Dannemarks Historie 322 – 475

Jeg haver allerunderdanigst dediceret mit første og mindre Historiske Skrift til Eders Majestæt som Kron-Printz, og dedicerer nu i samme dybeste Underdanighed dette mit sidste og større Historiske Verk til Eders Majestæt som Konge; haaber allerunderdanigst, at Eders Kongelige Majestæt anseer med samme naadige Øjen det sidste som det første, helst, saasom mit stedsvarende Arbeide sigter til intet andet, end at erstatte nogenledes den Mangel, som her i Landet har været paa nødvendige Skrifter, i hvilken Henseende jeg ideligen har arbeidet, saa vidt som mine tinge Kræfter mig have villet tilllade. Eders Kongl. Majestæts allernaadigste Protection herudi skall give nye Kræfter ti at fuldføre det øvrige, som jeg haaber skall blive, saa vel Eders Kongl. Majestæt til Behag, som Publico til Nytte.

Jeg forbliver stedse

Eders Kongl. Majestæts

Min Allernaadigste Arve- Herres og Konges

Allerunderdanigste troe Tiener og Undersaat,

Bind 1 (856 sider), dækker 111 f.Kr. til 1513, i alt 1624 år.

Bind 2 (922 sider), dækker 1513–1648, i alt 135 år.

Bind 3 (736 sider + register) dækker 1648–70, bare 22 år.

__________________

Anden Periodus fra Christendommens Indførsel, indtil de 3 Rigers Foreening.

Christophorus 1.

Efterat Kong Abel saaledes var omkommen i det Eiderstediske, som sagt er, blev Christophorus 1.

hans Broder Christoffer, tilforn Hertug over Lolland og Falster, udvalt til Konge (z) over Dannemark, u-anseet at Abel Aaret til forn havde formaaet Stænderne, forsamlede til Nyborg, at erklære hans ældste Søn Waldemar til sin Successor. Men samme Waldemar sad endda fangen udi Cøln, og der var ingen Forhaabning til hans Befrielse; tilmed stod Stænderne (323)

(x) Der siges ogsaa, at han efterlod sig en Dotter, som siden blev given til Græv Bernard af Berneborg, hvorom tales udi den u-bekiendte Autors Slaviske Krønike udgiven af Lindebrogio, men Hvitfeld taler intet derom.

(y) Hist. Abelis Manuscr.

(z) Hvitf. siger at han blev kroned af Erke-Bisp Eskild til Slesvig, hvor der dog aldrig har været nogen Erke-Bisp vid. Chron. Episcop. Slesv.

Kong Abels Misgierning for Øjene, saa at de intet got Hierte bare til hans Børn (a). Det eene saavelsom det andet befodrede Tvistighed mellem

Kong Christoffer og Henrik Æmeltorp

Christoffers Promotion, hvilken derudover eendrægtigen blev antagen til Konge, og kronet samme Aar. Udi Begyndelsen af hans Regiering blev han indviklet udi U-roelighed formedelst Kong Abels Børn, hvilke havde Prætensioner saavel paa deres Faders Patrimonial Gods udi Riget, nemlig Svenborg, Skiælskøer og andet, som paa det Hertugdom Slesvig. Hvad det første Gods angik, da disputerede Kong Christopher dem ikke saadant, efterdi det var arveligt, men paastod allene at Henrik Æmeltorp, til hvilken samme Gods var Pandtsatt, skulde paa Kong Abels Børns Vegne aflægge

Henrik Æmeltorps Bedrifter.

Troeskabs Eed til ham, som deres Farbroder, og efter Loven rætte Værge. Æmeltorp vilde ikke beqvemme sig dertil, foregivende, at Kongen ingen Rett havde til bemeldte Gods, som var de Kongelige Børns Patrimonium, og ham pantsatt. Herudover lavede Kongen sig til med Magt at trænge ham derfra, og til den Ende beleirede bemeldte Æmeltorp; men, som den samme var en forfaren Krigs-Mand, der havde commenderet den ganske Krigs-Hær udi Kong Eriks Tiid, faldt han ud af den beleirede Stad (b), giorde et stort Nederlag paa Kongens Folk, nødde ham selv at tage Flugten, og af den Fordeel blev saa modig, at han med sin Besættning siden ofte gik ud og plyndrede adskillige Stæder udi Siælland. (c) Det er merkeligt, at, da Kongen udi denne Fristelse vilde tage sin Tilflugt til Kiøbenhavn, formeenede den Roskildske Bisps Tienere ham saadant; thi bemelte Stad var endda ikke kommen under Kronen, men laae under den Roskildske Bispe-Stoel. Ellers finder jeg ikke, af hvad Aarsag Biskopen lod see saadan U-høflighed mod Kongen.

Af denne U-lykke lod dog Kong Christopher sig ikke bevæge, men Aaret derefter, 1253.nemlig 1253 giorde sig færdig paa nye at beleire Svenborg og Skiælskøer, hvorudover Henrik Æmeltorp, da (324)

(a) Albert. Stad.

(b) Hvitfeld siger ikke, hvad den beleirede Stads Navn var.

han fornam, at det var Kongens Alvor, og at det vilde blive ham vanskeligt at beskytte samme Stæder, søgte han at salvere sin egen Person, ladende Stæderne i Stikken, hvilke Kongen strax lod indtage, og nedrive alle de Fæstninger, bemeldte Emeltorp der havde opreiset, og lod omkomme Besætningerne. Men denne Stridbare Mand lod det ikke blive derved; thi han hidsede derpaa Lybekkerne op mod Dannemark, og bragte dem ind udi Skaane, der mødte han Kongens Folk ved Skanøer, hvor der blev samme Aar holdet et stort Feltslag med megen Forliis paa begge Sider. Efter dette Slag foer han ind udi Siælland, og erobrede Steegehuus paa Møen, og siden begav han sig til Falster, hvor han indtog Nykiøbing.

Kong Hagen den gamle af Norge havde i Begyndelsen af denne Konges Regiering giort Forbund med Byrger Jarl af Sverrig mod Dannemark formedelst en Tvistighed, som var reiset sig imellem Rigerne udi Kong Abels Tiid, eftersom samme Konge ikke havde holdet det Løfte, som han havde giort om et Mode, som var berammet til Kong-Elle (d). Udi Kraft af dette Forbund kom Kong Hagen dette Aar med en Flode til Dannemark, satt Folk i Land paa Halland, og udplyndrede samme Provincie, saa at Kong Christopher da var omspendt af mange Fiender paa eengang; thi foruden disse Fiender fik han ogsaa de Holstenske Herrer paa Halsen, og det formedelst det Hertugdom Slesvig, hvilket Kong Abels Sønner tilegnede sig, som et Arve-Lehn efter deres Fader, og søgte Beskyttelse hos adskillige Tydske Herrer. Græverne af Holsten toge sig da deres Sag an, og skreve først Kongen til, bedende, at Abels Børn maatte nyde deres Arvedeel nemlig Sønder-Jylland til Lehn af Riget, og, for at viise deres Paastands Rætfærdighed, citerede de Tydske Førsters Exempler, hvis Lehn-Gods forplantedes uden Modsigelse paa deres mandlige Descendenter. Men Kongen lod dem fyndigen svare, at de Danske Lehn vare af anden Natur end de Tydske; Thi, naar Kongerne i Dannemark forlehnede deres Børn med een eller anden (325)

(d) Snor. Sturl. in Hag.

Provintz, var det kun paa deres Livs Tiid, og ingen Arvedeel, hvorfore der alle Tiider giøres Forskiæl imellem slige Forlehninger, som ophøre ved Vassalens Død og andet

Krig med Abels Børn.

Patrimonial-Gods, hvilket allene var Arve-Gods, og det vilde Kongen ikke disputere sine Brødre-Børn. 1254Paa dette Svar brød Sagen ud til en aabenbare Feide, Græverne af Holsten tillige med Mark-Græve Ottone af Brandenborg brøde 1254 (e) ind udi det Slesvigske, (f) erobrede Hoved-Staden Slesvig den 26. Febr., (g) og fast det heele Hertugdom. Rensborg blev da overgiven til Margræv Otto af Brandenborg, som beholdt den nogle Aar til Vederlag for denne Krigs Bekostninger. Endeligen blev udi samme Aar ved adskillige Førsters Underhandlinger Tvistigheden forliigt saaledes, at Kong Christoffer skulde udi Abels Børns Mindreaarighed have Førstendømmet i Possession, men, naar de komme til deres Myndighed, skulde han dermed forlehne dem. Iligemaade skulde han da ogsaa lade dem være følgagtigt deres Patrimonial-Gods udi Riget, og giøre dem Regenskab for all Oppebørsel af samme Gods. Derimod skulde Abels Børn lade falde deres Prætensioner, de havde paa

Hertug Waldemar Abels ældste Søn forlehnes med Slesvig.

Riget. Dette blev exeqveret samme Aar 1254, da Kong Abels ældste Søn Waldemar, som saa længe havde siddet fangen i det Cølniske, blev forlehnet med Sønder Jylland, i det ham blev overleveret en Fane med Formaning, at han skulde være Riget hørig og lydig, og være rede til Tieneste, naar ham tilsagdes.

De andre Forlehnings-Love vare, at der fra ham og Urne Landsting skulde appelleres til Riget, item, at, naar Kongen geraadede udi Krig, skulde Undersaatterne i Førstendommet være ham følgagtige. Dette siger Hvitfeld er det første Exempel man (326)

(e) Hvitfeld henfører Slesvigs Erobring til det Aar 1253, hvilket synes en Vildfarelse.

(f) Hist. Christoph. 1. Manusc. B. D.

(g) Man seer heraf, at Kongen tilforn maa have indtaget Slesvig, hvorvel Hvitfeld melder intet derom. Men derom tales udi Breviario Slesvicensi teste Th. Barth. in excerpt. hvor der foregives adskillige Mirakler at være skeet i Slesvig efter Stadens Erobring af Kongen.

finder, at Hertugdommet er forlehnet Fane-viis til andre, end til den regierende Konges Børn. Dog blev her intet meldet, om Forlehningen skulde forplantes paa Arvinger (h).

Trætte mellem Kongen og Erke-Bisp Erlandsen.

Det merkværdigste, som ellers er i denne Konges Historie, er den U-eenighed, som opreisede sig imellem Kong Christopher, og den bekiendte Erke-Bisp til Lund Jacob Erlandsen, og, saasom samme U-eenighed gav Anledning til stor U-roelighed udi Riget, og endeligen skildte Kongen ved Livet, holder jeg ikke u-fornødent at viise, hvordan Kirkens Tilstand var paa de Tider, item at give bemeldte Erke-Bisp Erlandsens Portrait. Efterat den Christen Kirke kom til sin rætte Vext, og Christi Lærdom blev etablered ved Love under Constantino Magno, begyndte strax Bisper og Prælater at lægge sig Myndighed til, hvilken dog gemeenligen ikke gik videre, end at med Frihed at laste de Romerske Keyseres Synder, og at nægte dem Sacramentet, saalænge de

Den Danske Kirkes Tilstand paa de Tiider.

fremturede derudi. Saadant skeede dog sielden, og ikke uden Synderne vare dismeere notoire og forargelige. Det skeede ogsaa ikke uden med Discretion, saa at jeg finder ingen Biskop, der for St. Ambrosius har med Frækhed øvet saadant, og som det samme skeede med Success, efterdi han havde at bestille med en særdeeles from og Gudfrygtig Keyser, nemlig Theodosio Magno, saa have mange siden giordt sig en Ære af at efterfølge hans Fodspor, besynderligen de Rommerske Bispe, der fra Caroli Magni Tiid øvede det Handværk at excommunicere Konger og Førster, undertiden for ringe Aarsager. Saadan var Tilstanden indtil den høyhiertede Pave Gregorius 7 kom til at beklæde det Romerske Bispe-Sæde. Denne frække og tillige med habile Mand merkede den tykke Vandkundighed, som regierede udi Europa, og derfore tog sig for at fabriqvere et nyt Systema i Theologien til sin egen og sine Efterkommeres Faveur, nemlig at de Romerske Paver, som den Christelige Kirkes høyeste Hoveder, havde ogsaa Magt til at afsætte Potentater. Til at forfremme dette selsomme Systema, contribuerede ikke lidet den over alt (327)

(h) Autor hist. Christoph. 1. manuscr. siger udtrykkeligen: Dog ikke thill Arffuedeell fraa Rigett.

antagne allegorisk Maade at forklare Skriften paa. Saaledes af den Passage, hvor Christus siger til sine Disciple, at de maa bære Sverd, da han var nær ved sin Lidelse, begyndte de Allegoriske Lærere at formere saadan Artikel, at den Christen Kirke havde Rætt til at føre tvende Sverd, det Geistlige og Verdslige, og at de Romerske Paver havde en Souveraine Magt og Myndighed baade udi Kirke og civile Sager, saa at de kunde isætte og afsætte Keysere og Konger, ligesom de funde det for got. Gothofredus de Vendome var den første, som i Begyndelsen af det 12 seculo udi Skrifter giorde denne Forklaring over de to Sverd, hvilken, hvor urimelig den end er, saa blev den dog saavelsom alt andet giordt til en Troens Artikel, ved hvilken Paverne først med en forunderlig Succes øvede deres Myndighed mod de Tydske Keysere, som kand sees, besynderligen af Henrici 4. Friderici Barbarossæ og Friderici 2. Exempler, og blev denne sidste Keyser offentligen afsatt udi et Mode, som af Paven blev holdet til Lyon. Dette giorde de andre Bispe ogsaa hofmodige og opsætsige imod deres Konger, saa at efter Pavernes Exempler de begyndte at øve samme Myndighed enhver i sin Provincie. Dog jo længere et Rige var fra Rom, jo sildere blev saadan indført, og finder jeg ingen Bisp udi Dannemark førend denne Jacob Erlandsen, der havde ladet see saadan Traadsighed imod sin Konge, og trued med dethronisation; thi man finder, at Canutus 6. lod arrestere Bisp Waldemar af Slesvig og ingen anden Satisfaction skeede derfor end et Undskyldings Brev til Paven, som findes blant Wilhelmi Abbatis skrevne Breve (i). Ja da Paven excommunicerede Kong Sverre i Norge, kronede ikke dismindre de Norske Bispe ham, hvilket oftbemeldte Wilhelmus ogsaa vidner (k).

Erke-Bispens Portrait.

Denne Jacob Erlandsen var af god Familie, nemlig den berømte Erke-Bisp Andreæ Sunonis Syster Dotter Søn (l). Der siges, at han har været Pave Innocentii 4. Capellan, hvilken formedelst hans Forstand og Lærdom promoverede ham til Biskoplig (328)

(i) Lib. 2. epist. 44.

(k) Lib. 2. epist. 2. ad Pontif. Rom. med disse Ord: Tyranno prædicto contra vestrum mandatum Coronam Regiæ dignitatis imponere non timuerunt.

(l) Chron. Archiep. Lundens.

Værdighed udi Dannemark. Vist nok er det, at han var meget yndet af samme Pave, som han var kommen i Kundskab med paa det Concilio, som blev holdet til Lyon, hvor han var Responsalis tillige med Mag. Peder af Aarhuus for Dannemark. Han var fornuftig og efter de Tiders Maade lærd, men derhos hovmodig og traadsig og en hæftig Forfægter af den Geistlige Myndighed, ved hvilken sidste Qvalitet han distingverede sig hos Paven, som stedse bar stor Yndest for ham, anseende ham som et beqvemt Redskab til at befodre det Romerske Sædes Myndighed udi Norden. Han blev udvalt til Biskop i Roskild 1245 og efter Erke-Bisp Uffonis Død blev han 1254 Erke-Bisp til Lund (m) uden at søge Kongelig Confirmation, hvilket hidindtil havde været u-sædvanligt i Norden; thi endskiønt Geistligheden selv udvalte Bisper, saa skeede dog saadanne Val ikke uden med Kongernes Villie og Videnskab; de bleve ey heller anseed gyldige uden deres Approbation; thi det var en Konge Magtpaaliggende, hvem han fik til Bisp eller Erke-Bisp, endeel, efterdi Bisperne havde Verdslige Lehn, eendeel ogsaa, efterdi de ligesom andre Herremænd forbandtes til at følge Kongen udi Krig, saa derudover, at obtrudere en Konge paa de Tiider en Bisp, var fast det samme som at beskikke ham en General eller Statholder, som han maatte betroe Omsorg baade for Kirke-Stat og Krigs-Hær, uden at være forsikret om hans Capacitet eller Troeskab. Paverne fandt derimod besynderligen deres Regning derved, at Bisperne ingen Obligation havde til Kongerne for deres Promotion, paa det at de disvilligere kunde lade dem bruge til at forfremme det Romerske Sædes Høyhed, hvis Hoved-Sigte paa de Tiider var at bringe alle Riger under Fødder. Effecten af denne Pavelige Politiqve saae man ogsaa udi denne Erke-Bisps Forfremmelse; thi, saasom han allene ved Pavens Yndest var bleven promoveret, ansaae (329)

(m) Saaledes sætter Hvitfeld udi Kongernes Historie, men er sig gandske imod i Bispernes Kronik, sigende at Jacob Erlandsen blev Bisp i Roskild 1245. da han dog paa et andet sted vidner at han paa den Tiid var Provst i Lund item at han blev Erke-Bisp 1244, da han selv viser at hans Formand døde 1254.

han Paven allene, som sin Øvrighed, og agtede Kongen meget lidet. Ja, saasom han Kongen u-adspurt var bleven Erke-Bisp, saa meenede han ogsaa Kongen u-adspurt at kunde giøre og lade hvad han vilde. Hans Dristighed gik saa vidt, at han forandrede den Skaanske Skraa (n) eller Kirke-Lov, som paa en offentlig Rigs Dag var autoriseret udi Waldemari 1. Tiid, foregivende, at derudi var adskilligt, som stridede mod den Christelige Lærdom. Saaledes var denne Prælat dannet, som foraarsagede de store U-roeligheder i Riget under tvende Konger.

Erke-Bispens Traadsighed imod Kongen.

Begyndelsen dertil blev giordt 1256, da Kongen besværgende sig over den Dristighed, Erke-Bispen havde ladet see ved at forandre den Skaanske Kirke-Rætt, lod Befalning gaae til Almuen i Skaane og Lunde-borgere, at de skulde u-ryggeligen i alting følge den Skaanske Kirke-Rætt, hvorved han vilde handhæve dem. Han lod ogsaa strax derpaa beramme en Herre-Dag til Nyborg for videre at examinere Erke-Bispens Forhold derudi. Erke-Bispen lod sig deraf ikke forskrække, men forskrev et Lande-Mode til Vedele.

Udi dette National Concilio blev giort den Navnkundige Constitution, som siden blev bekræftet af Pave Alexander 4. og har været de Danske Bispe en Prætext saa offte til Opsætsighed mod Regieringen. Samme Constitution begynder paa Latin 1256 med disse Ord: Cum Ecclesia Daciana adeò persecutioni Tyrannorum est subjecta &c. (o) og lyder paa Danske saaledes:

Constitutio: cum Ecclesia Daciana.

Efterdi den Danske Kirke er underkastet saa stor Forfølgning af Tyranner, at man ikke haver Afskye for Bisperne, hvilke staae som en fast Muur for Kirkens Beskyttelse, paa deres Person at undsige, injuriere og true, hvilke Truseler man har Aarsag at frygte sig for, efterdi de Geistlige blive forladte af den Verdslige Rætts Forsvar, og maa være besørgende at deres Hoffart, frie for Kongelig Frygt, kand formeere sig dagligen. Derfore (330)

(n) Manuscr. Membran. A. II. 12. in excerpt. Thom. Barth.

(o) Raynald. n. 29 tom. II. conc. pag. 772. confirmat. conc. Alexand. 4. de dato 3 Oct. 1257.

haver denne hellige Forsamlings Myndighed forordnet, at om nogen Bisp udi Dannemark blev fangen efter Kongelig Befalning eller Tilladelse, eller af nogen anden ædel eller høybaarn inden dette Riges Grændser, item af dem blev læmlæstet eller lidde nogen stor U-rætt paa deres Person, da skal for slig Gierning, saa fremt den findes med Kongens Villie at være skeed, over dette heele Rige GUds Tiennesten ophøre. Men, om sligt vederfares af nogen, som boer uden Dannemarks Rige og af Omstændighed kand mærkes saadant at være skeet ved Kongens, Førstens eller nogen Adelsmands Raad her i Riget, da skal det Biskop-Stikt, hvorudi saadant er skeet, opholde med all GUds-Tieneste. Hvis Kongen ikke vil forskaffe dem Rætt, som i saa Maade lide, inden en Maanet, efterat han derom er bleven advaret af Bispen i det Stikt eller andre Monitoribus, som derom giøre Varsel, da skal iligemaade all GUds-Tieneste ophøre, indtil tilbørlig Rætt vederfares. Vi forbyde og under Bands-Straf, at ingen Præst eller Capellan, som tiener nogen Herremand saa længe som Forbudet varer, enten offentligen eller hemmeligen paa Herremænds Gaarde eller anden Steds skal understaae sig at giøre dem nogen Tieneste. Actum paa det almindelige Lande-Mode til Vedele (p) 1256 pridie Nonas Mart.

Udi Krafft af denne Constitution seer man, at ingen Bisp kunde arresteres end ikke for Forræderie, eftersom intet derudi exciperes. Saa at mange Geistlige siden selv funde, at den var for haard, hvorfore Clerisiet og Capitulet til Lund 1294 (q) og Dominicaner Munkene, Aaret der efter (r) appellerede derimod. (331)

(p) Kaldes ellers Weyle hist. Christ. 1. manuscr. e bibl. Dannes.

(q) Manuscript Membran. A. 675.

(r) Ibid. A. 676. in excerpt. Th. B.

Efterat Erke-Bispen nu saaledes havde fuldendt sit Lande-Mode, begav han sig med andre Bispe og Geistlige til Nyborg, hvor Herredagen af Kongen var berammet. Jeg finder intet hvad som blev foretaget paa samme Herredag, allene, at, da Erke-Bispen, som kom noget silde, nærmede sig til ham, og undskyldte sin lange Borteblivelse, svarede Kongen: tardè venére bubulci: Det er: Fæhyrderne komme forsilde. Hvorudover Erke-Bispen blev meget forbittret. Men Kongen lod det ikke blive derved; thi han bebreidede ham hans u-forsvarlige Conduite: Saa at denne Sammenkomst tienede kun til at kaste Olie i Ilden. Kort derefter blev holden en Herredag til Vordingborg, hvor Erke-Bispen ogsaa lod sig indfinde. Der, saasom han maaskee imidlertiid havde nøiere examineret sin Opførsel, og fundet sig at være gaaen noget for vit, søgte han ved nogle af sine Venner at stille Kongen tilfreds igien: Men Kongen formerede da paa nye mod ham adskillige Besværinger, af hvilke de fornemmeste vare, (s) at han Kongen u-afvidende havde anmasset sig Erke-Bispdommet, og ham u-adspurdt

Kongens Gravamina mod Erke-Bispen.

viede andre Bisper. At han afviser de Personer, som Kongen beskikker til Kannikdomme udi Lund, og anden Steds, hvor Kongen har jus patronatus, at han forhindrer Bisperne at følge Kongen udi Krig, item at han paa Lande-Mode har forordnet det, som er mod Rigets Lov og Skik, og mange andre, hvilke han lod overgive paa samme Herredag, forlangende derfor af Erke-Bispen Satisfaction, og paastod at han skulde stykkeviis svare til disse Beskyldinger, hvilket dog denne gang ikke skeede; thi, som Erke-Bispen vilde have Tiid til at plaidere sin Sag, blev Tvistigheden opsatt 1257 til videre. Aaret derefter nemlig 1257 lod Kongen føre sin Broder Eriks Liig med stor Pomp til Ringsted, (t) og sætte det udi den Kongelige Begravelse og blev da sammesteds den afdøde Konge canoniceret udi samtlige Geistlige og Værdslige Stænders Overværelse. Hvitfeld siger, at der findes en heel Bog skreven om de Mirakler, som efter denne Konges Død skal (332)

(s) Vid. gravamina contra Archiep. Comitiis Nyburg. pag. 245.

(t) Hist. Chr. 1. Manuscr.

være skeet, men nævner ikke Autorem dertil, ey heller om samme Bog er trykt eller ey.

Nogle Førster af Pomeren nemlig Burevinus, Niclotus og Jarimarus arbeidede da paa at forlige Kongen med Erke-Bispen, men forgiæves; thi Kongen vilde, at Erke-Bispen skulde svare til de giordte Beskyldninger, dog blev intet videre forrættet paa samme Herredag, eftersom Riget var udi Tvistighed med Norge, hvilket forhindrede ham i at fortsætte Sagen ogsaa denne gang. Vel blev nogen Tiid derefter bragt et Forliig til Veje ved Hertug Sembirii Underhandling, som var Kongens Sviger-Fader; men Trætten blev strax derpaa igien opripped; thi da Erke-Bispen satt en Adels-Frue udi Kirkens-Band, som han ved Kongens Forbøn ikke vilde afløse igien,

Tvistigheden fortsættes.

urgerede han paa nye, at Erke-Bispen skulde svare til de ovenanførdte Beskyldninger, til hvilken Ende han begav sig til Lund i Skaane, og der lod kalde Erke-Bispen til Raadhuuset, hvor han sad paa sit Dommersæde, og havde hos sig Bispen af Wiborg samt sin Cantzeler Kield. Da nu adskillige, som bleve fodrede at fremkomme med deres Beskyldninger, fremførede de samme for Kongen, og derpaa begiærede hans Dom, svarede Erke-Bispen, at han ikke kiendte Kongen for sin Dommer udi Geistlige Sager, men allene Paven i Rom. Kongen blev af dette Svar end meere ophidset, og lod udi alles Nærværelse oplæse den Skraa eller Kirke-Rætt, som Erke-Bispen havde dadlet, adspørgende om de havde noget at sige derimod, hvorpaa Erke-Bispen svarede, at han samtykkede alt hvad skrevet var udi samme Lov foruden nogle Poster, som angik den Geistlige Rætt, hvorom han holdt nødigt at vide Pavens Betænkende. Da Kongen merkede saaledes, at Erke-Bispen ikke vilde forlade sin Traadsighed, (u) lod han ved en Clericum af Viborg Stikt læse paa Lunde Raadhuus et Brev, indeholdende, at han opsagde Erke-Bispen og alle hans Clericis de Privilegier og Friheder, som de havde hafft af Kongerne; desligeste befoel han alle Lunde-Sædes Vassaller inden 15 Dage at lade sig indfinde for at aflægge ham, (333)

(u) Autor Hist. Christ. 1. manuscr. plaiderer stedse for Erke-Bispen mod Kongen.

nemlig Kongen Eed under Straf at miste deres Friheder, og at tiene som andre Bønder; hvorudover Erke-Bispen forkyndte samme Clericum at være Bandsatt, som den der forkynder Mandater mod Kirkens Friheder og Statuter. Af saadan Tvistighed oprørtes Almuen, nogle holdte Chor-karle med Kongen, andre med Bispen, og bleve de sidste kaldne Chor-Karle, saasom de, der stridede for Chor og Kirke. De samme giorde siden adskillig Skade, bevæbnede med Jærn og Træe-Kølver (x) saa at Kongen omsider maatte skikke Folk mod dem for at straffe deres Overmod, og bleve mange derved omkomne af de Kongelige, som overfaldt dem, hvor de fornumme deres Samlinger at være.

Fra den Tiid blev Riget deelt udi Factioner, og søgte enhver at bestyrke sit Parti. Kongen havde et stort Anhang baade af Geistlige og Verdslige, saasom Bispen af Slesvig, Viborg, Borglum og fleere Prælater, Erke-Bispen fik paa sin Side Bisp Bang af Roskild, Bispen af Odensee og andre Geistlige, stod ogsaa i Venskab med de Holstenske Græver og Hertug Jarmir af Rygen, af hvilket Anhang han blev meere 1258 og meere traadsig, saa at, da Kong Christopher Aar 1258 lod forskrive en Herredag til Othense for der at lade krone sin unge Søn Erik, som Stænderne tilforn havde samtykt til Konge, lod Erke-Bispen ey alleene sig der ikke indfinde, men forbød ogsaa alle andre Rigets Bisper at komme did eller at krone Printzen under Bands Straf; Ikke dismindre indfunde sig dog nogle Bisper, men ingen understod sig at krone ham, hvorudover Kroningen blev opsatt til beleyligere Tiid. Han søgte ogsaa at bestyrke

Erke-Bispen bestyrker sig mod Kongen.

sig med den Svenske Hertug Birgers Venskab, og derfore arbeydede paa at overtale Kong Abels efterladte Dronning Mechtildis at bryde det Løfte, hun havde giordt at leve sin øvrige Tiid udi Kloster, og at gifte sig med samme Hertug Birger. Men det Allerdristigste, som han foretog mod Kongen, var at spille Kronen udi Hertug Eriks Kong Abels Søns Hænder; thi han skrev til Paven, at Abels Børn med U-rætt vare skildte ved deres Fæderne Rige, hvortil de udi deres Faders Tiid vare samtykkede af samtlige Stænder ja af Kong Christopher (334)

(x) Den lille Krønike, som er udgiven under Kong Eriks Navn anfører dette med slige Ord: Choer Karle vare galne med Kylner.

selv. Men jeg finder ikke udi Historien uden den ældste Søn Waldemar at have været samtykt af Stænderne til Konge.

Samme Waldemar (y) døde 1257, hvorudover hans Broder Erik paastod det heele Hertugdom Slesvig sig at være tilfalden; men, som hans Lehns-Brev ikke indeholdt, at det skulde være arveligt, meenede Kongen den Deel af Hertugdommet at være falden til Kronen igien, og derfore med en anseelig Magt begav sig ind udi det Slesvigske for at forfølge sin Rætt. Hertug Erik, som fandt sig ikke sterk nok til at giøre Modstand, retirerede sig derover til Holsten, hvorpaa Kongen lod indtage og besætte alle Slotte og Stæder i Førstendommet, og derpaa begav sig til Dannemark igien.

Kongen lader Erke-Bispen Fængsle.

Saaledes vare Conjuncturerne, da Kongen omsider fattede den Resolution at lade Erke-Bispen gribe og Fængsle. Aabenbare dristede han sig ikke til at giøre det, saa vel i henseende til Almuen, hvoraf Erke-Bispen havde Anhang, som i henseende til hans Broder Johannes Erlandsen, hvilken var en anseelig Mand og Høvets-Mand udi Skaane. Hvitfeld kalder ham en Gielkere i. e. Major Baro terræ, hvorudover han 1259 besluttede at forraske ham med List, hvilket ogsaa skeede 1259 saaledes: Da Erke-Bispen kom til Gisleborg ikke langt fra Landskrone med nogle faa Tienere, komme tvende Kongens Lehns-Mænd (z), som havde udspeidet alting, uforvarende paa ham, grebe ham an om Natten, og førte ham til Fyen, hvor han blev satt udi Lenker og Fængsel paa Hagenskov mesten i 2 Aar. Og siges der da at man satt en Reve-Skinds Hue til Spott paa hans Hoved, (a) hvor over Pave Alexander 4. siden mest besvergede sig. Herpaa blev Erke-Degnen og Præsten til Lund, som Jacob Erlandsens fornemmeste Raadgivere grebne; iligemaade Bisp Eske af Ribe. Man søgte ogsaa at forraske Bisp (335)

(y) Saaledes siger Hvitfeld udi Kong Christophers Historie. Men udi Erik Glippings, at Hertug Waldemar døde 1260, hvilket sidste maae være Forseelse.

(z) Anonym. Chron. Dan. siger at disse tvende Lehns-Mænd vare Henrik af Mecklenborg og Nicolaus af Lund.

(a) Hist. Christoph. 1. Manuscr.

Peder Bang af Roskild, men han tog i Tide Flugten og retirerede sig til Rygen. Bisp Jens af Odense forlod ogsaa Riget, og begav sig til Als

Samme Fængsels Virkning.

Disse tvende flygtige Bispe lode strax Patenter udgaae efter den Kirke-Constitution, som var giort til Vedele, og satte det heele Rige udi Band. De besværgede sig ogsaa hos Paven over Erke-Bispens Fængsel, som de vidnede var u-skyldig, og lagde ald Brøde Kongen til. Ja den Roskildske Bisp ophidsede Paven at tilskrive Hertug Jarmer af Rygen, at han skulde paaføre Riget Krig og med Magt søge at befrie Erke-Bispen og de andre Geistlige som sadde fangne. Efterat de tvende flygtige Bispe saaledes havde ladet Bands-Breve forkynde over det heele Rige, og derudi indført den Constitution,

Riget sættes i Band.

som var giordt til Vedele med Pave Alexandri anhængende Confirmation dateret til Viterbo, lode de dem anslaae paa alle Kirke-Dørre. Til Lund, Roskild og Odense blev dette Forbud holdet en Tiid lang, men udi Jylland og andensteds rettede kun faa sig derefter. Kong Christopher appellerede strax til Paven, formeenende, at Bisperne ikke burde være Dommere udi deres egen Sag, og at det ikke var billigt, at det heele Rige skulde nægtes GUds Tieneste og Sacramenterne for et u-roeligt Menneskes Skyld. Men det synes, at denne gode Konge har været lidet verseret i Kirke-Historien, efterdi han forundrede sig der over, da Geistligheden for langt ringere og meere u-vedkommende Sager havde sat større Riger udi Interdict, som Frankerige udi den mægtige Konges Philippi Augusti Tiid, efterdi han ingen Kierlighed havde til sin Dronning.

Kongen appellerer til Paven.Med denne Apellation til Paven tænkte Kongen at vinde Tiid for at eludere Bispernes Forbud. Imidlertid lod han over alt affærdige Ordre til de andre Geistlige at blive ved GUds Tiennesten med mindre de vilde være deres Indkomster qvit (b); og som han intet got ventede sig fra Paven, søgte han at bestyrke sig med Venskab udenlands hos Kong Hagen af Norge og Byrge Jarl af Sverrig, hvilke ogsaa ikke allene lovede ham Undsættning, men endogsaa virkeligen bragte til den Ende Folk paa Beenene, saa at (336)

(b) Vid. liter. Reg. ad clerum dat. Thornborg 3 Paschatis pag. 257.

Kong Hagen laae færdig med sin Flode Østen for Jegeren, og Byrge Jarl kom med et Antall Folk for Kiøbenhavn nyeligen for Kong Christophers Død.

Hvor vit ellers denne Kirkens Band eller den Interdict strakte sig, kand sees besynderlig af Boetii Decani Brev til Geistligheden i Halland af det Indhold (c).

Boetius Decanus, og det gandske Lunde Capitel ønsker alle Decanis og Presbyteris udi Halland Salighed i HErren. Vi give eder at vide, at vor Erke-Bisp paa vor Frue Natt med Magt udi sit Huus af nogle Diævelens Drabantere eller Knægte blev tagen, og aldeeles mod ald Rætt blev henført fra sin Boelig. Hvorudover vi befale, at I ikke skal tage udi Sinde at holde nogen GUds Tienneste for Folket og ey tilstede dem at bruge Sacramenterne undtagne dem allene, som Kirke-Loven tilsteder, naar almindelig Interdict skeer, som er; at I eengang om Ugen skal holde Messe uden Ringen inden tillukte Dørre med middelmaadig sagte Røst til at berede Christi Legem dennem til Tærepenge, som vandre herfra Verden; dog at de udelukkes, som ere bandsatte. Dernæst at I skal høre deres Bekiendelse, som vandre herfra, og døbe dem, som Daaben have behov; men I skal vide, at Eder i ingen Maade skal tilstedes at begrave de dødes Legeme i Christen Jord Datum 1259 die 1. Nonarum Febr. Heraf kand sees, hvad Virkning deslige Interdict kunde giøre blant Folk, der troede, at saadant var GUds Ordre. Heraf kommer det ogsaa, at mange Nationer, for at faae saadant Edict ophæved, have tvunget deres Konger at indgaae de skammeligste Conditioner med Paven og de Geistlige. Ja faa eller ingen Konger, hvor kiække de end have været, have kundet holde Stand derimod, men have maatt tage imod Hug og U-rætt, (337)

og til Sluttning giort Afbigt, med mindre de have villet underkaste sig større U-lykke som, enten at afsættes, eller at ende Tragœdien paa den Maade, som Kong Christopher.

Medens denne U-eenighed stod paa, reisede Kongen til Jylland, og begav sig til Ribe for at overlægge med samme Steds Bisp hvorledes denne Tvistighed kunde

Kongen forgives af en Bisp.

dempes. Men der blev han af Arnfasto (d) Bispen i Aarhuus (e), som var did henkommen under Skin at tale med Kongen om det Almindelige Beste, forgiven: endeel siger, at det skeede udi Sacramentet: andre, da han var til Giæst hos ham, hvilket holdtes for et galanterie eller snarere en god Gierning paa de Tiider mod en bandsatt Konge. Det vederfores Kongens Lig (f), som en stor Naade, at det blev begravet udi Dom-Kirken i Ribe, og det allene, efterdi han havde appelleret til Paven. Saadant endeligt fik Kong Christoffer 1259, efterat han havde regieret henved 7 Aar. Med denne Konges Død ender den u-bekiendte Autor sin liden Tractat om de Danske Konger, som han har dediceret til Kong Christoffer, hvilken maa være Christophorus 2. Samme Tractat Indeholder allene en Genealogie af Kongerne, men diffunderer sig lidt vitløftigere udi Waldemari 2. og hans Sønners Historie indtil denne Christoffori 1. Død, hvilken han siger udi Gierningen svarede til sit Navn efterdi han var Christi Offer (g).

Hvis i at give denne Kongens Portrait man vil tage de Geistliges Domme til Fundament, da har han været en haard, u-mild og u-rætfærdig Regent, men man har lært af Historierne, (338)

(d) Denne Arnfastus var imod Kongens Villie bleven creeret Biskop til Aarhuus. Det er selsomt, at Hvitfelt har ikke anført ham udi de Aarhuusiske Bispers Catalogus.

(e) Hist. Christoph. 1. manuscr. taler derom saaledes: Och siges thett, at samme Konning bleff forgiffuen af Erche-Biskop Jacobs oc Peders Anhængere.

(f) Crantzius synes at tilkiende give, at Kong Christopher døde naturlig Viis sigende: Sub extremum pacifice rebus cunctis administratis in fata concessit: Maa skee at han af respect for Geistligheden har fingeret saadan U-videnhed.

(g) Anonym. de Reg. Dan. Christoffer enim Christi oblatio interpretatur.

hvor lidet man kand bygge paa saadanne Domme, og at undertiden de allerbeste Konger ere afmalede som Tyranner, efterdi de ikke have villet tilstede Bisper og Præste at voxe dem over Hovedet, og betage dem deres Kongelige Myndighed, hvorudover man ingen Reflexion maa giøre paa saadanne Domme, men allene eftersee Historien, og da finder jeg, at Kong Christopher kand heller holdes for

Kong Christoffers Characteer

en god end en ond Konge (h); thi at bandsættes paa de Tiider var ligesaa liden Beviis paa en Konges Ondskab som Canonisation paa ens Gudsfrygt og Godhed. Saaledes blev St. Canutus canoniceret ikke saa meget, fordi han var en god Mand, som fordi han bortgav alle Rigets Herligheder til de Geistlige, og bestyrkede dem i deres Hofmod. Saaledes blev Riget derimod under Kong Christophers Regiering satt i Band, ikke fordi han var en ond Konge, men fordi han beskyttede Rigets Ære mod de Geistliges Overmod. Man seer derforuden af Historien, at han har hafft adskillige gode Qvaliteter, og regieret med Fornufft, saa at intet har været ham meere angelegent end at redressere de Stats Feil, hans Formænd havde begaaet ved Rigets Deeling. Saaledes kunde man ingenlunde bevæge ham til at forlehne det Hertugdom Slesvig arvligen bort, iligemaade det Grævskab Halland, u-anseet at Rigets-Raad selv giorde Forbøn for den unge Græv Jacob (i). Han holdt stedse god Venskab med sine Naboer Kong Hagen af Norge og Byge (339)

(h) Anonym. de Reg. Dan. giver hans Portrait; men flatterer alt formeget.

(i) Kong Waldemar 2. gav Nørre Halland til Eiendom til Græv Claus 1241, hvilket han vilde have fortplantet paa sin Søn Jacob, men Kong Christopher vilde det ingenlunde tilstede, dog erholdt Græv Jacob siden Confirmation derpaa af Kong Erik Glipping; og er dette Oprindelsen til det Hallandske Grævskab. Aarsagen hvorfor det blev givet til bemelte Græv er denne: Kong Waldemar havde en Paarørende kaldet unge Græv Claus, hvilken efter sin Moder Juditha en Sverinsk Grævinde havde arvet den halve Deel af det Sverinske Grævskab; Da nu Kongen var bleven bortført fangen af de Sverinske Græver, og skulde løses, blev blant andre Conditioner og denne accorderet, at bemeldte Græv Claus skulde afstaa sin Deel af Sverin, og derfor bekomme andet Vederlag udi Riget, hvorfor Kongen gav ham Nørre-Halland til Eie. Denne Græv Clauses eller Nicolai Søn Jacob blev siden Kong Erik Glippings Banemand.

Jarl af Sverrig, conserverede ogsaa temmeligen Fred og Eenighed i Riget, naar man allene undtager den Tvistighed med Erke-Bispen, udi hvilken de fleste endogsaa af Bisperne gave Kongen Ret, saa at man deraf seer, at han geraadede i denne Fortræd ikke fordi han hadede Geistligheden, men allene, fordi han vilde dempe visse Geistliges store Overmod. I det øvrige plaiderer intet meere for denne Konge end hans Død; thi den beviiser allene, at de Geistliges Ondskab da var kommen paa den høieste Spidse, og at derfor deres Vidnisbyrd om denne Konges Qvaliteter ikke bør tages i ringeste Consideration. Hvad som lægges ham mest til Last er, at han besværgede Almuen med store Paalæg, hvilket gav Anledning til Bøndernes Opstand udi Siælland, som ikke uden med stor Møye og Blods-udgydelse blev stilled. Han lastes ogsaa deraf, at han betienede sig meget af Fremmede baade udi civile og militaire Sager, hvorudi, saasom mange af de efterfølgende Konger have fuldt ham, har den Danske Militie mistet meget af sin gamle Bravoure. Kong Christophers Dronning var Margaretha Hertug Sambiri Dotter (k), hvorudover hun gemeenligen udi Historien kaldes Margaretha Sambiria eller ogsaa

Hans Dronning og Børn

Margaretha Spreng-Hæst, efterdi hun reed sterk. Udi de Skovenborgske Grævers Krønike bliver hun gemeenligen kaldet den sorte Grethe (l), efterdi hun var saa meged sortladen af Ansigt. Med hende have nogle derudi confunderet den store Dronning Margaretha Waldemari 3. Dotter. Han avlede med hende 3 Sønner, Erik, som fuldte ham udi Regieringen, Waldemar og Nicolaus som døde udi deres Ungdom og en Dotter ved Navn Mectildis, som blev gift med Mark-Græv Albert af Brandenborg. Samme Aar, som Kong Christoffer døde, blev St. Claræ Orden i Dannemark indført, og et Claræ Kloster stiftet af Ingerd Jacob Sunesens Dotter, som en u-bekiendt Autor vidner (m). Udi denne Konges Tiid fik Kiøbenhavn sin første (340)

(k) Anonym. de Reg. Dan. kalder ham ellers Zambor hvilket Navn gives ham ogsaa i de Pomerske Krøniker vid. Micrælii Antiq. Pom.

(l) Hermanni Leerbec. Hist. Comitum Schovenb.

(m) Anon. Chron. Dan.

Byes Rætt 1254. af Jacob Erlandsen, som da var Bisp af Roskild; thi det er at merke, at samme Stad Kiøbenhavns første Stads-Rett.laae endda under de Roskildske Bisper. Denne Stads-Rætt findes paa Dansk Ord for Ord indført udi Hvitfelds Krønike (n). Hvad som ellers denne Konge giorde Riget til Nytte var, at, eftersom Dronning Mectildis blant andre vigtige Rigets Adkomst-Breve havde forkommet Keyser Friderici 2. Diploma paa Venden og Nord-Albingien, lod han anholde hos Pave Alexander 4. om en nye Bulle til Confirmation paa samme Lande, og til den Ende tilstillede samme Pave vidimerede Copier af det Hoved-Brev Keyser Friderich 2. havde givet hans Hr. Fader. Han erholdt ogsaa saadan Bulla, som Hvitfeld vidner at være forvaret paa det Kongl. Archiv, og som lyder Saaledes:

Alexandri 4. Confirmations-Brev paa Venden.

Alexander Episcopus Servus servorum Dei charissimo in Christo filio Regi Danorum Illustrissimo Salutem & apostolicam benedictionem: Justis petentium desideriis dignum est nos facilem præbere consensum & vota, qvæ à rationis tramite non discordant, effectu proseqvente complere. Cùm igitur qvondam Fridericus tum Rex Siciliæ in Romanorum Imperatorem Electus de assensu Principum Teutoniæ pro pace & concordia inter Imperium & Regnum Daciæ inviolabiliter observanda & hostibus Imperii cöercendis, omnes terminos ultra Eidoram & Albiam Imperium contingentes, qvos Divæ recordationis Canutus Rex Frater ejus inclytus, multis provocatus injuriis & tu cum eo pariter acqvisivistis & qvicqvid in Slavia idem Frater tuus, acqvisitum paterno suoqve labore tenuit, Regno tuo addiderit, sicut per authenticum instrumentum inde confectum evidenter apparet. Nos tuis supplicationibus inclinati, qvod ab eodem Rege de consilio eorundem Principum, & assensu pro bono pacis super his perinde factum est ratum habentes, id autoritate apostolica confirmamus & præsenti scripto patrocinio nostro communimus. Nulli ergo hominum liceat hanc paginam confirmationis nostræ infringere, vel (341)

(n) Vid: jus municip. Hafn. pag. 238.

ei ausu temerario contraire. Siqvis autem hoc attentare præsumpserit, in indignationem omnipotentis Dei & Beatorum Petri & Pauli Apostolorum ejus se noverit incursurum. Datum Anaginæ 3 Calendas Julii Pontificatus nostri anno 2.

Nogle Aar efter Kong Christophers Endeligt døde den store Norske Konge Hagen Hagensen, hvorom tilforn er taled, og ender med ham Snoro Sturlesen sin Norske Krønik, kalden Kringlu Heimsens af de to første Ord i Bogen, han var en fornuftig og anseelig Mand, hvilken ikke alleene havde været tvende gange Lagmand paa Island, men havde ogsaa en stor Deel af Island under sin Gevalt (o), og viser Hagen Hagensens Historie at han af samme Konge blev brugt udi Legation for at forlige Kongen og Islænderne. Han begynder sin Historie fra den Nordiske Monarch Othin, og gaaer indtil Hagen Hagensen, hans Historie er et Supplementum til Snoronis Krønike, efterdi han døde længe for Kongen (p). Samme Snoronis Krønike er skreven ikke alleene med stor Oprigtighed men endogsaa med Ziirlighed efter de Tiders Maade; thi de Autores, han citerer udi Kongernes Historier ere saadanne som have levet i samme Kongers Tider, og giver han os fortreffelige portraits paa alle store Mænds saavel Legemets som Sindets Gaver, hvorfore jeg har meget fuldt ham som en god Veiviser udi dette Verk.

