Dannemarks Historie 216 – 322

Jeg haver allerunderdanigst dediceret mit første og mindre Historiske Skrift til Eders Majestæt som Kron-Printz, og dedicerer nu i samme dybeste Underdanighed dette mit sidste og større Historiske Verk til Eders Majestæt som Konge; haaber allerunderdanigst, at Eders Kongelige Majestæt anseer med samme naadige Øjen det sidste som det første, helst, saasom mit stedsvarende Arbeide sigter til intet andet, end at erstatte nogenledes den Mangel, som her i Landet har været paa nødvendige Skrifter, i hvilken Henseende jeg ideligen har arbeidet, saa vidt som mine tinge Kræfter mig have villet tilllade. Eders Kongl. Majestæts allernaadigste Protection herudi skall give nye Kræfter ti at fuldføre det øvrige, som jeg haaber skall blive, saa vel Eders Kongl. Majestæt til Behag, som Publico til Nytte.

Jeg forbliver stedse

Eders Kongl. Majestæts

Min Allernaadigste Arve- Herres og Konges

Allerunderdanigste troe Tiener og Undersaat,

Bind 1 (856 sider), dækker 111 f.Kr. til 1513, i alt 1624 år.

Bind 2 (922 sider), dækker 1513–1648, i alt 135 år.

Bind 3 (736 sider + register) dækker 1648–70, bare 22 år.

__________________

Anden Periodus fra Christendommens Indførsel, indtil de 3 Rigers Foreening.

Erik Emund.

Efter Nicolai Død Erik Emund.blev Erik (e) af alle antagen til Konge, og vare hans Broders Haralds Sønner de første, som komme til (216)

(d) Apud Philipp. Cæsarem in appendice Triapostolat. Septentrionis test. Thom. Barth. in excerpt. Manuscr.

(e) Om det er sant, at Kong Svend Estridsen ingen ægte Børn efterlod sig, saa var denne Erik den 6te u-ægte Printz, som blev Konge udi Dannemark, hvilket er et synderligt Exempel i Historien, og viiser, at Dannemark i det ringeste paa de Tiider ikke haver været Val-Rige. Meursii pathetiske Klagemaal, hvor han anseer som en Straf for Rigets Synder, at det maatte regiæres af saa mange u-ægte Printzer, er heri noget eenfoldigt. De Geistlige ville i det ringeste ikke tilstaae, at en Konge, som Canutus Sanctus var Riget given for dets Synders Skyld, og ingen kand sige andet, end at Erik Ejegod var jo heller en Gave end en Straf af Himmelen.

ham udi Jylland, og tilsagde deres troe Tieneste. Men Kong Erik havde dem mistænkte, at de vare kun udskikkede af deres Fader for at dysse ham i Søvn, lod dem derfore forvare paa Slesvig Slot indtil videre Oplysning udi Sagen. Da han selv siden kom did hen, og de unge Herrer giorde Knæefald for ham, ynkedes han over dem, sær som han havde faaet Underretning om, at de vare u-skyldige, og derfore lod dem løs igien. Men der fantes strax onde Mennesker som lastede denne Kongens Gierning, og forestillede ham, at han ikke kunde regiere udi Sikkerhed, hvis han lod disse Herrer leve, der havde saadanne

Lader omkomme sine Broder-Sønner.

vigtige Prætentioner paa Kronen. Hvorudover Kongen blev saa mistænkelig, at han ingen Roe havde førend han fik dem af Dage; thi de bleve druknede udi Søen uden for Slesvig. Imidlertid kom deres Fader til Jylland, og blev hyldet til Konge paa Urne Ting, (f) som var det Slesvigske Lands-Ting. Men Kong Erik kom ham u-forvarende paa Halsen om Natten, lod ham føre af hans Sengekammer, og strax halshugge tillige med hans andre Sønner undtagen en som heed Oluf, hvilken undkom udi Qvinde-Klæder. Saadan Begyndelse havde Kong Eriks Regimente, hvorfore Undersaatterne ventede sig intet got af ham.

Paa den Tid var stor U-roelighed i Norge, hvorom jeg lidet maa røre, efterdi

Uroelighed i Norge.

Kong Erik derudi blev indviklet. Magnus Sigurdsen kom til Regieringen 1130. Han fik til ægte Christina Hertug Knuds Dotter, og derfore var bleven Kong Eriks Svoger. Mod denne Magnum satt sig hans Farbroder Harald kaldet Gille, og, saasom denne sidste fik et stort Anhang udi Norge, efterdi han var ydmyg, beleven, lystig og gavmild, da derimod Magnus, (g) skiønt en duelig Herre var ubehagelig, haard og gierig, fandt man for got for at hindre Borgerlige Krige at deele Riget imellem dem, hvilket (217)

(f) Urneting var Landsting udi Sønder Jylland og Wiborg udi Nørre Jylland.

(g) Snoro in Magno Sigurd: & Harald Gille.

ogsaa skeede. De regierede saaledes Riget fredeligen sammen udi 3 Aar, men siden opreysede sig Tvistighed imellem dem, hvorudi Kong Magnus fik Overhaand, og tvang sin Farbroder Harald at flygte af Landet. Harald tog sin Tilflugt til Kong Erik af Dannemark, hvilken tog venligen mod ham, og gav ham Halland udi Forlehning. Imidlertid bemægtigede Magnus sig heele Norge. Men det varede ikke længe, førend Harald med Dansk Undsætning kom tilbage. Saxo siger, at Kong Erik fuldte med ham, men den Norske Krønike taler alleene om Dansk Undsættning. Saasnart han kom tilbage, spillede han igien Mester, og fik sin Broders Søn Magnum fangen Norden for Bergen. Da han saaledes havde faaet ham udi Hænder, lod han hans Øjne udstinge, Castrere, og indslutte ham udi et Kloster til Trundhiem. Ellers havde Kong Erik meget at bestille med de Vender, med hvilke han førdte lykkelig Krig, og tvang den mægtige Stad Arcona paa Rygen at antage den Christelige Troe, hvorvel det varede ikke længe, førend Indbyggerne faldte til Afguderie igien som de stedse holdt ved indtil Waldemar den Store gandske udrøddede Hedenskabet. Til dette Vendiske Tog merkes som noget u-sædvanligt, at Kong Erik førdte Cavallerie paa sin Flode, saa at han og hans Broder Nicolaus maae have været de første Danske Konger, der have practiseret saadant. At dette Cavallerie dog ikke maa have været synderlig Anseeligt, sees deraf, at der vare kun 4 Hæste paa et hvert Skib. Hellers er intet

Misforstand mellem Kongen og Bisp Eskild.

at merke om denne Konge, uden at han havde stor Tvistighed med Bisp Eskild af Roskild, hvilken brød ud til aabenbare Krig. Aarsagen til denne Tvistighed var, at bemeldte Bisp Eskild efter Erke-Bisp Adzers Død af Lund, tragtede effter Erke-Bispe-Sædet, hvilket Kongen agtede en anden. Bisp Eskild fik udi Begyndelsen saadant Anhang af Siællandsfarer, at han tvang Kongen at flygte til Jylland, men Kongen kom siden tilbage, fik Bispen i sine Hænder, og lod ham kaste i Fængsel, saa at han maatte betale 20 lb Guld, førend han kom løs igien. Trætten varede dog længe derefter. Skaaningerne vilde have Eskild til Erke-Bisp, efterdi han (218) var Adzer paarørende, men Kongen vilde ingenlunde, at den der havde ført Sverdet imod ham, skulde beklæde saadant Embede, og være Hoved for den heele Nordiske Geistlighed. Erke-Bisp Sædet var derfor ledigt indtil Kongens Død. Da blev Eskild omsider Erke-Bisp. Dette er den navnkundige Mand, som blev succederet af den store Absalon, for hvilken han opsagde Lunde-Sæde. Han var Broder-Søn til Adzer den første Erke-Bisp til Lund, saa at han blev den anden Erke-Bisp udi Tallet. Han berømmes synderlig af Chatholske Skribentere formedelst hans Dyder, skiønt Historien siger, at han har været en u-roelig Mand, som skal viises udi Waldemari 1. Historie, hvor hans Portrait giøres. Hvad Erik Emund anbelanger, da foretog han sig imod Enden af sin Regiæring at handhæve Justitien, og til den Ende reisede igiennem Provincierne for selv at dømme udi Tvistigheder. Han sparede da ikke de store udi Landet, hvilket

Kongen omkommes

ophidsede de samme mod ham saaledes, at, da han var paa Hvedings Herreds-Ting ved Ribe for at dømme udi Sager, blev han forræderligen omkommen (i) af en Jydsk Herremand ved 1137.Navn Sorteplog 1137. (k) Udi denne Konges Tiid blev først i Dannemark indførdte de Præmonstrancer-Ordens Munke, som have været med de første Munke, de ere blevne etablerede udi dette Rige. Han var en Konge ikke af synderlige store Qvaliteter, dog haandhævede han Rætten, og var U-partisk udi sine Domme. Han bliver gemeenligen kaldet Erik Emund, efterdi han talede stort og prægtigt, hvorvel andre holde for, at det Ord Emund betyder Seierrig, og at han fik det Navn af den Seier, han erholdt ved Fodvig. (l)

Erik Lam.

Efterat Kong Erik Emund saa forræderligen var omkommen, var der fast ingen af det Kongelige Huus, Erik Lam.som kunde antage (219)

(i) Lib. Daticus Lund. Manuscr. folio 44. in excerpt. Thom. Barth.

(k) Hvitfeld sætter 1139, og dog siger at Aaret derefter nemlig 1138 indfaldt en stor Landeplage i Dannemark.

(l) Helmold. Chron. Slav. lib. 1. cap. 51. Creatum est & novum nomen, ut Ericus Emund, hoc est Memorabilis appellaretur Confer Saxo in Eric Emund

Regimentet. De nærmeste dertil vare Svend Eriksen, Knud Mogensen og Waldemar Knudsen, men de vare alle dertil for unge. Man besluttede derfore efter megen Raadslagen at destinere Waldemar Hertug Knuds Søn til Kronen, men at give Kongelig Myndighed til Erik Lam, Kong Erik Ejegodes Dotter Søn (m) hvilken havde tilstrekkelig Alder til at forestaae Regieringen, endskiønt han udi det øvrige havde kun maadelige Qvaliteter, saa at man i henseende til hans Eenfoldighed gav ham det Navn af Erik Lam.

Oluf Haraldsen vill tilegne sig Riget.

Denne Erik Lam (n) fik i Begyndelsen at bestille med Oluf den u-skikkelige Haralds Søn, der flygtede fra Jylland udi Qvinde Klæder, da hans Fader og Brødre bleve omkomne af Erik Emund. Den samme, da han hørdte, hvad Forandring, der var skeet udi Dannemark, kom han tilbage, og fodrede det Gods og Ejedom, som hans Farbroder Erik Emund havde ham frataget. Erik Lam svarede dertil, at hans Fader havde forbrudt sit Arve-Gods efter Loven, som siger, at hvilken som fører Avind-Skiold mod sit Fæderne-Land, dens Gods lægges under Kronen. Dette Svar ophidsede Oluf saaledes, at han ikke allene prætenderede sit Fæderne Gods, men endogsaa Dannemarks Krone, som han foregav sig af alle at være nærmest til. Men, som han i Begyndelsen havde hverken Penge eller Folk, saae han sig med Magt intet at kunde udrætte, og derfore engang ved Midnats Tiide søgte at overrumple Kongen, da han opholdt sig udi Lunde Kroe kaldet Arnedal, men Forrædderiet blev aabenbaret, og han blev med sine Tilhængere fordreven og maatte flygte til Sverrig. Men, da han fornam, at Kongen var reiset fra Skaane igien, kom han tilbage,

Samme Olufs Bedrifter i Riget.

og lovede Almuen store Privilegier og Friheder, om de vilde antage ham til Konge. Men foromtalte Bisp Eskild, som da var bleven Erke-Bisp til Lund, giorde ham stor Modstand udi Skaane. Samme Eskild begyndte strax efter Erik Emunds Død (220)

(m) Hvitf. siger at hans Fader var Hagen Erik Ejegodes Sønne-Søn, hvilket er en Vildfarelse; thi Hagen var bemeldte Erici Sviger-Søn, og avlede denne Erik Lam med St. Canuti Søster vid. Sax. & Crant. hist. Dan.

(n) Helmold. Chron. Slav. lib. 1. cap. 67. Kalder ham Ericum Spac eller den Sagtmodige.

at fornye sine Prætentioner paa Erke-Bisp Sædet, og derfor denne nye Konge u-adspurt, trængede sig ind i Stiftet. Men, Erik Lam var ham ikke mindre imod end hans Formand, søgte med Magt at promovere Bisp Rikke af Slesvig til Erke-Sædet, og at støde Eskild derfra igien. Men, som Skaaningerne hange saa sterkt til Eskild, at der maatte frygtes for Oprør udi samme Province, hvis man forfulte denne Sag, lod Kongen det omsider blive derved. Denne kiække Prælat var da Erke-Bisp udi Skaane, da bemælte Oluf søgte at oprøre Landet, og, som han saae, der var liden Trøst, at vente hos den simple Konge Erik Lam til Landets Forsvar, tog sig paa selv at agere en General, og med en Hob Folk at gaae Oluf imod, men han blev slagen, og maatte tage Flugten til Lund, hvor han af Oluf blev saaledes beængstiget, at han maatte sværge ham Troskab, og sætte ham Gissel. Men den gode Oluf agtede ikke, at en Bisp paa de Tiider kunde selv løse sig af sin Eed; thi, saa snart, at han havde vendet Ryggen, protesterede Erke-Bispen imod alt hvad som skeet var, og foer over til Siælland for at bringe Kongen i Harnisk; Kongen kom derpaa vel med en stor Flode for Lands-Krone, men, saasom han paa samme Tiid blev bragt for Ørene en gammel Kierling-Snak, at hvilken Dansk Konge, der giorde Landgang ved Lands-Krone, kunde ikke leve et Aar derefter, da, saasom han ingen Lyst havde til at døe saa hastigen, overdrog han all Commando til Erke-Bispen. Men, denne gode Prælat havde igien den U-lykke, at han blev slagen, saa at Oluf derudover allevegne spillede Mester i Skaane, bemægtigede sig saa vel Kronens som Stiftets Gods, afsat Erkebispen, og beskikkede en Præst ved Navn Eskild til Erkebisp i hans Sted, meenende, at han i det ringeste havde ligesaa stor Rætt til at ordinere Bisper, som Bispen havde til at agere General. Kongen, som hidindtil havde holdet sig saa got som neutral udi denne Krig, blev da opvakt af Søvne, kom selv personligen over til Skaane, hvor han fangede 4re af Olufs beste Krigsmænd, som han lod drukne, og derpaa lod degradere og ophænge Olufs nye Erkebisp. Han var ogsaa da saa lykkelig, at han overvandt Oluf udi en Trefning ved Glumstrup i Skaane, (221) og tvang ham at tage Flugten til Sverrig igien. Men, da man meenede, at Krigen havde en Ende, lod han sig finde u-formodentligen udi Siælland selv, hvor han overfaldt Biskop Rikke af Roskild, som da opholdt sig udi Ramløse, saa det synes, at denne Herre havde meest Appetit paa Bisper. Bispen greeb vel til Gevær, og søgte med sine Tiennere at giøre all muelig Modstand, men, da han merkede, at Oluf vilde sætte Ild paa Gaarden, hvor han var inde, foreslog han en venlig Samtale, hvilken Oluf ogsaa accorderede ham; men, da Bispen stak sit Hoved udaf Dørren, hug han Hovedet af ham, og derpaa forlod Landet, saa at det syntes, at han kom alleene til Siælland for at hugge et Bispe Hovet af. Derpaa blev han af Paven sat udi Kirkens Band, men man merker ikke, at han meget bevægedes deraf; thi han lod sig kort derefter indfinde udi Skaane, hvor Kongen var, og derefter holt

Den u-roelige Oluf omkommes.

ham temmeligen varm. Endeligen efter denne indbyrdes Krig havde været en Tid lang, blev denne u-roelige Herre overvunden udi en Trefning ved Thute Aae, hvorudi han selv blev slagen Anno 1144.

Efterat denne indvortes Krig var lykkeligen dempet, giorde Kong Erik et Tog til Venden men med liden Fremgang; thi han førdte saadan slet Conduite udi samme Krig, at han blev foragtet baade af Fremmede og Undersaatter. Endeligen, da han engang blev syg, lod han sig føre til Fyen, at han kunde døe udi den Province, hvor han var fød, og, som Sygdommen varede noget længe, tog han en 1147.Munke Kappe paa, og gav sig udi St. Knuds Kloster i Odense, (o) hvor han døde Anno 1147.

Svend Grathe og Knud Magnusen.

Efter Erik Lams Død opvaktes der Tvistighed om Successionen,

Svend Grathe og Knud Magnusen.

de fornemmeste Prætendenter var Svend Erik Emunds Søn, (p) og Knud Printz Magni Søn, som omkom Canutum Sanctum, Skaaningerne og Siællandsfarerne hyldede Svend, Jyderne (222)

(o) Knitlinga Saga cap. 107. pag. 149. in Manuscr. Thom. B.

(p) Hvitf. siger at han ikke var Ægtefødd.

derimod holdte sig til Knud, saa at Dannemark fik Tvende Konger paa eengang, hvilke udi 10 Aar førdte Krig sammen, Landet til en u-bodelig Skade.

Omendskiønt Indbyrdes Krig.

Indbyggerne udi Skaane havde hyldet Kong Svend, saa holdt dog den Lundiske Erke-Bisp hemmeligen med hans Modstander, hvilket da Svend merkede, lod han ham fængsle, og sætte øverst paa Hvelvingen af Lunde Domkirke, (q) dog, saasom han frygtede for Kirkens Band, lod han ham strax løs, og gav ham en skiøn Landsbye med et stort Gods paa Bornholm for at hindre, at han ikke skulde klage ham for Paven. Efterat dette Forliig var sluttet, fuldte Erke-Bispen Kong Svend over til Siælland, hvor Kong Knud var kommen for at bemægtige sig Landet. Da 1149.blev der holdet et Feltslag ved Slangerup 1149, udi hvilket mange paa begge Sider bleve omkomne; men Kong Svend beholdt Marken, og Knud maatte flygte til

U-lykkelig Krig udi Venden.

Jylland igien. Men, saasom paa samme Tiid Paven affærdigede Breve til alle Christelige Potentater udi Europa, at de skulde ruste sig til Krig mod Christendommens Fiender, og de Nordiske Konger bleve ombedede at udrødde Afguderiet udi Venden, (r) giorde disse tvende Konger Stilstand med hinanden, og med samtlig Magt begave sig til Rygen, men de udrettede der ikkun lidet; Thi den Jalousie, som var reist sig imellem Jyder og Siællandsfarer, var saa stor, at det eene Parti glædede sig over det andets Forliis, endskiønt de havde tilfelles Fiender, og vidste Rylænderne saa vel at føre sig saadant til Nytte, at de tilføyede dem stor Skade, og nødede dem omsider med u-forrættet Sag at reyse hiem igien. Det maa ellers have været i denne Krig, som Odense Bispe-Krønike siger, at Odense af Venderne blev ødelagt. (s) Efter at

Den indvortes Krig oprippes.

den Vendiske Krig var til Ende, bleve de indvortes U-roeligheder igien fornyede, og lod da Kong Svend Roskild allerførst befæste med Volde og Graver, og satt til Commendant derover Ebbe (223)

(q) Chron. Nicol. Joh. Fil. in Ecclesia Lundensi in Sparta Suspensus est sub testudine.

(r) Micræl. Antiq. Pom. lib. 2. vidner at de Danske da tegnede sig med et Kaars af saadan Figur [Globus cruciger] hvilket de hæftede til deres Arme.

(s) Chron. Episc. Othiniens.

Skialmsen Hvide. Men Kong Knud kom u-forvarende strax derefter med en Flode til Issefiord, indtog den nysbefæstede Stad Roskild, og fik stort Tilløb af Almuen udi Siælland. Herudover kom det til et nyt Slag ved Thostrup 1150.1150, hvorudi Kong Svend atter erholdt Seier. Midlertid var Waldemar St. Canuti Søn kommen til den Alder, at han kunde lade sig bruge udi Krig. Denne unge Herre havde ikke Aarsag til at ballancere længe, hvilket Parti han skulde tage; thi, saasom Knuds Fader Magnus havde slaget hans Fader ihiel, saa faldt han til Kong Svends Parti, og blev en haard Fiende mod Kong Knud, sær saasom han efter sin Fader ogsaa tilegnede sig det Hertugdom Slesvig. Saaleedes blev der en dobbelt Krig udi Landet, een imellem begge Konger om Kronen, og den anden mellem Kong Knud og Hertug Waldemar om Førstendommet.

Af dette og andet blev Kong Svends Parti saa bestyrket, at Krigen blev

Kong Svend faaer Overhaand.

forflyttet til Jylland, og blev da holdet det 3die Slag ved Viborg, udi hvilket den unge Hertug Waldemar, som var udi Kong Svends Krigs-Hær, særdeeles distingverede sig. Da blev Knud igien slagen, og maatte flygte til Aalborg, og Kong Svend giorde sit Indtog, som Seyer-Herre udi Viborg, hvor Biskop Elias (t) raadede ham som en god Urte-gaards Mand at oprykke alle skadelige Urter, det er at omkomme alle dem i Staden, som man kunde have Mistanke til, og som havde været hans Fiender. Men, som Kongen var christeligere end Bispen, vilde han ikke følge hans Raad derudi, men lod endeel løs for Penge, og de andre alleene paa Eed og Forpligtelse. Efter det u-lykkelige Slag ved Viborg flakkede Kong Knud allevegne om for at søge Hielp. Først kom han udi Sverrig, hvor han blev i Begyndelsen vel imodtagen af Kong Sverker; men siden reysede sig Misforstand mellem ham og Kong Sverkers Søn, hvorudover han forlod (224)

(t) Samme Biskop Elias var fød udi Flanderen, hvorfra han flygtede formedelst et Oprør han giorde, kom til Dannemark, og blev Bisp til Ribe. Han passerede i sin Tiid for en stor Stats-Mand; men det Raad, han gav Kongen, viser at han ingen god Bisp maa have været vid. Chr. Episc. Ripens.

Sverrig og begav sig til Polen, men fandt der ligesaa slet Trøst. Udi Saxen gik det ham ey heller bedre; endeligen kom han til Hamborg, hvor han fik Bistand af Erke-Bispen, der var fortørnet mod Riget, (u) efterdi Riget udi Erik Ejegodes Tid havde unddraget sig fra det Hamborgiske Sædes Jurisdiction, og erhvervet dets egen Erke-Bisp. Efterat han der saaledes var bleven bestyrket, kom han til Jylland, hvor han strax paa nye fik Tilløb af Indbyggerne, og formeerede udi Hast saadan Krigs-Hær, at Kong Svend indsluttede sig udi Viborg, hvilken Stad Kong Knud lod beleyre. Men, da han havde Forhaabning, at Staden skulde overgive sig for Mangel af Proviant, og hans Folk vare blevne sikre og skiødesløse, giorde Kong Svend et Udfald om Natten, overrumplede u-formodentligen den Fientlige Krigs-Hær, og erholdt en fuldkommen Seyer, saa at Kong Knud atter igien maatte 1151.flygte af Riget. Dette Slag skeede 1151. Efter denne Seyer lod Kong Svend anlegge adskillige Fæstninger ved Strand-Breddene for at hindre Fienden at giøre Landgang, blant hvilke vare de tvende anseeligste, som bleve anlagde udi Fyen og paa Siælland, hvilke man meener at have været Nyborg og Kaarsøer. Udi dette Aar døde den hellige Bisp Ketil til Viborg. Han blev efter hans Død holden i saadan Ære at man bar hans Beene udi en Gyldende Kiste. (x) Udi Hoved Kirken til Viborg læses disse Vers som ere dirigerede til ham:

O Ketille bone noster Reverende Patrone

Fac te propitium per vetus officium.

Men Kong Knud vilde ikke saa læt miste den Krone, som han eengang havde faaet paa Hovedet, søgte derfore at opvikle Frieslænderne mod Dannemark men med liden Success. Derefter begav han sig til Keyser Friderick Barbarozza, og tilbød ham at tage Riget til Lehn af Tydskland, hvis Keyseren vilde hielpe ham paa Thronen igien. Keyseren tog glædeligen imod dette Tilbud; men, saasom han merkede vel, at Kong Svends Samtykke behøvedes (225)

(u) Krant. Dan. lib. 5. cap. 29.

(x) Thom. Barth. excerpt. manuscr. Tom. 2.

vedes til saadant, lod han invitere samme Konge til sig paa en Rigsdag, som holdtes til Mersburg, hvor Kong Svend uden Mistanke hen begav sig, efterdi han udi sin Ungdom havde været ved Keyser Conradi Hof, og

Keyser Fridericus Barbarossa besnerer Kong Svend.

der lagt Venskab med Friderico Barbarozza. Men, da han kom did hen, forelagde Keyseren ham disse Love, at han skulde tage Riget til Lehn af Keyserdomet, og igien forlehne Knud med Siælland, hvilke Love Kong Svend da maatte indgaae, efterdi han frygtede for sit Liv og for sin Frihed. Saaledes fortælles Historien hos Saxonem; (y) Vore andre Danske Skribentere vilde vel ikke vide deraf at sige, (z) Men det er vanskeligt at nægte Factum, efterdi foruden Saxonis Vidnesbyrd vi ogsaa have Keyser Friderici eget Brev til sin Farbroder Ottonem Frisingensem med disse Ord: ad curiam nostram venit Rex Danorum Petrus, & Coronam Regni de manu nostra accepit. Det samme vidner ogsaa bemelte Otto Frisingensis (a) samt den bekiendte Poet Guntherus, (b) som begge levede paa de Tiider. Hvorom alting er, hvis de Tydske ikke have andet Fundament til at beviise Keyserens Lehns-Rettighed med, saa er dette meget slet, efterdi et Samtykke er ikke Samtykke, som extorqveres med Magt og uden Stændernes Bevilning, som da behøvedes.

Saa snart Kong Svend var kommen tilbage igien, protesterede han mod saadant, vegrede sig ogsaa for at indrømme Kong Knud Siælland. Dog bekom han ved Hertug Waldemars Underhandling adskilligt Gods udi Jylland, Siælland og Skaane, hvorved han lod sig nøye, saa at de Borgerlige Kriger da syntes at have Ende. Men Kong Svend havde ikke saa snart faaet sine Fiender af Halsen, førend han slog sig Kong Svend slaaer sig til Udyd.til adskillige U-dyder, foragtede Danske Skikke og Sæder, og fyldte sit Hoff op med Tydske Folk, hvilket giorde Undersaatterne kaaldsindige imod ham. Det, som blandt andet lastedes hos ham, var, at han satt den brugelige Rættergang (226)

(y) Sax. in Sven. Grath.

(z) Helmoldus samme Tiiders troværdige Skribent taler om Sammenkomsten til Mersburg men ikke om Lehntagelsen.

(a) Otto Frising. lib. 2. cap. 5.

(b) Gunth. lib. 1. Ligurni suj begge kalde Kongen Petrum.

ved Eed og Vidner til Side, og i dens Sted lode Sager decidere ved Eene-kamp eller Dueller, saa at den holdtes for at have Rætt, der havde sterkeste Arme. Han hørdte ogsaa ilde, efterdi han selv holdt sig for god at bivaane Retten, da de forrige Danske Konger pleiede at præsidere baade paa Lands og Herreds-ting.

Anno 1154 blev denne Konge indviklet udi Krig med Sverrig, efterdi den Svenske Printz Johannes havde voldtaget nogle adelige Damer udi Halland. For at hævne denne Voldtægt rystede han sig til Krig, hvorvel Cardinal Nicolaus Albanensis giorde

Forandring ved Lunde Erke-Biskop Stoel.

sig megen Umage at hindre ham udi saadant Forsætt. Bemeldte Cardinal var samme Tiid af Pave Anastasio skikket til Norden for der at ordinere adskillige Ting. 1154.Han beskikkede da først et Erke-Bisp-Sæde til Trundhiem i Norge (c) og forordnede, at Norge herefter skulde være fri for det Lundiske Erke-Bispedoms Jurisdiction, og, paa det at Erke-Bispen af Lund ingen Fortrydelse skulde bære derover, giorde han Eskild Erke-Bisp af samme Stad til Sverrigs Primat eller Første. Og, saasom han af Paven var forsyned med absolut Myndighed udi Norden (d) stræbede han at holde Kong Svend fra den Svenske Krig, men forgieves; thi Kongen blev ved sit Forsætt, eendeel for at hævne den foromtalte Vold, eendeel og, efterdi der var da Opstand udi Sverrig, og Kong Sverke var en gammel affældig Mand. Han gik saaledes med en Krigs-Magt udi haardeste Vinters-Tiid ind udi Sverrig, hvor han i Begyndelsen fandt liden Modstand; thi Kong Sverker, som ingen Tillid havde til sine Undersaatter, begav sig udi Skiul og Sverrigs Indbyggere ginge Kong Svend i Hobetal til Haande. Men, da han udi den haardeste Vinters-Tiid med sine Folk gik igiennem Hulvejen, blev han der overrumplet af de Svenske Bønder, som tilføjede ham stor Skade, saa at han var glad ved at kunde retirere sig med de øvrige Folk til Skaane igien, hvor kort derefter opvaktes et Oprør af Almuen, hvilken kastede Steen mod Kongen, da han med Ord vilde stille dem tilfreds. (227)

(d) Vid. Wilhelm. Neubrig. lib. 2. cap. 4. ad gentes ferocissimas Dacorum & Norrigorum derexit Legatum cum plenitudine potestatis.

En anseelig Mand af Kongens Tienere ved Navn Tyge (e) Sygnesen stillede dem dog tilfreds, saa at den oprørske Krigs-Hær adsprededes, og hver gik hiem til sit Huus, men Kongen vilde ikke lade den Spott blive u-hævned, satt derfor Ild paa adskillige Landsbyer udi Skaane, hvorved dog ingen leed større Skade end han selv, og lagde en haard Skatt paa det heele Land.

Kong Svend søger at forraske Kong Knud og Hertug Waldemar.

Efterat den Svenske Feide, og det Skaanske Oprør var endet, pynsede Kong Svend ideligen paa, hvorledes han kunde forraske Kong Knud og Hertug Waldemar. Dertil fik han endeligen Leilighed Aar 1156 udi et Giæstebud, som blev holdet til Roskild; Udi samme Giæstebud holdt han i Begyndelsen saadanne gode Miner, 1156.at, da en Tydsk Sanger over Bordet sang en Viise til hans Forhaanelse, lod han sig dog ikke merke med nogen Fortrydelse. Men, da det leed noget langt ud paa Aftenen, merkede Kong Knud af adskillige Tegn, at der var Forræderie i Gierde, og derover stod op, omfavnede og kyssede Hertug Waldemar ligesom til Afskeed. Thi strax derpaa kom Kong Svend ind i Salen med bevæbnede Drabantere, og søgte til disse tvende Herrer. Hertug Waldemar, som var hurtigst, sprang da strax op af sit Sæde, veriede sig det beste, han kunde, og endeligen trængede sig igiennem Fienderne, saa han undkom udi Faveur af Natten, eftersom han udslukkede alle Lys i Stuen. (f) Kong Knud derimod havde ikke den Lykke; thi en af Svends Tienere ved Navn Ditlef

Kong Knud bliver myrded men Waldemar undflyer.

kløvede hans Hoved med sit Sverd, saa at han falt død til Jorden. Absolon, som siden blev Erke-Bisp, undflyede, og sige nogle at Kong Knud af sine Saar døde i hans Skiød. (g) Dette slemme Mord søgte Kongen strax at undskylde, og derfore Dagen dereffter lod sammenkalde Roskilde Borgere, hvilke han søgte at stille tilfreds ved at indbilde dem, at Knud og Waldemar havde staaet ham efter Livet, og begierede, at de vilde hielpe ham til at gribe Waldemar, som var undkommen. Men ingen troede, hvad han sagde, og faa vilde giøre ham Bistand. (228)

(e) Crantz. Dan. lib. 5. cap. 30. kalder ham Toco.

(f) Helmold. Chr. Slav. lib. 1. cap. 84.

(g) Knitlinga Saga cap. 116. p. 163. in excerpt. Th. B.

Den flygtige Waldemar, efterat han nogen Tiid havde skiult sig udi Skove og Udørkener, kom han omsider over til Jylland, og der paa Viborg Landsting klagede over Kong Svends Forræderie, og viisede sine Saar, han havde faaet, hvilket opvakte saadan Medlidenhed hos de Nærværende, at de græde over ham, fik derpaa en stor Hob Folk paa Beenene, og dermed agtede sig til Siælland. Men Kong Svend forekom saadant ved at besøge ham først udi Jylland. Efter adskillige smaae

Slag ved Grathe Hede.

