Dannemarks Historie 741 – 856

Jeg haver allerunderdanigst dediceret mit første og mindre Historiske Skrift til Eders Majestæt som Kron-Printz, og dedicerer nu i samme dybeste Underdanighed dette mit sidste og større Historiske Verk til Eders Majestæt som Konge; haaber allerunderdanigst, at Eders Kongelige Majestæt anseer med samme naadige Øjen det sidste som det første, helst, saasom mit stedsvarende Arbeide sigter til intet andet, end at erstatte nogenledes den Mangel, som her i Landet har været paa nødvendige Skrifter, i hvilken Henseende jeg ideligen har arbeidet, saa vidt som mine tinge Kræfter mig have villet tilllade. Eders Kongl. Majestæts allernaadigste Protection herudi skall give nye Kræfter ti at fuldføre det øvrige, som jeg haaber skall blive, saa vel Eders Kongl. Majestæt til Behag, som Publico til Nytte.

Jeg forbliver stedse

Eders Kongl. Majestæts

Min Allernaadigste Arve- Herres og Konges

Allerunderdanigste troe Tiener og Undersaat,

Bind 1 (856 sider), dækker 111 f.Kr. til 1513, i alt 1624 år.

Bind 2 (922 sider), dækker 1513–1648, i alt 135 år.

Bind 3 (736 sider + register) dækker 1648–70, bare 22 år.

__________________

Johannes,

Den anden Konge af den Oldenborgske Stamme.

Efter Kong Christians Død var Riget udi saadan Tilstand: Johannes.Denne berømmelige Konge havde ved et særdeeles fornuftigt og fredeligt Regimente forhvervet sig Anseelse og Kierlighed, saa vel blant Fremmede, som Undersaattere, saa at hans Søn Rigets

Tilstand ved hans Ankomst til Regieringen.

og Successor Johannes, som udi Faderens levende Live af Stænderne tilforn var antagen og hyldet, fandt udi Begyndelsen saa vit alting jævnet for sig. Ikke desmindre vare der dog efter Kong Christians Død adskillige Vandskeligheder at bestride. De Dytmarsker havde erhvervet Revocation af Keyseren paa det forhen givne Lehns-Brev, og derfor vare meere traadsige end tilforn. Stænderne udi Slesvig og Holsten tilegnede sig efter de Privilegier, de udi Kong Christians Tiid havde udpresset, en fuldkommen Vall-Rættighed saa vel til Slesvig som til Holsten, udi hvilken Paastand de ikke lidet bleve bestyrkede af Enke Dronningen Dorothea, som fandt sin Regning derudi, paa det at hun kunde spille den yngre Printz Friderich, som hun meest elskede, Førstendommet udi Hænderne. Foreeningen mellem Rigerne var vel ikke gandske brudt, men Sverrig var dog under egne Statholdere, (741)

(y) Bulla Pontificis de erigend. Ups. Acad. apud Scheff. in Upsalia antiqva.

(z) Svaning. hist. Chr. 1. Manuscr.

som søgte at fomentere den Kaaldsindighed, som havde reiset sig mellem Rigerne, saa at der behøvedes ikke liden Konst og Forsigtighed at foreene dem under et Hoved igien. Om disse U-leiligheder, som den unge Konge ved sin Ankomst til Regieringen havde at bestride, vil jeg her efter Orden noget korteligen melde.

Dytmarske Sager.

Hvad Dytmersken angaaer, da har jeg tilforn meldet, at Kong Christian af Keyser Friderich 3. erholt Lehns-Brev paa samme Land, saa at det skulde foreenes med Holsten og Stormarn, under Navn af et Førstendom. Til denne Foreenings Fuldbyrdelse havde Kongen anvendt stor Umage, men forgieves. Han lod Aaret for sin Død nemlig 1480 (a) beramme en stor Landdag til Rensborg, hvorhen Dytmerskerne ogsaa bleve stevnede. Der lod Kongen deres Deputerede viise og forelæse det Keyserlige Lehns-Brev, og paastod, at de skulde erkiende og hylde ham for deres Lands-Herre. Men de svarede, at Keyseren ikke var berettiget at underkaste dem noget fremmed Herskab eller at han var ikke vel informeret om deres Rætt (b). De sagde sig at have deres egen Herre nemlig Erke-Bispen af Bremen, og at de stedse havde ligget under det Bremiske Stift siden deres sidste Arve-Herres Grev Hartvigs Død. Kongen lod dem derimod svare, at der siden ovenmeldte Grev Hartvigs Død adskillige Forandringer vare forefaldne udi Dytmarsken; thi Landet havde siden under Kong Waldemar 2. ligget under den Danske Crone og derefter en tiidlang staaet under de Holstenske Grevers Herrskab, hvorfore Keyseren ikke havde andet giort end at underkaste Landet paa nye det gamle Herskab, hvorfra det havde afsondret sig.

Men som Dytmarskerne havde erhvervet kort efter Kongens Død Revocation af det Keyserlige Lehns-Brev, saa at de paa nye igien bleve underlagde det Bremiske Stift, agtede de ikke disse Forestillinger, men udi Begyndelsen af Kong Johannis Regiering viisede sig heel traadsige, og fremturede udi deres U-lydighed indtil Kongen omsider maatte gribe til Gevæhr, hvorom videre skal tales, naar ieg kommer til den bekiendte Dytmarske Krig. (742)

(a) Peters. Chron. Holsat. part. 4.

(b) Crantz. Saxon. lib. 12. cap. 27.

Slesvig-Holstenske Sager.

De Slesvig Holstenske Sager betreffende, da begav Kong Hans sig med sin unge Broder Printz Friderich udi det Aar 1482 til Holsten for der at lade sig hylde af Stænderne. Men de samme beraabte sig paa de Friheder, som dem vare givne af Kong Christian, nemlig at det skulde være dem tilladt at udvælge til Lands-Herre, hvilken af de Kongelige Børn, som de vilde, hvorudover samme Tiid intet blev foretaget, men Sagen blev opsatt til en anden Sammenkomst, som siden blev holden til Slesvig, hvor Kongen fornyede sin Paastand, og begierede at forlehnes med Holsten og Stormarn af den Lybske Biskop Albert Krummedige, saasom samme steds Bisper efter Keyserlig Bevilning vare berettigede til saadan Lehns-Act. Men Sagen blev igien opsatt, saasom Stænderne paastode, at Kongen først maatte forlige sig med sin Broder. Til dette at forstaae maae man vide, at Kong Christian ved sin sidste Villie havde besluttet og forordnet, at hans ældste Søn Hans skulde beholde Riget, og at Førstendommerne Slesvig, Holsten og Stormarn skulde indrømmes hans anden Søn Friderik allene, hvorvel man kunde have saadant Testament mistænkt, saasom det beroede allene paa Dronning Dorotheæ Sigende, som vidnede, at det var Kongens Villie. Til denne skadelige Deeling var Dronning Dorothea Aarsag, hvis Kierlighed til den yngste Søn Friderik (c) var saa stor, at alle hendes Tanker vare henvendte til hans Høyhed og Forfremmelse, og, saasom det synes af Historien, at hun har haft Kongens Hierte i sine Hænder, saa var det hende ikke vanskeligt at bevæge hendes Herre til at giøre saadan Erklæring paa hans Yderste. Den samme habile Dronning glemte ey heller at incaminere Sagen hos de Slesvig-Holstenske Stænder, og det med des større Fremgang, Eendeel, fordi bemældte Stænder ønskede heller at have deres egen Lands-Herre end at dependere af Riget, endeel ogsaa, efterdi de, ved at antage den yngre Broder, finge desmeere Leilighed at bestyrke den Vall-Rettighed, som laae dem saa meget paa Hiertet, og var dette Aarsag (743)

(c) Rosefontanus in vita Johannis taler saaledes derom: Regina etsi utrumqve filium enixa erat, majore tamen filium natu minimum more matrum qvam majorem semper amore prosecuta est.

til de Udflugter og Forhalninger, de brugte imod den nye Konge; thi man seer klarligen deraf, at deres Forsætt var gandske at udslette ham fra Successionen udi Førstendommerne, hvorvel de af Frygt for den Kongelige Magt ikke strax turde gaae lige til Verks. Det er ogsaa troeligt, at de ikke vilde beraabe sig paa den salige Konges Testamente, paa det at de derover ikke skulde giøre Skaar udi deres Vall-Rættighed. De søgte derfor i Begyndelsen at dysse Kong Johannem i Søvn med gode Ord, og at beramme et Mode efter et andet, for at opholde Sagen, indtil de kunde faae Leilighed at sætte dette Forsætt i Verk.

Endeligen udi November Maaned af samme Aar tog man Masken af, da begav Dronning Dorothea sig mod Kongens Videnskab til Kiel for der at lade hylde den yngre Søn Hertug Friderik. Men Kongen, saa snart han fik Tidender derom, iilede han til Holsten med hans Raad, protesterende mod Dronningens og Stændernes Foretagende (d). Han paastod mod Stænderne, at de ingen Vall-rættighed kunde tilegne sig, og mod Dronningen, at det Kongelige Testamente, som var til Rigets Svekkelse, ikke kunde gielde. Efterat man nogen Tiid havde tvistet derom, og Dronningen, saavelsom de Slesvig-Holstenske Stænder fornumme, at det vilde blive farligt at irritere saadan mægtig Konge for meget, hvilken kunde sige: Medens I føre eders Rætt ud i Pennen, vil jeg imidlertid tage Landet ind, funde de omsider for got at foreslaae et Forliig om Førstendommernes Deeling mellem Brøderne, hvortil Kongen ogsaa beqvemmede sig. Til den Ende blev det Slesvig-Holstenske Ridderskab forskrevet til Kiel Mandagen efter Martini udi samme Aar, og blev da besluttet, at Førstendommene skulde deeles mellem Brøderne, hvilket ogsaa skeede saaledes, at hver af dem fik sine visse Stæder. Skiftet skeede saaledes:

Den første Slesvig Holstenske Deeling. (744)

(d) Crantz. Saxon. lib. 12. cap. 32. undskylder ikke allene Dronningen, men siger, at hun selv vilde, at Kongen skulde have en Deel udi Førstendommerne; sciebat fluxam esse fidem Regnorum.

Kong Hanses Deel

Flensborg

Rensborg

Synderborg

Haseldorf

Norborg

Hanrove

Apenrade

Femern

Segeberg

Hertug Fridriks Deel

Gottorf

Trittov

Tündern

Oldenborg

Hadersleben

Plöen

Tyle

Kiel

Steinborg

Denne Deeling siger Petersen (e) at være skeet strax efter Hyldingen, og meener Hammelman, at Kongen derved ikke glemte at tage sin Fordeel udi agt, og at forsyne sig med de beste og vigtigste Stæder. Men Hvitfeld er dem herudi begge imod, sigende, at Deelingen skeede ikke førend 1490, da Hertug Friderik først havde naaet sine myndige Aar, item at Kongen gav Hertugen Vallet, saa at det ikke er troeligt, at Hertugen haver taget de (f) sletteste Stæder. Og saasom de første ikkun løsligen, men den sidste Skribent derimod omstændigen beskriver denne Deeling, er det sikkerst at følge den sidstes Fodspor. Med mindre man vil sige, at Deelingen blev besluttet strax efter Hyldingen til Kiel 1482, men Fuldbyrdelsen blev forhalet til 1490, da den allerførst kom til Effect udi den Sammenkomst, som skeede til Gottorp den 5 Januarij, og kand saaledes disse Skribentere foreenes med hinanden. Ved denne Deeling meenede man at have lagt Grundvold til en bestandig Fred udi Førstendommene, men Tiiden har viiset, at den har været en stedsevarende Kilde til utallige Uleyligheder. Kongen fandt ellers ved Førstendommernes Tiltrædelse en stor Forvirring sammesteds, helst udi det Slesvigske, hvor fast alle Stæder, Slotte og publiqve Indkomster vare pandsatte af hans Fader, som dertil var bleven dreven for at tilveye bringe de store Penge-Summer, som behøvedes (745)

(e) Peters. Chron. Holsat. part. 4.

(f) Hammelman. Chr. Old. part. 3. Hvitf. pag. 1004.

for at fornøye Prætendenterne til Holsten og Stormarn. Dette foraarsagede, at Kongen maatte paabyde en almindelig Skat, saavel udi Riget som udi Førstendommene for at betale sin Hr. Faders Gield, og at tilbage løse de pandsatte Stæder, saavel paa sin egen som paa sin Broders Vegne, hvis Formynderskab han da paatog sig. Om da Flensborg allerførst blev løset tilbage, skal jeg ikke kunde sige; thi jeg finder blant Lambecii udgivne Hamborgske Diplomata at Flensborgs Stad og Slott blev pandsatt til Lybek og Hamborg 1470 (g).

Jacob Uhlefeld comp. Historico siger, at Kongen accorderede da Hertug Friderik den Titul Arving til Norge, og raisonerer som en fornuftig Stats-mand derover saaledes: Denne Titul kunde ikke med nogen Rett gives de Holstenske Herrer arveligen; thi efter Rigernes Foreening vare Dannemark og Norge udi lige Casu, saa at de Norske havde Vall-rett saavelsom de Danske, dog saaledes at begge Riger vare forbundne til at have tilfælles Konge. I den Henseende tilegnede sig hverken Kong Erik af Pomern ey heller Kong Christoffer af Bayern meere Rett til Norge end til Dannemark, skiøndt de vare Dronning Margaretæ rette Arvinger (h) saa vit denne store Statsmand, men derom skal tales meere paa et andet Sted.

Efterat begge Herrer vare hyldede udi Førstendommene, blev den Stad Hamborg

Kongen og Hertug Friderik hyldes i Hamborg.

og anmodet om Hylding, og paastode Herrerne, at den maatte skee eedligen, ligesom Christianus 1. den havde forlanget. Men Raadet og Almuen i Hamborg vegrede sig nu saavelsom da for at aflægge Eed, hvorfore ogsaa denne Hylding skeede paa samme Maade, som den forrige. Indtoget skeede udi Staden den 5 Novembr. 1482. Kongen og Dronningen vare geleidede af 600 Hæste, og havde efterfølgende Herrer med sig: Hr. Albert Krummedige Biskop til Lybek, Karl Rønnov til Othense, Niels (746)

(g) Diplom. Christ. 1. apud Lambec. de custodia Urbis & arcis Flensb. Lubec. & Hamborg. commissa dat. Segeberg. 1470. Udi dette diplomate er merkeligt, at de Holstenske Herrer, som der nævnes, kaldes die Duchtige Knapen.

(h) Jacob. Uhlef. comp. hist. Dan. manuscr. biblioth. Dannesk.

Glob til Viborg, Grev Adolph til Oldenborg og Delmenhorst, Hr. Johan Ibsen Cantzeler, Hr. Erik Ottesen Hofmester, Hr. Hans von Ahlefeld Ridder og Henrik Rantzov Lehnsmand paa Steenborg. Da bleve Kongen og Hertugen som Holstenske Førster af Hamborgerne erkiendte for deres Overherrer, og Stadens Privilegier bleve af dem confirmerede; Kongen forlod derpaa Staden, og begav sig til Riget igien, efterat han saaledes havde ordineret sine Sager udi Førstendommene.

Handel med Sverrig.

Hvad Rigernes Sager angik, da lod Dannemarks Raad strax efter Christiani 1. Død affærdige Skrivelser til de Norske og Svenske for at tilkiende give dem deres Herres dødelige Afgang, og at begiære, at alle 3 Rigers-Raad maatte komme sammen til Halmsted for at raadslaae om et nyt Konge-Vall udi Kraft af den Calmarske Foreening, paa det at Rigerne stedse maatte blive sammenbundne. Saadant blev samtykt af de Norske og Svenske, og blev udaf Sverrige beordrede visse Mænd, som dette Mode skulde bivaane. Blant dem var ogsaa Sverrigs Gouverneur Steen-Sture. Samme Steen Sture saae vel intet meere ugierne end Rigernes Foreening, saasom den skildte ham ved hans Myndighed og Regimente udi Sverrig, dog, saasom han merkede, at de fleste af Stænderne vare for at fornye det Calmarske Forbund, holdt han gode Miner, og begav sig med de andre Deputerede paa Reisen til Halmstad. Men, da han kom til Vadstena, stillede han sig syg an, lod som han ikke kunde følge de andre, til hvilke han overleverede sit Indseyl, og gav dem Fuldmagt at giøre og lade alting, ligesom han selv personligen kunde være tilstede. Denne Stats Sygdom lykkedes ham saavel, at der blev intet af Modet samme gang; thi, som det Svenske Raad merkede, hvorudi Sygen bestod, vilde ingen gaae videre fort. Herudover udvalte de Danske Johannem til Konge, og tog han af Adel og Almue udi Dannemark paa nye igien til Kallundborg 1482 Hyldings Eed, endskiønt Riget tilforn havde svoret ham udi hans Hr. Faders Tiid. Hvorpaa Dronning Dorothea overleverede ham alle Rigets Slotte, hvorvel han endda ikke var kroned. Der fandtes strax de som merkede af de Svenskes Opførsel, at intet laae dem mindre paa (747) Hiertet end Rigernes Foreening, og derfore raadde Kongen at sætte frugtesløse Negotiationer til Side, og at bane sig Vej til den Svenske Throne ved Sverdet. Kongen havde ogsaa strax fuldt deres Raad, hvis Enke-Dronningen Dorothea ikke havde holdet ham tilbage (i); thi, som samme Dronning havde af Erfarenhed fornummet, at der var intet at vinde ved Magten, og at en Krigs-Declaration tienede ikke til andet end at foreene Adel og Almue i Sverrig at figte som en Mand mod Kongerne, saa holdt hun for, at det eeneste Middel for Kongen at komme til sin Rætt var at lade de Svenske være u-anfægtede, saasom de snart efter Sædvane vilde falde til indbyrdes Krige igien, hvilke omsider vilde drive dem til frivilligen at antage deres rætmessige Konge. Med saadanne idelige Formaninger hindrede denne fornufftige Dronning Krigen saa længe hun levede: Kongen satt derfore Krigs-Tanker til Side, og blev ved at vindicere sin Rætt ved Negotiationer og venlige Underhandlinger.

Det Danske Raad handlede derfor paa nye igien med de Svenske om et Mode til Halmstad, og bragte det saa vidt, at Steen-Sture berammede en nye Sammenkomst; men, medens han lod tilkiende give den Nidkierhed, han havde for Rigernes Foreening, arbeidede han under Haanden med Erke-Bisp Gauthe udi Trundhiem at bringe de Norske fra Forbundet, og overtalede dem ingen at skikke til det Halmstedske Mode, paa det at de Svenske deraf kunde tage Anledning at giøre Modet ogsaa denne gang frugtesløst, hvilket ogsaa skeede; thi da Sammenkomsten skeede, og ingen af de Norske mødte, undskyldte de Svenske Deputerede sig for at træde til nogen Slutning, førend alle Rigers Fuldmægtige vare samlede. Den udvalte Konge merkede deslige Intriguer, indlod sig udi Handel med bemeldte Erke-Bisp Gauthe og det Norske Raad, forestillede dem Foreeningens Nytte, og forsikrede dem saaledes om deres Privilegier og Friheder, saa at de omsider lovede at ville møde. (748)

(i) Rosefontan. in vita Joh.

Effterfølgende Aar 1483. den 20. Julii, mødte da de Norske Fuldmægtige tillige med de Danske til Halmsted, men, som de Svenske komme ikke førend længe derefter, og man tydeligen kunde merke, at dette store Verk laae dem lidt paa Hiertet, da, paa det at de Svenske ved Anledning af videre Opsættelse ikke skulde faae Tiid til at spille nye Intriguer udi Norge igien, dreve de Danske og Norske Fuldmægtige, som da vare nærværende med saadan Iver paa Foreeningen, at den endelig til samtliges Fornøjelse blev sluttet, og blev da Johannes samtykt til Dannemarks og Norges Konge, og Plads blev laden de Svenske for siden at træde til Forbundet med de andre. Derpaa blev den Kongelige Haandfæstning udgiven (m) og underskreven af Dannemarks og Norges Raad nemlig Jens Erke-Bisp til Lund, Oluf til Roskild, Karl til Odense Bisper, Erik Ottesen, Claus Rønnov, Styge Nielsen, Johan Oxe, Knud Knudsen, Verner Pasberg, Axel Laugsen, David Hack, Jens Due, Erik Ageson, Eskild Gøye Riddere, Peder Nielsen Lands-Dommer i Skaane, Bendt Bilde Dannemarkes Raad paa samme Riges Vegne; Gauthe Erke-Bisp udi Trundhiem, Hans i Bergen, Karl i Hammer Biskoper, Joen Smør, Boe Flemming, Gude Kane, Svend Galde Riddere, Anders von Bergen og Otto Madsen Væbnere, Fuldmægtige paa Norges Vegne.

Denne Haandfæstning er dateret in Festo Purificationis Anno 1483 og indeholder fast intet uden hvad som er indført udi Christiani 1. Handfæstning, hvorfore jeg den ikke her vil opregne. Det merkeligste, som i sær derudi findes, er at 3 af hvert Riges Raad 1 Bisp og 2 Riddere udi alt 9 Raads-Herrer beskikkedes at møde eengang hvert Aar for at raadslaae om Rigernes Beste, og skulde slige Moder skee vexelviis et Aar udi Kongsbakke det andet i Lodisse og det 3die udi Kongelle. Dette er ogsaa merkeligt, at all Told i Sverrig blev paabudet at aflegges udi Sølv til Myntens Forfremmelse, saa at ingen Tolder skulde have Magt at tage for Told Klæde, Salt, Humble eller andre Varer, hvoraf sees udi (749)

(m) id. capitul. Reg. Joh. pag. 965. seqv.

hvilken Tilstand Toldvæsenet maa have været for denne Konges Tiid, nemlig at Kiøbmænd have paa Toldbodene, i Steden for Penge, givet Vahre, hvilken Sædvane Kong Hans afskaffede, efterdi hans Øjemerke var at forfremme det Danske Myntevæsen, saasom han ogsaa er den første, der har ladet slaae de store Sølv-Penge, som udi Størrelse ligne de Stykker, som siden bleve kaldne Joachims Daler eller Dalere. Ellers bliver udi denne Haandfæstning handlet om de Svenske Privilegier saavelsom om de Danske og Norske, endskiønt de Svenske Fuldmægtige da ikke vare nærværende. Men man lod Plads og Rum staae aaben for dem, i Fald de vilde træde i Forbundet, og antage Johannem til Konge.

Udi samme Aar 1483 den 18. May blev Johannes kronet til Konge udi Dannemark tillige med sin Dronning Frue Christine (n) som var Hertug Ernstes Dotter af Sachsen, og blev Kronen dem paasat af Erke-Bisp Jens Brostorp. Otte Dage efter denne Kroning begav Kongen sig til Skibs til Norge, kom først til Opsloe, og derfra reisede over Land til Trundhiem, hvor han iligemaade den 20. Julii (o) blev kroned til Konge over Norge. Nu stode allene de Svenske Sager tilbage; men det var den vanskeligste Knude. Stænderne udi Sverrig stillede sig vel an, som de vare reede til at fornye det Calmarske Forbund, og at antage Kongen. Men forrige Tiiders Saar var endda ikke læget, og Mistanken var saa stor, at de Svenske Stænder ginge frem ligesom paa Gløer, og er ingen Tvil paa, at den habile Gouverneur Steen-Sture jo contribuerede dertil, alt hvad han kunde, endskiønt han offentligen lod sig merke ingen Afskye at have for Foreeningen. Den Forbindelse, som var giort mellem Dannemark og Norge, hvilken han af all Magt havde søgt at hindre, forrykkede ikke lidet hans Concepter, og foraarsagede, at han tillige med Adelen i Sverrige begyndte at blive meere føjelig. Ja mange af dett Svenske (750)

(n) Anonym. Chr. Sclav. kalder hende Catharina, hvilket er falskt.

(o) For dette Datum vil jeg dog ikke garantere, efterdi det ovenanførte Halmstedske Forbund er dateret samme Dag, og underskrevet af det Norske Raad som da Sammesteds var tilstede.

Raad, som ikke kunde lide, at de skulde regieres af deres Ligemænd, begyndte at see Herr Steen Sture an med skeele Øjen, og dreve med saadan Iver paa Foreeningen, at man omsider fandt for got at skikke Thure Bentsøn, Aage Jenssen, Carl Bentsen og Lindorm Biørnsen til Kiøbenhavn for at handle om et Mode til Calmar, hvilket ogsaa af Kongen blev samtykt. Sammenkomsten skeede den 11. Novemb. 1483 af Rigernes Fuldmægtige, da de Svenske vegrede sig ikke for at antage Kongen, naar det kunde skee Riget til Nytte og Fordeel, og, naar man vilde indgaae visse Artikler med dem, hvilke blant andre derudi bestode: At Kongen skulde betale all den Gield, som hans Herr Fader Kong Christian havde giort udi de 3 Riger, og erstatte den Skade, som Undersaatterne var skeed. At han skulde først afgiøre den Tvistighed, som Sverrig havde med Dannemark angaaende Gulland, og med Norge angaaende Skiørdal og Svarteqverne. Disse og andre Punkter bevilgede de Danske Commissarier, hvorpaa den bekiendte Calmarske Recess blev giort (p).

Steen-Sture i sær for sin Person blev forsikred om det, som han forlangede. Hvorudover han lovede at overlevere Kongen Riget. Men det varede over 14 Aar, førend saadant skeede, eftersom bemeldte listige Mand ikke fandt sin Regning ved

Steen Stures Characteer

saadan Forandring som af en Riges Regent giorde ham til en simpel Undersaatt, og derfore søgte adskillige Udflugter. Samme Steen Sture var efter Kong Carls Død bleven udvalt til Rigs Forstander udi Sverrig, saasom de Svenske ansaae ham som den dygtigste og værdigste Mand til saadant høyt Embede. De bleve ogsaa ikke bedragne udi deres Tanker; thi han forestod Riget med saadan Viisdom udi mange Aar, saa at de Svenske syntes ingen synderlig Lyst at have til andet Regimente; thi han var hurtig, aarvaagen og tapper, var ogsaa en stor Mester i at forstille sig, saa det var meere ved Intriguer end ved Sverdet han giorde Dannemark Afbrek. Hans største Talent bestod derudi, at han saalænge kunde conservere sin Myndighed blant et uroeligt Folk, der ikke kunde skikke sig i at lade sig regiere af Konger, end sige af deres Ligemænd; (751)

(p) Recess. Calm. die Nativit. Virg. 1483. p. 977.

thi, endskiønt han havde en overvættes stor Ambition og Ære-syge, syntes han dog ingen at have, og derfore var anseet af de Svenske som en Mand, hvis eeneste Øyemerke var at beskytte Folkets Frihed. Saa tit der handledes om at underkaste sig Konge-Regiering, stillede han sig saa ivrig derfore som nogen anden, men brugte derimod alle optænkelige Konster for at hindre saadant at komme til Execution; thi han viste paa en særdeeles subtil Maade at giøre den Danske Regiering sort, og var særdeeles riig paa Udflugter og Paaskud for at hindre Kongen at komme paa den Svenske Throne, ja, naar alting ikke kunde hielpe, vidste han at giøre sig syg. En saadan Mand var denne Steen Sture, som Kong Hans havde at bestille med, og af hvilken den Svenske Krone blev ham udi saa mange Aar giort disputerlig. Han holdtes for at nedstamme af en gammel Holstenske Familie, hvilket dog nogle Svenske Skribentere nægte. Dette seer man dog af de Sturers Vaaben, at han var af anden Familie end Svante Nielsen Sture, som succederede ham udi Rigets Administration, hvorom alting er, hvis han ikke var af de ældste Svenske Familier, saa var han dog en af de største Mænd, som Sverrige har til veye bragt.

Strax efter den Calmarske Recess, udi hvis Krafft Kongen skulde antages i Sverrig, drev denne habile Mand paa, at de Tvistigheder angaaende Gulland, Skiordalen og Svarteqverne først maatte afgiøres. Den Tvistighed om Gulland var af saadan Beskaffenhed. Jeg har udi foregaaende Historie offte antegnet, at denne vigtige Øe fra Waldemari 3. Tiider har været Tvistens Æble mellem Dannemark og Sverrig. Jeg har ogsaa viiset, hvorledes Gulland kom udi de Prydsiske Ordens Herrers Hænder, og hvorledes Landet blev igien tilbage løset fra de samme. Iligemaade hvorledes dermed bleve forlehnede de Axel-Sønner. Samme Axel-Sønner vare Danske Herremænd 9 Brødre nemlig Hr. Aage, Herr Lauritz, Herr Oluf, Herr Peder, Herr Kield, Hr. Iver, Hr. Erik, Hr. Philippus og Hr. Anders Axelsen; Af dem have nogle begivet sig til Sverrig, hvis Aarsag er viiset udi Christiani 1. Historie, og komme der ikke udi mindre Anseelse end de andre vare udi Dannemark; ja Erik Axelsen blev Sverrigs Riges (752) Forstander. Herudover findes endnu baade Svenske og Danske Axelsønner, som ere bekiendte under det Navn af Totter. En af disse 9 Brødre nemlig Oluf Axelsen fik Gulland udi Pant af Kong Christian, efterdi han havde ladet sig bruge til at indtage samme Øe for Kongen. Karl Knudsen anvendte stor Umage for at faae Gulland fra de Axelsønner, hvilke regierede Øen som Souveraine Herrer. Efter Oluf Axelsen faldt Landet til hans Broder Iver Axelsen, hvilken Kong Carl gav sin Dotter til Ægte paa de Vilkor, at Gulland skulde indrømmes til Sverrig. Men Iver Axelsen beholdt baade Princessen og Øen, og regierede den med Kongelig Myndighed. Dette var Aarsag, at de Svenske saa hæftig paastode Gullands Restitution, og ikke vilde beqvemme sig til at antage Kong Hans, førend saadant blev fuldbyrdet. Ingen fandt sin Regning meere ved denne Paastand end Gouverneuren Steen Sture; thi at betinge sig Gullands Restitution, førend Kongens Antagelse og Kroning, var udi visse Maader at nægte Kongen sin Rætt til Sverrige, efterdi Iver Axelsen havde satt sig saa fast paa Gulland, at man ikke uden med Magt og Møye kunde faae Øen af hans Hænder. Denne Sag studsede derfore Rigernes Foreening. De Danske dreve paa, at Kongen først maatte krones i Sverrig. De Svenske derimod paastode, at Gulland først skulde gives tilbage, og, saasom saadant var vanskeligt saa hastig at tilveye bringe, afmalede Steen Sture denne Vanskelighed som en Uvillie hos Kongen, og forestillede de Svenske Stænder, at, hvis de nu ingen Rætt kunde faae, de da langt mindre kunde vente sig nogen, naar Kongen blev fast udi Sadelen. Saaledes varede Misforstanden længe mellem Rigerne, og, naar Kongen raabte paa Kronen, raabte de Svenske paa Gulland, og vandt ingen derved uden Steen Sture, som imidlertid blev ved Sverrigs Riges Administration. Hvad Udfald ellers denne Tvistighed om Gulland havde, item hvorledes og af hvad Aarsag Iver Axelsen siden overgav Øen til Kongen, skal paa et andet Sted videre omtales.

Hvad Førstendommenes Sager angaaer, da har jeg tilforn antegnet, at Kongen saavelsom Hans Broder den unge Hertug Friderik begge vare antagne som regierende Førster udi Slesvig og (753) Holsten. Dette saae Kongen vilde udi fremtiden foraarsage Uleylighed, og i det ringeste skille Riget ved den halve Deel af samme Førstendom, helst, om hans Broder fik mandlige Arvinger, paa hvilke den eene Deel vilde forplantes; herudover greb han til en subtil Invention for at forebygge saadan Uleylighed, skikkede sin unge Broder strax udi det Aar 1483 til Cøln at studere, og forhvervede ham sammesteds et Kannikdom eller geistligt Lehn, forhaabende siden at hielpe ham til en Bispestoel, og conseqventer at befries fra saadan Rival, og beholde

Holstenske Sager.

Førstendommene allene. Men, da den unge Hertugs Venner merkede, hvorhen Kongen sigtede, overtalede de ham til at resignere samme geistlige Lehn, hvilket ogsaa skeede; Thi hand forloed Skoelen mod Kongens Villie og Videnskab, og begav sig til Førstendommene igien for at antage og selv at regiere den Deel, som ham kunde tilkomme. Og meenes der, at Dronningen var det fornemmeste Instrument til at smidde dette Verk, saasom intet laae hende meere paa Hiertet end denne hendes Favorit Søns Høyhed. Hvad, som ellers merkværdigt passerede dette Aar udi Holsten, var, at den foromtalte Henning Pogvisks Børn (q) finge Frihed at komme til deres Fæderneland igien, og der at tage deres Arvegods udi Possession. Jeg har udi Christiani 1. Historie antegnet Aarsagen, hvorfore samme Henning Pogvisk kom udi Landflygtighed, og at Kongen ved ingen Intercession kunde bevæges til at give ham sin Frihed igien. Men efter hans Død tog Kong Hans hans Børn til Naade, saa at de nøde deres Fæderne-Gods igien, men de Penge, som de havde at fodre af Regieringen, bleve dem ikke tilbage givne. Paa samme Tiid lod Kongen udskrive en Land-Dag til Flensborg, hvor der blev handlet igien om at fornye og stadfæste Stændernes og Stædernes Privilegier. Derover blev vel et Skrift forfattet, men blev af Kongen ikke forseiglet. Paa samme Tiid blev ogsaa en Skatt bevilged, som den Holstenske Krønike vidner at have beløbet sig til 200000 (754)

(q) Peters. Hols. Chr. part. 4. hos ham heede Henning Pogvisks Børn Henning og Wolf, men hos Hvitfeld Claus i Steden for Wolf; bemeldte Hvitfeld anfører ogsaa deres Fred til det Aar 1488.

Gylden. Anledning til denne store Skats Paabydelse var Fornødenhed til den store Gields Betaling, som Christianus 1. var geraaden udi, eendeel for at udkiøbe sine Medbeylere til Førstendommene, eendeel ogsaa for at føre Krigen mod Sverrig. Riget blev ey heller forskaanet for denne Skatt; men, ligesom der af hver Ploug udi Førstendommene gaves 2 Gylden, saa gav hver Bonde udi Danmark 3 Mark og hver Jordegn en Rehnsk Gylden.

