Amtmand H. Lillienskiold virke i Finmarken 1685 – 1700
Allerede i marts 1685 skal de to kommissærer have indfundet sig i Finmarken på orlogsskibet ”Havfruen” hvor de rejste i amtet hele sommeren og efteråret indtil oktober eller november. På hvert sted optoges tingsvidner over borgernes og fiskernes gensidige klagemål. De overgreb og misligholdelser som kom fra borgernes side sammenfattede Lillienskiold i følgende hovedpunkter:
- 1.Ingen almuemand måtte gifte sig eller sine børn ind på en anden handel.
- 2.Efter dødsfald satte borgerne sig uden øvrighedens mellemkomst i besiddelse af dødsboet. Der blev ikke holdt nogen regestration eller vurdering. Og dog blev de efterlevne ikke fri for krav.
- 3.Når boet efter borgernes mening ikke rakte til af dække gælden måtte de umyndige børn optjene forældrenes skyld.
- 4.Enkerne blev undertrykte og præstene blev det pålagt ikke at vie den til nogen ny ægtemand før han havde påtaget sig gælden.
- 5.Der blev ikke foretaget nogen afregning med bonden. Klattebogens skrift var det eneste bevis og bonden havde ingen mulighed for indsigelser. Man satte prisen på de leverede vare så højt og på bondens avl så lavt man selv ville. Derved kom bonden i bundløs gæld.
- 6.Bonden måtte ikke selv administrere sine fiskeprodukter med straks overgive dem til borgernes konservering eller hænge dem på deres stativer for tørring. Efter at fisken var udskibet måtte han alene lade sig nøje med købmandens opgørelse over hvad der var udskibet. Hvis han protesterede blev han truet med at komme til at sulte i den kommende vinter.
- 7.Man tillokkende sig bondens avl med gyldne løfter, som dog blev glemt omgående efter leverancen.
- 8. Skulle der foretages skovarbejdet eller andet hårdt arbejde udføres blev bonden tvungen hertil under trusler om hungersnød. Her udover blev han pålagt en lang række omkostninger/lejeudgifter i forbindelse med arbejdet.
- 9.Købmændenes vare var som regel af en meget dårlig kvalitet og bonden måtte betale fuld pris uden at kny. Prisen blev tit højre i forbindelse med fiskeriets succes. Meltønden holdt meget sjælden sin vægt og der fandtes et indhold som kunne være blandet med ærter bønner, byg, sand og kalk. Ligeledes var støvler og sko næste ubrugelige med råddenskab og rådne snører.
- 10.Der brugtes falsk mål og vægt. Som lodder brugte man som regel sten eller andre selvgjorte redskaber.
Dette var de vigtigste af de misligholdelser som Lillienskiold og Lindelov havde oplevet under deres rejse i Finmarken.
Efter tilbagekomsten til Bergen indgav de til regeringen en beretning om forholdene. Vi kender ikke i dag denne beretning, men den må i det væsentligste have indeholdt ovennævnte ankeposter, som det fremgår af Speculum boreale. Ligeledes udfærdigede de et forslag til Finmarkens fremtid. Dette blev ved kgl. Stadfæstelse af 28.07.1686 lagt til grund for doktrinen af 02.04.1687.
Ved denne fik bergenserne forsat overdraget Finmarks handelen på 12 år , men der indgik en række bestemmelser, der havde til hensigt at sikre almuen mod den tidligere helt vilkårlige behandling fra borgernes side.
Disse bestemmelser var følgende:
- 1.Der blev sat fast takst på alle varer.
- 2.Der blev forskel på prisen ved kontant handel og ved kreditgivning.
- 3.Almuen fik handelsbøger, hvor der skulle føres nøje regnskab for givet og modtaget.
- 4. Fiskeret måtte ikke vrages af handelsmændene, men skulle aftages til taksten.
- 5.Nordmændene blev eftergivet al skat.
- 6.Indbyggerne blev eftergivet ag gæld, som var stiftet før 1676.
- 7.Finmarken blev fritaget for brug af stemplet papir.