Trefninger, som Waldemars General den bekiendte Esbern Snare holdt med de Kongelige, komme omsider begge Hoved Krigs-Hærerne sammen paa Grathe Hede ved Viborg. 1157.Der blev Anno 1157 den 22. Septemb. holdet et stort Slag, hvorudi Waldemar fik Overhaand. Kong Svend da han saae sine Folk vende Ryggen, flygtede hen udi et Kiær, hvor hans Hest blev hengende, saa at han hverken kunde komme frem eller tilbage, hvorudover han maatte kaste sit Harnisk fra sig for at undløbe til Fods. Han krøb saaledes paa Hænder og Fødder under et Træe, og befoel sine Tienere, at enhver skulde salvere sig, som han best kunde, hvilket de ogsaa giorde, undtagen een, hvilken af Troeskab heller vilde døe end vige fra sin Herre. Han blev og strax ihielslagen af

Kong Svend bliver ihielslagen.

Bønderne. Derpaa blev Kongen selv greben og adspurt, hvo han var. Han sagde sig at være Kong Svends Secreteerer; men da han merkede, at de kiente ham, dulte han sin Person ikke længere, og bad dem føre sig til Waldemar, saasom han havde saa store Tanker om Hertugens Dyd, at han meenede sig at være meest sikker hos ham. Men i det han giorde den Begiering til Bønderne sprang een frem med en Øxe, og huggede ham Hovedet af, saa at han strax faldt død til Jorden. Saadant Endeligt fik Kong Svend Grathe, som saaledes blev kalden af dette sidste fatale Slag paa Grathehede. Ved hans Død endtes de indbyrdes Krige og Riget fik en anden Skikkelse under de 3 store paafølgende Konger; thi, ligesom Dannemark fra Svend Estridsens Regiering indtil denne Tiid ideligen havde aftaget, saa begyndte dets Soel nu igien at skinne klarere end nogen Tiid tilforn. Man seer en Kiede af Seiervindinger, hvor ved Riget blev en Skræk ikke alleene for dets Naboer; (229) men end og for heele Europa. 1157.Man seer Krigs Discipline paa den høyeste Spidse, man seer Landet vrimle af store Generaler, store Stads-Mænd og lærde Folk, man seer ogsaa de mange og herlige Love forfattede, som endnu ere udi Brug, og lære deraf tillige med hvor hastigen en fornuftig Regent kand omstøbe et Land. Det er alleene at beklage at disse 3 store Kongers Historier ere ikke tilstrækkeligen udførte; thi, naar man undtager Waldemari 1 Historie som er forfattet af Saxone, saa findes intet ordentligen, eller udførligen antegnet om de andre. Dette har jeg holdet fornødent at erindre, at jeg ikke skal beskyldes for at have været mest efterladende udi de allervigtigste og frugtbareste Tiiders Historier.

Waldemarus Magnus.

Efter Svend 3 fuldte udi Regieringen Waldemar Knud de Obotriters Konges Søn. Waldemar den Store.Hans Moder Ingilbirta bragte ham til Verden strax efter hans Faders Død, og tog samme Ingilbirta derpaa sin Tilflugt til Rysland til hendes Venner. (h) Denne Waldemar var en af de ypperligste Konger, som have regiæret udi Dannemark, og derfore gemeenligen udi Historierne bliver kalden Waldemar den store. Han havde udi sin Regiering meget at bestille med Norske og Svenske, men det, som giorde hans Regimente meest berømmeligt, var de store og lykkelige Krige, han førdte udi

Tvistighed med Norge

Venden. Hvad Norge anbelanger, da var udi hans Tiid stor Forvirring udi samme Rige, hvor der var Successions Tvistighed mellem Haagen Haardebred og Magnus Erlingsen; med denne sidste giorde Kong Waldemar Forbund eller rettere med hans Fader Erling Skakke, en hurtig og anseelig Herre udi Norge, hvilken for at hielpe sin Søn paa Thronen holdt for got at forbinde sig med Kong Waldemar, og til den ende giorde selv en Reyse med 10 Skibe til Dannemark; ved dette Forbund betingede Kong Waldemar sig en Deel af Norge. Derpaa reysede bemeldte Erling til Norge igien, førdte lykkelige Krige mod Haagen Haardebred, og endeligen udi et Søe-slag, som blev holden ved Strimevog (230)

(h) Knitlinga Saga manuscr. cap. 94. p. 135. in excerptis Th. Barth.

omkom Kong Haagen. Vel reysede sig efter Kong Haagens Død en nye Modstander nemlig Sivard Sivardsen, men han blev ogsaa strax fangen og Halshuggen ved Gravdal, (i) hvorpaa Erling Skakke spillede Mester, helst saasom denne listige Mand fik een stor Deel af Geistligheden paa sin Siide, og derfor lod krone sin Søn Magnum til Konge udi Norge. Herpaa grunde sig de Prætentioner, Kong Waldemar havde paa endeel af Norge; thi, saasnart Kong Waldemar fik Tidende om Magni Erlingsens Kroning, lod han anmode om den Deel, som ham efter Forbund kunde tilkomme udi Norge. Den listige Erling paa det han kunde reede sig ud af sin giordte Forpligtelse, da, saasom han vidste, hvor nødigt de Norske vilde tillade Rigets Deeling, eller at en Part deraf skulde komme under fremmed Herskab, lod han Waldemari Breve forkynde til Stænderne udi Norge, og derved vandt det, han sigtede til, nemlig at beholde Riget for sin Søn alleene; thi Almuen udi Norge begyndte at fnyse derover, og formanede Erling, at han skulde holde den Eed, han havde giordt Riget, hvilket Erling høfligen forkyndede Kong Waldemars Gesantere, og lod dem med saadan Beskeed reyse til Dannemark igien. Kong Waldemar blev derover fortørnet, og besluttede med Magt at udføre sin Rætt, og mod Foraaret begav sig med en anseelig Magt til Norge; men han fandt ved Vigsiden Indbyggerne reede til at hindre ham at giøre Landgang, og, da han endeligen kom til Tønsberg, og der stevnede Almuen til Hoveting, lod ingen sig indfinde, hvorudover han fornam, at dette Tog vilde blive vanskeligt, og derfore begav sig til Dannemark igien. Efterat Krigen havde varet en Tiid lang imellem Dannemark og Norge, reisede Erling Skakke selv til Randers udi Jylland for at forlige sig med Kongen, og er her ikke mindre at forundre den førstes Tilliid at betroe sin Person til en Konge, som han havde skuffet, end den Sidstes Ædelhiertighed ikke at betiene sig af den Fordeel: thi da Erling Skakke ved sin Ankomst sagde: Jeg er hidkommen paa Troe og Love uden Leide, svarede Kongen: Leide (231)

(i) Snoro Sturl. Chron. Norv.

|skal du have Erling! Jeg plejer ikke at handle u-ærlig med dem, som komme til mig villigen. Denne særdeeles Resolution, som Erling Skakke her tog, viiser saa vel de store Tanker, han havde om Kong Waldemars Dyd, som at Thronen endda vaklede udi Norge for hans Søn, saa at Kong Waldemars Venskab var ham nødig. Endeligen blev Fred sluttet imellem Rigerne, saaleedes at Erling Skakke tog Vigen til Lehn af Kongen med Jarls Titel, hvorpaa han fik frie Hænder at agere udi Norge, udrøddede dem, som vare af Konge-Slægten og befæstede sin Søns Throne.

Hvad de Svenske Sager angaaer, hvorudi Dannemark udi Begyndelsen af denne

Handel med Sverrig.

Konges Regiering var indvikled, da bestode de der udi. Udi Sverrig regierede paa de Tiider Erik den hellige, hvilken berømmes ikke mindre formedelst sin Gudsfrygt end formedelst sine Love; thi han lod samle alle gamle Svenske Love og Forordninger udi et Corpus, som efter hans Navn blev kaldet St. Eriks Lagh. Men, som da de fleste Mennesker ere onde, saa var denne gode Konge just derfor de fleste ikke til maade, saa at de bleve ham afspændige, og ophidsede mod ham den bekiendte Henrik Skatelers Søn Magnum, som han havde avlet med den forrige Svenske Konge Ragwalds Dotter. Denne Magnus tillige med hans Fader bragte en anseelig Krigsmagt paa Beenene udi Dannemark, og dermed mod Foraaret af det Aar 1160 1160.rykkede ind udi Sverrig, hvor de conjungerede sig med de Svenske Misfornøyede. Kong Erik lod sig deraf ikke skrække, men udi Hast samlede nogle Folk sammen, og leverede sine Fiender et Feltslag Christi Himmelfarts Dag paa den slette Mark ved Upsal, hvor denne brave Herre, efter at han havde figtet med stor Tapperhed, blev omsider overmandet, falt udi Fiendens Hænder, og blev halshuggen. Derpaa blev Magnus erklæred Konge udi Sverrig. Men den uskyldige Konges Død opvakte snart saadan Fortrydelse hos de Svenske, at de greebe til Gevær, overfaldt Magnum og Henrik Skateler med deres Folk, og giorde saadant Nederlag paa dem, at der bleve fast ikke een tilovers, som kunde bringe Tii (232) den der der om til Dannemark. Paa det Sted hvor Slaget stod, have de siden af Byttet bygged en Kirke ikke langt fra Upsal, som blev kalden Dannemark. (k) Om Kong Waldemar ellers selv har haft Haand med udi disse U-roeligheder, det er noget, som jeg ikke skal kunne sige, efterdi Historien taler intet derom. Det synes troeligt, at han ingen Deel derudi har hafft, eftersom han ingen Interesse havde udi Henrik Skatelers Høyhed, hvilken havde været hans Faders Canuti største Avindsmand, som kand sees af Kong Nicolai Historie.

Kong Waldemar havde besynderligen sine Tanker henvendte til sine Naboer de Sakser og Slaver, samt til den Øe Rygen. Hvad de første angaaer, da, som de havde Det store

Tog til Rygen.

Sædvane ved idelige Indfald og Streiffen at tilføye Riget Skade, lod han efter sin store Ministers Bisp Absolons Begiæring befæste Dannevirke med en Muur for at hindre saadant i Fremtiden. Derpaa angreb han de Vendiske Folk paa den Øe Rygen saavel i henseende til at tæmme de grumme Indbyggere, som der sammesteds at forplante den Christelige Troe. Førend denne Krig gik for sig, var det Land Rygen i

Beskrivelse over Rygens Tilstand for Krigen.

saadan Tilstand. De Saksiske Munke fra Corbien havde vel tilforn nemlig udi Ludovici Germani Tiid indførdt den Christelige Troe paa Rygen, og der bygget en Kirke St. Vitus til Ære, men Indbyggerne vare siden faldne til Afguderie igien, saa at de intet af Christendommen havde beholdet tilbage, uden det Navn af St. Vitus, hvilken de af en Martyr og Helgen have giordt til en Afgud, og dyrket under det Navn af Svantevit. (l) Saaledes, siger en Catolsk Skribent, at det er farligt at lære Hedninger Helgenes Dyrkelse, førend de lære dem ræt at kiende den sande GUd. (m) Hoved Staden paa Rygen var Arcona, som laae paa et Promontorium eller Lap paa begge Sider omflydt af Søen. Dens Muure vare saa spidse, og høye, at man med et Armbøsse Skud næppe kunde række dem. Midt udi Staden paa en flak Jord stoed det store Svantevits Tempel, hvorudi var (233)

(k) Hvitf. siger Dannevirke.

(l) Vid. Masius de Diis Obotritorum, som er af anden Meening.

(m) Fleury hist. de l’eglise lib. 71.

sat et Afguds Billede i Storhed af meere end en Mands Længde med 4re Ansigter. Udi den eene Haand holdt det et Horn fuldt af Viin og udi den anden en Bue. Indbyggerne plejede aarligen efter Høsten at slagte et Offer for Templets Dør, og tillige med at anrætte et herligt Giæstebud. Imidlertiid blev Præsten udi Templet med tilsluttet Mund, og, naar han vilde trække sin Aande, løb han til Døren, paa det at Afguden ikke skulde besmittes af Menneskes Aande. Man holder for, at 300 Ryttere stedse vare besoldede af Afgudens Inkomster. De samme overgave til Præsten alt det Rov og Bytte, de erobrede. Til samme Svantevits Tienneste underholdtes ogsaa en hvid Hæst, hvilken ingen uden Præsten maatte røre, og troede man, at Svantevit om Natten reed paa samme Hæst, og dermed forfuldte sine Fiender, hvorfore ogsaa Præsten, for at holde Folk udi de Tanker, lod dem samme Hæst see svedende om Morgenen. Videre derom kand læses hos Saxonem, Crantzium og i sær Helmoldum. (n)

1160.For at undertvinge denne Øe og der at indføre den Christelige Religion, giorde Kong Waldemar et Tog 1168.Anno 1168, og lod en stor Flode under Anførsel af den store Biskop Absalon gaae til Rygen. Efter lykkelig Landgang toge de Danske sig strax fore at beleire Hovedstaden Arcona. Samme Stad blev angreben med stor Hidsighed. De Danske satte først Ild paa Stadsportens Taarn, hvilken tog saadan Overhaand, at de beleirede løbe didhen udi Hobetal for at slukke Ilden. Medens Taarnet Hovedstaden

Arcona beleires og indtages.

saa brendte, befoel Kongen allevegne at løbe Storm, hvilket ogsaa skeede. De Beleirede forsvarede sig længe med stor Tapperhed, men omsider da de fornam, sig ingen længere Modstand at kunde giøre, giorde de Tilbud om Stadens Overgivelse med Accord, hvilken Kongen ikke vegrede sig for at indgaae. Men, da saadant rygtedes blant Krigs-Folkene, begyndte de at knurre derover, og paastode som en Ræt, at Staden maatte gives dem til Priis. Herudover retirerede Kongen sig af Leiren, og raadslog med sine høje Officerer, hvad man udi saadan Tilstand skulde giøre. Og holdte da de (224)

(n) Conf. Helmold lib. 2. cap. 12. cum Saxone in Wald. 1.

|fleste fore, at man skulde indgaae Accord, efterdi Staden endda var i Stand, at forsvare sig, item at Anførerne ikke burdte foreskrives Love af den gemeene Soldat. Herpaa resolverede Kongen at høre Stadens Gesandter, hvilke lode sig indfinde udi den Kongelige Leir, og efter giordte Knæefald foresloge Accords-Artikle, hvilke bleve antagne og Staden derpaa overgiven. (o) De fornemmeste Artikler af Capitulationen vare, at de skulde overantvorde Kongen Afguden Svantevit, (p) antage den Christelige Troe, og give til Kirken det Gods, som var lagt til deres Afguder. (q) Dagen derefter gav Kongen Befahlning at nedrive Afguds Billedet. Derom stod en stor

Den store Afgud Svantevits Ødelæggelse.

mængde Folk for at Ansee, hvad Udgang det vilde faae; thi de holdte fore, at saadant de Danskes Foretagende mod deres store Gud Svantevit ikke vilde blive u-straffet. Hvorudover de Danske Soldater ginge forsigtigen til Verks med Billedets Nedrivelse, at ingen af dem skulde komme til Skade, og at Indbyggerne ikke derudaf skulde tage Leilighed at tilskrive saadant en Straf for den Vold, de øvede mod deres Afgud, og saaledes styrkes udi deres Overtroe. Det store Billede blev da uden nogens Skade nedreved, og faldt ned paa Jorden med et forskrekkeligt Bulder. Det blev trækket af Staden til de Danskes Leier, hvor det blev hugget i smaae Stykker og brændt. Indbyggerne bleve beordrede saadant at forrette, men de vegrede sig for at lægge Haand paa deres Gud, som de saa længe havde dyrket, og derfore leiede de Fremmede, som da boede udi Staden til at slæbe Svantevit ud. Over dette store Fald forskrekkedes nogle, som meest vare hengivne til Overtroe, andre derimod loe deraf, men de Fornuftigste bluedes ved saa længe at have dyrket en Gud, som de nu fandt saa afmægtig. Efter Arconæ Erobring begav Bisp Absalon sig for den vigtige Stad Carentz, hvilken han tvang til at overgive sig paa samme Maade, som Arcona. Udi samme Stad vare tvende store Afguder Rugienus og Porenitus, hvilke iligemaade bleve nedrevne.(235)

(o) Crant. Vand. lib. 5. cap. 12 seq.

(p) Saxo lib. 14.

(q) Helmold. lib. 2. cap. 13.

Saaledes kom den vigtige Øe Rygen, som var Vendernes fornemmeste Sæde,

Den heele Øe Rygen bliver Dansk og Christen.

under Dansk Herredom. De Hedenske Templer bleve opbrændte, og henved 12 Christne Kirker bleve bygde, saa at Christendommens Indførsel paa Øen maa regnes fra den Tiid. (r) Aarsagen, som drev Kongen til dette Tog, var endeel for at udrødde Afguderiet, endeel ogsaa for at hævne den Vold, Rygianerne havde saa ofte øvet mod de Danske og andre Fremmede. Der kom aarligen en stor Mængde af udenlandsk Folk paa Rygen formedelst Silde Fangsten. Men de maatte alle betale en vis Tribut til Afguden Svantevit, og derforuden forpligte sig til ikke at forrætte deres Gudstienneste, saa længe de vare i Landet, hvorudover, da en Præst af Bardevick eengang efter Christne Kiøbmænds Begiæring holdt Messe paa Landet, satte Indbyggerne ham paa Livet, saa at han med sit Følge maatte redde sig med Flugten; thi, endskiønt Venderne udi Almindelighed hadede de Christne, saa overgik Indbyggerne paa Rygen dem dog alle derudi, hvilke opofrede Christne Mennesker til Svantevit, og holdte for at Afguden intet var behageligere end at see Christen-Blod. (s) Om Kong Waldemari andre mangfoldige Tog udi Venden og de Danskes Bedriffter sammesteds vil jeg her intet tale, men henviise Læseren til Saxonem, som saadant udførligen beskriver. Dette tildrog sig udi det Aar 1168. Og er dette den fornemmeste Hændelse udi den Slaviske Historie, hvorved den Historieskriver Helmoldus ender sin Slaviske Krønike, som begynder den fra Carolo Magno og fører den ud til denne Tiid. Samme Skribent levede udi den Part af Holsten, som nu kaldes Wagrien udi en liden Stad kalden Bosow, hvorudover han kaldes Presbyter Bosowiensis. Han har skrevet sin Historie med stor Oprigtighed, hvorfore jeg ofte har citeret ham som de Tiiders troværdigste Skribent. Crantzius haver og fult ham Fod for Fod i sin gamle Wendiske Historie. Han døde Aar 1170, og haver Arnoldus Lubecensis siden (236)

(r) Micræl: Antiq. Pom. lib. 2. vidner at Kongen betingede sig en aarlig Skatt af 40 Skilling af hver Plog og gav Landet i Forlehning til Jarmer eller Jaromar, hvilken ogsaa fik til ægte hans Dotter Hillegard.

(s) Crant. Vandal. lib. 5. cap. 11.

continueret hans Historie. Saasom Bisp Absalon havde førdt Conduiten i denne Krig, lagde Pave Alexander 3. det Land Rygen, saa vit geistlige Sager angik, under Bispe-stolen af Roskild, som allerførst afstod sin Rætt derpaa Anno 1660. Pave Alexandri 3. Diploma, hvorved Rygen blev lagt under Roskilde Bispe-stoel er dateret Benevent 2 Novemb. 1168, og findes paa Latin hos Hvitfeld. (t)

Den Fremgang, som Kong Waldemar havde udi Venden, opvakte jalousie hos hans Naboe Henricus Leo af Saxsen, saa at det saae ud til Fiendskab mellem dem. Denne U-eenighed vilde de Vender eller Slaver føre sig til Nytte, og derfore angrebe Kongen. Men den store Heldt Absalon var ligesaa lykkelig mod dem, som imod 1170.Rygianerne; thi han erobrede Anno 1170 den navnkundige Pomerske eller Vendiske Stad Julin paa den Øe Vollin. (u) Saa at Kong Waldemar udi disse Krige blev Herre

Waldemari videre Conqveter udi Venden.

over Rygen, Meklenborg, den Vesterpart af Venden, og nogle Steder udi Østre-Venden, hvorpaa han bekom Eiendom ved et Keyserligt aabed Brev, samt en Pavelig Bulle udi det Mode, som blev holden ved Lybeck, hvor Kongen og Keyser Frid. Barbarossa mødede hin anden. Herpaa grunder sig de Danske Kongers Titel nemlig de Venders og Slavers Konge, som siden blev forandret til de Gothers, hvorvel Kong Waldemar kunde ogsaa tilegne sig denne Titul efter sin Fader, som var de Obotriters eller Venders Konge.

Af den Sammenkomst mellem Keyseren og Kongen have nogle taget Anleedning at sammensmede den Fabel at Kong Waldemar (237)

(t) Diplom. Alexandri 3. pag. 108.

(u) Den Stad Julin, hvorom ofte tilforn er talt, var udi sin Velstand een af de mægtigste og riigeste Stæder udi Europa, derudi havde de Danske, Rysser, Sembrer, Saxer og Vender deres egne Qvarterer og Gader, og vrimlede dens Havn saaledes af Kiøbmænds-Skibe, at Crantzius Vand. lib. 2. cap. 33. holder for, at ingen Stad udi Europa derudi kunde lignes med Julin, undtagen Constantinopel. Den blev ødelagt af Kong Waldemar 1. og siden ikke er kommen til nogen Anseelse igien. Den kaldes nu Wollin test. Munstero Cosm. lib. 3.

da tog den Danske Krone frivilligen til Lehn af Keyser Friderico Barbarossa, og derudi udentvil have confunderet Dannemark med den Deel af Venden, hvorpaa Kongen, som sagt er, af Keyseren fik Confirmation. Man kand derforuden af Tidernes Tilstand klarligen see, at saadant kand ikke være uden en puur Digt; thi hvad kunde drive en af de mægtigste og Qvæstio om Kongen tog Riget til Lehn af Keyseren.

anseeligste Konger, som Waldemar 1. at underkaste sit Rige en andens Herskab, og hvad kunde bevæge en Keyser, der var omspendt af Fiender, og som stedse havde nok at bestille at beskytte sin egen Throne mod Paven at begiære saadant af en mægtig Konge, hvilken han heller frygtede sig for, og derfore alleene søgte at separere ham fra det Forbund, som han havde sluttet med Henrico Leone af Saxsen, som var Keyserens Ertz-Fiende. Det er u-rimeligt at stipulere sig ved Tractat en Tienneste af sin Ligemand, og oven i Kiøbet at begiære Underdanighed. Kong Waldemar var derforuden alt for klog, og havde alt for gode Raadgivere til, at han skulde ved gode Ord uden Sværdslag lade sig overtale til at overgive sit Fæderne Rige, som han havde under saa god Titel, som nogen Konge udi Europa. Om Keyser Fridericus Barbarossa eller andre Tydske Keysere efter ham have ladet sig merke med slige Prætentioner, giør det intet til Sagen; thi, mange af de Tydske Keysere have af Vildfarelse selv ikke vidst, hvad de vare; thi som de af Paverne havde faaet Titul af Romerske Keysere, saa have de ofte indbildet sig at have Ræt til det gamle vestlige Keyserdom eller heele Europa, (x) som de gamle Keysere herskede over, endskiønt Dannemark derunder aldrig havde været begrebet. Paa dette Fundament erklærede siden Keyser Maximilianus 1. Sverriges Rige udi Acten, og derfore blev beleed af den Svenske Gouverneur Svante Sture, som sagde, at det var selsomt, hvorledes Keyseren kunde give et Rige bort, som han aldrig havde eyet noget udi, ligesom Kong Knud siden svarede denne Keyser Frid. Barbarossa; hvad Lehn derfore Kongen kand have taget af Keyseren enten til Lybek eller Metz, saa kand det ikke (238)

(x) Saadant lod Keyser Henricus 6 sig offentligen merke med, og vilde have Frankerige til et Lehn af Keyserdommet vid. Pere Daniel vita Philipp. Augusti.

forstaaes uden om Venden, hvilket Keyseren siden af Vildfarelse kand have extenderet til det Rige Dannemark, som de Franske Konger have giordt til Engeland, hvorvel de forlehnede allene de Engelske Konger med Normandien. Endeligen komme Skribentere ikke overeens hverken om Stedet eller Maaden: Nogle sige det skeede til Lybek, andre til Metz, og andre igien nævne andre Steder. Den gamle Bremiske Kirke-Historie som synes at være skreven i Waldemari 3. Tid, siger, at Kongen tog baade Dannemark og Sverrig til Lehn af Keyseren. (y) Men, som en oprigtig Historie-Skriver intet maa dølge, som tiener til Sandheds Oplysning, saa vil jeg ey heller forbigaae at melde dette, at vor egen store Skribent Saxo Grammaticus, som levede udi Waldemari Tiid, ogsaa taler om dette Lehns Modtagelse til Metz. Men man kand af dette som samme Historieskriver melder derom, ikke grandgiveligen see, om det var i henseende til Riget, eller de erobrede Lande i Tydskland, at Kongen erklærede Keyseren for Over-Herre, og synes det heller, at han ved det Ord Rige forstaaer en Deel af Riget, eftersom han siger, at Kongen erkiendte Keyseren for Over-Herre paa samme Maade som de Engelske Konger erkiendte de Franske, hvilket ikke skeede i henseende til Engeland men til de conqveterede Provincier i Frankrig. (z) Hvorom alting er, og hvorledes man end forklarer Saxonis Historie, saa sees, at det skeede ikke frivilligen, men ved Vold og List, ligesom forrige gang under Kong Svend, og at det derfore ikke kand ansees som en Stridighed af nogen Betydning, helst eftersom paa de Tiider ingen Regularitet var udi Lehns-Rettigheder: nogle Konger erklærede sig Vassaler af andre pro Persona, hvorudover man seer Lehnsrettigheden at have ophøred ved Vassalens Død. Andre toge Lehn formedelst Pensioner; saaledes vare fordum Greverne af Flandern Vassaller af andre Konger, iligemaade Greven af Savoyen for en Pension af 200 Mark, uden at underkaste deres Lande nogen Underdanighed. Til at gotgiøre een Konges Lehns-Rettighed over et andet Rige udfodres derfor at man viiser

(y) Anonym. hist. Archiep. Brem. Ordene ere disse: Bisanciæ Waldemarus duo Regna Daciæ & Sveciæ ab Imperatore suscepit.

(z) Saxo lib. 14 ita Gallorum ditioni Britanniæ Regis inclinata potestas.

med hvad Vilkor at Lehn har været taged, eller producerer Skriftlige Instrumenter derfore, item beviiser at Lehns-Rettigheden har continuered, hvilket altsammen her fattes.

Oprør i Skaane.

Mod Enden af denne Konges Regiering opvaktes et farligt Oprør udi Skaane, hvor Indbyggerne besværgede sig over Skatte og Tiender, og indjoge saadan Frygt udi Øvrigheds-Personer, at de maatte søge deres Skiul udi Kirkerne. Erke-Bispen stillede dem vel i Begyndelsen med sin sædvanlige Veltalenhed tilfreds, og lovede dem Moderation, men, da de fornumme, at saadant ikke paafuldte, brød det ud til aabenbare Oprør. Erke-Bispen, da han saae sig intet med det gode at kunde udrætte, skikkede han bevæbnede Soldater mod dem, hvilke dog ingen Ordre havde at bruge skarpt Gevær, men allene at adsprede de Oprørske med Hug og Slag. De fornemmeste udi Skaane raadede da Erke-Bispen, at han skulde formaae Kongen til at skille Skaaningerne ved de fremmede Siællandske Betientere, saasom Espern Snare, Svend (a) og andre, hvilket Erke-Bispen veirede sig for at føye dem udi, foregivende, at det var u-anstendigt at foreskrive Kongen slige Love. Herudover gave de offentligen tilkiende, at de hverken vilde give Kongen Skatt eller Præsterne Tiende; ja det gik saa vit, at de lode sig merke med at vilde have Bisperne afskaffede. (b) Da Kongen merkede deres Haardnakkenhed, samlede han en Krigs-Hær, og dermed gik over til Skaane, geleidet af Erke-Bispen. Indbyggerne toge venligen mod Kongen ved Strandbredden, men, da Absalon vilde stige paa Land, kastede de Steene mod ham, forglemmende hvor store Velgierninger han tilforn havde beviiset dem. Hvorudover Kongen blev saa fortørnet, at han strax gav Ordre til sit Folk at angribe dem. Men adskillige fornemme Herrer lagde sig der imellem, og forestillede ham, at Landet kunde fuldkommeligen sættes i Roelighed igien, dersom han vilde skille det ved de 3 mest forhadte Mænd, Absalon, Espern og Svend. Kongen, (240)

(a) Denne Svend kaldes ellers Sune Ebbesen.

(b) Chron. Sialand. pag. 46. siger at det meste, som ophidsede Skaaningerne, var at Erke-Bispens Folk paalagde et stort Hoverie nemlig at age alle de Træer til et vist Sted, som de havde hugget i Skovene.

som inclinerede til Mildhed, kaldte derfor Absalon til Side, foreholdende ham den Kierlighed, han stedse havde baaret for ham, og beder, at han for Fred og Eenigheds skyld vil forlade Skaane, og begive sig til Siælland. Absalon svarede dertil, at han aldrig havde haft anden Villie end Kongens Villie, og vilde gierne skikke sig herudi. Men han vidste vel, at Skaaningerne vilde betiene sig af hans Fraværelse, og ved Løgn og Bagtale søge at sverte hans Reputation. Dog, saasom Kongen forsikrede ham om, at han vilde have Omsorg derfor, forlod han Skaane, og begav sig med Kongen til Siælland. Der lod Kongen til sig stevne de fornemmeste Skaaninger for at anhøre deres Klagemaal mod Erke-Bispen. De lode sig ogsaa indfinde, og forebragte deres Besværinger; Men Erke-Bispen forsvarede sig med saadan Fynd, at de selv maatte tilstaae, at han var u-skyldig. De begiærede, at de maatte raportere Almuen saadant. Dette blev dem bevilget; men i Steden for ved deres Tilbagekomst at stille Almuen tilfreds, ophidsede de den langt meere end tilforn. Herudover greeb Erke Bispen til det Geistlige Sværd, og satt det heele Land udi Kirkens Band. Kongen secunderede ogsaa Geistligheden med det verslige Sværd, og gik med en Krigsmagt over til Skaane igien. Herudover lode Skaaningerne udgive Budstikke (c) over det heele Land for at advare Indbyggerne at gribe til Gevær og at forsvare deres Frihed.

Skaaningerne med Hallandsfarerne rykte da med en anseelig Magt mod Kongen udi Forsætt at levere et Feltslag, hvilket (241)

(c) Naar udi Landet kom Tiidende om Krig, blev en Stikke eller Pind med en Traad udi sendt fra en Gaard til en anden ved Kongens Ombudsmænd for at forkynde Indbyggerne, hvad som skulde giøres. Saadan Pind blev kalden Budstikke. Den samme naar den var brændt i den eene Ende, betydede den Feide. Derom taler den Norske Lov ud far Balken cap. 3. saaledes: End kommer Krigs-Hær eller noget Oprør begynder i Landet, da skal man opskiære Budstikken og lade den føre igiennem Landet. Hvo som forsømte saadan Budstikke, skulde være fredløs efter samme Lov. Saaledes førte de gamle Islændere en Hammer om, kaldet Thors Hammer, og siden et Trækaars vid. Arngrim rerum Islandic. lib. 1. cap. 7.

saa blev holdet ved Dysie 1181. (d)

Slag ved Dysie

Erke-Bispen raadede Kongen, at man ikke skulde bruge andet end Kieppe og Prygle. Men den u-formodentlige Modstand, man fandt, foraarsagede, at man maatte bruge Sverdet. De Oprørske holdt længe Stand ved Dysie-Broe. (e) Det eene Parti søgte at komme over Broen, og det andet søgte saadant at hindre. Omsider lod Erke-Bispen Rytteriet svemme over Vandet, satt dermed ind paa Bønderne, og aabnede Veyen for de Kongl. at komme over Broen. Herudover ballancerede Seyeren ikke længe: Nogle af Bønderne toge Flugten, andre bleve slagne, og en Hob druknede udi Vandet. Men de Kongelige havde neppe erholdet denne Seier, førend man fik Tiidender om en anden Hob Skaaninger, som kom fra den Østerlige Deel af Landet, hvilke bemægtigede sig Broen, og søgte med en Hob Steene, som de havde samlet, at forsvare den samme. Men Kongen lod sit Folk vade over Vandet, og angreb de

Oprøret stilles.

u-bevæbnede Bønder, hvilke ikke længe holdte Stand, men med oprakte Hænder bade om Naade, hvilken Kongen efter Erke-Bispens Forbøn forundte dem. Kongen foer derpaa det heele Land igiennem, og allevegne tog Gisler. Indbyggerne stillede sig ogsaa udi alting lydige an; de bade allene indstændigen, at Tienden maatte dem eftergives. Kongen vilde ogsaa gierne benaade dem med saadan Eftergivelse, talede med Erke-Bispen derom, og forestillede ham, hvilken U-lykke disse Tiender havde foraarsaget udi Canuti Sancti Tiid, og at de samme havde skildt Kongen ved Livet. Men Erke-Bispen kunde ikke bevæges til at staae derfra.

