Bergens monopolerne del 2

Det er ikke underligt at regeringen efter alle disse modstridende meldinger fra
Finnmark kom meget i vildrede om den virkelige tilstand og om årsagen til denne
og hvilke straffe sanktioner i fremtiden. Derfor valgte de i 1690 at sende en
ny kommission nordover, og da Lilienskoild på sin Københavnertur kom til
Bergen, mødtes ham med kommisionen der. Han rejste tilbage til Finnmark sammen
med kommisionens leder, kanselisekretær Heinrich Adelaer, og bergensernes
repræsentant rådmand Harøe, den samme som havde været i Finmark 1683. Rejsen
foregik fra Bergen på et skib fra Sønderborg, som på vej til Russerkysten satte
dem af i Vardø. Her startede kommissionen sine undersøgelser den 17. juni 1690.

Efter sit mandat fra kongen skulle den fine frem til sandheden om de trafikerende
havde forsynet Finnmark som de var pligtige til, men også undersøge om
amtmanden, fogeden eller andre tjenestemænd havde handlet “de
trafiqverende til præjudice”. Den skulle afsige sin dom efter loven og oktroyen,
og havde derfor ret til at forlange vidneudsagnene edsfestet. Derfor bliver denne
kommisionsberetning en særlig god og pålidelig kilde, som bedre end før give os
anledning til at fælde en retfærdig dom over tilstanden. De trafikerendes

interesser ble varetaget av en prosessfuldmægtig Christen Bigum, mens amt-

man Lilienskiold, og foged og sorenskriver Niels Knag, måtte svare for beskyldningerne
mod dem og andre embedsmænd.

Adelaer var en både kyndig og myndig herre, og han gennemgik samvittighedsfuldt det
svære materiale som blev lagt frem på tingene. Her kom det ham – og os – til nytte at påbudet

fra 1687 om regnskap og kontra- bøger stort set var blevet fulgt. Adelaer kunde derfor i detaljer
undersøge hvad hver enkelte almue mand havde fået og leveret, hvordan de enkelte handlende

havde opfyldt deres pligt, og hvordan de stod sig i forhold til sine principaler i

Bergen.

Det viste sig som forventet, at tilstanden var højst forskellig afhængig af økonomiske evner og vilje

på de enkelte handelssteder. Men det der straks springer i øjnene er at klagen mod bergenserne var

berettiget på et væsentligt punkt. idet mellem en trediedel og halvdelen af skyldmændene var forladt af

deres udreddere. Værst var det i Øst Finnmark. Af 48 nordmænd i Vardø tingsted var de
41 forladte, af 54 i Kiberg 38 forladte, af 84 nordmænd i Vadsø 36 forladte, desuden af 101 finner 73 forladte.

I Omgang var af 26 nordmænd kun 3 forladte, men 10 finner havde ingen afregning fået. Køllefjord havde 35

nordmænd deraf 20 forladte og 55 finner, deraf hele 43 forladte.

I Vest Finnmark havde Kjelvik 74 nordmænd, deraf 32 forladte, og 53 finner, deraf 21
forladte. Måsøy og Ingøy var bedre. Måsøy havde 51 nordmænd, deraf 12 forladte,
Ingøy henholdsvis 27 og 4. Der var forholdsvis bedre  i Hammerfest sogn med 33 nordmænd, deraf 3
forladte, og 35 finner, deraf 7 forladte. I Alta havde 6 af 18 nordmænd ingen
udredning, og af 32 finner var de 24 forladte. Hasvåg havde 33 nordmænd og 5
forladte, Loppa 36 nordmænd og 8 forladte. I alt var der i Finnmark 805 familiefædre, og af dem var kun

428 “visse udredsfolk” mens 377 var forladte. Det vil sige at de ikke i årene 1688 og 89 havde nogen “matfar”.

I tillæg kom der 18 mand i Måsøy der var forladt i 1690, “og flere at befrychte” siger Adelaer.