På trods af disse tilsyneladende gode foranstaltninger, fortsatte elendigheden fuldstændig som før. Fejlen ved doktrinen var at den forsat havde overdraget al handel til bergenserne som en ret, den havde ikke forpligtiget ham til at sørge for at landsdelen fik tilstrækkelige og regelmæssige forsyninger. Det gik videre på det usikre og på bergenserens forgodtbefindende til at sejle i området. Dermed led de handlende ingen nød mens befolkningen stadig led nød og dermed ikke kunne rejse sig.
Følgen blev, at de fleste steder led befolkningen rigtig nød og i 1686 eller 1687 kom amtmanden atter op i sit embede – måtte dels selv og dels ved underordnedes mellemkomst sørge for af fremskaffe de nødvendige forsyninger. som bergenserne ikke ville sejle til området.
Han skulle iflg. sin instruks føre nøje tilsyn med tilføjelserne og med de priser indbyggerne måtte betale.
Han førte meget øje opsyn med bergenserne og referere landets forsatte elendig hed for kongen og regeringen. Han fremførte almuen klagemål og var helt på deres side i kampen.
Men bergenserne hvilede ikke, også disse kom til stadighed med forsatte klagemål over amtmanden, særlig over hans og betjentenes handel som de kaldte det. Denne var udelukkende udført for at skaffe forsyninger frem fra Rusland når bergenserne forsømte deres opgave.
Som sædvanlig vandt herre folket i Bergen gehør på højeste sted og amtmanden måtte modtage en irettesættelse. Dog førte hans retfærdiggørelse til at der på ny blev nedsat en kommission den 05.04.1690 bestående af sekretær Henrik Adler og Borgmester Laurits Sørensen i Bergen. Kommissionen kom til det resultat, at både almuen og amtmandens klager var fuldt berettiget og at forholdene mod nord lod meget tilbage at ønske. Bergenserne måtte nu finde sig i en ny ordning, uagtet tiden for den gamle ikke var udløbet. Ved doktrin af 16.05.1691 blev Finmarken inddelt i 7 handelsdistrikter, hvert enkelt af disse bortforpagtedes til en bestemt person og disse forpagtere havde hver sit bestemte handelssted og skulle betale en afgift på 1620 Rdlr. Alle øvrige småhandlende blev afskaffet. Taksterne på varerne blev i det væsentligste som i den forrige doktrin. Men der tilføjedes en del bestemmelser som tog sigte på at befolke landet. Især på at få dygtige arbejdere og tjenestefolk som der var stor mangel på. De handlende blev således pålagt at udvide sin forretning hver år med mænd og en kvinde, som var gode til at arbejde og skulle forpligtige sig til blive i landet 5 år. Når de havde optjent rejseomkostningerne, skulle de have lov til at nedsætte sig eller tjene hvor de ville. Karlen ville således ved evt. tilbagekomst være fritaget for militærtjeneste. Alle som havde opholdt sig i Finmarken i 10 år, skulle herefter være fri for al gæld og kreditorerne var forpligtige ikke at forfølge dem yderligere.
Denne doktrin som på papiret så ganske godt ud skulle gælde i år. Det var navnlig de handlende som blev pålagt store forpligtigelser og det blev lettere for øvrigheden at føre kontrol da den havde bestemte personer at holde sig til og samtidig gøre ansvarlig for mulige misligholdelser.
Men heller ikke denne doktrin havde ingen særlig forbedrende virkning på Finmarkens forhold og det på trods af at regeringen førte nøje opsyn med at de enkelte handelssteder var tilstrækkeligt forsynet med de nødvendige levnedsmidler og med nødvendige redskaber for at opretholde fiskeriet. Amtmand Lillienskiold tog sig også med stor iver af den fattige almues vilkår og påså nøje at de handlende opfyldte deres pligt.
Efter hver tingrejse han foretog sendtes en indberetning til regeringen om Finmarkens tilstand, om handelsstederne, om de forsømmelser der blev opdaget.
