Dannemarks Historie Tome 2 side 274 – 517

Død, Rigerne skulde have været satte udi en ønskelig Fred og Roelighed, men da begyndte allerførst de Tragœdier at gaae for Alvor for sig, hvilke bragte Dannemark fast udi samme Tilstand, som det var under Kong Christoffer 2, da Fremmede oversvæmmede Landet og deelede Provincerne imellem sig, og den eene Undersaatt hvessede Sværdet mod den anden til Samtliges Fordervelse; saa at man kand sige, at Christianus 2. har aldrig været meere formidabel for Riget, end da han sadd udi Fængsel. Den forvirrede Tilstand, Riget geraadede udi, siger Pontanus, blev for ud viiset ved tvende Cometer, (275) hvoraf den eene lod sig see strax for Friderici I. Død, og den anden noget efter samme Konges dødelige Afgang. (a)

Den Højsalige Konge efterlod sig 4 Sønner, nemlig: Christian, Hans, Adolph og Friderik. Den ældste Christian var fød af Margrævinde Anna af Brandenborg, de andre af den Pomerske Hertuginde Sophia. Efter de gamle brugelige Successions Love syntes vel Riget at tilfalde den Ældste og Førstefødde, og var det at ønske, at Stænderne, uden at subtilisere for meget, strax havde beqvemmet sig til at antage ham, thi de havde derved forekommet mange store Ulykker; Men Conjuncturerne vare da saa slibrige, at der kunde efter Kongens Død ikke ventes andet end en Polsk og forvirret Rigs-Dag. Adelens Myndighed var under Friderico I. kommen paa den højeste Spidse, saa at hver Herremand ansaae sig, som den, udi hvis Magt det stod, at give Riget bort til hvem ham lystede. Hvorudover mange, endskiøndt de havde

Tvistighed om Konge-Vall.

intet at sige paa de Kongelige Børn, og at de noksom forud kunde see, at de af Hertug Christian kunde forvente sig et mildt og lyksaligt Regimente, saa syntes dem dog, for at lade see, at de vare virkelige Electores eller Vall-Herrer, at man eengang kunde vige fra den banede Vej, og gaae de Kongelige Børn reent forbi, saaledes, at den tilkommende Konge alleene kunde kaldes deres Hænders Gierning, og at ikke Æt og Blod, men alleene deres Velgierning og et frit Vall banede ham Vej til Thronen. Andre derimod holdte fore, at de kunde, for at maintenere deres Vall-Rettighed, giøre et Hysteron Proteron med de Kongelige Børn, og gaae den Ældste forbi, alleene fordi han var den Ældste, paa det at hans Vall ikke skulde have Skin af at være Succession. Mange af Almuen vare den landflygtige Konge endda gunstige, og de fleeste af Geistligheden ansaae den ældste Prinds Christian, som den der vilde følge sin Faders Fodspor udi Religions Sager, hvorpaa han allereede havde ladet see Prøver udi Førstendømmene, saa at de under ham ikke kunde vente sig andet end deres Regimentes Forstyrrelse. Udi saadan Tilstand var Riget, og saaledes vare Gemytterne dannede, da den store Rigs-Dag efter Kong Frideriks (276)

(a) Pont: vita Christ: 3. p: 1.

Død gik for sig, hvilken ikke kunde holdes uden Forvirrelse, og endes uden med ingen Frugt i Henseende til de Sygdommer, Stænderne laborerede af, saa at Pontanus havde ikke haft nødigt at fremføre de foromtalte tvende Cometer, som Forbud til forestaaende Uheld, eftersom der vare meere sikkere Politiske Aspecter, hvoraf man u-fejlbarligen kunde see, at Storm og U-væjr vilde rejse sig.

Rigs-Dagen blev berammet strax efter Kong Frideriks Død paa en St. Hans

Rigs-Dag.

Dag 1533. Paa samme Rigs-Dag bleve først foretagne Religions Sager. Og fremførede da Bisperne deres Gravamina imod de Verdslige Stænder af forrige Regiering, forlangende først, at det udi Kong Frideriks Tid indførte Kiætterie maatte

Handel om Religions-Sager.

afskaffes og udrøddes, og at den gamle Romerske Religion maatte fremdeeles alleene haandhæves. Dernæst at den Odenseiske Recess af 1527 maatte corrigeres, efterdi Adelen udi samme Recess havde faaet Hals og Haand og alle 40 Marks Sager med deres Bønder og Tienere, ligesaa frit som Kronen og Bisperne havde deres, hvorved de, nemligen Bisperne, meenede sig at være fornærmede udi deres Jurisdiction. Endeligen paastode de, at, saasom ovenmeldte Odenseiske Recess havde forsikret dem om, at de skulde blive ved deres Stikte, og beholde deres Indkomster ubeskaarne, og de Lutherske ikke desmindre havde ved Kongens Tilladelse bemægtiget sig et og andet Geistligt Beneficium, at da saadant igien maatte restitueres. Dette

En Recess giort til Reformationens Undertrykkelse.

foredroge Bisperne med saadan Iver og Myndighed, at de Verdslige Stænder ikke understode sig at afslaae deres Forlangende, der blev derfore giort en nye Recess, hvorudi de Roman-Catholske igien bleve beskyttede, og de Evangeliske fortrængede. (a)

Efterat dette var forrettet, tog man for at handle om et nyt Konge-Vall, Hertug

Handel om Konge-Vall.

Christian havde saa vel udi sit eget som udi sine Brødres Navn affærdiget til Rigs-Dagen Wolf Pogwisk og Melchior Rantzov, for at føre Stænderne til Gemytte det Løfte de havde giort hans Fader, at antage en af hans Sønner til Konge, iligemaade at forestille dem de Velgierninger, den Højsalige (277)

(a) Recess. Hafn. die Jovis post fest. visitationis 1533. pag. 1396.

Konge havde beviiset Riget, i sær Adelen, som han havde begavet med saa mange herlige Privilegier. Gesanterne

De Holstenske Gesantere recommendere Friderici I. Børn.

nævnede ingen af de Kongelige Prindser, men lode det tillstille Stændernes gode Villie, hvilken af dem de til Konge vilde antage. De erindrede ogsaa, at det var fornødent at skride til et hastigt Konge-Vall, saasom det var farligt, at lade Riget være længe uden Hovet, sær, eftersom den fangne Konge endda havde mange Tilhængere, som vilde betiene sig af Thronens Vacance, for at styrte Riget udi nye U-roelighed igien. Med saadanne Instruxer skikkede Hertug Christian disse Gesantere til Rigs-Dagen, og, saasom han derved ikke søgte sin egen Interesse, ej heller, endskiønt han var den Ældste og Førstefødde, forlangede noget Fortrin for sine Brødre, kunde man deraf see hans Ydmyghed, og liden Begierlighed efter verdslig Ære, hvorudover ogsaa

Hertug Christians Ydmyghed.

Philippus Melanchton udi sine publiqve Lectioner afmalede ham, som et Munster paa en god Regent. En skreven Christiani 3. Historie siger, (a) at paa denne Rigsdag Christiani 2. Gesantere ogsaa lode sig indfinde, for at recommendere den fangne Konges Interesse, og at de samme vidtløftigen undskyldte hans forrige Regiering, og forsikrede om et naadigt og mildt Regimente. Men de trykte Krøniker mælde intet der om; Det synes ej heller troeligt, at hans Gesantere ere blevne antagne til Audience.

Efter at Religions Sagerne, som sagt er, vare afgiorte, begyndte man at raadslaae om et nyt Konge-Vall, og hvilken af Kong Frideriks Sønner de skulde udvælge til Konge, og blev da udi Gesanternes Nærværelse Rigets Seil, som var brugt under Kong Friderik, sønderbrudt, for at lade see, at man udi Konge-Vallet vilde have frie Hænder. (b) Bisperne, som frygtede sig for Hertug Christian, efterdi han allereede

Bisperne giøre Forslag om den mellemste Broder Johan.

havde ladet see saa stor Iver for Reformationens Forfremmelse, foresloge strax den anden Broder Johannem, foregivende, at han efter første Fødselens Rett var den nærmeste til Thronen, efterdi han var en fød Konge-Søn. (c) Da derimod Christian var ikkun en fød Hertugs Søn, (278)

(a) Fragment. hist. Chr. 3. Manuscr.

(b) Fragment. hist. Christ. 3. Manuscr.

saasom han var bragt til Verden, førend hans Fader blev Konge; de sagde ydermeere, at Hertug Christian udi hans Ungdom havde ført et u-ordentligt Levnet, og at hans Hr. Fader ikke havde været fornøyet med ham, saa vel i den Henseende, som fordi han havde giftet sig imod hans Villie. Videre Prætext til Hertug Christians Forbigaaelse.

allegerede de, at Hertug Christian kunde ansees som en Fremmed, der differerede fra de Danske baade udi Sprog og Levemaade, efterdi han var opdragen uden Riget, da derimod den yngre Broder Johannes kunde ansees som rett Dansk, efterdi han var opdragen i Dannemark. (a) Dette brugte de til Prætext for at udlukke den Ældste fra Successionen, hvor vel den hemmelige Motiv, som de der til havde, var, at den Evangeliske Lærdom ingen videre Fremgang skulde have i Riget, og de havde i sinde at opdrage den unge Hertug Hans udi den Catholske Religion, saasom han endda ikke selv formedelst sin Alder kunde forestaae Regieringen. De verdslige Stænder

De verdslige stænders Argumenter i faveur af Hertug Christian.

derimod paastode, at man skulde udvelge Hertug Christian, saasom Riget behøvede en Regent, der var kommen til Aar og Alder: de foregave ogsaa, at det hindrede ham ikke, at han ej var fød Konge-Søn, eftersom der handledes om et frit Vall, hvor udi de verdslige Stænder raisonnerede bedre end Bisperne, hvis Argument, som de toge af første Fødsels Rett, destruerede deres eget Principium om Vallrettighed. Ydermeere sagde de, at, endskiønt Hertug Christian havde været noget vild udi Ungdommen, havde han dog saaledes ved Alderen tiltaget udi Dyd og ordentligt Levnet, at man udi ham kunde være forsikret om at faae en særdeles god Konge. Men Bisperne vilde ingenlunde have Hertug Christian, og derfore, som de merkede, at deres forrige Argumenter ikke kunde holde Stik, søgte de i det ringeste at forhale Tiden, foregivende, at det var Riget ikke tienligt at skride til et nyt Konge-Vall, førend de raadførede sig med Norges Riges Raad derom, eftersom man havde lært af Erfarenhed, at Norge ellers der af kunde tage Anledning til at afsondre sig fra Dannemark;

