Dannemarks

Riges

Historie

Ved

L. HOLBERG.

TOMUS II.

KIØBENHAVN, 1733.

Trykt udi Hans Kongl. Majests. og Universitets Bogtrykkerie,

af Johann Jørgen Høpffner.

Christianus 4. fortsat

Imidlertid holdte Førsterne af den Neder-Saxiske Kreds en Kreds-Dag til

Kredsdag til Brunsvig.

Brunsvig for at overveje hvorledes man i saadan Tilstand skulde gaae Sagen best an, og forestillede den Ober-Saxiske Kreds, udi hvilken farlig Tilstand det Romerske Rige var, (a) og at det fordervelige Krigs-Væsen hidindtil med saadan Koldsindighed var søgt at afvændes, at man nu hørte større Krigs-Beredelser end nogen Tid tilforn, hvorfor det var højligen fornødent at have et vaaget Øje, efterdi Erfarenhed udviiste, at saadan Uheld hidindtil havde taget for stor Overhaand, og ruineret den Skyldige tillige med den Uskyldige, og, om endskiønt den Neder-Saxiske Kreds haver udi ingen Maade været Aarsag til den Uroelighed udi Riget, men holdt sig som troe Stænder, og respecteret hans Keiserlige Majestet som deres Hovet, haver dog denne Uskyldighed ikke kunnet hielpe, men Landet bliver haart (703)

(a) Londorp. Act. publ. part. 3. pag. 807.

plaget af de Keiserlige og Baierske, og bliver truet med verre; Hvorudover Førsterne og Stænderne udi den Neder-Saxiske Kreds have besluttet at være betænkte paa saadanne Midler, hvorved all overhængende Fare kand afvændes, og i Tide forebygges, til hvilken Ende er udi deres Kreds-Forsamling besluttet en temmelig Defensions Forfattelse, hvilket de have villet lade Førsterne og Stænderne udi den Ober-Saxiske Kreds viide, og tillige med ombede, de vilde være betænkte paa samme Midler, paa det Religionen og Freden maatte haandhæves.

Derpaa gik Hvervingen for sig, hvilken kom den Keiserlige General meget

Keiseren raader Kongen at staae fra sit Forsæt.

underlig for, enddog han ikke vidste, hvo derved var meent, og derfor satt sig for at afskrække dem, til hvilken Ende han vexlede mange Breve med Førsterne og Stænderne i den Neder-Saxiske Kreds, og forestillede dem Hans Keiserlige Majestets gode Intention, og Hiertelaug imod dem, og den Ulykke de ville styrte sig selv udi, dersom de toge sig noget fiendtligt for. (a)

Paa samme Tid bekom Kong Christian Brev fra Keiseren til Vehrden, hvorudi han blev ombedet, at staae fra sine Hvervinger og det Kreds-Oberst Ampt, han havde paataget sig; Derpaa gav Kongen udi en Skrivelse af den 23 Augusti saadant Svar: at Keiseren havde ingen Aarsag at forundre sig over, at han som en Konge

Kongens Erklæring.

af Dannemark havde paataget sig saadant et Ampt, efterdi hans Far-Fader Christianus 3. samt Hertug Adolf af Slesvig havde ført det samme, og var det dem ved det Romerske Riges Constitutioner ligesaa lidet forbudet som Margræverne af Brandenborg, der formedelst det Prydsiske Lehn ere forbundne til den Polske Krone, at forvalte Rigs-Ampter udi den Frankiske og den Ober-Saxiske Kreds. Ej heller (704)

(a)                  Londorp. act. publ. part. 3.

haver Hans Keiserlige Majestet Aarsag at forundre sig over de Kongelige Hvervinger, efterdi den Neder-Saxiske Kreds ved uforsvarlige Pressurer, og imod Keiserlige Løfter og Forsikringer af den Bejerske Armée har nær hidindtil været undertrykt (a) endogsaa paa en Tid, da ingen Anseelse var til Modstand nogensteds udi Riget, og de Ober- og Neder-Saxiske Kredser havde licentieret deres Krigsfolk, hvoraf lettelig er at slutte, om ikke bemeldte Beierske Krigsfolk ved saadan deres Forhold have opvakt en tilbørlig Eftertanke hos de betrængte Stæder, hvorfore han har holdt det for sin Skyldighed at forsvare Kredsen fra den ubillige Gevalt, indtil den Beierske General ved Keiserlige Ordre giver tilbage de indtagne Passer, og fører Folket af Landet igien, naar det skeer, vil Hans Kongl. Majest. efterkomme Keiserens Begiæring, men, i Fald ingen Forandring derudi skeer, maa han bruge de Midler, han saa ofte er solliciteret til, men til dato har ikke villet bruge. Bevidner ellers for Gud og den ganske Christenhed, at han er meere genegen til en sikker Fred end til saadanne Midler, og vil lade dem svare til all Skade og Blods Udgydelse, som have tvunget ham til Gevær for at haandhæve sin Kongelige Myndighed, den Neder-Saxiske Kreds og sine egne Lande.

Kong Philippus af Spanien bemøjede sig og med at bringe Kongen fra sit Forsætt, og til den Ende affærdigede Johan Carl von Schønburg (b) med en Skrivelse til ham, men bekom ikke andet Svar end Keiseren.

Imidlertid blev den 12 August. holden en Land-Dag til Brunsvig, did hen sendte General Tylli sine Gesantere Gronsfeld og (705)

(a) Londorp. act. publ. part. 3. pag. 820.

(b) Londorp. act. publ. part. 3. pag. 823.

Rupper, og lod Stænderne viide, udi hvilken Ulykke de vilde styrte sig, i Fald de ikke udi Tide efterkomme Keiserens Ordre, brugte ogsaa store Ord og Truseler, hvoraf Stænderne lode sig ingenlunde afskrække, men gave samme Resolution fra sig som tilforn.

Den Keiserlige General Tilly, da han saae, at han med sine Skrivelser intet udrettede, og fornam, at Hertugen af Brunsvig og Græven af Mansfeld komme Kongen af Dannemark til Hielp, begav han sig til Veseren og bemægtigede sig den Paß ved Høxter. Kongen af Dannemark derimod førte sine Folk sammen til Hameln; hvor Hans Majestet geraadede udi en meget farlig Tilstand, som var holden for et

Kongen giør et ulykkeligt Fald med sin Hæst.

Omen, og Forbud om en ulykkelig Udgang af hans Forehavende, thi, da han paa bemeldte Sted reed allevegne omkring for at besigtige Vagten, blev hans Hest løbsk af et Skud, styrtede sig ned af Volden, og brød sin Hals i tu, hvoraf Hans Majestet laae i to Dage Maalløs, og faa troede ham til Livet.

Denne ulykkelige Hændelse bragte stor Confusion og Forvirrelse blant det Kongelige Raad og Officierer, hvilke sendte strax Bud til Marggræv Christian Wilhelm, Administrator til Magdeburg, med Begiæring, han vilde føje sig til Krigshæren. Der bleve og sendte to Danske Commissarier til den Keiserlige General Tilly (a) at lade ham viide dette ulykkelige Tilfald, og forestille ham, at deres Armée udi anden Intention ikke var bragt paa Beenene, end til den Neder-Saxiske Kredses Forsvar, og hans Kongl. Majestet deres naadigste Konge aldrig havde nogen Fiendtlighed udi Sinde med den Romerske Keiserlige Majestet. Men Tilly, da han fornam den Forskrækkelse, som var kommen iblant dem, blev han meget hoffærdig, og skrev tilbage, at de skulde aftakke Krigsfolket, hvis de ikke giorde det med gode, vilde han hielpe til at splide dem ad i en Hast.

Kreds-Tropperne udi denne farlige Tilstand viidste ingen bedre Raad, end at føre Krigshæren noget tilbage, indtil de kunde see hvorledes det løb af med Kongens Svaghed, og giorde de den (706)

(a)                  Londorp. act. publ. part. 3. pag. 816.

25. Julii en Begyndelse dertil, og førdte Krigsfolket fra Hameln, Minden og de omliggende Stæder til det Stikt Vehrden.

Denne Retirade vidste den Keiserlige General Tilly vel at føre sig til Nytte, og bemægtigede sig udi en Hast baade Hameln og Minden, hvorudi han lagde Keiserlig Besætning, derefter giorde han sig Mester over Veserstrømmen indtil Petershagen, og begyndte hans Soldater at hussere meget grummeligen udi Brunsviger Lande og det Grævedom Schauenborg, hvor de ej alleene med Skænden og Brænden giorde stor Skade, men endogsaa afhuggede Hænder og Føder paa nogle Evangeliske Præste, paa andre Næsen og Øren, afskaare Brysterne paa adskillige Qvinder, og derved lode see, at de udi Grumhed gave Tartare og Tyrker lidet efter.

Kongen, saa snart han var kommen til forrige Hilsen igien, giorde han all muelig

Kongen bliver frisk igien.

Anstalt til en god Defension, og, som der var kommen en stor Sum Penge til Lejren udi det Stikt Vehrden, deelte han paa nye Patenter ud at hverve endda 12000 Mænd. Formedelst denne Aarsag brøde de Keiserlige Tropper, som vare hvervede af Wallenstein, som ellers kaldes Hertugen af Fridland, og havde ligget endeel udi den Frankiske, endeel udi den Svabiske Kreds, op af deres Qvarterer, og rykte igiennem Hessen til den Tillyske Armée. Midlertid bleve holdne adskillige Skermytzler imellem de Kongelige og Tillyske. Besynderlig bleve ved Rehberg, som var en vigtig De Tillyske faae Hugg ved Rehberg.

Neder-Saxisk Paß, liggende udi et Morast, de Tillyske meget svækkede; thi, som Tilly vilde have en Besætning udi samme Fæstning, og til samme Ende skikkede et Regiment didhen, forsvarede de der laae inde sig med saadan Tapperhed, at 200 Tillyske bleve paa Steden, mange beskadigede, og Resten maatte med uforrettet Sag vende tilbage igien. Derimod havde Tilly bedre Lykke med Stoltzenav. Thi, saasnart han var kommen

Erobre Stoltzenav

derfor, overgav dens Commendant sig uden nogen Nød, hvorved de Kongelige mistede adskilligt proviant, Stykker og Munition. Denne Fremgang agtede Tilly at føre sig videre til Nytte, og rykte derpaa til Nyenburg, en fornemme Paß ved Veseren, hvilken ogsaa uden Tvivl havde bleven erobret, dersom Kongen ikke til all (707) Lykke havde af et opsnappet Brev faaet at viide dette Anslag, og derpaa i en Hast forsynet Stedet med en sterkere Gvarnison, og andet, som var fornødent til en tapper Modstand; Ikke desmindre bemøjede Tilly sig paa en anden Maade at sætte sit Forehavende udi Verk, greb til den Ende Staden aabenbar med stor Iver an, og beskiød den paa det heftigste, forhaabende udi Hast at giøre sig Mester derover. Men den Oberst, som commanderede derinde, giorde med sin underhavende Besætning saadan Modstand, at ikke alleeneste adskillige Storme bleve afslagne, men endogsaa ved idelig Udfald en stor Hob Tillyske omkomne. Besynderlig skeede den 27. Augusti en haard Trefning, thi da 10 Compagnier Danske Ryttere vilde convoyere nogle Vogne, ladne med Victualier og andre fornødne Ting, ind udi Byen, bleve de anfaldne af de Tillyske Tropper, som vare mestendeel Crabatere; men de brugte ved denne Lejlighed Vognene

Lide Skade ved Nienburg.

til Fordeel, og toge saaledes mod de Tillyske, at en stor Deel af dem, hvor iblant mange fornemme Officerer, bleve paa Stedet. Resten maatte salvere sig med Flugten, og lade Convoyen passere frit ind udi Staden.

Paa samme Tid ankom til den Danske Lejr General Obentraut, som tilforn havde holdt sig tapperligen mod de Spanier udi Phaltz og Oberste Fuchs med nogle Tropper. Bemelte Obentraut blev giort til General-Lieutenant over det Sachsen-Weymarske Rytterie.

Den 1. Septemb. giorde de Belejrede udi Nyenborg et sterkt Udfald udi de Keiserliges Løbe-Graver, hvilket lykkedes dem saa vel, at de nedsablede hen ved 100 Mænd, og førte 2 Capitainer med sig ind udi Byen. Efterfølgende Dag tildrog sig og en merkelig Action, thi, da Johan Ernst Hertugen af Sachsen-Weymar convoyerede nogle Penge og Proviant til Staden til at betale Guarnisonen med, geraadede han udi en haard Trefning med de Keiserlige, udi hvilken 120 af hans Ryttere bleve omkomne, og han selv skudt udi Axelen, de Keiserlige forliiste ogsaa en temmelig Hob.

(708) Af alt dette fornam Tilly at det vilde blive ham vanskeligt at erobre Staden, og, omendskiønt han havde bragt Løbe-Gravene indtil Volden, og med Skyden og Fyrverk ingen Flid sparet, haver han dog ej holdt det for raadeligt at opholde sig der længere, og, som han fornam derforuden, at de Kongelige vare paa Vejen, at

Maa ophæve Belejringen.

undsætte Staden, ophævede han gandske Belejringen, og retirerede sig til Stoltzenau 10 Miile derfra.

Medens denne Beleiring varede, havde Kongen af nogle opsnappede Breve faaet Kundskab om, at Hertugen af Lüneborg corresponderede med Tilly imod Hans Kongl. Majestet, hvorudover han gav det Lüneborgske Land sin Krigshær nogle Dage til Priis, hvilket giorde mangen Soldats Pung riig, og gav Krigs-Hæren stort Bytte.

Imidlertid havde den Keiserlige General, Hertugen af Friedland, faaet en nye Armée af 20000 Mænd paa Beenene, hvormed han begav sig til Gottingen, og, omendskiønt Bønderne havde søgt at forhindre ham Passen, var deres Umage dog forgiæves, efterdi Fienden var saa sterk. Ja de gode Bønder med Forliis af deres Faner toge Flugten og overlode de Keiserlige en fri Passage, hvorudover Friedland rykte fra Gottingen til Einbek Grubbenhagen og Halberstad. Der kom Hertugen af

Wallensteins Progresser.

Sachsen-Weimar ham med nogle 1000 til Hest og Fods i Møde, og holdt adskillige Skermytzler med ham, hvorudi begge Deele mistede meget Mandskab, indtil de Keiserlige omsider inquarterede sig udi de tvende Stikter, Halberstad og Magdeburg. Den Stad Hall havde vel fattet den Resolution at forsvare sig til det Yderste, men, da de Keiserlige nærmede sig til Staden, og Besætningen fornam der var ingen Hielp forhaanden, fattede den andre Tanker, og overgav sig med Accord.

Efterat Tilly, som sagt er, med stor Forliis var tvungen til at ophæve Beleiringen for Nyenborg, rykte han for det faste Slott Calenberg, og tvang det til at overgive sig med Accord. Samme Calenberg var de Kongelige meget angelegen, hvorfor Kong Christian anvendte all sin Flid paa at bekomme den tilbage igien, og til den Ende sendte Hertug Friderik af Sachsen tillige med Obentraut, (709) og et got Antall Ryttere og Dragoner derhen. Dette fik Tilly betimeligen Kundskab om, hvorudover der blev strax giort Anstalt, og blev den 4. Novembr. 3 Regimenter Ryttere, og 3000 Fodfolk beordrede at bryde op og marchere lige mod Hannover. Da bemeldte Tropper om Morgenen vare komne paa hin Side Hannover, komme de udi De Kongelige lide Skade ved Calenberg.Kast med de Kongelige Tropper, hvilke giorde længe en tapper Modstand, men endelig, eftersom de vare saa faa, bleve adspredde, der blev 500 paa Valsteden, blant hvilke Hertug Friderik selv. Obentraut døde ogsaa en halv Time efter Slaget; Begge deres Legemer bleve med Tillys Bevilling førte fra Calenberg til Sachsen.

Imidlertid holdte de Keiserlige Tropper under Hertugen af Fridland heller ingen hellige Dage, men efter adskillige Stæder, som de erobrede, giorde sig ogsaa Mester over Dessaver Broe, og forvarede den samme med nogle Skandser, hvilket kom dem siden meget til Nytte, og udi adskillige Lejligheder bragte dem ikke ringe Fordeel.

Kongen af Dannemark bemægtigede sig Stoltzenau, og, paa det han kunde have des bedre Middel til at fortsætte Krigen, som saae ud til stor Vitløftighed, holdt han udi Udgangen af dette Aar en Land-Dag til Zell, og bragte der til Veje, at Land-Dag til Zell.Ridderskabet udi Holsten, og det gandske Land bevilgede, at enhver Plog til Landets Defension skulde give 6 Rdlr., iligemaade skulde Ridder- og Adeligt Gods af 1000 Rdlr. betale 6.

Hidindtil havde Kongen ikke conjungered sig med Græv Mansfeld, Keiserens

Kongen conjungerer sig med Mansfeld.

Capital Fiende, eftersom han alle Tider havde haft Forhaabning om Fred, men nu, saasom han fornam, at det ikke vilde skikke sig til nogen Fred, og at Krigs-Væsenet blev fortsatt af all Magt, tog han sig samme Mansfeld offentlig an. Denne Mansfeld var en af Phaltz-Græve Frideriks troeste Generaler, og var med udi det navnkundige Slag ved Prag, hvor han samlede sammen de overblevne Levninger af den Bøhmiske Armée, og giorde de Keiserlige all den Afbræk han kunde.

Herved er at merke, at, omendskiønt Kongen stod i aabenbare Krig imod Kejseren, saa havde han dog ikke brudt løs med Spanien, (710) hvilket sees af en Forordning, som blev publiceret dette Aar 1625, angaaende Handelen paa Spanien, hvorvel samme Forordning viiser, at det da var ikke saa heedt mellem samme Rige og Dannemark, som det ellers stedse plejede at være udi denne Konges Tid; thi Forordningen melder om Danske Skibes Arrest udi de Spanske Havne under Prætext, at de vare bygde af Nederlænderne Spaniens Fiender; Den lyder saaledes:

Vi Christian den Fierde giøre alle vitterligt, at eftersom vi naadigst komme

Forordning angaaende Skibe, som fare paa Spanien.

i Erfaring endeel af vore Undersaatters Skibe af Spanien at have været anholden af Aarsag, at de Skibe skulde have haft, som udi Nederland formeentes at være bygde, eller og at de Nederlændere brugte paa deres Skibe, som Kongl. Vurde udi Spanien formeener sine Fiender at være; da, efter vi nu med hans Kiærlighed saaledes er bleven eens, at de Skibe, som i Nederland bygde ere, og kiøbte for næst forleden 19de Dag Novembris Aar 1624, skulle alle uden Exception være fri udi de Spanske Gebeter. Dernæst og at ingen af vore Undersaatter skulde bruge noget Hollandsk Folk paa deres Skibe, som sejgle vilde ad Spanien. Bede vi og byde, saaog strængelig hermed befale, at ingen af vore Undersaattere, som sejgle paa Spanien, maa paa samme Skibe udi deres Tieneste holde Skibs-Folk eller andre, som ere fra de Stæder, som føre Krig med Højbemeldte Kongl. Vurde i Spanien, og skulle de, som Nederlandske Skibe have for benævnte 19 Novembr., lade os underdanigst rigtig Beviis og Certification tilstille, belangende samme Skibe, hvad Tid og af hvem de ere kiøbte, hvem de tilhøre, hvad Navn og Størelse de have, og hvad slags Skibe de ere, paa det at de for saadan Arrest, (711) og derpaa følgende Skade kunde være fri. Givet paa vort Slott Kiøbenhavn den 22 Januarii Anno 1625.

Om Handelen ellers udi denne Krig ophørte paa Spanien, skal jeg ej kunde sige, efterdi jeg intet finder derom: Saaledes endtes den første Campagne udi denne Tydske Krig.

Udi dette Tog blev af de Kongel. fangen en Dansk Herremand ved Navn Jesper Friis, som stod udi Kejserlig Tieneste, og derfore blev anseet, som een der havde ført Avind-Skiold mod sit eget Fæderne-Land. Den samme søgte at undskylde sig det beste han kunde, formaadde ogsaa nogle af Adelen at cavere for sig. De Undskyldinger, som han ved Rigets Cantzeler Jacob Uhlefeld lod insinuere, bestode udi 3 Puncter. (1.) At han længe tilforn havde haft sin Afskeed. (2.) At ham ikke var bevidst, at Toget did hen skulde gielde. (3.) At han om Kongens Nærværelse ved Armèen intet har vidst at sige.

Disse Puncter findes besvarede af Hans Majestet udi en egenhændig Erklæring af saadan Indhold. Den første og anden Post anlangende, da giør lidt til Sagen, om han før denne Tid havde fordret sin Afskeed eller ej, og at han ikke saa lige har vidst hvor hen Toget skulde gielde, det kand man ogsaa troe ham til Villie, efterdi han var ikke i Raadet, men hvad den 3die Post angaaer, at han ikke vidste at Kongen selv var ved Armèen, da viiser Hans Majestet klarligen udi samme Erklæring, at ingen Undskyldning derudi kand hielpe ham. (a) Hvorledes ellers Jesper Friis udredde sig af denne Sag er mig u-bevidst. Det er troeligt, at han paa Adelens Intercession er bleven benaadiget, saasom intet findes videre om Sagens Udførsel, og vare hans Undskyldninger saa slette, at han med Retten ikke kunde befrie sig. Jesper Friis var ellers en Mand af store Qvaliteter, havde været i Fransk og Engelsk Tieneste, og rejset udi Ægypten, Arabien og Palestina: Han døde 1643. (b) (712)

(a) Responsio Regis ad Apolog. Jesp. Friis de dato Nienburg. die 16. Octobr. 1625. Manuscr. autogr.

(b) Conc. fun. Joh. Mich.

Udi Februarii Maaned af det Aar 1626 brød Græven af Mansfeld op med sine Folk, som mestendeel havde ligget i det Stift Lybek, og Lauenborg, og rykte ind udi Meklenborg, derfra gik han for Alt-Brandenborg og begierede at indlade nogle Folk der i, Borgerne stillede sig vel udi Gevæhr, og meente at holde ham med Magt fra

Mansfelds Progresser.

sig, men de vare forsvage dertil, maatte derfor denne gang bide i det suure Æble, og tage imod Indqvarteringen.

Derefter begav han sig til Zerbst, til hvilken han ankom udi all Stilhed om Morgenen, som de Friedlandske Tropper skulde blive indlagte til Besætning sammesteds, og erobrede den u-formodentligen.

Efterat han nogen Tid havde opholdt sig udi det Førstendom Anhalt, arbejdede han paa at igien bekomme Dessaver Skantze og Broe, eftersom man nu først, men forsildig, fornam, hvilken Vigtighed samme Skantze var af, og hvor højlig man havde forseet sig, i det man ikke bedre havde haft den i Agt.

Den 1ste April greb han Skantzen med Gevalt an, men de Kejserlige derimod giorde saadan Modstand, at han med u-forrettet Sag maatte gaae derfra. Ikke desmindre blev han dog ved sit Forsætt; thi, saa snart Administratoren af Magdeborg var stødt til ham, rykte han den 11 derfor igien, og belejrede Skantzen paa nye, men til sin egen Skade.

Thi, saa snart som Hertugen af Friedland blev advaret derom af Oberst Altringer, som commanderede udi Skantzen, og tillige med saae, hvilken Lejlighed han havde til at ruinere de Manfeldiske Tropper, begav han sig udi all Hast did hen. Imidlertid vare de Mansfeldske gandske sikkere, og havde ingen Kundskab om nogen Anslag imod dem, ellers havde de i Tide kunnet retirere sig udi god Orden, og uden Skade kommet derfra. De grebe Uden-Verkene af Skantzen den 15 med Magt an; men bleve afslagne ligesom tilforn. Derved blev den Skade ikke endet, thi strax derpaa lod Hertugen af Friedland anføre Rytteriet, som var paa hin Side, over Broen, af hvilket han forordnede endeel under Græv Schlik til Hinderhold udi en Skov, og imidlertid lod give Fyr paa de Mansfeldiske Løbe-Graver, saa at de maatte forlade samme og retirere sig til Skantzerne. (713) Der forsvarede de sig udi lang Tid, indtil deres Munition-Vogne af den formegen Skyden bleve anstukkne, og derfore maatte begive sig paa den aabne Mark. Herudover fik de Kejserlige vundet Spill, brøde ud af Skoven, og anfaldte de Mansfeldiske paa begge Sider. De samme giorde vel en lang Tid en

Han bliver totaliter slagen ved Dessauer Broe.

tapper Modstand, saa at Victorien syntes tvivlagtig, men deres Rytterie blev endelig overmandet, og slaget paa Flugten, hvorpaa Fodfolket, som bestod af 4re Regimenter, med liden Umage blev adspredet, endeel blev slagen, endeel fangen. De Slagnes Antall beløb sig til 3000. De Kejserlige bekomme nogle og 30 Faner og 7 store Stykker, forliiste dog udi samme Action henved 1000 Mænd. Dette Mansfeldiske Nederlag forvirrede ikke lidet de Kongelige Sager.

Imidlertid commanderede Kongen endeel af sin Krigshær hen til Westphalen, hvor han erobrede adskillige Stæder, og indfodrede en stor Brandskatt, det Stifft Munster maatte og til at blæse i Bøssen, hvilket foraarsagede, at Græv Tilly maatte forlade Weserstrømmen for at hindre Kongens videre Fremgang udi Westphalen.

Hertugen af Lyneborg havde hidindtil holdet med Kongen og den Neder-Saxiske Kreds, men nu lod han sig af de Kejserlige søde Ord forlede, at falde fra Hans Kongl.

Hertugens af Lyneborg Frafald fra Kongen.

Majst., og at opsige den Bestalling, som han af Kongen havde bekommet, og som han derpaa foretog nye Hvervinger baade til Hest og Fods, meente Kongen strax, at det skeede Kejseren til Gode, og derfore lod et Patent publicere den 2 Martii, hvorudi han erklærede, at disse Hvervinger gik ham aldeeles ikke an, og vare anseede hverken til sin eller den Neder-Saxiske Kredses Fornødenhed, hvorfore han vilde have enhver advaret, at de saae sig for, ikke at begive sig udi saadan Tieneste, hvor de maatte lade sig bruge mod deres egen Religions Forvante, den Nedersaxiske Kreds, og deres eget Fæderne-Land. Derforuden lod han ogsaa tilkiende give, at den som foragtede samme velmeente Advarsel, og kom udi hans Hænder, skulde tilbørligen blive straffet. Til en Erindring om dette Lyneborgske Frafald blev slagen en Mynt med saadan Opskrift:

(714)

Frustra te opponis, frenande caballe, Leoni,

Albus eras, rubeus, si modo pergis, eris.

Udi samme Henseende blev ogsaa giort den Statue, som endnu sees i Rosenborg Hauge i Kiøbenhavn, hvor en Løve præsenteres med en Hæst under sig, som han har nedslaget. Thi Lyneborg fører en Hæst udi sit Vaaben. Samme Støtte blev giort udi Glückstad, og derfra ført til Kiøbenhavn, hvor den blev nedsatt udi Rosenborg Hauge. (a) Hvor meget ophidset Kongen ellers har været over dette Frafald, kand sees af et Brev, som han tilskrev Hertugen af Lyneborg, saaledes lydende:

Freundlicher lieber Vätter!

Aus deinem letzten Schreiben habe ich vernommen, daß du vermeynest grosse

Kongens Skrivelse til samme Hertug.

Ursache zu haben dich in des Käysers Bestallung zu begeben, welches ich dahin will gestellet seyn lassen. Daß du dem Käyser lieber denn mir gedenckest zu dienen, ist gantz kein Wunder, wolte GOtt es wäre schon vor vielen Jahren geschehen. Die Aufkündigung aber der Bestallung solte billig etwas zeitlicher gewesen seyn, ehe und bevor damit dem Gegentheil so vertrauliche Communication gehalten. Ich will für diesesmahl unsere Discurse, so da der Zeit, als du bey mir von damahligen König in Böhmen Gesandts Weise warest, und mehrmahl von Religions und andern Sachen vorgelauffen, nicht gedencken, sondern alles dem Allmächtigen GOtt befählen, der uns beyde kennet, und zum besten unsere Intensiones weiß, auch alles zu seinen Ehren wohl hinaus führen wird und kan. Der Teuffel durfte unserm Erlöser und Seeligmacher die gantze Welt weisen und versprechen, da er ihn anbeten wolte, warum solte er

(a)                 Aitzema Tom. 1. pag. 1253.

(715) es nicht annoch einem Menschen an-præsentiren durffen. Befehle dich hiemit dem rechten Richter über uns alle. Datum Wolfenbütel den 7 Martii Anno 1626.

Dein Vätter

allezeit

Christian m: pp:

Jeg har tilforn meldet, at de Kongelige bemægtigede sig det Stikt Osnabrück. Der bleve de ikke længe Mestere; Thi Græven af Anhalt, som havde Ordre at drive dem ud af samme Stikt, angreb til den Ende først den Stad Vehrdenbrück. Den Kongelige Besætning, som laae der inde, og haabede Undsætning, stillede sig modig an, og vilde ikke høre om nogen Overgivelse; men da Græven nærmede sig med Approcherne, og intet Tegn til Undsætning lod sig see, overgav den sig med Accord. Besætningen af Osnabrück overgav sig ogsaa paa samme Maade. Midt udi Februario brød Kongen op fra Rothenborg udi det Stikt Vehrden, hvor han en Tid lang havde haft sit Hoved-Qvarteer, og begav sig til Wolffenbyttel, og lod føre sine Folk, som laae 30 Miile adspredde, did hen.

Græv Tilly havde hidindtil holdet sig med sit meste Folk udi det Stikt Paderborn. Men mod Enden af April vendte han sig mod Hessen, efterdi han troede ikke vel Land-Græv Moritz af Hessen, der havde bragt en Hob Folk paa Beenene, ligesom han dermed agtede at forsvare sit Land mod de Kejserlige og Ligister. Bemægtigede sig saaledes den Stad Hirskfeld, hvorudi laae 4re Compagnier, som maatte strax viige derfra, og giorde hans Folk med Røven og Plynderen stor Skade. Saaledes spillede Tilly denne gang Mester udi Hessen, og bragte alt Korn, Hveede, Malt, og anden Forraad, som laae til Rothenburg, Allendorff, og Hirskfeld til sin Fordeel, Land-Græv Moritz maatte sige dertil hvad han vilde.

Tilly belejrer den Stad Minden.

Derpaa rykte han mod Majmaanets Udgang mod Minden, udi Forsætt at drive derfra den Kongelige Besætning, som hidind (716) til havde med adskillige Udfald og Streiffen giort ham stor Skade, og at bringe Borgerne til Kejserlig Lydighed, til hvilken Ende han offererede dem adskillige Middeler til Forliig. Men de havde samtlige fattet den Resolution, at forsvare sig tapperligen, indtil de finge Undsætning enten af Kongen eller af Hertug Christian af Brunsvig, ja de vare saa ophidsede, at de forgrebe sig paa dem, som Tilly havde skikket til Staden, og handlede ilde med dem, hvilket foraarsagede, at Græv Tilly med des større Iver fortsatt Belejringen, og Staden blev derover haardt belejret.

I Begyndelsen giorde de Belejrede tapper Modstand, og nedlagde mange af de Tillyske, hvilket foraarsagede, at Tilly søgte igien at vinde Staden med Accord, og til den Ende skikkede en Trompeter derind, men Oberste Clout, som commanderede udi Staden, gav ikke andet Svar end til det yderste at ville forsvare Staden. Herudover blev Tilly meget forbittret, og lod befale den anden Dag at stille alle Stykker mod Staden, og give saa længe Fyr, indtil der blev skudt saadant Stormhull, at man kunde storme med et heelt Regiment. Dette blev satt udi Verk af Fyrstenberg, og blev der fra Morgen til Aften skudt over 1000 Skud mod Muuren, hvorved den paa en Side blev gandske nedslagen. Dette u-anseet vilde de Belejrede ingen Accord begiære, men haabede idelig at faae Undsætning, hvilket bekom dem meget ilde, thi Fyrstenberg, efterat han havde skudt Breche, løb Storm med 2 Regimenter, og inden en halv Time kom ind udi Staden, hvorpaa der angik et stort Blod-Bad, thi foruden Soldaterne, som bleve uden all Naade nedsablede, blev hverken Mand eller Qvinde sparet. Den største Deel af Borgerne og Soldaterne forsvarede sig en lang stund paa Kirke-Gaarden, som de tilforn havde forskantzet. Men da Oberst Clout fornam, at det var u-mueligt at opholde sig længe der, retirerede han sig til Slottet, og deraf giorde Fienden merkelig Skade, indtil han omsider blev overvunden og omkom med alle sine Folk. Af 2500 Borger, Soldater, og Bønder, bleve ikke 20 til øvers i den heele Stad; foruden Qvinder og Børn, hvilke ikke heller bleve sparede. De mangfoldige døde Kropper lod Tilly føre paa Vogne og kastede dem udi Strømmen.

(717) Efterat Tilly havde erobret Minden, satt han sig for at tvinge Land-Græv Moritz til Keiserens Lydighed, og til den Ende belagde den Førstelige Residentz og Fæstning Cassel indtil den 14 Junii: da begiærede han af Land-Græven,

Tvinger Land-Græven af Hessen til Forliig.

at 4re Kejserlige Compagnier maatte indlades udi Cassel, og, som Land-Græven veigrede sig derved, truede Tilly at erholde det med Gevalt, hvorfor han maatte give en skriftlig Forsikring fra sig, ikke at indlade nogen fremmed Guarnison udi sine Fæstninger, men holde dem til Kejserens og Rigets Tieneste.

Jeg har tilforn meldet om Mansfelds Nederlag ved Dessaver Broe. Samme Mansfeld samlede sine adspredde Folk tilsammen, saa snart, som mueligt var; Dog kunde han med de Compagnier, som Kongen af Dannemark skikkede ham, og de Skotter han fik fra Hamborg, neppe giøre 3000 Fodfolk. Med Rytterne var det ogsaa slet bestilt, saasom ingen efter det Nederlag havde Lyst at tiene under ham.

Men da han havde faaet Undsætning af 5000 Mænd Kongelige under Hertug

Mansfelds Bedrifter.

Johan Ernst af Sachsen-Weimar, besluttede han tillige med bemeldte Hertug at giøre et Forsøg, om de kunde conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, som stod udi Beredskab at tage imod dem, og foretage noget af Vigtighed mod Østerrige, til den Ende Provianterede de deres Folk for 14 Dage, og fortsatte deres Foretagende Marche. Men Hertugen af Friedland kom dem betimligen paa Halsen, saa de ikke kunde fuldkomme deres Forsætt, saa gierne som de vilde; thi, saa snart han fik at høre om dette Tog, og merkede, at Marchen skulde gaae for sig igiennem Mæhren og Schlesien, lod han strax nogle Regimenter gaae igiennem Lausnitz til Schlesien at forekomme de Mansfeldiske og Weimarske, og fuldte dem selv med 3000 Mænd derefter. Men denne Mængde Folk blev ved samme Marche meget svækked, saa at den en Tid lang intet Vigtigt kunde foretage. Saaledes førte Hertugen af Sachsen-Weimar og Mansfeld den Keiserlige Magt af Neder-Sachsen, hvilket var holdt for et stort Verk.

(718) De Mansfeldiske og Weimarske toge deres Marche igiennem Brandenborg ind i Schlesien, da de komme mod Breslau, skikkede de en Trompeter med Skrivelse til bemelte Stad, og derudi meldte de Aarsager, som havde drevet Kongen af Dannemark til at gribe til Gevær, og at de havde foretaget sig denne Marche for at skaffe enhver igien sine borttagne Privilegier, item stifte en standhaftig Fred, begiærende hos dem, at den Stad Breslau vilde assistere dem midlertid med 30000 Rdlr., og forsikkrede dem, at Stadens Gods ved deres Igiennemtog ingen Skade skulde vederfares. Men de Breslauer gave dem saadant Svar, som ikke vel klingede udi deres Øren. Derforuden bleve de heftig forfuldte af de Friedlandske, saa at de kunde ikke uddele sig udi Dorperne, men maatte fra en Nat til en anden ligge udi en Vognborg, og lidde stor Hunger, indtil de komme til Gabelunka. Der forskandsede de sig sterk, og bleve bestyrkede med Folk, som komme dagligen til dem fra Mæhren, og Ungarn, hvorpaa de giorde adskillige Indfald paa de Mæhriske Grændser, og derved giorde Førsten af Lichtenstein stor Skade.

Græven af Mansfeld, saasom hans Forsætt var at conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, rykte han ind udi Ungarn. Hertugen af Sachsen-Weimar derimod gik til Schlesien igien, hvor han indtog en heel Hob Stæder, udplyndrede andre og besatt Jægerndorf og Oppeln med Folk, og, som hans Magt dagligen tog til, bleve de Schlesiske Førster og Stænder heel bange, og derfor lode giøre Paabud allevegne til Landets Defension. Derimod skikkede den Danske Krigs-Commissarius Joachim Mitzlaff en Trompeter med Advarsel til Førsterne og Stænderne at holde inde med saadant Paabud, give Hertugen af Friedland og hans Folk ingen Gehør, eller forsyne dem med Proviant og anden Fornødenhed, men derimod assistere den Kongelige Armée, som var kommen i Landet ikke som en Fiende, men for at beskytte deres Religion og Frihed. Samme Trompetter blev ikke vel imodtagen, men blev af Ober-Amptet i Lignitz kastet i Fængsel. Imidlertid grebe de Weimarske temmelig vit om sig, og formerede en sterk Armée ved Troppau, og, som Hertugen fornam at nogle Keiser (719) lige Tropper under 4re Oberster vare udi Motion, skikkede han nogle Ryttere mod dem, af hvilke de Keiserlige bleve slagne, og med Forliis af 300 Mænd maatte tage Flugten.

Nu maa jeg vende mig til Kongen og Græv Tilly, og see hvad imidlertid har tildraget sig udi Sachsen.

Kongen bekom ved Friedlands Borttog temmelig Luft, og derfor begyndte at gribe vit om sig, thi han erobrede ved Accord 2 Magdeburgske Ampter, belejrede derefter Schlaen, og nødde Besætningen at overgive sig. Iligemaade bragte han ogsaa udi sin Gevalt det Cølniske Slott Steversvald, og bekom derudi en stor Forraad paa Proviant.

Grev Tilly derimod rykte nogle Dage efter Mindens Erobring for Gottingen, og

Tilly erobrer Gottingen.

belejrede samme Stad. Derudi laae en god Kongelig Besætning, hvilken giorde udi Begyndelsen de Tillyske stor Skade ved Skyden og Udfald. Ikke desmindre fortsatt dog Tilly Belejringen med saadan Iver, at han inden kort Tid bragte nogle af Løbe-Gravene indtil Stadens Vand-Grav. Han indbildte sig vel i Begyndelsen, at giøre sig Mester over Staden uden synderlig Modstand, men han giorde sin Regning uden Vert; thi han maatte ligge 6 Uger derfor, indtil han omsider, efter at Breche var skudt, den 9. Augusti giorde Anstalt til Storm. Da begyndte Guarnisonen at capitulere, og overgav Staden med reputerlig Accord den 11. Ejusdem.

Efter at Tilly havde erobret Gottingen, begav han sig mod Nordheim, udi

Maa ophæve Belejringen for Nordheim.

Forsætt ogsaa at erobre samme Stad, men Kongen bekom i Tide Kundskab derom, og derfore besluttede at undsætte den, til hvilken Ende han brød op med sin gandske Armée og kom den 15. Augusti uformodende i den Tillyske Krigshærs Aasyn ved samme Nordheim; begge Arméer vare hinanden da saa nær, at Rytteriet begyndte at skermytzere med hinanden, saa at det saae ud til en Hoved-Træfning. Men de Tillyske Soldater turde ikke binde an denne gang, efterdi Generalen var ikke selv tilstede, men formedelst Svaghed opholdt sig til Gottingen, og derfor retirerede sig til Gottingen igien til en Post, hvor de meente sig at være sikrere.

(720) Denne Retirade lod Kongen være gandske ubehindret, blev 4re Dage endda staaende paa samme Sted, og efterat han havde forsynet Nordheim med all Fornødenhed, brød omsider op, og, som man meener, agtede sig til Thüringen, og derfra til de Ligistiske Lande, hvilket, da Tilly formærkte, satt han sig for af yderste Magt saadant at forhindre, og derfor, saasnart som han havde bestyrket sig med de Fridlandske Tropper, brød op med sin heele Krigs-Magt at forekomme de Kongelige, hvilke, eftersom de fornam, Fienden var dem alt forsterke, retirerede sig til Wolfenbyttel. Tilly, stolende paa sin Mængde, forfulte dem indtil en Dorp Luther, hvor Kongen, Slag ved Königs-Luther.

efterat han havde opholdt sig en liden Tid, kunde ikke taale, at Fienden, hvorvel langt sterkere end hans Folk, skulde bravere ham længer, og derfor den 27. Augusti gik udaf sin Fordeel, og leverede Tilly et Felt-Slag. Udi Begyndelsen saae det meget farligt ud for de Keiserlige, efterdi de Kongelige figtede med en ugemeen Tapperhed, og Hans Majestet lod see, at han her ej fattedes meer Tapperhed, og Forstand end tilforn, og førdte sine Folk selv 3 gange an, ikke des mindre finge dog de Tillyske Overhaand, efterdi det Tydske Rytterie formedelst den ubetalte Sold bleve oprørske og vilde ikke figte, hvorudover en stor Deel af Fodfolket blev omkommen. Der blev funden paa Val-Stedet af de Kongelige, Land-Græv Philip af Hessen, item den Danske Commissarius Povisk, og andre gode Officerer. Den heele Forliis blev beregnet paa 4000 Mænd, hvoraf endeel blev fangen, endeel slagen. Efter dette haarde Slag begav Kongen sig til Wolfenbyttel, og strax recolligerede sine Tropper, hvilke, foruden hvad som laae i Besætningerne, vare endda 23000 Mænd sterke, strax derpaa skikkede han adskillige Couriers til Sverrige, Frankerige, Engeland, Nederlandene, forestillende dennem, at, omendskiønt Lykken havde været ham noget imod, vilde han dog ej lade Modet falde.

Aarsagen til dette Slags Forliis samt den heele Krigs slette Udfald var Mangel paa Penge, thi de Subsidier, som bleve Hans Majestet lovede af Frankerig og Engeland, bleve ikke betalte. Kongen havde besynderlig forladt sig paa de accorderede Engelske Penge, (721) nemlig 3600000 Gylden aarligen, hvilke den Engelske Minister Buckingham, Spaniens og Østerriges Ertzfiende, havde overtalt Kongen af Engeland at accordere. (a) Men saa store, som Løfterne vare, saa liden var Effecten.

Den gemeene Mand tilskrev saadant Kongens Fald ved Hameln, foregivende, at han siden den Tid ikke havde kunnet agere med den Forsigtighed, som tilforn, hvilke Raisonnemens Aitzema beleer, sigende: Maer seker t’onbrach den Koninch nock aen Verstant nock aen Wackerheid, hebbende alle Deugden, die een kloock Velt-Heer behoert te hebben. Der fantes og saa de, der giorde sig et Omen af Stedet, som Slaget stoed paa, nemlig Luther, at det skulde betyde den Lutherske Troes Undergang.

Ligesom de Roman-Catholske nu ikke glemte at skyde Triumpher hid og did, og at siunge Te Deum, saa forglemte ogsaa ikke Tilly at forfølge sin Victorie, thi han erobrede den Fæstning Steenbruk ved Accord. Paa samme Tid slog ogsaa den Stad Hannover sig til Keiserlig Parti. Alle Passe ved Bremen, de tvende Slotte Hoja, og Langvedel, saa og den Stad Vehrden og Rothenborg, item alle Fæstninger i det Brunsvigske undtagen Volfenbyttel faldt udi Tillys Hænder.

Som Kongen nu saae, at Tilly greb saa vit om sig, og rykte mod hans egne Lande, gik han fra Boxtehude med sit Hoved-Quartéer til Stade, hvilken Stad han lod sterkt befæste, og omgive med nye Grave, at han udi all Tilfælde kunde have sikker Retirade dertil.

Den 25. Octobr. affærdigede han til Staterne af de foreenede Nederlande saadan Skrivelse: at, omendskiønt udi den nylig holdte Trefning Lykken havde været ham noget imod, vilde han derfor ikke lade Modet falde, og forlade det gemeene Væsen, men endnu ved Guds Hielp tage sig det alvorligen an, tvivlede ogsaa intet, at jo den allmægtige GUD tager sig de Uskyldige, og (722)

(a) Aitzema Tom. 1. pag. 1253.

Betrængte an, og opholder sin Kirke; Og eftersom han ikke alleeneste har bragt sit Cavallerie udi god Orden igien, men endogsaa samlet et anseeligt Fodfolk sammen, og dermed besatt det Stikt Bremen, saa at Tilly maa søge et andet Vinter-Quartéer, saa har han dog holdet det for en Fornødenhed, at give andre Potentater og Herskaber, som ere det gemeene Væsen vel affectionerede, saadant tilkiende, og at begiære deres Undsættning. Og, efterdi han besynderligen derfor havde skikket sine Gesantere til Frankerig og Venedig, og de, nemlig Staterne, havde deres residerende Gesantere sammesteds, saa begiærede han af dem, at de vilde recommendere denne Handel.

Udi Novembr. blev holden en Land-Dag udi Rensborg udi Holsten, hvorhen

Land-Dag til Rensborg.

Kongen begav sig tillige med Prinds Christian, der blev proponeret, at den fornemste Aarsag, hvorfor Land-Dagen var udskreven, var den store Fare, som formedelst Fiendens Ankomst svævede de Holstenske Stæder for Øjnene, hvorfor det var fornødent i Tide at beraadslaae hvad Middel man maatte tage saadan Uheld i Tide at forekomme.

Hvorpaa Land-Syndicus udi samtlige Stænders Nærværelse svarede, at det gandske Land erklærede saadan Land-Dags Bestemmelse, som en besynderlig faderlig Omsorg hos Hans Kongelige Majestet og vil beflitte sig paa at forskylde saadant med all underdanigste Tieneste.

Derefter stod Stadholderen i Holsten Rantzov op og sagde frit ud, at det var formedelst den overhængende Fare det beste Raad at lave sig alle paa en tapper Modstand, og derfor nu fatte saadan Resolution at gaae Fienden imod, byde ham paa et beqvemt Sted Spidsen, og ikke opbie ham til han kom hid paa Grændserne. De lovlige Stænder maatte forsikkre dem, omendskiønt (723) han var en gammel Mand, og ingen Ting tiente ham nu omstunder meere end Roelighed, vilde han dog ikke være den Sidste, men heller den Første at vove sine graae Haar imod Fienden, og saa haabede han enhver troe Patriot vilde efterfølge hans Exempel, hvilket ufeilbarligen udfodrer den tilbørlige Respect til Guds hellige Ord, den naturlige Lydighed mod Gud og sin Øvrighed. Hans Kongelige Majestets allernaadigste Villie er derfor, at enhver Adelsmand skal for sin egen Person gaae udi Felten, og den som vegrer sig derfor, at blive skildt baade ved Gods og Ære. Stadholderen erklærede ogsaa hvad Stænderne maatte contribuere til Landets Forsvar, og Ridderskabet underskrev villigen alle Puncter.

Efter holdte Deliberation og giordte Slutning, inviterede Kongen ved Stadholderen det samtlige Ridderskab paa Slottet til Maaltid. Saaledes blev denne Land-Dag lykkeligen fuldendiget.

Strax derpaa tog Kongen sig fore ved Behændighed at erobre det Slott Hoja

Kong Christian erobrer Hoja.

ved Veseren. Hvilket Forsætt skulde sættes i Verk den 12. Decembr., men det mislingede ham, hvorfor han lavede sig til at erobre det med Storm. Udi den første Storm bleve de Kongelige afslagne, men udi den anden bleve de Mester over Slottet. De Tillyske retirerede sig til de inderste Deele deraf, hvor de begiærede Accord, men kunde ikke bekomme andre Conditioner end marchere ud med deres Side-Gevær. Udi Slottet blev fundet stort Bytte, men det kostede brave Folk, Kongen selv blev skudt udi sin venstre Axel, og Cron-Prindsen Christianus 5. blev blesseret paa tvende Steder; Hvorfor og Slottet blev fast gandske ruineret, og Broen over Veseren afbrændt.

Det ulykkelige Slag ved Kønigs-Luther foraarsagede, at Førsterne og Stænderne

Bliver forladt af sine Allierede.

udi den Neder-Sachsiske Kreds begyndte at vakle, og, omendskiønt Skaden var ikke saa stor, at den javel, (724) om de havde villet været samdrægtige, og efterfuldt Kong Christians Exempel, havde kunnet oprettes, saa dog lode de sig af Frygt og gode Ord bevæge at forlade Hans Kongl. Majest. som for at conservere deres Religion og Frihed havde indviklet sig i denne Krig.

Dette er det Fornemste som tildrog sig udi det Aar 1626, udi hvilket Aar, saasom Hans Majestet var stedse ude af Riget, forestod Cron-Prindsen Christianus 5. Regieringen hiemme, thi man finder i dette Aar adskillige Forordninger udgivne i hans Navn: 1) Om Salt-Compagniernes Ophævelse. 2) Om Lüneborgsk Salt,

Kron-Prindsen forestaaer Regimentet i sin Faders Fraværelse.

hvilket Undersaatterne tilholdes at kiøbe i Lüneborg selv fra første Haand. (a) 3) Om Confirmation paa de oprettede Artikle angaaende Bryggeriet og Ølltappen. (b) 4) Om en Bede-Dags Anordning; og er hans Titel paa bemældte Forordninger: Vi Christian den Femte Dannemarkis, Norgis, Vendis, og Gottis udvalte Prinds. Dog seer man, at han dette Aar har bivaanet Krigs-Hæren. De som udi Regimentet adjungeredes ham til Medhielpere vare Cantzler Christian Friis, Rigets Amiral Claus Daa, og Christian Thomesen Sehsted.

Anno 1627 lavede begge Parter sig igien af all Magt til; Jeg har tilforn 1627.fortaalt, hvordan det gik af med den Rensborgske Land-Dag, holden udi forbigangne Aar, og hvorledes Ridderskabet resolverede paa den Konglige Proposition. Saasnart dette kom Tilly for Ørene, arbeidede han paa at kuldkaste det igien, og til den Ende affærdigede Skrivelser baade til Førsten af Holsten, og det Holstenske Ridderskab, hvorudi han formanede dem at blive i Keiserens Lydighed.

Imidlertid munstrede Kongen Ridderskabet og de andre Undersaattere udi Holsten, og lod forsyne den Stad Nyenborg med Proviant og anden Fornødenhed. Ellers var paa samme Tid stor Elendighed ikke alleene i Neder-Sachsen, men endog udi de andre omliggende Lande, besynderlig udi Hessen, Weimar og Frankenland, hvilke bleve plagede med Indquarteringer og Giennemtog (725)

(a) Hafn. die 14. Julii.

(b) Hafn. die 5. Octobr.

af de Keiserlige og Ligistiske Tropper, saa at en Stad efter en anden blev besnæret, ligesom Fuglen udi Garnet, hvilket gav Anledning til allehaande underlige Discurser, og saadant desmeere, efterdi man fik Kundskab om, at Hans Keiserlige Majestet havde vel i Sinde at giøre en bestandig Fred udi Riget, men at de Roman-Catholske tragtede efter at forhindre saadant got Forsætt; I saa Maade, at ej alleene fra Paven selv, men endogsaa den gandske Geistlighed til Rom bleve sendte Protestations-Skrivelser til Hans Keiserlige Majestet imod all Forliig og Fred, efterdi man nu havde Kætterne, (som de kaldte dem,) udi Sekken; Hvoraf man kunde see, at det Geistlige Godses igien Erobring, og Protestanternes Undertrykkelse var den Brud, de Keiserlige og Ligister saa længe havde dantzet om, og derfore havde ført Krigen fra et Land til et andet, udsuet og enerveret en Nation efter den anden, men dog holdet saadant Forehavende hemmeligt, og fortsatt Krigen under andre specieuse Prætexter indtil det Aar 1629, da toge de omsider Masken af, og lode komme for en Dag hvad som de havde gaaet saa længe frugtsommelige med.

Efter at Hertugen af Lüneborg, som før er meldt, havde givet sig udi Keiserlig Lydighed igien, og lovet at ville skaffe de Danske Besætninger af sine Fæstninger, har han derpaa giort adskillige Ansøgninger hos Hans Kongelige Majestet, og udi Begyndelsen af April affærdiget en Gesant til ham med Begiæring, at Wolfenbyttel igien maatte indrømmes. Men Kongen holdt det ikke raadeligt at bifalde Hertugen derudi.

Imidlertid giorde begge Parterne deres yderste Flid at forsterke sig med friske Folk. Udi Keiserens og de Ligisters Navn bleve hid og did Patenter uddeelte om at hverve nye Tropper. Kongen af Dannemark giorde ogsaa store Hvervinger, og samlede en Hob Folk tilsammen for at byde General Tilly Spidsen, og forsvare de endnu indehavende Stæder. Blant andre arriverede nogle Compagnier Engelske 6000 Mænd sterke. Kongen af Frankerig bevilgede ogsaa at hverve udi sit Rige 4000 Mænd til Kongens Tieneste, og lovede at giøre Forskud paa Penge dertil. Havde man udi Tide ladet see saadan Iver at række Hans Majest. Haanden, (726) og assistere ham udi hans Forsætt, havde man kunnet haft Forhaabning, at hans Sager skulde have løbet anderledes af, og forrykt de Keiserlige og Ligister deres Concepter, men saasom man allerførst af Skade lærte at blive viis, var all Hielp forgiæves.

Kongen havde nu faaet paa Beenene igien 24000 Mænd til Fods og 5000 til Hæst, hvoraf en god Deel blev lagt udi Stikt Bremen og Ottersberg. Og som han befrygtede at Tilly maatte gaae over Elven med sin Armée, lod han oprette adskillige Skandser ved samme Flod, og forsyne dem med Stykker og anden Fornødenhed.

Imidlertid passerede nogle 1000 Tillyske Elben, og conjungerede sig med Oberste Altringers Regiment, og derpaa bemægtigede sig en sterk Paß ved Havelen, en Miil Vejs fra Brandenborg, omkomme nogle af Guarnisonen, og toge Resten til Fange, som laae derinde.

De Tillyske bemægtigede sig derpaa adskillige Stæder udi Brandenborger Land,

Tillyske Progresser.

som Brandenborg, Rattenav, Perleberg, og andre omliggende Stæder, og derefter vendte sig til Havelberg, for at erobre samme Stad med dens Fæstning.

Imidlertid stode de Kongelige sig vel udi Lyneborger Land, og giorde Besætningen af Wolffenbyttel adskillige lykkelige Udfald, og bragte ind udi Fæstningen stort Bytte, hvilket at hevne, de Tillyske samlede dem sammen, og agtede at sætte i Brand Forstaden, kalden Gotteslager, og havde til samme Forsætts Fuldbyrdelse god Forhaabning, efterdi de havde faaet Underretning, at en Oberst havde Dagen tilforn holdet Brøllup derinde, hvorover de indbilte sig at finde Fienden sovende af et got Ruus; men deres Tanker sloge dem fejl, thi de Kongelige bleve betimeligen advarede om de Tillyskes Forehavende, og derudover forstak 500 Musqveteerer udi en Grav, hvorpaa en Ritmester begav sig af Fæstningen at skermytzere med Fienden. Da nu Anfaldet skeede, vendte bemeldte Ritmester sig til det Sted, hvor Musqvetererne laae skiulte, hvilke u-formodende gave Fyr paa de Tillyske, saa at en stor Deel blev nedlagt og Resten (727) dreven tilbage igien. Saaledes blev dette fiendtlige Anslag til Vand og kom dem selv til Skade.

Medens dette forrettedes, havde de Tillyske bloqveret Nordheim, hvilken de nu

De Keiserlige belejre Nordheim.

begyndte at angribe med stor Iver under Græven af Førstenberg. Den 27 Junii giorde de trende Anfald, men de Belejrede forsvarede sig med saadan Tapperhed, at de Tillyske med stor Forliis maatte viige tilbage. Da nu bemeldte Førstenberg lavede sig den 2 Julii til en General Storm, bøde de Belejrede sig 2 gange til Accord, men kunde ikke erholde den, hvorfor de lode ham ved en Trompeter viide, at, eftersom man mod Krigs-Brug vegrede sig for at accordere med dem, vilde de som ærlige Soldater fegte indtil Døden. Dette u-anseet blev dog Fyrstenberg ved sit Forehavende, og lod sit Folk den 5 Julii løbe Storm den heele Dag, men de Belejrede afsloge dem med stor Tapperhed, saa at de Tillyske samme Dag mistede en heel Hob Folk, og maatte med u-forrettet Sag vende tilbage igien. Mod Aftenen begiærede de en Stilstand for at begrave deres Døde, og curere deres Svage, men de

Erobre den efter stor Forliis.

Belejrede sloge dem saadant med all Billighed af; Efterdi de tilforn havde nægtet dem Accord, giorde ogsaa Udfald om Natten og udplyndrede de Døde i Graverne, og gave dem deres Rest, som vare halv døde. Da de Tillyske nu merkede deres Resolution, forgik dem vidre Lyst til at storme, hvorudover Fyrstenberg sendte Bud til dem, og tilbød dem Accord, hvilken de Belejrede modtoge, efterdi de havde ikke meere Proviant tilovers, og marcherede med all Æres-Tegn udaf Fæstningen.

Derefter brøde de Kejserlige og Tillyske længere ind udi Neder-Saxsen, og det med tvende store Krigshære. Kongen derimod blev gandske forladt af sine tilforn allierede, hvilke faldt fra efter Haanden og forligte sig med Kejseren, dette foraarsagede, at de Kejserlige tænkte at have heele Dannemark i Sækken, og derfor ikke vilde høre tale om nogen Fred, uden med saadanne Vilkor, som Hans Kongl. Majst. ingenlunde kunde imodtage, omendskiønt han havde været bragt til største Yderlighed.

Keiserlige Freds-Propositioner.

De foreslagne Freds-Conditioner bestoede derudi: 1.) At Kongen vilde nedlægge sin Fiendtlighed mod Kejseren. 2.) Sige sig af med sit Kreds Oberst (728) Ampt. 3.) Ikke tragte efter nogen Ertz-Stikter eller Stikter. 4.) Indrømme Kejseren det Førstendom Holsten, og andre Lehne, som Hans Majst. havde udi det Romerske Rige. 5.) Overgive den Fæstning Glükstad strax. 6.) Erstatte Krigens Omkostninger. 7.) Opsige alle Prætensioner paa det Førstendom Lyneborg, Brunsvig og andre Stæder udi Tydskland. 8.) Erstatte Krigs- og Brands-Skade. 9.) Opsige all Alliance og Forbund mod Hans Kejserl. Majst. og andet saadant, hvilket var u-taaleligt at høre.

Saasom Hans Majst. nu tilbørligen havde afslaget disse u-billige Conditioner, af hvilke han noksom kunde see, at de Kejserlige ikke havde i Sinde at giøre Fred, men

Blive af Kongen afslagne.

alleene tragtede at føre sig til Nytte den Spliid, som var imellem Kongen og hans Allierede for at skade Dannemark, og at befæste deres Magt ved Øster-Søen, saa søgte Fienden nu af yderste Magt at angribe de Kongelige Lande. Tilly brød ind paa

De Keiserlige bryde ind udi Holsten.

den eene Side og Hertugen af Friedland paa den anden Side. Hvilket foraarsagede, at Kongen retirerede sig til Glükstad. Derpaa trængde de Kejserlige sig videre ind udi det Hertugdom Holsten, og bemægtigede sig en liden Fæstning ved Crempe, hvilken strax blev besatt med toe Kejserlige Compagnier. Tilly giorde sig iligemaade Mester over Itzehoe og Elmeshorn. Græven af Anhalt bemægtigede sig nogle smaae Skandser, og rykte for Ottersberg, hvilken, eftersom ingen Hielp for Haanden var, han ogsaa erobrede.

Hertugen af Holsten Friderik 3. forlod udi denne Fristelses Tid da det Kongelige Parti, og søgte at forlige sig med den Kejserlige General Tilly. (a) Han erholdt ogsaa Neutralitet, men med haarde Conditioner, nemlig, at han skulde give en anseelig Sum Penge, og indrømme det Eiderstedske til Indqvarteering for endeel Kejserlige Tropper, og forlade det Lavenborgske Forbund. Dette gav Aarsag til Misforstand imellem Kongen og Førsten, og foraarsagede at Kongen faldt ind udi de Førstelige Lande, og endelig belejrede Gottorf selv, hvor Hertugen opholdt sig med endeel Kejserlige Tropper, og bleve de ikke forliigte førend ved den Lybekske Fred, hvorom videre siden. (729)

(a) Olear. Chr. Holsat.

 Imidlertid forefaldt udi Holsten en haard Trefning mellem Margræven af Durlach og de Kejserlige under Græven af Schlich, hvorudi Margræven blev totaliter slagen, (a) han selv med nogle faa salverede sig med Flugten, og gav sig til Skibs. Resten af hans Armee faldt udi de Kejserliges Hænder. De Kejserlige Armeer brøde

Item i Jylland.

derpaa ind i Slesvig og Jylland, giorde sig Mestere over Wilstermarsk og Rensborg, siden Kiel og Flensborg, og rykte langt ind udi Jylland, hvor de bemægtigede sig Lands-Byer, Stæder og Slotte uden nogen Møje, eftersom Indbyggerne havde gandske forladt dem af Frygt for denne forskrekkelige Krigshær, hvilken de fandt sig alt for svage at modstaae, men alle de indtagne Stæder, som hørte Førsten af Holsten til, bleve efter Kejserens Ordre givne ham tilbage.

Udi dette Aar regierede den bekiendte u-hørlige Storm, hvoraf den 28 Januarii nedblæsede vor Frue Spiir i Kiøbenhavn, Kongens Lade-Gaard og Nicolai Taarn, (b) hvilket faldt ind paa Kirken, og slog den heele Kirke-Hvelning ned, hvorfore man et heelt Aar holdt GUds Tienesten under aaben Himmel. Taarnet blev siden opbygged paa nye langt hærligere end tilforn, og varede Bygningen nogle Aar; Den kostede meer end 19000 Rigsdl. (c) Udi samme Aar blev Prinds Christians Kammer-Junker Axel Ørn ihielskudt paa Amager Torv af Vagten. (d)

Anno 1628 belejrede Vallenstein eller Hertugen af Friedland ved sin Oberst 1628. Arnheim den Stad Straalsund, hvorudi var en Dansk Gvarnison, hvilken forsvarede sig tapperligen, og slog de Kejserlige alletider af, da de stormede dertil, og omendskiønt Wallenstein beleirer Straalsund.Vallenstein selv med nogle tusinde Mænd kom derhen, greb Staden an med stor Iver, og lod alletider Regimenter løbe an, hvilke uden Ophør bleve afløste med to andre Regimenter, ikke desmindre bleve de Kejserlige dog med stor Forliis drevne tilbage. (730)

(a) Monros Expeditions pag. 18.

(b) Thomæ Velling. Calend. Manuscr.

(c) Resen. Excerpt. Manuscr. hvor denne Hændelse henføres til 1627.

(d) Thom. Velling. Calend. Manuscr.

Over dette blev Vallenstein saa forbittret, at han lod sig merke med, at ville indtage Staden, om den hang ved Himmelen af en Kiæde, og derfor en Dag lod skyde paa Muurene uden Ophør, (a) hvilket altsammen de Belejrede udstode med stor Bestandighed, eftersom de havde forbundet sig til Døden med hinanden, besynderligen da 150 Danske Sejlere lode sig see udi Søen, og foraarsagede det, at de Kejserlige med

Maa forlade den igien.

u-forrettet Sag maatte gaae tilbage igien. Medens de Friedlandske havde at bestille med Straalsund, havde Tilly begived sig for Stade, hvorudi var den Engelske Oberst Morgan med 44 Compagnier Danske, hvilke forsvarede sig længe med stor Tapperhed, giorde adskillige Udfald, og skarmytzerede idelig med Fienden, og eftersom de ventede Undsætning fra Dannemark, vilde de ingenlunde lade sig beqvemme til Tractater, hvorudover Tilly anvendte all sin Konst paa Belejringen. Endeligen lod Kongen sig see med 3 Skibe paa Elven, for at undsætte dem, dog han kunde ikke føre sit Forsætt i Verk, eftersom Tilly havde saa sterk forskantzet sig, at han hverken kunde komme til ham eller beskyde hans Lejer, hvorfor de Belejrede endeligen capitulerede og overgave Staden.

Efter at Stade var erobret, gik man løs paa Crempe og Glykstad, som bleve belejrede af Oberst Altringer. De af Glykstad giorde adskillige lykkelige Udfald, erobrede mange Fanger, samt nogle Skibe, som vare ladne med Proviant til Fienden, og sparede ingen Fliid i at bestyrke sig mod de Kejserlige, saa at de samme endeligen forlode Glykstad og med deres gandske Magt gave sig for Crempe, hvorhen Hertugen af Friedland ogsaa var kommen med en Hob friske Folk og omringede Staden, saaledes, at ingen kunde komme hverken ind eller ud. Da Gouverneuren Georg von Ahlefeld

De Kejserlige erobre Crempe.

saae sig nu saaledes omspændt, Provianten fortæret, og ingen Undsætning at bekomme, overgav han Staden med saadanne Conditioner, at Besætningen med all Æres-Tegn skulde marchere til Glykstad, og derfra begive sig til Dannemark. Havde de Danske med hungrige Maver kundet behielpe sig nogle Dage længere, havde de Kejserlige bleven nødde til at ophæve Belejringen ikke (731)

(a) Monros Expedition. part. 1. pag. 67.

uden største Skade formedelst en Vandflod, hvilken skeede nogle Dage efter Stadens Opgivelse, men Lykken herudi saavelsom udi andet, var stedse imod.

Da nu Kongen havde ikke meer til overs af heele Holsten end Glykstad, lod Keiseren, opmuntret af denne Lykke, ved sine Commissarier citere den Holstenske Adel til Rensborg, for der at hylde ham, efterdi Kongen af Dannemark, som han foregav, havde forbrudt det Førstendom Holsten, men der lod sig ganske faa af bemeldte Adel indfinde, saa at de Herrer Commissarier fik her lidet for deres Umage.

Den bestandige og udi Mood u-overvindelige Kong Christian, omendskiønt Lykken udi denne Krig havde været ham meget imod, lod han dog ikke sinke noget af sin

Kong Christian forsøger Lykken til Søes.

sædvanlige Behiertighed, men paa nye lavede sig til af yderste Magt at continuere Krigen, og med en sterk Flode begav sig til Søes, for at forsøge Lykken igien; Først begav Hans Majestet sig til Femern, hvilken han bemægtigede sig og tvang de Besætninger, (a) som der fandtes at opgive deres Skandser; Derefter begav han sig til Eklenførde, hvis Besætning, som var Lyneborgsk, maatte give sig paa Naade og Unaade. Derimod udrustede de Keiserlige til Apenrade 18 Skibe, men de bleve overfaldne af en Storm, saa at nogle forgik, og Resten faldt i de Danskes Hænder. Efterat Eklenførde var erobret, vendte Kong Christian sig til Kiel, hvilken, da han nogen Stund forgiæves havde beskydet og anfaldet, gik han derfra med sin Flode igien.

Efter at Kongen havde lagt sine Skibe omkring Rygen, gik han med en anden Armée til Usedom, hvor han bemægtigede sig de Stæder Putgla og Usedom, samt det heele Land; Derefter Volgast og den Skandse Peinemund. Medens Kongen tog sig for at befæste den Stad Volgast, forsamlede de Keiserlige sig til Grypsvald 6 Regimenter Fodfolk og 22 Cornetter Ryttere, hvilket, da Hans Majestet fornam, gik han dem selv i Møde med hans Søn Hertug Friderik, som siden blev Konge i Dannemark, sloges tapperligen med dem ved den store Skandse, og drev dem tvende gange tilbage med stor Forliis. Endelig da de Keiserlige (732)

(a) Monros expeditions part. 1. pag. 46.

giorde det 3die Forsøg, bemægtigede de sig Skandsen. De Danske sloge sig med 7 Corneter 2de gange igiennem 22 Kejserlige Cornetter, og dermed holdt dem saa længe op, at Fodfolket kom ind udi Staden. Udi denne Træfning forliiste de Danske 500 til Fods og 100 til Hæst, de Kejserlige engang saa mange. Derefter begav Kongen sig til Skibs igien, og sejlede til Kiøbenhavn.

Imidlertid giorde den Danske Besætning udi Glykstad, som bestod af 1500 Mænd, et lykkeligt Udfald; thi den 25 Augusti, gik de ud om Natten af Fæstningen, og anfaldte den Kejserlige Armée, med saadan Tapperhed, at en stor Deel af de Kejserlige omkomme, mange høje Officerer bleve fangne og adskillige Skandser sleyffede, hvorpaa Gvarnisonen begav sig med Triumph til Staden igien.

Nu bemøjede sig ikke alleene Dannemarks Raad, men end og Churførsten af Sachsen og andre at dempe denne U-roelighed, og at stifte Fred imellem Dannemark og Kejseren igien, og kom det endelig saa vit, at Hamborg eller Lybek bleve benevnede til Tractaterne. Men, som Kongen af Dannemark imidlertid continuerede med

Handel om Fred.

Krigen, lode de Kejserlige sig forlyde, at deraf ikke kunde sluttes andet, end de Danske havde liden Lyst til Fred. Da Hans Majestet blev erkyndiget derom, lod han til Kiøbenhavn publicere et Skrift, hvorudi han gav tilkiende den Tilbøjelighed han havde til Fred, og at han allerede havde forsynet sine med Instrux og Plenipotentz, dersom det var de Kejserliges Alvor. Herpaa kom det nu vel saa vit, at den Stad Lybek blev benevnet til Freds-Handling; ikke desmindre havde dog begge Parterne lavet sig til af yderste Magt, at, i fald Tractaterne skulde blive frugtesløse, de kunde være færdige at møde hinanden igien.

Endeligen blev udi Begyndelsen af det Aar 1629 Freds-Handlingen satt i Værk 1629.til Lybek, udi hvilken lode sig indfinde efterfølgende Danske Ministrer.

Commissarierne komme sammen til Lybek.

Danske:

Hr. Christian Friis Kongens Cantzler.

Danske.

Hr. Jacob Ulfeld Rigets Cantzler.

Hr. Albrecht Scheel Rigets Raad.

Hr. Levin Marskalk.

|733Hr. Detlev Rantzou Raad og Amtmand til Rensborg.

Holsteener.

Hr. Henrik Rantzou Amtmand til Rensborg.

De Kejserlige lod sig strax derefter iligemaade indfinde, og vare:

Friedlandske:

Hr. von Dietrichstein.

Hr. Reinard von Valmerod.

Hr. Hannibal von Schauenburg.

Tillyske:

Hr. Jobst Maximilian Graff von Gronsfeld.

Hr. Johan Christoff von Ruppa General Commissarius.

Kongen af Sverrig vilde ogsaa have sine Gesanter did hen, thi Doctor Salvius, som oppeholdt sig da paa Langeland, anholdt sterkt om frit Gelejde, og sendte en Skrivelse til Lybek derom, men udrettede intet dermed; thi de Kejserlige vilde ikke give dem noget frit Paß, førend den Stad Straalsund, som var udi de Svenskes Hænder, blev given tilbage, hvortil de ikke vilde lade sig beqvemme.

Medens dette forhandledes, blev der udi Februario holden en Personlig Sammenkomst til Markerød mellem Kong Christian og Kong Gustav Adolf. Med Kong Christian fuldte Rigets Marsk Jørgen Scheel, Rigets Amiral Claus Daae og Christen Thomesen Sehsted. Udi Gustavi Adolphi Følge var Rigets Cantzler Axel Oxenstierne, item Gabriel Oxenstierne og Johan Salvius. Efter nogle Dages venlig Samtale skildtes begge kierligen fra hinanden; og varede Venskabet mellem disse tvende store Konger saa længe som Gustavus Adolphus levede.

Tractaterne imellem de stridende Parter varede længe, og lode sig undertiden ansee meget tvivlagtige, eftersom de Puncter, de Keiserlige forelagde, vare saa ubillige, at de Kongelige ingenlunde kunde eller ville antage dem. Endelig blev Anno 1629 den 12. (22.) May Freden sluttet imellem begge Potentater, ved hvis Kraft (734) Dannemark fik vel de forliiste Provincier tilbage, men derimod maatte love ikke at hindre

Fred til Lybek.

Keiseren meer i de Tydske Sager. Hvilken Condition denne store Konge aldrig havde indgaaet, og aldrig saa forladt de Protestantske Førster udi Tydskland, hvis de og andre Allierede havde grebet dem saa vel an, som de giorde siden under Gustavi Adolphi Anførsel, da den yderste Nød tvang dem til at vaagne op af Søvne: Thi de, som af denne 30 Aars Krigs Historie have fattet saa slette Tanker om Dannemark, og derimod saa høje om Sverrig, lade kun see, at de løsligen og uden Judicio have læset samme Historie; Thi, havde Gustavus Adolphus begyndt Krigen først, da Betænkning derover.

der hos de Allierede var saadan Kaaldsindighed, og hos de Tydske Førster saadan Indolence, var det ikke gaaet ham bedre. Saa den heele Sag beroede alleene paa Conjuncturernes Forandring, endeel ogsaa paa Sverriges fordeelagtige Situation frem for Dannemark, hvilket Land efter det Slag ved Luther stod aabet for de Keiserlige Arméer, da derimod Sverrig efter den Forliis ved Nordlingen, som var større, havde intet at frygte sig for saadant. Ved denne Fred bekom dog Dannemark ikke alleene de erobrede Provincier tilbage, men Hans Majestet blev ogsaa accorderet en Told paa Elven til Vederlag for Krigens Omkostninger.

Med de afhandlede Freds-Puncter bleve fire af de Kongelige Herrer Deputerede affærdigede for at indhænte Hans Kongelige Majestets Ratification, dog har Kongen ikke villet underskrive dem, men skikkede to af dem, som bragte ham de samme, til Lybek igien, Tractaterne videre at continuere.

Ved deres Ankomst have Gesanterne, for at giøre en Ende paa Sagen, tractered endda 3 Dage med hinanden, forbedret de forrige Freds-Artikle, og endelig bragt det til Slutning.

Derpaa have Gesanterne affærdiget denne Slutning til Hans Keiserl. og Kongl. Majest. for at indbringe Ratificationerne paa begge Sider, og lade Freden forkynde, saa vel udi de Keiserlige, som Kongelige Quartéerer, og Guarnisoner, og byde dem under Livs-Straf at indeholde med all Fiendtlighed, Fordringer, Indfald og Plyndringer.

(735) Efterfølgende Dag blev Freden offentligen udraaben til Lybek, og af alle Kirkerne udblæst, og derpaa, efter at Taksigelses Prædikener vare holdne, Te Deum

Freden ratificeres og udraabes.

Laudamus siunget udi alle Kirker. Derefter bleve alle Stykkerne 3 gange løsede om Volden, og de gevorbene Soldater gave 3 gange Salve.

Strax derpaa, efter at de Keiserlige og Kongelige Ratificationer vare indbragte, blev det Keiserlige Krigsfolk ført af Jylland og Holsten, og Undersaatterne satte udi Fred og Roelighed igien.

En saadan Ende tog den saa kaldte Keiserlige Krig, udi hvis Beskrivelse jeg har været dis kortere, efterdi den findes hos mange Skribentere i allehaande Sprog vitløftigen udført, og mit Forsæt er omstændigen at tale om de Ting, som lidt eller intet tilforn i Pennen er førdt. Man seer at Aarsagen til dens slette Udfald var de Tydske Stænders Søvnagtighed og de andre Allieredes Kaaldsindighed, thi af de Subsidier, som bleve lovede af Frankerig og Engeland blev lidt eller intet til Veje bragt, hvilket vises af den Danske Resident Ped. Wibes Klagemaal fra Frankrige. (a) Ellers distinguerede sig en Hob Engelske Folk udi Dansk Tieneste paa samme Tid, som Robert Monro, der selv har beskrevet sine Felt-Tog, Carl Morgan, der med stor Tapperhed forsvarede Stade imod Tilly, og Gordon, hvilken, endskiønt han ikke egentlig stod i Dansk Tieneste, førte dog i nogle Aar Correspondence med Cantzler Friis, som sees af hans egenhændige latinske Breve. (b) At han dog for sine beviiste Tienester og Correspondencer haver nydt aarlig Pension af den Øresundske Told, viises af et Klage-Brev samme Pension angaaende. (c)

Efter at Freden var sluttet, geraadede Hans Majestet udi nogen Tvistighed med Hertug Friderik af Holsten Gottorp, med hvis Opførsel han i Krigen ikke altid havde været fornøjed. Jeg har tilforn viiset, hvad Forbindelse, der var giort imellem Kongen og (736)

(a) Lit. Petr. Wibe ad Canc. Christ. Friis manuscr. autogr.

(b) Lit. Francisci Gordonii ad Christ. Friis manuscr. autogr.

(c) Lit. Francisci Gordonii ad Christ. Friis: Gedano 8 Julii 1633 autogr. Manuscr: Ordene ere disse: Telonarii Elsingoræ solutionem annuj mej stipendij recusant.

Hertugen ved den saa kaldte extenderede Union. Denne Forbindelse blev endda

Tvistighed med Hertug Friderik af Holsten.

giort sterkere udi Krigens Begyndelse, da de med andre traadde i det Lauenborgske Forbund til den Neder-Saxiske Kredses Beskyttelse, hvorudover det Kongelige og Førstelige Slesvig-Holsten kunde ansees, som et Corpus, og som een foreened Magt mod tilfælles Fiende. Men at Foreeningen var ikke saa sterk, som den syntes at være, merkede man Aar 1626, da Hertugen paa den Land-Dag, som holdtes til Rensborg, veigrede sig for at contribuere til Landets Defension. Da den listige Keiserlige General Tilly fik Kundskab om denne Kaaldsindighed, søgte han strax at saae videre Ueenighed mellem Kongen og Hertugen, til hvilken Ende han i det Aar 1627 den 2. Febr. affærdigede en Skrivelse til Hertug Friderik, hvorudi han fører ham til Gemythe, hvorledes Kongen af Dannemark paa Land-Dagen til Rensborg havde med Hans Førstelige Naades Exclusion giort farlige Propositioner for tilfælles Ridderskab og Stænder udi Førstendommene. Han raadede derfor Hertugen at tage sin Interesse i Agt, paa det han ikke ved Tilladelse af saadanne farlige Machinationer skulde styrte sig selv og sine Undersaatter i Ulykke. (a) Saa at det synes af denne Skrivelse, at Kongen har villet have Contributioner af tilfælles Lande uden Førstens Minde, hvilket dog ikke befindes saa at være. Om Hertugen lod sig indtage af Tillys

Aarsag dertil.

Skrivelser, skal jeg ej kunde sige, vist nok er det, at, da de Keiserlige finge Overhaand, og i det Aar 1627 brøde ind udi Holsten, reisede Hertugen selv til Lauenborg, hvor han forligede sig med Tilly, lovende at forlade det Danske Parti, og at tilstede de Keiserlige fri Passage igiennem sine Lande, hvorved han erholdt Neutralitet. Dette kunde ikke andet end gaae Kongen til Hierte, efterdi han saae Stæder ikke alleene i det Holstenske, men endogsaa i det Slesvigske besatte med Keiserlige Tropper, og at Hertugen derved havde aabnet dem en fri Indgang udi Riget. Hertugen vilde vel her undskylde sig med den yderste Nød, at han maatte forliige sig med de Keiserlige for at conservere sine Lande, men saadan Undskylding kand ikke gielde mod dem, som man alleene har sluttet et simpelt Forbund (737)

(a) Olear. Christ. Holsat. pag. 78.

med, langt mindre udi saadan Casu som denne, hvor der var en 4re dobbelt Forbindelse. Først den gamle Union, som i Christiani 3tii Tid var stiftet mellem Førstendommene. 2) Denne Unions Extension, som denne Hertug selv havde indgaaet, hvilken strakte sig ogsaa til offensive Kriger. 3.) Den Alliance, som var sluttet i Krigens Begyndelse, da Hertugen traadde i det Lavenborgske Forbund med Kongen og de andre Protestantske Herrer, og endeligen 4.) den Forbindelse i Henseende til det Slesvigske, hvoraf Hertugen var Rigets Vassal, og som Slesvigsk Første havde aflagt Kongen og Riget Troeskabs Eed. Men denne gode Hertug Friderik med alle de Dyder og Qualiteter, som tillægges ham, var ikke af den Sinceritet, som udfodres; thi Egennytte var det, som han i alle sine Idrætter fornemmeligen sigtede til. Men dette Frafald fra Kongen bragte ham kun liden Nytte til Veje, thi de Keiserlige indquarterede sig udi hans Lande, og der levede paa Discretion, og Kongen tracterede ham, som en Fiende. Ja, hvis den Lybekske Fred saa hastigen ikke var sluttet, havde Kongen maaskee faaet ham i sine Hænder, efterdi han havde belejret Gottorff, hvorudi Hertugen var indsluttet med en Keiserlig Guarnison.

Vel blev alting bilagt ved den Lybekske Fred; Men Kongen kunde ikke saa hastigen forglemme Hertugens Opførsel; Hvorudover han i Steden for at føre sine Tropper tilbage af Hertugens Lande, lod dem leve paa Discretion, saa vel udi Holsten, som udi det Bispedom Eutin, hvilket det Holsten Gottorpske Huus da besadd. Herudover besværgede Hertugen sig for Keiseren, hvilken derpaa lod udgaae en monitorial Skrivelse til Kongen, og derudi formanede ham ikke at bryde Freden, og at restituere Hertugen alle de Stæder og Slotte, som han havde bemægtiget sig siden Freden, at føre sine Tropper tilbage, og at betale den Skade, som han havde tilføjet Hertugens Lande. Endeligen, saasom Kongens Intention var meere at viise den Fortrydelse han billigen

Bliver bilagt.

havde fattet, end at beskadige Hertugen, lod han det derved forblive, og skiænkede Hertugen noget Artillerie for den Skade han havde lidet. Saa at man deraf seer, at Hertugen baadede lidet ved dette Frafald.

(738) Af samme Frafald udbrød ogsaa nyeligen for Freden en anden Ulejlighed, som jeg ikke kand forbigaa at anføre. Da Hertugen havde indrømmet de Keiserlige sine beste Stæder udi Førstendommene, begyndte de Nordstrander at bilde sig ind, at Hertugen havde i Sinde at indrømme Keiseren alle sine Lande, og derfor at betinge sig andet Vederlag, hvorudover adskillige, saa vel af Adel, som Almue, bleve ham u-gunstige og lode falde haarde og farlige Ord mod den Førstelige Regiering, og bleve de i deres

Uroelighed udi Nordstrand.

onde Tanker ikke lidet bestyrkede af adskillige omliggende Stæder, sær af de Kongelige, hvilke ved hemmelige Breve opmuntrede dem til at fremture udi den Uvillie, som de havde fattet imod Hertugen. Et af disse Breve, som var skikked til Nordstrand, blev opsnappet af en Raadmand ved Navn Benno Numessen, hvilken overleverede det ubrudt til Hertugen. Men, da Nordstranderne finge Kundskab derom, giorde de derover saadan Allarm, at bemældte Raadmand var ikke sikker paa sit Liv; Ja Førsten geraadede derover i saadan Skræk, at han nogen Tid lagde en blott Kaarde udi sin Sæng, af Frygt for at blive overfalden om Natten. (a) Paa samme Tid, da en af hans Tienere, ved Navn August Bestenbørstel, reisede udi Førstens Ærende, blev han paa allfar Vej overfalden af een af disse Misfornøjede, saa at det var ikke uden med stor Nød, at han kom med Livet derfra. Men Anfalderen blev strax der paa greben, dømt fra Livet og halshuggen, de andre Rebellere bleve ogsaa fængslede, og maatte sidde en Tid lang indsluttede udi Gottorffs Taarn indtil Freden blev sluttet. Af denne

Execution.

Execution blev den Nordstrandske Almue nedslagen, saa at den holdt sig siden stille. Den Holstenske Krønik anfører som et Exempel paa Guds Hævn, at ingen af disse oprørske døde naturlig Død. Men, hvis det er sant, at de giorde dette Oprør alleene

Autoris Betænkning herover.

af den Præsumption, som de havde fattet om Hertugens Anslag, at abalienere Førstendommene, kand man holde for, at det var en Vildfarelse, som reisede sig af en patriotisk Iver, og derfor ikke kand regnes iblant de Synder, som Himmelen paa saadan Eclatant Maade straffer, allerhelst efterdi Virkningen af denne (739)

(a) Olear. Christ. Holsat. pag. 83.

Formastelse bestod alleene derudi at overfalde en Tiener paa Vejen, som dog kom heelskindet derfra. Mig synes, at Hertugens Ministrer havde større Regnskab at giøre for Gud, der havde raadet deres Herre at bryde saa sterke Forbindelser, og indlade Fienden udi sin Allieredes og Velgiørers Lande.

Det var ikke alleene med Hertugen af Holsten Gottorf Kongen udi denne Krig havde været misfornøjed, men endogsaa med den Stad Hamborg, hvilken, medens Riget var indvikled i Uroelighed, havde begyndt paa nye at øve deres formeente Jus Restringendi paa Elven, og derpaa udi Krigens Tid havde udvirket et Keiserligt Diploma Anno 1628. Dette søgte nu Hans Majestet at straffe dem for, og meenes der, at han ved den Lybekske Fred betingede sig af den Keiserlige General Wallenstein, at ingen Hinder ham derudi skulde skee. Men, førend jeg gaaer videre frem, og taler om dette Kongens Foretagende, item hvad Virkning det havde, vil jeg først mælde noget om den statelige Franske Ambassade, som skeede strax efter Krigen udi dette Aar. Samme Ambassade, saasom den var af en særdeles Vigtighed, og dens Beskrivelse

En mærkelig Fransk Ambassade.

giver en Portrait paa det Danske Hoffes Tilstand paa de Tider, fortiener at fortælles med Omstændighed, helst som derom haves Relation af en fornemme Fransk Herre, der var med udi Ambassadeurens Suite. De Franske Kiøbmænd havde tilforn drevet en stor Handel paa Persien og Indien igiennem Tyrkiet; saadan Handel bestoed udi Specerier, Juveler og andet, og holdt man for, at den beløb sig til 6 Millioner Gylden aarligen. Caravanerne bragte de Indiske og Persiske Vahre til Aleppo udi Syrien, hvor de Franske tilhændigede sig dem, og bragte dem med Skibe til Marseilles udi Provence; Men ved disse Tider begyndte Kongen af Persien at vegre sig ved at lade Caravanerne passere igiennem Tyrkiet, saasom Tyrkerne, der vare hans

Aarsag dertil.

Fiender, derved berigedes. Hvorudover Kongerne af Persien og Frankrige foreenede sig saaledes med hinanden, at de Persiske Vahre skulde herefter gaae igiennem Moscovien, og over den Caspiske Søe til Astracan, og siden ved Hielp af Floder til Narva, hvorfra de Franske skulde føre dem til Frankerig igiennem Sundet.

(740) Til dette at i Verk sætte var fornødent at negotiere med Dannemark om Farten igiennem Øresund, og blev til den Ende Lovis des Hayes Baron de Courmesvin som Ambassadeur dette Aar affærdiget til det Danske Hoff. Bemældte Baron Courmesvin arriverede den 24. Junii til Helsingør, og giver da Autor til denne Ambassades Beskrivelse en curieux Underretning om den Øresundske Tolds Tilstand paa samme Tider. (a) Den 2den Julii arriverede han til Kiøbenhavn, over hvilken Ambassadeurens Ankomst til Kiøbenhavn.Hovedstad saa vel som dens Indbyggere han giver en kort Beskrivelse, at man derudaf kand see Landets Moder paa de Tider, og det besynderlig i Anledning af en stor Liig-Begiængelse, og et fornemme Brøllop, som han bivaanede samme Tid. Hvad Liig-Begiængelsen angaaer, da seer man, at Matroner og Jomfruer ogsaa fulte Liget med Sang til Graven over Gaden, og de fornemmeste Brude-Vielser skeede da udi Kirken, hvilket viises af Frøken Lindenows Brøllop, som da blev celebreret med saadanne Ceremonier, at Præsten tog en Ring af Brudgommens Finger og satt den paa Brudens, hvilket nu ikke i Agt tages uden med Bønder. Dog vidner Autor, at fornemme Folk tilforn bleve viede udi deres Huuse, men at Hans Majestet ved en Forordning havde paabudet, at alle, af hvad Stand og Vilkor de vare, skulde vies i Kirken. (b)

Den 9 dito blev Ambassadeuren bragt til Audience, og det med saadan Pragt, saa at Autor kand ikke noksom forundre sig over det Danske Hoffes Magnificence.

Hans Audience.

Den første Audience endtes alleene med Complimenter, og som Hans Majst. gemeenligen var jovial og lystig, spurte han Ambassadeuren, hvad ham syntes om den Fred, som nyeligen var sluttet med Kejseren. Men nogle Dage derefter havde Gesanten i Kongens Fraværelse en stor Conference med Raadet, og er det da merkeligt, som Autor antegner, at Cantzeleren Christian Friis, som Chef for Raadet, sad øverst og Statholderen Frands Rantzou, som yngst Raads-Herre, sad nederst. Ambassadeuren begyndte da paa Kongens af (741)

(a) Ambassade de Courmesvin pag. 33. seq.

(b) Ibid. pag. 77. Le Roi, qui est le Pape & Patriarch de son Royaume a fait une ordonnance, par la quelle tous les Mariages se doivent faire en face d’Eglise.

Frankerige Vegne at giøre saadan Proposition: nemlig, at de Franske agtede at handle paa Moscovien med Grosførstens Tilladelse, og at Hans Allerchristeligste Majestet vilde, at Farten skulde skee igiennem

Hans Proposition.

Øresund, hvorudover han var skikket for at handle med Hans Kongl. Majestet af Dannemark om Tolden i Øresund, hvilken Told han begierede maatte blive saa moderat og billig, som mueligt, og at Hans Majestet vilde tage i Betænkning de extraordinaire store Depenser, som Frankerig maatte giøre paa saadan nye Handels Stiftelse, og at de derfore ikke kunde taale at give høj Told. Efter at denne Proposition var giort, ginge nogle af Raadet til Side for at conferere med hinanden derover, og derefter bad Ambassadeuren at han vilde tilkiende give hvad slags Vahre de Franske vilde føre igiennem Sundet. Hvortil han svarede, at de samme kunde ikke specificeres. Raads-Herrerne sagde da, at, hvad Viin og Salt var angaaende, da pleiede man deraf at betale 4 pro Cento, hvorved det endeligen maatte blive; thi, dersom Kongen slog noget deraf for de Franske alleene, vilde deraf flyde de U-lejligheder, at andre Nationer enten ikke meere kunde drive saadan Handel paa Østersøen, eller at de vilde betienne sig af Franske Navne og falske Certificatzer. Ambassadeuren svarede dertil, at saadant kunde ikke giøre noget synderligt Skaar udi andre Nationers Handel, og, hvad falske Flag og Passe var angaaende, da kunde man derved ikke bedrages, naar man examinerede Skipperne og Baadsfolkene. Videre, sagde han, at Kongen af Frankerig burde være i meere Consideration end Staterne af de foreenede Provincier, og at derfore Hans Majestet ikke burte tage meere end 1 pro Cento af Franske Undersaattere, helst, saasom de Vahre, som brugtes til forbemeldte nye Handel, maatte siden passere igiennem tvende andre Potentaters Lande, til hvilke ogsaa Told maatte aflægges. Raadet blev ved det forrige, nemlig, at Toldens Formindskelse for de Franske alleene var af farlig Conseqvence for andre Nationer, hvilke derover vilde fodre ligesaa stor Afslag. Endeligen begyndte Gesanten at blive noget hidsig, og vilde af denne Handel viise en Merite mod Dannemark, foregivende, at den Danske Øresundske Told vilde merkeligen tiltage ved den Persiske (742) og Moscovitiske Handels Drift over Øster-Søen. Han lod sig ogsaa merke med, at, hvis Kongen af Dannemark ikke vilde beqvemme sig til saadan Moderation i Tolden, vilde man indlade sig i Handel enten med Sverrig, og søge at faae deslige Vahre bragte til Gottenborg, hvor de Franske kunde have deres Oplager, eller, om alting slog dem fejl, kunde de sejle paa Archangel, hvilken Vej ingen kunde hindre dem at tage, saa at, hvordan det gik, saa tabte Dannemark derved, hvis samme Rige vilde spende Buen saa højt, at de Franske Kiøbmænd maatte tage andre Mesures.

Derpaa gav Raadet til Slutning saadant Svar, at denne Sag behøvede nøjere

Tages i Betænkning.

Examen, og bad Gesanten, at han vilde give sin Proposition beskreven, paa det de kunde skikke den til Kongen tillige med deres Betænkninger derover. Dette samtykte Ambassadeuren, og samme Aften insinuerede Canceler Friis sin Proposition saa lydende: Saasom Kongen af Frankerige havde tilladt sine Undersaattere at handle paa Moscovien, saa vel for at tilhændige sig Ryssiske Vahre, som andre omgrænsende Rigers sær Persiens; og han fornemmeligen har i Sinde at saadan Commerce skeer udi den Stad Narva og ikke udi Archangel, paa det at Dannemark derudover ogsaa kand nyde nogen Fordeel, og at det Venskab, som er imellem samme Rige og Frankerige, derved kand bestyrkes. Da, eftersom alle nye Etablissemens udfodre store Bekostninger, og Kiøbmændene behøve særdeles Hielp og Protection udi saadant Verk, begierer Kongen af Frankerig, at Hans Majestet af Dannemark vil favorisere samme Handel, og lade sig nøje med en maadelig Told, som de Franske Skibe skulle aflægge, naar de passere igiennem Sundet. Dog forlanger han ikke saadan Moderation i Tolden uden for de Skibe, som gaae fra og til Narva; thi, hvad de Skibe angaaer, som ville fare paa andre Stæder udi Øster-Søen, da skal Tolden blive for dem paa den gamle Fod. (a)

Efter at denne Proposition var overleveret, og henskikket til Kongen, som da var i Holsten, begav Gesanten sig nogle Dage derefter paa Rejsen, for videre at tale med Hans Majestet, og at (743)

(a) Propositio Legati Gall. Hafn. die 11. Julii 1629.

erhverve en Resolution. Efter han did var henkommen, erholdt han en Audience paa nye den 22 Julii. Begyndelsen af hans Tale bestod ikkun udi Complimenter, hvorefter han kom til Materien om den oftbemeldte Handel, som skulde drives igiennem Sundet paa Moscovien, og dette var hvad som han skrifteligen havde forfattet i Begieringen til Raadet i Kiøbenhavn. Autor antegner da at Kongen var noget beskiænket, hvilket foraarsagede, at, endskiønt han kunde expedere sig vel baade paa Latin og Fransk, saa betiennede han sig da af sin Secretaire Gynther,

Gesantens Samtale med Kongen i Holsten.

og ved ham lod Gesanten sige, at han ønskede, at have Forslaget paa Skrift, hvilket giver tilkiende, at den skriftlige Proposition, som var indgiven til Raadet, var endda ikke kommen udi Hans Majestets Hænder, hvilket Gesanten lovede, og blev derpaa ledsaget tilbage. Udi den Tale, som Monsr. des Hayes holdt ved denne Audience, er dette blant andet i sær at merke, at han gav tilkiende den store Estime, Kongen af Frankerig havde for Kong Christian, og at samme Konge havde sagt, at Hans Majestet af Dannemark udi den Tydske Krig havde ladet sig see ikke mindre god Soldat end stor General. Dagen efter denne Audience, som var den 23 Julii, bragte Peder Vibe Gesantens skriftlige Proposition til Kongen, hvilken overleverede den sin Secretaire Gynther til Expedition. Denne Secretaire fik derpaa Ordre at lade Ambassadeuren viide, at Hans Majestet havde, i Faveur af Kongen af Frankerige, accorderet, at de Franske Undersaattere, som vilde sejle paa Narva, skulde for hvad Vahre, de være kunde, ikke betale meer end en pro Cento, og en Rosenobel for hvert Skib. Dog skulde dette Privilegium alleene strække sig til en vis Tid, nemlig af 8 Aar, paa det andre Nationer ikke skulde deraf tage Lejlighed at begiere samme Moderation i Tolden. Derforuden reserverede Kongen sig sin Souverainetets Rett,

Beskrivelse over den saa kaldte Souverainetets Rett udi Øresund.

efter den Sædvane, som brugeligt var med alle andre Potentater. Over dette sidste støtte Gesanten sig, saasom han ikke kunde fatte hvad Souverainetets Ret en Konge kunde have over fremmede Kiøbmænd, og derfore bad Secretairen, at han vilde forklare, hvorudi saadan Souverainetets Rett bestod, hvilket Gynther ogsaa giorde, sigende, at saadan Souverainetets Rett (744) udi Sundet var ikke andet end den Rett, som Kongen havde til at tage de fremmede Vahre for den Priis, som Kiøbmændene selv skatterede dem for og hvorefter man calculerede Tolden, (a) hvilket er en curieux Anmærkning udi den Øresundske Tolds Historie. Dog er det vanskeligt at sige, om denne Souverainetets Rett har været brugelig under de forrige Konger, eller om Kong Christian 4. var den første, som indførte den; vist nok er det, at de forrige Kongers Historier tale intet derom, og Autor til denne Ambassades Beskrivelse synes paa et andet Sted at viise, at Kong Christian var den første Stifter af samme Rett, og at han havde indført saadan Skik, for at tvinge Kiøbmændene til at sætte den rette Priis paa deres Ladning, paa det at Tolden, som blev calculered efter Ladningen, ingen Afgang skulde liide. (b) Ved denne Explication synes det at Ambassadeuren lod sig nøje, og blev samme Souverainetets Rettighed expresse indført udi det Diploma, som blev givet i Faveur af de Franske Kiøbmænd, og som findes in Originali paa Latin hos oft-citerede Autor saa lydende. (c)

Vi Christian 4. Konge til Dannemark og Norge &c. giøre vitterligt, at saasom den Durchlauchtigste og Allerchristeligste Herre Ludvig 13. Konge til Frankerige og Navarra, vor kiære Broder, Ven, Svoger og Alliered, haver ved sin Ambassadeur Lovis des Hayes Baron af Coursmesvin Kongl. Bevilling udstædet til Frankrige.ladet tilkiende give, at adskillige af hans Undersaatter have udi Sinde at forflytte til Narva den Handel paa Moscovitiske og Persiske Vahre, som tilforn har været dreven igiennem andre Steder, og derfore kierligen og indstændigen af os haver begiæret, at vi, for at understøtte dem udi saadant Verk, og at facilitere saadant deres kostbare Foretagende, (745)

(a) Ambassade du Baron de Courmesvin. pag. 151.

(b) Ibid. pag. 40.

(c) Diploma dat. in Castro Eutinensi die 14 Julii Anno 1629, hvilket Datum dog synes at være forsatt.

vilde i det ringeste paa nogle Aar afslaae en Deel af den sædvanlige Told i Øresund. Hvorudover, saasom vi denne vor Alliered Konge intet kand nægte, som ret og billigt er, have vi endogsaa med Forliis af vor Told føjet ham udi denne hans Begiæring, og i Kraft af dette vort Kongelige Brev tilstede Højst-bemældte Konges Undersaatter, at de af de Vahre, som føres igiennem Sundet til Narva, og derfra tilbage igien, ikke skal betale meer end 1 pro Cento, og at de skall nyde denne Frihed udi 8 Aar uden Hinder af os eller vore Efterkommere. Dog skal derunder ikke være befattet det, som gemeenligen gives for hvert Skib, nemlig een Rosenobel, hvilken a parte, skal betales. Ydermeere ville vi hermed have forstaaet, at det skal staae os frit for at tage de Vahre, som kand findes os tienlige, for den Priis, som de erklæres for at være værdte, og hvorefter Tolden skal betales. Hvad andre Franske Skibe angaaer, som handle paa andre Stæder end Narva, da skal de samme betale den sædvanlige Told.

Saaledes endtes denne Negotiation, hvoraf Autor til denne Ambassades Beskrivelse promitterer stor Fordeel for den Franske Nation; Men man seer ikke, at de Franske have betient sig deraf. Der blev ej heller meldet noget derom udi den anden store Ambassade, som skeede nogle Aar derefter, da den bekiendte Comte d’Avaux blev skikket til Dannemark. Saa at det er troeligt, at de Franske Kiøbmænd have fundet alt for store Vanskeligheder ved denne nye Handel, og derfore staaet fra deres Forsætt.

Efterat Autor har beskrevet denne Negotiation, og dens Udfald, viiser han udi hvad Tilstand Riget var saa vel i Henseende til Krigs- som Stats-Sager efter den Keiserlige Krig. Udi Holsten og Slesvig saaes overalt ødelagde Stæder og Landsbyer, og bedrøvelige Fodspor efter Hertugen af Friedland og de Keiserlige (746) Tropper. Adelen, som havde lidet saa stor Skade paa deres Gods, var misfornøjed med

Adskillige Anmærkninger over Folkets og Landets Tilstand efter den Lybekske Fred.

Kongen, og Kongen var ej heller vel fornøjed med Adelen, efterdi den ved idelige Sollicitationer havde drevet ham til at slutte denne Fred. Og blev denne Jalousie, som havde reiset sig mellem Kongen og Stænderne, ikke lidet formeeret derved at Hans Majestet længe efter Freden holdt enda 10000 Fodfolk og 5 a 6000 Ryttere paa Beenene. Penge-Mangel var ogsaa paa samme Tid stor, hvilket foraarsagede, at Krigsfolket var uvilligt; og fortæller oftbemældte Autor, at et Compagnie Soldater udi den Franske Ambassadeurs Nærværelse rebellerede, og vilde ikke forføje sig hen til en Post, hvorhen de vare commanderede. Hvorudover Kongen, saasom han vilde, at saadan Studsighed ikke skulde blive ustraffet, men derhos ikke kunde faae at viide,

Kongens artige Invention at stille et Oprør.

hvilke der vare de fornemmeste Stiftere deraf, greb han til et Middel i en Hast, som blant mange andre Ting viser Prøve paa hans store presence d’Esprit. Han forærede 2 Tønder Øll til samme misfornøyede Soldater, for at drikke paa hans Sundhed. Men, da disse derpaa qvitterede deres Gevær, for at begive sig til Ølls, lod han dem omgive ved et Compagnie af Cavallerie, hvilket bemægtigede sig deres Gevær, og forkyndte dem, at, hvis de ikke udlagde dem, som vare Hovedmænd for dette Oprør, havde de Ordre at omkomme dem alle. Af dette bleve Soldaterne saa forskrækkede, at de strax udlagde 3 af de fornemmeste, hvilke bleve grebne, og een af dem, som syntes mest studsig, blev ophængt udi et Træ udi alles Paasyn; og blev derpaa Oprøret stillet.

Endeligen licentierede Kongen alle de Tropper, som endda vare paa Beenene. Den største Deel deraf gik til Holland, og andre ginge med Kongens Tilladelse udi Svensk Tieneste, blant dem var en særdeles navnkundig Italiensk Officier ved Navn Caccia Gverra. Den samme havde først staaet udi Tienneste hos Gros Hertugen af Florentz, og, da han, formedelst en u-bekiendt Aarsag, blev forviset Gros Hertugens Lande, begav han sig udi Keyserlig Tienneste, hvilken han qvitterede misfornøyed, efterdi (som han selv foregav) man vilde have ham til at være ansvarlig for nogle Plyndringer, som hans underhavende Officiers havde (747) øvet. Han blev derudover en Fiende af det Østerrigske Huus, og tienede siden Kong Christian udi den Kejserlig

Caccia Guerra hans Avantures.

Krig, og, som han havde været udi stor Credit udi Keiserens Armée, bragte han en Hob Keiserlige Tropper med sig, som frivilligen fuldte ham, thi han var dristig, stridbar og liberal, og havde stor Omsorg for de fattige Soldater. Han havde sort Haar og sorte Øjen, som vare nedsiunkene i Hovedet, og var derforuden bleven defigureret ved adskillige blessurer, saa at hans udvortes Anseelse giorde ham ikke mindre forskrækkelig end hans Bedrifter. Da Kong Christian dimitterede de hvervede Tropper, begav han sig udi Svensk Tieneste tillige med 80 Mænd, som fuldte ham.

Hvad ellers de øvrige Krigs-Sager anbelanger, da var Floden udi bedre Stand

Tilstand udi Krigs-Sager.

end den nogen Tid havde været. Der underholdtes 2000 Matroser aarligen, som skulde være færdige til Tieneste, naar paabødes. Tøjhuuset var forsynet med Gevær for 50 til 60000 Mænd, og havde over 800 Canoner, og hvorvel Adelen ikke pleiede at ville tilstede Fæstninger udi Riget, saa havde dog Kongen ikke alleene ladet fortificere Kiøbenhavn, men endogsaa ladet anlægge adskillige nye Fæstninger, som Christianstad udi Skaane, Christianopel udi Blegind, Glykstad udi Holsteen, Crempe udi Stormarn, og siden Christianpriis, saa at aldrig nogen Konges Myndighed havde været større.

Hvad Hoffets og Statens Tilstand er angaaende, da seer man, at Kongen paa

Hoffets Tilstand og Leve-Maade.

den Tid underholdt en Cavalier Garde af 200 Edelmænd, hvoraf enhver nød 10 Rigsdl. til Gage om Maaneden for deres Tienere, thi de tienede selv par honeur uden Besolding, og var Otto Skeel Corporal for samme Compagnie. De samme havde alle rejsed nogle Aar udenlands efter den almindelige Skik, som da var iblant den Danske Adel; thi fast ingen var i Anseelse uden han havde mestendeel ødelagt sig ved vitløftige udenlandske Rejser; Og var det fornemmeligen for at hindre saadan U-lejlighed og at sauvere Landets Penger, at Hans Majestet havde stiftet det Ridderlige Academie til Sorøe. Det Kongelige Hoff var ellers paa de Tider magnifiqve, og, saasom Hans Majestet selv var lystig og særdeles omgiængelig, saa vare alle Hoff-Folk besynderlig joviale, og søgte paa alle Maader at divertere (748) sig, hvorvel samme Divertissemens undertiden ginge for vit; thi Giestebude endtes ikke uden med store Ruus, og Brylluper varede gierne nogle Dage, og vidner oft-citerede Autor, at udi Frøken Lindenovs Bryllup Kron-Prindsen Christianus 5. og Hoffmesteren Frands Rantzou havde været 5 à 6 gange beskiænkede. (a) Men saadant kunde meere tilskrives slemme Moder end Begierlighed til Drik.

Adelen var da baade mangfoldig og mægtig, og de andre Stænder vare mod dem udi meget liden Anseelse; thi man seer af adskillige Forordninger, at Herre-Standen blev distingveret fra Borger-Standen baade udi Spiise og udi Klæde-Dragt; vel kunde en Borger formedelst Gield ved Retten skille en Herremand fra sin Gaard; men han kunde ikke beholde den selv, førend han havde givet Adelen tilkiende, at saadan Gaard var til fals, og, naar nogen Adelsmand tilbød sig at give saa meget,

Indbygernes Tilstand.

som den havde kosted Creditoren, maatte han overlade Gaarden for saadan Summa, hvorudover der indfunde sig altid nogle, som gave end meere end Gaarden kunde være værdt, paa det at Adeligt Gods ikke skulde falde i Borger-Folkes Hænder. Denne Distinction mellem Adel og Borger-Stand gik saa vit, at der ogsaa udi Andagt og GUds-Dyrkelse giortes Forskiell mellem dem, hvorudover Herremænd da tilegnede sig Rett at skrifte og confitere deres Synder siddende ved Præstens Side, (b) da derimod Folk af andre Stænder maatte skrifte paa Knæe; Men dette u-anseet indskrænkede denne Konge dem dog temmeligen, endeel ved sin Myndighed, endeel ved Konst. Medens den Tydske Krig varede, employerede Hans Majestet nogle 100 Herremænd udi Arméen og satt een til Commissarium ved hvert Compagnie, endeel for at de kunde blive oplærte udi Krigs-Sager, endeel ogsaa for at holde deres Forældre udi Lydighed og stedsvarende Devotion i sin Fraværelse. Derforuden seer man, at

Kongens Politiske Maximer.

de fleeste store Rigets Charger paa de Tider stode ledige; thi der var paa de Tider ingen Rigs-Hoffmester, og syntes det, at Hans (749)

(a) Ambassade de Courmesvin. pag. 76.

(b) Ambassade de Courmesvin. pag. 267.

Majestet ikke vilde lade besætte den Plads, efterdi den sidste Rigs-Hoffmester havde tilegnet sig alt for stor Myndighed. Hvorudover den Kongelige Canceler Christian Friis da var den fornemmeste høje Bestillings-Mand, og Chef for Raadet, saa at man deraf seer, at de fare vild, som kalde Frands Rantzou Rigs-Hoffmester, thi hans Titel var ikke andet end Simplement Hoffmester eller Statholder i Kiøbenhavn, til hvilken Værdighed han var bleven ophøjet dette Aar, og seer man, at han udi den Conference, som dette Aar holdtes med den Franske Ambassadeur, sad som yngst Raads-Herre nederst blant de da forsamlede Rigs-Raad. Der var ej heller paa samme Tid nogen Rigs-Marsk, ej heller Rigs-Amiral, men samme Pladse stode ogsaa aabne uden Tvivl af samme Aarsager. I Marskens Sted var ikkun andre simple Generaler, og ved Søe-Etaten alleene tvende Vice-Amiraler, hvoraf den eene var ved Floden, og den anden ved Holmen; Saa at af de 4re store Rigs-Charger da ingen var besatt uden Cancelerens, som da Christian Friis beklædde, over hvilken Autor til den Franske Ambassades

Cantzler Friises Portrait.

Beskrivelse giver saadant Portrait. Canceler Friis var høj af Gevext, havde et bredt Ansigt og et gammeldags firekanted Skiægg, han talede got Fransøsk, var tempereret og sagtmodig, sagde sin Meening med Oprigtighed, skiønt han var noget frygtagtig. Bemeldte Autor giver iligemaade Portrait over andre Ministrer og Hoffmænd, som han da havde den Ære at omgaaes med. Jeg har tilforn viiset Hoffmesterens Frands Rantzous Character, hvorfore jeg det her igien ikke vil repetere. De andre ere den Tydske Canceler Levin Marskalk, hvilken beskrives saaledes, at han var af et fyldigt

Levin Marskalks.

Legeme, havde et tykt Ansigt og en stor Pande, item et firekanted Skiæg paa den Tydske Facon. Han talede got Fransøsk, var from, facile, vel dreven udi Stats Sager, og sagde sin Meening med Oprigtighed. Han havde tilforn staaed i Tieneste hos Biskopen af Eutin, og er det uden Tvivl af ham, at Autor maa have hørt den Particularitet om samme Biskop, at han paa engang havde 3 Hustruer; saa at han derudi giorde meer end som en Bisp tilholdes efter Huus-Tavlen, nemlig at han skal være en Hustrues Mand; thi denne var 3 Hu|750struers tillige. Otto Skeel, som commanderede ovenomtalte Gendarmerie eller den Kongelige Cavaliere-Garde, var

Otto Skeels.

spirituel, sagtmodig og tempereret, vel skabt og meget hurtig. Den Kongelige Staldmester, som ikke nævnes, beskrives saaledes, at han var dristig, judicieux og en stor Fiende af det Østerrigske Huus. Den Kongelige Kammer-Secretaire Friderik Gynthers Characteer beskrives saaledes: Kongens Secretaire Gynther, endskiønt han stod under den Tydske Canceler Marskalk Levin, saa dog expederede han adskillige Kongelige Ordres alleene, og exercerede en Stats Secretaires Function. Han var

Secretaire Gynthers.

liden af Gevæxt, havde en kort Ryg, blaa Øjen, en krum Næse, en stor Pande, og var skaldet oven i Hovedet, det lidet Haar, som han havde, var af Castagne Farve menged med graa Haar. Han brugte gemeenligen en gammel fettet Lærkøllert, og hans Skoe var sammenhæftede med en Hægte. Han gik paa Gaden med en Stok udi den eene og Papiir udi den anden Haand. Saa at man seer, at han havde liden Omsorg for sit Legeme. Hvad Sindets Gaver angik, var han sagtmodig og betænksom og promt udi sine Expeditioner, talede ogsaa baade Latin og Fransøsk. Han havde ved sin Sparsommelighed samlet store Penge, hvilke han havde formeeret ved sin Fliid og Arbejde. Jeg seer af adskillige Breve og Raporter, at han siden har været Deputeret til Staterne udi Holland. (a) Han stod i stor Naade hos Kongen, og talede dristigen med Hans Majestet om alle slags Sager. Saa det synes, at efter de Conjuncturer, som da vare, og de Mesures, som denne Konge havde taget, at mange vigtige Forretninger uden Raadets Forespørsel ere blevne expederede ved denne Secretaire, eller ved andre Folk af maadelig Stand. Ja alt dette viiser, at

Denne Konges Myndighed.

Kongen haver regieret med større Myndighed end nogen hans Forfædre, og er der ingen Tvil paa, at Raadet jo havde baaret temmelig Jalousie derover, helst saasom Hans Majestet ofte absenterede sig fra Kiøbenhavn, og expederede mange vigtige Sager alleene udi Holsten. Dog turde ingen lade sig merke med nogen Fortrydelse, endeel i Henseende til denne (754)

(a) Relationes Frid. Gynth. ad Cancellarium Friis pro ann. 1630. 1631. 1632. Manuscr.

Konges store Bedrifter og Qvaliteter, hvorved han havde distingveret sig for alle Potentater paa de Tider, endeel ogsaa, efterdi det Kongelige Huus var bestyrked med voxne Prindser, der vare beqvemme til Affaires, og forrettede vigtige Ting udi Kongens Navn, og seer man, at den ældste Prinds Christian agerede Regent udi Kongens Fraværelse, og skrev sig Christian 5. af GUds

Nogle Anmerkninger angaaende de høje Bestillingsmænd paa de Tider.

Naade Prinds til Dannemark og Norge, efterdi han af Stænderne var erklæred Christiani 4ti Successor. Hvad, som videre kand tiene til at bestyrke dette, er, at, da Rigets Canceler Jacob Uhlefeld formedelst sin Alderdom retirerede sig til Nyborg udi Fyen, lod Kongen foreene hans Forretninger med den Kongelige Cancellers, eller rettere deelede dem mellem ham og Statholderen eller Hoffmesteren. Man seer ogsaa, at Rigets Cancelers Embede ikke haver været nær af den Vigtighed som tilforn, thi det blev da regnet for den 3die høje Charge efter de Kongelige Danske og Tydske Cancelere. Om ellers Kongens Canceler tilforn stedse alle Tider har været højere end Rigets Canceler, er vanskeligt at sige, saasom man udi publique Acter undertiden finder Kongens, undertiden Rigets Canceler først, og seer man af den Calmarske Constitution, hvoraf disse Rigers Jus Publicum flyder, at der i Begyndelsen var kun en Cantzler som skulde føre Rigets Seil og pleje Retten, og siger Christiani 3. Recess: Dommere ere næst Kongelige Majestet her i Dannemark Rigets Cantzler og Rigets Raad, saa at her Rigs Cantzler sættes i Spidsen af det heele Raad. Dette haver jeg holdt nødigt at antegne, efterdi nogle holde det for en Vildfarelse, at jeg udi min Dannemarks Beskrivelse har satt Rigets Canceler blant de fire høje Embedsmænd. Hvilket kand være, saa vit som derved forstaaes de 4re højeste Charger, men ikke naar man taler om de 4re store Rigs-Charger; thi, ligesom Marsken var Hovet for Krigs-Magten, Amiralen Chef for Floden, saa var Rigets Cantzler Hovet for Justitien i begge Riger. Det er derforuden troeligt, at saadant har været Forandring undergiven, og ikke ligeledes under en Konge som under en anden. Saaledes seer man under denne Konge, at Hoffmesterens Bestilling ikke haver været af den Vigtighed som tilforn. Thi de gamle Rigs Hoffmestere (752) vare de fornemmeste af alle Undersaattere og Hoveder for den heele Adel, ja havde samme Anseelse, som Droster i gamle Dage, da derimod Frands Rantzow, som paa denne Tid var Hoffmester eller Statholder, sad under mange af Raadet, som før er viiset; Dog var hans Charge i Henseende til Revenuerne den beste udi Riget, thi han havde over 20000 Rdlr. aarligen til Indkomst, foruden hvad han havde af sit eget Gods, som ogsaa beløb sig til 20000 Rdlr. Hvorudi ellers Hoffmesterens Frands Rantzows Embede bestod, og hvor vit hans Myndighed strakte sig, er vanskeligt at sige, thi det synes, at Kongen vilde have en Hoffmester af Navn og Titel alleene, men ikke af Autoritet, hvorudover der var Disput mellem ham og den Kongelige Canceler, og vilde denne sidste indskrænke den førstes Embede alleene til Kiøbenhavns Hoffmester eller Statholder, og ingenlunde ansee ham, som Rigs Hoffmester. Kongen syntes vel undertiden at understøtte Hoffmesteren, som han særdeles elskede, ja nogle Aar derefter erklærede ham virkelig Rigs-Hoffmester. Men det er troeligt, at han ikke ugierne saae at Cancelern disputerede ham hans Myndighed, og tracterede ham ikke paa den Fod af Rigs-Hoffmester. Ligesaa dubieuse var ogsaa andre høje Embeder, ja det heele Raad udi

Regieringens Form satt paa Skruer.

Almindelighed var ikke paa den Fod som tilforn, saa vel i Henseende til dets Myndighed, som dets Tall; thi, da derefter Rigets Constitutioner skulde være 23 eller 24 Raads-Herrer, vare der Aar 1629 ikke meere end 15 til 16. Rigets Bestillinger vare ogsaa politice sammenmængede med Kongelige Bestillinger. Thi der vare adskillige, som havde vigtige Ting udi Forretning, og alleene førede Titel af Kongens Raad, som Niels Krag, Jonas Charisius og Jørgen Skult, hvilken sidste kaldtes Hoff- og Geheime-Raad. Hvoraf man klarligen seer, at Staten under denne kloge Konge var satt paa Skruer, og man ikke uden nøje Examen kand finde rede udi den Forma Regiminis eller Regieringens Indrettelse, som da var strax efter den Tydske Krig.

Man seer ellers udi denne Konges Historie af de mange Stridigheder, som forefaldte paa Rigs-Dagene, at, endskiønt Hans Majestet gemeenligen har regieret med fast uomskrænked Myndighed, (753) saa dog haver han undertiden givet efter, saa at den Kongelige Myndighed har haft sin Flod og Ebbe, og ofte drejet sig efter Tidernes Conjuncturer. Endeel af slige Stridigheder, skiønt de ere forefaldne paa adskildte

Den Kongelige Myndighed er ikke altid lige.

Tider, vil jeg her anføre for at have dem samlede paa dette Sted, hvor jeg har begyndt at tale om Regieringens Art og Genie udi denne Konges Tid. Udi det Aar 1602, da Hans Majestet var udi Norge, og adskillige Klagemaal bleve indgivne imod Øvrigheds Personer, lod han paa eengang afsætte alle Laugmændene over det heele Rige, saa at der bleve kun tvende af de gamle tilbage. En heroisk Gierning af en ung Konge udi hans Regierings Begyndelse, hvorved han tydeligen gav tilkiende, at han ingen Ting skyede, for at haandhæve Retten, hvorpaa han endogsaa udi hans Mindreaarighed havde ladet see en mærkelig Prøve, som tilforn er omtalt.

Aaret derefter lod han paa en Herre-Dag forestille Rigets Raad og Adelen de Bekostninger, som han havde giort paa adskillige Bygninger, og heele Stæders Fundationer, og begiærede af dem Bevilning til en ny Skatt. De afsloge da vel ikke

Exempler derpaa.

hans Begiæring, men forlangede en Forsikkring, at saadant ikke skulde giøre noget Skaar i deres Privilegier. Der til vilde Kongen i Begyndelsen ikke beqvemme sig, helst som de Penge, som forlangedes, vare til Rigets Nytte og Tarv; men efter nogen Disput lod han sig finde derudi, og gav dem et skadesløst Brev, paa at saadant ikke skulde præjudicere dem i deres Adelige Privilegier. Men man seer, at Kongen paa næste Rigs-Dag til Odensee Aaret derefter disputerede dem det samme, og siden stedse, endogsaa udi sine sidste Regierings Aar, hvilket hans egenhændige Breve udviise. (a)

Jeg haver udi Minorennitets Historien fortaalt, at den Norske Adel havde erholdet dette, at, hvis en Adelsmand giftede sig med nogen ufrie, skulde de Børn, som avledes i saadant Ægteskab, ikke holdes for Adelbaarne, hvorudover, saasom en fornemme Norsk Herremand, ved Navn Anders Green, giftede sig med en Præste-Dotter, vilde de andre Adelsmænd ingen Ære beviise ham, ej heller ansee hans Børn som Adels Børn, og det i Følge af det (754)

(a) Lit. Reg. ad Senat. autogr. manuscr.

Privilegio, som udi Kongens umyndige Aar var erhverved. Dette kunde Hans Majestet ikke lide, og derfor giorde samme Green til Norges Riges Cantzler, og udstedde et særdeles Brev, hvorudi han erklærede hans Børn at være fuldkomne Herremænd, forfremmede ogsaa samme Børn til anseelige Charger. Men intet viiser meer den Kongelig Myndighed end Arve-Rettens Ophævelse, som Ridderskabet udi Førstendommene tilegnede sig, og som ingen Konge for ham har dristet sig til at i Verk sætte. Paa den Herre-Dag, som Aar 1623 holdtes udi Kiøbenhavn, anmodede han Adelen om en Undsætning til Folk at værve. Da forefaldte adskillige Vanskeligheder, saa at en Deel af Rigets Raad, sær Rigets Amiral Albert Skeel stillede sig traadsig an imod Kongen. Kongen derimod fik ikke alleene sin Villie frem; men Albert Skeel maatte formedelst sin Dristighed kort derefter nedlægge sit høje Embede.

Derimod kand man sige, at Adelen med ikke mindre Iver forsvarede deres Højhed end Kongen figtede for sin Myndighed, saa at de undertiden ved een og anden Lejlighed finge deres Villie frem. Saaledes, da Hans Majestet paa Herredagen, som Aar 1618 blev holden til Antvorskov, ved sin Cantzler lod foreholde Adelen Rigets Tilstand, som requirerede Penge og Midler til nødvendige Udgifter, da, endskiønt Raadet fandtes ikke uvilligt dertil, protesterede dog Adelen højligen derimod, foregivende, at den Armature, som Kongen holdt fore at være nødig, sigtede meer til at skille dem ved deres Privilegier end til Rigets Forsvar, hvorpaa de havde seet Exempel den seeneste Land-Dag udi Førstendommene, da Fodfolk og Ryttere vare bragte til Kolding, for at intimidere det Slesvig-Holstenske Ridderskab, og at skille dem ved deres Vallrettighed. Over denne Dristighed blev Kongen saa fortørned, at han i Vrede forlod Herre-Dagen. Kongen maatte ogsaa særdeles føje dem udi Christophori Dibvadii Sag, og opoffre samme Mand, efterdi han havde skreved imod Adelen for at forsvare den Kongelige Myndighed. Historien er mærkelig og fortiener at

Sær udi Georgii Dibvadii Sag.

fortælles med Omstændighed. Christophorus Dibvadius var en Søn af Georg. Dibvadio, som formedelst et Skrift imod Adelen blev satt fra sit Professorat, som tilforn er fortaalt. Den (755) Bitterhed, han havde fattet imod Cantzler Friis, og andre Rigets Raad, der havde været Aarsag til hans Faders Fald, drev ham til at skrive et Skrift imod da værende Regiering og Adelens Myndighed. Udi samme Skrift roser han i visse Maader Christiani 2. Regiering; Og forestiller den Urett, som Adelen giorde Middelstands Folk, i det de hindrede mange brave og lærde Mænd at blive brugte i Rigets Sager, og heller indkaldte Fremmede, skiøndt intet hos dem var at finde uden blotte Titler og Ahner. Derforuden vilde han ikke, at Adelen skulde forlehnes med Kronens Gods, men at derover skulde sættes Fogeder, og andet meer, som er for vitløftigt at opregne. Dette altsammen havde han forfattet i et kort Latinsk Skrift, som han vilde dedicere til Prinds Christian. Hvorudover han blev anklaged, og maatte Kongen lempe sig efter Tidernes Tilstand, og lade anordne en Rett over ham af Universitetets Lemmer i Kiøbenhavn, hvoraf han blev dømt i Kongens Unaade, og blev hans Straff et ævigt Fængsel paa Kallundborgs Slott, hvor han efter 2 Aars Forløb døde, og det ved saadan Hændelse: En Lyse-Tand var falden ned paa Gulvet, hvor den fandt Materie at antændes, saa at han blev qvalt af Røg, og fandtes død i Sængen om Morgenen. Han var en særdeles lærd og skarpsindig Mand; men hans Hidsighed forblindede ham saaledes, at han ikke kunde see i hvilken Ulejlighed han styrtede sig.

Dette og andet viiser, at Kongen undertiden maatte temporisere, hvorvel han gemeenligen disputerede Adelen hvert Skrid. Ingen kand nægte, at jo adskilligt skeede imod Haandfæstningen; men ingen kand heller nægte, at jo Haandfæstningerne vare forhøjt opskruede i Henseende til forrige Tider, og at Regieringen derfor var vitieux, og ikke kunde være fri for idelige Ulejligheder; ikke fordi et limitered

Betænkning over alt dette.

Monarchie jo vel kand bestaae, naar det fra Førstningen saa er indretted, og stedse bliver holdet i lige Stand. Men, hvor visse Stænder søge meere og meere at trække all Myndighed til sig, at giøre Konger til simple Præsidenter i Raadet, og de andre Undersaattere til Vornede, kand saadant ikke andet end foraarsage Fermentation, helst udi et Land som dette, hvor midelstands Folk gemeenligen ere højhiertede, og ikke vel kand (756) skikke sig udi Foragt. I den Henseende understøttede de saa kaldte ufrie Stænder Kongen stedse udi hans Paastand. Det er dog merkeligt, at, uanseet all den Habileté, som fandtes hos denne Konge, og den Ævne, som et saa langvarigt Regimente havde givet ham til at extendere den Kongelige Myndighed, og at arbeide paa en Lighed blant Undersaatterne, han dog ikke kunde trænge igiennem med det, som hans sagtmodige Successor bragte til Veje. Den rette Guds Time var endnu ikke kommen: Det heder Accidit in Puncto quod non speratur in Anno. En Leilighed og favorable Conjuncture kand ofte meer udrette end mange Aars Konst og Arbeide.

Saaledes var Tilstanden udi Staten og ved Hoffet under Christiano 4. besynderlig efter den Keiserlige Krig. Nu maa jeg skride til andre Ting, og fortælle hvad videre af Vigtighed er skeed efter Fredens Slutning, og møder mig da først de Tvistigheder, som strax efter Krigen rejsede sig med Hamborg. Samme Tvistighed havde saadan Oprindelse:

De Hamborger havde anmasset sig en Rett paa Elven, som de kaldte

Tvistighed med Hamborg.

Jus Restringendi. Samme Rett bestod derudi: at de skulde have Magt at forhindre Stæderne paa Elven, som ligge neden for Hamborg, fri Seilatz, og tvinge dem til at føre alt det Korn, som de vilde sælge, først til Hamborg, beraabende sig paa Keiserlige Privilegier, ved hvilke de meenede saadant Monopolium dem var forundet, og derfor øvede den samme udi største Rigueur, tvunge Kongelige Undersaattere udi Holsten,

Hvad det Hamborgske Jus Restringendi var.

Crempe og Wilstermarsk; og forhindrede dem at føre deres Vahre udaf Elven til andre Stæder uden til Hamborg, hvor de bleve saalte for den Priis, som Hamborgerne fante for gott at sætte derpaa; et synderligt Monopolium og synderlige Privilegier, som de og andre Hanse-Stæder havde anmasset sig, og som de Danske Konger formedelst Rigernes forvirrede Tilstand ikke havde haft Lejlighed at ophæve.

Christianus 2. som med alt det Onde, som skrives om ham, havde ogsaa mange gode Qualiteter, tog sig vel for at til intet giøre saadanne Riget høj-skadelige Privilegier udi Handelen, som (757) kand sees af hans Forordning datered Kiøbenhavn 1521, hvilken Hvitfeld uden Grund derudi ogsaa laster, men dette havde ingen Fremgang formedelst den Opstand udi Riget, som skeede mod høistbemeldte Konge, da Hanse-Stæderne toge deres Tempo i Agt, og søgte at bemægtige sig slige Friheder igien, som kand sees af deres Feide-Brev imod Kong Christian 2. datered Aar 1523.

Men Christianus 3. oprippede Sagen igien mod Stæderne, som før er sagt, og

Christ. 3. søger at afskaffe det samme.

lod i sær formane Hamborgerne, at de ikke alleene udi saa Maade maatte aflade hans Undersaattere meer at besværge, og deres rette Handel og Fart at forhindre, men strax give tilbage de Skibe, de havde anholdet, eller og deres Privilegier, hvormed de deres Rett kunde forsvare, lade see og demonstrere, hvis ikke, vilde Hans Majestet søge Raad og Middel saadant deres Foretagende at hæmme. De Hamborgere meente, at de havde saadant Jus Restringendi udi Brug langsommelig Tid, og ved Hævd og Præscription confirmered, hvorfore de holdte fore, at ingen med Rett kunde skille Stridigheder derom.

dem derved; men Kongen eragtede, at det var ingen Rett, som man havde anmasset sig udi Rigernes forvirrede Tilstand, og derfor paastod, at de skulde fremviise deres Privilegier, og imidlertid lade Farten være fri og u-hindret. Hans Majestet vidste vel, at det var dem vanskeligt at producere de Privilegier, som de beraabede sig paa, og derfor drev saa meget paa, at de maatte komme for Lyset, dog, saasom han var en særdeles fredsommelig Herre, blev Sagen staaende til Kong Friderik den Anden kom paa Thronen, da udi samme Konges Tid reisede sig adskillige gange Tvistigheder om Fortsættes under Friderico 2.

oftbemeldte Jure Restringendi, hvilket Hamborgerne ikke alleene ej vilde frastaae, men holdte et Krigs-Skib idelig paa Elven, for at tvinge Korn-Skibene at seile til Hamborg.