Men det hjalp alt sammen intet , thi bergensernes magt var så stor, ar de ikke alene satte sig over doktrinen bestemmelser men snød og bedrog også almuen det bedste de havde lært. De behøvede ikke at frygte nogen straf, de havde så stor indflydelse på kongen og regeringen, der i sin usikkerhed og til sin mistillid til det lokale styre, at den næsten følte sig afhængig af dem.
Jørgen Tormøhlen, den største af de bergenske handelsstationer på den tid havde uden videre bare forladt to handelsdistrikter, han havde forpagtet nemlig Hammerfest og Alten med Hasvik og Loppen, og disse var derefter overdragne til Rasmus Henningsen, der i forvejen havde Kjøllefjor og Tanna. Men dette blev for meget for ham, han kunne slet ikke forsyne sine handelssteder og almuen fik ikke engang varer for kontant men måtte med stor besvær rejse til Nordland for at hentet, hvad de behøvede. Thormøhlen måtte da også til sidst tage sine distrikter tilbage.
Af bedragerier klages fremdeles over urigtige vægte ved modtagelsen af fiskepartier, melet blev solgt i tønder og vægte af tønde indgik også i melets vægt. Børne tøj/tilbehør, støvler, øl og andre varer var af absolut dårligste kvalitet. Gælden voksede enormt og der var elendighed og fortvivlelse alle vegne.
Amtmand Lillienskiold, der i sine indberetninger til regeringen, havde fremstillet forholdene, dem han nu kendte så godt af egen erfaring, sådan som de i al sin tydelighed fremstod. Beretningerne blottede og fremførte en lang liste af bergensernes pligtforsømmelser, havesyge og bedrageri. Dermed blev han til gengæld forfulgt med et stort had.
Bergenserne sendte klage på klage mod ham i form af ansøgninger om hjælp og yderligere begunstigelse til handelens og de forladte fiskeres hjælp til at igen komme på fode. Når det gjaldt om at mele deres egen kage var de jo godt for dem at bruge folkets usle kår. Og dermed blev de hørt. For dem gjaldt det først og fremmes om at blive fri for det skarpe opsyn fra amtmandens side, og regeringen må virkelig have ladet sig indbilde at de mange klage var kraftige overdrivelser og at man havde med en umulig og fordringsfuld almue og en besværlig amtmand at gøre.
Havde man ikke indrømmet denne landsdel store friheder og rettigheder, havde man ikke lettet den for byrder, som det øvrige lands indbyggere måtte bære, havde man ikke måtte bruge al sin opfindsomhed for at opbygge handelen på den bedste måde efter de specielle forhold som var så langt mod nord.
Regeringen begik herefter den fejl at fjerne Lillienskiold fra Finmarken. Han fik nemlig den 11.11.1693 kongelig tilladelse til at bo ved Bergen mod at foretage en visitationsrejse i sit amt hvert tredje år og samtidig have en fuldmægtig ansat i amtet.
Denne tilladelse holdt kun til 10.12.1698 da der kom en ny kongelig ordre som sagde at han stadig skulle opholde sig ved Bergen og ikke holde fuldmægtig i området.
Dette sidste kongebrev har Lillienskiold gengivet i sin helhed i Speculum Boreale og der er rigtig interessant for eftertiden og åbenbare klart hvilke motiver de privilegerede handelsmænd fandt det opportut at anvende for at blive fri for enhver kontrol, og hvor naiv og svag regeringen var overfor disse ”vore kære og tro undersåtter Bergenserne.”
Vi er nu kommet til en foreløbig afslutning på Lillienskiold s virke i Finmarken og vil kigge lidt på de mere personlige forhold, hvordan han levede og lidt om hans karakter og meninger.
Fra starten af har han boet på Vardøhus slot, det sædvanlige amtmandssæde.
Den ældste protokol over Vardø kirkeregnskab 1693 – 1769 er autoriseret af amtmand Hans Lillienskiold i Vardø den 10 sept. 1693.
Slottet vat dog allerede den gang i så dårlig stand at der næsten var tale om en ruin. Det var på tale i 1687 at flytte hele fæstningen til en anden og bedre placering, men det blev er ikke noget ud af.