Saadan var Tilstanden, da Kongen, efterat han havde regiæret med Berømmelse udi 25 Aar, døde til Ringsted, 1181som han merkeligen havde forbedret 1181, (f) efterat han havde faaet sin Søn Canutum kroned til Konge udi Dannemark 1170,

Kong Waldemar Døer.

da samme Printz endda ikkun var i sit syvende Aar. Han siges først at have (242)

(d) Anonym. Chron. Sialand. kalder stedet, hvor Slaget stod, Anundelæf eller Dusiæfal.

(e) Calendarium Nestved. in excerpt. Thom. Barth.

(f) Hvitf. sætter 1182.

bygget den Stad Dantzig, saaledes kaldet ligesom de Danskesvig, (g) hvilken Stad var under Dansk Herredom udi 17 Aar. Adskillige Skribentere, blant hvilke Reinhold Curicken (h) ville dog giøre denne Stad ældere, og holde for, at de Gother dertil have lagt første Grundvold, meenende at giøre saadant bevisligt af det Latinske Ord Gedanum. Men, som samme Skribenter tilstaae selv, at Waldemar ikke allene spillede Mester udi Landet, men endogsaa lod bygge det Castell, som man endnu kalder Dantzigs Citadell, er det langt sikkere at følge den almindelige Meening, og at sige, at samme Stad Dantzig eller Danske, som den kaldes hos gamle Tydske Skribentere, har sit Navn af de Danske. Kong Waldemar aflede med Sophia, som var en Polsk Princesse, Canutum og Waldemarum, og med Tova, Hertug Christoffer; han efterlod sig ogsaa 3 Døttre. (i)

Han var en Herre af store Sindets Gaver, forstandig, taalmodig, tapper og

Hans Characteer.

særdeeles bestandig udi Venskab. Han var en stor Mester i at fordølge sin Vrede, skiøndt, naar han eengang blev fortørnet paa nogen, glemte han det aldrig, hvilket Saxo vidner, der i Grund kiendte ham. (k) Hvad Legemets Skikkelse angaaer, da var han høj og anseelig; hvorudover i den Sammenkomst, han havde med Keyser Friderico Barbarossa i Tydskland, Almuen sagde, at han var skabt til at være Keyser, ja de Tydske stormede saaledes til for at see ham, at den eene stod paa den andens achsele. Hans Død foraarsagede stor Hiertesorg blant alle Danske. Han havde maaskee levet længere, hvis han ingen Doctor havde brugt; thi Johannes Abbas af Skaane, som gav sig ud for at ville curere ham, gav ham en Svede-Drik ind, og dækkede (243)

(g) Micræl. Antiq. Pom. lib. 2. Er anlegte das Schloß Dantzig oder Dantzewyck, das ist die Dänische Wyke wie die Pommersche Chronicken sagen.

(h) Curichen Beschreibung der Stadt Dantzig.

(i) Manuscr. Membran. it. Knitlinga Saga cap. 128. p. 188. in excerpt. Th. Barth. og saasom begge disse Krøniker tillige med lib. Datic. Lund. henføre hans Død til 1181 maa Hvitfelds Regning være u-rigtig, saa vel om Kongen, som Erke-Bisp Eskild.

(k) Saxo in Waldemaro.

ham saavel til med Klæder, at Kongen strax derpaa fandtes uden Liv. Dog finder jeg ikke i Historien, at bemældte Johannes kom udi Mistanke derover, endskiønt han var fra Skaane, hvor Indbyggerne da paa samme Tiid vare misfornøyede med Regiæringen. Saxo beskriver ham allene, som en stor Praler udi Medicinen, skiønt han havde kun maadelig Kundskab derudi. Vist nok er det, at de Siællandske Doctorer kunde have forrættet det samme, saa at det ikke var nødigt at hente denne Mand fra Skaane.

Samme Aar, som denne Konges Død skeede, døde ogsaa den udi Kirke-Historien Erke-Bisp Eskilds Characteer og Levnets Beskrivelse.

særdeeles bekiendte Erke-Bisp Eschild til Lund, samme Eschild var Broder-Søn til Adzer den første Erke-Bisp sammesteds. Han var først Proust udi Lund, siden Biskop udi Roskild. (l) Efter Erke-Bisp Adzers Død tragtede han efter Erke-Bispe-Sædet, men Kong Erik Emund satt sig derimod, saa at han ikke nød samme Sæde, førend udi Erik Lams Tiid. Han var den første Geistlige Mand, der offentligen drog sit Sverd imod sine egne Konger, som sees af Erik Emunds og Svend Grathes Historie, og lod den sidste engang til Spott, henge ham under Hvelvingen af St. Laurentii Kirke til Lund. Men, som de Geistlige gierne profitere af deslige Forfølgelser, saa fik Eschild til Reparation en stor Deel af Borringholm, som stedse blev lagt til Erke-Sædet i Lund. Han stod i Begyndelsen vel hos Kong Waldemar 1., men der reisede sig siden U-villie mellem ham og samme Konge, og det ved saadan Leilighed. Erke-Bispen havde en stor Skat liggende i Frankerige, hvilken han engang lod føre til Dannemark; om blant denne ogsaa var det Brød som St. Bernhardus havde foræret ham hvilket udi 3 Aar ikke muglede, item noget af samme Bernhardi Haar og Skiæg hvorom Historien taler, (m) skall jeg ey kunne siige; Hvitfeld taler alleene om en Skatt som han lod føre hid til Riget. Men Munkene, som førdte samme Skatt, bleve plyndrede paa Vejen. Erke-Bispen klagede sig derover for Kongen (244)

(l) Vid. Cron. Archiep. Lund.

(m) Gautfred. notis ad St. Bernh. inter excerpt. Th. B.

og, som Kongen saadant ikke kunde straffe, efterdi han ikke vidste Giernings-Mændene (n) fattede han Had til Kongen, holdende ham enten for Medvider udi denne Gierning eller i det ringeste, at han ingen Mishag havde derudi. Og, som Kongen ikkun loe af hans U-besindighed, begav han sig af Forbittrelse til Sverrig. Men, da Kongen for at ræfse ham, bemægtigede sig et af hans Slotte, kom han tilbage igien, og blev paa nye Kongen underdanig. Han giorde derpaa en Reise til Jerusalem, men ved sin Tilbagekomst blev mistenkt hos Kongen formedelst en Conjuration, hvorudi hans Søster-Børn vare Medvidere. Herudover resignerede han Erke-Bispe-Sædet til Bisp Absalon, og 1177, gav sig udi det Kloster Clairvaux eller Claravallis (o) i Frankerige af St. Bernhardi Orden. (p) Saadan en Mand var Erke-Bisp Eschild, hvis Dyder blive høit afmalede hos endeel Catholske Skribentere. St. Bernhardus selv havde stor Estime for ham, og findes udi samme Bernhardi Skriffter Breve ham tilskrevne. (q) Ikke dismindre sees dog af den Danske Historie, at han forstyrrede Rigets Fred udi 4 Kongers Tiid. Han var ellers en af de anseeligste Danske Erke-Bispe, endeel efterdi han var af Kongeligt Blod, eendeel ogsaa efterdi han af sit eget Arvegods stiftede 5 Bernhardiner Klostere i Dannemark, blandt hvilke det første og fornemste var Esrom Kloster, som blev stifted 1151, hvoraf udspirede 5 andre Klostere kaldne Esroms Døttre, blandt hvilke var Sorøe. (r) Udi hans Tiid fik Norge saa vel som Sverrige sine egne Erke-Bisper, hvorved Erke-Sædet til Lund som tilforn havde Jurisdiction over heele Norden, mistede endeel af sin Højhed og Herlighed. Til Vederlag derfor blev Eskild forordnet til Pavelig Legat over de 3 Nordiske Riger, (s) og fik Titel af Sverriges første (245)

(n) Chron. Archiep.

(o) Chron. Claraval. 1181. vid. Saxo lib. 14.

(p) Anonym. Chron. Sialand. siger at han døde strax derefter 1178.

(q) Epist. Bernhardi 314.

(r) Chronol. Monasteriorum Cistersiens in excerpt. Th. B.

(s) Anonym. Chron. Sialand. pag. 59. synes at give til kiende, at Andreas Sunonis fik allerførst Titul af Pavelig Legat, hvilket er falskt. Hans Ord ere disse: Hic Archiepiscopus dignitate Legatiæ Apostolicæ sublimatus erat. lib. daticus Lundens. fol. 43.

for sig og sine Efterkommere. Eskild døde til Clairvaux 1181. 8 idus Sept. og af nogle blev holden for en Helgen. (t)

Fra Kong Waldemari 1. Tiid regnes en nye Periodus udi de Danske Love; thi,

Kong Waldemar en stor Lovgiver.

endskiønt een eller anden Konge for ham har udgivet Forordninger, saa var den Danske Rætt dog i ingen Anseelse førend under Kong Waldemar 1., hvilken udgav baade de Skaanske og Siællandske Love, og publicerede iligemaade bemeldte Provinciers Kirke-Rætt. De Skaanske Love bleve udgivne 1163, som Arild Hvitfeld vidner. (u) Et Aar tilforn blev udgiven den Skaanske Kirke-Rætt, som bestaaer af 25 Artikle, og føjes til de andre Skaanske Love, da Eskild var Erke-Bisp til Lund, og Thor Lands-Dommer udi Skaane, hvilke begge nævnes udi Lovens-Begyndelse, saa at det er troeligt, at de have været de fornemmeste Instrumenter til at forfatte den. Denne Lov er ellers en Kilde for de efterfølgende Love, og derfore kaldes κατ’ ἐξοχὴν Skraa eller Lov. Anno 1171 udgav han de Siællandske Love, og siden udi samme Aar den Siællandske Kirke-Rætt, hvilket sees af denne Lovs egne Ord saaledes: Fra Christi Fødsel indtil disse Lovers Publication ere 1170 Vintre, 7 Maaneder og 10 Dage. Samme Konge tilskrives ogsaa de saa kaldte Rigens-Rætt og Deele, hvorvel andre holde dem ældere; Naar vi dette alt sammen betragte tillige med hans øvrige viise Regimente samt herlige Seiervindinger, saa kand man sige, at denne Konges Navn bør være hellig hos Efterkommerne, og at det ikke er uden Grund, at de fleste kalde ham Waldemar den Store. Til Slutning af denne Konges Historie er at merke, at den Danske Adel da begyndte først at stige og at blive anseelig. Derom taler Hvitfeld

Den Danske Adels Opkomst under denne Konge.

saaledes: (x) Vor Adel er her i Dannemark siden første Waldemars Tiid fast opstegen. Vi finde ikke udi den heele Lov-Bog taled om Herremænd, førend udi den 3die Bog, hvor derom først bliver meldet, og hvor dem (246)

(t) Hvitf. Chr. Arch. Lund. siger at han døde 1182.

(u) Hvitf. præf. ad Leg. Scan.

(x) Hvitfeld pag. 146 seqv.

tillades at kiøbe Styreshavne, fordi de vove og jætte deres Liv for Kongen og Riget. Udi fordum Dage bleve der mange slagne til Riddere; men den Stand og Frihed var dog ikke uden paa Personer allene, ikke paa deres Efterkommere, førend vi nu efter den Skik, som udi Tydskland var begyndt, her og begyndte en Forandring, saa at Adel-Stand er bleven arvelig. Af disse Hvitfelds Ord sees 1.) at, endskiønt her var Adel udi Riget for Waldemar 1, saa var de dog ikke udi stor Anseelse for samme Konges Tiid, 2) at Adelig Værdighed udi Begyndelsen ikkun var pro persona, men siden efter den Tydske Maade er bleven Arvelig, 3) at udi Kong Waldemari Lovs 3die Bog dem først blir tilladt at kiøbe Styres-Havne. Hvad disse Styres-Havne er angaaende, hvormed de bleve forlehnede først pro persona, siden for deres ægte Arvinger paa Sværdsiden, da maa man vide, at en Styresmand udi gamle Dage kaldtes den, som var Chef over et vist lidet District blant Bønder. Den samme skulde holde for sin egen Person Hæst, Brynie og fuld Mands Vaaben, derhos Arm-Bøsse og 3 Tylter Piile Riget til Tienniste. Han skulde have af hver Havn 9 Skiepper Rug Aarligen i feide Tiid foruden hans tillagde Gaard kaldet Styres-Havn. Saa at slige Styres-Havne i Begyndelsen var ikke andet end noget af Kronens eller Stiftets Gods givet til Bøndernes Høvdinger eller Styresmænd; men siden bleve samme Styreshavne givne i Forlehning til visse meriterede Herremænd; først pro persona, og siden til Efterkommerne paa Sværdsiden. Saa at dette synes at være Oprindelse til de første Danske Herregaarde. Adelsmænd, som bleve forlehnede med saadanne Styres-Havne eller privilegerede Gaarde, kaldtes Friemænd, fordi de vare frie for Skatt og Lething, det er Krigs-Skatter eller Tilstød; thi Lething er det samme som Krigs Expeditioner og Lethings Styr, Krigsstyr. Stød er Tilstød eller Sammenskud, hvilken maatte giøres til Krigs-Rustning af alle, undtagen af Friemænd, det er privilegerede Herremænd, hvilke derimod maatte tiene i egen Person i Krig, og vove deres Liv for Kongen. Formularen, som (247) brugtes, naar nogen blev ophøyet til Herre-Stand, var denne: Recipimus eum in hominem nostrum dimittendo eum qvittum et liberum ab omni expeditione, qvod Stud et Inna dicitur. Saasom derfor intet vist kand siges om et bestandigt Adelskab, førend udi Waldemars Tiid, og der allerførst tales om Herre-Stand og dens Privilegier udi Waldemari Lov, kand man i vis Maade regne den Danske Herre-Stands Begyndelse fra denne Tiid.

Canutus 6.

Efter Waldemari 1. Død Canutus 6kom hans Søn Knud til Regiæringen, efterat han havde været kronet 12 Aar tilforn. (y) Alle Provincierne samtykkede strax Canutum 6. for Konge: alleene Skaaningerne satte sig derimod; thi de samme vare nyeligen for Kong Waldemars Død blevne misfornøyede med Regiæringen, som sagt er, og derfore havde giort Opstand mod Kongen, men de bleve slagne af de Kongl. ved Dysie 1181.1181. Dette Nederlag kom dem vel til at krybe til Korsset, men forøgede desmeere deres Misfornøyelse, saa at de efter Kong Waldemars Død giorde Opstand, og vilde ikke hylde den nye Konge. Erke-Bisp Absalon søgte strax ved gode Ord at stille dette Oprør, men forgiæves, hvorudover han reysede til Siælland igien for at give Kongen altsammen udførligen tilkiende, og at giøre Anstalt til at spæge de Oprørske med Magt. Nyt Oprør i Skaane.Imidlertiid øvede de samme stor Vold udi Skaane, og, saasom de tilskreve det forrige Nederlag den U-held, at de ingen Anfører havde haft, lode de hente fra Sverrig een ved Navn Harald Skræng, hvilken var af Kongeligt Dansk Blod, men i det øvrige af slette Qvaliteter; ham gave de Konge Navn, saa at alting saae ud til en farlig Feide; thi foruden det Tilløb, han fik af Almuen i Skaane, fik han ogsaa Hielp af Sverrig, og var det at befrygte, at samme Rige ved mindste Fordeel skulde offentligen bryde løs mod Dannemark. Det første af Vigtighed, som de Oprørske foretoge dem, var at beleyre Lund. Men der bleve de af Kongens og Erke-Bispens Folk Bliver dempet.totaliter slagne 1182, og Oprøret siden (248)

(y) Hvitfeld siger her 1180 og udi Waldemari 1. Historie, at han blev kronet 1170 hvilket sidste er rigtigst, og det første er en Trykfeil.

den fuldkommeligen stillet ved Erke-Bispens grundige og bevægelige Tale til Almuen, som desarmerede dem ikke mindre end Slaget selv. De meestskyldige bleve satte udi Penge-Straf, og mange som havde fortient Døden, bleve ved Erke-Bispens Forbøn pardonnerede.

1183. Anno 1183 lod Keyser Fridericus Barbarossa invitere Kong Knud til sig for at fornye det Venskab, som havde været imellem ham og Kongens Fader, og tillige med at bekomme Confirmation paa de Lande, som Dannemark havde udi Venden. Men Kong Knud, som ingen Tilliid havde til samme Keyser, undskyldte sig tvende gange

Handel med Keyseren.

formedelst den vanskelige Situation, Riget var udi, som tillod ham ikke at forlade det udi sin Regierings Begyndelse; Keyseren som udtolkede dette til sin Foragt, skikkede derfore Breve fulde af Truseler, at, hvis han ikke kom, vilde han forlehne Dannemark bort til en anden, hvilket var en prægtig Keyserlig Talemaade paa de Tiider, som tilforn er anmerked. Kong Knud lod ham tilbørligen svare, at han ikke skulde bortgive det som ikke var hans; hvilket Svar noksom tilkiende giver, at hans Fader aldrig havde taget Riget til Lehn af Keyseren; thi han kunde ellers ikke have givet saadant Svar, men havde heller forevendet at saadant var hans Fader med Vold eller List afpresset. Hvad som desmeere bestyrker det, som jeg har anført, er, at, da siden i det 1184. Aar 1184 Keyserlige Gesanter komme til Dannemark, og søgte at overtale Kongens Ministrer, som vare Erke-Bisp Absalon, Espern og Sune, at betiene sig af den Tilliid, de havde til Kongen for at bevæge ham til at besøge Keyseren, og, da de endeligen, da søde Ord ikke kunde hielpe, brugte Truseler, sagde Absalon til Gesanten Sigfred: (z) Tænker du at Dannemarks og Thuringens Leylighed er eens, og at Keyseren kand løbe saa læt der ind som i Thuringen: kommer han hid, skal han finde Folk for sig: drag derfore tilbage, og siig din Herre, at Kong Knud er i ingen maade Keyseren forpligtet. (249)

(z) Samme Sigfried var Erke-Bisp i Bremen test. Arnold. Cont. Chron. lib. 3. cap. 2.

|At disse Gesanteres Ærende alleene ellers have været at formaae Kongen til at tage de nye Conqveter udi Venden til Lehn af Keyseren, tilkiendegiver Hvitfeld, naar han med een slags Frihed raisonnerer over denne Konges Opførsel herudi, sigende: (a) men det havde maaskee været bedre, at Kong Knud havde erkiendt Keyseren for sin Lehns Herre af det Vendiske Land (som vi giøre endnu paa denne Dag af Holsten og Dytmersken) thi da havde han mindre derfor bleven anfægtet, det var ham ey heller til nogen Fornedrelse, eftersom han havde Dannemark frit. (b) Alt dette giver tilkiende, at de Keyserlige Prætentioner ikke have kundet strække sig videre, og at Kong Waldemar 1 ikke har ladet sig indfinde paa de Keyserlige Rigsdage uden i Qvalitet af Keyserlig Vassal af Venden, hvilket dog citeres til et Beviis paa, at Kong Waldemar var Keyserens Vassal af den Danske Krone, men jeg haaber, ingen, naar disse Omstændigheder eftertænkes, kand bevæges til at troe saadant, medmindre der produceres et Authentiqve og u-forfalsket Document derfor af det Keyserlige Archiv.

Det Svar, som de Keyserlige Gesantere bragte tilbage fra Dannemark, ophidsede Keyseren saa meget, at han formaaede den Pomerske Hertug Bugislaum at føre Krig paa Dannemark. Samme Bugislaus var Keyseren forbunden, efterdi han havde befriet ham fra Henrici Leonis Magt, og giort ham tillige med en anden Pomersk

Den Store Vendiske Krig.

Hertug Casimir til Rigs-Første. Hvorudover Hertug Bugislaus, for at lade see Taknemmelighed mod sin Velgiører, kunde ikke vegre sig for at beviise Keyseren nogen Tienneste. Dette var Oprindelsen til den store Vendiske Krig, som blev ført udi Canuti 6. Tiid, og faldt Dannemark ud til stor Ære og Fordeel. Hertug Bugislaus, hvormeget færdig han var til at tiene Keyseren, og at dempe de Danskes Magt udi Tydskland, saa tog han i førstningen (250)

(a) Hvitfeld tom. 1 part. 2. pag. 145.

(b) Dette bestyrkes af Arnold. Chron. Sclav. lib. 3. cap. 7. som siger, at Keyseren blev vred paa Venderne, efterdi Kongen ikke vilde erkiende ham for Overherre. Saa at deraf synes, at Prætensionerne have været i henseende til Venden.

dog saadant udi Betænkning; eftersom han saae sig for svag at imodstaae Kongen alleene. Herudover adresserede han sig først til Jarimarum, som af Kongen var forlehned med Rygen, og søgte at bevæge ham til Frafald. Men Jarimarus lod Kongen saadant betimmeligen viide, hvilken derudover lod skikke Gesanter til Hertug Bugislaff for at høre, hvad Aarsag han kunde have til at ophidse hans Vassaller mod ham. Bugislaff søgte adskillige Undskyldinger for at besmykke sin Sag, og endeligen formaade hos Kongen, at en Sammenkomst blev bevilget mellem begge Herrers Gesanter for at bilegge denne Misforstand. Men denne Sammenkomst løb Frugtesløs af, eendeel, efterdi Bugislaus var genejen til at efterkomme Keyserens Begiæring, eendeel ogsaa, efterdi Krigsfolket udi Dannemark, som under Valdemaro 1 vare vandte til idelig Feide, kunde ikke taale at sidde lengere udi Fred. Herudover udrustede Hertug Bugislaus en Flode af 500 Skibe, hvormed han seylede til Rygen, som da tilhørdte de Danske, og derhos skikkede Gesantere til Keyseren for at berette ham, med hvilken Magt han gik løs paa de Danske. Jarimarus den danske Lehnsmand paa Rygen skikkede derimod Gesantere til Dannemark for at berætte den store Minister Erke-Bisp Absalon, udi hvad Tilstand Sagerne vare. Absalon lod derfore opbyde alt ungt Mandskab til Krig, fik i en Hast 14 Skibe fra Skaane, 4 fra Fyen og endeel andre fra Siælland, med hvilken ringe Magt, stolende paa sin Anførsel, og de Danskes Tapperhed, han agtede at gaae den mægtige Fiende under Øyne; thi Kong Knud var paa samme Tiid udi Jylland, og derfore ikke kunde komme saa hastig for at bivaane dette Tog. Absalon brugte da saadan u-troelig Hastighed, at han kom

Erke-Bisp Absalons store Seier over Venderne.

Fienderne paa Halsen, førend de havde faaet Tidender om hans Udrustning, hvilket jog saadan Skrek ind i dem, at de afkappede deres Ankere, og toge Flugten, saa snart de saae Absalons Fane flyve paa den Danske Flode. De Danske satte dem sterkt efter, og paaførdte dem saadan Skræk, at nogle, som førdte de store Skibe, og saae, at de ikke kunde redde sig med Flugten, sprunge udi Søen, andre satte an paa Rygen, og søgte at skiule sig udi Skovene, hvor de fleste bleve opsnappede og omkomne af (251) Jarimaro. Mange begave sig ogsaa af de store Skibe paa de smaae, hvilke derudover bleve saa betyngede, at en Deel deraf gik i Grund, saa at af den heele mægtige Flode ikke uden 35 Skibe undkomme; thi de andre falt enten udi de Danskes Hænder eller forgik paa Søen. Ja denne Absalonis Seier, siger Crantzius, var saa stor og fuldkommen, at Venderne turde siden ikke oftere anfalde Dannemark, men stode fra det Søe-Røverie, hvor med de tilforn saameget havde plaget Riget. (c) Micrælius siger, at de gamle Pomerske Annales mælde intet om dette Søe-Slag, men tale alleene om en Storm, hvor af den Vendiske Flode blev ødelagt, men Slaget er med Omstændighed beskreved udi Danske og Fremmede Krøniker, som af Krantzio og Helmoldi Continuator, hvorudover man kand holde for, at hvis de gamle Pomerske Krøniker intet Mælde der om, det da er skeed for at bedække Vendernes Skam. (d)

Absalon skikkede derpaa Bud til Kongen for at erkyndige ham om denne store Seier, og tillige med at anholde om flere Folk for videre at forfølge Lykken. Kongen og Raadet fandt denne store Mands Begiæring billig, og udrustede strax en stor Hob Skibe, som bleve conjungerede med de andre. Vel skikkede Absalon efter Slaget Gesantere til Hertug Bugislaff for at formane ham til Fred, men samme Legation skeede meere for at udforske, hvorledes Hertugen var til Mode efter denne U-lykke, end for at slutte Fred; thi Venderne vare som en Slibsteen, hvorpaa de Danske slibede deres Tapperhed, som en fremmed Skribent siger. (e) De Danske havde da læt kundet giøre Ende paa Krigen, men skiøttede ikke derom, paa det at disse stridbare Folk heller kunde øve deres Tapperhed imod udvortes Fiender end udi Borgerlige Krige. Ligeledes vare ogsaa Venderne sindede mod de Danske, mod hvilke de brugte samme Opførsel, som Helmoldus (f) vidner udi sin Slaviske Krønike. Men af denne store og u-hørlige Seier tabte de deres (252)

(d) Micræl. Antiq. Pom. lib. 2.

(e) Crantz. Vand. lib. 6. cap. 22.

(f) Helmold. Chr. Slav.

Mod, forbunde sig til at betale aarlig Skat til Dannemark, og

De Danske undertvinge Venden.

overgave strax den Stad Wolgast med 12 Gisler. De Danske derimod opmuntrede af deres gode Lykke lode det ikke blive derved, men erobrede siden adskillige Vendiske Stæder, som Julin, Osna, Camin &c. hvilket foraarsagede, at Hertug Bugislaff (g) efter givet Leide forføiede sig i egen Person til Kongen, og forligede sig med ham ved at give en Sum Penge, samt ved Afstaaelse af det Landskab Barth (h) hvormed Hertug Jarimar Kongens Vassal blev forlehned. De Danskes store Lykke og Fremgang ophidsede Keiseren end meere mod Kongen, og, da han 3die gang havde ladet ham byde til sig, men bekommet samme Svar som tilforn, skikkede han i Vrede Bud til Dannemark, og lod udi haarde Terminis fodre den Brude-Skatt, som ham var lovet med Kongens Søster. (i) Canutus blev ikke mindre fortørnet over Keyserens myndige Skrivelse, og derfore vegrede sig for at skikke Pengene. Dette ophidsede Keyseren saa meget, at han skikkede Kongens Søster tilbage til Dannemark igien. (k) Det saae derfore ud til aabenbare Krig imellem disse tvende Potentater. Men Keyseren havde saa meget andet at bestille, at han ikke fandt det tienligt at bryde løs med saadan mægtig Konge, men maatte lade ham blive udi Possession af de erobrede Stæder og Lande udi Tydskland.

1196.Anno 1196 giorde Kongen et Tog udi egen høje Person til Lifland, og da Estlandske Tog.bemægtigede sig Estland, hvor han indførte den Christelige Troe, og forsørgede Landet med Kirker og Præster (l) og som de undertvungne Vendiske Stæder begyndte at blive u-roelige igien, og faldte fra Riget, maatte han besøge dem paa nye (253)

(g) Arnold. Lub. Chr. Sclav. lib. 3 siger, at han gav Wolgast med 12 Gisler.

(h) Micræl. Antiq. Pom. lib. 2.

(i) Samme Canuti Søster var bleven forloved med Keyserens Søn Conrado i sit 7de Aar, Brudeskatten skulde være 4000 Mark, vid. Arnold. Lubec. Contin. Chron. Slav. lib. 3. cap. 2.

(k) Arnold. Lub. Cont. Chron. Slav. lib. 3. cap. 20.

(l) At de Danske tilforn have haft Rætt til Lifland og Estland, vidne Historierne, og holdes Kong Waldemar 1. at have bragt adskillige adelige Familier ind udi Lifland.

igien for at bringe dem til Lydighed, og finder man udi et saadant Udtog, hvorledes Rigets Provincier vare taxerede udi Krigs-Styr i denne Konges Tiid, nemlig Slesvig stod for 130 Skibe, Ribe Stikt for 120, Vendsyssel for 50, Fyen for 100, Siælland for 120, Skaane for 150.

Paa samme Tiid var en Biskop udi Slesvig ved Navn Waldemar. Den samme saasom han descenderede fra Kong Nicolao, og derforuden var en ærgiærig og

Tvistigheder med Græven af Skovenburg.

u-roelig Mand, tog han Leilighed af det U-venskab, som var imellem Kongen og Keyseren, og lod sig merke med at have Prætentioner paa Riget. Efterat han havde giort Forbund med adskillige Førster i Tydskland, sær med Grev Adolf af Skovenborg, tog han omsider Masken af, og offentligen lod sig kalde Konge af Dannemark. Men, saasom man paa de Tiider udi Dannemark forstod sig ikke mindre paa Statskonster end at føre Sverdet, gav man denne u-rolige Mand gode Ord, indtil man med Behændighed fik ham fangen. (m) Dette gav ellers den første Anledning til Misforstand mellem Kongen og Grev Adolf af Skovenborg, som brød ud til en af de største Krige, Dannemark nogen Tiid har ført. Samme Grev Adolf, saasom han var bleven 1200.Kongens Fiende, giorde han udi det Aar 1200 et Tog mod de Vender, som tilhørede Dannemark. Herudover rustede Kong Knud sig mod ham for at angribe Holsten, kom ogsaa mod Eideren med sit Folk. Adolphus gik ham med en anseelig Krigs-Hær i Møde, og leirede sig paa den anden Side af Eideren, saa at det saae ud til et Feltslag. Men Kongen, saasom han var en erfaren Krigs-Mand, og merkede, at Græven ikke længe kunde underholde saa stor Magt, undslog han sig for at indgaae nogen Trefning, og derved vandt det, som han sigtede til, nemlig at den fientlige Krigs-Hær blev dissiperet, og kunde i Hast ikke samles igien. Mod Foraaret af samme Aar satt Græven sig for at befæstige den Stad Rensborg, (n) som er en Grændse-Stad mellem (254)

(m) Anonym. hist. Archiep. Brem. vid. Crant. Metrop. lib. 7. cap. 31. hvor han siger, at samme Waldemar ved Norske søgte at bane sig vej til Kronen.

(n) Denne Stad kaldes hos nogle gamle Skribentere Reinoldsborg vid. Arnold. Lub. Cont. Chron. Slav. lib. 6. hvor denne Krig udførligst beskrives.

Holsten og Slesvig, og stedse har været Tvistens Æble mellem samme tvende Lande. Men han fik ikke Tiid til at fuldføre sin Bygning, efterdi Kongen kom ham for hastig paa Halsen, hvorudover, saasom han fandt sig for svag til at imodstaae den Kongelige Magt, maatte han denne gang bede om got Veir, og overgive Staden til Kongen, hvilken lod i Hast befæstige Slottet, og giøre en Broe over Eideren, hvorved han kunde have fri Indgang udi Holsten, saa ofte ham lystede. Derpaa blev nogen Roelighed mellem Holsten og Dannemark, men det varede ikke længe, førend nye Fientlighed igien brød ud; thi, da Græven mod Kongens Villie anfaldt og erobrede den Stad Løvenborg, blev Kongen derudover paa nye fortørnet, saasom de Beleyrede havde offereret ham Slottet, og besluttede at giøre et nyt Indfald udi Holsten. Udi dette Forsætt blev han besynderligen bestyrket af

Store Conqveter udi Tydskland.

adskillige Holstenske Herremænd, der formedelst den haarde Medfart, Græverne øvede mod dem, søgte deres Tilflugt til Dannemark, og ophidsede Kong Knud mod deres Herre. Herudover skikkede Kong Knud sin Broder Waldemar, som var Hertug over synder Jylland, til Holsten. Imellem ham og Græven blev holden et Slag ved Stilnov ikke langt fra Itzehoe, (o) hvor Græven blev slagen og flygtede til Hamborg. Hertug Waldemar tog efter denne Seyer Slotte og Stæder ind udi Holsten og endeligen beleyrede Hamborg, hvorfra Græven i Tiide flygtede og Staden siden derpaa overgav sig til de Danske. (p) Efter Hamborgs Erobring fortsatt Hertug Walldemar sin Seyer, erobrede Ratzborg, Gadebusk og Vittenberg item alle Slotte og Stæder, som hørdte Græven af Sverrin til, efterdi han havde været i Forbund med Grev Adolph, rykte derpaa mod Lybek, erobrede Traminde, og beleyrede Staden, hvilken vel giorde Modstand, Men, da de Danske giorde sig færdige til at storme, og Borgerne saae sig ingen Undsættning, hverken fra Græv Adolph eller Keyseren, (255)

(o) Vid. Arnold. Lub. lib. 6. cap. 13.

(p) Arnold. Lub. ibidem hvor der siges, at Bisp Peder af Roskild var med i dette Tog, og maa skee har Commenderet under Hertugen.

overgave de Staden med saadanne Vilkor, at de skulde beholde deres Privilegier, som vare dem givne af Keyseren og Græverne, at de skulde bruge deres egen Lov og Rætt, og deres Skibe, som vare arresterede udi Dannemark, skulde igien løsgives. Saaledes kom den vigtige Stad Lybek under Dannemark, og forbleve i de Danske Kongers Lydighed i 24 Aar.

