Aleneste Gud i Himmerig 1

Atter kan vi pege på en række kendsgerninger, der støtter krønikerens fremstilling. Meget taler for, at Jens Munk bevidst indlod sig i en kappestrid med Ove Giedde. Ingen forskere har tidligere anført en forbindelse mellem de to togter, dog mener Gosch, at kongen bifaldt Munks projekt ud fra et ønske om at yde ham en slags erstatning for, at han var blevet forkastet som leder af ekspeditionen til Indien. Men kan man acceptere, at der eksistere en sammenhæng mellem de to rejser for kongen, der som dramaets tredje person stod udenfor og over den egentlige konflikt, hvor langt mere nærliggende er det da ikke at antage, at denne sammenhæng også har gjort sig gældende for en mand, der som Munk selv havde direkte berøring med begge rejser og var direkte engageret i dramaets forløb.

Alle kilder peger her i samme retning. Vi ved, at Munk oprindelig skulle lede togtet til Indien, og vi ved, at han blev forbigået til fordel for Ove Giedde. Vi ved, at denne forbigåelse havde adskillige fortilfælde, og vi ved, at den indtraf på et tidspunkt, da hans
modsætningsforhold til adelen som følge heraf var kulmineret i noget, der lignede åben krig. Vi ved fra Slange, at han selv udformede ideen til sin ekspedition, vi ved fra hans egne ord, at dens mål udtrykkeligt var “Kiena att Upsøge”, og vi ved, at han iværksatte den så hurtigt efter Ove Gieddes afrejse, det overhovedet var teknisk muligt.

Læst i sammenhæng afgiver disse kendsgerninger et tankevækkende grundlag for formodningen om, at der bestod en langt snævrere forbindelse mellem de to berømte ekspeditioner, end man hidtil har set. Jens Munk måtte tage bod, hvor han fik bane, søge hævn, hvor han fik hån. Det er vel ikke sandsynligt, at Ove Giedde kendte noget til hans planer, men han kendte Gieddes, han var i stand til nøje at vurdere hans muligheder, og han så, at de ikke var større, end at hans elv stadig havde udsigt til al slå ham og komme
først.

Det var ikke fantasteri. Ove Giedde havde, set ud fra Munks forudsætninger, langt den største afstand at tilbagelægge, og han indledte den endeløse rejse på en dårlig årstid. Det var den 14. november, han forlod København med sine fem skibe, selv befandt han sig om bord på “Elefanten”, mens “David” medførte den fornemme Marselis de Boschouwer. På grund af vedvarende nordvestvind måtte de ankre op ved Helsingør, og først den 29. november om natten kunne de slippe ud af sundet. I Skagerrak fik de dårligt vejr med storm og slud, et skib blev banket læk i søerne og måtte søge op under Norge, men den øvrige del af flåden rundede Skagen og nåede den 17. december øen Wight ved syd England. Her ankrede de op for at vente på haveristen, som nåede frem en måned senere, og den 23. januar i det nye år 1619 kunne den samlede eskadre atter gå under sejl. Vanskelighederne var overvundet, nu gik det sydpå mod mildt vejr og stabile vinde, det store var for alvor kommet i gang, kurs mod Kap Verde.

Med hjemvendte skippere nåede nyhederne om Ove Gieddes raske fremskridt til København, hvor Jens Munk gik og lagde planer. Budskaberne om rivalens uventede held må have bekymret ham, selv var han i den forløbne til ikke kommet et skridt videre med sit projekt. Også for ham var det en dårlig årstid for forberedelser til et togt af denne art, og forskellige omstændigheder gjorde netop vinteren 1618-19 særlig uegnet. Folk havde andet at tænke på end opdagelsesrejser. Skillingen var faldet igen, uventet og katastrofalt, 96 på en sølvdaler mod 84 året før. Der sad en vekselrytter på Danmarks trone, siden Christian den Fjerdes magtovertagelse var det danske betalingsmiddel forringet med over en fjerdedel af sin værdi, inflationen, som bestjæler den ærlige, der betale enhver sit, favoriserer fidusmageren, som lever på gæld, denne feber om økonomien, hvormed usikre herskere kan udskyde problemerne til morgendagen, og som derfor gerne ender i omfattende sammenbrug, havde nu i tyve år præget det danske samfund. Intet under om kapitalstærke folk fandt tidspunktet uegnet til en udforskning af Nordvestpassagen til Kina, og Jens Munk har på intet
tidspunkt kunne gøre sig håb om at rejse private midler til udførelsen af sin plan.

