Dannemarks Historie Tome 1 side 1 – 104
Side tal i forhold til original er vist i tekst: (xxx)
Side kommentar er indsat i tekst som fremhævet tekst.
Dannemarks Historie Tome 2
Dannemarks Historie Tome 3
Dannemarks Riges
Historie
Ved
Ludvig Holberg
Deelt udi 3 Tomer.
Tomus 1
1732
Trykt udi Hans Kongl. Majestæts og Universitets Bogtrykkerie, af J. J. Høpffner.
_________________________
Den Stormægtigste Monarch
Christian den Siette
Konge til Dannemark og Norge,
De Wenders og Gothers ec. Ec
Min Allernaadigste Arve-Herre og Konge,
______________________
Stormægtigste, Allernaadigste
Arve-Konge og Herre !
Jeg haver allerunderdanigst dediceret mit første og mindre Historiske Skrift til Eders Majestæt som Kron-Printz, og dedicerer nu i samme dybeste Underdanighed dette mit sidste og større Historiske Verk til Eders Majestæt som Konge; haaber allerunderdanigst, at Eders Kongelige Majestæt anseer med samme naadige Øjen det sidste som det første, helst, saasom mit stedsvarende Arbeide sigter til intet andet, end at erstatte nogenledes den Mangel, som her i Landet har været paa nødvendige Skrifter, i hvilken Henseende jeg ideligen har arbeidet, saa vidt som mine tinge Kræfter mig have villet tilllade. Eders Kongl. Majestæts allernaadigste Protection herudi skall give nye Kræfter ti at fuldføre det øvrige, som jeg haaber skall blive, saa vel Eders Kongl. Majestæt til Behag, som Publico til Nytte.
Jeg forbliver stedse
Eders Kongl. Majestæts
Min Allernaadigste Arve- Herres og Konges
Allerunderdanigste troe Tiener og Undersaat,
L. Holberg.
Fortale til Læseren
Jeg haver ofte haft i Sinde at skrive en udførlig Historie over Dannemark; men er alle Tider bleven afskrækked derfra formedelst saadant Verks Vanskelighed; thi af alle Landes Historie er i mine Tanker ingen vanskeligere at skrive end dette Riges, og det i Henseende til Mangel og Materialier. Vel har den berømmelige Rigs Cancler Hvitfeld i sin Tiid givet os en af Anseelse vitløftig Historie udi tvende Folianter. Men, naar man fra samme store Verk vil separere de mange vitløftige Breve og Diplomata, som derudi findes tilligemed de idelige Repeitioner og fremmede Sager, som egentligen ikke henhøre til den Danske Historie, vil det neppe udgiøre meere end wt maadeligt Bind in Qvarto. Derforuden synes denne ypperlige Herre ved sit store Verks Publication heller at have villet give andre Anledning til at fuldfærdige en Historie end selv at skrive den. Hvorfore det ogsaa alene kand ansees som en Samling af Diplomata tilligemed en Chronologie, men ikke som en ordentli Historie. Dette siger jeg ikke, for i ringeste Maade at betage denne store Mand den Ære, som ham tilkommer; thi, om han intet andet havde giort end publiceret de mange Archiv Documenter, kunde man sige, at hans Navn stedse burde være hellig hos Efterkommerne; men, alleene for at viise, at dette Liggendefæ, som han har givet os, er heller en Samling af Actis publicis end en formelig Historie. De andre Historier, som dette Rige haver, ere ikke andet end enten Sopier eller Compendia af Hvitfeld. Jan man kan sige, at Pontani Historie er en puur Oversættelse deraf uden rigeste Critiqve eller Emendation.
Hvad dette mit Værk angaaer, da, omendskiønt det er ikke saa vitløftigt som Hvitfelds, saa drister jeg mig dog at side, at det indeholder flere Historiske Sager; thi foruden de Kilder, hvoraf Hvitfeld har samlet sin Historie, har jeg brugt adskillige andre, hvilket sees af de mange saa vel trøkte Bøgers, som Manuscripters Citationer, og har jeg besundeligen ladet mig være angelegent at bruge til Veivisene Autores Synchromos, paa det at Historien kunde blive saa Autentiqve som mueligt; af de samme har jeg ikke alene stoppet adskillige Hull udi Hvitfelds Historie, men endogsaa corrigeret mangfoldige Vildfarelser, som derudi findes, og som Pontanus tillige med det andet blindt har udcopieret. Hvad den nyere Historie angaaer, nemlig fra den Tiid, hvor Canceler Hvitfeld slipper, da maa man gaae ligesom i Blinde, efterdi Landets Børn have aldeeles intet rørt derom, og hos Fremmede findes ikkun nogle Stumper, hvoraf man ikke kand formere nogen rett sammenhængig Historie; I den Henseende have mange giort store Øjen over den udi det Franske Sprog nyeligen publicered Danske Historie i 6 Tomer, saasom man strax ikke kunde fatte hvorledes en Fransk Mand udi Rochelle haver kunnet bringe de Ting til Veye, som Danske og Norske ikke have dristet sig til at lægge Haand på. Og, saasom samme Autor synes at have dristet sig til at sammenskrive en ziirlig og alamodisk Historie over dette Rige, maa jeg give en upartisk Betænkning over hans Skrift.
Jeg tilstaaer da, at jeg har fundet samme Historie langt bedre end jeg havde rentet fra et saa langt bortliggend Sted, og kand med Upartiskhed ikke sige andet end at Autor jo har skrevet baade som en habille og honete Mand. Udi den gamle Historie, hvor han harhaft til Veyviisere Crantxium, POntanum og Meursium, er ogsaa hand Historie temmeligen tilforladelig, og kand læses formedelst dens Ziirlighed med langt større Behag end hos bemeldte Skribentere, hvis Fodspor han har fuldt. I det øvrige, hvor de samme fare vild, farer han ogsaa vild tilligemed, saasom han formedelst Ukyndighed i det Danske og Tydske Sprog ikke har kunnet gaae til Kilderne selv.
Udi den nyere Historie nemlig fra Kongerne af den Oldenborgske Stamme, hvor Pontanus slipper, begynder hans Historie at blive maver: Dog kand den endda nopgenledes passere indtil Friderici I. Tiid, saalænge som Meursii Historie varer. Men siden tager den meer og meer af, og endeligen bliver til intet andet, end en Sammlig af Gazeter og Mercurier, undtagen paa nogle Steder, hvor han har betienet sig af Terlons og Chanuts memoires, saa at derfore de tvende sidste Tomer af Monfr. De Roches Historie indeholde fast intet uden hvad som har Rapport med Historia Universali. For Eksempel udi Friderici II. Historie tales om intet uden høystbemældte Konges Krige. Udi Christiani IV. Historie ligeledes, saa at der meldes ikke det tingeste om samme Konges Personlige Qvaliteter, om hans store Etablissemens udi Handelen, om hans Bygninger og utallige andre merkværdige Ting, som have giort samme Konge mest anseelig, og saaledes fremdeles udi de efterfølgende Kongers Historier: Saa at derfore udi adskillige Dansk og Tydske Compendus ere uforligeligen fleere Ting at finde, som henhøre egentligen til Dannemark end udi Monf. De Roches vitløftige Historie.
Dette siger jeg ikke for at discreditere Autor, som jeg holder for en habile Skribent; men alene for at viise, at han ved sin Histories Publication aldeeles ikke har forekommet mig udi mit Dessein, saasom Verket er utilforladeligt, og befatter alleene de Ting, som mindst interessere Danske og Norske Læsere. Og er det fornemmeligen bemældte Læsere til Nytte og Behag at jeg har sammeskrevet dette mit ringe Verk: i hvilken Henseende jeg ikkun løsligen taler om Krige, Feltsalg, Beleiringer ec. Men derimod med Flid melder om indenlandske Sager, og Rigets Jure Publico, om dets andre Love, Constitutioner, og de store Etablissemens, som ere skeede, og hvis Læsning giver en Kundskab om Landets saa vel gamle som nærværende Tilstand. Jeg haver ogsaa af Grunden viset Oprindelsen til alle saa vel udenlandske som indenlandske Tvistigheder, gives Kongernes saavelsom andre store Mænds Portraits, jo i Agt taget en Historieskrivers Officium saa vit som mig mueligt har været udi er Land, hvor man ligesom paa tørre Heeder maa leede efter Frugter og Blomster, anderledes end udi Frankrig, Engeland og Italien, hvor der haves saa mange particuliere Historier og excellente Memoiresat gaae Vall udi; thi hvor habile en Bygnings Mesterer, saa bliver hans Bygning kun maadelig, med mindre han er forsyned med gode Materialer, og, hvor stor Talent een kand have til at skrive Historier, saa dog, naar han ikke haver andet at rode udi end usle Munkeskrifter, og tørre Chronologier, kand hans Historie aldrig blive saa anseelig som den, der forfattes af en maadelig Skribent, der er forsynet med rige og prægtige Materier. Dette haaber jeg, at Læseren vill eftertænke, saa at, om dette mit Verk ikke stikker saa meget i Øjene, som de Franske og Engelske Historier, den maa forestille sig, at det er ikke saa meget Skribentens som Materialiernes Skyld. Jeg haver til at fuldfærdige denne første Tome igiennemlæset over 100 saavel trykte smaa og store Krøniker som Manuscripter; men haver af den heele store Mængde ikke kunnet bringe meere Historisk tilveje, med mindre jeg har villet opfylde det med u-nyttige og kiedsomelige Ting. De fleste Manuscripter haver jeg haft at det Danneskioldske Bibliothek, skiønt ikke saa meget til denne Tome som til den efterfølgende. Hr. Etats-Raad Thomas Bartholin har haft den Godhed at communicere mig hans lærde Faders efterladte Excerpta til den Danske Kirke-Historie, som ere udi 6 Folianter, foruden Wilhelmi Abbatis rare Epistolas, hvor af findes ikkun et eenste Exemplar. En anseelig Hob af rare Manuscripter er mig ogsaa meddelt af Herr Etats-Raad Fotz samt af Hr. Assessor Myhlio, hvilke have baade den Merite at sammensamle curieuse Ting og med Velvillighed at giøre andre deelagtige derudi til Publici Nytte. Og saasom jeg endnu haver to dislige Tomer tilbage haaber jeg, at ingen nægter mig den Hielp, som der til videre kand behøves; og det dis heller, efterdi man kand regne mig blant de commode Arbeidere, der intet forlanger uden et got Redskab; thi, saasom jeg holder det for en Skyldighed at giøre hvad jeg kand, saa har jeg aldrig villet efterfølge andres Exempler, der komme med en Bog i den eene Haand, og en Regning udi den anden. Hvad som har bevæget mig udi saa mange Aar til at arbeide, er Arbeidets Nødvendighed, og hvad som har hiulpet mig til at fuldføre mit arbeide, er Arbeidets Nødvendighed, og hvad som har hiulpet mig til at fuldføre mit Arbeide, er besynderlige dette, at jeg har taget mig vare for den skadelige Polymathie, hvorudi jeg seer de fleeste her i Landet at forfalde; thi det heeder: hic Rhodus, hic salta. Og, naar enhver saaledes vil indskrænke sine Idrætter, kand der produceres noget Gott. Til Slutning vil jeg bede, at min u-partiske Skrive-maade maa holdes mig til gode; thi, saasom jeg aldrig har flatteret mine Lands-Mænd tilforn saa giøre jeg et ey heller udi dette Skrift: Et Land vinder aldeles intet derved at en Skribent forgylder alle dets Feil, og det, som best ligner Originalen; thi, maar Skribenterne skrive ikke andet en Lovsange, taber Landet ikke mindre derved end Skribenterne selv, saasom det Gode med det det Gode ansees af Læseren med Foragt, og en Historie bliver ligesaa suspect som en Procurators Indlegg, hvorpaa en Dommer intet reflecterer, førend han har hørt hvad Contra-Parten har at sige derimod. Dog maae der ogsaa være visse Grændser for en Historie-Skriver, saa at han siger Sandhed udi sømmelige Terminis, hvilken Regel jeg haaber at have efterlevet, saasom jeg af saa mange Aars Læsning og Routine nogenledes har lært en Historieskrivers Pligt.
Af de mange Breve og Diplomata, som findes hos Canceler Hvitfeld, har jeg ikkun indført nogle faa, som ere de vigtigste. De øvrige citerer jeg alleene for at verificere Historien. Det samme har jeg ogsaa i Agt taget med de Diplomata, som jeg anden steds har fundet. Hvis Publikum finder, at dette Verk kand blive til Nytte og Behag, vill jeg bede Gud alleene i den Henseende at tillægge mig nogle Aar, nemlig fir at fuldføre det samme; thi, endskiønt jeg veed, at en Autoor ved hvert Skrift exoponerer sig ikkun for alle Slags Skudd og Piile, og jeg af Erfarenhed har merket, Sanden at være det, som en gammel Hedning siger, at hvem som Jupiter hader, den giør han til Skribent, saa har dog saadant aldrig kunnet giøre mig u-villig til Arbeide; og haaber jeg, at dette efter min Død skall regnes mig til en Slags Merite; thi, endskiønt jeg tilstaaer, at mange havde kundet giøre bedre Arbeide end jeg, saa holder jeg dog fore, at saa havde kunnet arbeide med lige Bestandighed.
Bind 1 (856 sider), dækker 111 f.Kr. til 1513, i alt 1624 år.
Bind 2 (922 sider), dækker 1513–1648, i alt 135 år.
Bind 3 (736 sider + register) dækker 1648–70, bare 22 år.
__________________
Om de gamle store Udtoge.
Forberedelse.
Førend jeg skrider til dette Riges indenlandske Historie, da vil jeg forud her paa engang mælde noget om de store Migrationer, og Udtoge, som ere skeede af dette Rige, saavel som omliggende Lande. Vel er sant, at de Cimbrers, Gothers, Longobarders, Normaners, og Anglers Bedriffter henhøre heller til de Romerske, Franske og Engelske Historier, ikke dismindre kand ingen Dansk Historieskriver efterlade i det ringeste løsligen at tale om de samme; Thi alle disse Navnkundige Seyerrige Folk, endskiønt det er troligt, at de ligesom Snee-Bolde have formeret dem paa deres Reyser af adskillige andre Nationer, som af Begiærlighed efter Bytte have stødt til dem, indtil de ere voxne til saadan utallig Mængde, saa have de dog deres første Udflugt her af vor Norden. Herudover lægges det den gamle Historiskriver Saxoni til Last, at han har forsømt at tale om disse store Udtoge, som er den største Zirat og Prydelse i den Nordiske Historie. At jeg her ikun løsligen melder der om, dertil ere 2de Aarsager. Først, efterdi alle fremmede Historier tale vitløfteligen om de Cimbrers, Gothers, Longobarders, og Normanners Bedriffter. For det andet, hvis man ikke indskrænkker saadant, vil man forfalde hen udi en Historiam Universalem, og i steden (2) for en Dansk, komme til at skrive en Europæiske Krønike, efterdi oven omtalte seyerrige Folk ikke allene have oversvemmet de fornemmeste Europæiske Lande, men endogsaa saaledes etableret sig paa mange Steder, at en stor Deel endnu regiærende Europæiske Potentater kand regne deres Herkomst der fra. Nogle af vore Skribentere have været alt for sparsomme her udi; Andre derimod alt for resolute, saa de eene fortiene ligesaa meget at lastes der udi, som de andre. Jeg vil derfor herudi tage en Middel-Vey imellem Saxonem, som intet taler her om, og Crantzjum, som herudi er alt for vitløftig, og intet mælde uden hvad som fremmede Skribentere tilstaae. Hvad som jeg her beder, Læseren holder mig til gode, er at jeg taler om alle disse Migrationer paa eengang, endskiønt de ere skeede paa adskildte Tider. Men jeg har heller vildet absolvere dem paa engang, end villet indflikke dem i een eller anden Konges Historie, under hvilke de siges at være skeede, paa det at Kong Snies og Regner Lodbrogs Historie ikke skulde blive vidtløfftigere end alle de øvrige Danske Hedniske Kongers. Og, saa som det Cimbriske Udtog er af alle det Ældste, vil jeg først tale der om.
Om de Cimbrer!
Første Cimbriske Udtog.
Anno 111. for Christi Fødsel, og 640 fra Roms Fundation, da C. Cæcilius Metellus og Cn. Papirius Carbo vare Romerske Borgemestere, ginge de Cimbrier og Teutones ud af Cimbrica Chersoneso, eller den halve Øe, nu kaldet Jylland, og de andre omliggende Danske Øer for at søge nye Lande, eller at lade see deres Tapperhed blant fremmede Nationer. De angrebe strax, og undertvunge de næsthosliggende Folk, og, da de merkede, at ingen kunde staae dem imod, finge de Lyst til at gaa videre. Passerede derfor Rinstrømmen, og oversvæmmede Frankerige med 300000 bevæbnede Mænd, saa det er troligt, at de have faaet stort Tilløb paa Veyene af adskillige Tydske Folk. De Romerske, og Grædske Skribentere beskrive dem at have været Folk af høy Positur, af blaae Øyne, førende med sig store Sværd, (3) saa at de syntes at være dannede til Folkes og Stæders Ødeleggelse. Efter at de havde vidt huseret udi Gallia, som nu kaldes Frankerige, satte de sig omsider fore at giøre Indfald i Italien. Da deres Ankomst rygtedes til Rom, skikkede Republiqven mod dem først Papirium Carbonem, hvilken for at hindre dem Adgang til Italien, besatt Alpes med sin Krigshær uden at tentere noget fientlig imod dem i Førstningen, holdende det for en stor Lykke at kunde holde disse forfærdelige Giæste fra Italien. Men, da han fornam, at de fore en anden Vey, og amuserede sig udi de Lande ved Donau-strømen, fik han Mod igien, gik dem med Truseler i møde, og lod dem vide, at de maatte holde sig fra at inqvietere de Noricos, som vare det Romerske Folk allierede. Da de Cimbrier finge Tidender om den Romerske Krigsmagts Ankomst, og tillige med hørdte Carbonis forlangende, da af Respect for det Romerske Folk skikkede de Gesandter til Borgemesteren, og Undskyldte sig saaledes. Nemlig at de ikke havde vidst, at de Norici vare udi Forbund med det Romerske Folk; Hvorfore Borgemesteren ikke maatte fortænke dem, om de som Folk der vare komne fra den yderste Norden ikke vidste Beskaffenheden om de Lande, som ligge ved Donau-strømmen. De vidste allene, at det var en almindelig Lov approberet af alle Folk, at Alting hører Seyer-Herren til. Paa andet Fundament kunde det Romerske Folk selv ikke grunde deres Ræt til saa mange Lande, end efterdi de med Sværdet vare vundne. De tilstode, at de havde stor Veneration for det Romerske Navn i henseende til de Romeres Dyd og Tapperhed, og derfor gierne havde holdet sig fra de Noricis, dersom de havde vidst, at de vare Romerske Bunds-Forvantere, og, om endskiønt de frygtede ingens Magt, vilde de dog lade see, hvor høyt de skattede de Romeres Venskab, og derfore forlade de Noriske Lande for at øve deres Tapperhed andensteds, hvor de saadant frit kunde giøre uden at irritere (4) det Romerske Folk. Borgemesteren stillede sig an, som han fandt Behag udi deres Svar, og lod dem med god Beskeed reyse tilbage; Men, da de Cimbrer ventede intet mindre end Fiendtlighed, efterdi de havde for at føye det Romerske Folk, retireret sig
De Cimbrier erholde Sejer over den Romerske Borgemester Carbonem.
til Dalmatien, bleve de der af Carbone overfaldne, som fant dem ubevæbnede og sovende. Men disse tappere Folk grebe strax til Gevær, og figtede med saadan Hurtighed, at de Romere bleve drevne paa Flugten, og, hvis en usædvanlig nedfaldende Regn ikke hafde hindret dem at forfølge deres Seyer, havde den heele Romerske Krigs-hær bleven ødelagt. Forskrekkelsen var da saa stor blant de Romere, at de løbe adspredde igiennem Landet, og kunde ikke samles igien førend paa 3die Dag. Efter denne Seyer ventede man intet andet, end at de Cimbrer og Teutones skulle gaae lige ind udi Italien: Men de toge Veyen igien til Frankerig og Svitzerland, hvilket befriede Romer Stadt fra en stor Frygt.
Denne Seyer, som de erholdte over Carbonem, gave deres Vaaben saadan Reputation, at adskillige andre Folk løbe til dem, hvorudover de paa nye oversvemmede heele Gallien. Derpaa rykte de imod de Pirænæiske Bierge udi Forsætt at falde ind udi Spanien; men som de der finge Modstand af de Celtiberier, rykkede de tilbage igien. Derpaa skikkede de nye Gesandter til den anden Romerske Feldt-Herre Silanum, tilbydende de Romere deres Tienneste, hvis de vilde give dem Lande og Agre at beboe. Men dette Gesandskab blev frugtesløs saavel som det forrige, hvorudover de besluttede at erholde med Magt det, som de med Bønner ikke kunde erhverve. Plinius fortæller om dette Gesandskab, at da een af Legaterne med Begierlighed beskuede et konstigt Billede paa Torvet til Rom, nemlig en gammel Hyrde med en Stav i Haanden, og man adspurdte ham, hvor høyt han skattede saadant Stykke, svarede, han ikke skøttede derom, endskiønt man vilde give ham den gamle Hyrde in Originali, hvilket viser, at de Cimbrer da vare ligesaa slette Kiendere af Skilderier som fordum de Romere, om hvilke fortælles, at da Mummius ødelagde Corinthum, og der fandt en stor Mængde af Konst-stykker, lod han sine Folk sige, som bortførdte dem, at hvis de lode dem bortkomme, skulde de give nye i steden igien.
(5) Item tvende andre over Silanum, og Cassium Longinum.
De Cimbrer, da de merkede sig ved Bønner intet at kunde formaae, angrebe Silanum med saadan Fyrighed, at de dreve ham paa Flugten, bestormede hans Leyer, og ødelagde den heele Rommerske Krigshær. Derpaa erholdte deres Allierede, nemlig de Tiguriner og Ambrones en anden Seyer over Cassium Longinum ved Munden af den Flod Rhone. Og skriver Cæsar, at den heele Krigshær maatte gaae under Aaget, hvilken Haanhed ikkun nogle faa gange var vederfaret det Romerske Folk.
Fierde store Sejer over Aurel Scaurum.
De Romere udrustede derfor en ny Krigshær under Borgemesteren Aurelio Scauro, hvilken havde ikke bedre Lykke end de andre; thi hans store Krigshær blev totaliter slagen, og han selv blev fangen. Den samme Scaurus, da de Cimbrer siden udi hans Fængsel raadførte sig med ham, og han søgte at afskrække dem fra at gaae over Alpes ind udi Italien, sigende, at de Romere der vare u-overvindelige, blev deres Anfører Bolus saa ophidsed imod ham, at han omkom ham med sin egen Haand. Udi dette Slag omkomme efter Antiæ Valerij Regning 80000 Romere og Allierede tillige med Borgemesterens tvende Sønner. Ligesaadan Lykke havde de mod de tvende Romerske Anførere Manlium og Coepionem, hvilke de ogsaa totaliter sloge, og paa eengang erobrede tvende Leyre.
5 Seier over Manlium og Coepionem.Denne sidste Seyer tilskrives ikke mindre Anførernes U-eenighed, end de Cimbrers og Teutoners Tapperhed, hvorudover Coepio ved sin Ankomst til Rom blev kast udi Fængsel, og der ynkeligen kom af Dage. Herudover syntes det at være ude med den Romerske Republiq. Alting zittrede og bævede udi Staden, hvor man saae, at ald Modstand havde været forgieves mod disse stridbare Folk. Fem Krigshære vare ødelagde, Italien var udtømmet af det beste Mandskab. Af de anseeligste Generaler vare nogle ihielslagne, og de øvrige gandske forsagte. Forskrekkelse udi Rom.
Og ingen understod sig at tage saadan Commando meer; saa at man frygtede inden kort Tiid at see den seyerrige Fiende for Roms Porte. Den eeneste Forhaabning man havde tilbage, var udi den store Anfører Cajo Mario, der med Ære havde giort Ende paa den Africaniske Kriig mod Jugurtha. Til ham vare da alles Øyne henvendte, som til den eeneste, der kunde redde Republiquen, og siger en Skribent, at det havde været ude (6) med det Romerske Herredom, hvis Cajus Marius ikke havde levet paa de Tider.
Alle Romere vare da eenstemmige i at giøre denne habile General 4de gang til Borgemester, og at anfortroe ham den Cimbriske Kriig, og det med saadan Begiærlighed, at, da han stillede sig an som han ingen Lyst havde dertil, skiældede Saturninus, som var Tribunus Plebis, ham for Fæderne Landets Forrædder. Herudover blev han 4de gang erklæret Borgemester tillige med Qvinto Catulo.
Den Romerske Republik setter den store C. Marium mod de Cimbrier.
Marius tog anden Plan, og formeerede sig andre Mesurer end hans Formænd, holdende det for en høy fornøden Ting, ikke strax at vove Feldtslag med slige Fiender, og at agere Defensive, indtil deres store Hidsighed ved Tidens Længde kunde sagtes og tage af. Ham behøvedes derforuden Tiid til at exercere sine Folk, og at venne dem til at see en Fiende, hvis Aasyn saa ofte havde skrækket de Romere. Han gik derfor med sin Krigshær meget langsom over Alpes, posterede sig ved den Flod Rhone, og forsynede sig overflødeligen med Proviant, at han ikke skulde mod sin Villie drives til at holde Feldtslag. Og, paa det ham fornødne Ting kunde ogsaa tilbringes over Søen, lod han grave en Grav for at foreene Rhonen med Havet, og blev den Grav siden kaldet Fossa Mariana. De Cimbrer og deres Allierede ansaae Marij Langsomhed som en Frygtagtighed, og derfore besluttede med adskilte Corps at trænge sig ind udi Italien. De Cimbrer og Tiguriner søgte Catulum og de Teutones og Ambrones Marium, leyrede sig ikke langt fra hans Krigshær paa en slet Mark, og udfodrede ham til Striid. Ja en iblant dem tilbød Mario en Duel. Men Marius som vidste, at den Romerske Republiqs Velfærdt bestod i hans Person, gav den Teutoniske Helt saadant Svar: At hvis han havde lyst til at døe, kunde han hænge sig selv.
C. Marii conduite.
Blev derfor ideligen ved sin eengang antagne Maxime, intet Feldtslag for Tiden at vove, og naar nogen raadde ham dertil, skælte han ham for en Forræder af sit Fæderneland, sigende, at der handledes da ikke om at indlægge Ære, men om at conservere Italien, som truedes med Undergang. Saadant foreholt han ideligen (7) de høye Officiers, og lod den gemeene Soldat vexelviis stige op paa Volden for at vennes til at see Fiendens Ansigt og Gevær, sampt at høre deres Røst. Imidlertiid forhaanede de Teutones dagligen de Romere, som feye og qvindagtige Folk, hvilket omsider foraarsagede saadan Forbittrelse blant dem, at de offentligen begyndte at knurre mod Marium, efterdi han ligesom ingen Tilliid havde til deres Troeskab og Tapperhed, sigende at han uden Aarsag lod sig skrække af sine Formænds Exempler efterdi der var ingen Ligning imellem de samme, og deres nu værende Anfører. Disse Klagemaal vare Mario ikke ubehagelige, dog blev han ved sit Forsætt, og søgte med gode Ord at stille Soldaterne tilfreds, sigende, at han ikke tvilede om deres Tapperhed; men han maatte rætte sig efter Gudernes Villie og Oracler, som skulde give ham tilkiende naar Tiid var at stride. Han havde derfor udi Leyren en Syrisk Qvinde ved Navn Martha, som foregaves at have en Spaadoms Aand, og at erkyndige ham om Gudernes Villie. En Intrigue, som mange store Generaler have betient sig af med Succes.
De Teutones bleve omsider utaalmodige over denne Forhaling, og, som de saae at Marius ikke kunde bevæges til Feldtslag, søgte de at storme til hans Leyer; men de bleve drevne med Forliis tilbage. Hvorudover de brøde op med deres Leyer, og rykkede mod Alpes for at falde ind udi Italien. De passerede med deres Magt 6 Dage forbi Marij Leyer, som de ideligen udi Marchen forhaanede, og spurdte de Romerske Soldater, om de vilde have Bud med dem til deres Hustruer, efterdi de agtede dem lige til Rom. Marius anhørte alt dette med sin sædvanlige Koldsindighed. Men da den heele fiendtlige Kriigshær var passeret ham forbi, forfuldte han dem udi Hælene indtil Aix udi Provence. Derpaa satt han sig for at levere Feldtslag, posterede sig langt fra Floden paa et tørt Sted, og, da Soldaterne klagede sig over Mangel paa Vand, viisede han dem Floden med Fingeren, og sagde: Der er Vandet som I maa bane Eder Vey til med Blod, og saaledes bragte dem udi Fornødenhed til at figte. Ja dette gav ogsaa Anledning til Feldtslag. Thi, som Krigshærens Tienere løbe udi hobetal til Floden (8) at hente Vand, og Fienderne søgte at forhindre dem saadant, maatte de gaa med Krukken i den eene Haand, og med Øxen og Sværdet i den anden. Herudover begyndte man først at præludere med smaat Klammerie, som siden meer og meer tog overhaand, indtil det kom til en Hoved Action. 30000 Ambroner grebe først til Gevær, og med Cadence og Sang giorde Anfald, og bleve mødte af en hob Ligurier, som da beboede det Landskab, hvor nu den Genuesiske Stat er. Disse komme først udi Striid sammen, udi hvilken de Ligurier understødte af andre Romere finge Overhaand, og dreve de Ambroner paa Flugten. Da komme deres Hustruer med Sværd og Øxer dem i møde, forekastede dem med Skriig og Bitterhed deres Feyghed, og sloge saavel paa de Flygtige, som Forfølgerne, forsøgte med deres blotte Hænder at
Beskrivelse over det store Slag ved Aqvas Sextias.
rive Sværd og Skiolde fra de Romere, og lode see en u-overvindelig Behiertighed indtil Døden. Saaledes fortælles den første Action, som skeede ved Flodbredden, meere af en Hændelse end af Forsæt og efter Anførernes Ordre.
Efter at de Romere hafde nedsablet den største Deel af de Ambroner, retirerede de sig til Leyren igien, hvor de holdte sig i Stilhed og Aarvaagenhed den heele Nat, ligesom de vare blevne forskrækkede over deres egen Lykke. Udi den Teutoniske Lejer derimod hørtes en idelig Hylen og Skrigen som Plutarchus siger, lignede meer Besters Brølen, end Menneske-Skrig, og som indjog Skræk i den heele Romerske Krigs-Hær, og i Generalen selv. Man ventede hvert Øyeblik samme Nat at komme udi nye Treffning. Men de Teutoner holte sig stille saavel Natten, som Dagen dereffter, og anvendte den Tid paa at lave sig til et hovet Feldtslag. Marius lod imidlertid sætte Claudium Marcellum med 3000 Fodfolk udi Hinderhold, og bød dem at falde bag paa Fienden, saa snart de mærkede at Slaget gik for sig. Den øvrige Krigs-Hær lod han der paa spise og hvile sig, og derpaa rykkede mod Fienden, og lod først Cavalleriet nedstige paa den slette Mark, hvilket da de Teutoner saae, havde de ikke Taalmodighed at bie indtil de Romere komme ned paa den slette Mark; men, fulde af Vrede og Forbittrelse, angrebe dem paa det høye Sted, hvor de med Fordeel vare posterede. (9) Der gik Trefningen for sig med stor Hidsighed paa begge sider, og som de Romere havde Fordeel af Stedet, saa maatte de Teutoner efter haanden viige tilbage ned paa den slette Mark igien. Da tog Marcellus, som stod udi Hinderhold sin Tempo udi Agt, og med stort Skrig falt paa de Teutones, hvilke, seende sig angrebne baade for og Bag, geraadede udi saadan Forskrekkelse, at den heele Kriigshær tog Flugten. De Romere forfuldte dem, og sloge ihiel eller toge til fange over 100000. Skribentere
Marii Seier
stemme ikke alle overeens udi de slagnes Tal, men sige allene, at Nederlaget var saa stort, at Indbyggerne af Marseilles omgiærdede deres Viingaarde med de slagnes Been, og at de forraadnede døde Legemer giødede Jorden saaledes, at den paafølgende Sommer gav en utrolig Mængde af alle slags Frugt, hvorved bekræfftes det som Archilocus siger, at intet feeder Jorden meer end Blod. Derpaa blev Marius i hans Fraværelse erklæret 5te gang Borgemester; Men han vilde ikke giøre noget Triumph-Indtog, førend han havde giort Ende paa den heele Kriig. Thi de Cimbrer vare endnu tilbage, hvilke han vel vidste vilde give ham ikke mindre at bestille, og mod hvilke udfodredes ligesaa stor Tapperhed, og klog Conduite.
