Hans H Lilienskiold Troldom

Trolddom og ugudelighed I 1600-tallets Finmark.

 

Kristendommens modtagelse iNorden og af dette folk

Samt om den ondskab, Trolddom og anden ugudelighed

 

Som i dette sekel har forekommet

Såvel blandt finner som nordmænd.

I krønikerne finder man beskrevet hvor flittigt kejser
Ludvig den fromme arbejdede for at udbrede den kristne tro i de nordiske lande.
Først lod han kong Harald Klakk med sin dronning døbe i St. Alban kirken i
Mainz. Derefter sendte han munken Ansgar fra Corvey i Frankrig med sin kammerat
Antberto til Danmark. Derfra kom de til Sverige hvor kong Bjørn, i året 828,
tillod dem offentligt at prædike den kristne tro. Da han derefter var kommet
hjem fra Danmark og Sverige, blev han af samme kejser Ludvig den fromme
forfremmet til ærkebiskop i Hamburg, for at han kunne være så meget nærmere
landene i nord. Dermed blev byen også gjort til ærkebispestol for danske,
svensker, slaver, skridfinner, grønlænder og andre omkring boende folk. På det
gav han Ansgar sit brev, hvor blandt andet finnerne således er nævnt.

Ludvig, ved guddommelig gunst Kejser og Augustus.

 

Vi ønsker vished i hvordan himmelens nåde i vore dage
har åbnet forkyndelsens store dør i de nordlige lande – nemlig i dem som
tilhører danerne, sveene, nordmænd, færinger, grønlænder, helsingerne,
islændingene, skridfinnerne og alle nordlige og østlige folkeslag – ved
guddommelig nåde i tur og orden, etc. I den Herre Jesu Kristi 834dr. År.

Siden har kejser Otto vist sin nidkærhed i forsøget på at
indføre den kristne tro, såvel i Danmark som i Norge. Han lod døbe både kong
Harald Gormsen af Danmark og Håkon Jarl af Norge. I den anledning og i grevens
fravær, sendte han 30 skibe op til Norge, hvorved da den søndre del af landet
til Lindesnes blev omvendt. Men dette sidste var ikke begyndt, før det igen
blev kuldkastet. For Håkon Jarl sendte præsterne tilbage til landet, og næsten
endnu før han var kommet tilbage til Norge i året 994, var det gamle hedenskab
igen var fornyet.

Kong Olav Tryggvason var den første virkelige indfører og
udbreder af kristendommen i Norge. Han omvendte folket fra Viken og til
Helgeland i Nordland – men se hvorledes.

Efter ham gjorde kong Olav Haraldson sin yderste flid i
kristningen af det folk som boede længst inde i fjordene af dalene. På denne
tid var folkene der endnu for det meste hedenske. Han truede dem med stor straf
om de ikke antog religionen. Intet er derfor mere vist, end at det var ved hans
meget heftige nidkærhed at kristendommen fik sin udbredelse på slige afsides
liggende steder, hvor skinnet fra troens lys tidligere ikke havde kommet til.

Men Finnmarken, som den mest afsidesliggende del af
Norden, har på denne tid næppe fuldt ud kunne tage del i dette.

For som Huitfeldt skriver, blev biskop Adelvardus sendt
til Sverige i året 1051. Der omvendte han värmlænderne og skridfinnerne. Derfra
blev han siden indbudt til Norge af kong Harald.

Deraf sluttes at finnerne, efterhånden, må være bragt til
omvendelse længe efter de andre nordiske indbyggere. Kirker og præster har man
vel ikke haft i Finnmark før nordmændenes ankomst til landet. Så findes da
heller endnu ingen kirke i fjordene hvor finderne holder til.

Men selv om den kristne tro og religion har været i brug
hos landets indbyggere i så lang tid at forfædrenes onde, ugudelige væsen og
misbrug for længst burde være hensat i yderst glemsel, så gror alligevel
hedenskaben både blandt nordmænd og finner. Dermed bliver en del så fordrevet
at de går fortabt.

