Bergensmonopolerne del 1

Bergens monopolerne

Indtil 1680 havde handelen på Finnmark været et privilegium for alle borgere

fra Bergen og Trondheim, enten de boede i byen eller i Finnmark. Men fra nu

af kom en periode med stærkt begrænsede monopoler, som bortset fra kort-

varig frihandelstid varede til hen i mod slutningen af 17oo-tallet. Denne udvikling
var i tråd med de almindelige tendenser i dansk-norsk forvaltning, ja i europæisk
handelspolitik i det hele taget. Hver enkelt land prøvede på at producere flest
mulige produkter selv, og dermed indføre mindst mulig fra andre lande. Hjemlig
handel og industri blev begunstiget på bekostning af fremmed trafik og udenlandske
varer. Staten lagde vægt på at sikre sig faste afgifter og told indtægter for å
møde kravene om øget hofhold og større hær og flåde. At det gik ud over folket,
ikke mindst i en udsat landsdel som Finnmark, det betød for den tids mænd mindre
i forhold til statsinteresserne. Samtidig var det en tydelig tendens til at
samle handelen i storbyerne, til skade for den lokale handel. Alt dette
begunstigede til at begynde med bergenserne. Når det stadig blev klaget fra Finnmark
over at de ikke forsynede landsdelen med nødvendige fødevarer, svarede de at konkurrentens handel ødelagde alle beregninger for dem.

Endnu så sent som 1672 havde nogen borgere i København og Helsingør fået

lov/tilladelsetil at handle ved Vardøhus. Og nu klagede bergenserne både over denne handel,
over amtmændenes trafik på Rusland og anden «ulovlig» fart på

Finnmark. Det var underforstået at hvis bergenserne
fik monopol, skuldede nok forsyne Finnmark på en ordentlig og effektive måde.

Faktum er at regeringen gik med på eksperimentet. Alle andre ble udelukket fra handel på
Finnmark. Inntil da hadde også borger fra Trondhjem deltaget

i Finnmarkshandelen. Om det vidner ennu navn som Trasforelva (= Trond-hjemsfar-elva) i Alta.

Ved et kongebrev av 1. januar 1681 blev hele Finnmark
overdratt bergenserne til forpagtning på seks år mod en afgift på 200 rdl. De skulle være
forpligtiget til at aflønne to fogeder og garnisonen på Vardøhus, foruden at
bære utgifterne til«Malmis-rejsen», som fogeden i 0stfinnmark foretog hvert år
til Kola for at hævde norsk skatteret på «østfjeldene». Som en konsekvens af omlægningen

blev amtmandsembedet indradget. Embedets forretninger blev lagt ind under Bergens
magistrat, som til gengæld skulle lade et af sine medlemmer hvert år fortage
rejse til Finnmark. Fogeder og andre ombudsmænd skulle udnævnes af magistraten.

Dette var en uhørt afvigelse fra regeringsledelse
ellers i landet, og kan kun forstået ud fra kongens gamle eneret til
handel på Finnmark. Landsdelen blev betragtet og behandlet som et skatteland i lighet med
Færøerne, Island og Grønland.

Efter alt at dømme forsøgte bergenserne nu at udnytte sine privilegier til det yderste.
Under de vilkår som var gældende før 1680, hvor bergenserne var meget tilbageholdne
med kredit til udliggere og købsvende i Finnmark. Men nu forsøgte «principalerne»
i Bergen å fremme byens interesser ved en mere rummelig kreditgivning. De
handelsbetjente som havde stået i andres tjeneste, tog
delvis borgerskab og fik løfte om varer. Det ser også ud som de handlende
delte Finnmark i bestemte områder mellem sig, noget som er i lighed med det man
ser med udliggerborgere og knaper i Nordland på samme tid. Efter
lovgivningen 1681 skulle de Bergens borger som ved arv eller køb

havde fået ret til havn eller fiskerleie iFinnmark, fremdeles havde lov at drive

sin handel der.

En magistratsperson fra Bergen, Christen Bertelsen Harøe, rejste efter ordre

til Finnmark i 1683, og i en beskrivelse af landet nævner han at det bor

borgere på en rekke steder: Loppa, Sørvær,Hasvåg, Kjelvik, Kjøllefjord,

Omgang, Var dø, Kiberg og Skattøre (Vadsø). Borgerne i Kjelvik drev også

handel på Måsøy, og de fra Kiberg havde også handel i Jakobselv. Han nævner
19-20 kirker og norsk bosætning i de fleste gamle fiskeplads; men nogen steder
er tydelig på retur, andre allerede er uden beboer.

