Chr. IV Troldom & Hekse
Christian IV´s møde med
samisk trolddom og hekse.
Chr. IV var selv af den faste overbevisning, at trolddom, som den blev beskrevet i forordningen af 12. oktober 1617, var en realitet.
Dette fremgår klart af mange samtidige udsagn, bl. a. er brev skrevet til Danmarks næst mægtigste mand kongens kansler om at han skal indskærpe overfor øvrigheden, at de skal være opmærksomme på hekseriet og ikke lade sig bestikke, hvilket Chr. IV tilsyneladende mener var almindelig skik og brug.
Et brev fra Chr. IV, som i eftertiden har været stærkt medvirkende til, at Chr. IV muligvis med urette blev bedømt som “heksejæger”.
“Her tales fluks om troldkvinder i København og Helsingør, hvoriblandt jeg finder en del, at de på deres gamle maner skal hjælpe på dem, så vidt de kan, for en part erfluks besvogret med øvrighederne i købstæderne. Hvorfor du skal vare dem ad, som bør med de andre have indseende, at de varer dem, at de lader intet overtale. De siger, at de byder fluks penge, i hvor de bekommer dem, når jeg spørger, det, det skal de erfare. Desværre vi har alt for mange af det slags, og er Ikkun bedst, at de engang til gavn udfejes, at man Det skarn af huset bliver kvit. De har med min Person forsøgt allehånde, endog, gud være loved, De intet dermed udretter haver, ti jeg aldrig efter Det hudleri har givet agt, gud være lovet.” I Norges historien kender vi Christian IV befaling af 20. dag i februar 1609.
Som erfaringen viser, er de nævnte finner og lapper af natur henfalden til brug af trolddom. Af den grund tør hverken nordmænd eller andre fromme folk bo i deres nærhed, langt mindre bosætte sig i de fjorde, hvor der er mange finner. Derfor skal du have et strengt og alvorligt opsyn med dem, slig at de som bliver fundet skyldige i at bruge trolddom, gennem dom og straf, uden al nåde aflives. Mistænkes nogen for at kunne slige kunster, uden at det kan bevises at de har brugt den, da skal de forvises fra dit len og aldrig forblive på noget sted hvor finnerne har deres tilhold, hverken i dit len eller Nordland. Dette skal du underdanigst rette dig efter. Gud befaler dig. Skrevet på vort slot Skanderborg den 20. dag i februar 1609.
Under vort signet
Christian
Gør vitterlig for alle: Daglig erfaring tilkendegiver at hemmelige kunster som sigen, manen, målen, karakter eller malen, ånder, udvælgelse af visse dage i ugen etc., næsten er almindeligt og ses på med
ligegyldighed og som ikke forbudt siden de antages at være til gavn og helbred for folk og fe. Undertiden blandes dette sammen med misbrug af guds ord. Dette til trods for at slige kunster er strengt forbudt af den almægtige gud fordi de fører mennesket bort fra Gud og den af ham forordnede naturlig hjælp og medicin og i stedet vender det til djævelen og hans hemmelige, unaturlige råd og middel. Desuden findes nævnte kunster nærmest at være alle troldfolks første alfabet og rette ophav og begyndelsen til trolddommens onde og ulykkelige idræt.
For at sådan Guds fortørnelse og vederstyggelighed, ved Guds hjælp, skal kunne stilne hen og gå til grunde, har vi nådigst været forårsaget at tænke på alvorlige og dertil tjenlige midler og vejer derfor med
vort elskelige rigsråd således herom bestemt og forordnet, som vi også hermed bestemmer og forordner: At dersom nogen efter denne dag findes at være kyndig og erfaren i nævnte kunster og bruger og udøver dem, da skal de af adel, stå til rette og straffes sådan som der af os og vort elskelige rigsråd bliver kendt over dem.
De andre, som ikke er af adel, skal have forbudt sit bo og sin formue og rømme alle vore riger, land og fyrstedømmer. Med de som er medvidne til sådanne folk og bruger eller lader deres råd bruge og dåd for sig eller sine, skal første gang, om de er af adel, stå offentlig skrifte samt give et tusind daler til nærmeste hospital. De andre skulle ligeledes stå offentligt skrifte og straffes efter sin formue. Andre gange nogen bliver fundet skyldig i at have begået samme forseelse, da skal de, hvem de end er, uden undtagelse være underlagt samme lidelse og straf som om de selv skulle udøve og være erfaren i kunsten.
Hvad rette troldfolk angår, som har forbundet sig med djævelen eller omgås ham, skal det forholdes efter love og recessen. Men de som indvikler sig med sådanne folk og tillader sig at lade dem udrette noget med sin troldkunst, straffes uden nåde på sin hals.
