Blandt konger og Hekse
Skrevet af Rune Haugen Universitetsbibliotikar Tromsø Universitet
Selv om Norge længe har været et kongerige, har der kun undtagelsesvis været
arrangeret historiske kongelige bryllupper på norsk jord. I efteråret 1589 fik
Norge imidlertid lov til at opleve en sådan særegen historisk begivenhed, og på
en tid hvor Norge tillige med ikke var noget selvstændigt kongerige, men i
union med Danmark. Det var således heller ingen norsk kongelig som blev af
omstændighederne tvungen til at indgå ægteskab i en afkrog af Europa. Den
skotske konge Jacob VI (1566 – 1625) giftede sig med den knap 15 år gamle
danske prinsesse Anna (1574 – 1619) i
Oslo den 23. november 1589. Dermed blev pludselig gamle Oslo by, midtpunktet
for en begivenhed af historisk betydning. Giftermålet og besøget i Norge var
hverken planlagt eller ønsket. Ingen havde inviteret parret til landet. Der var
kun meget kort tid til bryllupsforberedelserne. Kongen havde selv taget
initiativet til både Oslo rejsen og til brylluppet. Begivenhederne måtte dermed
improviseres under omstændigheder fulde af dramatik, romantik – og udsøgt
djævelskab.
Historien begynder i august 1589. Efter meget frem og tilbage, havde omsider danske og
skotske udsendte embedsmænd i København blevet enige om en ægteskabskontrakt.
Det var ikke småting de over lang tid havde forhandlet om. De drejede sig om
Orkneyøerne og Shetland, store godsbesiddelser, slotte, borgerskabets
fritagelse for told på handelsvarer, en tønde guld, medgift og store solide
morgengaver. Et ægteskab på den tid mellem to kongehuse var diplomati og stats
beslutninger på højeste plan.
På det rent personlige plan havde Jakob VI behov for at tilbagevise stygge rygter
om impotent og homofili. Han havde stort behov for kone og børn for at styrke
sin egen position. “Skynder jeg mig ikke nu i mine unge år med at indgå
ægteskab, så vil folk hurtigt komme til at betragte mig som en kold træstok,”
udtalte han selv. Den 20 august var alle vanskeligheder løst. I København
fejrede man underskrivelsen af ægteskabskontrakten med pomp og pragt og en
skotsk greve blev på kongens vegne sat på brudeseng med Anna. En stor
orlogsflåde lå klar til at bringe Anna over Nordsøen til Edinburgh i Skotland.
Jakob og Anna havde ikke truffet hverandre. Derimod fik de studere malede protrætter
af hinanden. Det hedder sig, at Jakob umiddelbart forelskede sig da han fik set
et portræt af prinsessen. Anna skulle også på side have givet udtryk for
begejstring og kærlighedslængsel.
Af nordmænd og dansker blev den skotske konge beskrevet som en høj, smal herre,
som var mager under øjnene. Så undgik de, måske bevist, at nævne at han havde
rullende øjne, usikker gang og en fæl tendens til at trampe og glide til siden
når han drak. Jakob elskede at deltage i notoriske drikkelag. Han havde ry for
at være lidt af en drukkenbolt som ofte faldt under bordet. Senere skulle
dronningen mange gange få lejlighed til at klage over ægtemandens drikken og
skammelige opførsel under vilde hofselskaber.
Fra skotske kilder karakteriseres Anna som en skandinavisk blondine med skønhed og
charme. Hun var lang og tynd, havde blå øjne, gyldent hår og kridhvid hud. Men
der gik også uofficielle rygter om at Stuart-kongen var i færd med at indgå
ægteskab med en dum blondine som var både genert og rodet.
Troldfolk rundt om Nordsøen sendte sine forbandelser ud over den kongelige flåde straks
da den stak til havs på sin færd mod vest. Et satans uvejr truede med at slå
selv de store orlogsskibe til pindebrænde. Havet var sort som blæk og vildt –
Flagskibet Gideon, hvor Anna var ombord, sprang læk under stormen og måtte søge
nødhavn på Flekkerøy lige syd for Kristiansand. Nye forsøg på at krydse
Nordsøen mislykkedes. Det virkede som om onde kræfter ville binde brudefølget
til Sørlandskysten. En skotte, sir James Melville, som var med rejsefølget,
skriver i sine memorere at heksene var årsagen til at Anna blev tilbageholdt i
Norge mod sin vilje. I sine udtalelser om heksefænomenet fastslog James med
stor patos at Satan er en luftens baron som gennem sine troldkvinder
forårsagede pludselige og overraskende vinde. Også den øverstkommanderende
admiral for brudeflåde hævdede, at de voldsomme storme skyldtes hekseri. Ved at
lægge skylden på heksene prøvede han på at redde sin manglende sømandskunden og
ære.