Erik VI. kalden Glipping.

Efter Kong Christophers Død kom hans Søn Erik til Regieringen, hvortil han Erik Glipping.udi Faderens Tiid var af Stænderne beskikket. Han havde ogsaa haft i Sinde at lade ham krone paa den Herre-Dag holden til Odense 1258. Men Erke-Bisp Erlandsen ikke allene selv vegrede sig for at krone ham, men forbød det ogsaa under Bands Straff de andre Bisper, og, da Riget siden formedelst bemeldte Erke-Bisps Fængsel kom udi Interdict, blev der intet af med Kroningen udi Kong Christophers Tiid. Ved (342)

(o) Hist. Haqv. pag. 735.

(p) Wormii præf. ad Chron. Snor.

hans Ankomst til Regieringen var Riget udi en meget forvirret Tilstand. Bisperne

Rigets Tilstand.

vare endeel fængslede, endeel landflygtige, det heele Land var udi Kirkens Band. Kong Abels Sønners Tilhængere foregave dem at være nærmere til Kronen, og den unge Konge var endda ikkun i sit Tiende Aar, hvorudover Enke-Dronningen Margaretha Sambiria maatte i Begyndelsen føre Regimentet, hvilket hun ogsaa udi dislige Forvirring med Berømmelse forestod, efterdi hun var en god og fornuftig Dronning (q).

Jeg har fortaalt udi forrige Konges Historie, at den Roskildske Bisp Jens Bang, som flygtede til Rygen, skrev Pave Alexandro 4 til, begierende, at han vilde

Bisperne kalde fremmed Krigs-Magt ind udi Riget.

formaa den Rygiske Hertug Jarmer at tage sig den fangne Erke-Bisp an. Dette giorde ogsaa Paven, og udvirkede saa meget ved Skrivelse hos bemeldte Hertug, at han med en anseelig Magt begav sig mod Dannemark, og landede udi Siælland tillige med Biskop Bang, hvilken fik strax stort Anhang af Almuen i Siælland, som slog sig til Hertugens Folk. Dronning Margaretha lod strax opbyde Mand af Huus i Siælland til Landets Forsvar. Derpaa blev holdet et stort Feltslag ved Nestved, hvor 1259

Slag ved Nestved.

Hertugen erholdt Seyer, og over 10000 Bønder bleve slagne. Efter saadan Seyer røvede og brandskattede Jarmer fast alle Kiøbstæder og Landsbyer udi Siælland, bemægtigede sig ogsaa Kiøbenhavn, som Kongen da havde inde tilligemed Stiktets Gods siden Bispens Undvigelse af Riget. Det Sted, hvor han brød ind udi Staden, blev siden kaldet Jarmers Gab, hvor blev anlagt en Skandse, som Hvitfeld vidner i hans Tiid endda at være kalden Jermers Skandse.

Efter denne Fremgang fornyede Biskop Bang atter det Band, som formedelst Erke-Bispens Fængsel var paabudet, og forbød, at de, som vare omkomne udi Slaget ved Nestved at komme udi Christen Jord, endskiønt de havde tilsatt deres Liv mod fremmed Magt for Fæderne-Landets Forsvar. De Holstenske Græver, som vare med udi dette Ledtog, fulde paa samme Tiid ind udi Sønder (343)

Hist. Erici 6. manuscr. giver hende dog slett Lov, og siger at hun oplærte sin Søn til at foragte Rigets-Raad.

Jylland, hvor de skiendte og brændte allevegne. Hertug Jarmer, efterat han saaledes havde huseret udi Siælland, begav han sig til Borringholm, hvor han beleirede og indtog det Slott Hammerhuus, som tilhørede Lunde Stikt, men siden var belagt med Kongens Folk. Han reysede omsider derfra til Skaane for at øve samme Tragoedie, men da han vilde sammesteds indtage og plyndre en Bye, blev han ihielstukken af en Qvinde med en Kniv. Formedelst den Tyrannie han øvede her i Landet var han saa forhadt af de Danske, at endogsaa Stodere veigrede sig ved at imodtage Almisse i hans Navn (r).

Disse mange Ulykker (s), som overkomme Riget, foraarsagede, at Regieringen 1261endeligen 1261 fandt for got at lade Erke-Bisp Jacob løs og komme til sit Stikt igien. Dog var han saa traadsig,

Erke-Bispen kommer løs igien.

at han ikke vilde antage Stiktet eller give Revers fra sig, førend Paven havde kiendet udi hans Sag. Hvorudover man maatte lade ham løs uden Conditioner. Bisperne af Roskild og Odense komme ogsaa hiem til deres Stikte igien, hvor de forbleve; Men den u-roelige Erke-Bisp begav sig til Sverrige, og vilde have videre Satisfaction, førend han forligede sig med Kongen, mod hvilken han indgav store Besværinger hos Paven. Endskiønt Bisperne saaledes komme i Frihed igien, continuerede dog Kirkens Band, som Riget engang var sat udi. Dog observeredes dette ikke saa nøye og med den Strænghed til Lund, Roskild og Odense, som tilforn. I Jylland derimod havde man ikke rættet sig efter dette Interdict, men stedse fra Erke-Bispens Fængsel var bleven ved at forrætte GUds Tienesten, alleneste den cesserede paa de Steder, hvor Kongen og Dronningen vare. Imidlertid, mens dette skeede, døde Pave Alexander 4. og Urbanus 4. blev Pave i hans Sted. Denne Forandring ved det Romerske Sæde opmuntrede Kong Erik til at forsøge, om han kunde bøye den nye Pave til at skaffe sig Rætt mod Erke-Bispen og at udrede Riget fra de Fortredeligheder, som det var indviklet udi: til den Ende lader han (344)

(r) Test. Th. Barth. in excerptis ad Hist. Ecclesiast.

(s) Hist. Christoph. 1. manuscript henfører dette til Kong Christoffers Tiid.

ved sine Procuratores Paven insinuere de Klagemaale, han havde mod Erke-Bispen og de tvende andre oprørske Bisper.

De Gravamina, som førdtes mod Erke-Bispen, bestode fornemmeligen udi

Kong Erik indgiver nye Gravamina mod Erkebispene

efterfølgende Artikle 1.) at, endskiøndt han havde svoret Kongen Troeskab og Lydighed, har han dog forbundet sig med Hertug Jarimaro, Græverne af Holsten og andre Kongens Fiender. 2.) at han havde vegret sig for at krone Kongen. 3.) at han havde conspireret med Abels Børn mod Regieringen. 4.) at han havde forekastet de Personer, som Kongen havde jus at præsentere til Geistlige Embeder. 5.) at han tilegnede sig den Rættighed at nyde Vrag som hørdte Kongen til. 6.) at han havde forbudet dem, som bleve omkomne i det Slag ved Nestved i Kongens Tieneste, at begraves i Christen Jord. 7.) at han havde beskyldet Kongen for at være en Kietter etc. Den fornemmeste Beskyldning mod Bisp Bang af Roskild var, at han havde indført fremmede Rigets Fiender ind i Riget, hvor de have røvet og plyndret adskillige Stæder. Og mod Biskopen af Fyen vare disse, at han havde været Medvider og Raadgiver til det Mord, som skeede paa Kong Erik Plogpenning, item at han havde bragt de Holstenske Græver ind udi Førstendømmet Slesvig med væbned Magt.

Medens han oppebiede Svar af Paven paa disse Beskyldninger, blev han anmodet af Hertug Erik Abels anden Søn; (thi den ældste Waldemar var alt død) at forlehne ham med det Hertugdom Slesvig, og det efter den Tydske Lehns-Rætt. Derpaa drev besynderligen hans Moder Mechtildis Kong Abels Efterleverske, hvilken, saasom hun ikke havde kundet spille Riget i sine Sønners Hænder, saa søgte hun i det ringeste at svække det ved at demembrere Hertugdommet derfra, og at giøre det arveligt paa hendes Børn. Samme Rigets skadelige Dronning var da desmeere farlig, efterdi hun havde begivet sig udi nyt Ægteskab med Birger Jarl udi Sverrig, og derved kunde forlade sig paa Hielp fra samme Rige; thi Birger, endskiønt han selv ikke var Konge, saa regierede han dog med Kongelig Myndighed, og havde faaet sin Søn Waldemar paa Thronen i Sverrig, saa at samme Dronning (345) Mechtildis, skiønt hun fornedrede sig i sin Stand, og af en Dronning var bleven Førstinde, saa dog tilvoxede hun i Myndighed og Anseelse ved dette Giftermaal, og kom i Stand til at befodre hendes Børns Prætentioner mod Dannemark, hvorudover hun da ogsaa efter hendes ældste Søns Hertug Waldemars Død reisede fra Sverrig, og ophidsede sin anden Søn Erik at paastaae Slesvig, som et Arve-Lehn sig efter sin Broder tilfaldet, og meenes der, at hun ved denne Paastand ikke sigtede saa meged paa Hertugdommet, som derved at bane samme hendes unge Søn Vej til den Danske Throne, hvilket var hendes stedsevarende Attraae, og hvorudi hun synderligen blev

Trette om det Slesvigske Lehn

bestyrket af den u-roelige Erke-Bisp Jacob Erlandsen, som havde raadet hende til det Giftermaal med Birger Jarl for at bestyrkes med Sverrigs Hielp til saadant forehavendes Fuldbyrdelse.

Den Proposition, som da blev giort til at conferere Hertugdommet som et Arve-Lehn paa hendes anden Søn Erik, vegrede Regentinden Margareta sig paa hendes Søns den unge Konges Vegne at accordere. Hun formeenede, at, endskiøndt han kunde have Rættighed til Førstendommet, saa havde han dog forbrudt den, i det at han havde giordt Forbund med Rigets Fiender, og førdt Krig mod Kongen; skulde man dette U-anseet føje ham herudi, og forlehne ham med Slesvig, kunde det ikke skee uden paa hans Lives Tiid efter den Danske Lehns-Rætt. Herudover anholdt Hertug Erik om Hielp hos Græverne af Holsten, og andre Førster i Tydskland for med Magt at erholde sin formeente Rætt. Kongen og Enke Dronningen giorde sig paa den anden Side færdig saadant at forhindre, og rykte med en Krigs-Hær ind udi det Slesvigske. Peder Findsen, Rigets Marsk, og Iver Tagesen anførdte de Danske, og Hertug

Erik Slag ved Lohæde. 1261

de Holstenske og andre fremmede. Ikke langt fra Slesvig ved Lohæde geraadede begge Krigs-Hære udi Trefning sammen den 28. Julii 1261. (t) Udi Begyndelsen af Slaget havde de Danske Overhaand; men, da Seieren syntes at være vis, og det Danske Fod-Folk med Success satt (346)

(t) Herman. Leerbac. Chron. pag. 33. Helmold. Continuat. cap. 18.

ind paa Fienden, begyndte Anførerne Peder Findsen og Iver Tagesen med Rytteriet at tage Flugten, hvilket jog saadan Skræk ind udi Kongen fanges.Fod-Folket, at det ogsaa gik samme Vej. Udi denne Trefning bleve mange fornemme Danske Herrer slagne, og mange fangne. Kongen og Dronningen, som vare ikke langt derfra, bleve ogsaa fangne, førend de finge Tiidender om dette u-lykkelige Slag, og kunde faae Tiid til at retirere sig. Dronningen blev førdt til Hamborg under Græv Geertes Forvaring, og Kongen blev bragt til Norborg (u) paa Als.

Dette u-lykkelige Slag foraarsagede saadan Glæde hos den u-roelige Erke-Bisp, som da var i Sverrig, at han strax kom til Dannemark igien, foer ind udi Førstendommet, og magede det saa, at Dronningens Fængsel, som tilforn var taaleligt, blev meere haard. Efter et langvarigt Fængsel kom først Dronningen løs ved Hertug Alberts af Brunsvig Underhandling, og da lod hun strax gribe Anførerne Peder Findsen og Iver Tagesen, tog Dom over dem, saasom de ved en haanlig Flugt af Slaget havde foraarsaget denne store U-lykke, og lod dem hænge ved Nyborg; og, om man skal troe den oftciterede skrevne Historie, vederfoer dem derudi ingen U-rett, helst

Kongen kommer løs igien.

saasom de efter Slaget toge imod store Foræringer af Hertug Erik (x). Endeligen 1265 kom Kongen ogsaa løs med de Vilkor, at han skulde ægte Ottonis Margrævens af Brandenborg Broder Dotter uden Medgift, hvorimod Margræven skulde betale Græverne af Holsten 6000 lødige Mark for Kongens Befrielse. Den anden Condition var, at han skulde forlehne Hertug Erik med Førstendømmet. Det er at Merke, at Kongen havde imidlertiid siddet udi Forvaring hos bemeldte Margræv Otto, og, medens hans Fængsel varede, forestod Hertug Albert af Brunsvig (y) Riget efter Dronning Margaretæ (347)

(u) Hist. Erici 6. manuscr.

(x) Histor. Erici 6 manuscr.

(y) Hvitfeld siger, at det var Margræv Albert af Brandenborg, hvilket maae være en Forseelse; thi det er ikke troeligt, at Dronningen skulde betroe Rigets Administration til en, hvis Broder holdt Kongen i Forvaring. Jeg følger derfor heller dem, der giøre Hertug Albert af Brunsvig til Regent, hvilket er rimmeligere, efterdi samme Hertug var nærmest dertil, saasom hans Dotter Juditha havde været Dronning udi Dannemark; thi hun var given til Erik Plogpenning denne Konges Far-Broder. Heraf sees ogsaa en anden Feil hos Hvitfeld, som siger, at forbemeldte Hertug Albert var denne Konges Dotters Søn; thi det er at giøre ham af Erik Christophersen til Erik Eriksen.

Forlangende; thi Bønderne udi Siælland reisede sig op mod ham, Trende merkelige Feil hos Hvitfeld.og beleirede ham paa Helsingborg Slott, saa at den gode Hertug maatte salvere sig paa en Baad udaf Riget, og dermed havde hans Regimente Ende (z). Efterat Kongen saaledes var befriet af sit Fængsel, og imidlertiid havde fornummet Erke-Bispens slemme Opførsel, i det han ikke alleneste havde glædet sig over hans Fængsel, men endogsaa stræbet at hindre hans Befrielse, skriver han atter til Paven, forestillende ham, udi hvilken slett Tilstand denne uroelige Prælat havde bragt Riget, og begierede, at hans Hellighed vilde befrie ham og Riget fra Erke-Bispen, for hvilken Velgierning han vilde forbinde sig til all Lydighed mod det Romerske Sæde. Herudover lod Pave 1264 Urbanus 4. affærdige et Brev til Erke-Bispen 1264, hvorudi han formanede ham godvilligen at resignere sit Stikt (a). Brevet er ellers meget haardt skrevet

Pave Urban straffe Brev til Jacob Erlandsen.

indeholdende alle de Beskyldninger, ja fleere end som Kongerne havde giordt tilforn. Det begynder saaledes: Urbanus Biskop Gudstieneres Tiener ønsker Hæderlige Broder Hr. Jacob Erlandsen Erke-Bisp til Lund Salighed og Apostoliske Velsignelse. Vi have af Rygte og Tiidende her og der spurdt, at Lunde Kirke, som plejede i fordum Tiid at være udi Flor og Blomster formedelst den Overflødighed, som der var baade paa aandelige og timmelige gode Ting, skal være udi denne Tiid ved din Ondskab og Hoffærdighed kommen nu saa meget paa Knæe, at, dersom den ikke snarligen hielpes ved Pavelig Raad og Forsyn, kand den neppe komme paa Fode igien. Derpaa gaaer (348)

(z) Hist. Erici 6. manuscr. hvor dette fortælles om Hertug Albert, hvilket er Rett.

(a) Vid. lit. Pontif. Urban: ad Archiepiscop. pag. 267. seqv.

Paven igiennem alle hans Beskyldninger, og tillægger ham end Kætterie, sigende, at han har villet fordriste sig til at corrigere og forbedre Herrens Bøn item Troens Artikle, og endeligen bruger denne haarde Expression: GUd give at saadanne dine onde Stykker kunde allene komme over dig selv, og ikke over Kirkerne, som formedelst dine Misgierninger have saa meget lidet.

Af dette Brev synes, at Pave Urbanus havde udi Sinde at skaffe Kongen Satisfaction. Men, som samme Pave døde kort derefter, og blev succederet af Clemente 4. begav Jacob Erlandsen sig til Rom, og der besmykkede sin Sag saaledes for den nye Pave, at Cardinal Guido som Pavelig Legat blev sendt til Dannemark for at examinere de Tvistigheder mellem Kongen og Geistligheden. Bemeldte Legat endskiønt han hæderligen blev imodtagen af Kongen, kunde man dog merke, at han ikke vilde blive det Kongelige Parti meget gunstig, som fornemmeligen sees af den Citation, han udstædde, hvorved han stævner Kongen og hans Vederpart peremptoriè til Slesvig. Imod denne Stævning saavelsom Stedet exciperer Kongen solenniter ved en Skrivelse 1266 dateret Ribe 1266 den 26. Augusti og derudi appellerer til Paven selv (b). Dette forbittrede saa meget den Pavelige Legat, at han begav sig af Riget til Lybek tillige med

Den Pavelige Legat sætter Riget udi Band.

Erke-Bisp Erlandsen samt Bisperne af Roskild, Slesvig og Ribe, og der lod publicere Kirkens-Band mod Kongen, Enke Dronningen og Bisperne af det Kongelige Parti, som ikke vilde møde til Slesvig. Derpaa begav han sig til Rom igien, hvor hen ham fuldte Jacob Erlandsen, som forblev der udi 7 Aar, indtil Pave Gregorius 10. udi det Aar 1274 lod holde et Concilium til Lyon (c) da blev et Forliig giordt mellem Kongen og Bisperne (d). Den Roskildske Bisp Peder Bang tog (349)

(b) Vid. Except. Regis 6. cal. sept. pag. 271.

(c) Hvitfeld siger paa et andet Sted 1276, hvilket er u-rigtigt teste ipso Greg. lib. 2. Epist. 45. it. Menestrier hist. Consulaire de Lyon.

(d) Kirkens-Band blev ellers hæved et Aar derefter nemlig 1275 og blev af Kongen til at negotiere dens Ophævelse besynderligen brugt en habil Mand ved Navn Jon Lille, som boede paa Tommerup i Skaane.

sit Stikt an igien. Men Erke-Bispen afstod Lunde-Stikt til een af sine Paarørende ved Navn Erland, og selv begav sig udi Franciscaner Muncke Orden paa Rygen (e), hvor han døde 1274 (f) saasom den oft citerede liber Daticus Roskildensis vidner, hvilken blev skreven dette Aar skiøndt meget siden der til er lagt. Det Forbud som Riget var udi, varede 17 Aar nemlig fra det første, som strax efter Erke-Bispens Fængsel blev forkyndet. Hans Successor Erland havde lige saadan Skebne, som han; thi da han vilde reise

Ende paa den Trætte mod Geistligheden.

til Rom for at bekomme Confirmation og Pallium, blev han fængslet af Keiser Rudolf af Habsburg (g), som holdt for at han intriguerede mod hans Udvælgelse, hvilket giver tilkiende, at han ogsaa har været et u-roeligt Hoved; dog kom han løs igien, men døde strax derefter.

Medens denne Bispe-Trætte varede, regierede Kongen nogle Aar i Roelighed og profiterede han af samme Roelighed ved at udgive adskillige nyttige Love. Han lod 1269 sammenskrive den almindelige Birke-Rætt, som siden af Christophoro Bavaro blev igiennemseet og forbedret. Han gav ogsaa samme Aar Riber-Bye sin Stads-Rætt, hvilken tillige med andre municipalske Love er bleven befodret til Trykken af

Kongen forbedrer Riget.

Resenio 1683. Han udgav ogsaa tvende Haand-Fæstninger paa adskillige Tiider, saa at han kand siges meget at have forbedret de Danske Love, dog siger vor berømmelige Antiqvarius Sperling, at meget er indflikket udi denne Konges Forordninger, som ikke er hans eget, men som Efterkommerne Tiid efter anden have tillagt. Udi det Aar 1268 lod han befæste Koldings Slott for at hindre de Sønder-Jyders Indfald, han lod ogsaa legge en Broe over Aaen, som flyder forbi Staden, paa det at han kunde komme ind udi det Slesvigske og tilbage igien, naar ham lystede. Aaret derefter begiærede Margrev Albert af Brandenborg Kongens Syster Mechtildis til Ægte og erholdt hende. Deres Brøllup blev celebreret med stor Høytidelighed 1271 som var (350)

(e) Lib. Daticus Roschild. in excerpt. Thom. Barth.

(f) Hist. Erici 6. manuscr. siger til Lund.

(g) Chron. Archiep. Lund.

to Aar efter Forlovelsen. Udi samme gode Intervallo fik Kongen ogsaa Leylighed at tænke noget paa Estlands Tilstand, hvilken Danske Province ofte stod i Fare for at falde i de angrændsende Hedningers Hænder eller at blive ødelagt af de samme; thi Kongerne havde ofte saa meget at bestille hiemme, at de ingen Tiid eller Leylighed 1270kunde have at tænke paa samme bortliggende Land. Men 1270 skikkede Kongen sin

Estlandske Tog.

Drost (h) Matthiam til Estland for at beskytte Landet mod Ryssernes, Semigalliernes og Lithauernes Overfald. Samme Matthias leverede disse Hedninger et Feltslag og erholdt en herlig Seyer over dem og giorde mange anseelige Fanger (i) men, da han alt for dristigen eftersatt de flygtige, blev han selv omkommen, saa at hans Død Matthias Drost.formindskede den Glæde, som man ellers havde over denne Seyer. Denne Mathias er ellers den første Drost, som jeg finder omtalt udi den Danske Historie. Om dette høye Embede er ældere, skal jeg ikke kunde sige.

Paa samme Tiid reisede sig Mis-Forstand udi Sverrig mellem Kong Waldemar og hans Brødre, og, som samme Mis-Forstand tog saameget til, at man frygtede for

Kongen bliver indvikled i Krig med Sverrig.

indbyrdes Krig, blev der berammed et Mode, hvor Kongen med hans Brødre var selv tilstede, og arbeidede man da paa at forlige dem med hinanden, men forgiæves; thi de skildtes ad aabenbare Fiender. Kongen reisede til Stokholm, og Hertug Magnus hans Broder begav sig til Nykiøbing, og der overlagde med den anden Broder Hertug Erik, hvorledes de skulde gaae deres Sager an mod Kongen. Men som de funde sig forsvage at føre Krig med ham uden fremmed Hielp, begave de sig til Kong Erik i Dannemark, og sluttede Forbund med ham 1276. De samlede derpaa et stort Antall Folk baade af Danske og Tydske, hvis Anførere vare Grev Jacob af Halland og Marsk Stig, og forpligtede Hertugerne sig at betale til Kong Erik for den Undsætning 6000 Lødige Mark Sølv. Efterat Brødrene saaledes vare bestyrkede, rykkede de ind udi Vester Gothland. Kong Waldemar gik dem imod med en langt større Krigs-Hær, og, da han (351)

(h) Anon. Chron. Dan. hvor han kaldes Dapifer.

(i) Hist. Erici 6. manuscr.

kom til Tyveden, skikkede han et stort Parti forud for at erkyndige sig om Fienden, som han meenede endda var langt borte. Han selv forblev paa Romlaboda, hvor han lagde sig til at sove ligesom han intet kunde have at frygte og Dronning Sophie satt sig til at spille Skak-Taffel. Imidlertid bleve de forudskikkede

Slag ved Howa.

Kongelige Tropper ved Howa overfaldne af Hertugernes Folk, og udi Hast slagen paa Flugten med et stort Nederlag. Efter denne Ulykke kom een ridende til Kongen, fortællende ham, hvorledes var tilgaaed, og raadende ham til at forstærke sig paa nye. Men Kongen blev der af saa forskrækket, at han søgte at salvere sig med Flugten til Vermeland; men Hertug Magnus, som fik Kundskab derom, satt saa sterkt efter ham, at han fik ham fangen den 15 Junii 1276. Hvorpaa det heele Land gik Hertugen til Haande. Kong Waldemar blev derpaa bragt som en Fange til Hertugen, for hvilken han ydmygede sig, og bad om Naade. Hertugen svarede ham da med Sagtmodighed; I maa takke eders Dronning for all den Ulykke som er skeet; thi, hvis I ikke havde ladet eder regiere af hende, havde Riget ikke geraadet udi saadan Uleylighed. Dog vil jeg, endskiønt jeg har Magten i Hænder, skikke mig saaledes mod eder, at I ingen Aarsag skal have til Klagemaal. Derpaa lod han forsamle Rigets Raad, og med deres Samtykke gav Kongen tilbage igien Vester Gothland, Vermeland, Dalen, Øster Gothland og Smaaland, hvorpaa Riget kom i Roelighed igien.

Tvistighed om Subsidie Penge.

Efter dette Fordrag gav Magnus de Danske Hielpe-Tropper Afskeed. Men, som de samme ikke rigtigen havde faaet deres Besolding, foraarsagede de med Røven og Plyndren stor Skade. Hvorudover, da Kong Erik af Dannemark fodrede de 6000 Mark Subsidie Penge, paastod Magnus, at samme Sum burte afregnes paa den Skade, som Krigs-Folket havde tilføyet Landet. Dette foraarsagede stor Uvenskab mellem dem; og som de Danske Hielpe-Tropper fremturede i at plyndre, giorde Magnus et Indfald udi Skaane og Halland; dog, da de Danske mødte ham ved Rigna (352) Broe, dristede han sig ikke til at binde an med dem, men begav sig med det Bytte, han havde giort, tilbage igien. Kong Erik, for at hevne sig over Magnum, handlede da hemmeligen med Kong Waldemar, og lovede at hielpe ham til det heele Rige igien. Af saadant Forbund fattede Kong Waldemar nyet Mod, og lod fodre de afstaaende Provincier fra sin Broder igien. Derpaa gik Krigen paa nye for sig, og et Slag blev Slag ved Vexiø.

holdet ved Vexiø mellem Brødrene, hvorudi Magni Folk under Anførsel af Ulf Carlsen finge Overhaand, og de Danske Anførere Palne Hvit og Bent Alfsen bleve fangne. Dette ophidsede Kong Erik end meere, hvorudover han forsamlede en stor Magt, og dermed udi egen Person geleidet af Kong Waldemar rykkede ind udi Sverrig, tog heele Vester Gothland ind, og tilføyede stor Skade. Dog blev paa dette Tog intet videre forrettet; thi, saasom Vinteren faldt ind, og Levneds Midler begyndte at mangle, begav Kongen sig til Dannemark igien.

Endligen blev en Stilstand giordt, og et saadant Forliig sluttet, at Kong Erik skulde slaae 2000 Mark af den omtvistede Summa, og bekomme Lødese til Pandt for de øvrige. Saaledes blev Waldemar forladt, og maatte afstaae Riget til Magnum. Men, førend Magnus kom til roelig Possession af Thronen, geraadede han i en anden

Peder Porses dristige Gierning.

stor Uleilighed. En Dansk Herremand ved Navn Peder Porse i Halland havde ogsaa udi Krigens Tiid laanet Magno en Sum Penge, men som Betalningen gik langsom for sig, inviterede Porse ham til et Giestebud, men da Giestebudet var endet, og Magnus vilde tage Afskeed, forkyndede Porse ham Arrest indtil Gielden var betaled; hvorudover Magnus maatte ikke alleene beqvemme sig til promt Betalning, men endogsaa ved Eed forpligte sig til ikke at hævne denne Gierning. Denne Peder Porse var Fader til den Navnkundige Knud Porse, som fik Titul af Hertug, og siden spillede saa store Ruller udi Dannemark.

Efterat Kongen havde siddet nogle Aar i Roelighed, geraadede han udi nye Krig med Hertug Erik af Sønder Jylland, thi, saasom han saa lætt ikke kunde forglemme det Fængsel, som han og hans Moder havde været udi, saa søgte han adskillige Leylighe|353der til at hævne sig. Han besværgede sig da over, at hans Bønder, som hørte til hans Patrimonia udi Førstendommet, ikke vederfores Rætt, og at Hertugen, fordret af Kongen at møde sig, var ikke kommen. Derforuden var og Trætte om Als og fleere Øer, som Kongen formeenede at høre til Riget, men Hertugen til Førstendommet, item om Abels Børns Fæderne-Gods udi Riget. Dette altsammen gav Anledning 1271til Tvistighed, som endeligen 1271 brød ud til aabenbare Krig. Kong Erik rykte med

Krig med Slesvig.

en stor Magt ind udi det Slesvigske, hvor han indtog Tøndern, Haderslev, Flensborg og fast det heele Land, saa at Hertug Erik beholdt fast intet uden Staden Slesvig tilbage. Man kunde derudover ikke vente uden en vitløftig Krig, og at Hertugen skulde efter Sædvane bestyrke sig med fremmed Hielp for at bekomme sit Land igien. Men han døde Aaret derefter, efterladende sig 3 Sønner nemlig Abel, Erik og Waldemar.

Efter hans Død tog Kong Erik sig deres Formynderskab an som næste Slegt og Værge. Derimod satte de Holstenske Græver sig, formeenende paa Møderne Side sig at være ligesaa nær til Værgemaalet, men det var kun en Prætext, som de brugte for at hindre, at Førstendommet ikke skulde foreenes med Kronen igien. Dog fik Kongen sin Villie frem og blev de Umyndiges Værge, hvilke han lovede at forlene med Hertugdommet, saa snart de komme til deres myndige Aar, hvilket ogsaa skeede; thi den ældste nemlig Hertug Waldemar blev siden af Kongen forlehned dermed. Men, saasom han nogen Tiid derefter befandtes at intriguere mod Riget, og at han havde Anslag at reise til Norge for at forbinde sig med samme Rige mod Dannemark, lod Kong Erik ham arrestere ved Helsingøer, og føre fangen til Søborg, dog kom han løs igien Aaret derefter nemlig 1286, efterat han ved en given Revers havde renonceret

Als, Arroe og Femer komme under Riget igien.

paa Als, Arroe og Femeren, som længe havde været Tvistens æble mellem Riget og Førstendømmet. Dog paa det bemeldte Øer ikke skulde siges at være Hertugen aftvungne i hans Fængsel, maatte af begge Parterne compromitteres paa gode Mænd, som skulde dømme i den Tvistighed, hvilket skeede saaledes, (354) at 12 fornemme Mænd skulde sværge, om hvem de holdte fore, at de omtvistede Lande tilhørede, hvilken Eed blev kalden Ordhold nævns Eed eller Vorthel, som her i Faveur af Kongen blev aflagt 1273.paa Herredagen til Nyborg 1285. Nogle Aar tilforn nemlig 1273 holdt Kongen Brøllup med Agnete Margræv Alberts Dotter af Brandenborg, som han for mange Aar siden var bleven forloved med, og blev der saaledes en dobbelt Alliance sluttet imellem Dannemark og Brandenborg.

Endeligen blev denne Konge paa en forrædersk Viis omkommen af hans egne Undersaattere, for hvilke var Hoved og Anførere Græv Jacob af Halland. Samme Græve Jacob var ilde tilfreds med Kongen, efterdi han udi nogle Aar havde skilt ham ved Indkomsterne af Grævskabet Halland (k). Der siges ogsaa, at Kongen havde haft at bestille med Grævinden udi Grævens Fraværelse, da han var paa det Svenske Tog; hvorudover han pønsede paa Hævn, og til den Ende forbandt sig med nogle af Rigets Adel, som ogsaa vare misfornøjede med Regieringen. De sammenrottede

Kong Erik myrdes udi Finderup. 1286.

overfaldt Kongen om Natte Tiider, da han laae udi Finderup uden for Wiborg og gave ham 56 Saar, hvoraf han døde den 22. Novemb. 1286 efter at han havde regiæret fast udi 26 Aar (l). Man vidste i lang Tiid ikke, hvo denne Gierning havde giort, men, da det kom for Lyset, flygtede Morderne til Kong Erik af Norge, som tog dem udi Protection. De giorde siden ved de Norskes (355)

(k) Meursius Hist. Dan. lib. 2. begaaer her en dobbelt Feil, først siger han, at det var denne Græv Jacob, som af Kong Waldemaro 2. fik Nørre Halland udi Mage-Skifte for det Sverinske Grævskab, da det dog ikke var Jacob, men hans Fader Græv Claus. 2.) siger han, at dette Mage-Skifte, som denne Græve var bleven tvungen til at indgaae, var Aarsag til det Had, han fattede mod Kong Erik Glipping, hvilket ogsaa er u-rigtigt; thi Historien viiser, at Græv Claus saavelsom Græv Jacob vare fornøjede med Halland, men at Misfornøjelsen reisede sig deraf, at Kong Christopher ikke vilde have Halland til et Arve-Lehn eller forplante det paa Sønner, og denne Konge nemlig Erich Glipping havde foreholdet Græv Jacob Indkomsterne af Halland.

(l) Hvitf. siger 20 Aar men herudi ogsaa contradicerer sig selv, saa som han selv siger at han kom til Regieringen 1259.

Hielp adskillige Indfald udi Dannemark, og tilføjede Riget stor Skade, som kand sees af efterfølgende Konges Historie. Hans bitterste Fiende blant disse Banemænd var Marsk Stig, hvilken offentligen paa en Herre-Dag, som holdtes til Viborg for at hylde Kongens Søn, lod sig merke med, at han ikke vilde sværge Lydighed til noget Barn. (m) Saadant Endeligt fik Kong Erik Christophersen efter en lang og besværlig Regiering. Man seer af Historien, at Adelen var ikke fornøjed med ham, saa at de Aar 1282 truede at giøre Opstand i Riget, hvilket gav Anledning til den Haandfæstning, som samme Aar blev

Kongens Characteer

given, hvorudi Kongen lover at remedere de Ting, som gave Aarsag til Misfornøyelse. Geistligheden var iligemaade misfornøyed med ham, foregivende, at han fravendte Kirkernes-Tiender til Krigs-Brug. Han beskyldes ogsaa først at have besværget Klosterne med Hunde og Hæste at underholde (n). Men det var vanskeligt udi saadan forvirret Tilstand at være alle til maade. Man finder dog ikke, at der har været nogen synderlig Opstand udi hans Tiid, hvilket giver tilkiende, at hans Feil ikke have været med de største. Hvorom alting var, saa var han en Regent, der ingenlunde havde fortient at omkommes paa saadan Maade, hvorfore dette Mord baade af Fremmede og Indlændinge blev høiligen detestered. Han siges stedse at have glippet med Øinene, hvorudover han blev kalden Erik Glipping.

Hans Dronning og Børn.

Hans Dronning var Agneta Margræv Alberts Dotter af Brandenborg, hvilken han tog uden Medgifft, efterdi Margræven betalede 6000 Lødige Mark for hans Fængsel til de Holstenske Græver. Med denne Dronning avlede han 1273 Erik Mendved, som fulte ham i Regieringen. De andre Børn vare Waldemar, Christopher, som siden blev Konge, Martha, som blev given til Konge Birger af Sverrig og Margareta, som fik Nicolaum af Verle. Udi hans Tiid begyndte de Danske Bisper at hente Confirmation og Pallium fra Rom, og var Erke-Bisp Truid Torsten (356)

(m) Hist. Erici 6. manuscr.

(n) Chron. incerti Aut. som begynder med slig Klage Decimas Ecclesiarum tulit, monasteria per eqvos suos & canes depauperavit, hvoraf kand sluttes, at Autor maa have været en Munk.

|stensen den første, som hentede selv Bispe Kaabe eller Pallium af Paven (o), for hvilken han maatte forbinde sig og sine Efterkommere at betale 4000 Gylden, af hvilken Sum Pave Martinus 5. dog siden afslog den halve Deel. Derved bleve de Danske Bispe Paverne end meere undergivne end tilforn, (p) saa at Kongerne hart ad kunde ansees allene, som Pavernes Fuldmægtige. Udi Norge gik det ey heller bedre til, hvor Kongerne ved deres Kroning maatte aflægge Troeskabs-Eed til Paverne udi saadan Form: Profiteor & promitto coram Deo & sanctis ejus pacem & justitiam Ecclesiæ populoqve mihi subjecto, observare, Pontificibus & clero condignum honorem exhibere &c.

Ericus VII. kalden Mendved.

Efterat Kong Erik paa saadan ynkelig Maade var tagen af Dage, Erik Mendved.kom hans Søn ogsaa kalden Erik til Regieringen. Men, som han endda ikkun var udi sit 12te eller 13de Aar, behøvedes midlertid en Regent, som kunde i hans Mindre-Aarighed forestaae Regieringen. Saadant paatog sig vel hans Frue Moder Dronning Agnete. Men, saasom hun merkede, at den Byrde vilde blive hende for haard allene, og hun ikke kunde forlade sig paa de store udi Riget, hvoraf een anseelig Deel var mistænkt

Hertug Waldemar Rigets Regent.

for det Mord, som var beganget mod Kongen, kastede hun sine Øyne til Hertug Waldemar af Sønder Jylland, begierende, at han som den afdøde Konges næste Slegt vilde paatage sig Rigets Formynderskab, hvilket ogsaa skeede, skiøndt Landet lidet til Fordeel; thi, hvorvel der var (357)

(o)Chron. Archiep. Lund. den liden Danske Krønike, som er nyeligen publicered af Prof. Ludwig i Hall, og tilskrives en Danske Erke-Bisp siger, at Pallium blev under Kong Erik Ejegode først skikked til Erke-Bisp Adzer, som Primas udi Sverrig, saa at man deraf kand see, at Erke-Bisp Truid var ikke den første som fik Chorkaaben, men den første som selv hentede den fra Rom. Ellers farer Autor til bemelte liden Krønik vild derudi at han siger, at den første Erke-Bisp neml. Adzer var Primas i Sverrig; thi Eskild var den første. Saa at om Autor selv har været Erke-Bisp, maa han ikke have været kyndig udi Kirke-Historien.

(p) Hist. Erici 6. manuscr. som siger at Lunde Dom-Kirke blev taxered for den Summa.

|intet at sige paa hans Opførsel, saasom han var en fornuftig Herre, saa dog glemmede han ikke strax at betinge sig Wærgemaals-Penge, og at fodre tilbage Als, Arrøe, Femeren og de andre Øer, som Kong Erik Glipping med saa stor Møye havde foreenet med Kronen igien.

Inqvisition over Kongens Mordere.Det første, som Regenten tillige med Dronningen foretog sig, var at forskrive en Herredag til Skielsk-Øer for at overlægge, hvorledes man skulde hævne Kongens Død, item for at ordinere andre Rigets Sager. Dette fik Mandraberne i Tiide Kundskab om af deres Venner, som vare i Raadet, hvorudover de forbunde sig sammen at bemægtige sig den unge Konges Person, og at anmasse dem selv Regieringen for derved at undgaae den Inqvisition, som svævede dem for Øyene. Prætexten, som de brugte til deres Foretagende, var, at de vilde ikke tilstede en fremmed Herre, der havde været Rigets Fiende, at føre Regimentet udi Dannemark. Men Hertug Waldemar spillede her Prævenire, saa at han giorde de Sammenrottedes Anslag til intet, og drev 1287dem udaf Byen. Derpaa blev anordnet en nye Herredag til Nyborg 1287, hvor da lode sig indfinde, den unge Konge, Dronning Agnete, Regenten Hertug Waldemar samt Rigets Bisper og Adel for videre at inqvirere om det begangne Konge-Mord; men der opreysede sig strax U-eenighed, efterdi Mandraberne vare af stor Familie, og havde stort Anhang udi Riget. Ikke dismindre bleve dog udnævnede til Inqvisiteurs, Margræv Otto af Brandenborg Dronningens Broder, Hertug Vitzlaf, Græverne Dom over Mand-Draberne.af Holsten og 27 gode Mænd af Adel. Efter førdte Vidnesbyrd og nøye Examen (q) bleve befundne skyldige Græve Jacob af Halland, Marsk-Stig, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Peder Jacobsen, Niels Knudsen, Aage Kacki (r), Ranne Jonsen, og Arved Bentsen, hvilke bleve dømte fredløse, og deres Gods confisqvered; og blev samme Dom nogle Aar derefter confirmered paa en Herredag holden til Helsingborg (s).

(q) Anon. Chron. Dan. siger at 24. Sandemænd svore paa, at de vare skyldige, som var Maade paa de Tiider.

(r) Udi et gammelt skrevet Diploma, hvoraf Copie mig er communicered, heder han Aage Cabe.

(s) Vid. sentent. lat. comitiis Helsingb. 1305 pag. 328.

Derpaa begave Manddraberne sig til Kong Erik Præstehader af Norge, hvilken tog dem udi Protection (t) og indrømmede dem Kongelle Slott. Deraf opvaktes 1288.Krig mellem Dannemark og Norge, som varede udi 19 Aar; thi Anno 1288 lod Kong Erik af Norge erklære Krig mod Dannemark, hvortil han indførte som Motif udi Manifestet, at hans Møderne Gods var ham forehol-

(t)

Originalen af dette Protections-Brev, som Kongen af Norge tillige med hans Broder Hagen gav dem, fandtes tilforn paa vor Frue Kirke i Kiøbenhavn; Deraf er mig communicered en Copie af Hr. Assessor Mylius, og, saasom Originalen er borte, og Brevet ikke findes hverken blant Hvitfelds Diplomata eller anden Steds, vill jeg det her anføre. Det lyder saaledes:

Omnibus præsentes literas inspecturis: Ericus Dei gratia Rex Norwegiæ, & Haqvinus eadem gratia Dux Norwegiæ, salutem in Domino Sempiternam, Tenore presentium notum facimus Universis, qvod nos ad devota Servicia, qvæ progenitores exhibitorum presentium Dominorum, Stigothi Andresson, Nicholai Knutson, Nicholai Hallandesfar, Petri Jacobson, Petri Pors, & Stigothi Nicholasson militum, Aghonis Cabe, Ranonis Jonesson armigerorum, nostris progenitoribus Illustribus Regni Dacie Regibus impenderunt, nostre mentis aciem dirigentes, Suprascriptos milites & armigeros in honores nostros duximus assumendos. ipsosqve cum tota eorum familia & bonis omnibus sub pace & protectione nostra suscipientes specialiter defensandos, promittimus eisdem, qvod eos in dilectione & reverentia Tenere volumus, & honeste pertractare, prout fidelis Dominus suis fidelibus hominibus facere tenetur, ipsisqve in proseqvendis causis eorum & injuriis propulsandis fideliter assistere consiliis & auxiliis oportunis, nec sine ipsis vel eorum hæredibus cum Domino Rege Dacie, vel aliis eorum emulis qvibuscunqve concordiam faciemus. Et ut promissa ex potestate nostra firmiter observentur, Domini Gotho de Bolge, Bernardus de Bertereige, Thomas Haqvini, Odovenus Hugulaci Johannes Brunolfson, Gothormus Guritheson, Isaac Gotheson, Barones, Guthlacus Willameson, Lochen lappe, Gotulfus Thoreson & Nicholaus fuce, milites nostri, una nobiscum fide media promiserunt, qvorum figilla una cum nostris literis presentibus apponi fecimus in testimonium & evidentiam pleniorem. Actum & datum Goneberg Anno Domini millesimo Ducentesimo Octogesimo Septimo in Craftino nativitatis beati Johannis Baptistæ, presentibus Dominis Bartholomeo & Erlando Cancellariis nostris. – –

Af dette Brev seer man, hvorledes Cancellie Stilen da var udi Norge. Man seer ogsaa Rømmings-Mændenes Navne. Man lærer ogsaa deraf at Kongens Broder Hagen Magnusen maa have været associered med ham i Regieringen, eftersom Brevet er udgived i begges Navne, item at de fornemste Herremænd i Norge have ført Titul af Baroner, og endeligen, at der da have været to Kongelige Cantzlere paa eengang.

|359det; thi, som hans Fader Kong Magnus Hagensen havde ægtet den Danske Princesse Ingeborg Erik De samme ophidse Norge til Krig mod DannemarkPlogpennings Dotter (u), saa paastod han Rætt til hendes Patrimonial Gods udi Riget, og forplantede samme Prætentioner paa sin Søn Erik Præstehader. Den anden Aarsag, som af den Norske Konge foregaves til Krigen, var at han maatte tage sig Græv Jacob og de andre Danske Landflygtige an, som havde taget deres Tilflugt til ham. Han kom kort derefter med en Flode til Dannemark, hvor han først lagde Helsingøer i Aske, og siden Hveen og Amager. De Fredløse angrebe Riget paa den anden Side udi Belt, plyndrede Samsøe, forstyrrede Bratingsborg, og afbrendte Tornborg ved Kaarsøer, lagde derpaa Skiælskøer og Nykiøbing i Falster i Aske, hvorefter de foreenede sig tilsammen, seylede med samtlig Magt til Grønsund, afbrendte Steege Slott og Stubkiøbing, og derpaa begave sig til Norge igien. Kong Erik af Dannemark omspendt af saa mange Ulykker søgte at bevæge Kongen af Norge til Fred ved sine Gesantere, men forgiæves, saa at Krigen derfore continuerede udi man-

(u) Dette Gifftermaal blev besluttet, da Kong Hagen den gamle var i Dannemark hos Kong Christopher, og der giorde Forbund med ham 1257. Han førte Bruden med sig til Norge Aaret derefter.

|360ge Aar med Røven og Plynderen paa begge Sider, hvilket jeg vil forbigaae at opregne, saasom Historien deraf er u-behagelig, og af liden Nytte.

