Almindelige hekseforbrydelser var i Finnmarken som i andre lande at de dræber andre eller
egne husdyr. Særlig patetisk virker det i Finnmarken, når man tænker på hvordan
de fleste sled for at bjerge dyrene gennem vinteren. Mangel på foder og anden
vanrøgt var ingen sjældenhed overalt på den tid og en særlig fare var
kreaturerne ved kysten udsat for. Op til vore dage har mange af dem i foråret
spist sig overmætte og har fået en pludselig død. En ulykke må det have været
for en husmor når et dyr døde fra hende, og så står de hurtigt væk og tilstår
at de ønskede fanden i sine egne dyr som så “sprak”.
Men hvor langt Finnmarks troldkvinder kunne drive det, når det gjaldt at tage maden
ud af munden på sig selv og andre, fik folk til sin dybeste forfærdelse at høre
fra et Kibergting. Der tilstod Anne Pedersdatter at hun og andre havde gået
sammen om at sætte låger for fiskene uden for Vårberget – dog var der så store
mængder fisk at nogen trængte igennem lågen, så der kom nogen fisk frem.
Fra 24. januar 1652 til 23. april 1653 blev der i Jørgen Friis tid i alt 13 kvinder
dømt til ild og bål, hvorefter det stilnede af. Med foråret 1653 kom lagmanden
over Nordland og Finnmark, hr. Manderup Schønnebøøl nor over. Lagmanden,
Finmarkens overdommer, havde pligt til hvert tredje år at besøge det nordligste
len.
Denne person vil vi møde igen ved flere korsveje.
Det fortælles ligeledes om Schønnebøøl, at da han efter enevældets indførsel deltog
i arvehyldningen af Kong Frederik III på Akershus i august 1661, kastede sin
hat ned på jorden, trådte på den og sagde at nu var der ingenting værd at bære
hverken hat eller hue (hatten var dengang adelsmandens privilegium).
Hvordan det forholder sig nøjagtigt med denne episode, som først lang tid efter blev
nedskrevet, ved vi ikke rigtigt – måske er en del af den blot blevet til sagn.
Dog tyder det vi ved om hans liv og virke dog på at han var en selvstændig
herre. Han var født på lagmandsresidensen i Steigen i 1603 som søn af lagmand Peder
H. Schønnebøøl, han blev tidlig forældreløs og i opvæksten sendt til Bergen for
bedre “at informeres udi boglige konster og deslige”, han gjorde med kongens
tilladelse krigstjeneste i udlandet og kom på høsten 1629 hjem til Nordland.
Nogle år senere, ved pinsetid friede han til Jørgen Henrichsens datter, Jomfru
Maren Staffre, som han havde været forlovet med siden et besøg i hjemme i 17
års alderen. Disse detaljer er hentet fra hans egen “Personaha” som blev oplæst
ved hans begravelse i 1682, efter den tids skik havde han selv skrevet sin
nekrolog og den var sympatisk fri for pral. En nærmere skildring af ham må
vente, han blev lagmand i 1648, arvede meget jord, fik 15 børn og tilhørte et
rent dynasti af jurister, svigersønnen og senere en af han sønner efterfulgte
ham i lagmandsembedet.
50 år gammel, på den tid en ældre herre, var han da han indtog præsidiet ved et
frit lagting på Vardøhus den 24. maj 1653. Troldkvinde fangehullet var tomt,
men borte på Omgang sad en kvinde fængslet, anklaget på fæstningen af en nu
brændt kvinde.
Der er derfor med spænding at vi åbner tingbogen for Nordland og Finnmark lagstol
og læser om lagtinget på Omgang 17 juni samme år. Referatet er ganske kort.
Almuen bliver spurgt om de kender til at hun skulle hekse med trolddom. Eller
er der nogen som kan sige at hun har lovet nogen ondt og om det så er hændt?
Svaret er at de ikke har noget som helst at beskylde hende for eller at sige om
hende, andet end det som ærlige og kristne er på alle måder.