De Cimbrer, som havde separeret sig fra de Teutoner, og Ambroner marscherede med deres heele Magt over Alpes, udi hvilken Passage de brugte ikke nær saa megen Facon, som Hannibal, thi de skyttede ikke om at forsyne sig med Klæder imod Sneen og Kulden, og, naar de komme til Steilbratte Steder satte de sig paa deres Skiolde, og lode sig dumpe ned af Bierget. Den anden Borgemester Catulus havde imidlertid slaget sin Leyer ved den Flod Adigo for at disputere dem Passen. Men de Cimbrer søgte strax at passere Floden, og til den Ende veltede der udi store Træer for at hindre Vandets Lob og Stridighed, hvorpaa de med Hujen og Skrigen passerede Floden. Dette jog saadan en Skrek udi de Romere, som stode paa den anden Side, at de aabenbarligen toge Flugten. Da kunde mand see hvad stor Dyd der var hos Borgemesteren Catulus; thi da han merkede, at han ikke kunde hindre Soldaternes Flugt, lod han Felt-tegnet heve, og befoel Krigs-hæren at følge sig, paa det man ikke skulde sige, at Krigs-hæren flyede, (10) men at den fulte sin Generals Ordre. Saa at Fæderne Landets Ære laae ham meere paa Hiertet end hans egen.
De Cimbrer angrebe derpaa en Skandse paa den anden Side af Floden Adigo, som var besatt med Romerske Soldater, og som de samme forsvarede sig længe med en u-gemeen Tapperhed, gave de Cimbrer dem effter Skandsens Erobring alle løs i henseende til deres Dyd; Dog, førend de bleve løsgivne, maatte de effter Cimbrisk Sædvane sværge paa en Kaaber-Oxe, og siger Plutarchus, at den samme Kaaber-Oxe blev siden forvaret, som en Raritet til Rom udi Catuli Huus. Medens dette skeede, var Marius udi Rom, hvorhen han var kalden for at triumphere over de Teutoner. Men denne store Mand, da han fik Tidender om de Cimbrers Ankomst til Italien, sat han den Ceremonie til Side, samlede i en Hast sine Folk tilsammen, gik over Floden Po, for at hindre Fienden at komme ind udi den Deel af Italien, som ligger paa den anden Side af Floden.
De Cimbrer holdte sig da nogen Tid stille, forventende de Teutones, over hvis Udeblivelse de forundrede dem: enten de vidste ikke deres Nederlag, eller stillede sig an, som de saadant ikke vidste; Thi de lode alle dem prygle, som bragte dem saadanne Tidender. Endeligen skikkede de Gesandtere til Marium, og begiærede for dem og deres Brødre Lande og Agre til deres Føde og Underholding. Marius spurte dem da ad, hvilke de Brødre vare, som de talede om, hvortil da Gesanterne svarede, at det var de Teutones, begyndte alle Omkring staaende at lee, og Marius sagde: Bekymrer eder ikke om eders Brødre, de have faaet saa meget Land, som de behøve, og som de stedse skal beholde. Gesanterne bleve af saadan Skiemt ophidsede, truede Marium, at de saa vel som deres Brødre de Teutones snart skulle hevne den Spot og Latter, hvormed man begægnede dem. Hvortil Marius continuerede med at skiemte, og sagde til Gesanterne, at de giorde ilde i at gaae bort uden at hilse deres Brødre, og lod dem derpaa see nogle Teutoniske Anførere, som vare fangne efter Slaget.
Saa snart Gesanterne vare komne tilbage, og havde givet Unterrettning om alting, grebe de Cimbrer strax til Gevær, og (11) rykte mod Marium, hvilken holt sig stille,
Beskrivelse over det andet store Slag ved Vercelli.
og lod sig nøye med at forsvare sin Leyer. Bojorix de Cimbrers Konge nærmede sig da med et lidet Antall af Rytteri mod den Romerske Leyer, og med høy Røst udfodrede Marium til Strid, og at bestemme en Dag dertil. Marius svarede ham da, at endskiønt de Romere ikke pleyede at raadføre sig med deres Fiender om Tid og Sted, paa hvilke de skulle stride, saa vilde de dog denne gang giøre de Cimbrer den Fornøyelse; Man kom derfor overeens, at Slaget skulle staae den 3die Dag efter denne Dag paa den slette Mark ved Vercelli, hvor begge Parter med Beqvemhed kunde bruge deres heele Magt. Begge Krigs-hærerne lode sig ogsaa indfinde paa benævnte Sted og Tid. Catulus havde under sin Commando 20000 Fod-Folk, og Marius 32000, og skriver Sylla, som var med i dette Slag, udi sine Commentarier, at Marius havde fordeelt sine Tropper paa begge Fløye, og det af Ondskab mod Catulum, paa det at Seyeren skulde tilskrives ham allene, efterdi Fløjene stødte først an paa Fienden førend det middelste Corpo af Krigs-hæren kunde komme til at operere, og siges der, at Catulus klagede sig over denne Marii Ondskab udi den Apologie, som han siden maatte giøre. De Cimbrer rykte frem udi all Stilhed med deres Fod-Folk, og formeerede en firekantet Slagt-Ordning, og deres Rytterie, som bestod af 15000 Mand, var prægtigen montered, og førte de Hielme, hvorpaa saaes aabne Struber af allehaande slags vilde Dyr. De vare alle klædede udi Jærn-pandser, og enhver havde en Hellebard udi haanden. Da begge Krigs-hærene komme udi Treffning sammen, reisede sig en forskrækkelig Støv som en tyk Skye, saa at det ene Parti kunde ikke skille det andet. Hvorudover Marius, hvis Tropper vare de første, som vare beskikkede til at giøre Anfald, løb gandske vild. Saa at Catulus havde den Ære, at den haardeste Treffning skeede paa det Sted, hvor hans Tropper stode, hvilket var ganske mod Marii Intention, om man ellers kand troe Syllæ Relationer, som bivaanede dette Slag, efterdi han var en dødelig Fiende af Mario. Den Ære maa man dog lade Mario, at han i agt Tog alt hvad som en stor General udi slig Tilfelde kand i agt tage. Blant andet tilskrives dette hans Conduite, (12) at Slagt-Ordningen saaledes var indrettet, at de Romere havde Solen paa Ryggen, og de Cimbrer derimod havde den lige udi Øynene, hvilket var dem udi Slaget ikke til liden Hinder; Thi disse Nordiske Folk, som vare vante til Kuld og Frost, som deres Clima fører med sig, vansmægtede da saaledes af Solens Heede, som stod dem lige udi Ansigtet, at de maatte holde deres Skiolde for Ansigtet. Støven var ellers ikke mindre favorable for Catuli Tropper end Solen, thi saasom den skiulte Fiendens overmaade store Mængde, kunde de Romere ikke forskrækkes for det, som de ikke saae, men bandt an uden videre Eftertanke med dem som komme i Møde, og, som de Romere vare bedre vante til Heede, end de Nordiske Folk, saa var denne Tid nemlig Augusti Maaned, udi hvilken dette store Slag stod, dem til stor Fordeel; thi man saae fast ingen af dem sveede, da dog de Cimbrer alle ligesom svæmmede udi Vand. Den største Deel af dem blev derfor ihielslagen, thi alle de som vare i den første Rad vare med Kiæder bundne til hinanden
Det store Cimbriske Nederlag.
at den eene skulde ikke løbe fra den anden. En latterlig Invention, som foraarsagede, at de alle udi Flugten bleve nedsablede. De andre flygtede til deres Lejer, hvor Qvinderne udi sorte Klæder siddende paa Vogne, toge fiendtligen imod dem, og ihielsloge Mænd, Brødre, og Fædre uden Forskiæl; ja deres Forbittrelse gik saa vit, at de qvalte deres egne smaae Børn, og kastede dem under Hiulene af Vognene. Omsider toge de ogsaa Livet af dem selv. Mændene fulte derpaa Qvindernes Exempler, og omkomme sig selv paa adskillige Maader, saa at det giordtes ikke nødigt for de Romere at bestorme Leyeren, men allene at give dem Tid til at hænge dem selv. Der fortælles, at nogle af de Cimbriske Qvinder, effter at de længe havde giort Modstand af deres Vogne, omsider bade Marium, at han vilde antage dem blant de Vestalske Jomfruers Tall i Rom, efterdi det var dem ikke vanskeligt at henbringe deres øvrige Liv udi Kydskhed. Men som Marius nægtede dem saadant, efterdi det var imod de Romerske Love, toge de Livet af dem selv. U-anseet dette store Nederlag, saavel udi Slaget som efter Slaget, og endskiønt Mænd og Qvinder saaledes myrdede dem selv, giorde mand dog 60000 Fanger. De Dødes Tall bliver beregnet til 120000.
De Cimbriske levningers Historie.
Marij Soldater (13) udplyndrede Fiendens Bagage, men Byttet saavel som Feldt-tegn og Trompetter bleve bragte til Catuli Leyer, hvilken betienede sig deraf til et Beviis, at Seyeren var ham meest at tilskrive, hvorudover der reysede sig en Tvistighed imellem hans og Marij Tropper, saa at de Parmesanske Gesandtere, som da vare tilstæde, maatte lægge sig der imellem, hvilke dømte i Faveur af Catuli Soldater, efterdi de fleeste Døde vare merkede med de Spiude, hvorpaa Catuli Navn stod gravet. Ikke dismindre blev dog Mario den største Ære given, saavel i henseende til hans forrige Seyer, som hans Værdighed. Det Romerske Folk gav ham ogsaa den prægtige Titel af Roms 3die Fundator, holdende for, at denne Cimbriske Kriig havde ikke været mindre farlig, end den Galliske Kriig, da Rom blev indtagen og afbrændt, og Camillus frelsede det Romerske Folk, som var flygtet til Capitolium.
Endskiønt de Cimbrer lidede saadant Nederlag, blev derfore det heele Folk ikke udslettet, som nogle foregive, thi foruden de, som ikke bivaanede dette Tog, men bleve tilbage i Fæderne-Landet, melder Julius Cæsar om 6000 Mænd, hvilke med Bagagen bleve efterladte paa den anden Side af Rhiin-strømmen, da de andre begave sig ind udi Frankerige og Italien, hvilke, efter at de havde meget omflakket, og førdt adskillige Krige, omsider satte sig ned udi et Land imellem Maas-strømmen og Schelde, og siges af dem at nedstamme de Folk kaldne Advatici. Det er ogsaa ingen Tvil paa, at jo af de 60000 Fanger, mange maae være komne tilbage til deres Fæderneland igien, og at andre ere blevne udi Italien, hvor de maa skee have givet sig i Tieneste hos de Romere, som ikke gierne foragtede slige tappere Folk, men brugte deres Tieneste mod andre Fiender, som de giorde med de Gallier og Tydske, hvilke med Tiden bleve Kiernen af den Romerske Kriigs-Magt, og hvoraf mange bleve satte udi høye Embeder. At de Cimbrer udi Keyser Augusti Tiid have beboed den halve Øe nu kaldet Jylland, som tilforn, vidner Strabo med disse Ord: Der fortælles mange Ting daarligen om de Cimbrer, mange Ting fortælles ogsaa, som have Skin af Sandhed. Jeg troer ikke, at de af Vandflod (14) ere drevne til at forlade deres Land, efterdi der findes endnu mange, som beboe samme gamle Lande, og have de Cimbrer nyeligen skikket Augusto en kobber Kiedel, som holdes for en Helligdom blant dem, have forlanget hans Venskab, og begieret Pardon for den Skade deres Forfædre havde tilføyet de Romerske Lande, &c.
Det er ellers rimeligt, at det Ord Cimbri betyder det samme, som stridbare Folk, og at af det Ord Cimbrer er kommen det Danske Ord Kiæmper. Efter Augusti Tider bliver meget lidt talet om de Cimbrer, dog har Navnet nogenledes været indtil Arcadii og Honorii Tider, efterdi Claudianus som levede under samme Keysere, taler om dem saaledes:
– – – latium paludibus exit
Cimbrus & ingentes Albim liqvere Cherusci.
Udi hvilken Tilstand de have været i Trajani Tiid, sees af Taciti Vidnesbyrd de moribus Germanorum Cap. 37. saaledes: Den Havbugt af Tydskland, besidde de Cimbrer, som ere nær ved det store Hav. Det er nu omstunder kun et lidet Folk men stort af Navn, thi deres gamle Bedrifter ere endnu udi Ihukommelse.
Om de Gother.
Det er vanskeligt at sige, naar det Ord Gother først er bleven bekiendt, item om de Gother ere de første Indbyggere af de Nordiske Riger, eller om de have uddrevet
Om Gothers Navn og Oprindelse.
de Cimbrer. Nogle af de Svenske Skribentere derivere de Gothers Navn fra Gog Magogs Søn, og Japhets Sønne-Søn; men saadant bestaar kun i pure Gisninger. Man veed alleene, at Navnet er meget gammelt, og at de Lande, som den navnkundige Asiatiske Helt Odin bemægtigede sig, vare kaldne Gotland, og Indbyggerne Godiod, som Torfæus viiser af det gamle Gothiske Skrift, kaldet Rimbegla. Gothlandene vare gemeenligen deelte udi Reid Gotland, (15) og Ej Gothland. Ved Reid Gothland forstodes det faste Land, og ved Ei Gothland Øerne. Under disse Lande befattedes Dannemark, og en stor Deel af Sverrig, og føre endnu nogle Provincier Navn deraf udi begge Riger. Saaledes ere endnu Vester og Øster Gothland udi Sverrig, ligesom Sønder og Nørre Gythland eller Jylland udi Dannemark; thi de Gother kaldtes og Gythones, som Cluverius i hans Geographia antiqva viiser. Mit Forsætt er ikke at commentere over de Gothers Navn og Oprindelse, men alleene at tale om deres Udtoge og Bedriffter, fra den Tiid de ere blevne bekiendte af Fremmede, og man med nogen Vished kand tale om dem.
De Gothers første Udtog.
De Gothers store og bekiendte Udtog af Norden henføres til Aar efter Christi Fødsel 190, da de siges efter lang flakken at have satt sig ned ved Donau-Strømmen, og at være deelte udi tvende Partier nemlig Øster-Gother, og Vester-Gother, gemeenligen Vise-Gother. Historien viiser, at de offte passerede Donaustrømmen, og giorde Indfald udi de Romerske Provincier Moesien og Thracien. Endeligen udi Keyser Valentis Tid satte de sig ned udi Thracien, og det ved saadan Leylighed. De skikkede Aar 280 Gesanter til samme Keyser udi Antiochia med Begiering, at han vilde forunde dem et stykke Land at beboe, tilbydende deres troe Tieneste, om fornøden giordtes.
De Gother sætte sig ned udi Thracia og antage det Arrianiske Kietterie.
Keyseren, som holt det for en Fordeel at nyde slige Stridbare Undersaatter, tog med Glæde mod deres Tilbud, skikkede Gesandtere for at slutte Forbund med dem, og at føre dem over Donaustrømmen. Blant andre Conditioner, som de da indginge, siges der, at de forbunde sig til at antage den Christelige Troe. Og som Keyser Valens var en stærk Forfægter af Arii Lærdom, faldte Gotherne ogsaa til det Arianske Kiætterie, som de længe derefter med stor Haardnakkenhed forsvarede. Der bleve dem saaledes assignerede Boliger udi Thracien, og meenede Keyseren derudi at have handlet meget Politice, men Udgangen visede, at han begik en yderligt stor Stats-Feyl ved at indføre slige stridbare Folk udi Kiernen af de Romerske Lande, thi det kostede hans eget Liv, og endelig Roms Fald. Thi kort dereffter opvaktes Tvistighed imellem de Gother og Romere, hvorudover de første (16) grebe til Gevær, førte Krig mod Keyseren, og endeligen omkom ham selv udi Thracien. De førte siden Krig med Keyser Theodosio, hvilken vel overvant dem, men omsider dog giorde Forbund med dem, gav dem Romersk
Deres Bedrifter under den store Konge Alarico.
Borgerskab, item Agre at dyrke, og betroede dem vigtige militaire Poster. Under Keyser Arcadio og Honorio brøde de ind udi Italien under deres Navnkundige Konge Alarico, hvor de holdte adskillige Treffninger med den Keyserlige General Stilicone indtil samme Stilico giorde Fred og Forbund med dem.
Dette Venskab stod nogenledes ved Magt, saa længe som Stilico levede. Men efter samme Generals Død lavede Alaricus sig til at giøre et nyt Indfald i Italien, og tog i Følge med sig hans Hustrues Broder Ataulffum, hvilken havde en anseelig Krigshær af Gother og Hunner, og som samme Ataulffus tøvede for længe, gik han alleene over Alpes, passerede Floden Po, rykte siden uden Modstand mod Rom, og slog sin Leyer ikke langt fra Staden, hvorfra han skikkede Gesandter til Keyser Honorium, begiærende Lande for sig og sine Gother udi Italien, og tilbydende derfor sin Tieneste, naar Keyseren havde ham og hans Folk nødige. Honorius, endskiønt han da fandt sig for svag til at giøre Modstand, saa dog forladende sig paa Ravennæ Fortificationer, sampt de Kriigsfolk, som han ventede fra Orienten, item paa den Besættning, som var i Rom, svarede, at hand intet Land kunde bortskiænke. Herudover blev Alaricus fortørned, brød op med sin Leyer, og gik lige for Rom, hvilken hand beleyrede; men denne gang lod sig bevæge af Skienk og Foræringer at ophæve Beleyringen igien. Derefter bleve foretagne adskillige Negotiationer; men, saasom man formedelst Keyserens utidige Haardnakkenhed ikke kunde komme til nogen Slutning, skikkede hand nogle Bisper til Keyseren, formanede ham, at han ikke ved sin Forseelse vilde drive ham til at plyndre og ødelegge en Stad, som udi 1000 Aar havde hersket over Verden, men indgaae billige Conditioner med ham for at afvende saadan Ulykke; men Keyseren fremturede med sit Forsætt, saa at det syntes, at den Gothiske Konge havde meer Omhue og Veneration for denne ædle Stad, end den Romerske Keyser selv. (17) Alaricus gik derfor anden gang for Rom, tilkiendegivende Indbyggerne Keyserens Ubillighed, og lod dem vide, at han vilde løbe Storm til Staden, hvis de ikke
Alaricus indtager Rom.
foreenede sig med ham mod Honorium. De Romere derfor overgave Staden udi Alarici Hænder, hvilken lod udvælge en ny Keyser ved Navn Attalus, og begav sig strax derfra med samme Attalo for at beleyre Honorium udi Ravenna. Udi saadan Tilstand var da det Romerske Keyserdom, som tilforn havde været en Skræk for den heele Verden, og Rom, som havde været Herskerinde over alle Stæder, maatte nu dantze efter en Gothisk Konges Pibe. Honorius da hand mærkede nu udi hvilken Fare hans egen Person stod, beqvemmede han sig omsider til Fred, hvilken blev sluttet med de Vilkor, at Alaricus skulde være Keyserens alliered, og bekomme visse Boliger udi Frankerige for sig og sine Gother, for hvilket han forbant sig at tiene Keyseren mod hans Fiender. Men som intet blev holdet af det, som var lovet, gik den tappere
Indtager Rom 2den gang og plyndrer den.
Gothiske Konge tredie gang for Rom, indtog Staden den 1 April Anno 410, og gav Ordre til at plyndre den, dog saasom han var en dydig Herre, forbød han at legge Haand paa Kirkerne, og de hellige Ting, iligemaade at udøse Blod. Saaledes blev denne store og prægtige Stad udplyndret, hvilket de fordum heroiske Romere da skielvende ansaae uden at giøre ringeste Modstand. Alaricus for at forhaane dem dismeere, lod først ovenmelte Attalum iføre Keyserlige Ornamenter, og Dagen derefter afklæde igien, og viise ham til Folket som en slet privat Person. Endelig, efter at han med sine Gother havde faaet et uhørligt stort Bytte udi Staden, forlod han den for at spille samme Tragoedier paa andre Steder i Italien. Efter at han havde igiennemstreiffet heele Italien, faldt han omsider i en Svaghed udi den Stad Consentia, og døde sammesteds midt udi sine Seyervindingers Lob. Han var een af de største Helte paa de Tider, og tillige med af stor Dyd og Moderation, hvilket Vidnesbyrd gives ham i den Romerske Historie.
Efter Alarici Død udvalte de Gother Ataulfum, hans Hustrues Broder til Konge, hvilken fik til ægte Placidiam, Keyser Honorii Søster. Hand satt sig for i Begyndelsen af hans Regiering at besøge Rom, for ikke alleene at indtage samme Stad efter (18) Alarici Exempel, men endogsaa for stedse at beholde den, og havde han besluttet at give den et andet Navn, og i steden for Roma at kalde den Gothia, hvilket ogsaa havde skeet, hvis ikke Placidia havde holdet ham derfra, saasom hun ansaae saadant som den største Forsmædelse det Romerske Monarchie kunde vederfares. Under denne
De Gother fæste Sæde udi Spanien.
Ataulfo fæstede de Gother først Fod udi Spanien, hvilket opvakte nye Tvistighed imellem de Gother og Romere. Men Placidia detournerede ham adskillige gange fra Fiendtlighed imod Keyseren, og Ataulfus, som særdeeles elskede samme Princesse, kunde intet nægte hende, hvilket de Gother, som fant deres Regning ved at føre Kriig, ikke kunde lide, sloge ham derfor ihiel til Barcellona, og udvalte sig en anden Konge ved Navn Sigeric. Denne Sigeric, saasom han ogsaa havde Inclination til Fred, havde samme Skiæbne, og Vallia kom udi hans Sted. Udi ham finge de Gother en Konge som de ønskede, thi han førdte store Kriger med de Vender og Alaner udi Spanien, skiønt udi Keyser Honorii Navn, som accorderede ham Ataulfi Enke Placidiam til ægte. Og lagde saaledes denne Vallia Grundvold til det Gothiske Rige i Spanien, skiønt hans Efterkommer Theodoricus allerførst førdte Titel af Konge i Spanien. Om hans Sejervindinger siunger Poeten Sidonius saaledes:
Vandalicas Turmas & vincti Martis Alanos
Stravit & occiduum texere cadavera Calpem.
Hvoraf sees, at han har bragt sine Vaaben til den yderste Kant af Spanien mod
Theodoricus første Gothiske Konge i Spanien.
Africa. Efter ham fuldte Theodoricus den første Gothiske Konge i Spanien, hvor han og hans Efterkommere alle af Gothisk Blod regierede fra 419 til 711. fast udi 300 Aar. Disse Gother, som saaledes huserede udi Italien under Alarico, og siden bemægtigede sig Spanien, vare kaldne Vest-Gother,
Vise-Gother og Ostro-Gother.
gemeenligen Vise-Gother, for at distinguere dem fra de Ostro-Gother, hvorom videre siden. Deres andre Bedrifter henhøre til den Spanske Historie, hvorfore jeg her intet videre derom vil tale, men alleene give en List paa de Vise-Gothiske Konger, som regierede udi Spanien indtil Rodericum, som blev omkommen af de Morer, og udi hvilken endtes det Vise-Gothiske Rige i Spanien. Deres Orden findes udi Isidori Gothiske Krønike saaledes:
(19) Liste paa de Vise-Gothiske Konger udi Spanien.
Theuderedus eller Theodoricus
Liuva
Thurismundus
Wittericus
Theudericus
Gundamarus
Euricus
Sisebutus
Alaricus
Svinthila
Gesalricus
Sisenandus
Theudericus
Chintila
Amalaricus
Fulca
Theudis
Chindasvinthus
Theudisculus
Wamba
Agila
Ervigius
Athanagildus
Egiga
Liuva
Witiza
Leovigildus
Rodericus.
Reccaredus
De Ostro-Gothers Bedrifter.
Hvad de andre Gother gemeenligen kaldne Ostro-Gother angaar, da ere de samme ikke synderligen blevne bekiendte førend under deres store Konge Theodorico, hvilken Ao. 483 succederede sin Fader Theodorico.
Den samme Theodoricus kom med een Kriigshær af Oster-Gother ind udi Italien, hvor hand førdte Kriig med Odoacro de Herulers eller Rugianers Konge, som havde bemægtiget sig Rom, giort Ende paa det Vestlige Keyserdom, og fæstet sit Kongelige Sæde udi Ravenna; thi Italien var da et Rov og Bytte for de Nordiske Nationer, hvoraf een drev den anden ud. Saaledes bleve de Heruler ogsaa igien uddrevne af de Ostro-Gother.
Thi Theodoricus, efter at han havde bemægtiget sig Mayland og andre Stæder, beleyrede han Odoacrum udi den nye Hoved-Stad Ravenna. For samme Stad skeede adskillige Trefninger mellem disse tvende Nordiske Konger. Omsider efter at Beleyringen havde varet længe, og der begyndte at blive Mangel paa Proviant udi Staden, brød Odoacer om Natten udaf Staden med sin Besættning, og anfalt de Ostro-Gother med saadan Fyrighed, at de maatte begive sig paa Flugten. Da den flygtige Theodoricus kom til sin Leyer igien, begegnede hans Moder ham (20) med haarde Ord,
Deres nye Rige i Italien.
tog sine Klæder op, og spurdte ham, hvor han vilde skiule sig, og om han vilde krybe ind i sin Moders Liv igien. Af denne heroiske Qvindes Gierning blev Theodoricus saa Skamfuld, at han paa nye gik Odoacrum imøde, og efter en haard Trefning tvang ham at flygte til Staden igien. Endeligen da Provianten var fortæret, beqvemmede de Heruler sig til at slutte Fred med de Ostro-Gother saaledes, at baade Odoacer og Theodoricus skulle regiere udi Ravenna og Italien med lige Myndighed. Men Odoacer blev kort derefter ihielslagen med List udi et Giæstebud, hvorudover Theodoricus fik Regimentet alleene.
Hand fæstede sit Sæde til Verona, og holdes af nogle for at have været den sterke Dietrik af Bern, som siunges om i vore Kiempe-Viiser. Efter ham fuldte adskillige Konger, hvorpaa gives saadan Liste:
Theodoricus
Ildobaldus
Athalaricus
Araricus
Theohadatus
Totilas
Vitiges
Teias.
Dets Ende
Under hvilken sidste der blev giort Ende paa det Ostro-Gothiske Rige udi Italien Anno 553 af den tappere Keyser Justiniani General Narsete, saae at Italien igien til en Tiid blev foreened med Keyserdommet, indtil de Longobarders Ankomst, hvorom herefter skal tales.
Om de Angler!
Den store Øe Britannien, hvorunder nu befattes Engeland og Skottland, var i gamle Dage beboed af 3 adskilte Nationer nemlig 1) de Britannier, de ældste Øens Indbyggere, som beboede den største og Sydlige Deel, og stode under det Romerske Herredom. 2) De Picter. Og 3) De Skotter, som havde deres Sæde udi de Nordlige Parter.
Britanniens gamle Tilstand.
De 2 sidste, efter at de havde ført langvarige Krige med hin anden, foreenede sig omsider for at anvende deres Kræffter mod de (21) Britannier, som vare deres tilfælles Fiender. De Britannier, findende sig for svage at imodstaae disse Nordlige Folkes Magt, søgte Beskyttelse hos de Romere, hvilke een og anden gang hiulpe dem af deres Trængsel, og lode anlægge en Steen-Muur, som skillede dem fra disse u-rolige Nationer. Men som det Romerske Monarchie paa de Tider blev meer og meer magtesløs, og de Romere havde nok at bestille med at beskytte Italien, og det faste Land, steege de Skotter og Picter over Muuren, brøde ind udi Britannien, og der øvede adskillige Fiendligheder. Hvorudover de Britannier seende sig udi saadan Trængsel, og at der ingen Hielp meere var at forvente hos de Magtes-løse Romere, bleve betænkte paa at søge anden fremmed Hielp.
De besluttede derfor at kalde til Beskyttelse de Angler, som beboede den syndre
Aarsag til de Anglers Ankomst til Britannien.
Part af Cimbrica Chersoneso, nu kaldet Jylland, item de Saxer, nu Holsteener, efter som samme Folk paa de Tider havde Navn af Tapperhed, og Krigs Videnskab, og skikkede Gesantere for at overtale dem til at komme over til Britannien.
De Angler og Saxer, saasom intet var dem kiærere end at øves i Krig, toge dette Tilbud an med Glæde, indskibede strax deres beste Mandskab, og under de 2de Anførere Hengisto, og Horsa (a) landede til Britannien (b) Anno 449. Den da regierende Britanniske Konge Vortigernus tog imod dem med stor Æres Beviisning, og assignerede dem strax den Province Kent at beboe. Derpaa foreenede de Britannier deres Kræfter med disse Fremmede, rykte mod de Skotter og Picter, og erholdte en fuldkommen Seyer over dem.
Hengistus, saasom en fornuftig Herre, der saae langt hen i Tiden, da han merkede, at de Britannier forlode sig gandske paa de Anglers Magt, arbeydede han paa at befæste sig stedse paa denne skiønne og frugtbare Øe, og derfore giorde Kongen Forslag om at lade transportere fleere af hans Landsmænd over til Britannien, hvilket Forslag Kongen befalt, saasom Krigen endda varede mod
(a) Horsa betyder en Hoppe, og Hengist eller Hengst en stod Hest; thi de Saxer gave gemeenlig dyrs Navne til deres Børn.
(b) Skibene, hvorpaa de bleve transporterede, kaldtes hos de Tiders Latinske Autores Ciulæ, hvoraf man meener, det Danske Ord Jolle kommer.
(22) de Picter og Skotter, og han ikke kunde vide hvad Hengistus dermed sigtede til. Herudover kom paa nye til Britannien et stort Antal af Angler tillige med Qvinder og Børn. Blant dem, som da bleve transporterede var Hengisti Dotter Roene, hvilken Kong Vortigernus forlibede sig udi formedelst hendes Deylighed, og tog hende til Ægte, saa at der blev ikke allene Forbund, men endogsaa Svogerskab stifftet imellem dem. Men, da de Angler bleve meer og meer bestyrkede, saa at de saae sig i Stand ikke allene at beskytte Landet mod de Skotter og Picter, men endogsaa at foreskrive de Britannier selv Love, begyndte de omsider at tage Masken af, og gave tilkiende, at Regimentet var udi deres Hænder.
Dermed saae Vortigernus Længe igiennem Fingre, efterdi han lod sig regiere af den Angliske Princesse Roene indtil de Britannier bleve utaalmodige, og satte hans Søn Vortimerium paa Thronen.
Fører længe Kriig med foranderlig Lykke.