En stor Lykke paa samme Tiid for Dannemark var at Kong Erik af Norge da blev indvikled udi en vigtig Tvistighed med Engeland og Skottland, som hindrede ham at fortsætte den Danske Krig med Vigueur. Samme Tvistighed kand jeg her ikke forbigaae at melde noget om, saasom den var af den Importance at de fleeste Europæiske Potentaters Øyen dertil vare henvendte. Oprindelsen dertil var denne: Alexander 3. Kongen af Skottland havde en Dotter ved Navn Margareta, hvilken blev given til Kong Erik af Norge 1281. Udi Ægteskabs Contracten var indført, at, hvis Kong Alexander døde uden Mandlige Arvinger, da skulde samme hans Dotter Successions Tvistighed mellem Norge og Skottland.Margareta succedere ham udi Riget Skottland; item at hendes Børn skulde have samme Rætt. Denne Margareta døde kort derefter, og efterlod sig en Dotter med Kongen af Norge, som ogsaa heed Margareta, hvilken efter Kong Alexandri Afgang uden Mandlige Arvinger fik Rett til den Skottske Krone. Stænderne udi Skottland disputerede hende ey heller samme Rett, men strax efter Kong Alexandri Død beskikkede 6 Administratores, som skulde forestaa Riget, indtil den unge Norske Princesse, som var ikkun 3 Aar gammel, kom til den Alder at hun selv kunde antage Regimentet. Men, som nogle Aar ginge bort, førend Stænderne udi Skottland forlangde deres 1289unge Dronning, skikkede Kong Erik 1289 Gesantere til Engeland for at søge hos Kong Edvard af Engeland, at han som Margareta nær Forvanter vilde befodre hendes Promotion. Edvardus efterkom hans Begiæring, og blev der saaledes forhandlet mellem Engelske, Norske og Skottske Fuldmægtige, at Margareta skulde skikkes til Engeland, og opdrages ved Edvardi Hoff, indtil hun kom i Stand at bestige den Skottske Throne (w). Edvardus, som pøndsede paa at foreene Skottland med Engeland, foreslog da de Skottske Stænder et Ægteskab mellem hans Søn og Margareta. Stænderne gave deres Samtykke dertil, og blev

(w) Rymers act. publ. Tom. 2. pag. 448.

|361Ægteskabet besluttet, efterat en Contract bestaaende af 8 Artikle, som findes iblant Rymers Archiv Documenter, derover var bleven forfattet (x). Den unge Norske Princesse blev saaledes anseet som den der i Fremtiden kunde blive Dronning baade udi Skottland og Engeland. Men, da hun blev ført fra Norge, døde hun paa Veyen (y), og ved saadan hendes Afgang gav Anledning til stor Uroelighed mellem Engeland, Norge og Skottland. Ja foraarsagede, at Skottland endeligen kom under Engelsk Herredom.

Jeg vil her intet melde om de Engelske og Skottske Pretendentere til den Skottske Krone, saasom det samme henhører ikke til den Nordiske Historie. Men alleene om Kong Eriks Paastand. Samme Konge formeenede, at Skottland efter hans Dotters Død var sig tilfalden, beraabende sig paa den Norske Lov, som sagde, at Forældre arve deres Børn. Men Stænderne i Skottland agtede med Billighed, at man efter Norske Love om privat Arvedeel ikke kunde reglere Skottlands jus publicum, og derfore ansaae hans Prætensioner ikke af den Vigtighed som adskillige andre Skottske Herrers, besynderligen Brus og Balliols, som vare af Konge-Slægten paa Møderne Side; hans Paastand blev dog tillige med andres examinered udi Engeland af Kong Edvard, som var beskikked til Dommer udi denne Tvistighed, men Kronen blev tildømt Balliol som den, der efter de Skottske Love var meest berettiget der til, og Kong Eriks Gesantere bragte ham en Kurv tilbage. Denne vigtige Proces blev saaledes bragt til Ende, og Kongen af Norge fik derover bedre Leylighed at understøtte de Danske Misfornøyede, og at fortsætte Krigen mod Dannemark.

Imidlertid var Kong Erik Mendved ikke fri for indvortes Uroelighed, men geraadede udi ligesaa fortrædelig Trætte med Geistligheden, som hans Formænd, saa at Tvistighed imellem Kongen og Erke-Bisp Jens Grand.Riget igien paa nye faldt udi Kirkens Band. Aarsagen dertil var denne: Efterat Manddraberne vare drevne udi Landflygtighed, havde Kongen endda mange mistænkte, som bleve tilbage, at have været Medvidere udi hans Faders (362)

(x) Rymers act. publ. tom. 2. pag. 482.

(y) Under Ørknøer.

|Mord besynderligen Jens (z) Grand Erke-Bispen til Lund, hvilken ogsaa var bleven tiltalet derfor, da han endda kun var Proust i Lund. Men han havde da purgeret sig derfor, og derpaa bekommet Trygheds Brev, beseiglet af Dronning Agnete og Rigets-Raad. Men dette udslettede ikke den Suspicion, som Kongen havde til ham, saa at han ideligen bar ont Hierte til ham, og søgte Leilighed til Hævn. Dette Had formeeredes ikke lidet, da

Aarsag dertil.

bemeldte Jens Grand siden mod Kongens Villie blev Erke-Bisp udi Lund, hvorudover han satt sig fore at bryde løs med ham; thi, omendskiønt Riget paa samme Tiid var indviklet udi Krig, saa kunde han dog ikke bære over sit Hierte at see den Mand beklæde det Erke-Bispelige Sæde, som han holdt fore at have været Medvider udi hans Faders Mord, og conseqventer en Ven af de Fredløse, som tilføjede Riget saa meget ont. Dog ginge der 3 paa 4de Aar bort, efterat Jens Grand var bleven Erke-Bisp, førend Kongen skreed til den Extremitet at lægge Haand paa ham (a).

Jeg bekiender sandeligen, at jeg her ikke vel fatter denne Kongens Action; thi det er fast u-troeligt, at saadan god og særdeeles from Konge, som Erik Mendved, skulde ikke allene fængsle men endogsaa tractere, som den groveste Misdeder, en saadan anseelig Mand, som Erke-Bisp Jens Grand, besynderligen paa en puur Mistanke, fra hvilken han dog af Regieringen var frikiendt. Det synes ogsaa u-troeligt, hvorledes saadant kunde skee paa en Tiid, da Riget var indviklet udi farlige Kriger, da der ingen synderlig Harmonie var imellem Regenten Hertug Waldemar og Kongen, og da de forrige U-lykker, som Erke-Bisp Jacob Erlandsens Fængsel havde foraarsaget Riget, end svævede for Øjene, og man kunde ikke vente sig andet end de samme, ja end større Tragoedier igien; eendeel, fordi Riget var udi slettere Tilstand, end under de 2 forrige Konger, eendeel ogsaa, efterdi naar man undtager den puure (363)

(z) Krantius metrop. lib. 8. cap. 56. siger, at de Danske kaldte ham Joen, imiterende derudi Hæbræerne, som kalde Johannem Jon, saasom Barjona Johannis Søn.

(a) Dette saavelsom efterfølgende er beskrevet udi et særdeeles Skrifft kaldet Jens Grands Historie.

løse Mistanke, denne Jens Grand synes at have været en nogenledes god Mand, ja saa skikkelig, som det var mueligt for en Bisp at være paa de Tiider (b). At bemeldte Jens Grand uden Kongens Minde var kommen til Erke-Bispe-Sædet, synes ey heller at have været nogen Motif til denne Gierning, efterdi han ikke var den første, som Kongen u-adspurt var kommen til denne Værdighed, saa det synes derfor at have været nogen anden hemmelig og meere vigtig Aarsag, som har drevet denne Konge til ved dette Fængsel, og ved denne haarde Medfart at sætte ligesom det heele Rige paa Spill (c). 1294 Exsecutionen skeede paa saadan Maade: Udi det Aar 1294 Fredagen næst for Palme Søndag (d) om Morgenen skikkede Kong Erik sin Broder Hertug Christopher til Erke-Bispen for at udspeide Leilighed til sit Forehavendes Exsecution. Hertugen gik da indtil Erke-Bispen og sagde: Ærværdige Fader! Jeg merker, at min Broder Kong

Erke-Bispen Arresteres.

Erik er eder ikke gunstig, vil I betiene eder af min Person, da vil jeg gierne arbeide paa et Forliig. Erke-Bispen svarede da: Jeg veed mig aldeeles ikke at have givet Anledning til Kongens Fortørnelse enten med Ord eller Gierning; men, dersom jeg er forført hos ham, beder jeg, at Hertugen vil hielpe alting til det beste: Hvorpaa han regalerede Hertugen med adskillige Foræringer, og bad ham sige til Kongen, at han altiid var færdig at give tilbørlig Satisfaction, dersom det befandtes, at han havde syndet eller forseet sig i noget. Hertugen gik derpaa fra ham til Kongen, og kom strax tilbage igien, geleidet af adskillige Hoff-Folk, og spurte Erke-Bispen ad, om han (364)

(b) Crantzius tillægger ham dog den Feil at have været hidsig; og kaldes han i Lunde Erke-Bisp Krønike asperior moribus & irritabilis.

(c) Det synes rimmeligt, at Ranne Jonsen fordum Kongl. Kammer-Junker maae have bekiendt noget mod Erke-Bispen angaaende Erik Glippings Mord. Samme Ranne Jonsen var Erke-Bispens Syster-Søn. Han blev greben som Manddraber 1294 og siges ved pinlig Forhør at have bekiendt adskilligt, saa at man kand slutte, at noget deriblant har været mod Erke-Bispen, efterdi hans Fængsel blev resolveret strax derpaa.

(d) Anonymi hist. Joh. Grand.

vilde følge med ham til hans Broder. Erke-Bispen svarede: Det vil jeg gierne giøre, men hvor er Kongen? Og da Hertug Christopher sagde: Han fuldte mig hid til Gaarden, og staaer her uden for at opbie eders Ankomst, svarede Erke-Bispen: Den gode Herre giør sig alt for stor U-mage. Jeg vilde gierne ved mindste Bud have kommet til ham. Gik saa med Hertugen ned af Salen. Men, da han kom ned, og saae ikke Kongen, sagde han til Hertug Christopher: Hvor er min Herre Kongen? Da svarede Hertugen: Giv dig fangen, det er Kongens Ordre; greb ham saa om Halsen, og slæbede ham ud af Bispe-Gaarden til Landstinget, hvor han leverede ham udi nogle af sine Folks Forvaring.

Item Provst Jacob af Lund.

Derpaa gik han selv op i Lunde-Chor, greb Provsten Jacob, og lod ham føre i sine Messe-Klæder til det Sted, hvor Erke-Bispen sad. Han bemægtigede sig siden deres Mobilier og Pretiosa, og førdte de fangne over Gaden til Kongens Herberg. Der lod han afføre Erke-Bispen sin Kaabe, kastede en anden gammel Kaabe og forslidt Hat

Haard Medfart.

paa ham, satt ham paa en gammel Hæst i en (e) Kløv-Sadel af Træe og Halm, bant hans Fødder under Hæstens Bug, og førte ham som i Triumph tillige med Prousten til Helsingborg. Der blev han kastet ned udi Rommet af et Skib, og førdt til Søborg Slott, hvor han blev nedstyrtet udi et dybt Taarn og sluttet med Bolter og Jærn. Prousten blev ført til Kallundborg og der ligeledes forvaret. Efterat han nemligen Erke-Bispen havde udi 36 Uger været udi saadan Tilstand, og imidlertiid havde udstaaet u-troelige Elendigheder, tog man ham op, og lagde ham oven i Taarnet i en Vraa ved Taarngiemmerens Kammer. Der lod Kongen skikke sin Kiøgemester Aage til ham, og ved ham lod ham spørge, om han vilde forlige sig med Kongen. Erke-Bispen protesterede da, at han aldrig hverken havde giort eller talt noget, som kunde fortørne Kongen, langt mindre fortiene saadan Medfart, spurte derpaa, hvad kunde være Aarsag dertil, (365)

(e) Hist. Joh. Grand.

og, da Kiøgemesteren sagde: Kongen er fortørnet mod Eder, efterdi een af Eders Blods-Forvante har været med at slaae hans Fader ihiel, beraabte Erke-Bispen sig paa det Foregaaende, nemlig hvorledes han havde purgeret sig for Rigets-Raad, og derpaa bekommet Sikkerheds-Brev.

Paa fierde Dag derefter kom Bispen af Roskild med nogle af Rigets Raad til ham, havende en Notarium med sig, hvilke raadede ham til Forliig, og bleve ham siden forlagde nogle Artikle at underskrive (f) 1.) at han efter sin Befrielse aldrig meere skulde klage over denne Medfart mod Kongen, Hertugen eller andre. 2.) at han paa sin egen Bekostning skulde løse ham og alle de andre af Pavens Band, som de vare satte udi (hvilken Artikel viiser, at dette skeede, efterat den Pavelige Band var publiceret). 3.) at han ikke skulde kræve tilbage det, som ham blev frataget, da han

Forgieves Handel om Forliig

blev fangen, ey heller de Penge, som han havde laant Kongen tilforn. 4.) at han skulde overlevere Kongen Hammerhuuses Slott paa Borringholm. 5.) at han skulde give Kongen 10000 lødige Mark. Men, da disse Artikle bleve ham overleverede til Underskrivelse, sagde han, at, førend han saadant skulde indgaae, maatte Kongen skiære hvert Lem fra hin anden paa hans Legeme. Herudover blev Kongen end meere forbittret, og Fængslet continuerede.

Imidlertid havde Provst Jacob, som sad udi Kallundborg Taarn practiceret sig

Provst Jacob undflyer.

udaf sit Fængsel, hvorudi han havde siddet udi 27 Uger, og var hemmeligen kommen til Ribe: Der opholdt han sig nogen Tiid, og derpaa begav sig af Riget til Avignon, hvor Pave Bonifacius 8. da havde sit Sæde. Der forklarede han vitløftigen Kongens Forhold saavel mod ham som mod Erke-Bispen, der endda sad fangen. 1295 Hvorudover Paven skikkede en Legat til Kongen (g) formanede ham at lade Erke-Bispen løs igien, og at skikke ham tillige med Kongelige Fuldmægtige til det Pavelige Hof, hvor Sagen kunde blive examineret. Han befoel ogsaa (366) samme

(f) Hist. Joh. Grand.

(g) Vid. Lit. Pontif. de dato Agnania 23. Augusti 1295 apud Raynald.

Legat, at hvis Kongen ikke vilde lade Erke-Bispen af Fængsel, skulde han sætte det heele Rige i Interdict: Men, medens de Pavelige Legater vare paa Veyen til Dannemark, udflydde Erke-Bispen af Søborg Taarn, og det paa saadan Maade. Der var en Kok paa Søborg, som var misfornøyet med Slots-Herren, udi hvis Tieneste han havde været. Samme Kok var kiendt med Taarngiemmeren, og derved havde Leylighed at komme ind i Taarnet, og at see den fangne Erke-Bisp, hvis Tilstand gik ham til Hiertet, saa at han eengang vidskede ham i Ørene, om han behøvede hans Tienneste, og, da han fornam, at den Fangne frygtede for Bedragerie, forsikrede han ham med en dyr Eed om sin Troeskab: Da sagde Erke-Bispen: gak da hen til Hr. Hans Rodiis Kannike i Kiøbenhavn (h), og bed ham sende mig Pen og Blek, item en Fiil samt en Stige giordt af Tov-Værk. Kokken gik sit Ærende, og kom tilbage med det, som han forlangede. Hvorpaa Erke-Bispen skrev strax Breve til sin Foged, og Kanikerne, som

Erke-Bispen undflyer ligeledes.

vare paa Borringholms Slott, at de skulde sende en Skude mod Søborg Slott, og lade som de vare Fiskere; Medens Kokken var borte med Brevene, fiilede Erke-Bispen paa Bolten, naar Vægterne sove. Da han havde faaet Bolten løs, lærte han sig til at krybe paa Hænder og Fødder, for at venne sine Lemmer til at blive smidige igien, som af idelig Frost og Kuld vare blevne stive. Endeligen kom Skuden, og da hialp Kokken ham at stige ned af Muuren, kastede sig med ham i Skuden, og satt Seil til Borringholm, hvor han blev antagen med stor Glæde af Slotts-Herren samt Kanikerne, som pleide ham det beste, de kunde for at bringe det svage og af saa mange Elendigheder udmattede Legeme nogenledes til rætte igien. Da Kongen fik denne Flugt at vide, skikkede han Bud til alle Færger i Siælland, og lod dem beslaae, skikkede ogsaa Folk efter ham allevegne udi Skoven for at eftersee, om han der nogensteds kunde have forstukket sig.(367)

(h) Hist. Joh. Grand.

1298Kort derefter kom den Pavelige Legat Isarnus (i) til Kongen, havende med sig Bispen af Ribe og Bispen af Aarhuus. Da lod han strax overlevere Pavens Brev,

Process mellem Kongen og Erke-Bispen.

som var af den Indhold, at Kongen skulde skikke sine Gesantere tillige med Erke-Bispen til hans Hellighed, at han kunde høre begge Parter, og dømme udi Sagen, hvilket Kongen turde ikke undslaae sig for, men lovede at være Paven derudi hørig og lydig. Derpaa skrev Legaten Erke-Bispen til paa Borringholm, sendte ham Kongens Leide-Brev, og bød ham komme til Kiøbenhavn. Erke-Bispen undskyldte sig nogen Tiid med hans Svaghed; men omsider begav sig dog til Kiøbenhavn, hvor han talede med Legaten, og med ham begav sig paa Reisen til Avignon. Der blev han hæderligen imodtagen af Pave Bonifacio, som ansaae ham som en GUds Martyr, trøstede ham og sagde til sine Cardinaler, at der vare mange Helgene i Himmerig, der ikke havde lidet halv saa megen Plage for GUds Skyld som han. Han bad ham siden følge med sig til Rom, hvor hen han stod færdig at begive sig. Der lod sig indfinde paa Kongens Vegne Morten Mogensøn Kongl. Canceler, som skulde plaidere Sagen mod Erke-Bispen. Samme Morten eller Martinus var en subtil Metaphysicus og en stor Sophist; og siges af Crantzio at have været Inventor af de Philosophiske Chicaner, som siden komme saa meget i Brug (k). Derfor blev han ogsaa anseet som den beqvemmeste til at udføre denne Sag.

Herpaa gik Processen for sig mellem Kongen og Hertug Christopher paa den eene Side og Erke-Bispen Jens Grand samt Prousten Jacob Lange paa den anden Side; for de første gik i rætte ovenmelte Kongl. Canceller Martinus samt Guido Proust til Ribe og for de sidste var Procurator Ragnvaldus de Seccia. Til at dømme udi

Dom udi Sagen

.Sagen beskikkede Paven Johannem S. S. Marcell. & Petri, og Nicolaum S. Laurentii in Damaso Presbyteros og (368)

(i) Manusc. Membran. in excerpt. Th. B.

(k) Krantz. metrop. lib. 8. cap. 56. Martinus vir præcipuus habitus, qvod Grammaticulis metaphysica proponeret perdiscenda, inventor ridiculo opere modorum significandi &c.

Cardinaler, hvilke efter lang Examen dømte Kongen til at betale til Erke-Bispen 50000 Løde Mark. Og blev for at exseqvere 1299 Dommen bemelte Isarnus anden gang skikket til Dannemark Anno 1299 og

Riget sættes i Band.

arriverede udi Januario Aaret derefter til Odense, og der lod publicere Kirkens Band (l), som Riget ved Sagens Process var dømt udi. Samme Isarnus reiser derfra til Aalborg, hvor han skriver Kongen et Brev til fuld af Trudseler, hvis Indhold var, at Kongen skulde betale til Erke-Bispen 3000 Mark Sølv for det borttagne Gods, 6000 for Skade og Interesse, og 40000 for Fængsel og Spott, lod ham ogsaa vide, at, hvis han ikke beqvemmede sig til at fornøye Erke-Bispen, turde man skride til at sætte ham fra Thronen. Man arbeydede derpaa paa Forligelse udi Mindelighed, men, som den samme gik langsom for sig, tildømte omsider Isarnus Erke-Bispen den 3die Deel af Lunde bye, den 3die Deel af Mynten, desligest alt det Gods, alle de Stæder, som Kongen eyede udi Lunde-Stikt, som kaldes Kronens Gods, udi hvilket han ogsaa strax lod giøre Indførsel paa Erke-Bispens Vegne. Hvoraf man seer, at Christne Konger vare paa de Tider fast intet uden Pavernes Statholdere; thi Kong Erik, langtfra at cassere saadan Dom, bad allene om Opsættelse for at appellere til Paven selv; Ja, som han endeligen despererede om at faae mildere Dom til Rom, resolverer han til at bede om Naade og derpaa skriver det bekiendte ydmyge Brev til Paven, som lyder saaledes.

Kongens Ydmyge Brev til Paven.

Vestræ sanctitati in omni misericordia semper, qvantum possum, humilius supplico, qvatenus me misericorditer dignetur recipere vestræ sanctitatis pietas, ut non desoletur Regnum, nec tota gens pereat. Illi enim oves cum sunt, qvid fecerunt? convertatur, obsecro, in vaginam Petri gladius, & restituat servo auriculam Christi Vicarius, imò verius ipse Christus, ut restitutus ad Ecclesiastica Sacramenta liberius audiat verbum Dei, & qvicqvid humeris meis portabile mihi jusserit vestra sanctitas (369)

(l) Eftersom Jens Grands Historie vidner, at Riget var satt udi Band medens Erke-Bispens Fængsel varede, saa er troeligt at den Excommunication, som Isarnus publicerede, har været en Fornyelse af den forrige.

Reverenda, licet perqvam durum fuerit, non negabo. Qvid plura! loqvere Domine & audiet servus tuus.

Jeg beder eders Hellighed naadigen at antage mig, paa det at Riget ikke skal forstyrres og mit Folk forgaae; thi de ere ikkun faar, hvad have de giordt? Jeg beder, at St. Peders Sverd maa stikkes i Skeden, og mit Øre maa igien læges ved Christi Statholder eller rættere ved Christum selv, at, naar jeg igien er indlemmet i den Christen Kirke, jeg da kand disbedre høre GUds Ord. Og hvad Eders Hellighed mig paalægger, som mine Skuldre kand taale, skal jeg ikke vegre mig derfor. Hvad vil jeg meere sige? Tal Herre og din Tiener skal høre det.

Hvoraf Paven formildes.

Af saadan ydmyg Skrivelse blev Paven formildet, og tilstedde, at Sagen paa en taalelig Maade maatte forliges, og, paa det at Jens Grand ikke stedse skulde være en Torne udi Kongens Øien, blev der giordt et Mage-Skifte mellem ham og den Pavelige Legat, saaledes at Isarnus som var kalden til Riga Stikt, skulde blive Erke-Bisp til Lund, og Jens Grand derimod skulde komme til Riga. Saaledes endtes denne Tvistighed 1302 Kongen til liden Fordeel og Ære. Jeg har fundet blant de Dannenskioldske Manuscripter, som mig ere communicerede, en heel Bog (m) om den Process, som til Rom er holden, som kand holdes værd at lade udgaae til Trykken. Jeg haver anført Historien omstændigen, efterdi den er det største Beviis paa Pavernes Tyrannie udi disse Riger. Forliget imellem Kongen og Erke-Bispen blev ved Lunde Capitels Underhandling sluttet paa den Maade, at Kongen skulde give Lunde-Sæde

Trætten bilægges og Excommunicationen

ophæves.til ævig Eje all Kronens Gods udi Hervidsted Herret udi Skaane, item betale Erke-Bispen for sin Skade og Fængsel 10000 Mark Sølv. Dermed blev til Nyborg paa en Skiærtors-Dag Riget løset af Band udi det Aar

(m) Actiones adversariæ Erici Mendved & Johan. Grand Coram Curia Romana institutæ 1299. Manuscr.

|3701303. Riga Stikt, som blev tilbudet Erke-Bispen, vilde han ikke antage, hvorudover Pave Clemens 5. omsider promoverede ham til Erke-Bispe-Stoelen af Bremen, da Erke-Bisp Florentius ved Døden afgik.

Jens Grands Endeligt.

Der havde han ogsaa adskillige Fortredeligheder, som kand sees hos Crantzium, (n) hvilken afmaler ham som en haard og uroelig Mand, og foraarsagede de Tvistigheder, han der havde, at han adskillige Gange maatte reise til Rom for at bestyrke eller besmykke sine Sager. Han siges at have været den Bremiske Kirkes Forstander udi 20 Aar, og vidner den Bog kalden Daticus, som er skreven om ham, og som Hvitfeld (o) siger endda udi hans Tiid at ligge forvaret udi Lunde-Kirke, at han døde til Avignon 1326 (p). Ellers har en u-bekiendt Author skrevet hans Historie, som

Hvitfelds merkelige Vildfarelse.

Hvitfeld har ladet trykke, og hvortil samme berømmelige Mand har giort en Fortale, men det er forunderligt, at han i samme Fortale confunderer ham med Jacob Erlandsen (q) som var Erke-Bisp længe tilforn; thi han siger, at denne Jens Grand var traadsig mod Kongen, vilde forandre den Skaanske Skraa eller Kirke-Lov og giorde den bekiendte Constitution (cum Ecclesia Daciana) hvilket altsammen tillægges Jacob Erlandsen; thi Erke-Bisp Jens Grand har neppe været fød paa de Tiider, efterdi bemeldte Constitution blev giordt 1256, og han døde 1326. Hvad ellers den u-bekiendte Autor af Jens Grands Historie angaaer, da synes det have været en Præst, efterdi han saa Pathetice beskriver denne Forfølgelse. (r) (371)

(n) Crant. Metrop. lib. 8. cap. 56. seqv.

(o) Chr. Archiepiscop. Lund.

(p) 4. Kal May lib. Daticus Roskildens. fol. 120. in excerpt. Th. B.

(q) Præsatio ad histor. Joh. Grand

(r) Her omtrent ender den oft citerede u-bekiendte Autor af den Danske Krønike sin Historie, som begynder fra Kong Gøttrik, og gaaer til disse Tiider. Prof. Ludwig, som blant adskillige gamle Danske Krøniker har publiceret den, meener at den er skreven af meer end een Autore, efterdi Autor paa et Sted vidner, sig at have hørt visse Ting af Svend Estridsen; Men man seer udtrykkeligen at han har udcopieret Adamum Bremensem, og det med saadan særdeles Taabelighed, at, naar Adamus siger: Dette hørte jeg selv af Kongens Mund, taler den anden ligeledes in nominativo, ej kommende i Hu, at han levede et par hundrede Aar efter samme Konge; thi det synes at han har levet udi denne Kong Eriks Tiid, efterdi han ender sin Historie med den Kongelige Ministers Jon Littles Død.

Medens dette skeede, continuerede Krigen med de Norske og fredløse Danske, saa vel udi Kong Erik Præste-haders som Kong Hagens Tiid, og saae det da meget farligt ud for Kongen; thi han havde foruden de Norske og fredløse Danske, hvilke vare anseelige Mænd og havde stort Anhang, ogsaa Geistligheden og Paven paa Halsen. Hertug Waldemar blev ogsaa af Rigets Regent Kongens Fiende, og traadde udi Forbund med de Norske; efterdi Kongen, da han selv traadde til Regimentet, vilde ikke confirmere det, som Rigets Raad havde accorderet Hertugen om Als, Arrøes og Femerens Afstaaelse, hvorudi han havde ikke megen U-rætt; thi det staaer ikke udi en Formynders Magt at bortgive og abalienere de Herligheder, som Myndlingen tilhører, og blive dislige Cessioner ikke juridiske, førend Myndlingen kommer til den Alder, at han kand ratificere dem. Hertug Waldemar blev derfor Kongens U-ven, og slog sig til hans Fiender, saa at denne gode Konge var beængstet paa alle Kanter, dog holdt han temmelig Stand mod disse mange Fiender, forladende sig næst GUd paa sine troe Undersaattere, af hvilke han formedelst sin Fromhed og Rætfærdighed var inderligen elsket. 1308Efterat Krigen havde varet udi 19 Aar og imidlertiid mange Stæder vare blevne lagde udi Aske, blev der endeligen

Fred mellem Dannemark og Norge.

Aar 1308 Fred (s) sluttet mellem Dannemark og Norge til Kiøbenhavn med de Vilkor, at Dannemark overdrog til Kongen af Norge Nørre Halland til Vederlag for hans Møderne Arv. Angaaende de Fredløse, da blev saaledes forhandlet, at nogle af dem formedelst Kongens af Norge Forbøn maatte nyde deres Møderne Arv, og boe i Riget igien. Andre derimod skulde inden 3 Aar sælge deres Gods og stedse forblive udenlands, og skulde det staae Kong Erik frit for at nævne, hvilke skulde blive i Rige og hvilke skulde blive uden for. Det, som ellers er merkeligt ved denne Fredssluttning, var, at Kongen (372)

(s) Instrument. pacis Hafniæ die Joh. Baptist. 1308 pag. 333.

af Dannemark tillod Bispen af Opsloe og Kongen af Norge Bispen af Roskild at bandsætte dem, om de ikke holdte Freden. Jeg finder ellers desligeste selsome Clausuler indførte udi adskillige andre Contracter, saa man seer, at det har været en Mode paa de Tiider.

Saaledes blev Kong Erik lykkeligen udviklet af denne farlige og langvarige Krig, hvilken han førdte med Forstand og Viisdom, saa at han derudover kom i temmelig Anseelse hos sine Naboer; thi den Stad Lybek begiærede ham til Skyds-Herre først paa 10 Aar og siden atter paa 4 Aar. Nicolaus, Herre af Verle og Rostok, saasom han frygtede sig for Brandenborgs Magt, og den Stad Rostok var ham opsætsig, indrømmede ogsaa til denne Konge det Rostokske Gebeet, og derfor tog en Sum Penge med noget Gods udi Dannemark. Herudover begav Kongen sig med en Krigs-Magt til Venden for at tage bemeldte Land udi Possession, lod ogsaa da bygge den Fæstning Danskborg for derved at holde Rostok Bye udi Ave, og at hindre den Tilførsel. Saaledes fik Kongen samme Rætt til Staden Rostok, som Nicolaus af Verle havde

Bedrifter udi Tydskland.

hafft, hvilken da, som hans Formænd tilforn havde været, blev en Vassal af Dannemark, og forskrev sig til at tiene Kongen med 50 Mænd baade i Riget og udenlands. Kongen derimod forpligtede sig at beskytte ham mod Mark-Græven af Brandenborg, hvis han vilde tilføje ham nogen Skade. Rostokkerne derimod vilde ikke erkiende Kongen for deres Herre, men, forladende sig paa Hanse Stæderne, ikke allene forbøde Kongen at komme ind udi deres Stad, men endogsaa forstyrrede den nys anlagde Kongelige Fæstning Danskborg, og derimod opreisede et fast Taarn ved Varnemunde. Men Kong Erik bemægtigede sig strax igien samme Taarn, lod Danskborg paa nye opbygge og indsperrede Rostoks Havn saaledes, at Rostokkerne omsider faldte tilføje 1312, svore Kongen Troeskab og Lydighed, (t) og aflagde til ham 14000 Mark Sølv. Derpaa forlehnede han Hertug Henrik af Meklenborg med Rostok saaledes, at, naar (373)

(t) Lit. Senat. populiqve Rostoc. feria 6. post Luciæ.

Kongen fodrede sit Lehn tilbage, skulde bemeldte Hertug lade det være følgagtig, hvilket sees af hans aabne Brev, som han derom lod udgaae.

Han sluttede ogsaa et Fordeelagtigt Forliig med Hertug Waldemar af Synder-Jylland. Jeg har tilforn fortaalt, at samme Hertug blev antagen til Regent udi Kongens mindre Aarighed, og at han da betingede sig Als, Arøe og Femeren for sin Umage, hvilket ogsaa blev ham accorderet, efterdi man havde hans Person og gode Raad nødig udi den forvirrede Tilstand, som Riget da var udi, da man ikke kunde forlade sig paa nogen af de store udi Riget, som enten vare skyldige udi det Mord paa Kong Glipping eller vare samme Mordere paarørende. Men, da Kongen kom til sine myndige Aar, begyndte han at eftertænke, hvilken Besværlighed og Arbeyde hans Fader havde haft med at foreene bemeldte Øer med Kronen igien, og at han derpaa havde erhvervet et Laudum eller Opmændsdom, og derved hæved de U-roeligheder,

Handel med Hertugen af Slesvig.

som de idelige Tvistigheder om samme Øer havde opvakt mellem Riget og Førstendommet, besluttede derfore at til intet giøre den Afstaaelse, som Riget til præjudice var giordt i hans mindre Aarighed, og at vindicere disse Øer tilbage igien. Herudover blev Hertug Waldemar Rigets Fiende, og giorde Forbund med Kong Erik Præstehader af Norge og de Fredløse, som han tilforn havde forfuldt. Men, som udi det Aar 1295 blev udi et Mode til Hindsgavel giort Stillstand mellem Rigerne, og Kongen derudover fik meere Leilighed at fortsætte sin Rætt, pousserede han denne Sag saa vit, at Hertug Waldemar stod igien fra Als, Arøe og Femeren, og lod det blive ved den Dom, som udi Erik Glippings Tiid i Faveur af Riget var afsagt. Udi dette Fordrag blev blant andet indført, at Undersaatterne af Slesvig, naar dem ingen Rætt kunde vederfares af Hertugen, skulde have Magt at appellere til Rigets Raad; thi Ordene lyde saaledes: Hertugen skal ingen U-rætt giøre vore Bønder udi Hertugdommet, men den Deel, som Rætt er, naar han tiltales derom. Vil han det ikke giøre, da skal han svare os og Dannemarkes Raad til Parle (374) mente og Dannehof, som holdes. Dette Forliig blev sluttet 1295 og giver blant mange andre Ting en Idée om denne Konges fornuftige Regiering; thi man skulde ellers tænke, at dette uden Blods Udgydelse ikke havde kundet være bragt til Veye, saasom de gode Slesvigske Hertuger heller søgte at trække meere og meere fra Riget ved nye Prætensioner, end at give. Men denne Konge vidste at menagere sine Naboer udi Tydskland endogsaa Græverne af Holsten, som de Slesvigske Hertuger ellers pleiede at betiene sig af mod Riget; thi jeg seer, at Græv Geert af Holsten har været Mediateur til dette Forliig. Saaledes fandt ogsaa denne Konge stor Bistand hos de Tydske Førster, da han bemægtigede sig Rostok, hvilket særdeeles viser den gode Corespondence han vidste at underholde med sine Naboer, da derimod hans Formænd ved ringeste Bevægelse pleiede at faae dem alle paa Halsen.

Opstand udi Jylland.

Han vidste og særdeeles at handhæve Fred og Roelighed i Landet, saa at jeg finder udi hans lange Regiering ikke uden een Opstand af nogle Bønder udi Jylland, som dertil vare opæggede af Her Niels Brock og andre. Disse, Klagende over u-sædvanlige Tynger og Besværinger, greebe til Gevær, og, da Kongen skikkede dem sin 1313.Drost (u) med andre Hofsindere at stille dem tilfreds, omkomme de ham tillige med andre fornemme Mænd ved Kolding. Kongen blev derover fortørnet, og kom med en

Guldkorns Skatt.

stor Magt til Jylland, da bleve de Oprørske forskrækkede og bade om Fred. Hvorudover Kongen tog dem til Naade igien, ladende sig nøye med at ophænge deres Anførere og at paalægge Almuen en Aarlig Skatt nemlig en Skieppe Rug af hver Mark Guldsjord (x) hvilken Skatt gemeenligen (375)

(u) Drost var den fornemmeste Embedsmand udi Riget, som siden blev forvandlet til Hofmester. Hvor gammel dette Embede er, skal jeg ikke kunde sige. Jeg finder ingen Drost nævnet udi Historien for de Waldemarers Tiid, ja end ikke udi de tvende Waldemarers Historie, saa jeg slutter denne høje Bestilning maa være opkommen noget for disse Tiider; Thi den første Drost, som i Historien omtales, er Mathias, der blev ihielslagen i Estland udi Erik Glippings Tiid.

(x) Jordene vare i gamle Dage deelte udi Mark Gulds-Jord, Mark Sølvs-Jorde &c. Det er at sige udi Stykker Jord, som vare kiøbte for en Mark Guld, hvilken giorde 8 Mark Sølv, og bare Jordene saaledes deres Navne af deres Værdi udi Guld og Sølv.

blev kalden Guldkorns Skatt. De lovede ogsaa adskilligt andet, som, om Kongen vil bygge nogen Fæstning, skal Bønderne dertil anvende deres Arbeyde, item aldrig at bære Budstikke (y) mod Kongens Lehnsmænd, og, hvis de ikke holdt alle disse Vilkor, maatte Bisperne i Dannemark have Magt at bandsætte dem, saa at man seer, at dette blev holdet for den stærkeste Caution, man kunde give til Pagt og Forbunds Bestyrkelse. Saaledes blev dette Oprør

Dom over de Oprørske.

Bonden til liden Fordeel, og, som de samme havde aabenbaret adskillige af Adelen, som havde ægget dem der til, blev deres Sag tagen for paa Wiborg Landsting (z), og bleve da adskillige af dem dømte fra Livet, som kand sees af den Landstings Dom publiceret Aar 1314. Men, om samme Dom blev exeqveret, er ikke vitterligt; det sees heller, at denne Livs Straf er bleven forvandlet til Landflygtighed, eftersom Hvitfeld vidner at have seet Svenske Breve siden underskrevne af Her Niels Brock, Johannes Staffverschov og Johan Papæ, som vare de fornemmeste udi denne Sammenrottelse.

Mis-Forstand mellem Kongen og hans Broder Hertug Christopher.

Udi det øvrige havde denne gode Konge adskillige Fortrædeligheder af hans Broder Hertug Christopher, hvoraf han spaaede Riget intet got, i fald bemeldte Hertug skulde efter hans Død komme til Regieringen. Den første Misforstand, som reisede sig mellem dem, skeede 1297; thi, da Kongen samme Aar vilde reise til Kallundborg, som Hertug Christopher havde inde tilligemed Holbeck og Samsøe, og Hertugens Folk formerkede, at Kongen var meere mandstærk end sædvanligt, lukkede de Portene til for ham. Hertugen giorde vel sin Eed paa, at det skeede ham u-afvidende; og lod hans Portholder rætte, saa Sagen derover blev derved, skiøndt det var ikke troeligt, at saadant kunde være skeed uden Ordre. Kongen vilde ikke lade sig merke med at have nogen ond Tanke (376)

(y) Budstikke var en Stikke eller Pind med en Traad udi, som blev sent fra en Gaard til en anden for at forkynde, hvad som skulde giøres. Naar samme Budstikke var brendt i den eene Ende, betydede det Feide. Det brugtes som et Varetegn mod Fiendens Ankomst. Men man seer af denne Forskrivelse, at det ogsaa har været brugt blant oprørske.

(z) Sent. contra Nobil. Wiburg. postridie Petri & Pauli pag. 373.

mod sin Broder, men heller søgte at bevise ham nye Velgierninger, og til den Ende forlehnede ham siden med Estland paa 6 Aar med de Vilkor, at han skulde beskytte samme Hertugdom mod U-Christne og andre Fiender. Kort

Hertugen forlader Riget.

derefter forlehnede han ham ogsaa med Sønder-Halland, men alle disse Velgierninger kunde ikke bevæge ham til at bære rætt Kierlighed til Kongen; thi han foretog sig adskillige Ting, som vare Kongen u-behagelige, hvorfore Kongen tog Sønder-Halland fra ham, hvilket forbittrede Hertugen saaledes, at han forlod Riget, og flygtede til Sverrig, hvor han opholdt sig en Tiid lang.

De Beskyldninger, som Kongen formerede mod ham, bestode af efterfølgende Artikler 1) at siden han blev forlehnet med Halland, har han lokket Kongens Mænd til sig, og beholdet dem mod Kongens Villie. 2) At han har beskyttet dem, som vare Kongens U-venner. 3) At han har giordt Venskab med Kongen af Norge og

Kongelige Gravamina mod Hertugen.

Hertugen af Sverrig, som vare Kongens Fiender. 4) At han har exeqveret Domme mod dem, som have appelleret til Kronen. 5) At han har betaget Kongens saavelsom Lunde-Kirkes Bønder deres gamle Frihed. 6) At han har staaet Kongen efter Livet etc. Dette sidste var en haard Post, men som ikke klarligen kunde beviises, dog havde Hertugen giordt sig meget mistænkt for saadant Anslag, efterdi han vegrede sig at vise sin U-skyldighed ved Eed efter Loven.

Hertugen lod derimod et aabet Brev udgaae til Siællands-Fars Lands-Ting, hvorudi han takker Almuen for den Godhed, de ham hidindtil havde beviist: Beklager derhos, at han er kommen udi hans Hr. Broders U-gunst formedelst onde Menniskers

Hertugens Apologie.

Snak, kræver GUd til Vidne, at han har aldrig haft uden hans Broders Velfærd for Øyene, og er færdig at lade sit Liv i hans Tienneste. Ydermeere klager han at have bedet Kongen 3 gange om sikker Leyde for at komme at forsvare sin Sag, men har ikke kundet faae nogen Leide. Og, uden Forsikkring gives, tør han ikke komme tilbage, efterdi en af Kongens Raad har sagt, at man stod ham efter Livet. Om Hertugen derpaa kom til Dannemark igien, (377) derom mælder Historien intet. Jeg seer allene, at han udi det Aar 1316 slog sig til de Fredløse, og med nogle af dem begav sig udi Tienneste hos Waldemar Margræven af Brandenborg, som var Kongens Fiende, ja at han samme Aar bragte nogle Skibe til Veye, hvormed han giorde Landgang paa Fyen, og der indtog Svenborg, hvilken han dog siden forlod igien. Alt dette u-anseet, da nogle giorde Forbøn for ham, pardonerede den fromme Konge ham dog igien, og til Forsikring derom udgav saadant Brev.

Forsonings Brev.

Omnibus præsens scriptum cernentibus Ericus Dei Gratia Danorum Sclavorumqve Rex salutem in Domino sempiternam. Notum facimus Universis, qvod nos fratri nostro Domino Christophoro & omnibus Danis, qvi in provincia Magnifici Principis, avunculi nostri, Charissimi Domini Waldemari Marchionis in Brandenborg fuerunt, in guirra proxima inter nos & ipsum Marchionem habita hoc indulsimus, & propter hoc debent habere plenam (a) sonam & ob hoc non debemus habere suspicionem aliqvam contra ipsos. Datum Verneminde 1317 .Anno Domini 1317 Sabbato proximo ante Dominicam Sanctæ Trinitatis in præsentia nostra. Saaledes kom Hertugen i sin Broders Gunst igien, hvorudi hans u-roelige Gemytte tillod ham ikke længe at blive; thi udi det Aar 1318 flygtede han

Hertugen flygter anden gang af Riget.

af Riget til Sverrig igien og forblev der indtil Kongens Død. Tillige med ham flygtede ogsaa af Riget Erke-Bisp Esger, som iligemaade var misfornøied med Kongen. Deraf reisede sig siden en Proces, som blev agered for Paven, og hvis Acta jeg har fundet i en skreven Bog (b). Ellers havde denne Konge meget at bestille med Sverrig, hvor han assisterede hans Svoger Kong Birger mod hans Brødre Erik og Waldemar.

Og, som disse U-roeligheder i lang Tiid besværgede Dannemark, og nødde Kong Erik til at bringe store og anseelige Krigs-Hærer paa Beenene for at beskytte hans Svoger, holder jeg fornødent at tale noget om Oprindelsen til disse Svenske Tragoedier, hvorudi alle 3 Nordiske Riger bleve indviklede. (378)

(a) Sona skall være Forsoning, ligesom guirra Krig.

(b) Actio Erici Mendved in Esg. Archiep. Lund. manuscr. e biblioth. Dannesk.

Oprindelse til de Tiiders U-roeligheder i Sverrig.

Kong Magnus Ladelaas døde 1290, og efterlod sig en umyndig Søn ved Navn Birger, hvilken han beskikkede til Formynder Rigets Marsk (c) Torkild Knutsøn. Denne Torkild forestod Riget udi 13 Aar med stor Berømmelse, saa at der imidlertiid over alt var Fred og Velstand. Da den unge Kong Birger var kommen til de Aar, at han selv kunde forestaae Regieringen, lod Marsken ham holde Bilager til Stokholm med den Danske Princesse Martha eller Mereta, Kong Erik Mendveds Søster, med hvilken han havde været forloved. Anno 1302 blev han kroned til Suderkiøping tillige med Dronningen, og lode sig der samme Tiid indfinde Kongens Broder Hertug Waldemar, hvilken blev gift med Marskens Dotter Christina, og den 3die Broder Hertug Erik (d) fik siden til ægte Ingeborg Kong Hagens Dotter af Norge. Kong Birger aflede med Dronning Mereta en Søn ved Navn Magnum, hvilken han udi sit 3die Aar fik Stænderne til at erklære til Successorem udi Riget. Og, efter at alt dette var skeed, sagde Marsken sig af med Rigets Administration. Men Kongen, saasom han endda var ung, og behøvede samme ypperlige Mands Raad og Daad, confirmerede ham ikke alleene udi denne høje Bestilling; men endogsaa forøgede hans Myndighed. Hertugerne derimod, Kongens Brødre, vare ikke fornøjede med denne Mand, hvilken de foregave var dem lidet gunstig, og derudover udvalte dem Rigets Drost Ambiørn til Formynder, paa det at de kunde have en, der skulde

Misforstand mellem Kong Birger og hans Brødre.

holde Marsken Stangen. Saaledes blev Riget deelt udi tvende Factioner, hvoraf den eene havde til Hovet Marsken paa Kongens, og den anden Drosten paa Hertugernes Vegne. Den Misforstand, som var reiset mellem Brøderne, tog dagligen meer og meer til, og glemte ikke Dronningen, hvilken udi den Svenske Historie afmales som en hoffærdig Dame, at kaste Olie udi Ilden, og at ophidse Kongen mod hans Brødre, hvorudi Marsken ogsaa var hende behielpelig, efterdi Hertug (79)

(d) Ericus Olai hist. Svec. lib. 3. siger, at han da blev gift med samme Ingeborg for at bestyrke sig mod sin Broder, hvilket er falskt; thi han fik ikke den Norske Princesse førend 9. Aar derefter.

|Waldemar vilde forskyde hans Dotter, og gifte sig med en Norsk Princesse Kong Erik Præste-haders Dotter (e). Bemeldte Marsk lod Anno 1304 byde Kongen tillige med begge Hertugerne til giæst paa sin Gaard Arnæss udi Wester-Gothland, hvor han nogle Dage herligen tracterede dem. Men, hvad han dermed havde udi Sinde, visede Udgangen; thi, da man vilde tage Afskeed, tog Kongen sine Brødre til Side, og holdt dem fore, at han havde erfaret, at de havde i Sinde at begive sig ud af Riget at paaføre ham Krig, begierde derfore, at de, for at løse ham af den Bekymring, som saadan Mistanke havde bragt ham udi, vilde give ham Caution og saadan Forskrivelse, som han allerrede forud havde conciperet. Hertugerne studsede strax over saadan Begiæring; dog, saasom de frygtede, at Kongen havde noget værre i Sinde med dem, giorde de uden Ceremonie hvad han forlangede, og underskreve en Revers (f), hvoraf de fornemste Puncte vare disse: At de uden Kongens Forlov ikke skulde begive sig ud af Riget, ej heller komme til Hove uden de bleve fodrede, og ikke med fleere Folk end dem blev tilladt. De skulde ogsaa hverken hemmeligen eller aabenbare foretage noget mod Kongen, men være ham, Dronningen og deres Børn, troe og underdanige. Efter saadan given Revers reisede Kongen til Wiesings-Øe, og meenede, at han vell havde bestyrket sine Sager, skiøndt han ved denne Gierning havde formeeret den Misforstand, som hans Brødre havde fattet til ham. Kort derpaa citerede Kongen Hertugerne til Wiesings-Øe (g) for der at svare paa visse Poster, som han havde mod dem, og bød dem sikker Leide til. Hertug Erik begav sig allene did hen for at anhøre samme Klagemaal, som bestod derudi, at de havde ført (380)

(e) Puf. hist. Svec. siger at det var Hertug Erik, men han siger selv paa et andet Sted, at det var Waldemar, som fik Marskens Dotter. Vid. Suplement. ad Chron. Norweg. hvoraf sees, at det var Waldemar som fik siden Erik Præste-haders Dotter. En anden Feil, som samme Autor begaaer her udi, er at han siger, at Hertugen da havde forskudt Marskens Dotter; thi denne Forskydelse skeede længe derefter.

