestuerne og sydsiden et
forrådskammer. De tre huse dannede en åben gård mod nord. Da Peder Olsens
efterkommere i 1860 overtog det privilegerede handelssted Nord Arnøy lidt
længere ude i fjorden, blev Skånland solgt til en Dreyer, og han åbnede den
første krambod på Skånland (de kongelige privilegier til at handle over disk
ophørte i 1865). Han ejede også et antal fiskefartøjer.

Dreyer omkom senere på havet, og da han ikke efterlod sig
nogen livsarvinger, blev stedet igen solgt, først til Georg Sællæg fra Namdalen
i 1889, fire år senere til Peter Schjelderup. På denne tid var det en hård kamp
for mange handelssteder for at overleve, fordi handelen var blevet givet fra og
brændevinsretten inddraget. Nogen klarede det ikke, blandt dem Kapstø, som
ophørte i 1896. Men Peter Schjelderup og hans hustru Johanne, født Tommesen,
skulle føre Skånland ind i en storhedstid. Begge var kun nogen og tyve år ved
overtagelsen, og de var fulde af gå på mod og planer. Hovedbygningen blev nu
udvidet til en længde på 30 meter, ved at drengestuerne blev flyttet indtil, og
huset fik to indgange, en for tjenestefolk og en for herskabet. Det faste
tjenerhold bestod af to piger, kokke, dyrepasser og en dreng som alle boede i
den nordlige fløj. Tjenerne havde ikke lov til at gå ind i stuerne,  bårdstua i første etage (som i dag fungere
som hall og dagligstue) var deres opholdsrum. En fuldmægtig, som blandt andet
havde ansvaret for butikken, og børnenes guvernante hørte begge til herskabet
og havde derfor sine soverum i deres fløjs anden etage. Der var desuden fem
husmandspladser under hovedgården, og ellers blev arbejdskraften til både og
fiskeri hentet fra hele landsdelen.

På Skånland, som på alle de gamle handelssteder langs
kysten, var handel og fiskeri det vigtigste. Schjelderup drev fiskeri på
Lofoten og Finmarken. Fisken blev saltet og derefter sejlet til Skånland for at
blive tørret på klipfiskebjergene om sommeren. Det skabte arbejde til mange
kvinder. Derefter blev fisken sendt til Kristiansund på egne skibe for lager og
siden eksport. I denne tid kunne Skånland have op til 200 ansatte. De
nordnorske handelssteder var hverken slotte eller herregårde, men de var længe
rygraden i Norges eksport og en magtfaktor i europæisk handel.

Schjeldrup satsede stort og ville ikke nøjes med det gamle
byggeri, han byggede det han kaldte Butiksbryggen, som indeholdt krambod,
posthus og dampskibsekspedition, senere også rederikontor. Schjeldrup var med
til at stifte Salten Dampskibsselskab, og Skånland var blandt de første steder
som fik anløb i 1898 og blev dermed også post modtager for hele distriktet. Det
gav kunder til butikken. I forbindelse med butikken var der også bageri, og i
sæsonen var der ansat en bager. Han lavede blandt andet store mængder af
tvebakker som var almindelig udrustning på notture og på lofotfiskeri. Foruden
det "daglige brød" kunne bageren og diske op med sirupskager, tekager og
pebernødder  til jul også med kagemænd og
koner.

Butikkens varelager omfattede ikke bare alt som var
nødvendigt i husholdningen og til udrustning af fiskeriet, men også med så
frivole ting som kniplinger og blonder, god lugt og franske modejournaler.
Handelen foregik fortsat mest efter naturelhusholdningens principper som at kød
og smør blev byttet med købmandsvare. Folk fra Beiarn som bragte brænde, bark,
tjære og hjemmebrændt kunne bytte disse varer mod fisk og tran fra Væran og
Landego var kommet med. På Skånland fik de kredit til at udruste sig til
Lofotfiskeriet og leverede fisk tilbage til huset fiskeanlæg i Røst.

Arbejdermiljøloven hørte fremtiden til, åbningstider
fandtes ikke. Det hændte ikke sjælden at de første kunder kom ved firetiden om
morgenen, og i de travleste sæsoner, særlig i julen, holdt butikken åben til
lang ud på natten.