Som man kan se, er tallet på handelssteder langt mindre en i «den gode tid»,

og antallet handelsmænd er åbenbart langt fra det det engang havde været. Det
ser ud til at disse borger ikke har overholdt aftalen om visse handelsområder
for hvert sted, men har drevet en usund indbyrdes konkurrance. De prøvede hver især at

skaffe sig flest mulig skyldmænd, også ved at lokke dem fra andre. Dette hænger muligvis sammen med en
almindelig nedgang i fiskeriet, så det ble et kapløp omat skaffe sig fiske produkter.
Hver fisker lod seg «indskrive» hos sin udreder, og forventede da til gengæld å blive forsørget af sin

«matfan> som han kaldte borgeren.

Mere og mere begyndte fiskerne at opfatte sig som fast ansatte tjenere hos en
herre hvis opgave det var at skaffe dem maden, hvordan det så end gik med fiskeriet.
Dette patriarkalske system, som i Nordland stort set virkede fint , synes i Finnmark
at lægge grunden til en moralsk nedgang som blev karakteristisk for hele
monopoltiden. Det hjalp kun lidt selv om borgerne skældte ud på folk for at de
forsømte fiskeriet og var ligeglade med økonomi. Fiskeren truede bare med at
forlade handelsmanden og søge over til en af hans konkurrenter. Og så stor var
gælden nok allerede blevet, at han ikke godvilligt gav slip på en skyldmand. Hvis
han mistede mange af sine folk, forsvandt
også grundlaget for hans handel. Og sammenholdte var ikke bedre end at den ene
gerne overtog skyldmænd som havde forladt en anden borger. Det hed sig at de
ikke bare i hemmelighed forsøgte lokke folk til sig, men også underhånden købte
råfisk, tørfisk og tran fra andres klienter, så det blev kun lidt igen til deres
rette købmand. Følgen at dette var også at borgerne «kom i hår på hinanden» og
ble indviklet i vidtløftige processer, akkurat som udliggerborgerne i Nordland
på samme tid.

Denne indbyrdes konkurrence i sammenhæng med lave fiskepriser og dårlige fiske
sæsoner førte til tab for handelen. Principalerne i Bergen mærkede at de fik
for lidt tilbage fra deres leveringer, og krævede borgerne i Finnmark til regnskab.

Disse håbede i det mindste på bedre fiskeri og forhalede tingene; men en dag måtte
opgøret komme. Det viste sig da at borgerne skyldte sine prinsipaler 20000, 24000

opptil 30000 våger fisk. Og ved realisation fikk kreditorerne knapt
20 procent af deres tilgodehavende dækket. De trafikerendes udestående

krav hos almuen i Finnmark 1681-85 skal have udgjort tilsammen 130.000

riksdaler.

Hammerfest 1698 efter Lilienskiold

I deres indbyrdes konkurrence havde borgerne overtrådt den gamle

forordningen fra 1572 om at ingen måtte handle en
andens skyldmann. At de trakfolk til sig fra andre, bekræftes af en kongelig forordning af

5. februar 1685, som forbyder Bergens borgerne i Finnmark at flytte folk fra et præstekald til
det andet, til skade for indtægterne fra kaldet av. Regeringen havde i hele
forløbet holdt et vågent øje med bergensernes færd. Regeringen var misfornøjet
med at de havde forsømt told opkrævningen fra fremmede fartøjer ved Vardøhus,
og fra embedsmænd og almue strømmede klagerne ind over «hvor ille der ble holdt
hus der i landet».

