Dannemarks Historie 476 – 619

Jeg haver allerunderdanigst dediceret mit første og mindre Historiske Skrift til Eders Majestæt som Kron-Printz, og dedicerer nu i samme dybeste Underdanighed dette mit sidste og større Historiske Verk til Eders Majestæt som Konge; haaber allerunderdanigst, at Eders Kongelige Majestæt anseer med samme naadige Øjen det sidste som det første, helst, saasom mit stedsvarende Arbeide sigter til intet andet, end at erstatte nogenledes den Mangel, som her i Landet har været paa nødvendige Skrifter, i hvilken Henseende jeg ideligen har arbeidet, saa vidt som mine tinge Kræfter mig have villet tilllade. Eders Kongl. Majestæts allernaadigste Protection herudi skall give nye Kræfter ti at fuldføre det øvrige, som jeg haaber skall blive, saa vel Eders Kongl. Majestæt til Behag, som Publico til Nytte.

Jeg forbliver stedse

Eders Kongl. Majestæts

Min Allernaadigste Arve- Herres og Konges

Allerunderdanigste troe Tiener og Undersaat,

Bind 1 (856 sider), dækker 111 f.Kr. til 1513, i alt 1624 år.

Bind 2 (922 sider), dækker 1513–1648, i alt 135 år.

Bind 3 (736 sider + register) dækker 1648–70, bare 22 år.

__________________

Tredie Periodus i den Danske Historie.

Margareta.

MEd Kong Olai Død endes den anden Periodus udi den Danske Historie. Udi

Aarsag til Rigets Flod og Ebbe i den anden Periodo.

hvilken man har adskillige Ting at merke. Man har derudi undertiiden seet Dannemark et af de Mægtigste Riger udi Europa, saasom under Canuto Magno og de Waldemarer, undertiiden et af de ringeste og afmægtigste som under Waldemari 2. Efterkommere, sær under Kong Christopher 2., da samme Rige blev en dependence af Holsten, hvilket Landskab var tilforn ikkun et lidet Stykke af dette Riges Conqvêter. Aarsagen til denne store Forandring var endeel Militiens Svækkelse, endeel Rigets

Milicens Svækkelse.

Deelning mellem de Kongelige Børn. Under de Waldemarer var Krigs-Discipline paa den højeste Spidse og Landet vrimlede ikke mindre af store Generaler end Stats-Mænd, hvorfore alting vel gelingede, og de Tiiders Historie er en Kiæde af idelige Seyervindinger; thi, endskiønt her vare ingen staaende Tropper, saa vare dog Kongerne aldrig forlegne for at bringe store og stridbare Krigs-Hære udi Felten, og mægtige Floder udi Søen, efterdi hver Bonde var en Soldat og Søe-Mand. Men, da de efterfølgende Konger begyndte at betiene dem af fremmede og Tydske Tropper, tabte Nationen efterhaanden sin Ambition og Stridbarhed, saa at en Armee af Danske var da kun en Samling af raae og u-disciplinerede Bønder, hvorudover

Riget Rigets Deeling.

udi alle dets Krige havde saa slett Fremgang. Den anden Aarsag til Rigets Svækkelse var dets Deeling mellem de Kongelige Børn og særdeeles Slesvigs Afsondring fra Jylland. Deslige Deelinger vare vel ofte for de Waldemarers Tiid ogsaa skeede, og en og anden havde Rigets Provincier til Forlehning: men en Forlehning var da uden Conseqvence, efterdi den endte (477) ved den første Vassals Død. Men, da Kongernes Magt og Anseelse begyndte at aftage, begyndte ogsaa disse gode Vassaller eller Forlehnede Herrer at forklare deres forlehninger efter Tydsk Lehns-Rætt, og at giøre det, som var Personel arveligt. Saaledes blev Sønder Jylland et separeret Førstendom under Hertug Abel og hans Descendenter, ligesom Nørre Halland et særdeeles arveligt Grævskab i en anden Familie, og, naar Kongerne efter en Vassals Død vilde foreene de forlehnede Provincier med Riget igien, finge de paa den eene side Norge eller Sverrig, og paa den anden Side Tydskland paa Halsen, saasom Dannemarks Naboer fandt deres Regning derudi, at der vare mange smaae Potentater udi Riget;

Anmærkninger over Rigets Lehne.

og, saasom Lehn have Oprindelse af de Tydske eller Longebarder, og de samme mestendeels overalt vare arvelige udi Tydskland, saa begyndte de Danske Vassaller at beraabe sig paa de Tydske Lehns-Love, og forlangede at forlehnes Faneviis; Dette gav Aarsag til store og blodige Krige, som ofte truede Riget med Undergang. Deslige U-lykker befodrede ikke lidet Geistlighedens Magt og Myndighed; thi der formeredes med Tiiden en Status biceps eller to Hovedet Regimente i Riget, saa at Erke-Bispen

Geistlighedens Usurpation.

af Lund kunde kaldes Kirke Konge og de rætte Konger allene Stats-Konger. Ja omsider da Hierarchiet eller det Geistlige Regimente kom paa det højeste, bleve de sidste fast ikke anderledes anseede end som Pavernes Statholdere. Disse vare de fornemmeste Aarsager til Rigets Flod og Ebbe under Kongerne af den anden Periodo.

Hvad Lærdom og Boglige Konster angik, da finder man, at det temmeligen her udi Riget har tiltaget. Den bekiendte gamle Skribent Adamus Bremensis afmaler Kong Svend Estridsen udi sin Tiid som en lærd Herre, der var øved baade udi Geistlige og Verdslige Videnskaber, iligemaade vel funderet udi det Latinske Sprog, og er der ingen Tvil paa, at under saadan lærd og poleret Konge jo have været mange

Lærdommens Tilstand udi den anden Periodo.

vel studerede Folk i Dannemark. Udi de Waldemarers Tiid, da alting florerede udi Riget, florerede ogsaa Lærdom, og kand man sige, at det Latinske Sprog da allene havde sit Sæde udi Dannemark; thi, da samme Sprog havde taget Afskeed fra alle andre Steder endogsaa fra Italien selv, og en yderlig Bar (478) barie herskede over alt, skrev Saxo Grammaticus sin Danske Historie paa Latin med saadan Ziirlighed, at man endda udi vore Tider med Forundring læser den. Dette og andet forfremmede i sær den store Erke-Bisp Absalon, en Mand hvilken synes af GUd at have været opvakt til at giøre dette Rige mægtigt og anseeligt, da bleve ogsaa de mange herlige Love udgivne, som endnu paa adskillige Stæder bruges, sær Waldemari 2 Jydske Lovbog, hvoraf høistbemeldte Konge er ikke bleven mindre bekiendt end af sine mange og hærlige Seyervindinger. Det blev udi de Waldemarers Tiid Mode at skikke unge Adelsmænd til Paris for at lære Videnskaber og de saa kaldte Franske Artigheder, tilligemed det Franske Sprog, hvor til de havde en naturlig Facilitet, som de Tiiders Skribent Arnoldus Lubecensis vidner med disse Ord. De Danske Edelmænd skikke deres Børn til Paris for at oplæres ikke allene udi Geistlige men endogsaa i Verdslige Videnskabe, hvorudi de have meget tiltaget, og, saasom de have en naturlig Færdighed i at tale, saa befindes de at være subtile Disputatores baade udi Jure og Theologie (c).

Hvad Regieringens Form og Kongernes Myndighed anbelanger, da er vanskeligt at giøre en klar Afrisning der paa. Det synes, at de første Konger have regieret efter

Kongernes Myndighed.

egen Tykke og Velbehag, saasom der antegnes som noget u-sædvanligt om Erik Eiegode, at han kaldte Stænderne sammen for at have deres Samtykke til vigtige Tings Foretagelse, og hører man for den Tiid intet synderligt tale om regleret Rigsdage og Dannehoffe, eller et bestandigt Rigs-Raad, ja der bliver lidt eller intet talet om Adelsmænd for Waldemari 1. Tiid, saa at Hvitfeld deraf ikke uden Grund slutter, at Adelens rætte Opkomst kand henføres til samme Konges Tiid. Men fra den Tiid tales ofte om Rigsdage, om Rigets Raad og om Kongelige Capitulationer og Haandfæstninger, hvilke sidste allermeest indskrænkede den Kongelige Magt, dog kand man ikke sige, om slige Haandfæstninger fløde af forma Regiminis, thi man seer, (479)

(c) Arnold. Lub. Cont. Chron. Slav. lib. 3. cap. 5. siqvidem ob naturalem lingvæ facilitatem non solum in argumentis Dialecticis subtiles inveniuntur, sed Etiam boni Decretistæ, Sive Legistæ comprobantur.

(479) at nogle Konger komme til Regieringen uden at give deslige fra sig, saa at det er rimeligt, at Stænderne have betienet sig af Conjuncturerne for at sammensmeede de samme, og, saasom fra Kong Erik Mendveds Død ofte faldt ind slige Conjuncturer, at Successionen vaklede, saa blev det med Tiden en Sædvane og endeligen en autoriseret Lov og Hoved Artikel i det Danske jure publico. Vore Historier tale vel ideligen om Vall og Kongernes Keisning. Men de samme viise dog, at der udi denne periodo en bestandig Arve-Succession har været i Agt tagen, saa at man kand holde for, at det Ord Vall har ingen anden Betydelse haft end Hyldning. Hvad som særdeeles udi denne periodo er at merke er, at fra Canuti Magni Tiid indtil Waldemari 1.

Ingen forskiæl mellem ægte og uægte Prindser.

ingen Forskiæl har været giordt mellem naturlige og ægte Børn. Canutus Magnus havde 3 Sønner, hvoraf de 2 nemlig Svend og Harald fik hver sit Rige ligesaa vel som den ægte fødde Printz Haarde Knud. Svend Estridsens 5 Sønner, Harald, Knud, Oluf, Erick og Nicolaus, vare alle u-ægte Børn, og blev dog alle Konger, og, naar man lægger dertil Erick Emund som ogsaa var fød uden lovlig Ægteskab, kand man regne 6 naturlige Printzer, som regierede alle efter hin anden.

Hvad Love og Rettergang er angaaende, da har jeg tilforn meldet at Tvistigheder for Christendommens Indførsel bleve gemeenligen afgiorte ved Dueller. De første Christne Konger søgte vel at afskaffe saadan Misbrug, men henfulde derved til andre, som vare lige saa slemme, saasom at beviise ens Uskyldighed ved Jernbyrd (d) eller

Lov og Ræts Tilstand.

gloende Sverd. Man finder blant Canuti Magni Love en særdeeles Maade eller Prøve, som de der vare anklagede maatte underkaste sig. Lovens Ord ere disse: dersom nogen er beskylded for Mord eller at have været Medvider der udi, da befrier han sig med sine Paarørende eller med dem som have Interesse udi det begangne Mord, eller, om det er fornødent, maa han underkastes den Prøve af Corsned, og skee da

(d) Vid. Hist. Harald Sven.

(480) GUds Villie. Heraf seer man, at høystbemelte Konge endskiønt han forordnede at Sager skulde paakiendes ved Vidner, saa afskaffede han dog ikke de andre Misbrug. Ordet Corsned viiser at denne Lov maa være publicered af ham udi Engeland, og bestoed samme Corsned derudi: Man gav den anklagede Person til at æde et Stykke Brød eller Ost, som var indviet med mange Ceremonier, og troede man, at, dersom den var skyldig, samme Stykke skulde blive staaende i Halsen, og qvæle den anklagede; men, hvis den var uskyldig, skulde Stykket gaae glat ned. Det er troeligt, at samme Prøve maa ogsaa have været brugelig i Dannemark udi Canuti Magni Tiid, helst saasom en stor Deel af Geistligheden, og de fleeste Bispe vare Engelske. Dog findes intet, som mig er vitterligt, derom antegned hos vore egne Skribentere; alleene af det Mundheld som endnu bruges blant vor Almue; nemlig: der paa tør jeg æde Salt og Brød, synes at denne Prøve ogsaa har været brugelig i Dannemark. Man seer heraf, at den Danske Jurisdiction var kun i maadelig Tilstand i Begyndelsen af den anden periodo, og at de første Christne Konger forandrede kun een Misbrug til en anden. Thi denne Overtroe varede indtil Waldemari 2 Tiid, da der allerførst blev forordned at man alleene ved Vidner skulde fældes. Om Waldemari herlige Love tales udi samme Konges Historie, hvorfore jeg det her igien ikke vill oprippe. Jeg vill kun alleene sige, at man fra den Tiid allerførst kand regne ordentlig Rettergang udi dette Rige. Det meste, som da blev forfattet i Pennen, var Conform med andre polerede Nationers Love, og holdes een stoor Deel af Waldemari 2 Jydske Lov at være udtagen af den saa kaldte Sachsen Spiegel. Dog, saa som hvert Landskab har sig noget forbeholdet, saa findes adskillige Ting udi de Tiiders Danske Love, som fortiene særdeeles Anmerkninger. Enhver af Rigets Hoved Provincier havde sine egne Love. Siælland med de andre Øer havde sin egen Rætt, Skaane sin og Jylland med Slesvig stod under Waldemari 2 Lov. Undertiden skeede det, at de, som dømtes efter den samme Lov, dog udi visse Tilfælle skiøde sig derfra. Saaledes, end (481) skiøndt Lolland havde samme Lov som Siælland, saa dog var den Forandring i Drabs-Sager, at hvo der slog nogen ihiel udi Lolland, skulde bøde over den rette Mande-Bod (e) 40 Mark, hvorudover ogsaa en Lollik sagdes 40 Mark bedre end en Siællands Far, og seer man der af, at den rette Mande-Bod maa ikkun have været maadelig, og at man ved nogle Mark kunde afsone en Siællandske Bondes Mord. En farlig Lov der kunde autorisere en rig Herremand til at giøre det samme som fordum Lucius Veratius i Rom, hvilken, naar han havde Lyst til at prygle og lemlæste Folk, gik ud med en Pung fuld af Penge, pryglede med den eene Haand, og betalede efter Loven sine 25 Sestercier med den anden Haand.

Til denne periodum kand man ogsaa henføre Vorned-Rettighedens Opkomst, skiøndt man paa et Haar ikke kand sige Tiden, langt mindre Aarsagen til saadan Trældoms Indførsel, sær meer udi en Province end udi en anden. Helvaderus (f) henfører vel denne Stand til Waldemar 2, og siger at de Siællandske Bønder bleve bragte udi saadan Trældom, efterdi de alleene vegrede sig for at løse Kongen af sit Fængsel. Men jeg har viiset udi andre Skrifter (g) samme Berettnings U-grund, eendeel saasom Waldemari 2 Historie intet melder derom, eendeel ogsaa, efterdi der tales om Vornede for den Tiid. Den Lov, som blev giort om Arvedeel at Døttrene skulde arve den halve Deel mod Sønnerne, efterdi det Danske Fruentimmer løsede Kong Svend af sit Fængsel med deres Smykker, er ogsaa merkværdig, og er den

Om Riget udi denne Periodo stedse var sui juris

endnu udi fuld Kraft. Hvad ellers dette Riges Herlighed og Independence anbelanger, da haver under adskillige Konger udi denne Periodo været Tvistighed med de Tydske Keysere, om Dannemark skulde være et Lehn af det Romerske Rige eller ey. De tvende Keysere Otto, og Fridericus Barbarossa have med stor Iver pousseret deres Prætensioner, og har jeg udi Historien viiset paa hvad Fundament. Den største Deel af vore Historie-Skrivere nægte aldeeles, at nogen (482)

(e) Erici Haandf. paragr. 11.

(f) Encl. 291.

(g) Vid. descript. Dan. cap. 7.

Dansk Konge haver forbundet sig i saa maade til Keyseren. Men, saasom en Historie Skriver ingen Tieneste giør sit Fæderne-Land ved at opoffre Sandheden, saa har jeg i Historien ikke nægtet Factum, men alleene viiset dets Ugyldighed. Jeg har ikke nægtet at jo Harald Blaatand, Svend Grathe, Knud Magnusen og andre kand have forbundet sig ved en slags uliig Contract til Keyseren; men jeg har derhos viiset af hvor liden Vigtighed saadanne Forbindelser kunde være, som skeede enten par surprise eller uden Stændernes Samtykke. Jeg har ogsaa viiset, at de Keyserlige Prætensioner fløde af et Stats Pedanterie paa de Tiider, nemlig, at eftersom Tydskland præsenterede det Romerske eller 4de Monarchie, saa burte alle Europæiske Konger erkiende Keyserne for Over-Herrer. Thi man seer at de have formeret dislige Prætensioner, ikke alleene mod Dannemark, men end ogsaa mod de fleste Europæiske Riger, ligesom Paverne have giort det samme udi Geistlige Sager: saa at man der udover kand tilstaae Factum uden Riget til mindste Forkleinelse. Videre herom kand læses udi Waldemari 1. og Canuti 6. Historie.

Marskens Drostens og Cantzlerens Opkomst udi denne Periodo.

Hvad de Høye Embeder anbelanger nemlig Drost, Marsk og Canceller, da synes de alle at have deres Oprindelse udi denne Periodo, skiøndt det er vanskeligt at sige egentligen paa hvilken Tid. Udi Canuti Magni Historie seer man, at de Høyeste Embedsmænd og Statholdere kaldtes endda Jarle, der tales ogsaa om Stallare, hvilke vare de samme, som siden bleve kaldne Marsker. Jeg finder ikke det Ord Drost udi Historien førend udi Erik Glippings Tid, da der tales om Matthias Drost, som blev ihielslagen i Estland 1270, dog drister jeg mig ikke til at sige, at samme Matthias var den første Drost, ey heller om det fra den Tid har været en bestandig Bestilling. Det samme kand ogsaa siges om Canceller og Marsk. Udi Svend Estridsens Historie tales om Wilhelm Kongens Canceller, som siden blev Bisp udi Roskild, og er det troeligt, at i det ringeste fra den Tid har været Canceller, hvor vel jeg udi adskillige af de efterfølgende Kongers Historier finder intet nævnet om Cancelere. Marskens Opkomst er ogsaa uviss; Udi Christophori 2. Historie tales om 3 Marsker (483) paa eengang, som Ludvig Albertsen Marsk, Lauge Marsk og Peder Vendelboe Marsk, saa at man kand see, at Marskens Embede maa ikke have været udi den Anseelse, som det blev siden. Kort at sige, mand kand ingen nøyagtig Afrisning giøre enten over Regieringens Form eller Rigets Høye Embeder, førend udi den 3die Periodo, da de 3 Nordiske Riger bleve foreenede, og der af Nødvendighed maatte forfattes en Konge Lov og sammenskrives et jus Publicum. Derudi finder man allerførst ræt, hvor vit den Kongelige Myndighed skulde gaa, iligemaade Love om Successionen og de høye

Undersaattere garanterede Freds-Tractater mellem Kongerne.

Embeders bestandige Indstiftelse. Ved Transactioner og Freds-Tractater er dette i sær at mærke, at i Steden for, at nu omstunder Potentater alleene garantere Fred, som bliver sluttet imellem stridende Partier, saa lode da Undersaatterne sig bruge til saadant Guarantie: thi der bleve tagne visse Mænd som svore Freden, og forbunde sig til at forlade den Konge, som den først brød. Det var ogsaa brugeligt at indføre udi Forbund og Freds Tractater den Clausula, at Bisperne skulde have Magt til at excommunicere den Konge, som først overtraadde en Pact. Den Titel, som

Kongerne Kongernes Titler.

Gaves, var Eders Værdighed, Eders Naade, Høybaarne og Edele Herre, og finder jeg ikke den Titel af Majestet, førend udi Kong Johannis Tiid, skiønt endda ikke bestandigen; thi udi et Diplomate findes Hans Naade og udi et andet Hans Majestet.

Geistlighedens Tilstand.

Hvad Geistligheden angaaer, da vare udi Begyndelsen af denne anden periodo ingen Erke-Bisper, men allene Bisper, og den Danske saavelsom den Svenske og Norske Kirke stod under den Hamborgske eller Bremiske Kirkes Jurisdiction, indtil Erik Eiegodes Tiid, hvilken først udvirkede hos Paven, at Dannemark maatte udi Geistlige Sager befries fra fremmed Jurisdiction, og nyde sine egne Erke-Bispe. Da blev et Erkesæde anlagt til Lund udi Skaane, hvorunder alle 3 Nordiske Rigers Geistlige

Første Erke-Bispe.

skulde sortere. Omsider finge Norge (h) og Sverrige sine egne Erke-Bispe, hvorved de Lundiske Erke-Bispe tabte meget af deres Herlighed, men til (484)

(h) Vid. Baronii Annal. ad annum 1154.

Vederlag gav Paverne dem Titel af Sverriges Førster og Pavelige Legater, hvilke Titler de Lundiske Erke-Bisper stedse beholdte indtil Reformationen. Geistlighedens Magt kom ellers udi denne Periodo paa den højeste Spidse, Bispe og Præster bleve ikke allene brugte udi vigtige Stats-Sager, men førdte baade Krigs-Hærer og Floder an; thi de største Krige, som Dannemark førdte, skeede under Anførsel af de tvende Lundiske Erke-Bispe Absalon og Andrea, og har jeg tilforn viiset: at i det store Slag ved Fodvig udi Skaane bleve fundne paa Vallsteden 5 Bispe og 60 Præste, ja det kom omsider saavit, at ingen blev holden for en god Bisp med mindre han var en duelig Krigs-Mand. Det er derfore artigt, som fortælles om den Engelske Konge Richard, hvilken, da han udi et Slag fangede Bispen af Beauvais og Pave Celestinus 3. skrev i Faveur af samme Bisp, som han kaldte sin Søn udi Christo, skikkede Kongen Paven det Harnisk, som Bispen førdte, da han blev fangen, med disse Ord, som Jacobs Sønner brugte, da de visede deres Faders Josephs Kiortel: See! om det er Eders Søns Kiortel. Derfore lastes ogsaa den første Erke-Bisp i Lund, Adzer, efterdi han udi Rigets U-roeligheder intet Parti vilde tage, og, som en gammel Krønike (i) siger, ikke vilde forsvare Israels Huus, det er stifte Oprør mod Regieringen, som hans

Bispernes Vocation.

Successor Eschild, hvilken derudover passerede for en hellig Mand. Kongerne kaldte i Begyndelsen allene Bisper. At saadan Rætt var dem ustridig endda udi Waldemari 1. Tiid, kand sees deraf, at Capitelet til Ribe 1171 gav Kongen 300 Mk (k) for Frihed at udvælge en Bisp. Den bekiendte Jacob Erlandsen var den første Erke-Bisp til Lund, som blev udvalt mod Kongens Villie og Homerus den første Bisp til Ribe, som blev udvalt af Capitelet allene. Saa at det Regale blev siden betaget Kongerne, hvorpaa findes mange Exempler i denne Historie. Ellers er den Danske Geistligheds Opkomst mest at tilskrive St. Canuto, som blev ihielslagen i Odense. Udi Begyndelsen vare Bisperne ikke andet end vandrende (485)

(i)Manuscript. Membran. in excerpt. Thom. Barth.

(k) Chron. Episc. Ripens.

(485) Missionarier, der reisede ideligen fra en Province til en anden for at prædike GUds Ord. Heraf kommer det, at Bisperne

Den Bispelige Myndighed stiger under Canuto St.

ere ældre end Bispestolene. Siden bleve de lidt meere fornemme, og finge bestandige Residencer, hvorpaa de lode forrætte Prædike Embedet ved Præste og Munke, de holdte ogsaa Vie Bisper, som skulde indvie Kirker, Altere og Kirke-Gaarde, og det endeel af Magelighed, endeel ogsaa af Høihed, efterdi dislige Forrætninger syntes dem forringe og gemeene. Men, da de under Canuto Sancto bleve antagne udi Rigets Raad, og begyndte at agere Hoffmænd og Generaler, finge de ingen stunder til Geistlige Forrettninger; paa den Tiid saae man Bisperne reise igiennem Landet med Svite af nogle 100 Hæste (l) Bisperne af Siælland havde 43 Læn at forlehne og Erke-Bispen af Lund 36. Ligesom Høihed og Velstand tilvoxede, saa tilvoxede ogsaa U-videnhed, hvilken her saa vel som paa andre Stæder gik saa vit, at der fandtes adskillige Bispe, der ikke engang kunde skrive deres Navne, hvorudover udi nogle Conciliis findes Subscriptioner udi saadan Form Jeg N. N. lader underskrive ved min Medbroder, efterdi jeg selv ikke kand skrive: eller paa saadan Maade: saasom den Bisp ikke selv kand skrive, saa undertegner jeg for ham. Foruden Bispe bleve ogsaa her efter andre Landes Exempler beskikkede Archidiaconi, Diaconi, Cantores og Caniker, hvis Indkomster kaldtes Præbender og Kanike Borde eller bona mensalia; thi man seer, at Kanikerne have i Førstningen spiset ved Bispernes

Anmærkning over Mensal Gods.

Borde, og at deraf det Navn Mensal Gods er kommen. Men siden bleve Erkedegners, Degners og Cantorum Bestilninger, Gods og Indkomst skildte fra Præbender og Kanike Borde, og udi Erke-Bisp Nicolai Tiid, som sad under Kong Waldemar 3. bleve kaldne Dignitates. Mensal Gods begyndte da ogsaa at deeles blant Kanikerne, efterdi nogle havde lyst at boe udi Eenlighed, og dem syntes u-mageligt at spise ved Erke-Bispens Bord. Udi samme Erke-Bisps Tiid blev og sammenskreven den Capitels Bog kalden (486)

(l) Hvitf. in præf. ad Chron. Episc.

Palte Bogen (m) eller Deelings Bog, hvorudi enhver Prælats, Kanniks og Vicarii Gods og Værdi blev antegnet, saa at efterhaanden hvad, som tilforn var tilfælles, blev til proprietet. Der vare foruden denne Palte Bog ogsaa

Palte Bøger.

adskillige andre slige Palte Bøger, og seer man, at de Roskildske Bispers Rettighed efter en saadan Palte-Bogs Indhold var over Kiøbenhavns Bye og Slott. Udi denne Periodo bleve ogsaa de fleeste Munke-klostere stiftede udi Dannemark. Den bekiendte Erke-Bisp Eskild, som florerede under Kong Waldemar 1. stiftede af sit eget

Munke Klosteres Opkomst udi den anden Periodo.

Arve-Gods 5 Bernhardiner Klostere. De Cistersienser bleve her etablerede under Erik Eiegode (n). Under Waldemaro 2. komme hid ind Dominicaner og Franciscaner Munke, som her kaldtes Sorte-Brødre og Graae-Brødre, hvilke sidste stiftede deres første Klostere til Svenborg og Randers (o) og siden spreedde sig over alt. Udi Dronning Margaretæ Tiid blev det første Carmeliter Kloster stiftet udi Dannemark til Landskrone, og bleve de første Carmeliter Munke hid bragte fra Tydskland 1410. Andre Munke Klostere bleve stiftede under adskillige andre Konger. Disse Munke ginge vel ikke udi Krig som Bisperne og Præsterne, men lode sig allene nøye med at bruge Næverne mod hinanden indbyrdes, hvorpaa haves mange Exempler sær udi Wilhelmi Abbatis Tiid da der blev holden et Feltslag mellem de Cistersienser og Franciscaner hvorom bemeldte Wilhelmus taler udi et af sine Breve til Paven (p),

En curieuse Anmærkning over Munke-Dragten.

item til Ribe udi Biscop Rudolphi Tiid, da der udi samme Bisps Nærværelse blev givet saa manget blaat Øye og Bispens Kiortel blev sønderrevet (q): man seer ellers af Historien, at de første Danske Munke og Canonici ikke have villet holdet sig til vist Klædedragt. Hvorudover Pave Alexander 3. udi Waldemari 1. (487)

(m) Chron. Archiepiscop. Lundens.

(n) Erici Pomerani histor. gentis Dan.

(o) Chron. Episcop. Othiniens.

(p) Lib. 2. epist. 48. med disse Ord: Nigri supervenerunt & eos sc. Cistercienses injuriis & contumeliis & vulneribus crudeliter affecerunt & eorum bona diripuerunt. Dominicanerne kaldtes da Monachi nigri eller Sorte Brødre og Franciscanerne udi Wilhelmi Brev Grisei eller Graabrødre.

(q) Chron. Episcop. Rip. vid. lit. Alexandr. 3. sub dato Benevent. 6. Idus Novembres in Chron. Episcop. Rip.

Tiid skrev Augustiner Munkene et Brev til af saadant Indhold. Alexander Biskop alle GUds Tieneres Tiener ønsker sine elskelige Børn Kaniker i Riber Kirke Hilsen og den Apostoliske Velsignelse. Det er os berættet, at, endskiønt I selv have vedtaget at bære Klædebon, og at leve efter St. Augustini Regel, I dog vende Eder tilbage til Spyttet igien, og ikke holde det ringeste, som I have lovet, hvorudover Vi befale Eder strængeligen, at I paa nye optage Eders Ordens Klædebon efter Augustini Regel, som I have lovet etc. Dette er en curieuse Anmerkning i den Danske Kirke-Historie, efterdi intet paa andre Steder blev holdet helligere end Ordens-Dragten, hvor man har seet store Tvistigheder ja blodige Kriger reiset mellem Ordens Brødre formedelst en liden Forandring allene paa Huer, og er derfor udi Kirke-Historien besynderligen navnkundig den Krig, som de Franske kalde la guerre des Capuchons.

Nonne Klostere.

Foruden Munke Klostere blev ogsaa Landet opfyldt med Nonne Klostere, blant hvilke intet var helligere end St. Claræ Kloster til Roskild, stifted 1259 af Ingerd Jacob Sunesens Dotter, som en ubekiendt Autor kalder Grevinde (r) thi ingen maatte komme derind uden Pavens særdeeles Tilladelse, som kand sees af Cardinal Matthæi Brev af Anno 1301 til den Danske Dronning Ingeborg, hvorudi tillades samme Dronning 3 gange om Aaret at besøge Claræ Klosters Nonner med 10 skikkelige Matroner.

Saadan var Tilstanden i den anden Periodo. Nu træder jeg til den 3die, som indeholder det Store Nordiske Monarchie, hvoraf den Danske Semiramis Dronning Margareta var Stifter i det Hun ved det Calmarske Forbund af 1397 foreenede de

Det store Nordiske Monarchies

Stiftelse.3 Riger, Dannemark, Norge og Sverrig under et Hoved. Alle aabnede Øyne over dette nye Monarchies Opkomst og det ikke uden Aarsag; thi havde Dannemark alleene kundet i gamle Dage giøre sig saa mange Nationer Skatskyldige, hvad maatte man da ikke (488)

(r) Anon. Chron. Dan. Det maa have været Græv Jacobs Dotter af Halland.

vente nu det blev foreenet med Sverrig og Norge. Men, som det er ikke alt Guld som glimrer, saa befandtes dette store Monarchie ved Erfarenhed af Tiden ikke

Samme Monarchies Skrøbelighed.

at være nær saa vigtigt, som man bildte sig ind; thi udi all den Tiid, det varede, nemlig under 6 Konger, kunde Dannemark ikke bringe et lidet stykke Land som Dytmersken under Lydighed eller udi mange Aar indtage et eeneste Slott, som Gottorp. Ja Søe-Stæderne Lybek og Hamborg have aldrig været meere frekke mod Kongerne end da de vare blevne Monarcher over 3 Store Riger. Dette synes u-begribeligt for dem, som ikke nøye har giort sig Umage at betragte dette nye Monarchies Systema, og de

Aarsag dertil.

indvortes Skrøbeligheder, hvoraf det laborerede. Endskiønt Foreeningen mellem Rigerne var til veje bragt, og et ævigt Forbund sluttet, saa continuerede dog den gamle Antipathie helst mellem de Danske og Svenske, saa at Dronning Margareta neppe med all sin Habileté og Stats Konst kunde udi sin Tid holde Rigerne sammenknyttede. Den Gnist, som under hendes Regiering laae skiult under Asken, brød strax frem udi hendes Successors Erici Pomerani Tid, og, som samme Konge havde ikke den Capacitet, som udfodredes til at holde saadan stor og delicat Machine ved lige, eller Vidste med Behændighed at gaae Sygdommen i møde, førend den tog alt for store Kræfter, saa lagdes strax Grund-Vold til de vitia, og den Misorden, som ved intet Middel siden kunde læges, og blev da under de efterfølgende Konger intet tilbage af Foreeningen uden det blotte Navn, ja Forbittrelsen havde aldrig været større mellem Dannemark og Sverrig end udi denne Foreenings Tid, hvoraf mand lætt kand see, at dette Nordiske Monarchie ikke kunde være af den Vigtighed, som det havde Anseelse til; thi denne heele Periodus er en Kiede af idelige Krige og frugtesløse Negotiationer mellem Rigerne. Vil man af de Tiders Historie efterforske Oprindelsen til dislige U-held, da bliver man af Danske og Svenske Krønikers Læsning kun meere forvildet; thi hver Skribent plaiderer for sin Nation. De Svenske skrive, at Kongerne ideligen søgte at giøre Norge og Sverrig til Provincier af Dannemark. De Danske derimod beskylde den Svenske Adel (489) at ophidse Almuen mod Regieringen for at bane sig selv Vey dertil, og at betiene sig af det Ord Frihed og almindelige Beste for at promovere deres Ambition og egen Interesse. Begge slags Beskyldninger kand maaskee være vel grundede, og der kand have været Skyld paa begge Sider. Men,

Hvorfor Sverrig var meer misfornøied med Foreeningen end Norge.

saasom Uroelighederne vare allene udi Sverrig, og der sielden brød ud saadan Misfornøyelse udi Norge, da dog det sidste Rige var udi samme Casu som det første, saa maa man eftersøge en anden Aarsag til disse mange og store Revolutioner i Sverrig, medmindre man vil sige, at Kongerne tracterede de Svenske, som Stedbørn og de Norske som egne Børn, hvilket synes u-troeligt, saasom ingen Aarsag kand gives til saadan Forskiæl, og sunde Regierings Love udfodrede at omgaaes mest varligen med Sverrig som det mægtigste af disse tvende foreenede Riger, eller man vil sige, at de Norske vare meere søvnagtige og efterladne udi at i agt tage deres Riges Høyhed og Ære, hvilket ey heller kand finde Bifald, efterdi man seer af den Norske Historie, at et høyt Hierte og Ambition har stedse været de Norskes Hoved-Characteer. Den rætte Aarsag derfor og Hoved-Oprindelse til disse U-roeligheder synes at have været denne. Den Foreening mellem Dannemark og Norge grundede sig paa det Ægteskab mellem den Danske Princesse Margareta, og den Norske Konge Hagen, saa at Olaus, som blev fød af samme Ægteskab, var anseet af begge Riger som deres rætte og indfødte Konge, hvorudover disse tvende Rigers Sammenbindelse var gandske frivillig og u-tvungen, og det eene Rige kunde ikke siges at være bleven en Accession til det andet, ja, om man vilde sige, at et Rige var lagt til et andet, kunde man heller sige, at Dannemark var bragt til Norge, end Norge til Dannemark, efterdi den første tilfælles Konge, Olaus, skiønt fød af en Dansk Princesse, var dog en Norsk Printz. Foreeningen derimod med Sverrig var aldeeles ikke saa u-tvungen, saasom den blev befodret, ikke mindre ved Sverdet, end ved persvasioner, hvorudover ogsaa Kierligheden var meere lunken udi Sverrige end udi Norge, og det første Rige interpreterede denne Foreening, som en slags Foragt for Nationen, da derimod det sidste ansaae den som (490) en Ære. Saadan Eftertanke synes at have været en stedsevarende Tønder til den Ild, som saa ofte brød ud i Sverrig, udi hvilket Rige Kongerne i den Henseende derfore intet kunde giøre Indbyggerne til Maade, end ikke Dronning Margareta selv, hvis Gierninger endogsaa de alleruskyldigste bleve interpreterede at sigte til Nationens Foragt, som blant andet kand sees af den Mynt slagen til Ørebroe, hvorom tales i Historien. At høystbemeldte Dronning ellers ingen Forskiæl giorde imellem Norge og Sverrig, kand sees deraf, at hun forfremmede adskillige Svenske udi Dannemark, og var Abraham Brodersen, en indfød Svensk hendes allerstørste Favorit. Jeg tilstaar gierne, at Erici Pomerani selsomme Opførsel kunde give Anledning til Misfornøyelse udi Sverrig, men Misfornøyelsen udi samme Rige var ligesaa stor under Kong Hans, som de Svenske selv tilstaae at have været en særdeeles from og føyelig Herre, og derved udtrykkeligen give tilkiende, at det var ikke saa meget med Kongerne selv, de vare misfornøjede, som med Foreeningen, hvilken dagligen syntes at bebreide den Svenske Nation en Slags Inferioritet. Hvorfore ogsaa alting var dem Suspect, og intet kunde giøres til Maade. Dette drev omsider Christianum 2. til, efterat alt Slags Medicine havde været frugtesløs, at bruge det bekiendte Violente Remedium, nemlig at lade Aarene allevegne aabne paa det syge Rige, og afhugge alle de Hoveder, som ikke kunde begribe denne Foreenings-Nytte. Men, som Patienter ofte befodres til Graven med violente Remedier, saa døde ved denne hæftige Aareladen all Forstaaelse mellem Rigerne saa reent ud, at der siden den Tiid aldrig har været mindste Haab til Foreenings Fornyelse igien. Dette altsammen skal omstændigen vises udi Historien af det Nordiske Monarchie, hvis Stiftelse er en Prøve paa den store Dronning Margaretes Habileté, og en Zirat udi den Danske Historie; thi man seer udi Alting at regiere en u-afladelig Hurtighed, den fineste Politiqve, og meer end Mands Mod og Hierte, hvilke Qvaliteter alle behøvedes til at formere saadan vanskelig Machine, og at bringe 3 saa stridige Nationer under et Hoved. Man skiønnede ikke paa, hvor stort dette Verk var, førend efter denne kloge (491) Dronnings Død: da man seer af Historierne, at det var en Umuelighed for hendes Efterkommere at holde den Bygning ved lige, som hun med saa stor Konst og Viisdom havde opreist. Ja, som ingen uden Dronning Margareta kunde stifte saadant Verk, saa kunde ey heller nogen uden Dronning Margareta conservere det samme. Nu maa jeg vende mig til Historien igien.

Tilstand udi Riget efter Kong Olai Død.

Efterat Kong Olaus saaledes var ved Døden afgangen, ophørede den rætte Konge Linie udi Sverrig og Norge, der var ey heller nogen tilbage udi Dannemark paa Sværdsiden, saa at, om man vilde blive ved Successions-Ordenen, som udi dette Rige fra Arilds Tiid stedse helligen havde været i Agt tagen, var ingen nærmere at succedere end Dronning Margareta Waldemari 3. Dotter. Hvorudover, skiønt ingen Qvindes Person tilforn havde førdt Regimentet udi Dannemark, saa dog, efterdi hun Margareta bliver regierende Dronning

havde ladet see saadan Viisdom udi Rigets Administration under hendes Søn, blev hun antagen til regierende Dronning, og det med saadan Eenstemmelse af Provincierne, at den eene ligesom kieppede med den anden om at skikke hende Hyldings-Brev. Nogle fremmede Skribentere sige, at hun banede sig Vey til Thronen eendeel ved Penge og eendeel ved Geistlighedens Sollicitationer, som haabede at spille Mester under et Fruentimmer, der stedse tilforn havde ladet sig regiere af dem. Men, som vore Authentiqve Skribentere melde intet derom, kand saadant henregnes til Raisonnemens, som visse Autores bruge til at zire deres Historier med. Den store Begierlighed, alle Provincierne lode see paa eengang at hylde hende, viser at saadant er en Digt. Skaaningerne gave hende først Hyldings-Brev, som lyder saaledes:

Det skal alle Mænd være vitterligt, som dette Brev høre og læse, at vi

Skaaningernes Hyldings Brev

Vinolt med Guds Naade Erkebisp udi Trunhiem, Peder med samme Naade Bisp i Aarhuus, Henning Poedebusk Dannemarks Riges Drost etc: kiendes med dette vort aabne Bref at Aar 1387 paa St. Lauritz Dag i Lunde Kirke, saavelsom ogsaa paa Lunde Landsting keisedes, annammedes, og udvaltes den (492) hederlige Førstinde og Frue Margareta Norges og Sverrigs Dronning til at forestaae det Rige Dannemark. Og det først, efterdi fornævnte Dronning Margareta er Kong Waldemars Dotter og Kong Olufs Moder, for det andet, for den gode Villie og Gunst, vi have fundet af hende i mange Maader. Vi have saaledes eendrægteligen fundet for got og hun med os, at vi ingen Herre eller nogen Mand skulde til Konge antage udi Dannemark, item ingen Mand til Hielp at kalde, der hende kand være imod og uden hendes Raad og Villie. Hun derimod har lovet os at lade os nyde Ræt og Skiæl, og de Privilegier, som hendes Forældre og hendes Søn os givet haver, og skulde vi saa tiene hende, som vor rætte Frue og Dannemarks Riges Formynderske indtil vi med hende og hun med os blive eenige om at keise en Konge. Actum ut Supra udi Lunde Dom-Kirke og paa Lunde Landsting.

Udi dette Brev er værd at observere, at de erklærede hende nærmest til Thronen, efterdi hun var Kong Waldemars Dotter, hvilket blant andet giver tilkiende, at, hvor tit end det Ord Vall-Rige kommer for i Historien, saa kand man dog ikke see og finde de Ting, som følge en Val-Ræt; thi paa den eene Side ere blotte Ord og Expressioner, men paa den anden Side Gierning i at observere helligen en Successions Rætt, og aldrig at vige fra Linien.

Item Siælands, Fyens og Norges.

Derpaa blev hun hyldet af Siælland, (s) Fyen, Nørre Jylland, og endeligen Aaret derefter af Norge, hvor Dronningen persvaderede Stænderne at udelukke fra Succesionen hendes Søsters Ingeborgs Gemahl og deres Søn Henrik, efterdi de havde førdt Krig mod Kong Haagen, Kong Oluf og Dannemarks og Norges Riger, og saaledes med et Greeb forsikrede hun sig selv (493)

(s) Homag. Ord. Sialand. de dato Ringsted. Octav. ante Fest. Barthol. 1387. item Ord. Fioniæ Othon. Sabbato prox. ante Fest. Sim. & Judæ pag. 574 seqv.

