Kap V

om min Bortrejse fra Kjøbenhavn til Indien.

Nu nærmede den Tid sig, da vi skulde begive os paa Vejen til
Ostindien. Tre dage før vor Afrejse blev vi med Trompeter og Trommehvivler
kaldt op paa Kompagniet, hvor vi forefandt vore naadige Herre og Konge tillige
med mange Personer af Adel, saa vel som Borgmestrene og de ypperste Folk i
Byen. Vor Mønsterskriver opraabte Navnene paa os alle, dernæst blev Kgl. Majestæts
Artikler oplæst, og for det tredie blev Troskabseden gentaget for os med en høj
Røst, hvorpå vi med tre Fingre opløftede svor vor Konge og det ostindiske
Kompagni Troskab.

Da dette var forbi, takkede Kongen os paa sine og
Kompagniets Vegne, formanende os alle til et Gudfrygtigt Levned, til ærlig
Troskab og sædelig Færd og mandig Daad, Danmarks Rige og dets berømmelige
Regering og Indbyggere til Ære og varigt Ry, samt enhver af os selv til Hæder
og Berømmelse, til godt og ærligt Navn, saa at vi hverken gav Kristne eller
Hedninger Anledning til forargelse og Bespottelse af Herrens Navn eller
Lejlighed til at omtale os ilde.

Da Kongen havde endt denne Sermon og faderlige Paamindelse,
nedbad han med blottet Hoved Himlens Velsignelse over os til søs og til lands,
hjemme og ude, og til hans elskelige Ord og gode Ønsker svarede alle Amen.

Dernæst fik vi Tilladelse til at gå hjem og træffe vore
Foranstaltninger til Rejsen, og vi sagde da Farvel til vore Bekendte, og alle
ønskede os en lykkelig Rejse og bat til, at vi med Guds Hjælp maatte komm e
hjem igen med Lykke, Held og Velsignelse.

Før vi gik i Baaden, som var fortøjet ved Stadens Bro, drak
vi paa lykkelig Rejse og Velfærd, idet vi ønskede alle Foresatte og Undergivne
ombord og i Land, baade dem der blev tilbage og dem der rejste, Lykke og
Velsignelse fra Gud, og at det maatte behage Herren at lade os ses igen levende
og lykkelige. Derefter steg vi i Jesu Navn ned fra Broen og i Baaden under
Trompeternes Klang, mange af os med Taarer i Øjnene, men også nogle med leende
Miner og dansende Lader.

Da vi roede ud af havnen, hændte det sig, at vi mødte en
Skude med Tømmer med to Mand ombord, vi bad den gentagne Gange at dreje af
eller lægge bi, men de agtede ikke paa vore Ord og roede paa Trods og med
Skældsord lige imod os saa stærkt de kunde. Da vi mødtes og strøg tæt forbi
hinanden i Fuld Fart, sad jeg i vor Baads Agterende pa Rælingen hos
Højbaadsmanden, som styrede og talte med ham i al Uskyldighed, men jeg tog mig
ikke i agt, saa at deres Anker, der hang udenbords, greb fat i Bagdelen paa
mine Buxer og rev mig bort fra min Plads. Jeg frigjorde mig i en fart, sprang
over paa Skudens Dæk og gav den ene af Mændene to Lussinger og sprang saa atter
ned i vor Baad, hvor de alle mente at aldrig havde set en saa rask en Vending.
Men hvis Bukserne ikke havde holdt og jeg var falden i Søen, mente man, at det
vilde have været ude med mig, og det fulde Ansvar for min Død vilde saa have
faldet paa de to Skudeskippere. Vor Højbaadsmand, som hed Jost sagde, at jeg
visselig vilde blive stedt i en eller anden Fare, før vort Togt var tilende,
thi Gud havde gjort et Jærtegn med mig, som ikke burde glemmes, og som tydelig
viste, at jeg frelst vilde gaa ud af denne Fare, selv om jeg måske vilde komme
til at lide under dens følger.