Dissetal er ikke sådan at forstå at de “forladte” havde sultet. Det blev
bevist gennem forhærerne at ingen var direkte sultet ihjel. Men de var uden
fast udreder, skønt mange af dem havde fået hjælp fra andre udreddere. I
Hammerfest sogn havde de arbejdet for føden og købt lidt her og der. Inde i
Alta havde nogle købt af skipperen, som afhentede laksen fra elven, andre
handlede med nordlandsfareren, og finnerne havde delvis rensdyrene at leve af.

I Østfinnmark havde kun lidt at ty til, hvis de blev forladte. Derfor synes det
at Knags skildring i hans forannævnte brev fra 1688 stort set har været berettiget.
Når både fogeden og amtmanden havde befattet sig med handel, var det åbenbart i
første række for at frelse de forladte fra den rene nød. Alligevel set det ud
til at Knag har drevet handel også for vindings skyld. Han havde ikke bare
klaret at forene foged og sorenskriver embederne, men også sikret sig anden
indtægt. Og det blev bevist gennem forførerne, at han drev handel næsten som en
købmand. Der blev påstået at han i efteråret 1688 havde udskibet 42 tønder tran
og 200 våger tørfisk direkte til Flensborg, noget som var i åbenlys strid med
oktroyen. Men dette blev hverken bevist eller modbevist.

Det blev efterhånden klart at de handlende langt mere end embedsmændene og almuen
havde skylden for miseren. Bigum fandt det klogest at frafalde påtale af tjenestemændenes
salg af nødvendigheds varer til almuen. Det viste sig at størstedelen af
omsætningen fra dem var gået gennem handelsmændene alligevel. Foruden nævnte de
også at provsten Paus i Vadsø og en del andre præster havde forstukket almuen
med daglig varer. Men enden blev at Adelar anbefalede kongen at overse
embedsmændenes handel, “såsom samme handel med de forladte fornemmelige skal
være skjedd”.

Tilbage stod spørgsmålet om en bedre ordning. For Adelaer var det indlysende at mange
af de trafikerende ikke var kapitalstærke nok til at drive handel på Finnmark,
men den store risiko som unægtelig var til stede. Han foreslog derfor at
handelen her i nord skulle overlades til solide eller som de kaldtes
“vederhæftige” købmænd og at amtet skulle deles i faste handelsdistrikter
med pligt til forsyning, en tanke som blev grundlæggende for den senere tids
monopol ordninger.

Da kommisionsberretningen viste at oktroyen af 1687 ikke havde virket efter
hensigten, blev den uden videre ophævet. Den 16. maj 1691 gav kongen en ny oktroj
ordning, gældende i seks år fra nytår 1692. Som Adelar havde påpeget, mente man
at det var uheldigt med de mange småhandlende. For at skaffe Finnmark
ansvarlige udreddere med pligt til at forsørge almuen i bestemte områder, blev
Finnmark inddelt i syv handelsdistrikter;

1 Vardø og Kiberg med finne handel i Pasvik

2. Vadsø med finne handel i Varanger og Tanna, og
drift af lakseleven der

4. Kjelvik med finne handel i Porsanger,

5. Måsøy og Ingøy, med Måsøy som hovedplads,

6. Hammerfest med finnehandel i Klubben og Kvalsund,

7. Alta, Hasvåg og Loppa, med finne handel i Korsnes
og Eggeskall, og lakse fiskeriet i Alta elven.

Disse syv handelsdistrikter blev så udbudt til de højstbydende og denne gang var det
ikke bare “vederheftige” bergenser der kunne deltage, men også
københavnere blev opfordre til at melde sig. Bergenserne skyndte sig at slå til
og det lykkedes dem også at beholde Finnmark: Hammerfest
handel sammen med Alta, Hasvik og Loppa blev overladt “Os elskelig Jøregen
Thormøhlen til Møhlenpriis, Vores Commerce-Raad og Commerce-Directeur i Vort
Rige Norge” mod tilsammen 371 rdl. Jacob Andersen fik Vadsø mod 300 rdl. og sammen med

Henrik Greve Vardø og Kiberg mod 200 rdl. Rasmus Henningsen overtog Omgang og Kjøllefjord for
421 rdl, Rasmus Jensen Lindgaard fik Klejvik mod 180 rdl, Henrich
Rytter (Slytter) Måsøy og Ingøy handel mod 146 rdl.