Vallet opsættes et Aar.

herudover blev besluttet, at opsætte Konge-Vallet et heelt Aar til St. Hans Dag igien, og imidlertid at raadføre sig med de Norske, og tillige med dem at udvælge sig (279)

(a) Fragment hist. Christ. 3. Manuscr.

en tilfælles Konge for begge Riger. Derpaa blev handlet om at udvælge en af de Fornemmeste af Adelen, der imidlertid kunde forestaae Regieringen. Stædernes Magistrat, besynderlig Kiøbenhavns og Malmøes, blev hentet af Raadet, og formanet, at holde Borgerskabet udi Lydighed, og at have Øye paa alting, i fald nogen Urolighed skulde reise sig. Hvilket de ogsaa lovede, men, hvor vel de saadant meenede, viisede Udgangen. (a)

Adskillige af de forsamlede Herrer vare ilde fornøyede med denne Opsættelse,

Nogles Protestation mod denne Opsættelse.

besynderligen Mogens Giøe, og Erik Banner, hvilke ginge vrede fra Rigsdagen, og sagde, at Herredagen var berammet for et Konge-Vall, og at det var Riget ikke tienligt at være længe uden Hovet. Men at Bisperne saae meere paa deres egen Fordeel, end paa Rigets Nytte og derfor havde

hindret Raadets gode Forsæt. De protesterede endeligen mod hvad som besluttet var, og gave tilkiende, at de ikke vilde være

Rigs-Dagen hæves.

ansvarlige for den Uheld, som Riget ved saadan Forhalning kunde geraade udi: hvorpaa en hver reisede til sit Hiem, og den fornemste Part af Adelen fuldte dem efter.

Efter at Forsamlingen saaledes var adsplided, traade Bisperne med deres Tilhængere videre udi Raad sammen, og besluttede eenstæmmigen at udvælge Hertug Hans til Konge. Samme Prinds var da ikkun 8 Aar gammel, hvorudover de søgte

Bispernes Complot i Faveur af Hertug Johan.

at faae ham udi deres Hænder, for at opdrage ham i den Catholske Religion, og til den Ende beskikkede Hr. Oluf Rosenkrantz til Valløe at være hans Hoffmester, og Peder Svave at være hans Informator. Dette Bispernes Foretagende haver forført adskillige fremmede Skribentere til at troe, at samme Hertug Hans virkeligen var bleven udvaldt af Raadet til Konge i Dannemark; men, at saadant aldrig er skeet, har Christianus 3 udi det Aar 1538 tilkiende givet ved et udførligt Skrift til Gottorp.

Foruden den Præcaution, Bisperne toge at udelukke Hertug Christian fra

Forfølgelse imod de Evangeliske.

Riget, arbeidede de ogsaa paa at betiene sig af denne Leilighed og Thronens Vacance, for at oprette deres faldne Sager, til hvilken Ende de paastode, at den Kiøbenhavnske Recess, hvorom (280)

(a) Fragment. hist. Christ. 3. Manuscr.

nyligen er talt, maatte efterleves, og Mag. Hans Taussen, som den, der først havde udspredet den Lutherske Lærdom, maatte straffes. De erholdte ogsaa efter lang Paastand, at bemeldte Mag. Taussen blev citered at møde paa Kiøbenhavns Raadhuus, hvor der blev fældet en Dom over ham af saadan Indhold: at saasom han havde for nogle Aar siden ladet et Skandskrift udgaae, hvorudi han havde kaldet Bisperne Tyranner og Bedragere, item bemægtiget sig med sit Anhang de fleeste Kirker i Kiøbenhavn, sær St. Nicolai, ja talet Biskop Joachim Rønnov haanligen til udi Rigets Raads Nærværelse, og endeligen, at han havde skrevet imod Sacramentets Brug, saa blev fundet for gott, at han skulde forviises Siællands Stikt; Og, udi hvilket andet Stikt i Jydland eller Fyen han kom, skulde han intet skrive eller prædike uden Bispernes Villie og Samtykke. (a) Denne Dom blev fældet

Mag. Taussen forviises Siællands Stift

af Rigets Marsk Tyge Krabbe med endeel andre Herremænd, hvis Navne ere udi Dommen indførte, og finder jeg ikke, at Mag. Taussen gaves Tid til at svare paa Bispernes Beskyldninger, hvilket giver tilkiende, at Bisperne da spillede Mestere, og at det havde været ude med den Evangeliske Troe udi Riget, hvis dette Interregnum havde varet længe. Almuen, som mestendeels var Lutersk, blev ilde tilfreds med saadan Opførsel, hvorudi man handlede lige imod det, som var besluttet paa den store Herredag til Odense. Hertug Christian kom det ogsaa underligt for, at hans yngre Broder skulde ham foretrækkes, dog lod han sig ikke merke med nogen Fortrydelse, paa det han ikke skulde siges at misunde sin Broder hans Lykke. Een stor Deel af Adelen gav ogsaa deres Fortrydelse tilkiende, saa vel i henseende til religionen, som Konge-Vallet. Kort at sige, der reisede sig Misfornøyelse over alt, sær udi Kiøbenhavn, hvor

Kiøbenhavns Borgere tage Mag. Taussen i Forsvar.

Borgerne samlede dem bevæbnede paa gammel Torv, for at beskytte Mag. Hans Taussen. Endeel af Raadet blev udskikket til dem for at stille saadant Oprør, men forgiæves, hvorudover, saa som man frygtede, at denne Allarm vilde have farlige Sviter, fandt man for got at love Borgerne Sikkerhed for deres Prædikant. Da (281)

(a) Sententia contra Joh. Tauss. Hafn. die Lunæ post fest. Canut. Reg. Mart. 1533. pag. 1400.

Raadsherrerne ginge ned af Raadhuuset, geleidede Mag. Taussen Biskop Rønnov lige til Bispegaarden, for at hindre at ham intet Ont skulde vederfares af Almuen. Hvorudover Joachim Rønnov gav Mag: Taussen sin Haand uden for Bispegaarden, og takkede ham for saadan Velgierning. Ikke desmindre stod dog den Dom, som engang falden var, ved Magt. Men, som Kiøbenhavns Borgere ingenlunde vilde miste deres Prædikant, og en stor Deel af Adelen, som havde antaget den Evangeliske Lærdom, ej heller saadant vilde tilstede, arbeydede man paa et Forlig mellem Bispen og Mag.

Forliig mellem Bisp Rønnow og Mag. Taussen.

Taussen, og dertil betienede sig af Hr. Mogens Gøe, Erik Banner og Knud Gyldenstierne, hvilke overtalede Bispen at være meere lemfeldig med Mag. Taussen og de Lutherske. Et Forlig blev derfor til veje bragt, efter at Mag. Taussen ved et aabed Brev reverserede sig ikke at bruge Skieldsord udi sine Prædikener imod den Roman-Catholske Geistlighed, iligemaade at være Bisp Rønnov troe og lydig. (a) For dette maatte ogsaa Mogens Gøe cavere, som kand sees af hans Brev, dateret til Bistrup. Og var det besynderlig i Regard af denne Mogens Gøe, at Biskopen lod sig bevæge til Forlig, efterdi han tilforn havde været forlovet med hans Dotter Jomfru Birgitta Gøe. (b) Saa at denne Jomfrue, som Bispen synes at have været forliebt udi, denne gang foraarsagede, at den Evangeliske Troe paa samme Tid ikke gandske gik under. Denne Particularitet findes hos en gammel Skribent, hvilken man des meere kand fæste Troe til, efterdi han selv var Roman-Catholsk, og levede paa samme Tider. (c)

Medens disse Religions og Stats Tvistigheder ginge for sig udi Dannemark,

Oprindelse til den saa kaldte Grævens Krig.

myntedes der paa en Feide udenlands, som for Alvor brød ud efterfølgende Aar, og nær bragte Riget udi yderste Fordervelse. Denne Krig, som gemeenligen kaldes Grevens Krig (282)

(a) Lit. Revers. Mag. Tauss. de dato Bistrup Domin. post fest. Assumptionis 1533. pag. 1402.

(b) Anonym Rerum Dan. Chronolog. kalder hende Sophia.

(c) Manuscr. Skibyens: Ordene ere disse: Episcopus amori qvàm religioni addictior, patris & filiæ importunitate victus non minus temere qvam stulte contra decretum Magistratus consensit, Taussanum esse Hafniam remittendum.

efter Grev Christopher af Oldenborg, foraarsagede saadan Uheld i Riget, at det siden er bleven et Ordsprog: Du kommer i Grævens Tid, naar man spaaer een noget Ont. De fornemste Instrumenter dertil vare, foruden bemeldte Græve

Hoved-Personerne udi den paafuldte Tragœdie.