Denne Mand var en besindig og særdeles klog Mand , født i
Holland og gidt med en agtværdig Kvinde, der sad lige overfor mig, da dette
skete.

Næste Morgen lettede vi Anker og gik under Sejl. Dernæst
blev der ringet til Morgensang og blæst til Bøn, hvilket kaldes Chorum. Vi
sejlede saa bort fra St. Annæ Bro, der er en Fjedingvej fra Kjøbenhavn og i
nordvestlig Retning opad Øresund. Da vi kom forbi det saakaldte Skovshoved, der
er en Sømil fra den før nævnte Bro, faldt det paa med en saa stærk Storm fra
Nordvest som den vel kunde være. Vi vilde kke gerne vende tilbage, og vi
prøvede derfor at krydse en stor del af Dagen, thi vart skib “Christianshavn”
var en ganske udmærket Sejler.

Kaptajnen var den før omtalte Christopher Boye. Skipperen
hed Peter Andersen, min Konstabel Niels Dreyer. Af Bøsseskytter var der: Anders
Olufsen, Bent Andersen, som blev min Kammerat og kære tro Staldbroder
undervejs, endvidere: Niels Friis, Niels Skoster, Peter Alkmaar, Peter Koning,
de andres Navne huske jeg ikke. Butler eller Hovmesteren (Proviantskriver) var
en brav mand ved Navn Peter Frandsen, hvis Medhjælper (Mat) hed Christian
Hansen. Styrmanden hed Claus, han havde Kommandoen over hele Forskibet og
skulde passe paa, at ingen hænger Vadsketøj ud over Rælingen. Vor første
Bartskær hed Meste Henrich, født i Holsten, en udmærket Mand, min særdeles gode
Ven, der engang havde været Efterligger her i Landet. Hans Medhjælper hed
Mester Hans Sønderborg (eller Sundborg). Konstabelmaten hed Hermann Rygaardsen,
min allerkæreste og trofaste Hjærtensven.

Der var tre Købmænd ombord: Simon Johansen, Peter Stot
(Stud) og Daniel Lammers, der var yngre end de andre, og som i sit trettende
Aar havde sejlet gennem Magellhan-Strædet og Jorden rundt. Der var tre
Assistenter, den gode Niels Gertzen, en aldrende Mand, hans stedsøn Anders
Michelsen og Niels Jenssen, der allesammen var udmærkede Mennesker. Sejlmageren
hed Jan Jansen.

Vor elskelige Præst hed Har Christian, han var en ung og
herlig Mand, som altid var god og venlig mod mig. Jeg har nu omtalt alle
Befalingsmænd og Officerer paa Skibet, men jeg har glemt Profossen, som hed
Niels Laursen og at Skibets Størrelse var 100 Læster.

Nu vender jeg tilbage til, at den mægtige Nordvest storm
blev stærkere og stærkere. Vi prøvede at krydse saa længe vi kunde, indtil vi
måtte tage alle Sejl ind og var da drevne mod Øst over imod Landskrona, hvor vi
maatte lægge os for vore to største Ankere. Der laa vi da om Natten i svær Sø og
i stor Fare, og vidste ikke andet, end at vi, naar som helst det skule være,
kunde blive revet løs og i saa Fald var vi mere sikre paa Død end Liv.