Udi det Aar 1561 fordristede de sig til at optage paa det Dytmarske Far-Vand et Frisisk Skib, som laae for Anker laddet med Korn, lode samme Skib føre til Hamborg, og nødde Folkene til at selge deres Vahre sammesteds. Kong Friderik den 2den lod dem først venligen paaminde, at skulle lade Skibet igien fare, erstatte Kiøbmanden den Skade, han derved havde lidet, og lade (758) de Kongelige Lande, Undersaatter og Far-Vande u-besværgede herefter; Men Hamborgerne beraabede sig paa Hævd og Keiserlige Privilegier, skydende sig til u-villige Dommere, som kunde kiende paa deres Rett; Hvorudover Hans Majestet lod anholde alle Hamborgske Skibe udi sine Lande. Dette jog saadan Skræk udi dem, at de søgte deres Tilflugt til Churførsterne af Sachsen og Brandenborg, ved hvis Underhandling Sagen blev saaledes bilagt udi Kiøbenhavn den 4 May 1562, at Hamborgerne maatte optinge med Kongen for

Kiøbenhavnske Recess.

10000 Rdlr. og derhos forpligte sig ikke at give oftere Aarsag til saadan Ulejlighed. Der blev ogsaa aftalt, at deres Prætensioner skulde examineres af uvillige Dommere. Men, saasom Aaret derefter den Svenske Feide indfaldt, blev Sagen i lang Tid saa staaende; Imidlertid bleve de udi fulde 6 Aar udelukte fra all Handel og Næring udi Dannemark, Norge og Island, hvorudover de omsider begyndte at ydmyge sig for Alvor, og anholdte sterkt om Naade, hvilken de erholdte paa det Flensborgske Mode 1579 med de Vilkor, at de til Straff for deres Ulydighed skulde give Hans Majestet 100000 Rdlr. paa 5 Aar at betale. Hvad Hoved-Sagen angik, da blev beslutted, at derom et Mode skulde holdes til Kiel udi Holsten, og, hvis Tvistigheden der ikke kunde afgiøres, da skulde Sagen indstævnes for den Keiserlige Kammer-Rett. Imidlertid skulde Indførselen og Udførselen være fri paa Elven, og alting forholdes efter foromtalte Kiøbenhavnske Recess af 1562. Endelig blev ved Opmænds Dom saaledes kiendt i Sagen, at det skulde staa begge Parter frit for at indføre og udføre alt Slags Korn (Byg og Malt undtaged) item at intet Kiøb maatte sættes i Hamborg for Kongl. og Førstelige Undersaattere, men enhver lade sig betale, som han kunde forliges om. Men Hamborgerne besværgede sig over den Kiendelse, saa at Trætten om Jure Restringendi varede saa længe, som Kong Friderik 2. regierede. Det er ellers at merke, at, saasom denne Konge forstod sig særdeles vel med Spanien, saa blev udi hans Tid Grundvolden lagt til Hollændernes Handel udi disse Riger og paa Øster-Søen.

(759) Udi saadan Tilstand forbleve Sagerne udi Friderici 2. Tid. Men Christianus 4.

Christ. 4. søger i sær at til intet giøre det Hamborgske Jus Restringendi.

tog sig alvorligen for at hæve denne Misbrug, og til den Ende lod lægge Krigs-Skibe paa Elven, for at beskytte Handelen imod dette Jus Restringendi, som han formeenede var u-taaleligt. Hamborgerne forlode sig saa vel paa Keiseren, som paa de andre Hanse-Stæder, og stillede sig an, som de med Magt vilde haandhæve deres formeente Rett, men Tvistigheden blev denne gang opsatt ved det bekiendte Steinburgiske Fordrag 1621. Nogle Aar derefter udvirkede Hamborgerne ved et Keiserligt Diploma Herskab over Elven igien, og begyndte at foruroelige Farten, som tilforn.

Dette kunde Hans Majestet ikke hindre saa længe som Krigen varede, helst fra den Tid de Kejserlige finge Overhaand og spillede Mestere udi Holsten. Men, da Freden var sluttet med Kejseren, og han havde faaet fri Hænder til at agere igien, tog han sig for at ydmyge Hamborgerne ved at anrette et nyt Toldsted paa Elven ved

Kongen anlægger et nyt Toldsted ved Glykstad.

den nye anlagde Stad Glykstad, hvilken han tillige med der ved agtede at bestyrke, og giøre til en considerabel Handelstad. Bemeldte Glykstad blev funderet Anno 1620 udi den Egn Wildenmarsk i Stormarn, og lod Kongen den strax saaledes befæstige, at den kunde holdes for u-overvindelig, hvilket ogsaa efterfølgende Tid har viiset: Thi, endskiønt heele Holsten, Slesvig og Jylland have været indtagne, har dog denne

Glykstads Beskrivelse

Fæstning alltid holdet Stand. Udi det Aar 1628 maatte Wallenstein eller Hertugen af Friedland med u-forrettet Sag gaae der fra, efter at han udi en kort Tid havde satt til 3000 Mænd der for; Og udi de paafølgende Krige haver den ogsaa stedse conserveret sig, saa at den aldrig har været i nogen Fiendes Hænder indtil denne Dag.

Eftersom nu Staden udi seeneste Belejring havde lidet adskillig Skade, tog Hans Kongelig Majestet sig for i dette Aar at forbedre den, og giøre den til en anseelig

Glykstadske Privilegier.

Handelstad, til hvilken Ende han allernaadigst samme Aar gav den efterfølgende Privilegier:

1. Hvo som vil sætte sig ned udi Glykstad, og der drive redelig Næring med Kiøbmandskab eller Haandværk, ham skal det staa frit (760) fore. Dog skal han først anmelde sig hos Stadens Gouverneur, hvilken skal optegne hans Navn, Haandtering og Fæderne-Land, udi det Borgerlige Register.

2. Haandværker eller anden Næring skulle i ingen Maade blive besværgede; Men det skal være enhver tilladt at søge sit Brød og drive sin Handel paa den Maade, som han finder nyttigst og beqvemmest.

3. Det samtlige Borgerskab skal i 25 Aar, fra dato at regne, være gandske fri for all Borgerlig Besværing, Paalægg og Contributioner, hvad Navn de have maa; Og, paa det at Borgerne ikke skulle blive besværgede udi deres Huuse med Guarnisonen, da skal den blive indqvarteret udi visse dertil indrettede Vaaninger.

4. Dersom nogen, der intet Kiøbmandskab eller Handel driver, men lever af sine egne Renter, lyster at sætte sig ned udi denne Stad, skulle de iligemaade have samme Frihed.

5. Angaaende Tolden paa de ind- og udgaaende Vahre, eftersom dog noget deraf maa gives, vil Hans Majestet giøre saadanne milde Forordninger, at Commercen i ingen Maade dermed skal besværges.

6. Dersom en fremmed Nation, der sætter sig sammesteds ned, skulde være 50 eller fleere Familier stærk, skal det staae dem frit for at udvælge 10 redelige Mænd af deres Middel, som kand dømme imellem dem i civile Sager. Fra dem skal Appellation skee til den almindelige Stads Rett.

7. Belangende de Stridigheder, som kand rejse sig af Handelen, vil Hans Majestet lade det staae frit for Borgerskabet at udvælge 8 redelige Mænd, to Nederlænder, to Portugiser og 4re Ober-Tydsker, som paa Hans Kongelig Majestets Vegne af Gouverneuren skal confirmeres, og som ugentligen skal komme sammen paa et vist Sted for at holde Rett, hvorudi den Kongelige Gouverneur skal præsidere.

8. Hans Majestæt vil og hermed ikke alleene fornye og confirmere alle particuliere Privilegier, som tilforne ere givne til een og anden Nation, men end og vil formeere og forbedre de samme.

(761) 9. Stadens Regiment og Rett vil Hans Majestet forsyne med forstandige og redelige Mænd, og en vel qvalificeret Gouverneur, som udi Kongens Sted stedse skal residere udi Staden, hvilken Hans Majestet skal give særdeeles Befalning at beskytte Byens Privilegier.

10. Hans Majestet vil ogsaa tage samtlige Indvaanere, samt deres Commerce til Lands og Vands udi sin Kongelige Protection og Beskiærmelse, og befodre deres Beste hos udenlandske Potentater. Saaledes endtes dette Aar, udi hvilket jeg finder en Pest og Blodsott at have regieret i Sielland, som borttog mange brave Mænd, blant hvilke Doctor Caspar Bartholin.

Hamborgerne kunde ingen synderlig Behag have i at see Glykstads Opkomst, der 1630laae dem saa nær, og havde saadan fordeelagtig Situation ved Elven, hvor alle deres Skibe skulde passere forbi; Men en anden Anstalt, som strax paafuldte, bragte dem i fuldkommen Bevægelse; thi udi efterfølgende Aar 1630 lod Hans Majestet lægge

Hamborgerne besværge sig derover.

nogle Krigs-Skibe paa Elven ved Glykstad, for at fodre Told af de forbi farende Hamborgske Skibe, og udgaae en Befalning af det Indhold, at alle smaae og store Skibe, enten de ginge fra eller til Elven, skulde stryge Sejl, og kaste deres Anker ved Glykstad, give sig an hos Gouverneuren, og forhøre, om der kunde forefalde noget for dem at forrette paa de Kongl. Steder, hvor hen de agtede at begive sig.

Disse Kongelige Forordninger klingede ikke vel udi de Hamborgers Øren. De stode længe udi Betænkning om de skulde med Magt søge at drive de Kongelige Skibe fra Elven, eller udi Ydmyghed at bede Kongen han vilde staae fra sit Forsæt. Med Magt fandte de nok, at de kunde lidet udrette, derfor besluttede de ved Gesandter at forsøge, om Kongen kunde bringes fra sit Forehavende, og udi Martio affærdigede en Syndicum til Kiøbenhavn, hvilken ankom den 31 ejusdem til samme Hoved-Stad, og foreholdt Hans Majestet Stadens underdanigste Begiæring om Toldens Afskaffelse.

(762) Derpaa erklærede sig Hans Majestet saaledes: Hans Intention og Meening

Kongens Erklæring.

havde ikke været, var ej heller nu at anrette en ordentlig Told paa Elven, langt mindre dermed at besværge fremmede Nationer, Provincier og Lande, hvilket de udgivne Patenter ej heller bragte med sig; Men denne ringe Forordning gik alleene de Hamborger, hans Arve-Undersaatter an, efterdi de udi nogle Aar uden Kejserlig Concession, uden det Churførstelige Collegii og hans, nemlig deres Lands-Førstes Samtykke mod all Rett og Billighed have understaaet sig, at tvinge og udpresse en overmaade stor Told af hans eget Kongeligt Gods, og hans Undersaatters Vahre, og efter udpressed Told opholdet Skibene mange Uger, saa at Vahrene derover ere blevne gandske fordervede til hans og Undersaatternes største Skade. Derforuden er det og kundbart, at de have lagt paa hans Undersaatter en nye opfunden Øll-Told, og endnu dagligen besværge dem dermed. At tie med hvad Trussel og Vold de have brugt mod hans Betientere, baade inden og uden Staden, og tractere dem ligesom Fiender.

Eftersom Hans Kongl. Majestet nu ikke har kunnet vente sig saadant af de Hamborgere, som hans Arve-Undersaatter, i Henseende til at han har beviist de samme saa stor Kongelig Naade, i det han ikke alleene har lættet dem Tolden i Sundet, hvilket de ikke kunde erholde udi Hans Salig Hr. Faders Tid, men end ogsaa efterladt dem af Kongl. Naade uden Exception de Processer de have været indviklede udi, efterdi de have bedet ham saa meget derom, forhaabende derved, de skulde have erkiendt saadan beviiste Kongelige Naade med skyldig og lydig Devotion, og skikket sig, som det sømmer troe Undersaatter imod saa naadig en Herre. (763) Men, som de Hamborgere mod deres beviiste Hylding og all Rett have faret fort udi deres u-retmæssige Foretagende, udi den Meening ved saadanne u-tilbørlige Idretter, at udpresse endda større Privilegier og Herligheder, saa haver han ikke kunnet lide eller tilstede saadant længere uden sin Kongelige Myndigheds Forliis, men var bleven ligesom tvungen af dem at bruge disse retfærdige Midler, som den heele Verden tillader en høj Potentat at bruge mod sine Arve-Undersaatter, og betynge den Stad Hamborg alleeneste jure retorsionis med denne ringe Fodring, hvorved Retfærdighed kand haandhæves, og den tilforne lidde Skade nogenledes igien oprettes &c.

Førend Hans Majestet gav denne Resolution, begav han sig til Holsten, og,

Hamborgerne gribe til Gevær.

saasnart han ankom til Glykstad, lod han ej alleene repetere forrige Mandat, men end og lod in specie anordne saaledes, at et Skib, naar det førte meer end een Mast, skulde betale for hver Mast en Rosenobel, for hver Pibe Viin en Rixdaler, for Tobak 3 pro Cento.

Hamborgerne vare gandske misfornøjede med den Kongelige Declaration, og, som de saae, at Kongen blev ved sit Forsæt, resolverede de med Magt at afskaffe den paalagte Told, og til den Ende udsendte nogle Krigs-Skibe med 1500 Soldater, for at giøre sig Mestere over Glykstads Havn, hvilket, da Kongen fornam, befoel han, at de Kongelige Skibe, som laae der, skulde retirere sig til en Tid, hvilket ogsaa skeede, men Hamborgerne forfuldte dem sterkt, og erobrede endeel af dem; De havde og satt nogle Folk paa Land, hvilke skiulte sig udi en Skov, for at anfalde de forbigaaende, og, som Kongen selv tredie passerede nær ved samme Skov, blev han u-formodentlig hilset af adskillige Musqvete-Skud, af hvilke et borttog Hatten af en Herre, der gelejdede ham.

Over dette blev Hans Majestet, som tilbørlig var, meget fortørnet, og skikkede strax Breve til Indbyggerne udi Bremen, og (764) Lybek, udi hvilke han lod dem viide Aarsagen, hvorfor han havde paalagt dem denne Told, nemlig for at betale de Hamborgere for de u-billige og u-sædvanlige Byrder de havde lagt paa hans Undersaatter, for hvilken Aarsag de havde understaaet sig at gribe til Vaaben, anfaldet og borttaget adskillige af Hans Majestets Skibe, som vare destinerede til den Glykstadske Fæstnings Forsvar; Derfor havde Hans Majestet vildet lade de Lybekker og Bremmer viide, at de skulde have Afskye for de Hamborgeres Hoffmod, som de havde øvet mod deres retmæßige Herre og Konge, til hvilken de engang havde aflagt deres Troeskabs Eed, og den, der havde beviist dem u-tallige Velgierninger; Det samme lod Hans Majestet og insinuere den Hollandske Republiqve ved sin Ambassadeur Arenfeldt. (a)

De Lybekker og Bremer, da de havde bekommet disse Breve, skikkede de deres Gesantere til Dannemark, med hvilke conjungerede sig to Engelske Ambassadeurs, som da vare udi Hamborg, og nogle fra Førsten af Holsten, som alle begave sig til Glykstad. Da Kongen af Dannemark havde hørt deres Propositioner, declarerede han, at, dersom de Hamborgere gave tilbage igien de erobrede Skibe, og de siden begiærede at tractere med ham, vilde han ogsaa der til lade sig beqvemme.

Da Hamborgerne finge at viide denne Kongens Resolution, vegrede de sig for at modtage den, fore frem udi deres Fientligheder, sendte en stor Hob Orlogs Skibe for Glykstad, og lode viise de Glykstadske adskilligt Bytte, som de havde erobret paa de Danske Skibe, hvorudover Indbyggerne fyrede paa dem med deres Canoner, og skiøde 2 Skibe i Grund, hvorimod Hamborgerne borttoge et Kiøbmands Skib, som skulde gaae til Glykstad.

Over dette lod Hans Majestet confisqvere alle de Hamborgske Skibe, og all deres Gield saa vel udi Bergen udi Norge, som udi det heele Kongerige, og gav Ordre at udruste sine Skibe udi Kiøbenhavn.

Den 28 Augusti udgik den Kongelige Flode, bestaaende af 36 Krigs-Skibe fra Sundet, for at sætte sig imod Hamborgerne, (765)

(a)                  Aitzema tom. 3. pag. 118.

lagde sig for Munden af Floden, og

Den Kongelige Flode gaaer ud i Søen.

kastede Anker der, siden gik den fort med en god Vind mod den Hamborgske Flode, som bestod af 22 Skibe, 2 Brandere og nogle og tive andre Skibe. Skibene bleve commanderede af Borgemester Albrecht von Eitzen, og Krigs-Folket af Baron Kniphaussen. (a) Kongen, som altid udi egen Høje Person bivaanede alle Actioner baade til Lands og Vands, førdte da selv det Orlog Skib kaldet Spes, som sees af et af hans egethændige Breve til Rigets Amiral, dateret af samme Skib og hvorudi han underretter samme Amiral om Maaden, paa hvilken Hamborgerne skulde angribes: Viiser iligemaade den Hamborgske Flodes Tilstand, blant andet med disse Ord: At den Hamborgske Flode numero er saa sterk, kand intet stort giøre;

Christ. 4. Ordre til Rigets Amiral.

thi mange ere Bojerter og ringe Skibe af 4-6 och 8 smaa Stykker, som siiste gang var besaatt med Soldater, som nu intet er tilstede; Ty man finder vist faa Baadsmænd, og ferre Officeerer end Skibe. Skall de Herrer af Hamborg haffue dem ud af Byen, da vill det giffue en langsom och besværlig Capitulation, førend dy bringer dem ud af Byen, interim est nobis licentia data &c. (b) Hvoraf sees, hvor stor Kundskab denne Konge havde om alting og at Directionen i alle Ting gik igiennem hans Hoved, saa at han ikke alleene selv ordinerede smaa og store Sager, men end ogsaa skrev alle Ordres med egen Haand.

Den Hamborgske Flode finder jeg udi trykte Bøger at have bestaaet af 22 Krigs-Skibe. Men Kongen, som selv efter Sædvane havde reconnoisseret den samme, vidner udi sin Relation, til Rigets Amiral, derom saaledes: Jeg haffuer med Flid

Hans egen Beretning om den Hamborgske Flodes Tilstand.

beseet den Ham. Flode, og befunden, at her for an ligger sex Raasegell og 12 Boierter, hvor yblandt ere (766)

(a) Aitzema tom. 3. pag. 206.

(b) Lit. Christ. 4. ad Regni Amiral. dat. in Navi Spe die 24 Aug. 1630. manuscr. Autogr.

thuende som ere større end dy andre. Udi den baggerste Flode ere 19 Raasegel og 3 Boierter, udj hvilken siunes at dy fornemste Skibe ligger, hvorfore den baggerste Uyll haffuis y Acht, saa at dy fornemmeste antastis och icke dy smaa; faae dy smaae a passando it eller thu Stød, daa haffuer dy intet at klaage, at dy jo haffuer værit med &c. (a) Efter at begge Floder havde været en Tid lang i Søen, komme de omsider i Trefning sammen, og canonerede saa længe paa hinanden, indtil omsider de Hamborger maatte Søe-Slaggive sig paa Flugten, og retirere sig til Staden; Hans Majestet, som var personlig paa den Danske Flode, forfuldte dem langst Elben for Glykstad, hvor han arriverede med alle sine Skibe udi alt 42 Sejlere.

Efter dette lod Hans Majestet bygge en Skandse ved Elben, og forbyde alle sine Undersaattere at føre Korn og Fæe til Hamborg, men formedelst Keiserens Mellem-Handling blev all Fiendtlighed opsatt indtil Trætten med gode kunde bilægges.

Efter den Hamborgske Flode saaledes, som sagt er, var dreven paa Flugten, blev der stor Allarm udi Staden; Thi den gemeene Mand og endeel af Raads-Herrene vilde beskylde Borgemesteren von Eitzen, (b) der havde commanderet Skibene, at

Borgemester von Eitzen anklages i Hamborg.

han ikke havde holdet sig som han burde at giøre, og ikke fægtet redeligen for Fædernelandet, hvorimod bemeldte Borgemester beviiste sin Uskyldighed ved en offentlig Apologie, eller Forsvars-Skrift, og forestillede dem, at han kunde ikke bringe det videre, efterdi Vejret, Vinden og Lykken var ham imod &c. Hvorpaa han anførte adskillige Exempler, og derved stillede sine Landsmænd nogenledes tilfreds igien.

Udi Efterfølgende Aar begyndte man at handle om Forliig, hvortil vare beordrede

Handel om Forliig.

 nogle Keiserlige Commissarier, og den Stad Lüneborg blev benævnet til Tractaterne, men, som Kongen ikke vilde (767)

(a) Lit. Christ. 4. ad Regni Amiral. dat. in Navi Spe die 3. Sept. 1630. Manuscr. Autogr.

(b) Von Eitzens Apologie pag. 19.

de lade sig forstaae til Forliig uden paa visse Conditioner, fornemlig, at ham skulde restitueres det, som var borttaget, og Hamborgerne ikke vilde lade sig beqvemme til, maatte Commissarierne med uforrettet Sag gaae tilbage.

Herren Staterne udi Holland arbeidede udi det Aar 1632 meget paa et Forliig imellem Kongen og Hamborgerne, samt at Tolden maatte modereres udi Øster-Søen. Udi dette sidste favoriserede dem Hans Majestet, efter at de havde givet tilbage de Danske Skibe, de tilforn havde borttaget. Angaaende det første, bragte de det saa vit, at Højstbemeldte Hans Majestet proponerede Hamborgerne saadanne Conditioner: at de skulde betale 100000 Rdlr. i reede Penge til Kongen, foruden den Summa, de havde tilforn lovet de Kongelige Prindser, Hertug Friderik og Hertug Ulrik, at de skulde afstaae deres formeente Jus Restringendi, hvorom tilforn ofte er talt; Og, dersom Hamborgerne beqvemmede sig til disse Conditioner, vilde Hans

Kongelige Propositioner.

Majestet give en fri Seilatz paa Elben og Øster-Søen, og tilstede dem at handle paa Hans Riger, naar de betalte den ordinaire Told.

Men, da Hamborgerne vilde endda ikke række Øren til disse gode Tilbud, men

K. M. tager Hamborgerne til Naade igien.

flatterede imidlertid det Keiserlige Hoff, af hvilket de Anno 1640. erholdte Sæde paa Rigs-Dagen, u-anseet Kongen og Hertugen protesterede sterk derimod, tog Hans Majestet sig for med Magt at bringe dem til Lydighed; Dog formedelst andre Potentaters Intercession stod han adskillige gange fra sit Forsætt. Endeligen blev udi det Aar 1643 denne Stridighed bilagt paa saadan Maade.

Den 27. Augusti udi bemeldte Aar blev af Stadens Deputerede Slutningens Ratification overleveret med et Afbigts-Skrift, hvorved Hamborgerne erkiendte Kongen for deres rettmæßige Lands-Første, og lovede at skikke sig herefter som troe Undersaatter, derimod blev dem givet det Kongelige Tilgivelses-Brev, og all Naade blev dem lovet, som troe Undersaattere kand vente af deres Herrer og Førster.

En vis Sum Penge paa 280000 Rdlr. blev forligt om at betales af Hamborg inden 4 Aar. Angaaende Tolden paa Elben, (768) skulde med det første andre Tractater blive foretagne. Afbeds-Skriftet, som de giorde til Hans Majest., lyder saaledes: (a)

Nachdem wir mit unsern und gemeiner Stadt nicht geringen Schaden

Stadens Afbeds-Skrift.

und Leydwesen nunmehr in 13 Jahren vernehmen müssen, wie ob denen zwischen Ihro Königl. Majest. und uns wieder erwachsenen Differentien und was darbey fürgegangen, von uns blos (wie wirs mit unserm Gewissen und dem Allmächtigen contestiren) zu unserer Beschützung und Erhaltung unserer Gerechtigkeit gemeynet und angesehen gewesen, für ungehorsame und fürsetzliche Widersetzigkeit aufgenommen, zu hohen Königlichen Ungnaden gegen uns und die gemeine Stadt bewogen, und das uns hertzlich schmertzet, daß bey sothanem Wesen etwas vorgegangen, wodurch jetzt-beregte Ungnade erwecket und auf uns gezogen worden, wie wir nichts liebers inniglich und sehnlig wünschen, bitten und begehren, dann Euer Königlichen Majestet vorige Gnade und Huld hinwieder zu erlangen, und wegen dessen allen, was Deroselben widrig passirt, ausgesöhnet zu seyn. Also haben wir vermittelst dieser unterthänigsten Supplication nochmahlen unser Leydwesen und hohe Begierde Eurer Königlichen Majestets Gnade zu erlangen, gehorsam contestiren und bezeugen, darnebenst unterthänigst flehentligst bitten wollen, aus angebohrner Königlichen Clementz und Milde dessen, was passiret, vergessen und verzeyhen, und auch zu vollkommen Königlichen Gnaden wieder kommen lassen wollen, alles was aus vorangezogener Unhulde wider uns verhängt gnädigst (769)

(a) Contin. Londorp Act. publ. part. 5. lib. 2. pag. 828.

aufheben, die freye Commercien in Eurer Königlichen Majestät Königreichen und Landen, nicht allein eröfnen und treiben zu lassen, sondern uns nach Inhalt derer bey der Huldigung geschehener Verfassung bey unsern wohlhergebrachten Privilegien, Freiheiten, Gerechtigkeiten und alten redlichen Gewohnheiten, wie nicht weniger Deroselben Unterthanen gleich, zu Recht schützen. Seynd hingegen des unterthänigsten und vesten Erbietens bey Ew. Königl. Majestet unsern Vorfahren gleich, als frommen Leuten bey ihren Natürlichen Erbgebohrnen Lands-Fürsten und Herren zu thun gebührt, so viel an uns ist, steif und unverbrüchlich zu halten, auch alles in dem Stande, worin es mit unsern Vorfahren auf uns derivirt zu lassen, und damit Ew. Königl. Majest. unsere eyfrige unterthänigste Devotion, auch die Begierde in vorigen Gnaden-Stand hinwieder gesetzet zu werden, umb so viel destomehr gnädigst zu verspühren. Als haben wir Deroselben 100000 Reichsthaler hiemit gehorsamst offeriret und præsentiret, der unterthänigsten Zuversicht, Ew. Königl. Majestät sothane unsere Erbietung und Offerten gnädigst auf und anzunehmen, und wie wir geneigt denselben allen wie aufrichtigen Leuten gebühret nachzusetzen, also auch dieselbe uns in diesem allen nicht enthören, besondern zu mehrer Befestigung, und damit wir derer Commercien und unsere Privilegien auch Erstellung der Exsecution hinführo vergewissert, uns einen Sühn-Brief, dadurch wir dessen allen zur Gnüge versichert, ertheilen, die gegen uns verfaste Armatur und Force gnädigst hinwieder abführen, auch die annoch überbleibende streitige Posten, und was denen an|770hängig forderlichst durch gütliche Tractaten bey und hinlegen lassen.

Paa Dansk lyder det saaledes i kort Begreb:

Eftersom vi med vor Stads store Skade nu udi 13 Aar maa fornemme, at det som imidlertid er bedrevet, og af os har været meent blot til at beskytte og haandhæve vor Rett (saasom vi med vor Samvittighed og den Allmægtige Gud bevidne) er af Eders Kongelige Majestet som en forsættlig Haardnakkenhed optaget, og det giør os hierteligen ondt, at ved saadant Væsen noget er begaaet, hvorved Ed. Kongl. Majest. Unaade er opvakt imod os, og, som vi ønske intet heller end Ed. Kongl. Majest. Naade igien at erlange, og at alt hvis derimod er passeret, maa blive tilgivet. Saa have vi nu ved denne underdanigste Supplique vidnet og contesteret den store Begiærlighed igien at erlange Eders Kongl. Majestets Naade, og ville underdanigst med grædende Taare bede, at Eders Kongl. Majestet af medfødde Mildhed og Naade vil forglemme og tilgive alt hvad som passeret er, og lade os igien komme til en fuldkommen Naade og Gunst, og ikke alleene aabne de frie Commercier udi Eders Kongl. Majest. Lande, men endog efter Indholden af den Forfattelse, som er tilforn giort ved Hyldingen, beskytte og beskierme os ved vore Privilegier, Rett og Frihed. &c.

Saaledes endtes denne langvarige Tvistighed alle dem til Fornøjelse, som ønskede Fred i Norden. At de Svenske liden Behag maa have haft udi dette Forliig, giver Kongen tilkiende udi en Skrivelse til Ped. Wibe med disse Ord: Det Hamborgske Forliig vyll være et godt Kølplaster til Cantzler Oxenstiernes Podagriske Fødder, i Sønderlighed, naar (771) hand der hos erfahrer Konningen af Frankrigis dødelige Afgang. (a) Og vidner højstbemeldte Konge udi et andet Brev, (b) at den Svenske Minister Salvius gik til Sengs, da han hørdte dette Forliig.

Efter at Afbigted var giort, gav hans Majestet den Stad Hamborg et Forsohnings Brev af denne Indhold:

Vi Christian den Fierde af Guds Naade Konge til Danmark og Norge

Kongl. Majest. Forsonings Brev gived den Stad Hamborg.

&c. (c) give her med tilkiende, eftersom Raadet og det gemeene Borgerskab af vor Stad Hamborg have indstillet sig med en underdanigst Supplique, hvorudi de have begiæret at vi vilde lade falde den imod Staden fattede Unaade: Saa have vi allernaadigst resolveret, at vi ville lade sinke og falde den Unaade, som vi af bevæglige Aarsager have fatted imod Staden, dens Magistrat og Borgerskab, og derpaa med det første lade komme til Tractater og Forliig all den Trætte, som er opvakt imellem os, og bemeldte vor Stad, item bestemme Tid og Sted dertil, ville ogsaa tee os saaledes, at de skal deraf fornemme vor Faderlige Affection og Mildhed, dog, i Fald en eller anden Post bliver ikke afgiort, da at sættes op til videre Tractater, og ikke des mindre dette vor Forsikkrings-Brev være og forblive udi sin Kraft. Saa at vi lade forbyde vore Folk videre Offensioner og Fiendtligheder, saa vel til Vands som til Lands udi vore Kongeriger, Førstendomme og Lande, aabne igien Handelen og lade den have og nyde uforhindret sit Lob, efterdi Staden haver erklæret sig at holde fast ved den underdanigste Forsikkring, som nyeligen giort er. (772)

(a) Epist. Christ. 4. ad Pet. Wibe Manuscr. Autogr. Glucsb. 21. May 1643.

(b) Epist. ad eundem Glucsb. 27. May 1643. Manuscr. Autogr.

(c) Contin. Act. Publ. Londorp. part. 5. lib. 2. pag. 829.

Endeligen blev udi det Aar 1645 Trætten gandske bilagt, hvor over der udi Hamborg blev holden en offentlig Taksigelses-Fæst, og alle Stykker om Volden løste, hvorpaa, da Magistraten havde ladet ved 700 Musqueterere overbringe de resterende

Den Glykstadske Told afskaffes.

Penge til Glückstad, lod hans Majestet afskaffe Tolden paa Elben, og blev det Steinburgske Fordrag af 1621 fornyet. Om den Handel kand læses meere udi Act. Londorp. Olear. Chr. Holsat. hvoraf dette er taget.

Efter Forligelsen var giort, lod det sig ansee til stor Fortrolighed imellem Kongen og Staden, saa at Staden beflittede sig paa at bringe til Veje nye kostelige Klenodier at præsentere Hans Majestet. Men, for at komme til det Aar 1630 igien, da var

Fru Chirstine Munk falder i Unaade.

det samme merkværdigt formedelst den Unaade som Chirstine Munk falt udi, som fra det Aar 1615 var Ægteviet til Kongen. Men om hende skal tales omstændigen paa et andet Sted. Hendes Søn Waldemar blev dette Aar af Keiseren giort til Rigs-Greve og blev kalden Greve af Slesvig Holsten, hvilken Titel han tillige med hans Søstre førte indtil Kong Friderik 3. dem saadant ved en trykt Forordning strængeligen lod forbyde. Udi samme Aar døde Jacob Ulefeld Rigets Cantzler, og Rigets-Raad Christen Thomessen Sehested blev Rigs-Cantzler i hans Sted. Jacob Uhlefeld efterlod sig 11 Sønner, hvorom videre siden. Rigets Raad Christen Holk tog sin Afskeed dette Aar og døde faa Aar derefter i sit 88 Aar.

Medens den Trætte med Hamborg varede, havde et nyt Krigs-Theatrum aabnet sig udi Tydskland, hvor til alles Øjene sær Christiani 4. vare henvendte. Keiserens Magt var efter den Lybekske Fred kommen paa den højeste Spidse i Tydskland, og 1631. ingen syntes at have enten Villie eller Magt at standse denne vældige Strøm, som oversvæmmede Allting. Endeligen kastede de undertrykte Protestantiske Førster deres Øjen til Gustavum Adolphum Kongen af Sverrig, og overtalede ham til at tage sig deres betrængte Sag an. Højstbemeldte Konge lod sig der til beqvemme, og udi det Aar 1630 begav sig til Tydskland med en (773) Krigshær bestaaende af 16 Compagnier Ryttere og 92 Compagnier Fodfolk, hvilke strax bleve forøgede af Tydske Tropper. Den Fordeel, han i Begyndelsen havde imod de Kejserlige, foraarsagede, at de Protestantiske Førster begyndte at rejse Hovedet i Veiret igien, og sluttede strax Erke-Bispen af Bremen, Hertugen af Lyneborg og Land-Græven af Hessen-Cassel, Alliance med ham. Ja alle Kejserens Fiender udvaldte ham eendrægteligen til deres Anfører. Dette, siger saa vel endeel fremmede som Svenske Skribentere, opvakte stor Jalousie hos Kongen af Dannemark, hvilket om saa var, kunde det ikke andet end være naturligt; Hvorvel man maa tilstaae, at Højstbemeldte Konge udi Gierningen intet lod see som kunde hindre Kongen af Sverrig i hans Progresser i Tydskland. Men om dette saavel som andet der skeede udi Tydskland, og haver Rapport med Dannemark, skal tales omstændigen paa et andet Sted, naar jeg kommer til den Krig som Christianus 4. førte med Dronning Christina af Sverrig. Udi dette Aar

Enke-Dronningen Sophia døer.

døde Enke-Dronningen Sophia udi hendes 74 Aar, efter at hun havde siddet i Enke-Stand udi 43 Aar. Samme berømmelige Dronnings Charactéer er tilforn given, hvorfore jeg her intet videre derom vil tale. (a) Da døde ogsaa Rigets Marsk Jürgen Bilde, og udi hans Sted kom Jürgen Urne. Hans Majestet lod ellers dette Aar stifte Fredags Højmesse over begge Riger, og derhos forordne et Litanie at synges til en Erindring over den Livsfare han var udi ved Hameln som skeede paa en Fredag.

At ellers Kongen intet fiendtligt havde fore imod de Svenske udi Tydskland, kand 1632.blant andet sees deraf, at den 3die Kongelige Prinds Ulrik udi det Aar 1632 traadde i Svensk Tieneste. Samme Prinds recommenderede sig Udenlands ved sin Tapperhed og andre Meriter; Men just de store Dyder, som han besad, opvakte ham Prinds Ulrik bliver ihielskudt.Avinds-Mænd, som satte efter ham, og endeligen Aaret derefter paa en forrædersk Maade skildte ham ved Livet; thi, da han udi den Stilstand, som Hertugen af Friedland 1633 havde sluttet med de Svenske udi Schlesien, blev buden til Giæst hos de Keiserlige (774)

(a) Hun nød 8000 Rdlr. aarligen af Øresunds Told.

Officiers Græv Schlich og Picolomini, blev den tappere Prinds, da han skulde tage Afskeed med bemeldte Officiers, ihielskudt af en, der laae skiult udi en Grav, hans Legem blev derefter ført til Hamborg, og derfra til Kiøbenhavn; Hans Død blev meget begrædet, efterdi han var en tapper og forstandig Herre. Han havde ogsaa nogle Aar tilforn signaliseret sig i anden fremmed Tieneste, thi jeg finder udi Niels Krabbes Historie, som var hans Kammer-Junker, at han Aar 1629 var for Belejringen af Haertogenbosch. (a) Pufendorf og andre, som have efterfuldt ham, siger, at han havde Forhaabning ved den Polske Princesse at nyde det Hertugdom Preudsen, (b) hvilket jeg ikke kand fatte, eftersom det ikke staar i Polske Kongers Magt at abalienere noget fra Riget. Denne Prinds Ulrik skrev en Bog de Strigile Vitiorum. To Maaneder førend han døde, havde han skikked sin Hoff-Mester Offue Skade for at antage det Stift Schwerin af den Svenske General Tage Tott, som af Sverrigs Administrator Cantzler Oxenstierna havde Befalning at overlevere det samme. Han har ellers forbundet sig sit Fædreneland, i det han ved sin Udenlands Reise fik

Tycho Brahes himmelske Globus erobres af Prinds Ulrik og skikkes til Dannemark.

tilbage den navnkundige Tycho Brahes himmelske Globus, som forvaredes paa runde Taarn i Kiøbenhavn, og havde ikke sin Lige. Dette herlige Verk, saasom det havde samme Skiebne som Resten af den berømmelige Mands Astronomiske Instrumenter, der bleve adspredde og forkomme efter hans Død, faldt omsider udi Jesuiternes Hænder til Niessa udi Schlesien. Men Prinds Ulrik, saasom han var tilstedde, da samme Bye blev indtagen 1632, og kiendte Globum igien, lod han den tage af Staden og skikke til Dannemark, hvor den med Ceremonie blev dediceret (c) til det Kongelige Academie udi Kiøbenhavn med denne Inscription:

Dens Inscription.

Sive hospes sive inquilinus es

Bene adsis.

(a) Vita & res gest. Nicolai Krabbe Manuscr.

(b) Puf. Commentar. de reb. Svecicis lib. 5. sect. 34.

(c) Orat. funebr. Erasm. Brochm. in Obit. Uldarici.

(775)

Hoc æneum cœli simulacrum,

Quod vides,

Ingenio & impendio

TYCHONIS BRAHE

Ad Astronomicas Observationes

In Insula Huena

Efformatum est.

Nihil ad artis perfectionem ætas nostra illustrius

Contulit.

Nomen Uraniburgo dedit,

Daniæ Famam.

Cum plusculos annos cœli motum felici apud nos

successu monstrasset, moveri cœpit.

Et

Exteris cessit.

Primo Benaticam, mox Pragam, inde Niessam defertur,

Ita quas in cœlo vices designat, in terra patitur.

Tandem

CAPTA NIESSA,

Virtute, ductu & Auspicio

Æternæ memoriæ

Principis

Divi ULDARICI

Patriæ

Velut trophæum & peregrino Marte

Vindicatur & restituitur

Anno 1632. Calend. Decemb.

Paa Dansk:

Vær velkommen enten du er indlændig eller fremmed: Denne af Meßing forfærdigede Himmelens Efterlignelse, som du seer, er forarbeidet til Astronomiske Observationer paa den Øe Hveen ved Tycho Brahes Invention og Bekostning. Udi vor Alder har intet været ypperligere opfundet til Konstens Forbedrelse. (776) Den haver forskaffet Uraniborg Navn, og Dannemark Berømmelse. Da den mange Aar lykkeligen havde viiset os Himmelens Løb, begyndte den selv at bevæges, og kom udi fremmedes Hænder. Først blev den førdt til Benatica, derfra til Prag, og siden til Niessa, og saaledes maa selv underkastes de Bevægelser paa Jorden, som den viiser paa Himmelen. Endelig, da Niessa blev erobret, blev den af Prinds Ulrik restitueret Fædrenelandet igien Anno 1632. Cal. Decemb. (a)

Denne Globus begyndte at forarbeides til Augsburg, og siden blev ført til Hveen det samme Aar, da Uraniborg blev funderet. Der blev den bragt til sin Fuldkommenhed. Paulus Coldingius berætter, han har hørt af Tychonis egen Mund til Prag, at samme Globus har kostet ham 5000 Rdlr. (b) De andre Tychonis Instrumenter havde saadan Skiæbne: først bleve de smaae, siden de store bragte fra Dannemark til Bøhmen, derefter bleve de førte fra Prag til Benatica, og siden fra Benatica til Prag igien, og bleve forvarede først udi Keiserens Hauge, derefter udi Jacobi Curtii Huus.

Efter Tycho Brahes Død befrygtede Kejser Rudolphus sig, at samme Instrumenter skulde blive adspredede, søgte derfor at blive Herre derover, og kiøbte dem af Arvingerne for 22000 Croner. (c) Derefter bleve de saaledes forvarede udi bemeldte Curtii Huus, at de af dem, som af Kejseren vare beordrede at have Inspection derover, bleve skiulte udi Mørkhed, og under Jorden, saa at ingen kunde have Nytte deraf. Saaledes laae disse kostbare Instrumenter udi bemeldte Huus, indtil den store Rebellion udi Bøhmen efter Matthiæ Død: Men, da Prag blev erobret af de Pfaltziske Tropper, bleve Instrumenterne bortsnappede; Endeel bleve (777)

(a) Gassend. vit. Tych. Brah. lib. 2. pag. 59.

(b) Resen. monument. Hafn. pag. 239.

(c) Gassend. vit. Tych. lib. 6. pag. 216.

fordervede, og vendte til andet Brug; Endeel blev saaledes adspreded, at, naar den store Globus (a) undtages, man ikke veed, hvor de ere henkomne, saa at, dersom Tycho ikke havde skrevet sine Mechanica, havde man nu ikke vidst, at saadanne Instrumenter havde været til in rerum natura. (b)

Der tildrog sig ellers en særdeeles ulykkelig Hændelse dette Aar 1632 i

Rigets Hoffmester Frands Rantzov druknes.

Kiøbenhavn den 5 Novembr. i det at Rigets Hofmester Frands Rantzou faldt ned udi Graven udi Kongens Hauge, og druknede. Han var nyeligen tilforn, neml: udi dette Aar bleven giort af Statholder i Kiøbenhavn til Rigs-Hoffmester, efter at dette høje Embede havde staaet ledigt fra 1601, da Christopher Walkendorf døde. Han blev begraven udi St. Nicolai Kirke med et stort Følge; hvoriblant var Kongen selv, tillige med Prinds Christian og Prinds Friderik. (c) Hans Død blev desmeere begrædet, efterdi han var for nyeligen bleven forloved med Kongens Dotter Anna Catharina, avled med Frue Christina Munk, og derforuden var udi sin blomstrende Alder; thi den Franske Gesant Monsr. des Hayes, som et par Aar tilforn var i Dannemark, skriver, at han da kunde være mellem 25 og 30 Aar, og giver samme Ambassadeur hans Portrait saaledes: Hofmesteren Frands Rantzou er en Herre af en fuldkommen

Hans Portrait.

Taille, hvid af Ansigt, og mellem 25 og 30 Aar; Han var af et fromt og sagtmodigt Naturel; Er bleven meget poleret paa sine udenlandske Reiser i Frankrig og Italien, og taler got Fransøsk. (d)

Den Misforstand, som for kort Tid siden var hæved mellem Kongen og Hertug

Tvistighed mellem Kongen og Hertug Friderik formedelst Christianpriis.

Friderik af Holsteen Gottorff, fornyedes paa samme Tid igien, da Kongen udi dette Aar anlagde en nye Fæstning Christianpriis udi Holsteen. Derover allarmeredes Hertugen, (778)

(a) Tychonis Globus blev efter dens Tilbagekomst længe forvaret paa det Sted ved Auditorium, hvor Fruentimmeret plejede at staae for at ansee Academiske Acter, siden blev den satt paa det runde Taarn, hvor den med andre kostbare Ting forgik udi seeneste store Ildebrand 1728.

(b) Gassend. vit. Tych. lib. 6. pag. 217.

(c) Excerpta ad Hist. Christ. 4. Manuscr.

(d)Des Hayes voyage en Dannemarc pag. 59. Ce Cavalier est d’une Grande taille. Son naturel est doux. Il s’est rendu poli par les voyages &c.

endeel, saasom denne nye Fæstning var ham en Torn udi Øjene, endeel ogsaa efterdi den blev anlagt uden hans Samtykke, hvilket han meenede at stride imod de gamle Foreeninger. Denne sin Misfornøjelse gav han Kongen tilkiende udi et Brev dateret den 20 Julii 1632 af saadant Indhold.

Jeg haaber at Eders Majestet staaer fra denne Fæstnings Arbejde, indtil begge Parters Rett kand blive examineret efter de gamle Foreeninger, som saa ofte have været fornyede mellem Førstendommene, eller ved Commissarier, som kand udnævnes af begge Parter. Og, om Tvistigheden ikke derved kand termineres, at den maa underkastes en Opmands Kiendelse efter gammel Skik og Brug.

Der bleve derforuden vexlede adskillige Breve imellem dem om samme Materie, hvoraf jeg har haft en skreven Samling. (a)

De mange vigtige Forretninger, denne store Konge ideligen havde, hindrede ham

Christiani 4. store Arbeidsomhed.

ikke fra at have nøje Indseende endogsaa udi alle smaa Ting, saaledes at han ikke alleene selv ordinerede, men end ogsaa med egen Haand skriftligen forfattede alle Anstalter udi publiqve og private, store og smaa Sager, hvorpaa tiene til Beviis de egenhændige Breve, som findes saa vel udi Archiverne, som overalt udi private Folkes Hænder, og det udi saadan Mængde, som neppe findes efter nogen Konge i Verden, saa at, hvis hans andre store Bedrifter udi Krig og Fred ikke vare saa meget bekiendte, skulde man tænke at han ideligen har siddet stille med Pennen udi Haanden. Saadant kand lægges andre Potentater til Last, men ikke denne Konge; thi han forrettede de smaa Ting, saaledes, at han syntes at forsømme de store, og derimod de

Hans egenhændige Instrux til de Kongelige Børns Hoffmesterinde.

vigtige Ting saaledes, som den der aldrig bemøjede sig med ringere, thi hans naturlige Capacitet gav ham Lejlighed til at bestride Alting, og tillige med Konge at agere General, Amiral, Rentemester, Secretaire, Bygningsmester, Dommer, ja indtil hans egne Børns Hofmester og Informator, hvilket blant andet sees af en Instrux, som han (779)

(a) Variæ inter Chr. 4. og Frid. Ducem Epistolæ Manuscr.

foregaaende Aar 1631 selv forfattede for Frue Karen Sehsted, de Kongelige Børns Hoffmesterinde, hvilken Instrux jeg her vil anføre, saasom den viiser saavel Kongens Omhyggelighed, som Hoffets Levemaade paa de Tider. Den lyder saaledes: (a)

Eftersom Vi os Elskelige Frue Karen Sehsted for vores Elskelige Kiære Børns Hoffmesterinde antaget og bestillet have, saa skal hun i samme sin tilfortroede Bestilling sig saaledes forholde.

1. At GUd i Himmelen kand have Priis, Lov og Ære, Vi deraf kand have Contentement, og hun selv deraf kand have et berømmeligt Navn og Rygte hos alle got Folk, saa og hos os kand have Kongelig Gunst og Naade at forvente.

2. Skal hun sit Liv og Levnet inden og uden Huus saaledes anstille, at Børnene af hende ingen Forargelse tager.

3. Skal hun tilholde Børnene Morgen og Aften med tilbørlig Reverentz at giøre deres Bønner til GUd i Himmelen, og med sin Person give til sligt got Exempel.

4. Skal hun ogsaa flitteligen med Børnene søge Kirken, naar der prædikes, og ingen af dennem stæde at blive der ude, uden at de forhindres af Sygdom; ikke heller skal hun stæde, at Pigerne eller deres Folk maa blive af Kirken, men dennem tilholde, at de følge med i Kirken, og saa lade lukke Stue-Dørren.

5. Naar Maaltid holdes, da skal Børnenes Stue og Kammer, saa og Vasker-Kielderen holdes lukt, indtil man staar op fra Bordet, og, paa det at imidlertid Ilden ikke skal gaae ud, da skal Fyrbøderen tilholdes at lægge saa meget i Kakkelovnen, førend han gaaer ud, at han er vis paa at den ikke kand brænde ud førend de gaae fra Taffel igien.

6. Børnene med Hoffmesterinden, Jomfruer og Piger, som paa Stuen bestæd er, skal til sammen sidde i Stuen og giøre hvis som de have at giøre, og ikke søge hver sin Vraae at sidde udi.

7. Udi Børnenes Skole skal ingen af Pigerne lade sig finde om Dagen, ej heller ligge der inde om Natten; men udi Stuen i Slagbenker, som om Dagen skal staae lukte. (780)

(a) Ordinatio Christ. 4. de Educandis Regiis pueris ad Catharin. Sehsted. Manuscr.

8. Aften og Morgen skal Stue-Dørren, og Dørren uden til Vasker-kielderen lukkes, og oplukkes igien om Morgenen til en vis Tid.

9. Hoffmesterinden skal ikke tilstæde Børnene at snakke og discourere med Pigerne eller nogen anden i Vinkler og Vraaer. Og, naar Pigerne dem iklædt have, eller nogen anden Tieneste forrettet have, da skal de strax gaae fra dem til deres Forretning og Gierning, og ingen Gemeenskab med Børnene have.

10. Befinder hun Forsømmelse hos nogen af dem, som Børnene at underviise forordnede ere, da skal hun os sligt strax lade vide.

11. Hun skal ingen af Børnene tilstæde, at skrive nogen til, i hvem det og være kand, uden det skeer med vores Minde.

12. Erfares Hoffmesterinden nogen af dennem, som Børnene til Opvartning forordnede ere, det være sig Mands eller Qvindes Personer, noget andet end det som got er, forehaver, da skal hun os derom advare, at vi derpaa med GUds Naades Hielp i Tide kand skaffe Raad.

13. Hoffmesterinden skal have god og flittig Agt paa Børnenes Sundhed, saa at de intet hemmeligen slaar i dem, som dem intet tiener. Naar dem efter den Allmægtiges Velbehag noget skulde tilhænde komme, da skal hun os derom strax advare, saa at dertil, saa vit mueligt, i Tide Medicamenter kand blive brugt.

14. Hun skal have god Agt paa Børnenes Uldet og Linned, saa at deraf intet forkommes.

15. Børnenes forede Klæder skal leveres Bundtmageren til at forvare, naar de dem ikke længer bruge om Aaret.

16. Paa Skræderen skal hun have god Agt, at han med Børnenes Klæder saaledes omgaaes, som det sig bør, og at han de daglige Klæder som de behøve, om Aftenen annammer, og om Morgenen igien leverer.

17. Naar noget Nyt skal giøres til Børnene, da skal Hoffmesterinden give god Agt paa hvad han dertil emfanger, og hvad han deraf giort haver, saa at Alting kand gaae rett til.

18. Hoffmesterinden skal have god Agt paa, at intet af Børnenes Sølv, Guld, Perler eller Klenodier, som dennem af os til (781) at bruge er forundt, skal blive forkommed. Men Børnene tilholde at de selv sligt holde udi god Agt og Forvaring, saa at Pigerne og andre ikke faaer det at løbe med. Actum Nykiøbing den 31 Julii Anno 1631.

Christian.

Hvad videre Omsorg han havde for de Kongelige Børns Optugtelse og Pleje, kand blant andet sees af adskillige egenhændige Breve tilskrevne Hoffmesteren Christian Friis udi de Aaringer 1615 og 1616 hvor han ordinerer Alting indtil deres Senge-Klæder, Skoe og Strymper; thi udi et Brev findes disse Ord: Er der nogen af deris Strymper som nogit er smittet, daa send dem till Farveren, att di bliffuer sort farvit &c. (a) Ja denne Omsorg gik ikke alleene til Prindserne selv men endogsaa til deres Pager som han udi sine Breve til bemeldte Christian Friis kalder Hertugernes Drenge. (b)

Dette synes vel forringe at indføre udi saadan stor Konges Historie. Men jeg

Betænkning derover.

for min Part holder saadant meere nødvændigt end en Kronings eller Ligbegængelses Beskrivelse, helst saasom udi en Konges Historie intet maa udelades, som giver Portrait paa Kongens Person; Thi af denne Instrux, som ellers er rar, og ikke uden i faa Folkes Hænder, seer man (1.) denne Konges store Omhyggelighed for alle, end ogsaa de mindste Sager. (2.) Hoffets tarvelige Leve-Maade paa de Tider. (3.) Kong Christians Oeconomie, saa at dette og andet tilkiende giver, at han har været en af de allerborgeligste Konger, endskiøndt, naar Rigets Ære det udfodrede, han overgik alle Potentater udi Magnificence paa de Tider, hvilket besynderligen sees af de bekiendte store Omkostninger, og den meer end Kongelig Pragt, hvormed Kron-Prindsens Christiani 5. Bilager kort derefter blev celebreret, hvorom skal tales med Omstændighed, naar jeg tilforn har røret lidet om nogle foregaaende Sager. (782)

(a) Lit: Reg: ad Christ: Friis dat: in horto Hafniensi die 20 April: 1616 manuscr. autogr.

(b) Epist: ad Christ: Friis Fridericsb: die 10 Januarii 1616 manuscr. autogr.

Det Aar 1632 var ellers merkeligt formedelst adskillige anseelige Gesandtskabe. Fra Engeland blev skikket Græven af Leicester; thi ovenmeldte Engelske Minister Gordon, som efter Sædvane continuerede sine Correspondencer med Cantzler Friis notificerer ham saadant med disse Ord: Græven af Leicester stod med et prægtigt Følge færdig for 8 Dage siden at rejse fra London til Eders Konge, (a) og viiser det sidste, at han ikke stod virkeligen udi Dansk Tieneste. Det andet Gesantskab blev skikked fra den nye Konge i Polen Uladislao, og var Gesandten Doenhof, hvis Characteer beskrives af oftbemeldte Gordon. (b)

Den Tvistighed imellem Kongen og Hertug Friderik, efterat den havde varet en Tid lang, blev endeligen i Mindelighed bilagt, og blev siden imellem begge Herrer oprettede 2 Defensions-Recesse til Hertugdommernes Forsvar, hvortil gav besynderligen Anledning et Gesantskab, som Kong Carl 1. af Engeland, efterfølgende Aar 1633 skikkede Hertug Friderik, hvorved han forestillede bemeldte Hertug Tydsklands 1633slette Tilstand, og opmuntrede ham til at assistere de betrængte Førster i Tydskland. Hertugen lod Højstbemeldte Konge derpaa svare, at han til intet fandtes villigere end at efterleve Kongens Formaninger; Men sagde derhos, at, som Regieringen udi Førstendommerne var af den Beskaffenhed, at han intet af Vigtighed kunde foretage,

Tvende Defensions Recesse oprettede mellem Kongen og Hertug Friderik.

uden med Kongens Villie af Dannemark, og det efter de gamle oprettede Unioner, saa maatte han først raadføre sig derom med Kong Christian, hvilket han lovede inden kort Tid at skulle skee, og, naar det var giort, vilde han notificere Hans Britanniske Majestet, hvad Resolution der i saa Maade kunde tages. Han skrev derpaa strax et Brev til Kong Christian, hvorudi han lod ham viide Kong Carls Erindring, og forlangede, at nogle af hans Ministrer maatte træde i Conference med de Kongelige for at overlegge hvad der ved kunde være at giøre. Kongen væigrede sig ikke derfor, men deputerede nogle af sine Ministrer for at conferere med de Førstelige derom, og blev da til Samtliges Forsvar oprettede de tvende ovenmeldte Defensions Recesse. (783)

(a)                  Lit: Francisci Gordonii ad Christ: Friis Elsingor: 6 Sept: manuscr: autogr:

(b)                 Lit: Fr: Gord: ad eundem Gedano 11 Decembr: 1632 manuscr. autogr.

Efterfølgende Aar 1634 døde Erke-Bisp Johan Friderik af Bremen, hvorudover Kongens anden Søn Friderik paa nye giorde sig Forhaabning at komme til det Bremiske Stift, hvortil han tilforn nemlig Aar 1621 havde været udvalt at succedere. Men, som imidlertid den Keiserlige Krig indfaldt, forandredes Conjuncturerne saaledes for samme Prinds, at han ikke alleene mistede sin Succession i det Bremiske, men endogsaa sin virkelige Possession udi det Sticht Vehrden, eftersom Keiseren, da han udi Krigen fik overhaand, lod ved en Edict tilkiende give, at alle Lutherske Stifter skulde igien indrømmes til Roman Catholske; Ja Prinds Friderik maatte udi den Lybekske Fred renoncere paa alle de Stifter, som han enten virkeligen havde, eller rett til at succedere udi. Men, da Keiseren siden forfaldt udi Krig med Sverrig, og de Svenske spillede Mestere udi Tydskland, begyndte man paa nye at handle om Prindsens Restitution, og var Keiseren villig at confirmere ham udi hans Successions-Rett til det Bremiske Stift, hvis Kong Christian havde villet beqvemme sig til at træde udi Alliance med ham imod Sverrig, (a) hvor til dog Kongen ikke var at bevæge, og kand dette tiene til et særdeles Beviis paa hans redelige Intention imod de Svenske. Dog, saasom Kongen merkede, at baade Keiseren, saavelsom Erke-Bisp Johan Friderik ikke ugierne saae, at den Danske Prinds kunde komme til sin Rett, lod han med nogle Folk besætte en Bremisk Plads ved Elben. Men de Svenske vilde ikke fordrage saadant, og derfor strax rensede samme Plads fra de Danske Tropper igien. Saaledes vare Conjuncturerne indtil 1634, da Erke-Bisp Johan Friderik ved Døden afgik, hvorudover Prinds Friderik fornyede sine Prætensioner, og fik

Prinds Friderik bliver Erke-Bisp i Bremmen.

Lejlighed igien at lade sig postulere til Erke-Bisp, og kunde da de Svenske ikke hindre ham udi hans Prætensioner, hverken til Bremen eller til Vehrden, efterdi det Slag ved Nørlingen havde bragt dem udi saadan slet Tilstand, at de despererede om at kunde maintenere sig udi Tydskland, hvorudover ogsaa den Svenske Cantzler Oxenstierne tilstedde, at han fik Possession baade af Bremen og Vehrden. Hvad videre Fata Prindsen havde som Erke-Bisp, derom skal tales paa et andet Sted. (784)

(a) Carol. Oger. iter Dan. pag. 38. hvilken Bog her formedelst dens Rarhed er saa kostbar, at den vejes op med Guld.

Udi samme Aar, som Kongens anden Søn blev promovered til det Bremiske

Beskrivelse over Kron-Prindsens prægtige Bilager.

Stift, celebrerede den ældste Søn Christianus 5. Bilager med den Sachsiske Printzesse Magdalena Sybilla udi Kiøbenhavn. Intet Bilager er bleven celebreret med større Magnificence end dette, saavel i Henseende til Brudgommens og Brudens Ornamenter, som til den anseelige Forsamling, som bivaanede det samme; thi foruden mange Førstelige Personer, lode sig Ambassadeurs indfinde fra alle de fornemste Riger, saa at Kiøbenhavn dette Aar var som en Skue-Platz af Europæisk Galanterie. Hvorvel min Maade ikke er at opfylde min Historie med mange vitløftige Ceremoniers Beskrivelse, saa dog, eftersom adskillige curieuse Ting ved denne Lejlighed ere forefaldne, som henhøre til de Tiders Historie, og dette prægtige Bilager er med Zirlighed beskreved af den bekiendte Franske Autor Carolo Ogerio, som var med udi Ambassadeurens Suite, maa jeg her lidt længer end sædvanligt opholde mig ved denne store Højtidelighed.

Blant de mange fremmede Ambassadeurs, som bleve skikkede til Dannemark for at bivaane det samme, var den bekiendte Franske Gesant Conte d’Avaux, som den

Den Franske Gesant Conte d’Avaux Ankomst.

14. Augusti arriverede til Kiøbenhavn, hvor han en Miil fra Staden blev imodtagen af 300 Ryttere, item Kongens Carosse hvorudi sadde tvende fornemme Herremænd, nemlig Christoffer Uhlefeld Rigets Raad, og Corfitz Uhlefeld, som endda vel ikke var bleven Raads-Herre, men dog udi den Anseelse formedelst sine store Qualiteter, at Kongen ikke havde taget i Betænkning at udvælge ham til sin tilkommende Sviger-Søn; Gesanten blev indført i Staden med Stykkers Løsning, og igiennem Borgerskabet, som var rangered i Gevær.

Corfitz Uhlefeld blev beskikket at være hans Hoffmarskalk, og 12 andre Herremænd, som alle talede Fransk, bleve givne ham til Opvartere; Og, extenderer sig Autor ved den Lejlighed udi at berømme den Danske Adels Politesse og Færdighed i fremmede Sprog, i sær taler han med Forundring om de 3 Brødre, Lars, Knud, og Corfitz Uhlefeld, hvilke, han siger, talede zirligen 7. Sprog, og forstode endda flere. (a) Og saa meget som han (785)

(a) Carol. Oger. iter Dan. pag. 38. hvilken Bog her formedelst dens Rarhed er saa kostbar, at den vejes op med Guld.

berømmer de Uhlfelder for deres Politesse, og Kundskab udi Stats-Sager og galante Studiis, saa højt anskriver han de Rosenkrandser for deres Lærdom og Videnskab, saa vel udi Theologie, som verslige Sager: Gesanten selv, da han ved denne Lejlighed lærdte rett at kiende Uhlfeld, tilstod, at han end ikke udi Italien selv, hvor der er saadan Mængde af skarpsindige Folk, havde fundet nogen som overgik denne unge Danske Herremand.

Den 22. dito havde Ambassadeuren sin første Audience, og vare da tilstede

Hans Audience hos Kongen.

foruden de Kongelige Børn Christian Friis Kongens Canceler, item de andre Raads-Herrer, blant hvilke den Tydske Canceler Johan Reventlou, og seer man, at der paa den Tid vare 3 Cancelere, nemlig Kongens, Rigets, og den Tydske Canceler, hvoraf den første da var agtet for den højeste Bestillings-Mand, saa at der ingen Hoffmester maa have været beskikket efter Frands Rantzovs Død. Gesanten complimenterede Kongen med en Italiensk Oration, saasom han vidste, at Hans Majestet havde mest Behag udi samme Sprog. Og Johan Reventlov den Tydske Canceler blev beordred at svare ham, skiønt der nævnes ikke paa hvilket Sprog. Man finder ellers udi en anden Samtale, at, da bemeldte Ambassadeur iligemaade talede Kongen til paa Italiensk, svarede hans Majestet ham paa Latin, saa at de siden udi 2 Timer talede Latin sammen.

Den 25. dito havde Gesanten Audience hos Kron-Prindsen Christian 5., til hvilken han overleverede Breve, saavel fra Kongen af Frankrig, som fra Dronningen.

Item hos Kron-Prindsen.

Confererede ogsaa med hans Prindselige Højhed om Stats-Sager, i sær om Tydsklands Tilstand; thi jeg haver tilforne antegnet, at denne Prinds blev anseet som en Regent, og hart ad som Kongens Collega udi Regieringen. Højstbemeldte Prinds svarede ham paa Fransøsk; iligemaade Prinds Friderik, som han kort derefter besøgte.

Dagen derefter skeede den Polske Ambassadeurs Indtog udi Kiøbenhavn, hvilken

Den Polske Ambassadeurs Indtog.

ogsaa prægtigen blev imodtagen, og havde Audience den 2. Septembr. Og var ved den Lejlighed end større Tilløb af Folk, saasom Polakkerne differere fra andre Europæiske Folk udi Klædedragt. Men Gesanten Nicolaus Korff var (786) selv en Liflænder og de fleste af hans Suite vare fremmede, nemlig Tydske, Prydser og Liflændere. Gesanten holdt sin Oration paa Tydsk, og blev svaret paa samme Sprog af den Tydske Canceler Reventlou.

Den 6. Sept. ankom den Spanske Gesant Gusman Marquis de Fuente, hvilken,

Den Spanske Gesants Indtog.

saasom han arriverede lige til Søes, flaggede alle de Kongelige Krigs-Skibe, som vare rangerede langs ved Strand-Bredden, og blev en Jagt med 12 Rors-Karle skikked ham i Møde, for at føre ham fra Skibet. Men, saasom han havde udi sin Suite en Dominicaner Munk, saa vare Folkes Øjene meere henvendte til samme Munk end til Gesanten. Hvad som ved disse Indtog er merkværdigt, er at alle Gesantere bleve bragte lige til Kongens Slott. Den Franske Gesant havde

Dagen Kongens Samtale med den Franske Gesant.

derefter en privat Audience med Hans Majestet udi Kongens Hauge, hvor der paa Latin blev taled om adskillige Sager, og lod da blant andet Kongen tilkiende give, at han havde Mishag udi den Rebellion, som Hertugen af Orleans havde stiftet udi Frankrig. Han sagde iligemaade til Gesanten, at han var den ældste Regent i Europa, og at han udi alle Riger havde oplevet 3 Regieringer. Efter at denne Samtale havde varet udi 2 Timer, tog Gesanten Afskeed.

Den Spanske Gesant havde publique Audience den 13. dito, og, saasom den

Hvad som passerede ved den Spanske Ambassadeurs Audience.

samme holdt sin Tale paa Spansk, blev den Tydske Canceler Reventlou, som ellers agerede Hoffets Tolk, beordred at træde til Side, og en anden Raads-Herre, nemlig Just Høg blev udi hans Sted kaldet for at svare paa Spansk, og for at lade see, at de Kongelige Ministrer og Hoffmænd vare capable til at entretenere alle Nationer udi deres egne Sprog. At denne Ambassadeur maa ikke have været meget behagelig for de Danske Hoff-Folk, sees deraf, at den Tydske Canceler, førend Gesanten kom ind, viskede Autori til denne Beskrivelse udi Ørene: Nu faar vi at høre herlige Rodomontader. Kongen selv maa ej heller have haft megen Behag i hans Person, thi han sagde siden over Taffel til Uhlfeld: Jeg veed ikke om den Franske Ambassadeur er bekiendt af hvad Qualitet (787) den Spanske Gesant er? thi hans Creditiv-Brev viiser, at han er Ober-Inspecteur over dem, som have Omsorg for Kongens af Spanien Muulæsler, hvilket foraarsagede Latter hos de omstaaende, saasom saadant skurrede udi den Danske Adels Ørene, hvorvel det var en honorable Post i Spanien. Men, saasom der var stor Venskab mellem Dannemark og Spanien paa de Tider, beviisede Kongen ikke alleene samme Gesant stor Ære, men var meget bekymret udi den paafølgende

Præcedentz-Strid imellem ham og den Franske Gesant,

at ham ingen Tort skulde skee. Til den Ende komme de fornemste Raads-Herrer Præcedence-Strid mellem den Franske og Spanske Gesant.den 14. til Conte d’Avaux for at tale om de Stridigheder, som venteligen vilde reise sig om Præcedencen ved forestaaende Bilagers Ceremonie. Derom blev heftigen tvisted, som sædvanligt paa de Tider var imellem de Franske og Spanske Gesantere. Det Danske Hoff i Henseende til det Venskab, som da var med Spanien, bemøjede sig at lave det saa, at begge disse Gesantere maatte tracteres paa een Fod. Men den Franske Ambassadeur kunde ikke bevæges til at accordere saadant. Ja den Iver, han havde i at staae paa sin Principals Højhed, gik saa vit, at han endogsaa ikke vilde vige for den Keiserlige Gesant: thi man seer, at Carolus Ogerius (a) blev skikket til Claus Plum, som da var Professor Juris i Kiøbenhavn, for at laane hans Alciatum, og derudi at eftersee, hvad han deciderer. Bemeldte Ogerius sagde da, at den bekiendte Jurist Baldus skriver, at det tilkommer Franske Ambassadeurs at tracteres paa lige Fod med Keiserlige; Men Professor Plum svarede dertil, at han tvivlede paa, at man nu ved det Danske Hoff rettede sig efter Baldi Decision udi denne Post; hvorudi han havde ikke megen Urett, saasom det er Juris Professorer alt for

Den Franske Gesants store Prætensioner.

stor Ære at give dem Rett til at stifte Rangs-Forordning mellem Keisere og Konger. Ogerius søgte at bestyrke Baldi Autoritet der ved, at samme store Jurist var en Italiener, og derfore meere det Keiserlige end det Franske Kongelige Huus bevaagen, hvorudover han herudi kunde ansees, som (788)

(a) Oger. iter. Dan. pag. 72.

en upartisk Dommer. Men, som Jurister ere ogsaa Mennesker, saa kand man ikke garantere for, om Baldus lod sig under Haanden betale for denne Decision eller ej; Hvad de andre Jurister angik, som oftbemeldte Ogerius citerede, nemlig Cujacius og Molinæus, da vare de Franske, og conseqventer kunde deres Decisioner ansees som Partiske. Men det synes, at den Franske Ambassadeur giorde deslige Bevægelser imod den Keiserlige alleene for at bestyrke sin Paastand desmeere imod den Spanske Gesant. Med hvilken han ingenlunde vilde tracteres paa en lige Fod. De Danske Ministrer, for at jævne denne Stridighed, foresloge da saadant Middel, at paa den tilstundende Bilagers Højtid Kongen af Dannemark skulde først staae paa den eene Side, og den Keiserlige Gesant paa den anden Side, og skulde da den Franske Ambassadeur have Vall at rangere sig paa hvilken Side han vilde, enten næst ved Kongen, eller den Keiserlige Legat. Dette begiærede den Franske, at de Danske Raads-Herrer vilde give ham skrifteligen; Og, da de veigrede sig derfor, stod han op af sit Sæde og sagde: Den Spanske

Hans Hidsighed.

Ambassadeur maa gierne have Vallet, men hvilket Sted han tager, der skal jeg støde ham til Side. Raads-Herrerne spurdte ham da, om han vilde giøre saadant udi Kongens Nærværelse, hvorpaa han svarede, at hans høje Principal Kongen af Frankrig vilde ikke miste den Rett udi Dannemark, som han altid havde besiddet. Endeligen, saasom denne Strid ved intet Middel kunde bilægges, lod den Spanske Ambassadeur udsprede, at han formedelst vigtige Aarsager var bleven revocered af Kongen, og kort derefter tog sin Afskeed. Man merkede siden, at Kongen ingen synderlig Behag havde udi den Franske Ambassadeurs Omgiengelse, eendeel formedelst denne Opførsel, eendeel ogsaa, efterdi han var meere grave og serieux end de Tydske, Svenske og Polske Gesantere, hvilke kunde svare til alle de Skaaler, som dem af Kongen bleve tildrukne; thi paa de Tider blev det holdet for en liden Politesse udi Norden, at veigre sig for saadant, og seer man, at denne Konge udi alle Selskabe giorde alting med, saasom intet Giæstebud holdtes for anseeligt, og ingen Giæstbuden at have comportered sig vel, uden han gik beskiænket bort.

(789) Den 15. Septemb. giorde den Svenske Gesant Peder Sparre sit Indtog: Men samme Gesant holdt sig fra Bryllups-Fæsten, formedelst den Sorg, som det Svenske Hoff var udi ved Gustavi Død.

Den 10. Octobr. giorde

Bruden Princesse Magdalena Sybilla sit Indtog.

Alle Brudens Magdalenæ Sibyllæ Indtog.Gader, hvorigiennem hun skulde passere, vare besatte af bevæbnede Borgere. Processionen skeede saaledes: Først komme nogle Esquadrons af Danske Ryttere med Spill og Piber; Derefter den Kongelige Guarde; Siden den heele Danske Adel, anført af tvende Hoff-Marskalker, og efter dem den Keiserlige Gesants Suite, men Gesanten selv var ikke med, ej heller nogen af de andre Ambassadeurs. Strax derpaa komme adskillige Førstelige Personer, som bleve efterfuldte af Brudgommen Prinds Christian, hvilken gik alleene og havde efter sig de fornemste Rigets Embeds-Mænd og det heele Raad. Derefter kom den fornemste Saxiske Adel; Item tvende Førster Brudens Brødre, og endeligen Bruden selv med Hendes Moder og Søster udi en prægtig forgyldt Vogn med 6 Hæste, efterfuldt af en stor Skare, saavel af Sachsiske, som af Danske Fruentimmer, hvoraf de Danske formedelst deres Skiønhed mest parerede efter Ogerii Vidnesbyrd. (a)

Oftbemeldte Autor vidner, at, ved Sachsernes og Holstenernes Ankomst, Viin og Øll begyndte at flyde som Vand, og siger han, at til denne Bryllups-Fest bleve depenserede udi samme Liqveurs hen ved 100000 Rdlr. thi aldrig noget Bilager er holdet med saadan Overflod, saa at man kunde sige om dette Bryllup, som man fordum plejede at raabe ved de Romerske Ludos Seculares, at ingen havde seet saadant tilforn, eller kunde vente at see det oftere. Den 25. dito skeede Brudevielsen paa Slottet ved den Kongelige Hoff-Prædikant Doct. Christian Madsen, og slog da Kongen disse Riddere, nemlig: Christian Thomesen Rigets Canceler, Otto Skeel,

12 Riddere slagne.

Hans Lindenov, Just Høg, Christoffer Urne, Kay von Ahlefeld, Caspar von Buchwaldt, Christian Pruds, (790)

(a) Oger. iter. Dan. pag. 80. nam Danæ pulchriores sunt.

Dietrik von Ahlefeldt, Oluf Parsberg, Axel Arenfeld, og Corfitz Uhlfeld. (a) Og blev da giort en Forandring ved Ridder-Ordenen paa saadan Maade: Hans Majestet havde Aar 1616 indrettet en ny Ridder-Orden af Sverdet, hvormed de særdeles bleve beærede, som havde holdet sig vel i den Calmarske Krig. Samme Orden blev siden foreened med den gamle; Men udi dette Aar og ved denne Højtidelighed blev Armen med det Hebraiske Ord borttagen, og i Steden derfor blev satt paa Siden af Elephanten C4 med en Krone over.

De Førstlige Personer, som da vare tilstede, vare:

Christianus 4.

Christianus 5. Brudgommen.

Fridericus hans Broder, som var Erke-Bisp af Bremen.

Den Keiserlige Gesant, som var Hertug af Holsten.

Hertug Johannes hans Broder.

Philippus iligemaade Hertug af Holsten.

Johan Christian Hertug af Sønderborg.

Alexander Henricus.

Ernestus Guntherus.

Philippus Ludovicus iligemaade af Sønderborg.

Christianus Augustus Phaltz-Greve af Rhin og Hertug af Bayern.

Johannes Hertug Philippi Søn af Holsten.

Johannes Georgius Chur-Prindsen af Sachsen.

Hertug Augustus hans Broder.

Hertuginden af Sachsen og hendes Moder.

Hertuginden af Holsten og hendes Dotter.

Hertug Philippi Gemahl.

Greven af Mansfeld, item de Keiserlige, Franske og Polske Gesantere.

Efter adskillige Præcedentz Stridigheder imellem de fremmede Gesantere blev endelig Ordenen saaledes indrettet: (791)

(a) Excerpt. ad Hist. Christ. 4. Manuscr. Herudi farer Carolus Ogerius vild i det at han regner kun 8 Riddere.

Paa det fornemste Sted af Salen stod Brudgommen mellem Kongen og hans Brødre. Ved den venstre Side stod Bruden mellem tvende hendes Brødre. Næst ved Kongen og hans Sønner stod den Keiserlige Gesant, og efter ham den Polske, og ved Brudens Side vare rangerede den Franske Gesant og Churførstinden af Sachsen. Og kand jeg ved denne Lejlighed ikke forbigaae at mælde noget, som findes udi Chanuts Memoires, hvor der tales om Ambassadeurernes Rang saaledes: Man Anmærkning om Ambassadeurernes Rang.

giorde udi Dannemark Forskiæll mellem ordinaire og extraordinaire Ambassadeurs. De sidste, som enten ere skikkede for en viss Underhandling, eller ere inviterede til en Ceremonie eller Højtidelighed, have Rang over Kongen; Paa den Fod blev Conte d’Avaux tractered, iligemaade Comte de la Thuillerie ved en Dansk Princesses Daab. Men de første, nemlig ordinaire Ambassadeurs, vige altid for Kongen udi alle Lejligheder, hvorpaa haves et Exempel udi Friderici 2. Tid, da højstbemeldte Konges Bilager blev celebrered 1572, thi man seer da, at den da værende Franske Ambassadeur stod under Kongen, men over Chur-Førsten af Sachsen. Ordenen var saaledes indrettet, som den findes beskreven af den Danske Poët Erasmo Mich. Læto, hvilken da var tilstede, og efter Kongelig Ordre har udført denne Højtidelighed udi efterfølgende Vers:

– – – Interea levibus dum fercula mensis

Expediunt, Lymphis res acta est omnibus, inde

Cuique suus datur è meritis vel honore, graduque

Aut virtute locus. Primum Rex occupat, hinc mox

A Gallo missus subiit Legatus, eumque

Protinus a dextris sibi Rex adjungit & inde

Ad lævam patriis longe Augustissimus arvis

Augustus consedit.

(792) Men man seer af dette Bilager udi Christiani 4 Tid, at Comte d’Avaux, hvor vel extraordinaire Ambassadeur, cederede Kongen, og at Autor til Chanuts Memoires herudi farer vild.

Jeg vil forbigaae at fortælle videre den Stats Pragt og Overflod, hvormed dette

Bilagerets store Bekostning.

Bilager blev celebreret: Men alleene sige dette, at den heele Omkostning beløb sig til hen ved 2 Million Rdlr. thi den Hæst alleene med dens Ornamenter, hvorpaa Brudgommen reed, blev alleene skattered en Tønde Guld. Hvad som ellers herved er merkværdigt, er, at de Fornemste af Giæsterne bare frem Brude-Gaver: Kongen forærede Bruden en Tour af Diamanter, hvor iblant en var saa stor, at derudi stod udstukket Christianus 5. og Magdalena Sybilla. Derefter komme Gesanterne frem med deres Gaver. Den Franske Ambassadeur alleene blev borte, efterdi han havde ikke lavet sig der paa, og saadant ikke var brugeligt udi Frankrig: (a) Med saadan Magnificence blev dette Bilager celebreret, og seer jeg blant andet af et egenhændigt Brev, som Kongen har tilskrevet Cantzleren og Rigets Marsk, hvor omhyggelig Hans Majestet har været i at ordinere Alting forud, end ogsaa de mindste Sager; thi udi samme Brev findes saadan Ordre: Cantzleren og Rigets Marsk skal befahle Herremændene, som forordnet er till den Ballette, att di fliiteligere, end hidtill skeed er, søger Dantze-Skolen. (b)

Kort derefter, nemlig den 20 Octobr. blev et andet Bilager celebrered mellem Kongens legitimerede Dotter Sophia Elizabeth, og Grev Pentz Statholderen af Holsten. Adskillige Dage bleve derfor hendrevne med lutter Giæstebude og Carouseller, og vidner Ogerius, at ingen overgik Kongen i Ring-Renden, og, hvorvel han allerede havde naaet en høj Alder, giorde han dog alting med. Der fortælles, at han udi et Giæstebud lod sig tilbringe en forgyldt Drikke-Skaal, af den Vegt, at neppe 2 Personer kunde (793)

(a) Oger. iter. Dan. pag. 94.

(b) Epist. Reg. ad Cancell. et Maresch. Regni Rosenb. 5. Junii 1634. Manuscr. autogr.

bære den, hvilket jog ikke liden Skræk udi de Hosværende, efterdi de bildte sig ind, at enhver skulde udtømme samme Skaal. Men Kongen lod øse Viinen udi 9 andre Skaale, hvoraf han selv udtømmede den eene, og gav de 8 til andre Herrer, som ogsaa maatte giøre beskeed. Dette er et kort Begreeb af denne store Magnificence, hvoraf gik Rygte over heele Europa, og som er vitløftigen og ziirligen beskreven af Carolo Ogerio, der var Øjensynlig Vidne til alt hvad han der om har antegnet. Den fornemste Nytte som man har af samme Relation, er, at man deraf seer, udi hvilken Tilstand Hoffet var paa de Tider, og hvilke da vare de fornemste Ministrer. Af dem berømmer Autor ingen meere end de trende Brødre Lars Knud og Corfitz Uhlfeld, men allermest den sidste, hvilken han anseer som et Vidunder. Hvad som han blant andet lægger samme Herre til Berømmelse, er, at da han havde faaet et Tilfælde i sit eene Been, vilde han ikke af Undseelse holde Bilager med Frøiken Leonora Kongens Dotter, førend hans Been var læget. De andre saa vel af Stats-Sager, som af Lærdom anseelige Mænd, hvorom samme Skribent taler,

Adskillige anseelige Mænd af Adel og Borgerstand paa de Tider.

var Canceler Christian Friis, som da havde naaet en høj Alder. Christian Thomesen Sehsted, Rigs-Canceler; Johan Reventlou den Tydske Canceler, hvilken formedelst sine Videnskaber udi fremmede Sprog, kaldtes det Danske Hoffs Mercurius. Den gamle Raads-Herre Holger Rosenkrands, hvilken Autor beskriver saaledes: Han var en Mand af stor Læsning, og besynderlig hengiven til Theologie og Skriftens Læsning, forstod ogsaa i Grunden det Grædske og Hebraiske Sprog, og var af et Exemplarisk Levnet. Just Høg, en af de Tiders lærde Herrer: Han var den som Kongen lod hente for at svare den Spanske Ambassadeur paa Spansk. Men ingen var meer bekiendt af de Fremmede, sær de Franske, end Peder Wibe, efterdi han saa lenge havde været Resident ved det Franske Hoff, og var bleven nobiliteret udi Frankrig. Derfore bliver saavel udi Courmesvins, som i denne Ambassade talet meest om ham.

De lærde Folk af Borgerstanden, som Autor havde Kundskab med, var Longomontanus Tychonis Discipel, hvilken han først fandt paa Børsen ved Bogladen, og giættede sig til af hans Tale og Legems Skikkelse, at det (794) maatte være Longomontanus. Olaus Wormius den berømte Antiqvarius og Medicus, hvilken han ofte besøgte, han taler ogsaa om Tycho Brahes Søster, hvilken han besøgte paa Vejen fra Helsingborg til Kiøbenhavn. Hun var da en Dame af 70 Aar, og holdtes for at have stor Kundskab udi Mathematiqve. Man seer ellers af Autoris Beskrivelse, at Konster, Videnskab og Politesse har været paa den højeste Spidse udi Dannemark under Christiano 4, og at de fare vild, som holde for, at saa kaaldt Clima kand ikke producere store Ingenia. (a) Men allermest giver dette Bilagers Beskrivelse et Portrait paa Christiani 4. Magnificence. Man skulde vel heraf dømme, at Højstbemeldte Konge var en Ødsel Herre; Men, saa prægtig som han var naar Rigets Ære det udfordrede, saa oeconomisk og borgerlig derimod var han i andre Maader. Derforuden er at merke, at Dannemark under ingen Konge havde meer floreret.

Denne Rigets Velstand befordredes ikke lidet af den u-afladelige Omsorg, som

Forordning om Defensions Skibe.

Kongen havde for Handelens Opkomst, og var hans synderlige Henseende at etablere Manufacturer og Handel med egne Skibe, paa det at Pengene kunde blive udi Landet. I den Henseende havde han oprettet saa mange Compagnier udi Kiøbenhavn; thi foruden det Ostindiske, det Islandske, og Salt-Compagniet, seer jeg af en Kongl. Skrivelse til Peder Wibe, at der ogsaa har været et Østersøisk Compagnie i samme Stad. (b) I den Henseende gav han og 1636 særdeles Friheder og Privilegier til 1636.Danske monterede Kiøbmænds Skibe, sigtende dermed til trende Ting, (1.) at have stedse befarne Søefolk. (2.) At promovere Handel med egne Skibe. (3.) Udi Krigs-Tider at have armerede Skibe, som han i Nødsfald kunde betienne sig af, og dermed bestyrke sin Flode; thi han betingede sig for den Frihed disse monterede Skibe nøde udi Freds-Tider, at de skulde være til (795)

(b) Christ. 4. lit. ad P. Wibe de qverelis societ. Maris Balth. Glücstad. 5 Decembr. 1638. manuscr.

Tieneste naar en Feide paakom; Saa at man seer heraf, at den Anstalt som Højlovlig Ihukommelse Christianus 5. giorde med Defensions-Skibe, var ikke den første, som de fleeste meene; Men heller en Fornyelse af denne Forordning, som udgik dette Aar, og som varede indtil den sidste Krig med Sverrig blev termineret; thi jeg finder at den strax efter den Bromsebroiske Fred blev igien ophæved, af Aarsag, at disse Defensions Skibe udi Krigen ikke havde fyldestgiort deres Forpligtelse. Og, saasom denne Forordning er af Vigtighed, holder jeg den værd her Ord for Ord at indføre: Den lyder saaledes.

Vi CHRISTIAN den Fierde, med GUds Naade, Danmarkis, Norgis,

Forordningens Artikle.

Wendis og Gottis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, oc Dytmersken, Greffue vdi Oldenborg oc Delmenhorst: Giøre alle witterlig, at eftersom Wi Naadigst denne besuerlige Tids Tilstand betenckt, saa oc hvorledes voris Strømme nogle Aar her dend Traficqverende til største Efterdeel, med atskillige Offvervold wfri giøris, huilket end oc videre vdi denne Tid oc herefter er at befrycte; Da haffue Wi dend Leillighed med voris Elskelige Danmarckis Rigis Raad betenckt, offuerveyet, oc nogen Middel voris Flode udi Krigs oc Nøds Tid at sterkke, ved efterskrefne Paaleg for got fundet at paabyde.

1. Alle oc huer Vdlendiske, som Salt føre ind vdi vort Rige Danmark, skulle giffue af huer Tønde Salt Otte Skilling Danske, foruden de 4 Skilling der paa allerede ere paalagde, er saa aff huer Tynde en half Ort; Oc skulle de strax paa de Steder som de ankomme oc deris Last bryde eller fall byde, samme Told erlegge; Er nu Skibene tilladde med Salt, da haffue Voris Toldere at rette sig effter Voris, om Skibenis Drectighed, vdgangne Forordning, saa vit mueligt er, oc skee kunde.

2. For det andet, belangende Vore egne Undersaatter vdi Vort Rige Danmark, da efftersom de sig haffue erbødet off oc (796) Riget til Beste at lade bygge oc tilforhandle Skibe, til Orloug brugelige, med 6, 8, 12 oc fleere Stycker, dermed at fare paa Franckerige, Spanien og andre videre affliggende Lande, efter Salt og anden Kiøbmandskab, hvilcke oc vdi wfreds Tid til voris Tieniste for billig Betalning sig skulle lade bruge; Da ville vi dennem mod saadan deris Forplict oc Tieniste, fri giffuet haffue, for forskreffne Salt-Told, saa oc dend Last Told, som til Baadssmænd Boders Bygning paa nogle Aars Tid er paalagt. Dog saa frembt de saadanne Orlogs monterede Skibe paa andre Steder begiere at bruge, da skulle de alleene for Baadsmænds Boders Last Told, som forbemelt, være forskaanede: Meden anden sædvanlig Told aff andre vare, skulle de være pligtige at vdgiffue, vndtagen aff huis Salt de føre, som før er rørt.

3. For det Tredie, de andre vore Vndersaatter som ellers Skibe bruge paa Frankerige, Spanien, eller videre affliggende Lande, som ikke Porte haffue paa deris Skibe, eller kunde giøre os oc Riget udi feide Tid, Kriegs, meden anden Tieniste, de skulle giffue engang aarligen Baadsmands Boders Told, (saa lenge dend varer) og 4 Skilling af huer Tynde Salt; eftersom paabudet oc hidindtil skeet er.

4. For det Fierde, forbemelte vore Undersaatter skulle (huad heller nogen alleene Skib haffuer eller med flere ere vdi Compagnie) ingen Skibe kiøbe at bruge paa Spanien, som wfrie ere i Spanien: Ey heller dennem besætte med Folk, som wfri ere sammesteds, meden med vore egne Vndersaatter eller andre fri Folk, saa oc Skibene selv lade bygge, eller og kiøbe paa de Steder oc aff de Skibe, som paa Spanien fri handle maa.

5. For det Femte, skulle Port-Skibene haffue nogle Stycker paa fire eller sex, eller huad de kunde afstedkomme og giøre Admiralskab med sig oc andre. Dog at de ey føre Munition eller andet, som de aff de Landes Fiender, som de besegle, kunde angribis faare: Giøre de her imod, vide sig det selff, om de der offuer angribes aff de Interesserende, og lider Skade.

6. For det Siette, paa det Tyrken, Algierer, oc deslige Fribyttere, icke skulle sig med samme Skibe styrke, da skulle vore (797) Vndersaatter saadanne Skibe beflitte sig paa, saa vit mueligt, at besette med en goed Orlogs Mand til Skipper, oc dycktige Bysse-Skyttere oc dennem saa vel som samptlige Skibs-Folket, huer Rejse tage i Eed, at de sig ikke nogen Tyrck eller Fribytter offuergiffue ville, saa lenge de kunde fecte oc sig verge.

7. For det Siuffuende, paa det saadane Skibe nogen videre Fordeel maa nyde, mod dend Tieniste de Os plicktige ere, da haffue vi endnu alle saadane monterede Skibe Naadigst continuerit oc samtykt, dennem Anno 1621 giffne Friheder, som effterfølger, nemlig: at alle Baadsmænd, Bysseskyttere oc andet Søfolk, oc de som paa samme Skibe tiene oc seigle, skulle være fri for Vdskriffning, saa de vdi Voris Tieniste ikke skulle vdtagis. Iligemaade, skulle oc være fri for Voris Tieniste oc Vdskriffning, de Tømmer-Mænd som Rederne til deris Skibs-Bygning selff Vdenlands lader hente, saavelsom de, huilcke Rederne selff til Bygning aff Vngdommen lader oplere. Iligemaade skulle oc de som paa deris Skibe seigle for Bysseskyttere, Baadsmænd, oc deris Tømmermænd, være for deris Huss oc Personer fri for ald vore oc Byens Tynge oc Skatt; Dog saa frembt de bruge Kiøbmandskab, giffue der aff, efftersom billigt kand eractis.

8. For det Ottende, der som Forbud paa Korn eller Vare skeer, da skulle samme Skibe, som paa de Lande seigle, ej være forbuddet samme Vare did at føre, med mindre de vdi samme Forbud vdtrykkeligen neffnis oc specificeris, eller oc der om særlig aff oss befallis.

9. For det Niende, saa frembt noget Søe-Farende Folk aff Landet ere vdvigte, for huad Sag det oc er, (undtagen det kand være for Mord, oc saadanne Guds forgangne Missgierninger) da haffue de sicker Lejde paa forbemeldte Skibe at seigle, oc nyde samme Privilegier oc Friheder, tilfaarne om formeldis.

10. For det Sidste, paa det Søefarten disbedre kand tiltage, da ville vi Naadigst her med paabødet oc befallit haffue, at ingen fremmede Skibe her vdi Riget aff nogen Hafner maa fractis, saa lenge Inlendiske Skibe, være sig smaa eller store Skibe, eller Skudder ere forhaanden, som beqvemme ere, oc for en billig (798) Fract ville oc kunde fare, hvor paa at kiende (om paa tuistis) Borgemestere og Raad, eller Offuer Kiøbmanden, hvor han er, en eller to Forfarne i Søefarten kunde tilforordne, hvilke oc strax sig der til skulle lade finde villige: Huorefter alle oc enhuer sig kunde haffue at rette. Giffuet paa Vort Slott Hadersleffshuus, dend 18. Februarii Anno 1636.

Vnder Vort Signet

Christian.

Til denne Forordning synes ellers ikke lidet at have contribueret det Fribytterie, som paa samme Tid dreves i Søen. Thi jeg seer udaf et af Christiani 4. egenhændige Breve, at Søen da over alt var usikker, og at foregaaende Aar en Deel af de Kongelige Krigs-Skibe vare udskikkede for at hemme det samme. Paa samme Skibe var Kongen efter Sædvane udi egen høje Person, thi Brevet, som er skrevet til Rigets Amiral er datered paa Arken udi Flekker Øen i Norge, og hejler Kongen adskillige Søe-Capitainer i samme Brev igiennem med disse Ord:

Jeg haffuer paa denne stakked Tiid erfahrit allehaande om voris erlige Capiteiner; naar dy erfahrer, at en Dynkerker ligger udi en Haffnn, daa er enten hans Styrmand iche saa vel der inde bekiendt som han begehrer, eller och hans Skiib stiikker for dybt, saa at hand intet kand forfølge Dynkerkeren. Voris Capiteiners Skikkelighed den haffuer jeg erfahrit paa disse tvende fine Mend, der er med paa Delmenhorst og Engelen Raphael. Dy Dannemend laa saa nær hos mig her i Haffnen, at man kunde tale till dem, och ville endda intet om Bord at hente Ordit, mens lod smukt føre Vachten op den Tid det kom dem til paas, hvorfore jeg vyste dem, at det vaar intet maneeren, og lod sette dem den Natt i Bolthen ved den store Mast. (a) Han viiser derforuden (799)

(a) Lit. Christ. 4. ad Regni Amir. dat. Arc. in Fleckeröe die 3 Junii 1635. manuscr. autogr.

i samme Brev alle de Havners qvaliteter, som Fribytterne søge, saa at man deraf seer denne Konges overmaade store og rare Kundskab udi alle Sager.

Udi dette Aar blev allene giort et nyt Forsøg paa Grønland, til hvis Handel at fortsette adskillige saa vel af Adel, som Borgerstand, havde anrettet et Compagnie i Kiøbenhavn og udskikket et Skib hvilket kom lykkeligen til Landet, men kunde ikke komme i Handel med Indbyggerne formedelst deres Vildhed, helst saasom der af et Canon-Skud kom saadan Skræk blant dem at nogle af dem som vare paa Skibet styrtede sig ud i Søen. Det er ellers merkeligt paa denne Reise at man fyldte det heele Skib med et Slags skinnende Sand, som man bildte sig ind var blandet med Guld, og meenede der ved at have giort et stort Bytte; men da det kom til Prøve hos Guldsmedene, blev der befundet at, det var kun slet Sand, hvorudover det blev kasted i Søen.

Paa samme Tid forefaldt udenlands en synderlig Hendelse, som jeg ikke kand forbigaae, saasom den samme kunde give Anledning til Misforstand mellem Dannemark og Frankrige. Den Danske Minister Peder Wibe, som residerede paa samme Tid udi Stokholm, blev buden til Ligbegiængelse tillige med den Franske Resident. Denne Sidste fortrød paa at Peder Wibe blev rangered udi de første Par nest efter Liiget, og derfor trængde sig ind udi hans Sted, hvilket Wibe ikke kunde fordøje, og stødte ham fra sig. Dette foraarsagede at de komme i Haandfægtning sammen, hvorudi En synderlig Hændelse med den Danske Minister Peder Wibe.

den Franske Residents Krave blev i Stykker reven. Kaardene bleve derpaa trokne, og de ginge hinanden stærkt paa Klingen. Adskillige som vare udi Liigstuen lagde sig vel imellem, og finge dem fra hinanden, men Hidsigheden var dog saa stor, at de komme udi ny Trefning sammen igien; saa at man maatte atter skille dem ad, saaledes at den Franske kom ind udi et andet Kammer. 14 Dage derefter, som var den 29. Septembr., da Peder Wibe vilde gaae fra Kirken til sit Huus, passede den Franske Resident ham op paa Vejen, og med stort Skrig og den blotte Kaarde løb efter ham. Hvorpaa Wibe vendte sig om, kastede sin Kappe fra sig og greeb til sin Kaarde. Men han havde den Uheld, at (800) Gehenget faldt ned af Achselen, saa at han saa hastig ikke kunde trække Kaarden. Hvorudover, da han vilde gaae nogle Skridt tilbage, faldt han baglænds; og i saadan Tilstand fik adskillige Blessurer af den Franske. Dog kom han op igien, og med sin Kaarde gav den Franske saadant Stød i Hovedet, at han deraf faldt ned paa Gaden. Begge Ministrers Tienere komme ved samme Lejlighed ogsaa i Trefning sammen, og blev Udfaldet derpaa saaledes, at den Franske maatte desarmeret begive sig hiem, hvorvel han ikke vilde tilstaae at hans Kaarde var bleven ham fratagen, men at han selv havde leveret den fra sig til en af de Omstaaende. Denne Handel foraarsagede stor Eftertanke, saavel ved det Danske, som det Franske Hoff, men jeg finder ikke at det havde nogen anden Suite. Man seer alleene at Peder Wibe har forladt det Svenske Hoff strax derpaa, og at Dannemarks Riges Raad affærdigede Aaret derefter Skrivelse til Sverriges Riges Raad af saadant Indhold:

Vi formode, at I gode Herrer den Anordning giøre, at Edle og Velbyrdige P. Wibe, hvilken nu som Resident begiver sig igien til Sverrige herefter mainteneres udi den Sikkerhed som Jura Gentium saadane publique Personer, og Potentaters Residenter hos deres Venner og Naboer tilegner. (a) Hvad, som hellers fortiener at antegnes dette Aar, var, at der udi Helsingøer regierede en stærk Pest, som blev indført af Østersøiske Skibe; og udi Island brød det Bierg Hecla løs og skiød Ild og Aske fra sig langt udi Søen. Blant lærde Folk som dette Aar døde var Doct. Niels Paasche Biskop i Bergen, som blev succederet af den Kongelige Slots-Prædikant Mag. Ludvig Munthe, min Olde-Fader, hvilken levede indtil 1649, da han blev succederet af Mag. Jens Skeldrup.

Kort førend den Anstalt skeede med ovenmeldte Defensions-Skibe, havde hans Majestet udi samme Henseende forordnet at aldeles ingen Skibe store eller smaa, som i Dannemark bygde vare, (801)

(a) Lit. Senat. Dan. ad Senat. Svec. Hafn. 14 April. 1637 Manuscr.

 maatte sælges til Fremmede, førend de udi Rigerne havde tient eller været brugte udi 10 Aar. (a)

Naar man derfore alt dette betragter, kand man slutte, at det store Venskab, som i denne Konges Tid var imellem Dannemark og Spanien, item den Kaaldsindighed, som var imellem dette Rige og Holland, fornemmeligen har grundet sig paa Kongens Hovet-Forsætt om Handelens Forfremmelse udi Dannemark og Norge, saasom H. Majst. saae, at den Spanske Handel var lige saa nyttig som den Hollandske var

Aarsag hvorfore Kongen stedse favoriserede Spanien.

skadelig; thi, ved at holde Venskab med Spanien, opmuntredes Undersaatterne til en u-middelbar Handel paa samme Rige, da derimod alt, hvad man fik fra Holland, naar samme Land havde fri Commerce med Spanien, bestod udi Vahrer, som toges fra anden Haand, hvortil Undersaatterne for Mageligheds Skyld inclinerede, skiøndt saadan Handel i sig selv var ufordeelagtig. Man kand derfore ikke forundre sig over, at hans Majestet saa ofte favoriserede Spanien mod de foreenede Provincier, og 1637.at han udi det Aar 1637 lod sig bevæge til den store Entreprise, nemlig at forbyde

Fleckerøes Fæstning anlægges, og hvorfor.

Hollænderne at føre Krigs-Materialier igiennem Sundet, som de behøvede til Krigens Fortsættelse imod Spanien.

Man seer ellers af Historien, at Spanske, Nederlandske og Hollandske Skibe, særdeles Dynkerkere, foruroeligede Søen dette Aar ved de Norske Kuster, hvorudover Kongen med stor Bekostning et Aar efter andet maatte udsende Krigs-Skibe for at holde Strømmene reene. Til saadant videre at forekomme, fandt han fornødent at anlægge en Fæstning paa en liden Holm udi Indløbet af Fleckerøe, som han lod kalde Christiansøe, paa det at de Skibe, som bleve forfuldte, derunder kunde søge Beskyttelse. Og, som han paa samme Fæstning havde giort stor Bekostning, forordnede han, at et hvert Skib, som derunder kastede Anker, skulde betale 4 Rdlr. til Fæstningens Underholdning. Men de fremmede Skibe vilde ikke beqvemme sig til saadan Udgift, og, for at undgaae den samme, søgte andre, skiønt usikkere Havne, hvorudover Kongen, saasom han saadant ansaae som en Utaknemmelighed, forordnede, at slige (802)

(a) Edict. Hafn. die 11. May 1634.

Skibe, i hvilken anden Havn i Norge de toge deres Tilflugt, skulde dog betale saadan Told. Men det samme opvakte adskillige Lamentationer, og formerede ikke lidet Hollændernes Uvillighed imod Kongen og Riget.

Af den særdeles Forbindelse mellem Dannemark og Spanien, have de Tiders Skribentere meenet at finde Nøgelen til at dechifrere den forblommede Historie om den Persiske Handels Etablissement udi Holsten, og deraf have fabriqueret en Historie om et geheimt Forbund mellem Dannemark og Hertug Friderik af Holsten, som skulde sigte til Sverrigs, saavel som Hollands Ruine. For denne Histories Rigtighed hverken vil eller kand jeg garandere, kunde derfore tage udi Betænkning at føre den her an; Men, saasom den er omtalt udi alle de Tiders Historier, og den i sig selv er særdeles merkelig, kand jeg ikke efterlade at mentionere noget derom, og at fremføre Historien udi samme Klædning, som den findes udi den Franske Ambassadeurs Memoires, og hos Pufendorf, uden at giøre deres Ord til mine.

Bemeldte Skribentere foregive, at der blev sluttet et hemmeligt Forbund mellem 1638 Dannemark og Spanien, og at begge Konger tillige med Hertug Friderik af Holsten havde et Verk fore med 20000 Mænd at giøre Indfald udi Sverrig, og at de

Historie af den prætenderede hemmelige Alliance mellem Dannemark, Spanien og Holsten.

Spanske imidlertid skulde komme med en Flode til Gottenborg, og der sætte 12000 Mænd i Land, hvorpaa Floden skulde gaae i Østersøen, for der at conjungere sig med de Danske, og at afskiære de Svenske all Communication med Tydskland. Hvad Holland angik, da, naar Kongen af Dannemark ved Spaniens Hielp havde giort sig Mester over Sverrig, skulde han indslutte Sundet for Hollænderne, og beskiære dem all Fart paa Østersøen, hvorudi fast den halve Deel af deres Handel bestod, og, paa det at den anden halve Deel af Handelen, som var den Ostindiske iligemaade kunde giøres til intet, havde man sat sig for at etablere en nye Handel mellem Holsten og Persien igiennem Moscov, og det efter den Førstelige Raads-Herres Otto Brukmans Anslag. Samme Otto Bruckman havde foregivet, at man lettere og sikkere kunde komme i Possession af den Persiske Silke og anden Indianske Handel ved (803) at lade

Otto Bruckmans Forslag angaaende Handel paa Persien.

Vahrerne føre over Land og de beqvemmeste Rivierer igiennem Moscovien indtil Østersøen, og derfra at føre dem til Skibs til Slesvig eller Holsten.

Hertug Friderik, som fandt Smag udi dette Anslag, skikkede ovenmeldte Otto Bruckman tillige med Oberst Andr. Reusner, Aar 1635 udi Ambassade til Persien, og, endskiøndt adskillige andre vare i Følge med dem, var dog denne Hemmelighed ingen betroed uden til disse tvende Mænd. (a)

Alle forundrede sig over dette vitløftige Foretagende, saasom ingen egentligen vidste hvortil det sigtede, men alle kunde see, at saadant var over Hertugens af Holsten Kræfter, helst saasom der taledes om paa samme Tid at giøre en Canal igiennem Holsten for at bringe de Persiske og Indianske Vahrer med Skibe lige til Vestersøen, hvilket kunde ikke skee uden med uhørlig stor Bekostning, og uden Tilladelse af Kongen af Dannemark, hvis Told og Rettighed udi Øresund kunde ved saadan Canal gandske bortsmældte, ikke at tale om, at der udfodredes store Aarlige Pensioner, saavel til Moscovien, som til Sverrig for Fartens Tilladelse igiennem deres Lande. De Holstenske Gesantere arriverede lykkeligen til Persien, og efter forrettet Ærinde komme

Holstenske Ambassade til Persien.

det Aar 1639 tilbage med et Persisk Gesantskab. Paa Hiemreisen tilbød Bruckman (b) 600000 Rdlr. aarligen til Czaren af Moscov for Fartens Tilladelse, ved hvilken liberal Offerte han fordærvede allting, thi Moscoviterne havde gierne ladet sig nøje med 10000 Rdlr., men bleve allarmerede over saa stor Sums Tilbydelse, saa at de bilte sig ind, at der maatte noget andet ligge skiult derunder. Lige saadan Feil begik han i Henseende til Sverrige, i det han tilbød aarligen 400000 Rdlr. til samme Rige for Passagen igiennem Lifland. De fleste Svenske antoge derfor denne Proposition med Latter, alleene Canceler Oxenstierne holdt for, at man sigtede til noget andet, saasom han holdt Hertug Friderik for en forstandig Herre, der ikke kunde foretage deslige Ting, med mindre han der ved maatte have noget andet i Sigte. (804)

(a) Memoires de Chanut. tom. 2. pag. 42.

(b) Memoires de Chanut. siger 600000 Tønder Guld, hvilket er en Misregning.

Medens Hertug Friderik satt den Deel af Projectet i Verk med den Persianske Handel, hvilket var den Role som ham var given at agere, arbeidede de tvende andre Potentater paa at forrette iligemaade deres Partes. Kongen af Dannemark bragte

Dannemarks og Spaniens Armature.

efter Forbund de 20000 Mænd til Veje, som vare destinerede imod Sverrig, hvorvel det skeede efter ovenmeldte Skribenters Sigelse saa hemmeligen, at ingen merkede det. Han arbeidede iligemaade paa at equipere Floden, at den kunde være i Stand at agere naar fornødent giortes; Kongen af Spanien paa sin Side udrustede en stor Flode, hvorpaa vare 3000 Sadle, og 1200 Hæste, tillige med et stort Antall af nyeligen værvede Soldater, hvilke man skulde debarquere udi Nederlandene, og der igien tage ind de gamle Tropper, som skulde gaae med Floden til Sverrig. Men, da den

Den Spanske Flode bliver slagen.

Hollandske Amiral fik Kundskab om denne Spanske Flodes Ankomst, gik han den strax i Møde, angreb den ved Dunes i Canalen, og ruinerede den totaliter. Derved faldt det heele Project, i sær den Persianske Handel, som skulde souteneres ved Spanske Penge. Otto Bruckman og Reusner vare udi Hamborg, da man fik Tidender om den Spanske Flodes Ruine; Denne Tidende indjog ikke liden Skræk i dem, saasom de derved saae deres Anslag at være giort til intet: Ja Reusner holdt det ikke tienligt at betroe sig udi Hertug Frideriks Lande, raadede ogsaa Bruckman at begive sig andensteds hen: Men Bruckman meenede sig intet at have giort, som han jo vel kunde forsvare, begav sig til Holsten, hvor han strax blev arrestered, og beskyldet at have forrettet sin Legation uforsvarligen, at have stukket en Deel Penge under sig, og at have giort urimmelige Offerter, saa vel til Moscovien, som til

Otto Bruckman halshugges i Gottorff.

Sverrig, hvorved han havde allarmeret samme Lande, og giort dem mistænkelige; Efter saadanne Beskyldninger blev han dømt fra Livet og halshuggen til Gottorff Anno 1640. Oberste Reusner derimod vilde ikke komme til Holsten, endskiøndt han ofte blev citered, men retirerede sig til Sverrig. Hvor der siges, at han en Tid lang holdt dette Dessein hemmeligt; men endeligen udi det Aar 1650. aabenbarede det for Dronning Christina af Sverrig. Saa at det skal være paa hans Relationer og Papirer, som den heele Histories Rigtighed grunder sig.

(805) Saaledes endtes denne store Tragicomœdie, som i mine Tanker endnu maa

Autoris Betænkning over denne heele Historie.

passere for et mysterieux og forblommet Verk, eftersom man intet deraf kand fatte fra Begyndelsen til Enden, helst, saasom det skal være machineret af 3de Herrer, som holdtes for de fornuftigste Regentere paa de Tider. Vel kand ingen sige, at den heele Historie er digtet, efterdi her ere visse Facta, som af alle maa tilstaaes, nemlig den Persiske Legation, og den Spanske Flodes u-formodentlig Ankomst udi Canalen; Men, om Historien hænger saaledes sammen, som den med Assurance fortælles af Monsr. Chanut, Pufendorff og andre, kand man have Aarsag at tvivle formedelst de mange Objectioner, som der udi kand møde, og som synes ikke letteligen at kunde solveres; thi først var det Dessein alt for Chimeriqve og vitløftigt for at entrepreneres af saa fornuftige Potentater. For det andet, synes adskilligt der udi at have været mod samtliges Interesse. Hvad det første angaaer, da var det underligt at ville tænke til at conqvêtere Sverrig paa en Tid da samme Riges Magt og Reputation var paa den højeste Spidse, og end underligere at ville ruinere den Hollandske Ostindiske Handel ved at anrette en Commerce over Land mellem Persien og Slesvig, helst paa Moscoviternes Discretion, i hvis Magt det stod at bemægtige sig Caravanerne saa ofte dem lystede; ikke at tale om, at Vahrerne ogsaa maatte føres igiennem Sverrig, som man tilbød Passage-Penge paa samme Tid, da man agtede at paaføre det Krig. Hvad den anden Post angaaer, da synes det at have været imod Spaniens Interesse midt udi den Nederlandske Krig at føre sine gamle Tropper fra Nederlandene, hvor Krigens Sæde var, for at opofre dem i Sverrig. Ligesaa lidet var det Kong Christians Interesse at tilstede en Canal at giøres igiennem Slesvig eller Holsten, hvorved Farten igiennem Øresund vilde ophøre, og de store Indkomster, som Riget havde af Tolden, forsvinde. Man fatter ej heller, at Hertug Friderik kunde finde sin Regning ved, at de 3 Nordiske Riger igien bleve foreenede under et Hovet. Kort at sige, den heele Historie er u-begribelig fra Begyndelsen til Enden, og kunde med Billighed holdes for en ilde inventered Fabel, hvis der ikke vare visse Facta, som ej kand negtes, (806) nemlig det Persiske Gesantskab, og den Spanske Flodes Armature, hvilke tvende Ting give tilkiende et stort Dessein, skiønt ikke saadant som ovenmeldte Skribentere foregive. Hvis man af de tvende Factis, som tilstaaes, havde formeret saadan Gisning, at den Spanske Flode agtede sig til Østersøen for at conjungere sig med den Danske, alleene udi det Forsætt at hindre saa vel de Svenske Transporter til Tydskland, som Hollændernes Fart igiennem Sundet, og at Hertugen af Holsten paa samme Tid ved en pro forma Ambassade skulde søge at allarmere Hollænderne for at bringe dem des hastigere til at slutte Fred med Spanien, kunde saadan Gisning havt fundet Bifald, og man kunde have fæstet Troe til Oberste Reusners Decouverter; Men med de Omstændigheder, som fortælles, synes det enten, at bemeldte Reusner, for at insinuere sig hos Dronning Christina, haver fortaalt dette Dessein med saadane Omstændigheder som hun helst ønskede saa at være, eller andre have embelleret hans Relationer, og completeret dem for at giøre Tingen des meere odieux.

Dette altsammen vil jeg lade staae ved sit Værd, og begive mig til andre Ting hvorom gives meere Vished. Hvor stor Møje Kongen anvendte paa at befordre Fred imellem Keiseren og Sverrig, sees deraf, at han udi dette Aar affærdigede sin egen naturlige Søn Christian Ulrik Gyldenløve til Stokholm for tillige med Residenten Peder Wibe indstændigen at anholde derom, hvilket ogsaa hans Instruction udviiser. (a) Men denne saavelsom de forrige Formaninger frugtede kun lidet. Hvad indenlandske Sager angaaer, som henhører til det Aar 1638, da finder jeg, at paa samme Tid var nogen

Religions Tvistighed

 i Kiøbenhavn, hvilken rejsede sig af et Skrift, Religions Tvistighed.som den anseelige lærde Herre Holger Rosenkrands havde publiceret. Samme Holger Rosenkrands var Herre til Rosenholm og Skaby, og for sin Dyd og Lærdom en Zirat for den Danske Adel. Denne store Mand, efterat han havde forrettet vigtige Tienester og Legationer, tog omsider Afskeed fra alle Forretninger, paa det at han kunde opoffre Resten af sin Tid paa (807)

(a) Instruct. & Lit. Credential. Christ. Ulric. Gyldenløv. Gluckstad. 28. Julii 1638. Manuscr.

Gudsfrygt og Studeringer. Han havde en særdeles Afsky for den Scholastiske Theologie, samt for Mundhuggen og Ordkrige, drev

Holger Rosenkrandses Lærdom og Caracteer.

alleene paa Praxin, og holdt for, at den sande Christendom bestod udi gode Gierningers Øvelse. Derfor skattede han Arnds sande Christendom højere end alle andre Theologiske Bøger, og vidnede, at han var bleven befriet fra en aandelig Bedrøvelse alleene af bemeldte Bogs Læsning, da intet andet hverken Bøger eller Samtale kunde trøste ham. Den stedsvarende Lærdom, han førte om Praxi og gode Gierningers Øvelse, foraarsagede, at denne store og ypperlige Mand fik adskillige Modstandere, besynderligen Steph. Klotz, Kongelig Superintendent udi det Slesvig-Holstenske, hvilken, saavelsom Theologi paa Universitetet i Kiøbenhavn, censurerede hans Skrift de Justitia & Justificatione bonorum operum, men Rosenkrands forsvarede det med stor Fynd 1638, og tog Lejlighed af denne Tvistighed at skrive den saa kaldte Troens Bekiendelse imod nogle Kiøbenhavnske Theologorum deres Beskyldninger.

Hvor høyt denne Mand ellers formedelst sin store Lærdom, Gudsfrygt og Skikkelighed, har været anseet, kand sees af adskillige saa vel fremmede som indenlandske Skribenteres Vidnesbyrd.

Lige saadan Skiebne havde den lærde Siællandske Biskop Joh. Poul Resen haft

Den Siællandske Biskop Paul Resen beskyldes for Nestorianismus.

tilforn udi denne Konges Tid; thi han blev beskyldet af Mag. Olao Coccio, Sogne-Præst til Nicolai Kirke udi Kiøbenhavn, for at inclinere til Nestorii Lærdom om Christi Person. Over samme Process findes en skreven Protocoll, hvorudi ere indførte de Beskyldninger, som formeredes mod Doct: Resen, item de Spørsmaal, som hans Modstander Mag: Olaus Cock, giorde, og Resenii Svar derpaa; Først blev udi Kongens og Ministrernes Nærværelse paa Rigs-Dagen den 21 Febr. oplæste efterfølgende Beskyldninger. (a)

1. At Doct. Resenius haver brugt Ord og Phraser, som Kiettere pleje at bruge. (808)

(a) Protocollum velitat. Theologicæ inter Joh. Paul. Resen & Mag. Olaum Coccium manuscr.

2. At han har forsvaret Theses om den Hellige Trefoldighed og Christi Menneskelige Natur, som strider imod Troen.

3. At han havde enten forkastet, eller corrumperet Bibelens Sprog, som handle om den Hellig Trefoldighed eller Christi Mandom.

4. At han havde mutileret Cathechismum Lutheri &c.

Og, efter at dette var oplæst, traadde Mag. Olaus Cock frem, givende tilkiende,

Hans Process.

at disse Resenii Vildfarelser havde offentligen været lærte udi 3 Aar, og at mange Fremmede Theologi havde forarget sig derover, hvorudover han meente, at det var hans og andre Geistliges Pligt, at sætte sig i Tide derimod.

Derpaa skreed han til Beskyldningerne, hvilke Resenius besvarede Stykkeviis, og, efter at denne merkelige Samtale havde varet en lang Tid, spurdte Kongen Mag. Cock, om han havde meere at fremføre, hvortil han svarede: Nei. Efter at Resenii Svar var bleven indført udi Protocollen, og nøje examinered, giorde Bisperne nogle Annotationer (a) derover, hvilke Annotationer bleve offentligen oplæste paa Consistorio, hvorved ogsaa Resenius acquiescerede, og lovede ikke at bruge andre Tale-Maader, end de som vare brugelige og antagne udi den Danske Kirke, saa at man seer, at Resenius har været falskeligen beskyldet, og at man intet andet kunde sige ham paa, end at han havde brugt adskillige andre Tale-Maader, hvilke han dog alle Orthodoxe forklarede; Hvorudover ogsaa Udfaldet af denne Process var saaledes, at han blev frikiendt, og Olaus Coccius maatte siden gaae i Landflygtighed. Man kand ellers af denne skrevne Protocol corrigere en Vildfarelse, som findes hos nogle Skribentere, nemlig at Conradus Aslacus var ogsaa een af hans Hovet Anklagere, da tvertimod Protocollen viiser, at Hovet-Anklageren alleene var Mag. Olaus Coccius (b) af hvilken Conradus Aslacus saavel som Doct. Resenius begge bleve citerede skiøndt udi differente Henseelser. (809)

(a) Notæ Episcoporum dat. Hafn. die 19. Julii 1614. Manuscr.

(b) Vid. Protocoll. hvorudi findes disse Ord: primo omnium perlecta fuit citatio ad instantiam Mag. Olai Coccii, Actoris in Doct. Johan. Resenium, & ex coincidentia in D. Conradum Aslacum emissa.

Og saasom jeg her formedelst Lejlighed af den Religions Tvistighed, som i det Aar 1638 rejsede sig mellem Holger Rosenkrands, og de andre Danske Theologos,

Adskillige andre Religions Tvistigheder skiøndt paa differente Tider.

har begyndt at tale om Religions Sager, vil jeg, for at have deslige Ting samlede paa et Sted, melde noget korteligen om alle de andre Stridigheder udi Troen, som ere, skiøndt paa adskillige Tider, forefaldne under Christiani 4. Regiering. Jeg haver tilforn talt om den Norske Student Lars Nielsen, som med sin vilfarende Bog kaldet via Domini eller Himmel-Vey, blev viiset Veien af Riget, hvorfore jeg det her igien ikke vil igientage. Udi Christiani 4. Mindreaarighed blev Jonas Jacobi Venusinus, Professor og Pastor til Hellig Geistes Kirke, mistænkt for den Calvinske Lærdom, hvilken Mistanke han forøgede, da han af egen Myndighed udelod Exorcismum af Daaben, og derfore af de 4 Regierings-Raad blev suspenderet Anno 1688. For samme Lærdom blev ogsaa beskyldt Johannes Canuti Vellejus Pastor til Nicolai Kirke i Kiøbenhavn, og siden Bisp i Fyen. Og, som saadant blev ham overbeviiset Anno 1616, blev han paa en Herre-Dag til Kiøbenhavn dømt fra Embedet og Kiole. Hvorpaa han begav sig til de Calvinske Meenigheder udi Frankrige, og endelig døde til Franeker. Men det, som gav allermest Opsigt, var de Jesuitiske Intriguer, som

Hemmelige Jesuiter blive aabenbarede i Norge.

bleve aabenbarede i Norge, og hvorved samme Rige var bleven bragt udi en farlig Tilstand. Historien deraf er denne: Da Kong Christian Aar 1604 holdt Herre-Dag til Bergen i Norge, besværgede Bisperne sig over, at Landet var opfyldt med falske Præster, hvilke i deres Ungdom havde faaet Romerske Principia paa de Jesuitiske Skoler, men ved deres Tilbagekomst efter deres Læremesteres Raad holdte gode Miner indtil de havde erholdet Præste-Kald i Norge, da søgte de hemmeligen at forplante deres Lærdom, hvilket var des farligere, efterdi de ved deres udvortes Hellighed havde bragt sig i stor Anseelse hos Almuen og vare af Regieringen beskikkede til Siæle-Sørgere. Hvorudover Kongen gav Befalning til Statholderen Envold Kruse, at gaae Bispen af Opsloe Mag: Niels Clausen til Haande, eftersom samme Bisp havde besynderligt vaaget Øje over dem. Bispen efter lang og nøje Efterforskning aabenbarede hvor de fleeste af dem (810) vare, og fik at vide, at en Præst udi Opsloe ved Navn Christoffer Hiort var en af de fornemste, og fandtes ikke langt derfra 5 andre, hvilke alle maatte indstille sig for Herre-Dagen, som 1613 (a) udi Kongens og alle Norske Bispers Nærværelse blev holden i Skeen, hvor, efterat en Samtale mellem dem og fornævnte Bisp af Opsloe var holden paa 3die Dag, de bleve dømte fra deres Kald, Kiole og Midler, og befalede inden trende Solemærker at rømme Kongens Riger og Lande;

Blive straffede.

hvilket sandeligen var den mildeste Straf, som kunde dicteres for saadanne, der offentligen bekiende en Lærdom, og ved Eed forbinde sig til den samme, men hemmeligen lære en anden; thi slige Folk straffes ikke som Kiettere men som Meeneedere og Øjenskalke. Man seer ellers heraf, at Religionens Tilstand havde siden Reformationen aldrig været farligere udi Norge, thi det heele Rige var befænged med disse skinhellige falske Lærere, hvilke have de fordømmelige Principia, at de kunde holde Miner indtil de finge Geistlige Embeder, for med disstørre Eftertryk at kunne forføre Almuen. Saa at det derfore var ikke liden Ære for den Opsloiske Biskop at have udslukket denne Ildebrand; thi de andre, da de mærkede saadan Inqvisition, sneege sig hemmeligen ud af Riget, saa at denne store Jesuiter-Machine paa eengang blev kuldkasted. Dette er alle de Religions U-roeligheder, jeg finder at have været i Dannemark og Norge under denne Konges Regiering; thi den Execution, som skeede paa en Præst ved Navn Hr. Jens Hansen, som blev levende brændt 1611, var ikke formedelst falsk Lærdom, men formedelst Hexerie. (b)

Udi Førstendommene derimod, som gierne plejede at være frugtbare paa

Item udi Førstendommene.

Vildfarelser, formedelst Naboeskab af Tydskland, opvaktes udi det Aar 1607 adskillige Tvistigheder af nogle Vederdøbere. De samme havde indsneget sig i Jylland og Holsten, besynderligen i det Eiderstediske ved Reformationens Begyndelse, som kand sees af Adami Pastoris historie. Möller (c) vidner, at have seet tvende Troens Bekiendelser, hvoraf den første var af Anno 1607 (811)

(a) Varia ad hist. Chr. 4. excerpt. manuscr.

(b) Hegelund Calend. manuscr.

(c) Möller. Cimbr. Literat.

hvilken gav Lejlighed til en Samtale om Religionen imellem Johan Cotten med 3de Anabaptister af Tønningen, og andre

Veder-døbere.

Evangeliske Lærere. Acterne af samme Samtale bleve beskrevne, og findes der endnu en Relation derom in Manuscripto, som bemeldte Möller vidner. Aaret derefter, nemlig 1608, blev en anden Troens Bekiendelse udgiven af Johan Cotten, hvilken foraarsagede, at der blev holden en nye Samtale igien, som varede udi 3 Dage. Udi denne Samtale forsvarede Cotten Vederdøbernes Lærdom med stor Iver, men blev kraftigen igiendreven af den Holstenske Superintendent Johan Fabricio. Efterat Samtalen var endet, bleve Vederdøberne beordrede Anno 1609 at begive sig af det Førstelige Holsten. Dog erholdt Cotten af Hertug Johan Adolf, hos hvilken han var i stor Anseelse, item af hans Søn Friderico 3. saa meget, at denne Forordning blev formildet, og at Vederdøberne blev tilladt Frihed at boe udi det Førstelige Holsten og Slesvig.

Udi det Aar 1622 rejsede sig nye Allarm af en ved Navn Niclas Knudsen en

Nicolai Knudsens Vildfarelser.

Husumer af Geburt, item af hans Tilhænger Hartvig Lohman. Disse tvende lærede adskillige Vildfarelser om indvortes Aabenbaringer, Lovens Opfyldelse, om Chiliasmo og andet; fordømte iligemaade all Rettergang, Rente, lovlig Krig og Eed. Da de bleve erindrede om saadanne Vildfarelser udi offentlige Prædikener af Pastor Habacuc Mejer, og udi Eenrom af Provsten Friderico Damio, men vilde ikke staae fra deres Meening, blev der anrettet en Disputatz eller Samtale med dem af bemeldte

Colloqvium til Flensborg.

Damio paa Slottet udi Gouverneurens Kaij Ahlefelds, samt Borgemesterens og Geistlighedens Nærværelse. Udi samme Samtale blev besynderligen disputeret om Christi Manddoms Paatagelse. Hvorpaa de forlode Staden. Lohman levede 2 Aar derefter til Svabested, og Knudsen kom i det Aar 1624 til Husum. Der blev han offentligen anklaget af Geistligheden, i sær af Peter Danckwerth, mod hvilken han overgav til Borgemesteren en Apologie eller et Forsvars Skrift, og blev saaledes indviklet udi Process med de Geistlige for den Verdslige Rett. Men, førend den blev bragt til Ende, blev han af Hertug Friderik forviiset Slesvig og Holsten, tillige med sin Collega Lohman i samme Aar den 27 (812) Sept: Mellem dem og deres Modstandere bleve vexlede adskillige Strids-Skrifter, som opregnes udi Möllers Isagoge, hvortil jeg vil Læseren henviise. Knudsen begav sig derpaa fra det Hertugdom Slesvig til Hamborg, og der nærede sig med at practisere udi Medicinen. Der kunde han ej heller være i Roelighed, thi, da der kom for Lyset et Skrift under den Titul: Ausführlicher Bericht von der Neuen Propheten Religion, og, han fornam sig i samme Skrift at være regnet blandt Fanaticos, lod han et haardt Skrift udgaae imod Ministerium, hvorudover han af Øvrigheden i Hamborg blev befalet at pakke sig af Staden.

Af oftbemeldte Knudsen blev forført den bekiendte Poëtinde Anna Ovena Høier.

Annæ Ovenæ Höjers Vildfarelser.

Den samme var fød udi det Eiderstædske Anno 1584 af fornemme Forældre, og blev udi det Aar 1599 gift med Herman Høier, Præses udi samme Province, med hvilken hun avlede Børn af begge slags Kiøn. Efter hendes Hosbondes Død, som skeede Anno 1622, søgte hun at fordrive den Sorg, som saadan Skilsmisse havde foraarsaget, ved at læse flittig, og at skrive paa sit Moders Sprog. Udi det Aar 1623. kaldte hun Knudsen til sig, for at raadføre sig med ham udi geistlige Sager, og, saasom hun var meget begiærlig efter at viide nye Meeninger i Religionen, var det ham en let Sag at bringe hende, som en skrøbelig Qvinde, til mange underlige og daarlige Meeninger, saa at hun omsider forlod den Evangeliske Meenighed, slog sig til Anabaptister eller Vederdøbere, og udi hemmelige Forsamlinger søgte at forplante den Lærdom hende var indprentet af Knudsen, hvilken hun holdt for en Prophet, og forsvarede ham imod hans Modstandere udi Flensborg udi et synderligt Skrift paa Vers med saadan Titel: Schreiben von J. O. T. A. an die Herren Titul-Träger von Hendes Satyriske Skrifter.

hohen Schulen M. F. J. und M. F. D. P. auf das Büchlein wider Nic. Knudsen. Hun sparede ej heller den heele Geistlighed, og søgte besynderlig at prostituere de Danske Præster udi et Satyrisk Skrift, kaldet De Dänische Dörp-Pape in korten Tüge up Düdsch (813) uthstafferet von J. O. T. A. Hvor meget hun agtede den bekiendte Sværmer David Georg, lod hun see udi Sluttningen af samme Skrift med disse Vers:

Dit heft juw gesecht

De truw GOttes Knecht

Den gy verdömen.

Siin Lif ist verbrandt,

Siin Seel in GOttes Hand,

Ik darff em nicht nömen.

Formedelst disse Aarsager, da hun merkede, at hun maatte høre ilde udi sit Fædreneland, og saae sig at være forhadt af de Geistlige, begav hun sig til Sverrig. Der levede hun indtil det Aar 1648, og imidlertid faldt til visse Pythagoriske Meeninger, saa at hun vilde ikke omkomme noget umælende Dyr, hvor ringe det end var: til hvilken Ende hun opfødde adskillige Hunde, hvorpaa hun kastede Utøy, at det ikke skulde dræbes og omkommes. Hun døde paa et eenligt Sted, hvor hen hun nyeligen tilforn havde begivet sig, paa det at ingen skulde foruroelige hende i hendes Døds-Time. Hendes Skrifter, saa vel geistlige som moralske og lystige, ere siden sammen sankede, og trykte tilsammen i Amsterdam Anno 1650.

