Vibeke Kruse ? - 1648


Vibeke Kruse ? - 1648

pageimageoverlay-a0250316a


Vibeke Kruse blev Christians faste livsledsagerske fra 1629
og de følgende 19 år frem tik sin død i 1648. Vibeke Kruse var i tjeneste hos
Kirsten Munk, men på et tidspunkt fyrede hun Vibeke og andre medlemmer af sin
kvindelige tjenestestab "helt uformodentlige". Hvad der siden hændte,
har kongen selv fortalt: "En dag eller to derefter som jeg om morgenen før
dagen gik ned ad slottet hen ad Proviantgården, da så jeg et kvindfolk blandt
folkene, som var klædt på adelsk (dvs. i adelig klædedragt), hvorfor jeg
befalede at erfare, hvem det var. I det samme blev jeg var, at det var fru
Ellen Marsvin, hvorfor jeg straks (sagde) til hende: Ellen, hvad gør du her så
tidligt? Hvorpå hun svarede: Jeg har at tale med Eders Majestæt om noget, som
ligger magt på (dvs. er mig magtpåliggende). Langt omsider spurgte hun mag ad,
om hun måtte beholde Vibeke hos sig. Hvorpå jeg vendte mig om til hende og
sagde: Ellen, hvad kommer det mig ved, hos hvem hun er? For mig må hun være hos
hvem, det hende lyster. Hun er und, hun får vel en tjeneste igen. Hvortil hun
svarede: det er vel, og om det intet er Eders Majestæt imod, da vil jeg gerne
have hende hos mig. Hvortil jeg svarede: ja. såmænd, al den del, jeg har i
hende, den vil jeg gerne oplade (overlade) dig. Så takkede hun mig og tog sin
afsked fra mig og tog lige ned ad byen og ville ikke blive til et måltid hos
mig på slottet.

Christian 4. undrede sig altså såre over, hvad i alverden
det kom ham ved, hvem, Ellen Marsvin ville ansætte i sin tjeneste. Det viste
sig imidlertid, at hun havde skumle bagtanker. Nogle uger enere var kongen i Svendborg
med et af flådens skibe. Det trak imidlertid ud med at få skibet gjort klar, og
Ellen Marsvin inviterede derfor kongen til sin nærliggende herregård, Kærstrup
på Tåsinge (i dag Valdemar slot). Og under kongens ophold her blev han ved
Ellen Marsvins mellemkomst bragt sammen med Vibeke Kruse og indledte et
kærlighedsforhold til hende. Og da kongen nogen tid senere på gennemrejse fra
hertugdømmerne aflagde besøg på en anden af Ellen Marsvins herregårde, fik han
atter lejlighed til at træffe Vibeke Kruse, der nu var kendeligt gravid. Ellen
Marsvin spurgte konge: "Nådigste herre, hvorledes behager Vibeke Eders
Majestæt nu?" og kongen fortsætter: "Hvortil jeg intet svarede, men
lo deraf. Siden tilbød fru Ellen sig, at hun ville lade Vibeke ligge i
barselsseng på en af hendes gårde, hvis hun måtte. Hvortil jeg intet svarede,
men gik fra hende".

Elle Marsvin optrådte altså som koblerske. Og hendes tilbud
om at lade Vibeke få lov at føde på et af hendes godser var ikke blot udtryk
for gæstfrihed og generøsitet, men også for anerkendelse. Seksuel aktivitet
uden for ægteskabet var på den tid forbudt og strafbar, børn født uden for
ægteskab blev benævnt uægte børn, og et herskab var i sin gode ret til at
bortvise ugifte gravide kvinder. Det havde Ellen Marsvin altså kunne gøre med
Vibeke, men valgte netop ikke at gøre det, så der var altså tale om en
anerkendelse fra hendes side af kongens og Vibekes forhold. Hvorfor i alverden
handlede hun således? Hvad ville hun opnå?

