Dannemark 104 – 215 – Christian IV

Jeg haver allerunderdanigst dediceret mit første og mindre Historiske Skrift til Eders Majestæt som Kron-Printz, og dedicerer nu i samme dybeste Underdanighed dette mit sidste og større Historiske Verk til Eders Majestæt som Konge; haaber allerunderdanigst, at Eders Kongelige Majestæt anseer med samme naadige Øjen det sidste som det første, helst, saasom mit stedsvarende Arbeide sigter til intet andet, end at erstatte nogenledes den Mangel, som her i Landet har været paa nødvendige Skrifter, i hvilken Henseende jeg ideligen har arbeidet, saa vidt som mine tinge Kræfter mig have villet tilllade. Eders Kongl. Majestæts allernaadigste Protection herudi skall give nye Kræfter ti at fuldføre det øvrige, som jeg haaber skall blive, saa vel Eders Kongl. Majestæt til Behag, som Publico til Nytte.

Jeg forbliver stedse

Eders Kongl. Majestæts

Min Allernaadigste Arve- Herres og Konges

Allerunderdanigste troe Tiener og Undersaat,

Bind 1 (856 sider), dækker 111 f.Kr. til 1513, i alt 1624 år.

Bind 2 (922 sider), dækker 1513–1648, i alt 135 år.

Bind 3 (736 sider + register) dækker 1648–70, bare 22 år.

__________________

Anden Periodus fra Christendommens Indførsel, indtil de 3 Rigers Foreening.

Canutus Magnus.

Med denne Svend Tiuguskiæg endes den første Periodus af den Danske Historie, som befatter de Hedenske Konger; Thi, endskiønt Harald Blaatand indførte den Christelige Troe,

Ny Periodus udi den Danske Historie.

saa var dog Landets Styrke endda Hedensk udi hans Tiid, og hans Søn Svend Tiuguskiæg falt fra Troen igien. Saa at man derfore maa regne en nye Periodum fra Canuto Magno, efterdi samme store Konge satt ikke alleene Religionen paa en bestandig Foed, men endogsaa omstøbte Nationen udi en anden Form. Førend derfore jeg træder til denne Konges Historie, vil jeg korteligen forestille, udi Udi hvad Tilstand Riget var under Kongerne af den første Periodo.

hvad Tilstand dette Folk var under de Hedenske Konger. De Danske saavel som andre Nordiske Folk vare tilforn lidet polerede. Mange blant dem øvede vel Dyder, men af naturlig Drift uden at giøre sig nogen idée derover. Den største Dyd hos dennem var, at døe med Sværdet i Haanden mod deres Fiender, hvorudover mange, som vare kiede af deres Liv og ingen Leylighed saae med Ære at opoffre det for Fædernelandet, formaadde deres Venner til at tage dem af Dage, at de ikke med Vanære skulde døe paa deres Sotte-seng; Over hvilket den bekiendte Sterk Odder beklager sig hos Saxonem med disse Ord:

Ast ego, qvi totum concussi cladibus orbem,

Leni morte fruar?

Hvor meget begiærlige de have været efter at døe for deres Fiender, kand blant andet sees af det Laug eller Societet kaldet Fostbrædre Lav, udi hvilket enhver forbandtes til at hævne den andens Død, dog med de Vilkor, om han var død ærligen mod sine Fiender.

De første Danskes Tapperhed

Saadant reisede sig een Deel af Religions Princi(105) piis, efterdi den Nordiske Jupiter Odin havde bildet dem ind, at ingen kunde komme udi de lyksalige Boliger, uden han døde udi Kriig, som udaf Poeternes Lovsange og andre Belønninger for Tapperhed, samt Straf for dem der flyede for sin Fiende; thi den store Konge Frode forordnede blant andet, at hvo som udi et Feldtslag tog først Flugten, skulde udelukkes fra all Borger-ræt. Om de Belønninger, samme Konge foresatt dem, der figtede redeligen og vel, taler Saxo saaledes: (a) Han forordnede, at hvo som gik Fienden først i møde frem for de andre udi Krigshæren, der som han var en Træl, skulde han blive frie, og, dersom han var en Bonde, skulde han blive en fornemme Mand, men, der som han var Fribaaren, skulde han blive en Høvding. Derfore var intet meere vederstyggeligt Navn blant de Nordiske Folk end Niding, det er en som tog Flugten, og hvis Gierning kaldtes Nidingsverk. det

Liden Krigs-Discipline.

Nordiske Folks Tapperhed og styrke bødede derfor paa den liden

Krigs-Discipline de havde, og de slette Gevær, de vare forsynede med; thi, endskiønt fornemme Kriigsmænd have været vel forsynede baade med Harnisk samt Sværd, Spiud, Piile, Hammer og andet Gevær, saa er det dog rimeligt, at den gemeene Almue haver ofte gaaet til Striid med hvad de først kunde faae i Hænderne.

Unguibus & pugnis, dein fustibus atque ita porro,

Pugnabant armis, qvæ post fabricaverat usus,

Heraf kommer det, at de gamle Kriigshære bleve kaldne Klubbehær eller Knudehær. Dog kand man ikke nægte, at de Danske under een og anden stor Anfører have været holdne udi stor Krigs-Discipline, saa de Romerske Skribentere selv havde berømmet de Cimbrer, Gother og Longobarder deraf: Med hvilken Orden de Gother førte Kriig under deres Konge Theodorico, kand sees af samme Konges Tale til sit Folk: Marcherer frem som Folk der opofrer sig til det gemeene Beste, og tilføyer dem ingen Vold, til hvis Forsvar I blive skikkede. (106)

(a) Saxo in Froth.

Det synes, at de Danske udi denne første Periodo ingen Stat have giort paa

Lidet eller intet Rytteriet.

Rytterie; thi hvor mægtig Canutus Magnus end var, saa havde han dog intet synderligt Cavallerie; Og finder jeg som noget u-sædvanligt udi Historien, at Erik Emund, som regierede længe derefter, førdte Rytterie paa sin Flode til Venden. Udi Feldttegn er troeligt, at de Danske have efterfuldt de gamle Tydske, som havde vilde Dyr og Slanger afmalede paa deres Faner, og veed man, at de Franker i lang Tiid førdte Løver og Slanger, hvortil hensigter St. Hildegards Spaadom om Roms Ødelæggelse ved de Nordiske Folk, nemlig at Løven og Slangen skulde træde Ørnen under Fødder. Slige Felt-tegn derfore er troligt, at de Danske have brugt indtil det bekiendte Hoved-Banner Dannebroge, med et hvit Kaars udi, kom i Brug under Valdemar 2. De gamle Saxer brugte det Feldtskriig, Joduta, som nogle med Magt vil

Deres Feldt-tegn.

derivere af det Italienske Dio ajuta mi. Om de Danske betienede sig af det samme, skal jeg ikke kunde sige, men seer alleene af Historien, at man betienede sig af lange Horn, som de Norske kalde Luur, og som samme Folk endnu bruge til at samle Qvæget paa Marken med. Den Norske Hoffrætt eller Hirdskraa taler derom cap. 47. (b) saaledes: Nu de Mænd, som til Udvarde gange i U-fred, skulde have gode Vaaben og Ludur, det er Horn med sig. Udi Byttets Uddeeling blev stor Billighed i agt tagen; thi hvad som blev erobret i Striden, blev baaret til Kongens Mærke eller Standard, som Mærkismanden eller Fenriken satt midt udi Kredsen af Krigsfolket, og da blev det uddeelt ved 12 Mænd, som Kongen nævnede dertil, og blev saadant Bytte kaldet Herfang, Hvorom bemælte Hirdskraa (c) cap. 38. taler saaledes.

Herfang.

De 12 Mænd som Kongen nævner dertil, skulde skifte Herfanget. Men deslige Ting vare ogsaa længe i Brug efter denne Tiid. Det er ingen Tvil paa, at der jo have været høye og lave Officerer ved Krigs-Hærerne, efterdi en Krigshær uden Commando ikke kand føres; dog finder man ingen synderlig Forskiæl imellem (107)

(b) Jus aulicum Norveg. cap. 47.

|Stænder, undtagen at der vare Fribaarne og u-frie Folk. Thi om Adel og Herremænd bliver end intet omtalet udi den heele Valdemari (d) Lov-Bog. Saa at det er rimeligt, at, om Herrestand er ældere, saa er den dog allerførst kommen i ræt Anseelse under samme Konge. Slige Herremænd vare forbundne til at følge Kongen i Kriig med fuld Rustning og een Hæst, saa at det Danske Cavallerie maa have bestaaet alleene af slige Herremænd. Udi hvad Tilstand Søe-magten var, derom er talt paa et andet Sted.

Liden Agerdyrkning og af hvad Aarsag.

Paa Agerdyrkning maae de gamle Danske ikke have lagt stor Vind, hvilket sees eendeel af de store Migrationer, som udi Dyrtiid ere skeede af dette Rige, for at søge Boelige udi fremmede Lande, eendeel ogsaa af det stedsevarende Fribytterie, som de udi denne første Periodo øvede. Og som de første Christne Konger af all Magt søgte at hæmme. Saadant Fribytterie, som da holdtes priisværdigt og et nobelt Handverk under de Hedenske Konger, havde taget saadan Overhand, at det er u-vist om for Exempel udi Regner Lodbroks Tider, der vare fleere Danske paa Landet end paa Havet, eller, om der have været fleere Land-Konger end Søe-Konger. Heraf reyser sig den Fribytteriestore Confusion udi de Tiders Danske Historie, saa at man ikke veed, hvilke der have været de rætte Konger. Andre Nationer øvede vel ogsaa saadant Fribytterie til Søes, men ingen i den Grad som de Danske og Norske; thi de Vendiske Stæder lærede allerførst ræt dette Handværk af Joms-Borgerne eller Julinerne, som var en Dansk Colonie. Af dette Ord Fribytter deriverer man endnu det brugelige Ord Flibustier, som gives de Americanske Søe-røvere.

Lærdom og Boglige Konster vare u-bekiendte.

Lærdom og Boglige Konster have udi denne første Periodo været ubekiendte. Det eeneste, som de Danske beflittede dem paa, var at conservere deres Forfædres Bedriffter, som de lode grave paa Steene, paa deres Skiolde, og paa Veggene af deres Huuse. De Steene, hvorpaa saadanne Bedriffter bleve gravne, kaldtes Baute-Steine. (e) Men de fornemmeste bleve udførdte udi Skialdrenes eller Poeternes Vers, hvilke besynderligen have (108)

(d) Test. Hvitf. in Waldemaro.

(e) Thom. Barthol. Antiqvit. Dan.

|conserveret de gamle Nordiske Historier. Samme Vers vare dismeere at agte, efterdi de intet andet poetisk havde uden Rimene, men vare i det øvrige oprigtige og sandfærdige historiske Relationer. De Tiders Poeter vare ogsaa andre slags Dyr end nu omstunder, ikke gemeene Peblinger eller Snylte-giæster, men Kongelige Ministrer, der havde enten seet eller selv forrættet de Ting, som de udførdte i deres Viiser. Det er ellers u-vist, hvad slags Bogstaver eller Characterer de Tiders

Hvad slags Characterer eller Bogstaver de første Danske brugte.

Danske Folk betiente dem af. Nogle holde for, at de saa kalte Runne-bogstaver ere de allerældste. Andre derimod med større Grund holde for at de Gothiske Bogstave, hvoraf den bekiendte Gothiske Bisp Ulphilas var Inventor (f) Ao. 370, ere ældre. Saa at det er troeligt, at de fleeste Danske have conserveret Poeternes Viiser udi deres Hoveder, og siden skrevet dem med slige Gothiske Characterer. Men udi Begyndelsen af den anden Periodo blev tillige med de Romerske Ceremonier ogsaa indført det Romerske Sprog, hvilket her blev lige saa gangbart som paa andre Steder, endskiønt man kand see af den Roskildske Bisp, Mester Svend Norbagges Historie, at de første Danske Præste maae ikke have været store Latinister; thi, da han engang, førend han blev Bisp, paa latin skulde læse en Bøn for Kongen, som bestoed udi de Ord: Deus Regem Famulum suum protegat: havde een for at prostituere ham, udstrøget den Stavelse fa af Famulo, hvorudover han læste: Deus protegat mulum suum.

De gamle Danskes Klæde-dragt differerede fra deres Naboers, thi, som de fleeste Danske ideligen flakkede om i Søen, saa brugte de gemeenligen Matros Klæder, og synes det at een Deel Konger selv maae have været klædde som Baadsmænd, saasom Kong Regner Lothbrok, hvilken saaledes blev kaldet, efterdi han bar beegede Buxer. Dette er en curieuse Observation, som jeg har fundet hos Arnoldum Lubecensem, hvilken taler derom saaledes: De (109)

(f) Dog hvis de Characterer, som vor berømmelige Antiqvarius Olaus Worm viiser paa den saa kaldte Rupes Haraldina, eller Harald Hyldetands Klippe ere gravne udi samme Konges Tiid, kand den Gothiske Bisp Ulphilas ikke være første Inventor af de Gothiske Bogstaver, efterdi Harald Hyldetand er ældre.

|Danske vare fordum klædde som Søemænd, efter som de ideligen opholdte sig paa Søen, men nu bære de baade Skarlagen og Purpur; thi de ere nu blevne rige formedelst Silde-fiskeriet ved de Skaanske Kuster &c. (g)

Hvad Lov og Rætt anbelanger, da er rimeligt, at der udi de første Tider ingen

Ingen skrevne Love.

skrevne Love have været; men at alting er bleven dømt efter Skik og Sædvane, og kommet an paa fornuftige Mænds Skiønsomhed, hvilket gives tilkiende udi Fortalen af Christiani 5. Lov-bog med disse Ord: (h) I Begyndelsen bestode Lovene meere i Undersaaternes Ihukommelse, end udi skrevne Bøger. Vel tales udi Historien om Kong Skiolds, Frode 3, Regner Lodbroks og andres Love, men man kand ikke sige, om de have været skrevne Love førend udi Christendommens Begyndelse, saa at de første Christne Konger Harald Blaatand og Canutus Magnus kand holdes for de første Rætte Lovgivere. For deres Tid behøvedes ey heller mange Love; thi de fleste Sager bleve deciderede ved den saa kalte Faust-Recht eller Dueller, saa at enhver

De fleeste Sager decideredes ved Dueller.

anklaget kunde beviise sin U-skyldighed med Næverne. Men denne Faust-Recht blev afskaffet i Begyndelsen af den anden Periodo af Canuto Magno, om hvis Love skal tales udi hans Historie. De Engelske Krøniker vidne, at der i samme Konges Tiid udi Engelland vare 3 Slags Love, (i) de Vest-Saxsiske, de Mercyske og de Danske, og at de sidste derudi Landet ved Kongelig Seigl bleve Auctoriserede, og satte udi Rang med de gamle Engelske Love.

Jeg har tilforn antegnet, at udi den første Periodo har været liden Distinction mellem Folk, undtagen at der har været Fribaarne og U-frie, og at der lidet eller intet bliver talet om Herrestand, (110)

(g) Arnold. Lubec. lib. 3. cap. 5. Olim formam Nautarum in vestitu habuerunt propter navium consvetudinem, qvia maritima inhabitant. Nunc non solum Scarlatico vario grisio, sed etiam Purpura & bysso induuntur. Omnibus enim divitiis abundant propter piscationem, qvæ qvotannis in Sconia exercetur.

(h) Præfat. ad Legem Chr. 5.

(i) vid. Rapin. Thoiras Hist. d’Angl.

førend udi Valdemari I. Tiid. Og, naar Kongerne have ophøjet nogen Undersaat til Værdighed, eller begavet een eller anden med nogen Possession, er det ikke skeed ved noget Diploma eller skriftligt Patent, men alleene ved blotte Ord og visse Tegn, som ved at rekke dem et Sværd, en Bue, en Green af et Træe eller andet, saasom den gamle Skribent Ingulphus vidner (k) sigende: I gamle Dage gav man Possessioner allene ved blotte Ord uden Breve. Man gav allene udi Haanden et Sværd, en Hielm, et Horn, et Beggere eller andet, og slutter man deraf at de Diplomata eller Gavebreve som henføres til de Tiider ere falske og fabriqverede længe derefter. Den Engelske Historie viser at mange saadane falske Diplomata bleve giordte udi Vilhelmi Conqvestoris Tiid, efter som samme Konge var ukyndig udi Landets Sprog og Sædvaner, og derfor letteligen derudi kunde bedrages. Den Formular som de Danske Konger udi den anden Periodo brugte ved nogens Ophøyelse til Herrestand, nemlig Recipimus eum in hominem nostrum, synes i Begyndelsen at have bestaaet allene i blotte Ord, uden skriftligen forfattede Instrumenter, hvilke allerførst ere komne i Brug under Kongerne af den anden Periodo, skiøndt det er vanskeligt at sige under hvilken Konges Regiering. Af de Nordiske Historier sees, at der have været tvende Aundvegi eller fornemme Sæder, hvoraf det eene udi Samqvem holtes

Ingen Rang eller Distinction mellem Folk.

fornemmere end det andet. Udi St. Olafs Historie skrives derom saaledes: Der var en gammel Skik udi Norden, at der blev satt en lang Benk for Kongen, hos hvilken paa den venstre Side sad Dronningen, det var kaldet Kongens Aundvegi eller Konge-Sædet. De andre Sæder, som vare paa begge Sider nær ved Kongens Sæde, holtes iligemaade for fornemme, men det, som var nær ved Dørren, holtes for det ringeste. De gamle havde stor Omsorg for, at ingen nød de høye Sæder, uden de som ved Dyd og Mandighed havde giort sig værdige dertil. Anden Rang synes ikke at have været udi den første Periodo. Men, dette blev ogsaa forandret udi den anden Periodo; Thi, som det var undertiden vanskeligt at sige, hvo der havde meest Dyd og Meriter, og den eene ofte derudi ikke vilde (111)

(k) Hist. Abbat. Croyland.

|vige for den anden, fandt Canutus Magnus

Første Rangs-forordning given af Canuto Magno.

for got at giøre en Rangs-Forordning saaledes, at enhver udi Samqvemme og Giæstebud skulde tage Sæde efter sin Verdighed udi Embede og Alder. Saa at efter den første Rangs-Forordning allene en Superieur har haft Sæde over en Subaltern eller en gammel Mand over en ung, hvorudi er en naturlig Billighed, og var

Betænkning derover.

det at ynske, at Aldrig andre Rangs-Forordninger i Verden havde været indførte, saasom all anden Distinction har værre Sviter end man kand imaginere sig, og stifter undertiden Forbittrelse mellem Brødre, ja mellem Børn og Forældre selv, efterdi en ældre Broder u-gierne cedere sin yngre Broder og en Fader ofte anseer det for en Haanhed, at han udi store Samqvemme skal vige for sin Søn. Udi Begyndelsen af denne anden Periodo blev tillige med Hedenskabet ogsaa adskilligt forandret udi de Danske Leve-maader, sær deres Begravelser og Giestebuder. Hvad Begravelser angaaer, da lode de Danske udi ældgamle Tider deres Døde brænde, og kaldtes den

De Danskes Begravelser i den første Periodo.

Alder, udi hvilken saadan skik varede, Brunna Old (ætas combustionis). De Døde til Erindring bleve da oprettede adskillige Høye, hvilket iligemaade blev i Agt taget udi den anden Alder, da de Dødes Legemer heele bleve begravne. Ey heller ophævedes den Sædvane at brende de Dødes Legemer udi den anden Alder, men de bleve længe uden Forskiæl enten brændte eller heele Begravne. Den anden Alder kaltes Hougs Old (ætas Collium) eller Høyenes Alder, som holtes at have haft sin Begyndelse fra Kong Dan Mykilati, som lod oprætte en Høy, og befoel sit Legeme der at indføres med Kongelige Ornamenter, Hæst, Vaaben og anden Rigdom. Hans Exempel siger Snoro Sturlesen blev efterfult af Efterkommerne, og da begyndte udi Dannemark den saa kaldte Hougs Old. De gamle Danske bleve ogsaa begravne med en Hæst, paa det at de dis hastigere kunde fortsætte deres Reyse til de lyksalige Boeliger; Iligemaade bleve de begravne med Skoe paa Fødderne, hvorudover Thorgrim sagde: Det er skik at binde Skoe til de Dødes Fødder, hvorpaa de kand vandre til Valhalla eller Odins Boelig. Man lagde ogsaa Guld og Sølv (112) samt kostelige Klæder og Ornamenter hos de Dødes Legemer, ligesom de skulde bruges i det andet Liv, saasom Snoro Sturlesen fortæller om Hagen Kongen af Norge: De begrove Kongen med hans fulde Rustning og beste Klæder. Videre for at lade see den Omsorg, de havde for de Døde, lode de undertiden Hustruerne levende begrave med deres Mænd, hvilken barbarisk Skik ved en Lov var authoriseret, saasom Olaus Monachus vidner udi Olaf Tryggesøns Historie. Men ved Christendommens Indførsel ophørede alle disse Ceremonier, og de Døde bleve begravne udi Kirker eller paa Kirkegaarde efter den da brugelige Christen Sædvane.

Deres Giæstebude.

Hvad deres Giæstebude angik, da plejede de at drikke de Dødes Skaale, hvilke kaldtes Minni, og er det troeligt, at saadan Skik varede endda længe udi Christendommen, saasom den endnu paa adskillige Steder ikke er ophævet, som i Engeland, hvor man drikker de Dødes Skaale. Og findes der endnu udi vor Tid Bønder i Norge, der drikke Guds Ihukommelses Skaal, det er til GUds Ære. Men den saa kaldte Bragafull blev ved Christendommen ophævet. Samme Bragafull var en Skaal indviet den Gud Brago til Ære, hvilket Snoro Sturlesen lærer med disse Ord: Der var paa de Tider en Sædvane, at, naar en Konges eller Jarls Liigbegravelse skulde holdes, at hans Arving skulle sidde paa en Benk for Thronen, indtil Skaalen blev indbragt, som var indviet til Brago, da skulde han opstaae, giøre et Løfte at udviise nogen tapper Gierning, og derpaa uddrikke Beggeret. Det er dog troeligt, at mange af disse Sædvaner blant Almuen længe efter Christendommen have haft sted, ligesom mange Jødiske og Hedenske Ceremonier længe vare i Brug i den første Christen Kirke. Thi der fantes endogsaa adskillige udi Dannemark, som i Begyndelsen holte fore, at man vel kunde dyrke de gamle Guder Odin og Thor tillige med Christo, hvilket farlige Syncretisterie udi Harald Blaatands Tiid blev med Iver drevet paa, og meenes der, at Kongen selv ikke var frie for saadan Vildfarelse.

(113) Hvad Kongerne udi den første Periodo angaaer, da synes de vel at have været meere

Paa hvad Fod den Kongl. Myndighed var.

Borgerlige; saa at de udi Klædedragt og Levemaade lidet have differeret fra Almuen. Ja, man finder at fornemme Bønder og Høvdinger have talet med stor Frihed udi Selskab og undertiden brugt Skields-ord mod Kongerne. Men saadant reysede sig meere af de Tiders Impolitesse end af Regiæringens Indskrenkelse; thi man seer ellers, at den Kongelige Myndighed var langt meere u-omskrenket, end den blev siden. Gorm den gamle synes at have regiæret med stor Myndighed, og Canuti Magni Magt var u-omskrenket; thi, hvorvel samme Konge underkastede sig selv Rætten og mødte for Dommerne som en gemeen Misdæder, saa viiser dog saadant ikke saa meget Regiæringens Indskrenkelse, som Kongens Moderation eller rættere den Anseelse, han ved saadant stort Exempel vilde give sin nyeligen stiftede Gaards-Rætt. Vel anføres et Høystbemelte Konges Diploma i den Engelske Historie saaledes lydende: Jeg Canutus Konge over den heele Øe Albion og mange andre Lande befaler efter Erke-Bispernes, Bispernes, Grævernes &c. Raad og Gotfindende &c. Men der af kand ikke vises saa meget Kongens indskrænkede Myndighed, som at han intet vigtigt foretog, uden at høre gode Mænds Raad. At de gamle Danske Konger have haft jus belli & pacis eller Rætt til at føre Krig uden Undersaatternes Samtykke, sees af Kong Erik Eiegodes Historie, om hvilken Saxo antegner, som noget merkeligt og u-sædvanligt, at han kaldte Stænderne sammen for at høre deres Samtykke til den Krig, som han vilde føre; thi, siger han, denne Konge havde saaledes ophøyet Almuen, at ingen Krig kunde føres uden deres Samtykke, og viiser saadant de forrige Kongers Souverainetet. Hvad som indskrænkede den Kongelige Magt udi den anden Periodo, var Endeel Adelens Opkomst; thi Herrestand begyndte ræt at blive bekiendt og at formere en Distinct-Classe udi Valdemari I Tiid, og det Kongelige Raad, som toges af samme Stand, fik Haand med udi Regiæringen, saa at alle Kongelige Forordninger siden bleve stiilede saaledes: Med Vort Raads Raad. Den anden Aarsag til Regiæringens Indskrenkelse var Geistligheden, hvilken først efter anden Geistligheds Exempel begyndte at (114) blive studsig, og at disputere mod Kongerne, og siden, da de fornumme, at Paven gav dem gemenligen Rætt udi Tvistigheder, bleve meere og meere frekke indtil det kom saa vit at de satte Kongerne udi Band, og dømte dem fra Riget, som kand sees af de tvende store Geistlige Heltes Jacob Erlandsens og Jens Grands

Kongernes Titler i den første Periodo.

Exempler. Hvad de gamle Kongers Titler var, derom finder man intet, efterdi ingen Diplomata ere at see udi de Danske Kongers Historier, førend udi Canuti Magni Tiid, saa at deres først bekiendte Konge Titul findes udi et Brev, som samme Konge skrev til Ælnothum (f) Angliæ Metropolitanum, hvor der findes saadan Titul: Canutus Konge over heele Engeland, Dannemark, Norge og en Part af Sverrig; De efterfølgende Konger indtil de Waldemarer have førdt Titul af Dannemarks Konger, og fra de Waldemarers Tiid de Danskes og Slavers Konger. Jeg finder allene at Kong Waldemar udi et Beskyttelses-Brev, givet Bisp Jacob til Ribe, gav sig den Titul af Hertug udi Estland, thi Brevet begyndes saaledes: Vi Valdemar 4. af Guds Naade Dannemarks og Sclavis Konge, Hertug udi Estland. (g) Den gamle Kongelige Residentz var Lejre, hvilken Stad siges at have været bygget Anmærkninger over den gamle Kongl. Residentz Leire

af Dannemarks første Konge, som nogle holde for at have været Dan. Andre derimod Skiold, og andre igien, som Svaningius udi hans Chronol. giør den langt yngre, sigende, den at være bygget af Kong Rolf Helgesen, men ligesaa u-vist som det er, naar samme Kongelige Stad blev bygget, saa vanskeligt er det ogsaa at sige, hvorlænge den florerede; dog kand man slutte, at den har begyndt at forfalde fra den Tiid, at det Kongelige Sæde blev anlagt til Roskild, nemlig ved Christendommens Begyndelse her i Riget; Thi man finder, at den første Christen Konges Harald Blaatands Legeme blev begravet udi Roskild, hvor samme (115)

(f) Inter Diplomata Hvitf.

(g) Lit. Wald. de dato Callundborg postridie Bartholom. 1341. in Chr. Episcop. Ripens. Begyndelsen af Titulen Valdemar 4. er dog suspect, Eendeel efterdi Kongerne ikke pleiede at sætte Tal ved deres Navne, Eendel og saa efterdi denne Konge ved dette Tal synes at have erkient den saa kaldte Vald. 3. for retmæssig Konge.

Konge havde ladet bygge en Kirke den Hellig Trefoldighed til Ære; thi det er troeligt, at de første Christne Konger ved Religionens Forandring ogsaa forandrede Konge-Sædet, ligesom den første Christen Keyser flyttede fra Rom, og giorde Constantinopel til sin Residentz, at han ikke skulde have det Sted stedse for Øjene, hvor Afguderie havde floreret. I det øvrige finder man meget lidet udi Historien om den gamle Stad Leire, saa at man fast ikke kand sige, om det allene har været et Kongeligt Slott eller en vigtig Stad, (h) ey heller om Kongerne der havde noget bestandigt Sæde. Det er troeligt, at de første Konger, saasom de ingen synderlig Staat førede, saa opholdte de sig nu i en Province, nu i en anden, og naar noget af Vigtighed skulde foretages, mødte de paa Tingene, hvor de stevnede Almuen. At Leire eller Lethra dog har været distingvered, blant andre Danske Stæder, sees deraf, af nogle af de Danske Konger blive kaldne Reges Lethrarum, (i) det er Lethra eller Leire Konger. Den har ligget ikke langt fra Roskild, hvor endnu sees Rudera deraf ved den Herregaard kaldet Leiregaard, og var allereede bleven en u-anseelig Landsby udi Svenonis Agonis Tider, som samme Autor vidner. (k) At foruden Leire have været adskillige Steder, er ikke at tvile, saasom der udi Christendommens Begyndelse tales om Aarhuus, Ribe, Slesvig &c. som bekiendte Byer. Og, hvis

Anmærkning over de første Danske Stæder.

det er sant, at Kong Roe lod bygge Roskild, maae samme Stad være meget gammel. Dog have de Danske Stæder udi denne første Periodo ikkun været faae og u-befæstigede. De fleste Fæstninger bleve anlagde udi de Borgerlige Krige mellem Svend Grathe og Knud Magnusen. Svend Grathe lod allerførst Roskild befæstige med Volde og Grave, iligemaade Wiborg. Han holdes ogsaa først at have anlagt Kaars-Øer og Nyborg. At den Kongelig Residentz Stadt Roskild i Begyndelsen ikke maa have været meget prægtig, kand sees deraf, at Domkirken udi de første Christne Kongers Tid ikkun var bygget af Træe, og at den (116)

(h) Saxo kalder den en By: Oppidum a Rolvone Constructum; Men Sveno Agonis et Slott eller Hof: Famosissima Regis Curia.

(i) Konger af Ledru vid. Steph. not. ad Sax. pag. 74.

(k) Inter abjectissima ferme vix colitur oppida.

|allerførst under Canuto Sancto blev oprættet af Steen, og er det troeligt, at Staden og Hoffet i den artige og polerede Kong Svends Estridsens Tiid er først kommen udi Anseelse. Hvad som ellers fortælles om Endeel Danske Stæders Ælde, grundes meere paa nogle nye Vers og Inscriptioner end paa beviislige Documenter. Saaledes ville nogle viise det Slott Søborgs Ælde af en Latinsk Inscription, som fordum stod over Slotts-Porten saaledes:

Vixit Aristoteles & Alexander dominatur,

Dum per gentiles castrum Söburg fabricatur.

Iligemaade de tvende Skaanske Stæders Ælde af et nyt Vers, som liuder saaledes:

Den Tiid Christus lod sig føde,

Stod Lund og Skanør i feirest grøde.

Andre have taget Anledning af en og anden gammel Konges Navn at henføre Stæders Fundatz til samme Konges Tider, saaledes ville de have Ringstæd at være

Liden eller ingen Handel og Vandel.

bygget af Kong Ring, Roskild af Kong Roe, Wiborg af Wigletho; Men det er altsammen u-vist, saasom deslige Ting ere pure Gisninger. Hvad Handel og Vandel angaaer, da var her i Riget samme Tiid liden eller ingen, og, hvis nogen Handel her har været dreven, saa er den skeed ved Varers Omvexling; efterdi for Canuti Magni Tiid ingen slagen Myndt var udi Dannemark, men da begyndte allerførst smaa Penge

Ingen Mynt.

at blive slagne, hvilket viises udi samme Konges Historie. De Danske havde da ey heller nødigt at drive Handel, saasom de kunde berige sig paa en langt commodere maade nemlig ved Fribytterie. Saa at Societeter da have bestaaet udi Fribytter-Skibes Ud-redning ligesom nu omstunder udi Alzier, Tunis og Tripolis. Disse Fribyttere bragte undertiden u-troelig Rigdom ind udi Landet, saa at man derudover ikke bekymrede sig om at lade slaae Penge eller at grave efter Metall udi Jorden, efterdi de hos fremmede kunde have baade Materien og Arbeidslønnen for intet. Men da Fribytterie af de Christne Konger blev afskaffet, maatte man begynde at slaae Mynt, saa at der stedse udi Landet haver været Mynte-steder fra Canuti Magni Tiid.

(117) Saadan var ungefæhr dette Riges Tilstand udi den første Periodo. Nu skrider jeg til den anden Periodum, som begyndte med Canuto Magno, udi hvilken Landet fik en anden Skikkelse.

Canuti Magni Historie.

Efter Svend Tiuguskiæg fulte udi Regieringen hans Søn Canutus, som blev een af de mægtigste Konger, der nogen Tiid have regieret i Norden; thi foruden sit Fæderne Rige Dannemark, herskede han ogsaa over Engelland og Norge, hvilke begge

Historien af Engelands Conqvete.

Riger han undertvang sig, det første med Sværdet, og det sidste ved List. Til Engellands Undertvingelse giorde hans Fader Begyndelse, og efter adskillige Seyervindinger tvang en stor Deel af Landet til at hylde sig. Men Sønnen bragte dette Verk til Fuldkommenhed, og blev ikke alleene Herre over det heele Rige, men endogsaa forestod det med saadan Berømmelse, at hans Navn er bleven stort og helligt udi de Engelske Krøniker. Førend jeg videre taler om denne store Conquete, vil jeg igientage hvad jeg tilforn hid og did har talt om Engellands Tilstand for de Tider, og her som paa det rætte Sted at supplere, hvad som der udi fattes.

Engelands Tilstand da det blev besøgt og undertvunget af de Danske.

