• Aleneste Gud i Himmerige 1
• Aleneste Gud i Himmerige 2
• Aleneste Gud i Himmerige 3
• Aleneste Gud i Himmerige 4
• 1 jan – 4 juni 1620
• Munkhavn 1
• Munkhavn 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 1
• Sidste afsnit af kapløbet 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 3
• Sidste afsnit af Kapløbet 4
• Kaptajnen og Kongen 1
• Kaptajnen og Kongen 2
• Kaptajnen og Kongen 3
• Kaptajnen og Kongen 4

Nej, Jens Munk havde ikke behøvet at gøre sig bekymringer i København, hans udsigter tegnede sig finere end nogen sinde. I den tid, der var hengået med bemandingen af “Enhiørningen” og “Lamprenen”, var Ove Giedde kun kommet nogle få sømil længere mod syd. Det var den 3. maj, han fik vristet den skæbnesvangre tilståelse ud af skipperen på “David”. Kun seks dage senere sejlede Jens Munk fra København.

De sidste døgn havde været hektiske. “Enhiørningen” of “Lamprenen” var ført fra Krabbeløkke Vig ind i den nye Tøjhushavn bag slottet, hvor alt syntes at drukne i travlhed og forvirring. Hvor meget kunne 62 mænd sætte til livs på en rejse, hvis varighed man kun omtrentlig kunne gætte sig til? I en stadig strøm gik folkene ud og ind ag Proviantgården og op og ned ad landgangsbroerne med sække på skuldrene, sække på sluffer, sække med mel, bønner, ærter, sukker, tønder med skibsøl og saltet svinekød, med tjære og beg, med voks og blår til skibenes kalfatring, flasker med brændevin og eddike, krukker med honning og sennep. Jens Munk overvågede hver detalje. langt ind i den lyse nat så man ham gå rundt og krydse sine lister af.

Den nye tøjhushavn, hvor Christian den Fjerde udrustede sine orlogsskibe. I forgrunden en tremastet fregat på størrelse med “Enhiørningen”, til venstre prøveskydes to nye bronzekanoner ud over Kalvebod Strand, i baggrunden galgen ned ved vandet og rækken af vindmøller ud mod Valby. Fra denne havn begyndte Jens Munk sin “nordvestiske Seiglas”. I dag er stedet for længst opfyldt og udgør det tidligere kgl. Biblioteks have, hvis bassin således er den sidste rest af den berømte havn. Men den logbog, Munk havde med sig fra dette sted den 9. maj 1619, kom siden tilbage hertil igen og ligger derinde endnu.

Ekstra kompasnåle og lanterner, tovværk nok til at forny det længste løbende fald om bord, planker til udskiftning af brækkede rundholter, ja til erstatning af selve masten, om galt skulle være, fiskenet og fiskekroge, harpuner og musketter, timeglas og jakobsstave, kanonkugler og løbekrudt, hundredvis af vokslys, reservelagre af kofilnagler, lovser, kloder, dyvelskløer, sliphager, ankerklyds, gaardinger, jomfruer, kasteblokke og sjækler.  “Enhiørningen” lignede en Noahs ark stoppet til skan dækket ikke med dyr, men med ting, var hele resten af verden blevet oversvømmet, havde man om bord på dette skib kunne finde eksemplar af så at sige hver eneste ting, hvert eneste redskab, der
fandtes på jorden på Christians Den Fjerdes tid. Bolsaner, jernfang, kabeltov og pumpelæder, klamajslag, sætjern og krabbejern, dansemestre og brystsving med naverbor, skarøkser og skølper, stuvbolt og hjertebændsler, prener, terser og merlespigre, nålehorn fyldt med talg til at stikke sejlnålene ned i . Og nu alle bytte varerne, der skulle bruges til handelen med de fremmede folkeslag, en rædsom samling ragelse, en nødvendig også den, små billige spejle, hvor troskyldige menneskebørn for første gang skulle se deres eget ansigt, bjælder og forgyldte armringe, knive og sakse, bemalede lerperler og kulørte glassager, brogede tørklæder og røde nissehuer, og mere seriøst, de lange svære jernbarre, der i fremmede egne repræsenterede en formue, og som på grund af deres vægt blev lagt ned på skibsbunden som ballast.