Sagen var den, at Ellen Marsvin var særdeles misfornøjet
med, at datteren Kirsten Munk havde brudt med Christian 4. Hun havde i sin tid
været ivrig for, at datteren knyttede forbindelse med konge pga. de økonomiske
fordele, hun slev ville kunne få ud af det og frygtede nu for, at det fra nu af
ville være forbi med de fordelagtige forretninger, hun kunne gøre med sin kongelige
svigersøn. Hun håbede - ligesom kongen i øvrigt på, at det ville muligt at
forsone datteren of svigersønnen. Hendes værste frygt i den henseende var, at
kongen fandt en anden adelsfrøken til at overtage Kirstens plads og dermed
effektivt spærre for, at hun kunne vende tilbage. Det var for at forhindre
dette, at hun tog Vibeke Kruse i sin tjeneste og arrangerede forbindelsen
mellem hende og kongen på Tåsinge. Hun ville derved skaffe kongen midlertidigt
kvindeligt selskab og seksuel adspredelse med den borgerligt fødte Vibeke
Kruse. Hun har antagelig regnet med, at kongen hurtigt og ubesværet ville kunne
skille sig, ligesom det efter tidens normer var aldeles udelukket, at noget
ægteskab ville kunne komme på tale mellem kongen og en borgerligt født. Vibeke
ville, således har Ellen Marsvin ræsonneret, let kunne lempes ud igen, når det
atter var kommet til forsoning mellem kongen og Kirsten Munk.

Men der kom bare aldrig nogen forsoning. Ellen Marsvin måtte
tværtimod efterhånden se i øjnene, at hendes ide med at bringe kongen i
forbindelse med Vibeke Kruse havde været et fejlgreb af de helt store. Vibeke
havde nemlig fra sin tid i tjeneste hos Kirsten Munk et indgående lendskab til
sin tidligere frues gøre og laden, herunder utroskab, hvad hun havde mulighed
for at underholde kongen med og ganske givet også gjorde. Hendes egen stilling
som kongens elskerinde afhang af, at kongen ikke blev forsonet med Kirsten
Munk, og hun har som kongens nære fortrolige haft mulighed for at gøre sit til,
at Kirsten Munks utroskab i hvert fald ikke blev "underdrevet".

Ellen Marsvin indså, at hendes strategi med at bruge Vibeke
Kruse altså var slået fejl. Derfor ændrede hun holdning og tog nu sin datters
parti. Hun hævdede nu med stor styrke, at det var Vibeke Kruse, der havde været
årsag til de kongelige ægtefællers sammenbrud. Da Vibeke Kruse og kongen først
var kommen i forbindelse med hinanden i 1629, altså året efter at Kirsten Munk
Mortensaften 1628 havde afbrudt samlivet med kongen, den kendsgerning blev
Ellen Marsvin nu nødt til at se bort fra. Tværtimod måtte hun nu hævde, at der
ikke kunne herske tvivl om, at Christian 4. var far til den kasserede frøken
Dorothea Elisabeth. Det benægtede han at være og forlangte, at Ellen Marsvin
skulle aflægge ed på sin påstands rigtighed. Og da det kom til stykket, turde
hun ikke gå så langt. Hvem der så var faren, ved vi ikke. Det er højst
tvivlsomt, om det var rhingreven, for han havde forladt Danmark i 1628, og
Christian 4. beskyldte da heller aldrig denne for at være barnefader, men
udlagde imidlertid heller aldrig nogen anden. Men fra at være tænkt som et
redskab i Ellen Marsvins hånd, der skulle bidrage til, at bruddet mellem kongen
og Kirsten Munk ikke blev varigt, blev Vibeke Kruse en effektiv hindring for,
at Kirsten Munk nogensinde ville kunne genindtage sin gamle position som
kongens hustru.

Vibeke Kruse var som nævnt oprindelig i tjeneste hos Kirsten
Munk. Officeren og diplomaten Ditlev Ahlefeldt mente at vide, at hun nærmere
bestem skulle have været vaskepige. Om hendes baggrund vides ikke meget. Den
engelske gesandt Robert Sidney, jarl af Leicester, karakteriserede hende i 1632
som "et fruentimmer af meget lav herkomst" og hævdede endda, at
hendes far skulle have været kohyrde, dvs. så langt nede i tidens sociale hierarki
som man næsten kunne komme. Men dybest set var englænderens karakteristik nok
ikke udtryk for andet en social foragt, fordi hun ikke var adelig, og moralsk
forargelse, fordi hun var elskerinde. Forargelsen fortsætter i hvert fald i de
umiddelbart følgende sætninger af diplomatindberetningen: " men han
(kongen) ligger hver nat hos hende, thi hun følger med ham alle vegne og han
har et barn med hende. Sådant er denne konges levned: at drikke hver dag og
ligge hver nat hos en hore. Gud være takket, som har givet England en så dydig
konge, og den samme Gud velsigne og bevare ham længe."