Jeg har tilforn udi den Section om de Anglo-Saxer, som var et Folk bestaaende af Jyder og Holstener, viiset hvorledes og ved hvad Leylighed de undertvunge sig den Deel af Store-Britannien, som efter dem blev kalden Engelland. Disse Folk synes ingen Konge at have haft, da de under deres Anførere Hengisto og Horsa giorde deres første Tog paa Britannien. Landet, som de havde inde, var deelt udi 12 Provincier, hvoraf enhver havde sin Chef, som var dertil beskikket ved det heele Lands store og allmindelige Raad, hvorudi Republiquens høyeste Magt residerede. Dette store Raad blev kaldet Wittenagemot, dette er et Mode af vittige og viise Folk. Efter denne gamle Modell indrettede de Anglo-Saxer ogsaa Regieringen udi Engelland, saaledes at, ligesom deres eget Land var deelt udi 12 Provincier, saa blev Engelland deelt udi 7 smaa Riger. Den Forskiæl var alleene, at enhver Statholder udi deres eget Land dependerede af det allmindelige Raad eller Wittenagemot, i Steden for at udi det overvundne Land enhver blev Souverain Konge udi sit Rige, hvilket dog ikke hindrede, at de jo alle levede udi en vis Dependence af det gamle Anglo-Saxiske (118) Wittenagemot eller allmindelige Raad. Disse 7 nye Riger stiftede siden ved samtliges Samtykke et allmindeligt Raad for alle 7 udi Engelland, saa at samme Raad forestillede en allmindelig Republique under det Navn af Heptarchie. Jeg har tilforn fortaalt, hvilke disse 7 Riger vare. Iligemaade hvorledes de forfulde udi indbyrdes Kriig sammen, saa at det eene opslugede det andet, indtil de alle af Eckbert Kongen af Wessex bleve foreenede under et Hoved, og derved en Ende giort paa det Heptarchie eller 7 Hoved-Regimente, efterat det havde staaet 240 Aar at regne fra det Mercyske Riges Fundation, som var det sidste af de 7 Riger, de Anglo-Saxer stifftede. Under denne Eckbert, som var den første Enevolds Herre over heele Engelland, begyndte de Danske først at besøge Engeland. Den første Landgang de giorde paa samme Rige var 833, og som de samme Tiid erholdte Seyer over de Engelske, og finge stort Bytte, bleve de opmuntrede at forsøge Lykken offtere, saa at Landet under adskillige Konger var haart beængstiget af dem. Men alle de Anfald de udi Begyndelsen giorde, skeede ikkun for at plyndre Landet, hvorudover de førdte Kriig ikke som regulerede Tropper, men alleene som Fribyttere, der intet andet Forsætt havde end at beriige sig; thi, saa snart havde en Hob ikke forladet Landet, førend en anden kom i Steden, saa at de holdte den Engelske Nation udi idelig Allarm. Jeg veed vel, at vore Skribentere tale anderledes om de første Danske Krige i Engelland, og ansee deres Streiffen som store Conqveter, saa at de regne de Danskes Herredomme der i Landet langt ud. Man kand ogsaa falde paa de Tanker, at de Danske have haft Prætensioner paa een Deel af Engelland fra den gamle Danske Konge Hroars Tiid, som der gifftede sig med Hertugens Dotter af Northumberland. Ikke dismindre kand man dog ikke see, at de Danske have i Begyndelsen ført disse Krige anderledes end som Fribyttere, saa at man ikke kand regne deres Herredom uden fra Svend Tiuguskiægs Tiid, hvilken først søgte at bemægtige sig Engeland. Samme Kong Svend kom tillige med den Norske Søe-Konge Anslaff til Engelland, efter de Engelske Skribenteres Regning Aar 994. (l) De ginge ind udi (119)

(l) Rapin. Thoyr. hist. d’Angl. Tom. I. lib. 5.

Thamsen med en stor Flode, og giorde Landgang ikke langt fra

Kong Svends første Engelske Tog.

London. Paa samme vigtige Stads Erobring anvendte de stor Umage; men som de finge større Modstand end de havde ventet, maatte de med u-forrettet Sag gaae tilbage igien. Dog paa det de ikke skulde siges forgiæves at have giort dette Tog, udplyndrede de de Provincer Kent og Sussex, og truede det heele Rige med Ødeleggelse. Ethelred, som da regierede udi Engelland, findende sig for svag til at imodstaae disse stridbare Folk, indlod sig da i Tractat med dem, lovende dem inden en vis Tiid at betale en stor Sum Penge med de Vilkor, at de skulde lade hans Undersaatter fremdeeles være i Roe og forlade Landet, hvilket ogsaa skeede, og Kong Svends Collega Anslaff, som da besøgte Kong Ethelred, lod sig overtale af ham at antage den Christelige Troe og at lade sig døbe. Ja han fattede da saadan Affection til den Engelske Konge, at han ved Eed forpligtede sig ikke at uroelige hans Undersaatter meere, hvilket han ogsaa efterlevede. Kong Svend reysede vel ogsaa bort, men efterlod en Flode ved Southampton, for at holde de Engelske ideligen udi ave, og at tvinge dem til at fuldbringe den sluttede Tractat: Anføreren paa samme Flode anholt efter Kongens Reyse sterkt om de accorderede Penge, og, som de Engelske forhalede med Betalningen, udtolkede han saadant som en Fredsbrydelse, og besluttede at fornye Krigen igien: For at dysse de Engelske udi Søvn gik han til Seyls, ladende som han vilde begive sig med Floden til Dannemark igien, men han vendte strax tilbage, satt sine Folk i Land, og udplyndrede paa nye det heele Land, og alle de Engelske Tropper, som vilde giøre Modstand, bleve slagne. I saadan u-lyksalig Tilstand var Engelland indtil det Aar 999, da de Danske bleve af Richardo 2. Hertugen af Normandien kaldne til Hielp mod de Franske, hvorudover de samme Aar forlode Landet, som derudover kom nogenledes i Roelighed igien. Men denne Lyksalighed varede ikke længe; thi, saa snart de havde satt Hertugen af Normandien udi Sikkerhed igien, komme de tilbage 1001,

De Danske husere skrækkeligen i Landet.

hvor de øvede deres sædvanlige Tragoedier, og det uden Modstand; thi der var kommen saadan Skræk over den heele Nation, at alle flygtede hvor de saae de Danske. Kong Ethelred var ogsaa (120) selv bleven saa Frygtsom, at han torde ikke lade sig meere see udi Striid. De Danske giorde sig derfor uden Hinder Mestere over Exceter, Dorset og den Øe Wight, hvor de befæstede sig, og derfra giorde ideligen Udfald udi Provincierne. Engelland var da i en meget ælendig Tilstand. De sydlige Provincier bleve ideligen udplyndrede af disse nyekomne og de Nordlige Provincier vare beboede af andre gamle Danske, som de ikke kunde ansee uden som deres Fiender, hvorudi de ogsaa ikke toge feyl; thi de gamle foreenede sig med de nye, og hiulpe dem til at ødelegge Landet. Udi denne Beængstelse forbandt Kong Ethelred sig til at give de Danske en summa Penge af 30000 Engelske Pund. (m) Denne Sum, som paa de Tider var

Dannegild

overmaade stor, blev hæved ved en almindelig Skatt, som blev kalden Dannegild eller Dannegelt, det er Penge til de Danskes Betalning. Og er det Oprindelsen til den navnkundige Skatt, som siden varede længe under det Navn af Dannegild, og hvorfra ingen uden Munkene og de Geistlige vare befriede. Skatten bestod udi 12 Skilling, som blev lagt paa hver Hyde eller stykke Jord, som kunde arbeydes med en Ploug. De Danske lode sig vel tilfreds stille med denne Skatt, og forlode Landet igien, men een Deel som fant Behag udi Engelland, blev tilbage, og boede blant det Engelske Folk. Og, som de fleeste reysede bort, er det troeligt, at de tilbageblivendes Tall ikke maae have været saa stort, at de have kundet holde den heele Nation udi ave, helst som de bleve allevegne adspredte udi Landet: ikke desmindre var det Danske Navn bleven saa forskrækkeligt udi Engelland, at de u-anseet deres ringere Tall, spillede Mestere udi Landet, saa at de Engelske af Frygt at see Krigen fornyet igien, beviisede dem en slavisk Lydighed. Saaledes, medens de Danske levede udi overflod, og diverterede sig paa de Engelskes Bekostning, levede disse udi idelig Bekymring og Arbeyde for at fornøye deres myndige Giæste. (n) Den Skræk, som de Danske havde indjaget udi det heele Rige, gik omsider saa vidt, at man gav dem ikke anden Titul,

Lords Danes.

end Lords Danes, det er, de Danske Herrer. Men Ordet blev siden forandret tillige (121)

(m) Hvitfeld udi sin Danske Krønike sætter allene 24000. Pd.

(n) Thoyras Rapin hist. de Angl. Tom. I. lib. 5.

|med Expressionen udi en anden Meening; thi Lordane eller Lurdane betyder nu omstunder paa Engelsk en riig, magelig og storagtig Praler, (o) men det hindrer ikke, at man jo endnu seer af Ordet dets gamle Betydelse. Hvad, som disse fremmede Danske stolede paa foruden deres store Navn, var eendeel de gamle Danske, som boede udi Ost-Angelen, hvor de længe tilforn havde satt sig ned, eendeel ogsaa de Normanner deres Landsmænd udi Frankerige. Men da Kong Ethelred var kommen udi Svogerskab med Hertug Richard 2. af Normandien, da, stolende paa samme Svogerskab og den Undsættning, han udi Nødsfald kunde faae fra Normandien, besluttede han ved en

Det navnkundige store Mord paa de Danske.

allmindelig Massacre at ødelegge alle de Danske, som vare adspredde udi Riget. Til at fuldbyrdige saadant Forsætt gav han hemmelig Befalning at myrde dem alle; hvilket ogsaa skeede; thi de bleve paa een Dag, førend de finge ringeste Kundskab derom, alle ihielslagne. Blant dem, som saaledes bleve myrdede, var ogsaa Kong Svends Syster, som var gifft der udi Landet med en Engelsk Herre, hvilken Ethelred med sin egen Haand halshuggede, efterat han først udi hendes Paasyn havde ladet myrde hendes Børn.

De Engelske Skribentere holde fore, at udi dette store Mord alle Danske, som vare udi Engelland, bleve opoffrede, men, siger en nye Skribent, det er vanskeligt at begribe, hvorledes man paa samme Tiid kunde ogsaa have omkommet de gamle Danske, som boede udi Ost-Angelen og Northumber Land, hvor de vare sterkere end de Engelske: skulde det vel være mueligt, at de kunde lade sig myrde uden at giøre nogen Modstand? Naar man dette betragter, kand man bringes paa de Tanker, at ved dette allmindelige Mord forstaaes alleene de nykomne Danske, som for kort Tiid siden havde satt sig ned udi Wessex og Mercien. Dette Mord skeede d. 13 Novembr. 1002. Kong Ethelred bilte sig derved ind at have forløset Landet fra det Danske Aag, og at saadan forskrækkelig Execution skulde afskrække de andre Danske fra oftere at besøge Engelland. I det ringeste haabede han derved at have ligesom tvunget de Engelske, at forsvare Landet indtil yderste Blods-draabe, saasom de (122)

(o) vid. Boyers Dictionary.

|efter saadan Gierning ingen Barmhiertighed kunde vente sig, hvis de faldt udi de Danskes Hænder. Han forlod sig ogsaa paa sin Svoger Hertugen af Normandien, om hvis Hielp han i Nødsfald meenede sig at kunde være forsikret. Men Udgangen lærede, at han havde bygget paa en falsk Grundvold; thi just denne Gierning, som han havde øvet til Landets Frelse, lagde Grundvold til paafølgende U-lykker, og bragte det heele Rige under fremmed Aag; Thi Kong Svend, da han fik Kundskab om dette Nederlag, iligemaade om den

Dets Virkning.

barbariske Medfart mod hans Syster, svor han ikke at slaae sig til Roelighed, førend han tilstrækkeligen havde hævnet saadan Gierning. Han udrustede derfor paa nye en Flode mod Engelland, og landede ved Cornwall med Gouverneurens gode Villie, som han forhen havde underkiøbt. Der satt han sine Folk uden Modstand i Land, og strax marcherede mod den Stad Exceter, hvilken han giorde sig Mester over, og derefter lagde den udi Aske, efterat han havde ladet nedsable alle dens Indbyggere. Alfrick Hertugen af Mercia gik ham da med en stor Krigshær i møde, men han blev totaliter slagen af de Danske, og Kong Svend erobrede efter denne Seyer adskillige Steder, hvilke han satt Ild paa, og derefter med stort Bytte begav sig til Dannemark igien, hvor han passerede Vinteren.

Om Foraaret kom han til Engelland igien, giorde Landgang ved Ost-Angelen, indtog og satt Ild paa Norwich og Thetford, og slog Hertugen af Ost-Angelen af Marken. Ethelred kom derover saaledes i Foragt hos de Engelske, at ingen var ham meere troe, og Kong Svend havde Forstaaelse med de Fornemmeste af hans Hof og Raad, hvorudover der hørdtes intet uden Uheld og idelig Nederlag paa de Engelskes Side. Til Lykke for Ethelred paakom 1005 en dyr Tiid, hvilket foraarsagede, at Kong Svend formedelst Mangel paa Levnets-midler forlod Landet igien. Men det varede ikke lenge, førend en nye Dansk Flode igien landede ved den Province Kent, og da begyndte Tragoedierne at gaae for sig igien, saa at Kong Ethelred fant intet Middel til at hemme de Danskes Fremgang, end at give dem paa nye en Sum Penge af 30000 Pd. Dermed fik Landet Roelighed en Tiid lang; men, da et Aar var for (123) løbet, paastode de Danske lige saadan Penge-Sum som den forrige, holdende for at det burde være en aarlig Tribut. Saadant syntes Kong Ethelred utaaleligt, hvorudover han udrustede en stor Flode, som han betroede til Edrick Streon Hertugen af Mercia, som han nyeligen tilforn havde givet een af sine Døttre til ægte, og derved haabede udi ham at have en hurtig og troe Tiener. Men han blev ogsaa derudi bedragen; thi bemælte Edrick Streon forstod sig hemmeligen med de Danske, og forraadde Kongen udi alle Tilfælle. Den store Flode, som ham blev betroet, udrættede intet andet end at udplyndre Kysterne, og at tilføye Landet lige saa stor Skade, som de Danske. Der reysede sig ogsaa Misforstand mellem ham og en anden Anfører, ved Navn Ulnoth, saa at Floden ved deres U-eenighed blev adspredet, og de store Omkostninger, som paa denne Udrustning vare giorte, bleve frugtesløse.

De Danske profiterede af saadan Misorden, og streiffede allevegne igiennem Landet. Det er ikke mindre u-nyttigt end u-behageligt at fortælle alle de Ulykker, som da skeede, og alt det Blod som da blev udøset. Det er forunderligt, at en Nation, der i vore Tider giør saa store Figurer i Verden, og som ingen eftergiver udi Dyd og Tapperhed, da lod leede sig lige som Faar til Slagterbænken, og seer man deraf, at det er ikke et Lands Clima eller Føde, der giør Folk tappere og modige, men god Regiering og sunde Love. Thi Kong Ethelred, som da regierede, bliver afmalet, som en uduelig Konge, saa at hans slette Regiment og Opførsel alle disse Ulykker tilskrives. Kong Svend derimod var en hurtig og tapper Herre, og de Danskes heele Liv var da ikke andet end en stedsevarende Kriig. Om de Danske som fulte Kong Svend udi disse Tog, vare Christne eller Hedninger, skal jeg ikke kunde sige. Deres Gierninger viise sandeligen ikke megen Christendom, helst den som de udi det Aar 1012. øvede udi Cantelbery, (p) hvor de afbrændte Staden, omkomme Erke-Bispen, og lode Munkene rangere udi adskillige Classer, hvoraf enhver bestod af 10 Personer. Af alle (124)

(p) Hvitfeld siger, at Staden blev forraaden udi de Danskes Hænder ved en Engelsk Archidiaconum, ved Navn Elmer, hvilken stak Ild paa den eene Ende deraf.

|disse Classer lod de 9 omkomme, saa at der blev kun een af hver Classe tilbage. (q) Dette synes at give tilkiende, at disse Danske da have været en Blanding af Christne og Hedninger; thi Hedenskabet var udi Kong Svends Tiid endda ikke udrøddet af Dannemark; det er ogsaa troeligt, at de Tiders Christne have haft lidet uden det blotte Navn af Christne, og at de fleeste vare døbte uden at vide hvorfore, saa at derfore Christendommen ikke meget trykkede dem, og udi Gierningen lidet distingverede dem fra de andre, som endda vare Hedninger.

Kong Svends sidste Tog paa Engeland.

Det tredie og sidste Tog Kong Svend giorde paa Engelland var Ao. 1013, da gik Krigen an for Alvor, og blev den ikke ført for at giøre Bytte som tilforn, men for at undertvinge Landet. Kongen giorde sig da Mester over Northumberland, Ost-Angelen og alle de Provincier, som ligge Norden for Watlingstreet, som er en alfar Vey, der gaaer igiennem Engelland fra den Nordlige Kant af Wales indtil det Kentiske Hav. I steden for at sætte Ild paa de erobrede Steder, som skeed var tilforn, tog han da Gisler af dem, for at være forsikret om deres Troeskab. Efterat han havde erobret disse Provincier, og satt sin Søn Canutum til Gouverneur derover, rykkede han mod London, hvor Kong Ethelred havde indsluttet sig, og beleirede samme Stad. Den første gang maatte han med u-forrættet Sag gaae derfra igien, efterdi han ikke var forsynet med fornødne Ting til saadan vigtig Stads Beleyring; men da han

Den Engelske Konge Ethelred flygter til Normandien.

anden gang kom tilbage bedre forsynet, fik han at høre, at Kongen var flygtet derfra. Denne u-lykkelige Herre, saasom han ideligen frygtede at falde udi en Fiendes Hænder, som han saa høyeligen havde opirret mod sig, fandt sig ikke meere sikker udi London, og derfore med sin heele Familie flygtede til Normandien. Efter hans Undvigelse efterfulde Borgerne af London, de andre Stæders Exempel, og overgave Staden til Kong Svend. Hvorpaa han blev proclameret Konge af Engelland, og understod sig ingen at disputere ham den Titul. Denne Engelske Conquete burdte (125)

(q) Denne Decimation, som nogle Engelske Krøniker alleene fortælle om Munkene, extenderer Hvitfeld til alle Stadens Indbyggere, sigende, at der bleve kun 804 Mænd tilbage.

|vel at have været anført

Kong Svend proclameres Konge i Engelland.

udi Kong Svends Historie, heller end udi Canuti Magni. Men, som Faderen døde kort derefter, og efterlod Riget udi en forvirret Tilstand, saa der endda vare mange Stæder og Provincier tilbage, som holdte med Kong Ethelred og hans Børn, hvilke gave hans Successor Kong Knud nok at bestille, saa har jeg holdet det

Svend døer og Ethelred kaldes tilbage

beqvemmere at anføre denne store Conquete udi Canuti Historie, efterdi han ræt bragte det heele Rige under Dansk Herredom, og derfore udi de Engelske Krøniker regnes for den første Danske Konge udi Engelland.

Efter Kong Svends Død blev hans Søn Canutus udraabt i sin Faders Sted 1014.for Konge paa den Danske Krigs-Flode. Der var ogsaa Anseelse til, at Engellænderne skulde følge de Danskes Exempel, efterdi Kong Svend af de Fleste udi Landet havde været hyldet, og deres egen Konge havde undviget Riget: Men den Haardhed, som Kong Svend havde øvet i Landet, havde givet dem saa slett Idée om det Danske Regimente, at de lode invitere Ethelred fra Normandien til Riget igien. Ethelred tog i Begyndelsen i Betænkning at forlade sig paa deres Løffter, saasom han frygtede, at man vilde lokke ham til Engelland for at overlevere ham i Fiendens Hænder, men, som han merkede, at hans Sønner, som han havde skikket forud, vare saa vel blevne imodtagne af de Engelske, begav han sig omsider selv til Engelland igien, hvor han blev imodtagen med stor Glæde. Han fik da strax en stor Krigs-Hær paa Beenene; men hans første Foretagende gav tilkiende, at han ikke var bleven klogere af sine mange

Krigen fortsættes mellem ham og Svends Søn Kong Knud.

U-lykker; thi, i Stæden for strax at angribe de Danske, anvendte han sin Magt paa at straffe Indbyggerne af Lindsey, som havde fortørnet ham. Efterat han havde fornøyet sig med at straffe samme Folk, rykkede han endeligen mod de Danske. Kong Knud, endskiønt han havde alle Danske paa sin Side, og de selv samme Folk, hvormed hans Fader havde erholdet saa mange herlige Seyervindinger, fandt han dog ikke raadeligt at vove noget Feltslag; tvertimod, førend Ethelred kom ham nær, førte han sine Folk til Strandbredden, lod dem alle indskibe og satt Seil til Dannemark. (r) Men, førend (126)

(r) Saaledes fortælle de Engelske Historier denne Retraite. Hvitfeld derimod siger, at Kong Knuds Krigshær blev slagen, og at han med Magt blev dreven udaf Landet, men det er ikke troeligt, at de Engelske Skribentere havde dult saadan Seyer, hvis den havde været erholden. vid. Repin. Thoyras Hist. d. Angl. Tom. I. lib. 5.

|han forlod Landet, lod han hugge Hænder og fødder af de Personer, som af heele Engelland vare givne hans Fader til Gisler, og lod dem saaledes lemlestede ligge ved Strandbredden.

Kong Knuds hastige Bortreyse synes u-begribelig eendeel, efterdi han ingen Forliis havde haft, eendeel ogsaa, efterdi en stor Deel Engelske Stæder endda vare udi hans Hænder. Man maae ikke mindre forundre sig over, siger en nye Engelsk Skribent (s) at de Engelske Historiskrivere ikke have forklaret Aarsagen til saadan hastig Retraite. Men, det som man ikke finder udi de Engelske Historier, finder man udi de Danske, som vidne, at Kong Svend havde en yngre Broder ved Navn Harald, hvilken, saasom han forestod Dannemarks Rige udi sin Faders Fraværelse, prætenderede efter hans Død at beholde det for sig selv.

Kong Knuds Bortreyse og Betænkning derover.

Dette bevægede Kong Knud til at forlade Engelland, saa at hans hastige Bortreyse skeede heller af Politiqve end af Frygt for Fiendens Magt. (t) Saa vit Rapin Thoyras udi hans store Engelske Historie, skiønt man finder intet derom i vore Authentiqve Danske Historier, saasom Saxonis, Krantzii og Hvitfelds, saa det var at ynske, at han havde citeret de Danske Skribentere, som han beraaber sig paa, hvilket ofte desidereres hos denne berømmelige Historieskrivere. Den eeneste, som jeg veed der taler om denne Harald, er Author til den saa kaldte Erici Pomerani Krønike, som Meursius derudi har efterfuldt. (u)

(127)

(s) Rapin. Thoyras ibid.

(t) Rapin. Thoyras Hist. d. Angl. Tom. I. lib. 5.

(u)vid. Chron. Eric. Pomer. item Meurs. Denne Erici Pomerani Historie beskriver samme Harald som en uduelig Konge, hvilken derudover blev skilt ved Riget, og hans Broder Canutus som han kalder Gamele Knut, blev Konge i hans Sted.

|Ved Kong Knuds Bortgang kom Engelland nogenledes til Roelighed igien, men den Herlighed varede ikke over et Aar; thi, saa snart han havde ordineret sine Sager udi Dannemark, og der befæstet sin Throne, kom han med en mægtig Flode u-formodentlig til Engelland igien, og giorde Landgang ved Sandwich. Kong Ethelred var da syg, hvorfor hans Søn Edmund maatte føre Krigen mod de Danske. Men Kong Knud havde strax saadan Fremgang, og jog saadan Skræk ind udi de Engelske, at mange store Herrer forlode deres egen Konge, og toge Dansk Parti; blant dem var Edrick Streon Hertugen af Mercia, hvilken, endskiønt han var Kong Ethelreds Sviger-Søn, havde dog altid spillet under Dække med de Danske, og nu aabenbare falt fra, og overleverede den heele Province Mercia til de Danske. Uthred Græven af Northumberland fulte ogsaa hans Exempel, og overgav iligemaade sin betroede Province; men Kong Knud, som han merkede, at saadant skeede kun af Frygt, lod han

Kong Ethelred døer.

samme Græve strax derpaa omkomme, og sætte en Dansk Herre ved Navn Eric i hans Sted. Udi denne Tilstand døde Kong Ethelred Anno 1016. efterladende sig Riget 1016.udi stor Elendighed og Forvirrelse. Han blev af de Engelske kalden Unready, det er u-bereed, efterdi han saa ofte havde ladet sig overrumple af de Danske, og aldrig var færdig, naar noget vigtigt skulde foretages.

Efter Ethelreds Død blev Engeland deelt udi tvende Hovedfactioner. De Danske tillige med de erobrede Engelske Provincier, erklærede dem for Kong Knud. De andre derimod sær Hoved-Staden London udraabte Kong Ethelreds Søn Edmund

Hans Søn Edmund fortsætter Krigen mod de Danske.

for Konge, saa at der var en Ballance mellem de tvende unge Konger. Canutus, som han fornam, at London var den fornemmeste Styrke for Edmund, besluttede han strax at beleire samme Stad. Dette som jeg her har fult den Engelske Historie udi, har ingen Overeenstemmelse med hvad, som Hvitfeld melder om Clitho, som Indbyggerne af London samme Tiid udvaldte til Konge. Om samme Clitho (x) da har commanderet udi London, er det troeligt, (128)

(x) Det er ellers troeligt at Hvitfeld af Vildfarelse har giort Clytho til et nomen proprium, da det dog var kun en Værdigheds Titul, som gaves Kongelige Børn, saa at af Edmund Clytho eller Prinds Edmund ere giordte tvende Personer: thi man finder at de gamle Engelske Skribentere have betient sig tit af det Ord Clythones Clytunculi for at betegne Kongelige Børn. Siden, da det Ord kom af Brug, brugte man i Stæden derfor det gamle Saxiske Ord Atheling. vid. Wilhelm. Malmesb. de Regibus Lib. I. cap. 3.

|at det har været allene i Qvalitet af Kong Edmunds Statholder. Kong Knud søgte saaledes at bemægtige sig London, og angreb samme Stad med all Magt. Men, Indbyggerne forsvarede sig saa længe, indtil Edmund fik Leilighed at kaste friske Tropper ind udi Staden, hvorved Canutus blev tvungen til at ophæve Beleiringen igien. Deraf lod han dog ikke Modet falde, men kom anden gang for Staden igien. Edmund, som eftergav ham intet udi Hurtighed, kom ogsaa anden gang igien til Undsætning. Hvorudover Kong Knud seende sine Anslag saaledes tvende gange mislingede, besluttede at levere Edmund et Feltslag. Edmund, forladende

Er i Begyndelsen lykkelig.

sig paa sin rætfærdige Sag, gik Kong Knud i møde med den Magt, han da havde samlet, og erholdt Seyer over de Danske. Af denne Fremgang fik han got Mod, og, efterat han havde bestyrket sig med fleere Folk, vovede han et nyt Feltslag. Da blev figtet med stor Tapperhed paa begge Sider, og roses Kong Edmund at have opfylt alt hvad som udfordres af en god Anfører. Slaget varede den heele Dag fra Morgenen indtil Aftenen, hvilken skilte begge Krigs-Hærene fra hin anden. Den anden Dag gik Trefningen igien for sig, da ophittede de Danske et Krigspuds, som nær havde ødelagt Edmunds Krigs-Hær; thi de lode hugge Hovedet af en, som var Kong Edmund meget lig, hvilket en førte om udi Haanden og raabte: flyer I Engelænder, her seer I eders Konges Hoved. Dette foraarsagede saadan Skræk, at mange strax toge Flugten, men, da de fornumme, at Kongen endda levede, komme de tilbage og continuerede Slaget med stor Fyrighed. Denne u-formodentlige Modstand, som Canutus her havde fundet foraarsagede, at han Natten efter dette sidste Slag brød stilltiende op med sin Lejer, og begav sig for London igien at forsætte Beleiringen for samme Stad. Men Edmund opmuntret af sin (129) forrige Lykke fulte ham i Hælene, og tvang ham til at ophæve Londons Beleiring.

Denne Fremgang bragte den Engelske Krigs-Magt nogenledes udi Reputation igien, og mange, som længe havde fult Dansk Parti, vendede da Kaaben om igien. Hvorudover Kong Edmund fik en anseelig Magt paa Beenene, hvormed han haabede snart at giøre Ende paa Krigen, og drive de Danske reent udaf Landet. Med denne Magt rykker han ind udi Kent mod de Danske, og leverer dem et stort Feltslag, hvorudi han erholt en fuldkommen Seyer, hvilken, dersom han havde vidst at benytte sig, havde han kundet paa eengang giøre Ende paa Krigen. Men, han forfuldte ikke de Flygtige med den Eftertryk, som fornøden giortes, og derved gav de Danske Tiid til at recolligere sig igien, og at sætte dem i Stand at byde ham end eengang Spidsen. (y)

Det store Slag ved Asstune.

Thi kort derefter blev udi den Province Mercia ved det Bierg kaldet Astune (Mons. Asini) eller Esel-Bierget holdet et nyt Feltslag, som overgik alle de forrige udi Vigtighed. Udi dette Slag erholte de Danske en complet Sejer, og bleve da paa Vallsteden adskillige Engelske Hertuger og Græver, samt Kiernen af den Engelske Adel, item Bispen af Lincoln og andre Geistlige, saa at den Engelske Nation fra den Tiid, de Danske havde været i Landet, aldrig paa eengang havde faaet større Stød.

Efter denne store Sejer holdt Kong Knud for at have vundet Spillet, saasom han ikke kunde bilde sig ind, at Edmund skulde være mægtig til at bringe saadan Krigs-Magt paa Beenene igien; men de Engelske spendte alle deres Kræfter an paa at sætte deres Konge udi Stand for at byde de Danske end eengang Spidsen. Han fik ogsaa virkeligen en Krigs-Hær paa Beenene igien langt sterkere end den forrige, og derved fuldte Kong Knud i Hælene, som marcherede mod Glocester. Begge Konger stode da en lang Tiid stille, uden at nogen af dem vilde give først Signal til Feldtslag. (130)

(y)Den Engelske Historie siger, at dette Slag skeede udi den Province Essex, og at Kong Edmund blev forhindret at forfølge sin Seyer ved Edrik Streons Forræderie, som under et Skin havde forliget sig med ham igien.

|Edmund saae sig ingen Opkomst meere, hvis han end eengang tabte et Slag. Og Canutus frygtede et almindeligt Frafald, hvis Striden skulde falde u-lykkeligen ud for ham. Edmund, saasom han forlod sig meere paa sig selv end paa sine Folk, efterdi han var stor og sterk, og derfore blev kalden Ironside eller Jernside, lod tilbyde Kong Knud en Eene-Kamp for at spare videre Blods Udgydelse. Men Canutus vegrede sig derfor, svarende, at, omendskiønt ham ikke fattedes Mod eller Hierte, saa vilde han dog ikke exponere sit Liv og sin Lykke saa løsligen, helst, saasom Edmund var af et sterkt og ført Legeme, han selv derimod var liden, og af en svag Complexion. Men, hvis Edmund ynskede at hindre videre Blods Udgydelse, var han færdig at indgaae et Forliig saadant som begge Krigs-Hærenes Officerer kunde finde for billigt. Dette Forslag blev med Glæde imodtaget af Kong Edmunds Tilhængere, som ynskede intet heller

Fred imellem Kongerne.

end at see en Ende paa denne u-lyksalige Krig. Der bleve derfore Plenipotentiarier udnævnede paa begge Sider, som traadde udi Conference tilsammen paa en liden Øe 1017.kalden Alney lige oven for Glocester. Der blev Freden sluttet 1017 paa saadan maade, at Engelland skulde deeles udi tvende Parter, hvoraf Kong Edmund skulde have Kronen med alt det Land, som ligger Synden for den Flod Tamesis, og Kong Knud den Nordlige Deel, og blev dette Forliig bekræftet med dyre Eeder paa begge Sider.

Engelland deeles imellem Canutus og Edmund.

Der findes nogle Historie-Skrivere, som af Leilighed til det Cartel Edmund skikkede Canuto, have foregivet, at disse to Konger virkeligen duellerede med hin anden, ja beskrevet Stedet, hvorpaa denne Eene-Kamp stod nemlig paa ovenmældte liden Øe. Omstendighederne, som de anføre, ere disse, at, da de længe havde figtet sammen, uden at man kunde see, til hvilken Side Seieren vilde helde, Canutus, da saasom han merkede sine Kræfter at være udtømmede, tog sin Hielm af Hovedet, og foreslog Rigets Deeling, hvilket Tilbud Edmund strax antog, hvorpaa de omfavnede hin anden med begge Krigshærenes største Forundring. Men, som de Danske Historieskrivere melde intet derom, og de beste Engelske Skribentere gaae iligemaade saadant forbi, kand man ansee det som en puur Digt, som visse Autores have opspundet for dermed at giøre deres Histo|rier (131) behagelige. (z) Kong Edmund nød ikke længe Frugten af den med saa stor Møye erhvervede Fred; thi hans forræderske Svoger Edrik Streon frygtede, at denne Kongernes Foreening vilde give Anledning til at examinere hans

Kong Edmund myrdes.

Opførsel, lod derfore Kongen ved en af sine Tiennere, eller som andre sige, ved sin egen Søn myrde. Saaledes endte denne tappere Herre sit Liv, som havde fortient en bedre Lykke. Han havde ikke regiæret et Aar tilfulde, men havde udi den korte Tiid givet store Prøver paa sin Dyd, Forstand og Tapperhed. Edrik Streon glemte ikke at bryste sig for Kong Knud selv af denne Gierning. Men Kongen fandt efter den Engelske Histories Vidnisbyrd stor Mishag udi denne Barbariske Action, hvilket den paafulte Straf viiser. Efter Edmunds Død lod Kong Knud strax til sig forskrive Bispe, Kong Knuds listige Opførsel.

Hertuger, Grever og de fornemmeste af Adelen, hvilke han forestillede den Forandring udi Riget ved Kong Edmunds Død, item det Forliig, som var giordt nyeligen tilforn om Rigets Deeling; Han spurdte dem da tillige med, om det var nogen af dem vitterligt, hvad Edmunds sidste Villie havde været, om Riget stedse skulde være deelt saaledes, at nogen af de Lande, som han havde paa sin Part, skulde falde til hans Brødre. Stænderne, saasom de frygtede Kongen, hvis Sigte og Henseende de af denne Tale nok kunde merke, svarede da af Hyklerie, at den salige Konge aldrig havde haft i Sinde at lade sine Brødre nyde noget af den Deel, som ham var tilfalden, men, at han allene havde for sin Død forlanget, at Kong Knud vilde have Omsorrig for hans unge Sønner, og være dem udi Faders Sted, indtil de bleve saa gamle, at de kunde forestaae noget Regimente. Saa der var da Simulation paa begge Sider; thi Kong Knud spurte Stænderne om det, som han bedre vidste, for at høre, hvorledes de vare sindede imod ham, og Stænderne, som merkede strax, at Kongens

Det Engelske Folk havde ikke de Qvaliteter, som nu omstunder.