Nu læser så Schønnebøøl loven. Eftersom Christian den tredjes recess 18 artikel
udtrykkelig bestemmer at ikke “nogen v-dædische mennischer, eller nogen anden
som forsvunden ere for nogen wærlig sag, tiuffue, forrædere, troldmænd eller
troldkvinder, står til troende udi vidnesbyrd eller andre måder, i huar de
wilde sige eller vidne på nogen”, og hun tilmed selv nægter at kende noget til
dette og heller ikke nogen er trådt frem for at beskylde hende for noget, langt
mindre bevise noget, bliver nævnte kvinde ganske og aldeles frikendt. Og ingen
skal bebrejde hende efter denne dag, såfremt de ikke slev vil straffes.
Frikendt blev ligeledes en kvinde fra Berlevåg, en fra Stensvåg og to fra Gamvik. Tre
dage senere på lagting i Skjøtningberg, møder en Bergens købmand bosat i
Kjøllefjord sammen med sin kone, som er udlagt af den samme kvinde på Vardøhus.
Det foregår på samme måde, den genoplivede recessen citeres, frifindelsen
afsiges. Formaningen er streng, ingen skal lade hende eller hendes barn høre
det såfremt den som gør det ikke vil straffes i “højeste måde” efter loven.
Lige sådan bliver en anden kvinde fra Kjøllefjord frikendt.
Denne kraftige reaktion hos Finmarkens overdommer på tidligereretspraksis
forblev ikke uden virkning. Anklager er ikke længere nok og har aldrig været
det! Man skal skaffe vidner og vidnerne må tage ansvar og kan straffes. Nå, men
så skaffer man vidner, med det med ansvaret tager man ikke så nøje. Stort set
kan der alligevel i de følgende år spore en meget større forsigtighed både hos
øvrigheden og folket.
Næste gang en sag rejses møder fire mand fra Kiberg op på Vardøhus med en klog gammel
kone Karen Jonsdatter, som havde tjent hos underfogden sammen sted.
Tinget bliver sat 9. februar 1654.
De fire mænd giver hende “full sak” efter det hun har tilstået overfor dem og andre
på Kiberg. Og Karen bekender frivilligt og fortæller om hvordan hun kom i
fandens tjeneste. Hun og stedmoderen, som havde lært hende op, var på Dovre og
spillede kort med fanden og stedmoderen vant over både ham og Karen. Følgen var
at Karen som tabte, måtte love ham tjeneste! Det var tydeligt at man her havde
fået fat på en stakkel som havde tjent nogle få slanter, dvs. mad og klæder på
“hemmelige kunstner” og det kan være værd at fortælle lidt om disse stakler,
for ingen andre steder er det fortalt så udførligt i Finnmark. Drengen hun
tjente sammen med havde hun givet nogle fyrsvampe med sten og tråd til at tage
med på havet og når der så kom en stor bølge skulle han kaste det forover og
råbe hendes navn, så ville bølgen lægge sig. En fisker. Oluf, og hans søn havde
hun givet en drik for at de ikke skulle blive, for konen til Oluf havde været
hos hende og bedt om den. Trylledrikken bestod af: havvand, mundgodt, syre,
vand og peber og for den fik hun af drengen den gamle skjorte hun nå havde på
og af Olufs kone en gammel “Snørhat (kyse). Hendes fire anklagere vidnede at
hun for nylig havde været hos dem og otte andre mænd for at tilbyde drikken,
men så var der nogen som frarådede hende det og hun kom ikke som aftalt, indtil
de “till en forsørgelse” sendte bud efter hende og måtte love hende rødt klæde
til en kjole. Alt var sandt, sagde Karen for retten og hun havde sagt til dem
at der ikke var noget ondt i det men Guds ord.
Efterhånden bliver det mere graverende tilståelser, hun har bandlyst en båd – efter have
fået hug og slag – hun og Marthe på Kiberg var af gårde til havs sidste høst,
Marthe som fugl og hende slev som spættet sæl, for at forbande et skib, men de
havde ingen held af det, fordi folkene ombord “thiennte Gud så meget”. Det
eneste de klarede var at holde skibet på den ene side.