Gæstfrihed var en dyd, ikke mindst overfor kunder, og det
var en gammel skik at de som kom langvejsfra blev budt ind i køkkenet og blev
trakteret med mad og kaffe.

Det var en kærnesund virksomhed Peter og Johanne
Schjeldrup overlod til deres sønner Thomas og Ludolf. Alle grene af butikken
gik godt, ikke mindst den som havde med fiskeri at gøre. Rundt ca. 1918 talte
Skånland flåden ikke mindre en ti fartøjer, galeaser, jekt, skonnerter og
fiskefartøjer. Handelshuset kom tidlig med i ishavsfangsten. Allerede i 1910
havde Peter Schjeldrup udrustet en overvintringsekspedition til Spitsbergen,
væsentlig for at fange polarræv og Isbjørn. Fem år senere var hans 21 år gamle
søn Ludolf med på sin første ekspedition til Vesterisen. Efterhånden skulle han
komme til at organisere eller lede mellem 50 og 100 ishavsekspeditioner med
femten forskellige skuder, og han fik ry for sin fabelagtige tæft for at pejle
sin ind mod de steder hvor fangsten var at finde og for aldrig at forlise.
Thomas Schjeldrup var sin brors modsætning, han kunne bedst lide, at være i
butikken og på kontoret. I ungdommen rejste han ud for at lære klipfiske
branchen. En kort overgang var han også sekretær hos minister Wedel Jarlsberg i
Portugal. Som sådan supplerede de to brødre hverandre på bedst tænkelig vis, og
under deres ledelse gik handelsstedet ind i sin mest blomstrende periode.

Mange af bådene i brødrenes Schjeldrups ishavsrederi havde
navne som endte på "is", som Polaris, Ståis, Vesteris, Vesteris, Selis og så
videre. Rederiet mest berømte skib blev imidlertid Quest, som blev indkøbt i
1923 og sat ind på sælfangst. Skibet som var bygget i Risør i 1917, var blevet
brugt som ekspeditionsskib for den kendte britiske sydpolsforsker Sir Ernest
Henry Shackleton. Han havde blandt andet deltaget i The National Antartic
Expedition med Discovery under Scotts ledelse i 1902.

5. januar 1992 døde Shackleton ombord på Quest under en
ekspedition til Syd Georigia. Det engelske admiralitet solgte derefter Quest
til Skånland Handelssted, hvor den berømte skude blev sat ind i ishavsfangsten.
Skånlands nuværende ejere har fortsat forbindelse med lord Shackletons familie.
Dele af Shackletons kahyt blev for øvrigt for få år siden opført på Saltdal til
minde om den største helt i engelsk polarhistorie. I den anledning sendte den
engelske regering et kompagni soldater for at markere begivenheden med militær
honnør.

I 1928 blev Quest nok engang forsidestof i verdenspressen.
Den blev da lejet af den svenske stat for at deltage i en eftersøgning af det
italienske luftskib Italia, som var havareret under hjemturen efter en
ekspedition til Nordpolen.

Ludolf Schjelerup, som deltog i eftersøgningen, var den
første der fik øje på det nødstedte luftskib og ledede redningsaktionen fra
Quest. For dette blev han tildelt den svenske Vasa orden. I en alder af 85 år
kom ekspeditionens leder, den italienske storadmiral og luftskibskonstruktør
Umberto Nobile, i 1978 til Bodø, hvor han for første gang fik lejlighed til at
takke den da 80-årige Ludolf Schjelderup personlig.

Nøjagtig 50 år efter heltedåden blev han tildelt den
italienske St. Andreas orden. Nobile
afdækkede også Amundsen monumentet i Tromsø, rejst af den italienske
stat, som en forsoning mellem Italien og Norge. Amundsen mistede som bekendt
livet ved denne eftersøgning.

