Kilde:

Nedskreven af ham selv og i oversættelse ved S. Bløndal,
udgivne af Julius Clausens og P. Fr. Rist

Gyldendalske Boghandel Nordisk forlag 1907

Jon Olafssons Oplevelser som ostindiensfarer under Christian
IV.

Den Andel af denne bog, indeholder min rejse til Ostindien
m.m.

I begyndelsen omtales de forskellige omstændigheder, der
gjorde, at vor højsalige Herre og Konge Christian den Fjerde behagede at sende
5 skibe til Indien, som afgik, saavidt jeg husker i oktober måned 1648.

Kap I

I den tredie Del af den gamle Verden, som kaldes Asien, i
Indien extra Gangem, er der en stor og meget frugtbar Ø, som hedder Ceylon. Paa
denne Ø er der ni kongeriger, som alle lyder en og samme fyrste.

Da man skrev 1616, hændte det sig, at en kristen Mand,
Hollænder af Herkomst, var i denne mægtige Kejsers tjeneste. Kejseren raadførte
sig med denne Hollænder om, hvorledes han skulle forholde sig med Portugiserne,
som han havde tilladt at bosætte sig der i Landet i sin Nærhed for at drive
Handel over hele Indien, og han spurgte ham, om han ikke kendte Kongen i
Europa, som havde Magt og Villie til at fordrive dem fra Landet, eftersom de
var blevne ham atfor besværlige, da de med magt havde tvunget ham til at betale
dem Skat i hans eget Land saa at han ikke var i Stand til at hævde sine
Rettigheder og saaledes maatte taale deres Anmaselser og trykkende Magt.

Det blev derpaa overdraget denne Hollænder at rejse bort
derfra og her op ti Norden, som Udseending fra denne hedenske Fyrste. Han drog
først til Holland og bad landets højeste Myndighed om at forjage Portugiserne
fra Ceylon og lovede den til Gengæld Portugisernes Pladser, Stæder og Handel,
frit for alle Skatter og Afgifter. Men da Hollænderne havde nok at gøre med
deres store udenlandske Handel, gav de ham Afslag, hvorpaa han da strax drog
til Danmark til vor naadige Herre og Konge Christian den Fjerde og meddelte ham
indholdet af den ceylonske Fyrstes Brev, dets Mening og Ønsker, Vor højsalige
Herre og Konge viste sig Sagen bevaagen, og med Danmarks Riges Raads samtykke
lod han Brev udgaa over hele sit Rige, at det skulde staa enhverv frit for, der
være sig Mand elle Kvinde, at sætte Penge i denne rejse, saa meget eller saa
lidt, som enhver måtte ønske. Kongens Budskab fik en god modtagelse hos mange,
saa at der  meldte sig mange Redere, som
med Glæde betalte deres Bidrag, deriblandt selv Sypiger. Nogle indskød 60,
andre 70 til 2000 Daler, hvorover Regnskab først skulde aflægges efter 12 Aars
forløb.

Til denne Rejse blev 5 skibe udrustede paa den bedste Maade,
og foruden Skibsfolkene var der 300 Soldater ombord.

Flaadens (Soldaternes) Øverstkommanderende hed Erik Grubbe.
Han bortsolgte sin Herregaard og al sin faste Ejendom, før han sejlede bort. En
adelig Jomfru, som havde indgaaet en Forbindelse med ham, begav sig ombord til
ham paa en meget mærkelig Maade, idet hun havde forklædt sig som Page. Men da
Skibene laa uden Bør i 14 Dages Tid ved Kronborg, traf det sig en Gang, at
Søfolkene opdagede det og strax meldte det, og der var nær sket hende og Erik
Grubbe en Ulykke af den Grund. Men da de var saa strækt knyttede til hinanden i
Kærlighed og ikke vilde skilles ad, blev de viede sammen i lovligt Ægteskab.
Denne ædelbaarne Kvinde døde i Barselseng paa Rejsen.