Vi havde en mand ombord, som ikke hørte til vor besætning,
og Skibsfolkene mente, at der ikke fulgte nogen Lykke med ham. Det var Adolph
Frederik Grabow. Eftersom han nemlig var en af Direktørerne for det ostindiske Kompagni,
lod han, som om han vilde gøre os en Ære ved at følge os paa Vej op til
Kronborg ved Øresund. Næste Morgen blev det godt Vejr, og da vi gav os i Lag
med at lette Anker, sprang den ene Ankerkætting, da Ankeret sad fist i Bunden,
og vi matte lade det blive tilbage. Strax efter fik vi god Bør fra Sydost op
efter Øresund, og næste Nat laa vi ud for Kronborg Slot. Om morgenen før vi
atter gik under Sejl, blev Grabow sat i Land, men før han gik fra borde, blev i
Følge hans Anmodning alle kaldt op paa Dækket og da vi tilligemed alle vore
Befalingsmænd stod der opstillede, holdt Grabow en Tale, der gik ud paa, at han
vilde formane alle til Dygtighed og Daad, da enhver derved vilde vinde Lykke og
et godt Navn. Blandt sagde han, at han nu huskede noget, som han før havde
glemt: der var blandt Kongens Bøsseskytter ombord en Mand ved Navn Jon
Olafsson, som før havde været ham kær, men det havde hændt sig at de havde
været Uvenner i nogen tid, men da vi nu skulle skilles, ønskede han helst, vi
skulde skille forsonede med hinanden, saa at vi, naar vi maatte mødes igen, her
eller hinsides, maatte mødes som gode venner. Derpaa drak han mig til af en
Sølvkande, der rummede en hel Pot Rostockerøl, og vi gav hinanden Haandslag.
Saa gav ham mig tillige en inderlig og faderlig Formaning, ledsaget af gode
Ønsker, og nedbad saa Guds Velsignelse over Skib og Mandskab. Saaledes skiltes
vi, og jeg har aldrig set ham mere.

Kap VI

Strax efter at vores Skibsbaad var kommen tilbage fra Land,
lettede vi Anker og gik under Sejl. Sejlede saa i Jesu Navn ud af Øresund forbi
Skaane og Halland i Nordøst. Anden nat derefter døde vor styrmand Peter,
hvilket vi mente skyldtes Hexeri og onde Kunster, og hans Lig blev kastet
overbord. Vi sejlede saa op til Norge, men da Vinden var i Nordvest i 5 Dage
stik imod, blev vi liggende ved Flekkerø og benyttede Tiden til at skaffe os adskilligt,
som vi havde behov, støbte smaa kugler o. lgn. Inde i Havnen laa der 18 Skibe,
som fra forskellige Steder var løbet derind, som de plejede under slige
Omstændighed, men den sjette Dag sprang vinden om Natten om fra Sydost, saa
alle Skibene begyndte at lette Anker og gå under sejlog stod alle Vestpaa til England,
Spanien, Frankrig, Holland, Hamborg og Tyskland, Vi gav os også i Lag med at
lette Anker, em de andre Skibe kom dog alle ud af Havnen før os, fordi vort
Anker sad fast i Havbunden som en Klippe. Det saa sort ud for os, da vi paa den
første Dag havde mistet vort bedste Anker, og nogle mente, at det nu var klart,
at vore Ulykker vilde blive større og større: den Slags Tanker opstaar jo ofte
paa Grund af Kødets Skrøbelighed og menneskelig Kortsynethed, der saare tidt
forstaar at finde sig tilrette baade i Medgang og Modgang. Allerbedst som vi
troede at maatte slippe Ankeret og mange af os allerede var forfærdede og græd,
blev det los fra Bunden, og da blev der, som saa ofte, en stakket Stund mellem
Graad og Glæde.

Derpaa gjorde vi sejlene klare og stod ud af  Havnen i rum Sø for en herlig Bør. Da vi var
ude af Havnemundingen, holdt vor Præst Morgenandagt med Bøn, Taksigelse of
Velsignelse, og da Andagten var endt, fik vi de fleste Skibe i Sigte igen. Det
gik saa strygende, at da Solen stod i Sydost, altsaa ved Nitiden om Morgenen
havde vi sejlet næsten alle Skibene forbi, hvorover mange forundrede sig.
Blandt disse Skibe var et, som Hollænderne ombord hos os kendte, og paastod var
et Sørøverskib. Vor Kaptajn Christopher Boye vilde strax angribe det, men
Købmændene nægtede dette, saa der blev intet deraf. Men dette Skib sejlede en
Tid Side om Side med os, saa vi kunde tales ved.

