• Aleneste Gud i Himmerige 1
• Aleneste Gud i Himmerige 2
• Aleneste Gud i Himmerige 3
• Aleneste Gud i Himmerige 4
• 1 jan – 4 juni 1620
• Munkhavn 1
• Munkhavn 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 1
• Sidste afsnit af kapløbet 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 3
• Sidste afsnit af Kapløbet 4
• Kaptajnen og Kongen 1
• Kaptajnen og Kongen 2
• Kaptajnen og Kongen 3
• Kaptajnen og Kongen 4

Den 1. Januarii. På Nytårsdag var det en forskrækkelig skarp
Frost, og lod jeg da give Folket et Par Potter Vin udi hver Skyttel over deres daglige Ordinants, at de kunne gøre sig lystige med. Og det var det samme Dag ganske klar Solskin, og altid kom den stærkeste Frost af Nordvest. Udi disse Dage havde vi den skarpeste Frost, som havde været  den ganske Vinter, og samtidig gruelig Frost tvingde os da allermest.

De 8. Januarii og alle forløbne Dage varede den skrækkelig haarde Frost, og var det Nordvest-Vejr og klart Solskin. Samme Dag blev en af mine Baadsmænd død.

Den 9. Januarii begyndte Folket igen at fange nogle Ræve og Sobler.

Den 10. Januarii ginge Præsten Hr. Rasmus Jensen og Bardskæren Mester Kasper Kaspersen til sengs, efter de nogen Tid lang tilforn havde gaaet hel syge, og derefter dagligdags begyndtes heftig Sygdom iblandt Folket, som jo mer og mer tog Overhaand. Og samme Dag døde min bedste Kok.

Den 18. Januarii. Alle disse Dage var det saa mildt Vejrlig, som det nogen tid saa til Aars kunde være udi Danmark. Desimidlertid var alt Folket, som var med Helbrede, udi Skoven enhver paa sin Bestilling og i Synderlighed på Skytteri, at de kunde skyde nogle Ryper til de syge.

Den 21. Januarii. Var det skønt, klart Vejr of Solskin, og fandtes da hos os tretten Personer, som med Sygdom vare betagne. Og da, saa vel som ofte tilforne, tilspurgte jeg Bardskæren, forskrevne Mester Kasper Kaspersen, som på den Tid laa dødssyg, om han vidste nogen god remedium, som kunne findes udi hans Kiste, og som kunde komme Folket saa vel som hannem selv til Lægedom og Hjælp, og begærede, han vilde mig det aabenbare. Dertil svarede
han, at han havde allerede brugt saa mange remediis, som han med sig havde og saa vidt han mest kunde og hannem tilraadeligst at være, og dersom Gud ikke vilde hjælpe, kunde han slet ingen anden Middel som til Redning var behjælpelig, bruge.

Den 23. Januarii døde min ene Styrmand ved Navn Hans Brok, som henved fem Maaneders Tid havde gaaet og ligget syg. Samme Dag, var det smukt Vejr, og dejligt Solskin. Da sad Præsten over Ende udi sin Køje og for Folket gjorde Prædiken, hvilken Prædiken var og den sidste, han gjorde her i verden.

Den 25. Januarii. Der lod jeg forskrevne min Styrmands, Hans Broks Lig begrave, da lod jeg skude tvende Falkonetter af, hvilket var den
sidste Ære, jeg på den Tid hannem bevise kunde. Tappen af bægge Falkonetter, og den som gav Fyr, havde meget nær mistet bægge sine Ben, saa meget skør var Jernet af den meget skarpe og strænge Frost.

Den 27. Januarii døde Jens Helsing Baadsmand. Samme dag gik min Løjtnant, velbyrdige Movritz Stygge helt til Sengs, efter at han nogen Tid tilforne med Svaghed var betagen. Samme Dag havde Folket set spor af fem Rensdyr, hvilket vare forjagede af en Ulv, hvis Spor man og kunde se, hvorfor jeg sendte en Parti Folk efter samme Dyr og Ulv, udi mening nogle af dennem at skulle bekomme. Men formedelst et stort Snefog, som Folket paakom, kunne de ikke længere spore forskrevne Dyr efter, thi vendte de tilbage igen og finge intet.