(f) Lit. Revers. Erici & Waldemari de dato Aaranes 1304 pridie Kalend. May apud Ericum Olai.

(g) Eric. Olai lib. 3.

Contrebande Vahrer ud af Riget, at de havde reiset bevæbnede igienem Landet, og øvet Vold mod adskillige af Indbyggerne; Een af deres Tienere havde ogsaa givet Kongens Portner et Ørefigen, efterdi han ikke

Hans Brødre Hertugerne forlade Riget.

havde aabnet ham Porten saa hastigen. Men den fornemste Klage bestoed derudi, at de holdte saa stort Hoff og saa mange Tienere, at Kongen kunde ikke andet end fatte Mistanke derover. Disse Klagemaal (h) stræbede Hertugen ved Undskyldninger at igiendrive; men hans Undskyldninger fandt intet Sted hos Kongen, saa at han reisede i Unaade derfra, og Kongen arbeidede derpaa at forraske begge Brødrene. Hertugerne, findende sig ikke sikkere udi Riget, begave sig derover til Dannemark, forhaabende ved Kong Eriks Underhandling at komme udi Sikkerhed med deres Broder, som havde truet og undsagt dem. Men de finge kun liden Trøst hos samme Konge; efterdi Kong Erik havde mest Godhed for Birger formedelst det dobbelte Svogerskab, som der var dem imellem; thi de havde hver andens Søster.

Saasom Hertugerne havde forladt Sverrig, lod Kong Birger seqvestrere deres Gods, og havde en Samtale med Kongen af Dannemark ved Grændserne, hvilken han gandske bragte paa sin Side. Herudover holdte Hertugerne ikke for raadeligt at holde sig længere i Dannemark, men begave sig til Kong Hagen af Norge, af hvilken de bleve venligen modtagne, og forsikrede om hans Bistand i at bekomme deres Sikkerhed og Gods tilbage igien. Kong Hagen gav dem ogsaa til Underholdning, medens de opholdte sig udi Norge, Nykleborg og Kongelle, samt de der underliggende Lehn ved de Svenske Grændser. Kong Birger efter den Samtale, han havde holt med Kong Erik, afslog al venlig Underhandling. Hertugerne derfore giorde Indfald udi Føre Krig mod Kongen.

Vester Gothland, lagde den Stad Lodese i Aske, tog Dalen ind, og der byggede en Fæstning kalden Daleborg. For at hindre deres videre Fremgang skikkede Kongen Krigs-Folk til Vester Gothland, hvilke rykte ind udi Dalen, leirede sig mellem Daleborg og Norge ved Agnabroe, og der afkastede Broen, paa det at Hertugerne skulde hindres fra at (381)

(h) Vid. Gravamina Regis apud Eric. Upsaliens. lib. 3.

skikke Folk til Undsætning. Men Hertug Erik lod under Matthias Kettelmundsens Anførsel nogle Ryttere om Natten ride udi Elven, og svemme over Vandet, saa at de samme uformærkte overrumplede Kongens Folk, som laae hid og did adspreedte, sloge ihiel, og toge fange alle dem, som ikke kunde redde sig med

Slag ved Agnabroe.

Flugten. Dette Nederlag ophidsede end Kongen meer mod Hertugerne, saa at han i egen Person med 10000 Mænd rykte ind udi Vester-Gothland (i) for at bemægtige sig Daleborg. Kongen af Norge derimod skikkede Hertugerne nogle tusinde Mænd til Undsætning. Men, da begge Krigshærerne vare komne nær mod hinanden, lagde nogle Raads-Herrer sig der imellem, og bragte det saa vit, at Kongen forligede sig med sine Brødre, og gav dem deres Gods tilbage. Dette Forliig blev sluttet 1305, og findes i en Act dateret til Nykiøbing udi samme Aar bemeldte Forliigs Indhold (k). Kong Hagen af Norge forlehnede da Hertug Erik med Kongelle, iligemaade med Varbierg udi Halland, eftersom Græv Jacob havde skiødet til Norge samme province, seende sig ikke at kunne beskytte den mod Dannemark (l).

Efter at Forliget var sluttet, satte Hertugerne sig for at ophidse Kongen til Unaade mod Marsken Torkild Knudsen (m). De forestillede Kongen, at samme Mand havde været Aarsag til alle de Uleyligheder, som Riget var bragt udi, at han, for at beskytte sin egen Høyhed, havde stiftet Ueenighed udi den Kongelige Familie, og at han uden Kongens Ordre havde bedrevet adskilligt, som var uforsvarligt. Kongen, som ingen Skyld vilde have til disse U-roeligheder, vendte da sin troe Tiener Ryggen, og tillod, at (382)

(i) Erici Ups. lib. 3.

(k) Transact. de dat. Nykiöping die Innocentium 1305 p. 326.

(l) Cessio Halland. Tunsberg 1305.

Pufendorf. Hist. Svec. begaaer her tvende Feil, først i det at han kalder denne Græv Jacob Græve af Holsten, da dog han var Græve af Halland, og under Norges Beskyttelse førdte Krig mod Kong Erik Mendved med de andre fredløse Danske. 2) Kalder han Varbierg Marberg. Slige og andre Feil give tilkiende at denne berømmelige Mand har haft ikkun maadelig Kundskab om den Nordiske Historie.

(m)Hvitf. kalder ham Troels.

der maatte føres Proces mod ham. Marsken forsvarede sin Sag med Grund; men hans Uskyldighed og Veltalenhed kunde ikke hielpe, saasom der var besluttet, at han skulde opoffres. Han blev derfor dømt til at døe, som en Mand, der havde ladet see Utroeskab udi Rigets Administration, givet Kongen onde Anslage, og undertrykket

Torkild Knudsens Fald.

Geistlighedens Frihed. Efter afsagde Dom blev han udi Stockholm paa Suder-Malmen halshuggen Anno 1306, og var det med stor Nød, og ikke uden ved Venners Forbøn at han blev begraven udi Christen Jord (n). Saadant Endeligt fik denne ypperlige Mand. Et skrekkeligt Exempel for Ministrer, der forlade sig formeget paa Herre-Gunst. Efterat denne kloge Herre saaledes var røddet af Veyen, begyndte Hertugerne at stræbe Kongen efter Thronen; og til den Ende søgte Leylighed at forraske ham. De samlede hemmeligen en Hob Folk sammen, og dermed udi samme Aar

Hertugerne fange Kongen.

overfaldt Kongen u-forvarende paa hans Gaard Hatuna, toge ham fangen tillige med Dronningen: Men en af Kongens Tienere ved Navn Arved Smaalening reddede Prinds Magnum, og flygtede med ham til Dannemark (o).

Efterat de havde faaet Kongen udi Hænder, tvunge de ham til at afstaae Regieringen, og at oplade Riget og Stockholm til Hertug Erik, og, da Staden ikke vilde efterleve den fangne Konges Ordre lod Hertugen den beleyre og indtage ved Matthias Kettelmundsen, og førdte Kongen til Nykiøbings Slott, hvor han blev satt i Forvaring. I det øvrige streiffede Brøderne med Krigs-Folk igiennem det heele Land for at giøre sig alting underdanigt. Kong Erik udi Dannemark, bevæged af Medlidenhed mod sin Svoger Kong Birger, giorde sig færdig med alt det Folk, han kunde tilveje bringe, for at befrie ham af Fængselet, og at sætte ham paa Thronen

Kong Erik tager sig den betrængte Konge an.

igien. Han begav sig til den Ende med en stor Krigs-Magt til Sverrig, men, da Hertugerne ikke med mindre Magt komme ham imøde, fandt han ikke raadeligt at vove Feldtslag med dem, men indgik et Aars Stilstand med dem til Bogesund udi Vester-Gothland, at man (383)

(n) Udi Franciscaner Kloster i Stokholm teste Erico Ups. lib. 3.

(o) Eric. Ups. siger at han bar ham paa sine Achsle til Dannemark.

imidlertid kunde handle om Kongens Befrielse, og derpaa begav sig til Dannemark igien. Medens Stilstanden varede, anvendte Hertugerne Tiden paa at undertvinge det heele Rige, og søgte at bringe Kongen af Norge paa deres Side, og at hidse ham op mod de Danske for at hindre dem videre at undsætte den fangne Konge.

Hertug Waldemar giorde da en Reyse til Tydskland, foregivende, at han havde en Pillegrims Gang udi Sinde; men Udgangen lærede at Reysen skeede ikke af Andagt; thi han kom tilbage med 800 Tydske Ryttere, som han havde værvet i Tydskland, med hvilke han giorde Indfald udi Skaane, og der med Mord og Brand giorde stor Skade. Den Svenske Historie siger, at Hertug Christopher da blev overrumpled paa Ørkneliung, og bragt fangen til Sverrig. Men den Danske Historie mælder intet derom. Hvis saa er, maa det være skeed med samme Hertugs gode Villie, hvis onde Hiertelaug gives tilkiende mod hans Broder, da han siden undvigede Riget. Da nu Vinteren var forhaanden, blev en Sammenkomst holden udi Smaaland, hvorudi en nye Stilstand blev bevillged for at handle om Fred. Men man kunde ikke komme til nogen Slutning. Efterfølgende Vinter, da de fremmede Ryttere bleve indqvarterede udi Øster-Gothland, tilføyede de ved Røven og Plyndren Indbyggerne saadan Skade, at Bønderne rottede dem sammen, og ihielsloge endeel af dem. De Fremmede igien, for at hævne deres Landsmænds Død, betalede Bønderne med samme Mynt, saa at Landet derudover blev bragt udi en elendig Tilstand.

Kong Eriks andet Tog til Sverrig.

Imidlertid lavede Kong Erik Mendved sig til et nytt Tog i faveur af den fangne Konge, og kom 1307 med en Krigs-Hær ind udi Vester-Gothland, geleided af Hertug Waldemar af Sønder-Jylland, item af hans Broder og andre store Herrer. Paa dette Tog, siger Hvitfeld, bleve først opfundne de saa kaldne Kappe-Hætter (p), som gaae neden for Munden og over Skulderne med Mundstykke for, og som endnu bruges af Bønder. Anledning der til gav den haarde Vinter, som da paakom, hvilken var saa sterk, (384)

(p) Vid. Chron. Nicol. Joh. fil. Tunc Dani primo Usum habuerunt Capuciorum.

at man ved sædvanlige Huer ikke kunde beskiærme sig mod Kulden. Der blev ellers denne gang intet af Vigtighed foretaget; man bragte alleene tilveye en Stilstand, og derpaa saaledes forhandlede, at Kong Birger med hans Dronning skulde løsgives, og Tvistigheden skulde afgiøres i Mindelighed til Markeryd udi Smaaland. Hvorpaa Kong Erik begav sig til Dannemark igien. Hertugerne forskreve da Rigets Raad til Arboga, for at overlægge, med hvad Vilkor Kongen skulde løslades, hvilken da var villig til at underskrive alt hvad man forlangede, at glemme alt hvad som tilforne

Kong Birger løsgives.

var skeed, og at lade sig nøye med et Stykke af Riget, som man fandt for gott at unde ham. Derpaa blev han løsgiven 1308, og svore Hertugerne ham paa ny Huldskab og Troeskab.

Efterat dette Forliig var sluttet reisede Kong Birger til Gulland, og derfra til Dannemark, hvor han blev venligen modtagen af Kong Erik, som lovede at hielpe ham til det heele Rige igien; hvorpaa Kong Birger begav sig til Sverrig igien. Imidlertid opreisede sig Tvistighed mellem Hertug Erik og Kong Hagen af Norge, efterdi Hertugen vilde ikke give tilbage Warbierg og Kongelle (q), som udi Nødsfald til Underholdning vare ham indrømmede. Kong Hagen satt sig for med Magt at tage Kongelle (r) tilbage, og, som det vilde ikke gelinge ham, lod han bygge det Slott Bahuus for at incommodere samme Fæstning. Hertug Erik derimod rykte med en Krigs-Hær ind udi Norge, tog Oslo ind, og beleyrede Aggershuus, og, da Kong Hagen med 3000 Mænd kom til Undsætning, blev han slagen, og maatte staae fra sit Forsætt. Derimod fulde de Norske ind udi Dalen og Wermeland, og giorde der ikke mindre Skade. Af denne Uvillie tog Kong Erik Leylighed at afsondre de Norske gandske fra Hertug Erik, og begierede af Kong Hagen, at han vilde give sin Dotter, som tilforn var (385)

(q) Erici Ups. hist. Svec. Den Danske Historie derimod sætter i Steden for Kongelle Hunehals, og taler ej heller om det Nederlag som skeede paa de Norske.

(r) Eric. Ups. lib. 4. fortæller, at da Kongen veigrede sig ved at give Hertug Erik sin Dotter, med mindre han vilde give Warbierg tilbage, svarede Hertugen: Gudh gifve henne lycka ehwar hon gär: Wardberg fár tu ey áter i áhr.

forloven med samme Erik, til hans Broders-Søn Hertug Magno: bragte det og saa vit, at den Norske Princesse blev tilsagt Prinds Magno med en Brudeskatt af 6000 Lødige Mark, tillige med Norges Krone i fald Kong Hagen skulde døe uden Livs-Arvinger. Freden blev da ogsaa ved samme Leilighed sluttet imellem Dannemark og Norge, hvorom tilforn er talt.

Kong Eriks 3die Tog til Norge.

Derpaa samlede Kong Erik en Magt sammen af 60000 Mænd, med hvilken han rykkede ind udi Sverrig, og, som Kong Birger conjungerede sig med samme Magt, haabede man i en Hast at nøde Hertugerne til at forlade Riget. Hertugerne ginge vell denne store Magt i Møde, men understode sig ikke til at vove noget Feldtslag. De lode sig alleene nøje med at beskiære de Kongelige Tilførsel af Proviant. Kongerne beleirede, og indtoge Jenkiøping, og derpaa marcherede ind udi Øster-Gothland. Hvorudover Hertugerne flygtede af Marken, og den eene nemlig Hertug Erik begav sig til Calmar, den anden nemlig Waldemar til Stokholm for at bedekke Upland. Efter at de saaledes vare drevne ud af Felten, trængede Kongerne sig videre ind i Landet, og beleirede Nykiøpings Slott. Besætningen forsvarede sig samme Steds med stor Tapperhed, og hindrede Kongerne at foretage vigtigere Ting, som man forventede; Ja, som Beleiringen varede noget længe, begyndte Krigs-Folket at blive u-villigt, og den Danske Adel raadede Kongen, at han skulde staae fra sit Forsætt, og forlade Landet, med mindre han vilde see sin heele Krigs-Hær bortsmeldte. Der begyndte ogsaa at blive Mangel paa Proviant, eftersom Landet allevegne omkring var ødelagt, saa at der vare kun tvende Midler til at reede sig ud af Sagen, nemlig, enten at fordeele Krigs-Folket, eller at gaae med den heele Magt tilbage. Det første var farligt, efterdi det kunde give Hertugerne Anledning til at overfalde de Adspreede, hvorudover det var mest sikkert at ophæve Beleiringen, og at forlade Landet til en Tiid. Men, som Kong Erik, uanseed disse Erindringer, fremturede udi sit Forsætt, tog den Danske Adel selv Afskeed, gik hiem, og lod Kongen med nogle faa Folk alleene blive tilbage (s). Medens dette passerede, havde (386)

(s) Eric. Ups. siger, at de havde ladet sig bestikke af Fienden til at forlade Kongen.

Hertug Erik bekommet Jenkiøping tilbage, og tragtede at afskiære Kong Erik Passen, hvilket dog ikke skeede; thi han lod ikke alleene Kongen u-anfægted passere, men mødte ham udi Vester-Gothland med Forslag om venlig Underhandling, tilbydende sig ogsaa at indgaae billige Vilkor med sin Broder, for derved at giøre en Ende paa de Borgerlige Krige; bad ogsaa at Kongen vilde overtale Birger til Føjelighed, og at blive ved det eengang sluttede Forlig. Derpaa blev

Forlig til Helsingborg.

berammed et Mode til Helsingborg 1310, hvor begge Hertuger mødte, og da bleve de saaledes foreenede med deres Broder, at det Forliig, som var sluttet til Arboga skulde staae ved Magt, at Hertug Erik skulde beholde Vester-Gothland, Dalen, Wermeland, Halland og Smaaland; Waldemar skulde have Upland, Øeland og en Deel af Finland: det øvrige skulde Kong Birger beholde, og forbunde Hertugerne sig til at være ham, som deres Lehns-Herre, forpligtede (t), hvilken Forpligtelse de igien fornyede Anno 1314 (u).

Saaledes blev Sverrig deelt udi 3 Riger, og fik ligesom 3 Konger paa eengang, hvoraf en hver havde sit eget Hoff, og søgte den eene at overgaae den anden udi Pragt; hvorudover, saasom de sædvanlige Indkomste ikke kunde forslaae, maatte Skatterne forhøjes. Dette foraarsagede en Opstand paa Gulland, saa at Kongen der blev dreven ud af Landet, og mange af hans Folk ihielslagne. Smaalænderne rebellerede ogsaa, og udvalte sig en Anfører ved Navn Bugge, som skulde beskytte deres Friehed. Men disse U-roeligheder bleve stillede igien og der blev Fred en Tiid lang udi Landet indtil 1317, da Tragoedierne begyndte at gaae for sig igien: thi Kong Birger, som ikke kunde taale sin Magt saaledes beskaaren, pøndsede ideligen paa Hævn, skiønt han

Kong Birger søger at forraske sine Brødre

nogen Tiid havde holdt gode Miner. Udi det Aar 1317 (x) da Hertug Waldemar reisede engang fra Calmar til Stokholm, begav han sig under Veis til Kongen i Nykiøping, hvilken tog venligen mod ham, (387)

(t) Transact. Helsingb. 15. Julii 1310. apud Eric. Ups.

(u) Renovatio homagii Sudercopiæ ibid.

(x) Den Danske Krønike siger at dette skeede 1318 hvilket synes U-rigtigt.

og bad, at han paa Hiemreisen vilde bringe sin Broder med sig, sigende, at der havde længe nok været Misforstand imellem dem, hvilken engang var Tiid gandske at udrødde; Han for sin Part skulde beflitte sig paa saadan Opførsel, at hans Brødre efterdags skulde være fornøiede med ham. Waldemar, bildende sig ind at Kongen talede af Hiertens-Grund, formaadde sin Broder til at giøre Kongen en Visite, skiøndt ikke uden med Besværlighed, efterdi Hertug Erik havde denne Kongens Høflighed mistænkt. Udi hvilken Mistanke han blev bestyrket, da han ikke langt fra Nykiøping hemmeligen blev advaret, at han skulde tage sig vare for Kongen. Men Hertug Waldemar betog ham den Mistanke, berømmende Kongens beviisede Venlighed, og sagde, at han ikke skulde lægge onde Menneskers Snak paa Hiertet. Af saadan Tale blev han opmuntred, og begav sig med sin Broder til Kongen paa Slottet, hvilken tog kierligen mod dem, og stillede sig lystig, (y) paa det at de ingen Mistanke skulde have. Der blev om Aftenen holdet et hærligt Giæstebud, og saa vell tractered, at de alle bleve drukne. Da man skulde gaae til Sængs, blev det saa laved, at Hertugens Folk skulde indqvarteres i Staden, saasom der foregaves, at der paa Slottet ikke var Rum for dem alle, hvorudover Hertugerne bleve alleene paa Slottet med deres Pager og Kammer-Tienere, og ginge til Sængs. Til alt dette giorde Anstalt Kongens Drost, Herr Johan Bruncke, som var Medvider udi det Anslag, Kongen havde mod sine Brødre. Om Natten, da de vare udi deres beste Søvn,

Lader dem Fængsle og omkomme.

lod Kongen opbryde Dørren, og tage dem begge fangne af Sængen. Hertug Erik stillede sig først til Modstand, men blev ilde slagen, og saared. Kongen, som ved denne Action var overværende, spurdte dem da ad, om de kunde erindre dem det Spill ved Hatuna, og sagde, at dette var ogsaa en Leeg, som de havde læret ham. Derpaa lod han dem halvnøgne kaste udi et Taarn, og slutte dem med Hænder og Fødder udi Bolt og Jærn. Deres Tienere bleve ogsaa udi Staden alle enten slagne eller fangne, og, efter at dette var (388)

(y) Erici Ups. lib. 4. siger, at Dronningen herudi spillede den største Rulle.

skeed, reisede Kongen ilende til Stockholm udi Tanke at overrumple samme Stad. Men, som Indbyggerne samme Steds allerede havde faaet Kundskab om denne Gierning, faldte de ud af Staden, dreve Kongen tilbage, og forfuldte ham i Hælene til Nykiøping. Da nu Kongen merkede, at de vilde beleire Nykiøping, blev han bange at ved Slottets Erobring hans Brødre skulde tages af Fængslet igien, hvorudover han lod Slottet vel forvare med sterke Laas og Stænger, og forbød under Livs Straff at aabne noged, førend han kom tilbage, tog derpaa Nøglen til sig, kastede den udi Strømmen, hvor den var dybest, og begav sig til Stekeborg. Strax efter hans Bortgang blev Nykiøping beleired, og en stor Mængde fra alle Steder begav sig did hen. Men, førend man kunde bemægtige sig Slottet, vare Hertugerne døde af Hunger. Hertug Erik døde paa 3die Dag, efterdi han var saa ilde slagen, men Waldemar levede udi 11 Dage (z) uden Mad og Drikke. Dette opvakte stor Sorg og Forbittrelse blant de Svenske, og angav sig strax som Anfører for de misfornøiede Matthias Kettelmundsen, hvilken sagde, at han paa Hertug Eriks Søns Vegne vilde fuldføre den Krig, som var begyndt mod Kongen. Derpaa lod

Opstand udi Sverrig under Matthias Kettelmundsen.

han føre Hertugernes døde Legemer til Stokholm, og der begrave. Dett heele Land reisede sig da op imod Kongen, hvorudover han fodrede sin Søn Magnum til Hielp fra Dannemark. Magnus fik 600 Ryttere til Hielp af Kong Erik, hvormed han begav sig til sin Fader udi Oster-Gothland: Men der mødte ham Matthias Kettelmundsen ved Jenkiøping, og drev ham tilbage over Holveien til Wester-Gothland, hvor det heele Land var ham imod, og hvor en stor Hob Bønder havde samlet sig ved Karlebye. Med dem giorde Kongen en Stilstand paa 3 Dage: Men, da mange af dem reisede bort for at hente Proviant, overfaldt Kongen de tilbage blevne førend Stilstanden var til Ende, og omkom en stor Mængde af dem.

Derpaa begav Kongen sig til Vester-Gothland hvor han indqvarterede sine Folk i Stæderne, formeenende, at de Misfornøyedes (389)

(z) Erici Ups. lib. 4.

Heede var alt forbi, og at Stormen havde lagt sig; men den Hallandske Herremand Knud Porse, som holdt med Hertugerne, overfaldt dem, som laae udi Suder-Kiøping, og toge dem fast alle fangne. Matthias Kettelmundsen kom derpaa med en stor Magt fra Upland og tvang de Danske Ryttere at forlade Sverrig. Saasom Kong Birger nu saae sig allevegne omspænd, forlod han Riget, og begav sig med sin Dronning til Halland, efterladende

Magnus Kong Birgers Søn fanges af de Misfornøiede.

sin Søn Magnum med en Besætning til Steckeborg, hvor han strax af de Misfornøyede blev beleyred. Efterat Slottet nogen Tiid havde været beleired maatte det endeligen af Hungers Nød overgive sig, og blev Printz-Magnus tagen fangen, og bragt til Stockholm.

Derpaa blev Matthias Kettelmundsen antagen til Rigets Forstander, og blev ham Magt given til at udføre Krigen mod Kong Birger. Han reisede allevegne om i Landet, og satt alting udi god Orden, giorde derpaa 1318 (a) et Indfald udi Skaane, havende med sig den Danske Hertug Christopher, som var misfornøyet med sin Broder Kong Erik, og havde undviget Riget. Der giorde han stor Skade, og førdte hen ved 300 med sig fangne til Sverrig hvor iblandt vare mange af Adel, og lagde det heele Land i Aske paa 8 Herreder nær. Prætexten til dette Indfald var at Kong Erik havde skikket 600 Ryttere Kong Birger til Hielp. Dog blev der giordt et Fordrag til Roskild hvorved all Fientlighed ophørte. Samme Fordrag er dateret 1318, hvoraf sees, at den Svenske Historie stedse gaaer herudi et Aar forhastig (b). Strax efter dette Skaanske Tog, blev holden en Rigs-Dag til Stockholm, hvor foromtaldte Drost Johan Brunk med sine Anhængere blev dømt til døde, parteret og lagt paa Steyle uden for Staden paa det Bierg, som siden efter ham er bleven kaldet

Hvoraf Brunkebierget saa kaldes.

Brunke Bierget (c). Kong Birger, som da var paa Gulland (d), da han hørdte dette, (390)

(a) Puf. hist. Svec. sætter 1319 hvilket er falskt.

(b) Transact. de dato Roschild die Martini 1318.

(d) Hvor hen han var flygtet teste Diario Fratrum Minorum in Wisby.

holdt han sig ikke meere sikker sammesteds; men forlod Øen, og begav sig til Dannemark til Kong Christopher, som nyeligen havde succederet sin Broder Erik

Kong Birger undviger og Prinds Magnus Halshugges.

Mendved udi Riget. Der blev han til Underholdning forlehned med det Amt Holbeck, og døde kort derefter af Sorg, da han hørte den Tragoedie, som de Svenske havde spillet med hans Søn Magno, hvilken de Aar 1320 paa Rigs-Dagen til Stockholm, uanseet at han ved Steckeborgs Overgivelse havde betinget sig Livet, lode dømme til Døde, og offentligen halshugge paa Graa-Munkeholmen. Denne Gierning blev lagt Nationen meget til Last, eendeel, efterdi udi den foromtalte Roskildske Transaction var indførdt, at ham ingen Skade skulde tilføyes paa Liv eller Lemmer, og han derforuden selv ved Steckeborgs Overgivelse havde betinget sig Livet, eendeel ogsaa, efterdi han purgerede sig for den Mistanke at have haft Deel udi hans Farbrødres Mord.

Saaledes endtes dette store Sørge-Spill, hvorudi Dannemark i saa lang Tiid var indvikled, og derfor henhører til denne Konges Historie. Dette samme gav et ont og forargeligt Exempel til Efterkommerne udi Sverrig, hvilke, saadan Gierning blev ustraffed, funde sig ligesom autoriserede til de paafølgende Oprør, som blev ligesom en Epidemisk Svaghed stedse over 200 Aar i Sverrig; thi, naar jeg undtager Dronning Margareta, saa maatte de efterfølgende Konger fra denne Tiid indtil Gustavum 1. alle see Riget an med Ryggen. Saameget kand et eeneste Ont Exempel, som bliver u-straffed, forderve den allerbeste Nation: thi man kand i det øvrige sige, at de Svenske ere meget gode Undersaattere, og elske deres Konger ligesaameget som nogen anden Nation.

Kong Erik Mendved havde ellers meget at bestille med Margræv Waldemar af Brandenborg i henseende til Rygen og Straalsund. Men Tvistighederne bleve bilagde udi det Aar 1317, og har jeg derpaa fundet et vitløftigt Forliigelse-Brev (e) blant de (391)

(e) Transactio inter Reg. Eric. & Waldem. Marchion. Brandeburg. Anno 1317 in festo beatæ Cath. Manuscr.

Manuscripter, som mig ere Communicerede af det Dannenskioldske Bibliotheck. Udi denne Krig blev ellers intet af den Vigtighed forrættet, som jeg finder værd at antegne, saasom den bestod meere udi Negotiationer end Beleyringer og Feldt-Slag, dog, saasom Kongen derover maatte ideligen holde Krigs-Folk paa Beenene udi Tydskland, var samme Krig ham saa kostbar, at han derudover maatte pandsætte Fyen til de Holstenske Græver. Efterat Kong Erik havde regieret udi 33 Aar, døde 1319.han omsider til Roskild Anno 1319 (f), uden Livs Arvinger; thi, endskiønt han havde

Kongen døer.

avlet henved 14 Børn med sin Dronning Ingeborg, vare de dog alle døde. Han holdes for een af de beste Konger, som have regieret i Dannemark. Han var from, gudfrygtig og dydig, og hørdte man aldrig nogen Eed af hans Mund; thi alt hvad han

Hans Portrait.

sandede eller benægtede, skeede alleene ved Ja sommænd, eller Neysommænd, hvorpaa man reflecterede ligesaa meget som paa andres Eed, det samme giver ham ogsaa Tilnavn af Erik Mendved. Han førdte en fornuftig Regiæring, conserverede Fred udi Riget, og holdt Venskab med sine Naboer; thi man seer mange Tydske Førster, som ideligen havde været Rigets Fiender, at have været hans store Venner, og er et synderligt Beviis paa hans fornuftige Regimente, at han vidste saa vel at menagere de Holstenske Græver, og derved holdt Hertugerne af Sønder-Jylland i Ave. De Herligheder, han forhvervede i Tydskland, som det Rostokske Herskab, item protection over den mægtige Stad Lybek, misundede de omliggende Tydske Førster ham ikke efter Sædvane, men adskillige af dem stode ham bi i at maintenere sig ved de samme. Han tog Regieringen an i en meget forvirret Tilstand, da han ikke kunde troe sine Undersaatter formedelst det Mord, som var skeedt paa hans Fader af de fornemmeste af Adelen, som havde deres Anhang endogsaa blant Rigets Raad, men han førdte sig saa viseligen op, at han dette u-anseet conserverede Fred udi Riget, og dog hevnede sin Faders Død. Det eneste, som kand forekastes ham, var den haarde Opførsel mod Erke-Bisp Jens Grand; thi det var læt at (392)

(f) 6 Idus Novemb. Lib. Daticus Lund. fol. 52 in excerpt. Th. Br.

see, hvad ont deraf vilde flyde, og at Tragoedien vilde endes med en underdanig Afbigt til Paven, hvilket ogsaa skeede udi saadanne Terminis, som fast ingen Konge har brugt. Men Kongen var endda gandske ung, da denne Gierning foretoges, og den u-hørlige haarde Medfart kand heller tilskrives hans Broder Hertug Christopher. Han siges ellers at have samlet Collectanea til den Danske Historie af Rigets Archiver, kaldne Congesta Menvedii (g).

Hans Dronning var Ingeborg, Kong Birgers Søster af Sverrig, med hvilken han avlede 14 Børn, som alle døde for Forældrene (h). Det sidste Barn, omkom ved en særdeles Hendelse; thi, da Dronningen engang skulde age fra Abrahamstrup, faldt Barnet af Vognen og slog sin Hals i tu. Kongen blev over saadan U-agtsomhed fortørnet, og Dronningen, for at giøre Poenitentze begav sig i Claræ Kloster, hvor hun agtede at forblive. Det Svogerskab med Kong Birger var Aarsag, hvorfor han tog sig saameget bemeldte Konges Sag an mod hans oprørske Brødre. Dronning Ingeborg døde samme Aar, som Kongen; og findes begge deres Grav-Skrifte udi Ringsted saaledes:

Ego Ericus qvondam Rex de Dacia, regnans 33 annos, rectus Justitiarius pauperum ac divitum, ubi jus habuerunt. Rogo omnes illos, qvibus aliqvid fore feci ut mihi per suam gratiam indulgeant & orent pro anima mea. Qvi obii anno Domini 1319 die Beati Brixii Episcopi & Confessoris.

Ego Ingeburga nata de Svecia, qvondam Regina de Dacia rogo omnes, si aliqvid eis fore feci, qvod invite fecissem, ut mihi per suam gratiam indulgeant & sint memores animæ meæ. Qvæ obii Domini 1319 die Assumtionis B. Virginis. Hvad Rett Dannemark endda i denne Konges Tiid tilegnede sig udi Estland, sees af den Kongelig Gesants Joh. Kannes Brev til Stænderne i samme Land om at opbygge den Stad Revals Mure (i). (393)

(g) Lyschand. præfat. ad Synops.

(h) Chron. Nicol. Joh. fil. tilskriver denne Uheld som en Straff for hans Haardhed mod Erke-Bisp Grand.

(i) Manuscr. Membran. in excerpt. Th. Br.

Af anseelige Mænd, som levede under denne Konge, var Erke-Bisp Jens Grand, hvorom vitløfftigen tales udi Historien. Magist. Morten Mogensen Kongens Canceller, som Hvitfeld udi Jens Grands Historie siger at have været Doctor Theol. item Hr. Jon Little, af hvilken Kongen betienede sig meget udi Negotiationer sær ved det Romerske Hof tillige med Provst Guido til Ribe. Foruden disse vare tvende anseelige Danske, hvilke begge siges at have været Rectores paa Universitetet i Paris. Den første kaldes Henning (k) hvilken besadd saadan Post 1312. Den anden var den bekiendte Petrus de Dacia, om hvilken findes et Parisisk Universitets-Brev, at han som dets da værende Rector skulde holdes skadesløs for de Bekostninge, han giorde i Rom paa den Trætte imellem Universitetet og det Parisiske Capitul. Ellers er denne Konge Autor til den saa kalden Siællandske Rætt, som er deelt udi 6 Bøger. Tilforn brugtes

Kong Eriks Love.

Waldemars nye Lov deelt udi 3 Bøger. Den første Edition af Kong Eriks Siællandske Rætt kom for Lyset ved Trykken i Kiøbenhavn 1505 med saadan Titel: Her begynder den Siællandske Lov skreven paa rætt Danske, og deelt udi 7 Bøger, hvorudi Editor af Vildfarelse for 6 Bøger har satt 7. Udi denne Konges Tiid er Malmøe i Skaane først bygget nemlig 1319 paa det Sted, som den nu staaer; thi tilforn var Staden paa et andet Sted. Med Erik Mendved endtes ellers

Betænkning over den tilkommende Tiid.

Dannemarkes Lykke, Magt og Herlighed; thi, som han var en af de nyttigste Konger for Riget, saa var hans Broder en af de skadeligste Konger, Dannemark nogentiid har hafft. Vel har dette Rige offte været paa Knæe, men aldrig bragt udi saadan Tilstand, som under Kong Christopher 2. da Provincierne tillige med Undersaattere bleve deelte, solte og pandsatte, ligesom Kramvare mellem fremmede og indlændske smaae Tyranner. Vore Skribentere have tilskreved saadan U-held allene Kongens slette Regiering, men jeg finder efter nøje og u-partisk Examen, at saadant kand tilskrives ikke mindre Tiiden end Personen; thi hvor slette Qvaliteter denne Konge end kunde have, og hvor megen overhaand, (394)

(k) Lambec. Bibl. Vindebon. lib. 2. pag. 258. in excerpt. Th. B.

Splid og U-eenighed kunde have taget, saa havde dog Riget aldrig kundet blive bragt udi saadan ynkelig Tilstand, hvis andre Ting ikke havde concurreret dertil, og hvis ikke den ikke mindre lykkelige end stridbare Holstenske Græve Gerhardus Magnus var til Dannemarks U-held falden ind udi slige vanskelige Tiider; Thi der behøves tvende Ting til et Riges Undergang, nemlig Ueenighed mellem en Regent og Undersaatter, og tillige med en habile Naboe, der veed at fiske udi det rørte Vand, og at betiene sig af Tiidernes Conjuncturer, udi hvilken Konst ingen var større Mester end denne Græv Gert, som derfor kand ansees, som den fornemmest Acteur udi denne Tragoedie.

Christophorus 2.

Efterat Kong Christophorus 2. 1320.Erik Mendved var død uden Livs-Arvinger, var hans Broder Hertug Christopher den nærmeste til den Danske Throne. Men mange af Rigets Stænder holdte ikke raadeligt at tage den til Konge der udi saa mange Aar havde været Rigets aabenbare Fiende, først udi den Margræviske Krig, da han havde giordt

Tvistighed om Successionen.

Indfald paa de Danske Øer, og siden udi den Svenske da han havde udplyndret Skaane paa 8 Herreder nær. Til med stod dem ogsaa for Øjene den salige Konges sidste Ord, hvormed han havde formanet dem til ikke at antage hans Broder Christopher, som hand forud kunde see vilde blive en skadelig Konge for Riget; Der var derforuden anden politisk Raison, som raadede dem til at skride til et andet Vall, og at udvælge Hertug Erik af Slesvig for derved at foreene Førstendømmet med Riget igien. Dette u-anseet, da Hertug Christopher strax efter sin Broders Død kom fra Sverrig til Dannemark igien, insinuerede han sig saaledes hos Rigets Bisper og de verdslige

Hertug Christopher bliver Konge.

Stænder eendeel selv eendeel ved sin Halv-Broder Græv Johannes af Wagrien, at mange stode igien fra forrige Forsætt, saa at det blev ikke vanskeligt for hans Tilhængere, som besynderligen vare Ludvig Albertsen Marsk, Lauge Marsk, Holger Nikkelsen og Peder Stygge at befodre ham til Thronen, helst saasom han giorde store Løffter om et behageligt Regimente. (395)

Saaledes blev 1320Christopher antagen til Konge Aar 1320, efterat han paa en Rigs-Dag holden til Wiborg af samtlige Rigets-Stænder, Adelens, Kiøbstedernes og Almuens Fuldmægtige ved en Recess (l) forbandt sig til visse Artikle at holde, hvoraf de fornemmeste vare: at ingen Tydske skulde have Slotte, fæste Lehn eller Ejendom udi Dannemark, ey heller komme udi Kongens Raad. At Kongen ikke skulde begynde

Hans Haandfæstning.

nogen Krig uden med Stændernes Samtykke. At de, som vare fredløse formedelst hans Faders Død maatte komme tilbage igien. At de, som vare fangne udi Sverrig, skulde udløses. At all Told udi Kiøbmandskab skulde afskaffes. At der eengang om Aaret skulde holdes Herredag til Nyborg. At, naar nogen beklager sig ikke at vederfares Rætt til Kongens Ting, skal han have Magt at appellere til Adel Ting, det er, Rigets Raad. At Kongen skal ikke yldske, det er vredes over nogen, om han taler frit om Regieringen. At alle de Skatte, som ere paalagde siden Kong Waldemars Tiid, nemlig Plougpennings, Guldkorns og andre Skatte skulde afskaffes. At ingen Lov skal giøres uden ved det heele Riges Samtykke, og adskillige andre Artikle, som Kong Christopher disvilligere indgik, efterdi han agtede ikke at holde nogen deraf. Ellers er det een af de haardeste Haandfæstninger, nogen Konge i Dannemark havde udgivet, og viiser den samme, at Stænderne betienede sig af Interregnis og Tiidernes beleilige Conjuncturer at opskrue de samme.

Paa disse Conditioner blev Christopher antaget til Konge og kronet tillige med sin ældste Søn Erik, som derudover stedse i Historien kaldes Kong Erik. Og meenede Stænderne derved at have forebygget alle U-leiligheder, som de truedes med, forhaabende et lyksaligt Regimente; men de toge derudi feil; thi Kong Christophers Regiering blev en af de skadeligste, som Dannemark nogen Tiid har levet under, og bragte Riget udi saadan elendig Tilstand, at ingen uden saadan Successo som Waldemarus 3 kunde sætte det paa Fode igien. Hans Søn Kong Erik havde ey heller bedre Qvaliteter, men slægtede sin Fader paa udi alting. (396)

(l) Vid. Capitulat. Christophori 2. in comitiis Wiburg. pag. 411.

Det første, Kong Christopher tog sig for, var at belønne hans Befordrere besynderligen Ludvig Albertsen Marsk (m) hvilken han gav til Pant ald Blegind og Lyster og tillod ham at have Indkomsterne af samme Lande, indtil den Gield blev betalt, som han havde at fodre af Kronen. Han tog ham ogsaa særdeeles udi sin Forsvar, og gav ham 40 Marks Sager og alt Sagefald over hans egne Bønder. Det er merkeligt, at udi det Brev, som han derpaa udstedede, kalder han samme Marsk Consangvineum suum det er, hans Blods-Forvante, hvilket ikke kunde være uden af Flatterie. Erke-Bisp Esger, som i hans Broders Tiid var flygtet med ham af Landet, og siden havde begivet sig til Rom, kom nu tilbage med den Pavelige Legat Bernhardo de monte Valrano, og kom ikke alleene til sit Stikt igien, men fik ogsaa Borringholm

Christoffer krones tillige med sin Søn Erik. 1322.

tilbage ved et Kongeligt Diploma dat. Roskild 1321 (n) som findes baade paa Dansk og Latin hos Hvitfeld. Til Vederlag kronede samme Erke-Bisp Kongen tillige med hans Søn Erik paa den almindelige Herredag, som holdtes til Vordingborg 1322; thi Kong Christopher var allerede temmeligen ved Alder, da han kom til Regieringen, og derfor behøvede en Medhielp.

For at obligere sig desmere de store, giorde han en Hallandsk Herremand Knud Porse til Hertug af Halland, og forlehnede ham med Sønder-Halland, Sams-Øe og Holbek, og er samme Knud Porse den første Hertug af Privat-Stand udi

Kong Christoffer søger at bestyrke sin Throne.

Dannemark. Saaledes søgte Kong Christopher at vinde adskillige af de store udi Landet for desmeere at bestyrke sit Regimente, og at han siden des sikkere kunde giøre, hvad han vilde. Men det varede ikke længe, førend ogsaa de selvsamme tilligemed andre bleve hans Fiender. Han søgte ogsaa til samme Ende at forbinde sig fremmede Herrer, 1323.og derfor paa et Dannehof holdet til Nyborg 1323 (397)

(m) Jeg finder som noget merkeligt, at paa de Tiider have været adskillige Marsker paa engang som Ludvig Albertsen Marsk, Lauge Marsk og Peder Vendelboe Marsk: men det er troeligt, at een af dem allene har ført Titul af Rigets Marsk.

(n) Vid. transactio inter Reg. & Archiepiscop. sub dat. Roschild. 1321. 4 feria post fest. Bartholom. pag. 416.

|forlehnede Hertug Henrik af Meklenborg med det Herskab Rostok, og findes samme Hertugs Gienbrev hos Hvitfeld, hvorudi han bekiender at have annammet i Forlehning af Kongen Rostok, Gnøjen og Svan, og forpligter sig og sine Efterkommere at være Kongen følgagtig med 50 bevæbnede Ryttere, naar paabydes (o). Dette Brev er dateret Nykiøbing i Falster 1323. Hertug Vitzlav af Rygen forlehnede han med Rygen, det Landskab Bart og andet omliggende Gods (p). Han giorde ogsaa Forbund med Græv Geert af Holsten, og gav sin Dotter Margareta til Margræv Ludvig af Brandenborg, saa at han syntes at have befæstet sin Throne stærkere end hans Forfædre. Men dette Venskab saavel uden som inden Riget varede ikke længe formedelst hans U-stadighed og u-betimmelige Entrepriser, hvorved han bragte Riget udi yderste Fordærvelse, hvorom videre siden; thi strax efter de giordte Løfter lagde han en stor Skatt baade paa de Geistlige og Verdslige. Han fodrede af Adelen den 10de Penge af all deres Indkomst, foregivende, at han paa ingen anden Maade kunde betale Rigets Giæld, saasom de beste Indkomster, vare pandsatte af hans Broder. Hvorover de maatte herudi række ham Haanden. Erke-Bisp Esger vegrede sig derfor paa de Geistliges Vegne, og de verdslige Stænder vilde ey heller beqvemme sig dertil. Hvorudover han tog adskillige Gaver og Pant tilbage, hvilket tilveje bragte ham stor U-gunst overalt, hvorvel man kand herom sige, at Kongen herudi havde lovet meere end han kunde holde, eller rættere, at Stænderne havde ved Haandfæstning udpresset af ham fast umuelige Conditioner. I saadan Situation var Dannemark, da den store Lue brød frem, som fortærede det heele Rige.

Misfornøjelse mod Kong Christoffer.

Til denne Tragoedie, som gik for sig 1325 ved Leilighed af Hertugens Død af Slesvig, begyndte at præluderes tvende Aar tilforn, da Kongen u-anseet den Eed, han havde giort ved sin Hyldning om ingen Byrder at paalægge, paabød en stor Skatt saa vel paa den Geistlige som Verdslige Stand. Derimod satte (398)

(o) Lit. Revers. Henric. pag. 421.

(p) Vid. lit. Witzlav Ducis pag. 419.

adskillige af den høye Adel sig paa de Verdsliges og Erke-Bisp Esger af Lund sig paa de Geistliges Vegne som sagt er. Her Niels Olufsen en Skaansk Herremand greb først til Gevær. Han forbandt sig med Ludvig (q) af Eberstein, og andre af den Skaanske Adel, fik ogsaa Hielpe-Tropper fra Venden, Holsten og Pommern, og som Hertug Barnevin af Pomern var bleven fortørnet mod Kongen, efterdi han havde forholdet ham hans Møderne Arv, som ham i Dannemark var tilfalden, fik han da ogsaa samme

Opstand under Niels Olufsens Anførsel.