Næste Dag kom vi til det sydlige England, Syd for London, og
Morgenen efter sejlede vi ind i Havet mellem England og Frankrig. Da vi kom ud
for Dover, saa vi Land og Byer til begge Sider, navnlig Dover i England og
Calais i Frankrig. Men eftersom vi manglede en Styrmand i hans Sted, som var
død, maatte vi, endskøndt vi havde to andre, navnlig Mester Jacob og Mester
Joris, have en tredie for at være forberedte paa Sygdom og Ulykker, som kunde
indtræffe. Da vi derfor kom længere Sydvest paa, til det Sted, som kaldes
Newport på Øen Wight, saa sejlede vi derind, men der var ingen Styrmand at faa
paa denne Aarstid. Vi lå ved Wight Allehelgenes Nat (1. Novbr.) sammen med tre
Skibe fra Buskavien (Biscayen) og mange andre skibe. Buskavierne, der laa i
Nærheden af os, hejste den Nat Lanterner paa alle Mastetoppene, agter ude paa
hvert Skibs Skanse og forude paa Bougsprydene og forlystede sig med Sang langt
ud paa Natten. Men den næste Nat, vi laa der i Havnen, kom der en saa stærk
Sydoststorm, at et hollandsk Skib, der laa ud for os, i den bælgmørke Nat blev
drevet lige mod vort Skib, saa at vort Bovspryd blev jaget ind i dets Kahyt og
knuste derinde alt hvad knuses kunde. Om Morgenen maatte de saa befri sig for
vort Bovspryd, men de gav os med Urette Skylden for der skete, da vi jo ganske
stille.

Næste Dag sejlede vi til Clamer (?) Lige over for laa Byen
Hampton (? måske Southamton). Ved Indsejlingen til Havnen, omtrent en Mils Vej
Øst for Hampton var der et stort Kastel, og ethvert Skib som sejlede forbi,
maatte der stryge Topsejl paa halv Stang, eller blev det beskudt fra
Fæstningen.

Vore Officerer gik i Land og op i den By, som laa der ved Stranden.
I et Værtshus traf de der en Styrmand, som før havde sejlet paa Indien og som
hed Albert. Han var af Sørøverne bleven lokket til at sejle som en Styrmand, da
han troede de var fredelige Sømænd, men da han opdagede, at de var Sørøvere,
vilde han gerne bort fra dem og var villig til at tage Tjeneste hos os, hvis
vi, saa hurtigt som mulig, kunde befri ham for dem. Men Sørøverne laa dengang
sammen med flere Skibe lidt Syd for os med en lille smuk hurtigsejlende Yackt,
der hørte til det store Sørøverskib, som laa udenfor, Sydvest for Hanpton. Sent
om Aftenen, da det var blevet mørkt, bemandede vi efter aftale en Baad med
udsøgte Folk og havde tre smaa Kobberkanoner, saakaldte Falkoner, forude i
Baaden. Men da vi kom i Nærheden af Sørøverne, raabte de os an med høj Røst og
afslog at give Styrmanden løs den Aften, idet de holdt de brændende Lunter rede
til Kanonernes Affyring, men de lovede at bringe ham næste Morgen. Vi blev da
nødt til at vende tilbage. Næste Morgen bragte de ham til os, men var meget vrede
og sagde, at de ikke saa let havde givet Slip paa ham, hvis deres egen Admiral
havde været hos dem. De var ikke synderlig kønnere at se til end Folk, der har
hængt en Tid i Galgen, og deres Ansigter lignede grimme Ulvefjæs.

Næste Morgen gjorde vi os sejlklare i Maaneskin, før Dagen
gryede. Da vi havde Sidevind, da vi stod ud af havnen, kom vi i stor Fare ved
Fæstningen, idet vi strøg den saa tæt forbi, at det ikke var til at se, om vi
slap derfra med Livet, men ved Guds Barmhjærtighed førtes vi saa heldig forbi
Klippen, at skibet ingen Skade tog, men saa tæt, at Styrebordssside næsten
rørte ved Klippen. Vi kom ud i den Spanske Sø, som omgiver det vestlige England
og Brændingen fra de store Bølger fra det åbne Hav i Vest, og den spanske sø
gaar helt op til den Skov, der ligger ved Havet Vest for Hampton.