Og for at denne vor nådigst alvorlige vilje og forordning, Gud til ære, bedst kan efterleves, så påbyder vi og anbefaler hermed på det strengeste alle vore befalingsmænd og ridderskab, så og bisper, provster og
præster, borgmester, rådmænd, fogder og alle andre som er i øvrigheds kald og bestilling, at enhver efter sine vilkår, straks derom bliver vidende, angiver, tiltaler og lader straffe alle dem som vor forordning omhandler. Dette såfremt de selv ikke vil stå os til rette som om de skulle være sådanne folks medvidere
og givet dem sit samtykke.
Givet på vort slot København, den 12. oktober 1617.
Forordningen om Trolde og Hekse
Den originale lovtekst |
Lovteksten i en sprogligt moderniseret udgave |
|---|---|
| 1617 12. oktober. (Hafniæ.[1]) Frdg.[2] om troldfolck oc deris medvidere. | 1617 12. oktober. (København) Forordning om troldfolk og deres medvidere. |
| Eftersom daglig forfarenhed[3] gifver til kiende, at nogle hemmelige konster[4], som [ere] signen[5], manen[6], maalen[7], characteres[8] eller malen[9], vise igien[10], visse dagers udi ugen udvelelse[11] etc., fast gaar i svang[12] och holdis for indifferent[13] och uforbudne[14] af den aarsage, at de formenis[15] at komme meniskerne[16] och fe[17] til gafn och helbrede, saa och efterdi[18] der udi under tiden mengis och vanbrugis[19] nogle formente guds ord[20], uanset at saadanne konster af gud allermegtigste høiligen forbudne[21] ere som de, meniskerne fra gud och af hannom tilforordnede[22] naturlige hielp och medicin til diefvelen[23] och hemmelige unatturlige raad och middel henvender och bortfører, och der foruden befindis forskrefne[24] konster fast at verre alle trolfolkis første alphabet och til troldoms onde och ulyckelig idret[25] et ret ophof[26] och begyndelse, da paa det saadan guds fortørnelse och vederstygelighed nest guds hielp[27] kunde afstillis och forekommis[28], hafver vi verrit foraarsagit at tenke[29] paa alvorlige och der til tienende middel och veie[30] och derfore med vore rigens raad[31] saaledis herom determinerit och forordnit[32], saa och [hermet] determinerer och forordner, | Eftersom daglig erfaring giver til kende, at nogle hemmelige kunster, som er signen[58], manen[59], målen[60], karakterer[61] eller malen[62], vise igen[63], visse dage i ugens udvælgelse[64] etc., fast finder sted og holdes for ligegyldigt og tilladt af den årsag, at de menes at komme mennesker og fæ til gavn og helbrede, og også fordi der under tiden bruges og misbruges nogle bestemte Guds ord[65], uanset at sådanne kunster af Gud den almægtigste strengt forbudte er, som de menneskerne fra Gud og af ham forordnede naturlige hjælp og medicin til djævelen og hemmelige, unaturlige råd og middel henvender og bortfører. Derforuden findes førskrevne kunster fast at være alle troldfolks første alfabet, og til trolddoms onde og ulykkelig gerning er ret ophav og begyndelse. Da på det sådan Guds fortørnelse og vederstyggelighed med Guds hjælp kunne standses og hindres, har vi været nødsaget til at tænke på alvorlige og dertil tjenende midler og veje og derfor med vort rigsråd[66] således herom bestemt og forordnet, så og hermed bestemmer og forordner, |
| 1. at dersom nogen efter denne daug[33] befindis udi forskrefne konster kyndige och forfarne at verre[34] och dennom øfve och bruge, daa skulle de, som ere af adel, stande til rette och straffis[35] efter, som af os och vore rigens raad ofver dennom kient och afsagt vorder[36]; de andre, som icke ere af adel, skal hafve forbrut deris boeslod[37] och rømme alle vore riger, lande och førstendomme[38], meden de, som saadanne folkis medvidere ere och deris raad och daad til sig eller sine bruge eller bruge lade, skal første gang, om de ere af adel, staa obenbare skrift[39] och hafve forbrut til nestliggendis[40] hospital et tusinde daller[41]; de andre skulle i lige maader[42] staa obenbare skrift och straffis efter deris formufve[43]; anden gang, saa frembt nogen befindis i samme forseelse, da skulle de, e hvo som helst de ere[44], uden al exception[45] lige pen och straf verre undergifne[46] med dennom, som konsterne øfve och der udi forfarne ere. | 1. at dersom nogen efter denne dag findes udi førskrevne kunster kyndige og erfarne at være og dem øve og