Bentsjord Handelssted

Når vi nu igen sætter en ny kurs og sejler ind i fjorden Malangen og sætter kursen nordover,
snævre sundet sig ind mellem Kvaløya og fastlandet. På venstre hånd ligger de
forholdsvis svage skråninger op til Kvaløy fjeldene, med lier, agre og eng ned
mod havet. Til højre fanges øjet af den stejle og spidse Bentsjordtinden, og
under den ligger – eller rettere lå – herregården og handelsstedet Bentsjord
med store marker og skove, lige før sundet indsnævre sig til den smalle
Rystraumen.

Her gik jekteruterne og indenskærs trafik tæt forbi – et
ønskested for en handelsmand.

( se kort side 104)

Herregården hørte til Tromsø kirkegods og var skyldsat til
1 våg. Stedet blev først optaget som handelssæde af trondhjemsborgere og den
første af dem var antagelig Joen Stephansen Kiil. Han nedstammer fra Adrian
Falchener, borgmester i Trondheim 1519 – 1589. Joen Stph. Kiil og hans hustru
Karen Andersdotter Althe fra Tisnes skænkede en smuk altertavle til Tromsø
kirke i 1689, samme år som han døde i Trondheim. Han havde tidligere været gift
to gange. 1. ste gang med Karen Hansdtr. Hagerup og 2. gang med Malene Hansdtr.
Schødt. Men den sidste havde han to børn.

Sønnen Hans Jonsen Kiil fortsatte som trondhjemsborger på
Bentsjord, hvor han i 1702 havde forpagtet halvdelen af gården og drev landbrug
med kreaturer om sommeren. Han var første gang gift med Margrethe Karlsdtr., og
anden gang med Ingeborg Andresdatter Moursund – søster til Niels og Anders
Andersen fra borgersædet Maursund i Skjervøy. Hans Kiil og hans anden kone
omkom på havet 1728. Deres søn Anders Hansen Kiil sad med 2/3 af Berntsjord og
havde landbrug og sejlede som jekteskipper. Han købte jekten af provsten
Henning Junghans i Tromsø i 1740 årene, og overtog den med bygdefarsret for
Troms sogn. Med sin hustru Aleth havde han sønnen Hans Andersen Kiil.

Hun fortsatte jektebruget efter sin mands dø indtil ca.
1770, men sønnen synes at have opgivet. Han var den sidste af Kiil æraen på
Bentsjord, mens den lever videre på andre kanter af Troms Fylke.

Samtidig med at Andres Kiil sad på Bentsjord, begyndte
hans fætter Andres Andersen Moursund, at bruge stedet som borgersæde. Han
nævnes så tidligt som 1736, og i en forklaring fire år senere hedder det at han
“var hitkommen i vår og benytter her borgerlig næring på sommertid, og haver en
jekt til sin rådighed. Han var gift med sin kusine Birgithe Hansdtr. Røst, et
dygtigt og fermt kvindemenneske, som fortsatte med at drive borgernæring med
fuld kraft efter mandens død i 1760. Snart efter – omkring 1766 – forpagtede
hus en del af Bentsjord og bosatte sig der. Enken Ahlet Kiil flyttede senere
til Oldervik, hvor hun døde i 1791, og borgerenken Birgithe og hendes søn Hans
Andreas Maursund havde herefter hele Bentsjord.

Hans Moursund overtog jektebruget efter Ahlet Kiil, og i 1769 søgte han gæstgiveri,
som blev bevilget ham ved kgl. Res af 31 maj 1770.

Endnu i 1783 havde enken Birgithe sin borgerlige næring,
og det var ikke ledigt før hun prøvede at trodse forbudet af 1775 mod omførsels
handel. Men hun var da blevet gammel, og sluttede snart herefter. Det spillede
vel også en rolle at sønnen Hans A. Moursund ved godsdelingen 1783 blev ejer af
søndre del af det store Tromsø gods.

Vi skal ikke her komme nærmere ind på jordens historie,
kun nævne et par facts. Efter reformationen blev Bispegodset i Troms inddraget
under kronen, og kongen beholdt de store ejendomme sammen med almensretten. Da
kongen efter de svære slag i krigen mod Sverige manglede statskassen penge, og
han solgte i 1666 jorden i Troms til Jochum Jürgens, og fra ham gik det gennem
mange hænder til Johan Hysing den ældre, som i 1764 bosatte sig på Karnes i
Lyngen. Da han døde i 1770, gik hele godset over til en bror og senere til
svogeren Andreas Røst, som boede på Karnes og var den sidste ejer af det
samlede gods. En kortere tid blev godset delt i to, og efter Røst død blev det
til en konflikt mellem arvingerne, som endte med et forlig på Bentsjord 10.
juni 1783.