Disse store Conqveter skeede alle udi det Aar 1200, og seer man af dette saavelsom forrige at den Danske Milice udi disse tvende Kongers Tiid maa have været den anseeligste og mest disciplinerede udi Europa, saasom begge disse Regieringer er en Kiæde af idel Seyervindinger baade til Lands og Vands endogsaa med ulige Magt. Anføreren udi dette Tog Hertug Waldemar berømmes ikke mindre af sin Tapperhed end af sin Mildhed mod de overvundne Fiender, hvoraf Staden Lybek vidste besynderligen at priise ham; Item den Holstenske Adel, hvilken Græv Adolph havde fordrevet; thi han ikke alleene gav dem Lov at komme tilbage igien, men endogsaa

Hertug Waldemars store Bedrifter.

betroede dem Slotte og Fæstninger. Endeligen undertvang han sig ogsaa Dytmarsken, og saaledes kroned med Seyer og Ære begav sig tilbage til Slesvig igien, efterat han allevegne havde taget sterkt Gissel, at Stederne ikke skulde falde fra igien.

Men han havde neppe vendet dem Ryggen, førend den fordrevne Græv Adolph giorde sig færdig udi Stade, hvor han havde taget sin Tilflugt, at forsøge Lykken igien. Han begav sig saaledes paa nye udi Felten og gik mod den Stad Hamborg, hvilken var ham gunstig formedelst de Privilegier, (q) han af Keyser Friderich havde erhverved den, og derfor indtog ham villigen med sit Folk.

Hertug Waldemar holdt sig imidlertid stille i det Slesvigske saalænge Vinteren varede. Men brød omsider op med sit Folk, rykte til Hamborg og beleyrede den rundt omkring; thi Hamborg var da kun af maadeligt Begreb, og indeholdt intet uden St. Peders Sogn, og, som Græv Adolph selv var indsluttet i den beleyrede Stad, hvor han ikke kunde undflye, lod han anholde i den (256)

(q) Vid. Diplom. Frid. sub. dat. Nuenborch. 1189 apud Lambec. orig. rerum Hamb.

Danske Leyer om Fred, bydende sig til at overgive Staden tillige med det vigtige Slott Lavenborg, som bemældte Græve tilforn havde taget fra de Danskes Allierede, hvilket besynderligen havde givet Anledning til denne Krig. Hertugen vegrede sig længe at imodtage disse Vilkor, beqvemmede sig dog omsider dertil, og gav Græven frie Leide til Lavenborg for at extradere ham samme Slott. (r) Saaledes kom Hamborg under Dannemark igien, for hvilken Stad Hertugen lod blive de meeste af hans Folk, og med de øvrige geleidede

Græv Adolf føres fangen til Dannemark

Græven til Lavenborg, hvor Adolphus formanede Besætningen at overgive Slottet til de Danske for at løse sig af Fængsel: Men som Besættningen ikke vilde føye ham der udi, men lod sig forlyde at ville overgive Slottet til Keyseren, blev han førdt fangen til Dannemark, efterdi han ikke kunde holde sit Løfte, og satt i Forvaring paa Søborg hos Bisp Waldemar, med hvilken han tilforn havde været i Forbund mod Kong Knud.

Efterat Hertug Waldemar havde lagt saa mange Lande under den Danske Krone,

Kong Knuds store Magt.

holdt han Bilager til Hamborg med Hertug Othonis Søster Ingeborg af Brunsvig, hvor Kong Knud sig ogsaa lod indfinde. Efter Bryllupet begav Kongen sig til Lybek, hvor han lod udskrive til en Herredag alle Riddere, Adelsmænd, Borgemestere, Slots-Herrer og Statholdere over gandske Holsten, Stormarn, Dytmarsken, Vagrien, Nordalbingien, Ratzborg samt Græverne af Sverin for der at aflegge deres Troeskabs Eed. Efter saadanne store Bedrifter og saadan lykkelig Regiæring døde denne berømmelige Konge Anno 1202 udi sin Alders 40de Aar uden Børn. (s) Efterat 1202.han havde regieret 21 Aar, og imidlertiid giort Dannemark til et af de anseeligste

Kong Knud døer.

Riger i Europa. Den ubekiendte Autors Slaviske Krønike siger, at han døde af Gift, men det er ligesaa urigtigt som Aars-Tallet 1197. (t) (257)

(r) Arnold. Lubec. lib. 6, hvor Slottet kaldes Lavenborg skiøndt hos andre Skribentere Løvenborg.

(s) Blant Wilhelmi Abbatis epistler findes vel et Brev tilskrevet Kongens Døttre, som begyndes saaledes: Virginibus Sacris regali stirpe progenitis Frater Wilhelmus: men jeg kand derfor ikke sige om det var Canuti 6. Døttre.

(t) Anonymi Chron. Sclav. cap. 35.

Hvad som ellers var meget merkeligt ja selsomt udi denne Konges Tiid, var at

Hans 3 Søstres Fata

.hans 3 Søstre alle bleve forskudte af deres Mænd, uden at man har kundet giætte Aarsagen dertil. En blev giftet med Keyser Friderici Barbarossæ Søn Henrich, og strax efter Brøllupet blev skikket tilbage igien, den anden, som blev given til en Thuringisk Land-Græve, havde ogsaa samme Lykke, og den 3die, som i Historien er meest bekiendt, nemlig Ingeborg, der blev given til Philippo Augusto Kongen af Frankrige, blev strax efter Brøllupet forskudt af ham, hvorvel de Franske Skribentere tilstaae selv, at hun besad baade Skiønhed og Dyder, og, som samme Dronning Ingeborgs Fata ere saa bekiendte i Historien, og foraarsagede saadan Uroelighed udi Frankrige, maa

Dronning Ingeborgs Historie.

jeg lidet meere omstændigen tale derom. Der var paa de Tiider Had og Misforstand mellem Philippum Augustum Kongen af Frankrige og Richardum af Engeland. Denne sidste blev paa Hiemreysen fra det hellige Land arrestered udi Østerrige. Hvorudover Philippus søgte at føre sig hans Fængsel til Nytte, og derfore skikkede Bisp Stephanum af Noyon til Dannemark for at begiære Kong Knuds Søster Ingeborg til ægte, erklærende, at han intet forlangede til Medgift, uden at Kongen af Dannemark vilde transportere ham den Rætt, som de Danske Konger havde til Engeland, og derforuden assistere ham med nogle Folk til at indtage samme Rige. Kong Knud foredrog Stænderne saadan Begiæring paa en Herredag: Men Stænderne raadede ham derfra for ikke at indvikle sig udi Krig med Engeland. Hvorudover dette Anslag blev til intet, og Philippus maatte lade sig nøye med en maadelig Sum Penge til Princessens Udstyr. Dette findes saaledes antegned hos en troeværdig fremmed Skribent (u) hvorvel vore Danske Historier tale intet derom. Samme Princesse var med inderlig Begierlighed forlanged af Philippo Augusto, hvorudover hun blev skikket til Frankrige, og der holdt Bilager med Kongen den 14 Augusti (x) 1193. Dagen derefter blev hun kronet med stor (258)

(u) Guillelm. Neubrig. lib. 4. cap. 25.

(x) Gesta Innocent. 3. n. 48. 49. 50.

|Høytidelighed, men man merkede, at medens Ceremonierne varede, Kongen saae hende an med en slags Afskye; thi han blegnede og zitrede, og neppe kunde blive tilstede, saalænge Acten varede. Strax derpaa blev der talet om Separation, og Kongen for at besmykke den Afskye, han havde fattet for sin nye Dronning, foregav, at hun var ham for nær beslægted, og han derfor med en god Samvittighed ikke kunde leve i Ægteskab med hende. 2 Maaneder og 3 Uger efter Brøllupet lod han sammenkalde et Parlement af Geistlige og Verdslige til Compiegne, hvor der lode sig indfinde Vidner, som svore, at der var nær Forvantskab i Blodet mellem den afdøde Dronning Isabelle og Ingeborg, hvorudover Bisperne, som vare underkiøbte af Kongen, casserede dette Ægteskab. Dronning Ingeborg vidste intet af dette, som passerede, efterdi hun ikke forstod det Franske Sprog, men, da hun fik at vide af en Udtolker, hvad som skeet var, faldt hun i Graad og raabte paa Fransk, som hun kunde: Male France, male France, og dertil lagde Rome Rome, hvorved hun gav tilkiende, at hun vilde appellere til Paven. Kongen vilde strax skikke hende til Dannemark igien, men hun undsaae sig ved at reyse tilbage, og besluttede at blive i et Kloster i Frankrige, hvilket ogsaa skeede. Udi hvad Tilstand hun var i samme Kloster, vidner Bisp Stephanus i et bevægeligt Brev (y) til Erke-Bispen af Rheims, hvor han beklager, at denne dydige Dronning ikke nød det, som udfodredes til hendes Underholdning. Da Kong Knud fik Tidender om sin Søsters Medfart, skikkede han tvende Gesanter nemlig Andream Sunonis og Abed Wilhelm (z) til Rom, og anholdt hos Pave Celestinum, at Kongen af Frankrige maatte sættes i Band. Man giorde sig da U-mage at udregne Dronningens Genealogie udi Dannemark, og dresserede Abed Wilhelm den Genealogische Tabel, som findes hos Hvitfeld, for at viise, at Philippi Augusti Paastand var uden Grund. Pave (259)

(y) Epist. 262.

(z) Samme Wilhelm er den, hvis Breve saa ofte her citeres. Han synes i tvende af sine Breve at give tilkiende at denne Misforstand reisede sig endeel af Penge Sager vid. lib. 2. epist. 23. ad Regem Canutum hvorudi findes disse Ord: non debet honori prævalere pecunia: conf. ejusd. libri epist. 61.

Celestinus tog sig den betrængte Dronnings Sag an, og truede Frankrige med Bandsættelse, men det kom ikke til den Virkning udi hans Tiid, enten hans Nidkierhed lunknede, eller han ikke fandt sin Regning da at bryde løs mod Frankrig. Men da Innocentius 3. blev Pave, (a) lod han 1200. ved sin Legat Petrum af Capua sætte heele Frankrige i Kirkens Band, hvilket Geistligheden i Frankrige efterlevede, saa at GUds Tiennesten ophørede over det heele Rige, hvorudover Kongen blev saa forbittred, at han drev mange Geistlige i Landflygtighed, og confisqverede deres Gods, han lod ogsaa paa Hiemveyen fra Rom arrestere til Diyon udi Burgundien Andream Sunonis Kongens Canceler og Pavens Legat samt Abed Wilhelm, efterdi de bragte Breve med sig fra Paven Dronningens Sag angaaende; og er det troeligt, at han var mest opirred mod Abbeden, eendeel fordi han var en indfød Franskmand, eendeel ogsaa, efterdi han havde opsatt det Slegte-Register, hvor af man beviisede at Kong Philippus uden Grund paastod Skilsmisse formedelst det Forvantskab, som han beraabte sig paa mellem sig og Dronningen. Slegte-Registeret er saaledes.

Kong Svend Estridsen:

Erik Eiegode med Bothildis.St.

Canutus Konge med Edele af Flandern.

Hertug Knud de Obotriters Konge med Ingeborg af Rysland.

Carolus Græve af Flandern som døde uden Børn.

Kong Waldemar den Store med Dronning Sophia avlede

Hans Successor Theodoricus, som fødde

Canutum 6, og hans Søster Ingeborg, som blev Dronning i Frankrige.

Philippum Græve af Flandern, hvilken igien med Grævinde Margareta af Hannover aflede

Isabellam Kong Philippi Augusti første Dronning, førend han fik Ingeborg. (260)

(a) Gesta Innocent. 3. num. 55.

Hvor af sees at der var intet Forvantskab mellem Isabellam og Ingeborg, og, at derfor Kong Philippi Prætext til Skilsmisse var ugrunded. Dette forklares meer vitløftigen udi et Brev, som bemeldte Wilhelmus Abbas har skrevet til Paven udi Erke-Bispens Navn af Lund. (b) Disse tvende Gesanter sadde fangne udi (b) Slutningen af samme Brev lyder saaledes:

Ad Dominum Papam!

Fuit in Dania Rex qvidam excellentis gloriæ nomine Sveno. Hic licet plures habuit filios, de duobus tamen hic necessariò mentio facienda est. Qvorum unus Canutus dicebatur Danorum Rex & Martyr, cujus sanctitas usqve hodie miraculis commendatur. Hic filiam habuit Comitis Flandriæ, ex qva filium genuit Carolum nomine Comitem Flandriæ. Non autem de ipso aut de matre ejus descendit hæc Regina Regi prædicto sociata conjugio, sed de prædicti Canuti Regis fratre, qvi dicebatur Ericus bonus. Qvi Ericus genuit Canutum, qvi Dux extitit Danorum & Rex Sclavorum, qvos non hæreditario jure sed armis potenter obtinuit: Cujus mater extitit Botildis Regina ex nobilissima Danorum prosapia orta. Ipse postmodum Martyr effectus, cujus apud Deum sit meriti, miracula crebra testantur. Iste Canutus Martyr genuit Waldemarum Regem, cujus Mater fuit Ingiburgh filia Rizlavi potentissimi Ruthenorum Regis & Christinæ Reginæ, qvæ Filia fuit Ingonis Svecorum Regis & Helenæ Reginæ. Porro prædictæ Ingeburgis Soror mater fuit Belæ Regis Hungariæ, qvi habuit Sororem Philippi Regis Francorum in conjugio. Waldemarus autem hanc Dominam nostram Franciæ Reginam genuit ex Sophia, cujus pater fuit Waldemar, qvi & ipse Ruthenorum Rex fuit: Plures enim ibi Reges sunt. Mater autem ejus filia fuit Ducis Poloniæ nomine Bolezlavi. His diligenter inspectis, luce clarius constat, ramum istum nil pertinere ad cognationem Flandriæ, nec aliqvam esse consangvinitatem (261) inter priorem Franciæ Reginam & istam Dominam. Qvia nec illa ex Erici progenie descendit, nec ista ex posteritate Canuti carnis originem Sumpsit. Ecce fideliter omnem rei veritatem exposuimus teste ipsa veritate. Supplicamus igitur, Pater, Sanctitatis vestræ pedibus inclinati, ut de vultu gratiæ vestræ judicium prodeat æqvitatis, qvo Domina nostra Francorum Regina Regis revocetur in gratiam, & sublatum per iniqvorum errorem redeat in honorem. Sic enim sanctæ Romanæ Ecclesiæ devotam se esse gloriabitur filiam, & beneficii sibi collati, qvoad vixerit, retinebit in corde memoriam; Bene valeat Sanctitas vestra. Foruden dette Brev findes blant Wilhelmi Epistler til adskillige andre denne Sag angaaende, og, saasom de samme ere u-bekiendte, efterdi der er ikkun et eeneste skreved Exemplar deraf, vill jeg her anføre 3, alle skrevne af samme Wilhelmo, det første i Kong Knuds, og de 2 andre udi Dronning Ingeborgs Navn til Paven.

Ad Dominum Papam Rex Canutus:

Sedes apostolica qvantò cæteris præeminet dignitatis, tantò debet attentius in judicium faciendo providere, ut in rebus agendis, tractandisqve negotiis, legem justitiæ, seu viam veritatis vel æqvitatis, nullius amore vel odio deserat. Horum enim unum sicut gratiæ vestræ paternitatis innotuit, si cuilibet judici, sed præcipue Summo Pontifici in virtutum suarum defuerit præconiis, inferet læsionem, & in extremo superni judicis examine tam gravis delicti perferet ultionem. Absit autem, mi Pater, ut hoc morbo conscientia vestra laboret, qvam in negotio sororis nostræ Reginæ Francorum favorabilem & immutabilem adhuc etiam assertio falsitatis velut hostem detestabilem abhorret. Auditu vero percepimus & in rei veritate comperimus, qvod in illius terræ Regem vestra pietas terrorem comminationis ex parte vestra justitiæ vigor, sicut necdum intepuit, qvo delectamur, incussit, eidem sub interminatione anathematis præcipiens, ut nullam sibi aliam copularet, qvoad ista, soror videlicet nostra vita comite superesset. Nunc igitur, pater, qvoniam in dei contemtum & in opprobrium sempiternum ut rebellis & contumax vestræ Sanctitatis contempsit edictum, qvid superest, nisi ut hoc modo mandati vestri contemptoris feriatur insania, qvatenus in ipsius regno interdicantur celebrari cœlestia Sacramenta? Ita, mi Pater, nunc in vobis justitiæ zelus emineat, & qvam sit temerarium Apostolicis obviare mandatis, si huc usqve non intellexit, nunc saltem hanc confusionem supportando persentiat. Rogamus itaqve, Pater, & pietatis vestræ Supplicamus visceribus, ut petitioni nostræ non desit effectus, qvoniam multus est erga nos dilectionis vestræ affectus. Semper enim Romanæ Ecclesiæ obedientiæ jugo placuit nobis colla submittere, & nisi primò nobis Ecclesia Romana defuerit, non erit ab ea nobis discedendi voluntas.

Ad Dominum Papam Regina Francorum:

Ad sedem misericordiæ toties est recurrendum, qvoad usqve misericordia de cœlo respiciat, & sperantium in se Deus vota perficiat. Inde est amantissime Pater, qvod & ego, cujus cor doloris aculeis diebus ac noctibus perforatur, ad Deum primò, deinde ad sedis Apostolicæ clementiam minimè clamare desisto, si forte respiciat Dominus in orationem humilis ancillæ suæ & amoveat à me sagittas suas, qvæ militant adversum me, qvarum indignatio ebibit Spiritum meum, & Apostoli Petri successor benedictionis suæ rorem ariditati cordis mei benignus infundat, & de illata mihi injuria conferat consolationis in mea tribulatione remedium. Qvis enim pater, qvi gemitibus filiæ suæ nulla miseratione compatitur, minimè doloribus anxiatur? Absit, ut vos de solio gloriæ dejècta & in terra prostrata, consolatorem inqviro & non invenio. Excellentiæ pristinæ defleo detrimentum, dum non est, qvi redimat, neqve qvi S. F. Pudet me miseriæ meæ & anxiatur super me Spiritus meus; in me turbatum est cor meum. Unum est, pater mi, qvod me inter tribulationum mearum angustias beneficio consolationis speratæ me refovet & demulcet, & præter illud non est aliud. Qvid sit illud si qværitur? Nil in responsis habet præter hoc, qvod dictura sum, sedis Apostolicæ clementia. Rogo igitur te, clementissime Pater, ut filiam redigens in mensuram plenitudinis gloriæ tuæ, justitia mediante deprimas illum, per qvem affligor, ut iterum reconcilier illi, & reconciliationis gaudia Deo & gratiæ vestræ paternitatis adscribam. Siqvidem ad Dei spectat honorem hominumqve salutem, ut in faciendis judiciis semper veritas producatur in lucem.

Ad Dominum Papam ut Supra:

Cum sit omnium sides & votum Apostolorum Principis Successorem Ecclesiam Dei disponendi potestatem in omnibus obtinere, eo securius ad eum sunt referenda, qvæ sunt iniqvorum hominum depravata, qvò freqventius ab impiis actibus erruuntur, qvi gratiam asseqvuntur, & patrocinio fulciuntur. Ego igitur à domo patris educta & in Francorum regnum inducta, disponente Domino regali solio Sublimata, felicioribus successibus meis invidente humani generis inimico, in terram velut lignum aridum & inutile dejecta, omni sum solatio destituta atqve consilio. Dereliqvit me sponsus meus Rex Francorum Philippus, in me non inveniens qvid condemnaret, si qvod malitia in incude mendacii fabricasset. Illud autem esset præsentibus in vestris auribus perseqvendum, si non scirem jam illud fama volante in toto populo divulgatum. Confugio igitur misera ad sedem misericordiæ, ut misericordiam consecuta, Filia vestram si felicior atqve clementior fortuna successerit, me deinceps profitear ancillam diebus omnibus vestris obseqviis mancipandam.

|2616. Uger, og alle deres Breve bleve dem fratagne. Om dette Fængsel taler Wilhelmus selv udi et af sine Breve til Kong Philipp, (262) hvorudi han begiærer, at Legaten maa løsgives, og han selv maa |263forblive i Fængsel. (c) Ved andres Forbønner komme de dog Kongen i Tale, og bleve satte paa fri Fod igien; men (264)

|Exommunicationen ophørede derfor ikke, hvorudover Kongen maatte falde til føye, og love at tage Dronningen til sig, og at skille sig ved den bekiendte Agnete; som han havde forliebet sig udi. Det sidste efterlevede han vel, men den Afskye, han havde for Dronningen, varede endda i mange Aar, indtil Kongen omsider rørt af sin Samvittighed tog hende til sig igien, efterat dette Skilsmisse havde varet i 16 Aar. Saaledes fortælle alle Franske Skribentere denne Historie, hvorudover man maa forundre sig over en bekiendt ny Autor, der siger at Kongen havde Ret til at forskyde denne Dronning. (d)

Det var ikke allene af Seyerrige Vaaben, som Dannemark giorde sig anseelig

Store Mænd som florerede udi Riget under Kong Knud.

under disse tvende Konger, men endogsaa af store og lærde Mænd; thi Videnskabe og Studeringer tage gierne af og til, ligesom et Rige voxer og formindskes udi Velstand. Derfor vare udi Canuti 6. Tid adskillige over heele Europa bekiendte og anseelige Mænd udi Dannemark, blant hvilke man først maa sætte den store Erkebisp Absalon. Samme Absalon var opdragen med Kong Waldemar 1., hvilken derved betimmeligen havde lært at kiende hans Meriter, og derfor udi sin heele Regierings Tiid brugte hans Raad og Daad. Han kaldes gemeenligen Absalon Hvide, hvilket nogle meene at have været hans Stamme-Navn. Men, som hans Fader heed Adzer Rygh og hans Broder Espern Snare, saa sees deraf, at det ikke har været et bestandigt Stamme

Erke-Bisp Absalon hans Bedrifter og Characteer.

Navn. (e) Han blev først Bisp i Roskild 1158, og siden, da den bekiendte Eskild aftakkede, blev han Erke-Bisp til Lund 1178. Og holdtes det for en synderlig Naade at han fik Chor-Kaaben Gratis af Paven. (f) Man seer af oven anførdte Historie Prøver paa hans Meriter og store Erfarenhed i Krigs-Sager, hvorfore jeg det her igien ikke vil oprippe. Ja, naar (265)

(d) Imhoff. Genealog. Familiarum in Gallia.

(e) Hans Genealogie findes hos Svaningium saaledes Chr. Reg. Dan.

Slagus som bygde Slagelse

Toke som omkom Harald Blaatand

Otthincarus Bisp udi Ribe

Schialm som var St. Knuds Formynder

Auto hvorom Saxo taler

Toko Ebbe Adzer Suno hvilke hevnede St. Canuti Død

Espern Snare

Absalon eller Axel Erke-Bisp til Lund.

(f) Knitlinga Saga cap. 127. pag. 187. in excerpt Th. Barth.

man betragter hans store Videnskab udi Stats-Sager, hans Seiervindinger til Lands og Vands tillige med hans idelig Omsorg for Religionens og Lærdoms Forfremmelse, maa man tilstaae, at faa Lande kand viise saadan een fuldkommen Mand, der excellerede i alle Ting, saa at han var en stor Stads-Minister, en stor General, en stor Søe-Helt, og en stor Bisp og en Lærd-Mand tillige. Ingen Minister elskede sin Konge meere, end han elskede Kong Waldemar. Men den Lydighed, han havde mod Kongen, hindrede ham ikke at sige Sanden endogsaa i temmeligen haarde Terminis, hvilket fornemmeligen sees af den dristige Tale, han udi Krigs-Folkets Navn holdt til Kongen (g) udi Begyndelsen af den Vendiske Krig, da Kongen imod Forhaabning forlod sin Flode, og er derudi ikke mindre at berømme hans Dristighed i at foreholde Kongen hans Feil end Kongens Sagtmodighed i at tage den op i en god Meening. Han var saa arbeidsom, at, naar han havde en ledig Stund, anvendte han den paa haardt Arbeide, hvorudover, da man engang søgte efter ham, saasom man behøvede ham til en Legation, fandt man ham udi Skoven huggende Brænde, hvilket han offte plejede at giøre. (h) Hans Dristighed udi Krig og overmaade store Hurtighed sees besynderligen af det store Søe-Slag, han holdt med Venderne udi Canuti 6. Tiid, da han udi Kongens Fraværelse i en Hast udrustede nogle faa Skibe, og dermed overrumplede den store Vendiske Flode, førend Fienderne kunde bilde sig ind, at de Danske havde faaet Kundskab om deres fientlige Foretagende. Hans Modestie sees besynderligen deraf, at han med saadan Bestandighed vegrede sig for at imodtage Erke-Bisp-Sædet af Lund, saa at han ikke allene giorde dem Modstand, som Fiender, der vilde nøde ham til denne Ære, men endogsaa appellerede fra dem til Paven. Vel er sandt at mange Geistlige simulerede slig Æres Foragt, og at mange just derved banede sig Vejen til høje Geistlige Embeder, ja at mange bleve Bisper just fordi de skiulede sig udi Skove, naar en Bispe-Stoel var ledig, men saadan Simulation synes ikke at kunde have været hos Absalon, naar man (266)

(g) Crant. hist. Dan. lib. 6. cap. 4.

(h) Saxo Gram. lib. 14.

betragter hans øvrige Levnet. (i) Han bygde det ypperlige Kloster Sorøe, som han lod besætte med Bernhardiner Munke; Han byggede ogsaa først det nu værende Kiøbenhavns Slott, hvilket efter hans Navn blev kaldet Axelhuus, som giver tilkiende, at hans rætte Navn har været Axel. Stedet heedte tilforn Stegelborg af adskillige Steyle, som der vare oprettede for at straffe Søe-Røvere, hvilke der havde deres Samlinger. Det har ligget under Roskilde Stikt indtil Christopher af Bayerns Tiid, hvilken Mage-skiftede sig det til Kronen, og fra den Tiid har det været en Kongelig Residentz-Stad med det Navn Kiøbenhavn, og formedelst dets beqvemme Havn har samme Stad taget Tiid efter anden saaledes til, at den ligesom har opsluget alle andre Siællandske Stæder. Samme beqvemme Havn har ogsaa givet et nyt Navn til Stedet, som er bleven kaldet Kiøbenhavn ligesom Kiøbmænds-Havn.

Erke-Bisp Absalon berømmes ogsaa blant andet deraf, at han ved Saxonem Grammaticum lod beskrive Fæderne-Landets-Historie (k). Hvitfeld holder ogsaa for, at han har giordt en Fundatz ved Sorøe-Kloster, at der skulde holdes lærde Mænd, som Dannemarkes Riges Krønnike aarligen skulde beskrive, saasom han merkede, hvor stor Forsømmelse derudi havde været hos Forfæderne, hvilken han ogsaa frygtede at skulde findes hos Efterkommerne, og derudi ikke har taget meget Feil, som sees af Hvitfelds Pathetiske Klagemaal derover (l). Absalon døde Aar 1201 udi sit Alders 73 Aar til Lund i Skaane. Hans Sverd og Stav ligge forvarede paa det Kongl. Konst-Kammer i Kiøbenhavn. Hans Gravskrifft lyder saaledes:

Terrarum terror tegitur, nè terripotentes

Terreat, hoc ejus suntqve futura tua (m). (267)

(i) Vid. Encom. Absalonis apud Arnold. Lub. cont. Chron. Slav. lib. 3. cap. 5. item cap. 18. lib. 4.

(k) Teste ipso Saxone in præf. hist. fol. 1.

(l) Hvitf. tom. 1. part. 2. pag. 167. vid. Chron. Archiepiscop. Lund.

(m) Et andet Epitaph, som findes in Chron. Sialand. pag. 52. viser at han og saa har været af herlig Legemets Skikkelse; Samme Epitaphium lyder saaledes:

Absalon hic Specie, Samson re, mente Salomon.

Hvilken Gravskrifft synes at viise allene, at Saxo Grammaticus var død tilforn; hvorvel jeg paa et andet Sted har merket at han levede længer; i det øvrige maa ingen lægge denne Mand til Last, at han som Bisp lod sig bruge i Krig; thi det var paa de Tider en almindelig Brug, og blev der neppe holdet noget stort Feltslag, at man jo fandt Bispe og Præste paa Vallstedet med Kaarden i Haanden. Ja, førend Absalons Tiid have Degne commenderet Floder. Det som er allermerkeligst, er at Erke-Bisp Christianus af Mayntz blev 1251 af Paven afsatt allene, fordi han ikke var beqvem til Krig (n).

Af Stats-Ministrer var næst Bisp Absalon udi Anseelse hans Broder Espern

Esbern Snare

Snare, som døde udi samme Aar. Han har først bygget Kallundborg Bye og Slott, og givet 14 Landsbyer til Sorøe-Kloster. Den gemeene Almue fortaalte underlige Historier om ham, at Fanden tog ham bort, hvilket blant andet kand tiene til Beviis, at han har været en habile Mand, eftersom det Slags Folk gierne haver den

Wilhelmus Abbas

Lykke. Blant lærde Folk var den bekiendte Wilhelmus (o) Abbas, som efter sin Død blev canoniseret, og er særdeeles bekiendt i den Franske Historie, saa vel formedelst sin Lærdom, som sit Levnet. Han har efterladt sig adskillige Epistler deelte udi 2 Bøger, som endnu ligge forvarede in Manuscripto (p). Erke-Bisp Absalon lod ham føre fra Pariis ved Saxonem til Dannemark for her at etablere de Regler, som Canonici Regulares observerede i Pariis. Hvorom en af hans Discipler, som har beskrevet hans Levnet taler saaledes: Erke-Bisp Absalon skikkede til Frankrig Saxonem Provest af Roskild med Begiæring til Collegium af St. Genevieve at Wilhelmus maatte sendes til Dannemark, hvilket blev bevilget, og førdte Saxo ham med 3 andre til Dannemark. Han blev her i Landet brugt udi den vigtige Legation til Rom i (268)

(n) Fleury hist. de l’eglise lib. 83.

(o) Vita Wilhelmi apud Boll. tom. 9. pag. 625.

(p) Af samme Epistler er kun et eeneste Exemplar hos Hr. Etats-Raad Thomas Bartholin, hvilken har haft den Godhed at communicere mig dem. Wilhelmus har selv samlet dem udi et Corpus, hvilket han udi Fortalen giver tilkiende med disse Ord: Epistolas qvas ad diversas personas emisimus in unum volumen congessimus. Adskillige Epistler ere bortkomne, og nogle mutilerede.

Dronning Ingeborgs Sag; Han døde 1202 udi sit 98 Aar efterat han havde været 30 Aar Abbed udi Dannemark, og blev efter sin Død regned blant Helgenes Tall, saa at den Romerske Kirke celebrerer hans Fæst den 6. April (q). Hans Gravskrifft lyder saaledes:

Parisiis natus dictis factisqve beatus

Mundo sublatus jacet hic Wilhelmus humatus.

Saxo Grammaticus.

Udi Kong Canuti Tiid florerede tvende anseelige Historieskrivere nemlig, Saxo Grammaticus, som døde efter de flestes Meening 1203 hvorvel andre med bedre Grund sige 1204. efterdi han i Fortalen til Erke-Bisp Andream taler om Kong Waldemar 2. som kom til Regieringen Aar 1203, og er hans Oversætter Welleius den første, som har observeret det samme (r). Han har skrevet den Danske Krønike, som over heele Europa er bekiendt, og som har været anseet som et Mesterstykke for dens ziirlige Latinske Stiil paa de Tiider, da den største Barberie herskede i Sproget. Hvad Materien angaaer, ere de første Bøger fulde af urimmelige Fabler: de 8 sidste Bøger derimod besynderligen hans egen Tiids Historie kand holdes for en af de beste Historier, vi have, efterdi Erke-Bispen, igiennem hvis Hoved alle Rigets Sager gik, forsynede ham med Materialer dertil. Han blev kaldet Grammaticus eller Antiqvarius formedelst sin Lærdom. Han var Provst til Roskild, hvorpaa Steph. Prolegom. citerer til Beviis adskillige Diplomata, som han havde udi Hænder, hvorudi findes: Ego Saxo Præpositus Roschildensis Subscripsi (s). Hvitfeld siger, at han havde tvende Sønner, hvilket synes at være en Vildfarelse, efterdi Geistligheden paa de Tiider ikke maatte gifte sig. Stephanius meener, at Saxo her confunderes med Suno Erke-Bisp Andreæ Broder.

Sveno Agonis.

Den anden Historie-Skriver var Sveno Agonis, eller Svend Aagesen, hvis Fader og Farfader have været anseelige (269)

(q) Martyrolog. Rom. 6. April.

(r) Vid. prolegom. Stephanii cap. 15.