Men det Allermerkværdigste, som udi dette Aar 1483 tildrog sig udi Holsten, var det store Oprør udi Hamborg, hvortil gaves saadan Anledning. Dannemark søgte

Oprør udi Hamborg.

ofte at hæmme Hansestædernes Handel paa Island. Raadet havde ogsaa i den henseende ladet indføre udi Kong Hanses Haandfæstning, at Hansestæderne skulde forbydes at handle paa Island. Men, at saadant ikke var fuldbyrdet, sees af de Besværinger, Almuen udi Hamborg dette Aar førte mod deres Øvrighed, beskyldende nogle af dem, at de for deres egen Nytte og Fordeels Skyld lode føre saa meget Korn udaf Staden til Island, at mange fattige Folk derudover maatte lide Hunger og Nød. Den onde Tanke, som Almuen derudover havde fattet mod Raadet, tog dagligen saaledes til, at man frygtede for Oprør. Og, som udi deslige Tilfælle den gemeene Mand aldrig fattes Anførere, saa gav sig her an en Bødiker ved Navn Henrik

Henrich von Lohn.

von Lohn, hvilken engang, da Borgerne vare forsamlede, begyndte med høy Røst at haranguere mod Øvrigheden, som han beskyldte allene at see paa deres eget Beste, og ingen Omsorg at have for Staden, hvor Almuen leed Nød og Mangel paa Levnets Midler, efterdi de Store og Rige udførdte Korn og Qvæg til Fremmede. Denne oprørske Tale kom Raadet strax for Ørene, hvorudover man strax lod gribe denne dristige Mand, og kaste ham i Fængsel. Men ved dette Middel vandt man ikke andet end at kaste Olie i Ilden; thi Henrik von Lohns Anhængere rottede sig strax sammen, og besluttede med Magt at tage ham ud af Fængslet igien. De toge deres Tempo da i Agt, da Raadet var bortreist af Staden, og omringede paa Vejen til St. Peders Kirke een af de Borgemestere, som var bleven hiemme og anholdte med Trudseler hos ham om Henrik von Lohns Løsgivelse, og, som den ældste Borgemester endelig (755) af en Hændelse eller for at assistere sin Collega, der ogsaa lod sig indfinde, nødde de dem begge at gaae med sig til Fengslet, og det med saadan Hidsighed, at den yngste Borgemester paa Vejen bekom et Ørefigen, saa at Blodet løb ham ned af Ansigtet. Da de nu komme til Fængslet, blev Dørren med Magt opslagen, og den fangne Henrik von Lohn blev strax udtagen. Den ældste Borgemester lode de gaa sin Vei, men den yngste maatte med sit blodige Hovet følge Henrik von Lohn til hans Huus, og derpaa forlade Staden. Men dermed endtes ikke Oprøret; thi Borgerne samlede sig derpaa sammen, lode Storme-Klokken ringe, saa at alting havde Anseelse til indbyrdes Krig. Den ældste Borgemester, som meenede sig at formaae noget hos dem, skikkede dem da Bud, og lod dem bede, at de vilde give dem tilfreds, og gav tilkiende, at Freddagen derefter Raadet skulde samles, og da overlægge, hvad som kunde være til Almuens Beste. Men han fik det haanlige Svar, at, hvis Borgemesteren vilde Borgerne noget, var det billigt, at han kom til dem. Dertil beqvemmede denne gode Borgemester sig, gik selv til dem, og formanede dem med saadan Sagtmodighed, og de skilledes ad, og alting blev stillet. Derpaa begyndte man at handle om Forliig. Imidlertiid, saalænge som U-roeligheden varede, havde Borgerne Nøglene til Stads Porterne, og beskikkede hver Dag Vagten, frygtende, at Fremmede ellers skulde indlades udi Staden for at bestyrke Øvrighedens Parti. Dermed lode de Oprørske sig ikke nøje, men søgte at anmasse sig Stadens Regimente, og omsider, for at komme til saadant Maal, besluttede at myrde Raadet med de fornemmeste Borgere St. Hans Aften, paa hvilken Tiid Raadet og de fornemmeste Borgere plejede at samles: Og, for at sætte Smykke paa saadan hæslig Gierning, opdigtede de saadan Løgn. En Handverks Mand skulde foregive sig at have faaet et Brev fra sin Broder udi Lybek af den flygtige Borgemester, at den samme havde forbundet sig med den Lybske Magistrat mod Borgerskabet udi Hamborg, og at Borgemesterne udi Lybek skulde lade sig indfinde St. Hans Dag udi Hamborg. Over dette Rygte, som med Flid blev udspredet for at sverte Raadet, bleve mange gode Borgere allarmerede. Nogle af (756) bdem bade denne skalkagtige Handverks-Mand at give Magistraten saadant tilkiende; Men, som han svarede, at Raadet saadant allerede vidste, lod man ham opkalde paa Raadhuuset, og der examinerede ham, og som han hverken kunde beviise, hvad han havde sagt, ey heller producere det omtalte Brev, som han vidnede sig at have i Stykker revet, blev han som en aabenbare Løgner kasted i Fængsel, og, endskiønt hans oprørske Stald-Brødre saadant fortrøde, turde de dog ikke hindre det, efterdi mange

En stor Deel Oprørske blive rettede.

fornemme Borgere istemmede med Raadet udi den Sag. Men Forbitrelsen formeeredes derover hos de Oprørske. Endeligen, da Raadet engang med Borgerne vare forsamlede paa Raad-Huuset, kom en Skibsbygger med en Hob Oprørske, og vilde med Magt trænge sig ind paa Raad-Huuset, men de finge saadan Modstand, at de maatte vige tilbage, og Skibsbyggeren blev tillige med en anden greben og fængslet. Herpaa raadførede Øvrigheden sig med Borgerne, hvad man skulde foretage med disse oprørske Fanger, og blev der besluttet, at deres Process dem skulde formeres, hvilket ogsaa skeede; thi man dømte dem til Døde, og lode dem halshugge paa Bierget ved St. Peders Kirke.

Hvad Henrik von Lohn angik, som var Stifter af dette Oprør, da tildrog sig med ham en merkelig Hændelse: En Adels-Mand ved Navn Freytag kom samme

Henrik von Lohns

Fata.Tiid med sin Frue til Hamborg. Den samme foregav, at Henrik von Lohn var hans Vorned, og formanede ham hemmeligen at kiøbe sig løs, paa det at saadant ey skulde spørges udi Staden. Henrik von Lohn blev derover saa forbittret, at han søgte at ophidse den heele Stad mod samme Herremand, hvorudover han fandt ikke raadeligt at forblive længere udi Hamborg; men reisede bort, og efterlod sin Frue for at forfølge sine Prætensioner. Hende tracterede Henrik von Lohn meget skammeligen, hvilket foraarsagede, at hendes Husbonde skrev Raadet til, og forlangede Satisfaction, og, som Raadet og de skikkeligste Borgere intet heller ønskede end samme von Lohns Ruine, lode de ham føre for Retten, og dømme fra Livet. Han blev ogsaa strax derpaa til alle got Folks Fornøjelse rettet, og (757) dermed endtes dette farlige Oprør, som udførligen er beskrevet af den Hamborgske Doctor Crantzio (r) som levede paa samme Tiid.

1484 Efterfølgende Aar 1484 blev Negotiationerne fortsatte med Sverrige. Der blev da et nyt Mode igien holdet til Calmar. De Danske dreve paa den Calmarske

Et nyt Mode til Calmar.

Recesses Fuldbyrdelse. De Svenske derimod paastode, at de Tvistigheder angaaende Gulland, Skiørdalen og Svarteqverne maatte først afgiøres. Hvorudover der fandtes de, som raadede Kongen, at han med Magt skulde søge sin Rætt, som de ham saavelsom hans Fader i lang Tiid havde forholdt. Men, Enke-Dronningen raadede ham stedse fra Krig; og holdt for, at man heller skulde continuere med Negotiationerne, hvilke derudover bleve fortsatte, saa at Dannemarcks Raad skikkede ofte Bud og Skrivelse til Sverrig, foreholdende Stænderne, at de vel skulde betænke, hvad U-leilighed deraf vilde flyde, om de længere bleve ved at disputere Kongen hans Rætt. Mange lode sig deraf bevæge, saa at der bleve to Partier i Sverrige. Det eene holdt med Kong Hans, og hemmeligen arbeidede paa Rigernes Foreening. Det andet derimod hang ved Steen Sture, som forunderligen vidste at spille sin Rulle under det Navn af Rigets almindelige Beste. Udi Sverrig søgte han at sverte den Danske Regiering, og at afmale det som en U-villie hos Kongen, at han ikke vilde beqvemme sig til at afgiøre Tvistigheden om Gulland. Hos Kongen derimod foregav han Skylden ikke at være hos sig, men hos Almuen udi Sverrig, som ikke kunde bevæges til at antage Foreeningen, førend de omtvistede Sager vare afgiorte. Udi dette Aar regierede

Pestilentze.

ellers en særdeeles Pestilentze over heele Dannemark tillige med en dyr Tiid, saa der meenes, at begge disse Plager borttoge hen ved den 3die Deel af Indbyggerne saa vel udi Kiøbstæderne som paa Landet.

Jeg har tilforn udi Christiani 1. Historie talt om den Uvillie, som var reiset mellem Dannemark og Engeland formedelst det Mord, som nogle Engelske bedreve paa Kongens Lehnsmand paa Island, Børre Thorlofsen, item formedelst de 4re Engelske Skibe, som derfore (758)

(r) Crantzii Vandal. lib. ult.

bleve arresterede udi Sundet. Men, omendskiønt samme Tvistighed blev bilagt ved den Utrectske Fred 1474, (s) saa blev dog Søen igien opfyldt med Engelske Fribyttere, som vare Levninger af forrige Krig. Disse Fribyttere bleve siden formeerede af Franske, og tilføyede saa vel Danske som Hansestædernes Skibe stor Skade, ja deres Dristighed gik omsider saavit, at de løbe ind udi Sundet Fribytter Krig.

for Helsingøer, som er Rigets Toldsted, og der bortsnappede Skibe, som laae paa Reeden. Over dette besvergede Kong Hans sig saa vel hos Frankerige som hos Engeland, men Kongerne af Frankerige og Engeland afspisede ham alleene med Snak, foregivende, at saadant skeede mod deres Villie, og at det stod ikke i deres Magt det 1485. at hindre. Hvorudover Kong Hans udi dette Aar 1485 lod forskrive sit Raad til Kiøbenhavn for at høre deres Betænkning, hvad som skulde foretages. Han forelæsede dem Copie af de Breve, som han havde tilskrevet begge Konger, iligemaade hvad Svar han derpaa bekommet havde. Raadets Betænkende var derfor, at, saasom Kongerne foregave, at dette Fribytterie blev dreven mod deres Villie og Videnskab, at man da skulde udruste Krigs Skibe for at hemme slig Vold, og at sætte Magt mod Magt. Dette blev ogsaa i Verk satt, og eendeel Danske Skibe gik ud i Søen, hvilke erobrede nogle Fribyttere. Men de udrustede dem Aaret derefter langt sterkere, hvilket foraarsagede, at de Danske maatte doublere deres Magt, og lod Kong Hans da tage udi Tienneste de bekiendte tvende Fribyttere Pinninck og Piickhorst, som fordum havde tienet Greve Jacob af Oldenborg, og under ham øvet Fribytterie.

Græve Jacobs Historie.

Om denne Greve Jacob er tilforn intet talt, hvorfore jeg til Historiens Forstaaelse her vil melde noget om hans Bedrifter. Jeg har tilforn antegnet, at Christianus 1. havde tvende Brødre, hvoraf den eene nemlig Gerhard fik Oldenborg, og den anden nemlig Mauritz Delmenhorst. Denne sidste efterlod sig en Søn ved Navn Jacob, mod hvilken Biskop Henrik af Munster øvede slige Konster og Practiqver, at han skildte ham ved det Greveskab Delmenhorst, som var hans Fæderne-Arv. Og, som Greve Jacob (759)

(s) Hvitf. siger her 1468, men det maa være fortrykt.

saaledes var bleven skildt ved sit Land, reysede han over Belt til Dannemark, hvor han af sine overblevne Midler, som han havde salveret, udrustede nogle Skibe, og dermed agerede en Fribytter; Og som de tvende Stæder Lybek og Hamborg havde spillet under Dekke med Biskopen af Munster for at skille ham ved Delmenhorst, tog han i sær paa bemeldte Stæders Skibe, og giorde dem allevegne stor Afbrek. Dette foraarsagede, at Lybek og Hamborg besværgede sig høyligen over ham hos Kong Hans, og begierede, at han som en Søerøver maatte straffes. Men, som Greve Jacob, da deres Klagemaal indkom, var udi Norge, foregav Kongen, intet dermed at kunde foretages, førend han hørdte sin Fætters Grevens Erklæring derpaa. Det synes ogsaa, at Kongen havde hverken Lyst eller Villie til at hindre saadant, eftertænkende hvilken Skade Lybek og Hamborg havde tilføyet Greve Jacob, og at den Krig, som han førdte mod dem, var ikke ilde grundet (t). Men, som Greven kort derefter døde udi Norge, ophørede denne Tvistighed. Hvor hæftig forbittrede Hansestæderne ellers have været mod denne Greve Jacob, som udi Historien kaldes Domicellus Jacobus, kand sees af den ofte citerede ubekiendte Autor til den Slaviske Krønike (u) hvilken fortæller om hans Fordømmelse, og Henfart til Helvede med slige Omstændigheder, som han selv kunde have været i Følge med; thi han siger, at saa snart bemeldte Greve Jacob døde, blev han af en heel Skok Dievle bragt udi Triumph til Helvede; men, saasom Historien viiser, at det var aldeeles ikke uden Aarsag, at denne betrængte og landflygtige Herre plagede de Hansestædiske Kiøbmænds Skibe, saa kand man ikke vist sige, hvor denne Greves Siæl foer hen. Det staaer vel udi en Auctors Magt at skrive de Dødes Reyse-Pass: men GUd alleene raader for Reysen, og assignerer Boeliger anderledes end Menneskerne. Det er ellers ved disse Tider, som bemeldte Autor ender sin Slaviske Krønike, saa at det synes, at han har levet udi Kong Johannis Tiid; thi (760)

(t) Crantz. Metrop. lib. 12. cap. 6. Hammelm. Oldenb. Chr. pag. 294.

(u) Anonym. Chr. Sel. Ordene ere disse: cujus animam multitudo inferorum ad baratra ovando perduxit.

han taler om Holstenske Fanger i Christiani 1. Tiid, som endda ikke var løsede (x).

De fornemmeste Søe-Commandeurer, som Greven havde betient sig af, vare Pinninck og Piickhorst. Dem tillige med andre, som vare øvede udi Caperier, tog da Kong Hans udi Tieneste for at sætte Fribyttere mod Fribyttere, eftersom de forstode Handverket ligesaavel som de Franske og Engelske. Kongen lod iligemaade tilbyde Hanse-stæderne, at, hvis nogen vilde udruste Skibe for at tage paa de Franske og Engelske, skulde det være dem tilladt, og skulde de have Frihed at føre Byttet ind udi Riget, hvoraf Kongen skulde nyde een Deel og de selv beholde 3 Deele. Saaledes begyndte denne store Fribytter-Krig for Alvor at gaae for sig, og varede den indtil 1490. De Danske Fribyttere giorde Søen imidlertid saa trang for de Engelske og Franske, at de neppe meere kunde opdukke; thi de lode sig ikke alleene nøye ved at angribe dem udi Søen, men de besøgte dem ogsaa paa de Engelske og Franske Kuster og Strømme. Saa at Engeland og Frankerig nu begyndte at føre samme Klagemaal som Dannemark tilforn, hvorvel med mindre Føye, efterdi deres Skibe havde først begyndt at øve saadant Handverk. Mange Danske og Tydske Avanturiers bleve rige udi denne Feyde, og derfore gierne ønskede, at den havde varet længere; men mange Uskyldige lidde ogsaa derved, og geraadede udi yderste Armod.

Hvad indenlandske Sager angaaer, da gav Kongen dette Aar Kiøbenhavns Bye

Indenlandske Sager.

adskillige Privilegier, og giorde for samme Stads Indbyggere adskillige Love, blant andre denne, at ingen maatte gaae eller ride udi Kiøbenhavn med spendt Armbøst, hvilket giver tilkiende, at Buer endda var det brugelige Skudd-Gevær, og at Bysser endda ikke vare ret komne udi Brug. Videre blev forordnet, at ingen maatte tappe Viin, Miød, Tydsk eller Dansk Øll udi Kiøbenhavn uden med det Roskildske Maal, hvoraf sees, at man endda rettede sig udi visse Maader effter den gamle Hovedstads Sædvaner. Ved de andre Artikle er intet synderligt at merke, hvorfore (761)

(x) Plures Holsati ibi fuerant captivati, nondum liberi.

jeg dem her ikke vil anføre (y). Udi samme Aar confirmerede Pave Innocentius (z) de Privilegier, som hans Formænd Nicolaus 5. og Calixtus 3. havde givet Dannemarks Indbyggere, at ingen Dansk Mand maatte stævnes Udenlands for Pavens Legater, førend Hiemmedom var gaaen. Aarsagen, som Paven foregiver til saadant Privilegii Udstædelse, var meget grundig, nemlig, at de Pavelige Forordnede ikke saa vel kunde være underrettede om Danske Sagers Beskaffenhed, som Indenlandske Dommere, item at det var Rigets Undersaattere besværligt og kostbart at reise ud af Landet helst om Vinteren. Saadant Privilegium udstrakte ogsaa denne Pave til det Slesvigske samt Holsten og Stormarn. Af dette Privilegio erhvervede Kongen 2 Exemplarier, hvoraf det eene blev forvaret udi Rigets, det andet udi Førstendommenes Archiv. Udi dette Aar døde Olaus Martini Biskop til Roskild Kongelig Canceler og det Kiøbenhavnske Academies første Patron: Han funderede St. Birgittæ Capell (a). Han var udaf ringe Herkomst, men ved sine Dyder og Meriter kom til saadan Værdighed. Hans Successor var Nicolaus Skaffue.

1486 Efterfølgende Aar var merkeligt formedelst Gullands Afstaaelse til Dannemark af Hr. Iver Axelsen Tott. Hvorledes saadant skeede, og af hvad Anledning, vil jeg her korteligen melde. Jeg har tilforn antegnet, med hvilken Titel bemeldte Iver Axelsen besadd denne vigtige Øe, nemlig at han havde faaet den af sin Broder Oluf Axelsen, til hvilken den af Kong Christian var pantsatt for en Sum Penge. Jeg har ogsaa fortaalt, at Gulland længe havde været Tvistens Æble mellem Dannemark og Sverrige, og at de Svenske ikke vilde beqvemme sig til at antage Kong Hans, førend Øen blev lagt til Sverrig. Mellem denne Iver Axelsen og den Svenske Administrator Steen Sture reisede sig U-venskab formedelst Finland, som Iver Axelsen blev fralokket, og, endskiønt der blev giort et Fordrag

Herr Iver Axelsens Opførsel paa Gulland.

mellem dem, hvorved Ivar Axelsen til (762)

(y) Vid. Privileg. Hafn. dat. die St. Canuti Ducis pag. 987.

(z) Bulla Innocentii pridie Idus Junii 1485.

(a) Lib. Daticus Roschildensis fol. 124. in excerpt. Th. B.

Vederlag for Finland bekom adskillige Stæder udi Sverrig, blev den eengang reisede Misforstand dog derved ikke hævet, tvertimod Iver Axelsen slog sig til Steen Stures Avindsmænd udi Sverrig, arbeidede med de samme paa at skille ham ved Rigets Administration, og at spille den i Hænder paa Arved Trolle, som var Herr Ivers Dotters Mand. Dog kom Sagen ikke dertil; thi der blev sluttet et Forliig, saaledes, at Steen Sture forblev ved Regimentet, som tilforn, og Iver Axelsen begav sig til Gulland igien, hvor han regierede som en Eenevolds Konge, og som den, der hverken dependerede af Dannemark eller Sverrige. Han lod ogsaa udruste mange Skibe, og tvang Hollænderne at bringe sig aarligen 2 Skibs-Ladninge med Salt for Visbye (b). Og, saasom han udi nogle Aar foruroeligede Søen, skieldede de Svenske ham for en Rebelsk Søerøver, saasom de meenede, at Gulland var en Province af Sverrig. Steen Sture saavelsom det Svenske Raad formanede ham ofte at staae fra saadant Haandverk, hvorved Sverriges Rige hørte ilde; men alle slige Formaninger vare forgiæves, efterdi Iver Axelsen meenede, at Skammen og Eftertalen kom allene paa ham selv, saasom Gulland var ingen Dependence af Sverrig. Da Hr. Iver engang kom til Øland og Steen Sture fik Kundskab derom, begav han sig til Calmar, begierende der at komme i Tale med ham. Men Hr. Iver troede ikke Landefreden, stillede sig syg an, og vilde ikke komme, hvorudover Sture reisede til Øland og inviterede ham til sig til Skoggenæs ikke langt fra Borkholm, hvor han da opholdt sig, men Iver Axelsen gav ikke allene intet Svar, men giorde Anstalt til Modstand. Herudover beleirede Steen Sture ham paa Borkholm (c), og søgte der saaledes at indsperre ham, at han ikke skulde komme ham af Hænderne. Men han fik en Baad

Ivar Axelsen overleverer Gulland til Kong Hans.

om Natten, og dermed salverede sig over til Gulland. Herudover kunde man ikke vente andet end at de Svenske med all Magt skulde angribe Gulland, hvorudover Kong Hans for at hindre, at Øen skulde ikke falde udi deres Hænder, udrustede 40 (763)

(b) Olaus Petr. hist. Svec. Manuscr.

Skibe til Ivar Axelsens Beskyttelse. Men, førend disse Skibe udløbe, kom Hr. Iver til Kong Hans ved Dragøe, og der overgav ham Gulland udi Haab at nyde anden Befodring for saadan Villighed, eller at Kongen skulde give ham Landet frivillig til Forlehning igien. Nogle meene, at han lod sig overtale til saadant af hans Venner og Paarørende udi Dannemark, item af hans egen Hustrue Frue Magdalena, hvilken holt for, at, eftersom de Axel-Sønner havde faaet Landet af Dannemark, saa var det og billigt, at de leverede det samme Rige tilbage. Dog er det riimeligst, at Herr Iver greeb til saadan Resolution, efterdi han frygtede, at de Svenske skulde erobre Øen med Magt, og derfore besluttede godvilligen at overdrage til Dannemark det, som han saae sig ikke udi Stand at kunde beskytte med egen Magt, og saaledes af Nød giorde sig en nye Fortieneste. At Kongen ikke ansaae denne Afstaaelse, som nogen stor Merite, viiser Udgangen; thi han blev ikke recompenseret saaledes, som han bildte sig ind at have meriteret: Dog gav Kongen ham hans Fæderne Jorde-Gods tilbage, som var dømt under Kronen. Det,

Forsonnings-Brev

som Kongen gav for Gullands Afstaaelse, lyder saaledes (d):

Vi Hans med GUds Naade Dannemarks, Norges, Venders og Gothers Forsonings BrevKonge, udvalt til Sverrig, Hertug udi Slesvig, Holsten &c. Giøre alle vitterligt, at, som Herr Ivar Axelsøn Ridder, vor elskelige Mand og Tiener haver nu igien antvordet os paa Dannemarks Krones Vegne vor Slott og Lehn, Visborg og Gulland, fri og qvit, som han havde udi Forlehning af vor kiære Fader Kong Christian og Dannemarks Krone, og derudi har ladet see sin Troeskab; saa have Vi nu efter vort elskelig Raads Raad undt, og givet ham vor Hyldest og Venskab, og eftergivet all den U-villie og Skade, som han os giort haver, i hvad det ellers er eller nævnes (764)

(d) Lit. Reconcil. in Castro Wisborg. 1487 pag. 990.

kand, saa at det skal blive en fuldkommen aftaled Sag til ævig Tiid. Og haver han for sig og sine Arvinger giort os sin Eed, hvorpaa Vi have antaget ham og hans Gods, rørende og u-rørende, med hans Tiunde, Tienere og Vornede udi vor Kongelig Beskyttelse, forbydende alle og enhver derudi at giøre nogen Hinder under Straf af vor Kongelige Vrede. Datum Wisborg 1487. Saaleedes kom denne vigtige Øe under Dannemarks Krone igien uanseet alle de Machiner, Sverrigs Administrator havde satt i Verk, for at bringe den under Sverrig, og formeerede saadant ikke lidet den Kaaldsindighed, som var mellem Rigerne, hvorvel Steen Sture, som var en stor Mester i at simulere, lod sig ikke merke saa meged med sin Fortrydelse paa samme Tiid. Han havde da ogsaa Interesse i at forstille sig, og give Kong Hans gode Ord, saasom Øland med Borkholm var endda udi Ivar Axelsens Hænder, og Ivers Frue søgte om Undsættning af Dannemark. Hvorudover, da Kongen efter

Sten Stures List saa vel imod Kongen som mod Iver Axelsen

Gullands Erobring kom med sin Flode til Øland, indlod Steen Sture sig udi en venlig Samtale med ham, og lovede at overantvorde ham Sverriges Rige udi Følge af den Calmarske Recess, betingende sig for saadan Velvillighed Kongens Underhandling mellem ham og Ivar Axelsen om Ølands Overgivelse. Kongen lod sig overtale af denne listige Mands Ord og Løfter, og formaaede Herr Ivar til at overgive Øland, hvilket Steen Sture ikke saa snart havde faaet i Hænder, førend han begyndte at qvæde sin gamle Viise, nemlig at det giorde ham ont, at den Svenske Almue var Kongen saa lidet bevaagen, og at, hvor stor Møje han selv og andre anvendte paa den saa længe lovede Rigernes Foreening, saa fremturede den gemeene Mand dog i sin Kaaldsindighed og Mistanke mod den Danske Regering. Dog haabede han ved krafftige Persvasioner at bringe Sagen til en lykkelig Ende. Man veed sandeligen ikke, hvad man meest her maae forundre sig over enten Kongens Lettroenhed eller Stures List; thi det var ikke den første gang, han havde givet saadan Forsikring, og var befunden at have handlet tvertimod, og dog lod Kongen paa (765) blotte Ord overgive ham Øland. Ingen var meere at beklage herudi end Iver Axelsen, hvilken mistede baade Gulland og de andre Stæder, han havde udi Sverrige, og af en liden Konge blev igien reduceret til en simpel og maadelig bemidlet Adelsmand; thi det Gods, han beholt udi Dannemark, var ikke af den Consideration, at det Forslog til saadan anseelig Mands Underholdning. Det allerverste var, at han fik ingen Tak hverken hos

Ivar Axelsens videre Fata.

det eene eller hos det andet Parti; thi Steen Sture meenede, at han havde Kongen allene Obligation for Ølands Overgivelse, og at han igien derfore nogenledes havde fyldestgiort ved at giøre ham prægtige Løfter, som han ikke agtede at holde. Kongen paa den anden Side ansaae Gullands Afstaaelse ikke som nogen Merite, holdende for, at Iver Axelsen af tvende onde Vilkor allene havde udvalt det, som var mindst Ont, og havde af Nød overgivet Landet, paa det at det ikke skulde falde i hans dødelige Fienders Hænder. Iver Axelsen levede derefter udi maadelig Anseelse, og døde udi slett Tilstand.

Dette var det fornemmeste, som tildrog sig udi det Aar 1487. Udi hvilket Aar

Prinds Christian Hyldes i Dannemarken

Herre-Dag blev holdet til Lund, hvor Kongens ældste Søn Christian af da nærværende Geistlighed, Adelskab, Borgere og Bønder blev samtykt til Konge efter hans Faders Død. Samme Printz var fød til Nyborg af Dronning Christine, 1481, saa at denne Hyldning skeede udi hans 7vende Aar. Dette er den navnkundige Printz, som siden blev Herre over de 3. Nordiske Riger, og hvis Historie er meere bekiendt en nogen Danske Konges i Henseende til hans Lykke, Modgang og haarde Regimente.

Fribytter Krigen continuerer

Den store Fribytter Krig continuerede endda mellem Danske, Engelske og Franske, uden at Rigerne derover vare indviklede udi virkelig Krig, thi enhver Potentat stillede sig an, som han intet vidste deraf. Alleene Søefarende følede, at Krigen var virkelig, og kunde beviise det samme ved deres Skibers og Godses Forliis. Adskillige virkelige Krige mellem Danmark og Engeland have i Gierningen været mindre virkelige, saasom de undertiden have alleene bestaaet udi Manifester og Formaliteter. At der ellers ingen aabenbare Feide var mellem Kongerne, og at denne FribytterKrig (766) ingen Titel 1488 havde af Krig, viises af den Handel, som efterfølgende Aar 1488 var imellem Dannemark og Engeland: de Londonske Kiøbmænd beklagede sig samme Aar, at de Tydske paa Contoret i Bergen formeente dem deres Handel paa Bergen, ja at de forbøde at selge dem Victualier. De oprippede ogsaa adskillige andre deslige Ting, som dem vare vederfarede af samme Cantorske udi forrige Kongers Tid.

Engelske Gravamina.

Kong Henrik af Engeland skrev derfor Kong Hans til, forestillende ham hans Undersaatters Klagemaal, og begierede, at de maatte beholde deres gamle Friheder, som de tilforn stedse havde nydt udi Dannemark, Norge og Sverrig. Kong Hans føyede ham ogsaa derudi, og forordnede ingen Hinder at giøre de Engelske udi deres Handel paa Bergen. Men den Misforstand, som eengang var reyset mellem de Engelske og Contorske, foraarsagede, at de første gave over den Handel paa Bergen, og at de selv fra den Tiid brugte Fiskeriet under Norge, saa at de Contorske derudover mistede den Debit, de tilforn havde til de Engelske paa Fiskevarer udi Bergen. Denne Handel viiser, at der var Venskab mellem Kongerne, medens begges Undersaattere røvede og plyndrede hinanden til Søes, saa at det her kunde heede, at den eene var den andens Ven men alleene til Lands.

Det er ellers herved at merke, at Stats-Konsten saavel under denne Konge som hans Formand begyndte at raffineres, og det efter andre Nationers Exempel; thi de

Nye Stats Maximer paa de Tiider.

fleeste Potentater begyndte da at omgaaes hinanden paa langt anden Maade end tilforn. Under de forrige Konger var brugeligt, at, naar en Potentat blev misfornøyed med en anden, erklærede han ham strax Krig, og, naar Sagen ikke var af den Vigtighed, at Krig kunde erklæres, ophævede man dog all venlig Correspondence, og kaldte Ambassadeurerne tilbage. Men paa disse Tiider bleve Stats Maximerne derudi forandrede; thi hvor stor Misfornøyelse, Kaaldsindighed og Mistanke der end reisede sig blant Potentater, holdtes der dog gode Miner, høflige Breve bleve vexlede som tilforn, og Ambassadeurerne forbleve ved de suspecte Hoffe, indtil aabenbare Krig blev erklæred, hvilket kand sees af disse Uroeligheder mellem Dannemark og Engeland; thi, endskiønt begge Rigers Undersaattere udi mange Aar til (767)føyede hinanden ubodelig Skade, saa dog, eftersom ingen virkelig Krigs Erklæring var skeed, underholdtes høflige Correspondencer ligesom tilforn. Kong Ludvig II. af Frankerig holdes for første Autor til denne Stats Maxime, og, som han ikke befandt sig ilde derved, saa have andre derudi efterfuldt ham. Ja heele Europa fik paa de Tiider en gandske anden Skik. Den gamle grove Ærlighed tog allevegne af, og Politesse igien tog til. Kriger bleve førte paa en anden Maade, og Statskonst blev meere raffineret, saa at endskiønt der bedreves ligesaa meget Ont som tilforn, skeede det dog med større Høflighed. Den Finesse, som Kong Hans her og i andre Tilfælle brugte, kand derfore ikke tilskrives Personen, thi han var een af de oprigtigste og ærligste Konger, der nogen Tiid har siddet paa Thronen, men Tiden, da Simulation blev til en anstændig Mode. Hvorudover ovenmældte Konge af Frankerig da gav sine Ambassadeurer eller Agenter saadan Instruction: Sils vous mentent bien, mentez vous bien aussi (f). Ja den store Konge udi Spanien Ferdinandus Catholicus, som levede udi Kong Hanses Tiid, holdt Stats Intriguer og Svig for saadan Galanterie, at, da hans Secretaire Qvintana ved sin Tilbagekomst fra Frankerig sagde, at Ludovicus 12 havde besverget sig over ham, at han havde bedraget ham 2 Gange, svarede Ferdinandus: Det er ikke sant, at jeg har bedraget ham 2 Gange: Jeg har bedraget ham 10. Gange (g).

Dronning Dorotheæ Reise til Rom.

Udi dette samme Aar overkom Dronning Dorothea en hellig Iver at reise af Andagt til Rom for der at besøge St. Peders og St. Pauls Kirke og at bekomme Aflad. Hun havde ogsaa i Sinde at reise videre til den hellige Grav udi Jerusalem, hvis hun havde turt vove sig paa saadan Reyse formedelst den Saraceniske Krig. Hun blev meget hederligen modtagen til Rom af Pave Innocentio 8, som løsede hende fra hendes Synder, og dispenserede i det Løfte, som hun havde giort at reyse til den hellige Grav, (h) med de (768)

(f) Memoires de Bethune.

(g) Amelot. Observat. sur les traités des Princes.

(h) Manuscr. Skibyens.

Vilkor, at hun derefter skulde give en Sum Penge til visse Hospitaler, ligesom Kong Christian udi lige Tilfælde havde giort paa sin Romerske Reyse. Med hende endtes de Danske Kongers og Dronningers Pillegrims Reyser, fra hvilke om Kongerne vare komne helligere tilbage igien, skal jeg ikke kunde sige: Vist nok er det, at Riget ingen Fordeel havde deraf, efterdi de komme gemeenligen med tomme Punge tilbage, og de publiqve Sager bleve imidlertid forsømmede. De som eene profiterede af denne Dronnings Reyse, vare Benedictiner Munkene udi St. Knuds Kloster til Odense, hvilke efter Pavelig Tilladelse vare forviisede deres Kloster, Anno 1476 og Canonici Seculares indførte i deres Sted (i) thi, som Dronningen havde en Samvittigheds Scrupel derover, aabenbarede hun saadant for Pave

Hvad som paa denne Reise blev udvirked.

Innocentio, hvorudover Paven fandt for gott at retablere disse Munke, hvorvel man kand slutte, at det var ikke for deres Dyds Skyld, at de vare forviisede Klosteret. Dette siger Historien skeede, at Dronningen kunde blive forvisset om hendes Herres Salighed, og hans Siæls Forløsning af Skiærsilds Piine. Det er troeligt, at hendes Hoff-Prædikant Matthias Ulf, som fuldte hende paa denne Reyse, opvakte denne Samvittigheds Scrupel hos Dronningen; thi Historien viiser (k) at han havde hemmelig Commission af de fordrevne Munke at arbeyde paa deres Retablissement. Men ved Dronningens Tilbagekomst reisede sig derover stor Uroelighed; thi, endskiønt Matthias Ulv fremviisede Pavens exsecutorial Breve udi Faveur af Munkene, vilde dog de Canonici, som udi samme Munkes Sted vare indkomne udi St. Knuds Kloster, ikke derudaf igien. Begge Parter fulminerede derfor længe mod hinanden med Skields Ord, Skrifter og Excommunicationer, og vilde ingen tage sig paa at kiende udi denne Tvistighed end ikke Erke-Bisp Johan Brostorp selv af Frygt for at legge sig ud med disse stridbare Geistlige. Endeligen dristede Kongen sig til at bemænge sig udi denne Sag, lod den nøye examinere af en Commission, som blev holden paa Nesbyhoved-Slott ved Odense, som dømte, at Canonici skulde (769)

(i) Manusc. Skibyens.

(k) Rosef. in vita Joh.

de rette sig efter Pavens Ordre, og give Plads til Munkene igien. Denne Dom blev exseqvered Aaret derefter 1489 og Uroeligheden nogenledes stillet; men disse Canonici, som tabte Sagen, saasom de ikke

Matthiæ Ulvs Forfølgelse.

kunde hævne sig over Dommerne, saa søgte de at styrte Matthias Ulv, som paa Dronningens Reyse havde udvirket det Pavelige Diploma. Hvorudover denne gode Matthias, som frygtede for sit Liv, søgte Beskyttelse hos den regierende Dronning Christine, hvilken, for at bringe ham udi Sikkerhed, skikkede ham til Ernestum Erke-Bispen af Magdeborg, hvor han, eendeel formedelst Dronningens Recommendation, eendeel formedelst sine egne Meriter avancerede saaledes, at han blev bemeldte Erke-Bisps Vicarius, og continuerede udi samme geistlige høye Embede indtil Reformationen, da han faldt til den Evangeliske Lærdom, og derfor sagde sig af med sit Embede. Denne heele Historie vidner Rosefontanus at have hørt af Matthiæ egen Mund paa en Forsamling, som blev holden til Brunsvig 1538, hvor han talede med samme ærværdige Mand, som da var gandske graae af Alder (l).

Pavelig Bands-Brev mod Steen Sture.