Dette nye Konge-Vall foraarsagede offenlig Ruptur mellem de Angler og Britannier, og søgte den nye Konge at drive de fremmede Giester reent af Øen. Men da han var midt udi saadant Arbeyde blev han Tagen afdage ved sin Stedmoders List, saa at Regieringen faldt igien til Faderen Vortigernum. Over den nye Konges Død fattede de Angler nyt Mod igien, og udspreedede sig vit i Landet. Udi denne Tilstand tog en Romer ved Navn Aurelius, (c) som da var i Landet, sig de betrængte Britannier an. Den samme lod sig af Indbyggerne erklære til Konge, figtede mod de Angler med Succes, og som den gamle Konge Vortigernus selv udi disse Conjuncturer slog sig til de Angler, forfuldte Aurelius ham paa det heftigste. Og endelig, da Vortigernus var flygtet til et Taarn, satt han Ild derpaa og brændte ham op. Der paa gik samme Aurelius med sin Krigs-Hær mod de Saxer, hvilke han overvandt i et Feltslag, hvorudi Horsa Hengisti Broder omkom tillige med mange andre. Men Hengistus lod deraf ikke Modet falde. Han samlede sammen alle de Saxer og Angler han kunde tilveye bringe, fik ogsaa nye Recruter fra Jylland, og derpaa leverede Aurelius et nyt Feltslag, men han var der udi ligesaa ulyk-
(c)Hos somme heder han Ambrosius.
(23) kelig som hans Broder, thi hans Krigs-Hær blev slagen, og han selv døde kort derefter. Han efterlod sig toe Sønner, som fortsatte Krigen mod Aurelium, hvilken i Begyndelsen havde samme Lykke mod dem, men omsider blev slagen og omkommen, saa at de Angler og Saxer ved ham bleve skilte ved en farlig Fiende.
Efter hans Død blev Krigen fortsatt med foranderlig Succes, nu havde de Angler og Saxer Overhaand, nu igien de Britannier. Udi disse Krige fortæller Beda, at være skeed en særdeles Hændelse, nemlig, at, da de Anglo-Saxer engang rykte mod Londen, bleve de forskrækkede, da de hørte de Britannier med høy Røst raabte Alleluja, og toge Flugten, hvilket giver tilkiende, at de endda ikke vare Christne. Det vilde her blive forvitløftigt at opregne alle de Feltslag, som siges at være holdne mellem disse Folk. Der antegnes i den Engelske Historie fornemmeligen et stort Slag, som blev holdet Anno 492 og 44 Aar efter de Anglo-Saxers første Ankomst til Britannien hvorudi begge Hengisti Sønner bleve slagne. Samme Slag beskrives af Gilda, som siger, at han blev fød samme Aar. De Anglo-Saxer vare temmeligen udi klemme, saa længe den tappere Britanniske Konge Arthur levede, hvilken giorde Forbund med de Picter og Skotter, og søgte at drive de fremmede Giæster, som endnu vare Hedninger, reent ud af Øen igien. Ja deres Magt blev da saa svekket, at det syntes, at de ikke kunde komme til deres forrige Kræffter igien, og kunde de neppe forsvare dem udi den Province Kent, hvor de havde deres største Styrke.
Bemægtige sig omsider det heele Land, som fik Navn af Engeland.
Men da den tappere Arthur døde, vendede Bladet sig om, thi de Britannier tabte med ham all deres Lykke, Dyd og Tapperhed, saa at de efter den Tid ikke meer kunde staae de Anglo-Saxer imod. De bleve overvundne udi adskillige store Feltslag, og saaledes beængstede, at nogle af dem toge Flugten over Søen til den Franske Province Armorica, som efter deres Navn blev kalden lille Britannien, nu allene Bretagne, hvilken Province endnu differerer udi Sprog og Sæder fra de andre Franske.
De andre beængstede Britannier flygtede til den Province kaldet Vallia eller Vales, hvor endnu det gamle Britanske Sprog (24) tales, og ere Indbyggerne af samme Province ikke andet end de gamle Britannier, som flygtede did hen, for at skiule sig for de sejerrige Anglo-Saxer. De samme havde længe deres egne Printzer, kaldne Prindser af Vales, indtil de igien bleve foreenede med de andre under et Rige. Saaledes bemægtigede de Anglo-Saxer sig den heele Øe undtagen Skottland, og blev Landet fra den Tid kaldet Engeland, af hvilket Navn det endnu meest er bekient. Efterat de Angler saaledes havde bemægtiget sig den største Deel af Øen, deelte de Landet udi adskillige Riger.
Landet deeles udi 7 smaa Riger.
Det første Rige blev kaldet Cantium eller Kent, et Anglo-Saxisk eller Dansk Ord, efterdi det er en Huk eller Kant af Britannien. Udi denne Province fæstede Hengistus med de Angler først Sæde.
Det andet Rige blev kaldet Sussex eller de Syder-Saxers Rige; derudi opregnes nogle smaa Konger, som regierede indtil Landet blev vundet, og foreened med de Vest-Saxer.
Det 3die Rige blev kaldet Ost-Angelen eller de Ost-Anglers Rige, efterdi det ligger mod Østen. Dette lidet Rige falt nu udi de Merciers, nu udi Vest-Saxers, nu udi de Kentiske Kongers Hænder.
Det 4de Rige fik Navn af Essex eller de Ost-Saxers Rige. Hovedstaden for samme Rige var London, som siden er bleven Hovedstaden for heele Engelland. Dette Rige havde ogsaa adskillige smaae egne Konger, indtil det blev undertvunget tillige med Kent af den Vest-Saxiske Konge Egbert.
Det 5te Rige var Mercia, hvilket den Vest-Saxiske Konge Alfred undertvang sig, og forenede med det Vest-Saxiske Rige Anno 820.
Det 6te Rige var Northumbrien, som varede indtil 827, da det ogsaa blev foreened med det Vest-Saxiske Rige.
Endelig var det syvende det Vest-Saxiske Rige, hvilket opslugede alle de andre. Saa at den Vest-Saxiske Konge Egbert kand kaldes den første Enevolds Konge over Britannien, thi han foreenede alle Provincer til et Rige, hvilket han i steden for Britannien lod kalde Engelland til Erindring af de Angler, som havde vundet Landet.
(25)
Hvad Fata siden Engelland har haft, og hvorledes det siden blev undertvunget af de Danske Konger Svend Tiuguskiæg og Canuto Magno kand sees af samme Kongers Historie. De Anglo-Saxer vare længe Hedninger efter deres Ankomst til Brittannien. Den Christne Troe siges først at have været indført udi Kent, hvortil gav Leylighed Kong Ethelberts Hustrue, hvilken, saasom hun var en Fransk Princesse, og opdragen i den Christelige Troe, formaaede hun Kongen at antage den samme. Hvorudover den Romerske Pave Gregorius Magnus skikkede den bekiendte Munk Augustinum til Øen, og underviste han saavel Kongen som Indbyggerne udi Christendommen.
Om de Normanner!
Det var en vedtagen Skik blant Kongerne udi Norden, at skikke deres Børn ud paa Fribytterij, endeel for at giøre dem beqvemme til Krig, eendeel ogsaa for at beriige dem, og varede saadan Skik indtil Christendommens Indførsel, og noget der efter, saa at ingen Printz var anseet, uden han havde øvet saadant Handværk. Da
Første Normanske tog til Frankrig.
den stridbare Konge Regner Lodbrok regierede udi Dannemark, blev hans Søn kaldet Biørn Jernside udskikket tillige med hans Hofmester Hasting at forsøge Lykken til Søes, og udi fremmede Lande.
Disse satte deres Cours til Frankerig, satte Folk paa Landet, afbrændte det Kloster af St. Qvintin, og ihielsloge mange Christne tillige med Biskopen af Noyon. Siden fore de op ad Seinen til Rouen, og fast ødelagde den heele Province Neustrien. De passerede derpaa den Flod Loire, og forstyrrede den Stad Orleans. Og, som ingen Magt kunde staae dem imod, rykte de omsider for Hovedstaden Paris, hvilken de indtoge og afbrændte. Det er ligesaa u-fornødent som u-behageligt at fortælle alle de Tragoedier, som de samme Tid øvede, at opregne de mange Stæder, Kirker og Klostere, som de ødelagde, og de mange Christne Mennisker som de omkomme. Saadant vil jeg overlade andre udførligen at fortælle, (26) eftersom jeg ikke holder disse Normanske Bedrifter for den største Zirat udi Fædernelandets Historie. Da de Franske saae ingen Ende paa deres Elendighed, og at all Magt var forgiæves mod slige haarde Fiender, stillede den Konge, (d) som da regierede udi Frankerige, Hasting tilfreds med Penge, og derforuden forærede ham den Stad Chartres. Hvorpaa Landet en tidlang af dem blev befriet. Dette var vel det farligste men ikke det første Tog de Danske og Norske havde giort udi Frankerige; thi den Franske Historie vidner, at de have begyndt at foruroelige de Franske Kuster endogsaa udi Caroli Magni Tid, skiønt med liden Fremgang, eftersom samme Keyser holdt altid Skibe og Tropper færdige for at hindre dem Landgang. Men efter Caroli Magni Død, da der reysede sig Borgelige Krige i Frankerige, ophørede disse gode Anstalter, og da blev Landet disse Nordiske Nationer ligesom til Rov og Bytte.
Deres første Streiffen var dog ikke uden paa det platte Land, men omsider angrebe de ogsaa Stæderne, hvilke de udplyndrede, og førte Byttet til deres Skibe, og, jo meere saadant Handværk lykkedes dem, jo oftere komme de igien, og udtømmede Landet ikke mindre fra Folk end fra Penge; thi foruden utallige Mennesker, som de ihielsloge, lode de en stor Deel bortføre udi Slaverie. Omsider tvunge de Kongerne at give dem store Penge Summer for at hindre Provincernes Ruine, ja at forære dem Stæder for at stille dem tilfreds, hvilket sees af det store Tog Biørn Jernside og Hasting giorde. Af de idelige Seiervindinger, de Normanner erholdte over de Franske eller Carlinger, det er Caroli Undersattere, meene nogle at det nu brugelige Ord Kerlinger komer, og at de paa Spott gave saadant Navn til gamle Koner.
Andet Normanniske Tog under Rollone.
Omendskiønt Carolus Calvus, som sagt er, saaledes ved Foræringer havde faaet dem ud af Landet, varede det dog ikke længe, førend en nye Sværm af Normanner kom igien. Deres Appetit var i sær paa den Province Neustria, i hvilken de tragtede (27)
(d)Hvitfeld siger Carolus Simplex, hvilket ikke kand være, uden man confunderer det Tog med det andet, som skeede under Rollone. Det synes derfor heller at have været Carolus Calvus.
|at rodfæste sig, saa vel i Henseende til samme Provinces Godhed, som dens beqvemme Situation og Havner for deres Flode. Dette Forsætt havde den nye og Navnkundige Normannske Anfører Rollo stedse i Hovedet, og ikke hvilede, førend han fik samme
Samme Rollonis Portrait.
Province til Ejendom. Førend jeg taler videre derom, vil jeg give korteligen samme store Helts Caracter. Autores komme ikke over eens om hans Fødeland. Dudo og efter ham Wilhelmus Gemmiticensis sige at han var fød udi Dannemark, og at hans Fader var en anseelig riig Mand, som førte Krig mod Kongen af Dannemark, hvilken Sønnen Rollo fortsatt efter Faderens Død; men, som Kongen blev ham forstærk, maatte han tage Flugten til Norge.
Den Norske Krønike derimod, som man her udi meest kand forlade sig paa, siger, at hans Fader var Ragvald en rig Jarl udi Norge, som levede under Harald Haarfager, og vidner Torfæus udi hans Orcadiske Historie at der endnu findes udi Syndmøer i Norge nogle af denne Rollonis Skibs Rudera, som han havde brugt til det Franske Tog. (e) Hans Søn Rollo beskrives udi samme Krønike at have været saa feed, at ingen Hæst kunde bære ham, hvorfore han altid maatte gaae til Foeds, og derfor gemeenligen blev kaldet Gange Rolf. Og saasom Kong Harald Haarfager paa de Tider undertvang alle smaa Konger og Høvdinger, og blev Eenevolds Herre udi Norge, gav saadant Anledning til adskillige misfornøyede Herrer at forlade Norge, og at forsøge Lykken udi fremmede Lande, og er det troligt, at Rollo af samme Aarsag har forladt Riget. De Franske Skribentere beskrive hans Person saaledes. Han var en Mand, som var elsket og æret ikke allene af hans eget Folk, men endogsaa af Fremmede. Han havde en Majestetisk Anseelse, og en Heroisk Taille, var af stor Forstand, Belevenhed, og Oprigtighed, hvorudover, da han fik i sinde at forsøge Lykken udi fremmede Lande, fik han stort Tilløb fra alle Kanter udi Norden, saa at han i een hast bragte til veye en anseelig Flode, og en stor Krigs-Hær; og, som mange store Helte, for (28)
(e) Torfæus Orcad. Lib. 1. Cap. 8 hvor han citerer til Bevis en gammel Provsts Sigelse ved Navn Christoffer Hierman; men hvorvit saadan Sigelse kand gielde, vill jeg lade staae ved sit Værd.
|at giøre sig anseelige, have fingeret Aabenbaringer, saa foregav ogsaa denne Rollo, at han havde haft et merkeligt Syn, som promitterede ham en særdelis Lykke, og siges der, at samme Syn erhvervede ham ikke mindre Tilløb, end hans Personlige Qvaliteter. Saadan Mand var Rollo, som anførdte de Normanner sidste gang udi Frankerig, og som fik til ævig eje for sig, og sine Efterkommere den vigtige Province Neustrien, som siden blev kalden Normandien.
Han seylede først til Engelland, hvor hand slog 2 Engelske Kriigshære, den eene efter den anden, og, da han saae ingen Leylighed til at sætte sig ned udi samme Land,
Hans store Seiervindinger.
reysede han til Frisland, hvor han giorde sig en stor Deel af Landet Skattskyldig, og endelig udi det Aar 876 kom til Frankerige. Han gik da op ad den Flod Seine til Rouen, bemægtigede sig samme Stad, og som han fornam, at den var af stor Vigtighed, lod han den stærk befæstige. Derpaa slog han de Franske udi adskillige Trefninger, og siden begav sig til Engelland igien. Dette hans første Franske Tog skeede udi Caroli Calvi sidste Regierings Aar. Noget efter bemelte Konges Død, da Carolus Simplex var kommen til at sidde paa den Franske Throne, kom Rollo langt stærkere til Frankerige igien, og giorde Indfald paa 3 adskillige Stæder igiennem de 3 Floder Seine, Loire og Garonne, oversvæmmede det heele Rige, indtog adskillige Stæder, og huserede saaledes, at alting zittrede og bævede for dem, og maa det have været paa den Tiid, at de Franske lode disse Ord indføre udi deres Litani: A furore Normannorum libera nos: Det er, fra de Normanners Grumhed fri os kiære HErre GUd. Carolus Simplex, seende sig med Magt intet at kunde udrætte mod disse mægtige Fiender, betienede sig af Francon Erke-Bispen af Rouen, hvor Rollo havde sit Sæde, til at underhandle en Fred eller Stillstand. Erke-Bispen paatog sig villigen saadan Commißion, helst saasom han vidste, at Rollo havde Æstime og Ærbødighed for ham. Begav sig derfor til Rollo, bevidnede, at Kongen af Frankerige, hvorvel han var hans Fiende, agtede dog ham høyt formedelst hans store Qvaliteter, og derfor ønskede at slutte Fred og Venskab med ham paa de Conditioner. 1) At ham (29) skulde indrømmes det Landskab Neustrien, 2) At han skulde faae Kongens Dotter til ægte, og 3) at han skulle antage den Christelige Troe. Rollo lod strax tilkiende give, at Propositionerne stode ham an. Men sagde, at han intet kunde slutte, førend han havde raadført sig med de høye Officiers af hans Kriigshær. Han holt derpaa Conseil med de fornemmeste Normanner, og fandtes der da ingen, som jo holdt fore, at det var fordeelagtige Tilbud, som man ikke kunde afslaa. Det Forslag om Religionens Forandring gav ogsaa ikkun liden Vanskelighed, thi adskillige Normanner havde allereede antaget Christendommen, og de øvrige vare meget koldsindige i Religions-Sager; thi den Franske Historie vidner, at hvor megen Vold de Normanner havde end øvet mod de Christne, saa havde de dog aldrig søgt at tvinge nogen Christen Fange til at forlade sin Religion. Efter at Rollo havde hørt sit Raads Betænkende, lod han Kongen ved Erke-Bispen vide, at han tog mod de giordte Propositioner, og vilde indgaae en Stillstand, paa 3 Maaneder, at man imidlertiid kunde bringe Tractaten til Fuldkommenhed. Kongen hørte dette Svar med Glæde, og Stillstanden blev derpaa sluttet.
Nogen Tiid derefter blev holden en Samtale mellem Kongen og Rollo, udi hvilken Rollo betienede sig af den Frygt han saae sig at have indjaget udi Frankerige, og lod ved Erke-Bispen giøre Kongen 2 andre Propositioner. (1) At det Landskab Neustrien maatte gives ham paa hans Efterkommere. (2) At Kongen skulde foruden Neustrien ogsaa indrømme ham en anden Province. Disse Forslag mishagede Kongen meget, i sær det sidste; men Erke-Bispen forestillede ham i hvilken elendig Tilstand Frankerige var, og hvor høyt fornødent det var, at stille den tappere Herre tilfreds, formaadde omsider saa meget, at Kongen samtykte derudi, saa at man alleene ballancerde over, hvilken Province det skulde være. Endelig efter lang Betænkende overlod man ham ogsaa Bretagne, og tillige med accorderede ham hans andre Begiæringer. Dog synes det af de Tiders Franske Skribenter, at Bretagne ikke blev accorderet
Bekommer til ævig Eye den Province Neustrien som siden blev kalden Normanndien.
paa anden Maade, end at han skulde have Ræt til at fodre Victualier, og andre fornødne Ting deraf, til sine Troppers Underholding (30), og det alleene for nogle Aar, skiønt Rollo siden tvang de Bretons at hylde sig, dog uden Præjudice til Kronen; thi Viggnier udi hans Traité de la petite Bretagne vidner, at Hertugerne af Bretagne hyldede stedse Kongerne tillige med Hertugerne af Normandien. (f)
Efterat Tractaten var sluttet, blev Rollo ført til Kongen for at aflægge sin Hylding. De Franske, som naturligen ere nysgiærige, løbe da til i hobetal, for at see denne navnkundige Mand, som havde været en Skræk for Frankerige, og som man admirerede ikke mindre for hans Forstand, end for hans Tapperhed. Han hilsede Kongen, men med saadan Miine, som heller lignede en Overmand, end en Vasal, og havde han megen Umage at beqvæmme sig til Hyldingens Ceremonier, besynderligen at tage Kongen i Haanden for at aflægge Hyldings Eed. Efter at Hyldingen var forrettet, gav Kongen ham sin Dotter Gisele, hvorfore han aflagde sin Taksigelse: Men, da de Franske Herrer sagde ham, at det var Sædvane,
En selsom Hændelse ved Hyldingen.
naar Kongen beviisede nogen saadan Naade, at falde paa Knæ, og kysse Kongens Fødder, svarede han, at han heller vilde bryde Tractaten end beqvæmme sig dertil: Omsider overtalede man ham dog at lade saadant forrætte ved en fornemme Norman. Den samme da han tog Kongens Fod for at kysse den, løfftede han den saa høyt, enten af U-agtsomhed eller Foragt, at Kongen nær var falden baglængs, hvis hans omstaaende Ministrer ikke havde understøttet ham. Og foraarsagede dette, at man begyndte baade at lee og knurre udi Forsamlingen, dog lod man sig ikke merke med nogen offentlig Fortrydelse, for ikke at bryde over tvers. Dette store Verk blev forrettet Ao. 911. og begyndte den Province Neustrien, som de Normanner blev indrømmet, fra den Tiid at bære Navn af Normandien, hvilket Navn den endnu fører. Aaret derefter nemlig 912. blev den nye Hertug af Normandien, Rollo, døbt af Erke-Bispen af Rouen, og blev udi Daaben kaldet Robert. Hans Exempel efterfuldte de andre Normanner baade Høye og Lave, hvilke iligemaade lode sig døbe. Derpaa (31)
(f)Slige Lehn kalde de Franske Arrieres Fiefs.
|gik Bilageret for sig med den Franske Princesse Gisele, hvilken ikkun var 14 eller 15 Aar gammel, da derimod Hertugen af Normandien efter Dudonis Regning havde 60 Aar, hvilken Alder dog ikke hindrede, at han jo havde alle Legemets og Sindets Kræfter. Denne Herre, saasom han ikke havde foretaget dette Tog allene for at røve og plyndre udi Frankerig, som de andre Normanner for ham; men for at sætte sig ned i Landet, saa tog han sig strax for at bestyrke sit nye Hertugdom ved gode Love mod Mord, Rov, Tyverie, og alt hvad som kunde forstyrre Landets Fred. Han gav Frihed til alle Nationer at sætte sig ned i Normandien for at peuplere Landet, lod Stæderne herligen befæste, og de ruinerede Kirker med stor Fliid reparere.
Saaledes blev den gamle Province Neustrien støbt om i en anden Form, og giort til et af de vigtigste Førstendømmer under det Navn af Normandien. Indbyggerne havde saadan Æstime og Kiærlighed for denne nye Hertug, at de dyrkede ham som en Fader, og holder man for, at det Ord Haro, som Normannerne siden brugte, naar dem fattedes noget, er det samme som Ha Rollo, eller hielp Rollo. Dette er ellers den merkeligste Hændelse udi Historien af samme Seculo. Herpaa følger en Liste paa de Normanske Hertuger:
Liste paa de første Normanniske Hertuger.
(1) Rollo eller Rolf, som udi Daaben blev kalden Robert, første Hertug af Normandien, og som havde til ægte Caroli Simplicis Dotter Gisele, døde 920.
(2) Wilhelmus kalden Longa Spatha, den anden Normanske Hertug, blev ihielslagen af Arnulpho Græven af Flandern 943.
(3) Richardus tredie Normanske Hertug, kalden den Gamle, døde 1020.
(4) Richardus 2dus fierde Hertug, døde 1024.
(5) Richardus 3tius femte Hertug, hvis Søn siges at have været den navnkundige Tancredus, som blev Konge i Sicilien.
(6) Robertus den anden døde paa Reysen til det Hellige Land 1035. og ligger begraven udi Nicæa.
(7) Wilhelmus Nothus syvende Normanske Hertug, som siden undertvang Engelland, og var en af de største og fornufftigste (32) Konger, som regierede paa de Tider, og som lagde Grundvold til den Orden, Politesse og Magt, hvoraf Engelland er bleven saa anseelig.
Hvad disse Hertuger ellers have bedrevet i Frankerig, Engelland, Sicilien og Italien, derom vil jeg her intet tale, saasom slige Bedriffter henhøre ikke til denne Historie. Man veed, at deres Afkom har regieret længe udi Neapoli og Sicilien, hvor de Normanner uddreve de Saracener, og oprættede et nyt Rige.
Om de Longobarder!
De Longobarders Udtog.
Vore Danske Skribentere sige, at da Kong Snio regierede udi Dannemark, indfaldt der saadan dyr Tiid, at mange døde af Hunger. Hvorudover Kongen befoel, at nogle Familier af hver Province skulle gaae ud af Landet, for at søge nye Boliger. Disse samlede dem først udi Skaane, og seylede siden til Gulland, hvor de toge sig det Navn af Longobarder, hvoraf de udi Historien ere blevne saa bekiendte. Deres Anførere siges at have været Ebbe og Aage; og vidner et gammelt Skrifft, fundet paa Gulland, om deres Tog saaledes.
Det gamle Gullandske Vers om Longobardernes Tog
Ebbe og Aage de Hælde saa froe
Siden de for Hunger af Skaane droe.
Da stæddes de næst varum Guthe Gudland
Met Gamle og Ungum, Qvinde og Mand.
Derum Sneker varum halve Fierdum Stie
Og Hundrede Mandum inden hverum di.
Og nævnte sig Vinnelinder, jak sige kand
Efter Ebbe, hvilken kom af Vendelbo Land.
De varum badum Gødinge Kønigum,
Meden Aage var eeneste Motters Sønnum.
Vir togum til Verge badum Sture og Smaae,
At de skullum ikke lengar genum naae.
De bade os allum med qvidendum Røst,
Hæd vir villum komme dennum til Trøst. (33)
|Vir tokum til Gissel Høfvitzmændenum badum,
At de skullum ikke for møkket radum.
So duelde de næst Uss Maanedum toe
De varum der veder saa meket froe
Vir lodum dennum følgum med sneker tj
Og hundredum Mandum indum hverum dj.
Til Rylandum lodum de standum da
Jak kand met Sandenum sigum fra.
Derum Mact kundum engen standum mod.
De vundum hæd Landum under derum Fod
Og andrum Landum, hvilkum der logum næst,
For Lykken var dennum allum Tidum best
Der Høfvitzmændum af Dødum varum qvald,
Gave de sig ikke længrum Toll.
Meden valdum til Konning einum fraker Mand,
Halgermundur han hæd, jak sige kand.
De slogum de Longobarder indum derum Land,
Der blev ikke levende einum eniste Mand.
Saa lodum de sig Longobardum kallum,
Pannonien bestriddum de og med allum.
Og togum saa indum Vallandum dernæst,
Der timedes dennem Lykken allum best.
Hæd ær vel skrevet, hæd ær vel spurt,
Hvad de havde sidum mandelikum giort.
Oc mest siden de indum Vallandum kom,
Hæd jær vel kyndt allum Vereldum om,
Fordj af dennem led mangum Mand Møde,
Til Karl Keyser hin stura fik lagt dennem øde.
Dette Vers kommer saa viit overeens med fremmede Historier, nemlig, at de først ginge ud af Skaane, og siden begave sig til Gulland, hvorfra de reysede til Rugen, og endeligen satte sig ned udi Pannonien, førend de komme ind udi Italien. Jeg har anført dette Vers, efterdi Hvitfeld har værdiget at indføre dem udi sin Historie, og anseet dem, som gamle Riim, hvorvel de synes ikke (34) at være skrevne meget længe for hans Tiid, og derfore ikke at kunde passere for meget autentiqve.
Jeg vil her ikke tale om Tiden, paa hvilken de først forlode Dannemark, ey heller om deres Bedriffter udi Tydskland og Pannonien, eftersom alting derom er u-vist, og Autores have adskillige Meeninger derom; ey heller vil jeg tale om Oprindelsen til det Ord Longobarder, saasom man efter megen U-mage og lang Gisning, dog maa skee, ikke kand hitte den rætte Etymologie; Vil derfore strax begive mig til det Italienske Tog, hvor de Longobarders Historie bliver meere vis og tilforladelig.
Efter at de Longobarder havde opholt sig nogle Aar udi Pannonien, giorde de under deres Konge Alboino et Indfald udi Italien Anno 568, og det ved saadan Leylighed. Da den tappere Keyserlige General Narses, som havde giort Ende paa det Ostro-Gothiske Rige udi Italien, siden af Keyserinden Sophia blev forhaaned, i det hun bebreydede ham at være en Gilding, som heller burde sidde ved en Spinde-Rok eller Væv, end commandere en Kriigshær, blev samme tappere Herre saa forbittret, at han lod hende viide, at han vilde væve saadan en Væv, som hverken hun eller Keyser Justinus skulde løse, og saasom de Longobarder da bebode Pannonien, hvor de vare
Aarsagen til deres Ankomst i Italien.
udi stor Estime for deres Tapperhed, skikkede han Bud til deres Konge Alboinum, inviterende ham at komme til Italien. Alboinus, som havde hørt hvad Lykke og Fremgang adskillige andre Nordiske Nationer havde giort i samme Land, forsømmede sig da ikke, men, efter at han havde giort Anstalt til saadant Tog, begav sig paa Veyen, og kom igiennem Noricum, eller det Land som nu kaldes Østerrige ind udi Italien. Han bemægtigede sig strax adskillige Steder, blant hvilke Verona, Vincentia og Meyland,
Deres Konge Alboinus opretter det Longobardiske Rige udi Italien.
og omsider efter 3 Aars Beleyring bemægtigede sig den vigtige Stad Pavia, som blev siden giort til Hoved-Stad for det Longobardiske Rige, og Residentz for de Longobardiske Konger.
Alboinus var saaledes den første Longobardiske Konge i Italien, en navnkundig Mand, saavel i henseende til det nye Rige, som han stifftede, som til hans Skiæbne og ynkelige Endeligt, hvoraf (35) Poeter have taget Materier til Poemata og Tragœdier. Han havde tilforn ihielslaget de Gepiders Konge Commundum, og taget hans Dotter Rosmunda til ægte. Af denne ihielslagne Konges Hovedpande havde han giort et Drikke-kar, som han betiennede sig af udi Giæstebud, og undertiden skiæmtede dermed udi Dronningens Nærværelse. Dette opvakte saadan Forbittrelse hos Dronningen, at hun besluttede at hevne sig. Hun søgte at overtale en ung Person ved Navn Helmechildis at myrde Kongen, og lovede til Belønning at ægte ham, og at sætte ham paa Thronen.
Helmechildis lod sig forblinde af saadanne Løffter, og omkom Kongen udi hans
En merkelig Historie om Alboini Dronning.
Senge-kammer. Rosmunda søgte derpaa at vinde de fornemmeste Longobarder, og at overtale dem til at sætte Helmechildis paa Thronen. Men langt fra at formaae dem dertil, de truede heller at hevne deres Konges Mord. Hvilket da hun merkede, flygtede hun med Helmechilde til den Keyserlige Statholder eller Exarch udi Italien Longinum, og søgte ved hans Hielp at sætte denne unge Person paa den Longobardiske Throne. Men Longinus fik hende ikke saa snart at see, førend han fattede Kiærlighed til hende, og det saa hefftigt, at han forlangede hende til Hustrue; Men som det ikke kunde skee, førend man fik røddet Helmechildin af Veyen, besluttede den ustadige Rosimunda at omkomme ham med Gifft. Hun præparerede ham derfor en Drik, hvilken hun engang præsenterede ham, da han kom af et Bad, og var hidsig. Helmechildis, som ingen Mistanke havde til Dronningen, tømmede meer end det halve Bæger; men, da han merkede at Drikken giorde en selsom Virkning hos sig, begynte han at fatte Mistanke, og befoel hende at drikke det øvrige. Hun vegrede sig længe derfor, foregivende, at hun ingen Tørst havde. Men som han truede at omkomme hende paa Stedet, hvis hun ikke efterlevede hans Villie, maatte hun dertil. Hvorudover begge omkomme paa eengang, og inden een Time. Saaledes endtes denne Tragoedie, som er een af de merkeligste udi Historien.
Efter Alboini Død satte de Longobarder Clepho paa Thronen, efter hvilken de bleve regierede ved 30 Førster udi 20 Aar, saa (36) at Regieringen blev forandret til et Aristocratie; men, da den Tiid var forløben, toge de sig Konger igien;
Imidlertiid var Italien deelt udi tvende Parter, den Nordligste Part tilhørede de Longobarder, og blev kaldet Lombardien, hvilket Navn det endnu beholder, og var Kongernes Residentz-Stad Pavia. Den anden Deel beholdte de Romerske Keysere udi Constantinopel, hvilke regierede den ved en Statholder, kalden Exarch, som residerede til Ravenna. Og Staden Rom adlydede de Romerske Paver.
Den sidste Longobardiske Konge var Desiderius, hvilken blev overvunden af den
Ende paa det Longobardiske Rige.
Franske Konge, Carolo Magno, som indtog Pavia, og ødelagde det Longobardiske Rige Ao. 774, efterat det havde staaet fra Alboini Ankomst til Italien over 200 Aar.
Af disse mange og store Tog sees, at ingen Nation under Solen har været meer stridbar og seyerrig, end de gamle Danske; thi deres Bedrifter opfylde de fleste udenlandske Krøniker, og giøre en considerable Deel af deres Historier. Til saadant have bevæget dem eendeel deres naturlige Tapperhed, som ikke har tilladt dem at sidde stille hiemme, en Deel ogsaa deres store Begiærlighed at see fremmede Lande, hvilket man merker endnu at være en Hoved-Passion hos denne Nation, saa at det første Børn lære at tale, saa gaae de frugtsommelige med udenlanske Reyser. Den Forskiæl alleene er imellem de gamle og nye Danske, at de første reysede af Riget for at undertvinge fremmede Lande, eller komme tilbage med stor Bytte og Rigdom, da de sidste derimod bringe Pengene ud af Riget; Saa at jeg troer, at om man kunde udregne, hvad Rigdom de gamle have indført, og hvad de nye derimod have udført, og endnu dagligen udføre, skulde man maa skee komme til Liqvidation med fremmede. Dette er en fornøden, skiønt løslig Relation om de gamle Danskes Bedriffter udenlands, nu vil jeg begive mig til den rette indenlandske Historie, hvilken jeg deeler udi visse Periodos, af hvilke den første indeholder de Hedenske Konger, den anden befatter de Christne Konger fra Canuto Magno indtil det Nordiske Monarchie, stifted af Dronning Margareta.