Hertug i Ledtog med sig. Da han saaledes var bleven bestyrket, anfaldt han først Skaane, og gik derfra over til Siælland, hvor han ved Skienden og Brenden giorde Indbyggerne stor Skade, og forarmede dem meere, end den paabudne Skatt kunde giøre, saa at man ødelagde Landet for at befrie det for Skatt, hvis Paabud var nødig til Rigets Gield at betale. Men Kongen samlede i en Hast en Hob Folk sammen, og tvang ham til at begive sig af Landet til Borringholm, hvor han paa Erke-Bispens Vegne bemægtigede sig Hammershuus og lod Slottet befæste. Jeg har tilforn fortaalt, at endeel af Borringholm med Hammershuus var lagt til Lunde Stikt, og derfore besatt af Erke-Bispernes Folk. Kong Erik Mendved havde udi de Tvistigheder, som reisede sig mellem ham og Lunde-Sæde, beleiret og indtaget Hammershuus 1319. Men efter samme Konges Død, da Hertug Christopher indgik alt, hvad man forlangede for at komme til Regieringen, afstod han samme Slott til Erke-Bisp Esger igien, dog maa det ikke tilforn have været overleveret, hvilket sees af denne Beleiring, som skeede 1323. Efterat Niels Olufsen saadant havde forrættet, dimitterede han sine Hielpe-Tropper. Men Kongen lod det ikke blive derved; thi han skikkede efterfølgende Aar Peder Vendelboe med en Krigs-Hær til Borringholm, hvilken bemægtigede sig Slottet for Kongen igien, u-anseet all den Modstand, som blev giort af Erke-Bispen. Til dette Tog gaves Anledning af den u-hørlige strænge Vinter, som indfalt 1324, og tillagde Øster-Søen saaledes, at man i 6 Uger kunde gaae over Havet til Tydskland, saa at der var en banet Lande-Vey paa Iisen, og ved Vejen oprættede (399)

(q) Saaledes kaldes hos fremmede Skribentere Ludvig Albertsen.

smaa Herberge. Disse U-roeligheder vare Præludier til de store Sørge-Spill, som bragte Riget udi den u-lyksaligste Tilstand, det nogen Tiid har været udi. Anledningen dertil var denne:

Anno 1325 (r) døde Hertug Erik af Sønder-Jylland og efterlod sig en ung Søn

Ny Slesvigsk Trætte.

ved Navn Waldemar. Herudover tog Kongen sig den unge Hertugs Formynderskab an, og søgte ved den Leylighed at foreene det Slesvigske med Kronen igien. Han bemægtigede sig udi kort Tiid det heele Hertugdom undtagen Gottorp, hvilken han haart beleyrede. Den Holstenske Græve Geert, som nødigen saae Førstendommet at falde til Kronen igien, hastede derfore med en Krigs-Hær at undsætte Gottorp, brugende dertil, denne Prætext, at han som den unge Hertug Waldemars Morbroder var nærmere til at være den U-myndiges Værge end Kongen. Herudover blev der holdt et stor Feldtslag ved Gottorp mellem de Kongelige og Holstenske. Der siges, at de sidste havde klædet dem i hvide Klæder (s) for at være desmeere u-kiendelige, hvilket giver tilkiende, at Slaget maa have været holdet om Vinteren, da der var Snee paa Marken, eller at det maa være holdt om Natten; thi jeg kand ellers ikke see, hvor Slag ved Gottorp. 1325 til den Invention kunde nytte. Da Slaget nu var paa det haardeste, begyndte de ved et andet overlagt Krigs-Puds at raabe over lydt: die Denen loopen! die Denen loopen (t)! hvilket siges at have bragt de Danske udi saadan Confusion, at de strax derpaa vendede Ryggen, og lode Holstenerne Seieren. Ved saadanne Midler fortælle saa vel Danske som Holstenske Skribentere dette Slag at være vundet, skiøndt jeg seer ingen Invention udi disse tvende Krigs-Puds, og derfor ikke kand raade nogen Anfører at føre sig dem til Nytte. Det var ikke noget nyt med de hvide Skiorter men en almindelig stor Mode paa de Tiider og længe derefter, og siges at være en (400)

(r) Petersen i den Holstenske Krønike siger 1329, hvilket Aars-Tal efterfølgende Historie viiser at være falskt.

(s) Peters. Chr. Hols. pag. 68. siger, at de Danske derudover dreve Spott med dem og kaldte dem Qvinder, og at en Holstener dertil svarede at de strax skulde faae at viide at de vare Mænd.

(t) Peters. Chr. Hols. pag. 68. conf. Hvitf. in Christoph. 2.

Italiensk Invention, hvorudover de Franske kalde saadan attaqve, donner la Camisade af det Italienske Ord Camicia en Skiorte.

Efter denne Seyer bemægtigede Græv Geert sig Gottorp, hvilken Stad han længe beholdt formedelst de Omkostninger han havde anvendt paa denne Krig. Der siges, at, da Græven var udi største Fare i dette Slag, kyssede han tvende gange et Mariæ-Billede som han havde om Halsen, begiærende hendes Hielp mod sine Fiender, og det, som Crantzius siger, efter den Rommerske Generals Syllæ Exempel, som førdte i alle Slag Jupiters eller Apollinis Billede med sig. Om dette ellers contribuerede noget til Seyeren, skal jeg ikke kunde sige, vist nok er det, at af samme Mariæ Billede blev i Slaget hugget et stort Stykke, og at det samme saaledes siden blev forvaret udi Itzehoe ved Grævernes Grav (u).

Paa samme Tiid opvaktes U-roelighed paa Rygen, hvilken Øe adskillige Vendiske Førster anfaldte efter Hertug Witzlafs Død, og, som samme Øe var et Lehn af Riget, burte Kongen tage sig den an, men Hertug Wratislaff ved Indbyggernes Hielp rensede Landet fra Fienderne, og stillede U-roeligheden igien (x). Men, som U-roeligheden stilledes paa Rygen, saa reysede den sig midt udi Riget, hvor den Gnist, som

Almindelig Opstand mod Kong Christoffer.

længe havde ligget skiult under Asken, begyndte at frembryde, og adskillige af Adelen og Geistligheden, som længe havde gaaet frugtsommelige med Oprør, omsider opmuntrede af det Nederlag, som Kongen leed ved Gottorp, endeligen til Kongens, Rigets og deres egen Fordervelse toge Masken af, og giorde en Opstand, som bragte Kongen til Landflygtighed og dem selv under fremmed Aag. De Klagemaal, som de tilforn havde førdt derimod, havde hidindtil været hemmelige, men dette Slag giorde dem saa dristige, at de opsagde ham Riget. Erke-Bispen klagede, at Bornholm var ham fravendt, de andre Bisper, at Kirkens Rettigheder og Friheder vare af ham formindskede. Adelen (401)

(u) Krant. Saxon. lib. 9. cap. 10.

(x) Fremmede Krøniker, som Meursius har fuldt, sige, at Kong Christopher giorde et Tog til Rygen, og bemægtigede sig den heele Øe tillige med Straalsund paa det faste Land; men Hvitfeld taler intet derom, tvertimod han vidner, at intet saadant Tog af Kong Christopher er giordt.

klagede, at han ikke holdt hans Hr. Faders Brev og Forskrivning paa Gield eller Pandt, som dem var satt, iligemaade over den Haardhed, han havde øvet over dem og deres Gods i Skaane. Almuen beklagede, han besværgede dem med haarde Skatter. Ingen kand sige, at deres Klagemaal vare ilde grundede, men, om de samme vare tilstrækkelige til at opsige en Konge Troeskab og Lydighed, derudi tør jeg ikke decidere. Det underligste er, at de, som han ved sin Ankomst til Regieringen havde beviiset saa meget gott, som Ludvig Albertsen Marsk og Hertug Knud Porse, vare som Hoveder for de Misfornøyede. Dette siger jeg ikke for at forsvare Kong Christopher, thi han var ingen god Konge, men allene for at viise, at Stænderne havde giort bedre i at temporisere, og først at forsøge alting med det gode førend at skride til saadanne Extremiteter; thi af denne u-tiidige Opsigelse flyde alle de Uleiligheder, som Riget siden geraadede udi, og som gemeenligen er en Suite af all saadan Opstand.

Stænderne opsige Kongen Troeskab.

De Misfornøyede rottede dem saaledes sammen, og besluttede at fordrive ham saavel som den unge Konge hans Søn, hvorom de ikke havde bedre Tanker. Ja, efterat de alle vare blevne eenige derom, opskreve de hannem offentligen all Huldskab og Lydighed, sættende udi deres Opsigelses Brev, at de nu nok med deres store Skade og Rigets Fordærvelse havde fornummet saaledes at være som hans Hr. Broder før havde spaaet, at han skulde blive dem en skadelig Konge; Herudover forbøde de Bønder og Almuen at være hannem lydige, indtil de med dem kunde blive eens om at udvælge en anden Konge. Kong Christopher, som paa de Tiider var udi Wordingborg, da han fik Tiidender om denne Modstand, skikkede han sin Søn Erik med væbned Magt for at stille dette Oprør. Han begav sig til Torneborg, hvor han opholdt sig nogle Dage for at samle fleere Folk, førend han gik videre mod de Jyder og Fynboer, som først havde grebet til Gevær. Men, medens han der lavede sig til, kom Marsken Ludvig Albertsen samt Hertug Knud Porse med en anseelig Magt af Skaaninger og 1326.Siællandsfarer, og der beleirde ham. Efter 16 Dagers Beleiring maatte (402) han overgive sig, og blev ført til Haderslev, hvor han blev satt i Forvaring. Dette jog Kongen undviger Riget.saadan Skræk ind udi Kong Christopher, at han skrabede sammen i en Hast Rigets beste Klenodier, og flygtede til Meklenborg tillige med sine tvende andre Sønner Waldemar og Otto.

Midlertiid søgte Hovederne for de Oprørske nemlig Lauritz Jonesøn Drost, Ludvig Albertsen Marsk, og Hertug Knud Porse at bestyrke sig videre i Riget for at imodtage den Landflygtige, i fald han med Magt vilde komme tilbage, som var at forvente, og til den ende giorde Forbund saavel med den unge Hertug af Sønder-Jylland, som Græve Geert af Holsteen, som vare Kongens Fiender. Det meste, Kongen forlod sig paa, var Wordingborg, som da holdtes for en af de beste Fæstninger udi Riget, og hvor han kunde giøre Landgang med den Magt, som han kunde faae paa Beenene, udenlands. Hvorudover Græve Geert for at forekomme ham saadant, handlede med Lehns-Manden eller Gouverneuren af Wordingborg om Fæstningens Overgivelse, lovende ham derfor 4000 lødige Mark, og at indrømme ham Segeberg, indtil samme Penge bleve betalte. Af disse Løfter lod bemeldte Gouverneur sig forføre, overgav Fæstningen, og begav sig til Segeberg, hvilket efter Løffte blev ham indrømmet; men han blev siden en Natt overfalden, og omkommen af Holsteenerne, og fik saaledes sin fortiente Løn for sit Forræderie. Dog veed man ikke, om saadant skeede efter Græve Geerts Ordre for at blive løset af sin Forpligtelse; thi Historien melder intet derom.

Kongen kommer med fremmed Magt tilbage.

Imidlertiid havde Kongen faaet en stor Magt paa Beenene udi Tydskland, og dermed satt Seil til Wordingborg. Udi denne hans Krigs-Hær vare Hertug Henrik af Meklenborg og adskillige andre Tydske Herrer, med hvilke han kom for samme Fæstning, hvilken hand erobrede. Men det varede ikke længe, førend han der blev beleiret af Danske og Holsteener under Græv Geert, som da var erklæret Generalissimus udi Riget. Der bleve da vexlede adskillige Skields-Ord imellem de stridende Partier. Kong Christopher beskyldte Græven, at han mod den Forskrivning, han før (403) havde giordt Kongen om Hielp og Bistand, lod sig nu bruge imod ham. Græven bebreidede ham igien, at han ikke havde handlet med sine Undersaattere, som en Konge burde. Midlertiid blev man ved at indslutte Fæstningen, og at hindre de Beleirede all Tilførsel. Hvorudover Hertug Henrik af Meklenborg maatte paatage sig at arbeide paa en Accord. Efter lang Negotiation blev endeligen Kongen og Hertugen tilladt at begive sig med deres Krigs-Hær i Sikkerhed derfra til Tydskland igien. Men de efterlevede ikke Accorden, og, i steden for at seile til Tydskland, begave sig til Falster, hvor de agtede paa nye at bestyrke dem igien, men den hurtige Græve kom dem der anden

Forlader Riget igien

gang paa Halsen, saa at de bleve nødde til at capitulere paa nye igien, og at begive sig til Rostok, hvor de forbleve en Tiidlang.

Krantzius skriver, at Kong Christopher paa den Tiid skal have afstaaet til Hertug Henrik af Meklenborg Rostokker Gebiet, for 60000 Mark Sølv, og det i Henseende til den Undsættning, han da giorde ham. Men Hvitfeld igiendriver ham derudi, visende, at samme Rostokker Gebiet blev siden bortlehnet af Kong Waldemar 3., thi han fører til Beviis Hertug Alberts Gienbrev udi samme Konges Historie. Den Pomerske Historie siger ogsaa, at Kong Christopher overdrog sin Rættighed paa Rygen til Hertug Bratislaf, hvilket dog Hvitfeld viiser ikke at være skeed arveligen, eftersom Rygen blev siden af Waldemaro 3. given Hertug Bugislav til Lehn, dog meener han, at den Deel af Rygen, som er Landfast med Pomeren eller Rugia Transmarina da

U-partisk Betænkning over Kongens Conduite.

at være bortgiven, hvilket, siger han, var Skade nok, og viser, at Kong Christopher var en fordærvelig Konge for Dannemark. Men jeg fortænker aldeeles ikke en Landflygtig Konge, at han søger Hielp hos fremmede, hvilke ikke gierne laane Folk og Penge uden Belønning: jeg fortænker meere de gode Stænder, der dreve deres Konge til saadan desperat Resolution. I det ringeste synes mig, at det eene Parti har her lidt at bebreide det andet; thi abalienerede Kongen nogle af Rigets Provincier for at komme paa Thronen igien, saa afhændigede Stænderne langt fleere for at holde ham derfra; (404) thi Græve Geert, som var Rigets Fiende, fik Sønder-Jylland til Forlehning, og Hertug Knud samt Ludvig Marsk bleve forlehnede med andre Provincier, saa at begge Partier kieppedes om at skiære et Lem efter et andet fra Riget. Ingen derudi er at undskylde, skiøndt man kand sige, at Stænderne ere herudi meere at laste end Kongen hvorfore jeg holder Hvitfelds Declamationer mod denne Konge ikke altiid Hertug Waldemar af Slesvig antages til Konge. 1326.

ligevel grundede. De Triumviri eller 3 Mænd, som vare Hoveder for denne Opstand, raadede nu Stænderne til at udvælge en nye Konge, til den Ende blev Aar 1326 holden en Herredag til Nyborg, hvor samtlige Stænder antoge til Konge Hertug Waldemar af Sønder-Jylland udi Forhaabning derved at foreene Hertugdommet med Riget, men, hvormeget de derudi toge Feil, viser Udgangen. Denne Waldemar, endskiøndt han blev hyldet Konge, saa dog regnes han ikke blant Kongernes Tall, efterdi han siden sagde sig af med Regieringen: Man finder ogsaa ikke, at han nogen Tiid har været kronet.

Den første ypperlige Gierning, som blev foretaget efter hans Hylding paa samme

Græv Geert forlehnes med Slesvig.

Herredag, var at forlehne Græv Geert af Holsten og hans Arvinger til ævig Tiid med Sønder-Jylland (y) for den U-mage, han havde hafft, og den Bekostning, han havde giordt paa denne Krig. Indholden af denne Forlehnings Act var saadan, at den nye udvalte Konge forlehner ham til ævig Tiid med det heele Førstendom Faneviis, og vil herefter forlehne hans Børn, naar det begiæres. Han overdrager ham iligemaade alle Adels-Mænd og Rostieneste udi Slesvig Stikt med all den Tieneste og Lydighed, som de tilforn havde beviset ham selv. Han sætter ham ind udi bemeldte Førstendoms virkelige Possession, og lover, at beskytte ham og hans Arvinger derudi, frasigende sig all sin Rætt dertil, og forbeholdende sig allene Lehns-Rættigheden. Endeligen til intet giør han alle Breve, Privilegier og Instrumenter af hans Forfædre, som denne Belehning kunde være hinderlige. Dette navnkundige og Riget høystskadelige Forlehnings-Brev blev undertegnet af Hertug Albert i Saxsen, Johan og (405)

(y) Investitura Comitiis Nyburg. Die ascens. virg. 1326 pag. 433.

Adolph Græver af Holsten, Henrik og Nicolaus Græver af Sverin tillige med de tit omtalte Triumviris, og tvende andre Danske Edelmænd, og confirmerede Rigets Raad Dagen derefter samme Forlehning (z). Saa at man deraf kand see, at de gode Stænder paa en Dag giorde Riget meere Skade, end Kong Christopher all sin Regierings Tiid. De store udi Riget glemte ved denne Leilighed ikke deres egen Interesse; thi Hertug Knud Porse (a) lod sig forlehne af den nye Konge med Sønder-Halland, Samsøe og Kallundborg, og Ludvig Albertsen Marsk, som ellers udi fremmede Historier kaldes Ludvig Eberstein, bekom foruden det Gods han havde udi Siælland ogsaa Kolding

Rigets Provincier deeles.

og Ribe udi Jylland. Lauritz Joneson fik Langeland og Arrøe, og Borringholm, som af Kong Christopher var Erke-Bispen fratagen, blev da tilbage given igien, et klart Beviis paa, at de ved dette Oprør ikke søgte Rigets beste, men deres egen Fordeel, hvilket ogsaa Hvitfeld her maa tilstaae; thi den unge Konge var ligesaa villig, at give som de andre vare begiærlige til at borttrække en Provintz fra Riget efter en anden, saa at, om Dannemark havde været end eengang saa stort, som det var, havde det faaet Fødder at gaae paa. Paa samme Tiid blev ogsaa givet af denne Waldemar det navnkundige Privilegium, eller giordt den udi Historien bekiendte Constitutio Waldemari, hvilken de Førstlige Ministrer siden indtil vore Tider have beraabet sig

Constitutio Waldemari.

paa, eftersom derudi siges at være indført: Dat dat Hartogdom Sleswigk nimmer wedder an dat Rik Dannemark fallen schall. Hvilket altsammen blev giort udi faveur af Græv Geert, som da regierede med en absolut Magt udi Dannemark. (406)

(z) Confirmatio investit. Comitiis Nyburg. pag. 434.

(a) Meursius Hist. Dan. siger, at Knud Porse, som tilforn var Hertug over Sønder Halland, blev da ogsaa forlehnet med Nørre-Halland tillige, derved er at merke, at Nørre-Halland var det gamle Lehn, som de Hallandske Græver længe havde haft, og Sønder-Halland blev tillagt denne Knud Porse med Titel af Hertug af Kong Christopher, og nu igien af Waldemar confirmeret, og fik han siden Nørre-Halland med Ingeborg Magni Smeks Moder, hvorledes ellers disse Omskiftelser skeede og hvorledes Nørre-Halland blev tagen fra de forrige, og given til Frue Ingeborg derom tales udi Kong Erik Mendveds Historie.

Og, saasom denne Græv Geert

Græv Gerhards Portrait.

var Hiulet, der drev alting paa de Tiider, synes det fornødent at give Afrisning paa denne store Mand. Det Landskab Nord-Albingia, hvorunder befattes Holsten, Stormarn og Wagrien var tilforn under een Herre, som gemeenligen kaldtes Græven af Holsten, men det blev ofte efter de Tiiders Maade deelt iblant de Grævelige Børn, saa at derudaf udspirede mange Linier, og var denne Græv Geert udaf den saa kaldte Rensborgske Linie. Han blev udi hans Ungdom holden til Geistlige Studeringer, saasom man havde udi Sinde at sætte ham udi den Geistlige Stand, og at forhverve ham en Bispe-Stoel ved Geselberts hans Morbroders Befodring, som var Erke-Bisp af Bremen. Udi den Forhaabning studerede han i 24 Aar. Han var i Begyndelsen saa fattig, at han eyede intet uden den puure Titel, saa at han opholdt sig blant Borger-Folk udi Rensborg paa et Loft og Korn-Huus. Det første Land, han fik, var Vilstermarsk, som han ved Rettergang vandt sig til mod de andre Holstenske Græver. Siden den Tiid tog han meere og meere til udi Agt og Anseelse, og, som han lod sig bruge i den Margræviske Krig udi Kong Erik Mendveds Tieneste med 200 bevæbnede Mænd, sat Kongen ham heele Fyen i Pant paa 3 Aar. Han overvant først Græv Adolph af Skovenborg, siden indtog han Segeberg, dernæst Rensborg, som Borgerne godvilligen oplode for ham. Derpaa førdte han lykkelig Krig med de Dytmersker. Men intet giorde ham meere anseelig end det Slag, han vandt mod Kong Christopher ved Gottorp. Og, som Stænderne udi Dannemark derpaa opsagde Kong Christopher Regimentet, og de samme behøvede en god Anfører, kastede de deres Øyen til Græv Geert, hvilken saaledes blev Generalissimus her i Riget, og endelig blev forlehnet med Sønder-Jylland til Ævig-Tiid (b).(407)

(b) Vid. investit. & ejusdem confirmatio Dat. comit. Neoburg. die Ascens. 1326. pag. 433. Dog findes hverken udi Forlehnings brevet, givet af den saa kaldte Kong Waldemar, ej heller udi den paafuldte Stændernes Confirmation hos Hvitfeld den ovenanførte Clausula, som de Holsten-Gottorpske Ministrer saa ofte have beraabet dem paa, nemlig at Slesvig aldrig oftere skulde foreenes med Riget igien, saa at man kand holde for, at, enten Hvitfeld har udelukt samme Clausula, eller at det udi vore Tiider saa tit omtalte Gottorpske Diploma er ikke rigtigt.

Saaledes bragte denne Mand sig i Veyret allene ved sine store Meriter, Forstand og Erfarenhed udi Krigs-Sager, hvorudi ingen overgik ham paa de Tiider udi Norden, og blev han derudover kalden Gerhardus Magnus eller Geert den store, hvorvel han ellers blev kalden Gerhardus Calvus eller den kullede Græve, efterdi han var skaldet. Denne store Mand faldt til Dannemarkes U-lykke just ind paa de Tiider, da Riget var i en forvirret Tilstand, hvilken denne habile Græve vidste saa vel at føre sig til Nytte. Han derfore tillige med de 3 anseelige Mænd Ludvig Albertsen Marsk, Lauritz Jonæsøn Drost, og Hertug Knud Porse skaltede og valtede efter eget Behag udi Riget, som de tracterede som en Conqvete, og lod sig give af den unge Konge Waldemar alt hvad de havde Lyst til. Blant dem var Knud Porse den Mægtigste. Knud Porses Portrait

Han var i Begyndelsen kun en simpel Edelmand, men, saasom han havde hænget til Hertug Christopher udi hans Broders Tiid, giorde samme Christopher ham ved sin Ankomst til Regieringen til Hertug, og forlehnede ham med Sønder-Halland, Samsøe og Kallundborg (c). Men hvad som bragte ham meest udi Anseelse var, at han fik til Ægte Enke-Dronningen Ingeborg af Sverrig, som var Kong Magni Smeks Moder, og med hende bekom Nørre Halland, hvormed hendes forrige Herre var forlehnet af Dannemark. Og, saasom han var bleven saa mægtig just paa de Tiider, da der var saadan Forvirrelse her i Riget, og en uduelig Konge i Sverrig, og tillige med var en hurtig og habile Mand, blev han fast anseet som en Regent baade udi Dannemark og Sverrig. Han var en af de Hvider, hvilken Familie har givet store Mænd til Dannemark, og førdte en hvid Stierne udi sit Vaaben (d).

Erke-Bisp Esgers.

Denne Hertug var tilligemed Erke-Bisp Esger af Lund Kongens haardeste Fiende. Dog blev Kongen skildt ved Erke-Bispen 1325 (e), efterdi denne uroelige Mand døde udi samme Aar. Han havde givet Kong Christopher lige saameget at bestille som Jens (408)

(d) Hvitf. in Eric. Mendved.

(e)Lib. Daticus Lundinens. fol. 4. in exc. Thom. B.

Grand Kong Erik Mendved, og var Borringholm Tvistens Æble mellem ham og Kongen, han var først Proust udi Lund, siden Bisp udi Aarhuus, og endeligen, da Isarnus resignerede, blev han Erke-Bisp til Lund, og beklædede Lunde Sæde udi 14 Aar. Hans Tilnavn var Juel, hvilket sees af den hvide Marmor-Steen for Alteret udi St. Lauritzes Kirke med et Over-Skrift af denne Begyndelse (f).

Sum Jutia natus Esgernus Jul vocitatus.

De andre Ord vidner Hvitfeld ere saa forslitte, at man ikke kand læse dem. Udi ham mistede Kong Christopher en farlig Fiende, men hans Sager vare da allerede komne udi den Stand, at de ikke kunde forværres.

Medens Tilstanden var saadan, og Riget var bleven deelt blant de Danske og Holstenske Herrer, forsømte den Landflygtige Konge intet, som kunde befodre hans Tilbagekomst. Han lod skrive Bisper og Adelen til her i Riget, begierende, at de vilde tage sig hans betrængte Sag an, og tilbød at rette og bedre hvad Forseelser, han kunde have begaaet, forsikrende dem i Fremtiiden om et behageligt Regimente,

Kong Christopher arbeider paa at komme til Riget igien.

og at han intet skulde foretage uden deres Raad og Villie. Han forestillede ogsaa udenlands for Keyser, Konger og Førster, hvad Urætt ham og hans Børn var skeet, at han uforhørdt Sag var stødt fra Thronen; han erbød sig at underkastes deres Dom, og begierede deres Hielp til at straffe sine u-lydige Undersaattere, hvilket han sagde var alle Potentaters Interesse. Herudover bleve mange bevægede, og holdte for, at ham skeede Urætt, særdeeles, siger Hvitfeld, de, som ikke vidste, at dette Rige var et Vall-Rige, og at Stænderne, ligesom de have Magt til at vælge en Konge, saa have de ogsaa Magt at forskyde ham formedelst hans Vanart. Men denne berømmelige Skribent, som udi sin heele Historie stedse plaiderer for Stænderne mod Kongerne, viser herudi, at han ikke nøye har betragtet formam Regiminis eller Regieringens Form udi Dannemark; thi først er det ganske u-vist, om Dannemark var et rætt Vall-Rige, efterdi Historien (409)

(f) Chron. Archiepiscop. Lund.

viser, at Fader stedse blev succederet af Sønner endogsaa dem, som

Autoris Critiqve over Hvitfelds Raisonnement om Vall-Riger.

vare smaa Børn, og han selv offte paa andre Steder taler om de Kongelige Børns Successions-Rætt. Men, om man end tilstaaer ham, at dette Rige var et Vall-Rige, saa flyder dog deraf ikke, at, om Stænderne have Magt at udvælge en Konge, saa have de derfore Magt at sætte ham af. Saadan Clausula Poenalis findes hverken udi Kong Christophers eller nogen anden Dansk Konges Haandfæstning end ikke udi Friderici 3., som af alle Haandfæstninger mest er opskruet; thi der findes allene, at om Kongen befaler noget, som er mod Rigets Fundamentale Love, skal Raadet paaminde ham derom, og hvis Erindringer ikke kand hielpe, skal Undersaatterne ikke være forbundne til at exseqvere slige Befalninger. Derfore sagde Keyser Valentinianus til sine oprørske Undersaatter: Det stod i eders Magt at vælge mig til Keyser, men, efterat I have udvalt mig, maa I lade mig regiere; thi det er ikke Naturen af et Vall-Rige eller ved Love indskrænket Regiering, at man har Magt at sætte en Konge af, uden det Expresse er indrykket udi Capitulationen, og maa det end udi saadan Fald ikke skee uden yderste Nød, saasom det offte ikke kand skee uden med et heelt Riges Undergang, hvorpaa Kong Christophers Historie er et merkeligt Exempel.

Margræv Ludvig af Brandenborg tog sig besynderligen den Landflygtige Konge an, og formaaede hos Keyser Ludovicum Bavarum, at han tog hans Søn Waldemar til sig udi hans Hoff, hvor han blev opdragen udi de Ting, som ere en Printz fornødne, og saaledes erhvervede den Kundskab baade udi Civile og Militaire Sager, som han siden lod see, da han kom til Regieringen. Samme Keyser lod ogsaa affærdige Monitorial Skrivelse til Græv Geert, at han skulde lade den Landflygtige Konges Sag komme for upartiske Dommere, og forordnede dertil Hertugerne af Saxsen, Meklenborg og Pomeren. Men denne kiække Græve vilde ikke underkaste sine Sager slige Dommere. Han paastod, at de Danske Provincier vare ham pantsatte, og at han vilde forsvare sit Pant. Han sagde derhos, at Hertug Waldemar af Slesvig (410) var af Stænderne i Dannemark udvalt til Konge, saa at den Sag kom dem ligesaa lidet ved som Keyseren, udi hvilken sidste Post Græven raisonnerede ikke ilde; thi saadant kom Keyseren ikke ved uden saavit som han kunde udvælges til Dommer godvilligen af begge stridende Parter.

Endeligen oplodes Øjene paa mange fornemme Herre-Mænd her i Riget, saa at de saae, at, omendskiønt Kong Christopher intet gott Regimente havde ført, saa havde de dog ikke vundet meget ved hans Landflygtighed, efterdi Græv Geert og de

Adskillige tage sig Kongen an

andre, som gave sig Navn af Rigets Forløsere, saae kun paa deres egen Fordeel, og betienede sig af den unge Kong Waldemar, som et Instrument til at befodre deres Interesse, og til at skrive under alle de Gave-Breve, som de opsatte. Iblant disse, som begyndte at falde til Kong Christopher igien, var Marskens Brødre og Sønner og en stor Deel andre Herre-Mænd baade udi Skaane, Siælland, Lolland og Falster tillige med adskillige Bisper, som Erke-Bisp Carl (g) til Lund, Bisp Jacob Spliid til Ribe, og Bisp Svend af Aarhuus, hvilke fodrede Kongen igien tilbage. De havde besynderligen tvende Aarsager til Fortrydelse over da værende Regiering, først, efterdi de saae Tydske og Fremmede at have de fornemmeste Rigets Slotte og Lehn udi Hænder. For det andet, at endeel, som favoriserede da værende Regiering, vare blevne saa overflødigen belønnede, at der vare ingen Beneficier til overs for andre. De skreve derfore Kong Christopher til, at han skulde giøre sig færdig at komme med en Krigs-Magt til Dannemark igien, hvor de forsikrede ham om all muelig Hielp og Bistand. Dette gav Kong Christopher Haab til at komme paa Thronen igien, og, for at giøre Græve Geert nogen Diversion, som var hans fornemmeste og mægtigste Modstander, giorde han Venskab med den anden Holstenske Græve Johan af Wagrien, hvilken

Kongen giør Forbund med Græv Johan af Wagrien. 1328.

han formaaede til at følge sig paa dette Tog, og at forstrække sig med en Sum Penge, og overlade sig nogle Folk. (411)

(g) Hvitf. kalder ham Erke-Bisp Jacob, men det kand ikke være andet end Erke-Bisp Carl, som succederede Esger Juel udi Lunde Sæde.

Dette lykkedes ogsaa for ham; thi der blev imellem ham og bemelte Græve Hans sluttet et Forbund 1328, hvorudi Græven lovede at forstrække Kongen 20000 Mark Sølv Cølnisk Vægt. For den eene Halvedeel pantsatt Kongen ham Lolland og Falster med alle Kongl. Indkomster, og lovede at betale ham den anden Halvedeel udi visse Terminer. Foruden bemelte Penge Sums Forstrækning lovede Græven at assistere ham med 100 bevæbnede Mænd (h).

Der blev ogsaa et Forbund giort med Kong Magno Smek, hvilken fandtes villig dertil, efterdi Hertug Knud Porse tog sig samme Myndighed til udi Sverrig, som udi Dannemark. Og, efterat Kong Christopher nu saaledes var bestyrket, og havde faaet saadant Anhang baade inden og udenlands, begav han sig med en Krigs-Magt til Dannemark, geleidet af hans Halvbroder Græve Johan af Holsten, som han mest forlod sig paa. Han landede først til Lolland, og begav sig siden til Falster, hvor han beleirede Nykiøbing og tvang den at overgive sig ved Accord. Derpaa seilede han med Græven mod Wordingborg, hvor de bleve mødte af en Hob Bønder, som vilde hindre

Kommer med en Krigs-Hær til Dannemark.

dem Landgang; men, som Hertug Knud Porse med Adelen og de beste Krigs-Folk ikke vare tilstede, bleve Bønderne slagne samme Steds, saa at Kongen og Græven derudover finge fast Fod paa Siælland. Han lod derpaa forkynde en General Pardon for alle dem, som vilde bekiende deres Forseelse, og falde ham til igien. Indbyggerne udi Siælland, Lolland og Falster vare kiede af fremmedes Regimente, og forligede sig med Kongen igien, forhaabende, at han efter denne Fornedrelse skulde føre et mildere Regimente. Udi Jylland ophidsede Bisp Jacob Spliid af Ribe og Svend af 1329Aarhuus Indbyggerne mod Græve Geert og den nye udvalde Kong Waldemar, saa at de faldte til Kong Christopher, og rykte mod Haderslef, hvilken de indtoge udi Kongens Navn, og saaledes løsede den unge Kong Erik Christophori Søn af sit Fængsel. Erke-Bisp Carl af Skaane med Adelen sammesteds efterfulte de andre Danske Provinciers (412)

(h) Fœdus cum Com. Joh. de dato Lubec. die Andr. Apost. 1328. pag. 442.

Exempel, og forligede sig med Kongen igien, lovende herefter at være ham som deres Rætte Herre og Konge underdanige. Kongen derimod paa sin Side tilgav dem deres Forseelse, og restituerede dem deres Gods igien.

Efter saadan ynskelig Fremgang foer Kongen mod Kiøbenhavn, der mødte ham paa Vejen en fornemme Herre-Mand ved Navn Ingvor Hiort, som tilforn havde været hans Fiende. Kongen forundrede sig over hans Dristighed, og spurdte, hvorledes han turde komme for sin Konges Øien, som han saa høiligen havde fortørnet, han svarede, sig at være kommen for at forlige sig med Kongen igien, og for at overlevere ham Kiøbenhavn, hvorfor han stillede Forsikring. Græv Johannes derfore, som gierne saae samme Stad udi sine Hænder som et got Pant for sine laante Penge,

Misforstand mellem Kongen og Græv Johan.

skikkede iligen sine Folk did hen for at tage samme Stad udi Possession. Men, som de ved Stadens Erobring lode udstikke Grævens Tegn, som var et Nelle-Blad, blev Kongen derover saa fortørnet, at han forloed Siælland, og foer over til Jylland, hvor han forblev en Tiidlang uden at foretage noget videre, indqvarterende sit Folk allevegne udi Klosterne, og derved giorde sit Anhang temmeligen mismodig, som frygtede derover at skulde staae i Stikken allene. Denne Gierning regner Hvitfeld igien Kongen til Last, og forklarer den som en Feighed og U-stadighed. Men jeg kand ikke andet see, end han jo af Grævens Foretagende kunde have Aarsag at allarmeres, og at have hans Troeskab mistænkt, saa at det var ikke saa meget af U-stadighed, som af Frygt at see sig forraadet, at han separerede sig med sit Folk. Det som med Billighed kand lægges ham til Last, er at han slog sig til Ørkesløshed udi Jylland og indqvarterede sine Folk udi Klosterne, hvorved han giorde de Geistlige misfornøyede.

Denne Misforstand fornam hans Tilhængere at ville kuldkaste det heele Verk, og derfore toge sig paa at arbeide paa et Forliig mellem Kongen og Græven, hvilket de ogsaa bragte til Veje 1329 saaledes, at Græven skulde have Siælland, Skaane, Lolland og Falster til Pant for sine forstrakte Penge, og for den (413) Omkostning, han giorde paa Krigen. Det er fast ikke at beskrive, udi hvilken elendig Tilstand da dette

Rigets elendige Tilstand.

Rige var bragt. Der vare paa eengang 3 Konger nemlig Christopher, hans Søn Erik og Waldemar af Slesvig; men de samme havde fast intet uden det blotte Navn. Græv Geert under Prætext af Forlag og Bekostning havde de fornemmeste Rigets Slotte og Lehne til Pant, hvilke han besatt med Fremmede; Græv Hans Lolland, Falster, Siælland; Knud Porse Sønder og Nørre-Halland, Samsøe og Kallundborg; Lauritz Jonæsen Langeland og Arrøe og Ludvig Marsk Skaane, hvilket siden falt ogsaa til Grev Hans, og endelig til Sverrig, som videre skal omtales. Kort at sige, Kong Christopher havde fast intet uden et par Stæder udi Riget, og derfore, ligesom den Franske Konge Carolus 7 blev kalden Roj de Bourges, efterdi det var den eeneste Stad, hand eyede udi Riget, saa kunde Kong Christopher med samme Føje kaldes Konge til Skanderborg, efterdi derudi bestod all hans Ejendom.

Efterat Græv Hans ved det Forliig af 1329 havde ogsaa faaet Skaane til Pant, arbeidede han paa at stille Albert Albertsen tilfreds, som havde samme Provintz efter sin Fader Ludvig Marsk, til hvilken den forhen var pantsatt. Det var denne mægtige Græve, som da havde Overhaand udi Riget, ikke vanskeligt at bringe bemelte Marskes Arvinger til et Forliig, og at afstaae ham Skaane paa visse Conditioner. Det sluttede Forliig findes hos Hvitfeld dateret Helsingborg anden Dagen for alle Helgen 1329, (i) hvortil jeg Læseren vil henvise, iligemaade til det Forliig imellem Kongen og Græv Hans dateret Tingsted udi Falster samme Aar. Græven skrev sig da Herre

Græv Johannis store Magt og Titler.

af Holsten, Stormarn, Femeren, Lolland, Falster, Skaane og Høvetzmand udi Siælland; Der blev ogsaa ved samme Græves Underhandling giordt en Anstand mellem Græve Geert og Kong Christopher saaledes, at Græve Geert skulde beholde alt det, som var ham pantsatt, og Kongen det øvrige af Riget, som ikke var udsatt, hvilket ved nøye Udregning kunde ikke beløbe sig til videre end Skanderborg og Nyborg. Efter disse (414)

(i) Vid. Transact. Helsingb. pridie Michaelis 1329. pag. 445.

slurttede Forliig sad Kong Christopher nogen Tiid udi Roelighed, og imidlertid opholdt sig mestendeels til Skanderborg og hans Søn Kong Erik til Nyborg, og af saa mægtige Potentater vare blevne Næsse-Konger. Hvad som end forøgede Rigets Elendighed, var, at det paa samme Tiid blev satt udi Kirkens Band; thi denne gode Konge, hvor liden og afmægtig han end var bleven, saa vilde han dog øve en slags Myndighed, som mange af de mægtigste Konger havde befundet sig ilde ved; thi, da Bisp Tyge af Borglum talede ham noget haart imod, formaadde han Græv Geert at fængsle ham. Men Bispen undkom af Fængslet, og flygtede til Rom, hvor han udvirkede hos Paven, at Kongen og Riget blev satt udi Kirkens Band. Men jeg finder ikke, at dette Interdict foraarsagede stor Forskrækkelse, saasom Rigets Velstand laae ingen paa Hiertet, hvorudover derom intet videre bliver talt i Historien, uden at det varede udi 7 Aar og 8 Maaneder. Det er ellers merkeligt, at den

Kongen forbinder sig ved en Forskrivelse at beskytte Estland.

Estlandske Adel udi denne Rigets foragtelige Tilstand endda intet lod falde af den gamle Estime og Kiærlighed, de havde haft for den Danske Nation, og derfor af Kong Christopher forlangede en Forskrivning, at han aldrig skulde afhende Estland fra Riget. Samme Forskrivning findes paa Latin dateret Kiøbenhavn 1329 og begynder saaledes (k).

Christophorus Dei gratia Danorum Sclavorumque Rex, Dux Esthoniæ omnibus præsens Scriptum cernentibus Salutem in Domino Sempiternam. Præsentibus literis publicè protestamur, qvòd terra nostra Esthonia cum castris, civitatibus munitionibus inibi existentibus, per nos aut per nostros Successores, venditione, impignoratione, commutatione seu qvocunque alio modo, unqvam in perpetuum à Corona vel Regno nostro Dacia valeat alienari etc.

Hvilket giver tilkiende, at dette Land har været fornøyet med den Danske Regiering. Men det blev siden afhendiget af denne Christophori Søn Waldemaro 3. u-anseet saadan Forskrivelse. (415)

(k) Lit. Reg. Hafniæ 1329. die Matth. Apost.

Efterat Kong Christopher nu saaledes var forliigt med sin Halv-Broder Græv Johan (l) iligemaade med Græv Geert og andre sine forrige Fiender, sad han et heelt Aar gandske stille, saa at det syntes, at han vilde leve sin øvrige Tiid udi Roelighed; men siger Hvitfeld, eftersom han var uroelig og u-stadig af Naturen, og han fornam de Danske at være ilde tilfreds med det Holstenske Regimente, opvakte han meenige Mand, Adel, Bønder og Kiøbstæd-Mænd udi Nørre-Jylland at forsøge Lykken mod den nye Kong Waldemar af Slesvig. Men jeg kand sandeligen ikke see, hvorledes en Konge kand beskyldes for Ustadighed, der af et stort Rige intet har tilbage uden een eller to smaa Byer, saa at det var haanligere for ham at leve stille udi saadan foragtelig Tilstand end at være udi Landflygtighed. Ja man kand heller sige, at Kongen var at laste, og at det kunde udlægges ham til Stupidité, hvis han ikke videre havde tenteret at reede sig ud af saadant Foragt, helst, da han fandt en stor Deel af sine

Hvitfelds Partiskhed udi denne Konges Historie.

Undersaatter færdige til at staae ham bi. Saadant Forsøg lægges ellers alle andre Konger til Roes, endogsaa af Hvitfeld selv. Men denne berømmelige Skribent synes udi Kong Christophers Historie ikke at have i Agt taget en Historieskrivers Pligt nemlig at rose det, som er Roes værd, og at laste det, som allene er Last værd. Det er ham nok, at denne Konges Foretagende har u-lykkeligt Udfald for strax derover at afmale det med en sort Farve. Mig synes derfore, at denne Konge udi mange Ting skeer U-rætt, og at han udi intet har kundet giort vor Historieskriver til Maade, hvilken laster ham nyeligen, fordi han slog sig til Roelighed, og nu igien, fordi han ikke kand sidde still, og lade sig nøye med to Byer, som man af Naade forunder ham.

Efterat Kongen havde faaet en temmelig Hob Folk paa Beenene baade af Almue og Adel; thi deriblant vare Bisp Jacob Splid af Ribe, Bisp Svend af Aarhuus og en gammel forfaren Herremand ved Navn Abel, som var hans naturlige Farbroder, rykte han mod Gottorp for at beleire samme Fæstning, og at bemægtige sig den nye Konge Waldemar. Dette syntes at skulle have givet (416)

(l) Han var fød af Enke-Dronningen Agnete Eriks Glippings Efterleverske, som siden blev gift med hans Fader Græv Johannes af Holsten.

Aarsag til større Vitløftighed og at skille Kongen med den liden Deel, han havde tilbage af Riget, men Græv Hans, som merkede, at man havde gaaet Kongen alt for nær, og at han ikke kunde sidde stille, saalænge han var udi den Stand, item at Riget aldrig kunde bringes udi Roelighed, saalænge der vare 2 stridende Konger, tog han sig for at arbeyde paa et bestandigt Forliig, hvorved Kongens Vilkor kunde blive meere taalelig. Med megen Umage bragte han endeligen saadant tilveye, og blev saa ved hans 1330.Underhandling sluttet det store og bekiendte Forliig til Ribe 1330, hvorudi Kong Christopher og hans Søn Kong Erik forlehnede Græv Geert med Fyen, som han maatte beholde for sig og sine Arvinger, derimod forbandt Græven sig til at tiene Kongen med 50 Mænd mod alle hans Fiender undtagen mod Græv Hans, eller Sønder-Jylland. Hindsgavel med den halve Deel af Fyen skulde strax overleveres Græv Geert, men Nyborg og den anden halve Deel skulde Kongen beholde, indtil han fik Helsingborg, og, naar dette skeede, skulde han extradere Græven Nyborg med den anden halve Deel af Fyen for ham og hans Arvinger. Hvis Hertug Waldemar af Sønder-Jylland Forlig til Ribe hvorved Hertug Waldemar afstaaer Konge Titel.

(som her ikke meere kaldes Konge) døde uden Livs Arvinger, skulde han nemlig Græve Geert af Kongen forlehnes med Sønder Jylland for sig og sine Arvinger, og, naar han i saa maade fik Sønder Jylland, skulde han afstaae Fyen til Riget igien. Vilde nogen hindre Græven derudi, skulde Kongen staae ham bi. Ydermeere blev besluttet, at Kong Christopher skulde indrømmes Skanderborg, og hans Søn skulde beholde Nyborg, indtil Kongen fik Helsingborg. Endeligen blev denne store Artikel indført, at Waldemar skulde afstaae den Kongelige Titel og alleene lade sig nøye med at være Hertug af Sønder Jylland, og er denne Afstaaelse Aarsag, hvorfor han ikke bliver regnet blandt de Danske Konger. Og, som Græv Geert foregav sig at have anvendt 40000 lødige Mark paa denne Krig for Dannemarks skyld, fik han heele Nørre Jylland til Pant, indtil bemelte Sum Penge blev betalt. Dette Aar var ellers Navnkundig formedelst tvende store Døds Fald. Det første var Dronning Euphemiæ, som blev begraven udi Sorøe udi den Kaaber-Grav, Waldema (417) rus 3 siden lod giøre. Det andet Døds-Fald, som gik Kongen ikke nær saa meget til Hierte, var Hertug Knud Porses; thi Kongen mistede udi ham en gammel Fiende, og een af de mægtigste Undersaattere, som dette Rige nogen Tiid har haft. Med ham falt det Hallandske Hertugdom; thi hans 2de efterladte Sønner Hagen og Knud døde strax derefter, dog beholdt hans Førstinde Frue Ingeborg Kallundborg, Holbek, Samsøe og Halland nogen Tiid, indtil Kong Christophers Søn og Successor skildte hende derved, saa at hun beholdt fast intet tilbage uden Titel af Knud Porses Efterleverske.