Ved Kristian de 4 s besøg i 1599 bestod fiskeværet af 50 – 60 små blokhuse og hytter og der har næppe 100 år efter på Lillienskiold tid været flere. Tværtimod er det gået tilbage i indbygger antal da stedet i 1750 kun bestod af 6 fastboende bønder foruden præst, foged og købmænd.
På grund af slottes elendige tilstand blev der indrømmet Lillienskiold tilladelse til at bo på Vadsø, og her har han da rimeligvis haft sin bopæl en stor del af den tid han var heroppe.
Fiskestedet kaldtes på denne tid for Skatøre og var beboet af fiskere, foged, provst og købmænd, navnet Vadsø anvendes om selve øen hvor bebyggelsen stod g hvor kirken endnu stod. Vardø og Vadsø var dengang et præstekald i hvilket Vardø var hovedsogn og de andre annekser.
Den 27 september 1682 møder vi Ludvig Paus, Lillienskiold s senere ven og medarbejder. Han opnåede på denne dag at blive kapellan i Vadsø. Det skete således samme år som bergenserne fik overdraget hele amtet i forpagtning for 200 Rdlr. Da amtmandsembedet blev nedlagt og overdraget Bergens magistrat. Tiden dokumenter og breve vidner om, hvilken magt og myndighed de tiltog sig, og hvor hensynsløst de benyttede den, så de endog anså sig berretiget til at bortgive præstekald efter forgodtbefindende og uden kirkelige myndigheders vidende og samtykke.
I dette tilfælde var det ingen skade for Finmarken, tværtimod var det en lykke for Finmarken at få en mand som Ludvig Paus blandt sine embedsmænd. Han blev kendt som en nidkær præst og samtidig Lillienskiold s medhjælper ved Speculum Boreale.
Ludvig Paus er født 23.08.1652, blev immatrikuleret ved Københavns universitet 16.03.1668, rejse derpå over Hamborg og Leipzig til Rom, som han forlod 22.03.1670. (en rejsebeskrivelse af ham findes i Bergens museum). Han var således lige gammel med brødrene Hans og Jonas Lillienskiold. Han tog embedseksamen 19.04.1671, men først 10 år senere 17.11.1681 fik han kald på en ikke helt reel måde. Han blev af Bergens bispen Nils Randulf, efter pres af Bergens magistat ordineret til en fri sognepræst og indsat som kapellan i Vadsø og det var imod sognepræsten Moses Sørensen protest. I Vadsø levede og virkede han da hans ungdomsven Hans Lillienskiold, som amtmand første gang kom op til Finmarken 1685. Han forblev hele sit liv i Vadsø og døde den 27.04.1707.
Ved nedrivelsen af Vadsø gamle kirke 1689 fandt man under koret en helmuret ligkiste med en blyplade med indskrift på med hans navn, fødsels og døds dato
Samtidig med Vadsø kapellani fik han også ret til at virke i Vardø sognekald, hvilket han også beholdt ved Moses Sørensens død i 1697. Han blev herefter sognepræst i Vardø o men foretrak at blive boende i Vadsø og lade sin kapellan betjene Vardø, Kiberg og Makur. Ved Paus bestræbelser blev Vadsø herefter hovedsogn.
I 1696 blev han ordineret til provst over hele Finmarken af Biskop Peder Krog. Kort efter sin ordination til Kapellan i Vadsø var han blevet gift med Kirsten Hansdatter Kønningsham, født 1650 død 1712.
Denne Paus svigerfar, Hans Ørbek, havde tidligere 1641 – 1663 været foged i Finmarken.
Denne foged Hans Ørbek, der senere blev rådmand i Bergen er blevet kendt på et meget sørgeligt grundlag. Han blev kendt for den store iver hvormed han forfulgte ”heksene i Finmarken”. Herom bærer Vardøhus justitsprotokoller vidnesbyrd. I 1651 – 1653 blev 10 kvinder f ham dømt til bålet og levende brændt. Disse hekseprocesser er gengivet i Hellands beskrivelse af Finmarken amt.