Den 2. Februarii var det stærk Frost. Da bekom Folket, som var udi Land, tvende Ryper, som til de syge var kærkomne.

Den 5. Februarii døde en Baadsmand ved Navn Laurids Bergen. Samme Dag sendte jeg atter Bud til Bardskæren, forskrevne Mester Kasper Kaspersen med alvorlig Formaning, om han vidste nogen remedia og gode Raad, at han da for Guds Skyld vilde gøre sin største Flid, eller efterdi han selv var meget syg og svag, han da vilde lade mig vide, hvad Middel og Remedie jeg udi nogen Maader til Folket kunde bruge, hvortil han svarede nu som tilforne, at dersom Gud ikke vilde hjælpe, kunde han aldeles ingen Raad eller Hjælp betee.

Den 6. Februarii gik jeg med tre af Folkene ud til det Gab, som vi komme ind af, at bese hvorledes det havde sig med Isen i Søen, dog kunde vi paa denne Tid ikke se aaben Vand og komme saa om Aftenen igen tilbage til Skibet.

Den 10. Februarii. Udi i disse dage var det temmeligt mildt Vejr, men der var megen sygdom og Svaghed iblandt Folket. Samme Dag døde der tvende af Folket, som udi langsommelig Tid havde ligget på deres Sotteseng.

Den 12. Februarii finge vi tvende Ryper, som til de syge vare os meget kærkomne.

Den 13. Februarii ordinered jeg til hver Person hvert Maaltid om Dagen en Pægl Vin og om Morgenen et helt Maal Brændevin ud over den ordinarie Deputation, som tilsat var.

Den 16. Februarii. Alle disse Dage var der intet andet end sygdom og Skrøbelighed, og hver Dag forøgtes de syges Tal ideligen, saa at paa denne Dag vare ikke flere end karske syv karske Mennesker, som kunde hente Ved og Vand og gøre hvad Arbejd, som faldt inden Skibs Borde. Samme Dag døde en Baadsmand, som paa den ganske Rejse havde ligget syg, og udi ret Sandhed at sige, saa omflædig som et uskikkeligt Bæst.

Den 17. Februarii døde der en af mine Folk ved Navn Rasmus København, og var der da allerede bortdøde af Folket tyve Personer. Samme Dag bekomme vi en Hare, som var os meget velkommen.

Den 20. Februarii om Aftenen døde Præsten forskrevne Hr. Rasmus
Jensen som da havde gaaet og ligget syg udi lang Tid.

Den 25. Februarii. Udi alle disse Dage er intet synderligt udrettet, andet end Løjtnantens Dreng ved Navn Claus, som længe havde ligget syg, blev død. Udi denne Nat er Kedelbunden frossen i Stykker udi en Kedel, som blev brugt til at smælte Vand udi om Dagen, fordi at derudi var om Aftenen tilforn en Slump Vand forglemt.

Den 29. Februarii, var det så stærk Frost, at ingen kunde komme udi Land for Vand eller Ved at hente, men Kokken maatte den Dag tage til Brændsel hvad han kunde faa. Dog imod Aften fik jeg en Mand i Land at hente Ved. Og maatte jeg samme Dag selv tage Vare paa Kabyssen, ellers havde vi intet fanget den Dag til Føde, thi min Dreng var og vorden syg og helt gaaet til Sengs.

Den 1. Martii døde Jens Borringholm og Hans Skudenes, og efter Sygdommen havde nu taget Overhaand, saa at alt Folket mestendel laa syg, da havde vi stor Besværlighed, førend vi kunde faa de døde begraven.

Den 4. Martii var det mildt Vejr. Den Dag finge vi fem Ryper udi Marken, hvilken vare os saare kærkomne. Dennem lod jeg kog med Suppe og lod det iblandt de syge uddele. Dog kunde de af Kødet intet fortære, formedelst deres Munde vare inden udi af Skørbug fordærvede.