Ellers erhvervede Dronning Dorothea paa denne Reyse et Bands Brev mod Steen Sture og hans Anhang, efterdi han forholdt hende Ørebroe Slott, (m) som var hendes Lifgeding og Morgengave, og tillagt hende af Sverriges Riges Raad saavel udi Kong Christoffers som udi Kong Christians Tiid. Steen Sture fik samme Bands Brev, da han var paa et Tog mod Rysserne, som havde giort Indfald i Finland, og der tilføyet stor Skade. Men han skiøttede ikke meget derom, dog skikkede han Henning Gadd til Rom for at beviise sin Uskyldighed for Paven. Efter slig

Enke Dronningens Tilbagekomst.

vel forrettet Sag og saa mange formeente oppebaarne Velgierninger begav Dronningen sig paa Veyen til Dannemark igien. Den eeneste Erkiendelse, som Paven forlangede for sin Villighed, var, at han samme Aar ved sin Legat Antonium Mast lod samle en Hob Aflads Penge udi Dannemark. Og var dette det fornemmeste, som tildrog sig udi dette Aar 1488. (770)

(l) Rosefont. in vita Johannis

(m) Olaus Petr. Hist. Sv.

Udi efterfølgende Aar tildrog sig intet merkeligt uden at Hertug Christian blev af Norges Raad samtykt og hyldet til Norges Konge. Hyldingen skeede til Kiøbenhavn, hvor da var forsamlet det Norske Raad, som Erke-Bisp Gauthe af Trundhiem,

Prinds Christian hyldes i Norge.

Hans til Bergen, Oluf til Stavanger, Herman til Hammer, Bisper, foruden andre verdslige Raad. Saaledes blev denne unge Printz hyldet udi begge Rigerne, og seer man, at de Norske vare stedse villige at efterfølge de Danskes Exempel, u-anseet de mange Sollicitationer, de havde fra Sverrig om at separere sig fra Dannemark, ja denne deres idelige Villighed giver tilkiende, at Kongerne have tracteret de Nordiske Riger paa en liige Fod, og kand tiene til et Beviis paa, at de Svenske Besværinger ikke alletiider maae have været vel grundede; thi intet uden et milt Regimente kunde bringe de Norske Stænder til saadan Føjelighed, og kand man ikke see, hvad Interesse Kongerne kunde have af at tractere de Svenske meere som Stedbørn end de Norske.

De Svenske kunde dog ikke bevæges af slige Exempler at underkaste sig Foreeningen, hvilket dog ikke saa meget var at tilskrive Nationen som visse høye Standspersoner, hvilke funde deres Regning ved at der vare ingen Konger udi Sverrig, paa det at de selv kunde regiere med Kongelig Myndighed. Derfore søgte ogsaa den listige Steen Sture at opsætte Rigernes Foreening et Aar efter et andet, og imidlertiid at afspiise Kongen med prægtige Løfter (n), saasom han fandt ligesaa lidt sin Regning ved at bryde over tverts med Kong Hans, som at tage ham an til Konge; thi begge Deelene kunde skille ham ved Administrationen, saasom han merkede, at den Svenske Nation var inclineret til Kongeligt Regimente, og det var at befrygte, om de Svenske skrede til et Konge-Vall, da Vallet kunde falde paa andre saavel som paa ham. Han fandt derfore sin Interesse i at lade Kong Hans stedse passere for en Candidatum til den Svenske Krone, og ideligen at tale om Rigernes kierlige Forbindelse, hvilken Opførsel han ogsaa brugte udi det Aar 1490, da han fornam sig at være beskyldt hos Kongen for (771)

(n) Olaus Petr. hist. Sv. giver ham selv samme Characteer.

at ville anfægte Gulland, hvilket kand sees af den Forskrivelse, han giorde samme Aar til Jenkiøping den 1. Maij. Derudi melder han, at, saasom han havde fornummet sig at være beskyldt hos Kongen at ville anfalde Gulland og beleire Visborg, da maatte han forestille Kongen, at saadant af hans Fiender var ham uretteligen paadigtet. Han lovede og tilsagde paa Sverriges Vegne, at intet skulde

Fribytter Krigen endes.

foretages, hverken mod Gulland, eller mod andre Kongens Lande, som kunde stride mod den kierlige Forbindelse, som var giort mellem Rigerne. Saaledes vidste Steen Sture at holde gode Miner med Kongen og at tale om Rigernes kierlige Foreening, skiønt saadan Foreening bestod allene udi blotte Ord og Titler.

Den foromtalede Friebytter Krig, efterat den havde været fortsatt nogle Aar med stor Skade paa de Danskes, men med større Skade paa de Engelskes Side, blev den endeligen bilagt ved et ævigt Freds Fordrag sluttet til Kiøbenhavn mellem Dannemark

Commerce Tractat mellem Dannemark og Engeland.

og Engeland (o). Til denne Freds Slutting bleve alleene emploierede paa de Engelskes Side nogle Kiøbmænd tillige med en Doctor Juris, saasom den meest angik Handelen, og kand den holdes for den første udførlige Commerce-Tractat, som blev sluttet mellem disse Riger. Derudi blev blant andet reglered, at de Engelske, som vilde til Øster-Søen, skulde være forpligtede for Toldens Skyld at løbe igiennem Øresundet, saa at, naar de toge en anden Vei igiennem Beltet, skulde Skipperen, og to Baads-Mænd sværge, at det skeede af Nød, og dog til Nyborg betale Tolden. De Engelske finge ogsaa Frihed at handle paa Island, dog skulde de hver 7de Aar søge om nytt Forlov dertil. Dem blev tilladt at holde paa adskillige Steder deres Oldermænd, som skulde dømme udi deres Kiøbmænds Tvistigheder. Endelig, hvilket var det fornemmeste, blev Fribytterie under stor Straf forbudet.

Holsten Slesvigske Tvistigheder.

Dette Aar var ellers mærkværdigt formedelst det Fordrag, som skeede til Gottorp den 5. Januarii mellem Kongen og hans Broder Hertug Friderik. Jeg har tilforn fortaalt om den Jalousie, som var imellem disse Brødre, og at Kongen søgte paa en subtile Maade (772)

(o) Vid. transact. inter Reg. Johannem & Henricum 7 Hafn. die Sebastiani Martyris Anno 1490 pag. 1001 seqv.

at drage Førstendommet til sig allene ved at forskaffe ham et Canonicat, og derved at bane ham Vey til Geistlig Orden. Dette merkede Dronning Dorothea, som agerede Hertugens Formynderske, og derfore fik ham i Tiide til at renoncere paa sit Canonicat, og at begive sig fra Cøln, hvor han studerede, til Førstendømmerne igien. Herudover formeeredes den Kaaldsindighed, som var opvakt mellem Brøderne. Kongen fortrød paa at see Riget svekket ved den halve Deels Forliis af Førstendommerne, saasom han meenede det heele sig som den ældste Broder at tilkomme, helst saasom Christiani 1. sidste Villie, som Dronning Dorothea beraabte sig paa, var efter hendes egen Sigelse kun mundtlig, og derfore kunde være mistænkt. Hertugen derimod meenede sig at være fornærmed, efterdi det heele Førstendom tilhørede ham efter samme mundtlig Testamente, hvilket de Førstelige Ministrer ansaae som gyldigt in Jure, eftersom Testament Nuncupatoria, hvorved man mundtligen giver sin sidste Villie tilkiende, vare paa de Tiider meget brugelige, og anseede som Juridiske udi Norden, hvilket Argument Fridericus siden anførede udi sit Manifest mod Christian. 2. Allermeest besvergede de Førstelige sig over, at Kongen ogsaa søgte at skille Hertugen ved den Deel af Hertugdommerne, som engang ved Accord og de Slesvig Holstenske Stænders Kiendelse var assigneret. Saaledes vare Conjuncturerne til dette Aar 1490, da der blev giort en virkelig Deeling mellem Brøderne, og Kongen, for at hæve all Misforstand og betage de Førstelige Ministrer all Anledning til Chicane, lod deele Førstendommene udi tvende Parter, givende Hertugen Vall at Forliig mellem Kongen og Hertugen.

tage den Deel, som ham lystede. Deelingen faldt da saaledes ud, at Kongen beholdt Segeborg, Oldeslo, Rensborg, Hanrove, Haseldorp, Femern, Als, Arrøe, Flensborg og Apenrade; Hertugen derimod fik Gottorp, Tundern, Hadersleben, Ecklenførde, Rundtoffte, Steinberg, Eidersted, Trittow, Oldenborg, Pløen, Tyle, Itzehoe, Osterhofe, Niemunster, Lytkeborg, Kohovede, Nienstad, Kiel. Endelig blev ham ogsaa tillagt Norstrand, endskiønt det samme var faldet udi Flensborger og Segeberger Lodd ved Skiftet, og conseqventer til Kongens Deel: men Kongen lod sig bevæge til saadan Føielighed, (773) overtaled dertil af Dronning Dorethea, hvilken holdt for, at Kongen havde nok udi Rigerne, og derfore ikke saa nøje burdte regne med sin Broder udi dette Skiffte. Men denne gode Dronning raisonnerede herudi heller som en Moder end som en Dronning, saasom der er større Forskiæl paa at deele foreenede Lande mellem Kongelige Børn, end Penge og Løsøre mellem andre Brødre. Christianus 1. havde anvendt alt for stor Bekostning og Umage paa disse Landes Foreening med Kronen for at demembrere dem saa læt derfra, og Slesvigs Afsondring havde foraarsaget saa mange Ulykker, at man burdte have lærdt ikke oftere at lade sig forblinde af utidig Kierlighed til sine Børn. Om Christianus 1. udi sin heele Regiering intet andet havde udrettet end at foreene Holsten og Slesvig med Dannemark, kunde man holde ham for een af de nyttigste Konger udi Dannemark; thi af hvilken Styrke og Vigtighed samme Lande ere for Riget, har man merket af deres Forliis eller Deeling.

Af Klosterne beholdt Kongen Rheinfeld, Arensbøch, Preetz, Rukloster og Hertugen fik Rhembeck, Bordesholm, Cismar, Utersen og Lugum Kloster. Et almindeligt Herskab eller Dominium over Prælater og Ridderskabet blev da indført; hver af Brøderne forbeholdt sig Prætensioner til Dytmarsken, item Hyldings-Rætt, og Overherskab udi den Stad Hamborg. Dette er den første navnkundige Holstenske Deeling, hvorpaa siden ere fuldte andre. Og, er dette det merkeligste, som tildrog sig Aar 1490. Udi hvilket dette udi Kirke-Sager er at antegne, at Pave Innocentius 8. gav Kirkesager.

Præsterne udi Norge Lov at holde Messen uden Viin med Mød og anden Drik, hvilket viiser, at der paa de Tiider har været liden Handel paa Norge fra fremmede Stæder, item at Kalken, som nu nægtes i Pavedommet, har da været agtet saa nødvændig, at man heller har villet tillade Mød og Øll at bruges i Nadveren end at lade den blive ude. Dog veed jeg ikke, om de Norske har betient sig af denne Pavelige Dispensation. Det synes ogsaa troeligt, at denne Tilladelse angik Geistligheden alleene, efterdi Paverne længe tilforn havde formeenet andre Folk Kalken udi Nadveren.

(774) Udi efterfølgende Aar findes intet merkværdigt udi Historien at antegne ey heller 1492udi det Aar 1492. Da tales om en Forordning, som blev giordt udi Faveur af Kiøbenhavns Magistrat eller rættere om en gammel Forordnings Fornyelse, nemlig at Borgemester og Raad skulde sammesteds have af hver Kræmmer, som sætter Boed paa Gaden, udi de 3 første Dage et Pund Peber; hvorfore denne recognition skulde aflegges udi Peber, skal jeg ikke kunde sige, undtagen at det har været den meest almindelige Kram, og som alle Kræmmere have været mest forsynet med, hvorudover det Ord Peber-Kræmmere er ogsaa bleven saa brugeligt, at man endnu kalder Peber-Kræmmer een, der sidder sin Tiid hen, og høkrer.

Herr Oluf Oxes Fald.

Paa samme Tiid blev en Herremand ved Navn Oluf Oxe dømt udi Kongens Unaade, saa at det skulde staae Hans Majest. frit fore, om han vilde benaade ham paa Livet eller ey: Aarsagen dertil var, at han havde bemægtiget sig Herr Laxmands Gaard Atzirboe, medens samme Laxmand var udi Kongens Ærinder paa Gulland, og havde Kongens Skyds Brev, at ingen skulde paaføre ham nogen Trætte udi hans Fraværelse. Den anden Aarsag til hans Fald var, at han havde skudt efter Kongens Herredsfoged, da han sad paa Tinget. Begge Gierninger vare dristige, og anginge Kongens Høyhed, hvorfore han ogsaa blev dømt i Kongelig Unaade for Retten i Kiøbenhavn, hvor Kongen udi egen høye Person var nærværende med Marsken Eskild Gøye samt adskillige Riddere og en Borgemester i Kiøbenhavn, mens, saasom intet tales om hans Execution, er det troeligt, at Kongen som en særdeeles mild Herre har pardoneret ham. Ellers var udi dette Aar en haard Vinter, og saa dyr Tiid, at mange døde af Hunger. En Skieppe Rug galt da til Hamborg halvtredie Mark og 4 Skilling Lybsk, hvilket da blev regnet for en overmaade høy Priis; thi man seer af den Skatt, som var bleven lagt paa det Hertugdom Slesvig, at den rigeste Mand sammesteds stod for 5 Mark Lybsk.

Betænkning over det Mirakel ved Kippinge Kirke

Jeg veed ikke, om man skal henføre det Mirakel, som siges at være skeed udi Kippinge Kirke paa Falster til dette Aar. Det er vel ikke Umagen værd at bemøye sig meget med at udsøge Aars Tallet, saasom man ikke er forsikret, om Historien er sandfærdig. (775) Der siges, at en Tyv, som bortstal Kalk og Disk af samme Kirke, kunde ikke komme tilbage dermed, men sank ned til Knæerne, hvor han gik baade paa Kirke-gaarden, Muuren og ved Strandbreden. Jeg har ikke af anden Aarsag mod min Sædvane anført dette Mirakel, end, efterdi mange endnu troe, at det har været skeet, og, efterdi bemeldte Kippinge Kirke endnu af den gemeene Almue holdes helligere end andre Kirker der paa Landet. Jeg begriber, at en Præst kand være helligere end en anden, men ikke hvorledes saadan særdeeles Helligdom kand falde paa en Bygning frem for andre. Hvad som meest giør slige Mirakler mistænkte, er at de gierne skee ved Kirker, som ligge ved Strand-bredde, hvor det har været Præsters Interesse at bringe Kirker udi Rygte af særdeeles Hellighed, for derved at trække Søefarende Folks Gaver til sig. Og haver Kippinge Kirke ingen Skade haft deraf, hvorfore jeg ey heller vil i ringeste Maader tvivle om de Mirakler, som der siges at være skeede, ey heller disputere derimod, saasom jeg heller ønsker at see en Kirkes Indkomst formeered end formindsked.

Hvad de Svenske Sager angik, da var Situationen endda den samme som tilforn. Steen Sture blev ved at giøre Kongen Løfter, og at tale om Rigernes kiærlige Foreening. Men at han intet meenede dermed, og at han ingen Tillid havde til 1493 Kongen, viiser det Forbund, han efterfølgende Aar giorde med Hansestæderne, hvorudi blant andet indeholdtes, at, i Fald nogen af dem blev overfalden med Krig, skulde den eene forsvare den anden. Af dette Forbund kunde Kongen nok merke, hvortil Sture sigtede, lod sig dermed dog intet merke, men besluttede endda at temporisere med Sverrig, udi hvilket Forsætt han fornemmelig blev styrket af Enke-Dronningen. Han haabede ogsaa at det vilde gaae med Steen Sture som med de forrige Svenske Gouverneurs, nemlig, at Nationen eengang vilde blive kied ved at see sig regieres af en simpel Herremand længere, eller og at Steen Sture ligesom Carl Knudsen hofmodet af sin Lykke, vilde omsider tage Masken af og lade see, hvad han gik svanger med. Kongen blev ey heller bedragen udi sine Tanker; thi Gouverneuren, forladende sig paa sin stedsevarende Lykke og Alliancer, som han havde bestyrket sig med, Steen Stures Regimente begynder at vakle.

begyndte (776) ikke alleene at stille sig meere traadsig end tilforn, men endogsaa at øve usædvanlig Myndighed, saa at den største Deel af Adelen ansaae ham med skeele Øyne. Disse favorable Conjuncturer forsømmede Kong Hans ikke at føre sig til Nytte, corresponderede flittigen med adskillige af Raadet og Adelen udi Sverrig, giorde ogsaa Forbund med Gros-Førsten af Moscovien, hvilken ved adskillige Indfald udi Finland tilføyede Sverrig merkelig Skade. Saa at Stures Regimente begyndte at blive meere og meere forhadt, sær iblant de Store. Den gemeene Almue derimod var ham temmelig anhængig, og søgte han besynderligen at vinde Bønderne ved at afmale de Store, som Rigets Fiender, der corresponderede med Kong Hans, hvilken han ogsaa afmalede, som stifter til alle de Ulykker, som dem bleve paaførte af Moscoviterne, tagende dertil Anledning af det Moscovitiske Gesantskab, som dette Aar lod sig

Kongen bestyrker sig ved adskillige Alliancer.

indfinde udi Dannemark, hvorvel Hvitfeld vidner, at samme Gesandtskab sigtede alleene til at afgiøre Tvistigheder om de Norske Grændser med Moscovien, og søger at viise, at saadant ikke sigtede paa Sverrig, hvilket jeg dog vil lade staae ved sit Værd, helst saasom ingen Apologie her giøres nødig; thi, indlod Steen Sture sig udi Alliance med andre mod Dannemark, saa kunde ingen fortænke Kongen, om han bestyrkede sig med andre Potentaters Forbund mod Sverrig. Han sluttede derforuden ogsaa dette Aar en Alliance med Kong Jacob 4 af Skottland, og, saasom derudi blant andet blev mentioneret, at, hvis een af Parterne blev foraarsaget at føre nogen retfærdig Krig, skulde den anden komme ham til Hielp for at bekrige sin Fiende, saa at man kunde see, at den Svenske Krig var nær ved Døren, og at Kong Hans havde udi Sinde eengang med Magt at giøre Ende paa den Trætte, som han i saa mange Aar ved Føyelighed ikke havde kundet bilægge.

Hvad Indenlandske Sager dette Aar angaaer, da annammede Kongen saavelsom Hertug Friderik Holsten og Stormarn til Lehn af Keyseren: Lehns Acten blev forrettet den 21 Novembr. til Kiel, og det efter Sædvane ved Biskopen af Lybek, endskiønt Chur-Førsten af Brandenborg raadede Kongen saavelsom Hertugen fra at underkaste sig den Formalitet, og at tage Lehnet immediate (777) af Keyseren selv. Der tales ogsaa samme Aar om en Opstand udi Nørre-Halland, hvor Almuen blev opvakt af en ved Navn Gunde Andersen, men han saavel som de fornemmeste af hans Tilhængere bleve fangne af Høvitzmanden paa Varbierg, Ebbe Munk, og lagde paa Steil.

1494Efterfølgende Aar blev bortdrevet med Negotiationer saa vel med det Førstelige Holsten som med Sverrig; Hertug Friderik, foruden den Deel, han havde bekommet

Hertugs Frederiks nye Prætensioner.

af Slesvig og Holsten, meenede, at, eftersom de kongelige Børn stedse plejede at aflægges med nogen Appanage udi Riget, saasom undertiiden med Langeland, undertiiden med Halland eller Samsøe, saa begierede han af Kongen og Dannemarks Raad at forsørges med noget af Rigets Lehn, som med Lolland, Falster eller Møen. Paa denne hans Begiering blev ham af Raadet svaret, at saadant kunde ikke skee uden med samtlige Stænders Bevillning, og, at man til den Ende maatte forsamle saa vel Geistligheden som Ridderskabet og Almuen. Der blev saaledes holden en Samling til Kallundborg, hvor sig lode indfinde alle Rigets Raad, 4 Adelsmænd af hver Stikt, en Borgemester og Raadmand af hver Kiøbsted, samt Bøndernes Deputerede. Og betienede Raadet sig af denne Formalitet og brugte saadanne Omsvøb ikke saa meget for at høre Borgernes og Bøndernes Betænkning, hvorom de udi

Raadets Svar derpaa.

andre Tilfælle ikke bekymrede sig meget, som efterdi de ikke havde i Sinde at føje Hertugen udi hans Begiæringer, og derfore vilde skyde en Deel af Skylden paa Almuen. Efterat man havde raadslaaet over Hertugens Proposition, blev af Forsamlingen endelig givet et Svar af det Indhold (p): At, saasom Dannemark var et frit Vall-Rige, saa kunde Stænderne efter deres eengang giordte Eed ikke samtykke eller bevilge, at noget af Riget skulde komme udi andens Vold; men at det heele maatte blive under et Hoved. Denne saavelsom mange andre Stændernes Erklæringer give en stor Uvidenhed tilkiende in jure publico, og tiene ikke til andet end at viise, hvorofte de tilforn maa have giort mod deres Eed, eftersom (778)

(p) Respons. Ordinum Comitiis Calundb. 1494. pag. 1009.

fast alle Kongelige Børn have været aflagde med Rigets Lehn, og var det ikke paa andre Vilkor, Hertug Friderik her saadant forlangede, nemlig, end at nyde noget Lehn udi Riget pro persona til sin Stands Underholdning efter den Maade, som stedse havde været brugelig her udi Riget. Det havde derfore været bedre simpliciter at have svaret, at eftersom Hertug

Betænkning over Raadets Svar.

Friderik enten ved sin Herr Faders Testamente eller ved sin Broders Bevilling havde bekommet den beste halve Deel af Førstendommerne, og det var venteligt, at han efter sin Frue Moder vilde som den kiæreste Søn bekomme meere end en Broderlod af løse Midler, saa havde han ikke den Føje til at forlange Appanage udi Riget som andre Kongelige Børn, hvilke intet andet havde til deres Stands Vedligeholdelse; og, troer jeg, at Hertugen skulde have fundet sig bedre fornøjet med saadant reent Svar end ved Stændernes Galimathias og selsomme Dissertation om Vall- og Arve-Riger, helst som de ikke vilde tilstaae, at Regieringens Form var bleven forandret under de Høylovelige Konger af det Oldenborgske Huus. Hertug Friderik kunde derfore ikke andet end fortørnes over saadant Svar, og stedse blev ved sin Paastand, at han ikke burdte meere være Stedbarn end de andre Kongelige Børn for ham, og betienede han sig siden af saadant Argument ved Petrum Svavenium udi hans Stridskrifter mod Christ. 2.

Hvad de Svenske Sager angik, da continuerede Kongen at anholde om sin Rætt hos Stænderne udi Sverrig, og det med des større Forhaabning, efterdi han merkede, at Raadet var ham ikke u-bevaagen, men Sture, forladende sig paa fremmed Forbund og Almuens Gunst, agtede hverken Kongens Skrivelser ey heller Raadets Formaning, saa at det lod sig ansee, ligesom han med Magt vilde anmasse sig Regimentet. Endeligen bevilgede han dog et Mode til Calmar, hvor han lovede at forlige sig med Kongen. Men, da Tiiden kom, blev Kongen overfalden af Svaghed, saa at han ikke 1495 kunde møde, hvorudover Modet blev opsatt til næstkommende Aar. Da, nemlig 1495 blev holdet det store Calmarske Mode, som man tænkte skulde giøre Ende paa denne langvarige Tvistighed, efterdi den skeede med stor Tilbereedelse, (779) og alle 3 Rigers Raad der bleve samlede. Men da Modet gik for sig, biede man en heel Maaned efter Sture, som skyldede paa Vinden, skiønt man holdt hans Villie meere var Aarsag til saadan

Mode til Calmar frugtesløst.

Udeblivelse. Imidlertiid vederfoer Kongen en stor Ulykke, i det at der kom Ild udi det Skib kaldet Grypshund, (q) hvorpaa alle de skrifftlige Documenter laae, som paa Modet skulde produceres. Paa samme Skib var ogsaa en Italienske Doctor Juris, som Kongen maaskee havde ført med sig for at plaidere sin Sag, hvilken tillige med Skibet blev brændt, saa at Kongen paa eengang blev skildt baade med Advocaten og Documenterne. Over denne U-lykke fattede Sture saadant Mod, at han ikke engang vilde tale med Kongen, men stillede det udi hans Kaar, om han vilde have Krig eller Fred. Og, som Kongen saae, at han stolede saa meget paa den oprettede Alliance med Hansestæderne, søgte han af all Magt at splide samme Forbund. Han lod derfore Sture ved Gesantere tilkiende give, at, i fald han vilde staae fra det Forbund, som han havde giort med Hansestæderne, vilde Kongen indgaae 30 Aars Stilstand med Sverrig, paa det han kunde vende sin heele Magt mod samme Stæder. Men, som Sture ikke vilde beqvemme sig dertil, men alleene uden Vilkor indgaae et Aars Stilstand, blev Kongen saa hæftig fortørnet, at han indlod sig udi nøjere Alliance med Moscovien, og ophidsede Rysserne til at holde Steen Sture varm paa den anden Side af Sverrig. Dog kom det ikke til nogen Fiendtlighed mellem Rigerne, saa

Dronning Dorothea døer.

længe som Dronning Dorothea Kongens Moder levede, saasom hun ideligen raadde til Fred. Men denne Navnkundige Dronning døde udi dette Aar til Kallundborg, og ved hendes Død bleve begravne alle fredelige Tanker, og Anstalt blev giort til at angribe Sverrig med Krig. Hun var en af de navnkundigste Danske Dronninger,

Hendes Characteer

og havde haft meget at sige udi 3 Kongers Tiid. Hun berømmes af hendes Forstand, Gudsfrygt, Fredsommelighed, og særdeeles Kierlighed til hendes Børn, dog var den sidste Qvalitet i saa stor Grad, at den tabte sin Dyd, og blev heller anseet som en (780)

(q) Olaus Petr. hist. Sv. manuscr.

Hovedfeil hos denne Dronning, efterdi hun præfererede sine Børns Forfremmelse Landets Velfærd; saaledes maatte Norge skille sig ved de Øer udi den Deucaledoniske Søe for hendes Dotters Margaretes Skyld, at hun kunde faae en Krone paa Hovedet; saaledes blev ogsaa Riget skildt ved den halve Deel af Førstendommerne, paa det at hendes Favorit Søn Hertug Friderik kunde blive en regierende Første, hvorudover hun kand holdes for at have været bedre Moder end Dronning. Det er vanskeligt at giette Aarsagen, hvi all hendes Kierlighed falt paa den yngste Søn, da Kong Johannes var en af de føieligste, sagtmodigste og dydigste Herrer, som nogen Tiid har siddet paa Dannemarks Throne, saa man ikke kand tilskrive det uden en blind Kierlighed, som ingen Aarsag kand gives til, og som havde saadan ond Virkning udi Riget og foraarsagede saadan Skade, som Posteriteten ikke har kundet reparere; Hvorudover med alle hendes gode Qvaliteter hun ikke kand regnes blant de nyttige Danske Dronninger; Men denne Feil reparerede hun ved adskillige store Dyder, sær den Omsorg hun havde for at conservere Fred og Roelighed, og have i den Henseende de Svenske Skribentere heller Aarsage at rose end at laste hende; Ingen kand troe, at en saa gudfrygtig Dame var capable til at faae saadan hæslig Gierning i Sinde, som hende tillægges hos en vis Skribent, hvilken taler om hende saaledes: Efter Christian 1. Død vilde Dronning Dorothea, den anden Jesabel, tage sin Søn Johannem af Dage ved en stegt Høne, som var Forgift udi (r). Men, som Autor har skrevet paa Rim, kand man regne dette blant Poetiske Fictioner. Hvad, som ellers lægges hende til Last var det at hun var alt for paaholden (s). Ved hendes dødelig Afgang forsvandtes alle fredelige Tanker, og Riget blev indviklet udi besverlige Kriger, som hun ved sine idelige Bønner havde hindret. Hun døde høibedaget af Alder og hendes Liig blev ført til Roskild, og nedsatt udi hellig 3. Kongers Capell hos hendes salig Herre. (781)

(r) Chron. Rythmicum Svec. pag. 517 in excerpt. Th. Barth.

(s) Manuscr. Skibyense. ad rem nimis attenta.

Ved denne Dronnings Død hævedes saaledes den Hinder, som hidindtil havde været mod den Svenske Krig, hvilken dog ikke gik for sig førend 1497. Førend jeg træder dertil, vil jeg melde noget om, hvad som i foregaaende Aar passerede udi Sverrig, og som banede Vejen til Kong Hans at føre Krig med Success og at støde Steen Sture fra Regimentet. Rysserne giorde et farligt Indfald udi Finland Aar 1496 1496. og blev Carl Knudsen, som der commanderede, slagen tillige med mange andre. For at imodtage disse farlige Giæster samlede Steen Sture en stor Hob Folk sammen, hvormed han agtede at begive sig til Finland; men, som det varede længe ud paa Høsten, førend han kunde didkomme, havde Rysserne imidlertiid stor Fremgang.

Rysserne falde ind udi Finland.

De komme for Viborg St. Andreæ Dag, stormede til Staden, og finge et Taarn ind; men Knud Pose, som commanderede udi Viborg, lod stikke Ild paa Taarnet, saa at en Hob Rysser der bleve brændte, og de andre, som løbe Storm, og vare allerede komne paa Stads Muuren, deraf bleve forskrekkede, og toge Flugten. Saaledes blev Viborg ved Knud Poses tappere Modstand befriet, og Rysserne begave sig paa Hiemreysen igien, efterat de paa dette Tog havde mistet over 9000 Mænd. Steen Sture kom til Finland, da Rysserne allerede vare borte med stort Bytte, som de paa Veyen havde giort, hvorudover der paa samme Tiid intet var for ham at bestille, men han maatte legge sit Folk udi Vinter-Qvarteer. Han gik derpaa tilbage til Sverrig igien for der at samle meere Folk, efterdi han var Rysserne forventende mod Foraaret igien. Men Moscoviterne, som regne ikke saa nøye at campere om Vinteren, komme udi Februario tilbage, giorde Indfald udi Carelen og Tavasten, hvor de omkomme over 7000 Svenske og bragte deres Folk udi Sikkerhed igien, førend Steen Sture kunde komme til Undsættning. Som han nu meente, at Rysserne vare borte, beordrede han Krigsfolket at blive udi Finland under Commando af Svante Nielsen Sture, Erik Trolle og Steen Thuresen. Selv forblev han den heele Sommer udi Sverrig af Frygt, at Kong Hans udi hans Fraværelse skulde tentere noget mod Riget, hvor han vidste, at Kongen havde et temmeligt Anhang, som med Glæde vilde tage mod ham. De udi Finland efterladte Anførere, da de merkede, at Hr. Steen saa længe (782) fortøvede, holdte de det u-forsvarligt at ligge med Krigshæren saa længe ørkesløse, giorde et Indfald udi Moscovien, trængede sig ind til Narva, erobrede det Slott Ivanogrod, og med stort Bytte og 300 fangne Rysser komme tilbage til Finland igien, hvor Misfornøielse mellem Steen Sture og Svante Sture.

Gouverneuren da just nyeligen var arriveret, og paastod, at man om Vinteren skulde giøre et nyt Tog; Men Svante Nielsen vilde ikke beqvemme sig dertil, og gik tilbage til Sverrig. Dette foraarsagede Misforstand mellem disse tvende Herrer, og Steen Sture skieldede Svante Nielsen for en feldtflygtig Mand.

Saaledes fik han en nye anseelig Mand af stort Anhang paa Halsen, som blant andre slog sig til Kong Hanses Parti, og voxede samme Partie dagligen saa til, at Kongen kunde giøre sig Forhaabning om Success udi sit Forehavende. Udi Kongens Partie var Erke-Bispen af Upsal med de fleste af Geistligheden, eendeel af Had til

Kongens Parti formeeres i Sverrig.

Steen Sture, eendeel ogsaa, efterdi de undsaae sig ved at være en Mand tilhængige, som var satt udi Kirkens Band. Blant de Verdslige vare de fornemmest Svante Nielsen, Erik Trolle, Arved Trolle, Niels Boesen og Thure Thuresen. Ja det heele Raad begyndte omsider at falde fra Steen Sture, og bede ham godvilligen at sige sig af med Regimentet. Men han stolede paa Almuen, som han havde paa sin Side, og lod Raadet svare: at han havde sit høye Embede ikke alleene af Adelen, men endogsaa af Borgerne og Bønder, hvorfore han uden deres Samtykke ikke kunde forlade Rigets Administration. Han lod derpaa kalde en Hob Ryttere tilbage, som laae indqvarterede udi Findland, udaf hvilke han reisede omringed igiennem Landet for at jage Frygt ind udi sine Fiender, og at bestyrke sin Myndighed. Saaledes bleve Conjuncturerne favorable for Kong Hans, og er dette det Mærkværdigste, som tildrog sig udi det Aar 1496.

Hvad Rigets indvortes Sager angaaer, da finder jeg intet synderligt derom at

En sær Kongl. Forordning mod Skiøger.

anføre. Der tales alleene om en særdeeles Forordning, som Kongen lod udgaae mod Skiøger, at de skulde bære Huer halv røde og halv sorte for at giøre dem kiendelige fra andre Qvinder, og er saadant det eeneste og fornuftigste Middel man i slige Tilfælde kand bruge; thi at ville paa eengang udrødde Skiøger (783) af et Land, er ligesaa vanskeligt som at ville udrødde alle Fluer i September Maaned. Vel kand ikke nægtes, at Letfærdighed er en grov Synd, og de, som saadant bedrive, fortiene høyligen at straffes, men Exsecutionen er vanskelig, efterdi der handles om at udrødde en Synd, som har hersket fra Verdens Begyndelse blant alle Folk, eendeel ogsaa, efterdi det er et necessarium malum, eller en fornøden ond Ting. Det er bekiendt, at Venedig engang uddrev alle Skiøger, men siden maatte forskrive heele Skibs Ladninger igien. Dog, paa det, at Øvrigheden ikke skal beskyldes for ved Stiltienhed at autorisere Lætfærdighed, kand den enten paalægge Skiøger en dobbel Skatt efter de Romerske Pavers Exempel, eller dømme dem til en viss Klædedragt, paa det at de udi Forsamlinger kand forhaanes og kiædes ved deres Levnet. Udi den henseende paabød Kong Hans, at de skulde bære to slags farvede Huer, og var det at ønske, at enhver Stads Øvrighed vilde følge samme Exempel; thi saadant Middel giør langt bedre Virkning end Riis og Fængsel.

1497 Nu træder jeg til det merkværdige Aar 1497, udi hvilket den Svenske Krig gik for sig. Kongen havde besluttet strax efter Enke-Dronningens Død ved Sverdet

Den Svenske Krig begynder.

at giøre Ende paa den langvarige Trætte med Sverrig, men Exsecutionen blev opsatt til dette Aar, eendeel, saasom han endda vilde give Steen Sture nogen Tiid at betænke sig, eendeel ogsaa, saasom der behøvedes Præparatorier til saadant stort Forsæts Fuldbyrdelse, saavel ved at disponere Gemytterne udi Sverrig, og der at erhverve sig et Anhang, som ved at tilveye bringe en tilstrækkelig Krigsmagt til Lands og Vands. Jeg har tilforn viiset, hvorledes Conjuncturerne vare forrige Aar udi Sverrig, og hvorledes det Kongelige Partie blev formeeret ved saadan anseelig Mand som Svante Nielsen og andre. Udi dette Aar blev holdet et Mode til Stokholm, af hvis Opførsel man kunde merke, at det var slet bestillet med Stures Sager udi Sverrig; thi samme Mode erklærede ikke alleene Svante Nielsen fri for den Beskyldning, Sture havde kastet paa ham, men endogsaa anholdt om Regieringens Afstaaelse, og at den Calmarske Recess af 1483 maatte fuldbyrdes. Sture protesterede hæftigen derimod, skiød sig ind til Almuen, og foregav, at de vare Rigets Fiender, som paa nye (784) vilde

Sverrigs Raad undsiger Steen Stue.

underkaste Sverrig fremmed Herskab. Denne hans Haardnakkenhed foraarsagede, at man opsagde ham all Troeskab og Lydighed. Sture derimod, saasom han ingen Folk havde ved Haanden, kunde han strax ingen Modstand giøre, men practiserede sig med Behændighed ind paa Slottet, indtil hans Krigsfolk komme fra Finland. Ved deres Ankomst fik han nyt Mod, søgte at handthæve sin Myndighed med Sverdet, og lod sig allevegne hylde udi Landet. Han lod ogsaa Bispen af Linkiøping fængsle, og agtede at spille samme Tragoedie med Erke-Bisp Jacob af Upsal, hvilken han beleyrede paa hans Slot Stecka, plyndrede hans Folk, og satt Ild paa den Erkebispelige (t) Residence udi Upsal, saa at der blev aabenbare Feide mellem ham og Rigets Raad, dog havde Hr. Steen paa sin Side Almuen, som var Landets Styrke item Stokholms Bye.