Den ceylonske Kejsers Sendemand (Boshouwer) blev almindelig
kaldt Ambassadør. Han var meget stolt og hovmodig. I hans Følge var en Præst af
ilde Udseende, hans Haar var sort og saa langt, at det naaede ham til
Bæltestedet, samt et ungt Menneske, der betjente dem begge. Til denne
Ambassadeur blev jeg en dag af Grabow sendt i et Ærinde, og jeg maatte vente
mindst tre Timer uden for Døren til hans Logis. Da jeg saa blev indladt, sad
han og læste i en stor Bog, forgyldt i Snittet og paa Siderne. Jeg bukkede for
ham, og han spurgte hvem jeg var, i hvis Tjeneste jeg stod, og havd jeg vilde
ham. Jeg bad ham paa Junkerens Vegne at ulejlige sig op paa Tøjhuset for at
besigtige og udvælge de Kobberkanoner, som han maatte ønske at føre ed sig. han
svarede hovmodigt og gjorde mange Ophævelser over Grabows Budskab, men svarede
dog, at han vilde komme på Slaget et efter Middag. Før han gav mig tilladelse
til at gaa, lod han skænke Akvavit for mig i et sølvbæger, hvilket smagte
herligt og derpaa gik jeg bort med Tak og Reverens, Efter Middag kom han med
sin Præst og sin Tjener op til Tøjhuset, og man slog Porten op for ham som for
Kogen og høje Herrer. Men han besvarede kun denne høflighed med Hovmod og Spot,
of da Tøjhusets Befalingsmænd bukkede for ham, knejste han med Hovedet og tog
ikke sin Hat af. Da han kom hen, hvor Kanonerne laa i Rækker nede i Gården,
slog han paa dem med sin stok, og mærkede med Kridt dem, han vilde have.
Derefter gik han hovmodig bort, men da han var borte, blev der talt mange
slemme Ting om ham. Nok herom foreløbig.

Men da Bøsseskytterne skulde mønstres til dette togt og de,
der frivillig havde ladet sig indtegne, blandt hvilke jeg var, skulde tages fra
Tøjhuset, kom Kongen selv tilstede. Han tillod dem, der var unge i Tjenesten og
kunde et håndværk at foretage denne Rejse, men os andre, som var prøvede Mænd
og havde tjent længe, maatte under Omstændigheder blive hjemme. Og skøndt jeg
og mange andre anstrængte os meget for at faa tilladelse til at rejse, og
skøndt jeg bad Kongen ydmygt om Tilladelse, hjalp det ikke, han afslog min bøn
for den Gang og sagde, at jeg tidsnok vilde komme ud paa slig en Rejse, hvilket
også gik i Opfyldelse, Kongen dadlede Grabow meget fordi han havde ladet alle
de bedste Folk fra Tøjhuset indskrive til Rejsen.

En brav islandsk Mand ved Navn Haldor Arnason havde aftalt
at vi skulde følges ad, vi havde indgået Staldbroderskab, og vi var nu meget
ærgerlige over at blive revet fra hinanden, da han sejlede bort med skibet
“Christian”, hvor jeg skaffede ham en god Kammerat ombord, men han
blev ikke længe i live, thi jeg hørte senere, at han var død undervejs på denne
Side af Barbareskerne. Da hans Broder Jon Arnason senere rejste til Danmark for
at spørge om sin Broder, fik han hans Død at vide, men ikke en Skilling af hans
efterladte Ejendom, thi Rederne paastod, at han var død før han havde fortjent
de 2 maaneders Sold, som han lige som alle andre havde modtaget, før de tog
hjemmefra.

Mangen et stolt Sømand gik med paa det Togt, selv unge
Adelsmænd, ja endog fire Kvinder, som først blev ægteviede, thi ingen ugift
Kvinde matte være ombord. To af dem døde i Barselseng ombord undervejs, den ene
af adelig, den anden af uadelig Herkomst.

KAP II – IV

udelades da de omhandler genfortælling af Ove Gjeddes Togt
til Ceylon, som er fortalt her under menu: Ove Gjedde.

—- Jeg vil nu ikke dvæle længere ved disse Ting, men vende
tilbage til, at jeg blev indslrevet i Rullen over de Folk, som blev mønstrede
til Ostindien. Her af os fik to Maaneders Sold paa Haanden, før vi afrejste.
Før jeg gik ombord, hjalp jeg min ærværdige og kære Værtinde, Christine Svale, ed
at flytte hen til hendes Svoger, Kaptajn Steffen og hendes kære Søster Fru
Ermegaard, hvor hun tre Uger senere ved Guds Naade blev bortkaldt til det evige
Liv, hvorom jer er fast overbevist, thi hun var en sjælden from og gudfrygtig
Kvinde, jeg befalede hende til Gud som hun og mig. Dermed forlod jeg dette Hus
med al Kærlighed og med hjærtelig Afsked.