Den 8. Martii døde Oluf Boye, som havde ligget syg på ni Ugers Tid, og hans Lig straks begravet.

Den 11. martii gik Solen udi Vædderen, og var da æquinoctium vernum, Foraars Jævndøgn, Dag og Nat lige lange, og gik Solen op paa de steder udi Ostsydost og gik under udi Vestnordvest ved syv Klokkeslet om Aftenen, men var dog ej mere end seks Klokkeslet formedelst Variationen. Samme Dag var det smukt, mildt Vejr, da lod jeg kaste al Sneen af Overdækket på Skibet og lod gøre smuk rent. Jeg havde paa den Tid ikke mange Valgs, som kunde arbejde.

Den 21. Martii. Alle disse Dage var vejret til og fra, undertiden god og skær og undertiden haard og stræng, saa man derom intet synderligt kan tegne. Men hvad Folket var belangendes, da laa de mestedel alle syge (desværre), saa at det var stor Jammer og Bedrøvelse enten at se eller høre dennem. Samme dag døde Bartskæren, forskrevne Mester Kasper Kaspersen, og
Povel Pedersen, som havde ligget syge meste siden Jul. Nu og fremover grassered Sygdommen jo heftiger Dag efter anden, saa at vi, som vare til overs, lidede stor Mødsommelighed, førend vi kunde de døde til Jorden bestedige.

Den 24. Martii. Alle disse Dage var smukt, mildt Vejr og ingen Frost, saa vi havde nu en god Forhaabning, at efter denne Dag skulde
vorde godt Vejr. Det var og en af Folkene udi Land, som krøb op paa en høje Klippe og saa da aaben vand uden for Gabet, hvilket gav os god Fortrøstning.

Den 25. Martii døde Skipper Jan Olluffsen, som havde ligget syg udi 19 Uger. Samme Dag var det vakkert Vejr, saa jeg da selv var i Land og ledte op under den nys afgangne Sne Tyttebær, som de kaldes udi Norge, som stode saa friske, hvor Sneen var afgaaen, som det havde været om Høstens Tid. Dog skulde man tage Vare på dennem straks at afplukke, thi ellers de straks visnede.

Den 26. Martii var det smukt Vejr, da var jeg ud i Land og samlede en hel hob Bær, som jeg iblandt Folket uddelte, hvilket vare dennem
meget kærkommen og bekom dennem ikke ilde.

Den 27. Martii saa jeg Bardskærens Kiste over, og hvad derudi var, thi efterdi jeg havde nu ingen Bardskær, maatte jeg selv gøre mit
bedte. Men det ar en stor Forsømmelse, og Forseelse, at der ikke fandtes en liden Forregnelse af medicis given, hvortil slige medicamenta vare tjenlige, og hvorledes de skulde bruges. Jeg ved visseligen, og tør end sætte mit Liv til derpaa, at der fandtes mangehaande Species udi forskrevne Bardskærkiste, som
den Bardskær, jeg havde, ikke kendte. End mindre vidste han, hvortil eller hvorledes de skulde bruges. Thi alle Navnene var skrevne på Latin, af hvilket han udi sit levendes Liv havde ikke meget forglemt, men naar han nogen Flaske eller Buddike udi sit Levendes Liv skulde bese, maatte Præsten for hannem læse Opskriften derpaa.

Den 29. Martii. Alle disse Dage var det temmeligt mildt Vejr, og døde samme Dag Ismael Abrahamsen og Christen Gregersen, hvis døde Legemer bleve og samme Dag begravne efter den Lejlighed og Ævne, der da forhaanden var.

Den 30. Martii var det skarp Frost. Samme Dag døde Svend Arvedsen, Tømmermand. Paa denne Tid gik min største Bedrøvelse og Elendighed an, og var jeg da ligesom en vild og forladt Fugl. Jeg maatte nu selv løbe omkring udi Skibet at give de syge at drikke og koge Drikke til dennem og skaffe dennem hvad jeg kunde tænke dennem gavnligt at være, hvilket jeg ikke var vant til og hade derpaa en føje Forstand.