Christopher, 2 Lybekkere, neml: Marcus Mejer og Jørgen Wüllenvæber, og 2 boesatte Tydske Mænd udi Dannemark, nemlig Jørgen Mynter og Ambrosius Bogbinder. Marcus Mejer var først en Smed af Haandverk, og boede udi Hamborg. Efter at han nogen Tid havde øvet det Haandverk, slog han sig til Krigen, hvorved han saaledes avancerede, at, da de Lybske skikkede 600 Mænd Hielpe-Tropper til Ungarn imod Tørken, blev Marcus Mejer satt til Anfører over samme Folk. Men, som Marcus Mejer og hans Portrait.

dette Tog blev indstillet, satt han sig ned udi Lybek, og derefter tienede Kong Friderik udi Beleiringen for Kiøbenhavn. Han giftede sig med en Borgemesters Enke udi Lybek, og endeligen blev Borgemester udi samme Stad. Han var en hurtig og uroelig Mand, som af hans Historie videre skal sees. Hvor stor Talent samme Mand har haft at insinuere sig, sees der af, at, da han engang blev med sit Skib dreven til de Engelske Køster, og arrestered i Engeland, snakkede han sig ikke alleene løs igien, men blev ogsaa af Henrico 8. beæret med en Ridder-Orden. Der meenes da, at han for samme Konge giorde Forslag om at underkaste Dannemark hans Herredom, hvorom videre skal tales siden. (a)

Jürgen Wullenvæber var en veltalend, dristig og uroelig Mand, (b) og ved disse

Jürgen Wullenweber.

qvaliteter ikke alleene banede sig Vey til Borgermesterskab udi Lybek, men regierede Staden med fast Kongelig Myndighed. Marcus Meyer ansaae ham som en beqvem Mand at have i Ledtog med sig, og derfor recommenderede ham først til at blive Raadmand, i hvilken Post han neppe havde været en Maanet, førend han blev Borgemester. Han kunde ved sin Veltalendhed dreje de Lybske ligesom han vilde. Alting gik igiennem hans Hovet, saa at Raadet og hans Colleger i hans Tid havde intet at sige, thi han stolede paa sine Qvaliteter, hvorved han havde (283)

(a) Fragment. hist. Christ. 3. Manuscr.

(b) Chytr. Saxon. Lib. 13.

forhvervet sig den gemeene Mands Yndest, og foragtede Raadet og hans Colleger. Han var særdeeles Autor til den store Krig imellem Dannemark og Lybek, og til alle de Ulykker, som deraf reisede sig.

Hvad Ambrosius Bogbinder angaaer, da finder jeg intet i Historien om hans

Ambrosius Bogbinder.

Opkomst. Jeg seer alleene, at han var en Fremmed, der satt sig ned udi Dannemark, hvor han blev Borgemester udi Kiøbenhavn. Han signaliserede sig udi det Aar 1531. ved at nedslaae og synderhugge Tavler og Billeder udi vor Frue Kirke, hvoraf man seer, at han har været en stor Hader af den Romerske Religion. Jürgen Wullenwæber betienede sig af ham for at bringe Riget udi Forvirrelse, hvortil han ogsaa lod sig mesterligen bruge.

Jürgen Mynter var en Westphalinger af Geburth, og blev Borgemester udi

Jürgen Mynter.

Malmøe. Han var Sted-Fader til den udi Kong Frideriks Historie omtalte Claus Kniphof, som foruroeligede Søen, og blev rettet udi Hamborg. Jürgen Mynter var en duelig og dristig Mand. Udi hvilken Estime han var hos Kong Friderik sees der af, at høystbemeldte Konge forlehnede ham med Borrebye, og slog ham til Ridder. Han blev, som de fleeste fremmede Embeds Mænd paa de Tider, en skadelig Mand for Riget. Det eeneste Gode, han giorde, var, at han funderede en Almisse udi Malmøe for de Penge, som han vilde udløse sin Stedsøn Claus Kniphoff af Fængsel med. Om det kand ellers kaldes en god Gierning, at ville give til GUd det som man ubilligen har berøvet Menneskerne; Thi der holdes for, at han havde samlet sine Midler alleene ved Aager og store Renter. (a) Autor til det Skrift, kaldet: Seditiones Civitatum Daniæ, giver samme Mand et meget hesligt portrait, sigende; at Simon Magus, Sylla og Catilina vare samlede udi hans Person. (b)

Disse fire Mænd vare de fornemste Hoveder til de paafølgende Uroeligheder; thi

Græve Christopher af Oldenborg.

Græv Christopher af Oldenborg, som Krigen (284)

(a) Manuscr. Skibyens. multis usuris infamissimus.

(b) Seditionum Daniæ Lib. Manuscr. qvem, si videris, in una hypostasi Simonem, Catilinam & Syllam te vidisse credas.

fik Navn af, var ikkun et Instrument, som de betienede sig af, og som exeqverede hvad de udi deres Cabinetter besluttede.

Nu skrider jeg til Krigen, som havde saadan Begyndelse. Jeg har viiset udi Kong Frideriks Historie, at Højstbemeldte Konge havde forbudet Hollænderne Farten igiennem Sundet, efterdi de assisterede Kong Christian 2 med Folk og Skibe, men at Hollænderne siden, da de fulde til Føje, finge Frihed at fare paa Øster-Søen igien. Over dette bare Lybekkerne Fortrydelse, og, efter at de forgiæves havde besværget sig derover udi Dannemark, udrustede de en Flode af 24 Skibe, som blev betroed til Marcus Mejer med Ordre at overfalde og optage Hollandske Skibe, hvor han kunde treffe dem. Men Floden blev af Storm dreven til Engelland, hvor Marcus Mejer af Kong Henrik 8. blev anholden. Men ved Hansestædernes Forbøn blev han ikke

Mejer og Wullenwebers Opførsel og Anslag.

alleene løsgiven, men end ogsaa slagen til Ridder, som sagt er. Da han kom tilbage fra Engelland igien, tog han en Lybsk Borgemester-Enke til Ægte, og derpaa selv blev giort til Borgemester udi Lybek, og som han havde store Desseins i Hovedet, og merkede, at han behøvede en beqvem Medhielper, recommenderede han ovenomtalte Jürgen Wullenweber først til at blive Raadmand, og strax derpaa Borgemester. Disse tvende uroelige og Martialske Borgemestere toge sig strax all Myndighed til, og, paa det at Raadet skulde ikke være dem til Hinder i deres Desseins, som de ginge frugtsommelige med, indbildte de Almuen, at Papisteriet i Staden aldrig kunde afskaffes, saa længe som de gamle Raads-Herrer vare i Raadet; hvorudover de magede det saa, at det gamle Raad blev afskaffet, og et nyt Raad af deres Tilhængere blev stiftet igien, og blev deres Exempel efterfuldt udi andre Wendiske Stæder.

Efterat dette var skeet, opmuntrede de Staden til at fremture med Fiendlighed

Wullenwebers Paastand paa den Kiøbenhavnske Rigs-dag.

imod Holland. Marcus Mejer blev da atter skikket med en Flode til Vester-Søen for at hindre Hollænderne at passere igiennem Sundet, og Jürgen Wullenwæber blev skikket til den Herre-Dag, som efter Kong Frideriks Død blev holden i Kiøbenhavn med Ordre, at handle med Rigets Raad om Hollændernes Udelukkelse fra Øster-Søen, som de havde paastaaet udi Friderici I. Tid. En ligeledes Begiæring havde ogsaa de Lybske giort (285) til Kong Gustav udi Sverrig: Men han afslog deres Forlangende, foregivende, at, eftersom Kongen af Dannemark, hans Allieret, havde tilladt Hollænderne Farten igiennem Sundet, saa kunde han saadant ikke forbyde dem: tilmed var Sejladsen fri for alle, og, hvis han tenterede noget saadant imod Hollænderne, var det at befrygte, at de vilde bruge Repressalier imod de Svenske. Dette Svar ophidsede saaledes de Lybske Gesantere, at de bebreidede Gustavo Utaknemmelighed, og lode sig forlyde, at det var ved deres Hielp, at han var kommen paa Thronen. Ja dette gik saa vidt, at de arbejdede paa at stifte Oprør udi Sverrig, og til den Ende holdte hemmelige Conferencer med Græven af Hoja, som havde Kong Gustavi Søster, og var forlehnet med Viborg udi Finland, (a) overtalede ham ogsaa til at indtræde udi Forbund med sig. Men, da han derover blev mistænkt, stillede

De Lybske søge at stifte Oprør i Sverrig.

han sig an, som han var bleven syg, og rejsede til Lybek under Prætext at medicinere i Tydskland. (b) Marcus Mejer opmuntrede ogsaa den bekiendte Steen Stures Søn, Svante Sture, at stræbe efter den Svenske Krone. Men denne gode Herre, som ikke vilde bryde sin Troeskabs-Eed, vegrede sig for at træde udi saadan slags Handel med Lybek. Han svarede derfor Marcus Mejer, at saadant var ham og ingen ærlig Undersaatt anstændigt; tilmed vilde han ikke styrte sig og sine Venner i nogen Ulykke. Han havde ej heller Lyst til at miste sit Fædrene Arve-Gods i Sverrig; Hvor paa Mejer brød ind udi hans Tale og sagde: Vi Herrer af Lybek ere rige og mægtige, hvad I mister, ville vi give Eder 4re dobbelt igien. Men Sture blev ved sit gode Forsætt, (c) saa at der blev intet af denne Handel. Af dette sees, hvor meget entreprenant Regieringen udi Lybek da var, og hvor meget det var dem anliggende, at udelukke Hollænderne fra den Øster-Søeske Handel; thi, saasom Hansestæderne hidindtil havde været Mestere over Handelen, og de nu merkede, at de vilde faae store Rivaler udi Nederlænderne, som vare hurtige og til Commerce særdeeles (286)

(a) Eric. Georg. Hist. Gustavi I. part: 2. pag. 3.

(b) Fragment. hist. Christ. 3. Manuscr.

beqvemme Folk, og under Keyser Carl 5. havde meget taget til udi Handelen, saa laae dem intet meere paa Hiertet, end at qvæle den Nederlandske Handel udi dens Fødsel. Udi den henseende havde de fattet saadant bittert Had imod Kong Christian 2. efterdi han befodrede den Nederlandske Handel. For samme Aarsags Skyld vare de ogsaa blevne Kong Friderik ugunstige, og endeligen for samme Aarsags Skyld begyndte de den store Krig imod Dannemark, til hvis Historie jeg nu skrider.