bruge, da skulle de, som er af adel, stå til rette og straffes efter, som af os og vort rigsråd over dem kendt og afsagt bliver; de andre, som ikke er af adel, skal have forbrudt deres boslod[67] og rømme alle vore riger, lande og fyrstendømmer. De, som sådanne folks medvidere er og deres råd og dåd til sig eller sine bruger eller lader bruge, skal første gang, om de er af adel, stå offentligt skrifte[68] og have forbrudt til nærmest liggende hospital et tusinde daler[69]; de andre skulle på samme måde stå offentligt skrifte og straffes efter deres formue; anden gang, såfremt nogen findes i samme forseelse, da skulle de, hvem som helst de er, uden al undtagelse den samme pine og straf være undergivne som dem, der kunsterne øve og erfarne udi er. |
| 2. Hvis rette trolfolk belangis[47] er, som med diefvelen sig bebundit[48] hafver eller med hannom omgaais, med dennom skal forholdis efter lougen och recessen[49]; meden de, som sig med saadanne folk indvikler och ved deris troldom noget sig understaar at lade forrette[50], skal straffis paa deris hals uden ald naade. | 2. Hvad angår rette troldfolk, som med djævlen forbundet haver eller med ham omgås, med dem skal forholdes efter loven og recessen[70]; men de, som sig med sådanne folk indvikler og ved deres trolddom noget sig drister til at lade udrette, skal straffes på deres hals uden al nåde. |
| 3. Och paa det saadan voris alvorlig vilge[51] och forordning gud til ere[52] dis bedre kand efterkommis, da biude vi och hermed strengeligen befaller alle vore befalingsmend och ridderskaf[53], saa och bisper, provister, prester, borgemestere[54], raadmend, fogeder och alle andre, som ere i øfrighed[s] kald och bestilling, at de enhver efter sin condition[55], strax de derom videndis vorder[56], alle dennom, om hvilke denne vor forordning formelder[57], andgifver, tiltaller och straffe lader, saa frembt de self derfore icke vil stande os til rette som de, saadanne folkis medvidere ere och med dennom samtycke. | 3. Og på det sådan vores alvorlige vilje og forordning Gud til ære des bedre kan efterkommes, da byde vi og hermed strengeligt befaler alle vore befalingsmænd og ridderskab[71], så og bisper, provster, præster, borgmestre[72], rådmænd, fogeder og alle andre, som er i øvrighedskald og bestilling, at de alle efter deres vilkår, straks de derom vidende bliver, alle dem, om hvilke denne vor forordning tilkendegiver, angiver, tiltaler og lader straffe, såfremt de selv der for ikke vil stå os til rette som de, sådanne folks medvidere er og med dem samtykke. |
Ordforklaringer m.m.
[1] Hafniæ. (latin): ”i København”.
[2] Frdg.: forordning.
[3] Forfarenhed: erfaring.
[4] Konster: kunster.
[5] Signen: at fremsige magiske formularer og trylleord for at helbrede, beskytte o.lign.
[6] Manen: at få overnaturlige væsener såsom ånder til at adlyde ens vilje ved hjælp af trylleformularer o.lign.; f.eks. at få dem til at komme frem eller fjerne sig.
[7] Maalen: magisk måltagning ved hjælp af en særlig slags tråd, dels brugt som middel imod sygdom og onde ånder, dels brugt som middel til spåkunst.
[8] Characteres: at indridse eller skrive tegn, her med magisk betydning.
[9] Malen: at gøre billeder, her med magisk betydning.
[10] Vise igien: at mane tilbage og vise noget ved overnaturlige midler.
[11] Visse dagers udi ugen udvelelse: at udpege visse af ugens dage som værende heldige eller uheldige.
[12] Gaar i svang: noget der finder sted og er almindeligt.
[13] Indifferent: ligegyldig.
[14] Uforbudne: ikke forbudt, altså tilladt.
[15] Formenes: menes.
[16] Meniskerne: menneskene.
[17] Fe: fæ (dyr).
[18] Saa och efterdi: også fordi.
[19] Mengis og vanbrugis: bruges og misbruges.
[20] Mengis og vanbrugis nogle formente guds ord: brug og misbrug af nogle bestemte Guds ord; altså misbrug af nogle bestemte ord, der ellers blev brugt i tilbedelsen af Gud.
[21] Høiligen forbudne: strengt forbudte.
[22] Af hannom tilforordnede: at ham, altså af gud, forordnede.
[23] Diefvelen: djævlen.
[24] Forskrefne: førnævnte.
[25] Idret: gerning.
[26] Ophof: ophav.
[27] Nest guds hjælp: med Guds hjælp.
[28] Afstillis og forekommis: standses og hindres.
[29] Foraarsagit at tenke: nødsaget til at tænke.
[30] Tienende middel och veie: tjenende middel og veje.