(s) Diplom. Wald. 1. de privilegiis Eccl. Othoniens. Diplom. Canuti 6. de dato Hiulby 12. Kalend. April 1184. Diplom. Absalonis dat Lundis 4. idus Maii 1180.

Krigs-Mænd under Kong Nicolao, Erik Emund og Waldemar 1; thi han vidner selv udi Hertug Knuds Historie, at hans Far-Fader Christiern, om hvilken Saxo ogsaa taler som en berømmelig Anfører, blev fangen udi et Slag af Kong Nicolao (t) og at hans Fader Aage var med udi det Slag ved Othenshylle (u) udi hvilket Slag Erik Emund havde faldet i sine Fienders Hænder, hvis en ved Navn Biørn Jærnside tillige med Skribentens Fader Aage midt paa Broen ikke havde holdet Seier-Herren tilbage (x). Denne Sveno kommer mestendeels overeens med Saxo udi Historien, gaaer dog fra ham udi visse Ting, sær udi Begyndelsen, efterdi han med de Islandske Skribentere giør Skiold til den første Konge i Dannemark; hvorudover samme Islandske Skribentere citere ham som et Vidnisbyrd om deres Meenings Rigtighed, helst saasom det synes at hans Historie er ældere end Saxonis og det af Svenonis egne Ord saaledes: Disse Ting vill jeg ikke vitløftigere tale om, efterdi jeg har fornummet af Erke-Bisp Absalon, at min Contubernal Saxo har besluttet at udføre saadant meere ziirligen og vitløftigen (y); thi man kand af disse Ord see, at han ikke allene har leved udi Saxonis Tiid, men endogsaa at han allerede havde fuldfærdiget sin korte Historie, da Saxo havde sin store under Hænderne: begge Historier gaae ellers lige viit indtil Canutum Sextum (z). Svenonis Stiil er lovligen god i Henseende til Tiiderne, men kommer ikke nær ved Saxonis Ziirlighed. Denne Sveno har ogsaa oversatt paa Latin Canuti Magni Vitterlaghs-Rett eller Gaards-Rett, som tillige med Historien er publiceret af Stephanio.(270)

(t) Sven. Agon. in hist. St. Canuti Ringstadiensis: in prælio Ryneberg decernentibus illis victoriam obtinuit Nicolaus, avumqve meum Christiernum Captivavit.

(u) Saxo kalder dette Slag ved Værebroe.

(x) Sven. Agon. ibid. Captus illico fuisset Ericus, nisi Biörn, adjuncto sibi patre meo Aggone; pontis in medio viriliter restitisset.

(y) Sveno hist. Canuti Magni: Qvum Illustri Archi præsule referente, Contubernalis meus Saxo elegantiori Stylo omnium gesta prolixius exponere decreverit.

(z) Da Hertug Bugislaf af Pomern aflagde Troeskabs-Eed til samme Konge.

Andreas Sunonis.

Blant lærde Folk udi Kong Knuds Tiid regnes ogsaa den bekiendte Erke-Bisp Andreas Sunonis, der længe havde studeret baade i Frankrige, Engeland og Italien. Han var først Kong Knuds Cantzeler og blev siden Erke-Bisp til Lund. Han har oversatt den Skaanske Lov-Bog paa Latin, og er Autor til det saa kaldte Hexameron, (a) som bær Vidnesbyrd om hans Lærdom, item til den Bog om de 7 Sacramenter. Han har ogsaa oversatt de Skaanske Love paa Latin. (b)

Hvad de Danske Love angaaer, da lod Knud dem blive i den Stand, som hans

Kong Knuds Love.

Fader havde satt dem, dog holdes han for at have udgivet adskillige Forordninger, blant andre een om Saals Afskaffelse, (saaledes kaldtes de Bøder, som maatte betales for Mandrab af Mandraberen selv og hans Slægtinger) thi, eftersom gemeenligen af de fleeste saadanne Slægtninger blev fodred meer end dem tilkom, afskaffede han samme Lov.

Til Slutning af denne Konges Historie er dette at merke, at da af adskillige Danske Herrer blev foretaget et Krigs-Tog til det hellige Land, og det efter Espern Snares Tilskyndelse. Samme Tog er beskrevet af en ubekiendt Autor som levede paa samme Tider, hvilket han selv vidner i Fortalen. (c) Dette Skrift er udgived af Kirkman, og deelt udi 27 Capitler.

Waldemarus 2. Victoriosus, gemeenligen Waldemar Seyer.

Waldemarus 2. 1203.

Efter Canuti 6. Død kom hans Broder Hertug Waldemar af Slesvig til Regieringen. Han blev hyldet med stor Glæde udi Dannemark, og kronet af Erke-Bisp Andrea til Lund 1203. Strax derefter begav han sig til Lybek, og lod sig hylde i Nord Albingien, (d) (271)

(a) Begyndelsen af samme Hexameron (i. e.) Hexahemeron er saaledes:

Æterna vita nihil est felicius unqvam.

(b) Chron. Archiep. Lund.

(c) Anonym. de profectione Danorum in terram Sanct. udi prologo findes disse Ord: non silendum arbitror qvæ nostris contigere temporibus.

(d) Arnold. Lub. lib. 6. cap. 17. siger, at han blev til Lybek erklæret de Slavers Konge og Herre over Nordalbingien.

hvorover han satt den bekiendte Græve Albert af Orlemunde til Statholder. Han lod samme Tiid anlægge et Slot i Lybek, som siden, da Lybek kom fra Dannemark igien, blev fovandlet til et Munke-Kloster: Gaden hvor Slottet blev anlagt, kaldes endnu udi Lybek die Königs Strat. (e) Holsteenerne kunde vel uden Fortrydelse ikke see sig under det Danske Herredom. Men Kong Waldemari Magt var da saa formidable, at de turde ikke lade sig merke dermed, allene en tapper Holstenske Frue, kalden gemeenligen die Edele Frau von Drest, reysede til Græv Adolph udi Skovenborg, og bad ham, at, eftersom han selv hverken vilde eller kunde beskytte Landet meere mod de Danske, han da vilde skikke sin unge Søn Adolph ind udi Holsten, hvor hun forsikrede om, at han skulde faae stort Tilløb; Græven svarede hende, at de Danske vare ham formægtige, og, om han yppede noget mod dem, vilde de af ham givne Gisler omkomme. Derforuden havde han ogsaa giort en Eed aldrig oftere at føre Krig mod Dannemark. Dette u-anseet holdt dog bemelte Frue ved sin Ansøgning saalænge indtil Græven maatte overgive sin yngste Søn Adolph, hvilken hun bragte med sig til Holsten, hvor han hemmeligen blev holden, og er det den samme, som siden blev bekiendt under det Navn af Adolphus 4. Den Holstenske Skribent Petersen fortæller (f), at, da bemeldte unge Græve var kommen ind udi Landet, gik Adelen til Kongens Amtmand paa Segeberg, og besværgede sig over, at de bleve dømte efter den Danske Rætt, hvilket var imod de Forsikringer, som dem vare givne. Men, siger han, Amtmanden visede dem spotteligen tilbage, og sagde, at han vilde hente dem en Hund, hvilken skulde giøe deres Rætt for dem. Dette maatte disse gode Herremænd da fordøje med Taalmodighed. Men de komme en anden gang tilbage med samme Begiæring, og, da Amtmanden spurde dem, hvorudi deres Rætt bestod, trækkede de deres Sværd, og sagde: see! her ere de Midler, hvorved vi forsvare vor gamle Rætt og Skik, og derpaa omkomme Amtmanden. (272)

(e) Hvitf. in Wald. 2. pag. 172.

(f) Chron. Holsat. part. 2.

Fra den Tiid siger bemeldte Petersen, har været en Skik, at de Holstenske Herremænd aldrig møde for Rætten uden bevæbnede.

Om Kong Waldemari Bedrifter og herlige Seyervindinger, hvorved han formeerede Riget med saa mange Lande, er talt udi forrige Konges Historie. Det første

Fører lykkelig Krig udi Tydskland.

af Vigtighed, som han tog sig for udi Krigs-Sager ved sin Ankomst til Regiæringen, var at beleire den vigtige Fæstning Lavenborg, hvilken han ved sin Broders Canuti 6. Død havde været tvungen til at forlade. Det synes af Navnet, at samme Fæstning som da kaldtes Løvenborg først har været bygget af den bekiendte Sachsiske Hertug Henrico Leone eller Løve, fra hvilken den siden faldt udi den Holstenske Græv Adolphs Hænder, som endda sad fangen i Dannemark, efterdi Besættningen ikke vilde overgive Slottet til de Danske, hvorom tilforn er talt. Da Fæstningen nu blev sterkt angreben, og de Beleirede saae, at deres Modstand vilde være forgiæves, tilbøde de sig at overgive Lavenborg, hvis Kong Waldemar vilde befrie deres forrige Herre Græv Adolph af sit Fængsel. Dette tog Kongen først i Betænkning, men Erke-Bisp Andreas til Lund tillige med de andre Bisper, som fuldte med paa dette Tog, intercederede for den fangne Græve; hvorudover Kongen omsider bevilgede, at han maatte komme løs igien med de Vilkor, at han skulde afstaae all den Rætt, han formeenede sig at have paa de Lande, som havde tilhøret Henrik Løve, og reversere sig aldrig at føre Krig paa Dannemark eller lade sig indfinde udi de Lande, som Kongen tilhørede; hvorpaa Græven kom løs, efterat han havde satt sine tvende Sønner til Gisler, og Fæstningen Lavenborg blev overgiven til de Danske.

Den løsgiven Græve begav sig til sit Arveland Skovenborg, holdt sig siden stille, og efterkom sit Løfte, saa længe han levede. Kong Waldemar havde paa de Tiider ogsaa at bestille med Sverrig, og det ved saadan Leylighed. Efter Knud Eriksens Død

Handel med Sverrig.

blev Sverker Carlsen Konge udi Sverrig. Ham giordes Kronen disputerlig af den forrige Konges Søn Erik. Men, som Sverker var en Herre af store Qvaliteter, og derforuden havde Rygstøde udi Dannemark, hvor han havde faaet til ægte den anseelige Mand (273) Ebbe Sunesens Dotter, forligede Erik sig med ham saaledes, at Sverker skulde beholde Kronen, og Erik skulde succedere ham efter hans Død. Men, som Sverker fandt sig ikke sikker paa Thronen, saalænge de rette Kongelige Printzer levede, lod han dem overfalde og myrde. Den eene Printz Erik redede sig dog med Flugten til Norge, hvor han blev bestyrked med Norsk Magt, kom til Sverrig igien, overvandt Sverker, og tvang ham at flygte til Vester Gothland, hvor han begierede Undsetning af Kong Waldemar. Hans mægtige Sviger-Fader Ebbe Sunesen (g) gik ham da tilhaande, og magede det saa, at Kongen paa visse Vilkor skikkede ham til Hielp en anseelig Krigs-Hær, som bestod af 16000 Mænd Danske og Bøhmer, hvilke sidste udi Anledning af Dronning Dagmar, som var en Bøhmisk Princesse, synes at være kommen her ind i Riget. Anføreren af samme Krigs-Hær var Bisp Peder af Roskild tillige med ovenmeldte Ebbe Sunesen, og hans Brødre. De conjungerede sig med 1208 Sverkers Folk udi Sverrig, og blev der Anno 1208 holdet et Feltslag, gemeenligen kaldet Læne-Slag, (h) hvorudi Kong Sverker maatte tage Flugten, og de tvende Danske Anførere omkomme. Over dette Slag giorde de Svenske et Vers saalydende:

Contigit in læna Tvo Jutta lopa for ena

For Svenska Svenna thoge dorsa verbere plena.

Efter dette ulykkelige Slag flygtede Sverker til Dannemark, og der opholdt sig udi 2 Aar. Imidlertid søgte han at samle nye Kræfter, og med en anseelig Krigs-Hær kom ind udi Vester Gothland igien, hvor han ikke langt fra det Sted, som forrige Slag stod paa, vovede en ny Trefning den 17 Julii 1210, og der selv omkom, saa Erik derudover kom i roelig Possesion af Kronen.

Dette maa være nok taled om de Svenske U-roeligheder, hvorudi Kong Waldemar ogsaa blev indvikled, nu vill jeg begive mig til andre vigtigere og Riget meer angaaende Sager igien. Da (274)

(g) Denne Ebbe Sunesen Skrev sig Herre til Knardrup, han var Erke-Bisp Absalons Farbroders Søn.

(h) Hvitf. in Wald. 2. Den Svenske Historie siger at det skeede ved Latern udi Vester-Gothland.

den lykkelige Krig udi Tydskland var endet, begav Kongen sig til Dannemark, hvor han satt alting udi god Orden, og giorde adskillige nye Love og Forordninger, som findes i den Skaanske Lov-Bog. Men han blev ikke længe udi Roelighed; thi kort derefter opvaktes Misforstand mellem ham og de Sverinske Græver formedelst de Klagemaal, som en Herre-Mand ved Navn Johan Gans indgav over dem, og søgte Protection hos Kongen som Grævernes Overherre. Derpaa lod Kong Waldemar skikke ind udi Grævernes Lande en Krigs-Hær under Anførsel af Græven af Orlemunde, hvilken erobrede adskillige Fæstninger, og kom tilbage med stort Bytte. Dette Tog skeede Aar 1205. Den Tvistighed, som Kongen havde med de Sverinske Græver, formeerede sig siden, da de samme befandtes at favorisere hans Fiende den u-roelige Biskop af Slesvig: dog blev Trætten endeligen bilagt 1205 saaledes, at de aldrig skulde føre nogen Feide paa Dannemark. Ja udi det Aar 1214 reverserede de sig at være Kongen Troe og Lydige, og være ham følgagtige med 60 Hæste, hvor behov giordtes (i).

Hvad den u-roelige Bisp Waldemar af Slesvig, hvorom nogle gange er talt,

Den u-roelige Bisp Waldemars Historie.

angaaer, da gav den samme Riget nok at bestille baade udi Canuti 6. og Waldemari 2. Tiid. Udi forrige Regiæring, saasom han befandtes at staae Kongen efter Kronen, blev han med List fangen ved Apenrade, (k) og ført til Dannemark (275)

(i) Crantzius Vandaliæ lib. 7. cap. 5. siger, at Kong Waldemar ved disse Tiider lod bygge den vigtige Stad Straalsund. Hans Ord ere disse: Anno 1209 har Kong Waldemar ladet bygge den Stad Straalsund. Stadens Navn giver tilkiende, at den har været bygget af Danske Folk; thi de Danske kalde et Fretum Sund. Saaledes findes hos dem Øresund, Grønsund &c. Ligeledes fik denne Stad Navn af Straalsund, efterdi den ligger ved et Sund, som skiller den fra Rygen, og, som den næste Øe derved heeder Stræle, blev den kaldet Strælsund eller Stralsund. Udi samme Aar siger han, brændte Lybek af, saa at der bleve kun 5 Huuse tilbage, hvorudover Gaden, hvor disse 5 Huuse bleve tilovers, blev kaldet: die fünf Häuser Strat.

(k) Vid. Wilhelm. Abbat. lib. 2. epist. 44. hvor han udi Kongens Navn udi et Brev til Paven undskylder Bispens Fængsel med disse Ord: Qvod autem prædictum Episcopum retinemus in custodia, paci & tranqvillitati Regni nostri consuluimus.

og sad i Fængsel først paa Norborg paa Als og siden paa Søeborg. Paven anholdt ideligen om hans Befrielse. Den Danske Geistlighed laae ogsaa Kongen ideligen i Ørene tillige med Dronning Dagmar, som ogsaa giorde Forbøn for ham, foregivende, at han var af Kongeligt Blod (hvilket sanden var; thi han var Kong Nicolai Sønne-Søns Søn) item at hans Fængsel var en Haanhed for den heele Geistlige Stand. Mange derimod af Rigets-Raad holdte det ikke tienligt at give denne u-roelige Mand løs. Endelig ved Pave Innocentii 3. Underhandling kom han paa frie Fod, men efter given Forsikring, at han aldrig skulde lade sig indfinde udi Dannemark eller paa noget Sted, som Kongen kunde være mistenkt, under Straf af Kirkens-Band. Denne Befrielse skeede Anno 1206, efterat han havde siddet fangen i 14 Aar. Noget efter denne Befrielse magede han det saa, at han blev postuleret Biskop til Bremen (l); Over hvilken Udvælgelse Kongen besværede sig ved sin Gesant Proust Peder af Roskild, foregivende, at det stridede imod hans giordte Løfte ikke at lade sig indfinde paa noget Sted, som kunde være Kongen Mistænkt, og at han ingensteds kunde opvække meere Jalousie hos Kongen end i Bremen (m). Herudover befoel Paven Bisp Waldemar at holde sig stille udi Rom, indtil anden Leilighed kunde opvækkes til Forfremmelse. Men Waldemar listede sig hemmeligen udaf Rom, kom ind udi det Bremiske, erobrede Stade, og angreb de Lande, som Kongen tilhørede. Herudover lod Paven ham excommunicere, og gav Bremens Bispedom bort til en anden. Bisp Waldemar levede siden udi mange Aar, og kom atter engang til Bremen, hvor han igien blev uddreven, og omsider døde (n) Munk i Lykke Kloster i Stikt Bremen 1235. af Sorg. Saadanne Fata havde denne u-roelige Mand. Det er ved denne (276)

(l) Anonym. Hist. Archiep. Brem.

(m) Crant. metrop. lib. 7. cap. 31. conf. Arnold. Lub. lib. 4.

(n) Vid. Chr. Episcop. Slesv. hvor hans Gravskrift findes: her Contradicerer Hvitf. sig ogsaa selv; thi udi Kongernes Krønik siger han at Bisp Waldemar døde til Luttik i Nederlandene. Et gammelt Manuscript in excerpt. Th. Bart. kalder dette Kloster Lykkøe.

|Waldemari Avantures at Arnoldus Lubecensis ender sin Slaviske Chronike, som er en Continuation af Helmoldo, og tiener meget til den Danske Histories Oplysning; og, som Autor har levet paa de Tiider, kand han citeres som en Authentiqve Skribent, helst udi de Holstenske og Wendiske Krige som Dannemark da var indvikled udi; hans Krønike er deelt udi 7 Bøger og gaaer Historien til det Aar 1217. Han kaldes gemenligen Arnoldus Lubecensis, efterdi han var Abbed udi den Stad Lubek.

Udi Kong Waldemars Tiid var stor Forvirrelse udi Tydskland, efterdi der paa eengang vare to Keysere, først Philippus og Otto, og siden samme Otto og Fridericus 2., som ogsaa var Konge i Sicilien. Kongen holdt Venskab med denne sidste, og

Hvorpaa den Titel de Slavers Konge grunder sig

af ham bekom Confirmation paa alt det, som han og hans Formænd havde erobret paa den Tydske Bund. Paa det Keyserlige Diploma, som med Chur-Førsternes Underskrift derpaa blev udgivet, grunder sig besynderligen de Danske Kongers Titul, som stedse siden blev brugt nemlig de Slavers Konge, hvilken siden blev forvandlet til de Venders; thi, endskiønt saavel Waldemarus 1. som Canutus 6. havde Rætt til saadan Titul, saa finder jeg dog ingen Danske Diplomata, hvorudi den er brugt, førend udaf Waldemaro 2., saa at man fra ham i visse maader først kand regne saadan Titels Begyndelse, og, som samme Keyserlige Brev er af saadan Vigtighed, at derpaa grundes de Danske Kongers Titul, som endnu bruges, og det derforuden er kort, 1214.har jeg holdet nødigt det her at indføre. Det er Dateret til Metz Aar 1214 og lyder saaledes:

Keiser Friderici 2. Diploma paa Wenden.

Vi Friderich af GUds Naade Romerske Konge altiid Augustus, Konge udi Sicilien &c. giøre alle vitterligt, at, eftersom vor Majestet tilhører at skaffe Fred og Rolighed udi Christendommen, saa have vi nu fundet for got at giøre Fred med de Konger, som ere vore Naboer, paa det at Christi Brud, som er den Christen Kirke, for hvis Beskyttelse vi bruge det verslige (277) Sværd, kand formedelst deres Hielp og Bistand leve udi Fred og Roelighed, og derfore nu slutter et ævigt og u-ryggeligt Venskab med os Elskelig Kong Waldemar af Dannemark, en Christelig og Gudfrygtig Herre, og tillade ham og hans Rige med det Romerske Riges Chur- og Førsters Samtykke alle de Lande paa hin side Elben og Eidern, som er en Part af det Romerske Rige. Deslige legge vi til hans Rige alle de Lande, Kong Knud med sin Broder fornævnte Kong Waldemar, og deres Fader have erobred i Venden. Derfore fordriste sig ingen af vore Efterkommere eller nogen Første udi det Romerske Rige at føre Krig paa Kong Waldemar under Prætext, at disse Lande høre til det Romerske Rige, saasom vi ikke tvile paa, at han jo er os behielpelig udi alt Vort Anliggende. Vi have ogsaa besluttet, at være ham assisterlig udi alt hans Anliggende, dog den Romerske Kirkes Høyhed hermed u-forkrænket. Dette til Vitterlighed have underskrevet Sigfridus Erke-Bisp til Mayntz Pavens Legat, Theodoricus Erke-Bisp til Trier, Amadeus Erke-Bisp til Bisantz, Conradus Bisp til Metz og Spiir, Otto Bisp til Virtzborg, Ottocarus Konge i Bøhmen, Ludovicus Første til Bayren, Leopoldus Hertug i Østerrige, Theodoricus Margræve til Meisen, Theobaldus Hertug i Lothringen &c. (o)

Dette Venskab, som blev stiftet mellem Keyser Friderich og Kongen, ophidsede den anden Keyser Otto mod Dannemark. Han kom i det Aar 1215 med en stor Magt ind udi Kongens Lande, og beleyrede den Stad Hamborg, hvis Borgere uden Nød (278)

(o) Originalen paa Latin findes hos Hvitfeld, hvilken udi Oversættelsen skriver Keyserlig Mayest., da han dog endda ikke var kronet Keyser ey heller selv giver sig Titul uden af Romerske Konge.

overgave sig til ham, endskiønt de vidste, at Kongen var paa Veyen for at undsætte dem. Men Staden blev ikke længe udi Keyser Ottonis Hænder; thi Kong Waldemar beleyrede den paa nye, og tvang den at overgive sig igien. Han solte siden 1218.Hamborg 1218 til Græven af Orlemunde med de Conditioner, at bemelte Græve deraf

Hvorpaa Hamborgs Frihed grunder sig

aarligen skulde give til Riget 50 Lødige Mark, (p) og følge Kongen udi Krigs Expeditioner, naar han blev paaæsket. Heraf sees, med hvilken Ræt bemeldte Græve kunde selge den Stad Hamborg sin Frihed, som siden skeede, og at det er et slet Fundament, som den Hamborgske Frihed og Independance grunder sig paa, nemlig paa Grævens af Orlemunde Kiøbe-Brev, eftersom han ikke kunde sælge det, som han ikke eyede pleno jure.

Efterat Kongen saaledes havde bestyrket sine Tydske Conqveter, og nogenledes var kommen i Roelighed, tog han sig fore det navnkundige Tog til Lifland, hvortil denne Anledning gaves. Jeg har tilforn antegnet, at de Danske have haft Fod paa de

Aarsag til det store Liflandske Tog

Kuster, under Kong Waldemar 1. hvilken har bygget den Stad Dantzig, og at Canutus 6. har bemægtiget sig Estland, hvor han indførte den Christelige Troe og forsynede Landet med Kirker og Præste. Men Hedningerne udi Lifland bestyrkede sig siden fra Preusen, Lithaven, Semigallien og Rysland for at fordrive igien de Christne, og alle dem, som havde svoret Troeskab til de Danske Konger. Derom fik Waldemarus 1219 Kundskab 1219, og derfor udrustede en Flode, hvis Lige neppe tilforn var bragt i Søen af Dannemark. Den bestod af 1000 Fartøy nemlig 500 Jagte eller smaae Skibe og 500 lange Skibe. Paa hver Jagt var foruden Roers Karlene, som vare 12 Mænd,

Afrisning paa den gamle Danske Søemagt.

en Kyraserer og en Skytte; men paa hvert langt Skib vare 120 Mænd. Hvitfeld siger paa et andet Sted nemlig udi Fortalen af sin Krønike, at Kongen brugte til dette Tog 1400 Skibe; og, som dette synes en rodomontade, er fornødent at give en liden Afrisning paa den Danske gamle Søe-Magt. Naar Leding eller Krigs-Tog blev paabuden, maatte all (279)

(p) Anonym. Cron. Slav. siger at Hamborg blev saalt til bemældte Græve for 700 Mark.

slags Jord liden eller stor contribuere til Krigs Udrustning. Jordene vare deelte udi Mark (q) Gulds-Jorde, Mark Sølvs-Jorde etc. Det er at sige udi Stykker Jord, som var kiøbte for en Mark Guld, hvilken giorde 8 Mark Sølv, og bare saaledes Jordene Navne af deres Værdi udi Guld og Sølv. Nu var beskikket, at enhver Jord, som var af den Godhed og Størrelse, at den kunde sælges for 24 Mark Sølv, stod for en Jagt af 12 Aarer, hvoraf følger, at en Mark Gulds-Jord, som galt 8 Mark Sølv, udgiorde den 3die Deel nemlig 4 Aarer, hvilket kand sees af den Jydske Lov, som siger: En Bonde, som haver en Mark Gulds Jord, giør ud Tredings Havn, som er 4 Mænd (r) og saaledes maatte efter Proportion en Jord af 2 Mark Sølvs Værdi, udreede en Mand. Ingen var fri for saadan Krigsstyr uden Herremænd, hvilke derimod udi egen Person fuldte Kongen med fuld Rustning; iligemaade Præste i henseende til deres Embeder. Der gaves ingen Sold, saalænge som Krig blev ført med indenlandske Folk, ey heller vare der oprettede Magaziner, men enhver bragte med sig en vis Qvantitet af Proviant til Sammel-Pladsen.

Man seer herudaf, at, eftersom Skibene vare saa smaae, at det er ikke u-troeligt, at Kong Waldemar kunde bringe 1400 Skibe til Veye. Blant disse 1400 Skibe vare 500 lange Skibe, hvilke da allerede vare komne i Brug, og disse 500 lange Skibe vare Forcen af denne Søe-Magt, efterdi et hvert lang Skib førdte 120 Mænd, saa at der vilde et stort District eller en a to Stæder til at udrede et Skib. Saaledes finder man udi Historien, at Nestved og Slagelse stode for et saadant Skib, og Roskild

Provincernes Qvota til Krigs-Rustning.

og Kiøge for et andet. Ellers seer man Provinciernes Qvota udi almindelige Paabud nogenledes af den store Udskrivning, som skeede udi Canuti 6 Tiid, nemlig Slesvig gav 130 Skibe, Riber Stikt 120. Vensyssel 50. Fyen 100, Siælland 120 og Skaane 150. Dette maae være nok talt om Militiens Tilstand paa de Tiider.

Kongen fuldte med udi egen Person paa dette Tog, Erke-Bisp Andreas til Lund havde Commando over den heele Krigshær (280)

(q) Hvitf. præf. ad hist. Christ. 1.

(r) Jydske Lov lib. 3. cap. 12.

Da de Danske komme til Landet, og

Kongen kommer til Lifland.

saae den utallige mængde af Hedninger, som stode færdige at tage imod dem, blev Kongen forskrekket, og holdt det raadeligt at vende tilbage, men blev opmuntret af Biskop Peder i Aarhuus at holde Stand, hvilken forsikkrede paa GUds Vegne om Seyer, hvis Kongen vilde bedre sit Levnet, ikke betynge sine Undersaattere med saa store Skatter, og ikke ydermeere lade sig regiere af Dronning Beengierd, hvilken

Den Aarhuusiske Bisps merkelige Tale til Kongen

Dronning man heraf seer at have været forhadt udi Dannemark. Det merkeligste i denne Tale er, at Bispen særdeeles lovede ham Seyer, hvis han vilde rætte sig mod St. Nicolaum i Aarhuus, og ikke tage Offer af ham under Prætext, at samme Helgen var udi Forvantskab med de Danske Konger. Thi dette giver alleene tilkiende, at Kongen var ingen alvorlig Tilbeder af Helgene, eftersom han saaledes skiemtede med St. Nicolao. Dette giver ogsaa tilkiende, at den gode Bisp maa have været noget interessered, efterdi han allene recommenderede sin Stads-Patron, og plaiderede for hans Indkomster. Hvorom alting var, saa blev Kongen dog opmuntret af denne Tale, og besluttede at levere Hedningerne et Feltslag. Felt-Herren Erke-Bisp Andreas sparede ey heller nogen Fliid til at opmuntre de Danske, og begiærede af Kongen og de nærværende Rigets Raad at giøre et Løfte til GUd saaledes, at hvis de erholdte Seyer, de da skulde forbinde sig til en ævig og almindelig Faste-Dag hver St. Laurentii Aften, hvilket da de havde lovet, gik man med Fyrrighed Fienden i møde.

Slag ved Wolmer.

Slaget blev holdet ved en Stad kaldet Wolmer (s) til de Danskes Fordeel, saa at de erholdte en fuldkommen Seyer. Der fortælles adskillige Miracler da at være skeede, for Exempel, at Erke-Bisp Andreas, medens Slaget holtes, stod paa et Bierg med oprakte Hænder mod Himmelen, og at saa længe hans Hænder vare saa udstrakte, vunde de Danske, men, saa snart de af Mattighed fulde ned igien, fik Hedningerne Overhaand, derfore understøttede de andre Bispe og Præste hans Arme saa længe, som Slaget varede; men, som dette Mirakel, har alt for stor Rapport (281)

(s) Stedet Wolmer meener Hvitfeld at have faaet det Navn af Kong Wolmer eller Waldemar.

med Mosis Historie synes det at være udcopieret deraf. Det andet Mirakel var, at, da de Danske udi Slaget havde mistet deres Hoved-Banner, og derudover bleve bragte udi Confusion, faldt der ned af Himmelen en Banner af tvundet Verk rødt udi Feltet

Dannebrog.

med et hvit Kaars, hvilket er den bekiendte Dannebroge, som de Danske siden førdte med sig udi alle Krigs Expeditioner indtil Aar 1500, da den bortkom udi det navnkundige Dytmarske Slag. Men det er troeligt, siger Hvitfeld paa et andet Sted, at samme Banner har heller været sendt Kongen af Paven som et Cruciat for at opmuntre ham til disstørre Iver at stride for den Christelige Troe. I det øvrige om Erke-Bisp Andreas opdigtede disse Mirakler, er han meere at undskylde end den Spanske Geistlige Skribent, der skriver, at Solen stod stille i Faveur af Keyser Carl 5. udi det Slag ved Muhlberg, da han mod sine giordte eedlige Capitulationer søgte at undertrykke det Tydske Riges Frihed; thi her handledes om at beskytte Christne mod Hedninger, hvilket var Kong Waldemars største Motiv til denne Krig.

Hvorom alting er, saa var denne Seyer saa stor, at Kongen som en Flod uden Hinder oversvømmede adskillige Lande, og giorde sig Mester over Preüsen, Curland, Lifland og Estland. Ved denne Leylighed lod Kongen fundere de Steder Revel, Narva og Vessenborg, og lod oprætte et Biskopdom til Dorpt, hvis Biskop han gav Ret til at sidde udi Dannemarkes Riges Raad, og forordnede, at han skulde være Suffraganeus under Erke-Bispen af Lund i Skaane. Han lod ogsaa bygge det Slot Pilten i Curland, som Hvitfeld vidner i hans Tiid endda saa at være kaldet. Samme Hvor af det

Slot Pilten har sit Navn.

Pilten fik sit Navn derav: Da Kongen adspurdte den Curlandske Bisp, hvor Slottet skulde staae, svarede han: der som Pilten eller Drengen staaer: hvoraf det endnu heeder Pilten. Den af Himmelen nedfalden Hovedbanner Dannebroge gav siden Anledning til den saakaldte Ridder-Orden af Dannebroge, hvis Stiftelse er meget gammel, men Tiden er u-vis. Høylovl. Ihukommelse Christianus 5 lod den fornye, og gav de Ordens Statuta, som endnu efterleves.

(282) Efterat Kong Waldemar havde udrettet saa store Ting, kom han tilbage kronet Waldemari 2. store Magt.

med Seier og Ære: han blev da anseet ikke allene som den største Konge, der nogen Tiid havde regiæret udi Dannemark, men endogsaa som den mægtigste Potentat paa de Tiider udi Europa; thi han havde foruden sit Fæderne Rige, Churland, Estland, Lifland, Preudsen, Pomern, Meklenborg, eendeel af Markgrævens Lande af Brandenborg med Gandske Nord-Albingien, Holsten, Stormarn og Dyttmarsken, saa at hans Herredom strakte sig omkring den heele Øster-Søe undtagen de Svenske Kuster. Hans Indkomster, hvorpaa Hvitfeld giver en Specification, vare store, og hans Krigs-Magt, hvorudi regnes 1400 store og smaae Skibe, var anseelig saavel udi Henseende til Mængden, som i Henseende til Bravoure og Erfarenhed udi Krigs Discipline. Hans Lykke havde stedse været bestandig, saa at alle hans Anslag havde gelinget ham. Men nu begyndte en nye Periodus udi hans Regimente, saa at alt hvad som siden paafuldte, er en Kiæde af lutter Modgang, og er derfore denne Konges Levnet et af de største Exempler udi Historien paa Lykkens U-bestandighed.