Norge, og tillige med betog Kong Albert hans Prætensioner paa samme Rige. De Norske Stænder stillede hende ogsaa frit for at udvælge sig en Successorem, og, da hun adspurdte dem, hvem de i saa Maade holdte for Rigets rætte Arving? svarede de: at det var den Pomerske Hertugs Wratislavi 7 Børn, fødde af Frue Maria Dronning Margaretes Søster Dotter. Derpaa blev den begyndte Sag saaledes dreven, at bemeldte Hertug Wratislavi Søn Henricus, som hun siden lod kalde Erik, efterdi det Navn Henrik skurrede udi Danske og Norske Øren, blev samtykt til hendes Successor, som den Næste til Norges Krone,

Hagen Jonsen Drost resignerer sin Rætt paa Norges Krone. 1388.

og Haagen Jonsen Drost en Herremand af den Kongelige Stamme udi Norge maatte resignere all sin Rætt paa Norges Krone, hvilken resignation (t) skeede solenniter paa Agerhuus Slot 1388; Og er saaledes denne Negotiation en særdeeles Prøve paa den store Dronnings Habileté; thi der ved forsikrede hun sig Norge, og lagde Grundvold til samme Riges-Foreening med Dannemark, i det hun fik de Norske Stænder til at erklære den unge Pomerske Hertug for næste Arving til Norge, efterdi han var hende paarørende nemlig hendes Syster-Dotters Søn; thi hun kunde læt forud see, at de Danske ogsaa vilde antage ham til Konge, efterdi han descenderede fra Kong Waldemar. Det er ellers vanskeligt at sige, hvorpaa Haagen Jonsen Drosts Prætensioner kunde grunde sig, efterdi man ikke veed hans Genealogie; thi Historien siger allene, at han almindeligen blev holden for at være af den Norske Konge-Slægt. Dog erindrer jeg mig at have hørdt af vor forrige lærde Antiqvario Arna Magnæo efter nøye Eftersøgning at have fundet bemeldte Drost at være af Kongeligt Blod, men ikke af ægte Stamme. Udi hans Resignation findes disse Ord: Sed juravit & arbitratus est Haqvinus Johannis non compulsus, sed verè sponte, qvod nunqvam Rex fieri voluit aliqvo tempore dierum vitæ suæ in Norvegia &c. Udi Begyndelsen af hendes Regiering geraadede hun i Krig med Sverrig. Og saasom samme Krig er en af de vigtigste Dannemark nogen Tiid har ført, efterdi den Svenske (494)

(t) Vid. renunciat. Haqvini pag. 578.

Konge derudi blev fangen, og derpaa fuldte de 3 Nordiske Rigers Foreening, saa vill jeg her gaae lidt tilbage i Tiiden, og eftersee udi hvilken Tilstand Sverrig da var, og hvad Merkværdigt i foregaaende Aaringer udi samme Rige var hendet.

Kort Begreeb af Svenske Hendelser for den Svenske Krig.

Jeg har tilforn mældet om den Misfornøyelse, som Kong Magni Smeks Regimente havde opvakt udi Sverrig. Denne Misfornøyelse tog saadan Overhaand, da Kongen mod sit Løfte samtykkede det Ægteskab mellem sin Søn Hagen og den Danske Princesse Margareta, at Stænderne udi Sverrige besluttede at skille baade ham og hans Søn ved Kronen, og at tage sig en fremmed Konge. De bøde derpaa Riget an til Græve Henrik af Holsten. Men, som samme Græve var allerede en bedaged Herre, lod han dem betakke for den Ære, og visede dem til Hertug Albert af Meklenborg, hvilken var af Kongelig Svensk Blod paa Møderne Side. Denne recommenderede dem sin mellemste Søn, som ogsaa heed Albert. Hvorudover de Svenske Misfornøyede bragte ham fra Meklenborg først til Gulland, og lode ham hylde paa samme Øe; Derfra begave de sig med ham til Stokholm, og udi en Hast erobrede baade Staden og Slottet, og derpaa forskreve en Herredag til Stokholm, paa hvilken Herredag Kong Magnus offentligen blev dømt fra Riget og den unge Meklenborgske Hertug blev proclamered Konge i hans Sted. Dette skeede St. Andreæ Dag Anno 1363.

Men Kong Magnus havde endda et stort Anhang udi Riget, saa vel af Adel som af Almuen, stod udi Forbund med Kong Waldemar af Dannemark, og var understøttet af sin Søn Hagen Kongen udi Norge; hvorudover han snart fik en stor Magt paa Beenene af Danske, Norske og Svenske, og tillige med sin Søn faldt ind udi Upland, hvor de fleste Stæder og Slotte strax ginge ham til Haande, saa at han haabede at drive Albertum til Meklenborg igien. Kong Albert gik ham i Møde med en Krigshær af Tydske og Svenske Folk, og leverede ham et Feltslag ikke langt fra Enkiøping 1365, hvorudi Magni Folk bleve slagne, han selv blev fangen og Kong Hagen maatte flygte til Norge. Kong Albert lod efter den Seyer føre Magnum fangen til Stokholm, hvor han (495) blev siddende udi 7 Aar, lod derpaa beleire alle de Slotte, som endda holdte Kong Magni Parti, men kunde ikke saa hastigen erobre dem, efterdi Kong Waldemar saavelsom Kong Hagen skikkede ideligen Folk de beleirede til Undsættning.

Medens Kong Magnus sad fangen til Stokholm, var Sverrig udi en ynkelig Tilstand, og Almuen blev ilde medhandled af de fremmede Krigs Folk, hvilket opvakte Had og Forbittrelse mod Kong Albert. Kong Hagen giorde sig og imidlertid all Umage for at løse sin Fader af Fængsel igien, havde ogsaa saadan Fremgang udi Sverrig, at han omsider efter en lykkelig Treffning med Kong Alberts Folk beleirede Stokholm. Udi saadan Tilstand blev et Forliig sluttet med de Vilkor, at Kong Magnus skulde komme løs igien mod 12000 lødige Marks Erlæggelse, Kong Albert skulde beholde det heele Rige, og lade Magno sin Livstid nyde Indkomsterne af Vester-Gothland, Vermeland og Dalen. Den Landflygtige Konge opholdt sig sin øvrige Tiid udi Norge, og druknede omsider paa Bømmel-Fiorden Anno 1374. Sex Aar der efter døde hans Søn Kong Hagen (u) af Norge, og blev da Kong Albert befriet fra disse besværlige Rivaler.

Men, saa snart han var bleven fast i Sadelen, og havde faaet alle Rigets Fæstninger udi Hænderne, begyndte han at kaste Foragt paa de Svenske, og at opfylde Landet med Tydsk Adel og betroede Rigets Fæstninger til dem og andre gemeene fremmede Landløbere, hvilke alle gave sig ud for at være af fornemme Slægt og Byrd. De samme, som gemeenligen skeer, søgte kun at berige sig udi Landet, og bragte Pengene udi Hobe-Tall ud af Sverrige, hvorudi de efterfuldte Kongens Exempel, der ved iidelig Skienk og Gaver saaledes regalerede Meklenborgske Herrer, som han elskede meer end Svenske, saa at Riget omsider blev gandske udtømmed af Penge. Og, som dislige Skiænckatzer ere gierne Præludia til (496)

(u) Pufendorf. Hist. Sv. begaaer her mærkelige Hoved-Feil; thi han siger at Kong Waldemar 3 døde for Kong Oluf, Dronning Margaretæ Søn, da dog samme Oluf succederede ham i Regieringen, iligemaade at Dronning Margareta kom i sin Faders Sted til Regimentet udi Dannemark, hvilket er ikke mindre urigtigt.

Lande-Skatter, saa fuldte ogsaa her det samme paa. Stænderne besværgede sig derover, forestillende Landets Afmægtighed, og at det ingen extraordinaire Skatter kunde taale, men Kong Albert agtede deres Forestillinger kun føye, blev ved sit Forsætt, og søgte med Magt at udpresse Skatterne, saa at alle, endogsaa de, som havde indkaldet ham i Riget, græmede sig hierteligen derover, og fordømte saadan deres Gierning. Over den Foragt Kongen kastede paa Svenske Undersaattere, og den Kierlighed, han alleene bar for sine Meklenborgere, haver en af de Tiders Poeter i Sverrig giort saadant Vers:

Thet tyckte thom Herrom ätlöye wara

Tä Bönderne kommo fram med sine Kiära:

Söte Herre Konung! I skipen oss Rätt,

Ich kan nicht bättren, min leue Knecht (x).

Saadan var Tilstanden udi Sverrig, da den store Krig med Dannemark begyndte, hvor til Aarsagerne vare disse:

Krig med Sverrig.

Kong Albert kunde ikke taale, at Dronning Margareta skrev sig Arving til Sverrig, og derfor til Traads skrev sig Konge igien til Dannemark og Norge, ja han forandrede Sverriges Vaaben, som tilforn var en Løve over 3 Strømme, til 3 Kroner (y), dermed givende tilkiende hans Prætensioner paa de 3 Nordiske Riger. Der opreisede sig derforuden Tvistigheder om Grændserne, og den eene beskyldte den anden at have bygget Fæstninger for nær. Kong Albert brugte da adskillige Spotte-Ord mod Dronning Margareta kaldede hende Munkedeje, efterdi hun havde saadan Fortroelighed Kong Alberts Spotte-Ord mod Dronningen.

med Abeden af Sorøe, som var hendes Skrifte-Fader, item Dronning Brogeløs, hvilket var et fattigt Indfald, thi han burte heller have sagt, Kong Brogeløs; thi en Qvindes Person bør ingen Buxer have, ja han skikkede hende til Spott en Slibesteen, hvorpaa hun skulde slibe sine Naale og Knive, hvilken Slibesteen, Hvitfeld siger, siden (497)

(x) Eric. Ups. lib. 4.

(y) De Svenske give fore, at de 3 Kroner ere det rætte gamle Sverriges og Oplands Vaaben, og Løven over de 3 Strømmer allene det Gothiske Vaaben. Men man seer dog, at de forrige Konger have ikke brugt uden det sidste.

til Afmindelse at være bleven forvaret udi Roskilde Domkirke i en Jærn-Kiede: men nu omstunder er den ikke der at finde.

Udi det Aar 1388 begyndte man derfore at ruste sig til Krig paa begge Sider. Grændserne bleve besatte, og Fæstningerne forsynede med Folk og Levnets Midler. Kong Albert hvervede mange Folk udi Tydskland, og fik særdeeles Hielp fra

Dannemarks og Sverrigs Tilstand for Krigen.

Meklenborg. Dronningen derimod fik nogen Hielp fra Pomern. Hun havde derforuden mange Venner i Sverrig, fast alle dem, som havde henget til hendes salige Herre Kong Haagen, og, som havde satt sig imod Kong Alberts Vall. Samme Konge havde derforuden andre Fiender udi Sverrig; thi mange vare blevne ham u-gunstige, fordi han foragtede Nationen, og opfyldte Landet med Tydske, til hvilke han betroede Slotte og Fæstninger. Han var ogsaa bleven forhadt formedelst det Frugtesløse Tog, han havde giordt paa Skaane. Clerisiet klagede sig ogsaa heftigen over ham, saa man aldrig udi Sverrig havde været meere misfornøyet med Regieringen. Saadanne vare Conjuncturerne paa den eene Side for Kong Albert. Dronning Margareta derimod regierede over tvende Riger, hvis Indbyggere stode hende alle bi som een Mand; thi hun vidste at indtage alles Hierter med sin Fromhed og Venlighed, havde ogsaa erhverved sig en almindelig Estime ved hendes fornuftige og lykkelige Regimente, saa at faa Regentere af Undersaatterne have været meer elskede og ærede, hvorfore man læt kunde giette, hvad Udfald denne Krig vilde faae. Misfornøjelsen udi Sverrig

gik da saa vit, at Geistligheden og Ridderskabet offentligen forestillede Kongen deres Nød, og bade ham, at han ikke vilde overtræde deres Rætt og Friheder, item at han vilde skaffe de Tydske af Landet, hvilke vare Riget besværlige formedelst den store Besoldning de forlangede, hvorudover mange Rigets Slotte og Lehn vare blevne dem Misfornøielse i Sverrig.pantsatte. Men, som saadan Forestilling ingen Virkning kunde giøre hos Kongen, begyndte de at sætte sig op mod ham, befæstede deres Gaarde, og endeligen opsagde ham all Troeskab, kaldende Dronning Margareta til Hielp, saasom de saae sig ikke mægtige nok til at modstaae ham allene. Denne (498) kloge Dronning, som saa vel vidste at føre sig Leiligheden til Nytte, og at smidde, mens Jærnet var varmt, stillede sig i Begyndelsen, som hun ingen stor Lyst havde til at mænge sig i de Svenske Dronningens snilde Conduite mod de Svenske.

Stridigheder, og derfore antog deres Forslag med temmelig Kaaldsindighed for at bringe dem til at continuere med deres Ansøgninger, og at indgaa de Vilkor, som hun forlangede, og da traadde hun omsider udi Negotiation med de Misfornøyede Svenske, lovende dem Hielp og Undsættning med de Vilkor, at de skulde antage hende til deres regierende Dronning. Ved saadan Proposition studsede de Svenske i Begyndelsen, og vare tvilraadige udi, hvad de skulde giøre, dog, saasom de saae sig intet andet Middel til at befries paa den ene Side fra det haarde Aag, Kong Albert havde lagt paa dem, og Dronningen paa den anden Side forsikrede dem om deres Friehed, Privilegier og et mildt Regimente, begyndte mange at falde hende til, og at beqvemme sig til at antage de giordte Propositioner.

1388. En fornemme Svensk Herre ved Navn Algud Magnussøn, som havde tvende Slotte, Obersteen og Øresteen udi Forlehning, var den første, som forskrev sig til

Adskillige Svenske Herrer forskrive sig til Dronningen.

Dronningen, og udi et Brev dateret hellig 3 Konger Aften (z) 1388 forsikrede om sin Troeskab tilstaaende, at han af hende havde annammet ovenmeldte tvende Slotte, hvilke herefter skulde være hende til Tieneste. Og, som den Mand var den første, der brød Iisen for de andre, saa bar Dronning Margarete siden stedse en besynderlig Affection for ham, giorde ham til sit Raad, og forlehnede ham med Gods i Dannemark.

Derpaa fuldte adskillige andre som Byrge Ulfsen, Steen Bentsøn, Erngissel Nielsøn, Ulf Joensøn, Steen Steensøn, Steen Boesøn, Thure Benedictsøn og Arved Bendictsøn, Knud Boesøn Cantor udi Lindkiøping, Carl Magnusøn, Thord Bonde og Gregorius Benetsøn, hvilke udi et Brev Dateret Palme-Søndag, udi samme Aar overgave hende alle de Slotte og Fæstninger, som de havde inde, saasom Nykiøping, Viborg, Vestermandland, (499)

(z) Lit. Algud. Magn. Eckholm 1388 pag. 580.

halve Dalerne, halve Kobber-Bierget og halve Jærn-Bierget, som ligger i Dalerne. Og, saasom de Holstenske Græver da havde endeel af Kobber-Bierget inde formedelst den Tieneste, Henricus Ferreus havde giordt Sverrig i Findland mod Rysserne og Carelerne, saa gave de hende Fuldmagt at handle med Græverne om bemeldte Kobber-Bierg efter sit eget Tykke; iligemaade gave de hende Fuldmagt paa Sverriges Vegne at stadfæste Hansestæderne alle de Privilegier, de havde udi samme Rige, saa at Dronningen derover fik de Ting udi Hænderne, hvorved hun kunde forbinde sig saavel Græve Geert af Holsten som bemeldte Søe-Stæder, og hindre dem at slaae sig til Kong Alberts Partie udi den forestaaende Krig.

Otte Dage derefter erklærede sig ogsaa Erik Kiettelsøn Sverrigs Riges Marsk for Dronningen, og endeligen tilbød Rigets Raad Hende Deres Troe udi et Brev dateret Nykiøping, som lyder saaledes (a):

Eder Mægtige og Høybaarne Førstinde, Dronning Margareta, med Guds Naade Sverrigs og Norges Dronning, rætt Arving og Høfding til Dannemarks Rige, hilse vi kiærligen med Gud. Vider kiære naadige Frue, at Hr.

Sverriges Riges Raads-Brev.

Byrge Ulfsen og Hr. Steen Bentsøn ere atter hid til os komne, og have berettet om deris Ærinder, de til eder havde paa vores og alle vore Venners Vegne i Sverrig. Vi takke eder ydmygeligen for eders naadige Løfte, og forsikre, at vi med all Kiærlighed og Troeskab ville efterkomme alt hvad bemeldte Hr. Byrge og Hr. Steen paa vore Vegne med Eder aftalt have. Fremdeeles bede vi eder, kiære naadige Frue, at hvis nogen skulde vilde tale noget til vor Nachdeel, at I dem ikke høre ville; thi vi ville med all Troskab og Kiærlighed stedse være Eder forbundne: Gud være med (500)

(a) Lit. Senatus Svec. ad Reginam pag. 584.

Eder evindelig: Scriptum Nicopiæ qvarta die Pentecostes sub sigillis nostris Anno Domini 1388.

Hvad som er særdeeles i dette Brev, er at Raadet kalder hende rætt Arving til Dannemark, da hun dog selv aldrig gav sig saadan Titel. U-anseet dette store Anhang, som Dronningen fik udi Sverrige, forestod dog en blodig Krig; thi foruden det Parti, Kong Albert endda havde udi Riget, havde han værved en anseelig Krigshær (b) af Tydske, hvorpaa han mest forlod sig. Der siges da, at han pantsatt Gulland til Kaars-Herrerne udi Preudsen for 20000 Nobler, saasom han behøvede Penge til forehavde Krig, hvilket ogsaa Hvitfeld tilstaaer sigende: Kong Albert pantsatt da Conrad von Jungingen til hans Rustnings Behov Gottland for 20000 Dubloner det er Nobler, hvilket Land derudover Kaars-Herrerne havde inde en Tiid lang, og havde satt en Svensk Herremand til Statholder, som var forjagen af Kong Albert (c) men siden løsede Kong Erik det igien, saa at man der af seer, at denne vigtige Øe endda udi Waldemari 3 eller Kong Olai Tiid maa være kommen fra Dannemark igien; Og er det rimeligt; at det maa være skeet udi den sidste Krig med Hansestæderne, da Sverrig var i Forbund med de samme, men det er forunderligt, hvorledes vore Historie-Skrivere kunne gaae saadanne vigtige Ting forbi uden at melde om, naar og hvorledes Landet kom til Sverrig igien.

Kong Albert havde nu faaet saadan Krigshær paa Beenene, at han meenede sig sterk nok at kunde holde Stand mod Dronning Margareta. Hans Magt bestod mest af Tydske, hvoriblant vare mange store Herrer som Græv Ottho af Rupin, Græv Geert af Holsten, og Bugislaus af Stargard. De Svenske bleve anførte af Erik Kiettelsøn. Paa denne Magt forlod han sig saameget, at han fodrede Dronningen til et offentligt Felt-Slag, for hvilket hun ikke undslog sig. Den Fientlige Krigshær blev commanderet af (501)

(b) Erici Upsal. lib. 4.

Kong Albert selv, og den Danske af Her Iver Lykke til Egholm (d). Begge Krigshærene mødte hinanden paa den slette Mark ved Falkiøping udi Vester Gothland den 21 Sept. 1388. Midt imellem begge Krigshærene var et dybt Moratz, hvor Kong Albert med sit Folk u-forsigteligen pludsede udi, hvilket

Slag ved Falkiøping.

tilskrives den meste Aarsag til hans Ulykke. Slaget gik for sig med stor Tapperhed paa begge Sider, men omsider finge de Danske Overhaand, og erholdte en fuldkommen Seyer. Udi dette navnkundige Slag blev han selv fangen tillige med hans Søn Erik og adskillige andre fornemme Herrer, som Græv Ottho af Rupin, Græv Geert af Holsten og Bisp Rudolph af Skara. Man veed ellers ikke, hvad det har været for en Græv Geert; thi det kand ikke være Henrici Ferrei Søn, som for faa Aar siden var bleven forlehnet med Sønder Jylland. Af Svenske Riddere bleve slagne 19 og en stor Hob gemeene. De Danske mistede og en Hob Folk, hvor iblant var 8 Riddere, hvilket tilkiendegiver at Slaget maae have været temmeligen blodigt. Dronning Margareta opholdt sig udi Wordingborg medens Slaget stod, og med stor Længsel ventede paa Tidender om Udfaldet. Endelig, da hun fik at viide, at Slaget var vundet, og Kongen var fangen (e), begav hun sig udi største Hast til Bahuus. Did hen

Kong Albert føres fangen til Lindholm.

blev den fangne Kong Albert henførdt og derfra til Lindholm udi Skaane, hvor han blev siddende udi 7 Aar. De andre Fanger bleve bragte til Kallundborg og andre Stæder. Den gamle nyeligen publicerede Gullandske Krønike differerer her fra andre Historier i Aarstallet, og henfører dette Slag til Aar 1389. Og, som det samme skeede paa St. Matthiæ Dag, blev derover giordt et Vers, som findes i samme Krønike, og som formedelst dets Ziirlighed kand sluttes at være giort af Franciscaner-Munkene i Wisby.

Rex capitur Sveciæ, videnter luce Matthiæ

Rex Alberte, Scias, tua cinxit castra Matthias. (502)

(d) Anonymus Chron. Sclavorum siger, at den Danske General heedte Henrik Parow, og at han omkom i Slaget, men ingen af Deelene er sant. Vid. Erasmi Læti Margareticorum lib. 9.

(e) Crant. Hist. Sveciæ lib. 5 cap. 32.

I hvad Intention dette Vers end var giort, saa kunde dog St. Matthias ikke have Aarsag andet end at formalisere sig derover; thi det kand ikke vel anderledes forklares end saaledes: nemlig at Kong Albert tabte Slaget, efterdi St. Matthias beskyttede hans Leir (f).

Dette Slag er et af de Navnkundigste, som nogen Tiid er skeet udi Norden; thi derved blev paa een Dag vundet et stort Kongerige, og saa mange anseelige Herrer tillige med Kongen selv fulde udi Seyer-Herrens Hænder. Dette er udført udi et ziirligt Heroisk Poema af Erasmo Læto, og deeles udi 10 Bøger, kaldne Libri Margareticorum, som Autor dedicerede til Dronning Elizabet af Engeland. Hvis man kand fæste Troe til samme Poema, da tog den Danske General Lykke Kong Albert fangen med egne Hænder udi Slaget; men dette synes at være en Poetisk Fiction af Autore, for at giøre sin Heros dis større (g). Disligest kand siges om adskillige andre Omstændigheder, saa at bemeldte Skrift, skiøndt Materien er sandfærdig, dog ikke kand citeres (h).

Men Sverriges Modgang fik derved dog saa hastigen ikke Ende; thi de Meklenborgske Herrer tillige med Rostok og Wismar førte derpaa udi lang Tiid Krig med de Nordiske Riger, og plagede Sverrig i Særdeeleshed; thi, saasom de havde

Krigen continuerer mod Kong Alberts Tilhængere.

Stokholm tillige med adskillige andre Rigets Fæstninger udi Hænderne, giorde de deraf adskillige Indfald i Landet, og med Mord og Brand tilføyede u-bodelig Skade. De Afbrændte da Jenkiøping, Vesteraas, Lindkiøping med mange andre Stæder og Landsbyer. Vel samlede Bønderne sig ofte sammen for at forsvare deres Eiendomme, men de lidde adskillige gange store Nederlag besynderlig ved Jenkiøping, hvor den Stokholmske Besættning overrumplede dem, (503)

(f) Diar. Fratrum Minorum in Wisby.

(g) Interea Alberto Galeam Lyckeus agendo – Excussit Capiti. Erasmi Læt. Margareticorum lib. 9.

(h) Denne Kong Albert var fød af Euphemia Kong Magni Smeks Søster og Hertug Eriks Dotter, og er det særdeeles merkeligt, at fast alle de, som nedstammede af samme Hertug Erik have haft u-lykkelig Skiebne, som kand sees af den Svenske Historie.

og omkom saa mange, at Stedet, hvor Slaget stod, derover fik Navn af Bonde-Bierget eller Skade-Bierget. (i) Og, som Stokholm blev belejret af de Danske, gave Meklenborgerne (k) alle Skibe Frihed at tage og plyndre de 3 Rigers Skibe udi Søen, og tillode dem frie Havne i deres Stæder for der at sælge Byttet. Herudover blev i en Hast først Øster-Søen og siden

Vitalianer

Nord-Søen fuld af Søerøvere, hvilke længe vare bekiendte under det Navn af Vitalianer eller Victualie-brødre, saasom det skulde heede, at de ginge i Søen for at bringe Victualier til den beleyrede Stad Stokholm. De samme bragte ikke alleene Rigernes Skibe op, men satte ogsaa ofte Folk udi Land, og giorde saa stor Skade at de Vitalianer vare da lige saa stor Skræk her udi Norden, som de Flibustiers siden udi det Spanske America.

Dronning Margareta forsømmede dog imidlertid ikke at høste Frugten af sin store Seyer; thi Aaret derefter erobrede hun den vigtige Stad Calmar, hvor Øvrigheden saavel som Besætningen var mestendeels Tydsk, hvilket kand sees af de mange Tydske Navne, som staae under det Brev, hvorved de overgave Staden (l). Hun forsikrede sig ogsaa samme Aar Hertug Bugislav af Stetin og Rygen, som sees af hans 1389.Forskrivelse Datered Falsterboe Fredagen for Apostoli Jacobi 1389. Ja, da Krigen var endda paa det haardeste, begyndte hun at arbeyde paa det store Verk angaaende Rigernes bestandige Foreening, og til den Ende gav tilkiende, at hun vilde have til Konge over 3 Riger hendes Søster-Dotters-Søn den unge Hertug Henrik eller Erik af Pomern, hvilken hun strax lod forskrive fra Tydskland, og med stor Fliid opdrage. Imidlertiid falt en af Sverriges Provincier efter en anden udi Dronningens Forvirrelse udi Stockholm.Hænder. Men Stokholm holdt endda med Kong Albert, skiønt samme Stad var udi saadan forvirret Tilstand formedelst de adskillige Factioner, der reysede sig, og den Had og Mistanke, som regiærede saa vel imellem Besættningen indbyrdes som Borgerskabet, (504)

(i) Eric Ups. lib. 4.

(k) Cranz. Vandal. lib. 9 cap. 25.

(l) Deditio Calm. 1389 pag. 586.

|at man uden Medynk ikke kand læse dens Historie; thi, saasom Rigets Raad og de fornemmeste udi Landet havde erklæret sig for Dronning Margareta, saa reisede sig Mistanke mellem de Tydske og Svenske udi Staden. De Tydske frygtede, at de Svenske, som de vidste udi Hiertet hadede dem, skulde falde til Rigets Raad, og forraade Staden til Dronningen, og derfore altid havde Øyene paa dem; besynderligen vare der 76 Personer, som de frem for andre havde mistænkte. Mod dem conspirerede af Kongens Partie 170 (m) Personer, som vare de Ivrigste, hvilke

Hætte-Brødre.

distingverede sig ved et slags Hætter, som de bare, og derfore bleve kaldne Hætte-Brødre. Disse grasserede om Natten igiennem alle Gader bevæbnede for at observere de Svenske, som de havde mistænkte, hvilke de kaldte Forrædere, og, endskiønt Raadet i Stokholm kaldede dem sammen, og formanede dem til Eendrægtighed, kunde saadant dog intet hielpe; thi Mistanken voxede meere og meere til, saa at omsider nogle Svenske bleve grebne af de Tydske, og kastede i Fængsel. Dette foraarsagede et stort Opløb, og begge Partier komme bevæbnede paa Torvet, saa man frygtede, at de skulde massacrere hinanden. Dog blev dette Opløb denne Gang stillet ved det, at nogle af de Svenske Fangne komme løs igien; Ja, eftersom Fornuftige Folk lagde sig derimellem, og forestillede, hvor skadelig denne U-Eenighed vilde være for begge Partier, sluttede de et Forliig indbyrdes, hvilket de beseglede med dyre Eeder og Løfter. Men Sygdommen havde alt for sterk Overhaand taget, saa den Medicine ikkun til en Tiid kunde stille den; thi kort derefter samlede en hob Tydske dem om Natten paa Raad-Huuset og der besluttede at lægge Haand paa de Mistænkte, hvor som helst de kunde træffe dem. De havde derpaa Bud efter de Svenske af Raadet, og, da disse komme paa Raadhuuset, lod ogsaa Slots-Herren med eendeel af Besætningen sig der indfinde, og blev da oplæset et Register, hvorpaa stode skrevne deres Navne, som de havde mistænkte, og som de meenede, burde tages ved Hovedet, og, som der (505)

(m) Erici Ups. lib. 4. Hvitfeld sætter 178 hvilket maa være forskrevet; thi han har ellers herudi nøie efterfuldt Ericum Olai, som de Tiiders troværdigste Skribent.

iblant fandtes ogsaa nogle, som vare døde, førend Kong Albert blev fangen; kunde man deraf see, at det Had, som de Tydske bare til de Svenske udi Stokholm, havde haft sin Begyndelse længe tilforn, og vidner Ericus Olai, som udførligen beskriver denne Stokholmske Tragoedie, at de Tydske 12 Aar for Kong Alberts Fængsel havde en Liste paa 170 Stokholmske Borgere, som de vilde skille ved Livet, (n) men havde ikke fundet Leilighed til at sætte deres blodige Forsæt i Værk, førend nu. Da Registeret var oplæst, blev Befalning given til at gribe alle dem, hvis Navne vare tegnede, hvilket ogsaa skeede. Nogle af dem bleve jammerligen piinede med Træ-Sauger for at bringe dem til at bekiende, om de havde noget Forræderie for mod Kong Albert, men, som ingen vilde bekiende, lode de dem føre udaf Staden paa en liden Holm kalden Keplingen, hvor de bleve bundne indkastede udi et Huus, og der ynkeligen opbrændte (o). Denne gruelige Exsecution skeede Aar 1389. Og var da saaleedes Stokholms Tilstand.

Endeligen efterat Kong Albert havde siddet 7 Aar fangen, blev ved Hertug Johannis af Meklenborg Underhandling for Alvor arbeydet paa et Forliig, hvortil ogsaa Dronningen beqvemmede sig for eengang at giøre Ende paa denne Krig og at faa Søen igien renset fra de Vitalianer, som bragte Ødelæggelse med sig, hvor de komme. Man berammede først en Dag til Helsingborg, hvor Gesantere af Meklenborg, Preudsen og Hanse-Stæderne lode sig indfinde 1394; men der blev intet udrettet, efterdi paa samme Tid reisede sig et Klammerie mellem de Danske og Tydske, hvorudi Borgemesteren af Straalsund blev slagen, hvilket foraarsagede, at Gesanterne ginge bort. Kong Albert kommer løs paa Conditioner.Siden blev anstillet en Sammenkomst til Aaleholm, hvor Hertug Hans af Meklenborg Personligen skulde møde for at afgiøre Sagen med Dronningen, hvilket ogsaa skeede; og blev omsider et Forliig sluttet til Helsingborg den 1 November 1395 saaledes, at Kong Albert, hans Søn Erik og de andre Fanger skulde komme løse, og for deres Befrielse skulde han (506)

(n) Eric. Ups. lib. 4.

(o) Eric. Ups. lib. 4.

aflægge til Dronningen 60000 lødige Mark, eller og overgive Stokholms Slott og afstaae sin Ræt paa Sverrig. For denne Summa Penge 1395.caverede 10 Vendiske Stæder, og blev dem given Stokholm til Underpant, hvor de indlagde deres Besætning. Cautionen var saaledes, at, hvis Kong Albert ikke betalede de 60000 lødige Mark tre Aar efter hans Befrielse, skulde de nemlig Stæderne betale saadan Sum eller extradere Stokholm. Saaledes kom Kong Albert af sit langvarige Fængsel, og blev overleveret til Hansestædernes Fuldmægtige udi Helsingborg, hvilke gave deres Revers paa at have annammet ham med hans Søn. Reversen findes hos Hvitfeld, Helsingborg Søndagen for Michaelis 1395 (p). Iligemaade Hertug Johannis af Meklenborg Forskrivning dateret Lindholm udi samme Aar (q). Stæderne, som caverede, vare Lybek, Straalsund, Vismar, Gripsvald, Thorn, Elbing, Dantzig, Rostok, Revel og Stokholm selv.

Det synes vel, at Dronning Margareta herudi var noget lemfældig, og at hun ved Freden skulde kundet have betinget sig bedre Conditioner, og faaet Kong Albert strax til at afstaae sin Rætt paa Riget, men denne kloge Dronning vilde herudi ikke være alt for vanskelig; hun saae forud, at det vilde blive Kongen tungt, ja fast u-mueligt at bringe saadan Sum til Veje, efterdi han var udtømmet for Penge, og ingen Credit havde; Hun desarmerede ogsaa derved til en Tiid Hansestæderne og Meklenborg, som hun paa saadan Maade ved Freden forbandt sig. Ja hun vilde have en hastig Ende paa denne Krig for at faae fri Hænder til at sætte i Verk hendes store Dessein nemlig Rigernes bestandige Foreening. Og viser Udgangen, at hun herudi tog fornufftige Mesurer.

Aaret efterat denne Fred var sluttet, kom hun tillige med den unge Hertug Erik til Sverrig, hvor der blev forskreven en Herredag for at bringe Riget til rætte igien, som var fast ødelagt af de store U-roeligheder, som Kong Alberts Regimente havde

Dronning Margareta overtaler Stænderne i Sverrig at antage hendes Søsterdotter Søn Erik af Pomern til Konge.

foraarsaget, (507)

(p) Lit. Revers civitat. pag. 593.

(q) Lit. Johannis de dato Lindholm die octava post Festum corporis Christi 1396 pag. 595. seq.

og da tog hun sin Tempo til at befodre sit Forehavende i at insinuere Stænderne, som de forrige Ødeleggelser stode for Øjene, den unge Hertug Erik, som hun med Fliid havde opdraget til at blive en Regent over heele Norden. 1396 Den kloge Dronning lykkedes ogsaa udi sit Forsætt; thi, efterat hun havde foreholdt Stænderne den Roelighed og Velstand, som derved udi fremtiden kunde ventes udi Norden, og tillige med forestillet hendes Alderdom og Svaghed, og at det var dem nødigt at have en ung Konge, der kunde være beqvem til saadant stort Regimente, lode Stænderne sig overtale, og samtykkede 1396 den 22 Julii Hertug Erik til Morasteen, som var det sædvanlige Sted, hvor Kongerne bleve creerede udi Sverrig. Hvad samme Morasteen var, og hvad som ved de Kongelige Hyldinger der skeede, vill jeg her korteligen

Det Konglige Svenske Hyldings Steds Morasteens Beskrivelse

fortælle. Det var en gammel Skik udi Sverrig, at Kongernes Navn og Hyldings-Dag skulde til ævig Erindring skrives paa den Steen kalden gemeenligen Morasteen, hvilket ogsaa skeede ved denne Erici Inauguration, og forfattede Notarius Publicus til Upsal derover et Instrument, hvilket den Svenske Skribent Johannes Messenius taler om, og for curiositets Skyld her anføres.

In nomine Domini, Amen. Anno à Nativitate ejusdem MCDXXX, III Die Mensis Maij hora vesperarum vel qvasi, Pontificatus Sanctissimi in Christo Patris ac Domini D. Eugenii Papæ IV Anno IV in nova domo Capitulari ante Valvas Ecclesiæ Upsalensis sita, in mei Notarii Publici testiumqve subscriptorum præsentia personaliter constitutus Venerabilis D. Petrus Archiepiscopus Ecclesiæ Upsalensis nomine & ex parte capituli dictæ Ecclesiæ Upsal ibidem tunc congregati me Notarium subscriptum reqvisivit, ut assumptis iisdem testibus accederem ad lapidem vulgariter dictum Morasteen, in qvo & super qvem Reges Sveciæ de novo Electi statim post eorum electionem consveverunt ab antiqvissimis temporibus sublimari & inthronisari, investigaturus ibidem annum electionis in Regem Sveciæ Illustrissimi Principis Domini Erici Regis moderni, Ego memoratus Notarius infra scriptus unà cum testibus subscriptis statim ad dictum 8508) lapidem Morasteen extra civitatem Upsalensem ad unum milliare in plano campo situm accessi & honorabilem virum D. Johannem Matthiæ Curatum Ecclesiæ Danmark, qvæ dicto lapidi vicina est Ecclesia, in testem assumpsi, & sculpturam cujusdam lapidis dicto antiqvo lapidi Morasteen super impositi diligenter inspexi & per testes infra scriptos inspici feci, sic præcisè, ut seqvitur, in eoden lapide insculptum inveni. Anno Domini MCCCXCVI. Electus est in Regem Sveciæ in hoc loco Illustris Rex Dominus Ericus Calendarum Augusti (locus autem pro numero Calendarum vacuus erat) super qvibus omnibus & singulis Præfatus Petrus Archidiaconus nomine, qvo supra, me Notarium publicum reqvisivit, ut unum vel plura, publicum vel publica super præmissis conficerem instrumentum vel instrumenta. Af dette Instrument sees, hvorledes Kongernes Navn og Inauguration bleve gravne udi Morasteeen, og at deraf siden bleve forfærdigede Notarial Instrumenter.

Efterat dette var skeet, tog Dronningen sig for med Sverriges Riges Raad, som da kaldte sig Kong Eriks Raadgivere, at remedere de U-ordener, som Riget var bragt udi, og blev da blant andet forordnet, at alt det Gods, som Kong Alberts Fogeder og Embeds Mænd havde faaet fra Kronen, skulde igien restitueres, at alle de nye Slotte og Fæstninger, som i Kongens Tiid vare bygde, og ikkun kunde tiene u-roelige Mennesker til Retraite, skulde igien nedbrydes, at Adelen skulde bekomme deres Gods igien, som de havde mistet i Krigen, at Kobber-Bierget skulde høre til Kongen og Kronen. Iligemaade blev besluttet, at Dronningen skulde beholde hendes Morgengave, som Stænderne havde tillagt hende, da hun blev antagen til Dronning i Sverrig, som var heele Gothland, Kynd, Mark, Dal, Vermeland, Vesteraas og andet hendes Livs Tiid item 10000 lødige Mark; Endeligen bleve da ogsaa casserede alle de Forordninger, som Kong Albert havde udgivet. Dette (r) blev samtykt og undertegned af Sverriges Riges (509)

(r) Vid. Instrument. Transactionis in Castro Nycopiæ Vigilia Matthæi Apostoli 1396 pag. 600 seq.

Raad til Nykiøping udi samme Aar. For at indtage Undersaatternes Hierter desmeere, tilbød hun sig da offentligen til Rætte, og, om hun nogen skyldig var, at hun da vilde svare enhver og giøre, hvad Rætt og Skiæl var; men de Forsamlede svarede alle eenstæmmigen, at de vare fornøyede, og takkede hende for hendes Omsorrig for Riget.

Derpaa reisede hun med Kongen tilbage til Dannemark, og der iligemaade ordinerede adskilligt til Rigets Nytte, ligesom hun skulde forlade Regimentet, da hun dog vidste, at hun udi mange Aar endda skulde være virkelig regierende Dronning, eftersom Kong Erik var kun et Barn. Da nu alting var saaledes ordineret, skridede hun endeligen til sit store Forsætts Fuldbyrdelse og Anno 1397 begav sig med den

De 3 Nordiske Rigers Foreening sluttet til Calmar 1397

unge Konge til Calmar, hvorhen hun lod forskrive alle 3 Rigers Raad, og da forbandt Rigerne at blive til ævig Tiid under een Konge ved den udi Historien bekiendte Calmarske Constitution, som var denne Dronnings store Mesterstykke; og, som samme Constitution er saa Navnkundig, vil jeg den Ord for Ord her indføre. Den lyder saaledes:

Foreenings Artiklerne.

Alle de, som dette Brev see eller høre, saavel de, som nu ere, og de, som herefter komme skulde, skal vitterligt være, at, efterdi disse 3 Riger, Dannemark, Sverrig og Norge med Eendrægtighed og god Villie med den Høybaarne Førstindes vor naadige Frue Dronning Margaretes Raad, Fuldbyrd og Samtykke samt med alle 3 Rigers Raad, Biscoppers, Ridders og Almuens Villie og Minde have antaget den Høybaarne Første, vor naadige Herre Kong Erik til en ret Herre og Konge over os, da skal han fra denne Dag udi Navn Faders, Søns og Hellig Aands her udi Calmar sættes paa den Kongelige Throne, og være Konge over de 3 Riger med den Værdighed, som en kroned Konge tilkommer. Og er paa samme Tid efterfølgende Artickler, som angaae de 3 (510) foreenede Rigers Regierings Form, saaledes samtykkede, Først at de 3 Riger skal erkiende denne Konge, som er Kong Erik, for deres rette Herre og Konge hans Lives Tid. Og skulde siden til ævig Tid disse 3 Riger een Konge have og ey fleere, saa at Rigerne aldrig maae adskilles meere, om Gud vil. Siden skal efter denne Konges Død een Konge tages og vælges over de 3 Riger og ey fleere. Og skal ikke det eene Rige have Magt at tage og vælge en Konge uden med Fuldbyrd og Samtykke af alle 3 Riger. Giver GUd denne Konge en Søn eller fleere, da skal en til Konge tages over de 3 Riger og ey fleere; de andre vorde med Herskabe forlehnede, og, dersom han efterlader sig Døttre, da giøres dermed, som Loven udviser. Er een af Kongens Sønner til, da vælges han eene til Konge over disse Riger, som sagt er og ey fleere. Men, om Kongen, som Gud forbyde, døer uden Børn, da udvælger Rigernes Raad den, som de finder best og Rigerne nytteligst, og det med alle 3 Rigers eendrægtige Samtykke, og maae ingen derimod sætte sig eller andre indkalde. Og skulde alle 3 Rigerne stedse blive udi Samdrægtighed og Kierlighed, saa at det eene ikke skilles fra det andet ved nogen Tvedderagt, og, hvad det eene paakommer, enten Krig eller Anfægtning af udenlandske Herrer, skal angaae dem alle 3, saa at de skulde være hinanden behielpelige med all Magt og Troeskab, som det kunde være eet Rige, dog saa at et hvert Rige bliver ved sin Lov og Rætt. Fremdeeles skal Kongen regiere sit Rige udi Dannemark efter den Danske Lov og Ræt, saa og udi Sverrig og Norge efter Sverrigs og Norges Rigers Rætt, og ikke føre et Riges Love ind udi et andet. Hvis det og skeer, at Orlog og (511) Feide paaføres et af disse Riger, saa skulle de andre 2 Riger, naar Kongen eller hans Embeds Mænd dem tilsiger paa hans Vegne, det Rige til Hielp komme, for hvis Skyld tilsagt vorder, med all Magt, hvor fornødent giøres enten til Lands eller Vands. Hvert Rige skal det andet til Hielp komme, og hver Mand i det Rige som fodres til Hielp, forsee dem, som trænger, med Kost og Føde. Hvad deres Tieneste, Besoldning, Skade eller Fængsel angaaer, da staaer Kongen derfore. Og, dersom et Rige paaføres Krig af Fremmede, da skal det andet ikke undskylde sig der med, at det ingen Tieneste pligtig er uden inden sine egne Landemerker, men det eene Rige skal hielpe og følge det andet, hvor fornødent giøres, efterdi alle ere under een Konge, og ansees, som et eeneste Rige. Bliver nogen udi et Rige erklæret fredløs, skal han ogsaa være fredløs udi de andre Riger og skal ingen ham hielpe og forsvare, men hvor han leedes og paaæskes, der skal man rætte over ham efter hans Forseelse, og som Loven tilsiger. Item, om nogen Transaction skeer, eller Aftale bliver giordt imellem fremmede Herrer eller Stæder eller deres Gesantere og Vor Herre Konge, da, udi hvilket Rige han da er tilstæde, haver han og hans Raad, som da tilstæde ere, eller nogle af hvert Riges Fuldmægtige, Magt at slutte derom paa disse Rigers Vegne, hvad som gudeligt, skikkeligt og nyttigt er til Kongens og de 3 Rigers Gavn. Disse overskrevne Artikle skal man saaledes efterleve, og dem saaledes udtyde, at det vorder GUd til Heder og vor Herre Kongen og Rigerne til Gavn, og, hvis nogen sætter sig herimod, da hielpe alle 3 Riger Kongen at sætte ham tilrætte for at handhæve de samme. Fremdeeles skal vor Frue Dronning (512) Margareta styre, raade, besidde og beholde hendes Livs Tiid u-behindret med all Kongelig Rætt alt hvad, som hendes Fader og hendes Søn hende forundt have udi deres Livs-Tiid og i deres Testamente, saa og udi Sverrige hendes Morgengave og alt andet, som Rigets Mænd udi Sverrig hende overdraget have, item hendes Morgengave udi Norge og det hende Herr Kong Haagen og hendes Søn Herr Kong Oluf undt, og givet have baade udi deres levende Live og i deres Testamenter, dog saa, at Landet og Slottene komme igien til Kongen efter hendes Død etc.

