Persongalleri

Svends Dotter En fattig Bonde-Pige ved Navn Karen Svends-Dotter

Svends Dotter  En fattig Bonde-Pige ved Navn Karen Svends-Dotter fra Østerbye fandt paa Vejen imellem samme Landsbye og Møgel Tønder det berømte gyldene Horn.

 

Kirsten Svendsdatter finder Guldhornet af Niels Simonsen 1859

Hornene blev fundet enkeltvis i to omgange. Pigen Kirsten Svendsdatter fandt det lange guldhorn den 20. juli 1639, og den 21. april 1734 blev det korte horn fundet af husmand Erik Lassen. Begge horn blev fundet på en mark ved Gallehus nær Møgeltønder i Slesvig. Kirsten skrev et brev til kongen og modtog et skørt som findeløn, Erik afleverede det korte horn til greven på Schackenborg. Greven afleverede hornet til kongen, og via greven modtog Lassen 200 rigsdaler som belønning. Hornene blev dermed afleveret til kronen og blev opbevaret på Det kongelige Kunstkammer ved Christiansborg i Rigsarkivets nuværende bygning. Det lange horn skænkede Christian 4. til sin søn prins Christian ("den udvalgte prins", der døde før faderen), som brugte det til drikkehorn. Det var 75,8 centimeter målt i den ydre kurve. Mundingens diameter var 10,4 centimeter. Worm angiver hornets vægt uden den runde skrueknop, som Den udvalgte Prins fik tilføjet, til 3,1 kg; andre kilder siger 3,2 kg, hvad der kan være inklusive skruen.

Guldhornene vakte opsigt, og oldforskeren Ole Worm udgav allerede i 1641 en afhandling om det lange horn: De aureo cornu, hvor den ene af de to bevarede tegninger af guldhornene findes. Guldhornet blev også omtalt i det franske videnskabsakademis tidsskrift Journal des Savants i 1678. Det korte horn blev beskrevet i 1734 af arkivaren Joachim Richard Paulli. Det vejede 3,7 kg, selv om kun en del af hornet var bevaret. Paulli opgiver hverken længde eller diameter på hornet.

Hornene som historisk kilde

Hornene stammede fra den germanske jernalder i 400-tallet e.v.t., og det korte guldhorn bar under mundingsranden en runeindskrift på urnordisk : Ek hlewagastir holtijar horna tawido

 Der vides intet med sikkerhed om hornenes oprindelige anvendelse, men det ædle materiale og karakteren af udsmykningen tyder på, at de blev anvendt ved ritualer ved religiøse ceremonier. Om de blev brugt som drikkehorn eller som blæseinstrumenter vides ikke. Der fandtes på dette tidspunkt i Danmark importerede drikkehorn af glas med samme form, og man havde hjemlige drikkehorn af oksehorn med bronzebeslag. Men man havde også blæsehorn af træ, som ligner guldhornene. Et 78 cm langt eksempel på træblæsehornene fra 4-500-tallet e.kr. blev således fundet ved Holing ved Herning i 1993.

 Motiverne på Guldhornene viser afbildninger af mennesker, dyr og fantasivæsener i flere opdelte paneler. Billederne kan knyttes til myter fra Middelhavsområdet såvel som til nordiske og måske keltiske myter, og har været udsat for talrige fortolkningsforsøg.

Inskriptionen

 Teksten på det korte horn »Ek HlewagastR HoltingaR horna tawiðo« har tidligere været tolket som "Jeg, Lægæst, Holts søn, skabte hornet" eller "Jeg Lægæst, skovmand, gjorde hornet", men der er sået tvivl om denne tolkning, idet nogle forskere hævder, at "Hlewagastir" i denne kontekst ikke er et egennavn [9]

 Hlewa betyder ifølge navneforskningens klassiske tolkning formentlig "ly". En senere tolkning går ud på, at dette skal fortolkes bredere, som "et sted, hvor der er ly", dvs. en lejr, hvor folket opholder sig. [10]. GastiR holtijaR findes i en række ordforbindelser, bl.a. i betydningen "den der passerer forbi". HlewagastiR holtijaR kan efter denne udlægning betyde jordens gæst om end en som søger ly er sandsynligere. Pointen er, at det ikke alene på grundlag af teksten kan afgøres, om Guldhornene fremstiller en folkelig ceremoni, en religiøs ceremoni eller et historisk "gæstebud". [11]

 Holt betyder skov. Når dette er blevet tolket som et egennavn, skyldes det opfattelsen af, at det er knyttet til første led, som er et egennavn. I overensstemmelse med sin udlægning af det religiøse motiv, fortolker Kværndrup 'skov' som 'helligtræet.' Imidlertid har urnordisk en systematisk anvendelse af ordet Ihwa for helligtræet. Det er derfor mere sandsynligt, at runeteksten henviser til den egentlige betydning af holt. Vi bemærker her, at skoven i folkevandringstiden er opholdsstedet for det truende, mørket, fjenden. [12]

 Tawido kan have to betydninger."Gjorde" (skabte) eller "indviede til"[Kilde mangler].