Spørsmaal var kun pro forma, aflagde dette vrange, men Kongen behagelige Vidnisbyrd om Edmundi sidste Villie, saa at man seer af dett saavelsom andet, at den Engelske Nation havde paa de Tider aldeeles ingen af de Qvaliteter, som den nu omstunder skinner af blant alle andre Folk; thi de Tiders Historier give fast ingen (132) Ex-

(z) Vid. Rapin. Thoyras hist. d’Angl. Tom. I. Lib. 5.

|Exempler uden paa Frygtagtighed, U-troeskab og Vankelmodighed; da Landet nu omstunder er fast det eeneste, som er frugtbart paa Heroiske Dyder, og producerer Folk af en Fermité, som udgaaer ind til Haardnakkenhed.

Kong Knud betienede sig strax af den Erklæring Stænderne giorde ham, og forlangede Troskabs Eed af dem, hvortil de strax beqvemmede dem, og svore alle, at de ikke vilde erkiende nogen anden Konge end ham, item, at de aldrig vilde agte eller ansee Kong Edmunds Sønner, ey heller hans Broder Edvinum; hvorimod Kongen ogsaa svor paa sin Side, at være de Engelske en naadig Herre, og at føre et

Kong Knud bliver eene Herre over Engelland.

Christeligt Regimente. Saaledes blev da Kong Knud Aar 1017. erklæret Konge over heele Engelland, og kronet samme Aar af Bispen af Cantelbury. For at bestyrke sin Throne, gav han strax adskillige Forlehninger til de fornemmeste Engellændere, og deelte Landet udi 4 Hoved-Parter, nemlig Mercia, Northumberland, Ost-Angelen og Wessex: (a) Derpaa lod han forviise Kong Edmunds Broder Edvinum (b) Landet, og strax derefter omkomme. De unge Printzer, Kong Edmunds Sønner lod han skikke til Sverrig, og, som der siges, forlangede af samme Riges Konge, som han da stod udi Forbund med, at han der vilde omkomme dem. Men Kongen af Sverrig, som ikke vilde efterleve saadan u-christelig Begiæring, skikkede dem udi Sikkerhed til Ungern. Kong Knud lastværdig førend han kom paa Thronen i Engelland.

Saaledes seer man, at Kong Knuds Regierings Begyndelse var ikke meget gudelig. Men hvortil drives ikke Mennesket af Begiærlighed til at regiere. Han maatte da gribe til disse u-lovlige Midler for sin Sikkerhed; thi de Engelske Herrers Lettsindighed var ham saa meget bekiendt, at han ikke kunde forlade sig paa deres giorte Forpligtelser, allerhelst, saa lenge disse Prætendenter, nemlig Edmundi Broder og Børn vare i Landet. I det øvrige kand man ikke forvist sige, om Kongen lod omkomme Edmund, eller begiærede af Kongen af Sverrig at ihielslaae de unge Printzer; thi de fleeste slige (133)

(a) Wilhelm. Malmesb. Lib. II. cap. 21.

(b) Den Engelske Historie kalder ham Edwy saavelsom hans yngre Broder, hvilken sidste gemeenligen paa Spot blev kalden Bøndernes Konge, maaskee fordi han allene havde Anhang af den gemeene Almue.

|Historier grunde sig paa Gisninger. Hvis dette ellers er sandt, saa kand man sige, at Kong Knud mærkeligen siden maa have forbedret sig udi sit Levnet; thi han holdes for een af de dydigste og gudfrygtigste Konger udi hans Tiid.

For videre at bestyrke sit Regimente udi Engelland, tog han Emma (c) Kong Ethelreds efterladte Dronning til ægte, og da han saaledes var bleven fast udi Sadelen, og ingen Frygt havde meere at see Thronen vakle, begyndte han at øve den

Bliver siden en af de dydigste Konger i hans Tiid.

Generositet og de Dyder, som vare ham naturlige og medfødde; men, som Frygt og Mistanke hidindtil havde skiulet hos ham, thi han lod straffe paa Livet adskillige af hans egne Befodrere, fordi de havde brugt Sviig og Forræderie mod deres forrige Herrer Kong Ethelred og Edmund; blant dem var den bekiendte Edrik Streon, der havde spillet saa mange selsomme Ruller under de forrige Konger. Den samme lod han omkomme, og kaste hans Legeme over Londons Muure, hvor det blev liggende ubegravet. Aaret efter han var bleven Eene Konge udi Engelland, dimitterede han sin Krigsflode til Dannemark igien, hvilket gav tilkiende, at han ingen Frygt meere havde. De Engelske maatte da contribuere en stor Sum Penge, nemlig 72000 (d) Pund, og var den Stad Londons Qvota da alleene 10500, hvilket giver tilkiende, hvor vigtig den allereede da maa have været, efterdi den gav meere end den syvende Deel mod det heele Land.

Saaledes kom Dannemark udi stor Anseelse udi denne Konges Tiid, hvorvel det da i visse Maader gik til, som gemeenligen skeer, naar et mindre Rige undertvinger

Dannemark har liden Baade af Engelands Undertvingelse, og hvorfore.

et større, at det sidste, skiønt undertvungne, bliver Hoved-Rige; saaledes gik det med Dannemark; thi Kongens meeste Forrætninger skeede udi Engeland, hvor han meest opholdt sig. Udi de Breve, som findes efter ham, sees Engelland udi hans Titul for Dannemark, og adskillige Engellændere bleve befordrede af ham udi Dannemark, saa at det herskende Rige blev lige som et Annex til det undertvungne. Man seer blant andet af den Bremiske Krønike, at han paa eengang satt 3 Engelske Bisper udi Dannemark, nemlig Bernhardum (134)

(d) Engelske Historie siger 80000 Pd.

|udi Skaane, Gerbrand udi Siælland, og Reiner eller Reginarum udi Fyen, (e) hvorover Unnanus Erke-Bispen af Bremen, som var Pavens Legat for de Nordiske Riger, bar saadan Fortrydelse, at han offentligen bebreidede Kongen saadant, og som Kongen tog denne hans Paamindelse ilde op, var der lengesiden Misforstand mellem ham og samme Prælat. Adamus Bremensis siger, at Erke-Bispen blev saa fortrydelig over disse Promotioner, at han lod fange Gerbrand, da han var paa Veyen fra Dannemark, og siger at Kong Svend Estridsen der havde de Nordiske Historier i Hukommelse, som de kunde være skrevne, har

Kong Knud sætter sig for at undertvinge Norge.

fortaalt ham om samme Fængsel. (f) Efterat Kong Knud saaledes var tilvoxen udi Magt, vendede han sine Tanker til Norge, for at bemægtige sig iligemaade samme Rige, hvorpaa de Danske Konger havde Prætensioner; thi efter det store Søe-slag med Olaf Tryggesen, Kongen af Norge, var Riget bleven deelt udi 3 Parter, saaledes at Svend Tiuguskiæg denne Kong Knuds Fader fik paa sin Part Vigen, Rommerige og Hedemarken, og hans Allierede, nemlig Kongen af Sverrig, og den Norske Jarl Erick det øvrige af samme Rige. Men da var Olaf Haraldsen, kalden den Hellige, som var af det gamle Kongelige Norske Huus, bleven Konge i Norge, (g) hvilket Kong Knud saavelsom bemælte Eriks Søn Hagen Jarl ikke kunde fordøye, eftersom de meenede sig Jure Belli at være meere berættigede til Norge; De Engelske Sager havde hidindtil hindret Kong Knud at staae paa sine Prætensioner; men, da han havde stadfæstet sin Throne udi Engelland, vendte han alle sine Tanker didhen. Til den Ende flatterede han alle Norske Misfornøyede, hvilke han bestyrkede udi den U-villie, de havde fattet mod Kong Olaf, efterdi (135)

(e) Ad. Brem. cap. 92. item incerti Autoris Chron. Archiep. Brem. Sect. 85. hvilken sidste Autor siger at han bragte mange Engelske Bispe med sig til Dannemark, saa at det synes at alle Rigets Bispe da have været Engelændere.

(f) Adam. Bremens. Lib. II. cap. 38.

(g) Theodoricus Monachus de Regibus Norveg. cap. 15. vidner, at han nogen Tiid havde opholdt sig i Engeland som udi Landflygtighed, og at han siden der fra kom til Norge igien hvor han af Indbyggerne blev antagen til Konge, og der tvang Hagen Jarl at afstaae sin Rett paa den Deel af Riget, som hans Fader Erik havde faaet.

|han for Religionens skyld brugte Haardhed mod dem; og kom der aldrig nogen af disse Misfornøyede til ham, han jo lod dem rigeligen beskiænke, saa at man vidste allevegne udi Norge at tale stort og prægtigt om Kong Knuds Gavmildhed. Han forsømmede ey heller at opægge Hagen Jarl, forestillende ham, at han havde større Rætt til Norge end Olaf Haraldsen, hvilken de Norske udi Hastighed og Overiilelse havde taget til Konge.

Kong Knud lader ved et Gesandskab affodre Norge.

Dette giorde Kong Knud hemmeligen, men offentligen skikkede han et Gesantskab fra Engelland til Norge, hvilket Gesantskab kom til Kong Olaf udi Tunsberg. Men Kongen, saasom han kunde mærke, at deres Ærende intet got betydede, vilde nogle Dage ingen Audience give dem. Endeligen lod han dem komme for sig; da overleverede de ham Breve fra Kong Knud, og gave tilkiende, at deres Herre holt sig for at være ræt Arving til Norge, og derfore havde Ræt at tilegne sig samme Rige med Sværd. Dog ynskede han heller at træde udi venlig Underhandling med Kong Olaf, og at arbeyde paa et Forliig, hvilket kunde giøres paa den Maade, at han tog Riget til Lehn af deres Herre, og gav ham aarlig Skatt. Dertil svarede Kong Olaf saaledes: Jeg har hørt, at Kong Gorm var en mægtig Konge udi Dannemark, og dog lod han sig nøye med Dannemark alleene, men hans Efterkommere

Den Norske Konges Svar.

have ikke vildet lade sig nøye dermed; Og er Kong Knud allermeest at laste, hvilken, omendskiønt han har faaet Engelland og Dannemark at regiere over, saa dog vil han rive mig mit Fæderne Rige af Hænderne; Giver ham dette Svar, at jeg skal forsvare mit Rige, saa længe jeg lever, og at jeg før skal lade mit Hoved, end beqvemme mig til at give ham nogen Skatt. Med saadant Svar blev Kong Knuds Gesandter da afviisede.

Da Gesandskabet kom til Engelland igien, og bragte Kongen dette Svar, blev han fortørnet, og strax satt sig fore at paaføre Norge Kriig. Hvilket, saasom Kong Olaf vel kunde forud see, saa lavede han sig paa at giøre en tapper Modstand. Han (136) Norge og Sverrig forbinde dem mod Kong Knud.giorde ogsaa Forbund med Kong Anund udi Sverrige, for at beskytte hinandens Lande mod saadan mægtig Fiende. Dette Forbund søgte Kong Knud at splide, og til den Ende skikkede Skiænk og Gaver til Kong Anund af Sverrige. Men samme Konge, som ikke fant sin Regning derved, at Kong Knud skulde blive mægtigere, tog med Koldsindighed imod hans Gesandter, saa at de mærkede, at han derved ikke var at vinde, og endeligen med u-forrættet Sag reisede tilbage igien.

Dette Forbund mellem Norge og Sverrig foraarsagede, at Kong Knud begyndte at frygte for sit eget Rige Dannemark, og det ikke uden Grund; thi de tvende Allierede overlagde med hinanden at indtage samme Rige, og rustede store Floder ud. Kong Olaf kom med sin Flode 1026. til Siælland, og der skiændte og brændte allevegne. Kong Anund af Sverrig giorde det samme udi Skaane, og Indbyggerne overgave sig af Frygt og svore dem Lydighed; saa at Kong Knuds Søn, kaldet Haarde Knud, der i sin Faders Fraværelse var satt til Regent udi Dannemark, og Ulv Jarl, som

De allierede Konger angribe Dannemark

efter ham havde meest at sige, begave sig til Jylland for at hverve Folk, dog torde de ikke binde an med de foreenede Konger, førend Kong Knud kom til Dannemark, hvor han dagligen forventedes; thi samme Konge, da han spurdte udi Engelland denne Tilstand udi Norden, giorde han sig færdig med en stor hob Skibe at seyle til Dannemark, og satt over Floden den foromtalte Norske Prætendent Hagen Jarl. Men som det varede noget længe, førend han ankom, beklagede eendeel af de Danske sig, at de udi saadan farlig Tilstand ingen Konge havde, og derfore gave Konge Titul til Haarde Knud. Dette foraarsagede Misforstand mellem Faderen og Sønnen, hvilken dog ved Ulv Jarls Underhandling blev bilagt, da Kongen selv kom til Dannemark; thi da giorde Sønnen Knæfald, aflagde Konge Titul, og blev tagen til Naade igien.

Ved Kong Knuds Ankomst blev Bladet ganske omvendt; thi de frafaldne

Kong Knuds Ankomst fra Engeland.

Stæder i Dannemark ginge strax deres rætte Konge til haande igien, og de allierede Konger maatte retirere sig, saasom de ikke fandt raadeligt at vove noget Slag med Kong Knuds (137) mægtige Flode; ja Kongen af Sverrig besværgede sig over den Skade og Omkostning, han havde lidet paa dette Tog, og foer med sine Skibe tilbage, ladende Kong Olaf alleene i stikken. Midlertiid havde Kong Knud en Hændelse, som drev ham til at giøre et Mord paa een af sine ypperste og troeste Mænd; thi, da han spillede Skaktafle med Ulv Jarl, forsaae han sig engang, saa at Jarlen satt ham skak; hvorudover Kongen flyttede hans Steen tilbage, og bad ham trække anderledes. Dette vilde Jarlen ikke giøre, men blev vred og gik bort; hvorudover Kongen sagde: Flyer du ogsaa du frygtagtige og feige Ulv! Jarlen svarede ham noget haart derpaa udi Hastighed, og gik derpaa hiem. Om anden Dag skikkede Kongen een af sine Hofsindere ud at slaae ham ihiel. Den samme fandt ham udi Kaars-kirken i Roskild, og

Ulv Jarls Mord.

der stak ham igiennem med sit Sværd, hvilket han førdte blodigt til Kongen, og derfor blev belønnet. Saadant Endeligt fik Ulv Jarl, (h) een af de beste og dueligste Krigsmænd udi Kongens Tienneste, den høyeste Mand udi Landet af alle Undersaattere, og som havde forestaaet Dannemark udi hans Fraværelse. Men det synes, at denne Tvistighed udi Skakspillet har alleene givet Prætext til dette Mord, og at denne store Ministers Myndighed har allarmered Kongen, saa at han har søgt Leylighed at rødde ham af Vejen; thi Historien siger, at, da Ulv Jarl bød Kongen til Giæst udi Roskild, var han ilde tilfreds, og vilde intet tale, hvorfore Jarlen præsenterede ham Skakspillet, for at bringe ham i Humeur igien, og at derpaa fulte dette Sørge-Spill. Kongen fortrød dog siden paa denne Gierning; thi han gav, for at giøre Poenitentze, et anseeligt Gods til den Kirke, hvorudi dette Mord skeede. (i) Kong Olaf Haraldsen, efterat han saaledes var bleven forladt af sin alliered Kongen af Sverrig, var han gandske Raad-vild, og vidste ikke hvad han skulde foretage. Han holdt da Krigs-Raad med sine fornemmeste Mænd for at høre (138)

(h) Sveno Agon. kalder ham Ulv Sprakæleg.

(i) Saxo fortæller ogsaa den Historie, skiønt med andre Omstændigheder, og Meursius siger, at samme Ulv tilforn aabenbare havde rebelleret mod Kongen, og ved List tilbragt sig hans Syster Estrid.

deres Betænkende, men mange gave ham saadant Raad, som gav tilkiende, at han ikke meere kunde forlade sig paa sine

Kong Knud underkiøber de fornemmeste Norske Herrer.

Undersaattere: thi den habile Kong Knud førte Sværdet udi den eene Haand og Pungen i den anden, og vidste med saadan Behændighed at lade de Engelske Penge roullere blant de Norske høye Officerer, saa at mange lovede ham at sælge deres Konge. Herudover fant Kong Olaf det raadeligt at forlade sin Flode, hvilket ogsaa skeede; thi han reysede selv over Land igiennem Sverrige til Norge, og gav Ordre til Skibene at retirere sig det snareste som mueligt var. Men Kong Olaf fant sig lige saa u-sikker midt udi sit Rige som paa Floden; thi hvor han kom til Norge, fant han, at Kong Knuds Penge havde giordt samme onde Virkning. Efter at Kong Knud saaledes ved

Bliver af Indbyggerne antagen til Konge.

Skiænk og Gaver havde vundet de Fornemmeste udi Norge, saa at han var forvisset om Seyer, begav han sig med sin heele Flode til samme Rige, og giorde Landgang paa Agdesiden, (saaledes kaldtes da Kusterne af Christiansands Stifft) hvor han kom i Landet, der blev han strax hyldet, og er det u-vist, om hans Krigs-Magt giorde større Virkning end hans Penge. Derfra seylede han til Trundhiem, og ved samme Midler fik saadant Tilløb, at han udi Trundelaget paa et stort Ting blev erklæret Konge af Norge. Efter at han saaledes havde bemægtiget sig Riget, satt han Hagen Jarl sin Søster Søn til Regent (k) derover, og erklærede paa samme Tiid sin Søn Haarde Knud Konge over Dannemark, hvorpaa han tog Gissel af alle Lehns Høfdingerne udi Landet, og med saa vel forrættet Sag reysede tilbage igien.

Udi denne Tilstand maatte den gode Kong Olaf begive sig af Landet, og tog sin Tilflugt til Moscovien, da kaldet Garderige, (l) hvor han blev vel imodtagen af Kong Jarislaf, og forblev nogen (139)

(k) Snoro Sturl. in St. Olao. vid. Theod. Monach. cap. 16.

(l) Garderige, som tit tales om i den Norske Historie, meenes at have været een Deel af Moscovien, og Hoved-staden kaldtes Holmgaard. Ellers vidner en gammel Slavisk Krønik, at de Danske kaldte Rysland Ostragaard. Ordene ere disse: Rutia a Danis Ostragard dicitur. Den Forskiæl er mellem nye og gamle Nordiske, at de første ligesom skiemme sig ved at nævne Danske og Norske Stæder ved deres rætte Navn, derimod nævnede de Gamle end ikke fremmede Stæder, uden ved Nordiske Navne; saaledes kaldte de Constantinopel Mykilgaard, Italien Valland, Strædet Norvasund, den Flod Thanais Vanaqvisl &c.

|Tiid hos ham. Der siges han at have giort mange Mirakler, og opbygget Folk ved sit hellige Levnet. Thi han var af alle holden for en hellig Mand, og giver den gamle Skribent Are, som levede ikke længe efter den Tiid, og som har skrevet hans Historie med stor Oprigtighed, særdeeles Vidnesbyrd derom. Efterat Kong Olaf havde opholdt sig nogen Tiid udi Landflygtighed, og imidlertiid været meget tvilraadig, om han skulde aflegge sit Konge-Navn, og begive sig udi Kloster, eller han skulde giøre et Forsøg paa at bekomme sit Fæderne Rige igien, tog han omsider den Resolution at begive sig til Norge igien, hvor der endda fandtes mange gode og troe Mænd, som ynskede hans Tilbagekomst, og vare færdige at opoffre Liv og Blod for ham.

Den landflygtige Kong Olaf kommer til Norge igien.

Kongen besluttede saaledes at forsøge Lykken paa nye udi Norge. Kong Jarislaf (m) tog kiærlig Afskeed med ham, og overlod ham nogle Folk; Kongen af Sverrig ligeledes, saa at, da han kom ind udi Norge, bestod hans Krigshær af 3000 bevæbnede Mænd af Norske og Svenske, hvilket regnedes for en temmelig Armee paa de Tider udi Norge. Da lod denne Konge see en Gierning, som han maa skee øvede noget mal à propos paa de Tider, men som er en særdeeles Prøve paa hans Gudsfrygt; thi, endskiønt han havde alle disse Folk nødigt udi et Rige, hvor Kiernen af Landet var ham afspendig, og hvor hans Fiender vare understyttede af saadan mægtig Konge, som Kong Knud, saa dog, da han mynstrede sin Krigshær, og mærkede, at derudi vare 900 Hedninger, befoel han, at de som ikke vilde lade sig christne, skulde reyse tilbage igien, hvorudover 500 af dem, som ikke vilde lade sig beqvemme dertil, reysede bort. Ved Stiklestad satt Kongen sin Krigs-Magt udi Slagt-ordning; den var deelt udi 3 Corps, af Norske, Svenske, og de Tropper som Dag Ringsen, en anseelig Mand af Norske Konge-slægt havde tilbragt; der iblant var ogsaa Kongens Søn den (140)

(m) Theod. Monach. de Reg. Norveg. kalder ham Wirtzlaf.

unge Harald, hvilken Kongen befoel at holde sig fra Striden, efterdi han endda ikkun kunde regnes for et Barn. Men denne unge Herre vilde endeligen være med, og sagde, at hvis han ikke var saa sterk, at han kunde holde sverdet, vilde han binde det fast om sin Haand, og maatte man saaledes lade ham blive. Kongen opmuntrede sit Folk ved en bevægelig og gudelig Tale, posterede sig selv udi den mittelste Hob, satt Dag Ringsen paa den høyre Fløy med hans Folk, og de Svenske paa den Venstre, og forordnede, at de alle skulde have et Løsen, og raabe, naar de anfalt Fienden: Frem Christne Mænd, Kaars Mænd, Kongens Mænd. Der siges at Kongen nyeligen for Slaget laae og sov i sit Telt, og, da hans Anfører Find ved Fiendens Ankomst vækkede ham, sagde Kongen: ej hvad giør du? Jeg drømte at jeg gik paa en Stige op til Himmelen, og just, da jeg var paa det øverste Trin, vækkede du mig. (n)

Kong Knuds Parti havde midlertiid samlet en anseelig Magt, hvormed de rykkede mod Kong Olaff. Udi samme Krigshær var en Dansk Bisp ved Navn Sivard, hvilken Kong Knud havde ladet blive hos sin Statholder Hagen Jarl for at gaae ham til Haande, effterdi han var veltalende og listig, og oprørede samme Bisp mange mod Kong Olaf. Kalf Arnesen en anseelig Mand udi Norge anførte Kong Knuds Folk, som man da kaldte de Norske Knudlinger eller Knydlinger, efftersom de hængede ved samme Konge mod deres egen Lands-Herre. Under Kalf Arnesen commanderede Tore Hund og Hareg. Og var udi denne Krigs-Hær blant andre en Skibsbygger, hvilken giorde et Løffte at slaae Kong Olaff ihiel med egen Haand, efterdi Kongen engang havde ladet hannem straffe for en Misgierning. Kong Olafs fornemste Anfører var en ved Navn Find. (o)

Slag ved Stiklestad.

1030.Begge Krigs-Hærene komme i Trefning sammen ved bemelte Stiklestad Anno 1030. (p) Og blev der da længe figtet med lige (141)

(n) Snoro in Olav Sanct. Chron. Sialandiæ pag. 3.

(o) Chron. Sialandiæ pag. 3. Den Norske Krønike kalder ham Find Arnesen, saa man deraf seer at tvende Brødre commanderede mod hin anden.

(p) Theod. Monach. sætter 1029.

|tapperhed og Haardnakkenhed paa begge Sider. Men midt udi Slaget nærmede Trosten Smed eller Skibsbygger, hvorom tilforn er talt, sig til Kongen, hvis Død hand havde svoret, hug til ham med en Øxe, og rammede ham paa det venstre Been oven for Knæet, ved hvilket Hug Kongen nejede, bortkastede sit Sverd, og bad GUd hielpe sig. Derefter fik han tvende andre Saar et af Tore Hund, og et andet af Anføreren selv Kalf Arnesen, hvoraf Kongen døde paa Stedet, og hans heele Krigs-Hær tog Flugten. Tore Hund gik, efterat Slaget var staaet, hen til Kongens døde Legeme, hvoraf han tørrede Blodet, svøbede Legemet udi et Klæde, og lod det bortføre. De andre Legemer, som fantes paa

Kong Olaf omkommes.

Valstedet, bleve ey heller plyndrede, saasom Samvittigheden slog Seyer-Herrerne, som da allerførst merkede deres onde Gierning, og var ingen siden meere ivrig i at berømme Kong Olaf end hans egen Banemand Tore Hund, hvilken vidnede, at et Saar, som han havde paa sin Haand, blev strax læget ved een af Kongens Blods-draaber.

Vor ypperlige Norske Historie-Skriver Snoro Sturlesen (q) som har betient sig udi denne Konges Historie af Ares Skriffter, som levde kort derefter, (r) giver os Kong Samme

Kongens Portrait.

Olai Portrait saaledes: Kong Olaff var en skikkelig Herre, prydet med gode Sæder og Gudsfrygt; Da han blev skildt fra sit Rige, og dreven udi Landflygtighed, bar han det med Taalmodighed, og anvendte all sin Tiid paa Bønner og Andagt. Det eeneste, som udi den Tilstand stod ham for Hovedet, var at den Christelige Troe, som han med saa stor Omhyggelighed havde stadfæstet udi Norge, skulde lide Afbrek ved det, at Riget falt udi fremmede Herrers Hænder, og var det meest udi den Henseende, at han stræbede at komme til Regimentet (142)

(q) Snoro Sturl. in S. Olavo.

(r) Han blev fød Aaret efter Kong Harald Haardraade blev slagen udi Engelland nemlig 1066. Han blev formedelst sin Viisdom kalden Frode eller den Viise, og har skrevet en Tractat om Islands første Bebyggelse, og de gamle Norskes Bedrifter, og siger selv udi enden af samme Tractat: Jeg heder Are. Teste Snorone in præf. Chr. Norv. Der meenes ogsaa at han har skrevet den saa kaldte Kong-Bogen som begynder fra Harald Haarfager, hvorvel andre tillægge samme Skrift den første Islandske Bisp Isleiff, vid. Wormii Præf. ad Chron. Snoronis.

|igien. Han var en stræng Handhæver af Rætt og Rætfærdighed, hvilket han i sær lod see ved at straffe paa Liv og Lemmerne dem, som foere ud med Orlogskibe paa Søe-Røverie, som tilforn var holdet for en lovlig Skik og Sædvane udi Norden. Han giorde ingen Forskiæl mellem Fattige og Rige, men straffede enhver uden Naade og Anseelse efter sin Misgierning. Men, den samme Upartiskhed og Rættens Handhævelse, opvakte Had mod ham hos de Fornemmeste udi Landet, hvilket omsider udbrød til Oprør. Derfore vare de saa villige til at gaae Kong Knud til Haande, og at antage Hagen Jarl, efterdi han var føyelig, mild og beleven. Der fortælles om mange Mirakler, som denne Konge skal have giort, mens han levede, og om mange, som skal være skeede efter hans Død; hans Legeme blev holdet udi stor Veneration, og blev han siden canoniceret. (s) Saadant Udfald havde

Hans Cannonisation.

denne Norske Krig, Kong Knud førte, og, saasom det er een af hans største Bedrifter, saa er det dismeere at forundre, at vore Danske Skribentere lidet eller intet have talet derom, men, man savner ikke meget bemelte Skribentere udi de Sager, som angaaer Norge og Island; thi hvad som derudi hos dem fattes, Suppleres tilstrekkeligen af vor kostbare Norske Krønike, der er skrevet med lige saadan Fornufft, Orden og Ziirlighed, som vore Danske med Forvirrelse og U-agtsomhed.

Saaledes blev Kong Knud Herre over 3 store Riger, Dannemark, Norge og Engeland. De Danske saavelsom Norske Historier vidne, at han ogsaa undertvang sig Venden og i sær Jomsborgerne eller Julinerne, som havde tilføyet Riget saadan Spott og Skade udi hans Faders Tiid. Hvorudover han da kunde ansees som een af de mægtigste Regentere i Europa paa de Tiider. Saxo siger, at han var regiærende Herre over 6 Kongeriger; men jeg kand ikke see, hvorledes han kand bringe de 3 til Veje, om man enskiønt vil regne Venden eller den Julinske Republiqve for det 4de Rige og Skottland for det 5te. (t) Aaret efterat den Norske Krig (143)

(s) Anonymi Chron. Sial. siger at han regierede udi 12 Aar; men kommer ikke over ens udi Aars-Tallet om hans Død; thi den siger at han blev slagen 1028.

(t) Udi et Diplomate finder man dog at han har givet saadan Titel sig: Knud Konge over Engelland, Dannemark, Norge og een Part af Sverrig.

|var bragt til Ende

Kong Knud reiser til Rom.

ved S. Olavi Død, giorde han 1031. en Reyse til Rom, hvor han gav store Gaver og Foræringer til St. Peders Kirke, og uddelte stor Almisse til de Fattige; Han giorde da ogsaa et Løfte ved St. Petri og Pauli Grav, at han efter denne Dag skulde bedre sit Levnet, hvilket han ogsaa udi et vitløftigt Brev, som findes hos Hvitfeld (u) forsikrer Geistligheden og meenige Mænd om udi Engeland. Han holt og saa samme Løfte; thi hans øvrige Liv er en Kiæde af lutter gode Gierninger, Gudsfrygt, Sagtmodighed, Rætfærdighed og andre Dyder, hvoraf han berømmes saa vel hos Danske, som Engelske Skribentere, saa at han kand holdes ikke allene for een af de største, men endog for een af de beste Danske Konger. Abbas Uspergensis siger, at Keyser Conrad anholdt hos Kongen om hans Dotter Chunigunda for sin Søn Henrik, og at deres Brøllup blev celebreret 1036. Men bemelte Autor tager feil i Navnet; thi Princessen heede Gunild, hvilket saavel Saxo som Polidorus Virgilius vidne (x) uden man vil sige, at Chunigunda er det samme som Chunigunilda, det er skiønne Gunild; (y) thi hun har været meget deilig. En anden fremmed Skribent siger, at Keyser Henrik siden forskiød hende formedelst Mistanke om U-troeskab; men, da hun beviisede sin U-skyldighed, tog Keyseren hende til sig igien: Hun gav sig omsider i Closter.

Kong Knuds Indenlanske Bedrifter.

Hvad jeg hid indtil har anført om denne Konge, angaaer meest hans Seyervindinger og Krigsbedriffter. Nu vil jeg melde noget om hans Regimente, hvorom hos Saxonem findes disse Omstændigheder. Saasom Kong Knud havde 3 Riger at regiære over, saa var han forbunden til mange Reyser fra et Rige til et andet, hvor hans Nærværelse udfodredes, og reisede han altiid med en prægtig Hofstat og gemeenligen med 6000 Mænd og tredsinstive Skibe. Den Roelighed hans Undersaattere levede udi de siste Aar, foraarsagede indbyrdes Kiv, Trætte og andre Feil, som Ørkesløshed fører med sig, hvorudover han ved den Siællandske Jurist (44)

(u) Vid. Lit. Regis Canuti ad Episcop. Angl. pag. 73.

(x) Polid. Virg. hist. Angl. lib. 7. Vincentius specul. hist. I. 26.

(y) Sveno Agon. in Canuto Magno.

|Oppe lod forfatte en Gaards-Rætt, hvoraf Saxo anfører disse Artikle; (z)

Hans Gaards-Rætt.

1) Enhver skulde sidde øverst, eftersom han havde længst tient udi Kongens Gaard, saa, at om nogen af de ældste Betiente kom silde, efterat Maaltidet var begynt, skulde de andre reyse sig op for dem, og indrømme dem det Sæde, som dem tilkom. Saa at denne Rangs-Forordning grundede sig paa alderen, hvilket er meest naturligt og mindst Fortrydelse fører med sig.

2) Hvo som falt udi saa dyb Søvn paa sin Vagt, at man kunde stiæle hans Vaaben og Klæder, han skulde være Æreløs.

3) Den som havde Tiltale til en anden, skulde klage først for Kongen, og bede ham kiende udi Sagen; hvoraf man seer, at Kongens Throne da var første Instantz udi Rættergang.

4) Vederparten skulde 3 gange indstevnes ved 2 Hofmænd. De skulde første gang give ham een gang Varsel til hans Boepæl, om han var boesiddende, og siden 2 gange over Borde, enten han var tilstede eller ey. Var han ikke boesiddende, da stævnedes han 3 gange ved Kongens Bord hos sit Sæde.

5) Naar Kongen og Raadet havde sat sig udi Rætten, da fremginge de, som Stævningen havde giort, og svore, at de lovligen havde kaldet dem, som søgtes, og vunde, at de intet vidnede udi Sagen enten for Vild eller Venskab.

6) Dernæst skulde Vidnerne fremtræde, som i det ringeste skulde være to, hvilke tilholdtes at giøre deres Eed, at de ikke skulde sige noget Anklageren til Villie eller hans Gienpart til Had.

7) Naar Vidnisbyrdene vare forhørdte, skulde Dommen strax afsiges uden videre Forhalning.

8) Dommen skulde staae ved Magt, enten den, som anklagedes var nærværende eller ey.

9) Efterat Dommen var afsagt, skulde Kongen opstaae af sit Sæde, og spørge sit Raad, om de havde noget at sige derimod.

10) Sigtedes nogen for en Sag, og ikke kunde fældes ved lovlige Vidnisbyrd, da skulde han tage 6 Mænd til sig og frie sig med sin Eed.(145)

(z) Saxo Gram. in Canut. Magn.

11) Hvo som blev fordømt saaledes efter denne Rætt, skulde ogsaa forfalde udi Kirkens-Band, saa at den verdslige Rætt og Kirkens-Band vare foreenede i at straffe Misgierninger.