Disse ere alle de Religions Uroeligheder, som ere forefaldne, saa vel i Dannemark, som i Førstendommene i Christiani 4. Tid. Nu maa jeg begive mig til det Aar 1639, efterdi jeg udi dette Aar 1638 finder intet videre at antegne, uden at den navnkundige Siællandske Bisp Doct. Joh. Pauli Resenius døde, og blev succederet af Doct. Jesper Brockmand. Ellers lod hans Majestet udi dette Aar sterkt ved Peder Wibe anholde udi Sverrig om Ægteskab mellem Hertug Friderik og Dronning Christine, men uden nogen Fremgang, som videre skal viises. (a)

Udi det Aar 1639 tildrog sig en merkelig Hændelse. En fattig Bonde-Pige ved 1639 Navn Karen Svends-Dotter fra Østerbye fandt paa Vejen imellem samme Landsbye

Historien om det gyldene Horn.

og Møgel Tønder det (814)

(a) Lit. Chr. 4. ad P. Wibe, Hadersleb. 5. Febr. 1638. Manuscr.

berømte gyldene Horn, som endnu blant de kostbareste rareteter forvares paa det Kongelige Konst-Kammer i Kiøbenhavn. Kongen, saasom han merkede, at Kron-Prindsen fandt en særdeles Behag udi denne Antiquitet, giorde han ham en Præsent der af; Derpaa findes adskillige underlige Figurer af Mennesker, Fugle, Dyr og Slanger. (a) Hvilke adskillige have giort sig Umag at forklare, saa at det har givet Anledning til Tvistigheder blant de Lærde. Kongen lod giøre en Skrue derom, og, paa det man kunde viide at den samme var nye, lod han sætte de Ord der ved: Denne Skrufve er giort af nye 1639. Ellers er at merke, at man ikke maa confundere dette Horn med det saa kaldte Oldenborgske Horn, som ogsaa findes paa det Kongelige Konst-Kammer, og hvilket siges at være offereret den Oldenborgske Greve Ottoni I. af et Fruentimmer, som kom af et Bierg udi det Aar 989. (b)

Udi dette Aar døde adskillige anseelige Mænd (1.) Kongens Cantzler Christian Friis til Kragerup, som 1616. efter den forrige Cantzlers Christian Friis til Borreby hans Død var bleven Kongens Cantzler. Imellem disse Friser var saadan Forskiæl, at den af Borreby var af den Stamme, som kaldtes de sorte Friser, fordi de førte 3 sorte Egner i et sølv Skiold; men den til Kragerup var af de Tafl Frieser, efterdi de førte en Skaktafl i deres Skiold. (2) Albert Skeel, som havde været Rigets Amiral, men var bleven dimittered derfra. (3) Den berømte Historie-Skriver Meursius, som var Professor paa Sorøe Academie. Aaret derefter blev udi den afdøde Cantzlers Sted Christen Thomesen Sehested beskikket til Kongens Cantzler, og blev Just Høg i hans Sted igien Rigs-Cantzler. Og, saasom Tallet af Rigs-Raad udi nogle Aar ved adskillige Dødsfald var bleven formindsked, lod hans Majestet paa eengang beskikke til Rigets Raad Efterfølgende: (1) Oluf Parsbierg, (2) Jürgen Wind, (3) Jürgen Sehfeld, (4) Hannibal Sehsted, (5) Gregers Krabbe og (6) Hans Lindenow. (815)

(a) Mus. Reg. Tab. 4.

(b) Hammelm. Chron. Old. pag. 19. sqv.

Den Bruckmanske Affaire og foromtalte Plan, som foregaves at være giort til Hollands og Sverrigs Nachdeel, hvor selsom og utroelig den kand forekomme, saa synes det dog, at Sverrig og Holland fæstede Troe der til, efterdi de udi det Aar 1640 sluttede Alliance imod Dannemark. Førend jeg gaaer til samme Alliance, vil jeg De foreenede Provinciers Bitterhed mod Riget.viise hvorledes den blev negotieret, thi man seer af samme Negotiation de foreenede Provinciers store Bitterhed, og farlige Desseins imod Dannemark, og Tractaten i sig selv viiser, at de Svenske vare lit bedre sindede imod samme Rige, endskiøndt de vidste at forstille sig lidt meere, saasom de ikke funde deres Regning ved at støde Kong Christian for Hovedet, der af alle Potentater mest kunde hindre deres Progresser udi Tydskland. Endeligen vil jeg forfatte en kort Historie over de Tvistigheder om Tolden i Øresund, eftersom de samme vare en stedsvarende Tønder til den Ild, som truedes med fra Holland, og som dreve de foreenede Provincier stedse at tage Svensk Parti udi denne Konges Tid.

Udi det Aar 1640 blev skikket en Hollansk Ambassade til Sverrig. Samme 1640. Gesantere bleve med stor Pragt imodtagne, Dronning Christina skikkede en Fregat

Hollandsk Ambassade til Sverrig.

at indhente dem, og, da de komme mod Stokholm, bleve de hilsede af 8 Orlog-Skibe. Den 3die Augusti havde de Audience, og da efter aflagde Complimenter begyndte de at fremføre deres Klagemaal over den Øresundske Told, og foregave, at man i Tide maatte søge Raad der imod, og, saasom man med det gode intet havde kundet udvirke, at bruge Magten. Regieringen i Sverrig stillede sig vel offentligen an, som den ingen Lyst havde at brouillere sig imod Dannemark, helst saasom samme Rige havde ingen Anledning givet der til. (a) Men udi en particuliere Audience med Sverrigs Riges Canceler blev dem adspurdt hvad Raad de meenede, at man skulde bruge imod Dannemark, helst saasom samme Rige syntes at have store Desseins fore, og en nøje

De Hollandske Gesanteres selsomme Anslag mod Dannemark.

Correspondence med Spanien. Hvorpaa de Hollandske Gesantere foresloge et selsomt og latterligt Middel som man neppe skulde troe, hvis saadant ikke af Aitzema var anført, nemlig, at arbeide paa at giøre en Passage igiennem (816)

(a) Aitzema tom. 5. pag. 56.

Sverrig fra Nordsøen til Østersøen, og derved giøre Farten igiennem Sundet til intet, et selsomt Project, som ingen kunde falde paa uden de der ingen Kundskab havde om Jorden, men alleene om Havet, og derfore kunde være beqvemmere til at agere Piloter og Styrmænd end Ambassadeurs, hvilket ogsaa Canceleren merkede, og derfor svarede, at saadant var urimeligt, og at man ikke vel kunde giøre en Canal af 100 Miile igiennem Bierge og Klipper, og seer jeg af eet af Christ. 4ti egenhændige Breve, at man længe derefter har skiemtet med dette Forslag ved det Danske Hoff; thi, naar Højstbemeldte Konge taler udi sit Brev om een der bildte sig ind at kunne gaae fra Lybek til Portugal uden at røre de Danske Strømme, siger han: Jeg tænker at hand vyll gaa den nye Vey, som dy Hollænder haffuer ledt op fra Gottenborrig ygiennem Sverrig ind y Østersøen, (a) Da Gesanterne merkede, at de havde taget saa meget feil udi Land-Kortet, proponerede de en Alliance mellem de foreenede Provincier og Sverrig, som fornemmeligen sigtede paa Dannemark, hvilken ogsaa blev sluttet. (b) Af denne Handel sees hvor meget de foreenede Provincier vare ophidsede imod dette Rige i Henseende til det Venskab Kong Christian havde holdet med Spanien, udi hvis Faveur, saavel som for sin egen Interesse, han havde opspændt Tolden saa højt udi Øresund.

Og, saasom bemeldte Told havde ideligen i denne Konges Tid givet Materie til

Den Øresundske Tolds Historie.

Tvistighed med de foreenede Provincier, og den samme foraarsagede, at de udi den paafølgende Svenske Krig giorde Sverrig saa stor Assistence imod Dannemark, vil jeg her korteligen anføre Historien af disse Told-Stridigheder, og det fra Begyndelsen indtil denne Tid. Hansestæderne havde i gamle Dage alleene været Mestere af den Østersøiske Handel, og var det allerførst udi Caroli 5. Tid at Nederlænderne begyndte for Alvor at seile og handle paa Østersøen, hvilket opvakte saadan Jalousie (817)

(a) Epist. Chr. 4. ad P. Wibe Glücksb. 24 May 1641. autogr. Manuscr.

(b) Fœdus int. Svecos & Prov. confœd. sub dato Stockholm die 1. Sept. 1640 apud Aitzema tom. 5. pag. 57. seq.

hos Hansestæderne, at de paaførte Dannemark Krig, efterdi samme Rige ikke vilde hindre Hollænderne Farten igiennem Sundet, saa at man derfore kand sige, at det er ved særdeles Faveur af Dannemark, at Hollænderne ere komne i Possession af denne vigtige Handel. Tolden, som gaves formedelst Fartens Tilladelse igiennem Sundet, var i Begyndelsen ikkun maadelig, og proportionered efter Rigets Udgifter, og Pengenes Vigtighed paa de Tider. Vel er sandt, at der er en anden Passage til Østersøen, nemlig igiennem det store Belt, og man haver Exempler paa at heele Floder have taget den Vej. Men samme Passage er formedelst Grundenes Urigtighed adskillige Vanskeligheder undergiven. Lybekkerne toge engang den Vej, og komme med deres Skibe lykkeligen igiennem ved Hielp af erfarne Piloter. Men, da de paa Hiemreisen ikke vilde betroe dem meere udi samme Farvand, og vilde passere Sundet, maatte de paa engang betale baade for Hen- og Hiemreisen. Den første Tractat om Tolden er den Spiriske, som blev sluttet Anno 1544 imellem Carl 5. og Christ. 3. Derudi foregive nogle at findes en saadan Artikel, at der af hvert Nederlandsk Skib skulde betales en Rosenobel, hvilket er falskt, thi Tractaten melder intet derom, men siger allene, at Tolden skal betales efter Sædvane. Vel have Fremmede paastaaet, at der maatte sættes en viss Taxt, men Kongerne af Dannemark have ikke villet beqvemme sig der til, hvilket sees af de Disputer som derover ere førte med Engeland. At Fridericus 2. meget haver forhøjet den Øresundske Told, sees af de Klager som i hans Tid der imod bleve førte, (a) og forestillede de foreenede Provincier i det Aar 1566. deres Gravamina imod Toldens Forhøjelse, nemlig at et Skib af 100 Læster, naar det kom baglasted fra Holland, gav en Rosenobel, og, naar det kom tilbage med Ladning fra Øster-Søen 2 Rosenobler. Af Viin som kom fra Holland gav man Denne Tolds Vigtighed i Christiani 4. Tid.hver 30de Amme; Og et Skib som var af meer end 100 Læster gav 2 Rosenobler; Denne Told, sagde de, var udi kort Tid bleven forhøjet til 10, 12, 15, ja 30 og 40 Daler. (b) Men udi (818)

(a) Camd. Hist. Elizabeth.

(b) Aitz. tom. 5. pag. 661.

Christiani 4. Tid kom den paa den højeste Spidse, thi, om man kand troe de Amsterdamske Kiøbmænds Udsigende, da blev der i visse Aaringer til Told aflagt den 40de Penge af alle Vahrer, som komme fra Østersøen, og 14 Rdlr. af hver Centener Salpeter, og af andre Vahrer efter Proportion, og have derfore nogle villet udregne den Hollandske Told i et Aar at have beløbet sig til 60 Tønder Guld, hvilket dog synes utroeligt. Den Franske Ambassadeur M. des Hayes siger, at den udi det Aar 1629 eller 1630 beløb sig til 3 Millioner Franske Gylden; og beskriver den at have været, paa den Tid som han opholdt sig udi Helsingøer, saaledes reglered: Eet hvert Skib betalte først efter sin Størrelse fra een til 3 Rosenobler, og til hver Rosenobel blev lagt en Rdlr. og til hver Rdlr. en halv Rdlr. og blev saadan Told aflagt saavel paa Hen- som Tilbagereisen. Derforuden gaves ogsaa Told af Varene, og maatte Kiøbmændene give tilkiende, hvor højt de skattede deres Ladning; Men, som de undertiden satte en liden Priis paa Ladningen, for at slippe med en maadelig Told, afkiøbte Kongen dem nogle gange Varene for hvad de selv skatterede dem; hvilket tvang dem siden til at vurdere Ladningen ligesaa højt, som dens rette Værdie var, og Kongen derudover altid fik den fulde Told. (a) Vist nok er det, at Christianus 4. bragte den saa højt ud, som den kunde udbringes, og at derfore de Hollandske Agenter havde Ordre at lade Skibene gaae tilbage, med mindre der kunde erholdes Moderation. Hvad, som mest graverede dem, var den saa kaldte Souverainetets-Rett, hvorved det stod i Kongens Haand at afkiøbe dem Ladningen for den Priis de satte der paa, hvilket holdt dem idelig udi Frygt, efterdi de ikke torde skatte Ladningen ringere end den var, med mindre de vilde exponere sig til at selge den for ringere end den var værd. (b) Der til blev Kongen dreven ikke saa meget af egen Interesse, som for at favorisere Spanien, hvilken haabede derved at tvinge de foreenede Provincier, thi man seer, at denne store Toldens Forhøjelse begyndte for Alvor de Aaringer 1638 og 1639, da det sterke Venskab var mellem Spanien og Dannemark. (819)

(a) Ambassade de Courmesvin pag. 40.

(b) Ambassade de Courmesvin pag. 152.

|Jeg har ofte tilforn viiset, at ingen Ting laae denne Konge meer paa Hiertet end den Danske og Norske Handels Opkomst, og at han i den Henseende stedse favoriserede Spanien, hvis Handel var af allerstørste Vigtighed. Spanien forundte ogsaa til Vederlag Danske og Norske Undersaattere stor Fordeel, ja det gik saa vit, at der engang var paa Tapetet at accordere dem Monopolium af det Spanske Salt, og maa det være saadan Fordeel, som Kong Christian taler om i een af sine egenhændige Breve med disse Ord: Jeg haffuer i disse Dage faaet Breff fra Hannibal Seested, hvorudi hand rosser mægtig hans Expedition huos Kongen i Spanien, y dett at mine Underdaner y tre Aar maa føre Saaldt Toldfri udaff Hispannien, som kan profitere offuer fem Tønder Guld. (a) Men denne

Foraarsager Hollands Fiendskab.

Herlighed varede ikke længe, thi, som man spendte Buen forhøjt, bleve Hollænderne bragte til saadan Desperation, at de glemte at fegte for deres Frihed imod Spanien, for at anvende alle deres Kræfter imod Dannemark, saa at de Mesures, som Kongen havde taget, faldt ud til Rigets Skade, som siden skal viises.

De Besværinger, som de foreenede Provincier stedse førte imod Riget, og de Trudseler, som de brugte, kunde endda ikke hæve den Forbindelse, som var imellem Spanien og Dannemark; ja man saae udi dette Aar een af Kongens naturlige Sønner, nemlig Grev Christian Ulrik Gyldenløve, at begive sig i Spansk Tieneste. Den samme anlangede udi Martii Maaneds Udgang til Bryssel. Da han havde været der en Tid lang, kom han tilbage med Patenter, og begyndte at hverve en Hob Tropper baade til Hæst og Fods. Men, da han med 580 Ryttere og omtrent 100

Christian Ulrik Gyldenløve omkommes i Spansk Tieneste.

Musqueterer havde lagt sig ved Neustadt, og Meinertshagen, 6 Mile fra Cøln, blev han uformodentlig overfalden af 1000 Hollændere, og bekom udi Trefningen 3 Skud, blant hvilke et igiennem Hovedet, hvoraf han døde efter at han havde forsvaret sig tapperligen, og vegret (820)

(a) Epist. Christ. 4. ad P. Wibe Glucksb. 24. May 1641 autogr. Manuscr.

sig ved at imodtage Quartéer. (a) Udi dette Aar var en stor Ildebrand i Bergen, som lagde fast 2 3die Deeler i Aske.

Ellers aquirerede Hans Majestet et Stykke Land dette Aar ved den sidste Skovenborgske Greves Ottonis 6 Død uden Livs-Arvinger. Dett Hessiske Huus

Kongen arver det Grevskab Pinnenberg.

succederede udi det Greveskab Skovenburg i Vestphalen, og det Oldenborgske Huus udi det Grevskab Pinnenberg. Vel søgte Keiseren at tilegne sig det Pinnenbergske, som et Rigs-Lehn, og forlehnede Hertug Frands Albrecht af Lavenborg der med; Men Kong Christian havde allerede for Grevens Død satt sig udi Possession der af, saa at det Pinnenbergske Grevskab blev deelt imellem ham og Hertug Friderik af Holsten.

Denne Deeling skeede efterfølgende Aar 1641 saaledes, at Kongen fik paa sin 1641.Deel de beste og sig belejligste Stæder, og det ikke saa meget i Henseende dertil, at han var Chef for Familien, som, fordi at han betalede to tredie Deele af den afdøde Græves Gield. De Stæder, som Kongen fik, vare Altona, Pinnenberg, og Uttersen. Hertug Friderik fik Barmstede og Elmshorn, som siden blev given Christian Rantzov for Penge og andet Gods udi Wagrien, og blev giort til et Græveskab. Af denne

Keiserens Protestation derimod.

Acqvisition rejsede en dobbelt Tvistighed imellem Kongen og Kejseren, eendeel, efterdi Kejseren prætenderede, at det heele Grævskab, som et Rigs-Lehn, var ham tilfalden, eendeel ogsaa i Henseende til den Altonaiske Told, hvilken Kejseren enten af egen Mouvement eller andres Tilskyndelse vilde bemægtige sig, og er det rimeligt, at saadant skeede i Faveur af den Stad Hamborg, som frygtede, at saadan Told i Fremtiden vilde af Kongen giøres besværlig for Staden, og derfore heller saae, at Kejseren, som tilforn, tilegnede sig Rett dertil. Kejseren skikkede strax en Coureer fra Regensborg til Glykstad med Befalning, at Kongen skulde holde sig fra bemeldte Told; Han lod ogsaa saadan Befalning publicere udi Hamborg og opslaae den paa Raad-Huuset, men Kongen lod den nedrive igien, saasom Hans Majestet meenede, at Kejseren tilegnede sig en Rett, som ham aldeles ikke tilkom, hvilket han giver tilkiende udi (821)

(a) Aitzema Tom. 5. pag. 91.

en af sine Skrivelser saaledes: Dy erlige Hamborger byder Kejseren for Penge det som intet staar til Kejseren at sælge y det Grevschafft Pynnenberg. (a) Hvor slett Forstaaelse der da var mellem det Danske og Kejserlige Hoff viiser Corfitz Ulfelds slette Modtagelse til Regensborg, hvor han ingen Audience kunde bekomme, under Prætext, at Kejserens Titul udi Creditivet var ikkun Liebe und Würde, hvilket sees af Ulfelds tvende Relationer til Kongen. (b) Dette kand blant andet tiene til et Beviis mod de Svenske Beskyldninger, at der intet hemmeligt Forbund eller Fortrolighed var mellem Kongen og Kejseren paa de Tider, og at de Aarsager, som siden bleve foregivne til den paafølgende Krig, grundede sig mestendeels paa Suspicioner. Det samme kand man sige om den Affaire med Enke-Dronningen af Sverrig, hvilken ogsaa blev indførdt til Krigs Motiv udi det Svenske Manifest. Historien derom er denne.

Højstbemeldte Dronning Maria Eleonora var efter hendes Herres Gustavi

Den Svenske Enke-Dronnings Misfornøjelse.

Adolphi Død bleven misfornøjet med Rigets Raad i Sverrig, efterdi hun blev udelukt fra Regieringen, og sin Dotters den unge Dronning Christinæ Education; hvilket dog efter en fornemme Statsmands Sigelse ikke var at forundre sig over, efterdi hun aldrig havde været vandt til Affaires. (c) Den Salige Konge Gustavus Adolphus havde elsket hende meget, og havde haft stor Behag at see hende pyntet, vilde ogsaa at hun stedse skulde have Omsorg for hans Person, efterdi hun var kiøn og behagelig; Men, saasom hun alleene havde Fruentimmer Qvaliteter, participerede hun intet udi Stats Sager. Efter Kongens Død søgte de Svenske Regierende Herrer at udelukke hende gandske fra Regieringen, sær Cantzler Oxenstierne som ikke kunde lide at nogen participerede udi hans store Myndighed, hvilken Characteer Christian. 4. giver ham udi et Brev tilskrevet P. Wibe udi samme (822)

(a) Epist. Reg. ad P. Wibe Glucksb. 14. Sept. 1641. autogr. Manuscr.

(b) Relat. Uhlfeld. Regensb. 21. 26. og 30. Julii 1641. Manuscr. autogr.

(c) Memoires de Chanut.

Aar, (a) hvorudover hun fattede stor Bitterhed mod dem, sær mod Rigets Canceler Axel Oxenstierne; Men de Mesures, hun tog for at indskrænke samme store Ministres Myndighed, vare af ingen Betydelse, efterdi hun til saadant Verk betienede sig af ringe Personer, som vare alt for afmægtige dertil. Foruden den Jalousie, som de Store bare til hende, var hun ogsaa kun i liden Credit hos Almuen, som holdt for, at hun ved hendes Ødselhed kunde ødelegge Riget, og at det var farligt at betroe hende den unge regierende Dronnings Education, som af hendes Exempel kunde forderves. (b) Over dette og andet havde hun ofte besværget sig, men ingen Satisfaction bekommet, hvorudover hun i det Aar 1640 retirerede sig til Dannemark. Aarsagen til den haarde Medfart, som vederfores hende udi Sverrig, holdtes for at være den Inclination hun bar for Dannemark, og det Forsætt hun havde haft at gifte den unge Dronning

Hun flygter til Dannemark.

Christina med den Danske Prinds Friderik. Hendes Flugt skeede paa saadan Maade: Hun lod giøre fra hendes Kammer en Gang til hendes Lyst-Hauge, og lod bedække Alleerne igiennem Lyst-Haugen med tykke Træer, at hun der igiennem uformærket kunde føre hendes Bagage, og efterat Allting saaledes var tillavet, practiserede hun sig hemmeligen bort, og arriverede lykkeligen til de Danske Grændse-Stæder, og blev bragt til Nykiøbing udi Falster, hvor Prinds Christian residerede, som med stor Pragt tog hende imod, og med stor Bekostning entretenerede hende udi 7 Maaneder sammested. Men, saasom all denne Bekostning laae paa hans Prindselige Højhed alleene, efterdi hendes Paarørende i Tydskland ingen Hielp vilde giøre hende, indrømmede Hans Majestæt hende Wordingborg Slot i Siælland til Underholdning med frit Taffel og 12 Personer til Opvartning. Dronningen tog sig derpaa for at rejse selv til Kiøbenhavn. Dog lod hun Kongen saadant (823)

(a) Epist. Christ. 4. ad P. Wibe Hafn. 3. May 1641. Manuscr. autogr. at Cantzleren intet gierne seer nogen y Regieringen uden sine egne, er inted at thuyffle, hvorfore Marskens Election skall tage paa hans Helbred.

(b) Memoires de Chanut. Tom. 1. pag. 285.

ikke viide, førend hun var paa 4re Miile nær ved Staden. Hans Majestæt, som i Staden ikke vilde imodtage hende,

Taler med Kong Christian.

skikkede Statholderen Corfitz Uhlfeld med 3 Carosser mod hende til Kiøge, hvorfra han lod hende føre til Ibstrup, som den Tid tilhørede Uhlfeld og nu kaldes Jægersborg, hvorhen Kongen ved en anden Gienvej sig forføjede for at imodtage hende sammesteds. Der talede de i 6 Dage sammen. Over dette bare de Svenske stor Fortrydelse, hvorudover Kongen strax søgte at forsvare sin Gierning ved det Svenske Hoff, hvilket sees af hans egenhændige Instrux til Peder Wibe af saadant Indhold: Du skalt hos Dronningen af Sverrig om Audiens anholde og paa mine Vegne

Kongen undskylder sig ved det Svenske Hoff.

anbringe, at efterdi jeg er kommen i Erfahring, at om ded, som Regieringen haffuer skreffuit H. af Holsten til, och jeg intet gierne vylle findis blandt dem, som haffde forladt hindis Fru Moder, daa haffuer jeg nu indrømmet hinder et af mine Husse, hvorpaa hun aff mig med sit Comitat skall forsørgis indtil det bliffuer Verden bekiendt aff hvem hun bliffuer forladt: Hvilket længe siden havde skeed, om jeg ikke haffde fornummen, at det aff Regieringen ikke haffde værit saa heel ilde optagen, at jeg Fru Moderen med mine Skibe lod føre ikke aff Sverrig, mens aff mine egne Lande &c. (a) Og sees deraf, at Kongen havde ikke ladet føre hende fra Sverrig, men alleene givet hende Skibe at føres fra Skaane, hvorhen hun havde flygtet, hvilket han ikke kunde nægte. Men man seer, at slige Forestillinger have intet villet virke hos det Svenske Hoff: thi de Svenske bleve derover saa forbittrede, at de sequestrerede alle hendes Indkomster, og var det ikke uden med stor Nød at hun i dette Aar 1641 paa Brandenborgsk Intercession bekom en aarlig Pension paa 30000 Rdlr. Denne Historie anførdte de Svenske siden blant andre

Sverriges Fortrydelse derover.

Gravamina udi deres Manifest mod Dannemark. Men, endskønt man tilstaar, at de Danske assisterede hende udi (824)

(a) Epist. Christ. 4. Glücksborg 25. May 1641. Manuscr. autogr. at Cantzleren intet gierne seer nogen y Regieringen uden sine egne, er intet at thuyffle, hvorfore Markens Election skall tage paa hans Helbred.

denne Undvigelse, saa kand man dog deraf ikke inferere nogen ond Intention imod Sverrig, men undskylde Kongen at have giort det som han ikke vel kunde dispenseres for, naar han der om var solliciteret af en betrængt Dronning, som var ham paarørende: thi man seer blant andet af et egenhændigt Brev til P. Wibe, at han har været særdeles bevæged over denne slette Medfart. Og exprimerer han sig derudi saaledes: Hun var tilforn all Verdens Forsuaar: nu maa hun leffue af andris Naade. (a)

Medens dette skeede, vare Told-Stridighederne imellem Dannemark og de foreenede Provincier paa deres højeste Grad. Udi Februario af dette Aar begiærede

Told-Stridigheder med Holland.

Hollænderne paa nye, at Tolden maatte modereres, og, hvis det ikke skeede, maatte Hans Majestæt ikke fortænke dem, om de lode deres Skibe convoyere. Herren Staterne lode ogsaa udgaae et Patent, at ingen, uden Skibs og Godses Fortabelse, maatte, førend videre Ordre blev given, sejle paa Norge eller Øster-Søen. Hans Majestet var paa samme Tiid udi Norge, hvorudover hans Søn Friderik Erke-Bispen af Bremen tilbød sin Underhandling imellem hans Fader og Staterne, og det uden Tvivl efter Kongens Tilskyndelse. De Hollandske Gesantere, efterat de havde raporteret dette Tilbud til deres Principaler, og derpaa bekommet Svar, lod Erke-Bispen tilkiende give, at de gierne vilde antage alle Midler, som kunde bruges til at stille disse Tvistigheder, og at de ikke undsloge sig for Erke-Bispens Underhandling udi visse Ting disse Stridigheder angaaende, som om Stædet hvor Conferencerne skulde holdes, og andre deslige Ting, men at der var alt for nær Forvantskab imellem Søn og Fader for at antage ham til Arbiter og Dommer udi Hovet-Stridighederne. Derudi syntes Gesanterne ikke at have megen Urett. De indlode sig derfor ikke udi videre Handel med Erke-Bispen, uden hvad det Udvortes var angaaende, og alleene ved en Missive anholdte hos ham om Tid og Sted at benævne. Men der rejsede sig Disputer over samme Missive, saasom den Bremiske Gesant Tancke vilde ikke imodtage Brevet, efterdi Titulen derpaa var ikkun Høyærværdige in Positivo, da man forlangede den (825)

(a) Epist. Christ. 4. ad P. Wibe Hafn. 3. May 1641. Manuscr. autogr.

Titul af Høyærværdigst in Superlativo gradu. (a) Hvorudover Titulen maatte forandres. Herpaa blev berammet en Conference til Stade, hvor i Hollænderne

Conference til Stade.

paastode, at Tolden maatte sættes paa den gamle Fod, og at man maatte sætte det Spiriske Fordrag af Anno 1544 til Fundament for Tractaterne; hvortil de Kongelige dog ikke vilde beqvemme sig, men lovede alleene, at Kongen vilde lade Tolden blive en Tid lang saaledes som den var udi det Aar 1637. Derforuden blev handlet om nogle Stridigheder angaaende Sejlatzen paa Cola og det Ryssiske Findmarken, hvorfore de Danske forlangede en Recognition. Jeg finder ellers ikke hvorledes denne Congress endtes; jeg seer alleene af Kongens egenhændige Brev til Peder Wibe, at den gik frugtesløs af; thi hans Ord ere disse: Det skal lyste mig at erfahre hvad Regieringen i Sverrig vyll sige dertil, at den Conventus Stadensis er løben saa slett aff. (b) Jeg seer iligemaade, at Kongen, da han merkede, at det var ikke Hollændernes Alvor, befoel Raadet at retirere sig til Glykstad, hvorudover de Hollandske Deputerede lode tilkiende give, at de vare fornøjede med at Tolden i Sundet maatte sættes paa den Fod som den var 1637. Men det kunde ikke bringes til noget Forliig, eftersom Kongen forhen vilde have Satisfaction for adskillige begangne Excesser, som han selv tilkiende giver i et Brev til Peder Wibe, (c) hvorudover Tvistighederne continuerede efterfølgende Aar med den største Hidsighed, indtil Krigen brød ud imellem Dannemark og Sverrig, da Hollænderne, profiterende af Rigets Ulykke, saae sig udi Stand at foreskrive Love, og endeligen erholde det, som de saa længe havde paastaaet.

Den stedsvarende Forbindelse mellem Spanien og Dannemark giorde Portugiserne ikke mindre kaaldsindige mod dette Rige end Hollænderne; thi, som Portugal Aaret tilforn havde rebelleret mod Spanien, søgte Portugiserne at bestyrke sig med Alliance (826)

(a) Aitzema tom. 5. pag. 230.

(b) Epist. Chr. 4. ad Pet. Wibe, Rosenburg 14 Junii 1641 manuscr. autogr.

(c) Epist. Chr. 4. ad Pet. Wibe Glyckstad. 31 Julii 1641. manuscr. autogr.

hos Spaniens Fiender, og finder jeg, at der udi dette Aar gik et Alliance mellem Portugal og Sverrig.Portugisisk Gesantskab til Sverrig. Dette kunde ikke andet end allarmere Dannemark, saasom man kunde befrygte, at Salt-Handelen, hvorom man havde faaet saa fordeelagtige Løfter i Spanien, vilde falde udi de Svenskes Hænder. Dog seer jeg af Kongens egenhændige Breve (a) til P. Wibe, at Hans Majestet skiemter med samme Gesantskab; thi, da det Svenske Skib, som skulde convoyere den Portugisiske Gesant, befandtes ikke at kunde holde tætt, siger han: Det vyll gaa skarn til med dem

Kong Christians Critiqve derover.

y den Spanske Søe. Den Portugisiske Gesant kom dog udi dette Aar lykkeligen til Sverrig, og der sluttede en Alliance med samme Rige. Hvad samme Forbund har indeholdet, og om det har sigtet til Dannemarks Nachdeel, er mig u-vitterligt. Kong Christian raisonnerer derover saaledes udi et egethændigt Brev til oft omtalte Peder Wibe: (b)

Den Portugisiske och Svenske Alliance, och Gesantens trykte Discours ere hinanden heel liige. Den Tiid, det 13 Capitel i Aabenbaringen bleff skreffen, skall der neppeligen haffue værit tænkt paa Cantzler Oxenstierne. Regieringen haffde vell en Drømmer behoff, som kunde drømme dem nogle Penge sammen. Udaf hvilke Ord jeg slutter, at Gesantens Tale maa have været heel højtravend og apocalyptisk. Saaledes søgte Sverrig at styrke sig med Alliancer, saasom uden Tvivl allereede det Tog var beslutted imod Dannemark, som kort derefter skeede.

Førend jeg begiver mig til den Svenske Krig, som begyndte 1643, vil jeg tale noget om hvad Mærkværdigt, som tildrog sig imidlertid. Udi dette Aar 1641 anlagde Hans Majestet en ny Kiøbstæd udi Norge. Han havde nogle Aar tilforn udseet et Sted i Nedenæs Lehn, som kaldtes Sanden, hvor han dette Aar fandt for got at

Christiansands Stiftelse.

fundere en Stad, som han siden kaldte Christiansand; Og blev til den ny Stads Opkomst forordned, at ingen nærmere (827)

(a) Epist. Reg. ad P. Wibe Glucsb. 7 Augusti 1641 autogr. manuscr.

(b) Epist. Chr. 4. ad eundem Hadersleb. 21 Augusti 1641 manuscr. autogr.

end 3 Miile paa hver Side derved maatte handle. Staden kom dog allerførst i Stand 1643, da den bekom sine fornemmeste Privilegier, hvilke siden ere blevne forbedrede af de efterfølgende Konger. Og blev udi det Aar 1686 Bispe-Stolen fra Stavanger Bye, som Aaret tilforn var afbrændt, forflytted til Christiansand. Stiftet, som tilforn kaldtes Stavangers Stift, blev ogsaa siden kaldet Christiansands Stift. Ved denne ny Kiøbstæds Anlæggelse var Kongen selv tilstede udi Norge, som sees af hans egenhændigt Brev til oft bemeldte hans Resident i Sverrig Peder Wibe. (a) Rigets Amiral Claus Daa døde paa samme Tid. Han var bleven Rigs-Raad 1625, Rigs-Amiral 1630, og Aaret derefter Gesant udi Holland. (b)

Udi det Aar 1642 kom til Dannemark en anseelig Ambassade fra Moscovien, 1642.bestaaende af 80 Personer. Denne Ambassade var ikke mindre selsom end den

Moscovitisk Gesantskab.

forrige, hvorom tilforn er talt. Da Gesanterne bleve bragte ind udi Audience-Salen paa Slottet, og der saae Kongen siddende paa sin Throne med Krone paa Hovedet, og Scepter udi Haanden, forlangede de, førend de frembragte deres Ærinde, at Hans Majestet vilde rejse sig af sit Sæde, foregivende, at Deres Høje Principal førdte sig saaledes op mod Danske Gesantere. Dette Forlangende kom Kongen i Begyndelsen

Deres underlige Forlangende ved Ceremonialierne.

underligt for, hvorudover han strax ikke vilde beqvemme sig dertil; Dog eftertænkte han, at han havde med Orientalske Folk at bestille, som havde deres egne Moder, og rejsede sig omsider op af sin Throne, men satt sig strax ned igien, hvorudover ogsaa Gesanterne forlangede Stole, som bleve dem tilbragte. Efterat denne første Scene saaledes var spilled, bragte de deres Propositioner frem, som bestode først udi at begiære Fornyelse af de gamle Alliancer mellem Dannemark og Rysland: Men forlangede derhos noget som var end meere selsomt end forrige Begiæring, nemlig, at ved den ny Tractat, som skulde forfattes, Czarens Navn udi begge Copier maatte sættes for Kongens, sigende, at Kong Friderik den 2den havde uden Difficultet beqvemmet sig dertil. De Danske svarede (828)

(a)                  Lit: Chr: 4. ad P. Wibe Friderichsb. 15 Julii 1641. manuscr. autogr.

(b)                 Concio funebr. Joh. Michael.

dertil: at saadant var ikke brugeligt ved noget Europæisk Hoff, og at der var ingen Konge eller Første, som jo satt sit Navn først i det Skrift, som han udstedde til en anden; De vidste i det øvrige ikke om saadant var skeed udi Frider: 2. Tid, og, om end saadant kunde beviises at være skeed, saa maa det være skeed ved Secretairens Forseelse, saasom det er ikke troeligt, at en saadan Konge som Fridericus 2. skulde have beqvemmet sig dertil.

Men disse Gesanteres Hoved-Commission var at foreslaae en Mariage mellem den Moscovitiske Princesse Irene, og Kongens Søn Grev Waldemar, som han havde

Forslag om Ægteskab mellem en Ryssisk Princesse og Grev Waldemar.

avlet med Frue Christina Munk. Dette Forslag rimede sig gandske lidt med forrige Højhed, saa at disse Gesantere fulde fra en Extremitet til en anden; thi, endskiønt Grev Waldemars Moder var ægte-viet med Kongen, saa var det dog kun et Ægteskab som man kalder til den venstre Haand, og hvoraf de Børn, som avles, ikke ansees som Kongelige Prindser. Kongen fandt saadant Parti honorabelt, og veigrede sig ikke derfor, hvis han kunde overtale Greven til at gifte sig med en Ryssisk Princesse. Og, som Greven fandtes ikke u-villig dertil, begyndte man at handle videre om den Sag, og blev Peder Marcelius skikked til Moscovien for at befordre den samme. Da han kom tilbage, blev Alting giort færdigt til Grev Waldemars Rejse, og blev ham

Grev Waldemar rejser til Moscow.

givne tvende Gesantere til Gelejde, som var Oluf Pasberg og Steen Bilde, med hvilke han gik til Vands først til Riga, som sees af Kongens Brev til P. Wibe om hans Rejses Befordring igiennem de Svenske Provincier, (a) kom til Moscov den 21 Januarii 1644, og blev med stor Pomp modtagen. Men, da Grev Waldemar paastoed, at Bilageret maatte gaae for sig, begiærede Moscoviterne, at han vilde lade sig omdøbe efter den Ryssiske Kirkes Maade, og foregave ydermeere, at, efterdi han udi sin første Hilsen havde kysset Czarens Scepter, var han forbunden udi alle Maader at være ham lydig. (829)

(a) Lit. Chr. 4. ad P: W: Glucsb: 14 Sept: 1643. manuscr: Udi samme Brev kalder Kongen ham Greve til Slesvig og Holsten.

Da nu Waldemar fornam Ryssernes Henseende, (a) satt han sig for hemmeligen

Hans Avantures sammesteds.

at forlade Moscovien, og til den Ende lavede sig til med 3 af sine Mænd at søge Vejen til Polen. Men, da han mod Aftenen var kommen til Stads-Porten, blev han kiendt, og forbuden at reise videre; Herudover agtede han med Magt at trænge sig igiennem, men han blev ilde medhandlet, og ført tilbage igien til sit Herberge, hvoraf hans Tiennere brøde ud, og omkomme nogle Moscovitere. Derefter blev Waldemar haardt forvaret, saa længe som Czaren levede. Men, som Aaret derefter Michael Feodorowitz døde, kom han paa fri Fod igien; Thi den nye Czar Alexius Michaëlowitz bevidnede, at dette rørte ham intet, og strax lod ham herligen beskienke, og sætte udi Frihed; Dog ej uden med de Vilkor, at han maatte først give en skriftlig Forsikkring fra sig, ikke at øve noget fiendtligt imod Moscovien.

Saasnart han var kommen løs igien, tog han Vejen til Polen, og blev hæderligen modtagen af Uladislao 4. Kongen af Polen udi Varskow, kom derefter incognito under det Navn af en Meklenborgsk Edelmand til Hamborg, og saa videre. Hvad Fata samme Waldemar siden havde, og hvorledes han af Misfornøjelse forlod Riget udi Kong Friderik den 3dies Tid, derom findes adskilligt udi M. Chanuts Memoires.

Udi dette Aar 1642 giorde alle store Øjen over Dannemarks Krigs-Rustninger, saasom paa Rigsdagen udi Kiøbenhavn, som blev holden i Februario, blev besluttet at bringe paa Beenene en Krigs-Hær af 14000 Mænd, og at lade 15 Orlog-Skibe gaae i Søen, som skulde formeeres med 12 Norske Defensions-Skibe, hvilket ogsaa skeede, saa at man mod Foraaret havde færdig en Flode af 26 Skibe, som skulde løbe udi Østersøen. 14000 Musketter bleve kiøbte udi Hamborg, og den Svenske General

Kong Christians stærke Armature.

Major Pfuel, som da havde begivet sig i Dansk Tieneste, hvervede Folk allevegne i Tydskland. Ingen vidste hvor hen man med denne store Armatur sigtede, sær saasom, hvad paa Rigs-Dagen var besluttet, blev holdet gandske geheimt. Sverrig blev i sær der over allarmered, og det ikke uden Aarsag, efterdi Kong Christian agtede (830)

(a) Pufend: Comment: de reb: Svec: lib: 16 pag: 555.

at paatage sig Kreds-Obersts Amt udi det Nedersaxiske, og at holde sammesteds i Bereedskab en Armée af 10000 Mænd, som skulde føre Navn af den Nedersaxiske Kreds Armée, hvorfore ogsaa de Svenske lode bestyrke deres Krigs-Magt med 8000 Mænd. Hvad den Danske Flode angik, da meenede man, at den var destinered mod Frankrig i Faveur af Spanien, med hvilket Rige Kongen Aaret tilforn havde sluttet en Tractat ved Hannibal Sehsted. (a) Men, som paa samme Tid Kong Christian begyndte at

Aarsag dertil.

fornye Freds-Tractaterne mellem Sverrig og Keiseren igien, merkede man, at all denne Armatur sigtede kun at viise de stridende Parter, at hans Mediation var ikke at foragte, og at bringe de Svenske til for Alvor at fatte fredelige Tanker, saasom han med blotte Ord, og saa mange Aars Solicitationer intet havde kunnet udvirke; thi der blev intet andet foretaget, hvorvel de Svenske anførte siden Aaret derefter saadant som en Motif til Krig mod Dannemark.

Udi dette Aar døde Rigets Marsk Jürgen Urne, som havde forvaltet det Æmbede fra 1632, og blev i hans Sted beskikked Anders Bilde. En anden anseelig Person, som i samme Aar døde, var den store og berømmelige Holger Rosenkrands, hvilken var brugt udi adskillige vigtige Forretninger, og formedelst sin Lærdom var en af de

Holger Rosenkrandses Død og Legata.

anseeligste Mænd i Norden paa de Tider. Han var ikke alleene selv lærd, men anvendte ogsaa alle muelige Midler til Lærdoms Forfremmelse. Til den Ende legerede han en Capital paa 2500 Rdlr., hvis aarlige Renter skulde gives til en ung Persons udenlands Reiser. Til det udi Odense oprettede Gymnasium gav han 1000 Rdlr. Til Aarhuus Skole-Børns Underholdning 1000 Rdlr. Til hans egne Bønder-Børns Lære og Underviisning gav han Bønder-Gaarde med all deres Herlighed, foruden adskillige andre mindre Donationer. Han døde i hans Alders 68 Aar. (b) (831)

(a) Samme Tractat, som er datered den 19 Martii 1641, og underskreven af Hannibal Sehsted og Don Gasparo Gusman indeholder dog intet, uden hvad Commercen angaaer, med mindre der havde været geheime Artikle, som ere udeladte af den skrevne Copie, som jeg har haft i Hænder.

(b) Concio funebr: Olai Wind:

Videre døde ogsaa paa samme Tid Rigets Raad og Befalningsmand paa Hindsgaffl Hans Lindenov, (a) Item Palle Rosenkrands Befalningsmand over Nykiøbings og Aaleholms Lehn, hvilken signaliserede sig synderligen i den Calmarske Krig, da han førdte den Kongl. Lif-Fane og var den første paa Volden, da man løb Storm til Calmar. (b) Sten Gabriel Laxmand, udi hvilken, saasom han ingen Børn efterlod sig, (c) den Laxmandske Familie maa være udslukt.

Nu træder jeg til den Svenske Krig som begyndte Anno 1643, og endtes ikke 1643.uden med Dannemarks merkelige Forliis og Skade, skiøndt man kand sige, at den

Oprindelse til den Svenske Krig.

tynde Skiebne, som Kongen havde paa sin gamle Alder, contribuerede af all Ting allermest til det store Navn, som han har erhvervet i Historien; thi intet var meere forunderligt end at see en saa bedaged Herre, nu i Spidsen af en Krigshær, nu igien paa et Orlog-Skib at affrontere sin Fiende, og at løbe som en Liunild, nu igiennem en, nu igiennem en anden Province for at giøre Anstalter, og at opreise de faldne Sager; Saa at hans Fiender selv tilstaae, at det var næst Gud ved denne gamle Herres Hurtighed, Bravoure og Bestandighed, Riget endda ikke geraadede i større Ulejlighed. Men, førend jeg skrider til denne Krig, vil jeg korteligen forestille hvorledes Conjuncturerne vare tilforn mellem Dannemark og Sverrig, og hvilke Tvistigheder udi de forrige Aar vare forefaldne, paa det at man der af kand see Krigens rette Aarsager.

Medens Kong Christian betienede sig af den langvarige Fred til at forfremme

Hvorledes Conjuncturerne vare i Norden førend Krigen begyndtes.

Handel og boglige Konster, item at styrke og zire Rigerne med Fæstninger, og skiønne Bygninger, vare de Svenske under deres tappere Konge Gustavo Adolpho af et maadeligt og uanseeligt Folk bleven en Skræk for alle deres Naboer. Thi, da Kong Christian havde sluttet den Lybske Fred med Keiseren, og de Nedersaxiske Stænder fornumme i hvilken Fare deres Religion og Frihed stode, saae de sig om fremmed Hielp igien. Hos Kong (832)

(a) Epist. Chr. 4. ad Pet. Wibe Glucsb. 7. Augusti 1641. Manuscr. autogr.

Christian var ingen meer Undsættning at forvente, saasom de selv ved deres Kaaldsindighed og Frafald havde givet ham Aarsag til Fortrydelse, og bragt ham til at indgaae Neutralitet, og ikke meer at indvikle sig udi den Tydske Krig. Herudover kastede de deres Øjen til Sverrig, og formaadde Gustavum Adolphum at tage sig det betrængte Protestantiske Tydskland an. Højstbemeldte Konge, efter at han havde ført lykkelig Krig med Polen, og giort Stilstand med samme Rige, beqvemmede sig dertil, og i en Hast havde saadan forunderlig Fremgang, at han forflyttede Krigen til de Kejserlige Arve-Lande, saa at ikke allene Keiseren og Spanien hans Fiender zittrede og bevede, men hans egne Allierede selv, og det mægtige

Tilstanden mellem Dannemark og Sverrig i Gustavi Adolfi Tid.

Frankrige saae ham an med skeele Øjen. Men denne store Konge, efter at han som en vældig Strøm havde oversvæmmet heele Tydskland, omkom 1632 udi det Slag ved Lützen, og ved sin Død bragte Sagerne udi stor Forvirring. Mellem denne Konge og Kong Christian den 4. havde været temmelig god Forstaaelse siden den Siørødske Fred: Thi den Jalousie, som gierne regierer mellem store Naboer, var ikke mægtig til at sætte Splid imellem disse Konger, hvilke begge admirerede Dyden, hvor de fandt den endogsaa udi deres Fiender. Den Svenske Skribent Pufendorff vidner, at Gustavus Adolphus agtede ingen Konge saa højt som Christ. 4., og, at han allene beklagede at de vare Naboer. Vel er sandt at adskillige Tvistigheder opreisede sig mellem begge Rigers Indbyggere, og at disse store Konger undertiden fattede Mistanke til hinanden; Men disse Tvistigheder bleve altid bilagde, og begge Konger havde paa adskillige Tider tvende fortroelige Samtaler med hinanden, hvorfra de skildtes meget venligen. Kong Christian indrømmede de Svenske Straalsund, og tillod en stor Deel af sine Tropper, efter den Lybske Fred, at gaae udi Svensk Tieneste. I det Øvrige sad Hans Majestet stille, medens Krigen blev fortsatt udi Tydskland, og alleene tilbød nogle gange sin Mediation til de stridende Partier. Saadan var Tilstanden mellem de Nordiske Riger udi Gustavi Adolphi Tid.

Efter den store Gustavi Død bleve Conjuncturene temmeligen buntede for de Svenske udi Tydskland; thi de Protestantiske Førster (833) udi Tydskland bleve derover gandske nedslagne og forvirrede, eftersom de ikke vidste, hvem at de skulde betroe saadant stort Verk at udføre; Ja der reisede sig Misforstand saavel imellem dem selv indbyrdes, som imellem dem og de Svenske, hvilke de ikke vilde unde det Directorium udi Krigen, som de havde givet deres Konge. Der fandtes og de, som foregave, at

Den Svenske Magts Flod og Ebbe udi Tydskland.

det Forbund, som man havde giort med Gustavo Adolpho, ophørede ved hans Død, og at de med egen Magt vilde fortsætte Krigen, meenende, at den Fremgang, de hidindtil havde haft, reisede sig ikke saa meget af Sverriges Magt, som af Gustavi kloge Anførsel. Men ingen var udi større Forvirrelse end de Svenske selv, som vare udi et fremmed Land, hvor deres Allierede vaklede, og de selv vare uden Hovet. Udi disse Conjuncturer tilbød Christianus 4. sin Mediation, og tillige med ved Christian Pentz foreslog Mariage mellem Gustavi Adolphi efterladte Printzesse Christina, og den Danske Prinds Ulrich, hvilket ikke kunde ansees andet end en Merite; i det ringeste er det ikke Tegn til Fiendtlighed at handle om Fred for Folk, som er i en forvirred Tilstand. De Svenske toge, efter deres egne Skribenteres Vidnesbyrd, dette Tilbud med Kaaldsindighed an, saa at det Mode, som var berammet til Breslau 1633, løb frugtesløst af. Og begyndte de Svenske siden meer og meer at bortkaste fredelige Tanker, og at undslaae sig for at antage Dansk Mediation, da de erholdte en og anden Fordeel imod de Keiserlige igien, og de Tydske Stænder indlode sig udi et nyt Forbund, hvorover Directorium blev betroet til den Svenske Canceler Oxenstierne, som Sverrigs Administrator, hvorvel man søgte at indskrænke det ved et reglered Raad af de Tydske Stænder, som blev kaldet Consilium Formatum, og som skulde residere til Frankfurth am Mayn.

Imidlertid lagde Kong Christian armerede Skibe ved Ruden, eendeel for at

Christiani 4. Conduite medens de Svenske førte Krigen i Tydskland.

fodre Told af Straalsunderne, eendeel og for at viise de Svenske, at han kunde afskiære dem Communication mellem Sverrig og Tydskland, hvis han vilde skride til Fiendtlighed. Dette allarmerede ikke lidet de Svenske, skiøndt Udgangen viisede, at Kongen ikke andet intenderede end at viise at han var (834) en Potentat, hvis Mediation og Underhandling ikke var at foragte; thi Søe-Magten havde aldrig været udi bedre Stand end under Christiano 4., saa at ingen paa de Tider kunde hindre hans Flode at spille Mester udi Østersøen.

Saaledes vare Conjuncturerne indtil det fatale Slag ved Nørlingen, som skeede udi det Aar 1634, hvor 6000 Svenske bleve paa Vallstedet, og en anseelig Hob blev fangen. Dette Slag syntes gandske at ville giøre Ende paa de Svenskes Herredom udi Tydskland, og er det ingen Tvivl paa, at, hvis Kong Christian da havde villet erklære sig imod dem, deres Sager neppe havde kundet reise sig igien. Men Kongen, endskiøndt han ideligen blev solicitered om at træde i Forbund med Keiseren, og store Løfter blev ham giorte, vilde han dog ikke beqvemme sig dertil, men offererede sin Mediation paa nye, hvor af man klarligen seer, at intet laae denne Konge meer paa Hiertet, end at sætte Tydskland i Roelighed igien. De Svenske bleve da efter denne Ulykke tilbøjelige til Fred, saa at de ikke alleene giorde Ansøgning hos Kong Christian om hans Underhandling, men tilstedde ogsaa Prinds Friderik, efter den Bremiske Erke-Bisps Død, at sætte sig i Possession af det Stift Bremen. Men da fandtes de Keiserlige igien uvillige, saasom de meenede ingen Mediation at behøve, men med Sværdet at giøre Ende paa Krigen, saa at Kong Christian alle Tider fandt en uovervindelig Vanskelighed i Fredens Befordring. Dette altsammen nægte vel ikke de Svenske Skribentere, men de holde der imod fore, at Kongen med saadan Flid agerede Mediateur ikke saa meget af Kierlighed til Fred, som for at mage det saa, at Tydskland paa en god Maade kunde renses fra de Svenske, og at man kunde fornøje dem med en Sum Penge til Krigens Bekostning; Dette synes ogsaa at have været

Kong Christians Hovedsigte ved at mediere Fred mellem Keiseren og Sverrig.

Kongens Hovetsigte, thi det var aldeles ikke Dannemarks Interesse at disse stridbare og entreprenante Folk skulde etablere sig stedse udi Tydskland, og derved omringes paa alle Sider. Den tilkommende Tid har ogsaa viiset, hvor højt skadelig saadan Etablissement har været for Riget; hvorudover man kunde ikke fortænke denne fornuftige Konge, om han ved sin Underhandling søgte alleene at bringe det dertil, at (835) den Protestantiske Religion, og de Tydske Stænders Frihed kunde sættes i Sikkerhed, og de Svenske kunde indemniseres for de Omkostninger som vare anvendte paa Krigen, helst som de Svenske selv foregave, at Gustavi Tog til Tydskland var alleene skeed udi den Henseende. Saa at derfore, naar Kongen syntes at favorisere Keiseren, var det hverken formedelst Interesse (thi han forkastede ofte store Løfter) ej heller af Kaaldsindighed i Henseende til den Protestantske Religion, og de Tydske Stænders Frihed, men alleene at Sikkerhed for Religionen og Frihed kunde til Veje bringes uden Sverrigs Etablissement paa den Tydske Bund, og, naar han syntes at favorisere de Svenske, var det for at hindre, at Religionen og Friheden udi Tydskland ikke skulde abandonneres til den forrige Skiæbne. I den Henseende var han Svensk, naar de Keiserlige havde Overhaand, og Keiserlig igien, naar de Svenske spillede Mestere, og gav tilkiende, at det var ikke just for de Tydske Stænders Skyld at de førede denne Krig. Ja, at han ikke gierne saae, at de Svenske skulde komme paa Knæe udi Tydskland, sees af et egenhændigt Brev til Peder Wibe, hvor udi han viiser hvad de Svenske kand være tienligt til deres Krigs-Hærs Conservation, sigende: Kunde dy Svenske ved deris Ministrer og Pensionarier i Tydskland overtale de Tydske Soldater, som findes i deris Tieneste at bliffue i Tienesten paa den Maneer dy hidindtil været haffuer, daa haffde dy Gaffn deraff. (a) At Kong Christian saadant eene har haft for Øjene, viise all hans Demarches fra Gustavi Adolphi Ankomst til Tydskland indtil denne Tid. Saaledes lod han i Begyndelsen ikke allene heele Regimenter, som han aftakkede, gaae i Svensk Tieneste, men endogsaa tilstedede sin egen Søn at lade sig indrullere udi Gustavi Krigs-Hær, og continuerede dermed indtil han fornam, at de Svenske havde andet udi Sigte, thi da begyndte han at blive meere kaaldsindig, skiøndt saadan Kaaldsindighed aldrig kunde bringes virkelig til Fiendtlighed, hvilket de Svenske Skribentere selv maa tilstaae. Kort at sige: Christ. 4. negotierede disse Sager ikke alleene som en fredelig, (836)

(a) Epist. Chr. 4. ad Pet. Wibe Glucsb. 7. Augusti 1641. Manuscr. autogr.

men endog som en habile Konge, saaledes, at han tillige med den almindelige Fred havde stedse sine egne Rigers Sikkerhed for Øyene; thi, at ville sige, at han undte de Svenske alt hvad de kunde faae i Tydskland, naar kun en hastig Fred derved kunde erhverves, er noget, som jeg vil overlade Hyklere og Smaarotzere, der skrive allene for dem selv, og ikke give os tilforladelige Historier. Naar man derfore legger dette til Grundvold i de Danskes og Svenskes Tvistigheder, falde alle de Sidstes Argumenter af sig selv, med mindre de ville sige, at Kongen med et gott Hierte burdte see paa at de Svenske etablerede sig paa den Tydske Bund, og der ved satte Dannemark Kniven i Struben.

Alt dette bekræftes meere af efterfølgende Opførsel. Da de Keiserlige efter den

Det samme vitløftigen deduceres.

erholdte Sejer søgte paa nye at bringe Kongen til at træde i Forbund mod Sverrig, og tilbøde ham den Øe Rygen, samt Ober-Herskab over Nord- og Østersøen, veigrede han sig ved at imodtage slige Tilbud, men continuerede stedse med sin Mediations Tilbydelse, (a) og til den Ende at beramme Moder nu paa et nu paa et andet Sted, skiøndt forgiæves, thi, eftersom de Svenske ikke alleene reisede sig igien efter det Nørlingske Slag, men paa nye begyndte at spille Mestere, saa bleve de meere og meere vanskelige til at bringe til Forliig, uden paa haarde og besværlige Conditioner, saa vel for Tydskland, som dets angrændsende Naboer. Hvorudover ogsaa Kongen stillede sig an, som han vilde tage andre Mesures, og begyndte ikke alleene udi en højere Tone at trænge paa Freden, men endogsaa udi Aaret 1638 lod sig antage til Kreds-Oberst udi den Nedersachsiske Kreds, og oprettede et Neutralitets Corpo til Fredens Befordring, skiønt Udgangen viiser, at hans Intention ikke var at bryde med Sverrig, efterdi alle de Mouvemens, han giorde, sigtede kun til at facilitere den Plan, som han fra første Begyndelse havde formeret sig, saaledes, at de Ting kunde erholdes, for hvis Skyld Krigen var begyndt, nemlig Religionens Sikkerhed, og de Tydske Stænders Frihed, og at de Svenske tillige med kunde bekomme en billig Satisfaction, alleene naar den ikke bestod udi Tydske Provinciers Cession, som (837)

(a) Puf. Comment. de reb. Svec. Lib. 8. §. 60.

ikke kunde skee uden Forkrænkelse af andres Rett og Fare for den tilkommende Tid, hvilket Kongen forud har ominered, som sees af hans egenhændige Breve, (a) og Udgangen har viiset, at hans Frygt ikke har været uden Grund, thi alle de Provincier, som Sverrig ved Freden siden bleve indrømmede, maatte ved Magt tages fra de rette naturlige Herrer eller deres Arvinger, og mistede ved samme Lejlighed Prinds Friderik, som Erke-Bisp af Bremen, ogsaa sit Stift, som maatte seculariseres, og under det Navn af Førstendom cederes til Sverriges Krone. Ja heele Tydskland, saavel som Dannemark, have siden følet sørgelige Virkninger deraf. Saa at man derfore kand sige, at Dannemark ikke havde meget forsyndet sig, om det virkeligen havde spillet prævenire, og ved Lejlighed brugt sin Magt i Steden for at viise den alleene. Jeg tilstaar vel, at det foromtalte hemmelige Forbund mellem Spanien, Dannemark og Hertug Friderik, synes at have ført noget meere med sig, end simulerede Trudsler, til Fredens Befordring. Men jeg har tilforn viiset, at samme Forbund er endnu et Mystere, og end langt meere paa de Tider, thi man seer, at de Svenske have intet villet melde derom udi deres Manifest; Ja, da, kort der efter, det Hollandske Gesandskab udi Stokholm opmuntrede Sverrig til Krig imod Dannemark, svarede de Svenske Ministrer, at Dannemark havde ingen Aarsag givet dem der til, hvilket den Hollandske Skribent Aitzema selv tilstaar med disse Ord: De Sweetsche seyden, dat Dennemarck gaf haer geen offensie. (b) Saa at derfore, hvor megen Umage den Svenske Skribent Pufendorff giør sig for at legitimere de Svenskes Indfald udi Holsten 1643, saa er dog hans Plaidoyer saaledes indretted, at man grundeligen deraf kand viise Krigens Urettfærdighed, thi det maa han og alle tilstaae, at Dannemark udi 13 samfælde Aar sadd stille, uden at betiene sig af nogen Slags forefaldende Conjuncturer, og uden at lade sig indtage af de største Løfter, endskiønt samme (838)

(a) Epist. Chr. 4. ad P. Wibe Gluscb. 27. May autogr. Manuscr. Ordene ere disse: Ded Kongerige Danmark vil komme i stor Fare, om dy Svenske skulle erlange saadan Fred, som kom dem til Pass.

(b) Aitz. Tom. 5. pag. 56.

Rige havde aldrig været udi bedre Stand til at tentere store Ting, end under denne Konge, med mindre man vil kalde Fiendtlighed smaa forefaldne Ting, som for Exempel, at et Dansk Skib, der laae ved Ruden, provianterede udi det Aar 1638 den Festning Wolgast, som var belejred af de Svenske, hvilket beviisedes at være skeed uden Kongelig Ordre, item at nogle Svenske Skibe eengang bleve arresterede for Lurendrejerie udi Sundet. Dette er gandske vist, at just paa den selv samme Tid, som de Svenske stillede sig an, som de ville antage Kong Christians Underhandling, og giorde Dannemark de beste Miner, ja caresserede den Danske Resident udi Stokholm meer end nogen Tid tilforn, (a) sluttede de Forbund med Holland mod samme Rige, og lovede Hamborgerne hemmelig Assistence imod Kong Christian, ja just paa samme Tid giorde de under deres Felt-Herre Torstenson det store Indfald i Holsten. Om nogen vil ellers forekaste mig, at jeg her heller agerer Advocat end en Historicus, da kand jeg svare: at 1.) denne heele Recit er udtagen af Svenske Skribentere selv 2.) at alle fremmede upartiske Autores ere af samme Tanke med mig, og tilstaae, at Sverrig begyndte denne Krig uden billig Aarsag allene af Politique, at de kunde blive skildte ved en Mediateur, der sigtede alleene til at erhverve Tydskland en sikker Fred, og at de Tydske Førster, udi hvis Faveur de Svenske havde giort dette Tog, ikke skulde see deres Lande at blive deres Allierede til Bytte, som siden med de sammes store Lamentation skeede. Dette var Sigtet af denne Freds Forhandling, hvilket sees af Hans Majestæts stedsvarende Formaninger til Sverrig sær af det aabenhiertige Brev, som han 1639 tilskrev Dronning Christine, hvorudi findes disse Ord: Det er vell at beklage, at de Vaaben, som Eders Kongl. Herr Fader havde optaget til de Evangeliskes Defension, nu paa nogle Aars Tid til intet andet ere brugte end til deres Oppression, (839) Desolation,

(a) Memoires de Chanut tom. 1. pag. 213. qui ne fut jamais tant caressé, que la veille, qu’on declara la guerre à son Roi. (839)

og Udmattelse, hvilket kand drive de Protestantske Førster til desperata Consilia. &c. (a)

Dette er en kort Relation om de Ting som vare forefaldne for Krigen: Nu vil jeg træde til Beskrivelsen af samme Krig, hvilken, naar man overvejer Conjuncturerne, kunde ikke andet end have slett Udfald for Dannemark; thi paa Sverrigs Side

Aarsag hvorfor denne Krig kunde ikke falde lykkelig ud for Dannemark

blev en Krig begyndt, som længe tilforn var præmediteret; Dannemark derimod havde aldrig levet udi større Sikkerhed, hvilket tilstrækkeligen viises af den ringe Modstand de Svenske i Begyndelsen funde, da de i en Hast oversvæmmede Alting, og uden Møje indtoge hart ad det heele faste Land, hvor der over alt fandtes slett forsynede Fæstninger, og u-bevæbnede Folk, og, saasom man siger gemeenligen, at hvad som forderves i den første Concoction er ikke lett til at redressere igien, saa foraarsagede dette u-formodentlige Indfald strax saadan Forvirrelse, som udi den heele Krig ikke kunde corrigeres. Sverrig havde forsynet sig med Hollands Alliance, hvorved det

Svagheder hvoraf Riget da laborerede

kunde være forvisset baade om Penge og Skibe til Krigens Fortsættelse; Dannemark derimod havde ingen saadanne Præcautioner taget, saasom Riget aldrig mindre holdt saadant nødigt; thi man finder, at Kong Christian kort tilforn var brouilleret med Kejseren formedelst det Pinnenbergske Grevskab, og Spaniens Venskab kunde ikke i saadan hastig Rupture være af nogen Betydelse; thi, foruden at samme Land ligger som i en anden Verden, saa har Erfarenhed viiset, at et heelt Rige ofte snarere kand indtages end det Spanske Conseil kand komme til en Slutning. Sverrig vrimlede af stridbare Folk, der af idelige og langvarige Krige vare hærdede, var ogsaa forsynet med Anførere, hvis Lige paa de Tider neppe vare udi Europa, og hvis blotte Navn kunde indjage Skræk. Dannemark derimod havde fast udi 30 Aar levet i Fred; thi, den Krig, som var ført udi Tydskland, blev ført med Tydske Folk, saasom det var en

Mangel paa stridbar Almue.

Krig, der egentlig Riget ikke angik, saa at her var Mangel, saavel paa stridbar Almue, som paa erfarne Officiers, og man kand sige, at Kongen var ikke alleene den beste, men fast (840)

(a) Lit. Chr. 4. ad Regin. Christinam Hadersleb. 2. Januarii 1639. Manuscr.

den eeneste Felt-Herre, og Søe-Mand, som Riget paa samme Tid kunde bryste sig af; hvorfore han ogsaa, u-anseet hans høje Alder, maatte selv bivaane alle Expeditioner baade til Lands og Vands. Foruden disse Ulejligheder, syntes Riget at laborere af en indvortes Sygdom, saasom en Tid lang ingen synderlig Harmonie havde været mellem Kongen og Rigets Adel; thi, saasom de store Qvaliteter, som denne Konge var begavet med, erhvervede ham større Autoritet end hans Formænd, saa er troeligt, at Adelen derover er bleven allarmeret, og har anseet ham, som et Instrument til deres Herredoms Indskrænkelse. Det synes ogsaa, at deres Mistanke ikke har gandske været u-grundet, naar man betragter adskillige Ting, saasom nye Fæstningers Fundationer, adskillige vigtige Anslag, som ginge alleene igiennem hans eget Hoved, og i sær store Chargers Reduction; thi man finder, at der en Tid

Ueenighed.

lang var ingen Rigs-Hoffmester, Rigs-Marsk, eller Rigs-Cantzler, men alleene een Stadtholder og Kongl. Cantzler. Thi Kongen lod bemelte høje Charger staae ledige, naar nogen faldt af. Hvad som ydermeere forøgede deres Mistanke, var den Fermeté hvormed Kongen havde begegnet det Slesvig-Holstenske Ridderskab, som han havde skildt ved deres formeente Vall-Rettighed. Der meenes ogsaa, at han af Politiqve emplojerede saa mange unge Danske Edelmænd udi den Kejserlig Krig, og adjungerede deraf til hvert Compagnie en Commissarium, paa det han derved des bedre i sin Fraværelse kunde holde Forældrene udi Lydighed. Videre søgte han at forbinde de fornemmeste Herremænd til det Kongelige Huus ved at give dem sine Døttre, som han havde avlet ved Fru Christina Munk. Saaledes bleve hans Sviger-Sønner Christian Pentz Statholderen i Holsten, Corfitz Uhlefeld Rigets Hoffmester, Hans Lindenov, Hannibal Sehsted Statholderen udi Norge, og Ebbe Uhlefeld. Hvor vit ellers Kongens Dessein kunde gaae, er noget man ikke kand sige, vist nok er det, at de levede ideligen i en slags Mefiance, saavel i Henseende til ovenmeldte Mesures,

Mistanke.

Kongen tog, som i Henseende til den store Kierlighed han havde erhvervet sig blant Almuen, saavel ved sin kloge Regiering, som sin Borgelige Omgiengelse. Jeg finder ogsaa, at han udi det (841) Aar 1634 gav Ordre til Rigets Marsk Jürgen Urne, at handle med Adelen om Vorned-Rettighedens Ophævelse, og alle Siællandske og Lollandske Bønders Frihed, hvorimod de fleeste satte sig med Hænder og Fødder; Men intet giorde dem meere bange end hans rare Qvaliteter og store Erfarenhed, saavel udi Krigs som Civile Sager, thi man kand sige, at han ikke alleene var den ældste Embeds-Mand udi Riget, men endogsaa den habileste; hvorudover hans Ord vare gierne Decisioner, naar nogen udi Raadet contradicerede ham, svarede han ofte: Det er noget, som jeg har overlagt med din Farfader. Dette altsammen svævede dem for Øjene, saa at det er troeligt, at man kunde falde paa de Tanker, at under een saa anseelig og myndig Konge engang kunde forlanges en Revisio Actorum, og et Examen foretages for at eftersee hvorpaa det da værende Jus Publicum og Adelens Myndighed grundede sig. At dette, som jeg ellers her har anført, bestaar ikke udi Præsumptioner og ilde grundede Gisninger, sees deraf, at mange af de Store efter denne Konges Død søgte at udelukke hans Søn fra Successionen. Saaledes var Rigets Tilstand for Krigen, og kunde man af deslige Vanskeligheder ikke promittere sig noget lykkeligt Udfald.

De Svenske skiulede deres Forehavende med saadan Flid, at endogsaa deres

De Svenskes u-formodentlige Indfald i Holsten.

Allierede ingen Kundskab derom havde, førend Torstenson stod med sin Krigs-Hær udi Holsten. Samme Feldt-Herre bemægtigede sig strax ved sin Ankomst den Stad Kiel, og tog der sit Hoved-Qvarteer. De andre høje Officerer bleve uddeelte i det Førstendom Dytmarsken, det Grevedom Pinnenberg, de Ambter Hadersleben, Tritaw, Reinbek og Segeberg. Imidlertid blev det Kongelige Slott Christianpriis, som ligger ved Kanten af Øster-Søen, og 2 Miile fra Kiel, erobret med Storm af de Svenske, og det herlige Slott Bredenborg, som hørte til Christian Rantzov, blev indtagen med List af

Deres store Fremgang.

General Major Mortaigne, hvorudi de fandte stor Rigdom; Rensborg, Itzehoe, og andre Stæder, gave sig uden Sverdslag, ja der blev ikke udi heele Slesvig og Holsten meere til overs end Glykstad og Krempe, men alle Stæder faldte i de Svenskes Hænder, og blev besatte med deres Folk.

(842) I denne Krig vidste Hertugen af Holsten meget viiselig at skikke sig efter Tiden; Thi, omendskiøndt der imellem ham og Kongen vare giordte saa ofte Defensions Recesse til Førstendommernes Forsvar mod de Arméer, som grasserede udi Tydskland, (a) lod han dog, saa snart han fornam denne Uroelighed imellem Dannemark og Sverrig, anholde om Neutralitet, hvilken han vel erholdt, men det profiterede ham lidet; thi de Svenske pressede Landet med Penges Indfordring og Indqvarteringer, og de Danske, som billigt, sparede ham ikke heller. I den Beængstelse lod han for Sikkerhed fortificere den Stad Tønningen 1644.

Imidlertid publicerede de Svenske et Manifest af Dato 16 Januarii 1644, og 1644.lod Krigen publicere ved en Herold, hvilken med Haanhed blev skikket tilbage, saasom Manifester efter Sædvane gaae for Krigen, men ikke efter. Og gav Kongen Aarsagen til samme Herolds Afviisning tilkiende ved et Patent, hvorudi han pathetice besværger sig over Sverriges Opførsel. (b) Man skulde vel tænke, at dette Manifest maatte være des fyndigere, efterdi det kom saa silde. Men man kand sige, at det kom baade for tiiligen og for silde; thi alle u-partiske Skribentere holde for, at ikke et eeneste af de Argumenter, som anføres, kand holde Stik. De Fornemmeste deraf ere efterfølgende.

Omendskiøndt de Svenske Skibe og Vahre vare toldfrie udi Sundet ved

Det Svenske Manifest.

Foreeninger, som vare giorte mellem Rigerne, saa havde man dog tvunget dem til at betale Told.

At, endskiøndt de passerede Svenske Skibe havde Certificatzer fra Stæderne, hvor de havde hiemme, havde man dog ladet dem arrestere, som Lurendrejere.

At Kongen af Dannemark havde indladet sig i Alliance med Kejseren, Polen og Moscovien, som vare Sverrigs Fiender.

At, saa ofte Dronningen af Sverrig værvede Folk til Krigens Fortsættelse udi Tydskland, lod Kongen af Dannemark ogsaa værve, og havde truet at anfalde de Svenske, hvilket havde hindret (843)

(a) Pufend. Comment. de reb. Sv. lib. 15. pag. 77.

(b) Edict. in Castro Othin. die 13 Febr. 1644.

dem at agere med Force imod deres Fiender, og at holde deres Magt samlet af Frygt for at blive angreben bag til.

At de Danske ved Wolgast havde assistered Sverrigs Fiender.

At de havde søgt at sætte Splid udi den Svenske Krigshær.

At Rigets Statholder Corfitz Uhlfeld havde ladet falde Trudsler imod Sverrig.

At de Danske havde corresponderet med den misfornøjede Enke-Dronning Maria Eleonora, og havde ført hende ud af Sverrig.

At de Svenske Gesantere med Haanhed vare bortviisede fra Tractaterne udi Lybek 1629.

Og endeligen at man havde taget Told i Sundet af alle Liflandske Undersaatter.

Dette blev besvaret af de Danske Stykkeviis saaledes:

At der eengang alleene, nemlig Aar 1643 kort for Krigen, 8 Svenske Skibe havde

Besvares.

været arresterede udi Sundet, saasom de samme vare suspecte for Lurendrejerie; Men, efter at Sagen var examineret, eendeel af samme Skibe at have været relaxeret, og de Øvrige alleene, som vare fundne skyldige, at være confisquerede. Saa at denne Execution skeede ikke for at tvinge de Svenske til at betale Told, men for at hindre, at andre under Svensk Navn og falske Passer ikke skulde eximere sig derfra, hvilket Kongen ogsaa udi en egenhændig Skrivelse (a) giver tilkiende længe før Krigen begyndte med disse Ord: Der confisqueris inted uden derpaa først er gangen Dom; och hvem der haffuer sig offuer Dommen at besværge, hannem staaer det frit for at appellere for mig og Rigens Raad.

Det stod Kongen af Dannemark frit for at indlade sig i Alliance med andre Potentater, enten de vare Sverrigs Fiender eller ej, saa længe det ikke kunde beviises, at de vare offensive Alliancer imod Sverrig.

At Kongen af Dannemark værvede Folk, kunde ingen fortænke ham for, thi saadant giøre alle Potentater for deres egen (844)

(a) Epist. Reg. ad P. Wibe Glucsb. 18. Junii 1643. Manuscr. autogr.

Sikkerhed, naar deres Naboer ere armerede; ja det var at ønske, at Værvingerne havde været end større, saa havde Riget i Begyndelsen af denne Krig været i bedre Defensions-Stand.

At et Dansk Skib engang havde proviantered Wolgast, som var belejred af de Svenske, var skeed uden Kongens Ordre.

At de Danske havde søgt at stifte Oprør blant de Svenske Krigsfolk, var noget som ikke kunde beviises. Dett samme kunde ogsaa siges om Corfitz Uhlfelds Trudsler, og, endskiøndt det var sandt, saa var det kun en Privat-Persons Trudsler.

Alt hvad Kong Christian havde giort, i Henseende til Enke-Dronningen af Sverrig, var noget som efter Bienseance ikke kunde efterlades.

At de Svenske Gesantere bleve ikke admitterede til den Lybekske Congres var ikke Kong Christians Skyld, men Keiserens, som da spillede Mester.

Om man tog Told af Lifland og andre Provincier, som af Sverrig nyeligen vare conqueterede, syndede man derudi ikke mod de Foreeninger, som vare giorte mellem Rigerne, saasom samme Provincier vare under saadan Frihed ikke befattede.

Hvad de andre Poster angik, grundede de sig alleene paa Suspicioner, neml: at Kong Christian var de Svenske i Hiertet ikke god. Men deslige Ting ere selsomme Motiver til Krig; Nok er det, at en Potentat i Gierningen lader intet see, som kand give Aarsag til Mistanke om Fiendtlighed. Man finder her, at Kong Christian udi

Autoris Betænkning.

13 Aar sadd stille, at, naar de Svenske formedelst en Sejer lode siunge Te Deum udi Stokholm, lod han giøre ligeledes i Kiøbenhavn. At han skrev Keiseren et og andet haardt Brev til i Faveur af Sverrig, hvorudi, efter de Svenske Skribenteres egen Tilstaaelse, (a) fattedes intet uden Krigs-Erklæring, og endelig at han lod mange af sine egne Folk, ja sin egen Søn gaae i Svensk Tieneste. Vilde de Svenske foregive, at han meenede intet der med, da vil jeg lade saadan Gisning staae ved sit Værd, men alleene sige dette, at det er et meget selsomt Principium, at man bør forfølge sin Næste, der beviiser en Tieneste, naar man meener, at (845)

(a) Puf. Comment. de reb. Sv. lib. 14.

det skeer ikke af Hiertet. Og, vilde de sige, at Kongen udi disse 13 Aar sadd stille alleene af Frygt, da kand jeg ikke see hvad han kunde frygte for efter Gustavi Død, da de Svenske vare uden Hovet, og alle deres Allierede vaklede, ej heller efter det Slag ved Nørlingen, da deres Soel var gandske formørket. Kort at sige, de Svenske tilstaae selv, at Torstenson fandt all Ting fredeligt for sig i Dannemark, saa at man kunde see, at dette Rige tænkte paa intet mindre end paa Krig, og ruinerer den Tilstaaelse alleene den heele Bygning af deres Manifest, hvilket de ogsaa synes selv at bekiende ved at beraabe sig in Subsidium paa geheime Documenter, som endnu ikke ere komne for Lyset.

Hans Kongl. Majest., da han fornam, at det Svenske Indfald udi Holsten vilde besynderligen giælde hans Lande, begav sig strax til Kiøbenhavn, hvor han giorde all muelig Anstalt at modtage disse Gieste, som uden Aarsag vare faldne ind i hans Lande, hvilket Hans Majest. forestillede Rigets Stænder, og efter Sædvane trøstede og satt

Kongens Anstalter til Krigen.

Mod i dem, saasom han var selv en frimodig, og udi Courage uovervindelig Herre, hvoraf en Svensk Historie-Skriver berømmer hannem, sigende: (a) Confirmatis suorum animis & idoneis defensioni necessariisque quod in ista festinatione licuit, conquisitis, nihil recusat, quod ejus prudentiam, præsentiam vel auctoritatem desideraret, omnia pro tutela ac salute Regni subditorumque terra marique ausus, etiamsi fortuna ei parum responderet. Det er: Han satt Moed i sine Folk, giorde all Anstalt, saa meget som udi saadan Hast mueligt var til Defension, han sparede intet, som kunde tiene til hans Fædrenelands Frelse og sine Undersaatters, for hvis Skyld han vovede sig yderligen baade til Lands og Vands, om endskiøndt Lykken var ham lit gunstig, og sandelig, siger en anden Skribent: Naar vi ret overveje alting; Da var Dannemark gandske ubereed at tage imod nogen Fiende, men blev af intet saa meget bestyrked, som af den incomparable Konges Tapperhed, og hans uovervindelige Courage (846)

(a) Loccen. Hist. Sv. lib. 9. pag. 669.

i Modgang. Udi hans graae Alder, for at redde sit Fædreneland af den overhængende Fare, lod han sig see som en tapper Soldat, og ved sine Raad, Daad og besynderlig Taalmodighed udi Møje og Fare udrettede, at Riget udi denne farlige Tilstand blev saa vit, som mueligt, conservered. (a)

Udi Siælland bleve, for at hverve Land- og Søefolk, Trommerne allevegne rørdte, og af den i Hobetal tilløbende Mængde bleve udi Helsingøer udvaldte de beqvemeste; De andre bleve sendte til Kiøbenhavn. Der fattedes besynderligen gode Anførere, som kunde byde Spidsen til de gamle Svenske Tropper, hvilke, ved saa mange Aars continuerlig Krig udi Tydskland, vare hærdede, og hvis Generaler ved saa mange Expeditioner havde erlanget saadan stor Krigs Erfarenhed. Da derimod de Danske udi meere end 30 Aar havde ikke været indviklede udi nogen Krig, undtagen den imod Keiseren, hvor udi faa Danske bleve brugte, men de fleeste vare Tydske af den Nedersachsiske Kreds.

Endeel af de nye hvervede bleve sendte til Fyen til Rigets Marsk Anders Bilde, som var beordred at sætte sig imod Torstenson paa den Side.

En anden Deel blev beskikket til Skaane, hvor Ebbe Uhlfeld skulde commandere. Niels Cock blev sendt med et Skib til Dantzig at hente Krud, hvorpaa herudi Landet var Mangel, og blev der sagt, at han skulde gaae derfra til Polen og Moscovien at begiære Undsættning.

Om endskiøndt alting udi Dannemark blev nu tillaved, som til en aabenbare Krig, flatterede dog mange sig med den Forhaabning, at de Svenske søgte ikke efter andet end Vinter-Quartéer og Bytte udi Holsten, (b) og ikke havde udi Sinde at føre Krig paa Dannemark; Kongen selv, da han fik Tidender om Torstensons Indfald, for at udforske Svenskens Intention, lod den Svenske Minister Strømfeld, som opholdt sig i Helsingøer, sige, at han (847)

(a) Boecl. hist. belli Sveco-Dan. lib. 1. pag. 84.

(b) Boecl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 1. pag. 86.

kunde faae sin Afskeed strax, efterdi Kongen havde dog hørt, at han skulde kaldes tilbage. Men han svarede, at han ingen saadan Ordre havde, og vilde derfore først begiære sin Afskeed, naar han fik Befalning af Dronning Kirstine. Her paa skikkede Hans Majestet en Page til Sverrig med Breve, hvorudi Peder Wibe, den Danske Minister, fik Ordre at begiære af Dronningen, hun vilde kalde Torstenson fra Holsteen, og, i Fald hun veigrede sig derfore, og tilstod dette Indfald var skeed ved Hendes Befalning, da skulde han begiære sin Afskeed fra Stokholm, (a) hvilken han ogsaa kort derefter tog, hvorvel Sverrigs Riges Raad da intet Positiv Svar vilde give; men continuerede med at simulere, ligesom Torstenson havde giort det Indfald uden Regieringens Ordre og Videnskab, hvilket sees af den paa Residentens Forlangende given Resolution, hvorudi findes disse Ord: Hwarfore Hend. K. M. icke grundeligen wetandes hwadt passerat ähr, ey heller cathegorice må eller kan swara, om deroppå nogen Ordre ähr gifwen eller ey. (b)

Imidlertid tillavede Kongen sig af yderste Magt at tage imod disse u-formodne Giæste, og ikke alleeneste satt alting udi god Orden hiemme, men endogsaa saae sig allevegne om fremmed Hielp, besynderlig hos Kejseren, hvilken udi Begyndelsen af Krigen sendte Skrivelser til Søestæderne, Lybek, Hamborg og Bremen, hvorudi han formanede dem at hielpe de Danske, og gribe til Værge imod den daglig tilvoxende Svenske Magt, men med liden Succes; eftersom bemeldte Stæder holdte det meest sikkert og raadeligt ikke at bemænge sig udi denne Krig. De Svenske derfore, saavel som de Danske, hvervede Folk udi Hamborg. Lybek forbød de Danske offentligen at hverve, foregivende, at den selv havde sine Folk nødige. De Lyneborgske Førster, og den Oldenborgske Græve, kunde ej heller overtales at gribe til Gevær imod Sverrig. Saa Hans Majestet derudover fornam, at all Byrden vilde ligge paa ham alleene, og at han ingen anden havde at forlade sig paa end (848)

(a) Lit. Christ. 4. ad P. Wibe Fridericsb. 24. Decembr. 1643 Manuscr.

(b) Respons. Senat. Holm. 10. Jan. 1644. Manuscr.

paa GUd i Himmelen, og sine egne rætfærdige Vaaben; Han lod paa samme Tid slaae en Myndt med denne Paaskrift: Justus יהוה Judex.

Imidlertid rykte de Svenske længer og længer ind udi Dannemark, og huserede grummeligen, eftersom de ingen Modstand fandte. Hans Majestet havde vel bragt udi en Hast nogle Ryttere paa Beenene, og sendt dem under Anførsel af Oberste Buchwald til Colding, men de bleve efter en haard Fegtning med den Svenske Oberste Duglas, som overgik dem langt udi Magt, nødde til at retirere sig til Fyen; Paa samme Tid holdt Besætningen udi Krempe, med dens Commendant Steenberg, en lykkelig Trefning med et Svensk Parti, af hvilket halvtredie Hundrede bleve fangne, og omkomne, og et stort Bytte erobred.

Efterat det Buchwaldske Rytterie var bleven tvungen til at forlade Jylland, som sagt er, blev Anders Bilde sendt fra Fyen did hen, hvilken slog sin Lejer ved Strand-Bredden af Middelfart Sundet; Men Torstenson brød op med sin Lejer i

De Svenske bemægtige sig Jylland.

Begyndelsen af det Aar 1644 fra Kiel; og gik ind i Jylland, udi Forsætt at overfalde Anders Bilde. Han kom udi Januario med sin heele Armée til den Danske Lejer, hvilken man af all Magt havde arbejdet paa at befæstige, men den var ikke endda bragt til nogen Fuldkommenhed. Da Torstenson havde udi 3 Dage canoneret derpaa, begyndte Bilde at desperere om Lejrens Defension, og derfore bragte over med sig til Fyen Stykker, Feldt-Tegn og de fornemste Anførere, hvilket da Torstenson fornam, satt han sig for at bestorme Lejeren, og lod de Belejrede det viide ved en Trompeter. Hvorudover de samme, som de saae, det var umueligt at forsvare den meere, bleve tvungne til at overgive sig. Efterat Torstenson havde erholdet denne Fordeel, blev Oberste Helm Vrangell sendt med en Hob Tropper til Nørre Jylland, og gik paa Iisen over Limfiorden ind udi Vensyssel, hvor han adspredde de Bønder, som fandtes bevæbnede, og tvang dem til at overgive deres Gevær. Saaledes bleve de Svenske Mestere ogsaa over heele Jylland.

(849) Torstenson disponerede sin Vinter-Lejer saaledes, at han kunde ikke frygte for nogen Magt, hvorfra den kom, og bestyrke og recrutere sine Soldater; Sit Hoved-Qvarteer beskikkede han til Hadersleben, hvorfra han letteligen kunde have Indseende med all Ting.

Imidlertid var Kongens Nærværelse, som havde opholdet sig en Tid lang til Odense, ligesom en stærk Fæstning. (a) Han bestyrkede de Tropper, som komme fra Jylland, med friske Folk, oprejste ved alle Tilgange Befæstninger, disponerede Stykkerne, og lagde Skibe og Pontons udi Middelfart-Sundet. Ved Nyeborg stode ogsaa færdige Skibe, som skulde, i fald all Ting gik ikke vel for sig, tage imod de Flygtige. Men jo større Flid Kongen anvendte paa at conservere Øerne, jo større Begierlighed fik Torstenson at angribe dem, til hvilken Ende han tillavede en stor Hob Skibe, og lagde dem ved de beqvemmeste Havner udi Jylland og Holsten, for at betiene sig af hvad Lejlighed der kunde offereres. Men alle disse Anslag bleve til Vand formedelst Kongens Aarvaagenhed; thi de Svenske finge udi den heele Krig ikke Fod paa nogen af Øerne.

Udi Norge blev Krigens Administration betroed til Hannibal Sehsted, samme Riges Statholder, hvorfore ogsaa Krigen endnu af Bønderne kaldes Hannibals Krigen. At man der udi samme Krig var lige saa sikker, som udi Dannemark, sees deraf, at Hannibal Sehsted var paa Vejen for at giøre en Visite til Dannemark just paa samme Tid, da det Svenske Indfald skeede, og at Kongen maatte udstede en Ordre til hans Forblivelse (b) i Norge af det Indhold: Vider, at efterdi vi tilforne Eder fra Lænet haver forlovet her neder til Dannemark at forrejse, da, efterdi vi formedelst det Indfald, i Holsten skeed er, anderledes er vorden til Sinds, bede vi Eder, og Naadigst ville, at I derfore der oppe i Norge forbliver, og sammesteds med god Ordre alting forordner, som I (850)

(a)                  Bœcl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 1. pag. 98.

(b)                 Hafn. die 21 Decembr. 1643.

|agter gavnligst og best at være &c. Efterat Sehsted havde faaet denne Ordre, satt han ikke alleene Alting udi god Defensions Stand, men giorde ogsaa med de Norske et Indfald udi Sverrig, hvor han havde god Fremgang, og bemægtigede sig adskillige Stæder paa

Norske Bedrifter.

Grændserne. Ebbe Uhlfeld overrumplede den Svenske Oberst Stenbok, da han med nogle 1000 Mænd vilde bryde ind udi Skaane, jog ham paa Flugt, og drev ham udi et Moratz; Ja de Danske og Norske regierede nu ligesaa stærkt udi Sverrig, som de Svenske udi Holsteen og Jylland, og nødde de Svenske til at forlade Skaane, og begive sig til deres egne Grændser, hvilke de fornam vilde staae udi høj Fare; Thi Kongen af Dannemark lagde sig personlig for Gottenborg, belejrede samme Stad sterkt baade til Lands og Vands.

De Danske Besætninger udi Glykstad og Krempe, da de fornam, de Svenske udi Itzehoe holdte ikkun slet Vagt, og deres Commendant var rejst til Rensborg, rykte de 800 Mænd stærke der for, og erobrede Staden med List paa den samme Maade, som den Svenske General Königsmark giorde for et Aar siden med Halberstad; thi tiligen om Morgenen, da Stadens Port blev aabnet, havde nogle Danske forklædt sig udi Qvinde-Klæder; andre, som Bønder, ginge med Kaal, Urter og andre saadanne Vahrer, og overrumplede Vagten, og derved gave Lejlighed til deres Baghold at bryde ind i Staden, hvor de bekomme 300 Svenske til Fange, og stort Bytte.

De Kejserlige, Spanske og Beyerske Generaler, da de finge Kundskab om det

General Gallas kommer de Danske til Hielp.

Svenske Indfald udi Dannemark, forsamlede de sig til Passau at raadslaae med hinanden, hvad de her til skulde giøre, og endeligen besluttede at skikke Folk til Dannemark, ikke saa meget for at hielpe de Danske, som for at føre de Svenske udi Knibe (a) i Jylland og Holsteen, hvor de havde deres Herberge, og om ikke at tvinge dem med Magt, saa dog at mage det saa, at de ved Hunger skulde blive ruinerede. Til den Ende blev den Kejserlig General Gallas beordret at rykke til Holsteen, hvor han ankom udi Begyndelsen af Augusti Maaned, og commenderede nogle (851)

(a) Puf. de reb. Sv. Lib. 16. pag. 136.

af sine Folk til Kiel, hvilke erobrede samme Stad, og nedsablede en Hob Svenske; endeel af dem flyede til Slottet, Resten blev tagen til Fange og med stort Bytte bortført, derefter blev Fæstningen angreben, hvilken blev tvungen til at give sig paa Naade og U-naade, og dens Besætning giort til Krigs-Fanger.

General Torstenson samlede alle sine Folk sammen, og begav sig til Rensborg,

General Torstenson forlader Holsten.

derfra til Segeberg, og Oldesloe, hvor han blev staaende. Did hen fuldte ham Gallas, som var conjungeret med de Danske Tropper, bestaaende af 1000 Ryttere, og 2500 Fodfolk, og lejrede sig paa en Høj tvert over Fienden, hvilket foraarsagede, at begge Partierne begyndte skarpt at canonere paa hinanden, og man ventede, at det skulde komme til en Hovet-Treffning imellem dem. Men Torstenson brød op Dagen derefter, marcherede mod Mechlenborg, og saaledes med sin Hovet-Armée forlod Holsteen. (a) Dette var alt det som Gallas udvirkede udi Holsteen, hvorvel han tit og ofte havde ladet sig merke, at have ført de Svenske saaledes udi Knibe, at ingen af dem skulde undgaae af hans Hænder; og havde han sandelig kundet udrette meget vigtigt, og ruineret den Svenske Flode, som laae udi Kieler Havn, dersom han havde brugt sig ret, og skyndet sig, førend de Svenske havde faaet deres Magt sammen, og foraarsagede det, at de Danske Tropper siden afsondrede sig fra ham. Til Erindring om hans Bedrifter blev udi Hamborg slagen en Mynt, hvorpaa stode disse Ord: Hvad, som Gallas har bedrevet udi Holsteen, kand man kortelig læse paa den anden Side, men, naar man vendte samme Side op, var den gandske blot.

Efter dette indtoge de Danske adskillige af de erobrede Stæder igien. Den

De Danske komme sig igien.

Kongelig Krigs-Commissarius Rantzov attaquerede Ribe, og tvang Besættningen at give sig paa Naade og Unaade. Saaledes gik det og med Aalborg og Aarhuus, hvilke maatte give sig over til de Danske igien. Derpaa marcherede General Krigs-Commissarius Rantzov mod Hadersleben, hvilken (852)

(a) Puf. de reb. Sv. lib. 16.

han ogsaa tvang at give sig paa Naade og Unaade, og fandt der god Forraad paa Proviant og Gevær; Derimod lidde de Danske nogen Skade for Pinnenberg, hvor de bleve overfaldne af den Svenske Oberst Helm Wrangell, og nødde til at ophæve deres Bloquade. Fra Pinnenberg marcherede bemældte Svenske Oberst til Bredenborg, som ogsaa af de Danske var bloquered, i Forhaabning at nyde samme Lykke; Men Prinds Friderik, da Erke-Bisp af Bremen, som commanderede de Danske en Chef udi Holsteen, da han fik Kundskab derom, sendte han udi Tide Undsættning til de Danske, hvilket foraarsagede, at de Svenske forandrede deres Forsætt, uformodentligen rykte for Kiel, og bemægtigede sig samme Stad med dens Fæstning. Paa samme Tid bemægtigede de Svenske sig Itzehoe, hvor de satte nogle Huuse udi Brand, og nedsablede alt det, som var udi Gevær, derimod erobrede de Danske Bredenborg, som de Svenske forgiæves stræbede at undsætte.

Medens dette passerede udi Holsteen og Jylland, havde de Norske giort et farligt

Bedrifter i Skaane og Norge.

Indfald udi Sverrig, hvor de efter de Svenskes Exempel brugte ingen Høflighed, men opbrændte 12 Landsbyer, som hørte Fienden til, og avancerede indtil Gottenborg. Udi Skaane belejrede den Svenske Marskalk Horn Malmøe, og anvendte all sin Flid paa at blive Mester over denne vigtige Stad, hvilket at forhindre, Kongen af Dannemark samlede sammen en Armée af 11500 Soldater, hvilke han i egen høje Person førte over til Skaane, og rykte mod Malmøe, udi Forsætt at levere de Svenske et Feltslag, hvilket foraarsagede, at General Horn maatte stikke Ild paa sin Lejer og forlade Staden, paa hvilken han havde haft saa stor Appetit, at han ikke havde sparet nogen Ting som kunde tiene til dens Erobring.

Efterfølgende Aar blev Krigen fortsatt af all Magt igien. Den Svenske Oberst Helm Wrangell, som efter Torstensons Bortreise commanderede de overblevne Svenske Tropper i Holsten, da han var bestyrket med nogle Folk, som Ankerhielm efter det ulykkelige Slag ved Femeren havde satt udi Land, begav han sig til Jylland mod Enden af foregaaende Aar, og paa Vejen giorde (853) sig Mester over Haderslebens Slott. Men, som han fornam, at Kongen havde forladt Skaane, og var kommen til Fyen, item, at Erke-Bispen af Bremen havde faaet en temmelig Hob Folk paa Beenene, begyndte han at forskantze sig ved Randers; og paa det han kunde være sikker bag fra, lagde han en god Guarnison udi Ribe, og skikkede Oberste-Lieutenant Mortaigne hen at befæstige samme Stad. Men de Danske komme kort derefter for Ribe, og udi 3die Storm bemægtigede sig Staden, og nedsablede hvad som fandtes i Gevær. Ved denne Byes attaque havde Erke-Bispen Forhaabning at lokke Wrangell af sin Fordeel, men forgiæves, hvorfore han besluttede at forcere den fiendtlige Lejr. Men Andreas Bilde satt sig offentligen imod ham der udi, foregivende, det vilde være for vanskeligt at anfalde en Fiende, der var saa sterk forskandzet, og, som han fornam, Erke-Bispen vilde ikke staae fra sit Forsætt, separerede han sig med sine Underhavende Tropper, (a) og førdte dem over til Fyen, hvilket foraarsagede, at Wrangell lykkeligen udløb, og begav sig med sin Armée til Holsteen, for at assistere Königsmark udi den Bremiske Expedition.

Dette er det Fornemmeste, som tildrog sig til Lands, nu rester at tale noget om

Bedrifter til Søes.

hvad som imidlertid blev forrettet til Vands.

Kong Christian gik i sin høje og graae Alder den 12 April i egen høje Person til Søes med 16 Orlogs-Skibe, hvilke siden bleve formeerede indtil 40. Den Svenske Flode derimod, bestaaende af 50 Skibe, gik ud fra Stokholm den 23 May under Amiral Claus Flemming. Den første Rencontre skeede imellem 9 Danske Skibe og en Svensk Esquadre, hverved udi Holland, saaledes: Hans Majestet, da han havde ladet siunke nogle Skibe udi Gottenborgs Havn, for at giøre den til intet, begav han sig til Søes med 9 Skibe, for at oplede de Svenske, hvis Esquadre han treffede under Jylland, og sloges med den udi 3 fuldkomne Timer, omendskiøndt den var langt sterkere. Endelig som Hans Majestæt fornam at det vilde blive ham for haardt at staae imod saa mange, gav han Ordre at retirere sig, hvilket ogsaa skeede. Derudover fik den Svenske Amiral et stort Mod, og forfuldte de Danske Skibe (854)

(a) Bœcl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 3. p. 238.

af all Magt, men, som den Danske Amiral fornam, at af den heele Svenske Esquadre var

Kongen udi egen Person driver en Svensk Esqvadre paa Flugten.

alleene 3, som forfuldte dem, sendte han Ordre til de andre Skibe at vende tilbage igien, gik saa mod den Svenske Amiral, hvis Skib i en Hast blev ynkelig tilreed, mistede sin store Mast, Roer og alle sine Seigl, og 34 Baadsmænd, 22 Soldater, og havde uden Tvivl bleven de Danske til Bytte, dersom det ikke havde faaet Undsætning af Vice-Amiralen og af det andet, som fuldte strax efter, hvilke Skibe, da de stræbede at forløse Amiralen, bleve de mesten ligeledes tilredede, og efter en haard Fægtning maatte tage den beste Vej, de kunde, til en Havn i Jylland. (a) De Danske Skibe sejlede til Skagen.

Efterat det Slag var holdet, ventede man ikke at de skulde komme sammen saa snart igien. Den Danske Flode, da den var bestyrket med 2 andre Skibe, lod sig nogle Dage derefter see i bemeldte Havn, hvor den Svenske Flode endda laae. Dette foraarsagede, at begge Floderne komme atter sammen igien, men til de Svenskes Lykke oprejsede sig en forskrækkelig Storm, hvilken tillige med den overhengende Nat giorde Ende paa Slaget, da det neppe var begyndt. Udi samme Storm geraadede 3 Brandere af den Flode, Lovis de Geer havde hvervet udi Holland, paa Grund, to andre mistede deres Maste, og Amiral-Sluppen blev skudt i Grund. Herudover maatte Lovis de Geer begive sig med Floden til Holland igien, for at reparere det, som var brøstfældigt, og curere de Saarede. Da han var kommen didhen, begyndte Baadsfolkene at blive gandske oprørske. De fleeste forlode Skibene, ginge enhver hiem til sit, og opvakte stor Allarm baade til Amsterdam, Horn og Enchüysen, hvor de

Anden Trefning.

havde i Sinde at storme til Lovis de Geers, og de andre Anføreres Huuse, indtil nogle af de meest Oprørske bleve af Magistraten fængslede. Den Træfning, de havde holdet, samt de store Danske Skibe havde jaget en overmaade stor Skræk udi dem, hvilken blev fornyed, da de komme til deres Fædreneland, og saae deres Hustruer og Børn igien, saa at de beklagede sig offentligen at være forraade af Lovis de Geer. (b) (855)

(a) Gund. Rosenkrantz. descript. pugn. nav.

(b) Bœcl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 1. p. 126.

Udi denne Træfning lod Hans Majestet see stor Tapperhed, i det han fuld af Martialsk Hidsighed paa sit Skib med Kaarden udi Haanden præsenterede sig for Fienden, og med sit Aasiun, og Kongelige Nærværelse, kunde siges at have drevet Fienden paa Flugten, som fremmede og fiendtlige Skribentere vidne. (a)

Efter Victorien begav Hans Majestæt sig for Gottenborg igien, hvor han lod blive nogle Skibe, og siden tog Vejen til Kiøbenhavn, og der blev imodtagen med stor Glæde. Hans Majestet havde af den Action fattet et gott Mod, og forhaabede ved sine Vaaben at erlange det, som han ved Pennen ikke kunde erholde. Han affærdigede kort derefter en Skrivelse til Hans Keiserlige Majestæt, hvorudi han erklærede sig at ville samtykke den Punct, som de Keiserlige havde begiæret af ham, ikke at indgaae noget Forliig med Sverrig, uden med Keiserens Samtykke, der som ellers Hans Keiserlige Majestæt vilde lade komme for en Dag de Hielpe-Tropper, som saa længe vare lovede, men endnu ikke seede uden paa Papiret.

Den store Svenske Flode under Amiral Flemming, hvis Lige af Sverrigs Krone

Den store Svenske Flode gaaer ud.

aldrig havde været udrusted, lod sig da see i Søen: Samme Flode bestod af 46 Skibe, hvor af nogle førte 70, andre 60 og andre 50, 40 og 30 Canoner. Den løb ud af Stokholms Havn den 15 Junii, og nærmede sig til Kiøbenhavn paa 3 Mile nær, hvilket den Kongelig Danske Flode ikke kunde hindre, saasom den af Modvind var arrestered. (b) Derfra vendede de Svenske tilbage, og begave sig til Christianpriis, hvor Amiral Flemming overlagde med Torstenson, at anfalde den Øe Femern, hvilken, foruden at den incommoderede de Svenske meget, var og heel beqvem for de Danske at samle sig, hvorfor Flemming satt sin Kaas til samme Øe, og anfaldt den af all Magt, men de Soldater og Bønder, som vare derpaa, forsvarede sig med stor Haardnakkenhed, indtil Torstenson paa en anden Side satt nogle Folk i Land, af hvilke Soldaterne og Bønderne bleve slagne, og Øen faldt udi de Svenskes Hænder. Efter at Øen (856)

(a) Siri hist. de Temp. Correnti tom. 4.

(b) Gund. Rosenkrantz. descript. pugn. naval.

var erobret, sendte Amiralen nogle Speidere ud, som skulde fornemme, hvor den Danske Flode opholdt sig, og hvor sterk den var. Disse bragte Tidende med sig, at Kongen af Dannemark var med 40 Skibe ikke langt fra, og havde i Sinde at undsætte Femern, og levere de Svenske et Slag, hvilket ogsaa skeede lidet derefter; thi den tappere Konge, efterat han havde leveret til Kron-Prindsen Zepter og Krone, og giort Anstalt, hvorledes Rigets Sager efter hans Død skulde forrettes, og annammet den hellige Nadvere, gik han løs paa den Svenske Flode, hvilken, efter de Svenske Skribenteres Regning, var 6 Skibe stærkere end den Danske. (a)

Det Danske Amiral-Skib, kaldet Patientia, giorde en Begyndelse, og lagde

Det store Søeslag ved Femern.

meget dristig an med de Svenske, secundered af den Kongelig Esquadre. Hans Majestæt, da han paa sit Skib, kaldet Trefoldighed, opmuntrede sine Folk til en tapper Modstand, kom der af de Fiendtlige Skibe en Stykke-Kugle, hvilken traf Skibet med saadan Force, og splidede Træet saaledes, at af de mangfoldige Træstykker, som førdtes i Luften, 12 eller 13, som stode ved Kongens Side, omkomme eller bleve

Kongen mister sit højre Øje i Slaget.

saarede. Samme Kugle bar og ingen større Respect for den Kongl. Person, hvilken bekom hen ved 23 Blessurer og miste sit højre Øje.

Af denne ulykkelige Hendelse lod den store Heldt sig ikke forskrække, men gandske blodig og saared lod sig see, hvor Ilden og Røgen var tykkest med en rød Hue paa Hovedet, og sit blotte Sværd udi Haanden, og, som en fremmed Skribent siger, (b)

Den Svenske Flode bliver slagen.

med en Tapperhed, som aldrig tilforn er seed, continuerede endda Træfningen udi nogle Timer indtil om Natten, hvilken favoriserede de Svenskes Retirade til Christianpriis. De Svenske mistede udi dette Slag en stor Hob Folk, og blant de Danske savnedes Amiral Wind, Knud Uhlfeld, og Eiler Uhlfeld. (c)

Om dette navnkundige store Slag findes adskillige stridige Relationer. De Svenske Skribentere vil have det saaledes, at (857)

(a) Loccen. hist. Sv. lib. 9. pag. 675.

(b) Siri pag. 112.

(c) Gund. Rosenkr. descr. pugn. nav.

begge Floderne skildtes fra hinanden med lige Ære, og lige stor Forliis, uden at de Danske mistede flere høje Personer, blant hvilke deres Amiral Wind. Men de Danske tilskreve sig paa samme Tid en fuldkommen Sejer, og derfor til Glükstad, Krempe og andre Danske Stæder holdte store Fryde-Fæster med Stykkers og Musqueters Løsning, adskillige Fyrverker og andre Glædes-Tegn.

Vist er det nok, at de Danske ved det Slag bragte det saa vidt, at de Svenske Skibe maatte retirere sig til Kieler Havn meget ilde tilredde, hvor hen Hans Majestæt sendte strax sin Vice-Amiral Peder Galthe med nogle Skibe at indspærre og

Indspærres af Kongen i Kielerhavn.

beængste dem, førend den Hollandske Flode, som under Louvys de Geer var ventende, kom dem til Undsættning; 1200 Soldater, som laae udi Fyen, bleve ogsaa beordrede at begive sig der hen, og bleve brugte til at opreise en Skandse udi Bugten, hvoraf de fyrede saaledes paa de Svenske Skibe, at mange af dem bleve meget ilde tilredde, adskillige af deres Folk omkomme tillige med Amiralen Claus Flemming selv, hvilken mistede sit eene Been af en Stykke-Kugle, da han stod og toede sine Hænder, og døde lidet der efter. (a)

Dette foraarsagede, at General Torstenson commanderede 3 a 4000 Mænd at bemægtige sig denne Skandse, førend den giorde videre Skade, hvilket ogsaa gik for sig, men dog ikke uden stor Vanskelighed; thi udi det første Anfald bleve de drevne tilbage med Forliis af 200 Mænd, men udi det andet erobrede de Skandsen, ihielsloge og toge til Fange alt hvad som fandtes derudi.

Efter denne Ulejlighed fuldte en anden større Ulykke; Thi lidet derefter, da de

Den Svenske Flode echaperer.

Svenske fornumme, at de havde god Vind, seilede de om Natte Tider gandske uformerkte af Havnen, og saaledes bleve befriede fra en stor Fare, hvilken de neppe skulde have undgaaet, der som den Keiserlige General Gallas havde været saa god udi Gierning, som udi Ord, og havde bemægtiged sig Kiel, medens de Svenske endda laae udi Havnen, og dersom Vice-Amiralen havde forrettet sit Embede saavel, som han burde, hvorfor han blev fodret til Regnskab, og, omendskiøndt han var en (858)

(a) Bœcl. Lib. 1. pag. 134.

Adelig Person,

Hvorfor Amiral P. Galthe maa miste sit Hoved.

og i sin Alders 70 Aar, maatte han dog miste sit Hovet noget derefter udi Kiøbenhavn. Hans Fald var ham tilforn spaaet af den navnkundige Astronomo Tycho Brahe. (a) Han har efterladt sig tvende Skrifter: Eet de Jure Danorum, og et andet kaldet Vaticinium de Regno Svec. thi han var Jurist og ikke mindre Poët, og, hvis han havde været lige saa stor Amiral, havde denne Krig maa skee faaet andet Udfald. Jeg seer af adskillige Relationer, hvoraf eendeel ere skrevne med Chiffres, at han udi de Aaringer 1622, 1623 og 1624 har været Kongl. Minister udi Sverrig. (b) Hans Epitaphium blev giort af Thomas Bartholin udi Hagested Kirke saaledes: (c)

Illustri Canonico

PETRO GALTIO

Poëtæ & Juris Consulto nobili

Qui

In navibus Regiis

Quibus infeliciter præerat

Felicitatis naufragium faciens,

Elemento mutato, mutavit fortunam

Jure Canonico in Oceano uti nesciens

Maris delictum in terra luit

Ad extremum ut disceret

Quod neglexerat

Juris Regii rubrica. Senex occubuit.

Den 21. Augusti kom Louvys de Geer med den Hollandske Flode af 22 Skibe lige for Helsingborg udi Forsæt at løbe igiennem Sundet til Østersøen, og at conjungere sig med de Svenske. Da de nu passerede forbi Helsingborg, fyrede man af Kronborg 7 gange efter dem, de hilsede iligemaade Fæstningen med adskillige Skud. Om Natten lagde bemeldte Flode sig under Lands-Krone, og den anden Dag gandske

Den Hollandske Flode løber igiennem Sundet.

tilig passerede forbi Kiøbenhavn, hvor den blev hilsed af nogle Pramme, som Hans Majestæt der havde (859)

(a) Bœcl. lib. 1. pag. 135.

(b) Relationes Petr. Galth: Manuscr. autogr.

(c) Test. Resen. in excerpt. Manuscr.

ladet henføre, item, af nogle Kongl. Skibe, saa at bemeldte Lovis de Geer med stor Besværlighed maatte bane sig Vejen til Østersøen, hvor han conjungerede sig med de Svenske, hvis heele Flode der over blev 64 Skibe sterk.

Over denne Conjunction bleve de Danske ikke lidet bestyrtzede, saasom de fornumme, det vilde blive besværligt for dem at modstaae saadan Magt. De Svenske triumpherede derimod meget derover, og havde nu Forhaabning gandske at spille Mestere, hvorfor den Hollandske Amiral Martin Theysse blev imodtagen udi Stokholm med usigelig Glæde, og bekom 1) En stor Guldkiæde af 400 Croner, et Adels-Brev, hvorudi ham blev givet det Navn Ankerhielm, og 3) en aarlig Pension af 300 Rigsdlr. saa længe han levede. Efter saadan Æres-Beviisning blev han sendt til Calmar igien, hvor, da han havde conjungeret sine 24 Skibe med 12 Svenske under Carl Gustav Wrangel, gik han at oplede de 17 Danske Skibe, som vare udi Søen under Amiral Prosmund, hvilke han treffede ved Femern.

Amiral Prosmund, som commanderede bemeldte Danske Esquadre, da han saae sig intet Middel at undgaae en Træfning, giorde han all muelig Anstalt til en tapper Modstand, og gik med sine faa Skibe den heele Svensk Hollandske Flode under Øjene.

De Svenske indbildte sig, at Kongen var udi egen høje Person paa den Danske Esquadre, efterdi han altid assisterede med sin Nærværelse, hvilket foraarsagede ikke liden Bekymring, saasom de af foregaaende Bedrifter vel kunde slutte, hvor blodig denne store Helt vilde giøre deres Victorie. Der blev derfore beslutted udi Krigs-Raadet, at skikke 2 store Skibe med tvende Brandere mod det Danske Amiral-Skib, for at sætte det udi Brand. Bemeldte Amiral-Skib blev anfaldet af de tvende største Svenske Skibe, Dronningen og Gottenborg, og Begyndelsen giort til en meget blodig Træfning, hvorudi de to Brandere, formedelst Skibenes Indviklelse i hinanden bleve forhindrede at giøre deres Effect.

Amiral-Skibet giorde længe en tapper Modstand, men endeligen blev overveldiget af den Tal-rige Fiende, hvilken entrede Skibet, og omkom alle dem, som giorde Modstand tillige med (860) Amiral Prosmund, som figtede til det Yderste, og vilde ingen Quartéer have. Derefter blev Vice-Amiral-Skibet anfaldet af 10 Fiendtlige, mod hvilke det giorde længe Modstand, og skiød i Grund et af de Hollandske Skibe, men maatte omsider vige for den Sterkere. Efter at Slaget havde varet udi 5 Timer med saadan Bestandighed, at man ikke kunde see til hvilken Side Victorien vilde helde sig, fik omsider den mægtige Fiende Overhaand, og adspredde de Danske Skibe, af hvilke nogle bleve tagne, andre opbrændte og nedsiunkne, og den mindste Part salvered. Hans Majest., saasom han var af et uovervindeligt Mod, hørdte han disse ulykkelige Tidender uden Alteration, var dog meget misfornøjed med de overblevne Officiers, hvilke skiøde all Skylden paa Amiral Prosmund, som omkom udi Træfningen.

Aarsagen til denne Ulykke var, at de Danske Skibe ikke vare beredde paa noget Slag, (a) men laae for Anker, meere udi Forsætt at holde Vagt, og observere, end at vove nogen Træfning med den heele store fiendtlige Flode, af hvilken de da mod all Formodning bleve overfaldne, item, at de havde satt den største Deel af Krigsfolkene paa Land, saa at der vare neppe saa mange Baadsfolk paa Skibene, som kunde regiere Seilene og Stykkerne.

Efter denne Ulykke ventede man ikke andet end den fiendtlige Flode skulde foretage noget af stor Vigtighed, enten at bemægtige sig nogle af Øerne eller Sundet, og nøde Kongen af Dannemark at forlade Skaane. Men bemeldte Flode forrettede intet videre dette Aar; Thi først geraadde efter Slaget adskillige Skibe baade af den Hollandske og Svenske Flode paa Grund, og ikke uden ved 10 Dages Arbeide kunde bringes til rette igien. Derforuden fattedes Skibene ogsaa Proviant, Svaghed kom iblant Folkene, og Vinteren var forhaanden, hvilket altsammen, saavelsom Kongens Aarvaagenhed, foraarsagede, at de Svenske nøde ingen Frugt af deres Søe-Victorie. Den Hollandske Amiral Theysse eller Ankerhielm derfore satt Seil med sin underhavende Flode til Holland igien. Men, som han paa Vejen fik Tidender om, at nogle Danske Skibe laae ved Christiania udi (861)

(a) Bœcl. pag. 200.

Norge, hvilke vare opfyldte med Steene, og skulde nedsiunkes udi Gottenborgs Havn, og at otte Danske Krigs-Skibe under Ove Geddes Anførsel, der skulde beskiærme de andre, havde indsluttet Gottenborgs Havn, og derudi 3 af Lovis de Geers Skibe, tog han sin Kaas did hen udi Forsætt at overfalde dem uformodentligen. Men de Danske finge i Tide Kundskab om dette Anslag, og derfore førdte Skibene til Marstrand. Der truede Fienden igien at overfalde dem, men, saasom den fandt de Danske udi god Tilstand at tage imod sig, torde den ikke vove sig der til.

Da nu Ankerhielm saae, at alle hans Anslag vare giorte til Vand, efterlod han 4 af sine Skibe med de 3 Geeriske udi Gottenborgs Havn, og satt Sejl med Resten til Holland. Men ved Skagen overfaldt dem en stærk Storm, som adspredde og meget ilde tilredde Skibene, af hvilke eendeel bleve drevne til Skagen, andre til Gottenborg, hvor 3, som vare blevne gandske u-beqvemme til Sejlatz, maatte ligge Vinteren over. (a)

Man seer ellers af denne heele Krig, at Kong Christians Hoved-Sigte var at bemægtige sig Gottenborg, hvilken Stad, formedelst dens Situation og Tiltagelse udi Handelen, var en Torn i de Norskes Øjen; Intet blev derfore sparet, som kunde befodre samme Stads Reduction. Et Skib blev nedsiunket udi Indløbet paa Elven

Kongen belejrer Gottenborg forgiæves.

ved Bahuus, for at hindre Farten imellem Sverrig og Gottenborg. Hannibal Sehsted havde Ordre at belejre den til Lands, og Amiral Ove Gedde at beængstige den med Defensions Skibene til Vands, og Hans Majestet lod sig udi egen høje Person indfinde, hvilket sees af hans aabne Brev, dat. Skibet Trefoldighed, til Indbyggerne i Gottenborg, hvorudi findes disse Ord: Da haffuer vy værit foraarsaget at syncke Indløbet for Elsborg, saa at hverken di eller deris Salvator Louys de Geer med ald sin Anhang icke kand hindre det &c. (b) Men han havde med all den Anstalt, som giortes, ikke den Lykke, at kunde reuissere udi sit Forsæt. Og synes det, at de (862)

(a) Bœcl. pag. 206.

(b) Lit. Christ. 4. dat. Trefoldighed 1644. d. 29. April. Manuscr.

privilegerede Defensions Skibe da ikke maa have giort deres Devoir, efterdi Kongen, udi en Ordre, af dato Skibet Hellig Trefoldighed, (a) til Hannibal Sehsted, besværger sig over deres Forsømmelse, iligemaade udi en anden Ordre, som blev given efterfølgende Aar. (b) Og saasom efter Krigen intet meere tales om disse Defensions Skibe, er det troeligt, at de af samme Aarsag ere blevne afskaffede.

Saaledes endtes Krigs Expeditionerne af det Aar 1644, hvilket kand regnes for det eeneste Aar, som Krigen varede, thi den begyndte mod Enden af 1643, og Freds-Tractaterne foretoges strax 1645; Men, varede den kort, saa blev den ført med des større Vigueur, og kand den i den Henseende regnes blant de store Krige Dannemark har haft. Kongen merkede da, at han havde spendet Buen for højt med den Øresundske Told, og derved irriteret adskillige Søe-Puissancer, i sær Holland, hvilket Land udi ingen Krig har ladet see større Hidsighed, end udi denne; Thi, at de foreenede Provincier ikke aabenbare erklærede Krig mod Dannemark, rejsede sig deraf, at de holdte det ikke nødigt i Henseende til de Svenskes store Fremgang, saa de lode sig nøje med under Haanden alleene at understytte den samme, og at udøse Truseler mod Dannemark. Man kand ogsaa ikke sige, at deres Bitterhed var ilde grundet; thi

Kongen søger at stille Hollænderne tilfreds.

Tolden var udi de sidste Aaringer saaledes forhøjet, at det var dem fast u-mueligt at handle paa Øster-søen, saa at om de virkeligen havde erklæret Krig, vare de derudi at undskylde. Dette merkede ogsaa omsider Kong Christian, og derfore søgte udi dette Aar at stille Holland tilfreds, saa meget som mueligt, hvilket sees af en Ordre til Told-Betienterne udi Helsingøer, (c) hvorudi han byder dem at handle lempeligen med de Hollandske Skibe, ikke at visitere dem meere end eengang, ej heller at bryde deres Kister og Pakker, og giøre dem nogen Ophold. En ligedan Forordning lod han publicere i Faveur af de Engelske, hvis (863)

(a) In portu Fleckerœ die 3. Junii 1644.

(b) Hafn. die 18. Febr. 1645.

(c) Edict. Hafn. die 21. Martii 1644.

arresterede Skibe han befoel at løslades; (a) Men disse Mesures bleve forsilde tagne, hvorudover Hollænderne stedse fremturede udi deres Animositet mod Riget, og spillede under Dekket med Sverrig, og lod den oft omtalte Borgerlige Edelmand Lovis de Geer, som var en Hollandsk Kiøbmand, men nobiliteret udi Sverrig, sig besynderligen bruge dertil; thi han bragte en hob Krigs-Skibe tilsammen udi Holland, og agerede med de samme udi Svensk Navn, som tilforn er sagt; hvorudover Kong Christian ogsaa var særdeles ophidsed mod samme Mand, og i alle de Patenter, han udgav i Faveur af Hollænderne, stedse exciperede Lovis de Geers Skibe. (b) Dog hindrede ikke denne Hollandsk Fiendtlighed, at jo adskillige interesserede Kiøbmænd udi Holland bøde Krigs-skibe med Folk og Rustning til Leje til Dannemark, hvilket sees af et Patent dateret udi samme Aar, hvorudi Kongen beordrer, med hvilke Conditioner, og for hvilken Priis slige Leje-skibe skulde antages. (c) Samme Patent tillige med adskillige andre er dateret paa det Kongelige Skib Hellig Trefoldighed, hvoraf sees, at Kongen den meeste Deel af Sommeren har været i Søen, og selv anført samme Skib.

Nu træder jeg til Efterfølgende Aar, udi hvilket man begyndte at arbejde paa 1645.Fred, og finder jeg da, at Hans Majestet ved Forordning paa Forordning har søgt at stille Hollænderne tilfreds, saasom det samme var den største Knude som skulde løses, thi de andre Sverrigs Allierede, i sær Frankrige, havde intet Udstaaende med Dannemark, saa at derfore Kongen ikke frygtede, at den Franske Ambassadeur, som da var udi Dannemark, skulde giøre Freds-Tractaterne saa difficile som de Hollandske: Jeg seer alleene udi Januario 4re Ordres til Statholderen udi Norge, Hannibal Sehsted, udi Faveur af Hollænderne, hvoriblant den sidste, som er dateret til Frideriksborg, Forordning om Junker-Deele.

handler om Kongs-Deeler eller Junker-Deeler, som har været et slags Byrder eller Hoverie, som de (864)

(a) Edict. Hafn. die 31. Martii 1644.

(b) Edict. sub dat. Skibet Hellig Trefoldighed die 7. Augusti 1644. It. Hafn. d. 22. August.

(c) Dat. Skibet Hellig Trefold. ved Christiansøe den 3. Junii 1644.

Nederlandske Skibe have været underkastede i Norge, skiøndt jeg egentlig ikke kand sige, hvorudi saadant Hoverie bestoed, thi Forordningen siger alleene, (a) at de Hollandske eller andre fremmede Skippere skulle ikke nødes til at kiøbe eller indtage fleere Kongs-Deeler eller Junker-Deeler, end som af Arilds Tid brugeligt været haver, eller de den Priis ikke værdt ere, som de nødes til at betale, saa at det synes at have været visse Varer Kronen tilhørende, som de havde været tvungne til at kiøbe, om de ellers vilde have Frihed at handle med Undersaatterne, og at Hollænderne da ikke besværgede sig over denne Sædvane, men alleene over den arbitraire Priis, de Kongelige Betientere havde satt paa samme Vahre. Men med alle disse

Handel om Fred.

Kongelige Douceurs lode de Hollandske Gesantere see saadant partiisk Conduite ved Freds-Tractaterne, at de Svenske Commissarier befandtes meere moderate. Den Franske Ambassadeur Caspar Coignet de la Thuillerie, efter at han tillige med de Hollandske Commissarier havde disponeret begge Riger til at handle om Fred, rejsede i Begyndelsen af Novembr. foregaaende Aar fra Malmøe igiennem Lands-Krone, hvor den Danske Armèe laae, og kom til Engelholm, der lod den Svenske General Horn sig indfinde samme Dag, og overgav til Monsr. de la Thuillerie et Forslag til Fred, og blev der saa meget udvirket, at den 25 Decembr. Tractaterne skulde begyndes Den Franske Ambassadeur er Underhandler.

til Bromsebroe, en Miil fra Christianopel, og at udi bemeldte Bromsebroe, og 2 Mile deromkring, ingen Fiendtlighed skulde øves, saa længe som Tractaterne varede.

Da dette var forrettet, begave Ambassadeurene sig tilbage til Helsingborg, hvor de fandte den Danske Armée for Muurene. Monsr. de la Thuillerie bekom et forseglet Skrift ved Kongen af Dannemarks Secretarium om Tractaternes Begyndelse, og gav samme Secretario General Horns, hvorefter den Danske Armèe gik tilbage til Malmøe, og Kongen af Dannemark gik over Sundet til Kiøbenhavn.

Imod Foraaret tog den Svenske Oberst Wrangell sig for at belejre den Kongelig Festning Rensborg, til hvilken Ende han lod (865)

(a) Fridericsb. die 13. Jan. 1645.

føre ud af Christianpriis alt hvad som dertil var fornødent, og bestyrkede sig med de Kønigsmarkiske Regimenter, og, som Rensborg paa samme Tid var ikkun slet fortificeret, havde han Forhaabning i kort

Wrangell belejrer Rensborg forgiæves.

Tid at blive Mester derover; Men han fandt her langt større Modstand end han havde ventet eller kunde indbildet sig; thi Oberste-Lieutenant Jørgen Walter, som var Commendant udi samme Fæstning, forsvarede sig tapperlig med sine gevorbene Soldater, Borgere og Bønder, slog de Svenske af udi adskillige Storme, og med Udfald giorde dem stor Skade, besynderlig paa en Paaske Aften, da Fienden stormede 3 gange, men blev alle gange afslagen, og, endskiønt man allereede havde skudt Stormhull, forskandsede dog de Belejrede sig igien; Da Wrangell med nogle af sine Folk gik fra Rensborg, for at anfalde Oberste Buchwalds Regimente, giorde de Belejrede et lykkeligt Udfald, omkomme mange af de Svenske, og førdte nogle fangne med sig, tillige med adskillige Stykker og Gevær.

Den 12 May blev der giort Anstalt til en General Storm paa 4re Steder tillige, hvilken ej heller vilde lykkes. Den 25 satt Wrangell sig for rett alvorligen at angribe Fæstningen, og giorde alting færdigt til en Hoved-Storm, men, da Stormen skulde gaae for sig, kom der en sterk Regn, hvilken atter foraarsagede, at Oberst Wrangell holdt sig tilbage, og efter den Tid mistede all Lyst til at vove fleere Storme, men satt sig for at udhungre de Belejrede, dog, førend det kom saa vit, blev Freden sluttet, mellem Dannemark og Sverrig, hvorom videre siden.

Medens denne Belejring varede, blev Krigen fortsatt med største Iver baade til Lands og Vands, dog tildrog sig intet meere af stor Vigtighed, men begge Deelene giorde hin anden Skade med Partier; Til Søes lidde de Danske meest; Thi, foruden de Skibe som bleve borttagne af de Svenske og Hollændere, forulykkedes det største Danske Skib Sophia, som førte 70 Metal-Stykker. Samme Skib, da det skulde sejle tillige med den Danske Flode, som bestod af 26 Skibe, fra Gottenborg til Sundet,

Det store Skib Sophie forgaaer.

blev det af en Stormvind dreven paa en Klippe, slaget i stykker og nedsiunket. En heel Hob Mennesker, som fandtes derpaa, omkom, Rigets (866) Amiral, Ove Giedde, salverede sig vel udi en Baad, men udi denne Confusion brød sit højre Been.

Denne store Krigs-Lue, som havde rejset sig i Norden, og der taget saadan Overhaand, ansaae adskillige Potentater, i sær Frankrig, skadelig for deres Interesse, saasom de ved de Svenskes u-formodentlige Indfald udi Dannemark saae Freds-Negotiationerne udi Tydskland brudte overtvers og sig tillige med at være skildte ved Christiani 4. Underhandling, herudover gav Frankrig Ordre til Greven af Thuillerie, som da var Ambassadeur i Sverrig, at besværge sig derover ved det Svenske Hoff, og at begive sig til Dannemark for at tilbyde sin Underhandling til Kong Christian, og derved at hindre, at Højstbemeldte Konge ikke skulde kalde sin Ambassadeur tilbage fra Munster, hvor han assisterede som een af Mediateurerne. (a) Herudover

Freds-Commissarier udnævnes af begge Riger.

arbejdede den Franske Ambassadeur Monsr. de la Thuillerie paa at bringe de tvende Nordiske Kroner til Forliig, og bragte det saa vit, at Rigernes Raads-Herrer komme sammen den 8 Febr. fra Dannemark Corfitz Uhlfeld, Christian Thomesen Sehsted, Christopher Urne og Jørgen Seefeldt; Fra Sverrige Axel Oxenstierna, Johannes Schytte, Matthias Soop, og Thure Bielche. De Danske begave sig til Christianopel, hvor den Franske Mediateur Monsr. de la Thuillerie ogsaa forblev. De Svenske derimod begave sig til Siørød.

Efterat de havde hilsed hin anden med Bud og Tilskrivelser, handlede Thuillerie, førend Sammenkomsten skulde skee, med de Svenske om Maaden, paa hvilken Freden skulde tracteres, og holdt det bedre efter de Danskes Meening at proponere skriftligen og ved Mediateur, end efter gammel Sædvane at forrette det mundtligen, hvilket kunde give Aarsag til Skiælds-Ord og haarde Expressioner. Dertil lode de Svenske sig ogsaa beqvemme. Efterat Brevene, hvorved Raads-Herrene havde offentlig Fuldmagt at tractere, vare overseede, kom man til Bromsebroe, som forrige Aar var Møde til Bromsebroe.

distineret dertil. Bemeldte Bromsebroe haver sit Navn af de Broer, som føje den lille Øe til Dannemark og Sverrige. Paa samme Sted (867)

(a) Memoires de Chanut. Tom. 1. pag. 2.

var fordum holden en Samtale mellem Christianum 3. og Gustavum 1. Freden blev negotieret af de tvende største Mænd udi Norden paa de Tider, nemlig Corfitz Uhlfeld Dannemarks Riges Hoffmester, og Axel Oxenstierne, Sverrigs Riges Cantzler. Disse to store Mænd, siger en fremmed Autor som paa samme Tid var i Dannemark, (a) ansaae hinanden med Frækhed og Veneration tillige, og er det ikke liden Ære for Frankrig ved sin Ambassadeur at have stiftet Venskab mellem disse store Mænd. Jeg vill her intet tale om Sverrigs Canceler, jeg vill alleeneste sige dette til Berømmelse af Dannemarks Riges Hoffmester, at han ikke alleene er capable til at regiere Kongeriger ved sine Raad, men at han ogsaa haver Hovet til at styre et Kejserdom.

Saadant Portrait giør denne fremmede Skribent over Corfitz Uhlfeld, og, hvad Cantzler Oxenstierne angaaer, da kand ikke nægtes, at han jo var en af de største og fornuftigste Statsmænd, Sverrige haver haft, hvorvel det synes af adskillige Chr. 4. egenhændige Breve, (b) at Højstbemeldte Konge ingen synderlige Tanker har haft om samme Mands Gemytt, og laster han ham blant andet derfor, at han tracterede den store General Banners efterladte Gemahl heel slett.