Så kom pesten til København. Tugthuset lukkedes, konge måtte i hast udskrive ekstra bådsmænd til flåden for at erstatte matroserne, der døde som fluer, i Bremerholms Port uddeltes der gratis brændevin til folkene “som antidotum i denne skrøbelige tid”. Under sådanne forhold kunne kun en fantast drømme om at få mandskab stillet til rådighed for en opdager færd. Jens Munk delte sin tid mellem arbejdet på Bremerholm og hjemmet i Pilestræde, hvor Kathrine fødte ham en lille pige, der blev opkaldt efter moderen, men andet skete der ikke, uge efter uge gik hen, mens han forestillede sig Ove Gieddes hastige fremskridt, selv var han end ikke kommet så langt i sine forberedelser at han kunne øjne en afrejse dato. Da indtraf der en begivenhed, som føjede sig til den øvrige modgang og syntes at fjerne selve grundlaget for hans plan.

Med broderens død i 1617 havde Jens Munk mistet sin eneste forbundsfælle i striden med de adelige, det eneste menneske, der ifølge sagens natur kunne have samme opfattelse af begivenhederne som han selv. Tilbage var der vennen Jørgen Daa, han var ikke engageret i situationen ligesom Niels, tværtimod var han jo selv adelsmand, en dette bevirkede på den anden side, at han kunne regne med kongens støtte og velvilje i spørgsmål, hvor Munks egen appel ville være forgæves. Jørgen Daa og Jens Munk havde i en årrække samarbejdet gnidningsfrit, de skyldte hinanden deres største triumfer, de havde hinandens fortrolighed, og meget tyder på, at de også har drøftet Jens Munks nye plan med henblik på at forelægge den for kongen. De havde i hvert fald rig lejlighed til det. I februar 1619 foretog de to mænd således en rejse sammen til grænsen i Halland, en rejse, der utvivlsomt stod i forbindelse med kongens møde med Gustav Adolf, som samtidig fandt sted i Halmastad. Sådan som vi kender Jørgen Daa, var han ikke så lidt af en eventyrer, tanken om en mulig Kinafærd har vakt hans begejstring, og han har sikkert gerne villet forelægge kongen sagen, når de nåede frem til Halmstad. Der kom imidlertid ikke noget ud af
deres samtaler. I Ildsbjerg (Eldsberga), nogle få mil syd for Halmstad, blev Jørgen Daa syg, måske ramt af pesten. Få dage senere var Jens Munks gamle krigskammerat fra Elfborg og Kaninnæsset død.

Imens øgede den intetanende Ove Giedde støt og sikkert sit forspring. Det er let at følge ham i logbogen. Den 23. januar havde den samlede flåde forladt Sydengland. Den 6. februar passerede de Madeira. Den 10. så de Palma og Tenerife. Den 11. løb de forbi Gomero og Ferro. Alting gik strygende. De 19. nåede de Kap Verde, hvor de ved en dygtigt gennemført aktion opbragte to sørøverskibe og ødelagde et tredje. Den 26. februar lod de ankeret falde på reden uden for Portudali på Senegals palme kyst for at indtage nye forsyninger af ferskvand.

Men fem dage senere, den 3. marts, sejlede Christian den Fjerde over Sundet til Kronborg på vej fra Halmstad. Vi har den nøjagtige dato, fordi overfarten ikke forløb uden dramatik. Midtvejs i sundet blev kongens smakke grebet af isen og den kraftige sydøsten storm og ført et godt stykke op mod Kattegat. Jon Olafsson, der netop den dag gik skildvagt på Kronborg fortæller, at Kirsten Munk stod og jamrede ved et af slottes vinduer, mens mændene kæmpede
med søerne og befalede den brave bøsseskytte at falde på knæ og opsende en bøn for kongens liv. Jon Olafsson gjorde, som hun sagde. Det hjalp. Christian den Fjerde fik fat i en årer, smakken var halvt fuld af vand, men ved fælles anstrengelser lykkedes det nu mændene at få den fri af isgangen og ro den ind tik kysten ved
Hellebæk. Fru Kirsten sendte straks en vogn af sted med fire heste for at hente den drivvåde konge. Selv nævner han intet om begivenheden i sin dagbog, der står kun, at han den dag gav færgemændene otte daler i stedet for de sædvanlige 2.