Efter at Jürgen Wullenvæber havde opholdet sig 10 Uger udi Dannemark, og imidlertid med Hænder og Fødder arbeidet paa at udvirke et Forbud imod Hollændernes Handel, fik han omsider af Raadet saadant Svar: at, saasom Riget var uden Konge, kunde man ikke indlade sig udi Vitløftighed med det Burgundiske Huus. Derforuden blev ham tilkiende givet, at man havde skikket Gesandtere til Regentinden udi Nederlandene, at handle om Fred og Anstand med Riget, hvorudover man paa samme Tid ikke kunde beslutte noget Fiendtligt. Og, hvad de Løfter, som Kong Friderik havde giort Staden Lybek, angik, da ophørdte de samme ved hans Død, og det stod paa, om den, som blev udvaldt i hans Sted, vilde forbinde sig der til. (a) Af dette Svar blev Wullenvæber heel fortørnet, opregnede de Tienester, Hansestæderne havde

Item udi Dannemark

beviiset Riget imod Kong Christian, og besluttede at føre Riget i Fortræd, hvor til han meenede paa samme Tid at have best Leilighed, efterdi han udi de 10 Uger, han havde opholdet sig udi Kiøbenhavn, havde merket i hvilken slet Tilstand Dannemark var, formedelst den Splid og U-eenighed, som regierede iblant Stænderne. Førend han forlod Staden, havde han hemmelig Conference med Ambrosio Bogbinder, Borgemester i Kiøbenhavn, og Jørgen Mynter, som ellers kaldes Jørgen Kock, (b) Borgemester i Malmøe, hvilke begge, saasom de vare Udlændinge, lovede, at, naar de

Complot med Jørgen Mynter og Ambrosius Bogbinder.

Lybske komme med deres Flode, skulde Kiøbenhavn og Malmøe staae dem aabne for, og at de siden vilde giøre Opstand til at indtage Riget, fordrive Adelen og Bisperne, og at indføre Lutheri Lærdom udi alle Stæder. Wullenvæber derimod (287)

(a) Fragment. hist. Christ. 3. Manuscr.

(b) Fragment. hist. Christ. 3. Manuscr. hvor han stedse kaldes Jørgen Kok.

forsikrede dem om Hansestædernes Protection og Beskyttelse. Ved disse Mænds Venskab vandt Wullenvæber ikke lidet, i sær ved Jørgen Mynters, efterdi han var i stor Agt hos Rigets Raad, vidste alle deres Hemmeligheder, og derforuden var en særdeles listig og forslagen Mand. Medens dette skeede, havde Hertug Christian, som opholdt sig udi Holsten, faaet Kundskab om den U-eenighed, som var iblant Raadet om Konge-Vallet, item at Magnus Gøe og Erik Banner besynderligen havde recommandered ham, hvorudover han skrev dem til, at de videre vilde befodre hans Interesse, lovende dem et mildt og naadigt Regimente, og forsikrede, at han ikke alleene vilde confirmere Adelen de Hærligheder, som hans Sl. Hr. Fader havde givet dem, men endogsaa legge fleere der til. Hand vidnede ellers, at, hvis de heller vilde have hans Broder Johannem til Konge, skulde han ingen Hinder giøre dem der udi, han raadede og formanede dem alleene, at, som Riget ikke kunde længe være uden Hovet, de betimmeligen vilde skride til et Konge-Vall.

Saasom den første Herre-Dag til Kiøbenhavn var løben frugtesløs af,

Herre-dag til Odense.

forsamlede Stænderne sig paa en nye til Odense udi samme Aar, saa vel for at handle om et Konge-Vall igien, som efterdi Gesandterne nemlig Otto Krumpen, Melkior Rantzov, og Volfgang Utenhoff, som havde været skikkede til Nederlandene, vare komne tilbage igien. De samme havde sluttet et Fordrag til Gent saaledes, at imellem

Gentiske Fordrag.

Nederlandene, Dannemark, Norge og Førstendømmene skulde være 30 Aars Stilstand, og at Hollænderne imidlertid skulde have fri Fart igiennem Sundet, naar de betalte Kronens Told og Rettighed; hvis Dannemark eller Norge derfor blev anfægtet med Krig, skulde Regentinden komme dem til Hielp med 6 Orlog-Skibe, hvilke paa hendes egen Bekostning skulde underholdes saa længe som Krigen varede. Dette Forbund sigtede paa Hansestæderne, af hvilke Rigerne intet got kunde vente sig formedelst de Trudseler, de havde ladet falde, saa at det var fornødent at bestyrke sig med Hielp og Alliance. Saaledes seer man, at Stats Conjuncturerne udi Dannemark merkeligen vare blevne forandrede. For nyeligen siden betienede man sig af Hansestædernes Hielp imod Hollænderne. Nu der imod foreenede man sig med (288) Hollænderne af Frygt for

Hansestædernes Klagemaal der over.

Hansestæderne. De sidste lagde Riget saadant til Last, og bebreidede de Danske denne Opførsel, som en Utaknemmelighed. Men det var ikke Rigets Interesse at lægge sig ud med alle Nationer for at skaffe Hansestæderne Monopolium i Østersøen. Man havde tilforn forbudet Hollænderne Farten igiennem Sundet, efterdi de assisterede Kong Christian imod Riget, men, da de siden fulde til Føye, og søgte Rigets Venskab igien, ophørede all Prætext til saadant videre Forbud, saa at Lybekkerne bleve Dannemarks Fiender, efterdi de mod Natur og Folke-Ret ikke vilde forhindre andre Nationer at seile over det store Hav, som bør være aabet for alle.

Paa samme Herre-Dag til Odense blev ogsaa fundet for got at skikke til

Riget søger at bestørke sig mod Lybek.

Sverrig Truid Ulstand, Vincentius Lunge og Axel Juul, for at stifte Forbund imellem Dannemark og Sverrig, iligemaade at handle med Hertug Christians Legater om Venskab og Foreening imellem Riget og Førstendømmene, og blev der Aaret efter 1534.giort et Fordrag til Rensborg, hvorudi Riget og Førstendømmene lovede hinanden indbyrdes Hielp, naar nogen af dem blev fiendtligen overfalden, og skulde dette Forbund vare saa længe nogen af Kong Frideriks Blod og Stamme er til og bliver

Forbund med Holsteen.

Konge i Dannemark, hvor af man seer, at Hertug Christian lagde Grundvold til sin tilkommende Promotion, og i det ringeste forbandt Stænderne til at antage en af Kong Frideriks Sønner. Dette Fordrag blev forfattet paa Dansk og Tydsk, og findes underskrevet og forseilet af Rigets og Førstendømmenes Raad, item af Hertug Christian for sig, og paa sine umyndige Brødres Vegne. (a) Den Legation, som blev skikket til Sverrig, udvirkede ogsaa et Fordrag imellem Rigerne, saaledes, at Sverrig skulde komme Dannemark til hielp med 800 Mænd, naar fornøden giordtes, og Dannemark og Norge skulde komme Sverrig til Hielp med 1000 Mænd. (b) Til dette Item med SverrigForbund fandtes Gustavus des villigere, efterdi de Lybske havde ladet falde samme Trudseler imod Dannemark, som imod Sverrig. Og, saasom af deres store Udrustning de Nordiske Riger (289)

(a) Unio Rendesb. 1534: pag. 1407.

(b) Fœdus int. Dan. & Svec. Holmiæ die Visitat. virg. 1534.

truedes med en Storm, kunde man vente, at den lige saasnart skulde treffe Sverrig som Dannemark, thi adskillige Svenske Kiøbmænds Skibe vare arresterede udi Lybek, Gustavus havde ogsaa faaet Kundskab om den Stempling som de Lybske Gesantere havde giort imod Regieringen i Sverrig, hvorudover han ikke alleene fandt for got at holde Venskab med Dannemark, men lod ogsaa anholde alle Lybske Kiøbmænds Skibe og deres Gods udi Sverrig.

Saadanne vare Conjuncturerne udi Norden, og saadanne Mesures tog Dannemark for at imodstaae den Storm, som man truedes med, og syntes det, at Riget efter slige Anstalter ingen Aarsag havde at frygte sig for Hansestædernes Anfald; Men det havde været bedre at forsyne Riget med et Hovet, der kunde holde Undersaatterne

Rigets indvortes Svaghed.

i Eenighed, og læge de indvortes Svagheder, hvor af det laborerede; thi man maa bestyrke sig med fremmede Alliancer saa meget som man vil, saa kand et Rige, hvorudi Splid og U-eenighed regierer, ikke ansees anderledes end et svagt og magteløst Legeme, omgivet med tykke Pandser og Harnisk. Dette merkede den listige Jørgen Wullenvæber, og derfor, endskiønt han havde ligesaa stor Appetit paa Sverrig, besluttede dog at bruge Hansestædernes Magt imod Dannemark, hvis indvortes Skrøbelighed og Fejl han nøje havde udstuderet.

Efterat bemeldte Wullenwæber var kommen tilbage fra Dannemark til Lybek igien, fornam han, at Hamborgerne arbejdede paa et Forliig mellem de Lybske og Nederlænderne: Dette stod denne Martialske Mand ikke an, hvorudover, da et Mode til den Ende var berammet udi Fasten 1534 til Hamborg, kom Wullenweber tillige med Marcus Mejer indridende udi Hamborg med Harnisk, udslagne Faner, og mange Ryttere, og det ligesom til en Strid, thi de lode Trompeter og Skalmejer blæse for sig, saa at Raadet udi Hamborg bar Fortrydelse derover, helst som der vare tilstede tvende Burgundiske Ambassadeurs, neml: Georgius Biskopen af Brixia, og Maximilianus, hvilke kunde ansee saadant militaire Indtog, som en Bravade for dem. De tvende Lybske Borgemesteres Forsætt var at til intet giøre den foretagne Handel, med mindre de (290) Burgundiske eller Nederlandske vilde beqvemme sig til at renoncere paa Handelen udi Øster-Søen, men de merkede, at de andre Hansestædiske Deputerede vare føjelige og begierlige efter at treffe et Forliig, hvorudover Mejer og Wullenwæber bleve saa forbittrede, at de pludseligen forlode Modet, og ilede til Lybek igien, hvor de lode eendeel saavel Raads-Herrer, som fornemme Borgere kaste i Fængsel. Hamborgerne tillige med de tilbage værende Lybske Deputerede fremturede dog ikke des mindre i at bringe et Forliig til Veje, hvilket ogsaa blev sluttet saaledes: at der imellem de Nederlandske og Hansestæderne skulde være 4 Aars Stilstand. Imidlertid skulde enhver have Frihed at handle og seile, hvor han vilde. Medens de Burgundiske Gesandtere forhandlede dette udi Hamborg, skikkede de til Dannemark Keiserens Ratification paa det Gentiske Fordrag, skreve der hos, at de gierne havde seet, at Dannemark havde skikket deputerede til Hamborg, for at bivaane den forehavde Handel med Lybek: Men, i hvor det gik, skulde dog Riget blive indsluttet udi samme Fordrag.