Den 31. Martii døde min anden Styrmand Johan Petersen, som havde ligget syg udi lang Tid.

Den 1. Aprilis døde min salig Brodersøn Erik Munk. Og komme
Johan Petersens og hans døde Legemer bægge tilsammen udi en Grav.

Den 3. Aprilis var det en skrækkelig skarp Frost, saa at ingen
af os kunde blotte sig for Kuld. Jeg havde ej heller nogen at kommandere over, fordi de laa nu alle under Guds Haand, saa her var stor Elendighed og Bedrøvelse forhaanden. Samme Dag døde Iver Alsing.

Den 4. Aprilis var det saa strængt og haardt Vejr, at det var ganske umuligt at nogen kunde komme udi Land at grave en Grav til de dødes Lig, som da vare udi Skibet.

Den 5 Aprilis døde Christoffer Opslø og Rasmus Clemmensen, min Arkelimester og hans Mat. Samme Dag ad Aften døde min Højbaadsmand ved Navn Lauritz Hansen. Og var der nu saa ringe Mandtal paa sunde Folk, at vi næppeligen vare mægtige de dødes Lig at begrave.

Den 8. Aprilis døde William Gordon, min ypperste Styrmand, som længe havde gaaet og ligget krank. Samme Dag ad Aften døde Anders Sodens, og blev hans og forskreven William Gordons Lig bægge tilsammen udi en Grav begravne hvilket vi som da igen levede, med stor Nød kunde afstedkomme formedelst den jammerlig Svaghed, som var iblandt os. Der var end ikke nogen
ved den Førlighed og Styrke, at de kunde gaa udi Skoven og Brændsel at hente, hvorudover vi udi disse Dage maatte opsøge udi Skibet alt saa meget Brændsel, der fandtes, og det det var opbrændt, da nødtes vi til at tage vores Sluppe til brænde.

Den 10. Aprilis døde ærlig og velbyrdige Mand Movritz Stygge, min Løjtnant, som havde længe ligget syg. Og tog jeg af mine egne Linklæder og svøbte hans Lig udi det bedste, jeg kunde. Og var det med stor Nød, at jeg kunde faa en Ligkiste gjort til hannem.

Den 12. Aprilis var det smuk Solskin med nogen Regn, da havde det paa den Landsort ikke regnet udi syv Maaneder. Samme Dag førte vi Løjtnantens Lig paa Landet og blev efter den Lejlighed, som da forhaaden var, vel til Jorde bestediget.

Den 13. Aprilis var jeg i Bad udi en Vinpibe, som jeg dertil
lade berede og brugte dertil alle de Slags Urter, som vi funde udi Bardskærkisten og tjenlig være kunde. Derefter vare ogsaa mine Folk udi Bad, saa mange af dennem som noget kunde røre sig og ikke vare for meget svage, hvilket Bad bekom os saare vel. Gud ske Lov, og mig selv udi Synderlighed.

Den 14. Aprilis var det skarp Frost, og samme Dag var jeg
ikke uden selv femte, som kunde taale at sidde over Ende og da høre Langfredags
Prædiken.

Den 16. Aprilis indfaldt Paaskedag. Da døde Anders Oroust og
Jens Bødker, som havde længe ligget syge, og efterdi det da var noget temmelig mildt Vejr, fik jeg Deres Lig begraven. Samme Dag gjorde jeg min Skibmand til Skipper, endog han var syg, paa det at han dog skulde hjælpe mig noget, saa meget hans Styrke formaaede. Thi jeg var da slev ganske elendig og af den
ganske Verden aldeles forladt, som jeg giver hver at betænke. Om natten derefter døde Hans Bendtsen.

Den 17. Aprilis døde min Dreng Oluf Andersen, som udi syv
Aars Tid havde tjent mig troligen og vel.

Den 19. Aprilis døde Peder Amundsen, som længe havde ligget
syg og var slet bortvisnet.