Handelen skulle efter dette give 1620 rdl. årlig til kongens pengekasse. Det er klart at
disse herre ikke slev boede i Finnmark. De var forpligtiget til at udsende til
handelsstederne duelige folk, som de på deres side kunne drage til regnskab. De
øvrige småhandlende måtte overlade dem deres huse og andre bygninger mod
godtgørelse efter en vurdering. Til at begynde med virkede ordningen godt. Handelen
blev drevet upåklageligt, for det meste “rede om rede”, dvs. ved
“kontant” opgørelse af vare mod vare, og landet havde været godt
tjent med denne handel, hvis bare alle handlende havde forsynet distrikterne
lige godt. Men Thor Møhlen, som havde store vanskeligheder med sine
forretninger i Bergen, overlod sine fire handelssteder til Rasmus Henningsen,
som allerede have to. Og det var mere ned denne han kunne overkomme at forsyne.

Almuen på hans egne steder i Kjøllefjord og Tanna “led yderste nød” de kunne end ikke få varer for
kontant betaling, og måtte med store udgifter hente der fornødenheder i
Nordlandene. Da de klagede over dette, måtte Thor Møhlen igen overtage sine handelssteder.

De trafikerende klagede på deres side over “nordfarere og andre” som
gjorde indgreb i deres handel. Og da fristen for deres oktroj udløb i 1697,
opsagde de fleste af dem deres forpagtning. Men kongen måtte spørge for ar
Finnmarken fik de nødvendige forsyninger og pålagde købmændene at forsyne
Finmark hen over sommeren. Ved en forordning af 10. december 1698 fik de tre
tilbageværende trafikanter,

Henrich Greve

Jacob Andersen og

Rasmus Lindgaard

eftergivet alle afgifter mod at de påtog sig at forsyne Finnmark.

Forbudene mod at fremmede og embedsmændenes handel blev igen strengt indskærpet. Trafikanterne
fik fuld toldfrihed for ind og udførsel og kunne sejle til og fra Bergen,
Øresundshavnene eller andre steder uden nogen afgifter. Det neste de fremdels
skulle svare var forpagtningsafgifterne for lakseeleven i Alta og Tana. Denne
ordning blev stående fra nytår 1699 til nytår 1702. Efter bergensernes
beregning var den udstående gæld for årene 1691 – 98 hele 250.000 rdl.

Det er klart at de tre tilbageværende trafikanter ikke havde nogen let opgave med at
skulle forsyne hele Finnmark. I løbet af nogle ganske få år var blevet træt af
handelen og ønskede en ny ordning. Der blev da igen i 1701nedsat endnu en kommission,
som mødte op i København og indhentede betænkninger fra alle parter. En
erklæring fra Bergen, dateret 8.november 1701, svare på kommisiones spørgsmål
og tegner et nok så dystert billede af vilkårene for handelen de sidste tyve
år: “Vi har kendt og kender dem der nu på nogle og tyve år har brugt
Finnmarske handel, en efter en total ruinerede og miste deres midler, så da afdøde
ej har efterladt sig andet, istendenfor tilforn havde gode og rede midler da de
begyndte handelen, en stor udestående gæld i Finnmark. Andre som endnu lever,
er formedels bemeldte handel bleven så udnyttet før de selv viste at tage vare
derpå, at de ikke har kunnet fortsætte handelen længere”. Man tilbyder at
opgive navne, hvis det ønskes.

Grunden
til at så mange trafikanter tabte på handelen, siges det, har ej været andet
end fiskeriet misligholdelse her i Finnmark, og at indbyggerne med den ringe
indsats ej nær kunne betale hvad de nødvendig af de trafikerende behøvede og
fik, så at landet tid efter anden har fået langt mere end det kunne yder eller
betale. Igen ser det ud som om det har været mangel på tilstrækkelig
kapitalstærke folk, som kunne holde det gående over der dårlige fiske år. Men kommissionen
var enig om at handelen skulle og burde forblive i Bergen.