Kap. VII

Om eftermiddagen vendte Vinden sig og blev nordostlig, den
bedste Bør vi kunde faa, og da vi kom ud for Barlis i Spanien, blev alle ved
Klokkeringning og Trompetblæsning kaldt op paa Dækket, hvorefter Artiklerne
blev oplæste og alle paamindede om at vise Gydsfrygt og gode Sæder, uvægerlig
Lydighed og hæderlig Opførsel baade for Gud og Mennesker. Derpaa blev det bekendtgjort
at Vejen til Indien var 3500 Mil i lige retning fra det Sted vi befandt os, men
at der var mange Omvejen, der gjorde Vejen meget længere.

Mandskabet blev delt i 3 Roder eller Kvarterer, og tre
Fortegnelser med Folkenes Navne blev opslaaede på Væggen foran Kahytsdøren til
begge Sider for dem, der gik ind. Første Rode blev kaldt Kongens Kvarter, den
anden Prinsens Kvarter, og den tredie Hertug Ulriks Kvarter. De skulde
skiftevis forrette alle Arbejder ombord og i Land, nemlig ro Skibsbaaden, have
Vagt ombord efter Tur, spule og feje Dækket hver Morgen, før det Kvarter, der
havde Dagvagt eller Morgenvagt, begyndte Morgensang. I hvert Kvarter blev alt
udført efter Tur. saa at alle havde lige meget Arbejde med at staa udenbords og
hejse Vand op, hvorledes end Vejret er, naar det paa nogen Maade kan lade sig
gøre, medens andre tager imod Vandet, hælder det op i Kar og slæber dem om i
Skiber, andre skraber alt snavs bort med haarde Riskoste og spuler efter med
Svabere. Paa samme Maade under Dækket med at vende Sejl, ryste Krudtet, så der
det ikke løber sammen eller med at pumpe og hvad andet der behøves. Over hvert
Kvarter blev sat en Kvartermester, som også var Baadsmand, efter hvis Ordre og
Foranstaltning alt blev udført i hvert Kvarter. Ved hvert Kvarterskifte skulle
han opraabe sin Vagt og samle den til Tjeneste. Jeg var i Hertug Ukriks Kvarter,
og min Kvartermester hed Jakob Rod, en brav Mand og min gode Ven. Han var født
i Stralsund og opdraget der, indtil han 9 år gammel kom til Holland, dervar
derfor meget hollandsk i hans Væsen baade med Hensyn til Religionen og andet.
Vi havde kun en Trompeter ved Navn Jørgen.

Ialt var vi 88 mand ombord, (skibslisten siger 73) unge og
gamle, Officerer og Gemene, hvoraf 58 gik tilrors, og der var 19 mand i hvert
Kvarter.