Til ovenskrevne Artiklers meere Bevaring, at de skulde fast og u-brødeligen holdes, er fundet for got, at Breve skal gives paa Pergament to af hvert Rige, lydende i allemaade lige med alle Artikle, som skrevet staaer, og at Brevene skulde beseigles med Kongens, Dronningens, Rigets Raads og Kiøbstæders Indseigle. At dette udi allemaader saa fuldbyrdes skal, som skrevet staaer, have Vi Jacob og Henrik af GUds Naade Erke-Bisper i Lund og Upsalla, Peder og Knud af samme Naade Bisper udi Roskild og Lindkiøping, Carl af Tofte, Jonas Andersen, Steen Bentsøn, Jonas Rüd, Thure Bentsøn, Folmer Jacobsen, Erngissel Nielsøn, Peder Nielsøn af Aagaard og Algud Magnusøn Riddere, Arent Proust i Opsloe, Amund Bolt, Alf Haraldsøn og Ganthe Eriksøn Riddere ladet vore Indseigle med god Villie hænge for dette Brev. Scriptum Calmar Anno Domini 1397. Die B. Margaretæ Virginis. Disse 4re sidste synes at have været Norske, og er det synderligt, at hverken Erke-Bispen af Trundhiem eller andre Norske Bispers Navne her under tegnede findes.

(513) Dette

Betænkning over denne Foreening.

er den berømte Calmarske Constitution, hvorved de 3 Nordiske Riger bleve sammenknyttede. De fleste Skribentere confundere den af Vildfarelse med den anden store Constitution giordt 39 Aar derefter udi Erici Pomerani Tiid, hvilken er langt omstændigere, og befatter de 3 Rigers Regierings Form og jus publicum; thi denne første indeholder intet uden hvad som her er indførdt, saa at man derfor siden har holt nødigt at giøre den meere omstændig. Hvitfeld giør adskillige Patriotiske Betænkninger derover sigende: Ved dette Forbund var søgt Fred og Eenighed mellem Rigerne, og er ingen Tvil, om samme Forbund havde bleven holdet, at det jo havde været Rigerne til stor Styrke. Men dette Forbund haver siden altiid været Aarsag til Krig og Feide. Kong Christopher 3. Kong Christian I, Kong Hans og Hans Søn Christian 2. have siden altiid taget Aarsag deraf at føre Krig mod Sverrige. De Svenske beskyldte os først for at have brudt Rigernes Forbund, i det at Kongerne have satt dem udlændiske Lehnsmænd som Jens Eriksen og andre, der have øvet Tyrannie mod dem, og ikke vidst deres Lov og Ræt, item at de Danske have taget dem i sær, og uden deres Videnskab, Konger, som skeede med Kong Christopher af Beyeren og i saa Maade giordt de Svenske Indgreb udi Konge-Vallet. Men, hvis saa skeet var, da skulde man heller have søgt at endre saadant, end at giøre Forbundet til intet. Saa vit Hvitfeld. Man kand her ikke nægte, at jo Dannemark udi denne Foreening havde tiltaget sig en slags Superioritet, eendeel, efterdi samme Rige paa de Tider var det mægtigste, endeel ogsaa, efterdi Dronningen, som smedede dette Forbund, var Dansk. Man kand ogsaa ikke nægte, at jo Sverrig undertiden har haft Aarsag til Klagemaal helst under Erico Pomerano, som var en selsom Konge. Men man kand derimod ogsaa see af Historien, at en og anden gang Opstand er giordt udi Sverrig meere af uroelige Menneskers Tilskyndelse end (514) af rætmessige Aarsager; thi der skeede Rebellioner saavel under de Gode som de Onde Konger, saa det var vanskeligt at giøre de Svenske til Maade, hvilket bragte omsider Christianum 2. til den haarde Exsecution udi Stokholm, hvorved Olie blev kastet i Ilden og Grundvold lagt til det bittre Had, som saa længe har været mellem Dannemark og Sverrig.

Paa samme Tid som denne Foreening blev sluttet, blev ogsaa Kong Erik kronet til Konge, og slog han da 133 Riddere af alle 3 Riger. Men, endskiønt han saaledes var antagen og kronet til Konge, regierede dog Dronningen virkeligen, og havde allene Konge-Magten fast til sin Døds-Dag, og det, endeel, fordi Kongen var kun et Barn, da han kom paa Thronen, eendeel ogsaa, fordi saadant skeede allene ved hendes Befodring; Thi den Slægtskab, han kunde regne paa Møderne Side, contribuerede ikke saa meget til hans Forfremmelse udi Dannemark som Dronningens Recommendation, og er det ingen Tvil paa, at hvilken anden, som hun havde foreslaget, jo ogsaa havde blevet antagen af de Danske, hvis Hierter denne Dronning havde i sine Hænder. Og hvad Sverrig og Norge angik, da, saasom han aldeeles ingen Rætt kunde udregne sig til samme Riger, saa var han i den Henseende Dronning Margareta end meere forbunden, hvorfore anstændighed udfodrede, at han stedse burdte have Veneration for hende, og lade hende Myndigheden udi Regimentet, saa længe hun levede.

Endskiønt Kong Erik nu var antagen og kronet til Konge i Sverrig, var dog Hoved-Staden Stokholm endda udi Hansestædernes Hænder, som havde den til Forsikring af Kong Albert, hvilken endda førdte Titel af Konge udi Sverrig. Vitalianerne foruroeligede endda Søen, og tilføjede Rigerne Skade. Der opreisede sig ogsaa U-eenighed mellem Dronningen, og en anseelig Svensk Herre ved Navn Steen Sture. Ja man var ogsaa foruroeliget af den Prydsiske Hermester Conrado von Jungingen, til hvilken Kong Albert havde pantsatt Gulland, saa at Dronningen havde mange og store Vanskeligheder at bestride paa eengang, men hun overvandt dem alle ved sin kloge Conduite, og bragte Rigerne igien udi en fuldkommen Roelighed.

(515) Hvad Vitalianerne angik, da fremturede de med deres Søerøverie, og tilføjede Rigerne mægtig Skade, de havde ogsaa bemægtiget sig en Deel af den Øe Gulland, hvor de, maa skee, havde ladet bygge det Fængsel kaldet Tønden, som de forvarede deres Fanger udi; thi, endskiønt Hansestæderne havde sluttet Forliig med Dronning Margarete, saa blev de dog ved at beskytte, eller i det ringeste at see igiennem fingre med disse Søerøvere, af hvilke de havde ingen Skade, saasom de saalte Byttet for got kiøb udi deres Havne. Men, saasom de af deres idelige Success med Tiiden bleve saa modige, at de plyndrede saavel Venner som Fiender, og sparede ikke

Fred mellem Rigerne og Hansestæderne.

Hansestædernes Skibe selv, bleve de forhadte af alle Nationer; Ja Lybek, Dantzig, Thorn og Elbing, som tilforn havde beskyttet dem, rustede da Skibe ud for at holde dem i Ave. Dette befodrede derfor Fred imellem Dronning Margareta og Stæderne, hvilken blev sluttet udi det Aar 1399 til Nykiøping udi Falster, hvor paa Stædernes Vegne lode sig indfinde Herr Friderik von Venden, Cumptor til Thorn, Herr Johann de Garde Skafner til Marienberg, Herr Peter Retze Borgemester til Thorn, Peter Førstenov Borgemester til Dantzig og adskillige andre, og da blev Fred sluttet særdeeles med Rostok og Vismar, som frem for andre havde taget disse Søerøvere udi Beskyttelse,

Vitalianernes Magt dempes.

og undet dem Frihed i deres Havne. Freden var af den Indhold, at all Krig, som de paa Kong Alberts Vegne havde haft med Dronningen, nu skulde ophøre, og de skulde beholde deres Privilegier og Friheder udi Rigerne som tilforn. Efter denne Fred bleve Vitalianerne anseede som alle Nationers Fiender, saa at de bleve grebne allevegne, hvor man kunde træffe dem, og lagte paa Steil og Hiul, indtil Søen Tiid efter anden blev renset fra dette Ukrud. Udi dette Aar var saadan haard Vinter, at man kunde gaae til Fods over Havet fra Pomern til Dannemark, og betienede sig Albertus Græven af Holsten af den Leilighed at overfalde de Friser, og at sætte dem i Brandskatt for 16000 Mark.

Hvad de Svenske angik, som hidindtil havde været Kong Alberts Tilhængere, og endda havde en Deel af Rigets Fæstninger udi Hænder, da bragte Dronningen dem ogsaa til Forliig, (516) og fik dem til at overlevere de Slotte, som paa Kong Alberts 1398.Vegne indeholdtes. Dette Forliig blev sluttet 1398 Dagen efter Dionysii, og blev da Steen Sture tillige med forsoned med Dronningen i sær, hvorvel Historien intet melder om Aarsagen til hans Misfornøyelse, saa at der nu stod intet tilbage uden Stokholm og Gulland, item at Kong Albert skulde solenniter afstaae sin Rætt paa Sverrige for at bringe Rigerne udi fuldkommen Roelighed. Alt dette bragte ogsaa Dronningen med Tiiden til Veje; thi Søestæderne, som havde Stokholm inde, overgave Staden og Slottet udi samme Aar, og det efter Kong Alberts Befalning, som saae sig ikke udi Stand nogen Tiid at kunne løse denne vigtige Hovedstad, og falt saaledes heele Sverrige Dronning Margareta udi Hænder.

Med Gulland derimod gaves meere Vanskelighed. Samme Øe var da udi saadan Tilstand: Vitalianerne havde inde en Deel deraf; De Danske en anden Deel, og Herr-Mesteren af Prydsen havde Prætension paa det heele Land, efterdi det var ham pantsatt af Kong Albert, saa at Dronningen derudover havde med tvende Fiender at bestille. Hermesteren (s) selv hialp Dronningen, skiønt for sig selv, i at udrødde de første; thi han kom med 4000 Mænd paa Øen, som han rensede fra disse Søerøvere, og paa eengang giorde Ende paa deres Magt sammesteds, og grundede han sin Rætt til Gulland siden saavel paa sit Pant som derpaa, at han havde taget Landet fra Søerøverne. Disse Søerøveres Regimente fik saaledes en Ende udi Øster-Søen, sær da Aaret derefter de bleve forladte af Hansestæderne. Men deres Navn er derfore ikke saa hastigen uddøed; thi de grasserede siden ligesaa sterkt udi Nordsøen, og, naar man ødelagde et Selskab, opstod et andet igien. Man seer af Historien, at en af deres Chefs Bartholomæus Fot Aar 1429 løb ind udi Bergen i Norge, og der udplyndrede Byen og Contoret.

Men, som Dronning Margareta vilde ikke saaledes miste Gulland, som hendes Fader Waldemar havde vundet til Dannemark, (517)

(s) Diar. Frat. Minor. in Wisby.

skikkede hun en Flode did hen 1398 under Anførsel af Algud Mogensen og Abraham Brodersen for at igientage Øen.

Gulland foreenes med Riget igien.

Disse beleirede Wisbye, men Beleiringen gik langsom for sig, efterdi den Preudsiske Besætning var stor. Endeligen lagde Keyser Wencislaus 4. sig der imellem, saa at der blev et Forliig sluttet til Helsingborg, hvorved Kong Erik skulde løse Landet og Staden fra Ordens Herren med 9000 Engelske Nobler (t); Dog, saasom paa de Tider ingen Penger vare udi Cassen, blev Øen endda en Tiid lang udi Hermesterens Hænder. Paa dette Fordrag fuldte et Forbund mellem Kongen og den Tydske Orden om et ævigt Venskab, hvilket Forbund blev sluttet til Kiøbenhavn 1398, og er undertegned af alle 3 Rigers Raad og Biskoper. Tractaten anføres af Hvitfeld og viiser, at de Svenske Skribentere fare vilde, som have henført det Gullandske Tog til 1403. Intet stod nu tilbage for denne store Dronning at fuldbyrde uden Kong Alberts Renunciation paa Rigerne. Dette blev ogsaa bragt til Veye Aar 1405, og lod Kongen sig desheller bevæge dertil, efterdi han da var bleven gammel, og der var ingen Anseelse, at han med nogen Hielp kunde trænge igiennem med sine Prætensioner, eftersom de Nordiske Kongers Magt ved Rigernes Foreening var bleven saa stor, at de under saadan fornuftigt Regimente, som Dronning Margaretes, kunde holde Stand ikke allene mod Meklenborg og de omliggende Førster, men endogsaa mod heele Tydskland. Tilmed var hans Søn Hertug Erik død paa Gulland 1398, saa at han ingen Aarsag længer havde til at forfølge sine Prætensioner. Man seer dog af hans Resignation, at han har forbeholdet sig Konge Titel, og lyder Opsigelses Brevet saaledes (u):

Kong Albert afstaaer sine Prætensioner paa Sverrig.

Vi Kong Albert, Hertug til Meklenborg, Græve til Sverin, Stargaard og Rostok en Herre, bekiende og tilstaae offentligen udi dette Brev, at vi med fri Villie (518)

(t) Eric. Ups. siger, at hver Bonde i Sverrig maatte dertil contribuere 12 Øre Stokholmske Penge: vid. diar. Frat. Minor. in Wisby, som vidner, at Hermesteren blev afbetalt 1408.

(u) Renunciatio Alberti Flensburg die St. Karinæ. 1405. p. 627.

og velberaad 1405.Hu have overgivet all Vor U-villie, Skyld eller Tiltale til hvem, Vi kunde have, som boende er udi de 3 Riger, Dannemark, Norge og Sverrig, og holde dem qvit og fri for alleslags Tiltale for os og vore Arvinger etc. Datum Flensborg paa St. Karines Dag 1405. Derpaa fuldte et andet Brev af samme Dato, hvorudi han forpligter sig og sine Arvinger aldrig at føre Krig mod Kong Erik: Og forbinder sig til et ævigt Venskab med de 3 Riger. Saaledes bleve alle Vanskeligheder ved denne store Dronnings Fliid og Viisdom overvundne, og Rigerne bleve satte udi fuldkommen Sikkerhed for udvortes Fiender.

Den falske Konge Oluf.

Tre Aar førend dette Verk blev fuldendet nemlig 1402 opvaktes en liden U-roelighed, som dog blev stillet igien. En ung Person indfandt sig, som gav sig ud for Kong Oluf Dronning Margaretes Søn (x). Intet Foregivende kunde være u-rimmeligere og meere dristigt udi et Rige, hvor det var hver Mand vitterligt, at Kongen var død, og hvor hans Moder endda levede. Ikke dismindre fandtes der dog nogle, som lode sig bedrage af hans Snak; thi han vidste allehaande hemmelige Sager, som ingen kunde vide uden Dronningen selv. Endeligen, saasom han ikke kunde fanges udi Ord, erindrede Dronningen sig, at Kong Oluf havde en Vorte imellem begge Axle,

Bliver brændt.

befoel derfore, at man skulde randsage, om saadan Vorte fandtes hos denne Person, og, saasom den ikke fandtes, blev han som en Bedrager dømt fra Livet og brændt imellem Falsterboe og Skanøer (y). Aarsagen hvorfor denne Bedrager vidste saa mange Hemmeligheder var, at hans Moder havde opammet Kong Oluf. Udi denne Dronnings Tiid var ellers stor Uroelighed udi det Slesvigske. Jeg har tilforn viset udi Kong Olai Historie, at Græve Geert af Holsten Henrici Ferrei Søn og Gerhardi Magni Sønne-Søn blev udi dett Aar 1386 til Nyborg forlehned Faneviis med det Hertugdom Slesvig, da den sidste Hertug døde uden mandlige Arvinger, og Hertugdommet kunde forfalde til (519)

(x Crantz. hist. Norvag. lib. 6. cap. 8.

(y) Vid. Incert. Aut. Chron.

Kronen igien. Jeg har ogsaa viset, hvorpaa bemeldte Hertugs Prætensioner paa Førstendommet da grundede sig, og antegnet dette, som en Stats-Feil hos denne store Dronning, skiøndt Tidernes Conjuncturer da vare delicate, og hun nogenledes i den Henseende kunde undskyldes. Dette Lehn confirmerede

Slesvigske Sager.

Dronningen siden bemeldte Græve til Wordingborg 1392 (z), da der blev giordt en ævig Fred mellem Dronningen hendes Arvinger og Riger paa den eene Side, og de Holstenske Herrer paa den anden Side saaledes, at hun intet skulde befatte sig med Slesvig og Holsten, og de intet have at bestille med Riget; allene den Pligt skulde staae ved Magt, som den eene Broder Geert var Riget skyldig som Vassal af Hertugdommet Slesvig. Udi det Brev, som da blev udgivet, bliver han nemlig Geert allene kaldet Hertug og de andre allene Græver, hvor af Hvitfeld infererer, at, endskiønt han havde faaet Hertugdommet som et Fanelehn efter den Tydske Maade, saa differerede det dog derudi fra de Tydske Lehn, at det var ikke investitura simultanea, men allene personalis, saa at derfore Gerhardi Arvinger ingen Rætt havde til Førstendommet efter

Betænkning over Hvitfelds Dissertationer angaaende det Slesvigske Lehn.

hans Død. Men jeg begriber ikke, hvorfore denne berømmelige Skribentere bruger slige Subtiliteter herudi, helst eftersom baade Holsten og Slesvig udi Christiani 1. Tiid bleve foreenede med Dannemark igien, og derved alle de gamle Disputer udi hans Tiid ophørede. Lehns-Actens Confirmation, som han selv anfører, viiser, at Græve Geert blev investered med Førstendommet Fahneviis, det er efter den Tydske Lehns-Maade for sig og sine Arvinger, hvorudover det er en Subtilitet at sige, at Førstendommet gik ikke paa hans Børn, efterdi han allene og ikke hans Brødre blev forlehned dermed, og at han allene blev kalden Hertug og de andre ikkun Græver. Nok er det, at Gerhardus fik Førstendommet til Lehn for sig og sine Arvinger, saa det derfor ikke kand kaldes Investitura personalis, som ophører ved den første Vassals Død, men er Investitura realis, enten een eller fleere paa eengang blive investerede, naar det kun gaaer paa Arvinger. Herom taler Hvitfeld meere omstændigen udi Erici Pomerani Historie, da (520)

(z) Confirmat. investituræ die Veneris post. fest. St. Canuti pag. 591.

disse Lehns Tvistigheder vare paa det haardeste. Men hans vitløftige Dissertation tiener ikke til at hæve Trætten; thi Qvæstionen er ikke, om der er Forskiæl mellem Danske og Tydske Lehn, men om Gerhardus blev forlehned paa Tydsk eller Dansk Viis. Da den unge Erik af Pomern nu var antagen til Konge, offererede Dronningen udi hans Navn Lehnets Fornyelse til samtlige Brødre, lod dem derfore 1396 forskrive til Assens, og der giorde dem saadant Tilbud, saasom hun havde deres Tieneste fornøden. Men, som Hertug Geert den eene Broder engang tilforn var forlehnet med Slesvig, veigrede de andre sig at imodtage saadant Lehn, sigende; at de heller vilde tiene for Besoldning (a). Den Deeling, som skeede Aaret derefter mellem Brødrene giver tilkiende, at de Holstenske Græver vilde nok have Deel udi Førstendommet, men ikke af Kongens Hænder, og at de i den Henseende havde veigret sig for at imodtage det Tilbud, som var dem giordt til Assens; thi Anno 1397 blev uden Kongens eller Dronningens Forespørsel saaledes forhandlet mellem Brødrene, at Hertug Geert, som af Dronning Margareta var forlehned med Førstendommet, skulde beholde det allene udi 9 Aar, men naar de 9 Aar vare forløbne, da skulde der skee en venlig Deeling mellem Brødrene (b). Dette Skifte siger Hvitfeld skeede deres Over-Herre u-adspurdt af Misforstand, efterdi de meenede, at Forlehningen paa Førstendommet skulde være realis og ikke personalis. Men ingen kand nægte, at saadant Skifte jo var imod Lehnets Natur, enten det var reale eller personalis; thi endskiønt man tilstaaer, at det var reale, saa flyder deraf, ikke andet end at Lehnet skulde forplantes paa Hertug Geerts Mandlige Descendenter, ikke, at han havde Magt at give Stykker bort deraf til hvem han vilde uden Over-Herrens Forespørsel og Samtykke. Saadan og anden Opførsel af de Holstenske Herrer foraarsagede, at Dronning Margareta hierteligen fortrød paa at have skildt Sønder-Jylland fra Riget, og derfore siden, da hun fik meere fri Hænder, og havde faaet de meste Fiender af Halsen, søgte at forbedre den Feil, hun derudi havde begaaet. Begyndelsen (521)

(a) Vid. declarat. Comit. Holsat. Assens. 1396. pag. 608.

(b) Transactio inter fratres de dato Bornhovet. die Joh. Baptistæ 1397.

blev giordt med

Dronningen søger at corrigere sin begangne Feil ved Slesvigs Forlehning.

Troyborg, Møgel Tønder og Huntzbech-Gaard, som hun kiøbte af Herr Friderik Limbek. Dette Gods, endskiønt det ligger udi Førstendommet, pandsatt hun af Politiqve til Riber-Stikt, og befoel, at det herefter stedse skulde svare til Wiborg Landsting, og ikke til det Slesvigske Urneting. Ved denne Handel slog hun to Fluer med en Smekke; thi først fik hun en anseelig Sum Penge nemlig 5000 lødige Mark af Bispen af Ribe paa Stiktets Vegne, til hvilket bemeldte Gods og Steder bleve pandsatte; Dernæst fik hun samme Gods stedse incorporeret med Kronen; thi det blev stedse under Riber-Stikt indtil Reformationen under Christiano 3. Saaledes giorde Dronningen en god Begyndelse med at corrigere sin begangen Feil, og lurede siden paa Leilighed at giøre bedre Greeb, som ogsaa kort derefter blev hende offereret, og det paa saadan Maade.

1403.Anno 1403 angreb Hertug Henrik af Saxsen Dytmarskerne med Kriig,

Kriig mellem Holsten og Dytmarsken.

Historien siger ikke, af hvad Aarsage. Han gik igiennem Holsten til Dytmarsken, tilføjede Landet stor Skade, og med Bytte og Fanger begav sig tilbage igien. Dette ophidsede Ditmarskerne ikke meer mod bemelte Hertug end mod de Holstenske Græver; thi, saasom Græv Albert var den Saxsiske Hertugs Svigersøn, saa meenede de, at saadant Tog skeede ved hans Tilladelse. De besværgede sig derfor i haarde Terminis over Græverne, og paastode, at de af dem burdte indemniseres for den Skade, de havde lidet. Dette fortrød Hertug Geert, hvorudover han lod til sig forskrive sin Broder Græv Albert, og adspurde ham udi begges Raads Nærværelse, om det var med hans Villie og Videnskab, at hans Sviger-Fader var falden igiennem Holsten ind udi Dytmarsken. Men han ikke allene nægtede saadant, men tilbød sig at beviise med Eed, at han aldeeles var u-vidende derudi. Herudover satte Brøderne sig for at tage Satisfaction af Dytmarskerne for de haarde Ord og Beskyldninger, de havde førdt mod dem, og, endskiønt Hamborg og Lybek søgte at forlige Sagen, og Dytmarskerne selv tilbøde at give Herrerne Satisfaction, var dog alting omsonst, saa man deraf kunde see, at de (522) Holstenske Herrer hemmeligen glædede sig over denne Leilighed for at paaføre Dytmarsken Kriig.

Hertug Geert med hans Broder Albert rykte derpaa med en Kriigs-Magt ind udi Dytmarsken, hvor de indtoge Meldorp, og udplyndrede Landet allevegne. Dytmerskerne giorde all muelig Modstand, og Krigen blev paa begge Sider førdt med saadan Forbittrelse, at ingen Fanger sparedes, men de bleve alle myrdede. Midt udi Krigen havde Græv Albert den U-lykke at giøre et Fald med sin Hæst den 5. Augusti 1403 hvoraf han døde. Ikke dismindre blev dog Krigen fortsatt af Hertug Geert, hvilken ikke kunde bringes til Forliig, endskiønt ham blev tilbudet en stor Sum Penge, som Lybek og Hamborg lovede for; thi han paastod, at Dytmarskerne skulde blive ham underdanige og skatskyldige, beraabte sig da ogsaa paa et Brev af det Aar 1283, hvorudi Dytmarskerne forpligte sig til Lydighed mod Greve Gerhardum Nigrum af Holsten og hans Arvinger. Men saadan Underdanighed var Dytmarskerne haardere end Døden, hvorudover de satte sig for at forsvare sig det beste, som de kunde, og blev saaledes Krigen fortsætt med stor Iver paa begge Sider.

Men det var en u-lyksalig Krig for det Holstenske Huus; thi Hertug Geert selv 1404blev Aaret derefter omkommen i en Action og et stort Nederlag 1404. giordt paa

Hertug Geert omkommes i et Slag.

Holstenerne, hvoraf 12 Riddere og 300 Slesvigsk-Holstenske Herremænd (c) bleve paa Vallstedet tillige med Kiernen af Landets Magt, og erholdte Dytmarskerne derpaa en billig Fred. Hertug Geert efterlod sig 3 u-myndige Sønner nemlig Henrik og Adolph, og Gerhard, som Hertuginden gik frugtsommelig med. Om deres Formynderskab reisede sig Trætte imellem Enke-Hertuginden Elizabeth, og Henrik den slagne Gerhardi

Tvistighed om hans Børns Formynder-skab.

Broder, som da var udvalt til Bisp af Osnabrug. Af Disse tvende Prætendenter syndtes den sidste at blive den sterkeste; thi en stor Deel af Landet falt til ham, og, da hun samlede Folk sammen for at giøre ham Modstand, blev hun slagen og maatte retirere sig. Alt dette havde Dronning Margareta udi Stilhed (523)

anseet, saasom hun vilde ikke bemænge sig med de Sager, førend hun saae, at Tingen blev rett moed, og at een af de stridende Parter blev tvungen til at søge hendes Hielp, hvilket ogsaa skeede; Thi Enke-Hertuginden Elizabeth, da hun saae sig for svag til at holde Stand mod Grev Henrik, søgte hun sin Tilflugt til Dronning Margareta, og forlangede Kong Erik som Lehns-Herre af Sønder Jylland til de U-myndiges Forsvar og Formynder. Disse u-myndige Børn vare 3 Sønner, som sagt er, Henrik, som var 7 Aar gammel,

Dronning Margareta fører sig den til Nytte.

Adolf som havde 3. Aar, og Gerhard, som hun gik frugtsommelig med, og kom til Verden efter hendes Herres Død; Item 2 Døttre, Ingeborg, som Dronning Margarete havde ladet sætte udi St. Birgittæ Kloster til Vadstena, og Hedevig, som først fik Hertug Balthasar af Meklenborg og efter hans Død Theodoricum den lykkelige af Oldenborg, med hvilken hun avlede Christianum 1., som siden blev Konge udi Dannemark. Dronning Margareta practiserede da det samme udi Førstendommet, som de Holstenske Herrer tilforn stedse havde giort udi Dannemark, det er at giøre Penge Forstrækninger, og derfor at tage et og andet Stykke Land til Pant. Herr Erik Krummedige, Herr Siegfred Seestæd og Herr Lorentz Hæsten toge Regieringen an i Førstendommet paa Kongens Vegne under Prætext at have Omsorg for de unge Herrers Opdragelse. Der fortælles, at Dronningen ved ingen Venlighed eller Caresser kunde bringe den anden unge Hertug Adolf til at elske sig; thi da hun gav ham et Smykke paa hans Hatt (d), vilde han ikke bære Hatten, da hun lod sye det paa hans Ærme, rev han det af med Hænderne, og endeligen, da hun lod det hæfte bag paa hans Ryg, skubbede han det af sig. Hvorudover hun siges at have spaaet, at han i Fremtiden skulde blive en stor Fiende af Riget.

Bekommer med Behændighed det heele Førstendom indtil Gottorp.

Dronningen blev saaledes ved med sin Villighed at forstrække Hertuginden med Penge, og derfore at tage een og anden Stad og Fæstning til Forsikring, indtil hun omsider havde det heele (524)

(d) Peters. Chr. Holsat. part. 3. hvilken tillige med Hvitf. har disse Particulariteter af Krantzii Sax. lib. 10. cap. 36.

Hertugdom inde indtil Hovedstaden Slesvig, hvilke hun beholdt saalænge hun levede udi Kong Eriks Navn, men efter hendes Død opvaktes derom store Kriger, som skal viises udi Erici Pomerani Historie.

Den gode Forstaaelse, som var imellem Dronningen og Hertuginde Elisabeth 1409 varede til det Aar 1409, udi hvilket Aar hun endda pantsatt til Dannemark Flensborg med Nien-Huus for 11400 Mark Lybske. Ja hun overlagde ogsaa hemmeligen med Dronningen at overlevere hende Gottorp selv, saasom hun despererede om at forsvare Staden og Slottet mod Hendes Rival, Biskopen af Osnabruge, og de andre Holstenske Herrer, som disputerede hende Formynderskabet. Hun bestemmede derfor virkeligen Dronningen at komme til Gottorp for at tage Slottet udi Possession, og det at beholde en Tiidlang under den Titel af Lehnsherrinde. Men dette gav Anledning til den Misforstand, som siden stedse var imellem Dronningen og Hertuginden. Hvad Aarsag dertil var, er ikke aldeeles bekiendt. Der meenes vel, at Hertuginden, som imidlertiid havde faaet et andet Sind, søgte da at forraske Dronningen. Hvitfeld

Oprindelse til det Friendskab mellem Dronningen og Hertuginden af Slesvig.

synes at være udi de Tanker. Den Holstenske Historie (e) derimod holder for, at den Misforstand reisede sig af en puur ilde grundet Suspicion paa Dronningens Side; Vist nok er det, at Dronningen denne gang ikke fik Slottet, men reisede misfornøjed derfra til Dannemark igien. Hvitfeld fortæller ellers denne Historie saaledes: Da Dronningen kom did for at annamme Slottet, giorde hun et Kors paa Muuren, hvilket hun kyssede (som til Tegn, at hun tog det i Possession). Derpaa gik hun til Bords med Hertuginden, meenende, at Slottet imidlertiid efter Aftale skulde overgives. Som de sidde til Bords, kommer en af hendes Tienere ved Navn Skarpenberg, og fortæller hende, at Slottet var fuldt af Krigs-Folk, hvorudover Dronningen fandt ikke raadeligt at opholde sig der længe, stod op fra Bordet, og reisede bort, sigende til Hertuginden, at hun skulde ikke glemme, hvad som da skeet var. Saaledes kom hun (525)

(e) Vid. Krantzii Saxon. lib. 10. cap. 27. og efter ham Petersen.

denne gang med u-forrættet Sag tilbage, og Gottorp forblev udi de Holstenskes Hænder (f).

Krig mellem Dannemark og Holsteen.

Hertuginden langt fra at stille Dronningen tilfreds igien, og at betage hende all ond Mistanke, begyndte da at agere fiendtligen, og derved tilstrekkeligen gav tilkiende, at Dronningens Mistanke ikke havde været ilde grundet. Hun lod strax derpaa forskrive Borgemestere og Raad af Flensborg til sig, og, da de lode sig indfinde, saasom de intet Ondt ventede, efterdi hun nyeligen tilforn havde pantsatt Staden til Dronning Margarete, lod hun dem fængsle og beholde saalænge, indtil de maatte love at overlevere hende Staden, hvilket Løfte de af Frygt maatte indgaae: saaledes faldt Flensborg igien fra Riget, til hvilket den nyeligen tilforn havde aflagt Troeskabs Eed. Kong Erik satt sig for at hævne denne Utroeskab, og derfor først begav sig til Als, hvor han erobrede Sønderborg og Norborg, blev ogsaa Mester af Arøe, og lod sig hylde 1410saavel der som paa Als. Anno 1410 skikkede han Mogens Munk og Johan Skarpenberg med 8000 Fod-Folk og nogle Ryttere ind udi det Ampt Tønderen, hvor de

Slag paa Soldorp Mark og Nederlag paa de Danske.

giorde et stort Bytte, men da de vilde tilbage, kom Græv Adolph af Skovenborg u-forvarende over dem og den 18 Augusti (g) samme Aar erholdt en fuldkommen Seyer. 1400 af Kongens Folk bleve slagne tillige med Anføreren Mogens Munk og 350 bleve fangne. Blant dem var Johan Skarpenberg, som maatte løse sig for 10000 lødige Mark (hvilket giver tilkiende, at Pengenes Priis begyndte alt merkeligen at falde; thi Kong Waldemar 3. fik ikke stort meere for heele Estland). De andre Fanger gave til deres Løsning 60000 Mark, saa at dette Tog kostede Kong Erik over 200000 Mark. Midt udi denne Krigs-Allarm holdt (526)

(f) Vid. Petersen Chron. Hols. part. 3. hvorudi denne Handel fortælles paa en u-fordeelagtig Maade for Dronningen nemlig, at hun lod sig skrække af en blind Allarm, og tog for bevæbnede Folk nogle af Hertugindens Domestiqver, som giorde Tumult ved at ophidse en Ølltønde, hvilken Historie Hvitfeld siger at være tagen af en gammel Munke Krønike, ja den haver ogsaa Anseelse af Munke-Digt.

(g) Krant. Saxon. lib. 10. cap. 30. kalder Stedet, hvor slaget stod paa, Eggebekke.

Kongens Søster Karina (h) Brøllup med Hertug Johan af Bayern Keyser Ruperti Søn. Ceremonien blev forrettet til Ribe, og blev da saaledes forafskeedet, at hun skulde have 40000 Rhinske Gylden til Medgift.

Dette Nederlag, som skeede paa Soldorp Mark, var fast den eeneste U-held, som vederfoer Riget udi Dronning Margaretes Tiid, hvorvel det heller kand henføres til Kong Eriks Regiering; thi samme Konge var nu alt kommen til den Alder, at han kunde forestaae Regimentet selv: Det synes ogsaa, at han ikke har vildet lade sig regiere af Dronningen meere, saa at det er rimmeligt, at dette Tog er hans eget Verk, hvorudi han maaskee ikke har spurdt hende til Raads. At han ikke agtede hende saa meget som tilforn, viser den Execution, som skeede forrige Aar 1409, da han ved Sønderborg lod rætte Abraham Brodersøn Dronningens første Favorit. Samme Abraham

Abraham Brodersens Fald.

Brodersøn blev beskyldet for adskillig Vold (i), som han havde øvet, og derfore mod Dronningens Villie blev halshuggen til Sønderborg. Han var en Mand af stor Anseelse og Dronningen besynderligen kiær, hvilket maaskee har bragt ham udi Had hos Kong Erik. Han funderede det saa kaldet præbendam 10 Millium udi Roskild (k) item et Vicariat til Lunde Domkirke, som siden blev lagt til Malmøe i Skaane. Og viiser saaledes denne Execution tillige med andet, at Kongen nu vilde regiere efter sit eget Hoved.

Efter det Nederlag, som skeede paa Soldorp Mark, over hvilket Holsteenerne giorde en Vise, som Hvitfeld vidner endda udi hans Tiid at være siungen i Holsten, maatte Dronning Margareta tage sig paa at forliige Parterne, og blev udi samme Aar compromitteret paa Høystbemeldte Dronning samt Her Wratislav af Stetin, Her Balthasar af Venden, tvende Hertuger af Brunsvig og Luneborg item tvende Hertuger af Meklenborg, for hvilke Parterne (527)

(h) Saaledes heeder hun hos Hvitfeld, men hos andre Sophia.

(i) Peters. Chr. Hols. part. 3. siger, at Kongen beskyldte ham for at have voldtaget nogle Jomfruer.

(k) Eric. Ups. siger, at Dronningen stiftede dette Præbenda for hans Siæls skyld hist. Svec. lib. 5.

nemlig Kong Erik og Hertuginde Elisabeth skulde møde 14 Dage for Michaelis 1410 og blev derom giordt en skriftlig Convention til Flensborg (l), hvorved blev lovet at efterleve paa begge Sider, hvad som Skeeds-Herrerne kunde finde for gott. Men u-anseet denne Compromiss gik dog Fiendtligheden for sig udi Holsten, og søgte Holstenerne at overrumple adskillige Stæder, som de Danske havde inde udi Førstendommet, hvorudover dette Compromiss blev brudt, og Krigen gik for sig paa nye igien.

Krigen fortsættes

Aaret derefter gik Kongen med en anseelig Magt ind udi Førstendommet for Flensborg, hvis Slott han strax erobrede. Herudover samlede de unge u-myndige Hertugers prætenderede Formyndere nemligen Græv Henrik, Erik Krummedige, Tønne Rov, Eiler Rønnov og Otto Hæsten en Hob Folk sammen for at tage Flensborg Slott tilbage; thi Hertuginde Elisabeth havde nu foreenet sig med hendes Rival, saa at de begge agerede mod Dannemark. Disse komme med deres Magt ogsaa til Flensborg, og leirede sig udi Staden for at angribe Fæstningen, som var udi Kongens Hænder. Men, som Kongen var dem for sterk, og derforuden Blodgang kom iblant deres Folk, 1411. fore de tilbage igien, hvorpaa Kong Erik indtog Flensborg, og der lod rætte Borgemester og Raad samt nogle fornemme Borgere, efterdi de imod deres Eed havde indtaget Holsteenerne.

Derpaa blev igien arbeidet paa et Forlig, og blev der 1411 Kyndelsmisse Dag til Kolding giordt saadant Fordrag (m) mellem Kong Erik og Hertuginde Elisabeth, at Kongen udi 5 Aar skulde beholde Flensborg, Nienhuus, lille Tøndern tillige med 10 a 12 Herreder udi Førstendommet, og at enhver, som havde tilhænget en af Parterne,

Fordrag sluttet med de Holstenske Herrer.

og derudover mistet sit Gods, skulde bekomme det igien; der blev ogsaa berammed en Dag til Nyborg, hvor 12 Mænd skulde møde, 6 paa hver Side, hvilke 12 Mænd skulde dømme udi Tvistighederne efter Dansk Rætt, og, dersom de ikke kunde blive eenige, skulde de 12 Mænd igien udvælge 2 Arbitros eller Opmænd, (528)

(l) Vid. Compromiss. Flensb. die Matth. Apost. p. 634.

(m) Transactio de dato Kolding die Annunciationis 1411. pag. 639.

som iligemaade skulde dømme efter Dansk Rætt, og, kunde de iligemaade ikke blive eenige, da skulde Keyseren kiende derudi, og ved Hans Sententz skulde det forblive. Saaledes bleve disse Tvistigheder stillede, og Fred allevegne stadfæstet udi Rigerne, saa længe som Dronningen levede. Hun havde ogsaa nogle Aar tilforn løset Gulland tilbage fra den Preudsiske Orden for 9000 Nobler og det efter den Convention, som tilforn var giordt til Helsingborg; thi at bemeldte Orden udi saa lang Tiid derefter havde siddet inde med Landet, foraarsagede Penge-Mangel. Qvitancen, som findes hos Hvitfeld (n), er undertegnet af Ulrich von Jungingen, som kalder sig Ordens Broder, samt Hofmester til Hospitalet til Marienborg, item af den saakaldte store Cumptor, Marskalken, adskillige andre Cumptorer, og Borgemesteren udi Dantzig. Saaledes kom Gulland igien under Dannemark, til hvilket Rige det siden stedse har lagt, indtil den Bromsebroiske Fred 1645.