Den 25. april 1702 udgav Frederik IV en ny oktroj forordning, som pålagde 12 til 16
af de bedste købmænd i Bergen at danne et handelskompagni for Finnmark. De
skulle selv være hoved participanter, men kunne optage andre gode og
vederhæftige borgere i Bergen i kompagniet. De skulle have pligt til at besejle
Finnmark med egne eller befragtede norske eller danske, men ikke fremmede
skibe. Handelen skulle begynde fra St. Hansdag 1703. De tre tidligere
trafikanter måtte lade sig nøje med den udestående gæld de kunne nå at inddrive
indtil St. Hansdag.

Det nye kompagni blev forpligtiget til at forstærke fiskerne med kredit, men de lod
bare ved fejlslået fiskeri. Til gengæld skulle det have prioritet næst efter
kongelige skatter “når Gud igen gav sin velsignelse”. Indbyggerne på
deres side måtte ikke handle med andre end sin udreder, så sandt de kunne få
varer der mod rede betaling. Øvrigheden skulle have opsyn med handelen og
betjentene, alt gik ret og rigtigt for sig, men selv måtte de ingen handel
drive. Tiendefisk, skattefisk og i det hele taget alle salgs varer fra Finnmark
skulle forhandles gennem kompagniet. Efter oktroyen skulle kompagniet slippe  for afgifter

de første 6 år, og derefterbetale 1000 rdl. årlig, medregnet de 200 rdl. om året for brug af

lakseelvene.

Heller ikke dette handelskompagni kom til at spinde guld på Finnmarkshandelen. Da oktroj
perioden udløb i 1714 havde participanterne et udestående hos almuen på hen
imod 62.000 rdl. I forhold til længden af tidsperioden var dette jo langt bedre
end nogen af de tidligere perioder. og disse restancer skyldtes nok for en stor
del “at fiskerier de fleste åringer mærkelig mislinget”. Sygdom og
epedimier, især i 1704 – 06 gjorde samtidig indhug i befolkningen. Sporring og
senere forfattere hævder at mange af handelsbetjentene var “egennyttige og
til dels slette husholdere”. Nogen af dem prøvede at berige sig i en fart
på almuens bekostning, andre var bedrageriske i forholdet til principalerne. I
flere af værerne kom det til uroligheder. En række processer som siden blev
ført mellem principaler og deres betjente, viser at der er noget i disse
påstande. Men skylden lå for en stor del hos købmændene selv, som havde valgt
betjentene bland de billigste folk de kunne få fat i. Det var en af hovedankerne
ved monopol systemet at Finnmark blev berøvet en fastboende handelsstand med samfundsfølelse
og fælles interesse med almuen.

Bag om alle disse vanskeligheder lå vel i virkeligheden de skiftende konjunkturer ude
på verdensmarkederne. Europa var præget af to store krige, den spanske
arvefølgekrig 1701 – 1713 og den store nordiske krig 1700 – 1721. Handelen var
stort set fordelagtig med stabile priser indtil 1709, da krigen for alvor
berørte Danmar-Norge. Kornpriserne sprang dette år op i over det dobbelte mod
et par år før. Samtidig steg fiskepriserne, men fik nedgang allerede fra 1710.
Da den spanske arvefølge krig sluttede i 1713, begyndte igen er stærkere
konkurrence fra udenlandske fiskeri. PÅ den tid da kompagniet opsagde oktrojen.
vat kornpriserne fremdeles lidt højre end i 1700, mens fiskepriserne lå
betydeligt under i pris.

Trods alt er det et stort spørgsmål om bergenserne i virkeligheden tabte så meget på
monopolerne. En indsigts fuld mand som Carl Pontoppidan fremhæver at oktroyen
af 1702 var meget fordelagtig for deltagerne. Og han påpeger med rette at vi
kun får kendskab til hvad bergenserne havde tabt i udestående fordringer hos
almuen i Finnmark, men intet om hvor meget interessenterne havde tjent ved
omsætningen af finnmarksvarerne i Bergen. Denne betragning kan måske ikke med
samme begrundelse anvendes på de tidligere monopoler. Men om participanterne i
oktroyen af 1702 gælder det i hvert fald at de opererede i en udpræget
spekulations periode, som nok kunne give tab, men også store gevinster.