Disse ere de første Formaliteter in Jure, som vi læse om udi dette Land, hvorfore jeg har holt nødigt dem her at anføre; thi for den Tiid bleve de fleste Tvistigheder afgiordte ved Eene-Kamp eller Dueller, og den holtes for at have Rætten paa sin Side, som havde de sterkeste Arme. Og bestode Formalia Juris allene i slige Duellers Indrettelse, og udi de Regler, som hver af Parterne skulde i Agt tage. Men, som der ikke tales noget om Juridiske Dueller siden Kong Knuds Tiid, er det troeligt, at de ved Christendommens Indførsel bleve afskaffede. Saa at Jernbyrd blev brugt i steden derfore i de vigtigste Sager. Efterat Kong Knud havde giort denne Gaards-Rætt, var han selv den første, som overtraadde den ved et mord paa en af sine Tiennere. Hvorfor han, for at styrke sin Lov, efter nogle Lovgiveres Exempler underkastede sig selv Rætten; thi han lod forsamle sit Raad, og mødte selv Personligen saaledes: Han steeg ned af sin Throne, satt sig ned paa Jorden, hvor han tilstod sin Forseelse, og

Kong Knud underkaster sig selv Retten.

forlangede Dom. Raadet, som baade var øm over Kongen, og ikke troede Freden, sagde da, at den Synd, som Kongen havde bedrevet, kunde regnes blant Vaades Gierninger, og at det var Straf nok for saadan en mægtig Konge, at han saaledes ydmygede sig. Men, som Kongen ikke vilde lade sig nøye dermed, grebe de til det Expedient at giøre ham til sin egen Dommere, foregivende, at det stod Undersaatterne ikke an at dømme deres egen Lands-Herre. Kongen blev saaledes sin egen Dommer, og dømte sig til at betale 360 Mark Sølv, da man ellers ikkun gav 40 Mark Sølv til Mands-Bode. Disse Omstendigheder fortæller Saxo om Kong Knud, men ikke hvor de skeede enten det var udi Engelland eller Dannemark. Det synes vel at have været skeet udi Dannemark, efterdi Gaards-Rættens Forfatter var en Siællandsfar ved Navn Oppe. Men Sveno Agonis, som har oversatt den paa Latin, vidner, at det skeede udi Engelland. (a) (146)

(a) Sveno Agonis in proœmio ad leges Canuti Castrenses: Ordene ere disse. Igitur in Anglia leges Castrenses promulgavit.

|Kong Knud deelede Rigerne i sit levende Liv imellem sine Sønner. Norge gav

Han deeler Rigerne mellem sine Sønner.

han til Svend, (b) som han havde avlet med Dronning Emma, hvorvel der fantes nogle, som paa de Tider meenede, at han var en Præste-Søn, som Dronningen havde udgivet for sit eget Barn. Samme Svend havde Kong Knud satt til Statholder over Julin, som blev undertvungen, men siden lod Faderen ham skikke fra Julin til Norge, hvor han begav sig med sin Moder, og strax blev antagen paa hvert Ting udi Norge; men han recommenderede sig i Begyndelsen kun meget slett hos de Norske

Den eene Søn Svend bliver Konge i Norge.

formedelst adskillige haarde og selsom Love, hvorved de Norske bleve anseede som foragtede og undertvungne Folk, da dog St. Olaus Kong Knuds Modstander ikke var bleven overvunden ved Dansk men ved Norsk Magt. De Love, som han da gav, findes udi den Norske Krønike saaledes:

1) Ingen skal under livs og godses Fortabelse drage udaf Landet uden Kongens Forlov.

2) Naar nogen bliver dømt Udslæger eller Fredløs, skal hans Arv falde Kongen til.

3) Bønder skulde bygge alle de Huuse, som Kongen vill have bygde.

Hans haarde Love

.4) Bønderne skulde udruste hver 7de Mand udi Riget, som var 15 Aar gammel med Vaaben og Skib.

5) Udi hvert Skib, som seilede af Landet, skulde Kongen lades et rum tvert over Skibet.

6) Danske Mænd skulde være udi saadan Anseelse udi Norge, at en Dansk Mands vidne skulde fælde 2 Norske Mænds vidne.

Disse Love opvakte stor Fortrydelse blant den Norske Almue, og begyndte de fleste

Opvække Fortrydelse hos de Norske.

at fortryde paa, at de havde slaget Kong Olaf ihiel. Kong Svend var endda meget ung, hvorfor hans Moder Emma førte Regimentet, saa at denne Haardhed blev hende allene tilskreven, og var hun

derfore meget forhadt af alle Norske ja af Trundhiemmerne selv, som tilforne havde været Kong Knuds ivrigste Tilhængere, hvilket de andre Norske da ikke glemte at bebreide dem. (147)

(b) Lyscand siger at han kaldtes Harefod, men det Navn tillægges hans Broder Harald.

Da Kong Svend havde regiæret 3 Aar udi Norge, komme der Tidender, at een ved Navn Trygge Kong Olaff Tryggesens Søn, som han havde avlet med Dronning Gyda af Engelland, havde samlet en Hob Folk udi Engelland, hvormed han agtede at indtage sit Fæderne Rige Norge. Denne Trygge kom med sin Flode til Hordeland 1033. Kong Svend mødte ham strax ved Bukken. Der blev holden en haard Striid, men Trygge, (c) efterat han længe havde figtet med stor Tapperhed, blev omsider overmandet og slagen med de fleste af hans Folk, og de andre ginge Kong Svend til Haande, hvilken ved denne Seier bestyrkede sin Throne udi Norge.

Men de Norske kunde ikke taale at lade sig længe regiære af Kong Svend eller rættere af hans Moder, og derfore søgte at fordrive ham af Riget igien. Anføreren for de Misfornøyede var den gamle Kiempe Einar Tambeskielf og Kalf Arnesen, der havde ført Krigen for Kong Knud mod St. Olavum. Disse giorde en Reise til Kong Jarislaf udi Moscovien, og der offererede den Norske Krone til Magno St. Olai Søn, hvilken de bragte med sig til Norge, og, som de fleste Norske ginge ham til Haande, maatte Kong Svend forlade Riget, og begive sig til Dannemark, hvor han døde kort derefter: Derom skal tales videre udi Kong Magni Historie. Saadanne

Canuti anden Søn Harald fik Engelland.

fata havde Kong Knuds eene Søn Svend, den anden Søn Harald fik Engelland, hvilket Land han dog efter sin Faders Død maatte deele med sin Broder Haarde Knud, som meenede sig at have støre Rætt til samme Rige; men, saasom Haarde Knud opholt sig for længe udi Dannemark, førend han vilde komme over til Engelland, erklærede de Engelske Haraldum til Konge over det heele Rige, og skikkede Haarde

Den 3die Søn Haarde Knud fik Dannemark

Knuds Moder den bekiendte Emma udi Landflygtighed til Flandern. Men Harald døde kort derefter. Den 3die Søn Haarde Knud fik Dannemark. Om ham skal tales videre siden. Efterat Kong Knud den Store havde regiæret i Dannemark 21 Aar, 1036.19 Aar over (148)

(c) Denne Trygge holdtes af hans Uvenner for en Præste-Søn, hvorfore han selv sagde udi Slaget, naar han fældede nogen; Saaledes lærede min Fader mig at holde Messe.

|Engelland, og 7 Aar over Norge (d) døde han omsider 1036 udi Engelland, og blev begraven i et gammelt Kloster til Winchester. (e) Han var en af de Canuti Magni Død og Portrait.største Konger, der haver regiæret udi Dannemark, og derfor kaldes Canutus Magnus. Udi Begyndelsen af hans Regiæring var han haard og violent. Men blev siden saa god, Rættfærdig og Gudfrygtig, at han kunde passere for en af de dydigste Regentere i hans Tiid. Enskiønt han var en af de mægtigste Potentater udi sin Tiid, saa hovmodede han sig dog ikke af Lykken, men var ydmyg og tilstod den verdslige Magts og Æres Forfængelighed. Hans Ydmyghed sees blant andet deraf, at, da han havde begaaet et Mord paa en af sine Tiennere, underkastede han sig Gaards-Rættens Dom, og som en gemeen Synder satt sig ned paa Jorden for Dommerne. Polidorus Virgilius fortæller en anden Historie om denne Konge, som tiener til Beviis paa hans Ydmyghed. Da han engang spadserede ved Havbreden, og hans hyklerske Tiennere prisede ham for den mægtigste Konge paa Jorden, der regiærede baade over Land og Hav, lod Kongen sig afføre sine Klæder, hvoraf han giorde en Bylt, og satt sig ved Hafbreden, hvorpaa han talede til Havet saaledes: Hav! jeg byder dig, at du kommer mig ikke nær, og væder mit Legeme. Men da Havet, u-anseet disse Trudseler, falt ind paa ham, og overskyllede hans Legeme, vendede han sig om til sine Tienere, og sagde: Her seer I en mægtig Konge, der ikke har Herredom over Vanddraaberne. Ingen er mægtig uden Gud, og ingen bør kaldes mægtig, uden den, der har skabt alleting.

Hvad hans Legemes Skikkelse var angaaende, da var han (149)

(d) Hvitfeld siger, at han regierede 27 Aar udi Dannemark, hvilket er forunderligt, efterdi han selv siger, at hans Fader døde 1014, iligemaade, at han regiærede 24 Aar udi Engelland, da han dog tilstaaer, at han 1017 allerførst kom til Regieringen.

(e) Han kaldes af nogle gamle Knud formedelst sin langvarige Regiering, af andre Knud den Rige formedelst sin Rigdom, og Knud den Store formedelst sin Magt.

|kun liden og u-anseelig, (f) og af en svag Complexion, hvilket han selv vidner i det Svar, han gav Kong Edmund, da han i den Henseende vegrede sig for at duellere med samme Konge. Men udi det lidet Legeme var et stort Hierte og et u-overvindeligt Mod. Han var særdeeles prægtig i sin Opførsel, og holt stedse stor Krigsmagt paa Beenene, skiøndt han havde intet synderligt Rytterie, efterdi hans meeste Kriger førdtes til Søes. Han recommenderede sig besynderlig ved Gavmildhed, hvortil de Engelske Penge gave ham Evne, bliver derfore kaldet Knud den Rige. Og kand man sige, at han ved Skienk og Foræringer allene vandt Norge. Dette store Monarchie han oprettede, falt dog hastig ved Rigernes Deeling mellem hans Sønner, hvilken skadelige Skik øvedes allevegne paa de Tiider. Hvorvel man kand i visse Maader sige, at samme Deeling skeede til Dannemarks Lykke; thi dette Rige havde efter all Anseelse blevet en Dependence af det undertvungne Engelland, hvis Foreeningen havde varet; thi, saasom Engelland var frugtbarere og rigere end Dannemark, saa er det troeligt, at Kongerne efter Canuti Magni Exempel i fremtiden der havde fæstet et bestandigt Konge-Sæde. (g) Derpaa haves mange Exempler udi Historierne sær af forrige Seculo, da Tartarerne undertvunge China og derved giorde Tartariet til en Province af samme Keyserdom. Man seer af adskillige Breve og Forordninger, at han ikke alleene satt Engelland udi Titelen for Dannemark, men end ogsaa undertiiden udelod det sidste skiønt herskende Rige, saa at han stilede sig Konge over heele Albion og adskillige andre Folk, og, endskiøndt de Danske havde rodfæstet sig over alt udi Engelland sær udi de Nordlige Provincier, publicerede han dog sine Love paa Saxsisk, som da var de undertvungne Indbyggeres (150)

(f) Anonym. hist. Dan. som siger sig selv at have levet i Svend Estridsens Tid, taler ellers om hans store Skiønhed: pulcherimus Omnium.

(g) At han meest opholt sig udi Engelland, vidner Ad. Brem. med disse Ord: ipse aliqvando visitans Danos, aliqvando verò Nordmannos, sæpissimè autem sedit in Anglia. Med samme Ord taler derom den oft citerede Anonymus, som findes blant de gamle Danske Skribentere nyligen publicerede af Ludewig i Hall. Det synes her af og andet, at han har udskreved Adamum Bremensem og er ikke saa gammel som han giver sig ud for at være.

|Sprog. Her ved er at merke, at der fra de første Anglo-Saxers Ankomst til Brittannien vare adskillige Sprog udi Brug. Det Engelske Sprog eller det, som de Angler talede, differerede ikkun lidet fra det Danske, eftersom de Angler vare komne fra Jylland, hvorfor ogsaa deres Sprog hos gamle Skribentere kaldes det Cimbriske eller Gothiske. Dette Sprog blev taled udi de Provincier, som ligge Norden for den Flod Thamesis, ligesom det Saxiske blev taled synden for samme Flod. End skiønt

En curieuse anmerkning over Sproge udi Canuti Magni Tid.

disse tvende Sprog differerede fra hin anden, saa var dog Forskiællen ikke saa stor, at jo et hvert af dem kunde forstaaes af begge Nationer, nemlig de Angler og Saxser. Begge disse Sprog florerede længe ligemeget udi Landet indtil Heptarchiet blev afskaffet eller de 7 smaa Riger bleve foreenede, thi da begyndte det Saxsiske Sprog at tage Overhaand tillige med de Saxsiske Konger, og det gamle, Angliske eller Danske kom efterhaanden af Brug. Men, da en anden Sverm af Danske siden paa ny rodfæstede sig i Landet, kom det Danske Sprog paa ny i Brug igien, skiøndt det var ikke det samme som det de Angler eller Synder Jyder havde bragt med sig, saa at der da kunde regnes 3 Hoved Sprog foruden det gamle Britanske eller nu kaldet Walske Sprog, nemlig det Angliske eller gamle Danske, det Saxiske, og det nye Danske, og kom dette sidste sær i Brug udi Northumberland, Ost-Angelen og Mercia, som de Danske havde bemægtiget sig. Endelig, saasom det Danske Sprog udi Canuti Magni og hans tvende Successorers Tiid blev Hoff-Sproget, maatte de andre Provincier endogsaa de West-Saxiske venne sig noget til den Danske da allamodiske Dialect, saa at det gamle West-Saxiske Sprog blev da spækked med det Danske ligesom vi see nu det Danske Sprog at blive spækket og Tiid efter anden fast at giøres u-kiendeligt ved det Tydske, som er nu omstunder Landets Hoff-Sprog: thi Hoffet er den største Skoele for Sproget saasom alle affectere at tale det samme eller i det ringeste søge at indflikke Ord og Expressioner der af udi det almindelige Sprog. Saaledes gik det med det Danske Sprog udi de 3 Danske Kongers Tiid. Men, da det Danske Regimente havde ende, og Edvardus Confessor kom paa Thronen, blev det Saxiske Sprog Hoff- (151) Sproget igien indtil Wilhelmus Conqvestor bemægtigede sig Engelland, og bragte med sig det Normandiske Sprog, som var en Blanding af Dansk og Fransk. Af alle disse Sprog er det nu florerende Engelske Sprog sammen satt.

Can. Magnus opretter de første Mynte-steder i Dannemark.

Udi denne Konges Tiid bleve de første Mynte-steder oprættede udi Dannemark, saa at fra hans Tiid de Nordiske Folk begyndte først at legge Vind paa Mynt; thi under de Hedenske Konger finder man intet Tegn til Indenlandsk Mynt, men Indbyggerne brugte enten fremmede Penger eller gave Vare for Vare, som endnu brugeligt er udi Island og Nordlandene i Norge. Vel tales ofte udi vore Krøniker om de Nordiske Kongers store Skatt og Rigdom; men det samme viiser ikke, at for Christendommen her har været slagen Mynt; thi de Danske og Norske vilde neppe have slagen Mynt, paa det at Guldet og Sølvet ikke skulde forfalskes, og derfor heller toge det an effter Vægten. Men, efterat de Danske aflode Søerøverie eller i det ringeste ikke dreve det Handverk med saadan Iver som tilforn, begyndte Guld og Sølv saavelsom fremmede Penger at mangle, hvilket synes at have drevet de Nordiske Folk til at beflitte sig paa at slaae Penge, som de brugte tillige med fremmed Mynt. Af Inscriptionerne paa Kong Knuds saavelsom nogle af hans Efterkommeres Penge seer man, at de have været slagne af Engelske Mynte-Mestere, efterdi samme

Hans Love.

Inscriptioner ere en Blanding af Dansk og Engelsk. Hvad Lov og Rætt angaaer, da har jeg tilforn merket, at Kong Knud stiftede en Vitterlags-Rætt (h) eller Gaards-Rætt, hvilken den Danske Historie-Skriver Svend Aagesen siger i sin Tiid af Erke-Bisp Absolon at være bragt udi Orden og indslutted i een Bog. Samme Rætt florerede udi 8 Kongers Tiid, og blev udi Canuti 6 Tiid ved Erke-Bisp Absolons Fliid allerførst ordentligen forfattet udi Pennen; Det er at merke, at denne Konge af nogle ogsaa blev kaldet Lambert eller Lambricht, hvilket Navn hand synes at have faaet udi (152)

(h)Vid Sveno Agon. in Proœmio ad Leges Canuti Castrenses. Det er ellers uvist hvor af det Ord Witterlagh kommer vid. Stephanius in Notis ad Svenonem.

|Daaben

Denne Konge kaldes ogsaa Lambert.

ved Hedenskabets Aflæggelse. Herudover findes i et Munke-Kloster slige Ord: Lambricht de Danskes Konge og Dronning Ymma med deres Søn Chnut recommendere sig udi Brødrenes Forbønner. Men det første Navn Knud er siden kommen saaledes i Brug igien, at han allene i Historien deraf er bekiendt.

Haarde Knud.

Denne Konge havde udi Rigernes Deeling faaet Dannemark udi sin Lod. Dermed lod han sig dog ikke nøye, men formerede ogsaa Prætentioner paa Engelland, Haarde Knud.som hans Broder Harald var tilfalden; thi der disputeredes meget om samme Haralds Fødsel, saa at mange holte for, at en Skoemager var hans Fader, og at Dronning Emma havde spillet samme Comoedie med ham, som med Printz Svend, i det hun havde givet ham ud for sit eget Barn. Haarde Knuds Prætentioner bleve derfor holdne saa vigtige, at Harald fant tvungen at deele Engelland med ham for at stille ham tilfreds; Dog, saasom han tøvede noget længe, førend han begav sig did hen, blev Harald erklæret Konge over det heele Land. Men Harald døde nogle Aar

Bliver ogsaa Konge i Engeland.

derefter nemlig 1040, hvorfore de Geistlige og Verslige Stender udi Engelland skikkede et Gesantskab til ham til Bruges i Flandern, hvor han da var, for at besøge sin Moder Emma, og der inviterede ham at komme til Engelland for at antage Riget efter sin Broders Død, hvilket ogsaa skeede, saa at han blev Konge baade over Dannemark og Engelland. Men han førte saa slett Regimente, at de Engelske snart bleve kiæde af ham. Udi Begyndelsen af hans Regiering lod han, for at hevne den U-rætt, som hans Broder Harald tilføyet Dronning Emma (i) opgrave hans Legem, og kaste det udi den (153)

(i) Efterdi Harald, som alle de Engelske Skribentere kalde Harald Harefod, havde tvunget samme Dronning at flygte til Flandern. Den Had som var mellem hende og samme Konge giver tilkiende, at hun ikke maa have været hans rætte Moder; thi hun vilde have paa den Engelske Throne enten Haarde Knud, eller en af hendes Sønner, som vare aflede af det første Giftermaal med Hertugen af Normandien.

Flod Thamse. (k) Legemet blev kort derefter fundet af nogle Fiskere flydende paa vandet, hvilke overleverede det til nogle Danske, som boede i London, og de lode det paa nye begrave udi en Kirke-Gaard, som dem tilhørede. Hvad, som meest ophidsede de Engelske mod denne Konge, var en stor skatt, som han paalagde

Hans slette Regimente.

Indbyggerne udi sin Regierings-Begyndelse; thi, da hans Folk bleve udskikkede i Landet til at hæve samme Skatt, bleve de ihielslagne; hvorudover Kongen lod ødelegge den heele Provincie, hvor dette Mord var skeed; Hvad hans Regimente angik udi Dannemark, da findes intet synderligt derom antegnet. Han lod sig vel merke i Førstningen, som han vilde forsøge at vinde Norge tilbage igien, som var falden fra Dannemark, og havde taget sig en indfød Konge. Men, som han fant sig for svag dertil, og derforuden maatte have et Øye paa Engelland, sluttede han Fred med den Norske

Med Haarde Knuds Død endes den Danske Herredom i Engelland. 1042.

Konge Magno saaledes, at hvo af dem, der overlevede hin anden, skulde arve den Afdødes Rige. I det Øvrige havde denne Konge ingen af hans Faders Qvaliteter, men var ham i Alting u-liig. Han døde udi et Giæstebud af et Ruus i Engelland 1042 (l) og med ham endtes den Danske Regiæring udi samme Rige; thi Edvardus Confessor, hvis Fader havde regiæret for Canutum Magnum, blev Konge udi hans Sted. Alle Engelske Historie-Skrivere vidne, at han bortdrev Nætter og Dage med Fraadsen og Drikken. Ikke dismindre findes dog een, som roser ham deraf, at han holdt aaben Taffel 4re gange om Dagen, og som beklager sig over de efterfølgende Kongers Gnieragtighed, efterdi de afskaffede saadan berømmelig Sædvane. (m) Udi hans Tiid var Søen fuld igien af de Søe-Røvere kaldne Ascomanni, hvorom tilforn er talt. De samme foere Aar 1042 ind udi Veseren og huserede grummeligen udi (156)

(k) Wilh. Malmesb. lib. 2. cap. 12.

(l) Den Engelske Historie sætter 1041, og regner udi disse saavelsom paafølgende Historier et Aar mindre end de Danske.

(m) Erici Pom. historie siger at hand var en af de priisværdigste Konger udi hans Tiid, og at han giorde et Tog mod Keyseren til Italien for at undertvinge fremmede Nationer. Men ingen anden Skribent taler om saadant Tog, og alle gode Historie-Skrivere vidne, at han var lige saa slett Konge som Erici Pomerani Krønik er et slett Skrift. (154)

|Tydskland, men, da de skulde fare tilbage igien, lidde de et stort Nederlag, og bleve hart ad ødelagde.

Magnus.

Denne Magnus var St. Olai Søn af Norge, Magnus.som blev ihielslagen ved Stiklested. Den samme havde udi Forfølgelsens Tiid opholt sig hos Kong Jarislaf udi Moscovien. Men, da Kong Knuds Søn Svend, som af Faderen blev satt til Konge udi Norge, førte under sin Moder Emma saadant slett Regimente, som tilforn er omtalt, skikkede de Nordske et Gesantskab til Magnum, og inviterede ham til Norge at 1034.igientage sit Fæderne Rige. Magnus tog imod dette Tilbud, og udi det Aar 1034 mod Foraaret forlod Kong Jarislafs Hof, og seilede først til Sverrig, hvor han af Kong Anund fik en Hob Folk til at befodre sit Forehavende. Derpaa reisede han igiennem Jemte Land til Trundhiem, og blev allevegne med stor Glæde modtagen af Indbyggerne.

Kong Svend var paa Hordeland, da han spurte Magni Ankomst og det store Tilløb han havde faaet, hvorudover han sammesteds lod forskrive Almuen til sig, forestillende dem den Fare, Landet svævede udi, og at de maatte lave dem paa en tapper

Fordriver den Danske Konge Svend af Norge.

Modstand. Kongen førte selv i Begyndelsen Talen til dem, men, som den blev optagen med en almindelig Taushed, forsøgte nogle Danske Officerer, som vare tilstede, saadant meere vitløftigen at forestille, og da svarede nogle af Bønderne, at de vare færdige til Kongens Tienneste: andre derimod tiede stille, og de øvrige vegrede sig plat for at hielpe Kongen; ja der fantes nogle saa dristige, at de sagde sig at ville vove Liv og Blod for hans Modstander Magno. Kong Svend merkede heraf, at han ikke kunde forlade sig paa de Norske Indbyggere, besluttede derfore at forlade Norge, og at begive sig til Dannemark for der at bestyrke sig: Hvilket ogsaa skeede: Saaledes fik de Danskes Herredom Ende udi Norge; thi Kong Svend kom ikke tilbage igien, men døde nogle Aar derefter udi Dannemark. Imidlertiid blev Magnus allevegne antagen og erklæret Konge over det heele Rige. Haarde Knud Kong Svends Broder lod sig vel merke at ville fortsætte de Danskes Prætentioner (155) paa Norge, og til den

Oprindelse til de Norske Kongers Prætensioner paa Dannemark

ende rustede sig mod Kong Magnum, men, som han fornam, at det vilde blive vanskeligt at sætte sit Forsætt udi Verk imod en Konge, der var elsket almindeligen af sine Undersaatter, lod han sig bevæge at indgaae saadant Forliig, at hvilken af disse to Konger, som overlevede hin anden, skulde arve den andens Rige, paa det at Norge og Dannemark stedse kunde blive foreenede. Dette Forliig blev svoret af 12 af de anseeligste Mænd udi hvert Rige efter de Tiiders Brug, og blev saadan Eed kalden Ordhold-Nævns Eed eller Vorthell. (n)

Da nu Kong Magnus saaledes var kommen udi roelig Besiddelse af sit Fæderne Rige, begyndte de, som havde rebelleret mod hans Fader St. Olaf at frygte for Straf, sær bleve de bange, som havde været hans Banemænd.

Tore Hund havde tilforn forladt Norge strax efter Kong Olafs Død, og reiset til Jerusalem for at bøde for sine Synder, men Kalv Arnesen, som havde anført den oprørske Krigs-Magt, og givet Kongen sidste Bane-saar med egen Haand, var bleven

Historien om den Norske General Kalv Arnesens Fald.

tilbage, og udi samme Anseelse som tilforn, Endeel efterdi Kong Magnus ikke vidste, at han havde omkommet hans Fader, Endeel ogsaa, efterdi han havde været Author til at kalde Sønnen tilbage. Men, da Kong Magnus af Kalvs U-venner fik rætt Kundskab om Alting, fattede han saadan Afskye for ham, at Kalv det kiendeligen kunde merke. Dog veed man ikke, om Kongen havde i Sinde at straffe ham paa Livet; thi det synes ligesom han balancerede mellem den første Misgierning og sidste Velgierning. Men, da han eengang var udi et Giæste-Bud, hvor samme Kalv var tilstede, og Kalv sad ved hans eene Side og Einar Tambe Skiælv ved den anden Side, sagde Kongen: vi ville i Dag ride ud paa Stiklestad for at besee det Sted, hvor min Fader blev slagen. Kalv blegnede derved, giorde sig dog færdig at ride med Kongen, men lod tilforn skikke Bud til sit Folk, at de inden Aftenen skulde bære alt hans Gods udi et Skib. Han reed saaledes med Kongen til Stiklestad, og, da de (116)

(n) Constitutio Erici Regis paragr. 12. hvor Ordholdnæfn beskrives.

vare komne did hen, bad Kongen ham stige af sin Hæst, og sagde: viis mig det Sted, hvor min Fader falt! Kalv rakte da sit Spiud frem, og sagde: her falt han. Kongen sagde viidere: hvor var du da Kalv? Han svarede: her som jeg nu staaer. Kongen blev derudover rød udi sit Ansigt og sagde: hvis du var ham saa nær, da har vel din Øxe kundet række ham, Kalv svarede da ney dertil, at hans Øxe kunde ikke række ham. Men Kongen daanede i det samme, og falt til Jorden. Af denne Leilighed betienede Kalv sig, reed udi Gallop med sine Tienere til sin Gaard, hvor han fant sit Skib liggende færdigt, hvormed han strax seilede bort, og agerede siden en Søe-Røver udi Vesterhaved, plyndrende paa Skottland, Irland og Suder Øerne. Da Kongen fik Kundskab om Kalvs Flugt, lod han confisqvere alt hans Gods, og lod siden eftersøge de andre fornemmeste Rebellere, hvilke han lod straffe med saadan

Kong Magnus hævner sin Faders St. Olai Død.

Haardhed, at Almuen begyndte at knurre derover. Og, som det paa de Tiider var brugeligt udi Norden, at Landets-Poeter kaldet Skialdre, gave Kongernes Feil og Undersaatternes Misfornøyelse tilkiende udi deres Vers, saa componerede en anseelig Poet Sigvald (o) et Poema paa samme Tiid, hvorudi blev forestillet Kongens Haardhed og Undersaatternes Klage, og udvirkede samme Poema saa meget, at Kongen holt op med at straffe, stillede Undersaatterne til Freds, og tog meer og meer til udi Fromhed, saa han blev kaldet Magnus den gode.

Kong Magnus sad saaledes udi Roelighed baade for indvortes (157)

(o) Poeterne vare udi stor Anseelse hos de Nordiske Konger; thi jo meere en Konge var begierlig efter at efterlade sig et stort Navn, jo fleere og ypperligere Skialdre havde han; og vidner Snoro Sturlesen, at de Norske Konger befoele, at deres Børn skulde lære Skialdernes Vers for at opmuntres til Dyd og Tapperhed. Den saa kalte Egil Saga vidner, at de vare i saadan Anseelse udi Harald Haarfagers Tiid, at de i alle Giestebuder sadde paa de høyeste Steder. Det er dismere at forundre sig over, efterdi de talede sanden uden skye og afmalede Kongernes Feil ikke mindre end deres Dyder. Saa at de Nordiske Historie-Skrivere have anseet de gamle Vers som oprigtige Relationer af de Ting, som ere skeede i deres Tiider, og derpaa bygget deres Historier.

|og udvortes Fiender, indtil Haarde Knud Kongen af Dannemark ved Døden afgik; Thi, saasom der var giort et Fordrag mellem Kongerne, at hvilken af dem, der overlevede den anden, skulde arve hans Rige, saa maatte Kong Magnus ruste sig til Krig, i fald de Danske ikke vilde beqvemme sig til at efterleve samme Forliig. Han seilede derfor med 1042.70 Skibe 1042 fra Norge til Dannemark, hvor han af Indbyggerne blev vel

Bliver Konge udi Dannemark efter Haarde Knuds Død

imodtagen. Thi, saasom Canuti Magni Familie var uddød, og alle Folk udi Norden havde Veneration for St. Olaf og hans Afkom, blev det sluttede Forliig kiendt ved Magt, og Kong Magnus blev til Viborg Landsting erklæret Konge over heele Dannemark. Derpaa beskikkede han alting udi samme Rige for at giøre sit Regimente bestandigt, og efter saa vel forrættet Sag begav sig til Norge igien. Men det varede ikke længe, førend han som en Fiende maatte komme tilbage, efterdi een ved Navn Svend Ulfsen regnede sig af den Kongelige Danske Familie paa Moderens Side, saasom han var Svend Estridsens Herkomst.

fød af Estrid Kong Knuds Syster, og Svend Tiuguskiægs Dotter. Hans Fader var den bekiendte Ulf Jarl, som Canutus Magnus lod Ihielslaae udi Roskild, og Sønnen Svend, som gemeenligen efter sin Moder blev kalden Svend Estridsen, flygtede efter Faderens Død til Sverrig, hvor han opholt sig indtil Haarde-Knuds Død.

Hans Prætensioner paa Dannemark.

Men, da han spurte, at Konge Slægten udi Dannemark var uddød, og at de Danske havde faaet en Fremmed nemlig Magnum Olafsen til Konge, begyndte han ogsaa at fatte Konge-Tanker, og meenede sig at være lige saa nær til den Danske Krone som nogen anden. Dog, saasom han var en listig og spidsfindig Herre, holdt han raadeligt at simulere, indtil han kunde faae sikker Leilighed til at sætte sit Forsætt udi Verk. Han begav sig derfor strax til Kong Magnum, beskrev ham sin Skiæbne, sin Faders Mord, og den slette Medfart, ham var skeet af de Danske Konger, og insinuerede sig

Hans Snildhed.

udi kort Tiid saaledes, at Kong Magnus fattede saadan Fortroelighed til ham, at han imod alle sunde og politiske Regler besluttede at sætte ham til Jarl eller Statholder over Dannemark (p). Dette Forsætt gav Kongen tilkiende for de (158)

(p)Jeg har altiid forklaret det Ord Jarl ved Statholder, hvorvel den Norske Krønikes Oversætter bruger det Ord Græve; thi man seer af Historierne at Jarl haver heller været det som man nu kalder Statholder, og at deres Titel og Forlehning har kun været pro Persona, undtagen de Ørkenøiske Jarler, som havde deres Lehne arveligen; Hvad ellers en Jarl var, og hvorledes han blev creeret, kand sees af den Norske Hirdskraas eller Hofræts cap. 15.

fornemste udi Norge for at høre deres Betænkende derom. Han sagde da udi en stor Forsamling, hvor Svend Estridsen var tilstede: Eder er alle noksom bekiendt, at Dannemarks Indbyggere have forgangen Sommer antaget mig til Konge. Nu er Landet i min Fraværelse uden Hoved, da det dog behøver en dygtig Regent, som kand beskytte det mod de Venders og Curlenders Overfald, hvorfore jeg vil sætte en Høvding over samme Rige til Landværn, og veed jeg ingen beqvemmere dertil end Svend Ulfsen, som kand forestaae Dannemark udi min Fraværelse, ligesom hans Fader Ulf Jarl giorde, medens Kong Knud var udi Engelland. Dette mishagede den gamle Norske Minister Einar Tambeskiælver, hvilken da stod op og forestillede Kongen, hvor meget saadant stridede mod hans Interesse, og hvor farligt det var at sætte een af det Kongl. Dansk Huus til Statholder over Dannemark, som ganske nyeligen var gaaet ham til Haande, og endte han sin Tale saaledes: Efterdi I have saa stor Godhed for ham, saa giør ham heller, Kiære Fostersen! (q) til Konge end til Jarl. Men Kongen havde fattet saadan Tilliid til Svend

Kong Magnus giør ham til Statholder over Dannemark

Ulfsen, at han da foragtede sin gamle Ministers Raad, stod op, og bandt et Sverd ved hans Side, hængde et Skiold paa hans Axel, satte en Hielm paa hans Hoved, og erklærede ham Jarl eller Statholder over Dannemark. Derpaa aflagde Svend Estridsen sin Troeskabs-Eed, og begav sig som Kongens Jarl til Dannemark, (159)

(q) Det var brug i de Tider, at de gamle Hofmænd kaldede unge Konger Foster Sønner, ligesom endnu de store Vizirer kaldes af Sultanerne Foster Fædre.

hvor han med stor Glæde af Indbyggerne blev imodtagen, endeel i Henseende til hans Fader, som havde ført et fornufftigt Regimente, endeel ogsaa, efterdi han var af Dansk Konge Blod.