Historikeren Sune Dalgård har fremlagt stærke indicier for,
at hun var datter af eller i det mindste en nær slægtning til Henrich Kruse,
der var husfoged på kongens ejendom i byen Krempe i Holsten der lå tæt ved den
vigtige fæstningsby Glückstadt ved Elben, der var det danske monarkis
sydgrænse. Hvis det er rigtigt, var Vibeke Kruse altså holstener og hendes
familie kom fra embeds- og borgerstanden. På det sidste punkt har hendes baggrund
i så fald lignet de to tidligere elskerinders. Kirsten Madsdatter og Karen
Andersdatter.

En indikator på, at Vibeke Kruse stammede fra det sydlige
Holsten, var det forhold, at kongen skænkede hende en række ejendomme, der lå
netop her. I 1637 fik hun således foræret et hus i byen Glückstadt samt et gods
i nærheden. Det peger også i retning af hendes tilknytning til egnen, at kongen
i 1633 sørgede for at reservere et gravsted til hende ved altret i kirken i
Krempe. Men også i København fik hun foræret en ejendom, der lå tæt ved
slottet, ligesom hun blev tildelt et årligt "honorar" på 500
rigsdaler, senere forhøjet til 600. Derved var hun lønnet omtrent på niveau med
en højere embedsmand.

Hun fødte i 1630 sønnen Ulrik Christian og i 1633 datteren
Elisabeth Sophie, der begge fik tildelt efternavnet Gyldenløve. Vibeke Kruse
opholdt sig ofte på de forskellige slotte sammen med kongen, parrets fælles
børn foruden Kirsten Munks døtre. der også boede hos kongen. Hun synes ikke
mindst at have ledsaget kongen på de mange rejser rundt om i sine riger og
lande, som han vedblev at foretage sig frem til sin død. Hun var også med, da
kongen i 1641 opholdt sig i en militærlejr i Holsten, og efter nytår 1644 gav
kongen ordre til, at der ombord på
orlogsskibet "Trefoldigheden" skulle indrettes en kahyt til
Vibeke Kruse foruden plads til hendes "dreng og fyrbøder". Om hun var
med ombord under søslaget ved Kolberger Heide i juli samme år - det slag, hvor
Christian 4. mistede det ene øje - vides ikke men det er nok troligt.

Hvordan forholdet og samlivet mellem hende og kongen var,
ved vi ikke meget sikkert om. Men på grundlag af de indicier, som det sparsomme
kildemateriale kan give og ræsonnementer herover, vurderer historikeren Sune
Dalgård: "Med sin rod i lavere stand var hun naturligt indstillet på at
skulle vise lydighed, troskab og loyalitet over for de højere og herskende og
da i særdeleshed over for kongen og hans nærmeste. Hun synes usvigeligt at have
vist en sådan troskab og hengivenhed over for sin herre og ikke være veget fra
ham, når han ønskede at have hende nær og søgt at tjene ham i et og alt. Hun
sørgede vel først og fremmest for kongens personlige fornødenheder så som at sy
poser til brug ved hans bad." Hun må med andre ord have været Kirsten
Munks diametrale modsætning.