Den tredie indeholder samme Nordiske Monarchies Historie (37) indtil Christiani 2di Landflygtighed, da Foreeningen mellem de 3 Riger gandske ophørede. Den 4de begynder med Reformationens Opkomst udi Dannemark under Kong Friderich den 1ste, og gaar indtil den store Forandring udi
Regieringen under Kong Friderich den 3die. Den sidste Periodus befatter de Souveraine Danske Kongers Historie indtil Frederici 4ti Ankomst til Regieringen.
Første Periodus i den Danske Historie fra Kong Skiold indtil Christendommens Indførsel.
Udi den Danske Historie ere 3 Secter, og de Danske Historie-Skrivere deeles udi 3 Classer; Udi den første Classe regnes alle de, som holde Dan for den første Konge i Dannemark, og ikke stige videre op udi Tiden: Samme Dan skal efter deres I den
Danske Historie ere 3 Secter.
Sigelse have givet Navn til Dannemark: Hans Fader sige de var Humble, som havde 4 Sønner, Snore, Dan, Østen og Angul, og Faderen sat Dan til Regenter over Siælland, Falster, Møen, Lolland og alle de Øer, som under eet Navn vare kaldne Vithe Slætterne, det er de Vithers eller Gothers slætte Marke. Denne Dan siges at have bygget Leire-Slott eller Bye, og først anlagt Afguds-Tiennesten i disse Lande. Hvad det faste Land angaaer, da meener Saxo, som er Auctor til denne Sect, at Jylland da var under Tydsk Herredom, og at Dan allerførst tog det Land fra de Tydske. (g) Angaaende Tiden, til hvilken de henføre denne Kong Dans Regimente,
Hypothesis Vulgarisda
regne nogle det 600 Aar for Christi Fødsel, andre meer end 1000 Aar, og andre igien ikke stort over 300: Mange have giort sig stor Umage at examine-
(g)Saxo Lib. 1. Cap. II.
|re (38), hvis Meening der er rættest; men, saasom det er ganske uvist, om denne gode Kong Dan nogen Tiid har været til i Verden, saa holder jeg det for et u-nødigt arbeide at lægge Hovedet i blød for at udfinde det rætte Aars Tal; Thi det er ligesom at giøre vitløftige Dissertationer over den Fugl Phoenix Qvaliteter, førend man er forvissed om, at der er saadan en Fugl til. Jeg vil derfore, uden at træde til noget Examen, videre løsligen fortælle, hvad Skribentere af denne første Classe fortælle om Kong Dan: De sige, at hans Dronning skal have været Gretha eller Grytha fød i Sachsen, og at de Cimbrer først udi hans Tiid skal have giort de store Tog udaf Jylland, og at Kong Dan ligger begraven udi en Høj ved Leire.
Betænkning derover.
Denne Hypothesis er et svagt Fundament at bygge den Danske Historie paa, saasom Skribentere fast udi ingen Ting ere eenige. Og vil man eftersee, hvorpaa Saxo funderer sin Historie, da er det efter hans egen Sigelse udi Fortalen af hans Historie 1) paa gamle Danske Vers; 2) paa gamle Inscriptioner, som ere fundne paa Steene og Klipper, 3) paa Islandske Monumenter, og endeligen 4) paa Erke-Bisp Absolons Ord. Hvad de gamle Vers angaaer, da haver Saxo kun selv anført udi sine første Bøger ganske faa, og at han ingen fleere haver haft sees af hans egne Ord; Thi han bekiender selv, sig at have sat alle gamle Danske Vers ud paa Latin, og anført dem i sin Historie. Derforuden findes ingen af disse Vers, der giver mindste Oplysning udi Chronologien. Hvad de gamle Inscriptioner anbelanger, da siger Bartholin (h) udi hans Antiqviteter, at de samme ere saa mørke og uforstaaelige, at naar man undtager 4 eller 5 Steene, saa kand de øvrige ved ingen Menniskelig Hierne forklares. 3) Belangende de Islandske Monumenter, som Saxo beraaber sig paa: Da Viise vore nye Islanske Skribentere, at han ikke har seet dem, efterdi han i ingen Ting har fult dem. Endeligen hvad Erke-Bisp Absolons Relationer angaaer da ere de ypperlige, saavit de henhøre til bemelte Erke-Bisps Tiider, men kand ikke tiene til Fundament udi den Ældgamle Historie. (i) Ikke at tale om, at denne Hypothesis forvirrer ganske (39)
(h) Thom. Barth. Thesaur. Antiq. Dan.
(i) Torfæi Ser. Reg. Dan.
|Chronologien, og haver ingen Overeensstemmelse med fremmede Historier, saa at det synes, at Saxo har sat mange Konger udi Orden efter hin anden, som maaskee have været smaa Lands-Herrer paa eengang, hvorudover hans Historie om Dannemarks Riges Begyndelse og de første Danske Konger er efter nøyere giort Examen ikke udi den agt som tilforn. Til denne Hypothesin, som kaldes gemeenligen Hypothesis Vulgaris, henføres Saxo Grammaticus, og de, som have fult hans Fodspor, Albertus Krantzius, Hvitfeld, Pontanus, Meursius og andre.
Hypothesis Gothlandica.
Den anden Hypothesis i den Danske Historie kaldes Hypothesis Gothlandica
eller den Gullandske Hypothesis. De, som efterfølge den samme, vige aldeelis ikke fra Saxonis Orden efter Kong Dan, men de stige langt høyere op i Tiden, og efter de Svenske Skribenteres Exempler regne de første Konger fast fra Noæ Ark nemlig fra Gomer, hvilken de holde for at være kommen hid til Norden kort efter Nimrods Tider, og at have stiftet de 3 store Riger, det Danske, det Gothiske og det Cimbriske: Første Auctor til denne Meening er Nicolaus Petreius, som udi tvende Bøger har opregnet de Cimbrers og Gothers Herkomst, Udtog, Krige og Colonier, hvilket Skrift blev fuldfærdiget omtrent udi det Aar 1570. men allerførst kom for Lyset ved Trykken 1695. Udi Dedicationen roser samme Skribent Saxonem, fordi han saa vel og ziirligen har skrevet den Danske Historie, og undskylder ham, at han ikke har haft Leilighed at efterforske de Ting, som ere skeede for Kong Dan, eftersom den Øe Gulland da var ingens
Skribentere som did hen høre.
Herredom undergiven, og Indbyggerne paa samme Øe forvarede deres Antiqviteter om de Cimbrer, Longobarder og Normanner med saadan Fliid, at Saxo ikke har kundet bekomme dem at see. Han selv nemlig Petreius har neppe efter 9 Aars Bøn og Møye kundet erholde af Indbyggerne paa samme Øe at see de Gothiske Monumenter, som end da vare til overs. Endeligen siger han sig ved en Skrivers Hielp at have fundet en hob gamle Bøger ganske bedekte af Støv og Skarn paa det Slot Visborg, paa hvilke Bøger tillige med andre Documenter han haver grundet sine Relationer om de Gother og Cimbrer. Dette Petrei Skrift er først bleven oversat paa Dansk af Niels Michelsen, Pastor til Holmens (40) Kirke med den Titul: Dannemarks første Begyndelse og Herkomst; Men den Oversættelse er endnu ikke kommen for Lyset: Dog udgav Anno 1706 en u-bekiendt Auctor bemeldte Skrift paa Dansk under saadan Titul: De Gothers Ældgamle Herkomst.
Efter Petreium fuldte Claudius Lyskander, Kongl. Historiographus, som udi det Aar 1622. lod komme for Lyset et Skrift kaldet:
En kort Summa over den Danske Historie fra Nordens Begyndelse, til værendes og nu regierendes Stormægtigste Fyrstes Christian den 4des Tiid og Regimente, forfattet udi de Danske Kongers Slægte-Bog, saa meget man af gamle og sandfærdige Danske Historier, Antiqviteter og Documenter haver at erfare, af Claudio Christophori Lyskandro. Udi dette Verk har han efterfuldt Petrei Fodspor. Det er deelt udi 3 Parter: Den første Part handler om Fædrene for Syndfloden, og Japhets Søn Gomer og hans Sønne-Søn Aschane, som var de Cimbrers Fader og hans Efterkommere indtil dette Riges Begyndelse, om de gamle Gudlanders Adsprung, om de Gothers og deres Bedrifter. Den anden Part indeholder en kort Krønike fra Kong Dan til Christopher af Beyren, item de Venders, Longobarders og Normanners Historier og Bedriffter: Efter Lyskandrum har en Præst ved Navn Nicolaus Strelov fuldt samme Hypothesin udi et Skrift publiceret til Kiøbenhavn 1633, kaldet den Guthilandske Krønike. Udi hans Dedication til Kong Christian den 4de, vidner han sig for 18 Aar siden at have haft det Forsætt at skrive den Gullandske Krønike. Han beklager høyligen, at de Gullandske Documenter, som af de gamle Gother findes skrevne paa Deeler, Bark og Steene med Runne Bogstave, ere Landet skammeligen berøvede; Thi, siger han, Magnus Sture fordum Gouverneur paa Øen samlede sammen alle Documenter og Krøniker, som han kunde overkomme, og af Misundelse lod dem forbrænde. Det samme øvede og saa den Pavelige Legat Arcemboldus, da han med sine Aflads-Breve kom til Gulland. Siden berømmer han ovenmældte Petrei saavelsom (41) Nicolai Skabous, Borgemesterens udi Visbye, sampt David Bilefelds den Gullandske Superintendents Fliid udi at sammen samle saadanne Documenter, som tiene til at oplyse Fæderne-Landets Historie. Den sidste af dem vidner han, at have tilskikket David Chytræo adskillige Ting, som bemælte Autor har betient sig af i sin Krønike.
Fundamentet til denne Hypothesis er et Gullandsk Monument, som findes hos Lyschandrum (k) i hans Slægte-Bog med Runne Bogstaver saaledes:
Japhet tredium Noe Søn, hukken hiette Gomer; han foer til einom Landom udindan heed mindrum Asia og nefnte hed folkid hannom Folgdom Tygraner, hvilket Landom fremtidom nefndes Phrygia. Hed er skedda af Verldum Ar vare gangin a Tirtan Hundrit og half andro Stye udindan Saraks Tidom. Samme lune for Tygar Gomers Søn ofver Mærit til Europam ier Tridje Deel af Verldum og dueldom nøyrom lunom i Skytters Landom, næst hin stora Myr, hvilkom heiter Meotis, hvilkom er Mertzmetter. Metin da af Verldunge Aar voro gangen Attirtan Hundrit og Halftredium Stye drog Gomer hin unge af Skytters Landom genom mangen Landom mod Norden, og bygde sa i hed Landom, hvilket heiter Vitilandom, nu Gutland kaldet, og ligger mot hit Nordre Mærit der.
Betænkning derover.
Dette finder jeg ikke fornødent at oversætte paa nu brugeligt Dansk, saasom enhver indtil vore Fruentimmer nu omstunder uden Udtolker kand forstaae det, naar man kun vil sige dem, at Landom er det samme som Land, og Tidom det samme som Tiid. Hvo som har opdigtet dette Monument, har ikke ræt forstaaet Grebet i at sætte Verden en Vox-næse paa; thi det røber sig selv, saasom det er ikke andet end en Sammenblanding af nu brugeligt Dansk og Svensk, som Autor har ikke vidst at giøre ukiendeligt, uden ved at terminere visse Ord paa om. Herudover maae man billigen (42)
(k) Lyschand. pag. 23
.
forundre sig over, at adskillige lærde Mænd, besynderligen en Kongl. Historie-Skriver, som Lyschander har kundet tage det for et gammelt got Skrift, da dog Christiani 4ti Receß eller Hvitfelds Krønike synes at være skreven paa ældre Sprog. Ikke at tale om, at det er ganske u-begribeligt, hvorledes slige gamle Gothiske Skrifter i saa mange 100 Aar kunde ligge skiulte paa Gulland, uden at Saxo eller andre Scribentere kunde have faaet Kundskab derom, iligemaade hvorledes de saa længe kunde conserveres, da Gulland saa tit har været indtaget af Danske, Svenske, Tydske og Preusser, og undertiden udplyndret, hvilket altsammen, naar man eftertænker, da kand man sige, at det er en Daarlighed at ville umage sig med at igiendrive denne Digt (l). Herudover er den Gullandske Hypothesis nu omstunder af alle forkastet, saa at ingen reflecterer meere derpaa, men man anseer det som et plumpt Digt, som strax røber sig selv.
Islandske Hypothesis
Den 3die og sidste Hypothesis er den Islandske, hvilken hverken holder Kong Dan for den første Konge, ey heller giør Riget saa gammelt som Saxo, meget mindre extenderer Historien til Gomer, som levede kort for Syndfloden, men begynder fra Odins Ankomst fra Asien igiennem Skytien til disse Lande, som skeede noget før Christi Fødsel, og giør Skiold til den første Konge i Dannemark; Denne Meening er grundet paa gamle Islandske Skrifter og Monumenter, og er nu omstunder den Hypothesis holden for den rimeligste, saavel af egne Landsmænd som af Fremmede: Men, saasom all Reformation gemeenligen er Vanskeligheder undergiven, og man seer, saavel af Historier, Betænkning derover.
som af daglig Erfarenhed den Lyde hos Reformatores, at de ikke kand standse udi deres Lob; men falde fra et Extremo til et andet, saa haver jeg i henseende til denne allmindelige gangbare Lyde taget mig her fore at eftersee, om disse Islandske Reformatores ikke have kunnet forfalde i samme Feyl, og endeligen efter nøye Examen fundet, at her behøves den 4de Sect eller Hypothesis udi den Danske Historie. Dog fremfører jeg herudi min Meening ikke anderledes end som et Problema, hvilket jeg underkaster andres Skiønsomhed, Eendeel, efterdi jeg ingenlunde (43)
(l)vid. Torf. Ser. Reg. Dan. lib. 1. cap. 8.
|forlanger at føre Titel af Autor til en nye Sect, Eendeel ogsaa, efterdi jeg ikke vil invikle mig udi historiske Tvistigheder, som kunde bringe mig alle 3 Secter paa Halsen.
Det Autoris Meening om Nødvendighed af en ny Hypothesis.
Problema, som jeg ellers herudi foresætter, bestaaer udi saadan Middel-vey. Jeg følger den Islandske Hypothesin udi den gamle Historie, saa længe jeg intet finder, som kand giendrive den samme, og despenseres derved for at entrere udi Saxonis selsomme og u-menneskelige Fabler, udvikler mig ogsaa af den store Forvirrelse udi Chronologien, og det umuelige Arbeyde at foreene den gamle Danske med andre Nationers Historier. Men slipper den Islandske Hypothesin igien, og følger Saxonis Orden, saa snart Historien nærmer sig ved Saxonis Tider, og jeg merker at samme Orden har meere Overeensstemmelse med fremmede Historier end den Islandske, saa at jeg er gandske Islandsk fra Kong Skiold indtil Sigurd Ring, og bliver Dansk igien fra denne sidste Konges Tiid indtil det store Schisma udi Historien ender. De Beviisligheder, hvoraf jeg betiener mig til at bestyrke min Hypothesin, gives tilkiende ved Leylighed paa behørige steder, og vil jeg strax uden videre præludio begive mig til den gamle Historie, hvorudi jeg har fundet størst Sikkerhed at følge den Orden, som den berømmelige Islænder Tormodus Torfæus har i agt taget udi hans Serie Dynastarum & Regum Daniæ. Hos ham derfore begynder den Nordiske Histories Epocha fra den navnkundige Asiatiske Første Odin, hvilken kom fra det Landskab Skytien ind udi disse Nordiske Riger, hvilke han efter adskillige Seyervindinger undertvang sig, og sat sine Børn og Tilhængere til Herrer og Konger over de Nordiske Rigers
Odin første Nordiske Monarch.
Provincier, som siden bleve forplantede paa deres Arvinger. Han havde derfore den Lykke, som alle store Seyer-Herrer i ældgamle Tider havde, at ikke alleene han selv, men endogsaa hans Venner og Paarørende bleve satte blant Guders og Gudinders Tall, og stedse med stor Iver bleve dyrkede udi Norden. Den fornemmeste af disse Guder var Odin selv, de Nordiske Folks Jupiter, af hvilken den eene Dag udi Ugen, nemlig Odinsdag eller Onsdag har faaet sit Navn. Han kaldes gemeenligen Odin Vallfaudr, det er Fader for Kriig og Nederlag, og gik den Religion han stifftede udi Norden, meest (44) ud paa at giøre Folket stridbart. Derfore bilte han dem ind, at ingen efter Døden kunde komme ind udi de lyksalige Boliger, med mindre han døde udi Feltslag imod sine Fiender. Han siges ogsaa i den Henseende at have ladet sig selv saare, da han fornam sin Døds-Tiime at være forhaanden, at han ikke skulde døe Straa-Død, og at Efterkommerne af hans Exempler skulde opmuntres til at døe ved Sværd mod deres Fiender. Dette Religions Principium er Aarsag til de utrolige Bedriffter man læser om de gamle Nordiske Folk, i det de troede, at, saa snart en faldt for sin Fiende, kom han strax udi Valhalla eller Odins Bolig; thi Vall betyder dem, som omkomme udi Kriig, og Halla eller Hall betyder Bolig eller en stor Sall, som det endnu heder hos de Engelænder, hvilke have conserveret mange af de Nordiske Ord.
Skiold.
Da de Nordiske Lande bleve deelte mellem Odins Børn og Venner, fik hans Søn Skiold paa sin Part det Landskab, som befattes under det Navn Dannemark. Skiold
Dannemarks første Konge.
Han bygde den Stad eller Slott Leire, som siden blev de Danske Kongers Residentz. Af denne Skiold bleve Efterkommerne kaldne Skioldunger, ligesom de Svenske Konger bleve kaldne Ynglinger efter Kong Inge. Torfæus vidner, (m) at man fordum udi Island havde Kong Skiolds og hans Efterkommeres Historie beskreven udi et særdeeles Verk kaldet Skioldunga Saga, men at det samme er bortkommet. Denne Konge er ellers den 4de hos Saxonem, som sætter for ham Dan, Humble, Lother: men er den første efter den Islandske Hypothesin, med hvilken overeensstemmer den gamle Danske Skribent Svend Aagesen, (n) som er ældere end Saxo.
Fridleif.
Fridleif. Efter Skiold fulte hans Søn Fridleif, hvorom Torfæus melder, er intet at sige uden at han succederede sin Fader efter ovenmelte Skioldunga Saga eller den særdeeles Historie om Skioldungeres Bedrifter som er bortkommen. (45)
(m) Torf. Series Reg. Dan.
(n) vid. Sveno Agonis.
Frode den Fredegode.
Frode. Efter Skiold fuldte Frode, kalden gemeenligen den Fredsommelige; hvorvel man kand heller tillægge ham Titul af Seierrig, eftersom Historien vidner, at han undertvang sig Sverrig, Ungern, Saxsen, Engelland og Irland, hvilket ikke er troeligt at kunde være skeed uden Sværdslag. Men, maaskee, at Skribentere have tillagt ham den Titul af Fredegode, efterdi han stiftede Fred og Eenighed mellem Indbyggerne udi Dannemark; thi han indrettede efter Saxonis Beretning saadan god Orden og Politie udi Landet, og gav slige strænge Forordninger mod Rov og Tyverie, at han lagde en stor Guld-ring paa allfare Veye udi Jylland, hvilken ingen dristede sig til at stiæle. Om hans Minister Erik den Viise fortæller Saxo utroelige Ting, blant andet, at han var saa klog, at han kunde forstaae Fuglene. Derom saavelsom andet udi denne Konges Historie vil jeg intet tale, saasom det alt er meget Fabellagtigt. Man kand allene sige, at han har været een af de mægtigste Konger i Dannemark og tilmed een af de største Lovgivere, blant hans Love findes hos Saxonem antegnede disse:
Krigs-Artikle.
1) Naar Rov og Bytte udi Krigen skal deeles, bør den meere at tage, som noget høyt Embede haver, end den som er kun en gemeen Krigsmand.
2) Hvad Guld som findes blant Byttet, tilhører de ypperste Høvismænd, for hvilken en Banner føres.
3) En almindelig Lands-Knægt eller Krigsmand skal lade sig nøye med Sølv til Bytte, (hvoraf man seer, at han har nøye i agt taget den saa kaldet Geometriske Proportion.)
4) Vaaben og Værje hører Kiemperne til.
Hans Krigs og Civile Love
5) Skibene, som erobres, maae Borgerne og meenige Almue bekomme, som skulde bygge og udruste Skibe, naar den tilsiges. (46)
|6) Ingen skal forvare sit gods under Lukke og Laas, mister han noget, som ikke er forvaret, da skal ham gives dobbelt igien af Kongens Skat-Kammer, giør nogen herimod og forvarer sit Guld udi Skrine eller Kister, da har han forbrudt til Kongen en Mk Guld.
7) Hvo som Tyven sparer, straffes som Tyven selv.
8) Hvo som først giver sig paa Flugt i Striden, maa være ugild og efter den dag ey maae staae i Lov og Tov med nogen Dannemand.
Lands-Lov.
1) Ingen Qvinde skal tvinges mod sin Villie at tage nogen, men have Frihed at samtykke hvem hun vil have.
2) Dersom en frie Qvinde tager en u-frie Mand, beholder hun ham, men mister sin Frihed.
3) Hvo som krænker nogen, han ægte den samme.
4) En Hoerkarl skal lemlestes paa sit Lem af den, hvis Ægte-Hustrue han har beligget.
5) Dersom en Dansk Mand tager noget fra en anden, skal han betale dobbelt, og være siden berygtet for Kongens svorne Freds Voldsmand.
6) Lukker nogen Dørren efter en Tyv, som kommer med staalne Koster til hans Huus, mister han alt sit Gods; og slaaes udi meenige Mands Nærværelse, efterdi han har giort sig lig med Tyven selv.
7) Hvilken Udslæger og fredløs Mand, som feider for sit Fæderneland, og fører Avindskiold mod Riget, mister Fiør og Fæe, det er Gods og Liv.
8) Forsømmer nogen af Ulydighed at udrætte Kongens Befalning, være sig Fredeløs. (47)
9) Hvo som slaaer sig frem i Striden for sin Høvedsmand, er han Træl, da bliver han siden frie, er han en Almues Mand, da gives ham Skiold og Hielm, og er han en Herre-Mand, da slaaes han til Ridder.
10) Hvo som æsker Pant af nogen, han skal give den samme, af hvilken han det begiærer, en halv Mark Guld eller straffes paa sit Legeme; thi saadant Pant giver Aarsag til Trætte. (n)
11) Naar to trættes, da skille de sig ved Kamp; thi det staaer bedre at figte med Haanden end med Munden.
12) Hvo som træder udi Kamp med en Fod af Kredsen, han har tabt, og Bøder for Sagen, som han sigtes for.
13) Dersom det hender sig, at mindre Mand trættes og udæsker nogen Kiempe, da maae Kiempen ikkun bruge alne lang Stang og sit Harnisk.
14) Slaaer nogen Udlænding en Dansk Mand ihiel, da bøde to Udlændinge med deris Hals for een Dansk.
Disse Love grundes paa Billighed og giver en Idée om Kong Frodes Regimente, og, saasom de samme ofte citeres af Skribentere, har jeg holdet for nødigt dem her at indføre. Denne Konges Regiæring er ellers merkværdig derudi, at de fleste Skribentere holde for, at Christus blev fød i hans Tiid.
Fridleif 2.
Efter Kong Frode sætte de Islandske Skribenter hans Søn Fridleif, men Saxo den Poet Hiarne, hvilken han fortæller at være kommen til Regieringen paa saadan Fridleif 2.maade: De Danske bleve efter Kong Frodes Død til sinds at overgive Regimentet til den, (48)
(n) Hvis Kong Frode havde regieret udi disse Tider, havde han ikke udgivet saadan Lov; thi Erfarenhed viser at det nu omstunder er daarligt at laane uden Pant.
|som kunde giøre det ziirligste Gravskrift over Kongen, hvilket Tilbud opvakte en ved Navn Hiarne, som paa samme Tiid holtes for en anseelig Poet, at giøre det bekiente Gravskrift, som efter Wellei Oversættelse Lyder saaledes:
En Poet bliver Konge.
De Danske førde Liig tre Aar om Land
Kong Frode hin Frede gode
Saa gierne havde seet baade Qvinde og Mand,
Hand længer for Riget maatte raade
Her ligger begraven den Kiempe saa sterk
Hos Være-Broe sees disse Steene
Under aaben Himmel paa vildene Mark
Der hvile den Herres Beene.
Om Hiarne ved disse Vers blev Konge udi Dannemark, skal jeg ikke forvist kunde sige. Vist er det, at Vers blive ikke saa vel betalte i vore Tiider, hvilket er ey heller nødigt. Saxo siger, at Fridleif (o) var i Rysland, da hans Fader døde, hvorfra han kom tilbage, og først med gode formanede Hiarne at overgive Riget til sig som den rætte Arving, men da det ikke kunde hielpe, ruster han sig imod ham, slaaer ham trende gange af Marken, og omsider omkommer ham udi en eene Kamp, han siger videre, at Hiarne ligger begraven udi en Høy ved Hothersnes udi Jylland, som efter ham blev kaldet Hiarne Høy. Saaledes endte dette poetiske Rige, og Fridleif regierede siden udi Roelighed.
Havar.
Efter Fridleif 2. sættes Havar, som af sine Hænders Styrke blev kalden Havar.Handrammi, om hvilken ellers intet findes antegned udi de Islandiske Historier.
Frode 2.
Hans Søn Frode 2. fulte efter ham, og er han den samme som hos Saxonem Frode 2.kaldes Frode 4. Udi hans Tiid siger Saxo, at den bekiendte Kiempe Sterk-Odder levede, om hvis Manddoms Bedrifter fortælles utroelige Ting, og som siges at have levet 3 Menneskers Alder. Man siger, at han blant andre Kiemper figtede med een, (49)
(o) Saxo in Frid.
|som heed Hammo, hvoraf den Stad Hamborg skal have faat sit Navn, hvorvel andre meene, at Hamborg har faaet sit Navn af Hohenburg (p) et Slott, som Carolus Magnus skal have ladet bygge mod de Danske; men det eene er ligesaa uvist som det andet.
Vermund den Viise, Olaf den Spake og Dan Mykelati.
Efter Frode 2 sættes Vermund den Viise, og efter ham Olaf den Spake, hvilke begge ikke findis paa Saxonis Catalogo, og siden Kong Dan kaldet Mykelati eller Dan Mykilati.den prægtige. Af denne Dan siges allerførst Dannemark at have faaet sit Navn. Han holdes først at have indført den Skik i Dannemark at begrave de Døde; thi før hans Tiid bleve de brændte, og blev den Tiid, paa hvilken saadant allene var i Brug, kalden Bruna Olld eller Ætas Combustionis, hvilket Snoro Sturlesen bevidner med disse Ord. Den første alder blev kalden Bruna Olld eller brænde alder. Da blev alle Døde forbrændte til Aske. De Døde til Erindring bleve oprættede adskillige Høye, hvilket iligemaade blev i Agt taget da de Dødes Legemer bleve begravne. Den anden Alder kaltes Hougs Olld eller Høyenes Alder ætas collium, som denne Kong Dan Mykilati siges først at have indført udi Dannemark, hvilket bemælte Islandske Skribent Snoro (q) ogsaa viiser med disse Ord: efterat Dan Mykilati havde ladet opreyse en Høy, og befalet sit Legeme did at henføres og legges med Kongelige Ornamenter, Hæst, Vaaben og anden Rigdom, efterfulte hans Slægtinge samme Sædvane, og da begyndte den udi Dannemark saa kaldte Hougs Olld.
Frode 3 den stille Halfdan 1 Fridleif 3 Frode 4. Ingiald, Halfdan 2, Frode 5 Hroar og Helgo
.Efter Dan Mykilati følger hos Torfæum disse ovenskrevne Konger, om hvilke intet synderligt er at sige, undtagen om de tvende sidste Hroar og Helgo, hvis Bedrifter antegnes udi den bekiendte Hrolf Kraks Historie. (r) Disse vare tvende Brødre, som regiærede (50)
(p) vid Eginard. & Albert. Stad. hvor samme Slott kaldes Hochbuchi eller Hochburi.
(q) Præfat. ad Chron. Norvag.
(r) Vid. Hist. Hrolfi Krackii Edit. a Torfæo.
|paa Eengang. Deres Fader var Halfdan 2, hvilken blev myrdet af sin Broder Frode 5, som regiærede tillige med ham. Denne Frode, saasom han havde Hroar og Helge. omkommet sin Broder, søgte han ogsaa at ombringe hans tvende Sønner Hroar og Helgo. Disse tvende Sønner havde en ved Navn Reginus under Optugtelse, hvilken efter Faderens Død skiulte dem det beste han kunde, at de ikke skulde falde udi Tyrannens Hænder. Frode, efterat han forgiæves længe havde søgt efter dem, betienede han sig omsider af Troldmænd for at udforske, hvor de vare; men de forfulte Børns Syster underkiøbte en Troldqvinde med en Guld-Ring, at hun skulde tie. Derudi overeensstemmer Saxo Grammaticus med foromtalede Hrolf Kraks Historie, allene, at Personernes Navne differere. Da disse Kongelige Børn bleve gamle, komme de for Lyset omsider, satte Ild paa Kongens Huus, og brændte ham inde, hvorpaa de begge paa Eengang regierede, indtil Hroar gik til Engeland, og der giftede sig med Hertugens Dotter af Northumber Land, da saalte han sin halve Part af Riget til sin Broder Helgo og blant andet derfor fik et kostbart Guld-Armbaand; saa at der da maae have været lættere Kiøb paa Riger, end nu omstunder paa Bøndergaarder. Denne Hroar blev omsider ihielslagen af sin Syster-Søn Hroc. Den anden Broder Helgo regiærede saaledes allene. Han krænkede en Saxsisk Dronning, og avlede med hende en Dotter kaldet Yrsa, med hvilken han selv omsider uvidende bedrev Blodskam, og avlede den bekiendte Hrolf Krak, som siden regiærede udi Dannemark, og hvis Liv og Levnet er beskreved udi et særdeeles Verk, som Torfæus har udgivet og kaldet Hrolf Kraks Historie. Da Yrsa blev underrættet om sin Stand, og at hun var Kongens Dotter og Hustrue paa Eengang, forlod hun Helgo, hvilken derudover falt i dyb Melancholie, og endeligen blev ihielslagen i Sverrig.
Hrolf Krak.
Efter Helges Død kom hans Søn Hrolf Krak til Regieringen, hvilken
Hrolf Krak en priisværdig Regent.
regiærede med saadan Viisdom, og var begavet med saadanne Dyder, at Kong Olaf den Hellige af Norge, da han (51) blev Tilspurt, hvilken af de gamle Konger han helst vilde efterfølge, svarede han: Hrolf Krak. Samme Konges Historie have vi vitløftigen beskreven paa Islandsk og oversat paa Latin. Til Prøve paa denne Konges Kaaldsindighed og Mildhed fortælles saadan Historie: En ung Person ved Navn Voggus kom Engang til Kongens Hof, som da holtes til Leire, da han der fandt Kongen, blev han længe stille staaende og stirrede paa ham, og, da Kongen spurte ham, hvorfor han saae saa sterkt paa ham, sagde Voggus: Jeg har hørt sige hiemme, at Kong Hrolf var een af de største Mænd i Norden; men her seer jeg sidde paa Thronen en liden Dværg, som man kalder Konge. (s) Kongen, langt fra at fortørnes derover, svarede allene med største Koldsindighed: Du har givet mig Tilnavn af Dverg, hvilket jeg og saa vil beholde; thi Krak er det samme som Dverg. Det blev ikke derved; han lod ham derforuden herligen beskienke. Af saadan Ædelhiertighed blev Voggus saa bevæget, at han giorde et endeligt Løfte at være dens Banemand, som tilføyede Kongen noget Ont, hvilket Løfte han ogsaa holt. Hvis ikke denne Historie er sand, saa er den dog opbyggelig, og viiser, at de gamle Nordiske Skribentere have ogsaa kundet afmale Heroiske Dyder, saavelsom Græker og Romere.
