• Aleneste Gud i Himmerige 1
• Aleneste Gud i Himmerige 2
• Aleneste Gud i Himmerige 3
• Aleneste Gud i Himmerige 4
• 1 jan – 4 juni 1620
• Munkhavn 1
• Munkhavn 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 1
• Sidste afsnit af kapløbet 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 3
• Sidste afsnit af Kapløbet 4
• Kaptajnen og Kongen 1
• Kaptajnen og Kongen 2
• Kaptajnen og Kongen 3
• Kaptajnen og Kongen 4

Endelig kunne Jens Munk komme i gang. Kongen kom til Kronborg den 3. marts. Munk må være vendt hjem nogenlunde samtidig og det ses af Kancelliets brevbøger, at den første forhyring til det nye togt allerede blev fortaget den 11. marts, så der har været fart over sagerne. Jens Munk har følt, at tiden endnu ikke var forpasset, han havde stadig en mulighed for at nå østen før Ove Giedde.

Hans ekspedition kostede kun en brøkdel af rivalens men blev, hvad udrustning angår, heller ikke nær så omfattende. Mens Ove Giedde
rådede over fem skibe og adskillige hundrede mand, fik Jens Munk kun tildelt 61 mand og to skibe. Det er dog sandsynligt, at han ikke ønskede mere. Han gik atter ind for den gamle kombination af et tungere “moderskib” og en hurtigsejlende jagt, som han havde anvendt under eftersøgningen of Nordost passagen, og som især havde vist sig virkningsfuld under kampen mod Mendoza. Blandt de ledige skibe i Krabbeløkke Vig (nyhavn og kgs. nytorv i dag) valgte han fregatten “Heringnæs” og jagten “Lamprenen”, od det er sikkert muligt i dette valg at se reminiscensen af hans drøftelse med Jørgen Daa. “Heringnæs” havde jo været den afdødes admiralskib ved Elfsborg. Jens Munk kendte det ud og ind, der var fra disse dæksplanker, de to mænd i fællesskab havde ledet den lange blokade som endte med fæstningens fald. “Lamprenen” var en del af det bytte, der tilfaldt dem efter sejren, det skib havde næsten
reddet hans liv, eftersom der var om bord på det, han sejlede til København, da han syg og elendig kom tilbage fra pestlejren ved Vänern. Man behøver ikke være overtroisk som Jens Munk for at se det heldige varsel, der lå i de to navne. De mindede ham om en tid, da han endnu havde håb om at genvinde sit adelsbrev, og de skulle også indskrives over det nye togt. Heringnæs” lovede ham sejr, og skulle dette løfte svigte, lovede Lamprenen” at han i det mindste
skulle komme hjem med livet i behold.

Men den sindrigt udtænkte kombination blev ikke til virkelighed. I forårets løb fik nogle adelige sø officerer pludselig brug for “Heringnæs”, der har måske været tid til endnu en chikane, i hvert
fald fremgår det af protokollen over Bremerholms søpas, at Jens Munk i allersidste øjeblik måtte ombytte Jørgen Daas flagskib med fregatten “Enhiørningen”. Han kendte udmærket dette skib med dets tre master og dets 12.pundige bronze kanoner. Han havde sandsynligvis sammen med Niels overværet dets søsætning i 1605, han arbejde på Bremerholm, da det blev forlænget i 1614, og det havde været på de tolv adelsmænds togt året efter. Men der lå ingen særlige løfte i dets navn, og han havde aldrig sejlet det selv.

Lige så vigtigt som skibene var de mænd det skulle bemande dem. Her blev Munk forsinket af nye vanskeligheder, der fremgår af Bremerholms regnskaber, at han måtte bruge resten ag marts og hele april måned til at samle mandskab. De mange kostbare uger gik hen, dels fordi pesten gjorde det svært at skaffe folk, dels fordi Munk i forvejen havde disponeret over sine bedste matroser, da han bemandede Ove Gieddes skibe, og han har ikke villet gå på
kompromis. Et blik på hans mandskabsliste viser den betydning, han tillagde erfaringer og sagkundskab, som det også kom frem, da han påtog sig den besværlige rejse til Syd Frankrig for at skaffe hvalfangere. Mens Ove Gieddes officersposter næsten udelukkende var besat med adelige, udnævnte Jens Munk kun
en adelsmand, velbyrdige Movritz Stygge, der blev løjtnant på
“Enhiørningen”, men navnet Stygge regnedes på dette tidspunkt ikke blandt de fornemme slægter, så det har først og fremmest været saglige motiver, der lå bag udnævnelsen. ligesom det fra begyndelsen stod klart, at adelsmanden som løjtnant kun kunne blive togtets næstkommanderende. På det punkt har Munk været kortfattet. ledelsen skulle alene tilfalde ham selv.