Ved djævelkunst og trolddom sker dette, dels med gand
(spids pind til trolddom)og udsendinge til at forgøre folk og fæ, dels ved at
søge til en fordømmelig videnskab ved runebommens (en slags tromme med magiske
tegn) troldkunst og dels ved at udgøre vejr og vind til menneskenes skade, samt
anden lignende vederstyggelighed som fremgår at det følgende.

Der man kun på det hekseri, den ondskab, de djævelens
indbildte kunster og fantasi som i dette århundrede har foregået her i
Finnmarken, så har Christian IV, i året 1609, givet befaling om alvorlig straf
til udryddelse af sådan troldpak, samt ved en senere kongelig befaling bestemt
straffen for andre slemme forseelser, sådan at øvrigheder i landet siden har
været svært ivrig med at forfølge sådanne forseelser med henrettelse. Desværre
er det endnu ingen mangel på det onde og det hører man daglig om, men nu udføres
troldkunsten mere i det skjulte. Alligevel er den ene fin fuld af trolddom som
han i al hemmelighed sender ud efter den anden, mens andre derimod er udlært
til enten at tage den ud eller sende den tilbage. Ofte fornemmes at den ene
finne mener at ulykke og uvejr forårsages af den anden finnes troldkunst.
Finnerne anser imidlertid sin kunst som en videnskab uden at være befængt med
synderlig hekseri, mens nordmændenes ondskab og idræt i samme, må regnes for et
skadelig djævelarbejde. Men begges læremester anses som afskyelige og ondsindet
og derfor er begges gerninger slemme og strafværdige.

Mange holdes fra dåben næsten hele året og også ud over
det. Andre tilvendes allerede ved modermælken denne vildfarelse. En del giver
sig også hen til den russiske tro for bedre at kunne bruge sin ondskab. Endog
findes der hos finnerne den uvane at deres ungdom videregives til opfostring og
oplæring hos russerne. Mange går til alters, til trods for at de på deres tros
grund næppe kan mere end knapt nok læse et fadervor tydeligt. Desuden følger
desværre endnu  den ugudelige vane hos de
fleste finner, at de hengiver sig til drukkenskab og fuldskab helst når de skal
gå til alters og det uden at de gør sig den ringeste tanke om at de dagen før
løber omkring som fulde svin. Gud give at ikke så mange nordmænd viser
interesse for lig vederstyggelighed. Lille helbredelse, sjælden god frugt. Lidt
påmindelse, mindre frygt. Det er hvad jeg herom til dels kan slutte.

En del præsters udskænkning af øl har måske mange gange
opmuntret finnerne mere til fuldskab og ond opdragelse end til det gode. Derved
kunne vel skaffes en del profit, men boondens duelighed til at blive undervist
måtte derimod tage skade eller tabes.

Hvor sker der sjældnere gudstjeneste end hos finnerne, som
dog mest trænger? Hvor gøres mindre besvær og fås bedre betalt, for præsterne
rejser ikke tomhændet tilbage fra finnetjeneste? Er finnen beslutsom, ved man
at modtage det som en pligt. Er finnen tåbelig, glemmer man ikke at holde det i
erindring som også må forventes når gaven udebliver. Derfor synes det vel som
om kirken holder mindre af finnerne i fjordene og at en del finner, hos hvem
gudstjenesten så sjældent forrettes, derfor henslider sin tid nærmest som et
hedensk folk uden nogen synderlig undervisning. Hvilke misbrug sker vel her i
landet med messsevin, dåbens vand, med signen (klog kone), manen, genvisning og
lignende? Manges skånsomhed ypper til fleres frejdighed. Mere straf, mere
aflad. For kongen vil at sådan onde fuldstændig skal udryddes og fuldt ud straffes
efter loven.

Herefter følger - i vestre menu et specificeret uddrag af menneskenes
ondskab i dette århundrede som bevis for hvad som her foran er fortalt.

 

Hekseprocesserne er gruful læsning - der får man virkelig indblik i hvor sort ækel og uoplyst

den menneskelige natur også kan være.