Interregnum.
Efter Hrolfs Kraks Død fulte et Interregnum, og Riget blev deelt imellem mange smaae Herrer, hvilke Saxo, maae skee, har alle giort til Konger, som have regiæret efter hin anden, da dog mange have kundet regiære paa en Tiid, og kommer heraf, at de Danske Kongers Catalogus er bleven saa stor, og at man har maatt giort Riget ældere end det var for at giøre Plads til disse mange Konger. Dog har man derved ikke i Agt taget, at efter den Epocha, som var sat for dette Riges Begyndelse, der behøvedes endda fleere Konger, ja fast Eengang saa mange for at fylde Tiiden. Samme Feil have Islandske Skribentere observeret og udaf gamle, hos dem
Anmerkning over Islændernes Reformation udi de gamle Kongers Catalogo.
conserverede Documenter, saaledes reformered (52)
(s) Hist. Hrolfi Krack Edit. a Torfæo.
den Danske Historie, at den største Deel af dem, som Saxo haver giort til Konger, ere blevne dethroniserede, saa at det er gaaet her til ligesom med Helgenes Catalogo, som ved nøyere Examen af Criticis er giort fast en 3die Deel meere stakked end den var. Eendeel holder vel for, at disse Skribentere ere gangne for vit, og lægger Torfæo dette til Last, at han af Publico har ladet sig betale for at skiære den halve Deel af den gamle Danske Historie; men han er herudi ikke meere at laste end visse nye Geometræ eller Landmaalere, der ere blevne salarerede for at giøre et Rige mindre end det har været; thi det er altiid en Merite at udlede Sandhed, og ingen taber derved, at man viiser ham, at han er en Alen kortere, end han inbilder sig at være. Hvad som ellers er passered i dette Interregno, da Riget var deelt blant saa mange smaae Herrer, derom findes intet antegnet; Der kand sluttes nogenledes af Snoro Sturlesens Norske Krønike; at det har strakt sig ud udi 3 Svenske Kongers Tiid, nemlig Yngvars Aununds og Ingialds Tiider. (t) Nu rester at tale om, hvorledes og af hvem Parterne igien bleve foreenede, og hvorledes Riget kom udi forrige Stand igien.
Ivar Vidfadmi.
Ivar Vidfadmi. Efterat Riget udi lang Tiid havde været deelt imellem adskillige smaae Herrer, bleve Provincierne igien foreenede under Ivar den veltalende Halfdans Søn. Denne Konge har været een af de mægtigste Regentere udi Norden; thi han foreenede ikke allene Dannemark igien under et Hoved, men endogsaa efter Snoronis Vidnisbyrd undertvang sig heele Sverrig, en Deel af Saxsen, Rysland og en Deel af Engelland,
Særdeles Anmærkninger over denne Konge.
og derfor med Billighed blev kalden Vidfadmi (Latipassus). Med Snoronis Vidnisbyrd kommer overeens den saa kaldte Hervarar Saga. Saa at det er forunderligt, at denne store Konge findes hverken udi de Danske eller Svenske Krøniker. Men som min Genie er ikke til at bryde mit Hoved med mørke og uvisse Ting, hvorudi man efter mange Aars Examen, dog ingen Vished kand faae, saa vil jeg overlade dem, som have bedre Lyst til saadant, at efterforske, om man (53)
(t) Conf. Catalog. Snoronis.
kand friit sige, at alle saa vel Danske som Svendske Skribentere have glemt at tale om, ja at sætte blandt Kongernes Tal en af de største Regentere, der har været i Norden. Det er sandeligen een af de største Ting, man kand støde sig paa, og den haardeste Knude at løse for de Islandske Skribentere, helst saasom de beskylde Saxonem Grammaticum for at have talt for prægtigt om de gamle Konger, og giordt fleere Regentere end der virkeligen haver været. Ikke at tale om, at ey heller nogen fremmed Historie Skrivere taler om denne Ivar Vidfadmi, som siges at have regiæret baade udi Engelland, Saxsen og Rysland, saa at man derudover snart skulde falde paa de Tanker, at denne store Monarch allene har regieret udi de Islandske Skribenteres Hierner. Men jeg har sat mig for at følge den Islandske Hypotesin, som den, der nu omstunder er funden rimeligst, og derfor bliver ved den Orden, som findes hos Torfæum.
Harald Hyldetand.
Harald Hyldetand Efter Ivar Vidfadmi fulte hans Datter-Søn, Harald kalden Hyldetand. Denne Konge skal have regieret meget længe, og nogle Skribentere skal have holdet ham for at have været den bekiendte Gothiske Kong Alaricus, som indtog Rom; men hvad som Svenske, Danske og Nordske eller Islandske Skribentere fortælle om denne Harald, haver ingen Overeensstemmelse med hvad som andre fortælle om Alarico, thi de ere alle eenige derudi; at Harald Hyldetand udi sin gamle Alder omkom udi Sverrig, og det paa saadan Maade: Imellem ham og Hagen Ring Kongen af Sverrig opvaktes Tvistighed, saa at de rustede sig imod hinanden baade til Lands og Vands.
Slag ved Brovalla.
Der siges, at Hagens Flode bestod af 2500 Skibe og at Haralds var ikke mindre: Begge Kriigshærene til Lands komme sammen paa en Heede ved Brovalla udi Vester-Gothland. Den Svenske Kriigshær blev anført af Kongen selv, og den Danske af en Kiempe ved Navn Ubbo, efterdi Harald formedelst hans høye Alder saadant ikke kunde forrætte, omendskiønt han dog var med udi Slaget: mand figtede længe med stor Haardnakkenhed, indtil de Danske tillige med Kong Harald selv og Anføreren blev Sterk-Odder. slagen. Saxo siger, at den bekiendte Kiempe Sterk-Odder, (54) som var tillige med Poet, og som var med udi dette Slag, har beskrevet det paa gamle Danske Vers, og vidner han, at saadant heroisk Poema er kommet sig til Haande. Men det synes at være gaaet med den Danske Sterk-Odder, som med de Grækers Hercules, at man af adskillige maa have giort een, med mindre man vil sige, at denne Sterk-Odder har levet i mange 100 Aar. Udi den saa kalden Erici Pomerani Historia antegnes blant Sterk-Odders herlige Bedriffter ogsaa denne, nemlig at han paa eengang tvang 4 eller 6 tydske Kiemper, og giorde en Natstoel deraf &c. (u) Hagen Ring siges, efter Slaget at have ladet Kong Harald hæderligen begrave, og at have sat en Jomfrue ved Navn Hetha til at regiere over Dannemark. Og meener Hvitfeld, at hun har bygget Slesvig, som da kaldtes Hethe-Bye. (x) Ellers holdes, af denne Harald det gamle Danske Ordsprog at være kommet: Fra Arilds Tiid, hvorvel andre meene med større Rimelighed, at Arilds Tiid kommer af det gamle Danske Ord, Arens Tiid, efterdi Ar betyder Begyndelse eller Principium.
Sigurd Ring.
Sigurd Ring. Denne Sigurd Ring var Harald Hyldetands Broder-Søn, og af ham sat over Sverrig, men efter det store Slag paa Brovalla Heede bemægtigede hand sig ogsaa Dannemark, hvorover han igien satt andre. Han giorde ogsaa efter hans Formænds Exempler et Tog paa Engelland, og bemægtigede sig Nortumberland, hvorpaa man seer at de Danske Konger have haft Prætensioner siden Kong Hroars Tiid, der blev ved Giftermaal Herre over samme Land. Af ham siges Ringsted at have faaet sit
Adskillige Konger forbigaaes som opregnes af Saxone.
Navn. Efter Sigurd Ring opregner Saxo adskillige Konger, som de Norske eller Islandske Skribentere forkaste: Blant dem er den mærkværdigste Snio, eftersom man holder for, at under hans Regiering det store Longobardiske Udtog skeede, hvis Anførere Saxo nævner, nemlig Aage og Ebbe. De samme ere meere bekiendte (55)
(u)Hist. Gentis Dan. Ordene ere disse: Qvatuor aut sex ex iis complicans ad modum sedis ad purgandum alvum; & multa alia præclara fecit.
(x)Ælnoti vita S. Canuti meener at Hethebye er det samme som en Bye, bygget paa en Heede (Villa Campi.)
hos Romerske end Nordiske Skribentere, efterdi deres største Bedriffter ere skeede udi Italien, hvor de bemægtigede sig den Part, som endnu kaldes Lombardien. Om deres Udgang ere fundne paa Gulland disse gamle Riim:
Ebbe og Aage de Helte saa froe
Siden de for Hunger af Skaane droe
Da steddes de næst varum Guthe Gudland
Med Gamle og Ungum Qvinde og Mand
Hæd ier vel skrevet hæd ier vel spurt
Hvad de havde sidum mandelikum giort
Og meest sidum de indum Vallandum kom
Hæd ier vel kyndt allum Vereldum om
Fordi af dennom leed mangom Mand møde
Til Karl Keyser den stora fik lagd dennum øde.
Deres Bedriffter ere antegnede af Paulo Diacono, og henhører heller til den Italienske end Danske Historie. Jeg har korteligen talet noget derom paa et andet Sted; Aarsagen til deres Udtog af Dannemark tilskriver Saxo en stor Hungers Nød. Dette vil jeg altsammen forbigaae, saavelsom hvad Saxo fortæller om de andre Konger for og efter Snio, hvis Historier ere selsomme og fabelagtige, hvorvel jeg ikke forkaster deres Orden, og begive mig til Gorm den Gamle, item de efterfølgende Konger saasom de findes hos Saxonem, efterdi bemælte Skribent fra de Tider er meer Overeensstemmende med alle fremmede Historier end de Islandske Autores.
Gorm den Gamle.
Gorm den Gamle. Udi denne Gorms Tiid tales om en Dansk ved Navn Torkild Adelfar, hvilken flakkede meget om paa fremmede Steder, og ved den Leylighed udi Tydskland fik Smag paa den Christelige Troe, hvorudover han ved sin Tilbagekomst søgte at forplante
Torkild Adelfars Reyse.
Christendommen udi Dannemark. Men hans gode Forsætt blev hindret ved Gorms Død, item hans egen, som fuldte stakket derpaa. Dette synes at viise den selsom Fabel om Ugartilok, som findes hos Saxonem, og, saasom samme Fabel holdes af alle meest betydelig, og (56) synes at viise først Kong Gorms curiositet i at efterforske den rætte Religion, for det andet den Afskye han efter giorte Efterforskning fik til Hedenskabet, holder jeg ikke ufornødent den her at indføre. Saxo fortæller den saaledes: Da Kong Gorm var bleven gammel, og nogle havde underviiset ham om Siælens U-dødelighed, fik han Lyst at vide, hvilken Boelig ham skulde være beredt efter Døden, og hvad Løn de skulde have, som dyrkede Guderne paa den rætte maade. Herudover raadede nogle Kongen, at han skulde skikke til den Afgud Ugartilok een, som kunde erfare saadant; de sagde derhos, at ingen var meere beqvæm til saadan vigtig og farlig Reyse, end Torkild Adelfar; thi de samme Raadgivere vare hans Avinds-mænd, og søgte ved dette Middel at styrte ham i Ulykke.
Torkild fik derfor Befalning af Kongen at begive sig paa Reysen, og begav sig paa et Skib, som han lod overtrække med Oxehuder. Dermed seylede han bort, og kom først udi et Land, hvor hverken Soel eller Stierner skinnede; da han med sine Stald-brødre havde længe reyset udi saadan Mørkhed, saa at de ingen Forhaabning meere havde om Livet, saae de omsider langt borte en Ild, hvilket satt Mod i dem igien. Torkild begav sig imod samme Ild, og der fandt en Huule, udi hvilken, da han gik alleene ned, fandt han der 2 Kiemper. Disse Kiemper forestillede ham denne Reyses Vanskelighed, hvoraf han dog lod sig ikke forskrække, men begiærede noget af deres
Den Fabel om Ugartilok.
Ild til sin Reyses Fortsættelse igiennem de mørke steder; Da saadant ham var bevilged, reysede han videre fort, og endeligen med en god Vind kom til Ugartilok, hvor han saae Afguden bunden ved Hænder og Fødder med Jernlænker. Hans Haar vare vederstyggelige, og ligesom spidse Horn. Torkild tog da med Afgudens Tilladelse et Haar af hans Hage til et Tegn, at han havde talet med ham. Af samme Haar gik saadan Stank, at han og hans Staldbrødre maatte holde for deres Næser. Hugormene, som laae omkring Afguden, kastede da saa megen Gifft paa hans Folk, at de døde alle undtagen 5. Med dem begav han sig til Skibs igien, forfult af mange forskrækkelige Trold, mod hvis gifftige Spøtt man beskyttede sig med Oxe-huder. Een (57) som da vilde see ud over Borde, mistede sit Hoved af denne Forgifft, en anden mistede deraf sine Øyne, den tredie, som udstrakte sin Arm, mistede Haanden. Torkild derfore, da han saae, at der var ingen Barmhiertighed eller Frelse hos disse Afguder, vendte han sine Bønner til den rætte GUd, som har skabt Himmel og Jord, og kom saaledes med god Vind igien til Solen og Dagens Lys, og var det da, ligesom man var kommen ind udi en anden Verden. Paa Hiem-reysen spurdte han udi Tydskland, at man der havde en anden Religion, hvorfore han lod sig underviise udi Christendommen, og, efter at han havde fuldendt saadan farlig Reyse, kom omsider tilbage
Torkild ved sin Tilbagekomst prædikker Christendommen.
til Dannemark igien. Kongen havde da stor Lyst at vide, hvad Torkild paa denne Reyse var vederfaret, men hans U-venner rottede sig sammen imod ham, og fortalede ham saaledes hos Kongen, at der blev besluttet, at han om Natten skulde slaaes ihiel. Torkild, som fik Kundskab derom, lagde en Træ-knub udi Sengen, paa hvilken hans Modstanderes onde Forsætt blev aabenbaret. Anden Dagen derefter lod han sig indfinde for Kongen og sagde: Herre! jeg giver eder til af mit Hierte den U-taknemmelighed, I haver ladet see mod mig for min møysommelige Reyse, og den Lives Fare jeg har udstaaet. Jeg burde have været beskienkt hæderligen derfor, men nu sætter man mig efter Livet. Jeg mærker, at I endnu er plaget med Trold og onde Aander, efterdi I af eders Tienere lader eder forføre til Udyd. Kongen lod sig deraf bevæge, og forlangede at høre noget om hans Reyse, hvorpaa Torkild begyndte at fortælle hvad ham var vederfaret, og at beskrive for ham,
Kong Gorms selsomme Død.
hvor vederstyggeligt et Spøgelse hans Afgud Ugartilok var. Da Kongen hørte, at han havde tilbedet et ælendigt Trold, der laae bunden udi et mørkt Fængsel, blev han derover saa bevæget, at han døde af Harm og Forskrækkelse mellem Torkilds Arme. Torkild tog derpaa frem det Haar, som han havde taget af Ugartilok, hvilket dræbte mange af de omkringstaaende ved dets ulidelige Stank. (58)
|Denne Fabel er læt at forklare uden at piine sig meget. Thi man seer derudaf
Forklaring over den Fabel om Ugartilok.
Kongens Begiærlighed til at udforske den rætte Religion. Man seer det tykke Afguderi afmalet under et Land, hvor hverken Soel eller Stierner skinnede; man seer GUds Ord, som en Ild og Lys, hvilket Torkild blev givet paa Veyen, for at reede sig udaf dette Mørk og fæle Land. Ja man finder ved hans Tilbagekomst, Kongens høyeste Mænd og Afguds-Tienere at sætte Torkild efter Livet, for at hindre Christendommens Indførsel udi Dannemark. Endeligen seer man Kongens Anger og Ruelse over sin forrige Vildfarelse, og at han døer omvendt til den Christelige Troe, det er mellem Torkilds Arme. Dette viiser, at alle Saxonis Fabeler ere ikke at foragte, og at mange af dem, hvis man havde den rætte Udtydelse, kunde blive lige saa vigtige, som de Grædske og Ægyptiske Fabler, hvilke under forblommet Digt indeholde Theologie, Morale, og sandfærdige Historier. Dog kand man af dette, som her fortælles om Torkild Adelfars Reyse til Ugartilok, ikke regne Christendommens Indførsel udi Dannemark til Gormonis Grandævi Tiid; man kand alleene sige, at man da først begyndte at faae nogen Smag paa den Christne Religion, hvilken efter Kongens Død strax forsvandtes igien, saasom man seer Afguderiet at have regieret, og været ved fuld Magt længe efter ham.
Dette er alleene her at mærke, at denne Gorm bliver af de Islandske Skribentere holden for Gorm den grumme, hvilken de Danske Historie-Skrivere sætte lenge derefter: Aarsagen til denne Uovereensstemmelse er, at de regne alleene de efterfølgende Konger for Førster i Jylland, som de sige, at Saxo af Vildfarelse haver antaget for Konger; men her maa man spørge disse gode Islandske Skribentere, hvor de vil giøre af de Svenske Konger, om de ogsaa vil giøre dem til smaa Førster, som have regieret paa een Tiid for at stoppe det store Hull, de have giort udi den Nordiske Historie, i det de fast have borttaget alle Konger fra Sigurd Ring indtil Christendommens Forplantelse udi Norden.
Auctoris Middelvei imellem de tvende stridige Secter udi Historien.
Mine ringe Tanker om disse tvende historiske Secter ere disse: Saxo Grammaticus har givet os formodentligen formange Konger, og derudi af Kiærlighed til sit Fæderneland har efterfult de flee|59ste gamle Skribentere, hvilke ligesom have kapped med hinanden at giøre sit Rige ældere end sin Naboes, saa at man kand ikke nægte, at samme Saxonis Catalogus jo behøvede Reformation. Saadan Reformation have nogle lærde Islændere paataget sig udi vore Tider. Men det synes at være gaaet med dem som med alle andre Reformatores, der falde fra een Extremitet udi en anden; thi alle de gamle Konger, som de ikke have fundet udi deres Islandske Papiirer, have de uden Naade og Barmhiertighed stødt fra Thronen, og saaledes have taget bort meere end den halve Deel af Saxonis Konger. Denne Reformation har fundet Bifald hos vore fleeste Lærde, hvorfor jeg ogsaa har fult den Islandske Hypothesin, saa længe jeg ikke har kundet haft noget at sige derimod; men her, hvor Historien nærmer sig til Saxonis Grammatici Tider, understaar jeg mig ikke at følge Islændere lengere, Eendeel saasom Saxonis eller Erke-Bisp Absalons Beretning om de Tider, maa og bør holdes meere authentiqve end Islænderes Relationer, som komme fra en anden Verden; een Deel ogsaa, efterdi den Svenske Konge-Liste er overeens stemmende med den Danske, saa at naar man afsætter disse Danske Konger, som ere mellem Kong Ring indtil Gorm den grumme, maa man ogsaa dethronisere fast lige saa mange Konger udi Sverrig, hvilket er alt for stor Høflighed at lade see for de Islandske Skribentere, helst saasom mange fremmede Skribentere have talt om de samme som virkelige Danske Konger. Jeg deciderer dog intet her udi, men mig synes alleene, at det er sikkrest fra Sigurd Rings Tiid at følge Saxonis eller Hvitfelds Orden, saasom det synes mig at være fordristigt at sige, at baade de Svenske og de Danske Skribentere have været eenstemmende i at fingere saa mange Konger, (y) besynderligen kort for Christendommens Begyndelse, og saa nær ved Saxonis Tider, da saadan stor Vildfarelse ikke vel kunde begaaes i den Grad; Jeg følger derfore herefter samme Orden og begiver mig til Historien igien.
Gottrik.
Gottrik. Gottrik kaldet den Runde eller Gavmilde, Gorms Søn, fulte (60)
(y) Hvilket er Torfæi Meening Serie Dynast. & Reg. Dan.
|hans Fader udi Regieringen. Denne Gottrik, hvis Begyndelse nogle regne ud til Aar 774. andre til 796, siges at have haft meget at bestille med Keyser Karl den Store, udi hvis Tiid han levede. Samme Keyser førde store og lykkelige Krige udi Tydskland, og søgte at tvinge Saxsen til den Christelige Troe. Den Saxsiske Konge Witikindus giorde lenge Modstand, men omsider maatte falde til føye og lade sig døbe. Dette kunde Kong Gottrik ikke lide, saasom Saxserne tilforn havde været Dannemark skatt-skyldige, og derfor med en Krigs-Magt begav sig ind udi Saxsen, for at befrie samme Land fra Keyserens Herredom igien. Keyseren mødte ham for at drive de Danske tilbage, men
Hans Krige med Carolo Magno.
det kom ikke til noget Feldtslag, efterdi Carolus Magnus blev paa samme Tiid begiæret af Paven at undsætte Rom mod de Longobarder. Efter hans Bortreyse bemægtigede Kong Gottrik sig Saxsen, men Keyseren kom nogle Aar derefter tilbage igien, saa at man ventede en blodig Kriig; thi Gottrik rustede sig sterk til, og var ikke bange for at møde saadan mægtig Fiende, men han blev paa samme Tiid ihielslagen af een af hans Tienere, hvorved Keyseren blev skildt med een af sine haardeste Fiender. Adskillige Franske Skribentere holde for, at denne Gottrik lod bygge den navnkundige Vold, kalden Danne-Virke Riget til Værn mod de Tydskes Indfald, (z) hvorvel andre meene, at den allerførst blev anlagt af den bekiendte Dronning Thyre Dannebode, men vi have et klart Beviis udi Eginardo, som levede udi Kong Gottriks Tiid, og som var Caroli Magni Secretaire, at den er ældre. Samme Skribent taler derom
Bygger Danne-Virke.
saaledes: Den Danske Kong Gottrik eller Gotfried lod opreyse en høy Muur, som han bestyrkede med gode Taarne. Den samme Muur gik lige igiennem det smale Land, som ligger imellem Øster- og Nord-Søen, og, paa det den disbedre kunde bevares, lod han derpaa giøre ikkun een eeneste Port for Farten af Vognene som ginge ind og ud af Riget. (a) Kong Gottrik beskrives ellers af samme (61) Au-
(z) Aimon. lib. 4. item Paul. Æmil. lib. 3.
(a) vid. Olai Wormii Monumenta, item Cypræi Annal. Slesv. cap. 10.
|thor, som en mægtig Herre baade til Lands og Vands, og som den farligste Fiende Keyser Carl paa de Tider havde, thi han truede undertiden Keyseren, at ville med sin Kriigs-Magt besøge ham udi hans Residentz Aken. (b)
Olaus.
Olaus. Efter Gottrik fulte hans Søn Oluf, kalden Goddreng, han førde Kriig med sine egne Undersaatter, for at hevne sin Faders Død, men hans Regierings-Tiid varede kun kort, nemlig et Aar, hvorfor adskillige Skribentere, blant hvilke Adamus Bremensis regne ham ikke blant Kongernes Tall, men sætte Henning næst efter Kong Gottrik. Han siges at ligge begraven til Leire, hvor endda det Kongelige Sæde var. Lyskander udi hans Slægte-Bog holder for, at denne Oluf er den bekiendte Holger Danske; thi det er samme Skribent nok, at han kand finde et Eventyr, og, hvor urimeligt det end er, at giøre det til en sandfærdig Historie. De Omstændigheder han fortæller om Holger Danskes Bedriffter ere, at han var med Keyser Carl at indtage den hellige Grav, og hialp den gudfrygtige Konge-Præst Johan paa Thronen udi Indien. Til Beviis anfører han det vanskabte Skrifft, kalden Holger Danskes Krønike, item den Keyserlige Cancellers Turpini Historie.
Henning.
Henning.Henning, som nogle kalde Hunger, og Saxo Hemming, fulte Oluf udi Riget. Om ham taler Eginardus, som har beskrevet Caroli Magni Historie, og levede paa samme Tider saaledes: Der blev sluttet Fred imellem Keyser Carolum Magnum og Kongen af Dannemark Henningum ved Eideren, hvor af begge Potentaters Fuldmægtige 12 paa hver Side komme sammen. (c) Hvoraf sees klarligen med de Islandske Skribenteres Permißion, at hverken han eller de andre Konger ere opdigtede, eller have været smaa Vasaller af Riget. Der findes (62)
(b) Eginard. vit. Carol. Mag.
(c) Eginard. in Annal. vid. Helmold. Chr. Slav. lib. 1. cap. 3. hvor han vidner at Eideren blev giordt til en Grændse-sted mellem Kongen og Keyseren. Conf. Conring. de fin. Imp. cap. 4.
ogsaa, at samme Kong Henning har giort Fred med Keyser Carls Søn Ludovico Pio. Udi denne Hennings Tiid meene nogle, at de Normanner have giort deres Udtog af Norden, men andre sætte det sildere ud.
Sigvardus og Ring.
Sigvard og Ring.Efter Hennings Død toge Skaaningerne og Siællandsfarerne Sigvard til Konge, men Jyderne udvalte Ring, saa at Riget derover blev deelt udi tvende Parter. Mellem dem blev holden et stort Feldtslag, hvor de begge omkomme. Den Bremiske Skribent Albertus Stadensis vidner, at 11000 Mænd da bleve paa Vallstedet. (d)
Regner kalden Lodbrok.
Regner Lodbrok. Regner, gemeenligen kalden Lodbrok, Sigvards Søn, kom derefter til Regieringen: Hans Historie findes beskreven udi en særdeeles Bog paa Islandsk, kaldet Regner Lodbroks Liv og Levnet, og er han den eeneste af alle de nys oven anførdte Konger, som Islænderne erkiende. Og, som de giøre ham til Sigurd Rings Søn, som overvandt Harald Hylde-Tand paa Brovalla Heede, saa maa de andre Konger, som findes derimellem enten været opdigtede eller Næse-Konger, endskiønt de findes paa Danske Historieskriveres Liste, som Virkelige og Eenevolds Konger, og alle fremmede Skribentere vidne om de Freds-Tractater, som de have sluttet med Keyserne. Denne Regner blev kalden Lodbrok, eller med de laadne Buxer, efterdi han besmurte sine Klæder med Beeg for at hindre, at de Slanger, som forvarede den Gothiske Princesse, hvilken han befriede, ingen Skade skulde giøre ham, men det er troeligt, at, eftersom han var en stor Fribytter, og ideligen flakkede til Søes, saa ere disse begede Buxer meere at tilskrive hans Seylatz end den Frygt han havde for Slanger: Han holdes ellers for een af de største Avanturiers blant de Danske Konger. Om hans Bedriffter
Adskilligt fabelagtigt fortælles om denne Konge.
hos Saxonem findes antegned efterfølgende: Kong Regner, efterat han havde hævnet sin Faders Død, giorde Jyderne Opstand imod ham tillige med Skaaningerne, men han (63)
(d) Albert. Stad. Chr.
|slog Skaaningerne ved Viteby, og Jyderne ved Liimfiorden, og derefter fik Kiærlighed til den Svenske Princesse Thora. Denne Thora var forvaret af to Orme, som hun hver Dag maatte give en Oxe at æde; de samme vare ogsaa saa giftige, at de forgave Luften, hvorudover hendes Fader lod udraabe, at hvo som kunde dræbe de samme, skulde have Princessen til Belønning. Regner, som elskede Thora, satt sig for at forsøge Lykken, til den Ende lod han giøre sig uldene Klæder, hvilke han lod haart befryse med Iis, eller som andre siger, besmøre med Beeg, at Ormenes Gift ikke skulde trænge sig der igiennem, (e) gik saa mod Ormene, hvilke han ihiel slog, og fik Princessen til Bytte, og gav hans Sviger-Fader ham da det Tilnavn af Lodbrok formedelst hans iisede eller beegede Buxer, hvilket Navn han siden stedse beholdt. Men jeg har mærket tilforn, at, saasom denne Herre har ideligen flakket til Søes, og deraf faaet beegede Klæder, som ere Søe-mænds Liberie, saa har saadant givet Anledning
Critiqve over visse Nordiske Fabler.
til denne Fabel. Det meeste, som ellers udi disse Fabler er at dadle hos vore gamle Poeter eller Skribentere, er dette, at, naar de lade deres Kiemper stride imod vilde Dyr, de da have taget Hug-Orme og slige Dyr, som de Nordiske Lande ikke producere; thi Ulve og Biørne som Norden avler, kunde i et heroisk Vers giøre samme Effect.
Medens Kong Regner førdte Kriig med disse Orme udi Sverrig, og derudover forsømmede at have Øye paa sine u-roelige Undersaatter, som var meere nødigt, opvakte hans Broder Harald Klak Skaaningerne og Jyderne til et nyt Oprør. Men Kongen fik Seyer over Harald, og de oprørske Undersaatter ved Uldhede udi Skaane, og saaledes stillede denne U-rolighed. Derefter foer han til Engelland, hvor han overvandt Kong Hame Helles Fader, og undertvang sig Engelland, Skotland (f) og Ørkenøerne. Men medens han saa flakkede om, erklærede de oprørske Undersaatter anden gang Harald Klak for Konge. Hvorudover Regner maatte vende tilbage igien til Dannemark, hvor han overvandt Harald (64)
(e) Hist. Regn. Lothbrock apud Torf.
(f) Det er paa anden Dansk, at han streiffede udi samme Land. Vid. Hist. Canuti Magni.
|anden gang, og tvang ham at flygte til Tydskland, hvorhen han da forfuldte ham, og undertvang sig Saxsen. Paa dette Tog siger Saxo, at han overvandt Keyser Carl udi et Feltslag, hvilket ikke kand være, om det ellers er sant, som fortælles om Kong Henning, at han sluttede Fred længe tilforn med Ludovico Pio, som var Keyser Carls Successor.
Kong Regners store Bedriffter.
Da Kong Regner kom tilbage fra Tydskland, forfaldt han i Krig med Sverrig, og undertvang sig iligemaade samme Rige og satt derover til Regent sin Søn Biørn Jernside. Derpaa begav han sig med en Flode til den midlandske Søe, hvilket man seer at have været brugeligt hos de Nordiske Konger paa de Tiider, og at de ere komne tit derfra med stort Bytte; thi det var da en Dyd at være Søe-Røver, og var besynderligen de Kongelige Printzer ikke agtede, uden de havde ageret Fribyttere. Af dette kand man fatte, hvoraf de store Skatte af Guld og sølv ere komne fra, som tales om i Norden paa de Tiider, og at Landet blev siden igien fattigt, da saadant Fribytterie blev aflagt. Kong Regner siges siden at have haft at bestille med sin egen Søn Ubbe, hvilken han overvant til Søes udi Grønsund, og siden tog ham til Naade igien. Men, paa det ham Leilighed skulde betages at rebellere oftere, førdte han ham med sig paa det andet Tog, som han siden giorde til Constantinopel, som de Danske da kaldte Mykil Gaard. Hvad han der udrættede, vil jeg ikke omtale, ey heller om hans mange andre Tog, som skeede siden baade paa Engelland, Skottland og Ørkenøerne, eftersom det meeste, som fortælles, haver ingen rapport med andre Historier. Alt hvad man forvist kand sige om denne Konge er, at han har været een af de største Avanturiers paa de Tiider, og at hans heele Tiid, har bestaaet udi Flakken og vitløftige Reyser, item, at han har været een af de største Forfølgere af den Christelige Troe, som hans Broder Harald siges at have forfremmet udi Jylland. Hans Endeligt fortælles saaledis.