Da Kongen nu saae, at Sagen var temmelig moed for ham udi Sverrig, og at hans Partie sammesteds var bleven saa considerabelt, at hvis han betimmeligen secunderede det med en god Krigshær, han da kunde være forvisset om Seyer. Herudover,

Kongelige Præparatorier til Krigen.

paa det at Steen Sture ingen Tiid og Leylighed skulde gives paa nye at bestyrke sig, og at undertrykke det Kongelige Parti, lod han forskrive en almindelig Herre-Dag til Kiøbenhavn, hvor der blev besluttet med Krig at anfalde Sverrig, som udi 14. Aar havde været ham gienstridig. Der blev strax bragt paa Beenene en anseelig Krigshær, og en Flode blev udrustet i største Hast for at hindre Sverrige Undsættning fra Fremmede til Søes. Kongen anholdt ogsaa om Hielpe-Tropper fra Tydskland, og bekom et Antall Folk for Besolding fra Margreven af Brandenborg, item fra hans Broder Hertug Friderik. Den fornemmeste Styrke for den Kongelige Krigshær var den udi Historien navnkundige Saxiske Garde (u) bestaaende af 6000 Landsknægter, som under den store General Jørgen Slentz en Adelsmand fra Cøln havde signaliseret sig baade udi Tydskland og Nederlandene. Og, saasom ofte udi den Beskrivelse over den store Saxsiske Guarde.Nordiske (785)

(t) Olaus Petr. Hist. sv. Manuscr.

(u) Krantz Wandal. 14. Cap. 27.

Historie tales om denne Saxiske Milice, kaldet gemeenligen den store Garde, og alle giorde saa store Øyen ved dens Ankomst til Dannemark, vil jeg korteligen sige Aarsagen dertil. Krigs Discipline velter sig gierne fra et Landskab til et andet, ligesom andre Videnskaber, og seer man gierne det Land at spille Mester, hvor Milicien er best indrettet. Længe for den Tiid vare Engelænder og Skotter udi Anseelse og betienede sig af visse slags Sverd hvorved de Engelske udrettede utroelige Ting udi Frankerige. Siden begyndte det Franske Cavallerie at stige item det Svitzerske Fod-Folk, og oversvæmmede heele Italien. Det Franske Cavalerie ved sin Hurtighed og det Svitzerske Fod-Folk ved usædvanlige store Gevær og Bøsser, hvis Kugler giorde slige Hull, at man kunde stikke en heel Haand derudi. Svitzerne bleve derfore anseede som levende Dievle udi Italien, hvor man tilforn efter Machiavelli Vidnesbyrd udi hans Florentinske Historie var vant til at holde Feltslag fra Morgenen indtil Aftenen uden een eeneste Mands Forliis. Endeligen komme under Keyser Maximiliano 1. de saa kaldte Landsknægte udi Æstime. De samme havde indlagt et stort Navn allevegne udi Europa, og ved deres Tapperhed og Krigs Discipline ikke lidet svækket Svitzernes Reputation. Af slige 6000 Landsknægte bestod denne store Garde, som Kong Hans da fik udi Tieneste. Anføreren derover var Jørgen Slentz, en Mand af særdeeles bravoure og Stolthed, hvorudover man endnu denne Dag hos os kalder et stormodigt

Junker Slentz.

og stift Menneske Junker Slentz. Den sidste Herre, som disse 6000 Mænd, alle store Vaaghalse, stode udi Tieneste hos, var Hertug Magnus af Neder-Sachsen, hvilken betienede sig af dem mod Erke-Bispen Johan Rode af Bremen (x) hvor de oversvæmmede det heele Stift, saasom deres blotte Navn var en Skræk over heele Tydskland (y). Og, da samme Hertug Magnus havde dem ikke meere nødig, overlod han dem til Dannemark. Crantzius, som levede paa de Tider, siger udi denne Konges Historie, at disse 6000 Mænd vare en Sammenblanding af alle slags Nationer, (786)

(x) Crantz. Saxon. lib. 13. cap. 23. it. Vandal. lib. 14. cap. 27.

(y) Rosefont. in vita Johannis.

hvilke udi Begyndelsen havde slaget sig sammen for at røve og plyndre, men siden lode sig hverve af een og anden Potentat, hvorfore dette Corps blev kaldet Guarde eller Beskyttere, hvorvel man heller kunde kalde dem Ødelæggere, efterdi de tilføjede ikke mindre Skade dem, i hvis Tienneste de stode, end Fienderne selv. Efterat Kongen saaledes havde styrket sin Krigs-Hær, lod han den munstre ved Anskierre, og blev Commando derover given til Herr Laxmand Rigets Hofmester, og Marqvard Rønnov førte Hovedbanneret og Jørgen Rud blev beordret at commandere Skytterne.

Saa snart Krigs-Hæren kom til de Svenske Grendser, giorde nogle Svenske Bønder et Anskrig, hvilket bragte General Laxmand paa de Tanker, at der var en stor

Calmar beleires og indtages.

fientlig Krigs-Magt for haanden, hvorudover han befoel sine Folk at have alting udi god Agt. Det første af Vigtighed, som man foretog, var Calmars Beleiring, hvilken blev berendt af Herr Eskild Gøye. Saa snart samme vigtige Stad var beleiret, kom Kongen did hen udi egen høje Person med et stort Antal Folk, og begyndte man da strax at beskyde Staden, og tvinge den til at overgive sig. Efter Stadens Erobring gik man løs paa Slottet, hvilket ey heller holdt længe Stand, men overgav sig ligeledes. Dette er ellers den første gang jeg finder, at de Danske have betient sig af Canoner, hvilke kunde ikke andet end giøre stor Virkning i Begyndelsen, og derfore saa hastigen befodrede denne vigtige Stads saavelsom Slotts Overgivelse. Paa samme Dag, som Calmars Slott overgav sig, ankomme til den Kongelige Leier paa

De Danskes Fremgang.

Sverriges Raads Vegne Arved Trolle, Niels Boesen og Thure Johansen. De samme afsagde der deres Troeskabs Eed, og overleverede Borkholm, Ørebroe, Øresteen og Stegholm. Derpaa lod Kongen ved Henrik Krummedige og Ebbe Munk beleire Elsborg, og uden synderlig Modstand bemægtigede sig Slottet. Samme Tiid lod han anslaae Patenter paa adskillige Stæder udi Sverrige, hvorudi gaves tilkiende Aarsagen til hans Ankomst, Steen Stures Forhold og andet deslige; Samme Patenter vare forfattede udi Kiøbenhavn, førend Toget gik for sig, hvilket sees af deres Dato (z). (787)

(z) Vid. liter. Reg. sub dato Hafn. die Dom. post fest. corporis Christi 1497.

Imidlertiid continuerede Steen Sture at beleire Erke-Bispen paa hans Slott Stecka, hvor samme Tiid laae Svante Nielsen med fleere af Sverrigs Raad. Disse lode Kongen ved Skrivelser deres Tilstand vide, og begiærede Undsætning, hvorudover Kongen lod skikke et stort Antall Folk med Floden fra Calmar. De samme komme lykkeligen ind udi Stokholms Skiær, giorde Landgang, tvunge Steen Sture at

Stokholm beleires.

ophæve Beleiringen, og at flygte til Stokholm, hvor han strax blev beleired af de Kongelige, blant hvilke lode sig ogsaa indfinde Erke-Bispen tillige med Svante Nielsen. Denne Beleiring indjog i Førstningen stor Skræk blant Stokholms Borgere, hvilke lode røre Stadens store Klokke, og komme sammen for at overlægge med hin anden, hvad de skulde foretage; Men, da Steen Sture lod dem viide, at han ventede til Undsættning 30000 Dalekarle, toge de Mod til dem igien, og bespottede de Kongelige af Stads-Murene. Medens de Danske giorde dette Indfald udi Sverrig paa den eene Side, finge de Norske Ordre at bryde ind paa den anden Side, hvor de beleirede Elsborg. Besætningen giorde vel stor og tapper Modstand, men de Norske dreve paa Beleiringen med saadan Iver, at Staden omsider maatte overgive sig. Og jog denne vigtige Stads Forliis saadan Skræk udi de Svenske, at alle Indbyggerne paa de Grændser af Sverrige gave sig under Kongens Lydighed. Der stod da intet tilbage for Kongen at vinde udi Sverrige undtagen Stokholms Stad og Slott, hvor Steen Sture opmuntrede Borgerne og Soldaterne til en tapper Modstand, lovende dem en hastig Undsætning, hvilket Løffte han ogsaa holdt, skiønt samme Undsættning giorde ikke den Virkning, som han ventede. Han havde, da Staden blev

Steen Sture forskriver 30000 Dalekarle til Undsætning.

beleiret, udskikket hemmeligen om Natten visse Bud til Dalekarlene, paa hvis Tapperhed han udi denne Tilstand meest forlod sig, og lod dem vide, at Stokholm var det eeneste tilbage af Riget, som ikke var faldet i de Danskes Hænder, og hvis samme Stad betimmeligen ikke blev reddet, var det ude med Sverrig. Han haabede derfore, at, saasom de alle Tiider havde ladet sig see færdige til Fædernelandets Frelse, de nu ikke vilde undslaae deres Bistand paa den Tiid, som den allermest var nødig. Og, saa(788) som Steen Sture tvilede ikke om deres Hielp, saa lod han ved samme Bud underviise dem om Tiiden og Maaden, paa hvilken saadant best kunde skee nemlig, at 30000 Dalekarle paa Michaelis Dag skulde angribe den Danske Leier, som laae paa Brunkebierget, og, naar det skeede, skulde han selv med 10000 Mænd giøre Udfald af Staden, saa at det skulde være vanskeligt end for den mægtigste Krigshær at imodstaae saadan uformodentlig dobbelt Magt. Men det gik anderledes end Hr. Steen Sture havde ventet; thi, da man udi den Danske Leier fik Kundskab om Dalekarlenes Ankomst, blev efter Claus Krummediges og Henrik Knudsens Anslag fundet for got ikke at opbie Dalekarlene udi Leiren, hvor de ved Udfald fra Staden kunde beængstes paa begge Sider, men udi all Hast at rykke mod den ankommende fientlige

Slag ved Rødebroe.

Krigs-Hær. Dette blev exseqvered med stor Hurtighed og saadan Taushed, at de Beleirede ingen Kundskab fik derom førend efter Slaget; thi de Danske gave sig Michaelis Aften 3 Timer for Dag paa Vejen, og traffe Dalekarlene ved Rødebroe. Der erholdte de Danske en fuldkommen Sejer, og Dalekarlene bleve totaliter slagne, nogle omkomme udi Flugten og 500 Bønder, som vilde salvere sig over en Søe, druknede der alle. Ellers lode Dalekarlene udi denne Trefning see ikke mindre Tapperhed end de plejede; thi de giorde i Begyndelsen længe saadan Modstand, saa at der meenes, at hvis de havde været forsynede med Ryttere, havde de giort Sejeren disputerlig (a). Tiden tillod ikke længe at forfølge den flygtige Fiende, hvorudover de Danske strax efter Seieren besluttede at rykke tilbage til Leieren igien, paa det at de Beleirede ikke skulde føre sig deres Fraværelse til Nytte. Men, som de førdte mange af de erobrede Svenske Felt-Tegn med dem, bildte Steen Sture sig ind, at de vare de forventede Dalekarle, rykkede derfore udaf Staden med 10000 Borgere og Bønder. Men de Danske opmuntrede af forrige Lykke, gik ham med saadan Hurtighed imod, at han efter en kort Trefning med 600 Mænds Forliis maatte tage Flugten til Staden igien. (789)

(a) Rosefont. in vita Johannis.

Efter disse tvende herlige Seiere og Kongens Ankomst med Floden til Stokholm, som skeede kort derefter, ventede man intet andet end Stokholms Overgivelse paa Naade og Unaade, og det heele Riges hastige Reduction; men Almuen holdt endda stift med Steen Sture, Vinteren var for Haanden og Provianten begyndte at fattes, saa at man frygtede for Hungers Nød; Herudover var intet andet Middel til at reede sig ud af de forestaaende Uleiligheder end enten at slaae sig igiennem Landet eller at slutte et hastigt Forliig. Det første Middel var farligt og vanskeligt, hvorfore man greb til det sidste, og blev Biskop Glob af Kongen committeret at handle om Fred. Han tillige med andre af Dannemarkes Raad udrettede saa meget, at Hr. Steen

Fred mellem Rigerne.

Sture indlod sig i Samtale med Kongen udi Clare Kloster uden for Staden, og blev da Fred sluttet med de Vilkor, at Kong Hans skulde blive en regierende Herre over Sverrige, Steen Sture skulde forsynes med Gods og Indkomster til sin Stands Underholdning, og intet Regenskab giøre for førdte Administration. Fangerne skulde løsgives paa begge Sider, og den Calmarske Recess skulde i alle Maader staae ved Magt. Derpaa begiærede Kongen, at Steen Sture skulde overtale Dalekarlene at begive sig hiem igien, og at erkiende ham for Konge, for hvilket Hr. Steen i Begyndelsen veigrede sig, men endeligen beqvemmede sig dertil med de Vilkor, at ham til Forlehning maatte gives Vesteraas, hvilket Kongen da bevilgede, endskiønt han vel saae, hvorhen Sture dermed sigtede, nemlig at han altiid kunde have Dalekarlene, som han meest forlod sig paa, ved Haanden.

Efterat Freden saaledes lykkeligen var sluttet, giorde Kongen sit Indtog udi Stokholm, hvor Borgemestere og Raad med det gandske Borgerskab ginge ham i Møde med Stadens Nøgle. Derpaa blev Taksigelse giort udi Kirkerne, og Staden tilligemed Slottet blev overleveret. Kort derefter lod Kongen tilkiendegive Sverrigs Raad, at han vilde reyse til Upsal for der efter Svenske Kongers gamle Sædvane at lade sig krone. Men, saasom Erke-Bispens Gaard udi Upsal var af Steen Stures Folk ødelagt, og den heele Stad udi slett Tilstand, bad man Kongen, at saadan (790) Kroning maatte skee udi Stokholm, hvilket Kongen ogsaa bevilligede, som blev derfore bragt til Raadhuuset i Stokholm geleidet af Erke-Bispen og den Svenske Geistlighed, Steen Sture og Sverrigs Raad, samt alle Laugmændene item Kiøbstædernes og Bøndernes Fuldmægtige, hvilke der hyldede ham til Sverrigs Konge, og aflagde deres Troskabs Eed. Derpaa blev han med stor Høytidelighed kronet den 26. Novembr. udi Stadens Kirke, og bleve ved samme Høytidelighed slagne 50 Riddere saavel Danske og Svenske som Tydske. Steen Sture blev da erklæret Kongens Hoffmester, og Svante Nielsen Sture blev giort til Rigets Marsk; Der fortælles, at da Kongen udi et Giæstebud spurte een af de Nærværende, om der fattedes endda noget til denne Høytidelighed, svarede en Tydsk Herre, som havde stor Adgang til Kongen, og større Frihed at tale end andre: Der fattedes intet uden een Ting. Kongen, som meenede sig intet at have forsømt, spurdte da, hvad det var? Derpaa siges denne fremmede

Kongen krones til Stokholm.

Herre at have svaret, at intet fattedes uden en Skarprætter, der kunde lægge nogle Svenske Herrers Hoveder for deres Fødder. Af disse Ord blev Kongen forskrækket, og slog Øynene ned til Jorden. Da han nogen Tiid saaledes havde siddet stille uden at tale, løftede han omsider Øynene op igien, saae skarpt paa denne Raadgiver, og med haarde Ord bebreydede ham hans Ondskab, hvorpaa han reysede sig fra sit Sæde, og begav sig ind udi sit Cabinet, og siger Rosefontanus, at han siden den Tiid ikke kunde taale at see samme Mand. Saaledes bliver Historien fortaalt af denne Skribent. (b). Den findes ogsaa udi de Svenske Historier, men Hvitfeld taler intet derom, hvilket er dismeere forunderligt, efterdi det er den største Zirat udi Kong Hanses Historie. Christianus 2 efterfuldte siden saadant Raad, men befandt sig meget ilde derefter.

Medens dette forrættedes udi Sverrig, blev Dronning Christina udi Dannemark forløst med en ung Søn, som blev kalden Franciscus, saa at slige Tidender forøgede ikke lidet den Glæde, Kongen havde over sine Vaabens Fremgang og Sverrigs (791)

(b) Rosefont. in vita Joh.

Reduction. Strax efter Kroningen tog Kongen sig for at fuldbyrde den Forhandling, som var giort med Steen Sture udi Leyren for Stokholm, og forlehnede samme Sture igien med adskillige vigtige Slotte og Stæder; Derimod overtalede han ham at afstaae Vesteraas, efterdi han ikke gierne saae ham saa nær ved Dalerne, hvor Landets Styrke var, og hvor Almuen var ham saa meget tilgedan, og gav dette tilkiende, at hvor stort Venskab der end syntes at være stiftet mellem Kongen og ham, saa troede de dog hinanden ikke meget, thi Kongen aflod ikke, førend han fik Vesteraas af denne urolige Mands Hænder. Derpaa blev af Sverrigs Stænder udstædt et Hyldings Brev og Kongen overlevered af det Indhold.

Sverriges Hyldings Brev.

Vi Jacob med GUds Naade Erke-Bisp i Upsal, Brynolf i Skara, Coort i Stregnes, Oluf i Vesteraas, Magnus i Aabo med samme Naade Biskoper, Arved Trolle, Svante Nielsen, Knud Eskildsen, Niels Claussen, Erik Nielsen, Erik Trolle, Niels Boesen, Steen Thuresen, Bent Rønning, Bent Gregersen, Henrik Bither Riddere og Peder Ragvaldsen Væbnere Sverriges Riges Raad giøre vitterligt med dette vort aabne Brev, at, saasom Høybaarne Første Kong Hans vor kiæreste Naadige Herre haver udi hans kiære Hr. Faders Kong Christians Tiid, og siden efter hans Død paa mange Herremoder været udvalt, keyset og samtykt til Herre og Konge over Sverriges Rige, eftersom de Recesser og Breve, som derpaa giorte ere, videre indeholde og udviise, saa have Vi nu tilforn efter samme Recessers Indhold udi Stokholms Stad St. Chatarinæ Dag alle samdrægtigen efter Sverriges Riges Lov keyset og samtykt foreskrevne vor kiære Naadige Herre Kong Hans til regierende Konge over Sverriges Rige, og giorde hans Naade strax paa samme Tiid hans Kongelige Eed efter Sverriges Lov Riget at regiere, og vi iligemaade Sverriges Raad desligeste (792) alle Laugmænd, Kiøbstedmænd, og den heele Almue, som tilstede vare, svore ham Huldskab og Troeskab, hvorpaa han blev salvet og kronet. Og, eftersom GUd det nu saa føyed haver, at hans Naade er saa lovligen kommen til Sverriges Krone, saa forpligte Vi os alle og enhver i Særdeeleshed med dette vort aabne Brev stedse at være ham som Vor rætte Lands Herre hørige og lydige. Skrevet udi Stokholm paa St. Andreæ Apostoli Aften Anno 1497.

Steen Sture forskrev (c) sig udi et særdeeles Brev til Kongen, hvilken ogsaa paa sin Side skrifteligen forsikrede de Svenske Stænder om deres Privilegier. Derpaa blev den ældste Kongelige Printz Christian kaaret til Konge udi Sverrig efter sin Faders Død. Ja de Svenskes Føyelighed gik saa vit, at de tillode Kongerne efter egen Behag at sætte og beskikke Danske Norske eller Svenske Fogeder til adskillige Stæder og Slotte, som Stokholm, Calmar, Nykiøping og Ørebroe. Udi det Overslag, som blev giort paa Bekostninger af denne Krig, befandtes, at Kongen havde udgivet til de fremmede Troppers Besoldning halvandet hundrede tusinde Rhinske Gylden foruden Kost og Tæring, Pulver, Bøsser, Pile og andre Gevær. Og er det her allerførst, hvor der tales om Krud og Kugler, saa at det er troeligt, at de Tydske Landsknægte bragte saadant herind udi Landet; thi man seer af samme Overslag at Piiler og Buer endda ikke vare komne af Brug, hvilket ogsaa findes udi andre Nationers Historier; thi man seer af et Register af det saa kaldte chambre des comptes de Paris, at Krud har været i Brug i Frankerige fra 1338, efterdi derudi findes antegnet en Udgift med disse Ord: pour avoir poudres & autres Choses necessaires aux Canons &c. hvorvel den Franske Historie viiser, at man længe efter den Tiid betienede sig af Piile tillige, hvilke man har holdet for i visse Maader at være ligesaa nyttige som 1498 Bøsser. Og findes der endnu forfarne Krigsmænd, der ansee saadan Blanding som nyttig (793)

(d). Foruden ovenmældte Summa bleve regnede 20000 Hansestædiske Mark, som Elsborgs Beleyring eene havde kostet.

Efterat alting saaledes lykkeligen var forrettet, reysede Kongen efterfølgende Aar om Vinteren til Dannemark igien. Intet kunde have været forrettet med større

Kongen kommer i Triumph til Dannemark igien.

Orden og Høytidelighed, end denne Hylding og Kroning, saasom den var bivaaned saavel af Kongens Venner som hans hemmelige Fiender, og alt hvad som giordt var, blev siden stadfæstet ved skriftlige Forpligtelser. Ikke desmindre fandtes dog de, som siden understode sig at sige, at Kongen kom paa Thronen ikke ved samtlige Stænders Samtykke, men alleene ved en særdeeles Faction af Svensk Adel. Den Upsalske Erke-Bisp har ikke undseet sig ved at indføre saadant udi sin Svenske Krønike (e) men samme Erke-Bisps Historie selv viiser, intet at være meere falskt; thi heele Sverrig var deelt udi tvende Partier nemlig det Kongelige og det Sturiske Partie; begge disse Partier vare tilstede ved Kongens Kroning, begge giorde Lykønskninger, og begge gave skriftlige Forpligtelser fra sig; thi vi have saa vel Steen Stures Revers som Erke-Bisp Jacobs, det er Hovedernes for begge Partier og conseqventer for det heele Rige. Vil man derimod sige, at eendeel satte ikke Kronen paa Kongens Hoved med god Villie, saa giorde det dog in jure samme Virkning, som om det var skeed med et got Hierte, ligesom en legitimè bliver creeret til Doctor, endskiønt Decanus er hans Fiende. Det er ellers troeligt, at mange ikke med god Villie svore Kongen Lydighed; thi man kand i visse Maader sige, at Sverrig denne gang blev undertvungen med Sværd, hvorfore det gamle Surdei blev tilbage, og siges der, at Steen Sture længe derefter reev sig udi sit Skiæg, saa ofte der blev talet om Slaget ved Rødebroe og Stokholms Overgivelse (f).

U-eenighed mellem Erkebispen og Sture.

Kongen havde neppe vendet Ryggen til Sverrig, førend der reisede sig en U-roelighed udi samme Rige, hvortil var Stifter Erke-Bisp Jacob til Upsal; thi, som Steen Sture havde, medens han (794)

(d) Vid: du Cange in Glossar. verbo Bombarda.

(e) Joh. Magn. Chr. lib. 23 cap. 14.

(f) Rosef. in vita Joh.

endda sad ved Roret, tilføjed samme Erke-Bisp stor Skade, plyndret hans Folk, beleiret ham paa hans Slott Stecka, og ruineret Bispe-Gaarden udi Upsal, søgte han af yderste Magt at hevne sig derover. Men saadant var vanskeligt, efterdi Sture havde Kongens Brev og Seyl paa, at han af ingen maatte tiltales for sit førte Regiment. Hvorudover Erke-Bispen lod anholde hos Paven om Dispensation derudi, nemlig at Sture u-anseet Kongens Forsikrings-Brev maatte tiltales for sin Opførsel mod det Erkebispelige Sæde. Hvilken Dispensation da han erholdt, satt han sig for at formere Sture en farlig Process, og at actionere ham for Rof, Brand, og ugudelig Forhold mod Geistligheden, og, som begge havde stort Anhang, saae det ud til indbyrdes Krig, saa at Kongen maatte tage sig paa at megle et Forliig mellem dem, da han anden gang kom til Sverrig, hvorom videre siden skal tales.

Den Tvistighed som reisede sig imellem disse tvende Herrer, begyndte, som sagt er, strax efter Kongens Reise fra Sverrige og varede det heele Aar. Imidlertiid opholt Kongen sig i Kiøbenhavn for der at have Øje paa andre Sager, og at bestyrke sig med fleere Alliancer, i fald nogen nye U-roelighed skulde foraarsages; thi han havde lært saa vel af sin egen som af foregaaende Konges Historie, at det var ikke mindre Konst at beholde Sverrig end at vinde det, og at Forskrivelser og eedlige Forpligtelser havde ikke længere Kraft end et eller andet u-roeligt Hoved fandt det for gott. I den Henseende bestyrkede han sig dette Aar med Fransøsk Alliance. Udi Kraft af hvilken hans Successor Christianus 2. siden udi den Svenske Krig bekom fra Frankrig nogle Hielpe-Tropper, item 8 smaa Cartover. Hvad indenlandske Sager angaaer, da lod Kongen udi dette Aar see stor Omsorg for Studeringers Forfremmelse udi Dannemark, og til det nye Kiøbenhavnske Universitets Opkomst forordnede, at ingen maatte sende deres Børn udenlands, førend de havde studeret 3 Aar paa samme Universitet. Forordningen, som jeg har fundet in Originali udi Constitutionibus Academicis lyder saaledes: Vi Hans med Guds Naade Dannemarkes, Sverriges, Norges, Vendis og Gothis Konning &c. giøre alle (795) vitterligt, at vi efther vor elskelige

Kongens Forordning om Kiøbenhavns Universitet.

Raadts Raadt det saa beskikket hafver, at efther denne Dag ingen god Mands Barn, Kiøbstedmands eller Almues skal færdis her af Riget thill Studium undertagen Upsallæ Studio udi Vort Rige Sverrig met mindre end the skulle thilforne staae her i Kiøbenhavn til Studium y thry samfulde Aar i thet mindste. Hvo som modgiør, skal have forbrudt, hves Leen han haver af Kirken og siden ey ydermeere haffve Hob efter at nyde nogle Kirkens Leen herudi vort Rige Dannemark. Givet paa vor Slott Kiøbnehavn Torsdagen næst efther Dominicam Jubilate Aar efther Guds Byrdt tusinde firehundrede halffemptesinds tifve paa det 8ttende under vort Secrete.

Af denne Forordning sees, at Nationen da saavelsom nu har hafft Begiærlighed til udenlandske Reiser, og at Kongen derfore fandt nødigt saadant at indskrænke. Iligemaade seer man ogsaa, at han har haft Omsorg for Upsalæ Universitets Tarv, i det han har tilstedet Danske Studentere at fortsætte deres Studia der saavelsom i Kiøbenhavn. Bemelte Universitet blev stiftet af Erke-Bisp Jacob med Pavens Tilladelse 1477, saa at Hvitfeld farer vild eller rættere ikke har observeret, hvad han tilforn har sagt, naar han paa et andet Sted siger, at samme Universitet blev stifted af Gustavo 1. Anno 1540; thi at det i det ringeste har været til mange Aar tilforn, sees af denne Kong Johannis Forordning, med mindre man vil sige, at det allerførst blev satt udi god Stand af Gustavo 1. eller rættere først blev forsyned med Reformerede Lærere; Og kand man da paa samme Maade regne Kiøbenhavns Universitets Stiftelse fra Christiano 3. Mag. Peder Skotte, som var en af de første, der blev brugt til det Kiøbenhavnske Universitets Indrettelse, blev dette Aar promoveret til Doctorem Theologiæ, og var Hertug Christian Kong Johannis ældste Søn nærværende ved samme Act.

Udi dette Aar tildrog sig en merkelig Historie udi Pomern, hvilken jeg ikke kand forbigaae at fortælle, endskiønt det er (796) imod min Sædvane at indføre fremmede Bedrifter udi min Historie. Udi en Pomerske Stad kalden Banen blev præsenteret Christi Passions Historie. Een agerede Christum paa Korset, een anden Longinum, som skulde aabne hans Side med Spiudet, den tredie Mariam, som stod under Kaarset, og den fierde Johannem. Longinus stak for haart til, saa at den fingerede Christus fald død ned af Kaarset paa Mariam, og slog Hende ihiel. Derudover blev Johannes saa forbittred, at han omkom Longinum, efterdi han havde omkommet Christum, som var ham paarørende. Samme Johannes blev omsider greben af Øvrigheden og rettet.

1499 Efterfølgende Aar 1499 reisede Kongen til Sverrig igien havende med sig Dronning Christina for der at lade Hende krone. Kroningen gik for sig til Upsal otte Dage for Fasten. Og, som Kongen merkede, at den Misforstand, som var reiset mellem

Kongen forliger Erkebispen med Steen Sture.

Erke-Bispen og Steen Sture, dagligen voxede til, saa at Riget blev truet med nye U-roelighed, satt han sig for at forlige disse stridende Herrer, og endelig efter megen Møje bragte et Forliig til Veje, hvorved Steen Sture forbandt sig til at give Erke-Bispen en Sum Penge for den Skade, som ham var tilføjet. Ingen kand nægte, at dette var jo en Christelig Gierning af Kongen; men, om den var saa politisk, det vil jeg lade staae ved sit Værd; thi det heeder: divide & regna: Og, saa længe som disse to anseelige Mænd havde Horn udi Siden paa hinanden, flatterede de begge Kongen, og søgte at giøre ham sig bevaagen. Man kand derfore sige, at ligesom den Misforstand, som havde reist sig imellem bemelte tvende Herrer, havde banet Kongen Vey til Thronen, saa kunde saadan Misforstand ogsaa beskytte ham derpaa, saa at det var Kongens Interesse at fomentere slig Tvistighed, og allene at hindre, at det ikke kom offentlig til Sverdslag. Udgangen visede ogsaa, hvor liden Nytte det var for Kongen, at de Svenske Herrer begyndte at trække paa een Linie. Men Kong Hans vilde derudi ikke følge visse Potentaters Maxime, og bestyrke sin Throne ved at saae Ueenighed blant sine Undersaattere, saa at hvis denne hans Gierning kand dadles af visse Statsmænd, saa fortiener den at berømmes af alle Rætsindige.

(797) Paa dette Forliig fuldte nye Forsikringer, saa vel af Steen Sture, som af Sverriges Raad, om stedsevarende Troeskab og Lydighed mod Kongen, saa at de lovede under Æres og Redeligheds Fortabelse ey at stifte meere Uroe mod Regieringen (g). Og, som Stænderne Aaret tilforn havde samtykt Hertug Christian til Konge efter hans Faders Død, saa blev dette Aar udstedt et Hyldings-Brev til samme unge Hertug, som da var med Kongen udi Sverrig. Udi samme Brev, (h) som merkeligt er, renoncere Stænderne ligesom paa deres Vall-Rættighed, og erklære tydeligen, at Successionen tilfalder Hertug Christian, som Kongens Søn, beraabende sig paa det gamle Svenske jus Regium eller Konge Balkens 3die Capitel, som siger, om Kongens Søn er til, da er den næst. Nu var alting fredeligt udi Sverrig, og Kongen havde faaet alt, hvad han ønskede; Det allene stod ham for Hovedet, at Steen Sture havde faaet alt for store Forlehninger, saa at hans Indkomster vare vigtigere end Kronens. Der fandtes derfore adskillige, som raadde Kongen at remedere derudi, holdende det usikkert for Regieringen at lade en Mand af den Caractere blive saa mægtig. Herudover indlod Kongen sig i Handel med Sture, og formaadde ham til at afstaae een Deel af de Lehn, han havde faaet, som Aabo Slott, Wiborg Slott, Ny Slott eller Olafsborg med omliggende Lande. Slige feede Stykker, er ikke troeligt, at Herr Steen overgav med sin gode Villie, hvorvel det da saaledes skulde heede, og holdes derfor, at dette lagde Grundvold til det Oprør, som han kort derefter paa nye stiftede. Efterat Kongen saavel havde beskikket sine Sager udi Sverrige, reisede han til Dannemark igien.

Efter slige herlige Bedrifter og saadan Lykke var Kong Hans een af de anseeligste Konger udi Europa, han havde ikke allene foreenet de 3 Nordiske Riger, men endogsaa bragt de gienstridige Svenske til en blind Lydighed, saa at han kunde bøye dem udi alting efter sin Villie, og den eene Stand ligesom kieppedes med den anden i (798)

(g) Vid. declarat. Stenonis St. sub dato Holmiæ pridie Dom. Invocavit 1499. item literæ Senat. Svec. pag. 1026.

(h) Vid. Instrument. sub dato Holm. die 10000 martyr. 1499 pag. 1027 seq.

at lade see Prøver paa deres Underdanighed; Han stod ogsaa udi god Fortroelighed med andre Potentater, i sær med Frankerige og Skotland, som han havde sluttet defensive Alliance med. Den Misforstand, som hidindtil havde regiæret mellem ham og hans Broder var nu hæved, og hans Krigs-Magt var formedelst adskillige Seyervindinger og Sverrigs Reduction udi stor Anseelse, hvo skulde derfor kunde have troet, at et lidet ringe foragtet Folk skulde have kommet saadant et mægtigt Monarchie til at vakle, ja givet det saadant Saar, som udi denne Konges heele Regierings Tiid ikke kunde læges igien, og at et Land af nogle faa Miiles Begreb som Dytmarsken skulde være den Anstøds Klippe, hvorpaa det Nordiske Monarchies, saa vel Magt, som Reputation skulde lide Skibbrud. Det efterfølgende Aars Historie, og den da begyndte Dytmarske Krig er sandeligen et af de store Exempler, som anføres udi Historien paa det menneskelige Vilkors Skrøbelighed, og at Himmelen undertiden betiener sig af de allerringeste Midler til at kuldkaste og ydmyge de største Herredommer. Man skulde have tænkt, at et Lands Reduction som Dytmarsken under saadan stor Konge skulde neppe kunde have faaet Sted udi hans Krønike, ja neppe at have kunde været antegnet som en Krig udi Historien, da den dog blev en af de ulyksaligste for Dannemark ikke alleene i henseende til det store Nederlag, som den Danske Magt der leed, men endogsaa til de onde Suiter og Sverrigs Frafald, som samme Nederlag foraarsagede.

Førend jeg skrider til samme Krig, vil jeg give en kort Beskrivelse over Dytmarsken, og fortælle samme Landskabs Historie, som viiser Aarsagen til Krigen, og hvorpaa de Kongelige Prætensioner grundede sig. Dytmarsken er et fast Land, som strekker 1500sig langs om ved Elben. Der er det forvaret med høye Demminger. Naar det er

Dytmarskens Beskrivelse.