I 1684 «fritog» kongen Bergens magistrat for rejsen til Finnmark og

udnævntei stedet igen en amtmand. Det var den navnkundige Hans Hansen Lilienskiold,
som nu sammen med Bergens stiftamtmand Lauritz Lindenow fik
kongelig ordre «om at forføje sig til Finnmark for at bringe de der forfaldne
og konfuse sager i orden igen». Rejsen foregik på orlogsskibet «Havfruen» og
varede for Lindenows vedkommende fra marts 1685 til januar1686. Rejsen gik
udenskærs forbi Nordkapp til Vardøhus, og derfra tilbage indenskærs fra sted
til sted i Finnmark. Over alt blev der holdt ting og hørt på klagemål over
forholdet mellem de handlende og almuen. I møderne deltog også rådmand i Bergen
Zacharias Andersen, og de trafikerende Bergens købmænd havde deres repræsentant
Herman Schultz (Skuldt), som fulgte alle forhandlinger. Ligedan deltog
sorenskriver Niels Knag i alle møderne, og de to fogeder for hver sit distrikt.
Endelig fulgte også Jørgen Christensen med, som repræsentant for magistraten i
Bergen. Som man sådan ser så var alle parter var godt repræsenteret. Kommisionen
begynte sine undersøgelser i Vadsø 22. august og sluttede i Loppa 31 oktober.
Lilienskiold var kun med til Kjøllefjord, hvor han ble syg og måtte følge med
fregatten tilbage til Bergen.

Bergen Damgård

Undersøgelsen viste at Finnmark endnu var nogenlunde fint forsynet med

andelsmænd, dels dem som drev handel for egen regning, dels fuldmægtige fra købmændene i Bergen. –

I Vadsø boede 3 handelsmænd ; to af dem ejede selv deres handel, den tredje var tjener for en

bergens-købmand når det gjaldt nordmandshandelen, men ejede selv handelen med finnerne. Ingen af

disse tre havde borgerskabi Bergen. Af de fire handelsmænd på Kiberg var tre selvejer, den fjerde tjener
for to Bergens købmænd. Kun en af selvejerne var bergensborger. På Vardø drev
fogeden en handel han havde arvet efter sin svigerfar, men uden borgerskab. Lige
så havde den afgående sorenskriver og hans kone en lille handel. Underfogeden
drev også handel, som tjener foren købmand i Bergen, mens en fjerde drev en
arvet handel for egen regning. I Kjøllefjord var der en borger-enke selvejer,
men tre andre handlende var tjenere for Bergens købmænd. Blandt disse var en underfogede
i tinglaget. De to handelsmænd i Omgang var begge tjenere for andre. I Vest-Finnmark havde Kjelvik

to selvejende handelsmænd og tre som vartjenere for bergens købmænd – blant dem også her underfogeden.

Hammerfest hadde kun en eneste handlende, som var købssvend for kommisionsmedlem Herman Schultz.
I Hasvåg var underfogeden selvejende handelsmand; men desuden havde almuen handlet med en
trondhjemsfarer, noget som blev dem strengt forbudt. I Loppa var underfogeden
selvejende handelsmand, men uden borgerskab i Bergen. En anden (vistnok i
Sørvær) drev også handel som selvejer, uden borgerskab.

Det er påfaldende at så mange af handelsmændene var underfogeder (lensmand). Ældre
forfattere har ment, at dette var noget bergenserne havde fundet på for
at trække disse over på deres side. Men i virkeligheden var det nok gammel
tradition at en del af underfogederne drev handel. At fogeden og sorenskriver
også handlede med almuen, var i strid med privilegierne og noget som
bergenserne formelt kunne klage over. Realiteten skal vi siden komme tilbage
til. Desuden er det påfaldende at så relativt mange drev handel uden borgerskab,
ikke bare de som havde fået handelen ved giftermål eller arv, men også dem som
havde overtaget handelen fra en bergensborger – ofte på hans kraftige
anmodning. Underfogeden i Loppa ejede egen jekt, som han havde overtaget sammen
med handelen; mens de øvrige ser ud til at have fået deres varer tilført og
hentet med Bergensjekter.

Undersøgelsen viste at flere af de handlende utilstrækkelig forsynet af deres Bergenskøbmand,
skønt de havde sendt ham varer. Mange af dem havde fra deres side leveret
almuen betydeligt mere end de selv havde de fået igen fra deres skyldmænd. Udestående
fordringer hos almuen og bergensgæld hos købmændene uviste store summer. Det er klart at handelen
for mange var helt ulønsom, og især blandt handelsmændene i 0stfinnmark var det flere som opsagde
deres handelsret på tinge i 1685 og 86, da de ikke kunde påtage sig at forsyne
folk med det nødvendige. Det gælder især flere af de gamle selvstændige handelsmænd.