 Alt dette taget i betragtning er der sået tvivl om, at Hlewagast er navnet på guldsmeden. En fremstilling, som fastholder, at Hlewagastir sandsynligvis er et egennavn, foreslår, at det hentyder til den konge, som ofrede hornet. I så fald kan der være tale om Liutgast, folkevandringskongen i Danmark, der var "rig på guld" og som muligvis deltog i kampene mellem hunner, sakser og burgunder i 437. [13]

 Uklarheden vedrørende tolkningerne skyldes nok de betingelser, som alle udlægninger af guldhornenes udsagnskraft er underlagt:

 "Problemet har været, at filologisk metode har hentet videnskabsteoretisk næring i positivismen, hvorefter en tydning skulle være udtømmende, modsigelsesfri, simplest mulig og verificerbar ud fra andre kilder. Men oldtidskilder lader sig ikke tolke ud fra disse- i øvrigt agtværdige- læresætninger. De kræver indlevelse, fantasi og fornemmelse for den kultursammenhæng, de er levninger fra". [14]

Det må understreges at ovenstående tolkning er Finn Rasmussens egen, og at den ikke bakkes op fra filologisk side. Fra et filologisk synspunkt kan Lægæst oversættes som Den berømte Gæst eller Den beskyttede Gæst, mens det diskuteres om holtijaR betyder Holt's søn eller skovboen. Ordet tawido optræder i andre indskrifter, hvor det klart betyder gjorde, altså fremstillede.

 Historikeren Dan Hemming mener derimod i sin bog »Guldhornenes tale«, at der med Lægæst menes Liutgast, omtalt i midten af det 5. århundrede som en konge af Danmark, der skulle være "rig paa guld". Liutgast beskrives i det tyske heltedigt, Nibelunenlid, nedskrevet omkring 1200, men indholdet går tilbage til folkevandringstiden i begyndelsen af vor tidsregning og bekskrivelserne passer med andre kilder fra den tid. Sagnene kendes også fra Den Ældre Edda. Liutgast er lig med "Hlewagastir" da "H" falder bort i germansk sprog, Liutpold er samme som Leopold og betydningen af Lægæsts navn bliver derfor "Folkegæst". Lægæst var konge, hans folk daner og han boede antageligt i nærheden af guldhornenes fundsted i Sønderjylland. Danernerne som folkestammer er ældre end navnet Danmark.

 Billederne

 Billedtolkningen afhænger af tre afgørende spørgsmål:

 Skal billedet læses som en sammenhængende beretning fra mundstykket og opefter?

 beskriver det en ceremoni eller er det en fortælling?

 Hvor i billedringene starter teksten?

 De fleste standpunkter på disse spørgsmål underbygges gennem en tolkning af andre fund med mytologiske motiver.

 Historikeren Dan Hemming tolker Guldhornenes dyre- og fabelfigurer som en rituel offerhandling, hvor blandt andet en bueskytte skyder en hjort. Bueskytten er Hød og hjorten er Balder. Også Odin ses, men i en noget tidligere betydning, end den Odin vi normalt kender til fra vikingetiden. Det er værd at huske på, at vores "Onsdag", Odins dag, på fransk hedder "Mercredi", Merkurs dag. Odin skal altså sidestilles med Merkur, Hermes eller Thoth og følger således de døde til Dødsriget eller er Døden selv. Han er her også identisk med Hermod, der i sagnet om "Balders død" skulle hævne Balder, men Hermod kendes også som konge af Sønderjylland fra det engelske Beowulf-kvad. To krigere synes at vogter som "Sol" og "Måne" i et offerritual. Thor er afbildet som et trehovedet væsen med hammer i den ene hånd og en buk i den anden. Det onde, Loke, symboliseres som fisk - og naturligvis er misteltenen, som i følge sagnet dræber Balder, også afbildet.

 På det korte guldhorn viser "tegneserien" i første ring Balders drøm om sin forestående død, i den anden skytten Hød der dræber Balder, i den tredje den levende og den døde og Hermod på vej til Hel efter Balder og i fjerde er Hermod fremme ved dødsriget. Resten af det korte guldhorn mangler desværre.

 På det lange horn gengives i den første ring sagnet om Fenrisulven der bider Tyrs ene hånd af, den anden viser skytten Hød der skyder en hind. I den tredje ring er drabsscenen blevet til en ren offerhandling, hvor den dødes underliv er skåret op, så der kan spås af indvoldene - en handling der overgik krigsfanger ved juleblotet til minde om Balders død. I fjerde ring fortsætter uhyggelige scener med jætter, der vil overtage Jorden efter Balders død samt en væbnet og stærk mand, der ser ud til at bringe ordren. Den femte ring er uforståelig, med i den sjette vises livstræet (den franske lilje), to heste og en solstøtte - solen blev jo trukket af heste, som det blandt andet kendes til med Solvognen fra Trundholm Mose. I den sidste ring er dødsriget låst som billede på Tøkks svar: "Lad Hel beholde, hvad hun har".

Hornene som nationalt klenodie

 Guldhornene blev berømte - ikke mindst på grund af tyveriet og tabet af dem. Denne begivenhed gav ophav og navn til et af Danmarks mest berømte digte – "Guldhornene" af Adam Oehlenschläger, der begynder: De higer og søger i gamle Bøger..... Digtet blev skrevet umiddelbart efter, at hornene blev stjålet. En lille krølle på denne historie er, at Oehlenschläger faktisk kun boede få husnumre fra det sted, hvor Heidenreich boede, og hvor guldhornene i hemmelighed blev omsmeltet, mens digtet om dem blev forfattet. Se digtet (med faksimile af originaludgaven) i Kalliope. Sammesteds er der en tekstkritisk note. Efter tabet af guldhornene er de blevet symbol på "Danmarks glorværdige fortid" - godt hjulpet på vej af Oehlenschlägers digt. De er blevet brugt i flere gruppers "markedsføring", bl.a. i kvindekampen i starten af århundredet og af nazisterne.