Denne omstændighed tilligemed det at ham rimeligvis er den samme, som i Moses Sørensen breve benævnes Hans Jensen Ørbeck, magistratus i Bergen, giver os fuld forklaring på Ludvig Paus pludselige unævnelse til kapellan til Vadsø. Dette efter i 10 år at ventet på et embede på grund af tidligere tjenstlige forseelser og måske kun af denne vej kunne opnå et embede.
Også hans svigermor Christine Køningham har tilknytning til Finmarken, idet hun højst sandsynligvis er datter af lensherre på Vardøhus John Cunningham eller Hans Køning 1610 – 1651.
Ludvig Paus må have været varmt interesseret for Finmarken og dets indbyggere. Amtmand Lillienskiold må derfor for Paus have været en kærkommen og forstående støtte i sine bestræbelser for at forbedre landsdelens kår. Bekendtskabet gav ham også mulighed for at betræde, gennem Lillienskiold, datidens ”gode selskab”.
Han var i besiddelse af værdifulde kunstneriske og litterære anlæg, som gjorde ham til en værdifuld støtte og medarbejder med udarbejdelsen af Speculum boreale. Han må have haft meget fritid og han har brugt den godt til at få dette kunsthåndskrift udført. Han havde også færdigheder i at udtrykke sig i bunden stil (vers). Speculum Boreale vidner klart om dette, selv om det for nutidens læsere virker overdrevet langtrukket og til dels smagsløst, men sådanne vers/rim hørte nu engang med til datidens forfatterskab.
Som prøve herpå er følgende indledningsdigtet i S. B. 1 ste del, hvori på en nokså malende måde er fremstillet, hvorledes borgerne troskyldigt ville almuens bedste:
Ret som en købmand her med bonden sig præsenterede
Der bonden fter sig hos ham køb begærede.
Han vidste ærterne, de var kuglerunde,
Og derfro andt han på et listigt påfund.
Han gik med bonden hen i ærtemarken,
Og tænkte så dermed ham derved at tvinge
En narrekappe på og derfor med sig tog
En flad tallerken for det arme tåbe-spog.
Den samme holdt han ned i samlet ærtedynge.
Med en forkjeret hånd og tog så til at sjunge,
”Kom ærter, kan du er på denne brik stå
da skal den fisker dig hen til fortæring få.
Mens om du ruller af, skal bonden dig miste.
Der brikken den blev tom, måtte bonden friste
Den købmand svige- træk og dermed blive afvist
Med latter, at han så de ærter havde mistet.
Mens der at høsten kom, og bondens avl var dragen
I land af fisk og tran, da hørtes anden bragen,
Kom din bedrager, betal din gamle skyld,
Hvis ei da hunger skal dig volde dødens byld.
Der er også Provst Paus fortjeneste at det første skolevæsen bel oprettet i Finmarken, idet han sammen med Lillienskiold efterfølger i amtmandsembedet Erik Lorel, fik en skole i stand i Varanger med den kendte og dygtige lærer Isac Olsen.
En anden personlighed som boede på Vadsø o Lillienskiold s tid var foged og sorenskriver over Finmarken Nils Knag. Han var kommen dertil i 1680 og var ugift, han blev senere gift 1695 efter at have forladt Finmarken med Abel Margrete Hansdatter, en søsterdatter af Lillieskiold s hustru Marie Lem. Denne foged Nils Knag, der i 1695 blev lagmand i Bergen og i 1721 ophøjedes i adelsstanden med navnet ”Knagenhjlem” og døde i 1737, har også vundet sig en beskeden plads i Finmarks litteraturen fra den tid. Han har skrevet
- 1.Relation, om et forhør over den hundreårrige Fin Anders Paulsen, og denne bekendelser om hans Rune Bomme og sammes brug og benyttelse, dateret København 15.12.1693 og
- 2.Kort beskrivelse om den Malmiske Rejse. Indlagt i Danske Magasin for 1751. Han skriver livligt og med humor, han har en fin sands for det pudsige han ser og oplever på sine rejser og i retten.