Freden mellem Nederlandene og Lybek var neppe sluttet, førend de tvende uroelige

Den Greviske Krigs Begyndelse.

Borgemestere Marcus Mejer og Jürgen Wullenvæber brøde frem med det, som de længe havde gaaet frugtsommelige med, nemlig at paaføre Dannemark Krig efter den Plan, som de havde giort med Jürgen Mynter og Ambrosio Bogbinder. For at bekomme Prætæxt til saadan Krig, foregave de, at den blev foretagen, for at entledige den fangne Kong Christian af sit Fængsel udi Sønderborg, og at sætte ham paa Thronen igien, og, paa det at den kunde føres med Eftertryk, havde de Bud efter Grev Christopher af Oldenborg, som var den fangne Konges Blodsforvanter. (a) Samme Grev

Grev Christoffers Caracteer.

Christopher var da Canonicus udi Cøln, og førde Titul af Greve af Oldenborg, skiønt han ejede intet udi Grevskabet uden et Kloster. Han var ellers en vel studeret Herre, og profiterede den Evangeliske Troe, som han havde lært af Lutheri og Melanchtons Skrifter, var ogsaa vel øvet udi Krigs-Sager, thi han havde bivaanet det store Slag ved

(a) Udi det oft citerede Fragm. Hist. Christ. 3. siges han at være en Sønne Søn af Christiani 1. Broder Gerhardo.

(291) Frankenhausen. (a) Han havde ogsaa været udi den Tyrkiske Krig, da Solimannus brød ind i Ungern. Han lod sig letteligen overtale til at agere General udi denne Krig, endeel efterdi ham blev foreholdet, at det var en prisværdig Gierning, at befrie en betrængt Konge, som var hans Blodsforvant, af et haanligt Fængsel, eendeel ogsaa, efterdi man erkyndigede ham om den hemmelig Correspondence, Borgemesterne i Lybek havde udi Dannemark, sær udi de vigtigste Stæder Kiøbenhavn og Malmøe, hvis Porte Jürgen Mynter og Ambrosius Bogbinder havde lovet at aabne, saa snart den Lybske Flode ankom. De foregave ogsaa, at det skulde være dem ligesaa lett, at sætte Kong Christian paa Thronen igien udi Dannemark, som var uden Hovet, og plaged med indvortes Splid og Ueenighed, som det tilforn havde været dem lett at giøre Gustavum til Konge i Sverrig. Endeligen foreholdte de ham, at saadan hans Gierning vilde være Keiser Carl og Christiani 2. Svogre behagelig. Saadan Farve satte da Lybekerne paa denne Krig, skiønt de intet mindre ønskede, end at see en Konge paa Thronen igien, der havde været deres bitterste Fiende, og som de nyeligen tilforn udi Manifester havde skieldet for en Tyran. Men, hvor urimelig end denne Motiv var, saa maatte den dog tiene i deres Kram, efterdi de derved forhaabede at bringe udi Harnisk den fangne Konges Tilhængere, og derved formeere den Forvirrelse som Riget tilforne var udi.

Hamelman udi Grev Christophers Historie siger, at Greven blev ved Skrivelse fra Kong Christian 2. selv ombedet at føre denne Krig, men andre Historier melde intet derom. (b) Men enten dette Tilbud skeede af de Lybske, eller af Christiano 2.,

Han kommer til Lybek.

saa betænkte Greven sig ikke at tage derimod, sær saasom han var en fattig Potentat, der intet havde at risquere uden den pure Titul, og, om Udfaldet var gott, og han kunde nyde den Ære at sætte den fangne Konge paa Thronen igien, haabede han at faae enten en god Skilling, eller et Stykke Land for Umagen. (c) (292)

(a) Hamelm. Hist. Christoph. Comitis.

(b) Hamelm. Hist. Christoph. Comit.

Alt dette blev drevet ved de tvende uroelige Borgemestere alleene, thi, da Greve Christopher kom til Lybek, fornam han at ingen vidste af denne Handel uden Marcus Mejer og Jürgen Wullenvæber. Ved hans Ankomst gave de allerførst deres Forsætt tilkiende, og derudi strax fandt Bifald af Almuen, som gierne ønskede en Krig, for at tvinge Riget til at tilstæde dem Handelen alleene. Det Anslag, som tilforn var hemmeligen drevet, blev da raadslaget om aabenbare udi den heele Stads Navn, og blev

Paatager sig at føre Krigen imod Dannemark.

da besluttet, at Greven skulde hverve Folk paa Stadens Bekostning, og imidlertid holde Sagen hemmelig, indtil han kom tilbage, da skulde ham notificeres, hvad videre var at foretage. Efter at Greven havde hvervet 4000 Lands-Knegte, og bragt dem til Lybek, skrev han Hertug Christian af Holsten til, begiærende at vide, af hvad Aarsag Kong Christian sadd fangen paa Sønderborg, rett ligesom han kunde være Hans skrivelse til Hertug Christian.fremmet i en Sag som var heele Europa bekiendt, og som Lybek havde allermeest contribueret til. Videre beklagede han i samme Brev, at Kongens Fængsel var skeet imod Haand og Seil, og given Leide, og begiærede, at han maatte sættes i Frihed igien, hvis ikke, fandt han sig, som den fangne Konges Blods-Forvandt foraarsaget til at tage sig hans Sag an. Endeligen foreholdt han Hertugen, hvor ubilligt og uanstændigt det var for ham, at holde sin egen Fætter og Konge udi et haanligt Fængsel.

Hertugen svarede at Kongen var arrestered paa de Danskes, Svenskes og særdeeles hans egne Principalers de Lybskes Beskyldninger, hvorudover det stod ikke i hans Magt, at lade ham løs igien. Derpaa affærdigede Greven en anden Skrivelse, hvorudi han repeterer det forrige, og blues ikke ved at sige, at denne Sag var Lybek og andre Søe-Stæder meest angaaende, saasom deres Deputerede havde undertegnet den fangne Konges Leide-Brev, da Historien dog viser, at Kong Friderik selv var tvivlraadig, om han skulde anholde Kong Christian eller ej, men at de Wendiske Stæder allermest dreve paa hans Fængsel. Endeligen slutter han sit Brev, (a) dermed, at han for den fangne Konges Befrielse (293)

(a) Lit. Christophori ad Christian. de dato Lubec. die 22. Maj 1534. pag. 1412.

vilde opofre Liv og sin Velfærd, som ungefær kunde beløbe sig til det Kloster, han ejede udi Oldenborg, saa at det heele Brev er Comique og latterligt fra Begyndelsen til Enden.

Men paa det at Dannemark, hvor paa Krigen fornemmeligen sigtede, ikke saa hastigen skulde allarmeres over denne Opførsel, skikkede han paa samme Tid et Brev til Rigets Raad, hvorudi han foregav, at Krigen sigtede alleene paa Holsten, hvor

Grev Christoffers Brev til Rigets Raad.

Kongen sad fangen og ikke paa Dannemark. Udi dette Brev (a) declamerer han end hæftigere for den fangne Konge, og afmaler hans Fængsel som et Tyrannie imod Guds Lov og den Christelige Troe. Saaledes vide Mennesker at betiene sig af Guds Navn til at besmykke deres Interesse; thi denne Nidkierhed grundede sig alleene paa den Gage, den fattige Greve ventede sig af Hanse-Stæderne, for at agere deres General; thi man finder ikke, at han nogen Tid tilforn har ladet sig merke med ringeste Protestation imod Kongens Fængsel.

Førend disse Breve bleve affærdigede, havde han ladet et Patent udgaae til Almuen udi Holsten, hvorudi han giver sit Forsæt tilkiende, og begiærer, at de ville give ham fri Passage, saa fremt de ikke med Mord og Brand ville besøges. Og efter at

Indfald udi Holsten.

dette var skeed giorde han tillige med Marcus Mejer et hastigt Indfald udi Holsten, hvor han bemægtigede sig Eutin, Trittow, Pløen, belejrede Segeberg og satt Landet i Brandskatt. Dette Indfald skeede ikke saa meget for at indtage Holsten, som for at hindre Holstenerne at undsætte Dannemark, hvilket Rige var udvalt til Krigens Sæde, og hvor man var forvissed om, at de fornemmeste Stæder skulde blive dem overleverede. Hertug Christian, da han fik Kundskab om dette Angreb, rustede han sig af all Magt til Førstendømmernes Forsvar, skrev ogsaa til Dannemarks Raad, og begiærede Hielp af Riget efter det nyligen giorte Forbund, hvilken Hielp blev ham ogsaa accordered. Dette var just hvad de Lybske tragtede efter, hvorudover deres

Den Lybske Krigs-Flode gaaer til Dannemark

General Grev Christopher, efter at han havde satt Ild paa Segeberg, begav sig ilende til Traminde, hvor han indskibede 4000 Mænd med Skiøtt og Amunition, og (294)

(a) Lit. Christoph. ad Senat. Dan. ibid. die 26 Maj.

seilede til Dannemark geleidet af de tvende omtalte Borgemestere, hvilke vare Directeurs for denne Krig. Rostok og Wismar assisterede de Lybske udi dette Tog, thi, hvorvel bemeldte Stæder ingen synderlig Lyst havde til saadan unødig Fejde, saa havde dog den gemeene Almue, og de 60 Mænd af det nye Raad efter Mejers og Wullenvæbers Tilskyndelse bragt dem udi Harnisk.

Den Lybske Flode blev allerførst seet af Andreas Bilde, som havde Møen i Forlehning. Samme Bilde affærdigede strax Skrivelse til Bisp Joachim Rønnov, ladende ham vide, at han var bleven vaer 23 Orlog-Skibe under Møen, og raadende at forsyne Kiøbenhavn med Soldater, som laae indqvarterede ved Nestved, saasom det var at befrygte, at samme Flode vilde overfalde Riget. Men saadant kom for sildig, og Kiøbenhavn blev funden blottet for Soldater, eftersom de Tropper, som der tilforn laae, vare skikkede til Holsten, og man kunde ikke faae andre samlede, førend Fienden allereede var kommen ind udi Landet.