Oprindelse til Kong Waldemari paafølgende U-lykke.

Oprindelsen til de mange overkommende U-lykker var denne. Efter Dronning Berengariæ eller Beengierds Død, som skeede 1220, giorde Græv Henrik af Sverin en Pillegrims-Reise til Jerusalem, og i sin Fraværelse recommenderede sit Land tillige med sin Grævinde udi Kongens Beskyttelse. Men Kongen fattede imidlertiid Kiærlighed til Grævinden, og diverterede hende paa saadan maade, som kunde være hverken Græven eller nogen anden Ægtemand behagelig (t). Da Græven fra sin Reise kom tilbage, og fik Kundskab om dette Levnet, som havde været imellem Kongen (283)

(t) Krantzius og Albertus Stadensis melde intet om denne U-kydskhed, som Aarsag til dette Grævens Foretagende, men give anden Aarsag dertil, saa at efter deres Beretning denne Gierning bliver dismeere Lastværdig. Alberti Stadensis Ord, som levede ungefer paa de Tiider, ere disse: Anno Domini 1223 Rex Danorum in propria terra à Comite Henrico de Swerin, cui duras, ut fertur, gratiæ suæ recuperandæ conditiones imposuit, inopinato casu in papilione propria capitur &c. Conf. Crantzii Saxonia lib. 7. c. 38.

og hans Hustrue, optendtes hans Hierte til Hævn, dog lod han sig intet merke dermed, saasom han saae sig med Magt intet at formaa mod saadan mægtig Konge. Men stillede sig heller an som han var fornøyet, begav sig ogsaa til Dannemark for at aflægge sin Taksigelse hos Kongen, hvilken tog venligen imod ham, og diverterede ham paa alle optænkelige Maader. Efterat han nogen Tiid havde været ved det Kongl. Hof, og imidlertiid havde giordt sig Kongen saa fortroelig, at han ofte tog ham allene med sig paa Jagt, tog omsider den listige Græve sin Tempo udi Agt, inviterede Kongen udi et Herberge, da han om Aftenen var træt af Jagten, og der tracterede ham saa vel, at han og alle hans Tienere bleve gandske beskienkede. Da dette var skeet, lod Græven

Kongen bliver forræderligen fangen. 1223.

hemmeligen hendte sine Folk, som han havde posteret ikke langt derfra, hvilke brøde ind udi Kongens Kammer, da han laae udi sin beste Søvn, bunde Hænder og Fødder paa ham, saavelsom paa hans Søn Printz Waldemar, slæbede dem til et Skib, som var lagt ved Haanden, og dermed seilede til Meklenborg. Der steeg Græven med sine Fanger i Land, førdte dem derfra til Sverin, og lod dem kaste udi et Taarn, hvor de sadde udi Bolt og Jern paa 3die Aar. Alle Mennesker forundrede sig over denne u-sædvanlige dristige Gierning. De overvundne Lande glædede sig over denne Ulykke og haabede ved denne Hændelse at komme i Frihed, Kongens Venner derimod og Undersaatter gremmede sig inderligen. Over dette Fængsel findes et gammelt Latinsk Vers, som begynder saaledes:

Plange Primatus Daciæ, qvondam clarus in acie

Sed nunc tua militia vili torpet tristitiâ

Rex tuus furtim tollitur, sævus hostis extollitur &c: (u).

Saa snart dette Rov og hæslige Forræderie blev spurt i Dannemark, tog Erke-Bisp Andreas af Lund tillige med de andre (284)

(u) Det er ellers en merkelig Annotation som den saa kaldte Erici Pomerani historie giør herover, sigende, at de Tydske aldrig have vundet uden Forræderie, hvilken er dem naturlig. Denne ubillige Critiqve viser alleene, at Kong Erik er ikke dens Autor; thi han elskede meer Tydske end Danske, ordene ere disse: Nota Lector. Teutonicos nunqvam, aut raro prævaluisse & triumphos duxisse nisi per proditionem aut fraudem, qvod habent ex natura.

Biskoper og Rigets-Raad sig denne Sag alvorligen an, og skikkede Bud til Keyser Frideric 2., begiærende hans Bistand til deres Konges Befrielse. Keyseren tog sig vel med Iver Sagen an, men forgiæves; thi Græven af Sverin forlangede, at Kongen skulde afstaae sin Rætt paa det Vendiske Rige og Nord-Albingien, hvilke Conditioner, eftersom Kongen ikke vilde indgaae, blev han siddende i sit Fængsel.

Pave Honorius 3. giorde sig ikke mindre U-mage for Kong Waldemars

Bevægelser for Kongens Befrielse.

Befrielse, som kand sees af det Brev, han skrev til Erke-Bispen af Cøln dat. 1. Nov. 1223, (x) hvorudi han roser samme Erke-Bisp for den Omhyggelighed, han havde ladet see for Kongens-Befrielse. Han befaler ham ogsaa, at, hvis Græven af Sverin inden en Maaned ikke sætter den fangen Konge med hans Søn paa fri Fod igien, da Erke-Bispen skal sætte ham i Kirkens-Band. Han skrev ogsaa til Bisperne af Lybek og Verden, illigemaade til Keyser Friderich at tage sig den betrængte Konge an (y). Men hverken Pavens Trudseler ey heller hans Legats Conradi Paamindelser kunde udvirke noget hos Græven; Det er synderligen merkeligt paa de Tiider, at smaa Potentater holdte meer Stand mod Paven end Konger og Keysere, og simple Præste meer ofte end Partriarcher og Bispe; Saaledes foragtede Græven af Sverin de Trudseler, som ofte havde kommet Keyseren, Frankrige, Engeland og Spanien til at ydmyge sig. Og fortæller Matth. Parisius (a) om en Præst nogen Tiid derefter udi Paris, som blant andre fik Ordre af Paven at excommunicere Keyser Friderich 2; Samme Præst oplæsede paa Prædikestolen Bandsættelsen saaledes: Jeg har Ordre at excommunicere Keyser Friderik, men ved ikke hvorfore. Jeg veed allene, at der er Tvistighed imellem ham og Paven, men er ikke forsikred om, hvo der har U-rætt, hvorfore jeg her (285)

(x) Honor. 3 Epist. 83.

(y) Chr. Gothofr. 1224 seq.

(a) Matth. Paris. pag. 575.

|excommunicerer den, som har yppet Tvistigheden. Og, som de fleest holdte for, at Paven havde U-rætt, gav denne Excommunication stor Anledning til Raillerie, og alle forundrede sig over, at en Simpel-Præst turde være saa dristig.

Ellers er dette merkeligt udi Pavens Skrivelse til Erke-Bispen af Cøln, at han siger, sig at være forbunden til at tage sig Kongen an, og det formedelst adskillige

Pavens latterlige Prætensioner paa Dannemark

Raisons, blant hvilke den fornemmeste er, at Dannemark dependerede af det Romerske Sæde, og var Paverne Skattskyldig. Denne prægtige Talemaade haver været brugeligt siden Pave Gregorii 7. Tiid, hvilken begyndte at formere Prætentioner paa alle Riger, hvorudi hans Efterkommere troeligen have fuldt hans Fod-Spor, sær med de Tydske Keisere. Hvad Pavens Prætention paa Dannemark angik, da grunder den sig derpaa, at en Danske Konge kand have sagt: Jeg overgiver mig og mit Rige til St. Peder, hvilket den habile Pave Gregorius strax (b) efter Sædvane vidste at dreie til sin Fordeel, skiøndt disse Ord gav ham lige saa liden Rætt til Dannemark, som om Kongen havde sagt: Jeg overgiver mig til GUd; thi han kunde da ogsaa have sagt, overgiver han sig til GUd, saa overgiver han sig ogsaa til mig, som er GUds Statholder. Men hvor elendige slige Pavelige Syllogismi vare paa de Tiider, fandtes der dog mange udi de u-kyndige og barbariske Tiider, som toge dem for fulde.

Saasom nu hverken Pavens Truseler ey heller Keyserens og andre Førsters Mediation kunde giøre nogen Virkning hos Græven af Sverin, maatte Kongen omsider, saasom han var kiæd af det langvarige Fængsel, beqvemme sig til at indgaae haarde

Kongen befries paa haarde Conditioner. 1226.

Vilkor for sin Befrielse; ved Hertug Alberts af Saxen Underhandling blev endeligen Sagen saaledes forliigt, at Dannemark skulde løse Kongen og hans Søn med 45000 Lødige Mark Sølv foruden adskillige andre store Foræringer, for hvilken Sum Kongen maatte sætte tvende af sine Sønner til Gisseler, og derforuden sværge, at han aldrig nogen Tiid skulde søge at hævne sit Fængsel. Iligemaade maatte han afstaa all sin Rætt paa Meklenborg, (286)

(b) Greg. lib. II. epist. 51, 75.

Holsten og Nord Albingien. Saaledes kom Kong Waldemar paa fri Fod og til sit Rige igien, hvor han strax lod lægge en stor Skatt paa alle Indbyggere for at bringe til veye den accorderede Summa, hvormed de Kongelige Printzer og andre Gisler bleve løsede. Af denne Historie har Helvaderus (c) fabriqveret den Fabel, at de Siællandske Bønder allene vegrede sig for at contribuere noget til Kongens Befrielse, og at deres Frihed derfor blev dem til Straf betagen, saa at det er Oprindelse til de Vornedes Stand. Men, som der tales udi vore Love om Vornede for denne Tiid, saa falder denne Digt af sig selv. Hvitfeld meener her, at hvis Erke-Bisp Absalon, Espen Snare og andre havde levet, da skulde Kongen ikke saa længe have siddet fængslet, hvilken Anmerkning synes ikke at være ilde grundet; thi det er u-troeligt, hvorledes saadan en liden Potentat, som Græven af Sverin turde

Betænkninger over Kongens Fængsel.

understaae sig at holde saa længe udi Baand og Lænker en af de mægtigste Konger i Europa, hvis Vassal han var; men det er troeligt, at han har truet at omkomme Kongen, hvis de med Magt vilde tentere hans Befrielse; det er ogsaa troeligt, at Keyserens saavelsom Pavens Bevægelser have bestaaet meere udi Complimenter end udi Realitet; thi de store Conqveter de Danske Konger helst denne sidste paa nogen Tiid have giordt, havde opvakt Misundelse hos andre Potentater, der allarmeredes over dette Rigets store Tilvext, og derfore, maaskee, under haanden styrkede Græven i hans Forsætt. Ja man kand i saa maade holde for, at Græven rettere har været et Instrument, som andre have betient sig af for at hæmme Dannemarks Magt, helst om den Historie, som Hvitfeld anfører om Kongens Elskov med Grevinden, er u-rigtig, hvilket synes ikke u-troeligt, efterdi Albertus Stadensis, som levede fast paa samme Tiider og Krantzius ikke taler derom.

Medens Kongens Fængsel varede, bemægtigede Græv Adolph 4. af Skovenborg

De overvundne provincier falde fra.

sig Holsteen, Sverd Ridderne indtoge Estland, ja fast alle de Lande og Stæder, som Dannemark paa den Side havde erobret, fulde udi andres Hænder. Da lagdes ogsaa Grundvolden (287)

til de tvende Stæders Lybeks og Hamborgs Frihed, og det paa saadan maade. Lybekkerne, da de saae det Danske Riges Magt saaledes svækket, begyndte de at reyse Hovedet i Veyret, og derfore holdte an hos Keyser Friderik 2. om deres Frihed, hvortil Keyseren lod sig gandske finde villig, hvilket bestyrker mig i min ovenanførdte Gisning. Lybekkerne da de havde faaet Forsikring om Keyserens Bistand, rottede de sig sammen, og med List erobrede Citadellet, som Kongen havde anlagt,

Oprindelse til Lybeks Magt.

hvilket de lode nedbryde og Slots-Herren fængsle. Hvorpaa de giorde Forbund med Kongens Fiender for at handhæves udi deres Frihed, hvilket ogsaa skeede, og blev Lybek siden een af de anseeligste Steder i Europa, og Hoved for de mægtige Hansee Stæder, hvorom videre siden. Hamborg blev ogsaa nogle Aar derefter i vis maade giort til en Fristad af høystbemeldte Keyser, hvis diploma datered Uthin d. 5 May 1232. findes paa Latin hos Hvitfeld, (d) og er dette Diploma næst efter Grevens af Orlemunde Kiøbe-Brev, hvorom tilforn er talt, som Hamborgerne grunde deres Immedietet paa. Bemeldte Græve af Orlemunde (e) Kongens troe Stadtholder udi Holsten havde giordt sig stor U-mage for Kongens Befrielse, da han sad i Fængsel, og til den Ende samlede en Hob Folk sammen, men de omliggende smaae Potentater foreenede sig imod ham, og leverede ham et Feltslag, hvorudi Statholderen blev fangen, og førdt til samme Slott, som Kongen sad forvared paa, hvor han forblev 2 Aar efter Kongens Befrielse, og endeligen kom løs mod Lavenborgs Overgivelse.

Efterat Kong Waldemar 2 nu var kommen paa fri Fod igien, pønsede han paa at hævne dette u-hørlige Forræderie. Intet holdt (288)

(d) Vid Diploma Frid. 2. sub dato Uthini Dominica Incarnat. 1232. pag. 198. De Privilegier, som Lybek da fik, sees af samme Keisers Diplomate som Lambecius har udgivet, vid. Lambec. rerum Hamburg. lib. 2.

(e) Det er uvist, af hvad Herkomst denne troe Kongens Tiener var; nogle meene, at han var fød af Henrico af Brunsvig og Kong Waldemars Syster, hvorfore ogsaa udi nogle Krøniker denne Konge kaldes hans Morbroder. Men det kand ikke være, undtagen man vil sige, at han i sit 8de Aar commenderede Kongens Krigs-Hær: Krantzius holder for, at han maa have været den da regierende Skovenborgske og Holstenske Græv Adolphs Halvbroder vid. Krantz. Dan. lib. 7. cap. 16.

ham tilbage uden den i Fængslet giordte Eedelige Forpligtelse. Og som dertil behøvedes Pavelig Dispensation, lod han ved Gesantere anholde derom hos Gregorium 9. (f) hvilken fandtes villig dertil eendeel i Traads for Keyseren, som han da var i U-eenighed med, eendeel ogsaa fordi Sagen var billig i sig selv; thi, om nogen Dispensation i Eed kunde tillades, saa var det i denne Casu, hvor Kongen ikke kunde ansees end som een, der var falden i Landrøveres Hænder, der havde aftruet ham en Eed udi Baand og Fængsel. Efterat denne Kongen søger at hævne sit Fængsel.

Pavelige Dispensation var erholden, lod Kongen samle et stort Antal Folk over heele Dannemark, og dermed rykkede ind udi Holsten, hvor han satt Ild paa Itzehoe og nogle andre Byer. De Hielpe-Tropper, som stødte til den Kongelige Krigs-Hær, var Hertug Otto af Luneborg Kongens Syster-Søn, item de Dytmerske. Efterat han med Fremgang var avanceret langt ind udi Landet, gik han lidet tilbage igien, og posterede sig ved Bornhoved ikke langt fra Segeberg. Der mødte ham de Lybske med deres allierede, som vare Bisp Gerhardus af Bremen, Hertug Albert af Saksen, item Græven af Oldenborg, Sverin og Meklenborg, og var Græv Adolph af

Dytmarskernes Forrædderie.

Holsten en Herre af 70 Aar Generalissimus over den heele Krigs-Hær. Hvad som forsikrede dem om Seier, var ikke saameget deres egen Magt, som det hemmelige Forbund, de havde giordt med de Dytmarsker; thi de samme, da de fornumme, at saa mange Nedersaksiske Førster og Steder rustede dem mod Kongen, lode de Græven af Holsten vide, at, dersom de maatte beholde deres gamle Frihed, vilde de, naar det kom til et Slag, forlade den Kongelige Krigs-Hær og falde bag paa de Danske. Hvorudover Græv Adolph giorde Forbund med dem paa de Vilkor, og lovede dem, hvad de forlangede. (g)Slag ved Bornhoved.

Ved bemeldte Bornhoved (h) blev da 1227 holdet et blodigt Slag, og det med saadan Haardnakkenhed paa begge Sider, 1227 at (289)

(f) Hvitfeld sætter her af en merkelig Vildfarelse Innocentium 3. som var død 11 Aar tilforn, saa at der havde været 2 Paver siden nemlig Honorius 3. og denne Gregorius 9.

(g) Peters. Chr. Hols. part. 2.

(h) Kaldes ellers Born Beck, (rivulus Bornensis) vid Chorogr. Sles. & Holsat. p. 197. Det er ikke langt fra Segeberg.

endskiønt Marken var bedekked med døde Kroppe, kunde man dog længe ikke see, til hvilken Side Seyeren vilde helde. Kong Waldemar mistede da sit eene Øye, og var nær falden udi Fiendens Hænder, hvis een af hans Tienere ikke havde kommet ham til Undsætning, og førdt ham paa sin Hæst til Kiel: Men, da Slaget stod paa det haardeste, begyndte de Dytmerske Hielpe-Tropper at afsondre sig fra de Danske efter det Løfte, de havde giordt Græv Adolph, og at anfalde dem bag til, hvorudover de Allierede lætt finge Overhaand, og erholdte en fuldkommen Seyer. Saasom nu de Tider vare meget frugtbare paa Mirakler, og Slaget skeede paa Mariæ Magdalenæ Dag, sagdes der, at Mariæ Magdalenæ Billede blev seet udi Luften, og giorde en Skye imellem den allierede Krigs-Hær, at Solen ikke skulde stikke dem i Øyene. Men det er ikke troeligt, at Maria Magdalena har paataget sig den Umage for een af de hesligste Forrædere, som Græven af Sverin, hvis Navn stedse bør staae sort afmalet hos Efterkommerne: det kostede kun at fingere udi de Tider, da alting blev troed. Af anseelige Folk, som ellers bleve fangne, udi det Slag, vare Græve Otto af Luneborg og Bisp Thue af Ribe. For at giøre dette Slag dis prægtigere paa de Allieredes Side have nogle foregived at Kongen selv blev fangen, (i) men Albertus Stadensis, som levede paa samme Tiid siger at han undflyede af Slaget; thi hans Ord ere disse: Rex per fugam elabitur. (k) Der findes endnu over dette store Slag et saaledes lydende Vers.

Anno milleno duo C. Septemqve viceno

In fontis capite cecidit gens Danica lite

Magdala qvando pia scandit super astra Maria. (l)

Kongen lod sig dog ikke af denne nye U-lykke forskrække, men fik en frisk Magt paa Beenene, og dermed Aaret derefter brød anden gang ind i Holsten, og beleirede Itzehoe, men maatte ophæve Beleiringen igien; efterdi de Allierede med en stor Magt komme til Undsættning, og begav sig til Dannemark igien. Hvorpaa (290)

(i) Helmholdi continuator Manuscr.

(k) Chron. Alberti Stad.

(l) Chron. Hermanni Leerbecensis.

Hertug Albert af Saxsen bemægtigede sig de øvrige Steder, hvilke de Danske havde endda i Tydskland, som Møln og Ratzborg, belagde ogsaa den vigtige Festning Lavenborg, hvilken Kongen frivillig overgav, for dermed at løse sin troe Tiener Græven af Orlemunde af sit Fængsel udi Sverin.

Endeligen udi det Aar 1229, 1229 da Kongen celebrerede sin Søns Waldemari 3. Bilager med den Portugisiske Princesse, og til samme Bilager lode sig indfinde mange fornemme Herrer, toges deraf Leilighed at arbeide paa Fred imellem Kongen og Græv Adolph, hvilken ogsaa blev sluttet saaledes, at Græv Adolph skulde beholde foruden sit Grævskab Skovenborg og andre Arve-Lande, ogsaa Holsten og Stormarn. Iligemaade blev besluttet, at, naar Kongen geraadede udi Krig, skulde Græven undsætte

U-fordelagtig Fred for Riget.

ham med 200 bevæbnede Mænd, og, naar Græven behøvede ligeledes Folk, skulde Kongen overlade ham 300. Saaledes kom Riget i Roelighed igien, men ikke uden største Forliis, nemlig af Holsten tillige med endeel af Meklenborg, med de Stæder Hamborg og Lybek. Dog beholdt det endda udi Venden, Rygen, Tribbesees, Gnøigen, Zulten, Marlov, Barth og fleere Stæder, saa at Førsterne af Rygen og de saa kaldne Herrer af Verle, som havde det Herskab Rostok, toge deres Lehn af Kongen. Udi Lifland, Estland og Preudsen og Curland beholdt Kongen intet tilbage; thi disse Lande vare i hans Fængsel faldne i andres Hænder. Dog forbleve udi Geistlige Sager endda under Erke-Bispe-Stoelen af Lund, Revel, Dorpt, Oesel og Churland. Da begyndte de Stæder Lybek, Hamborg, Straalsund og Rostok at lægge Grundvold til den Handel, som siden strakte sig over heele Europa; andre derimod anseelige Stæder, blant hvilke Arcon (m) toge af, og deres Indbyggere flyttede til den udi Pomern nys anlagde Stad Straalsund.

Græv Adolph 4. efterat han saaledes havde faaet sine Lande igien, gav han sin Dotter Mechtildim til Kongens anden Søn, (291)

(m) Hvitf. sætter Arcon og Anchona; men jeg finder i den gamle Pomerske Historie ikke det Navn Anchona, men alleene Arcona.

Abel, som var Hertug udi Slesvig, betroede samme Hertug sine Lande, og begav sig selv til Lifland (n) for der at stride imod Hedningerne, hvor han forblev udi tvende Aar. Da han Anno 1238 kom tilbage, beskikkede han sine Lande, faldt til en Slags Hellighed, som var brugelig blant Potentater paa de Tiider, naar de formedelst Alder ingen fleere Krige kunde føre, og gav sig udi et Franciscaner-Kloster 1239 (o) og blev selv en Munk, overladende sine Lande til sine 3 Sønner Luderum, Johannem og Gerhardum. Luderus døde udi sin En selsom Historie om Græv Adolf af Holsten.

Barndom, og de tvende andre bleve skikkede til det Parisische Universitet for der at studere. Han holt selv Messe til Hamborg Aar 1244 udi Munke-Dragt, efter at han af Pave Gregorio havde erholdet Dispensation at promoveres til alle Ordener, (p) begav sig siden til Kiel, hvor han lod bygge et Kloster. Der gik hans Devotion saa vit, at han selv betlede Brød paa Gaden til Arbeids-Folkene. Og fortæller Petersen (q) en selsom Historie, som da skeede, og som tiener til Beviis paa de Tiiders Skinhellighed. Da han engang efter Sædvane gik betlende igiennem Kieler-Gader med en Kande Melk i Haanden, komme Græverne hans Sønner ridende udi Stads, og mødte ham udi den Positur. Herudover begyndte han at skiæmme sig, og vilde skiule Melke-Kanden under sin munke-Kappe; men han overvant sig dog selv, og gydede Melken over sit Hoved og heele Legeme, sigende til sig selv: skiemmer du dig ved at bære en Melke-Kande for Christi Navns skyld, saa beviis nu med dit heele Legeme, hvad du haver baaret i din Haand. Denne Action regnes Adolpho til stor Hellighed, skiøndt jeg kand ikke see, at det kand kaldes en Gierning for Christi Navns Skyld at bære en Melke-Kande paa Gaden, langt mindre at slaae den gode Melk, som en Fattig kunde lædske sig paa, over Hovedet; thi slige Gierninger give heller en Visionaire end (292)

(n) Albert. Stad. ad Ann: 1238.

(o) Albert Stad. ad Annum 1239.

(p) Literæ Pœnitentiariorum Reinadi & Gerhardi de Dispensatione apud Alb. Stadensem ad ann. 1244.

(q) Peters. Chr. Holsat. part. 2.

en helgen Tilkiende. Efter saadan Hellighed døde han omsider udi Klosteret til Kiel 1261. Han holdes først at have ladet bygge Staden Itzehoe med dens Slott. Men jeg maa begive mig til den Danske Historie igien. Den Glæde, Kongen havde over sin Søns Waldemars Brøllup med den

Printz Waldemars Død.

Portugisiske Princesse, blev hastig forvandlet til Sorg. Denne Waldemar var kaldet Waldemar 3. (r) efterdi han virkeligen var kronet til Konge Anno 1218. Han havde været med sin Fader udi Fængslet til Sverin, og siden efter sin Befrielse indtrædet i Ægteskab med den Portugisiske Princesse Eleonora: men kort derefter nemlig 1231 da han var paa Jagt udi Resnesskov, skiød en af hans Hof-Junkere ham u-forvarende i Beenet, hvoraf han døde, Kongen og det heele Rige til stor Sorg, efterdi han var en Herre af stor Forhaabning, der udi sin Ungdom havde forsøgt Modgang og Medgang, og lærdt tilstrekkeligen at kiende Verden. Hans unge Dronning var død kort tilforn udi Barselsæng tillige med Barnet.

Rigets skadelige Deeling.

Aaret derefter lod Kong Waldemar med samtlige Stænders Samtykke krone til Konge sin anden Søn Erik af Uffone, Erke Bisp til Lund. Den 3die Søn Abel giorde han til Hertug udi Sønder-Jylland, og den 4de nemlig Knud, gav han Blegind, men saadan Deeling som var brugelig paa de Tider, gav Anledning til stor U-roelighed og Rigets Svækkelse. Den Stad Lybek (s), efterat den var erklæret Keyserlig Rigs-Stad, tog saaledes til udi Rigdom og Anseelse, at den traadsede ikke mindre mod Kongen end mod Græv Adolph af Holsten, hvorudover Kongen og Græven forbunde sig med hinanden mod denne hofmodige Stad, og forkyndte den Krig. Kongen greb den an til Søes og Græven paa samme Tiid til Lands. Man oprettede tvende Skandser paa begge Sider af Traven, og lod derover slaae Kiæder for at hindre Indgang (293)

(r) Krantzius siger, at denne Printz Waldemar var den yngste af Kongens Sønner men mest elsket, hvorudover de andre Brødre hadede ham, men det er en grov Vildfarelse; thi Waldemar blev hyldet til Konge 1215 et Aar før hans Broder Erik blev fød.

(s) Krant. Dan. lib. 7. cap. 20.

og Udgang. Kongen lod ogsaa et gammelt Skib nedsænke udi Havnen. Herudover grebe Lybekkerne til en synderlig Resolution nemlig at grave en

Kongens Anslag paa Lybek Mislinger.

nye Canal, og derudi derivere Floden, men, da de havde dette store Verk fore, kom en Flode i fuld seyl fra Reval, brød Jernlænkerne i sønder, og aabnede Vey til Staden igien, hvorudover den Stad Reval blev begaved med Privilegier udi Lybek: Krantzius holder dog for, at saadant er heller skeed ved egne Lybske Skibe, efterdi Reval endda var en nye Stad og ikke udi Stand at bringe nogen Flode udi Søen. Hvorom alting er, saa blev Kongen derover saa deconcerteret, at han maatte lade sit Anslag fare mod Staden. Dette fortæller Hvitfeld ogsaa at være skeed udi Kong Eriks Tiid, og at de Svenske da brøde Lænkerne, saa at man kand falde paa de Tanker, at Tiderne maae være confunderede. Efterat Kongen saaledes havde beskikket alting, satt han sig for at leve sin øvrige Tiid udi Fred og Roelighed, og havde siden stedse Afskye for Krig, hvoraf han saae sig intet gott at have vundet, tvertimod hans Undersaatter havde været besværgede med haarde Contributioner, som havde svækket det heele Rige. Han slog sig derfore ikke til Ørkesløshed, men arbeydede udi de øvrige 10 Aar, han regierede efter sin Søns den unge Konges Død paa at sætte Landet udi god Stand, og at udgive de Love og Forordninger, som endnu bruges, saa at jeg veed ikke, om hans sidste Regiærings Aar, som gav ham Navn af en stor Lovgiver, jo have været priisværdigere end de første, som forhvervede ham Navn af Seyerrig. Om de hærlige Love, denne Konge har udgivet, skal tales videre siden. Det merkeligste, som ellers tildrog sig indtil 1242, da han døde, var at Ordens Mesteren Hermans Folk overleverede igien den Stad Revel til Kongen og adskillige andre Steder udi Estland, som kand sees af det Fordrag giordt imellem Kongen og bemeldte Hermester, som findes hos Hvitfeld (t) hvorved Kongen igien blev Herre over Lifland, hvor han skikkede Sverd-Brødrene efter samme giordte Fordrag Undsættning mod Rysserne, som vare indfaldne i Landet, men da igien bleve uddrevne (294)

(t) Transactio sub dat. Stensby 7 Idus May 1238 pag. 201

Ellers levede Kongen udi disse sidste Aar udi Bekymring over hans eene Søn Abel, hos hvilken tegnede sig intet got naturel; thi han giftede sig mod Kongens Villie med Mectildis Græv Adolphs Dotter af Holsten, som intet got Hierte havde til Riget, saa man deraf kunde see, at han gik frugtsommelig med onde Anslag, hvilke ogsaa brøde ud efter Kongens Død.

Endeligen efterat Waldemarus 2. var kommen til en høy Alder, og havde regiæret udi 40 Aar, udi hvilken Tiid han tilstrekkeligen havde forsøgt baade Lykke og 1242. U-lykke, døde han omsider paa en Skiærtorsdag Anno 1242. Han var en af de største

Waldemari 2. Død og Portrait

Helte, der nogen Tiid have siddet paa den Danske Throne, hvorfore dette Rige under hans Regiæring kom paa den høyeste Spidse. Den store Stridbarhed, som var denne Konges Hoved-Qvalitet, opvakte Had og Forbittrelse hos alle omliggende Potentater, som omsider brød løs, da han ved det u-hørlige store Forræderie blev fangen bortført af Riget. Hvad andre hans Personl. Qvaliteter angaaer, da findes lidet eller intet antegnet derom i vore Historier, af hvilke man allene seer, at han har været en hurtig og arbeidsom Herre; thi, da Lykken tillod ham ikke længere at bruge Sverdet til sit Riges Ære og Sikkerhed, anvendte han sin Tiid paa at giøre sig anseelig ved de hærlige Love, han har udgivet, saa at, ligesom han tilforn var den største Krigs-Helt, der har regiæret i Dannemark, saa blev han siden den største Lovgiver. At han ellers har formeget været hengiven til Fruentimmer, og ladet sig særdeeles regiere af Dronning Berengaria, sees af den Correction, som Bisp Peder af Aarhuus giorde ham førend det store Slag stod ved Wolmer i Lifland. Den Omgiengelse, han havde med Grævinden af Sverin, viiser ogsaa det samme: Skiønt man kand have Aarsag at tvile om denne Historie, efterdi Albertus Stadensis, som levede paa de Tider, og ikke vel kunde ignorere samme Historie, ey heller havde nogen Interesse i at dølge den, skriver intet derom, ey heller Krantzius en anden anseelig Historieskriver (u), saa at man skulde heller tænke, (295)

(u) At de gamle Pomerske Krøniker ei heller tale noget om Kongens Amour kand sees af Micrælii Annal. lib. 3, saa at ingen uden Hvitfeld og hans Efterfølgere have denne Historie.

at det er en falsk Tradition, som Hvitfeld for hastig har fæstet Troe til. At Kong Waldemar ellers ingen stor Tilbeder har været af Helgene, viiser den Skiempt, han brugte med St. Nicolao Aarhuuses Patron, hvilken han paastod skulde deele Offer med sig, efterdi han var i Forvantskab med ham.

Hans var Hans Dronninger og Børn.

adskillige gange gift. Den første Dronning var Ingeborg, Hertug Ottes Syster af Brunswig, som blev siden Keyser. Den anden Dronning var Dagmar gemeenligen kalden Damor Kong Johannis Dotter af Bøhmen, som døde 1212. (x) Heraf kand man fatte det, som Hvitfeld siger, at de Hielpe-Tropper, som Kongen skikkede til Sverrig, bestode af Danske og Bøhmer. Hun var Moder til Waldemar 3, hvorom tilforn er talet. Hendes rætte Navn var Margareta, og siger Hvitfeld, at hun formedelst hendes Fromhed og Venlighed blev kaldet Dagmar, hvorfore hendes Lov tit siunges i vore gamle Viiser. Hun ligger begraven i Ringsted, og Kongen lod bygge det Slot Dronningholm hende til Ære. Den 3die Dronning var Berengaria gemenligen paa Dansk kalden Beengierd Ferandi Syster af Flandern. Hun var ilde lidt af de Danske, hvorfore det er her bleven til et Ordsprog, at man kalder en ond Qvinde Beengierd. Med hende avlede Kongen Erik, Abel og Christopher. Jeg finder ellers ingen anseelige Mænd at have været udi Dannemark under denne Konge,

Andreas Sunonis.

undtagen Erke-Bisp Andreas Sunonis, som commanderede Krigs-Hæren udi det Liflandske Tog, han havde den U-held at blive slagen med Spedalskhed, (y) og derfore resignerede Erke-Bispe-Stoelen 1222. Han siges blant andet at have testamenteret et Bibliothek til Lunde Kirke (z). Et Aar før hans Død (a) bleve Dominicaner Munke, kaldet Prædike Brødre, allerførst etablerede i Dannemark. Franciscanerne derimod eller Graabrødre-Munker fæstede ikke Fod her i Landet, førend 1232. Det første Kloster, de her stiftede, var til Ribe. Ellers bragte Kong (296)

(x) Chron. Manuscr. A. 344. in excerpt. Th. B. og siger samme Krønike, at hun saaledes blev kalden formedelst hendes Skiønhed.