Det første Kong Magnus fik at bestille som Konge af Dannemark, var at holde Venderne udi Jomsborg eller Julin udi ave. Jeg har tilforn fortaalt, at Julin var en Dansk Colonie, stiftet af Harald Blaatand, og at Julinerne siden rebellerede mod hans Søn Svend Tiuguskæg, hvilken de 3 gange toge fangen. Canutus Magnus

Kong Magnus tvinger Julinerne

.tvang dem paa nye igien under Dannemark, saa at de forbleve udi Rigets Lydighed indtil Haarde-Knuds Død. Men, da de hørte, at Regieringen var forandret udi Dannemark, og Riget havde faaet en Norsk Konge, giorde de et nyt Frafald, stolende paa deres Tapperhed, og deres faste Stad Julin, som de Danske Konger merkeligen havde fortificeret. Men Kong Magnus begav sig med en stor Krigsmagt did hen, erobrede Staden, satt Ild paa den, og ødelagde alle Indbyggerne. Imidlertid forsømmede

Svend Estridsen rebellerer mod Kongen.

den nye Statholder udi Dannemark ikke at legge Grundvold til det Forsæts Execution, som han længe havde gaaet frugtsommelig med og insinuerede sig saaledes blant de fornemmeste udi Riget, at førend Kong Magnus havde faaet mindste Mistanke om hans Utroskab, var han alt erklæret Konge af Dannemark. Kongen maatte derfor ruste sig imod ham, og udi Foraaret af det Aar 1043 kom med en Krigsflode til Dannemark: Hvorudover Svend blev bange, retirerede sig først til Skaane, og siden til Sverrig, hvor han forblev, indtil han merkede, at Kongen havde dimitteret sit Krigs Folk, da kom han til Skaane igien og bemægtigede sig det heele Land. Han sejlede derpaa til Fyen, og Indbyggerne sammesteds ginge ham til Haande. Kong Magnus var da udi en meget forvirret Tilstand, eftersom han paa samme Tid fik Tidender om, at de Vender med en forskrekkelig Magt var falden ind udi Dannemark paa den anden Side, dog, saa som han var en u-forskrekket Helt, lod han ikke Modet falde, men sammenskrev Folket over heele Jylland for at byde Spidsen til sine Fiender. De eeneste Hielpe-Tropper, han havde, var fra Brunsvig, hvor hans Svoger Hertug Otto, som havde St. Olai Dotter, kom ham med nogle Folk til (160) Hielp. Der blev da holdet Krigs-Raad, hvilken Fiende man først skulde gaae imod, og raadede da de fleste Kongen til, at han først skulde gaae mod Venderne, som vare Det store Vendiske Indfald udi Dannemark.Hedninger og de farligste Fiender. Dette Raad blev efterlevet, og Kongen rykte med sin Krigshær ind udi det Slesvigske. Men, da han var kommen til Hæthebye, bragte hans Speydere ham de Tidender, at Vendernes Magt var utallig, hvorfore alle høye Officerer raadede ham til at bie indtil han blev bestyrket med flere Folk. Men den tappere Konge sagde, sig ikke at være vandt til at flye, og gav Ordre til at væbne sig. 1043.Dagen for Michaelis 1043 (r) komme begge Krigshærerne udi Trefning sammen ved Skottborg paa Lyrskovs Heede. Kongen førte selv sine Folk an, og omkom mange Slag paa Lyrskovs Heede mod de Wender.V

ender med sin egen Haand, havende med sig sin Faders Øxe kaldet Hell (s): der skeede da et stort Nederlag paa Venderne, hvilke efter en kort Modstand begave sig paa Flugten, og bleve eftersatte med saadan Fyrighed, at faa af dem undkomme, og holdes der for, at aldrig paa eengang er skeed saa stort Nederlag, som udi dette Slag paa Lyrskovs Hede, (t) saa at det siden gav Andledning til det Ordsprog: Du bist noch nicht Kropper Heide vorbey; Thi saaledes blev Stedet siden kaldet. Af denne store Seyer blev Kong Magnus bragt udi saadan Anseelse, at man holt ham for u-overvindelig, og, saasom Overtroe paa de Tider sterkt regierede, saa troede den gemeene Mand, at hans Fader St. Olaf var med ham udi Striid.

Efterat Kongen saa lykkeligen havde fordrevet de Vender, fik han frie Hænder at agere mod Svend Estridsen. Svend havde paa sin Side Skaane, Halland og Fyen, Kongen derimod var understøttet af Normænd og Jyder. Begge Krigshærerne mødte

Slag ved Ree mod Svend Estridsen

.hinanden ved Vester-Aaen (u) hvor Kongen erholt en fuldkommen (161)

(r) Den Danske Krønike sætter 1046, hvilket jeg af Kong Magni øvrige Regiærings Aar seer at være falskt.

(s) De gamle brugte meget Øxer, hvilke de saavelsom deres Sverd gave særdeeles Navne, som Qvernbiter, Fodbred, Neiter &c.

(t) Theod. Monach. cap. 24. vidner at dette St. Olafs Sværd endda i hans Tiid laae forvaret udi Trundhiems Kirke. Adam. Brem. siger, at 15000 blev slagne lib. 2 cap. 59.

(u) Hvitfeld siger ved Ree.

|Seyer, og tvang Svend anden gang igien at tage flugten til Sverrig. Men dermed blev Krigen ikke endet. Den u-roelige Jarl bestyrkede sig med frisk Folk, kom med en Flode anden gang tilbage, og bemægtigede sig mange Steder saa vel paa Øerne, som udi Jydland. Kong Magnus maatte derfore paa nye gaae ham imod, og, endskiønt hans Flode var

Item ved Aars

1044.ikke nær saa stor, leverede han ham dog et Slag ved Aars 1044. Der blev figtet med stor Haardnakkenhed paa begge Sider. Men Kong Magnus, som ikke var vandt til at lade sig Sejeren længe disputere, sprang midt udi Slaget med sit Folk ind udi Svends Skib, saa at han maatte redde sig udi et andet. Der paa begav han sig med sit Folk paa Flugten, og Kongen erholdt en nye Seyer. Udi dette Slag bleve 7 Fientlige Skibe erobrede. Svend flygtede først til Siælland, siden til Fyen og derfra til Skaane igien, og endelig tog sin sædvanlige Tilflugt til Sverrig. Kong Magnus lod derpaa straffe Indbyggerne udi Siælland og Fyen, som havde gaaet Svend tilhaande, bragte det heele Land til Lydighed, og derpaa begav sig til Norge igien. Men han havde neppe vendet Ryggen, førend Svend Estridsen stod i Skaane igien, hvor han ligesaa kiærligen blev imodtagen som tilforn, iligemaade paa de Danske Øer, saa at man seer deraf, at denne Mand enten maa have haft et synderligt Pund til at vinde Folkes Yndest, eller at de Danske ikke have kundet skikket sig vel derudi at leve under Norsk Herredom. Da Kongen det spurte, maatte han paa nye igien ruste sig, og gik

Svend Estridsen bliver slagen 3die gang ved Helgenæs.

3die gang mod ham. Floderne komme da i Trefning sammen ved Helgenæs. Da blev Svend atter igien overvunden, og maatte 4de gang flygte til Sverrig igien. Udi dette sidste Slag lidde han saa stor Skade, at han vovede sig ikke saa dristigen meere. Skaane og de Danske Øer bleve iligemaade saa haard refsede, at de forbleve siden stedse udi Kongens Lydighed. Dette Slag ved Helgenæs skeede 1045, og Kongen blev vinteren derefter udi Dannemark for at beskikke Sager, hvorpaa han begav sig til Norge igien.

Efterat Kong Magnus ved en kiæde af iidelige herlige seiervindinger havde giort

Kong Magni Anslag paa Engelland.

sig saa anseelig udi Norden, begyndte han at vende sine øjne til Engelland, grundende sine Prætentioner paa (162) den Rætt, Haarde Knud havde til samme Rige, og den Convention, som var giort mellem ham og bemelte Haarde Knud, at hvilken af dem, der overlevede den anden, skulde arve hans Riger. Han skikkede derfor et Gesantskab til Engelland for at viise sine Prætentioner, og at tilkiende give sin Villie, nemlig at han agtede med Dansk og Norsk Magt at igientage det, som hans Formænd havde ejet. Paa de Tiider regierede udi Engelland Edvardus kalden Confessor formedelst sit hellige Levnet. Den samme var Canuti Magni Stif-Søn, hvorfore han af de Engelske var antagen til Konge efter hans Stifbroders Haarde Knuds Død. Samme Edvardus svarede da Kong Magni Gesantskab saaledes: Knud min Stif-Fader har

Staaer af Generositet der fra igien.

trængt mig fra Riget, og hans Sønner toge det efter ham: GUd har undet mig Kronen igien, hvilken jeg vil forsvare til yderste Blodsdraabe. Da Kong Magnus fik dette Svar, sagde han: Kong Edvard maa da beholde sit Fæderne Rige udi Fred for mig, og jeg lader mig nøye med disse Riger, som Gud haver givet mig. Saaledes vidste denne ypperlige Konge ikke mindre at triumphere over sin Ambition end over sine udvortes Fiender, og er den sidste Seier vigtigere end alle de andre, og den største Zirat udi denne Konges Historie.

Kort derefter blev Kongen bragt udi en nye U-roelighed igien, da han fik høre om en Sammenkomst mellem Svend Estridsen og Harald Sigurdsen St. Olai

Kong Magnus faaer en farlig Rival udi Harald Sigurdsen

Halvbroder. Førend jeg taler videre derom, vil jeg mælde noget om samme Haarald, hvad det var for en Mand, og hvorfore hans Person kunde giøre saadan mægtig Konge frygtsom. Denne Harald var med sin Halv-Broder udi det Slag, som stod ved Stiklestad. Derfra undflyde han meget saaret, og laae nogen Tiid skiult hos en Bonde, indtil hans Saar bleve lægede. Hvorpaa han begav sig hemmeligen med Bondens Søn over det store Field Kølen igiennem Jempteland til Sverrig, og derfra til Moscovien eller Garde-Rige, hvor han blev kierligen imodtagen af St. Olafs gamle Ven Kong Jarislaf (x). (163)

(x) Det er ikke læt at sige, hvor denne Jarislaf har regiæret, og udi hvilket Moscovitisk Land Hovedstaden Holmgaard har ligget. Man kand holde for, at, saasom det ikke har ligget langt Østen fra Sverrig, saa maa det have været Carelien eller en anden næstliggende Provincie.

|Efterat han havde opholt sig der nogen stund, tog han sig for efter de Nordiske Printzers Exempel at sverme til Søes, og endeligen kom til Constantinopel, hvor han kom i Tieneste hos Keyserinden Zoe, som da regiærede med hendes Søn Michael Calophates. Thi ingen Nation var meere velkommen udi det Grædske Keyserdom end den Norske, hvilke Keyserne brugte til deres Livgarder, og ansaae dem som

Samme Haralds Aventures i Orienten.

Kiernen af deres Krigs-Magt. De ere særdeeles blevne bekiendte under det Navn af Væringiar eller Baranger, og tale fremmede Skribentere ofte om deres Tapperhed; sær den u-bekiendte Authors Skrift om de Nordiske Folks Tog til det Hellige Land (y). Udi de Grædske Keyseres Tienneste førdte Harald først lykkelig Krig udi Africa, hvor han samlede den store Rigdom af Guld og Sølv, som han siden bragte til Norge; Derefter lod han sig bruge udi Sicilien, hvor han havde ikke mindre Lykke, siden foer han til det Hellige Land, og endeligen med stor Berømmelse kom tilbage.

Da han var kommen til Constantinopel igien, fik han Tiidender, at hans Broder-Søn Magnus var bleven Konge baade over Norge og Dannemark, hvorudover han fik Begierlighed efter at see sit Fæderne Land igien. Men, da han lod Keyserinden dette sit Forsætt vide, blev hun hæftig fortørnet (thi efter de Væringiars Beretning, som siden med Harald komme til Norge, havde hun selv Kiærlighed til ham) (z). Hun lod ham derfore formere en Proces, beskyldende ham for at have forstukket meget af det Bytte, som hende tilkom. Harald blev derover kasted udi Fængsel, men ved en Qvindes Hielp kom han af Fængselet igien, og søgte Tilflugt til de Væringiar hans Lands-Mænd, med hvilke han begav sig til Skibs over den Mæotiske Søe, og fortsatt sin (164) Rei-

(y) Paulus Ramnusius Venetus de bello Constantinopolitano lib. 2. pag. 87. siger at de bestoede af Danske og Angler det er Synder Jyder, saa at de vare de samme som de Sveitzerske Garder nu omstunder ved de Franske og Pavelige Hofe.

(z) Snoro Sturl. in Magno.

Reise videre over Land til Moscovien, hvor han efter Sædvane blev vel imodtagen af Kong Jarislaff, som gav ham sin Dotter Elizabeth til Ægte; Han

Træder i Forbund med Svend Estridsen.

begav sig derpaa til Sverrig, hvor han fandt Svend Estridsen udi den Stad Sigtuna. Der giorde disse tvende Forbund med hin anden mod Kong Magnus, og med samtlig Magt foere til Siælland og Fyen, og der skiendte og brændte allevegne.

Over disse Tidender blev Kongen ikke lidet bevæget, og frygtede han sig synderligen for Harald Sigurdsen, hvilken foruden det, at han var en af de stridbareste Helte paa de Tiider, havde ogsaa stor Rigdom, hvor ved han kunde befodre sit store Forehavende. Han lod derfor udskrive Folk over heele Norge. Mens hans høye Officerer raadede ham heller til at arbeyde paa et Forliig, end at begynde en Kriig mod saadan Mand, som Harald, hvis blotte Navn kunde komme Undersaatterne til at vakle. Kongen bifaldt endeligen deres Raad, lod affærdige et Gesantskab til Dannemark for at tilbyde hans Farbroder halvdeelen af Norge. Dette Tilbud imodtog Kong Harald, saa at der blev et Forliig sluttet med de Conditioner, at Kongerne skulde deele deres faste og rørende Gods imellem hinanden, saa at Magnus skulde give Harald den halve Deel af Norge, og Harald derimod skulde deele sin halve Rigdom med

Norges Deelning mellem ham og Kong Magnum.

Magno. Derpaa fuldte Kaaldsindighed mellem Harald og Svend Estridsen, saa at de skiltes U-venner, og Harald begav sig til Norge, hvor han af Kongen blev venligen modtagen, og forliiget blev confirmered. 1046Saaledes bleve Aar 1046 To Konger paa eengang udi Norge med liige Myndighed, og Magnus forbeholdt sig intet uden det høyeste Sæde udi Forsamlinger. Haralds Guld og Sølv blev derefter paa Veye-Skaaler deelt udi lige Parter, og siger Historien, at der neppe udi de Nordiske Riger har været seet saa stor Skatt paa et Sted. (a)

Begge Konger regierede derefter udi Eendrægtighed, skiøndt adskillige arbeydede paa at stifte Misforstand imellem dem. Det lod sig alleene eengang ansee, som Freden vilde brydes, efterdi,

(165)

(a) Snoro St. in Magn. Theod. Monach. vidner at denne Deelings-Tractat skeede udi Opland.

|da de giorde een Skibs-Færd sammen, Harald enten af Vanvare eller af Forsæt posterede sig med sine Skibe udi den øverste Rang, hvorudover Kong Magnus strax gav Ordre til sine Folk at anfalde hans Farbroder, hvis han ikke vilde viige: Men det kom ikke til nogen Extremitet; Thi Harald, saa snart han merkede dette, sagde han: Min Broders Søn bliver vred, lader os legge af Veyen, og bleve derpaa Tovene afkappede for at bringe Skibene deshastigere til Siide. Saaledes ophørede al Misforstand igien og Venskabet blev fornyet. Udi dette Aar 1047 reysede Kong Magnus til Dannemark og Kong Harald fuldte ham paa samme Tog. Da de vare komne udi Jydland, blev Kong Magnus hæftig syg, (b) og, som han merkede, at det var intet uden Døden at vente, skikkede han sin Broder Tore til sin gamle Fiende Svend Estridsen, og offererede ham Dannemarks Krone; Om han giorde dette af Medlidenhed over denne u-lyksalige Herre, som han saa længe havde forfuldt, eller af U-villie mod sin Collega Kong Harald, skal jeg ikke kunde sige; Thi Historien melder intet derom. (c)

Kong Magni Død og Portrait.Kong

Magnus døde saaledes Aar 1047. Han var en middelmaadig Mand af Væxt af et rankt og velskabt Legeme, hvid udaf Ansigt, havde et deiligt Haar og et klart og færdigt Maal. 1047.Hvad Sindets Gaver angik, saa havde han et hastigt Begreeb, han var gavmild, from og retfærdig og den yndigste af alle Konger, saa at han var elsked af alle Mennesker. Udi Krig var han ikke mindre lykkelig end tapper; Med et Ord, han var en af de beste og største Konger, som have regiæret udi Norge. Han regnes ogsaa for en af de store Lovgivere blant Konger; Thi han forbedrede saaledes den Norske Lov kaldet Graa-Gaasen, som hans Fader St. Olaf lod forfatte, at han ansees som Autor der til.

(166)

(b) Snoro Sturl. in Mag.

(c) Erici Pomerani historie siger at han druknede i Oresund; men alt hvad samme Historie melder om denne Konge saa vel siden om Svend Estridsen er falskt og fast Monstreus vid. Hist. Gent. Dan. Saxo siger, at han døde af et Fald med en Hæst.

|byggerne gav ham i henseende til hans Dyd det Tilnavn af Magnus den gode. (d)

Hans Farbroder Kong Harald satt sig for efter hans Død at fare til Viborg Landsting for der at lade sig hylde til Konge af Dannemark. Men den gamle Norske Minister Einar Tambeskiælver, som Kong Magnus, maa skee, havde aabenbaret sin Tanke om Successionen, og som der foruden kunde forud see, hvor vanskeligt det vilde blive Harald at beskytte samme Rige mod Svend Estridsen, som af de Danske

Einar Tampe-Skiælvers Studsighed mod Kong Harald.

allevegne var elsked, sagde da med sin sædvanlige Frihed: Mig synes, at det er meere sømmeligt, at vi føre Kong Magni Liig til Norge, og lade det begrave hos hans Fader, end at vi ligge her uden Lands og slaaes om andens Eiendom: Jeg vil heller følge Kong Magnum død, end nogen anden Konge levende. Derpaa gik han strax bort og giorde Anstalt til det Kongelige Liigs Bortførelse, og var hans Myndighed saa stor, at alle Norske fuldte ham efter, saa at Kong Harald maatte staae fra sit Forsæt og følge med Liiget til Norge. Og, saasom denne Einar Tambeskiælver (e) var en af de anseeligste, tapperste og dydigste Herrer, Norge haver nogen Tiid produceret, maa jeg til Slutning af denne Konges Historie melde lidet om hans Person og Skiæbne. Om endskiøndt Norge udi de Tiider var frugtbar paa

Same store Mands Portrait og Bedrifter.

store Helte, saa distingverede denne Mand sig frem for alle andre udi mange Kongers Tiid. Udi det store Søe-Slag, som skeede immellem Olaff Tryggesen og Svend Tiuguskiæg Canuti Magni Fader, havde han allereede saadant stort Navn, at, da hans Bue brast udi Slaget, han da sagde til Kongen: nu brast Norges Rige af din Haand. Da de Danske under Kong Knud regiærede udi Landet, maatte han vel viige for Magten, men var dog udi saadan Anseelse at høystbemælte Konge havde af alle Norske meest Estime for ham, og lovede at giøre ham til Statholder, om Hagen Jarl faldt fra. Dog vilde han ikke være med udi det Slag ved Stiklestad mod St.(167)

(d) Theod. Monach. vidner, at han regierede udi 11 Aar.

(e) Theod. Monach. kalder ham Einar Tham. Baskelme.

Olaf. Men førdte sig saaledes op udi det store Norske Oprør, at han var estimered og elsked af begge Partier: Denne store Mand, saasom han saae vel, at det stod ikke i hans Magt at redde samme hellige Konge, mod hvilken meesten det heele Land var oprørsk, saa lod han dog see sin Troeskabs-Pligt efter hans Død, ikke allene ved en særdeels Omhyggelighed for hans hæderlige Begravelse, men endogsaa ved at Hielpe hans

Misforstand mellem ham og Kong Harald.

Søn Magnum paa Thronen. Disse Meriter skiønnede Kong Magnus saa vel paa, at han af alle Undersaatterne havde ham meest kiær, og fuldte hans Raad i alle Ting. Endeligen, saasom hans Myndighed voxede saaledes til, at han var i ligesaa stor Anseelse, som Kongerne selv, resolverede Kong Magni Successor at skille sig af med ham. Einar merkede Kongens Kaaldsindighed, og derfor saae sig altiid for, at han ikke skulde forraskes, og giorde han aldrig nogen Reise til Kongen uden med 8 a 9 lange Skibe, og hen ved 5 a 600 Mænd, saa at Kongen derudover saae, at han intet kunde udrætte ved Magt, og derfor arbeidede paa at omkomme ham med List. Han lod til den ende invitere ham eengang til een venlig Samtale; Men, da Einar lod sig indfinde, blev han af Kongens Folk ihielslagen tillige med sin Søn Endre 1054. Saadant endeligt fik denne store Mand, hvis Dyd, Tapperhed og Forstand man ikke noksom kand

Hans Fald og Død.

berømme. Men disse Qvaliteter saavelsom hans Magt og Rigdom foraarsagede, at han paa det sidste ikke kunde holde sig inden de Grendser, som en Undersaatt foreskrives; thi han talede ikke allene fordristigen, men endogsaa gik eengang saa vit, at han med Magt tog en Misdæder, som Kongen vilde have straffet, af Tinget, hvilken Gierning særdeeles befodrede hans Død (f). Han maa ellers have været en af de ældste Mænd udi Norge, efterdi han levede i saa mange Kongers Tiid.

Svend Estridsen.

Svend Estridsen var udi Skaane, Svend Estridsen.den tid Kong Magnus døde, og agtede at reyse til Sverrig for der at slaae sig til Roelighed, (168)

(f) Theod. Monach. cap. 25. siger at han ogsaa udi Kong Magni Tiid havde lagt sig ud med Harald, saasom han ikke vilde tilstæde Norges Deeling; saa at der var et gammelt Had imellem dem.

og aflegge det Konge Navn, han havde tiltaget sig. Men, da han var paa Veyen, fik han Tidender om Kong Magni Død, og at de Norske havde forladt Dannemark igien, hvorudover han fik nye Forhaabning, og giorde han da en Eed, at han aldrig meere skulde flygte af Dannemark, men enten blive Konge eller lade sit Liv udi samme Rige. Han kom derfore tilbage igien, og blev allevegne antagen udi Riget. Men Kong Magni Successor udi Norge Harald Sigurdsen gemeenligen kaldet Harald Haardraade, holdt sig for at være

Bliver Konge i Dannemark

nærmere til den Danske Krone, og derfor udi det Aar 1051 (g) kom med en stor Flode til Dannemark, giorde stor skade udi Jylland og afbrendte Slesvig. Da han havde afbrændt samme Stad og vilde seyle tilbage med Byttet, kom Kong Svend med en stor Flode efter ham. Kong Harald havde vel store gode Skibe, men saaledes tilladde, at de vare u-beqvemme til Striid, hvorudover han af yderste Magt søgte at undgaae et Søe-Slag. Han lod derfore, da Kong Svend satt efter ham, kaste over Bord alt hvad Bytte han havde erobret, endeel for at lætte Skibene, endeel for at amusere de Danske med at redde de samme. Kong Svend merkede, udi hvilken henseende dette skeede, og derfore befoel, at man skulde lade Godset flyde og alleene følge Fienderne. Herudover greeb Harald, som var vandt til Krigs-Puds, til et andet Middel, som lykkedes ham bedre; Thi han lod udkaste med tomme Tønder Bredder og Kister de Danske Fanger, som vare paa Skibene, og, saasom de samme Fanger raabte til deres Landsmænd om Hielp, maatte den Danske Flode blive holdende for at redde dem, og Harald kom udi Behold med sin Flode til Norge.

Krig mellem Dannemark og Norge.

Men derved havde Krigen ikke ende; Thi begge Konger lavede sig til paa nye at møde hinanden med all den Magt, de kunde til veye bringe, saa at man lang Tiid ikke havde seet fleere Krigs-Skibe udi Søen paa eengang. De Norske vare vel bedre Søemænd, men de Danske kunde bringe fleere Skibe til veye. Kong Svend var formedelst sin Belevenhed almindeligen elsket af de Danske, Kong Harald derimod var formedelst sine store Bedrifter (169)

(g) Den Danske Kronick sætter 1049.

ter æstimered af de Norske. Den første havde større Lande, den sidste havde fleere Penge, saa at der i alting var en ballance, hvorudover man ikke kunde giette sig til hvad udgang Krigen vilde have, uden at man vilde giøre sig en Udregning af forrige Lykke og U-lykke, nemlig at den første var altiid vant til at tabe, og den sidste aldrig vant til at flye. Men iust paa samme Tiid opvaktes en stor Kaaldsindighed af Indbyggerne udi Norge, og det formedelst det Mord, som skeede paa Einar Tambeskielver, hvorom tilforn er talt, ja de Norske i sær Trundhiemerne bleve derover saa misfornøyede, at Kongen maatte flygte af Trundhiem. Adskillige af de Misfornøyede, blant hvilke var Hagen Jarl, begave sig af Landet til Dannemark, hvor de bleve med begge Hænder imodtagne af Kong Svend, som af denne Misforstand begyndte at fatte Haab om Krigens lykkelige Udfald. Men Kong Harald, hvorvel han var en af de stridbareste Helte, som levede paa de Tiider, saa vidste han dog at simulere, og give gode Ord, naar Fornødenhed det udfodrede, og derfore ved Find Arnesen arbeidede paa at stille Trundhiemerne til Freds, og bragte denne habile Minister ved Løfte og gode Ord et Forliig til veje, saa at alting kom i Roelighed igien; Men den samme Mand blev kort derefter selv misfornøyet, og flygtede til Dannemark, hvor Kong Svend forlehnede ham med Halland, at han skulde være de Norske en Torn udi Øiene. Aarsagen til Find Arnesens Misfornøyelse var denne: Kong Harald, efterat det Forliig lykkeligen var sluttet med Trundhiemerne, begav sig med en stor Krigs-Flode til Dannemark for at continuere Krigen; Da han var kommen til Fyen, commenderede han Kalv Arnesen Finds Broder at fare op udi Landet for at udforske Leiligheden, indtil Kongen blev færdig med sit Folk. Men det lidet Antal af Folk, han havde med sig, blev anfaldet af Fynboerne, hvilke ihielsloge mange af dem, og omkomme Kalv Arnesen selv udi samme Trefning. Dette var den samme Kalv Arnesen, som havde førdt den oprørske Krigs-Hær an mod St. Olaum ved Stiklestad, og da paa Løfter var kommen tilbage igien, hvorfor man kunde have Aarsag at tænke, at Kongen af Forsætt at opofre sin Broders Banemand, havde givet (170) ham denne Commission. I det ringeste var hans Broder Find Arnesen fuldkommeligen udi de Tanker, og derfor forlod Kong Haralds Parti.

Krigen mellem Dannemark og Norge blev derpaa udi nogle Aar fortsætt allene med Røven og Plyndren til Søes, hvorudover Kong Harald for at være stedse paa Grændserne lod 1060 anlægge den Stad Oslo, hvor han gemeenligen residerede: Men Anno 1062 begyndte Krigen rætt for alvor at gaae an, og da lod Kong Harald efter den gamle Simple Nordiske Maade sige Kong Svend, at han vilde møde ham ved Helgenæs, hvor man ved et Søe-Slag skulde decidere deres Tvistighed. Begge Konger bragte da store Floder udi Søen. Den Norske Flode bestood af 200 Skibe, hvoraf Kongens eget, som førdte et Drage-Hovet, var det største; thi Historien (h) siger, at det var 35 Rum stort: Den Danske Flode derimod bestod af 300, som Kong Svend selv anførdte. Begge Floderne kom hinanden udi sigte under Halland. Kong Harald,

Søe-Slag ved Helgenæs 1062.

da han saae, at de Danske vare saa stercke, lod han holde Krigs-Raad for at høre de høye Officerers Betænkende, og da raadede mange ham til at retirere sig, holdende for, at det var daarligt at vove et Slag med saadan mægtig Fiende. Men Kongen sagde: Før skal den eene ligge over den anden, og gav dermed Ordre til at slaaes: Den Norske Flode var saaledes rangered; Kong Haralds Skib laae midt udi Floden, og næst ved ham Ulf Stallere eller Marsk med sit Skib: paa den eene Fløj commenderede Haagen Iversen, og paa den anden Fløj laae de Trundhiemske Skibe, som alle vare vel bemandede. Kong Svend (171)

(h) Det er vanskeligt at sige hvad man kand forstaae ved disse Rum, hvorvel Snoro Sturlesen synes at forklare saadant udi Ingi Baardsens Historie med disse Ord: Baglerne lode blant andet bygge 3 Skibe større end nogen Tiid tilforn vare seede udi Norge; thi der vare imellem Østerrummene 24 Aarer og oven paa 48 Aarer, og skulde 8 Mænd være i hvert halve Rum; saa at derfore et saadant Fartøj, som Kong Knuds, kaldet Dragen, der havde 60 Rum, maa have behøvet ligesaa mange Folk, som et af de største Orlog-Skibe nu omstunder.

|posterede sit Skib lige imod Kong Haralds,

De Norske erholde Seier.

og havde ved side den Norske misfornøjede Find Arnesøn mod Ulf Staller. Slaget begyndte silde paa dagen St. Laurentii Aften 1062, 1062.og varede langt ud paa Natten; Men, omsider finge de Norske Overhaand, og den Danske Flode tog Flugten, og blev der da et stort Nederlag: Mange bleve af de Norske ihielslagne (i) nogle sprunge selv over Bord, og druknede sig, og nogle bleve fangne, blant hvilke sidste var den ovenomtalte Find Arnesøn; I denne Trefning signaliserede sig besynderligen Kong Harald selv, som nedlagde mange med sin egen Haand, og næst efter ham Haagen Iversen Jarl, hvilken efter slaget blev liggende med nogle Skibe, medens Kong Harald forfulte de flygtige. Men, da han saaledes laae for at tage vare paa de fangne Skibe, kom en anseelig Mand roende til hans Skib udi en Baad, havende sin Hatt nedslagen for Øiene, og spurdte, hvor Haagen Jarl var, foregivende at ville tale med ham, Jarlen kom da frem, og spurte om hans Navn. Han sagde sig at heede

Kong Svends selsomme Fata efter Slaget.

Vandraader, og bad Jarlen, at han vilde spare hans Liv; Men i det de talede sammen, kiendte Jarlen ham, at det var Kong Svend, hvorudover han ynkedes over denne u-lyksalige Konge, og gav Ordre til 2 af sine troeste Tiennere at føre ham sikker til Land uden tvil paa Halland. Der blev han bragt ind til en af Jarlens Venner ved Navn Carl, hvis Hustrue knurrede paa dem, efterdi de komme saa tiligen om Morgenen, og forstyrrede hendes Roe, ja talede Kongen selv haanligen til, og kaldte ham en Tølpel, efterdi han tørrede sig midt paa Haandklædet, hvilket denne gode Herre da maatte fordøje for ikke at røbe sin Person, og svarede allene dertil: Den dag kand jeg maa skee nok leve, at jeg bliver holden værdig til at tørre mig mit paa et Haandklæde; Han maatte derforuden med samme Taalmodighed høre anden haanlig Tale af samme Qvinde, hvilken, da hun hørte, at de Norske havde erholdet Seier, sagde: Ach! hvilke usle Folk vi ere, der have faaet en halt Konge, men som altiid taber udi Slag. Hvortil Kongen svarede (172)

(i) Snoro St. in Harald. Haard.

|med sin forrige Kaaldsindighed: Tal ikke saa Qvinde? Vor Konge er ikke u-stridbar men u-lykkelig. Saaledes

Hagen Jarls genereuse Gierning.

undkom Kong Svend af denne store Fare, og det ved hans Fiendes Hagen Jarls Hielp. Om Jarlen derudi giorde vel eller ilde, det vil jeg henstille til andres Domme. Man kand allene sige, at det er vanskeligt for et genereux Gemyt at modstaae saadan Fristelse nemlig at nægte en u-lyksalig Konge Hielp der udi saadan Tilstand søger derom. Men denne Generositet skildte dog Kong Harald ved Dannemarks Trone, hvilken han kunde have været Forvissed om, hvis han havde faaet Kong Svend i sine Hænder. Saa derfor Kong Harald ikke uden Føje forfuldte ham, da Sagen blev aabenbaret, hvorom videre siden.

Efterat Kong Harald havde forfuldt de Flygtige; kom han tilbage for at randsage de Døde, og at begrave sine Folk, som vare omkomne udi Slaget. Man leedte længe efter Kong Svends Liig, efterdi alle meenede, at han var slagen, men kort derefter fik man Tidender, at han var kommen til Siælland, og havde faaet en stor Krigs-Magt paa Beenene, men man fik ikke Sammenhængen at viide førend Aaret derefter. Blant de Fangne var Find Arnesen den fornemste. Ham spaadde da alle ilde, efterdi han hafde flygtet fra Norge og førdt Avind-Skiold mod sit Fæderne Land. Han blev da indkalden til Kongen, som man meenede for at høre hans Døds Dom: Men det faldt langt anderleedes ud, end man havde ventet, thi, endskiøndt han stillede sig heller an som en trodsig Fiende end en ydmyg Supplicant, kom han dog paa frie Fod igien.

En merkelig Samtale mellem Kong Harald og hans fange Find Arnesen.

Den Samtale, som da blev holden mellem ham og Kongen, er saa merkelig; at jeg kand ikke forbigaae den her at indføre, efterdi den giver et Portrait paa de Tiders Simplicitet, og viiser, at Hof-Discurser da have været lidt meere polerede end Borgestue Complimenter nu omstunder. Den giver ogsaa tilkiende Kongens store Generositet og Philosophie i at foragte og med Kaaldsindighed at høre paa en gammel Mands haarde og bittre invectiver. Da Find Arnesen, som da var bleven blind, blev indbragt for Kongen, tog han leende imod ham og sagde: Find! (173) nu findes vi her; men sidste gang taledes vi ved i Norge. De danske, som du har taget din Tilflugt til, have ilde beskyttet dig, og vi Normænd have ont ved at føre en blind Mand med os tilbage. Find svarede: Normænd har ont ved at giøre, og allermest hvad du befaler dem. Kongen sagde: Vil du have dit Liv og din Fred? Find svarede: Jeg vil ikke betle mit Liv af dig, du Hund. Kongen sagde: Vil du, at min Søn Magnus skal give dig Fred? Find svarede: Hvad kand den Hvalp raade for Liv og Fred: Da loe Kongen, og havde sin Lyst af at giøre ham vred. Vil du da, sagde han, at Dronningen skal bede for dig, hvorpaa han svarede saa

Et merkeligt Exempel paa Kong Haralds Kaaldsindighed.

plompt, at jeg blues ved at fortælle det, (k) men, hvor groft det end var, saa tabte dog Kongen intet af sin Contenance, men blev ved at lee, og ikke allene gav ham sin Fred igien, men endogsaa, da han merkede, at han ingen Lyst havde til at være udi Norge, gav ham Frihed at reyse til Dannemark igien, hvilket og skeede. Saaledes gik til udi dette store Slag kalden gemeenligen Niesaasstrid, som blev holden St. Laurentii Aften 1062 udi Kong Haralds 13de regierings Aar. Den største Deel af den Danske Flode blev da ruinered, 70 Skibe faldt i Kong Haralds Hænder, og mange af de flygtige lidde Skibbrud paa Skagen. Hvad Kong Svend angaaer, da kom han lykkeligen til Siælland igien, og i en hast fik en anseelig Krigs-Magt paa Beenene for at byde de Norske Spidsen, i fald de vilde forsøge nogen Landgang. Han lod da fodre føromtalte Carl til sig, som havde huuset ham udi Halland, og gav ham en skiøn Gaard udi Siælland med anden Herlighed, men vilde ikke tilstede ham at føre hans Hustrue med sig, efterdi hun, skiønt u-vidende, saaledes havde forhaanet ham. Det som meest gik denne gode Konge til Hierte, var at Hagen Jarl maatte forfølges for hans skyld, efterdi han havde reddet hans Person; thi den heele Handel blev kort derefter aabenbaret, og det paa saadan maade. (174)

(k) Snoro in Harald. Haard.