Den 20. Aprilis var det dejlig Solskin, hvorfore en Part afde syge krøb op af deres Køje, at de kunde varme sig imod Solen. Men fordi de vare saa meget kraftteløse, besvimede de en Part, saa det bekom dennem ikke vel. Og jeg havde nok med dennem at bestille, førend jeg kunde skaffe hver til sin Køje igen. Samme Dag imod Aften bekomme vi tvende Birkehøns, hvilket vare os storligen fornøden, at vi kunde faa noget ferskt at vederkvæge os med,
hvilken Vederkvægelse skete af denne synderlige Guds Forsyn, thi de kunde af den salte Spise aldeles intet fortærer uden aleneste Suppen.

Den 22. Aprilis om Eftermiddagen log jeg berede et Bad, udi hvilket vi alle, saa mange som vare ved den Styrke, at vi os kunde røre, os
badede og det bekom os vel.

Den 24. Aprilis døde Oluf Sundmør, som var Skibsmands Mat.

Den 25 Aprilis begyndte Graagæssene at komme, hvorover vi os frydede, forhaabendes Sommeren da at have nær forhaanden. Men den Forhaabning slog os fejl, thi Kulden varede endda meget længere.

Den 27. Aprilis var det skarp Nattefrost og syderlig Vind. Den Kuld som kom udi disse Dage, den tvingede os mest og gjorde os stor
Afbræk  og Forsvækning. Samme Dag døde Halvord Brønnie, som over to Maaneders Tid havde ligget syg, og med stor Besværlighed fik jeg hans Lig begraven.

Den 28. Aprilis døde Morten Nielsen og Thor Tønsberg. Og var
det med stor Nød, at vi fire Personer, som endnu lidet kunde røre os, finge deres Lig begraven.

Den 3. og 4. Maj. Alle disse Dage kom der ikke et Menneske
af Køjen uden jeg og Underkokken, som endda noget lidet formåede. Sidste forskrevne Dag døde Anders Marstrand og Morten Marstrand, som længe havde ligget syge.

Den 6. maj døde John Watson, den engelske Styrmand, som var
den fjerde Styrmand, jeg havde. Disse Lig lå i nogle Dage, fordi det var saa stræng og skarp Kuld at ingen af os arme tre Mennesker, som endnu noget lidet formaaede, kunde hjælpe deres Lig til Jorde.

Den 7. maj blev det noget mildere Vejr. Da finge vi de dødes
Lig begravne. Dog formedelst vores store Skrøbelighed faldt det os saa besværligt, at vi ej anderledes kunde skaffe de døde Legemer til Jorden, end at vi maatte slæbe dennem paa en liden Slæde, som ellers om Vinteren var brugt at slæde Ved med.

Den 10. Maj. De forgangne Dage var det nu meget stræng Kuld
og Frost, som gjorde os største Svækkelse og Afbræk, men denne Dag var det smukt, mildt Vejr, og da komme Gæssene igen saare mangfoldige. Og bekomme vi en af dennem udi hvilken vi havde nok til tvende Maaltider. Den tid vare vi elleve Personer udi levendes Live.

Den 11. maj var det en meget stræng Kuld, saa vi den Dag alle laa stille ved Køjen. Thi for vores store Svagheds Skyld kunde vi aldeles
ingen Kuld taale, saa vare Lemmerne af Kuld tvingede og forknusede.

Den 12. Maj døde Jens Jørgensen Tømmermand og Svend Marstrand. Men Gud veed, hvad Elendigheden vi lede, førend vi finge deres Lig begraven. Og vare disse sidste, som udi Jorden bleve begravne.

Den 16. Maj var det saare meget koldt. Da døde Skipper Jens Hendriksen, og hans Lig maatte blive liggendes ubegravet.

Den 19. Maj døde Erik Hansen, som den ganske hele Rejse
havde været meget flittig og tjenstagtig og ikke fortørnet det ringeste Menneske eller fortjent nogen straf. Og han havde da gravet saa mange Grave til de andre og nu var der ingen, som kunde hjælpe hannem til Jorden, men maatte ligge ubegraven.