To unge Mænd, den ene ved Navn Thomas, den anden ved Navn
Mikkel var ansatte som Lanternevagt og skulde om Natten passe Lamperne, der
brændte mellem Kompasserne i Nathuset. En Mand ved navn Frands født i Danmark,
men opdragen i Holland og meget ung, knap 33 Aar, havde siddet fængslet hele
Tiden siden vi var ved Wight, fordi han mos Skibets Lov og Kgl. Majestæts
Artikler havde forset sig grovt ved i Vrede at trække sin Kniv mod en anden i
samme Baad og gjort det samme, da de var kommen ombord. Men hvem der gør sig
skyldig i dette paa er Togt, skal efter Artiklerne have sin højre Haand gennemstungen
med samme Kniv og saalede nagles til Stormasten af Profossen.  Denne Mand skulde ogsaa udstaa denne straf,
og han var allerede ført hen til Stormasten, men da dette var hans første
Forseelse og alle bad for ham, blev det ændret til, at han denne Gang skulle
slippe for den svære Straf, men for at Loven kunde ske Fyldest og Kgl.
Majestæts Bud ikke vanæres, skulle han have et Slag med en Tamp af hver Mand
ombord med Undtagelse af Befalingsmændene. Han fik altsaa 80 Slag paa sin
Bagdel, som han stod det i sine Lærredsbuxer. Men da han var en ung og i mange
Henseender brav Mand, var jeg og tre andre unge Mennesker blevne hans Venner,
og paa en Maade hans Staldbrøde i al Uskyldighed, saaledes som vort
Staldbroderskab første det med sg. Vi havde derfor aftalt, at naar Turen kom
til os, skulde vi slaa ham lempelig, men dog saaledes at vore Foresatte ikke
mærkede, at vi skaanede ham. Da alle havde straffet ham efter Tur, og Profossen
igen skulde modtage den flettede Tamp, som var godt og vel en Favn lang, til
Opbevaring, befalede Kaptajn Christopher Boye ham at tage os fire, føre os hen
til Stormasten og give os hver fire Slag, os selv og andre til en mindelig og
alvorlig Advarsel, for at ingen for Fremtiden skulde vove at vise et sligt
Hykleri, naar der skude straffes, eller paa anden Maade haane Lovens Bud.
Derfor har Artiklernes Oplæsning deres Betydning, men deres Antal og Indhold er
det mig umuligt her at forklare eller nedskrive.

Folkene blev inddelt i Bakker, 7 i hver, og blandt hevr 7
Mand blev en retskaffen og gudfrygtig Mand udtagen til Baksforstander. Denne
Mand fik Befaling til at holde Orden paa dem, der skikkede sig daarligt, førte
utugtig tale eller opførte sig usømmeligt paa anden Maade under  Maaltidet og bringe den til Tavshed. Enhver,
der viste sig ulydig mod ham, skulde meldes til Profossen og hans Navn meddeles
i Kahytten hvorpaa han skulde straffes haardt eller mildt efter
Omstændighederne, og hans Løn afkortes. Enhver legmelig Revselse skulde nemlig
ledsages af en Pengebøde til Forebyggelse af Banden og Sværgen, vrede Ord og
ugudelig Tale og andre lignende usømmelige Ting i Ord og Gerning bade under
Maaltidet og udenfor dette. Der blev fordret stor Paapasselighed. Profossen
skulde vi være lydige i alt, hvad han bød paa Embeds Vegne ombord, men selv
maatte han med Ed paa Biblen forpligte sig til strængt Opsyn, nøje
Agtpaagivenhed og til uden Persons Anseelse at paatale, hvad han saa eller
hørte af Utilbørligheder i Ord eller Gerning udenfor Kahytten.

Alle de Befalingsmænd, som havde deres Sæde i Kahytten, blev
under et kaldt “det brede Raad”. I dette Raad sidder Profossen
tillige med de andre Befalingsmænd, Kaptajnen, Købmændene, Skipperen,
Underskipperen, Styrmændene, Trompeterne, Højbaadsmanden og første Assistent,
samt Skibspræsten. De er alle tilstede når Rettergang holdes, og skal hævde
Loven og Krigsartiklerne ved en værdig Optræden.

I hvert Kvarter blev der udtaget Folk, som skulde passe
Merssejlene, og som kaldtes Mersgaster. Ingen var fri for Vagt undtagen
Præsten, Købmændene og den ældste Assistent Niels Geertsen, fraset
Nødstilfælde. Der var fire Tømmermænd ombord hjemmefra, hvoraf den ene ved Navn
Thord døde i Afrika, OverTømmermanden hed Claus From.