Når bergenserne fra tid til anden opsagde deres handel på Finnmark, ar det ikke
mindst fordi de troede at de var uundværlige der, og håbede på at opnå bedre
vilkår og større fortjeneste. Man kan spørge sig selv, hvordan de efter så
mange påståede tab alligevel stadig holdt liv i Finnmarks handelen. Svaret kan
man finde i før nævnte indstilling fra Bergen 1701. Her påpeges først at
Finnmarken på grund af sin natur skal have tilført levnedsmidler “selv om
de kan betale eller ej”. Skal dette foregå på en bedre basis, kræver der
“stor hjælp og benådning” dvs. gode privilegier til bergenserne. Men
så kommer  en indrømmelse af den store betydning Finnmarkshandelen har for Bergen,

foruden de trafikerende slev er der også en hel del af byens andre indbygger som har

draget nytte af finnmarkshandelen . købmænd på deres måde, søfolk ligeså og ej mindre
håndværkere, som bødker, skomager, rebslager, møllere, vodbindere, bryggere
o.l. desuden daglejere (bryggesjauere). Alene i bødkerarbejder udførtes årligt
til Finnmarken for over 2000 rdl. Blev Finnmarkshandelen frataget Bergen, ville
alle disse familier miste deres eksistensgrundlag.

Mange klager går til stadighed igen i skrivelser fra Bergen om handelen på
Nordland og Finnmark. De var argumenterne i den stadige kamp, hvor hver tænkte
på sit og forsøgte at få mest muligt til sig selv. Almuen og embedsmænd i
Finnmark havde en fælles interesse i at opnå bedst mulig pris på fiskeriet, som
var deres hovedindtægt, og lavest mulig pris på de mange importvare. Bergenserne
havde de stik modsatte interesser, og bag oktroyen deltagerne stod hele byens
handelsstand, håndværkere og arbejdsfolk. Når man ser på hvilke mængder af
varer, ikke mindst håndværks produkter, som blev tilført Finnmark ikke kun da,
men endnu mere i københavner monopolets dage, skønner man at her stod
kæmpestore værdier på spil for Bergen By.

Alt i alt var næppe velovervejet da bergenserne denne gang opsagde oktrojen. De havde
vel håbet og troet på at mand ville give dem et nyt monopol, med endnu bedre
vilkår. Men denne gang havde de forregnet sig. Det var sidste gang de frasagde
sig eneretten til Finnmark, og den fik de aldrig siden igen.

For Finnmark var det en særlig stor ulykke at landsdelen i denne periode mistede
resterne af den fastboende gamle handelsstand. En nedarvet handelstradition fra
“den gode tid” havde holdt sig lige indtil 1690, men ved oktrojen fra
dette år blev de lokale handelsmænd helt udryddet. Kun købsvendene fra de store
herre i Bergen blev tilbage. Og før vi går videre, er det nødvendigt at kigge
lidt på handelsmænd og forhold før 1690.

På grund af Adelaers nøjagtige undersøgelser ved vi bl.a. hvor stor husstand disse
havde: Otte Bang i Vadsø var med børn og tjenestefolk 16, Niels Olsen sammesteds
havde 9, men købsvend Haagen Lochert kun havde 5 personer i huset. Af
selvstændige handelsmænd havde Tollef Olsen på Ingøy 12, Knud Baaresen i Loppa
16, og Søren Pedersen Loppa 15 personer i huset. Deres stilling og huslige liv
må have været omtrent som hos en nordlandsk knape eller jekteskipper. Men
købssvendene var dels ungkarle, dels gifte folk med en lille husstand, fra 5 –
8 personer.

Af ganske særlig interesse er de oplysninger vi får om sammensætningen af befolkningen
i Finnmark på den tid. Det er et bevis på dårlige livsvilkår, når kun en lille
del af nordmands befolkningen var født i Finnmark. Af 519 nordmænd som behøvede
udrustning, var kun de 144 indfødte. Resten, ca. 375, var tilflytter sydfra. Og
ejendommeligt nok var kun en del af disse som var nordlændinge eller var kommet
fra Norland. De aller fleste var fra Vestlandet, fra Jæren,
Ryfylke, Bergenskanten, Sogn og Fjordane, nordover til Sunnmøre. Kun få var
indvandret fra Trøndelag. Et mindre antal var født i Skotland, Sverige og
Danmark, det sidste var især søfolk og var belevet tilbage.