Foruden et par handlende som intet havde eksporteret, havde Finnmark 23 til dels selvejende
handelsmænd. Ifølge kommissionen havde de i løbet af 1684 – 85 tilsammen sendt
følgende varer til Bergen:

21.204½ våg tørfisk – men i dette medregnet værdi af tran for fleres vedkommende, desuden
særskilt nævnt 305 våger råskjær, 1011 våger Rundfisk 184 tønder tran. Av klippfisk ble det produsert

en del i Vestfinnmark, og ialt udført ca. 200 våger. Af andre fiskeprodukter sendtes 47 våger rejer, 51 våger rav
(hvalfedt), 66 våger skårkveite og 31 våger lange. En eksportvare som multer kom allerede dengang opp i

154 tønner. Skindvarerne spillede kun enlille rolle der nævnes 79 bukkeskind, 20 odderskind og 14 ræveskind.

Efter kommisionens pålæg skulle almuen have 3 mark for I våg fisk, det samme for spisefisk, og før
en tønde tran fik de 8 våger fisk. I mellemregning med købmanden i Bergen fik
handelsmanden 4½ mark pr. våg fisk, for en tønde tran 5 rigsdaler og samme pris
for multer. Der gik dengang 6 mark på daleren. Altså tjente handelsmanden i
Finnmarken 1½ mark pr. våg fisk, og 1 rdl. pr. tønde tran.k; og for I tran.

Trafikken på Finnmark må have været nokså livlig, med forholdsvis mange

skuder i fart på Bergen. De fleste af disse har vel været af jektestørrelse; men

man se at der for det meste kom to sendinger om året,
vår og høst. De første bergensjegter ankom gerne ved pinsetider, samtidig som
trondhjemsborgernes jegter fra Nordland og Troms. Et særskilt fartøj var «lakseskipet», antagelig en
større skude, som hvert forår kom til Tana og Alta for at hente laksefangsten derfra. Som før nævnt,

havde hollænderne og en tid københavnerne haft laksefiskeriet i forpagtning, og især
lasen fra «Tanabay» havde ry for å være den bedste man kendte. Nu var
forpagtningen af begge lakseelvene på bergensernes hænder: I fuer Chrisstensen
havde 2/3 mens Gierdt Mejer, Jacob Andersen, Giert Kramer og lakseskipper Jens
Nielsen tilsammen havde 1/3. Udbyttet fra Tana-elven var i 1685, næsten 70 fad,
med 24 laks i hvert, stor og små mellem hinanden. Finnerne fik 1 rdl. for 4 storlaks; var fisken mindre, gik der
6-12 på daleren Almuen så at man før i tiden bedre havde forstået at lukke
elven en nu om stunder, og at der dengang havde været fanget op til 250 fad om
året. I en tid havde nordmænd fra Omgang og Hop lukket lakseelven, og efter
hollænderne fandtes der endda en hel del garn og stokke, som de havde brugt til
lukningen. Garn og andre redskaber var op bevaret i en stor tømmerbu ved elvens udløb, hvor interessenterne

også havde lager af salt. Der var også en stor «fjelebod» for salt. Handelen blev på
partisipantenes vegne drevet af lakseskipperen og hans folk. Skipperen fik hver tiende laks
for sin arbejde, og desuden den største laks fra hver båd som kom ned ad elven til salteriet. Lakseskipet

gik ikke til elvmundingen, hvor der er meget lavvandet, men lagde sig ved Stangenes som har
bedre havn.

Laksefiskeriet i Alta-elv havde i 1685 givet vel 20 fad; men underfogeden kunde huske at det
havde været fanget over 300 fad i gamle dage. Fordi man dengang lukkede elven
tværs. – Paus fortæller at elven første gang blev lukket af lensherren Claus
Gagge; til det arbejde benyttet han en russer, som siden op lærte andre. Harøe
nævner i 1683 at laksen dels saltes, dels ryges i husene ved elv mundingen. –
Det gik omtrent lige meget laks i hvert fad, her som i Tana; men i Alta fik de
dårligere pris – 8 store laks for I rdl., og flere når den var mindre. Saltbua (huset)
ved Alta-elven stod også tilbage fra hollændernes og københavnernes dage, som
man mindedes med glæde. For da stod landet sig godt «mens siden er det altid bleven fordærvet».