Spørgsmålet er så. om hun brugte sit nære forhold til kongen
til at øve politisk indflydelse, sådan som det i samtiden blev hævdet, og som
er blevet gentaget af senere historikere. Der er tidligere argumenteret for, at
hun kan have haft en interesse i over for Christian 4. at beskrive sine
oplevelser i Kirsten Munks tjeneste på en måde, så det ikke fremmede nogen
forsoning. Der kan også findes en del eksempler fra kilde materialet på, at
folk henvendte sig til hende med ønsker eller klagemål i den tro, at hun i
kraft af sin nære relation til kongen ville være i stand til at bevæge kongen
til at opfylde supplikanternes ønsker. Men det forhold, at mange mente, at hun
som kongens elskerinde og samleverske ville være i stand til at udvirke, at kongen
imødekom deres ønsker og klagemål, er ikke nødvendigvis det amme som, at det
rent faktisk forholdt sig sådan. Dune Dalgård har fremfundet og nøje gennemgået
de eksempler, der kan findes på, at hun tilsyneladende brugte sin position til
at øve indflydelse på administrative og politiske anliggender. Men eksemplerne
er begrænsede, og langtfra entydige. Et eksempel til at illustrere hvori
fortolkningsproblemerne består, er følgende: i 1637 sendte kongens ældste søn,
den udvalgte pris Christian, et brev til Vibeke Kruse med anmodning om at han
ønskede, at hans livknægt, Hans Jensen, måtte få embedet som slotsfoged på
Kronborg, og at han derfor ville bede Vibeke Kruse om at lægge et godt ord ind
for ham. Og Hans Jensen fik faktisk embedet men, skriver Dalgård, "om det
skyldtes hans kvalifikationer eller kongens ønske om at imødekomme sin søns
anbefaling eller et godt ord fra Vibeke Kruse. lader sig vist ikke
afgøre." Læge og kongelig botaniker Otto Sperling harcelerede i sin
selvbiografi over en doven og uerfaren, ja helt igennem uduelig urtegårdsmand
(gartner), der angiveligt i høj grad besværliggjorde Sperling virke som
botaniker. Alle klager til kongen og anmodninger om at få ham udskiftet med en
mere duelig og påpasselig urtegårdsmand var imidlertid forgæves, fordi
urtegårdsmanden var gift med Vibeke Kruses søsterdatter. Sperling er imidlertid
næppe noget helt pålideligt vidne på det punkt. Han var nemlig helt igennem
Corfitz Ulfeldts, Leonora Christinas og Kirsten Munks Parti og følgelig
særdeles fjendtlig sindet over for Vibeke Kruse. Og som taber i denne magtkamp
endte han sine dage i fængsel.

Det er således muligt at forestille sig, at Vibeke Kruse
ikke benyttede sin position til at øve indflydelse på kongens politiske og
administrative afgørelser, men blot var en god og trofast støtte, der nøje
kendte sin plads i hierarkiet, for den efterhånden aldrende konge gennem de
sidste næsten 20 år af hans lange regeringstid. Det er også muligt at
forestille sig, at kongens forhold til Vebeke Kruse følgelig var et privat
forhold uden politiske og samfundsmæssige implikationer. Den første mulighed
kan godt have noget på sig. Men den sidste mulighed er helt forkert. Vibeke
Kruse og hendes skæbne indgik nøje i den standende konflikt mellem kongen på
den ene side og Kirsten Munk og hendes slægtninge på den anden, og i bredere
forstand indgik Vibeke Kruse og hendes børn stærkt i modsætningsforholdet
mellem kongemagt og adel, der var det alt overskyggende politiske og
samfundsmæssige konfliktspørgsmål i de sidste årtier af Christian 4.s
regeringstid.

Kongens sidste regeringsår blev en del formørket af
nederlaget til Sverige. Samtidig voksende en mistillid mellem konge og rigsråd.
Den aldrende konges helbred havde længe været vaklende og flere og flere opgave
gik over til kongens svigersøn Corfitz Ulfeldt. Denne havde varetaget sit
embede på en måde, så Rigsrådets interesser blev tilgodeset for slet ikke at
tale om Ulfeldts egne. (Corfitz Ulfeldt 1606 - 64 gift med Leonora Christine
1624 - 98 datter af Kirsten Munk). Ulfeldts stillingtagen for Kirsten Munk imod
kongen førte dog til, at Christian 4. i stigende grad kom på kant med sin
rigshofmester og svigersøn og begyndte at interessere sig nærmere for dennes
embedsførelse. Ulfeldt på sin side begyndte i højere og højre grad at blive
talsmand for Rigsrådets synspunkter og interesser i opposition mod kongen mange
politiske initiativer. Men trods sin voksende uvilje og mistanke mod sin
svigersøn var kongen, svækket af sygdom og politisk modgang som han var ikke i
stand til at tage et opgør. Dertil kom, at Vibeke Kruse i begyndelsen af 1647
blev syg. Sygdommen skal have givet sig udslag i alvorlig åndelig og mental
svækkelse. Kongen nærede mistanke om, at det var tale om en forgiftning, og at
det var kredsen omkring Kirsten Munk, der stod bag. Han lod anstille en
undersøgelse, men nogen konklusion kunne man ikke nå frem til, og det er ikke
muligt at sige noget sikkert om sygdommens art, eller hvorvidt der virkelig var
tale om en forgiftning.