På dette tidspunkt var planen om at iværksætte et togt til Kina sikkert vedtaget. Jørgen Daas pludselige død i Ildsbjerg havde været et hårdt slag for Jens Munk. Han lagde pengene ud til vennens begravelse og blev siden af arvingerne beskyldt for at have brugt for mange. Men det skulle gå standsmæssigt for sig, han havde ikke glemt braget af det kanonskud, hvormed Daa for fire år siden befriede ham fra Mendoza. Også nu skulle Jørgen Daa have været manden, der gjorde ende på hans lange ventet. Ved denne grav blev han for alvor alene. Som ofte før virkede udfordringen dog kun som yderligere ansporing. Han ville ikke opgive sin plan, han kunne ikke lade Ove Giedde triumfere, med der var ikke mere en dag at spilde. Siden Jørgen Daa havde fået forfald, måtte han selv gå til Christian den Fjerde.

Det er ikke troligt, at Munk ligefrem har søgt foretræde for kongen midt i de vigtige forhandlinger med Gustav Adolf, men det har heller ikke været nødvendigt. Som nævnt var Munk sikkert sendt til Halmstad i forbindelse med kongens rejse, i de mere end to uger, der hengår fra vennens begravelse til forhandlingernes afslutning, han har dagligt færdedes i kongens nærhed, der har været rig lejlighed til at møde ham, og det har som sædvanligt når kongen var på rejse, kunne foregå under langt mere tvangfri former end ved en højtidelig audiens, eller netop på den måde, der passede Jens Munk bedst, ja, måske var den eneste, der stod til hans rådighed efter affæren med Ove Giedde. Samtalen om Nordvestpassagen har formet sig på nogenlunde samme måde, som da de to mænd for ti år siden drøftede Nordost-passagen. Som krønikeren siger, de store, skæbnesvangre foretagender begynder ikke altid under fanfarer, de kommer gerne til verden på listesko. En ledig stund, en kande lutendrank på bordet, et eftertænksomt nik i en pause, det kan godt blive indledningen til en Kinafærd.

Det er som nævnt Niels Slange, der fortæller, at initiativet til den nye ekspedition udgik ikke fra kongen, men fra Jens Munk. Det er det ældste udsagn, vi har om sagen og alting tyder da også på. at Christian den Fjerdes historiker har ret. Ikke alene havde Jens Munk stærke personlige motiver til at gennemtrumfe denne sejlads, også hans saglige forudsætninger var i orden. Gennem ti års togter i arktiske farvande havde han skaffet sig de fornødne erfaringer og oplysninger, og som hele den søkyndige den af sin samtid har han ment, at der nord om Amerikas fastland fandtes en passage til Stillehavet. Man kaldte den Anian-strædet, James Hall nævner den allerede efter sine rejser til Grønland 1605-07 i en bevaret rapport, hvor han forklare de voldsomme tidevandsstrømme i Davis strædet med tilstedeværelsen af en forbindelse til Stillehavet, og siger, at vejen herigennem til Kina og Ostindien højst kan være en femtedel så lang som vejen syd om Afrika. Der det sandsynligt at Jens Munk i 1608 på Island hørte om Henry Hudsons opdagelse af Svalbard, må den katastrofe, som senere ramte den engelske kaptajn i det farvand, der fik hans navn, givetvis også have været ham bekendt.

Allerede i sommeren 1612 udgav hollænderen Hessel Gerritszoon et kort over Hudsons opdagelser, der kom i flere udgaver både på latin og Hollandsk, blev trykt i Tyskland og en gang i England. I betragtning af den nære forbindelse, der på dette tidspunkt bestod mellem Holland og Danmark, kan det anses for givet, at dette kort må være nået til Købehavn, man må endda gå ud fra, at Jens Munk selv har været i besiddelse af et eksemplar, eller bliver det vanskeligt at forklare, at han benytter den stavemåde, der anvendes på dette kort, hver gang han i sin dagbog skal angive navnene på lidet kendte geografiske lokaliteter. Engelske redegørelser for Buttons, Bylots og Baffins rejser i Hudson Bay foreligger på tryk allerede 1615, og to år senere offentliggøres der også en rapport om Hudsons ekspedition. Selv om ikke alle disse bøger er nået til Danmark i 1619, har hovedparten af deres indhold været kendt. Mange af de fremmede kaptajner, Jens Munk gennem årerne har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med, har kunne videregive vigtige oplysninger og endelig var han jo selv i vinteren 16161-17 en periode både i Amsterdam og i London.