På alle ting blev det spurgt hvad hver mand måtte have til underhold om året. Almuen i Hammerfest

svarede at en nordmand behøvede 4 tønder mel for 5 våger fisk, 1½ tønde malt for 2½ våg fisk, humle
for ½ våg fisk, 2 våger spansk salt for 2 våger fisk, 1 bismerpund hamp for I
våg fisk. Desuden behøvede de tjære efter behov til en pris av I bpd. pr. kande, 16 alen vester-

lørred for 9 mk. fisk, 3 alen baltlærred for I våg fisk, 1 par støvler for 2 våger

1 bpd. fisk, 2 par «stretsko» for 1½ våg fisk, eller i stedet gode huder. Til en

mandsdrakt behøvedes 9 alen vadmel =3 våger fisk, til en kvinnekledning

10 alen vadmel = 3 våger 1 bpd. Hvert andet eller tredje år behøvede man en ny

skinnstakk (skindfrakke)= 2 våger fisk. Havde en mand mange børn og husfolk , behøvedes
der forholdsvis mere. En finne behøver omtrent det samme, men ikke støvler,
sko og skinnstakk – fodtøj og skinklder laver de vel selv. Vadmel behøver finnerne kun til
børnene, og af mel rækker 2 tønder, ikke noget malt. Men til beklædning behøver
han noget firlodds tøj.

Bumenn (fastboende) og finner behøver fiskeredskaber efter behov. En bolk snøre a 60 famner koster
I bismerpund fisk, et stort hundre af bakk-angler kostet 2 bismerpund, og et storhundre av lineangler , I våg fisk.

Hovedanken mod ordningen af 1681, var det faktum af Finmark havde været utilstrækkeligt
forsynet. Mod bergensernes administration af amtet var der kun få indvendinger,
fordi de stor set havde ladet alt gå i den gamle gænge. Nu var amtmandsembedes
og den offentlige administration genoprettet og det var et spørgsmål om ikke
bergenserne burde fratages deres handelsret. Lindenow kommissionens beretning
blev overdraget til et udvalg, som skulle sætte handelen på plads.
Felnsborgerne blev spurgt, men de havde tabt interessen for handel på Finnmark.
Heller ikke Trondhjems borgerne havde lyst til at begynde en ny sejlads, i de
så vanskelige tider, som var. En overgang tænkte man på at overlade Finmarks handelen til byen Glückstad, med
dette og andre forslag blev forkastet. Bergenserne var til syvende og sidst de
eneste som på denne tid både kunne og ville opretholde trafikken på Finnmark.
Regeringen besluttede at de måtte beholde Bergens monopolet, med forsøgte
samtidig at sikre almuens interesser.

Resultatet af disse overvejelser blev en kongelig interrims-anordning af 28. juli 1686,
som blev grundlaget for den senere oktroj af 2. april 1687 som var gældende i
12 år fra 1688. Med denne blev der fastsat regler og givet skattelettelser for
at bedre almuens vilkår. Hovedpunkterne var:

1, Der blev sat fast pris på købmandsvarer. Tidligere hændte det at den ene tog
dobbelt så høj pris som den anden, mange skruede priserne op når det var en god
fiskesæson, på den måde fik bonden aldrig noget overskud.

2. Der blev skelnet mellem pris ved “kontant” køb og ved kredit, for at
opmuntre almuen til at komme ud af gældforholdet og drage nytte af kontant
handel.

3. Almuen skulle have kontrabæger og i disse skulle indføres det de fik og det de
betalte. Årlig afregning skulle holdes på tinge, så alle var klar over hvordan
regnskabet stod.

4. Fisk måtte ikke afvises af købmanden, men modtages efter skøn af ombudsmanden
(lensmand) og to andre mænd.

5. Nordmands almuen blev eftergivet al skat og afgifter.

6. Indbyggerne blev eftergivet al gæld ældre end 1676

At Finmarken blev fritaget for skat, var en ordning som blev stående gennem hele
monopoltiden. De fik også lettelser i toldafgifter både for indførsel og udførsel af varer.

Man skulle tro at bergenserne nu ville gøre deres bedste for at holde på Finnmark.
Men der ser ud til at de fandt fortjenesten for lille efter de nye bestemmelser
og til dels søgte til andre handelsområder. Selv om der var vedtaget en række
bestemmelser for at sikre deres interesser. Det blev fastslået af ingen bumand
(fastboende) eller finne måtte handle med fremmede udreddere, så længe de af
sin rette handelsmand ble lovlig forsynet. Straffen var første gang at stå i halsjernet,
anden gang at tape sin kredit. Det gjaldt også dem «som uden nød og tvang bortdrikker,
forspiller, fortusker eller forhandler sin nødvendige fiskeredskab og klæder».
De som havde fået udrustning, men af dovenskab ikke tog på havet for fiskeri, skulle
straffes med en dags pligtarbejde for udreddere.