Flod, voxer Vandet indtil Digerne, men naar det er Ebbe, løber det en halv Miil Tilbage fra Digerne. Mod Vesten bliver Landet befæstiget med Eiderstrømmen, hvor ogsaa er Ebbe og Flod indtil Tilenburg, hvorfra indtil Alverstorff ere store Moratzer, saa at man paa det Sted ikke kand komme ind udi Landet. Ved den Nordiske Side er en tør Vey og Passage vel forsynet med (799) mange Graver og Skantser; Mod Østen mod Wilstermark er ogsaa en smal Vey, som gaaer ind udi Landet. Det inderste af Landet og Marken er fuld af Graver, saa at Ryttere der ikke kand komme fort med deres Hæste. Indbyggerne vare udi Stand paa de Tider at bringe 6000 (i) Mænd paa Beenene. De ere af Naturen høye og sterke Folk og viide med stor Behændighed at tumle sig over Gravene med deres Springe-Stokke; intet Land har været meere jaloux over sin Frihed. De vare paa de Tider genegne til Uroelighed, saa at, naar de ingen udvortes Fiender havde, laae de udi Haar med hin anden indbyrdes. Qvinderne vare ligesaa stridbare som Mændene, saa at de undertiden lode sig see som vilde Dyr mod deres Fiender. Saadan Beskrivelse giør den Holstenske Skribent Petersen (k) over Landet, som levede ikke længe efter den Dytmarske Krig; thi hans Historie endes med Christiani 2. Undvigelse af Rigerne. Hvad den Dytmarske Historie angaaer, da endskiønt derom tilforn er talt, vil jeg den dog her meere omstændeligen som paa det retteste og beqvemmeste Sted anføre og egentligen viise, hvorpaa Kongens, som Hertugs af Holsten Prætensioner grunde sig.

Dytmarskens gamle Tilstand.

Udi Keyser Henrici 2. og Henrici 4. Tiid finder man, at Dytmarsken har staaet under deres egne Grever, af hvilke den første hedde Henrich den gode. Efter ham fuldte Siegfred og siden Udo, hvilken var den første Greve, som bekom Landet til Lehn af den Bremiske Kirke, og erkiendte den Bremiske Erke-Bisp for Protector og Overherre. Det Overherskab blev ogsaa den Bremiske Kirke tilkiendt af Keyser Friderico Barbarossa paa Rigsdagen til Erfurt 1180. Men, da de Danske siden under de tvende Waldemaris og Canuto 6. bleve saa mægtige udi Tydskland, og Waldemarus 2. af Keyser Friderico 2. erhvervede Diploma paa alle de Lande, som ligge Norden for Elben, have de Dytmarsker udi nogle Aar været Dannemark Skatt skyldige, og lagt under Slesvig Domkirke indtil det Slag, som skeede ved Bornhoved, hvor de fulde fra de Danske og sloge bag ind paa dem. Derpaa bleve Dytmarskerne efter det Løfte, som var giort dem af Kongens Fiender, et frit Folk. Dog, paa det at de ikke skulde siges (800)

(i) Teste Peters. in descript. Dytmars.

(k) Peters. Chr. Hols. part. 1. vid Cilic. Cimb. Belli Dytm. lib. 1.

at leve uden Herskab, gave de sig qvantsviis under den Bremiske Kirke igien. Saaledes var Landet længe som en slags liden Republiqve og Dytmerskerne, naar det Bremiske Stikt vilde lade see nogen Myndighed mod dem, foregave, at de vare et frit Folk; men, naar andre omliggende Herrer vilde tilegne sig Herskab over Landet, sagde, at de laae under den Bremiske Kirke. Udi den Tilstand førte de adskillige lykkelige Kriger, og forsvarede deres Frihed med stor Tapperhed mod de De Danske Kongers Prætensioner derpaa.

Holstenske Grever; thi, da de Holstener under Grev Johanne og Gerhardo giorde Anno 1322 (l) et Indfald udi Dytmarsken, blev deres Krigshær totaliter slagen. Det andet Holstenske Nederlag skeede under Gerhard den 1. Hertug af Slesvig og Greve til Holsten, hvilken blev slagen in der Hame Aar 1404 (m). Endeligen, da Kong Christian 1. besøgte Keyser Friderich til Rothenborg, erholdt han af Keyseren Donation paa Dytmarsken paa den Maade, som fortaalt er udi samme Konges Historie. Men den Donation blev siden kalden tilbage, og de Dytmarsker erholdte Pavelig Confirmation paa deres forrige Stand, nemlig, at Landet skulde forblive under den Bremiske Kirkes Beskyttelse. Fra den Tid bleve Dytmerskerne Republicaner igien og blev Dytmarsken regieret af 5 Fogeder og 48 Dommere, fra hvilke ingen Apellation skeede, og skattede imidlertid hverken til Keyseren, Kongen af Dannemark eller Bremen. Kongen lod i Begyndelsen af sin Regiering strax anholde hos dem, at de i Kraft af det Keyserlige Rothenborgske Diploma skulde erkiende ham for deres Herre. Men de Dytmarske Jurister beraabte sig paa den Revocation, som siden var giort, hvilken dog var nihil in jure; thi en Gave giver ikke mindre Possession end Kiøb, og hvad engang er cederet eller bortgivet, kand ikke tages tilbage igien. Alt hvad som kunde med Skin forekastes, var det Bremiske Over-Herskab, men derudi var ingen Realitet; thi Dytmarsken dependerede af ingen. Denne Tvistighed stod saa hen udi mange Aar, indtil Kong Hans havde lykkeligen fuldendet den Svenske Krig, da tog han sig for at undertvinge Dytmarsken Anno 1500. (801)

(l) Peters. Chr. Holsat. part. 4.

(m) Cilic. Cimb. Belli Dytm. lib. 1.

Kong Hans lader beskikke Dytmarskerne omsonst

Førend han greb til Sverdet, lod han (n) dog paa nye beskikke Dytmerskerne, om de med Gode uden Blods Udgydelse vilde give sig under hans Lydighed, og fandtes da nogle iblant dem, som gierne vilde beqvemme sig at erkiende Kongen og Hertug Friderik som Holstenske Førster for deres Herrer; men den største Deel vilde ikke viide af saadant Herskab at sige, men besluttede at figte for deres Frihed og retirerede nogle sig med Hustruer og Børn ind udi Udveyer og Moradser (o). Herudover samlede Kongen saavel som Hans Broder Hertug Friderik en anseelig Krigs-Magt sammen. Krigshæren bestod foruden af Danske og Holstenske ogsaa af andre Tydske Tropper item den store Garde (p) anført af Jørgen Slentz, hvilken efter sin Sædvane talede store Ord og ansaae Dytmarsken som en Mundfuld for sig. De andre tracterede saadan Krig ikke med mindre Foragt. Den Holstenske Adel ankom pyntet og oppudset ligesom til en Dantz eller Brøllup, og blev der intet omtalt uden at Deele Byttet. Rosefontanus, som levede ikke langt fra de Tiider, siger at mange af Adelen havde intet Gevær, og i Steden for Harnisk bare Guld-Kieder ligesom de skulde gaae til Brøllup; Enhver førte tomme Vogne med sig for derpaa at lægge Byttet som de allerede udi Forhaabning havde opsluget, og en stor mængde Kiøbmænd fulte Krigs-Hæren, førende Penge med for at tilhandle sig for en billig Priis de Dytmarske Sager, saa at alle saae kun hen til Byttet, og ingen tænkte paa den Fare, som forestod. Ja dette Galskab gik saa vit, at adskillige store Herrer deelede mellem sig Bestillinger og Beneficier udi det undertvungne Land, og kaldede hinanden forud Hr. Abed, Hr. Prior &c. hvilket siden gav Anledning til den skiemtsomme Tale, nemlig at der aldrig paa eengang ere omkomne fleere designerede Bestillings-Mænd end udi det Dytmerske Slag (q). Og holder derfor den gamle oft citerede (802)

(n) Rosefont. kalder ham Friderich 4., hvilket er ikke mindre underligt end Franciscus 8. i Steden for Francisc. 1. Konge af Frankrig, som han paa et andet Sted omtaler.

(o) Petr. Saxe hist. Dythm. manuscr.

(p) Hamel. Old. Chr. siger, at den heele Kongl. og Førstl. Krigs-Hær bestod af 30000 Mænd.

(q) Rosef. vita Joh.

skreven Krønike for, at de Danske og Holsteenske Herrer, saa vel i den Henseende, som efterdi mange af

Dytmarsken overfaldes.

dem vare hengivne til det Bømiske Kietterie, geraadede udi paafølgende Ulykke (r). Denne statelige og pyntede Krigs-Hær (s) kom mod Grendserne af Dytmarsken udi Begyndelsen af Februario 1500, men blev der holdende stille nogle Dage, formeenende, at Dytmerskerne skulde besinde sig, og falde tilføje. Men disse frække Folk, langt fra at lade sig deraf skrekke, celebrerede paa samme Tiid et stort Brøllup udi en Landsbye kaldet Wintberg (t) for at lade see hvor lidet bange de vare for deres Huus og Hiem, og begave sig ned udi det zumpfige Land, og, som de troede, at deres Fiender skulde søge at komme ind udi Landet igiennem Hamme, lode de samme Sted forsyne med en god Besættning. Hvor sterk den Kongl. og Førstl. Krigs-Hær var derom findes intet vist udi trykte Bøger. En skreven Historie siger dog, at udi de Dytmarske Annalibus findes saadan Optegnelse:

Den Saxiske Guarde 6000 Mand

Fra Jylland, Nordfriesland og Holsteen 6000 –

Af Ridderskabet 2000 –

Fra Brunsvig og Lyneborg 2000 –

Ved Rustvognene 6000 –

Nok Anhang ved alle Regimenterne 8000 –

Saa at den heele Krigs-Magt giorde 30000 Mænd (u)

Meldorp Erobres.

Den 13. Februarii bleve de Kongelige og Førstelige ved nogle Dytmerske Veiviisere førte igiennem en Græsvej ind udi Dytmersken for den Stad Meldorp, hvilken Stad de strax erobrede, og der ynkeligen omkomme alle Indbyggerne Mænd og Qvinder, Unge og Gamle for der med at indjage Skræk udi de andre. Fra Meldorp skikkede Kongen og Hertugen Speidere ind udi Landet for at udforske, hvad de Dytmersker foretoge sig. Af disse Speidere fangede Dytmerskerne en Frislænder, hvilken de ved Slag tvunge (803)

(r) Manuscr. Skibyense.

(s) J. Uhlef. Comp. manuscr. tanqvam ad nuptias irent.

(t) Peters. Chron. Holsat. patr. 4.

(u) Petr. Sax. Histor. Dytm. Manuscr. è biblioth. Dannesk.

til at røbe Førsternes Anslag, og at viise dem, hvilken Vei Herrerne havde besluttet at tage; Og, da de bleve erkyndigede derom, lode de efterfølgende Nat opkaste en Skantse ved samme Vei, som de forsynede med nogle Feltstykker og en sterk Besætning; den 17. Febr. brød Kongen op fra Meldorp, og (x) rykte ind udi Landet, skiønt mange raadde ham at ligge stille, i det ringeste den Dag over, eendeel af Superstition, efterdi de holdte det for en ond Dag, andre formedelst det Uveir, som da indfalt, og andre igien, efterdi de haabede, at Dytmarskerne skulde give sig uden Sverdslag; thi de, som vare flygtede fra Meldorp, havde jaget saadan Skræk ind udi Dytmerskerne, at nogle raadde dem til at overgive sig, andre at forlade Landet, og søge andre Boeliger; ja Frygt og Mistanke var saa stor hos dem, at de gave Afskeed til de Tydske Tropper, som de havde hvervet, saasom de ingen meere troede. Saa at derfore mange ere i de Tanker, at, hvis Kongen havde holdt sig en Tiid lang stille udi Meldorp, havde Dytmerskerne frivilligen undergivet sig det Danske Herredom. Men Kongen fuldte Jørgen Slentzes og andre høye Officerers Raad af den store Guarde, af hvis Tienneste han havde befundet sig vel i den Svenske Krig (y), og derfore gav Ordre til Udfald.

Slag mellem Meldorp og Hemming Stad.

Den store Guarde passerede igiennem en snever Vey ind udi Landet, og de andre fuldte den efter, og var der saadan Mængde af Rust-vogne og Bagage, at Rytterne kunde ikke rykke tilbage. Veyen var dyb og skiden, Veyret var ogsaa mørkt; thi det sneede og havlede den heele Dag, saa at Krigsfolket var gandske forfrøset. Af alle disse Uleyligheder lode de sig dog ikke skrække, forladende sig paa den store Guarde, som da blev holden for u-overvindelig. Da de komme til den Skantze, som Dytmerskerne nyeligen havde opkastet ved Veyen, blev der uden Ophør canoneret paa dem. Adskillige bleve da omkomne, efterdi de formedelst Veyens Sneverhed (804)

(x) Hamelm. Chr. Old. siger, at Feltmarskalken Hans Ahlefelt raadde Kongen fra at marchere den Dag men forgiæves; darauf man seinen Kopff folgen müssen, siger han videre; men saadan Egensindighed var ikke denne Konges Caractere, hvorfore det er rimmeligere, som Hvitfeld fortæller, at han fuldte Jørgen Slentzes Raad.

(y) Petr. Sax. hist. Dytm. manuscr.

ikke kunde rykke tilbage. De fremmerste af Fodfolket komme dog omsider over Graven, og Rytterne fuldte dem efter, men den trange Vey tillod dem ikke at stille sig rætt til Gevær; de

Et stort Nederlag paa de Kongelige.

vare ogsaa saa forfrøsne, at de neppe kunde bruge deres Gevær. De Dytmarsker, da de merkede, at Landsknægtene vilde omringe dem udi deres Skandse, giorde de et Udfald med 400 Mænd, men bleve tvende gange slagne tilbage. Den 3die gang forsterkede de sig, og grebe deres Fiender an med saadan Fyrrighed, at de maatte vige for dem. Da skeede der et stort Nederlag, nogle bleve nedsablede af Dytmerskerne, andre styrdtede ned udi Gravene, hvor de omkomme. Vandsluserne bleve ogsaa aabnede, og det heele Land svemmede udi Vand, saa at man kunde ikke skille Graverne fra det andet Land. Den u-overvindelige store Guarde tog da først Flugten, hvoraf Dytmerskerne finge saadant Mod, at de udi en Hast giorde Process med Fodfolket, hvoraf endeel bleve slagne og de øvrige druknede i Graverne. Derpaa greebe de med samme Fyrrighed Rytterne an, som stode paa en snever Vey, hvor de hverken kunde komme frem eller tilbage. Foran havde de Skantzen, hvoraf Dytmerskerne beskiøde dem uden Ophør; bag til vare Rustvognene, og paa begge Sider vare store Vand-Graver, saa at de vare indsluttede paa alle Kanter. Men Dytmerskerne vidste med Behændighed at svinge sig over Graverne paa begge Sider, skiøde og stunge paa Hæstene, hvilke, da de bleve saarede, begyndte at springe og slaae Rytterne af, saa at eendeel bleve traadde under Hæste-Fødderne, og andre styrdtede udi Graverne, hvor de druknede. Man kunde formedelst Røg og Damp, Hagel og Snee intet see, men hørte alleene ynkeligt og jammerligt Skriig. De maatte blive alle staaende, og lade sig slagte som Faar, og var det med stor Nød, at Kongen og Hertugen kunde redde sig med Flugten. De som laae udi Meldorp, da de hørte om dette Nederlag, søgte de at komme udi Sikkerhed, men mange af dem bleve ogsaa slagne udi Flugten. Det er utroeligt, hvilken anseelig Hob Folk udi 3 Timers Tiid (z) da omkom. Dytmerskerne selv forundrede sig derover, da de saae (805)

(z) Crantz. Saxon. lib. 13. cap. 26.

saa mange døde Kroppe. Og, da Vandet faldt ud igien, befandtes der fleere druknede end omkomne ved Sverd. Stedet hvor dette Nederlag skeede er mellem Meldorp og Hemmingstad, og vidner Autor (a) til den Dytmerske Krigs Historie, at det endda udi hans Tiid til en Erindring om denne store Ulykke, som skeede 17. Febr. (b) blev kaldet Teuffels Werk.

Efterat Slaget var overstaaet, komme Dytmerskerne fra alle Kanter saavel Qvinder som Mænd for at give dem rest, som endda havde noget Liv tilbage, og at plyndre de døde Kropper, af hvilke de toge alle Klæder indtil Skiorterne, og lode dem ligge nøgne. Af Fodfolket bleve nogle 1000 begravne. Men Ridderes, Herremænds og andre Rytteres Legemer lode de ligge ubegravne og til Priis for Dyr og Ravne uden Tvil af den Aarsag, at de ansaae dem som Stiftere til Krigen, og de andre som uskyldige Redskabe. De bekomme et stort Bytte af Klæder, Guld, Sølv, Perler, Ædelsteene, Heste og Rustning, item Stykker, Faner og Kongens Sølv-Service. Blant Fanerne bleve ogsaa borte det navnkundige Felt-Tegn kaldet Dannebroge, hvilket de Danske havde udi alle Feldtslag brugt til Hovedbaner siden Valdemari 2. Tiid. Dytmerskerne opbrændte efter Slaget 400 Rustvogne, og forstyrrede Tylleborg samt andre Stæder paa den Holstenske Grund. Der disputeres endnu om de Dødes Tall. De Danske regne foruden høye Officerer 4000 af den gemeene Almue at være slagne. Men Crantzius, som levede paa de Tiider, og med dette Nederlag ender sin Saxiske Historie, siger, at de Slagnes Tal er uvist, og at somme giøre formeget, andre forlidet deraf (c). De Dytmersker udi deres Krønike regne 11000. Hvor stort dette Nederlag ellers maae have været, kand sees nogenledes alleene af de Holstenske Herremænd, hvorpaa Petersen, som dette Slag udførligen har beskrevet, giver saadan Liste: (806)

(a) Cilic. Cimb. Belli Dytm. lib. 1.

(b) Jacob. Uhlfeld Comp. hist. Dan. manuscr. hvilken vidner, at dette Datum er rigtigt mod andre som sige 4 Calend. Mart.

Liste paa den Holstenske slagne Adel.

Adolff og Otto Grever til Oldenborg og Delmenhorst,

Hans von Ahlefeld med Dannebroge,

Hennicke von Ahlefeld,

Henrik von Ahlefeld,

Marqvard von Ahlefeld til Saxtorp,

Georg von Ahlefeld til Segarde,

Henrik von Ahlefeld til Steinborg,

Laurentius von Ahlefeld,

Benedictus von Alefeld til Burghorst,

Benedictus von Ahlefeld Ottesøn,

Ditlev von Ahlefeld til Hasseldorp,

Hans von Ahlefeld til Neuenstadt,

Ditlev von Bockvalde til Hasselborg,

Hans von Bockvalde til Neuenstadt,

Ditlev von Bockvalde til Wensin,

Joachim Rantzow til Asscheberg,

Ove Rantzow til Rastorf,

Breide Rantzow,

Henrik Rantzow,

Wolf Pogvisch Henningsen,

Wolf Pogvisk til Dobberstorf,

Brødre:

Joachim Pogvisk

Hans Pogvisk

Hartvich Pogvisk af Grønholt,

Brødre:

Hennicke von der Wische

Ditlev von der Wische

Wolf von der Wische

Joachim von der Wische

Luder Hessen, Volradt og Bartram hans Sønner,

Marqvart Swaue,

Henrik Swaue,

Gert Westerholtz,

Hans Blume til Seedorf,

Henrik Blume Amtmand til Gottorf,

Poul Sehstede til Rensborg,

Benedictus Sehstede til Kluuensick,

Hans Sehstede til Sehstede,

Poul Sehstede til Klohøvede,

Joachim Sehstede Reimersen,

Burchard Sehstede,

Iven Reventlou,

Hartich Reventlou til Gram,

Marqvart Breide,

Otto Schak til Nützhaüe,

Henning Schak til Nützhaüe,

Ditlew von Zwalen,

Henrik Stuer,

Ditlow von Siggen,

Schak Rumor,

Hans Wastorf,

Olaus Wensin,

Benedictus Smalstede,

Hans Smalstede,

Schak Smalstede,

Brødre:

(807) Otto Rode

Claus Rode

Helvich Wolf,

Eggert Groske til Soldick

Otto von Tineu til Wølstorf,

Olaus Ratlow,

Michael Ratlow,

Emeke Ratlow til Voderkamp,

Swert Ratlow til Lensan,

Claus von Hagen til Nübel.

Paa de Gemeene skeede Nederlag efter Proportion, og vidner en fornemme Autor, som levede ikke længe derefter (d) at neppe 400 Mænd af den heele store Krigs-Hær undflyede.

Af denne slagne Holstenske Herremænds Liste sees, at den største Deel af Krigshæren maa have bestaaet af Holstener; thi Kongen og Hertugen førte denne Krig som Hertuger af Holsten, eftersom Dytmarsken paastodes at være et Lem deraf; Foruden denne Petersens Liste paa den Holstenske Adel giver Hvitfeld os en anden paa Danske Herremænd, som bleve slagne, men, som den samme efter hans egen Sigelse er u-complet, vil jeg den her ikke opregne. Om den store Gardes Forliis finder jeg ingen Omstændigheder. Det er troeligt, at den mestendeels er bleven ødelagt tillige med Generalen Jørgen Slentz, hvilken en skreven Historie (e) vidner af en Dytmarsker at være tagen ved Halsen, kasted ned paa Jorden og ihieltraad under Fødderne.

Dannemark har ofte ført ulykkelige Kriger, men aldrig mindre Krig med større Forliis. Det var just Krigens Ringhed, som foraarsagede Skaden; thi, hvis man ikke havde agtet Fienden saa ringe, og brugt de Præcautioner, som nødige vare udi et vanskeligt og af Naturen saa befæstet Land som Dytmarsken, havde man ikke haft nødigt at anvende den halve Magt paa dets Erobring. En ubekiendt Autor af den Danske Krønike tilskriver denne Ulykke de verdslige Stænders Haardhed mod Præstene, men disse Raisonemens tiene til intet andet end til at viise, at han selv maae have været enten Præst eller Munk. Den samme synes at have levet paa de Tider, thi han ender sin Historie kort efter den Dytmarske Krig. Udi en skreven Dytmarsks Historie findes en vitløftig (808)

(d) Jacob. Uhlfeld Comp. hist. Dan.

(e) Petr. Sax. Hist. Dytm. Manuscr.

Specification paa den heele Skade saavel af Folk som Canoner og Bagage (f).

Handel om Fred.

Kort efter Slaget blev handled om Fred til Hamborg, hvor sig lode indfinde Kongelige, Førstelige og Hansestædernes Fuldmægtige, og, som de Dytmerske Deputerede da foredroge deres Besværinger, som de havde mod Kongen og Hertugen, blev besluttet at committere nogle Holstenske og Hansestædiske Gesantere for at

Albertus Crantzius antages til Opmand.

efterforske deres Klagemaals Grund og at kiende derudi. Og, hvis de ikke kunde foreenes derom, da skulde den Hamborgske Theologus Albertus Krantzius antages til Opmand, saa at hvilken Meening han bifaldt, derved skulde det blive. Udaf dette saavelsom adskilligt andet sees udi hvilken Estime den Mand har været paa de Tiider saavel i Henseende til Dyd som Lærdom; og, som den heele Nordiske Nation er denne Krantzio forbunden formedelst hans mange herlige Skrifter, som tiene baade til den Geistlige og Verdslige Histories Oplysning, og jeg ofte har betient mig af hans Bøger udi dette Verk, kand jeg ikke forbigaae her at røre noget om samme store Mand. Albertus Krantz. var Doctor Theologiæ og Juris samt Decanus til Kirken udi Hamborg. Han var en Mand af stor Lærdom og ikke mindre Dyd og Gudsfrygt. Han lastede med Frihed de Synder, som udi hans Tiid ginge udi Svang, og pleyede at sige, at

Hans Skrifter Caracteer.

GUd engang vilde straffe dem ved en Ulykke, som skulde sætte heele Tydskland udi Forvirrelse. Selv, saasom han ingen Deel vilde have udi Geistlighedens Hofmod og uordentlige Levnet, henbragte han sin meste Tiid udi Eenlighed i sit Studere-Kammer, hvor han sammenskrev de bekiendte Skrifter, som endnu ere udi alle Folkes Hænder. Det fornemmeste Skrift er en Kirke-Historie under det Navn af Metropolis, som tiener meget til de Nordiske Kirke-Sagers Oplysning. Derforuden har han skrevet den Saxiske Historie udi 13 Bøger, den Wendiske Historie udi 14. Bøger og en Krønike over Dannemark, Norge og Sverrig fra samme Rigers første Begyndelse indtil 1504. Han døde d. 7. Decembr. 1517, som var det samme Aar Luther begyndte at (809)

(f) Petr. Sax. hist. Dytm. Manuscr. è biblioth. Dannesk.

reformeere. Af de Ord, som han fortælles at skulle have ladet falde imod Luther paa sit Yderste: Nemlig, abi in cellam & dic: miserere mei Deus, synes, at han ikke har approberet samme Reformators Foretagende, med mindre han har sagt det af Frygt for Luther, som han saae, vilde styrte sig i stor U-leilighed ved at sætte sig op imod den Geistlige Magt, som da var paa den højeste Spidse. En saadan Mand var Albertus Krantzius, som man brugte til at bilegge Tvistigheder mellem stridige Nationer, og som man udvalte til Opmand udi denne Dytmarske Handel.

Fred med Dytmarsken.

Der blev endeligen saadan Fred sluttet med Dytmarsken, at Landet skulde blive i sin forrige Stand, og at de Holstenske Herrer skulde have deres Rætt forbeholden, intil Tvistigheden i Mindelighed kunde afgiøres. Saadan Ende tog denne u-lyksalige Dytmarske Krig, og Landet beholdt længe derefter sin Frihed indtil Friderici 2. Regiering, da det af samme Konge blev undertvunget, og fra den Tiid har været et Lem af Holsten.

Kort efter denne Krig blev sluttet Ægteskab mellem Margræv Joachim Churførste til Brandenborg og den Danske Princesse Elisabeth, Brøllupet blev celebreret Aaret 1501. derefter nemlig 1501 (g) udi Brandenborger Land, og bekom Churførsten med hende til Medgift 30000 Rhinske Gylden, hvilken var en vedtagen Sum blant Tydske Potentater paa de Tiider, som før er meldet. For disse 30000 Gylden, som Kongen gav hende til Udstyr, renoncerede hun paa all hendes Fæderne og Moderne Arv udi Riget. Samme Aar havde ogsaa Kongens Broder Hertug Friderik Brøllup med Churførst Joachims Søster Anna, af hvilket Ægteskab blev fød Christian 3., som siden blev Konge i Dannemark. Og som adskillige Danske Herrer bivaanede disse tvende Bilager, og de der saae den Dragt, som den Saxiske, Meisniske og Markiske Adel førte, bragte de ved deres Tilbagekomst samme Dragt ind udi Dannemark. Den Pathetiske Klage, som Hvitfeld derover fører, kand jeg ikke forbigaae her at andrage i Henseende til dens ærlige Simplicitet. Hans Ord ere disse: Paa den Tiid bar ingen af Adelen (810)

(g) Chytræus henfører dette til 1502.

Guldkiæder uden allene Førster, Herrer, Grever og Anmerkning over de Tiiders Pragt.Ridder-Mænd; men den Tiid til Brøllupet udi Stendal saae man først, at den Meisniske, Saxiske og Markiske Adel begyndte at bære en Snor om deres Hals, hvorpaa hange to eller tre Guld-Ringe, hvilket her antegnes, at man skal see, udi hvad Overflødighed vi nu leve frem for de Tiider. Adelen er nu sprungen i den Pragt med Guld og Klædebon, som Herrer da ikke brugte, og de, som nu opfødes udi saadan Pragt, vide ikke andet, end saa altiid har været før. Gud vil sig derover forbarme, Straffen tør være nærmere ved Haanden end vi vide. Disse ere Hvitfelds Ord. Men, om den gode Mand havde levet udi disse Tiider, da man seer fattige Borgere age udi deres forgylte Carosser garnerede med Laqveier; (thi udi Hvitfelds Tiid gik Rigets Hoffmester til Fods, og ingen uden det Kongelige Huus lod sig age; thi jeg finder udi Historien, at Fridericus 3. forærede 3 à 4 af de største Rigets-Mænd Carosser, hvilket da var u-sædvanligt). Jeg siger da, hvis han havde levet udi disse Tiider, vilde hans Viise have gaaet udi langt anden Tone. Et gammelt Manuscript (h) har ellers en Historie denne Princesse Elisabeth angaaende, som ikke findes i trykte Bøger: nemlig at Grosførsten af Rysland Aar 1499 skikkede Gesantere til Dannemark for at begiære hende til Ægte: det er ingen Tvil paa, at jo Princessen fandt liden Smag udi dette Forslag. Kongen for ikke at støde Grosførsten for Hovedet med et alt for platt Afslag, skikkede Gesantere til Moscovien, for at giøre en Hob Complimenter derfor, Gesanterne merkende, da de vare komne til Rysland, at det vilde være farligt for dem at sige Meeningen reent ud, afspiisede Grosførsten med Complimenter, og derfore med stor Æres-Beviisning bleve skikkede tilbage; men, da de komme udaf de Ryssiske Grændser, gave de tilkiende, at Princessen allerede var forloved med en anden. Hvorledes Grosførsten ellers optog denne Tour, som de spillede ham, derom mældes intet. (811)

(h) Manuscript. Skibyense.

Bevægelse udi Sverrig over det Dytmarske Nederlag.

Saa snart det u-lyksalige Slag i Dytmersken blev spurdt udi Sverrig, begyndte alle de, som vare misfornøjede med Regieringen at reise Hovedet i Veiret, og Steen Sture lavede sig til at spille sine gamle Ruller igien, dog stillede han sig i Begyndelsen an, som han meente det Kongen meget vel. Han skrev dette Aar 1501 Kongen til, bedende, at han vilde begive sig til Sverrig, saasom Riget behøvede hans Nærværelse baade i Henseende til Findland, som Rysserne aarligen ved Indfald bleve ved at beskadige, saa og i Henseende til den Svenske Almues Klagemaal, som man maatte søge at stille tilfreds. Derforuden foregav han, at den forrige Tvistighed mellem ham og Erke-Bispen begyndte at fornyes igien. Han bad derfore Kongen, at han vilde paatage sig saadan Reise og det med et lidet Følge, efterdi der var dyr Tiid udi Landet. Kongen efterlevede hans Begiering, og begav sig strax til Sverrig. Men, førend jeg taler videre om denne Reise og dens Virkning, vil jeg korteligen fortælle, hvad udi Kongens Fraværelse var forefaldet udi samme Rige, og hvorledes Gemytterne da sammesteds vare dannede.

Conjuncturerne udi Sverrig for samme Riges Frafald paa nye.

Efterat Kong Hans havde bragt Sverrig til Lydighed, var der udi lang Tiid god Fred og Velstand, saasom Kongen efter Svenske Skribenteres egen Sigelse var en ærlig Herre, (i) langsom til Vrede og ikke hevngierig. Dog stødte han strax Steen Sture for Hovedet ved at tvinge ham til at give adskillige Lehn tilbage, hvorom tilforn er talet. Ligeledes skeede og med Svante Sture og nogle andre, saa at de samme derudover bleve temmeligen kaaldsindige mod Regieringen, og gav den Opførsel Anledning til adskillig Eftertale, skiønt man kand sige til Kongens Forsvar, at saadan Reduction var nødig, efterdi de fædeste Indkomster vare udi nogle faa store Herrers Hænder, saa at Kongen havde lidet tilbage. Det var ogsaa farligt at lade en Mand af Steen Stures Humeur og Caracteer voxe formeget til udi Magt og Rigdom, og derved ligesom at give ham Sverdet udi Haanden for at giøre Skade med. Men deslige Argumenter kunde ikke stille de misfornøjede Herrer (812)

(i) Puf. hist. Svec. pag. 267.

tilfreds; Hvorudover, endskiønt de udi Begyndelsen offentligen ikke lode sig merke med deres U-villighed mod Regieringen, saa lode de dog ikke efter hemmeligen at fortale Kongen hos Almuen, og, saasom under ingen Regiering, hvor mild og rætfærdig den end er, jo et og andet forefalder, som kand dadles af misfornøjede Gemytter, saa kunde ey heller Materie fattes dem her til Critiqve; Og, saasom en af Kongens Embedsmænd, ved Navn Jens Falster, lod rette paa Ørebroe en Mand ved Navn Harald Pletting, som tilforn havde været Steen Stures Foged; og en anden Kongl. Betient, ved Navn Anders, giorde lige saadan Execution paa nogle andre, toge de deraf Anledning at opvække Almuen til Had mod Kongen, skiønt man ikke kand sige, om disse Folk vare skyldige eller ey, og det er troeligt, at saadant var Kongen u-vitterligt. Men, som det er læt at prædike for Bønder, saa var det ikke vanskeligt at bilde dem ind, at det var Kongens Befalning, og at man maatte vente mange deslige haarde Ting. Dog bestod Misfornøjelsen en Tiid lang alleene udi hemmelig Knurren og Klagen. Men, da Tiidender komme om det store Nederlag udi Dytmarsken, begyndte den Gnist, som tilforn laae skiult under Asken, at frembryde, saa at de Svenske offentligen begyndte at besverge sig over Regieringen. Udi saadan Tilstand vare Sagerne, da Kongen 3die gang efter Stures Begiæring kom til Sverrig.

Kongen kommer til Sverrig.

Udi Begyndelsen af dett Aar 1501 begav han sig tillige med Dronning Christina paa Reisen, og havde kun et lidet Følge med sig for ikke at besverge den Svenske Almue. Steen Sture med nogle andre Svenske af Adelen stillede sig som de vare glade ved hans Ankomst, toge mod ham ved Grendserne, og ledsagede ham ind udi Landet. Da han var kommen til Svarte-Søe, blev han advaret af nogle Svenske, at Steen Sture havde ont Anslag imod ham, og at han hemmeligen havde bestilt 3000

Misforstand mellem Kongen og Steen-Sture.

Bønder, som bevæbnede skulde komme ham i Møde, og under et Skin af at forestille deres Klagemaal, skulde fængsle eller omkomme ham. Om Hr. Steen virkeligen havde saadant Anslag fore, eller om det var ham af hans Fiender paadigtet, skal jeg forvist ikke kunde sige (k). Vist (813)

(k) Jac. Uhlef. Manuscr. siger, at 10000 Svenske Soldater lurede paa Kongen.

nok er det, at Kongen derover blev ikke lidet allarmeret. Han stillede sig derfor an, som han vilde reise tilbage til Dannemark, og befoel til den ende Slæder at tillaves, hvilket ogsaa skeede. Derpaa lod Steen Sture opsige Almuen, som var tilsagt at møde, saa at enhver reisede hiem til sit igien. Men Kongen, da han ved saadan contra Ordre meenede at have deconcerteret de Anslage, som kunde være mod ham, begav han sig om Natten postviis paa Vejen til Stokholm. Steen Sture fuldte ham et Stykke paa Vejen hart ad til Stokholm, men, som Kongen saae ham an med suure Øjen, reisede han uden Forlov tilbage.

Saa snart Kongen var kommen til Stokholm, lod han forskrive en Rigsdag. Paa samme Rigsdag, gav han tilkiende den Mistanke, han havde fattet til Steen Sture, bød sig an at høre Folkets Klagemaal, og at lide Dom, om man kunde overbeviise ham at have giort noget mod Folkets og Landets Privilegier, Love og

Rigs-Dag til Stokholm.