Quest var også udlejet til den stor rige franske
polarforsker grev Gaston Micard. Han var for øvrigt nevø til paven og også til
konstruktøren af Suez og Panama kanalen, Ferdinand Lesseps og var medejer i
Suez kanalen. Greven havde foretaget en række rejser  i arktiske områder med norske fangst skuder.
I 1936 – 1937 overvintrede han på Quest i Loch Fine på det nordøstlige
Grønland, året før havde han en tid sit hovedkvarter på Skånland. Her boede han
på et af gæsteværelserne, som siden har fået navnet "Det franske værelse".
Micard var ungkarl, temmelig forskruet og, selvsagt, for fin til at mænge sig
med husets øvrige beboere. Han forlangte derfor at få måltiderne serveret på
sit eget værelse, og ham skal have drillet tjenerne i at efterkomme alle
verdens luner. Til morgenmad skulle han altid have serveret ti æg, men de måtte
være kogt i nøjagtig 30 sekunder. Greven må have vist – eller troede at vide –
hvordan æg kogt i 30 sekunder så ud, for var de ikke det fik tjeneren æggene i
hovedet. Om grev Micard fortælles også at når han var i Ishavet, måtte fire
mænd bære ham på en speciallavet stol hvor han tronede med opslået parasol.
Lidt af et særsyn i den arktiske ødemark.

Da Quest blev skruet ned i isen i 1962, gik det også mod
slutningen for Skånlands rolle som handelssted. På dette tidspunkt var brødrene
Schjelderups ishavsrederi flyttet til Tromsø. Det sidste skib, Selis blev solgt
i 1968. Med infrastrukturen, som nu blev lagt om fra hav til land, endte det
gamle handelssted med at ligge fuldstændigt håbløst.

På Skånland handlede det ikke længere om fisk og tjære,
sirup og sirupskager. Den eneste virksomhed der er landbruget med 30 kreaturer
på stald, som den levende kærne i et anlæg som ægteparret Mehren har redet for
nordnorsk kulturhistorie.

Hovedbygningen er restaureret og moderniseret,
tjenerfløjen er blevet herskabsfløj, mens den sidste er blevet stående uændret.
Bid for bid er interiørerne i begge fløje samlet sammen så det fremstår som et
handelssted med kontakter til Europa så ud på 1800 tallet, med de "rigtige"
tapeter, møbler og genstande. I dette arbejde har kunstekspert og forfatter
Haakon Mehren fået brug for sine kundskaber. Også udbygningerne er pietetsfuldt
renoveret. Butiksbryggen fra slutningen af 1890 årene med kramboden er for
øvrigt fru Lillienskiold Mehrens helt specielle hjertebarn. Hertil har hun
samlet en mængde autentiske genstande fra århundrede skiftet og frem til 1958,
hvor butiksdriften ophørte.

Det gamle handelssted og også meget interessant set ud fra
et natursynspunkt. Ejendommen har en ti kilometer lang strandlinie. Af arealet
på 10.000 mål, hvor grænserne ikke er ændret siden slutningen af 1600 tallet,
består 3000 mål  stadig af en gamle
kystfyrreskov, som er landets bedst bevarede med optil 500 år gamle træer. Hele
ejendommen fra hav til fjeld er under fredning.

Familien Mehren har et stærkt ønske om at ejendommen
bliver en institution indenfor norsk natur og kulturbeskyttelse og arbejder med
planer om at gøre Skånland til et sted for musealt landbrug.

Skånland ejes i dag af Anne Margrete Lillienskiold Mehren
og ægteparrets to døtre, Anna Birgitte Lillienskiold og Maria de la Mercedes.
Som efterkommere af den berømte forfatter til "Speculum Boreale" og amtmand i
Finmarken, Hans Lillienskiold 1650 – 1703 er det nordnorsk blod der flyder i
deres årer. Og det legendariske navn Quest er fortsat handelshusets
forretningsmærke. Det gamle rederikontor på Skånland er endnu hovedadressen,
selv om driften er internationaliseret.

At kong Harald og dronning Sonja efter at have fejret 60
årsdagen 21 juni 1997 i Stiftsgården i Trondheim, tog alle gæsterne – 16
majestæter og 40 kongelige højheder – med om bord på det norske og danske
kongeskib for at gæste Skånland på deres færd til Lofoten var nok ingen
tilfældighed. De nordnorske handelssteder er værdige bærere af tradition og
kultur hvor de ligger i en storslået smuk natur. Den spanske konge bemærkede
efter besøget at hvis han skulle udvælge de tre smukkeste steder han havde set
i verden, ville Skånland være et af dem.

[1] Huldreland et
solbeskinnet, rigt land (langt ude i havet), som beboes af underjordiske
væsener og viser sig for fromme eller fremsynede mennesker i livsfare på havet

 

skanland

 

Skaanland