(y) Chron. Archiep. Lund.

(z) A. 1228. juxta Chron. Sial. pag. 56.

(a) lib. Daticus Lundens. fol. 30 in excerpt. Th. Barth.

Waldemars Tid en

St. Andreas af Slagelse.

Helgen her til Veye nemlig St. Andream af Slagelse, hvilken erhvervede Slagelse-Bye af Kongen den Mark eller Overdrift, som endnu bruges af Byen. Om samme hellig Anders fortælles store Mirakler, blant andet at han paa een Dag reysede fra Joppen i Palæstina til Antvorskov udi Siælland, hvilket synes heller at være skeed udi Tanker. Der tales ogsaa udi denne Konges Historie om en Spaamand udi Skaane kalden gemeenligen Kuldmanden, efterdi han holdt til paa Kulden, hvilken skal forud have sagt den Forvirrelse, Riget skulde geraade udi efter Kongens Død (b). Udi Kuldmanden.

hvilken Anseelse samme Kuldmands Spaadom har været, kand sees derudaf, at Kongen bevæget af samme Spaadom, lod forskrive en Herredag, hvorudi han gav tilkiende den Ueenighed, han frygtede for, og formanede sine Sønner til Fred. Saaledes fortæller Hvitfeld det, skiøndt det er troeligt, at Kongen, som kiendte sine Sønners Naturel, kunde bedre see forud saadant end Kuldmanden.

Waldemarus den største Lovgiver.

Endeligen maa til denne Konges Histories Sluttning meldes noget om de Love, han har udgivet, hvilke have giordt ham ligesaa berømmelig som hans Seiervindinger. Den Danske Rætt havde for de Waldemarers Tiid kun været af liden Anseelse og ligesom ubekiendt indtil den af Waldemaro 1. blev giordt meere bekiendt og anseelig, i det han publicerede de Skaanske og Siællandske Love. Men denne nemlig Wald. 2. overgik alle sine Forfædre i at give nyttige Love og Forordninger. Hvitfeld melder om adskillige af hans Forordninger, som bleve udgivne, førend den Jydske Lovs

Den Jydske Lovs-Forfattelse.

Publication, hvilke Forordninger, han siger, findes udi den Skaanske Rætt. Men det, som giorde denne Konge meest berømmelig, var den Jydske Lovs-Forfattelse, hvorved han med et besynderligt Navn har fortient at kaldes den Danske Lovgiver; bland denne Lovs Forfattere Nævnes besynderligen Bisp Gunner af Wiborg fordum Abbed udi Em Kloster, som døde 1240. Historien til den Jydske Lovs Publication beskriver Hvitfeld udi Waldem. 2. Levnet saaledes: Anno 1240. Da Kong Waldemar (297)

(b) Chron. Rythmicum Danic. manuscr:

regierede udi god Fred og Roelighed, og fornam den store U-samdrægtighed, som var imellem Indbyggerne, eftersom de ikke kunde komme overeens udi Domme og

Historien deraf.

Rettergange; thi mange vilde, at Sagerne skulde dømmes efter den Keyserlige Rætt, hvilket da var meget brugeligt her udi Riget formedelst adskillige fremmede Lærde Mænd, som vare komne til Dannemark. Der fandtes ogsaa andre her udi Riget, som hængte ved de gamle Kongelige Haandfæstninger samt ældgamle Skikke og Sædvaner: hvorudover den gode Waldemar stævnede et almindeligt Mode til Vordingborg (c) , hvor der mødte 3 af hans Sønner, Erik, Abel og Christopher, Uffo Erke-Bispen af Lund tillige med andre Bisper, Rigets-Raad med de fornemmeste Adelsmænd, og da udi alles Forsamling lod han forfatte den Jydske Rætt, som vi endnu bruge, og da han havde publiceret samme Lov, og alle med Eed den havde bekræfftet, lod han strax forbrænde alle gamle Love og Sædvaner, som stridede mod samme Rætt. Angaaende de Skaanske og Siællandske Love, som hans Fader Kong Wald. 1. havde givet, dem lod han blive ved sit værd, efterdi dette Rige, som under adskillige Konger tilforn var deelt, ikke saa hastig kunde bringes til at leve efter en Lov; thi det var da vanskeligere end nu at befatte det heele Rige under en almindelig Rætt. Formedelst denne Gierning bliver Kong Waldemar af os høyeligen berømmet og anseet. Hermed stemmer overeens den Siællanske Krønike, som siger: Udi dette Aar nemlig 1240. publicerede Kong Waldemar den Jydske Lov og lod den sammenskrive udi den Danske Bog, hvilken Bog begynder saaledes: Mæth Lagh skal man Land byggia. Samme Lov overgik alle andre Danske Love udi maaden at fuldføre en Sag og at dømme i Tvistighed, og florerede længe uden Forandring ikke allene udi heele Jylland og Slesvig, men endog i Holsteen, Fyen og andre Provincier indtil adskilligt derudi blev forbedret ved Christian 3. Recess, og til den endeligen blev afskaffet ved Christiani 5. store Lov-Bog, dog udi Slesvig tages den endnu udi Agt. Man kand klarligen see, at mange Ting udi denne Lov (298)

ere tagne af den Saxsiske Rætt eller den saa kaldte Saxsen Spiegel; Den er oversatt paa adskillige Sprog nemlig paa Neder-Saxsisk, paa Latin, paa nu brugelig Dansk og paa Høy-Tydsk. Til denne Lovs Oplysning ere ogsaa giordte adskillige Commentarier, som Thord Degns-Artikle, hvilke ere de ældste og begynde

Commentarier over samme Lov.

saaledes: Artikle og Lovens-Forbedring som lille Thord Degn har sammensatt efter gode Mænds Tykke, confirmerede af Kong Waldemar (d). Derefter følger Ekkenbergs Repertorium, indeholdende Forklaring over de mørke og u-forstaaelige Ord, som findes udi samme Lov. Weiles Glossarium Juridicum item den Norske Canceler Bielke, som har skrevet paa Vers de fornemmeste Contenta af den Danske og Norske Rætt, og derudi forklaret Juridiske Terminos.

Jærn-Byrdes Afskaffelse.

Denne store Konge afskaffede og allerførst den Misbrug med Jærn-Byrd; thi der findes i en af hans Forordninger, som er føied til den Skaanske Rett, at man i Steden for Jærn-Byrd skal bruge Vidner. Saa at man kand regne den ordentlige Procession in jure fra Wald. 2; thi tilforn var her brugelig Duell eller Ene-Kamp, hvorved een beviisede sin U-skyldighed: siden den maade at bære gloende Jærn, som kaldtes GUds Dom og var brugelig fast i alle Christne Lande, og findes udi den Skaanske Lov (e) en vitløfftig Beskrivelse derover, og paa hvor mange Maader saadant gloende Jærn skulde bæres (f).

Denne Konge havde ogsaa besynderlig Omsorg for Mynten, hvilket sees af en

Myntens Tilstand under Kong Waldemar

Artikel indført udi hans Lov mod Myntens forfalskelse saaledes: Falsk er thet, om mand sether Steth eller Stabel og slaar Penninge uthen Konninghens Orlof eller hans Both og brenner falsk Sølv. Hvilken Man ther falsk giør eller meth falsk vorther funnen, eller for falsk vorther feld med Loghen, tha a Konningen hans (299)

(d) Uden tvil Wald. 3.

(e) Skaanske Lov lib. 9. cap. 25. 26.

(f) Vid. hist. Harald. Sven.

Haand. Det er: da er hans Haand udi Kongens Magt; Ellers er at merke tvende Ting ved Mynten i Kong Waldemars Tiid, 1.) at Bisperne da begyndte at sætte deres Navne derpaa, 2.) at den tilforn brugte Rommerske Fransøske Præg fra Canuti Magni Tiid blev afskaffet, og runde eller Munke Bogstave i dens Sted indførdte.

Endeligen holdes ogsaa denne Konge for at være Stifter af Ordenen af Dannebroge, hvis Oprindelse fortælles gemeenligen saaledes: (g) Da Kongen førdte Krig udi Lifland, og de Danske Sammesteds udi et Feltslag mistede deres Felt-Tegn, saa Om denne

Konge stiftede Ordenen af Dannebroge.

at de vare ganske Raadvilde, og vilde tage Flugten, faldt der en Fane ned af Himmelen af tvundet Verk, hvorpaa stod et Kaars, hvorudover de Danske, som tilforn vare ganske forsagte, toge Mod til dem igien, og erholdte Seier. Om denne Historie tviler Hvitfeld, og holder for, at saadant Felt-Tegn har været skikket som et Cruciat af en Pave paa samme Tiider. Hvorom alting er, saa lod Højst-bemeldte Konge samme Felt-Tegn, kaldet Dannebroge, med stor Fliid forvare som en Helligdom og førdte de Danske det alle Tiider med sig, naar de ginge mod Fienden. Til en Erindring om dette Felt-Tegn, enten det var faldet ned af Himmelen, eller skikket som en Helligdom af Paven, siges Kong Waldemar, opmuntret af den Liflandske Ordens Exempel, at have indstiftet den berømmelige Ridder-Orden af Dannebroge, og slaget paa eengang 35 Riddere, i det at han ziirede dem med Guld-Kiæder med Hvide-Kaars i Enden, hvilket Author til det Skrifft de Ordine Danebrogæ foregiver at kunde beviise af gamle Manuscripter tagne af det Kongelige Archif, og ham meddeelte af den berømmelige Kongl. Antiqvario Wilhelm Worm. Blandt de Riddere, som da bleve slagne, Nævnes een ved Navn Absalon Bællig, som døde i det Aar 1231 (h). (300)

(g) Vid. Bartholin de Ordine Danebrogæ.

(h) Nogle holde for at denne Konge har funderet Straalsund, og det Slott Demmin udi Pommern; men de ere begge ældere.

Erik 1. kalden Plogpenning.

Under de 3 foregaaende Konger Erik Plogpenning. 1243.have vi seet Dannemark udi sin største Herlighed (i). Men under de 3 Efterfølgende begyndte dets Soel at dale; thi da seer vi intet uden indbyrdes U-enighed, som svækkede Riget mod dets Naboer, og giorde den Danske Rigets Decadance.

Nation saa foragtet, som den tilforn havde været i Anseelse. Aarsagen til de store Tragoedier, som siden bleve spillede, var den alt for store Kierlighed, Kong Wald. 2. havde til sine Børn, for hvis skyld han svækkede Riget ved Deeling. Den ældste Søn Erik blev Konge i sin Faders Sted, Abel fik Sønder-Jylland eller Slesvig (k). Knud blev Hertug over Blegind og Christopher Hertug over Lolland og Falster. Derforuden, saasom Kongerne overalt havde anseeligt Gods in patrimonio baade udi Riget og Førstendommet, som de enten havde arvet eller tilkiøbt dem, og det samme kom

Aarsag der til.

ogsaa til Deeling, saa blev Forvirrelsen endda disstørre. Den eene søgte kun for at bestyrke sin Magt, at skaffe sig Anhang saa vel af Bisperne og Adelen udi Riget som af Fremmede. Saa man deraf seer, at det er ikke nok at formane sine Børn til indbyrdes Eenighed, men man maa fornemmeligen betage dem all Leilighed til Splid. Dog er Kong Waldemar herudi ikke meere at laste end andre Konger, som overalt paa samme Tiid ogsaa havde Sædvane at deele deres Lande, saa at denne Stats Feil er meer at tilskrive Tiiden end Personen (l). (301)

(i) Erici Pom. pathetiske Klage hist. gent. Dan.

(k) Albert. Stadens. kalder ham Ducem Daciæ, det er Dannemarks Hertug, efterdi Slesvig er en Deel af Jylland.

(l) Denne Deeling var saaledes større og sikkere Advarsel om de paafølgende U-lykker, end den store Solens Formørkelse, Meursius mælder om, som skeede strax efter Kong Waldemars Død. De forestaaende U-roeligheder siger han blev forud tilkiende givne ved en Solens-Formørkelse den sidste Dag udi 8tobr. Jeg vilde ynske for Meursii Skyld, at det havde været en Comet, saa kunde man nogenledes have undskyldet ham, efterdi Cometers Ankomst ikke ræt kand udregnes, og derfore de fleste Skribentere holde deres Komme for Forevarsler om forestaaende Ulykker. Men at giøre sig omina af Formørkelser, som udregnes ligesaa rigtig som Vinter og Sommer, er noget, som man ikke kand forvente af saa fornuftig Skribent, og som levede udi forrige Seculo.

Udi Førstningen levede disse Brødre i temmelig Eenighed sammen. Men det

Indbyrdes Krig.

varede ikke længe, førend Hertug Abel brød løs med det han længe havde gaaet frugtsommelig med, og giorde Alliance med Holsterne, som vare Rigets hemmelige Fiender, og det under saadan Prætext. Græv Adolph 4. af Holsteen, hvis Dotter Mectildin han havde ægtet, havde Anno 1238 begived sig udi Barfod Munke Kloster, og betroed sine Lande til sin Svoger Hertug Abel udi hans Sønners mindre Aarighed, hvilke bleve skikkede til Paris for at studere. Da nu Erik var bleven Konge i Dannemark, og i Begyndelsen af sin Regiering satt sig for at foreene med Kronen igien de Lande, som ligge Norden for Elben, og kaldes Nord-Albingia, som er Holsten og Stormarn, hvilke hans Fader havde vundet, og erhvervet Keyserlig Confirmation paa, da lod Abel sig merke, at han det ingenlunde vilde tilstede, saasom han var forbunden

Aarsag der til.

til at forsvare Græv Adolphs umyndige Børn, hvis Protection han havde paataget sig. Kong Erik søgte med gode at bringe ham fra det Forsætt, foregivende, at han som en Vassal af Riget burde foreene sine Kræfter med Kongen, og, at han var Riget og sin Faders Ære meer pligtig end Grævens Børn. Men denne Forestilling kunde ikke bevæge Hertug Abel; tvertimod han giorde Forbund med Lybek, Erke-Bispen af Bremen og andre Rigets Fiender, hvilke han af all Magt opmuntrede til at sætte sig imod Dannemark, foregivende, at det galt om deres Frihed, hvilken Kong Erik søgte dem at berøve. Kong Erik lod derudover samle en stor Magt sammen over heele Dannemark, og dermed leirede sig ved Kolding. Imidlertid søgte adskillige Tydske Herrer og Førster at forlige disse tvende Brødre, og med stor Besværlighed endeligen bragte

U-roeligheden stilles.

et Forliig tilveye, og blev der besluttet, at de unge Holstenske Græver skulde kaldes fra Frankrige igien for selv at antage Regieringen, hvorved all Prætext betoges Hertug Abel til at antage sig Holstens Forsvar. Dette Forliig blev paa begge Siider beseglet med Eed. Derpaa komme de tvende unge Græver Johannes og Gert til Holsten igien, (m) (302)

(m) Hvitfeld samt Pontanus og Meursius, der have efterfuldt ham, sige at Græverne komme tilbage igien 1242, men Albertus Stadensis, som levede paa de Tiider siger 1246.

hvor de antoge selv Regieringen, og deelte Landet imellem sig saaledes, at Johannes den ældste skulde have Wagrien og Kiel, og den Yngste Holsten og Stormarn. Paa samme Tiid forligede sig de unge Græver af Sverin med Kongen saaledes, at Kongen ikke skulde forfølge dem for deres Faders Misgierning mod Kong Waldemar 2., og de derimod skulde erkiende Kong Erik for deres Lehns-Herre, og være ham lydige, hvilket de ogsaa troeligen efterlevede. Men den Fred, som var sluttet 1244 imellem Kongen og Hertugen varede ikke længe; thi som Kongen Anno 1244 paastod, at Hertugen skulde som Vassal Ny Krig.af Riget aflegge sin troeskabs Eed til ham formedelst det Hertugdom Slesvig, vegrede Abel sig derfore, sigende, at Sønder Jylland var ham arveligen tilfaldet. Herudover opvaktes en nye Krig, hvorudi dog intet af stor Vigtighed passerede uden at den eene Vexelviis faldt ind udi den andens Lande med Røven og Plyndren, af hvilke de begge omsider bleve kiede og derfor indgik en Stilstand.

Paa denne Tid blev holdt det navnkundige Concilium til Lion i Frankrige, hvortil Pave Innocentius 4. lod invitere Kong Erik tillige med alle Rigets Bisper. Kongen kunde der selv ikke lade sig indfinde formedelst de U-roeligheder Riget var indviklet udi. Bisperne bleve ogsaa af samme Aarsag hiemme, saasom man paa de Tider havde deres Hielp meere nødig udi Krigs end udi Kirke-Sager. Herudover bleve allene paa den heele Danske Geistligheds vegne did henskikkede Jacob Erlandsen Erke-Degn til Lund og Peder Erke-Degn udi Aarhuus, hvilke af Paven bleve venligen imodtagne, og høyt anseede af ham saavelsom det heele Concilio formedelst deres store Lærdom og Artighed, og lagde da Jacob Erlandsen Grundvold til det Venskab med Paven hvorpaa han siden stolede formeget, og blev trodsig imod Kongerne, da han blev Erke-Bisp til Lund, som efterfølgende Historie viiser. Udi dette Concilio greb Paven tillige med de andre nærværende Biskoper til den u-hørlige Resolution at sætte og dømme Keyser Fridericum 2. Solenniter fra Thronen, saa at det havde været at ønske, at ingen af de Danske Geistlige havde bivaanet dette Møde, hvor de saae for (303) Øyene det hesligste Exempel paa Geistligt Tyrannie, og som de siden lode sig see alt for lærvillige i at efterfølge mod deres egne Konger; thi for den Tiid havde de Danske Bisper holdet dem temmeligen inden deres Skranker. Man holder fore, at hvis Kong Erik selv havde været tilstede udi dette Concilio, at Paven da havde paasatt ham den Keyserlige Krone, ligesom hans Formand Pave Gregorius havde haft i Sinde med ham, da han var Prinds, men hans Fader Kong Waldemar, som saae, at Riget derover vilde indvikles udi Fortrædeligheder, raadede sin Søn Erik derfra, saa at det Anslag, som da var, blev til intet (m). Paa samme Tiid, da Keyser Friderik blev afsatt, vidner Albertus

Betænkning over en Comet.

Stadensis, som da levede, at der lod sig see paa Himmelen en stor Comet dog uden Hale, over hvilken Comet eller Himmel-Tegn Pontanus vitløftigen commenterer efter Skribenteres maade, taler om gamle og nye Cometer og deres Forvarsler om Ulykker, og holder for, at denne Comet betydede Keyserens Afsættelse, Wilhelmi Hollandi Død, som blev ihielslagen af de Friser (n) og de indbyrdes Kriger, som siden paafuldte udi Riget. Men som ingen Comet lod sig see ved Friderici Barbarossæ Bandsættelse ey heller ved Waldemari 2. Fængsel og for denne Kong Eriks Mord ved sin Broder, saa er det klart at denne Comet ikke just giorde saadan vitløftig Reyse for at tilkiende give Wilhelmi Hollandi Død, hvorudover disse Raisonnemens tiene til intet andet end at fylde Skrifter med.

1245.Medens denne Stilstand varede, kom Kongens Statholder udi Estland tillige med de Liflandske Ordens Herrers Gesantere til Dannemark, hvor de gave tilkiende, Liflandske Sager.at Grosførsten af Neugart eller Moscovien var indfalden udi Ordens Herrernes Land, hvor Rysserne havde erobret Pletsckou, saa det var at befrygte, at de vilde gaae videre frem og iligemaade anfalde Estland, bade derfore Kongen, at han betimmeligen vilde komme dem til Hielp. Kong Erik derfor, eftersom han endda havde paa Beenene de Tropper, som han havde brugt mod sin Broder, besluttede at bruge dem udi (304)

(m) Albert. Stadens. Chron. pag. 218

(n) Pont. hist. Dan. lib. 7. pag. 328

Estland, og udi egen høye Person at følge med. Paa det nu at Hertug Abel i hans Fraværelse intet skulde yppe mod Riget, handlede Kongen med ham at bivaane dette Tog, hvortil ogsaa Abel lod sig beqvemme, og førdte saaledes begge Brødrene deres samtlige Magt sammen til Ydsted udi Skaane, hvor man tillavede Skibe for at giøre Landgang udi Estland. Men, da alting var tillavet, komme andre Gesantere fra Lifland, som berættede, at Grosførsten havde begivet sig tilbage, og at derfore dette Tog ikke var nødigt. Saaledes blev denne Reyse indstillet, og Kongen lod sig allene nøye med at skikke nogle Tropper til Estland for dermed at bestyrke Besættningerne paa Grændse-Stæderne. Man seer af dette og andet, hvilke Comoedier disse Liflandske Ordens Herrer spillede med Dannemark, og at de aldrig søgte dette Riges Venskab uden naar de selv vare i klemme, hvorfore Kongerne bleve kiæde af Estland, og omsider bortsolte det for en maadelig Sum Penge, hvorved Riget blev befriet fra slige Uroeligheder.

Kong Erik, som stedse ikke kunde faae af Hovedet de Tydske Provinciers Forliis, agtede at forsøge Lykken end engang, men han var da ligesaa lykkelig som tilforn; thi den gode Herre vilde mesurere sine Kræfter efter sine Formænds, og derudi tog meget feil; thi da var Velstand og Eenighed i Dannemark, og Landet var fuld af store Generaler og Statsmænd, nu derimod fattedes baade det eene og det andet: adskillige Provincier vare demembrerede fra Riget, som derforuden var af de mange u-lykkelige Krige udtømmet for Penge, der var ogsaa Mangel paa store Mænd. Kongen selv havde ey heller de Qvaliteter som hans 3de Formænd, hvorfore Tiderne da ikke vare beqvemme til store og vitløftige Entrepriser. Dette u-anseet begynder han dog Krig 1246igien med Lybekkerne 1246, og lod arrestere og anholde alle de Lybske Kiøbmænd, som

U-lykkelig Krig med Lybeck.

kommeher i Riget til Silde-Fiskeriet i Skaane og andensteds, hvormed han tænkte at tvinge Lybekkerne. Han gik derpaa i Søen med en Flode, lod sætte Folk paa Land og opkaste tvende Skandser paa Traven, iligemaade slaae en Kiæde derover for at hindre Lybek Tilførsel, men nogle Svenske Skibe komme til Undsættning, løbe |305samme Kiæde i stykker, hvorudover Sverrig fik Told Frihed til Lybek. Dette forvirrede saaledes Kong Erici Sager, at han maatte staae fra sit Forsætt, sær da Provianten var fortæret, og hans Folk begyndte at forløbe ham. Lybekkerne derimod, saasom de paa nogen Tiid havde tiltaget udi Søe-Fart, bragte en anseelig Flode udi Søen, og dermed giorde stor Skade paa de Danske Kuster. De bestyrkede dem ogsaa med Alliancer baade af Holsten og Bremen, saa at det saae ud til en farlig Krig for Dannemark, hvorfor Kongen lod sig bevæge at indgaae en Stilstand med dem.

1247Aaret derefter blev Tvistigheden igien oprippet mellem Kongen og Hertug Abel og hans Brødre, hvilke Kongen paastod, skulde tage deres Lande til Lehn af Kronen.

Ny Krig mellem Brøderne.

Hertugen svarede derimod, at deres Lande vare ikke givne dem, som Rigets Lehn, men som Patrimonia og Fæderne Arv uden nogen Recognition. Men det er ikke troeligt, at Kong Waldemar 2. har haft i Sinde at splide Riget ad, tilmed var Dannemark ikke Kongernes Patrimonium, saa at de kunde løsligen efter Behag demembrere heele Provincier fra Riget, hvorfore Hertugernes Foregivende var af ingen Grund. Man seer dog af deres Svar, at Kong Waldemar intet udtrykkeligt har meldet derom i sit Testamente, og at samme store Konge har derudi begaaet en Stats-Feil, som tilføiede Riget u-bodelig Skade: Hertugerne meenede derfor, at Kongens Paastand havde ingen Grund, og saaledes foreenede sig sammen mod Riget, hvorudi de ogsaa fik Erik Plogpenning.adskillig Tilhang, saasom nogle af Geistligheden 1248.vare ilde tilfreds med Kongen for den Roskildske Bisps Skyld, som havde forladt Riget. Abel rykte først med et Antal Folk ind udi Fyen, hvor han afbrendte Odensee og lod besætte (o) Svenborg, som var hans Arvedeel. Kongen gik der imod ham, fik Svenborg tilbage, og lagde den til Vederlag i Aske. Krigen blev derefter fortsatt med foranderlig Lykke, Kongen drev sin anden Broder Christopher udaf Landet, og fik den 3die

(306)

(o) Denne Stad kaldtes paa de Tiider Svinborg, som er ogsaa dens rætte Navn, man kand slutte at Indbyggerne af bevægelige Aarsager have forandret Svinborg til Svenborg.

Broder Knud fangen, hvilken han lod sætte fast paa Steege. Christopher tog sin Tilflugt til Hertug Abel, og tillige med ham strax derpaa brød ind udi Jylland, hvor de erobrede Ribe, og sammesteds fangede Bisp Eske med en Deel af Kongens Ministrer og tvende af Kongens Døttre, satte ogsaa Ild paa Randers, Vedele og adskillige Landsbyer. Derimod bemægtigede Kongen sig Lolland og alle de Fæstninger, som Hertug Christopher havde i Riget, rykte derpaa ind udi Jylland, hvor han igien tog Ribe, og der fangede mange af Hertug Abels Ministrer, som han lod føre over til Siælland, gik siden ind udi det Slesvigske, og satt Ild paa Aaben-Raa, Colding, (p) Hadersleb og adskillige Stæder og Landsbyer. I saadan u-lyksalig Tilstand var Dannemark paa de Tiider, hvor Waldemari Sønner ligesom kappedes om, hvo der kunde ødelegge mest Stæder og Byer, og burdte disse forskrækkelige Exempler have lærdt de efterfølgende Konger ikke at deele Riget oftere. De Lybekkere betiente sig af denne Rigets-Forvirring, og komme med en Flode for Kiøbenhavn, hvilken Bye Kongen havde indtaget tillige med det heele Stift siden den Roskildske Bisp Niels Stissen forlod Riget. Denne Bye bemægtigede de sig, nedbrøde Slottet, som heed Axelhuus, og foere med stort Bytte tilbage (q). Dette Forlig.altsammen skeede 1247. Endeligen bleve de trætte af at brende, røve og plyndre, og forligede sig paa nye igien.

1248 Men Forbittrelsen var alt for stor paa begge Sider, at Freden kunde være af nogen Bestandighed. Krigen begyndte samme Aar paa nye igien. Men Hertug Abel kunde ikke bruge ræt sin Magt mod Dannemark, efterdi de Meklenborgske fulde ind Ny Krig.udi Holsten paa samme Tiid, hvorudover den anden Broder Christopher førdte Commando udi det Slesvigske mod Kongen, men han blev der slagen, og af Kongen førdt fangen til Dannemark, hvorpaa Flensborg og adskillige andre Byer bleve afbrændte, og fast det (307)

(p) Coldings Slott blev paa de Tiider bygged af Hertug Abel.

(q) Meursius kalder her Kiøbenhavn Hovedstaden udi Siælland, men den var da alt for liden og ny til at passere for en Hovedstad; Man veed derforuden, at den allerførst blev Hovedstad udi Christophori Bavari Tiid.

heele Slesvigske lagt i Aske. Saaledes havde Kong Erik faaet tvende af sine Brødre udi Hænder, saa der restede kun den 3die tilbage nemlig Abel for at giøre ende paa de Borgerlige Krige. Men Adelen holdt det for en U-gudelighed at holde tvende af sine Brødre i Fængsel, og derfore begyndte at knurre, bleve u-villige mod Kongen, og dreve paa Hertugernes Befrielse, ligesom det kunde være bedre for Riget, at de vare paa fri Fod, og øvede deres gamle Tragoedier indtil der ikke var en heel Bye tilbage udi Dannemark, og giver dette tilstrekkeligen tilkiende, hvor lidet forfarne Stats-Mænd denne gode Konge var forsynet med. Han lod sig derfore af denne Adelens Misfornøyelse bevæge at løsgive sin Broder Christopher med de Vilkor, at han skulde som en Vassal af Kronen sværge Kongen Lydighed. Derimod lovede Kongen at skaffe ham til ægte Hertug Sambirii Dotter af Pomeren, hvilket ogsaa skeede, og var det denne Pomerske Princesse, som siden blev saa meget bekiendt med det Navn Margareta Sambiria.

Margaretha Sambiria. Men Krigen blev endda fortsætt mod Hertug Abel udi det Slesvigske, hvor Kongen lod deele sin Krigsmagt, saa at han førdte selv den ene Deel, og gav den anden Deel til Henrik Æmeltorp eller Meltorp, som holdtes paa de Tiider for en god Krigs-Mand. Denne Æmeltorp fik Ordre fra Kongen at angribe Hovedstaden Slesvig, medens han selv holdt Hertug Abel varm paa andre Steder. Dette Forsætt gik ogsaa lykkeligen for sig; thi bemelte Æmeltorp kom u-formærkt om Natten til Slesvig, trængde sig ind i Byen over Graven, og saaledes erobrede Staden. Der fik Kongen et stort Bytte; men Hertug Abels Dotter, som samme Tiid var i Slesvig, undflyede; thi hun skiulede sig længe hid og did i Staden i Borgerlige Klæder, indtil hun saae Leilighed til at undløbe. Denne store Fremgang, som Kongen havde i det Slesvigske, nødde Hertug Abel at søge sin Tilflugt til Erke-Bispen af Bremen, og at søge hans saavelsom andre Tydske Førsters Hielp, hvorpaa han kom med en Hob fremmede Tropper tilbage og nødde Kong Erik at forlade Sønder Jylland igien.

Endeligen blev efter saa megen Skade og Blods Udgydelse et nyt Forliig giordt imellem Brødrene igien, saaledes, at Abel (308) skulde tage Sønder Jylland igien til Lehn Fred mellem Kongen og hans Brødre og de toge deres Provincer til Lehn af Kronen.af Kongen, den Fierde Broder Canutus blev ogsaa indsluttet i denne Fred, og blev satt i Frihed igien med samme Vilkor. Saaledes erholdt Kongen med Magt det, som han saa længe forgiæves havde paastaaet, og Hertug Abel tilsvor ham et bestandigt Venskab, og er det mærkeligt at 20 Riddere caverede for Freden saaledes, at hvo der først brød den igien, den skulde de have Magt at forlade for at undsætte den anden (r). Men hvor troefast Abel meenede dette, kand sees af efterfølgende Historie; thi han kunde ikke taale at være Vassal af Riget; Det store Bytte, som Kongen havde faaet ved Slesvigs Erobring, og de Avanturer hans Dotter havde haft samme steds, stode ham ideligen for Hovedet, hvorfore han omsider greb til det hæslige Forræderie, som siden skal tales om.

Plougskatt

Disse idelige Krige havde saaledes blottet det Kongel. Skat-Kammer for Penge, at Kongen maatte gribe til et u-sædvanligt Middel, og legge Skat paa en hver Ploug over det heele Rige, som kunde beløbe sig til en stor Sum, og bleve de Penge, som 1249 deraf hævedes, kaldne Denarii Rhedales eller Aratri det er Plougpenge. Denne Skatt blev ham bevilget over det heele Rige: allene Skaaningerne vegrede sig trodseligen derfor, hvorfore Kongen selv reisede til Skaane, formeenende ved sin høje

Foraarsager Oprør.

Nærværelse at bevæge Almuen dertil med det Gode: men Indbyggerne giorde Oprør udi Landet, og bleve derudi ikke lidet styrkede af Geistligheden, hvilke vare ilde tilfreds med Kongen, efterdi Pave Innocentius 4. havde tilladt ham den 3die Deel af Kirke-Tienderne. De oprørske Skaaninger omkomme mange af Kongens-Tienere, saa at han fandt sig ikke sikker at være udi Lund, og derfore retirerede sig til Helsingborg. Did forfuldte Bønderne ham, og belagde Slottet, hvor de meenede at faae Kongen i Hænderne; men Kongen listede sig med Behændighed derfra, og kom i (309)

(r) Saadant var allevegne brugeligt paa de Tiider; thi ligesom nu Potentater alleene garantere for Fred som sluttes, saa brugte de Undersaatter i slige Tilfælle til Garands, og blev den Eed, de giorde, kalden Ord Holdnævnings Eed.