Da hans Broder Harald Klak forplantede den Christelige Troe udi Synder-Jylland, og havde ladet bygge den første Christen-Kirke udi Slesvig, kom Kong Regner pludselig over ham, (65) drev ham ud af Riget igien, og kuldkastede alt hvad Christeligt Harald havde stiftet. Derefter begav han sig til Engelland for at straffe Kong Helle for det Oprør, han havde stiftet imod ham, men han blev der fangen og fik en
Hans ynkelige Død
skiændelig Død; thi Helle befoel, at man skulde opskiære hans Bryst og Kaste levende Øgler og Slanger ned udi ham, som skulde fortære hans Lunge og Indvolde. Udi denne Lidelse siges Regner at have sagt: Dersom Griisene vidste, hvad Ornen lidde, skulde de uden Tviil bryde Stien og forløse ham af hans Piine. Da Helle merkede af disse Ord, at Kongen havde mange Børn, som vilde hævne hans Død, befoel han Taarn-giemmeren at skille ham ved Ormene, og rædde hans Liv, men Orderen kom for silde, da Kongen allerede var død. Regners Søn Ivar, da han hørdte sin Faders ynkelige Endeligt, foer han til Engelland for at hevne hans Død. Hand stillede sig i førstningen an, som han vilde forlige sig med Kongen, og begiærede til Forliig allene saa meget Jord, som han kunde indtage med en Hæste Huud, hvilket da Helle tilstedde, skar han Huden udi lange smale Remmer og derved indtog saa megen Jord, som han kunde bygge en heel Bye paa. Der forsvarede han sig saa længe, indtil hans
Bliver hævnet.
tvende Brødre Sigurd og Biørn kom ham til Hielp med 400 Skibe. Derpaa erklærede de 3 Brødre Helle aabenbare Feide, erholte Seyer over ham, og finge ham levende fangen; De lode da opskiære hans Ryg og strødde Salt udi saaret, saa at han døde med stor Smerte, og deres Faders Død blev tilstrekkeligen hevnet. Herudi
Betænkning over det Islandske Skrift kaldet Regner Lodbroks Historie.
stemmer meestendeels overeens med Saxone ovenmælte Islandske Historie, som kaldes Regner Lodbroks Liv og Levnet, men samme Historie lægger dette dertil, at Ivar paa den Jord, (g) han indtog med Hæste Huden, byggede den Stad London, hvilket giver tilkiende, at Author maa ikke have været megen stor Historicus, efterdi baade Plinius og Tacitus tale om London, saa at derfore samme Stad maae i det ringeste have været 7 a 800 Aar ældre, og, efterdi bemældte Skrift er ikke af anden Suurdey, saa kand man i mine (66)
(g) Hist. Regn. Lothbroch apud Torf.
Tanker ikke betiene sig deraf til at reformere Danske, Svenske og andre Nationers Historier.
Harald Klak indfører den Christelige Troe udi Holsten og Slesvig.
Efter Regner Lodbrok sætter Hvitfeld blant Kongerne Harald Klak, hvilken Saxo dog allene holder for Kongens Broder, som havde nogle Forlehninger udi Jylland; (h) Denne Harald, saa som han giorde ofte Opstand imod Kongen, saa blev han tit uddreven af Riget. Udi hans Landflygtighed tog han sin Tilflugt til Keyser Ludovicum Pium, af hvilken han blev overtaled til at antage den Christelige Religion, saa at han tillige med hans Gemahl og Broder Erik blev døbt paa den Øe Ingelheim ved 826. Mayntz udi St. Albani Kirke, hvilket meenes at være skeed Anno 827 eller 826 og Keyser Ludvig var selv hans Fadder ved Daaben. Herved erholdt han bemeldte Keysers Protection, hvilken forlehnede ham med Lande paa hin side Elven, som Hvitfeld meener at have været Holsteen, og gav hans Broder Erik en Part af Frisland; Og, saasom samme Keyser Ludvig søgte at forfremme den Christelige Troe udi de Nordiske Riger, handlede han med Ansgario en Munk af Corbey udi Frankerig, at han tillige med Gaudberto vilde i den henseende begive sig til Dannemark.
St. Ansgarius den Nordiske Apostel.
De Franske Historier og Vita St. Ansgarii siger, at disse to af egen hellig Drift begave sig til Keyseren, og for ham gave deres Forsætt tilkiende nemlig at de vilde være Missionarier udi de Nordiske Lande; Keyseren glædede sig over saadant, gav dem alt hvad nødigt var til saadan Reyse, og recommenderede dem besynderligen Harald, (i) som han der kalder Konge af Dannemark, at de vel skulde see til at holde ham fast ved Christendommen, hvorpaa han nyeligen havde faaet Smag. Harald førdte de tvende Missionarier med sig til Grendserne af Dannemark, men torde ikke da gaae længere, efterdi han ingen Fred havde udi Riget, saa at han med dem maatte opholde sig nogen Tiid udi Frisland, som Keyseren havde givet hans Broder. Der siges han da at have (67)
(h)Rembert. vita Ansgarii cap. 6. vidner det samme. Herioldus qvi partem tenebat Danorum.
(i)Breviarium vitæ S. Ansgarii apud Lambec.
omvendt mange til den Christelige Troe med Gaudbert, som udi Vita St. Ansgarii heder Aubert (k) og døde 2 Aar derefter.
St. Ansgarius finder man der at have prædiket den Christelige Lærdom med Succes baade udi Dannemark og Sverrig, hvorpaa han er reiset tilbage igien for at give Underrætning om sin Mission. Og da er han af Keyser Ludvig beskikket til at
Hamborg bliver et Erke-Bisp Sæde for de Nordiske Riger.
være Erke-Bisp udi Hamborg, saaledes at Hamborg-Bye skulde være et Erke-Bisp Sæde for de Danske, Svenske, Slaver, Skrikfinner, Grønlænder og andre Nordiske Folk. Dette sige nogle Skribentere at være skeed 830 (l) men det Keyserlige Diploma, som findes hos Hvitfeld, er dateret Aken 834 (m). Og, saasom Hamborger Stift var da forlidet, lagde Keyseren dertil Turholt et Kloster udi Frankrig, nu Flanderen. Ansgarius blev saaledes ved at prædike den Christelige Lærdom undertiden udi Dannemark, undertiden udi Nord Albingien; men, naar Forfølgelsen blev for stor, retirerede han sig til Turholt, hvor hen han bragte med sig Danske og Vendisk Ungdom, som han kiøbte fra Trældom, og der underviisede dem i Troen. Pave Gregorius 4. 835.erklærede ham siden sin Legat for alle Nordiske Lande ved en Bulle dateret 835. (n) Til Medhielp udi Prædike Embedet blev ham given Ebbo Remensis, men samme Ebbo enten han ikke kunde udstaae de besværlige Reiser formedelst sit svage Legeme, eller han havde meere Lyst til Verdens Magelighed, beskikkede i sin Sted Ansgario til Vicarium Gaudbert, hvilken han tillige med Ansgario viede til Bisp, og skikkede ham til Sverrig. (o) Bemeldte Ebbo kom derpaa og saa udi Keyserens Unaade, blev dreven i Landflygtighed, og blev ikke restituered førend under Keyser Lothario, som kand sees af hans Apologie; hvorudover Ansgarius blev Hovet for denne Mission. (p)
Første Christen Kirke i Slesvig.
Saaledes (68)
(k) Vita Ansg. per Rembert. hvor Kongen kaldes Herioldus.
(l) Adamus Bremensis lib. I. cap. 17. sætter Aar 832.
(m) Diplom. Lud. Imp. pag. 23. & 24.
(n) Bulla Gregorii 4. pag. 25. Det er merkeligt at saavel udi det Keyserlige Diplomate som udi den Pavelige Bulla Hamborg kaldes Hammenborg eller Hammaburg.
(o) Ad. Brem. lib. I cap. 18.
(p) Vid. Apolog. Ebonis inter Diplomata Lindenbrogii.
|begyndte Christendommen først at skinne udi Dannemark ved denne Harald Klaks Hielp, som Saxo vidner at have begyndt at bygge en Kirke til Slesvig. Men Troen kunde da ingen synderlig Fremgang have saalænge Regner Lodbrok regiærede, hvilken iideligen satt efter Harald, og hindrede hans gode Forsætt.
Sigurd Snogøje.
Sigurd Snogøje. Sigurd Snogøje, saaledes kalden, efterdi han havde Pletter i Øinene, fuldte sin Fader Regner udi Riget; om ham er ikke meget at sige, uden hvad som er anførdt udi hans Faders Historie, og regnes han af nogle ikke blant Kongernes Tall.
Erik Barn.
Efter hans Død blev der Successions Striid udi Dannemark; thi, saasom Erik Barn. Sigurd Snogøies Søn var endda kun et Barn saa blev Kronen ham disputered af Erik ovenmældte Haralds Broder, som var Christen, hvilken ogsaa derfore letteligen i Begyndelsen fik overhaand. Udi denne Eriks Tiid blev Hamborger-Bispe-Stoel foreened Hamborg og Bremen blive forenede under en Erke-Bisp.med Bremen. Denne Forandring skeede, efterat Ansgarius havde siddet 16 Aar udi Hamborg. Aarsagen til denne Forandring var, at den Hamborgiske Kirke var bleven af Hedningerne ødelagt. (q) Erke-Bispen blev meget opmuntret af den Overhaand Erik Haralds Broder havde faaet udi Riget, og derfor drev paa de Danskes Omvendelse med dis større Iver, formaaede ogsaa hos Erik, (r) at han lod udgaae en Befalning, at alle de Undersaattere, som vilde antage den Christelige Troe, skulde have Frihed dertil. Da siges først Slesvig Dom-Kirke, som laae uden for Byen, paa den Tiid at være bygget. Om det var en anden Kirke, end den som Saxo mælder at være bygget af Harald Klak, skall jeg ey kunde sige; Det er dog troeligt, at Tiderne her ere confunderede; Endelig, saasom Regiæringen da vaklede udi Dannemark, og den eene Printz af det Kongelige Blod holdt sig ligesaa nær til Kronen, som den anden, opvaktes indbyrdes Krig, og saadant Blod-bad skeede, at ingen af den heele
Kon-
(q) Vita Ansg. per Rembert cap. 20.
(r) Denne Erik kaldes udi vita Ansgarii Oric.
|69gelige Slægt blev tilbage uden Erik Barn, Sigvard Snogøies Søn efter Saxonis sigelse, hvilken derudover uden videre Dispyt kom til roelig Besiddelse af den Danske Throne; skiøndt andre meene, at han har været Erik Rings Søn. Man maae bekiende, at fra Regner Lodbroks Tiid indtil Harald Blaatand er stor Confusion i den Danske Historie, og holder Hvidtfeld selv for, at det kand ikke være mueligt, at alle de Konger, som udi den Tiid findes hos Saxonem, kand have regiæret efter hin anden; men at mange af de samme maae have regiæret paa een Tiid, saa at Riget har været deelt mellem dem, eller en Deel af disse Konger have været ude paa Fribytterie, medens de
Forvirrelse udi den Danske Historie.
andre have regiæret hiemme. Udi den Bremiske Krønike findes imellem Harald Klak og Harald Blaatand disse Konger: først Erik Haralds Broder, som bygde Slesvig Dom-Kirke og af Saxone kun holdes for Usurpateur. 2) Denne Erik Barn, som bygde Riber Dom-Kirke. 3) Frotho, som bygde en Kirke udi Aarhuus og Gorm kalden den grume eller Engellænder, og finder man udi samme Krøniker Aars Tall til hver Konges Tiid, som er overeensstemmende med andre fremmede Nationers Historier, hvorfore Hvitfeld holder sikkerst at følge den Orden, som findes i den Bremiske Krønike, efterdi den samme har med Agtsomhed skrevet om den Nordiske Kirke-Historie, og udi den Anledning talt om de Danske Konger. Jeg holder ogsaa sikrest at følge samme Middelvey mellem Saxonem, som giør formeget deraf, og de Islandske Skribentere, som giøre forlidt, skiøndt jeg bekiender at see mig her lige som paa et vilt Hav, saa at jeg intet med Vished kand sige herom formedelst de Difficulteter, som møde paa alle Kanter.
Erik Barn forfremmer den Christne Troe i Riget.
Erik Barn det første han kom til Regiæringen, tyranniserede han heftigen mod de Christne, forjagede Præsterne og tillukte Kirkerne. (s) Men St. Ansgarius vidste saaledes at omgaaes med ham, at han gandske blev omvendt; thi han ikke allene selv antog den Christelige Troe, men befoel ogsaa Undersaattere at giøre det samme. Han lod da bygge den anden Christen Kirke nemlig (70)
(s) Vit Ansgarii cap. 28.
udi Ribe, (t) hvilken Kirke af St. Ansgario blev betroed Remberto. Samme Rembert eller Rimbert blev siden Erke-Bisp udi Hamborg efter Ansgarium, og var den anden Erke-Bisp sammesteds. Han roses besynderligen deraf, at han endogsaa med Kirkens Ornamenter løste Christne Fanger fra de grumme Normanner, sigende med St. Ambrosio: Det er bedre at conservere Menneskernes Siæle end Kirkens Skatt og Prydelse. Det er ellers den samme, som har beskrevet St. Ansgarii Liv og Levnet, og som jeg her nogle gange har citeret.
Saaledes begyndte Christendommen meere og meere at fremskinne udi Riget, og tog ikke lidet til under denne Konge, som stedse var en Beskytter deraf, skiønt den ogsaa udi hans Tiid fik ikke lidet Stød ved den Nordiske Apostels St. Ansgarii Død, 865.som skeede Aar 865, efter at han havde været Erke-Bisp udi 34 (u) Aar, nemlig 16 udi Hamborg alleene, og 18 siden den Bremiske Bispe-Stoel blev foreenet med den Hamborgiske. (x) Hvad under denne Konge ellers er skeed udi Dannemark, findes intet antegnet. Man seer alleene, at de Danske under adskillige smaa Høvdinge have sværmed allevegne om, og huseret skrækkeligen baade udi Engeland og Frankerige; thi disse Nordiske Folk havde faaet Smag paa de gode og feede Lande, hvor der vankede skiønt Bytte, hvorudover man i lang Tiid ikke kunde holde dem i Landet, men at ville derudover sige, at paa samme Tiid var ligesom et Anarchie eller ingen Regiering udi Dannemark, og at giøre de fleeste Konger til smaae Slesvigske Førster alleene er at gaae forvidt, helst saasom man seer, at de af Fremmede blive kaldne Konger af Beviisligheder paa at mange af de Danske Konger, som udslættes af Kongernes Catalogo, have været meere end Førster af Slesvig.
Dannemark, (y) at de have stifftet Ting midt udi Riget, saasom denne Konges (71)
(t) Vit. Ansg. ibid. hvor der ogsaa tales om Klokker som udi de nye Kirker bleve ophængde: ut Clocca haberetur in Eccl.
(u) Rembert vita S. Ansg. cap. 33.
(x) Aarsagen til det Hamborgske Sædes Foreening med det Bremiske, var at de Normanner,
som da allevegne skrekkelig huserede, ved Brand i Grund ødelagde Hamborg Anno 840. Staden blev da tillige med Kirken og Bibliotheqvet lagt i Aske, og St. Ansgarius flygtede nøgen derfra med Helgenes Reliqvier Ad. Brem. lib. I. cap. 21.
(y) Eginard in Annal.
|Successor, der stifftede en Kirke udi Aarhuus, at de ligge begravne udi Hoved-staden Leire, som Saxo vidner om Gottriks Søn Oluf, og at Skaaninger og Siælandsfarer toge dem til Konger, som fortælles om Sigvard, der førdte Kriig med sin Broder Ring, som Jyderne holdte sig til. Hvilket altsammen ikke kand siges om smaa Slesvigske Førster. Naar ellers denne Kong Erik kaldet Barn døde, derom findes intet. Saxo sætter efter ham Canutum kaldet Knud Lille, og af andre den laadne Knud, hvilken siges, saavel som hans Fader at have været den Christelig Troe bevaagen, og at have regieret udi 11 Aar. Denne Konge, siger Hvitfeld, findes ikke udi den Bremiske Krønike, hvorfor han regner ham ikke udi Kongernes Tall, men anseer ham alleene for en Herre, der har haft nogle Provincier at raade over, sætter derfore strax udi Ordenen efter Erik Barn Frode Haarde Snude.
Frode Haarde Snude.
Frode Haarde Snude. Denne Konge siges at have bygget en Kirke udi Aarhuus den Hellig Trefoldighed til Ære, og er saaledes denne den 3die Christen Kirke udi Dannemark. Hvad ellers denne Konge har forrættet udi Riget, findes intet; thi Tilstanden var da den samme, som under hans Formænd, at de Danske under adskillige smaae Anførere flakkede om i Søen, og streiffede udi adskillige Lande, besynderligen Engeland, saa at de Danske Historier tale ikkun om deres udenlandske Bedriffter, og intet om indenlandske Sager, og varede denne forvirrede Tilstand indtil Gorm den grumme, som Hvitfeld sætter efter denne Konge, og som de Islandske Skribentere erkiende for en ræt regierende Konge udi Dannemark, der foreenede de adskilte Provincier igien under et Hoved. Og ender saaledes her dette store Schisma mellem vore Historie-skrivere, udi hvilke jeg intet Parti haver taget, saasom jeg aldrig har haft Lyst at indvikle mig udi Tvistigheder om mørke og u-visse Ting. Dog vil jeg, førend at skride til Kong Gorms Historie, give her en Tabell paa de omtvistede Konger, og lade andre dømme om hvilken Sects Meening er rættest. (72)
Alle Secter ere derudi overeensstemmende, at Harald Hyldetand blev overvunden af Ring paa Brovalla Heede, og at samme Ring succederede Harald i Dannemark. Derudi differeres alleene, at de Danske og Svenske Skribentere kalde ham Hagen, men de Islandske Sigurd Ring. Men efter Sigurd Ring begynder et nyt Schisma, som kand sees af efterfølgende:
En tredobbelt Konge-Catalogus
Hypoth. Vulg. Svenske Konger. Islandske.
Ring Ring Ring
Oluf Egillus Regnar Lothbrok
Omund Othar Sigvard Snogole
Sigvard Adelus Horda Knut
Butlus Ostanus Gorm
Jarmericus Ingvardus
Broderus Amund
Snio Sivar
Biørn Hirot
Harald Ingell
Gorm den Olaus Tratælga
Gamle Carl
Gottrik Biørn
Olaus Amund
Henning Olaus Træ-
Tælge igien
Sigvard Ingo
Regner Lodbrok Ericus Væ-
Erik Ringsen der hat, som
Erik Barn ungefør fal-
Frothop Haar- der ind udi
De Snude Gormonis
Gorm den Tid
Grumme
Heraf sees at den Svenske Konge-Liste er fast ligesaa stor som den Danske, saa at det er forunderligt, at begge Nationer skulde af 3 eller 4 Konger giøre hen ved 20. Vil man sige, at saadant (73) her kunde skee saavel som i den ældgamle Historie, da svares dertil 1) at Saxo Grammaticus er troværdigere i disse Tider end i den første Historie, 2) efterdi fremmede Skribentere tale omstændigen om de sidste Konger fra Gottrik, som findes paa denne Catalogo, hvilket er det fornemste Fundament, hvorfore jeg her viger fra den Islandske Hypothesis. Vil man alleene afkorte Tiden, gaa der fast lige saa mange Konger af den Svenske, som af den Danske Liste, vil man derimod alleene forkaste Kongerne, saa maa man statuere enten at hver Konge har regieret unaturligen lenge, eller at der har været et Anarchie i Dannemark udi 12 a 13 Svenske Kongers Tiid, eller sige, at Riget udi all den Tiid har været deelt udi mange smaa Parter, hvilket ikke synes troeligt. Men, hvorom alting er, saa maa dog een af dem holdes for den rætte Konge, hvoraf de andre har været Vasaller. Og kand de derfore og bør blive staaende udi den Orden, som de findes hos vore Danske
Betænkning derover.
Skribentere. Thi, naar de samme Skribentere ogsaa forkaste Sigurd Snogøje og Horda (z) Knud; (thi Hvitfeld regner dem ikke blant Kongernes Tall, og synes at forkaste dem med grund,) saa følger deraf, at udi 15 Svenske Kongers Tiid, som den Svenske Historie siger, at have succederet hinanden, og enhver af dem at have regieret lenge, ikke bliver uden een Konge i Dannemark, nemlig Lodbrok. At følge derfor den Islandske Hypothesin i disse Tider er det samme, som at ville sige, at Svenske og Danske Skribentere have ligesom foreenet sig med hinanden, i at opdigte Konger paa de Tider, hvilket er Torfæi Meening, som holder for at Johannes Gothus for at giøre den Svenske Historie lige saa lang som den Danske, opdigtede lige saa mange Svenske Konger, som han fandt Danske hos Saxonem, hvilket er vanskeligt at troe, helst efterdi fremmede Skribentere, i sær Eginardus, som levede udi Kong Gottriks og Hennings Tider, tale om de samme, som tilforne er viiset. Ja de Tydske Keyseres Catalogus haver ogsaa aldeeles ingen Overeensstemmelse med den Liste paa de Danske Konger, som gives os af (74)
(z) Denne Horde Knud maa ikke confunderes med Haarde Knud, Canuti Magni Søn; thi den første kaldes saaledes af Horda Syssel udi Jylland, hvor han siges at have været fød. Vid. Torf. Series Reg. Dan.
de Islandske Skribentere, fra Carolo Magno indtil Keyser Henricum Aucupem; thi fra Ludovici Pii Død nemlig 840, som omvendte Harald Klak i Kong Regner Lodbroks Tiid, indtil Henrici Aucupis Død 937, som førdte Kriig med Gorm den Grumme, er 97 Aar. Udi disse 97 Aar regnes efter den Islandske Hypothesin ikkun 3 Konger, nemlig, Regner Lothbrok, Siguard Snogøje, og Horda Knud, af hvilke den første levede end lenge for Ludovici Pii Død, og de 2 sidste regnes af Hvitfeld end ikke blant de Danske Kongers Tall, saa at om de ikke virkeligen have regieret i Dannemark, som synes troeligt, saa har man kun een Deel af Regner Lothbroks Regiering til at opfylde disse 97 Aar. Efter Hypothesin Vulgarem derimod regnes 9 a 10 Konger fra Gottrik, som levede udi Caroli Magni Tiid indtil Gorm den Grumme, som førdte Kriig med Keyser Henricus Auceps, hvilke 9 Konger svare til 10 Keysere; saa at samme Catalogus er overeensstemmende med Keysernes Catalogo. Hvorudover Islænderne kand aldrig reede sig ud heraf, med mindre de vilde falde til den underlige Meening, at Keyserne ogsaa ere opdigtede, lige som de sige om de Svenske Konger. Ville de sauvere deres Hypothesin med at giøre Kong Gorms Regiering saa langvarig; saa vidne andre Skribentere, at han ikke regierede saa meget længe. Men det synes her at de have confunderet Gorm den Gamle med
En anden tredobbelt Liste.
Gorm den Grumme, og af 2 Konger at have giort een. Til Beviis herpaa gives en anden 3 dobbelt Liste saaledes:
Keysere Danske Konger I slandske Hypoth.
Carolus Magnus Gottrik Regner Lothbrok
som døde 812 Olaus Sigurd Snogøje
Ludsvicus Pius Henning Horda Knud
Døde 840 Sigvard Gorm
Lotharius Regner
Ludovicus Ger- Erik Ringsen
Nicus 875 Erik Barn
Carolus Calvus Froto Haarde
877 Snude (75)
Carolus Crassus Gorm Truen-
888 lantus
Arnoldus 899
Ludovicus den sidste
Af Caroli Magni
Stamme 911
Conredus 919
Henricus Auceps
937
Gorm den Grumme.
Gorm den Grumme 931.Denne Gorm holde de Islandske Skribentere for at have udrøddet de mange smaa Konger udi Dannemark, og bragt Riget under et Hovet igien, hvilket jeg ikke vil nægte, efterdi man fra ham seer alle Skribentere overeensstemmige udi Kongernes Orden. Men at de have confunderet ham med Gorm den Gamle, hvorom længe tilforn er talt, kand ikke vel gotgiøres, saasom denne Konge regierede ikke saa længe, at han kunde faae det Tilnavn af ældgamle. (a) Han var en hefftig Forfølger af den
En hefftig Forfølger af den Christelige Troe
Christelige Troe, forjagede Præsterne, piinede somme ihiel, og søgte gandske at udrødde Christendommen af Riget, hvorfor han blev kalden Gorm den Grumme. Den samme Gorm undertvang Saxsen og Venden, og derfor geraadede udi Kriig med Keyser Henricus Auceps, hvilken tog igien fra ham hvad han havde erobret udi Tydskland, og da anlagde et Marggrevskab ved Hethebye, og derover satt en Marggreve for at beskytte Grændserne mod de Danske; Han jog da ogsaa saadan Frygt ind udi Kong Gorm, (b) at han maatte love ham at tilstedde Christendommen udi Dannemark. Paa den Tiid var Uni Erke-Bisp udi Hamborg, hvilken anvendte all sin Fliid paa at forplante Religionen udi Riget, men kunde ingen Fremgang giøre, saa lenge Thyre Dannebod. Gorm regierede alleene. Gorms Dronning var Thyra, gemeenligen kalden Dannebod, det er de Danskes (76)
(a) Efter Hvitfelds Regning regierede han ikkun 18 Aar, skiønt Autor her contradicerer sig selv. vid. Hvitf. in Gorm. & Harald.
(b) Helmold. Chr. Slav. lib. 1. cap. 8.
|Trøst; hvilket giver tilkiende, at hun maae have været en meget god Dronning. (c) Gorm havde 2 Sønner Knud og Harald, af hvilke Knud var den Ældste, og som Kongen elskede saa høyt, at han lod alle vide, at hvo som forkyndte ham samme Knuds Død, den skulde han omkomme med sin egen Haand. Da nu Knud blev ihielslagen, som nogle meene af sin Broder Harald, ophittede Dronning Thyre et Raad for at give ham saadan Dødsfald tilkiende, uden at bruge Ord dertil. Hun afførdte ham hans Sædvanlige Klæder, og iførdte ham Sørge-Dragt, som brugtes udi de Tider, naar man havde mistet nogle af sine Paarørende. Da Gorm saadant blev omklædet, sagde han: Jeg merker, at min Søn er død, hvortil Dronningen svarede: Det siger I Herre, og vi ikke. Herudover blev Gorm saa sorgefuld, at han døde af Gremmelse, og Dronningen mistede sin Herre og sin Søn paa eengang.
Harald Blaatand.
Harald Blaatand. Harald Gorms Søn fulte sin Fader udi Regiæringen. Denne Harald er besynderlig Navnkundig blant de Danske Konger, efterdi udi hans Tiid Christendommen blev etablered udi Dannemark, saa at der da bleve udi hans Tiid stiftede Bispe-Stoele. Førend jeg taler om Christendommens Indførsel udi Riget, vil jeg melde noget om, udi hvad Tilstand de Nordiske Folk vare i henseende til deres Gudsdyrkelse, og give en kort Beskrivelse over det Nordiske Hedenskab. (d)
Jeg har tilforn fortaalt, at den Asiatiske første Odin, saa som han var den første, der stiftede disse Nordiske Riger, saa var han ogsaa Stifter af den gamle Nordiske Beskrivelse over det
Nordiske Hedenskab for Christendommens Indførsel.
Religion, som i saa mange (77)
(c) Vid. encom. Thyræ Dannebode apud Svenonem Agonis. Hun siges af Danske Kongers Skribentere at have været en Engelsk Princesse, skiønt hun findes ikke udi den Engelske Historie. Test. Rapin. Thoyras.
(d) Johannes Magnus holder for at Christendommen blev af Ansgario prædiket udi Sverrig førend i Dannemark, hvilket Hvitfeld præf. ad Chron. Episcop. refuterer. vid. Helmold. lib. 1. cap. 5. hvor der tales om Ansgario saaledes: Procedentibus Divinæ gratiæ incrementis in gente Danorum, cœpit assurgere ad Sveonum conversionem.
100 Aar stod ved Magt, indtil den maatte vige for Christendommen. De fornemmeste Guder udi Norden vare Odin, Freier, Thor, Thyr og Freya, hvilke have givet Navne til de Dage i Ugen, Odensdag eller Onsdag, Tyrsdag eller Thiisdag, Thorsdag og Freyerdag eller Freddag. Endskiønt disse Afguder vare Tilfælles for de 3 Nordiske Riger, Dannemark, Norge og Sverrig, saa synes det dog, at hvert Rige har haft sin særdeeles Gud, som den meest dyrkede, ligesom nu
De Nordiske Afguder
omstunder udi Pavedommet, endskiønt alle Helgene ere tilfelles, saa dog haver hvert Rige eller Stad sin særdeeles Helgen eller Patron, som den dyrker frem for andre. Saaledes endskiønt Odin var de Nordiske Rigers Jupiter, synes han dog paa en
Odin.
besynderlig Maade at have været dyrket udi Dannemark; Derfor seer man, at disse Folk udi deres Bønner have paakaldet ham, som Dannemarks særdeeles Patron. Efter Odin var meest udi Anseelse Freyer ogsaa en af de Asiatiske Helte, hvilken efter hans Død blev dyrket som en Gud, besynderligen udi Sverrig, hvor man saae det store Tempel til Upsal samme Freyer til Ære; Freyer siges selv at have oprettet i levende
Freyer.
Live dette Tempel, og givet all sin Skat dertil, men det er troligt, at Efterkommerne Tiid efter anden ved Gaver have beriget det samme. Om den Dag, som vi kalde Freddag eller Freidag, haver faaet sit Navn af denne Freyer eller af den Gudinde Freya, skal jeg forvist ikke kunde sige. De Nordiske dyrkede synderligen den Afgud Thor, hvoraf Thorsdag har faaet sit Navn, hvilket kand sees blandt andet af et Løffte, som Olaf
Thor.
Trygge Søns Historie vidner nogle Nordske Søe-Folk at have giort, nemlig at dersom de landede til Sverrig, skulde de giøre en Gave nemlig af en vis qvantitet Øll til Freyer og dersom de landede til Island, som var de Norskes Colonie, skulde de give ligesaa meget til Thor. Thor var saaledes den 3die store Afgud i Norden, og vidner Wilhelmus Gemmeticensis, at man til ham ofrede Menneske Blod. Disse vare som Dei Majorum Gentium eller de 3 store Guder i Norden. Derforuden vare tvende
Freia og Thyr.
andre nemlig 1) Freia de Nordiske Folks Venus, thi hun beskrives udi Eddæ Mythologie, som Gudinde for Kiærlighed; (78) 2) Tyr, som var samme Folks Mars. Af ham har den Dag Tirsdagur eller Tyrsdag, nu Tiisdag sit Navn.
Saaledes seer man, at der have været Dii Majorum og Minorum gentium eller 2 slags Classer af Guder udi Norden, men at Odin var ligesom Fader for dem alle. De Nordiske Folk havde ogsaa, ligesom Græker og Romere, deres Semi-Deos eller halve Guder af begge slags Kiøn; Saaledes skrives, at der udi Odins Bolig have været visse Jomfruer kaldne Valkyriur, hvilke havde saadant Navn, efterdi Odin
Valkyriur.
holdtes fore at udskikke dem paa de Tider, naar Feltslag holdtes, til de store Helte, som skulde omkomme i Slag. De sammes Embede var ogsaa at giøre Opvartning til de udi Feltslag omkomne store Herrer ved Bordet udi Odins Bolig eller det andet Liv. Og var saaledes disse Jomfruer i visse Maader de Nordiske Parcæ, deres Navne opregnes udi Griimnis malum saaledes oversatt paa Latin:
Hrista & Mista volo
Ut mihi cornua porrigant
Skegolda & Skogula
Hilda & Thruda
Hlocka & Herfiotra
Golla, Geira & Hoda
Ranngrida & Radgrida
Et Reginlefa.