Saa snart Tegn var givet ved Basunen, ginge de Danske og Svenske Raads-Herrer ud af deres Telte, som stode ved begge Broer, hin anden i Møde, og efter at de havde rakt hin anden Hænder, foreholdt Corfitz Uhlfeld paa de Danskes, og Axel Oxenstierna paa de Svenskes Side, at deres høje Principaler af Begierlighed til Fred, og udi Henseende til Hans Allerchristeligste Majestet og Herren Staten af Holland havde forordnet dem til at bilægge Krigen, og fornye det forrige Venskab imellem begge Rigerne igien, hvorpaa de gave hin anden Hænder og ginge bort.

Den Franske Ambassadeur blev paa samme Tid svag, hvilket foraarsagede, at Freds-Forhandlingen blev opholden til den 13, (868)

(a) Peyrere epist. ad Mothe le Vayer. Samme Peyrere var udi Suite med Ambassadeuren de la Thuillerie.

(b) Variæ Chr. 4. Epist. ad P. Wibe Manuscr. autogr.

da begyndte man for Alvor at tractere, Tvistigheder ved Congressen.først om Tolden udi Øresundet, hvilken de Danske vilde have udi forrige Stand. De Svenske der imod begiærede en frie Fart. Efter lang og besværlig Disput, blev denne Punct endeligen bilagt til de Svenskes Faveur, saasom Hans Majestæts høje og graae Alder kunde ikke tilstæde, at Rigerne skulde længer være i Uroelighed.

Efter at den første Punct var bilagt, gik man videre frem, og begyndte at handle om de borttagne Provinciers Restitution. Dette var sandeligen den haardeste Knude at løse, og gav saa store Vanskeligheder, at Mediateurerne begyndte gandske at desperere om god Succes. Aarsagen der til var de Svenske Commissariers store Prætensioner, hvilke Mediateurerne samt de Danske Commissarier fandte saa ubillige, at de kunde bære største Fortrydelse derover; Thi de begiærede til Satisfaction de Lande, som de udi mange Aar skulde have Umag at erobre, ej eftertænkende, hvor stor Generosité Kongen af Dannemark havde ladet see imod dem udi den Siørødske Fred, hvorudi han gav dem tilbage saa mange capitale Fæstninger, og allene lod sig nøje med nogle Penge til Krigens Omkostning. De Hollændere vare ikke liden Aarsag til alle disse Vanskeligheder, og bestyrkede de Svenske ikke lidet udi deres Prætensioner, i det de, i Steden for at forlige de stridende Parter med hinanden, hvor til de som Mediateurs vare forbundne, lovede de Svenske offentligen at ville conjungere sig med dem imod Dannemark. Ingen af alle de foreenede Provincier var saa haard som

De Hollænderes Hidsighed.

den Hollandske, hvilken lod sig forlyde, at, om ingen af de andre Provincier vilde samtykke med dem der udi, vilde den alleene indvikle sig udi denne Krig, og sætte alt andet til Side, og truede de andre Provincier, besynderlig Zeeland, Utrecht og Grønningen, som syntes ikke at være saa gode Svenske, at ville forlade dem udi den Spanske Krig, dersom de ikke der i stode dem bi, saa at Prindsen af Oranien imod sin Villie maatte søge at bringe bemeldte Provincier paa den Svenske Side.

Denne Erklæring, saa meget som den satt Moed i de Svenske, og eggede dem til at forhøje deres Prætensioner, saa meget drev den de Danske til at haste med Freden, at ikke de Hollændere (869) og Svenske skulde gandske foreene sig imod dem. Men, som de Svenske, stolende paa den Hollandske Hielp, spændte deres Prætensioner saa højt, siuntes all Forhaabning at forsvinde; Thi Kong Christian vilde heller figte med Fienden indtil det Yderste, end indgaae en formeget ufordeelagtig Fred, hvilket den Franske Ambassadeur fornam, og derfor raadde de Danske Commissarier først at forlige sig med de Hollændere, hvilket ogsaa med stor Iver blev foretaget, og endeligen bragt til Ende, hvorvel ikke uden med største Besværlighed, eftersom de Hollandske Ambassadeurs vare saa haardnakkede, at de hverken vilde høre eller give Raison, og derfor af Victorio Siri (a) siges at have været beqvemmere til at handle om Kiøbmandskab, end Stats-Sager. Ja det synes, at Hollænderne paa de Tider aldrig giorde slettere Figurer end i Ambassader. Jeg har tilforn viiset, hvilken Solœcismum det Gesantskab begik, som 1640 var udi Sverrig, i det at det giorde Forslag om at grave en Canal igiennem samme Rige, saa at Cantzler Oxenstierne havde Møje ved at bare sig for Latter. Den Ambassade, som 1653 skeede til Lybek, blev ikke mindre criticeret i mange Ting, besynderlig derudi at Gesanterne de Wit og van Vawern, lode de andre fremmede Gesanter vide, at de ikke skulde besøge dem førend de havde pyntet og meubleret deres Logementer. (b)

Endelig ved Monsr. de la Thuilleries store Vindskibelighed kom det saa viit, at

Tractaterne undertegnes.

Tractaterne udi Augusti Maanet bleve undertegnede. Af begge Parterne bleve sendte Secretarier med Instrumenterne at overlevere dem til Thuillerie, hvilken strax gav det Svenske Instrument til den Danske Secretaire Krag, og det Danske til den Svenske Secretaire Israel Israelsen, som nyeligen tilforn af Dronning Christina havde faaet det Navn Lagerfeld; Hvorpaa han nedlagde sit Mediateurs Embede.

Da Tegn var gived med Basunen, og Commissarierne vare gaaene ud af deres Telte hinanden i Møde, holdt Corfitz Uhlfeld og Axel Oxenstierna hver sin Oration, hvorudi de først aflagde Tak til Gud for sin Bistand i at forfremme dette Verk, dernest (870)

(a) Siri hist. dei Tempi correnti.

(b) Banag. Ann. des Prov. unies tom. 1. pag. 327.

berømmede Kongens og Dronningens af Frankerige beviiste Affection imod de Nordiske Riger; item den Franske Ambassadeurs Umage og Vindskibelighed; Derpaa gave de hinanden Hænder, og begave sig enhver til sit Telt igien.

Saa blev da endelig Tvistigheden ophæved ved 2 Freds Tractater, een med

Tractat med Holland til Christianopel.

Holland, og en anden med Sverrig. Den med Holland blev slutted 1645 den 13. Augusti til Christianopel, ved hvis Kraft Tolden udi Sundet blev moderered, og en Told-Rulle blev opretted, hvorefter Tolden skulde aflægges, og skulde den samme staae ved Magt udi 40 Aar. Men efter de 40 Aars Forløb skulde den Spiriske Tractat igien blive ved Magt, i Fald ingen anden imidlertid blev giort. Udi Norge skulde Hollænderne betale Tolden, som den var reglered 1628. Denne Tractat blev underskreven paa Dannemarks Vegne af Corfitz Uhlfeld, Christian Thomesen Sehsted, Christopher Urne, og Jørgen Seefeld; Paa Hollands Vegne, af Jacob Witte, Gerhard Scaep, Albert Sonk og Joachim Andreas.

Freden med Sverrig blev slutted til Bromsebroe den samme Dag hvorved

Med Sverrig til Bromsebroe.

Dannemark afstoed til Sverrig Jempteland, Herdalen, Øesel, og Gulland til ævig Tid, og Halland paa 30 Aar. De Svenske bekomme ogsaa Told-Frihed udi Sundet. Denne Fred blev underskreven paa Sverrigs Vegne af Axel Oxenstierna, Johan Skytte, Mads Soop, og Thure Bielke, og blev derpaa strax af begge Riger Commissarier udnævnede for at dømme om Grændserne mellem Sverrig og Halland. De Danske Commissarier vare Christoffer Uhlfeld og Iver Krabbe, og de Svenske Seuedt Bååt, Otto Sperlingh og Israel Israelsen Lagerfeldt, hvilket sees saavel af deres Fuldmagt som Domme og Afskeede. (a)

Saaledes endtes denne blodige Krig, hvilken havde haft langt andet Udfald under saadan stor Konge, hvis Riget ikke uformodentlig var blevet overfaldet paa en Tid,

Betænkning over de Tiders Tilstand.

da ingen tænkte paa nogen Fiendtlighed, men Kongens Tanker vare alleene henvendte paa at forlige de stridende Parter, og, som Riget strax ved saadant (871)

(a)Sentent. Commiss. Dan. dat. Baadsted 28. Febr. 1646. it. Svec. dat. Laholm 28. Febr. 1646. Manuscr.

uformodentligt Indfald blev bragt udi Forvirrelse, var det vanskeligt at bringe de eengang faldne Sager til rette igien. Dog, uanseet alt dette, havde de Svenske ikke faaet saa gott Kiøb, hvis Hans Majestæt, som fornam sit Time-Glas fast at være udrundet, ikke havde fundet en Fred saa højt fornøden. Dertil hialp ogsaa ikke lidet Hollændernes Partiskhed, som gik Sverrig til Haande baade med Skibe og Penge, item Keiserens Kaaldsindighed. Landet laborerede derforuden ogsaa af indvortes Svagheder, og Kongen derfore ikke blev secundered med den Iver, som Tilstanden da udfodrede, hvilket sees af adskillige Klagemaal, som denne berømmelige Herre derover førte, sær af et egenhændigt Brev til Rigets Raad, hvilket jeg, formedelst dets Fynd, og efterdi det giver de Tiders Tilstand tilkiende, finder værd at anføre, det lyder saaledes:

Vor synderlige Gunst tilforn.

Eftersom Vi af Eders underdan. Relation naadig haffue erfaret, hvorledes Kong

Christians fyndige Brev til Rigets Raad.

Adelen sig haffuer undskyldet videre Hielp til Krigens Fortsættelse at kunde giøre, men at de raader til Fred, da efterdi Eder er bekiendt, at Vi, hvis af Os til dends Fortsættning er begiert altid os haffuer ladet vel gefalle, maatte vi vell viide, om de gott Folk af Adelen sig monne indbilde, at, naar Freden efter den Allerhøjestes Velbehag er giort og sluttet, det da dermed skulde blive klart, og Folket til Hæst og Fods med Snak sig vilde lade aftakke og contentere: thi dersom de ikke blive afbetalte, maa Vi paa en Mutination være forsikkrede, som med dobbelt saa mange Penge ej er at stille. De ere Mestere i Landet, och Vi som den Ældste af det Haandverk kand intet Os med dennem anderledes end vell adskille. Thi bede Vi Eder, og naadig ville, at I bem. af Adelen sligt til Gemytt fører, og dennem der hos (872) forstendiger, at, om de vill staae den Eventyr, som der af kand komme, Vi da for Gud i Himmelen og ald Verden vill være undskyldte. Vi haffue, Gud være loffuet, til det Verk ingen Aarsag givet, men hvad der af kand følge kand vi noksom besinde. Eftersom Affectionen mellem Adelen og andre i Landet er meget ringe, saa dersom sligt der til skulde komme, formoder Vi der ikke vill gaae vel til. Det kommer Os ogsaa heel underligt for, at, naar de med Penge deris Herre til deris Fædrenelands Defension skall undsætte, ere de iche ved Middel. Men naar de Cronens Gods til brugelig Pant, eller under deris Birk kunde bekomme, der da Penge at være forhaanden. (a)

Eendeel har villet tilskrive saadan Ulykke en slett Politiqve formedelst den langvarige Fred udi Riget fra Anno 1613 til Anno 1643, (thi den Tydske Krig blev alleene ført med Tydske Tropper) og derfore holdet fore, at Indbyggernes naturlige Stridbarhed var bleven svækket. Men saadanne Domme ere meere Soldatiske end Christelige; thi den største Zirat udi en Konges Levnet er Freds og Retfærdigheds Haandhævelse. Hvorfore en Alexander Magnus, der sin heele Livs Tid aldrig stak Sværdet i Skeeden, ikke bør staae saa højt anskreven hos Efterkommerne, som en Augustus, der lod sig meest være angelegent at haandhæve Retfærdighed, og stifte nyttige Love. Denne sidste Potentat efterfuldte Christianus IV, og lignede ham ikke mindre udi en fredsommelig og retfærdig, end en langvarig Regiering.

Jeg haver ellers tilforn antegnet, hvorledes Conjuncturerne vare udi Norden, og udi hvad Tilstand de tvende Riger vare førend Krigen begyndtes, og deraf viiset, at man nogenledes kunde forud see, at den intet lykkeligt Udfald vilde have for

Dannemarks Regimente i Henseende til Sverrig.

Dannemark. Det eeneste, som syntes at være favorabelt for dette Rige udi slige Conjuncturer, var, at Dannemark paa samme Tid var regiered af een af de største og habileste Konger, som nogen Tid have siddet paa (873)

(a) Memoires de Chanut. tom 1. pag. 240. sq.

Thronen, da derimod udi Sverrig, var en ung Dronning, som endda ikke var kommen til moed Alder. Men man kand derimod sige, at ingen Konge i Sverrig har været meere adoreret end denne Dronning udi hendes Regierings Begyndelse; thi foruden dette, at hun var en Dotter af den store Gustavo, hvis Amindelse var hellig hos alle Svenske, saa havde Naturen prydet hende med saadanne Qvaliteter, saa at hun ansaaes saasom et Vidunder, og som den der vilde overgaae hendes Fader udi Dyd og Regierings-Konst, hvilket sees af det Portrait, som den Franske Ambassadeur Monsr. Chanut, der paa samme Tid residerede ved det Svenske Hoff, haver giort over hende, saaledes. (a)

Der gik paa de Tider stort Rygte om Dronning Christinæ Qvaliteter udi

Dronning Christinæ Portrait.

Europa. Hvad Legemets Gaver var angaaende, da, jo meere man betragtede hende, jo meere blev man vaer det, som man maatte forundre sig over. Hendes Ansigt changerede saa hastig efter Sindets Bevægelser, at hun fra et Øjeblik til et andet var u-kiendelig. Hun syntes gemeenlig noget tankefuld, og, naar noget vederfoer hende, som hun havde Mishag udi, saae man hendes Ansigt skiules ligesom af en Skye, hvilken, uden at vanhelde det, giorde det terrible for alle dem som saae hende. Hun havde gemeenligen en spæd Stemme, saa at med hvor stor Fermeté hun end udtalede sine Ord, saa kunde man dog klarligen skiønne, at det var en Fruentimmer-Stemme. Dog forandrede hun undertiden, skiøndt uden Affectation, Røsten, for at giøre den grovere og mandelig, men den kom efter haanden til forrige Lyd igien. Hendes Taille var lidt mindre en middelmaadig, men hun havde kunnet synes højere, hvis hun ikke havde brugt lave Skoe. Dersom man maa dømme et Menneske efter udvortes Anseelse, da havde hun høje Tanker om det Guddommelige Væsen, og den Christelige Troe. I det øvrige var hun ingen stor Elsker af devote Ceremonier, men lod see en u-troelig Kierlighed til Dyd, og gav tilkiende, derudi at bestaae hendes største Glæde og Fornøjelse, og tillige med udi en Begierlighed efter Ære, saa at hun ideligen tragtede efter Dyd, som var sammenføjed med Ære. Hun har undertiden (874)

(a) Memoires de Chanut. tom 1. pag. 240. sq.

haft Behag i at tale, som Stoici, om den høje Dyd, som giør all vor Lyksalighed i Verden. Intet er fornøjeligere end at see en saa stor Dronning at lægge sin Krone under Fødderne og offentligen sige, at Dyden er det eenste Gode som et Menneske bør tragte efter, uden at søge nogen Fordeel af andre Ting. Men med alt dette glemmer hun ikke længe at hun er Dronning, og at tage sin Krone igien, holdende det for den største Grad af Dyd at forrette sit Embede med Flid, hvortil ogsaa Naturen har begavet hende med stort Pund; thi hun har en forunderlig Facilitet til at fatte og penetrere Sager, og en saa lykkelig Ihukommelse, at man kand sige, at hun der af undertiden giør Misbrug. Hun taler Latin, Fransk, Tydsk, Hollandsk, Svensk, og legger sig efter det Gredske Sprog. Hun har ideligen hos sig lærde Folk, som, naar ledige Timer gives, discourere med Hende om de vigtigste Videnskaber. Der gaar ingen Dag forbi hun læser jo noget i Taciti Historie, som hun kalder hendes Skak-Spill; Og, hvorvel samme Autor formedelst dens Mørkhed bryder de Lærdes Hoveder, forstaar hun dog de vanskeligste Passager der i. Med all den Lærdom, som hun possiderer, vill hun ikke have Anseelse af at være lærd. Hun finder en stor Fornøjelse i at høre tvivlagtige Quæstioner tractere, besynderlig mellem lærde Folk, som ere af stridige Meeninger, hvorudover hun ikke siger sin Meening, førend alle have udtalet, og det med saadan Korthed og Sindighed, at det kand passere for Decisioner. Dette kommer der af at hun penetrerer Materien udi Grund uden Præcipitation, og giør mange Reflectioner derudover førend hun siger sin Tanke derom. Hendes Betænksomhed og Retenue sees allermeest udi Stats-Sager, saa at Hendes Ministrer, naar hun er i Raadet, have Umage at giette sig til af hvad Tanke hun er. Og, saasom hun ikke gierne lader sig prævenere, og ikke letteligen fæster Troe til det som bliver hende forebragt, saa synes hun mistænkelig for dem, som gemeenligen ville have hastig Resolution paa hvad de forebringe: Det er sandt nok, at hun inclinerer noget til Suspicion, og hun undertiden er noget langsom i at informere sig om en Sags Rigtighed, og alt for facile i at mistænke andre for Finesse. Men denne (875) Reservation hindrer dog ikke, at hun jo er raisonnable, sær udi Stats-Sagers Expedition. Hun giør ingen deelagtig udi hendes Huussager, ej heller udi de Ting, som dependere af hendes absolute Myndighed, men hun raadfører sig med Senatet udi alle Ting som angaar Staten og Regieringen. Det er utroeligt hvilken stor Myndighed hun har i Raadet, hvor til contribuerer ikke saa meget hendes Værdighed, som det Pund hun haver til at persvadere med, saa at Raads-Herrene forundre sig over den Force hun har til at trække dem udi hendes Meening.

Nogle tilskrive den store Submission, hendes Ministrer have for hende, til hendes Stand, nemlig at hun er et Fruentimmer, bildende sig ind, at den Føjelighed, som man har for samme Kiøn, driver dem der til. Men sandelig all den Myndighed, som hun besidder, reiser sig af de store Qualiteter, hvormed hun er begaved, og kand man holde for, at enhver Konge, som er begaved med samme Pund, kand erhverve sig samme Myndighed. Men det var dog mindre forunderligt, end at see en ung Jomfru tournere og vende gamle Kloge Raads-Herrers Sind efter sin Villie. Hun er Indefatigable udi haardt Arbeid indtil at sidde 10 Timer til Hæst paa Jagt, hverken Kulden eller Heeden incommoderer hende, hendes Spise er simpel og slett, og er der ingen udi Sverrig der med en Flint bedre veed at fælde en Hare udi Laabet. Hun veed at exercere en Hæst paa alle Maader, og det uden at giøre sig nogen Ære der af. Hun omgaaes sielden med Hoff-Damer, saa hendes Exercitier saa vel som Affaires ere alle mandelige. Naar hun er i Selskab med de Personer, af hvilke hun intet kand lære, bryder hun af, saa snart, som mueligt. Derfor taler hun ogsaa ikkun lidt med hendes Domestiquer, skiønt de samme derfor ikke elske hende des mindre, og det i Henseende til hendes Gavmildhed og høflige Omgiengelse. Hun sover ikkun lidt og er gierne ikke meere end 5 Timer i Sængen. Saa stor Application som hun haver til Studeringer og Affaires, saa liden Omhyggelighed har hun for at coeffere sig, saa at hun anvender neppe et Quarteer af en Time paa at klæde sig. Og menagerer hun sit Ansigt saa lidt, |(876) at hun i Regn, Storm og Kuld er til Hæst uden Maske, havende alleene en Hatt med Strudsfiedre paa Hovedet &c.

Saa vit Monsr. Chanut, som besynderligen kiendte denne Dronning. Man

Af dette Portrait sees at Dannemark aldrig kunde have farligere Fiende.

skulde vel holde dette Portrait suspect, helst saasom det giøres af en Fransøsk Hoffmand, og, saasom det Slags Folk gemeenligen finde Miracler i alle de Fruentimmer Contrafeyer, som de tage sig for at berømme. Men samme Stats-Mand glemmer siden ikke at afmale Hendes Feil, da hun begyndte at føre anden Conduite, og derfore her des meere kand staae til troende. Man seer da heraf, at Dannemark aldeeles intet kunde profitere af dette Fruentimmer Regimente udi Sverrig, og at en ung Dronning med slige Qualiteter var lige saa farlig at have til Fiende som en gammel erfaren Konge: thi, saa længe højstbemeldte Dronning øvede alleene disse Dyder, kand man sige, at den Svenske Konge Throne havde aldrig været fastere, og de Stores saavel som Almuens Lydighed mod Regieringen aldrig større, end paa samme Tid; saa at det derfore ingen Under er, at Christianus 4tus, hvis Myndighed tog lige saa meget af som Dronning Christinæ voxede til, var i denne Krig ulykkelig, hvorfore ogsaa de, som af disse tvende Regenteres Sammenligning vilde her udi promittere sig Fordeel for Dannemark, have ikke nøje examinered Tidernes Conjuncturer. Men denne Sverriges Hærlighed fik kort efter Christiani 4. Død en Ende, saa at man kand sige, at hvis dette store Naturens Mesterstykke, nemlig Dronning Christina, havde været nogle Aar længere ved Roret, havde hun bragt Sverrig i saadan Labyrinth, som fast ingen menniskelig Hielp havde kunnet reede det ud af igien.

Efter at denne Krig nu havde taget en Ende, beflittede Hans Majestæt sig udi sin høje Alderdom paa at forbedre alt det, som var brøstfældigt saa vel udi Dannemark som udi Norge, og hindrede hans høje Alder ham ikke, at han jo ogsaa det Aar 1646. giorde en Reise til Norge, for at reglere de nye National Regimenter, hvis Indretning var betroet Statholderen Hannibal Sehsted og Krigs-Commissariatet i Christiania, hvilket sees (877) af en skreven Krigs-Protocoll som gaaer fra 1646 til 1657 (a) og som viser at den bekiendte Peder Wibe, da var et Lem af det Norske Krigs Commissariat paa samme Tid: thi Hans Majestæt havde udaf seeneste Feide merket, at Militien behøvede mest Reformation, hvorfore han lod sig ogsaa saadant synderligen være angelegent, paa det at Rigerne kunde efterlades udi en god Tilstand til hans Søn og Successor Christian. V. Men Hans Prindselige Højhed levede ikke saa længe; thi Anno 1646 blev han overfalden af en hæftig Svaghed, som besværgede 1646.hans Lemmer, besynderlig Hovedet; Af denne Svaghed blev Hans Prindselige Højhed nogle gange overfalden samme Aar, og, enddog han brugte de fornemste Medicorum deres Raad, fandt han dog ingen Forbedring, hvorudover han fattede den Resolution at reise til Carls-Bad, for at medicinere sammesteds; Til den Ende tog han Afskeed med sin Herr Fader, og begav sig til sin Residentz Nykiøbing udi Falster, hvilket Landskab tillige med Lolland, efter Enke-Dronningens Sophiæ Død, som skeede 1631, var ham af Hans Majest. overdraged.

Den 8. May 1647 begav han sig fra Nykiøbing paa Reisen til Tydskland, og 1647.arriverede den 28. til den Churførstelige Residentz Dresden, hvor hans Prindselige Højhed forblev 3 Dage, hvorefter han tog Afskeed med Hans Churførstlig Durchl.,

Kron-Prindsen bliver svag i Tydskland.

og begav sig videre paa Reisen til Badet. Men da han var kommen et Stykke fra Dresden, blev han meget svag udi Vognen, hvorfore han blev ført tillige med sin Gemahl til det Churførstelige Huus Cørbitz, (b) fra hvilket Sted blev strax affærdiget til Hans Churførstl. Durchl. Abraham Jacob von Plato, saadan bedrøvelig Tilstand at andrage, og, som Svagheden tog jo meere og meere Overhaand, blev ilende efterskikked Hoffmesteren Hendrik von Touben at give ydermeere Berættning om Allting. Hvorudover Churførsten tillige med sin Gemahl Churførstinden lode sig strax indfinde paa bemeldte Huus Cørbitz, og forbleve der, indtil Hans Prindselige Højheds (878)

(a) Protocollum Anni 1646. autogr. Manuscr.

(b) Casp. Brochm. Oratio in obitum Christ. 5. p. 39.

salige Afskeed, som skeede om Natten imellem 10. og 11. Junii, efter at han havde levet udi

Hans Død og Characteer.

Verden 44 Aar, 7 Uger og 3 Dage.

Faa Prindsers Død blev meere begræded end dennes, saasom han var særdeles from, naadig og omgiængelig, og havde neppe nogen Konges Søn større Routine udi Stats-Sager, thi han havde ofte i sin Faders Fraværelse forestaaet Regieringen, og udi visse Maader var heller anseet som Christiani 4. Collega end hans tilkommende Successor. Og, saasom Ungdommen aldrig havde haft ypperligere Optugtelse end udi denne Konges Tid, saa kand man troe, at intet blev forsømt med Kongens ældste Søn. Han stod først under Information af Mag. Nicolao Georgio, som udi mange Aar havde været Rector udi Sorøe Skole, og af ham (a) blev oplært udi Mathematique, Historier og Sprog, saa at han i sin Ungdom talede Fransk, Latin og Tydsk med Færdighed. Da han kom lidt meere til Alder, blev han betroed tvende anseelige Mænds Opsyn, nemlig Christian Friises, og Christian Thomæsen Sehsteds, som begge siden bleve Cancelere. Men hans beste Informator var hans store Fader, hvilken ikke alleene giorde ham deelagtig udi alle vigtige Rigets Sager, men endogsaa udi sin Fraværelse betroede ham Regimentet; Han var anseelig af Person, vel skabt og af et stærkt Legeme. (b) Men et Beenbrud foraarsagede ham siden hidsige Febrer, og svækkede hans medfødde Styrke; Det er ogsaa troeligt, at de Tiders alt for lystige Levemaader, og Exces udi Giæstebude contribuerede ikke lidet dertil; eftersom ingen da skaanede sig, hvorpaa jeg tilforn har anført adskillige Exempler. (c)

Aaret for Hans Prindselige Høyheds Død blev Corfitz Uhlfeld skikked som

Corfitz Uhlfeld gaar i Ambassade til Holland.

extraordinaire Ambassadeur til Frankrig for at aflegge Taksigelse til samme Riges Konge for Freden som ved hans Underhandling var negotiered ved hans Ambassadeur de la Tuillerie, og tillige med udi Holland at handle om den Norske Told-Rulle, og andre Sager. Dog var samme Ambassades (879)

(a) Caspari Brochm. Oratio in obit. Christ. 5. pag. 15.

(b) Casp. Brochm. ibid.

(c) Vid. Ambassade de Courmesvin.

Hoved-sigte at arbejde paa nøje Venskab saavel med Frankrig, som med Holland, i steden for Kejseren, Spanien og Engelland, af hvis Venskab Hans Majestet hidindtil havde haft liden Nytte: saa at derfore Rigets Conjuncturer bleve gandske forandrede i Henseende til fremmede Potentater. Ved denne Lejlighed blev Grundvold lagt til den paafuldte Redemtions Tractat: men den samme kom ikke til Fuldkommenhed, førend udi Friderici 3. Tid. Faa Ambassader have været af større Anseelse, eftersom den Person, som dertil blev brugt, var Rigets Hoffmester, havde Kongens legitimerede Dotter til Ægte, og derforuden var over heele Europa bekiendt for sin Skarpsindighed. Udi hvilken Agt denne Mand var udi Holland, kand blant andet sees deraf, at, da Madame Uhlfeld sammesteds blev forløst med en ung Søn, kalden Leo, forlangede Herren Staterne, at han Republiqven til Ære maatte kaldes Leo Belgicus, og tilbøde sig at forære samme unge Leo tusind Caroler aarligen. (a)

Udi samme Aar som Uhlfeld gik i Ambassade, døde den Kongelige Confessionarius Mag. Oluf Wind, udi hvis Sted Kongen antog Hr. Lauritz Jacobsen, som efter hans Død blev Bisp i Fyen. Aaret derefter døde den berømmelige Mathematicus Christen Lomborg eller Longomontanus, den store Tychonis Discipel. Den samme var en fattig Bonde Søn udi Jylland, og lod sig kalde Langberg eller Lomborg

Adskillige anseelige Mænds Død.

af Stedet, hvor han var fød. Han blev udi sin Ungdom brugt til gemeent Bonde-Arbejd, hvorfra han hemmeligen stial sig bort, og gav sig udi Wiborgs Skole, hvor han forblev udi 11 Aar, og derfra dimitteredes til Kiøbenhavns Universitet, hvor han ved sin Flid og Hurtighed recommenderede sig hos Professores, sær hos Tycho Brahe, som tog ham med sig til Hueen, og der udi 8 Aar betienede sig af ham udi sine Observationer. (b) Hvor stor Æstime Tycho bar for ham, kand blant andet sees af det Recommendations Brev, han gav ham til de Tydske Universiteter, (c) item af de mange andre kierlige Breve han tilskrev (880)

(a) Aitzema tom. 6. pag. 365.

(b) Gassend. vit. Tych. pag. 102.

(c) Lit. Tychonis Hafn. Kalendis Junis 1597. apud Gassend.

skrev ham, efterat han, neml: Tycho havde forladt Riget. Udi det Aar 1600 kom han til Kiøbenhavn med sterke Recommendations Breve fra Tychone, og blev ved Cantzler Christian Friises Recommendation promoveret til den Mathematiske Profession, udi hvilken han døde 1647, efterat han ved mange og hærlige Observationer havde erhvervet sig Navn af en af de største Astronomis paa de Tider. Noget for Longomontani Afgang døde den anseelige og lærde Rigs-Cantzler Just Høg, som blev succederet af Christoffer Urne, og Henrik Rammel blev igien Ephorus over Sorøe Academie. Just Høg blev holden for den lærdeste Danske Herremand paa de Tider, havde ogsaa efter den Tids Skik giort store og vitløftige Rejser; (a) thi man seer, at den Danske Adel derved distinguerede sig og lod sig ikke nøje med Europa alleene; men besaae ogsaa de andre Verdens Parter. Saaledes finder man, at Friderik Rantzow, som døde Aaret for Just Høg, havde været udi Constantinopel, Palæstina, Jerusalem, Ægypten, Sicilien, Maltha, og ellers over alt i Europa, (b) og var det blant andet for at hindre denne Rejse-Syge, at Kongen stiftede det Sorøiske Academie.

Saa snart Hans Kongl. Majestæt fik Kundskab om Christiani 5. Død, giorde han strax Anstalt til at føre den salige Prindses Legeme fra Dresden til Kiøbenhavn.

Prinds Christians Liig føres til Dannemark.

Den 30. Augusti blev Høj-bemeldte Prindselige Liig ført fra Dresden udi anseelig Process; Det blev bragt af Sophiæ Kirke paa et Skib, som laae færdigt der til paa Elven, geleidet af hans Churførstelige Durchl. 3 Churførstelige Prindser, 2 Græver af Solmb, og Græv Kintzky, samt det Churførstlige Raad, og det gandske Borgerskab; Gik saaledes Rejsen for sig over Elven til Dannemark.

De Kongelige Ministrer, som Ligets Bortførelse var betroet, vare Canceler Ditlef Reventlou og Malthe Juel, hvilke arriverede den 12. Sept. med det Prindselige Liig til Tollenspiker, og siden begave sig til Lands igiennem Holsteen til Heillighaven, hvor (881)

(a)                  Casp. Brockm. Con. fun.

(b)                 Joh. Michael Con. fun.

tvende Kongelige Skibe lode sig indfinde for at føre det til Kiøbenhavn, og der anlangede det lykkeligen den 25 Sept. (a)

Imidlertid lod Kongen forkynde Prindsens Død over det heele Rige; gav Ordre til at holde inde med Spil og Leeg, og lod Geistligheden vide, at de skulde indfinde sig udi Sørge-Klæder i Kiøbenhavn til en vis Tid, og at der, saa længe som Sorgen varede, skulde bruges saadan Moderation udi Klædedragt, at ingen Geistlige eller Studiosi maatte bære klingende Sporer, eller Støvler neden for Leggene. Saa lyder Forordningen:

Efterat det Prindselige Liig var ført til Kiøbenhavn, gik Liig-Processen for sig den 8 Novembr., og bleve der samme Dag holdne 2 Orationer udi vor Frue Kirke, hvor det Prindselige Liig var nedsatt, een paa Latin af Doctor Brochman, en anden paa Danske af Hans Kongelig Majestæts Hoff-Prædikant Doctor Laurids Jacobsen. Han havde tit forestaaet Riget i hans Faders Fraværelse, og finder man blant Christiani 4 Forordninger mange, som ere publicerede i hans Navn, under den Titel: Vi Christian 5. udvalte Prinds &c. Hvorudover han gemeenligen blev anseet, som en virkelig Regent, og er det merkeligt, at Kong Ludvig 13 i Frankrige udi et Gratulations Brev til hans Bryllop gav ham Titel af Broder, hvorvel den Franske Ambassadeur Conte d’Avaux vilde ikke tillade, at han, neml. Prindsen, titulerede Kongen saaledes igien. Nogle holde dog for, at han ingen synderlig Lyst havde til Affaires.

Strax efter Prinds Christians Ligbegængelse lod Hans Majestæt udgaa en Befalning af 28 Novembr. til alle Stænder, Adelen, Geistligheden, Borgere og Bønder, og derudi gav dem tilkiende, at, saasom hans ældste Søn, der udi det Aar 1610 var bleven hyldet, nu ved Døden var afgangen, de maatte være betænkte paa at udvælge hans nu eeneste og efterlevende Søn Hertug Friderik, som hidindtil havde været Biskop af Bremen og Vehrden, (882)

(a) Vita & res Gest. Malthe Juel. Manuscr. Samme Malthe Juel blev tillige med Ditlef Reventlau den Tydske Cantzler skikkede til Tydskland for at afhente Prindsens Liig.

til deres tilkommende Konge. Til saadant Vall at forrette stævnede han et almindeligt Mode at holdes tilkommende Aar 1648 i Kiøbenhavn den 17 April, hvor alle Stænder skulde møde enten Personligen eller ved Fuldmægtige. Men, førend dette Mode kunde holdes, døde Kongen, og, eftersom dette Verk udi hans levende Live ikke blev afgiort, havde Prinds Friderik siden stor Møje ved at obtinere den Danske Krone. Det er troeligt, at Kong Christian har saadant forud seet, og derfore i Tide søgt at etablere Successionen. Han behøvede derforuden en Medhielp udi Regieringen, hvorvel hans høje Alder hindrede ham ikke endda at regiere med den sædvanlige Activitet og Hurtighed; Dog kand jeg ikke for vist sige, om han efter det Aar 1646 var oftere i Norge, hvilket Rige han gemeenligen eengang og undertiden to gange om Aaret plejede at besøge: men nu lod han de Norske Sager mestendeels komme an paa den hurtige Statholder Hannibal Sehsted, af hvis egenhændige skrevne Krigs Protocoll, som mig er communiceret, jeg seer, at bemeldte Statholder udi disse Aaringer 1646 og 1647 har været meget occuperet med nye National Regimenters Indrettelse i Norge. (a) Dog seer jeg af en Ordre, som findes udi samme Protocoll, at man til det Aar 1647 har ventet Kongen til Norge, (b) eftersom derudi tales om, hvorledes skal forholdes til Hans Majestets Ankomst, om han kommer med Skibe til Norge, eller om han kommer med Jagte. (c) Saa at man deraf seer, at denne active Konge i det ringeste havde i Sinde end eengang at besøge Norge, om han ikke virkeligen kom til samme Rige; thi Hans Majestet havde stedse bæret en særdeles Affection til de Norske, sær efter denne sidste Krig, da han havde seet saa store Prøver paa deres Troeskab og Tapperhed. Derfore gav han 1646 den Norske Adel lige Privilegier med den Danske, som Hals og Haand samt andet, befoel ogsaa, at den Norske Milice skulde tracteres paa samme Fod og bekomme samme Besoldning som den Danske, hvilket ovenskrevne (883)

(a) Protocoll. Hannib. Sehsted manuscr. autogr.

(b) Memorial Ordre d. 4. Julii 1646 autogr. manuscr.

(c) Mandat. Aggershuus die 14 Julii ex Protocollo Han. Sehsted. autogr. Manuscr.

Protocoll udviiser, sær en af Statholderens Skrivelser dateret Aggershuus den 23 Martii 1647 til de Norske Officiers, hvorudi han forkynder dem hvad hver Officiers aarlige Gage skal være.

Udi Kiøbenhavn havde man udi April og Majo 1647 holdet en Herre-Dag, hvor iblant andet blev raadslaget om at betale den Skyld, som Kronen var geraadet udi ved den sidste Krig med Sverrig, og efter Specificationen strakte sig til 40 Tønder Guld. Adelen offererede dertil en Summa af 400000 Rdlr., men den vilde langt fra ej være tilstrækkelig, hvorfore Hans Majest. lod paabyde en Skat over det heele Land, saa at enhver uden Forskiæl skulde give 4 Rigsdlr. af 100. De Kongelige Almindelig Lande-Skatt.

Betientere skulde og give deres Deel, og derforuden et Aars Gage, hvilket altsammen skulde annammes af 4 Kongelige Raad; af de samlede Penge skulde (1.) Den nye Flode, som allereede laae færdig, udrustes; (2.) Fæstningerne her og der repareres, og det Kongelige Tøy-Huus opbygges. (3.) Kronens Skyld skulde betales. (4.) De Kongelige Betientere, Officierer og Soldater fornøjes; Og, som Hans Majestet fornam i hvad stor Fare Kiøbenhavn havde staaet i den sidste Svenske Krig, efterdi de Svenske ved Hollændernes Hielp imod Enden af samme Feide havde spillet Mestere Kiøbenhavn fortificeres.

udi Søen, tog han sig alvorligen fore at lade samme Residentz-Stad fortificere, betroende det nye Fortifications Verk til Axel Urup, hvilket sees af hans egenhændige Brev til samme Officier; (a) thi Staden havde kun været maadeligen befæsted tilforn, saa at man regner dens rette Fortification fra den sidste Svenske Feide. Paa Land-Dagen udi Slesvig blev beslutted, at af hver Ploug udi Jylland og Holsteen skulde betales 5 Rdlr., hvilket kunde beløbe sig til hen ved 250000 Rdlr. Udi dette Aar blev i Peder Wibes Sted, som saa lang Tid havde været Minister ved det Svenske Hoff, beskikket til Resident sammesteds Peder Juel, hvilket sees af hans Creditif og Instrux. (b) Det er ellers den samme Peder Juel, som udi Kong Friderici 3. Tid havde saa mange Avantures ved det Svenske Hoff. (884)

(a)                  Diploma Manuscr. dat. die 18. Aprilis 1648.

Dette skeede Aaret for Christiani IV. Død, saa at denne store Konges Historie

Forbereedelse til Historien om Kongens Amours og Avantures i sin Ægtestand.

her haver Ende. Men, saasom jeg intet tilforn har anført om hans Avantures, saavel udi Ægteskab, som andre Amours, ej heller meldet noget om hans Børn, saavel Ægtefødde, som naturlige, item om hans mange og anseelige Sviger-Sønner, som mod Enden af hans Regimente anmassede sig stor Myndighed udi Riget, haver jeg ikke taget i Betænkning saadant til Slutning her at anføre. Jeg kand da ikke love at give nogen udførlig Historie derover, saasom de skrevne Memoires, jeg derom har fundet, ere gandske u-fuldkomne. Vil nogen ellers lægge mig til Last, at jeg fører i Pennen deslige Ting, som udi disse Nordiske Lande stedse pleje at være og blive skrevne anecdotes, da svarer jeg dertil. (1.) At Historien er ikke langt fra hundrede Aar gammel. (2.) At, endskiønt den ikke var saa gammel, saa er den dog ikke af anden Natur end som andre anecdotes og curieuse Hendelser, der indføres udi alle andre fremmede Historier, og seer man, at de største Regentere undertiden have de største Avantures udi deres Ægteskab og Amours. (3.) Giver Historien Portrait paa denne store Konges Naivetet, og de Tiders Genie, hvilket af en Historie-Skriver ikke vel kand forbigaaes, helst saasom dets Afrisning er baade behagelig og nyttig, og interesserer Læseren langt meere end vitløftige Beskrivelser af mange u-nyttige Ceremonier, som gemeenligen opfylde den største Deel af vore Nordiske Historier, og derved foraarsage, at de samme lidet eller intet blive læsede. Endeligen (4.) har man at befrygte, at deslige Anecdotes, som gemeenligen er den største Zirat udi Historier, reent forkomme, hvorpaa man haver mange Exempler sær i denne Konges Historie, hvilken nu omstunder længe har været holden for en U-muelighed at forfatte, eftersom de fleeste og meest curieuse Ting, som af een og anden paa de Tider have været samlede, ere enten reent bortkomne, eller saaledes mutilerede, at man hart ad maa giætte sig Historien til.

Jeg har forhen viiset, at Christianus IV. udi det Aar 1597 blev gift med den

Dronning Annæ Catharinæ Død.

Brandenborgske Prindsesse Anna Catharina, med hvilken han avlede 4 Prindser og 2 Princesser. Om denne (885) Dronning findes lidt eller intet omtalt i Historien, uden at hun døde til Kiøbenhavn 1612 den 29. Martii. Man seer alleene, at han i hendes

Christ. 4. Favoriter.

levende Live havde en Favorite ved Navn Kirsten Madsdotter, med hvilken han Aar 1611 avlede Christian Ulrich Gyldenlöve, som 1633 var Ambassadeur ved det

Kirsten Mads-Dotter.

Franske Hoff, og siden Hoff-Marskalk hos Kongen af Spanien, udi hvis Tienneste han omkom 1640, som forhen er viiset. Kort efter Dronningens Død havde han en anden Favorite nemlig Fru Karen Anders Dotter, som var en Borgerdotter af Karen Anders-Dotter og hendes Børn.Kiøbenhavn, og udi det Aar 1615 den 10 Martii paa Kronborgs Slott bragte til Verden Hans Ulrik Gyldenløve, som blev Befalnings Mand paa Frideriksborg og Kronborg Slotte, og døde paa Kronborg 1645 den 31. Januarii. Han var gift med Regitze Grubbe Jørgen Grubbes til Vedbygaard og Leene Ruds Dotter, men avlede ingen Børn med hende. Den 3die var den bekiendte Fru Christine Munk, som blev

Frue Kirstine Munk og hendes Børn.

viet til Kongens venstre Haand, hvorom videre siden. Den samme førte Titel af Grevinde til Slesvig Holsten, og skrev sig Frue til Taasinge, Boller, Ellensborg, Rosenvold, Lundegaard, Weilegaard, Lellinge, Tybrond og Thurøe. Hendes Sønner vare 1) Grev Waldemar Christian Herre til Taasing, hvorom tilforn er talt, og som videre skal tales om i Friderici 3. Historie. 2) Grev Friderik Christian, som blev fødd Anno 1625 den 27. April, og døde 1627 den 17. Junii. 3) trende Sønner, som komme døde til Verden. Hendes Døttre vare 1) Anna Catharina fød paa Frideriksborgs Slott 1618 den 10. Augusti, var forloved med Rigets Hoffmester Frands Rantzov, som druknede udi Graven ved Rosenborg, som for er sagt. Hun selv døde af Sorg Aaret derefter nemlig den 20 Augusti 1633 paa Frideriksborgs Slott. 2) Sophia Elizabeth, som blev gift først med Grev Christian Pentz Statholderen i Holsten, hvilken af Keiseren i det Aar 1636 blev giort til Rigs-Greve, og siden med Holger Wind, hvilken forlod hende, da Corfitz Uhlfeld kom i Ulykke, hvorudover hun blev saa forbittred, at hun skikkede ham hans Portrait igien med Øjnene udstukne. Hun døde udi samme Aar som hendes Moder, nemlig 1658 den 23. Julii, og blev tillige med hende (886) begraven i St. Knuds Kirke i Odense. 3) Leonora Christina, fød paa Frideriksborgs Slott 1621 den 22. Julii. Hun fik til Ægte Corfitz Uhlfeld, og er den Navnkundigste af alle Fru Kirstine Munks Børn. 4) Elizabeth Augusta, som fik Hans Lindenov til Ivernæs (nu kalded Wedelsborg) som døde udi Kiøbenhavns Belejring 1659. Hun forspilte alt hvad hun ejede, og levede siden af en Pension, som Christ. 5. tillagde hende. 5) Christiana, som blev gift med Hannibal Sehsted. 6) Hedevig eller Helvig en Tvilling med Frøken Christiana, hun fik Ebbe Uhlfeld. 7) Maria Catharina, fød 1628 den 29. May og døde i samme Aar. 8) Dorothea Elizabeth, som Kongen ikke vilde erkiende for sit rette Barn, og hvis Fødsel gav Anledning til den Tragœdie, som blev spilled med Fru Christine Munk; Hun blev Aar 1645 satt ind udi et Carmeliter Kloster til Cøln, hvor hun lod sig kalde Isabella a Jesu Maria, og døde sammesteds 1687 den 18. Martii. Den Sidste Kongens

Wibeke og hendes Børn.

Favorite var Wibeke, Fru Christines Kammer-Pige. Med hende avlede Kongen 1) Ulrik Christian Gyldenløve, som blev fød paa det Kongelige Huus Ibstrup, nu Jægersborg 1630 den 7. April. Han døde i Kiøbenhavns Belejring, som videre skal fortælles. 2) en Dotter nemlig Anna Catharina Gyldenløve, som fik Claus von Ahlefeld. Af denne Optegnelse sees hvor vildfarende og forvirrede de derom trykte Tabeller ere.

Man kand saaledes her af reducere Christiani 4. Børn til 4 Classer.

Den Christiani 4. Børn deeles i 4re Classer.

første Classe bestaaer af de rette Kongelige Prindser og Princesser, som han avlede med Dronningen. Den anden af dem, som han avlede i ulige Ægteskab, med sin Gemahl Fru Kirstine Munk, og den 3die af dem som bleve fødde uden Ægteskab af Kirsten Mads-Dotter, Karen Anders-Dotter og Wibeke. Disse mange Slags Børn af differente Grader, kunde ikke andet end foraarsage underlige Conjuncturer udi Riget; thi de Første vilde ikke tage de Middelste for Fylde, og de Middelste igien yderligen foragtede de Sidste. Det er dog troeligt, at den Jalousie, som kunde være mellem dem samtligen, lidet eller intet yttrede sig saa længe Kongen var i sin Vigueur, men, da Hans Majestæt begyndte at blive gammel, er den Gnist, som laae skiult (887) under Asken, frembrudt, og merker man da, at de Middelste, nemlig Fru Kirstine Munks

Fru Kirstine Munks Børn spiller Mestere.

Børn have spillet Mestere, eendeel, efterdi de samme vare sterkeste udi Tallet, eendeel ogsaa efterdi disse mange Døttre vare gifte med de anseeligste og mægtigste Herremænd udi Landet, saa at Kongen, som i Begyndelsen tænkte at styrke sit Huus med deslige Svogerskab, fandt mod Enden af sin Regiering en sterk Cabale imod sig, hvorudover han ogsaa maatte staae fra de Mesures han eengang havde taget, caressere Adelen meere, end tilforn, og lade de store Rigets Charges, som nogen Tid havde været ledige, igien beklæde. Det Beste for Kongen var, at disse mægtige Svogre ikke

Døtterne giftes med de fornemste af Adelen.

alle Tider stemmede vel overeens sammen, og var der en stedsvarende Jalousie imellem de tvende Fornemste, nemlig Corfitz Uhlfeld og Hannibal Sehsted, og er det troeligt, at Kongen fomenterede den samme, for at have altid een af dem paa sin Side, hvilket ogsaa skeede. Corfitz Uhlfeld havde den Fordeel, at han, i Henseende til sin Charge, som var Rigs-Hoffmester, kunde formeere sit Anhang blant Adelen, var ogsaa i Kraft af samme høje Embede altid ved Hoffet, da derimod Hannibal Sehsteds Charge tillod ham ikke uden ved Permission at komme til Hove, thi han var Statholder i Norge, til hvilken Charge det er rimeligt, at Corfitz Uhlfeld har været ham behielpelig, for ikke at have saadan en mægtig Rival ved Hoffet; Uhlfeld var en af de største og tallrigeste Familier udi Dannemark, thi hans Fader, den gamle Rigets

Comparaison mellem Corfitz Uhlfeld og Hannibal Sehsted.

Canceler Jacob Uhlfeld, havde 11 Sønner og 6 Døttre, saa at han derfore var besvogred og alliered med de fleste fornemme Familier udi Landet. Han selv var formedelst sin Lærdom, Skarpsindighed, Erfarenhed udi Stats Sager, og store Qvalitæter, anseet som en Zirat for den Danske Adel paa de Tider, saa at det var udi mange Ting Hannibal Sehsted var ham ikke voxen nok, hvorudover han søgte at holde nogenledes Ballancen mod sin store Rival, ved en særdeles Føjelighed mod det Kongelige Huus, og seer man, at han har taget deslige Mesures baade udi denne Konges og i hans Successors Friderici 3. Tid. Foruden denne Avantage, som saadan Opførsel bragte ham til Veje, gave visse personlige Qualiteter ham ogsaa en anden, hvorved (888) han ikke alleene ballancerede mod Corfitz Uhlfeld, men endogsaa med Tiden triumpherede over ham; thi Uhlfeld var vel større Statsmand, men Sehsted større Hoffmand. Den Første havde større Habileté, men den Sidste vidste bedre at føre sig den til Nytte. Begge havde over vættes stor Ambition, og sigtede til et Maal, den Første gik lige

Begge disse store Mænds Portraits

til, og der ved røbede sig selv, den Sidste derimod defilerede, for at komme uformerkt til Maalet, hvorudover, endskiønt begge vare farlige Mænd, saa blev dog den Sidste ikke holdet derfore, saasom hans bestandige Forsætt var at cedere hvor han fandt Modstand, og intet at tentere uden hvad han med Sikkerhed kunde trænge igiennem med, hvilket gav ham en stor Fordeel mod Hoffmesteren, der af Naturen var hidsig, og gav sine Passioner ingen Opsættelser. Af begges Opførsel mod hinanden indbyrdes syntes det, at Corfitz Uhlfeld uden Grund hadede sin Svoger, der stedse var complaisant og føjelig, og gav en og anden gang Venskabs Tegn tilkiende. Men med alt dette kand man sige, at den Sidstes Had gik langt videre end den Førstes; thi Uhlfeld søgte ikkun at desarmere en Rival, som var hans Ambition hinderlig. Sehsted derimod, efter at han havde bragt sin Svoger paa Knæe, og udi den Stand, at han ikke frygtede sig meere for ham, søgte, som siges, at skille ham baade ved Liv og Frihed. Med alle de onde Qualiteter som tillægges Uhlfeld, saa er det ikke troeligt, at han var capable til saadan Gierning, som tillægges Hannibal Sehsted udi Uhlfelds Fængsel i Sverrig, thi samme Gierning gav tilkiende, at Hadet gik indtil yderste Destruction. Af dette sees, at den Første havde farligere, men den Sidste fleere Lyder. Vil nogen spørge hvoraf denne store Animositet reisede sig imellem disse tvende Svogre, hvis

Aarsag til det store Had mellem dem.

Interesse, det ellers kunde være at trække paa en Linie, da kand svares, at de hadede hinanden just fordi de vare begge Kongens Favoriter, og just fordi de begge brillerede udi Forstand og Sindets Gaver frem for andre, saa at det gik dem som Cæsar og Pompeio, at den eene kunde ingen Ligemand lide, og den anden ingen Overmand. Og foraarsagede samme Animositet, at hvad den eene foretog søgte den anden at contra-carrere, hvilket man i denne Konges Tid besynderligen (889) merkede udi Fru Kirstine Munks Sag, da Hannibal Sehsted plaiderede mod hende alleene fordi Uhlfeld var hendes Advocat.

Bemeldte Fru Kirstine Munk var af et af de ældste Adelige Huuse i Dannemark. I hende forlibede Kongen sig strax efter Dronning Annæ Catharinæ Død; Men,

Historien om Fru Kirstine Munks Fald.

som hun ikke var at vinde uden ved lovligt Ægteskab, og, saasom at giøre en simpel Adelig Dame lige til Dronning var her i Riget usædvanligt, maatte Kongen gribe til en Middel-Vej at lade sig vie til hende ved den venstre Haand, det er at giøre hende til sin Gemahl. At Copulationen dog af alle ikke maa have været bekiendt, sees af et Diploma, udgivet af Rigets Raad strax efter Kongens Død, for at verificere saadant Ægteskab, hvorudi findes disse Ord: Saasom saadant ikke hver saa fuldkommeligen her udi Riget, meget mindre uden Riget er bekiendt. (a)

Det Paa hvad Maade hun blev viet til Kongen.

er troeligt derfore, at Vielsen ikke er skeet solenniter, men alleene udi nogle faa Personers Overværelse, og det af den Aarsag, at deslige Ægteskabe her udi Landet vare usædvanlige. Men det samme foraarsagede, at mange holdte for, at Fru Kirstine var i Faveur hos Kongen paa samme Fod, som Karen Anders Dotter, hvorudover Hans Majestæt siden, for at detrompere de samme, gav tilkiende udi tvende Breve, at Fru Kirstine var hans Gemahl, og at de Børn, som vare avlede med hende, vare ægte Børn. (b) Men dette Ægteskab blev sluttet med saadanne Conditioner, at hun ikke skulde have Titul af Dronning, og de Børn, som avledes i dette Ægteskab, skulde ikke agtes som Kongelige Prindser og Princesser; Herudover havde de mange Børn, som hun bragte til Verden, alleene Titler af Grever og Grevinder af Slesvig og Holsten. Blant alle Fru Kirstines Børn var dog kun en Søn, nemlig Grev Waldemar. Han Hendes Frugtbarhed.berømmes udi Historien af stor Forstand og Capacitet, hvorvel jeg finder, at hans egen Søster Eleonora Christina, (890)

(a) Diploma Manuscr. dat. die 18. Aprilis 1648.

(b) Lit. Reg. sub dato Lundegaard die 23. August. 1615. Item Krempe den 9. Sept. 1629. Manuscr.

Corfitz Uhlfelds Gemahl, var af andre Tanker, og holdt ham at være ikkun af liden Capacitet. (a) Vist nok er det, at Kongen besynderligen elskede ham, og giorde kun liden Forskiæll mellem ham og de rette Kongelige Børn. Han lod ham strax i Ungdommen reise Udenlands med den lærde Henrico Ernst, og emploierede ham siden udi adskillige vigtige Ambassader. Om det Anslag, Kongen havde at gifte ham med den Ryssiske Princesse Irene, er tilforn talt, og om hans andre Avantures skal tales videre udi Friderici 3. Historie. Af Døtterne er den Navnkundigste Eleonora Christina, som blev given til Corfitz Uhlfeld; thi som han var den skarpsindigste Herre paa de Tider, saa blev hun holden for det skarpsindigste Fruentimmer, og er hun i den Henseende lige saa bekiendt i Historien som hendes Herre. De mange Børn, som Christianus 4. avlede med Fru Kirstine, give tilkiende, at han i mange Aar har levet i kierlig Ægteskab med Hende, thi hun har været en Dame af ikke mindre Qualiteter end Skiønhed; Dog synes det, at hun imidlertid er bleven difigurered ved en særdeles Legemets Fædme; thi jeg finder, at Kongen udi den Process, han førte med hende, sagde til hendes Moder Fru Ellen Marsvin: Raadede du mig ikke selv Ellen, at jeg skulde tage Wibeke, efterdi Kirsten blev saa feed. (b)

Hvad som egentlig var Aarsag til denne Dames Fald, og til den Afsky, Kongen

Aarsag til hendes Fald.

siden fik for hende, kand jeg for vist ikke sige: Nogle holde for, at hun havde et farligt Anslag for imod Kongen, men sige ikke hvor i det bestod. Andre sige, at hun vilde omkomme Kongen med Forgift, hvilket dog er utroeligt, i Henseende til den Kierlighed hun bar til Hans Majestæt, thi jeg finder, at hun end efter udstanden Forfølgelse og Fængsel græd bitterligen, da hun hørde Kongens Død, og sagde: Hvo skulde have tænkt, at jeg kunde fælde Taare over Kong Christian. (c) Det er troeligt, at, om Kongen har haft hende mistænkt for saadant, (891)

(a) Anecdot. Manuscr.

(b) Anecdot. Manuscr.

(c) Anecdot. Manuscr.

hendes Kammer-Pige Wibeke, som siden blev hans Favorit, har bragt ham paa de Tanker. Jeg finder ej heller, at udi den store Process, som blev hende formeret, andet blev omtalt uden Utroeskab i Ægtestand.

Det kand ikke nægtes, at Kongen jo havde hende mistænkt for saadant, og at han i den Henseende formerede hende Process, og forlangede Skilsmisse. Personen, som

Hun mistænkes for Utroeskab.

foregaves at have nydt usømmelig Faveur af hende, var Kongens egen Hoff-Marskalk, den saa kaldte Rhingreve. (a) Hvorudover Hans Majestæt lod hendes sidste Dotter skikke Udenlands, hvor hun blev Kloster-Jomfrue. Om herudi var nogen Realitet, eller om hun var falskeligen forført, kand endnu ingen forvist sige. Det er alleene vist, at Kongen lod hende beskylde for Rigets Raad, som til den Ende var forsamled udi Rosenborg Hauge, og forlangede deres Dom. De Beskyldninger som bleve giorte mod Hende, bestode udi 19 Interrogatorier, som Hans Majestæt med egen Haand har forfatted, og som besluttes med disse Ord: Hvilcken udaff, forbeneunte Puncter,

 Kongen beskylder hende offentligen derfor.

begieris, at skulle bevisis, daa ville Vi, Sliigdt, med leffuendis, Folk, Aadel og Wadel, bevise, som vy, uil skaffe, tilstede, naar Behoff giøris. Fra Københaffn den 19. Junii 1632. (b)

Her at anføre disse Beskyldninger finder jeg ikke à propos; vil derfore alleene lade mig nøje med at sige dette, at adskillige Puncter der udi synes at være vigtige, og kunde give Anledning til Mistanke, saa at om Fru Kirstine ikke har været skyldig, saa har hun dog givet Anledning til Suspicion, og synes den 5te, 6te, 7de og 8de Artikel at være meget betydelige. Corfitz Uhlfeld plaiderede da for Fru Kirstine, og Hannibal

Corfitz Uhlfeld plaiderer hendes Sag mod Hannibal Sehsted.

Sehsted for Kongen, og kand man sige, at faa Sager have været for Retten af større Vigtighed og Eclat, saavel i Henseende til Parterne i sig selv, som til Advocaterne, der vare de anseeligste og meest (892)

(a) Anecd. Manuscr.

(b) Gravamina Christ. 4. autogr. Manuscr. contra Christinam Munk sub dato Hafn. die 19. Junii 1632.

veltalende Mænd udi Riget, og giver denne Action et fuldkomment Portrait paa begge disse Herrer; thi man seer paa den eene Side et særdeles Overmod, og paa den anden Side lige saa stor Hyklerie. Begge vare at laste, den eene fordi han utvungen gik i Skrankerne mod sin egen Konge, og Velgiører, den anden fordi han af Politique og Interesse søgte at beskiemme Kongens Gemahl. Dog fandtes der mange som ikke alleene undskyldte Corfitz Uhlfeld, men endogsaa ansaae denne hans Gierning, som en Heroisk Action, da derimod alle ansaae Hannibal Sehsted, som den der her udi satt Bienseance og Sømmelighed noget til Side. Med hvilken Hidsighed denne Sag ellers er bleven agered af disse tvende store Advocater, sees der af, at de siden uden for Raad-Huuset trokke deres Kaarder mod hinanden. Men hvad Argumenter der brugtes pro og contra kand jeg ikke sige. Jeg seer alleene af de oft citerede skrevne Excerptis, at Kongen har villet holde for, at den foregivne utilbørlige Omgiengelse var skeed, da han selv var fraværende udi Glükstad, og Fru Kirstine med Rhingreven var paa Frideriksborg; Men at Corfitz Uhlfeld producerede Kongens egne Breve, hvorudi saavel Fru Kirstine som Ringreven vare beordrede at forblive paa samme Slott. At Kongen selv udi egen højeste Person har været tilstæde udi Retten tillige med Fru Kirstines Moder Ellen Marsvin, samt de fleste af Børnene, sees af en ufuldkommen mutilered Dialogue, som jeg derom har fundet, hvorudi Kongen siger: Ellen! raadede du mig ikke selv &c. Fru Kirstines Børn brøde da ind udi Talen, og sagde: Mormoder – – – hvorpaa Ellen Marsvin svarede med Latter: Eders Kongelige Majestæt: – – – (a) saa at jeg ikke videre veed hvad Børnene sagde til hende eller hvad hun svarede Kongen: Processen siges ellers at have faldet saaledes ud, at Fru Kirstine blev frikiendt for Retten, enten efterdi de Fru Kirstine bliver frikiendt for Retten.Beskyldninger, som førdtes mod hende, ikke lovligen kunde beviises, eller fordi Corfitz Uhlfeld ved sit store Anhang udi Raadet udvirkede saadan favorable Dom. (b) (893)

(a) Fragment. Manuscr.

(b) At Processen saaledes falt ud, derom bekiender jeg intet at have uden en Tradition, for hvilken jeg ikke kand Garantere.

Det eeneste, som man haver trykt om denne store Process, er hvad som findes udi den saa kaldte Histoire du Comte d’Uhlfeld, hvorudover, endskiønt derudi findes adskillige U-rigtigheder, vil jeg dog her anføre Autoris Relation derom, og tillige med munstre hvad som derudi kand beviises at være falskt. Da Kongen agtede at skille sig ved Frue Kirstine (som her af Vildfarelse kaldes Dronning) og intet kunde bevæge ham fra det Forsætt, end ikke hans Dotters Leonoræ Graad, som han saa højt elskede, lod han forsamle Raadet for at examinere Sagen. Alle Hoff-Folk abandonerede Fru Kirstine for at flattere Kongen, og ingen uden Uhlfeld, (som her af Vildfarelse kaldes Greve) (a) understod sig at forsvare hende, og derudi præfererede den

En trykt Relation herom examineres.

Kierlighed han bar for Frøiken Leonora, for den Lykke han kunde giøre til Hove. Han gav derfor med Frimodighed tilkiende for Kongen, at han vilde agere Fru Kirstines Advocat. Af dette betienede Hannibal Sehsted sig, for at styrte Uhlfeld, og tog sig for at forsvare Kongens Sag. Til berammede Dag lod Kongen sig selv indfinde for Retten, tillige med Fru Kirstine og hendes Børn. Hannibal Sehsted begyndte da først at tale, og udførte Kongens Beskyldninger med saadan Veltalenhed, at de fleeste holdt Fru Kirstine at være skyldig: Men de bleve strax bragte paa andre Tanker; thi Ulfeld beviisede med saadan Fynd og Soliditet hendes Uskyldighed, at Kongen selv ikke kunde bare sig for Graad, ja han steeg ned af sin Throne, omfavnede hende og tog hende til Naade igien. Uhlfeld lod sig ikke nøje med at have beskiemmet sin Rival med Munden, men søgte ogsaa at giøre ham Tort med Haanden; thi han trok uden for Raad-Huuset sin Kaarde ud, og gik ham med saadan Hurtighed paa Klingen, at Hannibal Sehsted maatte salvere sig med Flugten. Dog, saasom de begge vare anseelige Mænd, forligede Kongen dem; men u-anseet denne Forligelse bar dog Hannibal Sehsted et stedsvarende Had imod Uhlfeld, og aldrig kunde tilgive ham denne Gierning. Uhlfeld blev formedelst denne Action gratuleret af alle, og fik til Recompense deraf Frøiken Leonora til Gemahl. Saavit (894)

(a) Han blev allerførst Keiserlig Greve 1641. Diploma Ferdinand. 3. Regensb. 7. August. 1641. Manuscr.

samme Relation. Autor til denne Ulfelds Historie sætter ellers intet Aars-Tall her til, og synes det af hans Relation, at det skulde være skeed kort for den Tid Frøken Eleonora blev gifted med Uhlfeld, da man dog veed, at Fru Christine kom i U-naade 1630. Dette er og falskt, at Kongen tog Fru Kirstine arresteres.

hende strax til Naade igien; thi hun blev strax ført til en Gaard kaldet Boller, som Kongen kiøbte hende udi Aarhuus Stift, hvor der var Jern udi Vinduerne og Vagt uden for Dørren. Fra den Tid hun blev forskudt, blev hun tillige med hendes Børn udelukt af Kirke-Bønnerne, og maatte hun siden ikke kaldes anderledes end Fru Kirsten til Boller. Dog, saasom hendes Børn laae Kongen ideligen i Ørene, erklærede Hans Majestæt sig 1646 for hendes Befrielse. (a) Men denne Befrielse skeede dog ikke førend kort for Kongens Død, hvilket sees af en ny Begiering i Raadets Navn opsatt af Cantzler Christen Thomesen Sehsted om hendes Befrielse Aaret derefter, saa at der maa være kommen en ny Knude paa Traaden, som foraarsagede, at Kongen suspenderede sin Erklæring af 1646; og, saasom bemeldte Cantzlers Concept til den ny Begiæring, som skeede Aaret derefter, giver fuldkommen Oplysning herudi, og mig deraf er communicered en Copie, vil jeg den her anføre. Den lyder saaledes: (b) Rigens Hoffmester, og Hans Lindenow have for nogen Tid begiæret af nogle Rigets Raads Intercession.

af Rigens Raad, at de underdanigst vilde hos E. K. M. intercedere, at Fru Kirsten Munk, som paa ny skall være kommen i E. K. Majestets Disgrace, og derefter fængslig paa hendes Gaard Bøller anholden, igien deraf maatte entlediges, og nyde den Afskeed, som E. K. Majst. Anno 1646 in Aprili givet haver, og E. K. M. sig naadigst i sin Skrivelse til Cantzleren Hr. Christen Thomesen siden har erklæret, at E. K. M. gierne saae, at Rigens Raad for (895)

(a) Declaratio Regis 1646. in Aprili Manuscr.

(b) Requisitio Hafn. 11. Novembr. 1647. Manuscr. Concepten har Cantzler Christen Thomesen Sehsted ladet opsætte, hvorefter Begiæringen er giort.

hende intercederede, saa have nu Rigens Hoffmester, Statholderen i Norge, Hans Lindenow, Grev Pentz og Ebbe Ulfeld paa ny igien af meenige Rigens Raad paa det flittigste begiært, de hos E. K. M. underdanigst vilde anholde, at Fru Kirsten hendes Libertet igien maatte erlange. Saa, efterdi vi befinde, at vi med ingen Billighed dennem saadan deres venlig Begiæring kand nægte, og ikke kand formærke, at dermed andet søges, end at E. K. M. til Roelighed kunde gelange, og det som med Tiden E. K. M. for Disreputation E. M. Børn og Børne-Børn, og de fornemme Mænd som E. M. sine Børn har givet til Ægte, kunde være for Vanære og ond Eftertale befriede; da begiære vi paa det underdanigste, og raade, at E. K. M. vill lade sig befalde, at sende Fru Kirsten igien hendes Libertet, og lade hende nyde den Afskeed, som E. K. M. efter lang Underhandling 1646 in Aprili givet haver, og alting her efter udi Stilhed og Roelighed maa forblive: De love igien, at hverken hun eller andre skal nogen Tid give Aarsag til andet. At de fornemme Mænd, som paa deres Hustruers og Børns Vegne saa højligen herudi ere interesserede, kunde formærke dem, med deres underdanigste Submission E. K. M. Kongl. Gunst ej forgiæves at have imploreret. Dat. Kiøbenh. den 11te Novembr. Anno 1647.

Derpaa fuldte den Kongl. Resolution 1648 (a) om hendes Befrielse; men, da

Hun kommer løs igien.

hun begav sig paa Rejsen til Kiøbenhavn, og var kommen til hendes Fru Moder paa Ellensborg, fik hun Tidende om Kongens dødelige Afgang; Og siges der da, at hun græd bitterligen, og sagde: Hvo skulde have tænkt, at jeg kunde (896)

(a)                  Declaratio Regis Fridericsborg 26. Januarii 1648. Manuscr.

|græde for Kong Christian? Hvor vit ellers denne Kongelige Naade strakte sig, og om Hans Majestet vilde tage hende til sig igien, kand jeg for vist ikke sige, hvorvel den Tale, som 1658 blev holden ved hendes Liig-Begængelse, synes at tilkiendegive saadant. (a) Men hvad som blev foretaged med Rhin-Greven, derom finder jeg intet; Det er troeligt, at han enten selv har undviged, eller er bleven Landet forviised, efterdi intet meere tales om ham.

Dette er alt hvad jeg har kunnet sammensanke af nogle Breve og Fragmentis, til denne curieuse Histories Oplysning, og kand denne, skiønt korte og u-fuldkomne Recit, tiene til at corrigere adskillige ilde grundede og fabelagtige Relationer, som derom ere trykte, sær udi det Skrift kaldet le Conte d’Ulfeld, eller nouvelle Historiqve. Man lærer heraf, at Kongens Myndighed begyndte at declinere mod

Betænkning over denne Historie.

Enden af hans Regiering. Man seer ogsaa her udaf Conjuncturerne udi det Kongelige Huus, og sær mellem de Kongelige Børn indbyrdes; Endeligen giver Fru Kirstine Munks Historie et besynderligt Portrait paa de tvende store Mænd Corfitz Ulfeld og Hannibal Sehsted, og viiser Oprindelsen til det store og bestandige Had, som regierede imellem disse tvende Svogre. Ja man seer endeligen udi hvad Tilstand Corfitz Ulfeld var, og hvad som kunde forlede ham til at misbruge de store Naturens Gaver, som han besad, til at gaae uden for en Undersaatts Grændser, og at machinere de Ting, som styrtede ham fra den højeste Æres Spidse til den yderste Ulykke og Fordervelse, saa at det Navn, som var den største Prydelse og Zirat for Dannemark, er bleven forhadet, foragteligt og til et Spotte-Navn og Ordsprog blant den gemeene Almue. Jeg har forhen talet noget om samme Mands saavel onde som gode Qvaliteter, og skal videre tale derom under efterfølgende Regiering. Hvad hans Slægt og Byrd

Corfitz Uhlfelds Anseelse samt Slægt og Byrd.

angik, da havde den paa de Tider ikke sin Lige, hvilket sees af efterfølgende curieuse og tilforladelige Liste, efter Frøiken Annæ Uhlfelds Relation. (897)

(a)                  Oratio in Obit. Christ. Munk Manuscr.

Jacob Ulfeld Rigets Canceler, Herre til Ulfeldsholm, Eegeskov og Urup, avlede med Fru Birgitta Brokenhuus 11 Sønner og 6 Døttre, som vare:

1. Knud Ulfeld. Christiani 4. Oberskiænk, Herre til Hellerup i Fyen. Hans første Frue var Anna Lykke, Kay Rantzovs Enke til Rantzouholm. Med hende havde han ingen Børn. Hans anden Frue var Kirstine Lützov, som kom hid til Dannemark med Kron-Princessen Magdalena Sybilla, hvis Kammer-Frøiken hun var. Hende havde han kun 6 Uger; thi, saasom han udi det Søe-Slag, hvorudi Christianus 4. mistede sit Øje, var bleven blesseret udi sit Been af samme Splind, som traff Kongen, lod han sig vie til hende paa Sengen, og døde 6 Uger derefter.

2. Jacob Ulfeld Ritmester, var forloved med Kay Rantzovs og Fru Annæ Lykkes

Liste paa Canceler Jacob Ulfelds Børn.

Dotter Sophia Rantzou. Han blev skudt i den Kejserlige Krig.

3. Frands Ulfeld blev giort til Greve af Kejser Ferdinando 2, (a) og begaved med et Grevskab udi Tydskland. Han døde til Wien Luthersk. Der fortælles blant andet om hans Magnificence, at han havde 12 Hæste med 12 Guldkiæder paa. Han var forlovet med Hr. Claus Daas, Rigets Admirals Dotter Dorothea Daa, men døde for Bryllopet.

4. Peder Ulfeld rejsede udenlands med 5 af sine Brødre, og døde strax efter sin Hiemkomst.

5. Lars Ulfeld, Herre til Urup og Egeskov. Han fik sin Broder Jacobs efterladte Fæstemøe Sophia Rantzov, og med hende avlede 4 Børn, hvoraf de to døde strax efter Fødselen uden Navn. De to andre døde ogsaa gandske unge. Han var den Lærdeste af alle sine Brødre. Udi Christiani 4. Tid blev han skikket som Envoyé til Kong Jacob 1. af Engeland, og Kong Friderik 3. forlehnede ham med Stiernholm 1648. Hvor dydig og skikkelig ellers denne Mand har været, sees deraf, at Kong Friderik, uanseet den Groll han havde mod den Ulfeldske Familie, elskede dog denne Lars Ulfeld saa meget, at han blev anseet som en Mignon (898)

(a)                  Diplom. Ferdinand. 2. Manuscr. Hvorudi han kaldes Johannes Franciscus.

Men man merker, at hans egen Broder Corfitz Ulfeld var ham ikke god. Thi han kunde ikke nyde nogen Promotion udi Christiani 4. Tider, saa længe som samme hans Broder havde saa meget at sige. Da hans første Frue Sophia Rantzov ved Døden afgik, blev han anden gang gift med Else Parsberg, med hvilken han avlede 8 Børn, nemlig 6 Sønner og 2 Døttre.

6. Corfitz Ulfeld Rigets Hoffmester, (a) og den navnkundigste af alle, som blev gift med Christiani 4. anden Dotter af Fru Kirstine Munk, Eleonora Christina. Med hende avlede han 10 Børn. (1.) Anna Catharina, hvilken blev Roman-Catholsk udi Bruges efter hendes Mands Cassets Død, som var Corfitz Ulfelds Ober-Staldmester. (2.) Christian, som skiød Fuchs ihiel og blev Abbé. (3.) Jacob, som døde ung. (4.) Ludvig, som omkom i Candien, hvor han sprang i Luften af en Mine. (5.) Leo, som døde ung. (6.) Corfitz, gift med en rig Contesse udi Frankrige. (7.) Mogens døde ung. (8.) Ellen Kirstine blev reformeret, og døde udi Hessen. Der fortælles om hende, at hun, tillige med sin Søster Leonora Sophia udi Friderici 3. Tid, komme masquerede ind i en Hauge, hvor Dronning Sophia Amalia var, og der overgave hende en Suppliqve, men saadant blev ilde optaget, og de maatte rejse bort. Den efterfølgende Dronning Charlotta Amalia tog dem dog siden i Beskyttelse. (9.) Leonora Sophia, som fik Lave Beck i Skaane paa samme Tid som hendes Moder sad fangen. (10.) Leon, som blev Kejserlig General.

7. Flemming Ulfeld, Lehnsmand paa Halssted Kloster i Lolland. Hans Frue var Anna Elizabeth von Greven, Christoffer von Grevens Dotter; Med hende avlede han 6 Børn. Hans anden Frue var Anna Magdalena Kruse, med hvilken han havde 3 Børn.

8. Ebbe Ulfeld, Herre til Egeskov og Ridder. Hans Frue var Mette Grubbe, havde ingen Børn.

(a)                  Han blev Rigets Hoffmester 1643.

(899)

9. Eyler Ulfeld, en anseelig og lærd Mand, var Envoyé udi Spanien. Han blev ihielskudt paa det Skib kaldet Treenighed lige ved Christiani 4. Side, og siges der, at man efter Døden havde Møje ved at vrikke Sværdet af hans Haand. Han var forloved med Anna Sehsted, Canceler Christen Thomæsens Dotter. (a)

10. Mogens Ulfeld forloved med Oluf Parsbergs Dotter Ellen, og døde i Paris.

11. Tyge Ulfeld døde i sin Opvæxt og Forældrenes Huus.

Døttrene vare Efterfølgende:

1. Anna Ulfeld gift med Oberst Poul Rammel Broder til Henrik Rammel, som var Christiani 4. Hoffmester.

2. Elsebed Ulfeld gift med Oberst Jesper Friis, havde 3 Sønner og 7 Døttre.

3. Karen Ulfeld gift med Oluf Brokkenhuus, Slots-Herre paa Kiøbenhavns Slott, havde een Søn og 2 Døttre.

4. Dorothea Ulfeld døde Jomfru i Forældrenes Huus.

5. Birgitta Ulfeld som blev gift med Otto Kruse til Egholm, hvilken handlede ilde med hende, saa at hun tvende gange forlod ham, og tiente for Pige i Holland.

6. Maria Ulfeld gift med Axel Arentfeld til Basnæs.

Denne store tallrige Familie blev udi dens Velstand regieret af Hoffmesteren Corfitz Uhlfeld, hvoraf sees af hvilken Importance samme Mand var paa de Tider. Naar man der til lægger hans anden Slægtskab og Svogerskab, hans høje Charge, hans ugemeene og fast Kongelige Rigdom, hans Alliance med det Kongelige Huus, Erfarenhed udi Stats-Sager, og naturlige store Skarpsindighed, item, hans Gemahls Ambition og store Qualiteter, kand man see hvad som har forført ham at aspirere til højere Ting, end en Undersaatt egner og anstaar. Af samme Liste sees ogsaa den ulyksalige Families Avantures, og at det Uhlfeldiske Huus har udspredet sig fast over heele Europa.

Man seer og af ovenmeldte Recit, hvordan Tilstanden var mod Enden af Christiani 4. Regiering, og at den tilforn store, (900)

(a) Resen. excerpt. Manuscr.

og fast u-omskrænkede Kongelige Myndighed declinerede og merkeligen aftog i Henseende til Kongens høje Alder, hvorvel Hans Majestæt, u-anseet han var betynget af Alder, og omspændt af adskillige Ulykker og Fortrædeligheder, forestoed Regimentet med Vigueur til sin Døds-Dag, som skeede udi det Aar 1648. Hans sidste Svaghed var ikke andet end en Mattighed, som han 1648.nogle Maaneder for sit Endeligt befandt, i det Naturen, som med stor Møje og

Kongen bliver svag.

Besværlighed af den langvarige Regiering blev udmatted, begyndte efter haanden at tage af, saa at han ingen haard Spiise kunde fordøje, og om Natten lidet sove.

Og, enddog Kræfterne toge saaledes af, og det var udi den kaalde Vinter, reiste Hans Majestæt dog den 21. Februarii fra Frideriksborg til Rosenborg i Kiøbenhavn, og lod sig dagligen iklæde. Alle indkommende Supliquer lod han læse for sig, og gav derpaa Svar, underskrev hvad som færdigt var, og vilde ikke lægge sig til Sengs, førend den 26. Februarii som var den 3die Dag for hans salige Endeligt. Om anden Dagen, som var Søndagen, lod han prædike for sig paa Sengen, talede dog gandske intet. Men hen ved Klokken 1. lod Hans Majestæt indkalde til sig sin Hoff-Prædikant Doct. Lauridts Jacobsøn, til hvilken han rakte Haanden og sagde:

Hans Andagt paa sit Yderste.

Her ligger jeg en Guds Fange; Hvorpaa Hoff-Prædikanten trøstede ham det beste han kunde med Guds Ord, og formanede Hans Majestæt at holde fast ved Christi Fortieneste, der til svarede Hans Majestæt paa Latin: Ne dubites, og strax paa Danske: Tviiler intet der paa, rakte derefter Haanden til Præsten igien, og sagde: Nu giælder det!

Der paa blev der holdte Bønner og Sange, hvorudi Hans Majestæt lod see saadan Andagt, at de Omkringstaaende kunde ikke holde sig for Graad. Siden blev han af Canceleren Christian Thomæsøn anmodet om den hellige Nadvere at bruge, hvortil Hans Majest. sig strax beredde. Da Absolutionen var skeed, lagde han sig til Roelighed, og talede ikke meget siden. Om Natten derefter, saavel som om anden

Hans salige Endeligt.

Dagen, tog Sygdommen meget Overhaand, dog lod han see en besynderlig Taalmodighed, saa at han udi alle sine Smerter ikke engang beklagede sig. Endelig (901) mod Aftenen Klokken 5 den 28. Febr. hensov han med sin fulde Fornuft meget stille og uden Bevægelse, efter at han havde leved 71 Aar ringere end 6 Uger.

Han var, omendskiønt ikke af de lykkeligste saa dog en af de største Konger som

Hans Berømmelse.

disse Nordiske Lande nogen Tid have haft. Han sparede aldrig sin høje Person, endogsaa udi sin gamle og graae Alder, og lod sig see ikke alleene som en Anfører, men endogsaa som en Soldat, saa at, dersom Lykken havde ikkun villet lade see den ringeste Gnist af Faveur mod ham, kunde han have giort lige saa store Figurer udi Europa som den store Gustav, hvilken han cederede hverken udi Tapperhed eller god Conduite.

Belangende den verslige Regiering, da haver Hans Majestet sin gandske Regierings Tid antaget sig Rettens Administration med saadan Iver, at han paa Herre-Dage og Land-Dage altid haver præsideret, og det ikke udi nogle faa Dage, men undertiden 4 eller 5 Uger, saa længe der vare Sager for Haanden. Naar nogen Sag eller Stridighed forefaldt, udi hvilken Hans Majestæt selv kunde være højligen

Hans Rettfærdighed.

interessered, haver han det ingenlunde anseed, men ladet Retten have sin Giænge, endogsaa imod sig selv i alle Maader. Denne Hans Majestets Upartiskhed udi Rettens Administration har været alle Undersaatterne saa bekiendt, at enhver haver glædet sig, naar han har fornummet Kongen at ville sidde i Retten, hvilket han altid giorde uden han af merkelig Forfald blev forhindred.

Sin gandske Regierings Tid har han været en meget flittig, aarvaagen og

Arbeidsomhed.

arbeidsom Herre, saa at han fra 3. og 4 om Morgenen den gandske Dag har været udi idelige Forrettninger, og ordineret med største Omhyggelighed hvis til Rigets og Landets Velfærd og Fornødenhed udkrævedes.

Disse høje Kongelige Dyder og Qualiteter forskaffede Hans Majestæt hos alle angrændsende Potentater, ja over heele Europa, saadan Credit og Consideration, at de have haft et besynderligt Øje paa ham, og udi deres høje og vigtige Legationer, saa og særdeles Skrifter raadført sig med ham. De have ogsaa antaget ham til den fornemmeste Mediateur at bilægge den Tydske Krig, (902) hvorfore hans Død af de stridende Parter højligen blev begrædet, besynderlig eftersom han ved sin Vindskibelighed havde bragt det saa vit, at man inden kort Tid haabede at komme til Endelighed.

Han var frem for alle sine Formænd en besynderlig Elsker af Bygninger, hvilket

Hans store Bygninger. kand sees af de mangfoldige Slotte, Stæder og store Huuse, han haver opreist og funderet. Anno 1600 lod han bygge den Stad

Christianopel

udi Blegind, hvilken Christianopel.1603 blev giort til en Fæstning, og saaledes kalden efter Prinds Christian som blev fød samme Aar. Aaret derefter det Kongelige Slott Rosenborg, item Tøyhuuset. Han lod 1605 af Steen opbygge det nu værende Raadhuus paa gammel Torv udi Kiøbenhavn, tillige med en Vandpost lige ovenfor. Anno 1607 lod han befæstige den Stad Halmstad med Volde. Anno 1614 lod han fundere Christianstad i Villands

Christianstad.

Herred udi Skaane, hvilken formedelst dens herlige Situation udi Søen, og andre Fortificationer blev holden for en af de vigtigste Rigets Fæstninger. For samme Byes Skyld lod han tilbage kalde de tvende gamle Kiøbstæder Aahuus og Wehæ deres Privilegier. Han bragte ogsaa til Fuldkommenhed det prægtige Slott

Frideriksborg.

Frideriksborg udi sin Ungdom, og, da nogle foreholdte ham, at det var et Værk, som overgik hans Kræfter, lod han paa Porten grave en Hob smaa Skoe, givende der med tilkiende, at han alt havde traadet sine Børne-Skoe, og findes de samme endnu paa Slotts-Porten.

Anno 1618 lod han anlægge en nye Stad paa Amager, kaldet Christianshavn,

Christianshavn.

hvilken ved en stor Broe blev føjed til Kiøbenhavn. Samme nye Stad blev ziiret med Volde og Skantzer, og benaadet med Kongelige Kiøbstæds Privilegier, og bleve der forordnede 2 Borgemestere, nemlig Jacob Drejer og Jacob Madsøn, item 4 Raadmænd, og en Byefoged, som skulde betiene Retten i samme Stad.

Videre forordnede Hans Kongl. Majestæt, at Lehnsmanden paa Kiøbenhavns Slott skulde have Inspection over den nye Stad, at Indvaanerne skulde være ham lydige, og efterkomme hans Befalning paa Kongl. Majestæts Vegne. Indvaanerne gav Hans Majestæt skiønne og beqvemme Kiøbstæds Privilegier, (903) med et herligt Stads-Vaaben, nemlig et blaat Taarn med 3 Kroner, Hans Majestets Navn med tvende hosfølgende Løver og to Faner. Den store Broe, som føjer den gamle Stad til den nye, blev anlagt med stor Bekostning og ikke med mindre Møje; Thi mange holdte for umueligt, at lægge Broe over saadant vitløftigt og vanskeligt Sund; Men denne store Konges Fliid og Bestandighed overvandt denne Vanskelighed. Han lod siden ved Blye-Render under Søen, hvor store Skibe ligge, bringe friskt Vand udi Staden fra Pebling-Søen 1633, hvilket retteligen kand siges at være et Kongeligt Arbejde. De Privilegier, som han gav den nye Stads Indbyggere, vare, at de udi 12 Aar (a) skulde være frie for alt Paalægg, at Christianshavns Øvrighed skulde have Rang og Sæde næst efter Kiøbenhavns Øvrighed; item, at Christianshavns Raadstues Domme skulde gaae lige til højeste Rett. (b)

Udi det samme Aar lod han oprette det Kongelige Collegium eller Regentzen for

Regentzen.

Studenterne. Han havde ogsaa i Sinde at nedrive det gamle Kiøbenhavns Slott, og at bygge et andet Alamodiske Slott igien, og vidner Autor til de Hayes Embassade, at saadant Dessein var giort for den Kejserlige Krig. (c)

1620 blev den fast u-overvindelige Stad Glykstad funderet udi den Egn

Glykstad.

Vildnus udi Storman, og blev kaldet Glykstad, eller Lykkens Stad, for et got Omens Skyld. Den blev og saaledes fortificeret, at den fast ikke kunde indtages, og kand den berømme sig, at have beholdet sin Jomfruedom indtil denne Dag, det er, ikke været indtaget af nogen Fiende, omendskiønt heele Holsten og Jylland har været erobred.

Da den Stad Opsloe Anno 1624. afbrændte, lod han opbygge den ved Slottet

Christiania

igien, og efter sit Navn kalde Christiania.

Det navnkundige Astronomiske Taarn, kaldet gemeenligen runde Taarn, lod han oprette ved Trinitatis Kirke, og det efter Canceler Christen Thomesen Sehsteds Raad, paa det at (904)

(a) Resen. excerpt. Manuscr.

(b) Resen. excerpt. Manuscr.

(c) Ambassade de Courmesvin. pag. 64.

Kiøbenhavn inden sine Muure kunde have et Uraniborg ligesom Tychonis paa Hueen. Til dette konstige Taarns Indrettelse raadførte man sig i sær med Christ. Longomontano Tychonis Discipel. Taarnet blev fuldfærdiged 1642, men kom dog ikke udi rett Stand førend under Frid. 3. (a)

All den Bygning som er Børsen, Proviant-Huuset, Bryggersed og Bagersed,

Utallige Bygninger og heele Gader i Kiøbenhavn.

og Tøjhuuset &c. er af ham anlagt udi Søer med stor Arbeide og Bekostning.

Anno 1617 lod han fuldfærdige Holmens Kirke, (b) saa at den blev beqvem til Guds Tienestes Forrettning. Der var tilforn et Smeede-Verksted, og en Navigations-Skole.

Anno 1637 lod han legge Grundvold til Trinitatis Kirke, som først allene var

Trinitatis Kirke.

for Studentere, indtil Anno 1683, da den blev giort til en Sogne-Kirke, da nogle Gader af St. Annæ Quartéer bleve lagde der til.

Anno 1647 lod han oprette en Navigations-Skole for Skibs-Folkenes Information. Tvert over samme Skole lod han af Grunden opmuure skiønne Huuse til Holmens Kirkes Præster, Skippere, Styrmænd, Højbaadsmænd og andre Søe-Officiers. Paa et hvert Hiørne-Huus blev anslaged hvad enhver Gade skulde hede, saasom Delphin-Gaden, der havde 24 Vaaninger; Laxe-Gaden, der havde 48; Hummer-Gaden, der havde 40, og Større-Gaden, der havde 18 Vaaninger. Paa den Plads hvor bemeldte Vaaninger bleve funderede, var tilforn en Kongelig Lyst- og

Rosenborg.

Frugt-Have, med en Ring Rende-Bane, indtil Rosenborg med dens Have blev anlagt.

Det er umueligt at opregne hvad denne Salige Herre ellers lod reparere og fornye, besynderligen udi Kiøbenhavn, hvis Tegelsteene han, med den Romerske Keiser Augusto, kunde siges at have forvandled til Marmor-Steene, efterdi han havde ikke mindre (905)

(a) Gassend. vit. Tych. pag. 218.

(b) Hvad den saa kaldte Bremerholm angaaer, hvis Stiftelse af nogle ogsaa tillægges denne Konge, da er den ældre, thi jeg finder en Ordre af det Aar 1589, underskreven af Jørgen Rosenkrands og Christoffer Walkendorff, hvorudi tales om Holmens Skib-Byggerie.

Omhyggelighed for at polere sin Residentz-Stad, end denne berømmelige Kejser Rom.

Denne salige Herre var ogsaa en stor Elsker og Velynder af lærde Mænd, hvilke han ved sin Gavmildhed meget opmuntrede, og derfore var Landet fuld af grundlærde Mænd under hans Regiering; Thi foruden den store Tycho Brahe, som døde til Prag, fandtes mangfoldige andre. At den Danske Adel kunde oplæres udi adskillige

Sorøe Academie.

smukke Videnskaber, lod han Anno 1623 til Sorøe oprette et Ridderligt Academie, hvortil han lagde store Indkomster. Over samme Academie blev satt til Ephorus, Just Höeg, en Herre af store Qualiteter, og besynderlig beqvem dertil. De første Professorer, som der til bleve forordnede, vare Joh. Cluverus Theologus, (a) Joh. Laurembergius Mathematicus, til hvilke Aaret der efter bleve lagde Joh. Meursius, Historiographus, og Joachimus Burcerus Medicus. Derefter blev kaldet fra Helmstad Christoph. Heidmannus Orator, og Martinus Trostius Hebrææ Lingv. Prof. item af Danske Nicolaus Schelderup Logices, og Stephanus Joh. Stephanius Eloqvent. Prof.; og varede dette Academie til Aar 1665, da, eftersom Kongens Indkomster ved Skaanes Forliis vare blevne formindskede, blev forordnet, at de der til lagde Indkomster skulde anvendes til andet Brug.

Blant andet, som viiser den Omsorg han havde for boglige Konsters

Han var en stor Elsker af Lærdom.

Forfremmelse, var, at han udi det Aar 1625 befoel tvende Rentemestere paa sin Bekostning at lade reenskrive og trykke alle de Historiske Manuscripta og Fragmenta som Professorerne agtede at være tienlige til den Danske Histories Oplysning, og, som Doctor Arnisæus havde tilkiende givet, at der udi Lybek laae forvarede adskillige Manuscripter, som henhørede til den Danske Historie, gav han iligemaade Ordre til samme Rentemestere, at tilhandle sig samme Manuscripter for en Sum Penge, hvilket sees af eet Højstbemeldte Konges egethændigt Brev, som jeg haver i Hænder, hvilket lyder saaledes: (906)

(a)                  Test. ipso Cluvero in Epist. Hist.

Christian den Fierde med Guds Naade Dannemarkis, Norgis, Wendis og Gottis Konning.

Vor Gunst tilforn. Vider, at eftersom Vi naadigst komme udi Erfaring, at adskillige Voris Danske Historiers Documenter paa Latin, Danske og Tydske, at haffuis udi Voris Universitets udi wor Kiøbsted Kiøbenhaffn Bibliothec og Giemme. Da bede Wi Eder och Wille, at, naar I derom af de Højlærde paa forneffnte Vor Universitet besøgis, I da paa wore Wegne bekoster hvis fornøden giøris samme Historier og Historica Fragmenta at lade reenskriffue och paa Tryk imod en god Stiil, og des Tilbehør uden- eller inden Riget at lade forfærdige, efftersom nøjgest og best kunde foreenis. Og efftersom nogle Fragmenta af Danske Historier skall findis til Lybke, efter som Os Elskelig Doctori Arnisæo derom skall være bevist, da wille wi iligemaade, at I handler med dem som dennem haffuer, om en billig Forerring, som och iligemaade skulle forfærdiges til Tryk. Der med skeer Wor Willie. Befalendis Eder Gud. Skreffuit paa Wort Slott Kiøbenhaffn den 1. Martii Anno 1625.

                                                                                                     Under Wort Zigneth (a)

                                                                                                     Christian.

Men, som den Keiserlige Krig strax der paa faldt ind, er denne priselige Ordre ikke bleven efterlevet, den Danske Historie til ubodelig Skade. Det synes ogsaa af hans egenhændige Breve, at han selv har skrevet Memoires angaaende de Tiders mærkværdige Ting; thi jeg finder i en Skrivelse til Cantzler Friis disse Ord:

(a)                  Literæ Christ. 4. ad Præfectos ærarii Christoph. Urne & Axell Arnfeldt Manusc. autogr.

(907) Den Almanack, jeg haffuer saa længe ledt efter, den haffuer jeg nu funden, och findis i samme Almanack aldt, hvis Anno 1612. sig tildrog. (a)

At den fortreffelige Tycho Brahe blev tvungen til at forlade sit Fædreneland,

Om hans Majest. var Aarsag til Tycho Brahes Misfornøjelse.

dertil var Hans Majestæt ikke Aarsag, som nogle falskeligen samme Tid berettede, hvilket kand sees af den berømmelige Mands egne Ord:

Tu quoque Magnanimi Friderici heroica proles

Inscius hac culpa, Rex generose, vacas.

Udi hans Mechanicis undskylder han den salige Konge med disse Ord:

Et hvert redeligt Menneske kand letteligen see, (b) at jeg ikke uden største

Tychonis eget Vidnesbyrd derom.

Aarsag, besynderligen udi denne 50 Aars Alder, da jeg sadd udi en stor Familie, haver forladt denne kostbare Øe, mit kiære Fædreneland, og mine mange Venner og Slegtinge. Hvad som har drevet mig der til, vil jeg her ikke kundgiøre. Imidlertid vil jeg ikke tilskrive det den Stormægtigste Konge Christ. 4., som nyligen haver succederet udi Regieringen sin Fader Kong Friderik 2. Højlovlige Ihukommelse. Men det har maa skee været saaledes Guds Villie, paa det at Astronomiens Restauration og Forbedrelse skulde blive des almindeligere, og sprede sig des videre ud. Enhver kand ogsaa klarligen see, hvor meget Astronomiens Forbedrelse har været mig angelegen, efterdi jeg for dens skyld har villed udstaae saa megen Besværing og Omkostning, saa megen Modgang og Uroelighed, saa jeg haver forladt mit Fædreneland, og det Kiæreste jeg havde. (908)

(a) Lit. Christ. 4. ad Cancell. Christ. Friis Fridericsb. 14. Decembr. 1617. Manuscr. autogr.

(b) Resen. Inscript. Uranib. pag. 316.

Hans Børn.´

De Børn, som Kong Christian avlede med Anna Catharina af Brandenborg, der døde 1612, vare først Prinds Friderik, fød paa Frideriksborg udi det Aar 1599, hvilken døde lit derefter. 2) Christian. 5. hvorom tilforn er talt. 3) Princesse Sophia, som blev fød paa Cronborg 1605 den 4 Januarii og døde den 7. Sept. udi samme Aar. 4) Princesse Elizabeth, fød i Kiøbenhavn den 4. Jan. 1606. 5) Prinds Friderik, som siden succederede sin Herr Fader, fød til Hadersleben 1609. 6) Prinds Ulrik, fød paa Kiøbenhavns Slott 1610, som blev ihielskudt udenlands. Om hans andre Børn er talt vitløftigen i Historien.

Dett er besynderligen at merke, at faa store Potentater i Verden have regieret saa længe, som denne Konge; thi han var meere end Monarcha Semisecularis. Hvorudover, naar nogen Rigs-Raad, eller anden af Adel ikke vilde mod Enden af hans Regiering samtykke og bifalde hans Anslag, sagde han: Hvad vilt du sige: Det er noget, som jeg har overlagt med din Farfader.

Fremmede Skribentere citere ham, som et Mønster paa alle Kongelige Dyder. Schupp udi hans Salomo eller Regenten-Spiegel, naar han taler om, hvor nyttig den Hellige Skriftes Læsning er for en Potentat, at lære deraf den rette og sande Politie, siger han: Saaledes førdte Kong Christian den 4de af Dannemark altid Bibelen med sig, efter hvis Læsning han modererte alle sine Anslag; og viisede sine Sønner, at der udaf rett kunde læres den sande Politie, hvorudover

Adskillige Particulariteter om Kong Christian 4.

Cantzler Reinking tog Lejlighed at skrive den Bibelske Politie af hans Søns og Successors Friderici 3. politiske Taler, som han holdt over Taffel af Bibelen. Naar samme Skribent taler om Regenteres Pligt uden Forskiæl at høre Undersaatternes Klagemaal, siger han: Der med har Kong Christian den 4de udi Dannemark vundet sine Undersaatteres Hierter, i det han selv tog mod fattige Undersaatteres Suppliquer, læsede dem, og hørte det eene Partie mod det andet. Naar der tales om Taushed, citeres saadant Exempel: En Hamborger Kiøbmand, som var meget forfaren udi Hydrographien, (909) havde engang giort ham et Forslag om at giøre en Skibsfærd til et synderlig langt bortliggende Sted, item om noget som angik Perle-Fangsten. Samme Kiøbmand begiærede for samme Forslags Aabenbaring en Kongelig Belønning. Men Kongen disputerede længe mod samme Forslag, og endeligen sagde, at han vilde tage det viidere udi Betænkning. Hvorudover Kiøbmanden blev utaalmodig, og skrev Kongen til, at, saasom hans Invention ikke var bleven antagen, Hans Majst. da ikke vilde aabenbare den. Derpaa skrev Kongen med egen Haand paa Kiøbmandens Brev:

Kanstu schweigen, ich auch.

Christian.

Og skikkede Brevet under Couvert til Kiøbmanden tilbage.

Hans Nidkierhed udi at forsvare den Protestantiske Troe, kand sees blant andet af den blodige Krig han førte med Kejseren, eendeel for at redde den Neder-Saxiske Kreds, eendeel og for at understøtte den landflygtige Konge af Bøhmen, med hvis Conduite han dog ikke altid havde været fornøjet, sær da han til Prag havde ladet nedrive Ornamenterne, endogsaa af de Lutherske Kirker, hvilken Misfornøjelse han gav blant andet tilkiende, da han saae et Crucifix hængende udi et Gemak, sigende: Dette Crucifix er lykkeligt, at det ikke staar i en Kirke til Prag. Der fortælles ellers u-tallige lystige Historier om denne Konge, hvilke jeg ikke tør anføre, saasom de ikke ere authoriserede.

Han var ikke allene en stor Elsker af lærde Folk, men var ogsaa lærd, og talede det Latinske Sprog med Færdighed. Carolus Ogerius vidner, (a) at have hørt ham tale Latin heele Timer med den Franske Ambassadeur Comte de Avaux, ligesom det kunde have været hans Moders Maal. Hans Curiositet til at vide Alting er fast utroelig, sær i Navigationen. Paa hans Fermeté ere viisede store Prøver her og der udi Historien. Vel er sant, at hans Myndighed efter den sidste Svenske Krig begyndte noget at formindskes, eendeel, efterdi Krigen havde saadant ulykkeligt (910)

(a) Oger. iter. Dan. pag. 53.

Udfald, eendeel og, efterdi Alderen tog saa meget til. Dog finder man endogsaa udi hans sidste Breve Levninger af den forrige Vigueur, og seer jeg af et Brev, som han 1646 tilskrev Cantzler Christen Thomesen, at, hvor høyt bedaged han end var, saa vilde han dog ikke lade sig hoffmesterere; thi, da bemældte Cantzler havde erindret ham om noget, svarede han med disse Ord: Naar Rigens Raad samtligen med deris Hænder monere nogit, da vyll jeg svare dem det, som jeg vyll staa ved: Mens med dig allene at giffue mig y Discours, det staar mig intet an. (a) Lige saadan Vivacitet findes i alle hans sidste Breve, hvilke han alle skrev med egen Haand indtil hans sidste Svaghed; thi endskiønt Haanden begyndte merkeligen at tage af fra Anno 1645, saa er dog Stilen og Expressionerne ligesaa fyndige som tilforn. Hvad som ellers udi hans Skrift er merkeligt, er, at han mellem hvert Ord sætter et Comma. Hvad Legemets Skikkelse angaaer, da giver bemældte Carolus Ogerius, som var udi Følge med den Franske Ambassadeur Comte de Avaux, saadan Beskrivelse derover: (b) Hans Majestet var høj og velvoxen, havde et smukt Ansigt uden Lyde, undtagen, at han havde mistet 2 af sine Tænder, som en Musqvet-Kugle havde skildt ham ved, dog vanhældede det samme ham ikke, men var heller en Prydelse og Beviis paa hans Tapperhed. Han var saa munter og behændig, at, endskiønt han havde naaet en høj Alder, saa dog overgik han alle udi Ridderspil og Legemets Øvelse; Hvorpaa han lod see adskillige Prøver dagligen, medens vi opholdte os udi Kiøbenhavn. Han stod op Klokken 3 om Morgenen, og Klokken 5 øvede sig udi Riden og Ringrenden uden med Prindserne, hvilke ogsaa derudi vare saa behændige, at de paa Veddemaal kiæppedes med andre Hoffmænd. Siden (911)

(a)Epist. Christ. 4. ad Cancell. Christ. Thom. Rendesb. 19. Oct. 1646. autogr. Manuscr.

(b) Oger. iter. Dan. pag. 54.

Eftermiddag iførede de sig Harnisk og Pandser, og prøvede deres Lantzer imod hinanden. Saa vit Carolus Ogerius, som udi det Aar 1634 var i Kiøbenhavn. En anden Autor, som havde den Ære at see hans Majestæt udi det Aar 1629 beskriver ham saaledes: Kong Christian havde et stort Legem, et langt og fædt Ansigt, brune Øjen, en stor Næse, og en vel proportionered Taille, er Soldat, ja meere end Soldat. (a) Udi hvilken Action Hans Majestæt havde mistet to af sine Fortænder er mig ubekiendt, mueligt det er skeed enten udi det Slag ved Calmar, eller udi det ved Kønigs-Luther. Hans Skrifte-Fader Peder Winstrup vidner, at han havde en krum Næse, hvilket og alle hans Contrafeyer udviise. Han havde ogsaa udi det Felt-Slag ved Femern mistet sit højre Øje. Men, om han beholdt andre Arr udi Ansigtet, er mig ikke vitterligt.

Af Statsmænd og Generaler vare udi hans Tid de anseeligste Niels Kaas den

Anseelige Mænd udi denne Konges Tid.

store Canceler, Peder Munk, Rigets Amiral, Christoffer Walkendorf Rigets Hoffmester, og Jürgen Rosenkrantz, hvilke 4re Herrer forestode Riget i hans Mindre-Aarighed. Rigets Canceler Jacob Uhlfeld (b) med hans 11 Sønner, hvor af de fleste vare anseelige Mænd, Christian Pentz Statholderen i Holsten, Hannibal Sehsted, Statholder i Norge, Ove Gedde Amiral, som stiftede den Ost-Indiske Colonie paa Trankebar, Henrik Holk, som af Keiseren blev giort til Greve. Christian Rantzov Rigs-Hoffmester, som var forloved med een af Kongens Døttre, og druknede udi Graven ved Rosenborg. Arild Hvitfeld Rigs-Canceler, hvorom tilforn er talt udi Friderici 2. Historie. Holger Rosenkrands, der for sin Lærdom og Erfarenhed i Stats-Sager holdtes for den Danske Adels Zirat. Just Høg Ephorus over Academiet til Sorøe. Peder Wibe, Stam-Fader til de (912)

(a) Ambassade du Baron de Courmesvin pag. 146.

(b) Denne Jacob Uhlfeld er den samme som har skrevet Compendium Hist. Dan. og maa distingueres fra den anden Jacob Uhlfeld, der var Chef for den Moscovitiske Ambassade i Frid. 2. Tid.

Wibers Familie her i Landet, hans Fader var den bekiendte Borgemester i Kiøbenhavn Michael Wibe, der paa adskillige Penge havde ladet sætte sit Vaaben, nemlig en Vibe. Samme Peder Wibe blev af Kong

Anmerkning angaaende den Wibiske Familie.

Christian brugt i adskillige Legationer og nobilitered i Frankrig. Om hans Avantures i Stokholm er talet udi Historien. Hans naturlige Søn var Vice-Statholder Vibe udi Norge. De andre Viber der imod descenderede af hans Dotter. Aarsagen, ellers hvorfor Michael Wibe lod sætte sit Vaaben paa den Mynt han slog, var, efterdi han paa sin egen Forliis og Gevinst havde af Kongen udi Commissis at mynte en Hob Penge af en vis Quantitet Sølv.

Blant lærde Mænd vare de navnkundigste Doct. Niels Hemming, hvor om tilforn er talt. Johan Poul Resen, Biskop udi Siælland. Jonas Jacobi Venusinus Historie Skriver. Tycho Brahe, Christianus Longomontanus Tychonis Discipel og Successor. Niels Krag, som blev nobilitered, Olaus Wormius den store Antiquarius, Argrim den lærde Islænder, Holger Rosenkrands, Brokmand, Casp. Bartholin, Pontanus, Meursius, Cluverus &c.

Jeg har tilforn meldet om denne Konges Bygninger; Nu vill jeg til Slutning, og det efter min vedtagne Maade tale noget om hans andre Stiftelser, saa vel udi geistlige som verslige Sager. Saa snart Hans Majestæt selv traadde til Regieringen Aar 1596 confirmerede han alle Universitetets privilegier for sin Person, og siden stadfæstede han de samme paa sin Søn Christians Vegne 1608, da han ved samtlige

Universitetets og Lærdommens Tilstand under denne Konge.

Stænders Stemme blev udvaldt til Kron-Prinds og Successor. 1600 lod han bygge et skiønt Huus for Collegio Consistoriali, og næst der hos en Professor Residentz, som han lagde til Universitetet tillige med en Hauge. Aaret der efter gav han det konstige Astronomiske Verk tillige med det Kongelige Bibliothek til Universitetet. (a) Han lod iligemaade mangfoldige Forordninger udgaae til Universitetets Nytte og Opkomst, saasom at Skovene ikke maatte forhugges Academiet til Skade: (913)

(a) Conrad. Aslac. de progress. Reformat. in Dania siger 1605.

At ingen, som applicerede sig paa det Medicinske Studium, maatte tillades Praxin, uden de havde promoveret ved Universitetet, og der vare befundne dygtige der til. At de som til Kirke-Tieneste bleve viede, skulde betale de Penge, som tilforn efter Betienternes Afgang af Arvingerne plejede at aflægges; Om Gymnasia at indrette ved de Cathedral-Skoler; Om Fundatzernes Constitutioner at handthæve og efterleve; At ingen rude og Ulærde paa Academiet maatte antages. Om Moderation og Lindring udi de Bekostninger som giortes ved Graderne. Udi samme Forordning findes blant andet disse Ord: Derforuden skal gives Doctori af Professorerne saaog enhver af de 4 Borgemestere her i Byen, som ved Academiske Promotioner kunde være tilstede og inviterede, et par Handsker, saa got som en Rigs-Daler in Specie. Siden en hver af Pastorerne item de andre Professorer og Raadmændene, som ved Promotionen ere tilstede, maa gives et par Handsker saa gott som en halv Rigsdaler in Specie. Saafremt og andre lærde Mænd og Borgere kunde være indbudne, da maa dem iligemaade foræres et par Handsker saa got som en halv Rigsdlr. Dog saa at af de graduerede Personer udi alt ikke udgives meer end 30 eller 34 halve Rigsdalers Handsker, eller og 40 Par i det allerhøjeste. Og skall der imod være afskaffede alle Slags Giæstebude &c. Hvoraf sees, at Graderne tilforn have været heel kostbare, og at en Candidatus kunde ruinere sig alleene udi Handsker. Videre lod Hans Majestæt udgaae en Forordning om den Kirke, som paa Academiets Bekostning var bygd uden for Nørre Port, og dens Jure Patronatus, som Academiet til samme Kirke var forundt. Om Academiets Bog-Lade: Om Bibelen paa nye at oplægge: Om det Theologiske Examine kaldet Attestatz: Om Depositz eller deres Examen som komme af Skolerne: Om en som skulde nyde Stipendium for at studere Mathematiquen. Om Studentere, som søge at em|914ploieres (914) til geistlige Embeder: Om den saa kalded Demiss, eller Prøve som giøres paa Prædike-Stoelen. Saa at de 3de store Examina, nemlig Depositz, Attestatz og Demiss ere stiftede af denne Konge. Han forordnede ogsaa, at der skulde være 4re Professores meer end tilforn, og tillagde enhver af dem viß Løn. Saaledes blev en Professor Metaphysices beskikked Aar 1619 den 3. April. En nye Theologus Aar 1630 den 10. Sept. item en Professor Linguæ Latinæ, og en Professor Poeseos. Udi det Aar 1619. formeerede han Communitetet endda med 20 Personers Underholdning foruden de forrige. Han lod ogsaa stifte det store Collegium for Studentere kaldet Regentzen. Funderede siden Trinitatis Kirke tillige med det Astronomiske Taarn, kaldet gemeenligen det runde Taarn, og over Kirken lod anrette en Sall for Academiets Bibliotheck; udi det Aar 1622 lagde han tvende Roskildske Canonicater under Kiøbenhavns Universitet; det eene til en Bogtrykker og det andet til en Kobberstikker, hvor af sees, at han i visse Maader kand kaldes det Kiøbenhavnske Universitets Fundator. Den Kierlighed, han havde til Boglige Konster, strakte sig ogsaa til fremmede Stæder, og for den samme Aarsag, da de Svenske huserede med deres Krigs-Folk udi Sachsen, skrev han et heelt bevægeligt Brev til Dronning Christine i Faveur af Universitetet til Wittenberg. (a)

Adskillige andre Folk opmuntredes af denne berømmelige Konge til at giøre Fundationer for Studeringers Opkomst, saa at foruden Walkendorffs Collegium, hvorom tilforn er talt, adskillige anseelige Stipendia bleve stiftede. Naar man derfore alt dette betragter, maa man des meere forundre sig over, at ingen af de Tiders Lærde har paataget sig at skrive en saa stor Velgiørers Historie.

Hvad Lov og Rett angaaer, da lod Hans Majestæt udi det Aar 1643 tillige med

Lov og Rets Tilstand.

den Jydske Lov publicere den bekiendte Recess, som indeholder alt hvad han havde forordnet fra det Aar 1596. Den bestaaer af 3 Bøger, hvoraf den første Bog befatter (915)

(a) Lit. Chr. 4. ad Christinam Hafn. 16. Decembr. 1642 Manuscr. it. Glucsb. 14. Junii 1643. Manuscr.

Kirke-Sager. Den anden angaaer Politien, og den 3die Norges Rige.

Efter den sidste Svenske Krig, gav han den Norske Adel de samme Privilegier, som den Danske Adel havde, nemlig Hals og Haand, og det formedelst den Troeskab, de Norske havde ladet see i samme Feide.

Udi Omsorg for Mynten har han overgaaet alle sine Forfædre, hvilket sees af den

Myntens Tilstand.

Mængde af herlige Penger udi hans Tid slagne, som udi Godhed overgik alle vore Naboers Mynt; Dog bleve de smaa Penge under hans Regiering forandrede, hvor vel de store Stykker bleve stedse i deres Godhed og Valeur. En Rigsdaler galt i Begyndelsen af hans Regiering 4 Mark Danske, hvilken Priis den begyndte at faae ogsaa mod Enden af Friderici 2. Tid, som kand sees af Inscriptionen paa samme Rigs-Dalere, nemlig 4 Mark Danske, hvor af en hver Mark giorde 16 Skilling Danske, og kaldes en Rigs-Mark, efterdi den var en Part af en Keiserlig eller Rigs-Daler. Men disse Mark tillige med de andre, som bleve siden slagne, lidede ofte stor Forandring udi Skillinger, ligesom Rigs-Daler forandredes baade udi Mark og Skilling, som kand sees af Højstbemeldte Konges Mynte-Forordninger, hvoraf den, som blev publicered Anno 1605, taler saaledes: At en Rigs-Daler skal giælde 33 Lybsk Skill. eller 66 Skill. Danske, og at en Mark Stykke Dansk Mynt skal giælde halv syttende Skill. Danske, og 4 Mark Danske lige saa meget paa en Rigs-Daler, hvor af man seer, at en Rigs eller Dansk Mark galt 16 Skilling og en halv. Samme Forordning indeholder og et Forbud, at Danske Rigs-Dalere, som vare udi højere Priis udi Hanse-Stæderne, bleve forbudne at udføres; men, saasom dette Forbud kunde ikke hielpe, lod Kongen udi Februario 1609 forordne, at en Rigs-Daler skulde giælde 68 Skilling Danske, og en Rigs-Mark 17 Skilling; Thi saaledes taler Forordningen derom: At hver Daler skal her efter udi vore Riger Dannemark og Norge gielde 34 Skilling Lybsk eller 68 Skilling Danske; Skal og 4 Mark |916Danske gielde lige ved en Rigs-Daler, saa at enhver Mark Danske skal giælde 17 Skilling Danske. Den liden Mynt fordervedes meer og meer, saa vel her, som over heele Tydskland, hvorudover Anno 1610 blev forordnet, at der skulde gaae 74 Dansk Skilling paa en Rigs-Daler og 18 og en halv Skilling paa en Rigs-Mark. Der ved kunde det endda ikke blive: Rigs-Daler steeg Anno 1616 til 80 Skill. Danske, og endelig ved en Kongelig Forordning dat. den 16 Novembr. Anno 1619 til 96, og 2 Danske Skilling begyndte fra den Tid at regnes mod en Lybsk Skilling. Udi hvilken Tilstand den mindre Danske Mynt er bleven til vore Tider. Iligemaade blev

Mynten sættes i den Orden, som endnu varer.

giort samme Forskiæl imellem Lybske og Danske slette Mark saaledes, at fra de Aaringer 1621 og 1622 to Danske gik paa en Lybsk Mark, og 6 Danske slette Mark paa en Rigs-Daler.

Men at Fremmede ikke skulde forderve den Danske Mynt, føre den ud af Landet og besynderlig slaae onde Stykker udi Form af Danske Marker, giorde Hans Majest. 1618 nye Mynt-Love, og satt Mynten udi en nye Orden; og komme udi bemeldte Aar ud af det Kongelige Mynte-Sted de herlige Stykker kaldet Danske Kroner. Disse

Danske Kroner først slagne.

Stykker bleve først kaldede heele Kroner, siden dobbelte Kroner, og Aaret der efter lod han deele Mynten udi Guld-, Sølv- og Kobber-Mynt. Forordningens Ord lyder saaledes: At lade mynte først dobbelte Kroner af got Guld &c. dernest af got Sølv efterskrevne Mynt, som er heele, halv og Ort af Kroner, saa og halve Orts Daler, 4 Skillinger, 2 Skillinger og eeneste Skillinger &c. udi ligemaade ville Vi lade mønte efterskrevne Kobbermønt af gott reent Kobber, som er Hvider &c. saa og Blafferter. Der er derfor at merke udi den Danske Mynte-Historie, at under Christiano 4. ere komne for Lyset Kroner, hvorudi endnu de fleeste Capitaler bestaae, eftersom de efterfølgende Højlovlige Konger have continueret at slaae en stor Mængde af halve Kroner, hvilke med Tiden fik Navn af heele Kroner, skiønt de udi Begyndelsen førte kun Navne af Halve; thi de rette (917) heele Kroner, som nu kaldes dobbelte, galdte 8 slette Mark, da disse kun giælde 4 Mark. Under Christiano 4. bleve ogsaa de bekiendte 28 Skill. Stykker, item de saa kaldte Døtkens slagne. De første lod Hans Majestæt slaae ved Lejlighed af det uformodentlige Svenske Indfald udi Holsten og Jylland Anno 1643 og 1644, hvorpaa er Inscription: Justus יהוה Judex. De samme bleve udi Mynte Forordningen kaldede nye to Mark Stykker. Anno 1648 strax efter Kongens Død bleve de reducerede til en ottende Deel ringere, og derfor endnu kaldes 28 Skilling-Stykker. Derimod bleve de da slagne 8te Skilling-Stykker formedelst deres store Puurhed og Vigtighed siden forhøjede til 10 Skilling, og kaldes endnu 10 Skilling-Stykker, og er den beste smaa Mynt vi have, men der ere nu omstunder ikke mange tilbage. Angaaende de saa kaldte Døtkens eller Døtkener,

Døtkens hvor af saa kaldne.

da meene vore Antiquarii, at de samme have faaet Navn af den Frisiske Stad Dodekum, Contracte Dokum, hvor saadan Slags Mynt først kom for Lyset, og haver givet Navn til de Danske Døtkens, og vare begge Slags af een Valeur, nemlig 3 Lybske Skilling. Det vilde blive for vitløftigt her at tale om alle de Stykker i sær, som denne store Konge lod slaae, besynderlig om hans Guld-Medailler, som ved en og anden Lejlighed bleve slagne, saasom mit Forsætt ikkun er at tale om den brugelige Mynt. Jeg vil ikkun her løseligen mælde lidet om tvende rare Stykker som ved særdeles Lejlighed bleve slagne, det første er en mægtig stor Skue-Penge, paa hvis eene Side findes en Hest, der omkommes af en Løve, og paa den anden Side disse Vers:

Frustra te

Opponis frænande

Caballe Leoni;

Albus eras, rubeus,

Si modo pergis, eris.

Den blev slagen Anno 1626 til en Erindring om de Lyneborgske Hertugers Frafald fra Kongen udi den Tydske Krig; thi det Lyneborgske Vaaben er en Hest, ligesom det Danske en Løve. Til videre Erindring om det samme blev der en Løve og en Hest udi (918) fuldkommen Størrelse støbt af Kobber, og satt udi Rosenborg Hauge, hvor de endnu sees udi samme Positur som paa Mynten. Den anden Mynt er liden, og kaldes gemeenligen Brille-Ducat. Derpaa staae disse Ord: Vide mira domi: med en Brille derover. Aarsagen dertil er denne: Udi høyst-bemældte Konges Tid bleve fundne i Norge nogle Guld-Miner, der af bleve 1644 slagne nogle halve Ducater, som ligge forvarede paa det Kongelige Konst-Kammer. Disse Ducater understode sig nogle Fremmede at nægte, at de vare af Norsk Guld; foregivende, at der aldeeles intet Guld var udi Norge; Hvorudover Hans Majestæt, da han siden fandt en anden Guld-Mine, lod slaae disse Brille-Ducater, for at betegne, at hvo som ikke vilde troe eller kunde see, maatte betiene sig af Briller. Derom har jeg videre talet udi Dannemarks og Norges Beskrivelse i det Capitel om Norges Beskaffenhed. Ellers kom udi denne Konges Tid ud en liden særdeles Mynt, hvor paa stod en Rytter holdende et Spyd udi Haanden.

Findmarks Mynt kalden Ryssiske Denninger.

Disse Penge siges at være slagne, at de tillige med andre Moskovitiske kunde bruges udi Handel af Laplænderne, som laae under Dansk og Ryssisk Herredom. De samme finge blant Rysserne Navn af Copeck, thi Copejeck betyder Hastatus paa Moscovitisk, eller en som fører et Spiud, hvorfore de endnu blant Kiøbmænd kaldes Copeker. Enhver af dem giør en 48 Deel af en Rigsdlr., som kand sees af den Befalning, som Kongen 1619 gav Mynt-Mesteren Johan Post, om at slaae samme Penge; Ordene lyde saaledes: At 48 Dænninger skal veje en Rigsdlr., og være af Prøve som Ryssiske Dænninger. De bleve derefter ogsaa kaldede Ryssiske Dænninger, efterdi de vare slagne udi Dannemark af Valeur med Rydske Penge, og bleve gangbare udi Rydskland. Endelig er at merke, at under denne store Regent ere blevne slagne de første Sølv-Penge af Kongsberger Sølv, saasom Minerne bleve fundne, og Verket anlagt udi hans Tid. Derom tales vitløftig paa et andet Sted.

Dette, som jeg har antegnet om Christiano 4, kand regnes for at være noget, eftersom det er det meeste, og fast det eeneste, som er kommed for Lysed, men det kand regnes for intet, i Henseende til hans lange Regiering, og hans store Bedrifter, (919) som udfodre nogle Folianter; Thi der var neppe nogen Regent paa de Tider meer hurtig, meer forfaren, og af større Sindets Gaver end Christianus 4. Vel er sandt, at Sverriges Konge Gustavus Adolphus af Skribentere bliver opløfted til Skyerne, og at samme Konge fortiener all den Roes man ham tillægger, men, naar jeg legger disse Kongers Bedrifter paa Vejeskaal, finder jeg, at Christiani 4. ere de vigtigste.

Comparaison mellem Christ. 4. og Gustav.

Adolph.Gustavus Adolphus var en stor General, Christianus 4. gav ham udi Krigs Erfarenhed intet efter; Den første vidste at vinde, og at forfølge en Sejer, den anden vidste og at vinde og tillige med at reede sig ud af en U-lykke. Den første bleve stor af Medgang, den anden større af Modgang. Hvis Christianus 4. havde ført Gustavi Krig udi Tydskland, da de Tydske Stænder og andre Allierede grebe sig for Alvor an, havde han ogsaa haft Gustavi Lykke; Og, hvis Gustavus havde begyndt Krigen først, da Stænderne var søvnagtige, og de Allierede lunkne, havde han ogsaa haft Christiani 4. Uheld. Saa at om den eene skinnede meer udi samme Krig, saa er saadant meer at tilskrive Tiden end Personen, thi begge Kriger bleve førte mestendeels med Tydske Tropper, og vidner Christian 4. udi en Skrivelse til sin Resident Peder Wibe, (a) at der Anno 1641 vare ikke meer end 600 indfødde Svenske udi deres Krigshær. Udi den Krig, som disse store Konger førte indbyrdes med hin anden, er bekiendt, at Christianus 4. fik Overhaand. Gustavus var mild og beleven; Christianus som en gemeen Borger udi Omgiengelse; Begge elskede Ret og Retfærdighed, belønnede Dyder, agtede lærde Folk, og vare selv lærde. Begge havde aabne Hierner, hvilket den første lod see som en stor General, den anden tillige som en stor Konge, som en stor Stats-Mand, som en stor Søe-Mand og en habil Dommer. Saa at den første var alleene stor udi Krig, den anden tillige med udi Fred. De vare begge hurtige. Gustavus løb som en Liunild heele Tydskland over, Christianus 4. saae man nu udi Spidsen af en Krigshær, nu paa et Amiral-Skib, nu paa den anden Side af Nord-Caped; Thi han sejlede engang forbi samme Nord-Cap til Moscovien, hvilket neppe nogen (920)

(a) Epist. Chr. 4. ad P. Wibe Glucsb. 7. Augusti 1641. Manuscr. autogr.

Konge har giort. Sverrig har aldrig været større udi Krig end udi Gustavi Tid, og Dannemark aldrig større udi Fred end under Christiani Regiering. Der vrimlede Landet af store Generaler, her af lærde Folk og store Stats-Mænd. Det er u-vist, om Gustavus rev fleere Stæder ned, end Christianus bygde Stæder op. Med et Ord: Gustavus syntes at have Alexandri Exempel for Øjene, og Christianus 4. Alexandri tillige med Augusti; Thi den Svenske Konges Passion var at udviide sit Riges Grændser; Den Danske Konges at heele sit Riges indvortes Saar, saa at, hvis Sverrig kand viise den største General paa de Tider, saa kand Dannemark viise den største Konge.

Men, som intet Menneske paa Jorden er uden Lyde, saa tillægges denne store

De Feil som tillægges denne store Konge

Konge en slags Hastighed og Overiilelse, saa at han var promt til at straffe end ogsaa med egen Haand; Dog gik saadant ikke saa vit, som Monsr. de Hayes skriver, at han omkom nogen i Vrede, thi man finder aldeeles intet Exempel derpaa. Det er troeligt, at han har arvet denne Qvalitet efter sin Frue Moder Dronning Sophia, hvilken brugte baade Riis og Svøbe, for at holde sine Domestiqver i Ave. Til dette at forsvare kand man sige, at saadant rejsede sig meere af en Patriarchalsk og Oeconomisk Iver, end af et hidsigt Blod, og at efter de Tiders Maade Regentere derudi syndede ikke saa meget mod Bienseance, som nu omstunder; thi, i vor Tid lader det ilde af enhver simpel characteriseret Person at lægge Haand paa sine Tienere, da det tilforn ved Lov var enhver Hosbond tilladt at straffe sin Hustrue med tørre Hug. Ellers er herved at merke, at, naar Hans Majestet udi Øverilelse slog nogen, paafuldte der strax en Naade, hvorpaa gives adskillige Exempler. Der fortælles gemeenligen, at alle de, som han lagde Haand paa, bortvisnede, og kunde ikke trives meere, men jeg finder intet Exempel derpaa, uden i den bekiendte Capitaine Munk, hvilken derover døde af Chagrin, om Factum ellers er rigtigt. Det haarde Brev, som han tilskrev Carl 9. af Sverrig, kand ikke aldeeles, skiønt nogenledes, undskyldes ved Ungdoms Hidsighed, og ved det, at han af samme (921) Konge var bleven provoceret. Hans Majestet hørte særdeles ilde hos Adelen, formedelst den Execution som skeede paa Amiral Peder Galte. Men man kand sige, at, saasom adskillige af Kongens Ordres bleve slett exeqverede udi den sidste Krig mod Sverrig, saa var det fornødent eengang exemplariter at straffe. Endeel har villet tilskrive Kongens præcipitance Slagets Forliis ved Königs-Luther, men den Hollandske Skribent Aitzema siger, at han derudi lod see alle de Qualiteter, som udfodres af en klog Felt-Herre, hvorvel samme Skribent, som en Hollænder, ikke kunde være denne Konge synderligen bevaagen; Thi Hans Majestet teede sig stedse u-naadig mod de foreenede Provincier, hvilket gik saa vit, at de samme omsider sloge sig til hans aabenbare Fiender, Dannemark til liden Baade, hvorfore ogsaa den stedsvarende Attachement, han havde til Spanien, og den U-naade, han ideligen lod see mod Hollænderne, er af nogle bleven anseet som en

Slutning.

Stats-Fejl. Udi det øvrige kand man sige, at han var begaven med alle de Qvaliteter, som udfodres af en Konge, ja at han uden Disput var den habileste Regent paa de Tider; Thi, endskiønt der findes adskillige Konger udi Historien, der have giort større Ting, saa findes dog neppe nogen, der haver giort Alting selv, som denne Konge. Og er det just dette, som man hos denne store Regent meest maa admirere, thi hvad han selv inventerede, exeqverede han selv. De fleeste Anstalter fløde af hans eget Hoved, og de fleeste Ordres findes skrevne med hans egen Haand. Og, naar han commanderede Floder eller Arméer, førte han ikke alleene selv sine Folk og Skibe an, men endogsaa selv reconnoisserede Fienderne, for at give sine Generaler og Amiraler Kundskab om deres Tilstand, saa at jeg veed ingen Potentat derudi at ligne med ham uden Petrus Alexiovitz. Vel bliver det gierne antegnet som en Fejl hos store Potentater, at de bemænge sig med alt for smaa og ringe Sager, og synes derfore, at man med nogen Billighed kunde dadle dette hos denne Konge. Men, saasom paa den samme Tid, han ordinerede Kiøkken- og Kielder-Sager, underviisede Skræddere, Skomagere, Tømmermænd, (922) Muurmester og alle slags Haandværks-Folk, ja gav Ordre til, hvorledes man skulde omgaaes og handle med de Kongelige Børns Klæder, Skoe og Strømper, han tillige med underviisede Ambassadeurs om alle Hoffers Tilstand, Generaler om Fiendens Styrke og Svaghed, Statsmænd om Conjuncturerne i alle Lande, bivaanede alle Retter, og deciderede selv udi de fleeste Sager, saa kand man sige, at deslige smaa Forretninger, som lægges andre Potentater til Last, tiene her til Beviis paa et forunderligt stort Begreeb og en Arbejdsomhed, hvis Lige neppe er at finde udi gamle og nye Historier; Saa at man kand sige, at alle slags Folk, høje og lave, vare udi hans Tid ikke andet end Machiner, der dreves af Kongen som det store Hiul alleene. Og fortiener derfor denne active Herres Historie frem for alle Regenteres at udføres i Pennen, allerhelst, efterdi han selv har givet saa skiønne Materialier dertil. Og hvoraf jeg har betient mig, ikke alleene i at corrigere og autorisere Historien, men endogsaa at skaffe den Anseelse dermed; thi ingen Historie, som mig er bekiendt, er hidindtil kommen for Lyset, som er illustrered over alt med en Konges egenhændige Breve og Ordres, saa at derfore saadant, om intet andet, kand recommendere dette mit Værk.