[31] Rigens raad: rigets råd eller rigsrådet. Rigsrådet var fra 1200-tallet og frem til enevældens indførelse i 1660 det organ, der sammen med kongen besad den lovgivende og dømmende magt i kongeriget Danmark. Rigsrådet valgte kongen, og dets magt og indflydelse fastlagdes i en håndfæstning, som kongen måtte underskrive som betingelse for at blive valgt.
[32] Determinerit och forordnit: bestemt og forordnet.
[33] Daug: dag.
[34] Forfarne at verre: erfarne at være.
[35] Stande til rette och straffis: stå til rette og straffes.
[36] Kient och afsagt vorder: kendt og afsagt bliver.
[37] Boeslod: en persons samlede formue, undtagen jord.
[38] Førsten-domme: fyrstendømmer.
[39] Obenbare skrift: åbenbart eller offentligt skrifte. At stå offentligt skrifte vil sige at bekende sin synd offentligt i kirken foran præsten og hele menigheden
[40] Nestliggendis: nærmest liggende.
[41] Daller: daler. Daler var navnet på den højeste møntenhed.
[42] I lige maader: på samme måde.
[43] Straffis efter deris formufve: straffes efter deres formue. Straffen afhang af hvor meget den dømte var i stand til at betale.
[44] Hvo som helst de ere: hvem end de er.
[45] Exception: undtagelse.
[46] Lige pen och straf verre undergifne: den samme pine og straf være undergivne.
[47] Belangis: angår.
[48] Bebundit: forbundet.
[49] Lougen og recessen: formuleringen henviser formentligt til den allerede foreliggende lovgivning i sin helhed.
[50] Understaar at lade forrette: driste sig til at lade udrette.
[51] Vilge: vilje.
[52] Ere: ære
[53] Befalingsmend och ridderskaf: befalingsmænd og ridderskab. Henviser her til henholdsvis de adelige lensmænd, som administrerede kongens gods og kongens myndighed på dette gods samt de adelige godsejere, som udøvede øvrighedsmyndigheden på deres private gods.
[54] Borgemester: en borgmester var en kongelig indsat embedsmand; i købstæder, hvor der kun fandtes én borgmester, var han formand for købstadens råd, og i større byer, hvor der var flere borgmestre, udgjorde disse de øverste medlemmer af magistraten. Råd og magistrat var de stedlige indehavere af den almindelige myndighed i hhv. købstæders og byers indre anliggender.
[55] Condition: vilkår.
[56] Derom videndis vorder: derom vidende bliver.
[57] Formelder: tilkendegiver.
[58] Signen: at fremsige magiske formularer og trylleord for at helbrede, beskytte o.lign.
[59] Manen: at få overnaturlige væsener såsom ånder til at adlyde ens vilje ved hjælp af trylleformularer o.lign.; f.eks. at få dem til at komme frem eller fjerne sig.
[60] Målen: magisk måltagning ved hjælp af en særlig slags tråd, dels brugt som middel imod sygdom og onde ånder, dels brugt som middel til spåkunst.
[61] Karakterer: at indridse eller skrive tegn, her med magisk betydning.
[62] Malen: at gøre billeder, her med magisk betydning.
[63] Vise igen: at mane tilbage og vise noget ved overnaturlige midler.
[64] Visse dage i ugens udvælgelse: at udpege visse af ugens dage som værende heldige eller uheldige.
[65] Nogle bestemte Guds ord: misbrug af nogle ord, som ellers blev brugt i tilbedelsen af Gud.
[66] Rigsrådet var fra 1200-tallet og frem til enevældens indførelse i 1660 det organ, der sammen med kongen besad den lovgivende og dømmende magt i kongeriget Danmark. Rigsrådet valgte kongen, og dets magt og indflydelse fastlagdes i en håndfæstning, som kongen måtte underskrive som betingelse for at blive valgt.
[67] Boslod: en persons samlede formue, undtagen jord.
[68] Stå offentligt skrifte: at stå offentligt skrifte vil sige at bekende sin synd offentligt i kirken foran præsten og hele menigheden.
[69] Daler var navnet på den højeste møntenhed.
[70] Loven og recessen: formuleringen henviser formentligt til den allerede foreliggende lovgivning i sin helhed.
[71] Befalingsmænd og ridderskab henviser her til henholdsvis de adelige lensmænd, som administrerede kongens gods og kongens myndighed på dette gods samt de adelige godsejere, som udøvede øvrighedsmyndigheden på deres private gods.
[72] En borgmester var en kongelig indsat embedsmand; i købstæder, hvor der kun fandtes én borgmester, var han formand for købstadens råd, og i større byer, hvor der var flere borgmestre, udgjorde disse de øverste medlemmer af magistraten. Råd og magistrat var de stedlige indehavere af den almindelige myndighed i hhv. købstæders og byers indre anliggender.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie ‘100 danmarkshistorier’, der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