Efter saadanne store Bedrifter og saadant lyksaligt Regimente døde omsider denne 1412 berømmelige Dronning, og Nordiske Semiramis Anno 1412 den 28 Octobris paa

Dronning Margareta døer.

et Skib, da hun vilde seile fra Flensborg til Dannemark; Hun kand regnes for en af de største Regentere, som er at finde udi Historierne; thi hun ikke mindre ved sin Viisdom og Stats Konst end ved sine Seierrige Vaaben foreenede 3 stridige Riger, og derfor var en af de mægtigste, om ikke den allermægtigste Regent i Europa udi hendes Tiid. Hun vidste ogsaa at holde dem ved samme sin Viisdom foreenede tilsammen saa længe som hun levede. Dog vare de Svenske ikke saa vel fornøyede med hendes Regiering, som de Danske og Norske. Den Svenske Historie nægter vel ikke hendes Viisdom og Capacitet udi Stats Sager, men fører dog adskillige Klagemaal, beskyldende hende at have lagt store Byrder paa den Svenske Nation, blandt andet

Hendes Portrait.

en Skat paa hvert Dyrs Rumpe, hvilken derfor blev kalden Rumpe-Skatt, ja at hun førte alle Sverriges Penger til Dannemark, og betroede de fleste Ampter og Slotte til Danske. De Svenske Skribentere sige ogsaa, at naar Stænderne besvergede (529)

(n) Ulrici de Jung. Qvittanc. de dato Marienburg die St. Mauritii 1408. pag. 631.

sig derover, og foreholdte hende, at saadant var imod de skriftlige Forsikringer, hun havde givet, svarede hun: de skulde tage vare paa deres Papirer, hun vilde nok have Omsorg for deres Slotte og Fæstninger (o). De sige ogsaa, at hun gav den unge Kong Erik saadan Lærdom: Sverrig skal føde eder, Norge klæde eder og Dannemark forsvare eder. Men det er ikke rimeligt, at hun har tracteret Nationen med saadan Foragt. Saadant strider ogsaa saa vel mod hendes Naturel som den idelige Forsigtighed, hun brugte i at conservere Rigernes Eenighed. Det er troeligere, at, som det stedse stod de Svenske for Hovedet, at de ligesom ved Magt og Sværdet vare tvungne til den Calmarske Foreening, saa have de altiid søgt Leilighed at dadle hendes Opførsel, og derfore giordt meere af en Ting end den var, ja fingeret mange Ting, som hun aldrig har bedrevet, hvilket blant andet viser den Beskyldning, de giorde mod hende, angaaende den foragtelige Mynt, paa hvis eene Side stod et Fruentimmer Ansigt, og paa den anden Side en Ø! hvorover de giorde en hæslig Forklaring, skiønt samme Bogstav kunde intet andet betyde end enten en Ørtug eller Øre, som da var en brugelig Mynt, eller ogsaa Stedet Ørebroe, hvor Mynten blev slagen, hvilket fornuftige Svenske Skribentere selv tilstaae, og, angaaende den Beskyldning, at hun betroede Svenske Slotte og Ampter til Fremmede, da veed jeg ej heller om den samme kand være vel grundet (p); thi man seer af Historien, at tvende Svenske Herrer Algud Mogensen og Abraham Brodersen have været hendes største Favoriter, og bekommet Forlehninger udi Dannemark, saa at dette, som Dronningen lastes for, kand hede den fornuftigste Stats-Maxime, eftersom hun har villet mænge Danske, Norske og Svenske saaledes sammen, at de skulde blive til et Folk. Hvorom alting var, saa blev Foreeningen stedse ved Magt saa længe hun levede. Men strax efter hendes Død opvaktes der Spliid og U-eenighed, ja Mord og blodige Kriger imellem Rigerne, (530)

(o) Eric. Ups. lib. 5.

(p) Erici Ups. lib. 5. hvor han heftigen i den Henseende declamerer mod Dronningen: Præfectos instituit homines vilissimos & versutissimos, ut ipsa erat.

og da, maaskee, have de Svenske fingeret disse Historier om Dronning Margareta for at authorisere deres Frafald.

Hvad de Danske derimod angik, saa opløfftede de hende til Skyerne (q) formedelst hendes Fromhed, Gudsfrygt og særdeeles fornufftige Regimente, hvorved hun bragte dette Folks Reputation paa den højeste Spidse. Den gemeene Almue elskede hende som en Moder formedelst hendes Mildhed og Venlighed i Omgængelse, og Geistligheden var hende særdeeles gunstig formedelst de store Gaver, hun giorde til Kirker og Klostere udi alle 3 Riger (r). Den Danske Adel derimod holdt hun Tommelfingeren paa Øjet, og det formedelst de mange Oprør, de havde opvakt mod hendes Fader. Der siges, at hun havde til et Ordsprog, at hun skulde ryste Abildgaarden eller Æblehaugen, tørre Bekkerne og bryde Bægerne, hvormed hun meenede de 3 Familier udi Dannemark, Abildgaarde, Beggere og Limbekke, som hun vilde holde i Ave. Udi den Henseende kiøbte hun stort Gods af Adelen i Dannemark, hvor Leilighed dertil gaves, saa vel for at bestyrke Kronen, som for at formindske deres Magt. Egeholms Slott kiøbte hun af Herr Iver Lykke i Vensyssel, Hellersløv og Ørum paa Tye af Herr Niels Strangesen og Rosholm af Herr Niels Gundesen. Den Fortroelighed, som hun ellers havde til hendes Skriftefader, Abeden af Sorøe gav Anledning til et Slags Medisanse, og seer man, at Kong Albert forekastede hende saadant, da han kaldede hende Munke-Deje. Men hvorledes skulde denne Dronning have bedre Lykke end alle andre regierende Dronninger; thi man finder faa i Historien, der have undgaaet saadan Snak. Hvad Legemets Gestalt er angaaende, da skal hun have været sortladen og mandelig, udi hvilken Henseende, saavel formedelst hendes Sinds Gaver og store Capacitet, hendes Fader Kong Waldemar skal have sagt, at Naturen havde faret Vild med Hende, i det at hun blev en Qvinde, da hun skulde have været en Mands Person. (531)

(q) Eric. Ups. lib. 5. taler saaledes derom: Hæc Regina tantæ celebritatis extitit apud Danos, ut eam æstiment Sanctam.

(r) Incerti Auct. Chron. hvor hun kaldes Mater Cleri.

Hun døde udi sin Alders 59de Aar, efterat hun havde regieret udi 37 Aar saavel udi hendes Søns Olai, som udi hendes Successoris Erici Pomerani Tiid; thi hun førdte virkeligen Regimentet under begge Konger. Man meener dog, at hun døde paa en beleilig Tiid, saasom Kong Erik begyndte at voxe hende over Hovedet, og maaskee havde skikket hende i Kloster, hvis hun havde levet længere. Men saadant Forsøg kunde være bleven farligt for den gode Konge; thi, endskiønt hun var gammel, saa var hendes Autoritet endda saa stor udi Rigerne, at, om Kongen havde villet skride til den Extremitet, det da havde været hende ligesaa lætt at skikke ham til Pomeren igien, ja lættere, end det kunde have været ham at skikke hende udi Kloster.

Hun blev først begraven til Sorøe, og siden derfra forflyttet til Roskild, hvor Kong Erik lod giøre hende den Alabaster Begravelse, som endnu findes. Det er at merke ved denne Dronnings Regiering, at efter hendes Tiid den Grønlandske Handel

Anmærkning over gamle Grønland udi Dronning Margaretæ Tiid

ophørede, saa at man siden den Tiid intet har hørt om de gamle Grønlandske Indbyggere. At Handelen endda blev dreven udi Dronning Margaretæ Tiid, sees af en Dom fældet 1389 (s) over nogle Skippere og Kiøbmænd, som havde understaaet sig at seile paa Grønland, hvilket var forbudet paa de Tiider; thi Island, Grønland, Ferrøe og Findmarken laae til Kongernes Faderbur, saa at ingen anden uden Kongernes Folk maatte seile derpaa. Der meenes ellers, at den saa kaldte sorte Død har ødelagt de gamle Grønlandske Indbyggere, og at fra den Tiid Handelen begyndte at forfalde og siden at være bleven reent forglemt, da Norge blev foreenet med Dannemark eller noget derefter; thi de andre efterfølgende Konger finge saa meget andet at bestille, at de ikke kunde faae Tiid til at tænke paa det gamle Grønland, hvorudover man siden ikke har kundet finde den gamle Colonie igien. Hvitfeld vidner udi sin Krønike, at der var endda udi Dronning Margaretæ Tiid en Grønlands Bisp til overs nemlig Henrik af Garde, og at den samme assisterede 1385 paa en Herredag, som blev holden (532)

(s) Vid. Sententia pag. 588. seq.

den til Nyborg; vel tog Erke-Bisp Eschild af Trundhiem sig fore Aar 1406 at bringe det gamle Grønlandske Væsen paa Fod igien, og skikkede en ved Navn Andreas fra Norge for at succedere den sidste Grønlandske Bisp af Garde (t), men man har ingen Tiidender haft siden om samme Andrea eller om Indbyggerne udi Grønland, saa der meenes, at de faa, som ere overblevne af den sorte Pest, ere bortdøde, eftersom de ingen Tilførsel meere havde faaet fra Norge (u). Udi Dronning Margaretæ Tiid blev det første Carmeliter Kloster stiftet her i Landet til Lands-Krone,

Anmærkning over nogle Kirke-Sager.

og bleve de første Carmeliter-Munke hid bragte fra Tydskland 1410. Hvad ellers andre Kirke Sager angaaer, da ophævede Dronningen det saa kaldte Subsidium, hvilket tillige med Cathedratico var Præsterne til stor Tynge; og, saasom ofte derom tales udi Historien, og det Ord Cathedraticum endnu er i Brug uden at mange viide dets Betydelse, vil jeg her røre noget derom. Da Bisperne reisede igiennem Stikterne for at examinere, hvorledes alting tilstod udi Geistlige Sager, bleve de Hvad Cathedraticum og Subsidium var.

underholdte og defrayerede af Præsterne, og gav hver Præst derforuden Bispen, naar han reisede tilbage, Halvdeelen af det Offer, som han oppebar paa sin Kirke-Messe-Dag, hvilken Skienk kaldtes Cathedraticum. Dette, som i Begyndelsen var ikkun Visitatz-Penge, (533)

(t)Arngrim Gronlandiæ cap. 4. siger at Andreas var Anno 1461 udi Island, men det synes ikke troeligt, at det har været den Andreas som Erke-Bisp Eschild affærdigede vid. Torfæi Gronl. pag. 25.

(u)De Grønlandske Bispers Orden findes udi Slutningen af Hvitfelds Bispe-Krønike saaledes:

Ericus 1152

Arnoldus

Jonas 1. 1204

Jonas 2. 1209

Helgo 1212

Nicolaus

Olaus

Torderus 1308

Arno 1314

Alpho 1325

Bertholdus

Gregorius

Andreas

Johannes

Henricus

Andreas

Hvilken Series Hvitfeld dog tilstaaer ikke at være complet. Torfæus udi sin Gronlandia følger samme Seriem indtil Bertholdum, som han med de 4re efterfølgende Bispe ikke nævner.

blev siden til en regleret aarlig Skatt saaledes, at, naar Bispen ikke kom til Visitatz, skulde hver Præst aarlig give ham 4 ß Grot eller 2 Mk 4 ß, hvilken Pension blev kalden Hospitalitas Episcopi eller Giæsterie, derforuden skulde han pro Cathedratico give 1 ß Grot det er 9 ß Danske. Saa at man seer, at det, som i Førstningen gaves ved Leilighed til Visitatz Omkostning, blev siden til en aarlig Skatt. Ligeledes gik det til udi Odense Stikt med det saa kaldte Subsidio, hvilket blev paabudet som Brandhielp, da Domkirken udi Odense afbrændte, og siden iligemaade blev til en aarlig Skat, saa at hver Præst gav aarligen til Subsidi Penge halvtredie ørtug Korn enten i Rug, Byg eller Havre. Hvoraf man seer, hvor nærsomme Bisperne da vare, og hvor vel de vidste at betiene sig af all slags Leilighed til at formeere deres Aarlige Indkomster; thi dette Subsidium varede udi 4re Fynske Bispers Tiid, og havde maaskee varet længere, hvis Dronning Margareta formodentligen efter Præsternes Ansøgning ikke havde hævet det op Anno 1395. Men, som det var farligt at giøre noget Skaar udi Bispernes Indkomster, begavede hun hver Domkirke med noget Gods til Vederlag saa vel til Cathedraticum som Subsidi-Penge. Saaledes fik Odense-Bisp Kiestrup med dets Tillæg, og Roskilde-Bisp Dragsholm. Men, uanseet dette Tillæg, begyndte de efter Dronningens Død at begiære Subsidium paa nye igien, undertiden Penge, undertiden en feed Oxe, hvilket varede indtil Reformationen, da blev tillige med Bisperne ogsaa disse Skatter afskaffede, og forordnede da Christianus 3., at hver Præst skulde aarligen give 4 Mk Giæsterie-Penge til Kronen. Nogle Aar for Dronning Margaretæ Død hendtes en stor Ulykke i Sverrig hvor Hovedstaden Stokholm blev anstukken af Liunild, og gandske lagt i Aske. Der omkom af Ilden 1600 Mennisker. En stor Deel af de andre, som vilde redde sig paa Skibene, druknede; thi Skibene, som ikke kunde bære den alt for store Mængde, ginge i Grund. Saa at man kand sige, at denne gode Stad udi nogle Aar havde udstaaet alle de U-lykker, som hendes kunde. Denne store Ildebrand skeede 1407 (x). Den oft citerede liden Gullandske Krønike siger, at (534)

(x) Crant. hist. Svec. lib. 5. cap. 33.

|534der omkomme henved 2700 Mennesker, og at der bleve kun 6 Steenhuuse tilbage (y).

Ericus Pomeranus.

Efter Dronning Margaretæ Død regierede Kong Erik selv udi 26 Aar, og imidlertiid giorde lige saa meget kroget igien, som hun havde giordt rætt; thi udi hans Tiid blev den Calmarske Foreening, som var Dronning Margaretæ Mesterstykke, adspliidet, og Dannemark bragt udi ulykkelige og fordervelige Kriger. Han var fød af den Pomerske Hertug Wratislavo 7. og Maria Kong Waldemari 3. Dotter Dotter. Han blev adopteret af Dronning Margareta udi hans niende Aar, og var den første Hans Herkomst.

udenlandske Konge, som har regieret i Dannemark. Anno 1388 blev han antagen til Konge udi Dannemark og Norge og 1397 blev han erklæret Konge over de 3 Nordiske Riger. Hans rætte Navn var Henrik, hvilket Dronningen politice omstøbte til Erik, som klingede bedre udi Danske og Norske Øren.

Rigernes Tilstand ved hans Ankomst til Regieringen.

Ved hans Ankomst til Regieringen vare Conjuncturerne udi Norden saadanne. Endskiønt Foreeningen imellem Rigerne stod endda ved Magt, saa dog fandtes der adskillige, som vaklede udi Sverrig, og lurede efter Leylighed at spinde paa Nytt, saa at derfore intet var meere fornødent, end en langvarig Fred, for at lægge en fast og bestandig Grundvold til denne Foreening, og seer man, at det har været Dronning Margaretæ Stats-Regel, og at hun i den Henseende med saadan Delicatesse tracterede de Slesvig-Holstenske Sager, saa at deraf ikke skulde udbryde nogen alvorlig Krig, som udi slige Rigernes Conjuncturer og udi denne store Foreenings Barndom ikke var tienlig. Saaledes søgte hun at temporisere med de Holstenske Herrer, og med gode Ord og maadelige Penge-Summers Udlaan heller at tilhende sig de Slesvigske Stæder end at bruge Magten dertil. Derfore agerede hun ogsaa offte selv Underhandler imellem de Holstenske Herrer og Kongen for at hindre, at Rigerne ikke skulde geraade udi nogen langvarig Krig. Men disse (535)

(y) Diar. Fratr. Minor. in Wisby.

nyttige Stats Maximer uddøede med denne store Dronning, og Kong Erik, som nu regierede efter sit eget Hoved, begyndte strax at bryde alting overtverts, og med et Greeb vilde trække Førstendommet til Kronen igien.

Jeg har tilforn viiset, at en Stilstand var giort med det Holstenske Huus, udi hvis Kraft Kongen skulde beholde Flensborg med nogle andre Steder udi Førstendommet, og at inden 5 Aar Tvistighederne skulde paakiendes af Opmænd. Ved dette Fordrag søgte Dronning Margareta at vinde Tiid, hvilken hun agtede ikke at lade gaae u-nyttigen bort til at bestyrke sine Sager udi det Slesvigske. Men Kong Erik agtede ikke at følge den Plan, som hun havde formeret, og derfore begyndte at bryde alting over tvers, stolende paa sin store Magt, og holdende det for en Uanstændighed at en Konge over 3 Riger skulde negotiere med nogle smaa Førster. Udi den Henseende veigrede han sig for at møde til Flensborg, hvor efter Aftale Sagen skulde 1413.forhandles, og lod stævne Hertuginde Elizabeth med hendes 3 Sønner samt hendes Broder Hertug Henrik af Luneborg til Nyborg udi Fyen for Rigets Canceler og Dannemarks Raad, for at høre hvad Tiltale han havde til dem angaaende Hertugdommet, som han meenede var kun et Personel-Lehn efter Dansk Lehns Art, item hvorledes den Forlehning burte udtydes, som var confereret Græv Geert af Dronning Margareta, og endeligen at de skulde examinere, om de Holstenske Herrer ikke havde forbrudt deres Lehns Rætt, efterdi de inden Aar og Dag ikke havde taget Lehn af Kongen, og derforuden ført Krig mod deres Lehns Herre.

De stævnede Personer lode sig og indfinde, og begyndte da Hertug Henrik af Luneborg at forklare sine Myndlingers Rætt, og begiærede, at de maatte nyde det samme, som deres Fader Gerhardus. Kongen svarede dertil, at hvad Rætt dem efter deres Fader kunde tilkomme, den havde de selv i mange Maader forbrudt, hvorpaa han producerede Beviis paa deres Forhold. Hertug Henrik indfaldt da med Bøn hos Kongen, og begierede, at Tvistigheden maatte paakiendes af uvillige Herrer efter den Foreening, som engang |536var giort. Men Kongen, som havde besluttet at gaae lige til Verks, vilde ikke beqvemme sig til videre Underhandling, men stævnede dem paa ny at møde den 26 Julii for at svare til de giorte Beskyldninger, og en endelig Dom at lide. Da de saaledes anden gang mødte, satt Kongen sig paa sin Throne, og da holdt en Tale, hvorudi han repeterede det forrige, og viisede blant andet hvad Skade Riget var tilføyet, og hvad Bekostning denne Uroelighed havde bragt det udi. Derpaa blev af Rigets Canceller Bisp Peder af Roskild afsagt en Dom, hvis Sluttning jeg allene vil anføre (z).

Den Danske Cancelers Dom mod de samme.

Vi Peder Jærnskiæg (a) af Roskilde Rigets Canceller og Dommer billige og retfærdige, at efterdi dette, som anførdt er, er saa vitterligt, at intet derimod kand siges, saa have vi, siddende paa Domstoelen i Guds Navn haft Rætfærdighed for Øiene, og med vore Bisidderes og Lovkyndiges Raad hørt Sagens Beskaffenhed og Omstand, have tilmed igiennemlæset Lov-Bøgerne denne Materie angaaende, og besynderlig det Capitel, hvis Indhold er paa Dansk: “Det skal man og vide, at sin egen Jord maae man med intet forgiøre, uden han farer uden Riget, og farer med uden Rigeshærd ind paa sit eget Rige, og herrer paa det, og da haver han forgiordt hver den Penning, han aatte inden Riget baade Jord og andre Koste til Kongen, fordi at det kalder man Avindskiold ført mod Riget”; hvilke Lovens Ord paa nu brugelig Danske ere Disse: Det maa man vide, at ingen kand forbryde sin Jord uden han forlader Riget, og kommer ind igien med fremmede Folk, og øver Vold udi Riget; thi i saa fald mister han baade sit rørende og urørende Gods; thi saadant regnes for crimen læsæ Majestatis. Og seer man heraf, at Bispen grundede fornemmeligen sin Dom derpaa, at de Holstenske Herrer som Vassaller (537)

(z) Vid. Sententia Cancellarii lata Comitiis Nyburg. die 26 Julii 1413. pag. 645 Seqv.

(a) Chron. Episcop. Sialland.

af Riget i Henseende til Hertugdommet Slesvig havde forliist det samme, efterdi de havde ført Krig paa Riget (videre continuerer Dommen:) Derfore formedelst den Myndighed vi have i de Maader, og efter slig vor Danske Lovs Indhold, og efter anden Dansk Rætt og Skik dømme, sige, forordne og erklære Vi hermed, at det ikke haver sømmet Frue Elisabeth ey heller Hertug Henrik af Luneborg, som har indtrænget sig for hans Søsters og hendes Børns Værge, ey heller Henrik Græve af Holsteen, item Erik Krummedige, Lauritz Hæsten, Othe Sestede, Othe Knoph, Thønne og Ejler Rønnov saa aabenbare, som hver Mand vitterligt er, at anfalde og bekrige den Stormægtige og Høybaarne Første og Herre Hr. Erik, Dannemarks, Sverrigs og Norges Konge, hvilken det Hertugdom Slesvig tilhører ved Moderlig Arv og Succession, og, endskiønt det samme af ham og Riget gives til Lehn, at besvige samme Kong Erik deres Lehns Herre Tienest og Pligt, som de ere ham skyldige af samme Førstendom, ja beviise ham all Fortrædelighed, Had og Avind imod deres Troeskabs Eed, hvilket er at føre Avindskiold imod Hans Majestet. Derfore dømme Vi, at, omendskiønt de havde end nogen Rættighed til Førstendommet, de den i saa Maade have tabt, erklærende, at de med Urætt besidde, og have besiddet de Slotte og Lande, de inde havde i Førstendommet, efterdi de uden ræt Forlehning og uden ræt Titel det med Magt besidde: Og Hertugdommet derfore efter Lehns Ræt formedelst ovenmeldte Misgierninger efter saa vel Dansk som andre Love til den rætte Lehns Herre og Dannemarks Rige at være lovligen forfaldet, ja det samme Kong Erik og Dannemarks Rige og ingen anden at tilhøre, hvilket vi ogsaa tildømme Ham og Riget udi (538) dette Brev, og afsætte Frue Elisabeth og hendes Børn fra ovenmeldte Hertugdom, og Greve Henrik fra ovenmeldte Værgemaal, som han haver indtrænget sig udi, som u-lovlige og u-rættmæssige Besiddere, dømmende dem derforuden pligtige at igiengive Kongen og Riget all Oppebørsel, de have taget, og til all Skades Vederlag, som Kongen, hans Rige Dannemark og hans Tilhængere Geistlige eller Værdslige have lidt ved Rov, Brand og Mord, Rancion, Fængsel, løst og fast Godses Borttagelse lidt have imod all Ræt, og de samme at være pligtige at erstatte ham hans Omkostning og Skade etc: Dette til ydermeere Forvaring have vi ladet udstede dette Brev og ved Notarium forkynde og underskrive, og med vore Indseigles Hoshængelse bekræfte. Actum Nyborg Anno 1413 den 26 Julii.

Dette er den vigtige Dom, som lagde Grundvold til paafølgende Krig, der varede fast udi 24 Aar, hvorfor jeg har holdet nødigt dens Slutning Ord for Ord her at indføre. Førend jeg skrider videre frem og viiser, hvad Virkning samme Dom foraarsagede, vil jeg korteligen melde noget om det Slesvigske Lehns Beskaffenhed og dets Historie, og her paa et Sted anføre hvad som Stykviis paa andre Steder er omtalt. Det Hertugdom Slesvig har fra ældgammel Tiid været en Provintz af

Den Slesvigske Lehns Historie til denne Tiid.

Riget, og derfore heder Sønder-Jylland. Med denne Provintz have Kongerne ofte forlehnet deres Børn paa Livs Tiid. Saaledes var dermed forlehned Hertug Knud Nicolai Søn, som kaldtes de Obotriters Konge, iligemaade Hertug Waldemar Seyer, som siden blev Konge udi Dannemark, og har denne samme Province, som er ellers den Sønder Deel af Jylland derudover faaet Navn af Hertugdom. Hertug Abel var den første, som tilholdt sig det arveligen, saa at en Broder eller Søn siden have succederet en anden og ved Fremmedes Hielp have ligesom tvunget Kongerne dermed at forlehne dem, hvorvel efter Hvitfelds Vidnisbyrd alle deres Lehns-Breve |539alleene have lydet paa Personen og ikke paa Efterkommerne. Men, efterdi saadanne Forlehninger udi lang Tid have været confereret paa den eene Arving, efter den anden, have Hertugerne omsider forklaret deres Forlehninger efter Tydsk Rætt, hvor Søn efter Faderen arver hans Lehn, endskiønt enhver for sig er forbunden at anholde derom hos Lehns-Herren. Den prætendered Kong Waldemarus 3, som siden sagde sig af med Regieringen, og derfore ikke regnes blant de Danske Kongers Tall var den første, som forlehnede Førstendommet arveligen bort paa Greev Geert den Store, og giorde den bekiendte Constitution, at Sønder Jylland ikke skulde meere falde til Dannemark igien. Paa denne Constitution have de Slesvigske Hertuger siden beraabet dem, men de Danske have holdet den for et Schartek, saasom den ikke var giort af nogen rætmessig Konge.

Endeligen forlehnede Dronning Margareta Greve Geert af Holsten dermed efter Holstenske Skribenteres Sigelse arveligen, skiønt Hvitfeld vidner sig derom ikke at være underrættet, og at han aldrig har kundet overkomme samme Lehns-Brev, hvorvel det kand ikke nægtes, at af den paafulte, og af den af ham selv anførdte Confirmation, jo synes, at samme Forlehning var arvelig; Hvorudover den Danske Cancelers Dom ogsaa grunder sig mest paa tvende andre Puncter; nemlig 1) efterdi de Holstenske unge Herrer eller deres Formyndere paa deres Vegne inden Aar og Dag efter deres Faders Død have forsømt at anholde hos Lehns-Herren om Lehnets Fornyelse; 2) efterdi de mod Vassallers Pligt have ført Krig paa Riget, hvilke tvende Gravamina ikke kunde anføres, hvis dette kunde gotgiøres at deres Faders Forlehning var kun Investitura Personalis; thi i saa Maade vare de unge Hertuger ikke Rigets Vassaller, og derfore ikke kunde dømmes paa det Fundament, at de havde ført Avindskiold mod Riget.

Kongen Veigrer sig ved at forlehne Hertug Henrik med Slesvig.

Efterat denne Dom var afsagt til Nyborg, anholdt Hertug Henrik den ældste af Brøderne allerunderdanigst hos Kongen om Førstendommet bedende, at han dermed maatte forlehnes, og lovende deraf at beviise Riget efter Lehns-Pligt den sædvanlige Tieneste. Men Kongen paastod, at han først skulde overlevere det |540heele Førstendom med alle dets Slotte, og Stæder, og siden forvente, hvad Naade Kongen vilde bevise ham. Dette Giensvar var Signal til den store Krig, som strax paafulte, og som varede i saa mange Aar Riget til u-bodelig Skade. Man skulde vel tænke, at det kunde være en læt Sag for saadan mægtig Konge, som Kong Erik, der regierede over 3 store Riger, at tvinge saadan liden Første. Men forrige Tiiders Historier vise, at slige smaae Krige ofte ere de vanskeligste. Her allierede sig med de Holstenske Herrer Hertug Albert af Meklenborg, fordum Konge i Sverrig, Herr Balthasar af Venden, Hertugerne af Brunsvig-Luneborg, og omsider Hansestæderne, som paa de Tiider allene havde Penge til at fortsætte en langvarig Krig; skiøndt saadant dog ikke kunde have været af megen stor Betydelse mod 3 mægtige Riger, hvis Kongen havde besiddet de Qvaliteter, som udfodredes. Der fattedes Habilité, der fattedes ogsaa Eenighed og Kierlighed hos Undersaatterne, hvilken efter Haanden tog af ligesom Krigen varede til, og Skatterne bleve forhøjede, indtil omsider den store Rebellion brød ud i Sverrig, hvorom videre siden.

Af oven anførte Aarsager blev saaledes den Stillstand, giort mellem Riget og

Den langvarige Krig med Holsten begynder.

Holsten, brudt 1413, og begge Parter rustede sig til Krig. I Begyndelsen tegnede sig alting meget vel for Kongen; thi en Hob anseelige Mænd, som tilforn var de Holstenske Herrers Tilhængere, fulde strax efter Dommens Afsigelse fra Hertuginde Elisabeth, og sloge sig til det Kongelige Parti. Disse Herrer vare Herr Erik Krummedige, Herr Ottho Knopf, Herr Tønne og Eiler Rønnov, Marcus og Claus von der Visk og Nicolaus Seestede, hvilke derudover bekomme store Forlehninger baade udi Dannemark og Førstendommet. Erik Krummedige fik Lille-Tøndern og blev Kongens højeste Raad, de andre bleve aflagde hver efter sin Stand, og have deres Efterkommere stedse siden været anseelige udi disse Lande. Paa denne Tiid blev holdet det bekiendte Concilium til Costnitz, hvor hen Kongen skikkede som Gesantere Bisp Peder Lykke af Ribe og Johan Schonleb af Slesvig. Medens samme Concilium blev holdet, lod Keyser Sigismundus (541) ved Skrivelser anholde hos Kongen, at, saasom Lybek havde afsatt sin Øvrighed, han da vilde formaa Borgerskabet at retablere den igien. Kongen, efter at han længe havde arbeidet derpaa forgiæves, skreed omsider til Magten, lod anholde en Hob af deres Skibe, som brugtes til det Skaanske Silde-Fiskerie, og derforuden gav Ordre til at arrestere Lybske Effecter udi Bergen i Norge. Dette jog saadan Skræk ind udi Borgerne, at de strax indsatte Øvrigheden igien. Ved Anledning af denne Correspondence mellem det Kongelige og Keyserlige Hoff lod Kong Erik anholde hos Keyser Sigismundum om Confirmation paa den afsagde Dom til Nyborg, 1415hvilken han ogsaa erholt (b). Samme Confirmation datered Costnitz den 14 Junii 1415

Keyserlig Confirmation paa Cantzlerens Dom.

findes paa Latin og Dansk hos Hvitfeld og meriterer at læses for at see samme Tiiders højtravende Skrivemaade og selsom Gout; thi Begyndelsen er saaledes: (c)

Siden Verdens Omkreds blev skabt, og Herrens Aand af første Materie havde giordt særdeeles Skabning, saasom han havde foreseet, hvad som skabedes skulde, at alting udi Maanens Omgang var gaaet, da skabte han Mennesker efter sin egen Lignelse &c. og tager saadan Galimathias fast det halve Brev ind, saa at man kand drukne derudi, førend man kommer til Materien, hvorfore jeg og ikke vil fattigere Læseren dermed. Foruden den Styrke, som Riget fik af ovenmældte Herrers Accession, sluttede Kongen ogsaa et Forbund med Søestæderne, og traaede endogsaa Hamborg i samme Forbund, hvorvel Staden efter den Hamborgske Skribent Crantzii eget Vidnesbyrd (d) laae under de Holstenske Græver.

Efterat saadan god Begyndelse var giordt, hvorved man kunde giøre sig Haab om lykkeligt Udfald af Krigen, gik Kong Erik ind udi Førstendommet med en anseelig Magt, samlet af alle (542)

(b) Micræl. Chron. Pom. lib. 3. siger, at han selv giorde en Reise til Costnitz.

(d) Krant. Saxon. lib. 10. cap. 32. Hamburgenses, qvi jure suberant Comitibus Holsatiæ, cæteris Civitatibus Consenserunt.

3 Riger, og Første Tog udi Førstendommet.lod han da bygge Slymunde og Kønigsberg ved Indløbet af Sly, og paa en anden Side ved Träne, Vildspang og Fresenborg, ved hvilke 4re nye Fæstninger han tænkte at holde Førstendømmet udi Ave; thi han havde tilforn Flensborg og Ekklenførde, og derhos erobrede, hvad Bispen af Slesvig tilhørede udi Førstendommet, Svabsted og Stubbe; Ingen Krig kunde derfore have bedre Begyndelse; De Holstenske Herrers Tilstand derimod var bedrøvelig; thi Gottorp, Hasseldorp og Hanrove vare Hertug Henrik af Brunsvig og Luneborg deres Morbroder pandtsatte for 40000 Goldtgylden, og saasom ingen Penge kunde til Veje bringes til samme Steders Indløsning, tilbød han sig at overlade dem til Kongen, for samme Sum, og at Hertug Henrik af Saxsen skulde have dem i Forvaring, indtil Pengene bleve betalte. Kongen havde ogsaa i Sinde at imodtage det Tilbud, men Herr Erik Krummedige raadde ham derfra (e), hvilken meente, at det var u-nødigt at tilkiøbe sig for Penge de Slotte, som man med ringe Møje kunde erobre. Alle omliggende Førster derforuden sampt de Vendiske Stæder undtagen Hamborg vare Kongens Venner. Hertug Johan og Albert af Meklenborg havde en Gieldfodring paa de Holstenske Herrer af 2000 Mark, og truede at bruge Magten, hvis den ikke med gode blev betalt, saa at alting syntes at conspirere til deres Undergang. Men jeg seer ellers intet videre af de Kongelige at være forrættet i det Slesvigske i dette Aar.

1416.Anno 1416 rykte Kongen anden gang med en Krigs-Magt ind udi Førstendommet, og da beleirede Gottorp. Paa samme Tiid lod han videre befæste de nye anlagde Slotte, og derforuden lod anlægge Hattersberg mellem Slesvig og Gottorp for derved desmeere at indknibe og udhungre Besætningerne sammesteds. Men, da man Andet Tog. havde Forhaabning at see i en Hast alting at komme i Rigtighed, finge de Holstenske Herrer fremmed Undsættning; thi Hertug Albert af Meklenborg, som tilforn havde været Konge i Sverrig, og derfor intet got Hierte bar til Kong Erik, kom da tillige (543)

(e) Krantz. Saxon. lib. 10. cap. 33.

med Her Baltazar af Venden og en Hob Vestphaliske og Sachsiske Folk ind udi Førstendommet Holstenerne til Hielp. De Friser belagde ogsaa samme Tiid Fresenborg og lille Tøndern for at giøre de Kongelige Diversion, som laae for Slesvig og Gottorp, hvilket ogsaa skeede; thi, da de Kongelige hørdte saadant Foretagende, skikkede de endeel af Krigshæren, som laae for Slesvig ind udi Frisland for at holde Indbyggerne i Ave. Men de samme bleve u-forvarende overfaldne af Frislænderne, hvilke omkomme nogle tusinde af dem, og finge det Bytte, som de Danske havde giordt, tilbage igien. Hvorudover Kong Erik brød op med sin Leyer, og begav sig til Dannemark igien, efterat han havde ladet forsyne de nyebygde Fæstninger med tilstrækkeligt Mandskab. Derpaa fuldte en anden Ulykke; thi Holstenerne giorde uformodentligen Landgang paa den Øe Femmern, og der angrebe det Slott Glambek, hvor Iver

Holstenerne erobre Femern.

Bryske (f) var Commendant. Samme Iver Bryske, da han saae, at Slottet stod i Fare for at falde udi Fiendens Hænder formedelst Mangel saa vel paa Proviant som Munition, begav han sig til Skibs, og seilede til Dannemark for at forsyne sig med fornødne Ting til Slottets Conservation: men, som han blev forhindret i at bringe dem ind, maatte de Beleirede overgive sig. Saaledes falt Femeren udi Holstenernes Hænder, hvilke der lod Glambæk besætte, og finge 6000 Mark til Brandskatt af Landet.

1417. Efterfølgende Aar 1417 greeb Kong Erik sig rætt an, og bragte en Krigshær paa Beenene, hvis Liige aldrig tilforn har været seet udi Norden; thi han kom med 100000 Mænd udi Førstendommet, og beleirede paa eengang Slesvig og Gottorps Slott. 3die Tog.Slesvig fik han ind den 15 Julii, og derudi adskillige anseelige Fanger, blant hvilke var Hertug Albert fordum Konge af Sverrig, hvilken dog kom løs igien, efterat han havde forskrevet sig aldrig at føre Krig mod Kong Erik, hans 3 Riger, og Førstendommet meere. Derpaa lod Kongen Slesvig besætte, og continuerede med Beleiringen for Gottorp, hvilket var det eeneste Slott udi Hertugdommet, som Holstenerne havde tilbage. (544)

(f) Pet. Chr. Holsat. part. 3. hvor han kaldes Brasecke.

Medens Slesvig og Gottorp vare beleirede, begav Græve Henrik den ældre sig til Hamborg for at søge Hielp hos samme Stad. Han forestillede Hamborgerne, hvad Fare deres Bye vilde staae, om den fik saadan mægtig Konge til Naboe, hvilket vilde skee ved Gottorps og Slesvigs Erobring. Hamborgerne stode længe i Tvilsmaal, hvad de skulde giøre, og i Begyndelsen lovede allene at assistere med Penge. Omsider lode de sig overtale til at skikke Undsigelses Brev til Kongen, og at lade en Hob Tropper rykke ind udi Førstendommet. Dette satt Mod udi Græve Henrik, hvilken reisede derpaa til Hertuginde Elisabeth, som havde retireret sig til Rensborg, og anseet det heele Førstendom som forloret efter Slesvigs-Erobring. Der opmuntrede han hende til at fortsætte Krigen, og forestillede, at der endda var Forhaabning, saalænge som Gottorp var i Behold, og at Hamborgerne havde bestyrket samme Slott med Folk og forkyndet Kongen Krig. Men alt dette havde ikke kundet hielpe, hvis en terror panicus eller u-betimmelig Forskrækkelse ikke havde overfaldet Kongen; thi, som der samme Tiid ryktedes, at der var en stor Magt paa Veyen at overfalde ham (g), brød han op med sin Leyer, foer over Slyen til Eklenførde, som da var i de Danskes Hænder, og, efterat han havde satt samme Bye i Brand, begav han sig til Dannemark igien. Efter hans Bortreise samlede Holsteenerne en anseelig Magt sammen, som bestod af 30000 Fod-Folk og 800 Ryttere, hvormed de indtoge den nys anlagde Fæstning Hattersborg mellem Gottorp og Slesvig, og omkomme Besættningen, som fandtes der inde, erobrede siden Slesvig, hvor Kongen ingen Besættning havde efterladt. Og dette var alt, hvad Kong Erik dette Aar udrettede med denne store Krigshær, som under en habile Anfører kunde have jaget Skræk udi heele Tydskland. Johan Dolmer Bispen af Lybek fik udi dette Aar Befalning af Paven at begive sig saavel Forgieves handel om Fred.til Dannemark som til Holsten for at negotiere en Fred mellem de stridende Partier. Han efterkom ogsaa saadan Befaling, og talede selv med Kongen derom udi Kiøbenhavn, og, som Kongen fandtes ikke u-villig derudi, blev efter (545)

(g) Krant. Saxon. lib. 10. cap. 33.

flittig Underhandling en Anstand giordt imellem Kongen og de Holstenske Herrer, og blev da iligemaade besluttet, at Tvistigheden skulde indstilles for 2 Førstelige Personer og 4re af Hansestædernes Fuldmægtige, hvilke skulde møde til Slesvig St. Hans Dag 1418, men, som de Danske komme en Dag forsilde til dette Mode, blev alting brudt over tverts og Bispens af Lybeks Umag, og Pavens Forsætt til intet giordt, og syntes det, at Holsteenerne vare blevne saa modige af deres forrige Lykke, at de skyttede ikke meget om noget Forliig.

U-anseed denne fortrædelige Krig, som occuperede Kongen og Rigerne saa meget, tænkte man dog udi Dannemark samme Tiid paa Studeringers Opkomst, og Forfremmelse, og efter adskillige andre Nationers Exempler at stiffte her i Riget (h) et Academie, og, som til saadant i de Tiider behøvedes Pavernes Bevilning, saa 1418 erhvervede Kong Erik 1418 hos Pave Martinum 5. Frihed at stiffte et Universitet ved en af Domkirkerne udi Dannemark, hvor Erke-Bispen af Lund og Biskopen af Roskild holdte det beleiligst, og der at tillægge nogle Kanikdommer. Samme Universitet skulde have lige Frihed som de høje Skoler til Paris og Bologne udi Italien, undtagen at der maatte ikke læses udi Theologien. Pave Martini Bulla (i) til Erke-Bispen af Lund og Biskopen af Roskild er dateret til Florentz 1418. Men de idelige U-roeligheder, som Kong Eriks-Regiering var underkastet, foraarsagede, at dette ingen Fremgang fik udi Hans Tiid, saa at den Ære at stifte et Universitet i Dannemark blev reserveret til Kong Christian 1.

Saasom det Mode, berammet til Slesvig, var gaaet over styr, blev Anstanden 1419 brudt, og Krigen igien fortsatt. Anno 1419 kom Kong Erik med en Krigs-Magt til Femeren for at igientage samme Øe, som Holsteenerne havde bemægtiget sig. Han giorde derpaa tvende Forsøg, den første gang forgieves, efterdi Holsteenerne havde giordt Anstalt at forbyde ham Landgang, den anden gang iligemaade, (546)

(h) Vind. hist. Acad. Hafn.

(i) Bulla Martini 5. Florentiæ 7 Calend. Junii 1418. pag. 674.

hvoraf Holsteenerne bleve saa modige, at de ved Strandbredden viisede de Danske deres Bag, bydende dem der at speile sig udi. Men den Hofmod kom dem dyrt at staae; Ved det 3die Forsøg komme de Danske paa Landet, og da blev øvet all den Haardhed, som

De Danske husere ilde paa Femern.

kand optænkes, saa at hverken Kiøn eller Alder blev sparet, end ikke de, som flygtede til Kirkerne: dog siger Crantzius, at saadant var imod Kongens Villie (k) saasom man ikke kunde styre Krigs-Folket. Glambek Slott blev erobred og Henneke Ratlov, som commanderede Besætningen, blev fangen. Man regner til 4000 saa vel Krigs- som Land-Folk der da omkomme, og maatte Landet forbinde sig til 20000 Mark at betale til Brandskatt, hvorfor Kongen tog Gisseler, og derpaa, efterat han havde ladet besætte Glambæk, forloed Øen igien. Holsteenerne søgte vel strax derpaa at bemægtige sig Landet igien, men maatte med u-forrættet Sag gaae derfra.

Den haarde Execution, Kongen her giorde, have de Holstenske Skribentere ikke glemt at afmale med den allersorteste Farve, besynderligen (l) Christ. Kortholt udi hans Femaria desolata, hvorudi han siger, at de Danskes Grumhed gik saa vit, at alle Indbyggerne tillige med Præsterne bleve massacrerede, saa at der bleve kun 3 Mennesker tilbage. Jeg tilstaaer gierne, at man ingen Farve kand sætte paa denne haarde Exsecution, at man og ingenlunde kand undskylde Kongen, hvormeget han end kunde være provoceret af Indbyggernes Hofmod og den U-høflighed, de lode see mod ham ved Landgangen. Men jeg kand ikke troe, at denne Ødeleggelse gik saa vit; thi det er mod den sunde Fornufft at omkomme alle Mennesker udi et Land, som man agter at beholde. Ja de 20000 Mark, som Indbyggerne lovede Kongen til Brandskatt, og de Gisler, som derfor bleve satte, viise klarligen, at der endeligen maa have været meere end 3 Mennesker tilbage, saa at derfore denne Beskrivelse synes at være meere Poetisk end Historisk (m). Vist nok (547)

(k) Crant. hist. Dan. lib. 8 cap. 2.

(l) Christ. Korth. Femaria Desolata.