Sædvaner. Dette var alt, hvad Undersaatterne kunde forlange af en Konge. Raadet meenede da, at Steen Sture skulde stævnes til at møde for at forhøres, hvilket Kongen bevilligede, og gav ham frit Leide. Men saadant Leide giordtes ikke nødigt; thi Steen Sture kom tillige med Henning Gad, Svante Sture, Knud Alfsen og Bent Rynning med 700 vel bevæbnede Mænd til Rigsdagen. Da begyndte Steen Sture at foredrage, hvorledes han falskeligen af sine Uvenner var forført. Han tilstod, at han uden Forlov havde forladt Kongen paa Veyen, men gav Aarsagen tilkiende, hvorfore saadant var skeet, nemlig at han frygtede for Kongens Vrede, og derfore søgte at komme i Sikkerhed, indtil han kunde beviise sin Uskyldighed. Da han derpaa blev anmodet om at fremviise, hvad Beskyldninger han eller andre havde imod Kongen, og hvoraf Kongen kunde siges at have handlet mod Sverriges Lov og Privilegier, stillede han sig an, som han nødig vilde dertil. Omsider brød han dog løs med de gamle Klagemaale, at Kongen havde betroet Rigets Slotte og Lehn til adskillige Fremmede, iligemaade at hans Lehnsmand paa Ørebroe nemlig Jens Falster havde ladet hænge foromtalte Harald Pletting, hvilke Beskyldinger (814) vare lætt at besvare, eftersom Kongen efter Raadets egen Bevilning var berettiget til det første, og ingen Deel havde udi det sidste.

Om Kongen da svarede til slige Undskyldninger, skal jeg ikke kunde sige; man seer alleene af den Mistanke, som dagligen tilvoxede, at han ingen Tillid fattede til hans Tale. Han havde ey heller større Tanker om det heele Raads Troeskab, men holdt

Misforstanden tager meer og meer til.

sig stedse med sine Folk paa Slottet, og, naar nogen af de mistænkte Herrer der vilde tale med ham, maatte de først stille Gissel for sig. Saadan var Tilstanden udi 6 Uger mellem Staden og Hoffet, saa Kongen hverken selv kom i Staden eller tillod nogen uden Caution at komme paa Slottet. Dronningen vilde eengang gaae udi Kirke, men det blev hende sagt, at hun giorde bedre at blive paa Slottet. Dette Forbud gik hende saa saart til Hierte, saasom hun var en særdeeles gudfrygtig Dame, at hun begyndte at græde, hvorudover Kongen maatte omsider give hende Forlov, dog saaledes at han ingen af Stadens Folk vilde have med hende paa Slottet. Da Messen var til Ende, og hun vilde tilbage igien, lode Steen Sture og Svante Nielsen sig indfinde for at giøre deres Opvartning, og at ledsage hende op paa Slottet, men, da

Steen Sture med sit Anhang opsiger Kongen Troeskab.

de saae, at man lavede Stykkerne til mod dem, stode de fra deres Forsætt. Da Steen Sture merkede, at han ikke kunde betage Kongen denne Mistanke, som han havde fattet til ham, men tvertimod at han blev meere og meere styrket derudi, forlod han omsider Stokholm, og forskrev et Mode til Vadstena, hvor han med de der samlede Herrer opsagde Kongen deres Troeskabs Eed, og dertil publicerede efterfølgende Aarsager: At det Calmarske Fordrag blev ikke satt udi Verk, at Tvistigheden om Gulland blev ikke afgiort, at Rigets Lehn og Slotte bleve betroede til Fremmede, som handlede ilde med Landets Indbyggere, at Sverrigs Indkomster bleve bragte til Dannemark, at ingen god Mynt blev slagen, at de Svenske Faner, som vare erobrede ved Rødebroe, vare den Svenske Nation til Spot ophængte udi en Kirke i Kiøbenhavn. Endeligen at Stænderne bleve stevnede til adskillige frugtesløse Rigsdage, hvorved man alleene søgte at plage og at dysse dem i Søvn: Men alle disse Gravamina vilde intet Bifald finde. Thi, hvis Kongen havde betroet (815) nogle af Rigets Lehn til andre end Svenske, saa var det noget, som Stænderne selv havde accorderet, og er det troeligt, at mange Svenske derimod ere blevne promoverede baade udi Dannemark og Norge. At Kongens Fogeder havde forfaret haart med nogle af deres Underhavende, derpaa anføres alleene udi den heele Tiid tvende Exempler uden at viise, at saadant var Kongen vitterligt. Hvad Mynt-Væsenet angaaer, da finder jeg intet derover at have været klaget uden paa denne Rigsdag, hvor Kongen tilbød sig at endre alt hvad Nationen fandt sig besværget over, og, da Steen Sture did blev stevnet for at forestille Folkets Gravamina, lod han sig indfinde men med 700 bevæbnede Mænd, hvilket kunde ikke andet end allarmere Kongen, og giøre Rigsdagen frugtesløs.

Da Kongen fik Kundskab om denne Opsigelse, forlod han Sverrig, og begav sig paa Reysen til Dannemark; men, som han paa Veyen fik at viide, at en Svensk Herremand ved Navn Steen Christensen havde handlet ilde med en af hans Fogeder, begav han sig tilbage, og forskrev Sverrigs Raad til Stokholm, hvor samme Steen Christensen blev stævnet at møde for at svare til sin Misgierning: Men, saasom han

Forliig sluttet til Stokholm.

havde en ond Samvittighed, vilde han ikke lade sig indfinde. Udi denne Forsamling forligede Kongen sig med det Svenske Raad, og blev da besluttet, at al Misforstand skulde ophøre, alleene at Steen Christensens Sag skulde staae Kongen aaben for. Efter dette sluttede Forliig fortsatte Kongen sin Reyse med 3 Skibe til Dannemark, efterladende paa Slottet Dronningen med 1000 (l) Mænd af Danske og Svenske, som han best troede. Han tog ogsaa paa nye Troeskabs Eed af Stokholms Borgere, og lovede snart at komme tilbage.

Men Kongen havde neppe vendet Ryggen, førend det heele Land var i Oprør. Henning Gad Electus til Lindkiøping, en svoren Fiende af de Danske, lod da, for at ophidse Almuen dismere mod Regieringen, udspreede de Tidender, at en Ryssisk Gesandt offentligen skulde have bekiendt paa Raadhuuset i Stokholm, at Kong Hans havde lovet at cedere til Czaren af Moscovien eendeel (816)

(l) Chytræus lib. 5. siger 2000.

af Finland. Dette kastede Olie udi Ilden blant Folk, som vare villige til at troe alting. De grebe derfore strax til Gevær, og allerførst rykte til Ørebroes Slott, som var Dronningens Lifgeding. Ved samme Slotts Erobring finge de ovenomtalte Jens Falster i Hænder, hvilken blev fangen bortført til Arboga, og der af den henrættede Harald Plettings

Nyt Oprør

Paarørende huggen i Stykker: Kong Hans skrev derpaa Hr. Steen og Raadet til, at de skulde nedlegge Gevær, bydende sig til at føye dem udi alt hvad, de med Billighed kunde forlange, og at han gierne vilde afskaffe de fremmede Fogeder, som de besvergede dem over, hvorvel de vare beskikkede efter det Svenske Raads egen Bevilning og Tilladelse. Men der var allerede kommen saadan Ild udi Krudet, at den ikke meere kunde dempes, og Oprøret udi Landet var almindeligt; dog holdte adskillige fornemme Herrer endda Kongens Parti, i sær Erke-Bispen af Upsal, hvilken, endskiønt han syntes ogsaa at holde med Kongens Fiender, dog udi Hiertet var hans Ven, men han havde udbedet sig Frihed af Kongen at simulere, efterdi han ellers frygtede at blive overfalden af Steen Stures Parti.

Efter Ørebroes Erobring rykte Steen Sture og Svante Nielsen for Stokholms Stad, og beleyrede den paa begge Sider. Efterat Staden havde været beleyret nogle Dage, komme Borgemestere og Raad udi Leyren for at handle om Fred. Medens de vare uden for Staden lode nogle (de Svenske Skribentere sige, det var Kongens Folk, men de Danske Steen Stures Tilhængere) stikke Ild paa Staden, som bragte alting udi Forvirrelse og betienede nogle Borgere sig af den Allarm at opbryde med Gevalt Stadens Porte, og at indlade de Oprørske, hvilket giver tilkiende, at Ilden maa have været anstukken af de Oprørskes Venner. Efterat Staden saaledes var indtagen, beleyrede de Slottet, hvorudi Dronningen var indsluttet; men, som det samme var forsynet med en god Besætning, varede Beleyringen udi 8 Maaneder. Og, som Kongen imidlertid havde at bestille med sin Dotters Brøllup, legges ham det til Last, at han ikke satte alting til side for i tiide at undsætte Slottet, og at redde sin Dronning. De Oprørskes Tall bleve derover ikke alleene forøget, men Steen Sture betiene (817) de sig ogsaa af en Norsk Herremand ved Navn Knud Alfsen, som var gift udi Sverrig, at bevæge de Norske til Frafald. Samme Knud Alfsøn, saasom han var en anseelig Mand udi Norge og Høvitzmand paa Aggerhuus, bragte Landet udi U-roelighed, hvorudover Kongen, da han fik Kundskab derom, skikkede iligen Biskopen af Roskild Hr. Johan Ibsen og Henrik Krummedige med en Flode til Opslo for at stille de Norske tilfreds, og at bringe dem under Kronens Lydighed igien. Saa snart disse ankomme, lode de fodre Alf Knudsen til sig paa Skibene for at tale med ham. Han begav sig ogsaa efter givet Leide didhen. Men der opvaktes Trætte mellem ham og de Danske paa Skibene, som Hvitfeld siger, var om private Sager, og blev Alf Knudsen i samme Tvistighed ihielslagen.

Stokholms Stad og Slott erobres af de Svenske.

Medens dette skeede, blev Beleiringen med stor Iver fortsatt for Stokholms Slott, og, som ingen Undsættning kom, begyndte der at blive Mangel paa Levnets-Midler, og Svaghed at komme blant Besætningen, saa at af tusinde Mænd, som den i Begyndelsen bestod af, omsider neppe bleve 80 tilbage, hvorudover Dronningen efter 8 Maaneders Beleiring efterfølgende Aar fandt sig tvungen til at overgive Slottet den 27. Martii, (m) og begierede at føres til Wadstena Kloster, hvilket ogsaa skeede.

Stokholms Slott blev omsider overgivet med saadan Accord, at Dronning Christina med hendes Præste og daglige Tienere skulde gaae ud af Slottet med all hvad hendes egen Person allene tilhørte til Graabrødre Closter, hvor hun skulde blive, indtil man kunde overlegge, hvorledes hun beqvemmeligst kunde føres til Dannemark igien enten til Søes eller til Lands. Men hun begierede at føres til Wadstena Kloster, som sagt er. De Danske og Tydske Folk, som vare tilbage af Besætningen, skulde ogsaa med deres Mobilier begive sig til et vist Sted, indtil man kunde beslutte, hvad videre dermed skulde foretages. Stykker og Munition, item hvad Kongen og Kronen tilhørte, skulde blive tilbage paa Slottet, og skulde Krigs-Folket giøre deres Eed paa intet deraf at føre ud med sig. De Svenske Herremænd, som havde (818)

(m) Chytræus lib. 5. siger, mod Enden af Majo.

været paa Slottet skulde nyde deres Gods og Ejendom. Kongen begav sig endeligen med en Flode til Sverrig for at undsætte Slottet, men kom ikke didhen, førend det allerede var overgivet. Over disse Tiidender blev han ilde til Mode, og lod Bud affærdige til Raadet om noget, som var Dronningen anrørende; Men Steen Sture vilde ikke tilstede Budet at komme ind udi Staden; hvorudover Kongen reisede tilbage, lovende snart at komme igien. Derpaa begyndte U-lykken og Fordærvelsen mellem begge Riger for Alvor at gaae an; thi Kongen, saasom han merkede, sig intet ved Sagtmodighed at kunne udrætte, besluttede med Sverdet at forsvare sin Rætt, og, saasom han vel vidste, at Steen Sture for nogle Aar siden havde giort Forbund med nogle af Hansestæderne, og at saadant Forbund ikke lidet styrkede de Svenske udi deres Rebellion, søgte han 15021502 at indlade sig udi Handel med samme Stæder, og at trekke dem fra den Svenske

Tvistighed med Lybek angaaende Handelen paa Sverrig.

Alliance. Han lod derfore affærdige Biskop Jens Andersen af Odense til Lybek for der at besværge sig over de Svenskes Opførsel, og at formane Lybek saavelsom de andre Søestæder ingen Tilførsel at giøre hans rebelske Undersaattere. Til gode Ord bleve ogsaa lagde Truseler, at hvis Stæderne, u-anseet Kongens Formaninger, fremturede i at bestyrke de Svenske, vilde han holde dem for sine Fiender. Raadet til Lybek svarede derpaa, at det giorde dem ont, at Kongen havde slige Fortredeligheder udi Sverrige. De contesterede, intet Forsætt at have til at bestyrke Kongens Fiender. Men de kunde ikke overgive saadan vigtig Handel, som de havde paa Sverrig, hvor de havde megen udstaaende Gield, som samme Rige dem til u-bødelig Skade kunde confisqvere. Ja de havde der ogsaa allevegne deres Fuldmægtige boende, som de befrygtede skulde lide Vold af de Svenske, hvis man brød over tvers med dem, og aflod at giøre dem Tilførsel, bade derfore, at dem maatte gives Frihed at handle med Sverrig som tilforn. Det samme Svar, som man gav Kong Hanses Gesant, gav man ogsaa den Skotske Ambassadeur, som Kong Jacob 4. af Skottland havde skikket til Lybek.

Kongen derfore, seende sig ved venlig Underhandling intet at kunde udrette, lod Bryder ud til Krig.skikke en Flode i Øster-Søen med Ordre at op (819) bringe ikke alleene Svenske, men endogsaa Stædernes Skibe, som vilde giøre Sverrig Tilførsel. Den første Execution skeede paa et Lybsk Skib, som kom fra Riga, hvilket, saasom det befandtes at have Svenske Effecter, blev opbragt til Kiøbenhafn, og der giort til Priis. Herudover greebe de Lybske til Gevær, og lode udruste en temmelig Flode truende med Magt at igientage det, som var dem med Vold berøvet. Hertug Friderik, Kongens Broder, tog sig for at arbeide paa et Forliig, men forgieves, eftersom de Lybske ikke vilde beqvemme sig dertil, med mindre Seiladsen paa Sverrig blev dem tilladt, som tilforn, og deres Privilegier og Friheder udi Dannemark og Norge bleve u-beskaarne, og de Skibe, som vare dem fratagne, igien bleve restituerede. Hvorudover Kongen lod arrestere alle Lybekker saavelsom deres Effecter, hvor de fandtes udi Dannemark og Norge. Kong Jacob af Skottland lod iligemaade Stæderne forkynde, at han holdt alle dem for Fiender, som giorde nogen Tilførsel til Sverrig mod det Forbud, hans Morbroder Kong Hans havde giort. Men Lybekkerne lode sig deraf ikke skrække, bleve ved deres Krigsrustning, og arresterede den 19. December udi samme Aar en Hob Danske Skibe.

Kongen havde da mange Vanskeligheder at bestride; heele Sverrige var i Oprør, Hansestæderne, som vare riige og mægtige til Søes, armerede mod ham, og Norge indtil Bahuus var ham frafalden. Jeg har tilforn fortaalt, hvorledes den Norske Herremand Knud Alfsen efter Steen Stures Tilskyndelse havde beveget mange Norske til Frafald. Jeg haver ogsaa antegnet, hvorledes samme Mand blev ihielslagen paa

Opstand i Norge.

et Dansk Skib. Denne Gierning foraarsagede stor Eftertale, efterdi han var en Mand af store Meriter og Anseelse udi Norge, og var forsynet med frit Leide. For at besmykke dette Mord lod man først udstrøe, at bemelte Knud Alfsøn, (n) da han længe havde drukket med Gesantere paa Skibet, og derudover var bleven gandske beskiænket, faldt hovedkulds ned udi Boden, da han vilde stige ned af Skibet, og døde af samme (820)

(n) Chytræus holder for, at han blev ihielslagen i Klameri: ubi rixis animi utrimq. exarbati essent, Canutus a Danic. trucidatus est.

Fald. Men, som saadan Relation ingen Troe kunde finde hos nogen, greeb man til et andet Middel for at undskylde Gierningen, og anordnede en Commission af nogle gode Mænd udi Norge nemlig Erik Eriksen Laugmand udi Opslo, Thormod Jonsen Laugmand udi Thønsberg med nogle andre, af hvilke Knud Alfsen blev dømt til at have forbrudt sit Leide formedelst adskillige Misgierninger, som han beskyldtes for at have bedrevet (o).

Men denne Dom tienede meere til at forøge end at udslette den Eftertale, som laae paa de Danske Fuldmægtige; og Knud Alfsens Død, langt fra at stille den U-roelighed, som var reiset udi Norge, bragte fast det heele Raad til Frafald. Kongen besluttede derfor at anvende alle sine Kræfter paa at bringe samme Rige til Lydighed igien, og til den Ende anholdt om Hielp hos sin Broder, Hertug Friderik, hvilken han lod halv Deelen af Norge tilbyde, om han vilde giøre den halve Omkostning paa Krigen. Men Hertugen, hvis Magt nyeligen var bleven saa meget svækket udi den Dytmerske Krig, undskylte sig ved Skrivelse hos Kongen, sigende, at han vilde lade sig nøje med sin Deel af Førstendommene. Og, om han endeligen skulde indvikle sig udi den Norske Krig, kunde det ikke skee paa anden Maade end at Kongen vilde give ham (p) den halve Deel af de Oppebørseler, han udi 10 Aar havde taget udi Norge.

Hertug Christian skikkes med en Krigs-Hær til Norge.

Slige Vilkor syntes Kongen at være u-taalelige, lod derfore af at anholde om videre Hielp hos Hertugen, og besluttede med egen Magt at bringe Norge til Lydighed; og, som han havde merket en stor Bravoure og Hurtighed hos hans Søn Hertug Christian, skikkede han ham til Norge med en anseelig Krigs-Hær. Men som Printzen var endda ung nemlig udi sit 20de Aar, skrev Kongen Bisp Carl af Hammer til, bedende ham at gaae den unge Herre til Haande med Raad og Daad, bød ogsaa sin Søn at følge samme Biskops Raad udi alle sine Idrætter, efterdi hans Troeskab var saa meget bekiendt. Saa snart Hertugen var kommen til Norge, søgte Adelen og Ridderskabet ham. Bisp Carl lod (821)

(o) Vid. sent. lat. Opslo die Ægidii 1502. pag. 1042.

(p) Peters. Chron. Holsat. part. 4.

sig da ogsaa indfinde, tilbydende sin Tieneste. Hertugen stillede sig an som hans Ankomst var ham meget kiær; men han hverken betienede sig af hans Raad ey heller overleverede ham hans Faders Brev, maaskee af Aarsag, efterdi han vilde raade sig selv og ikke lade sig Hofmesterere. Han lod strax bestyrke sin Krigs-Hær med Norske Folk, og overfaldt de Oprørske ikke langt fra Opslo. Jeg finder ikke udi Historien, hvor stor de misfornøjedes Tal var, ey heller om der var Folk af Stand og Anseelse iblant dem. Jeg seer allene, at de vare anførte af en ved Navn Herlof Hyddefad, hvis Stand og Qvalitet Historien ey heller mælder noget om, saa at man veed ikke, enten han var af Adel eller ey. Over samme Herluf

Herlof Hyddefad fanges.

Hyddefad erholdt Hertugen Seier, og fik ham selv fangen, og adspredde hans Anhang. Den fangne Anfører overleverede han til Knud Gyldenstierne og andre, og lod dem sige, at hvis han undkom, skulde de staae udi hans Sted, hvilket foraarsagede, at de vaagede over samme Fange med stor Fliid, saasom de frygtede Hertugen, hvilken de fornam af Naturen var vredagtig. Efterat Oprøret var stillet, blev Herluf Hyddefad piinligen forhørt, og udlagde han da mange, som man tilforn ingen Mistanke havde haft om, saa at der meenes, at hans Angivelser enten skeede af Ondskab eller for at undgaae Piinen. Hertugen, som intet Qvarteer gav, lod ham først rætte og lægge paa

Execution over den Norske Adel.

Steil uden for Slottet. Dernest lod han en Hob Norske Herrer aflive, og giorde saadant Hull paa samme Riges Adel, at Hvitfeld siger, det er endnu kiendeligt. Hvad som meest tiener til Beviis, at mange uskyldige Folk da bleve falskeligen forførte, var den Angivelse, som paa samme Tiid skeede mod Bisp Carl af Hammer, hvilken, saasom han holdtes for en af Kongens troeste Mænd, saa kunde naturligen ingen mistænke ham for at være i Leedtog med de Oprørske, men, u-anseet den store Reputation samme Prælat var udi formedelst sin Troeskab, lod Prindsen ham paa en giort Angivelse fængsle. Hvad Skiebne ellers samme Bisp havde, og hvordan det gik ham udi hans Fængsel, skal viises udi Christiani 2. Historie, hvor dette egentligen henhører.

(822) Efterat Hertugen saaledes havde bragt de Norske til Lydighed igien, og tvunget dem til at sverge, at de aldrig skulde yppe noget Oprør mod Kongen eller hans Efterkommere, begav han sig med sin Krigshær til Sverrige, og der beleyrede Elsborg og Øresteen udi Vester Gothland. Erik Eriksen, som der commanderede, forlod strax Slottene, enten fordi han fandt sig ikke sterk nok til at giøre Modstand, eller fordi han ikke vilde lade sig bruge mod Kongen, til hvilken han eengang havde aflagt

Hertug Christians Bedrifter i Sverrig.

Troeskabs Eed. Men denne hans Troeskab kom ham dyrt at staae; thi han blev siden af de Svenske Bønder ynkeligen ihielslagen. De efterladte Besættninger paa Slottene tilbøde strax Hertugen at overgive sig med Condition, at de maatte blive forskaanede paa Liv og Gods. Men denne stridbare unge Herre vilde af ingen Overgivelse vide at høre uden paa Naade og Unaade, hvorudover, saasom hans Strenghed var dem bekiendt, de hemmeligen lode erkyndige Hr. Steen om den Fare de svævede udi, og bade ham om hastig Undsættning.

Steen Sture lod sig ikke forsømme, men samlede sammen udi en Hast en Hob saavel Ryttere som Fodfolk, hvilke han lod skikke til Vester Gothland under Anførsel af Aage Johansen, som var Laugmand udi Øster Gothland. Samme Aage Johansen kom om Morgenen tiilig for Dag uformodentlig til den Danske Leyer udi Faveur af en sterk Taage, som skiulede dem saaledes, at han indtog et høyt Bierg uden for Leyeren, førend de Danske finge Kundskab om hans Ankomst. Og, som alting var stille udi Leyren og Krigsfolket laae udi den beste Søvn mod Dagningen, fandtes de, som raadede den Svenske General hemmeligen at overfalde Fienden. Men denne ædelhiertede Herre vilde gaae aabenbare til Verks, og derfore befoel Trompet-Blæseren

Slag udi Vester Gothland.

at blæse Allarm, og, da den samme veigrede sig derfore, holdende det for en Daarlighed at advare Fienden, blev Generalen hæfftig vreed, og sagde: Blæs eller jeg skal skyde dig den første Piil udi Livet; thi det er ikke tilbørligt, at man skal forraske en Konges Søn og saa mangen brav Helt; men man skal slaaes ærligen med dem, hvoraf man seer, at det endda holdtes for en (823) Last udi Norden hemmeligen at overfalde Fienden, og finder man, at den som stridede om Natten, blev i gamle Dage efter den Norske Lov holden ubode eller berygtet, som sees af den Norske Greve Erlings Tale. Generalens Ord maatte derfore efterleves og Advarsel om Strid blev given ved Trompeterne. De Svenske angrebe strax den Danske Leyer, omkastede Telterne, og nedsablede mange, i det de vognede op af Søvne. Otto Rud var Hoved for de Danske Fodfolk og Anders Bilde for Artilleriet, som da kaldtes Arkeliemester. Disse tvende Herrer laae samme Nat udi et Telt sammen. Men, da Aage Johansen kom for Teltet med en hob Ryttere, undstak Anders Bilde sig for at søge Artilleriet, som var ham betroet, og lod Otto Rud forsvare sig alleene mod Fienden, som han best kunde. Dog komme der i Hast bemeldte Rud andre til Undsættning, saa at Fienden maatte vige tilbage, og Teltet blev ubeskadiget. Da den Danske Leyer nu var i yderste Forvirrelse, og ingen vidste hvad han skulde giøre, eller hvor han skulde agere

Hertugen victoriserer

mod Fienden, opreysede en Fenrik midt udi Leyren sin flyvende Fane, og lod tilligemed Trommerne over alt røre for at tilkiendegive, at alle Danske skulde stille sig under samme Fane. Dette skeede ogsaa. De Danske løbe alle til samme Fane, som var plantet midt udi Leyren, og der toge med saadan Tapperhed mod de Svenske, at de omsider med stor Skade og deres Hovedbanners Forliis maatte tage Flugten.

Hertug Christian havde Dagen, før dette Slag skeede, erobret Elsborg og Øresteen: Paa begge disse Slotte lod han sætte Ild, og lagde dem i Aske, hvorpaa han rykte med sin Krigs-Hær ind udi Øster Gothland, hvor han afbrændte nogle Landsbyer og Herregaarde, og efter slige store Bedrifter begav sig til Skaane. Efter Slaget

Tvistighed mellem Otto Rud og Anders Bilde.

ved Elsborg reisede sig en hæftig Trette mellem Otte Rud og Anders Bilde, af hvilke den første med haarde Skields-Ord angreeb den sidste, og beskyldte ham at have undstukket sig, da Teltet blev af de Svenske anfaldet. Anders Bilde derimod blev ham intet skyldig, helst saasom han meenede derudi at have efterlevet sin Pligt, saasom det laae meere Magt paa det heele Artilleries Conservation end paa Otto Ruds Telt. Denne Trætte foraarsagede Forargelse (824) udi Krigs-Hæren, og, som begge vare brave og anseelige Mænd, bemøyede sig mange at forlige dem. Men Hidsigheden var saa stor paa begge Sider, at all Umag var forgiæves, hvorudover Sagen endeligen kom for Kongen, hvilken dømte Anders Bilde ikke alleene uskyldig; men endogsaa at have ført sig viiseligen op, saasom enhver bør at forlade alting for at tage vare paa det Embede, som ham er betroet.

Otto Ruds Caracteer og Historie

Denne Dom var disstørre Kiendemærke paa Kongens Rætfærdighed, efterdi han frem for alle Ministrer elskede Otto Rud, hvilken, foruden at han var en duelig Krigs-Mand og troe Tiener, var ogsaa særdeeles behagelig udi Omgiengelse, saa at Kongen ofte skiemtede med ham, og han igien med Kongen. Blant andet Skiemt, som forefaldt mellem dem, fortælles, at, da Kongen engang læsede i en Roman om Kong Artus, der havde store Helte udi sit Hof, sagde han til Otto Rud: Hr. Ivent og Hr. Gaudian, som jeg finder udi denne Bog, have været merkelige Riddere. Saadanne Riddere finder man nu omstunder ikke meere, hvortil Rud svarede: Hvis der vare saadanne mange Konger som Kong Artus, skulde der vel ogsaa findes mange Riddere som Hr. Ivent og Hr. Gaudian. Otto Rud var ellers Befalingsmand over Vigen udi Norge. Udi samme Province huserede de Svenske i denne Krig, og der oprettede en Fæstning kaldet Olsborg. Samme Fæstning satt Rud sig for at rive dem af Hænderne, og derfor tog sin tempo paa en Juule-Aften, som han vidste Besætningen efter de Nordiske Folks Sædvane vilde celebrere med Juule-Drik, for at exseqvere sit Forsætt. Han befoel derfore det Folk, som laae i Besætning paa Bahuus, at, saasom der var megen Snee falden, og Jorden var gandske hvid, at de alle skulde iføre sig hvide Skiorter, og følge ham; udi saadan Dragt komme de uformærkte om Natten for Olsborg. Otto Rud gav strax Ordre til at bestige Muurene, hvilket ogsaa skeede med saadan Hurtighed og Taushed, at de komme ind paa Slottet, førend nogen merkede deres Ankomst. Derpaa gik man løs paa de af Juule-Drik beskiænkede Svenske, hvilke man for Fode nedsablede. Slots-Herren retirerede sig vel i denne Allarm paa et Taarn, og deraf søgte at forsvare (825) sig med Steene, men han maatte omsider overgive sig. Kongen fandt saadan Behag udi denne Behændighed, at han skienkede Otto Rud Olsborg til ævindelig Eyedom. Siden blev hand forlehnet med Øland, og, som han endelig efter de Tiders Maade fik i Sinde at reise til Jerusalem, faldt han i en Sygdom paa Veyen og døde til Lantzberg ikke langt fra Augsborg. Han kand holdes for en af de navnkundigste Mænd, der levede under Kong Hanses Regiering.

Hvad Indenlandske Sager angaaer, som i dette Aar 1502. tildroge sig, er merkeligt det Mord, som skeede paa Rigets Hoffmester Paul Laxmand. Samme Laxmand

Hofmester Laxmand myrdes.

var en af de anseeligste og rigeste Mænd udi Dannemark. Paa hans Jorde-Gods giver Hvitfeld saadan Optegnelse, som var Sandholt og Nielstrup udi Fyen, Asserboe i Siælland, Vallen, hvoraf han egentligen skrev sig Herre, udi Halland, og Aagerup udi Skaane; derforuden havde han 900 Arve-Gaarde og 14 Møller. Til Pant havde han Sølvitzborg for 1300 Mark, Giøngeholm for 900 Mark. Og, som han var en stor Oeconomus, kiøbte han dagligen meere og meere Gods, og tog saaleedes til udi Rigdom, at han blev forhadt af Høye og Lave, og holder man for, at Kongen selv bar intet got Hierte til ham. Udi hvilken Tanke man blev styrket af efterfølgende Historie. En Dag, som var den 22 Junij da bemeldte Laxmand vilde gaae fra Slottet, blev han paa Høy-Broe overfalden af tvende Herremænd Ebbe Strangesen og Biørn Andersen. Ebbe Strangesen stak ham først en Kniv udi Brøstet, hvorpaa Biørn Andersen gav ham Resten; og, da de saaledes havde myrdet ham, kastede de ham ned af Høy-Broe udi Stranden, sigende: Du heder Laxmand, løb nu i Vandet som en Lax. Formedelst dette Mord blev Kongen høyligen mistænkt, eendeel

Betænkning over samme Mord.

efterdi Morderne længe bleve udi Staden, og ingen eftersatte dem, eendeel ogsaa, efterdi Kongen nogen Tid derefter lod anklage den myrdede Hoffmester for Retten, og begierede Dom over ham. Der blev ogsaa feldet saadan Dom, at alt hans Gods rørende og urørende skulde falde under Kronen. Og siges der, at Biskop Jens Andersen af Odense fik hans Gaard i Kiøbenhavn, efterdi han lod |826sig bruge i denne Sag og tilveye bragte saadan Dom (q). Det er uvist, hvad som var Aarsag til denne mægtige Mands Fald, saasom udi Dommen intet andet anføres, end at Kongen havde sagt, at han corresponderede med Rigets Fiender, og vilde tage det paa sin Samvittighed; Ellers blev ham intet overbeviist, man kunde ey heller finde noget derom udi hans Breve, som med Fliid bleve examinerede, saa at Folk gemenligen holdte for, at han uskyldigen blev opofret. Jeg suspenderer gierne her mit Judicium og veed ikke hvad jeg skal dømme om denne Gierning; thi paa den eene Side viises af Omstændigheder, at han var et u-skyldigt Offer; paa den anden Side derimod er det u-troeligt, at en Konge, af den Dyd og særdeeles Ærlighed som Kong Hans, skulde kunde saadant opdigte; og, hvis saa er, saa kand man sige, at intet i Verden er sig selv meer u-ligt end et Menneske. Det oft citerede (r) Skibyske Manuscript siger reent ud, at Kongen efter det almindelige Rygte tillige med Bisp Johan Ibsen af Roskild befodrede hans Død ved disse tvende Mænd, og giver Aarsag dertil nemlig, efterdi han talede alt for frit og dristigt, men, saasom aldrig nogen Dansk Konge har taalet meer dristig Tale end denne Johannes, saa kand saadant ikke have været Aarsag dertil. Hvitfeld siger, at Kongen lod den over Hofmesteren afsagde Dom confirmere siden af Kammer-Retten, hvilket er særdeeles, om det har været den Keyserlige Kammer-Rætt. Dog hvis saa er, skeede det ikke saa meget som en Appellation til højere Rætt, som allene for ogsaa at have en Decision udi et fremmed u-partiskt Land, udi hvilken Henseende man ofte lader Tvistigheder decidere af fremmede Academier og Faculteter, men alt dette udslettede ikke Mistanken. Der siges ogsaa, at Kongen paa sit Yderste fortrød denne Gierning, og raabte nogle gange o! Laxmand! Laxmand!

Dette er ellers den eeneste Haardhed, som denne Konge øvede udi sin heele Regierings Tiid; thi han var af Naturen mild og rætfærdig, men man seer dog af denne Historie, at, endskiønt han (827)

(q) Manuscr. Skibyens.

(r) Manuscr. Skibyens. Invisus erat ob nimiam dicendi libertatem.

sielden fortørnedes, og var langsom til Vrede, saa dog var det Had, som han kunde fatte, farligt og betydeligt. Dette har Autor til hans Historie (s) ogsaa antegnet med disse Ord: ad iram lentus erat sed vindictæ appetentissimus, dog har man fast intet Exempel paa Had eller Hevngierighed uden i denne Laxmand og udi den saa kaldte Renteskriver Andreas, hvilken han beskyldes for, uden Beviislighed at have ladet hænge, hvorvel det er vanskeligt at sige, om denne Andreas saadant med Rætte vederfoer eller ey, hvorfore jeg ey heller vil decidere noget deri, men allene fortælle Historien, saasom den er anført af Rosefontano, hvilken derom taler saaledes: Anno 1494. kom en Skriver ved Navn Andreas formedelst sin Hurtighed og Capacitet udi Finance Sager saaledes udi Kongens Naade, at han ophøjede ham til den højeste Post udi sit Cancelie (t). Men denne gode Andreas vidste ikke at skikke sig i sin Lykke, blev stolt og hofmodig, saa at han saae alle Mennesker indtil de fornemmeste af Adelen selv over Axselne, hvorved han tilveje bragte sig saadant Had hos mange, at de lagde Hovederne sammen for at styrte ham. Han blev

Rentemester Andreæ Fald.

derudover afmalet for Kongen som en urættfærdig Huusfoged, der plyndrede det Kongelige Skatkammer, og paa saadan Beskyldning satt paa det blaa Taarn udi Kiøbenhavn, hvor han blev piinligen forhørt; Udi Torturen bekiendte han sig undertiiden skyldig, undertiiden gik han fra sine Ord igien, og blev endeligen derpaa hængt. Det er troeligt, at han kom udi denne U-lykke heller formedelst sin Hofmod og den Foragt, som han lod see mod Adelen, end formedelst sin U-troskab, hvorudover, hvis han var u-skyldig, er hans Anklagere meere at laste end Kongen, hvilken maaskee herudi syndede af Lettroenhed. Hvorvel det paafølgende Raserie, som Kongen efter denne Exsecution faldt udi, bragte Folk gemeenligen paa de Tanker, at det reisede sig af en Samvittigheds Rørelse. Men, siger (828)

(s) Rosef. vita Joh.

(t) Han kaldes ikkun Renteskriver, skiønt man seer af hans Forretninger, at han har været

Skattmester. Manuscr. Skibyense p. 17. kalder ham Vice-Cantzler, men Aars Tallet nemlig 1497 er falskt.

ovenmeldte Historieskriver, det kand heller tilskrives hans sædvanlige Melancholie, som udi samme Grad forplantedes paa hans Børn udi vor Tiid (u).