De Norske efter Sædvane talede stedse om denne for Nationen saa priselige Seyer ved

Aarsag til Hagen Jarles Unaade

Nies-Aae. Dette var Materie til Discourser udi alle Samqvemme; Det hendte sig Aaret derefter, at nogle udi et lystigt Verdskab udi Oplandene sadde og talede om samme Materie. Enhver fortaalte da Slaget paa sin maade; men alle vare eenige derudi, at ingen havde figtet med større Tapperhed, end Hagen Iversen Jarl. Kongen som af sin Residentz Opslo da var kommen til Oplandene hørdte denne Tale uden for Dørren, hvilken opvakte saadan Jalousie hos ham, at han ikke kunde dølge den, hvorvel han var ellers temmeligen Mester af sine Passioner; han gik derfor nærmere til Dørren, stak Hovedet ind, og sagde: Hver Mand skulde ønske her inde at heede Hagen; Kort derefter blev udi Kongens Fraværelse taled igien til Hove om Niesaas Striid, og, da mange atter efter Sædvane rosede Hagen Jarl frem for andre, sagde een iblant dem, som længe havde tiet: Mange figtede med ligesaa stor Tapperhed, som Hagen, men ingen var saa lykkelig som han, efterdi han fik Leylighed at skienke Kong Svend Livet: Alle studsede ved den Tale, og spurdte ham, hvor af han saadant vidste: Han sagde sig at have hørt det af een af dem, som bragte den fangne Konge paa Land. Dermed endtes denne Tale, men, som den var holden udi en stor Samqvem, kunde den ikke længe dølges, men kom for Kongens Øren. Kongen blev derover gandske forskrækket, og, da han ved nøyere Inqvisition havde faaet

Samme store Mands Fald.

klart Beviis paa, at Historien var rigtig, begav han sig med 200 Mænd til Opland for at overrumple Jarlen. Men Hagen fik betimmeligen Kundskab derom, og flygtede til Sverrig, hvor Kong Steinkield tog ham i Beskyttelse, og giorde han siden adskillige Indfald udi Norge, og ved Røven og Plyndren tilføyede Riget Skade. Saaledes faldt denne store Mand formedelst en af de aller genereuseste Actioner, men som dog for Conseqvences skyld burte straffes.

Jeg finder intet af Vigtighed at være foretaget mellem disse to Nordiske Konger efter dette store Søe-Slag. Det syntes, at de paa begge Sider vare blevne kiede af denne langvarige Feyde, (175) thi udi dette Aar 1064 begyndte man at handle om Fred, og blev efter adskillige Negotiationer samtykt, at begge Konger skulde møde hinanden

Fred mellem Dannemark og Norge.

ved Elven mod Foraaret af samme Aar, hvilket ogsaa skeede, og blev da efter en venlig Samtale mellem Kongerne Fred sluttet paa den maade, at hver skulde beholde sit Rige indtil dets rette gamle Grendser, den Skade, der var skeed paa begge Sider, skulde ikke meere omtales, og Freden skulle vare saalænge, som Kongerne levede: Alt dette blev bekreftet med Eed, og hver Konge reysede til sit Rige igien.

Medens denne Krig varede, forliebede Kong Svend sig udi en Svensk Princesse Giuta, som var ham beslægted i forbudne Leed. Over saadant Foretagende skrev

Tvistighed mellem Kong Svend og Erkebispen af Hamborg.

Erkebispen af Hamborg Adelbertus (l) ham et Haardt Brev til, foreholdt ham hans Synd, og truede ham med Kirkens Band, hvis han ikke giorde Bedring. Kongen derimod optændtes til Vrede mod Erkebispen, og truede med Hamborgs Ødeleggelse. Denne Tvistighed varede nogle Aar. Men som samme Erkebisp, saavelsom Paven fik meere at bestille med Kong Harald udi Norge, hvilken foragtede det Geistlige Herredom, og giordte udi Kirke-Sager, hvad ham lystede, fandt han for got at forliige sig med Kong Svend. Forliiget blev sluttet til Slesvig, og Erkebispen skiltes venligen fra Kongen, efter at de havde holdet et Giæstebud 8te Dage tilsammen, som Adamus Bremensis vidner, hvilken maaskee var med, og lod sig tractere i dette Giestebud. De Norske Kirke-Sager vare af større Vitløftighed. De Klager, som Geistligheden førte mod Kong Harald, kand sees af Pave Alexanders Brev til høystbemeldte Konge af den Indhold: (m) Alexander GUds Ords Tieners Tiener Haraldo Konge udi Norge Hilsen og den Apostoliske Velsignelse: Efterdi at I endnu er vankundig i Troens (176)

(l) I den Danske Historie heder denne Erkebisp Adelgarius, men Ad. Bremens., som levede paa de Tiider, og kiendte ham Personligen, kalder ham Adelbertum. Ad. Brem. lib. 3.

(m) Alexandr. epist. 2 Tom. 9 conc. vid. Ad. Brem. it. Incert. Aut. Histor. Archiep. Brem. sect. 92 hvor samme Brev findes.

Sager og den geistlige Disciplin; saa bør vi, som den Christen Kirkes Regimente er betroet, med Gudfrygtig Paamindelse ofte besøge eder: Men, efterdi formedelst den lange Vey, os er imellem, vi det ikke selv Personligen kand giøre, da have vi befalet Erke-Bisp Adelberto, (n) af Bremen saadant at giøre. Og haver fornevnte Erke-Bisp udi hans Breve beklaget for os, at en part Bisper udi eders Land for Penges skyld mod samme Kirkes Privilegier udi Frankrige og Engeland u-tilbørligen ere viede: Hvorfore vi af St. Peders og St. Pauli Magt paaminde eder, at I giøre det Romerske Sæde tilbørlig Ære, saavel som fornævnte vor Legat Erke-Bispen. Dette var den første myndige Paamindelse, som man finder, at Paven siden Christendommens Indførsel har giordt de Nordiske Konger. Man seer ellers heraf, at dette Brev maae være skrevet efter Kong Haralds Tog til Engelland, efterdi der tales om u-tilbørlige Bispe-vielser udi samme Land. Til dette Engelske Tog gaves saadan Anledning.

1066.Edvardus Confessor døde Anno 1066. Efter hans Død blev Tvistighed om Successionen, og flygtede en af Prætendenterne, som kom til kort, til Kong Harald udi Norge. Denne stridbare Herre tog deraf Leilighed at giøre et tog til Engelland med 500 Skibe, hvilket var den største Flode, Norge nogen Tiid havde haft i Søen: Udi Begyndelsen havde han stor Fremgang, og erholdt en fuldkommen Seier over de Engelske ved York. Men kort derefter blev han overfalden af en nye Engelsk Krigs-Magt, og selv omkommen (o). Saadant Endeligt fik denne berømmelige Konge, (p) hvis Portrait Snoro Sturlesen giver saaledes: Kong (177)

(n) Her bliver Hvitfeld ved sin forrige Vildfarelse og indfører end ogsaa udi det Pavelige Brev Adalgarium, da dog Adalbertus findes saa vell udi Historierne som paa alle de Steder hvor Pave Alexandri Brev indføres.

(o) Vid. Wilhelm. Malmesb. Histor. Ang. lib. 3.

(p) Anonymi Chron. Sialand giør et hesligt Portrait over denne Konge, formedelst hans Haardhed mod Geistligheden, hvilket viser, at Autor maa have været en Præst, vid. Chr. pag. 5.

|Harald overgik alle Folk i sin Tiid udi Norge udi Viisdom og Veltalenhed. Han var dristig udi Striid, og altiid lykkelig indtil dette sidste Slag, hvorudi han satt Livet til. Han var en deilig og anseelig Herre, og havde han et guult Skiæg, lange Knævel-Barde, tynde Øienbryne, store Hænder og Fødder dog vel skikkede. Han var 5 Norske (q) Alen høj; Han straffede Misgierninger med yderste Haardhed, belønnede ogsaa Dyder, og var særdeeles Liberal. Han tabte aldrig noget Slag uden dette sidste, og hvor stridbar han end var, saa vovede han sig dog ikke, uden han vidste sig nogenledes forvisset om Seier: Han døde udi sit 50 Aar, og havde ideligen været udi Krig, siden han var 15 Aar gammel. Da Kong Harald var død ophørede Freden mellem Dannemark og Norge, hvorudover Kong Svend rustede sig til Krig mod hans Successor Olaf. Begge Floder mødtes ved Kongelle. Men det kom ikke til noget Slag; thi de bleve forligte saaledes, at Freden skulde blive bestandig, og Kongen lovede sin Dotter Ingerid til Kong Olaf, som da regierede udi Norge tillige med hans Broder Magno kaldet den Kyrre og vare begge Kong Harald Haardraades Sønner. Kort efter disse Tiider nemlig med Magno Barfod ender Theodoricus Monachus sin Historie om de Norske Konger, som han har dediceret til Erke-Bisp Oisten udi Trundhiem, hvilken var den anden Erke-Bisp udi Ordenen, og holdes for at have Levet 1160, at samme Theodoricus har været en indfød Nor-Mand sees af hans egne Ord udi Fortalen, hvor han kalder de Norske Gentem Nostram: Hvad hans Historie angaaer, da er den kort, og dog fuld af uvedkommende Digressioner, hvilke dog giver en Slags Lærdom tilkiende, den Titel som han udi Dedicationen giver Erke-Bispen er Ed. Excellence. Den er publicered tillige med den u-bekiente Autor om de Danskes Tog til det Hellige Land af Kirkmanno.

Kort efter Kong Haralds (r) Død bemægtigede Wilhelmus Conqvestor Hertugen af Normandien, sig Engelland, saa at derudover (178)

(q) De Norske Alen maae da have været smaae.

(r) Det er merkeligt, at Engelske Skribentere kalder denne Konge Harald Harfager og derved confundere ham med den første Norske Eenevolds Konge vid. Rap. Thoyras Tom. 1. lib. 5. Samme Feil begaaer og saa Ælnothus vita St. Canuti cap. 2. hvor han kalder ham Haraldum Coma pulchrum.

samme Rige continuerede under Konger af Dansk eller Norsk Blod. Men, som samme Wilhelmus var en af de fornuftigste Regentere udi hans Tiid, saa satt han Engelland udi saadan Stand, at det ikke oftere blev det Nordiske Folk til Rov og Bytte: tvertimod samme Rige har siden været en Skræk for alle dets Naboer, og Tiid efter anden har tiltaget udi Anseelse under andre Konger, som have fuldt Wilhelmi Fodspor, indtil det er kommen i den Stand, som vi nu see.

Hvad Dannemark videre angaaer, da forlode Venderne igien den Christelige Troe, og giorde et Indfald udi Holsten og Dannemark, og da ødelagde Hamborg

Svend Estridsens

Qvaliteter.og Slesvig, og blev da Erke-Bisp Sædet forflyttet fra Hamborg til Bremen. Udi denne Wendiske Forfølgelse forlode 600 Familier Holsten og satte sig ned udi de Hartziske Bierge (s). Ellers regiærede Kong Svend sin øvrige Tiid udi Fred og Roelighed. Han havde tilforn haft mange Feil, men han blev efter Harald Haardraads Død gandske omvendt, from, gavmild og troefast mod alle. Det lægges ham allene til Last, at han var alt for stor Elsker af Fruentimmer, saa at en kiøn Jomfrue stoed aldrig meer fare til Hove at lide Skibbrud end udi hans Tiid. Iblant hans u-ægte Børn vare Gorm, Harald, Svend, Ømund, Ubbe, Oluf, Benedict, Niels, Biørn, Knud, Erik og Syrithe, som blev given Hertug Gotskalk af Venden. Han ægtede ogsaa en Svensk Princesse, som var ham nær udi Blod paarørende, hvorudover den Misforstand, som tilforn er omtalt, reisede sig imellem ham og Erke-Bispen af Bremen, saa at han stod samme Erke-Bisp efter Livet, dog forhindrede den Roskildske Bisp Wilhelmus, saadant blodig Forsætt og bragte Kongen til Anger og Ruelse, saa at han ikke allene skildte sig ved sin nye Dronning, men endogsaa forligede sig med ErkeBispen (179)

(s) Anonym. hist. Archiep. Brem. cap. 96.

|Bispen. (t) Det er merkeligt med denne Erke-Bisp Adelberto, at han straffede med saadan Iver de mindste Feil hos Kongen, da han dog selv forargede den Christen Kirke ved sit vellystige og u-andstændige Levnet, hvorpaa Adamus Bremensis giver et meget hæsligt Portrait: Det er ellers med denne Adelberto oftbemelte Skribent ender sin Bremiske Kirke Historie, som begynder fra Willehado den første Bremiske Erke-Bisp, og gaaer indtil Liemarum Adalberti Successor, til hvilken han dedicerede sin Kirke Historie. Samme Kirke Historie er høit estimeret, efterdi Autor har derudi anført de fornemmeste Ting, som ere skeede udi hans Tiid: Den tiener ogsaa til Oplysning udi den gamle Danske Historie sær udi Chronologien, som fattes over alt udi Saxonis Krønike, saa at Hvitfeld har betient sig af denne Adami Historie for at

Adami Bremensis Characteer og Betænkning over hans Historie

.bringe de Tiiders Bedriffter til Aars Tall. Historien er ogsaa skrevet med stor U-partiskhed, thi han undseer sig ikke ved at igiennem heigle Erke-Bisp Adelberti Feil, (u) under hvilken han levede. Hvad han har skrevet om de sidste Danske Sager, er dismeere at estimere, efterdi han vidner at have bygget det meste paa Kong Svend Estridsens mundtlige Relationer, og havde vi maaskee vidst lidet at sige om samme Konges rare Politesse og Lærdom, hvis Adami Bremensis Historie ikke havde været til. Med alle de Dyder, han opregner hos denne Konge, glemmer han dog ikke hans Feil, som var Løsagtighed og Vellyst, saa at man derudover kand fæste des større Troe til det, som han taler til hans Berømmelse. Ellers kand ikke nægtes, at han jo ofte farer vild udi Navnene, og de Nordiske Kongers Catalogo. Om Kong Svend hans Læremester der udi haver feilet eller Autor har stoelet formeget paa sin Ihukommelse, og ikke strax ført udi Pennen, hvad han hørte af Kongen, er noget som man ikke kand sige.

Biskop Vilhelm af Roeskild var Kongens første Favorit, men der reyste sig omsider Misforstand imellem dem og det ved saadan Leylighed. Kong Svend giorde engang et Giæstebud paa en (180)

(t) Vid. Incert. Autoris Hist. Archiepisc. Brem. Sect. 90. Det er merkeligt at samme Autor kalder ham Konge over Dannemark, Norge og Engeland.

(u) Ad: Bremens: in Adalberto.

|Nye-Aars Aften udi Roskild, og dertil havde indbudet de fornemmeste af sine Raad og Adel. Da Giæsterne bleve beskiænkede, lode de udi Drukkenskab falde adskillige Ord, som vare Kongen nærrørende. Hvorudover han blev saa fortørnet,

Kong Svend Bedriver et uhørligt Mord af Overiilelse

at han Dagen derefter befoel at omkomme dem udi Hellig Trefoldigheds Kirke, naar de der efter Sædvane kome sammen for at høre Tienesten. Hans Befalning blev efterleved, og de bleve alle ihielslagne udi Kirken. Over dette Mord blev Biskop Vilhelm af Roskild bragt udi Harnisk mod Kongen, holdende det for en uhørlig Gierning paa en høytidelig Fest at lade myrde udi Kirken saa mange brave Mænd, da de vare udi deres Andagt. Han lod sig dog strax ikke merke, men gik ind udi Kirken selv at forrætte Tiennesten; men, da han fornam, at Kongen kom til Kirke, vilde han ikke efter Sædvane gaae mod ham, men stod i sine Messeklæder inden Kirke-Dørren, og forbød ham at gaae videre. Da Kongen ikke dismindre vilde gaae ind, stødte Bispen ham for Brystet med sin Bispe-staf, og kaldede ham en Morder, der havde besmittet GUds Huus med saa megen Blods Udgydelse. Kongens Hoffmænd syntes at dette gik for vit, søgte derfore ind paa Bispen med deres blotte Sverd, og vilde slaae ham ihiel. Men Bispen var u-forskrekked, og vigede ikke en Fod tilbage. Da rørede Kongens Samvittighed sig saa, at han ikke allene forbød dem at tilføje Bispen nogen Skade; men endogsaa begav sig fra Kirken til Slottet, afkastede sine Kongelige Ornamenter, og iførdte sig grove Klæder, gik paa sine blotte Fødder til Kirken igien, og kastede sig ned for Kirke-Dørren. Da Messen var begyndt, kom een ind udi Kirken og advarede Bispen for Alteret, udi hvilken ynkelig Skikkelse Kongen laae for Kirke-Dørren. Hvorudover han befoel, at man skulde holde op med Sangen, gik ud imod Kongen, og efter hans ydmyge Bekiendelse og Fortrydelse løsede ham af Kirkensband. Da dette var skeet, trøstede han Kongen, og tørrede Graaden af hans Øyen, befoel derefter Clericiet at gaae udi Procession for ham til Alteret. Tre Dage derefter kom Kongen atter til Kirken udi sin sædvanlige Kongelige Dragt, og giorde han da sit aabenbare Skriftemaal, bekiendte væmodigen sin grove Synd, og lovede Bedring. Den samme Dag gav (181) han den halve Deel af Stevensherrets Gods til Hellig Trefoldigheds Kirke udi Roskild, og levede siden den Tid udi stor Fortrolighed med Geistligheden, besynderligen med Bisp Vilhelm, som han siden elskede meere end tilforn. Dette er det første Exempel paa en Kongelig Bandsættelse udi Dannemark, men det, som da skeede ikke uden vigtig Aarsag, blev siden en Mode udi Landet, saa at Kongerne med det heele Rige komme udi Interdict for ringe og Kirken u-vedkommende Aarsager, som siden i de efterfølgende Kongers Historier skal viises. Denne Konge søgte ogsaa at fornye Rigets Prætentioner paa Engeland og udi det Aar 1069 affærdigede en stor Flode, hvorpaa foruden Danske fandtes adskillige andre Folk, som Friser, Polakere og Saxer (x) som han havde hvervet, Floden blev anført af tvende hans Sønner, hvilke arriverede lykkeligen til Engeland samme Aar. Hvad som opmuntrede Kong Svend til dette Tog var den almindelige Misfornøyelse udi Engeland over Vilhelmi Conqvestoris haarde Regiering. Men han var der udi lige saa ulykkelig som udi sine andre Krige; Thi de Danske funde formedelst de skiønne Anstalter, Vilhelmus havde giort, større Modstand end de havde ventet, og endeligen bleve tvungne formedelst Hunger med stor Forliis at reyse tilbage. Nogle sige at Kong Svend var selv med paa dette Tog (y). Det er derfore forunderligt at de fleeste af vore Skribentere kalde ham Konge af Dannemark, Norge og Engeland.

Kong Svend falt nogle faa Aar derefter udi en Feber, da han opholt sig til Sudetorp (z) en Bye udi Jylland, og, da han fornam, at der var intet Haab til

Kong Svend Estridsen Døer.

Livet, tog han Eed af sine Ministrer paa sit yderste, at de skulde begrave ham i Roskild Domkirke hos sine Forfædre, og seer man heraf, at Roskild allerede udi nogen Tid havde været en 1074.Kongl. Residentz Stad. Han døde saaledes udi samme Bye 1074 (a) udi hans Regierings 28 Aar, (182)

(x) Ord. Vit. lib. 4 pag. 513.

(y) Car. Lancarvan hist. of Wales in excerptis Th. Barth.

(z) Ælnoth: vita St. Canuti cap. 3. hvor han forklarer Suddatorp at være det samme som en skiden eller dyndagtig Landsbye (villa cœnosa).

(a) Chron. Norvag. Ælnothus der imod sætter 1074 hvilken Hvitfeld følger, men samme Aar kaster ham efter Sædvane i en Contradiction; thi han siger, at Harald som fulte ham i Regieringen og regierede 2 Aar, døde 1080.

|og Bisp Vilhelm fulte ham strax efter, og findes hans Epitaphium i den saa kaldte Libro Datico. (b) Længe udi denne Bisp Vilhelms Tiid laae Lund, saavelsom Othense under Roskildske Bispe-Stoel, indtil Aar 1065, at Lund, og indtil Aar 1086, at Othense finge deres egne Bispe. Kongens Gravskrift blev giort paa Roskilde Kirke-Muur saaleedes.

Regum Sveno decus, magno qvo Dania Rege

Floruit et Sceptris imperiosa fuit

Non virtute minor Sveno, qvam nomine Magnus,

Nam dici poterat Magnus utroqve modo etc.

Dette Gravskrift synes ikke lidet at flattere; thi man kand ikke vel see, hvorledes den Titul af Magno eller den store kunde ham tilkomme, uden at man vil sige, at han

Hans Characteer.

blev stor af Ulykke, efterdi hvor mange Slag han end tabte, saa reysede han sig dog igien (c). Den Norske Krønike giver hans Portrait saaledes: Svend var en deylig og anseelig Mand, fuldkommen af Vext, stor og sterk, var begavet med stor Fornuft og Veltalenhed, og havde et serdeeles Pund til at erhverve Folkes Yndest; hvor meget han var elsket af Undersaatterne, sees deraf, at endskiøndt han var stedse u-lykkelig i Krig, saa blev han dog aldrig forladt. Han var ellers lam paa det eene Been, hvilket sees af Carls Hustrues Ord, nemlig: GUd bedre os for Konge vi have, der er baade halt og frygtsom. Han var besynderligen venlig, skiøndt hans Venlighed undertiden gik for vit sær mod Hof-Jomfruerne, hvilke han fast alle giorde frugtsommelige, og derfore efterlod sig 13 u-ægte Sønner, blant hvilke Harald, som succederede ham, og Knud, som han mest elskede, item Olaf, Erik og Niels, som alle efter hinanden bleve Konger i Dannemark. Han stiftede 1065 tvende Biscop-Dømmer Lund og Dalbye udi Skaane, (d) hvilke siden bleve (183)

(b) Folio 117 in excerpt. Thom. Barth.

(d) Test. Ad. Brem. de situ Daniæ.

|foreenede, item Viborg og Borglum udi Jylland. At han heller blev kaldet Svend Estridsen efter sin Moder end Svend Ulfsen efter sin Fader, skeede af den Aarsag, at hans Moder var Canuti Magni Syster, da hans Fader derimod var kun slet og ret Jarl. Han var en stor Elsker af lærde Folk og selv en af de lærdeste Konger udi hans Tid, hvorom man har tilforladeligt Vidnesbyrd af oven omtalte Adamo Bremensi; Samme berømmelige Histori-Skriver, da han var kommen til Bremen, og der havde faaet at høre om Kong Svends Meriter, nemlig at han var en Herre efter de Tiders Maade lærd, og at han synderligen elskede studerede Folk, begav han sig til Dannemark, hvor han af Kongen blev meget naadigen modtagen, og vidner han at have funderet det meste, som han fortæller udi sin Historie om de Nordske Kirke-Sager, paa de lærde Discourser, han førdte med Kongen, hvilken han høyligen berømmer saa vel for hans Lærdom som politesse. Der findes ogsaa adskillige Breve vexlede imellem denne Konge og Paverne, sær Gregorium 7. som giver ham samme Caracteer af Lærdom og Capacitet (e) item mellem samme Pave og hans Søn Harald, hvorudi Paven formaner ham til at efterfølge sin Faders Dyder. Beklager sig ogsaa at han ikke har skrevet ham til da han var Pave, da han dog pleiede at correspondere med ham som Diacono. Det Vidnesbyrd, som Adamus Bremensis giver om hans Lærdom, lyder saaledes: Da jeg kom til

Ad. Bremensis Vidnisbyrd om hans Lærdom.

Bremen, og der hørte tale om Kong Svends Viisdom, reysede jeg til ham, og blev ikke allene naadigen imodtagen, men endogsaa af hans Mund samlede en stor Deel til dette mit Skrift; thi han var en lærd Herre og høflig mod Fremmede. Han dirigerede ogsaa Troens Sager baade udi Sverrig og Norge. Han fortaalte mig med stor Oprigtighed manges Omvendelse til den Christelige Troe. Dog synes de Relationer, som denne Konge gav Autori om de Danske Kongers Succession, ikke at have været rigtige, saasom de (184)

(e) Epist. Greg. 51 & 75. Ad. Brem. lib. 4. cap. 16.

stride imod alle andre Nordiske Skribenteres Historier, som tilforn er anmerket. Hvorom alting er, saa har han været en af de lærdeste Konger paa de Tider og af saadan extraordinaire Ihukommelse, at Autor siger, at han vidste de Nordiske Historier, ligesom de stode skrevne i hans Hierne. (f) De lærde Folk, som denne Konge meest elskede, var foruden Adamum Bremensem, hvilken længe opholt sig ved det Danske Hof, Biskop Vilhelm af Roskild, en Engelænder af Geburt, hvilken med stor Familiaritet omgikkedes Kongen

En artig Historie om Mag. Svend Norbagge.

og med stor Frihed straffede hans Feyl, hvilket Kongen med Taalmodighed fordrog. Efter Vilhelmum stod mest udi hans Naade, Svend kaldet Norbagge, hvilken siden blev Biskop udi Roskild. Denne Svend var i Begyndelsen ikke meget lærd; thi Saxo vidner, at, da han engang paa Latin skulde læse en Bøn for Kongen, som bestod af disse Ord: Deus Famulum suum protegat; havde en for at prostituere ham, udstrøget den Stavelse Fa af Famulo, hvorudover han læsede: Deus protegat mulum suum. Men Historien viser, at Kongen, som elskede samme Mand for hans Ærlighed, skikkede ham derpaa til Bologne for der videre at studere, og, da han havde tiltaget i Studeringer, og kom efter nogen Tid tilbage igien, blev han siden giort til Bisp i Roskild, hvilket Embede han forestod med stor Berømmelse. For Kong Svends Tid vare der kun 3 Biskops-Dømmer udi Jylland, nemlig Slesvig, Ribe og Aarhuus, men han lagde de andre til hvor om tilforn er meldet. Dette siges at en af hans Maitresser ved Navn Thore omkom Dronning Gutha med Forgift, og at hun stræbede efter Kongens Død at sætte hendes Søn Magnum paa Thronen. (g)

Harald Svendsøn.

Efter Kong Svends Død vare Stænderne u-samdrægtige udi Kongevallet. De Harald Svendsen.fleste Stemmer faldte paa Harald, saa som han var den ældste, skiøndt den u-dueligste af alle Brødrene, men siger Saxo, de undskyldte deres Vall dermed, at han havde første (185)

(f) Vid. Ælnoth. vita S. Canuti cap. 2.

(g) Vet. Chr. Manuscr. in excerpt. Thom. Barth.

|Fødsels-Rætt, saa at dette beviiser klarligen, at Dannemark i det ringeste paa de Tider var intet Vall-Rige; thi her succederes Faderen af den udueligste Søn, og første Fødsels Rætt allegeres Aarsag dertil. Nogle derimod vilde ikke have Harald til Konge, men holdte sig til den anden Broder, som var en hurtig og munter Herre, og, som en gammel Krønik vidner, at have været opdragen ved Keyser Henrici Hoff (h). Blant dem, som protesterede mod dette Vall, vare Skaaningerne, hvilke grebe til Gevær for at understøtte Canuti Parti, saa at man havde at frygte for Borgerlige Krige. Men, da begge Partier komme mod hin anden ved Issefiorden, søgte Harald at stille sine Modstandere tilfreds med gode Ord. Han sagde sig gierne at ville vige

Tvistighed om Successionen.

for sin Broder, som han tilstod var beqvemmere til at forestaae Riget, men han kunde, som Kong Svends ældste Søn, ikke staae fra den Rætt, som GUd ved første Fødselen havde givet ham. Han forestillede dem derforuden, at de kunde vente dem lyksaligere Tiid under ham, som var stille og sagtmodig (i) end under hans Broder, som vilde styrte dem udi Krig og U-roelighed; endelig lovede han at ville indrætte sin Regiering Harald Svendsen.saaledes, at alle med ham skulde være fornøjede. Ved slige søde Ord stillede han de oprørske tilfreds, og derfor af alle blev samtykked til Konge.

Efterat Harald saaledes var antagen til Konge, skikkede han et Gesantskab til hans Broder Knud, ladende ham vide, at det heele Land havde antaget ham, og at

Bliver stilled.

han derfor skulde staae fra sit Forsætt for ikke at indvikle Riget udi U-roelighed. Han lod ogsaa paa samme Tiid tilbyde alle Canuti Tilhængere det samme, som han tilforn havde tilbudet Almuen, hvorudover de fleste forlode ham, og Canutus, endskiøndt Kongen tilbød sig at forlehne ham med en Deel af Riget, troede han dog ikke Freden, men begav sig med 3 Skibe til Sverrig og siden til Lifland, hvor han tilforn havde ladet sig bruge. Det første og fast eeneste, som denne (186)

(h) Knitlinga Saga Manuscr. cap. 85. pag. 122. in excerptis Thomæ Bartholini.

(i) Hvilket og saa St. Canuti Historie, hvor meget den end flatterer, selv tilstaaer med disse Ord: Haraldus, qvia & natu anterior & gestu videbatur modestior Ælnoth vita St. Canuti cap. 4.

|Konge foretog udi hans korte Regiærings Tiid, var at forbedre de Danske Love eller rættere at forværre dem; (k) thi han forordnede blant andet, at hvo der var anklaget, maatte strax uden videre Han forandrer de Danske Love.

Forhør sværge sig fri, hvilken Forordning, Saxo siger, gav Anledning til stort Meeneederie; thi man bedrev stor Vold og Urætt, og siden med en letferdig falsk Eed svor sig fri for all Tiltale, Dom og Rættergang. Og var dette mod Canuti Magni Lov, hvilken afskaffede den Skik at befrie sig ved Duell eller ene Kamp, og i den Sted forordnede Vidner. Udi ældgamle Tiider afgiordes alle Sager ved Dueller, og bestode formalia juris allene derudi, at man maatte i Agt tage de Regler, som af Loverne de stridende Parter bleve foreskrevne, hvilket kand sees af ovenanførdte Kong Frodes Lov, Betænkning over de gamle Danske Formaliteter in jure.

som lyder saaledes: Naar to trættes, da skille de sig ved Kamp; thi det staar bedre at figte med Haanden end med Munden (item) hvo som træder med en Foed af Kredsen, han har tabt, og bøder for Sagen, som han sigtes for: andre Formaliteter in jure vare ikke paa de Tiider. Ved Christendommens Indførsel bleve Dueller afskaffede, og i Steden der for brugt Jærn Byrd, saa at, hvo der var anklaged, han skulde til sin Befrielse bære gloende Jærn, hvis Indførsel tilskrives Svend Tiuguskiæg. Derved vare ogsaa adskillige Formaliteter at i Agt tage, og vare der to Slags gloende Jærn, nemlig skuds Jærn og trugs Jærn, hvilket kand sees af den Skaanske Lov, som derom saaledes taler: (l) Bær nogen Skuds-Jærn, da skal han gaae 9 Fødder langt, førend han skyder Jærnet, skyder han før, da er han fælder: End bær man Trugs-Jærn, da skal truget Stande 12 Fiæd fra Staven, og hver skal kaste Jærnet i Truget. Falder Jærnet uden Truget, da skal han, det bær, optage og atter kaste i Trug. Siden skal Vante eller Haandske paa (187)

(k) Saaledes af maler Saxo hans Love skiøndt de udi St. Canuti flatteuse Historie roses vid. Ælnoth vita St. Canuti cap. 4.

(l) Skaanske Lov Lib. 9. cap. 25, 26.

|Haanden sættes og besegles, og ikke løses, førend om Løverdag og det i Sagsøgerens Nærværelse. Findes hans Haand da uskad, da skal hans Præst forkynde ham u-skyldig, men findes han brændt, da skal Sagsøgeren erklære ham skyldig. Denne Procedure afskaffede vel ikke Canutus Magnus; thi den varede til Waldemar 2. Han indskrænkede den allene ved Vidners Anordning tillige med. Men denne Harald, saasom han lovede at føre et mildt Regimente, saa tog han sig for af Eenfoldighed at svække Lovene, saaledes at fast ingen Misgierning kunde straffes, og levede hver Mand i hans Tiid, ligesom ham lystede. Han var vel selv Gudfrygtig, men hans Gudsfrygt bestod meest udi udvortes Ceremonier, som Kirkegang, Knæefald, Røgelse, hvilket han meenede var nok til at giøre en god Christen, og seer man disverre endnu mange udi vore Tiider, der ligesom ere limede til Kirkerne, og nøje i Agt tage alle Christelige Ceremonier, men i det øvrige viise udi Gierningen liden Christendom. Udi et gammelt Islandsk Manuscript som anføres af Stephanio gives et curieux Portrait over denne Konge saaledes: Harald Svendsen var taus, suurseende og saa lidt veltalend at, naar han skulde tale offentligen, andre maatte føre Ordet for ham: han var ogsaa u-beqvem til at forrette store Ting, hvorudover de Danske funde liden Trøst udi hans Regiering. Han var ogsaa efterladend i at straffe. Hvorudover en hver giorde hvad ham lystede. De Danske kaldte ham derfor Harald Hein det er den bløde Slibesteen. Saaledes heder han ogsaa hos Svenonen Agonis. Et andet gammelt Manuscript giver ham Caractere af fredsommelig og u-stridbar. (m) Kong

Kong Haralds Død.

Harald regiærede kun i to Aar, (n) og var det at ønske, siger Saxo, 1080.at hans Regiering endda havde været kortere: Han døde Aar 1080 (o) og ligger begraven til Dahlbye udi Skaane. (188)

(m) Knitlinga Saga cap. 27. p. 37. in excerpt. Th. B.

(n) Test. Saxone med hvilken overeensstemmer Anonymus in hist. Reg. Dan.

(o) Aars Tallet blir rigtigt efter den Norske Chrønike, naar man regner et Interregnum af 2 Aar.

Canutus Sanctus.