Hæ monoheroibus cerevisiam porrigunt.
Hæ dicuntur Valkyriæ.
Foruden disse Valkyrier var de saa kaldet Einheriar eller Monoheroes nemlig afdøde store Helte, saa at man seer Odin ved den Nordiske Religions Stiftelse at have efterfult Græker og Asiatiske Folk; thi han holtes for at have levet udi Pompeji Magni Tiid, og at være flygtet af lille Asien; da samme Pompejus overvandt Mithridatem og de omliggende Folk.
Den Hedenske Theologie.
Hvad ellers Lærdommen angaaer, bestod det gamle Theologiske Systema derudi; at de Nordiske Folk statuerede tvende Boeliger efter dette Liv. Den første Boelig var kalden Valhalla eller de Dødes Sall, som de holdte for at være udi Asgardia, hvor (79) Odin residerede, førend han kom til Norden; Og meene nogle, at samme Asgardia var Skytien, efterdi Odin sagdes at have regieret ved den Flod Tanais, som kand sees af Hogni og Hedini Historie. Samme Valhalla beskrives udi Edda at have fem hundrede og fyrretive Dørre, og holt man for, at ingen der kunde komme, uden han døde i Slag mod sin Fiende. Og holdes derfor dette Religions Principium den
Beskrivelse over adskillige slags Boliger i det andet Liv.
fornemste Aarsag til de Nordiske Folks Tapperhed; Den Lyksalighed, som lovedes de Afdøde udi Valhalla var et Billede og Efterlignelse af de Ting, som de funde mest Smag i udi dette Liv; thi dem lovedes got Øll og Miød, item Flesk af det store Vildsviin kaldet Serimner og for Maaltiid de excercitier, som de gamle havde fundet meest Fornøyelse udi. Saaledes beskrives den første lyksalige Boelig efter Døden, hvorfra man siden skulde forflyttes til en anden ævigvarende kaldet Gimle, og der leve lyksaligen under den store og allmægtige Guds Regiæring, saa man deraf seer, at de gamle Nordiske have statueret et Regnum temporarium eller timelig Lyksalighed efter Døden, førend de komme til de ævige Boeliger, ligesom Chiliasterne nu omstunder giøre Forskiæl mellem Christi timelige og aandelige Rige. Og ligesom der vare tvende Boeliger for de Lyksalige, saa holte de ogsaa for, at der vare tvende andre for de Fordømte, det er dem, som levede udi Stillhed og Ørkesløshed. Den eene Bolig kaldtes Niflheim, som beskrives meget hesligen udi Eddæ Mythologie. Den sidste kaldtes Nastrond, hvor de Fordømte skulde plages til ævig Tiid. Saa at Gimle og Nastrond vare de ævige Boliger for de Lyksalige og Fordømte, hvorudi Menneskerne skulde komme efter Verdens Undergang, som de holdte for skulde skee ved Ild, og kaldte samme Undergang Ragnorokr eller Gudernes Tusmørke. Dette er en kort Afrisning paa den gamle Nordiske Religion, hvoraf Indbyggerne vare saaledes indtagne, at den Christne Troe kunde her ikke fæste Roed uden efter adskillige store Forfølgelser. Nu rester at eftersee, hvorledis Christendommen i denne Konges Tiid udi Dannemark blev indført, hvilket ikke kand skee, uden jeg maae repetere adskilligt, hvad derom forhen udi de andre Kongers Historie er talt.
(80) Christendommens Begyndelse og Fremvext.Jeg har tilforn antegnet udi Gorm den gamles Historie, at samme Konge fik Lyst til at eftersøge, hvilken Religion var den beste, til hvilken Ende han udskikkede den bekiendte Torkild Adelfar, hvilken fik Kundskab om den Christne Troe udi Tydskland eller Nederlandene. Denne Torkild underviisede Kongen ved sin Tilbagekomst derom, og indpræntede ham saavel Kiærlighed for Christi Lærdom, som Afskye for det gamle Afguderie. Denne Historie er blandet med adskillige Fabler, som findes hos Saxonem om Ugartilok, som jeg tilforn har viiset og forklaret. Men Kongens gode Forsætt om Christendommens Forfremmelse blev forhindret af hans Hofsindere, som søgte at conservere den Hedenske Troe, som de vare opdragne udi. Og blev Torkild efter Kongens Død, som fulte strax derpaa, tvungen til at staae fra sit Forsætt, saa at der lang Tiid intet blev talt derom, indtil Harald Klak med sin Broder Erik blev døbt til Mayntz; thi, endskiøndt Anno 817, da Keyser Ludovicus Pius regiærede og Stephanus 4. var Pave, udi et Concilio til Aken, blev blant andet besluttet at omvende de Gother til den Christelige Troe, blev det dog forhalet til det niende Aar derefter nemlig 826, da bemelte Harald med sin Broder Erik flygtede til Keyser Ludvig, og søgte Hielp af ham mod Kong Regner Lodbrok. (e) Da, saasom Keyseren gav tilkiende ikke at ville giøre ham nogen Undsættning, med mindre han vilde love at forfremme den Christne Troe udi Dannemark, lod han sig tillige med sin Broder Erik døbe. Derpaa blev en Fransk Munk af Corbey Ansgarius, som gemeenligen kaldes den Nordiske Apostel, skikked til Dannemark for der at forplante Troen, hvortil Harald saavel som hans Broder var ham behielpelig. Men den Christne Troes Fremgang udi Dannemark blev meget hindret af Kong Regner Lodbrok, hvilken var sin Prætendent til Kronen Harald forsterk, saa at bemelte (81)
(e) Der regnes 4re Forfølgelser over den nye Danske Kirke, (1) under Kong Regner, (2) under Erik Barn, (3) under Gorm den Grumme, og (4) under Svend Tiugu Skæg, og var den 3die som skeede under Kong Gorm den største; thi hand lod sig ikke alleene nøye med at drive de Christne Præster udi Landflygtighed, men endogsaa piinede dem til døde, hvorfor hand af Adamo Bremensi blir kaldet crudelissimus vermis Hist. Eccles. lib. 1 cap. 47.
|Harald ikke kunde forfremme sit Forsætt uden i det Slesvigske, hvor Historien vidner, at hans Broder Erik efter Ansgarii Raad lod bygge en Kirke. (f) Denne Eriks Søn, som ogsaa heed Erik, og var opdragen i den Christelige Troe, da han kom til Regiæringen, søgte han at følge sin Faders Fodspor, men der var paa de Tider saadan forvirret Tilstand udi Riget, og saa mange Prætendenter til Kronen, at det brød ud til indbyrdes Kriig, hvor udi han tillige med alle af det Kongelige Huus omkom, undtagen en liden ung Printz ved Navn Erik, som gemeenligen udi Historien kaldes Erik Barn. Denne Erik forfuldte udi Begyndelsen heftig de Christne, men han blev siden omvendt af Ansgario, saa at han søgte at forfremme Troen af yderste Magt, og lod bygge en Kirke Anno 865, udi hvilket Aar den Nordiske Apostel Ansgarius døde. Kong Eriks gudelige Forsætt blev forfremmed af hans Successor Frode Haarde Snude, som lod bygge en Kirke udi Aarhuus, saa at den Christelige Troe under disse Konger havde temmelig Fremvext.
Men, da Gorm kaldet den Grumme kom til Regiæringen, begyndte Religionen at faae et stort Stød, og blev hæftigen forfuldt af samme Konge, hvilken skilte dem, som bekiendte Christendommen, baade ved Liv og Gods, og lod i Grund nedrive de Christne Kirker til Slesvig og Ribe, men da han Anno 925 geraadede udi Krig med Keyser Henricus Auceps, og Keyseren udi samme Krig fik Overhaand, maatte Kong Gorm forbinde sig til ikke at hindre den Christelige Troe udi Dannemark. At Kong Gorms Forfølgelse mod de Christne strakte sig ikke videre, hindrede hans dydige Dronning, kaldet Thyre Dannebod, ved hvis Hielp det skeede, at den Hamborgiske Erke-Bisp Unni giorde endda mange Christne udi Riget.
Harald Blaatand Christendommens rette Stifter.
Endeligen, da denne Konge Harald Blaatand kom til Regieringen, begyndte den Christelige Troe for alvor at fæste Rødder udi Riget. Saasom baade han selv og hans Moder Dronning Thyre havde ladet see stor Gunst mod de Christne udi Kong Gorms Tiid. Da begav Erke-Bisp Unni sig til Dannemark, saa snart (82)
(f) Vita St. Ansg. cap. 21.
|han hørdte Haralds Ankomst til Regieringen, og forsørgede Riget allevegne med Kirker og Siæle-Sørgere, hvilken gode Gierning Harald af all Magt befodrede, endskiønt han endda ikke var døbt selv, allene hans Moder havde indpræntet ham gode Tanker om den Christelige Troe.
Ikke desmindre var dog endda Kiernen af Landet udi forrige Mørkhed og Vildfarelse. Der fantes og mange, som vilde foreene den Christelige Troe med den Hedenske, og som tilstode at Christus var Gud, men at deres gamle Guder vare større, og meene nogle, at Kongen selv var af samme Tanke. Men dette Syncretisterie blev snart udrøddet, og det ved saadan Hændelse. Jeg har tilforn fortaalt, at Henricus Auceps havde ladet oprætte et Markgræveskab (g) udi det Slesvigske for at hindre de Danskes Indfald udi Tydskland. Dette Markgrævskab anfaldt Kong Harald 944, omkom
Krig med Keyser Otto I.
de Keyserlige Folk, som laae i den nys opbygde Fæstning, og foreenede Landet med Riget igien. Herudover besluttede Keyser Otto I. at paaføre Dannemark Krig. De Aarsage, som han dertil foregav, foruden dette Margrævskabs Forstyrrelse, vare, at Kongen havde forhaanet hans Gesanter, havde foruroliget Venden, medens han var fraværende udi Italien og endeligen, at han forfulte de Christne. Formedelst disse Aarsager giorde Keyseren et Indfald udi Dannemark, hvor han i Begyndelsen fandt liden Modstand, efterdi Kongen var rykket med sin Krigsmagt mod Sverrige. Men, da Harald fik Tidender om dette Indfald, efterlod han sin General Sturbiørn med et Antall Folk udi Halland for at fortsætte Krigen mod Sverrig, og førte de øvrige over med sig til Jylland mod Keyseren. Imidlertiid oversvemmede Otto det heele Land, og kom med sin Krigs-Hær indtil Vendsyssel, og, som han da formedelst Havet ikke kunde komme længere, siges han at have (83)
(g) Af dette Markgrævskab have nogle meget latterligen villet derivere det Ord Dannemark, da dog samme Markgrævskab var ikke andet end som et Veirlys, der lod sig see og forsvantes fast paa engang. Ellers er merkeligt, at Slesvig, som tilforn kaltes Hethebye heder hos gamle Skribentere Sliasvik, hvilket giver tilkiende, at Staden har sit Navn af Slien eller Slyen ved samme Stad. Sliasvik er siden forvandlet til Slasvik og endelig til Slesvik.
kastet sit Spiud udi det Sund, som til Erindring
Ottesund, hvoraf saaledes kaldet.
derom blev kaldet Ottesund. Og viiser endnu Indbyggerne Stedet, hvor hans Leir var ved samme Sund. Crantzius (h) farer derfor vild, naar han meener at denne Keyser kom over til Fyen, og der funderede den Stad Odensee eller Othensee; thi de Danske Krøniker vidne, at samme Stad er langt ældere. Om denne Krigs Udgang ere adskillige Relationer: Saxo Grammaticus siger, at den Keyserlige Krigshær ved Kongens Ankomst tog Flugten, og den saa kalte Erici Pomerani Historie vidner, (i) at Keyseren blev slagen af Kong Harald; men Freds-Tractaten, som paafulte, viiser tydeligen, at Kong Harald ikke spillede Mester udi denne Krig. Jeg vil derfor heller med Hvitfeld efterfølge de Tydske Skribentere, som fortælle Udfaldet af det Keyserlige Tog saaledes, at, da han med sin Krigsmagt gik tilbage, mødte Kong Harald ham ved Slesvig, hvor der blev holt et Feltslag, som de Danske tabte, saa at de maatte søge deres Skibe. (k) Dette foraarsagede, at Harald maatte slutte Fred med Keyseren. De Tydske Skribentere holde for, at ved samme Fred blev afgiort, at Kongen skulde tage Riget til Lehn af Keyseren, hvilket og Hvitfeld synes ikke at nægte, naar han siger, Harald tog Riget og Christendommen af Ottone Aar 948; 948.men de Danske Skribentere ville ikke tilstaae, at saadant Lehn strakte sig videre end uden over
Om Kongen tog Riget til Lehn af Keyseren.
nogle visse Lande mod Tydskland. At samme Keyser ellers confirmerede Jydske Bisper, og gave Privilegier til Danske Kirker, viiser ikke saa meget Keyserens Oberherskab over Riget, som hans Patrocinium for Religionen, hvilken han paa denne Reyse stiftede, og derfor med Billighed kunde tillegne sig nogen Direction udi Kirke Sager, ligesom Adamus Bremensis vidner, at Kong Svend Estridsen dirigerede Kirke-Sager baade udi Norge og Sverrig (l) hvorvel samme Riger havde deres (84)
(h) Crantz. Saxoniæ lib. 3. cap. 25. hans Ord ere disse om Othensee: unde enim nomen traheret si non Rex illam attigisset.
(i) Hist. gentis Dan.
(k) Helmold. Chron. Slav. lib. 1. cap. 9.
(l) Fremmede Skribentere ere ellers ikke eenige i deres Relationer herom. Ad. Bremensis siger, sig at have hørt af en fornuftig Bisp, at Keyseren tvang Kong Vorm at blive sig Skatskyldig. Sigebertus siger, at han tvang Kong Chuipiam at lade sig døbe, og Funccius kalder den Konge, som da blev giort Skattskyldig, Nuba: saa at de ikke allene vildfare udi Navnene, men endogsaa give os saadanne, som udi Norden ere aldeeles Ubekiendte.
|egne Konger, som ingenlunde paa de Tider dependerede af Dannemark, saa at man seer, at dette maa være skeed allene, efterdi han var agtet for den største Theologus blant de Nordiske Konger udi sin Tiid. (m) Hvad Hvitfelds Vidnesbyrd angaaer, at Kongen tog Riget og Troen af Keyseren, da kand det saa udtydes, at Keyseren gav ham tilbage den Deel af Riget, som han havde indtaget, saa at deraf følger ikke, at Riget skulde være et Lehn af Tydskland; thi der allegeres ingen Acta til saadant, ey heller viises udi Historien nogen Ceremonie, hvorved saadant Lehn er conferered, saa at man veed ikke, naar og hvor eller paa hvilken maade saadant er skeed, enten Keyseren betingede sig Oberherskabet over Kong Harald allene eller over hans Efterkommere. Alting beroer derfore paa en løs Sigelse af Skribentere; hvorvel det er troeligt, at Kong Harald udi denne Tilstand har maatt forpligte sig til at være Keyserens Ven. (n)
Hvorom alting er, saa blev den Christelige Religion ved denne Leilighed stadfæstet udi Riget, thi Keyseren førde en Præst med sig ved Navn Poppo, (o) som var en Frislænder, den samme Præst lod sig indfinde udi en Sammenkomst, hvor Keyseren og Kongen vare tilstedde med mange af de fornemmeste udi Landet; og, da derpaa samme Tiid opreysede sig en Disput om Religionen, og de Danske Syncretister sagde: at Christus var vel en GUd, men ikke saa stor, som deres Guder, (p) ey heller giorde saa store Mirakler, traadde samme Poppo frem, og sagde, at Christus var (85)
(m) Ad. Brem. lib. 4 cap. 16.
(n) Ingen taler saa reent derom som Sveno Agonis, hvilken siger: Illis temporibus Daniam sibi tributariam fecerat.
(o) Vid. Ælnoth. in vita S. Canuti cap. 1. hvorudi Autor flatterer de Danske formeget, naar han siger at Christendommen er ældere udi Dannemark end udi Frankrig og Sachsen.
(p) Cypr. Annal Episcop. Slesv. pag. 78
.
|den sande
Popponis Mirakel
.GUd med Faderen og den hellig Aand. Kongen spurte ham da, om han kunde give nogen Prøve eller Tegen for at viise den Christelige Troes Rigtighed, hvilket han lovede. Den anden Dag lod han udi Almuens Overværelse giøre en Jern Handske ganske gloende, hvilken han stak paa sin Haand, og bar den saa længe som man forlangede. Adam Bremensis fortæller ogsaa om et andet Mirakel, nemlig at Poppo lod sig iføre en Voxed Kiole, hvilken han lod anstikke; medens Kiolen brendte, giorde han sin Bøn med udstrakte Hænder til Himmelen, hvorudover, endskiønt Kiolen blev brændt til Aske, hans legeme blev ganske uskadiget. Da Almuen saae dette Mirakel, bleve de derover saa bevægede, at de forlangede at døbes. Kongen blev strax derpaa døbt tillige med hans Dronning Gunild og hans Søn Svend, hvilken sidste Keyser Otto selv holt over Daaben, og lod ham Christne Svend Otto. Saxo siger dette at være skeed ved Isefiorden udi Svend Tiuguskiægs Tiid, men saadant stemmer ikke overens hverken med Popponis Alder eller fremmede Skribentere. (q) Dannemark blev
Tre Biskopsdomme stiftes.
saaledes omvendt til Christendommen udi denne Kong Haralds Tiid, og blev deelt udi trende Bispedomme, nemlig Slesvig, Ribe og Aarhuus, og viede Adeldagus Erke-Bispen af Bremen de 3 første Danske Biskoper, (r) nemlig Harald til Slesvig, Liffdagum til Ribe og Reinbrandum til Aarhuus, hvilke Keyser Otto gave de første Forlehnings-Breve, hvor af Hvitfeld vidner sig at have seet nogle, saa at man ikke kand nægte, at jo denne Keyser har tillegnet sig Direction udi Religions Sagerne, Eendeel, saasom han stiftede Religionen udi Riget, Eendeel og saa, saasom Kongen endda var Novitius, og selv behøvede at vejledes.
Over den Fremgang, som Religionen fik udi de Nordiske Lande glædede Pave Agapetus sig saa meget, at han stadfæstede Erke-Bisp Adeldago alle de Privilegier, som hans Formænd Gregorius, (86)
(q) vid. Meurs. Hist. Dan. lib. 3. som derudi efterfølger Saxonis og Crantzij Vildfarelser.
(r) Historien melder alleene om disse 3 Bispe-Stoele, hvorvel udi Keyser Ottonis 3. Brev som blev skrevet 7 Aar efter Kong Haralds Død, tales ogsaa om Othense, som derudi kaldes Othenesvig. vid. Chron. Episc. Othiniens.
Nicolaus og Sergius havde givet Hamborger Kirke, gav ham ogsaa Frihed til at vie og ordinere Bisper allevegne udi Dannemark, og de Nordiske Lande. Han ordinerede saaledes foruden de 3 ovenmeldte Bispe adskillige andre udi Landet, hvis Navne vel findes, men ikke Residentzerne eller Bispe-Stolerne. Aarsagen dertil er, at, som de Christnes Tall endda vare faa udi Landet, saa kunde de ordinerede Bispe ingen visse Bispe-Stoele have, men de flakkede allevegne om i Landet, og ligesom kieppedes om, hvo der kunde giøre de fleeste Proselyter, eller omvende meest Hedninger. Hvad ellers er at merke om denne Konge, er at han lod fundere og bygge den Stad Julin udi Venden, hvilken Stad han lod besætte med et Antall af ungt Dansk Mandskab, som did blev henbragt under Anførsel af den Kong Harald stiffter den Stad Julin.
bekiendte Palnatoko. Disse Folk ere blevne siden bekiendte udi Historien med det Navn af Joms-Borgere, og Palnatoko, deres Lovgiver er bleven agtet som en Julinsk Lycurgus, efterdi han gav dem mange herlige Love, som holdte dem til Dyd og Tapperhed, og i sær at foragte Døden, hvilke disse Joms Borgere lode see, da mange af dem bleve fangne og rettede af Hagen Jarl (s) udi Norge; thi de ginge alle leende til Døden og holdte philosophiske Taler, som kand sees af den saa kaldte Joms Vikinga Saga eller de Joms Borgers Historie. (t) Udi denne Jomsborgske eller Julinske Republique blev Kongens Søn Svend opdragen, hvad Aarsag dertil har kundet været, kand jeg ikke sige: Vist nok er det, at han der begyndte at fatte U-villie mod sin Fader, og lagde Grundvold til paafølgende Rebellion, til hvilken Ende han bestyrkede
Svend rebellerer mod sin Fader.
sig med Vendisk Alliance, og tog Kong Burislai Dotter af Venden til ægte. Aarsagen til den Misforstand mellem Faderen og Sønnen var denne sidstes Begiærlighed efter at regiere, hvorudover Kong (87)
(s) Snoro Sturl. Hist. Comitis Haqv.
(t) Nogle ville giøre denne Stad langt ældre, og, bedragne af det Ord Julin, have villet giort Julius Cæsar til dens Stiffter, lige saa urimeligen have de holdet fore, at Wolgast er det samme som Julia Augusta Demminge Domina Mundi, og Tribuzess Tributum Cæsaris, saa at man, skulde tænke, at Julius Cæsar havde bygget alle disse Stæder, men som man af Historien veed, at samme Romerske Helt aldrig kom saa vit, falde alle disse Etymologier af dem selv. vid. Crant. Vand. lib. 2. cap. 33.
|Haralds langvarige Regimente var ham utaalelig. I saadan Misfornøyelse blev han ikke lidet styrket af dem, som bare Fortrydelse over, at de vare tvungne til at antage den Christelige Troe; thi, som de mærkede, at Svend Otto ingen god Christen var udi Hiertet, hvilket og Tiden lærede, saa styrkede de ham udi hans onde Forsætt; forhaabende ved hans Ankomst til Regieringen at indføre Hedenskabet paa ny igien udi Riget. Kongen, som da var meget gammel, da han mærkede sin Søns Foretagende, bedrøvedes han meget derover. Den Sorg, han havde at see sig paa sin gammel Alder forfuldt af sin egen Søn, plagede ham meer end den Frygt han havde at see sig trued med Kronens og Livets Forliis. Men, som han fandt sig forbunden til at giøre Modstand, for at beskierme den Christelige Troe, hvilken han vel kunde see ved Regieringens Forandring at vilde lide Afbræk, maatte han ruste sig imod Sønnen. Men, som man gierne meere tilbeder den oprindende end
Kongen maa flygte af Riget.
den neddalende Soel, saa faldte de fleeste Danske udi denne Rebellion til Sønnen, hvilken overvandt Kongen, og tvang ham til at flygte til ovenmældte Julin, (u) som han havde ladet bygge paa den Pomerske Øe Vollin, hvor han mod Forhaabning blev tagen udi Beskyttelse af Joms-Borgerne, som han dog med Billighed kunde have mistænkte, efterdi Sønnen saa længe havde været hos dem: men man seer, at disse Folk have ikke været mindre dydige end stridbare, og derfore ikke have villet nægte Kongen Bistand udi saadan urætfærdig Forfølgelse. Om der skeede noget Feldtslag mellem Faderen og Sønnen, førend han tog Flugten til Pommern, derom tale vore Historie-skrivere intet: Hvitfeld siger alleene, at han døde strax efter sin Ankomst til Julin, af det Saar, han havde faaet, og derved giver tilkiende, at der maae have været holdet et Feldtslag. Saxo fortæller, at Kongen havde faaet dette Saar af Palnatoko, som skiød ham med en Piil, da han spadserede udi en Skov, men saadan Kongens Død.Gierning er ikke troeligt at kunde bedrives af en Mand, der udi sin Tiid passerede for en Nordisk Philosophus og en stor Lovgivere. Kongens Legeme blev strax førdt til Roskild Kirke, hvilken (88)
(u) Helm. Chron. Slav. lib. 1. cap. 15. hvor denne Stad kaldes Vineta.
|han selv af Træe havde ladet bygge den Hellig Trefoldighed til Ære; Og, saasom han er den første Konge, jeg finder at være begraven udi Roskild, kand man falde paa de Tanker, at bemælte Roskild fra den Tiid har begyndt at blive en Residentz-Stad, og at Konge-Sædet da er bleven forflyttet fra den gamle Stad Leire, (x) hvor Kongerne fra Skiolds Tiid have resideret, hvad som styrker mig udi Roskild bliver i hans Tid Kongl. Residentz.
denne Meening, er at saadan Forflytning gemeenligen skeer ved Religions Forandring, og at Kongerne da søge nye Boeliger, for ikke at have de Steder for Øyene, som have saa ofte været besmittede med afgudisk Vederstyggelighed. Roskild begyndte meere at tage til under denne Konges Søn Svend Tiuguskæg, som forøgede den med Borgere, og ziirede den med et Biskop-Sæde. Og kand man sige, at fra den Tiid Roskild allerførst er bleven bekiendt, hvorvel vore Antiqvarii giøre den fast lige saa gammel som Riget, og tilskrive dens Fundation Kong Roe, af hvilken den Klinte Roesnæs synes ogsaa at have faaet sit Navn, lige som den Jydske Klint Helgenæs 980.af hans Broder Helge. (y) Kong Harald døde Ao. 980, hvilket hans Gravskrifft udi Roskild giver tilkiende saaledes:
Post natale Dei dum scripsimus octuaginta
Nongentos meruit scandere celsa poli.
Roman Catholske Skribentere kalde denne Konge St. Harald, efterdi han lod sit Liv for Christendommens Forsvar, men man seer ikke, at han nogen Tiid har været canoniceret. Adamus Bremensis fortæller, at da han blant andre Ting bad Kong Svend Estridsen (89)
(x) Om Leire og det Afguderie som der gik i svang, see Ditmarum Mersburgensem in vita Henrici Aucupis, hvor han siger, at der offredes hvert 9 Aar 99 Mennesker og lige saa mange Hæste, Hunde og Haner.
(y) Pont. Descript. Dan. item Svaning Chronolog. hvortil jeg Læseren vil henvise, saasom jeg selv ikke vil garantere for de Danske Stæders Ælde, og jeg understaar mig lige saa lidet at sige, at Roskild blev bygget udi Prophetens Jeremiæ Tider, som at Søborg udi Siælland blev anlagt, da Alexander Magnus og Aristoteles florerede; efterdi over Slots-Porten fordum stod saadant Vers:
Vixit Aristoteles & Alexander dominatur,
Dum per Gentiles Castrum Søborg fabricatur.
fortælle noget om denne Kong Haralds Endeligt, at da Kongen, skiønt han var færdig til at besvare alle slige slags Spørsmaal, tiede dertil ligesom han skammede sig ved at tale om Sønnens Misgierning mod Faderen, og da Author blev ved at spørge derom, svarede Kongen omsider: Det er en Misgierning, som vi hans Efterkommere straffes for, og som Morderne have betalt med sin Landflygtighed. Den uskyldige Konge, som blev saaret og fordreven for Christi Navns skyld, haaber jeg, Martyr-Krone ikke vil mangle. (x) Dette siger ogsaa en anden gammel Autor at have hørt af samme Konges egen Mund. (y) Han siges at have regieret udi 50 Aar, hvorudi maa skee man regner nogle af de Aar, som han holdes for at have været Adjunctus med sin Fader: Det synes at have været Himmelens Forsyn, at denne Konge skulde regiere saa lenge, at den begyndte Christendom kunde fæste Roed der udi Riget. (*) Hans Fru Moder, den dydige Dronning Thyre Dannebode lod udi hans Tiid, nemlig Aar 960 skille de Tydske Grendser fra Dannemark ved den store Grav og Vold Dannevirke, hvoraf endnu sees Levninger strax uden for Gottorp. Samme Vold var et stort Verk; thi det udstrakte sig 8 til 9 Miile udi Lengden. Andre holde dog for, at Kong Gottrik først anlagde Dannevirke, og at
Dannevirke ret bragt i Stand af Thyre Dannebode.
det alleene blev repareret og ræt bragt i Stand af Thyre Dannebode: Denne Thyre Dannebode var en heroisk Dronning, hvis Ihukommelse er hellig hos de Danske, og er Christendommens Opkomst udi dette Rige næst Gud hende at tilskrive, hun ligger begraven i Jylland ved Jellinge, ikke langt fra Colding, hvor Meursius (**) vidner endda udi hans Tiid at sees hendes Liigsteen af en mægtig Størelse, (90)
(x) Ad. Brem. lib. 2. cap. 18.
(y) Anonym. Hist. Dan. pag. 12.
(*) Sven. Agon. Hist. Harald. Blaatand. siger, at han funderede en Stad udi Venden kaldet Hynnisborg, hvilken Stad florerede indtil Waldemar 1. Tiid, da den i Skribentens Nærværelse og Paasyn af Erke-Bisp Absalon blev ødelagt: Cujus mœnia ego Sveno conspexi æqvari. Men det er troeligt at samme Stad har ikke været andet end Julin eller Jomsborg.
(**) Meurs. Hist. Dan. lib. 3.
og holde nogle
particulariteter om samme Dronning.
for, at hendes Søn Kong Harald anvendte saa stor Fliid paa hendes Begravelse, (a) at Bønderne derover, som brugtes til saadant Arbeyde, bleve utaalmodige, og derfore opæggede hans egen Søn Svend mod ham, saa at det samme var Aarsag til paafølgende Rebellion og Kongens Død. Der fortælles videre, at da Almuen paa Viborgs Ting havde erklæret Svend for Konge, og Kongen, som paa samme Tiid var occuperet med sin Moders Begravelse, adspurde en reysende Person, om han nogen Tiid havde seet større Machine trokken end samme Steen, svarede han: Jeg saae i gaar paa Viborg Ting din Søn Svend trække til sig det heele Riige, hvilket er endda større. Udi denne Konges Tiid blev Christendommen ogsaa indført udi Sverrig og Norge, og, saasom samme Forandring haver Rapport med denne Konges Historie, kand jeg ikke forbigaae at røre noget derom. (b)
Udi Sverrig gik det til paa saadan Maade. Den samme St. Ansgarius, som forplantede Religionen udi Dannemark, prædikede ogsaa Troen siden udi Sverrig. Johannes Magnus udi sin Svenske Krønike siger, at han kom ind udi samme Rige Aar 816, det er 10 Aar førend han prædikede udi Dannemark, og siden rejsede til
Christendommens Indførsel i Sverrig.
Dannemark; men, som den næste Vey fra Saxsen til Sverrig er igiennem Dannemark, er det ikke rimeligt, at han er reyset igiennem Dannemark, uden at tale noget om den Christne Troe i samme Rige, førend han begav sig videre. Krantzius skriver i sin Metropoli, (c) at Ansgarius med sin Collega Gaudberto forfremmede den Christelige Lærdom først udi Dannemark, og begav sig siden til Sverrig, hvilket ogsaa andre Svenske Skribentere tilstaae, og sætte hans Ankomst udi samme Rige til det Aar 829, da Kong Biørn regierede. Men som Riget da blev indviklet udi Uroeligheder, Kong Biørn stødt fra Thronen, og Amund som siden bemægtigede sig Riget, hefftigen forfuldte dem, som af Ansgario (91)
(a) vid. Sven. Agon. Hist. Haraldi Blaatand.
(b) Sveno Agonis Hist. Thyræ Dannebode fortæller at Keyser Otto søgte at lokke hende til Ukydskhed ved sine Gesandtere; men hverken Saxo eller andre Skribentere tale derom.