Den indfødte norske befolkning var også for det meste begrænset til området Loppa –
Hammerfest og Kiber – Vadsø. De øvrige fiskesteder var præget af indvandrede
nordmænd. Når så mange af disse kom fra Vestlandet, skyldtes det at de blev
hyret som mandskab på jekterne fra Bergen, eller blev ansat som tjenere for
handlende og embedsfolk i Finnmark. Bergens har således også været et vigtigt marked
når det gjaldt om at fremskaffe arbejdskraft til Finnmark, noget som de
handlende og myndighederne havde stor interesse i. Det er eller påfaldende at
størsteparten af tilflyttere var kommet nordover før Bergens monopolet fra
1681. Siden dette år og til 1690 var der kun kommet 47 til, skønt bergenserne
skulle have stor interesse i at “peuplere” landet.

Af finnerne som udgjorde 286″handelsfolk” var selvsagt de alle fleste
indfødte, kun nogle få var tilflytter. Stort set klarede de sig også langt
bedre end nordmændene, da de foruden sommerfiskeriet havde jagt, rensdyr og
andre biindtægter. I det taget var finnerne mere motiveret for at arbejde hele
året rundt, og de fremstillede selv en stor del af deres klæder, sko og
redskaber. Anderledes var det med nordmænd, Udover fiskesæsonen bestilte
mandfolkene ikke noget, ud over at skaffe brændsel og lidt hø eller mos til
kreaturerne, hvis de havde nogen. Kvinderne havde vænnet sig til at de fik alt
muligt fra handelen, så det var småt med husflid og hjemmearbejde. De sørgede
for det nødvendig til madlavningen, og syede måske lidt tøj til familien, men
de spandt ikke og vævede som bondekvinderne eller i landet. Måske lidt hamp
blev spundet til snor og liner.

Derfor blev der nødvendigvis en stor indførsel af færdige klæder og tøj, olietøj,
støvler og sko, snøre og net, foruden madvarer og nydelsesmidler. Med almuen
fik ikke meget udover det nødvendige. Som eksempel kan nævnes den forsyning en
enkelt mand i Makkur fik 14. juli 1689:

1 tønde rugmel, 1 tønde bygmel, ½ tønde malt, 2 mark humle, 11alen kanifas, 7
alen vadmel, 8 alen vesterlærred, 6 alen bremerlærred, 5 bolker snøre, 2
markhamp, 2½ pund salt, 1 pund ærter, ½ pund hamborggryn, 4 mark persotobak, 2
mark brisiltobak, 2 halvkanneperle brændevin, 2 do mjød, alt til en samlet
værdi af 24 våger 22 mk. Denne mand stod sig forholdsvis godt, og havde
overskud fra året før.

En væsentlig del af de luksusvare som gik til Finnmark, var nok bestemt for
handelsmandens og embedsfolkenes husholdning. Her var der ingen mangel på
finere drikke varer som fremmed øl, vin, fransk brændevin, god
Martinique-tobak, krydderier som sukat, ingefær, safran nelliker, kardemomme,
muskat, kanel, anis, sukker, foruden madvare som fint med malt, hamborggryn og
perlegryn, tørrede kirsebær og pærer, rosiner, blommer mandler og korinter. Af
stof blev der købt fint lærred, klæde, sars, rødt jersey, rask, silke og
silkebånd, argramer og knapper. Også en del møbler og bygningsartikler blev
indført.

Disse luksusvare blev nok også betalt af forbrugerne. Underskuddet i handelen skyldtes
stort set at det daglige behov hos almuen oversted det den kun levere i
tilsvarende fiskeprodukter. Her var det igen nordmændenes behov som spilede den
største rolle, og der var 519 nordmænd mod 286 finner i de områder som behøvede
tilførsel. En opgørelse over ind og udførsler fra Finnmark for 1688 – 89
udviser at handelsmænd og købssvende havde fået fra Bergen varer til ca.
66.000vågers værdi, mens de kun havde sendt fisk for 45.000 våger. Denne
uheldige handelsbalance var baggrund for Adelars forslag og oktroyen af 1691,
som indskærpede handelen til at få steder og tvang de gamle lokale handelsmænd
til at slutte.