Det var forunderligt, at disse gode Herrer, som saaledes havde deelt Dannemark imellem dem, kunde saalænge forliiges om Byttet; thi man hører hidindtil ikke, at der har været nogen synderlig Misforstand imellem dem, hvilket sandeligen var imod de almindelige Regler og Kong Christopher til U-lykke, saasom det eeneste, som skulde 1331.kunde reise ham igien, var, at Seier-Herrerne kunde komme i Haar sammen, og han derudover kunde komme til at fiske i rørt Vand. Men denne Overeens-Stæmmelse kunde dog ikke stedse holde Stand; thi 1331 oprejsede sig Misvorstand imellem de tvende Græver, saa at de rustede sig paa begge Sider mod hinanden. Udi slige Conjuncturer begik Kong Christopher tvende Feil først i det han i steden for at sidde stille,

De Holstenske Græver blive ueenige.

og lade de andre udmatte dem, tog strax Græv Hanses Parti og erklærede sig for den sterkeste. Hvitfeld synes at meene, at han dertil var forbunden, efterdi Græve Hans havde tilforn hiulpet ham, hvilket var sant nok, hvis samme Græve ikke havde ladet sig saavel betale, at Kongen beholdt ikkun tvende Stæder tilbage. Den anden Feil var, at han gik forhastig til Verks, og ikke biede, indtil hans Magt var bleven foreenet med Græve Johannis; thi Kongen med hans Søn Erik gik strax løs paa Græve Geert, og denne Habile mand som merkede, at Krigens lykkelige Ud-Fald vilde bestaae derudi, at han kunde overrumple een af sine Fiender, førend deres Magt blev

Slag ved Lohæde.

foreenet, overfalt Kongen i en Hast, og erholdt en fuldkommen Seyer. Kong Erik faldt udi Flugten med sin Hæst ved Lohæde, hvoraf dette Slag blev kaldet (418) Lohæde Slag. Han blev af samme Fald saa knused, at han fast halv død blev bragt til Kiel for der at cureres. Udi denne Trefning var Græv Geert udi stor Fare; thi han var slagen af sin Hæst. Men en Bonde af Butele udi Brochdorps Sogn hialp ham paa Hæsten igien, hvorfore Græven giorde den heele Bye Butele siden Skattfrie. Slaget skeede paa Sanct Andreæ Dag 1331. De Holstenske Skribentere holde fore, at Kong Christopher da blev fangen igien, og fortæller Petersen (m), det med saadanne Omstændigheder: Da det ryktedes udi Rensborg, at Græv Gerhardus var udi Trefning med de Danske, blev en ved Navn Burchard von Itzehude udskikket med nogle Om Kongen blev fangen i samme Slag.

Ryttere af Rensborg for at erkyndige sig om Slaget. Den samme falt strax paa nogle flygtige Danske, hvoriblant Kong Christopher selv var, hvilken han fangede, og strax ved Natte-Tider førdte til Gottorp, hvor Græven var. Han bankede med saadan Force paa Porten, at Græven selv udi egen Person, skiønt han var saaret, løb til for at høre, hvad der var paa færde. Da man hørte, at Burchard bragte Kongen fangen med sig, blev Porten strax aabnet, og Græven tog mod Kongen, hilsede ham som Tidens Tilstand kunde tillade, og lod ham forvare. Men Hvitfeld holder det for en Digt, sigende, at, hvis saadant havde været skeet, havde man nok fundet nogle Breve og Documenter derom, ja at Kong Christopher havde ikke sluppet saa læt løs uden at indgaae nye haarde Vilkor. Efter saadan Seyer anmassede Græv Geert sig Regimentet udi Riget igien, og Adelen særdeeles udi Jylland slog sig til ham som den 1332.sterkeste, hvilket gemeenligen skeer. Endeligen blev udi det Aar 1332 giort et nyt Forliig igien (n), hvorudi Græv Hans beholdt, hvad han tilforn havde, men Kongens Vilkor blev (419)

(m) Peters. Chron. Holsat. part. 2. conf Kranz Saxon: lib. 9 cap. 11 hvor samme Autor tviler om at Kongen blev fangen: Non sum ignarus apud alios referri Regem non captum.

(n) Transact. Kilon. 1332. pag. 455.

slettere, thi den Sum af 40000 Løde Mark, for hvilken Nørre-Jylland tilforn var pantsatt Græv Geert, blev da forhøyet til 100000, saa at hvordan det gik enten han var Hovedmand eller Medhielper udi Sagen, saa endedes Tragoedien paa hans Bekostning, saa at man kand sige, at denne Konges heele Regiering er en Kiede af lutter U-lykker.

Kongens Søn Erik døer.

Kort efter dette Forliig begav Kong Christopher sig til Siælland, hvor han fik nye Sørge-Tidender om hans Søns Eriks Afgang, hvilken af det Fald, han havde faaet udi Flugten ved Lohæde efter megen Pine og Blods Opkastelse døde til Kiel, hans Liig blev ført derfra til Lolland og siden med Kongelig Pragt begravet til Ringsted.

Jeg har tilforn viiset, hvorledes Græv Hans ved et Fordrag med Ludvig Albertsen Marsks Arvinger tilhændede sig Skaane. Denne gode Provintz blev da ilde medhandlet. Alle Embeder bleve besatte med Holstener, som hverken vilde eller kunde skaffe

Hvorledes Skaane kom under Sverrig.

Indbyggerne Rætt, eftersom de vare u-kyndige udi Landets Love, og forstode ikke Sproget, saa at de derudover vare i en bedrøvelig Tilstand. De klagede dem i sær over Eggert Brockdorp Høveds-Manden paa Helsingborg, der tilføyede dem stor Urætt, thi, saa som han havde bemeldte Stad til Pant igien af Græven, saa udsuede han gandske Indbyggerne. Sandeligen ingen Tilstand kand imagineres verre end den, som Dannemark da var udi. Fremmede store Herrer havde faaet Provintzerne for deres udlagde Penge, som de udregnede til excessive Summer. De igien pantsatte Stykker deraf til andre smaae Herrer, som huserede langt slemmere. Efter adskillige indgivne Klagemaal tilstedede Græv Hans Erke-Bispen af Lund at udløse bemeldte Eggert Brockdorp for 6000 Mark. Men han enten ikke vilde, eller, som troeligst er, havde ingen Kræfter dertil, hvorfore Tingen blev som den var.

Endeligen bleve Adelen saavelsom Almuen oprørske og ihielsloge Holstenerne, hvor de kunde overkomme dem. Og, da de samme havde forsamlet dem udi Lunde Dom-Kirke for at overlægge, hvorledes de skulde stille dette Oprør, brøde Skaaningerne ind udi samme Kirke, og der omkomme henved 300, ja der blev omsider en General (420) Opstand udi den heele Provintz, og, saasom Indbyggerne merkede, at dem behøvedes Protection mod den Holstenske Magt, som var stor, og de ikke kunde forvente sig nogen Hielp af Kong Christopher, besluttede de at underkaste sig Sverrig, til hvilken Ende de affærdigede Gesandter til Kong Magnum med saadant Tilbud. Kongen berammede derfore et Mode til Calmar, hvor saadan Sag kunde afhandles. Did lod sig indfinde Erkebisp Carl med Provsten og Degnen af Lund samt adskillige af Adelen, hvilke paa Landets vegne lovede Kongen Troskab og Lydighed som ærlige Undersaattere, betingende sig at beholde deres gamle Privilegier, item Skaanske Lov og Sædvane, hvorom Kong Magnus forsikrede dem: Saaledes kom Skaane under Sverrig

De Svenskes Adkomst dertil.

Anno 1332; thi Græv Hans, saasom han fandt sig ikke sterk nok til at igientage Landet med Magt, helst efterdi Indbyggerne stode alle som en Mand mod det forhadte Tydske Regimente, holdt han raadeligt at overdrage Landet til Sverrig for en Sum Penge, hvortil Kong Magnus, for at undgaae videre Vitløftighed, beqvemmede sig. Der blev derfore saadant Forliig sluttet at Græven skulde overdrage Kong Magno Skaane, Halland, Blegind og Lyster med all den Rættighed, han dertil havde, for 70000 løde Mark. Paa dette Kiøb, saavelsom paa Skaaningernes Brev grunder Sverrig sine første Prætensioner paa Skaane. Men det eene saavelsom det andet kunde ingen Adkomst give; thi Landet var kun af Kong Christopher pantsatt til en Tid Ludvig Albertsen Marsk, hvis Arvinger ikke kunde overdrage det til Græven med anden Titel end de selv havde, og Conseqventer Græven kunde ingen sterkere Adkomst give til Sverrig. Hvad Skaaningernes Convention med Kong Magno angaaer, da, som det staaer ikke i en Provinces Magt at separere sig fra et Rige, med hvilket det til ævig Tiid er indlemmet, saa kand saadan Convention in jure ikke ansees for gyldig. Det meste, som herudi kand siges for Sverrig er, at Indbyggerne i Skaane

Betænkning derover.

ingen Hielp saae sig fra deres Konge, og derfore kunde være authoriserede til at giøre saadant. Men jeg finder ikke, at de have anholdet hos Kong Christopher om Hielp, langt mindre at have faaet hans Permission dertil, som udfodredes. Kong Magnus merkede vel (421) selv, at der var meget at sige mod saadant Kiøbmandskab, og derfor strax anholdt hos Pave Benedictum 12. om Confirmation paa disse Provincier. Men Paven undskyldte sig derfor, foregivende, at det stridede saa vel mod Retfærdighed som imod hans Formænds Sædvane at give Confirmation paa erobrede Lande, førend de som kunde være vedkommende, vare citerede, og han blev ræt informeret om med hvad Ræt saadan Acqvisition var skeet. Det Brev, som Paven skrev ham til Giensvar, er dateret 1339. (o)

Kong Christopher maatte med Hænderne udi Lommen, som man siger, være Spectator saa vel til denne som alle andre U-held; thi han havde ingen Kræffter til at beskytte Skaane mod den Holstenske Magt, og, hvis han havde søgt andres Hielp dertil, da havde det kun paa nye igien bleven pantsatt til andre, som kunde skrue Regninger op ligesaavel som de Holstenske Herrer; thi hvordan det gik, enten han vandt eller tabte, saa blev Omkostningen og Arbeidslønnen saaledes udregnet af hans Allierede, at de samme toge all Profiten. Til at betale den af Græv Hans stipulerede Summa, tog Kong Magnus den halve Deel af Kirkernes Tiende over heele Sverrig, og betalede han paa den første Termin 34000 løde Mark, siden efter haanden 10000 indtil den heele Summa blev opfyldt. Han maatte ogsaa fornøye Frue Else Peders-datter Ludvig Marsks Efterleverske samt hendes Børn for de 8000 lødige Mark, de havde at fodre, og hvorfore de af Græv Hans ved Skaanes Afstaaelse havde bekommet Blegind og Lyster til Pant. Hende gav Kong Magnus et forsikrings Brev dateret Skieldvig 1333 (p) hvorudi han lover at tage hende med hendes Broder, Tienere og Vornede udi Beskyttelse (hvilket viser, at det Ord Vornede var et almindeligt Navn, som ogsaa tillagdes fri Bønder, efterdi der aldrig har været trældoms Bønder udi Skaane eller saadanne, som udi Siælland egentligen bleve kaldne Vornede) Han lovede ogsaa at betale hende de 8000 Mark, og derfor at stille Forsikring.

1333.Endeligen var den u-lyksalige Konge Christopher kommen udi saadan Foragt i Riget, at tvende Herremænd Henneke Breyde og (422)

(o) Rainald. ad Ann. 1339.

(p) Lit. Regis Svec. de dato Skieldvig postridie Martini pag. 458.

Johan Ellemose understode sig at lægge Haand paa ham, og at fange ham, for derved at vinde Græv Geerts Gunst; De samme førdte ham fangen til Aaleholms Slott, som hørdte Græve Johan til Aar 1333. Men disse røverske Herremænd finge kun liden Tak for deres Umage; thi Græv Geert, (q) da han hørdte saadan Gierning, fortørnede han derover, og bød Kong Christopher døer.

dem strax at slippe Kongen løs igien. Nogle Uger derefter døde Kongen til Nykiøbing udi Falster, efterat han var kommen til en høy Alder, og havde ført et ulykkeligt Regimente udi 12 Aar. Han blev begraven udi Sorøe Kloster, hvor ogsaa hans Dronning Euphemia med nogle af hans Børn ligge. Over denne elendige Tilstand, som da Riget var udi, blev giort et uformeligt men dog bevægeligt Vers, som begynder saaledes:

Geme, plange moesto more

Dole Rosa Dacia,

Qvia probo Protectore

Cares et audacia &c:

Hans Characteer.

For at give denne Konges Portrait, er fornødent at sætte Hvitfelds og andre Skribenteres Declamationer til side, og alleene examinere Historien og hans Gierninger. Og finder jeg i saa maade, at han har været en Herre af intet synderligt Naturel, og at hans Hovedlyder var Haarhed, Hævngierighed og Ustadighed. Paa hans Haardhed giver i sær Erke-Bisp Jens Grands Medfart en stor Prøve, thi hvor liden Medynk man kand have med de Tiders Bispe, som fast alle vare Onde og Hofmodige Mænd, saa kand man dog ikke læse samme Erke-Bisps Historie uden med Bevægelse. Den samme viiser ogsaa, at han i en høy Grad vidste at forstille sig endogsaa i sin Ungdom, saa han stiller sig fortroelig an og tilbyder sit Venskab, ja tager Gaver af den, som han havde besluttet at tractere som en Misdæder. Hans Broders heele Regiering giver Prøver paa hans U-roelighed, thi man seer derudi en Svite af Rebellioner, og, endskiønt Kong Erik ved en Velgierning efter en anden søgte at bringe ham til Forliig og Broderlig (423)

(q) Peters. Chron. Hols. men Hvitfeld siger Græv Hans.

Kierlighed, kunde det dog ikke hielpe; thi det eene Forliig efter det andet blev brudt, og han gav sig udi Tieneste hos Rigets Fiender, hvorudi han forblev indtil hans Broders Død; hvorfore ogsaa mange af Stænderne havde saa onde Tanker om ham, at de vilde excludere ham fra Successionen. Men at tilskrive hans Feil og slette Regiering alle de Ulykker, som Riget siden geraadede udi, synes mig er at gaae noget forvit; thi hans Regimente viiser meer Exempel paa en u-lykkelig end en ond og uduelig Konge. Udi Begyndelsen af hans Regiering vidste han med stor Forsigtighed at stille alle Misfornøyede tilfreds indenlands, og at bestyrke sig med Forbund og Venskab udenlands, saa at, hvor svag hans Throne syntes at være udi Begyndelsen, satt han sig dog inden kort Tiid udi saadan Stand, at ingen syntes at kunde sidde fastere paa Thronen. Ingen kand nægte, at han jo udi en og anden Ting giorde imod den Capitulation, han havde givet ved sin Ankomst til Regieringen, men ingen kand ey heller nægte, at hans Haand-Fæstning jo var saa opskruet at det var fast een U-muelighed at holde den, ja, hvis han ikke kand undskyldes derudi, at han mod sine Løfter paalagde Told og Skatt, saa kand Stænderne ey heller undskyldes, der vilde binde ham til saadant Løfte, da Riget var udi stor Gield og heele Provincier vare pantsatte. Allermindst kand forsvares, at de for saadant opsagde ham Riget, saasom de ingen tilstrækkelig Aarsag havde til Misfornøyelse, og aldeles ingen Rætt til saadan Execution; thi et er ved Haandfæstning at indskrænke en Konges Magt, et andet er at erhverve sig Rætt til at sætte ham af, saasom det sidste flyder aldeeles ikke af det første, med mindre saadan Clausula pœnalis udi Haandfæstningen er indført, saa at derfore Rigets Elendighed kand meere tilskrives Stændernes utidige Opstand end Kongens slette Regiering, thi alt hvad Kong Christopher giorde siden, nemlig at forsyne sig med fremmed Hielp, og derfor at pantsætte et og andet Stykke Land, er noget som enhver Landflygtig Konge havde giordt, hvis Søn var fængslet. Allermindst have Stænderne Aarsag at lægge ham saadant til Last, der paa deres Side giorde det langt verre; thi, pantsatt Kongen et Land for at komme paa Thronen igien, saa abalienerede de to til ævig Tiid (424) for at holde ham derfra. Han lastes besynderligen formedelst det Tog, han giorde udi Sønder-Jylland, men jeg finder de fleste af hans Formænd at have giort det samme, og ere blevne rosede for saadant, i det de have villet staae paa Rigets Rætt, og efter en Hertugs Død søgt at foreene Hertugdommet med Kronen igien. Hvis dette Tog ikke havde haft saa slet Udfald, saa havde det ikke bleven lagt ham til Last. Den største U-lykke for denne Konge var, at den stridbare, og tillige med lykkelige Græv Geert af Holsten faldt ind udi hans Tiid; thi, som ingen paa de Tiider kunde staae hans Vaaben imod, saa kunde ey heller Kong Christopher, hvilken derudover kom i Foragt hos sine Undersaattere, og den Foragt omsider brød ud til en Rebellion, som ødelagde det heele Rige. Dette er, hvad man med Billighed kand og bør sige om denne Konge, naar man vil i agt tage en Historie-Skrivers Pligt.

Hans Dronning og Børn.

Kong Christophers Dronning var Euphemia Margrævens Dotter af Brandenborg, med hvilken han avlede 3 Sønner, Erik, som var kroned Konge udi sin Faders Tid, og som fik sit Bane-Saar udi Lohæde Slag, Waldemar, som blev Konge siden udi Dannemark og Ottho, og 3 Døttre Mette, som fik Albert af Brandenborg, Agnete, og Margarete, som fik Ludovici Bavari Søn.

Interregnum.

Efter Kong Christophers Død fuldte et Interregnum eller Mellem Rige, som varede udi 7 Aar, Interregnum.hvorudi Riget blev regieret af de fremmede Herrer alleene uden Konge. Disse, som de vel merkede, at deris Regiering ikke kunde vare stedse, saa saae de alleene paa nærværende Tid, arbeidende kun paa at udsue Provintzerne, og beriige dem selv, medens de endda vare udi Possession deraf, saa at man deraf kand slutte, at Rigets Tilstand blev ikke bedre udi dette 7 Aars Interregno, dog vare de 3 første Aar frie for indvortes Krig, og Riget, endskiønt plaget, og udsuet, var nogenledes udi Roelighed. Jeg har tilforn fortaalt, at Græv Johannes af Wagrien tabte Skaane, og at samme Province kom under Sverrig. Paa det nu at Lolland, som han blant andre Danske Øer havde udi Pant, ikke skulde efterfølge Skaanes Exempel, lod (425) han bygge den Fæstning Ravensborg for at holde samme Øe udi Ave, og blev denne Fæstning ved Magt indtil Kong Hanses Tid, da den endelig blev demoleret. Græv Hans

Rigets Tilstand udi dette Interregno.

regiærede saaledes udi Qvalitet af Panthaver paa Øerne, og Græv Geert paa det faste Land; thi jeg finder, at han sad i Rættergang og forhørte Sager i Jylland 1337, og Hertug Waldemar, som merkeligt er, sad udi de første 3 Aar stille uden at betiene sig af denne Vacance til at affectere Kronen igien, men Græverne fandte det maa skee ikke endda raadeligt at lade ham blive Konge, besynderlig Græv Geert, hvilken var Hiulet, der drev alting. Samme Græve, som tilforn havde ført Titul af Hertug Waldemars Formynder, lod sig i Begyndelsen af dette Interregno kalde Hertug af Jylland (Ducem Jutiæ) og Claus Limbeck, som var hans Statholder, lod sig titulere, Capitaneum Nor Jutiæ.

Udi saadan Tilstand var Riget udi 3 til 4 Aar, efter Kong Christophers Død indtil 1337, da udbrød omsider en nye Lue, som satt alting i Bevægelse igien. Kong

Prinds Otto søger at igientage sit Fæderne Rige. 1337.

Christopher havde efterladt sig tvende Sønner Ottho og Waldemar, som var Dannemarkes eeneste Trøst udi denne Tilstand; men de samme turde udi de 4 første Aar ikke bevæge sig af Frygt for den Holstenske Magt. Endeligen udi dette Aar 1337 satt Ottho sig for at forsøge Lykken, om han kunde rædde sit Fæderne Rige. Han kom samme Aar ind udi Nørre Jylland med nogle Fremmede, som han havde faaet til Hielp, og fik Tilstød af dem, som havde været hans Faders Venner udi Landet. Men den hurtige Græv Geert gav ham ikke megen Tid til at bestyrke sig, gik ham i møde,

Slag ved Taphæde.

og traf ham paa Veyen til Wiborg paa Taphæde. Der erholdt han en fuldkommen Seyer, fik Ottho selv fangen tillige med en hob Adel, og lod ham forvare udi Segeberg, hvor han sad en Tid lang, endskiønt den Romerske Keyser intercederede for ham. Herpaa giorde Hertug Waldemar af Slesvig sig Forhaabning om at komme paa Thronen igien, hvortil han blev opmuntret af Grev Geert, hvilken haabede ved saadan Promotion at faae Sønder-Jylland til Eyendom. Han ophidsede saaledes Hertugen

Den Slesvigske Hertug stræber at komme paa Thronen igien.

til at staa paa sin Ræt, forestillende ham, at han eengang havde været hyldet udi Riget, hvilket han nu igien (426) burde bemægtige sig, efterdi Kong Christopher og hans Søn Erik vare døde, og de andre to Printzer vare ikke udi Stand at kunde disputere ham Kronen; thi den eene nemlig Ottho sad fangen, og den anden nemlig Waldemar levede udi Armod udenlands. Hvorudover Hertug Waldemar lod sig overtale end engang at agere Konge. Men de Danske, som vare kiæde af det Holstenske Regimente, havde da deris Øyen henvendte til Printz Waldemar, som opholdt sig ved det Keyserlige Hof, og havde alle de Qvaliteter, som udfodres af en Konge. Ham skreve de derfore til, bedende, at han vilde søge Hielp udenlands, og komme til Dannemark for at indtage sit Fæderne-Rige, hvori de forsikkrede ham om Hielp baade af Høye og Lave. Imidlertid sluttede Græv Geert en Tractat (r) med Hertug Waldemar 1340, 1340.ved hvis Kraft Nørre-Jylland, som han havde udi Pant, blev overdragen til bemeldte Hertug og Græven derimod skulde til Vederlag have Sønder-Jylland.

Denne Tractat stod den Jydske Adel og Almue saa lidet an, at de, uden at opbie Printzen, giorde Opstand udi Landet, vegrede sig for at betale Græven ydermeere Skatt, og beleirede de Slotte og Stæder, hvorudi han havde sine Besætninger. Græven derfore, for at dempe denne Opstand, og for med Magt at sætte Hertugen af Sønder-Jylland paa Thronen, samlede sammen saa mange Folk som han kunde overkomme. Han ankom saaledes med en anseelig Krigs-Hær, som bestoed af 10000

Guntzhover.

Mænd kaldne Guntzhover af de korte og stakkede Klæder (s), som de førte, skiønt det er vanskeligt at finde Ordets Derivation, og med de samme skiendte og brændte allevegne udi Nørre-Jylland for derved at indjage Indbyggerne Skræk. Da satt en Herremand ved Navn Niels Ebbesen (t) af Nørreriis sig for at forrætte en Heroisk Gierning, og at skille Riget ved denne farlige Mand. Den samme foruden den Nidkierhed, han havde for sit Fædernelands Frelse, havde ogsaa fattet Had til Græven formedelst en Dom, han havde feldet, hvorved han formeenede sig at være fornærmet. Han (427)

(r) Vid. transactio inter Gerhard. & Waldemar. pag. 465 seqv.

(s) Krants Saxon. lib. 9. cap. 12.

(t) Krant. Saxon. lib. 9. cap. 12. siger at Holstenerne kaldte ham Niels Jacobsen.

|udspeidede alle Leiligheder, og fik at vide hvor Græven laae udi Randers, og, efterat alting var giort færdigt til saadant stort Verks Fortsættelse, gik han ind udi Randers 1340 med 63 bevæbnede Mænd, søgte lige til Grævens Bolig, trængede sig ind udi hans Sænge-Kammer, og der omkom ham tillige med hans Capellan og

Omkommer Gerhardum Magnum.

en Herremand ved Navn Henrik von Vittighove. Hans Død foraarsagede en stor Bedrøvelse blant Krigs-Folket, hvilket ansaae sig som u-overvindeligt under hans Anførsel. Det er forunderligt, hvorledes saadan maadelig Potentat kunde føre saa store Krige og underholde saa mange Folk; men han pleiede at sige, faaer jeg Seier, saa skal mine Fiender besolde mine Folk, og, blive de slagne, saa behøve de ingen Sold (u). Meursius Hist. Dan. siger, at da Græven vaagnede op, og blev Niels Ebbesøn var, bad han for sit Liv, og tilbød fordeelagtige Vilkor, men hverken Crantzius, Petersen eller Hvitfeld tale derom (x).

Saadant Endeligt fik den store Græv Geert, der saa længe havde været et Riis for Dannemark, og finge Sagerne efter hans Død strax anden Anseelse (y). Han efterlod sig 3 Sønner, Henrik, som blev kaldet den Iserne, Nicolaum eller Claudium og Johannem, hvilke lode ham begrave udi Itzehoe. De Holstenske og Slesvigske Krøniker sige, at Niels Ebbesøn blev siden greben, og lagt paa Steil og Hiul, men Hvitfeld vil intet deraf vide at sige, vidner tvertimod at han giorde de Holstener siden stor Skade indtil 1342, da han omsider omkom udi et Slag ved Aalborg. Der findes nogle, som legge Niels Ebbesøn denne Gierning til Last, og taxere Hvitfeld, som ligner ham ved den Romerske Helt Scævola, holdende for, at Casus var ikke lige, efterdi

Critiqve over Niels Ebbesens Gierning.

Niels Ebbesøn havde staaet udi Græv Geerts Tieneste. Men han og andre stode udi bemeldte Græves Tieneste som en Usurpateurs og Tyrans, da de rættmessige Konger endda levede. Ingen Mand har (428)

(u) Peters. Chron. Holsat. part. 2.

(x) Meursius hist. Dan. lib. 4.

(y) Hvitfeld ligner denne Gierning ved Scævolæ, der ihielslog Kong Porsenam for at frelse sit Fæderland: men Historien vidner, at han i Steden for Kongen traf hans Secretaire, saa at Niels Ebbesøn rammede vissere.

|428øvet saadant Tyrannie udi Dannemark eller tilføyet Riget saadan Skade som denne Græv Geert, hvorfore ingen god Patriot bør nægte Niels Ebbesøn den Ære, som ham tilkommer, nemlig med en Haandfuld af Folk at have trænget sig ind udi en Stad, hvor der var en Besætning af nogle 1000 Mænd, og der at have skildt Riget med en af de farligste Fiender, det nogen Tiid har haft. Gierningen var sandeligen saa stor og heroisk, at faa udi Historien kand lignes dermed. Og, naar man betragter den særdeeles gode Virkning, som den havde, maa man forundre sig over, at intet Monument eller Ære-Støtte blev oprættet til denne Mands Ihukommelse.

Waldemarus 3. kalden Atterdag.

Efterat dette Rige udi 15 Aar saaledes havde været plaget, Waldemarus 3.opvakte GUd en Forløser udi Printz Waldemar, som længe havde været udi Keyser Ludovici Bavari Hof, hvor han var bleven oplærdt udi alle de Videnskaber, som en stor Printz bør at vide. Did skikkede ham nu de Danske, som gandske vare udmattede og kiede af det haarde Holstenske Aag, deres Hyldings Brev, og fodrede ham til Dannemark, for at antage hans Fæderne Rige. Saadant gav Waldemar strax Keiseren tilkiende, forlangende hans Hielp og Bistand; hvorudover Keyseren, som havde Kierlighed til denne unge Herre formedelst den lange Kundskab, som han havde haft til ham, og formedelst de gode Qvaliteter, som han var begavet med, tog sig hans Sag alvorligen an, og derudover committerede Margræv Ludvig af Brandenborg samt Hertug Bugislav af Pomeren at befodre Waldemarum til sit Fædrene Rige. Disse tvende Herrer bragte 1340Aar 1340 et Forliig til Veye mellem Printz Waldemar, som endda kun kaldtes Forliig, hvorved

Prinds Waldemar kommer paa sin Fæderne Throne.

Junker Waldemar og de Holstenske Herrer samt Hertug Waldemar af Slesvig. Udi dette Forliig blev besluttet, at den anden Kong Christophers Søn Ottho, som sad fangen, skulde komme paa fri Fod igien efter given Caution, at han ingen Prætensioner skal formere paa Riget, efterdi Dannemark ingen anden Konge skulde have end Waldemar. Hertug Waldemar af Slesvig skulde afsige sig sin Rætt paa Kronen, (429) give sin Søster Helvig til den udvalde Konge, og med hende til Medgifft 24000 lødige Mark Sølv, hvilken Summa skulde afkortes udi de 100000 Mark, som Jylland og Fyen stode i Pant for. Fyen og Jylland skulde Kongen løse fra de Holstenske Græver med 76000 lødige Mark Sølv, ydermeere forpligtede den udvalde Konge sig ikke at forsvare dem, som havde omkommet Græv Geert (z).

Derpaa lod Margrev Ludvig af Brandenborg forskrive en Dag til Lybeck, hvor han selv Personligen mødte, og da blev det Præliminare Forliig, giort til Spandov, 1340.confirmeret. (a) Saaledes kom Waldemarus Christophori Søn til sit Fæderne Rige, hvilket han Tid efter anden ved sit fornuftige Regimente saaledes bestyrkede, at han efterlod det udi en meget florerende Tilstand. Det første han ved sin Ankomst til Regieringen giorde var ved et Patent at erklære en Amnestie, og at tilgive Adelen deres Oprør og Forseelse mod hans Fader for derved at stadfæste Fred og Rolighed udi Riget. Samme Patent er dateret Hellig 3 Kongers Dag 1340.

Kong Waldemar søger at foreene de adspredte Rigets Provincier.

Efterat indbyrdes Fred og Rolighed saaledes var stiftet, tog han sig for at samle det adspredte igien; thi de fornemmeste Provincier vare endnu pantsatte til de Holstenske Herrer, og de igien havde pantsatt Stykker deraf til andre. Det kand vel ikke nægtes, at mange Ting, som denne Konge siden foretog, stridede mod Pact og Forbund, og at denne Konge var ikke meget Scrupuleux udi at holde de samme, naar han saae Leilighed til at foreene noget Land med Kronen igien, hvorudover han bliver temmeligen sort afmalet af de Holstenske Skribentere. Men Ræt og Rætfærdighed havde i lang Tid ikke været i Moden i Dannemark. Fremmede havde med Vold og List deelt Riget imellem dem, saa at der vilde U-sædvanlige Midler til at bringe det paa Fode igien, ja der behøvedes saadan Konge som Waldemar den 3die, hvilken, hvor Sværdet ikke vilde hielpe, vidste at bruge List, og at sætte samme Snarer (430)

(z) Foedus de dato Spandov Domin. Qvasimodogeniti pag. 470.

(a) Vid. Confirmat. de dato Lubec. pag. 472.

for de gode Herrer, som de tilforn havde sat for hans Fader, under hvis Navn de havde spillet saa store Tragoedier, saa at hvad irregularitet de Holstenske Græver kand forekaste denne Konge, saa var det dog ikke andet end at betale dem med deres egen Mynt. Den første Subtilitet, som Kongen betienede sig af til at exseqvere sit store Forehavende var at formere Hertug Knud Porses Efterleverske Frue Ingeborg en Process angaaende Kallundborg og Samsøe, som da førdte Navn af Grævskab, og hvormed han var forlenet. Dette Grævskab foregav Kongen, at han ikke med rætte kunde besidde, efterdi han dermed ikke var forlehned hverken af ham eller hans Fader, og, som hun med gode ikke vilde saadant afstaae, sat han sig for at bruge Magten, hvilket jeg her ikke vil undskylde, men alleene sige dette, at den gode Hertug Porse havde ikke forskyldt meget Got af Dannemark, hvor han havde fisket i rørt Vand, og betienet sig af Rigets forvirrede Tilstand for at extorqvere de Ting, som var en Undersaatt u-anstændigt at forlange, og at det var utaaleligt for en Konge at see en oprørsk Hans Anslag paa Kallundborg mislinger.

Undersaats Arvinger at sidde med heele Stæder og Lande udi Hænderne. Han sat sig derfore for at giøre en Begyndelse med dette Godses Reduction, og til den Ende beleyrede Kallundborg. Men, som bemelte Frue Ingeborg stod i Forbund med Græverne af Holsten, og de Vendiske Stæder, komme Græverne strax med 600 Mænd Kallundborg til Undsætning. Af denne Undsætning bleve de beleirede saa modige, at de giorde et Udfald af Fæstningen paa de Danske, som vare udi ingen Orden, og omkomme henved 2000 af dem, hvilket foraarsagede, at Kong Waldemar maatte ophæve Beleiringen. Dog blev denne Gang ingen vitløftigere Krig deraf, men der blev sluttet et Forliig til Kallundborg 1341, hvorved Tvistigheden blev voldgiven, saa at man skulde compromittere paa 8 Arbitros eller Opmænd, der 14 Dage for Mikelsdag skulde komme sammen til Roskild for at kiende i Sagen, og hvis de ikke kunde blive eenige, da skulde Erkebisp Peder af Lund dømme derudi. Men jeg finder ikke, at det kom til Opmænds Kiendelse, alleene, at Frue Ingeborg siden forligede sig med Kongen saaledes, at hun skulde beholde Nørre-Halland hendes Livs Tid, men af (431) staa Kallundborg strax. Siden den Tid har den Porsiske Familie udi ingen synderlig Den Porsiske Families Decadance.Anseelse været. Hertug Knud Porse efterlod sig vel tvende Sønner Hagen og Knud, men de døde begge kort derefter og tillige med dem det Græveskab Halland og Førstelige Titul, hvilken Kong Waldemar ikke vilde meere give til nogen af den Porsiske Familie, tvertimod det er troeligt, at Kongen, som var jaloux over sin Myndighed, har søgt at klippe Vingerne paa denne mægtige Slægt; thi man hører intet synderligt tale om de Porser siden denne Tid. Saa at derfore Hertug Knud Porse kand i visse Maader kaldes den sidste af de Porser, efterdi med ham faldt det Græveskab eller Førstendom af Halland tillige med Førstelig Titul, hvilken ingen Undersaat i Dannemark har førdt til denne Tid.

Saaledes fik Kongen et Stykke tilbage. Men de vigtigste Provincier vare endda udi de Holstenske Herrers Hænder, som havde dem til Pant, og der var liden Forhaabning til at løse dem ud, efterdi Landet var udtømmet for Penge. Dette merkede de Danske, og, som de vare saa kiæde af det Holstenske Herredom, hvor paa de saae ingen Ende, begyndte de at trænge Holstenerne paa alle Kanter, saa man hørdte paa nogen Tid ikke andet end Mord, Rov, og Brand, hvorunder den fattige Almue lidede meget. Og var det udi denne Tilstand, at den Danske Heros Niels Ebbesøn Græv

Niels Ebbesen bliver ihielslagen.

Geerts Bannemand med en hob Jyder rykte mod Stierneaa, hvor Holstenerne anlagde en nye Fæstning, hvilken han forstyrrede, og hindrede dem udi deres Arbeyde: Men Græv Henrik af Holsten overrumplede ham ved Aalborg, hvor Niels Ebbesøn blev ihielslagen, saa at, om han er bleven lagt paa Steil og Hiul, som de Holstenske Krøniker vidne, maa det være skeet, efterat han var omkommen i Slaget. Dette skeede Aar 1342. Udi samme Aar blev holdet et andet Slag udi Siælland mellem de Danske og Holstener ved Kiøbenhavn, hvorudi de Danske erholdte Seyr. Forbittrelsen tog saaledes meere og meere til, saa at, endskiønt et og andet Forliig blev sluttet, kunde det dog ikke hielpe; thi efterfølgende Aar blev Siælland fast ødelagt; Kiøge blev da afbrændt, og andre Byer af Indbyggerne forladt. (432) Nu triumpherede de Tydske, nu igien de Danske. Men, hvor det gik, saa paafuldte Landets Ødelæggelse. Dagen for St. Michels Dag udi samme Aar vandt de Tydske et Slag ved Flasse Mølle, hvorudi Hr. Boe Falk med fleere blev fangen. De Danske der imod sloge siden paa een Nat 300 Holstener ihiel, ja lode dem stedse ingen Roe, men eftersatte dem, saa tit de merkede nogle havde samlet sig, hvorudover Holstenerne omsider begyndte at blive bange, og holdte sig inden deris Fæstninger.

Udi saadanne Conjuncturer havde Kong Waldemar Sverrigs Venskab nødigt, og, hvorvel han intet got Øye havde til Kong Magnum, der udi Hans Faders Tiid havde bortsnappet Skaane, saa fandt han dog nødigt til en Tid at simulere, og derfore sluttede et venligt Fordrag (b) Dateret Warbierg 1343, 1343som findes baade paa Latin og Dansk hos Hvitfeld. Den Svenske Historie siger, at Waldemar bekom samme Tiid endda 8000 Mark for Afstaaelsen. Men Hvitfeld taler intet derom.

Saadant suurt Æble maatte da Kongen bide i, eftersom Tidernes Tilstand udfodrede Fred med Sverrig. Men, da Riget kom udi Roelighed igien, fik han disse vigtige Provincier tilbage, hvilket var et Mesterstykke, og en særdeeles Prøve paa denne Konges habileté. Man maatte først see til, at man kunde rense Landet fra Holstenerne, førend man tænkte sig videre om. Kongen bruger alle slags Midler for at svække den Holstenske Magt. 1344

Saadant laae Kongen ideligen paa Hiertet, hvorfore han brugte nu Sverdet for at jage dem af en og anden Fæstning, nu Penge for at løse dem ud. Holstenerne havde bygget en nye Fæstning ved Nestved, det kunde Kongen ikke lide, og derfore beleirede samme Fæstning 1344, men, som strax derpaa blev giordt en Anstand, gik han denne gang derfra igien, kom dog Aaret derefter tilbage, indtog og forstyrrede dem; thi Hadet var saa stor imellem de Danske og Tydske, at all Forliig kunde ikke vare længere end til een af Parterne saae Leilighed til at kunne giøre noget nytt Greb. De Friser, som immediatè hørdte under Kronen, skiønt de laae udi det Slesvigske, havde udi 14 Aar, medens disse U-roeligheder varede, ingen Rettighed (433)

(b) Transact. de dato Warberg in Octavis B. Martini 1343. pag. 481.

ydet, førdte han samme Tiid Krig imod, og tvang dem til at betale Skatt igien. Medens Kongen havde saadan Fremgang, forsømmede de Holsteener dem ikke, men med Skienden og Brenden giorde stor Skade udi Siælland; men jeg finder ikke, at de siden bemægtigede sig fleere Stæder, tvertimod en Stad efter anden faldt udi Kongens Hænder, eendeel ved Magt, eendeel ved Penge. Jeg har forhen viiset, at han ved venlig Underhandling fik Kallundborg fra Frue Ingeborg, skiønt jeg finder

Den Holstenske Magt aftager.

ikke i Historien med hvad Vilkor. Siden fik han Søborg og nogle andre Slotte for hen af de Holstenske Herrer tilbage og vant siden ved Magt Korsøer og Pedersborg, saa at det Holstenske Regimente tog meere og meere af, og Græverne kunde giøre deres Regning at deres Regiment med Tiiden under denne habile Konge vilde gandske faae Ende udi Dannemark. Han vidste ogsaa at vinde Hertug Waldemar af Slesvig paa sin Side, hvilket var forunderligt, efterdi samme Hertug stedse havde grundet sin 1345.Interesse paa det Holstenske Venskab; thi Aar 1345 blev der sluttet forbund imellem Kongen og bemeldte Hertug, hvorved Hertugen lovede stedse at være Kongen huld og troe, og erklærede ham Værge for Førstendommet og sine Børn, hvis han selv døde, udi deres u-myndige Aar. Dette Forbund gik de tvende Holstenske Herrer Græv Geerts Sønner saa nær til Hiertet, at de besluttede at forraske Hertugen, til den Ende 1346.inviterede de ham Aar 1346 over paa Fyen til sig, og, da han did hen kom, lode de ham fange, da han var paa Jagt og intet Ont ventede sig, og lode ham sætte paa Nyborg, hvor han blev siddende paa andet Aar, indtil han maatte afstaae igien det Forbund, han havde sluttet med Kongen.

Endeligen, som Kongen havde bemægtiget sig fast heele Siælland indtil Wordingborg, fandt Johannes af Wagrien, som tilforn havde hafft heele Siælland til pant, for gott at afhende det øvrige han endda havde tilbage for en Sum Penge, og blev ved den Svenske Konge Magni Underhandling saadant Fordrag giort 1346, at Græven skulde overgive Wordingborg til Kongen for 8000 lødige Mark Sølv. Men, som Kongen intet Raad vidste at bringe til Veje (434) saadan Sum, reisede han med sin Broder (c) Ottho og Hertug Erik af Saxsen til Preussen, foregivende at ville lade sig bruge mod de Lithauske U-christne. Men Udgangen visede, at det var allene for at sælge det Hertugdom Estland, hvilket ogsaa skeede. Estland blev saaledes til ævig

Estland sælges for 18000 lødige Mark.

Tiid afhendet fra Dannemark til den Tydske Orden for 18000 lødige Mark; at det samme er gaaet hemmeligen til og uden Rigets-Raads Videnskab sees besynderligen deraf, at ingen har forseiglet Skiødet uden Herr Sti Andersen Statholder i Estland, og vidner Hvitfeld, at Riget allerførst fik et Copie deraf Anno 1570 af en Polsk Gesant, da den Stetinske Fred blev sluttet imellem Dannemark og Sverrig. Skiødet er ellers dateret St. Hanses Dag 1346 (d). Mange lægge Kongen denne Gierning til Last, sær, saasom hans Fader havde forskrevet sig til Adelen af Estland, at bemelte Land aldrig skulde skilles fra Dannemark. Men, naar man betragter, hvor liden Fordeel Dannemark havde af samme saa langt bortliggende Førstendom, saa kand man

Betænkning derover.

heller rose end laste saadan Gierning; thi Possessionen bestod fast ikke uden i en puur Titel, og Bekostningerne vare altid visse, saasom der maatte underholdes Gouverneur og Besætninger. Riget blev ogsaa derover tit indviklet udi U-roelighed. Nu havde man at bestille med Lithauske Hedninger, nu med Rysserne, og nu med Ordens Herrerne selv, hvilke sidste ikke holdte Venskab med Riget, uden naar de trængede til dets Beskyttelse. Kort at sige Christianus 3. fandt i sin Tiid saa liden Fordeel i at eje noget paa den Side, at, da den vigtige Stad Reval blev ham tilbuden for intet, og der var Apparence til at faae heele Lifland tilligemed, vilde han intet have deraf, og, blev det regnet ham til Dyd, saa kand man ey heller laste Kong Waldemar, fordi han solte Estland for at igienløse Siællandske Stæder. Men det, som herudi er at laste hos denne gode Konge er, at i Steden for at reise med Pengene til sit Rige igien for at udløse de pandtsatte Stæder, giorde han en Reise til det hellige Land, og paa samme Reise satt til de meste Penge, han havde (435)

(c) Denne Ottho gav sig udi den Tydske Ridder-Orden paa det Kongen ikke skulde have ham mistænkt at forlange Deel udi Riget.

(d) Cessio Estoniæ Marienborg die Joh. Bapt. 1346. pag. 495.

faaet for Estland. Dette er sandeligen den største Plett udi denne Konges Liv og Levnet, og som hverken Politici eller Geistlige kunde approbere. Politici holdte det for en Daarlighed at udøse Penge u-nyttigen paa en Tiid, da der var saadan Pengetrang udi Landet. Og Geistlige kunde ansee det som en særdeeles Bizarrerie, eftersom denne u-tidige Andagt havde ingen Overeensstemmelse med denne Konges Qvaliteter; thi man seer i det øvrige ikke mindste Tegn til Bigoterie udi hans heele Historie, men heller, at han har tracteret Religions-Sager cavalierement, hvorpaa det bekiendte Brev, som han skrev til Paven, er en stor Prøve, saa at jeg bekiender aldeeles ikke at kunde begribe, hvorledes en saa fornufftig og tillige med gallant Herre kunde faae saadant Indfald.

Kongen reiser til det hellige Land.

Paa denne Reise begav han sig strax efter sin Tilbagekomst fra Estland, og havde med sig foromtalte Hertug Erik af Saxsen Lavenborg. Da han kom til den hellige Grav, blev han slagen til Ridder, og blev ved samme Act paamindet af Stedets Munke at stride for den Christelige Troe efter sine Forfædres lovlige Exempel, som havde indført Christendommen udi Estland. Hertug Erik blev ogsaa paa samme Tiid

Guds Riddere og Mark-Riddere.

slagen til Ridder med adskillige af den Danske Adel. Disse bleve kaldne Guds Riddere, milites Dei, for at skille dem fra de andre, som bleve slagne udi Felten kaldne Mark Riddere.

1348Fra denne Reise kom Kongen tilbage 1348, og da fik ind fast alle andre Stæder udi Siælland, og nogle udi Jylland: han lod ogsaa tilbyde Græverne, at, hvis de vilde overlade ham Nyborg med den halve Deel af Fyen, vilde han sætte dem Steege udi Pant, og fornøje dem med Penge for den anden halve Deel. Dertil lode Græverne sig finde villige og udi samme Aar til Nebbegaard sluttede et Forliig (e) med Kongen saaledes, at eftersom Fyen stod pantsatt for 41000 lødige Mark, da vilde Kongen først indrømme dem Steege for 5000 Mark. 2) give dem Gods udi Førstendommet til Forsikring for andre 5000 Mark, og saaledes fik (436)

(e) Transact. Nebbegaard die Mariæ Magd. 1348 pag. 497.

han Nyborg med den halve Deel af Fyen tilbage; thi Landet var da deelt udi 2 Parter, den eene befattedes under Nyborg og den anden under Hindsgavel.

Til disse mange Stæder at indløse udi alle Provincier maatte Kongen undertiden gribe til haarde Midler, og paalægge store Skatter, hvorudover han mange Steder 1351 blev forhadt af Almuen, som kaldte ham Waldemar den onde. Ja udi det Aar 1351 begyndte Nørre-Jyderne at rebellere og giorde Forbund med de Holstener, som endda havde Søe-Stæderne inde. Denne Rebellion varede til 1354, da blev der sluttet et Forliig paa en Herredag til Nyborg, og de Oprørske blev Forseelsen tilgiven ved et Kongeligt Patent publiceret ved Bispen af Ribe (f). Udi samme Patent blev blant andet indført, at eengang om Aaret nemlig paa St. Hans Dag skulde efter sædvane holdes Herredag til Nyborg, hvilket maa forstaaes om de Herredage, som holdtes for at dømme udi Processer; thi man seer af Historien, at der have fordum været to slags Herredage: nogle som vare reglerede, og holdtes paa visse Tiider om Aaret: andre, som vare extraordinaire Forsamlinger af alle Stænder.

Kong Waldemars Handel udi Tydskland.