(m) Krant. Saxoniæ lib. 10. cap. 35. siger at Kongen begrædede denne Gierning saa tit han tænkte derpaa, men gaaer ikke saa vit som ovenmældte Autor.

er det, at Kong Erik siden den Tiid ingen Lykke havde; thi han søgte strax derefter at bemægtige sig Als, men forgieves, der blev ogsaa 1420 holdet et Slag mellem de Danske og Holsteener, hvorudi de Danske bleve slagne tillige med deres Anførere, Antonius Rønnov og Peder Hogenskild, og, som Stedet, hvor dette Slag stod, heder Immervad, blev derover giort saadan Viise: Ved Immervad der fik Dannemark et Fandens Bad. Kong Erik mistede vel paa den Tiid en stor Fiende udi Græv Henrik den Ældre, hvilken 1419 renoncerede paa Verden, og gav sig udi Kloster til Bordesholm. Men hans Broders Sønner, hvis Formynder han havde været, vare da allerede komne til den Vext, at de selv kunde forestaae Regieringen, hvorudover denne Retraite gavnede Landet kun lidet. Samme Græve Henrik har ellers været indviklet udi idelig U-roelighed formedelst Hertug Geerts Sønner, og derfore omsider blev saa kied deraf, at han forlod Vergemaalet, og tog denne Resolution. Han døde 1421, og blev begraven til Itzehoe. Han var den første af de Holsteenske Herrer, der skrev sig en Herre af Stormarn (n).

Kong Erik begyndte ogsaa at blive kied af denne Holstenske Krig, hvoraf han ingen 1421 Silke havde spundet, og derfor 1421 antog til Mediateurs eller Arbitros mellem sig og de Holstenske Herrer, Hertug Johan af Meklenborg, Hertug Wratislav af Stetin og Grev Albert af Eberstein, hvilke skulde dømme udi denne Tvistighed om Hertugdommet Slesvig. Hertil brugte Kongen adskillige unødvendige Præparatorier, i det

Ny Handel om Forliig

han tog Beviis fra alle Danske Landsting, som fra Siælland, Skaane og Viborg, at Sønder Jylland har fra Arilds Tiid ligget under Dannemark, eller været et Lem deraf. Beviislighederne bestode derudi, at Indbyggerne af Sønder og Nørre Jylland havde eet Sprog, at Gottorp, som de Holstenske Herrer med Magt have søgt at beholde, ligger udi Sønder Jylland, at Indbyggerne udi Sønder Jylland bruge Dansk Rætt, hvilke Beviisligheder vare ikke mindre utilstrækkelige end unyttige, allerhelst den, angaaende Sproget; thi (548)

(n) Peters. Chr. Hols. part. 3.

deraf vilde flyde, at Sverrig iligemaade saavelsom Norge altiid have ligget under Dannemark, efterdi Sproget er eens. De andre Beviisligheder ere ey heller af nogen Vigtighed, og i det ringeste af ingen Nytte. Ja de gode Danske Jurister synes paa den Tiid mal apropos at have ventileret en Sag, som ikke burdte komme under Dispyt, saasom ingen nægtede, at jo Sønder Jylland var en Province af Riget, de have ey heller i Agt taget Statum Qvæstionis mellem de stridende Partier; thi der spurdtes da ikke, om Sønder Jylland havde været en Province af Riget Dannemark. Det var noget som Contraparterne tilstode, iligemaade, at deres Forfædre dermed af de Danske Konger vare forlehnede: Spørsmaalet allene var, om Forlehningen var arvelig; og havde de Danske Jurister da allene nødigt at producere det Lehns-Brev som Dronning Margarete gav disse unge Herrers Fader Hertug Geert, hvilket Lehns-Brev her allene skulde decidere i denne Tvistighed.

Krigen gaaer for sig igien.

Disse Præparatorier bleve da giordte, men jeg seer ikke af Historien, at Sagen kom til disse udnævnte Herrers Examen, langt mindre, at herudi blev afsagt noget laudum eller Opmands Dom; tvertimod Fientlighederne continuerede paa begge Sider. Kongen lod 1421 gaae en temmelig Flode i Søen, som skulde udplyndre og brandskatte Als. Men de Holsteener havde allevegne ved Strandbredderne saaledes beskandsed dem, at de Danske ingen Landgang kunde giøre. Derforuden døde ogsaa Herr Iver eller Ivent Brysk, som commanderede Floden og hans Liig blev ført til Skovs Kloster, som nu kaldes Herlufsholm, ja Floden blev omsider af Storm adspredet og med stor Nød kom tilbage. Hamborgerne tilføjede ogsaa dette Aar Riget stor Skade, i det de satte Folk i Land, og røvede og plyndrede nu paa et Sted nu paa et andet, og, da Kongen udskikkede nogle Udliggere mod dem, erobrede Hamborgerne 3 af Kongens Skibe, hvilke de lode sænke, men førte Folkene fangne til Hamborg.

1422 Efterfølgende Aar var Kongen ey heller meere lykkelig; thi, da de Danske beleirede Lille Tøndern, og løbe Storm dertil, bleve |549de tilbage drevne med 400 Mænds Forliis. Iblant de slagne var Herr Tønne Rønnov. Ved Dorning kunde de da ey heller udrætte noget; efterdi Hertugen af Luneborg, betimeligen undsatt de Beleirede med Proviant og Folk, saa at man hørte ikke uden Forliis og Ulykke paa alle Kanter.

Hvad, som mest var at befrygte udi denne Krig, var, at andre Hansestæder efter Hamborgs Exempel skulde aabenbarligen tage de Holstenske Herrers Parti. Hvorudover 1423 Kong Erik for saadant at forekomme, sluttede Aar 1423 et Forbund til

Forbund med Hansestæderne.

Kiøbenhavn med Lybek, Rostok, Vismar, Straalsund, Gripsvald og Anklam saaledes (o), at, naar den eene behøvede den andens Hielp, skulde den, hvis Assistence blev forlanget, komme Reqvirenten til Hielp med 1000 velberustede Mænd: Men Udgangen lærede, at dette Forbund bestod kun i lutter Complimenter paa de Vendiske Stæders Side, og at disse tusinde Mænd Hielpe-Tropper bleve aldrig seede uden paa Papiret, hvor ofte Kongen end siden reqvirerede dem; thi de fleste fremmede Naboestæder og Lande saae denne Rigernes Foreening an med skeele Øyen, og derfore ønskede intet heller end at Hertugdommet Slesvig, som var Materie til denne Krig, stedse kunde være separeret fra Riget; thi det er ellers ubegribeligt, hvorledes saadanne smaae Potentater som Græverne af Holsten kunde saalænge holde Stand mod saadan mægtig Konge. Jeg seer derfore ikke uden som Spillfægterie an alt hvad de siden syntes at giøre udi Faveur af Kongen, endskiønt vor Historie-Skriver (p) tager det for Alvor, og fortæller de Mouvemens, de giorde sig for Kongens Skyld saaledes.

Efterat den U-eenighed formedelst Hertugdommet Slesvig havde varet saa længe, og den eene havde tilføyet den anden saa mærkelig Skade, skrev Kongen til Paven,

Hansestæderne stille sig an som de tage Kongens Parti.

Keyseren og andre omliggende Stæder, item til de Dytmarsker, beklagende sig, at de Holstenske Herrer mod all Rætt forholte ham Hertugdommet Slesvig, hvilket han tilbød sig at giøre beviisligt. Disse Beskyldninger giorde (550)

(o) Fœdus cum civit. Hans. Hafniæ die Viti & Modesti 1423 pag. 690. Seq.

(p) Hvitf. in Erico Pom.

stor Virkning i sær hos Hansestæderne, hvilke alle, undtagen Hamborg, bleve Græverne derover fiendske, og lode Luneborgerne offentligen forbyde deres Stad, at ingen skulde giøre Holsteenerne nogen Hielp mod Kongen. Lybekkerne holdte ogsaa et Mode til Eutin paa Kongens Vegne med de Holstener, hvor en af deres Deputerede ved Navn Jordan Plesskov tiltalede de Holstenske Raad saaledes:

Den Stormægtigste Konge af Dannemark har tilskrevet os Borgemestere og Raad udi Lybek, og begieret, at vi skulde lade Eder forstaae, at I skulde tilbage give Førstendommet Slesvig, som I saa lang Tid med Uret besiddet have, eller staae til Rætte for Keiseren. Og vi sige Eder paa Hansestædernes Vægne, eftersom Kongen begiærer ikke andet end Dom og Ræt, at, hvis Eders Herrer ikke vilde underkaste sig Rætten eller igiengive det, som de have taget sig til, da ville vi Borgemestere og Raad udi Stæderne staae dem bi, som vil lade sig nøye med Rætten; thi vi ville ikke længere lide denne Krig: Dertil svarede paa de Holstenske Herrers Vegne Skak Rantzov: Jeg er vis paa, at vore Herrer med Rætte besidde det Hertugdom Slesvig, som arveligen er tilfaldt dem efter deres Fader. Dytmerskerne skreve ogsaa de Holstenske Herrer til, at de skulde tilstille Kong Erik det Hertugdom Slesvig, hvis ikke, da vilde de hielpe Kongen udi hans rættfærdige Sag, som ikke begiærede andet end Rætten. De Holstenske Herrer skikkede derfor til Dytmersken en fornuftig Mand for at raade dem fra at træde i Forbund med Kongen, og at forestille dem, at Græverne ey heller begierede andet end Rætten, som bestod derudi, at de maatte u-forhindrede beholde Førstendommet, som efter deres Faders Død dem var tilfalden, efterdi han dermed arveligen var forlehnet. De Dytmersker svarede derpaa ved en Lignelse, som giver tilkiende, at de paa de Tiider ingen Forraad maa have haft paa habile Jurister. Naar, sagde de, een laaner mig en Hæst (551) til en Tiid (q), er han skyldig den at levere tilbage, og ikke at beholde den til Eyedom. Men det var den Holstenske Deputeret ikke vanskeligt at kuldkaste det hæstagtige Argument ved at viise hvad Forskiæl der var imellem et Hæste-Laan og et Arvelehn, hvilket de Dytmerske Jurister omsider begrebe, og Samtalen derpaa fik Ende.

Med saadan Iver syntes da alle Rigets Naboe-Førster og Stæder at antage sig Kongens Sag. Men jeg har forhen anmerket, at jeg ikke kand ansee alt dette andet end et Spillfægterie, hvorvel Hvitfeld, og andre tage alting her efter Bogstaven; thi der ere u-overvindelige Argumenter, som vise Contrarium nemlig, at disse vore Naboer herudi ikke have spillet uden en Comoedie; thi først var Kongens Sag meget tvilagtig, dernæst var ingens Interesse, at Førstendommet skulde foreenes med Dannemark; adskillige Førster, som havde deres Lande som Arvelehn, syntes ogsaa derved at svække deres egne Possessioner. Ja, om intet andet Beviis var paa denne masqverede Handel, kunde de Holstenske Herrers Frækhed allene tiene til Argument; thi de øvede Fientligheder udi Førstendommet endogsaa da disse Negotiationer varede, hvilket de ikke kunde giøre uden at være anseede som afsindige Mennesker, hvis de under Haanden ikke havde været forsikret om at alle disse Mouvemens bestode kun i blotte Ord; thi at attaqvere en af de mægtigste Konger i Europa, og det paa den Tid, da alle omliggende Lande og Stæder toge sig hans Sag an, er at stampe imod Braaden, og daarlige Menneskers Arbeyde. Udgangen visede endeligen, at det var kun Spilfægterie; thi Hansestæderne ikke alleene holdte tilbage de Hielpetropper, som Kongen efter Forbundet reqvirerede, men endogsaa siden virkeligen toge Holstensk Partie, og tilføjede Riget stor Skade. Det synes dog, at Paven og Keyseren herudi have ageret alvorligen; den første for at dempe en Krig, hvorved Kirker og Klostere bleve ødelagde, og hans egne Indkomster formindskede, den anden, efterdi Historien viiser, at han stedse var Kong Erik bevaagen. (552)

(q) Peters. Chr. Hols. part. 3 hvor han siger at de Dytmersker havde taget Penge for at dømme i Faveur af Kongen.

Paven befoel 1423 Biskopen til Lybek Johan Scheel som havde været Keiser Pavelig Underhandling.Sigismundi Secretarius (r) at foretage en Freds Handel mellem Kongen og de Holstenske Herrer; samme Bisp derfore reisede til Kiøbenhavn, og der bragte det saa vit, at Kongen berammede en Dag til næstkommende Martini, og bevilligede en Anstand, hvilket de Holstenske Herrer ogsaa samtykkede, og blev da saadan Convention giort, at enhver af Parterne skulde tage 3 Førstelige Personer for at kiende udi Trætten. Disse traadde ogsaa sammen; men dette Mode gik ligesaa frugtesløs af som de forrige, efterdi ingen af Parterne vilde give noget af sin Ræt bort, hvorudover Bispen af Lybek med u-forrættet Sag rejste tilbage igien.

Kong Erik søgte derfore at indstille Sagen for Kejser Sigismundo, og ved en Keyserlig Dom at giøre Ende paa denne fortrædelige Trætte; Keyseren bevæged af Kongens Klagemaal skikkede udi dette Aar Hertug Rumbold af Slesien, og ovenmeldte Bisp Johan Scheel af Lybek til Dannemark for at examinere Sagen. Disse

De stridende Parter compromittere paa Keyseren.

fandte de Holstenske Herrer udi Fuld Rustning ved Porterne af Flensborg, og der overtalede dem at opholde med Fientligheder, visende dem den Fuldmagt, de havde af Keyseren at forlige Træten, hvorpaa begge Parterne compromitterede paa Keyseren, og underkastede sig hans Kiendelse; men, som Hertug Rumbold kort derefter døde, blev Tiden igien forhalet, og Keyseren paa nye skikkede en Doctorem Juris til Parterne for at see begges Beviis, og at meddeele ham Udskrifter deraf. Kongen saavelsom den ældste af de Holstenske Brødre, Greve Henrik, bleve derpaa af Keyseren citerede at 1424 møde Personligen udi Ungarn, hvorhen de ogsaa begave sig 1424. Der fandtes da adskillige, som raadede Greven fra denne Rejse, og ikke at underkaste sig Keyserens Dom, forestillende at baade Reysen var farlig, og Dommeren, som var Kong Erik besvogret, kunde holdes Suspect. De forestillede videre, at Greven kunde veigre sig for at møde udi Ungarn uden at beskyldes for Ulydighed, efterdi de Tydske Førster havde et Privilegium, at de ikke vare pligtige at svare for Keyseren eller hans Fuldmægtige, naar (553)

(r) Peters. Chr. Holsat.

de bleve citerede uden for det Tydske Riges Grændser. Men deres Raad blev ikke denne gang hørt; thi Grev Henrik lod sig overtale af den Lybekske Biskop at respectere den Keyserlige Citation, og derfore med ham begav sig til Offen, som er Hovedstaden udi Ungarn, hvor der blev afsagt den bekiendte Dom, som tildømte Kongen det Slesvigske. Samme Dom er vitløftig, og findes hos Hvitfeld paa Latin og Dansk, hvortil jeg Læseren vil henviise. Dog, saasom den er af stor Vigtighed, efterdi Kongens Ræt besynderligen grunder sig derpaa, vil jeg her anføre dens Slutning, som lyder saaledes: (s)

Keyserlig Laudum i Faveur af Kongen

Udi den Sag og de Sager, som ere andragne for os mellem Høybaarne Første og Herre Herr Erik Dannemarks &c: Konge paa den eene og Høybaarne Førster, Henrik, Adolf og Geert, Greverne af Holsten paa den anden Side om det Hertugdom Slesvig, efterat begges Klagemaal ere forebragte, og Beviisligheder examinerede, da med vore Prælaters, Baroners, Edelmænds, Doctorum og Lovkyndiges Raad dømme vi nu for Ræt og skriftligen tilsige gandske Sønder Jylland, hvorudi Slesvig, Gottorp og andre Stæder ligge, som ere Jyllands rætte Pertinentzier med Dannevirke og Als, og et Stykke Land hos de Friser, kaldet Heide, med alt deres Tillæg at tilhøre og herefter ævindeligen tilhøre skulde Kongen af Dannemark og Dannemarks Rige. Hvorfore ham ovenmældte Førstendom med tilhørende Stæder skal indrømmes, og de Brødre, Henrik, Adolf og Geert aldrig have havt og ikke skulde herefter heller have udi Førstendommet nogen Ræt paa Forlehnings Vegne, hvilket vi med denne vor afsagte Sententz, som antagen Arbiter og Opmand, efter anførte Beviisligheder, for Ræt kiende og erklære. Alle disse fornævnte Stykker, og et hvert i (554)

(s) Laudum Imp. Sigismundi pag. 697.

særdeeleshed til Fasthed og Vidnesbyrd have Vi ladet dette vort Brev og Instrument skrive og med Vore Indseigle bestyrket, og er denne vor Dom og Sententz givet og læset i vor Stad Offen udi en stor Stue paa vort Kongelige Slot i Prælaters og andre ypperlige Herrers Nærværelse nemlig Herr Ferdinand med Guds Naade Biskop til Luca, Pavens Legat, Ludovicus Dive de Deck, Patriark til Aqvileja, Gunther Erkebisp til Magdeburg, Georg Erkebisp til Strigonien &c: Datum Onsdagen den 28 Junij Indictione Secunda Anno 1424.

Ved den Dom falt paa eengang all den Rætt, som de Holstenske Herrer hidindtil havde beraabet sig paa; thi, endskiønt de siden beskyldede Keyseren for at have været en Partisk Dommer, og appellerede til Paven, saa kunde de dog ikke nægte, at de jo frivilligen havde voldgivet Sagen, og derfore betaget dem all videre Ræt til at klage, eller appellere. Den Holstenske Krønike siger vel, at Keyseren efter denne afsagde Dom skal have søgt at forlige Parterne paa nye igien, og paa Kongens Vegne at have tilbudet Greverne 300000 (t) Mark med Lolland til Vederlag for Hertugdommet, men Hvitfeld melder intet om deslige Propositioner, og siger alleene, at den Holstenske Historie rører noget derom, saa man derfor kand tvile om slig Berettnings Rigtighed, helst efterdi det var Keyseren u-anstændigt at giøre saadanne Propositioner efter nyeligen afsagde Dom. Efterat denne saa favorable Dom var erholdet, skulde man tænke, at Kong Erik havde strax reiset tilbage for at drive paa dens Execution, men i den

Kong Erik reiser til det Hellige-Land.

Sted giorde han u-formodentligen en Reise til det hellige Land (u), hvorved han nær var geraaden udi en stor Ulykke; thi en orientalsk Mand, som paa samme Tid var udi Keyserens Hof, da han fik at vide Kongens Forsætt, lod han ham afskildre, og skikkede Skilderiet til sine Venner (555)

(t) Pet. Chron. Hols.

(u) Micræl. Chron. Pom. lib. 3. skriver, at han giorde denne Reise for at forsone den Blods Udgydelse, som var skeed paa Femern.

udi Syrien og Sultanens Land, ladende dem vide, at, naar de saae, saadant Ansigt, hvo Manden var; nemlig en Konge over de 3 Nordiske Riger. Kongen reiser saaledes til Syrien, havende udi Følge med sig Hertug Barmin

Hans Avantures sammesteds

.af Wolgast; men, da han var kommen udi Landet, viiser een ham hans Skilderie, og siger ham, hvo han er. Herudover blev Kongen bange for sin Person, gav bemeldte Person en Sum Penge for, at han skulde ikke røbe sig, og skyndede sig at komme af de Saraceners Lande igien (x). Imidlertiid besværgede de Holsteenske Græver sig over den Keyserlige Dom, og besluttede at appellere til Paven. Til den Ende 1425 affærdigede de Herr Nicolaum Sackow til Rom, og erholdte hos Pave Martinum 5., at han befoel Erke-Bisp Theodoricum af Cøln og en anden Cardinal at examinere Sagen paa nye igien.

Efterat Kong Erik var kommen tilbage fra sin Jerusalemske Reise, begyndte han

Krigen med Holsten begynder igien. at drive paa den Keyserlige Doms Execution, og, som han fornam, saadant med gode ikke at kunde skee, samlede han en stor Krigshær baade af udenlandske og indenlandske Folk, hvormed han gik ind udi Førstendommet, og der beleirede Gottorp og Slesvig, som de Holsteenske Herrer endda havde tilbage. Disse derimod forsømmede intet, som kunde tiene til deres Forsvar. De havde ladet befæste Slesvig med dybe Grave og Volde, og Gottorp iligemaade, saa at de vare i Stand at kunde udholde en lang Beleiring. De lode ogsaa allevegne sollicitere hos de Vendiske Stæder om Hielp, og deres Gesantere brugte all deres Veltalendhed til at trække dem paa den Holstenske Side. De forestillede dem, at Keyseren mod den Lehns-Rætt, som bruges i Tydskland, hvor Børn arve deres Fædres Lehn, havde efter Dansk Lehns Rætt, dømt det Slesvigske Lehn at være Personel. Videre førte de dem til Gemytte, at det var deres Interesse, at Slesvig var skildt fra Dannemark, og at samme Rige ikke blev mægtigere end det var; thi saadant kunde i Fremtiiden blive skadeligt for deres Privilegier og Handel. Man holder for, at (556)

(x) Krant. histor. Dan. lib. 8. cap. 8. hvor samme Autor siger, at Kongen fik saadant at viide paa Hiemreisen.

Hamborgerne da besynderligen lode sig bruge til at overtale de andre Hansestæder dertil. Herudover lode bemelte Stæder sig omsider bevæge til at træde udi Holstensk Alliance. Men, som de for stakket Tiid siden havde sluttet Forbund med Kongen, var fornødent at ophitte nogen Prætext, hvormed de kunde smykke deres Forehavende. De lode derfor 1425 beramme en Sammenkomst til Rostok for at overlægge, hvorledes de skulde gaae denne Sag an, og blev da fundet for got at skikke Gesantere til Kongen for at raade ham til Fred, og at forestille ham, hvad Skade denne Krig havde foraarsaget dem udi deres Handel: Men, som Kongen paastod den Keyserlige Doms Execution, og lod dem reent ud sige, at han ingen Fred kunde giøre, med mindre de Holstenske Herrer afstode aldeeles deres formeente Rætt til Førstendommet, reisede Gesanterne misfornøjede bort, og toge Stæderne deraf Leilighed at træde udi Forbund mod Riget. Udi dette Aar blev holdet et Concilium til Kiøbenhavn, hvorudi Erke-Bisp Peder af Lund præsiderede. I dette Concilio bleve giordte adskillige Ordinancer (y), hvor iblant de merkeligste ere, at Geistligheden befales at skille sig ved deres Concubiner, item forbydes at søge Kroer, hvilket viiser, at det maa have været Moden tilforn. Iligemaade paabydes at helligholde St. Annæ Jomfru Mariæ Moders Fæst. Videre er mærckeligt, at Geistligheden befales ikke at bære Ermer, som hænge ned paa Hænderne, ei heller Klæder, som ere opskaarne bag eller i Siderne under den Straff, som i det Costniske Concilio er paalagt, hvoraf man kand giøre en curieux Anmerkning over de Tiiders Geistlige Klædedragt, og tillige med see, med hvilke Bagateller de store Kirke-Moder da bemøjede sig. Nogle sige ogsaa, at udi samme Concilio blev paabudet, at man skulde offentligen paa Prædikestolen beede for Kongen og Dronningen: Men udi Actis Concilii findes indet derom, ej heller udi Erke-Bisp Peder Lykkes Historie (z). Historien vidner ellers, at denne Ordonance blev giort i Kong Olai Tiid. (557)

(y) Act. Synod. Hafn. feria 5. post fest. St. Canuti Regis 1425.

(z) Vid. Chr. Archiep. Lund.

Anno 1426 kom Kong Erik med sin Krigs-Hær, som bestod af 50000 Mænd for Gottorp og Slesvig, og lod giøre en viid Grav mellem Hæste-bierget og udi Slye for at incommodere de Beleirede. Holsteenerne derimod understode sig til at tilstope Udlobet af Slye for at hindre den Danske Lejer Tilførsel til Vands. Men de Danske aabnede med Magt Udløbet eller Slyemunden igien, og foere fort med Beleiringerne: Men, da de havde den beste Forhaabning at erobre Gottorp og Slesvig, og at giøre en Ende paa Krigen, fik Kongen Feidebrev fra Hansestæderne nemlig Lybek, Straalsund, Lyneborg, Magdeborg, Halle, Goslar, Hildesheim, Helmstad, Qvedlenborg,

Hansestæderne skikke Kongen Feidebrev.

Mersborg, Hannover, Gottingen, Brunsvig, Nordheim, Halberstadt, Hammeln, Buxtehude og adskillige andre, hvis Navne findes udi Feidebrevet. De Aarsager, som da udi dette Manifest anførtes, vare, at, eftersom de udi disse U-roeligheder havde taget merkelig Skade til Søes, og Kongen af dem er formanet til at giøre Fred, men saadant ikke har villet, derfor have de giordt offensive Forbund med hans Fiender. Heraf sees, hvor stor Hofmod der fandtes hos disse Handelstæder; thi ingen uden de Romerske Paver stiilede saaledes deres Breve til Konger og Førster, det er truede dem med Krig, hvis de ikke vilde forliges indbyrdes. Men Dannemark maatte under denne Konge tage disse grove Kræmmer-Complimenter til Takke, og drikke adskillig anden Spot i sig; thi, endskiønt Riget fra dets første Begyndelse aldrig havde været mægtigere end da, og der var Anseelse, at ingen Konge udi Europa skulde have kundet giøre større Figurer end Ericus Pomeranus, hvis kloge Formand den berømmelige Dronning Margareta havde ved 3 mægtige Rigers Foreening lagt Grundvold til et

Kong Eriks slette Opførsel.

Monarchie, som kunde være en Skrek for Keysere og Konger, saa dog har Riget aldrig været meere foragtet end under denne Konge, hvis heele Regimente var en Kiede af Statsfeil, saa at den heele Nordiske Magt under hans Anførsel udi meere end 20 Aar ikke kunde bemægtige sig en liden Fæstning som Gottorp. Vel var han omhyggelig nok for at bringe store Armeer paa Beene, ja offte langt større, end fornøden giordtes, sær 1417. da han med 100000 Mænd kom ind udi Holsten, hvilket kunde have meere Anseelse af et For( 558) sætt at støde Paven og Kæyseren fra deres Throner, end alleene for at beleire Slesvig og Gottorp, men denne og andre store Armeer tienede til intet andet, end alleene at opæde Landet, som særdeeles kand sees af ovenmeldte Aar; thi, da han med disse 100000 Mænd havde indtaget Slesvig, forlod han Staden igien uden at forsyne den med Besætning, saa at den strax uden Sværd-slag faldt i Fiendens Hænder; saa at Frugten af denne kostbare Campagne var alleene denne: at han paa Hiemreisen afbrændte sin egen Stad, Eklenførde, og derved giorde sig det heele

Kongen beleirer Gottorp og forlader den igien.

Land fiendsk. Ligeledes gik det ogsaa til dette Aar, da han paa nye beleirede Slesvig og Gottorp; thi, saa snart han fik dette Feide-brev fra Hansestæderne, da i steden for at continuere Beleiringen, og at fare fort med sit Forsætt, som kunde bringe hans Vaaben udi nogen Reputation igien, og Hansestæderne ved disse tvende Stæders Erobring paa andre Tanker, brød han strax op med sin Leier, ligesom dette Feide-brev kunde have bragt samme Time 100000 bevæbnede Mænd med sig, da dog bemeldte Stæder vare saa adspredde, at naturlig Viis ingen Magt af dem i lang Tid kunde til Veje bringes, som var mægtig til at tvinge hans Krigshær af 50000 stridbare Mænd til at ophæve Beleiringen. Men denne Konges Genie var at tentere store Ting, men aldrig at fuldføre dem.

Den første Frugt af denne hastige Bortreise var den Øe Femerens Forliis. Holsteenerne giorde strax derefter Landgang paa samme Øe, angrebe Slottet Glambek, og da, for at giøre Besætningen forsagt, lode Tidender udstrøe om Undsætning, som de havde faaet af Lybek og Hamborg, hvorudover de Beleirede, bedragne af samme falske Tidender, overgave Slottet ved Accord. Dette skeede imod Vinteren udi samme Aar. Derpaa beleirede Greve Henrik Viltspang Slott, som Kongen udi denne Krig havde anlagt udi Førstendommet, og tog det ind med Storm. Kongen merkede nu, at det vilde blive ham en haard Krig, efterdi han havde faaet paa Halsen disse mægtige Hansestæder, hvilke paa de Tider formedelst den store Handel, de dreve allevegne, havde allene Penge til at føre langvarige og kostbare Kriger, hvorudover han (559) arbeidede paa at sætte Spliid iblandt bemældte Stæder, og til den Ende affærdigede Skrivelser allevegne til Almuerne, og lod dem vide hvor skadelig denne Krig vilde være for deres Handel, som deres Øvrighed saaledes uden Nød opoffrede, i det de brøde ud mod Kongen og Rigerne, som de engang havde forbundet dem til. Herudover blev den gemeene Almue paa mange Steder ophidset mod Øvrigheden, slog nogle Raadsherrer ihiel, og drev andre udi Landflygtighed (a). Dog hindrede slige Oprør ikke, at jo Krigen blev fortsatt udi 10 Aar mod Kongen og Riget, som videre skal sees. Dette var det Fornemmeste, som tildrog sig 1426.

1427Anno 1427 bragte Hansestæderne en Flode udi Søen, som blev commenderet af

Holstenerne og Hansestæderne beleire Flensborg forgiæves.

Græv Geert. Denne Flode var besynderligen destineret til Flensborg, hvilken Stad de Allierede dette Aar havde satt sig for at beleire baade til Lands og Vands. Efterat de havde satt Folk i Land paa adskillige Steder og plyndret Kusterne, gik de efter Aftale mod Flensborg, som den ældre Broder Henrik imidlertid beleirede til Lands. Bemeldte Græv Henrik lod anlægge en Skandse for at beængstige de Beleirede, og, da Floden var ankommen, blev Christi Himmelfarts Dag af dem samtlige berammet til at løbe Storm paa; thi til den Dag havde de forskrevet deres Machiner og grove Skytt fra Stæderne til dem. Paa samme Dag skeede derfore Stormen. Hamborgerne begyndte først at skyde gloende Piile ind udi Staden for at sætte den i Brand; Og kom da til Græve Henriks U-lykke en falsk Tidende udi hans Leir nemlig, at Hamborgerne allerede løbe Storm, og vare komne over Volden, hvorudover, saasom han var en meget behiertet og stridbar Herre, vilde han ikke være den sidste, men iførdte sig strax sit Harnisk, tog en Stormstie udi Haanden, applicerede den til Muuren, og

Grev Henrik bliver ihielslagen udi Stormen.

saaledes med de første steeg op for at trænge sig ind udi Staden. Da han var paa denne slibrige Vey, talede Herr Henrik von Ahlfeld ham saaledes til: Herre vover eder ikke saa daarligen (b). Da en af de Beleirede merkede af disse Ord, at dette (560)

(a) Crant. Vandal. lib. 11. cap. 12.

(b) Krant. Sax. lib. 10 cap. 40. item Pet. Chr. Hols. part. 3. som tillige med Hvitfeld har disse Omstændigheder af Krantzio.

maatte være Græven selv, stak han ham med et Spyd udi Livet, da han stod paa Stien, saa at Græven deraf merkede, at han havde faaet sit Bane-Saar, og derfor sagde: tager mig bort; jeg har alt nok. De bare ham derfor paa samme Storm-Stie strax til hans Qvarteer, men Stormstien gik i stykker paa Veyen, saa Græven giorde et Fald, som deshastigere befodrede hans Død. Saadant Endeligt fik den ældste af disse Brødre, der saa længe havde ført Krig mod Riget. Krigsfolket begrædede høyligen denne Forliis, saasom han var en meget stridbar Herre, bestandig, oprigtig, ædru, og særdeeles kydsk. Hans Brud tog sig denne Død saa nær, at hun besluttede aldrig at gifte sig. Hans Liig blev førdt til Itzehoe, og der begraved blant hans Forfædre. Hans Broder Adolph tog sig efter hans Død strax Commando an, og formanede Krigsfolket til at fortsætte Beleiringen. Men Modet derover falt først paa Lybekkerne, saa at de indskibede deres Folk igien, og seilede derfra. Deres Exempel efterfuldte andre, og blev saaledes Flensborg denne gang befriet. Men den Hamborgske Borgemester Johan Bantskov (c) blev derfor ved sin Tilbagekomst kastet udi Fængsel, og Aaret derefter halshuggen udi Hamborg.

Bedriffter til Søes.

Hansestæderne vare ey heller meget lykkeligere til Søes dette Aar. Hamborg og Lybek udrustede en temmelig Flode, som blev skikket til Øresund for at ledsage deres Kiøbmands Skibe. Mod dem skikkede Kongen en Hob Krigs-Skibe med Ordre at vove et Slag. Samme Skibe komme først udi Trefning med de Lybske, og efter en haard Strid dreve dem paa Flugten. Derpaa ginge de løs paa Hamborgerne, som ikke havde været med udi dette Slag, hvilke de omringede og opbragte til Kiøbenhavn, saa at denne sidste Fientlige Flode blev gandske ødelagt, og den første nemlig den Lybske kom halv ruineret ind udi Traven igien. Dette blev dog (561)

(c) Denne Johan Bandskov, som Hvitfeld kalder Johan Bandsker siger Krantzius Wand. lib. 11. cap. 12. at have været Borgemester udi Vismar, hvor han tillige med Henrik von Haven blev rettet, og siger bemeldte Skribent, at alle disse U-roeligheder reisede sig udi Hansestæderne af de Breve, som Kong Erik tilskrev dem, hvorudi han ophidsede Almuen mod Raadet ved at forestille dem, at Raadet uden Nød indviklede dem udi Krig med Rigerne, deres Handel og Kiøbmandskab til Ruine.

ikke derved. Tre Timer derefter komme de forventede Hansestædiske Kiøbmænds-Skibe fra Vestersøen meget De Danske victorisere.rigeligen ladne. Dem grebe de Danske strax an og efter en haard Trefning, som varede til den mørke Natt, erobrede 30 rige Skibe (d). Hvor skarp denne Træfning var, kand sees deraf, at de Danske forliisede henved 1000 Mænd. Denne Forliis foraarsagede stor Skræk udi Hamborg og Lybek. Kiøbmændene udi Lybek formerede strax Anføreren Tideman Steen en Process. Den samme blev ført bunden for Rætten, og da han ikke kunde svare saa vel til de Beskyldninger, som de forlangede, blev han dømt fra Livet, dog blev han ved Biskop Johan Scheels Forbøn benaadet med Fængsel. Udi Hamborg blev Anføreren straffet paa Pungen, saasom man foregav, at han ingen Ordre havde haft at slaaes med de Danske, men allene at ledsage Kiøbmands Skibene. Udi adskillige andre Søestæder, som vare med udi dette Forbund, opvaktes ogsaa stor Allarm blant Almuen. Borgerne udi Wismar lagde Haand paa een af deres Raads Herrer ved Navn Henrik von Haven, som de lode Halshugge, hvilken Gierning dog siden blev anked paa, og derfore en Støtte oprettet paa Torvet til en Erindring over hans Uskyldighed. Rostok drev sine Borgemestere udi Landflygtighed, og Almuen udi Straalsund ombragte paa een Natt det heele Raad; thi de gemeene Borgere holdte fore, at de vare forraadde af deres Øvrighed, som uden Nød havde bragt dem i denne Krig til deres Handels store Skade, og derfore giorde slige haarde Executioner, dog bleve alle disse Oprør siden stillede og Stæderne continuerede Krigen med Rigerne endda mange Aar. Dette var ellers det lykkeligste Aar for Kongen udi den heele Krig.

Keyser Sigismundus havde imidlertid giort sig megen Umage at stifte Venskab mellem Kongen og Hansestæderne igien. Men disse vare af deres Magt og Rigdom saa overmodige, at de agtede hverken Keyser eller Konge, ja de havde forrige Aar ikke undseet sig ved at Fængsle den Keyserlige Gesant, Michael Honinger, og tilføye ham

Keyser Sigismundi Formanings Brev til Hansestæderne.

stor Spott. Udi dette Aar skrev Keyseren dem saadant Brev til, (562)

(d) Pet: Chr. Holsat. Conf. Krant. Vand. lib. 11. cap. 10.

at, eftersom dem vitterligt var, at Cardinal Jordan Ursinus forleden Aar havde giort et Forslag om et Tog mod Kietterne udi Bøhmen, og han derfor, nemlig Keyseren, for at opmuntre de Nordiske Folk til Assistence udi saadant Forehavende, havde skikket sin Cammer-Herre Michael Honinger til Kongen af Dannemark, da er samme Gesant bleven anholden, og tilføied stor Spott. Hans Keyserlige Majest. har ogsaa fornummet, at de med hans Broder, Kongen af Dannemark, have begyndt Krig til Lands og Vands, Keyseren og det Romerske Rige u-adspurdt. Hvorudover Keyseren formaner, at de strax bilægge den Krig, og lade dem nøje med den Rætt, Kongen dem tilbyder, med mindre de vilde underkaste sig den Straf, som Keyser-Rætten tilholder (e). Men jeg finder ikke, at det giorde mindste Virkning, tvertimod de Vismarske tilskreve Kongen dette

Nicolai Stockii Negotiationer i Dannemark.

Aar et formerligt Feidebrev. Keyseren skikkede siden Nicolaum Stockium til de stridende Partier for af yderste Magt at arbeide paa et Forliig, efterdi han, saavelsom Paven, inderligen ønskede at see Fred udi Tydskland, for desbedre at kunde bruge deres Magt mod Husiterne udi Bøhmen, som man havde besluttet at udrødde. Denne Nicolaus Stockius forrættede sit Ærende med stor Iver; nu var han udi Dannemark hos Kongen, nu udi Tydskland, og varede disse Negotiationer baade 1427 og 1428, men med liden Frugt. Der blev vel omsider berammet et Mode, som skulde holdes til 1428 Falsterboe udi Skaane 1428, hvor de Kongelige saavelsom Holstenske og Hansestædiske Gesantere skulde lade sig indfinde. Men, førend det kom saa vit, anfaldte Hansestæderne Riget med en stor Flode, hvorudover det berammede Mode gik over styr.

Mod Foraaret af samme Aar udrustede de Vendiske Stæder en mægtig Flode, som den Holsteenske Krønike vidner at have (563)

(e) Lit. Sigismundi de dato Gran. die Visitat. Virg. 1427. pag. 735.

bestaaet af 260 Skibe (f). Derpaa vare 12000 Mænd, blant hvilke Græve Geert med en Hob Holstener, item 800 Avanturiers kaldne Fetallie-Brødre, som tienede uden Besoldning allene i Forhaabning af

Hansestæderne beleire Kiøbenhavn forgiæves.

Bytte. Disse Skibe samledes først til Vismar, for der at holde Krigs-Raad og at overlægge med hinanden, hvad som foretages skulde; og blev da besluttet at angribe Kiøbenhavn, hvilket og skeede. Kongen giorde vel all muelig Anstalt til samme Stads Forsvar, hvilken han lod vel besætte med Folk, og udrustede Skibene i Havnen. Men, da den fientlige Flode ankom, reisede han til Sorøe, hvorudover Dronning Philippa maatte denne gang forrætte hans Function (g). Denne hurtige og behiertede Dronning samlede i største Hast alt det unge Mandskab sammen, som hun kunde overkomme, og opmuntrede dem med Ord og Løffter til en tapper Modstand. Hun lod da tillave en Tømmer-Flode, som hun lod sammenbinde, og derpaa føre det Danske Skytt (h), saa at samme Tømmer-Flode ikke allene tilføjede Fienden Skade, men endogsaa hindrede deres Skibe at komme ind udi Havnen, hvorudover dette store Anslag blev til Vand, og denne mægtige Flode med uforrættet Sag maatte gaae tilbage igien. Hun

Dronning Philippæ Berømmelse.

lod derpaa tractere Krigs-Folket paa Slottet, takkede dem for deres troe Tienneste og lovede enhver Forfremmelse efter sin Fortienneste. Hvorudover man denne gang, næst Gud, maae tilskrive denne behiertede Dronning Kiøbenhavns Conservation. Man seer ellers, at Kiøbenhavn da, endskiønt den endda laae under Roskild Bispestoel, maa allerede have været den vigtigste Stad i Riget, hvorudover den ogsaa udi efterfølgende Kongers Tiid blev en Kongelig Residence Stad.

Saasom Fiendens store Anslag saaledes havde mislinget, maatte de dette Aar lade sig nøje med Streifen og Plyndren at beskadige Rigerne. Een ved Navn Bartholomæus Voet af Vismar tog Forlov af Græv Geert, at begive sig med nogle Fribyttere udi (564)

(f) Pet. Chr. Hols. part. 3.

(g) Crant. Hist. Dan. lib. 8. cap. 15. synes dog at tilskrive Kongen selv denne Conduite.

(h) Krant. Vandal. lib. 11. cap. 15.

Vestersøen. Den samme plyndrede Lands-Krone, item Bergen udi Norge. Græv Adolf med Hertug Wilhelm af Luneborg samt nogle Lybekkere og Hamborgere giorde ogsaa et Infald udi Nørre Jylland, hvor de plyndrede Landet, men bemægtigede sig ingen Stæder.

Hvad ellers ovenmældte Bartholomæus Voet angaaer, som plyndrede Bergen i Norge, da var det en anseelig Vitalianer, hvis Navn var allevegne bekiendt baade udi Øster og Nord-Søen. Jeg har tilforn talet om disse Vitalianers Oprindelse, samt hvorledes de have huseret udi Øster-Søen udi Dronning Margaretæ Tiid, item, hvorledes de bleve handhævede af Hanse-Stæderne, indtil Fred blev sluttet mellem

Vitalianske Bedrifter.