Som man kan se af de nævnte personligheder så savne Hans Lillienskiold ikke en dannet og litterær omgangskreds de år 1685 – 1693 hvor han boede på Vadsø.
Ved omtalen af trekløveret Lillienskiold – Paus – Knag kommer man uvilkårligt også til at tænke på et andet norsk historisk videnskabeligt trekløver. Gunnerus – Schønning – Suhm i Trondheim omtrent et århundrede senere, om end, som naturligt er, det førstes betydning og virksomhed blev så meget mindre end det sidste, som forholdene i det daværende Vadsø var ringe og ubetydeligere samt vanskelighederne for alt litterært liv, større end i Trondhjem.
Men interessen var tilstede, den vågnende interesse for Finmarken, denne fjerne kolonis natur og folk og trangen til at gøre almenheden bekendt med livet højt mod nord.
Finmarken havde jo også en nyhedsværdi fra det ukendte, som gjorde, at det litterære liv bar frugt om end den ikke blev så stor så han den dog været af megen betydning for vor kendskab til datidens Finmark og dens historie. Dog er Speculum boreale det vigtigste af vore kildeskrifter i så henseende.
Om Amtmand Lillienskiold s karakter, meninger og personlige livsforløb ved man ikke ret meget om. Dog kan man ved hjælp af hans Finmarks skrift nogenlunde danne sig et billede af ham. Han havde øjnene åbne og sugede al naturens skønhed og rigdom til sig helt her oppe mod nord. Hans blik har dvælet ved de mange oplevelser som forskelleige bekysninger af Vadsø sund har givet. Han har frydet sig ved at se en mark grønnes, og jorden ved St, Hans tid beklædes med de skønneste blomster. Den store mængde af forskellige trækfugle, som indfinder sig i foråret, har han lagt mærke til og forsøgt at nedskrive sine meninger om arterne. Han tror sin egne øjne når han har observeret at lemmingen forplantning foregår på naturligvis, og at den ikke som det på den blev opfattet selv af dannede folk faldt ned fra skyerne.
Han kunne derimod lige så lidt som sin samtid tvivle på at fabeldyrene sjøormen, kraken, havmanden, og havfruen eksisterede.
Naturfølelsen er i det hele taget meget fremtrædende hos Lillienskiold, han kender fra sine rejser i Finmarken hvor godt det kan være at komme ind i en finnegamme, så lidt tiltalende den end måtte være for er herremand og skildre med lune og sympati det primitive liv, som opruller sig for hans blik.
Med sin praktiske sans har han omgående set hvilken betydning jordbrug og kreaturhold har for befolkningen, selv i de primitive former som datidens jordbrug var. Han dadlede virkelig borgerne, som på grund af egen interesser lagde hindringer i vejen for dette jordbrug.
Skønt det er den undertrykte almues sag han taler gør det ham dog ikke blind for denne almues mindre gode sider. Han revser den åbent for ikke at gøre hvad der er muligt for at forbedre sin stilling. Især er det nordmændenes dovenskab, ikke mindst deres kvinders, det går ud over. Lapperne derimod har gjort meget gunstigere indtryk på ham. De kom sig vel af at de ikke var nær så afhængige af handelen med bergenserne. Derimod dadler han dem for deres trolddom og hedenske skikke samt slaphed i det ægteskabelige forhold.
Med hensyn til handelsmonopolet, så er det klart, at Lillienskiold ikke havde forståelse af, at dette var den egentlige grundskade, som årsag til landets lidelser. Det kunne ha n heller ikke have, idet det var tidens ånd at der måtte monopoler og privilegier til for at få en virksomhed til at gå rundt.
Det fremgår at han mente at alt hvad regeringen gjorde for Finmarkens hjælp var godt og viseligt. Men at elendigheden kom af misbrugen og overtrædelser af de skranker, som var sat, at bergenserne nok vilde udnytte privilegierne til det yderste for egen vindings skyld, men ikke opfylde de dermed forbundne forpligtigelser.
Hans valgsprog var:
Non mihi sed populo d.v.s. ikke til min fordel men til folkets.