Medens denne Uroe varede udi Riget, var Kongen indviklet udi Krig i Tydskland, hvortil gaves saadan Anledning. Hans Syster Margareta havde til ægte Keyser Ludovici Bavari Søn, som var Hertug til Bayern og Margræv af Brandenborg. Mod ham saavelsom hans Broder Romulum satt sig en falsk Margræve under det Navn af Margræv Waldemar, som for lang Tiid siden var død, endskiønt han holdtes for at have været en Møllers Søn ved Navn Maineche, og, som han vidste at spille sin Rulle synderligen vel, fik han Anhang af adskillige Førster i Tydskland, ja af Keyser Carl 4 selv. For at assistere sin betrænkte Svoger mod denne falske Margræve begav Kongen sig Aar 1350 til Tydskland, og faldt først ind udi Meklenborg og Pomern, efterdi Førsterne sammesteds holdte med hans Svogers Fiende. Han brændte og skiendte først paa den Insul Pole, som ligger ved Wismar og (437)

(f) Pacificat. Nyborg Octav. post fest. Joh. Baptist. 1354 pag. 508.

siden foer videre ind udi Meklenborg, hvor han beleirede og indtog Stargard, trængede sig siden ind udi Brandenborger Land indtil Berlin. Saadant ophidsede Keyser Carl mod Kongen, saa at det saae ud til en vitløftig Krig, men Waldemarus sluttede først et Forliig mellem Margræven hans Svoger og de Pomerske og Meklenborgske Hertuger. Dernæst, efterat han havde erholdt frit Leide, begav han sig til Sprenberg til Keyseren, tagende did med sig Romulum, til hvilken hans Broder Ludvig havde afstaaet Margræve-Dommet, og lod sig allene nøye med Beyeren. Der have de talet Keyseren dristigen til, og adspurt ham, hvorfore han havde taget sig den Bedrager an, da han dog burdte vide, at Margræv Waldemar, som han gav sig ud for, var for længe siden død. Keyseren svarede dertil, at han ikke havde giordt det af Ondskab, men adskillige Førster, som Ottho Erkebisp af Magdeborg, Rudolf Hertugen af Saxsen, Albert Hertugen af Meklenborg og Græv Albert af Anhalt havde ved Eed bekræftet, at han var den rætte Margræve, hvilket havde bedraget ham. Hvorpaa Kongen sagde: Da ere vi berede til at beviise for eders Keyserlige Majestet, at de have svoret falskt, beder derfore eders Majestet at forandre sine derom udgangne Mandater, hvilket og Keyseren bevilgede. Hvorpaa den falske Margræve retirerede sig til Grævens af Anhalt Land, hvor han døde udi Armod. Det Forligelse Brev, som Keyseren gav Kongen, er merkeligt, efterdi han derudi lover at tage ham til Naade igien, samme Brev lyder saaledes.

Caroli 4. Forsohnings Brev

Vi Carl af GUds Naade Romerske Konge, Rigets Formeerer og Konge i Bøhmen bekiende, og giøre vitterligt med dette Brev for alle dem, som det see eller læse, at Vi den Stormægtigste vor besynderligste gode Ven Kong Waldemar af Dannemark og Venden og hans Venner til Naade have antaget, og saaledes tage, at vi af vor inderste Hiertens Grund forlade ham, om han, eller hans Venner have giort noget mod os, og vil|438le af all Magt søge at beskytte og beskierme dem. Datum Budesin Aar 1350 Tiisdagen efter St. Valentini Dag 4 Imperii Nostri.

Dette Brev har jeg anførdt for at viise den Keyserlige Stylum curiæ paa de Tider, som altid var prægtig; det Ord at tage til Naade infererede intet andet end at tage i Venskab; thi saadanne Expressioner brugtes endogsaa mod alle andre Konger for at viise, at Keyseren var Primus inter Pares? Hvad Estime denne Keyser ellers havde for Kong Waldemar, sees deraf, at han udvalte ham til Mediateur mellem sig og Hertug Ludvig af Bayern, og derpaa udgav den Fuldmagt, som findes hos Hvitfeld dateret Prag udi samme Aar (g).

Efterat Kongen nu havde foreenet de fleste Provincier med Kronen igien, og

Kongen søger at igien bekomme Skaane, Halland og Blegind

bestyrket sig med Forbund hos fremmede Potentater, tog han sig det store Verk for at bringe Skaane, Halland og Blegind til Dannemark igien. Til dette opmuntrede ham besynderligen den U-eenighed, som var i Sverrig mellem Kong Magnum og hans Søn Erik, og derfore ved Gesantere lod fodre samme Provincier tilbage, foregivende, at Græv Johannes af Wagrien havde ingen Rætt til at sælge de Lande, som fra Arilds Tiid havde været indlemmede med Riget.

Denne Proposition kom Kong Magnus i Begyndelsen underlig for, helst, saasom Waldemar selv siden havde overdraget ham samme Provincier, hvilke han ikke saa læt vilde miste igien. Men den habile Kong Waldemar vidste at profitere af

Hans Conduite derudi.

Conjuncturerne udi Sverrig, hvor U-eenighed imellem Faderen og Sønnen tog meere og meere Overhaand, og, saasom Faderen udi samme Tvistighed blev forladt af mange af sine Undersaattere, som efterhaanden meere og meere faldt til Sønnen, saa spillede Kong Waldemar saaledes sin Rulle, at han giorde sig Kong Magnum fortroelig, og bragte ham med søde Ord til at love sig Helsingborg med heele Skaane. Paa saadant Løfte begav Kong Waldemar sig med en anseelig Magt ind udi Skaane, hvor han indtog adskillige (439)

(g) Mandat. Caroli 4. de dato Prag. die Martis post. fest. Matthiæ 1350.

Fæstninger udi Kong Magni Navn; thi det skulde heede, at han der var kommen allene for at assistere Faderen mod Sønnen, som da havde bemeldte Provintz tillige med mange andre udi Possession. Sønnen Erik, som havde merket saadant Spill mellem Kongerne satt sig hæftig derimod, og til den Ende tvang sin Fader at kalde sit Løfte tilbage; men, som han kort derefter blev forgiven af sin Moder Blanca, fik Kong Waldemar allene med den enfoldige Magno at bestille, hvilken han vidste saaledes at lede om, endeel ved Trudseler, endeel ved gode Ord og Ægteskabs Forslag imellem begges Børn, at Kong Magnus omsider overleverede ham Græv Johannis Kiøbe-Brev og Skaaningernes Hyldings-Brev, som var Sverrigs Adkomst paa Skaane, Halland og Blegind, efterat han af Waldemaro til Vederlag havde bekommet mange herlige Løfter om Venskab og Broderskab, og at han skulde staae ham bi mod alle hans Fiender. Heraf fik Magnus af de Svenske det Tilnavn Smek, efterdi han var saa læt troende. Den Cession af Skaane skeede 1360.

Jeg understaaer mig her hverken at legitimere eller at laste denne Kong

Critiqve derover.

Waldemars Opførsel, hvorudi Kongen lod see Prøver paa den fineste politiqve. Jeg bekiender allene, at hvis han havde spillet saadanne Ruller med denne eenfoldige Konge for at bringe ham til at abalienere rætte gamle Provincier fra Sverriges Krone, kunde det ansees som u-tilladelige Intriguer. Men her handles om at foreene med Riget igien anseelige Lande, som udi Dannemarkes forvirrede Tilstand vare bortsnappede. Jeg laster ikke Kong Magnum, fordi han kiøbte disse Lande, skiønt jeg heller ikke meget kand rose saadan Gierning, saasom han vidste, hvad liden Rætt den Holstenske Græve havde til at selge de samme; thi, hvis Rætfærdigheds Lov skulde i Agt tages, da burdte Kong Magnus udi saadan Tilstand intet videre have giordt end at tage bemelte Danske Provincier udi protection, indtil Riget kom af denne store U-lykke igien og lade sig imidlertid nøye med Usufructu eller Indkomsterne deraf til Værge-Penge. Hvorfore de Svenske Skribentere gaae forvit, naar de saa sort afmale Kong Waldemars Op (440) førsel herudi, hvilken gemeenligen udi saadan Casu ikke kand regnes uden til en Snildhed, som ofte legges andre til Roes. Vel nægtes ikke, at de 70000 Løde Mark, som Sverrig gav for Skaane, Halland og Blegind, burdte restitueres igien, men det var en Sag, som burdte afgiøres imellem Kiøberen og Sælgeren, saa at Kong Magnus burdte have regres til Græve Johan, og Græven igien til Kong Christopher, som han havde hiulpet paa Thronen og hans Arvinger, og kunde da blive Spørsmaal, naar Afregning skulde giøres mellem de tvende sidste, om Græven ikke burde lade sig nøye med de Indkomster, han i saa lang Tiid havde haft baade af Skaane og Siælland for den Umage, han havde haft at skille Kong Christopher derved.

Den Comoedie, som var begyndt at spilles med Kong Magno, blev continueret med samme Snildhed. Kong Magnus lod Aaret derefter som han var meget vred, seende sig saaledes at være skuffet, men de Svenske holdte det kun for en fingeret Vrede, og tvertimod meenede, at det var efter Magni Smeks egen Tilskyndelse, da Kong Waldemar siden anfaldt Øland og Gulland. Høystbemeldte Konge foer Aaret derefter nemlig 1361 med en Krigs-Magt til Øland, hvor han omkom 500 Svenske, som giorde Modstand, og beleirede Fæstningen Borkholm, hvilken han indtog, og lod den besætte, og giorde sig Mester over det heele Land: men, saa snart han var gaaen

Kong Waldemar bemægtiger sig Gulland.

derfra, toge de Svenske Øen tilbage. Derpaa gik Kongen til Gulland, hvor Indbyggerne samlede sig imod ham og giorde en tapper Modstand, men de bleve slagne udi 3 Trefninger, hvorudi de mistede henved 1800 Mænd (h). Saa at Kongen derpaa bemægtigede sig Visby med det heele Land.

Den Stad Viisbye var da en Stabelstadt for Hansestæderne udi Øster-Søen, og derfore var opfyldt med kosteligt Gods og Rigdom, som Kongen da bemægtigede

Gullands gamle Historie.

sig og lod føre til Dannemark, skiønt et af Skibene, som førte Byttet, forgik under veis. Det er at mærke ved denne Øe, at da Kong Waldemar 1. forstørrede (441)

(h) Diarium frat. Minor. in Wisby: Cum Bondonibus ante Australem Civitatis partem pugnavit, & mille Octingentos occidit &c.

den Vendiske Handelstad Vineta, hvor adskillige Nationer for Handelens Skyld havde sat sig ned, flygtede alle disse mangfoldige Kiøbmænd til Gulland, hvor de da finge

Visbyes Opkomst og gamle Tilstand.

Frihed at boe paa samme Øe. Disse mange adskilte Nationer samlede dem sammen til Visbye 1158, og da foreenede sig saaledes indbyrdes, at enhver skulde have 8 Favne af Landet og Forstranden over Ager og Eng for Handelens og Kiøbmændgodses Commoditet. Herpaa tog Staden merkelig til; men, ligesom Indbyggerne tilvoxede, saa tilvoxede ogsaa Ondskab, Tvist, U-eenighed og Mord, hvilket foraarsagede, at Borgerne havde deres Tilflugt til Hertug Henrik Løve af Saxsen og Bayern, begiærende hans Hielp i at remedere disse U-lykker. Samme Henrik Løve gav dem nyttige Love og stadfæstede dem først Visbye Rætt, hvilket viser, at Øen paa de Tiider ikke har tilhørdt Sverrig, under hvilket Rige jeg kand ey af vor Historie see, naar den er kommen. Det seer man dog, at den Anno 1289 har lagt under Sverrig, efterdi Kong Magnus Ladelaas udi det Oprør, som skeede paa Landet immellem Borgerne og Bønderne (i), tilstedede de første at befæste Staden Visbye med Grave og Muure. Fra den Tiid i det ringeste har Gulland været under Sverrige (k) efterdi man finder, at, saa vel bemeldte Magnus Ladelaas som Kong Byrge, Hertug Erik og Waldemar samt Kong Magnus have stadfæstet Wisbys Stads-Rætt. Kong Magnus Smek gav dem tvende Lov-Bøger lige lydende en paa Gothisk og en paa Tydsk. Hvad Magt og Rigdom samme Stad har haft, viise endnu Levninger af mægtige Steenhuuse, Gader og Taarn. Saaledes kom denne vigtige Øe under Dannemark, og stedse har været foreened med samme Rige indtil den Bromsebroiske Fred 1645, hvorvel den imidlertiid ofte var Tvistens Æble mellem de Nordiske Riger. Det store Bytte, som Kongen Waldemar giorde udi Visbye ved dens Erobring, foraarsagede siden Krig imellem ham og Hansestæderne, som der (442)

(i) Diarium Fratrum Minorum in Wisby, hvor saaledes derom tales: Magna guerra in Gothlandia inter cives Wisby & Bondones &c.

(k) Den Tiid Sverrige ejede Gulland, laae Øen under Lindkiøpings Slott.

havde deres Oplag, og paa samme Tiid toge en u-bodelig Skade. Men Kong Magnus giorde sig da ingen Umage at faae Øen tilbage, hvilket bestyrkede den Mistanke, man havde fattet, at dette Tog saa vel paa Øland som Gulland skeede efter hans Tilskyndelse, saasom begge disse Øer vare ham afspendige, og han derfore gierne saae dem refsede. Men de Svenske fortrøde, saa vel paa dette, som den Cession, han havde giordt af Skaane, saa at de bleve meere og meere oprørske, og endeligen ophidsede hans egen Søn Hagen mod ham, hvilken lod ham Aar 1361 fængsle til Calmer, hvor han sad nogen Tiid, men kom dog omsider løs igien.

Den Skade, som Hansestæderne lidede ved Visbyes Erobring ophidsede dem saaledes mod Kong Waldemar, at de paaførdte Riget en farlig Krig, men, førend jeg skrider dertil, vil jeg tale noget om de indenlandske Sager, og eftersee, hvorledes Kongen samlede de adspredde Provincier, og Stæder til Kronen igien. Jeg har tilforn meldet, hvorledes Waldemarus, endeel ved Sværdet, eendel ved Underhandling og Penge har faaet heele Siælland, en stor Deel af Jylland og den halve Deel af Fyen, som befattedes under Nyborg, tilbage. Kort efter denne Transaction, giordt om den halve Deel af Fyen, beleirede han Hageskov Slott, men forgiæves. Han havde ey heller bedre Lykke imod Dorning som Niels (l) Limbek havde udi Hænder; hvad som hindrede ham udi hans Forehavende, var de Rebellioner, som een og anden gang opvaktes af Jyderne, som besværgede sig over Skat og Paalæg, og sloge sig til det Holstenske Partie, saa at Kongen havde nok at bestille med at stille dem til Freds, skiønt adskillige Forliig, som bleve sluttede, strax bleve brudte igien; thi Kongen kunde ikke i denne Tilstand moderere Skatterne. Der behøvedes store Penge til at udløse de Panthavende med, og anvendte han de samme saavel, (443)

(l) Man seer at de tvende Navne Claus og Nicolaus i gamle Dage have været confunderede udi den Holstenske Krønike. Det selsomste som jeg finder hos Petersen er, at han ofte kalder paa disse Tiider og tilforn Holsten et Førstendom, da det dog aldrig var uden et Græveskab førend Christianus 1. erholdt af Keiseren, at det maatte bekomme Titel af Hertugdom.

|at han Tiid efter anden løsede Holstenerne ganske ud af Riget, og endeligen udi de Aaringer 1357 og 1358 med Magt giorde fast Ende paa deres Herredom udi Dannemark; thi udi bemeldte Aaringer huserede han grummeligen med de Holstenske Græver, med hvilke han geraadede udi Krig ved saadan Leilighed.

Claus Limbeks Søn, kalden den lille Henrik eller Henniche, havde efter sin Fader arvet det Slott Dorning, som ligger udi Førstendommet Slesvig i det Haderslevske District. Denne Hennike kom udi Tvistighed med den Stad Kiel, hvis Indbyggere havde fanget 2 af hans Folk, og ladet dem halshugge, uden man veed af hvad Aarsage. Dette ophidsede bemeldte Hennike saaledes mod dem af Kiel, at han besluttede at hævne sig selv, saasom han maaskee ingen Satisfaction ventede sig af Græv Johan, som da var Herre over Kiel. I den Henseende lod han ved Leilighed gribe nogle Aarsag til ny

Krig mod de Holstenske Græver. 1357.

Kieler Borgere, hvoraf han lod sætte nogle i Forvaring, og lod nogle rette. Saadant kunde de Holstenske Græver ikke lide; og, saasom Frue Cuningunda den Slesvigske Hertug Henriks Gemahl (m) tog Henneke Limbek udi Forsvar, belagde de baade Tøndern og Haderslev og bemægtigede sig begge Stæder; Herudover opvaktes en haard Krig mellem Riget og Holsten; thi, som Kongen var forbunden at tage Førstendommet udi Beskyttelse, fordi det var et Dansk Lehn, satt han sig fore med Magt at tage disse erobrede Stæder tilbage igien. Men han kunde denne gang ikke sætte dette udi Verk, eftersom der opvaktes et nyt Oprør i Jylland og Jyderne med Holstensk Hielp giorde Indfald udi Fyen, hvor de indtoge Odensee, og beleirede Gamborg Slott, saa at Krigens Sæde derudover blev forflyttet til Fyen.(444)

(m) Det er forunderligt, at Hvitf. kalder hende Hertug Henrici Efterleverske, da han dog selv udi Kong Olai Historie vidner, at Hertug Henrik den bekiente Slesvigske Hertug Waldemars Søn døde allerførst 1386 udi Kong Olai Tiid. Man skulde tænke, at det kunde være den forrige Hertug Eriks Gemal, men hun heed Agnete. Jeg finder ingen Slesvigsk Hertugs Gemahl af det Navn uden den allersidste Hertugs, men det kand ikke være hans Gemahl langt mindre hans Efterleverske, som Hvitfeld foregiver; thi hans Fader Waldemar levede endda.

Didhen begav Kongen sig i det Aar 1357 St. Mortens Dag, og strax rykte mod Gamborg for at ophæve Beleiringen. Der mødte ham de tvende Brødre Græv Han

Slag ved Gamborg.

og Græv Claus, og leverede ham et Feltslag, hvorudi blev figtet med stor Tapperhed paa begge Sider. Endeligen bleve Holsteenerne totaliter slagne. Græv Claus mistede sit eene Øje, og blev fangen af en Dansk Stridsmand, efterat han var slagen af sin Hæst, hvorvel han siden igien af en Holsteener blev befriet, og kom i Behold derfra. Der siges, at han i denne Fristelse lovede at stifte et Kloster Jomfru Mariæ til Ære, og det samme er Ahrensbok i Wagrien (n). Men den anden Broder Græv Hans omkom udi Slaget tillige med mange af hans Folk. Derpaa blev Beleiringen ophævet og Slottet siden forstyrret. Da Slaget var overstaaet, lod Kongen randsage Valstedet, og deele Byttet, da indstillede sig for ham den Stridsmand, som havde fanget Græv Claus, og til Beviis lod see hans Sværd, Skiold og Vaaben. Men Kongen sagde, at han heller skulde have forvaret den Fugl, som han havde hafft i Hænderne. Derpaa foer Kongen ind udi Grævernes Land, hvor han brandskattede Undersaatterne, og saaledes i Triumph begav sig til Siælland igien.

Over denne Fremgang Kong Waldemar havde, begyndte ikke allene Holstenerne men endogsaa andre Førster at frygte for hans Magt. Og fik han efterfølgende Aar 1358.1358 Kundskab om et Forbund mellem Kong Erik udi Sverrig og Hertugen af Meklenborg, og andre, for at anfalde Riget. Af dette lod Kongen sig ikke forskrække, men blev ved at forfølge sin Seier. Han samlede en Hob Folk paa nye sammen, hvormed han gik til Fyen, og, da han der havde bestyrket sig med fleere, angreb han først Langeland, belagde Trane-Kiær og efter 15 Dages Beleiring erobrede Slottet med det Kongen forfølger sin Seier.heele Land. Aarsagen hvorfore han anfaldt Langeland, som Hertugen af Slesvig da havde i Possession, var at han fornam bemeldte Hertug at staae udi Forbund med de Holstenske Græver. Derefter foer han tilbage til Fyen, hvor han beleirede Hindsgavel (445)

(n) Dankwerth descript. Holsat.

men forgieves, og derpaa begav sig til Siælland igien. Der forblev han dog ikke længe, men gav sig strax til Søes igien, og giorde Landgang paa Als, hvor han strax detacherede nogle af sin Krigs-Hær for at beleire Norborg, hvilken overgav sig efter 3 Dagers Beleiring. Han beleirede udi egen høje Person selv Sønderborg, til hvilken da han stormede, overgav Besætningen sig. Udi Sønderborg var paa samme Tiid Hertuginden af Saxsen Ricardis, som Hvitfeld kalder Rigitze Hertug Waldemars

Hertuginde Ricardis.

Hustrue af Slesvig. Samme Hertuginde, for at stille Kongens Vrede gik ud af Slottet mod Kongen geleidet af hendes Hof Damer og Jomfruer, og da ved hendes venlige Tale stillede ikke allene Kongen tilfreds, men bevægede ham ogsaa at give hende Byen tilbage med slige Vilkor, at ingen af Kongens Fiender, end ikke Hertug Waldemar selv maatte komme paa Slottet uden selv 20de. Det Brev, som derpaa blev givet, findes hos Hvitfeld dateret Sønderborg 1358 (o). Og viser denne Action, at Kongen var ikke føleløs mod Fruentimmer.

Derefter begav Kongen sig til Femeren, men havde der stor Besværlighed at giøre Landgang; efterdi Indbyggerne, advarede om hans Ankomst, havde giordt Anstalt allevegne ved Stranden, saa at de Danske maatte giøre Forsøg nu paa et nu paa et andet Sted, og geraadede Kongen selv ved den Leylighed udi Livs Fare. Omsider komme de dog paa Landet, hvor de sloge Indbyggerne, som havde samlet dem, tvunge dem til at overgive sig til Kongen, og derforuden at aflægge 4000 Mark Lybsk. Gouverneuren paa Fæstningen Glambek turde ikke driste sig til at giøre Modstand, men udi største Hast tog Flugten, saa at Fæstningen derover tillige med det heele Land faldt i Kongens Hænder. Hertugen af Meklenborg med sine andre allierede havde imidlertid samlet en stor Krigs-Magt for dermed at besøge Siælland, men da han fornam Kongens Fremgang, og at man var færdig til at tage imod ham, forandrede han sit Forsætt, og sendte Hertug Barnim af Stetin til Dannemark, at handle om Forliig, hvilket ogsaa blev sluttet (446)

(o) Lit. Richardis de dato Sunderb. die Gervasii & Protasii 1358.

til Straalsund udi samme Aar (p). Kort derefter forlehnede

Kongen forlehner Hertugerne af Pomern med Rygen. 1359

Kongen Hertugerne af Pomern med Rygen, hvorfor de gave et Gienbrev dateret Aaleholm 1359. Dette viser klarligen, at bemeldte Øe, som nogle foregive, ikke blev afhendet fra Riget udi Kong Christophers Tiid uden allene den Deel af Ryggen kalden Rugia Transmarina, som var landfast med Pomern. Gienbrevet lyder saaledes (q): Vi Bugislav Barnim og Vartzlaf Brødre til Venden, Cassuben, Pomern og Samme Hertugers Revers.til Stetin Hertuger, Førster til Ryggen, bekiende, at vi med god Villie og beraad Hue os til vor Herre Kong Waldemars, Dannemarks og Vendes Konges og til hans unge Søns Hertug Christophers Tieneste have forbundet, saa at vi bemeldte Hertuger ville ingen tiene, og hielpe som er Kongens Fiende, men hielpe og bistaae ham, hvor og saa ofte fornødent giøres mod alle hans Fiender: Ydermeere bekiende vi os at have Ryggen af ham udi Forlehning, og at vi derfor ere ham Tieneste pligtige. Saaledes seer man, at denne Konge ved sin Hurtighed Forstand og Tapperhed vidste at holde alle sine Naboer i Ave; hvorudover de Oprørske Undersaattere ogsaa omsider faldt tilføye, saa at de forpligtede sig til en bestandig Lydighed, hvilket kand sees af den nye Recess giordt til Kallundborg 1360 (r).

Nu maa jeg skride til den Krig med Hanse-Stæderne, som begyndte Aar 1361. Men, førend jeg træder der til, er fornødent at tale lidt om det saa kaldte Hanseatiske Societets Oprindelse, helst saasom det ideligen har haft at bestille med dette Rige.

Hansestædernes Oprindelse.

Om Hanse-Stædernes Oprindelse ere adskillige stridige Meeninger. Nogle henføre deres Begyndelse til det Aar 1270 (s) andre derimod til (447)

(p) Vid. transact. dateret Straalsund 1358 pag. 517.

(q) Lit. Revers. Ducum Pomeran. pag. 517.

(r) Recess Callundb. pag. 521 Seq.

(s) Lambecius rerum Hamburg. lib. 2. regner deres Oprindelse fra 1241, da det første Forbund blev sluttet mellem Hamborg og Lybek, men man kand sige, at denne Alliance har allene givet Leilighed til paafølgende Forbund.

en anden Tiid. Saa vit man kand slutte af gamle Skrifter og Documenter, have nogle Vendiske Stæder besynderligen Lybek og Hamborg sluttet et Forbund mellem hinanden for Handelens Sikkerheds Skyld og det strax efter Waldemari 2 Fængsel og u-lykkelige Krige, da bemeldte tvende Stæder, saa vel som andre deraf toge Leylighed at sætte sig udi Frihed; thi tilforn laae de under Dannemark, og havde Danske Besætninger inde. Til disse tvende Stæder have siden andre slaget sig, hvorudover med Tiden opkom det store bekiendte Societet kaldet Confoederatio Hanseatica eller Hanseatiske Bundt. Der ere ikke mindre stridige Meeninger om Ordets Oprindelse; thi nogle meene, at Hansee-Stadt er det samme som en Søe-Stad eller Ansee-Stadt, andre derimod ville have dem saa kaldet af det gamle Ord Hansa, som betyder et Forbund, hvilket synes rimeligere; thi man finder hos gamle Skribentere den Tale-Maade in Hansam recipere at være det samme som at tage nogen udi Forbund med sig, og udi det Privilegio, som Henricus 3 Kongen af Engeland gav Hamborg 1266, findes disse Ord: Concedimus Mercatoribus de Hamborch pro nobis & hæredibus nostris, qvod ipsi habeant Hansam suam, det er deres Societet eller Collegium (t). Samme Societet var i Begyndelsen kun lidet og i ringe Anseelse, men Tiid efter anden, da adskillige Stæder sloge sig dertil, blev det saa mægtigt, at alle omliggende Potentater søgte dets Venskab. Ja det som meere er, disse foreenede Stæder komme udi saadan Anseelse hos de Nordiske Potentater, at de brugte dem til Arbitros og Dommere udi mange store Tvistigheder, som reisede sig imellem dem.

Hvad bemeldte Hanse-Stæders Tall er angaaende, da holder den bekiendte

Hansestædernes Tall og Indelning i Classer.

Skribent Chytræus for, at det har beløbet sig til 80 Stæder, og seer man af denne Kong Waldemari 3 Spotte-Ord: seven und seventig Gänse: at der udi hans Tiid have været 77 saadan allierede Handel-Stæder. Samtlige Stæder vare deelte udi 4 Classer, hvoraf enhver Classe havde en Hoved-Stad, som gemeenligen blev kalden die Qvartier (448)

(t) Diploma Henric. 3 apud Lambecium.

-Stadt. Hoved-Staden for den første Classe saavelsom for det heele Hanseatiske Societet var Lybek, hvorudi var Archivet og det almindelige Skatt-Kammer. Samme Stad befattede under sig de Vendiske og Pomerske Stæder. Udi den anden Classe var Hoved-Staden Cøln, hvorunder befattedes de Cleviske, Markiske, Vestfalske, Geldriske og Overysselske Stæder. For den 3die Classe var Brunsvig Hoved-Stad, og havde under sig de Sachsiske Stæder. Samme Stad blev udelukt fra Societetet Aar 1337 formedelst en Forseelse; men, da den 4 Aar derefter paa et offentligt Mode til Lybek giorde Poenitentze, og dens deputerede med blotte Hoveder og bare Fødder bare Voxlys fra St. Mariæ Kirke til Raadhuuset, og der paa Knæe bade om Forladelse, blev den ved alle Stædernes Samtykke tagen til Naade igien. Udi den 4de Classe var Hoved-Staden Dantzig, befattende under sig de Prydske og Liflandske Stæder. Dette Forbund kunde ikke være andet end formidabelt for omliggende Potentater, endeel, efterdi Stæderne vare mange og store, endeel ogsaa, efterdi de havde all Handelen i Hænder, og conseqventer Overflod af Penge og Rigdom, som er nervus rerum gerendarum. De havde deres Oplage og Pakhuuse paa alle beqvemme Steder, blant andre til Visbye paa Gulland, hvilken, da Kong Waldemar udplyndrede, gav saadant Anledning til Krig.

1361. Kongen geraader i Krig med Hansestæderne.

Udi det Aar 1361 derfore samlede de en stor Søe-Magt sammen, og derforuden giorde Forbund med Kong Magno af Sverrig og hans Søn Kong Hagen, Henrico Ferreo af Holsten, Hertug Henrik af Meklenborg og andre Førster, hvilke alle ansaae med skeele Øyen Kong Waldemars dagligen tilvoxende Magt. Over samtlige Hansestædernes Magt blev satt til Anfører Græv Henricus Ferreus den store Gerhardi Søn tillige med en Borgemester uden Tvil af Lybek ved Navn Johan Wittenberg. Dette var et af de sterkeste Forbund, som nogentid har været giort mod Dannemark, og behøvede da Riget særdeeles saadan Regent, som Waldemar den 3die, der havde baade et stort Hierte og en aaben Hierne. Den Fientlige Flode begav sig først for Kiøbenhavn, hvilken Stad (449) den indtog tillige med Slottet og udplyndrede det. Derefter gik man løs paa Helsingborg, og beleirede samme Stad; men, da Kongen merkede, at Fienderne havde satt deres meste Folk i Land for at poussere Beleiringen, kommer han dem i en Hast paa Halsen, og angriber Floden i Øresund, hvor han erobrede 6 af deres beste Skibe, og satt nogle i Brand, hvilket jog saadan Skræk udi de Allierede, at de ophævede Beleiringen, og fore med Floden til Lybek igien. Der blev Borgemesteren Johan Wittenberg, som gemeenligen gaaer til, naar man er u-lykkelig, beskyldet for at have ført en u-forsvarlig Conduite, og, efterat han udi 2 Aar havde siddet i Fængsel, blev han halshuggen (u). Hansestæderne havde ey heller bedre Lykke for Vordingborg; thi da de beleirede samme Fæstning, giorde Commendanten saadant lykkeligt Udfald, at han fik en stor Hob fangen, hvilket drev dem til at slutte et Forliig med de Conditioner, at de skulde ophæve Beleiringen for at faae deres

Bedrifter i samme Krig.

Fanger tilbage; men, som de strax derpaa bekomme Undsættning af friske Folk, fortsatte de Beleiringen igien, u-anseet det sluttede Forliig. Saadan Falskhed sat Commendanten sig for at hævne, og at betale dem med samme Mynt. Til den Ende anstillede han sig, som han vilde overgive Fæstningen, og satt en viss Dag, paa hvilken nogle af de fornemmeste blant dem Skulde komme paa Slottet for at imodtage Nøglene. Men, da de komme, leverede han dem Nøglene, sigende: Nu har jeg holdet mit Løffte, men I have ikke holdet Eders, lod dem derpaa omringe og fange, og, som det samme foraarsagede Beleiringens Ophævelse, kand man deraf slutte, at det maa have været fornemme Fanger. Med saadan Fremgang blev Krigen førdt 1361. Aaret derefter blev giordt en Stilstand til Lybek (x) som siden 1363 blev forvandlet til en Fred, som blev sluttet udi samme Stad af saadant Indhold:

1363.“Vi Borgemestere, Raad og ganske Meenighed udi Stæderne Lybek, Rostok, Straalsund, Bremen, Hamborg, Kiel, (450)

(u) Crant. Wand. lib. 8. cap. 38.

(x) Induciæ cum civitat. Vandal. de dato Lubech. 1363 pag. 529.

Vismar, Gripsvald, Anklam,

Fred med Hansestæderne.

Stetin, Ny-Stargard og Heilberg bekiende og tilstaa offentligen udi dette Brev, at vi med en-drægtig Villie og fuld beraad Hue have giordt en ævig og bestandig Fred med den Høy-baarne og Stormægtigste Herre, Herr Waldemar, Dannemarks, Venders og Gothers Konge og hans Arvinger og Efterkommere samt Herrer og Førster udi Dannemark boende, item Adel og meenige Mand. Actum Lybek (y) Dagen efter Michaelis 1363.” Dette er den første gang, jeg ellers finder udi Historien, Kongerne at have været tillagt den Titel af Venders og Gothers Konge: Saaledes findes fordraget hos Hvitfeld; men, som baade før og siden udi Konge Titelen findes allene de Venders eller Slavers Konge, synes rimmeligt, at de Gothers her er et Tillæg af Copiisten.

Men Hanse-Stæderne kunde saa hastigen ikke glemme den Skade, de havde lidet 1364 paa Gulland, hvorudover de 7 Vendiske Stæder udi Østersøen Aar 1364 søgte at trække fleere Handelstæder med dem udi Alliance for at begynde Krigen igien med disstørre Eftertryk. Til den Ende blev berammet et Mode til Cøln af Østersøiske, Vestersøiske og Sydersøiske Deputerede udi alt af 77 Stæder. Og meener Hvitfeld, at dette

Ny Krig med Stæderne igien

er Oprindelsen til det saa kaldte Hanseatiske Bundt, hvilket man dog ikke sikkert kand bifalde ham udi; thi man seer af Historien, at det Hanseatiske Societet er langt ældere, item, at det er ikke stiftet paa eengang. Men nogle Østersøiske Stæder have først giordt et Forbund med hinanden for Handelens Sikkerhed; og at siden Tiid efter anden een og anden Stad er traad udi samme Forbund, indtil det kom til saadan stor Vext. Ja det synes u-mueligt, at der paa eengang kunde sluttes Alliance imellem 77 saa langt fra hinanden liggende Stæder, hvis de ikke havde været i Societet tilforn.

Disse 77 Stæder skreve da Kong Waldemar et Feide Brev til, hvilket Kongen var u-formodentligt, efterdi han nyeligen tilforn havde sluttet Fred med de Østersøiske Handelstæder. Han lod sig dog af det store Tal ikke forskrekke, men skrev dem spotteviis (451)

(y) Transact. cum civit. pag. 530.

viis tilbage disse kiække og modige, hvorvel noget naturlige Ord, som saa meget ere bekiendte i Historien, og lyde saaledes: Søven und Søventig Hense und Søven und Søventig Gense; Bieten mich nicht die Gense, so frag ich nicht een Schit na die Hense. Han lod ogsaa bygge et Taarn til Wordingborg, hvorpaa stod en Gaasen.Gaas, og blev derfor samme Taarn kaldet Gaasen, udi hvilket han sagde sig at ville lade sætte de Hansestædiske Fanger. Men, som han siden merkede, at det vilde blive ham en haard og besværlig Krig, tog han sig fore ved List at spliide dette store Forbund ad, og derfore først indlod sig udi Negotiation med de 7 Østersøiske Stæder, som vare Begyndere til Krigen, og ved Hertug Barnims af Pomern Underhandling bragte det saa vit, at et Forliig blev sluttet med bemelte Stæder til Straalsund 1364 (z).

Dette Forliig gik dog kun ud paa en Stilstand, og, som det samme blev sluttet, da Kongen var uden Riget hos Keyseren, foregive de Tydske Krøniker, at han af Hansestædernes Magt var fordreven af Riget (a). Men det kand ikke vel have været saaledes; thi jeg finder intet udi Historien, som saa hastig kunde bevæge Kongen at flygte af Riget, da Krigen var neppe begyndt; thi den Fremgang, som Hansestæderne havde, og den Skade, de tilføjede Riget, skeede længe efter Kongens Tilbagekomst fra denne Reise. Det er rimmeligere, at den Reise, han siden nogle Aar derefter giorde til Keyseren og Paven, skeede af Nød; thi da vare Conjuncturerne slette, eftersom baade Hansestæderne havde Overhaand og Rigets Adel var oprørsk.

Medens Kongen var indviklet udi denne Krig, glemte han ikke andre Sager; thi just paa samme Tiid lod han see en besynderlig Prøve paa sin Habileté, og spillede Sverrig og Holsten et Puds, som kand passere for et af hans Mesterstykker, og hvorved Grundvold blev lagt til dette Riges paafølgende Magt, item (452)

(z) Nova transactio de dato Straalsund 1364 pag. 534.

(a) Crant. Vand. lib. 8. cap. 38 siger, at Kongen da var uden Riget, efterdi nogle havde bildet ham ind, at man søgte at omkomme ham med Forgift.

den bekiendte

Kongen spiller Sverrig og Holsten et merkeligt Puds.

Foreening imellem de 3 Nordiske Riger. Kong Magnus Smek havde tvende Sønner, een ved Navn Erik, som var udvalt til Konge i Sverrig, hvorom tilforn er talt, og en anden kalden Hagen, som var bleven Konge i Norge. Da nu Magnus Smek lod sig overtale til at overgive til Dannemark Skaane, Halland og Blegind, blev imellem ham og Kong Waldemar aftalt, at den Svenske Printz Hagen skulde tage den Danske Princesse Margareta til ægte. Dette stod hans anden Søn Kong Erik og Adelen i Sverrig ikke an, saasom de ansaae Kong Waldemar, som deres bitterste Fiende, og særdeeles vare ophidsede imod ham, efterdi han havde snakket Magno Smek disse anseelige Provincier fra. Herudover bragte Sønnen Erik en Hob Folk paa Beenene, kaldet Knubbehær, og tvang sin Fader at til intet giøre det giordte Ægteskabs Løfte. Derimod blev foretagen Handel om Ægteskab mellem ovenmældte Kong Hagen, og den Holstenske Grævinde Elizabeth Henrici Ferrei Syster og den store Gerhardi Dotter. Dette Ægteskab blev ogsaa sluttet med de Vilkor, at, om Græverne af Holsten ikke efterlevede Contracten, skulde Calmar Fæstning, (b) som Græv Henrik havde i Pant, forfalde igien til Sverrig, og skulde han derforuden give til Sverrig 60 Pund Guld; Men, om Kong Magnus ikke holdt saadan Løffte, skulde Undersaatterne være den Eed qvit, som de havde svoret ham. Kort derefter døde Kong Erik, og, som de Svenske efter hans Død holdte sig til hans Broder Hagen, som var Konge i Norge, var der Anseelse, at de tvende Riger Sverrig og Norge skulde blive foreenede. Der siges, at hans Moder Blanca gav ham Gift, hvilket han selv merkede, og derfor skal have sagt paa sit yderste, den som har givet mig Livet, har ogsaa taget det igien. Til denne onde Gierning siges hun at være bragt endeel, fordi han forfulte sin Fader, endeel ogsaa, fordi han forjagede hendes Favorit Hertug Benedictum af Skaane. Hvorudover paa samme Tiid om Kongens Død blev giort saadant Vers:

Flet pro morte ejus non multum Dux Benedictus. (453)

(b) Krant. Saxon. lib. 9. cap. 32.

Anno 1362 blev Herman von Witze skikket fra Sverrig til Holsten for at fuldbyrde denne Ægteskabs Handel, og blev Grævinde Elizabeth da solenniter troeloved til Kong Hagen, og derpaa strax antog Titel af Dronning til Sverrig og Norge. Udi December Maaned af samme Aar gik hun til Skibs paa Traven for at seile til Sverrig, men blev af Storm og U-veir dreven til Dannemark, hvor hun med stor Høflighed og Æres Bevisning blev imodtagen af Kong Waldemar, hvilken lod som han af Tendresse for hende ingenlunde vilde tillade, at hun skulde begive sig videre paa Reisen den haarde Vinter. Men, medens han giorde hende disse mange Caresser, driver han af yderste Magt paa det forrige Ægteskabs Løfftes Fuldbyrdelse mellem Kong Hagen og hans Dotter Margareta, og, som denne habile Konge havde altiid Magnum Smek udi sin Lomme, og kunde faae ham til at antage hvilke Sentimens som han vilde, saa kom han ham ogsaa denne gang til at sadle om, og at samtykke Kong Waldemars Forslag. Og, som her var periculum in mora, efterdi man vidste, at Stænderne udi Sverrig med Hænder og Fødder vilde sætte sig derimod, blev den

Grundvold lagt til Dannemarks og Norges Foreening. 1363.

unge Kong Hagen i største Hast skikket over til Dannemark, hvor han holdt Brøllup udi Kiøbenhavn med Princesse Margareta, som endda ikkun var i hendes 11te Aar. Dette gik den Holstenske Grævinde Elisabeth saa haart til Hierte, at hun undsaae sig ved at reise til Holsten igien, og derfor gav sig udi Wadstena Kloster i Sverrig.

Da Stænderne udi Sverrig finge dette at vide, bleve de saa ophidsede imod Kong Magnum, at de ikke alleene opsagde ham Troeskab, men endogsaa forlode hans Søn den unge Kong Hagen, og skikkede til Holsten Hr. Niels Turssøn Drost og Hr. Erik Carlsøn for at offerere Sverriges Krone til Græv Henrich. Men han undskyldte sig formedelst sin Alder og Svaghed, og henvisede dem til Hertug Albert af Meklenborg, som var hans Svigerfader. Samme Hertug Albert havde 3 Sønner, Henrik, Albert og Magnum, af dem raadede han Gesanterne at tage en til Konge. Herudover blev raadslaget udi Sverrig, enten de skulde holde sig til Kong Hagen Magni Søn, hvorved Sverrig og Norge (454) kunde foreenes, eller antage en fremmed Konge. Det første syntes baade billigst og nyttigst; men, som Forbittrelsen var saa stor formedelst dette Ægteskab med den Danske Princesse, faldte de meste Stemmer paa en af Hertug Alberts Sønner og blev den middelste af dem nemlig Albert enstemmigen paa en Rigsdag 1363 udvalt til Konge udi Sverrig.

Den samme unge Hertug blev Aaret derefter af sin Fader ført til Sverrig, hvor han hæderligen blev imodtagen af de Svenske, som mødte ham ved Gulland, og førdte Ham til Stokholm, hvor paa en almindelig Herredag Kong Magnus blev afsat, og den unge Meklenborgske Hertug igien erklæret Konge. Og bleve da Aarsagerne offentlig tilkiende givne, hvorfore Kong Magnus havde forbrudt sin Rætt til Riget, nemlig fordi han havde tilstædet Gulland og Øland at ødelægges, han havde besværget Landet med u-taalelige Paalæg, han havde skildt Sverrig ved Skaane, han har forbundet sig med Kong Waldemar mod Riget, og endeligen, at han havde førdt et uteerlig Levnet, og i lang Tid været i Kirkens Band. Og, fordi de holdte for, at hans Søn Kong Hagen var eens sindet med Faderen, havde de ogsaa gaaet ham forbi.

Men Kong Magnus, saasom han endda havde et stort Anhang i Sverrig, vilde han ikke saa læt skilles ved Riget; Han samlede derfor en anseelig Krigshær af Svenske, Danske og Norske, hvormed hand rykte ind udi Vester Gotland for at uddrive Kong Albert af Sverrig. Begge Krigshære mødte hinanden udi en Skov mellem 1365.Jenkiøping og Vesteraas, og blev der holdet et stort Feltslag 1365, hvorudi Kong Albert erholdt Seier, og fik Kong Magnum selv fangen. Men Kong Hagen undflyede af Slaget og kom udi Behold til Norge. Magnus blev derpaa satt udi Fængsel udi Stokholm, hvor han under nøye Opsigt blev siddende udi 7 Aar.

Denne Seier bestyrkede Kong Alberts Throne, og foraarsagede ikke liden Uroelighed hos det Danske Hof, eftersom Kong Waldemar kunde efter saadan Forandring udi Sverrige intet got (455) vente sig af samme Rige. Men den nye Konge, saasom han merkede, at intet var meere tienligt end Fred for at befæstige sit nye Regimente imod Kong Hagen, fandt han for raadeligt at slutte Fred med Dannemark, hvilken ogsaa

Fordeelagtig Fred med Sverrig.

blev sluttet 1366 med de Vilkor, at Kong Waldemar skulde ingen videre Hielp giøre sin Sviger-Søn Kong Hagen mod Sverrig. Derimod overdrog Kong Albert ham med Sverriges Riges Raad og Samtykke til ævig og arvelig Eyendom Gulland med Visbye og den Fæstning Elsborg med halve Hisingen. Iligemaade cederede han til Dannemark, Halland med Varbierg og alt hvad tilhører Riget, hvorunder forstaaes Skaane og Blegind, hvorvel jeg i Freds-Tractaten finder dem ikke specificerede (c). Kong Waldemar forbandt sig ved samme Fred at lade Hertugerne af Meklenborg blive udi roelig Possession af det Herskab Rostok, dog skulde de bevise Kongen og Danne-Marks Rige den Pligt af bemeldte Herskab, som de ere forbundne til, hvilket viser, at Dannemark endda havde Ober-Herskab over samme Land, og at de Meklenborgske Hertuger erkiendte sig Vassaler deraf. Denne Fred er undertegnet af 3 Meklenborgske Hertuger, Albert den ældre, Henrik og Magno, og var særdeeles reputerlig for Kong Waldemar, som derved fik Afstaaelse paa saa mange omtvistede Provincier.

Hidindtil havde Kong Waldemars Regimente været en Kiæde af idel Success, hvilket dog er meere at tilskrive hans kloge Conduite end Lykken; thi han havde været ideligen omspendt af Fiender, hvilke han havde bragt sig af Halsen endeel ved Magt endeel ved Penge og særdeeles Stats-Greb, hvorudi han var en stor Mester. Ved saadanne Midler havde han foreenet de adsprede Provincier, og erhvervet fleere dertil, saa at Riget under ham var kommet i Anseelse igien. Men, som han til at sætte saa

Kong Waldemar fører strengt Regiment.

store Ting udi Verk, nødedes ofte til at bruge violente Midler og at øve et strængt Regimente, saa opvakte han Had og Forbittrelse mod sig blant Undersaatterne, hvilken ofte brød ud til aabenbare Rebellion. Jeg nægter vel ikke, at denne Konge jo i visse Maader kand have (456)

haft Skyld derudi; thi Historien viiser, at han var af et haardt og hidsigt Temperament. Men jeg kand ey heller nægte, at jo Adelen er meere herudi at laste, som saa lidt skiønnede paa hans andre Dyder og store Meriter mod Riget. De burdte udi mine Tanker have taalet dette og meere af en Konge, der havde salveret Rigets Ære, og ræddet det fra yderste Undergang. Hvad Farve de derfore kunde sætte paa disse mange Rebellioner, de stiftede udi denne Konges Tiid, saa kand de aldeeles ikke undskyldes; thi de sigtede kun til at bringe Riget udi samme Forvirrelse, som det var under Kong Christopher, og de samme Mesurer bleve tagne i det de giorde Forbund med Rigets gamle Fiender paa nye igien, og det mod en Konge, hvis Navn, u-anseet de Feil, som tillægges ham, bør staae i ævig Afmindelse her udi Riget, og hvilken med all Billighed fortienede det Navn af Dannemarks Riges Restaurator og Fornyer.