Dronningen og samme Stæder. Fra den Tiid turde de ikke synderligen meere lade sig see udi Østersøen, men øvede deres gamle Tragoedier udi Nordsøen, og adskillige gange udplyndrede Bergen i Norge, hvor de alletider fandt stort Bytte, efterdi samme Bye var en af Hansestædernes store Stapel Stæder. Udi den langvarige Krig, som Kong Erik førte med Stæderne, havde de besynderlig Leilighed dertil, efterdi de Engelske, medens samme Krig varede, besadde Contoret udi Bergen, som Hansestæderne tilforn havde inde. Den Fremgang, de havde, og det Bytte, som de giorde, opmuntrede dem at spreede sig vit ud, og at søge langt bortliggende Lande, og vidner Crantzius, (i) at nogle ved deres Tilbagekomst foregave, at de med deres Flode havde været i det Caspiske Hav; men, saasom saadant ikke kunde skee med mindre de havde kundet trække deres Skibe nogle 100 Mile over Land, efterdi det Caspiske Hav ingen Communication har med andre Søer, saa kand saadant holdes enten for en Rodomontade eller for en Vildfarelse, at de have taget qvid pro qvo, og bildet sig selv ind, eller ladet sig indbilde, at de vare i samme Søe. Den sidste gang de plyndrede Bergen var 1439. Siden den Tiid tales ikke meget om dem i de Nordiske Historier, saa at man kand slutte, at deres Tyrannie fra den Tiid har haft ende. Det er ellers at merke, at de paa Gulland udi Begyndelsen havde et Fange-Huus kaldet Tønden, efterdi det var giort udi Form af en Tønde, (565)

(i) Crant. Norvag. lib. 6. cap. 8.

hvorudi de satte deres Fanger; hvorudover da Straalsunderne engang finge 100 af dem udi Hænderne, lode de dem straffe med deres egen Invention, og lode dem føre indsluttede udi Tønder til Straalsund; saadan Art af Fængsler siger Micrælius (k) have Landførsterne en Tiid lang derefter fundet i nogle Klostere, og paa ny betient sig deraf til at straffe Misdædere med. Man seer derudi adskillige Hull lige mod hinanden, hvor igennem et stykke Træe bliver stukked de Fangne igiennem Beenene, og en Laas blir satt deruden for.

Den Ære Dronning Phillippa havde indlagt ved Kiøbenhavns Forsvar udi

Dronning Philippæ Anslag mod Straalsund mislinger. 1429

Kongens Fraværelse, opmuntrede hende, ham ogsaa u-afvidende, at foretage andet af Vigtighed. Til den Ende lod Hun, da højst bemeldte Konge var i Sverrig, efterfølgende Aar 1429. 75 smaae Skibe (l) og Skuder besætte med 1400 Mænd. Disse Skibe beordrede hun at gaae til Straalsund for at forsøge, om man kunde giøre Fienden nogen Skade sammesteds. Men, som Borgerne udi Straalsund betimmeligen finge Kundskab derom, anfaldt de denne Dronningens Flotille med 7 store Skibe, og efter en haard Trefning erholdte Sejer. Udi dette Slag bleve 300 Danske fangne, hvoraf Borgerne lode rætte 40. De andre bleve enten slagne eller druknede, saa at faa

Hører derfor ilde hos Kongen.

undkomme. Da Kongen fik Kundskab derom, blev han heftig vred mod Dronningen, og siges han da at have slaget hende saa, at hun derudover foer ilde med det Foster, hvormed hun gik frugtsommelig (m); saadant giver tilkiende, saavel Kongens selsomme Humeur, som samme Tiders Simplicitet; thi efter den Jydske Lov var en Mand paa de Tiider authoriseret at give sin Kone Hug; thi saa siger bemeldte Lov Lib. 2 Cap. 82. Husbonden forbryder ey hellig Brøde paa sin Hustrue, Børn eller Leye-Hiøn (det er Tieneste (566)

(k) Micræl. Antiq. Pom. lib. 3.

(l) Peters. ibid.

(m) Kranz Vand. Lib. 11 Cap. 18. hvorudi samme Autor farer vild, naar han siger, at Dronning Philippa var en Portugisisk Princesse, udi hvilken Vildfarelse Lyschander har efterfuldt ham.

Folk) fordi han refser dem med Skellighed med Kiep og Haand, dog maa han ey refse dem med Vaaben. Men enten det var tilladt efter den Jydske eller Tydske Rætt, saa var det en u-anstændig Gierning for saadan stor Konge; thi, hvor stor end Tidernes Simplicitet da kunde være, saa findes dog faa saadanne Exempler udi Historien. Der meenes, at denne Medfart drev Dronningen til at begive sig udi Vadstena Kloster, hvor hun døde Aaret derefter, og blev hendes Død høyligen begrædet af Undersaatterne, efterdi hun var en from, og tilligemed behiertet og fornuftig Dronning. Paa denne Ulykke fuldte strax en anden; thi, da Kongen havde samlet en Skatt af Almuen udi Sverrig, og vilde lade den overføre til Dannemark til Søes, faldt Skibet tillige med Skatten udi nogle Fribytteres Hænder fra Wismar og Rostok; thi Søen begyndte da at blive fuld af saadanne Armateurs igien, som endda førdte det gamle Navn af Vitalianer.

1430. Hansestæderne blive kiede af Krigen.

Efterfølgende Aar blev mest bortdrevet ved Negotiationer om Fred; thi mange af Hansestæderne bleve kiede af denne Krig, som de fandte at være præjudicerlig for deres Handel, og derfore sukkede efter Fred. Det meste, som stod dem for Øyene, var at Hollændere og andre Vestersøiske Folk deraf toge Leilighed at etablere deres Handel paa de Nordiske Riger, saa det var at befrygte, at, hvis Krigen skulde vare længe, og de samme Folk skulde faae ræt Smag paa de Nordiske Rigers Handel, de da vilde tilføye de Vendiske Stæder saadan Skade, som de neppe igien skulde kunde forvinde. Mange af dem holdte derfor raadeligt udi Tide at forlige sig med Rigerne, og er ingen Tvil paa, at, hvis saadan Stats-Mand som Waldemar 3. eller som Dronning Margareta da havde siddet paa Thronen, der havde rætt vist at betiene sig af slige delicate Conjuncturer, og at forøge den Jalousie, som da reisede sig imellem de Østersøiske og Vestersøiske Stæder, i henseende til Handelen, det da jo havde været let at spliide

3 Stæder giøre en særdeeles Fred med Rigerne.

dette Forbund, og at foreskrive de Vendiske Stæder haarde Love. Rostok, Wismar og Straalsund vare de første, som separerede sig fra den store Alliance og giorde en aparte Fred med Kongen 1430, saa at Handelen (567) igien blev aabned for bemeldte 3 Stæder paa Rigerne: dog turde de Straalsunder ikke saa hastigen fordriste sig at handle paa Dannemark igien formedelst de Danske Fanger, de nyligen havde rættet, da de erobrede de Skibe, som Dronning Philippa havde udskikket mod dem, saasom de frygtede, at de Dødes Paarørende skulde hævne sig over dem.

Efterat Freden var sluttet med disse 3 Stæder, haabede man, at de andre skulde strax følge efter. Der fattedes ikke paa Negotiationer, Moder og Sammenkomster, men uden Frugt (n); thi de Holstenske Tvistigheder som angik Eyendom af det heele Førstendom Slesvig, var den store Knude, som ikke var lætt at løse, og foraarsagede denne Vanskelighed, at de andre Hansestæder endda en Tiid lang forbleve ved det store Forbund. Dette betienede de Holstenske Herrer sig af for endda at giøre et Forsøg mod Flensborg, som de tilforn forgieves havde beleiret; og, som de merkede, at det 1431.vilde blive dem vanskeligt at indtage denne vigtige Stad med Magt, satte de sig for Holstenerne overrumple og indtage Flensborg.

at erobre den ved List. Dertil gav dem Anledning en fordreven Borger af Flensborg, hvilken practiserede dem ind i Byen paa Palme Søndag, da alle Folk vare i Kirken, og ingen ventede noget Fientligt Anfald, saa at Holstenerne vare allerede samlede paa Torvet, og lode deres Faner flyve, førend de fleste havde nogen Kundskab om deres Ankomst. Men, da saadant blev kundbart, opvaktes en stor Forskrækkelse blant Borgerne, hvoraf nogle forbleve i Staden, og svore Holstenerne Lydighed, men andre retirerede sig til Fæstningen, hvor de formerede sig Dag for Dag, saa at de vare i Stand at udstaae en Beleiring. Holstenerne frygtede derfore, at Slottets Besætning skulde giøre Udfald, og bemægtige sig Staden igien, hvorudover de ideligen søgte om Hielp fra Hamborg og Lybek, hvilken, da de havde faaet, satte de sig fore at udhungre Besætningen; thi Slottet var saa stærkt, at de vovede sig ikke at storme dertil. Kong Erik giorde sig da ikke megen Umage at undsætte dem, hvorudover de Beleirede, efterat de havde været bragte til den Yderlighed, at de maatte æde Hæste og (568)

(n) Pet. Chr. Hols. Part. 3 siger, at Her Erik Krummedige var Aarsag til Krigens Continuation, saasom han var en uroelig Mand.

Hunde, omsider capitulerede, og overgave Slottet med de Vilkor, at de maatte uforhindret drage bort med deres Gods og Midler. Medens denne Beleiring varede, forstyrrede de ogsaa Nye-Huus og Runkauff (o). Dette altsammen skeede 1431.

Aaret derefter mistede Kong Erik en stor Fiende paa nye udi den anden Holstenske

En underlig Hændelse med Græve Geert af Holsten.

Greve Geert, saa at ingen af de 3 Brødre var tilovers uden Adolf. Bemeldte Grev Geert havde en selsom Hændelse, som holdes for at have befodret hans Død. Han holdt Bilager Aar 1432 med Anna eller Agneta, (som nogle kalde hende) en Margrevinde af Baden. Samme Margrevinde faldt 7 Maaneder efter Brøllupet udi Barselseng, og fødde Tvillinger nemlig en Søn og en Dotter. Dette bragte denne gode Dame udi Mistanke, ligesom hun ikke kunde have været kommen Jomfrue udi Brudeseng. Man consulerede derover Doctores og Jordemødre, hvilke vidnede, at det kunde skee naturlig viis, allerhelst saasom Fostrets U-fuldkommenhed gav tilkiende, at de fortiligen vare komne til Verden. Det synes ogsaa, at Grev Geert lod sig nøye med disse Raisons. Men hans Broder Adolph vilde ikke tage dem for fulde, og derfore pousserede Sagen saa vit, at Grevinden med Foragt blev skikket til Baden igien. Greve Geert, som ikke havde kundet imodstaae sin Broders Violence, og havde samtykt derudi, for at undgaae hans Vrede, fortrød strax derpaa, og rejsede efter hende, men døde paa Vejen. Af Tvillingerne blev Dotteren satt udi Kloster og Sønnen døde udi sin Barndom (p). Denne Historie giver tilkiende saa vel Grev Geerts Fromhed og Lemfeldighed, som Adolphi Haardhed og Hidsighed.

Efter den Tid blev intet af Vigtighed foretaget udi denne Krig, hverken udi Førstendommet mod Grev Adolf eller mod Hansestæderne, men de efterfølgende tvende Aar bleve bortdrevne med Freds-Handlinger, indtil omsider en almindelig Fred blev sluttet 1435, hvorom videre siden. Men udaf denne langvarige Krig udbrød en anden Lue langt farligere, hvortil saadan Anledning gaves. (569)

(o) Peters. Chron. Holsat. Hvitfeld kalder det Rundtoffte.

(p) Chr. Holsat. ibid.

Den langvarige Krig med Holsten og Hansestæderne udfodrede store Skatter og Contributioner udi Riget. Dannemark

Oprindelse til den store Opstand i Sverrige.

og Norge skikkede sig udi saadant; men Sverrig, hvor Rigernes Foreening aldrig havde haft en almindelig Approbation, krympede sig derved. Samme Rige havde ladet see sin Misfornøyelse mod Regieringen endogsaa udi Dronning Margaretæ Tid. Denne Misfornøyelse formeeredes dagligen under Kong Erik. Adelen besværgede sig over, at den iideligen blev udskreven til Krig mod Dannemarks Particuliere Fiender, de Holstenske Grever og deres Medhielpere; og Almuen klagede, at den blev besværget med u-sædvanlige Skatter og Byrder. Vel kand man ikke nægte, at Kongen jo giorde adskilligt af Nødvendighed, og at der behøvedes store Udgifter til at fortsætte Krigen. Men man kand ogsaa ikke nægte, at jo Kongens Befalnings-Mænd gik for vit, og plagede Bønderne med alt for stor U-barmhiertighed. Derudi

Almindelig Misfornøielse i samme Rige.

bestode saavel Adelens som Bøndernes Klagemaal. Geistligheden var ey heller fornøyet. Den samme Besværgede sig iblant andet derover, at Kongen imod Capitulets Villie havde satt en Erkebisp til Upsal, hvilken udi den Svenske Historie afmales som en særdeeles ond Mand, der tilføyede Skade paa Kirkerne i Upsal for meere end 20000 Ducater; hans Ondskab sees deraf, at, da han blev afsatt fra Erkebisp Stoelen udi Upsal, og siden blev forflyttet til en Bispe-Stoel udi Island, lode Islænderne stikke ham i en Sæk og kaste i Søen. Kiøbmændene beklagede ogsaa endeligen, at all deres Handel laae under siden den Tiid Hansestæderne havde erklæret Krig mod Rigerne. Saa at man seer, at der var en almindelig Misfornøyelse blant alle Stænder.

Men af alle vare Bønderne og den gemeene Almue mest ophisede formedelst den Haardhed, de Kongelige Befalnings-Mænd øvede mod dem. Blant dem, som de

Jesse Eriksens Forhold mod Bønderne.

besvergede sig mest over, var en Dansk Slotts-Herre paa Væsteraas ved Navn Jens eller Jesse Eriksen af Asdal, en stor Bonde-Fiende, der øvede stor Vold mod Bønderne besynderligen dem, som boede udi Dalerne, hvoraf han lod nogle ophænge i Røg, indtil de døde, og andre omkomme (570) paa anden Maade under falske Prætexter, paa det at han kunde bemægtige sig deres Gods. Den Svenske Historie (r) siger ogsaa, at han lod adskillige frugtsommelige Qvinder spende for Plougen, og lod dem trække, indtil de fore ilde. Saadan haard Medfart maatte Bønderne dog lide udi mange Aar, efterdi der var ingen, som de kunde klage sig for; thi Kongen var ideligen occuperet i Danmark med fortrædelige Forretninger, og de, som dristede sig at komme med deres Klagemaal til Hoffet, finge undertiden ubehagelige Svar og kort Afviisning, og lod Kongen sig indtage af Jesse Eriksens Skrivelse, saa at han fattede onde Tanker om Bønderne, og holdte fore, at deres Klagemaal vare falske og opdigtede, og rejsede sig alleene af Had og Ugunst til de Kongelige Betientere. Dette foraarsagede først Misfornøyelse, og siden en heftig Bitterhed, som gik ind til Desperation over alt paa Landet i sær hos Dalekarlene, hvilke, saasom de af Naturen vare haarde og stridbare Folk, som heller lode sig regiere ved gode Ord end ved Tvang, saa vilde de ikke længere taale saadan Medfart, og derfore omsider offentligen begyndte at true Jesse Eriksen, at, hvis han meer lod sig indfinde udi Dalerne, skulde det koste hans Liv. I det øvrige, hvad Skatter de vare skyldige til at betale, kunde han hæve ved sine Tienere.

Engelbrecht Engelbrechtsen tager sig Almuen an 1433.

Saaledes vare Conjuncturerne udi Sverrig, da den bekiendte Engelbrecht Engelbrechtsen offentligen begyndte at tage sig de betrængte Bønders Sag an. Samme Engelbrecht var en Hytte-Inspecteur boende paa Kobberbierget. Han var af Adelig Familie, (s) og havde længe tient til Hove. Hvad Legemets Skikkelse var angaaende, da var han kun liden og u-anseelig, men han havde et stort Hierte og ikke mindre

Samme Mands Portrait.

Forstand. Den store Kierlighed, Almuen bar for ham, viser hans Belevenhed. Hans Foretagende tilkiende giver en synderlig Dristighed, og Executionen ikke mindre Snildhed end Tapperhed. Kort at sige, denne Mand var (571)

(r) Eric. Ups. hist. Sv. lib. 5.

(s) Ericus Ups. synes dog at tvile om hans Adelskab, sigende: Ingenuus aut libertus.

begaven med slige Qvaliteter, der udfodres af een, som Himmelen har udvalt at være Instrument til store Revolutioner, hvorfore en anseelig Svensk Herre, nemlig Erik Pukke, gav ham det Vidnisbyrd, at han var den eeneste Mand udi Sverrig, der var beqvem til at føre slige store Ting ud, han roses af en særdeeles Nidkierhed mod sit Fæderne-Land, hvorvel man ogsaa kand see, at Ambition var det største Hiul, som drev denne Mand, og at han i den Henseende stedse fomenterede den Misfornøyelse, som var hos Almuen, saasom han ingen Afskye havde for at være Hovet for en Faction, og at staae i Spidsen af

Han bringer Almuens Klagemaal for Kongen.

en Bonde Krigs-Hær. Denne Engelbrecht havde Medlidenhed med de betrængte Bønder, og tog sig paa at bringe deres Klagmaal for Kongen mod Jesse Eriksen, og, da han havde antegnet deres Besværinger, reisede han dermed til Dannemark, hvor han med Veltalenhed forestillede Dalekarlenes Elendighed, og bad om Rætt mod Jesse Eriksen, som saadant havde foraarsaget, tilbød sig ogsaa at underkastes Livs-Straf, hvis han ikke beviisede hvad han sagde: Endskiønt nu Jesse Eriksens Venner til Hove giorde denne Sag ringe, og han selv ved Skrivelse havde berettet for Kongen, at deslige Klagemaal vare falske, saa holdt dog Engelbrecht ikke op med sine Ansøgninger, førend Kongen affærdigede ham med Skrivelse til Sverrigs Riges-Raad, at de skulde begive sig op i Dalerne, for at efterforske denne Sag, og give ham Underrættning derom. Rigets-Raad efter giordte Inqvisition skrev Kongen tilbage, at alting forholdt sig saaledes, som Engelbrecht havde berettet, og begiærede, at Kongen vilde behage at beskikke en anden Slotts-Herre, for at hindre videre Uleilighed. Med denne Berættning giorde Engelbrecht en anden Reise til Kongen, overleverede Raadets Brev, og tillige med begierede Rætt over Jesse Eriksen. Men som han talede noget

Bliver haanligen afviised fra Hove.

dristigen om denne Sag, blev Kongen vred, og sagde: Du klager altiid, gak din Vey og kom ikke meere for mine Øjen. Derpaa gik Engelbrecht bort, og mumlede ved sig selv disse Ord: Jeg skal nok end engang komme tilbage (572) igien (t). Da han nu kom hiem, og berættede Almuen, hvad Svar han havde faaet af Kongen, bleve de saa forbittrede, at de satte sig for selv at hævne sig over Slotts-Herren. Derpaa samlede de sig Mand af Huus, og udvalte Engelbrecht til deres Anfører. Under hans Dalekarlene rebellere under Engelbrechts Anførsel.

Anførsel foere de nogle tusinde Mænd sterke af Dalerne lige til Vesteraas for at beleire Jesse Eriksen paa Slottet. Saa snart Rigets-Raad fik Kundskab om denne Opstand, begave de sig til bemelte Vesteraas, og der søgte at stille tilfreds de oprørske Bønder, og udrettede de da saa meget, at Bønderne ginge tilbage igien, efterat de havde faaet Forsikring, at Jesse Eriksen skulde sættes fra hans Embede. Dette skeede Aar 1433. Men, da Dalekarlene vare saaledes igien bortgangne, lod Jesse Eriksen paa nye skikke sine Tienere op i Dalerne for at indfodre Skatt, hvorudover Bønderne komme udi Bevægelse igien, og mod Midfaste rykte paa nye mod Vesteraas udi Forsætt at bestorme og nedbryde Slottet; men de bleve da atter igien af Raadet stillede tilfreds ved det, at Jesse Eriksen blev afsatt, og Slottet blev overantvordet til Græve Hans af Eberstein, som satt en Foged derover ved Navn Melchior Giordsen.

Saaledes bleve Dalekarlene anden gang stillede tilfreds, og ginge hver hiem til sit igien, men det varede ikke længe; thi, som Jesse Eriksen, der fortrød paa, at han saaledes var bleven skildt ved sit Embede, truede at hævne sig, ja at mage saa hos Hoffet, at de skulde faae en værre Slots-Herre i hans Sted, og Bønderne finge disse Truseler at viide, begyndte de at bevæge sig paa nye, og forglemte da Engelbrecht ikke at kaste Olie i Ilden, og at forestille dem, at de aldrig havde bedre Medfart at vente saa længe de bleve regierede af fremmede Befalnings-Mænd og Fogeder. Derved Oprøret stilles.

opvaktes Bønderne igien ikke allene til fuldkommen Rebellion, men endogsaa bestyrkedes i at fremture stedse derudi, hvilket var det som Engelbrecht sigtede til; thi man seer, at han ingen naturlig Afskye havde for at agere en Bonde-General, og derfore ingen Behag kunde have derudi, at Bønderne saa ofte af Raadet (573)

(t) Eric. Ups. lib. 5.

paa blotte Ord og Løffter kastede Gevær, og ginge hiem. Herudover forestillede han dem, at det var ikke Jesse Eriksen allene, som de maatte ansee som Fiende, men Regieringen selv.

Begynder paa ny igien.

Oprøret begyndte saaledes igien meere alvorligen end tilforn, og forpligtede en hver af Dalekarlene dem med Eed at opofre Liv og Gods for deres Frihed, 1434 og at drive alle Kong Eriks Befalnings-Mænd af Landet, ja de lode tilkiende give, at, hvo der understod sig at forsvare nogen af dem, dens Gaard og Gods skulde gives til Priis. Da Engelbrecht nu havde faat nogle 1000 Dalekarle paa Beenene, gik han ud af Dalerne, og satt først Ild paa Bogenæss, rykte derpaa mod Kiøpinghuus, hvilket han ogsaa afbrændte, efterat Slots-Herren, Herr Johan Valle, havde forladt Slottet, og taget Flugten til Stekkeborg. Derpaa overtalede han Almuen udi Vestmanland at være ham behielpelig at udrødde de fremmede Befalnings-Mænd, og rykte saaledes

har stor Fremgang

mod Vesteraas, hvis Foget Melchior mødte ham paa Vejen, og godvilligen overgav ham Slottet, hvilket blev betroet til en Svensk Edelmand Niels Gustavsøn, som var den bekiendte Erik Puckes Fader.

Efter saadan lykkelig Fremgang begav han sig med sit Folk til Upsal, hvor heele Upland gik ham til Haande. For at forbinde sig Almuen sammesteds, afslog han strax Skatten, som i Kong Eriks Tiid var saa høyt stegen, hvilket foraarsagede da, at Bønderne bleve desmeere villige til at følge ham. Hidindtil seer man dog ikke, at nogen stor Stands Person havde taget Engelbrechts Parti. Erik Pucke var den første, som

Erik Pucke

jeg finder af Distinction at have erklæret sig for ham. Samme Erik Pucke var en anseelig Mand udi Sverrig begaven med Rigdom, Forstand og Krigs Erfarenhed. Han kaldes af Hvitfeld Herr Erik Puche af Korsholm, som han havde inde paa sin Faders Niels Gustavsøns Vegne. Den Nidkierhed, han havde for sit Fæderne-Land, drev ham til at tage Parti herudi, hvorvel det er rimeligt, at den Velgierning, Engelbrecht nyeligen havde beviiset hans Fader ved at betroe ham Vesteraases Slott, contribuerede ikke lidet dertil; thi man maa brøste sig af Nidkierhed for Fæderne-Landet saa meget som man (574) vill, saa er dog egen Nytte og Ambition Hovedhiulet, som driver de fornemmeste Helte Gierninger, hvilket Erik Pucke selv siden tilstrækkeligen gav tilkiende, da han trak Sverdet mod sine egne Landsmænd, efterdi Marsken Carl Knudsen blev ham præfereret udi Statsholderskabet, som videre skal fortælles.

Saa snart denne Erik Pucke havde erklæret sig for Engelbrechts Parti, opviklede han Bønderne udi Nordlandene, hvilke alle lætteligen dertil lode sig overtale udi Haab

Conjungerer sig med Engelbrecht.

at blive befriede fra de haarde Skatter. Erik Pukke erobrede derpaa det Huus Faxholm, hvilket han lagde i Aske, beleirede siden Castelholm paa Aland, som Frue Idde af Gladsaxe havde udi Forlehning. Hendes Befalnings-Mand var Otto Pogvisk en stor Praler, men Gierningen svarede ikke til hans Ord; thi, saa snart Erik Pukkes Folk ankomme, overgav han Slottet. Da dette var forrettet, conjungerede Erik Pukke sig med Engelbrecht, og overlagde med ham at beleire Gripsholm; men Hartvig Fluge, som var Befalnings-Mand derpaa, da han fornam Bøndernes Ankomst, skrabede han i Hast sit Gods sammen, stak Ild paa Slottet og flygtede til Stokholm. Af saadan Fremgang blev Engelbrecht saa modig, at han rykte mod Stokholm, og slog sin Leier paa Brunke-Bierget, som ligger ved samme Hoved Stad, didhen lod han til sig fodre Slots-Herren Hans Krøplin, som var en dydig og skikkelig Mand (u) og den beste af alle Kong Eriks Befalnings-Mænd. Af samme eskede Engelbrecht Stadens og Slottets Overgivelse, hvilket Krøpelin vegrede sig for, saasom det var mod den Troeskabs Eed, han havde giort Kongen. Efter adskillig Samtale og Underhandling blev en Stilstand giort til November Maaned, hvorpaa Engelbrecht rykte mod Ørebroe, og der sluttede saadan Accord med Befalnings Manden sammesteds, at, hvis han inden 6 Uger ingen Undsættning fik fra Kongen, skulde han overgive Slottet. Med Nykiøping, Ringstadholm og Stekkeborg giorde han ligesaadant Fordrag.

Endeligen satt Engelbrecht sig for at omkomme eller fordrive alle Fremmede, som fandtes udi Sverrig. Men, saasom mange af (575)

(u) Eric. Ups. lib. 5. vir industrius & Sagax.

dem havde været saa længe udi Riget, Engelbrecht lader omkomme alle Fremmede i Sverrig

og imidlertid lært Sproget saavel, at det var vanskeligt i en Hast at skille dem fra indfødde Svenske, saa gav hand Bønderne et Løsen, at de skulde forelægge alle dem, som de kunde have mistænkte, at udsige disse Ord: Hvit Hæst i Korn Gulf: og hvo som ikke ræt kunde udsige disse Ord, den skulde de ihielslaae. Derudi imiterede han den bekiendte Væver til Bruges udi Flandern, Peter Koning eller Piere le Roi,

Det Svenske Schibolet.

hvilken øvede det samme mod de Franske, i det han forelagde dem disse Ord: Schilt ende Uriend (x) og lod alle dem omkomme udi Staden, som ikke ræt kunde prononcere samme Ord. Det Hebræiske Schibolet synes ellers at have været en Modelle for dem begge, skiønt det eene kunde være ligesaa bedrageligt som det andet, og kunde komme mangen indfød Svensk Mand til at række Halsen, der havde vanskelig Udtale.

Da denne store Fremgang ryktes over det heele Rige, samlede Rigets Raad sig til Vadstena for at overlægge, hvad udi saadan Tilstand skulde foretages. Blant dem var Biskop Knud til Linkiøping, Biskop Stige af Skara og Biskop Thomas af Stregenes med mange af Ridderskabet. Men Engelbrecht gav dem ikke lang Tid til at raadslage; thi han kom dem i en Hast uformodentligen med nogle 1000 Bønder paa Halsen, og der forestillede dem, udi hvad Forsætt han havde begyndt denne Opstand, nemlig for at befrie Riget fra den Trældom, det var udi, og da tillige med repeterede Sverrigs Historie fra Kong Magni Smeks Tider, visende, hvilken ulykkelig Tilstand, den Svenske Nation havde været udi fra den samme Tid, begiærede derfor, at de vilde være ham behielpelige udi hans retfærdige Forehavende, som sigtede ikke

Sverriges Raads Formaning til Engelbrecht.

uden til Landets Frelse. Rigets Raad svarede ham dertil, at de efter den Eed, de havde giort Kongen vare pligtige til at være ham troe. Engelbrecht derimod meenede, at, eftersom Kongen ikke havde holdt den Eed, han havde giort dem ved sin Regierings Tiltrædelse, saa vare de ey heller forpligtede til at holde deres. Kongen havde svoret at holde dem ved Sverrigs (576)

(x) P. Daniel. vita Philippi Pulcri.

|576Lov, og betroe Slotte og Fæstninger allene til indfødde Svenske: Paa saadan Eed var deres funderet, og den eene hang af den anden; naar han ikke holt sine Eedelige Forsikringer, bleve de og løsede fra deres. Rigets Raad kunde dog ikke faae denne Stats Syllogismum saa hastig udi Hovedet thi de meenede, at endskiønt Konger kunde have forseet sig, saa var det dog strax Undersaattere ikke tilladt at stifte Oprør, som kunde bringe Riget i yderste Ulejlighed; man burdte heller med ydmyge Forestillinger søge at remedere saadant, end med Vold og Magt; thi, om det var tilladt, kunde intet Regimente være bestandigt. Menniskerne kand ikke være i Omgiengelse sammen, med mindre det eene vil lide noget af det andet: maae man end lide meget af sine jævnlige for at leve i Eenighed, hvor meget meere bør man ikke lide og overbære af sin Øvrighed, om man vil have et stadigt Regimente. Man tænker undertiden at udrødde en Tyran, og derved underkaster sig mange, og intet er farligere, end en Regierings hastige Forandring, hvorved et Rige kand komme af en liden Ulykke, og styrte sig udi langt størrere. De kunde ikke nægte, at jo Kongen havde givet dem Aarsag til Misfornøyelse, men de saae ingen tilstrekkelig Aarsag til at bryde alting overtverts, og at skride til den Yderlighed.

Engelbrecht tvinger Raadet at træde i Rebellionen.

Ingen, ey Engelbrecht selv kunde nægte, at jo denne Raadets Tale var viis og grundig, ja vanskelig at besvare, hvorfore han ogsaa ikke vilde binde sig til at disputere derom methodice, men derfore sagde, at, hvis de meere holdte Kongens Parti, vilde han give deres Liv og Gods Almuen til Priis (y). Dette Soldatiske Argument giorde saadan Virkning, at Raadet lovede at staae de Oprørske bi, og opsagde Kongen Huldskab og Troeskab ved offentlig Skrivelse, hvilken Engelbrecht selv ved en af sine Tienere lod Hoffet tilbringe. (577)

(y) Eric. Ups. lib. 5.

Efterat Engelbrecht saaledes havde faaet Raadet paa sin Side, holdt han for sig da at føre en rættmessig Krig. Han bemægtigede sig strax derpaa heele Øster Gothland, hvor han lod de gamle Slotte blive staaende, men i Grund ødelagde de nye, som han meenede vare anlagde til Landets Undertrykkelse. Derpaa erobrede han Vester-Gothland og Vermeland, og, som alting gik ham saa lykkelig til Haande, dristede han sig til at angribe endogsaa de Danske Provincier, som Halland og Skaane. Udi Halland bemægtigede han sig Varbierg og afbrendte Falkenbierg, og endeligen tog Halmsted ind. Men Skaaningerne samlede sig sammen for at giøre ham Modstand; thi de samme leirede sig ved Laholm, og søgte at forbyde ham Passen ved en Elv, som de Oprørske maatte passere. Efterat begge Krigs-Hærene havde lagt en Tiid lang stille mod hin anden, saasom ingen vilde gaae først af sin Fordeel over Elven til den anden, blev endeligen ved Underhandling saadan Fred sluttet mellem Sverrig og Skaane, at, om nogen af Parterne vilde øve Fiendlighed mod hin anden, skulde man lade hin anden saadant vide 12 Uger forud. De Svenske skulde notificere saadant til Lund, og de Skaanske til Vadsteen, hvorpaa Engelbrecht foer tilbage igien med sin Bonde-Hær, som bestoed af 100000 Mænd. Dette altsammen skeede Aar 1434.

1435.Da Kongen fik Tiidender om denne Opstand udi Sverrig, og at den havde taget saadan Overhaand, samlede han sammen alt det Folk, han kunde bringe til Veje udi

Kong Erik kommer med en Krigsmagt til Sverrig.

Dannemark, forskrev ogsaa fremmede fra Tydskland, og Aar 1435 med en mægtig Flode seilede mod Stokholm for at stille dette Oprør, og at bringe de Svenske til Lydighed igien. Men paa Vejen blev han overfalden af en Storm, hvoraf mange Skibe forginge, saa at han med stor Nød kom til Stokholm. Engelbrecht, advaret om dette Tog, lod sig i en Hast indfinde med en stor Mængde Folk sammesteds, og for at indslutte Kongen, og at hindre ham at giøre Indfald udi Landet, posterede han Uplændingerne paa Nørremalmen, Bønderne af Sudermandland paa Sydermalmen, og leirede sig selv med Vestmandlænderne og Nerikerne paa Langholmen. Da Kongen nu saae sig saaledes beleired, og han med Magt intet kunde udrætte, berammede han (578) Tiid og Sted til Samtale med de misfornøjede Svenske, og, da de komme sammen, spurte han dem, hvorfor de vilde skille ham ved Riget (z); Hvorpaa de svarede, at denne Opstand var ikke giort i den Tanke at drive ham ud af Sverrige, men allene for at bringe ham til at holde de Løffter og Forsikringer, som ved hans Kroning Riget vare givne. Ja de bøde sig til, at, hvis han vilde beskytte deres gamle Friheder, holde ved Sverrigs Love, lindre de umaadelige Skatter, og afskaffe de fremmede Befalnings-Mænd, vilde de give sig under hans Lydighed igien, og giøre alt, hvad troe Undersaattere ere deres Konge pligtige. De begiærede ogsaa, at der maatte udnævnes Dommere, der kunde høre deres Klagemaal og dømme udi denne Sag. Men, som Kongen saadant ikke vilde bevilge, bleve mange af Raadet og Adelen ham u-gunstige, endogsaa de, som tilforn ikke havde approberet Engelbrechts Foretagende. Dog blev Stilstand. der Stilstand giordt til næstkommende Sommer, og Kongen seilede derpaa til Dannemark igien, efterladende sig 600 Mænd udi Stokholm. Medens denne Stilstand varede, skulde Kongens Fogeder ikke meere bemænge sig med Rigets Sager, men de, som Engelbrecht havde beskikket skulde forblive i deres Embeder, og ved Sagens Uddrag giøre Kongen Regenskab.

Efter Kongens Bortreise bestæmmede de Svenske et Mode til Arboga, hvor Engelbrecht blev erklæret Generalissimus over Rigets Krigs-Magt: iligemaade bleve i alle Provincier beskikkede fornufftige Mænd, der skulde bringe Sagerne i Orden igien. Da Rigets-Raad saaledes var forsamlet til Arboga, skikkede Kongens Befalnings-Mand udi Stokholm, Hans Krøppelin, Bud til dem, og begierde en Samtale paa Kongens Vegne, hvorudover et andet Mode blev berammet til Sigtune, hvor bemeldte Krøppelin lod sig indfinde tillige med en Ordens Herre af Prydsen, og foreslog han da adskillige Midler, hvorved Eenighed og Fred igien kunde stiftes mellem Kongen og Undersaatterne, ja bragte det endeligen saa vit, at Stænderne gave ham skrifteligen deres Meening, bestaaende udi adskillige Artikle, hvormed Krøppelin begav sig til Dannemark.(579)

(z) Eric. Ups. lib. 5.

Herpaa Mode til Halmstad.

blev anseet for got at beramme en Herre-Dag til Halmstad, hvor begge Rigets-Raad skulde møde for at bilægge denne Tvistighed (a). Denne Herre-Dag begyndte den 3 May 1435, og lode sig da til Halmstad indfinde paa Kongens Vegne Jens Biskop udi Roskild, Axel Pedersen, Steen Basse, Morten Jenssen Riddere, item Hans Laxmand Diaconus til Lund. Paa Sverrigs Vegne Erke-Bisp Olaf af Upsal, Knud af Linkiøping, Stige af Skara, Niels Erngiesselsen Laugmand udi Sudermanland Knud Joensen Laugmand udi Vester-Gothland og Mogens Green. Ved den første af de Svenske Fuldmægtige, nemlig Erke-Bisp Olaf er dette at merke, at den samme tilforn havde været afsatt af Kong Erik, som udi hans Sted havde beskikket en anden Erke-Bisp nemlig Thorlak af Norge; men, da det Engebrechtske Oprør begyndte, tog Thorlak Flugten til Dannemark, og Olaf blev af Capitulet igien kaldet til Stiftet. Disse Herrer komme saaledes sammen til Halmstad, og havde enhver Fuldmagt af sit Rige at bilægge den U-eenighed, som var opkommen mellem Kongen og hans Undersaattere udi Sverrig. Man ventede, at af alle de Svenske Fuldmægtige ingen skulde være Kongen meere imod end Erke-Bisp Olaf, og det

Forliig mellem Rigerne.

formedelst ovenmældte Aarsager. Men mod alles Formodning talede han allerivrigst for Kongens Beste, hvilket er et særdeeles Beviis paa, at han maae have været en god Mand. Og, som han havde meget at sige hos Engelbrecht, bragte han det saa vit, at de Svenske lovede at begive sig under Kongens Lydighed igien, og forblive ved det til Calmar giordte Fordrag. Conditionerne, paa hvilke dette Halmstedske Forliig blev sluttet, vare ellers disse: De Svenske skulde til en vis Tiid overantvorde Kongen alle Lande, Slotte, Lehn og Kiøbstæder udi Sverrige, som de havde indtaget udi denne Uroelighed; de skulde holde Kong Erik for deres rætte Herre. Kongen derimod skulde lade de Svenske Undersaattere nyde den Svenske Lov, Rætt og Privilegier, som han dem eengang svoret havde. Den Calmarske Foreening skal i alleting staae ved Magt. Foreeningens Act skal skikkes til Stokholm enten in Originali eller en Vidisse deraf. Halland skal indrømmes (580)

(a) Transact. Comitiis Halmst. die Inventionis Crucis pag. 779.

Kongen igien, Skatter og Byrder skal paalegges Almuen i Sverrig efter Kongens og Sverrigs Riges-Raads Tykke saaledes, at de blive taalelige efter Undersaatternes Kræffter. En Drost og Marsk skal beskikkes udi Sverrig ved St. Olufs Tiider. Engelbrecht Engelbrechtsen skal beholde sin Livs Tiid Ørebroe Slott og Stad med de Lehn, som Matthias Kettelborg dertil havde. Men efter hans Død skal de tilfalde Kongen igien. Erik Pukke skal beholde Ratzherret sin Livs Tiid. Endeligen skulde 12 Mænd beskikkes udi Sverrige at afgiøre Tvistigheder, som nyeligen havde reiset sig og som videre kunde opkomme &c.

Til dette Fordrag at stadfæste blev berammet en Tiid, inden hvilken Kongen selv skulde komme til Sverrig. Udi Begyndelsen af Octobr. anlangede Kong Erik til Stokholm, og da forsamlede de Svenske sig udi St. Claræ Kloster, og komme til Samtale med Kongen paa den saa kaldte Hellig Geistes Holm. Udi denne Samtale stode de haardt paa, at dem Vold og Urætt var vederfaret, dog lovede de stedse at forblive udi Lydighed og Troeskab mod Kongen, hvis han i Fremtiden vilde holde dem ved Sverrigs Lov, og beskytte deres Privilegier, og Friheder, og betroe Slotte og Lehn allene til indfødde Svenske. Det Klagemaal, som de da overgave, var skriftligen forfattet, og findes det samme hos Hvitfeld (b). Endskiønt Kong Erik ugierne vilde indgaae det, som Stænderne af ham forlangede, holdt han dog raadeligt at love dem saadant, indtil han fik Rigets Fæstninger i Hænderne igien. Dog betingede han sig Frihed at forsyne 3 Slotte udi Riget med Befalnings-Mænd efter sit eget Behag, nemlig Stokholm, Calmar og Nykiøping. Saaledes blev et Forliig sluttet udi samme Aar 1435 til Stokholm (c) mellem Kongen og Undersaatterne udi Sverrig, og Kongen beskikkede derpaa efter de Svenskes Begiering en Drost og en Marsk. Christen Nielsen blev Drost og Karl Knudsen Marsk, hvorved de Svenske bleve fornøyede, og overleverede Kongen alle Slotte og Fæstninger igien. (581)

(b) Gravam. Populi Svec. pag. 781. seq.

Men, saa snart han havde faaet Fæstningerne udi Hænderne, tog han Masken af, holdt intet af hvad han havde lovet, og betroede Slottene, til hvilke han lystede. Herudover deputerede Rigets Raad 10 Mænd til Kongen for at formane ham at blive ved sit Løfte, og, som det ikke kunde hielpe, begave de sig selv didhen for at drive

Kongen gir Anledning til en nye Opstand.

paa det samme, men de finge kun slett Svar, nemlig, at han ikke oftere vilde være deres Ja-Herre. Han forekastede dem ogsaa, at Engelbrecht havde aldrig dristet sig til at giøre saadan Opstand, hvis de ikke hemmeligen havde trækket Linie med ham. Ja han lod derforuden falde mange Ord, hvoraf de kunde merke, at de intet Got i fremtiden havde dem at forvente. Efter saadan slett Beskeed giorde Kongen sig færdig at reise til Dannemark igien: førend hans Bortreise afsatt han den Stokholmske Slotsherre Hans Krøppelin, med hvilken de Svenske, endskiønt han var en Prydser, vare meget fornøyede, og i hans Sted beskikkede en Dansk Edelmand ved Navn Erik Nielsen, og gav ham en Besættning af 500 Mænd. Derpaa gav han sig til Seils, og, hvor han foer frem ved de Svenske Søe-Kuster, der satt han fremmede

Slutter Fred med Holsten og Stæderne

Befalningsmænd paa alle Slotte. Han tilføyede ogsaa Bønderne, som boede udi Skeergaardene adskillig Skade, og endelig med saaledes forrættet Sag kom til Dannemark igien, efterat han af Storm havde mistet mange Skibe og Folk. Denne Kongens Opførsel bragte den heele Svenske Nation i Bevægelse igien, saa at der var Anseelse til et nyt Oprør. Kongen kunde nu selv giette, at en nye Krig forestod ham udi Sverrig, hvor han havde efterladt sig Rigets Raad saa vel som Almuen misfornøyet, hvorudover han hastede at slutte Fred med Holsteen og Hansestæderne, at han derudover kunde faae frie Hænder til at agere udi Sverrig. Han sluttede derfor Fred først med Græv Adolph af Holsteen (d) paa de Conditioner, at bemeldte Adolphus skulde sin Lives Tiid beholde det Hertugdom Slesvig og hans Arvinger 2 Aar efter hans Død, og, naar de tvende Aar vare forløbne, skulde Kongen saavelsom bemeldte Arvinger være u-behindrede udi deres forrige Ræt og Prætentioner. (582)

(d) Transact. cum Holsat. Wordingb. 1435. pag. 790.