Endnu en katastrofe ramte den aldrende konge, idet den
udvalgte tronfølger prins Christian døde i juni 1947. I løbet af februar 1648
blev hans tilstand nemlig svækket mærkbart, og den 21. februar forlangte han at
blive transporteret fra Frederiksborg til Rosenborg for endnu en gang at se sin
hovedstad. Den 28. februar udånde han her. Vibeke Kruse og datteren Elisabeth
var fulgt med kongen fra Frederiksborg. Men på Rosenborg tog Corfitz Ulfeldt,
bistået af hustruen Leonora Christina samt parret håndgangne mænd over, så
Vibeke Kruse har næppe haft lejlighed til at sidde hos kongen ved hans
dødsleje. Og næppe havde han draget sit sidste suk, førend Vibeke Kruse og
datteren brutalt blev vist ud af slottet. Rigskansleren Christen Thomesen
Sehested ville stille en karat til deres rådighed, men det fandt Ulfeldt -
parret ville være at gøre dem for megen ære, så hun måtte tage til takke med en
gammel postvogn.

Den 13. april 1648 skrev Kirsten munk og hendes søn grev
Valdemar Christian og hendes svigersønner til Rigsrådet og forlangt at Vibeke
Kruse blev retsforfulgt. Hun blev i brevet benævnt "et letfærdigt
ugudeligt menneske", og sagen blev fremstillet således at Vibeke Kruse med
sine løgne, bagvaskelser og "sit forbandede levned" havde været
årsagen til, at kongens og Kirsten Munks ægteskab var gået i stykker.
Angiveligt for at skåne den afdøde kongens ære forlangte Kirsten Munk at retssagen
skulle behandles "i enrum" dvs. bag lukkede døre. Sagt på en anden
måde lagde hun og sønnerne op til at gældende lov og ret skulle tilsidesættes
for Vibeke Kruses vedkommende.

Men så vidt ville rigsrådet ikke gå.

Der blev forhandler frem og tilbage, men til slut ville
svigersønnepartiet  ikke gennemføre en retssag
på de vilkår som Rigsrådet tilbød. Under alle omstændigheder, så bukkede Vibeke
Kruse under for sin langvarige sygdom sidst i april 1648. Til trods for, at hun
af kongen i sin tid havde fået skøde på et gravsted i kirken i Krempe, og til
trods for, at datteren Sophie Elisabeth arbejdede på at få hende gravsat i Vor
Frue Kirke i København, så fik Ulfeldt parret som en sidste hævnakt gennemført,
at hun blev begravet på fattigkirkegården uden for Københavns volde - om natten
og uden ceremoni. Det blev tillige set som en særlig hån, at hendes begravelse
fandt sted, førend Christian 4. var blevet bisat. Det blev dog alligevel ikke
hendes sidste hvilested. I 1652 da de politiske konjunkturer havde ændret sig
til Kirsten Munk og svigersønnernes ugunst, lod Vibeke Kruses søn Ulrik
Christian Gyldenløve hende genbegrave i Kølstrup kirke ved Kerteminde. I dette
sogn ejede han nemlig herregården Ulriksholm, som hans far Christian 4. havde
skænket ham.


Leonora Christina__Ukendt_kunstner__1800-tallet__Rosenborg_Slot


Leonora Christine


250px-Corfitz Ulfeldt


Corfitz Ulfeldt