Flere norske historikere har fremhævet, Christians
dristige sørejse i 1599 sikrede Finnmark, som norsk landskab. Havde han ikke udrustet kystvagtflåden for fire hundrede år siden, ville den nordligste landsdel i Norge sandsynligvis været under svensk herredømme i dag. Kongen opdagede Finmarkens strategiske betydning og tillagde regionen en helt anden status end tidligere.

I Cappelens Norges historie, bind 6 fra 1977, skriver Rolf Fladby: “Med sin Nordnorge rejse indledte Kristian en nærmere forbindelse med den norske dl af riget end nogen dansk-norsk konge før eller efter ham havde.

Hans aldrig vigende interesse for dette land og for de muligheder det bød for en magthungrende monark, kan sikkert delvis føres tilbage til hans første møde med landet med den lange kyst.”

Den endelige grænsetraktat med Sverige i 1751 og
grænsekonventionen med Rusland i 1826 slog fast at vidderne og Syd Varanger var norske land-område. Dagens grænser er et resultat af generalkaptajn Christian Frederiksens opsigts-vækkende vovestykke i 1599. I en biografi fra 1997 om den energiske dansk-norske konge, skriver Lars Roar Langslet: “Når Norge fortsat
strækker sig helt til Nordkap og grænse Jakobselv, er det frem for alt Christian IV vi kan takke for det. Havde han ikke sat hårdt mod hårdt, ville vor nordlige landsdel sandsynligvis været en del af Sverige i dag.” I en artikel i Historisk Tidsskrift fra 1991 antydede retshistorikeren Gudmund Sandvik, at dersom Kristian Kvart rejse var mislykkedes kunne det have “resulteret i andre grænser
og andre typer samfund på Nordkalotten end den vi kender nu.” Den dansk-norske konge sikrede landet mod nord og sit herredømme over kongens strømme, hedder det hos Sandvik. Og hvem ved, måske ville de dags aktuelle begreber som “norsk
sokkel” og “økonomisk zone” havde haft en anden geografisk indhold uden suverænitetshævdelse i 1599.

En af de største kendere af Nordkalottens historie,
professor Einar Niemi ved Universitetet i Tromsø, skrive i en artikel fra 1988 om kongens rejse at den bidrog til øget kendskab om forholdene i nord. “Den blev også et led i optrapningen af konflikten om Nordkalotten,” fastslår Niemi som samtidig mener at den lange færd kan have styrket Christians personlige position og popularitet.

Historikeren Øystein Rian har i flere arbejder fra de
sidste år bidraget til at sætte Nordkalottkonflikten i tidlig nytid på det historiske kort. Han skriver at denne konflikt er et problem område, som hidtil
har været undervurderet af historikerne. Gennem sin interesse for problemerne i nord, afviste Christian IV de svenske kongers planer om at rykke frem over indlandet og til det de kaldte vestersjøen. Oldenborgmonarkiets maritime styrke blev afgørende for konflikten om suveræniteten over landområderne. Sveriges
opgivelse af planerne om at indtage sig Nordnorge kysten blev en bestående sejer for monarken, påpeger Rian. Øystein Rian har slået fast at Christian 4.´s sikring af Nordnorge var langt vigtigere end tabet af Jemtland og Herjedalen.
Samtidig er der grund til at tage med at stats-magtens land indover fjord- og landområder også betydede en integration af samerne i der dansk-norske rige.
Indlemmelsen af urbefolkningen i den norske sfære fik flere smertefulde og brutale udslag i løbet af 1600 tallet. Konflikten mellem repræsentanter for dansk-norske myndigheder, som hævdede kongens ret i samiske kerneområder og samernes forsvar af ikke skriftfæstet sædvaneret udviklede sig til direkte
konfrontationer som fik en langt alvorligere udgang end senere etniske konflikter i nord. 1600-tallets stridigheder i Finnmark har hidtil kun været
lidt berørt af historikerne. På godt og ondt kan vi derfor sige at Christian 4 ´s regime fremstod som epokegørende i nordnorsk historie.

Chr. IV 1599