Blandt Ove Gieddes mange adelsfolk var der ingen, som havde kendskab til de farvande, de skulle besejle, og da han fik brug for en
portugisisk tolk, måtte han tage til takke med en simpel bøsseskytte. Begge Munks førstestyrmænd var englændere, den først hed William Gordon, den anden John Watson. De to var eksperter, de kunne finde søvejen til Kina. Forskellige omstændigheder tyder på, at Watson havde været med på Buttons rejse til Hudson Bay, og en William Gordon ses at have deltaget i omfattende ekspeditioner til Cherry Island eller Bjørneøen. til Pethora syd for Novaja Zemlja, til Grønland med James Hall, til Svalbard og til Pustozera bed Barantshavet. Den sidste rejse fandt sted o 1614 – 15  og da Munk i begge disse år befandt sig på de samme kanter, er det sandsynligt, at han allerede dengang har gjort bekendtskab med sin senere førstestyrmand. Til gengæld viser tidspunkterne for Gordons rejser, at han ikke kan have været i
Hudson Bay hverken med Button, Bylot eller Baffin, men han har kendt den sidstnævnte, det to steder omtaler en William Gordon, og han har sikkert også siddet inde med vigtige oplysninger om hans opdagelser i  Hudson Bay. Det er forklaringen på de store
summer, Munk tilbød ham for at tage med. William Gordon var sandsynligvis den højst betalte af alle om bord. den 11 marts fik han et forskud på 200 rigsdaler, en hel årsløn for en kaptajn, og to uger senere blev han ansat som styrmand med 50 rigsdaler om måneden plus et løfte fra kongen om yderligere 2000 rigsdaler, “his han med Guds Hjælp og Førelse har held til at finde den passage, som vi naadigst beordre ham at søge”. Det svare til næsten halvdelen af hele togtets budget. William Gordon har været en kapacitet.

I den øvrige del af besætningen fulgte Munk de gængse regler. Hvert af skibene fik en skipper, Jan Olluffsen op “Enhiørningen” og Jens Hendriksen på “Lamprenen”, to prøvede Bremerholmsfolk. Dertil kom to danske andenstyrmænd, der skulle stå til rådighed for Gordon og Watson, på “Enhiørningen” blev det den Hans Brok, som Munk allerede i 1610 havde med til Kildin på “Angelibrand” på “Lamprenen” blev det Jan Petersen, ligeledes en gammel Nordhavsskipper. Løjtnanten fik efter sædvane tildelt en oppasser, en ung mand ved navn Klaus, ligesom Oluf Andersen, der nu i seks år havde fulgt Jens Munk fra Nordkap til Biscayen, var selvskreven deltager. Derudover tog han en tredje meget ung mand med sig, nemlig sin afdøde storebrors søn, der var opkaldt efter bedstefaderen. Det har passet ham udmærket at have Erik Munk med på togtet, og desuden har han vel følt sig forpligtet over for enken og gerne ville hjælpe hendes dreng til en løbebane i kongens tjeneste. Den skulle ikke blive langvarig.

Udtagelsen af præsten og bartskærerne voldte de sædvanlige
problemer, på disse felter var Bremerholm sjældent velforsynet. Pesten gjorde det umuligt at opdrive blot nogenlunde kvalificeret bartskærer, de tjente rigeligt med penge i København, og først den 25. april fandt man frem til en Kasper Kaspersen fra Rothenburg. Kongen lovede “nådigst at forskaffe hannem hans Bardskier Kiste med det Tilbehør som hand skulde bruge til sit Handverk”, og Munk mønstrede ham på “Enhiørningen”, mens en kollega, David Volske, blev forhyret på “Lamprenen” Begge var tyskere og havde lært håndteringen på fastlandets slagmarker, de kunne med behørig
assistance save et ben af og lappe lidt på en sønderskudt hånd, men her lå også grænsen for deres kundskaber. De havde intet kendskab til anvendelsen af medicin og miksturer, de havde aldrig før set havet, og den sygdom, der hørte sølivet til, den forfærdelige skørbug, var for dem kun et navn.

Som skibspræst måtte man tage til takke med Rasmus Jensen, en sølle fremtoning, noget uvasket at se til, med ugegamle skægstubbe på hagen, rindende øjne og en forkølet røst. Men hr. Rasmus var hjemme i skriften, tøflede selvudslettende rundt og trøstede andre med et guds ord i sin mund og sig selv med en dram, for den bed nu ligegodt stærkere, som han stille lagde
til. Han fik 100 daler om året, det samme som bartskærerne og ikke mere end to måneders løn for William Gordon. Han var heller ikke mere værd, ak nej, han korsede sig, måtte Gud den Almægtige i sin Nåde blot vende det således, at de aldrig kom til at se den dag, da Mister Gordons højt betale sagkundskab var lige så værdiløs som Mester Kaspers uvidenhed og alles frelse alene afhang af denne Herrens uværdige tjener. Det var hr. Rasmus erfaring at sådanne ydmyge ord gerne fik en og anden enfoldig sjæl til at liste en skilling eller to i messingbøssen på stormasten.