Dannemarks

Riges

Historie

Ved

L. HOLBERG.

TOMUS II.

KIØBENHAVN, 1733.

Trykt udi Hans Kongl. Majests. og Universitets Bogtrykkerie,

af Johann Jørgen Høpffner.

Christianus 4. fortsat

Imidlertid holdte Førsterne af den Neder-Saxiske Kreds en Kreds-Dag til

Kredsdag til Brunsvig.

Brunsvig for at overveje hvorledes man i saadan Tilstand skulde gaae Sagen best an, og forestillede den Ober-Saxiske Kreds, udi hvilken farlig Tilstand det Romerske Rige var, (a) og at det fordervelige Krigs-Væsen hidindtil med saadan Koldsindighed var søgt at afvændes, at man nu hørte større Krigs-Beredelser end nogen Tid tilforn, hvorfor det var højligen fornødent at have et vaaget Øje, efterdi Erfarenhed udviiste, at saadan Uheld hidindtil havde taget for stor Overhaand, og ruineret den Skyldige tillige med den Uskyldige, og, om endskiønt den Neder-Saxiske Kreds haver udi ingen Maade været Aarsag til den Uroelighed udi Riget, men holdt sig som troe Stænder, og respecteret hans Keiserlige Majestet som deres Hovet, haver dog denne Uskyldighed ikke kunnet hielpe, men Landet bliver haart (703)

(a) Londorp. Act. publ. part. 3. pag. 807.

plaget af de Keiserlige og Baierske, og bliver truet med verre; Hvorudover Førsterne og Stænderne udi den Neder-Saxiske Kreds have besluttet at være betænkte paa saadanne Midler, hvorved all overhængende Fare kand afvændes, og i Tide forebygges, til hvilken Ende er udi deres Kreds-Forsamling besluttet en temmelig Defensions Forfattelse, hvilket de have villet lade Førsterne og Stænderne udi den Ober-Saxiske Kreds viide, og tillige med ombede, de vilde være betænkte paa samme Midler, paa det Religionen og Freden maatte haandhæves.

Derpaa gik Hvervingen for sig, hvilken kom den Keiserlige General meget

Keiseren raader Kongen at staae fra sit Forsæt.

underlig for, enddog han ikke vidste, hvo derved var meent, og derfor satt sig for at afskrække dem, til hvilken Ende han vexlede mange Breve med Førsterne og Stænderne i den Neder-Saxiske Kreds, og forestillede dem Hans Keiserlige Majestets gode Intention, og Hiertelaug imod dem, og den Ulykke de ville styrte sig selv udi, dersom de toge sig noget fiendtligt for. (a)

Paa samme Tid bekom Kong Christian Brev fra Keiseren til Vehrden, hvorudi han blev ombedet, at staae fra sine Hvervinger og det Kreds-Oberst Ampt, han havde paataget sig; Derpaa gav Kongen udi en Skrivelse af den 23 Augusti saadant Svar: at Keiseren havde ingen Aarsag at forundre sig over, at han som en Konge

Kongens Erklæring.

af Dannemark havde paataget sig saadant et Ampt, efterdi hans Far-Fader Christianus 3. samt Hertug Adolf af Slesvig havde ført det samme, og var det dem ved det Romerske Riges Constitutioner ligesaa lidet forbudet som Margræverne af Brandenborg, der formedelst det Prydsiske Lehn ere forbundne til den Polske Krone, at forvalte Rigs-Ampter udi den Frankiske og den Ober-Saxiske Kreds. Ej heller (704)

(a)                  Londorp. act. publ. part. 3.

haver Hans Keiserlige Majestet Aarsag at forundre sig over de Kongelige Hvervinger, efterdi den Neder-Saxiske Kreds ved uforsvarlige Pressurer, og imod Keiserlige Løfter og Forsikringer af den Bejerske Armée har nær hidindtil været undertrykt (a) endogsaa paa en Tid, da ingen Anseelse var til Modstand nogensteds udi Riget, og de Ober- og Neder-Saxiske Kredser havde licentieret deres Krigsfolk, hvoraf lettelig er at slutte, om ikke bemeldte Beierske Krigsfolk ved saadan deres Forhold have opvakt en tilbørlig Eftertanke hos de betrængte Stæder, hvorfore han har holdt det for sin Skyldighed at forsvare Kredsen fra den ubillige Gevalt, indtil den Beierske General ved Keiserlige Ordre giver tilbage de indtagne Passer, og fører Folket af Landet igien, naar det skeer, vil Hans Kongl. Majest. efterkomme Keiserens Begiæring, men, i Fald ingen Forandring derudi skeer, maa han bruge de Midler, han saa ofte er solliciteret til, men til dato har ikke villet bruge. Bevidner ellers for Gud og den ganske Christenhed, at han er meere genegen til en sikker Fred end til saadanne Midler, og vil lade dem svare til all Skade og Blods Udgydelse, som have tvunget ham til Gevær for at haandhæve sin Kongelige Myndighed, den Neder-Saxiske Kreds og sine egne Lande.

Kong Philippus af Spanien bemøjede sig og med at bringe Kongen fra sit Forsætt, og til den Ende affærdigede Johan Carl von Schønburg (b) med en Skrivelse til ham, men bekom ikke andet Svar end Keiseren.

Imidlertid blev den 12 August. holden en Land-Dag til Brunsvig, did hen sendte General Tylli sine Gesantere Gronsfeld og (705)

(a) Londorp. act. publ. part. 3. pag. 820.

(b) Londorp. act. publ. part. 3. pag. 823.

Rupper, og lod Stænderne viide, udi hvilken Ulykke de vilde styrte sig, i Fald de ikke udi Tide efterkomme Keiserens Ordre, brugte ogsaa store Ord og Truseler, hvoraf Stænderne lode sig ingenlunde afskrække, men gave samme Resolution fra sig som tilforn.

Den Keiserlige General Tilly, da han saae, at han med sine Skrivelser intet udrettede, og fornam, at Hertugen af Brunsvig og Græven af Mansfeld komme Kongen af Dannemark til Hielp, begav han sig til Veseren og bemægtigede sig den Paß ved Høxter. Kongen af Dannemark derimod førte sine Folk sammen til Hameln; hvor Hans Majestet geraadede udi en meget farlig Tilstand, som var holden for et

Kongen giør et ulykkeligt Fald med sin Hæst.

Omen, og Forbud om en ulykkelig Udgang af hans Forehavende, thi, da han paa bemeldte Sted reed allevegne omkring for at besigtige Vagten, blev hans Hest løbsk af et Skud, styrtede sig ned af Volden, og brød sin Hals i tu, hvoraf Hans Majestet laae i to Dage Maalløs, og faa troede ham til Livet.

Denne ulykkelige Hændelse bragte stor Confusion og Forvirrelse blant det Kongelige Raad og Officierer, hvilke sendte strax Bud til Marggræv Christian Wilhelm, Administrator til Magdeburg, med Begiæring, han vilde føje sig til Krigshæren. Der bleve og sendte to Danske Commissarier til den Keiserlige General Tilly (a) at lade ham viide dette ulykkelige Tilfald, og forestille ham, at deres Armée udi anden Intention ikke var bragt paa Beenene, end til den Neder-Saxiske Kredses Forsvar, og hans Kongl. Majestet deres naadigste Konge aldrig havde nogen Fiendtlighed udi Sinde med den Romerske Keiserlige Majestet. Men Tilly, da han fornam den Forskrækkelse, som var kommen iblant dem, blev han meget hoffærdig, og skrev tilbage, at de skulde aftakke Krigsfolket, hvis de ikke giorde det med gode, vilde han hielpe til at splide dem ad i en Hast.

Kreds-Tropperne udi denne farlige Tilstand viidste ingen bedre Raad, end at føre Krigshæren noget tilbage, indtil de kunde see hvorledes det løb af med Kongens Svaghed, og giorde de den (706)

(a)                  Londorp. act. publ. part. 3. pag. 816.

25. Julii en Begyndelse dertil, og førdte Krigsfolket fra Hameln, Minden og de omliggende Stæder til det Stikt Vehrden.

Denne Retirade vidste den Keiserlige General Tilly vel at føre sig til Nytte, og bemægtigede sig udi en Hast baade Hameln og Minden, hvorudi han lagde Keiserlig Besætning, derefter giorde han sig Mester over Veserstrømmen indtil Petershagen, og begyndte hans Soldater at hussere meget grummeligen udi Brunsviger Lande og det Grævedom Schauenborg, hvor de ej alleene med Skænden og Brænden giorde stor Skade, men endogsaa afhuggede Hænder og Føder paa nogle Evangeliske Præste, paa andre Næsen og Øren, afskaare Brysterne paa adskillige Qvinder, og derved lode see, at de udi Grumhed gave Tartare og Tyrker lidet efter.

Kongen, saa snart han var kommen til forrige Hilsen igien, giorde han all muelig

Kongen bliver frisk igien.

Anstalt til en god Defension, og, som der var kommen en stor Sum Penge til Lejren udi det Stikt Vehrden, deelte han paa nye Patenter ud at hverve endda 12000 Mænd. Formedelst denne Aarsag brøde de Keiserlige Tropper, som vare hvervede af Wallenstein, som ellers kaldes Hertugen af Fridland, og havde ligget endeel udi den Frankiske, endeel udi den Svabiske Kreds, op af deres Qvarterer, og rykte igiennem Hessen til den Tillyske Armée. Midlertid bleve holdne adskillige Skermytzler imellem de Kongelige og Tillyske. Besynderlig bleve ved Rehberg, som var en vigtig De Tillyske faae Hugg ved Rehberg.

Neder-Saxisk Paß, liggende udi et Morast, de Tillyske meget svækkede; thi, som Tilly vilde have en Besætning udi samme Fæstning, og til samme Ende skikkede et Regiment didhen, forsvarede de der laae inde sig med saadan Tapperhed, at 200 Tillyske bleve paa Steden, mange beskadigede, og Resten maatte med uforrettet Sag vende tilbage igien. Derimod havde Tilly bedre Lykke med Stoltzenav. Thi, saasnart han var kommen

Erobre Stoltzenav

derfor, overgav dens Commendant sig uden nogen Nød, hvorved de Kongelige mistede adskilligt proviant, Stykker og Munition. Denne Fremgang agtede Tilly at føre sig videre til Nytte, og rykte derpaa til Nyenburg, en fornemme Paß ved Veseren, hvilken ogsaa uden Tvivl havde bleven erobret, dersom Kongen ikke til all (707) Lykke havde af et opsnappet Brev faaet at viide dette Anslag, og derpaa i en Hast forsynet Stedet med en sterkere Gvarnison, og andet, som var fornødent til en tapper Modstand; Ikke desmindre bemøjede Tilly sig paa en anden Maade at sætte sit Forehavende udi Verk, greb til den Ende Staden aabenbar med stor Iver an, og beskiød den paa det heftigste, forhaabende udi Hast at giøre sig Mester derover. Men den Oberst, som commanderede derinde, giorde med sin underhavende Besætning saadan Modstand, at ikke alleeneste adskillige Storme bleve afslagne, men endogsaa ved idelig Udfald en stor Hob Tillyske omkomne. Besynderlig skeede den 27. Augusti en haard Trefning, thi da 10 Compagnier Danske Ryttere vilde convoyere nogle Vogne, ladne med Victualier og andre fornødne Ting, ind udi Byen, bleve de anfaldne af de Tillyske Tropper, som vare mestendeel Crabatere; men de brugte ved denne Lejlighed Vognene

Lide Skade ved Nienburg.

til Fordeel, og toge saaledes mod de Tillyske, at en stor Deel af dem, hvor iblant mange fornemme Officerer, bleve paa Stedet. Resten maatte salvere sig med Flugten, og lade Convoyen passere frit ind udi Staden.

Paa samme Tid ankom til den Danske Lejr General Obentraut, som tilforn havde holdt sig tapperligen mod de Spanier udi Phaltz og Oberste Fuchs med nogle Tropper. Bemelte Obentraut blev giort til General-Lieutenant over det Sachsen-Weymarske Rytterie.

Den 1. Septemb. giorde de Belejrede udi Nyenborg et sterkt Udfald udi de Keiserliges Løbe-Graver, hvilket lykkedes dem saa vel, at de nedsablede hen ved 100 Mænd, og førte 2 Capitainer med sig ind udi Byen. Efterfølgende Dag tildrog sig og en merkelig Action, thi, da Johan Ernst Hertugen af Sachsen-Weymar convoyerede nogle Penge og Proviant til Staden til at betale Guarnisonen med, geraadede han udi en haard Trefning med de Keiserlige, udi hvilken 120 af hans Ryttere bleve omkomne, og han selv skudt udi Axelen, de Keiserlige forliiste ogsaa en temmelig Hob.

(708) Af alt dette fornam Tilly at det vilde blive ham vanskeligt at erobre Staden, og, omendskiønt han havde bragt Løbe-Gravene indtil Volden, og med Skyden og Fyrverk ingen Flid sparet, haver han dog ej holdt det for raadeligt at opholde sig der længere, og, som han fornam derforuden, at de Kongelige vare paa Vejen, at

Maa ophæve Belejringen.

undsætte Staden, ophævede han gandske Belejringen, og retirerede sig til Stoltzenau 10 Miile derfra.

Medens denne Beleiring varede, havde Kongen af nogle opsnappede Breve faaet Kundskab om, at Hertugen af Lüneborg corresponderede med Tilly imod Hans Kongl. Majestet, hvorudover han gav det Lüneborgske Land sin Krigshær nogle Dage til Priis, hvilket giorde mangen Soldats Pung riig, og gav Krigs-Hæren stort Bytte.

Imidlertid havde den Keiserlige General, Hertugen af Friedland, faaet en nye Armée af 20000 Mænd paa Beenene, hvormed han begav sig til Gottingen, og, omendskiønt Bønderne havde søgt at forhindre ham Passen, var deres Umage dog forgiæves, efterdi Fienden var saa sterk. Ja de gode Bønder med Forliis af deres Faner toge Flugten og overlode de Keiserlige en fri Passage, hvorudover Friedland rykte fra Gottingen til Einbek Grubbenhagen og Halberstad. Der kom Hertugen af

Wallensteins Progresser.

Sachsen-Weimar ham med nogle 1000 til Hest og Fods i Møde, og holdt adskillige Skermytzler med ham, hvorudi begge Deele mistede meget Mandskab, indtil de Keiserlige omsider inquarterede sig udi de tvende Stikter, Halberstad og Magdeburg. Den Stad Hall havde vel fattet den Resolution at forsvare sig til det Yderste, men, da de Keiserlige nærmede sig til Staden, og Besætningen fornam der var ingen Hielp forhaanden, fattede den andre Tanker, og overgav sig med Accord.

Efterat Tilly, som sagt er, med stor Forliis var tvungen til at ophæve Beleiringen for Nyenborg, rykte han for det faste Slott Calenberg, og tvang det til at overgive sig med Accord. Samme Calenberg var de Kongelige meget angelegen, hvorfor Kong Christian anvendte all sin Flid paa at bekomme den tilbage igien, og til den Ende sendte Hertug Friderik af Sachsen tillige med Obentraut, (709) og et got Antall Ryttere og Dragoner derhen. Dette fik Tilly betimeligen Kundskab om, hvorudover der blev strax giort Anstalt, og blev den 4. Novembr. 3 Regimenter Ryttere, og 3000 Fodfolk beordrede at bryde op og marchere lige mod Hannover. Da bemeldte Tropper om Morgenen vare komne paa hin Side Hannover, komme de udi De Kongelige lide Skade ved Calenberg.Kast med de Kongelige Tropper, hvilke giorde længe en tapper Modstand, men endelig, eftersom de vare saa faa, bleve adspredde, der blev 500 paa Valsteden, blant hvilke Hertug Friderik selv. Obentraut døde ogsaa en halv Time efter Slaget; Begge deres Legemer bleve med Tillys Bevilling førte fra Calenberg til Sachsen.

Imidlertid holdte de Keiserlige Tropper under Hertugen af Fridland heller ingen hellige Dage, men efter adskillige Stæder, som de erobrede, giorde sig ogsaa Mester over Dessaver Broe, og forvarede den samme med nogle Skandser, hvilket kom dem siden meget til Nytte, og udi adskillige Lejligheder bragte dem ikke ringe Fordeel.

Kongen af Dannemark bemægtigede sig Stoltzenau, og, paa det han kunde have des bedre Middel til at fortsætte Krigen, som saae ud til stor Vitløftighed, holdt han udi Udgangen af dette Aar en Land-Dag til Zell, og bragte der til Veje, at Land-Dag til Zell.Ridderskabet udi Holsten, og det gandske Land bevilgede, at enhver Plog til Landets Defension skulde give 6 Rdlr., iligemaade skulde Ridder- og Adeligt Gods af 1000 Rdlr. betale 6.

Hidindtil havde Kongen ikke conjungered sig med Græv Mansfeld, Keiserens

Kongen conjungerer sig med Mansfeld.

Capital Fiende, eftersom han alle Tider havde haft Forhaabning om Fred, men nu, saasom han fornam, at det ikke vilde skikke sig til nogen Fred, og at Krigs-Væsenet blev fortsatt af all Magt, tog han sig samme Mansfeld offentlig an. Denne Mansfeld var en af Phaltz-Græve Frideriks troeste Generaler, og var med udi det navnkundige Slag ved Prag, hvor han samlede sammen de overblevne Levninger af den Bøhmiske Armée, og giorde de Keiserlige all den Afbræk han kunde.

Herved er at merke, at, omendskiønt Kongen stod i aabenbare Krig imod Kejseren, saa havde han dog ikke brudt løs med Spanien, (710) hvilket sees af en Forordning, som blev publiceret dette Aar 1625, angaaende Handelen paa Spanien, hvorvel samme Forordning viiser, at det da var ikke saa heedt mellem samme Rige og Dannemark, som det ellers stedse plejede at være udi denne Konges Tid; thi Forordningen melder om Danske Skibes Arrest udi de Spanske Havne under Prætext, at de vare bygde af Nederlænderne Spaniens Fiender; Den lyder saaledes:

Vi Christian den Fierde giøre alle vitterligt, at eftersom vi naadigst komme

Forordning angaaende Skibe, som fare paa Spanien.

i Erfaring endeel af vore Undersaatters Skibe af Spanien at have været anholden af Aarsag, at de Skibe skulde have haft, som udi Nederland formeentes at være bygde, eller og at de Nederlændere brugte paa deres Skibe, som Kongl. Vurde udi Spanien formeener sine Fiender at være; da, efter vi nu med hans Kiærlighed saaledes er bleven eens, at de Skibe, som i Nederland bygde ere, og kiøbte for næst forleden 19de Dag Novembris Aar 1624, skulle alle uden Exception være fri udi de Spanske Gebeter. Dernæst og at ingen af vore Undersaatter skulde bruge noget Hollandsk Folk paa deres Skibe, som sejgle vilde ad Spanien. Bede vi og byde, saaog strængelig hermed befale, at ingen af vore Undersaattere, som sejgle paa Spanien, maa paa samme Skibe udi deres Tieneste holde Skibs-Folk eller andre, som ere fra de Stæder, som føre Krig med Højbemeldte Kongl. Vurde i Spanien, og skulle de, som Nederlandske Skibe have for benævnte 19 Novembr., lade os underdanigst rigtig Beviis og Certification tilstille, belangende samme Skibe, hvad Tid og af hvem de ere kiøbte, hvem de tilhøre, hvad Navn og Størelse de have, og hvad slags Skibe de ere, paa det at de for saadan Arrest, (711) og derpaa følgende Skade kunde være fri. Givet paa vort Slott Kiøbenhavn den 22 Januarii Anno 1625.

Om Handelen ellers udi denne Krig ophørte paa Spanien, skal jeg ej kunde sige, efterdi jeg intet finder derom: Saaledes endtes den første Campagne udi denne Tydske Krig.

Udi dette Tog blev af de Kongel. fangen en Dansk Herremand ved Navn Jesper Friis, som stod udi Kejserlig Tieneste, og derfore blev anseet, som een der havde ført Avind-Skiold mod sit eget Fæderne-Land. Den samme søgte at undskylde sig det beste han kunde, formaadde ogsaa nogle af Adelen at cavere for sig. De Undskyldinger, som han ved Rigets Cantzeler Jacob Uhlefeld lod insinuere, bestode udi 3 Puncter. (1.) At han længe tilforn havde haft sin Afskeed. (2.) At ham ikke var bevidst, at Toget did hen skulde gielde. (3.) At han om Kongens Nærværelse ved Armèen intet har vidst at sige.

Disse Puncter findes besvarede af Hans Majestet udi en egenhændig Erklæring af saadan Indhold. Den første og anden Post anlangende, da giør lidt til Sagen, om han før denne Tid havde fordret sin Afskeed eller ej, og at han ikke saa lige har vidst hvor hen Toget skulde gielde, det kand man ogsaa troe ham til Villie, efterdi han var ikke i Raadet, men hvad den 3die Post angaaer, at han ikke vidste at Kongen selv var ved Armèen, da viiser Hans Majestet klarligen udi samme Erklæring, at ingen Undskyldning derudi kand hielpe ham. (a) Hvorledes ellers Jesper Friis udredde sig af denne Sag er mig u-bevidst. Det er troeligt, at han paa Adelens Intercession er bleven benaadiget, saasom intet findes videre om Sagens Udførsel, og vare hans Undskyldninger saa slette, at han med Retten ikke kunde befrie sig. Jesper Friis var ellers en Mand af store Qvaliteter, havde været i Fransk og Engelsk Tieneste, og rejset udi Ægypten, Arabien og Palestina: Han døde 1643. (b) (712)

(a) Responsio Regis ad Apolog. Jesp. Friis de dato Nienburg. die 16. Octobr. 1625. Manuscr. autogr.

(b) Conc. fun. Joh. Mich.

Udi Februarii Maaned af det Aar 1626 brød Græven af Mansfeld op med sine Folk, som mestendeel havde ligget i det Stift Lybek, og Lauenborg, og rykte ind udi Meklenborg, derfra gik han for Alt-Brandenborg og begierede at indlade nogle Folk der i, Borgerne stillede sig vel udi Gevæhr, og meente at holde ham med Magt fra

Mansfelds Progresser.

sig, men de vare forsvage dertil, maatte derfor denne gang bide i det suure Æble, og tage imod Indqvarteringen.

Derefter begav han sig til Zerbst, til hvilken han ankom udi all Stilhed om Morgenen, som de Friedlandske Tropper skulde blive indlagte til Besætning sammesteds, og erobrede den u-formodentligen.

Efterat han nogen Tid havde opholdt sig udi det Førstendom Anhalt, arbejdede han paa at igien bekomme Dessaver Skantze og Broe, eftersom man nu først, men forsildig, fornam, hvilken Vigtighed samme Skantze var af, og hvor højlig man havde forseet sig, i det man ikke bedre havde haft den i Agt.

Den 1ste April greb han Skantzen med Gevalt an, men de Kejserlige derimod giorde saadan Modstand, at han med u-forrettet Sag maatte gaae derfra. Ikke desmindre blev han dog ved sit Forsætt; thi, saa snart Administratoren af Magdeborg var stødt til ham, rykte han den 11 derfor igien, og belejrede Skantzen paa nye, men til sin egen Skade.

Thi, saa snart som Hertugen af Friedland blev advaret derom af Oberst Altringer, som commanderede udi Skantzen, og tillige med saae, hvilken Lejlighed han havde til at ruinere de Manfeldiske Tropper, begav han sig udi all Hast did hen. Imidlertid vare de Mansfeldske gandske sikkere, og havde ingen Kundskab om nogen Anslag imod dem, ellers havde de i Tide kunnet retirere sig udi god Orden, og uden Skade kommet derfra. De grebe Uden-Verkene af Skantzen den 15 med Magt an; men bleve afslagne ligesom tilforn. Derved blev den Skade ikke endet, thi strax derpaa lod Hertugen af Friedland anføre Rytteriet, som var paa hin Side, over Broen, af hvilket han forordnede endeel under Græv Schlik til Hinderhold udi en Skov, og imidlertid lod give Fyr paa de Mansfeldiske Løbe-Graver, saa at de maatte forlade samme og retirere sig til Skantzerne. (713) Der forsvarede de sig udi lang Tid, indtil deres Munition-Vogne af den formegen Skyden bleve anstukkne, og derfore maatte begive sig paa den aabne Mark. Herudover fik de Kejserlige vundet Spill, brøde ud af Skoven, og anfaldte de Mansfeldiske paa begge Sider. De samme giorde vel en lang Tid en

Han bliver totaliter slagen ved Dessauer Broe.

tapper Modstand, saa at Victorien syntes tvivlagtig, men deres Rytterie blev endelig overmandet, og slaget paa Flugten, hvorpaa Fodfolket, som bestod af 4re Regimenter, med liden Umage blev adspredet, endeel blev slagen, endeel fangen. De Slagnes Antall beløb sig til 3000. De Kejserlige bekomme nogle og 30 Faner og 7 store Stykker, forliiste dog udi samme Action henved 1000 Mænd. Dette Mansfeldiske Nederlag forvirrede ikke lidet de Kongelige Sager.

Imidlertid commanderede Kongen endeel af sin Krigshær hen til Westphalen, hvor han erobrede adskillige Stæder, og indfodrede en stor Brandskatt, det Stifft Munster maatte og til at blæse i Bøssen, hvilket foraarsagede, at Græv Tilly maatte forlade Weserstrømmen for at hindre Kongens videre Fremgang udi Westphalen.

Hertugen af Lyneborg havde hidindtil holdet med Kongen og den Neder-Saxiske Kreds, men nu lod han sig af de Kejserlige søde Ord forlede, at falde fra Hans Kongl.

Hertugens af Lyneborg Frafald fra Kongen.

Majst., og at opsige den Bestalling, som han af Kongen havde bekommet, og som han derpaa foretog nye Hvervinger baade til Hest og Fods, meente Kongen strax, at det skeede Kejseren til Gode, og derfore lod et Patent publicere den 2 Martii, hvorudi han erklærede, at disse Hvervinger gik ham aldeeles ikke an, og vare anseede hverken til sin eller den Neder-Saxiske Kredses Fornødenhed, hvorfore han vilde have enhver advaret, at de saae sig for, ikke at begive sig udi saadan Tieneste, hvor de maatte lade sig bruge mod deres egen Religions Forvante, den Nedersaxiske Kreds, og deres eget Fæderne-Land. Derforuden lod han ogsaa tilkiende give, at den som foragtede samme velmeente Advarsel, og kom udi hans Hænder, skulde tilbørligen blive straffet. Til en Erindring om dette Lyneborgske Frafald blev slagen en Mynt med saadan Opskrift:

(714)

Frustra te opponis, frenande caballe, Leoni,

Albus eras, rubeus, si modo pergis, eris.

Udi samme Henseende blev ogsaa giort den Statue, som endnu sees i Rosenborg Hauge i Kiøbenhavn, hvor en Løve præsenteres med en Hæst under sig, som han har nedslaget. Thi Lyneborg fører en Hæst udi sit Vaaben. Samme Støtte blev giort udi Glückstad, og derfra ført til Kiøbenhavn, hvor den blev nedsatt udi Rosenborg Hauge. (a) Hvor meget ophidset Kongen ellers har været over dette Frafald, kand sees af et Brev, som han tilskrev Hertugen af Lyneborg, saaledes lydende:

Freundlicher lieber Vätter!

Aus deinem letzten Schreiben habe ich vernommen, daß du vermeynest grosse

Kongens Skrivelse til samme Hertug.

Ursache zu haben dich in des Käysers Bestallung zu begeben, welches ich dahin will gestellet seyn lassen. Daß du dem Käyser lieber denn mir gedenckest zu dienen, ist gantz kein Wunder, wolte GOtt es wäre schon vor vielen Jahren geschehen. Die Aufkündigung aber der Bestallung solte billig etwas zeitlicher gewesen seyn, ehe und bevor damit dem Gegentheil so vertrauliche Communication gehalten. Ich will für diesesmahl unsere Discurse, so da der Zeit, als du bey mir von damahligen König in Böhmen Gesandts Weise warest, und mehrmahl von Religions und andern Sachen vorgelauffen, nicht gedencken, sondern alles dem Allmächtigen GOtt befählen, der uns beyde kennet, und zum besten unsere Intensiones weiß, auch alles zu seinen Ehren wohl hinaus führen wird und kan. Der Teuffel durfte unserm Erlöser und Seeligmacher die gantze Welt weisen und versprechen, da er ihn anbeten wolte, warum solte er

(a)                 Aitzema Tom. 1. pag. 1253.

(715) es nicht annoch einem Menschen an-præsentiren durffen. Befehle dich hiemit dem rechten Richter über uns alle. Datum Wolfenbütel den 7 Martii Anno 1626.

Dein Vätter

allezeit

Christian m: pp:

Jeg har tilforn meldet, at de Kongelige bemægtigede sig det Stikt Osnabrück. Der bleve de ikke længe Mestere; Thi Græven af Anhalt, som havde Ordre at drive dem ud af samme Stikt, angreb til den Ende først den Stad Vehrdenbrück. Den Kongelige Besætning, som laae der inde, og haabede Undsætning, stillede sig modig an, og vilde ikke høre om nogen Overgivelse; men da Græven nærmede sig med Approcherne, og intet Tegn til Undsætning lod sig see, overgav den sig med Accord. Besætningen af Osnabrück overgav sig ogsaa paa samme Maade. Midt udi Februario brød Kongen op fra Rothenborg udi det Stikt Vehrden, hvor han en Tid lang havde haft sit Hoved-Qvarteer, og begav sig til Wolffenbyttel, og lod føre sine Folk, som laae 30 Miile adspredde, did hen.

Græv Tilly havde hidindtil holdet sig med sit meste Folk udi det Stikt Paderborn. Men mod Enden af April vendte han sig mod Hessen, efterdi han troede ikke vel Land-Græv Moritz af Hessen, der havde bragt en Hob Folk paa Beenene, ligesom han dermed agtede at forsvare sit Land mod de Kejserlige og Ligister. Bemægtigede sig saaledes den Stad Hirskfeld, hvorudi laae 4re Compagnier, som maatte strax viige derfra, og giorde hans Folk med Røven og Plynderen stor Skade. Saaledes spillede Tilly denne gang Mester udi Hessen, og bragte alt Korn, Hveede, Malt, og anden Forraad, som laae til Rothenburg, Allendorff, og Hirskfeld til sin Fordeel, Land-Græv Moritz maatte sige dertil hvad han vilde.

Tilly belejrer den Stad Minden.

Derpaa rykte han mod Majmaanets Udgang mod Minden, udi Forsætt at drive derfra den Kongelige Besætning, som hidind (716) til havde med adskillige Udfald og Streiffen giort ham stor Skade, og at bringe Borgerne til Kejserlig Lydighed, til hvilken Ende han offererede dem adskillige Middeler til Forliig. Men de havde samtlige fattet den Resolution, at forsvare sig tapperligen, indtil de finge Undsætning enten af Kongen eller af Hertug Christian af Brunsvig, ja de vare saa ophidsede, at de forgrebe sig paa dem, som Tilly havde skikket til Staden, og handlede ilde med dem, hvilket foraarsagede, at Græv Tilly med des større Iver fortsatt Belejringen, og Staden blev derover haardt belejret.

I Begyndelsen giorde de Belejrede tapper Modstand, og nedlagde mange af de Tillyske, hvilket foraarsagede, at Tilly søgte igien at vinde Staden med Accord, og til den Ende skikkede en Trompeter derind, men Oberste Clout, som commanderede udi Staden, gav ikke andet Svar end til det yderste at ville forsvare Staden. Herudover blev Tilly meget forbittret, og lod befale den anden Dag at stille alle Stykker mod Staden, og give saa længe Fyr, indtil der blev skudt saadant Stormhull, at man kunde storme med et heelt Regiment. Dette blev satt udi Verk af Fyrstenberg, og blev der fra Morgen til Aften skudt over 1000 Skud mod Muuren, hvorved den paa en Side blev gandske nedslagen. Dette u-anseet vilde de Belejrede ingen Accord begiære, men haabede idelig at faae Undsætning, hvilket bekom dem meget ilde, thi Fyrstenberg, efterat han havde skudt Breche, løb Storm med 2 Regimenter, og inden en halv Time kom ind udi Staden, hvorpaa der angik et stort Blod-Bad, thi foruden Soldaterne, som bleve uden all Naade nedsablede, blev hverken Mand eller Qvinde sparet. Den største Deel af Borgerne og Soldaterne forsvarede sig en lang stund paa Kirke-Gaarden, som de tilforn havde forskantzet. Men da Oberst Clout fornam, at det var u-mueligt at opholde sig længe der, retirerede han sig til Slottet, og deraf giorde Fienden merkelig Skade, indtil han omsider blev overvunden og omkom med alle sine Folk. Af 2500 Borger, Soldater, og Bønder, bleve ikke 20 til øvers i den heele Stad; foruden Qvinder og Børn, hvilke ikke heller bleve sparede. De mangfoldige døde Kropper lod Tilly føre paa Vogne og kastede dem udi Strømmen.

(717) Efterat Tilly havde erobret Minden, satt han sig for at tvinge Land-Græv Moritz til Keiserens Lydighed, og til den Ende belagde den Førstelige Residentz og Fæstning Cassel indtil den 14 Junii: da begiærede han af Land-Græven,

Tvinger Land-Græven af Hessen til Forliig.

at 4re Kejserlige Compagnier maatte indlades udi Cassel, og, som Land-Græven veigrede sig derved, truede Tilly at erholde det med Gevalt, hvorfor han maatte give en skriftlig Forsikring fra sig, ikke at indlade nogen fremmed Guarnison udi sine Fæstninger, men holde dem til Kejserens og Rigets Tieneste.

Jeg har tilforn meldet om Mansfelds Nederlag ved Dessaver Broe. Samme Mansfeld samlede sine adspredde Folk tilsammen, saa snart, som mueligt var; Dog kunde han med de Compagnier, som Kongen af Dannemark skikkede ham, og de Skotter han fik fra Hamborg, neppe giøre 3000 Fodfolk. Med Rytterne var det ogsaa slet bestilt, saasom ingen efter det Nederlag havde Lyst at tiene under ham.

Men da han havde faaet Undsætning af 5000 Mænd Kongelige under Hertug

Mansfelds Bedrifter.

Johan Ernst af Sachsen-Weimar, besluttede han tillige med bemeldte Hertug at giøre et Forsøg, om de kunde conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, som stod udi Beredskab at tage imod dem, og foretage noget af Vigtighed mod Østerrige, til den Ende Provianterede de deres Folk for 14 Dage, og fortsatte deres Foretagende Marche. Men Hertugen af Friedland kom dem betimligen paa Halsen, saa de ikke kunde fuldkomme deres Forsætt, saa gierne som de vilde; thi, saa snart han fik at høre om dette Tog, og merkede, at Marchen skulde gaae for sig igiennem Mæhren og Schlesien, lod han strax nogle Regimenter gaae igiennem Lausnitz til Schlesien at forekomme de Mansfeldiske og Weimarske, og fuldte dem selv med 3000 Mænd derefter. Men denne Mængde Folk blev ved samme Marche meget svækked, saa at den en Tid lang intet Vigtigt kunde foretage. Saaledes førte Hertugen af Sachsen-Weimar og Mansfeld den Keiserlige Magt af Neder-Sachsen, hvilket var holdt for et stort Verk.

(718) De Mansfeldiske og Weimarske toge deres Marche igiennem Brandenborg ind i Schlesien, da de komme mod Breslau, skikkede de en Trompeter med Skrivelse til bemelte Stad, og derudi meldte de Aarsager, som havde drevet Kongen af Dannemark til at gribe til Gevær, og at de havde foretaget sig denne Marche for at skaffe enhver igien sine borttagne Privilegier, item stifte en standhaftig Fred, begiærende hos dem, at den Stad Breslau vilde assistere dem midlertid med 30000 Rdlr., og forsikkrede dem, at Stadens Gods ved deres Igiennemtog ingen Skade skulde vederfares. Men de Breslauer gave dem saadant Svar, som ikke vel klingede udi deres Øren. Derforuden bleve de heftig forfuldte af de Friedlandske, saa at de kunde ikke uddele sig udi Dorperne, men maatte fra en Nat til en anden ligge udi en Vognborg, og lidde stor Hunger, indtil de komme til Gabelunka. Der forskandsede de sig sterk, og bleve bestyrkede med Folk, som komme dagligen til dem fra Mæhren, og Ungarn, hvorpaa de giorde adskillige Indfald paa de Mæhriske Grændser, og derved giorde Førsten af Lichtenstein stor Skade.

Græven af Mansfeld, saasom hans Forsætt var at conjungere sig med Førsten af Siebenburgen, rykte han ind udi Ungarn. Hertugen af Sachsen-Weimar derimod gik til Schlesien igien, hvor han indtog en heel Hob Stæder, udplyndrede andre og besatt Jægerndorf og Oppeln med Folk, og, som hans Magt dagligen tog til, bleve de Schlesiske Førster og Stænder heel bange, og derfor lode giøre Paabud allevegne til Landets Defension. Derimod skikkede den Danske Krigs-Commissarius Joachim Mitzlaff en Trompeter med Advarsel til Førsterne og Stænderne at holde inde med saadant Paabud, give Hertugen af Friedland og hans Folk ingen Gehør, eller forsyne dem med Proviant og anden Fornødenhed, men derimod assistere den Kongelige Armée, som var kommen i Landet ikke som en Fiende, men for at beskytte deres Religion og Frihed. Samme Trompetter blev ikke vel imodtagen, men blev af Ober-Amptet i Lignitz kastet i Fængsel. Imidlertid grebe de Weimarske temmelig vit om sig, og formerede en sterk Armée ved Troppau, og, som Hertugen fornam at nogle Keiser (719) lige Tropper under 4re Oberster vare udi Motion, skikkede han nogle Ryttere mod dem, af hvilke de Keiserlige bleve slagne, og med Forliis af 300 Mænd maatte tage Flugten.

Nu maa jeg vende mig til Kongen og Græv Tilly, og see hvad imidlertid har tildraget sig udi Sachsen.

Kongen bekom ved Friedlands Borttog temmelig Luft, og derfor begyndte at gribe vit om sig, thi han erobrede ved Accord 2 Magdeburgske Ampter, belejrede derefter Schlaen, og nødde Besætningen at overgive sig. Iligemaade bragte han ogsaa udi sin Gevalt det Cølniske Slott Steversvald, og bekom derudi en stor Forraad paa Proviant.

Grev Tilly derimod rykte nogle Dage efter Mindens Erobring for Gottingen, og

Tilly erobrer Gottingen.

belejrede samme Stad. Derudi laae en god Kongelig Besætning, hvilken giorde udi Begyndelsen de Tillyske stor Skade ved Skyden og Udfald. Ikke desmindre fortsatt dog Tilly Belejringen med saadan Iver, at han inden kort Tid bragte nogle af Løbe-Gravene indtil Stadens Vand-Grav. Han indbildte sig vel i Begyndelsen, at giøre sig Mester over Staden uden synderlig Modstand, men han giorde sin Regning uden Vert; thi han maatte ligge 6 Uger derfor, indtil han omsider, efter at Breche var skudt, den 9. Augusti giorde Anstalt til Storm. Da begyndte Guarnisonen at capitulere, og overgav Staden med reputerlig Accord den 11. Ejusdem.

Efter at Tilly havde erobret Gottingen, begav han sig mod Nordheim, udi

Maa ophæve Belejringen for Nordheim.

Forsætt ogsaa at erobre samme Stad, men Kongen bekom i Tide Kundskab derom, og derfore besluttede at undsætte den, til hvilken Ende han brød op med sin gandske Armée og kom den 15. Augusti uformodende i den Tillyske Krigshærs Aasyn ved samme Nordheim; begge Arméer vare hinanden da saa nær, at Rytteriet begyndte at skermytzere med hinanden, saa at det saae ud til en Hoved-Træfning. Men de Tillyske Soldater turde ikke binde an denne gang, efterdi Generalen var ikke selv tilstede, men formedelst Svaghed opholdt sig til Gottingen, og derfor retirerede sig til Gottingen igien til en Post, hvor de meente sig at være sikrere.

(720) Denne Retirade lod Kongen være gandske ubehindret, blev 4re Dage endda staaende paa samme Sted, og efterat han havde forsynet Nordheim med all Fornødenhed, brød omsider op, og, som man meener, agtede sig til Thüringen, og derfra til de Ligistiske Lande, hvilket, da Tilly formærkte, satt han sig for af yderste Magt saadant at forhindre, og derfor, saasnart som han havde bestyrket sig med de Fridlandske Tropper, brød op med sin heele Krigs-Magt at forekomme de Kongelige, hvilke, eftersom de fornam, Fienden var dem alt forsterke, retirerede sig til Wolfenbyttel. Tilly, stolende paa sin Mængde, forfulte dem indtil en Dorp Luther, hvor Kongen, Slag ved Königs-Luther.

efterat han havde opholdt sig en liden Tid, kunde ikke taale, at Fienden, hvorvel langt sterkere end hans Folk, skulde bravere ham længer, og derfor den 27. Augusti gik udaf sin Fordeel, og leverede Tilly et Felt-Slag. Udi Begyndelsen saae det meget farligt ud for de Keiserlige, efterdi de Kongelige figtede med en ugemeen Tapperhed, og Hans Majestet lod see, at han her ej fattedes meer Tapperhed, og Forstand end tilforn, og førdte sine Folk selv 3 gange an, ikke des mindre finge dog de Tillyske Overhaand, efterdi det Tydske Rytterie formedelst den ubetalte Sold bleve oprørske og vilde ikke figte, hvorudover en stor Deel af Fodfolket blev omkommen. Der blev funden paa Val-Stedet af de Kongelige, Land-Græv Philip af Hessen, item den Danske Commissarius Povisk, og andre gode Officerer. Den heele Forliis blev beregnet paa 4000 Mænd, hvoraf endeel blev fangen, endeel slagen. Efter dette haarde Slag begav Kongen sig til Wolfenbyttel, og strax recolligerede sine Tropper, hvilke, foruden hvad som laae i Besætningerne, vare endda 23000 Mænd sterke, strax derpaa skikkede han adskillige Couriers til Sverrige, Frankerige, Engeland, Nederlandene, forestillende dennem, at, omendskiønt Lykken havde været ham noget imod, vilde han dog ej lade Modet falde.

Aarsagen til dette Slags Forliis samt den heele Krigs slette Udfald var Mangel paa Penge, thi de Subsidier, som bleve Hans Majestet lovede af Frankerig og Engeland, bleve ikke betalte. Kongen havde besynderlig forladt sig paa de accorderede Engelske Penge, (721) nemlig 3600000 Gylden aarligen, hvilke den Engelske Minister Buckingham, Spaniens og Østerriges Ertzfiende, havde overtalt Kongen af Engeland at accordere. (a) Men saa store, som Løfterne vare, saa liden var Effecten.

Den gemeene Mand tilskrev saadant Kongens Fald ved Hameln, foregivende, at han siden den Tid ikke havde kunnet agere med den Forsigtighed, som tilforn, hvilke Raisonnemens Aitzema beleer, sigende: Maer seker t’onbrach den Koninch nock aen Verstant nock aen Wackerheid, hebbende alle Deugden, die een kloock Velt-Heer behoert te hebben. Der fantes og saa de, der giorde sig et Omen af Stedet, som Slaget stoed paa, nemlig Luther, at det skulde betyde den Lutherske Troes Undergang.

Ligesom de Roman-Catholske nu ikke glemte at skyde Triumpher hid og did, og at siunge Te Deum, saa forglemte ogsaa ikke Tilly at forfølge sin Victorie, thi han erobrede den Fæstning Steenbruk ved Accord. Paa samme Tid slog ogsaa den Stad Hannover sig til Keiserlig Parti. Alle Passe ved Bremen, de tvende Slotte Hoja, og Langvedel, saa og den Stad Vehrden og Rothenborg, item alle Fæstninger i det Brunsvigske undtagen Volfenbyttel faldt udi Tillys Hænder.

Som Kongen nu saae, at Tilly greb saa vit om sig, og rykte mod hans egne Lande, gik han fra Boxtehude med sit Hoved-Quartéer til Stade, hvilken Stad han lod sterkt befæste, og omgive med nye Grave, at han udi all Tilfælde kunde have sikker Retirade dertil.

Den 25. Octobr. affærdigede han til Staterne af de foreenede Nederlande saadan Skrivelse: at, omendskiønt udi den nylig holdte Trefning Lykken havde været ham noget imod, vilde han derfor ikke lade Modet falde, og forlade det gemeene Væsen, men endnu ved Guds Hielp tage sig det alvorligen an, tvivlede ogsaa intet, at jo den allmægtige GUD tager sig de Uskyldige, og (722)

(a) Aitzema Tom. 1. pag. 1253.

Betrængte an, og opholder sin Kirke; Og eftersom han ikke alleeneste har bragt sit Cavallerie udi god Orden igien, men endogsaa samlet et anseeligt Fodfolk sammen, og dermed besatt det Stikt Bremen, saa at Tilly maa søge et andet Vinter-Quartéer, saa har han dog holdet det for en Fornødenhed, at give andre Potentater og Herskaber, som ere det gemeene Væsen vel affectionerede, saadant tilkiende, og at begiære deres Undsættning. Og, efterdi han besynderligen derfor havde skikket sine Gesantere til Frankerig og Venedig, og de, nemlig Staterne, havde deres residerende Gesantere sammesteds, saa begiærede han af dem, at de vilde recommendere denne Handel.

Udi Novembr. blev holden en Land-Dag udi Rensborg udi Holsten, hvorhen

Land-Dag til Rensborg.

Kongen begav sig tillige med Prinds Christian, der blev proponeret, at den fornemste Aarsag, hvorfor Land-Dagen var udskreven, var den store Fare, som formedelst Fiendens Ankomst svævede de Holstenske Stæder for Øjnene, hvorfor det var fornødent i Tide at beraadslaae hvad Middel man maatte tage saadan Uheld i Tide at forekomme.

Hvorpaa Land-Syndicus udi samtlige Stænders Nærværelse svarede, at det gandske Land erklærede saadan Land-Dags Bestemmelse, som en besynderlig faderlig Omsorg hos Hans Kongelige Majestet og vil beflitte sig paa at forskylde saadant med all underdanigste Tieneste.

Derefter stod Stadholderen i Holsten Rantzov op og sagde frit ud, at det var formedelst den overhængende Fare det beste Raad at lave sig alle paa en tapper Modstand, og derfor nu fatte saadan Resolution at gaae Fienden imod, byde ham paa et beqvemt Sted Spidsen, og ikke opbie ham til han kom hid paa Grændserne. De lovlige Stænder maatte forsikkre dem, omendskiønt (723) han var en gammel Mand, og ingen Ting tiente ham nu omstunder meere end Roelighed, vilde han dog ikke være den Sidste, men heller den Første at vove sine graae Haar imod Fienden, og saa haabede han enhver troe Patriot vilde efterfølge hans Exempel, hvilket ufeilbarligen udfodrer den tilbørlige Respect til Guds hellige Ord, den naturlige Lydighed mod Gud og sin Øvrighed. Hans Kongelige Majestets allernaadigste Villie er derfor, at enhver Adelsmand skal for sin egen Person gaae udi Felten, og den som vegrer sig derfor, at blive skildt baade ved Gods og Ære. Stadholderen erklærede ogsaa hvad Stænderne maatte contribuere til Landets Forsvar, og Ridderskabet underskrev villigen alle Puncter.

Efter holdte Deliberation og giordte Slutning, inviterede Kongen ved Stadholderen det samtlige Ridderskab paa Slottet til Maaltid. Saaledes blev denne Land-Dag lykkeligen fuldendiget.

Strax derpaa tog Kongen sig fore ved Behændighed at erobre det Slott Hoja

Kong Christian erobrer Hoja.

ved Veseren. Hvilket Forsætt skulde sættes i Verk den 12. Decembr., men det mislingede ham, hvorfor han lavede sig til at erobre det med Storm. Udi den første Storm bleve de Kongelige afslagne, men udi den anden bleve de Mester over Slottet. De Tillyske retirerede sig til de inderste Deele deraf, hvor de begiærede Accord, men kunde ikke bekomme andre Conditioner end marchere ud med deres Side-Gevær. Udi Slottet blev fundet stort Bytte, men det kostede brave Folk, Kongen selv blev skudt udi sin venstre Axel, og Cron-Prindsen Christianus 5. blev blesseret paa tvende Steder; Hvorfor og Slottet blev fast gandske ruineret, og Broen over Veseren afbrændt.

Det ulykkelige Slag ved Kønigs-Luther foraarsagede, at Førsterne og Stænderne

Bliver forladt af sine Allierede.

udi den Neder-Sachsiske Kreds begyndte at vakle, og, omendskiønt Skaden var ikke saa stor, at den javel, (724) om de havde villet været samdrægtige, og efterfuldt Kong Christians Exempel, havde kunnet oprettes, saa dog lode de sig af Frygt og gode Ord bevæge at forlade Hans Kongl. Majest. som for at conservere deres Religion og Frihed havde indviklet sig i denne Krig.

Dette er det Fornemste som tildrog sig udi det Aar 1626, udi hvilket Aar, saasom Hans Majestet var stedse ude af Riget, forestod Cron-Prindsen Christianus 5. Regieringen hiemme, thi man finder i dette Aar adskillige Forordninger udgivne i hans Navn: 1) Om Salt-Compagniernes Ophævelse. 2) Om Lüneborgsk Salt,

Kron-Prindsen forestaaer Regimentet i sin Faders Fraværelse.

hvilket Undersaatterne tilholdes at kiøbe i Lüneborg selv fra første Haand. (a) 3) Om Confirmation paa de oprettede Artikle angaaende Bryggeriet og Ølltappen. (b) 4) Om en Bede-Dags Anordning; og er hans Titel paa bemældte Forordninger: Vi Christian den Femte Dannemarkis, Norgis, Vendis, og Gottis udvalte Prinds. Dog seer man, at han dette Aar har bivaanet Krigs-Hæren. De som udi Regimentet adjungeredes ham til Medhielpere vare Cantzler Christian Friis, Rigets Amiral Claus Daa, og Christian Thomesen Sehsted.

Anno 1627 lavede begge Parter sig igien af all Magt til; Jeg har tilforn 1627.fortaalt, hvordan det gik af med den Rensborgske Land-Dag, holden udi forbigangne Aar, og hvorledes Ridderskabet resolverede paa den Konglige Proposition. Saasnart dette kom Tilly for Ørene, arbeidede han paa at kuldkaste det igien, og til den Ende affærdigede Skrivelser baade til Førsten af Holsten, og det Holstenske Ridderskab, hvorudi han formanede dem at blive i Keiserens Lydighed.

Imidlertid munstrede Kongen Ridderskabet og de andre Undersaattere udi Holsten, og lod forsyne den Stad Nyenborg med Proviant og anden Fornødenhed. Ellers var paa samme Tid stor Elendighed ikke alleene i Neder-Sachsen, men endog udi de andre omliggende Lande, besynderlig udi Hessen, Weimar og Frankenland, hvilke bleve plagede med Indquarteringer og Giennemtog (725)

(a) Hafn. die 14. Julii.

(b) Hafn. die 5. Octobr.

af de Keiserlige og Ligistiske Tropper, saa at en Stad efter en anden blev besnæret, ligesom Fuglen udi Garnet, hvilket gav Anledning til allehaande underlige Discurser, og saadant desmeere, efterdi man fik Kundskab om, at Hans Keiserlige Majestet havde vel i Sinde at giøre en bestandig Fred udi Riget, men at de Roman-Catholske tragtede efter at forhindre saadant got Forsætt; I saa Maade, at ej alleene fra Paven selv, men endogsaa den gandske Geistlighed til Rom bleve sendte Protestations-Skrivelser til Hans Keiserlige Majestet imod all Forliig og Fred, efterdi man nu havde Kætterne, (som de kaldte dem,) udi Sekken; Hvoraf man kunde see, at det Geistlige Godses igien Erobring, og Protestanternes Undertrykkelse var den Brud, de Keiserlige og Ligister saa længe havde dantzet om, og derfore havde ført Krigen fra et Land til et andet, udsuet og enerveret en Nation efter den anden, men dog holdet saadant Forehavende hemmeligt, og fortsatt Krigen under andre specieuse Prætexter indtil det Aar 1629, da toge de omsider Masken af, og lode komme for en Dag hvad som de havde gaaet saa længe frugtsommelige med.

Efter at Hertugen af Lüneborg, som før er meldt, havde givet sig udi Keiserlig Lydighed igien, og lovet at ville skaffe de Danske Besætninger af sine Fæstninger, har han derpaa giort adskillige Ansøgninger hos Hans Kongelige Majestet, og udi Begyndelsen af April affærdiget en Gesant til ham med Begiæring, at Wolfenbyttel igien maatte indrømmes. Men Kongen holdt det ikke raadeligt at bifalde Hertugen derudi.

Imidlertid giorde begge Parterne deres yderste Flid at forsterke sig med friske Folk. Udi Keiserens og de Ligisters Navn bleve hid og did Patenter uddeelte om at hverve nye Tropper. Kongen af Dannemark giorde ogsaa store Hvervinger, og samlede en Hob Folk tilsammen for at byde General Tilly Spidsen, og forsvare de endnu indehavende Stæder. Blant andre arriverede nogle Compagnier Engelske 6000 Mænd sterke. Kongen af Frankerig bevilgede ogsaa at hverve udi sit Rige 4000 Mænd til Kongens Tieneste, og lovede at giøre Forskud paa Penge dertil. Havde man udi Tide ladet see saadan Iver at række Hans Majest. Haanden, (726) og assistere ham udi hans Forsætt, havde man kunnet haft Forhaabning, at hans Sager skulde have løbet anderledes af, og forrykt de Keiserlige og Ligister deres Concepter, men saasom man allerførst af Skade lærte at blive viis, var all Hielp forgiæves.

Kongen havde nu faaet paa Beenene igien 24000 Mænd til Fods og 5000 til Hæst, hvoraf en god Deel blev lagt udi Stikt Bremen og Ottersberg. Og som han befrygtede at Tilly maatte gaae over Elven med sin Armée, lod han oprette adskillige Skandser ved samme Flod, og forsyne dem med Stykker og anden Fornødenhed.

Imidlertid passerede nogle 1000 Tillyske Elben, og conjungerede sig med Oberste Altringers Regiment, og derpaa bemægtigede sig en sterk Paß ved Havelen, en Miil Vejs fra Brandenborg, omkomme nogle af Guarnisonen, og toge Resten til Fange, som laae derinde.

De Tillyske bemægtigede sig derpaa adskillige Stæder udi Brandenborger Land,

Tillyske Progresser.

som Brandenborg, Rattenav, Perleberg, og andre omliggende Stæder, og derefter vendte sig til Havelberg, for at erobre samme Stad med dens Fæstning.

Imidlertid stode de Kongelige sig vel udi Lyneborger Land, og giorde Besætningen af Wolffenbyttel adskillige lykkelige Udfald, og bragte ind udi Fæstningen stort Bytte, hvilket at hevne, de Tillyske samlede dem sammen, og agtede at sætte i Brand Forstaden, kalden Gotteslager, og havde til samme Forsætts Fuldbyrdelse god Forhaabning, efterdi de havde faaet Underretning, at en Oberst havde Dagen tilforn holdet Brøllup derinde, hvorover de indbilte sig at finde Fienden sovende af et got Ruus; men deres Tanker sloge dem fejl, thi de Kongelige bleve betimeligen advarede om de Tillyskes Forehavende, og derudover forstak 500 Musqveteerer udi en Grav, hvorpaa en Ritmester begav sig af Fæstningen at skermytzere med Fienden. Da nu Anfaldet skeede, vendte bemeldte Ritmester sig til det Sted, hvor Musqvetererne laae skiulte, hvilke u-formodende gave Fyr paa de Tillyske, saa at en stor Deel blev nedlagt og Resten (727) dreven tilbage igien. Saaledes blev dette fiendtlige Anslag til Vand og kom dem selv til Skade.

Medens dette forrettedes, havde de Tillyske bloqveret Nordheim, hvilken de nu

De Keiserlige belejre Nordheim.

begyndte at angribe med stor Iver under Græven af Førstenberg. Den 27 Junii giorde de trende Anfald, men de Belejrede forsvarede sig med saadan Tapperhed, at de Tillyske med stor Forliis maatte viige tilbage. Da nu bemeldte Førstenberg lavede sig den 2 Julii til en General Storm, bøde de Belejrede sig 2 gange til Accord, men kunde ikke erholde den, hvorfor de lode ham ved en Trompeter viide, at, eftersom man mod Krigs-Brug vegrede sig for at accordere med dem, vilde de som ærlige Soldater fegte indtil Døden. Dette u-anseet blev dog Fyrstenberg ved sit Forehavende, og lod sit Folk den 5 Julii løbe Storm den heele Dag, men de Belejrede afsloge dem med stor Tapperhed, saa at de Tillyske samme Dag mistede en heel Hob Folk, og maatte med u-forrettet Sag vende tilbage igien. Mod Aftenen begiærede de en Stilstand for at begrave deres Døde, og curere deres Svage, men de

Erobre den efter stor Forliis.

Belejrede sloge dem saadant med all Billighed af; Efterdi de tilforn havde nægtet dem Accord, giorde ogsaa Udfald om Natten og udplyndrede de Døde i Graverne, og gave dem deres Rest, som vare halv døde. Da de Tillyske nu merkede deres Resolution, forgik dem vidre Lyst til at storme, hvorudover Fyrstenberg sendte Bud til dem, og tilbød dem Accord, hvilken de Belejrede modtoge, efterdi de havde ikke meere Proviant tilovers, og marcherede med all Æres-Tegn udaf Fæstningen.

Derefter brøde de Kejserlige og Tillyske længere ind udi Neder-Saxsen, og det med tvende store Krigshære. Kongen derimod blev gandske forladt af sine tilforn allierede, hvilke faldt fra efter Haanden og forligte sig med Kejseren, dette foraarsagede, at de Kejserlige tænkte at have heele Dannemark i Sækken, og derfor ikke vilde høre tale om nogen Fred, uden med saadanne Vilkor, som Hans Kongl. Majst. ingenlunde kunde imodtage, omendskiønt han havde været bragt til største Yderlighed.

Keiserlige Freds-Propositioner.

De foreslagne Freds-Conditioner bestoede derudi: 1.) At Kongen vilde nedlægge sin Fiendtlighed mod Kejseren. 2.) Sige sig af med sit Kreds Oberst (728) Ampt. 3.) Ikke tragte efter nogen Ertz-Stikter eller Stikter. 4.) Indrømme Kejseren det Førstendom Holsten, og andre Lehne, som Hans Majst. havde udi det Romerske Rige. 5.) Overgive den Fæstning Glükstad strax. 6.) Erstatte Krigens Omkostninger. 7.) Opsige alle Prætensioner paa det Førstendom Lyneborg, Brunsvig og andre Stæder udi Tydskland. 8.) Erstatte Krigs- og Brands-Skade. 9.) Opsige all Alliance og Forbund mod Hans Kejserl. Majst. og andet saadant, hvilket var u-taaleligt at høre.

Saasom Hans Majst. nu tilbørligen havde afslaget disse u-billige Conditioner, af hvilke han noksom kunde see, at de Kejserlige ikke havde i Sinde at giøre Fred, men

Blive af Kongen afslagne.

alleene tragtede at føre sig til Nytte den Spliid, som var imellem Kongen og hans Allierede for at skade Dannemark, og at befæste deres Magt ved Øster-Søen, saa søgte Fienden nu af yderste Magt at angribe de Kongelige Lande. Tilly brød ind paa

De Keiserlige bryde ind udi Holsten.

den eene Side og Hertugen af Friedland paa den anden Side. Hvilket foraarsagede, at Kongen retirerede sig til Glükstad. Derpaa trængde de Kejserlige sig videre ind udi det Hertugdom Holsten, og bemægtigede sig en liden Fæstning ved Crempe, hvilken strax blev besatt med toe Kejserlige Compagnier. Tilly giorde sig iligemaade Mester over Itzehoe og Elmeshorn. Græven af Anhalt bemægtigede sig nogle smaae Skandser, og rykte for Ottersberg, hvilken, eftersom ingen Hielp for Haanden var, han ogsaa erobrede.

Hertugen af Holsten Friderik 3. forlod udi denne Fristelses Tid da det Kongelige Parti, og søgte at forlige sig med den Kejserlige General Tilly. (a) Han erholdt ogsaa Neutralitet, men med haarde Conditioner, nemlig, at han skulde give en anseelig Sum Penge, og indrømme det Eiderstedske til Indqvarteering for endeel Kejserlige Tropper, og forlade det Lavenborgske Forbund. Dette gav Aarsag til Misforstand imellem Kongen og Førsten, og foraarsagede at Kongen faldt ind udi de Førstelige Lande, og endelig belejrede Gottorf selv, hvor Hertugen opholdt sig med endeel Kejserlige Tropper, og bleve de ikke forliigte førend ved den Lybekske Fred, hvorom videre siden. (729)

(a) Olear. Chr. Holsat.

 Imidlertid forefaldt udi Holsten en haard Trefning mellem Margræven af Durlach og de Kejserlige under Græven af Schlich, hvorudi Margræven blev totaliter slagen, (a) han selv med nogle faa salverede sig med Flugten, og gav sig til Skibs. Resten af hans Armee faldt udi de Kejserliges Hænder. De Kejserlige Armeer brøde

Item i Jylland.

derpaa ind i Slesvig og Jylland, giorde sig Mestere over Wilstermarsk og Rensborg, siden Kiel og Flensborg, og rykte langt ind udi Jylland, hvor de bemægtigede sig Lands-Byer, Stæder og Slotte uden nogen Møje, eftersom Indbyggerne havde gandske forladt dem af Frygt for denne forskrekkelige Krigshær, hvilken de fandt sig alt for svage at modstaae, men alle de indtagne Stæder, som hørte Førsten af Holsten til, bleve efter Kejserens Ordre givne ham tilbage.

Udi dette Aar regierede den bekiendte u-hørlige Storm, hvoraf den 28 Januarii nedblæsede vor Frue Spiir i Kiøbenhavn, Kongens Lade-Gaard og Nicolai Taarn, (b) hvilket faldt ind paa Kirken, og slog den heele Kirke-Hvelning ned, hvorfore man et heelt Aar holdt GUds Tienesten under aaben Himmel. Taarnet blev siden opbygged paa nye langt hærligere end tilforn, og varede Bygningen nogle Aar; Den kostede meer end 19000 Rigsdl. (c) Udi samme Aar blev Prinds Christians Kammer-Junker Axel Ørn ihielskudt paa Amager Torv af Vagten. (d)

Anno 1628 belejrede Vallenstein eller Hertugen af Friedland ved sin Oberst 1628. Arnheim den Stad Straalsund, hvorudi var en Dansk Gvarnison, hvilken forsvarede sig tapperligen, og slog de Kejserlige alletider af, da de stormede dertil, og omendskiønt Wallenstein beleirer Straalsund.Vallenstein selv med nogle tusinde Mænd kom derhen, greb Staden an med stor Iver, og lod alletider Regimenter løbe an, hvilke uden Ophør bleve afløste med to andre Regimenter, ikke desmindre bleve de Kejserlige dog med stor Forliis drevne tilbage. (730)

(a) Monros Expeditions pag. 18.

(b) Thomæ Velling. Calend. Manuscr.

(c) Resen. Excerpt. Manuscr. hvor denne Hændelse henføres til 1627.

(d) Thom. Velling. Calend. Manuscr.

Over dette blev Vallenstein saa forbittret, at han lod sig merke med, at ville indtage Staden, om den hang ved Himmelen af en Kiæde, og derfor en Dag lod skyde paa Muurene uden Ophør, (a) hvilket altsammen de Belejrede udstode med stor Bestandighed, eftersom de havde forbundet sig til Døden med hinanden, besynderligen da 150 Danske Sejlere lode sig see udi Søen, og foraarsagede det, at de Kejserlige med

Maa forlade den igien.

u-forrettet Sag maatte gaae tilbage igien. Medens de Friedlandske havde at bestille med Straalsund, havde Tilly begived sig for Stade, hvorudi var den Engelske Oberst Morgan med 44 Compagnier Danske, hvilke forsvarede sig længe med stor Tapperhed, giorde adskillige Udfald, og skarmytzerede idelig med Fienden, og eftersom de ventede Undsætning fra Dannemark, vilde de ingenlunde lade sig beqvemme til Tractater, hvorudover Tilly anvendte all sin Konst paa Belejringen. Endeligen lod Kongen sig see med 3 Skibe paa Elven, for at undsætte dem, dog han kunde ikke føre sit Forsætt i Verk, eftersom Tilly havde saa sterk forskantzet sig, at han hverken kunde komme til ham eller beskyde hans Lejer, hvorfor de Belejrede endeligen capitulerede og overgave Staden.

Efter at Stade var erobret, gik man løs paa Crempe og Glykstad, som bleve belejrede af Oberst Altringer. De af Glykstad giorde adskillige lykkelige Udfald, erobrede mange Fanger, samt nogle Skibe, som vare ladne med Proviant til Fienden, og sparede ingen Fliid i at bestyrke sig mod de Kejserlige, saa at de samme endeligen forlode Glykstad og med deres gandske Magt gave sig for Crempe, hvorhen Hertugen af Friedland ogsaa var kommen med en Hob friske Folk og omringede Staden, saaledes, at ingen kunde komme hverken ind eller ud. Da Gouverneuren Georg von Ahlefeld

De Kejserlige erobre Crempe.

saae sig nu saaledes omspændt, Provianten fortæret, og ingen Undsætning at bekomme, overgav han Staden med saadanne Conditioner, at Besætningen med all Æres-Tegn skulde marchere til Glykstad, og derfra begive sig til Dannemark. Havde de Danske med hungrige Maver kundet behielpe sig nogle Dage længere, havde de Kejserlige bleven nødde til at ophæve Belejringen ikke (731)

(a) Monros Expedition. part. 1. pag. 67.

uden største Skade formedelst en Vandflod, hvilken skeede nogle Dage efter Stadens Opgivelse, men Lykken herudi saavelsom udi andet, var stedse imod.

Da nu Kongen havde ikke meer til overs af heele Holsten end Glykstad, lod Keiseren, opmuntret af denne Lykke, ved sine Commissarier citere den Holstenske Adel til Rensborg, for der at hylde ham, efterdi Kongen af Dannemark, som han foregav, havde forbrudt det Førstendom Holsten, men der lod sig ganske faa af bemeldte Adel indfinde, saa at de Herrer Commissarier fik her lidet for deres Umage.

Den bestandige og udi Mood u-overvindelige Kong Christian, omendskiønt Lykken udi denne Krig havde været ham meget imod, lod han dog ikke sinke noget af sin

Kong Christian forsøger Lykken til Søes.

sædvanlige Behiertighed, men paa nye lavede sig til af yderste Magt at continuere Krigen, og med en sterk Flode begav sig til Søes, for at forsøge Lykken igien; Først begav Hans Majestet sig til Femern, hvilken han bemægtigede sig og tvang de Besætninger, (a) som der fandtes at opgive deres Skandser; Derefter begav han sig til Eklenførde, hvis Besætning, som var Lyneborgsk, maatte give sig paa Naade og Unaade. Derimod udrustede de Keiserlige til Apenrade 18 Skibe, men de bleve overfaldne af en Storm, saa at nogle forgik, og Resten faldt i de Danskes Hænder. Efterat Eklenførde var erobret, vendte Kong Christian sig til Kiel, hvilken, da han nogen Stund forgiæves havde beskydet og anfaldet, gik han derfra med sin Flode igien.

Efter at Kongen havde lagt sine Skibe omkring Rygen, gik han med en anden Armée til Usedom, hvor han bemægtigede sig de Stæder Putgla og Usedom, samt det heele Land; Derefter Volgast og den Skandse Peinemund. Medens Kongen tog sig for at befæste den Stad Volgast, forsamlede de Keiserlige sig til Grypsvald 6 Regimenter Fodfolk og 22 Cornetter Ryttere, hvilket, da Hans Majestet fornam, gik han dem selv i Møde med hans Søn Hertug Friderik, som siden blev Konge i Dannemark, sloges tapperligen med dem ved den store Skandse, og drev dem tvende gange tilbage med stor Forliis. Endelig da de Keiserlige (732)

(a) Monros expeditions part. 1. pag. 46.

giorde det 3die Forsøg, bemægtigede de sig Skandsen. De Danske sloge sig med 7 Corneter 2de gange igiennem 22 Kejserlige Cornetter, og dermed holdt dem saa længe op, at Fodfolket kom ind udi Staden. Udi denne Træfning forliiste de Danske 500 til Fods og 100 til Hæst, de Kejserlige engang saa mange. Derefter begav Kongen sig til Skibs igien, og sejlede til Kiøbenhavn.

Imidlertid giorde den Danske Besætning udi Glykstad, som bestod af 1500 Mænd, et lykkeligt Udfald; thi den 25 Augusti, gik de ud om Natten af Fæstningen, og anfaldte den Kejserlige Armée, med saadan Tapperhed, at en stor Deel af de Kejserlige omkomme, mange høje Officerer bleve fangne og adskillige Skandser sleyffede, hvorpaa Gvarnisonen begav sig med Triumph til Staden igien.

Nu bemøjede sig ikke alleene Dannemarks Raad, men end og Churførsten af Sachsen og andre at dempe denne U-roelighed, og at stifte Fred imellem Dannemark og Kejseren igien, og kom det endelig saa vit, at Hamborg eller Lybek bleve benevnede til Tractaterne. Men, som Kongen af Dannemark imidlertid continuerede med

Handel om Fred.

Krigen, lode de Kejserlige sig forlyde, at deraf ikke kunde sluttes andet, end de Danske havde liden Lyst til Fred. Da Hans Majestet blev erkyndiget derom, lod han til Kiøbenhavn publicere et Skrift, hvorudi han gav tilkiende den Tilbøjelighed han havde til Fred, og at han allerede havde forsynet sine med Instrux og Plenipotentz, dersom det var de Kejserliges Alvor. Herpaa kom det nu vel saa vit, at den Stad Lybek blev benevnet til Freds-Handling; ikke desmindre havde dog begge Parterne lavet sig til af yderste Magt, at, i fald Tractaterne skulde blive frugtesløse, de kunde være færdige at møde hinanden igien.

Endeligen blev udi Begyndelsen af det Aar 1629 Freds-Handlingen satt i Værk 1629.til Lybek, udi hvilken lode sig indfinde efterfølgende Danske Ministrer.

Commissarierne komme sammen til Lybek.

Danske:

Hr. Christian Friis Kongens Cantzler.

Danske.

Hr. Jacob Ulfeld Rigets Cantzler.

Hr. Albrecht Scheel Rigets Raad.

Hr. Levin Marskalk.

|733Hr. Detlev Rantzou Raad og Amtmand til Rensborg.

Holsteener.

Hr. Henrik Rantzou Amtmand til Rensborg.

De Kejserlige lod sig strax derefter iligemaade indfinde, og vare:

Friedlandske:

Hr. von Dietrichstein.

Hr. Reinard von Valmerod.

Hr. Hannibal von Schauenburg.

Tillyske:

Hr. Jobst Maximilian Graff von Gronsfeld.

Hr. Johan Christoff von Ruppa General Commissarius.

Kongen af Sverrig vilde ogsaa have sine Gesanter did hen, thi Doctor Salvius, som oppeholdt sig da paa Langeland, anholdt sterkt om frit Gelejde, og sendte en Skrivelse til Lybek derom, men udrettede intet dermed; thi de Kejserlige vilde ikke give dem noget frit Paß, førend den Stad Straalsund, som var udi de Svenskes Hænder, blev given tilbage, hvortil de ikke vilde lade sig beqvemme.

Medens dette forhandledes, blev der udi Februario holden en Personlig Sammenkomst til Markerød mellem Kong Christian og Kong Gustav Adolf. Med Kong Christian fuldte Rigets Marsk Jørgen Scheel, Rigets Amiral Claus Daae og Christen Thomesen Sehsted. Udi Gustavi Adolphi Følge var Rigets Cantzler Axel Oxenstierne, item Gabriel Oxenstierne og Johan Salvius. Efter nogle Dages venlig Samtale skildtes begge kierligen fra hinanden; og varede Venskabet mellem disse tvende store Konger saa længe som Gustavus Adolphus levede.

Tractaterne imellem de stridende Parter varede længe, og lode sig undertiden ansee meget tvivlagtige, eftersom de Puncter, de Keiserlige forelagde, vare saa ubillige, at de Kongelige ingenlunde kunde eller ville antage dem. Endelig blev Anno 1629 den 12. (22.) May Freden sluttet imellem begge Potentater, ved hvis Kraft (734) Dannemark fik vel de forliiste Provincier tilbage, men derimod maatte love ikke at hindre

Fred til Lybek.

Keiseren meer i de Tydske Sager. Hvilken Condition denne store Konge aldrig havde indgaaet, og aldrig saa forladt de Protestantske Førster udi Tydskland, hvis de og andre Allierede havde grebet dem saa vel an, som de giorde siden under Gustavi Adolphi Anførsel, da den yderste Nød tvang dem til at vaagne op af Søvne: Thi de, som af denne 30 Aars Krigs Historie have fattet saa slette Tanker om Dannemark, og derimod saa høje om Sverrig, lade kun see, at de løsligen og uden Judicio have læset samme Historie; Thi, havde Gustavus Adolphus begyndt Krigen først, da Betænkning derover.

der hos de Allierede var saadan Kaaldsindighed, og hos de Tydske Førster saadan Indolence, var det ikke gaaet ham bedre. Saa den heele Sag beroede alleene paa Conjuncturernes Forandring, endeel ogsaa paa Sverriges fordeelagtige Situation frem for Dannemark, hvilket Land efter det Slag ved Luther stod aabet for de Keiserlige Arméer, da derimod Sverrig efter den Forliis ved Nordlingen, som var større, havde intet at frygte sig for saadant. Ved denne Fred bekom dog Dannemark ikke alleene de erobrede Provincier tilbage, men Hans Majestet blev ogsaa accorderet en Told paa Elven til Vederlag for Krigens Omkostninger.

Med de afhandlede Freds-Puncter bleve fire af de Kongelige Herrer Deputerede affærdigede for at indhænte Hans Kongelige Majestets Ratification, dog har Kongen ikke villet underskrive dem, men skikkede to af dem, som bragte ham de samme, til Lybek igien, Tractaterne videre at continuere.

Ved deres Ankomst have Gesanterne, for at giøre en Ende paa Sagen, tractered endda 3 Dage med hinanden, forbedret de forrige Freds-Artikle, og endelig bragt det til Slutning.

Derpaa have Gesanterne affærdiget denne Slutning til Hans Keiserl. og Kongl. Majest. for at indbringe Ratificationerne paa begge Sider, og lade Freden forkynde, saa vel udi de Keiserlige, som Kongelige Quartéerer, og Guarnisoner, og byde dem under Livs-Straf at indeholde med all Fiendtlighed, Fordringer, Indfald og Plyndringer.

(735) Efterfølgende Dag blev Freden offentligen udraaben til Lybek, og af alle Kirkerne udblæst, og derpaa, efter at Taksigelses Prædikener vare holdne, Te Deum

Freden ratificeres og udraabes.

Laudamus siunget udi alle Kirker. Derefter bleve alle Stykkerne 3 gange løsede om Volden, og de gevorbene Soldater gave 3 gange Salve.

Strax derpaa, efter at de Keiserlige og Kongelige Ratificationer vare indbragte, blev det Keiserlige Krigsfolk ført af Jylland og Holsten, og Undersaatterne satte udi Fred og Roelighed igien.

En saadan Ende tog den saa kaldte Keiserlige Krig, udi hvis Beskrivelse jeg har været dis kortere, efterdi den findes hos mange Skribentere i allehaande Sprog vitløftigen udført, og mit Forsæt er omstændigen at tale om de Ting, som lidt eller intet tilforn i Pennen er førdt. Man seer at Aarsagen til dens slette Udfald var de Tydske Stænders Søvnagtighed og de andre Allieredes Kaaldsindighed, thi af de Subsidier, som bleve lovede af Frankerig og Engeland blev lidt eller intet til Veje bragt, hvilket vises af den Danske Resident Ped. Wibes Klagemaal fra Frankrige. (a) Ellers distinguerede sig en Hob Engelske Folk udi Dansk Tieneste paa samme Tid, som Robert Monro, der selv har beskrevet sine Felt-Tog, Carl Morgan, der med stor Tapperhed forsvarede Stade imod Tilly, og Gordon, hvilken, endskiønt han ikke egentlig stod i Dansk Tieneste, førte dog i nogle Aar Correspondence med Cantzler Friis, som sees af hans egenhændige latinske Breve. (b) At han dog for sine beviiste Tienester og Correspondencer haver nydt aarlig Pension af den Øresundske Told, viises af et Klage-Brev samme Pension angaaende. (c)

Efter at Freden var sluttet, geraadede Hans Majestet udi nogen Tvistighed med Hertug Friderik af Holsten Gottorp, med hvis Opførsel han i Krigen ikke altid havde været fornøjed. Jeg har tilforn viiset, hvad Forbindelse, der var giort imellem Kongen og (736)

(a) Lit. Petr. Wibe ad Canc. Christ. Friis manuscr. autogr.

(b) Lit. Francisci Gordonii ad Christ. Friis manuscr. autogr.

(c) Lit. Francisci Gordonii ad Christ. Friis: Gedano 8 Julii 1633 autogr. Manuscr: Ordene ere disse: Telonarii Elsingoræ solutionem annuj mej stipendij recusant.

Hertugen ved den saa kaldte extenderede Union. Denne Forbindelse blev endda

Tvistighed med Hertug Friderik af Holsten.

giort sterkere udi Krigens Begyndelse, da de med andre traadde i det Lauenborgske Forbund til den Neder-Saxiske Kredses Beskyttelse, hvorudover det Kongelige og Førstelige Slesvig-Holsten kunde ansees, som et Corpus, og som een foreened Magt mod tilfælles Fiende. Men at Foreeningen var ikke saa sterk, som den syntes at være, merkede man Aar 1626, da Hertugen paa den Land-Dag, som holdtes til Rensborg, veigrede sig for at contribuere til Landets Defension. Da den listige Keiserlige General Tilly fik Kundskab om denne Kaaldsindighed, søgte han strax at saae videre Ueenighed mellem Kongen og Hertugen, til hvilken Ende han i det Aar 1627 den 2. Febr. affærdigede en Skrivelse til Hertug Friderik, hvorudi han fører ham til Gemythe, hvorledes Kongen af Dannemark paa Land-Dagen til Rensborg havde med Hans Førstelige Naades Exclusion giort farlige Propositioner for tilfælles Ridderskab og Stænder udi Førstendommene. Han raadede derfor Hertugen at tage sin Interesse i Agt, paa det han ikke ved Tilladelse af saadanne farlige Machinationer skulde styrte sig selv og sine Undersaatter i Ulykke. (a) Saa at det synes af denne Skrivelse, at Kongen har villet have Contributioner af tilfælles Lande uden Førstens Minde, hvilket dog ikke befindes saa at være. Om Hertugen lod sig indtage af Tillys

Aarsag dertil.

Skrivelser, skal jeg ej kunde sige, vist nok er det, at, da de Keiserlige finge Overhaand, og i det Aar 1627 brøde ind udi Holsten, reisede Hertugen selv til Lauenborg, hvor han forligede sig med Tilly, lovende at forlade det Danske Parti, og at tilstede de Keiserlige fri Passage igiennem sine Lande, hvorved han erholdt Neutralitet. Dette kunde ikke andet end gaae Kongen til Hierte, efterdi han saae Stæder ikke alleene i det Holstenske, men endogsaa i det Slesvigske besatte med Keiserlige Tropper, og at Hertugen derved havde aabnet dem en fri Indgang udi Riget. Hertugen vilde vel her undskylde sig med den yderste Nød, at han maatte forliige sig med de Keiserlige for at conservere sine Lande, men saadan Undskylding kand ikke gielde mod dem, som man alleene har sluttet et simpelt Forbund (737)

(a) Olear. Christ. Holsat. pag. 78.

med, langt mindre udi saadan Casu som denne, hvor der var en 4re dobbelt Forbindelse. Først den gamle Union, som i Christiani 3tii Tid var stiftet mellem Førstendommene. 2) Denne Unions Extension, som denne Hertug selv havde indgaaet, hvilken strakte sig ogsaa til offensive Kriger. 3.) Den Alliance, som var sluttet i Krigens Begyndelse, da Hertugen traadde i det Lavenborgske Forbund med Kongen og de andre Protestantske Herrer, og endeligen 4.) den Forbindelse i Henseende til det Slesvigske, hvoraf Hertugen var Rigets Vassal, og som Slesvigsk Første havde aflagt Kongen og Riget Troeskabs Eed. Men denne gode Hertug Friderik med alle de Dyder og Qualiteter, som tillægges ham, var ikke af den Sinceritet, som udfodres; thi Egennytte var det, som han i alle sine Idrætter fornemmeligen sigtede til. Men dette Frafald fra Kongen bragte ham kun liden Nytte til Veje, thi de Keiserlige indquarterede sig udi hans Lande, og der levede paa Discretion, og Kongen tracterede ham, som en Fiende. Ja, hvis den Lybekske Fred saa hastigen ikke var sluttet, havde Kongen maaskee faaet ham i sine Hænder, efterdi han havde belejret Gottorff, hvorudi Hertugen var indsluttet med en Keiserlig Guarnison.

Vel blev alting bilagt ved den Lybekske Fred; Men Kongen kunde ikke saa hastigen forglemme Hertugens Opførsel; Hvorudover han i Steden for at føre sine Tropper tilbage af Hertugens Lande, lod dem leve paa Discretion, saa vel udi Holsten, som udi det Bispedom Eutin, hvilket det Holsten Gottorpske Huus da besadd. Herudover besværgede Hertugen sig for Keiseren, hvilken derpaa lod udgaae en monitorial Skrivelse til Kongen, og derudi formanede ham ikke at bryde Freden, og at restituere Hertugen alle de Stæder og Slotte, som han havde bemægtiget sig siden Freden, at føre sine Tropper tilbage, og at betale den Skade, som han havde tilføjet Hertugens Lande. Endeligen, saasom Kongens Intention var meere at viise den Fortrydelse han billigen

Bliver bilagt.

havde fattet, end at beskadige Hertugen, lod han det derved forblive, og skiænkede Hertugen noget Artillerie for den Skade han havde lidet. Saa at man deraf seer, at Hertugen baadede lidet ved dette Frafald.

(738) Af samme Frafald udbrød ogsaa nyeligen for Freden en anden Ulejlighed, som jeg ikke kand forbigaa at anføre. Da Hertugen havde indrømmet de Keiserlige sine beste Stæder udi Førstendommene, begyndte de Nordstrander at bilde sig ind, at Hertugen havde i Sinde at indrømme Keiseren alle sine Lande, og derfor at betinge sig andet Vederlag, hvorudover adskillige, saa vel af Adel, som Almue, bleve ham u-gunstige og lode falde haarde og farlige Ord mod den Førstelige Regiering, og bleve de i deres

Uroelighed udi Nordstrand.

onde Tanker ikke lidet bestyrkede af adskillige omliggende Stæder, sær af de Kongelige, hvilke ved hemmelige Breve opmuntrede dem til at fremture udi den Uvillie, som de havde fattet imod Hertugen. Et af disse Breve, som var skikked til Nordstrand, blev opsnappet af en Raadmand ved Navn Benno Numessen, hvilken overleverede det ubrudt til Hertugen. Men, da Nordstranderne finge Kundskab derom, giorde de derover saadan Allarm, at bemældte Raadmand var ikke sikker paa sit Liv; Ja Førsten geraadede derover i saadan Skræk, at han nogen Tid lagde en blott Kaarde udi sin Sæng, af Frygt for at blive overfalden om Natten. (a) Paa samme Tid, da en af hans Tienere, ved Navn August Bestenbørstel, reisede udi Førstens Ærende, blev han paa allfar Vej overfalden af een af disse Misfornøjede, saa at det var ikke uden med stor Nød, at han kom med Livet derfra. Men Anfalderen blev strax der paa greben, dømt fra Livet og halshuggen, de andre Rebellere bleve ogsaa fængslede, og maatte sidde en Tid lang indsluttede udi Gottorffs Taarn indtil Freden blev sluttet. Af denne

Execution.

Execution blev den Nordstrandske Almue nedslagen, saa at den holdt sig siden stille. Den Holstenske Krønik anfører som et Exempel paa Guds Hævn, at ingen af disse oprørske døde naturlig Død. Men, hvis det er sant, at de giorde dette Oprør alleene

Autoris Betænkning herover.

af den Præsumption, som de havde fattet om Hertugens Anslag, at abalienere Førstendommene, kand man holde for, at det var en Vildfarelse, som reisede sig af en patriotisk Iver, og derfor ikke kand regnes iblant de Synder, som Himmelen paa saadan Eclatant Maade straffer, allerhelst efterdi Virkningen af denne (739)

(a) Olear. Christ. Holsat. pag. 83.

Formastelse bestod alleene derudi at overfalde en Tiener paa Vejen, som dog kom heelskindet derfra. Mig synes, at Hertugens Ministrer havde større Regnskab at giøre for Gud, der havde raadet deres Herre at bryde saa sterke Forbindelser, og indlade Fienden udi sin Allieredes og Velgiørers Lande.

Det var ikke alleene med Hertugen af Holsten Gottorf Kongen udi denne Krig havde været misfornøjed, men endogsaa med den Stad Hamborg, hvilken, medens Riget var indvikled i Uroelighed, havde begyndt paa nye at øve deres formeente Jus Restringendi paa Elven, og derpaa udi Krigens Tid havde udvirket et Keiserligt Diploma Anno 1628. Dette søgte nu Hans Majestet at straffe dem for, og meenes der, at han ved den Lybekske Fred betingede sig af den Keiserlige General Wallenstein, at ingen Hinder ham derudi skulde skee. Men, førend jeg gaaer videre frem, og taler om dette Kongens Foretagende, item hvad Virkning det havde, vil jeg først mælde noget om den statelige Franske Ambassade, som skeede strax efter Krigen udi dette Aar. Samme Ambassade, saasom den var af en særdeles Vigtighed, og dens Beskrivelse

En mærkelig Fransk Ambassade.

giver en Portrait paa det Danske Hoffes Tilstand paa de Tider, fortiener at fortælles med Omstændighed, helst som derom haves Relation af en fornemme Fransk Herre, der var med udi Ambassadeurens Suite. De Franske Kiøbmænd havde tilforn drevet en stor Handel paa Persien og Indien igiennem Tyrkiet; saadan Handel bestoed udi Specerier, Juveler og andet, og holdt man for, at den beløb sig til 6 Millioner Gylden aarligen. Caravanerne bragte de Indiske og Persiske Vahre til Aleppo udi Syrien, hvor de Franske tilhændigede sig dem, og bragte dem med Skibe til Marseilles udi Provence; Men ved disse Tider begyndte Kongen af Persien at vegre sig ved at lade Caravanerne passere igiennem Tyrkiet, saasom Tyrkerne, der vare hans

Aarsag dertil.

Fiender, derved berigedes. Hvorudover Kongerne af Persien og Frankrige foreenede sig saaledes med hinanden, at de Persiske Vahre skulde herefter gaae igiennem Moscovien, og over den Caspiske Søe til Astracan, og siden ved Hielp af Floder til Narva, hvorfra de Franske skulde føre dem til Frankerig igiennem Sundet.

(740) Til dette at i Verk sætte var fornødent at negotiere med Dannemark om Farten igiennem Øresund, og blev til den Ende Lovis des Hayes Baron de Courmesvin som Ambassadeur dette Aar affærdiget til det Danske Hoff. Bemældte Baron Courmesvin arriverede den 24. Junii til Helsingør, og giver da Autor til denne Ambassades Beskrivelse en curieux Underretning om den Øresundske Tolds Tilstand paa samme Tider. (a) Den 2den Julii arriverede han til Kiøbenhavn, over hvilken Ambassadeurens Ankomst til Kiøbenhavn.Hovedstad saa vel som dens Indbyggere han giver en kort Beskrivelse, at man derudaf kand see Landets Moder paa de Tider, og det besynderlig i Anledning af en stor Liig-Begiængelse, og et fornemme Brøllop, som han bivaanede samme Tid. Hvad Liig-Begiængelsen angaaer, da seer man, at Matroner og Jomfruer ogsaa fulte Liget med Sang til Graven over Gaden, og de fornemmeste Brude-Vielser skeede da udi Kirken, hvilket viises af Frøken Lindenows Brøllop, som da blev celebreret med saadanne Ceremonier, at Præsten tog en Ring af Brudgommens Finger og satt den paa Brudens, hvilket nu ikke i Agt tages uden med Bønder. Dog vidner Autor, at fornemme Folk tilforn bleve viede udi deres Huuse, men at Hans Majestet ved en Forordning havde paabudet, at alle, af hvad Stand og Vilkor de vare, skulde vies i Kirken. (b)

Den 9 dito blev Ambassadeuren bragt til Audience, og det med saadan Pragt, saa at Autor kand ikke noksom forundre sig over det Danske Hoffes Magnificence.

Hans Audience.

Den første Audience endtes alleene med Complimenter, og som Hans Majst. gemeenligen var jovial og lystig, spurte han Ambassadeuren, hvad ham syntes om den Fred, som nyeligen var sluttet med Kejseren. Men nogle Dage derefter havde Gesanten i Kongens Fraværelse en stor Conference med Raadet, og er det da merkeligt, som Autor antegner, at Cantzeleren Christian Friis, som Chef for Raadet, sad øverst og Statholderen Frands Rantzou, som yngst Raads-Herre, sad nederst. Ambassadeuren begyndte da paa Kongens af (741)

(a) Ambassade de Courmesvin pag. 33. seq.

(b) Ibid. pag. 77. Le Roi, qui est le Pape & Patriarch de son Royaume a fait une ordonnance, par la quelle tous les Mariages se doivent faire en face d’Eglise.

Frankerige Vegne at giøre saadan Proposition: nemlig, at de Franske agtede at handle paa Moscovien med Grosførstens Tilladelse, og at Hans Allerchristeligste Majestet vilde, at Farten skulde skee igiennem

Hans Proposition.

Øresund, hvorudover han var skikket for at handle med Hans Kongl. Majestet af Dannemark om Tolden i Øresund, hvilken Told han begierede maatte blive saa moderat og billig, som mueligt, og at Hans Majestet vilde tage i Betænkning de extraordinaire store Depenser, som Frankerig maatte giøre paa saadan nye Handels Stiftelse, og at de derfore ikke kunde taale at give høj Told. Efter at denne Proposition var giort, ginge nogle af Raadet til Side for at conferere med hinanden derover, og derefter bad Ambassadeuren at han vilde tilkiende give hvad slags Vahre de Franske vilde føre igiennem Sundet. Hvortil han svarede, at de samme kunde ikke specificeres. Raads-Herrerne sagde da, at, hvad Viin og Salt var angaaende, da pleiede man deraf at betale 4 pro Cento, hvorved det endeligen maatte blive; thi, dersom Kongen slog noget deraf for de Franske alleene, vilde deraf flyde de U-lejligheder, at andre Nationer enten ikke meere kunde drive saadan Handel paa Østersøen, eller at de vilde betienne sig af Franske Navne og falske Certificatzer. Ambassadeuren svarede dertil, at saadant kunde ikke giøre noget synderligt Skaar udi andre Nationers Handel, og, hvad falske Flag og Passe var angaaende, da kunde man derved ikke bedrages, naar man examinerede Skipperne og Baadsfolkene. Videre, sagde han, at Kongen af Frankerig burde være i meere Consideration end Staterne af de foreenede Provincier, og at derfore Hans Majestet ikke burte tage meere end 1 pro Cento af Franske Undersaattere, helst, saasom de Vahre, som brugtes til forbemeldte nye Handel, maatte siden passere igiennem tvende andre Potentaters Lande, til hvilke ogsaa Told maatte aflægges. Raadet blev ved det forrige, nemlig, at Toldens Formindskelse for de Franske alleene var af farlig Conseqvence for andre Nationer, hvilke derover vilde fodre ligesaa stor Afslag. Endeligen begyndte Gesanten at blive noget hidsig, og vilde af denne Handel viise en Merite mod Dannemark, foregivende, at den Danske Øresundske Told vilde merkeligen tiltage ved den Persiske (742) og Moscovitiske Handels Drift over Øster-Søen. Han lod sig ogsaa merke med, at, hvis Kongen af Dannemark ikke vilde beqvemme sig til saadan Moderation i Tolden, vilde man indlade sig i Handel enten med Sverrig, og søge at faae deslige Vahre bragte til Gottenborg, hvor de Franske kunde have deres Oplager, eller, om alting slog dem fejl, kunde de sejle paa Archangel, hvilken Vej ingen kunde hindre dem at tage, saa at, hvordan det gik, saa tabte Dannemark derved, hvis samme Rige vilde spende Buen saa højt, at de Franske Kiøbmænd maatte tage andre Mesures.

Derpaa gav Raadet til Slutning saadant Svar, at denne Sag behøvede nøjere

Tages i Betænkning.

Examen, og bad Gesanten, at han vilde give sin Proposition beskreven, paa det de kunde skikke den til Kongen tillige med deres Betænkninger derover. Dette samtykte Ambassadeuren, og samme Aften insinuerede Canceler Friis sin Proposition saa lydende: Saasom Kongen af Frankerige havde tilladt sine Undersaattere at handle paa Moscovien, saa vel for at tilhændige sig Ryssiske Vahre, som andre omgrænsende Rigers sær Persiens; og han fornemmeligen har i Sinde at saadan Commerce skeer udi den Stad Narva og ikke udi Archangel, paa det at Dannemark derudover ogsaa kand nyde nogen Fordeel, og at det Venskab, som er imellem samme Rige og Frankerige, derved kand bestyrkes. Da, eftersom alle nye Etablissemens udfodre store Bekostninger, og Kiøbmændene behøve særdeles Hielp og Protection udi saadant Verk, begierer Kongen af Frankerig, at Hans Majestet af Dannemark vil favorisere samme Handel, og lade sig nøje med en maadelig Told, som de Franske Skibe skulle aflægge, naar de passere igiennem Sundet. Dog forlanger han ikke saadan Moderation i Tolden uden for de Skibe, som gaae fra og til Narva; thi, hvad de Skibe angaaer, som ville fare paa andre Stæder udi Øster-Søen, da skal Tolden blive for dem paa den gamle Fod. (a)

Efter at denne Proposition var overleveret, og henskikket til Kongen, som da var i Holsten, begav Gesanten sig nogle Dage derefter paa Rejsen, for videre at tale med Hans Majestet, og at (743)

(a) Propositio Legati Gall. Hafn. die 11. Julii 1629.

erhverve en Resolution. Efter han did var henkommen, erholdt han en Audience paa nye den 22 Julii. Begyndelsen af hans Tale bestod ikkun udi Complimenter, hvorefter han kom til Materien om den oftbemeldte Handel, som skulde drives igiennem Sundet paa Moscovien, og dette var hvad som han skrifteligen havde forfattet i Begieringen til Raadet i Kiøbenhavn. Autor antegner da at Kongen var noget beskiænket, hvilket foraarsagede, at, endskiønt han kunde expedere sig vel baade paa Latin og Fransk, saa betiennede han sig da af sin Secretaire Gynther,

Gesantens Samtale med Kongen i Holsten.

og ved ham lod Gesanten sige, at han ønskede, at have Forslaget paa Skrift, hvilket giver tilkiende, at den skriftlige Proposition, som var indgiven til Raadet, var endda ikke kommen udi Hans Majestets Hænder, hvilket Gesanten lovede, og blev derpaa ledsaget tilbage. Udi den Tale, som Monsr. des Hayes holdt ved denne Audience, er dette blant andet i sær at merke, at han gav tilkiende den store Estime, Kongen af Frankerig havde for Kong Christian, og at samme Konge havde sagt, at Hans Majestet af Dannemark udi den Tydske Krig havde ladet sig see ikke mindre god Soldat end stor General. Dagen efter denne Audience, som var den 23 Julii, bragte Peder Vibe Gesantens skriftlige Proposition til Kongen, hvilken overleverede den sin Secretaire Gynther til Expedition. Denne Secretaire fik derpaa Ordre at lade Ambassadeuren viide, at Hans Majestet havde, i Faveur af Kongen af Frankerige, accorderet, at de Franske Undersaattere, som vilde sejle paa Narva, skulde for hvad Vahre, de være kunde, ikke betale meer end en pro Cento, og en Rosenobel for hvert Skib. Dog skulde dette Privilegium alleene strække sig til en vis Tid, nemlig af 8 Aar, paa det andre Nationer ikke skulde deraf tage Lejlighed at begiere samme Moderation i Tolden. Derforuden reserverede Kongen sig sin Souverainetets Rett,

Beskrivelse over den saa kaldte Souverainetets Rett udi Øresund.

efter den Sædvane, som brugeligt var med alle andre Potentater. Over dette sidste støtte Gesanten sig, saasom han ikke kunde fatte hvad Souverainetets Ret en Konge kunde have over fremmede Kiøbmænd, og derfore bad Secretairen, at han vilde forklare, hvorudi saadan Souverainetets Rett bestod, hvilket Gynther ogsaa giorde, sigende, at saadan Souverainetets Rett (744) udi Sundet var ikke andet end den Rett, som Kongen havde til at tage de fremmede Vahre for den Priis, som Kiøbmændene selv skatterede dem for og hvorefter man calculerede Tolden, (a) hvilket er en curieux Anmærkning udi den Øresundske Tolds Historie. Dog er det vanskeligt at sige, om denne Souverainetets Rett har været brugelig under de forrige Konger, eller om Kong Christian 4. var den første, som indførte den; vist nok er det, at de forrige Kongers Historier tale intet derom, og Autor til denne Ambassades Beskrivelse synes paa et andet Sted at viise, at Kong Christian var den første Stifter af samme Rett, og at han havde indført saadan Skik, for at tvinge Kiøbmændene til at sætte den rette Priis paa deres Ladning, paa det at Tolden, som blev calculered efter Ladningen, ingen Afgang skulde liide. (b) Ved denne Explication synes det at Ambassadeuren lod sig nøje, og blev samme Souverainetets Rettighed expresse indført udi det Diploma, som blev givet i Faveur af de Franske Kiøbmænd, og som findes in Originali paa Latin hos oft-citerede Autor saa lydende. (c)

Vi Christian 4. Konge til Dannemark og Norge &c. giøre vitterligt, at saasom den Durchlauchtigste og Allerchristeligste Herre Ludvig 13. Konge til Frankerige og Navarra, vor kiære Broder, Ven, Svoger og Alliered, haver ved sin Ambassadeur Lovis des Hayes Baron af Coursmesvin Kongl. Bevilling udstædet til Frankrige.ladet tilkiende give, at adskillige af hans Undersaatter have udi Sinde at forflytte til Narva den Handel paa Moscovitiske og Persiske Vahre, som tilforn har været dreven igiennem andre Steder, og derfore kierligen og indstændigen af os haver begiæret, at vi, for at understøtte dem udi saadant Verk, og at facilitere saadant deres kostbare Foretagende, (745)

(a) Ambassade du Baron de Courmesvin. pag. 151.

(b) Ibid. pag. 40.

(c) Diploma dat. in Castro Eutinensi die 14 Julii Anno 1629, hvilket Datum dog synes at være forsatt.

vilde i det ringeste paa nogle Aar afslaae en Deel af den sædvanlige Told i Øresund. Hvorudover, saasom vi denne vor Alliered Konge intet kand nægte, som ret og billigt er, have vi endogsaa med Forliis af vor Told føjet ham udi denne hans Begiæring, og i Kraft af dette vort Kongelige Brev tilstede Højst-bemældte Konges Undersaatter, at de af de Vahre, som føres igiennem Sundet til Narva, og derfra tilbage igien, ikke skal betale meer end 1 pro Cento, og at de skall nyde denne Frihed udi 8 Aar uden Hinder af os eller vore Efterkommere. Dog skal derunder ikke være befattet det, som gemeenligen gives for hvert Skib, nemlig een Rosenobel, hvilken a parte, skal betales. Ydermeere ville vi hermed have forstaaet, at det skal staae os frit for at tage de Vahre, som kand findes os tienlige, for den Priis, som de erklæres for at være værdte, og hvorefter Tolden skal betales. Hvad andre Franske Skibe angaaer, som handle paa andre Stæder end Narva, da skal de samme betale den sædvanlige Told.

Saaledes endtes denne Negotiation, hvoraf Autor til denne Ambassades Beskrivelse promitterer stor Fordeel for den Franske Nation; Men man seer ikke, at de Franske have betient sig deraf. Der blev ej heller meldet noget derom udi den anden store Ambassade, som skeede nogle Aar derefter, da den bekiendte Comte d’Avaux blev skikket til Dannemark. Saa at det er troeligt, at de Franske Kiøbmænd have fundet alt for store Vanskeligheder ved denne nye Handel, og derfore staaet fra deres Forsætt.

Efterat Autor har beskrevet denne Negotiation, og dens Udfald, viiser han udi hvad Tilstand Riget var saa vel i Henseende til Krigs- som Stats-Sager efter den Keiserlige Krig. Udi Holsten og Slesvig saaes overalt ødelagde Stæder og Landsbyer, og bedrøvelige Fodspor efter Hertugen af Friedland og de Keiserlige (746) Tropper. Adelen, som havde lidet saa stor Skade paa deres Gods, var misfornøjed med

Adskillige Anmærkninger over Folkets og Landets Tilstand efter den Lybekske Fred.

Kongen, og Kongen var ej heller vel fornøjed med Adelen, efterdi den ved idelige Sollicitationer havde drevet ham til at slutte denne Fred. Og blev denne Jalousie, som havde reiset sig mellem Kongen og Stænderne, ikke lidet formeeret derved at Hans Majestet længe efter Freden holdt enda 10000 Fodfolk og 5 a 6000 Ryttere paa Beenene. Penge-Mangel var ogsaa paa samme Tid stor, hvilket foraarsagede, at Krigsfolket var uvilligt; og fortæller oftbemældte Autor, at et Compagnie Soldater udi den Franske Ambassadeurs Nærværelse rebellerede, og vilde ikke forføje sig hen til en Post, hvorhen de vare commanderede. Hvorudover Kongen, saasom han vilde, at saadan Studsighed ikke skulde blive ustraffet, men derhos ikke kunde faae at viide,

Kongens artige Invention at stille et Oprør.

hvilke der vare de fornemmeste Stiftere deraf, greb han til et Middel i en Hast, som blant mange andre Ting viser Prøve paa hans store presence d’Esprit. Han forærede 2 Tønder Øll til samme misfornøyede Soldater, for at drikke paa hans Sundhed. Men, da disse derpaa qvitterede deres Gevær, for at begive sig til Ølls, lod han dem omgive ved et Compagnie af Cavallerie, hvilket bemægtigede sig deres Gevær, og forkyndte dem, at, hvis de ikke udlagde dem, som vare Hovedmænd for dette Oprør, havde de Ordre at omkomme dem alle. Af dette bleve Soldaterne saa forskrækkede, at de strax udlagde 3 af de fornemmeste, hvilke bleve grebne, og een af dem, som syntes mest studsig, blev ophængt udi et Træ udi alles Paasyn; og blev derpaa Oprøret stillet.

Endeligen licentierede Kongen alle de Tropper, som endda vare paa Beenene. Den største Deel deraf gik til Holland, og andre ginge med Kongens Tilladelse udi Svensk Tieneste, blant dem var en særdeles navnkundig Italiensk Officier ved Navn Caccia Gverra. Den samme havde først staaet udi Tienneste hos Gros Hertugen af Florentz, og, da han, formedelst en u-bekiendt Aarsag, blev forviset Gros Hertugens Lande, begav han sig udi Keyserlig Tienneste, hvilken han qvitterede misfornøyed, efterdi (som han selv foregav) man vilde have ham til at være ansvarlig for nogle Plyndringer, som hans underhavende Officiers havde (747) øvet. Han blev derudover en Fiende af det Østerrigske Huus, og tienede siden Kong Christian udi den Kejserlig

Caccia Guerra hans Avantures.

Krig, og, som han havde været udi stor Credit udi Keiserens Armée, bragte han en Hob Keiserlige Tropper med sig, som frivilligen fuldte ham, thi han var dristig, stridbar og liberal, og havde stor Omsorg for de fattige Soldater. Han havde sort Haar og sorte Øjen, som vare nedsiunkene i Hovedet, og var derforuden bleven defigureret ved adskillige blessurer, saa at hans udvortes Anseelse giorde ham ikke mindre forskrækkelig end hans Bedrifter. Da Kong Christian dimitterede de hvervede Tropper, begav han sig udi Svensk Tieneste tillige med 80 Mænd, som fuldte ham.

Hvad ellers de øvrige Krigs-Sager anbelanger, da var Floden udi bedre Stand

Tilstand udi Krigs-Sager.

end den nogen Tid havde været. Der underholdtes 2000 Matroser aarligen, som skulde være færdige til Tieneste, naar paabødes. Tøjhuuset var forsynet med Gevær for 50 til 60000 Mænd, og havde over 800 Canoner, og hvorvel Adelen ikke pleiede at ville tilstede Fæstninger udi Riget, saa havde dog Kongen ikke alleene ladet fortificere Kiøbenhavn, men endogsaa ladet anlægge adskillige nye Fæstninger, som Christianstad udi Skaane, Christianopel udi Blegind, Glykstad udi Holsteen, Crempe udi Stormarn, og siden Christianpriis, saa at aldrig nogen Konges Myndighed havde været større.

Hvad Hoffets og Statens Tilstand er angaaende, da seer man, at Kongen paa

Hoffets Tilstand og Leve-Maade.

den Tid underholdt en Cavalier Garde af 200 Edelmænd, hvoraf enhver nød 10 Rigsdl. til Gage om Maaneden for deres Tienere, thi de tienede selv par honeur uden Besolding, og var Otto Skeel Corporal for samme Compagnie. De samme havde alle rejsed nogle Aar udenlands efter den almindelige Skik, som da var iblant den Danske Adel; thi fast ingen var i Anseelse uden han havde mestendeel ødelagt sig ved vitløftige udenlandske Rejser; Og var det fornemmeligen for at hindre saadan U-lejlighed og at sauvere Landets Penger, at Hans Majestet havde stiftet det Ridderlige Academie til Sorøe. Det Kongelige Hoff var ellers paa de Tider magnifiqve, og, saasom Hans Majestet selv var lystig og særdeles omgiængelig, saa vare alle Hoff-Folk besynderlig joviale, og søgte paa alle Maader at divertere (748) sig, hvorvel samme Divertissemens undertiden ginge for vit; thi Giestebude endtes ikke uden med store Ruus, og Brylluper varede gierne nogle Dage, og vidner oft-citerede Autor, at udi Frøken Lindenovs Bryllup Kron-Prindsen Christianus 5. og Hoffmesteren Frands Rantzou havde været 5 à 6 gange beskiænkede. (a) Men saadant kunde meere tilskrives slemme Moder end Begierlighed til Drik.

Adelen var da baade mangfoldig og mægtig, og de andre Stænder vare mod dem udi meget liden Anseelse; thi man seer af adskillige Forordninger, at Herre-Standen blev distingveret fra Borger-Standen baade udi Spiise og udi Klæde-Dragt; vel kunde en Borger formedelst Gield ved Retten skille en Herremand fra sin Gaard; men han kunde ikke beholde den selv, førend han havde givet Adelen tilkiende, at saadan Gaard var til fals, og, naar nogen Adelsmand tilbød sig at give saa meget,

Indbygernes Tilstand.

som den havde kosted Creditoren, maatte han overlade Gaarden for saadan Summa, hvorudover der indfunde sig altid nogle, som gave end meere end Gaarden kunde være værdt, paa det at Adeligt Gods ikke skulde falde i Borger-Folkes Hænder. Denne Distinction mellem Adel og Borger-Stand gik saa vit, at der ogsaa udi Andagt og GUds-Dyrkelse giortes Forskiell mellem dem, hvorudover Herremænd da tilegnede sig Rett at skrifte og confitere deres Synder siddende ved Præstens Side, (b) da derimod Folk af andre Stænder maatte skrifte paa Knæe; Men dette u-anseet indskrænkede denne Konge dem dog temmeligen, endeel ved sin Myndighed, endeel ved Konst. Medens den Tydske Krig varede, employerede Hans Majestet nogle 100 Herremænd udi Arméen og satt een til Commissarium ved hvert Compagnie, endeel for at de kunde blive oplærte udi Krigs-Sager, endeel ogsaa for at holde deres Forældre udi Lydighed og stedsvarende Devotion i sin Fraværelse. Derforuden seer man, at

Kongens Politiske Maximer.

de fleeste store Rigets Charger paa de Tider stode ledige; thi der var paa de Tider ingen Rigs-Hoffmester, og syntes det, at Hans (749)

(a) Ambassade de Courmesvin. pag. 76.

(b) Ambassade de Courmesvin. pag. 267.

Majestet ikke vilde lade besætte den Plads, efterdi den sidste Rigs-Hoffmester havde tilegnet sig alt for stor Myndighed. Hvorudover den Kongelige Canceler Christian Friis da var den fornemmeste høje Bestillings-Mand, og Chef for Raadet, saa at man deraf seer, at de fare vild, som kalde Frands Rantzou Rigs-Hoffmester, thi hans Titel var ikke andet end Simplement Hoffmester eller Statholder i Kiøbenhavn, til hvilken Værdighed han var bleven ophøjet dette Aar, og seer man, at han udi den Conference, som dette Aar holdtes med den Franske Ambassadeur, sad som yngst Raads-Herre nederst blant de da forsamlede Rigs-Raad. Der var ej heller paa samme Tid nogen Rigs-Marsk, ej heller Rigs-Amiral, men samme Pladse stode ogsaa aabne uden Tvivl af samme Aarsager. I Marskens Sted var ikkun andre simple Generaler, og ved Søe-Etaten alleene tvende Vice-Amiraler, hvoraf den eene var ved Floden, og den anden ved Holmen; Saa at af de 4re store Rigs-Charger da ingen var besatt uden Cancelerens, som da Christian Friis beklædde, over hvilken Autor til den Franske Ambassades

Cantzler Friises Portrait.

Beskrivelse giver saadant Portrait. Canceler Friis var høj af Gevext, havde et bredt Ansigt og et gammeldags firekanted Skiægg, han talede got Fransøsk, var tempereret og sagtmodig, sagde sin Meening med Oprigtighed, skiønt han var noget frygtagtig. Bemeldte Autor giver iligemaade Portrait over andre Ministrer og Hoffmænd, som han da havde den Ære at omgaaes med. Jeg har tilforn viiset Hoffmesterens Frands Rantzous Character, hvorfore jeg det her igien ikke vil repetere. De andre ere den Tydske Canceler Levin Marskalk, hvilken beskrives saaledes, at han var af et fyldigt

Levin Marskalks.

Legeme, havde et tykt Ansigt og en stor Pande, item et firekanted Skiæg paa den Tydske Facon. Han talede got Fransøsk, var from, facile, vel dreven udi Stats Sager, og sagde sin Meening med Oprigtighed. Han havde tilforn staaed i Tieneste hos Biskopen af Eutin, og er det uden Tvivl af ham, at Autor maa have hørt den Particularitet om samme Biskop, at han paa engang havde 3 Hustruer; saa at han derudi giorde meer end som en Bisp tilholdes efter Huus-Tavlen, nemlig at han skal være en Hustrues Mand; thi denne var 3 Hu|750struers tillige. Otto Skeel, som commanderede ovenomtalte Gendarmerie eller den Kongelige Cavaliere-Garde, var

Otto Skeels.

spirituel, sagtmodig og tempereret, vel skabt og meget hurtig. Den Kongelige Staldmester, som ikke nævnes, beskrives saaledes, at han var dristig, judicieux og en stor Fiende af det Østerrigske Huus. Den Kongelige Kammer-Secretaire Friderik Gynthers Characteer beskrives saaledes: Kongens Secretaire Gynther, endskiønt han stod under den Tydske Canceler Marskalk Levin, saa dog expederede han adskillige Kongelige Ordres alleene, og exercerede en Stats Secretaires Function. Han var

Secretaire Gynthers.

liden af Gevæxt, havde en kort Ryg, blaa Øjen, en krum Næse, en stor Pande, og var skaldet oven i Hovedet, det lidet Haar, som han havde, var af Castagne Farve menged med graa Haar. Han brugte gemeenligen en gammel fettet Lærkøllert, og hans Skoe var sammenhæftede med en Hægte. Han gik paa Gaden med en Stok udi den eene og Papiir udi den anden Haand. Saa at man seer, at han havde liden Omsorg for sit Legeme. Hvad Sindets Gaver angik, var han sagtmodig og betænksom og promt udi sine Expeditioner, talede ogsaa baade Latin og Fransøsk. Han havde ved sin Sparsommelighed samlet store Penge, hvilke han havde formeeret ved sin Fliid og Arbejde. Jeg seer af adskillige Breve og Raporter, at han siden har været Deputeret til Staterne udi Holland. (a) Han stod i stor Naade hos Kongen, og talede dristigen med Hans Majestet om alle slags Sager. Saa det synes, at efter de Conjuncturer, som da vare, og de Mesures, som denne Konge havde taget, at mange vigtige Forretninger uden Raadets Forespørsel ere blevne expederede ved denne Secretaire, eller ved andre Folk af maadelig Stand. Ja alt dette viiser, at

Denne Konges Myndighed.

Kongen haver regieret med større Myndighed end nogen hans Forfædre, og er der ingen Tvil paa, at Raadet jo havde baaret temmelig Jalousie derover, helst saasom Hans Majestet ofte absenterede sig fra Kiøbenhavn, og expederede mange vigtige Sager alleene udi Holsten. Dog turde ingen lade sig merke med nogen Fortrydelse, endeel i Henseende til denne (754)

(a) Relationes Frid. Gynth. ad Cancellarium Friis pro ann. 1630. 1631. 1632. Manuscr.

Konges store Bedrifter og Qvaliteter, hvorved han havde distingveret sig for alle Potentater paa de Tider, endeel ogsaa, efterdi det Kongelige Huus var bestyrked med voxne Prindser, der vare beqvemme til Affaires, og forrettede vigtige Ting udi Kongens Navn, og seer man, at den ældste Prinds Christian agerede Regent udi Kongens Fraværelse, og skrev sig Christian 5. af GUds

Nogle Anmerkninger angaaende de høje Bestillingsmænd paa de Tider.

Naade Prinds til Dannemark og Norge, efterdi han af Stænderne var erklæred Christiani 4ti Successor. Hvad, som videre kand tiene til at bestyrke dette, er, at, da Rigets Canceler Jacob Uhlefeld formedelst sin Alderdom retirerede sig til Nyborg udi Fyen, lod Kongen foreene hans Forretninger med den Kongelige Cancellers, eller rettere deelede dem mellem ham og Statholderen eller Hoffmesteren. Man seer ogsaa, at Rigets Cancelers Embede ikke haver været nær af den Vigtighed som tilforn, thi det blev da regnet for den 3die høje Charge efter de Kongelige Danske og Tydske Cancelere. Om ellers Kongens Canceler tilforn stedse alle Tider har været højere end Rigets Canceler, er vanskeligt at sige, saasom man udi publique Acter undertiden finder Kongens, undertiden Rigets Canceler først, og seer man af den Calmarske Constitution, hvoraf disse Rigers Jus Publicum flyder, at der i Begyndelsen var kun en Cantzler som skulde føre Rigets Seil og pleje Retten, og siger Christiani 3. Recess: Dommere ere næst Kongelige Majestet her i Dannemark Rigets Cantzler og Rigets Raad, saa at her Rigs Cantzler sættes i Spidsen af det heele Raad. Dette haver jeg holdt nødigt at antegne, efterdi nogle holde det for en Vildfarelse, at jeg udi min Dannemarks Beskrivelse har satt Rigets Canceler blant de fire høje Embedsmænd. Hvilket kand være, saa vit som derved forstaaes de 4re højeste Charger, men ikke naar man taler om de 4re store Rigs-Charger; thi, ligesom Marsken var Hovet for Krigs-Magten, Amiralen Chef for Floden, saa var Rigets Cantzler Hovet for Justitien i begge Riger. Det er derforuden troeligt, at saadant har været Forandring undergiven, og ikke ligeledes under en Konge som under en anden. Saaledes seer man under denne Konge, at Hoffmesterens Bestilling ikke haver været af den Vigtighed som tilforn. Thi de gamle Rigs Hoffmestere (752) vare de fornemmeste af alle Undersaattere og Hoveder for den heele Adel, ja havde samme Anseelse, som Droster i gamle Dage, da derimod Frands Rantzow, som paa denne Tid var Hoffmester eller Statholder, sad under mange af Raadet, som før er viiset; Dog var hans Charge i Henseende til Revenuerne den beste udi Riget, thi han havde over 20000 Rdlr. aarligen til Indkomst, foruden hvad han havde af sit eget Gods, som ogsaa beløb sig til 20000 Rdlr. Hvorudi ellers Hoffmesterens Frands Rantzows Embede bestod, og hvor vit hans Myndighed strakte sig, er vanskeligt at sige, thi det synes, at Kongen vilde have en Hoffmester af Navn og Titel alleene, men ikke af Autoritet, hvorudover der var Disput mellem ham og den Kongelige Canceler, og vilde denne sidste indskrænke den førstes Embede alleene til Kiøbenhavns Hoffmester eller Statholder, og ingenlunde ansee ham, som Rigs Hoffmester. Kongen syntes vel undertiden at understøtte Hoffmesteren, som han særdeles elskede, ja nogle Aar derefter erklærede ham virkelig Rigs-Hoffmester. Men det er troeligt, at han ikke ugierne saae at Cancelern disputerede ham hans Myndighed, og tracterede ham ikke paa den Fod af Rigs-Hoffmester. Ligesaa dubieuse var ogsaa andre høje Embeder, ja det heele Raad udi

Regieringens Form satt paa Skruer.

Almindelighed var ikke paa den Fod som tilforn, saa vel i Henseende til dets Myndighed, som dets Tall; thi, da derefter Rigets Constitutioner skulde være 23 eller 24 Raads-Herrer, vare der Aar 1629 ikke meere end 15 til 16. Rigets Bestillinger vare ogsaa politice sammenmængede med Kongelige Bestillinger. Thi der vare adskillige, som havde vigtige Ting udi Forretning, og alleene førede Titel af Kongens Raad, som Niels Krag, Jonas Charisius og Jørgen Skult, hvilken sidste kaldtes Hoff- og Geheime-Raad. Hvoraf man klarligen seer, at Staten under denne kloge Konge var satt paa Skruer, og man ikke uden nøje Examen kand finde rede udi den Forma Regiminis eller Regieringens Indrettelse, som da var strax efter den Tydske Krig.

Man seer ellers udi denne Konges Historie af de mange Stridigheder, som forefaldte paa Rigs-Dagene, at, endskiønt Hans Majestet gemeenligen har regieret med fast uomskrænked Myndighed, (753) saa dog haver han undertiden givet efter, saa at den Kongelige Myndighed har haft sin Flod og Ebbe, og ofte drejet sig efter Tidernes Conjuncturer. Endeel af slige Stridigheder, skiønt de ere forefaldne paa adskildte

Den Kongelige Myndighed er ikke altid lige.

Tider, vil jeg her anføre for at have dem samlede paa dette Sted, hvor jeg har begyndt at tale om Regieringens Art og Genie udi denne Konges Tid. Udi det Aar 1602, da Hans Majestet var udi Norge, og adskillige Klagemaal bleve indgivne imod Øvrigheds Personer, lod han paa eengang afsætte alle Laugmændene over det heele Rige, saa at der bleve kun tvende af de gamle tilbage. En heroisk Gierning af en ung Konge udi hans Regierings Begyndelse, hvorved han tydeligen gav tilkiende, at han ingen Ting skyede, for at haandhæve Retten, hvorpaa han endogsaa udi hans Mindreaarighed havde ladet see en mærkelig Prøve, som tilforn er omtalt.

Aaret derefter lod han paa en Herre-Dag forestille Rigets Raad og Adelen de Bekostninger, som han havde giort paa adskillige Bygninger, og heele Stæders Fundationer, og begiærede af dem Bevilning til en ny Skatt. De afsloge da vel ikke

Exempler derpaa.

hans Begiæring, men forlangede en Forsikkring, at saadant ikke skulde giøre noget Skaar i deres Privilegier. Der til vilde Kongen i Begyndelsen ikke beqvemme sig, helst som de Penge, som forlangedes, vare til Rigets Nytte og Tarv; men efter nogen Disput lod han sig finde derudi, og gav dem et skadesløst Brev, paa at saadant ikke skulde præjudicere dem i deres Adelige Privilegier. Men man seer, at Kongen paa næste Rigs-Dag til Odensee Aaret derefter disputerede dem det samme, og siden stedse, endogsaa udi sine sidste Regierings Aar, hvilket hans egenhændige Breve udviise. (a)

Jeg haver udi Minorennitets Historien fortaalt, at den Norske Adel havde erholdet dette, at, hvis en Adelsmand giftede sig med nogen ufrie, skulde de Børn, som avledes i saadant Ægteskab, ikke holdes for Adelbaarne, hvorudover, saasom en fornemme Norsk Herremand, ved Navn Anders Green, giftede sig med en Præste-Dotter, vilde de andre Adelsmænd ingen Ære beviise ham, ej heller ansee hans Børn som Adels Børn, og det i Følge af det (754)

(a) Lit. Reg. ad Senat. autogr. manuscr.

Privilegio, som udi Kongens umyndige Aar var erhverved. Dette kunde Hans Majestet ikke lide, og derfor giorde samme Green til Norges Riges Cantzler, og udstedde et særdeles Brev, hvorudi han erklærede hans Børn at være fuldkomne Herremænd, forfremmede ogsaa samme Børn til anseelige Charger. Men intet viiser meer den Kongelig Myndighed end Arve-Rettens Ophævelse, som Ridderskabet udi Førstendommene tilegnede sig, og som ingen Konge for ham har dristet sig til at i Verk sætte. Paa den Herre-Dag, som Aar 1623 holdtes udi Kiøbenhavn, anmodede han Adelen om en Undsætning til Folk at værve. Da forefaldte adskillige Vanskeligheder, saa at en Deel af Rigets Raad, sær Rigets Amiral Albert Skeel stillede sig traadsig an imod Kongen. Kongen derimod fik ikke alleene sin Villie frem; men Albert Skeel maatte formedelst sin Dristighed kort derefter nedlægge sit høje Embede.

Derimod kand man sige, at Adelen med ikke mindre Iver forsvarede deres Højhed end Kongen figtede for sin Myndighed, saa at de undertiden ved een og anden Lejlighed finge deres Villie frem. Saaledes, da Hans Majestet paa Herredagen, som Aar 1618 blev holden til Antvorskov, ved sin Cantzler lod foreholde Adelen Rigets Tilstand, som requirerede Penge og Midler til nødvendige Udgifter, da, endskiønt Raadet fandtes ikke uvilligt dertil, protesterede dog Adelen højligen derimod, foregivende, at den Armature, som Kongen holdt fore at være nødig, sigtede meer til at skille dem ved deres Privilegier end til Rigets Forsvar, hvorpaa de havde seet Exempel den seeneste Land-Dag udi Førstendommene, da Fodfolk og Ryttere vare bragte til Kolding, for at intimidere det Slesvig-Holstenske Ridderskab, og at skille dem ved deres Vallrettighed. Over denne Dristighed blev Kongen saa fortørned, at han i Vrede forlod Herre-Dagen. Kongen maatte ogsaa særdeles føje dem udi Christophori Dibvadii Sag, og opoffre samme Mand, efterdi han havde skreved imod Adelen for at forsvare den Kongelige Myndighed. Historien er mærkelig og fortiener at

Sær udi Georgii Dibvadii Sag.

fortælles med Omstændighed. Christophorus Dibvadius var en Søn af Georg. Dibvadio, som formedelst et Skrift imod Adelen blev satt fra sit Professorat, som tilforn er fortaalt. Den (755) Bitterhed, han havde fattet imod Cantzler Friis, og andre Rigets Raad, der havde været Aarsag til hans Faders Fald, drev ham til at skrive et Skrift imod da værende Regiering og Adelens Myndighed. Udi samme Skrift roser han i visse Maader Christiani 2. Regiering; Og forestiller den Urett, som Adelen giorde Middelstands Folk, i det de hindrede mange brave og lærde Mænd at blive brugte i Rigets Sager, og heller indkaldte Fremmede, skiøndt intet hos dem var at finde uden blotte Titler og Ahner. Derforuden vilde han ikke, at Adelen skulde forlehnes med Kronens Gods, men at derover skulde sættes Fogeder, og andet meer, som er for vitløftigt at opregne. Dette altsammen havde han forfattet i et kort Latinsk Skrift, som han vilde dedicere til Prinds Christian. Hvorudover han blev anklaged, og maatte Kongen lempe sig efter Tidernes Tilstand, og lade anordne en Rett over ham af Universitetets Lemmer i Kiøbenhavn, hvoraf han blev dømt i Kongens Unaade, og blev hans Straff et ævigt Fængsel paa Kallundborgs Slott, hvor han efter 2 Aars Forløb døde, og det ved saadan Hændelse: En Lyse-Tand var falden ned paa Gulvet, hvor den fandt Materie at antændes, saa at han blev qvalt af Røg, og fandtes død i Sængen om Morgenen. Han var en særdeles lærd og skarpsindig Mand; men hans Hidsighed forblindede ham saaledes, at han ikke kunde see i hvilken Ulejlighed han styrtede sig.

Dette og andet viiser, at Kongen undertiden maatte temporisere, hvorvel han gemeenligen disputerede Adelen hvert Skrid. Ingen kand nægte, at jo adskilligt skeede imod Haandfæstningen; men ingen kand heller nægte, at jo Haandfæstningerne vare forhøjt opskruede i Henseende til forrige Tider, og at Regieringen derfor var vitieux, og ikke kunde være fri for idelige Ulejligheder; ikke fordi et limitered

Betænkning over alt dette.

Monarchie jo vel kand bestaae, naar det fra Førstningen saa er indretted, og stedse bliver holdet i lige Stand. Men, hvor visse Stænder søge meere og meere at trække all Myndighed til sig, at giøre Konger til simple Præsidenter i Raadet, og de andre Undersaattere til Vornede, kand saadant ikke andet end foraarsage Fermentation, helst udi et Land som dette, hvor midelstands Folk gemeenligen ere højhiertede, og ikke vel kand (756) skikke sig udi Foragt. I den Henseende understøttede de saa kaldte ufrie Stænder Kongen stedse udi hans Paastand. Det er dog merkeligt, at, uanseet all den Habileté, som fandtes hos denne Konge, og den Ævne, som et saa langvarigt Regimente havde givet ham til at extendere den Kongelige Myndighed, og at arbeide paa en Lighed blant Undersaatterne, han dog ikke kunde trænge igiennem med det, som hans sagtmodige Successor bragte til Veje. Den rette Guds Time var endnu ikke kommen: Det heder Accidit in Puncto quod non speratur in Anno. En Leilighed og favorable Conjuncture kand ofte meer udrette end mange Aars Konst og Arbeide.

Saaledes var Tilstanden udi Staten og ved Hoffet under Christiano 4. besynderlig efter den Keiserlige Krig. Nu maa jeg skride til andre Ting, og fortælle hvad videre af Vigtighed er skeed efter Fredens Slutning, og møder mig da først de Tvistigheder, som strax efter Krigen rejsede sig med Hamborg. Samme Tvistighed havde saadan Oprindelse:

De Hamborger havde anmasset sig en Rett paa Elven, som de kaldte

Tvistighed med Hamborg.

Jus Restringendi. Samme Rett bestod derudi: at de skulde have Magt at forhindre Stæderne paa Elven, som ligge neden for Hamborg, fri Seilatz, og tvinge dem til at føre alt det Korn, som de vilde sælge, først til Hamborg, beraabende sig paa Keiserlige Privilegier, ved hvilke de meenede saadant Monopolium dem var forundet, og derfor øvede den samme udi største Rigueur, tvunge Kongelige Undersaattere udi Holsten,

Hvad det Hamborgske Jus Restringendi var.

Crempe og Wilstermarsk; og forhindrede dem at føre deres Vahre udaf Elven til andre Stæder uden til Hamborg, hvor de bleve saalte for den Priis, som Hamborgerne fante for gott at sætte derpaa; et synderligt Monopolium og synderlige Privilegier, som de og andre Hanse-Stæder havde anmasset sig, og som de Danske Konger formedelst Rigernes forvirrede Tilstand ikke havde haft Lejlighed at ophæve.

Christianus 2. som med alt det Onde, som skrives om ham, havde ogsaa mange gode Qualiteter, tog sig vel for at til intet giøre saadanne Riget høj-skadelige Privilegier udi Handelen, som (757) kand sees af hans Forordning datered Kiøbenhavn 1521, hvilken Hvitfeld uden Grund derudi ogsaa laster, men dette havde ingen Fremgang formedelst den Opstand udi Riget, som skeede mod høistbemeldte Konge, da Hanse-Stæderne toge deres Tempo i Agt, og søgte at bemægtige sig slige Friheder igien, som kand sees af deres Feide-Brev imod Kong Christian 2. datered Aar 1523.

Men Christianus 3. oprippede Sagen igien mod Stæderne, som før er sagt, og

Christ. 3. søger at afskaffe det samme.

lod i sær formane Hamborgerne, at de ikke alleene udi saa Maade maatte aflade hans Undersaattere meer at besværge, og deres rette Handel og Fart at forhindre, men strax give tilbage de Skibe, de havde anholdet, eller og deres Privilegier, hvormed de deres Rett kunde forsvare, lade see og demonstrere, hvis ikke, vilde Hans Majestet søge Raad og Middel saadant deres Foretagende at hæmme. De Hamborgere meente, at de havde saadant Jus Restringendi udi Brug langsommelig Tid, og ved Hævd og Præscription confirmered, hvorfore de holdte fore, at ingen med Rett kunde skille Stridigheder derom.

dem derved; men Kongen eragtede, at det var ingen Rett, som man havde anmasset sig udi Rigernes forvirrede Tilstand, og derfor paastod, at de skulde fremviise deres Privilegier, og imidlertid lade Farten være fri og u-hindret. Hans Majestet vidste vel, at det var dem vanskeligt at producere de Privilegier, som de beraabede sig paa, og derfor drev saa meget paa, at de maatte komme for Lyset, dog, saasom han var en særdeles fredsommelig Herre, blev Sagen staaende til Kong Friderik den Anden kom paa Thronen, da udi samme Konges Tid reisede sig adskillige gange Tvistigheder om Fortsættes under Friderico 2.

oftbemeldte Jure Restringendi, hvilket Hamborgerne ikke alleene ej vilde frastaae, men holdte et Krigs-Skib idelig paa Elven, for at tvinge Korn-Skibene at seile til Hamborg.