Han mente og krævede således at alle som var ansat til at varetage nationens anliggender skulle have samme ophøjede tænkemåde.
Som nævnt havde Amtmand Lillienskiold i 1693 ved ansøgning fået tilladelse til at bo ved Bergen mod hvert tredje år at rejse omkring i Finmarken. Det var ve hans økonomiske stilling der var i stadig tilbagegang der gjorde at han måtte søge denne ordning.
Før 1693 havde han sin residens på Skatøre det nuværende Vadsø. Man må tænke sig hele byen som en uregelmæssig klynge af boliger der, hvor den nuværende midtby ligger. Amtmand, Foged og handelsmand havde nogenlunde gode tømrede huse, mens almuen levede i jordhytter eller meget små tømmerhytter beklædt med tørv. Tørv var allerede dengang det vigtigste brændsel, selvom det med besvær måtte hentes i både. Man måtte også hente foder til kreaturerne i både da man ikke dengang havde græsningsarealer. Det var primært søen befolkningen skulle leve af. Der blev rigtig megen travlhed i foråret når rygtet sagde at nu bar lodden og torsken ankommet igen. Det ser dog ud som at fiskeriet i 1600 tallet langsomt er blevet dårligere og dårligere og dermed medvirket til af tilstanden er blev så dårlig som den var ved afslutningen på århundredet. Sult var en naturlig dødsårsag i Finmarken, dette forsatte helt op til det 19 århundrede hvor det fremgår af ministerialbøgerne at dødsårsagen var mangel på levnedsmidler.
Finmarkelendigheden sluger og fortære enhver, som for alvor giver sig af med den, eller søger dens årsag og uforbeholdent påpeger denne. Den vil altid indeholde bitre klagemål mod et samfund som fra øverst il nederst er bygget på udnyttelse, udbytte og rov. Således gik det også Amtmand Lillienskiold. Vi har set at et i 1689 lykkedes bergenserne at bringe ham i Kongens unåde og få ham fjernet fra Finmarken, dette gik også ud over hans personlige velstand og økonomi. Oprindelig var han en meget velstående mand, idet han både ved arv og giftermål havde erhvervet betydeligt jordegods. Efter faderen arvede han gården Hop på Askøen ved Bergen, hvor han boede, samt Sletten Lindaas sogn. Efter sin svigermoder Abel Munthe arvede han alene i Nordhordland jordegods til en samlet skyld af 1 løber 8 M smør. Desuden ejede han flere gårde i Jølster og vistnok mage flere steder som han havde fået i arv med konen.
Det ser ud som at hans økonomi allerede flere år før sin dø var helt i bund og der blev ikke ret meget tilovers til fordeling efter hans død. Hans stilling som amtmand i Finmarken og hans arbejde for denne landsdel levnede ham slet tid eller anledning til at varetage sine interesser som godsejer.
Ved doktrinen af 16.05.1691 var Finmarken, som før omtalt blevet bortforpagtet til 6 bergenske købmænd for 6 år. Da denne aftale udløb i 1697 var der ingen som ville have mere med denne handel at gøre. Landsdelen var udsuget i bund og grund og totalt ødelagt for enhver handel. Regeringen befandt sig i en stor knibe og noget måtte gøres for at skaffe forsyninger frem til landsdelen Det eneste rigtige – at give handlen fri – faldt slet ikke regeringen ind, det var jo det eneste som kunne få sat hjulene i gang igen.
Det blev udstedt ordre om at de eksisterende handelsmænd også i 1698 skulle forsyne landsdelen til gengæld skulle de ikke betale forpagtnings afgifter og eventuelle tab ville blive refunderet efter regning. Men det lykkedes kun at få tre til at fortsætte og de blev ved begunstigelser fritaget for alle afgifter og skatter. Denne ordning skulle stå ved magt i 3 år til 01.01.1702.
Regeringen var nu blevet den svage part. De handlende kunne diktere og opnå de betingelser de selv ønskede og der er derfor ikke underligt at de som det første benyttede lejligheden til at slippe af med amtmand Lillienskiold.
