Trinitatis Kirken København

Trinitatis Kirke er et af Christian den 4.s mest kendte
bygninger. Han ønskede at bygge en universitetskirke for universitets
professorer og studerende. Bygningen skulle både være kirke og kunne have
verdslige funktioner. Udover kirkerummet skulle den rumme den kongelige
bogsamling og et observatorium. Denne tredeling er afspejlet i kirkens navn -
Trinitatis Kirke - Treenigheden, hvor Faderen er i Himmelen, Sønnen er
sandheden (i bøgerne) og Helligånden er i Kirken.

Efter at grundene på hjørnet af Købmagergade og
Landemærket var blevet ryddet for huse blev grundstenen lagt den 7. juli 1637.
Rundetaarn stod færdig 1642-43 og den sidste sten i hvælvingerne blev sat 7.
juli 1651 og kirken blev indviet Trinitatis søndag 1. juni 1656.

Vi ved, at Christian den 4. selv havde været i
planlægningen af byggeriet. Det praktiske arbejde ved byggeriet stod de
kongelige bygmestre for. Bygningens udseende var planlagt i meget grove træk og
en række ikke uvæsentlige detaljer fandt først deres endelige udformning under
byggeriet. F.eks. blev Rundetaarns højde først bestemt mens byggeriet stod på.

Kirken ligner ikke nogen af Christian den 4.'s andre
bygninger. Mens de er bygget i hollandsk renæssancestil peger Trinitatis Kirkes
arkitektur bagud. Der er romanske elementer i Rundetårns frise øverste på
tårnet, gotiske træk i de spidsbuede kirkevinduer og i hvælvene i kirkerummet.
Kirkerummets pillers baser og kapitæler er inspireret af den italienske
renæssance. Kirkerummet er ca. 50 meter langt, 20 meter bredt og 18 meter højt.
Det er et stort rum for en menighed der kun skulle bestå af universitets folk.
Noget tyder på at kirkerummets størrelse blev bestemt af bibliotekets behov for
gulvplads.

Trinitatis Kirke blev opført som universitetskirke og
patronatet blev givet til Universitetet, men der fulgte ingen indtægter med en
sådan ordning. Så kirken måtte klare sig ved salg af stolestader og begravelser
– en noget usikker finansieringsmetode. I 1686 blev kirken derfor ved Kongelig
Resolution tildelt et sogn, der gav mulighed for faste indtægter. Denne ordning
svækkede tilknytningen til Universitetet.

1637 - 1656

Grundplans af kirken med rundetårn

Trinitatis