Og saaledes endtes denne Holstenske Krig, som havde varet i 22 Aar (e). Der blev ogsaa Fred sammesteds og paa samme Tiid sluttet med de Vendiske Stæder Lybek, Hamborg, Lüneborg og Vismar saaledes. Stæderne bekiende først deres Forseelse mod Kongen, i det de med Forbund have ført Krig mod ham; saadant afbade de ydmygeligen. Dernæst takkede de ham, at han naadigst havde forundt dem igien deres forrige Privilegier udi Rigerne, hvorfore de love at beviise ham og hans Efterkommere all Billighed, Kierlighed og Tienneste. Kongens Undersaattere maae besøge deres Stæder og Markeder, saatit som de nogen Tiid tilforn have giort, og dermed endtes ogsaa den Krig, som havde varet udi 9 Aar.

Efterat Kong Erik saaledes havde bragt denne Krig til Ende, berammede han 14361436 en Herredag til Vordingborg. Der holdt han en Tale til Rigets Raad af det

Kong Erik recommenderer den Pomerske Hertug Bugislaum til Successorem.

Indhold, at, eftersom han nu var en gammel Herre og kiæd af Verden, ønskede han at have nogen Roelighed efter et besværligt Regimente af 40 Aar. Begierede derfor, at de vilde tilstæde ham at adoptere hans Farbrodersøn Hertug Bugislav af Pomern, ligesom Dronning Margareta havde giordt med ham selv, og antage ham til Konge. Han recommenderede dem derhos paa det allerkraftigste samme Hertug sigende, at han var ung og stærk, og troeligen havde ladet sig bruge i Rigets Tienneste. Stænderne studsede over denne u-formodentlige Forestilling, og svarede dertil, at de ønskede Kongen et langt Liv, og at de vilde ingen anden Herre have, saalænge som han levede; viidere sagde de, at, endskiønt saadant var skeet udi Dronning Margaretæ Tiid, saa kunde dog efter Rigets Fundamentale Lov saadant ikke tilstedes, efterdi Dannemark var et Vall-Rige, som de ikke kunde giøre til et Arve-Rige. Saaledes fortæller Hvitfeld

Raadets Svar.

Raadets Svar, men det synes rættere at være hans eget; thi jeg kand aldeeles ikke begribe, hvordan Raadet kunde paa de Tiider raisonnere saaledes; thi hverken det som Dronning Margareta (583)

(e) Hvitf. og Krantz. Sax. l. 11. c. 31. siger 30 Aar, men endskiøndt man regner fra de første Tvistigheder under Dronning Margareta, ere dog kun 26 Aar.

havde giordt eller det, som Kong Erik da begierede, var noget nyt; saasom Historien viiser, at fast alle Konger havde udi deres levende Live ladet deres Børn eller Brødre hylde, saa at, om det har været mod Rigets Fundamentale Love, har det været en Lov, som aldrig har været førdt udi Praxin. Tilmed begierede

Critiqve derover.

Kongen intet, som kunde svække Rigets Vall-Rætt i det, at han recommanderede alleene til Successorem bemeldte Hertug Bugislav. Det synes ogsaa af denne Tale, at Raadet ikke har erindret sig, at de 3 Nordiske Riger vare foreenede; thi ellers havde de alleene allegeret en Artikkel af det Calmarske Fordrag, som reglerede Successionen. Er derfore troeligt, at det er Hvitfelds egne Ord, som efter Skribenteres Maade har vildet zire sin Historie med Orationer, men derved ikke haver haft de Tiders jus publicum for Øyene.

Vist nok er det, at Raadet afslog denne Kong Eriks Begiering, hvilket, da han mærkede, slog han paa en anden Streng for at naae sit Maal, og begiærede, at, eftersom de ikke vilde antage Hertug Bugislav til Konge, de da vilde tilstede, at Kongen maatte bruge ham til Medhielp udi Regieringen, for at lette ham noget af Byrden,

Kong Eriks Flugt og Tilbagekomst.

hvilket Raadet endeligen bevilgede, og derpaa befoel, at alle Slotte og Stæder skulde staae aabne for Hertugen, men vilde ikke accordere ham nogen Konge Titul, hvilket Kong Erik saa fortrød, at han rejsede u-formerkt til Preudsen, og havde udi Sinde plat at forlade Rigerne (f). Men, da Raadet merkede dette, iilede nogle efter ham, og bade ham ydmygeligen, at han mod sin giordte Eed ikke vilde forlade Rigerne, og derved give Leilighed til Foreeningens Ophævelse; de begiærede, at han vilde komme tilbage igien, saasom hans Nærværelse synderligen da var nødig, forat negotiere med de Svenske, og at holde Sverrige udi Lydighed. Kongen vegrede sig længe derfor, og gav tilkiende, at han ikke skyttede meget om at regiere længere. Dog lod han sig omsider overtale, og kom endeligen tilbage førende nogle Pomerske Herrer med sig, som han (584)

(f)Krantz. lib. 8. cap. 20. siger at han truedes med Opstand baade udi Dannemark og Norge; men andre Historier tale intet derom.

betroede adskillige Rigets Lehn. Hertug Bugislav forlehnede han med Nyborg, Hagenskov og Hindsgavel udi Fyen. Hertug Barnim fik Aaleholm, Græv

Kongen betroer Rigets Lehn til Pomerske Herrer

Hans af Eberstein fik Tranekiær og Græv Vitslav Ravnsborg. Han lagde ogsaa allevegne fremmede Krigsfolk ind udi de Danske Provincier, saa at det i den Fald gik Dannemark ikke et Haar bedre end Sverrige. Saadant skeede paa den allerubelejligste Tid for ham, da han allermest havde Dannemarks Hielp nødig mod Sverrig: Det er ellers at merke, at, saa som han fast aldrig giorde nogen Reise, han jo tillige med havde nogen Ulykke, saa mistede han ogsaa denne gang paa Hiemrejsen fra Dantzig 12 Skibe. Nu maae jeg vende mig til Sverrig igien, hvor jeg forlod Indbyggerne over alt misfornøyede med Kongens Opførsel efter det Stokholmske Fordrag. Denne

Ny U-roelighed udi Sverrig.

Misfornøjelse blev forøget, da de merkede, at han uden Stændernes Bevilning vilde paatrænge dem sin Fætter Hertug Bugislav til Konge, og at den Stokholmske Slots Herre allerede var gaaen bemelte Hertug til Haande, og havde reverseret sig til ham. Rigets Raad forsamlede sig derfor til Arboga, og forskrev did hen til sig den heele Adel samt en Borgemester af hver Stad for at overlægge, hvad man udi denne Tilstand skulde foretage. Og blev da fundet for got at skrive Kongen til udi det heele Riges Navn, at, hvis han ikke vilde holde sine giordte Forsikringer, og lade dem beholde deres Ræt og Frihed, funde de sig tvungne til at træde fra Foreeningen og at see sig om en anden Konge, men, førend dette blev fuldbragt, skikkede nogle Svenske Borgere af Stokholm hemmeligen Bud til Engelbrecht, og begierede, at han tillige med Raadet vilde betimmeligen stræbe at bemægtige dem Stokholm, at det ikke skulde gaae dem som udi Kong Alberts Tid, da Tilstanden var ligeledes. Engelbrecht raadede da de forsamlede Herrer til Arboga, at de ikke skulde skilles ad, førend man havde talet med Kongens Befalnings Mand udi Stokholm, og hørt af ham, hvad de kunde formode sig af Kongen. Dette approberede Forsamlingen, og derfor didhen skikkede Engelbrecht tillige med Marsken Carl Knudsen (g), Herr (585)

(g)Eric Ups. lib. 5.

Gotskalk Bengtsøn og Herr Johan Carlsen. Men, da de komme mod Staden, bleve Porterne tilsluttede for dem, ja Besætningen skiød paa dem som Fiender af Taarn og Murene. De Deputerede merkede, at de ikke kunde komme ind udi Staden, og derfore begierede, at Borgemesterne maatte skikkes ud for at tale med dem, hvilket de endeligen erholdte, saa at tvende Tydske Borgemestere komme ud til dem. Dem adspurdte da de Deputerede, hvorfore de lukkede Porterne til for Rigets Raad? da man dog tillod deres Borgere at rejse allevegne frit udi Landet, hvor de vilde. Borgemesterne svarede dertil, at de maatte først tale derom med Slots-Herre Erik Nielsen, og, naar de det havde giort, skulde de bringe dem Svar. Hvor paa de begave sig ind udi Staden igien, og komme anden gang tilbage med Beskeed, at Slots-Herren intet kunde resolvere, førend han havde talet med den forrige Befalnings-Mand Hans Krøppelin, bade derfor de Deputerede, at de vilde have Taalmodighed saa længe; Derpaa ginge de i Staden igien, og lode de Svenske Herrer lang Tiid bie uden for udi Snee og Slud. Endeligen komme samme Borgemestere 3die gang ud, og da bragte det Svar med sig, at de ingen Befalning havde af Kongen at indlade nogen i Staden. Dette ophidsede de Svenske Herrer saaledes, at de lode tage de gode Borgemestere ved Hovedet, sær, eftersom de den 3die gang ikke havde forsynet sig med frit Leide. Da denne heele Handel ryktedes udi Staden, greebe Borgerne til Gevær, løbe med Øxer og Hammere til Stads-Porterne, sloge Laasene i Stykker, og derved aabnede Vej for de

Engelbrecht bemægtiger sig Stokholms Stad.

Svenske Herrer at komme ind i Staden. Da de samme saaledes vare indkomne, opreisede de deres Standard paa Korntorvet, og lode udraabe, at alle de, som vare gode Patrioter, skulde begive sig derunder. Derpaa forsikrede de sig Staden, og lode Slotts-Herren Erik Nielsen spørge, hvorfor han havde tillukket Portene for dem, da de dog ikke vare komne udi anden Tanke end at holde en venlig Samtale med ham, men, som de intet Svar finge fra ham, lode de strax beleire Slottet ved Marsken paa den eene Side og ved Erik Pukke paa den anden Side.

(586) Efterat Freden nu saaledes var brudt med Kongen, var fornødent at udvælge en

De Svenske skride til at udvælge sig en Rigs-Forstander.

Statholder udi Riget, der ved sin Myndighed kunde holde Folket udi Eenighed; til den Ende forsamlede de fornemmeste Svenske sig udi sorte Munke Kloster, og der udnævnede 30 Personer, hvilke skulde udvælge en Rigets-Forstander. De samme skulde hemmeligen give deres Stemmer fra sig, som Erke-Bisp Olaf blev beskikket at

Engelbrecht, Erik Pukke og Carl Knudsen komme paa Vallet.

imodtage, og erklære den Rigets Høvitz-Mand, som fik de fleste Stemmer. Tree Personer komme da paa Vallet nemlig Engelbrecht, Erik Pukke og Marsken Carl Knudsen, eftersom de samme paa de Tiider vare de anseeligste Mænd udi Sverrig. Engelbrecht havde den Merite frem for de andre, at han havde brudt Iisen, og allerførst bragt de Svenske udi Harnisk for at beskytte deres Frihed. Han var derforuden en Mand af

Comparaison mellem disse 3 Mænd.

store Sindets-Gaver, tapper, fornufftig og beleven og havde besynderligen Almuens Kierlighed, men maa skee just de samme store Qvaliteter satte ham til Side udi Vallet, saasom man kunde befrygte, at den, der saaledes havde Almuens Hierter udi Hænder, kunde kaste Nationen et nyt Aag paa, om han vilde misbruge sin Myndighed. Den anden nemlig Erik Pukke var en vældig og anseelig Herre, og derforuden en hurtig Krigs-Mand, var ogsaa den som næst Engelbrecht Nationen var mest forbunden, efterdi han var den anden høje Person, som havde erklæret sig for den misfornøjede Almue mod Regieringen. Carl Knudsen var anseelig formedelst sin Byrd, efterdi han var en af de ældste og fornemmeste Familier udi Sverrig, skiønt han ikke havde de Meriter

Carl Knudsen bliver udvalt.

som de tvende andre: men just maaskee det samme banede ham Veien til dette høje Embede, saasom han af alle 3 blev holden mindst farlig; thi, da det kom til Votering, fik han 25 Stemmer, Engelbrecht 3 og Erik Pukke kun 2, hvorudover han blev erklæret Rigets Høvitzmand (h).

Over dette Vall bare de andre Fortrydelse, sær Engelbrecht, saasom han meenede sig mest at have forbundet Nationen, efterdi (587)

(h) Eric. Ups. farer groveligen vild, naar han siger at Carl Knudsen blev allerførst Rigs Forstander efter Engelbrechts Død.

han havde banet først Vejen til de Svenskes Frihed, da derimod Carl Knudsen havde siddet stille, indtil Spillet saa got som var vundet. Almuen, som af alle mest elskede ham, og ansaae ham som deres

Misfornøielse derover.

Forløser, begyndte ogsaa at knurre derover, saa at man havde at frygte for et Oprør. Herudover fandt Raadet for gott at forordne, at Engelbrecht, som tilforn, skulde være øverste Kriegs-Herre og Anfører, og Marsken skulde forblive udi Stokholm for at poussere Slottets Beleiring. U-anseet det Forliig, hadede de dog hinanden hemmeligen, og pøndsede Marsken i Sær paa, hvorledes han kunde rødde Engelbrecht af Vejen, og beholde Regimentet allene. Og, som Almuen var for Engelbrecht, saa vare derimod de Fornemmeste i Landet for Carl Knudsen, hvilke holdte sig for gode at lade sig regiere af en Mand af saa maadelig Stand, som den første var.

Engelbrecht, efterat han havde faaet Commando over Krigsmagten, foer han ind

Engelbrechts Fremgang i Sverrig.

udi Landet for at bemægtige sig de Fæstninger, som vare besatte med Kongens Befalnings-Mænd, og, da han havde til den Ende ladet beleire Nykiøping, Stekeborg, Stokholms Slott, Calmar og Bryms-Huus (i), rykte han ind udi Blegind, hvilken Province han indtog, og derpaa beleirede Laholm udi Halland. Medens Laholm var beleiret, gik han selv mod Skaane. Men Peder Øxe (k) kom ham der imøde med en anseelig Magt af Skaaninger udi Forsætt at levere ham et Feltslag, hvilket som Engelbrecht ingen Lyst havde til, blev der et Forliig sluttet fast paa forrige Maade som tilforn. Herpaa gik Engelbrecht tilbage til Halland igien, hvor han indtog Laholm og andre Fæstninger, beleirede ogsaa Elsborg, Varbierg og Axelvold: men han faldt da udi en stor Sygdom, saa at han maatte lade sig føre til Ørebroe, hvor han fik Breve fra Rigets Raad, at han strax maatte forføje sig til Stokholm.

Ikke langt fra Ørebroe var en Edelmand paa Giøksholm ved Navn Bengt Steensen, hvilken havde en Søn ved Navn Mogens Bengtsen. Mellem denne Bengt og Engelbrecht var en Tvistighed (588)

(i) Hvitfeld kalder det Bremse-Huus.

(k) Eric. Ups. lib. 5.

angaaende Ørebroe. Da han fornam, at Engelbrecht var kommen til Ørebroe, kom han did, og spurdte ham med en vredagtig Mine, om han ikke maatte blive i Roe udi Riget, og efter adskillige Ord, som faldt dem imellem, tilbød han sig at ville staae ham til Rætte for Rigets Raad. Dermed var Engelbrecht tilfreds, og bleve de omsider af Anseelse saaledes forsonede med hinanden, at Engelbrecht bød samme Bengt til Giæst med sig paa Slottet, og efter store Løffter og Forpligtelser paa begge Sider skildtes de venligen ad. Engelbrecht, saasom han endda var upasselig, lavede han sig at fare over Hielmer-Søe til Stokholm, og at lade sine Tiennere ride Landvejen. Ericus Olai siger, at Bengt selv gav ham dette Raad, udi Tanke des lettere at forraske ham. Engelbrecht begav sig saaledes med sin Frue udi en Baad, havende ellers ingen med sig uden Roerskarlene. Den første Dag kom han ikke længere end til en liden Holm som ligger ikke langt fra Giøksholm. Om Engelbrecht myrdes.

Morgenen da han vilde fortsætte sin Reise, kom Mogens Bengtsen til ham paa samme Holm, og spurte ham ligesom Faderen tilforn havde giordt: Om han ikke maatte blive udi Riget for ham, og strax derpaa uden at opbie Svar, huggede til ham med en Øxe, af hvilket Hug, da Engelbrecht, løftende Haanden op, vilde bøde for sig med sin Stok, mistede han 3 af sine Fingre. Hvorpaa Mogens Bengtsen strax gav ham sit Banesaar, og lod føre hans Frue til Giøksholm. Dette Mord skeede 1436 (l). Strax derpaa begav Mogens Bengtsøn sig for Ørebroe Slott, hvorudi han meenede med List at blive indladt, efterdi han hafde med sig en af Engelbrechts Tienere, som han hafde fanget. Men Slotsfogeden vilde ikke aabne Porten om Natten, hvormeget end samme Tiener bad ham derom, saa at de med u-forrættet Sag maatte gaae tilbage. Saa snart dette gruelige Mord ryktedes, løbe Bønderne til Giøksholm for at hævne Engelbrechts Død, men Morderne havde allerede taget Flugten. Hvorudover Bønderne satte Ild paa Gaarden, og lode føre Engelbrechts Liig til Ørebroe, og der hederligen begrave. Saadant (589)

(l) Eric. Ups. lib. 5.

Endeligt fik denne store Mand udi sit Fæderne Land, som han havde vovet saa ofte sit Liv for. Bønderne dyrkede ham lang Tiid som en Helgen,

Carl Knudsen mistænkes for dette Mord

ja ansaae ham som en Martyr, der var død for Landets Frelse. Alle forundrede sig over, hvorledes en saa maadelig Person turde understaae sig at omkomme saadan Mand, men man merkede siden, at der vare andre større Mænd med udi denne Læg, og røbede Marsken Carl Knudsøn sig strax selv, i det at han offentligen tog Mogens Bengtsøn udi Forsvar, og lod udgaae Breve over det heele Land, at ingen maatte forekaste ham denne Gierning. Men Erik Pukke, som tilforn intet got Hierte bar til Marsken, tog deraf Leilighed at sætte sig op mod ham, og sagde offentligen, at, hvis Engelbrecht ikke havde været, skulde ingen udi det heele Rige have haft Hierte at forrætte deslige Ting. Ja Hadet imellem disse tvende Herrer voxede da saaledes til, at de stode hinanden efter Livet.

Omendskiønt nu Marsken saaledes af alle var mistænkt for dette Mord, saa blev

Carl Knudsen blir forhadt i Sverrige.

han dog af alle eendrægteligen paa ny erklæret Rigets Høvetsmand. Men han havde ikke saa snart faaet denne store Rival af Halsen, førend hand begyndte at regiere som en Eenevolds Herre, beholdt selv de beste Rigets Lehn, og gav andre ikke saa meget, som de kunde holde deres Stand ved lige med. Og, da adskillige Edelmænd besværgede sig derover, gav han dem ikkun een haanlig Afvisning. Ja, som han havde bedre Formue at belønne Folk end andre Herrer udi Riget, saa fik han ogsaa Tiid efter anden fleere Tilhængere. Han lod ogsaa allevegne udskikke sine Creaturer for at lokke alle Hoffmænd til sig, hvorudover mange af Adelen bleve ham ugunstige og sagde da Erik Pukke ham udi Øyne: beholdt dine Støvere hiemme Karl Knudsen! de lokke alle mine Tiennere bort, hvis ikke, slaaer jeg dem paa Næsen, og viiser dem hiem igien (m). Saaledes seer man at tillige med denne Opstand mod Kongen

Oprindelse til Indbyrdes Krieg.

Grundvold blev lagt til indbyrdes Krig udi Sverrig, som gemeenligen ere Frugter af alt Oprør; thi man tænker at kaste sig et Aag af Halsen, (590)

(m) Eric. Ups. lib. 5. Kalla heem tina stöffvara, the locka bort alla mine thiänare.

|men geraader derved under et langt større. Hvorfor et hvert Folk maa vel betænke sig førend det ifører sig Harnisk mod sin Lands Herre; thi ville de Svenske ligne den Tilstand, som de vare udi under Kong Erik mod den, de siden bleve bragte udi, da seer man, at de intet meget vandt ved Byttet. Da vare Skatterne noget høye, og een og anden fremmed Befalningsmand vare Slotte og Fæstninger betroede; men i det øvrige regierede en almindelig Roelighed udi Landet. Siden derimod reiser sig en Høvding mod en anden. Adelen griber til Gevær mod Almuen, og eendeel af Almuen mod den anden indbyrdes. Stæder og Slotte ødelegges og afbrændes. Den eene af de store søger at giøre den anden mistænkt at gaae frugtsommelig med Tyrannie, søger at rødde ham af Veyen Autoris Betænkning over de Svenskes Opførsel

.ikke for at frelse Landet men for at herske allene. Saaledes seer man, at Karl Knudsen giorde Engelbrecht mistænkt, paa det han selv kunde faae Eenevolds Magt, og neppe havde han røddet denne store Mand af Veyen, førend han begyndte at practisere det samme, som han havde beskyldt Kongen for. Erik Pukke havde samme Skiæbne som Engelbrecht, ja Karl Knudsen selv maatte omsider see sit Fæderne Land med Ryggen. Dette siger jeg aldeeles ikke for at plaidere for Kong Erik; thi man kand ikke vel forsvare hans Opførsel. Man kand allene sige, at han var meere haard mod de Svenske end mod de Danske og Norske, efterdi han merkkede, at de første aldrig havde været saa vel sindede mod Regieringen som de sidste, og derfore besynderligen maatte have Øye paa dem. Derforuden maa i agt tages at de Tiders Historie allene ere skrevne af Svenske, som maaskee have outrered Tingen for meget; thi Hvitfeld selv haver udi disse Tiiders Historie fuldt den Svenske Skribent Erikum Olai, og andre Skribentere ham igien, saa at den heele Historie om disse Uroeligheder er skrevet med Svenske Penne.

Carl Knudsens hoffmodige Opførsel i Riget foraarsagede at de fornemmeste af Adelen begyndte at blive tilbøyelige til Fred. De saa en vanskelig Krig for Øyene med Kongen, som havde tvende Riger paa sin Side og derforuden de to vigtige Slotte nemlig Stokholms og Calmars endda udi Hænderne. De saae ogsaa (591) Had og U-eenighed at tilvoxe mellem Anførerne, som vel alle raabte paa Frihed, men dog besynderligen havde deres egen Høyhed og Fordeel for Øyene, hvorfore de inviterede Kongen til et Mode udi Calmar for der at høre deres Klagemaal, og at arbeide paa et Forliig. Kongen lod sig der indfinde med stor Pragt, geleidet af mange Tydske Førster og Græver. Og da lovede han at besætte alle Slotte og Fæstninger udi Riget med indfødde Svenske, og at holde dem ved deres gamle Privilegier og Friheder. Han afstod ogsaa da den Frihed, han ved det Stokholmske Fordrag havde betinget sig nemlig at besætte Stokholm, Calmar og Nykiøping med sine egne Folk, og overleverede strax Calmar til tvende Svenske Edelmænd, hvoraf den eene var Bengt Steensøn, hvis Søn havde ihielslaget Engelbrecht. Efterat dette var forrættet, reisede han til Gulland, og lovede at komme tilbage udi September Maaned, for da at afgiøre de Tvistigheder som kunde staae tilbage, og at overlevere de øvrige Slotte. Og skulde Stænderne da møde ham udi Suderkiøping. Men, da han skulde seile fra Gulland igien, blev hans Flode overfalden af en hæftig Storm, hvoraf de fleste Skibe forginge.

Skibbrud ved Gulland.

Det Skib, som Kongen selv var paa, var udi stor Nød, mistede sit Mers, og, meget ilde tilredd, blev dreven under Karlsøe ved Gulland, og var han neppe kommen paa Land, førend det gik til Grunde. Saaledes forfuldte Ulykken ideligen denne Konge besynderlig til Søes; thi, enten han giorde Vinter eller Sommer-Reyser, saa kom han kun med den halve Flode tilbage.

Imidlertid kom Marsken med det Svenske Ridderskab og Kongens Fogder, som endda havde Slottene inde, efter Aftale sammen til Suderkiøping den 5 October 1436 og da landede sammesteds et af Kongens adspreedte Skibe, som bragte Tidender om denne Søe Ulykke, hvoraf man heller maatte troe Kongen død end levende. Herudover ginge de Svenske Raads Herrer til Raads med de Danske, som da vare tilstede, og blev da eendrægtigen beslutted, at det til Calmar sluttede Forliig skulde staae ved Magt enten Kongen var i Live eller ey, og derpaa skulde Drosten og Marsken (592) hylde Kongen paa det heele Riges Vegne, og de andre skulde igien hylde disse to Rigets høye Embeds Mænd paa Kongens Vegne. Da det var forrættet, fodrede Marsken Slottene af Kongens Fogeder for at lade dem besætte med Svenske efter den Aftale giordt til Calmar. Men de svarede, at de understode sig ikke at giøre saadant uden Kongens Ordre, og, førend de finge Tidender, om han var levende eller død. Men, som Marsken

Fæstninger i Sverrig indrømmes Svenske Befalnings Mænd.

truede dem, at, hvis de ikke strax overgave Slottene, skulde de ikke komme tilbage igien, maatte de beqvemme sig dertil. Og bleve saa Stokholm, Stekkeborg, Axelvold, Elsborg, Vesteraas og Arboga overleverede. Stekkeborg overgav Marsken til sin Svoger Niels Steensen og Hans Krøppelin fik Arboga, endskiønt han var en fremmed; thi saa meget var denne Mand elsket for sin Dyd. Alle Slotte bleve saaledes besatte med indfødde Svenske, hvilke maatte reversere dem til Drosten og Marsken, og, i fald dem noget paakom, til Sverriges Riges Raad.

Saaledes erholdte de Svenske, hvad de saa længe havde tragtet efter, Og Marsken, efterat han havde faaet alle Slotte ind, kom omsider til Stokholm, hvis Slott han ogsaa tog i Possession. Hvorudover hans Myndighed voxede saa til, at der fattedes ham intet uden Konge Navn. Dette kunde Erik Pukke ikke lide, og derfore ophidsede allevegne Bønderne mod ham, helst dem, som havde fuldt Engelbrecht,

Fientlighed mellem Carl Knudsen og Erik Pukke.

tragtende med Magt at skille Marsken ved Regimentet. Efterat han havde faaet en Hob Bønder paa Beenene udi Nericke, beleirede han først Ørebroe Slott, men kunde intet udrette, efterdi Slottet af Marsken var forsynet med en sterk Besættning. Derpaa beleirede han Vesteraas men med samme Lykke. Imidlertid fik Marsken Kundskab derom, og derfor med en anseelig Krigshær kom fra Stokholm for at dempe dette Oprør, hvorudover Erik Pukke maatte tage Flugten op i Dalerne. Da Marsken kom til Vesteraas, lod han sig hylde af Bønderne igien, og, efterat han havde ladet rette de meeste Oprørske for at jage Skræk i de andre, foer han til Nerike, og der Indbyggerne til Straf paalagde dem en stor Skatt kaldet Rumpeskatt.

(593)

Førend jeg gaaer videre frem, og efterseer, hvad Udfald denne Tvistighed fik mellem Marsken og Erik Pukke, vil jeg tale om den nye Calmarske Forbindelse imellem Rigerne in Martio dette Aar. Denne nye Foreening have de fleste Skribentere confunderet med den, som skeede udi Dronning Margaretæ Tiid, hvilken dog ikke er saa vitløfftig og omstændig som denne, der skeede udi dette Aar, og som indeholder adskillige Particulariteter, og, saasom deraf sees Regieringens-Form, og de foreenede Rigers jus publicum, holder jeg ikke ufornødent den her Ord for Ord at indføre, helst saasom de fleeste Poster ikke findes udi det første store Forbund af Anno 1397. Det lyder saaledes (m):

Vi Hans Laxsmand udi Lund, Olaf udi Upsal, Aslak udi Nidraas med

Nyt Forbund til Calmar som indeholder de 3 foreenede Rigers jus publicum.

Guds Naade Erke-Bisper. Axel Pedersen Rigets Raad udi Dannemark, Christen Nielsen Rigets Raad udi Sverrig, Endret Erlandsen Rigets Raad udi Norge, lade forstaae og kundgiøre for dem, som nu ere og tilkommende vorde, at os alle drages til Minde, og vi det sandeligen vide, at Høybaarne Førstinde Dronning Margareta Waldemars Dotter med den almægtige Guds Hielp haver sammenbundet disse 3 Riger, hvorfor Vi alle have Aarsag at bede for hendes Siæl, hvilket vi ogsaa giøre. Og, som hun haver formaaet alle 3 Rigers Undersaattere at antage vor naadige Konge Erik, og at krone ham til Konge udi Calmar over de 3 Riger, saa ville vi ogsaa gierne holde og erkiende ham for vor retmæssige Konge, og lade ham hans Livs Tid nyde all Kongelig Ræt, naar han holder os disse Puncter og Artikle, som følge: Først

Hvert Rige skal have sin egen Rett og egne høye Embedsmænd.

maa hvert Rige blive ved sin Lov og gamle Privilegier og Frihed samt Skik og Sædvane. Ingen Konge maae have Magt nogen anden Lov eller Ræt at indføre uden med meenige (594)

(m) Vid. Constit. nova Calmar. mense Martio 1436. pag. 797. seq.

indbyggeres Villie og Samtykke. Enhver Konge skal herefter udi hvert Rige have en Drost, og en Marsk, og skulle de

Drostens Embede.

samme have saadan Magt og Myndighed. Drosten skal have Magt som Kongen selv at nærvære udi alle Domme, og være over alle Dommere. Han skal styre Vold og Uret, og styrke og hielpe alle dem, som nogen Uræt vederfares, hvor udi Indbyggerne ogsaa bør gaae ham til Haande. Kort at sige, hvad Drosten byder er ligesaa fuldt som det var Kongens eget Bud og Befalning. Marskens Marskens Embede er dette, at han er særdeeles pligtig til at hielpe Drosten i at skikke Lov og Ræt i Kongens sted og rætte over dem, som Uret have, og ikke ville lade sig nøye med Rætten. Og er hans Embede end videre, at om Krig og Orlog Riget paakom (hvilket Gud forbyde) da skal han være Anfører for dem, som udskikkes, til Rigets Værn, styre og raade over dem efter gode Mænds Raad, som ere tilstede, og straffe dem, som ulydige ere og ikke ville Hofmestersefterkomme, hvad dem befalet vorder. Kongen skal og have en Hofmester i hvert Rige for besynderlig Aarsags Skyld: først, efterdi at, naar Kongen kommer til det Rige, som han skal være udi, at hans Hofmester da møder ham, og beskikker alting udi Kongens Gaard, saasom han maa vide bedre Leylighed dertil end en Fremmed, som kommer fra et andet Land. (man seer af denne Beskrivelse, at de slags Hoffmestere, som her omtales, ikke have været andet end Hoffmarskalke, og derfore hverken haft de Forretninger eller have været udi den Anseelse, som de paafølgende Hoff-Mestere, der komme udi Drosternes Sted, og vare som Rigets Statholdere) Andre Embedsmænd, som høre til Kongens Gaard (nemlig Hoff-Domestiker) maae Kongen (595) uden Forskiæl tage af alle 3 Riger, ligesom han finder for gott, paa det at et Rige skal ikke synes at elskes meere end et Cancellersandet. Kongen skal og have en Øverste Canceler i hvert Rige med Rigets Indseigle. Den samme skal være en god og duelig Mand. Kongen skal være forbunden at besøge sine 3 Riger hvert Aar, paa det at et hvert Rige ligemeget kand handhæves og Rett vederfares. Og, saasom disse Riger ere 3, og Aaret er deelt udi 12 Maaneder, da skal Kongen være 3 Maaneder udi hvert Rige meere og mindre efter Lejligheden. Paa hvilken Tid han kommer udi et Rige,

Kongen skall opholde sig den 3die Deel af Aaret i hvert Rige

det maa være Vinter eller Sommer, saa forbliver han der saa længe, som foreskrevet staaer, undtagen vigtige Sager nøde ham til at rejse bort. Naar han vil rejse fra et Rige til et andet, da skal han have med sig af hvert Rige to Raads Herrer, og det af den Aarsag, at, om nogen Sag af de to Riger forekommer, medens han er i det 3die, eller om noget skulde handles om, som angik alle 3 Riger, eller Fremmede Gesantere skulde høres og besvares, han da kunde have ved Haanden fornuftige Mænd af alle 3 Riger, og betiene sig af deres Raad. Om Krig og Orlog paakom noget af de 3 Riger (hvilket Gud forbyde) da skal det eene Rige komme det andet til Hielp aldeeles, som det kunde være et Rige, og skal da alle 3 Rigers Raad overlægge, hvad Magt og Hielp dertil skal bruges, og hvorledes Rigerne stadigen kand holdes sammen. Kongen og et Rige skal ey erklære Krig uden med de 3 foreenede Rigers Raads Samtykke. Naar en Konge skal udvælges, skal det skee paa efterfølgende

Regler om Konge-Vall.

Maade: Først udi hvilket Rige Kongen ved Døden afgaaer, da skal Drosten og Marsken udi samme Rige forkynde de to andre|(596) Riger hans dødelige Afgang, og byde Stænderne at møde udi Halmstad. Paa Sverrigs Vegne skal da møde først: Erke-Bispen af Upsal, havende med sig Biskopen af Lindkiøping, Biskopen af Skara, dernest Drosten og Laugmændene af Upland, Marsken og Laugmændene af Sudermandland, af Øster Gothland, af Finland og af Gothland. Og skulde til Vallet møde af disse 3 Stæder Calmar, Suderkiøpping og Nyløse en Borgemester og af hvert Sogn to Adel-Bønder. Af Dannemark møde Erke-Bispen af Lund, Biskopen af Roskild, Biskopen af Ribe, Drosten og Marsken med alle Landsdommere af Jylland, Skaane, Siælland, Fyen og Lolland og Riddere, (n) Med-Stokmænd, to af Jylland, to af Siælland, to af Skaane, to af Fyen og een af Lolland. Af Kiøbstederne møde Borgemestere en af Ribe, een af Wiborg, een af Aarhuus, een af Randers, een af Aalborg, een af Odense, een af Roskild, een af Kiøbenhavn, een af Kallundborg, een af Lund, een af Malmøe, og een af Naskov og to Adelbønder af Jylland, to af Siælland, to af Skaane og to af Fyen. Af Norge Erke-Bispen af Nideraas, Biskopen af Bergen, Drosten og Marsken, Prousten af Mariæ Kirke (formodentlig udi Nideraas eller Trundhiem) Laugmænd af Trundelauget, af Bergen, af Tonsberg, af Opslo og Borgesyssel og af Vigen, 12 Riddere som Drosten og Marsken dertil holde beqvemme; Een Raadmand af hver Kiøbsted som Trunhiem, Opslo, Bergen og Tonsberg og Adelbønder to af Tronde-Lauget, to af Stavanger Stikt, to af Hammer, to af Ryfylke og to af Vigen, saa at Summen af hvert (597)

(n) Med-Stokmænd maa være det samme som Bisiddere; thi Stok er Sæde eller Bænk i Retten Hinc Tingstok.

Rige geistlige og verdslige bliver 40, og af alle 3 Riger 120. Disse 120 Mænd skal have Fuldmagt at vælge og kejse en Konge uden nogens Modsigelse af dem, som nu ere og som tilkommende vorde; og hvo som disse fornævnte Mænd keise, den skal være Konge over alle 3 Riger. Om Kongen haver ægte Søn, da skal den samme være næst i Vallet. Haver han fleere Sønner end een, da bliver den Konge, som de udvælge, enten han er yngre eller ældre, og skal man da forsee de andre Kongelige Børn med Lehn og Herskabe udi Rigerne, som det sig bør. Haver Kongen ægte Døttre, da skal man forsee dem med Mænd efter deres Stand. Og døer Kongen uden ægte Børn, da skal Kaaret stande til disse 120 Mænd. Synes dem, som Kaaret have, nyttigt at keyse nogen inden Rigerne eller nogen udenlandsk Herre, saa skal derved i agttages, som efterfølger. Man skal derom

Lodkastelse.

lodde, af hvilket Rige man skal tage en Konge, og skal med Lodningen saaledes forholdes. Man skriver hvert Riges Navn paa en Seddel og alle Sæddeler ere lige store. Disse Sæddeler legger man for et Aars gammelt Barn, og hvilket Riges Sæddel Barnet optager, i det Rige skeer Kaaret den gang. Naar de ovenmeldte 120 Mænd komme sammen til saadant Vall, da skulle først Erkebisperne af et hvert Rige giøre deres Eed paa, at de ville vælge uden all Vild og Fordeel efter deres Samvittighed til Rigernes Tarv og Beste. Og, naar disse Erkebisper have svoret, da skulle de tillige holde de andre til at sværge, og annamme Eeden af dem. Hvis de ikke kunde blive eenige om Kaaret, da skal saaledes foreholdes: De 40 af hvert Rige skal udvælge 4 af dem, to Geistlige og to Verdslige, som ere de Viiseste (598) og Fornuftigste, saa at de tilsammen blive 12. Disse 12 skal paa nye giøre deres Eed og komme sammen i et Huus, hvoraf de ey skulle udlades, førend de blive eenige, og det Vall, som de da blive eenige om, det skal staae ved Magt. Hvo som Bildtager vorder i Sverrig, Fredløs i Dannemark og Udslæger i Norge, han skal ingensteds Fred have i de 3 Riger. Hvad Told, Mynt og andre Rigerne angaaende Sager angaar, da skal Kongen og hans Raad det ordinere, som han finder det at være Rigerne nyttigt, og som han vil forsvare det for GUd.

Denne Constitution have Skribentere confunderet med den forrige.

Dette er Indholden af den anden Calmarske Constitution, som blev forfattet udi Erici Pomerani Tiid, og, endskiønt den er fast 40 Aar yngre end den første, saa have dog adskillige saavel Danske som Svenske Skribentere confunderet dem sammen, og henført alle disse Particulariteter til Dronning Margaretæ Historie, da dog den Calmarske Constitution, som i hendes Tiid blev giort, intet andet indeholder, end det som jeg i hendes Historie har anført. Man seer ellers af denne Anordning, at Stænderne ikke have vildet tilegne sig nogen fuldkommen Vall-Ræt, eftersom de have forbundet dem til at blive ved de Kongelige Børn.

Fientlighederne fortsættes mellem Carl Knudsen Og Erik Pukke.

For at komme til de Svenske indbyrdes U-roeligheder igien, da har jeg allerede viiset, hvorledes Erik Pukke ved Marskens Ankomst var bleven tvungen til at tage Flugten og retirere sig op udi Dalerne. Der fik han et stort Tilløb af Almuen, hos hvilken Engelbrechts Navn var i en hellig Afmindelse, saa at han fandt sig i Stand at kunde byde Marsken Spidsen. Efterat han saaledes havde faaet samlet en anseelig Hob af Dalekarle, rykkede han mod Vesteraas, og der overvandt Marsken udi et Feltslag, saa at han maatte tage Flugten til Slottet. Marsken, frygtende der at blive beleired, foreslog derfor et Forliig, og begierede en venlig Samtale med Erik Pukke paa Slottet, hvortil ogsaa Erik Pukke beqvemmede sig, efterat han havde faaet sikkert Leide samt Cau|tion (599) af Bisp Thomas i Stregenes og nogle Raads-Herrer. Men, da de komme til Ords sammen, og Erik Pukke, stolende paa sit Leide, tog Bladet fra Munden, og talede Marsken haardt til, tog Marsken ham mod sin given Forsikring ved Hovedet, og lod ham føre fangen til Stokholm tillige med een af hans

Erik Pukke gribes og halshugges.

fortroeligste Venner ved Navn Hans Mortensen. Der blev han efter Drostens Christen Nielsens Befalning halshuggen (n) og Hans Mortensen lagt paa Steil. Dette foraarsagede stor Misforstand mellem Bisp Thomas, der havde været hans Borgen, og Marsken; Biskopen bebreidede ham at have handlet mod Troe og Love, og Marsken søgte at sætte Smykke paa denne Gierning det beste han kunde.

Saaledes røddede Marsken af Vejen en Fiende efter en anden, skiønt paa en forræderisk Maade, som alle brave Folk lastede og hadede ham derfor. Hans Myndighed voxede da saa til, at intet fattedes ham uden Sverriges Krone, hvilken han fra Krigens Begyndelse havde ladet see Lyst og Begierlighed til. Omtrent ved den Tiid, da Erik Pukke reisede sig op mod Marsken, rottede Bønderne udi Dalene og Vermeland sig sammen og ihielsloge mange af Marskens Fogeder. Bønderne udi Askehärad rykte ogsaa mod Vadstena, hvor den bekiendte Danske Befalnings-Mand Jesse Eriksen var, som havde plaget dem saa meget tilforn. Ham toge de ved Hovedet, endskiønt han havde Sikkerheds-Brev af Marsken, fældede Døds Dom over ham, og lode hans

Virkning af saadan Gierning.

Hoved afhugge med en Øxe. Marsken fortrød meget derpaa, ikke fordi han undede Jesse Eriksen meget got, men fordi han saae sit Sikkerheds-Brev foragted (o), og derfor til Straf paalagde Bønderne stor Skatt. Men Bønderne agtede det saa lidet, at de bleve ved at slaae hans Fogeder ihiel.

Saadan var Tilstanden udi Sverrig, da man fik Tiidender om, at Kongen endda 1437levede, hvorudover man udi April Maaned 1437 holdt en Herre-Dag til Stregenes for at overlægge, hvorledes man skulde forsvare det, som var skeet med Kongens Fogeder (600)

(n) Eric. Ups. lib. 5.

(o) Eric. Ups. lib. 5.

efter den Besluttning, som var giordt til Suderkiøping, og blev da for got befundet at lade alt hvad, som skeet var, saaledes forblive, helst, saasom Kongen selv til Calmar havde bevilliget at overlade Rigets Slotte og Fæstninger udi deres Magt. Derpaa begierede de af Kongen ved Skrivelse, at han vilde møde den 24. Junii til Calmar, hvor en Herre-Dag skulde holdes for at confirmere det giordte Forliig, hvilket han ogsaa lovede dem. Men, da Herre-Dagen gik for sig, lod han sig ikke indfinde. Han gav ogsaa tilkiende, at han ikke vilde holde det Calmarske Fordrag, med mindre man gav ham tilbage de 3 Slotte Stokholm, Calmar og Nykiøping med Frihed at lade dem besætte med sine egne Folk, hvorudover de affærdigede til Dannemark Erke-Bisp Olaf af Upsal, Drosten (p) Christen Nielsen, Biskopen af Aaboe og Hans Krøppelin for at bevæge Kongen til at antage de foreslagne Midler, og igien komme udi Riget, eftersom de fornemmeste udi Sverrig vare ilde tilfreds med Marsken, og derfore gierne ynskede, at Kongen vilde antage Regieringen igien, naar de kun maatte beholde deres Frihed. Her siger den Svenske Historie, at disse Deputerede komme udi Samtale med Kongen, og at han viisede dem haanligen af. Men det synes, at de have confunderet dette Gesantskab med det forrige, eftersom Kong Erik for nogle Maaneder siden havde forladt Rigerne, og derfor paa den Tiid ikke haver kundet holdet nogen Samtale med dem udi Dannemark.