Da den danske flåde var i færd med at forberede hjemturen fra Norge til København,
kom den overraskende og utrolige melding at skotternes konge havde på eget
initiativ trosset havet, uvejret og al djævelskaben. Nu var han selv kommet for
at hente sin brud. I egen person stod han nu på norsk jord med kurs mod Oslo og
med en stor og heftig længsel efter at møde sin udkårne. Jakob kom til Norge
den 28. oktober med fem skibe og en besætning på 300 mand. Med et romantisk
redningstogt ville han befri sin jomfru fra nød, forbandelse og fra Norges
ugæstfri kyst. Kongen skulle nok selv tæmme heksene og deres onde oprørte hav.
Beretningerne fortæller at kongen og hans selskab kom via den lille by østsiden af Bjørkvika
den 19. november kl. 16.00, tiljublet af fremmødte Oslo-borgere. Den 23.
november 1589 stod brylluppet i hallen i den gamle bispegård – i dag Oslo
Ladegård. Så langt det lod sig gøre, havde øvrigheden i Oslo lagt op til en
værdig ramme omkring denne helt unikke begivenhed i norsk regi. Kongens medbragte
præst fik æren af at vie de to. “Manden skal med flid vogte sin kvinde og fordi
han er hendes hoved skal han med sine øjne se for hende, med sine ærer høre for
hende og med sin tunge forsvare hende,” sagde præsten, og håbede at ægteskabet
ville bringe Skotland og Danmark – Norge evig lykke. Derefter fulgte
lykønskningerne, velsignelse, musik og bøn for Anna og Jakob. I enkelte
fremstillinger, som næppe er helt troværdige om den efterfølgende bryllupsfest,
heder det at Jakob lod fire medbragte negere danse nøgne i sneen. Alle fire
skulle herefter være omkommet af lungebetændelse.
Lige før jul 1589 drog de nygifte på slæder fra Oslo med kurs mod København. De drog
fra Oslo tidlig om morgenen og det fortælles at Jakob stod op i sin slæde og
ønskede Oslo – borgerne en god nat. Han var sikkert så fuld efter nattes
udskejelser at han næppe kendte forskel på nat og dag. Brudeparret tilbragte
sine hvedebrødsdage i Danmark. “Her på Kronborg slot, hvor vi drikke og slår
tiden ihjel på gammel vis,” skriver Jakob i et brev til sine venner i Skotland.
Han forsøger at leve op til det stolte element i den danske kultur, nemlig
drikkekunsten. Danskerne så det som en meget stor ære at drikke sig så fulde
som svin, således at de hverken kunne gå, stå, gabe eller tale.
Under opholdet i Danmark fik Jakob fortalt de frygteligste detaljer om hvordan
hævngerrige hekse havde forpurret Annas rejse. De dramatiske og usædvanlige
omstændigheder omkring brylluppet i 1589 førte til nye og meget omfattende
hekseprocesser både i Skotland og Danmark. Agnes Sampson tilstod efter at være
blevet barberet over hele kroppen og efter at djævelskabet var lokaliseret i
kønsåbningen. Med Jakob som tilhører sagde hun at heksene havde lavet uvejr
over hele Nordsøen for at forhindre Annas overfart. Satan havde lært dem at
kaste katte ud på havet for at vække vinden og dermed sænke skibene.
I de danske hekseprocesser kom der mange detaljer frem om hvordan danske
troldkvinder bidrog med djævelskab for at ødelægge brylluppet. Under retssagen
mod Karen Vævers i juli 1590 tilstod hun at en række danske troldkvinder havde
været samlet hos hende i slutningen af september året før for, at bandlyse
skibsflåden. Karen havde selv sendt sin dæmon, Langinus, i en tom øltønde. Den
første danske kvide som blev brændt for sit hærværk mod fartøjerne, var Ane
Kolding – hun må have været opfattet som en stor troldheks, idet hun gik under
øgenavnet Djævelens mor. Bålet var sat op på et torv i København i midten af
juni 1590. Selv om norske troldkvinder angivelig skulle have været med i
sammensværgelsen, kender vi ikke til norske hekseprocesser i sammenhæng med
rejsen i 1589. Noget af det første Jakob gjorde da han i 1603 også blev konge
af England, var at få indført strenge lover om og mod hekseriet.