(c) Crant. Metrop. lib. 1. cap. 19.
vare omvendte, maatte denne Nordiske Apostel forlade Sverrig igien. Men, da Olaf, kaldet Trætelga, var bleven Konge, kom Ansgarius tilbage, og begav sig til Kongen, som da residerede udi den Stad Birca, (c) hvilken da var den anseeligste Stad udi Sverrig, saasom man siger, at den alleene kunde bringe 12000 bevæbnede Mænd i Marken. (d) Der formanede han Kongen til at antage den Christelige Troe, hvortil Kongen ogsaa beqvemmede sig, saa at han ikke alleene tillod sine Undersaatter at antage Christendommen, men lod sig og selv døbe; Men, som nogen Tiid derefter blev dyr Tiid udi Sverrig, forgave de Svenske Hedninger, at saadant var en Straf over Landet, og derfor holte det nødigt at offre til Guderne igien. Til dette formanede de Kongen, men kunde ikke bevæge ham til at falde fra Troen igien, hvorfore de bleve saa forbittrede, at de toge ham selv ved Hovedet, og offrede ham op til deres Guder. Herudover kom Christendommen igien til at staae paa svage Fødder, indtil Kong Steenkill kom til at sidde paa Thronen, hvilken Konge tog sig Christendommen med stor Iver an, kaldte Præster fra Hamborg, og lod sig selv tillige med en stor Mængde Svenske døbe udi Sigtuna. Derpaa blev det store afgudiske Tempel til Upsal forstyrret, og har den Christelige Troe siden den Tiid stedse floreret i Sverrige.
Udi Norge derimod blev Christendommen forplantet meget (92)
(c) vita St. Ansg. cap. 23.
(d) Om denne mægtige Stad tales allevegne udi de gamle Krøniker. Udi hvilken Province af Sverrig den har lagt, derom kand intet vist siges, saasom den i grunden er bleven ødelagt, saa at intet Tegn deraf er tilbage. Adamus Bremensis, som levede ikke lenge efter dens Ruin, beskriver den saaledes. Birca er en Stad midt udi Sverrig, ikke langt fra det Upsalske Tempel. Didhen søge for Handelens skyld Danske, Normænd, Slaver, Cimbrer og andre Skytiske Folk. At den har været ødelagt før bemælte Autors Tiid, som levede under Kong Svend Estridsen, viises af den Svenske Biskop Adelvardi Historie, hvilken han siger paa Veyen reysede til Birca, som nu er ødelagt, saa at der intet Fodspor kiendtes, og hvor Erke-Bisp Unnis Gravsted forgiæves ledes. Efter Birca har meest været i Anseende den Stad Sigtuna, hvor Bisp Adelvard paa ny indførdte den Christelig Troe, under Kong Steenkill. Denne sidste Stad er ogsaa bleven ødelagt. vid. Helm. Chr. Slav. lib. 1. c. 8.
|cavalierement; thi Omvendelsen skeede fast paa samme Maade, som de Reformeredes Omvendelse udi forrige Seculo i Frankerige, nemlig ved Spiud og Hellebarder. Den Første Konge, som indførte Christendommen udi Norge, var Olaf Tryggesen. Denne Olaf Tryggesen
Hvorledes Kong Olaf Tryggesøn forplantede Troen i Norge.
havde udi sin Ungdom ladet sig underviise udi den Christelige Troe i Engelland. Hvorudover da han var kommen til Regieringen udi Norge, tog han sig fore i en Hast at lade Christne sit heele Rige. Men derudi bleve aldeeles ikke Apostlernes Fodspor fulte, ey heller de Regler som Christi Lærdom byder at i agt tage, nemlig at forplante Troen ved Lærdom, Levnet og krafftige Persvasioner; thi Kongen selv, saasom han en passant var bleven Christen, saa holt han ikke nødigt at bruge mange Conferencer og megen Vitløftighed, men reysede fra een Province til en anden, og spurdte Folk med Kaarden i Haanden, om de vilde være Christne, hvilket sandeligen er vel den meest compendieuse Maade at omvende Folk paa, men ikke at omvende dem vel og forsvarligen. Omstændighederne deraf sees af Snoro Sturlesens Norske Krønike at have været disse. Saa snart Olaf Tryggesen (e) var bleven Konge i Norge, lod han udi Vigen kalde de fornemmeste Mænd til sig, og gav dem tilkiende, at han havde i Sinde at indføre den Christelige Troe udi Norge, hvorudi han bad dem, at de vilde være ham behielpelige, og forsikkrede dem om Velstand og Forfremmelse, hvis de lode sig finde villige dertil. Hvorpaa de strax lovede ham all muelig Hielp, og finder jeg ikke, at nogen spurdte ved den Leylighed, hvorudi den Christne Troe bestod, ey heller at Kongen havde nogen Præst med sig, som kunde forklare dem Christendommens Indhold. Kongen lod da ved et Mandat paabyde, at alle Undersaatterne skulde antage den Christelige Troe, og lod han først døbe alt Folket udi Vigen, dernæst længer Norden udi Landet. De som ikke vilde lade sig døbe, lod han hudstryge, drive i Landflygtighed eller aflive, saa at den Norske Historie vidner, at den største Deel af Landet i en Hast blev døbt, men man kand ogsaa sige, at de ere blevne døbte derefter. Efter at Kongen havde giort disse Proselyter udi Vigen, (93)
(e) Snor. in Olao Tryg.
foer han videre frem, kaldede Almuen sammen udi Hordeland, hvilke han først med gode Ord formanede at antage den Christelige Troe, og sluttede sin Oration med Truseler, at, hvis de ikke med gode beqvemmede sig dertil, maatte de vente hans Vrede. Da, siger Historien, at der skeede et Mirakel, thi, da 3 af de fornemmeste Bønder den eene efter den anden opstode for at tale til Hedenskabets Forsvar, blev den eene slagen med Trangbrystighed, den anden blev stam, og den 3die blev hæs, saa at Folket derover blev christnet inden de skiltes ad. Men man kand ikke forundre sig over, at Oratores blive stamme og trangbrystige, naar de skal haranguere med Svøben over Hovedet.
Derpaa foer Kongen til Guleting, (f) og der iligemaade gav sin Meening tilkiende, da stod en ved Navn Oldmoder op, talede Kongen haardt til, og bebreidede ham den Violence han brugte: Kongen brugte da et særdeeles Argument til at omvende ham, i det han lovede at give sin Syster Astrig til Erling Skialgsen, som var samme Oldmoders Frende; thi de bleve derover ikke allene begge selv Christne, men overtalede ogsaa den heele Almue til at lade sig døbe. Men udi Trondelavet, hvor Landets Styrke var, fant Kongen meest Modstand, saa at han adskillige gange maatte staae fra sit Forsætt, efterdi Bønderne grebe til Gevær, og truede ham paa Livet. Men han trængede dog omsider igiennem med sit Forsætt; thi, som han var en u-forskrekket Helt, saa dristede han sig engang udi en stor Forsamling at slaae den store Afgud Thor for Panden, saa at han falt ned af sin Piedestal, hvilket dristige Exempel hans Hofmænd strax efterfulte med alle de andre Guder, som derhos stode, hvilke de sloge ned af deres Stole. Dette giorde Bønderne saa Mod-løse, at de beqvemmede sig til at efterleve Kongens Befalning, helst saasom deres Anfører Jernskiæg paa samme Tiid blev ihielslagen af Kongens Folk uden for Dørren af Templet; thi ingen anden understod sig at føre dem an. Man finder vel, at Kongen da havde en Christen Præst hos sig ved Navn Tangbrand, men man seer ikke, at han ved disse Leiligheder (94)
(f) Der vare fordum 4 store Ting eller Rætte, udi Norge, Guletings Ræt, Frostetings Ræt, Oplands Ræt, og Vigens Ræt.
prædikede
Den Norske Apostel Tangbrands Character.
for Bønderne. Tvertimod Historien vidner, at han var en sterk Kiempe, som slog mange ihiel udi sin Nidkiærhed, saa at Kongen fant ham beqvem til at omvende Islænderne, og derfor skikkede ham did hen. Men, som han var en Saxser, som Islænderne ikke kunde forstaae, saa er det troeligt, at han ingen har omvendt uden med Næverne. Saaledes giorde Kong Olaf Tryggesen i en Hast fleere Christne udi Norge end St. Ansgarius udi mange Aar kunde giøre udi Dannemark og Sverrig, men om han giorde saa gode Christne, som den sidste, derom har man megen Aarsag at tvile.
Det er her ved at merke, at, som Christendommen blev noget silde indført udi de Nordiske Lande, efterat den af de Romerske Paver var bleven temmeligen forfalsket, saa have Conversionerne her ikke kundet være saa ordentlige, som udi den første Christen Kirkes Tider, da Christi Lærdom blev forplantet ved Sagtmodighed og grundige Prædikener. Men da var alt Vold og geistlig Tyranni paa den høyeste Spidse, Paverne traadde Keysere og Konger paa Halsen, og Bisper andførdte Krigs-Hærer, og Præste vidste bedre at omgaae med Gevær end med Bibler og Alterbøger. Hvorfore ogsaa Lærdommen udi Norden kunde ikke indføres, som fordum hos de Epheser og Galater. Og haver den Norske og Islandske Apostel Tangbrand ikke kundet med Rætte føre Titul af Meenighedens Engel. (g)
Svend Tiuguskiægg.
Svend Tiugu-Skiæg. Efter Kong Haralds Død kom hans Søn (h) Svend Otto til Regiæringen 980
(i) Han kaldes gemeenlig Svend Tiugu-Skiægg eller Barbæ Furcatæ formedelst hans kløftede Skiægg. (95)
(g) At Christendommen lenge derefter maa have været ufuldkommen i Norge og Island, synes Ælnothus som levede udi Kong Nicolai Tiid at give tilkiende. Vita S. Canuti cap. 1.
(h) Den Julinske Historie siger, at han var Kong Haralds uægte Søn, fød af en Tieneste-Pige ved Navn Samese udi Fyen hos Palnetokke.
(i) Af dette Aarstall kand sees at Harald Blaatand ikke efter Hvitfelds Regning har regieret udi 50 Aar, saasom der er ikke meer end 50 Aar fra Kong Gorms Ankomst til Regieringen indtil denne Tiid.
|Denne Svend fulte ikke sin Faders Fodspor; thi, endskiønt han var døbt af Popone, og opdragen i den Christelige Troe, falt han dog fra Lærdommen igien endogsaa udi sin Faders levende Live, og derudover fik Anhang af alle Danske Hedninger, ved hvis Hielp han skildte sin Fader baade ved Liv og Krone. Aarsag til hans Frafald var besynderlig den Omgiengelse, han havde haft med de Jomsborgske eller Julinske Fribyttere, som vare Hedninger, og blant hvilke han var opfød; dertil hialp ogsaa en Regiærings-syge, thi han kunde ikke paa anden Maade støde sin Fader fra Thronen end ved at erklære sig for de Danske Misfornøyede som vare Hedninger, og at vinde dem ved at antage Hedenskabet igien. Og, som han da ved samme Hedningers Hielp var hiulpen paa Thronen, saa maatte han for at lade
Fører ulykkelig Kriig med Julinerne.
see Taknemmelighed mod sine Befordrere, forfølge de Christne. Udi Begyndelsen af hans Regiæring kom han udi Trætte med de Juliner, hvilke han maa skee havde fattet Had til, efterdi de havde taget hans Fader i Beskyttelse, men Prætexten til denne Trætte, var at de ikke vilde erkiende ham for deres Herre, da dog Julin var ikke andet end en Dansk Colonie, som hans Fader havde stiftet. Han søgte derfor med Magt at bringe dem til Lydighed, men de tappere Juliner holte ikke allene Stand mod ham, men vare saa lykkelige at de fangede ham 3 gange til Søes. Den første gang siger Saxo maatte han løse sig med saa meget Guld, som hans Legeme tvende gange kunde opveje. Denne første Sum udlagde de Danske Hedninger velvilligen for ham, saasom de saae ham an som deres Forløser, der skulde sætte Hedenskabet paa Fod igien. Den anden gang maatte han løse sig med ligesaa stor Sum, og som dertil ingen Penger
Bliver 3 gange fangen.
var at faae, efterdi hans Venner havde udtømmet sig, og det Kongelige Skatkammer var i slett Tilstand, maatte han sætte Adelige Børn til Pant, saa at Herremænd maatte siden selge deres Ejendom for at løse deres Børn. Den sidste gang gik det saaledes til, Kongen kunde ikke fordøje den Spott, som ham tvende gange var vederfaret af Venderne, som de Danske tilforn havde foragtet til Søes; (thi de Tydske havde tilforn kuns været slette Søemænd, og begyndte allerførst at blive bekiendte til Søes efterat den Danske Colonie blev (96) stiftet udi Julin, som lærdte deres Naboer Venderne Søemandskab dette Rige til Skade,) Kong Svend havde derfor ingen Roe, førend han hævnede sig. Han forsamlede derfor 3die gang en Flode mellem Møen og Falster, hvormed han agtede at besøge dem paa nye. Men Julinerne grebe da til en dristig Gierning, som neppe har lige udi Historierne; thi, da den Danske Flode laae for Anker, begave nogle af dem sig udi en Baad, hvormed de roede til Kongens Skib, foregivende, at de havde noget at tale med ham, som var ham Magt paaliggende; Men, da Kongen stak sit Hoved over Bord for at høre, hvad deres forlangende var, grebe de ham om Halsen, og roede bort med ham, saa at førend de Danske Skibe kunde lætte Anker, var alt Baaden dem af Syne. (k) Og er dette et særdeeles Exempel paa Jomsborgernes store Forvovenhed. Nu var ingen Raad meere udi Riget til at løse Kongen 3die gang, efterdi Alting formedelst de tvende forrige Skatte var udtømmet, hvorudover det Danske Fruentimmer lagde sammen deres Smykker og Juveler for at tilveje bringe den Sum, som forlangedes 3die gang. Hvorfore Kongen for at belønne denne Velgierning, forordnede at Systre efter den Tiid skulde gaae udi
Lov i Faveur af Fruentimmeret.
Halvarv med deres Brødre, da de tilforn intet arvede. Denne Forordning er siden bleven indført udi de Danske Love, og staaer endnu ved Magt. Hvorudover Crantzius (l) udi hans Vandalia farer vild, naar han skriver, at Døttre ved denne Forordning bleve giordte lige i Arv med Sønner. (m)
Derefter geraadede Kong Svend udi Krig med Sverrige; thi den da regiærende Konge Erik Seirsalig var bleven fortørnet imod hans Fader Harald, fordi han havde assisteret den Rebeller Storbiørn mod ham, hvilket han da søgte at hevne paa Sønnen,
Kong Svends Landflygtighed.
og til den ende Anfalt Dannemark med en Krigs-Hær. Mellem disse Konger blev holdet et Feltslag udi Skaane, hvorudi Kong Svend blev overvunden, og af sin Fiende saa sterkt eftersatt, at (97)
(k) Saxo og Hvitfeld ere eenige udi Historien, skiønt de differere udi nogle Omstændigheder.
(l) Krant. Vand. lib. 2. cap. 33.
(m) Micræl. Antiq. Pomeraniæ lib. 2. hvor samme Feyl begaaes.
|han maatte flygte til Norge, hvor han haabede at faae Undsættning af Olaff Tryggesen, men, som han der ingen Trøst fant, flygtede han til Engelland, hvor han havde samme Lykke. Han begav sig endelig til Skottland, og der imod Forhaabning fant Undsættning, saa at han ved Skotternes Hielp maae være kommet til sit Rige igien, hvilket ogsaa den Skotske Skribent Hector Boetius vidner sigende, at han ved Skotternes Hielp kom paa Thronen igien. (n) Af disse mange Gienvordigheder, Kongen havde udstaaet, blev han dreven til Anger og Ruelse over sine begangne Synder. Han ansaae dette som en GUds Straff, efterdi han havde faldet fra den Christelige Troe, giorde derfor Poenitentze, og foreenede sig med den Christen Kirke igien, hvormed hans Modgang endte, saa at han regierede siden lykkeligen.
Olaff Tryggesen regierede paa den Tiid udi Norge. Mellem ham og Kong Svend reisede sig Misforstand formedelst Giftermaal-Sager; thi de beilede begge til en Brud
Krig mellem Dannemark og Norge.
nemlig til Syritha den Svenske Konge Olafs Stif-Moder, (o) og, som Svend hindrede Olaff udi samme Ansøgning, og fik samme Syritha til Brud, blev den Norske Konge saa forbittret, at han rustede en stor Flode ud, hvormed han begav sig til Dannemark. Kong Svend derimod bestyrkede sig med Svensk Alliance, saa at Kong Olaff Fynske i Sverrig conjungerede sin Flode med de Danske. Kongen af Norge som stod udi Forbund med Kong Burislav af Venden, seilede først med sin Flode didhen for at overlegge Krigen med samme Konge. Da nu dette var skeet, og disse to Konger vare venligen skilte fra hinanden, agtede Kong Olaf Tryggesen efter saaledes forrettet Sag at begive sig til Norge igien, efterdi det var saa silde paa Aaret, at man ikke længere kunde holde Søen. Den Norske Flode blev da adspredet, efterdi man paa den Tiid ingen Fiende ventede, og hvert Skib kieppedes om, at komme først hiem, saa at Kongen (98)
(n) Hector Boetius lib. II. Adamus Bremensis siger, at hans Landflygtighed varede udi 14 Aar, men Saxo siger ikkun 7, hvorudi Boetius er overeenstemmende med ham.
(o) Saaledes vidner de Svenske Historier, men de Danske og Norske sige at hun var Erik Seiersaligs Moder, hvilket ikke synes rimeligt at en gammel Kierling skulde kunde scharmere disse 2 Konger.
|beholte ikkun 11 Skibe hos sig. Udi denne liden Flok var med ham Sigurd Jarl hans hemmelige Fiende, hvilken vidste, hvor den Danske og Svenske conjungerede Flode laae nemlig udi Sundet mellem Siælland og Skaane, (p) og derfore agerede Styrmand for den Norske Flode for at bringe den udi Fiendens Hænder. Da de nu komme til det Sted, hvor de Danske og Svenske Skibe laae, bleve de forskrekkede over saadant uformodentligt Siun. Kongen holdt da Krigs-Raad med de fornemmeste Norske, og spurte dem, hvad man i denne Tilstand skulde gribe til. De raadede ham da alle, at han skulde søge at redde sig med Flugten, saasom det var en Daarlighed at binde an med saadanne mægtige Fiender; thi den allierede Flode bestod af Danske, Svenske og Norske Misfornøyede, som vare andførdte af Erik Jarl. Men Kong Olaf Tryggesen forlod sig endda paa sin forrige Lykke, og de Norskes Tapperhed, vilde ikke
Søeslag udi Sundet.
lyde deres Raad, men sagde: Jeg har aldrig flyet for nogen intil denne Dag, og jeg flyer ey heller nu. Gud maae raade for Lykken, (q) og derpaa gav Tegn til Slag. Kongen selv var paa et Skib kaldet Ormen hin lange, hvilket var et af de største og prægtigste Skibe, som nogen Tiid var seet udi Norden, dermed angreb han paa eengang de to andre Kongers Skibe med saadan Tapperhed, at Kong Svend saavelsom Olaf Fynske (r) maatte retirere sig. Men da Olaf Tryggesen saaledes victoriserede, blev han angreben af Erik Jarl, hvilket da han merkede, sagde han: nu gielder det; thi her have vi at stride med Norske Mænd, som vi. En af de største Helte udi den Norske Flode var Einar kaldet Tambeskiælver, den samme var en Bueskytte uden lige; thi han fældede alle, som han sigtede paa; men midt udi Slaget brast hans store Bue, hvilket gav saadant bulder fra sig, at Kong Olaf det hørte, og spurte hvad det var; hvortil Einar svarede: Norriges (99)
(p) Adam. Brem. lib. 2. cap. 26. Hoc factum est inter Scaniam et Seland, vid. Sax. & Chr. Norvag.
(q) Snor. Sturles. in Olav Trygvs.
(r) Denne er den samme, som kaldes Olaf Stokkonnung i den Svenske Historie.
|Rige brast af dine Hænder. Efter en haardnakket Strid finge de allierede Omsider overhaand. De Norske bleve mestendeels slagne, og Kong Olaf selv sprang med fuld Harnisk over Bord udi Søen, (s) at han ikke skulde falde i sine Fienders Hænder. Saadant Endeligt fik denne store Helt, som holdes for den første Christen Konge i Norge: hvor vel nogle (t) holde for at han siden falt fra Christendommen og blev kalden Olaf Kragebeen, efterdi han lagde sig efter Hedenske Superstitioner og Fugleskrig. Dette Slag fortælle saaledes alle Nordiske Historier,
Kong Olaf Tryggeson omkommes og Norge deeles mellem Seierherrerne.
men meest vitløfftigen den Norske Skribent Snoro Sturlesen. Efter denne Seyer deelede Seyer-herrene Norge imellem dem. Kong Svend af Dannemark fik heele Vigen, Rommerige og Hedemarken, Kong Olaf Fynske fik Sundmør, Nordmør og Romsdalen og Erik Jarl fik Trondelaget og Helgeland. Dog regiærede Erik Jarl mest udi Landet; thi han var en duelig Mand. Efter at Kong Svend havde saaledes ikke allene faaet sit Fæderne Rige igien, men endogsaa saadan anseelig Deel af Norge, satt han sig for efter mange af sine Formænds Exempler at besøge Engelland; (u) thi det samme Rige var da ikke uden et Rov og Bytte for de Norske Nationer, hvilke udi lang Tiid der havde grasseret saaledes med Sverd og Ild, at man uden Medynk ikke kand læse Historierne derom; og, som Krønikerne viise, at de have meest huseret i Northumberland, kand man slutte, at de første Engelske Tog her af Riget have grundet sig paa nogle Prætentioner, de Danske havde paa samme provincie og det fra Kong Hroars Tid, som den saa kaldte Rolfkraks Historie vidner ved et Giftermaal udi Engeland at være bleven (100)
(s) Theodoricus Monachus de Regibus Norveg. cap. 14. siger at nogle holde for, at Kong Olaf salverede sig udi en Baad.
(t) Anonym. histor. Dan. pag. 16. men samme Auctor giør ham siden levende igien udi Canuti M. Tiid, er derfor ikke meget at reflectere paa.
(u) Nogle Danske Skribentere sige, at Engelland var undertvungen af hans Fader, og da rebellerede, hvorudover Kong Svend giorde dette Tog for at bringe samme Rige til Lydighed igien, men jeg har andensteds antegnet, at alle de Krige, som tilforn af Danske vare førte i Engelland, ikke have været uden Fribytter Krige, saa at man ikke kand sige, uden at flattere de Danske formeget, at Engelland blev undertvungen førend af denne Konge.
|Herre af Northumberland. Men, da de Danske have først faaet Smag paa dette gode Land, finge de Vane ideligen at besøge Engelland under
Kong Svends Tog paa Engeland.
adskillige smaae Høfdinger, hvilke alle kalte sig Konger. Af deres Bedrifter ere alle Krøniker fulde, saa at derudover meget lidet tales om Danske Indenlandske Sager; thi det synes af foregaaende Historie, at fast den halve Deel af dette Riges Indbyggere have stedse været ude paa Fribytterie, og særdeeles udi Engelland. Disse Exempler vilde nu Kong Svend efterfølge, og, efterat han havde forbundet sig med en Nordsk Høvding, som Hvitfeld kalder Kong Anslaf, hvilken maae have været en af de 994.Norske Søe-Konger, begav han sig til Engelland, og kom Aar 994 for London, hvilken Stad han agtede at sætte Ild paa; men Indbyggerne forsvarede sig saavel, at mange af de Danske bleve ihiel slagne, og de andre maatte tage Flugten. Dette forbittrede Kong Svend saaledes, at han skiendte og brændte allevegne udi dette heele Land, hvilket foraarsagede saadan Skræk, at Kong Edelred tilbød de Danske Skat, om de vilde staae fra deres Grumhed, hvortil de lode sig beqvemme, og, efterat de havde bekommet 1600 Pund, holte de sig nogen Tiid stille; men det varede ikke lenge, førend de begyndte at husere igien lige som tilforne. En stor Deel af de Engelske hyldede da af Frygt Kong Svend, og hiulpe ham til at myrde og udplyndre deres egne Landsmænd. 1014.Saadan Tyrannie og Blods Udgydelse varede indtil Aar 1014, da Kong Svend
Kong Svend døer midt udi sine Seyervindinger.
omsider døde. Hans Død fortælles paa saadan Maade: Da han engang efter sædvane bespottede den Engelske Helgen St. Edmund, bliver han var samme Edmunds Gienfærd, som udi fuld Harnisk med blot Værge gaaer ham i møde. Kongen blev deraf forskrækket, og raabte til Hielp, men, førend hans Folk kunde komme til Undsætning, fik han sit Bane-saar af denne St. Edmund, hvoraf han døde Natten derefter, hvorvel det er troeligere, at en god Engelsk Patriot har forrættet dette paa St. Edmunds vegne, for at befrie sit Fæderneland fra denne store Tyran. Om han døde Christen eller Hedning, derom taler Historien intet; man kand dog slutte, at, hvis det som fortælles om St. Edmunds Bespottelse, er sant, han ikke har været Christen; thi det var fast større Ugudelighed paa de Tider (101) at tale ilde om Helgene end om GUd selv. Hans Grumhed og hans onde Gierninger viise i det ringeste, at han ingen god Christen var. Hvad Saxo ellers fortæller om hans salige Endeligt paa sin Sotteseng, kand henføres til de mange andre urigtige Historier, som han fortæller om denne Konge; thi denne Konges Liv og Levnet hos bemælte Skribent er indrettet som en smuk moralsk Fabel, hvoraf man kand tage Materie til en Tragi-Comoedie.
Et Slags Søerøvere kaldne Ascomanni.
Udi denne Konges Tiid opreisede sig en nye Sect af Søerøvere, kalden Askomanni, efterdi de førte deres Victualier med sig udi Æsker. Disse Askomanni plyndrede ikke alleene Søefarende, men satte Folk i Land udi saadan Mængde, at de leverede store Feldtslag. Om dennem taler Adamus Bremensis saaledes: Paa den Tiid var Søen fuld af et vist slags Søerøvere, kaldet Askomanni, hvilke allevegne udplyndrede Søekysterne. Da de engang ginge med deres Skibe op igiennem Elven, og giorde Landgang, samlede adskillige Saxsiske Herrer sig imod dem, og leverede dem et Feldtslag, da de ginge af Skibene. Udi dette Slag finge de Askomanni Overhaand, og de Tydske bleve totaliter slagne. Da bleve fangne Margreve Siegfrid, Grev Dietrik og adskillige andre Herrer, hvilke disse Søerøvere lode føre bagbundne til deres Skibe. Men, da Margreve Siegfrid ved en Fiskers Hielp om Natten undkom, bleve de Askomanni derover saa forbittrede, at de lode hugge Hænder, Fødder og Næser af de andre Fangne, af hvilke mange levede lenge siden til et Spectakel. Hertug Benno og bemælte Margrev Siegfrid hævnede sig dog over dem udi et andet Slag, hvorudi de Tydske havde bedre Lykke, (x) thi paa et Sted bleve hen ved 20000 af dem nedlagde, saa at man siden den Tiid intet har hørt tale om samme Askomanner, førend udi Haarde Knuds Tiid igien. At de samme ellers have været Hedninger, sees af Helmoldi Slaviske Krønike, hvor han siger, at de øvede den største Grumhed imod de Christne. (y)
Udi denne Konges Tiid skeede dette, som er heel merkeligt udi (102)
(x) Adam. Bremen. lib. 2. cap. 22. & 23.
(y) Helmold. Chr. Slav. cap. 15.
|den Danske Kirke-Historie, at Keyser Otto 3. giorde sig til Protector af 4 Hoved-kirker udi Dannemark, hvoraf nogle have villet inferere Keyserens Overherskab over dette Rige. Men jeg har tilforn antegnet, at saadant var af ingen anden Betydelse end at, saasom En særdeeles
Anmærkning udi den Danske Kirke-Historie.
Keyserne havde haft Omsorg for Religionens Forfremmelse udi Norden, saa anmassede de sig en vis slags Inspection over de nyeligen stifftede Nordiske Kirker, og det udi de Nordiske Kongers Noviciat, holdende fore saadant at være nødigt, indtil samme Konger bleve saa oplyste udi Troen, at de selv saadan Protection sig kunde værdigen paatage. Saaledes havde Kong Svend Estridsen ogsaa Indseende med de Norske og Svenske Kirker paa samme Fundament, efterdi han blant de Nordiske Konger var den beste Theologus; saa at, hvis man vil inferere Oberherskab over Riget af Keyser Ottonis Brev, som raabes paa, kand man ogsaa sige, at Kong Svend Estridsen var Overherre over Sverrig og Norge, eller, at de 3 Nordiske Riger stode under Hamborg eller Bremen, efterdi de Bremiske eller Hamborgske Erke-Bispe udi Christendommens Begyndelse havde Indseende med de Nordiske Kirker. Og, som Keyser Ottonis Brev er af stor Vigtighed, har jeg holdet nødigt det her at indføre. Det findes udi Odense Bispe-Krønike saaledes:
Keyser Ottonis 3. mærkelige Brev.
Otto Dei Clementia Rex, omnium fidelium nostrorum, tam præsentium qvam futurorum prædevotione, pateat qvomodo nos ob petitionem & interventum dilecti nostri Adeldagi, Bremensis Ecclesiæ videlicet Venerabilis Archi-Episcopi, ac pro statu & incolumitate Regni Nostri, qvicqvid proprietatis in Regno Danorum ad Ecclesias in honorem Dei constructas, videlicet Slesvicensem, Ripensem, Arhusiensem, Othenesvigensem, vel adhuc, pertinere videtur, vel in futurum adqviratur, ab omni censu vel servitio nostri Juris absolvimus, ut & Episcopis prædictarum Ecclesiarum absque ulla Comitatis vel alicujus fisci nostri exactoris infestatione serviant & succumbant, volumus & firmiter jubemus: insuper concedim 9 prædictarum Ecclesiarum Episcopis, ut potestatem habeant emendi agros, possessiones & prædia (103) in omnibus Regni Nostri partibus, ubicunqve velint aut possint, servos vero & Colonos, in eorum proprietatibus habitantes nulli nisi Episcopis servituros ab omni etiam juris nostri servitio absolvimus, & sub nullius banno vel disciplina illos, nisi sub illarum Ecclesiarum Advocatis esse volumus &c. dat. 15 Kalend. April. anno 987. indictione 10 Anno autem Ottonis 3 Regnantis 5. Actum Wildeshusen in Dei Nomine Amen.
En Knude løses som dette Brev foraarsager.
Dette Brev vil jeg intet videre commentere over. Man seer ellers deraf, at der have været allereede 4 Bispedommer udi Dannemark i Harald Blaatands Tiid, hvorvel vore Historier mælde intet om Othense Bispestoel. Tvert imod Hubaldus, som sad under Kong Nicolao, findes som første Bisp paa den Fynske Bispe Catalogo. For at løse denne Knude, maa man holde fore at der udi Harald Blaatands Tiid vare allereede de 4re Bispestoele, som udi Ottonis Brev omtales, men, at nogle deraf udi den Forfølgelse, som fra 980, indtil 993 skeede under Svend Tiuguskiæg, ere igien bleven ødelagde; thi Historien taler da alleene om Slesvig og Ribe, som bleve conserverede, maa skee, efterdi de vare nærmest ved Tydskland. Vil man derfore regne Odense Bisper fra Bispestolens første Stiftelse, maa man sige, at de ere ældere end de Roskildske Bisper, med mindre man vil sige at Keyser Ottonis 3. Brev er falskt. Vil man derimod regne fra dens Fornyelse, da ere de Roskildske Bispe ældre, thi det synes fra Canuti Magni Tiid indtil Nicolaum, at baade Siælland og Fyen have staaet under Roskilde Stikt. Vel tales om tvende Bispe, som udi Canuti Magni og Svend Estridsens Tiid bleve ordinerede til Odense, men det synes, at de heller have været ordinerede for at prædikke Troen paa de Danske Øer, end for at have et bestandigt Bispe-Sæde udi Odense, saa at derfor Hubaldus, som sad under Kong Nicolao, kand holdes for den første Odenseiske Bisp. (z) (104)
(z) Chron. Episc. Othiniens. vid. Crant. Metrop. lib. 4. cap. 3.