Saa snart Borgemesteren udi Malmøe, Jürgen Mynter, fik Kundskab om de Lybskes Indfald udi Holsten, affærdigede han Bud til Mogens Gyldenstierne, som var Gouverneur paa Malmøe Slott, ladende ham kierligen bede, at han ubesværget vilde komme paa Raadhuuset for at overlegge med Borgemester og Raad om en Sag af Vigtighed. Gyldenstierne, som intet Ont formodede, begav sig did hen, men, da han kom paa Raadhuuset, blev han efter Jürgen Mynters Ordre arrestered; Almuen blev der paa strax bragt udi Harnisk, saa at man anfaldt Slottet og brød det ned i

Malmøes Slott forraskes.

Grund. Nogle Danske Herremænd, hvor iblant var Truid Ulstand, og Claus Podebusk, som intet vidste af denne Handel, da de komme fra Kiøbenhavn til Malmøe, bleve de grebne udi deres Herberger, og fangne bortførte: ja alle Adelige Børn som ginge i Skole sammesteds, bleve ogsaa arresterede, og udi 9 Uger anholdne. For at besmykke denne Execution, skrev Borgemester og Raad udi Malmøe Herr Tyge Krabbe, Dannemarks Riges Marsk til, ladende ham vide, at de udi Malmøe havde antaget Lutheri Lærdom, og, som Rigets Raad havde ladet udgaae en Recess mod deres Religion, og de fornumme, at deres Prædikantere (295) for Religionens Skyld bleve forfuldte udi Kiøbenhavn, havde de formedelst slige Aarsagers Skyld bemægtiget sig det Slott, som Kong Friderik og Rigets Raad havde ladet bygge imod det

Jürgen Mynters Apologie derfor.

Løfte og de Privilegier, som Staden vare givne, da den overgav sig udi deres Hænder. Saadanne Motiver betienede Jürgen Mynter sig af, for at bringe Almuen og Raadet i Malmøe paa sin Side, og at komme dem til at troe, at alt dette skeede for Religionens Skyld, da det dog alleene var for at overlevere Staden til Lybekerne efter den Convention, som var giort med Wullenvæber.

Mynter lod sig ikke nøje med at have stiftet Oprør udi Malmøe, og bemægtiget sig samme Stad. Han søgte ogsaa at spille samme Puds med Kiøbenhavns Slott, og at forraske Johan Urne, som derudi commanderede. I den Henseende begav han sig hemmeligen til Kiøbenhavn, og skiulede sig med en Hob bevæbnede Folk udi Ambrosii Bogbinders Huus, agtende at bemægtige sig Johan Urnes Person, og at overfalde ham paa Gaden. Men, som Urne gik altid med et stort Følge, kunde Mynter Mynters Anslag mod Kiøbenhavns Slott mislinger.

ikke fuldbringe sit Forsætt. Saasom dette Anslag nu ikke vilde gelinge, bød han sig selv til Giæst paa Slottet, og meenede der at bortsnappe ham, thi det var dem ikkun om hans Person og Slottet at giøre, eftersom Staden og Almuen i Kiøbenhavn vare udi Ambrosii Bogbinders Interesse. Men han fandt Johan Urne saa stærk, og Slotts-Portene saa vel bemandede, at han ogsaa denne gang med uforrettet Sag maatte gaae tilbage. Hvitfeld meener, at Urne lod ham frit gaa ned af Slottet igien, for ikke at bryde Jus hospitii, eller Giæste-Rætten; Men det er rimeligere, at han ikke torde lægge Haand paa denne mægtige Mand, hvis Fængsel han forud kunde see vilde bringe den hele Stad i Oprør.

Dette skeede førend den Lybske Søe-Magt arriverede til Dannemark, men, da Grev Christoffer giør Landgang paa Siælland.Floden ankom i Sundet, tog Jürgen Mynter Masken reent af, begav sig til Græv Christophers Skibe, og bivaanede de Lybskes Landgang, som skeede ved Skovs-Hovet, hvor han gratulerede Grevens Ankomst, og underrettede ham om Rigets Tilstand. (a) Efterat Tropperne vare debarqverede, rykte Greven (296)

(a) Fragment. Hist. Christ. 3. Manuscr.

lige mod Roskild, hvor han af samme Stads Borgere lod sig hylde paa Kong Christians Vegne, thi han truede at ødelegge Staden i Grund, hvis de ikke vilde beqvemme sig dertil, og da øvede han strax meere end Kongelig Myndighed, i det han giorde Erke-Bisp Gustav Trolle til

Indtager adskillige Stæder.

Biskop udi Roskild. Thi de virkelige Konger lode sig alleene nøje med at confirmere de Bisper, som Capitlerne udvalte. Førend han forlod Roskild, forstyrrede han Harritzborg og Bistrup, og plyndrede Bispe-Gaarden, hvorpaa han begav sig til Kiøge, hvilken han bemægtigede sig tillige med Søeholm og Steege paa Møen.

Medens Greven var i Roskild, opholdt den Roskildske Bisp Joachim Rønnov (a) sig udi Kiøbenhavn. Samme Bisp, hvor vel han var Kong Frideriks Huus lidet bevaagen, saa dog, efterdi hans Stikt blev bortgivet til en anden, havde han liden Aarsag til at glæde sig ved Greve Christophers Ankomst, hvorudover hans egen Interesse drev ham til Ærlighed, og at formane Kiøbenhavns Borgere til tapper Modstand, bydende sig til at ville opofre Liv og Blod med dem. Men Borgerskabet, som lidet elskede samme Prælat, og derforuden af Jürgen Mynter og Ambrosio Bisp Rønnov formaner Kiøbenhavns Borgere til Troeskab.

Bogbinder vare allereede forførte, vilde ikke høre ham, men tvertimod truede ham paa Livet. Hvorudover han flygtede hemmeligen af Staden, og var det ikke uden med stor Nød at han undkom med Livet; thi Borgerne satte saa sterkt efter ham, at, da Slotts-Herren Johan Urne lod føre en Kiste over Gaden paa Slottet, lode de aabne samme Kiste, saasom de meenede, at Rønnov laae skiult derudi. Eendel Danske Herremænd, som samme Tid laae i Kiøbenhavn, hvor iblant var Rigets Marsk, Tyge Krabbe, toge ogsaa Flugten, af Frygt for at falde i Borgerskabets Hænder. Men Joachim Rønnov kom strax tilbage igien forsynet med Grevens Lejde, og lod Kiøbenhavns Borgere viide, at han var lige sindet med dem. Jeg finder ikke hvad som har drevet ham til denne (297)

(a) Det er forunderligt at Hvitfeld stedse alternerer med at kalde denne Bisp nu Jacob, nu Joachim og Pontanus efterfølger ham i samme vildfarelse, og giver dette og andet tilkiende, at Pontani Historie er intet uden en blind Oversættelse.

hastige Forandring, uden hans egen Ustadighed, og at han har holdet

Sadler om igien og falder til Greven.

det sikkerst at hænge ved det stærkeste Partie. Maaskee at Greven da lovede for Penge og gode Ord at give ham Roskilde Stikt tilbage igien; thi Historien viiser, at han siden saalte ham Bispe-Stolen igien for 10000 Mark Danske; saa at Erke-Bisp Trolle maatte lade sig nøje med Odense Bispe-Stoel, efterdi han ikke kunde bringe saa mange Penge til Veje, hvoraf man seer, at det var denne gode Greve ikke saa meget at giøre om at befodre Kong Christians Interesse, som at legge sig en Skilling til gode.

Efterat Greven havde bemægtiget sig Kiøge, affærdigede han Bud til Kiøbenhavn, og lod opfodre Staden paa Kong Christians Vegne. Borgerne, som allereede vare forførte, fandtes ikke u-villige dertil; Men, for at i agt tage en slags Bienseance, lode som de toge saadant i Betænkning, sigende, at de kunde ikke overgive Staden uden de saae, at Kong Christian var først paa fri Fod. Hvorpaa Greven lod dem svare, at dette Tog var alleene skeed for Kongens Befrielse, og at de kunde være forsikrede om, at hans Fængsel ikke længe skulde vare. Og da skikkede Borgerskabet

Kiøbenhavns Overgivelse.

8 Mænd til Kiøge for at handle med Greven om Stadens Overgivelse, endskiønt en ved Navn Johannes Cammerarius søgte ved en bevægelig Tale at holde dem der fra. (a) Der blev en Convention giort med slige Vilkor, at Staden skulde beholde sine gamle Friheder og Privilegier, alt det Gods, som laae paa en Miil Vejs nær omkring Staden, skulde den gives og indrømmes. Indbyggerne skulde beskiermes udi deres Religion, som var grundet paa Lutheri Lærdom. Efterat dette var accorderet, Grevens Indtog udi samme Hoved-Stad.giorde Greven sit Indtog udi Kiøbenhavn den 16 Julii, og med stor Pragt blev imodtagen efter den Anstalt, som Ambrosius Bogbinder dertil havde giort. Derpaa blev Slottet strax angrebet, hvor Johan Urne agtede først at forsvare sig til det yderste, men det varede ikke længe, førend han efterfuldte Stadens Exempel: Hvitfeld siger, at han dertil blev tvungen af sit eget Folk, men, eftersom Greven strax derpaa

Johan Urne overgiver Slottet.

forlehnede ham med alt Kronens Gods i Gudme Herret udi Fyen, synes det, at denne Overgivelse ikke aldeeles har været saa (298)

(a) Seditionum Dan. Lib. 1. Manuscr.

tvungen, som foregives. Ved Kiøbenhavns Erobring fik Greven tillige med Rigets Flode, Magaziner og Pak-Huuse i Hænder, hvorved han blev satt i Stand at føre Krigen med des større Eftertryk. Ambrosius Bogbinder tillige med hans Collega, Hans Bøse, udvirkede da hos Greven, at det gamle Raad i Kiøbenhavn blev afskaffet, og at nye Borgemestere og Raadmænd bleve beskikkede i deres Sted, og, som disse 2 Mænd ikke glemmede at recommandere deres Tilhængere, saa erhvervede de sig en absolut Magt og Myndighed udi Staden.