Udi det Aar 1561 fordristede de sig til at optage paa det Dytmarske Far-Vand et Frisisk Skib, som laae for Anker laddet med Korn, lode samme Skib føre til Hamborg, og nødde Folkene til at selge deres Vahre sammesteds. Kong Friderik den 2den lod dem først venligen paaminde, at skulle lade Skibet igien fare, erstatte Kiøbmanden den Skade, han derved havde lidet, og lade (758) de Kongelige Lande, Undersaatter og Far-Vande u-besværgede herefter; Men Hamborgerne beraabede sig paa Hævd og Keiserlige Privilegier, skydende sig til u-villige Dommere, som kunde kiende paa deres Rett; Hvorudover Hans Majestet lod anholde alle Hamborgske Skibe udi sine Lande. Dette jog saadan Skræk udi dem, at de søgte deres Tilflugt til Churførsterne af Sachsen og Brandenborg, ved hvis Underhandling Sagen blev saaledes bilagt udi Kiøbenhavn den 4 May 1562, at Hamborgerne maatte optinge med Kongen for

Kiøbenhavnske Recess.

10000 Rdlr. og derhos forpligte sig ikke at give oftere Aarsag til saadan Ulejlighed. Der blev ogsaa aftalt, at deres Prætensioner skulde examineres af uvillige Dommere. Men, saasom Aaret derefter den Svenske Feide indfaldt, blev Sagen i lang Tid saa staaende; Imidlertid bleve de udi fulde 6 Aar udelukte fra all Handel og Næring udi Dannemark, Norge og Island, hvorudover de omsider begyndte at ydmyge sig for Alvor, og anholdte sterkt om Naade, hvilken de erholdte paa det Flensborgske Mode 1579 med de Vilkor, at de til Straff for deres Ulydighed skulde give Hans Majestet 100000 Rdlr. paa 5 Aar at betale. Hvad Hoved-Sagen angik, da blev beslutted, at derom et Mode skulde holdes til Kiel udi Holsten, og, hvis Tvistigheden der ikke kunde afgiøres, da skulde Sagen indstævnes for den Keiserlige Kammer-Rett. Imidlertid skulde Indførselen og Udførselen være fri paa Elven, og alting forholdes efter foromtalte Kiøbenhavnske Recess af 1562. Endelig blev ved Opmænds Dom saaledes kiendt i Sagen, at det skulde staa begge Parter frit for at indføre og udføre alt Slags Korn (Byg og Malt undtaged) item at intet Kiøb maatte sættes i Hamborg for Kongl. og Førstelige Undersaattere, men enhver lade sig betale, som han kunde forliges om. Men Hamborgerne besværgede sig over den Kiendelse, saa at Trætten om Jure Restringendi varede saa længe, som Kong Friderik 2. regierede. Det er ellers at merke, at, saasom denne Konge forstod sig særdeles vel med Spanien, saa blev udi hans Tid Grundvolden lagt til Hollændernes Handel udi disse Riger og paa Øster-Søen.

(759) Udi saadan Tilstand forbleve Sagerne udi Friderici 2. Tid. Men Christianus 4.

Christ. 4. søger i sær at til intet giøre det Hamborgske Jus Restringendi.

tog sig alvorligen for at hæve denne Misbrug, og til den Ende lod lægge Krigs-Skibe paa Elven, for at beskytte Handelen imod dette Jus Restringendi, som han formeenede var u-taaleligt. Hamborgerne forlode sig saa vel paa Keiseren, som paa de andre Hanse-Stæder, og stillede sig an, som de med Magt vilde haandhæve deres formeente Rett, men Tvistigheden blev denne gang opsatt ved det bekiendte Steinburgiske Fordrag 1621. Nogle Aar derefter udvirkede Hamborgerne ved et Keiserligt Diploma Herskab over Elven igien, og begyndte at foruroelige Farten, som tilforn.

Dette kunde Hans Majestet ikke hindre saa længe som Krigen varede, helst fra den Tid de Kejserlige finge Overhaand og spillede Mestere udi Holsten. Men, da Freden var sluttet med Kejseren, og han havde faaet fri Hænder til at agere igien, tog han sig for at ydmyge Hamborgerne ved at anrette et nyt Toldsted paa Elven ved

Kongen anlægger et nyt Toldsted ved Glykstad.

den nye anlagde Stad Glykstad, hvilken han tillige med der ved agtede at bestyrke, og giøre til en considerabel Handelstad. Bemeldte Glykstad blev funderet Anno 1620 udi den Egn Wildenmarsk i Stormarn, og lod Kongen den strax saaledes befæstige, at den kunde holdes for u-overvindelig, hvilket ogsaa efterfølgende Tid har viiset: Thi, endskiønt heele Holsten, Slesvig og Jylland have været indtagne, har dog denne

Glykstads Beskrivelse

Fæstning alltid holdet Stand. Udi det Aar 1628 maatte Wallenstein eller Hertugen af Friedland med u-forrettet Sag gaae der fra, efter at han udi en kort Tid havde satt til 3000 Mænd der for; Og udi de paafølgende Krige haver den ogsaa stedse conserveret sig, saa at den aldrig har været i nogen Fiendes Hænder indtil denne Dag.

Eftersom nu Staden udi seeneste Belejring havde lidet adskillig Skade, tog Hans Kongelig Majestet sig for i dette Aar at forbedre den, og giøre den til en anseelig

Glykstadske Privilegier.

Handelstad, til hvilken Ende han allernaadigst samme Aar gav den efterfølgende Privilegier:

1. Hvo som vil sætte sig ned udi Glykstad, og der drive redelig Næring med Kiøbmandskab eller Haandværk, ham skal det staa frit (760) fore. Dog skal han først anmelde sig hos Stadens Gouverneur, hvilken skal optegne hans Navn, Haandtering og Fæderne-Land, udi det Borgerlige Register.

2. Haandværker eller anden Næring skulle i ingen Maade blive besværgede; Men det skal være enhver tilladt at søge sit Brød og drive sin Handel paa den Maade, som han finder nyttigst og beqvemmest.

3. Det samtlige Borgerskab skal i 25 Aar, fra dato at regne, være gandske fri for all Borgerlig Besværing, Paalægg og Contributioner, hvad Navn de have maa; Og, paa det at Borgerne ikke skulle blive besværgede udi deres Huuse med Guarnisonen, da skal den blive indqvarteret udi visse dertil indrettede Vaaninger.

4. Dersom nogen, der intet Kiøbmandskab eller Handel driver, men lever af sine egne Renter, lyster at sætte sig ned udi denne Stad, skulle de iligemaade have samme Frihed.

5. Angaaende Tolden paa de ind- og udgaaende Vahre, eftersom dog noget deraf maa gives, vil Hans Majestet giøre saadanne milde Forordninger, at Commercen i ingen Maade dermed skal besværges.

6. Dersom en fremmed Nation, der sætter sig sammesteds ned, skulde være 50 eller fleere Familier stærk, skal det staae dem frit for at udvælge 10 redelige Mænd af deres Middel, som kand dømme imellem dem i civile Sager. Fra dem skal Appellation skee til den almindelige Stads Rett.

7. Belangende de Stridigheder, som kand rejse sig af Handelen, vil Hans Majestet lade det staae frit for Borgerskabet at udvælge 8 redelige Mænd, to Nederlænder, to Portugiser og 4re Ober-Tydsker, som paa Hans Kongelig Majestets Vegne af Gouverneuren skal confirmeres, og som ugentligen skal komme sammen paa et vist Sted for at holde Rett, hvorudi den Kongelige Gouverneur skal præsidere.

8. Hans Majestæt vil og hermed ikke alleene fornye og confirmere alle particuliere Privilegier, som tilforne ere givne til een og anden Nation, men end og vil formeere og forbedre de samme.

(761) 9. Stadens Regiment og Rett vil Hans Majestet forsyne med forstandige og redelige Mænd, og en vel qvalificeret Gouverneur, som udi Kongens Sted stedse skal residere udi Staden, hvilken Hans Majestet skal give særdeeles Befalning at beskytte Byens Privilegier.

10. Hans Majestet vil ogsaa tage samtlige Indvaanere, samt deres Commerce til Lands og Vands udi sin Kongelige Protection og Beskiærmelse, og befodre deres Beste hos udenlandske Potentater. Saaledes endtes dette Aar, udi hvilket jeg finder en Pest og Blodsott at have regieret i Sielland, som borttog mange brave Mænd, blant hvilke Doctor Caspar Bartholin.

Hamborgerne kunde ingen synderlig Behag have i at see Glykstads Opkomst, der 1630laae dem saa nær, og havde saadan fordeelagtig Situation ved Elven, hvor alle deres Skibe skulde passere forbi; Men en anden Anstalt, som strax paafuldte, bragte dem i fuldkommen Bevægelse; thi udi efterfølgende Aar 1630 lod Hans Majestet lægge

Hamborgerne besværge sig derover.

nogle Krigs-Skibe paa Elven ved Glykstad, for at fodre Told af de forbi farende Hamborgske Skibe, og udgaae en Befalning af det Indhold, at alle smaae og store Skibe, enten de ginge fra eller til Elven, skulde stryge Sejl, og kaste deres Anker ved Glykstad, give sig an hos Gouverneuren, og forhøre, om der kunde forefalde noget for dem at forrette paa de Kongl. Steder, hvor hen de agtede at begive sig.

Disse Kongelige Forordninger klingede ikke vel udi de Hamborgers Øren. De stode længe udi Betænkning om de skulde med Magt søge at drive de Kongelige Skibe fra Elven, eller udi Ydmyghed at bede Kongen han vilde staae fra sit Forsæt. Med Magt fandte de nok, at de kunde lidet udrette, derfor besluttede de ved Gesandter at forsøge, om Kongen kunde bringes fra sit Forehavende, og udi Martio affærdigede en Syndicum til Kiøbenhavn, hvilken ankom den 31 ejusdem til samme Hoved-Stad, og foreholdt Hans Majestet Stadens underdanigste Begiæring om Toldens Afskaffelse.

(762) Derpaa erklærede sig Hans Majestet saaledes: Hans Intention og Meening

Kongens Erklæring.

havde ikke været, var ej heller nu at anrette en ordentlig Told paa Elven, langt mindre dermed at besværge fremmede Nationer, Provincier og Lande, hvilket de udgivne Patenter ej heller bragte med sig; Men denne ringe Forordning gik alleene de Hamborger, hans Arve-Undersaatter an, efterdi de udi nogle Aar uden Kejserlig Concession, uden det Churførstelige Collegii og hans, nemlig deres Lands-Førstes Samtykke mod all Rett og Billighed have understaaet sig, at tvinge og udpresse en overmaade stor Told af hans eget Kongeligt Gods, og hans Undersaatters Vahre, og efter udpressed Told opholdet Skibene mange Uger, saa at Vahrene derover ere blevne gandske fordervede til hans og Undersaatternes største Skade. Derforuden er det og kundbart, at de have lagt paa hans Undersaatter en nye opfunden Øll-Told, og endnu dagligen besværge dem dermed. At tie med hvad Trussel og Vold de have brugt mod hans Betientere, baade inden og uden Staden, og tractere dem ligesom Fiender.

Eftersom Hans Kongl. Majestet nu ikke har kunnet vente sig saadant af de Hamborgere, som hans Arve-Undersaatter, i Henseende til at han har beviist de samme saa stor Kongelig Naade, i det han ikke alleene har lættet dem Tolden i Sundet, hvilket de ikke kunde erholde udi Hans Salig Hr. Faders Tid, men end ogsaa efterladt dem af Kongl. Naade uden Exception de Processer de have været indviklede udi, efterdi de have bedet ham saa meget derom, forhaabende derved, de skulde have erkiendt saadan beviiste Kongelige Naade med skyldig og lydig Devotion, og skikket sig, som det sømmer troe Undersaatter imod saa naadig en Herre. (763) Men, som de Hamborgere mod deres beviiste Hylding og all Rett have faret fort udi deres u-retmæssige Foretagende, udi den Meening ved saadanne u-tilbørlige Idretter, at udpresse endda større Privilegier og Herligheder, saa haver han ikke kunnet lide eller tilstede saadant længere uden sin Kongelige Myndigheds Forliis, men var bleven ligesom tvungen af dem at bruge disse retfærdige Midler, som den heele Verden tillader en høj Potentat at bruge mod sine Arve-Undersaatter, og betynge den Stad Hamborg alleeneste jure retorsionis med denne ringe Fodring, hvorved Retfærdighed kand haandhæves, og den tilforne lidde Skade nogenledes igien oprettes &c.

Førend Hans Majestet gav denne Resolution, begav han sig til Holsten, og,

Hamborgerne gribe til Gevær.

saasnart han ankom til Glykstad, lod han ej alleene repetere forrige Mandat, men end og lod in specie anordne saaledes, at et Skib, naar det førte meer end een Mast, skulde betale for hver Mast en Rosenobel, for hver Pibe Viin en Rixdaler, for Tobak 3 pro Cento.

Hamborgerne vare gandske misfornøjede med den Kongelige Declaration, og, som de saae, at Kongen blev ved sit Forsæt, resolverede de med Magt at afskaffe den paalagte Told, og til den Ende udsendte nogle Krigs-Skibe med 1500 Soldater, for at giøre sig Mestere over Glykstads Havn, hvilket, da Kongen fornam, befoel han, at de Kongelige Skibe, som laae der, skulde retirere sig til en Tid, hvilket ogsaa skeede, men Hamborgerne forfuldte dem sterkt, og erobrede endeel af dem; De havde og satt nogle Folk paa Land, hvilke skiulte sig udi en Skov, for at anfalde de forbigaaende, og, som Kongen selv tredie passerede nær ved samme Skov, blev han u-formodentlig hilset af adskillige Musqvete-Skud, af hvilke et borttog Hatten af en Herre, der gelejdede ham.

Over dette blev Hans Majestet, som tilbørlig var, meget fortørnet, og skikkede strax Breve til Indbyggerne udi Bremen, og (764) Lybek, udi hvilke han lod dem viide Aarsagen, hvorfor han havde paalagt dem denne Told, nemlig for at betale de Hamborgere for de u-billige og u-sædvanlige Byrder de havde lagt paa hans Undersaatter, for hvilken Aarsag de havde understaaet sig at gribe til Vaaben, anfaldet og borttaget adskillige af Hans Majestets Skibe, som vare destinerede til den Glykstadske Fæstnings Forsvar; Derfor havde Hans Majestet vildet lade de Lybekker og Bremmer viide, at de skulde have Afskye for de Hamborgeres Hoffmod, som de havde øvet mod deres retmæßige Herre og Konge, til hvilken de engang havde aflagt deres Troeskabs Eed, og den, der havde beviist dem u-tallige Velgierninger; Det samme lod Hans Majestet og insinuere den Hollandske Republiqve ved sin Ambassadeur Arenfeldt. (a)

De Lybekker og Bremer, da de havde bekommet disse Breve, skikkede de deres Gesantere til Dannemark, med hvilke conjungerede sig to Engelske Ambassadeurs, som da vare udi Hamborg, og nogle fra Førsten af Holsten, som alle begave sig til Glykstad. Da Kongen af Dannemark havde hørt deres Propositioner, declarerede han, at, dersom de Hamborgere gave tilbage igien de erobrede Skibe, og de siden begiærede at tractere med ham, vilde han ogsaa der til lade sig beqvemme.

Da Hamborgerne finge at viide denne Kongens Resolution, vegrede de sig for at modtage den, fore frem udi deres Fientligheder, sendte en stor Hob Orlogs Skibe for Glykstad, og lode viise de Glykstadske adskilligt Bytte, som de havde erobret paa de Danske Skibe, hvorudover Indbyggerne fyrede paa dem med deres Canoner, og skiøde 2 Skibe i Grund, hvorimod Hamborgerne borttoge et Kiøbmands Skib, som skulde gaae til Glykstad.

Over dette lod Hans Majestet confisqvere alle de Hamborgske Skibe, og all deres Gield saa vel udi Bergen udi Norge, som udi det heele Kongerige, og gav Ordre at udruste sine Skibe udi Kiøbenhavn.

Den 28 Augusti udgik den Kongelige Flode, bestaaende af 36 Krigs-Skibe fra Sundet, for at sætte sig imod Hamborgerne, (765)

(a)                  Aitzema tom. 3. pag. 118.

lagde sig for Munden af Floden, og

Den Kongelige Flode gaaer ud i Søen.

kastede Anker der, siden gik den fort med en god Vind mod den Hamborgske Flode, som bestod af 22 Skibe, 2 Brandere og nogle og tive andre Skibe. Skibene bleve commanderede af Borgemester Albrecht von Eitzen, og Krigs-Folket af Baron Kniphaussen. (a) Kongen, som altid udi egen Høje Person bivaanede alle Actioner baade til Lands og Vands, førdte da selv det Orlog Skib kaldet Spes, som sees af et af hans egethændige Breve til Rigets Amiral, dateret af samme Skib og hvorudi han underretter samme Amiral om Maaden, paa hvilken Hamborgerne skulde angribes: Viiser iligemaade den Hamborgske Flodes Tilstand, blant andet med disse Ord: At den Hamborgske Flode numero er saa sterk, kand intet stort giøre;

Christ. 4. Ordre til Rigets Amiral.

thi mange ere Bojerter og ringe Skibe af 4-6 och 8 smaa Stykker, som siiste gang var besaatt med Soldater, som nu intet er tilstede; Ty man finder vist faa Baadsmænd, og ferre Officeerer end Skibe. Skall de Herrer af Hamborg haffue dem ud af Byen, da vill det giffue en langsom och besværlig Capitulation, førend dy bringer dem ud af Byen, interim est nobis licentia data &c. (b) Hvoraf sees, hvor stor Kundskab denne Konge havde om alting og at Directionen i alle Ting gik igiennem hans Hoved, saa at han ikke alleene selv ordinerede smaa og store Sager, men end ogsaa skrev alle Ordres med egen Haand.

Den Hamborgske Flode finder jeg udi trykte Bøger at have bestaaet af 22 Krigs-Skibe. Men Kongen, som selv efter Sædvane havde reconnoisseret den samme, vidner udi sin Relation, til Rigets Amiral, derom saaledes: Jeg haffuer med Flid

Hans egen Beretning om den Hamborgske Flodes Tilstand.

beseet den Ham. Flode, og befunden, at her for an ligger sex Raasegell og 12 Boierter, hvor yblandt ere (766)

(a) Aitzema tom. 3. pag. 206.

(b) Lit. Christ. 4. ad Regni Amiral. dat. in Navi Spe die 24 Aug. 1630. manuscr. Autogr.

thuende som ere større end dy andre. Udi den baggerste Flode ere 19 Raasegel og 3 Boierter, udj hvilken siunes at dy fornemste Skibe ligger, hvorfore den baggerste Uyll haffuis y Acht, saa at dy fornemmeste antastis och icke dy smaa; faae dy smaae a passando it eller thu Stød, daa haffuer dy intet at klaage, at dy jo haffuer værit med &c. (a) Efter at begge Floder havde været en Tid lang i Søen, komme de omsider i Trefning sammen, og canonerede saa længe paa hinanden, indtil omsider de Hamborger maatte Søe-Slaggive sig paa Flugten, og retirere sig til Staden; Hans Majestet, som var personlig paa den Danske Flode, forfuldte dem langst Elben for Glykstad, hvor han arriverede med alle sine Skibe udi alt 42 Sejlere.

Efter dette lod Hans Majestet bygge en Skandse ved Elben, og forbyde alle sine Undersaattere at føre Korn og Fæe til Hamborg, men formedelst Keiserens Mellem-Handling blev all Fiendtlighed opsatt indtil Trætten med gode kunde bilægges.

Efter den Hamborgske Flode saaledes, som sagt er, var dreven paa Flugten, blev der stor Allarm udi Staden; Thi den gemeene Mand og endeel af Raads-Herrene vilde beskylde Borgemesteren von Eitzen, (b) der havde commanderet Skibene, at

Borgemester von Eitzen anklages i Hamborg.

han ikke havde holdet sig som han burde at giøre, og ikke fægtet redeligen for Fædernelandet, hvorimod bemeldte Borgemester beviiste sin Uskyldighed ved en offentlig Apologie, eller Forsvars-Skrift, og forestillede dem, at han kunde ikke bringe det videre, efterdi Vejret, Vinden og Lykken var ham imod &c. Hvorpaa han anførte adskillige Exempler, og derved stillede sine Landsmænd nogenledes tilfreds igien.

Udi Efterfølgende Aar begyndte man at handle om Forliig, hvortil vare beordrede

Handel om Forliig.

 nogle Keiserlige Commissarier, og den Stad Lüneborg blev benævnet til Tractaterne, men, som Kongen ikke vilde (767)

(a) Lit. Christ. 4. ad Regni Amiral. dat. in Navi Spe die 3. Sept. 1630. Manuscr. Autogr.

(b) Von Eitzens Apologie pag. 19.

de lade sig forstaae til Forliig uden paa visse Conditioner, fornemlig, at ham skulde restitueres det, som var borttaget, og Hamborgerne ikke vilde lade sig beqvemme til, maatte Commissarierne med uforrettet Sag gaae tilbage.

Herren Staterne udi Holland arbeidede udi det Aar 1632 meget paa et Forliig imellem Kongen og Hamborgerne, samt at Tolden maatte modereres udi Øster-Søen. Udi dette sidste favoriserede dem Hans Majestet, efter at de havde givet tilbage de Danske Skibe, de tilforn havde borttaget. Angaaende det første, bragte de det saa vit, at Højstbemeldte Hans Majestet proponerede Hamborgerne saadanne Conditioner: at de skulde betale 100000 Rdlr. i reede Penge til Kongen, foruden den Summa, de havde tilforn lovet de Kongelige Prindser, Hertug Friderik og Hertug Ulrik, at de skulde afstaae deres formeente Jus Restringendi, hvorom tilforn ofte er talt; Og, dersom Hamborgerne beqvemmede sig til disse Conditioner, vilde Hans

Kongelige Propositioner.

Majestet give en fri Seilatz paa Elben og Øster-Søen, og tilstede dem at handle paa Hans Riger, naar de betalte den ordinaire Told.

Men, da Hamborgerne vilde endda ikke række Øren til disse gode Tilbud, men

K. M. tager Hamborgerne til Naade igien.

flatterede imidlertid det Keiserlige Hoff, af hvilket de Anno 1640. erholdte Sæde paa Rigs-Dagen, u-anseet Kongen og Hertugen protesterede sterk derimod, tog Hans Majestet sig for med Magt at bringe dem til Lydighed; Dog formedelst andre Potentaters Intercession stod han adskillige gange fra sit Forsætt. Endeligen blev udi det Aar 1643 denne Stridighed bilagt paa saadan Maade.

Den 27. Augusti udi bemeldte Aar blev af Stadens Deputerede Slutningens Ratification overleveret med et Afbigts-Skrift, hvorved Hamborgerne erkiendte Kongen for deres rettmæßige Lands-Første, og lovede at skikke sig herefter som troe Undersaatter, derimod blev dem givet det Kongelige Tilgivelses-Brev, og all Naade blev dem lovet, som troe Undersaattere kand vente af deres Herrer og Førster.

En vis Sum Penge paa 280000 Rdlr. blev forligt om at betales af Hamborg inden 4 Aar. Angaaende Tolden paa Elben, (768) skulde med det første andre Tractater blive foretagne. Afbeds-Skriftet, som de giorde til Hans Majest., lyder saaledes: (a)

Nachdem wir mit unsern und gemeiner Stadt nicht geringen Schaden

Stadens Afbeds-Skrift.

und Leydwesen nunmehr in 13 Jahren vernehmen müssen, wie ob denen zwischen Ihro Königl. Majest. und uns wieder erwachsenen Differentien und was darbey fürgegangen, von uns blos (wie wirs mit unserm Gewissen und dem Allmächtigen contestiren) zu unserer Beschützung und Erhaltung unserer Gerechtigkeit gemeynet und angesehen gewesen, für ungehorsame und fürsetzliche Widersetzigkeit aufgenommen, zu hohen Königlichen Ungnaden gegen uns und die gemeine Stadt bewogen, und das uns hertzlich schmertzet, daß bey sothanem Wesen etwas vorgegangen, wodurch jetzt-beregte Ungnade erwecket und auf uns gezogen worden, wie wir nichts liebers inniglich und sehnlig wünschen, bitten und begehren, dann Euer Königlichen Majestet vorige Gnade und Huld hinwieder zu erlangen, und wegen dessen allen, was Deroselben widrig passirt, ausgesöhnet zu seyn. Also haben wir vermittelst dieser unterthänigsten Supplication nochmahlen unser Leydwesen und hohe Begierde Eurer Königlichen Majestets Gnade zu erlangen, gehorsam contestiren und bezeugen, darnebenst unterthänigst flehentligst bitten wollen, aus angebohrner Königlichen Clementz und Milde dessen, was passiret, vergessen und verzeyhen, und auch zu vollkommen Königlichen Gnaden wieder kommen lassen wollen, alles was aus vorangezogener Unhulde wider uns verhängt gnädigst (769)

(a) Contin. Londorp Act. publ. part. 5. lib. 2. pag. 828.

aufheben, die freye Commercien in Eurer Königlichen Majestät Königreichen und Landen, nicht allein eröfnen und treiben zu lassen, sondern uns nach Inhalt derer bey der Huldigung geschehener Verfassung bey unsern wohlhergebrachten Privilegien, Freiheiten, Gerechtigkeiten und alten redlichen Gewohnheiten, wie nicht weniger Deroselben Unterthanen gleich, zu Recht schützen. Seynd hingegen des unterthänigsten und vesten Erbietens bey Ew. Königl. Majestet unsern Vorfahren gleich, als frommen Leuten bey ihren Natürlichen Erbgebohrnen Lands-Fürsten und Herren zu thun gebührt, so viel an uns ist, steif und unverbrüchlich zu halten, auch alles in dem Stande, worin es mit unsern Vorfahren auf uns derivirt zu lassen, und damit Ew. Königl. Majest. unsere eyfrige unterthänigste Devotion, auch die Begierde in vorigen Gnaden-Stand hinwieder gesetzet zu werden, umb so viel destomehr gnädigst zu verspühren. Als haben wir Deroselben 100000 Reichsthaler hiemit gehorsamst offeriret und præsentiret, der unterthänigsten Zuversicht, Ew. Königl. Majestät sothane unsere Erbietung und Offerten gnädigst auf und anzunehmen, und wie wir geneigt denselben allen wie aufrichtigen Leuten gebühret nachzusetzen, also auch dieselbe uns in diesem allen nicht enthören, besondern zu mehrer Befestigung, und damit wir derer Commercien und unsere Privilegien auch Erstellung der Exsecution hinführo vergewissert, uns einen Sühn-Brief, dadurch wir dessen allen zur Gnüge versichert, ertheilen, die gegen uns verfaste Armatur und Force gnädigst hinwieder abführen, auch die annoch überbleibende streitige Posten, und was denen an|770hängig forderlichst durch gütliche Tractaten bey und hinlegen lassen.

Paa Dansk lyder det saaledes i kort Begreb:

Eftersom vi med vor Stads store Skade nu udi 13 Aar maa fornemme, at det som imidlertid er bedrevet, og af os har været meent blot til at beskytte og haandhæve vor Rett (saasom vi med vor Samvittighed og den Allmægtige Gud bevidne) er af Eders Kongelige Majestet som en forsættlig Haardnakkenhed optaget, og det giør os hierteligen ondt, at ved saadant Væsen noget er begaaet, hvorved Ed. Kongl. Majest. Unaade er opvakt imod os, og, som vi ønske intet heller end Ed. Kongl. Majest. Naade igien at erlange, og at alt hvis derimod er passeret, maa blive tilgivet. Saa have vi nu ved denne underdanigste Supplique vidnet og contesteret den store Begiærlighed igien at erlange Eders Kongl. Majestets Naade, og ville underdanigst med grædende Taare bede, at Eders Kongl. Majestet af medfødde Mildhed og Naade vil forglemme og tilgive alt hvad som passeret er, og lade os igien komme til en fuldkommen Naade og Gunst, og ikke alleene aabne de frie Commercier udi Eders Kongl. Majest. Lande, men endog efter Indholden af den Forfattelse, som er tilforn giort ved Hyldingen, beskytte og beskierme os ved vore Privilegier, Rett og Frihed. &c.

Saaledes endtes denne langvarige Tvistighed alle dem til Fornøjelse, som ønskede Fred i Norden. At de Svenske liden Behag maa have haft udi dette Forliig, giver Kongen tilkiende udi en Skrivelse til Ped. Wibe med disse Ord: Det Hamborgske Forliig vyll være et godt Kølplaster til Cantzler Oxenstiernes Podagriske Fødder, i Sønderlighed, naar (771) hand der hos erfahrer Konningen af Frankrigis dødelige Afgang. (a) Og vidner højstbemeldte Konge udi et andet Brev, (b) at den Svenske Minister Salvius gik til Sengs, da han hørdte dette Forliig.

Efter at Afbigted var giort, gav hans Majestet den Stad Hamborg et Forsohnings Brev af denne Indhold:

Vi Christian den Fierde af Guds Naade Konge til Danmark og Norge

Kongl. Majest. Forsonings Brev gived den Stad Hamborg.

&c. (c) give her med tilkiende, eftersom Raadet og det gemeene Borgerskab af vor Stad Hamborg have indstillet sig med en underdanigst Supplique, hvorudi de have begiæret at vi vilde lade falde den imod Staden fattede Unaade: Saa have vi allernaadigst resolveret, at vi ville lade sinke og falde den Unaade, som vi af bevæglige Aarsager have fatted imod Staden, dens Magistrat og Borgerskab, og derpaa med det første lade komme til Tractater og Forliig all den Trætte, som er opvakt imellem os, og bemeldte vor Stad, item bestemme Tid og Sted dertil, ville ogsaa tee os saaledes, at de skal deraf fornemme vor Faderlige Affection og Mildhed, dog, i Fald en eller anden Post bliver ikke afgiort, da at sættes op til videre Tractater, og ikke des mindre dette vor Forsikkrings-Brev være og forblive udi sin Kraft. Saa at vi lade forbyde vore Folk videre Offensioner og Fiendtligheder, saa vel til Vands som til Lands udi vore Kongeriger, Førstendomme og Lande, aabne igien Handelen og lade den have og nyde uforhindret sit Lob, efterdi Staden haver erklæret sig at holde fast ved den underdanigste Forsikkring, som nyeligen giort er. (772)

(a) Epist. Christ. 4. ad Pet. Wibe Manuscr. Autogr. Glucsb. 21. May 1643.

(b) Epist. ad eundem Glucsb. 27. May 1643. Manuscr. Autogr.

(c) Contin. Act. Publ. Londorp. part. 5. lib. 2. pag. 829.

Endeligen blev udi det Aar 1645 Trætten gandske bilagt, hvor over der udi Hamborg blev holden en offentlig Taksigelses-Fæst, og alle Stykker om Volden løste, hvorpaa, da Magistraten havde ladet ved 700 Musqueterere overbringe de resterende

Den Glykstadske Told afskaffes.

Penge til Glückstad, lod hans Majestet afskaffe Tolden paa Elben, og blev det Steinburgske Fordrag af 1621 fornyet. Om den Handel kand læses meere udi Act. Londorp. Olear. Chr. Holsat. hvoraf dette er taget.

Efter Forligelsen var giort, lod det sig ansee til stor Fortrolighed imellem Kongen og Staden, saa at Staden beflittede sig paa at bringe til Veje nye kostelige Klenodier at præsentere Hans Majestet. Men, for at komme til det Aar 1630 igien, da var

Fru Chirstine Munk falder i Unaade.

det samme merkværdigt formedelst den Unaade som Chirstine Munk falt udi, som fra det Aar 1615 var Ægteviet til Kongen. Men om hende skal tales omstændigen paa et andet Sted. Hendes Søn Waldemar blev dette Aar af Keiseren giort til Rigs-Greve og blev kalden Greve af Slesvig Holsten, hvilken Titel han tillige med hans Søstre førte indtil Kong Friderik 3. dem saadant ved en trykt Forordning strængeligen lod forbyde. Udi samme Aar døde Jacob Ulefeld Rigets Cantzler, og Rigets-Raad Christen Thomessen Sehested blev Rigs-Cantzler i hans Sted. Jacob Uhlefeld efterlod sig 11 Sønner, hvorom videre siden. Rigets Raad Christen Holk tog sin Afskeed dette Aar og døde faa Aar derefter i sit 88 Aar.

Medens den Trætte med Hamborg varede, havde et nyt Krigs-Theatrum aabnet sig udi Tydskland, hvor til alles Øjene sær Christiani 4. vare henvendte. Keiserens Magt var efter den Lybekske Fred kommen paa den højeste Spidse i Tydskland, og 1631. ingen syntes at have enten Villie eller Magt at standse denne vældige Strøm, som oversvæmmede Allting. Endeligen kastede de undertrykte Protestantiske Førster deres Øjen til Gustavum Adolphum Kongen af Sverrig, og overtalede ham til at tage sig deres betrængte Sag an. Højstbemeldte Konge lod sig der til beqvemme, og udi det Aar 1630 begav sig til Tydskland med en (773) Krigshær bestaaende af 16 Compagnier Ryttere og 92 Compagnier Fodfolk, hvilke strax bleve forøgede af Tydske Tropper. Den Fordeel, han i Begyndelsen havde imod de Kejserlige, foraarsagede, at de Protestantiske Førster begyndte at rejse Hovedet i Veiret igien, og sluttede strax Erke-Bispen af Bremen, Hertugen af Lyneborg og Land-Græven af Hessen-Cassel, Alliance med ham. Ja alle Kejserens Fiender udvaldte ham eendrægteligen til deres Anfører. Dette, siger saa vel endeel fremmede som Svenske Skribentere, opvakte stor Jalousie hos Kongen af Dannemark, hvilket om saa var, kunde det ikke andet end være naturligt; Hvorvel man maa tilstaae, at Højstbemeldte Konge udi Gierningen intet lod see som kunde hindre Kongen af Sverrig i hans Progresser i Tydskland. Men om dette saavel som andet der skeede udi Tydskland, og haver Rapport med Dannemark, skal tales omstændigen paa et andet Sted, naar jeg kommer til den Krig som Christianus 4. førte med Dronning Christina af Sverrig. Udi dette Aar

Enke-Dronningen Sophia døer.

døde Enke-Dronningen Sophia udi hendes 74 Aar, efter at hun havde siddet i Enke-Stand udi 43 Aar. Samme berømmelige Dronnings Charactéer er tilforn given, hvorfore jeg her intet videre derom vil tale. (a) Da døde ogsaa Rigets Marsk Jürgen Bilde, og udi hans Sted kom Jürgen Urne. Hans Majestet lod ellers dette Aar stifte Fredags Højmesse over begge Riger, og derhos forordne et Litanie at synges til en Erindring over den Livsfare han var udi ved Hameln som skeede paa en Fredag.

At ellers Kongen intet fiendtligt havde fore imod de Svenske udi Tydskland, kand 1632.blant andet sees deraf, at den 3die Kongelige Prinds Ulrik udi det Aar 1632 traadde i Svensk Tieneste. Samme Prinds recommenderede sig Udenlands ved sin Tapperhed og andre Meriter; Men just de store Dyder, som han besad, opvakte ham Prinds Ulrik bliver ihielskudt.Avinds-Mænd, som satte efter ham, og endeligen Aaret derefter paa en forrædersk Maade skildte ham ved Livet; thi, da han udi den Stilstand, som Hertugen af Friedland 1633 havde sluttet med de Svenske udi Schlesien, blev buden til Giæst hos de Keiserlige (774)

(a) Hun nød 8000 Rdlr. aarligen af Øresunds Told.

Officiers Græv Schlich og Picolomini, blev den tappere Prinds, da han skulde tage Afskeed med bemeldte Officiers, ihielskudt af en, der laae skiult udi en Grav, hans Legem blev derefter ført til Hamborg, og derfra til Kiøbenhavn; Hans Død blev meget begrædet, efterdi han var en tapper og forstandig Herre. Han havde ogsaa nogle Aar tilforn signaliseret sig i anden fremmed Tieneste, thi jeg finder udi Niels Krabbes Historie, som var hans Kammer-Junker, at han Aar 1629 var for Belejringen af Haertogenbosch. (a) Pufendorf og andre, som have efterfuldt ham, siger, at han havde Forhaabning ved den Polske Princesse at nyde det Hertugdom Preudsen, (b) hvilket jeg ikke kand fatte, eftersom det ikke staar i Polske Kongers Magt at abalienere noget fra Riget. Denne Prinds Ulrik skrev en Bog de Strigile Vitiorum. To Maaneder førend han døde, havde han skikked sin Hoff-Mester Offue Skade for at antage det Stift Schwerin af den Svenske General Tage Tott, som af Sverrigs Administrator Cantzler Oxenstierna havde Befalning at overlevere det samme. Han har ellers forbundet sig sit Fædreneland, i det han ved sin Udenlands Reise fik

Tycho Brahes himmelske Globus erobres af Prinds Ulrik og skikkes til Dannemark.

tilbage den navnkundige Tycho Brahes himmelske Globus, som forvaredes paa runde Taarn i Kiøbenhavn, og havde ikke sin Lige. Dette herlige Verk, saasom det havde samme Skiebne som Resten af den berømmelige Mands Astronomiske Instrumenter, der bleve adspredde og forkomme efter hans Død, faldt omsider udi Jesuiternes Hænder til Niessa udi Schlesien. Men Prinds Ulrik, saasom han var tilstedde, da samme Bye blev indtagen 1632, og kiendte Globum igien, lod han den tage af Staden og skikke til Dannemark, hvor den med Ceremonie blev dediceret (c) til det Kongelige Academie udi Kiøbenhavn med denne Inscription:

Dens Inscription.

Sive hospes sive inquilinus es

Bene adsis.

(a) Vita & res gest. Nicolai Krabbe Manuscr.

(b) Puf. Commentar. de reb. Svecicis lib. 5. sect. 34.

(c) Orat. funebr. Erasm. Brochm. in Obit. Uldarici.

(775)

Hoc æneum cœli simulacrum,

Quod vides,

Ingenio & impendio

TYCHONIS BRAHE

Ad Astronomicas Observationes

In Insula Huena

Efformatum est.

Nihil ad artis perfectionem ætas nostra illustrius

Contulit.

Nomen Uraniburgo dedit,

Daniæ Famam.

Cum plusculos annos cœli motum felici apud nos

successu monstrasset, moveri cœpit.

Et

Exteris cessit.

Primo Benaticam, mox Pragam, inde Niessam defertur,

Ita quas in cœlo vices designat, in terra patitur.

Tandem

CAPTA NIESSA,

Virtute, ductu & Auspicio

Æternæ memoriæ

Principis

Divi ULDARICI

Patriæ

Velut trophæum & peregrino Marte

Vindicatur & restituitur

Anno 1632. Calend. Decemb.

Paa Dansk:

Vær velkommen enten du er indlændig eller fremmed: Denne af Meßing forfærdigede Himmelens Efterlignelse, som du seer, er forarbeidet til Astronomiske Observationer paa den Øe Hveen ved Tycho Brahes Invention og Bekostning. Udi vor Alder har intet været ypperligere opfundet til Konstens Forbedrelse. (776) Den haver forskaffet Uraniborg Navn, og Dannemark Berømmelse. Da den mange Aar lykkeligen havde viiset os Himmelens Løb, begyndte den selv at bevæges, og kom udi fremmedes Hænder. Først blev den førdt til Benatica, derfra til Prag, og siden til Niessa, og saaledes maa selv underkastes de Bevægelser paa Jorden, som den viiser paa Himmelen. Endelig, da Niessa blev erobret, blev den af Prinds Ulrik restitueret Fædrenelandet igien Anno 1632. Cal. Decemb. (a)

Denne Globus begyndte at forarbeides til Augsburg, og siden blev ført til Hveen det samme Aar, da Uraniborg blev funderet. Der blev den bragt til sin Fuldkommenhed. Paulus Coldingius berætter, han har hørt af Tychonis egen Mund til Prag, at samme Globus har kostet ham 5000 Rdlr. (b) De andre Tychonis Instrumenter havde saadan Skiæbne: først bleve de smaae, siden de store bragte fra Dannemark til Bøhmen, derefter bleve de førte fra Prag til Benatica, og siden fra Benatica til Prag igien, og bleve forvarede først udi Keiserens Hauge, derefter udi Jacobi Curtii Huus.

Efter Tycho Brahes Død befrygtede Kejser Rudolphus sig, at samme Instrumenter skulde blive adspredede, søgte derfor at blive Herre derover, og kiøbte dem af Arvingerne for 22000 Croner. (c) Derefter bleve de saaledes forvarede udi bemeldte Curtii Huus, at de af dem, som af Kejseren vare beordrede at have Inspection derover, bleve skiulte udi Mørkhed, og under Jorden, saa at ingen kunde have Nytte deraf. Saaledes laae disse kostbare Instrumenter udi bemeldte Huus, indtil den store Rebellion udi Bøhmen efter Matthiæ Død: Men, da Prag blev erobret af de Pfaltziske Tropper, bleve Instrumenterne bortsnappede; Endeel bleve (777)

(a) Gassend. vit. Tych. Brah. lib. 2. pag. 59.

(b) Resen. monument. Hafn. pag. 239.

(c) Gassend. vit. Tych. lib. 6. pag. 216.

fordervede, og vendte til andet Brug; Endeel blev saaledes adspreded, at, naar den store Globus (a) undtages, man ikke veed, hvor de ere henkomne, saa at, dersom Tycho ikke havde skrevet sine Mechanica, havde man nu ikke vidst, at saadanne Instrumenter havde været til in rerum natura. (b)

Der tildrog sig ellers en særdeeles ulykkelig Hændelse dette Aar 1632 i

Rigets Hoffmester Frands Rantzov druknes.

Kiøbenhavn den 5 Novembr. i det at Rigets Hofmester Frands Rantzou faldt ned udi Graven udi Kongens Hauge, og druknede. Han var nyeligen tilforn, neml: udi dette Aar bleven giort af Statholder i Kiøbenhavn til Rigs-Hoffmester, efter at dette høje Embede havde staaet ledigt fra 1601, da Christopher Walkendorf døde. Han blev begraven udi St. Nicolai Kirke med et stort Følge; hvoriblant var Kongen selv, tillige med Prinds Christian og Prinds Friderik. (c) Hans Død blev desmeere begrædet, efterdi han var for nyeligen bleven forloved med Kongens Dotter Anna Catharina, avled med Frue Christina Munk, og derforuden var udi sin blomstrende Alder; thi den Franske Gesant Monsr. des Hayes, som et par Aar tilforn var i Dannemark, skriver, at han da kunde være mellem 25 og 30 Aar, og giver samme Ambassadeur hans Portrait saaledes: Hofmesteren Frands Rantzou er en Herre af en fuldkommen

Hans Portrait.

Taille, hvid af Ansigt, og mellem 25 og 30 Aar; Han var af et fromt og sagtmodigt Naturel; Er bleven meget poleret paa sine udenlandske Reiser i Frankrig og Italien, og taler got Fransøsk. (d)

Den Misforstand, som for kort Tid siden var hæved mellem Kongen og Hertug

Tvistighed mellem Kongen og Hertug Friderik formedelst Christianpriis.

Friderik af Holsteen Gottorff, fornyedes paa samme Tid igien, da Kongen udi dette Aar anlagde en nye Fæstning Christianpriis udi Holsteen. Derover allarmeredes Hertugen, (778)

(a) Tychonis Globus blev efter dens Tilbagekomst længe forvaret paa det Sted ved Auditorium, hvor Fruentimmeret plejede at staae for at ansee Academiske Acter, siden blev den satt paa det runde Taarn, hvor den med andre kostbare Ting forgik udi seeneste store Ildebrand 1728.

(b) Gassend. vit. Tych. lib. 6. pag. 217.

(c) Excerpta ad Hist. Christ. 4. Manuscr.

(d)Des Hayes voyage en Dannemarc pag. 59. Ce Cavalier est d’une Grande taille. Son naturel est doux. Il s’est rendu poli par les voyages &c.

endeel, saasom denne nye Fæstning var ham en Torn udi Øjene, endeel ogsaa efterdi den blev anlagt uden hans Samtykke, hvilket han meenede at stride imod de gamle Foreeninger. Denne sin Misfornøjelse gav han Kongen tilkiende udi et Brev dateret den 20 Julii 1632 af saadant Indhold.

Jeg haaber at Eders Majestet staaer fra denne Fæstnings Arbejde, indtil begge Parters Rett kand blive examineret efter de gamle Foreeninger, som saa ofte have været fornyede mellem Førstendommene, eller ved Commissarier, som kand udnævnes af begge Parter. Og, om Tvistigheden ikke derved kand termineres, at den maa underkastes en Opmands Kiendelse efter gammel Skik og Brug.

Der bleve derforuden vexlede adskillige Breve imellem dem om samme Materie, hvoraf jeg har haft en skreven Samling. (a)

De mange vigtige Forretninger, denne store Konge ideligen havde, hindrede ham

Christiani 4. store Arbeidsomhed.

ikke fra at have nøje Indseende endogsaa udi alle smaa Ting, saaledes at han ikke alleene selv ordinerede, men end ogsaa med egen Haand skriftligen forfattede alle Anstalter udi publiqve og private, store og smaa Sager, hvorpaa tiene til Beviis de egenhændige Breve, som findes saa vel udi Archiverne, som overalt udi private Folkes Hænder, og det udi saadan Mængde, som neppe findes efter nogen Konge i Verden, saa at, hvis hans andre store Bedrifter udi Krig og Fred ikke vare saa meget bekiendte, skulde man tænke at han ideligen har siddet stille med Pennen udi Haanden. Saadant kand lægges andre Potentater til Last, men ikke denne Konge; thi han forrettede de smaa Ting, saaledes, at han syntes at forsømme de store, og derimod de

Hans egenhændige Instrux til de Kongelige Børns Hoffmesterinde.

vigtige Ting saaledes, som den der aldrig bemøjede sig med ringere, thi hans naturlige Capacitet gav ham Lejlighed til at bestride Alting, og tillige med Konge at agere General, Amiral, Rentemester, Secretaire, Bygningsmester, Dommer, ja indtil hans egne Børns Hofmester og Informator, hvilket blant andet sees af en Instrux, som han (779)

(a) Variæ inter Chr. 4. og Frid. Ducem Epistolæ Manuscr.

foregaaende Aar 1631 selv forfattede for Frue Karen Sehsted, de Kongelige Børns Hoffmesterinde, hvilken Instrux jeg her vil anføre, saasom den viiser saavel Kongens Omhyggelighed, som Hoffets Levemaade paa de Tider. Den lyder saaledes: (a)

Eftersom Vi os Elskelige Frue Karen Sehsted for vores Elskelige Kiære Børns Hoffmesterinde antaget og bestillet have, saa skal hun i samme sin tilfortroede Bestilling sig saaledes forholde.

1. At GUd i Himmelen kand have Priis, Lov og Ære, Vi deraf kand have Contentement, og hun selv deraf kand have et berømmeligt Navn og Rygte hos alle got Folk, saa og hos os kand have Kongelig Gunst og Naade at forvente.

2. Skal hun sit Liv og Levnet inden og uden Huus saaledes anstille, at Børnene af hende ingen Forargelse tager.

3. Skal hun tilholde Børnene Morgen og Aften med tilbørlig Reverentz at giøre deres Bønner til GUd i Himmelen, og med sin Person give til sligt got Exempel.

4. Skal hun ogsaa flitteligen med Børnene søge Kirken, naar der prædikes, og ingen af dennem stæde at blive der ude, uden at de forhindres af Sygdom; ikke heller skal hun stæde, at Pigerne eller deres Folk maa blive af Kirken, men dennem tilholde, at de følge med i Kirken, og saa lade lukke Stue-Dørren.

5. Naar Maaltid holdes, da skal Børnenes Stue og Kammer, saa og Vasker-Kielderen holdes lukt, indtil man staar op fra Bordet, og, paa det at imidlertid Ilden ikke skal gaae ud, da skal Fyrbøderen tilholdes at lægge saa meget i Kakkelovnen, førend han gaaer ud, at han er vis paa at den ikke kand brænde ud førend de gaae fra Taffel igien.

6. Børnene med Hoffmesterinden, Jomfruer og Piger, som paa Stuen bestæd er, skal til sammen sidde i Stuen og giøre hvis som de have at giøre, og ikke søge hver sin Vraae at sidde udi.

7. Udi Børnenes Skole skal ingen af Pigerne lade sig finde om Dagen, ej heller ligge der inde om Natten; men udi Stuen i Slagbenker, som om Dagen skal staae lukte. (780)

(a) Ordinatio Christ. 4. de Educandis Regiis pueris ad Catharin. Sehsted. Manuscr.

8. Aften og Morgen skal Stue-Dørren, og Dørren uden til Vasker-kielderen lukkes, og oplukkes igien om Morgenen til en vis Tid.

9. Hoffmesterinden skal ikke tilstæde Børnene at snakke og discourere med Pigerne eller nogen anden i Vinkler og Vraaer. Og, naar Pigerne dem iklædt have, eller nogen anden Tieneste forrettet have, da skal de strax gaae fra dem til deres Forretning og Gierning, og ingen Gemeenskab med Børnene have.

10. Befinder hun Forsømmelse hos nogen af dem, som Børnene at underviise forordnede ere, da skal hun os sligt strax lade vide.

11. Hun skal ingen af Børnene tilstæde, at skrive nogen til, i hvem det og være kand, uden det skeer med vores Minde.

12. Erfares Hoffmesterinden nogen af dennem, som Børnene til Opvartning forordnede ere, det være sig Mands eller Qvindes Personer, noget andet end det som got er, forehaver, da skal hun os derom advare, at vi derpaa med GUds Naades Hielp i Tide kand skaffe Raad.

13. Hoffmesterinden skal have god og flittig Agt paa Børnenes Sundhed, saa at de intet hemmeligen slaar i dem, som dem intet tiener. Naar dem efter den Allmægtiges Velbehag noget skulde tilhænde komme, da skal hun os derom strax advare, saa at dertil, saa vit mueligt, i Tide Medicamenter kand blive brugt.

14. Hun skal have god Agt paa Børnenes Uldet og Linned, saa at deraf intet forkommes.

15. Børnenes forede Klæder skal leveres Bundtmageren til at forvare, naar de dem ikke længer bruge om Aaret.

16. Paa Skræderen skal hun have god Agt, at han med Børnenes Klæder saaledes omgaaes, som det sig bør, og at han de daglige Klæder som de behøve, om Aftenen annammer, og om Morgenen igien leverer.

17. Naar noget Nyt skal giøres til Børnene, da skal Hoffmesterinden give god Agt paa hvad han dertil emfanger, og hvad han deraf giort haver, saa at Alting kand gaae rett til.

18. Hoffmesterinden skal have god Agt paa, at intet af Børnenes Sølv, Guld, Perler eller Klenodier, som dennem af os til (781) at bruge er forundt, skal blive forkommed. Men Børnene tilholde at de selv sligt holde udi god Agt og Forvaring, saa at Pigerne og andre ikke faaer det at løbe med. Actum Nykiøbing den 31 Julii Anno 1631.

Christian.

Hvad videre Omsorg han havde for de Kongelige Børns Optugtelse og Pleje, kand blant andet sees af adskillige egenhændige Breve tilskrevne Hoffmesteren Christian Friis udi de Aaringer 1615 og 1616 hvor han ordinerer Alting indtil deres Senge-Klæder, Skoe og Strymper; thi udi et Brev findes disse Ord: Er der nogen af deris Strymper som nogit er smittet, daa send dem till Farveren, att di bliffuer sort farvit &c. (a) Ja denne Omsorg gik ikke alleene til Prindserne selv men endogsaa til deres Pager som han udi sine Breve til bemeldte Christian Friis kalder Hertugernes Drenge. (b)

Dette synes vel forringe at indføre udi saadan stor Konges Historie. Men jeg

Betænkning derover.

for min Part holder saadant meere nødvændigt end en Kronings eller Ligbegængelses Beskrivelse, helst saasom udi en Konges Historie intet maa udelades, som giver Portrait paa Kongens Person; Thi af denne Instrux, som ellers er rar, og ikke uden i faa Folkes Hænder, seer man (1.) denne Konges store Omhyggelighed for alle, end ogsaa de mindste Sager. (2.) Hoffets tarvelige Leve-Maade paa de Tider. (3.) Kong Christians Oeconomie, saa at dette og andet tilkiende giver, at han har været en af de allerborgeligste Konger, endskiøndt, naar Rigets Ære det udfodrede, han overgik alle Potentater udi Magnificence paa de Tider, hvilket besynderligen sees af de bekiendte store Omkostninger, og den meer end Kongelig Pragt, hvormed Kron-Prindsens Christiani 5. Bilager kort derefter blev celebreret, hvorom skal tales med Omstændighed, naar jeg tilforn har røret lidet om nogle foregaaende Sager. (782)

(a) Lit: Reg: ad Christ: Friis dat: in horto Hafniensi die 20 April: 1616 manuscr. autogr.

(b) Epist: ad Christ: Friis Fridericsb: die 10 Januarii 1616 manuscr. autogr.

Det Aar 1632 var ellers merkeligt formedelst adskillige anseelige Gesandtskabe. Fra Engeland blev skikket Græven af Leicester; thi ovenmeldte Engelske Minister Gordon, som efter Sædvane continuerede sine Correspondencer med Cantzler Friis notificerer ham saadant med disse Ord: Græven af Leicester stod med et prægtigt Følge færdig for 8 Dage siden at rejse fra London til Eders Konge, (a) og viiser det sidste, at han ikke stod virkeligen udi Dansk Tieneste. Det andet Gesantskab blev skikked fra den nye Konge i Polen Uladislao, og var Gesandten Doenhof, hvis Characteer beskrives af oftbemeldte Gordon. (b)

Den Tvistighed imellem Kongen og Hertug Friderik, efterat den havde varet en Tid lang, blev endeligen i Mindelighed bilagt, og blev siden imellem begge Herrer oprettede 2 Defensions-Recesse til Hertugdommernes Forsvar, hvortil gav besynderligen Anledning et Gesantskab, som Kong Carl 1. af Engeland, efterfølgende Aar 1633 skikkede Hertug Friderik, hvorved han forestillede bemeldte Hertug Tydsklands 1633slette Tilstand, og opmuntrede ham til at assistere de betrængte Førster i Tydskland. Hertugen lod Højstbemeldte Konge derpaa svare, at han til intet fandtes villigere end at efterleve Kongens Formaninger; Men sagde derhos, at, som Regieringen udi Førstendommerne var af den Beskaffenhed, at han intet af Vigtighed kunde foretage,

Tvende Defensions Recesse oprettede mellem Kongen og Hertug Friderik.

uden med Kongens Villie af Dannemark, og det efter de gamle oprettede Unioner, saa maatte han først raadføre sig derom med Kong Christian, hvilket han lovede inden kort Tid at skulle skee, og, naar det var giort, vilde han notificere Hans Britanniske Majestet, hvad Resolution der i saa Maade kunde tages. Han skrev derpaa strax et Brev til Kong Christian, hvorudi han lod ham viide Kong Carls Erindring, og forlangede, at nogle af hans Ministrer maatte træde i Conference med de Kongelige for at overlegge hvad der ved kunde være at giøre. Kongen væigrede sig ikke derfor, men deputerede nogle af sine Ministrer for at conferere med de Førstelige derom, og blev da til Samtliges Forsvar oprettede de tvende ovenmeldte Defensions Recesse. (783)

(a)                  Lit: Francisci Gordonii ad Christ: Friis Elsingor: 6 Sept: manuscr: autogr:

(b)                 Lit: Fr: Gord: ad eundem Gedano 11 Decembr: 1632 manuscr. autogr.

Efterfølgende Aar 1634 døde Erke-Bisp Johan Friderik af Bremen, hvorudover Kongens anden Søn Friderik paa nye giorde sig Forhaabning at komme til det Bremiske Stift, hvortil han tilforn nemlig Aar 1621 havde været udvalt at succedere. Men, som imidlertid den Keiserlige Krig indfaldt, forandredes Conjuncturerne saaledes for samme Prinds, at han ikke alleene mistede sin Succession i det Bremiske, men endogsaa sin virkelige Possession udi det Sticht Vehrden, eftersom Keiseren, da han udi Krigen fik overhaand, lod ved en Edict tilkiende give, at alle Lutherske Stifter skulde igien indrømmes til Roman Catholske; Ja Prinds Friderik maatte udi den Lybekske Fred renoncere paa alle de Stifter, som han enten virkeligen havde, eller rett til at succedere udi. Men, da Keiseren siden forfaldt udi Krig med Sverrig, og de Svenske spillede Mestere udi Tydskland, begyndte man paa nye at handle om Prindsens Restitution, og var Keiseren villig at confirmere ham udi hans Successions-Rett til det Bremiske Stift, hvis Kong Christian havde villet beqvemme sig til at træde udi Alliance med ham imod Sverrig, (a) hvor til dog Kongen ikke var at bevæge, og kand dette tiene til et særdeles Beviis paa hans redelige Intention imod de Svenske. Dog, saasom Kongen merkede, at baade Keiseren, saavelsom Erke-Bisp Johan Friderik ikke ugierne saae, at den Danske Prinds kunde komme til sin Rett, lod han med nogle Folk besætte en Bremisk Plads ved Elben. Men de Svenske vilde ikke fordrage saadant, og derfor strax rensede samme Plads fra de Danske Tropper igien. Saaledes vare Conjuncturerne indtil 1634, da Erke-Bisp Johan Friderik ved Døden afgik, hvorudover Prinds Friderik fornyede sine Prætensioner, og fik

Prinds Friderik bliver Erke-Bisp i Bremmen.

Lejlighed igien at lade sig postulere til Erke-Bisp, og kunde da de Svenske ikke hindre ham udi hans Prætensioner, hverken til Bremen eller til Vehrden, efterdi det Slag ved Nørlingen havde bragt dem udi saadan slet Tilstand, at de despererede om at kunde maintenere sig udi Tydskland, hvorudover ogsaa den Svenske Cantzler Oxenstierne tilstedde, at han fik Possession baade af Bremen og Vehrden. Hvad videre Fata Prindsen havde som Erke-Bisp, derom skal tales paa et andet Sted. (784)

(a) Carol. Oger. iter Dan. pag. 38. hvilken Bog her formedelst dens Rarhed er saa kostbar, at den vejes op med Guld.

Udi samme Aar, som Kongens anden Søn blev promovered til det Bremiske

Beskrivelse over Kron-Prindsens prægtige Bilager.

Stift, celebrerede den ældste Søn Christianus 5. Bilager med den Sachsiske Printzesse Magdalena Sybilla udi Kiøbenhavn. Intet Bilager er bleven celebreret med større Magnificence end dette, saavel i Henseende til Brudgommens og Brudens Ornamenter, som til den anseelige Forsamling, som bivaanede det samme; thi foruden mange Førstelige Personer, lode sig Ambassadeurs indfinde fra alle de fornemste Riger, saa at Kiøbenhavn dette Aar var som en Skue-Platz af Europæisk Galanterie. Hvorvel min Maade ikke er at opfylde min Historie med mange vitløftige Ceremoniers Beskrivelse, saa dog, eftersom adskillige curieuse Ting ved denne Lejlighed ere forefaldne, som henhøre til de Tiders Historie, og dette prægtige Bilager er med Zirlighed beskreved af den bekiendte Franske Autor Carolo Ogerio, som var med udi Ambassadeurens Suite, maa jeg her lidt længer end sædvanligt opholde mig ved denne store Højtidelighed.

Blant de mange fremmede Ambassadeurs, som bleve skikkede til Dannemark for at bivaane det samme, var den bekiendte Franske Gesant Conte d’Avaux, som den

Den Franske Gesant Conte d’Avaux Ankomst.

14. Augusti arriverede til Kiøbenhavn, hvor han en Miil fra Staden blev imodtagen af 300 Ryttere, item Kongens Carosse hvorudi sadde tvende fornemme Herremænd, nemlig Christoffer Uhlefeld Rigets Raad, og Corfitz Uhlefeld, som endda vel ikke var bleven Raads-Herre, men dog udi den Anseelse formedelst sine store Qualiteter, at Kongen ikke havde taget i Betænkning at udvælge ham til sin tilkommende Sviger-Søn; Gesanten blev indført i Staden med Stykkers Løsning, og igiennem Borgerskabet, som var rangered i Gevær.

Corfitz Uhlefeld blev beskikket at være hans Hoffmarskalk, og 12 andre Herremænd, som alle talede Fransk, bleve givne ham til Opvartere; Og, extenderer sig Autor ved den Lejlighed udi at berømme den Danske Adels Politesse og Færdighed i fremmede Sprog, i sær taler han med Forundring om de 3 Brødre, Lars, Knud, og Corfitz Uhlefeld, hvilke, han siger, talede zirligen 7. Sprog, og forstode endda flere. (a) Og saa meget som han (785)

(a) Carol. Oger. iter Dan. pag. 38. hvilken Bog her formedelst dens Rarhed er saa kostbar, at den vejes op med Guld.

berømmer de Uhlfelder for deres Politesse, og Kundskab udi Stats-Sager og galante Studiis, saa højt anskriver han de Rosenkrandser for deres Lærdom og Videnskab, saa vel udi Theologie, som verslige Sager: Gesanten selv, da han ved denne Lejlighed lærdte rett at kiende Uhlfeld, tilstod, at han end ikke udi Italien selv, hvor der er saadan Mængde af skarpsindige Folk, havde fundet nogen som overgik denne unge Danske Herremand.

Den 22. dito havde Ambassadeuren sin første Audience, og vare da tilstede

Hans Audience hos Kongen.

foruden de Kongelige Børn Christian Friis Kongens Canceler, item de andre Raads-Herrer, blant hvilke den Tydske Canceler Johan Reventlou, og seer man, at der paa den Tid vare 3 Cancelere, nemlig Kongens, Rigets, og den Tydske Canceler, hvoraf den første da var agtet for den højeste Bestillings-Mand, saa at der ingen Hoffmester maa have været beskikket efter Frands Rantzovs Død. Gesanten complimenterede Kongen med en Italiensk Oration, saasom han vidste, at Hans Majestet havde mest Behag udi samme Sprog. Og Johan Reventlov den Tydske Canceler blev beordred at svare ham, skiønt der nævnes ikke paa hvilket Sprog. Man finder ellers udi en anden Samtale, at, da bemeldte Ambassadeur iligemaade talede Kongen til paa Italiensk, svarede hans Majestet ham paa Latin, saa at de siden udi 2 Timer talede Latin sammen.

Den 25. dito havde Gesanten Audience hos Kron-Prindsen Christian 5., til hvilken han overleverede Breve, saavel fra Kongen af Frankrig, som fra Dronningen.

Item hos Kron-Prindsen.

Confererede ogsaa med hans Prindselige Højhed om Stats-Sager, i sær om Tydsklands Tilstand; thi jeg haver tilforne antegnet, at denne Prinds blev anseet som en Regent, og hart ad som Kongens Collega udi Regieringen. Højstbemeldte Prinds svarede ham paa Fransøsk; iligemaade Prinds Friderik, som han kort derefter besøgte.

Dagen derefter skeede den Polske Ambassadeurs Indtog udi Kiøbenhavn, hvilken

Den Polske Ambassadeurs Indtog.

ogsaa prægtigen blev imodtagen, og havde Audience den 2. Septembr. Og var ved den Lejlighed end større Tilløb af Folk, saasom Polakkerne differere fra andre Europæiske Folk udi Klædedragt. Men Gesanten Nicolaus Korff var (786) selv en Liflænder og de fleste af hans Suite vare fremmede, nemlig Tydske, Prydser og Liflændere. Gesanten holdt sin Oration paa Tydsk, og blev svaret paa samme Sprog af den Tydske Canceler Reventlou.

Den 6. Sept. ankom den Spanske Gesant Gusman Marquis de Fuente, hvilken,

Den Spanske Gesants Indtog.

saasom han arriverede lige til Søes, flaggede alle de Kongelige Krigs-Skibe, som vare rangerede langs ved Strand-Bredden, og blev en Jagt med 12 Rors-Karle skikked ham i Møde, for at føre ham fra Skibet. Men, saasom han havde udi sin Suite en Dominicaner Munk, saa vare Folkes Øjene meere henvendte til samme Munk end til Gesanten. Hvad som ved disse Indtog er merkværdigt, er at alle Gesantere bleve bragte lige til Kongens Slott. Den Franske Gesant havde

Dagen Kongens Samtale med den Franske Gesant.

derefter en privat Audience med Hans Majestet udi Kongens Hauge, hvor der paa Latin blev taled om adskillige Sager, og lod da blant andet Kongen tilkiende give, at han havde Mishag udi den Rebellion, som Hertugen af Orleans havde stiftet udi Frankrig. Han sagde iligemaade til Gesanten, at han var den ældste Regent i Europa, og at han udi alle Riger havde oplevet 3 Regieringer. Efter at denne Samtale havde varet udi 2 Timer, tog Gesanten Afskeed.

Den Spanske Gesant havde publique Audience den 13. dito, og, saasom den

Hvad som passerede ved den Spanske Ambassadeurs Audience.

samme holdt sin Tale paa Spansk, blev den Tydske Canceler Reventlou, som ellers agerede Hoffets Tolk, beordred at træde til Side, og en anden Raads-Herre, nemlig Just Høg blev udi hans Sted kaldet for at svare paa Spansk, og for at lade see, at de Kongelige Ministrer og Hoffmænd vare capable til at entretenere alle Nationer udi deres egne Sprog. At denne Ambassadeur maa ikke have været meget behagelig for de Danske Hoff-Folk, sees deraf, at den Tydske Canceler, førend Gesanten kom ind, viskede Autori til denne Beskrivelse udi Ørene: Nu faar vi at høre herlige Rodomontader. Kongen selv maa ej heller have haft megen Behag i hans Person, thi han sagde siden over Taffel til Uhlfeld: Jeg veed ikke om den Franske Ambassadeur er bekiendt af hvad Qualitet (787) den Spanske Gesant er? thi hans Creditiv-Brev viiser, at han er Ober-Inspecteur over dem, som have Omsorg for Kongens af Spanien Muulæsler, hvilket foraarsagede Latter hos de omstaaende, saasom saadant skurrede udi den Danske Adels Ørene, hvorvel det var en honorable Post i Spanien. Men, saasom der var stor Venskab mellem Dannemark og Spanien paa de Tider, beviisede Kongen ikke alleene samme Gesant stor Ære, men var meget bekymret udi den paafølgende

Præcedentz-Strid imellem ham og den Franske Gesant,

at ham ingen Tort skulde skee. Til den Ende komme de fornemste Raads-Herrer Præcedence-Strid mellem den Franske og Spanske Gesant.den 14. til Conte d’Avaux for at tale om de Stridigheder, som venteligen vilde reise sig om Præcedencen ved forestaaende Bilagers Ceremonie. Derom blev heftigen tvisted, som sædvanligt paa de Tider var imellem de Franske og Spanske Gesantere. Det Danske Hoff i Henseende til det Venskab, som da var med Spanien, bemøjede sig at lave det saa, at begge disse Gesantere maatte tracteres paa een Fod. Men den Franske Ambassadeur kunde ikke bevæges til at accordere saadant. Ja den Iver, han havde i at staae paa sin Principals Højhed, gik saa vit, at han endogsaa ikke vilde vige for den Keiserlige Gesant: thi man seer, at Carolus Ogerius (a) blev skikket til Claus Plum, som da var Professor Juris i Kiøbenhavn, for at laane hans Alciatum, og derudi at eftersee, hvad han deciderer. Bemeldte Ogerius sagde da, at den bekiendte Jurist Baldus skriver, at det tilkommer Franske Ambassadeurs at tracteres paa lige Fod med Keiserlige; Men Professor Plum svarede dertil, at han tvivlede paa, at man nu ved det Danske Hoff rettede sig efter Baldi Decision udi denne Post; hvorudi han havde ikke megen Urett, saasom det er Juris Professorer alt for

Den Franske Gesants store Prætensioner.

stor Ære at give dem Rett til at stifte Rangs-Forordning mellem Keisere og Konger. Ogerius søgte at bestyrke Baldi Autoritet der ved, at samme store Jurist var en Italiener, og derfore meere det Keiserlige end det Franske Kongelige Huus bevaagen, hvorudover han herudi kunde ansees, som (788)

(a) Oger. iter. Dan. pag. 72.

en upartisk Dommer. Men, som Jurister ere ogsaa Mennesker, saa kand man ikke garantere for, om Baldus lod sig under Haanden betale for denne Decision eller ej; Hvad de andre Jurister angik, som oftbemeldte Ogerius citerede, nemlig Cujacius og Molinæus, da vare de Franske, og conseqventer kunde deres Decisioner ansees som Partiske. Men det synes, at den Franske Ambassadeur giorde deslige Bevægelser imod den Keiserlige alleene for at bestyrke sin Paastand desmeere imod den Spanske Gesant. Med hvilken han ingenlunde vilde tracteres paa en lige Fod. De Danske Ministrer, for at jævne denne Stridighed, foresloge da saadant Middel, at paa den tilstundende Bilagers Højtid Kongen af Dannemark skulde først staae paa den eene Side, og den Keiserlige Gesant paa den anden Side, og skulde da den Franske Ambassadeur have Vall at rangere sig paa hvilken Side han vilde, enten næst ved Kongen, eller den Keiserlige Legat. Dette begiærede den Franske, at de Danske Raads-Herrer vilde give ham skrifteligen; Og, da de veigrede sig derfor, stod han op af sit Sæde og sagde: Den Spanske

Hans Hidsighed.

Ambassadeur maa gierne have Vallet, men hvilket Sted han tager, der skal jeg støde ham til Side. Raads-Herrerne spurdte ham da, om han vilde giøre saadant udi Kongens Nærværelse, hvorpaa han svarede, at hans høje Principal Kongen af Frankrig vilde ikke miste den Rett udi Dannemark, som han altid havde besiddet. Endeligen, saasom denne Strid ved intet Middel kunde bilægges, lod den Spanske Ambassadeur udsprede, at han formedelst vigtige Aarsager var bleven revocered af Kongen, og kort derefter tog sin Afskeed. Man merkede siden, at Kongen ingen synderlig Behag havde udi den Franske Ambassadeurs Omgiengelse, eendeel formedelst denne Opførsel, eendeel ogsaa, efterdi han var meere grave og serieux end de Tydske, Svenske og Polske Gesantere, hvilke kunde svare til alle de Skaaler, som dem af Kongen bleve tildrukne; thi paa de Tider blev det holdet for en liden Politesse udi Norden, at veigre sig for saadant, og seer man, at denne Konge udi alle Selskabe giorde alting med, saasom intet Giæstebud holdtes for anseeligt, og ingen Giæstbuden at have comportered sig vel, uden han gik beskiænket bort.

(789) Den 15. Septemb. giorde den Svenske Gesant Peder Sparre sit Indtog: Men samme Gesant holdt sig fra Bryllups-Fæsten, formedelst den Sorg, som det Svenske Hoff var udi ved Gustavi Død.

Den 10. Octobr. giorde

Bruden Princesse Magdalena Sybilla sit Indtog.

Alle Brudens Magdalenæ Sibyllæ Indtog.Gader, hvorigiennem hun skulde passere, vare besatte af bevæbnede Borgere. Processionen skeede saaledes: Først komme nogle Esquadrons af Danske Ryttere med Spill og Piber; Derefter den Kongelige Guarde; Siden den heele Danske Adel, anført af tvende Hoff-Marskalker, og efter dem den Keiserlige Gesants Suite, men Gesanten selv var ikke med, ej heller nogen af de andre Ambassadeurs. Strax derpaa komme adskillige Førstelige Personer, som bleve efterfuldte af Brudgommen Prinds Christian, hvilken gik alleene og havde efter sig de fornemste Rigets Embeds-Mænd og det heele Raad. Derefter kom den fornemste Saxiske Adel; Item tvende Førster Brudens Brødre, og endeligen Bruden selv med Hendes Moder og Søster udi en prægtig forgyldt Vogn med 6 Hæste, efterfuldt af en stor Skare, saavel af Sachsiske, som af Danske Fruentimmer, hvoraf de Danske formedelst deres Skiønhed mest parerede efter Ogerii Vidnesbyrd. (a)

Oftbemeldte Autor vidner, at, ved Sachsernes og Holstenernes Ankomst, Viin og Øll begyndte at flyde som Vand, og siger han, at til denne Bryllups-Fest bleve depenserede udi samme Liqveurs hen ved 100000 Rdlr. thi aldrig noget Bilager er holdet med saadan Overflod, saa at man kunde sige om dette Bryllup, som man fordum plejede at raabe ved de Romerske Ludos Seculares, at ingen havde seet saadant tilforn, eller kunde vente at see det oftere. Den 25. dito skeede Brudevielsen paa Slottet ved den Kongelige Hoff-Prædikant Doct. Christian Madsen, og slog da Kongen disse Riddere, nemlig: Christian Thomesen Rigets Canceler, Otto Skeel,

12 Riddere slagne.

Hans Lindenov, Just Høg, Christoffer Urne, Kay von Ahlefeld, Caspar von Buchwaldt, Christian Pruds, (790)

(a) Oger. iter. Dan. pag. 80. nam Danæ pulchriores sunt.

Dietrik von Ahlefeldt, Oluf Parsberg, Axel Arenfeld, og Corfitz Uhlfeld. (a) Og blev da giort en Forandring ved Ridder-Ordenen paa saadan Maade: Hans Majestet havde Aar 1616 indrettet en ny Ridder-Orden af Sverdet, hvormed de særdeles bleve beærede, som havde holdet sig vel i den Calmarske Krig. Samme Orden blev siden foreened med den gamle; Men udi dette Aar og ved denne Højtidelighed blev Armen med det Hebraiske Ord borttagen, og i Steden derfor blev satt paa Siden af Elephanten C4 med en Krone over.

De Førstlige Personer, som da vare tilstede, vare:

Christianus 4.

Christianus 5. Brudgommen.

Fridericus hans Broder, som var Erke-Bisp af Bremen.

Den Keiserlige Gesant, som var Hertug af Holsten.

Hertug Johannes hans Broder.

Philippus iligemaade Hertug af Holsten.

Johan Christian Hertug af Sønderborg.

Alexander Henricus.

Ernestus Guntherus.

Philippus Ludovicus iligemaade af Sønderborg.

Christianus Augustus Phaltz-Greve af Rhin og Hertug af Bayern.

Johannes Hertug Philippi Søn af Holsten.

Johannes Georgius Chur-Prindsen af Sachsen.

Hertug Augustus hans Broder.

Hertuginden af Sachsen og hendes Moder.

Hertuginden af Holsten og hendes Dotter.

Hertug Philippi Gemahl.

Greven af Mansfeld, item de Keiserlige, Franske og Polske Gesantere.

Efter adskillige Præcedentz Stridigheder imellem de fremmede Gesantere blev endelig Ordenen saaledes indrettet: (791)

(a) Excerpt. ad Hist. Christ. 4. Manuscr. Herudi farer Carolus Ogerius vild i det at han regner kun 8 Riddere.

Paa det fornemste Sted af Salen stod Brudgommen mellem Kongen og hans Brødre. Ved den venstre Side stod Bruden mellem tvende hendes Brødre. Næst ved Kongen og hans Sønner stod den Keiserlige Gesant, og efter ham den Polske, og ved Brudens Side vare rangerede den Franske Gesant og Churførstinden af Sachsen. Og kand jeg ved denne Lejlighed ikke forbigaae at mælde noget, som findes udi Chanuts Memoires, hvor der tales om Ambassadeurernes Rang saaledes: Man Anmærkning om Ambassadeurernes Rang.

giorde udi Dannemark Forskiæll mellem ordinaire og extraordinaire Ambassadeurs. De sidste, som enten ere skikkede for en viss Underhandling, eller ere inviterede til en Ceremonie eller Højtidelighed, have Rang over Kongen; Paa den Fod blev Conte d’Avaux tractered, iligemaade Comte de la Thuillerie ved en Dansk Princesses Daab. Men de første, nemlig ordinaire Ambassadeurs, vige altid for Kongen udi alle Lejligheder, hvorpaa haves et Exempel udi Friderici 2. Tid, da højstbemeldte Konges Bilager blev celebrered 1572, thi man seer da, at den da værende Franske Ambassadeur stod under Kongen, men over Chur-Førsten af Sachsen. Ordenen var saaledes indrettet, som den findes beskreven af den Danske Poët Erasmo Mich. Læto, hvilken da var tilstede, og efter Kongelig Ordre har udført denne Højtidelighed udi efterfølgende Vers:

– – – Interea levibus dum fercula mensis

Expediunt, Lymphis res acta est omnibus, inde

Cuique suus datur è meritis vel honore, graduque

Aut virtute locus. Primum Rex occupat, hinc mox

A Gallo missus subiit Legatus, eumque

Protinus a dextris sibi Rex adjungit & inde

Ad lævam patriis longe Augustissimus arvis

Augustus consedit.

(792) Men man seer af dette Bilager udi Christiani 4 Tid, at Comte d’Avaux, hvor vel extraordinaire Ambassadeur, cederede Kongen, og at Autor til Chanuts Memoires herudi farer vild.

Jeg vil forbigaae at fortælle videre den Stats Pragt og Overflod, hvormed dette

Bilagerets store Bekostning.

Bilager blev celebreret: Men alleene sige dette, at den heele Omkostning beløb sig til hen ved 2 Million Rdlr. thi den Hæst alleene med dens Ornamenter, hvorpaa Brudgommen reed, blev alleene skattered en Tønde Guld. Hvad som ellers herved er merkværdigt, er, at de Fornemste af Giæsterne bare frem Brude-Gaver: Kongen forærede Bruden en Tour af Diamanter, hvor iblant en var saa stor, at derudi stod udstukket Christianus 5. og Magdalena Sybilla. Derefter komme Gesanterne frem med deres Gaver. Den Franske Ambassadeur alleene blev borte, efterdi han havde ikke lavet sig der paa, og saadant ikke var brugeligt udi Frankrig: (a) Med saadan Magnificence blev dette Bilager celebreret, og seer jeg blant andet af et egenhændigt Brev, som Kongen har tilskrevet Cantzleren og Rigets Marsk, hvor omhyggelig Hans Majestet har været i at ordinere Alting forud, end ogsaa de mindste Sager; thi udi samme Brev findes saadan Ordre: Cantzleren og Rigets Marsk skal befahle Herremændene, som forordnet er till den Ballette, att di fliiteligere, end hidtill skeed er, søger Dantze-Skolen. (b)

Kort derefter, nemlig den 20 Octobr. blev et andet Bilager celebrered mellem Kongens legitimerede Dotter Sophia Elizabeth, og Grev Pentz Statholderen af Holsten. Adskillige Dage bleve derfor hendrevne med lutter Giæstebude og Carouseller, og vidner Ogerius, at ingen overgik Kongen i Ring-Renden, og, hvorvel han allerede havde naaet en høj Alder, giorde han dog alting med. Der fortælles, at han udi et Giæstebud lod sig tilbringe en forgyldt Drikke-Skaal, af den Vegt, at neppe 2 Personer kunde (793)

(a) Oger. iter. Dan. pag. 94.

(b) Epist. Reg. ad Cancell. et Maresch. Regni Rosenb. 5. Junii 1634. Manuscr. autogr.

bære den, hvilket jog ikke liden Skræk udi de Hosværende, efterdi de bildte sig ind, at enhver skulde udtømme samme Skaal. Men Kongen lod øse Viinen udi 9 andre Skaale, hvoraf han selv udtømmede den eene, og gav de 8 til andre Herrer, som ogsaa maatte giøre beskeed. Dette er et kort Begreeb af denne store Magnificence, hvoraf gik Rygte over heele Europa, og som er vitløftigen og ziirligen beskreven af Carolo Ogerio, der var Øjensynlig Vidne til alt hvad han der om har antegnet. Den fornemste Nytte som man har af samme Relation, er, at man deraf seer, udi hvilken Tilstand Hoffet var paa de Tider, og hvilke da vare de fornemste Ministrer. Af dem berømmer Autor ingen meere end de trende Brødre Lars Knud og Corfitz Uhlfeld, men allermest den sidste, hvilken han anseer som et Vidunder. Hvad som han blant andet lægger samme Herre til Berømmelse, er, at da han havde faaet et Tilfælde i sit eene Been, vilde han ikke af Undseelse holde Bilager med Frøiken Leonora Kongens Dotter, førend hans Been var læget. De andre saa vel af Stats-Sager, som af Lærdom anseelige Mænd, hvorom samme Skribent taler,

Adskillige anseelige Mænd af Adel og Borgerstand paa de Tider.

var Canceler Christian Friis, som da havde naaet en høj Alder. Christian Thomesen Sehsted, Rigs-Canceler; Johan Reventlou den Tydske Canceler, hvilken formedelst sine Videnskaber udi fremmede Sprog, kaldtes det Danske Hoffs Mercurius. Den gamle Raads-Herre Holger Rosenkrands, hvilken Autor beskriver saaledes: Han var en Mand af stor Læsning, og besynderlig hengiven til Theologie og Skriftens Læsning, forstod ogsaa i Grunden det Grædske og Hebraiske Sprog, og var af et Exemplarisk Levnet. Just Høg, en af de Tiders lærde Herrer: Han var den som Kongen lod hente for at svare den Spanske Ambassadeur paa Spansk. Men ingen var meer bekiendt af de Fremmede, sær de Franske, end Peder Wibe, efterdi han saa lenge havde været Resident ved det Franske Hoff, og var bleven nobiliteret udi Frankrig. Derfore bliver saavel udi Courmesvins, som i denne Ambassade talet meest om ham.

De lærde Folk af Borgerstanden, som Autor havde Kundskab med, var Longomontanus Tychonis Discipel, hvilken han først fandt paa Børsen ved Bogladen, og giættede sig til af hans Tale og Legems Skikkelse, at det (794) maatte være Longomontanus. Olaus Wormius den berømte Antiqvarius og Medicus, hvilken han ofte besøgte, han taler ogsaa om Tycho Brahes Søster, hvilken han besøgte paa Vejen fra Helsingborg til Kiøbenhavn. Hun var da en Dame af 70 Aar, og holdtes for at have stor Kundskab udi Mathematiqve. Man seer ellers af Autoris Beskrivelse, at Konster, Videnskab og Politesse har været paa den højeste Spidse udi Dannemark under Christiano 4, og at de fare vild, som holde for, at saa kaaldt Clima kand ikke producere store Ingenia. (a) Men allermest giver dette Bilagers Beskrivelse et Portrait paa Christiani 4. Magnificence. Man skulde vel heraf dømme, at Højstbemeldte Konge var en Ødsel Herre; Men, saa prægtig som han var naar Rigets Ære det udfordrede, saa oeconomisk og borgerlig derimod var han i andre Maader. Derforuden er at merke, at Dannemark under ingen Konge havde meer floreret.

Denne Rigets Velstand befordredes ikke lidet af den u-afladelige Omsorg, som

Forordning om Defensions Skibe.

Kongen havde for Handelens Opkomst, og var hans synderlige Henseende at etablere Manufacturer og Handel med egne Skibe, paa det at Pengene kunde blive udi Landet. I den Henseende havde han oprettet saa mange Compagnier udi Kiøbenhavn; thi foruden det Ostindiske, det Islandske, og Salt-Compagniet, seer jeg af en Kongl. Skrivelse til Peder Wibe, at der ogsaa har været et Østersøisk Compagnie i samme Stad. (b) I den Henseende gav han og 1636 særdeles Friheder og Privilegier til 1636.Danske monterede Kiøbmænds Skibe, sigtende dermed til trende Ting, (1.) at have stedse befarne Søefolk. (2.) At promovere Handel med egne Skibe. (3.) Udi Krigs-Tider at have armerede Skibe, som han i Nødsfald kunde betienne sig af, og dermed bestyrke sin Flode; thi han betingede sig for den Frihed disse monterede Skibe nøde udi Freds-Tider, at de skulde være til (795)

(b) Christ. 4. lit. ad P. Wibe de qverelis societ. Maris Balth. Glücstad. 5 Decembr. 1638. manuscr.

Tieneste naar en Feide paakom; Saa at man seer heraf, at den Anstalt som Højlovlig Ihukommelse Christianus 5. giorde med Defensions-Skibe, var ikke den første, som de fleeste meene; Men heller en Fornyelse af denne Forordning, som udgik dette Aar, og som varede indtil den sidste Krig med Sverrig blev termineret; thi jeg finder at den strax efter den Bromsebroiske Fred blev igien ophæved, af Aarsag, at disse Defensions Skibe udi Krigen ikke havde fyldestgiort deres Forpligtelse. Og, saasom denne Forordning er af Vigtighed, holder jeg den værd her Ord for Ord at indføre: Den lyder saaledes.

Vi CHRISTIAN den Fierde, med GUds Naade, Danmarkis, Norgis,

Forordningens Artikle.

Wendis og Gottis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, oc Dytmersken, Greffue vdi Oldenborg oc Delmenhorst: Giøre alle witterlig, at eftersom Wi Naadigst denne besuerlige Tids Tilstand betenckt, saa oc hvorledes voris Strømme nogle Aar her dend Traficqverende til største Efterdeel, med atskillige Offvervold wfri giøris, huilket end oc videre vdi denne Tid oc herefter er at befrycte; Da haffue Wi dend Leillighed med voris Elskelige Danmarckis Rigis Raad betenckt, offuerveyet, oc nogen Middel voris Flode udi Krigs oc Nøds Tid at sterkke, ved efterskrefne Paaleg for got fundet at paabyde.

1. Alle oc huer Vdlendiske, som Salt føre ind vdi vort Rige Danmark, skulle giffue af huer Tønde Salt Otte Skilling Danske, foruden de 4 Skilling der paa allerede ere paalagde, er saa aff huer Tynde en half Ort; Oc skulle de strax paa de Steder som de ankomme oc deris Last bryde eller fall byde, samme Told erlegge; Er nu Skibene tilladde med Salt, da haffue Voris Toldere at rette sig effter Voris, om Skibenis Drectighed, vdgangne Forordning, saa vit mueligt er, oc skee kunde.

2. For det andet, belangende Vore egne Undersaatter vdi Vort Rige Danmark, da efftersom de sig haffue erbødet off oc (796) Riget til Beste at lade bygge oc tilforhandle Skibe, til Orloug brugelige, med 6, 8, 12 oc fleere Stycker, dermed at fare paa Franckerige, Spanien og andre videre affliggende Lande, efter Salt og anden Kiøbmandskab, hvilcke oc vdi wfreds Tid til voris Tieniste for billig Betalning sig skulle lade bruge; Da ville vi dennem mod saadan deris Forplict oc Tieniste, fri giffuet haffue, for forskreffne Salt-Told, saa oc dend Last Told, som til Baadssmænd Boders Bygning paa nogle Aars Tid er paalagt. Dog saa frembt de saadanne Orlogs monterede Skibe paa andre Steder begiere at bruge, da skulle de alleene for Baadsmænds Boders Last Told, som forbemelt, være forskaanede: Meden anden sædvanlig Told aff andre vare, skulle de være pligtige at vdgiffue, vndtagen aff huis Salt de føre, som før er rørt.

3. For det Tredie, de andre vore Vndersaatter som ellers Skibe bruge paa Frankerige, Spanien, eller videre affliggende Lande, som ikke Porte haffue paa deris Skibe, eller kunde giøre os oc Riget udi feide Tid, Kriegs, meden anden Tieniste, de skulle giffue engang aarligen Baadsmands Boders Told, (saa lenge dend varer) og 4 Skilling af huer Tynde Salt; eftersom paabudet oc hidindtil skeet er.

4. For det Fierde, forbemelte vore Undersaatter skulle (huad heller nogen alleene Skib haffuer eller med flere ere vdi Compagnie) ingen Skibe kiøbe at bruge paa Spanien, som wfrie ere i Spanien: Ey heller dennem besætte med Folk, som wfri ere sammesteds, meden med vore egne Vndersaatter eller andre fri Folk, saa oc Skibene selv lade bygge, eller og kiøbe paa de Steder oc aff de Skibe, som paa Spanien fri handle maa.

5. For det Femte, skulle Port-Skibene haffue nogle Stycker paa fire eller sex, eller huad de kunde afstedkomme og giøre Admiralskab med sig oc andre. Dog at de ey føre Munition eller andet, som de aff de Landes Fiender, som de besegle, kunde angribis faare: Giøre de her imod, vide sig det selff, om de der offuer angribes aff de Interesserende, og lider Skade.

6. For det Siette, paa det Tyrken, Algierer, oc deslige Fribyttere, icke skulle sig med samme Skibe styrke, da skulle vore (797) Vndersaatter saadanne Skibe beflitte sig paa, saa vit mueligt, at besette med en goed Orlogs Mand til Skipper, oc dycktige Bysse-Skyttere oc dennem saa vel som samptlige Skibs-Folket, huer Rejse tage i Eed, at de sig ikke nogen Tyrck eller Fribytter offuergiffue ville, saa lenge de kunde fecte oc sig verge.

7. For det Siuffuende, paa det saadane Skibe nogen videre Fordeel maa nyde, mod dend Tieniste de Os plicktige ere, da haffue vi endnu alle saadane monterede Skibe Naadigst continuerit oc samtykt, dennem Anno 1621 giffne Friheder, som effterfølger, nemlig: at alle Baadsmænd, Bysseskyttere oc andet Søfolk, oc de som paa samme Skibe tiene oc seigle, skulle være fri for Vdskriffning, saa de vdi Voris Tieniste ikke skulle vdtagis. Iligemaade, skulle oc være fri for Voris Tieniste oc Vdskriffning, de Tømmer-Mænd som Rederne til deris Skibs-Bygning selff Vdenlands lader hente, saavelsom de, huilcke Rederne selff til Bygning aff Vngdommen lader oplere. Iligemaade skulle oc de som paa deris Skibe seigle for Bysseskyttere, Baadsmænd, oc deris Tømmermænd, være for deris Huss oc Personer fri for ald vore oc Byens Tynge oc Skatt; Dog saa frembt de bruge Kiøbmandskab, giffue der aff, efftersom billigt kand eractis.

8. For det Ottende, der som Forbud paa Korn eller Vare skeer, da skulle samme Skibe, som paa de Lande seigle, ej være forbuddet samme Vare did at føre, med mindre de vdi samme Forbud vdtrykkeligen neffnis oc specificeris, eller oc der om særlig aff oss befallis.

9. For det Niende, saa frembt noget Søe-Farende Folk aff Landet ere vdvigte, for huad Sag det oc er, (undtagen det kand være for Mord, oc saadanne Guds forgangne Missgierninger) da haffue de sicker Lejde paa forbemeldte Skibe at seigle, oc nyde samme Privilegier oc Friheder, tilfaarne om formeldis.

10. For det Sidste, paa det Søefarten disbedre kand tiltage, da ville vi Naadigst her med paabødet oc befallit haffue, at ingen fremmede Skibe her vdi Riget aff nogen Hafner maa fractis, saa lenge Inlendiske Skibe, være sig smaa eller store Skibe, eller Skudder ere forhaanden, som beqvemme ere, oc for en billig (798) Fract ville oc kunde fare, hvor paa at kiende (om paa tuistis) Borgemestere og Raad, eller Offuer Kiøbmanden, hvor han er, en eller to Forfarne i Søefarten kunde tilforordne, hvilke oc strax sig der til skulle lade finde villige: Huorefter alle oc enhuer sig kunde haffue at rette. Giffuet paa Vort Slott Hadersleffshuus, dend 18. Februarii Anno 1636.

Vnder Vort Signet

Christian.

Til denne Forordning synes ellers ikke lidet at have contribueret det Fribytterie, som paa samme Tid dreves i Søen. Thi jeg seer udaf et af Christiani 4. egenhændige Breve, at Søen da over alt var usikker, og at foregaaende Aar en Deel af de Kongelige Krigs-Skibe vare udskikkede for at hemme det samme. Paa samme Skibe var Kongen efter Sædvane udi egen høje Person, thi Brevet, som er skrevet til Rigets Amiral er datered paa Arken udi Flekker Øen i Norge, og hejler Kongen adskillige Søe-Capitainer i samme Brev igiennem med disse Ord:

Jeg haffuer paa denne stakked Tiid erfahrit allehaande om voris erlige Capiteiner; naar dy erfahrer, at en Dynkerker ligger udi en Haffnn, daa er enten hans Styrmand iche saa vel der inde bekiendt som han begehrer, eller och hans Skiib stiikker for dybt, saa at hand intet kand forfølge Dynkerkeren. Voris Capiteiners Skikkelighed den haffuer jeg erfahrit paa disse tvende fine Mend, der er med paa Delmenhorst og Engelen Raphael. Dy Dannemend laa saa nær hos mig her i Haffnen, at man kunde tale till dem, och ville endda intet om Bord at hente Ordit, mens lod smukt føre Vachten op den Tid det kom dem til paas, hvorfore jeg vyste dem, at det vaar intet maneeren, og lod sette dem den Natt i Bolthen ved den store Mast. (a) Han viiser derforuden (799)

(a) Lit. Christ. 4. ad Regni Amir. dat. Arc. in Fleckeröe die 3 Junii 1635. manuscr. autogr.

i samme Brev alle de Havners qvaliteter, som Fribytterne søge, saa at man deraf seer denne Konges overmaade store og rare Kundskab udi alle Sager.

Udi dette Aar blev allene giort et nyt Forsøg paa Grønland, til hvis Handel at fortsette adskillige saa vel af Adel, som Borgerstand, havde anrettet et Compagnie i Kiøbenhavn og udskikket et Skib hvilket kom lykkeligen til Landet, men kunde ikke komme i Handel med Indbyggerne formedelst deres Vildhed, helst saasom der af et Canon-Skud kom saadan Skræk blant dem at nogle af dem som vare paa Skibet styrtede sig ud i Søen. Det er ellers merkeligt paa denne Reise at man fyldte det heele Skib med et Slags skinnende Sand, som man bildte sig ind var blandet med Guld, og meenede der ved at have giort et stort Bytte; men da det kom til Prøve hos Guldsmedene, blev der befundet at, det var kun slet Sand, hvorudover det blev kasted i Søen.

Paa samme Tid forefaldt udenlands en synderlig Hendelse, som jeg ikke kand forbigaae, saasom den samme kunde give Anledning til Misforstand mellem Dannemark og Frankrige. Den Danske Minister Peder Wibe, som residerede paa samme Tid udi Stokholm, blev buden til Ligbegiængelse tillige med den Franske Resident. Denne Sidste fortrød paa at Peder Wibe blev rangered udi de første Par nest efter Liiget, og derfor trængde sig ind udi hans Sted, hvilket Wibe ikke kunde fordøje, og stødte ham fra sig. Dette foraarsagede at de komme i Haandfægtning sammen, hvorudi En synderlig Hændelse med den Danske Minister Peder Wibe.

den Franske Residents Krave blev i Stykker reven. Kaardene bleve derpaa trokne, og de ginge hinanden stærkt paa Klingen. Adskillige som vare udi Liigstuen lagde sig vel imellem, og finge dem fra hinanden, men Hidsigheden var dog saa stor, at de komme udi ny Trefning sammen igien; saa at man maatte atter skille dem ad, saaledes at den Franske kom ind udi et andet Kammer. 14 Dage derefter, som var den 29. Septembr., da Peder Wibe vilde gaae fra Kirken til sit Huus, passede den Franske Resident ham op paa Vejen, og med stort Skrig og den blotte Kaarde løb efter ham. Hvorpaa Wibe vendte sig om, kastede sin Kappe fra sig og greeb til sin Kaarde. Men han havde den Uheld, at (800) Gehenget faldt ned af Achselen, saa at han saa hastig ikke kunde trække Kaarden. Hvorudover, da han vilde gaae nogle Skridt tilbage, faldt han baglænds; og i saadan Tilstand fik adskillige Blessurer af den Franske. Dog kom han op igien, og med sin Kaarde gav den Franske saadant Stød i Hovedet, at han deraf faldt ned paa Gaden. Begge Ministrers Tienere komme ved samme Lejlighed ogsaa i Trefning sammen, og blev Udfaldet derpaa saaledes, at den Franske maatte desarmeret begive sig hiem, hvorvel han ikke vilde tilstaae at hans Kaarde var bleven ham fratagen, men at han selv havde leveret den fra sig til en af de Omstaaende. Denne Handel foraarsagede stor Eftertanke, saavel ved det Danske, som det Franske Hoff, men jeg finder ikke at det havde nogen anden Suite. Man seer alleene at Peder Wibe har forladt det Svenske Hoff strax derpaa, og at Dannemarks Riges Raad affærdigede Aaret derefter Skrivelse til Sverriges Riges Raad af saadant Indhold:

Vi formode, at I gode Herrer den Anordning giøre, at Edle og Velbyrdige P. Wibe, hvilken nu som Resident begiver sig igien til Sverrige herefter mainteneres udi den Sikkerhed som Jura Gentium saadane publique Personer, og Potentaters Residenter hos deres Venner og Naboer tilegner. (a) Hvad, som hellers fortiener at antegnes dette Aar, var, at der udi Helsingøer regierede en stærk Pest, som blev indført af Østersøiske Skibe; og udi Island brød det Bierg Hecla løs og skiød Ild og Aske fra sig langt udi Søen. Blant lærde Folk som dette Aar døde var Doct. Niels Paasche Biskop i Bergen, som blev succederet af den Kongelige Slots-Prædikant Mag. Ludvig Munthe, min Olde-Fader, hvilken levede indtil 1649, da han blev succederet af Mag. Jens Skeldrup.

Kort førend den Anstalt skeede med ovenmeldte Defensions-Skibe, havde hans Majestet udi samme Henseende forordnet at aldeles ingen Skibe store eller smaa, som i Dannemark bygde vare, (801)

(a) Lit. Senat. Dan. ad Senat. Svec. Hafn. 14 April. 1637 Manuscr.

 maatte sælges til Fremmede, førend de udi Rigerne havde tient eller været brugte udi 10 Aar. (a)

Naar man derfore alt dette betragter, kand man slutte, at det store Venskab, som i denne Konges Tid var imellem Dannemark og Spanien, item den Kaaldsindighed, som var imellem dette Rige og Holland, fornemmeligen har grundet sig paa Kongens Hovet-Forsætt om Handelens Forfremmelse udi Dannemark og Norge, saasom H. Majst. saae, at den Spanske Handel var lige saa nyttig som den Hollandske var

Aarsag hvorfore Kongen stedse favoriserede Spanien.

skadelig; thi, ved at holde Venskab med Spanien, opmuntredes Undersaatterne til en u-middelbar Handel paa samme Rige, da derimod alt, hvad man fik fra Holland, naar samme Land havde fri Commerce med Spanien, bestod udi Vahrer, som toges fra anden Haand, hvortil Undersaatterne for Mageligheds Skyld inclinerede, skiøndt saadan Handel i sig selv var ufordeelagtig. Man kand derfore ikke forundre sig over, at hans Majestet saa ofte favoriserede Spanien mod de foreenede Provincier, og 1637.at han udi det Aar 1637 lod sig bevæge til den store Entreprise, nemlig at forbyde

Fleckerøes Fæstning anlægges, og hvorfor.

Hollænderne at føre Krigs-Materialier igiennem Sundet, som de behøvede til Krigens Fortsættelse imod Spanien.

Man seer ellers af Historien, at Spanske, Nederlandske og Hollandske Skibe, særdeles Dynkerkere, foruroeligede Søen dette Aar ved de Norske Kuster, hvorudover Kongen med stor Bekostning et Aar efter andet maatte udsende Krigs-Skibe for at holde Strømmene reene. Til saadant videre at forekomme, fandt han fornødent at anlægge en Fæstning paa en liden Holm udi Indløbet af Fleckerøe, som han lod kalde Christiansøe, paa det at de Skibe, som bleve forfuldte, derunder kunde søge Beskyttelse. Og, som han paa samme Fæstning havde giort stor Bekostning, forordnede han, at et hvert Skib, som derunder kastede Anker, skulde betale 4 Rdlr. til Fæstningens Underholdning. Men de fremmede Skibe vilde ikke beqvemme sig til saadan Udgift, og, for at undgaae den samme, søgte andre, skiønt usikkere Havne, hvorudover Kongen, saasom han saadant ansaae som en Utaknemmelighed, forordnede, at slige (802)

(a) Edict. Hafn. die 11. May 1634.

Skibe, i hvilken anden Havn i Norge de toge deres Tilflugt, skulde dog betale saadan Told. Men det samme opvakte adskillige Lamentationer, og formerede ikke lidet Hollændernes Uvillighed imod Kongen og Riget.

Af den særdeles Forbindelse mellem Dannemark og Spanien, have de Tiders Skribentere meenet at finde Nøgelen til at dechifrere den forblommede Historie om den Persiske Handels Etablissement udi Holsten, og deraf have fabriqueret en Historie om et geheimt Forbund mellem Dannemark og Hertug Friderik af Holsten, som skulde sigte til Sverrigs, saavel som Hollands Ruine. For denne Histories Rigtighed hverken vil eller kand jeg garandere, kunde derfore tage udi Betænkning at føre den her an; Men, saasom den er omtalt udi alle de Tiders Historier, og den i sig selv er særdeles merkelig, kand jeg ikke efterlade at mentionere noget derom, og at fremføre Historien udi samme Klædning, som den findes udi den Franske Ambassadeurs Memoires, og hos Pufendorf, uden at giøre deres Ord til mine.

Bemeldte Skribentere foregive, at der blev sluttet et hemmeligt Forbund mellem 1638 Dannemark og Spanien, og at begge Konger tillige med Hertug Friderik af Holsten havde et Verk fore med 20000 Mænd at giøre Indfald udi Sverrig, og at de

Historie af den prætenderede hemmelige Alliance mellem Dannemark, Spanien og Holsten.

Spanske imidlertid skulde komme med en Flode til Gottenborg, og der sætte 12000 Mænd i Land, hvorpaa Floden skulde gaae i Østersøen, for der at conjungere sig med de Danske, og at afskiære de Svenske all Communication med Tydskland. Hvad Holland angik, da, naar Kongen af Dannemark ved Spaniens Hielp havde giort sig Mester over Sverrig, skulde han indslutte Sundet for Hollænderne, og beskiære dem all Fart paa Østersøen, hvorudi fast den halve Deel af deres Handel bestod, og, paa det at den anden halve Deel af Handelen, som var den Ostindiske iligemaade kunde giøres til intet, havde man sat sig for at etablere en nye Handel mellem Holsten og Persien igiennem Moscov, og det efter den Førstelige Raads-Herres Otto Brukmans Anslag. Samme Otto Bruckman havde foregivet, at man lettere og sikkere kunde komme i Possession af den Persiske Silke og anden Indianske Handel ved (803) at lade

Otto Bruckmans Forslag angaaende Handel paa Persien.

Vahrerne føre over Land og de beqvemmeste Rivierer igiennem Moscovien indtil Østersøen, og derfra at føre dem til Skibs til Slesvig eller Holsten.

Hertug Friderik, som fandt Smag udi dette Anslag, skikkede ovenmeldte Otto Bruckman tillige med Oberst Andr. Reusner, Aar 1635 udi Ambassade til Persien, og, endskiøndt adskillige andre vare i Følge med dem, var dog denne Hemmelighed ingen betroed uden til disse tvende Mænd. (a)

Alle forundrede sig over dette vitløftige Foretagende, saasom ingen egentligen vidste hvortil det sigtede, men alle kunde see, at saadant var over Hertugens af Holsten Kræfter, helst saasom der taledes om paa samme Tid at giøre en Canal igiennem Holsten for at bringe de Persiske og Indianske Vahrer med Skibe lige til Vestersøen, hvilket kunde ikke skee uden med uhørlig stor Bekostning, og uden Tilladelse af Kongen af Dannemark, hvis Told og Rettighed udi Øresund kunde ved saadan Canal gandske bortsmældte, ikke at tale om, at der udfodredes store Aarlige Pensioner, saavel til Moscovien, som til Sverrig for Fartens Tilladelse igiennem deres Lande. De Holstenske Gesantere arriverede lykkeligen til Persien, og efter forrettet Ærinde komme

Holstenske Ambassade til Persien.

det Aar 1639 tilbage med et Persisk Gesantskab. Paa Hiemreisen tilbød Bruckman (b) 600000 Rdlr. aarligen til Czaren af Moscov for Fartens Tilladelse, ved hvilken liberal Offerte han fordærvede allting, thi Moscoviterne havde gierne ladet sig nøje med 10000 Rdlr., men bleve allarmerede over saa stor Sums Tilbydelse, saa at de bilte sig ind, at der maatte noget andet ligge skiult derunder. Lige saadan Feil begik han i Henseende til Sverrige, i det han tilbød aarligen 400000 Rdlr. til samme Rige for Passagen igiennem Lifland. De fleste Svenske antoge derfor denne Proposition med Latter, alleene Canceler Oxenstierne holdt for, at man sigtede til noget andet, saasom han holdt Hertug Friderik for en forstandig Herre, der ikke kunde foretage deslige Ting, med mindre han der ved maatte have noget andet i Sigte. (804)

(a) Memoires de Chanut. tom. 2. pag. 42.

(b) Memoires de Chanut. siger 600000 Tønder Guld, hvilket er en Misregning.

Medens Hertug Friderik satt den Deel af Projectet i Verk med den Persianske Handel, hvilket var den Role som ham var given at agere, arbeidede de tvende andre Potentater paa at forrette iligemaade deres Partes. Kongen af Dannemark bragte

Dannemarks og Spaniens Armature.

efter Forbund de 20000 Mænd til Veje, som vare destinerede imod Sverrig, hvorvel det skeede efter ovenmeldte Skribenters Sigelse saa hemmeligen, at ingen merkede det. Han arbeidede iligemaade paa at equipere Floden, at den kunde være i Stand at agere naar fornødent giortes; Kongen af Spanien paa sin Side udrustede en stor Flode, hvorpaa vare 3000 Sadle, og 1200 Hæste, tillige med et stort Antall af nyeligen værvede Soldater, hvilke man skulde debarquere udi Nederlandene, og der igien tage ind de gamle Tropper, som skulde gaae med Floden til Sverrig. Men, da den

Den Spanske Flode bliver slagen.

Hollandske Amiral fik Kundskab om denne Spanske Flodes Ankomst, gik han den strax i Møde, angreb den ved Dunes i Canalen, og ruinerede den totaliter. Derved faldt det heele Project, i sær den Persianske Handel, som skulde souteneres ved Spanske Penge. Otto Bruckman og Reusner vare udi Hamborg, da man fik Tidender om den Spanske Flodes Ruine; Denne Tidende indjog ikke liden Skræk i dem, saasom de derved saae deres Anslag at være giort til intet: Ja Reusner holdt det ikke tienligt at betroe sig udi Hertug Frideriks Lande, raadede ogsaa Bruckman at begive sig andensteds hen: Men Bruckman meenede sig intet at have giort, som han jo vel kunde forsvare, begav sig til Holsten, hvor han strax blev arrestered, og beskyldet at have forrettet sin Legation uforsvarligen, at have stukket en Deel Penge under sig, og at have giort urimmelige Offerter, saa vel til Moscovien, som til

Otto Bruckman halshugges i Gottorff.

Sverrig, hvorved han havde allarmeret samme Lande, og giort dem mistænkelige; Efter saadanne Beskyldninger blev han dømt fra Livet og halshuggen til Gottorff Anno 1640. Oberste Reusner derimod vilde ikke komme til Holsten, endskiøndt han ofte blev citered, men retirerede sig til Sverrig. Hvor der siges, at han en Tid lang holdt dette Dessein hemmeligt; men endeligen udi det Aar 1650. aabenbarede det for Dronning Christina af Sverrig. Saa at det skal være paa hans Relationer og Papirer, som den heele Histories Rigtighed grunder sig.

(805) Saaledes endtes denne store Tragicomœdie, som i mine Tanker endnu maa

Autoris Betænkning over denne heele Historie.

passere for et mysterieux og forblommet Verk, eftersom man intet deraf kand fatte fra Begyndelsen til Enden, helst, saasom det skal være machineret af 3de Herrer, som holdtes for de fornuftigste Regentere paa de Tider. Vel kand ingen sige, at den heele Historie er digtet, efterdi her ere visse Facta, som af alle maa tilstaaes, nemlig den Persiske Legation, og den Spanske Flodes u-formodentlig Ankomst udi Canalen; Men, om Historien hænger saaledes sammen, som den med Assurance fortælles af Monsr. Chanut, Pufendorff og andre, kand man have Aarsag at tvivle formedelst de mange Objectioner, som der udi kand møde, og som synes ikke letteligen at kunde solveres; thi først var det Dessein alt for Chimeriqve og vitløftigt for at entrepreneres af saa fornuftige Potentater. For det andet, synes adskilligt der udi at have været mod samtliges Interesse. Hvad det første angaaer, da var det underligt at ville tænke til at conqvêtere Sverrig paa en Tid da samme Riges Magt og Reputation var paa den højeste Spidse, og end underligere at ville ruinere den Hollandske Ostindiske Handel ved at anrette en Commerce over Land mellem Persien og Slesvig, helst paa Moscoviternes Discretion, i hvis Magt det stod at bemægtige sig Caravanerne saa ofte dem lystede; ikke at tale om, at Vahrerne ogsaa maatte føres igiennem Sverrig, som man tilbød Passage-Penge paa samme Tid, da man agtede at paaføre det Krig. Hvad den anden Post angaaer, da synes det at have været imod Spaniens Interesse midt udi den Nederlandske Krig at føre sine gamle Tropper fra Nederlandene, hvor Krigens Sæde var, for at opofre dem i Sverrig. Ligesaa lidet var det Kong Christians Interesse at tilstede en Canal at giøres igiennem Slesvig eller Holsten, hvorved Farten igiennem Øresund vilde ophøre, og de store Indkomster, som Riget havde af Tolden, forsvinde. Man fatter ej heller, at Hertug Friderik kunde finde sin Regning ved, at de 3 Nordiske Riger igien bleve foreenede under et Hovet. Kort at sige, den heele Historie er u-begribelig fra Begyndelsen til Enden, og kunde med Billighed holdes for en ilde inventered Fabel, hvis der ikke vare visse Facta, som ej kand negtes, (806) nemlig det Persiske Gesantskab, og den Spanske Flodes Armature, hvilke tvende Ting give tilkiende et stort Dessein, skiønt ikke saadant som ovenmeldte Skribentere foregive. Hvis man af de tvende Factis, som tilstaaes, havde formeret saadan Gisning, at den Spanske Flode agtede sig til Østersøen for at conjungere sig med den Danske, alleene udi det Forsætt at hindre saa vel de Svenske Transporter til Tydskland, som Hollændernes Fart igiennem Sundet, og at Hertugen af Holsten paa samme Tid ved en pro forma Ambassade skulde søge at allarmere Hollænderne for at bringe dem des hastigere til at slutte Fred med Spanien, kunde saadan Gisning havt fundet Bifald, og man kunde have fæstet Troe til Oberste Reusners Decouverter; Men med de Omstændigheder, som fortælles, synes det enten, at bemeldte Reusner, for at insinuere sig hos Dronning Christina, haver fortaalt dette Dessein med saadane Omstændigheder som hun helst ønskede saa at være, eller andre have embelleret hans Relationer, og completeret dem for at giøre Tingen des meere odieux.

Dette altsammen vil jeg lade staae ved sit Værd, og begive mig til andre Ting hvorom gives meere Vished. Hvor stor Møje Kongen anvendte paa at befordre Fred imellem Keiseren og Sverrig, sees deraf, at han udi dette Aar affærdigede sin egen naturlige Søn Christian Ulrik Gyldenløve til Stokholm for tillige med Residenten Peder Wibe indstændigen at anholde derom, hvilket ogsaa hans Instruction udviiser. (a) Men denne saavelsom de forrige Formaninger frugtede kun lidet. Hvad indenlandske Sager angaaer, som henhører til det Aar 1638, da finder jeg, at paa samme Tid var nogen

Religions Tvistighed

 i Kiøbenhavn, hvilken rejsede sig af et Skrift, Religions Tvistighed.som den anseelige lærde Herre Holger Rosenkrands havde publiceret. Samme Holger Rosenkrands var Herre til Rosenholm og Skaby, og for sin Dyd og Lærdom en Zirat for den Danske Adel. Denne store Mand, efterat han havde forrettet vigtige Tienester og Legationer, tog omsider Afskeed fra alle Forretninger, paa det at han kunde opoffre Resten af sin Tid paa (807)

(a) Instruct. & Lit. Credential. Christ. Ulric. Gyldenløv. Gluckstad. 28. Julii 1638. Manuscr.

Gudsfrygt og Studeringer. Han havde en særdeles Afsky for den Scholastiske Theologie, samt for Mundhuggen og Ordkrige, drev

Holger Rosenkrandses Lærdom og Caracteer.

alleene paa Praxin, og holdt for, at den sande Christendom bestod udi gode Gierningers Øvelse. Derfor skattede han Arnds sande Christendom højere end alle andre Theologiske Bøger, og vidnede, at han var bleven befriet fra en aandelig Bedrøvelse alleene af bemeldte Bogs Læsning, da intet andet hverken Bøger eller Samtale kunde trøste ham. Den stedsvarende Lærdom, han førte om Praxi og gode Gierningers Øvelse, foraarsagede, at denne store og ypperlige Mand fik adskillige Modstandere, besynderligen Steph. Klotz, Kongelig Superintendent udi det Slesvig-Holstenske, hvilken, saavelsom Theologi paa Universitetet i Kiøbenhavn, censurerede hans Skrift de Justitia & Justificatione bonorum operum, men Rosenkrands forsvarede det med stor Fynd 1638, og tog Lejlighed af denne Tvistighed at skrive den saa kaldte Troens Bekiendelse imod nogle Kiøbenhavnske Theologorum deres Beskyldninger.

Hvor høyt denne Mand ellers formedelst sin store Lærdom, Gudsfrygt og Skikkelighed, har været anseet, kand sees af adskillige saa vel fremmede som indenlandske Skribenteres Vidnesbyrd.

Lige saadan Skiebne havde den lærde Siællandske Biskop Joh. Poul Resen haft

Den Siællandske Biskop Paul Resen beskyldes for Nestorianismus.

tilforn udi denne Konges Tid; thi han blev beskyldet af Mag. Olao Coccio, Sogne-Præst til Nicolai Kirke udi Kiøbenhavn, for at inclinere til Nestorii Lærdom om Christi Person. Over samme Process findes en skreven Protocoll, hvorudi ere indførte de Beskyldninger, som formeredes mod Doct: Resen, item de Spørsmaal, som hans Modstander Mag: Olaus Cock, giorde, og Resenii Svar derpaa; Først blev udi Kongens og Ministrernes Nærværelse paa Rigs-Dagen den 21 Febr. oplæste efterfølgende Beskyldninger. (a)

1. At Doct. Resenius haver brugt Ord og Phraser, som Kiettere pleje at bruge. (808)

(a) Protocollum velitat. Theologicæ inter Joh. Paul. Resen & Mag. Olaum Coccium manuscr.

2. At han har forsvaret Theses om den Hellige Trefoldighed og Christi Menneskelige Natur, som strider imod Troen.

3. At han havde enten forkastet, eller corrumperet Bibelens Sprog, som handle om den Hellig Trefoldighed eller Christi Mandom.

4. At han havde mutileret Cathechismum Lutheri &c.

Og, efter at dette var oplæst, traadde Mag. Olaus Cock frem, givende tilkiende,

Hans Process.

at disse Resenii Vildfarelser havde offentligen været lærte udi 3 Aar, og at mange Fremmede Theologi havde forarget sig derover, hvorudover han meente, at det var hans og andre Geistliges Pligt, at sætte sig i Tide derimod.

Derpaa skreed han til Beskyldningerne, hvilke Resenius besvarede Stykkeviis, og, efter at denne merkelige Samtale havde varet en lang Tid, spurdte Kongen Mag. Cock, om han havde meere at fremføre, hvortil han svarede: Nei. Efter at Resenii Svar var bleven indført udi Protocollen, og nøje examinered, giorde Bisperne nogle Annotationer (a) derover, hvilke Annotationer bleve offentligen oplæste paa Consistorio, hvorved ogsaa Resenius acquiescerede, og lovede ikke at bruge andre Tale-Maader, end de som vare brugelige og antagne udi den Danske Kirke, saa at man seer, at Resenius har været falskeligen beskyldet, og at man intet andet kunde sige ham paa, end at han havde brugt adskillige andre Tale-Maader, hvilke han dog alle Orthodoxe forklarede; Hvorudover ogsaa Udfaldet af denne Process var saaledes, at han blev frikiendt, og Olaus Coccius maatte siden gaae i Landflygtighed. Man kand ellers af denne skrevne Protocol corrigere en Vildfarelse, som findes hos nogle Skribentere, nemlig at Conradus Aslacus var ogsaa een af hans Hovet Anklagere, da tvertimod Protocollen viiser, at Hovet-Anklageren alleene var Mag. Olaus Coccius (b) af hvilken Conradus Aslacus saavel som Doct. Resenius begge bleve citerede skiøndt udi differente Henseelser. (809)

(a) Notæ Episcoporum dat. Hafn. die 19. Julii 1614. Manuscr.

(b) Vid. Protocoll. hvorudi findes disse Ord: primo omnium perlecta fuit citatio ad instantiam Mag. Olai Coccii, Actoris in Doct. Johan. Resenium, & ex coincidentia in D. Conradum Aslacum emissa.

Og saasom jeg her formedelst Lejlighed af den Religions Tvistighed, som i det Aar 1638 rejsede sig mellem Holger Rosenkrands, og de andre Danske Theologos,

Adskillige andre Religions Tvistigheder skiøndt paa differente Tider.

har begyndt at tale om Religions Sager, vil jeg, for at have deslige Ting samlede paa et Sted, melde noget korteligen om alle de andre Stridigheder udi Troen, som ere, skiøndt paa adskillige Tider, forefaldne under Christiani 4. Regiering. Jeg haver tilforn talt om den Norske Student Lars Nielsen, som med sin vilfarende Bog kaldet via Domini eller Himmel-Vey, blev viiset Veien af Riget, hvorfore jeg det her igien ikke vil igientage. Udi Christiani 4. Mindreaarighed blev Jonas Jacobi Venusinus, Professor og Pastor til Hellig Geistes Kirke, mistænkt for den Calvinske Lærdom, hvilken Mistanke han forøgede, da han af egen Myndighed udelod Exorcismum af Daaben, og derfore af de 4 Regierings-Raad blev suspenderet Anno 1688. For samme Lærdom blev ogsaa beskyldt Johannes Canuti Vellejus Pastor til Nicolai Kirke i Kiøbenhavn, og siden Bisp i Fyen. Og, som saadant blev ham overbeviiset Anno 1616, blev han paa en Herre-Dag til Kiøbenhavn dømt fra Embedet og Kiole. Hvorpaa han begav sig til de Calvinske Meenigheder udi Frankrige, og endelig døde til Franeker. Men det, som gav allermest Opsigt, var de Jesuitiske Intriguer, som

Hemmelige Jesuiter blive aabenbarede i Norge.

bleve aabenbarede i Norge, og hvorved samme Rige var bleven bragt udi en farlig Tilstand. Historien deraf er denne: Da Kong Christian Aar 1604 holdt Herre-Dag til Bergen i Norge, besværgede Bisperne sig over, at Landet var opfyldt med falske Præster, hvilke i deres Ungdom havde faaet Romerske Principia paa de Jesuitiske Skoler, men ved deres Tilbagekomst efter deres Læremesteres Raad holdte gode Miner indtil de havde erholdet Præste-Kald i Norge, da søgte de hemmeligen at forplante deres Lærdom, hvilket var des farligere, efterdi de ved deres udvortes Hellighed havde bragt sig i stor Anseelse hos Almuen og vare af Regieringen beskikkede til Siæle-Sørgere. Hvorudover Kongen gav Befalning til Statholderen Envold Kruse, at gaae Bispen af Opsloe Mag: Niels Clausen til Haande, eftersom samme Bisp havde besynderligt vaaget Øje over dem. Bispen efter lang og nøje Efterforskning aabenbarede hvor de fleeste af dem (810) vare, og fik at vide, at en Præst udi Opsloe ved Navn Christoffer Hiort var en af de fornemste, og fandtes ikke langt derfra 5 andre, hvilke alle maatte indstille sig for Herre-Dagen, som 1613 (a) udi Kongens og alle Norske Bispers Nærværelse blev holden i Skeen, hvor, efterat en Samtale mellem dem og fornævnte Bisp af Opsloe var holden paa 3die Dag, de bleve dømte fra deres Kald, Kiole og Midler, og befalede inden trende Solemærker at rømme Kongens Riger og Lande;

Blive straffede.

hvilket sandeligen var den mildeste Straf, som kunde dicteres for saadanne, der offentligen bekiende en Lærdom, og ved Eed forbinde sig til den samme, men hemmeligen lære en anden; thi slige Folk straffes ikke som Kiettere men som Meeneedere og Øjenskalke. Man seer ellers heraf, at Religionens Tilstand havde siden Reformationen aldrig været farligere udi Norge, thi det heele Rige var befænged med disse skinhellige falske Lærere, hvilke have de fordømmelige Principia, at de kunde holde Miner indtil de finge Geistlige Embeder, for med disstørre Eftertryk at kunne forføre Almuen. Saa at det derfore var ikke liden Ære for den Opsloiske Biskop at have udslukket denne Ildebrand; thi de andre, da de mærkede saadan Inqvisition, sneege sig hemmeligen ud af Riget, saa at denne store Jesuiter-Machine paa eengang blev kuldkasted. Dette er alle de Religions U-roeligheder, jeg finder at have været i Dannemark og Norge under denne Konges Regiering; thi den Execution, som skeede paa en Præst ved Navn Hr. Jens Hansen, som blev levende brændt 1611, var ikke formedelst falsk Lærdom, men formedelst Hexerie. (b)

Udi Førstendommene derimod, som gierne plejede at være frugtbare paa

Item udi Førstendommene.

Vildfarelser, formedelst Naboeskab af Tydskland, opvaktes udi det Aar 1607 adskillige Tvistigheder af nogle Vederdøbere. De samme havde indsneget sig i Jylland og Holsten, besynderligen i det Eiderstediske ved Reformationens Begyndelse, som kand sees af Adami Pastoris historie. Möller (c) vidner, at have seet tvende Troens Bekiendelser, hvoraf den første var af Anno 1607 (811)

(a) Varia ad hist. Chr. 4. excerpt. manuscr.

(b) Hegelund Calend. manuscr.

(c) Möller. Cimbr. Literat.

hvilken gav Lejlighed til en Samtale om Religionen imellem Johan Cotten med 3de Anabaptister af Tønningen, og andre

Veder-døbere.

Evangeliske Lærere. Acterne af samme Samtale bleve beskrevne, og findes der endnu en Relation derom in Manuscripto, som bemeldte Möller vidner. Aaret derefter, nemlig 1608, blev en anden Troens Bekiendelse udgiven af Johan Cotten, hvilken foraarsagede, at der blev holden en nye Samtale igien, som varede udi 3 Dage. Udi denne Samtale forsvarede Cotten Vederdøbernes Lærdom med stor Iver, men blev kraftigen igiendreven af den Holstenske Superintendent Johan Fabricio. Efterat Samtalen var endet, bleve Vederdøberne beordrede Anno 1609 at begive sig af det Førstelige Holsten. Dog erholdt Cotten af Hertug Johan Adolf, hos hvilken han var i stor Anseelse, item af hans Søn Friderico 3. saa meget, at denne Forordning blev formildet, og at Vederdøberne blev tilladt Frihed at boe udi det Førstelige Holsten og Slesvig.

Udi det Aar 1622 rejsede sig nye Allarm af en ved Navn Niclas Knudsen en

Nicolai Knudsens Vildfarelser.

Husumer af Geburt, item af hans Tilhænger Hartvig Lohman. Disse tvende lærede adskillige Vildfarelser om indvortes Aabenbaringer, Lovens Opfyldelse, om Chiliasmo og andet; fordømte iligemaade all Rettergang, Rente, lovlig Krig og Eed. Da de bleve erindrede om saadanne Vildfarelser udi offentlige Prædikener af Pastor Habacuc Mejer, og udi Eenrom af Provsten Friderico Damio, men vilde ikke staae fra deres Meening, blev der anrettet en Disputatz eller Samtale med dem af bemeldte

Colloqvium til Flensborg.

Damio paa Slottet udi Gouverneurens Kaij Ahlefelds, samt Borgemesterens og Geistlighedens Nærværelse. Udi samme Samtale blev besynderligen disputeret om Christi Manddoms Paatagelse. Hvorpaa de forlode Staden. Lohman levede 2 Aar derefter til Svabested, og Knudsen kom i det Aar 1624 til Husum. Der blev han offentligen anklaget af Geistligheden, i sær af Peter Danckwerth, mod hvilken han overgav til Borgemesteren en Apologie eller et Forsvars Skrift, og blev saaledes indviklet udi Process med de Geistlige for den Verdslige Rett. Men, førend den blev bragt til Ende, blev han af Hertug Friderik forviiset Slesvig og Holsten, tillige med sin Collega Lohman i samme Aar den 27 (812) Sept: Mellem dem og deres Modstandere bleve vexlede adskillige Strids-Skrifter, som opregnes udi Möllers Isagoge, hvortil jeg vil Læseren henviise. Knudsen begav sig derpaa fra det Hertugdom Slesvig til Hamborg, og der nærede sig med at practisere udi Medicinen. Der kunde han ej heller være i Roelighed, thi, da der kom for Lyset et Skrift under den Titul: Ausführlicher Bericht von der Neuen Propheten Religion, og, han fornam sig i samme Skrift at være regnet blandt Fanaticos, lod han et haardt Skrift udgaae imod Ministerium, hvorudover han af Øvrigheden i Hamborg blev befalet at pakke sig af Staden.

Af oftbemeldte Knudsen blev forført den bekiendte Poëtinde Anna Ovena Høier.

Annæ Ovenæ Höjers Vildfarelser.

Den samme var fød udi det Eiderstædske Anno 1584 af fornemme Forældre, og blev udi det Aar 1599 gift med Herman Høier, Præses udi samme Province, med hvilken hun avlede Børn af begge slags Kiøn. Efter hendes Hosbondes Død, som skeede Anno 1622, søgte hun at fordrive den Sorg, som saadan Skilsmisse havde foraarsaget, ved at læse flittig, og at skrive paa sit Moders Sprog. Udi det Aar 1623. kaldte hun Knudsen til sig, for at raadføre sig med ham udi geistlige Sager, og, saasom hun var meget begiærlig efter at viide nye Meeninger i Religionen, var det ham en let Sag at bringe hende, som en skrøbelig Qvinde, til mange underlige og daarlige Meeninger, saa at hun omsider forlod den Evangeliske Meenighed, slog sig til Anabaptister eller Vederdøbere, og udi hemmelige Forsamlinger søgte at forplante den Lærdom hende var indprentet af Knudsen, hvilken hun holdt for en Prophet, og forsvarede ham imod hans Modstandere udi Flensborg udi et synderligt Skrift paa Vers med saadan Titel: Schreiben von J. O. T. A. an die Herren Titul-Träger von Hendes Satyriske Skrifter.

hohen Schulen M. F. J. und M. F. D. P. auf das Büchlein wider Nic. Knudsen. Hun sparede ej heller den heele Geistlighed, og søgte besynderlig at prostituere de Danske Præster udi et Satyrisk Skrift, kaldet De Dänische Dörp-Pape in korten Tüge up Düdsch (813) uthstafferet von J. O. T. A. Hvor meget hun agtede den bekiendte Sværmer David Georg, lod hun see udi Sluttningen af samme Skrift med disse Vers:

Dit heft juw gesecht

De truw GOttes Knecht

Den gy verdömen.

Siin Lif ist verbrandt,

Siin Seel in GOttes Hand,

Ik darff em nicht nömen.

Formedelst disse Aarsager, da hun merkede, at hun maatte høre ilde udi sit Fædreneland, og saae sig at være forhadt af de Geistlige, begav hun sig til Sverrig. Der levede hun indtil det Aar 1648, og imidlertid faldt til visse Pythagoriske Meeninger, saa at hun vilde ikke omkomme noget umælende Dyr, hvor ringe det end var: til hvilken Ende hun opfødde adskillige Hunde, hvorpaa hun kastede Utøy, at det ikke skulde dræbes og omkommes. Hun døde paa et eenligt Sted, hvor hen hun nyeligen tilforn havde begivet sig, paa det at ingen skulde foruroelige hende i hendes Døds-Time. Hendes Skrifter, saa vel geistlige som moralske og lystige, ere siden sammen sankede, og trykte tilsammen i Amsterdam Anno 1650.