Lill30

Lilienskiold kom aldrig til at opleve det han og almuen drømte om i Finmarken de ville helst
have en helt fri handel. Han døde i 1703 og blev begravet i Holmens kirke, den
samme som nogen år senere også blev Tordenskiolds sidste hvilested.Men under sit sidste ophold i København kunne han overrække kong Frederik IV det
pragtfulde illustrerede håndskrift “Speculum boreale” som for altid
ville blive et hæders minde over manden og hans gerninger i nord.

Lill50

Illustration fra Speculum boreale

Værket giver en indgående og velbegrundet skildring af Finnmarks naturherligheder,
næringsliv og levevilkår, historie og administration fra ældre tider op til
1698. Når de gælder handelen, er han vel måske for maget part i sagen til at
kunne betragtes som upartisk kilde. Men det er tilfældet kun i resonomant, de
fakta han gengiver, taler sit eget alvorlige sprog om tilstanden i Finnmark.
Lilienskiold fik her klarere end nogen før påpeget den bedrøvelige modsætning
mellem “den god tid” og monopoltiden, sådan som han udtrykte det i
sit indledningsdigt til værket:

Archangel, rysk trafikk, som grønlands-fart ble dreven,

De Zembliske-farvann er ei forskånet bleven;

Da vrimlet alle vær, med fiske imot strand,

Da vrimlet landet og av kvinnekjønn og mann.

Gudshus i blomster stod, hvis fotspor vide savnes,

Da hadde retten gang, som nu på ny omfavnes.

Da varei landesukk; mel-tønnenes forsprang

Bleikke dreven så som der nu gåt i svang.

Mens akk! hvi er rett så, i stille ro henvandret,

Denstore landefryd er nu til sorg forandret.

Hva med store landefryd er nu til sorg forandret.

Hva med stor glede ble i landet bygget før,

Nu ganske faller ner, ett vær fra andet dør.

Folkemængden i Finnmark var i slutningen af “den gode tid” beregnet til 2830
nordmænd og 860 Finner. I 1678 lige før bergensmonopolet, var det gået ned til
2070 nordmænd mens antallet af finner var steget til 1230. Efter Adelaers egen
beregning udgjorde almuen i 1690 vel 3200 personer, som der i tillæg kommer ca.
300 personer som tilhørte handelsmænd og embedsmænds familier, og garnisionen
på Vardøhus. Hele folketallet skulle da omkring 1690 have været ca. 3500 personer.
For nordmændenes vedkommende synes tilbagegangen at være størst i løbet af
tiden før 1680, og siden nærmest i stilstand.

Med denne tilbagegang for fiskebefolkningen ude ved kysten var det af særlig stor
national betydning. Mens nordmændene i det gamle Finnmark havde været i stort
flertal, blev forskellen mellem dem og finnerne i antal stadig mere udjævnet.
Der er her kun tale om de finner som fra gammel tid er beskattet til Norge.
Fejldfinnerne inde på vidderne var ikke regnet med, og kommer i tillæg til de
tal som er ovenfor nævnt.

Som handelstraditionen i Finnmark var det et stort tab at de gamle handelsmænd
efter 1691 måtte forlade landet. Sådan føltes det også 25 år senere, da biskop
Peder Krog besøgte Finnmark. Han nævner hvordan “på et eller et par hundrede
år har det været således, at udi i disse vær har gerne boet en eller anden
knape eller kremmer, som udenrtiden og har haft jekt at fare enten til Bergen
eller til Nordland for at skaffe provision af alle nødvendigheder”. Men da
oktroyen blev indført, måtte de “fattige knaper” forlade handelen
ganske og aldeles. og da de ikke var vant til at drive fiskeri, havde de fleste
ikke andet valg en at opgive deres udestående fordringer og flyttes andetsteds
hen.

Finnmark mistede sin faste handelsstand.

Niels Simonsen

NielsSimonsen