Munk gik utrættelig rundt med sine lister, han vidste, at der hvad han skulle hen, besad det ringeste søm, den elendigste synål en værdi, som ikke kunne betales med hverken penge eller blod. Da de sidste sager om aftenen den 8. maj var båret om bord og stuvet af vejen og krydset af, blev under hans opsyn togtets pengekiste anbragt under lås og slå og lukke i agterkastellet. Da det var overstået, hentede han sine personlige navigations instrumenter, et transportabelt solur af messing med indlagt kompas, et time glas, et astrolabium af træ med gradskalaen indgraveret i en krum messingplade, en passer, en samling gåsefjer, et stjernekort med tilhørende tabeller og et kobber stik, der viste Hessel Gerritzoons kort. Da også det var i orden, fik han endnu to sidste ting om bord i sin ark og lagde dem på bordet under bestiklampen. To bøger. De eneste han havde med sig. En tyk og en tynd. Den ene var biblen, den anden et lille skrivehæfte med halvtreds ubeskrevne blade hæftet sammen med lettjæret merling og indbundet i ufarvet pergament. Hen over det første blad stod der med hans håndskrift:

“Beskriffuelse om Jens Munkes Reyse som hand Anno 1619 begyndte den 9. Mai Kiena at Vpsøge”. Nedenunder havde han tilføjet ordene, “Emtrar sempre deue de comesar Vida Boua Vida.” Det var portugisisk. Det betød, at man lige fra begyndelsen af det gamle liv bør stræbe efter at træde ind i det nye liv. Han har fundet det passende at anbringe de ord på dette sted. Betød de ikke omtrent det samme som at sejle ud for at søge solopgangen gennem solnedgangen?

Nu var alting rede. Kaptajnen gik ud og ville vanemæssigt kaste et sidste blik på aftenhimlen for at gætte sig til vejret næste dag, før
han vendte hjem til Pilestræde. Solen blussede i horisonten som et vældigt fyr, der var tændt, ikke ude over møllerne ved Valby, men meget længere væk, helt ude på Kinas fjerne strand for at angive ham den kurs, han skulle følge i de kommende måneder. Her gik den ned, en derude gik den op. Her var alting forbi. Også for ham. Derude begyndte et nyt liv.

De sidste døgn havde været så travle, fordi Jens Munk ikke
havde villet udsætte afrejsen blot en dags tid eller to. Han var enig med hele sit mandskab fra løjtnanten til den yngste skibsdreng. Den 9. maj 1619 var en søndag, og der kunne ikke være tale om at begynde et så vigtigt foretagende på nogen anden ugedag. Det ville varsle uheld, forlis og død. Søndagen den 9. maj oprandt med strålende vejr fra en skyfri himmel, og ikke en vind, der rørte sig. Jens Munk ville nok have foretrukket en frisk sydost, som kunne bringe ham klar af Kullen, men det dejlige forår var kommet, i baghaverne i Pilestræde skinnede solen ned på genboens frugttræer, ikke et eneste af de nyudsprungne blade bevægede sig, og nede i Tøjhushaven lå “Enhiørningen” og “Lamprenen”
rejseklare med dæksplanker og tovruller endnu drivvåde af natteduggen. Der hørtes ikke en knagen fra fortøjningerne, hver detalje i riggen stod afspejlet i havnen som i fejlfri glasplade.

Om formiddagen var der gudstjeneste for togtets deltagere i Holmens Kirke. Kongen kom selv til stede, han havde ikke mistet interessen for Munks ekspedition, som tegn på hans velvilje ses det, at han kort forinden har ladet afgå et missiv (følgebrev) til rektor Steffensen på Sorø skole om at optage kaptajnens to ældste drenge, så snart der blev ledige pladser, og som en yderligere gunstbevisning har han tilskødet Jens Munk en af de byggegrunde, der lige er udstykket over i det nye Christianshavn.

Holmens Kirke 1620

Nu stod Christian den Fjerde over for sine søfolk i Holmens Kirke, kongen var alvorlig, mønsterskriveren havde lige opråbt navnene, og hver enkelt havde benovet aflagt sin troskabsed. Der var dødstille i kirken. Kongen talte med lav røst og jævne ord, som om han befandt sig i en kreds af fortrolige. Han vilde gerne formane alle til et gudfrygtigt levned, til oprigtig troskab, sædelig færd og mandig optræden, Danmarks rige til ære, dem selv til et godt og ærligt navn.. Da den korte tale var forbi, blottede han sit hoved, søfolkene lagde sig på knæ, og kongen nedbad himlens velsignelse over dem
alle, hvor de end måtte færdes i det fremmede, til søs og til lands, i storm og i stille.

Efter gudstjenesten vandrede folkene i samlet trop ned til skibene anført af fanebæreren med Christian den Fjerdes orlogsflag, der skulle hejses i “Enhjørningens” stormast. De fleste havde været grebet af stundens alvor og gik nu med den ovenstående bevægetheds fjerne, ligesom rensede ansigtstræk. Men så kom det dejligt håndfaste arbejde med at gøre klart skib, det tog tid, og først et stykke ud på eftermiddagen kunne der kastes los. Den forestående begivenhed var for længst kendt ude i byen, hele Hafnia Metropolis Celeberrima var på benene i det gode vejr, folk stod i klynger omkring udgravningerne ved den netop påbegyndte børsbygning, hvor stenhuggerne havde forladt arbejdet for at holde søndag, og ude på den ny opkastede dæmning, der skulle blive til Hans Knips bro. Selv straffefangerne på Bremerholm var raslet ned til stranden i deres lænker. Endelig gled de to skibe ud af Tøjhushavnen og lagde sig på linje efter hinanden. Optoget fyldte næsten hele strømmen mellem Amager og København, forrest kom “Lamprenen” trukket af seks robåde, hver med otte mand ve årerne, bagefter fulgte “Enhiørningen” bugseret af tolv robåde.