Der må have været nogen uro på Kibergnæsset før det næste ting afholdes den 13
marts. En mand indfinder sig for kun at sige at han forbød sine drenge at have
noget med drikken at gøre. Oluf og drengen møder og tilstår, foruden drikken
havde de også fået noget tråd til at binde på krogen for at få fiske lykke. Den
anklagede Marthe og klokkerkonen Sin møder og nægte indigneret enhver
forbindelse med Karen og trolddom.
Karen blev på hjemmetinget 1. april dømt til ild og bål, dersom ikke øvrigheden ville
benåde hende. Man kan vel gå ud fra at hun blev halshugget. Blandt rettens
medlemmer sad den dag som ellers underfogden, som havde mindste båden og en
lagrettermand, som var blandt de fire anklagere, men sådan generede ikke den
tids retsforfølgelse. Oluf og drengen blev dømt til at stå offentlig skrifte og
bøde efter yderste evne.
Men der findes lyspunkter:
Fogeden spurgte ikke om Marthe og Sire burde proberes på sjøen, men efter som loven og
resessen ikke siger noget om det, og de er uberygtet og der ikke foreligger
bevis og ingen anklager dem, kan de ikke tilkendes at proberes på sjøen eller i
bøddelens hænder.
Herefter kunne vel Finmarkens kvinder endelig ånde lettet op?
I alt fald ikke Marthe, 5. april, fem dage efter, er hun på Vardøhus, 29. maj
igen, og får dom på hjemmetinget 2. juni. Her er der kun et par punkter fra
hendes sag.
Marthe var barnefødt på Sunnmøre og skulle engang ride til Heckenfjeld (Hekla), men
blev svimmel og faldt af – på Dovre. Til sin “apostelen” Leur, siger hun når
hun rigtig vil opnå noget: Pretrum, pratum, nestrum, nostrum. Så spørg om ikke
lærte i den skole man gik.
Nejda, vidner er det ingen sag at skaffe. En decemberdag samme år forliste
sorenskriveren på Vardø´s båd og tre mand omkom, på trods af at det var godt
vejr. To kvinder og fire mænd, to af dem på deres koners vegne kunne fortælle
hvad anklagede havde sagt ved den og den anledning. Og hun tilstod: Da de roede
ud, stod hun i Vestervågen som en stor sæl, fulgte efter båden, gik ind under
den og væltede den.
Men hør nu er det rigtigt, lyder det pludselig fra en myndig navnløs i heksesagens
vrimmel af navne.
På et Vadsøting i 1657 sker optakten til en senere sag af stor betydning. En mand,
Mogens, har stævnet underfogden til tinget, fordi han har sat hans kone Dorthe
Lauritsdatter i bolt og jern i tiendehuset for trolddom. Underfogeden skal
fremskaffe beviser eller stå til rette, kræver Mogens. Underfogeden kalder frem
sit vidne, Laurtis Braass. Fem år før havde han udlejet en ko til Dorthe, men
efter at hun havde brugt mund, tog han den tilbage igen. Der efter kom hun ind
til ham og sagde at det ikke kan gå upåagtet hen. Derefter kunne tre af hans
køer ikke æde og døde af sult. Et andet vidne er Jahanis, som fortæller at
Dorthe sagde til hans kone: Du skal få skam, fordi du udsender ondt om mig, og
efter den dag trivedes hverken konen eller barnet. To ting dage i træk nægter
Dorthe, endda selv om en stor del af almuen er imod hende og mener hun vel kan
have lovet andre ondt, selv om det ikke kan bevises. Braass bliver spurgt om
han vil give hende fuld sag for køerne og anden ulykke, som kan være hændt, men
vil ikke det. Retten tvivler desuden på Jahanis, hans kone har slet ikke været
syg eller noget der ligner. Tillige med svarede hun de to mænd som blev sendt
ud for at hente hende at hun ikke kunne give Dorthe skylden, for hvad gud
havde lagt på hende.
Dorthe slap dengang med en advarsel og et løfte om at
holde fred.
Det sidste ting hvor Jørgen Friis var tilstede var Vardøhustinget 5. april 1654.
Efter hans afrejse blev der afsagt 5 domme, i hans til 1651 – 1661 i alt 18
domme.