Nordre del (Skjervøygodset) tilfaldt Johan Hysing d. yngre
på Rotsund, den mellemste del (Lyngsgodset) tilfaldt Røsts svigersøn
regimentfeltskær Wasmuth på Karnes, og søndre del (Tromsøgodset) tilfaldt Hans
A. Moursund, hvis mor var født Røst. Hvert af godserne var på ca.50 våger
landskyld.

Allerede ved folketællingen i 1769 kan man se at der
bliver ført en stor husholdning på Bentsjord. Foruden selve herskabet på 8
personer var der 9 voksne drenge og 3 tjenestepiger på gården. I 1773 opførte
H. A. Moursund et nyt og rummeligt beboelseshus, med stor køkken og en gang i
midten, med store stuer på begge sider.

Maursund var gift tre gange, første gang med Maren
Margrethe Reener fra en trondhjemsborgerslægt, anden gang med Elisabeth Wasmuth,
datter af godsejeren i Lyngen, tredje gang med Judith Chatrine Wahl. Ved
folketællingen 1801 var der 17 personer i husholdningen.

Moursund sad som proprietær, gæstgiver, jekteskipper og
savværksejer. Godset ejede store skovområder inde i landet ved Malangen og op
mod Målselv, og for at udnytte disse anlagde Maursund et savværk i
Bentsjordelven, ifølge bevilling af 26 august 1796.

Tømmeret blev kørt ned til fjordbunden og siden flået med
fembøringssejl på, udover til savværket. Det blev skåret op til både træ, jekte
træ og byggematerialer, på den måde siger fogden at man kunne spare 2/3 af
råmaterialerne.

Moursunds jekt hed “Concordia” og var på 32 cl. Den blev
omkring 1800 ført af sønnen Andreas Røst Moursund. Da H. A. Moursund var død i
1802, blev godset først købt af grosserer Christian Ameln i Bergen, men i 1805
igen overtaget af Andreas R. Moursund. Under ham fik stedet sin endelige
udformning. Den gamle hovedbygning fra 1773, blev henvist til masstue, og i
stedet opførte han i 1824 en ny herskabelig hovedbygning. Den var i to etager,
42 alen lang og 13 alen bred, med et højt valmtag og kvist over midtepartiet.
Med sin smukke portal og sine 14 vinduer i facaden tog den sig vældig
imponerende ud set fra havet. Foruden dette var der hus til tjenerne, kornlade
med tærskeværk, tømrede lader og stald med særskilt højlade. Der var smedje og
savværk ned ved elven. Ved havet stod et stort tømmeret pakhus, længere borte
var jektehavnen og oppe i bakkerne lå sommergården. Ellers var der mange
småhuse og fiske huse i alt ca. 20 stk. Til gæstgiveriet var det krambod og
skænkestue, og under dette var der en muret kælder med tremmer for vinduerne.
Det blev brugt som arrest, for godsejeren var anklage berettiget på sin egen
enemærker, og Bentsjord blev snart tingsted for Hillesøy tinglag.

Den store hovedbygning var vel i grunden mere et udtryk
for godset end for handelsstedets velmagt. Bentsjord lå så nær Tromsø by at det
tabte sin betydning som handelssted så snart byen voksede. Omkring 1830 var der
ikke mere noget gæstgiveri eller jektebrug på Bentsjord. Resten af godset og familiens historie kan nævnes
kort således:

Andreas R. Moursund var først gift med Catrine Marie
Beichmann, senere med Inger Godske Beichmann. Han døde i 1850, 72 år gammel.
Hans eneste søn af sit sidste ægteskab var Hans Andreas Moursund (d. yngre).
Han sad som godsejer på Bentsjord indtil han døde i 1880, 72 år gammel. Han var
gift med Flemine Kjølner Mosling Wadel, og der førtes hans tid et sjældent
sympatisk familieliv på Bentsjord, præget af den stærke religiøsitet, som var
almindelig udbredt efter 1850-årene. Blandt deres børn var Kristian Moursund,
stortingsmand 1886 – 92 og kendt som ophavsmand til “den Moursundske dagsorden”
1892. Hans anden søn Andreas Røst Moursund bosatte sig i Tromsø som sagfører og
bankdirektør.

Den store hovedbygning og godset øvrige ejendele blev
solgt ved auktion i 1890.