Disse ere alle de Religions Uroeligheder, som ere forefaldne, saa vel i Dannemark, som i Førstendommene i Christiani 4. Tid. Nu maa jeg begive mig til det Aar 1639, efterdi jeg udi dette Aar 1638 finder intet videre at antegne, uden at den navnkundige Siællandske Bisp Doct. Joh. Pauli Resenius døde, og blev succederet af Doct. Jesper Brockmand. Ellers lod hans Majestet udi dette Aar sterkt ved Peder Wibe anholde udi Sverrig om Ægteskab mellem Hertug Friderik og Dronning Christine, men uden nogen Fremgang, som videre skal viises. (a)

Udi det Aar 1639 tildrog sig en merkelig Hændelse. En fattig Bonde-Pige ved 1639 Navn Karen Svends-Dotter fra Østerbye fandt paa Vejen imellem samme Landsbye

Historien om det gyldene Horn.

og Møgel Tønder det (814)

(a) Lit. Chr. 4. ad P. Wibe, Hadersleb. 5. Febr. 1638. Manuscr.

berømte gyldene Horn, som endnu blant de kostbareste rareteter forvares paa det Kongelige Konst-Kammer i Kiøbenhavn. Kongen, saasom han merkede, at Kron-Prindsen fandt en særdeles Behag udi denne Antiquitet, giorde han ham en Præsent der af; Derpaa findes adskillige underlige Figurer af Mennesker, Fugle, Dyr og Slanger. (a) Hvilke adskillige have giort sig Umag at forklare, saa at det har givet Anledning til Tvistigheder blant de Lærde. Kongen lod giøre en Skrue derom, og, paa det man kunde viide at den samme var nye, lod han sætte de Ord der ved: Denne Skrufve er giort af nye 1639. Ellers er at merke, at man ikke maa confundere dette Horn med det saa kaldte Oldenborgske Horn, som ogsaa findes paa det Kongelige Konst-Kammer, og hvilket siges at være offereret den Oldenborgske Greve Ottoni I. af et Fruentimmer, som kom af et Bierg udi det Aar 989. (b)

Udi dette Aar døde adskillige anseelige Mænd (1.) Kongens Cantzler Christian Friis til Kragerup, som 1616. efter den forrige Cantzlers Christian Friis til Borreby hans Død var bleven Kongens Cantzler. Imellem disse Friser var saadan Forskiæl, at den af Borreby var af den Stamme, som kaldtes de sorte Friser, fordi de førte 3 sorte Egner i et sølv Skiold; men den til Kragerup var af de Tafl Frieser, efterdi de førte en Skaktafl i deres Skiold. (2) Albert Skeel, som havde været Rigets Amiral, men var bleven dimittered derfra. (3) Den berømte Historie-Skriver Meursius, som var Professor paa Sorøe Academie. Aaret derefter blev udi den afdøde Cantzlers Sted Christen Thomesen Sehested beskikket til Kongens Cantzler, og blev Just Høg i hans Sted igien Rigs-Cantzler. Og, saasom Tallet af Rigs-Raad udi nogle Aar ved adskillige Dødsfald var bleven formindsked, lod hans Majestet paa eengang beskikke til Rigets Raad Efterfølgende: (1) Oluf Parsbierg, (2) Jürgen Wind, (3) Jürgen Sehfeld, (4) Hannibal Sehsted, (5) Gregers Krabbe og (6) Hans Lindenow. (815)

(a) Mus. Reg. Tab. 4.

(b) Hammelm. Chron. Old. pag. 19. sqv.

Den Bruckmanske Affaire og foromtalte Plan, som foregaves at være giort til Hollands og Sverrigs Nachdeel, hvor selsom og utroelig den kand forekomme, saa synes det dog, at Sverrig og Holland fæstede Troe der til, efterdi de udi det Aar 1640 sluttede Alliance imod Dannemark. Førend jeg gaaer til samme Alliance, vil jeg De foreenede Provinciers Bitterhed mod Riget.viise hvorledes den blev negotieret, thi man seer af samme Negotiation de foreenede Provinciers store Bitterhed, og farlige Desseins imod Dannemark, og Tractaten i sig selv viiser, at de Svenske vare lit bedre sindede imod samme Rige, endskiøndt de vidste at forstille sig lidt meere, saasom de ikke funde deres Regning ved at støde Kong Christian for Hovedet, der af alle Potentater mest kunde hindre deres Progresser udi Tydskland. Endeligen vil jeg forfatte en kort Historie over de Tvistigheder om Tolden i Øresund, eftersom de samme vare en stedsvarende Tønder til den Ild, som truedes med fra Holland, og som dreve de foreenede Provincier stedse at tage Svensk Parti udi denne Konges Tid.

Udi det Aar 1640 blev skikket en Hollansk Ambassade til Sverrig. Samme 1640. Gesantere bleve med stor Pragt imodtagne, Dronning Christina skikkede en Fregat

Hollandsk Ambassade til Sverrig.

at indhente dem, og, da de komme mod Stokholm, bleve de hilsede af 8 Orlog-Skibe. Den 3die Augusti havde de Audience, og da efter aflagde Complimenter begyndte de at fremføre deres Klagemaal over den Øresundske Told, og foregave, at man i Tide maatte søge Raad der imod, og, saasom man med det gode intet havde kundet udvirke, at bruge Magten. Regieringen i Sverrig stillede sig vel offentligen an, som den ingen Lyst havde at brouillere sig imod Dannemark, helst saasom samme Rige havde ingen Anledning givet der til. (a) Men udi en particuliere Audience med Sverrigs Riges Canceler blev dem adspurdt hvad Raad de meenede, at man skulde bruge imod Dannemark, helst saasom samme Rige syntes at have store Desseins fore, og en nøje

De Hollandske Gesanteres selsomme Anslag mod Dannemark.

Correspondence med Spanien. Hvorpaa de Hollandske Gesantere foresloge et selsomt og latterligt Middel som man neppe skulde troe, hvis saadant ikke af Aitzema var anført, nemlig, at arbeide paa at giøre en Passage igiennem (816)

(a) Aitzema tom. 5. pag. 56.

Sverrig fra Nordsøen til Østersøen, og derved giøre Farten igiennem Sundet til intet, et selsomt Project, som ingen kunde falde paa uden de der ingen Kundskab havde om Jorden, men alleene om Havet, og derfore kunde være beqvemmere til at agere Piloter og Styrmænd end Ambassadeurs, hvilket ogsaa Canceleren merkede, og derfor svarede, at saadant var urimeligt, og at man ikke vel kunde giøre en Canal af 100 Miile igiennem Bierge og Klipper, og seer jeg af eet af Christ. 4ti egenhændige Breve, at man længe derefter har skiemtet med dette Forslag ved det Danske Hoff; thi, naar Højstbemeldte Konge taler udi sit Brev om een der bildte sig ind at kunne gaae fra Lybek til Portugal uden at røre de Danske Strømme, siger han: Jeg tænker at hand vyll gaa den nye Vey, som dy Hollænder haffuer ledt op fra Gottenborrig ygiennem Sverrig ind y Østersøen, (a) Da Gesanterne merkede, at de havde taget saa meget feil udi Land-Kortet, proponerede de en Alliance mellem de foreenede Provincier og Sverrig, som fornemmeligen sigtede paa Dannemark, hvilken ogsaa blev sluttet. (b) Af denne Handel sees hvor meget de foreenede Provincier vare ophidsede imod dette Rige i Henseende til det Venskab Kong Christian havde holdet med Spanien, udi hvis Faveur, saavel som for sin egen Interesse, han havde opspændt Tolden saa højt udi Øresund.

Og, saasom bemeldte Told havde ideligen i denne Konges Tid givet Materie til

Den Øresundske Tolds Historie.

Tvistighed med de foreenede Provincier, og den samme foraarsagede, at de udi den paafølgende Svenske Krig giorde Sverrig saa stor Assistence imod Dannemark, vil jeg her korteligen anføre Historien af disse Told-Stridigheder, og det fra Begyndelsen indtil denne Tid. Hansestæderne havde i gamle Dage alleene været Mestere af den Østersøiske Handel, og var det allerførst udi Caroli 5. Tid at Nederlænderne begyndte for Alvor at seile og handle paa Østersøen, hvilket opvakte saadan Jalousie (817)

(a) Epist. Chr. 4. ad P. Wibe Glücksb. 24 May 1641. autogr. Manuscr.

(b) Fœdus int. Svecos & Prov. confœd. sub dato Stockholm die 1. Sept. 1640 apud Aitzema tom. 5. pag. 57. seq.

hos Hansestæderne, at de paaførte Dannemark Krig, efterdi samme Rige ikke vilde hindre Hollænderne Farten igiennem Sundet, saa at man derfore kand sige, at det er ved særdeles Faveur af Dannemark, at Hollænderne ere komne i Possession af denne vigtige Handel. Tolden, som gaves formedelst Fartens Tilladelse igiennem Sundet, var i Begyndelsen ikkun maadelig, og proportionered efter Rigets Udgifter, og Pengenes Vigtighed paa de Tider. Vel er sandt, at der er en anden Passage til Østersøen, nemlig igiennem det store Belt, og man haver Exempler paa at heele Floder have taget den Vej. Men samme Passage er formedelst Grundenes Urigtighed adskillige Vanskeligheder undergiven. Lybekkerne toge engang den Vej, og komme med deres Skibe lykkeligen igiennem ved Hielp af erfarne Piloter. Men, da de paa Hiemreisen ikke vilde betroe dem meere udi samme Farvand, og vilde passere Sundet, maatte de paa engang betale baade for Hen- og Hiemreisen. Den første Tractat om Tolden er den Spiriske, som blev sluttet Anno 1544 imellem Carl 5. og Christ. 3. Derudi foregive nogle at findes en saadan Artikel, at der af hvert Nederlandsk Skib skulde betales en Rosenobel, hvilket er falskt, thi Tractaten melder intet derom, men siger allene, at Tolden skal betales efter Sædvane. Vel have Fremmede paastaaet, at der maatte sættes en viss Taxt, men Kongerne af Dannemark have ikke villet beqvemme sig der til, hvilket sees af de Disputer som derover ere førte med Engeland. At Fridericus 2. meget haver forhøjet den Øresundske Told, sees af de Klager som i hans Tid der imod bleve førte, (a) og forestillede de foreenede Provincier i det Aar 1566. deres Gravamina imod Toldens Forhøjelse, nemlig at et Skib af 100 Læster, naar det kom baglasted fra Holland, gav en Rosenobel, og, naar det kom tilbage med Ladning fra Øster-Søen 2 Rosenobler. Af Viin som kom fra Holland gav man Denne Tolds Vigtighed i Christiani 4. Tid.hver 30de Amme; Og et Skib som var af meer end 100 Læster gav 2 Rosenobler; Denne Told, sagde de, var udi kort Tid bleven forhøjet til 10, 12, 15, ja 30 og 40 Daler. (b) Men udi (818)

(a) Camd. Hist. Elizabeth.

(b) Aitz. tom. 5. pag. 661.

Christiani 4. Tid kom den paa den højeste Spidse, thi, om man kand troe de Amsterdamske Kiøbmænds Udsigende, da blev der i visse Aaringer til Told aflagt den 40de Penge af alle Vahrer, som komme fra Østersøen, og 14 Rdlr. af hver Centener Salpeter, og af andre Vahrer efter Proportion, og have derfore nogle villet udregne den Hollandske Told i et Aar at have beløbet sig til 60 Tønder Guld, hvilket dog synes utroeligt. Den Franske Ambassadeur M. des Hayes siger, at den udi det Aar 1629 eller 1630 beløb sig til 3 Millioner Franske Gylden; og beskriver den at have været, paa den Tid som han opholdt sig udi Helsingøer, saaledes reglered: Eet hvert Skib betalte først efter sin Størrelse fra een til 3 Rosenobler, og til hver Rosenobel blev lagt en Rdlr. og til hver Rdlr. en halv Rdlr. og blev saadan Told aflagt saavel paa Hen- som Tilbagereisen. Derforuden gaves ogsaa Told af Varene, og maatte Kiøbmændene give tilkiende, hvor højt de skattede deres Ladning; Men, som de undertiden satte en liden Priis paa Ladningen, for at slippe med en maadelig Told, afkiøbte Kongen dem nogle gange Varene for hvad de selv skatterede dem; hvilket tvang dem siden til at vurdere Ladningen ligesaa højt, som dens rette Værdie var, og Kongen derudover altid fik den fulde Told. (a) Vist nok er det, at Christianus 4. bragte den saa højt ud, som den kunde udbringes, og at derfore de Hollandske Agenter havde Ordre at lade Skibene gaae tilbage, med mindre der kunde erholdes Moderation. Hvad, som mest graverede dem, var den saa kaldte Souverainetets-Rett, hvorved det stod i Kongens Haand at afkiøbe dem Ladningen for den Priis de satte der paa, hvilket holdt dem idelig udi Frygt, efterdi de ikke torde skatte Ladningen ringere end den var, med mindre de vilde exponere sig til at selge den for ringere end den var værd. (b) Der til blev Kongen dreven ikke saa meget af egen Interesse, som for at favorisere Spanien, hvilken haabede derved at tvinge de foreenede Provincier, thi man seer, at denne store Toldens Forhøjelse begyndte for Alvor de Aaringer 1638 og 1639, da det sterke Venskab var mellem Spanien og Dannemark. (819)

(a) Ambassade de Courmesvin pag. 40.

(b) Ambassade de Courmesvin pag. 152.

|Jeg har ofte tilforn viiset, at ingen Ting laae denne Konge meer paa Hiertet end den Danske og Norske Handels Opkomst, og at han i den Henseende stedse favoriserede Spanien, hvis Handel var af allerstørste Vigtighed. Spanien forundte ogsaa til Vederlag Danske og Norske Undersaattere stor Fordeel, ja det gik saa vit, at der engang var paa Tapetet at accordere dem Monopolium af det Spanske Salt, og maa det være saadan Fordeel, som Kong Christian taler om i een af sine egenhændige Breve med disse Ord: Jeg haffuer i disse Dage faaet Breff fra Hannibal Seested, hvorudi hand rosser mægtig hans Expedition huos Kongen i Spanien, y dett at mine Underdaner y tre Aar maa føre Saaldt Toldfri udaff Hispannien, som kan profitere offuer fem Tønder Guld. (a) Men denne

Foraarsager Hollands Fiendskab.

Herlighed varede ikke længe, thi, som man spendte Buen forhøjt, bleve Hollænderne bragte til saadan Desperation, at de glemte at fegte for deres Frihed imod Spanien, for at anvende alle deres Kræfter imod Dannemark, saa at de Mesures, som Kongen havde taget, faldt ud til Rigets Skade, som siden skal viises.

De Besværinger, som de foreenede Provincier stedse førte imod Riget, og de Trudseler, som de brugte, kunde endda ikke hæve den Forbindelse, som var imellem Spanien og Dannemark; ja man saae udi dette Aar een af Kongens naturlige Sønner, nemlig Grev Christian Ulrik Gyldenløve, at begive sig i Spansk Tieneste. Den samme anlangede udi Martii Maaneds Udgang til Bryssel. Da han havde været der en Tid lang, kom han tilbage med Patenter, og begyndte at hverve en Hob Tropper baade til Hæst og Fods. Men, da han med 580 Ryttere og omtrent 100

Christian Ulrik Gyldenløve omkommes i Spansk Tieneste.

Musqueterer havde lagt sig ved Neustadt, og Meinertshagen, 6 Mile fra Cøln, blev han uformodentlig overfalden af 1000 Hollændere, og bekom udi Trefningen 3 Skud, blant hvilke et igiennem Hovedet, hvoraf han døde efter at han havde forsvaret sig tapperligen, og vegret (820)

(a) Epist. Christ. 4. ad P. Wibe Glucksb. 24. May 1641 autogr. Manuscr.

sig ved at imodtage Quartéer. (a) Udi dette Aar var en stor Ildebrand i Bergen, som lagde fast 2 3die Deeler i Aske.

Ellers aquirerede Hans Majestet et Stykke Land dette Aar ved den sidste Skovenborgske Greves Ottonis 6 Død uden Livs-Arvinger. Dett Hessiske Huus

Kongen arver det Grevskab Pinnenberg.

succederede udi det Greveskab Skovenburg i Vestphalen, og det Oldenborgske Huus udi det Grevskab Pinnenberg. Vel søgte Keiseren at tilegne sig det Pinnenbergske, som et Rigs-Lehn, og forlehnede Hertug Frands Albrecht af Lavenborg der med; Men Kong Christian havde allerede for Grevens Død satt sig udi Possession der af, saa at det Pinnenbergske Grevskab blev deelt imellem ham og Hertug Friderik af Holsten.

Denne Deeling skeede efterfølgende Aar 1641 saaledes, at Kongen fik paa sin 1641.Deel de beste og sig belejligste Stæder, og det ikke saa meget i Henseende dertil, at han var Chef for Familien, som, fordi at han betalede to tredie Deele af den afdøde Græves Gield. De Stæder, som Kongen fik, vare Altona, Pinnenberg, og Uttersen. Hertug Friderik fik Barmstede og Elmshorn, som siden blev given Christian Rantzov for Penge og andet Gods udi Wagrien, og blev giort til et Græveskab. Af denne

Keiserens Protestation derimod.

Acqvisition rejsede en dobbelt Tvistighed imellem Kongen og Kejseren, eendeel, efterdi Kejseren prætenderede, at det heele Grævskab, som et Rigs-Lehn, var ham tilfalden, eendeel ogsaa i Henseende til den Altonaiske Told, hvilken Kejseren enten af egen Mouvement eller andres Tilskyndelse vilde bemægtige sig, og er det rimeligt, at saadant skeede i Faveur af den Stad Hamborg, som frygtede, at saadan Told i Fremtiden vilde af Kongen giøres besværlig for Staden, og derfore heller saae, at Kejseren, som tilforn, tilegnede sig Rett dertil. Kejseren skikkede strax en Coureer fra Regensborg til Glykstad med Befalning, at Kongen skulde holde sig fra bemeldte Told; Han lod ogsaa saadan Befalning publicere udi Hamborg og opslaae den paa Raad-Huuset, men Kongen lod den nedrive igien, saasom Hans Majestet meenede, at Kejseren tilegnede sig en Rett, som ham aldeles ikke tilkom, hvilket han giver tilkiende udi (821)

(a) Aitzema Tom. 5. pag. 91.

en af sine Skrivelser saaledes: Dy erlige Hamborger byder Kejseren for Penge det som intet staar til Kejseren at sælge y det Grevschafft Pynnenberg. (a) Hvor slett Forstaaelse der da var mellem det Danske og Kejserlige Hoff viiser Corfitz Ulfelds slette Modtagelse til Regensborg, hvor han ingen Audience kunde bekomme, under Prætext, at Kejserens Titul udi Creditivet var ikkun Liebe und Würde, hvilket sees af Ulfelds tvende Relationer til Kongen. (b) Dette kand blant andet tiene til et Beviis mod de Svenske Beskyldninger, at der intet hemmeligt Forbund eller Fortrolighed var mellem Kongen og Kejseren paa de Tider, og at de Aarsager, som siden bleve foregivne til den paafølgende Krig, grundede sig mestendeels paa Suspicioner. Det samme kand man sige om den Affaire med Enke-Dronningen af Sverrig, hvilken ogsaa blev indførdt til Krigs Motiv udi det Svenske Manifest. Historien derom er denne.

Højstbemeldte Dronning Maria Eleonora var efter hendes Herres Gustavi

Den Svenske Enke-Dronnings Misfornøjelse.

Adolphi Død bleven misfornøjet med Rigets Raad i Sverrig, efterdi hun blev udelukt fra Regieringen, og sin Dotters den unge Dronning Christinæ Education; hvilket dog efter en fornemme Statsmands Sigelse ikke var at forundre sig over, efterdi hun aldrig havde været vandt til Affaires. (c) Den Salige Konge Gustavus Adolphus havde elsket hende meget, og havde haft stor Behag at see hende pyntet, vilde ogsaa at hun stedse skulde have Omsorg for hans Person, efterdi hun var kiøn og behagelig; Men, saasom hun alleene havde Fruentimmer Qvaliteter, participerede hun intet udi Stats Sager. Efter Kongens Død søgte de Svenske Regierende Herrer at udelukke hende gandske fra Regieringen, sær Cantzler Oxenstierne som ikke kunde lide at nogen participerede udi hans store Myndighed, hvilken Characteer Christian. 4. giver ham udi et Brev tilskrevet P. Wibe udi samme (822)

(a) Epist. Reg. ad P. Wibe Glucksb. 14. Sept. 1641. autogr. Manuscr.

(b) Relat. Uhlfeld. Regensb. 21. 26. og 30. Julii 1641. Manuscr. autogr.

(c) Memoires de Chanut.

Aar, (a) hvorudover hun fattede stor Bitterhed mod dem, sær mod Rigets Canceler Axel Oxenstierne; Men de Mesures, hun tog for at indskrænke samme store Ministres Myndighed, vare af ingen Betydelse, efterdi hun til saadant Verk betienede sig af ringe Personer, som vare alt for afmægtige dertil. Foruden den Jalousie, som de Store bare til hende, var hun ogsaa kun i liden Credit hos Almuen, som holdt for, at hun ved hendes Ødselhed kunde ødelegge Riget, og at det var farligt at betroe hende den unge regierende Dronnings Education, som af hendes Exempel kunde forderves. (b) Over dette og andet havde hun ofte besværget sig, men ingen Satisfaction bekommet, hvorudover hun i det Aar 1640 retirerede sig til Dannemark. Aarsagen til den haarde Medfart, som vederfores hende udi Sverrig, holdtes for at være den Inclination hun bar for Dannemark, og det Forsætt hun havde haft at gifte den unge Dronning

Hun flygter til Dannemark.

Christina med den Danske Prinds Friderik. Hendes Flugt skeede paa saadan Maade: Hun lod giøre fra hendes Kammer en Gang til hendes Lyst-Hauge, og lod bedække Alleerne igiennem Lyst-Haugen med tykke Træer, at hun der igiennem uformærket kunde føre hendes Bagage, og efterat Allting saaledes var tillavet, practiserede hun sig hemmeligen bort, og arriverede lykkeligen til de Danske Grændse-Stæder, og blev bragt til Nykiøbing udi Falster, hvor Prinds Christian residerede, som med stor Pragt tog hende imod, og med stor Bekostning entretenerede hende udi 7 Maaneder sammested. Men, saasom all denne Bekostning laae paa hans Prindselige Højhed alleene, efterdi hendes Paarørende i Tydskland ingen Hielp vilde giøre hende, indrømmede Hans Majestæt hende Wordingborg Slot i Siælland til Underholdning med frit Taffel og 12 Personer til Opvartning. Dronningen tog sig derpaa for at rejse selv til Kiøbenhavn. Dog lod hun Kongen saadant (823)

(a) Epist. Christ. 4. ad P. Wibe Hafn. 3. May 1641. Manuscr. autogr. at Cantzleren intet gierne seer nogen y Regieringen uden sine egne, er inted at thuyffle, hvorfore Marskens Election skall tage paa hans Helbred.

(b) Memoires de Chanut. Tom. 1. pag. 285.

ikke viide, førend hun var paa 4re Miile nær ved Staden. Hans Majestæt, som i Staden ikke vilde imodtage hende,

Taler med Kong Christian.

skikkede Statholderen Corfitz Uhlfeld med 3 Carosser mod hende til Kiøge, hvorfra han lod hende føre til Ibstrup, som den Tid tilhørede Uhlfeld og nu kaldes Jægersborg, hvorhen Kongen ved en anden Gienvej sig forføjede for at imodtage hende sammesteds. Der talede de i 6 Dage sammen. Over dette bare de Svenske stor Fortrydelse, hvorudover Kongen strax søgte at forsvare sin Gierning ved det Svenske Hoff, hvilket sees af hans egenhændige Instrux til Peder Wibe af saadant Indhold: Du skalt hos Dronningen af Sverrig om Audiens anholde og paa mine Vegne

Kongen undskylder sig ved det Svenske Hoff.

anbringe, at efterdi jeg er kommen i Erfahring, at om ded, som Regieringen haffuer skreffuit H. af Holsten til, och jeg intet gierne vylle findis blandt dem, som haffde forladt hindis Fru Moder, daa haffuer jeg nu indrømmet hinder et af mine Husse, hvorpaa hun aff mig med sit Comitat skall forsørgis indtil det bliffuer Verden bekiendt aff hvem hun bliffuer forladt: Hvilket længe siden havde skeed, om jeg ikke haffde fornummen, at det aff Regieringen ikke haffde værit saa heel ilde optagen, at jeg Fru Moderen med mine Skibe lod føre ikke aff Sverrig, mens aff mine egne Lande &c. (a) Og sees deraf, at Kongen havde ikke ladet føre hende fra Sverrig, men alleene givet hende Skibe at føres fra Skaane, hvorhen hun havde flygtet, hvilket han ikke kunde nægte. Men man seer, at slige Forestillinger have intet villet virke hos det Svenske Hoff: thi de Svenske bleve derover saa forbittrede, at de sequestrerede alle hendes Indkomster, og var det ikke uden med stor Nød at hun i dette Aar 1641 paa Brandenborgsk Intercession bekom en aarlig Pension paa 30000 Rdlr. Denne Historie anførdte de Svenske siden blant andre

Sverriges Fortrydelse derover.

Gravamina udi deres Manifest mod Dannemark. Men, endskønt man tilstaar, at de Danske assisterede hende udi (824)

(a) Epist. Christ. 4. Glücksborg 25. May 1641. Manuscr. autogr. at Cantzleren intet gierne seer nogen y Regieringen uden sine egne, er intet at thuyffle, hvorfore Markens Election skall tage paa hans Helbred.

denne Undvigelse, saa kand man dog deraf ikke inferere nogen ond Intention imod Sverrig, men undskylde Kongen at have giort det som han ikke vel kunde dispenseres for, naar han der om var solliciteret af en betrængt Dronning, som var ham paarørende: thi man seer blant andet af et egenhændigt Brev til P. Wibe, at han har været særdeles bevæged over denne slette Medfart. Og exprimerer han sig derudi saaledes: Hun var tilforn all Verdens Forsuaar: nu maa hun leffue af andris Naade. (a)

Medens dette skeede, vare Told-Stridighederne imellem Dannemark og de foreenede Provincier paa deres højeste Grad. Udi Februario af dette Aar begiærede

Told-Stridigheder med Holland.

Hollænderne paa nye, at Tolden maatte modereres, og, hvis det ikke skeede, maatte Hans Majestæt ikke fortænke dem, om de lode deres Skibe convoyere. Herren Staterne lode ogsaa udgaae et Patent, at ingen, uden Skibs og Godses Fortabelse, maatte, førend videre Ordre blev given, sejle paa Norge eller Øster-Søen. Hans Majestet var paa samme Tiid udi Norge, hvorudover hans Søn Friderik Erke-Bispen af Bremen tilbød sin Underhandling imellem hans Fader og Staterne, og det uden Tvivl efter Kongens Tilskyndelse. De Hollandske Gesantere, efterat de havde raporteret dette Tilbud til deres Principaler, og derpaa bekommet Svar, lod Erke-Bispen tilkiende give, at de gierne vilde antage alle Midler, som kunde bruges til at stille disse Tvistigheder, og at de ikke undsloge sig for Erke-Bispens Underhandling udi visse Ting disse Stridigheder angaaende, som om Stædet hvor Conferencerne skulde holdes, og andre deslige Ting, men at der var alt for nær Forvantskab imellem Søn og Fader for at antage ham til Arbiter og Dommer udi Hovet-Stridighederne. Derudi syntes Gesanterne ikke at have megen Urett. De indlode sig derfor ikke udi videre Handel med Erke-Bispen, uden hvad det Udvortes var angaaende, og alleene ved en Missive anholdte hos ham om Tid og Sted at benævne. Men der rejsede sig Disputer over samme Missive, saasom den Bremiske Gesant Tancke vilde ikke imodtage Brevet, efterdi Titulen derpaa var ikkun Høyærværdige in Positivo, da man forlangede den (825)

(a) Epist. Christ. 4. ad P. Wibe Hafn. 3. May 1641. Manuscr. autogr.

Titul af Høyærværdigst in Superlativo gradu. (a) Hvorudover Titulen maatte forandres. Herpaa blev berammet en Conference til Stade, hvor i Hollænderne

Conference til Stade.

paastode, at Tolden maatte sættes paa den gamle Fod, og at man maatte sætte det Spiriske Fordrag af Anno 1544 til Fundament for Tractaterne; hvortil de Kongelige dog ikke vilde beqvemme sig, men lovede alleene, at Kongen vilde lade Tolden blive en Tid lang saaledes som den var udi det Aar 1637. Derforuden blev handlet om nogle Stridigheder angaaende Sejlatzen paa Cola og det Ryssiske Findmarken, hvorfore de Danske forlangede en Recognition. Jeg finder ellers ikke hvorledes denne Congress endtes; jeg seer alleene af Kongens egenhændige Brev til Peder Wibe, at den gik frugtesløs af; thi hans Ord ere disse: Det skal lyste mig at erfahre hvad Regieringen i Sverrig vyll sige dertil, at den Conventus Stadensis er løben saa slett aff. (b) Jeg seer iligemaade, at Kongen, da han merkede, at det var ikke Hollændernes Alvor, befoel Raadet at retirere sig til Glykstad, hvorudover de Hollandske Deputerede lode tilkiende give, at de vare fornøjede med at Tolden i Sundet maatte sættes paa den Fod som den var 1637. Men det kunde ikke bringes til noget Forliig, eftersom Kongen forhen vilde have Satisfaction for adskillige begangne Excesser, som han selv tilkiende giver i et Brev til Peder Wibe, (c) hvorudover Tvistighederne continuerede efterfølgende Aar med den største Hidsighed, indtil Krigen brød ud imellem Dannemark og Sverrig, da Hollænderne, profiterende af Rigets Ulykke, saae sig udi Stand at foreskrive Love, og endeligen erholde det, som de saa længe havde paastaaet.

Den stedsvarende Forbindelse mellem Spanien og Dannemark giorde Portugiserne ikke mindre kaaldsindige mod dette Rige end Hollænderne; thi, som Portugal Aaret tilforn havde rebelleret mod Spanien, søgte Portugiserne at bestyrke sig med Alliance (826)

(a) Aitzema tom. 5. pag. 230.

(b) Epist. Chr. 4. ad Pet. Wibe, Rosenburg 14 Junii 1641 manuscr. autogr.

(c) Epist. Chr. 4. ad Pet. Wibe Glyckstad. 31 Julii 1641. manuscr. autogr.

hos Spaniens Fiender, og finder jeg, at der udi dette Aar gik et Alliance mellem Portugal og Sverrig.Portugisisk Gesantskab til Sverrig. Dette kunde ikke andet end allarmere Dannemark, saasom man kunde befrygte, at Salt-Handelen, hvorom man havde faaet saa fordeelagtige Løfter i Spanien, vilde falde udi de Svenskes Hænder. Dog seer jeg af Kongens egenhændige Breve (a) til P. Wibe, at Hans Majestet skiemter med samme Gesantskab; thi, da det Svenske Skib, som skulde convoyere den Portugisiske Gesant, befandtes ikke at kunde holde tætt, siger han: Det vyll gaa skarn til med dem

Kong Christians Critiqve derover.

y den Spanske Søe. Den Portugisiske Gesant kom dog udi dette Aar lykkeligen til Sverrig, og der sluttede en Alliance med samme Rige. Hvad samme Forbund har indeholdet, og om det har sigtet til Dannemarks Nachdeel, er mig u-vitterligt. Kong Christian raisonnerer derover saaledes udi et egethændigt Brev til oft omtalte Peder Wibe: (b)

Den Portugisiske och Svenske Alliance, och Gesantens trykte Discours ere hinanden heel liige. Den Tiid, det 13 Capitel i Aabenbaringen bleff skreffen, skall der neppeligen haffue værit tænkt paa Cantzler Oxenstierne. Regieringen haffde vell en Drømmer behoff, som kunde drømme dem nogle Penge sammen. Udaf hvilke Ord jeg slutter, at Gesantens Tale maa have været heel højtravend og apocalyptisk. Saaledes søgte Sverrig at styrke sig med Alliancer, saasom uden Tvivl allereede det Tog var beslutted imod Dannemark, som kort derefter skeede.

Førend jeg begiver mig til den Svenske Krig, som begyndte 1643, vil jeg tale noget om hvad Mærkværdigt, som tildrog sig imidlertid. Udi dette Aar 1641 anlagde Hans Majestet en ny Kiøbstæd udi Norge. Han havde nogle Aar tilforn udseet et Sted i Nedenæs Lehn, som kaldtes Sanden, hvor han dette Aar fandt for got at

Christiansands Stiftelse.

fundere en Stad, som han siden kaldte Christiansand; Og blev til den ny Stads Opkomst forordned, at ingen nærmere (827)

(a) Epist. Reg. ad P. Wibe Glucsb. 7 Augusti 1641 autogr. manuscr.

(b) Epist. Chr. 4. ad eundem Hadersleb. 21 Augusti 1641 manuscr. autogr.

end 3 Miile paa hver Side derved maatte handle. Staden kom dog allerførst i Stand 1643, da den bekom sine fornemmeste Privilegier, hvilke siden ere blevne forbedrede af de efterfølgende Konger. Og blev udi det Aar 1686 Bispe-Stolen fra Stavanger Bye, som Aaret tilforn var afbrændt, forflytted til Christiansand. Stiftet, som tilforn kaldtes Stavangers Stift, blev ogsaa siden kaldet Christiansands Stift. Ved denne ny Kiøbstæds Anlæggelse var Kongen selv tilstede udi Norge, som sees af hans egenhændigt Brev til oft bemeldte hans Resident i Sverrig Peder Wibe. (a) Rigets Amiral Claus Daa døde paa samme Tid. Han var bleven Rigs-Raad 1625, Rigs-Amiral 1630, og Aaret derefter Gesant udi Holland. (b)

Udi det Aar 1642 kom til Dannemark en anseelig Ambassade fra Moscovien, 1642.bestaaende af 80 Personer. Denne Ambassade var ikke mindre selsom end den

Moscovitisk Gesantskab.

forrige, hvorom tilforn er talt. Da Gesanterne bleve bragte ind udi Audience-Salen paa Slottet, og der saae Kongen siddende paa sin Throne med Krone paa Hovedet, og Scepter udi Haanden, forlangede de, førend de frembragte deres Ærinde, at Hans Majestet vilde rejse sig af sit Sæde, foregivende, at Deres Høje Principal førdte sig saaledes op mod Danske Gesantere. Dette Forlangende kom Kongen i Begyndelsen

Deres underlige Forlangende ved Ceremonialierne.

underligt for, hvorudover han strax ikke vilde beqvemme sig dertil; Dog eftertænkte han, at han havde med Orientalske Folk at bestille, som havde deres egne Moder, og rejsede sig omsider op af sin Throne, men satt sig strax ned igien, hvorudover ogsaa Gesanterne forlangede Stole, som bleve dem tilbragte. Efterat denne første Scene saaledes var spilled, bragte de deres Propositioner frem, som bestode først udi at begiære Fornyelse af de gamle Alliancer mellem Dannemark og Rysland: Men forlangede derhos noget som var end meere selsomt end forrige Begiæring, nemlig, at ved den ny Tractat, som skulde forfattes, Czarens Navn udi begge Copier maatte sættes for Kongens, sigende, at Kong Friderik den 2den havde uden Difficultet beqvemmet sig dertil. De Danske svarede (828)

(a)                  Lit: Chr: 4. ad P. Wibe Friderichsb. 15 Julii 1641. manuscr. autogr.

(b)                 Concio funebr. Joh. Michael.

dertil: at saadant var ikke brugeligt ved noget Europæisk Hoff, og at der var ingen Konge eller Første, som jo satt sit Navn først i det Skrift, som han udstedde til en anden; De vidste i det øvrige ikke om saadant var skeed udi Frider: 2. Tid, og, om end saadant kunde beviises at være skeed, saa maa det være skeed ved Secretairens Forseelse, saasom det er ikke troeligt, at en saadan Konge som Fridericus 2. skulde have beqvemmet sig dertil.

Men disse Gesanteres Hoved-Commission var at foreslaae en Mariage mellem den Moscovitiske Princesse Irene, og Kongens Søn Grev Waldemar, som han havde

Forslag om Ægteskab mellem en Ryssisk Princesse og Grev Waldemar.

avlet med Frue Christina Munk. Dette Forslag rimede sig gandske lidt med forrige Højhed, saa at disse Gesantere fulde fra en Extremitet til en anden; thi, endskiønt Grev Waldemars Moder var ægte-viet med Kongen, saa var det dog kun et Ægteskab som man kalder til den venstre Haand, og hvoraf de Børn, som avles, ikke ansees som Kongelige Prindser. Kongen fandt saadant Parti honorabelt, og veigrede sig ikke derfor, hvis han kunde overtale Greven til at gifte sig med en Ryssisk Princesse. Og, som Greven fandtes ikke u-villig dertil, begyndte man at handle videre om den Sag, og blev Peder Marcelius skikked til Moscovien for at befordre den samme. Da han kom tilbage, blev Alting giort færdigt til Grev Waldemars Rejse, og blev ham

Grev Waldemar rejser til Moscow.

givne tvende Gesantere til Gelejde, som var Oluf Pasberg og Steen Bilde, med hvilke han gik til Vands først til Riga, som sees af Kongens Brev til P. Wibe om hans Rejses Befordring igiennem de Svenske Provincier, (a) kom til Moscov den 21 Januarii 1644, og blev med stor Pomp modtagen. Men, da Grev Waldemar paastoed, at Bilageret maatte gaae for sig, begiærede Moscoviterne, at han vilde lade sig omdøbe efter den Ryssiske Kirkes Maade, og foregave ydermeere, at, efterdi han udi sin første Hilsen havde kysset Czarens Scepter, var han forbunden udi alle Maader at være ham lydig. (829)

(a) Lit. Chr. 4. ad P: W: Glucsb: 14 Sept: 1643. manuscr: Udi samme Brev kalder Kongen ham Greve til Slesvig og Holsten.

Da nu Waldemar fornam Ryssernes Henseende, (a) satt han sig for hemmeligen

Hans Avantures sammesteds.

at forlade Moscovien, og til den Ende lavede sig til med 3 af sine Mænd at søge Vejen til Polen. Men, da han mod Aftenen var kommen til Stads-Porten, blev han kiendt, og forbuden at reise videre; Herudover agtede han med Magt at trænge sig igiennem, men han blev ilde medhandlet, og ført tilbage igien til sit Herberge, hvoraf hans Tiennere brøde ud, og omkomme nogle Moscovitere. Derefter blev Waldemar haardt forvaret, saa længe som Czaren levede. Men, som Aaret derefter Michael Feodorowitz døde, kom han paa fri Fod igien; Thi den nye Czar Alexius Michaëlowitz bevidnede, at dette rørte ham intet, og strax lod ham herligen beskienke, og sætte udi Frihed; Dog ej uden med de Vilkor, at han maatte først give en skriftlig Forsikkring fra sig, ikke at øve noget fiendtligt imod Moscovien.

Saasnart han var kommen løs igien, tog han Vejen til Polen, og blev hæderligen modtagen af Uladislao 4. Kongen af Polen udi Varskow, kom derefter incognito under det Navn af en Meklenborgsk Edelmand til Hamborg, og saa videre. Hvad Fata samme Waldemar siden havde, og hvorledes han af Misfornøjelse forlod Riget udi Kong Friderik den 3dies Tid, derom findes adskilligt udi M. Chanuts Memoires.

Udi dette Aar 1642 giorde alle store Øjen over Dannemarks Krigs-Rustninger, saasom paa Rigsdagen udi Kiøbenhavn, som blev holden i Februario, blev besluttet at bringe paa Beenene en Krigs-Hær af 14000 Mænd, og at lade 15 Orlog-Skibe gaae i Søen, som skulde formeeres med 12 Norske Defensions-Skibe, hvilket ogsaa skeede, saa at man mod Foraaret havde færdig en Flode af 26 Skibe, som skulde løbe udi Østersøen. 14000 Musketter bleve kiøbte udi Hamborg, og den Svenske General

Kong Christians stærke Armature.

Major Pfuel, som da havde begivet sig i Dansk Tieneste, hvervede Folk allevegne i Tydskland. Ingen vidste hvor hen man med denne store Armatur sigtede, sær saasom, hvad paa Rigs-Dagen var besluttet, blev holdet gandske geheimt. Sverrig blev i sær der over allarmered, og det ikke uden Aarsag, efterdi Kong Christian agtede (830)

(a) Pufend: Comment: de reb: Svec: lib: 16 pag: 555.

at paatage sig Kreds-Obersts Amt udi det Nedersaxiske, og at holde sammesteds i Bereedskab en Armée af 10000 Mænd, som skulde føre Navn af den Nedersaxiske Kreds Armée, hvorfore ogsaa de Svenske lode bestyrke deres Krigs-Magt med 8000 Mænd. Hvad den Danske Flode angik, da meenede man, at den var destinered mod Frankrig i Faveur af Spanien, med hvilket Rige Kongen Aaret tilforn havde sluttet en Tractat ved Hannibal Sehsted. (a) Men, som paa samme Tid Kong Christian begyndte at

Aarsag dertil.

fornye Freds-Tractaterne mellem Sverrig og Keiseren igien, merkede man, at all denne Armatur sigtede kun at viise de stridende Parter, at hans Mediation var ikke at foragte, og at bringe de Svenske til for Alvor at fatte fredelige Tanker, saasom han med blotte Ord, og saa mange Aars Solicitationer intet havde kunnet udvirke; thi der blev intet andet foretaget, hvorvel de Svenske anførte siden Aaret derefter saadant som en Motif til Krig mod Dannemark.

Udi dette Aar døde Rigets Marsk Jürgen Urne, som havde forvaltet det Æmbede fra 1632, og blev i hans Sted beskikked Anders Bilde. En anden anseelig Person, som i samme Aar døde, var den store og berømmelige Holger Rosenkrands, hvilken var brugt udi adskillige vigtige Forretninger, og formedelst sin Lærdom var en af de

Holger Rosenkrandses Død og Legata.

anseeligste Mænd i Norden paa de Tider. Han var ikke alleene selv lærd, men anvendte ogsaa alle muelige Midler til Lærdoms Forfremmelse. Til den Ende legerede han en Capital paa 2500 Rdlr., hvis aarlige Renter skulde gives til en ung Persons udenlands Reiser. Til det udi Odense oprettede Gymnasium gav han 1000 Rdlr. Til Aarhuus Skole-Børns Underholdning 1000 Rdlr. Til hans egne Bønder-Børns Lære og Underviisning gav han Bønder-Gaarde med all deres Herlighed, foruden adskillige andre mindre Donationer. Han døde i hans Alders 68 Aar. (b) (831)

(a) Samme Tractat, som er datered den 19 Martii 1641, og underskreven af Hannibal Sehsted og Don Gasparo Gusman indeholder dog intet, uden hvad Commercen angaaer, med mindre der havde været geheime Artikle, som ere udeladte af den skrevne Copie, som jeg har haft i Hænder.

(b) Concio funebr: Olai Wind:

Videre døde ogsaa paa samme Tid Rigets Raad og Befalningsmand paa Hindsgaffl Hans Lindenov, (a) Item Palle Rosenkrands Befalningsmand over Nykiøbings og Aaleholms Lehn, hvilken signaliserede sig synderligen i den Calmarske Krig, da han førdte den Kongl. Lif-Fane og var den første paa Volden, da man løb Storm til Calmar. (b) Sten Gabriel Laxmand, udi hvilken, saasom han ingen Børn efterlod sig, (c) den Laxmandske Familie maa være udslukt.

Nu træder jeg til den Svenske Krig som begyndte Anno 1643, og endtes ikke 1643.uden med Dannemarks merkelige Forliis og Skade, skiøndt man kand sige, at den

Oprindelse til den Svenske Krig.

tynde Skiebne, som Kongen havde paa sin gamle Alder, contribuerede af all Ting allermest til det store Navn, som han har erhvervet i Historien; thi intet var meere forunderligt end at see en saa bedaged Herre, nu i Spidsen af en Krigshær, nu igien paa et Orlog-Skib at affrontere sin Fiende, og at løbe som en Liunild, nu igiennem en, nu igiennem en anden Province for at giøre Anstalter, og at opreise de faldne Sager; Saa at hans Fiender selv tilstaae, at det var næst Gud ved denne gamle Herres Hurtighed, Bravoure og Bestandighed, Riget endda ikke geraadede i større Ulejlighed. Men, førend jeg skrider til denne Krig, vil jeg korteligen forestille hvorledes Conjuncturerne vare tilforn mellem Dannemark og Sverrig, og hvilke Tvistigheder udi de forrige Aar vare forefaldne, paa det at man der af kand see Krigens rette Aarsager.

Medens Kong Christian betienede sig af den langvarige Fred til at forfremme

Hvorledes Conjuncturerne vare i Norden førend Krigen begyndtes.

Handel og boglige Konster, item at styrke og zire Rigerne med Fæstninger, og skiønne Bygninger, vare de Svenske under deres tappere Konge Gustavo Adolpho af et maadeligt og uanseeligt Folk bleven en Skræk for alle deres Naboer. Thi, da Kong Christian havde sluttet den Lybske Fred med Keiseren, og de Nedersaxiske Stænder fornumme i hvilken Fare deres Religion og Frihed stode, saae de sig om fremmed Hielp igien. Hos Kong (832)

(a) Epist. Chr. 4. ad Pet. Wibe Glucsb. 7. Augusti 1641. Manuscr. autogr.

Christian var ingen meer Undsættning at forvente, saasom de selv ved deres Kaaldsindighed og Frafald havde givet ham Aarsag til Fortrydelse, og bragt ham til at indgaae Neutralitet, og ikke meer at indvikle sig udi den Tydske Krig. Herudover kastede de deres Øjen til Sverrig, og formaadde Gustavum Adolphum at tage sig det betrængte Protestantiske Tydskland an. Højstbemeldte Konge, efter at han havde ført lykkelig Krig med Polen, og giort Stilstand med samme Rige, beqvemmede sig dertil, og i en Hast havde saadan forunderlig Fremgang, at han forflyttede Krigen til de Kejserlige Arve-Lande, saa at ikke allene Keiseren og Spanien hans Fiender zittrede og bevede, men hans egne Allierede selv, og det mægtige

Tilstanden mellem Dannemark og Sverrig i Gustavi Adolfi Tid.

Frankrige saae ham an med skeele Øjen. Men denne store Konge, efter at han som en vældig Strøm havde oversvæmmet heele Tydskland, omkom 1632 udi det Slag ved Lützen, og ved sin Død bragte Sagerne udi stor Forvirring. Mellem denne Konge og Kong Christian den 4. havde været temmelig god Forstaaelse siden den Siørødske Fred: Thi den Jalousie, som gierne regierer mellem store Naboer, var ikke mægtig til at sætte Splid imellem disse Konger, hvilke begge admirerede Dyden, hvor de fandt den endogsaa udi deres Fiender. Den Svenske Skribent Pufendorff vidner, at Gustavus Adolphus agtede ingen Konge saa højt som Christ. 4., og, at han allene beklagede at de vare Naboer. Vel er sandt at adskillige Tvistigheder opreisede sig mellem begge Rigers Indbyggere, og at disse store Konger undertiden fattede Mistanke til hinanden; Men disse Tvistigheder bleve altid bilagde, og begge Konger havde paa adskillige Tider tvende fortroelige Samtaler med hinanden, hvorfra de skildtes meget venligen. Kong Christian indrømmede de Svenske Straalsund, og tillod en stor Deel af sine Tropper, efter den Lybske Fred, at gaae udi Svensk Tieneste. I det Øvrige sad Hans Majestet stille, medens Krigen blev fortsatt udi Tydskland, og alleene tilbød nogle gange sin Mediation til de stridende Partier. Saadan var Tilstanden mellem de Nordiske Riger udi Gustavi Adolphi Tid.

Efter den store Gustavi Død bleve Conjuncturene temmeligen buntede for de Svenske udi Tydskland; thi de Protestantiske Førster (833) udi Tydskland bleve derover gandske nedslagne og forvirrede, eftersom de ikke vidste, hvem at de skulde betroe saadant stort Verk at udføre; Ja der reisede sig Misforstand saavel imellem dem selv indbyrdes, som imellem dem og de Svenske, hvilke de ikke vilde unde det Directorium udi Krigen, som de havde givet deres Konge. Der fandtes og de, som foregave, at

Den Svenske Magts Flod og Ebbe udi Tydskland.

det Forbund, som man havde giort med Gustavo Adolpho, ophørede ved hans Død, og at de med egen Magt vilde fortsætte Krigen, meenende, at den Fremgang, de hidindtil havde haft, reisede sig ikke saa meget af Sverriges Magt, som af Gustavi kloge Anførsel. Men ingen var udi større Forvirrelse end de Svenske selv, som vare udi et fremmed Land, hvor deres Allierede vaklede, og de selv vare uden Hovet. Udi disse Conjuncturer tilbød Christianus 4. sin Mediation, og tillige med ved Christian Pentz foreslog Mariage mellem Gustavi Adolphi efterladte Printzesse Christina, og den Danske Prinds Ulrich, hvilket ikke kunde ansees andet end en Merite; i det ringeste er det ikke Tegn til Fiendtlighed at handle om Fred for Folk, som er i en forvirred Tilstand. De Svenske toge, efter deres egne Skribenteres Vidnesbyrd, dette Tilbud med Kaaldsindighed an, saa at det Mode, som var berammet til Breslau 1633, løb frugtesløst af. Og begyndte de Svenske siden meer og meer at bortkaste fredelige Tanker, og at undslaae sig for at antage Dansk Mediation, da de erholdte en og anden Fordeel imod de Keiserlige igien, og de Tydske Stænder indlode sig udi et nyt Forbund, hvorover Directorium blev betroet til den Svenske Canceler Oxenstierne, som Sverrigs Administrator, hvorvel man søgte at indskrænke det ved et reglered Raad af de Tydske Stænder, som blev kaldet Consilium Formatum, og som skulde residere til Frankfurth am Mayn.

Imidlertid lagde Kong Christian armerede Skibe ved Ruden, eendeel for at

Christiani 4. Conduite medens de Svenske førte Krigen i Tydskland.

fodre Told af Straalsunderne, eendeel og for at viise de Svenske, at han kunde afskiære dem Communication mellem Sverrig og Tydskland, hvis han vilde skride til Fiendtlighed. Dette allarmerede ikke lidet de Svenske, skiøndt Udgangen viisede, at Kongen ikke andet intenderede end at viise at han var (834) en Potentat, hvis Mediation og Underhandling ikke var at foragte; thi Søe-Magten havde aldrig været udi bedre Stand end under Christiano 4., saa at ingen paa de Tider kunde hindre hans Flode at spille Mester udi Østersøen.

Saaledes vare Conjuncturerne indtil det fatale Slag ved Nørlingen, som skeede udi det Aar 1634, hvor 6000 Svenske bleve paa Vallstedet, og en anseelig Hob blev fangen. Dette Slag syntes gandske at ville giøre Ende paa de Svenskes Herredom udi Tydskland, og er det ingen Tvivl paa, at, hvis Kong Christian da havde villet erklære sig imod dem, deres Sager neppe havde kundet reise sig igien. Men Kongen, endskiøndt han ideligen blev solicitered om at træde i Forbund med Keiseren, og store Løfter blev ham giorte, vilde han dog ikke beqvemme sig dertil, men offererede sin Mediation paa nye, hvor af man klarligen seer, at intet laae denne Konge meer paa Hiertet, end at sætte Tydskland i Roelighed igien. De Svenske bleve da efter denne Ulykke tilbøjelige til Fred, saa at de ikke alleene giorde Ansøgning hos Kong Christian om hans Underhandling, men tilstedde ogsaa Prinds Friderik, efter den Bremiske Erke-Bisps Død, at sætte sig i Possession af det Stift Bremen. Men da fandtes de Keiserlige igien uvillige, saasom de meenede ingen Mediation at behøve, men med Sværdet at giøre Ende paa Krigen, saa at Kong Christian alle Tider fandt en uovervindelig Vanskelighed i Fredens Befordring. Dette altsammen nægte vel ikke de Svenske Skribentere, men de holde der imod fore, at Kongen med saadan Flid agerede Mediateur ikke saa meget af Kierlighed til Fred, som for at mage det saa, at Tydskland paa en god Maade kunde renses fra de Svenske, og at man kunde fornøje dem med en Sum Penge til Krigens Bekostning; Dette synes ogsaa at have været

Kong Christians Hovedsigte ved at mediere Fred mellem Keiseren og Sverrig.

Kongens Hovetsigte, thi det var aldeles ikke Dannemarks Interesse at disse stridbare og entreprenante Folk skulde etablere sig stedse udi Tydskland, og derved omringes paa alle Sider. Den tilkommende Tid har ogsaa viiset, hvor højt skadelig saadan Etablissement har været for Riget; hvorudover man kunde ikke fortænke denne fornuftige Konge, om han ved sin Underhandling søgte alleene at bringe det dertil, at (835) den Protestantiske Religion, og de Tydske Stænders Frihed kunde sættes i Sikkerhed, og de Svenske kunde indemniseres for de Omkostninger som vare anvendte paa Krigen, helst som de Svenske selv foregave, at Gustavi Tog til Tydskland var alleene skeed udi den Henseende. Saa at derfore, naar Kongen syntes at favorisere Keiseren, var det hverken formedelst Interesse (thi han forkastede ofte store Løfter) ej heller af Kaaldsindighed i Henseende til den Protestantske Religion, og de Tydske Stænders Frihed, men alleene at Sikkerhed for Religionen og Frihed kunde til Veje bringes uden Sverrigs Etablissement paa den Tydske Bund, og, naar han syntes at favorisere de Svenske, var det for at hindre, at Religionen og Friheden udi Tydskland ikke skulde abandonneres til den forrige Skiæbne. I den Henseende var han Svensk, naar de Keiserlige havde Overhaand, og Keiserlig igien, naar de Svenske spillede Mestere, og gav tilkiende, at det var ikke just for de Tydske Stænders Skyld at de førede denne Krig. Ja, at han ikke gierne saae, at de Svenske skulde komme paa Knæe udi Tydskland, sees af et egenhændigt Brev til Peder Wibe, hvor udi han viiser hvad de Svenske kand være tienligt til deres Krigs-Hærs Conservation, sigende: Kunde dy Svenske ved deris Ministrer og Pensionarier i Tydskland overtale de Tydske Soldater, som findes i deris Tieneste at bliffue i Tienesten paa den Maneer dy hidindtil været haffuer, daa haffde dy Gaffn deraff. (a) At Kong Christian saadant eene har haft for Øjene, viise all hans Demarches fra Gustavi Adolphi Ankomst til Tydskland indtil denne Tid. Saaledes lod han i Begyndelsen ikke allene heele Regimenter, som han aftakkede, gaae i Svensk Tieneste, men endogsaa tilstedede sin egen Søn at lade sig indrullere udi Gustavi Krigs-Hær, og continuerede dermed indtil han fornam, at de Svenske havde andet udi Sigte, thi da begyndte han at blive meere kaaldsindig, skiøndt saadan Kaaldsindighed aldrig kunde bringes virkelig til Fiendtlighed, hvilket de Svenske Skribentere selv maa tilstaae. Kort at sige: Christ. 4. negotierede disse Sager ikke alleene som en fredelig, (836)

(a) Epist. Chr. 4. ad Pet. Wibe Glucsb. 7. Augusti 1641. Manuscr. autogr.

men endog som en habile Konge, saaledes, at han tillige med den almindelige Fred havde stedse sine egne Rigers Sikkerhed for Øyene; thi, at ville sige, at han undte de Svenske alt hvad de kunde faae i Tydskland, naar kun en hastig Fred derved kunde erhverves, er noget, som jeg vil overlade Hyklere og Smaarotzere, der skrive allene for dem selv, og ikke give os tilforladelige Historier. Naar man derfore legger dette til Grundvold i de Danskes og Svenskes Tvistigheder, falde alle de Sidstes Argumenter af sig selv, med mindre de ville sige, at Kongen med et gott Hierte burdte see paa at de Svenske etablerede sig paa den Tydske Bund, og der ved satte Dannemark Kniven i Struben.

Alt dette bekræftes meere af efterfølgende Opførsel. Da de Keiserlige efter den

Det samme vitløftigen deduceres.

erholdte Sejer søgte paa nye at bringe Kongen til at træde i Forbund mod Sverrig, og tilbøde ham den Øe Rygen, samt Ober-Herskab over Nord- og Østersøen, veigrede han sig ved at imodtage slige Tilbud, men continuerede stedse med sin Mediations Tilbydelse, (a) og til den Ende at beramme Moder nu paa et nu paa et andet Sted, skiøndt forgiæves, thi, eftersom de Svenske ikke alleene reisede sig igien efter det Nørlingske Slag, men paa nye begyndte at spille Mestere, saa bleve de meere og meere vanskelige til at bringe til Forliig, uden paa haarde og besværlige Conditioner, saa vel for Tydskland, som dets angrændsende Naboer. Hvorudover ogsaa Kongen stillede sig an, som han vilde tage andre Mesures, og begyndte ikke alleene udi en højere Tone at trænge paa Freden, men endogsaa udi Aaret 1638 lod sig antage til Kreds-Oberst udi den Nedersachsiske Kreds, og oprettede et Neutralitets Corpo til Fredens Befordring, skiønt Udgangen viiser, at hans Intention ikke var at bryde med Sverrig, efterdi alle de Mouvemens, han giorde, sigtede kun til at facilitere den Plan, som han fra første Begyndelse havde formeret sig, saaledes, at de Ting kunde erholdes, for hvis Skyld Krigen var begyndt, nemlig Religionens Sikkerhed, og de Tydske Stænders Frihed, og at de Svenske tillige med kunde bekomme en billig Satisfaction, alleene naar den ikke bestod udi Tydske Provinciers Cession, som (837)

(a) Puf. Comment. de reb. Svec. Lib. 8. §. 60.

ikke kunde skee uden Forkrænkelse af andres Rett og Fare for den tilkommende Tid, hvilket Kongen forud har ominered, som sees af hans egenhændige Breve, (a) og Udgangen har viiset, at hans Frygt ikke har været uden Grund, thi alle de Provincier, som Sverrig ved Freden siden bleve indrømmede, maatte ved Magt tages fra de rette naturlige Herrer eller deres Arvinger, og mistede ved samme Lejlighed Prinds Friderik, som Erke-Bisp af Bremen, ogsaa sit Stift, som maatte seculariseres, og under det Navn af Førstendom cederes til Sverriges Krone. Ja heele Tydskland, saavel som Dannemark, have siden følet sørgelige Virkninger deraf. Saa at man derfore kand sige, at Dannemark ikke havde meget forsyndet sig, om det virkeligen havde spillet prævenire, og ved Lejlighed brugt sin Magt i Steden for at viise den alleene. Jeg tilstaar vel, at det foromtalte hemmelige Forbund mellem Spanien, Dannemark og Hertug Friderik, synes at have ført noget meere med sig, end simulerede Trudsler, til Fredens Befordring. Men jeg har tilforn viiset, at samme Forbund er endnu et Mystere, og end langt meere paa de Tider, thi man seer, at de Svenske have intet villet melde derom udi deres Manifest; Ja, da, kort der efter, det Hollandske Gesandskab udi Stokholm opmuntrede Sverrig til Krig imod Dannemark, svarede de Svenske Ministrer, at Dannemark havde ingen Aarsag givet dem der til, hvilket den Hollandske Skribent Aitzema selv tilstaar med disse Ord: De Sweetsche seyden, dat Dennemarck gaf haer geen offensie. (b) Saa at derfore, hvor megen Umage den Svenske Skribent Pufendorff giør sig for at legitimere de Svenskes Indfald udi Holsten 1643, saa er dog hans Plaidoyer saaledes indretted, at man grundeligen deraf kand viise Krigens Urettfærdighed, thi det maa han og alle tilstaae, at Dannemark udi 13 samfælde Aar sadd stille, uden at betiene sig af nogen Slags forefaldende Conjuncturer, og uden at lade sig indtage af de største Løfter, endskiønt samme (838)

(a) Epist. Chr. 4. ad P. Wibe Gluscb. 27. May autogr. Manuscr. Ordene ere disse: Ded Kongerige Danmark vil komme i stor Fare, om dy Svenske skulle erlange saadan Fred, som kom dem til Pass.

(b) Aitz. Tom. 5. pag. 56.

Rige havde aldrig været udi bedre Stand til at tentere store Ting, end under denne Konge, med mindre man vil kalde Fiendtlighed smaa forefaldne Ting, som for Exempel, at et Dansk Skib, der laae ved Ruden, provianterede udi det Aar 1638 den Festning Wolgast, som var belejred af de Svenske, hvilket beviisedes at være skeed uden Kongelig Ordre, item at nogle Svenske Skibe eengang bleve arresterede for Lurendrejerie udi Sundet. Dette er gandske vist, at just paa den selv samme Tid, som de Svenske stillede sig an, som de ville antage Kong Christians Underhandling, og giorde Dannemark de beste Miner, ja caresserede den Danske Resident udi Stokholm meer end nogen Tid tilforn, (a) sluttede de Forbund med Holland mod samme Rige, og lovede Hamborgerne hemmelig Assistence imod Kong Christian, ja just paa samme Tid giorde de under deres Felt-Herre Torstenson det store Indfald i Holsten. Om nogen vil ellers forekaste mig, at jeg her heller agerer Advocat end en Historicus, da kand jeg svare: at 1.) denne heele Recit er udtagen af Svenske Skribentere selv 2.) at alle fremmede upartiske Autores ere af samme Tanke med mig, og tilstaae, at Sverrig begyndte denne Krig uden billig Aarsag allene af Politique, at de kunde blive skildte ved en Mediateur, der sigtede alleene til at erhverve Tydskland en sikker Fred, og at de Tydske Førster, udi hvis Faveur de Svenske havde giort dette Tog, ikke skulde see deres Lande at blive deres Allierede til Bytte, som siden med de sammes store Lamentation skeede. Dette var Sigtet af denne Freds Forhandling, hvilket sees af Hans Majestæts stedsvarende Formaninger til Sverrig sær af det aabenhiertige Brev, som han 1639 tilskrev Dronning Christine, hvorudi findes disse Ord: Det er vell at beklage, at de Vaaben, som Eders Kongl. Herr Fader havde optaget til de Evangeliskes Defension, nu paa nogle Aars Tid til intet andet ere brugte end til deres Oppression, (839) Desolation,

(a) Memoires de Chanut tom. 1. pag. 213. qui ne fut jamais tant caressé, que la veille, qu’on declara la guerre à son Roi. (839)

og Udmattelse, hvilket kand drive de Protestantske Førster til desperata Consilia. &c. (a)

Dette er en kort Relation om de Ting som vare forefaldne for Krigen: Nu vil jeg træde til Beskrivelsen af samme Krig, hvilken, naar man overvejer Conjuncturerne, kunde ikke andet end have slett Udfald for Dannemark; thi paa Sverrigs Side

Aarsag hvorfor denne Krig kunde ikke falde lykkelig ud for Dannemark

blev en Krig begyndt, som længe tilforn var præmediteret; Dannemark derimod havde aldrig levet udi større Sikkerhed, hvilket tilstrækkeligen viises af den ringe Modstand de Svenske i Begyndelsen funde, da de i en Hast oversvæmmede Alting, og uden Møje indtoge hart ad det heele faste Land, hvor der over alt fandtes slett forsynede Fæstninger, og u-bevæbnede Folk, og, saasom man siger gemeenligen, at hvad som forderves i den første Concoction er ikke lett til at redressere igien, saa foraarsagede dette u-formodentlige Indfald strax saadan Forvirrelse, som udi den heele Krig ikke kunde corrigeres. Sverrig havde forsynet sig med Hollands Alliance, hvorved det

Svagheder hvoraf Riget da laborerede

kunde være forvisset baade om Penge og Skibe til Krigens Fortsættelse; Dannemark derimod havde ingen saadanne Præcautioner taget, saasom Riget aldrig mindre holdt saadant nødigt; thi man finder, at Kong Christian kort tilforn var brouilleret med Kejseren formedelst det Pinnenbergske Grevskab, og Spaniens Venskab kunde ikke i saadan hastig Rupture være af nogen Betydelse; thi, foruden at samme Land ligger som i en anden Verden, saa har Erfarenhed viiset, at et heelt Rige ofte snarere kand indtages end det Spanske Conseil kand komme til en Slutning. Sverrig vrimlede af stridbare Folk, der af idelige og langvarige Krige vare hærdede, var ogsaa forsynet med Anførere, hvis Lige paa de Tider neppe vare udi Europa, og hvis blotte Navn kunde indjage Skræk. Dannemark derimod havde fast udi 30 Aar levet i Fred; thi, den Krig, som var ført udi Tydskland, blev ført med Tydske Folk, saasom det var en

Mangel paa stridbar Almue.

Krig, der egentlig Riget ikke angik, saa at her var Mangel, saavel paa stridbar Almue, som paa erfarne Officiers, og man kand sige, at Kongen var ikke alleene den beste, men fast (840)

(a) Lit. Chr. 4. ad Regin. Christinam Hadersleb. 2. Januarii 1639. Manuscr.

den eeneste Felt-Herre, og Søe-Mand, som Riget paa samme Tid kunde bryste sig af; hvorfore han ogsaa, u-anseet hans høje Alder, maatte selv bivaane alle Expeditioner baade til Lands og Vands. Foruden disse Ulejligheder, syntes Riget at laborere af en indvortes Sygdom, saasom en Tid lang ingen synderlig Harmonie havde været mellem Kongen og Rigets Adel; thi, saasom de store Qvaliteter, som denne Konge var begavet med, erhvervede ham større Autoritet end hans Formænd, saa er troeligt, at Adelen derover er bleven allarmeret, og har anseet ham, som et Instrument til deres Herredoms Indskrænkelse. Det synes ogsaa, at deres Mistanke ikke har gandske været u-grundet, naar man betragter adskillige Ting, saasom nye Fæstningers Fundationer, adskillige vigtige Anslag, som ginge alleene igiennem hans eget Hoved, og i sær store Chargers Reduction; thi man finder, at der en Tid

Ueenighed.

lang var ingen Rigs-Hoffmester, Rigs-Marsk, eller Rigs-Cantzler, men alleene een Stadtholder og Kongl. Cantzler. Thi Kongen lod bemelte høje Charger staae ledige, naar nogen faldt af. Hvad som ydermeere forøgede deres Mistanke, var den Fermeté hvormed Kongen havde begegnet det Slesvig-Holstenske Ridderskab, som han havde skildt ved deres formeente Vall-Rettighed. Der meenes ogsaa, at han af Politiqve emplojerede saa mange unge Danske Edelmænd udi den Kejserlig Krig, og adjungerede deraf til hvert Compagnie en Commissarium, paa det han derved des bedre i sin Fraværelse kunde holde Forældrene udi Lydighed. Videre søgte han at forbinde de fornemmeste Herremænd til det Kongelige Huus ved at give dem sine Døttre, som han havde avlet ved Fru Christina Munk. Saaledes bleve hans Sviger-Sønner Christian Pentz Statholderen i Holsten, Corfitz Uhlefeld Rigets Hoffmester, Hans Lindenov, Hannibal Sehsted Statholderen udi Norge, og Ebbe Uhlefeld. Hvor vit ellers Kongens Dessein kunde gaae, er noget man ikke kand sige, vist nok er det, at de levede ideligen i en slags Mefiance, saavel i Henseende til ovenmeldte Mesures,

Mistanke.

Kongen tog, som i Henseende til den store Kierlighed han havde erhvervet sig blant Almuen, saavel ved sin kloge Regiering, som sin Borgelige Omgiengelse. Jeg finder ogsaa, at han udi det (841) Aar 1634 gav Ordre til Rigets Marsk Jürgen Urne, at handle med Adelen om Vorned-Rettighedens Ophævelse, og alle Siællandske og Lollandske Bønders Frihed, hvorimod de fleeste satte sig med Hænder og Fødder; Men intet giorde dem meere bange end hans rare Qvaliteter og store Erfarenhed, saavel udi Krigs som Civile Sager, thi man kand sige, at han ikke alleene var den ældste Embeds-Mand udi Riget, men endogsaa den habileste; hvorudover hans Ord vare gierne Decisioner, naar nogen udi Raadet contradicerede ham, svarede han ofte: Det er noget, som jeg har overlagt med din Farfader. Dette altsammen svævede dem for Øjene, saa at det er troeligt, at man kunde falde paa de Tanker, at under een saa anseelig og myndig Konge engang kunde forlanges en Revisio Actorum, og et Examen foretages for at eftersee hvorpaa det da værende Jus Publicum og Adelens Myndighed grundede sig. At dette, som jeg ellers her har anført, bestaar ikke udi Præsumptioner og ilde grundede Gisninger, sees deraf, at mange af de Store efter denne Konges Død søgte at udelukke hans Søn fra Successionen. Saaledes var Rigets Tilstand for Krigen, og kunde man af deslige Vanskeligheder ikke promittere sig noget lykkeligt Udfald.

De Svenske skiulede deres Forehavende med saadan Flid, at endogsaa deres

De Svenskes u-formodentlige Indfald i Holsten.

Allierede ingen Kundskab derom havde, førend Torstenson stod med sin Krigs-Hær udi Holsten. Samme Feldt-Herre bemægtigede sig strax ved sin Ankomst den Stad Kiel, og tog der sit Hoved-Qvarteer. De andre høje Officerer bleve uddeelte i det Førstendom Dytmarsken, det Grevedom Pinnenberg, de Ambter Hadersleben, Tritaw, Reinbek og Segeberg. Imidlertid blev det Kongelige Slott Christianpriis, som ligger ved Kanten af Øster-Søen, og 2 Miile fra Kiel, erobret med Storm af de Svenske, og det herlige Slott Bredenborg, som hørte til Christian Rantzov, blev indtagen med List af

Deres store Fremgang.

General Major Mortaigne, hvorudi de fandte stor Rigdom; Rensborg, Itzehoe, og andre Stæder, gave sig uden Sverdslag, ja der blev ikke udi heele Slesvig og Holsten meere til overs end Glykstad og Krempe, men alle Stæder faldte i de Svenskes Hænder, og blev besatte med deres Folk.

(842) I denne Krig vidste Hertugen af Holsten meget viiselig at skikke sig efter Tiden; Thi, omendskiøndt der imellem ham og Kongen vare giordte saa ofte Defensions Recesse til Førstendommernes Forsvar mod de Arméer, som grasserede udi Tydskland, (a) lod han dog, saa snart han fornam denne Uroelighed imellem Dannemark og Sverrig, anholde om Neutralitet, hvilken han vel erholdt, men det profiterede ham lidet; thi de Svenske pressede Landet med Penges Indfordring og Indqvarteringer, og de Danske, som billigt, sparede ham ikke heller. I den Beængstelse lod han for Sikkerhed fortificere den Stad Tønningen 1644.

Imidlertid publicerede de Svenske et Manifest af Dato 16 Januarii 1644, og 1644.lod Krigen publicere ved en Herold, hvilken med Haanhed blev skikket tilbage, saasom Manifester efter Sædvane gaae for Krigen, men ikke efter. Og gav Kongen Aarsagen til samme Herolds Afviisning tilkiende ved et Patent, hvorudi han pathetice besværger sig over Sverriges Opførsel. (b) Man skulde vel tænke, at dette Manifest maatte være des fyndigere, efterdi det kom saa silde. Men man kand sige, at det kom baade for tiiligen og for silde; thi alle u-partiske Skribentere holde for, at ikke et eeneste af de Argumenter, som anføres, kand holde Stik. De Fornemmeste deraf ere efterfølgende.

Omendskiøndt de Svenske Skibe og Vahre vare toldfrie udi Sundet ved

Det Svenske Manifest.

Foreeninger, som vare giorte mellem Rigerne, saa havde man dog tvunget dem til at betale Told.

At, endskiøndt de passerede Svenske Skibe havde Certificatzer fra Stæderne, hvor de havde hiemme, havde man dog ladet dem arrestere, som Lurendrejere.

At Kongen af Dannemark havde indladet sig i Alliance med Kejseren, Polen og Moscovien, som vare Sverrigs Fiender.

At, saa ofte Dronningen af Sverrig værvede Folk til Krigens Fortsættelse udi Tydskland, lod Kongen af Dannemark ogsaa værve, og havde truet at anfalde de Svenske, hvilket havde hindret (843)

(a) Pufend. Comment. de reb. Sv. lib. 15. pag. 77.

(b) Edict. in Castro Othin. die 13 Febr. 1644.

dem at agere med Force imod deres Fiender, og at holde deres Magt samlet af Frygt for at blive angreben bag til.

At de Danske ved Wolgast havde assistered Sverrigs Fiender.

At de havde søgt at sætte Splid udi den Svenske Krigshær.

At Rigets Statholder Corfitz Uhlfeld havde ladet falde Trudsler imod Sverrig.

At de Danske havde corresponderet med den misfornøjede Enke-Dronning Maria Eleonora, og havde ført hende ud af Sverrig.

At de Svenske Gesantere med Haanhed vare bortviisede fra Tractaterne udi Lybek 1629.

Og endeligen at man havde taget Told i Sundet af alle Liflandske Undersaatter.

Dette blev besvaret af de Danske Stykkeviis saaledes:

At der eengang alleene, nemlig Aar 1643 kort for Krigen, 8 Svenske Skibe havde

Besvares.

været arresterede udi Sundet, saasom de samme vare suspecte for Lurendrejerie; Men, efter at Sagen var examineret, eendeel af samme Skibe at have været relaxeret, og de Øvrige alleene, som vare fundne skyldige, at være confisquerede. Saa at denne Execution skeede ikke for at tvinge de Svenske til at betale Told, men for at hindre, at andre under Svensk Navn og falske Passer ikke skulde eximere sig derfra, hvilket Kongen ogsaa udi en egenhændig Skrivelse (a) giver tilkiende længe før Krigen begyndte med disse Ord: Der confisqueris inted uden derpaa først er gangen Dom; och hvem der haffuer sig offuer Dommen at besværge, hannem staaer det frit for at appellere for mig og Rigens Raad.

Det stod Kongen af Dannemark frit for at indlade sig i Alliance med andre Potentater, enten de vare Sverrigs Fiender eller ej, saa længe det ikke kunde beviises, at de vare offensive Alliancer imod Sverrig.

At Kongen af Dannemark værvede Folk, kunde ingen fortænke ham for, thi saadant giøre alle Potentater for deres egen (844)

(a) Epist. Reg. ad P. Wibe Glucsb. 18. Junii 1643. Manuscr. autogr.

Sikkerhed, naar deres Naboer ere armerede; ja det var at ønske, at Værvingerne havde været end større, saa havde Riget i Begyndelsen af denne Krig været i bedre Defensions-Stand.

At et Dansk Skib engang havde proviantered Wolgast, som var belejred af de Svenske, var skeed uden Kongens Ordre.

At de Danske havde søgt at stifte Oprør blant de Svenske Krigsfolk, var noget som ikke kunde beviises. Dett samme kunde ogsaa siges om Corfitz Uhlfelds Trudsler, og, endskiøndt det var sandt, saa var det kun en Privat-Persons Trudsler.

Alt hvad Kong Christian havde giort, i Henseende til Enke-Dronningen af Sverrig, var noget som efter Bienseance ikke kunde efterlades.

At de Svenske Gesantere bleve ikke admitterede til den Lybekske Congres var ikke Kong Christians Skyld, men Keiserens, som da spillede Mester.

Om man tog Told af Lifland og andre Provincier, som af Sverrig nyeligen vare conqueterede, syndede man derudi ikke mod de Foreeninger, som vare giorte mellem Rigerne, saasom samme Provincier vare under saadan Frihed ikke befattede.

Hvad de andre Poster angik, grundede de sig alleene paa Suspicioner, neml: at Kong Christian var de Svenske i Hiertet ikke god. Men deslige Ting ere selsomme Motiver til Krig; Nok er det, at en Potentat i Gierningen lader intet see, som kand give Aarsag til Mistanke om Fiendtlighed. Man finder her, at Kong Christian udi

Autoris Betænkning.

13 Aar sadd stille, at, naar de Svenske formedelst en Sejer lode siunge Te Deum udi Stokholm, lod han giøre ligeledes i Kiøbenhavn. At han skrev Keiseren et og andet haardt Brev til i Faveur af Sverrig, hvorudi, efter de Svenske Skribenteres egen Tilstaaelse, (a) fattedes intet uden Krigs-Erklæring, og endelig at han lod mange af sine egne Folk, ja sin egen Søn gaae i Svensk Tieneste. Vilde de Svenske foregive, at han meenede intet der med, da vil jeg lade saadan Gisning staae ved sit Værd, men alleene sige dette, at det er et meget selsomt Principium, at man bør forfølge sin Næste, der beviiser en Tieneste, naar man meener, at (845)

(a) Puf. Comment. de reb. Sv. lib. 14.

det skeer ikke af Hiertet. Og, vilde de sige, at Kongen udi disse 13 Aar sadd stille alleene af Frygt, da kand jeg ikke see hvad han kunde frygte for efter Gustavi Død, da de Svenske vare uden Hovet, og alle deres Allierede vaklede, ej heller efter det Slag ved Nørlingen, da deres Soel var gandske formørket. Kort at sige, de Svenske tilstaae selv, at Torstenson fandt all Ting fredeligt for sig i Dannemark, saa at man kunde see, at dette Rige tænkte paa intet mindre end paa Krig, og ruinerer den Tilstaaelse alleene den heele Bygning af deres Manifest, hvilket de ogsaa synes selv at bekiende ved at beraabe sig in Subsidium paa geheime Documenter, som endnu ikke ere komne for Lyset.

Hans Kongl. Majest., da han fornam, at det Svenske Indfald udi Holsten vilde besynderligen giælde hans Lande, begav sig strax til Kiøbenhavn, hvor han giorde all muelig Anstalt at modtage disse Gieste, som uden Aarsag vare faldne ind i hans Lande, hvilket Hans Majest. forestillede Rigets Stænder, og efter Sædvane trøstede og satt

Kongens Anstalter til Krigen.

Mod i dem, saasom han var selv en frimodig, og udi Courage uovervindelig Herre, hvoraf en Svensk Historie-Skriver berømmer hannem, sigende: (a) Confirmatis suorum animis & idoneis defensioni necessariisque quod in ista festinatione licuit, conquisitis, nihil recusat, quod ejus prudentiam, præsentiam vel auctoritatem desideraret, omnia pro tutela ac salute Regni subditorumque terra marique ausus, etiamsi fortuna ei parum responderet. Det er: Han satt Moed i sine Folk, giorde all Anstalt, saa meget som udi saadan Hast mueligt var til Defension, han sparede intet, som kunde tiene til hans Fædrenelands Frelse og sine Undersaatters, for hvis Skyld han vovede sig yderligen baade til Lands og Vands, om endskiøndt Lykken var ham lit gunstig, og sandelig, siger en anden Skribent: Naar vi ret overveje alting; Da var Dannemark gandske ubereed at tage imod nogen Fiende, men blev af intet saa meget bestyrked, som af den incomparable Konges Tapperhed, og hans uovervindelige Courage (846)

(a) Loccen. Hist. Sv. lib. 9. pag. 669.

i Modgang. Udi hans graae Alder, for at redde sit Fædreneland af den overhængende Fare, lod han sig see som en tapper Soldat, og ved sine Raad, Daad og besynderlig Taalmodighed udi Møje og Fare udrettede, at Riget udi denne farlige Tilstand blev saa vit, som mueligt, conservered. (a)

Udi Siælland bleve, for at hverve Land- og Søefolk, Trommerne allevegne rørdte, og af den i Hobetal tilløbende Mængde bleve udi Helsingøer udvaldte de beqvemeste; De andre bleve sendte til Kiøbenhavn. Der fattedes besynderligen gode Anførere, som kunde byde Spidsen til de gamle Svenske Tropper, hvilke, ved saa mange Aars continuerlig Krig udi Tydskland, vare hærdede, og hvis Generaler ved saa mange Expeditioner havde erlanget saadan stor Krigs Erfarenhed. Da derimod de Danske udi meere end 30 Aar havde ikke været indviklede udi nogen Krig, undtagen den imod Keiseren, hvor udi faa Danske bleve brugte, men de fleeste vare Tydske af den Nedersachsiske Kreds.

Endeel af de nye hvervede bleve sendte til Fyen til Rigets Marsk Anders Bilde, som var beordred at sætte sig imod Torstenson paa den Side.

En anden Deel blev beskikket til Skaane, hvor Ebbe Uhlfeld skulde commandere. Niels Cock blev sendt med et Skib til Dantzig at hente Krud, hvorpaa herudi Landet var Mangel, og blev der sagt, at han skulde gaae derfra til Polen og Moscovien at begiære Undsættning.

Om endskiøndt alting udi Dannemark blev nu tillaved, som til en aabenbare Krig, flatterede dog mange sig med den Forhaabning, at de Svenske søgte ikke efter andet end Vinter-Quartéer og Bytte udi Holsten, (b) og ikke havde udi Sinde at føre Krig paa Dannemark; Kongen selv, da han fik Tidender om Torstensons Indfald, for at udforske Svenskens Intention, lod den Svenske Minister Strømfeld, som opholdt sig i Helsingøer, sige, at han (847)

(a) Boecl. hist. belli Sveco-Dan. lib. 1. pag. 84.

(b) Boecl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 1. pag. 86.

kunde faae sin Afskeed strax, efterdi Kongen havde dog hørt, at han skulde kaldes tilbage. Men han svarede, at han ingen saadan Ordre havde, og vilde derfore først begiære sin Afskeed, naar han fik Befalning af Dronning Kirstine. Her paa skikkede Hans Majestet en Page til Sverrig med Breve, hvorudi Peder Wibe, den Danske Minister, fik Ordre at begiære af Dronningen, hun vilde kalde Torstenson fra Holsteen, og, i Fald hun veigrede sig derfore, og tilstod dette Indfald var skeed ved Hendes Befalning, da skulde han begiære sin Afskeed fra Stokholm, (a) hvilken han ogsaa kort derefter tog, hvorvel Sverrigs Riges Raad da intet Positiv Svar vilde give; men continuerede med at simulere, ligesom Torstenson havde giort det Indfald uden Regieringens Ordre og Videnskab, hvilket sees af den paa Residentens Forlangende given Resolution, hvorudi findes disse Ord: Hwarfore Hend. K. M. icke grundeligen wetandes hwadt passerat ähr, ey heller cathegorice må eller kan swara, om deroppå nogen Ordre ähr gifwen eller ey. (b)

Imidlertid tillavede Kongen sig af yderste Magt at tage imod disse u-formodne Giæste, og ikke alleeneste satt alting udi god Orden hiemme, men endogsaa saae sig allevegne om fremmed Hielp, besynderlig hos Kejseren, hvilken udi Begyndelsen af Krigen sendte Skrivelser til Søestæderne, Lybek, Hamborg og Bremen, hvorudi han formanede dem at hielpe de Danske, og gribe til Værge imod den daglig tilvoxende Svenske Magt, men med liden Succes; eftersom bemeldte Stæder holdte det meest sikkert og raadeligt ikke at bemænge sig udi denne Krig. De Svenske derfore, saavel som de Danske, hvervede Folk udi Hamborg. Lybek forbød de Danske offentligen at hverve, foregivende, at den selv havde sine Folk nødige. De Lyneborgske Førster, og den Oldenborgske Græve, kunde ej heller overtales at gribe til Gevær imod Sverrig. Saa Hans Majestet derudover fornam, at all Byrden vilde ligge paa ham alleene, og at han ingen anden havde at forlade sig paa end (848)

(a) Lit. Christ. 4. ad P. Wibe Fridericsb. 24. Decembr. 1643 Manuscr.

(b) Respons. Senat. Holm. 10. Jan. 1644. Manuscr.

paa GUd i Himmelen, og sine egne rætfærdige Vaaben; Han lod paa samme Tid slaae en Myndt med denne Paaskrift: Justus יהוה Judex.

Imidlertid rykte de Svenske længer og længer ind udi Dannemark, og huserede grummeligen, eftersom de ingen Modstand fandte. Hans Majestet havde vel bragt udi en Hast nogle Ryttere paa Beenene, og sendt dem under Anførsel af Oberste Buchwald til Colding, men de bleve efter en haard Fegtning med den Svenske Oberste Duglas, som overgik dem langt udi Magt, nødde til at retirere sig til Fyen; Paa samme Tid holdt Besætningen udi Krempe, med dens Commendant Steenberg, en lykkelig Trefning med et Svensk Parti, af hvilket halvtredie Hundrede bleve fangne, og omkomne, og et stort Bytte erobred.

Efterat det Buchwaldske Rytterie var bleven tvungen til at forlade Jylland, som sagt er, blev Anders Bilde sendt fra Fyen did hen, hvilken slog sin Lejer ved Strand-Bredden af Middelfart Sundet; Men Torstenson brød op med sin Lejer i

De Svenske bemægtige sig Jylland.

Begyndelsen af det Aar 1644 fra Kiel; og gik ind i Jylland, udi Forsætt at overfalde Anders Bilde. Han kom udi Januario med sin heele Armée til den Danske Lejer, hvilken man af all Magt havde arbejdet paa at befæstige, men den var ikke endda bragt til nogen Fuldkommenhed. Da Torstenson havde udi 3 Dage canoneret derpaa, begyndte Bilde at desperere om Lejrens Defension, og derfore bragte over med sig til Fyen Stykker, Feldt-Tegn og de fornemste Anførere, hvilket da Torstenson fornam, satt han sig for at bestorme Lejeren, og lod de Belejrede det viide ved en Trompeter. Hvorudover de samme, som de saae, det var umueligt at forsvare den meere, bleve tvungne til at overgive sig. Efterat Torstenson havde erholdet denne Fordeel, blev Oberste Helm Vrangell sendt med en Hob Tropper til Nørre Jylland, og gik paa Iisen over Limfiorden ind udi Vensyssel, hvor han adspredde de Bønder, som fandtes bevæbnede, og tvang dem til at overgive deres Gevær. Saaledes bleve de Svenske Mestere ogsaa over heele Jylland.

(849) Torstenson disponerede sin Vinter-Lejer saaledes, at han kunde ikke frygte for nogen Magt, hvorfra den kom, og bestyrke og recrutere sine Soldater; Sit Hoved-Qvarteer beskikkede han til Hadersleben, hvorfra han letteligen kunde have Indseende med all Ting.

Imidlertid var Kongens Nærværelse, som havde opholdet sig en Tid lang til Odense, ligesom en stærk Fæstning. (a) Han bestyrkede de Tropper, som komme fra Jylland, med friske Folk, oprejste ved alle Tilgange Befæstninger, disponerede Stykkerne, og lagde Skibe og Pontons udi Middelfart-Sundet. Ved Nyeborg stode ogsaa færdige Skibe, som skulde, i fald all Ting gik ikke vel for sig, tage imod de Flygtige. Men jo større Flid Kongen anvendte paa at conservere Øerne, jo større Begierlighed fik Torstenson at angribe dem, til hvilken Ende han tillavede en stor Hob Skibe, og lagde dem ved de beqvemmeste Havner udi Jylland og Holsten, for at betiene sig af hvad Lejlighed der kunde offereres. Men alle disse Anslag bleve til Vand formedelst Kongens Aarvaagenhed; thi de Svenske finge udi den heele Krig ikke Fod paa nogen af Øerne.

Udi Norge blev Krigens Administration betroed til Hannibal Sehsted, samme Riges Statholder, hvorfore ogsaa Krigen endnu af Bønderne kaldes Hannibals Krigen. At man der udi samme Krig var lige saa sikker, som udi Dannemark, sees deraf, at Hannibal Sehsted var paa Vejen for at giøre en Visite til Dannemark just paa samme Tid, da det Svenske Indfald skeede, og at Kongen maatte udstede en Ordre til hans Forblivelse (b) i Norge af det Indhold: Vider, at efterdi vi tilforne Eder fra Lænet haver forlovet her neder til Dannemark at forrejse, da, efterdi vi formedelst det Indfald, i Holsten skeed er, anderledes er vorden til Sinds, bede vi Eder, og Naadigst ville, at I derfore der oppe i Norge forbliver, og sammesteds med god Ordre alting forordner, som I (850)

(a)                  Bœcl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 1. pag. 98.

(b)                 Hafn. die 21 Decembr. 1643.

|agter gavnligst og best at være &c. Efterat Sehsted havde faaet denne Ordre, satt han ikke alleene Alting udi god Defensions Stand, men giorde ogsaa med de Norske et Indfald udi Sverrig, hvor han havde god Fremgang, og bemægtigede sig adskillige Stæder paa

Norske Bedrifter.

Grændserne. Ebbe Uhlfeld overrumplede den Svenske Oberst Stenbok, da han med nogle 1000 Mænd vilde bryde ind udi Skaane, jog ham paa Flugt, og drev ham udi et Moratz; Ja de Danske og Norske regierede nu ligesaa stærkt udi Sverrig, som de Svenske udi Holsteen og Jylland, og nødde de Svenske til at forlade Skaane, og begive sig til deres egne Grændser, hvilke de fornam vilde staae udi høj Fare; Thi Kongen af Dannemark lagde sig personlig for Gottenborg, belejrede samme Stad sterkt baade til Lands og Vands.

De Danske Besætninger udi Glykstad og Krempe, da de fornam, de Svenske udi Itzehoe holdte ikkun slet Vagt, og deres Commendant var rejst til Rensborg, rykte de 800 Mænd stærke der for, og erobrede Staden med List paa den samme Maade, som den Svenske General Königsmark giorde for et Aar siden med Halberstad; thi tiligen om Morgenen, da Stadens Port blev aabnet, havde nogle Danske forklædt sig udi Qvinde-Klæder; andre, som Bønder, ginge med Kaal, Urter og andre saadanne Vahrer, og overrumplede Vagten, og derved gave Lejlighed til deres Baghold at bryde ind i Staden, hvor de bekomme 300 Svenske til Fange, og stort Bytte.

De Kejserlige, Spanske og Beyerske Generaler, da de finge Kundskab om det

General Gallas kommer de Danske til Hielp.

Svenske Indfald udi Dannemark, forsamlede de sig til Passau at raadslaae med hinanden, hvad de her til skulde giøre, og endeligen besluttede at skikke Folk til Dannemark, ikke saa meget for at hielpe de Danske, som for at føre de Svenske udi Knibe (a) i Jylland og Holsteen, hvor de havde deres Herberge, og om ikke at tvinge dem med Magt, saa dog at mage det saa, at de ved Hunger skulde blive ruinerede. Til den Ende blev den Kejserlig General Gallas beordret at rykke til Holsteen, hvor han ankom udi Begyndelsen af Augusti Maaned, og commenderede nogle (851)

(a) Puf. de reb. Sv. Lib. 16. pag. 136.

af sine Folk til Kiel, hvilke erobrede samme Stad, og nedsablede en Hob Svenske; endeel af dem flyede til Slottet, Resten blev tagen til Fange og med stort Bytte bortført, derefter blev Fæstningen angreben, hvilken blev tvungen til at give sig paa Naade og U-naade, og dens Besætning giort til Krigs-Fanger.

General Torstenson samlede alle sine Folk sammen, og begav sig til Rensborg,

General Torstenson forlader Holsten.

derfra til Segeberg, og Oldesloe, hvor han blev staaende. Did hen fuldte ham Gallas, som var conjungeret med de Danske Tropper, bestaaende af 1000 Ryttere, og 2500 Fodfolk, og lejrede sig paa en Høj tvert over Fienden, hvilket foraarsagede, at begge Partierne begyndte skarpt at canonere paa hinanden, og man ventede, at det skulde komme til en Hovet-Treffning imellem dem. Men Torstenson brød op Dagen derefter, marcherede mod Mechlenborg, og saaledes med sin Hovet-Armée forlod Holsteen. (a) Dette var alt det som Gallas udvirkede udi Holsteen, hvorvel han tit og ofte havde ladet sig merke, at have ført de Svenske saaledes udi Knibe, at ingen af dem skulde undgaae af hans Hænder; og havde han sandelig kundet udrette meget vigtigt, og ruineret den Svenske Flode, som laae udi Kieler Havn, dersom han havde brugt sig ret, og skyndet sig, førend de Svenske havde faaet deres Magt sammen, og foraarsagede det, at de Danske Tropper siden afsondrede sig fra ham. Til Erindring om hans Bedrifter blev udi Hamborg slagen en Mynt, hvorpaa stode disse Ord: Hvad, som Gallas har bedrevet udi Holsteen, kand man kortelig læse paa den anden Side, men, naar man vendte samme Side op, var den gandske blot.

Efter dette indtoge de Danske adskillige af de erobrede Stæder igien. Den

De Danske komme sig igien.

Kongelig Krigs-Commissarius Rantzov attaquerede Ribe, og tvang Besættningen at give sig paa Naade og Unaade. Saaledes gik det og med Aalborg og Aarhuus, hvilke maatte give sig over til de Danske igien. Derpaa marcherede General Krigs-Commissarius Rantzov mod Hadersleben, hvilken (852)

(a) Puf. de reb. Sv. lib. 16.

han ogsaa tvang at give sig paa Naade og Unaade, og fandt der god Forraad paa Proviant og Gevær; Derimod lidde de Danske nogen Skade for Pinnenberg, hvor de bleve overfaldne af den Svenske Oberst Helm Wrangell, og nødde til at ophæve deres Bloquade. Fra Pinnenberg marcherede bemældte Svenske Oberst til Bredenborg, som ogsaa af de Danske var bloquered, i Forhaabning at nyde samme Lykke; Men Prinds Friderik, da Erke-Bisp af Bremen, som commanderede de Danske en Chef udi Holsteen, da han fik Kundskab derom, sendte han udi Tide Undsættning til de Danske, hvilket foraarsagede, at de Svenske forandrede deres Forsætt, uformodentligen rykte for Kiel, og bemægtigede sig samme Stad med dens Fæstning. Paa samme Tid bemægtigede de Svenske sig Itzehoe, hvor de satte nogle Huuse udi Brand, og nedsablede alt det, som var udi Gevær, derimod erobrede de Danske Bredenborg, som de Svenske forgiæves stræbede at undsætte.

Medens dette passerede udi Holsteen og Jylland, havde de Norske giort et farligt

Bedrifter i Skaane og Norge.

Indfald udi Sverrig, hvor de efter de Svenskes Exempel brugte ingen Høflighed, men opbrændte 12 Landsbyer, som hørte Fienden til, og avancerede indtil Gottenborg. Udi Skaane belejrede den Svenske Marskalk Horn Malmøe, og anvendte all sin Flid paa at blive Mester over denne vigtige Stad, hvilket at forhindre, Kongen af Dannemark samlede sammen en Armée af 11500 Soldater, hvilke han i egen høje Person førte over til Skaane, og rykte mod Malmøe, udi Forsætt at levere de Svenske et Feltslag, hvilket foraarsagede, at General Horn maatte stikke Ild paa sin Lejer og forlade Staden, paa hvilken han havde haft saa stor Appetit, at han ikke havde sparet nogen Ting som kunde tiene til dens Erobring.

Efterfølgende Aar blev Krigen fortsatt af all Magt igien. Den Svenske Oberst Helm Wrangell, som efter Torstensons Bortreise commanderede de overblevne Svenske Tropper i Holsten, da han var bestyrket med nogle Folk, som Ankerhielm efter det ulykkelige Slag ved Femeren havde satt udi Land, begav han sig til Jylland mod Enden af foregaaende Aar, og paa Vejen giorde (853) sig Mester over Haderslebens Slott. Men, som han fornam, at Kongen havde forladt Skaane, og var kommen til Fyen, item, at Erke-Bispen af Bremen havde faaet en temmelig Hob Folk paa Beenene, begyndte han at forskantze sig ved Randers; og paa det han kunde være sikker bag fra, lagde han en god Guarnison udi Ribe, og skikkede Oberste-Lieutenant Mortaigne hen at befæstige samme Stad. Men de Danske komme kort derefter for Ribe, og udi 3die Storm bemægtigede sig Staden, og nedsablede hvad som fandtes i Gevær. Ved denne Byes attaque havde Erke-Bispen Forhaabning at lokke Wrangell af sin Fordeel, men forgiæves, hvorfore han besluttede at forcere den fiendtlige Lejr. Men Andreas Bilde satt sig offentligen imod ham der udi, foregivende, det vilde være for vanskeligt at anfalde en Fiende, der var saa sterk forskandzet, og, som han fornam, Erke-Bispen vilde ikke staae fra sit Forsætt, separerede han sig med sine Underhavende Tropper, (a) og førdte dem over til Fyen, hvilket foraarsagede, at Wrangell lykkeligen udløb, og begav sig med sin Armée til Holsteen, for at assistere Königsmark udi den Bremiske Expedition.

Dette er det Fornemmeste, som tildrog sig til Lands, nu rester at tale noget om

Bedrifter til Søes.

hvad som imidlertid blev forrettet til Vands.

Kong Christian gik i sin høje og graae Alder den 12 April i egen høje Person til Søes med 16 Orlogs-Skibe, hvilke siden bleve formeerede indtil 40. Den Svenske Flode derimod, bestaaende af 50 Skibe, gik ud fra Stokholm den 23 May under Amiral Claus Flemming. Den første Rencontre skeede imellem 9 Danske Skibe og en Svensk Esquadre, hverved udi Holland, saaledes: Hans Majestet, da han havde ladet siunke nogle Skibe udi Gottenborgs Havn, for at giøre den til intet, begav han sig til Søes med 9 Skibe, for at oplede de Svenske, hvis Esquadre han treffede under Jylland, og sloges med den udi 3 fuldkomne Timer, omendskiøndt den var langt sterkere. Endelig som Hans Majestæt fornam at det vilde blive ham for haardt at staae imod saa mange, gav han Ordre at retirere sig, hvilket ogsaa skeede. Derudover fik den Svenske Amiral et stort Mod, og forfuldte de Danske Skibe (854)

(a) Bœcl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 3. p. 238.

af all Magt, men, som den Danske Amiral fornam, at af den heele Svenske Esquadre var

Kongen udi egen Person driver en Svensk Esqvadre paa Flugten.

alleene 3, som forfuldte dem, sendte han Ordre til de andre Skibe at vende tilbage igien, gik saa mod den Svenske Amiral, hvis Skib i en Hast blev ynkelig tilreed, mistede sin store Mast, Roer og alle sine Seigl, og 34 Baadsmænd, 22 Soldater, og havde uden Tvivl bleven de Danske til Bytte, dersom det ikke havde faaet Undsætning af Vice-Amiralen og af det andet, som fuldte strax efter, hvilke Skibe, da de stræbede at forløse Amiralen, bleve de mesten ligeledes tilredede, og efter en haard Fægtning maatte tage den beste Vej, de kunde, til en Havn i Jylland. (a) De Danske Skibe sejlede til Skagen.

Efterat det Slag var holdet, ventede man ikke at de skulde komme sammen saa snart igien. Den Danske Flode, da den var bestyrket med 2 andre Skibe, lod sig nogle Dage derefter see i bemeldte Havn, hvor den Svenske Flode endda laae. Dette foraarsagede, at begge Floderne komme atter sammen igien, men til de Svenskes Lykke oprejsede sig en forskrækkelig Storm, hvilken tillige med den overhengende Nat giorde Ende paa Slaget, da det neppe var begyndt. Udi samme Storm geraadede 3 Brandere af den Flode, Lovis de Geer havde hvervet udi Holland, paa Grund, to andre mistede deres Maste, og Amiral-Sluppen blev skudt i Grund. Herudover maatte Lovis de Geer begive sig med Floden til Holland igien, for at reparere det, som var brøstfældigt, og curere de Saarede. Da han var kommen didhen, begyndte Baadsfolkene at blive gandske oprørske. De fleeste forlode Skibene, ginge enhver hiem til sit, og opvakte stor Allarm baade til Amsterdam, Horn og Enchüysen, hvor de

Anden Trefning.

havde i Sinde at storme til Lovis de Geers, og de andre Anføreres Huuse, indtil nogle af de meest Oprørske bleve af Magistraten fængslede. Den Træfning, de havde holdet, samt de store Danske Skibe havde jaget en overmaade stor Skræk udi dem, hvilken blev fornyed, da de komme til deres Fædreneland, og saae deres Hustruer og Børn igien, saa at de beklagede sig offentligen at være forraade af Lovis de Geer. (b) (855)

(a) Gund. Rosenkrantz. descript. pugn. nav.

(b) Bœcl. hist. bell. Sv. Dan. lib. 1. p. 126.

Udi denne Træfning lod Hans Majestet see stor Tapperhed, i det han fuld af Martialsk Hidsighed paa sit Skib med Kaarden udi Haanden præsenterede sig for Fienden, og med sit Aasiun, og Kongelige Nærværelse, kunde siges at have drevet Fienden paa Flugten, som fremmede og fiendtlige Skribentere vidne. (a)

Efter Victorien begav Hans Majestæt sig for Gottenborg igien, hvor han lod blive nogle Skibe, og siden tog Vejen til Kiøbenhavn, og der blev imodtagen med stor Glæde. Hans Majestet havde af den Action fattet et gott Mod, og forhaabede ved sine Vaaben at erlange det, som han ved Pennen ikke kunde erholde. Han affærdigede kort derefter en Skrivelse til Hans Keiserlige Majestæt, hvorudi han erklærede sig at ville samtykke den Punct, som de Keiserlige havde begiæret af ham, ikke at indgaae noget Forliig med Sverrig, uden med Keiserens Samtykke, der som ellers Hans Keiserlige Majestæt vilde lade komme for en Dag de Hielpe-Tropper, som saa længe vare lovede, men endnu ikke seede uden paa Papiret.

Den store Svenske Flode under Amiral Flemming, hvis Lige af Sverrigs Krone

Den store Svenske Flode gaaer ud.

aldrig havde været udrusted, lod sig da see i Søen: Samme Flode bestod af 46 Skibe, hvor af nogle førte 70, andre 60 og andre 50, 40 og 30 Canoner. Den løb ud af Stokholms Havn den 15 Junii, og nærmede sig til Kiøbenhavn paa 3 Mile nær, hvilket den Kongelig Danske Flode ikke kunde hindre, saasom den af Modvind var arrestered. (b) Derfra vendede de Svenske tilbage, og begave sig til Christianpriis, hvor Amiral Flemming overlagde med Torstenson, at anfalde den Øe Femern, hvilken, foruden at den incommoderede de Svenske meget, var og heel beqvem for de Danske at samle sig, hvorfor Flemming satt sin Kaas til samme Øe, og anfaldt den af all Magt, men de Soldater og Bønder, som vare derpaa, forsvarede sig med stor Haardnakkenhed, indtil Torstenson paa en anden Side satt nogle Folk i Land, af hvilke Soldaterne og Bønderne bleve slagne, og Øen faldt udi de Svenskes Hænder. Efter at Øen (856)

(a) Siri hist. de Temp. Correnti tom. 4.

(b) Gund. Rosenkrantz. descript. pugn. naval.

var erobret, sendte Amiralen nogle Speidere ud, som skulde fornemme, hvor den Danske Flode opholdt sig, og hvor sterk den var. Disse bragte Tidende med sig, at Kongen af Dannemark var med 40 Skibe ikke langt fra, og havde i Sinde at undsætte Femern, og levere de Svenske et Slag, hvilket ogsaa skeede lidet derefter; thi den tappere Konge, efterat han havde leveret til Kron-Prindsen Zepter og Krone, og giort Anstalt, hvorledes Rigets Sager efter hans Død skulde forrettes, og annammet den hellige Nadvere, gik han løs paa den Svenske Flode, hvilken, efter de Svenske Skribenteres Regning, var 6 Skibe stærkere end den Danske. (a)

Det Danske Amiral-Skib, kaldet Patientia, giorde en Begyndelse, og lagde

Det store Søeslag ved Femern.

meget dristig an med de Svenske, secundered af den Kongelig Esquadre. Hans Majestæt, da han paa sit Skib, kaldet Trefoldighed, opmuntrede sine Folk til en tapper Modstand, kom der af de Fiendtlige Skibe en Stykke-Kugle, hvilken traf Skibet med saadan Force, og splidede Træet saaledes, at af de mangfoldige Træstykker, som førdtes i Luften, 12 eller 13, som stode ved Kongens Side, omkomme eller bleve

Kongen mister sit højre Øje i Slaget.

saarede. Samme Kugle bar og ingen større Respect for den Kongl. Person, hvilken bekom hen ved 23 Blessurer og miste sit højre Øje.

Af denne ulykkelige Hendelse lod den store Heldt sig ikke forskrække, men gandske blodig og saared lod sig see, hvor Ilden og Røgen var tykkest med en rød Hue paa Hovedet, og sit blotte Sværd udi Haanden, og, som en fremmed Skribent siger, (b)

Den Svenske Flode bliver slagen.

med en Tapperhed, som aldrig tilforn er seed, continuerede endda Træfningen udi nogle Timer indtil om Natten, hvilken favoriserede de Svenskes Retirade til Christianpriis. De Svenske mistede udi dette Slag en stor Hob Folk, og blant de Danske savnedes Amiral Wind, Knud Uhlfeld, og Eiler Uhlfeld. (c)

Om dette navnkundige store Slag findes adskillige stridige Relationer. De Svenske Skribentere vil have det saaledes, at (857)

(a) Loccen. hist. Sv. lib. 9. pag. 675.

(b) Siri pag. 112.

(c) Gund. Rosenkr. descr. pugn. nav.

begge Floderne skildtes fra hinanden med lige Ære, og lige stor Forliis, uden at de Danske mistede flere høje Personer, blant hvilke deres Amiral Wind. Men de Danske tilskreve sig paa samme Tid en fuldkommen Sejer, og derfor til Glükstad, Krempe og andre Danske Stæder holdte store Fryde-Fæster med Stykkers og Musqueters Løsning, adskillige Fyrverker og andre Glædes-Tegn.

Vist er det nok, at de Danske ved det Slag bragte det saa vidt, at de Svenske Skibe maatte retirere sig til Kieler Havn meget ilde tilredde, hvor hen Hans Majestæt sendte strax sin Vice-Amiral Peder Galthe med nogle Skibe at indspærre og

Indspærres af Kongen i Kielerhavn.

beængste dem, førend den Hollandske Flode, som under Louvys de Geer var ventende, kom dem til Undsættning; 1200 Soldater, som laae udi Fyen, bleve ogsaa beordrede at begive sig der hen, og bleve brugte til at opreise en Skandse udi Bugten, hvoraf de fyrede saaledes paa de Svenske Skibe, at mange af dem bleve meget ilde tilredde, adskillige af deres Folk omkomme tillige med Amiralen Claus Flemming selv, hvilken mistede sit eene Been af en Stykke-Kugle, da han stod og toede sine Hænder, og døde lidet der efter. (a)

Dette foraarsagede, at General Torstenson commanderede 3 a 4000 Mænd at bemægtige sig denne Skandse, førend den giorde videre Skade, hvilket ogsaa gik for sig, men dog ikke uden stor Vanskelighed; thi udi det første Anfald bleve de drevne tilbage med Forliis af 200 Mænd, men udi det andet erobrede de Skandsen, ihielsloge og toge til Fange alt hvad som fandtes derudi.

Efter denne Ulejlighed fuldte en anden større Ulykke; Thi lidet derefter, da de

Den Svenske Flode echaperer.

Svenske fornumme, at de havde god Vind, seilede de om Natte Tider gandske uformerkte af Havnen, og saaledes bleve befriede fra en stor Fare, hvilken de neppe skulde have undgaaet, der som den Keiserlige General Gallas havde været saa god udi Gierning, som udi Ord, og havde bemægtiged sig Kiel, medens de Svenske endda laae udi Havnen, og dersom Vice-Amiralen havde forrettet sit Embede saavel, som han burde, hvorfor han blev fodret til Regnskab, og, omendskiøndt han var en (858)

(a) Bœcl. Lib. 1. pag. 134.

Adelig Person,

Hvorfor Amiral P. Galthe maa miste sit Hoved.

og i sin Alders 70 Aar, maatte han dog miste sit Hovet noget derefter udi Kiøbenhavn. Hans Fald var ham tilforn spaaet af den navnkundige Astronomo Tycho Brahe. (a) Han har efterladt sig tvende Skrifter: Eet de Jure Danorum, og et andet kaldet Vaticinium de Regno Svec. thi han var Jurist og ikke mindre Poët, og, hvis han havde været lige saa stor Amiral, havde denne Krig maa skee faaet andet Udfald. Jeg seer af adskillige Relationer, hvoraf eendeel ere skrevne med Chiffres, at han udi de Aaringer 1622, 1623 og 1624 har været Kongl. Minister udi Sverrig. (b) Hans Epitaphium blev giort af Thomas Bartholin udi Hagested Kirke saaledes: (c)

Illustri Canonico

PETRO GALTIO

Poëtæ & Juris Consulto nobili

Qui

In navibus Regiis

Quibus infeliciter præerat

Felicitatis naufragium faciens,

Elemento mutato, mutavit fortunam

Jure Canonico in Oceano uti nesciens

Maris delictum in terra luit

Ad extremum ut disceret

Quod neglexerat

Juris Regii rubrica. Senex occubuit.

Den 21. Augusti kom Louvys de Geer med den Hollandske Flode af 22 Skibe lige for Helsingborg udi Forsæt at løbe igiennem Sundet til Østersøen, og at conjungere sig med de Svenske. Da de nu passerede forbi Helsingborg, fyrede man af Kronborg 7 gange efter dem, de hilsede iligemaade Fæstningen med adskillige Skud. Om Natten lagde bemeldte Flode sig under Lands-Krone, og den anden Dag gandske

Den Hollandske Flode løber igiennem Sundet.

tilig passerede forbi Kiøbenhavn, hvor den blev hilsed af nogle Pramme, som Hans Majestæt der havde (859)

(a) Bœcl. lib. 1. pag. 135.

(b) Relationes Petr. Galth: Manuscr. autogr.

(c) Test. Resen. in excerpt. Manuscr.

ladet henføre, item, af nogle Kongl. Skibe, saa at bemeldte Lovis de Geer med stor Besværlighed maatte bane sig Vejen til Østersøen, hvor han conjungerede sig med de Svenske, hvis heele Flode der over blev 64 Skibe sterk.

Over denne Conjunction bleve de Danske ikke lidet bestyrtzede, saasom de fornumme, det vilde blive besværligt for dem at modstaae saadan Magt. De Svenske triumpherede derimod meget derover, og havde nu Forhaabning gandske at spille Mestere, hvorfor den Hollandske Amiral Martin Theysse blev imodtagen udi Stokholm med usigelig Glæde, og bekom 1) En stor Guldkiæde af 400 Croner, et Adels-Brev, hvorudi ham blev givet det Navn Ankerhielm, og 3) en aarlig Pension af 300 Rigsdlr. saa længe han levede. Efter saadan Æres-Beviisning blev han sendt til Calmar igien, hvor, da han havde conjungeret sine 24 Skibe med 12 Svenske under Carl Gustav Wrangel, gik han at oplede de 17 Danske Skibe, som vare udi Søen under Amiral Prosmund, hvilke han treffede ved Femern.

Amiral Prosmund, som commanderede bemeldte Danske Esquadre, da han saae sig intet Middel at undgaae en Træfning, giorde han all muelig Anstalt til en tapper Modstand, og gik med sine faa Skibe den heele Svensk Hollandske Flode under Øjene.

De Svenske indbildte sig, at Kongen var udi egen høje Person paa den Danske Esquadre, efterdi han altid assisterede med sin Nærværelse, hvilket foraarsagede ikke liden Bekymring, saasom de af foregaaende Bedrifter vel kunde slutte, hvor blodig denne store Helt vilde giøre deres Victorie. Der blev derfore beslutted udi Krigs-Raadet, at skikke 2 store Skibe med tvende Brandere mod det Danske Amiral-Skib, for at sætte det udi Brand. Bemeldte Amiral-Skib blev anfaldet af de tvende største Svenske Skibe, Dronningen og Gottenborg, og Begyndelsen giort til en meget blodig Træfning, hvorudi de to Brandere, formedelst Skibenes Indviklelse i hinanden bleve forhindrede at giøre deres Effect.

Amiral-Skibet giorde længe en tapper Modstand, men endeligen blev overveldiget af den Tal-rige Fiende, hvilken entrede Skibet, og omkom alle dem, som giorde Modstand tillige med (860) Amiral Prosmund, som figtede til det Yderste, og vilde ingen Quartéer have. Derefter blev Vice-Amiral-Skibet anfaldet af 10 Fiendtlige, mod hvilke det giorde længe Modstand, og skiød i Grund et af de Hollandske Skibe, men maatte omsider vige for den Sterkere. Efter at Slaget havde varet udi 5 Timer med saadan Bestandighed, at man ikke kunde see til hvilken Side Victorien vilde helde sig, fik omsider den mægtige Fiende Overhaand, og adspredde de Danske Skibe, af hvilke nogle bleve tagne, andre opbrændte og nedsiunkne, og den mindste Part salvered. Hans Majest., saasom han var af et uovervindeligt Mod, hørdte han disse ulykkelige Tidender uden Alteration, var dog meget misfornøjed med de overblevne Officiers, hvilke skiøde all Skylden paa Amiral Prosmund, som omkom udi Træfningen.

Aarsagen til denne Ulykke var, at de Danske Skibe ikke vare beredde paa noget Slag, (a) men laae for Anker, meere udi Forsætt at holde Vagt, og observere, end at vove nogen Træfning med den heele store fiendtlige Flode, af hvilken de da mod all Formodning bleve overfaldne, item, at de havde satt den største Deel af Krigsfolkene paa Land, saa at der vare neppe saa mange Baadsfolk paa Skibene, som kunde regiere Seilene og Stykkerne.

Efter denne Ulykke ventede man ikke andet end den fiendtlige Flode skulde foretage noget af stor Vigtighed, enten at bemægtige sig nogle af Øerne eller Sundet, og nøde Kongen af Dannemark at forlade Skaane. Men bemeldte Flode forrettede intet videre dette Aar; Thi først geraadde efter Slaget adskillige Skibe baade af den Hollandske og Svenske Flode paa Grund, og ikke uden ved 10 Dages Arbeide kunde bringes til rette igien. Derforuden fattedes Skibene ogsaa Proviant, Svaghed kom iblant Folkene, og Vinteren var forhaanden, hvilket altsammen, saavelsom Kongens Aarvaagenhed, foraarsagede, at de Svenske nøde ingen Frugt af deres Søe-Victorie. Den Hollandske Amiral Theysse eller Ankerhielm derfore satt Seil med sin underhavende Flode til Holland igien. Men, som han paa Vejen fik Tidender om, at nogle Danske Skibe laae ved Christiania udi (861)

(a) Bœcl. pag. 200.

Norge, hvilke vare opfyldte med Steene, og skulde nedsiunkes udi Gottenborgs Havn, og at otte Danske Krigs-Skibe under Ove Geddes Anførsel, der skulde beskiærme de andre, havde indsluttet Gottenborgs Havn, og derudi 3 af Lovis de Geers Skibe, tog han sin Kaas did hen udi Forsætt at overfalde dem uformodentligen. Men de Danske finge i Tide Kundskab om dette Anslag, og derfore førdte Skibene til Marstrand. Der truede Fienden igien at overfalde dem, men, saasom den fandt de Danske udi god Tilstand at tage imod sig, torde den ikke vove sig der til.

Da nu Ankerhielm saae, at alle hans Anslag vare giorte til Vand, efterlod han 4 af sine Skibe med de 3 Geeriske udi Gottenborgs Havn, og satt Sejl med Resten til Holland. Men ved Skagen overfaldt dem en stærk Storm, som adspredde og meget ilde tilredde Skibene, af hvilke eendeel bleve drevne til Skagen, andre til Gottenborg, hvor 3, som vare blevne gandske u-beqvemme til Sejlatz, maatte ligge Vinteren over. (a)

Man seer ellers af denne heele Krig, at Kong Christians Hoved-Sigte var at bemægtige sig Gottenborg, hvilken Stad, formedelst dens Situation og Tiltagelse udi Handelen, var en Torn i de Norskes Øjen; Intet blev derfore sparet, som kunde befodre samme Stads Reduction. Et Skib blev nedsiunket udi Indløbet paa Elven

Kongen belejrer Gottenborg forgiæves.

ved Bahuus, for at hindre Farten imellem Sverrig og Gottenborg. Hannibal Sehsted havde Ordre at belejre den til Lands, og Amiral Ove Gedde at beængstige den med Defensions Skibene til Vands, og Hans Majestet lod sig udi egen høje Person indfinde, hvilket sees af hans aabne Brev, dat. Skibet Trefoldighed, til Indbyggerne i Gottenborg, hvorudi findes disse Ord: Da haffuer vy værit foraarsaget at syncke Indløbet for Elsborg, saa at hverken di eller deris Salvator Louys de Geer med ald sin Anhang icke kand hindre det &c. (b) Men han havde med all den Anstalt, som giortes, ikke den Lykke, at kunde reuissere udi sit Forsæt. Og synes det, at de (862)

(a) Bœcl. pag. 206.

(b) Lit. Christ. 4. dat. Trefoldighed 1644. d. 29. April. Manuscr.

privilegerede Defensions Skibe da ikke maa have giort deres Devoir, efterdi Kongen, udi en Ordre, af dato Skibet Hellig Trefoldighed, (a) til Hannibal Sehsted, besværger sig over deres Forsømmelse, iligemaade udi en anden Ordre, som blev given efterfølgende Aar. (b) Og saasom efter Krigen intet meere tales om disse Defensions Skibe, er det troeligt, at de af samme Aarsag ere blevne afskaffede.

Saaledes endtes Krigs Expeditionerne af det Aar 1644, hvilket kand regnes for det eeneste Aar, som Krigen varede, thi den begyndte mod Enden af 1643, og Freds-Tractaterne foretoges strax 1645; Men, varede den kort, saa blev den ført med des større Vigueur, og kand den i den Henseende regnes blant de store Krige Dannemark har haft. Kongen merkede da, at han havde spendet Buen for højt med den Øresundske Told, og derved irriteret adskillige Søe-Puissancer, i sær Holland, hvilket Land udi ingen Krig har ladet see større Hidsighed, end udi denne; Thi, at de foreenede Provincier ikke aabenbare erklærede Krig mod Dannemark, rejsede sig deraf, at de holdte det ikke nødigt i Henseende til de Svenskes store Fremgang, saa de lode sig nøje med under Haanden alleene at understytte den samme, og at udøse Truseler mod Dannemark. Man kand ogsaa ikke sige, at deres Bitterhed var ilde grundet; thi

Kongen søger at stille Hollænderne tilfreds.

Tolden var udi de sidste Aaringer saaledes forhøjet, at det var dem fast u-mueligt at handle paa Øster-søen, saa at om de virkeligen havde erklæret Krig, vare de derudi at undskylde. Dette merkede ogsaa omsider Kong Christian, og derfore søgte udi dette Aar at stille Holland tilfreds, saa meget som mueligt, hvilket sees af en Ordre til Told-Betienterne udi Helsingøer, (c) hvorudi han byder dem at handle lempeligen med de Hollandske Skibe, ikke at visitere dem meere end eengang, ej heller at bryde deres Kister og Pakker, og giøre dem nogen Ophold. En ligedan Forordning lod han publicere i Faveur af de Engelske, hvis (863)

(a) In portu Fleckerœ die 3. Junii 1644.

(b) Hafn. die 18. Febr. 1645.

(c) Edict. Hafn. die 21. Martii 1644.

arresterede Skibe han befoel at løslades; (a) Men disse Mesures bleve forsilde tagne, hvorudover Hollænderne stedse fremturede udi deres Animositet mod Riget, og spillede under Dekket med Sverrig, og lod den oft omtalte Borgerlige Edelmand Lovis de Geer, som var en Hollandsk Kiøbmand, men nobiliteret udi Sverrig, sig besynderligen bruge dertil; thi han bragte en hob Krigs-Skibe tilsammen udi Holland, og agerede med de samme udi Svensk Navn, som tilforn er sagt; hvorudover Kong Christian ogsaa var særdeles ophidsed mod samme Mand, og i alle de Patenter, han udgav i Faveur af Hollænderne, stedse exciperede Lovis de Geers Skibe. (b) Dog hindrede ikke denne Hollandsk Fiendtlighed, at jo adskillige interesserede Kiøbmænd udi Holland bøde Krigs-skibe med Folk og Rustning til Leje til Dannemark, hvilket sees af et Patent dateret udi samme Aar, hvorudi Kongen beordrer, med hvilke Conditioner, og for hvilken Priis slige Leje-skibe skulde antages. (c) Samme Patent tillige med adskillige andre er dateret paa det Kongelige Skib Hellig Trefoldighed, hvoraf sees, at Kongen den meeste Deel af Sommeren har været i Søen, og selv anført samme Skib.

Nu træder jeg til Efterfølgende Aar, udi hvilket man begyndte at arbejde paa 1645.Fred, og finder jeg da, at Hans Majestet ved Forordning paa Forordning har søgt at stille Hollænderne tilfreds, saasom det samme var den største Knude som skulde løses, thi de andre Sverrigs Allierede, i sær Frankrige, havde intet Udstaaende med Dannemark, saa at derfore Kongen ikke frygtede, at den Franske Ambassadeur, som da var udi Dannemark, skulde giøre Freds-Tractaterne saa difficile som de Hollandske: Jeg seer alleene udi Januario 4re Ordres til Statholderen udi Norge, Hannibal Sehsted, udi Faveur af Hollænderne, hvoriblant den sidste, som er dateret til Frideriksborg, Forordning om Junker-Deele.

handler om Kongs-Deeler eller Junker-Deeler, som har været et slags Byrder eller Hoverie, som de (864)

(a) Edict. Hafn. die 31. Martii 1644.

(b) Edict. sub dat. Skibet Hellig Trefoldighed die 7. Augusti 1644. It. Hafn. d. 22. August.

(c) Dat. Skibet Hellig Trefold. ved Christiansøe den 3. Junii 1644.

Nederlandske Skibe have været underkastede i Norge, skiøndt jeg egentlig ikke kand sige, hvorudi saadant Hoverie bestoed, thi Forordningen siger alleene, (a) at de Hollandske eller andre fremmede Skippere skulle ikke nødes til at kiøbe eller indtage fleere Kongs-Deeler eller Junker-Deeler, end som af Arilds Tid brugeligt været haver, eller de den Priis ikke værdt ere, som de nødes til at betale, saa at det synes at have været visse Varer Kronen tilhørende, som de havde været tvungne til at kiøbe, om de ellers vilde have Frihed at handle med Undersaatterne, og at Hollænderne da ikke besværgede sig over denne Sædvane, men alleene over den arbitraire Priis, de Kongelige Betientere havde satt paa samme Vahre. Men med alle disse

Handel om Fred.

Kongelige Douceurs lode de Hollandske Gesantere see saadant partiisk Conduite ved Freds-Tractaterne, at de Svenske Commissarier befandtes meere moderate. Den Franske Ambassadeur Caspar Coignet de la Thuillerie, efter at han tillige med de Hollandske Commissarier havde disponeret begge Riger til at handle om Fred, rejsede i Begyndelsen af Novembr. foregaaende Aar fra Malmøe igiennem Lands-Krone, hvor den Danske Armèe laae, og kom til Engelholm, der lod den Svenske General Horn sig indfinde samme Dag, og overgav til Monsr. de la Thuillerie et Forslag til Fred, og blev der saa meget udvirket, at den 25 Decembr. Tractaterne skulde begyndes Den Franske Ambassadeur er Underhandler.

til Bromsebroe, en Miil fra Christianopel, og at udi bemeldte Bromsebroe, og 2 Mile deromkring, ingen Fiendtlighed skulde øves, saa længe som Tractaterne varede.

Da dette var forrettet, begave Ambassadeurene sig tilbage til Helsingborg, hvor de fandte den Danske Armée for Muurene. Monsr. de la Thuillerie bekom et forseglet Skrift ved Kongen af Dannemarks Secretarium om Tractaternes Begyndelse, og gav samme Secretario General Horns, hvorefter den Danske Armèe gik tilbage til Malmøe, og Kongen af Dannemark gik over Sundet til Kiøbenhavn.

Imod Foraaret tog den Svenske Oberst Wrangell sig for at belejre den Kongelig Festning Rensborg, til hvilken Ende han lod (865)

(a) Fridericsb. die 13. Jan. 1645.

føre ud af Christianpriis alt hvad som dertil var fornødent, og bestyrkede sig med de Kønigsmarkiske Regimenter, og, som Rensborg paa samme Tid var ikkun slet fortificeret, havde han Forhaabning i kort

Wrangell belejrer Rensborg forgiæves.

Tid at blive Mester derover; Men han fandt her langt større Modstand end han havde ventet eller kunde indbildet sig; thi Oberste-Lieutenant Jørgen Walter, som var Commendant udi samme Fæstning, forsvarede sig tapperlig med sine gevorbene Soldater, Borgere og Bønder, slog de Svenske af udi adskillige Storme, og med Udfald giorde dem stor Skade, besynderlig paa en Paaske Aften, da Fienden stormede 3 gange, men blev alle gange afslagen, og, endskiønt man allereede havde skudt Stormhull, forskandsede dog de Belejrede sig igien; Da Wrangell med nogle af sine Folk gik fra Rensborg, for at anfalde Oberste Buchwalds Regimente, giorde de Belejrede et lykkeligt Udfald, omkomme mange af de Svenske, og førdte nogle fangne med sig, tillige med adskillige Stykker og Gevær.

Den 12 May blev der giort Anstalt til en General Storm paa 4re Steder tillige, hvilken ej heller vilde lykkes. Den 25 satt Wrangell sig for rett alvorligen at angribe Fæstningen, og giorde alting færdigt til en Hoved-Storm, men, da Stormen skulde gaae for sig, kom der en sterk Regn, hvilken atter foraarsagede, at Oberst Wrangell holdt sig tilbage, og efter den Tid mistede all Lyst til at vove fleere Storme, men satt sig for at udhungre de Belejrede, dog, førend det kom saa vit, blev Freden sluttet, mellem Dannemark og Sverrig, hvorom videre siden.

Medens denne Belejring varede, blev Krigen fortsatt med største Iver baade til Lands og Vands, dog tildrog sig intet meere af stor Vigtighed, men begge Deelene giorde hin anden Skade med Partier; Til Søes lidde de Danske meest; Thi, foruden de Skibe som bleve borttagne af de Svenske og Hollændere, forulykkedes det største Danske Skib Sophia, som førte 70 Metal-Stykker. Samme Skib, da det skulde sejle tillige med den Danske Flode, som bestod af 26 Skibe, fra Gottenborg til Sundet,

Det store Skib Sophie forgaaer.

blev det af en Stormvind dreven paa en Klippe, slaget i stykker og nedsiunket. En heel Hob Mennesker, som fandtes derpaa, omkom, Rigets (866) Amiral, Ove Giedde, salverede sig vel udi en Baad, men udi denne Confusion brød sit højre Been.

Denne store Krigs-Lue, som havde rejset sig i Norden, og der taget saadan Overhaand, ansaae adskillige Potentater, i sær Frankrig, skadelig for deres Interesse, saasom de ved de Svenskes u-formodentlige Indfald udi Dannemark saae Freds-Negotiationerne udi Tydskland brudte overtvers og sig tillige med at være skildte ved Christiani 4. Underhandling, herudover gav Frankrig Ordre til Greven af Thuillerie, som da var Ambassadeur i Sverrig, at besværge sig derover ved det Svenske Hoff, og at begive sig til Dannemark for at tilbyde sin Underhandling til Kong Christian, og derved at hindre, at Højstbemeldte Konge ikke skulde kalde sin Ambassadeur tilbage fra Munster, hvor han assisterede som een af Mediateurerne. (a) Herudover

Freds-Commissarier udnævnes af begge Riger.

arbejdede den Franske Ambassadeur Monsr. de la Thuillerie paa at bringe de tvende Nordiske Kroner til Forliig, og bragte det saa vit, at Rigernes Raads-Herrer komme sammen den 8 Febr. fra Dannemark Corfitz Uhlfeld, Christian Thomesen Sehsted, Christopher Urne og Jørgen Seefeldt; Fra Sverrige Axel Oxenstierna, Johannes Schytte, Matthias Soop, og Thure Bielche. De Danske begave sig til Christianopel, hvor den Franske Mediateur Monsr. de la Thuillerie ogsaa forblev. De Svenske derimod begave sig til Siørød.

Efterat de havde hilsed hin anden med Bud og Tilskrivelser, handlede Thuillerie, førend Sammenkomsten skulde skee, med de Svenske om Maaden, paa hvilken Freden skulde tracteres, og holdt det bedre efter de Danskes Meening at proponere skriftligen og ved Mediateur, end efter gammel Sædvane at forrette det mundtligen, hvilket kunde give Aarsag til Skiælds-Ord og haarde Expressioner. Dertil lode de Svenske sig ogsaa beqvemme. Efterat Brevene, hvorved Raads-Herrene havde offentlig Fuldmagt at tractere, vare overseede, kom man til Bromsebroe, som forrige Aar var Møde til Bromsebroe.

distineret dertil. Bemeldte Bromsebroe haver sit Navn af de Broer, som føje den lille Øe til Dannemark og Sverrige. Paa samme Sted (867)

(a) Memoires de Chanut. Tom. 1. pag. 2.

var fordum holden en Samtale mellem Christianum 3. og Gustavum 1. Freden blev negotieret af de tvende største Mænd udi Norden paa de Tider, nemlig Corfitz Uhlfeld Dannemarks Riges Hoffmester, og Axel Oxenstierne, Sverrigs Riges Cantzler. Disse to store Mænd, siger en fremmed Autor som paa samme Tid var i Dannemark, (a) ansaae hinanden med Frækhed og Veneration tillige, og er det ikke liden Ære for Frankrig ved sin Ambassadeur at have stiftet Venskab mellem disse store Mænd. Jeg vill her intet tale om Sverrigs Canceler, jeg vill alleeneste sige dette til Berømmelse af Dannemarks Riges Hoffmester, at han ikke alleene er capable til at regiere Kongeriger ved sine Raad, men at han ogsaa haver Hovet til at styre et Kejserdom.

Saadant Portrait giør denne fremmede Skribent over Corfitz Uhlfeld, og, hvad Cantzler Oxenstierne angaaer, da kand ikke nægtes, at han jo var en af de største og fornuftigste Statsmænd, Sverrige haver haft, hvorvel det synes af adskillige Chr. 4. egenhændige Breve, (b) at Højstbemeldte Konge ingen synderlige Tanker har haft om samme Mands Gemytt, og laster han ham blant andet derfor, at han tracterede den store General Banners efterladte Gemahl heel slett.