Efterat dette var forrettet, lod Greven beramme et Mode til Ringsted, hvor alle

Mode til Ringsted.

Stænder bleve beordrede at lade sig indfinde, Borgere og Bønder fandtes villige dertil, og der aflagde Troeskabs Eed til Kong Christian 2. De fleeste derimod af Adelen bleve borte. Hvorudover Greven blev saa fortørnet, at han truede dem med Mord og Brand, udskikkede ogsaa nogle af sine Folk, hvortil slog sig den Siellandske Almue, som plyndrede Herregaardene, hvorudover Adelen blev saa Modløs, at den letteligen af Biskop Rønnov lod sig overtale til at adlyde Greven (a).

Da Raadet udi Jylland fik Tidender om Kiøbenhavns Overgivelse, affærdigede de Skrivelse til Borgermester og Raad udi Malmøe, ej vidende, at den ogsaa var udi Grev Christophers Hænder, og forsikrede Staden, at den skulde blive u-anfægted ved den Evangeliske Lærdom, iligemaade at de fleeste af Adelen var til Sinds at udvælge Hertug Christian til Konge. Hvoraf sees, at bemeldte Hertug endda ingen

Det Jydske Raads Skrivelse til Malmøe.

Forsikring havde faaet om Kronen, og kand man derfore ikke vel fatte det, som Hvitfeld melder om Bisp Rønnov, at han i Begyndelsen formanede Kiøbenhavns Borgere at holde deres Troskabs Eed, iligemaade at adskillige Danske Hoffsinder søgte Lejde af Greven at rejse igiennem Landet til deres rette Herre Hertug Christian, thi der var endda intet Skridd giort til Hertugens Vall, langt mindre var der aflagt nogen Troeskabs Eed: Tvertimod Bisperne og en stor Deel af Adelen havde besluttet at antage den yngre Broder Johannem til Konge, hvilket var Aarsag, at Almuen og Kiøbstæderne vare misfornøjede med (299)

(a) Fragment. hist. Christ. 3. Manuscr.

Regieringen, og at de fandtes saa villige at falde til Grev Christopher, som forsikrede at beskierme dem ved den Evangeliske Troe, hvorudover dette kand henføres til Skribentens U-agtsomhed. Hr. Oluf Rosenkrantz, som var Hertug Johannis Hofmester, og da med den unge Herre opholdt sig udi Nyborg Hertug Johannes flygter fra Fyen.

i Fyen, dristede sig da ikke at forblive udi Landet efter Kiøbenhavns Overgivelse, men flygtede udi Bønder-Klæder til Sønderborg, hvor han lod Hertugen give i Forvaring til Ditlef Brockdorff, og selv begav sig tilbage til Nyborg igien.

Greve Christopher spillede saaledes Mester udi Siælland, hvor han uden synderlig Møje havde erobret de vigtigste Stæder, og der ladet sig hylde paa Kong Christians Vegne. Efter saadan Fremgang skikkede han Bud til Indbyggerne i Skaane, og truede Landet med Mord og Brand, hvis de ikke efter Malmøes og Kiøbenhavns Exempler beqvemmede sig i Tide til Lydighed. Af saadan Undsigelse blev den Skaanske Adel saa forsagt, at den strax begiærede at conferere med Greven, og, da frit Lejde var dem givet, affærdigede de Tyge Krabbe, (a) Holger Gregersen, Axel

Heele Skaane falder til Greven.

Ugerup og Knud Bilde til Grev Christopher, til hvilken de paa den heele Skaanske Adels Vegne aflagde Troeskabs Eed. Derpaa begav Greven sig til Malmøe, hvis Borgere han lod bevæbne og med sig føre videre ind udi Landet. Paa en Høy uden for Lund mødte ham den gandske Skaanske Adel med Borgere og Bønder, hvilke svore ham Troeskab paa Kong Christians Vegne. Efter saadan forrettet Sag rejsede han til Malmøe igien, gelejdet af det Siællandske og Skaanske Raad, item af Jürgen Mynter og Malmøes Borgere, som fuldte ham med udslagne Faner. Ved sin Tilbagekomst udi Malmøe øvede han Kongelige Regalier, gav Staden alle de Byer, som ligge en Miil omkring, ligesom han tilforn havde giort med Kiøbenhavn, og forlehnede Bisp Rønnov med Sorøe, lod ogsaa slaae Rhinske Gylden og smaa Myndt, paa hvis eene Side (300)

(a) Autor Seditionum Danic. Lib. 1. Manuscr. berømmer denne Tyge Krabbe paa en særdeles Maade med disse Ord: Qvamvis Danus atque natione Jutus erat, erat tamen astutus ut aliqvis Teutonicus. i. e. Omendskiøndt han var en Jyde, saa var han dog saa spidsfindig som nogen Tydsk.

stod Kong Christians Navn, og paa den anden Side hans eget. Og, som han havde fundet saa stort Tilløb udi Dannemark, lod han tilskrive det Norske Raad, formanede dem efter de Danskes Exempel ogsaa at hylde Kong Christian, og lovede dem at deres Privilegier og Friheder skulde blive dem ubeskaarne, og at det sidste Affald fra Kong Christian skulde ikke regnes dem til Onde: Men jeg finder ikke, at de Norske besvarede samme Skrivelse. Lolland og Falster og Langeland

Item Lolland og Falster.

derimod biede ikke til de bleve anmodede, men Borgerskabet og Almuen oprejsede sig, saa snart den Lybske Flode ankom, og sloge sig til Grev Christophers Parti.

Derpaa lode de Lybske et Skrift ved Trykken udgaae, hvorudi de tilkiende gave

De Lybske publicere et Skrift om Aarsagen til denne Krig.

af hvad Aarsag de havde paaført Riget og Førstendømmene Krig. (1.) Efterdi Kong Christian var bleven fængslet imod givet Leide. (2.) At Adelen udi Førstendømmene havde altid tragtet efter deres Fordervelse. (3.) At de havde beviset Dannemark store Velgierninger, men derfor vare blevne ilde belønnede. (4.) At Tolden udi Holsten er bleven forhøjet. (5.) At Kong Friderik havde lovet dem Hielp imod Hollænderne, men at de havde ingen Hielp kunnet bekomme. &c.

Det er sandelig forunderligt, at en Stad som Lybek med en haandfuld af Folk turde understaae sig at anfalde et mægtigt Rige, og langt forunderligere at see en Province efter den anden at give sig under et haanligt Aag; Men, naar man

Hvad som foraarsagede de Lybskes Fremgang.

betragter Rigets Situation paa samme Tider, kand saadan Forundring ophøre. Bønderne, helst udi Siælland, vare den fangne Konge særdeles bevaagne, og ansaae ham, som deres Friheds Beskytter. De fleeste Kiøbstæder vare ligesaa sindede, efterdi han stedse havde arbejdet paa deres Opkomst og Handelens Forfremmelse. Bisperne, som Religionens Forandring havde opirret mod Kong Friderik, ansaae Kong Christian, som den der kunde retablere den Romerske Religion igien. Og hvad Adelen angik, saa vare de vel alle derudi eenige, at de havde Afskye for den fangne Konge, men Religionen havde satt Splid iblant dem, saa at de, som vare Lutherske, vilde have Hertug Christian, men de Catholske den umyndige Prinds Johannem til Konge. Disse sidste droge Linie med Bisperne derudi at ville have en Konge (301) af den Romerske Religion, og var dette Parti meest Aarsag til den store Opstand, som skeede udi

Jyderne beslutte at udvælge Hertug Christian til Konge.

Kiøbstæderne. Udi Jylland derimod gik det langt anderledes til; der forsamlede Adelen sig og besluttede, for at hindre videre Uheld, at forsyne Riget udi Tide med et Hovet, og at udvælge Hertug Christian til Konge. De greebe eenstemmigen til denne Resolution, eendeel fordi Rigets Tilstand det udfodrede, eendeel ogsaa, efterdi Højstbemeldte Hertug havde en anseelig Krigs-Magt paa Beenene, hvorved han ikke alleene havde forsvaret Førstendømmene, men end ogsaa forflyttet Krigen indtil Lybeks Muure, og det paa saadan Maade:

Da Hertug Christian fik Kundskab om de Lybskes Indfald udi Holsteen, og at de havde bemægtiget sig Eutin, skikkede han Johan Rantzov med nogle Tropper for at igientage Eutin og andre Stæder. Samme tappere Herre tog strax Eutin tilbage, iligemaade Trittov, Segeborg og Pløen, hvilke af Grevens Folk bleve forladte. Hertugen lod sig ikke nøje med at have reenset Holsten fra Fienderne, men søgte at

Hertug Christians Bedrifter paa Lybek.

forflytte Krigen ind udi deres egne Lande; til den Ende rykte han selv med sin heele Krigshær for Traminde, som han erobrede den 21 Junii, og som Traminde er et Slott, der ligger udi Munden af Traven ikke langt fra Lybek, kunde saadant ikke andet end jage en yderlig Skræk ind udi Staden. Efterat Hertugen havde erobret Traminde, lod han ogsaa indtage en Skandse kalden Muggeberg, som laae strax derved, og, for at sætte Lybekkerne Kniven i Struben, søgte at giøre en Broe over Traven. Dette stræbede de Lybekske at hindre, og derfore giorde et Udfald af Staden paa Hertugens Folk, men de fleeste bleve nedsablede, og de øvrige fuldte udi Hertugens Hænder. (a) Medens Lybek var udi denne Beængstelse komme Borgemesterne, Marcus Mejer og Jürgen Wullenwæber, tilbage. De samme merkede udi hvilken

Staden Lybek beængsted.

Fare Staden vilde staae, om de Holstenske kunde fuldfærdige Broen, og bemæstrede sig begge Sider af Floden, og derfor søgte af all Magt saadant at forhindre. Men Broen blev fuldfærdiget og Hertugens Folk bemægtigede sig den 12 Octobr. Slukop, som var en Havn, hvor de Lybske laae, og der satte Ild paa en stor Hob, saavel store (302)

(a) Hammel. hist. Christoph. Comitis.

som smaae Fartøy; saaledes blev Lybek beleired og stod i Fare for at falde i Fiendens Hænder paa samme Tid, som den tragtede at bringe Dannemark under Fødder.