Da Kong Harald var død, kaldede man hans Broder Canutum til Dannemark Canutus Sanctus.igien for at antage Regiæringen, som den ældste Broder, hvilket ogsaa skeede. Han tog strax efter sin Ankomst til Regiæringen Edele Græv Roberts Dotter af Flanderen til ægte, og agtede at giøre en Visite til Engelland for at igientage det skiønne Rige, som hans Formænd de Danske Konger havde hersked over. Han udrustede til den ende Aar 1085, en mægtig Flode, og med sin Svoger Græv Robert agtede at giøre et Forsøg derpaa. Han aabenbarede dette sit Anslag for sin Broder Olav, hvilken lod, som han approberede dett, paa det han i Kongens Fraværelse kunde skille ham fra Riget, hvilket han holt for en læt Sag, efterdi de verdslige Stender vare ophidsede mod Regieringen, formedelst den alt for store Faveur, man lod see mod Geistligheden; Olaus berømmede derfor offentligen Kongens Forehavende, men hemmeligen lastede Canutus Sanctus.det, og søgte at formeere den Misfornøyelse, som tilforn fandtes hos adskillige Herrer i Riget. Kongen som intet ont forventede, lavede sig imidlertiid til den Engelske Krig, lod sin Flode samle udi Limfiorden, og beordrede sin Broder at lade sig indfinde for at beramme dette Tog. Men, som Hertugen forhalede Tiiden, begyndte Kongen at have ham Mistænkt, og endeligen blev erkyndiget om hans onde Forsætt. Han befoel derfor Floden at ligge stille indtil hans Tilbagekomst, og begav sig med sin anden Broder Erik til Slesvig og der tiltalede Olaum for U-troeskab, og, som Olaus da ikke beviisede sin U-skyldighed, befoel Kongen at han skulde strax gribes og bindes. Ingen af Soldaterne understod sig at legge Haand paa ham af Ærbødighed til det Kongelige Huus, hvorfor hans Broder Erik forrettede saadant, og bragte ham bunden til Kongen, hvilken skikkede ham i saadan Tilstand til sin Svoger Robert af Flandern. Denne Contretemps saa vel som Engellands da værende Tilstand giorde Anslaget om det Engelske Tog til intet; thi den nye Konge Wilhelmus Conqvestor havde saaledes omstøbt Landet, og giordt saadane fornuftige Anstalter, at Kong Knud saae sig der intet at kunde (189) udrætte, og derfor begav sig med sin Flode tilbage. Og var saaledes dette det sidste Forsøg, som de Danske giorde paa Engelland, hvor det Danske Navn tillige med Sproget og de Danske Love reent uddøde. Der siges dog at Wilhelmus Conqvestor høyt skattede de Danske og Norske Love som vare givne Engelenderne af de Nordiske Konger, og at, efter som hans Forfædre havde været fra Norge, han besluttede at confirmere de samme, saa at det var ikkun efter Engelændernes store Forbønner at han tilstod dem Edvardi Lov, dog beholdt han noget af den saa kaldte Denelag. (p) Dette var det eeneste, som blev forrettet udi Krigs Sager i denne Konges Tiid; thi, omendskiønt alle havde ventet, at han skulde blive en stridbar Herre, der skulde have foruroeliget alle sine Naboer, saa blev han derimod ligere en Præst end en Konge; thi hans Historie handler intet uden om de store Gaver, han giorde til Geistligheden, hvorved han saaledes ophidsede de Verslige Stender imod sig, at det omsider kostede hans Liv. Udi hans Tiid var Sveno kaldet Norbagge Biskop udi Roskild. Han lod bygge Roskild Domkirke af Steen, som hans Formand Wilhelmus tilforn havde ladet bygge af Træe. Samme Sveno lod ogsaa fundere vor Frue Kloster udi Roskild og Ringsted item St. Michaelis Kirke udi Slagelse, (q) hvortil Kong Knud gav Bekostningerne, iligemaade bekostede han St. Laurentii Kirke udi Lund, var selv tilstede ved dens Vielse, og samme Tiid gav Lunde Biskops Sæde til ævindelig eye fierde parten af den Mynt, som blev slagen udi Lund, fierde parten af al Kongelig Sagefald, som faldt sammesteds, item fierde parten af Byens sædvanlige Skatt. Alt hans Henseende gik ud paa at beriige Kirker og ophøye Geistligheden, og var han den første, som forordnede, at Bisperne skulde sidde udi Rigets Raad. For hans Tid

Rette Grundvold til Geistlighedens Corruption udi Dannemark

bemengede de Danske Bisper sig ikkun med Kirke-Sager, men han forordnede, at de ikke alleene skulde have det øverste Sæde udi Raadet, men endogsaa at de skulde bruges udi militaire Forrætninger, saa at de fra den Tiid finge Rætt til at (190)

(p) Lambardi Arcæonomia pag 138. item Glossarium Arcæonomiæ adject. pag. 219. inter excerpt. Thom. Barth.

(q) Manuscr. Membran. in excerpt. Thom. Barth.

|føre Sverdet, og at antage Commando over Krigs-Hær, hvilket ogsaa siden skeede, saa at de overdroge Kirkens Omsorg til deres Fuldmægtige, og selv agerede Hoffmænd og Generaler. Og bleve Bispernes Exempel siden efterfuldte baade af Præster og Degne. Hvorudover udi Kong Nicolai Tiid udi dette Slag ved Fodvig i Skaane bleve fundne paa Valstedet 5 Bisper og 60 Præster, hvilken U-orden mest tilskrives denne Canuti u-tidige Kierlighed mod de Geistlige, saasom han meenede at forarbeide sin Siæls Salighed ved at giøre vel imod Kirkens Tienere, det er at lade dem giøre og lade hvad de vilde. Og synes det at hans tvende Hoffpræste Geroldus og Arnoldus, som siden blev Bispe, have fornemmeligen bragt ham udi saadant Slaverie. (r) Udi

Canutus giør sin Broder til Hertug af Slesvig.

Verdslige Sager finder jeg derimod, at han intet andet har forrettet, end at giøre sin Broder Oluf til Hertug udi Slesvig, udi hvilken Stats Feil han er bleven efterfult udaf mange Konger, Riget til ubodelig Skade, hvorpaa efterfølgende Historie skal give mange sørgelige Exempler; thi man satt derved Fiender ind udi Kiernen af Landet, og var det disvanskeligere at tvinge disse Hertuger igien, efterdi de altid udi deres Rebellioner bleve styrkede af Tydskland, som af all Magt stedse stræbede, at Slesvig

Samme Giernings onde Suite

ikke skulde foreenes med Riiget igien. En Prøve derpaa blev strax given udi denne Kong Knuds Tiid selv, hvilken bemeldte nye Hertug agtede at besnære paa den maade som tilforn er omtalt.

De Danske knurrede stedse over den overmaade store Faveur, Kongen lod see mod Geistligheden, men deres Misfornøyelse, brød omsider ud til Oprør, da en

Bliver ved at plage verdslige Stænder for at berige Præstene

Præste-Tiende blev paabuden tillige med en Skatt kalden Næve-Gield. (s) Kongen, siger Saxo, som selv var Præst kort derefter, glædede sig over dette Oprør, at han ved den Leylighed kunde paalægge Almuen Præste-Tiende til Straf for deres Forseelse, og at sætte dem i andre Bøder som han kunde give Geistligheden, hvilken med begge Hænder tog imod alting. Man hørdte da ikke andet end Bøder og haard Execution, (191)

(r) Ælnoth. vita St. Canuti cap. 9.

(s) Manuscr. Membr. in excerpt. Barth.

|besynderligen udi Nørre-Jylland, hvor Kongen satt to Rentemestere, hvilke øvede end større Haardhed end den Kongelige Comission lydede. (t) Herudover giorde Nørre-Jyderne af Desperation en aabenbare Opstand, sloge de Kongelige Rentemestere ihiel, og satte selv efter Kongen, saa at han med sin Dronning og Søn maatte tage Flugten til Slesvig, og derfra side til Fyen, meenende sig der at være meest udi Sikkerhed. Men Jyderne lode ham ey heller der have nogen Roe, saa at han besluttede at

Opstand mod Kongen.

begive sig til Siælland. Men en Forræder ved Navn Blak gav ham da det Raad, at han skulde reise til Odense, og lovede at stille Almuen tilfreds; thi, sagde han: det er u-anstendigt for en Konge at flye for sine Undersaattere. Kongen fuldte dette skadelige Raad, og Blak (u) lod som han vilde stille Almuen tilfreds. Men, da han kom did hen, hvor de vare samlede, formanede han dem at blive ved deres Forsætt, og ikke at lade Kongen komme dem af Hænder, ja han malede dem Kongens Haardhed af med saa sort Farve, at de bleve langt meere ophidsede end tilforn. Derpaa kom Blak tilbage til Kongen og sagde, at de Oprørske gierne vilde falde tilføye igien, om han

Hvoraf det Ordsprog er kommen at ride paa Blaks Hæst.

vilde tilgive dem deres Forseelse. Dermed var Kongen fornøyet, bød ham til Giæst, og gav ham store Foræringer; Og, saasom bemeldte Blak giorde disse Reyser frem og tilbage til Hæst, saa blev det siden et Ordsprog: at ride paa Blaks Hæst, naar man talede om een, som giorde Forræderie. Den anden Dag blev han atter udsendet for at bringe det begyndte Forliig til Rigtighed, men forrættede sit Ærinde ligesom tilforn. Imidlertiid var Kongen i Kirken, og der giorde sin Bøn, men midt udi hans Andagt, komme Fienderne til Kirken, og omringede den. Adskillige af Kongens troe Tienere komme vel til Undsættning, men vare forsvage til at rædde ham, blant dem vare tvende af hans Brødre Benedict og Erik. De Oprørske bleve nogen Tiid staaende stille uden for Kirken, saasom ingen vilde være først til at vanhellige (192)

(t) Teste Ipso Ælnotho cap. 15.

(u) Ælnothus kalder ham Pipo vita St. Can: cap. 26, og Anonymus hist. Reg. Dan. kalder ham Blacco.

|Stedet, og lægge Haand paa Kongens Person, hvilket, da Blak merkede, gik han først til, og opbrød Kirkedøren, hvorpaa de andre fuldte ham ind udi Kirken. Kongens Brødre giorde tillige med hans Tienere all muelig Modstand, men forgiæves. Benedict blev ihielslagen med mange andre, men Erik slog sig igiennem de Oprørske, og kom udi Sikkerhed. Kongen selv kastede sig ned paa sit Ansigt for Alteret, forventende Døden med Taalmodighed, og blev omsider myrdet tillige med de andre. En gammel skreven Krønike vidner, at han af en Steen, som kom igiennem Vinduet, blev saaret i sin Pande, men at han dog blev ubevæget i sin Andagt. (x) Dette Mord, siger Hvitfeld, skeede paa Kong Knud myrdes i St. Albani Kirke.

vor Frue Dag in Julio Anno 1087 i St. Albani Kirke udi hans Regierings 7de Aar. Men den Engelske Munck Ælnothus, 1086.som levede paa de Tiider og har beskrevet denne Konges Historie, og dediceret den til Kong Nicolao, siger, at Kong Knud blev ihielslagen 1086 (y) og maa man efter Reglerne følge denne sidste Skribents Aarstall, helst eftersom det er bleven stadfæstet af en Tavle, som efter Meursii Vidnesbyrd siden er funden udi hans Grav i Othense. (z) Han var efter Ælnothi Vidnesbyrd, som kiendte ham, en skarpsindig Herre og vel skabt. Han havde levende Øyen, var veltalend og af Naturen tapper. (a) Men blev siden forandred og u-kiendelig. Saa at intet laa ham paa Hiertet uden Geistlighedens Høyhed. Han confunderes ellers in Martyrolog. Romano med Hertug Knud. (b) Efter hans Død fortaalte Hans Canonisation.Geistligheden, at der skeede mange Mirakler, hvor af eendeel op regnes hos Ælnothum, hvorudover han ogsaa er bleven canoniceret Ao. 1100 udi hans Broder Eriks Tiid, og han stedse siden blant Helgene har været dyrket udi Dannemark, hvor vi endnu have St. Knuds Kirke udi Othense. Og blev hans Fæst celebrered efter Lunde Kirkes (193)

(x) Knitlinga Saga cap. 57. pag. 83. in excerpt. Thom. B.

(y) Ælnoth. vita St. Canuti cap. 29. Det er ellers merkeligt, at samme Autor kalder Othense Othensvii.

(z) Paa samme Tavle findes Navnene af dem, som bleve myrdede med Kongen, men anderledes end hos Ælnothum vid. Meursii Not. ad Ælnoth.

(a) Ælnoth. vit. St. Canuti cap. 6.

(b) Vid. Martyrolog. Rom. hvor hans Død henføres til den 7de Januarii, hvilket er den Dag som St. Canut. Ringst. blev myrdet paa.

Brug den 10 Julii. (c) Ingen kand læse denne Konges Endeligt uden Ynksomhed, skiøndt man ikke kand see, hvorfore han blev regnet blant Helgene. Men der var paa de Tiider 2 maader, hvorved man fortiennede Canonisation, een ved et særdeeles andægtigt Levned, en anden ved Gavmildhed mod Geistligheden, og var den sidste den sikkerste, og den som erhvervede Kong Knud Canonisation allene; thi han var i sit øvrige Liv aldeeles ingen Helgen. Udi hans Faders Tiid lod han sig uden Nød bruge i Krig, saa at han derudover passerede for en Blodgierig Herre. Efter hans Faders Død vilde han trænge sin ældste Broder fra Thronen, og hans faa Regiærings-Aar bleve anvendte paa at plage Almuen over dens Formue for at giøde Præsterne. Dog

Betænkning derover.

fortienede han ikke aldeeles saadant Endeligt, og kand man noksom ikke laste hans Undersaatter, som bedreve saadan Misgierning. I det øvrige Disputerer jeg ham ikke hans Canonisation; thi mange ere blevne canoniserede, som mindre have fortient det, hvorvel jeg bekiender, at om det stod til mig at canonisere, da canoniserede jeg heller Kong Waldemar den 3die, der satt det forfaldne Rige udi Velstand igien og holdt Præsterne Tommelfingeren paa Øjet. En gammel Krønike (d) som ideligen berømmer denne Konge, siger at Aarsagen til hans Død var denne, at han uden Skye straffede saa vel Rige som Fattige; men det, som er artigt er at samme Krønike lægger ham og dette til Roes, at han engang vilde tage en Kone med Vold, men lod hende gaae urørt bort, da hun bad for sig, og gav hendes Hosbond en Foræring. (e) Saadant er i det ringeste ingen helgens Caracteer. Kong Knuds Gravskrift begynder saaledes:

Jam cœlo tutus summo cum Rege Canutus. (f)

Oluf Hunger.

Efter at Kong Knud saaledes var bragt af dage, erklærede Jyderne strax hans Broder Oluf, Oluf Hunger.som havde været Hertug udi (194)

(d) Knitlinga Saga cap. 29. p. 39 in excerpt. Th. B.

(e) Ibid. cap. 31. pag. 41.

(f) Resten findes hos Ælnothum cap. 35, eller paa oven omtalte Tavle, som Olaus Wormius vidner at være funden i Kisten til Odense.

Slesvig, til Konge; thi de havde de andre Brødre mistænkte, at de skulde hævne det Konge Mord, de havde begaaet, men forventede sig ingen Straf af Oluf, efterdi han selv tilforn havde forbundet sig med dem mod Kongen. Men, som han samme Tiid sad fangen udi Flandern, maatte man først accordere om en stor Sum Penge nemlig 30 Mk Guld for hans Befrielse. Denne Penge Sum kunde saa hastig ikke bringes til Veje, hvorudover hans Broder Nicolaus (g) af en særdeeles Generositet gav sig godvilligen til Gissel, indtil Summen blev betalt. Den anden Broder Erik derimod, som havde hænget ved Kong Knud, troede

Stor Hungers-Nød udi Riget.

da ikke meere Freden, men flygtede til Sverrig. Denne Konge regiærede udi 7 à 8 Aar, og var der imidlertiid saadan dyr Tiid udi Dannemark, at mange Mennesker døde af Hunger. For udvortes Fiender derimod var Landet stedse fri udi hans Tiid; thi Saxo siger, Tilstanden var saa ælendig udi Riget, at alle omliggende Førster ynkedes derover, og ingen havde Lyst til at anfalde et Land, hvor Folk udi Hobetall døde af Sult (h) hvor de sloges om Hæste og Hunde Kiød ligesom i en beleired Stad, som en gammel skreven Krønik vidner (i) og, saasom dette skeede strax efter Kong Knuds Død, saa tilskreve alle denne Ulykke det Mord, som var skeed paa ham. Der skrives, at da Kongen engang paa en Jule Aften efter Sædvane skulde giøre et Giæstebud for sine Hoffsindere, kunde han ikke bringe saa meget Mad tilveje, som kunde forslaae til et Maaltiid, hvilket, da han merkede, falt han udi bitter Graad, løftede sine Hænder til Himmelen, og bad GUd, at, hvis han var fortørnet mod hans Folk, han da

Kong Oluf døer.

vilde vende sin Vrede fra dem over hans Hoved. Han døde ogsaa kort derefter Anno 1095, (k) efter at han havde regiæred 1095.udi 7 eller 8 Aar (l). Udi hans Tiid døde den lærde og veltalende Roskildske Bisp Mester Svend Norbagge paa den (195)

(g) Hvitfeld derimod fortæller, at 2 andre Herremænd bleve satte til Gisler, hvilket er troeligere.

(h) Ælnoth cap. 30. hvor denne jammer Patheticé beskrives.

(i) Manuscript. Membran. in excerpt. Th. Barth.

(k) Anonym. Chron. Sial. pag. 6. sætter 1096.

(l) Ælnothus, som levede paa de Tiider, siger 8 Aar og 9 Maaneder, hvilket mest komer overens med Aars-Tallet om hans Død.

|Øe Rhodus, da han vilde reise til det Hellige Land, nemlig udi Kongens Regierings andet Aar. (m) Den Sorg, han fattede over Kong Knuds Mord og den paafølgende Ælendighed udi Oluf Hungers Tiid bevægede ham til at giøre saadan Reise. Udi denne Konges Historie er ellers en forunderlig Confusion hos Hvitfeld saa vel udi hans Konge som udi hans Bispe Krønike; thi han siger udi Historien, at han døde 1095 samme Aar som Kong Oluf Hunger døde, og udi Bispe-Krøniken, at han sad allene under Kong Harald og Canuto Sancto. Videre siger han, at han lod opgrave Erke-Bisp Wilhelmi Legeme, da der dog ingen Erke-Bisp var paa de Tiider efter hans eget Vidnesbyrd paa andre Steder. Det er ellers merkeligt, at udi denne Konges Tiid tales om en Thore Tott, hvoraf sees den Tottiske Families ælde her i Riget. Samme Thore Tott siges da at have givet Gods til et Kloster. (n)

Erik Ejegod.

Efter Kong Oluf kom den 4de af Svend Estridsens Sønner nemlig Erik til Regieringen. Ved hans Ankomst til Regimentet ophørede den Dyre Tiid, og i dens Sted indfalt saadan Frugtbarhed, at man kiøbte en Skiæppe Korn for en Penge. Denne Konge førdte saadan mild Regiæring, og var saa from, at han fik Tilnavn af Erik Ejegod. Han fik udi Begyndelsen at bestille med de Vender, som udi Kong Olufs Tiid i Henseende til, at Riget da var udi saadan slett Tilstand, ikke allene undsloge sig for det Danske Herredom, men endogsaa røvede de Danske Skibe udi Øster-Søen. Blant andet havde de ihielslaget en Dansk Herremand ved Navn Aute mellem Lolland og Falster. To fredløse Skaanske Mænd Alli og Herri vare flygtede fra Skaane til Julin, og der lode sig bruge til Søe-Røverie mod de Danske. Dette

Den Konglige Myndighed svækked under Erik Ejegode.

Foraarsagede, at Kong Erik udi sin Regiærings Begyndelse rustede sig til Krig mod dem. Saxo antegner som noget merkeligt, at Kongen kalte da Stænderne sammen for at have deres (196)

(m) Lib. Daticus Roskildens. in excerpt. Th. B.

(n) Monumentum Ströense in excerpt. Th. Barth.

|Samtykke dertil; thi, siger han; Denne fromme Konge havde saaledes ophøyet Almuen, at ingen Krig kunde føres uden deres Samtykke, hvilket viiser de forrige Kongers Souverainetet, og at de for ham havde jus belli & pacis. Kong Erik kom med sin Flode for Julin, og beleirede samme Stad med saadan Iver, at Borgerne bleve tvungne til at give en stor Sum Penge, og tillige med overlevere alle de Søe-Røvere, som fandtes hos dem, hvilke de Danske lode Bagbinde, levende opskiære, og siden sætte paa Pæle, og jog denne skrækkelige Execution saadan Frygt ind udi de Vendiske Steder, at de udi lang Tiid siden ikke turde forurolige Søen. Udi denne Konges Tiid blev den Danske Kirke befried fra den Hamborgske eller Bremiske Erke-Bisps Jurisdiction, hvor under dette Rige, saavelsom Norge og Sverrig havde staaet siden Christendommens Indførsel udi de Nordiske Lande. Dette skeede ved saadan Leilighed: Der reisede sig paa den Tiid Misforstand mellem Kongen og Erke-Bisp Liemar af Hamborg, som nogle meene formedelst den usædvanlige Execution, som skeede paa de Julinske Søe-Røvere: Andre formedelst andre ringere Aarsager, hvorudover Erke-Bispen truede Kongen med Kirkens-Band. Kongen derimod appellerede

Dannemark faaer sin egen Erke-Bisp.

til Paven, og begav sig selv til Rom for at viise Erke-Bispens U-grund. Der blev Sagen nøye examineret, og Kongen beviisede saa klarligen sin U-skyldighed, at han kom gandske frikiendt tilbage: Paa det nu, at saadant ikke skulde vederfares ham oftere af disse fremmede Prælater, som øvede alt for stor Myndighed udi Norden, giorde han en anden reyse til Rom (o) og begierede, at Riget maatte herefter blive befried for den fremmede geistlige Jurisdiction, hvilket Pave Urbanus 2 ham for hans Dyd og Gudfrygtighed bevilgede, og giorde ham Tilsagn, at han med det allerførste vilde lade oprette et Erkebisp-Dom udi Dannemark; Faa Aar derefter blev dette Løfte fuldbyrdet af Pave Paschali 2, hvilken efter Kongens (197)

(o) Herudi contradicerer Saxo sig, i det han paa et Sted siger, at han gik selv anden gang til Rom for at erholde dette, og en anden gang, at han udvirkede det med Gesantere; Saadanne Contradictioner findes ofte hos Saxo, og end oftere hos Hvitfeld, vid. Meurs. hist. Dan. lib. 4.

|Begiering skikkede en Legat til Dannemark for at udsee et beqvemt Sted til Erkebisp Sæde. Samme Legat, efter at han havde beseet de Danske Stæder, udvaldte omsider Lund i Skaane dertil, og, saa som den Lundiske Bisp Adzer paa samme Tiid var en Mand af Meriter, erklærede han ham til første Erkebisp, og Lund til et bestandigt Erkebisp-Sæde for de 3

Lund et Erkebisp Sæde for de 3 Nordiske Riger.

Nordiske Riger. Denne merkelige Forandring skeede under denne Konge Anno 1103, hvorvel andre henføre det til Kong Nicolai Tiid, hvilket dog ikke kand være, dersom det er vist, at denne Kong Erik døde 1105. 1103.Saaledes blev Lund, som fra Svend Estridsens Tiid havde været allene et Bispe-Sæde, forvandlet under denne Konge til et Erke-Biscop-Dom, saa at Dannemark fra den Tiid ikke meere dependerede af Erkebisperne af Hamborg eller Bremen. For denne Adzer, som blev første Erkebisp udi Dannemark, havde været 2 Bispe udi Lund, nemlig Eginus og Richvaldus, saa at han var den 3die Bisp, og den første Erkebisp. Førend denne Trætte brød ud med Erkebispen af Hamborg, som gav Anledning til saa merkelig Forandring udi det Danske Kirke-Regimente, lod Kong Erik anholde hos Paven om sin Broder Knuds Canonisation. Paven kunde ikke nægte saadan Begiæring, saasom den største Merite var paa de Tiider at sætte Livet til for de Geistliges Høyhed og Indkomster. Han lod ham derfore som en Martyr indføre udi Helgenes Tall, og efter de Tiiders simple Maade forordnede, at den nye Helgen til Ære skulde lægges et Bogstav til hans Navn, saa at i Steden for Cnutus, som han tilforn heed, skulde han herefter kaldes Canutus; thi at Kongerne af det Navn tilforn ikkun kaldtes Cnutus eller Chnutus,

Anmærkning over et vist Slags Geistligt Pedanteri.

kand sees af endeel gamle Skrifter, og har jeg forhen allegeret udi Canuti Magni Historie en gammel Munke Bog hvorudi findes disse Ord: Lambricht med hans Dronning Ymma og deres Søn Chnutus recommendere sig udi Brødrenes Forbønner. Saaledes kunde Paverne i de Tiider beneficere et heelt Rige ved een eeneste Bogstav, og bilde Folk ind, at Canutus var langt hæderligere end Chnutus (p) ligesom fordum (198)

(p) Vid. Ælnoth vita Sanct Canuti cap. 4. Cnutus jam jam Canutus nominandus.

Abraham var et hæderligere Navn end Abram. Saaledes for at giøre Forskiæl imellem GUd og de Romerske Keysere lagde man ogsaa en Bogstav til GUds Navn, saa at han blev kalden Dominus, da derimod den Romerske Keyser ikkun fik Titul af Domnus, og merker jeg, at denne Simplicitet maa have varet indtil Hvitfelds Tiider, efterdi han for at hævne sig over Kong Christian 2 siger, at han alleene hos Efterkommerne bør heede Christen, for at distingvere ham fra de andre gode Konger, som kaldes Christian eller Christiern. Hvad ellers denne nye Helgen angaaer, da blev samme Tiid en prægtig Liigbegængelse holden over ham udi de fornemmeste Rigets Mænds Overværelse, og blev han af Hubaldo Anglo (q) Biskop til

En selsom Historie om Kong Eriks Raserie.

Odense tagen af en Steenkiste, som han laae forvaret udi, og lagt udi en forgylt Kobberkiste. Kong Erik giorde siden en Pillegrims Reyse til det hellige Land, hvortil gav Anledning en selsom Historie, hvilken jeg ikke kand forbigaae at fortælle, saa som den findes hos alle vore Skribentere. Da han engang sad ved Taffel, og var lystig med sine Venner, lod en Musicant sig anmælde, foregivende, at han kunde med Strenge-Leeg røre alle Menniskers Affecter, ligesom han vilde. Kongen befoel ham at komme ind for at giøre sin Prøve. Men Musicanten vegrede sig længe derfor, foregivende, at Kongen derover vilde tabe sin Fornuft. Denne Forevarsel tienede ikke til andet end at opvekke Curiositeten dismeere, saa at han blev befaled at spille under Straf. Da Musicanten nu merkede, at Kongen det endeligen vilde have, bad han først Kongens Tienere at giemme alt Vaaben og Gevær, som var paa Salen. Da dette var skeed, og Dørrene vare tillukte, begyndte han at slaae paa sin Harpe. Det første Stykke, han leegede, giorde den Virkning, at det heele Hof blev meget sorgefuld og bedrøvet. Det andet Stykke opvakte dem alle til Lystighed, saa at (199)

(q) Af dette sees, at Engellænderne fordum have søgt Promotion her i Landet, ligesom nu omstunder Tydske. Canutus Magnus giorde adskillige Engelænder til Bispe. Den navnkundige Vilhelmus, som var Biscop til Roskild udi Svend Estridsens Tiid var ogsaa en Engellænder, iligemaade denne Hubaldus, som var Biscop i Odense item Rudolphus, som var Bisp til Ribe og mange andre.

de sprunge og dansede, men ved det 3die Stykke bleve de alle afsindige. Udi dette Raserie brød Kongen ind udi et Cabinet, og greeb til et Sværd, hvormed han omkom 4 af sine Ministrer, og maatte man kaste sig over ham og holde ham fast, indtil Raseriet gik over. Om Musicantens Harpe giorde saadan naturlig Virkning, eller om Kongen af den Imagination, han havde faaet derom, blev bragt udi saadan Tilstand, det vil jeg lade staae ved sit værd. Suiten af Historien viiser dog, at saadant skeede udi Raserie, uden hvilken saadan dydig og from Konge ikke kunde bedrive saadan Misgierning. Saa snart Kongen var kommen til sig selv igien, bødede han for alle disse 4re Tienere efter Canuti Magni Gaards Rætt, og til ydermeere Poenitentze giorde han et Løfte at reyse til den hellige

Kongens Reise til det Hellige Land.

Grav. Dette Forsæt gav han først tilkiende for sit Raad, derefter lod han det forkynde for Almuen paa alle Lands-Ting, hvilket opvakte saadan Sorg hos Undersaatterne, at de, med grædende Taare bade ham at staae fra sit Forsætt, og blive udi Landet; thi faa Konger havde været saa inderligen elskede, som denne Kong Erik. Men all Graad og Bøn kunde ikke bevæge ham til at bryde sit Forsæt, hvorfore Reysen maatte gaae for sig: Førend han forlod Riget, beskikkede han sin ældste Søn (r) Harald at forestaae Regimentet udi hans Fraværelse med Kongelig Myndighed, og adjungerede ham de fornuftigste Mænd, hvis Raad han skulde følge. Den anden Søn Knud giorde han til Hertug udi Slesvig, og befoel en af de anseeligste Mænd udi Riget, nemlig Skialm-Hvide at have Omsorg for hans Optugtelse. Den 3die Søn Erik betroede han til andres Opsyn. Derpaa gik Reysen for sig først fra Dannemark til Rysland til Søes, og siden over Land, og vidner en gammel Krønike (s) at Kongen af Frankrige da skikkede ham Foræringer, og at Keyseren forsynede ham med Veyledere til Constantinopel, hvor han blev vel imodtagen af (200) Key-

(r) Af denne Konges Børn var allene Canutus og Petrus ægtefødde, men de andre vare u-ægte, og seer man af denne saavelsom andre Kongers Historier, at Dannemark paa de Tiider ingen Forskiæl har giort mellem ægte og u-ægte Printzer.

(s) Knitlinga Saga cap. 8 pag. 115 in excerpt. Th. B.

|Keyser Alexio, (t) som forsynede ham med fornødne Ting til hans lange Reyse. Skiøndt han ikke vilde tilstæde ham at komme ind udi Hoved-Staden, maaskee af den Aarsage, at der vare mange Hans Avantures udi Constantinopel

Nordiske Folk udi den Keyserlige Garde, som man frygtede skulde giøre Opløb ved en Nordisk Konges Ankomst. Om disse Folk kaldet Barangi eller Værangiar har jeg tilforn talt udi Harald Haardraades Historie, hvorfore jeg det her igien ikke vil opregne. Disse Barangi, da de hørte om Kongens Ankomst, bade Keyseren indstændigen, at han vilde tilstæde dem at see og tale med den Nordiske Herre, hvilket han endelig maatte tilstæde dem, dog saaledes, at det ikke skulde skee Troppeviis, men at et maadeligt vist Antal skulde afløse et andet. Da de saaledes lode sig indfinde for Kongen, holt han en lang Tale til dem, rosede deres Manddom og Tapperhed, hvorved de saaledes havde distingveret dem, at Keyseren ikke tog udi Tvil at betroe dem sin høye Person, formanede dem dernæst til Troeskab mod den Herre, udi hvis Tieneste de vare, at de kunde svare til den Tilliid, som man havde fattet til dem. Da Keyseren, som havde udsent Speydere, der forstode det Nordiske Sprog, fik at høre Indholden af Kongens Tale, forgik ham all ydermeere Mistanke, saa at han strax lod Kongen invitere paa sit Keyserlige Slott, lod ham herligen tractere, og endeligen give adskillige Reliqvier for at bringe med sig til Dannemark. Fra Constantinopel reisede Kongen 1105.videre til den Øe Cyprus, hvor han blev syg, og døde den 16. Julij 1105 (u) efterat han havde regiæret 8 eller 9 Aar. Han var en af de frommeste og dydigste Konger,

Han døer paa den Øe Cyprus

som dette Rige har hafft, hvilket erhvervede ham Tilnavn af Ejegod, og, som Naturen havde prydet ham med store Sindets Gaver, saa havde den ogsaa distingveret ham ved Legemets Skabning; thi han havde et skiønt og vel proportioneret Legeme,

Erik Ejegodes Portrait.

og var et Hoved højere end de højeste Folk udi Dannemark. (x) Han overgik ogsaa alle udi Styrke. Naar han sad paa Jorden, kunde han kaste saa (201)

(t) Det var den navnkundige Alexius Comnenus, som regierede saa længe.

(u) Anonymi Chr. Sial. pag. 6 siger 1101.

(x) Sax. in Erico Bono.

|langt med et Spiud eller Steen, som den sterkeste kunde staaende. Naar han sad paa Jorden, og tog et Reeb udi hver Haand, da lod han 4re af de sterkeste Folk trække to paa hver side imod sig allene, men de kunde ikke rykke ham af Stedet. Han derimod drog dem i kuld nu med den højere nu med den venstre Haand. Han var ikke alleneste veltalende, men havde derhos ogsaa saadan høj Stemme, at, naar han talede paa Herredagene, kunde man høre ham langt fra. Med all hans Fromhed handhævede han dog strængeligen Justitien, saa at han var frygtet som en streng Dommere, og tillige med elsket som en from Fader. Han var saa mild og Borgerlig i Omgiengelse, at naar Rigsdagene havde ende, og Stænderne reisede hiem, bad han enhver i sær hilse sin Hustru og Børn udi hans Navn, lovende derhos at have Omsorg for, at ingen U-rætt dem skulde vederfares, hvilket han ogsaa holdt, i sær de Fattige. Og vidner den oft citerede Islandske Krønik, at aldrig nogen gik Trøstesløs fra ham. (y) Den eeneste Feil, som tillægges ham, var U-kyskhed; thi han avlede mange naturlige Børn baade for og i sit Ægteskab. Hans Dronning Bothildis, som fuldte ham paa Reisen til det Hellige Land, og døde til Jerusalem, lignede Kongen udi Dyd og Fromhed, og siges der, at hun altid agerede hans Kammertiener, og klædede ham selv af og i, eftersom han fandt

Erici Recess.

behag derudi. Denne Konge giorde en Recess, som findes udi den skrevne Skaanske Lov-Bog, hvorudi han har forordnet meget om tiende, item om aarlige Sammenkomster, som skulde holdes til Nyborg Trinitatis Søndag, og forandret Gaards-Rætten udi nogle Stykker. Nogle kalde denne Konge St. Erich formedelst hans Dyd og Gudsfrygt, skiøndt man ikke finder, at han nogen Tiid har været cannoniceret, saasom Cannonisationer udi de Tiider forhvervedes ikke saa meget ved Dyd og Rætfærdighed, som ved Gavmildhed mod Geistligheden, hvilke saae eller hørde ingen Mirakler efter denne Konges Død, efterdi maaskee han ikke offrede dem saa meget som St. Knud. Autor til Erici Pom. Historie siger at udi denne Konges Tiid Cistercienser Munke blev først etablerede, og kand man herudi best troe bemeldte Autor, (202)

(y) Knitlinga Saga cap. 71. p. 102 in exerpt. Th. B.

efterdi der menes at han selv har været en Cistercienser Munk. (z) Videre vidner den gamle Islandske Krønik, at denne Konge paa sin Reise til Rom stiftede et Kloster ved Luca, og giorde en Fundation saaledes, at alle Reisende Danske skulde have fri Viin at drikke, og frit Herberg. (a) Samme Krønike burde allene for den Aarsag skyld trykkes, og en Copie deraf skikkes til Luca med en Regning for saa mange Aars Restancer.