Den 20. Maj var det smukt, mildt Vejr og Sydenvind, og var det os en stor Bedrøvelse, at der var en saadan Overflod paa Guds Gaver af adskillige Slags Fugle, og var dog ingen af os saa stærke, som kunde gaa pa Marken nogen af dennem skyde.

Den 21. Maj var det klar og dejlig Solskin, og var det med stor Besværlighed, at jeg endda selv fjerde kom udi Land og gjorde der en Ild for os og smurte Ledemodene paa os med Bjørnefedt, og kom jeg selv anden igen ombord om Aftenen.

Den 22. Maj var det saa skøn og varm Solskin som man vilde
ønske af Gud. Og af Guds Forsyn kom der en Gaas tæt op til Skibet, som 3 eller 4 Dage tilforne var det ene Ben anskudt. Den finge vi fat paa og koged, hvoraf vi havde to Dages Kost. Hvad Fugle er anlangendes, som ere udi denne Lands Egn, var der på otte Dages Tid komne af alle Slags, nemlig alle Slags Gæs, Svaner,
Terne, Sønderlands Viber, Svaler, Snepper, som er en god kostelig Fugl, Maager, Falke, Ravne, Ryper og Ørne.

Den 28. Maj Udi disse Dage var intet synderligt at skrive om, andet end at vi syv elendige Personer, som endda laa levendes, saa
hverandre bedrøveligen an og forventede hver Dag, at Sneen skulde borttøet og Isen gaa bort. Hvad belanger Sygdommens symptomata og Lejlighed, som vi vare behaftet udi, var det en sælsom og underlig Sygdom, thi alle Lemmerne og Ledemodene krympede sig saa jammerlig tilsammen med store Sting udi Lænderne, som man havde stukket tusind Knive igennem dennem, og Kroppen var saa blaa og brun, som den der støder sig et blåt Øje, og det ganske Legeme var aldeles kraftesløs. Munden var og meget ilde faren og elendig, thi alle Tænderne vare løse, saa vi ingen victualia kunne fortære. Udi de Dage, vi laa saa slet til
Sengs, døde Peter Nyborg, Tømmermand, Knud Lauritzen Skudenes og Jørgen Kokkedreng, som alle bleve liggendes paa Styrepligten, thi der var ingen, som kunde deres Lig begrave eller kaste over Borde.

Den 4. June, som var Pinsedag, var jeg nu selv fjerde levendes igen, og laa den ene og kunde ikke hjælpe den anden. Maven var tidlig
nok og havde Appetit til Mad, men Tænderne kunde ikke stede det til, og det var ikke een af os saa stærk, som kunde gaa udi Rummet at hente os en Drik Vin. Kokkedrengen laa død ved min køje, og tre Mand laa død på Styrepligten, og to Mand vare udi Landet, som gerne vilde have været udi Skibet igen, med det var dennem
umuligt at komme derind, thi de havde ikke saa megen Styrke udi Lemmerne, at de kunde hjælpe sig selv op i Skibet. Baade de og jeg laa aldeles forsmægtet, fordi vi nu udi fire ganske Dage havde intet faaet til Legemens Ophold, saa jeg forvented nu intet andet, end at Gud vilde gøre Ende på denne min Elendighed og tage mig til sig udi sit Rige. Og efterdi jeg mente, at det skulde være det sidste, jeg skrev udi denne Verden, saa skrev jeg en Skrift lydende som efterfølger:

Efterdi at jeg nu ikke længer haver Forhaabning at kunne
leve udi denne Verden, da beder jeg for Guds Skyld, om nogle kristne Mennesker hænder hid at komme, at de mit arme Legeme med andre deres, som herhos findes, udi Jorden vilde lade begrave, tagendes Løn derfor af Gud udi Himmelen, og at
denne min Relation maatte blive min naadigste Herre og Konning tilstillet (thi hvert Ord, som herudi findes, er altsammen sandfærdigt), paa det min fattige Hustru og Børn maatte nyde noget godt af min store Besværlighed og ynkelige Afgang. Hermed Alverden god Nat og min Sjæl i Guds Haand.

Jens Munk.