Sikkerhed til Siælland igien, hvor han samlede en anseelig Magt, og dermed reisede til Skaane igien for at straffe den oprørske Almue; Skaaningerne lode sig deraf ikke forskrække, Hvoraf Kong Erik fik det Navn Plougpenning.

men understode sig at møde Kongen, og at levere ham et Feltslag, men de bleve totaliter slagne, og derudover maatte falde til Føje, saa at de ikke alleneste beqvemmede sig til Skatten, men maatte ogsaa give 15000 Mark til Straf. Dette Oprør skeede Aar 1249, og har denne Plougskat givet Anledning til det Navn Erik Plogpenning, hvoraf denne Konge er bekiendt i Historien.

Den 3die Deel af Kirke-Tienderne, som paa nogle Aar af Paven var bevilget til Kong Erik, var i henseende til det Tog, han havde for til Estland for videre at udbrede den Christlige Troe udi de hosliggende Lande.

Dette Tog gik for sig strax efter det store Oprør i Skaane var dempet. Men man finder intet udi Historien antegned om Kongens Bedrifter sammesteds. Man seer

Liflandske Tog.

allene, at Adelen i Estland da toge deres Gods til Lehn af ham, som af deres Lands-Herre, item at Kaars-Herrerne udi Preudsen erklærede dem ingen Rætt at have til Estland, ey heller at befatte sig med de Kongelige Steder udi Lifland, saafremt Kongen kunde forsvare det mod Hedningerne, hvoraf endda fandtes mange udi det Qvarteer. Efter vel forrættet Sag kom Kongen samme Aar til Dannemark igien, hvilket kand sees af det Friheds Diploma, han gav til Revel Kirke strax efter sin Tilbagekomst, dateret Wordingborg udi Sept. 1249. (s)

Dette er det Fornemmeste af denne Konges Bedrifter; thi Aaret derefter nemlig 12501250 skeede hans sørgelige Endeligt, hvorom findes adskillige Relationer, blant hvilke de troeværdigste ere Alberti Stadensis (t) som levede paa de Tider, hvorfore jeg tillige med Hvitfeld den frem for andre vil følge: Kongen var efter sin Tilbagekomst fra Estland geraaden udi Tvistighed med de Holstenske Græver angaaende Rensborg. Samme Stad, som den var en Grændse-Stad, saa var den stedse Tvistens Æble mellem Dannemark og Holsten. Holstenerne paastode da, at, saasom den laae (310)

(s) Vid. diploma sub dato Wordingborg Anno 1249. 3 Idus sept.

(t) Alberti Stadensis Chron. pag. 221.

paa deres Grund, saa hørdte den dem til. Kongen derimod paastod, at den fra Canuti 6 Tiid havde været under Riget. Det er ogsaa u-vist, om Rensborg ligger paa Holstens eller Sønder-Jyllands Grund, nu omstunder holdes for, at endeel af Staden er Slesvigsk og en anden Deel Holsteensk. Saasom nu denne Tvistighed ikke kunde bilægges udi Mindelighed, rykkede Kongen med en Krigsmagt ind udi Holsten. De Holstenske

Historie om denne Konges Endeligt.

Græver sluttede derimod Alliance med Erke-Bispen af Bremen, Biskopen af Paderborn og den Stad Lybek, og lavede sig paa all muelig Modstand. Udi disse Conjuncturer sad Abel stille; thi, hvorvel han havde stor Lyst til at være i Spillet med, undsaae han sig dog ved saa hastigen at bryde denne nyeligen svorne Fred.

Da Kongen var kommen til Dannevirke, fik han i Sinde at besøge sin Broder Abel (u), af hvilken han forventede sig intet Ont formedelst det Forliig og svorne Venskab, som var stiftet imellem dem. Han kom saaledes uden Leide til sin Broder, hvilken tog venligen mod ham, og de komme i vitløftig Snak sammen om de Uroeligheder, som Riget i saa lang Tiid havde været udi. Kongen begiærede da af Hertug Abel, at han vilde lægge sig imellem ham og de Holstenske Herrer, saasom han nu var kiæd af Feide, og ønskede at leve sin øvrige Tiid udi Roelighed. Efter Maaltid satt Kongen sig til at spille Skak med Henrik Karkvider, da kom han og Kongen i en fortrædelig Discours sammen, og, som Hertug Abel var Begynder der til, kunde man merke, at han af ont Forsætt førte saadan Tale paa Banen. Samme Samtale siger Hvitfeld er siden bleven fortaalt af en Ridder, som var nærværende (x). Den gik ud paa at oprippe de forrige Tvistigheder, og den Skade, de havde tilføyet hin anden, og da sagde Abel: Du erindrer dig vel, da du for kort Tiid siden udplyndrede den Stad Slesvig, da maatte min Dotter blant andre fattige Piger og Qvinder løbe barfoed i Skiul. (311)

(u) Albertus Stadensis siger, at han af sin Broder Abel blev inviteret at komme til sig, og at det Huus, hvor Kongen spillede Skak, var bygget paa Vandet.

(x) Chron. Sialand. pag. 66. vid. Anonym. de Reg. Dan.

Kongen svarede dertil: Giv dig tilfreds, kiære Broder! jeg har endnu, GUd skee Lov! saa meget, at jeg kand give hende til Skoe igien. Ney, sagde Abel da: Du skal ikke giøre det tiere. Denne Tale har jeg holdet værdig at anføre for at viise de Tiders Simplicitet. Af disse sidste Abels Ord kunde Kongen ikke spaae sig meget got. Han blev ogsaa derpaa strax greben, og sat i en Baad med Tyge Post Hertugens Kammer Junker, som havde Ordre at snakke for Kongen, saa at han ingen Mistanke skulde giøre sig. Midlertid skikkede Hertugen Lauge Gudmundsen efter ham udi en anden Baad: At samme Lauge Gudmundsen var Kongens bittre Fiende, kand sees af det, som paafuldte. Førend han traadde i sin Baad for at forfølge Kongen, adspurdte han Hertugen, hvad han skulde giøre med ham, og bekom til Svar: Giør hvad dig lyster. Hvorpaa Lauge Gudmundsen roede af all Magt efter Kongens Baad. Kong Erik begyndte da at frygte sig for Alvor, og spurte sine Roers-Folk: Hvem meener I det er, som roer saa sterkt efter os? og da de derpaa svarede; paa Røsten synes os, at det er Lauge Gudmundsen, sagde Kongen: lad mig faae en Præst, at jeg kand bekiende mine Synder førend jeg døer (y), thi Kongen kunde ikke vente sig andet end Døden af denne Mand, som havde stedse været hans bittre Fiende, og stiftet meget Ont mellem Brødrene. Da Lauge Gudmundsen kom Kongen nær, sagde han: Du maae vide, Konge! at du i denne Stund skal døe! Kongen svarede dertil med Sagtmodighed: Jeg vidste det vel, saa tiligen jeg kom i dine Hænder, at jeg skulde døe; men und mig en Præst, som kand besørge min arme Siæl. Dette blev ham tilladt, og en Præst blev hendt fra næste Capell ved Møsund, for hvilken han giorde sin Confession, sigende, at han havde forud vidst, at han skulde blive forraad af sin Broder, men meenede ikke, at det skulde have skeet saa snart. Han (312)

(y) Hist. Erici Plogp. Manuscr. hvoraf Hvitfeld dette saa vel som af Chron. Siallandiæ har udtaget.

sagde ydermeere, at det han lidde, havde han fortient for sine Synders skyld; dog skulde det ikke gaae hans Broder bedre, med mindre han omvendte sig (z). Disse Ord synes at bekræfte den Historie, som fortælles om

Kongens Mord.

Kongens Aabenbaring, han havde i Søvne, da han var i Lifland om sit sørgelige Endeligt. Efterat denne gode Konge nu med stor Anger og Ruelse havde bekiendt sine Synder, og var bleven absolveret af Præsten, lod den u-barmhiertige Førstelige Minister strax hans Hoved afhugge med en Øxe, og lod siden hans Legeme med Steene nedsiunke udi Møsund eller Slye.

Abel for at undskylde den Misgierning (a) giorde sin Eed med 24 Edelmænd, som da var brugeligt, at Kongen af en Hændelse var omkommen ved det at Baaden havde hvelvet, men denne Eed tienede ikke saa meget til at beviise Hertugens U-skyldighed, som den Slesvigske Adels store Tienstfærdighed paa de Tiider; thi, som den døde Krop to Maaneder derefter Hovedløs flød op, blev dette Mord noksom bevislig giort, og seer man, at disse gode Herremænd havde aflagt en falsk Eed. De sorte

Hans Cannonisation.

Brødre Munke, som vare i Nærværelsen, og hvis Fiskere, havde fundet det Kongl. døde Legeme, lode det opgrave af det Sted, hvor Fiskerne havde Jordet det uden for Staden, og paa ny begrave i St. Petri Kirke (b) og, som de samme foregave, at hans Legeme var endda u-forraadnet, og at der skeede Mirakler over hans Grav, blev han holden for en hellig Mand, og tog man siden dette til Fundament at forlange af Paven hans Canonisation. Den Grav-Skrifft, som Munkerne giorde over ham, lyder saaledes:

Hic jacet Ericus Rex magni Regis amicus.

Hans Broder Christopher, som siden blev Konge, lod hans Liig føre til Ringsted, hvor Bisp Lauge Urne giorde ham en anden Grav-Skrift, som ikke er meget fyndigere. Han omkom paa (313)

(z) Anonym. de Reg. Dan. som levede ved de Tiider fortæller her adskillige

Particulariteter om hans Endeligt, hvilke jeg dog ikke vill anføre, saasom de ere for meget Declamatoriske.

(a) Erici Pomerani Chron. alleene holder Abel u-skyldig i dette Mord; thi den siger at det skeede inscio Duce.

(b) Manuscr. A. 306. in excerpt. Th. B.

St. Laurentij Dag, hvilket en Spaa-Qvinde siges forud at have sagt ham (c).

Der siges, at da Kongen stod paa Knæ, og skulde Halshugges, blev han efter Abels Befalning tilspurdt, hvor hans Guld og Liggendefæ var, og at Kongen dertil svarede, at det laae forvaret i en Jærnbeslagen Kiste i Graabrødre Kloster i Roskild, hvor Abel siden lod aabne samme Kiste, men fandt intet uden en Munke-Kappe med et Brev af saadant Indhold:

Ericus dei gratia Danorum & slavorum Rex præsente uxore nostra Regina & annuente & præsentibus Ulrico de ordine fratrum minorum & Petro Sacerdote nostro in bona valetudine & Sanitate corporis nostri votum fecimus, ut in habitu fratrum minorum mori deberemus & in ipso habitu apud fratres minores Roschildenses sepeliri. In cujus rei testimonium præsentem literam eadem die fecimus scribi & sigilli nostri appensione duximus roborari. Datum Roschild: Anno (d) Nonis Junii.

Det er at han havde giort Løfte at ville begraves i de Franciscaners Kirke i Roskild udi Munke Habit.

Kong Eriks Portrait.Saadant ynkeligt Endeligt havde Ericus 5. 4 Idus August. 1250 (e). Han var en from, gudfrygtig og rætfærdig Herre, og kand regnes blant de gode Konger i Dannemark. Hans Dyd bestod besynderligen i at handthæve Rætten, hvorfore mange store Mænd udi Riget bleve ham hadige; at han ingen Slave har været af Geistligheden, viiser den Roskildske Bisp Niels Stissens Exempel, hvilken han nødde til at forlade Riget, og lagde endeel af Stiftets Gods under Kronen. Han bivaanede selv alle Krigs Expeditioner, og kand derfore regnes blant de stridbare Konger, var ogsaa heller lykkelig end u-lykkelig i Feide; thi, hvorvel han ofte lidde Skade, saa erholdt han dog oftere Seyer, saa at alle hans Brødre maatte omsider falde tilføye, og tage deres Lande til Lehn af Kongen; Han maintenerede ogsaa sin Myndighed hos sine Naboer, og (314)

(d) Hvitfeld sætter Aarstallet her hos nemlig 1241. hvilket ikke kand være rigtigt, efterdi det er et Aar førend han blev Konge.

(e) Lib. Daticus Lund: in excerpt. Th. B.

var i temmelig Anseelse udenlands; thi de Sverinske Græver erkiendte ham for deres Overherre, og Ordens Herrerne udi Preudsen og Lifland havde Frygt for ham. Ja den Skribent Johannes Aventinus vidner, at Churførsterne i Tydskland havde i Sinde at udvælge ham til Romerske Keyser. Paa hans Gudfrygtighed haves mange Prøver, hvilken gik saa vit, at han havde i Sinde at giøre Pillegrims Reise; skiøndt hans Taalmodighed i U-lykke og særdeeles Christelige Endeligt er den største Prøve derpaa: Hans Sagtmodighed vidner den Samtale, han holdt med sin Broder, hvis Skieldsord han besvarede med største Kaaldsindighed. Paa hans Gavmildhed citerer en unbekiendt Autor dette til Exempel at der fandtes kun nogle Mark i Penge efter ham (f). Det som var at laste hos denne Konge var, at han ikke vidste at mesurere sine og Rigets Kræfter, men vilde paa eengang have tilbage de Lande, som den store Kong Waldemar hans Fader despererede om, da han dog havde hverken de Kræffter eller de store Qvaliteter. Vel kand man ikke fortænke denne Konge, fordi han paastod sin Rætt mod sine Brødre, og vilde have dem til at tage deres Lande til Lehn af Kronen; men man kand ikke undskylde den alt for megen Haardnakkenhed, han derved lod see ved at fornye saa offte de Kriger, hvorved han saae saa mange skiønne Stæder lagt i Aske, saa at dette allene burdte have disputeret ham Canonisation. Kort at sige Kong Erik var en skikkelig og ærlig Mand, og tillige med en god Konge, men ikke saadan een, der kand regnes blant Helgene. Det meeste er at undre, at Paven bevillgede hans Canonisation, efterdi han havde ikke dyrket Geistligheden meget, men tvertimod dreved Bisper baade i Landflygtighed og fængslet dem. Men hans ynkelig Endeligt, som han aldeeles ikke havde forskyldt, og de Mirakler, som Munkene foregave at være skeed efter hans Død, bragte fornemmeligen dette til Veje. Det er mærkeligt, at alle hans Banemænd (g) døde paa en violent Maade. Hertug Abel, som siden blev Konge, blev ihielslagen af de Friser, og hans (315)

(f) Hist. Erici Plogp. Manuscr.

(g) Vid. Anonym. de Regibus Daniæ, som fortæller dette med Omstændighed.

døde Legeme laae længe u-begravet; Lauge Gudmundsen blev ihielstukken udi Holsten af nogle Gravere, og Herman Karkvider, der spillede Skak med Kongen, og var Medvider i dette Forræderie, blev ihielslagen af en Bonde.

Anseelige Mænd i denne Konges Tiid.

De anseeligste Mænd, som levede under Kong Erik, vare de tvende Bispe Nicolaus af Roskild (h) og Jacob Erlandsen: begge stive og traadsige Prælater, og er det merkeligt, at Bisp Nicolai effigies findes paa den Danske Mynt, slagen udi Kong Eriks Tiid, (i) hvilket giver tilkiende, hvad Myndighed da Bisperne toge sig. Af anseelige Generaler finder jeg ingen uden Henrik Æmeltorp, hvorom i Historien er talet.

Kong Eriks Dronning var Juditha Hertug Alberts Dotter af Brunsvig-Lyneborg,

Hans Dronning og Børn.

med hvilken han avlede 4 Døttre, nemlig Sophia, som fik Kong Waldemar af Sverrig, Agnete, som funderede Agnete Kloster i Roskild, Ingeborg, som fik Kong Magnus Haagensen i Norge og endeligen Jutha, hvilken gav sig udi Kloster til Roskild, men, som hun ikke kunde taale at være længer i Dannemark, hvor hendes Fader var myrdet, begav hun sig til Sverrig for at besøge hendes Søster Sophia. Der tog Kong Waldemar saa venligen mod hende, at den gode Kloster Jomfru blev frugtsommelig, og aflede en Søn med ham, hvorudover hun blev dømt til ævigt Fængsel, og han, for at bode sin Synd, giorde en Reise til det hellige Land.

Udi Kong Eriks Tiid regierede udi Norge Hagen Hagensen en af de største Konger, som have været i samme Rige. Han (316)

(h) Denne Niels Stissøn eller Stigothus flygtede af Riget først til Norge, og siden til det Closter Clairvaux udi Frankerige, hvor han døde 1249 og var Roskilde Bispe-Sæde efter hans Bortgang 4 Aar uden Bisp indtil han blev succederet af Jacob Erlandsøn, en Mand af samme Suurdei. Det er uvist af hvad Aarsag, han forlod Riget, nogle meene, at han straffede Kongen for dristigen, og derfor kom i U-naade: andre holde for, at han blev befunden i hemmelig Forstaaelse med Kongens Broder. Han var siden udi det store Concilio til Lyon, hvor Keyser Friderich 2. blev afsatt. En anden Bisp, som denne Konge forjog, var Eskild af Slesvig, som Hertug Abel siden lod tilbage kalde, da han blev Konge.

(i) Erici Plogp. hist. Manuscr. e Bibliothec. Danneskiold.

var udi saadan Anseelse formedelst sin Viisdom og Forstand, at Paven offererede ham den Keiserlige Krone, hvilken han vegrede sig for, sigende, at han heller vilde stride mod GUds end Pavens Fiender. Om hans Lærdom, Dyd og store Meriter taler vitløftigen (k) Matthæus Parisius, som havde den Ære ofte at nyde hans Omgiengelse. Kong Eriks ynkelige Mord er den fornemmeste Hændelse, hvorved Albertus Abbas Stadensis ender sin Krønike, som giver adskillig Oplysning til Waldemari 2. og denne Kong Eriks Historie, efterdi Autor levede under samme Konger. Hans Krønike begynder fra Verdens Skabelse og gaaer indtil det Aar 1256. Derudi er han dog mest vitløftig udi den Tydske Historie. Den blev ved Trykken publiceret Anno 1587 til Helmstad af den Holstenske Herremand Henrici Rantzovs Bibliothek. Vore Danske Historici Hvitfeld og Pontanus citere Albertum ofte, som en troeværdig Skribent udi de Nordiske Sager, og Krantzius har meget betient sig af denne Krønike udi hans Saxonia og Metropoli. Med denne Konges Historie ender ogsaa den oft citerede Autor af den Siælandske Krønike som 1695 er publicered af Arna Magnæo til Leipzig. Derudi findes adskillige Particulariteter, som ellers ikke er at treffe hos vore andre Historiskrivere, og er hans Stiil bedre end man kunde vente paa de Tiider. Der siges at han har levet under Kong Erik Glippings Regiering, eftersom hans Krønike gaaer ikke længer end til 1282, og synes det, at han har været en Cistercienser Munk, efterdi han med saa stor Fliid antegner bemelte Ordens Historie.

Abel.

Kong Eriks Død og ynksomme Endeligt foraarsagede stor Bevægelse over det heele Rige. Abel.Krigs-Folkene, som han nyeligen for sin Død havde bragt paa Beenene, adsprededes, og enhver løb hiem til sit. Adelen og den gemeene Almue gremmede sig over at have mistet en god Konge paa saadan u-hørlig og forrædersk Maade; Endeel af Bisperne derimod, mod hvilke Kongen havde handhævet sin Myndighed, glædede sig hemmeligen over hans Død. (317)

(k) Matth. Paris. pag. 643.

Tvistighed om Succession.

Bisper og Rigets-Raad komme da sammen for at raadslaae hvem de skulde tage til Konge igien, eftersom Kong Erik ingen Sønner hafde efterladt sig, og derfore hans Brødre vare nærmest til at succedere: Nogle holdte da fore, at Hertug Abel, hvorvel den ældste Broder og nærmest til at succedere, havde ved dette Mord forbrudt all arvelig Ræt og Succession (l). De fleeste derimod, at man af politiske Aarsager maatte sætte dette til Side, og allene have for Øiene Rigets Velfærdt, som i denne Tilstand helst udfodrede Abel til Konge. De Argumenter, som de dertil brugte, vare disse 1.) at det Hertugdom Slesvig derved vilde blive foreenet med Riget igien; 2.) at, som Hertug Abel var besvogret med de Holstenske Græver, som nu stode i Krig med Riget, saa kunde han best stille dem tilfreds; 3.) at han havde Patrimonialia udi Dannemark, som Svenborg, Skiælskiør (m) og andet, som saaledes kunde foreenes med Riget igien; 4.) at de Steder og Fæstninger, han havde taget fra Riget, kunde derved komme tilbage igien. Disse Raisons syntes at være af saa stor Vigtighed, at de fleeste holdte for, at man ikke kunde gaae Abel forbi. Ja man maa bekiende, at, hvis det havde skeet udi slige Conjuncturer, og hans Broder Christopher eller en anden havde blevet antagen til Konge, havde Dannemark underkastet sig fare af total Undergang; thi Abel, foruden det store Anhang, han havde udi Riget, besad det heele

Abel bliver antagen til Konge.

Hertugdom Slesvig, og havde Tilhang af mange Tydske Førster, saa at han derudover havde kundet giort Regieringen temmeligen suur for en anden Konge. Hvorudover Raadet meget viseligen fandt for got at simulere, og bide denne gang i det suure Æble for at hindre Rigets Undergang (n).

Hvad som end bestyrkede Stænderne udi dette Forsætt var at der paa samme Tiid komme Breve fra Hertugen, hvorudi han (318)

(l) Disse ere Hvitfelts egne Ord, hvoraf sees, at Dannemark i det ringeste i de Tiider ikke var et Vall-Rige.

(m) Denne Stad kaldtes da Skielsiskøer ligesom Svenborg kaldtes Svinborg.

(n) Anonym. de Regib. Daniæ siger: Surrogatur ei frater ejus Abel nomine sed re Cain.

besmykker dette Konge-Mord, og tilskriver Kongens Død een Hendelse: I sær giorde han store Løfter til Bisperne, hvis de vilde være ham behielpelige til den Danske Throne. Herudover blev han antagen til Konge 1250 den 1 Novembr. efterat Thronen havde været ledig udi 2 Maaneder. Han tog derpaa til sig 24 Riddere, og med dem erklærede eedligen, at han ikke havde befalet Kongen at omkommes, men at det Mord var skeet ham u-vidende af Kong Eriks U-venner; thi den Sminke, som tilforn brugtes, at han var omkommen af en Hændelse, kunde da ikke længere bruges, efterdi det døde Lægeme med afhugged Hoved var opflødet. Saaledes kom Abel til Regieringen, og blev kronet udi samme Aar ved Juule-Tider paa en Herredag, som holdtes til Roskild af Erke-Bisp Uffo, og confirmerede han da Kiøbstædernes, Kirkernes og Klosternes Privilegier, ja søgte paa alle optænkelige Maader at insinuere sig hos Indbyggerne for at udrødde det Had, som hans Broders Mord havde foraarsaget, sær beflittede han sig paa at vinde de Geistliges Gunst ved at give dem hvad de forlangede, Han lod sig ey heller see utaknemmelig mod dem som havde hiulpet ham mod hans Broder i de Borgerlige Krige, og finder jeg, at han har udgivet et Diploma i faveur af Hamborgerne af det Indhold, at, om det hendte sig at Hamborgerne lidde Skibbrud ved de Danske Kuster, skulde ingen bemægtige sig deres Gods. Udi samme Diplomate, som findes udi Lambecii Samling, er hans Titel Abel dei gratia Danorum sclavorum Rex, Dux Jutiæ (o).

Der fortælles da, at han ved sin Ankomst til Regieringen strax lod søge efter den Skatt, som Kong Erik paa det yderste havde bekiendt at ligge forvaret udi et Skrin, men da hand intet fandt uden ovenanførdte Brev med en Munke-Kappe, begyndte Samvittigheden at røre sig i ham over det begangne Broder-Mord.

Omendskiønt Abel nu med samtlige Stænders Samtykke var bleven Konge i Dannemark, saa hadede dog mange got Folk ham hemmeligen for det begangne Mord, hvorvel ingen turde lade (319)

(o) Diploma Ab. sub dato Roschild 1250. tertio Idus Novembr. apud Lambec. rerum Hamburg. lib. 2.

sig merke dermed, saa som han var en mægtig Herre, havde de fleste i sær Bisperne, som han vidste at flattere, paa sin Side, og stillede sine Brødre tilfreds ved det, at han confirmerede den eene nemlig Christopher Possession af Lolland og Falster, og den anden nemlig Hertug Knud Blegind. Men den Had og Afskye, som got Folk i Dannemark ikke turde lade sig merke med, gave fremmede Potentater aabenbar tilkiende, sær Erke-Bispen af Cøln; thi da Kong Abel 1251 lod kalde tilbage sin Søn Waldemar (p) som studerede til Pariis, blev samme unge Waldemar fangen tillige med sin Hofmester Trugillo de Witte af Erke-Bispen, hvilken lod ham sidde fangen paa 4de Aar indtil han længe efter sin Faders Død blev løset af Græve Johan af Holsten for 6000 Gylden (q), og banede dette Fængsel Vey til Thronen for Christopher efter Kongens Død, hvilket ellers ikke havde skeet, eftersom Abel havde erhvervet Stændernes Bevilling paa, at hans ældste Søn skulde succedere ham i Riget. Hans Vall havde ellers den gode Virkning, at Holstenerne, som vare hans Venner, ophævede Beleyringen for Rensborg og giorde Fred med Riget (r). Der er ellers ikke meget at sige om denne Konge, saasom han regierede ikkun meget kort. Man seer allene af den korte Historie, at han ikke havde bleven en meget nyttig Konge for Dannemark, hvis han havde længe regieret; thi han overdrog Osel og Vigen til Biskop Herman, og findes hans Gave-Brev derpaa hos Hvitfeld paa Latin, dateret Nyborg 6 idus Augusti 1251 (s). Hvitfeld meener, at han giorde denne Gave til Poenitentze for hans Broders Mord: men det var en synderlig Poenitentze; thi man stiller ikke GUds Vrede ved at svække et Rige, som er en betroed. Under hans Regiering blev ogsaa Rensborg tildømt Holsten: Samme Stad havde længe været Tvistens Æble mellem Slesvig og Holsten, saasom det var en (320)

(p) Man seer, at det var en Mode da saavelsom nu at skikke fornemme unge Personer til Pariis; thi Græv Adolphi 4. begge Sønner havde ogsaa nyeligen været der.

(q) Albert. Stad.

(r) Hist. Abelis Manuscr. e Bibl. Dannesk.

(s) Vid. Lit. Reg. pag. 230.

Grændse-Sted, som baade

Hvad ont og gott denne Konge giorde.

Græveskabet og Hertugdømmet tilegnede sig. Kong Abel tillod 1252, at der maatte compromitteres paa 12 Mænd, som skulde kiende derudi, hvilke 12 Mænd tildømte Staden Holsten, hvorved det forblev.

Ellers kand ikke nægtes, at denne Konge jo forordnede adskillige Ting, som vare de Danske behagelige; blant andet fornyede han den Sædvane igien, som ved de u-roelige Tider var kommen af Brug, nemlig at holde hver 3die Aar Herredage til Nyborg, hvor han selv udi Rigets Raads Nærværelse lod forfatte adskillige gode Forordninger, som bleve føyede til den Jydske Rætt. Han satt sig ogsaa for at betale Rigets Gield, og at løse tilbage alle Pandtsatte Stæder. Og, som dertil behøvedes en stor Sum Penge, maatte han paalægge en almindelig Skatt. Denne Skatt, som den i sig selv var billig, saa fandt enhver sig villig til at betale den; men, da den ogsaa blev paabudet i det Slesvigske, begyndte de Strand-Friiser (t) at knurre derved, sigende, at det var Skatt nok for dem, at de Aarligen med stor Bekostning maatte holde

U-lykkelig Tog mod de Strandfriser.

deres Diger ved lige. De beraabte sig ogsaa paa visse Friheder, givne af Keyser Carolo Magno. Men, som dette altsammen ikke blev hørt, grebe de til Gevær, og aabenbare rebellerede. Dette foraarsagede saadan Forbittrelse hos Kongen, at han satt sig for at ødelegge det heele Land, og til den Ende rykte mod Aarets Udgang 1252 udi egen høye Person ind i det Eiderstædiske. Strand-Friserne derimod lavede sig paa at forsvare sig det beste de kunde. Der siges, at de da bragte udi Felten med sig deres Helgens Christiani Billede, som var giort af Træe, hvilket de lovede at lade forgylde, hvis de erholdte Seyer. Det første Anfald, som Kongen giorde, havde ingen Fremgang, thi, som Iisen paa samme Tiid optøede, maatte han føre sine Folk tilbage til Slesvig igien, hvorover Friserne bleve saa glade, at de strax fuldbyrdede deres Løfte ved at lade deres Træe-Helgen forgylde og Conseqventer at sætte ham i bedre Stand til at forsvare Landet. Noget derefter fornyede (321)

(t) Albert Stad. ad annum 1252 kalder dem Strandfresones. Landet kaldes nu omstunder Norstrand og ligger under det Slesvigske.

Kongen Krigen igien, efterat han end eengang havde tilbudet dem Fred, om de vilde beqvemme dem til Skatten. Men Friserne, hovmodede af forrige Lykke, vilde intet bedre Kiøb give. Hvorudover

Krigen Kongen omkommes i Nordstrand.

gik for sig igien til Kongens store U-lykke; thi, som han med alt for stor U-betænksomhed, maaskee af Foragt for saa ringe Fiender førte Krigen, blev han slagen ved Husum Broe (u), og selv tillige med en stor Deel af hans Folk omkom. Hans Banemand var en Hiulmand ved Navn Hemmer. Derved beskyttede de Eidersteder deres Frihed, som de foregave, var dem given af Carolo Magno, men siden bleve de Hertugerne af Slesvig Skatskyldige igien.

Saadant Endeligt fik Kong Abel af en liden ringe og foragtet Fiende,

Historie om hans Gienfærd.

hvorudover alle ansaae dette Nederlag som en Guds-Straf for begangne Misgierning. Hans Legeme blev i lang Tiid liggende paa Marken blant andre døde Kroppe, indtil de Sønder Jyder finge Frihed at føre det til Slesvig, hvor det blev begravet udi St. Peders Kirke. Domherrerne udi Slesvig klagede sig længe over den U-roe, som hans Spøgelse foraarsagede dem, hvorudover han blev førdt derfra, og begraven udi den saa kaldte Pølerwald et Moratz ved Slesvig, og blev hans Legeme af Superstition slaget fast med en Pæl udi Jorden, at det ikke meere skulde staae op, og incommodere got Folk; men den gemeene Mand vidste længe derefter at fortælle om hans Gespenst.

Kong Abels Caracteer.

Han var en Herre af god Forstand og Bravoure, vidste ogsaa vel at accommodere sig effter Folk, hvorudover han, u-anseet hans Misgierning imod sin Broder, var gemeenligen meere elsket udi Riget, hvilket vidner den Villighed, Stænderne lode see i at antage hans ælste Søn til Successorem. Hans Hoved Feil var en u-mættelig Ambition, hvilken man merkede hos ham udi hans Faders Tiid. Den samme Ambition drev ham til det u-hørlige Broder Mord. Den samme var ogsaa Aarsag til hans Død.

Han efterlod sig tvende Sønner, som han havde avlet med Dronning Mectilde, nemlig Waldemar og Erik, som siden bleve Hertuger i Slesvig, og een, som blev fød efter hans Død (322)

(u) Hist. Abelis manuscr. e bibl. Dannesk.

kalden Abel, som bekom Svenborg og andet Kong Abels Patrimonial Gods udi Riget (x).

Hans efterladte Dronning Mectildis, som var en Holstensk Princesse, merkede, at Riget vilde falde fra hendes og Kong Abels Børn, eftersom den ældste Søn Dronning Mectildis spolerer Rigets Archiv.Waldemar sad endda fangen udi Cøln, og at Stænderne inclinerede til Hertug Christopher Kong Abels Broder; derudover fattede hun saadant Had til Riget, at hun ødelagde alle de Adkomst Breve, (y) som lyde paa Venden og Nordalbingien, saavel de som af Keyser Lothario vare givne Hertug Knud Kong Waldemari 1. Fader, som de der af Friderico Barbarossa vare givne Waldemar 1. og af Pave Innocentio 3. confirmerede, og endeligen det Brev, som Keyser Friderich 2. Kongen af Sicilien havde givet Kong Waldemar 2. paa Venden. Dog siger Hvitfeld, som havde det Kongl. Archiv under Hænder, findes endnu Vidisser under Bispers, Grævers og gode Mænds Indseigle, som dennem have seet in Originali, og hvoraf nogle selv have været med dem at forseigle. Paa Keyser Friderici Diploma, siger han, findes endnu den Pavelige Confirmation in Originali, hvoraf jeg slutter, at det, som er indførdt udi hans Historie, nemlig Friderici 2. Diploma, er skrevet ud efter en vidimeret Copie.

Dannemarks Historie Tome 1 side 216 – 322

Christian IV