Ellers lægges ogsaa dette Aar 1502 Kongen til Last, at han diverterede sig noget

Kongens Amours.

resolut med andre Fruentimmer, medens Dronningen (x) var i Sverrig; Hvorvit samme Divertissement dog gik, skal jeg ikke kunde sige; Vist nok er det, at adskillige fornemme Damer da vare mistænkte for Kongen i sær Lehnsmandens Frue paa Vordingborg, om hvilken fortælles, at hun derover skal have gremmet sig paa sit Yderste. Geistligheden og Bisperne, endskiønt de selv paa de Tiider vare ikke frie for deslige Galanterier, førdte dog stor Snak derom, ja nogle understode sig at skiemte meget grovt dermed, saasom Biskop Jens Andersen Beldenack af Odense. Samme Bisp kom engang til en Norsk Herremand ved Navn Asmund Qvant, som var Kongens Cammer-Junker, og spurdte, om han ikke vidste, at Kongen var bleven ham u-naadig, og, da Qvant dertil svarede ney, saasom han ey heller vidste noget at have giort, som saadan U-naade kunde foraarsage, bad Bispen ham i Tiide at giøre sin Undskyldning, og purgere sig for de Ord, han var beskyldt for at have ladet falde, nemlig at Kongen

Biskop Beldenaks Skiemt med Kongen.

maatte ikke troe, at han havde Lehnsmandens Frue paa Wordingborg allene; thi hun tillod ogsaa Otto Rud nogle smaae Friheder, naar Kongen var paa Jagt. Den eenfoldige Kammer-Junker troede, at det var Bispens Alvor, løb derfore strax til Kongen, fortaalte Historien og vidnede med Eed, at han aldrig saadant havde sagt. Da Kongen spurdte, af hvem han derom havde været advaret, gav bemelte Qvant det tilkiende, nemlig at Bisp Jens Beldenack havde advaret ham derom. Kongen merkede da, hvorhen Bispen dermed sigtede nemlig paa en Tiid at erindre ham baade om hans Levnet, og tillige med at advare ham om hans Medbeiler. Han blev derover dog ikke

Exempel paa Kongelig Moderation.

fortørnet, men sagde allene: Bispen er en Skalk. (829)

(u) Rosefont. in vita Joh. id qvod etiam in liberis ejus etiam hoc ævo superstitibus, qvi ejusdem humoris vitio qvandoqve delirârunt, observatum est.

(x) Cypr. Annal. Slesvig. kalder hende af Vildfarelse Dorothea.

Denne Historie er et synderligt Exempel paa denne Konges Sagtmodighed; thi man finder ikke allene, at han intet Had eller Ugunst fattede mod Bispen formedelst hans grove Skiemt, men endogsaa, ikke at han lod falde noget af den Affection, han bar for Otto Rud, da dog udi Christiani 2. Tiid Torben Oxe for saadan Mistanke maatte lade sit Hoved. Der tales ellers om en Aflads Kræmer nemlig Doctor Hermannus, som udi dette Aar fodrede Penge udi Riget til den Tyrkeske Krig, og er det merkeligt at Autor til det Skibyeske Manuscript afmaler baade ham selv og hans Kræmmerie med den allerhæsligste Farve hvorvel Autor har været en af de allerivrigste Catholiqver (y).

1503 Dette er det fornemmeste, som tildrog sig udi det Aar 1502. Efterfølgende Aar blev Krigen, som udi forrige Aar med stor Success var førdt under den stridbare Hertug Christian saavel udi Norge som udi Sverrig, fortsatt mod Steen Sture og de Oprørske Svenske. Mit udi denne Krigsheede kom den Pavelige Legat Cardinal

Den Pavelige Legat Raymundus søger at stifte Fred udi Norden.

Raymundus til Norden for der at stifte Fred, og at søge Hielp, saavel udi Tydskland, som udi de Nordske Riger mod Tyrken, til hvilken han, for at samle Penger, publicerede Indulgencer for dem som vilde gifte sig udi visse forbudne Leed, hvilket kand sees af det Dispensations Diploma, som blev publicered til Lybek (z). Han arriverede udi Begyndelsen af Foraaret til Lybek, hvorhen han lod forskrive saa vel Danske som Hansestædiske og andre Gesantere for at handle om Forliig. Blant de Danske Gesandtere var ovenmældte Bisp Beldenack af Odense, en hurtig og habil Mand, som Kongen ofte brugte udi vigtige Forretninger. Samme Biskop disputerede der udi Cardinalens Nærværelse med de Lybske Gesandtere, og forsvarede Kongens Sag med

Congress til Lybek.

Fynd. De Lybske beraabede sig eendeel paa Folke-Rætten, hvorved det er dem tilladt at drive deres Handel, eendeel paa de forhen givne Privilegier af Danske Konger. Biskopen derimod svarede dem meget fornuftigen, at de forgieves beraabte sig paa Folke-Retten, hvilken ikke tillader nogen at styrke eens Fiender, langt mindre (830)

(y) Manuscr. Skibyens. remissionibus & bullis extinxit multam pietatem.

(z) Diplom. dat Lub. 1. Calend. Maji Anno 1503 apud Cypr. Ann. Slesv.

rebelske Undersaattere. Og, hvad de forhen givne Friheder og Privilegier angik, da havde de dem forbrudt ved saadan Opførsel; thi det er unaturligt at give Privilegier sig selv til Skade. Under alle Privilegier er derfore den Exception, i fald man ikke misbruger dem til Giverens Skade og Fordervelse. Man seer derfor, at de Lybske Jurister paa de Tiider have lidet forstaaet, hvad jus gentium var; thi, var det Folke Ræt at bestyrke de Svenske, som aabenbare rebellerede mod deres Konge, saa kunde man ogsaa undskylde sig med samme Rætt, om man vilde styrke den Lybske Almue, saa tit den var oprørsk mod Raadet og Regieringen. Men man kand sige, at de Lybske brugte slige Argumenter, efterdi de ingen bedre havde; thi de turde ikke lade sig merke med de rette Motiver, som bestode derudi, at de fandt deres Interesse udi Rigernes Separation, hvorudover man ingenlunde kunde overtale dem til at forlade det Svenske Parti. Dette merkede Cardinalen, og derfor alleene anholdt hos Lybekkerne, at nogle af dem tillige med hans Gesandtere vilde reyse til Sverrig for at procurere Dronning

Bisp Beldenack accorderer de Lybske en Sum Penge uden Ordre.

Christinæ Befrielse. Dertil beqvemmede de sig endeligen, men med de Vilkor, at Biskopen maatte love paa Kongens Vegne at erstatte dem den Skade, som de havde lidet paa det Gods og Effecter, som dem vare fratagne, hvilken blev beregnet til 8000 Daler (a). item at betale dem en Sum Penge, som Christian 1. havde laanet af nogle private Borgere udi Lybek, som beløb sig med Rente til 56000 Mark. Efterat saadant var dem bevilget, reysede nogle af dem med Cardinalens Gesandtere til Sverrig, og der saaledes handlede for Dronningen, at hun kom paa fri Fod igien, og blev af Steen Sture og Svante Nielsen ledsaget til de Svenske Grendser, hvor hun blev imodtagen (b) af hendes Søn Hertug Christian og bragt til Kiøbenhavn, efter at hun paa 3. Aar havde været ude af Riget, og vidner Jacob Uhlefeld, at hun strax efter sin Tilbagekomst stiftede (831)

(a) et er underligt, at her bliver talet om Dalere, da dog Joachims Thaler eller Daler allerførst bleve bekiendte 1519, som var længe efter Kong Hanses Død.

(b) Chytræus lib. 5.

Clare Kloster i Kiøbenhavn, iligemaade (c) et andet til Odense for hendes lykkelige Befrielse (d). Men Kongen var ikke fornøyet med det Løfte, Biscop Beldenack uden Ordre havde giort de Lybske, og derfore ikke vilde bindes til dets Fuldbyrdelse. Dog, saasom Biskopen havde giort det udi en god Intention for Dronningens Befrielse, fik han ingen Tiltale derfore. Contracten blev saaledes anseet som ugyldig, efterdi den var sluttet uden Kongens Samtykke. Dog lod Kongen, efterdi Hertug Friderik havde været Forlover for bemeldte Summa, betale en Deel deraf, bevilligede iligemaade en Stilstand mellem Riget og Stænderne, og at de Lybske imidlertid skulde nyde deres gamle Frihed udi Handelen paa Rigerne. Om denne Handel kand læses mest efterretligen hos Alb. Krantzium, hvilken her ender sin Vendiske Historie, som er beskreven udi 14 Bøger, og indeholder adskilligt, som henhører til den Danske Historie sær de Krige, som Kongerne havde ført med Hansestæderne.

Mod Enden af dette Aar skeede en stor Forandring, hvorved Kongen kunde giøre sig Forhaabning om sin Rætt til Sverrig igien; thi Steen Sture kort efterat han havde ledsaget Dronningen til Grendserne, og var kommen tilbage til Jenkiøping,

Steen Sture døer.

døde sammesteds. Hans Død blev længe skiult for de Danskes Skyld, paa det at de ingen Fordeel skulde søge derved, indtil Rigets Administration kunde betroes en anden. Man holder for, at han blev forgiven udi et Giæstebud til Suderkiøping af Knud Alfsens Enke Mereta, paa det at hun kunde bane Veyen til Regimentet for Svante Sture, som hun var forlovet med. Om denne navnkundige Mand vil jeg intet meere tale, saasom jeg tilforn har givet hans Portrait. Jeg vil kun alleene sige, at Dannemark udi ham mistede en stor og farlig Fiende, skiøndt Riget nød ved hans Død ikke den Fordeel, som det kunde have ventet sig, hvis den var skeed nogle Aar tilforn; thi Had og Forbittrelse havde nu allerede taget saadan Overhaand mellem Rigerne, at der ingen Steen Sture (832)

(d) Cypr. Annal. Slesv. pag. 392.

meere behøvedes til at kaste Olie udi Ilden. Hermed vil jeg slutte dette Aar 1503, hvilket er ellers merkværdigt formedelst Hertug Christians Fødsel, som siden blev Konge udi Dannemark under det Navn af Christian 3. (e).

1504 Udi Begyndelsen af dette Aar 1504 blev holden en Rigs-Dag til Stokholm, hvor Steen Stures Død blev giort kundbar, og blev da raadslaget, om man skulde kalde Kongen til Riget igien eller betroe Regimentet til en anden af Sverrigs Adel. De fleeste fulde da paa den sidste Meening, og kom da strax frem for alle udi Forslag Svante Nielsen Sture, der næst Hr. Steen syntes at have giort Riget meest Tieneste, og derforuden var af gammelt Kongeligt Blod udi Sverrig. Nogle fremmede Svante Sture bliver Regent i Sverig.

Skribentere have af Vildfarelse confunderet de Sturer og bildet sig ind, at Steen Sture og Svante Sture enten vare Brødre eller nær Paarørende, da de dog vare af to adskilte Familier, som deres Vaaben udviiser; thi Hr. Steen var af Holstenske Sturer, og denne Svante af gammelt Kongeligt Blod. Det som de alleene slægtede hinanden paa, vare personlige Qvaliteter; thi de vare begge fornufftige, tappere og i høy Grad ærgierige, saa at ingen af dem var vel skikket til at være Undersaatt. Der var en Tiid lang jalousie imellem disse to store Mænd, som omsider brød ud til Had og Forfølgelse. Men de begyndte siden at trække paa en Linie, da Kong Hans vilde klippe Vingerne paa dem Begge, og syntes de stedse siden at have levet udi Venskab sammen, hvorvel man kand see, hvorvit dette Venskab gik, om det ellers er sant, som fortælles om Steen Stures Død, nemlig at Svantes Fæstemøe Mereta forgav ham udi et Giæstebud. Saadan Mand var Svante Nielsen Sture, som efter Hr. Steens Død paa Rigs-Dagen til Stokholm efter de fleeste Stemmer blev udvalt til Rigets Forstander 1504 den 21 Jan. og bekom alle Rigets Slotte udi sine Hænder.

Det første denne nye Regent foretog sig, var at lade Steen Stures Legeme hæderligen begrave. Samme Begravelse skeede (833)

(e) Saaledes sætte Cypr. Annal. Episcop. Slesv. item Hammelm. Chr. Oldenb. men Hvitfeld siger at det var 1504.

den 8. Febr. og blev Legemet nedsatt udi Carthuser Kloster, som han selv af sit eget Gods havde funderet 1491 (f). Efterat dette var skeet, begyndte Svante Sture af all Magt at fortsætte den Danske Krig, og beordrede Hemming Gad Vice Biskop af Lindkiøping, at beleyre saa vel den vigtige Stad Calmar som Borkholm paa Øland, som de Danske endda havde inde. Men samme Hemming Gad udrettede intet synderligt paa dette Tog uden at han erobrede Calmar Stad, men Slottet kunde han ikke vinde, og Staden faldt kort derefter i de Danskes Hænder igien; thi Kongen kom med en Flode for Calmar, erobrede den, og lod rette Borgemestere og Raad samt nogle Borgere for deres Utroeskab. Derpaa syntes de Svenske at blive tilbøyelige til Fred, og skikkede de Matthiam Biskop af Strægenæs samt Bengt Rynning til Kiøbenhavn, hvor de traadde udi Conference med Dannemarks Raad, saa at der blev sluttet en Stilstand paa 13

Anstand mellem Rigerne.

Maaneder, mod hvis Udgang et almindeligt Mode skulde holdes til Calmar for at ophæve all Tvistighed; imidlertid, mens denne Handel paastod, skulde Calmar og Borkholm forblive udi de Svenskes Hænder, men blive tilbage givne igien, hvis intet Forliig kunde sluttes (g). Men denne berammede Rigsdag havde samme Udfald, som de forrige, hvilket skal viises af efterfølgende Aars Historie.

Hvad andre Rigets Sager angaaer, da forordnede Kong Hans dette Aar, at alle de, som boede udi Kiøbstæderne, og havde ladet dem bruge udi Krig, skulde være befriede for at være Vornede, saa at ingen, paa hvilket Sted han end var fød, maatte deeles til Stavn. Jeg kand ellers ikke forbigaae her at tale om tvende Passager, som

Nogle Exempler paa de Tiiders Simplicitet.

tilkiende give de Tiiders Simplicitet og Tarvelighed. Den eene er, at, da Dronning Christina kom tilbage fra Sverrig, førte hun Attester med sig, at hun havde levet ærligen og skikkeligen all den Tiid hun opholt sig udi Sverrig (h). Den (834)

(f) Chytræus lib. 5.

(g) Vid. transact. Hafn. 1504. die Erici Regis & Martyris.

(h) Crantz. hist. Dan. lib. 9. cap. 3. synes dog at give tilkiende, at saadant maa være skeed i Anledning af en Slags Medisance, men han giver et prægtigt Vidnesbyrd om Dronningens Ærlighed, og er det ved samme Vidnesbyrd, som han ender sin Danske Historie.

anden er, at der antegnes som noget u-sædvanligt ved Anledning af Erik Ottesens Død, som skeede dette Aar, at til hans Brøllup blev drukket en halv Amme Viin, hvilket syntes en Overflødighed paa de Tiider, skiønt samme Erik Ottesen var Rigets Hoffmester og Kong Christian 1. saavelsom Dronning Dorothea vare blant Brøllups-Giæsterne. Efter den Transaction, som var giort mellem Rigerne om en almindelig Rigs-Dag, som skulde holdes til Calmar for der at giøre Ende paa de langvarige Tvistigheder, 1505. mødte Kongen den 11te Junii Efterfølgende Aar 1505 sammesteds udi egen høje Person. Der biede han længe efter de Svenske, men ingen lod sig indfinde,

Kongen lader fælde Dom over de Svenske

hvorudover Kongen, seende sig saaledes skuffet, blev optændt af hæftig Vrede mod dem, beskyldte dem for Rebellion og Meeneederie, og endeligen ved Dannemarks og Norges Raad lod en Dom afsige, hvorudi det Svenske Raad og deres Tilhængere, bleve frakiendte deres Gods, Ære og Adelskab (i). Iligemaade bleve de dømte til at overantvorde Kongen Riget og Dronningen hendes Lifgeding. Denne Sententz er datered 14 Dage for St. Hans-Dag 1505. De Svenske agtede dog ikke meget samme Dom, hvorudover han confisqverede alt det Svenske Gods, som laae udi Dannemark og Norge. Men, som dette altsammen ikke vilde hielpe, lod det Danske Raad anholde hos den Romerske Keyser Maximilianum 1., at Hans Keyserlige Majestet vilde confirmere den afsagde Dom. Denne Raadets Begiering til Keyseren findes blant Hvitfelds Archiv Documenter (k) og forklarer den samme vitløftigen de Svenske Stænders Opførsel mod Kongen, og begiærer, at Hans Keyserlige Majestet vil erklære Sverrige udi Rigets Act. Keyseren efterkom deres Begiering, og befoel Stænderne udi Sverrig at tilstille Kongen Riget igien eller at indstille sig for ham for at give Aarsagen til deres Rebellion tilkiende. Hvis saadant ikke skeede, truede han at erklære dem udi Rigets Act. Men de Svenske vilde ikke engang værdige Keyseren Svar derpaa, saasom de holdte fore, at han havde aldeeles intet med Sverrige at bestille,

Keyseren erklærer Sverrige udi Rigets Act

hvorudover Keyseren skreed til (835)

(i) Vid. sentent. lat. contra Senat. Sveciæ pag. 1053 seqv.

(k) Vid. lit. Senat. ad Imperat. pag. 1057. seqv.

Execution, og erklærede solenniter Sverrige udi Rigets Act efterfølgende Aar 1506. Denne Acts Erklæring er curieus og fortiener her at indføres, men, som den er vitløftig, vil jeg alleene anføre dens Sluttning, som lyder saaledes (l):

1506So denunciren und verkünden wir die obgemeldten Stein Sture, Schwante Nielsen, Erik Johansen, Stein Christensen, Trotte Magnusen, Erik Thuresen, Ago Hansen, Tonne Erichsen, Erik Johansen und Peter Thuresen als Sachwalter und alle ihre Helffer, Anhanger mit Einwohner im Königreich Schweden um die obbestimbte ihre offenbahre Mishandlung und Verbrechen, des gemeldten Landfriedens Verachtung und Ungehorsam in unser und des heiligen Reichs-Act und Aberacht und andre Peene in dem obbestimmten Landfrieden begriffen. Setzen sie aus unsern und des heiligen Reichs-Frieden in den Unfrieden, und erlauben ihr Leib und Güter männiglich, und erkennen auch darauf dem vorgemeldten unsern Cammer Procurator Fiscal Exsecutorial und andre nohtdürftige Briefe zu geben, wie sich gebühret. Gegeben in unsern Stadt Grätz am andern Tage des Monahts Octobris Anno 1506.

Det er ingen Tvil paa, at jo Keyseren lett forud kunde see, at saadan Acts Erklæring aldeeles ingen Virkning vilde giøre udi et fremmed Rige. Hvad som man maae forundre sig over, er, at Dannemarks Raad vilde giøre saadan Begiering, som tienede til intet andet end at viise, at man tilstod de Tydske Keysere en Slags Jurisdiction udi de Nordiske Riger. Jeg har tilforn andensteds givet min Betænkning derover, hvorfore jeg det her igien ikke vill oprippe. Det er ellers merkeligt, at Steen Sture ogsaa blev erklæret udi Acten efter Hans Død.

Da Kongen merkede, at han ved Indfald udi Sverrige ikke meget kunde udrette, udrustede han mange Skibe, som han lod udgaae 836)

(l) Vid. declarat. Bann. pag. 1063 seqv.

i Søen, gav ogsaa alle Friheder at røve paa Sverrig. Udi hvilken Tilstand Gulland kom ham vel til pas. Og bragte han dermed de Svenske meere udi Klemme, end om han med den største Krigs-Hær havde staaet i Landet; thi all Handel blev dem derved betaget, og, naar de vilde forsøge at drive nogen Handel, tabte de Skib og Gods. Der gaves ogsaa samme Tiid

Hemming Gadd.

en anden Leilighed til at refse de Svenske; thi, som Hemming Gad, Electus af Lindkiøping havde fordrevet Jacobum fra det Linkiøpingske Biskop Dom, erlangede samme Jacobus paa Kongens Anstiftelse en Bulla af Pave Julio 2., hvorudi Hemming Gad blev befalet at give Stiftet tilbage og det under Straf af Kirkens Band. Og, som Gad ingen Øren havde dertil, exeqverede Paven sine Trudseler, og publicerede en Bulla dateret Rom 1506. 13. Calend. Febr. hvorudi han saavel som alle der holdte hans Parti, bleve satte udi Band. Og, som Gouverneuren Svante Sture var en særdeeles Ven af samme Gad, traf dette Tordenslag ham frem for alle. Faa Svenske vare udi Hiertet Dannemark meere fiendske end denne Gad, hvilket kand sees af det bittere Skandskrift, han skrev, som Petrus Parvus har besvaret; thi faa Skrifter ere meere fulde af Galde.

De Svenske, for at hævne sig over alt dette, giorde da Indfald udi Skaane og Blegind, hvor de ved Skenden og Brenden foraarsagede stor Skade; Derimod afbrendte de Danske Aboe udi Finland, Castelholm paa Aland og Lodese udi

Recess med Lybek til Segeberg.

Vester-Gothland; de erholdte ogsaa hos de Lybske ved en Recess giort til Segeberg ikke alleene, at de ingen Tilførsel skulde giøre til Sverrig, medens Krigen varede, men endogsaa at de skulde arbeide paa at bringe de Svenske under Kongens Lydighed igien. Dette Fordrag blev giort 1506. Hvad som ellers var Aarsag til denne de Lybskes store Føjelighed, og ved hvilket Middel et saadant fordeelagtigt Forlig blev sluttet, derom finder jeg intet udi vore Historier, uden at man vil sige, at Keyserens Acts-Brev saadant foraarsagede, hvilket dog ikke er troeligt, eendeel efterdi de Lybske vare saa forpikkede paa den Svenske Handel, og holdte den af saadan Vigtighed for deres Stad, at de heller vilde styrte sig udi aabenbare Krig end renoncere paa samme Handel, eendel og, efterdi Keyser Maximiliani (837) Myndighed i Tydskland var ey saa stor, at den kunde indjage dem saadan Frygt. Det er rimmeligere, at Kongen eendeel ved andre Villigheder eendeel ved Churførst Joachims af Brandenborg Underhandling bragte dem til saadan Føjelighed; thi samme Churførste var en stor Ven af Kongen, og var det ved hans Middel, at det Keyserlige Acts-Brev blev erhvervet. Den Meklenborgeske Krig, som de Lybske samme Aar bleve indviklede udi, og hvorudi Kongen assisterede Meklenborgerne, synes og noget at have contribueret til den Segebergske Recess (m).

Hvad som ikke blev afgiort ved samme Recess, blev besluttet at skulle videre handles 1507. om udi en anden Samling, hvilket ogsaa skeede; thi efterfølgende Aar 1507 blev holdet et Mode til Nykiøping udi Falster, hvor, foruden de Danske og Lybske

Item til Nykiøping.

Fuldmægtige, lode sig indfinde Franske og Skotske Gesantere; thi Kong Hans stod udi sterkt Forbund med Frankerig og Skotland. Og blev udi samme Mode den Segebergske Recess ikke allene confirmeret, men endogsaa forbedret med fleere Artikler.

Over dette begyndte de Svenske at lade Modet falde, saasom de omsider merkede, at den Konge, som de tilforn kuns ringe havde agtet, pousserede sin Rætt med større

Kongen fører Krigen med stor Viisdom.

Vigeur, Hurtighed og Fornuft end nogen af hans Formænd; thi foruden det, at han under sin Søns Hertug Christians Anførsel havde bragt den Danske Krigsmagt udi stor Reputation, havde han opfundet adskillige andre Midler til at ydmyge de Svenske. Han havde giort dem Keyseren og adskillige andre Tydske Førster til Fiender, stod udi Alliance med Frankerig og Skotland, og kunde, naar behøvedes, faae Skotske Hielpe-Tropper, som paa de Tiider vare i Anseelse formedelst deres Krigs Discipline. Søen havde han opfyldt med Fribyttere, som tilføyede Sverrig ubodelig Skade, og ødelagde samme Riges Handel. Han havde endeligen ogsaa fundet Middel til at trække Lybek fra Svensk Alliance. Saa at man kand sige, at faa Konger med større Activitet har begegnet sine Fiender, og vidst meer at klemme dem paa alle Kanter. Alle disse Ting (838)

(m) Chytræus lib. 6. holder samme Krig at have været Aarsag dertil: Lubecenses a vicinis Megapolitanis cum premerentur, pacem cum Rege facere decreverunt.

begyndte omsider de Svenske alvorligen at stille sig for Øyene. De merkede, at Kong Hans var en særdeeles from og sagtmodig Konge, under hvis Regimente de kunde ikke have sig nogen Haardhed at befrygte. De merkede derimod, at han var en farlig Fiende, der ikke mindre ved viise Anslag end ved Magt vidste at søge sin Fordeel. Hvorudover alle deres Tanker bleve henvendte til Fred, og affærdigede de 1508 Aar 1508 et anseeligt Gesantskab til Kongen for at handle om Fred. Adskillige Negotiationer bleve da foretagne først til Kiøbenhavn, siden til Warbierg, til Helsingborg og endelig til Kiøbenhavn igien. Men alle disse Forsamlinger ginge kun ud paa at slutte Stilstand, og et Mode kom alleene sammen for at beramme et andet,

Negotiationer med Sverrig.

hvorudi Tvistigheder skulde afgiøres. Imidlertid giorde man Kongen alle Tider gode Løfter. Og forbunde de Svenske sig ved den Wordenborgske Recess som blev confirmeret ved den Helsingborgske, at de enten skulde antage Kongen igien eller give aarligen en Skatt af 13000 Stokholmske Mark (n). Med deslige Freds Forhandlinger bleve fast tvende Aar bortdrevne, indtil Conjuncturerne forandrede sig, og Krigen med de Vendiske Stæder igien blev oprippet; da begyndte de Svenske at blive lunkne igien, og at fornye deres gamle Forbund med samme Søe-Stæder mod Dannemark.

Aarsagen til Krigens Oprippelse med Lybek og andre Vendiske Stæder var denne. Endskiønt de Lybske ved den Segebergske Recess havde forbundet dem ikke at handle paa Sverrig, indtil Fred og Rolighed kom imellem Rigerne, saa understode dog adskillige Kiøbmænd sig at drive deres forrige Handel. Hvorudover Kongen lod opbringe adskillige Lybske Skibe. Kiøbmændene, ophidsede over deres Gods og Skibes

Krigen fornyes med Lybek.

Forliis anholdte hos Raadet udi Lybek om Krigens Fornyelse mod Dannemark, og endelig formaade Regieringen at føje dem derudi, og det dislettere, efterdi den Feide, som udi tvende Aar havde været mellem Lybek og Meklenborg da var bragt til Ende. Krigen blev saaledes paa nye declareret mod Dannemark og Aarsagen dertil foregaves denne: At Lybekkerne kunde vel ikke nægte, at de ved den Segebergske Recess havde forbundet dem ingen Tilførsel at giøre Sverrig, saa længe som der var Ufred mellem Rigerne, men, som (839)

(n) Hvoraf 12000 skulde betales til Kongen og 1000 til Dronningen test. Chyt. l. 6.

Tvistighederne varede saa længe imellem Dannemark og Sverrig, havde de Lybske Kiøbmænd imidlertid ingen Næring, hvorudover man fandt nødigt igien at oprippe Krigen for at hævne den Skade, som Kiøbmændene var tilføyet af de Danske nyeligen. Dette er Indholden af det Lybske Manifest. Men mig synes, at, naar man er saa slet forsynet med Argumenter, det er bedre alleene at giøre en simpel Krigs Declaration end at besmykke en Ting med saa slette Farver. Efterat Krigen saaledes var erklæret, lode de Lybske forsterkke deres Flode med adskillige Skibe, som 1509 de lode bygge om Vinteren, og mod Foraaret 1509 ginge ud i Søen for at angribe nogle Danske Udliggere, som laae under Giessøer. Disse Udliggere nødde de til at tage Flugten og derpaa seylede langs ved Kusterne af de smaae Danske Øer, som Langeland, Lolland, Falster og Møen, og med Røven og Plyndren giorde stor Skade. De erobrede ogsaa ved Helsingøer 13 ledige Skibe, hvormed de begave sig til Traminde. Kongen lod derpaa arrestere alle Lybske Effecter udi Riget, og lod 24 Orlog Skibe løbe udi Søen med Ordre at indslutte Traven, at ingen Udførsel eller Indførsel skulde skee til Lybek.

Hvorved de Svenske bringes i Harnisk igien.

Saa snart de Svenske finge Kundskab om, at Stæderne havde begyndt Fientlighed mod Dannemark, begyndte de at hinke; Svante Sture lod affærdige nogle Raads-Herrer til Lybek, givende tilkiende, at den Fred, som var sluttet med de Danske, var uden samtlige Stænders Samtykke, og at det var alleene et Verk af nogle faa Bisper og Raads Herrer, som vare Dannemarks Tilhængere, hvorudover de agtede ikke at holde en Fred, som var Sverrig saa præjudicerlig, men vare færdige til at begynde Krigen igien, om de kunde være forsikrede om Undsætning fra Stæderne. De Svenske forsøgte iligemaade paa nye at opvække en Opstand i Norge, som man kunde see af Svante Stures Breve til de Norske, som bleve optagne.

For at opmuntre de Svenske, og at bestyrke dem udi deres Forsætt, udskikkede de Lybske 18 store Skibe ladde med Salt, Klæde, Munition og Gevær til Sverrig. De samme udplyndrede Borringholm, og siden giorde Anfald paa Gulland. Der mistede de et af deres Skibe, men de andre komme ubeskadigede tilbage. Derpaa (840) sluttede de Svenske nyt Forbund med Stæderne, og casserede offentligen de Recesser og Fordrage, som vare giordte med Dannemark. Ja Svante Sture blev af denne Alliance saa modig, at han, førend Stilstanden med Dannemark var til Ende, giorde et Indfald udi Blegind, og afbrendte Lychov. Kong Hans derimod gav Ordre til Søren Norby, Tille Gisler, og Otte Stisen at løbe med deres Skibe til Findland for der at giøre Landgang, hvilket ogsaa skeede med Indbyggernes største Skade; imidlertiid blev den Lybske Flode, som gik fra Sverrig ved Martini Tider, overfalden af en Storm, hvoraf 5 Skibe omkomme med 500 Mænd; De andre salverede sig med stor Nød til Dantzig; at samme Skibe ikke have været smaa, viises af det Skib kaldet Balhorn, som forgik, hvilket var paa 300 Læster. Kongen lod derpaa ovenbemeldte Søren Norbye, som siden blev en af de navnkundigste Søemænd, Dannemark nogen Tid har hafft, med 30 smaa og store Skibe, løbe til Traven. Samme Skibe vare ladde med Steen, efterdi man havde Forsætt at forsænke Traven, men de bleve af Vinden fordrevne til Nienstad, hvor de giorde Land-Gang og afbrændte 20 Lybske

Bedrifter til Søes.

Landsbyer (o); derefter forføyede de sig til Oldesloe. Kongen kom ogsaa selv med en Deel Folk ind udi Holsten, saasom han meenede, at de Danske Skibe allerede havde erobret Traminde. Men, da han kom til Heilligenhaven, fornam han, at det Anslag paa Traminde da havde mislinget, hvorudover han begav sig tilbage igien (p). De Lybske bleve de Danske derudi intet skyldige, men huserede med Brenden og Skienden paa adskillige smaae Øer udi det Slesvigske. De giorde ogsaa undertiden Indfald udi Holsten, hvorudover Hertug Friderik for at hindre videre Skade sluttede Neutralitet med Stæderne, at de Førstelige skulde sidde stille, og intet have med Krigen at bestille, saa at Kongen, hvor meget han siden forsøgte at bevæge sin Broder til at tage Parti, kunde han dog ikke overtale ham dertil.

Kongen derfore, saasom han saae, at denne Krig vilde blive vanskelig og langvarig, lod han tilbyde Stæderne Forliig, og foreslog enten Kongen af Engeland eller een af Churførsterne til (841)

(o) Chytræus lib. 6.

(p) Peters. Chr. Holsat. part. 4.

Opmand, som skulde kiende udi denne Tvistighed. Men de Lybske vare saa overmodige, at de forkastede alle Freds Propositioner, hvorudover han høyligen besværgede sig over dem for hans Allierede, Kongerne af Frankrige, Engeland og Skottland, begiærede deres Undsættning, og at de Lybske Skibe udi deres Lande maatte arresteres. De første 2 Konger vilde ikke indvikle sig udi denne Tvistighed, men tilbøde alleene deres Mediation. Kongen af Skottland derimod hialp

Andreas Bartum.

Dannemark baade med Skibe og Folk, og lod da den bekiendte Skottske Fribytter Andreas Bartum sig paa nye bruge i Dansk Tieneste, hvilken tillige med hans Broder giorde stor Skade baade udi Øster og Vester Søen. Af de Danske lode Søren Norby og Jens Holgersen udreede mange Fribyttere paa deres egen Omkostning, hvormed de udi denne Krig giorde Stæderne merkelig Skade, og samlede stor Rigdom. De Lybske derimod androge deres Beskyldninger mod Dannemark for Keyser Maximiliano, hvilken, saasom han maa skee kom ikke ihu det Acts Brev, han havde udstedet mod Sverrig, desaproberede Kongens Forhold, og forbød Churførster og andre Førster udi Tydskland at giøre Dannemark nogen Undsettning. Hvorudover Kongen affærdigede Lave Urne til det Keyserlige Hof for at forklare Krigens Aarsag, nemlig at de Lybske havde forbundet sig med Sverrig, som var udi det hellige Romerske Riges Act, hvilket foraarsagede, at Keyseren blev siden anderledes sindet. Kong Hans blev ogsaa dette Aar bestyrket med Polsk Alliance; thi der blev den 24. Augusti sluttet et Forbund med Kong Sigismund.

Efterfølgende Aar blev Krigen fortsatt baade med Sverrig og Stæderne. De Svenske forbunde sig indbyrdes med hin anden at staae som en Mand, og ikke at betale den forhen accorderede Skatt. Samme Forbindelse blev skriftligen forfattet og 1510.er dateret Vesteraas 1510 (q). De Lybske tilskreve ogsaa Kongen et Undsigelses Brev, saa at man kunde see, at Krigen da rætt for Alvor vilde gaae an (r). Det skulde vel synes, at en Krig med Lybek var ikke af stor Vigtighed, men det er at merke, at under det Navn af Lybek forstaaes alle de andre Vendiske (842)

(q) Vid. confœderat. ordinum Svec. pag. 1074.

(r) Declaratio belli Lubec. Dom. Jubilate 1510 pag. 1076.

Stæder, som da udi Historien bleve kaldne Lybske, ligesom man nu omstunder under det Navn af Holland befatter alle foreenede Nederlandske Provincier. At føre derfor Krig med Lybek var det samme som at føre Krig med mange mægtige Søe-stæder, som havde Penge nok baade til at hverve Folk med og at holde en Krig længe ud, hvorudover Kongen havde all sin Magt nødig til at holde Stand mod Sverrig og Lybek tillige. Han lod derfore ved en Skrivelse ombede Hertug Bugislaf af Pomern, at han vilde hindre de Straalsunder at giøre Sverrig nogen Undsættning, men udvirkede intet dermed, saasom de Straalsundske foregave, at de efter det almindelige Forbund imellem Stæderne, ikke kunde dispensere sig derfor; Krigen gik derfore paa nye an baade til Søes og til Lands. Den Svenske Anfører Aage Johansen, som var Laugmand udi Vester-Gothland,

Slag ved Phante-Hule.

giorde et Indfald udi Halland med 700 Hæste. Men, da han gik videre fra Halland ind i Skaane, og var kommen udi en Skov til det Sted kaldet Phantehule, blev han sammesteds overfalden af Herr Tygge Krabbe, som i en Hast havde faaet 400 Skaanske Ryttere paa Beenene, og totaliter slagen. Han selv omkom udi samme Trefning tillige med mange andre, og 3 fientlige Faner bleve bragte til Kiøbenhavn, hvor de bleve ophængte udi vor Frue Kirke. Tygge Krabbe bar dem selv til Kirken efterfuldt af Kongen og Hoffet. De Lybske, som samme Tiid giorde Landgang paa Møen, og der agtede at overrumple Stege, havde ikke bedre Lykke; thi de med Forliis af meget Folk og deres Anfører Sorteball maatte vige tilbage, og søge deres Skibe igien. Møenboerne forfuldte dem didhen, og omkomme mange af dem paa Vejen. Dette Nederlag skeede den 1. Jun. De Lybske lode sig deraf ikke skrække, men skikkede derpaa en stor Flode i Søen af 24 Skibe, blant hvilke vare Rostokske, Wismarske og Straalsundske. De samme Skibe giorde stor Skade paa de smaa Danske Øer sær paa Lolland, hvor de afbrendte Naskov og Halsted, og satte det heele Land udi

Calmar Slott med Øland falder i de Svenskes Hænder.