Saa snart Tegn var givet ved Basunen, ginge de Danske og Svenske Raads-Herrer ud af deres Telte, som stode ved begge Broer, hin anden i Møde, og efter at de havde rakt hin anden Hænder, foreholdt Corfitz Uhlfeld paa de Danskes, og Axel Oxenstierna paa de Svenskes Side, at deres høje Principaler af Begierlighed til Fred, og udi Henseende til Hans Allerchristeligste Majestet og Herren Staten af Holland havde forordnet dem til at bilægge Krigen, og fornye det forrige Venskab imellem begge Rigerne igien, hvorpaa de gave hin anden Hænder og ginge bort.

Den Franske Ambassadeur blev paa samme Tid svag, hvilket foraarsagede, at Freds-Forhandlingen blev opholden til den 13, (868)

(a) Peyrere epist. ad Mothe le Vayer. Samme Peyrere var udi Suite med Ambassadeuren de la Thuillerie.

(b) Variæ Chr. 4. Epist. ad P. Wibe Manuscr. autogr.

da begyndte man for Alvor at tractere, Tvistigheder ved Congressen.først om Tolden udi Øresundet, hvilken de Danske vilde have udi forrige Stand. De Svenske der imod begiærede en frie Fart. Efter lang og besværlig Disput, blev denne Punct endeligen bilagt til de Svenskes Faveur, saasom Hans Majestæts høje og graae Alder kunde ikke tilstæde, at Rigerne skulde længer være i Uroelighed.

Efter at den første Punct var bilagt, gik man videre frem, og begyndte at handle om de borttagne Provinciers Restitution. Dette var sandeligen den haardeste Knude at løse, og gav saa store Vanskeligheder, at Mediateurerne begyndte gandske at desperere om god Succes. Aarsagen der til var de Svenske Commissariers store Prætensioner, hvilke Mediateurerne samt de Danske Commissarier fandte saa ubillige, at de kunde bære største Fortrydelse derover; Thi de begiærede til Satisfaction de Lande, som de udi mange Aar skulde have Umag at erobre, ej eftertænkende, hvor stor Generosité Kongen af Dannemark havde ladet see imod dem udi den Siørødske Fred, hvorudi han gav dem tilbage saa mange capitale Fæstninger, og allene lod sig nøje med nogle Penge til Krigens Omkostning. De Hollændere vare ikke liden Aarsag til alle disse Vanskeligheder, og bestyrkede de Svenske ikke lidet udi deres Prætensioner, i det de, i Steden for at forlige de stridende Parter med hinanden, hvor til de som Mediateurs vare forbundne, lovede de Svenske offentligen at ville conjungere sig med dem imod Dannemark. Ingen af alle de foreenede Provincier var saa haard som

De Hollænderes Hidsighed.

den Hollandske, hvilken lod sig forlyde, at, om ingen af de andre Provincier vilde samtykke med dem der udi, vilde den alleene indvikle sig udi denne Krig, og sætte alt andet til Side, og truede de andre Provincier, besynderlig Zeeland, Utrecht og Grønningen, som syntes ikke at være saa gode Svenske, at ville forlade dem udi den Spanske Krig, dersom de ikke der i stode dem bi, saa at Prindsen af Oranien imod sin Villie maatte søge at bringe bemeldte Provincier paa den Svenske Side.

Denne Erklæring, saa meget som den satt Moed i de Svenske, og eggede dem til at forhøje deres Prætensioner, saa meget drev den de Danske til at haste med Freden, at ikke de Hollændere (869) og Svenske skulde gandske foreene sig imod dem. Men, som de Svenske, stolende paa den Hollandske Hielp, spændte deres Prætensioner saa højt, siuntes all Forhaabning at forsvinde; Thi Kong Christian vilde heller figte med Fienden indtil det Yderste, end indgaae en formeget ufordeelagtig Fred, hvilket den Franske Ambassadeur fornam, og derfor raadde de Danske Commissarier først at forlige sig med de Hollændere, hvilket ogsaa med stor Iver blev foretaget, og endeligen bragt til Ende, hvorvel ikke uden med største Besværlighed, eftersom de Hollandske Ambassadeurs vare saa haardnakkede, at de hverken vilde høre eller give Raison, og derfor af Victorio Siri (a) siges at have været beqvemmere til at handle om Kiøbmandskab, end Stats-Sager. Ja det synes, at Hollænderne paa de Tider aldrig giorde slettere Figurer end i Ambassader. Jeg har tilforn viiset, hvilken Solœcismum det Gesantskab begik, som 1640 var udi Sverrig, i det at det giorde Forslag om at grave en Canal igiennem samme Rige, saa at Cantzler Oxenstierne havde Møje ved at bare sig for Latter. Den Ambassade, som 1653 skeede til Lybek, blev ikke mindre criticeret i mange Ting, besynderlig derudi at Gesanterne de Wit og van Vawern, lode de andre fremmede Gesanter vide, at de ikke skulde besøge dem førend de havde pyntet og meubleret deres Logementer. (b)

Endelig ved Monsr. de la Thuilleries store Vindskibelighed kom det saa viit, at

Tractaterne undertegnes.

Tractaterne udi Augusti Maanet bleve undertegnede. Af begge Parterne bleve sendte Secretarier med Instrumenterne at overlevere dem til Thuillerie, hvilken strax gav det Svenske Instrument til den Danske Secretaire Krag, og det Danske til den Svenske Secretaire Israel Israelsen, som nyeligen tilforn af Dronning Christina havde faaet det Navn Lagerfeld; Hvorpaa han nedlagde sit Mediateurs Embede.

Da Tegn var gived med Basunen, og Commissarierne vare gaaene ud af deres Telte hinanden i Møde, holdt Corfitz Uhlfeld og Axel Oxenstierna hver sin Oration, hvorudi de først aflagde Tak til Gud for sin Bistand i at forfremme dette Verk, dernest (870)

(a) Siri hist. dei Tempi correnti.

(b) Banag. Ann. des Prov. unies tom. 1. pag. 327.

berømmede Kongens og Dronningens af Frankerige beviiste Affection imod de Nordiske Riger; item den Franske Ambassadeurs Umage og Vindskibelighed; Derpaa gave de hinanden Hænder, og begave sig enhver til sit Telt igien.

Saa blev da endelig Tvistigheden ophæved ved 2 Freds Tractater, een med

Tractat med Holland til Christianopel.

Holland, og en anden med Sverrig. Den med Holland blev slutted 1645 den 13. Augusti til Christianopel, ved hvis Kraft Tolden udi Sundet blev moderered, og en Told-Rulle blev opretted, hvorefter Tolden skulde aflægges, og skulde den samme staae ved Magt udi 40 Aar. Men efter de 40 Aars Forløb skulde den Spiriske Tractat igien blive ved Magt, i Fald ingen anden imidlertid blev giort. Udi Norge skulde Hollænderne betale Tolden, som den var reglered 1628. Denne Tractat blev underskreven paa Dannemarks Vegne af Corfitz Uhlfeld, Christian Thomesen Sehsted, Christopher Urne, og Jørgen Seefeld; Paa Hollands Vegne, af Jacob Witte, Gerhard Scaep, Albert Sonk og Joachim Andreas.

Freden med Sverrig blev slutted til Bromsebroe den samme Dag hvorved

Med Sverrig til Bromsebroe.

Dannemark afstoed til Sverrig Jempteland, Herdalen, Øesel, og Gulland til ævig Tid, og Halland paa 30 Aar. De Svenske bekomme ogsaa Told-Frihed udi Sundet. Denne Fred blev underskreven paa Sverrigs Vegne af Axel Oxenstierna, Johan Skytte, Mads Soop, og Thure Bielke, og blev derpaa strax af begge Riger Commissarier udnævnede for at dømme om Grændserne mellem Sverrig og Halland. De Danske Commissarier vare Christoffer Uhlfeld og Iver Krabbe, og de Svenske Seuedt Bååt, Otto Sperlingh og Israel Israelsen Lagerfeldt, hvilket sees saavel af deres Fuldmagt som Domme og Afskeede. (a)

Saaledes endtes denne blodige Krig, hvilken havde haft langt andet Udfald under saadan stor Konge, hvis Riget ikke uformodentlig var blevet overfaldet paa en Tid,

Betænkning over de Tiders Tilstand.

da ingen tænkte paa nogen Fiendtlighed, men Kongens Tanker vare alleene henvendte paa at forlige de stridende Parter, og, som Riget strax ved saadant (871)

(a)Sentent. Commiss. Dan. dat. Baadsted 28. Febr. 1646. it. Svec. dat. Laholm 28. Febr. 1646. Manuscr.

uformodentligt Indfald blev bragt udi Forvirrelse, var det vanskeligt at bringe de eengang faldne Sager til rette igien. Dog, uanseet alt dette, havde de Svenske ikke faaet saa gott Kiøb, hvis Hans Majestæt, som fornam sit Time-Glas fast at være udrundet, ikke havde fundet en Fred saa højt fornøden. Dertil hialp ogsaa ikke lidet Hollændernes Partiskhed, som gik Sverrig til Haande baade med Skibe og Penge, item Keiserens Kaaldsindighed. Landet laborerede derforuden ogsaa af indvortes Svagheder, og Kongen derfore ikke blev secundered med den Iver, som Tilstanden da udfodrede, hvilket sees af adskillige Klagemaal, som denne berømmelige Herre derover førte, sær af et egenhændigt Brev til Rigets Raad, hvilket jeg, formedelst dets Fynd, og efterdi det giver de Tiders Tilstand tilkiende, finder værd at anføre, det lyder saaledes:

Vor synderlige Gunst tilforn.

Eftersom Vi af Eders underdan. Relation naadig haffue erfaret, hvorledes Kong

Christians fyndige Brev til Rigets Raad.

Adelen sig haffuer undskyldet videre Hielp til Krigens Fortsættelse at kunde giøre, men at de raader til Fred, da efterdi Eder er bekiendt, at Vi, hvis af Os til dends Fortsættning er begiert altid os haffuer ladet vel gefalle, maatte vi vell viide, om de gott Folk af Adelen sig monne indbilde, at, naar Freden efter den Allerhøjestes Velbehag er giort og sluttet, det da dermed skulde blive klart, og Folket til Hæst og Fods med Snak sig vilde lade aftakke og contentere: thi dersom de ikke blive afbetalte, maa Vi paa en Mutination være forsikkrede, som med dobbelt saa mange Penge ej er at stille. De ere Mestere i Landet, och Vi som den Ældste af det Haandverk kand intet Os med dennem anderledes end vell adskille. Thi bede Vi Eder, og naadig ville, at I bem. af Adelen sligt til Gemytt fører, og dennem der hos (872) forstendiger, at, om de vill staae den Eventyr, som der af kand komme, Vi da for Gud i Himmelen og ald Verden vill være undskyldte. Vi haffue, Gud være loffuet, til det Verk ingen Aarsag givet, men hvad der af kand følge kand vi noksom besinde. Eftersom Affectionen mellem Adelen og andre i Landet er meget ringe, saa dersom sligt der til skulde komme, formoder Vi der ikke vill gaae vel til. Det kommer Os ogsaa heel underligt for, at, naar de med Penge deris Herre til deris Fædrenelands Defension skall undsætte, ere de iche ved Middel. Men naar de Cronens Gods til brugelig Pant, eller under deris Birk kunde bekomme, der da Penge at være forhaanden. (a)

Eendeel har villet tilskrive saadan Ulykke en slett Politiqve formedelst den langvarige Fred udi Riget fra Anno 1613 til Anno 1643, (thi den Tydske Krig blev alleene ført med Tydske Tropper) og derfore holdet fore, at Indbyggernes naturlige Stridbarhed var bleven svækket. Men saadanne Domme ere meere Soldatiske end Christelige; thi den største Zirat udi en Konges Levnet er Freds og Retfærdigheds Haandhævelse. Hvorfore en Alexander Magnus, der sin heele Livs Tid aldrig stak Sværdet i Skeeden, ikke bør staae saa højt anskreven hos Efterkommerne, som en Augustus, der lod sig meest være angelegent at haandhæve Retfærdighed, og stifte nyttige Love. Denne sidste Potentat efterfuldte Christianus IV, og lignede ham ikke mindre udi en fredsommelig og retfærdig, end en langvarig Regiering.

Jeg haver ellers tilforn antegnet, hvorledes Conjuncturerne vare udi Norden, og udi hvad Tilstand de tvende Riger vare førend Krigen begyndtes, og deraf viiset, at man nogenledes kunde forud see, at den intet lykkeligt Udfald vilde have for

Dannemarks Regimente i Henseende til Sverrig.

Dannemark. Det eeneste, som syntes at være favorabelt for dette Rige udi slige Conjuncturer, var, at Dannemark paa samme Tid var regiered af een af de største og habileste Konger, som nogen Tid have siddet paa (873)

(a) Memoires de Chanut. tom 1. pag. 240. sq.

Thronen, da derimod udi Sverrig, var en ung Dronning, som endda ikke var kommen til moed Alder. Men man kand derimod sige, at ingen Konge i Sverrig har været meere adoreret end denne Dronning udi hendes Regierings Begyndelse; thi foruden dette, at hun var en Dotter af den store Gustavo, hvis Amindelse var hellig hos alle Svenske, saa havde Naturen prydet hende med saadanne Qvaliteter, saa at hun ansaaes saasom et Vidunder, og som den der vilde overgaae hendes Fader udi Dyd og Regierings-Konst, hvilket sees af det Portrait, som den Franske Ambassadeur Monsr. Chanut, der paa samme Tid residerede ved det Svenske Hoff, haver giort over hende, saaledes. (a)

Der gik paa de Tider stort Rygte om Dronning Christinæ Qvaliteter udi

Dronning Christinæ Portrait.

Europa. Hvad Legemets Gaver var angaaende, da, jo meere man betragtede hende, jo meere blev man vaer det, som man maatte forundre sig over. Hendes Ansigt changerede saa hastig efter Sindets Bevægelser, at hun fra et Øjeblik til et andet var u-kiendelig. Hun syntes gemeenlig noget tankefuld, og, naar noget vederfoer hende, som hun havde Mishag udi, saae man hendes Ansigt skiules ligesom af en Skye, hvilken, uden at vanhelde det, giorde det terrible for alle dem som saae hende. Hun havde gemeenligen en spæd Stemme, saa at med hvor stor Fermeté hun end udtalede sine Ord, saa kunde man dog klarligen skiønne, at det var en Fruentimmer-Stemme. Dog forandrede hun undertiden, skiøndt uden Affectation, Røsten, for at giøre den grovere og mandelig, men den kom efter haanden til forrige Lyd igien. Hendes Taille var lidt mindre en middelmaadig, men hun havde kunnet synes højere, hvis hun ikke havde brugt lave Skoe. Dersom man maa dømme et Menneske efter udvortes Anseelse, da havde hun høje Tanker om det Guddommelige Væsen, og den Christelige Troe. I det øvrige var hun ingen stor Elsker af devote Ceremonier, men lod see en u-troelig Kierlighed til Dyd, og gav tilkiende, derudi at bestaae hendes største Glæde og Fornøjelse, og tillige med udi en Begierlighed efter Ære, saa at hun ideligen tragtede efter Dyd, som var sammenføjed med Ære. Hun har undertiden (874)

(a) Memoires de Chanut. tom 1. pag. 240. sq.

haft Behag i at tale, som Stoici, om den høje Dyd, som giør all vor Lyksalighed i Verden. Intet er fornøjeligere end at see en saa stor Dronning at lægge sin Krone under Fødderne og offentligen sige, at Dyden er det eenste Gode som et Menneske bør tragte efter, uden at søge nogen Fordeel af andre Ting. Men med alt dette glemmer hun ikke længe at hun er Dronning, og at tage sin Krone igien, holdende det for den største Grad af Dyd at forrette sit Embede med Flid, hvortil ogsaa Naturen har begavet hende med stort Pund; thi hun har en forunderlig Facilitet til at fatte og penetrere Sager, og en saa lykkelig Ihukommelse, at man kand sige, at hun der af undertiden giør Misbrug. Hun taler Latin, Fransk, Tydsk, Hollandsk, Svensk, og legger sig efter det Gredske Sprog. Hun har ideligen hos sig lærde Folk, som, naar ledige Timer gives, discourere med Hende om de vigtigste Videnskaber. Der gaar ingen Dag forbi hun læser jo noget i Taciti Historie, som hun kalder hendes Skak-Spill; Og, hvorvel samme Autor formedelst dens Mørkhed bryder de Lærdes Hoveder, forstaar hun dog de vanskeligste Passager der i. Med all den Lærdom, som hun possiderer, vill hun ikke have Anseelse af at være lærd. Hun finder en stor Fornøjelse i at høre tvivlagtige Quæstioner tractere, besynderlig mellem lærde Folk, som ere af stridige Meeninger, hvorudover hun ikke siger sin Meening, førend alle have udtalet, og det med saadan Korthed og Sindighed, at det kand passere for Decisioner. Dette kommer der af at hun penetrerer Materien udi Grund uden Præcipitation, og giør mange Reflectioner derudover førend hun siger sin Tanke derom. Hendes Betænksomhed og Retenue sees allermeest udi Stats-Sager, saa at Hendes Ministrer, naar hun er i Raadet, have Umage at giette sig til af hvad Tanke hun er. Og, saasom hun ikke gierne lader sig prævenere, og ikke letteligen fæster Troe til det som bliver hende forebragt, saa synes hun mistænkelig for dem, som gemeenligen ville have hastig Resolution paa hvad de forebringe: Det er sandt nok, at hun inclinerer noget til Suspicion, og hun undertiden er noget langsom i at informere sig om en Sags Rigtighed, og alt for facile i at mistænke andre for Finesse. Men denne (875) Reservation hindrer dog ikke, at hun jo er raisonnable, sær udi Stats-Sagers Expedition. Hun giør ingen deelagtig udi hendes Huussager, ej heller udi de Ting, som dependere af hendes absolute Myndighed, men hun raadfører sig med Senatet udi alle Ting som angaar Staten og Regieringen. Det er utroeligt hvilken stor Myndighed hun har i Raadet, hvor til contribuerer ikke saa meget hendes Værdighed, som det Pund hun haver til at persvadere med, saa at Raads-Herrene forundre sig over den Force hun har til at trække dem udi hendes Meening.

Nogle tilskrive den store Submission, hendes Ministrer have for hende, til hendes Stand, nemlig at hun er et Fruentimmer, bildende sig ind, at den Føjelighed, som man har for samme Kiøn, driver dem der til. Men sandelig all den Myndighed, som hun besidder, reiser sig af de store Qualiteter, hvormed hun er begaved, og kand man holde for, at enhver Konge, som er begaved med samme Pund, kand erhverve sig samme Myndighed. Men det var dog mindre forunderligt, end at see en ung Jomfru tournere og vende gamle Kloge Raads-Herrers Sind efter sin Villie. Hun er Indefatigable udi haardt Arbeid indtil at sidde 10 Timer til Hæst paa Jagt, hverken Kulden eller Heeden incommoderer hende, hendes Spise er simpel og slett, og er der ingen udi Sverrig der med en Flint bedre veed at fælde en Hare udi Laabet. Hun veed at exercere en Hæst paa alle Maader, og det uden at giøre sig nogen Ære der af. Hun omgaaes sielden med Hoff-Damer, saa hendes Exercitier saa vel som Affaires ere alle mandelige. Naar hun er i Selskab med de Personer, af hvilke hun intet kand lære, bryder hun af, saa snart, som mueligt. Derfor taler hun ogsaa ikkun lidt med hendes Domestiquer, skiønt de samme derfor ikke elske hende des mindre, og det i Henseende til hendes Gavmildhed og høflige Omgiengelse. Hun sover ikkun lidt og er gierne ikke meere end 5 Timer i Sængen. Saa stor Application som hun haver til Studeringer og Affaires, saa liden Omhyggelighed har hun for at coeffere sig, saa at hun anvender neppe et Quarteer af en Time paa at klæde sig. Og menagerer hun sit Ansigt saa lidt, |(876) at hun i Regn, Storm og Kuld er til Hæst uden Maske, havende alleene en Hatt med Strudsfiedre paa Hovedet &c.

Saa vit Monsr. Chanut, som besynderligen kiendte denne Dronning. Man

Af dette Portrait sees at Dannemark aldrig kunde have farligere Fiende.

skulde vel holde dette Portrait suspect, helst saasom det giøres af en Fransøsk Hoffmand, og, saasom det Slags Folk gemeenligen finde Miracler i alle de Fruentimmer Contrafeyer, som de tage sig for at berømme. Men samme Stats-Mand glemmer siden ikke at afmale Hendes Feil, da hun begyndte at føre anden Conduite, og derfore her des meere kand staae til troende. Man seer da heraf, at Dannemark aldeeles intet kunde profitere af dette Fruentimmer Regimente udi Sverrig, og at en ung Dronning med slige Qualiteter var lige saa farlig at have til Fiende som en gammel erfaren Konge: thi, saa længe højstbemeldte Dronning øvede alleene disse Dyder, kand man sige, at den Svenske Konge Throne havde aldrig været fastere, og de Stores saavel som Almuens Lydighed mod Regieringen aldrig større, end paa samme Tid; saa at det derfore ingen Under er, at Christianus 4tus, hvis Myndighed tog lige saa meget af som Dronning Christinæ voxede til, var i denne Krig ulykkelig, hvorfore ogsaa de, som af disse tvende Regenteres Sammenligning vilde her udi promittere sig Fordeel for Dannemark, have ikke nøje examinered Tidernes Conjuncturer. Men denne Sverriges Hærlighed fik kort efter Christiani 4. Død en Ende, saa at man kand sige, at hvis dette store Naturens Mesterstykke, nemlig Dronning Christina, havde været nogle Aar længere ved Roret, havde hun bragt Sverrig i saadan Labyrinth, som fast ingen menniskelig Hielp havde kunnet reede det ud af igien.

Efter at denne Krig nu havde taget en Ende, beflittede Hans Majestæt sig udi sin høje Alderdom paa at forbedre alt det, som var brøstfældigt saa vel udi Dannemark som udi Norge, og hindrede hans høje Alder ham ikke, at han jo ogsaa det Aar 1646. giorde en Reise til Norge, for at reglere de nye National Regimenter, hvis Indretning var betroet Statholderen Hannibal Sehsted og Krigs-Commissariatet i Christiania, hvilket sees (877) af en skreven Krigs-Protocoll som gaaer fra 1646 til 1657 (a) og som viser at den bekiendte Peder Wibe, da var et Lem af det Norske Krigs Commissariat paa samme Tid: thi Hans Majestæt havde udaf seeneste Feide merket, at Militien behøvede mest Reformation, hvorfore han lod sig ogsaa saadant synderligen være angelegent, paa det at Rigerne kunde efterlades udi en god Tilstand til hans Søn og Successor Christian. V. Men Hans Prindselige Højhed levede ikke saa længe; thi Anno 1646 blev han overfalden af en hæftig Svaghed, som besværgede 1646.hans Lemmer, besynderlig Hovedet; Af denne Svaghed blev Hans Prindselige Højhed nogle gange overfalden samme Aar, og, enddog han brugte de fornemste Medicorum deres Raad, fandt han dog ingen Forbedring, hvorudover han fattede den Resolution at reise til Carls-Bad, for at medicinere sammesteds; Til den Ende tog han Afskeed med sin Herr Fader, og begav sig til sin Residentz Nykiøbing udi Falster, hvilket Landskab tillige med Lolland, efter Enke-Dronningens Sophiæ Død, som skeede 1631, var ham af Hans Majest. overdraged.

Den 8. May 1647 begav han sig fra Nykiøbing paa Reisen til Tydskland, og 1647.arriverede den 28. til den Churførstelige Residentz Dresden, hvor hans Prindselige Højhed forblev 3 Dage, hvorefter han tog Afskeed med Hans Churførstlig Durchl.,

Kron-Prindsen bliver svag i Tydskland.

og begav sig videre paa Reisen til Badet. Men da han var kommen et Stykke fra Dresden, blev han meget svag udi Vognen, hvorfore han blev ført tillige med sin Gemahl til det Churførstelige Huus Cørbitz, (b) fra hvilket Sted blev strax affærdiget til Hans Churførstl. Durchl. Abraham Jacob von Plato, saadan bedrøvelig Tilstand at andrage, og, som Svagheden tog jo meere og meere Overhaand, blev ilende efterskikked Hoffmesteren Hendrik von Touben at give ydermeere Berættning om Allting. Hvorudover Churførsten tillige med sin Gemahl Churførstinden lode sig strax indfinde paa bemeldte Huus Cørbitz, og forbleve der, indtil Hans Prindselige Højheds (878)

(a) Protocollum Anni 1646. autogr. Manuscr.

(b) Casp. Brochm. Oratio in obitum Christ. 5. p. 39.

salige Afskeed, som skeede om Natten imellem 10. og 11. Junii, efter at han havde levet udi

Hans Død og Characteer.

Verden 44 Aar, 7 Uger og 3 Dage.

Faa Prindsers Død blev meere begræded end dennes, saasom han var særdeles from, naadig og omgiængelig, og havde neppe nogen Konges Søn større Routine udi Stats-Sager, thi han havde ofte i sin Faders Fraværelse forestaaet Regieringen, og udi visse Maader var heller anseet som Christiani 4. Collega end hans tilkommende Successor. Og, saasom Ungdommen aldrig havde haft ypperligere Optugtelse end udi denne Konges Tid, saa kand man troe, at intet blev forsømt med Kongens ældste Søn. Han stod først under Information af Mag. Nicolao Georgio, som udi mange Aar havde været Rector udi Sorøe Skole, og af ham (a) blev oplært udi Mathematique, Historier og Sprog, saa at han i sin Ungdom talede Fransk, Latin og Tydsk med Færdighed. Da han kom lidt meere til Alder, blev han betroed tvende anseelige Mænds Opsyn, nemlig Christian Friises, og Christian Thomæsen Sehsteds, som begge siden bleve Cancelere. Men hans beste Informator var hans store Fader, hvilken ikke alleene giorde ham deelagtig udi alle vigtige Rigets Sager, men endogsaa udi sin Fraværelse betroede ham Regimentet; Han var anseelig af Person, vel skabt og af et stærkt Legeme. (b) Men et Beenbrud foraarsagede ham siden hidsige Febrer, og svækkede hans medfødde Styrke; Det er ogsaa troeligt, at de Tiders alt for lystige Levemaader, og Exces udi Giæstebude contribuerede ikke lidet dertil; eftersom ingen da skaanede sig, hvorpaa jeg tilforn har anført adskillige Exempler. (c)

Aaret for Hans Prindselige Høyheds Død blev Corfitz Uhlfeld skikked som

Corfitz Uhlfeld gaar i Ambassade til Holland.

extraordinaire Ambassadeur til Frankrig for at aflegge Taksigelse til samme Riges Konge for Freden som ved hans Underhandling var negotiered ved hans Ambassadeur de la Tuillerie, og tillige med udi Holland at handle om den Norske Told-Rulle, og andre Sager. Dog var samme Ambassades (879)

(a) Caspari Brochm. Oratio in obit. Christ. 5. pag. 15.

(b) Casp. Brochm. ibid.

(c) Vid. Ambassade de Courmesvin.

Hoved-sigte at arbejde paa nøje Venskab saavel med Frankrig, som med Holland, i steden for Kejseren, Spanien og Engelland, af hvis Venskab Hans Majestet hidindtil havde haft liden Nytte: saa at derfore Rigets Conjuncturer bleve gandske forandrede i Henseende til fremmede Potentater. Ved denne Lejlighed blev Grundvold lagt til den paafuldte Redemtions Tractat: men den samme kom ikke til Fuldkommenhed, førend udi Friderici 3. Tid. Faa Ambassader have været af større Anseelse, eftersom den Person, som dertil blev brugt, var Rigets Hoffmester, havde Kongens legitimerede Dotter til Ægte, og derforuden var over heele Europa bekiendt for sin Skarpsindighed. Udi hvilken Agt denne Mand var udi Holland, kand blant andet sees deraf, at, da Madame Uhlfeld sammesteds blev forløst med en ung Søn, kalden Leo, forlangede Herren Staterne, at han Republiqven til Ære maatte kaldes Leo Belgicus, og tilbøde sig at forære samme unge Leo tusind Caroler aarligen. (a)

Udi samme Aar som Uhlfeld gik i Ambassade, døde den Kongelige Confessionarius Mag. Oluf Wind, udi hvis Sted Kongen antog Hr. Lauritz Jacobsen, som efter hans Død blev Bisp i Fyen. Aaret derefter døde den berømmelige Mathematicus Christen Lomborg eller Longomontanus, den store Tychonis Discipel. Den samme var en fattig Bonde Søn udi Jylland, og lod sig kalde Langberg eller Lomborg

Adskillige anseelige Mænds Død.

af Stedet, hvor han var fød. Han blev udi sin Ungdom brugt til gemeent Bonde-Arbejd, hvorfra han hemmeligen stial sig bort, og gav sig udi Wiborgs Skole, hvor han forblev udi 11 Aar, og derfra dimitteredes til Kiøbenhavns Universitet, hvor han ved sin Flid og Hurtighed recommenderede sig hos Professores, sær hos Tycho Brahe, som tog ham med sig til Hueen, og der udi 8 Aar betienede sig af ham udi sine Observationer. (b) Hvor stor Æstime Tycho bar for ham, kand blant andet sees af det Recommendations Brev, han gav ham til de Tydske Universiteter, (c) item af de mange andre kierlige Breve han tilskrev (880)

(a) Aitzema tom. 6. pag. 365.

(b) Gassend. vit. Tych. pag. 102.

(c) Lit. Tychonis Hafn. Kalendis Junis 1597. apud Gassend.

skrev ham, efterat han, neml: Tycho havde forladt Riget. Udi det Aar 1600 kom han til Kiøbenhavn med sterke Recommendations Breve fra Tychone, og blev ved Cantzler Christian Friises Recommendation promoveret til den Mathematiske Profession, udi hvilken han døde 1647, efterat han ved mange og hærlige Observationer havde erhvervet sig Navn af en af de største Astronomis paa de Tider. Noget for Longomontani Afgang døde den anseelige og lærde Rigs-Cantzler Just Høg, som blev succederet af Christoffer Urne, og Henrik Rammel blev igien Ephorus over Sorøe Academie. Just Høg blev holden for den lærdeste Danske Herremand paa de Tider, havde ogsaa efter den Tids Skik giort store og vitløftige Rejser; (a) thi man seer, at den Danske Adel derved distinguerede sig og lod sig ikke nøje med Europa alleene; men besaae ogsaa de andre Verdens Parter. Saaledes finder man, at Friderik Rantzow, som døde Aaret for Just Høg, havde været udi Constantinopel, Palæstina, Jerusalem, Ægypten, Sicilien, Maltha, og ellers over alt i Europa, (b) og var det blant andet for at hindre denne Rejse-Syge, at Kongen stiftede det Sorøiske Academie.

Saa snart Hans Kongl. Majestæt fik Kundskab om Christiani 5. Død, giorde han strax Anstalt til at føre den salige Prindses Legeme fra Dresden til Kiøbenhavn.

Prinds Christians Liig føres til Dannemark.

Den 30. Augusti blev Høj-bemeldte Prindselige Liig ført fra Dresden udi anseelig Process; Det blev bragt af Sophiæ Kirke paa et Skib, som laae færdigt der til paa Elven, geleidet af hans Churførstelige Durchl. 3 Churførstelige Prindser, 2 Græver af Solmb, og Græv Kintzky, samt det Churførstlige Raad, og det gandske Borgerskab; Gik saaledes Rejsen for sig over Elven til Dannemark.

De Kongelige Ministrer, som Ligets Bortførelse var betroet, vare Canceler Ditlef Reventlou og Malthe Juel, hvilke arriverede den 12. Sept. med det Prindselige Liig til Tollenspiker, og siden begave sig til Lands igiennem Holsteen til Heillighaven, hvor (881)

(a)                  Casp. Brockm. Con. fun.

(b)                 Joh. Michael Con. fun.

tvende Kongelige Skibe lode sig indfinde for at føre det til Kiøbenhavn, og der anlangede det lykkeligen den 25 Sept. (a)

Imidlertid lod Kongen forkynde Prindsens Død over det heele Rige; gav Ordre til at holde inde med Spil og Leeg, og lod Geistligheden vide, at de skulde indfinde sig udi Sørge-Klæder i Kiøbenhavn til en vis Tid, og at der, saa længe som Sorgen varede, skulde bruges saadan Moderation udi Klædedragt, at ingen Geistlige eller Studiosi maatte bære klingende Sporer, eller Støvler neden for Leggene. Saa lyder Forordningen:

Efterat det Prindselige Liig var ført til Kiøbenhavn, gik Liig-Processen for sig den 8 Novembr., og bleve der samme Dag holdne 2 Orationer udi vor Frue Kirke, hvor det Prindselige Liig var nedsatt, een paa Latin af Doctor Brochman, en anden paa Danske af Hans Kongelig Majestæts Hoff-Prædikant Doctor Laurids Jacobsen. Han havde tit forestaaet Riget i hans Faders Fraværelse, og finder man blant Christiani 4 Forordninger mange, som ere publicerede i hans Navn, under den Titel: Vi Christian 5. udvalte Prinds &c. Hvorudover han gemeenligen blev anseet, som en virkelig Regent, og er det merkeligt, at Kong Ludvig 13 i Frankrige udi et Gratulations Brev til hans Bryllop gav ham Titel af Broder, hvorvel den Franske Ambassadeur Conte d’Avaux vilde ikke tillade, at han, neml. Prindsen, titulerede Kongen saaledes igien. Nogle holde dog for, at han ingen synderlig Lyst havde til Affaires.

Strax efter Prinds Christians Ligbegængelse lod Hans Majestæt udgaa en Befalning af 28 Novembr. til alle Stænder, Adelen, Geistligheden, Borgere og Bønder, og derudi gav dem tilkiende, at, saasom hans ældste Søn, der udi det Aar 1610 var bleven hyldet, nu ved Døden var afgangen, de maatte være betænkte paa at udvælge hans nu eeneste og efterlevende Søn Hertug Friderik, som hidindtil havde været Biskop af Bremen og Vehrden, (882)

(a) Vita & res Gest. Malthe Juel. Manuscr. Samme Malthe Juel blev tillige med Ditlef Reventlau den Tydske Cantzler skikkede til Tydskland for at afhente Prindsens Liig.

til deres tilkommende Konge. Til saadant Vall at forrette stævnede han et almindeligt Mode at holdes tilkommende Aar 1648 i Kiøbenhavn den 17 April, hvor alle Stænder skulde møde enten Personligen eller ved Fuldmægtige. Men, førend dette Mode kunde holdes, døde Kongen, og, eftersom dette Verk udi hans levende Live ikke blev afgiort, havde Prinds Friderik siden stor Møje ved at obtinere den Danske Krone. Det er troeligt, at Kong Christian har saadant forud seet, og derfore i Tide søgt at etablere Successionen. Han behøvede derforuden en Medhielp udi Regieringen, hvorvel hans høje Alder hindrede ham ikke endda at regiere med den sædvanlige Activitet og Hurtighed; Dog kand jeg ikke for vist sige, om han efter det Aar 1646 var oftere i Norge, hvilket Rige han gemeenligen eengang og undertiden to gange om Aaret plejede at besøge: men nu lod han de Norske Sager mestendeels komme an paa den hurtige Statholder Hannibal Sehsted, af hvis egenhændige skrevne Krigs Protocoll, som mig er communiceret, jeg seer, at bemeldte Statholder udi disse Aaringer 1646 og 1647 har været meget occuperet med nye National Regimenters Indrettelse i Norge. (a) Dog seer jeg af en Ordre, som findes udi samme Protocoll, at man til det Aar 1647 har ventet Kongen til Norge, (b) eftersom derudi tales om, hvorledes skal forholdes til Hans Majestets Ankomst, om han kommer med Skibe til Norge, eller om han kommer med Jagte. (c) Saa at man deraf seer, at denne active Konge i det ringeste havde i Sinde end eengang at besøge Norge, om han ikke virkeligen kom til samme Rige; thi Hans Majestet havde stedse bæret en særdeles Affection til de Norske, sær efter denne sidste Krig, da han havde seet saa store Prøver paa deres Troeskab og Tapperhed. Derfore gav han 1646 den Norske Adel lige Privilegier med den Danske, som Hals og Haand samt andet, befoel ogsaa, at den Norske Milice skulde tracteres paa samme Fod og bekomme samme Besoldning som den Danske, hvilket ovenskrevne (883)

(a) Protocoll. Hannib. Sehsted manuscr. autogr.

(b) Memorial Ordre d. 4. Julii 1646 autogr. manuscr.

(c) Mandat. Aggershuus die 14 Julii ex Protocollo Han. Sehsted. autogr. Manuscr.

Protocoll udviiser, sær en af Statholderens Skrivelser dateret Aggershuus den 23 Martii 1647 til de Norske Officiers, hvorudi han forkynder dem hvad hver Officiers aarlige Gage skal være.

Udi Kiøbenhavn havde man udi April og Majo 1647 holdet en Herre-Dag, hvor iblant andet blev raadslaget om at betale den Skyld, som Kronen var geraadet udi ved den sidste Krig med Sverrig, og efter Specificationen strakte sig til 40 Tønder Guld. Adelen offererede dertil en Summa af 400000 Rdlr., men den vilde langt fra ej være tilstrækkelig, hvorfore Hans Majest. lod paabyde en Skat over det heele Land, saa at enhver uden Forskiæl skulde give 4 Rigsdlr. af 100. De Kongelige Almindelig Lande-Skatt.

Betientere skulde og give deres Deel, og derforuden et Aars Gage, hvilket altsammen skulde annammes af 4 Kongelige Raad; af de samlede Penge skulde (1.) Den nye Flode, som allereede laae færdig, udrustes; (2.) Fæstningerne her og der repareres, og det Kongelige Tøy-Huus opbygges. (3.) Kronens Skyld skulde betales. (4.) De Kongelige Betientere, Officierer og Soldater fornøjes; Og, som Hans Majestet fornam i hvad stor Fare Kiøbenhavn havde staaet i den sidste Svenske Krig, efterdi de Svenske ved Hollændernes Hielp imod Enden af samme Feide havde spillet Mestere Kiøbenhavn fortificeres.

udi Søen, tog han sig alvorligen fore at lade samme Residentz-Stad fortificere, betroende det nye Fortifications Verk til Axel Urup, hvilket sees af hans egenhændige Brev til samme Officier; (a) thi Staden havde kun været maadeligen befæsted tilforn, saa at man regner dens rette Fortification fra den sidste Svenske Feide. Paa Land-Dagen udi Slesvig blev beslutted, at af hver Ploug udi Jylland og Holsteen skulde betales 5 Rdlr., hvilket kunde beløbe sig til hen ved 250000 Rdlr. Udi dette Aar blev i Peder Wibes Sted, som saa lang Tid havde været Minister ved det Svenske Hoff, beskikket til Resident sammesteds Peder Juel, hvilket sees af hans Creditif og Instrux. (b) Det er ellers den samme Peder Juel, som udi Kong Friderici 3. Tid havde saa mange Avantures ved det Svenske Hoff. (884)

(a)                  Diploma Manuscr. dat. die 18. Aprilis 1648.

Dette skeede Aaret for Christiani IV. Død, saa at denne store Konges Historie

Forbereedelse til Historien om Kongens Amours og Avantures i sin Ægtestand.

her haver Ende. Men, saasom jeg intet tilforn har anført om hans Avantures, saavel udi Ægteskab, som andre Amours, ej heller meldet noget om hans Børn, saavel Ægtefødde, som naturlige, item om hans mange og anseelige Sviger-Sønner, som mod Enden af hans Regimente anmassede sig stor Myndighed udi Riget, haver jeg ikke taget i Betænkning saadant til Slutning her at anføre. Jeg kand da ikke love at give nogen udførlig Historie derover, saasom de skrevne Memoires, jeg derom har fundet, ere gandske u-fuldkomne. Vil nogen ellers lægge mig til Last, at jeg fører i Pennen deslige Ting, som udi disse Nordiske Lande stedse pleje at være og blive skrevne anecdotes, da svarer jeg dertil. (1.) At Historien er ikke langt fra hundrede Aar gammel. (2.) At, endskiønt den ikke var saa gammel, saa er den dog ikke af anden Natur end som andre anecdotes og curieuse Hendelser, der indføres udi alle andre fremmede Historier, og seer man, at de største Regentere undertiden have de største Avantures udi deres Ægteskab og Amours. (3.) Giver Historien Portrait paa denne store Konges Naivetet, og de Tiders Genie, hvilket af en Historie-Skriver ikke vel kand forbigaaes, helst saasom dets Afrisning er baade behagelig og nyttig, og interesserer Læseren langt meere end vitløftige Beskrivelser af mange u-nyttige Ceremonier, som gemeenligen opfylde den største Deel af vore Nordiske Historier, og derved foraarsage, at de samme lidet eller intet blive læsede. Endeligen (4.) har man at befrygte, at deslige Anecdotes, som gemeenligen er den største Zirat udi Historier, reent forkomme, hvorpaa man haver mange Exempler sær i denne Konges Historie, hvilken nu omstunder længe har været holden for en U-muelighed at forfatte, eftersom de fleeste og meest curieuse Ting, som af een og anden paa de Tider have været samlede, ere enten reent bortkomne, eller saaledes mutilerede, at man hart ad maa giætte sig Historien til.

Jeg har forhen viiset, at Christianus IV. udi det Aar 1597 blev gift med den

Dronning Annæ Catharinæ Død.

Brandenborgske Prindsesse Anna Catharina, med hvilken han avlede 4 Prindser og 2 Princesser. Om denne (885) Dronning findes lidt eller intet omtalt i Historien, uden at hun døde til Kiøbenhavn 1612 den 29. Martii. Man seer alleene, at han i hendes

Christ. 4. Favoriter.

levende Live havde en Favorite ved Navn Kirsten Madsdotter, med hvilken han Aar 1611 avlede Christian Ulrich Gyldenlöve, som 1633 var Ambassadeur ved det

Kirsten Mads-Dotter.

Franske Hoff, og siden Hoff-Marskalk hos Kongen af Spanien, udi hvis Tienneste han omkom 1640, som forhen er viiset. Kort efter Dronningens Død havde han en anden Favorite nemlig Fru Karen Anders Dotter, som var en Borgerdotter af Karen Anders-Dotter og hendes Børn.Kiøbenhavn, og udi det Aar 1615 den 10 Martii paa Kronborgs Slott bragte til Verden Hans Ulrik Gyldenløve, som blev Befalnings Mand paa Frideriksborg og Kronborg Slotte, og døde paa Kronborg 1645 den 31. Januarii. Han var gift med Regitze Grubbe Jørgen Grubbes til Vedbygaard og Leene Ruds Dotter, men avlede ingen Børn med hende. Den 3die var den bekiendte Fru Christine Munk, som blev

Frue Kirstine Munk og hendes Børn.

viet til Kongens venstre Haand, hvorom videre siden. Den samme førte Titel af Grevinde til Slesvig Holsten, og skrev sig Frue til Taasinge, Boller, Ellensborg, Rosenvold, Lundegaard, Weilegaard, Lellinge, Tybrond og Thurøe. Hendes Sønner vare 1) Grev Waldemar Christian Herre til Taasing, hvorom tilforn er talt, og som videre skal tales om i Friderici 3. Historie. 2) Grev Friderik Christian, som blev fødd Anno 1625 den 27. April, og døde 1627 den 17. Junii. 3) trende Sønner, som komme døde til Verden. Hendes Døttre vare 1) Anna Catharina fød paa Frideriksborgs Slott 1618 den 10. Augusti, var forloved med Rigets Hoffmester Frands Rantzov, som druknede udi Graven ved Rosenborg, som for er sagt. Hun selv døde af Sorg Aaret derefter nemlig den 20 Augusti 1633 paa Frideriksborgs Slott. 2) Sophia Elizabeth, som blev gift først med Grev Christian Pentz Statholderen i Holsten, hvilken af Keiseren i det Aar 1636 blev giort til Rigs-Greve, og siden med Holger Wind, hvilken forlod hende, da Corfitz Uhlfeld kom i Ulykke, hvorudover hun blev saa forbittred, at hun skikkede ham hans Portrait igien med Øjnene udstukne. Hun døde udi samme Aar som hendes Moder, nemlig 1658 den 23. Julii, og blev tillige med hende (886) begraven i St. Knuds Kirke i Odense. 3) Leonora Christina, fød paa Frideriksborgs Slott 1621 den 22. Julii. Hun fik til Ægte Corfitz Uhlfeld, og er den Navnkundigste af alle Fru Kirstine Munks Børn. 4) Elizabeth Augusta, som fik Hans Lindenov til Ivernæs (nu kalded Wedelsborg) som døde udi Kiøbenhavns Belejring 1659. Hun forspilte alt hvad hun ejede, og levede siden af en Pension, som Christ. 5. tillagde hende. 5) Christiana, som blev gift med Hannibal Sehsted. 6) Hedevig eller Helvig en Tvilling med Frøken Christiana, hun fik Ebbe Uhlfeld. 7) Maria Catharina, fød 1628 den 29. May og døde i samme Aar. 8) Dorothea Elizabeth, som Kongen ikke vilde erkiende for sit rette Barn, og hvis Fødsel gav Anledning til den Tragœdie, som blev spilled med Fru Christine Munk; Hun blev Aar 1645 satt ind udi et Carmeliter Kloster til Cøln, hvor hun lod sig kalde Isabella a Jesu Maria, og døde sammesteds 1687 den 18. Martii. Den Sidste Kongens

Wibeke og hendes Børn.

Favorite var Wibeke, Fru Christines Kammer-Pige. Med hende avlede Kongen 1) Ulrik Christian Gyldenløve, som blev fød paa det Kongelige Huus Ibstrup, nu Jægersborg 1630 den 7. April. Han døde i Kiøbenhavns Belejring, som videre skal fortælles. 2) en Dotter nemlig Anna Catharina Gyldenløve, som fik Claus von Ahlefeld. Af denne Optegnelse sees hvor vildfarende og forvirrede de derom trykte Tabeller ere.

Man kand saaledes her af reducere Christiani 4. Børn til 4 Classer.

Den Christiani 4. Børn deeles i 4re Classer.

første Classe bestaaer af de rette Kongelige Prindser og Princesser, som han avlede med Dronningen. Den anden af dem, som han avlede i ulige Ægteskab, med sin Gemahl Fru Kirstine Munk, og den 3die af dem som bleve fødde uden Ægteskab af Kirsten Mads-Dotter, Karen Anders-Dotter og Wibeke. Disse mange Slags Børn af differente Grader, kunde ikke andet end foraarsage underlige Conjuncturer udi Riget; thi de Første vilde ikke tage de Middelste for Fylde, og de Middelste igien yderligen foragtede de Sidste. Det er dog troeligt, at den Jalousie, som kunde være mellem dem samtligen, lidet eller intet yttrede sig saa længe Kongen var i sin Vigueur, men, da Hans Majestæt begyndte at blive gammel, er den Gnist, som laae skiult (887) under Asken, frembrudt, og merker man da, at de Middelste, nemlig Fru Kirstine Munks

Fru Kirstine Munks Børn spiller Mestere.

Børn have spillet Mestere, eendeel, efterdi de samme vare sterkeste udi Tallet, eendeel ogsaa efterdi disse mange Døttre vare gifte med de anseeligste og mægtigste Herremænd udi Landet, saa at Kongen, som i Begyndelsen tænkte at styrke sit Huus med deslige Svogerskab, fandt mod Enden af sin Regiering en sterk Cabale imod sig, hvorudover han ogsaa maatte staae fra de Mesures han eengang havde taget, caressere Adelen meere, end tilforn, og lade de store Rigets Charges, som nogen Tid havde været ledige, igien beklæde. Det Beste for Kongen var, at disse mægtige Svogre ikke

Døtterne giftes med de fornemste af Adelen.

alle Tider stemmede vel overeens sammen, og var der en stedsvarende Jalousie imellem de tvende Fornemste, nemlig Corfitz Uhlfeld og Hannibal Sehsted, og er det troeligt, at Kongen fomenterede den samme, for at have altid een af dem paa sin Side, hvilket ogsaa skeede. Corfitz Uhlfeld havde den Fordeel, at han, i Henseende til sin Charge, som var Rigs-Hoffmester, kunde formeere sit Anhang blant Adelen, var ogsaa i Kraft af samme høje Embede altid ved Hoffet, da derimod Hannibal Sehsteds Charge tillod ham ikke uden ved Permission at komme til Hove, thi han var Statholder i Norge, til hvilken Charge det er rimeligt, at Corfitz Uhlfeld har været ham behielpelig, for ikke at have saadan en mægtig Rival ved Hoffet; Uhlfeld var en af de største og tallrigeste Familier udi Dannemark, thi hans Fader, den gamle Rigets

Comparaison mellem Corfitz Uhlfeld og Hannibal Sehsted.

Canceler Jacob Uhlfeld, havde 11 Sønner og 6 Døttre, saa at han derfore var besvogred og alliered med de fleste fornemme Familier udi Landet. Han selv var formedelst sin Lærdom, Skarpsindighed, Erfarenhed udi Stats Sager, og store Qvalitæter, anseet som en Zirat for den Danske Adel paa de Tider, saa at det var udi mange Ting Hannibal Sehsted var ham ikke voxen nok, hvorudover han søgte at holde nogenledes Ballancen mod sin store Rival, ved en særdeles Føjelighed mod det Kongelige Huus, og seer man, at han har taget deslige Mesures baade udi denne Konges og i hans Successors Friderici 3. Tid. Foruden denne Avantage, som saadan Opførsel bragte ham til Veje, gave visse personlige Qualiteter ham ogsaa en anden, hvorved (888) han ikke alleene ballancerede mod Corfitz Uhlfeld, men endogsaa med Tiden triumpherede over ham; thi Uhlfeld var vel større Statsmand, men Sehsted større Hoffmand. Den Første havde større Habileté, men den Sidste vidste bedre at føre sig den til Nytte. Begge havde over vættes stor Ambition, og sigtede til et Maal, den Første gik lige

Begge disse store Mænds Portraits

til, og der ved røbede sig selv, den Sidste derimod defilerede, for at komme uformerkt til Maalet, hvorudover, endskiønt begge vare farlige Mænd, saa blev dog den Sidste ikke holdet derfore, saasom hans bestandige Forsætt var at cedere hvor han fandt Modstand, og intet at tentere uden hvad han med Sikkerhed kunde trænge igiennem med, hvilket gav ham en stor Fordeel mod Hoffmesteren, der af Naturen var hidsig, og gav sine Passioner ingen Opsættelser. Af begges Opførsel mod hinanden indbyrdes syntes det, at Corfitz Uhlfeld uden Grund hadede sin Svoger, der stedse var complaisant og føjelig, og gav en og anden gang Venskabs Tegn tilkiende. Men med alt dette kand man sige, at den Sidstes Had gik langt videre end den Førstes; thi Uhlfeld søgte ikkun at desarmere en Rival, som var hans Ambition hinderlig. Sehsted derimod, efter at han havde bragt sin Svoger paa Knæe, og udi den Stand, at han ikke frygtede sig meere for ham, søgte, som siges, at skille ham baade ved Liv og Frihed. Med alle de onde Qualiteter som tillægges Uhlfeld, saa er det ikke troeligt, at han var capable til saadan Gierning, som tillægges Hannibal Sehsted udi Uhlfelds Fængsel i Sverrig, thi samme Gierning gav tilkiende, at Hadet gik indtil yderste Destruction. Af dette sees, at den Første havde farligere, men den Sidste fleere Lyder. Vil nogen spørge hvoraf denne store Animositet reisede sig imellem disse tvende Svogre, hvis

Aarsag til det store Had mellem dem.

Interesse, det ellers kunde være at trække paa en Linie, da kand svares, at de hadede hinanden just fordi de vare begge Kongens Favoriter, og just fordi de begge brillerede udi Forstand og Sindets Gaver frem for andre, saa at det gik dem som Cæsar og Pompeio, at den eene kunde ingen Ligemand lide, og den anden ingen Overmand. Og foraarsagede samme Animositet, at hvad den eene foretog søgte den anden at contra-carrere, hvilket man i denne Konges Tid besynderligen (889) merkede udi Fru Kirstine Munks Sag, da Hannibal Sehsted plaiderede mod hende alleene fordi Uhlfeld var hendes Advocat.

Bemeldte Fru Kirstine Munk var af et af de ældste Adelige Huuse i Dannemark. I hende forlibede Kongen sig strax efter Dronning Annæ Catharinæ Død; Men,

Historien om Fru Kirstine Munks Fald.

som hun ikke var at vinde uden ved lovligt Ægteskab, og, saasom at giøre en simpel Adelig Dame lige til Dronning var her i Riget usædvanligt, maatte Kongen gribe til en Middel-Vej at lade sig vie til hende ved den venstre Haand, det er at giøre hende til sin Gemahl. At Copulationen dog af alle ikke maa have været bekiendt, sees af et Diploma, udgivet af Rigets Raad strax efter Kongens Død, for at verificere saadant Ægteskab, hvorudi findes disse Ord: Saasom saadant ikke hver saa fuldkommeligen her udi Riget, meget mindre uden Riget er bekiendt. (a)

Det Paa hvad Maade hun blev viet til Kongen.

er troeligt derfore, at Vielsen ikke er skeet solenniter, men alleene udi nogle faa Personers Overværelse, og det af den Aarsag, at deslige Ægteskabe her udi Landet vare usædvanlige. Men det samme foraarsagede, at mange holdte for, at Fru Kirstine var i Faveur hos Kongen paa samme Fod, som Karen Anders Dotter, hvorudover Hans Majestæt siden, for at detrompere de samme, gav tilkiende udi tvende Breve, at Fru Kirstine var hans Gemahl, og at de Børn, som vare avlede med hende, vare ægte Børn. (b) Men dette Ægteskab blev sluttet med saadanne Conditioner, at hun ikke skulde have Titul af Dronning, og de Børn, som avledes i dette Ægteskab, skulde ikke agtes som Kongelige Prindser og Princesser; Herudover havde de mange Børn, som hun bragte til Verden, alleene Titler af Grever og Grevinder af Slesvig og Holsten. Blant alle Fru Kirstines Børn var dog kun en Søn, nemlig Grev Waldemar. Han Hendes Frugtbarhed.berømmes udi Historien af stor Forstand og Capacitet, hvorvel jeg finder, at hans egen Søster Eleonora Christina, (890)

(a) Diploma Manuscr. dat. die 18. Aprilis 1648.

(b) Lit. Reg. sub dato Lundegaard die 23. August. 1615. Item Krempe den 9. Sept. 1629. Manuscr.

Corfitz Uhlfelds Gemahl, var af andre Tanker, og holdt ham at være ikkun af liden Capacitet. (a) Vist nok er det, at Kongen besynderligen elskede ham, og giorde kun liden Forskiæll mellem ham og de rette Kongelige Børn. Han lod ham strax i Ungdommen reise Udenlands med den lærde Henrico Ernst, og emploierede ham siden udi adskillige vigtige Ambassader. Om det Anslag, Kongen havde at gifte ham med den Ryssiske Princesse Irene, er tilforn talt, og om hans andre Avantures skal tales videre udi Friderici 3. Historie. Af Døtterne er den Navnkundigste Eleonora Christina, som blev given til Corfitz Uhlfeld; thi som han var den skarpsindigste Herre paa de Tider, saa blev hun holden for det skarpsindigste Fruentimmer, og er hun i den Henseende lige saa bekiendt i Historien som hendes Herre. De mange Børn, som Christianus 4. avlede med Fru Kirstine, give tilkiende, at han i mange Aar har levet i kierlig Ægteskab med Hende, thi hun har været en Dame af ikke mindre Qualiteter end Skiønhed; Dog synes det, at hun imidlertid er bleven difigurered ved en særdeles Legemets Fædme; thi jeg finder, at Kongen udi den Process, han førte med hende, sagde til hendes Moder Fru Ellen Marsvin: Raadede du mig ikke selv Ellen, at jeg skulde tage Wibeke, efterdi Kirsten blev saa feed. (b)

Hvad som egentlig var Aarsag til denne Dames Fald, og til den Afsky, Kongen

Aarsag til hendes Fald.

siden fik for hende, kand jeg for vist ikke sige: Nogle holde for, at hun havde et farligt Anslag for imod Kongen, men sige ikke hvor i det bestod. Andre sige, at hun vilde omkomme Kongen med Forgift, hvilket dog er utroeligt, i Henseende til den Kierlighed hun bar til Hans Majestæt, thi jeg finder, at hun end efter udstanden Forfølgelse og Fængsel græd bitterligen, da hun hørde Kongens Død, og sagde: Hvo skulde have tænkt, at jeg kunde fælde Taare over Kong Christian. (c) Det er troeligt, at, om Kongen har haft hende mistænkt for saadant, (891)

(a) Anecdot. Manuscr.

(b) Anecdot. Manuscr.

(c) Anecdot. Manuscr.

hendes Kammer-Pige Wibeke, som siden blev hans Favorit, har bragt ham paa de Tanker. Jeg finder ej heller, at udi den store Process, som blev hende formeret, andet blev omtalt uden Utroeskab i Ægtestand.

Det kand ikke nægtes, at Kongen jo havde hende mistænkt for saadant, og at han i den Henseende formerede hende Process, og forlangede Skilsmisse. Personen, som

Hun mistænkes for Utroeskab.

foregaves at have nydt usømmelig Faveur af hende, var Kongens egen Hoff-Marskalk, den saa kaldte Rhingreve. (a) Hvorudover Hans Majestæt lod hendes sidste Dotter skikke Udenlands, hvor hun blev Kloster-Jomfrue. Om herudi var nogen Realitet, eller om hun var falskeligen forført, kand endnu ingen forvist sige. Det er alleene vist, at Kongen lod hende beskylde for Rigets Raad, som til den Ende var forsamled udi Rosenborg Hauge, og forlangede deres Dom. De Beskyldninger som bleve giorte mod Hende, bestode udi 19 Interrogatorier, som Hans Majestæt med egen Haand har forfatted, og som besluttes med disse Ord: Hvilcken udaff, forbeneunte Puncter,

 Kongen beskylder hende offentligen derfor.

begieris, at skulle bevisis, daa ville Vi, Sliigdt, med leffuendis, Folk, Aadel og Wadel, bevise, som vy, uil skaffe, tilstede, naar Behoff giøris. Fra Københaffn den 19. Junii 1632. (b)

Her at anføre disse Beskyldninger finder jeg ikke à propos; vil derfore alleene lade mig nøje med at sige dette, at adskillige Puncter der udi synes at være vigtige, og kunde give Anledning til Mistanke, saa at om Fru Kirstine ikke har været skyldig, saa har hun dog givet Anledning til Suspicion, og synes den 5te, 6te, 7de og 8de Artikel at være meget betydelige. Corfitz Uhlfeld plaiderede da for Fru Kirstine, og Hannibal

Corfitz Uhlfeld plaiderer hendes Sag mod Hannibal Sehsted.

Sehsted for Kongen, og kand man sige, at faa Sager have været for Retten af større Vigtighed og Eclat, saavel i Henseende til Parterne i sig selv, som til Advocaterne, der vare de anseeligste og meest (892)

(a) Anecd. Manuscr.

(b) Gravamina Christ. 4. autogr. Manuscr. contra Christinam Munk sub dato Hafn. die 19. Junii 1632.

veltalende Mænd udi Riget, og giver denne Action et fuldkomment Portrait paa begge disse Herrer; thi man seer paa den eene Side et særdeles Overmod, og paa den anden Side lige saa stor Hyklerie. Begge vare at laste, den eene fordi han utvungen gik i Skrankerne mod sin egen Konge, og Velgiører, den anden fordi han af Politique og Interesse søgte at beskiemme Kongens Gemahl. Dog fandtes der mange som ikke alleene undskyldte Corfitz Uhlfeld, men endogsaa ansaae denne hans Gierning, som en Heroisk Action, da derimod alle ansaae Hannibal Sehsted, som den der her udi satt Bienseance og Sømmelighed noget til Side. Med hvilken Hidsighed denne Sag ellers er bleven agered af disse tvende store Advocater, sees der af, at de siden uden for Raad-Huuset trokke deres Kaarder mod hinanden. Men hvad Argumenter der brugtes pro og contra kand jeg ikke sige. Jeg seer alleene af de oft citerede skrevne Excerptis, at Kongen har villet holde for, at den foregivne utilbørlige Omgiengelse var skeed, da han selv var fraværende udi Glükstad, og Fru Kirstine med Rhingreven var paa Frideriksborg; Men at Corfitz Uhlfeld producerede Kongens egne Breve, hvorudi saavel Fru Kirstine som Ringreven vare beordrede at forblive paa samme Slott. At Kongen selv udi egen højeste Person har været tilstæde udi Retten tillige med Fru Kirstines Moder Ellen Marsvin, samt de fleste af Børnene, sees af en ufuldkommen mutilered Dialogue, som jeg derom har fundet, hvorudi Kongen siger: Ellen! raadede du mig ikke selv &c. Fru Kirstines Børn brøde da ind udi Talen, og sagde: Mormoder – – – hvorpaa Ellen Marsvin svarede med Latter: Eders Kongelige Majestæt: – – – (a) saa at jeg ikke videre veed hvad Børnene sagde til hende eller hvad hun svarede Kongen: Processen siges ellers at have faldet saaledes ud, at Fru Kirstine blev frikiendt for Retten, enten efterdi de Fru Kirstine bliver frikiendt for Retten.Beskyldninger, som førdtes mod hende, ikke lovligen kunde beviises, eller fordi Corfitz Uhlfeld ved sit store Anhang udi Raadet udvirkede saadan favorable Dom. (b) (893)

(a) Fragment. Manuscr.

(b) At Processen saaledes falt ud, derom bekiender jeg intet at have uden en Tradition, for hvilken jeg ikke kand Garantere.

Det eeneste, som man haver trykt om denne store Process, er hvad som findes udi den saa kaldte Histoire du Comte d’Uhlfeld, hvorudover, endskiønt derudi findes adskillige U-rigtigheder, vil jeg dog her anføre Autoris Relation derom, og tillige med munstre hvad som derudi kand beviises at være falskt. Da Kongen agtede at skille sig ved Frue Kirstine (som her af Vildfarelse kaldes Dronning) og intet kunde bevæge ham fra det Forsætt, end ikke hans Dotters Leonoræ Graad, som han saa højt elskede, lod han forsamle Raadet for at examinere Sagen. Alle Hoff-Folk abandonerede Fru Kirstine for at flattere Kongen, og ingen uden Uhlfeld, (som her af Vildfarelse kaldes Greve) (a) understod sig at forsvare hende, og derudi præfererede den

En trykt Relation herom examineres.

Kierlighed han bar for Frøiken Leonora, for den Lykke han kunde giøre til Hove. Han gav derfor med Frimodighed tilkiende for Kongen, at han vilde agere Fru Kirstines Advocat. Af dette betienede Hannibal Sehsted sig, for at styrte Uhlfeld, og tog sig for at forsvare Kongens Sag. Til berammede Dag lod Kongen sig selv indfinde for Retten, tillige med Fru Kirstine og hendes Børn. Hannibal Sehsted begyndte da først at tale, og udførte Kongens Beskyldninger med saadan Veltalenhed, at de fleeste holdt Fru Kirstine at være skyldig: Men de bleve strax bragte paa andre Tanker; thi Ulfeld beviisede med saadan Fynd og Soliditet hendes Uskyldighed, at Kongen selv ikke kunde bare sig for Graad, ja han steeg ned af sin Throne, omfavnede hende og tog hende til Naade igien. Uhlfeld lod sig ikke nøje med at have beskiemmet sin Rival med Munden, men søgte ogsaa at giøre ham Tort med Haanden; thi han trok uden for Raad-Huuset sin Kaarde ud, og gik ham med saadan Hurtighed paa Klingen, at Hannibal Sehsted maatte salvere sig med Flugten. Dog, saasom de begge vare anseelige Mænd, forligede Kongen dem; men u-anseet denne Forligelse bar dog Hannibal Sehsted et stedsvarende Had imod Uhlfeld, og aldrig kunde tilgive ham denne Gierning. Uhlfeld blev formedelst denne Action gratuleret af alle, og fik til Recompense deraf Frøiken Leonora til Gemahl. Saavit (894)

(a) Han blev allerførst Keiserlig Greve 1641. Diploma Ferdinand. 3. Regensb. 7. August. 1641. Manuscr.

samme Relation. Autor til denne Ulfelds Historie sætter ellers intet Aars-Tall her til, og synes det af hans Relation, at det skulde være skeed kort for den Tid Frøken Eleonora blev gifted med Uhlfeld, da man dog veed, at Fru Christine kom i U-naade 1630. Dette er og falskt, at Kongen tog Fru Kirstine arresteres.

hende strax til Naade igien; thi hun blev strax ført til en Gaard kaldet Boller, som Kongen kiøbte hende udi Aarhuus Stift, hvor der var Jern udi Vinduerne og Vagt uden for Dørren. Fra den Tid hun blev forskudt, blev hun tillige med hendes Børn udelukt af Kirke-Bønnerne, og maatte hun siden ikke kaldes anderledes end Fru Kirsten til Boller. Dog, saasom hendes Børn laae Kongen ideligen i Ørene, erklærede Hans Majestæt sig 1646 for hendes Befrielse. (a) Men denne Befrielse skeede dog ikke førend kort for Kongens Død, hvilket sees af en ny Begiering i Raadets Navn opsatt af Cantzler Christen Thomesen Sehsted om hendes Befrielse Aaret derefter, saa at der maa være kommen en ny Knude paa Traaden, som foraarsagede, at Kongen suspenderede sin Erklæring af 1646; og, saasom bemeldte Cantzlers Concept til den ny Begiæring, som skeede Aaret derefter, giver fuldkommen Oplysning herudi, og mig deraf er communicered en Copie, vil jeg den her anføre. Den lyder saaledes: (b) Rigens Hoffmester, og Hans Lindenow have for nogen Tid begiæret af nogle Rigets Raads Intercession.

af Rigens Raad, at de underdanigst vilde hos E. K. M. intercedere, at Fru Kirsten Munk, som paa ny skall være kommen i E. K. Majestets Disgrace, og derefter fængslig paa hendes Gaard Bøller anholden, igien deraf maatte entlediges, og nyde den Afskeed, som E. K. Majst. Anno 1646 in Aprili givet haver, og E. K. M. sig naadigst i sin Skrivelse til Cantzleren Hr. Christen Thomesen siden har erklæret, at E. K. M. gierne saae, at Rigens Raad for (895)

(a) Declaratio Regis 1646. in Aprili Manuscr.

(b) Requisitio Hafn. 11. Novembr. 1647. Manuscr. Concepten har Cantzler Christen Thomesen Sehsted ladet opsætte, hvorefter Begiæringen er giort.

hende intercederede, saa have nu Rigens Hoffmester, Statholderen i Norge, Hans Lindenow, Grev Pentz og Ebbe Ulfeld paa ny igien af meenige Rigens Raad paa det flittigste begiært, de hos E. K. M. underdanigst vilde anholde, at Fru Kirsten hendes Libertet igien maatte erlange. Saa, efterdi vi befinde, at vi med ingen Billighed dennem saadan deres venlig Begiæring kand nægte, og ikke kand formærke, at dermed andet søges, end at E. K. M. til Roelighed kunde gelange, og det som med Tiden E. K. M. for Disreputation E. M. Børn og Børne-Børn, og de fornemme Mænd som E. M. sine Børn har givet til Ægte, kunde være for Vanære og ond Eftertale befriede; da begiære vi paa det underdanigste, og raade, at E. K. M. vill lade sig befalde, at sende Fru Kirsten igien hendes Libertet, og lade hende nyde den Afskeed, som E. K. M. efter lang Underhandling 1646 in Aprili givet haver, og alting her efter udi Stilhed og Roelighed maa forblive: De love igien, at hverken hun eller andre skal nogen Tid give Aarsag til andet. At de fornemme Mænd, som paa deres Hustruers og Børns Vegne saa højligen herudi ere interesserede, kunde formærke dem, med deres underdanigste Submission E. K. M. Kongl. Gunst ej forgiæves at have imploreret. Dat. Kiøbenh. den 11te Novembr. Anno 1647.

Derpaa fuldte den Kongl. Resolution 1648 (a) om hendes Befrielse; men, da

Hun kommer løs igien.

hun begav sig paa Rejsen til Kiøbenhavn, og var kommen til hendes Fru Moder paa Ellensborg, fik hun Tidende om Kongens dødelige Afgang; Og siges der da, at hun græd bitterligen, og sagde: Hvo skulde have tænkt, at jeg kunde (896)

(a)                  Declaratio Regis Fridericsborg 26. Januarii 1648. Manuscr.

|græde for Kong Christian? Hvor vit ellers denne Kongelige Naade strakte sig, og om Hans Majestet vilde tage hende til sig igien, kand jeg for vist ikke sige, hvorvel den Tale, som 1658 blev holden ved hendes Liig-Begængelse, synes at tilkiendegive saadant. (a) Men hvad som blev foretaged med Rhin-Greven, derom finder jeg intet; Det er troeligt, at han enten selv har undviged, eller er bleven Landet forviised, efterdi intet meere tales om ham.

Dette er alt hvad jeg har kunnet sammensanke af nogle Breve og Fragmentis, til denne curieuse Histories Oplysning, og kand denne, skiønt korte og u-fuldkomne Recit, tiene til at corrigere adskillige ilde grundede og fabelagtige Relationer, som derom ere trykte, sær udi det Skrift kaldet le Conte d’Ulfeld, eller nouvelle Historiqve. Man lærer heraf, at Kongens Myndighed begyndte at declinere mod

Betænkning over denne Historie.

Enden af hans Regiering. Man seer ogsaa her udaf Conjuncturerne udi det Kongelige Huus, og sær mellem de Kongelige Børn indbyrdes; Endeligen giver Fru Kirstine Munks Historie et besynderligt Portrait paa de tvende store Mænd Corfitz Ulfeld og Hannibal Sehsted, og viiser Oprindelsen til det store og bestandige Had, som regierede imellem disse tvende Svogre. Ja man seer endeligen udi hvad Tilstand Corfitz Ulfeld var, og hvad som kunde forlede ham til at misbruge de store Naturens Gaver, som han besad, til at gaae uden for en Undersaatts Grændser, og at machinere de Ting, som styrtede ham fra den højeste Æres Spidse til den yderste Ulykke og Fordervelse, saa at det Navn, som var den største Prydelse og Zirat for Dannemark, er bleven forhadet, foragteligt og til et Spotte-Navn og Ordsprog blant den gemeene Almue. Jeg har forhen talet noget om samme Mands saavel onde som gode Qvaliteter, og skal videre tale derom under efterfølgende Regiering. Hvad hans Slægt og Byrd

Corfitz Uhlfelds Anseelse samt Slægt og Byrd.

angik, da havde den paa de Tider ikke sin Lige, hvilket sees af efterfølgende curieuse og tilforladelige Liste, efter Frøiken Annæ Uhlfelds Relation. (897)

(a)                  Oratio in Obit. Christ. Munk Manuscr.

Jacob Ulfeld Rigets Canceler, Herre til Ulfeldsholm, Eegeskov og Urup, avlede med Fru Birgitta Brokenhuus 11 Sønner og 6 Døttre, som vare:

1. Knud Ulfeld. Christiani 4. Oberskiænk, Herre til Hellerup i Fyen. Hans første Frue var Anna Lykke, Kay Rantzovs Enke til Rantzouholm. Med hende havde han ingen Børn. Hans anden Frue var Kirstine Lützov, som kom hid til Dannemark med Kron-Princessen Magdalena Sybilla, hvis Kammer-Frøiken hun var. Hende havde han kun 6 Uger; thi, saasom han udi det Søe-Slag, hvorudi Christianus 4. mistede sit Øje, var bleven blesseret udi sit Been af samme Splind, som traff Kongen, lod han sig vie til hende paa Sengen, og døde 6 Uger derefter.

2. Jacob Ulfeld Ritmester, var forloved med Kay Rantzovs og Fru Annæ Lykkes

Liste paa Canceler Jacob Ulfelds Børn.

Dotter Sophia Rantzou. Han blev skudt i den Kejserlige Krig.

3. Frands Ulfeld blev giort til Greve af Kejser Ferdinando 2, (a) og begaved med et Grevskab udi Tydskland. Han døde til Wien Luthersk. Der fortælles blant andet om hans Magnificence, at han havde 12 Hæste med 12 Guldkiæder paa. Han var forlovet med Hr. Claus Daas, Rigets Admirals Dotter Dorothea Daa, men døde for Bryllopet.

4. Peder Ulfeld rejsede udenlands med 5 af sine Brødre, og døde strax efter sin Hiemkomst.

5. Lars Ulfeld, Herre til Urup og Egeskov. Han fik sin Broder Jacobs efterladte Fæstemøe Sophia Rantzov, og med hende avlede 4 Børn, hvoraf de to døde strax efter Fødselen uden Navn. De to andre døde ogsaa gandske unge. Han var den Lærdeste af alle sine Brødre. Udi Christiani 4. Tid blev han skikket som Envoyé til Kong Jacob 1. af Engeland, og Kong Friderik 3. forlehnede ham med Stiernholm 1648. Hvor dydig og skikkelig ellers denne Mand har været, sees deraf, at Kong Friderik, uanseet den Groll han havde mod den Ulfeldske Familie, elskede dog denne Lars Ulfeld saa meget, at han blev anseet som en Mignon (898)

(a)                  Diplom. Ferdinand. 2. Manuscr. Hvorudi han kaldes Johannes Franciscus.

Men man merker, at hans egen Broder Corfitz Ulfeld var ham ikke god. Thi han kunde ikke nyde nogen Promotion udi Christiani 4. Tider, saa længe som samme hans Broder havde saa meget at sige. Da hans første Frue Sophia Rantzov ved Døden afgik, blev han anden gang gift med Else Parsberg, med hvilken han avlede 8 Børn, nemlig 6 Sønner og 2 Døttre.

6. Corfitz Ulfeld Rigets Hoffmester, (a) og den navnkundigste af alle, som blev gift med Christiani 4. anden Dotter af Fru Kirstine Munk, Eleonora Christina. Med hende avlede han 10 Børn. (1.) Anna Catharina, hvilken blev Roman-Catholsk udi Bruges efter hendes Mands Cassets Død, som var Corfitz Ulfelds Ober-Staldmester. (2.) Christian, som skiød Fuchs ihiel og blev Abbé. (3.) Jacob, som døde ung. (4.) Ludvig, som omkom i Candien, hvor han sprang i Luften af en Mine. (5.) Leo, som døde ung. (6.) Corfitz, gift med en rig Contesse udi Frankrige. (7.) Mogens døde ung. (8.) Ellen Kirstine blev reformeret, og døde udi Hessen. Der fortælles om hende, at hun, tillige med sin Søster Leonora Sophia udi Friderici 3. Tid, komme masquerede ind i en Hauge, hvor Dronning Sophia Amalia var, og der overgave hende en Suppliqve, men saadant blev ilde optaget, og de maatte rejse bort. Den efterfølgende Dronning Charlotta Amalia tog dem dog siden i Beskyttelse. (9.) Leonora Sophia, som fik Lave Beck i Skaane paa samme Tid som hendes Moder sad fangen. (10.) Leon, som blev Kejserlig General.

7. Flemming Ulfeld, Lehnsmand paa Halssted Kloster i Lolland. Hans Frue var Anna Elizabeth von Greven, Christoffer von Grevens Dotter; Med hende avlede han 6 Børn. Hans anden Frue var Anna Magdalena Kruse, med hvilken han havde 3 Børn.

8. Ebbe Ulfeld, Herre til Egeskov og Ridder. Hans Frue var Mette Grubbe, havde ingen Børn.

(a)                  Han blev Rigets Hoffmester 1643.

(899)

9. Eyler Ulfeld, en anseelig og lærd Mand, var Envoyé udi Spanien. Han blev ihielskudt paa det Skib kaldet Treenighed lige ved Christiani 4. Side, og siges der, at man efter Døden havde Møje ved at vrikke Sværdet af hans Haand. Han var forloved med Anna Sehsted, Canceler Christen Thomæsens Dotter. (a)

10. Mogens Ulfeld forloved med Oluf Parsbergs Dotter Ellen, og døde i Paris.

11. Tyge Ulfeld døde i sin Opvæxt og Forældrenes Huus.

Døttrene vare Efterfølgende:

1. Anna Ulfeld gift med Oberst Poul Rammel Broder til Henrik Rammel, som var Christiani 4. Hoffmester.

2. Elsebed Ulfeld gift med Oberst Jesper Friis, havde 3 Sønner og 7 Døttre.

3. Karen Ulfeld gift med Oluf Brokkenhuus, Slots-Herre paa Kiøbenhavns Slott, havde een Søn og 2 Døttre.

4. Dorothea Ulfeld døde Jomfru i Forældrenes Huus.

5. Birgitta Ulfeld som blev gift med Otto Kruse til Egholm, hvilken handlede ilde med hende, saa at hun tvende gange forlod ham, og tiente for Pige i Holland.

6. Maria Ulfeld gift med Axel Arentfeld til Basnæs.

Denne store tallrige Familie blev udi dens Velstand regieret af Hoffmesteren Corfitz Uhlfeld, hvoraf sees af hvilken Importance samme Mand var paa de Tider. Naar man der til lægger hans anden Slægtskab og Svogerskab, hans høje Charge, hans ugemeene og fast Kongelige Rigdom, hans Alliance med det Kongelige Huus, Erfarenhed udi Stats-Sager, og naturlige store Skarpsindighed, item, hans Gemahls Ambition og store Qualiteter, kand man see hvad som har forført ham at aspirere til højere Ting, end en Undersaatt egner og anstaar. Af samme Liste sees ogsaa den ulyksalige Families Avantures, og at det Uhlfeldiske Huus har udspredet sig fast over heele Europa.

Man seer og af ovenmeldte Recit, hvordan Tilstanden var mod Enden af Christiani 4. Regiering, og at den tilforn store, (900)

(a) Resen. excerpt. Manuscr.

og fast u-omskrænkede Kongelige Myndighed declinerede og merkeligen aftog i Henseende til Kongens høje Alder, hvorvel Hans Majestæt, u-anseet han var betynget af Alder, og omspændt af adskillige Ulykker og Fortrædeligheder, forestoed Regimentet med Vigueur til sin Døds-Dag, som skeede udi det Aar 1648. Hans sidste Svaghed var ikke andet end en Mattighed, som han 1648.nogle Maaneder for sit Endeligt befandt, i det Naturen, som med stor Møje og

Kongen bliver svag.

Besværlighed af den langvarige Regiering blev udmatted, begyndte efter haanden at tage af, saa at han ingen haard Spiise kunde fordøje, og om Natten lidet sove.

Og, enddog Kræfterne toge saaledes af, og det var udi den kaalde Vinter, reiste Hans Majestæt dog den 21. Februarii fra Frideriksborg til Rosenborg i Kiøbenhavn, og lod sig dagligen iklæde. Alle indkommende Supliquer lod han læse for sig, og gav derpaa Svar, underskrev hvad som færdigt var, og vilde ikke lægge sig til Sengs, førend den 26. Februarii som var den 3die Dag for hans salige Endeligt. Om anden Dagen, som var Søndagen, lod han prædike for sig paa Sengen, talede dog gandske intet. Men hen ved Klokken 1. lod Hans Majestæt indkalde til sig sin Hoff-Prædikant Doct. Lauridts Jacobsøn, til hvilken han rakte Haanden og sagde:

Hans Andagt paa sit Yderste.

Her ligger jeg en Guds Fange; Hvorpaa Hoff-Prædikanten trøstede ham det beste han kunde med Guds Ord, og formanede Hans Majestæt at holde fast ved Christi Fortieneste, der til svarede Hans Majestæt paa Latin: Ne dubites, og strax paa Danske: Tviiler intet der paa, rakte derefter Haanden til Præsten igien, og sagde: Nu giælder det!

Der paa blev der holdte Bønner og Sange, hvorudi Hans Majestæt lod see saadan Andagt, at de Omkringstaaende kunde ikke holde sig for Graad. Siden blev han af Canceleren Christian Thomæsøn anmodet om den hellige Nadvere at bruge, hvortil Hans Majest. sig strax beredde. Da Absolutionen var skeed, lagde han sig til Roelighed, og talede ikke meget siden. Om Natten derefter, saavel som om anden

Hans salige Endeligt.

Dagen, tog Sygdommen meget Overhaand, dog lod han see en besynderlig Taalmodighed, saa at han udi alle sine Smerter ikke engang beklagede sig. Endelig (901) mod Aftenen Klokken 5 den 28. Febr. hensov han med sin fulde Fornuft meget stille og uden Bevægelse, efter at han havde leved 71 Aar ringere end 6 Uger.

Han var, omendskiønt ikke af de lykkeligste saa dog en af de største Konger som

Hans Berømmelse.

disse Nordiske Lande nogen Tid have haft. Han sparede aldrig sin høje Person, endogsaa udi sin gamle og graae Alder, og lod sig see ikke alleene som en Anfører, men endogsaa som en Soldat, saa at, dersom Lykken havde ikkun villet lade see den ringeste Gnist af Faveur mod ham, kunde han have giort lige saa store Figurer udi Europa som den store Gustav, hvilken han cederede hverken udi Tapperhed eller god Conduite.

Belangende den verslige Regiering, da haver Hans Majestet sin gandske Regierings Tid antaget sig Rettens Administration med saadan Iver, at han paa Herre-Dage og Land-Dage altid haver præsideret, og det ikke udi nogle faa Dage, men undertiden 4 eller 5 Uger, saa længe der vare Sager for Haanden. Naar nogen Sag eller Stridighed forefaldt, udi hvilken Hans Majestæt selv kunde være højligen

Hans Rettfærdighed.

interessered, haver han det ingenlunde anseed, men ladet Retten have sin Giænge, endogsaa imod sig selv i alle Maader. Denne Hans Majestets Upartiskhed udi Rettens Administration har været alle Undersaatterne saa bekiendt, at enhver haver glædet sig, naar han har fornummet Kongen at ville sidde i Retten, hvilket han altid giorde uden han af merkelig Forfald blev forhindred.

Sin gandske Regierings Tid har han været en meget flittig, aarvaagen og

Arbeidsomhed.

arbeidsom Herre, saa at han fra 3. og 4 om Morgenen den gandske Dag har været udi idelige Forrettninger, og ordineret med største Omhyggelighed hvis til Rigets og Landets Velfærd og Fornødenhed udkrævedes.

Disse høje Kongelige Dyder og Qualiteter forskaffede Hans Majestæt hos alle angrændsende Potentater, ja over heele Europa, saadan Credit og Consideration, at de have haft et besynderligt Øje paa ham, og udi deres høje og vigtige Legationer, saa og særdeles Skrifter raadført sig med ham. De have ogsaa antaget ham til den fornemmeste Mediateur at bilægge den Tydske Krig, (902) hvorfore hans Død af de stridende Parter højligen blev begrædet, besynderlig eftersom han ved sin Vindskibelighed havde bragt det saa vit, at man inden kort Tid haabede at komme til Endelighed.

Han var frem for alle sine Formænd en besynderlig Elsker af Bygninger, hvilket

Hans store Bygninger. kand sees af de mangfoldige Slotte, Stæder og store Huuse, han haver opreist og funderet. Anno 1600 lod han bygge den Stad

Christianopel

udi Blegind, hvilken Christianopel.1603 blev giort til en Fæstning, og saaledes kalden efter Prinds Christian som blev fød samme Aar. Aaret derefter det Kongelige Slott Rosenborg, item Tøyhuuset. Han lod 1605 af Steen opbygge det nu værende Raadhuus paa gammel Torv udi Kiøbenhavn, tillige med en Vandpost lige ovenfor. Anno 1607 lod han befæstige den Stad Halmstad med Volde. Anno 1614 lod han fundere Christianstad i Villands

Christianstad.

Herred udi Skaane, hvilken formedelst dens herlige Situation udi Søen, og andre Fortificationer blev holden for en af de vigtigste Rigets Fæstninger. For samme Byes Skyld lod han tilbage kalde de tvende gamle Kiøbstæder Aahuus og Wehæ deres Privilegier. Han bragte ogsaa til Fuldkommenhed det prægtige Slott

Frideriksborg.

Frideriksborg udi sin Ungdom, og, da nogle foreholdte ham, at det var et Værk, som overgik hans Kræfter, lod han paa Porten grave en Hob smaa Skoe, givende der med tilkiende, at han alt havde traadet sine Børne-Skoe, og findes de samme endnu paa Slotts-Porten.

Anno 1618 lod han anlægge en nye Stad paa Amager, kaldet Christianshavn,

Christianshavn.

hvilken ved en stor Broe blev føjed til Kiøbenhavn. Samme nye Stad blev ziiret med Volde og Skantzer, og benaadet med Kongelige Kiøbstæds Privilegier, og bleve der forordnede 2 Borgemestere, nemlig Jacob Drejer og Jacob Madsøn, item 4 Raadmænd, og en Byefoged, som skulde betiene Retten i samme Stad.

Videre forordnede Hans Kongl. Majestæt, at Lehnsmanden paa Kiøbenhavns Slott skulde have Inspection over den nye Stad, at Indvaanerne skulde være ham lydige, og efterkomme hans Befalning paa Kongl. Majestæts Vegne. Indvaanerne gav Hans Majestæt skiønne og beqvemme Kiøbstæds Privilegier, (903) med et herligt Stads-Vaaben, nemlig et blaat Taarn med 3 Kroner, Hans Majestets Navn med tvende hosfølgende Løver og to Faner. Den store Broe, som føjer den gamle Stad til den nye, blev anlagt med stor Bekostning og ikke med mindre Møje; Thi mange holdte for umueligt, at lægge Broe over saadant vitløftigt og vanskeligt Sund; Men denne store Konges Fliid og Bestandighed overvandt denne Vanskelighed. Han lod siden ved Blye-Render under Søen, hvor store Skibe ligge, bringe friskt Vand udi Staden fra Pebling-Søen 1633, hvilket retteligen kand siges at være et Kongeligt Arbejde. De Privilegier, som han gav den nye Stads Indbyggere, vare, at de udi 12 Aar (a) skulde være frie for alt Paalægg, at Christianshavns Øvrighed skulde have Rang og Sæde næst efter Kiøbenhavns Øvrighed; item, at Christianshavns Raadstues Domme skulde gaae lige til højeste Rett. (b)

Udi det samme Aar lod han oprette det Kongelige Collegium eller Regentzen for

Regentzen.

Studenterne. Han havde ogsaa i Sinde at nedrive det gamle Kiøbenhavns Slott, og at bygge et andet Alamodiske Slott igien, og vidner Autor til de Hayes Embassade, at saadant Dessein var giort for den Kejserlige Krig. (c)

1620 blev den fast u-overvindelige Stad Glykstad funderet udi den Egn

Glykstad.

Vildnus udi Storman, og blev kaldet Glykstad, eller Lykkens Stad, for et got Omens Skyld. Den blev og saaledes fortificeret, at den fast ikke kunde indtages, og kand den berømme sig, at have beholdet sin Jomfruedom indtil denne Dag, det er, ikke været indtaget af nogen Fiende, omendskiønt heele Holsten og Jylland har været erobred.

Da den Stad Opsloe Anno 1624. afbrændte, lod han opbygge den ved Slottet

Christiania

igien, og efter sit Navn kalde Christiania.

Det navnkundige Astronomiske Taarn, kaldet gemeenligen runde Taarn, lod han oprette ved Trinitatis Kirke, og det efter Canceler Christen Thomesen Sehsteds Raad, paa det at (904)

(a) Resen. excerpt. Manuscr.

(b) Resen. excerpt. Manuscr.

(c) Ambassade de Courmesvin. pag. 64.

Kiøbenhavn inden sine Muure kunde have et Uraniborg ligesom Tychonis paa Hueen. Til dette konstige Taarns Indrettelse raadførte man sig i sær med Christ. Longomontano Tychonis Discipel. Taarnet blev fuldfærdiged 1642, men kom dog ikke udi rett Stand førend under Frid. 3. (a)

All den Bygning som er Børsen, Proviant-Huuset, Bryggersed og Bagersed,

Utallige Bygninger og heele Gader i Kiøbenhavn.

og Tøjhuuset &c. er af ham anlagt udi Søer med stor Arbeide og Bekostning.

Anno 1617 lod han fuldfærdige Holmens Kirke, (b) saa at den blev beqvem til Guds Tienestes Forrettning. Der var tilforn et Smeede-Verksted, og en Navigations-Skole.

Anno 1637 lod han legge Grundvold til Trinitatis Kirke, som først allene var

Trinitatis Kirke.

for Studentere, indtil Anno 1683, da den blev giort til en Sogne-Kirke, da nogle Gader af St. Annæ Quartéer bleve lagde der til.

Anno 1647 lod han oprette en Navigations-Skole for Skibs-Folkenes Information. Tvert over samme Skole lod han af Grunden opmuure skiønne Huuse til Holmens Kirkes Præster, Skippere, Styrmænd, Højbaadsmænd og andre Søe-Officiers. Paa et hvert Hiørne-Huus blev anslaged hvad enhver Gade skulde hede, saasom Delphin-Gaden, der havde 24 Vaaninger; Laxe-Gaden, der havde 48; Hummer-Gaden, der havde 40, og Større-Gaden, der havde 18 Vaaninger. Paa den Plads hvor bemeldte Vaaninger bleve funderede, var tilforn en Kongelig Lyst- og

Rosenborg.

Frugt-Have, med en Ring Rende-Bane, indtil Rosenborg med dens Have blev anlagt.

Det er umueligt at opregne hvad denne Salige Herre ellers lod reparere og fornye, besynderligen udi Kiøbenhavn, hvis Tegelsteene han, med den Romerske Keiser Augusto, kunde siges at have forvandled til Marmor-Steene, efterdi han havde ikke mindre (905)

(a) Gassend. vit. Tych. pag. 218.

(b) Hvad den saa kaldte Bremerholm angaaer, hvis Stiftelse af nogle ogsaa tillægges denne Konge, da er den ældre, thi jeg finder en Ordre af det Aar 1589, underskreven af Jørgen Rosenkrands og Christoffer Walkendorff, hvorudi tales om Holmens Skib-Byggerie.

Omhyggelighed for at polere sin Residentz-Stad, end denne berømmelige Kejser Rom.

Denne salige Herre var ogsaa en stor Elsker og Velynder af lærde Mænd, hvilke han ved sin Gavmildhed meget opmuntrede, og derfore var Landet fuld af grundlærde Mænd under hans Regiering; Thi foruden den store Tycho Brahe, som døde til Prag, fandtes mangfoldige andre. At den Danske Adel kunde oplæres udi adskillige

Sorøe Academie.

smukke Videnskaber, lod han Anno 1623 til Sorøe oprette et Ridderligt Academie, hvortil han lagde store Indkomster. Over samme Academie blev satt til Ephorus, Just Höeg, en Herre af store Qualiteter, og besynderlig beqvem dertil. De første Professorer, som der til bleve forordnede, vare Joh. Cluverus Theologus, (a) Joh. Laurembergius Mathematicus, til hvilke Aaret der efter bleve lagde Joh. Meursius, Historiographus, og Joachimus Burcerus Medicus. Derefter blev kaldet fra Helmstad Christoph. Heidmannus Orator, og Martinus Trostius Hebrææ Lingv. Prof. item af Danske Nicolaus Schelderup Logices, og Stephanus Joh. Stephanius Eloqvent. Prof.; og varede dette Academie til Aar 1665, da, eftersom Kongens Indkomster ved Skaanes Forliis vare blevne formindskede, blev forordnet, at de der til lagde Indkomster skulde anvendes til andet Brug.

Blant andet, som viiser den Omsorg han havde for boglige Konsters

Han var en stor Elsker af Lærdom.

Forfremmelse, var, at han udi det Aar 1625 befoel tvende Rentemestere paa sin Bekostning at lade reenskrive og trykke alle de Historiske Manuscripta og Fragmenta som Professorerne agtede at være tienlige til den Danske Histories Oplysning, og, som Doctor Arnisæus havde tilkiende givet, at der udi Lybek laae forvarede adskillige Manuscripter, som henhørede til den Danske Historie, gav han iligemaade Ordre til samme Rentemestere, at tilhandle sig samme Manuscripter for en Sum Penge, hvilket sees af eet Højstbemeldte Konges egethændigt Brev, som jeg haver i Hænder, hvilket lyder saaledes: (906)

(a)                  Test. ipso Cluvero in Epist. Hist.

Christian den Fierde med Guds Naade Dannemarkis, Norgis, Wendis og Gottis Konning.

Vor Gunst tilforn. Vider, at eftersom Vi naadigst komme udi Erfaring, at adskillige Voris Danske Historiers Documenter paa Latin, Danske og Tydske, at haffuis udi Voris Universitets udi wor Kiøbsted Kiøbenhaffn Bibliothec og Giemme. Da bede Wi Eder och Wille, at, naar I derom af de Højlærde paa forneffnte Vor Universitet besøgis, I da paa wore Wegne bekoster hvis fornøden giøris samme Historier og Historica Fragmenta at lade reenskriffue och paa Tryk imod en god Stiil, og des Tilbehør uden- eller inden Riget at lade forfærdige, efftersom nøjgest og best kunde foreenis. Og efftersom nogle Fragmenta af Danske Historier skall findis til Lybke, efter som Os Elskelig Doctori Arnisæo derom skall være bevist, da wille wi iligemaade, at I handler med dem som dennem haffuer, om en billig Forerring, som och iligemaade skulle forfærdiges til Tryk. Der med skeer Wor Willie. Befalendis Eder Gud. Skreffuit paa Wort Slott Kiøbenhaffn den 1. Martii Anno 1625.

                                                                                                     Under Wort Zigneth (a)

                                                                                                     Christian.

Men, som den Keiserlige Krig strax der paa faldt ind, er denne priselige Ordre ikke bleven efterlevet, den Danske Historie til ubodelig Skade. Det synes ogsaa af hans egenhændige Breve, at han selv har skrevet Memoires angaaende de Tiders mærkværdige Ting; thi jeg finder i en Skrivelse til Cantzler Friis disse Ord:

(a)                  Literæ Christ. 4. ad Præfectos ærarii Christoph. Urne & Axell Arnfeldt Manusc. autogr.

(907) Den Almanack, jeg haffuer saa længe ledt efter, den haffuer jeg nu funden, och findis i samme Almanack aldt, hvis Anno 1612. sig tildrog. (a)

At den fortreffelige Tycho Brahe blev tvungen til at forlade sit Fædreneland,

Om hans Majest. var Aarsag til Tycho Brahes Misfornøjelse.

dertil var Hans Majestæt ikke Aarsag, som nogle falskeligen samme Tid berettede, hvilket kand sees af den berømmelige Mands egne Ord:

Tu quoque Magnanimi Friderici heroica proles

Inscius hac culpa, Rex generose, vacas.

Udi hans Mechanicis undskylder han den salige Konge med disse Ord:

Et hvert redeligt Menneske kand letteligen see, (b) at jeg ikke uden største

Tychonis eget Vidnesbyrd derom.

Aarsag, besynderligen udi denne 50 Aars Alder, da jeg sadd udi en stor Familie, haver forladt denne kostbare Øe, mit kiære Fædreneland, og mine mange Venner og Slegtinge. Hvad som har drevet mig der til, vil jeg her ikke kundgiøre. Imidlertid vil jeg ikke tilskrive det den Stormægtigste Konge Christ. 4., som nyligen haver succederet udi Regieringen sin Fader Kong Friderik 2. Højlovlige Ihukommelse. Men det har maa skee været saaledes Guds Villie, paa det at Astronomiens Restauration og Forbedrelse skulde blive des almindeligere, og sprede sig des videre ud. Enhver kand ogsaa klarligen see, hvor meget Astronomiens Forbedrelse har været mig angelegen, efterdi jeg for dens skyld har villed udstaae saa megen Besværing og Omkostning, saa megen Modgang og Uroelighed, saa jeg haver forladt mit Fædreneland, og det Kiæreste jeg havde. (908)

(a) Lit. Christ. 4. ad Cancell. Christ. Friis Fridericsb. 14. Decembr. 1617. Manuscr. autogr.

(b) Resen. Inscript. Uranib. pag. 316.

Hans Børn.´

De Børn, som Kong Christian avlede med Anna Catharina af Brandenborg, der døde 1612, vare først Prinds Friderik, fød paa Frideriksborg udi det Aar 1599, hvilken døde lit derefter. 2) Christian. 5. hvorom tilforn er talt. 3) Princesse Sophia, som blev fød paa Cronborg 1605 den 4 Januarii og døde den 7. Sept. udi samme Aar. 4) Princesse Elizabeth, fød i Kiøbenhavn den 4. Jan. 1606. 5) Prinds Friderik, som siden succederede sin Herr Fader, fød til Hadersleben 1609. 6) Prinds Ulrik, fød paa Kiøbenhavns Slott 1610, som blev ihielskudt udenlands. Om hans andre Børn er talt vitløftigen i Historien.

Dett er besynderligen at merke, at faa store Potentater i Verden have regieret saa længe, som denne Konge; thi han var meere end Monarcha Semisecularis. Hvorudover, naar nogen Rigs-Raad, eller anden af Adel ikke vilde mod Enden af hans Regiering samtykke og bifalde hans Anslag, sagde han: Hvad vilt du sige: Det er noget, som jeg har overlagt med din Farfader.

Fremmede Skribentere citere ham, som et Mønster paa alle Kongelige Dyder. Schupp udi hans Salomo eller Regenten-Spiegel, naar han taler om, hvor nyttig den Hellige Skriftes Læsning er for en Potentat, at lære deraf den rette og sande Politie, siger han: Saaledes førdte Kong Christian den 4de af Dannemark altid Bibelen med sig, efter hvis Læsning han modererte alle sine Anslag; og viisede sine Sønner, at der udaf rett kunde læres den sande Politie, hvorudover

Adskillige Particulariteter om Kong Christian 4.

Cantzler Reinking tog Lejlighed at skrive den Bibelske Politie af hans Søns og Successors Friderici 3. politiske Taler, som han holdt over Taffel af Bibelen. Naar samme Skribent taler om Regenteres Pligt uden Forskiæl at høre Undersaatternes Klagemaal, siger han: Der med har Kong Christian den 4de udi Dannemark vundet sine Undersaatteres Hierter, i det han selv tog mod fattige Undersaatteres Suppliquer, læsede dem, og hørte det eene Partie mod det andet. Naar der tales om Taushed, citeres saadant Exempel: En Hamborger Kiøbmand, som var meget forfaren udi Hydrographien, (909) havde engang giort ham et Forslag om at giøre en Skibsfærd til et synderlig langt bortliggende Sted, item om noget som angik Perle-Fangsten. Samme Kiøbmand begiærede for samme Forslags Aabenbaring en Kongelig Belønning. Men Kongen disputerede længe mod samme Forslag, og endeligen sagde, at han vilde tage det viidere udi Betænkning. Hvorudover Kiøbmanden blev utaalmodig, og skrev Kongen til, at, saasom hans Invention ikke var bleven antagen, Hans Majst. da ikke vilde aabenbare den. Derpaa skrev Kongen med egen Haand paa Kiøbmandens Brev:

Kanstu schweigen, ich auch.

Christian.

Og skikkede Brevet under Couvert til Kiøbmanden tilbage.

Hans Nidkierhed udi at forsvare den Protestantiske Troe, kand sees blant andet af den blodige Krig han førte med Kejseren, eendeel for at redde den Neder-Saxiske Kreds, eendeel og for at understøtte den landflygtige Konge af Bøhmen, med hvis Conduite han dog ikke altid havde været fornøjet, sær da han til Prag havde ladet nedrive Ornamenterne, endogsaa af de Lutherske Kirker, hvilken Misfornøjelse han gav blant andet tilkiende, da han saae et Crucifix hængende udi et Gemak, sigende: Dette Crucifix er lykkeligt, at det ikke staar i en Kirke til Prag. Der fortælles ellers u-tallige lystige Historier om denne Konge, hvilke jeg ikke tør anføre, saasom de ikke ere authoriserede.

Han var ikke allene en stor Elsker af lærde Folk, men var ogsaa lærd, og talede det Latinske Sprog med Færdighed. Carolus Ogerius vidner, (a) at have hørt ham tale Latin heele Timer med den Franske Ambassadeur Comte de Avaux, ligesom det kunde have været hans Moders Maal. Hans Curiositet til at vide Alting er fast utroelig, sær i Navigationen. Paa hans Fermeté ere viisede store Prøver her og der udi Historien. Vel er sant, at hans Myndighed efter den sidste Svenske Krig begyndte noget at formindskes, eendeel, efterdi Krigen havde saadant ulykkeligt (910)

(a) Oger. iter. Dan. pag. 53.

Udfald, eendeel og, efterdi Alderen tog saa meget til. Dog finder man endogsaa udi hans sidste Breve Levninger af den forrige Vigueur, og seer jeg af et Brev, som han 1646 tilskrev Cantzler Christen Thomesen, at, hvor høyt bedaged han end var, saa vilde han dog ikke lade sig hoffmesterere; thi, da bemældte Cantzler havde erindret ham om noget, svarede han med disse Ord: Naar Rigens Raad samtligen med deris Hænder monere nogit, da vyll jeg svare dem det, som jeg vyll staa ved: Mens med dig allene at giffue mig y Discours, det staar mig intet an. (a) Lige saadan Vivacitet findes i alle hans sidste Breve, hvilke han alle skrev med egen Haand indtil hans sidste Svaghed; thi endskiønt Haanden begyndte merkeligen at tage af fra Anno 1645, saa er dog Stilen og Expressionerne ligesaa fyndige som tilforn. Hvad som ellers udi hans Skrift er merkeligt, er, at han mellem hvert Ord sætter et Comma. Hvad Legemets Skikkelse angaaer, da giver bemældte Carolus Ogerius, som var udi Følge med den Franske Ambassadeur Comte de Avaux, saadan Beskrivelse derover: (b) Hans Majestet var høj og velvoxen, havde et smukt Ansigt uden Lyde, undtagen, at han havde mistet 2 af sine Tænder, som en Musqvet-Kugle havde skildt ham ved, dog vanhældede det samme ham ikke, men var heller en Prydelse og Beviis paa hans Tapperhed. Han var saa munter og behændig, at, endskiønt han havde naaet en høj Alder, saa dog overgik han alle udi Ridderspil og Legemets Øvelse; Hvorpaa han lod see adskillige Prøver dagligen, medens vi opholdte os udi Kiøbenhavn. Han stod op Klokken 3 om Morgenen, og Klokken 5 øvede sig udi Riden og Ringrenden uden med Prindserne, hvilke ogsaa derudi vare saa behændige, at de paa Veddemaal kiæppedes med andre Hoffmænd. Siden (911)

(a)Epist. Christ. 4. ad Cancell. Christ. Thom. Rendesb. 19. Oct. 1646. autogr. Manuscr.

(b) Oger. iter. Dan. pag. 54.

Eftermiddag iførede de sig Harnisk og Pandser, og prøvede deres Lantzer imod hinanden. Saa vit Carolus Ogerius, som udi det Aar 1634 var i Kiøbenhavn. En anden Autor, som havde den Ære at see hans Majestæt udi det Aar 1629 beskriver ham saaledes: Kong Christian havde et stort Legem, et langt og fædt Ansigt, brune Øjen, en stor Næse, og en vel proportionered Taille, er Soldat, ja meere end Soldat. (a) Udi hvilken Action Hans Majestæt havde mistet to af sine Fortænder er mig ubekiendt, mueligt det er skeed enten udi det Slag ved Calmar, eller udi det ved Kønigs-Luther. Hans Skrifte-Fader Peder Winstrup vidner, at han havde en krum Næse, hvilket og alle hans Contrafeyer udviise. Han havde ogsaa udi det Felt-Slag ved Femern mistet sit højre Øje. Men, om han beholdt andre Arr udi Ansigtet, er mig ikke vitterligt.

Af Statsmænd og Generaler vare udi hans Tid de anseeligste Niels Kaas den

Anseelige Mænd udi denne Konges Tid.

store Canceler, Peder Munk, Rigets Amiral, Christoffer Walkendorf Rigets Hoffmester, og Jürgen Rosenkrantz, hvilke 4re Herrer forestode Riget i hans Mindre-Aarighed. Rigets Canceler Jacob Uhlfeld (b) med hans 11 Sønner, hvor af de fleste vare anseelige Mænd, Christian Pentz Statholderen i Holsten, Hannibal Sehsted, Statholder i Norge, Ove Gedde Amiral, som stiftede den Ost-Indiske Colonie paa Trankebar, Henrik Holk, som af Keiseren blev giort til Greve. Christian Rantzov Rigs-Hoffmester, som var forloved med een af Kongens Døttre, og druknede udi Graven ved Rosenborg. Arild Hvitfeld Rigs-Canceler, hvorom tilforn er talt udi Friderici 2. Historie. Holger Rosenkrands, der for sin Lærdom og Erfarenhed i Stats-Sager holdtes for den Danske Adels Zirat. Just Høg Ephorus over Academiet til Sorøe. Peder Wibe, Stam-Fader til de (912)

(a) Ambassade du Baron de Courmesvin pag. 146.

(b) Denne Jacob Uhlfeld er den samme som har skrevet Compendium Hist. Dan. og maa distingueres fra den anden Jacob Uhlfeld, der var Chef for den Moscovitiske Ambassade i Frid. 2. Tid.

Wibers Familie her i Landet, hans Fader var den bekiendte Borgemester i Kiøbenhavn Michael Wibe, der paa adskillige Penge havde ladet sætte sit Vaaben, nemlig en Vibe. Samme Peder Wibe blev af Kong

Anmerkning angaaende den Wibiske Familie.

Christian brugt i adskillige Legationer og nobilitered i Frankrig. Om hans Avantures i Stokholm er talet udi Historien. Hans naturlige Søn var Vice-Statholder Vibe udi Norge. De andre Viber der imod descenderede af hans Dotter. Aarsagen, ellers hvorfor Michael Wibe lod sætte sit Vaaben paa den Mynt han slog, var, efterdi han paa sin egen Forliis og Gevinst havde af Kongen udi Commissis at mynte en Hob Penge af en vis Quantitet Sølv.

Blant lærde Mænd vare de navnkundigste Doct. Niels Hemming, hvor om tilforn er talt. Johan Poul Resen, Biskop udi Siælland. Jonas Jacobi Venusinus Historie Skriver. Tycho Brahe, Christianus Longomontanus Tychonis Discipel og Successor. Niels Krag, som blev nobilitered, Olaus Wormius den store Antiquarius, Argrim den lærde Islænder, Holger Rosenkrands, Brokmand, Casp. Bartholin, Pontanus, Meursius, Cluverus &c.

Jeg har tilforn meldet om denne Konges Bygninger; Nu vill jeg til Slutning, og det efter min vedtagne Maade tale noget om hans andre Stiftelser, saa vel udi geistlige som verslige Sager. Saa snart Hans Majestæt selv traadde til Regieringen Aar 1596 confirmerede han alle Universitetets privilegier for sin Person, og siden stadfæstede han de samme paa sin Søn Christians Vegne 1608, da han ved samtlige

Universitetets og Lærdommens Tilstand under denne Konge.

Stænders Stemme blev udvaldt til Kron-Prinds og Successor. 1600 lod han bygge et skiønt Huus for Collegio Consistoriali, og næst der hos en Professor Residentz, som han lagde til Universitetet tillige med en Hauge. Aaret der efter gav han det konstige Astronomiske Verk tillige med det Kongelige Bibliothek til Universitetet. (a) Han lod iligemaade mangfoldige Forordninger udgaae til Universitetets Nytte og Opkomst, saasom at Skovene ikke maatte forhugges Academiet til Skade: (913)

(a) Conrad. Aslac. de progress. Reformat. in Dania siger 1605.

At ingen, som applicerede sig paa det Medicinske Studium, maatte tillades Praxin, uden de havde promoveret ved Universitetet, og der vare befundne dygtige der til. At de som til Kirke-Tieneste bleve viede, skulde betale de Penge, som tilforn efter Betienternes Afgang af Arvingerne plejede at aflægges; Om Gymnasia at indrette ved de Cathedral-Skoler; Om Fundatzernes Constitutioner at handthæve og efterleve; At ingen rude og Ulærde paa Academiet maatte antages. Om Moderation og Lindring udi de Bekostninger som giortes ved Graderne. Udi samme Forordning findes blant andet disse Ord: Derforuden skal gives Doctori af Professorerne saaog enhver af de 4 Borgemestere her i Byen, som ved Academiske Promotioner kunde være tilstede og inviterede, et par Handsker, saa got som en Rigs-Daler in Specie. Siden en hver af Pastorerne item de andre Professorer og Raadmændene, som ved Promotionen ere tilstede, maa gives et par Handsker saa gott som en halv Rigsdaler in Specie. Saafremt og andre lærde Mænd og Borgere kunde være indbudne, da maa dem iligemaade foræres et par Handsker saa got som en halv Rigsdlr. Dog saa at af de graduerede Personer udi alt ikke udgives meer end 30 eller 34 halve Rigsdalers Handsker, eller og 40 Par i det allerhøjeste. Og skall der imod være afskaffede alle Slags Giæstebude &c. Hvoraf sees, at Graderne tilforn have været heel kostbare, og at en Candidatus kunde ruinere sig alleene udi Handsker. Videre lod Hans Majestæt udgaae en Forordning om den Kirke, som paa Academiets Bekostning var bygd uden for Nørre Port, og dens Jure Patronatus, som Academiet til samme Kirke var forundt. Om Academiets Bog-Lade: Om Bibelen paa nye at oplægge: Om det Theologiske Examine kaldet Attestatz: Om Depositz eller deres Examen som komme af Skolerne: Om en som skulde nyde Stipendium for at studere Mathematiquen. Om Studentere, som søge at em|914ploieres (914) til geistlige Embeder: Om den saa kalded Demiss, eller Prøve som giøres paa Prædike-Stoelen. Saa at de 3de store Examina, nemlig Depositz, Attestatz og Demiss ere stiftede af denne Konge. Han forordnede ogsaa, at der skulde være 4re Professores meer end tilforn, og tillagde enhver af dem viß Løn. Saaledes blev en Professor Metaphysices beskikked Aar 1619 den 3. April. En nye Theologus Aar 1630 den 10. Sept. item en Professor Linguæ Latinæ, og en Professor Poeseos. Udi det Aar 1619. formeerede han Communitetet endda med 20 Personers Underholdning foruden de forrige. Han lod ogsaa stifte det store Collegium for Studentere kaldet Regentzen. Funderede siden Trinitatis Kirke tillige med det Astronomiske Taarn, kaldet gemeenligen det runde Taarn, og over Kirken lod anrette en Sall for Academiets Bibliotheck; udi det Aar 1622 lagde han tvende Roskildske Canonicater under Kiøbenhavns Universitet; det eene til en Bogtrykker og det andet til en Kobberstikker, hvor af sees, at han i visse Maader kand kaldes det Kiøbenhavnske Universitets Fundator. Den Kierlighed, han havde til Boglige Konster, strakte sig ogsaa til fremmede Stæder, og for den samme Aarsag, da de Svenske huserede med deres Krigs-Folk udi Sachsen, skrev han et heelt bevægeligt Brev til Dronning Christine i Faveur af Universitetet til Wittenberg. (a)

Adskillige andre Folk opmuntredes af denne berømmelige Konge til at giøre Fundationer for Studeringers Opkomst, saa at foruden Walkendorffs Collegium, hvorom tilforn er talt, adskillige anseelige Stipendia bleve stiftede. Naar man derfore alt dette betragter, maa man des meere forundre sig over, at ingen af de Tiders Lærde har paataget sig at skrive en saa stor Velgiørers Historie.

Hvad Lov og Rett angaaer, da lod Hans Majestæt udi det Aar 1643 tillige med

Lov og Rets Tilstand.

den Jydske Lov publicere den bekiendte Recess, som indeholder alt hvad han havde forordnet fra det Aar 1596. Den bestaaer af 3 Bøger, hvoraf den første Bog befatter (915)

(a) Lit. Chr. 4. ad Christinam Hafn. 16. Decembr. 1642 Manuscr. it. Glucsb. 14. Junii 1643. Manuscr.

Kirke-Sager. Den anden angaaer Politien, og den 3die Norges Rige.

Efter den sidste Svenske Krig, gav han den Norske Adel de samme Privilegier, som den Danske Adel havde, nemlig Hals og Haand, og det formedelst den Troeskab, de Norske havde ladet see i samme Feide.

Udi Omsorg for Mynten har han overgaaet alle sine Forfædre, hvilket sees af den

Myntens Tilstand.

Mængde af herlige Penger udi hans Tid slagne, som udi Godhed overgik alle vore Naboers Mynt; Dog bleve de smaa Penge under hans Regiering forandrede, hvor vel de store Stykker bleve stedse i deres Godhed og Valeur. En Rigsdaler galt i Begyndelsen af hans Regiering 4 Mark Danske, hvilken Priis den begyndte at faae ogsaa mod Enden af Friderici 2. Tid, som kand sees af Inscriptionen paa samme Rigs-Dalere, nemlig 4 Mark Danske, hvor af en hver Mark giorde 16 Skilling Danske, og kaldes en Rigs-Mark, efterdi den var en Part af en Keiserlig eller Rigs-Daler. Men disse Mark tillige med de andre, som bleve siden slagne, lidede ofte stor Forandring udi Skillinger, ligesom Rigs-Daler forandredes baade udi Mark og Skilling, som kand sees af Højstbemeldte Konges Mynte-Forordninger, hvoraf den, som blev publicered Anno 1605, taler saaledes: At en Rigs-Daler skal giælde 33 Lybsk Skill. eller 66 Skill. Danske, og at en Mark Stykke Dansk Mynt skal giælde halv syttende Skill. Danske, og 4 Mark Danske lige saa meget paa en Rigs-Daler, hvor af man seer, at en Rigs eller Dansk Mark galt 16 Skilling og en halv. Samme Forordning indeholder og et Forbud, at Danske Rigs-Dalere, som vare udi højere Priis udi Hanse-Stæderne, bleve forbudne at udføres; men, saasom dette Forbud kunde ikke hielpe, lod Kongen udi Februario 1609 forordne, at en Rigs-Daler skulde giælde 68 Skilling Danske, og en Rigs-Mark 17 Skilling; Thi saaledes taler Forordningen derom: At hver Daler skal her efter udi vore Riger Dannemark og Norge gielde 34 Skilling Lybsk eller 68 Skilling Danske; Skal og 4 Mark |916Danske gielde lige ved en Rigs-Daler, saa at enhver Mark Danske skal giælde 17 Skilling Danske. Den liden Mynt fordervedes meer og meer, saa vel her, som over heele Tydskland, hvorudover Anno 1610 blev forordnet, at der skulde gaae 74 Dansk Skilling paa en Rigs-Daler og 18 og en halv Skilling paa en Rigs-Mark. Der ved kunde det endda ikke blive: Rigs-Daler steeg Anno 1616 til 80 Skill. Danske, og endelig ved en Kongelig Forordning dat. den 16 Novembr. Anno 1619 til 96, og 2 Danske Skilling begyndte fra den Tid at regnes mod en Lybsk Skilling. Udi hvilken Tilstand den mindre Danske Mynt er bleven til vore Tider. Iligemaade blev

Mynten sættes i den Orden, som endnu varer.

giort samme Forskiæl imellem Lybske og Danske slette Mark saaledes, at fra de Aaringer 1621 og 1622 to Danske gik paa en Lybsk Mark, og 6 Danske slette Mark paa en Rigs-Daler.

Men at Fremmede ikke skulde forderve den Danske Mynt, føre den ud af Landet og besynderlig slaae onde Stykker udi Form af Danske Marker, giorde Hans Majest. 1618 nye Mynt-Love, og satt Mynten udi en nye Orden; og komme udi bemeldte Aar ud af det Kongelige Mynte-Sted de herlige Stykker kaldet Danske Kroner. Disse

Danske Kroner først slagne.

Stykker bleve først kaldede heele Kroner, siden dobbelte Kroner, og Aaret der efter lod han deele Mynten udi Guld-, Sølv- og Kobber-Mynt. Forordningens Ord lyder saaledes: At lade mynte først dobbelte Kroner af got Guld &c. dernest af got Sølv efterskrevne Mynt, som er heele, halv og Ort af Kroner, saa og halve Orts Daler, 4 Skillinger, 2 Skillinger og eeneste Skillinger &c. udi ligemaade ville Vi lade mønte efterskrevne Kobbermønt af gott reent Kobber, som er Hvider &c. saa og Blafferter. Der er derfor at merke udi den Danske Mynte-Historie, at under Christiano 4. ere komne for Lyset Kroner, hvorudi endnu de fleeste Capitaler bestaae, eftersom de efterfølgende Højlovlige Konger have continueret at slaae en stor Mængde af halve Kroner, hvilke med Tiden fik Navn af heele Kroner, skiønt de udi Begyndelsen førte kun Navne af Halve; thi de rette (917) heele Kroner, som nu kaldes dobbelte, galdte 8 slette Mark, da disse kun giælde 4 Mark. Under Christiano 4. bleve ogsaa de bekiendte 28 Skill. Stykker, item de saa kaldte Døtkens slagne. De første lod Hans Majestæt slaae ved Lejlighed af det uformodentlige Svenske Indfald udi Holsten og Jylland Anno 1643 og 1644, hvorpaa er Inscription: Justus יהוה Judex. De samme bleve udi Mynte Forordningen kaldede nye to Mark Stykker. Anno 1648 strax efter Kongens Død bleve de reducerede til en ottende Deel ringere, og derfor endnu kaldes 28 Skilling-Stykker. Derimod bleve de da slagne 8te Skilling-Stykker formedelst deres store Puurhed og Vigtighed siden forhøjede til 10 Skilling, og kaldes endnu 10 Skilling-Stykker, og er den beste smaa Mynt vi have, men der ere nu omstunder ikke mange tilbage. Angaaende de saa kaldte Døtkens eller Døtkener,

Døtkens hvor af saa kaldne.

da meene vore Antiquarii, at de samme have faaet Navn af den Frisiske Stad Dodekum, Contracte Dokum, hvor saadan Slags Mynt først kom for Lyset, og haver givet Navn til de Danske Døtkens, og vare begge Slags af een Valeur, nemlig 3 Lybske Skilling. Det vilde blive for vitløftigt her at tale om alle de Stykker i sær, som denne store Konge lod slaae, besynderlig om hans Guld-Medailler, som ved en og anden Lejlighed bleve slagne, saasom mit Forsætt ikkun er at tale om den brugelige Mynt. Jeg vil ikkun her løseligen mælde lidet om tvende rare Stykker som ved særdeles Lejlighed bleve slagne, det første er en mægtig stor Skue-Penge, paa hvis eene Side findes en Hest, der omkommes af en Løve, og paa den anden Side disse Vers:

Frustra te

Opponis frænande

Caballe Leoni;

Albus eras, rubeus,

Si modo pergis, eris.

Den blev slagen Anno 1626 til en Erindring om de Lyneborgske Hertugers Frafald fra Kongen udi den Tydske Krig; thi det Lyneborgske Vaaben er en Hest, ligesom det Danske en Løve. Til videre Erindring om det samme blev der en Løve og en Hest udi (918) fuldkommen Størrelse støbt af Kobber, og satt udi Rosenborg Hauge, hvor de endnu sees udi samme Positur som paa Mynten. Den anden Mynt er liden, og kaldes gemeenligen Brille-Ducat. Derpaa staae disse Ord: Vide mira domi: med en Brille derover. Aarsagen dertil er denne: Udi høyst-bemældte Konges Tid bleve fundne i Norge nogle Guld-Miner, der af bleve 1644 slagne nogle halve Ducater, som ligge forvarede paa det Kongelige Konst-Kammer. Disse Ducater understode sig nogle Fremmede at nægte, at de vare af Norsk Guld; foregivende, at der aldeeles intet Guld var udi Norge; Hvorudover Hans Majestæt, da han siden fandt en anden Guld-Mine, lod slaae disse Brille-Ducater, for at betegne, at hvo som ikke vilde troe eller kunde see, maatte betiene sig af Briller. Derom har jeg videre talet udi Dannemarks og Norges Beskrivelse i det Capitel om Norges Beskaffenhed. Ellers kom udi denne Konges Tid ud en liden særdeles Mynt, hvor paa stod en Rytter holdende et Spyd udi Haanden.

Findmarks Mynt kalden Ryssiske Denninger.

Disse Penge siges at være slagne, at de tillige med andre Moskovitiske kunde bruges udi Handel af Laplænderne, som laae under Dansk og Ryssisk Herredom. De samme finge blant Rysserne Navn af Copeck, thi Copejeck betyder Hastatus paa Moscovitisk, eller en som fører et Spiud, hvorfore de endnu blant Kiøbmænd kaldes Copeker. Enhver af dem giør en 48 Deel af en Rigsdlr., som kand sees af den Befalning, som Kongen 1619 gav Mynt-Mesteren Johan Post, om at slaae samme Penge; Ordene lyde saaledes: At 48 Dænninger skal veje en Rigsdlr., og være af Prøve som Ryssiske Dænninger. De bleve derefter ogsaa kaldede Ryssiske Dænninger, efterdi de vare slagne udi Dannemark af Valeur med Rydske Penge, og bleve gangbare udi Rydskland. Endelig er at merke, at under denne store Regent ere blevne slagne de første Sølv-Penge af Kongsberger Sølv, saasom Minerne bleve fundne, og Verket anlagt udi hans Tid. Derom tales vitløftig paa et andet Sted.

Dette, som jeg har antegnet om Christiano 4, kand regnes for at være noget, eftersom det er det meeste, og fast det eeneste, som er kommed for Lysed, men det kand regnes for intet, i Henseende til hans lange Regiering, og hans store Bedrifter, (919) som udfodre nogle Folianter; Thi der var neppe nogen Regent paa de Tider meer hurtig, meer forfaren, og af større Sindets Gaver end Christianus 4. Vel er sandt, at Sverriges Konge Gustavus Adolphus af Skribentere bliver opløfted til Skyerne, og at samme Konge fortiener all den Roes man ham tillægger, men, naar jeg legger disse Kongers Bedrifter paa Vejeskaal, finder jeg, at Christiani 4. ere de vigtigste.

Comparaison mellem Christ. 4. og Gustav.

Adolph.Gustavus Adolphus var en stor General, Christianus 4. gav ham udi Krigs Erfarenhed intet efter; Den første vidste at vinde, og at forfølge en Sejer, den anden vidste og at vinde og tillige med at reede sig ud af en U-lykke. Den første bleve stor af Medgang, den anden større af Modgang. Hvis Christianus 4. havde ført Gustavi Krig udi Tydskland, da de Tydske Stænder og andre Allierede grebe sig for Alvor an, havde han ogsaa haft Gustavi Lykke; Og, hvis Gustavus havde begyndt Krigen først, da Stænderne var søvnagtige, og de Allierede lunkne, havde han ogsaa haft Christiani 4. Uheld. Saa at om den eene skinnede meer udi samme Krig, saa er saadant meer at tilskrive Tiden end Personen, thi begge Kriger bleve førte mestendeels med Tydske Tropper, og vidner Christian 4. udi en Skrivelse til sin Resident Peder Wibe, (a) at der Anno 1641 vare ikke meer end 600 indfødde Svenske udi deres Krigshær. Udi den Krig, som disse store Konger førte indbyrdes med hin anden, er bekiendt, at Christianus 4. fik Overhaand. Gustavus var mild og beleven; Christianus som en gemeen Borger udi Omgiengelse; Begge elskede Ret og Retfærdighed, belønnede Dyder, agtede lærde Folk, og vare selv lærde. Begge havde aabne Hierner, hvilket den første lod see som en stor General, den anden tillige som en stor Konge, som en stor Stats-Mand, som en stor Søe-Mand og en habil Dommer. Saa at den første var alleene stor udi Krig, den anden tillige med udi Fred. De vare begge hurtige. Gustavus løb som en Liunild heele Tydskland over, Christianus 4. saae man nu udi Spidsen af en Krigshær, nu paa et Amiral-Skib, nu paa den anden Side af Nord-Caped; Thi han sejlede engang forbi samme Nord-Cap til Moscovien, hvilket neppe nogen (920)

(a) Epist. Chr. 4. ad P. Wibe Glucsb. 7. Augusti 1641. Manuscr. autogr.

Konge har giort. Sverrig har aldrig været større udi Krig end udi Gustavi Tid, og Dannemark aldrig større udi Fred end under Christiani Regiering. Der vrimlede Landet af store Generaler, her af lærde Folk og store Stats-Mænd. Det er u-vist, om Gustavus rev fleere Stæder ned, end Christianus bygde Stæder op. Med et Ord: Gustavus syntes at have Alexandri Exempel for Øjene, og Christianus 4. Alexandri tillige med Augusti; Thi den Svenske Konges Passion var at udviide sit Riges Grændser; Den Danske Konges at heele sit Riges indvortes Saar, saa at, hvis Sverrig kand viise den største General paa de Tider, saa kand Dannemark viise den største Konge.

Men, som intet Menneske paa Jorden er uden Lyde, saa tillægges denne store

De Feil som tillægges denne store Konge

Konge en slags Hastighed og Overiilelse, saa at han var promt til at straffe end ogsaa med egen Haand; Dog gik saadant ikke saa vit, som Monsr. de Hayes skriver, at han omkom nogen i Vrede, thi man finder aldeeles intet Exempel derpaa. Det er troeligt, at han har arvet denne Qvalitet efter sin Frue Moder Dronning Sophia, hvilken brugte baade Riis og Svøbe, for at holde sine Domestiqver i Ave. Til dette at forsvare kand man sige, at saadant rejsede sig meere af en Patriarchalsk og Oeconomisk Iver, end af et hidsigt Blod, og at efter de Tiders Maade Regentere derudi syndede ikke saa meget mod Bienseance, som nu omstunder; thi, i vor Tid lader det ilde af enhver simpel characteriseret Person at lægge Haand paa sine Tienere, da det tilforn ved Lov var enhver Hosbond tilladt at straffe sin Hustrue med tørre Hug. Ellers er herved at merke, at, naar Hans Majestet udi Øverilelse slog nogen, paafuldte der strax en Naade, hvorpaa gives adskillige Exempler. Der fortælles gemeenligen, at alle de, som han lagde Haand paa, bortvisnede, og kunde ikke trives meere, men jeg finder intet Exempel derpaa, uden i den bekiendte Capitaine Munk, hvilken derover døde af Chagrin, om Factum ellers er rigtigt. Det haarde Brev, som han tilskrev Carl 9. af Sverrig, kand ikke aldeeles, skiønt nogenledes, undskyldes ved Ungdoms Hidsighed, og ved det, at han af samme (921) Konge var bleven provoceret. Hans Majestet hørte særdeles ilde hos Adelen, formedelst den Execution som skeede paa Amiral Peder Galte. Men man kand sige, at, saasom adskillige af Kongens Ordres bleve slett exeqverede udi den sidste Krig mod Sverrig, saa var det fornødent eengang exemplariter at straffe. Endeel har villet tilskrive Kongens præcipitance Slagets Forliis ved Königs-Luther, men den Hollandske Skribent Aitzema siger, at han derudi lod see alle de Qualiteter, som udfodres af en klog Felt-Herre, hvorvel samme Skribent, som en Hollænder, ikke kunde være denne Konge synderligen bevaagen; Thi Hans Majestet teede sig stedse u-naadig mod de foreenede Provincier, hvilket gik saa vit, at de samme omsider sloge sig til hans aabenbare Fiender, Dannemark til liden Baade, hvorfore ogsaa den stedsvarende Attachement, han havde til Spanien, og den U-naade, han ideligen lod see mod Hollænderne, er af nogle bleven anseet som en

Slutning.

Stats-Fejl. Udi det øvrige kand man sige, at han var begaven med alle de Qvaliteter, som udfodres af en Konge, ja at han uden Disput var den habileste Regent paa de Tider; Thi, endskiønt der findes adskillige Konger udi Historien, der have giort større Ting, saa findes dog neppe nogen, der haver giort Alting selv, som denne Konge. Og er det just dette, som man hos denne store Regent meest maa admirere, thi hvad han selv inventerede, exeqverede han selv. De fleeste Anstalter fløde af hans eget Hoved, og de fleeste Ordres findes skrevne med hans egen Haand. Og, naar han commanderede Floder eller Arméer, førte han ikke alleene selv sine Folk og Skibe an, men endogsaa selv reconnoisserede Fienderne, for at give sine Generaler og Amiraler Kundskab om deres Tilstand, saa at jeg veed ingen Potentat derudi at ligne med ham uden Petrus Alexiovitz. Vel bliver det gierne antegnet som en Fejl hos store Potentater, at de bemænge sig med alt for smaa og ringe Sager, og synes derfore, at man med nogen Billighed kunde dadle dette hos denne Konge. Men, saasom paa den samme Tid, han ordinerede Kiøkken- og Kielder-Sager, underviisede Skræddere, Skomagere, Tømmermænd, (922) Muurmester og alle slags Haandværks-Folk, ja gav Ordre til, hvorledes man skulde omgaaes og handle med de Kongelige Børns Klæder, Skoe og Strømper, han tillige med underviisede Ambassadeurs om alle Hoffers Tilstand, Generaler om Fiendens Styrke og Svaghed, Statsmænd om Conjuncturerne i alle Lande, bivaanede alle Retter, og deciderede selv udi de fleeste Sager, saa kand man sige, at deslige smaa Forretninger, som lægges andre Potentater til Last, tiene her til Beviis paa et forunderligt stort Begreeb og en Arbejdsomhed, hvis Lige neppe er at finde udi gamle og nye Historier; Saa at man kand sige, at alle slags Folk, høje og lave, vare udi hans Tid ikke andet end Machiner, der dreves af Kongen som det store Hiul alleene. Og fortiener derfor denne active Herres Historie frem for alle Regenteres at udføres i Pennen, allerhelst, efterdi han selv har givet saa skiønne Materialier dertil. Og hvoraf jeg har betient mig, ikke alleene i at corrigere og autorisere Historien, men endogsaa at skaffe den Anseelse dermed; thi ingen Historie, som mig er bekiendt, er hidindtil kommen for Lyset, som er illustrered over alt med en Konges egenhændige Breve og Ordres, saa at derfore saadant, om intet andet, kand recommendere dette mit Værk.