Det skulle dog gå sådan at Lillienskiold igen fik oprejsning for den krænkelse som han var blevet påført.
I 1690 døde Christian den . og Frederik d. 4 besteg tronen. Han indså hurtigt skaden ved at der ikke fandtes nogen overordnet lokal styrelse i Finmarken. Lillienskiold fik således kongelig besked om hurtigst muligt ingen at indtage sin post i Finmarken,
Det vare dog ikke længe. Den nye konge viste sig snart at være lige så usikker og vaklende med hensyn til Finmarkens styring som de tidligere og i slutningen af 1700 blev Lillienskiold pludseligt fjernet fra embedet. Hans afløser var Erich Lorch eller Lorich. Man må formode at afskedigelsen af Lillienskiold for en stor del skyldtes impulser fra de handlende der atter havde vundet indflydelse på den svage konge eller hans omgivelser, og at Lorch på en eller anden måde har hjulpet de handlende eller vist sig venlig stemt overfor der handlinger.
Lillienskiold, der på kongen befalinger i 1699 havde begivet sig op til Finmarken sammen med sin hustru, børnene var blevet tilbage i Bergen, stod nu på ganske bar bund. Det var jo gået helt i bund med økonomien og nu havde han heller ikke noget levebrød.
Han begav sig derfor i 1700 til København for at overrække kongen sit skrift om Finmarken, hvilket på den tid må have været afsluttet.
Hans afskeds hilsen til landsdelen, hvor han havde lidt og stridt, og som han havde omfattet med så megen kærlighed og forståelse, har vi i et vers, hvormed han slutter 2. del af S. B.
Far vel Finmarkens Land, du kolde Nordens sæde.
Som gav fortræd løn, ja mig så tung en glæde.
Fra dig jeg nu er skilt. Gud råd for lykken min.
Tør bliver bedre dog end ved skilsmissen din
I de sidste dage af året 1701 må skriftet være blevet overrakt kongen idet dedikationsdigtet i 1 ste. del er dateret København 12.12.1701. I 1702 bliver Lillienskiold udnævnt til amtmand i Romsdals amt efter sin svoger Iver von Ahnen. Men før han når at tiltræde dette embede dør han i København den 12 januar 1703.
Hans Lillienskiold enke Marie Lem opnåede en meget høj alder, idet hun døde i Bergen 744 89 år gammel. Hun levede i yderst fattige kår. Stiftamtmand giver hende den 21.10.1717 følgende attest:
At afgangne amtmand H. Lillienskiold efterleverske er af så slette og ringe vilkår, at hun ikke det allerringeste er ejende, hvoraf hun sig selv kan underholde, men af andre hendes pårørende med føde og klæde opholdes, det kan jeg sandfærdig forklare således at forholde sig.
I sit ægteskab med Amtmand Lillienskiold havde hun 9 børn, hvoraf efter hendes egen beretning datteren Abel L- der tillige med sønnen Jonas, som sig da havde emploieret ved militien som volontør, såvel og en anden min liden søn tilligemed 4 roerkarle, uløcheligen på rejsen fra gården Sletten hid ad Bergen udi søen bortgik, anno 1699. Hun tillægger at hun ikke kan opgive dagen da hun da stadig var i Finmarken.
Af de tilbageblevne børn 3 sønner og 3 døtre opnåede sønnerne kun lavere militære stillinger og døde i en und alder, mens døtrene giftede sig ind i borger og bondestanden. Sønnen Bendix var løjtnant og faldt i søslaget ved Femern 24.04.1715. Ulrich Frederik var kaptajn i søværnet og skal være omkommet ved forlis julenat 1717. Den ældste søn Peder var kaptajn omkom også ved drukning 26.12.1734.
Den sidst nævnte søn eneste søn var i 1748 i guldsmedelære i Bergen og med ham uddøde den adelige slægt Lillienskiold.
Både Hans Lillienskiold og hans hustru skal være begravet i Bergens Domkirke, hvor der dog ikke eksistere noget minde om dem – ej heller eksistere der noget portræt