Brandskatt; I det øvrige blev intet andet vigtigt af dem forrettet uden at de hindrede de Danske at undsætte Calmar Slott, som dette Aar af de Svenske var beleiret, hvorudover samme vigtige Slott, som var en Nøgel for Kongen til Sverrig, maatte overgive sig, efterat det udi 13. Aar havde været i de Danskes Hænder. Borkholm paa Ø|843land faldt ogsaa kort derefter udi de Svenskes Hænder formedelst samme Aarsag; thi, da 8 Danske Skibe seilede didhen for at undsætte Slottet, kom den Lybske Flode dem i Møde, hvorudover de maatte staae fra deres Forsætt, og begive sig til Gulland, og, saasom Besættningen saae sig ingen Hielp at faae, maatte Borkholm overgive sig den 25. Novemb., efterat den havde udstaaet 18 Ugers Beleiring. Samme Borkholm tillige med heele Øland havde Otto Rud udi Forlehning af Kongen; men hans Broder Knud Rud commanderede paa Øen, da den blev indtagen; thi Otto Rud foretog sig en Reise til det Hellige Land, og døde paa samme Reise, som tilforn er antegnet. Medens de Lybske saaledes brændte og skiendte udi de Danske Smaalande, giorde de Danske Fribyttere tillige med Anders Bartum, og hans Broder, mange skiøne Priser, saa at de Vendiske Stæder spandt kun liden Silke ved denne Krig, hvorudi deres Handel blev ruineret, og Hamborg derimod fik Leilighed at voxe mægtigen til, eftersom samme Stad ikke vilde bemænge sig udi denne Krig, og det efter dens fornuftige Borgemesters Herman Langebeks Raad, som viisede Hamborgerne, hvad Nytte og Fordeel deraf for dem vilde flyde. Der tales ellers om tvende u-sædvanlige Skibe, Engelen og Maria, som Kong Hans lod bygge dette Aar. Hvert af disse Skibe var paa 400 Læster, saa at deres Lige udi Størrelse ikke tilforn var seet i Østersøen. Saaledes blev det Aar 1510 bortdrevet med Røven, Plyndren, Skienden, Brænden og Fribytterie, hvorved ingen af de stridende Partier havde nogen Fordeel; thi Regieringerne bleve derved forarmede, og allene nogle faa Avanturiers berigede sig. Af anden Natur have ey heller de andre Krige været, som Riget har tilforn ført med Hansestæderne, saa Parterne have ligesaa lidet profiteret af Krigerne, som Læseren kand profitere af Bedrifternes Recit. Jeg for min Part ønsker, at det var en Historieskriver tilladt at forbigaae deslige Ting. Men som de foreskrevne Love saadant ikke tillade, maae jeg saavelsom andre ogsaa beqvemme mig dertil.

1511. Jeg skrider derfore til efterfølgende Aars Bedrifter, skiønt de ere ligesaa u-behagelige og irreguliere som de forrige, efterdi Krigen blev fortsatt paa samme Maade; thi, saasom de Lybske merkede, hvilket kosteligt Handverk det var at agere Fribyttere, lode adskillige private |844Folk blant dem efter de Danskes Exempel paa deres egen Omkostning udruste Skibe. Blant dem blev een ved Navn Conrad Kynning udi en Hast ligesaa navnkundig som Anders Bartum; thi han siges udi dette Aar 1511 at have opbragt til Lybek over 40 smaae og store Skibe.

Kongen lavede sig paa at bringe end større Flode udi Søen, selv havde han ladet bygge adskillige skiønne Skibe, han lod ogsaa til Hielp tage for Vurdering adskillige Engelske, Skotske og Franske Skibe, som komme i Sundet, og vilde til Østersøen, saaledes, at bemeldte Skibe maatte losse deres Vahrer udi Rigets Havner, og derpaa lade sig bruge med deres Søe-Folk mod Kongens Fiender. Man maae tilstaae, at dette var meget u-beleiligt for fremmede Kiøbmænd, hvilke derved saae deres Reise spildt, deres Vahre enten fordervede eller at tabe deres Priis, og endeligen deres Folk oven i Kiøbet at exponeres Livsfare mod Folk, som de intet udestaaende havde med; Og er det derfore gandske u-begribeligt, hvorledes alle fremmede Nationer kunde beqvemme

De Danske Kongers Regale i Henseende til fremmede Skibe som komme i Sundet.

sig dertil; thi, endskiønt Eyermanden fik siden Varene tilbage, og Skibene bleve vurderede, saa at om et Skib imidlertiid blev taget eller nedsiunket af Fienderne, blev dets Værdi af Riget betalt, saa syntes det dog baade incommode og haanligt for Potentater at underkastes Love, som ofte Vassaller veigre sig for. Men den Danske Historie vidner, at dett var en vedtagen Skik fra gamle Tiider, og Kong Hanses Krønike viser det at være skeet 1510. Dog, saasom Historien siger, at Kongen efter dette Factum skrev til Engeland for at undskylde denne Skibenes Arrest, og at viise de Danske Kongers Rætt dertil, saa sees nogenledes deraf, at denne Herlighed eller jus arrestandi ikke maae have været gandske reen, og at den heller maae have været grundet paa Connivence end paa sluttede Accorder, hvilke ikke er troeligt at saa mægtige Potentater kunde indgaae, med mindre man vil sige, at de Danske havde betinget sig saadan Rætt for Fartens Tilladelse igiennem Sundet og for at beskytte Kiøbmænds Skibe for Overvold sammesteds, helst efterdi der paa de Tiider gaves liden anden Recognition for Seilatzen igiennem Sundet. Disse arresterede Skibe lod man da bevæbne, og føje til den Kongl. Flode, som derforuden var meget mægtig paa samme Tiid. Jeg finder ellers ikke, hvor stor Tallet var paa de Danske Orlogskibe, der ginge ud i Søen. Jeg (845) seer alleene, at det har været en anseelig Flode. Den samme løb Bedrifter til Søes.først under Lifland, siden lagde den sig udi 4 Dage for Traven, og gik derefter for Wismar Havn, hvor den erobrede 13 Skibe. Efter dette lykkelige Greb giorde man Landgang paa det Rostokske Gebeet; iligemaade paa Rygen, hvor man fik stort Bytte, og afbrændte adskillige Landsbyer.

Medens den Danske Flode saaledes huserede i Østersøen, samlede de Vendiske Stæder alle de Skibe sammen, som de kunde til veye bringe, hvilke ginge til Seyls for at oplede de Danske. Begge Floder komme udi Trefning sammen ved Borringholm, hvor de sloges med lige Tapperhed paa begge Sider, indtil Natten skildte dem

Søeslag ved Bornholm.

ad. De Lybske mistede udi denne Trefning en Under-Amiral og to Skibe, som fulde i de Danskes Hænder. De Danske derimod forliste ogsaa to Skibe. Kort efter dette Slag erobrede den Lybske Flode en stor Hob Hollandske Skibe (s). Dette Bytte søgte de Danske at rive dem af Hænderne, hvorudover der blev holdet et nyt Søe-Slag. Udi dette Slag kom det store Danske Amiral-Skib kaldet Engelen, som Jens Holgersen førdte, til Skade, hvilket bragte den Danske Flode udi nogen Confusion, som gav Leylighed til de Lybske at undløbe med Byttet. Dette er det Fornemmeste, som tildrog sig Anno 1511, udi hvilket Aar Kongen havde den Sorg at miste sin anden Søn Franciscum, hvilken blev begraven udi et Dominicaner Kloster til Odense sammesteds, hvor Kong Hans og Dronning Christine siden bleve begravne. Man meener, at Kongen lod ham opkalde efter St. Franciscum; thi der findes ellers ingen af det Navn udi den Kongelige Familie.

Efterat Krigen mellem Riget og Stæderne nu havde varet fast udi 8 Aar, bleve omsider begge Parterne kiede deraf, besynderligen Stæderne, hvilke udi denne Feide vare geraadede udi slet Tilstand og en dyr Tiid regierede over alt blant dem, efterdi all Tilførsel var dem betaget fra Dannemark, og de Norske og Danske Fribyttere 1512 havde giort mange af deres Kiøbmænd fattige. De lode derfor 1512 skikke tvende Borgemestere til Kongen, som da opholdt sig udi Flensborg, og efter given Audience

Fred med Lybek til Flensborg.

den 22. Novemb. giorde paa Stædernes Vegne Freds (846)

(s) Chytræus siger 200 Hollandske Skibe, hvilket viiser hvor stor Hollændernes Handel allerede har været i Østersøen.

Propositioner. Der blev da saaleedes aftalet, at Rigets saavelsom Stædernes Fuldmægtige skulde komme sammen til Malmøe for at afgiøre Tvistigheden. Da blev omsider den længe forventede Fred sluttet Riget til stor Ære og Fordeel; thi de Lybske maatte love for dem og deres Allierede at betale til Kongen 30000 Rhinske Gylden inden 12 Aar, og derforuden forbinde sig til at forlade det Svenske Forbund, og ingen Tilførsel at giøre Sverrig, saa længe som Krigen varede mellem Rigerne. Disse Conditioner, som Stæderne syntes tilforn at være ulidelige, bleve nu antagne med Glæde; thi Kongen havde ført denne Krig med saadan Viisdom, at hans Riger imidlertid heller havde tiltaget end formindsket udi Velstand. De Vendiske Stæder derimod toge dagligen saaledes af, at de truedes med Undergang, hvis de ikke havde erholdet en hastig Fred. Hamborg alleene profiterede af disse Leyligheder, og, ved at sidde stille, tog mægtig til i Handel.

Efterat Kongen saaledes havde faaet disse mægtige Fiender af Halsen, fik han fri Hænder at agere mod Sverrig, og havde efter all Anseelse bragt samme Rige til Lydighed igien, hvis GUd havde giort hans Dage længere. Men han døde Aaret derefter, og maatte overlade Executionen til hans Søn og Successor. Men, førend jeg skrider til denne berømmelige Konges Endeligt, vil jeg korteligen fortælle, hvad merkværdigt imidlertid tildrog sig i Riget.

Kort efterat den Lybske Krig var bragt til Ende, anholdt Kongen af Skottland om Hielp hos Kong Hans, efterdi han havde besluttet tillige med Frankerig at paaføre Engeland Krig. Men K. Hans, endskiønt han havde Skottland Obligation, saa kunde han dog ikke bevilge saadan Begiering, endeel, fordi Krigen endda varede med Sverrig, endeel ogsaa, efterdi han stod udi Forbund med Engeland ligesaavel som med Skottland. Han raadede derfore til Fred. Dog, paa det han ikke skulde beskyldes for Utaknemlighed, lovede han Kongen af Skottland Undsættning, hvis han selv blev overfalden udi sit eget Land. Denne hans Meening gav han tilkiende udi et Brev dateret Kiøbenhavn den 12 Jun. 1512. Udi samme Brev klager han sig ogsaa over nogle Skottske Fribyttere, som tilføyede hans Undersaattere stor Skade, og bad, at saadant maatte remederes (t). Man skrev iligemaade Dronningen af Skottland (847)

(t) Vid. lit. ad Reg. Scot. Hafn. 12 Junii 1512.

til, bedende hende at anvende sine Bønner paa at bringe hendes Herre fra sit Forsætt. Men intet kunde bevæge Kongen af Skottland at staae fra sit Forsætt thi han faldt Aaret derefter ind udi Engeland, og blev selv slagen tillige med Kiærnen af hans Krigshær udi det fatale Slag ved Flodden.

Saasom paa samme Tiid arbeydedes paa et almindeligt Concilium, og derom var opvakt stor Tvistighed imellem Potentater, efterdi nogle holdte med Paven, og vilde have saadant Concilium til Rom, andre derimod fuldte Kong Ludvig 12, som

Fransøsk Gesantskab.

tillige med Keyser Maximiliano 1. havde berammet Pisa, og, som de samme giorde sig Umage at faae fleere Potentater paa deres Side, blev til den Ende den bekiendte Pierre Corrier af Ludovico 12. dette Aar skikked til Dannemark, begiærende, at Kongen vilde lade sit Riges Geistlighed møde til Pisa. Men Kongen vilde ikke indvikle sig udi denne store Tvistighed, og foreslog et andet Middel nemlig at holde det samme Concilium ved Rhinstrømmen, hvortil de Tydske og Nordiske Geistlige med Beqvemhed kunde møde. Han gav ogsaa denne sin Meening tilkiende ved sin Secretarium Johan Ulf, som dette Aar blev skikket til Rom. Hvad ellers denne Johan Ulf videre negotierede udi Rom, er ikke bekiendt, maaskee han paa samme Tid har haft en

Johan Ulf skikkes til Rom.

Commission at ophæve Kirkens Baand, som hans Søn Hertug Christian var falden udi formedelst den haarde Medfart, han havde ladet see mod Bisp Carl af Hammer, hvorom videre skal tales udi Christiani 2. Historie; thi man seer, at den Pavelige Legat Itzardus Gravius, som dette Aar kom til Dannemark, løsede Hertugen efter Pavens speciale Ordre af Kirkens Band igien. Samme Pave Julius 2. føyede ogsaa Kongen udi at stadfæste de Friheder, som vare givne det saa kaldte Hellig Giæstes Huus udi Kiøbenhavn. Christianus 1. havde ladet samle de Fattige, som laae allevegne adspredde udi Staden, og for dem bygget et Huus kaldet Hellig Giæstes Huus efter Modelle af det Hospital, han havde seet udi Rom, kaldet Saxia ab Urbe. Paa dette Huuses Stiftelse erhvervede Kong Hans Confirmation af Pave Julio 2. og lod det videre forbedre, i det han lagde det Hospital udi Malmøe under det nye Kiøbenhavnske.

Hvad videre, som Kongen ellers dette Aar forrettede kort for hans Død, var at forbedre Kiøbenhavns Universitet med |848fleere Indkomster og formeere det med fleere Lærere. Han lod ogsaa stifte 3 Franciscaner Klostere, et udi Kiøge, det andet udi Malmøe, og det 3die udi Halmsted. Men disse Klostere finge ikke lang Tid til at voxe, efterdi Reformationen udi Dannemark fuldte saa hastig derpaa. Hvad de Svenske Sager angaaer, da gik det ud paa at beramme Moder, hvilke skulde holdes for at beramme andre Moder, og de igien at udnævne 12 Mænd af hvert Rige for at dømme, eller rættere at sige, for at beramme andre Moder igien; Saa at, naar alle disse Moder havde circuleret om, var det ikke andet end at begynde paa nye igien, hvor man sidst slap. Og saaledes var det tilgaaet udi denne Konges saavelsom udi hans Hr. 1513. Faders heele Regierings Tiid.

Udi efterfølgende Aar 1513, som var Kong Johannis sidste Regierings Aar, merkede Kongen ved sig selv, at hans Leve-Tiid lakkede til Enden, hvorudover han giorde sit Testamente, og legerede adskilligt saavel til sine Venner og Tienere som til Kirker og Klostere. Da han havde giort sit Testamente, og engang sad til Bords paa

Præsagia for Kongens Død.

Kiøbenhavns Slott med sine Venner, blev ham tilbragt en Almanak, som var nyligen kommen fra Tydskland, hvorudi stod, at en mægtig og navnkundig Potentat skulde ved Døden afgaae samme Aar. Da han hørte saadant læse, sad han en lang Tiid stille og grundede; men siden adspurte de hossiddende, hvem de meenede den Potentat skulde være, som Almanaken truede med, og, da de tiede dertil, sagde han: Jeg troer ikke, at det skulde betyde mig; thi jeg haaber, at GUd endnu sparer mig nogen Tid til at leve. Denne eftertænkelige Tale slog han dog siden af med Skiemt og sagde til sin Søn Hertug Christian, at Almanakken kunde ligesaa snart meene ham; thi Døden skaaner ikke meere Unge end Gamle; hvad ellers de mange Advarseler angaaer, som Hvitfeld fortæller at være skeet for hans Død, dem vil jeg her ikke anføre, men henviise Læseren til bemeldte Auctor. Jeg vil her alleene lade mig nøje med at fortælle nogle andre Particulariteter.

Kongen havde Sædvane udi Freds Tiider at reise fra een Province til een anden, for at høre Undersaatternes Klagemaal, og at dømme udi Sager. Det hendte sig dette Aar, at, da han saadant havde (849) forrettet udi Siælland, og vilde udi samme Ærinde over til Fyen, havende med sig sin Søn Hertug Christian, og eendeel af den Danske Adel, blev han paa Beltet overfalden af en hæftig Storm, som bragte ham udi Livs-fare. Da han omsider efter udstanden Fare kom til Nyborg, blev han staaende paa Broen, vendte sig om til Havet og sagde: Far vel Belt! du har saaledes handlet med mig, at jeg ikke skiøtter meget om at passere dig oftere, hvilke Ord de Hosstaaende optoge, som Advarseler om Døden. Kongen fortsatt videre sin Reise igiennem Fyen til Jylland, kom til Ribe for at bivaane Lave Urnes Bispevielse. Men, da han tillige med Dronningen, Printzen og nogle af Rigets Raad havde opholdt sig udi Bisp Iver Munks Huus, kom der en stor Vandflod i Staden af Vesterhavet, saa at ingen kunde komme hverken ud eller ind af Byen, hvorudover Kongen maatte blive stille liggende, ligesom han kunde have været beleiret af en Fiende, indtil Vandet faldt igien. Medens denne Vand-Flod varede gik Kongen, som da laae i den ældste Borgemesters Huus, ofte ud i Dørren for at see, hvorledes Vandet tiltog og aftog. Eengang vendte han sig til sine Folk og sagde: Den HErre, som er over alle Herrer og en Konge over alle Konger, hannem bør vi ære og tiene over alle Potentater i Verden; thi han kand uden Bøsse og Piile og anden Krigsrustning alleene ved et Element holde os indsluttede imod vor Villie, for ham maae vi allene give os fangne, hvilken være Lov, Sejer og Ære ævindeligen. Endeligen, da Vandet faldt, begav han sig fra Ribe til Aalborg, hvor han ankom den 24.

Kongen bliver syg.

Januarii meget ilde tilpass, efterdi hans Hæst var falden med ham paa Vejen i Tranekiær, og havde han udi samme Fald forrykt og stødt sine Lemmer. Han fandt derfore nødigt at slaae sig noget til Hvile. Men 8 Dage derefter faldt han udi en Sygdom, som dagligen tog Overhaand, hvorudover han sagde til sine Tienere, at han merkede, det vilde blive hans Død. Disse Ord foraarsagede stor Graad og Bedrøvelse over den heele Stad. Kongen allene var ved gott Mod, annammede Sacramentet, og beredde sig med Taalmodighed mod Dødens Ankomst. Endeligen, da han saae (850) sit

Hans Formaning og sidste Tale til Prindsen.

Timeglas at være udrundet, kaldede han sin Søn Hertug Christian til sig, hvilken han udi Rigets Raads Overværelse gav mange herlige Formaninger. Han raadede ham først at have Gud for Øjene, dernæst at holde Omgiengelse med got Folk og at følge deres, ikke løse Folkes, Raad; (thi han havde merket, at Hertugen havde haft ligesom Afskye for fornemme Folk, og fundet Behag udi gemeene Folkes Omgiengelser.) Han bad ham holde Fred med sine Naboer, sær de Vendiske Stæder, og formanede ham ikke at forlade sig paa Svogerskab og fremmede Førster; thi han selv havde forladt sig paa deres Hielp, men fundet mindre end han havde troet. Han bad ham forlade sig paa Gud, og at have Tilliid til ærlige Danske Mænd, blant hvilke han i sær recommenderede Bisp Ove Bilde. Han raadede ham at overtale samme Bisp til at blive fremdeeles hans Canceler, men han sagde: jeg troer neppe, at han skal giøre det, dog beed ham for min Skyld at blive det, hvis han ikke vil blive det for din Skyld. Videre formanede han Hertugen til at ære Rigets Stænder, og at lade Lov og Rætt være saavel for Fattige som for Rige, og at bruge Landets Indbyggere frem for Fremmede udi Krig og Fred. Han recommenderede sine gamle troe Tienere, og bad, at de maatte blive aflagde efter deres Meriter. Endeligen, efterat han havde underviist ham i alt det, som udfodres til et lyksaligt Regimente, tog han Afskeed med ham. Denne Tale og disse Formaninger har jeg holdet fornødent omstændigen at anføre, eftersom de synes ligesom at have tilkiende givet en Prophetisk Geist hos Kongen, med mindre man vil sige, at han allerede af sin Søns Inclinationer havde kiendet, hvad han førdte i sin Skiold, og hvilket Regimente man under ham kunde vente, hvis han vilde følge sin Naturell.

Hans Død og Caracteer.

Efterat Kongen havde taget Afskeed med alle Mennesker, døde han den 21. Febr. om Aftenen mellem 9 og 10 udi hans Alders 58 Aar, efterat han havde regieret udi 32 Aar. Hans Lig blev ført til Fyen og begraven udi Graabrødre Kirke i Odense. Han var en Herre temmelig høy af Væxt med et bredt og tykt Liv og Bryst, trind af Ansigt, og havde et velskikket Legeme. Ingen Konge var meere Borgerlig udi Omgiengelse og Klædedragt; thi man kunde ikke paa Klæderne skille ham fra andre. Hans Drik var ogsaa mestendeel Dansk Øll, |851og hans Spise var tarvelig og borgerlig, og giorde han sig en særdeeles Ære af at leve efter Landets Skikke og gamle Moder; Saa at han derudover af mange bliver anseet som en simpel og eenfoldig Herre. Men under saadan Simplicitet ligger ofte den største Stats Visdom forborgen, saasom en Konge ved intet meere indtager Undersaatternes Hierter end ved at lade see, at han elsker og finder Behag udi Landets Skikke, Sædvaner og Sprog; og contribuerede det samme ikke lidet til den særdeeles store Kierlighed, Nationen bar for denne Konge. Han var gemeenligen en alvorlig Herre, og havde undertiden store Anstød af Melancholie, hvorudi hans Søn Christianus 2. slægtede ham; dog var han derhos altiid tækkelig, var ogsaa lystig udi Selskab, og fandt Behag udi Sang og Spill, saa at det er u-vist, siger den Danske Herremand, som har skrevet hans Historie, om han var meere beleven end alvorlig; thi han vidste udi alting at gaae en Middel-Vej og at holde Maade, hvorudover hans Mundheld var: Jeg vil at min Undermand ikke skal være bange for mig, og at min Overmand ikke skal foragte mig (u). Paa hans simple og borgerlige Levemaade gives adskillige Exempler, sær dette: at han lod Dronning Christina, da hun kom fra Sverrig, producere Attester fra Raadet og Øvrigheden om hendes skikkelige Forhold i Sverrig; item, at han lod sætte Printz Christian udi en almindelig Borger-Skoele hos en Skolemester udi Staden, som han betalede Ugentligen for sin Søns Kost og Lære. Paa hans Skiemtsomhed og familiere Omgiengelse med hans Ministrer er et besynderligt Exempel det, som tilforn er anført om Otto Rud.

Af dette Portrait skulde man kunde giøre sig Idée om denne Konge, at hand var en simpel og eenfoldig Herre; og, at han af Naturen var dannet heller til at være en god Borger end en Konge. Men han var med alt dette baade Statsmand og General; thi han overlagde sine Sager med Viisdom, og udførte dem med stor Hurtighed, saa at de Svenske, saavel som de Vendiske Stæder aldrig udi nogen Konge havde haft farligere Fiende; thi man kand sige, at han ikke alleene var en god Mand men endogsaa en stor Konge, ja (852)

(u) Rosefont. in vita Johannis.

een af de største og dueligste, Dannemark nogen Tiid har haft. Derfore var ogsaa Riget i temmelig Anseelse under hans Regiering, og florerede baade udi Magt og Velstand. Han havde bragt sin Krigs Magt udi stor Reputation, og satt sin Flode i bedre Stand end den nogen Tiid havde været; thi Historien vidner, at der aldrig have været seet slige Skibe udi Øster-Søen, som de han lod bygge. Derfore var han ogsaa udi sin heele Regierings Tiid formidabel for sine Fiender, og stedse lykkelig, naar jeg undtager det store Nederlag udi Dytmarsken. Det, som særdeeles var at berømme hos denne Konge, var, at, endskiønt han var af de skarpsindigste Hoveder udi Riget, og faa havde saadan Kundskab i Stats Sager, som han selv, saa sluttede han dog aldrig noget af Vigtighed, førend han havde hørt sit Raads Betænkning fra den Øverste til den Nederste. Hans Maxime var at expedere fremmede Gesantere, saa snart som mueligt, saasom han fandt det ikke tienligt, at de skulde ligge længe og udforske Landets Beskaffenhed; og, hvorvel han var særdeeles borgerlig udi Klæde-Dragt, saa dog, naar han enten tog imod saadanne Gesantere eller han skulde bivaane nogen Høytidelighed, var han prægtig klædt i en lang siid Gyldenstykkes Kiole, som gik ham ned til Skoene. Kort at sige: Kong Hans var een af de dueligste Regentere og tilligemed een af de oprigtigste og ærligste Mænd udi hans Tiid. Han holdt fortroelig Venskab med adskillige fremmede Riger, sær Frankerig, Engeland og Skottland, ja det Venskab gik saa vit, at Kongerne af Frankerige og Skottland forfremmede mange til Erkebispelig Værdighed paa hans Recommendationer. Der var aldrig større Overflødighed af Korn og Levnets Midler udi Riget end under denne Konge. Dette foraarsagede, at da Handelen udi den Vendiske Krig med de Østersøiske Stæder blev forbuden, adskillige Klagemaal af Undersaatterne indkomme, foregivende, at Landets Producter, som de havde udi saadan Overflod, laae og fordervedes for dem, eftersom de ikke kunde afhændige dem til Hanse-Stæderne. Men Kongen pleyede da at afviise de Klagende med saadant Svar: Bringer til mine Proviant-Huuse, hvad I have at selge, og ikke kand blive af med. Der skal I strax faae Betaling i reede Penge. Et synderligt Beviis paa, udi hvilken Velstand Riget, endogsaa udi Krigs Tiider, var under denne fornuftige (853) Regiering. Tvende Ting legges ham dog til Last, først, at han lod henrætte en Rente-Skriver uden tilstrækkelig Beviis om hans Misgierning: Dernæst, at, da Rigets Hofmester, Poul Laxmand, blev myrdet af tvende Herremænd, lod han ikke alleene saadant Mord blive ustraffet, men endog i visse Maader approberede det, som tilforn er antegned. I det øvrige var han et Munster paa Gudsfrygt, Forstand, Ydmyghed og Oprigtighed, af hvilke hans egne Fiender, selv de Svenske, rosede ham.

Hans Dronning og Børn.

Hans Dronning var Christina, Churførst Ernesti Dotter af Sachsen, med hvilken han avlede 3 Børn, 2 Sønner, Christianum, som succederede ham i Regieringen, og Franciscum, som døde af Pest, og en Dotter nemlig Elisabeth, som fik Margræv Joachim, Churførst af Brandenborg. Samme Elisabeth havde selsomme Fata; thi hun af ubekiendte Aarsager forlod sin Herre, og opholdt sig længe landflygtig udi Sachsen og kom ikke meere til Brandenborg igien, førend hendes Søn kom til Regieringen (x). Hammelman udi hans Oldenborgske Krønike (y) citerer ellers en gammel Sachsisk Historie, som melder om 2 andre Kong Hanses Sønner nemlig: Johan og Jacob, men ingen anden Skribent taler derom.

Myntens Tilstand under denne Konge

Fra denne Konges Tiid kand regnes en nye Periodus udi den Danske Mynt, eftersom da allerførst begyndtes at slaaes adskillige gangbare Sølv-Stykker større og mindre. De saa kaldte Hansestædiske Mark, som allerførst bleve slagne 1506, begyndte da ogsaa her at komme i Brug; thi, endskiønt der tilforn tales om adskillige Slags Penge, som lødige Mark, Mark i Penninge, Skilling, Groter, Øre, Ørtugh &c., saa bestode dog de samme ikke udi myntede eller slagne Penge-Stykker, men allene udi blotte Navne eller Bereigning af Penges Værdi, nummis computatitiis non cusis; thi der bleve i gamle Dage alleene slagne smaa Stykker af een Vægt og Caliber, hvilke smaa (854)

(x) Hvitf. siger, det kom deraf, at hun antog Reformationen, hvilket ikke kand være; thi Churførsten selv havde antaget den. Lyschander tvertimod siger, at hun kunde ikke lide Reformationen, hvilket ey heller kand være rigtigt; thi i saa Maade havde hun ikke flygtet til Johan Friderich af Sachsen, som var Lutheri største Beskytter.

(y) Hamelm. Oldenb. Chron. pag. 218.

Stykker kaldtes Penninge (denarii) saa at en Mark eller Skilling var ikke andet end en Bereigning af et vist Tal slige Penninge, ligesom et Pund Sterling udi Engeland er ikke slagne Stykker, men alleene slagne Stykkers Vægt eller Beregning. De Vendiske Stæder Lybek, Hamborg, Vismar og Lüneborg, lode allerførst Anno 1506 slaae Mynt under det Navn af Mark, og, i Steden for de saa kaldte Penninge eller Denarii, lode de slaae Skillinge, lagde 16 slige Skillinge til hver Mark, og, saasom det var de slagne Lybske Markes Tilstand, lode bemeldte Stæder sætte paa samme Mynt: Status Marcæ Lubecensis 1506, og kaldes samme Mynt af Hvitfeld Stædernes Mark. Kong Hans lod slaae samme Sølv-Stykker ligemed dem, som vj nu kalde Dalere, hvorudover nogle af Vildfarelse have holdt for, at Høistbemeldte Konge lod slaae de første Dalere eller Rigsdalere. Men det Ord Thaler eller Joachims Thaler blev ikke bekiendt, førend 1519, og Kong Hans døde 1513. Hvad Navn ellers samme Stykker førdte, er u-bekiendt. Udi Keyser Ferdinandi Mynte-Ordning af Anno 1559 blive de alleene kaldne Sølv-Stykker, og tales om under det Navn af Dännemarkiske gantz Silberne Stück den Thalern an ihre Grösse gleich. Ellers holdes der for, at denne Konge lod først sætte Aars Tall paa Mynten; thi paa en stor af ham slagen Guld-Penge findes det Aars Tall 1496. Det synes ellers, at den Romerske Religion under denne Konge har begyndt noget at vakle; thi en af de Tiders Skribentere tilskriver den Dytmarske Ulykke dette, at mange af de Danske og Holstenske Herrer vare hengivne til Johan Huuses Lærdom (z).

Hans Love og Forordninger.

Hvad Lov og Rætt angaaer, da foruden den Handfæstning, som blev udstedt 1488, udgav han Stads Retten, som findes i Manuscript paa adskillige Steder men endnu ikke er trykt. Der fandtes ogsaa en Søe-Rætt udi Resenii Bibliotheqve, som Aars-Tallet vidner at være Kong Johannis, men Historien taler intet derom. Blant hans Forordninger var denne den synderligste, at Skiøger skulde bære Huer af 2 slags Farver paa deres Hoveder, paa det at de kunde kiendes fra andre ærlige Folk. Berømmelige Mænd under denne Konge.

Endeligen, saasom denne Konge var en (855)

(z) Manuscr. Skibyens.

særdeles Elsker af lærde og habile Mænd, saa fandtes deraf mange udi hans Tiid. Blant dem var Jens Andersen Beldenak Biskop udi Odense, som Kongen brugte udi adskillige vigtige Forrettninger. Han var en Skoemagers Søn, fød udi Aalborg Stikt i Børglum, men blev holdt til Studeringer i

Jens Beldenak.

sin Ungdom. Sine Studia fortsatt han til Mersburg, hvorpaa han blev Skolemester, og siden reisede til Italien. Efterat han havde opholdet sig nogen Tiid udi Italien, kom han til Dannemark, og blev af Kongen brugt udi adskillige vigtige Forrettninger og Legationer, blev omsider Kongens Secreterer, og endeligen aflagt med Fyens Bispe-Stoel (a). Han var en særdeeles listig Mand; Om hans Forfølgelse

Ove Bilde.

under Christiani 2. Regiering skal tales i samme Konges Historie. Ove Bilde, hans Canceler, som siden blev Bisp udi Aarhuus, og som Kongen frem for andre Bisp Carl af Hammer. recommenderede sin Søn.

Bisp Carl af Hammer

udi Norge, paa hvilken Kongen meest forlod sig udi Norge formedelst hans Forstand og Troeskab. Om hans Forfølgelse

Otto Rud.

og Fængsel skal ogsaa tales udi Christiani 2 Historie. Otto Rud, som Kongen ikke mindre ærede formedelst hans Tapperhed end elskede formedelst hans Skiemt og behagelige Omgiengelse. Søren Norby een af de største nordiske Helte, om hvis

Bisp Glob.

Bedrifter herefter skal tales. Bisp Glob, som fast alleene negotierede den Svenske Fred, hvorved Rigerne igien bleve foreenede, og som berømmes ikke mindre af Forstand end Politesse (b). Hertil kand ogsaa regnes tvende Fremmede, nemlig Jørgen Slentz, som commanderede den store Garde og Anders Bartum den navnkundige Skottske Fribytter. Man seer saaledes, at Dannemark aldrig fattes store og habile Mænd, naar Nationen ved Belønninger opmuntres.

Blant anseelige Danske og Holsteenere, som florerede udi denne Konges Tid,

Albertus Krummedige.

kand ogsaa regnes Albertus Krummedige; thi, endskiønt den samme var Biskop udi Lybek, og i den Henseende ikke dependerede af Riget, saa var han dog en fødd Kongelig Undersaatt, og stedse efter sin Promotion til Stiftet lod sig bruge udi Kongelige Forretninger, var ogsaa de Danske Konger saa tilgedan, at han der over lastes udi den Lybske Kirke-Historie. Derom taler Crantzius (c) som levede paa de (856)

(a) Chr. Episc. Othiniens.

(b) Mss. Skibyens.

Tiider, og kiendte ham, saaledes: Efter Arnoldum blev Albertus Krummedige Biskop udi Lybek. Den samme var Kongen af Dannemark meget tilgedan; og derfor var den Lybske Kirke til Besværing: Thi han forrettede Kongelige Legationer paa sin egen og Kirkens Bekostning. Og, saasom han stedse havde været vant til Stats Sager, saa kunde han ikke holde sig fra verdslige Forretninger. Han var en habile, beleven og særdeeles prægtig Mand, hvorudover han efterlod Stiftet udi Gield af 20000 Mark. Saa at han har efterladt sig Navn og Ihukommelse hos Posteriteten formedelst sin Forstand og Dyder; men allermeest hos sine Creditorer formedelst de mange laante Penge.

Kong Johannes haver ellers haft den Lykke, som ingen af hans Formænd, at hans Historie har i sær været beskreven, nemlig af en lærd Dansk Herremand ved Navn Rosæfontano, som levede kort efter de Tiider, og Vidner, at have bygget sine Historier paa de Memoires, som samme Konges Secretaire efterlod sig, skiønt samme Secretaire ikke nævnes.

Dannemarks Historie Tome 1 side 741 – 856

chr4.dk