Så i slutningen af april kom omsider den store dag, da man kunne tage fat på mønstringen af det menige mandskab. Det foregik i
Skriverstuen på Bremerholm, det rummelige lokale var fyldt med søfolk, ved et bord i den ene ende sad de to skippere, Jan Olluffsen og Jens Hendriksen med deres mandskabslister foran sig. Forårssolen faldt ind gennem de grønne glasruder, blinkede i sølvfløjterne, som de to mænd havde hængende på brystet,
og tegnede en freske af folkenes skygger på bagvæggen, efterhånden som de stillede sig på række for at blive indskrevet. Ved et langbord bag skipperne sås kaptajnen selv, på sin højre side havde han velbyrdige Movritz Stygge, på sin venstre William Gordon. Han skildres, som han sad der, af islænderen Jon
Olafsson, der også var til stede i lokalet den dag. “Han var en meget vis Mand”, siger den gode bøsseskytte, “ingen forstod sig som han på Styrmandskunsten og Stjernernes Gang”: Jens Munk sag tilbagelænet mellem sine officerer. Oluf havde lige bragt dem et krus Rostocker, han var den mindste af de tre, det meste af tiden forholdt han sig tavs og besvarede de andres bemærkninger med sit smukke smil, der blottede en række slidte tænder. Hans blå øjne mødte mændene med et åbent, venligt blik, alle kunne mærke, at
kaptajnen følte sig godt tilpas, og det satte også folkenes humør i vejret. Det faldt dem ikke ind, at det var synes af dem der gjorde ham godt. I tre år havde han ikke været ude at sejle, nu befandt han sig igen mellem de mænd, med hvem han havde delt størsteparten af sit liv. Nej, der havde aldrig været en desertør, aldrig en antydning af mytteri om bord på de skibe, han kommanderede, hans blik vandrede fra den ene til den anden, han kendte de fleste igen, her et ansigt fra Elfsborg, her en profil fra Kaninnæsset, her en kroget gamling, han huske helt tilbage til Henrik Ramels saltskibe. Var det ikke først og fremmest på grund af disse mennesker, man ville blive ved med at sejle og sejle? Hvem kunne lade være med at holde af dem, som de stod der, batteridækket slyngler og helte
støjende og utålmodige, udholdende og opofrende, vant til slid og slæb, storm og kulde, kortspil og triktrak, med stærke arme og svage karakterer. lette at begejstre og vanskelige at holde styr på, lattermilde og grædefærdige, brutale hårdhudede og grænseløst sårbare, så modige, ja, og så bange, men uden den mindste misundelse eller beregning, uden en hadefuld tanke i deres åbne ansigt med de tykke læber og blanke øjne, Nordhavets store barnlige bøller, solbrændte som negere og bemalede som kannibaler, med hver sin amulet om halsen og med armene dækket af billige, halvt udløbne røde og blå forsiringer, hjerter og
anker, egeløv og silkebånd, måner og stjerne og tro håb og kærlighed…

Skyggerne flyttede sig på bagvæggen, mens mændene en for en
gik hen til skipperne og sagde deres navn. Bortset fra en enkelt, der stod i baggrunden og stædigt vedblev at besvare alle opfordringer med en hovedrysten, var alle ivrige for at komme med. Iver Alsing og Jens Borringholm. Christoffer Opslø og Rasmus Clemmensen, brødrene Jens og Laurids Helsing. De kom fra alle egne af rigerne, mange var fra Norge, andre fra Halland, andre igen fra Sønderborg, Marstal, Nynor, Dragør. Dialekter fra Samsø mødtes med tungemål fra, en spurgte på lollandsk og fik svar på islandsk. En Fynbo trådte frem, meddelte skipperen, at han hed Erik Hansen og tilføjede lidt efter på sit syngende tungemål:

– Det er et sjældent navn i Kina!