Det farligste Oprør, som yppedes mod Kong Waldemar, skeede Aar 1368, og Oprør mod Kongen. 1368som Hvitfeld siger, blev stiftet formedelst hans haarde Medfart, og fordi han brugte Undersaatterne ideligen udi Krig, det er at sige paa anden Dansk, fordi han ideligen havde søgt at rense Riget fra smaae og store Tyranner, der solte Provincier og Indbyggerne imellem hinanden, ligesom Kiøbmænds-Vare. En stor Deel af fornemme Adelsmænd udi Nørre-Jylland giorde da Forbund med de Holstenske Græver og Hansestæderne, hvilke lovede at forsvare dem mod Kongen i alle deres Privilegier og Frieheder, det er at sige, hielpe dem af Dynen i Halmen. Ja de finge omsider Kong Albert med udi dette Forbund (d) saa det saae meget farligt ud for Riget, som truedes med en fuldkommen Undergang, og neppe havde undgaaet den, hvis Kongen ved sin Hurtighed ikke havde forekommet saadant. Udi det sluttede Forbund blev saaledes afgiordt, at Kong Albert skulde beholde alle de Stæder, som kunde erobres i Skaane og paa Gulland. Hvad som kunde indtages udi Siælland, paa Møen, Falster og

Et farligt Forbund mod Kongen.

andre smaae Øer, det skulde tilhøre Hertugen af Meklenborg, og hvad som (457)

(d) Vid. Albert. Reg. foedus act. Wismar. 1368. St. Pauli Conversionis pag. 542.

man indtog udi Fyen, Jylland, Langeland og Lolland, skulde blive de Holstenske Græver til Deel. Hvad Hansestæderne angik, da gav Kong Albert dem adskillige Herligheder og Privilegier udi Dannemark, ligesom han allerede havde Riget i sine Hænder. Blant disse Herligheder vare efterfølgende, at Stæderne maa søge Dannemark og Skaane paa alle de Kuster, som han undertvinger sig. De skal have Forstrande allevegne frie udi de Lande, som han bemægtiger sig etc. Og er dette særdeeles merkeligt, at det Brev, som samme Kong Albert derpaa udgav dem, er beseiglet med 3 Kroner, ligesom han allerede havde erobret de 3 Nordiske Riger. Det er ellers den første Nordiske Konge som man seer udi Historien at have brugt saadan Indseil. Men denne gode Konge vidste ikke, hvad Himmelen havde besluttet med ham, nemlig at han ikke allene skulde miste de to Riger, som han havde udi sin Imagination, men endogsaa det 3die, som han havde virkelig udi Possession, ja derforuden blive en fangen Mand udi Dannemark, som skeede under Dronning Margareta Kong Waldemars Dotter.

Kongen, da han saae sig omspendt af saa mange Fiender baade indvortes og

Kongen forlader Riget for at søge fremmed Hielp udvortes, forlod han Riget til en Tiid. Denne Reyse kand ikke nægtes, at Kongen jo giorde af Nød, hvilket ogsaa Hvitfeld selv ikke nægter, endskiønt en af vore egne Skribentere beskylder ham for, som jeg merker af dette og andet meget løsligen at have læset denne berømmelige Historie-Skriver; thi Hvitfelds Ord ere disse: Aar 1369 1369drog Kong Waldemar til Pavens Gaard af et Siun for hellig Andagts Skyld, men det var giordt, fordi han saae sig paa alle Sider at trænges af de Vendiske Stæder og af andre Fiender, samt hans egen Adel, som var ham oprørsk. Men han nægter allene, at det skeede forrige gang af saadan Aarsag, og det med stor Rimelighed, efterdi da intet kunde drive Kongen dertil, saasom han i Begyndelsen af Krigen var lykkelig mod Hansestæderne, og tilføjede dem stor Skade. Men nu fandt han sig nødig at giøre en Reise for ved sin Nærværelse at bevæge Paven

Anmerkninger over denne Reise

og Keyseren til Hielp og Undsættning; thi fast heele Norden havde for (458) bundet sig mod ham, og han liden Hielp kunde forvente sig af sine Undersaattere, af hvilke en stor Deel havde slaget sig til Rigets Fiender, ja den Begiering, han giorde til Paven og det Acts-Brev, han erhvervede af Keyseren, vidner at denne Reise skeede mest i Henseende til de rebelske Undersaattere. Hvorudover de Skribentere, som sige, at han blev tvungen til at forlade Riget formedelst Hansestædernes Magt giøre samme Stæder alt for stor Ære. Før han forlod Riget, befoel han sit Raad, at de skulde anvende all deres Fliid paa at negotiere en Fred, medens han selv paa sin Side vilde søge hos Keyseren og Paven at befodre den samme. Efter hans Bortreise faldte de

Fred med Hansestæderne.

Vendiske Stæder ind udi Siælland, hvor de indtoge og udplyndrede Kiøbenhavns Bye og Slott, iligemaade Helsingøer, item Nyekiøbing i Falster, Amager, Hveen og andre Øer. Hvorudover Henning Podebusk Rigets Marsk og Regent udi Kongens Fraværelse negotierede en Fred med Hansestæderne, hvilken ogsaa blev sluttet 1370.1370 til Straalsund med de Conditioner (e) at Stæderne udi 15 Aar skulde beholde Skaane til Reparation for den Skade, de havde lidet paa Gulland.

Imidlertiid medens Kongen var uden Riget, besværgede han sig over sine ulydige

Kongen besverger sig for Keyseren over sin oprørske Adel.

Undersaattere baade hos Keyser Carl 4, og hos Pave Gregorium 11. Keyseren fandt han i Prag, da han celebrerede sit Bilager sammesteds, og høiligen beklagede sig, hvorledes hans Undersaattere ikke alleneste havde grebet til Gevæhr mod ham, men endogsaa havde giort Forbund med Rigets Fiender, og bragt dem ind udi Landet, bedende derfor, at Hans Keyserlige Majestet vilde erklære dem udi Rigets Act, hvilket ogsaa Keyseren bevilgede ham. Saa man heraf seer den store Vildfarelse, som paa de Tiider var in jure publico, da man troede, at Keyseren som det fornemmeste og øverste Hoved udi Christendommen havde Ræt at erklære fremmede Riger udi Acten; Og, som samme Acts Brev er merkeligt og tillige med kort, vil jeg det her Ord for Ord indføre:

Carol. 4. Acts-Brev

“Vi Carl af Guds Naade Romerske Keyser altid Rigets Formeerer og Konge i Bøhmen tilbyde de Høybaarne Førster Friderik, (459)

(e) Transact. de dato Straalsund pridie Ascension. 1370 pag. 146. seq.

Balthasar og Wilhelm, Margræver til Meissen, Bugislav Hertug til Stetin, og Adolph Græve til Holsteen, Vore og Rigets Førster vor Hyldest og all Lykke. Den Stormægtigste Kong Waldemar vor kiere Broder har ladet os vide, at nogle af hans Undersaatter ikke ere ham hørige og underdanige, men ere blevne deres rætte og Naturlige Herre troeløse, æreløse og meeneedige. Vi lade os gaae til Hierte dette, som vor kiere Broder er vederfaret, og, saasom han af os er begiærende, vi ville saadan hans Nød naadigen eftertænke, saa have vi af velbetænkt Sind og Hu givet Eder alle og hver i sær Fuldmagt, at I alle, eller een, to eller 3, af hvem det bliver begiæret, af all Magt assistere ham derudi og stævne ind for eder de samme, hans utroe og u-lydige Undersaattere for at høre deres Klage og Giensvar, og at kiende derpaa, eftersom Rætt og Brug er i det Romerske Rige. Og at I alle de samme hans u-lydige og u-troe Undersaattere erklære udi vor og det hellige Romerske Riges-Act: Og give vi eder alle samtlige og enhver i sær, saadan Magt, som i slige Sager for Rætt paa Ærens og Samvittighedens vegne tilhører i det Romerske Rige, at alt hvad som sættes udi alles eders Dom eller enhvers udi sær skal gielde og staae ved Magt, saa at ingen Appellation skal gielde for os eller vore Efterkommere Keysere eller Konger. Til Bekræftelse er dette Brev forseiglet med vor Keyserlige Indseigl: Givet til Prag Aar 1370 næste Løverdag efter St. Jacobi. Udi vore Rigers, det Romerske 25, det Bøhmiske 24, og vort Keyserdoms 16 Aar.”

Anmærkning derover.

Om dette ellers blev exseqveret, finder jeg intet udi Historien. Vist nok er det, at det kunde ingen Virkning giøre udi et fremmed og independant Rige, med mindre Keyseren havde satt til Executores nogle 1000 bevæbnede Mænd, hvilke dog ikke kunde ansees andet end Hielpe-Tropper, og blev saa denne Act forvandlet til en Alliance, som en Potentat kand giøre med en anden for at beskytte ham mod egne Undersaattere. At erklære en udi det Tydske Riges Act, det er at dømme ham fra alle de Friheder, Herligheder og den Protection, han som et Lem af samme Rige haver Rætt til, (460) hvorfore en Acts-Erklæring kand ingen Virkning have hos fremmede, som intet derved kand miste. Ja det er i mine Tanker ligesom at dømme fra sin Bestilling den, som man ingen Jurisdiction har over, eller at dømme en fra Privilegier, som han aldrig har haft eller kand have. En saadan Acts-Erklæring er derfore ikke andet End et fulmen brutum, som grunder sig paa U-videnhed og et Stats Pedanterie, hvorpaa de Tiider vare

Kongen besøger Paven til Avignon.

temmeligen frugtbare. Angaaende den Visite, som Kong Waldemar giorde Pave Gregorio 11. til Avignon (f) findes slige Omstændigheder. Han skikkede Herr Hans Rud med adskillige Foræringer af Norske Vahre til bemeldte Pave, som Falke, Hæste, Foerværk &c. og tillige med gav tilkiende de U-roeligheder, han var plaget med, bedende, at hans Hellighed vilde sætte hans oprørske Adel og Undersaattere i Band. Dette vegrede sig vel Paven ikke for, men sagde allene, at han saadant ikke kunde giøre u-forhørt Sag. Vor Historie melder vel intet, om han selv talede med Paven eller ey, skiønt af Omstændigheder kand sluttes, at saadant maa være skeet; thi der staaer, at Paven bar en synderlig Affection til ham, og der blev adskillige aftaler giordte mellem dem, blant andet, at de skulde mellem hin anden udi Skrivelser betiene sig af visse Tegn og Chiffres, hvoraf de tydeligen kunde forstaae hverandres alvorlige Meening, hvilket giver tilkiende ikke allene Venskab, men en nøye og særdeeles Fortroelighed; thi, saa vit man kand see af Historien, har denne Konge været behagelig i Omgængelse, og haft et synderligt Talent til at vinde Folks Venskab; thi, endskiønt han vidste at forstille sig mesterligen, naar det skulde gielde, saa dog har han været begavet med en slags Candeur og Naivetet, som har giordt ham behagelig.

Da Adelen udi Dannemark finge Tiidender om de Conferencer, som vare imellem Kongen og Paven, og den Klagemaal, han havde indgivet over dem, affærdigede de ogsaa deres Gesantere (461)

(f) Her synes en Confusion i vor Historie; thi andre henføre denne Reise til Avignon til 1364. vid. Raynald ad annum 1364 n. 14. det kand ogsaa vel ikke have væred uden Kongens første Reise; thi Pave Gregorius 11. som Hvitfeld her omtaler, var død længe tilforn.

for at forestille ham Kongens haarde Regimente. Hvorudover Paven skikkede et Brev til Kongen, og derudi raadede ham til Mildhed og Lemfeldighed, og at regiære sine Undersaattere ikke som en Tyran, men som en Fader, truede ogsaa med Kirkens Band, hvis han saadant ikke ændrede. Herudover blev Kongen fortørned, saasom han af Naturen var hidsig og tilbøjelig til Vrede, og tilskrev Paven tilbage dette udi Historien saa meget bekiendte og fyndige Brev, saaledes lydende:

Waldemarus Rex Pontifici Romano Salutem. Naturam habemus à Deo, Regnum ab Incolis, Divitias à Parentibus fidem à tuis Prædecessoribus, qvam, si nobis non faves, per præsentes remittimus. Vale.

Kongens dristige Brev til Paven.

“Kong Walldemar hilser den Romerske Pave &c: Vi have vor Natur af Gud, vort Rige af Indbyggerne, vore Midler af vore Forældre, og vor Troe af Eders Forfædre, hvilken Troe vi her med dette Brev skikker Eder tilbage med mindere I favoriserer os.”

Dette er sandeligen et af de dristigste Breve, Paverne nogen Tiid have faaet, men som det er skrevet med en særdeeles Naiveté og Aabenhiertighed, finder man ikke, at det har opvakt nogen Forfølgelse. Paven skal allene dertil have sagt: valdé amarum est: det er: det er meget bittert.

Endeligen kom Kongen tilbage igien 1371, efterat Freden var sluttet med Hansestæderne udi hans Fraværelse, og da stadfæstede han samme Fred, hvorudi var afgiordt, at de skulde beholde Skaane udi 15 Aar (g).

Efter hans Tilbagekomst til Riget igien levede han endda nogle Aar indtil 1375, da døde han omsider, paa det Huus Gurre ved Wordingborg (h), efterat han havde regieret udi 34 Aar. Han havde længe for hans Død været plaget med Podagra, hvorfore han brugte mange Raad, men forgiæves. Blant andet brugte (462)

(g) Vid. Confirmatio Wald. dat. Straalsund. 1371 die Apost. Simonis & Judæ pag. 550.

(h) Chron. Rythmicum Manuscr. e Biblioth. Dannesk. jeg døde paa Gurre. Hvad vill man sige, da var jeg gavnlig Danmarks Rige.

han kaalde

Kong Waldemar døer 1375.

Brønde, som han holdt sine Fødder udi, og vidner Hvitfeld, at endda udi Hans Tiid fandtes saadan Brønd udi en Hauge ved Vordingborg, som han havde brugt. Omsider indfandt sig en Medicus, som gav sig ud for at ville curere ham. Den samme Medicus gav ham en Drik, hvorefter han begyndte at svede, saa at man havde Haab til Bedring; men det var hans sidste Sveed; thi, da Docteren kom tilbage, fandt han Waldemarus 3. 1375ham død. Han var en Herre, der havde adskillige Lyder, men langt fleere Dyder. Han var af Naturen streng og haard (i), og kunde læt overiiles af Vrede. Det

Samme Konges Portrait.

merkeligste Exempel paa hans Overiilelse, er at, da han udi det Tog, han giorde til Venden 1352 blev ophidset til Vrede, lod han skiære Næse og Øren af adskillige Tydske, som faldt i hans Hænder. Han var ogsaa mistænkt for det Mord, som skeede paa Her Otto Stissen, Her Bugge og Peder Andersøn, hvilke bleve ihielslagne paa Hiemreysen fra en Herredag, som blev holden 1358, hvor de maaskee havde opirret ham til Vrede. Ja det ivrige Brev, han skrev til Paven, tiener ogsaa til et Beviis paa hans

Hans Lyder

Hastighed. Dette lægges ogsaa denne Herre til Last, at han betyngede Undersaatterne med alt for haarde Skatter, hvilket gav Anledning til idelige Rebellioner, skiønt saadant kand meere tilskrives Tidernes Tilstand, som udfodrede Skatternes Forhøyelse end hans Haardhed. Men dette u-anseet har han været en af de største og nyttigste Konger, som nogen Tiid har siddet paa den Danske Throne; thi, naar man betragter, udi hvad Tilstand han antog Riget, og udi hvad Stand han efterlod sig det, saa kand man sige, at han har giordt mueligt det, som syntes u-mueligt, ja førdt Regimentet med saadan Viisdom, at han i den henseende kand fortiene Navn af den Danske Salomon. Hans Tapperhed sees af de mange Feltslag, hvorudi han selv anførdte sine Folk, og udi Regierings Konst overgik ham ingen Potentat paa de Tider, skiønt man kand sige, at hans Politiqve undertiden gik forvit indtil Underfundighed. Hvormeget læt han end kunde overiiles af Vrede, saa var han dog en stor Mester i at simulere, naar han saae (463)

(i) Den eeneste Skribent, som roser ham for Fromhed er Lyschander pag. 239.

sig at kunde giøre noget Stats-Greeb: udi Activitet, Hurtighed og Presance d’ esprit havde han faa sin Lige; thi hans Tanker vare allevegne, og, naar han var mest omspendt af Fiender og Ulykker, havde han ikke allene sine Tanker samlede for at reede sig ud derfra, men endogsaa paa samme Tiid andre Stats-Greeb udi Hovedet. Udi hans Omgiængelse har han været behagelig, saasom hans Vrede og Hidsighed var menget med en slags Naivetet, som giorde ham angenem, hvorpaa i sær er Beviis det Brev, han skrev til Paven, som, hvor bittert det end er, fører en slags Angenemhed med sig i henseende til dets naive expressioner. Blant hans skiemtsomme Indfald antegnes dette: Da Erland, gemeenligen kalden Kalv, frafaldt, og forraadede Riber Slott til Fienden, men siden forligede sig med Kongen igien, og foruden bemeldte Riber Slott overgav Møgel-Tøndern og Gram, sagde Kongen: Kalv er en god Koe. I Fior gik han bort som en Kalf, nu er han, som en Koe kommen tilbage med to, hvilket Pontanus har udførdt saaledes i et Latinsk Epigramma (k).

Fugisti Vitulus, rediens nunc vacca Vitelli,

Ut vacca, allatis rite duobus, ades.

Hvad hans Religion angaaer, da var derudi en slags bizarrerie, som man ikke kand begribe, saa at man kand sige, at han var baade lunken og devot; thi at skikke den Christelige Troe ligesom per posto Paven tilbage giver tilkiende en særdeeles Lunkenhed. Derimod paa u-beleilige Tider at giøre en kostbar Reyse til den hellige Grav viser en særdeeles Devotion, uden man vil sige, at det første skeede i Overiilelse og det sidste af politiske og os ubekiendte Henseender, men der fandtes saadan bizarrerie hos denne Konge udi adskillige andre Ting, hvorudover det er vanskeligt at give hans Characteer. Dette kand man dog sige, at han var altid tapper og u-forsagt, altid hurtig, activ og forsigtig, og at en særdeeles Viisdom og Regierings-Konst fremskinner udi alle hans Gierninger. Vore Skribentere holde det for en Stats-Feil hos denne Konge, at han saalte Estland til de Tydske Ordens Herrer (l). (464)

(k) Pont. in Waldemaro 3.

(l) Hvitf. in Wald. 3.

Men jeg har tilforn viiset, at Dannemark havde ingen anden Nytte af samme Lands Possession uden den puure Titel, for hvilken allene at beholde, mange kostbare Tog maatte giøres; thi disse Ordens Herrer spillede selsomme Comoedier med dette Rige, og søgte aldrig Kongens Venskab, uden naar de selv vare i Klemme, og bleve overfaldne enten af Moscovitere, Lithauer eller andre. At derfore de forrige Konger med saadan Iver toge sig an dette langt bortliggende Land, var Aarsagen, at de saae ikke saa dybt ind udi Sagen, som denne Konge. Hvorfore den abalienation er heller et Beviis paa hans capacitet udi Stats-Sager, og kand ligesaa lidet lægges ham til Last, som det lagdes Kong Ludvig 11. af Frankrig, at han vegrede sig ved at tage imod Possession af den Genuesiske Stat; thi samme Konge, som han merkede, at Genueserne aldrig undergave sig Frankriges Herskab, uden naar de vare udi Knibe, og at de rebellerede igien, saa snart Faren var over, lod han svare Raadet, da Staden 3die eller 4de gang tilbød Frankrig sin Underdanighed. Vous vous donnez à moj & je vous donne au Diable. Skulde Kong Waldemar lastes for noget herudi, burdte det heller være derfor, at han depenserede Pengene paa en Pillegrims Reyse. I det øvrige er herved at merke, at man i ingen Historie mindre kand troe de Holstenske Skribentere end udi denne Konges; thi, saasom han stedse var et Riis for Holsten, saa have samme Skribentere afmalet alle hans Idrætter med en sort Farve. De samme afmale ham som en Atheist, da jeg intet Tegn dertil finder i hans Historie, og derfor holder for en Digt det, som skrives om ham, at han skulde have sagt, at hvis GUd stedse vilde unde ham Wordingborgs Slott vilde han ikke misunde GUd Himmelen. De skrive ogsaa at han var en Tyran, da man dog med Billighed ikke andet kand sige end at han øvede een og anden violence udi Overiilelse, og den øvrige Haardhed, han gemeenligen lod see, var saadan een, som Tidernes Tilstand udkrævede; thi hvad man end kand sige om denne Konges Qvaliteter, saa vare de saadanne, som just behøvedes paa de Tiider, da det Kongelige Huus var geraadet udi yderste Foragt, og Riget deelt udi mange Parter, saa at der behøvedes u-sædvanlige, og undertiden violente (|465) Midler til at læge de Saar, det var inficered af ligesom af en Gangrene og Forraadnelse. Naar man derfore dette altsammen nøye betragter, kand man sige, at han har været en af de største og nyttigste Konger udi Dannemark, ja et beqvemt Instrument, som Himmelen havde dannet til at sætte dette forfaldne Rige paa Fode igien, og at rædde Nationens Ære, ja at hans Navn bør aldrig uddøe udi Danske Folks Minde, og at han med Billighed har fortient at kaldes det Danske Riges Restaurator og Fornyer. At de Geistlige ellers ikke vare fornøyede med ham, sees af deres Klagemaal i Lund nemlig, at han med Magt tog Capitulets og Erke-Bispens Seil fra dem, og dermed beseilede Breve mod Kirkens Frihed (m).

Han elskede frem for alle Stæder udi Riget Vordingborg, hvor han lod bygge et nyt Slott op til det gamle, item det store Taarn, kaldet Gaasen, hvor han lod sætte Hansestædernes Fanger; og anvendte han de Penge, som han fik for samme Fangers Løsning, paa dette Taarn. Den store Inclination, han havde til Vordingborg, gav Anledning til den Snak, at han der spøgede efter sin Død. Derimod elskede han ikke nær saa meget sin Dronning Helvig; thi han beskyldte hende for at have fortroelig Omgængelse med Falgvard Laugmandsen, og siger Hvitfeld, at denne gode Dronning

Hans Favorite Tøve Lille.

derudover havde mange onde Dage. I sær gik hende til Hierte den Kierlighed, han bar til en anden Dame, kalden gemeenligen Tøfve Lille fra Rygen, med hvilken han hemmeligen avlede Børn. Han avlede ellers med Dronning Helvig først Christopher,

Hans Dronning og Børn.

som blev Hertug af Lolland, men døde udi Raserie, siden Valdemar, som ogsaa døde for Faderen, item adskillige Princesser, som Ingeborg, Katrine, og endeligen den bekiendte Margareta, som siden foreenede de 3 Nordiske Riger, og regierede dem med saadan Berømmelse (n). Kong (466)

(m) Chron. Archiep. Lund.

(n) Der fortælles ellers en selsom Historie om Princesse Margaretæ Fødsel, nemlig, at da Kongen engang kom til Søborg, hvor Dronning Helvig sad udi Forvaring, forlangede han et Fruentimmer at forlyste sig med om Natten sammesteds. Men i Steden derfor blev Dronningen ham tilbragt, som han u-vidende sov hos, og blev hun deraf Frugtsommelig med den store Princesse Margareta. Men, som Hvitfeld taler intet derom, og det synes ey heller rimmeligt, at nogen skulde understaae sig at spille Kongen saadant Puds, kand Historien regnes blant de Fabler, som gemeenligen giøres om store Monarchers Fødseler.

Waldemar blev først begraven til Wordingborg, hvorfra han siden af sin Dotter Margareta blev forflyttet til Sorøe-Kloster, hvor hans Gravskrifft sees, som befatter i kort Begreb hans Bedrifter saaledes:

Waldemarus Regum non infima gloria Danum,

Qvem tenet exstinctum constructa ex marmore tumba,

Ejectus Regno, magna virtute regressum

Obtinuit, pulso forti de finibus hoste

Holsato, patrias arces terramqve redemit

Expositam pretio. Senserunt Principis arma

Invicti Gentes ponto terraqve diremptæ,

Vandalicæqve Urbes, opibus fastuqve Superbæ,

O! nimium tandem vitæ pertæsus obivit

Gurræ (o); translatum recubat post funera corpus

Hoc Tumulo Soræ, sed mens petit ardua Cœli

Fama Solo remanet, Studiis celebranda Nepotum.

Udi denne Konges Tiid nemlig 1350 regiærede den u-hørlige store Pest kalden

Den Sorte Død.

gemeenligen den Sorte død eller Tigerdøden, som strakte sig over heele Europa. Udi Jylland giorde den saadant Nederlag, at man holder for, deraf at være komne de mange store Heeder og Ud-ørkener, som endnu findes. Over denne Død blev giordt saadant Vers, som giver Aarstallet tilkiende:

Rastrum, Tre Worstrum, Speed Longum, hinc mala pestis. Rastrum skal være M, som betyder tusinde: Trewurst, tre CCC, som betyder 300 og Speed Longum L, som betyder 50. Der grasserede ogsaa en anden Pest udi Dannemark 1375, som var det samme Aar, Kongen døde. Udi det Sleesvigske skeede Aar 1362 den Mandrænkelse.bekiendte store Vandflod, kalden gemeenligen Mandrænkelse, som giorde stor Skade paa de Stæder, som ligge ved Vester Havet; thi Di-

(o) Gurfve kaldtes det Sted ved Wordingborg, hvor han døde.

|467gerne brøde ind og Vandet bortskyllede meer end 30 Kirker. Denne store Vanflod har den Slesvigske Biskop, Niels Brun, som levede paa de Tiider, beskrevet (p). Derom findes saadant Vers:

Ut mare ventipotens movet Æolus turbine raro (q)

Aggeribus ruptis Mars aqvilone venit.

Pluraqve ter denis Henrico Præsule templa

Merguntur, Wolmar tristia bella gerit.

Ellers er at merke om Waldemaro 3, at han er den sidste Konge udi Dannemark, som Undersaatterne have givet noget latterligt Tilnavn; thi den u-skikkelige Sædvane begyndte da at ophøre her saavel som paa andre Steder. Vel finder man, at en og anden Konge siden undertiiden blev tillagt et Spotte-Navn, som Kong Christopher 3. blev af de Svenske kalden Bark-Kongen, efterdi der i hans Tiid var saadan U-frugtbarhed udi Sverrig, at Indbyggerne maatte æde Bark. Iligemaade blev Christianus 2. kalden Kong Klipping, efterdi han klippede Mynten, men saadanne Navne vare ikke almindelige, og varede kun til en Tiid. Waldemari 3. Tilnavn var Atterdag eller Otterdag, efterdi hans Mundheld var, at Dagen vil give alting tilkiende. Mange kalde ham Waldemar 4, efterdi de ogsaa regne blant Kongernes Tall Hertug Waldemar af Slesvig, som udi Kong Christophori 2. Tiid blev hyldet til Konge, men siden Waldemari 3. Love.sagde sig af med den Titel. Hvad den Danske Lov og Rætt er angaaende, saa blev den af denne Konge temmeligen forbedret. Han udgav 1360 paa en Rigsdag til Kallundborg en Recess med adskillige Forsikringer, som henhøre til den Danske Lov og Rætt, hvilken findes paa Dansk udi Hvitfelds Historie og paa Latin udi den Jydske Rætt deelt udi 36 Artikle. Udi denne Konges Tiid synes ogsaa at have været giordte de Artikle, som tilskrives Lille Thord Degn. De ere deelte udi 92 Stykker, og tillige med Canuti Forklaringer over den Jydske Lov, bleve udgivne med saadan (468)

(p) Nicol. Brun. apud Hvitf. Chron. Episcop. pag. 13.

(q) Dette Verk giver tilkiende, at Vandfloden skeede, da Henricus var Bisp i Slesvig, da den dog skeede under hans Formand Nicol. Brun, vid. Chron. Episcop. Slesvic.

Titel: Artikle og Lovens Forbedringer, som Lille Thord Degn haver sammensatt, og Kong Waldemar har bekræftet med Rigets ypperste Mænds Samtykke til Nyborg. Hvo denne Lille Thord Degn har været, kand af Historien ikke læres. Iblant vor forrige Antiqvarii Arnæ Magnæi efterladte Documenter findes et Original Brev udi denne Kong Waldemars Tiid, under hvilket blant andre en Thord Degn har satt Seil, saa det er rimeligt, at det har været den samme Thord Degn, som disse Artikle tilskrives, og at det ikke har kunnet været den Thordo Archidiaconus, som døde 1312 (r).

Til Sluttning er dette at merke, som skeede udi denne Konges Tiid, og som henhører til den nyere Danske Histories Kundskab, at, som der da opvaktes Tvistighed mellem de Holstenske Græver og den Stad Hamborg, forordnede Keyser Carl 4 Hertug Albert af Meklenborg til Dommer derudi, hvilken forhørdte Trætten til Lybek Anno 1363, og tildømte Greverne et fuldkomment Herskab med Hyldings Rætt over Hamborg med Mynt, Told, Vægt, Møller og andet, som Staden i Henseende til, at den tilforn var erklæret en Keyserlig Rigs-Stad, havde Græverne disputeret. Hamborgerne vare ikke fornøjede med denne Dom, og derfore appellerede til Keyseren, foregivende, at Hertug Albert var en partisk Dommere og Grævernes Svoger, vilde

Dom i Faveur af de Holsteenske Græver mod Hamborg.

derfore ikke anhøre Dommens Afsigelse. Hvorudover den udi deres Fraværelse blev publiceret, og lyder saaledes Slutningen deraf:

Audiens autem id Dominus Albertus Dux motiva prudentum ibidem adstantium militum & Vassallorum & jurisperitorum, juxta eorum consilia & edicta & illius patriæ consvetudinem, ut videbatur hactenus observatam, pronunciat, declaravit & decrevit per suam definitivam sententiam, ipsos (s) Proconsules, Consules & universitatem Civitatis Hamborg, & eorum qvemlibet conjunctim & divisim à jure suo, si qvod haberent (469)

(r) Obituarium Hafnense A. 394. in excerpt. Th. B.

(s) Her seer man, at Proconsules udi Tydskland saavelsom udi Dannemark betydede Borgemestere og Consules Raadmænd.

in ipsa civitate Hamborg, exigente justitia, merito cecidisse & cadere debere & jam ceciderunt, & eos & eorum qvemlibet qvoad præmissa, convictos judicavit & omnia & singula petita in libello prædicto ipsius Domini Adolphi Comitis prædicti Holsatiæ eidem adjudicavit, Condemnationem expensarum omittens ex caussa.

Denne Dom blev siden af Keyser Carl confirmeret til Lybek 1375, hvorpaa Hamborgerne maatte nedrive deres Roland, som var deres Frihedstegn. Dette har jeg ikke fundet u-fornødent her at indføre, eftersom det blant andet tiener til at bevise de Danske Kongers, som Holstenske Hertugers Prætensioner paa Hamborg.

Olaus 5.

Efterat Kong Waldemar var død, Olaus 5.blev Rigets Raad sammenkaldet til Odense ved Rigets Drost Her Henning Podebusk, og blev da raadslaget om et nyt Konge-Vall, efterdi Kongen ingen Printzer havde efterladt sig. Nogle raadede, at man skulde tage Kong Oluf, som var Kong Haagens og Dronning Margaretes Søn, og

Tvistighed om Successionen.

conseqventer den nærmeste paa Møderne Side at succedere, helst eftersom Dannemark og Norge ved samme Val kunde foreenes. Andre derimod stod saadant Val ikke an, holdende for, at saasom den rætte Konge-Linie nu ophørede, da var det Riget meere anstændigt at udvælge en af Dansk Adel til Konge end at underkaste sig et fremmed Rige som Norge. Der fandtes ogsaa de, som voterede paa den unge Hertug Albert af Meklenborg, Dronning Margaretes Søster-Søn. Men denne store Forsamling blev til en Polsk Rigs-Dag, og bortdreves med Disputer uden at man kunde komme til nogen Slutning om Konge-Vall. Det eeneste, siger Hvitfeld, som blev foretaget paa samme Herredag, var ved Dom at restituere Frue Cæcilia Peder Hvids hendes Gods, som Kong Waldemar uden Lov og Dom havde hende frataget, paa det at Kong Waldemar for hendes Skyld ikke skulde lide nogen Qval og Piine, saa at denne Rigsdag, som blev holden for at handle om et nyt Konge-Vall, syntes at have været |(470) uskreven for at rædde den forrige Konges Siæl af Skiærsild, efterdi intet andet af Vigtighed blev foretaget. Endeligen bleve de fleste til Sinds at udvælge Oluf: først Jyderne, siden Skaaningerne, og dernæst de andre. Saaledes blev Olaus Margaretæ Søn antagen til Konge i det Aar 1376.

Men, som han endda ikkun var udi sit 11te Aar, blev Regieringen udi hans mindre Aarighed betroet hans Moder Dronning Margareta, med hvis Regimente de Danske befunde sig meget vel. Man finder derfore udi de Breve, som denne Konge har udgivet baade hans og hendes Navne saaledes. Vi Oluf med GUds Naade Dannemarks, Norges, Slavers og Gothers Konge (t) og vor kiære Fru Moder af samme Naade Norges og Sverrigs Dronning. Undertiden var Titelen saaledes: Vi Oluf af GUds Naade, Dannemarks, Norges Konge, ræt Arving til Sverrig, og Vi Margareta, Waldemar Danne Konges Dotter.

Hyldingen skeede til Slagelse paa en Herredag, hvor da vare nærværende hans Fader Hagen, Konge til Norge og Sverrig, item Dronning Margareta samt Rigets Fuldmægtige, og gav han da den Haandfæstning, som findes hos Hvitfeld (u). Udi samme Haandfæstning indeholdes fast de samme Ting, som findes udi Christophori 2. Efterdi da saa vel som nu Leilighed gaves til at sætte Capitulationer paa Skruer, og Olai Haandfæstning.at indskrænke den Kongelige Magt. Indholden af Olai Haandfæstning er denne, at den Geistlige saavelsom Verdslige Stand skal have deres Privilegier u-beskaarne, at Adelen og Ridderskabet skal have 3 Marks og 9 Marks Bøder af deres Tienere. De skal ikke nødes til at føre Krig udenlands, og, om de falder udi Fiendens Hænder, skal Kongen inden Aar og Dag løse dem, og erstatte dem den Skade, de udi Krigen have (471)

(t) Olaus er den første, som har skrevet sig Venders og Gothers Konge, da de forrige Konger allene førdte Titel af Slavers eller Venders Konge, allene at de Gothers paa et Sted tillægges Kong Waldemar 3 udi det Forliig sluttet med Hansestæderne, hvorover jeg forhen har giordt Anmerkninger.

(u) Vid. Capitulat. Olai dat. Slagl. die Inventionis St. Crucis 1376 pag. 557 seqv.

lidet. Kongen skal ingen Krig begynde uden Stændernes Samtykke. Ingen Geistlig Mand skal bruges udi Verdslige Sager. Kong Waldemars Love skal helligholdes. Herredagene skal efter den gamle Maade holdes den 24de Junii etc. Udi denne Haandfæstning er dette noget Nytt, som jeg ikke finder udi Christophori 2 nemlig at ingen Geistlig maa bemænge sig med Verdslige Sager; thi man seer af foregaaende Historie, at de Geistlige have stedse ladet sig bruge saavel udi militaire som civile Sager. Den efterfølgende Historie giver ogsaa Exempler derpaa, skiønt ikke saa mange, helst udi Krigs Sager; thi man finder fra denne Tiid ikke saadan Mængde af harniskede Bispe og Præster som tilforn. Man seer ellers af denne Haandfæstning, at Herredage eller Dannehoffe var ordinerede at holdes paa visse Tiider om Aaret, men foruden disse ordentlige Herredage, som gemeenligen holdtes for at dømme i Sager, vare andre almindelige store Forsamlinger, som ved en og anden Leilighed bleve paabudne. Paa disse Vilkor blev Kong Oluf antagen til Riget, og findes udi Haandfæstningen anførdte, som Forlovere, hans Moder Dronning Margareta, og hans Fader Kong Hagen. Udi denne Konges Tiid er intet synderligt Merkværdigt forefaldet; thi han regierede kun kort, og hans Frue Moder søgte kun at

Dronning Margareta Rigets Regent

. conservere Fred i Riget i hans mindre Aarighed. De Pomerske Hertuger, Wratislav og Bugislav, toge strax Rygen til Lehn af ham, og Hansestæderne blev confirmeret det Pant, de havde udi Skaane indtil de 15 Aar vare forløbne. Det meste, som truede med Uroelighed vare de Meklenborgske Prætensioner paa Riget, hvilke grundede sig derpaa.

Den Danske Princesse Ingeborg Waldemars Dotter, som var ældre end

Meklenborgske Prætensioner paa Riget.

Margareta, var given til Hertug Henrik (x) af Meklenborg, som med hende havde avlet Albertum. Hvorudover samme unge Albertus formeenede sig som fød af den ældste Syster, at være nærmest til den Danske Crone. Der fandtes ogsaa mange af den Danske Adel, der paa Rigsdagen til Odense strax efter (472)

(x) Han kaldtes Henricus Suspensor, og Hvitf. kalder ham af Vildfarelse Albertum.

Kong Waldemars Død havde givet deres Stemmer paa ham. Hvorudover hans Farfader den gamle regierende Hertug Albert af Meklenborg rystede sig mod Dannemark for at sætte sin Sønne-Søn paa Thronen. Han samlede til den Ende en mægtig Flode, havde ogsaa overtalet sin Søn Kong Albert af Sverrig at komme sig til Hielp for at befodre saadant Forsætt. Men, som Floden af Storm og U-veir lidde stor Skade, begyndte han at blive lunken udi dette Foretagende, og lod han sig beqvemme til Forliig (y) ja, som han selv derefter tillige med den unge Prætendent døde, faldt aldeeles denne Successions Trætte.

1380. Nogle Aar derefter nemlig 1380 den 1 Maj døde Kong Hagen i Norge, hvorudover samme Rige arveligen tilfaldt Kong Oluf af Dannemark, som saaledes blev

Dannemark og Norge komme under een Konge.

Konge af Norge, og tillige med fik Prætensioner paa Sverrig efter samme sin Fader, saasom han var Magni Smeks Søn. Man holder da for at Dronning Margareta giorde et Fordrag med Stænderne udi Norge, at Dannemark og Norge skulde stedse være foreenede under een Konge. Men saadant kom ikke ræt til Fuldkommenhed førend efter Kong Olufs Død, da denne berømmelige Dronning fik Sverrig tillige med, og da bragte til Veye den Calmarske Foreening, hvorved alle 3 Nordiske Riger bleve til ævig Tiid forbundne med hin anden.

Strax efter Kong Hagens Død begav Kong Oluf sig til Norge for at tage 1381. samme Arve-Rige udi Possession. Did hen kom han 1381, og blev der et heelt Aar for at beskikke samme Riges Sager. Historien melder ikke om Dronning Margareta da var med, men det er troeligt, at hun fuldte ham paa Reisen udi saadant vigtigt Ærende. Dette opvakte Jalousie hos Kong Albert af Sverrig, hvorudover han 1383 faldt med en stor Krigs-Magt ind udi Skaane og Halland, og bemægtigede sig Laholms Slott. Men den hurtige Dronning Margareta gav ham ikke Tiid til at giøre større Fremgang, thi hun kom ham strax paa Halsen tillige med Rigets Marsk, saa at Kong Albert fandt ikke raadeligt at bie længere, men iilede med sin Krigshær til Sverrig igien. (473)

(y) Compromis. Hafniæ 1376 St. Mathœi Apost. pag. 561.

Jeg finder ikke, at Kong Albert har giordt noget videre Forsøg mod Dannemark eller Norge udi denne Konges Tid, hvilken, hvorvel han var ung, var dog respecteret og frygtet af sine Naboer eendeel efterdi han var Konge baade over Norge og Dannemark, eendeel ogsaa, eftersom hans Frue Moder Dronning Margareta sad ved Roeret; thi denne kloge Regentinde havde Øyene paa alting, og ved sin fornuftige Regiering tilstrækkeligen bødede paa det, som fattedes udi Kongens Alder. Herudover gik det ogsaa gandske stille til med Skaanes Tilbagegivelse; thi da de 15 Aar vare forløbne, paa hvilken Tiid Landet var pantsatt Hansestæderne, blev det 1385 tilbage givet uden nogen videre chicane eller nye Regningers Formering, som ellers

Skaane løses tilbage igien.

gemeenligen plejer at skee, og uden at Kong Albert, hvorvel han ansaae Rigets Tilvæxt med skeele Øjen, giorde mindste Bevægelse derimod. Udi bemeldte Aar begave Kongen og Dronningen sig til Skaane for at tage Landet udi Possession, og, efterat han var bleven hyldet og svoret af Indbyggerne, stadfæstede han deres Privilegier, og derefter begav sig tilbage igien.

1386.Aar 1386 døde Hertug Henricus af Slesvig uden Livs-Arvinger, hvorudover Hertugdommet som et Lehn faldt til Kronen igien. Derpaa formerede dog Græv Geert af Holsten Henrici Ferrei Søn Prætensioner, foregivende, at Hertugdommet tilfaldt de Holstenske Grever efter den Convention, som var giordt i Kong Christophers Tiid med Gerhardo Magno, hvilken eengang havde været forlehnet dermed, men havde afstaaet det igien med de Vilkor, at, om Waldemar, da værende Hertug, døde uden Arvinger, skulde det Slesvigske falde til Holsten. Herudover, saasom Dronning Margareta intet troede Sverrig og Hanse-Stæderne, fandt hun for raadeligt at forlehne denne Græve Geert med Førstendommet, og have Holsten og Slesvig siden den

Den Holstenske Greve Gerhard forlehnes med Slesvig.

Tiid stedse været foreenede, hvorvel store Tvistigheder og blodige Krige deraf ere udspirede, som videre skal sees af Erici Pomerani Historie. Forlehningen skeede Faneviis til Nyborg 1386 udi 7 Bispers Nærværelse. Det havde været bedre, siger Hvitfeld, at Kongen |474og Dronningen ved den Leilighed havde foreenet Førstendommet med Riget igien, hvilket ogsaa ikke kand nægtes, saa at dette kand holdes for den eeneste Statsfeil, Dronning Margareta har begaaet; hun har ogsaa selv fortrøt paa denne Gierning, og anseet den som en Overiilelse; thi den gav Anledning til stor U-roelighed

Kong Olaf døer

.saavel imellem Riget og Holsten, som imellem de Holstenske Græver indbyrdes; thi, som denne Græv Geert havde Brødre, saa formeenede de, at een Part af 1387.Førstendommet dem tilkom. Aaret derefter nemlig 1387 døde Kong Oluf paa Falsterboe og med ham den gamle Norske og Svenske Konge Stamme. Hans Liig blev førdt til Sorøe-Kloster og hans Indvolde bleve forvarede udi Lunde-Kirke. Udi Sorøe-Kloster sees tvende hans Gravskrifte, hvoraf det Korteste lyder saaledes:

Hoc cubat Olai parvo sub marmore corpus

Margarida Regis matre potente sati.

Hæres Regnorum fuerat, Princepsqve Duorum,

Hæredem at fecit mors properata poli.

Saasom denne Konge døde saa meget ung, saa kand man ikke sige meget om hans Person. Man seer dog, at han har været inclineret til Dyd, saa at der var Anseelse

Adskilligt merkværdigt under denne Konge

.til, at han havde blevet en rætfærdig og fredelig Konge. Udi denne Konges Tiid eller noget tilforn havde det Tydske Comptoir til Bergen i Norge sin Oprindelse; thi de Vendiske Stæder finge først Frihed af Kong Magno Hagensen at handle paa Bergen Aar 1275, dog ikke at nedsætte sig samme Stæds. Saadan Handel blev dem confirmeret 1281. Og, efterat de Tydske først finge Smag udi Landet, erhvervede de sig først Privilegier paa at ligge der Vinteren over for at indkiøbe fornødne Vahrer, hvorudover de da bleve kaldne Liggere. Siden bleve de Boesiddende udi Landet og udi Erici Pomerani og Christophori Bavari Tiid erhvervede de Privilegier, som siden giorde dem saa anseelige udi Norge. Wolf (z) udi hans Chronologie siger, at udi Kong Olai Tiid blev introduceret den Skik offentligen paa Prædike-Stolen at bede for Kongen og Øvrigheden, og fortæller Hvitfeld, at udi hans Tiid var saadant got kiøb, at en Vedder (475)

(z) Wolff. Chron. pag. 478.

|galt 4re Hvide, en Koe 3 ßl. Lybsk, 15 Egg en Penge, en Skieppe Korn 11 Penge, en Tønde Øll 4 ßl. &c., hvilket sandeligen var got kiøb, endskiønt herved er at merke, at en Hvid og Skilling da var meere end den nu omstunder er, som jeg har viset udi min Dannemarks Beskrivelse udi det Capitel om Mynten.

Hvad Kirke-Sager angaaer, da havde Dronning Margareta Tvistighed med Capitulet udi Lund efterdi, da hun residerede paa Lindholms Slott udi Skaane, Capitulets-Bønder bleve besværgede af hendes Befalnings-Mænd og Fogeder. Capitulet førdte derover haarde Klagemaal, og det saae ud til Vitløftighed, hvis Dronningen i Tiide ved sin sædvanlige Viisdom ikke havde forekommet det ved at give Forsikring, at Kanikernes og Vicariernes Bønder herefter ikke skulde besværges med for megen Hoverie og at Hoffet ikke skulde være dem til Byrde. Det fornuftigste som en Potentat da kunde giøre var ikke at lægge sig ud med Geistligheden helst udi Skaane, hvis Erke-Bisp Nicolaus var en Mand af stor Myndighed, og derforuden kunde producere Pave Gregorii 11. Brev, hvilket gemeenligen blev kaldet Lunde Kirkes Beskiermelses-Brev, hvor udi han befaler, at Bandsætte alle dem, som rørede ved den Skaanske Geistligheds Privilegier. Erke-Bisp Nicolaus var ogsaa Mand for at exeqvere Pavens Ordre; thi han var baade dristig og habile, var ogsaa anseelig formedelst en Slags Lærdom efter de Tiders maade. Lunde Bispe Krønike vidner, at han har skrevet en Bog om Erke-Bisperne udi Lund, og der foruden om 3 mærkværdige Ting, som samme Bogs Titel giver tilkiende (a). Aaret for Kong Olafs Død nemlig 1386 afbrændte en stor Deel af Kiøbenhavn tillige med St. Peders Kirke (b).

(a)vChron. Archiep. Lund. Tria Notabilia vel plura.

(b)vObituarium Hafniense A. 395 in excerpt. Th. B.

Dannemarks Historie Tome 1 side 322 – 475

Christian IV