Der var rigelig tid til at tage alle enkeltheder i øjesyn, trods folkenes slid ved årerne gled de store træskibe kun ganske sagte gennem vandet, den blanke kølvandslinje bugtede sig agterud som en tynd snor hæftet til roret, på hver af ræerne hang matroserne fire og fire i deres røjel- og bramperter som små sorte klatter i riggens uoverskuelige mønster, rede til at slække givlinerne, så råsejlene kunne folde sig ud og fange brisen, når skibene var ude i Sundet. Man hørte åretoldenes regelmæssige knagen fra bugserbådene,
ellers var alting stille. Men i samme øjeblik “Enhiørningen” var ud
for slottet, skete der noget, der fik ligesom et ryk til at gå gennem
menneskemængden, Kathirine Adriansdatte, der stor i forreste række med sit spædbarn ved brystet og de tre drenge ved skørterne, kunne pludselig ikke holde igen på tårerne, mange ærlige borgere foldede deres hænder.

Efter gudstjenesten i Holmens Kirke havde Jens Munk lukket sig inde i sin kahyt og overladt klargøringen til Jan Ollufsen og Jens Hendriksen. Officerer og styrmænd, som trængte sig på med deres tusinde spørgsmål i sidste øjeblik, blev afvist af Oluf, Kaptajnen ønskede at være alene. Men i samme øjeblik “Enhiørningen” gled forbi slottet, så an den lille mand træde ud i solen og stille sig barhovedet på broen foran agterkastellet. Det var tegnet, i det samme hævede trompeterne de nypudsede instrumenter og istemte salmemelodien. Havnen genlød af messingblæsernes
flerstemmige musik, de djærve, glidende toner svarede så godt til skibenes langsomme henskriden, og dog var de præget af det vemod, der kommer over al musik som når os hen over vand. Man kunde få det indtryk, at det store optog var iscenesat alene til øre for denne melodi, og at det ikke var matroser og kanoner, men blot en salme, de to skibe nu skulle bære ud over verdenshavet.
Krønikeren gætter på, at Jens Munk har valgt reformationens gamle pinsesalme til livets og Helligåndens pris, den 9. maj 1619 var søndagen før pinse, så der har ikke været mange andre muligheder. Enhver kendte den udenad, tonerne kaldte teksten fem i erindringen, og alle tilskuerne, de pestramte på voldene, de
vansirede straffefanger på Bremerholmen, ja selv Jens Munk stod på “Enhiørningen” og ønskede, han nu havde haft Niels og Jørgen ved sin side, alle følte de, at ordene rettede sig netop til dem.

Aleneste Gud i Himmerig
Ske Lov og Pris for sin Nåde,
Som han har skænket os faderlig,
At fri os af Syndens Vade!
På Jorden er kommen stor Fryd og Fred,
Vi mennesker må vel glædes ved
Guds Yndest og gode Vilje.

Langsomt færgede skibene salmen længere og længere ud, vers efter vers forbi Krabbeløkke Vig, klar af Rævshaleøen, forbi søtønden ved Middelgrunden. Landet hævede sig bag København, som på så mange danske sommerdage, der begynder godt, var himlen endt med at blive overtrukket at et tyndt lag skyer. Så lød skippernes sølvfløjter, sejlene foldede sig ud, og “Enhiørningen” gennemrystedes af tre kanonskud. Krudtrøgen blev hængende lang tid i luften som hvide småskyer over det lave Saltholm. Agterude stod lyset nedad i brede vifter, som for sidste gang at vise de bortdragende det skønne København.

Det stille vejr varede ugen igennem, og først den 16. maj rundede skibene Kronborg. Jens Munk indførte den vigtige dato i hæftet med pergaments omslaget, og også kongen noterede begivenheden i sin dagbog. Denne dag, skrev Christian den Fjerde,
“seilede Enhiørningen og Lamprenen på den Seilads nordenom, den
Almægtigste give det til Lykke”. Det var næsten ordret det samme, som konge havde skrevet, da Ove Giedde et halvt år forinden var draget af til Indien. Den store kappestrid var begyndt. Humøret stod højt blandt de rejseglade søfolk, nu gik det vestover mod østen, nu skulle de se kejseren af Kinas land. Den 16. maj var heldigvis også en søndag, ja det var endda selve pinsedag. Et bedre varsel for rejsen kunne slet ikke tænkes.

København 1748