Fra det tre måneder lange togt for fire hundrede år siden
foreligger der to rejseberetninger. De to dagbøger er skrevet af to af kongens
nære medarbejdere, Jonas Carisius (1571-1619) og Sivert Grubbe (1566-1626).
Carisius udførte også en del tegninger på turen. Som eksempel på hvad vi kan
finde i disse righoldige og til tider underholdende beretninger, tager jeg med
nogle tidsbilleder fra besøget i Vardø i maj 1599.
I Christian IV´s store følge finder vi alle slags
mennesker, blandt dem flere præster. Hvert af de otte orlogsskibe havde sin
egen skibspræst. Deres opgave var at holde søfolkene til gudsfrygt med kor og
gudstjeneste. De to dagbøger indeholder flere humoristiske historier om
skibspræstens gøremål. Efter at danskerne skød og dræbte en hollandsk skipper i
Vardø, gav kongen ordre om at hr. Niels skulle holde ligtale over manden.
Præsten var imidlertid så fuld at han gjorde talen og begravelsesceremonien
meget kort. Både hr. Niels og andre tørstige dansker havde forsynet sig godt
med mængder af vin de havde fundet på den konfiskerede båd fra Nederlandene.
Således forretter den “dygtig beskænkede” skibspræst den
29. maj begravelsen i Vardø: Hvor han er født, det ved jeg ikke, lige så lidt
som hvem der er hans forældre, hvorledes han levede, er mig heller ikke bekendt,
derimod ved jeg til punkt og prikke, hvorledes han er død, men da jeg i andre
lo også vide god besked dermed, så behøver jeg ikke at udbrede mig vidtløftig
derom og derfor slutter jeg hermed min tale.”
Grubbe fortæller også at sognepræsten i Vardø, hr. Claus
Christensen, var et uvidende asen. Det gjorde ikke så meget fordi hele
menigheden, “er som præsten. Han besidder stor autoritet hos disse bæster” for
at medtage danskernes karakterstik af Vardøværingerne. Bland sine sognebørn gik
præsten for at være en fortræffelig sjælesørger. Gennem Grubbes notater får vi
at vide at hr. Claus blev udvist af professorerne ved universitetet i København
for sin udsvævende livsførelse og slette opførsel. Ved universitetet var
præstestudenten til stor skam og forargelse. “I dag”, skriver Grubbe, “takkede
han professorerne i København for at de havde relegeret ham fra universitetet”.
Det eneste Claus havde at klage over i Vardø var at det øl han bryggede på
affaldsmassen fra Vardøhus fæstning ikke smagte særlig godt.
Danskerne må have ment at præsten levede i stor fattigdom.
Præstegården gjorde ikke særlig indtryk – Grubbe var på besøg hos Vardøpræsten
i det han kalder en elendig jordhytte. Af et brev forfattet på Hans Kongelige
Majestæts skib Victor i Vardø 29. maj 1599, fremgår det at kongen har givet
stedets præst 10 daler årlig for at han skulle få det lidt bedre. Og Claus
fortsatte i sit kald.
Han var fortsat stedets præst til år senere med samme løn
fra kongen.
Fiskersamfundet Vardø gjorde ikke særlig indtryk på
rejseselskabet. Stanken af tørfisk var uudholdelig, folket levede i
underjordiske huler, kirken mindede mest om et rensdyr og Vardøhus fæstningen
var en ussel ting- det rigeste danskerne overhoved havde set af fæstninger. Den
kan umulig klare sig i en kamp, konstaterer Carisius. Grubbe og Carisius er
begge enige i skildringen af fiskesamfundet: “Her på stedet er der en ulidelig
stank og dårlig lugt af tran og fisk. Den grusomme stank kommer fra
fiskehoveder og fiskeben, som var henlagt på standen for at tørre. Får og geder
går og gnaver på disse fiskeben – de får ikke anden føde året igennem. Ve blev
snart kede af stedet.”
Fem år tidligere, altså i 1594, besøgte hollænderen J.H.
van Linschoten (1563-1610) Vardø. Han var på vej hjemover sammen med flere skibe
som havde været på ekspedition i nordområderne. Linschoten lavede både
tegninger og nedskrev en topografisk skildring af sit møde med Vardø. Her
følger nogle uddrag fra hans beretning fordi den skiller sig ud fra danskernes
negative indtryk af samfundet. Hollænderen er heller ikke imponeret over
Vardøhus fæstning. Den er af “ringe styrke, halvt fortalt og kan vanskeligt
holde stand mod et godt udrustet skib.” Men når det gælder beskrivelsen af
andre forhold, giver Linschotens iagttagelser et andet billede en Grubbe og
Carisius. Vardøværingerne holder husdyr, okser, køer, får, bukke, geder, grise
og høns. Om sommeren går disse ude og æder hele dagen og om natten bliver de
lukket ind i de huse og lader som de har bygget til dem. Græsset bliver slået,
afskåret og tørret, for at kunne fodre dyrene om vinteren, så de er fede og i
god stand,” skriver hollænderen, som også fortæller at landet “var grønt og
smukt at se på, uden nogen sne eller tegn på det.” Bussesundet, mellem
fastlandet og øen hvor skibene lå for anker, er der ifølge beretningen “meget
godt at ligge. Denne ankerplads er god i alle vindretninger, uanset vinden
kommer fra nord eller syd.” Linschoten og hans følge forlod Vardø fredag
26.augsut 1594 ” da vinden var sydlig og vejret meget smukt, klar og lyst med
solskin, en så smuk sommerdag som vi ikke havde haft i lang tid.” Som
historikeren Alf Ragnar Nielssen 1984 har peget på, ligger forskellen mellem
danskernes negative billede og Linschotens positive indtryk af Vardø i at de
besøgte stedet på forskellige årstider. Danskerne var der i maj og oplevede
husdyrene på græs hos fiksehovederne i forårets græsknaphed. Hollænderne
besøgte Vardø på sensommeren hvor bland andet dyrene havde spist sig tykke
gennem sommerens friske græs.
