Udenrigspolitiske resultater af sørejsen

Erfaringerne fra kystvaksinspektionerne i 1599 fik kongen
til at sætte hårdt mod hårdt i forholdet til Sverige. Rusland og de
vesteuropæiske handelsstater, som sejlede på nordområderne. De opbragte
engelske handelsskibe førte til stor bitterhed mellem Elizabeth I og Christian
IV. Dronningen protesterede og foreslog forhandlinger. Forhandlingerne i Bremen
1602 førte ikke til noget. For eftertiden har dette kildemateriel fra disse
forhandlinger fået stor betydning for udviklingen af international søret.
Danmarks forhold til England bedrede sig da Stuartkongen James den første
overtog tronen i 1603. Han kom fra Skotland og var gift med en ældre søster til
Christian. James fik mæglerrollen i konfrontationen mellem Danmark og Sverige i
begyndelsen af 1600-tallet. Den dansk-norske søkonges plan om at gøre
Bussesundet til et slags Øresund i nord med påbud om pas og told viste sig
imidlertid umulig at gennemføre i praksis.

Rivaliseringen om Nordkalotten mellem Sverige og
Danmark-Norge kulminerede i den såkaldte Kalmar-krig 1611-1613, som Christian
gik sejrrigt ud af. Af de mange udenrigspolitiske engagementer som den ambitiøse
monark påtog sig, blev udgangen på nordområdekonflikten hans eneste varige
sejr. Som en følge af fredsaftalen i Knærød i januar 1613 måtte svenskerne for
altid opgive fremstødet mod havet i nord og den nye svenske konge, Gustav II
Adolf, måtte sløjfe "konge over samerne" i sin titel.

Når det gælder forholdet til Rusland, ansatte kongen fjeld
fogeder i Finnmarken. Ordningen havde eksisteret tidligere, men blev tidligt på
1600 tallet udbygget og taget mere alvorligt end tidligere. En gang hvert år
skulle fjeld fogeden rejse over Nordfjeldet til Malmis (Kola by) for at
fremlægge territoriale krav overfor den russiske bjørn. Disse
prestensionsrejser foregik helt frem til 1813. lensherren i Finnmarken mellem
1619 og 1651, John Cunningham, forsøgte i 1621 at afskaffe rejsen mellem Vardø
og Malmis. Han mente den var nytteløst og ville spare kongen for en stor
udgift. Kongen svarede umiddelbart at rejsen til Rusland var vigtig og at
Cunningham skulle fortsætte med at sende sin foged østover for at fremlægge hans
majestæts krav med hensyn til skat og land.

Både Christian IV og hans far Frederik II mente at hele
Kola fra gammel tid af tilhørte deres arverige. Den russiske tsar på sin side
hævdede ikke bare Ruslands territorialret til Kolahalvøen, men mente også at
Vardø lå på russisk område. Fæstningen burde overleveres til russerne eller
rives ned, krævede tsaren og påstod at den rigtige grænse gik ved Tana.
Allerede to år efter togtet langs nordøst kysten af Rusland tilbød Christian at
købe hele Kolahalvøen for 50.000 daler. Den russiske tsar afslog dog tilbudet.
I notaterne fra rejsen i 1599 har en af deltagerne, Jonas Carius, skrevet
følgende under opholdet på øen Kildin ved mundingen af Murmandfjorden: "Omtrent
to mil fra Kildin ligger på fastlandet byen Malmis ved en stor elv som løber ud
i havet lige ved Kildin. Denne by blev i gamle dage kaldt for Kola efter et
stort og højt bjerg som skiller Norge fra Rusland. Og denne by Kola som ligger
ved foden af bjerget, hørte for ikke så lang tid siden til Norge. Men ved
danske og norske befalingsmænds forsømmelse har russerne overtaget området og
forandret navnet til Malmis." Dagens grænser mellem Rusland og Norge kan
betragtes som et kompromis mellem tsarens krav på Varangerhalvøen og de
dansk-norske kongers krav på Kolahalvøen.