Latteren rungede, selv de høje herre ved langbordet havde besvær med at skjule deres munterhed, det opdagede straks af folkene og satte stemningen yderligere i vejret. Kun skipperne sad alvorlige og kradsede hen papiret med den besværlige gåsefjer, samvittigheds-fulde og opslugte som skoledrenge, der øver sig i skønskrift. Anders Sodens og Oluf Boye, Jens Bødker, Christen Gregersen og Povel Pedersen, og nu en mand med det vældige navn Ismael Abrahamsen. Alle størrelser og vægtklasser var repræsenteret, en
var lille og spinkel, sikkert en ren abekat til at klatre op og rebe de øverste råsejl, en anden var næsten fire fod høj og stod rolig, værdig og nedladende midt i den almindelige munterhed, som havde han fra sit ophøjede stade for længst overskuet menneskets dårskab og bestemt sig til at bære over med den. Anders Stavanger og Lauritz Hansen, Olus Sundmør og Thor Tønsberg. Forfængelige og flotte fyre, når de skred frem under deres skrå, overdrevent bredskygget spanierhatte, med nystudset overskæg og hovedet fuldt af pige historier, grovmundede og overdådige, højlydt grinende ad egen vittigheder, langende ud hinanden med labber som bjørne, fortrolige med enhver form for udskejelser og frommere i hjertet end nogen ærkebiskop. Anders Oroust og Hans Bendtsen, Peder Amundsen og Halvord Brønnie. Anders og Morten og Svend fra Marstrand…

Skyggerne flyttede sig, det kneb for skipperne at følge med.
I en gruppe for sig stod de tre skibstømrere, Svend Arvedsen, Jens Jørgensen og Peder Nyborg. Verdens ældste håndværk (var Jesu fadet ikke tømmer?) hos dem drevet ud i sin højeste forfinelse, bådebyggerkunsten, prægede deres træk og skilte dem ud fra de andre. Rolige og ranke stod de midt i larmen, tavse og utatoverede piberygende. Tre håndværker, der kunne deres kram. Og som vidste det selv.

Jan Olluffsen og Jens Henriksen vedr. ved at være færdige med deres lister, kun den ensomme mand i baggrunden værgede sig stadig mod deres opfordringer. Alle folkene blev mønstret, som de gik og stod, klædt i løse stortrøjer over et par hjemmestrikkede uldbukser snøret under knæet. De fleste havde en lille bylt tøj og småsager med sig, som de fik lov at beholde, men anden ekstra beklædning fik de ikke med. Det er en kendsgerning. Jens Munk
havde intet skindtøj med sig, da skibene forlod København. Det strejfede ham ikke, hvilke problemer dette ville medføre.

Ganske vist havde han før haft vrøvl, fordi mandskabet havde
for lidt tøj med, men det var på en rejse nord om Nordkap. Anian-strædet, vidste han skulle søges omkring 62. breddegrad, eller kun en smule nordligere end Skagen, ikke noget at regne for søfolk, der var vant til Barentshavet. På den tid kendte man ikke Golfstrømmens bevægelser, den strækker en finger op til Det hvide Hav, men den går ikke ind i Hudson Bay. En frygtsom sjæl i mandskabet havde ikke følt sig beroliget ved sammenligningen med Skagen. Sæt nu at alligevel blev koldt til næste vinter? Men hans spørgsmål fejedes til side af en forsoren latter. Du skal ikke være bange, lille ven, til næste vinter er vi i Kina!

Fresken på væggen begyndte at gå i opløsning, alle de tilstedeværende var indtegnet med undtagelse af den ensomme mand, der stod i bagerste række, klædt i bøsseskyttens klædning med pibekraven over den stramme vest og de posede bukser. Flere gange i dagens løb havde skipperne søgt at lokke ham med både løn og månedspenge, nu tilbød de endog at gøre ham vil konstabel. Men på ny mødte manden deres tilbud med et afslag. Det var ikke et spørgsmål om penge og titler. Han ville ganske simpelt ikke med. Allerede den følgende dag lod han sig imidlertid forhyre hos Henrik Vind til et togt i Nordhavet, hvorfra han iøvrigt kom velbeholdent hjem igen i løbet af eftersommeren.

Hvad var da grunden til, at Jens Munks skippere bestandig fik afslag, når de henvendte sig til vor gamle ven, den ærlige islænder og bøsseskytte Jon Olafsson, thi ham var det jo, det stod og gemte sig bag de andre hin mindeværdige aprildag i Skrivestuen på Bremerholm. I sine erindringer har han nedskrevet forklaringen. En engel havde samme nat vist sig for ham og truet ham med Herrens vrede, hvis han tog med på Jens Munks togt. Krønikeren forestiller sig den pludselige tavshed i lokalet. det pinlige brud i den opløftede stemning, der opstod, da Jon Olafsson til sidst blev tvungen til at rykke ud med sin undskyldning. Kaptajnen så spørgende op fra langbordet, de tre skibstømrere vekslede et umærkeligt smil en forhutlet skikkelse listede ubemærket ud af
bagdøren. Når folk ligefrem begyndte at tale åbenlyst om Herrens vrede, måtte hr. Rasmus ud og have sig en dram