Hessel Gerritzoons søkort fra 1612 over Nord Atlanten og Hudson Bay.

Nej, det store projekt var, så fantastiks det end lød, ikke nogen flyvetanke- men en omhyggelig udarbejdet plan baseret på kyndige overvejelser og en solid dokumentation. Der bestod en reel mulighed for at finde søvejen til Kina nord om Amerika. Kongen har lyttet til Jens Munks redegørelse med stigende interesse. Han tog selv initiativet til togtet, han kunne vanskeligt henvende sig endnu engang til den mand, han et halvt år forinden havde kasseret som leder af ekspeditionen til Indien, på den anden side kan den pinlige afgørelse godt have efterladt en rest af dårlig samvittighed, som fik kongen til at behandle den forsmåede kaptajn mere velvilligt end strengt nødvendigt. Desuden gjorde de betænkeligheder, man havde næret med hensyn til hans kvalifikation som leder af ekspeditionen til Indien, sig jo slet ikke gældende i dette tilfælde. En opdagelse af Nordvestpassagen var på ingen måde den diplomatisk aktion, den krævede ingen særlige repræsentative egenskaber hos den , som påtog sig opgaven, og kongen ville ikke
få vrøvl med sine adelsmænd, hvis han sendte deres upopulære sø-kaptajn en tur op imellem Grønlands isbjerge. Ove Gieddes navn er næppe blevet nævnt under deres samtale, men Christian den Fjerde har været listig nok til at lodde pointen, og det har på ingen måde gjort sagen mindre tiltrækkende i hans øjne, den gamle elsker af turneringer har vidst at påskønne det på en gang afsindige
og storslåede i dette kapløb, hvor den snævre skueplads på Amagertorv var erstattet med de syv verdenshave. Endelig lå den gode mands planer jo i nøje forlængelse af det Nordhavsprojekt, kongen selv havde udformet efter sit togt med dr. Charisius omkring Nordkap for tyve år siden, ja det var faktisk det eneste punkt i projektet, som endnu ikke var virkeliggjort. I 1609 havde han
selv sendt Jens Munk ud for at finde Nordost passagen, højhedsretten over Nordhavet var i de forløbne år blevet håndhævet dels gennem dr. Clasrisius arbejde i London, dels gennem utallige patruljerings togtet, hvor Jens Munk for øvrigt
også kunne regne sig for nogle af de mest resultatrige, tilbage stod kun det tredje punkt i den gamle plan, en undersøgelse af, om der fandtes en passage mod Nordvest. Den finansielle side af sagen kunne ikke volde hovedbrud. Set fra kongens synspunkt var der gode tider i Danmark. Den sidste brutale nedskrivning af skillingen havde skæppet mærkbart i hans pengekasse, en lige så hårdhændet omlægning af Øresundstolden fordoblede nu hans indtægter i Helsingør, og endelig havde Gustav Adolf netop mod enhver forventning vist sig i stand til at betale den sidste rate af løsepengene for Elfborg.

Sammenlagt betød det at kongen i denne tid ud over sine sædvanlige indtægter havde en ekstra årlig ekstra indkomst på hen ved en million rigsdaler. Jens Munk mente beskedent, at en ekspedition gennem Nordvestpassagen kunde gøres for 5000 rigsdaler. Det var ikke en brøkdel af den pris Marselis Boschouwer havde forlangt for det ostindiske eventyr. Kongen tøvede kun et øjeblik. Så sagde han ja. Når alt kom til alt, havde Herren jo givet ham to hænder. Han havde allerede strakt den højre ud efter Indien, hvorfor skulle han ikke række den venstre ud efter Kina? Kong Christian den Fjerde af Danmark og Norge nærmede sig sin 42 års fødselsdag, det var lige før, de store katastrofer begyndte at vælte ned over ham. han havde endnu ikke lært, at alt, hvad han greb om med sine stærke arme, på en mærkelig måde visnede bort
og unddrog sig hans besiddelse. Hvor var Anna Cathrine? Hvor var den søde Kirsten Madsdatter? Hvor var den søde Karen Andersdatter, Ak, Herren se i nåde til Danmarks store konge. Han er en vekselrytter, han tror kun på fremtiden. Han blev ked af Anna, Kirsten og Karen. Han kunne ikke holde fast på den lille danske skilling. Nu vil han favne den runde jord.

Aleneste Gud i Himmerig 1

Christian IV