Da alt var indrettet paa den her beskrevne Maade blev der
skriftlig fastslaaet bestemte Rationer af Brød, Smør, Kød, tør og saltet Fisk,
fransk og spansk Vin, samt rhinsk, fransk og hollandsk Brændevin. Hver Mand fik
paa Køddagene, som er Søndag, Tirsdag og Torsdag, tildelt to Skaalpund Kød til
to Maaltider, og paa Fiskedagene, som er Mandag, Onsdag, Fredag og Lørdag, blev
der uddelt til Middag og Aften til hver Mand to Pund tør Kielden-Fisk (Klipfisk
fra Kildin), som maatte bankes, blødes og koges. Til hver Bakke, altsaa til
hver 7 Mand, blev der udvejet 1 Skaalpund Smør til Dyppelse, samt paa
Fiskedagene en Pot Gryn og paa Køddagene samme Kvantum Ærter eller Bønner, og
desforuden hver Lørdag 3½ pund Brød og 1 Pund Smør til hver Mand. Ligeledes fik
hver Mand knap en Pægl (som de kalder Mischen) Vin til Middag og igen til Aften
efter Maaltidet, i den første tid fransk, før den var bleven sur, og senere
spansk Vin, hvilken Ration enhver strax op Stedet maatte drikke udenfor
Butlerens Dør, men ikke tage med sig. Men af Øl fik enhver, saalænge det
varede, hvilket var 3 Maaneder, daglig en Kande paa halvanden Pot, som blev
kaldet en Faldkande, der skulde slaa til en Dag og en Nat, 24 Timer. Naar man
kommer Syd for Berberiet (Nordvestafrika) og endnu længere sydpaa, kan man ikke
bruge Øl til Drik eller gemme det da det bliver surt, derefter udleveres der
saa Vand, saalænge Togtet varer.

Hvis nogen ombord gør sig skyldig i den Forbrydelse at
stjæle blot en halv Kande Vand fra en anden, er han hjemfalden til at blive
hængt. Men Vandet er saa varmt, som om det havde staaet over en Ild og fordærves
desuden let i Fade og Tønder. Alle Vandtønder maa forsynes med Jærnbaand, eller
duer de ikke til en saadan Rejse, og der er desuden mange andre Ting end
Vandet, som maa gemmes godt.

Nu skal nævnes, hvad enhver maa købe sig og have med sig paa
slig en Sejlads, nemlig: først og fremmest mange Skjorter, Tobak, Nelliker,
Muskat, Kommen, stødt og ikke stødt Ingefær, samt Brændevin og flere andre
Ting. Endvidere et Lagen til hver to Mand, der bruges til at opfange Regnvandet
under Tordenbyger, idet man hænger det op og binder det fast i alle fire
Hjørner, i midten af Lagenet lægges en lille Blykugle og derunder stilles saa
en Kande indtil den er fyldt. Dette Vand drikkes kun i Nødsfald, thi det er
yderst usundt for mange Mennesker.

I Kgl. Majestæts Artikler er det, blandt meget andet,
forbudt alle og enhver at lægge sig til at sove i Uldklæder, der er
gennemblødte af Regn, thi det hænder ofte at Folk, der har prøvet at sove i
vaade Klæder, har faaet blegrøde Orme i deres Kød, som Bartskæreren saa maa
udtrække af deres Krope ved Hjæp af en fin Traad, og hvis Ormen knækker over,
saa døer den Mand som det hænder. Dog herom vil jeg ikke tale mere, men vende tilbage
til det, som jeg var i Begreb med at fortælle om, hvorledes der var fastsat regler
for alt det der skulde overholdes og iagttages paa hele Rejsen.

Det blev saaledes også strængt paabudt altid at være Præsten
og alle hans Paamindelse, Formaninger og Lærdomme hørlige og lydige, og den, der
forbrød sig derimod eller fremkom med Bespottelser i Ord eller Gerninger, skulde
undgælde derfor med Livet. Enhver skulde nøje passe at møde til Chorum Morgen og
Aften, naar der blev ringet med den Klokke, som hang paa Bjælken ud for Styrepligten.
Med samme Klokke blev der ringet, naar Artiklerne haver Mandag skulle oplæses, og
altid naar der skulle skaffes til Maaltid.