Høystbemeldte Konge, efterat han havde lidet det store Skibbrud, hvorom tilforn er talet, og opholdt sig en Tiid lang paa Gulland, reisede han omsider til Dannemark igien, hvor han stillede sig an, som han vilde med Iver arbeide paa Rigernes Foreening igien. Han giorde sig ogsaa mod Foraaret af dette Aar 1437 færdig at reise til Gulland igien, foregivende, at han der var meere i Nærværelsen og dismageligere kunde negotiere med de Svenske om de Puncter, som endda vare under

Kongen undviger Rigerne.

Tvistighed. Men, som han paa denne Reyse tog med sig Rigets Klenodier, Breve og Documenter, og hvad hans Formænd havde samlet, item sin Favorite (601)

(p) Eric. Ups. kalder stedse Drosten Dapiferum.

Cæcilia, kunde man lætt merke, at han ikke vilde komme tilbage, i hvilken Tanke man ikke blev bedragen. En synderlig Prøve paa denne Konges selsomme Humeur thi faae slige Exempler kand findes i Historien, at en Konge udi sin beste Alder, og uden Nød haver løbet fra sine Riger, hvor Undersaatterne tilbøde alvorligen deres Troeskab og Lydighed, helst, saasom hans øvrige Tids Historie viiser, at han ikke giorde det for Roeligheds Skyld; thi han bemængde sig siden med Caperie, og agerede en Fribytter paa Gulland, saa at han kand i visse Maader regnes blandt de Østersøiske Vitalianer, hvis Levnet ikke var meget Philosophisk.

Heraf sees da, at disse Svenske Deputerede, som i det ringeste ikke tiiligere end udi Julii Maaned af dette Aar komme til Dannemark, der ikke have talet med Kongen selv, som mod Foraaret havde forladt Rigerne; er derfore troeligt, at de ikke have talet uden med det Danske Raad, hvilket og Hvitfeld vidner sigende: Med disse Sendebud blev hemmeligen meget talet om Kongen, som de Danske ogsaa da vare ilde fornøyede med formedelst hans onde Regimente, og efterdi han vilde paatrænge dem Hertug Bugislav for Konge. De lode ogsaa tilkiende give, at, om de Svenske det for got ansaae, vilde de fodre Kong Eriks Søstersøn Hertug Christopher af Bayern hid ind. Imidlertiid beholdt Marsken Regimentet udi Sverrig, og tog Dag for Dag saa vel til udi Magt og Rigdom, som udi Hofmod, saa at han ikke agtede de andre Svenske Herrer meget meere, giorde hvad ham lystede, de maatte dertil sige, hvad de sige vilde. Dette kunde Drosten Christen Nielsøn ikke lide, og derfor forbandt sig med adskillige andre Svenske Herrer mod Carl Knudsen. Han søgte ogsaa at ophidse Dalekarlene og Vermelænderne mod ham. Dette merkede nok Marsken, men stillede sig dog an, som han ingen Mistanke havde, saasom han ikke holdt det raadeligt at bryde løs med en Mand, der havde stort Anhang, mange vigtige Rigets Slotte udi Hænder, og derforuden var beklædt med det højeste Embede udi Riget. Han agtede derfore sikkerst at gaae frem paa Revekløer, som havde lykket ham saa vel tilforn mod Engelbrecht og Erik Pukke, og skrev (602) Drosten et meget Carl Knudsen forrasker og med List fanger Drosten.

venligt Brev til, hvorudi han kaldede ham sin Fader, og inviterede ham til en venlig Samtale. Men, som han havde giordt sig temmeligen mistænkt ved slige Samtaler, og vel kunde forudsee, at Drosten ikke kom til ham, bød han sig allene at komme til Drosten. Med dem, som Brevet førte, lod han følge sin Tiener Claus Lange (q) med en stor Hob bevæbnede Folk, hvilke skiulede dem udi Skoven uden for Gaarden, indtil Brevdrageren havde udspeidet alle Leiligheder. Da det nu var bleven mørkt, og Drosten var gaaen til Sengs, brøde Marskens Folk ind paa Gaarden, toge den gamle Herre nøgen af Sengen, lagde ham i en Slede, og førte ham først til Vesteraas siden til Ørebroe. Dette skeede ved Juule Tiider, da Drostens Tienere holdte sig lystige, og vare gandske drukne, hvorfore Marskens Folk ingen Modstand fandte, og derfor uden Møje af 100 Mænd, som da 2vare paa Drostens Gaard, ihielsloge eendeel

Forliig mellem Marsken og Drosten

og toge andre tilfange. Da Drosten kom til Ørebroe, mødte Marsken ham der, og spurdte, om han vilde oplade ham de Slotte, som han inde havde, hvilket denne gamle fangne Herre ikke turde nægte ham, men lovede, at han ikke allene vilde oplade ham Slottene, men endogsaa udi alting efterfølge hans Villie. Derpaa blev et Forliig sluttet mellem dem saaledes, at Drosten skulde beholde Wiborg udi Finland, som han tilforn havde hafft, og hans Søn Carl Christensen Ringstadholm; hvorvel Sønnen, som ikke kunde fordøje den Spott, hans Fader var vederfaren, vilde intet imodtage. Saa snart Niels Steensen, som havde Marskens Syster, fik dette at vide, da satt

Niels Steensen erklæres af Kongen til Sverriges Marsk.

han sig, u-anseed dette Svogerskab, offentligen op mod Marsken. Samme Niels Steensen var en hidsig Mand, der ofte tilforn havde været ueens med sin Svigerfader og ofte forligt sig med ham igien. Han ophidsede da Bønderne udi Ost-Gothland, og kom dem til at ihielslaae, og fordrive Marskens Fogeder. Marsken giorde ham adskillige Gange Tilbud til Forliig; men intet kunde hielpe; hvorudover han lod ham beleire paa Stekkeborg. Da lod han som han vilde falde til Føje, indtil han saae Leilighed til at undkom-

(q) Eric. Ups. lib. 5.

|603me, og flygtede han da af Slottet, og begav sig til Kongen paa Gulland, hvor han blev imodtagen og erklæret Sverrigs Riges Marsk (r), hvilket skeede ved saadanne Ceremonier, at han lod binde ham et Sverd ved Siden, og gav ham i Haanden en hvid Stok med en Guldring udi Enden, og maae det have været en vedtagen Skik paa de Tiider at creere saaledes en Marsk. Derpaa gav han ham 200 Ryttere og Breve med ham til Sverrige, hvorudi han bød Indbyggerne at være Niels Steensen Rigets Marsk hørige og lydige. Saaledes kom Niels Steensen udi største Stats tilbage igien, begav sig ind udi Øster-Gothland med det Folk, han havde faaet af Kongen, førde den Danske Fane, og giorde stor Skade udi Landet, skiøndt han dog ikke havde Kræfter til at imodstaae Marskens Magt. Imidlertiid han saaledes huserede udi Øster-Gothland, beleirede de Norske efter Kong Eriks Befalning Elsborg, hvor udi Thure Steensen Marskens Halvbroder commanderede; men de bleve af Marskens Folk drevne tilbage, og Niels Steensen blev kort derefter

Bliver fangen af Carl Knudsens Folk.

fangen af Marsken mellem Nykiøping og Suderkiøping, og førdt til Nykiøping, hvor han døde faa Dage derefter. Hvorpaa Marsken lod rætte endeel af hans Tienere. Saaledes blev denne U-roelighed ogsaa dempet, og Marskens Myndighed end meere derover forøgedes. Men jo meere han tog til udi Magt og Anseelse, jo større Had og Mistanke opvaktes der imod ham. Blant hans hemmelige Fiender var besynderligen een ved Navn Broder Svendsen. Den samme havde Navn for at være en duelig Krigs-Mand og havde udi forrige Krig ladet sig bruge under Engelbrecht og Erik Pukke. Den samme gik da til Marsken, talede ham dristigen til og sagde: at han misbrugte sin Myndighed udi Rigets-Administration, gav Slotte og Lehn til uværdige Personer, foragtede de mest meriterede Mænd, og beholdt de vigtigste

Carl Knudsens Tyrannie.

Fæstninger for sig selv. Hvorudover Marsken lod ham strax tage ved Hovedet, og Dagen derefter rætte. Saasom nu Carl Knudsens Vold og Tyrannie dagligen tog til, bleve der adskillige Herre-Dage holdne udi Sverrige i Faveur af Kongen, (604)

(r) Eric. Ups. lib. 5.

til hvilken et Gesantskab efter et andet blev skikket med Begiering, at han vilde komme tilbage igien, og tage Regimentet an med de Vilkor, som Stænderne engang havde forelagt, og, som han selv havde givet Forsikring om. Men alt var forgieves; thi Kongen vilde ikke komme tilbage igien, med mindre han fik alle Slotte og Stæder udi sin Magt, hvilket de Svenske ham ikke vilde tilstaae. Herudover skrev Raadet ham endeligen til, og begierede, at han inden 12 Uger vilde møde til Morasteen, og der udi Venlighed forlige sig med Riget, hvis ikke, erklærede de aldrig at ville meere erkiende ham for Konge.

Men Erkebisp Oluf tillige med Ericus Pomeranus. 1438.mange andre Fornemme Svenske Herrer, som ikke kunde lide Marskens Hofmod og hans Tyrannie, som gik ud paa at omkomme een brav Mand efter en anden, arbeydede af yderste Magt 1438.paa at bringe Kongen udi Riget igien. Derom blev handlet den heele Vinter af Aar 1438 og 1439

Driver de Svenske at handle med Kongen.

og blev det bragt saa vit, at et almindeligt Mode af alle 3 Rigers Stænder blev førstkommende Junii berammet til Calmar for at giøre Ende paa alle disse Tvistigheder. Men, da Erkebisp Oluf, som var sielen udi denne Handel, reisede til dette Mode, blev han til Nykiøping af Marsken forgiven udi en Mandelmelk, og døde sammesteds den 25 Junii 1439 (s). Dette nye Forræderie drev de misfornøyede Svenske Herrer med des større Iver at arbeide paa Forliig. Men, da de komme til Calmar, mødte dem nogle faa paa Kongens Vegne, hvilke lode dem reent ud viide, at Kongen intet Forliig vilde indgaae med mindre de 3 Slotte, Stokholm, Calmar og Nykiøping bleve ham først overleverede, hvorudover dette Mode til Marskens største Fornøyelse løb Frugtesløst af, og Kong Erik ved sin Egensindighed udelukte sig saaledes selv fra all Forhaabning at komme til Sverrigs Krone igien.

Nogen Tiid efterat dette Mode var spildt kom han dog fra Gulland til Stekkeborg, og der skikkede adskillige Bud til Marsken for at holde venlig Samtale med ham, lovede ham ogsaa frit Leide; Men Marsken, som hverken troede Kong Erik, ey heller havde (605)

(s) Test. Joh. Magno.

synderlig Lyst til Forliig, saasom han selv havde appetit til Kronen, vegrede sig derfor. Men denne Modgang var ikke nok for Kongen; thi, medens han var til Stekkeborg, fik han ogsaa et Opsigelses Brev fra Dannemarks Riges Raad, og, som samme Opsigelses Brev indeholder Historien af Kong Eriks Opførsel udi Dannemark, og de Besværinger, som samme Riges Stænder havde mod ham, hvorom ikkun løsligen udi Historien er talet, holder jeg fornødent det her at indføre. Det 1439lyder saaledes: Høybaarne Første og Edle Herre Kong Erik. Vi, som underskrevne staae, lade Eders Herlighed vitterligt være, at det er Dannemarks Riges og Krones gamle Rættighed, at ingen Tydsk eller Udlændisk Mand skal have Rigets Lande og Slotte udi deres Velde, eller og nogenledes være udi Rigets hemmelige og strænge Raad uden Danske Mænd, som Riget næst GUd og Kongen tilhører, og den samme Frihed haver Eders Herlighed udi eders Udvælgelse, og siden, da I blev kronet, svoret til GUd og Helgene at holde Dannemarks Krone og Indbyggerne ved deres gamle Ræt og Friheder. Men imod samme Frihed og imod Eders Eed haver Eders Herskab handlet i mange Maader. Først haver I antvordet alle Rigets Slotte og Lehne udi Udlændiske Mænds Hænder imod Eders Raads Raad og Villie, udi den Tanke, som nu aabenbare sees, at samme udlændiske Herrer disbedre med Magt skulde trænge dem ind udi Riget, besynderligen Hertug Bugislav, som I saa tit af os har begieret til Konge imod GUd, Eders og Eders Riges Ære, Ræt og Redelighed (t). I have ogsaa skildt Lande og Riger ad, som er Sverrige og Norge fra Dannemark, og antvordet

udlændiske (606)

(t) Selsomme Raisonnemens, ligesom det var imod GUd og sin egen Ære at begiære Stændernes Samtykke til at faae sin Fætter til Successorem.

Herrer 7 af Rigets Slotte med alle deres Lande og Lehn for at paatrænge os Hertug Bugislav mod Rigets Ræt og Frihed. Hvis I havde holdet den Dagtingen (det er den Forliig) som I selv samtykte til Calmar udi Eders Fætters og de 3 Rigers Raads og Stædernes Sendebuds Nærværelse, og derimod ikke søgt at spille samme Eders Fætter Hertug Bugislav Rigets Slotte udi Hænder, saa havde disse Riger nu ikke saa jammerligen været adskilte. I have ogsaa til Rigets Skade og Fordærvelse bortført af Riget dets Skatte og Klenodier, som udi mange Aar for Eders Tiid af Konger og Rigets Forstandere have været samlede til Rigets Nytte og Behov. I maa ogsaa erindre Eder, da vi sidst vare samlede med Eder til Vordingborg, at vi højligen raadede Eder at rejse til Calmar for at annamme Eders Rige Sverrig igien efter den Dagtingen, som var skeet til bemeldte Calmar, og som vi vel kunde merke, at I det ikke giøre vilde, saa bade vi Eder for Herrens Døds Skyld, at I dog vilde forblive her i Landet, og skille os ved disse udlændiske Herrer; Dette have I dog ikke vildet giøre, men mod alles vores Raad og Villie er strax reist til Gulland, og have overladt os udi disse Fremmede Herrers Hænder, som vi meere bør agte for Fiender end Venner, saasom de staae efter Rigets Fordærvelse, og med Magt ville tilegne dem Rigets Lande, Slotte, Stæder og Meenighed; Og derudover har Almuen paa adskillige Steder opreist sig mod Rigets Mænd, og i sær mod deres egne Hosbonder og Befalnings-Mænd mod all Ære og Rætt, og dem selv til Skade og Fordervelse; Og sige de aabenbarligen, at de giøre saadant efter Eders og Hertug Bugislavs Tilskyndelse. I have ogsaa betient eder af Biskop (607) Torlak for at bevæge Meenigheden udi Jylland at staae Eder bi udi saadant Foretagende, og saaledes drevet en stor Deel af den Jydske Almue til at hylde de Holstenske Herrer, ved hvilken Lejlighed Haderslev og Arrøe ere komne fra Riget, og Riget bragt udi Fare at miste end meere. Da vi skreve eders Herlighed til fra Kaarsøer alle Helgens Tid sidst forleden, haardeligen formanede baade med Ord, Breve og eders Mundlige Sendebud Biscop Torlak, at I for Guds skyld vilde værdiges til strax at komme udi dette Rige igien, førend det geraadede udi større Uleilighed, og, om I det ikke vilde giøre, da maatte vi være betænkte paa andet Raad, finge vi dog intet Beskeed, at I vilde komme, eller at I vilde hielpe Sagerne tilrætte. Herudover for bemeldte Aarsagers Skyld, og i henseende til mange andre grove Forseelser, som vilde blive for vitløftige her at indføre, paa det at Riget ikke gandske skal undergaae, finde vi os tvungne, Vi underskrevne Johannes af Guds Naade Erkebisp til Lund, Naffne til Odense, Christian til Ribe, Ulrick til Aarhuus, Geert til Børglum med samme Naade Biskoper, Bendt Prior i Antvorskov, Erik Nielsen, Henrik Knudsen, Luder Kabolt, Morten Jensen og Eske Brok Riddere, Aage Lunge, Peder Lykke, Otte Nielsen, Geert Bryske, Jacob Basse, Povel Laxmand, Oluf Axelsen, Anders Hak, Otte Skinkel, Niels Eriksen af Asdal, Jochum Flemming, Oluf Lunge, Peder Skram, Erik Nielsen von Bratskov, Magnus Jensen, Lasse Thomæsen, Eggert Frille, Mogens Ebbesen, Niels Lauritzen, Jochum Eriksen, Lasse Hansen von Podorpe, Anders Pedersen von Bremslykke og Bertel Brems Væbne (608) (u) at opsige eder troeskab paa alle vores og paa alle Indbyggeres Vegne, som Dannemarks Krone vilde være hulde og troe, som dennem paa Rættens og Ærens Vegne sømmer at være, som Vi ogsaa hermed opsige Eder all Troskab og Tieneste, og ville forsee os med en anden Herre og Konge. Datum Lybek Aar 1439 St. Baptistæ Nativitatis under Vore Signeter.

Dette er det Navnkundige Opsigelses Brev, hvorudi sees paa eengang de Danskes Besværinger mod Kong Eriks Regimente. De andre Besværinger, som her ikke anføres, vare at han fordervede Mynten, og paa eengang tvang 300 Edelmænd udi en hæftig Storm at begive sig med et slett Skib udi Søen, hvor de alle druknede, endskiønt dette sidste kand regnes blandt den Svenske Skribent Johannis Magni Fabler baade i henseende til det utroelige Tal af Edelmænd udi et Skib, saa og, eftersom Opsigelses Brevet intet melder derom. Aarsagen hvorfor dette Brev er dateret til Lybek, er at Rigets Raad dette Aar var udi bemeldte Stad for at modtage Hertug Christopher af Bayern Kong Eriks Syster-Søn, hvilken de foregaaende Aar havde inviteret til Riget ved en Skrivelse datered Kaarsøer den 28 Octobr. 1438, som findes hos Hvitfeld (x).

Paa dette opsigelses Brev, som blev skikked Kong Erik til Steckeborg udi

Kongens Svar.

Sverrig, gav han saadant Svar (y): Kiære Fædre og Venner: Vi have undfanget sidst forleden

(u) Man finder udi adskillig Publiqve Instrumenters Underskrifft Riddere og Væbnere. Man holder begge for Edelmænd; men saaledes, at de første vare distingverede udi Værdighed fra de sidste, og, saasom hine kaldtes Arv-Adel eller Eqvites, saa kaldtes disse Væbnere eller Armigeri; thi man maae ikke tænke, at det Ord Ridder da havde den Betydning, som det nu omstunder har; thi en hver Fornemme Adelsmand kaldtes da Ridder, og Adelskab Ridderskab. Man seer alleene, at der har været to slags Adel, og at de Fornemmeste have været Riddere, og de, som vare af den ringere Orden, Væbnere. (609)

(x) Lit. Senat. ad Christoph. pag. 805. seq.

(y) Respons. Eric. Regis de dato Steekeborg die Jacobi Apost. 1439. pag. 809.

Søndag eders Brev datered St. Hans-Dag, hvilket synes haardeligen at lyde mod os, hvilket vi ikke have formodet. Iblant mange haarde Ord opsiges os all Troeskab, Pligt og Tieniste og tillægges os adskillige Beskyldninger, som I tilforn aldrig lode os forstaae, og aldrig derfor forfuldte os. Derforuden have I ogsaa indført udi vort Rige Dannemark Vor Søster-Sønn, og bragt ham til at tilskrive os Undsigelses Brev, hvilket Vi havde ikke formodet hverken af ham eller eder. Om saadant vederfares os med Uræt, det tilstille vi Gud og alle rætsindede og fornuftige Folk at kiende og dømme udi. I vide vel selv, at vi ikke have vegret nogen Mand Rætten, og ikke heller endnu det giøre ville, men vi ere altid overbødige at lade komme for vort Raad, for meenige Danske Mænd, som upartiske ere, og for Herrer og Førster, Stæder og andre gode Mænd paa beleilig Tid og Sted, hvor os mueligt er at komme, at svare mod alle de Beskyldninger, fornævnte vor Søstersøn og I kand føre mod os. Hvorfore vi bede og formane eder, Kiære Fædre! ved den Troe, som I paa Guds og Rættens Vægne ere os pligtige, at I underviise vor Søstersøn, og besinde eder selv, førend I saaledes trænge os fra Riget, hvortil vi redeligen er kommen. Alt hvad I kand vide mod os med Rætten, det ville vi lide. Men handler ikke saaledes mod os, at I og Eders Børn derudover skal have Aarsag til at skamme eder, og at gaae med nedslagne Hoveder. Vi sende Eder nu vor Tiener Borgemester Anders Eriksen, at I ved ham ufortøved skriver os eders Giensvar herpaa, enten I os endeligen ville fordrive eller hvad I mod os foretage ville. In Christo (610) valete. Skrevet paa vort Slott Steckeborg die Jacobi Apostoli Anno 1439.

Paa dette Brev saavelsom paafølgende finder jeg ikke, at Stænderne have givet noget Giensvar; thi Hertug Christopher var alt indkalden udi Riget, og alting var saa vit avancered, at Sagen kunde ikke omgiøres. I det øvrige deciderer jeg intet herudi, om Stænderne gik for vit eller ey. Det som mest giør Kongens Sag ond, var at han selv forlod Rigerne, og derved ligesom Authoriserede Stænderne at skride

Kong Eriks vitløftige Forsvars Skrift.

til et nyt Konge-Vall. Hans vitløftige Forsvars Skrift datered Wisborg paa Gulland udi samme Aar (z) vil jeg ellers her ikke indføre. Derudi har han stræbet stykkeviis at besvare alle de mod ham giordte Beskyldninger, men med liden Grund; for Exempel til den Beskyldning, at han selv har undviget Rigerne, svarer han allene Generaliter, at han har giordt det for Rigernes Beste, hvilket man ikke letteligen kand fatte. Til den Beskyldning, at han betroede Rigets Slotte og Fæstninger til Betænkning derover.

Fremmede, svarer han, at det vare hans Paarørende, og som havde giordt Riget Tienneste, og endeligen til den Beskyldning, at han havde bortført Rigets Breve og Klenodier, svarer han, at, hvis de vilde stikke nogen til ham paa Gulland for at inqvirere derom, skulde de slett ingen finde, hvilket saaledes kunde forklares, at han skulde putte dem saa vel af Veyen, at deres Umage skulde blive forgiæves. Hvad hans Besværinger angaaer, at de procederede uden Formaliteter mod ham, da var det vanskeligt at gaae Methodice til Verks med denne gode Konge; thi, naar Herredage bleve berammede til at slutte Forliig, blev han borte, og, naar han sluttede noget, protesterede han strax derimod. Saa at Stænderne sær udi Sverrige omsider bleve gandske forvildede, og vidste ikke hvilke Mesures de skulde tage; thi ingen kunde sige, enten han havde Lyst til at regiere meere, eller ey, saa at derfor han maa takke sig selv for alt det ham vederfoer, og de Nordiske Riger have hans Ustadighed og selsomme Opførsel at tilskrive, at de ikke endnu ere foreenede; thi havde Kong Erik, som Gud (611)

(z) Apolog. Eric. Regis de dato Wisborg die Exact. Crucis 1439. pag. 811. seq.

gav saadan lang Regierings Tiid, lagt en god Grundvold til Foreeningen, havde den nok stedse staaet ved Magt, men den blev fordervet udi første Concoction saaledes, at den aldrig siden kunde rætt corrigeres, hvor megen Umage de efterfølgende Konger anvendte derpaa.

Kong Erik agerer siden Fribytter.

Kong Erik levede siden udi Privat-Stand paa Gulland udi 10 Aar, og imidlertiid øvede Fribytterie, hvorved han opirrede alle Folk mod sig i Sær de Svenske, hvilke derfore beleirede ham. Hvorudover, saasom han fornam, at han ikke kunde forsvare sig længe, gav han Øen over til de Danske, og reisede selv over til Pomeren; men, som jeg ofte tilforn har merket, at han fast aldrig giorde noget Skridt, han jo tabte noget paa Vejen, saa mistede han ogsaa paa denne liden Reise to Skibe med all sin Rigdom. Endeligen døde han til Ryevold udi Armod Anno 1459, (a) efterat han i 10 Aar, siden han forlod Gulland, havde levet af de Pomerske Herrers Naade og fuldkommeligen prøvet Lykkens U-bestandighed. Naar man seer til denne Konges Regierings Begyndelse, da synes det ligesom udi ham vilde opreise sig en Nordisk

Samme Konges Portrait.

Alexander, der vilde oprette et nyt Monarchie udi Europa. Han havde haft den fordeelagtigste Education, som nogen Printz kunde have, i det han var opdragen ved Dronning Margaretæ Hoff, som paa de Tiider var den største Krigs og Stats Skole. Han fandt ved sin Ankomst til Regieringen 3 foreenede Riger tillige med det heele Hertugdom Slesvig undtagen Gottorp, saa at alle ikke allene Naboe-Førster, men endogsaa langt bortliggende Potentater, begyndte at giøre store Øjen over denne Nordiske Comet, der syntes at true med deres Undergang. Men den frygt, som derved opvaktes, forsvandtes strax, og endelig blev forvandlet til yderste Foragt, da de saae, at han med alle 3 Rigers Kræffter udi 30 Aar ikke kunde bemægtige sig Gottorps Slott allene, ja da de saae ham at løbe fra en Første, og Stad til en anden at klage sig, og begiere Hielp mod de umyndige (612)

(a) Krant. hist. Dan. lib. 8. cap. 21. siger, at han døde 1438. hvilket maa være en Trykfeil.

Holstenske Herrer, som han udi den Tilstand med blotte Ord og Trudseler allene burdte have kundet bringe til Lydighed. Ja denne Foragt gik omsider saa vit, at 2 eller 3 Søestæder eller Kræmmer-Compagnier undsaae sig ikke ved at tilskrive ham Feide-Brev og det udi en Stiil som Superieurs bruge mod deres Undermænd. Dette synes at være en mørk Tale og vanskelig at forklare uden man examinerer hans Opførsel, som bestod derudi at begynde mange Ting, og aldrig at fuldende dem, at bringe Krigs-Hærer undertiden af 100000 Mænd paa Beenene for at lade sig see allene som et Veirlys, der fremskinner og forsvinder paa eengang, og at beleire Stæder for at bringe dem til Yderlighed og Nød, men ikke for at erobre dem; Denne slette Opførsel var ogsaa geleidet af en stedsevarende Ulykke, og haver jeg viiset udi hans Historie, at han giorde fast aldrig nogen Reise, han jo tabte den halve Flode paa Vejen. Begge Deelene opvakte ham Foragt baade inden og udenlands. Udi Sverrige var han i saa liden Anseelse, at de betienede sig allene af hans Navn for at dempe Carl Knudsens Magt, som man der allene var bange for. I hvor liden Estime han var udi Dannemark, kand sees blant andet deraf, at, da Herr Oluf Axelsen eengang af Vanvare løftede Hatten for hans Favorite Cæcilia, som mødte ham, agende i en grøn Karm, og hans Tienere siden sagde ham, at det var Cæcilia, lod han velte hendes Vogn om, gav hende tre Smek paa Rumpen med sit Sverd, og bad hende sige Kongen det, og finder jeg ikke, at denne dristige Gierning blev omtalt, langt mindre straffet. Og, saasom Indbyggerne bare ingen Agt eller Kierlighed til ham, saa elskede han dem ey heller meget, men hans Hierte var allene henvendt til de Pomerske Herrer; derfor var hans Attraae saa stor at see den Pomerske Hertug Bugislav paa Thronen. I den Henseende gav han andre Pomerske Herrer saa mange Forlehninger udi Dannemark, og endeligen afstode dem Aar 1438 til ævig Tiid den vigtige Øe Rygen, som fra Waldemari 1. Tiid over 300 Aar havde været et Dansk Lehn, saa at intet blev Riget tilbage uden den Geistlige Jurisdiction, saaledes, at Landet, som tilforn, blev liggende under Roskilde (613) Bispe-Stoel. De Norske allene synes ikke at have været ham ubevaagne; derfor forfremmede han mange af dem baade udi Sverrig og Dannemark, og var Bisp Thorlak af Norge een af hans største Favoriter.

Foruden ovenmældte tvende Poster, som bragte denne Konge udi Had og Misgunst, kand man ogsaa regne tvende andre; først at han succederede saadan Regent som Dronning Margareta, hvilket er ikke liden Uheld, saavel for høje som lave Øvrigheds Personer, og havde maaskee Kong Erik begaaet sig bedre, hvis han i Steden for Dronning Margareta havde haft enten Kong Abel eller Christopher 2. til Formand; thi man kand ikke sige, at han enten var tyransk eller uduelig. Den haarde Medfart, som Bønderne udi Sverrig klagede dem over, kand heller tilskrives hans Fogeder end ham selv; ikke at tale om, at man i alle Maader ikke kand forlade sig paa de samme Historier, saasom de allene ere beskrevne af Svenske Skribentere, hvilke synes at have giort noget formeget deraf; thi, hvis Kongen havde været inclinered til Haardhed, havde de Svenske ikke med saadan Iver solliciteret hans Tilbagekomst. Man kand ogsaa ikke sige, at han var uduelig; thi hans heele langvarige Regiering var en Kiede af fortreedeligt Arbeid, saa at faa Konger have meere brugt enten Sværdet eller Pennen. Den anden Post, som præjudicerede denne Konge var, at han var en Fremmed, ja den første udenlanske Konge, som har regieret i Dannemark, og det fra Wenden, som stedse havde været Rigets Fiende (b), hvilket blant andet foraarsagede, at han aldrig kunde giøre noget til Maade, og at de Danske knurrede tit med Urett, som for Exempel, da Fiskeriet slog feil ved Skaane, ligesom han kunde have Herredom over Sildene i Havet (c). Kort at sige; Dannemark har haft mange bedre Konger, det haver ogsaa haft mange værre: Jeg finder ikke udi hans heele langvarige Regierings Tiid, at der skeede noget Oprør af Adelen eller Almuen (614)

(b) Krantz. hist. Dan. lib. 8. cap. 21. Ex Wandalorum natione, qvæ fuit a Seculis Danico semper nomini infestissima.

hverken i Dannemark eller i Norge; Og, hvor ilde de end afmalede ham i Sverrig, saa vilde de dog gierne have ham til Konge, og giver Crantzius, en troværdig Autor, ham et temmeligen got Vidnesbyrd, saa at det var hverken for hans Tyrannie eller Uduelighed, at han mistede disse 3 Riger; men formedelst hans Ustadighed og Bizarrerie. Han giorde sig ofte stor Umage at stille Undersaatterne til freds, og til den Ende berammede Moder, men, naar Stænderne komme sammen, mødte han ikke, han sluttede ogsaa tit Forliig, men protesterede strax derimod, ja han forlod selv uden Nød Rigerne, som han saa bitterligen beklager sig at være skildt ved. Kort at sige, han er kied ved at regiere, sukker efter Roelighed, og retirerer sig til en Øe for at agere en Vitalianer eller Fribytter, som var den uroeligste Profession, nogen kunde gribe til, hvilket sidste allene tiener til Beviis paa hans selsomme Humeur; thi faa slige Exempler skal findes i Historierne. Albertus Crantzius flatterer derfor denne Konge for meget, naar han siger, at han efter Diocletiani Exempel af Begiærlighed til Roelighed forlod Scepteret (d).

Ellers er dette at merke med denne Konges Historie, at man maa derudi gaa een Middelvey mellem de Svenske og Pomerske Relationer; thi, som de første laste alt hvad han har giort, saa roese derimod de sidste blindt alting, hvilket kand sees af Johannis Micrælij Vidnesbyrd, som efter hans Sigelse er grundet paa gamle Pommerske Annales, og lyder saaledes; (e) Det Had, som opvaktes udi Sverrig mod Kongen, reysede sig deraf, at han holdt skarp Justitz og uden Persons Anseelse vilde handhæve Rætten. Kongen var en Høyhierted Herre, og ingen Ja-Broder, som han selv pleiede at sige. Han foragtede Verdens Forfængelighed, og kiededes ved Regimentet; hvorudover, da hans Undersaattere forelagde ham nogle Article at underskrive, vilde (615)

(d) Crantz. hist. Dan. lib. 8. cap. 21.

(e) Micræl. Annal. Pom. lib. 3.

han ingenlunde beqvemme sig dertil, men forlod Rigerne for at bringe sin øvrige Tid bort udi Roelighed, og at vende den utaknemmelige Verden Ryggen. Da han efter sine Undersaatteres indstændige Begiæring kom tilbage igien, søgte han at befodre sin Fætter Bugislaum til Kronen, men han fandt derudi intet Bifald, hvorudover han tog Afskeed med Dannemarks Riges Raad, og med deres gode Villie seiglede udi dett Aar 1439 med 5 Skibe til Pommern igien. En heroisk Gierning, som kand lignes med Diocletiani, og Caroli 5. Afstaaelse.

Intet Vidnesbyrd kand være prægtigere. Men de Pomerske Skribentere kunde ikke andet end berømme denne Konge, thi han elskede deres Land saa meget, at, om det havde staaet i hans Magt, havde han bortgivet det heele Rige til Pomerske Herrer. Hans Retraite kunde have været ligesaa priisværdig som Caroli 5, hvis han, som samme Keyser giorde, havde begivet sig udi Kloster, og ikke bortdrevet Tiden med Søe-Kaperie, hvilket var baade et Uroeligt og syndigt Handværk. At han ikke tog kiærlig Afskeed med Raadet, og forlod Riget med deres gode Villie, sees af deres Manifest, hvorudi de bebreide ham at have undviget Rigerne, hvilket de ingenlunde havde kundet giort, hvis de Pomerske Skribenteres Beretninger om saadan kiærlig Afskeed vare rigtige.

Hans Dronninger.

Kong Erik var tvende gange gift. Hans første Dronning var Philippa Kongens af Engeland Henrici 4. (f) Dotter, som formedelst hendes Dyd og Tapperhed var udi stor Anseelse i Dannemark. Derpaa gav hun særdeeles Prøver udi Kiøbenhavns Beleiring; thi, da samme Stad blev angreben af Hansestæderne, og Kongen selv ikke vovede sig at blive der, tog hun sig Byens Forsvar an med saadan Hurtighed og Iver, at den store Fientlige Magt (616)

(f) Lyschander siger, at hun var Edvardi Dotter af Portugal, og at hun døde 1434, begge Deelene ere urigtige; thi hun var en Engelsk Princesse og døde 1430. Micrælius Antiq. Pom. lib. 3. kalder samme Portugisiske Konge Johannem.

|med Skamme maatte gaae tilbage igien. Om den slette Medfart, Kongen siden brugte mod hende, er udi Historien omtalt. Den anden Dronning siges at have været Elisabeth Kong Jagellonis Dotter af Polen (g). Men han avlede ingen Børn hverken med den eene eller den anden. Dronning

Cæcilia Kongens Maitresse.

Philippa var vel eengang Frugtsommelig, men hun foer ilde. Ellers havde Kongen en Maitresse ved Navn Cæcilia, som havde været Dronning Philippæ Kammer-Pige. At han har ladet sig temmeligen regiere af samme Cæcilia, giver Her Oluf Axelsens Medfart mod hende tilkiende, da han eengang gav hende Hugg, og bad hende sige til Kongen, at hun eengang vilde skille ham ved Dannemarks Krone.

Udi denne Konges Tiid begyndte Geistlighedens Myndighed at vakle udi Dannemark; thi, saasom da blev holdet det Baselske Concilium, der foretog sig at indskrænke Geistlighedens Magt, begyndte Bønderne udi Dannemark særdeeles udi Wensyssel at sætte dem op mod Bispe og Præster, og vilde forholde dem deres Rættighed, indtil de saae, hvorledes samme Concilium løb af. Hvad andet, som henhører til Kong Eriks Historie er, at han Aar 1413 giorde Landskrone, som tilforn var kalden Sæbye, til

Stæder anlagde udi denne Konges Tiid

en Stad. Han lod ogsaa anlægge en ny Kiøbsted Ørekrog, som nu kaldes Helsingør og udi det Aar 1425 gav den Kiøbsted Frihed. Til dem, som vilde sætte sig ned udi samme Bye, og der bygge Træehuuse, gav han 10 Aars Frihed og 20 Aars Frihed til dem, som vilde bygge Steen-Huuse. Peder Oxe var den første Lehnsmand paa Ørekrog. Tilforn var der kun et Fiske-Leye, og laae uden for Byen et Slott kaldet Flynderborg. Ørekrogs Byes Privilegier ere daterede Flensborg 1425. Han lod ogsaa anlægge det Slott Visborg paa Gulland (h) hvilket en ubekiendt Autor, som her ender sin Historie, siges at have været hans Serail for Fruentimmer (i). (617)

(g) Lyschander taler om denne Dronning, vore andre Skribentere dermod røre intet om hende, hvorudover man kand have Aarsag at tvile om dette andet Giftermaal. Det synes i det ringeste, at Kong Erik ingen Dronning havde, da han undvigede Riget, efterdi han da tog Cæcilia med sig.

(h) Diar. frat. Minor. in Wisby som siger, at dette Slott blev anlagt 1411.

(i) Anon. Chron. Dan. Hic plurimas nobilium Uxores violavit.

Hvad Myntvæsenet udi Myntvæsenet.denne Konges Tiid angik, da var det kun i slett Tilstand, saa at derover bleve giordte mange Viser og Skand-Skrifte, og vidner (k) Historien, at Dronning Philippa derfor Kongen uvidende lod slaae bedre Mynt under samme Stempel. Ellers seer man, at paa den Tiid har været stor Mængde af Engelske Penge udi Dannemark; thi samme Dronning bragte en anseelig Sum med sig til Medgift. Blant andet en Skuepenge af Guld, som var værd mange Tusinde (l). Heraf kommer det, at Gulland da blev løsed tilbage for 9000 Engelske Nobler.

Udi det Kongelige Danske Vaaben skeede en merkelig Forandring udi Kong Eriks

Forandring i det Danske Vaaben.

Tiid; thi af ham bleve allerførst de 3 Løver satte udi Vaabenets første Qvarteer paa det Sted, hvor de endnu findes. Ja denne Konge er den første, der har saa distincte multipliceret det Danske Vaaben, og ladet det afdeele udi fleere Qvarterer, da de forrige Konger udi deres Indseigle have allene betient sig enten af de 3 kronede Løver eller Kaarset Dannebroge allene. Nogle meene, at de 3 Kroner, som findes udi dette Vaabens andet Qvarteer, betegnede de 3 Rigers Foreening, hvilken Meening synes ikke u-grundet, hvorvel samme 3 Kroner findes ogsaa udi nogle ældre Indseigle: Hvad

Lov og Rett.

lov og Rætt angaaer, da tilskrives Erico Pomerano den Gaards-Rætt som for Friderici 2 blev brugt her i Riget (m). Blant denne Konges Forordninger ere tvende merkelige. Den første, at ingen skal indfalde udi den andens Handtering, men at enhver skal nære sig af sin Profession og Handel alleene og en Bestillings-Mand af sin Bestilling. Iligemaade at ingen Handværks-Mænd udi nogen Kiøbsted maa blive Borgemester eller Raadmand (n). Den anden Forordning, om Kiøb og Sall, nemlig at de, som selge i store Partier, ikke maa selge i smaa. (618)

(k) Krant. hist. Dan. lib. 8.

(l) Crantzii Vandal. lib. 11. cap. 18.

(m) Lyschander siger, at han skrev den Skaanske Lovbog Anno 1401, men det er ligesaa rigtigt, som at han skrev den Danske Krønike.

(n) Edict. Hafn. Dominica Septuag. 1422.

Saaledes de som selge Klæde udi heele og halve Stykker, maa ikke sælge i Alen Tall, de som selge Øll udi Tønder, maa ikke selge udi Kander etc. (o). Af den sidste Forordnings Dato sees, at det Slott Haraldsborg endda har været til.

Man holder ellers gemeenligen for, at denne Konge har skrevet den Danske Krønike, som Lindenbrogius har udgivet. Samme Krønike begynder fra første Tiider, og

Critiqve over den saa kalte Erici Pomerani Danske Historie.

continuerer indtil Kong Erik Mendved Aar 1288. Nogle holde for, at samme Autor har været en Cistersienser Munk, efterdi han med saadan Fliid i Agt tager samme Ordens Historie. Men jeg veed ikke, at der tales uden een gang om Cistersienser Ordenen, og dens Stiftelse meget løsligen fortælles udi Kong Erik Ejegods Historie; hvorudover man deraf ikke kand slutte, at han har været af den Orden. Hvorom alting er, saa er det ikke troeligt, at Kong Erik har været Autor af denne Krønike; thi man seer ikke af Historien, at denne Konge har været saa lærd, at han har kundet skrive en Latinsk Krønike, hvor slett den end er skreven. Endeligen er til Sluttning her at merke, at Keyser Sigismundus 1434 den 10 April (p) gav Biskop Johan Skeel af Lybek, som tilforn havde været hans Secreterer, det Privilegium eller rettere solenniter confirmerede det, at de Holstenske Græver stedse herefter skulde tage deres Lehn af de Lybske Bispe udi Keyserens Navn.

Kong Erik regierede udi 42 Aar nemlig fra 1397, da han blev kronet til Konge i Calmar til 1439, da han forlod Rigerne. Men, vil man regne hans Regimente fra Dronning Margaretæ Død, da var det kun 26 Aar. Det er ellers merkeligt, at han selv udi sit Forsvars Skrift siger sig at have regieret udi 50 Aar og saaledes regner sin Regiering fra den Tiid, han blev kalden et Barn ind udi Dannemark. Han døde udi sin Alders 76 Aar, efterat han havde levet 20 Aar i Landflygtighed. Udi hans Tiid bleve de Barne-Kover og Podebusker, som uden Tvil ere Pomerske Adelige Familier, etablerede udi Dannemark. Udi denne Konges Tiid blev (619)

(o) Edict. Haraldsborg die Simonis & Judæ 1422.

(p) Vid. Diplom. de dato Basel sub aurea Bulla.

holdet det store Concilium til Costnitz, og finder man at Bisp Peder af Ribe, som Aar 1415 var paa samme Mode, var udi den 6te Session blant de Personer, som procurerede for den Tydske Nation (q).

Dannemarks Historie Tome 1 side 477 – 619

Christian IV