På den anden side skulle fiskeren have lov til arbejde for sig selv i 3-4 uger

fra St. Hans for at sikre sig brændsel, kreatur foder og lignende. Amtmanden fik i
sin instruks af 9. april 1687 ordre om at påse at almuen blev forsynet med
fiskeredskaber og andre varer efter taksten, at lov og ret ble overholdt og oktrojens

bestemmelser i det hele fulgt. Upriviligerede som med skip eller jekt dristede sig

til atbesejle landet, skulle arresteres og have skib og gods konfiskeret. Undtaget

var nordålændinger som havde hus og fiskerleje i Finnmark og lå der med

jekter under fiskeriet. Om dem hedder det i kommissionens
forslag: «Men hvad sig behøver [den] slags nødvendighedsvarer som årer, ljåer,
jernsteiner, øsekar, skinnstakker og andet som dem i Finnmark behøver, og for bedst køb
hos de hjemlandsfarere efter gammel sædvane har købt, dermed må de som før

handle når deres egen udreder dem ej dermed lovlig forsyner for en billig pris.»

I virkeligheden betyder oktroyen af 1687 ingen større forandring eller forbedring
for Finnmark, bortset fra det, at almuen blev løst fra sin gamle gæld. Efter
ordlyden skulle all gæld ældre en 1676 eftergives. Men allerede under kommisionens
forhandlinger i 1685 havde flere Bergens købmænd erklæret at de eftergav all gæld
til dato, og i praksis blev dette gennemført over alt. På den måde blev der afskrevet
tilgodehavender for 150000 rdl.

Nu skulde man tro at almuen på sin side ville drive deres fiskeri så energisk at

de kunne dække udrustningen og undgå at stifte ny gæld. Men
det var ingenlunde så. Alt for mange var efterladende på den måde, og der blev landet alt for få fisk.

På denanden side var forsyningerne langt fra gode, og desuden var der flere handlende
som trak sig ud af trafikken fordi den var ulønsom. Nye klager begyndte at
strømme in over mangel på levnedsmidler både her og der. Især synes det at være værst

Varanger, efter fogeden Knags brev til kongen på almuens vegne, dateret 19. oktober 1688.

I Vardø og Kiberg var der over 110 bønder som sammen med sognepræsten ikke havde fået en
eneste tønde mel eller andre levnedsmidler “så her er en jammer og klage
som aldrig udi christne og fredelige land er hørt”. Lige galt var det til
dels også andre steder, fortalte fogeden, på trods af at almuen mange steder
havde fisk nok til at levere som betaling. Finnerne i Pasvik og Neiden havde
endogså penge til gode hos bergenserne.

Fogedens fremstilling var måske overdreven, og den fremkaldte et skarpt svar fra
bergenserne, som pegede på at fogeden og andre embedsmænd selv drev handel i
strid med oktroyen, ja endog tiltvang sig skibsplads hos trafikanterne til
ruinerende fragtrater. Kongen gav da bergenserne en påmindelse om at de slev
måtte håndhæve oktrojens bestemmelser, sådan at al snyd og ulovlig handel kunne
afskaffe, og statholder Gyldenløve fik pålæg om at forbyde amtmand, foged,
skriver og andre at drive handel.

Bergenserne synes på dette tidspunkt at have leveret en kraft anstrengelse med at sende
varer nok til Finnmark, noget som også blev erkendt på højeste sted. Men var
tonen en anden da amtmand Lilienskiold holdt møde med almuen på Vardø, og
fremsagde at han selv ville rejse til København og tale deres sag. Almuen
klagede bittert over at ingen af bergenserne havde sendt godt dertil de sidste
år, og havde embedsmændene ikke hjulpet til, var almuen for længst omkommet
eller var bortrejst. Under fiskeriet havde måtte fare land og strand rundt for
at tigge brød og andet til livets opretholdelse mod betaling i dyre domme. Selv
russerne fra Kola, havde fået nys om elendigheden, og var ankommet med brød og
mel, som alt sammen var så dyrt for almuen at de ikke havde noget til overs til
klæder og fiske redskaber.

Bergens monopolerne

Christian IV