Interregnum.

Paa Kong Eriks Død

Interregnum af 2 Aar.

fuldte et Interregnum af 2 Aar, efterdi det varede saalænge, førend man fik Tiidender om hans Afgang. Hans Ældste Broder Svend meenede sig at være Riget nærmest, hvorudover han begav sig til Viborg Landsting, og ikke vilde opbie de almindelige Herredage; Men paa Vejen blev han hæftig svag, vilde dog ikke staae fra sit Forsætt, men lod sig sætte paa en Vogn for at komme til Landstinget, sigende, at han vilde døe med Glæde, dersom han ikkun maatte nyde Konge Navn udi 3 Dage. Men, som hans Begierlighed var alt for stor efter at regiære, saa at han ikke sparede sit svage Legeme, mistede han baade Liv og Riget paa eengang. Efter Svends Død falte de fleeste Stemmer paa hans Brødre Niels og Ubbe; thi Kong Erik Ejegods Søn Harald havde øvet saadant Tyrannie udi hans Faders Fraværelse, at alle havde Afskye for ham, og ginge ham forbi; Der siges ogsaa derforuden at han ikke var ægte fød. Paa en Herredag, som blev holden ved Issefiord opreisede sig en høflig og venlig Tvistighed mellem de tvende Brødre; thi Niels, som de fleste ynskede helst til Konge, vilde ikke tage Kronen fra sin Broder Ubbe, saasom han var ældre, og Ubbe vegrede sig af all Magt for at antage den, efterdi Nicolaus var beqvemmere til Regimentet, hvorudover den sidste nemlig Nicolaus blev omsider af dem erklæred Konge. (203)

(z) Hist. Gent. Dan.

(a) Knitlinga Saga cap. 74. p. 104. in excerpt. Th. B.

Nicolaus

Denne Nicolaus var den 5te af Svend Estridsens Sønner, Nicolaus.som regierede udi Dannemark, og kom til Regieringen Anno 1107. Han havde til ægte Dronning Margareta Magni Barfods Enke udi Norge, og avlede med hende Inge og Magnum, hvoraf den første nemlig Inge omkom ynkeligen udi sin Ungdoms Aar; thi, da hans Hofmester vilde lære ham at ride, og eengang gav ham Bidselet udi Haanden for at styre Hæsten selv, slog Hæsten ham af, og slæbede ham efter Stiebøjelen indtil han døde, og gav Kongen, for at holde Siælemesse over ham, adskilligt Gods til St. Knuds Kloster. (b) Om den anden Broder Magno skal tales videre i denne Konges

Krig med Venden.

Historie. Kong Nicolaus fik udi Begyndelsen af sin Regiering Tvistighed med Hertug Henrik, Godeskalks Søn af Venden, eftersom samme Hertug Henrik, der var fød af den Danske Princesse Syrite Kong Svend Estridsens Dotter, besvergede sig Nicolaus.over de Danske Konger hans Morbrødre, at de forholdte hans Møderne Arv. Han giorde derfor et Indfald paa Rigets Grændser, og røvede og plyndrede indtil Slesvig. Kong Nicolaus rustede sig derfor mod ham. Han begav sig selv med en Krigs-Flode til Venden, og befoel Gouverneuren af Slesvig at marchere med Fod-Folket og Rytteriet til Lands, og møde ham samme Steds. Den Danske Krigs-Magt havde tilforn meest bestaaed udi Skibe, eftersom de fleste Nordiske Krige bleve førdte til Søes, og de Slag, som bleve holdne til Lands, skeede mestendeels ved Fod-Folk, saa at man til denne Tiid lidt finder talet om det Danske Rytterie. Kong Nicolaus lod da føre en Hob Ryttere til denne Vendiske Krig. Men, efterdi de samme, som nyeligen anrættede, vare lidet disciplinerede, kunde de ingen Stand holde mod det Tydske Cavallerie, og derfore leede stor Skade, saa at dette Tog løb Frugtesløs af, og den Danske Flode maatte begive sig tilbage. Af dette blev den Vendiske Hertug saa modig, at han giorde et nyt Indfald udi Synder Jylland, og der grummeligen huserede. Den Slesvigske Gouverneur Eluff blev udi denne U-lykke beskyldt for Forræderie, (204)

(b) Hamsford. Annales inter excerpta Thom. Barth.

og blev for Rætten dømt til at miste sin Bestilling og Midler, saa at han levede sin øvrige Tiid udi Foragt og Armod. Erik Ejegod havde efterladt sig 3 Sønner, Harald, Knud og Erik. Den anden nemlig Knud blev Hertug udi Slesvig, og tog sig nu paa at

Hertug Knud af Slesvig.

forsvare Hertugdommet mod Venderne. Den samme var en munter og hurtig Herre, dydig og særdeeles gavmild, saa at han var elsked ikke mindre af Fremmede end af Danske. Saa snart han havde faaet Hertugdommet Slesvig udi Forlehning, skikkede han Bud til den Vendiske Hertug Henrik, og tilbød ham Fred. Men Henrik svarede, at han skiøttede ikke meget om de Danskes Venskab, men vilde paa nye søge med Magt at indhente den Arv, som ham paa Møderne Side tilkom. Herudover erklærede Knud ham aabenbare Krig, hvilket saaledes forbittrede den Vendiske Hertug, at han af Foragt lignede ham ved en ung utæmt Fole, i hvis Mund han snart vilde lægge Bidsel for at tæmme ham. Derpaa gik Krigen for sig imellem de tvende unge Hertuger, og finder jeg ikke, at Kong Nicolaus har indviklet sig deri. Det giordtes ey heller nødigt; thi Hertug Knud forsvarede ey allene det Slesvigske, men forflyttede Krigen til Venden. Endeligen blev der giordt Fred mellem dem, og den Vendiske Hertug, da han af Omgiengelse lærede at kiende Knuds Dyder, fattede saadan Kierlighed til ham, at han erklærede ham til sin Arving udi Venden, hvilket Hertug Knud omsider antog, efterat han længe havde vegret sig derfore, saasom Hertug Henrik selv havde Børn, hvilke han ikke vilde skille fra deres Fæderne Arv. Da dette var skeed, insinuerede han

Bliver erklæred de Obotriters Konge.

sig saaledes hos Keyser Lotharium 2, at han ikke allene samtykkede dette Fordrag, men endogsaa gav ham Titul af Obotriters eller Meklenborgske Venders Konge. (c)

Medens Hertug Knud distingverede sig saaledes, anvendte hans ældste Broder Harald sin Tiid paa at røve og plyndre saavel Udenlands som Indenlands. Ved Roskild lod han bygge en Fæstning kaldet Haraldsborg, hvor han og hans Selskab havde deres Tilflugt til, og skiulede deres Røver-Koster. Dette varede saa længe indtil (205)

(c) Helmold. Chr. Slav. lib. 1. cap. 49. siger at saadant kostede ogsaa Canuto en Hob Penge Emit. multa pecunia Regnum Obotritorum.

Borgere og Bønder omsider rottede sig sammen, og dreve ham med hans Anhang udaf Landet. Den 3die Broder Erik var af bedre naturel. Ham forfuldte Harald stedse, og eengang afbrændte hans Gaard. Hvorudover Hertug Knud havde nok at bestille med at forliige dem. Dette viiser, at alting er gaaet meget buntet til udi Kong Nicolai Tiid, efterdi hans Brødres Sønner saaledes have huseret udi Riget, og seer man ikke, at Kongen har giort ringeste Bevægelse til at styre og dempe saadan U-orden.

Af den Anseelse Hertug Knud var kommen udi, item af den store Kiærlighed, alle

Tvistighed mellem Kongen og Hertug Knud.

Danske bare til ham, blev Kongen saa jaloux, at han tragtede efter hans Undergang. (d) Udi dette hans onde Forsætt blev han meget bestyrket af Canuti Misundere. Men Dronning Margareta, som var en forstandig Dame, og estimerede Canuti Dyder, tog ham i Protection saa længe som hun levede. Da samme Dronning omsider blev syg af Vattersott, og fornam, sig at være nær ved Døden, lod hun ham kalde til sig, forestillede ham Tiidernes Tilstand, og raadde ham til at conservere Fred og Roelighed udi Riget. Hvilket, da Canutus med Eed forsikrede hende om, døde denne dydige Dronning heel fornøyet. Men efter hendes Død begyndte Forfølgelserne mod Hertugen at gaae for sig for alvor, saasom hans Modstandere saae nu ingen Hinder meere at sætte deres Anslag i Verk. Det var dem en lætt Sag at bringe denne tappre Herre i Mistanke hos Kongen. Han kunde læt forud see, at de Danske efter hans Død vilde gaae hans Søn Magnum forbi, og holde sig til Knud, paa hvilken alles Øyne vare henvendte, og derfore letteligen troede alt hvad samme Canuti Fiende Henrik Skatteler sagde om ham. Men, saasom Canutus allereede var saa mægtig, at han med Magt intet kunde udrette mod ham, søgte han at giøre ham sort for Undersaatterne, og lod

Hertug Knud forsvarer sin Uskyldighed paa Rigsdagen

ham forskrive til en almindelig Herredag for at svare til de Beskyldninger, han havde mod ham. Hertugen, som havde en god Samvittighed, lod sig indfinde til samme Herredag, og det med saadan Ydmyghed, at han holt Fode-Trinnet til Kongen, (206)

(d) Codex membran. in qvarto pag. 63. inter excerpta Thom. Barth.

|da han steeg af sin Hæst. Da begyndte Kongen udi Rigets Raads Nærværelse at fremføre sine Beskyldninger og sagde: Jeg haver med Taalmodighed opbied 4re af mine Brødres Død, og ikke søgt at trænge mig med Magt paa Thronen. Men denne Hertug Knud min Brodersøn gaaer en anden Vey, og vil fratage mig Riget, førend jeg døer, og blues ikke ved udi mit levende Live at bruge Kongelig Titul. Derpaa traadde Hertugen frem, og talede med stor Fynd til sin Forsvar og opregnede saaledes sine mange Tiennester, han havde beviist Riget, at ikke alleene Raadet holdt ham u-skyldig, men endogsaa Kongen selv blev formildet imod ham. Men de gode Tanker varede ikke længe. Hans Avindsmand Henrik Skatteler opvakte nye Mistanke hos Kongen, hvorudi han blev kraftigen understøttet af den nye Dronning Ulvilda, hvilken var Canuto ligesaa fiendsk som den forrige Dronning var ham bevaagen. (e) Hvad hun ved sine Praktiker ikke kunde formaae hos Kongen, det søgte hun at bringe til Veye ved hans Søn Magnum, hvilket hun besynderligen lod see, da det Kongelige Hoff engang kom til Slesvig. Da Kongen sammesteds udi sine Kongelige Prydelser paa en høytidelig Dag kom ind paa Slots Salen, og der satt sig paa Thronen, fuldte Canutus efter ogsaa udi Kongelig Dragt, (f) hvilket ham tilkom som Obotriters Konge, og satt sig lige oven for Kongen uden at helse ham. Dette fortrød Kongen saaledes, at han strax steeg ned af sin Throne igien, og da merkede Canutus allerførst, at han havde forseet sig, hvorudover han ogsaa strax stod op,

Dronning Ulvildæ Praktiker mod Hertugen.

gik Kongen imøde, og hilsede ham. Dronning Ulvilde, da hun merkede, at Kongen var stillet tilfreds igien, adresserede hun sig til hendes Sted-Søn Magnum, og forestillede ham, hvilken farlig Beyler til Riget han vilde faae udi Canuto (207)

(e) Denne Ulvilda er ligesaa meget bekient i den Svenske som i den Danske Historie; thi hun lod sig siden forføre af Kong Sverker i Sverrig, traadde i Ægteskab med ham, og i samme Ægteskab avlede en Søn ved Navn Carl, som siden blev Konge i Sverrig, saa at hun var gifted med 2 Konger paa eengang vid. Saxon. lib. 12.

(f) Helmold. Chron. Slav. lib. 1. cap. 50.

efter hans Faders Død, efterdi han undsaae sig ikke ved at bruge saadan Opførsel, medens Kongen endda levede. Magnus og Henrik Skatteler lagde derfore Hovederne tilsammen, hvorledes de kunde forraske Hertugen, og endeligen funde for gott under Venskabs Skin at invitere ham til en Juule-Høytid udi Roskild, og Magnus, paa det han dislettere kunde bedrage ham, foregav, at han havde i Sinde at giøre en Reyse til det hellige Land, og derfore ønskede, at Hertugen udi hans Fraværelse vilde være hans

Prinds Magnus stræber at forraske Hertug Knud.

Gemahls og Børns Beskytter. Af disse søde Ord lod Hertugen sig bedrage at møde til Roskild, og havde han fattet saadan Tilliid til sin Fetter, at, omendskiønt Hertuginden raadede ham at tage sig vare, holdt han saadant for en utidig og ildegrundet Frygt, og begav sig til Roskild. Der blev han tillige med de andre, som vare inviterede, herligen tracteret udi 4re Dage. Da Giestebudet var til ende, foer hver hiem til sit, og Hertugen tog ogsaa Afskeed med Printz Magno, og begav sig til den Fæstning Haraldsborg, som hans Broder havde anlagt. Der lod Magnus ham atter budskikke for at invitere ham til en hemmelig Samtale. Hertugen lod sig ogsaa dertil beqvemme, og kom til det berammede Sted, geleidet alleene af tvende Ministrer og 2 Tiennere; han vilde end ikke tage sit Sværd med sig, hvis een af hans Tiennere ikke havde

Inviterer ham til venlig Samtale.

tvunget ham der til. Sammenkomsten skeede udi en Skov, (g) hvor Magnus tog venligen mod Hertugen, omfavnede og kyssede ham. Men da Hertugen fornam, at han havde Harnisk under sine Klæder, studsede han noget derved, og tænkte, at der var Forræderie. Han spurdte ham da, hvorfore han saa bevæbned kaldede ham til en venlig Samtale, Magnus svarede dertil, at han vilde straffe en Bonde, som havde syndet mod ham, hvorudover Cannutus intercederede for samme Bonde, og bad, at han i det ringeste ikke vilde øve Straffen paa saadan Dag, som var Hellig 3 Kongers Dag, og, da Magnus blev ved at vegre sig derfor, bød Canutus sig til at sætte Borgen for Bonden. Endeligen tog Magnus ham ved Armen og sagde: Kom Broder, lar os sidde ned. Og, da de havde satt sig ned, spurte Magnus ham (208)

(g) Anon. Chron. Sial. pag. 16. kalder Skoven Haraldstadh.

ad, hvem han meente Riget tilhørede, og, da Hertugen dertil sagde, at det tilhørede Kongen, sagde Magnus: Lar os kaste Lod om, hvo af os skal arve Riget efter min Faders Død, og, da Hertugen dertil svarede, at han ønskede at Kongen maatte leve længe, Hertugen bliver myrded.

sprang Magnus frem, greb ham udi Haaret, og kløvede hans Hoved med sit Sværd den 7 Jan. 1131.

Saadant ynkeligt Mord skede paa denne ypperlige Herre, der var begaved med alle Qvaliteter, som ziire en Printz. Hans store Dyder saavelsom ynkelige Endeligt foraarsagede, at han blev holden for en Helgen, og derfore ofte i Historien kaldes St. Knud (h) thi han blev Canonicered 1171. (i) Han efterlod sig en ung Søn ved Navn Waldemar, som siden blev Konge udi Dannemark, og formedelst sine Bedrifter blev kalden Waldemar den store. Samme Waldemar blev bragt til Verden 8 Dage

efter dette Mord. Saxo fortæller, at en Tydsk Sanger, som var Medvider udi dette Forræderie, og som af denne Magno var skikked til Hertugen at invitere ham til denne Samtale, da han geleidede Hertugen til Stedet, begyndte hans Samvittighed at røre sig. Dog turde han ikke røbe Forræderiet formedelst den eedlige Forpligtelse, han havde giordt, og derfore alleene sang en Viise paa Veyen om Frue Gremild, som forraadede sine Brødre. (k) Om denne Sigvard har været en god Sanger, derom taler Historien intet, man seer alleene, at han maae have været en slet Casuist, efterdi han tog i Betænkning at hindre saadant Mord, fordi han ved Eed havde forpligtet sig til at tie. En gammel skreven Krønike siger (l) at Skoven hvorudi Hertugen blev myrded, efter ham blev kalden Lavard Skov. Dette Mord foraarsagede en stor Hierte-Sorg blant den salige Hertugs Venner, besynderligen blant Skialm Hviides

Opstand mod Kongen formedelst Hertugens Mord.’

Sønner, hvis Fader havde opklækked ham. De samme fore strax (209)

(h) Han bliver udi Historien kalden Canutus Laward, og siges at have ladet bygge Segeberg vid. Anonym. Chr. Slav. cap. 17.

(i) Anonym. hist. Dan. p. 26.

(k) Om denne Frue Grimild og Hændes Forrædderie mod hendes Brødre findes blant vore gamle Kiempe viiser 3 viser hvor til Andreas Velleius har giordt en Fortale og derudi fortæller Historien.

(l) Knitlinga Saga Manuscr. cap. 93. p. 131. in excerpt. Th. Barth.

|til Roskild, og bade Kongen, at han vilde tilstede dem at begrave Hertugen udi Domkirken. Men Kongen, enten hans Had gik saa vit, at han misundede den gode Herre en hæderlig Begravelse, eller han frygtede, som er meere troeligt, at det skulde give Anledning til Opløb udi Staden, afslog dem saadan Begiæring, hvorudover de uden Ceremonie maatte lade ham begrave udi Ringsted. Dette altsammen giorde saadan Bevægelse over det heele Land, at alle Indbyggere forlode all Lyst, Giæstebuder og glædelige Forsamlinger, som i disse Lande holtes udi Julen, og sloge sig til Sorg. Hertugens Brødre Harald og Erik besværgede sig offentligen mod Kongen og Skialm Hvides Sønner førte den Myrdede Hertugs blodige Kiole til Tinget for at ophidse Almuen til Hævn. Dette jog saadan Skræk ind udi Kongen, at han skyede alle Forsamlinger, forlod Roskild, og begav sig udi Stillhed til Ringsted.

Derpaa reysede Almuen sig op mod ham, skiøndt deres Forsætt var ikke at legge Haand paa Kongen selv, eendeel i henseende til hans Alderdom, eendeel ogsaa, efterdi det var ikke gandske bevisligt giort, at Kongen havde hafft Haand med udi dette Mord. Men de sigtede alle paa Printz Magnum, og søgte hans Huus for at slaae ham ihiel, hvilket ogsaa da havde skeet, hvis Erke-Bispen af Lund efter Kongens Begiæring ikke

Oprøret Stilles til en Tiid.

havde vovet sig ud mod de oprørske. Samme Erke-Bisp, da han saae Hertugens Broder Erik, greeb han til Bidselet af hans Hæst, da han vilde stige ned, og formanede ham at lade sin Vrede falde, lovede ogsaa paa Kongens Vegne, at Printz Magnus skulde dømmes efter Loven, og at Kongen ved Eed skulde beviise sin U-skyldighed. Hvorpaa Oprøret paa en Tiid blev stillet, men Printzen undkom, og flygtede til Sverrig, hvor han dog ikke længe forblev; thi Kongen syntes det var baade haardt og haanligt, at hans eeneste Søn skulde være Fredløs, og derfore kaldte ham tilbage igien. Ved hans Tilbagekomst fornyedes Oprøret igien, hvilket gik saa vit, at Almuen opsagde Nicolao Troeskab, og hyldede Hertugens Broder Erik (m) til Konge. Denne Erik fik i en Hast en Hob Folk paa (210)

(m) Helmold. Chr. Slav. lib. 1. cap. 51.

|Beenene, hvormed han begav sig til Jylland, hvor han tog ind adskillige Steder, og havde bemægtiget sig det heele Land, hvis Biskop Thord af Ribe ikke havde ved gode Ord og Løfter holdet ham tilbage; thi samme Biskop gik ham imod, og forsikrede paa Kongens vegne, at alt hvad som loved var, skulde blive holdt. Erik lod sig bevæge af hans Tale, og bød sit Folk at holde inde med meere Fientlighed, indtil man fik at høre, hvad Uddrag Sagen vilde faae. Men, da han saaledes havde slaaet sig til Sikkerhed, blev han u-formodentligen anfalden af Kongen, som giorde et temmelig Nederlag paa hans Folk, og drev ham selv paa Flugten. Men dette tienede kun til at forværre Kongens Sag, og gav Erik Aarsag

Ny Opstand under Erik Canuti Broder.

til at autorisere sin Opstand; thi han kom da strax tilbage til Siælland, antog aabenbare Konge-Titul og lod sig hylde af Siællandsfarerne og Skaaningerne, og saaledes begyndte de Borgerlige Krige udi Dannemark, som foraarsagede saa mange U-lykker, at adskillige fornemme Herrer forlode Riget, blant hvilke Herr Wilhelm Peder Dumes Fader, hvilken gik til Polen, og hvorom taler (n) den Polske Historie-Skriver Martinus Cromerus.

Begge Partier rystede sig sterkt imod hin anden. Kongen fik Undsættning af Jylland og Fyen, forlod sig ogsaa paa Keyser Lotharium 2, til hvilken Printz Magnus aflagde, som Vassal troeskabs Eed for at have hans Bistand udi denne Krig. Erik derimod havde Siælland og Skaane paa sin Side, sluttede ogsaa Alliance med Kong Magno kalded den Blinde af Norge, hvilken han gav Hertug Knuds Dotter Christina til ægte. Det første Slag skeede mellem Erik og Printz Magnum til Søes, hvor Magnus blev slagen, og maatte tage Flugten. Derimod var Kongen lykkeligere til Lands, og fangede udi en Træfning Herr Christiern Eriks General, (o) som han lod sætte udi et Taarn til Gottorp. Den u-stadige Harald Eriks ældste Broder faldt da ogsaa (211)

(n) Vid. Crom. Hist. Polon.

(o) Denne Christiern var Svend Aagesens Farfader, hvilket han selv vidner hist. St. Canuti Ringstadiensis med disse Ord, Nicolaus Avum meum Christiernum captivavit.

fra ham til Kongen, uden Tvil af Jalousie, efterdi den oprørske Almue havde

Erik bliver slagen ved Værebroe.

gaaet ham forbi. Dette U-anseet fik dog Erik meer Tilløb af Indbyggerne, saa at han beleirede sin Broder paa hans Slott Haraldsborg, og tvang ham til at redde sig med Flugten. Det andet Slag skeede udi Jylland ved Værebroe, hvor Kongen erholdt en stor Seyer, og tvang Erik at flygte til Norge, (p) og er det uden tvil af denne Flugt, at han fik det Navn af Harefod. Men dermed havde Krigen ikke ende; thi Erik kom tilbage igien først til Lolland, hvor han blev kierligen imodtagen af Indbyggerne,

Slag ved Fodvig. 1135.

og begav sig siden med en Krigs-Magt til Skaane, hvor Kongen var, og blev der da holdet det bekiendte store Slag ved Fodvig 1135, hvilket af Saxone beskrives med disse Omstendigheder: (q) Kongen forsamlede alle sine Skibe ved Fodvig, og sammesteds satt sin Krigs-Hær udi Slagt-Ordning for at møde Erik. Men, da Erik rykte mod Kongens-Folk, kom der strax Frygt over dem, saasom de fornumme, at deres Fiende var sterkere, saa at de først rykkede noget tilbage, og siden toge Flugten til Strandbredden, hvortil de bleve forfulte. Printz Magnus giorde allene Modstand, og satt haart ind paa Fienden, men han blev selv ihielslagen udi Trefningen tillige med Bisp Peder af Roskild. (r) Derpaa fuldte et stort Nederlag, og bleve alle Kongens-Folk

De Kongelige blive slagne tillige med Prinds Magno.

omkomne uden nogle faa, som flygtede til Skibene, hvilke dog Skibs-Folkene ikke vilde imodtage, efterdi Skibene vare for meget ladde, saa at de huggede Hænder og Arme af mange, som med Magt vilde trænge sig ind paa dem. Dog undkom Kongen selv ved en Bondes Hielp, som flyede ham en god Hæst, hvorpaa han galloperede til sit Skib. Udi dette store Slag blev blant andre fundne paa Valstedet (s) Bisp Peder af Roskild, Bisp Thakke af Ribe, Bisp Albert af Slesvig, Flocus af Aarhuus og Henrik af Sverrig samt 60 Præster, hvilke tillige med alle de andre Geistlige (212)

(p) Calendarium Nestved manuscr. in excerptis Thom. Barth.

(q) Conf. cum Saxone Helmold Chr. Slav. lib. 1. cap. 51.

(r) Den oft citerede Knitlinga Saga Teste Barth. in excerptis siger at han aflede med den Vendiske Princesse Rickiza Canutum og Nicolaum.

(s) Teste Manuscr. membran. in excerptis Thom. Barth.

bleve af Erke-Bisp Adzer absolverede af alle deres Synder førend Slaget holdtes (t) hvoraf sees, hvad Handverk Geistligheden brugte paa de Tiider, og at fattige Studentere da havde Aarsag at glæde sig ved store Feltslag, hvorudi saa mange Præste-Kald kunde blive vacante paa een Dag. Ingen Bisp eller Præst skammede sig paa de Tiider at gaae i Felten, og omkomme Fienderne med egne Hænder. Vel var det efter jus Canonicum eller Kirkeloverne forbudet, men den Sædvane var bleven saa almindelig, at det ingen meere blev lagt til Last, hvorudover det blev anseet som en særdeles Ømhed hos den Franske Biskop af Bauvais, at han i Feltslag fældede Fienden med en Kølle, paa det han ikke skulde bryde Kirkeloven, som forbød Geistligheden at bruge Sværd. (u)

Efter dette u-lykkelige Slag flygtede Kong Nicolaus til Jylland, og da, eendeel, efterdi han havde ingen Børn meere, eendeel og, at han kunde skaffe Erik en mægtig

Kong Nicolaus flyer til Slesvig.

Modstander, erklærede den ofte omtalede u-skikkelige Printz Harald til sin Arving. Derpaa begav han sig til Slesvig, og det meget u-forsigteligen, efterdi han ingensteds udi Riget var meere forhadt end udi samme Stad, hvor Hertug Knud havde resideret, men han bildte sig ind, at Borgerne da skulde have Medynk over hans nærværende Tilstand, og ikke meere tænke paa det forrige, og derfor gik ind udi Staden, efterat han for sin Sikkerhed havde bekommet nogle fornemme Personer til Gisseler; men han blev bedragen udi sine Tanker; thi han fik der sit Endeligt, og det paa saadan maade. Der var udi Norden paa de Tiider oprettede adskillige Societeter eller Laug, kaldne Gilder, hvor man kom sammen paa visse Tiider; holdt sig lystig, aad og drak. Hvert saadant Gilde bestod af visse Lemmer, som havde en Oldermand eller Chef over sig, hvilken reglerede alting, og gav Love, som helligen maatte efterleves. Hertug Knud, som Statuta om Gilder.var Oldermand over saadant Gilde til Slesvig, havde giordt adskillige Love og Statuta om Gilder, blant andre denne: (213)

(t) Knitlinga Saga cap. 97. pag. 138. apud eundem.

(u) Vid. P. Daniel. vit. Philip. August.

Dersom nogen, der er uden for Societetet, ihielslaaer een, der er af Broderskabet, da skulde de andre hævne hans Død. (x) Herudover, da Hertugen deres Oldermand blev ihielslagen af Printz Magno, holdte Gilde Brødrene sig forbundne efter samme Lov at omkomme Kongen, som de meenede var hans Banemand. Historien derom findes udi den Siællandske Krønike med disse Ord: (y) Kong Nicolaus, da han var kommen nær ved Hæthe-Bye eller Slesvig, raadede hans Tienere ham fra at gaae der ind; thi de sagde, at Indvaanerne sammesteds havde en vedtagen Lov udi deres Vertskabe, hvorved de ere forbundne til ikke at lade blive uhævned, om nogen af deres Medbrødre bliver Skade tilføyet. Videre, sagde de, at Hertug Knud den hellige, som var bleven ihielslagen af Kongens Søn, havde været Oldermand og Beskytter for saadant Laug. Kongen foragtede deres Erindring og sagde: Mon jeg skulde være bange for nogle Skoemagere og Skindere? Da han var kommen ind i Byen, toge vel Geistligheden og de fornemmeste af Borgerskabet mod ham med sædvanlig Ære. Ja end ogsaa med Piibers og Klockers Lyd, som en gammel skreven Krønike vidner. (z) Men Almuen, og i sær disse Brødre ginge strax bevæbnede imod ham, hvorudover hans Venner raadede ham at flygte ind udi St. Peders Kirke, men Kongen tog sin Tilflugt paa Slottet, sigende, at han

Kongen bliver ihielslagen af Gildebrøderne i Slesvig.

heller vilde døe udi Kongens Huus, end tilstede, at GUds Huus skulde besmittes med Blods Udgydelse. Hans Tienere fattede da ikke paa Mod og Troeskab at forsvare deres Herre, men de bleve overvældede af Almuen, og ihielslagne med Kongen selv. Saadant Endeligt fik denne Konge Anno 1135, 1135.efterat han havde regieret henved 30 Aar. Han var den femte af Kong Svend Estridsens Sønner, som alle havde siddet paa den Danske Throne. (214)

(x) Ordene udi den saa kaldte Lege Convivii St. Canuti Ducis lyde saaledes: Si non Gilda interfecerit congildam &c. Statuta ere ellers sammen skrevne af 18 Oldermænd til Skanøer Anno 1258.

(y) Chron. Sialand. pag. 19. seqv. hvorudi disse particulariteter findes.

(z) Knitlinga Saga cap. 99. pag. 140. in excerpt. Thom. Barth.

Begyndelsen af hans Regiering var god og

Kong Nicolai Portrait.

berømmelig, men Enden svarede ikke dertil. Saasnart han kom paa Thronen, lod han for at lette Undersaatternes Byrder, meget indskrenke sin Hoff-Stat. Han var en duelig Krigsmand, og ikke mindre modig end hurtig. For at æternicere sin ihielslagne Broders Canuti Ihukommelse, lod han ham opreyse et stort Kloster, som han begavede med gode Renter og Indkomster. Han var ikke mindre villig udi at beneficere andre Kirker udi Riget, og var ham særdeeles derudi behielpelig hans første Dronning Margareta, som udi Historien berømmes af megen Dyd. Han var ogsaa ydmyg, og lod see stor Moderation (a) saa at hans Opførsel og Leve-Maade var ikke anderledes, da han var bleven Konge, end den havde været tilforn. Men han tabte efter Haanden disse Dyder, og henfaldt til adskillige Laster, til hvilke det er u-vist, enten han lod sig forføre eller om han fuldte sine naturlige Tilbøjeligheder, som han i Begyndelsen skiulede. Han lod see stor Haardhed mod hans Syster Søn Henrik Hertugen i Venden, og end større mod hans Broders Søn Hertug Knud; thi, endskiønt han ikke kunde overbeviises at have været Stifter til det Mord, som begikkes paa samme dydige Hertug, saa dog, efterdi han siden saa meget handhævede Printz Magnum hans Banemand, kunde man ikke befrie ham for Mistanke. Ikke dismindre, naar man betragter de mange Viderværdigheder, denne Konge maatte udstaae, item hans Ynkelige Endeligt, kand man ikke andet end bære Medynk over ham; thi han maatte see sin Søn omkommes, sin Dronning Ulvilda forføres til at lade sig bortsnappe af Kong Sverker udi Sverrig, og at ægte samme Konge og sig selv flygtig og betrængt udi sit eget Rige. Udi denne Konges Tiid florerede den oft omtalede Ælnothus, som har skrevet St. Canuti Levnet, og har dediceret samme Skrift til hans Broder denne Kong Nicolao. Samme Ælnothus var en Engelænder af geburt fra den Stad Cantelbury, men havde opholdet sig over 20 Aar udi Dannemark, som han selv vidner i sin Dedication. (b) Men, som han var (215)

(a) Vid. Ælnoth. in vita St. Canuti cap. 1. hvor ham gives god Lov.

(b) Jam vero Daciæ partibus qvatuor qvinqvenniis & ferè binis annis commoratus, vid. Proæm. ad Reg. Nic. in hist. St. Canuti.

en Munk, kand man heller ansee hans Skrift som en Lovsang end en u-partisk Historie. Dog, saasom han har været Øjensynlig Vidne til det som han har skrevet, har jeg i mange Ting fuldt ham, skiønt med vedbørlig Præcaution. Hans Skrift, skiønt det er fuldt af høitravende og opblæste Phraser, giver dog en temmelig Erudition tilkiende, og viiser, at han ogsaa har været latinsk Poet. Hans Historie er trykt tvende gange til Kiøbenhavn. Og er den sidste og beste Edition Meursii. Udi Kong Nicolai Tiid blev Geistligheden udi Dannemark forbudet Giftermaal, og sees Aarstallet til samme Forbud af efterfølgende Vers:

M. C. bisq decem Danorum clerus abegit

Uxores ductas non sine clade gravi.

Det var at ønske, at dem paa samme Tiid tillige med var blevet paabudet at tage vare paa deres Kirker, og ikke at sværme om bevæbnede udi Landet, og lade sig bruge udi Krig til Hæst og Fods. Udi denne Konges Tiid blev funderet St. Knuds Kloster i Odense, hvis Lemmer kaldes Knuds Brødre. Dertil gav Kongen anseelige Revenuer, som kand sees af Pave Paschalis Brev, hvorudi saadan Gavmildhed berømmes. (c) Det er ellers merkeligt, at der findes Pave Inocentii 2 Brev (d) til denne Konge, hvorudi han raader ham at adlyde den Hamborgske Erke-Bisp, som sin Metropolitans, da man dog veed at Riget blev befriet fra det Hamborgske Erke-Sædes Jurisdiction under Erik Ejegode, og kand man deraf slutte at samme Stads Erke-Bisp da har kommet denne Pave til at omsale.