Denne Hurtighed og store Fremgang imod Rigets Fiender bragte Hertugen udi saadan Reputation, at den Jydske Adel ansaae ham som den eeneste, der kunde oprette det faldne Rige igien. Herr Mogens Gøe, samt det verdslige Rigets Raad lod derfor til den 4. Julii forskrive Bisperne, samt den heele Adel at møde ved Skanderborg for at raadslaae om Rigets Tarv. Da de vare forsamlede, lode de verdslige

Hertug Christian udvælges af den Jydske Adel.

Raad forestille at man udi denne Rigets Forvirrelse maatte see sig udi en Hast om et Hoved, og at de ikke vare tiente med en ung Konge, men med en som havde Alder og Forfarendhed, hvorpaa de fleeste gave deres Stemme paa Hertug Christian. Eendeel af Bisperne begyndte da igien at chicanere, saasom de frygtede at ved Hertug Christians Promotion den Lutherske Troe vilde blive den herskende udi Riget, og deres Herredom forstyrres, hvilket, da den gemeene Adel merkede, løbe de til Raadet, og raabte, at de endeligen vilde have Hertug Christian til Konge, og lode sig forlyde med, at hvo der understod sig til at hindre hans Vall, den skulde blive deres Fiende. Herudover blev Hertugen eenstæmmigen udvaldt til Konge, og bleve da Tyge Krumpen Bisp af Børglum, Ivar Munk, Electus til Ribe, Mogens Gøe Rigets Hoffmester

Ambassade til ham affærdiged.

og Ove Lunge affærdigede til Holsten for at offerere Hertugen Dannemarks Krone, og der hos begiære, at han vilde stadfæste Rigets Stænder deres Privilegier og Friheder.

Da saadant blev rygtet udi Fyen, forsamlede den Fynske Adel sig udi Hellesøe Kirke ved Odense, og der iligemaade besluttede at antage Hertug Christian til Konge, hvorpaa de skikkede Johan Friis af Hesselager til Jylland for at følge med de Jydske Deputerede til Holsten. Udi den Instrux, som den Fynske Adel gav bemeldte Johan Den Fynske Adel efterfølger samme Exempel.Friis var blant andet dette: (a) At han skulde forestille den udvaldte Konge, at saasom Fyen ligger imellem Siælland og Jylland, kunde Riget, om samme Øe blev af Fienden (303)

(a) Lit. Mandat. dat. in templo Hellesoe vigil. S. Canut. Reg. 1534. pag. 1425.

indtagen, derved geraade i stor Ulejlighed, hvorudover det var nødigt at forsyne og bestyrke Øen med Krigsfolk i Tide. Johan Friis reisede med saadan Hast, at han kom til Jylland førend de Jydske Deputerede vare borte, saa at han begav sig i Følge med dem. Da de samtlige komme til Holsten, skreve de Hertugen til, som laae for Lybek, at de havde Ærinde til ham fra Rigets Raad. Men, saasom der alle Tider findes Folk, som ved saadanne Lejligheder søge at insinuere sig, saa havde en Fynsk Herre-Mand ved Navn Just Urne taget Vejen forud, og erkyndiget Hertugen om Hans Promotion, saa at han vidste Brevets Indhold førend han fik det. Endeligen anlangede de Deputerede, hvilke gave tilkiende, at han var udvaldt til Konge i Dannemark, og begiærede, at han vilde komme Riget til Undsættning. Hertugen takkede dem da for deres Velvillighed, forsikkrede alle skriftligen om deres Privilegier, og lod udstæde tvende Exemplarier der af, et til de Jydske Deputerede, og et andet til Johan Friis.

Derpaa begav den udvaldte Konge sig til Jylland, hvor han til Horsens af Stænderne blev hyldet, og gav han da et Brev fra sig, hvorudi han forsikkrede Adel og

Christ. 3. Forskrivelse.

Almue i Jylland om deres Privilegier og Ejendomme, (a) og lovede det samme til Indbyggerne udi Fyen, Sielland, Lolland og Falster, naar samme Øer bleve reensede fra Fienderne. Og er det her hvor med den oft citerede Skibyeske Krønike ender, hvilken u-anseet Autoris store Bitterhed, saa vel mod de sidste Konger som andre brave

Betænkning over den Skibyske skrevne Krønik, som her ender.

Mænd, dog i visse Maader kand æstimeres, efterdi den er skreven udi Friderici I. og Christiani 3. Tid, og indeholder adskillige Particulariteter, som ikke findes udi trykte Bøgger. Det er troligt, at Autor har ikke dristet sig til at lade den komme for Lyset: thi den blev funden indmuuret bag Alteret i Skiby Kirke-Muur udi Siælland Aar 1650 og det ved en særdeeles Hendelse, da en bankede paa Muuren og fornam at det var tomt inden for.

Derpaa lod Kong Christian notificere sin Udvælgelse til Kong Gustav af Sverrig, og begierede, at han vilde være ham behielpelig (304)

(a) Lit. Christ. 3. de dato Horsens die Martis post festum Assumtionis 1534. pag. 1427.

udi at igientage de frafaldne Provincier, hvor til Gustavus lod sig finde villig, efterdi Lybekerne havde opirret Sverrig, ligesaa vel som Dannemark.

Hyldingen skeede paa Marken under aaben Himmel, hvor Adelen og Almuen paa Knæe og med oprakte Hænder aflagde Troeskabs-Eed. Men, som Raadet kunde ikke saa hastig komme overeens om Haandfæstningens Indrættelse, saa blev fundet for

Kong Christian hyldes i Jylland.

gott, at man imidlertid skulde lade sig nøje med ovenmeldte Kongelige Forsikkrings-Brev, og at den udvaldte Konge lovede, naar Riget var bragt i Roelighed igien, at confirmere hans Herr Faders Haandfæstning. Der blev ogsaa besluttet, at Bisperne og Geistligheden skulde beholde deres Embeder og Indkomster indtil videre. Item at Religions-Tvistigheder skulde ophøre og at de Roman-Catholske, saa vel som de Lutherske, skulde uforhindret øve deres Guds-Tieneste. (a)

Noget efter dette var forrettet udi Jylland, komme der Tidender til Kolding om stor Oprør og Forvirrelse udi Fyen, hvor Borgere og Bønder efter Grev Christophers Tilskyndelse reisede sig op imod Adelen, ihielsloge adskillige af dem, og satte Ild paa deres Herre-Gaarde. Hvor stor Forvirrelse der da paa samme Tid var, kand sees

Almuens Opstand i Fyen.

der af, at Bønder og Haandværksmænd agerede Generaler; thi en Skredder af Odensee indtog Dallum Kloster, og en Bonde, ved Navn Hans Lunde, bemægtigede sig Hagenskov. Eendeel af Adelen salverede sig med Flugten, og andre bleve tvungne til at sværge Kong Christian 2. og Greven. Udi denne elendige Tilstand blev den udvalte Konge beden om Hielp af den betrængte Adel. Kongen lod sig ikke forsømme, men skikkede et Antall Ryttere og Fodfolk, samt nogle af den Jydske Adel, til Fyen; Af dette lode dog Borgerne og Bønderne sig ikke forskrække, men ginge de Kongelige i møde, og leverede dem et Feltslag paa Farskov Bierg. Men Kongens Folk beholdt Overhaand, og heele Fyen gik der paa Kong Christian tilhaande, og aflagde Troeskabs-Eed til Johan Rantzov og Johan Friis paa Kongens Vegne. Men Grev Christoffer skikkede kort derefter Kiernen af sin Krigs-Magt (305)

(a) Fragment. hist. Christ. 3. Manuscr., som ender med denne Hyldings-Act.

Magt over til Fyen ved

Grev Christopher bemægtiger sig Fyen.

Kierteminde, hvilke ved nogle Borgeres Forræderie bleve mod Dagbrækningen indladne udi Nyborg, og derpaa bestormede Slottet. Derpaa spreedede de sig videre ud, og bemægtigede sig den heele Øe.

Hamborg med nogle andre Wendiske Stæder tog sig da for at arbeide paa et Forliig mellem Riget og Lybek. Kong Christian fandtes ikke uvillig dertil, og

Handel om Fred.

affærdigede til Hamborg Doct. Ditlef Reventlou, med Mogens Munk, Johan Friis, og Wulff Utenhoff; Men der blev intet udvirket, saasom Lybek endda ingen Lyst havde til Fred, hvilket man deraf kunde see, at de paa samme Tid continuerede ivrigen med deres Værvinger.

Nu er det Tid at jeg vender mig til Grev Christopher igien, som jeg forlod allevegne triumpherende paa de Danske Øer, og udi Skaane. Intet stod tilbage uden Jyllands Reduction, men det var den vanskeligste Knude at løse, eendeel efterdi Jylland er Landets Styrke, eendeel ogsaa efterdi samme Province da havde et Hovet og Konge, der foruden den Jydske Adel, som fandtes villig at følge hans Standart, kunde tilveje bringe gode Krigsfolk fra Førstendommene. Men uanseet disse

Greven giør Forsøg paa Jylland.

Vanskeligheder, tragtede dog Greven, opmuntred af sin forrige Lykke, at giøre et Forsøg paa Jylland. Til den Ende, da han kom tilbage fra Malmøe, tog han i Tieneste nogle gamle Fribyttere, hvor iblant den fornemste var Commendeur Clement, som da gemeenligen blev kalden Skipper Clement. Den samme havde tilforn ladet sig bruge

Skipper Clemments Fejde.

til Søes udi Christiani 2. Tieneste, tillige med den bekiendte Claus Kniphoff, som for nogle Aar siden blev rettet udi Hamborg. Denne forvovne Søe-Hane affærdigede han da med tvende Skibe og et Antall Krigsfolk til Nørre-Jylland for at stifte Oprør sammesteds. Han kom først til Aalborg, bemægtigede sig samme Stad, og tvang Peder Lykke som havde Slottet inde, at overgive det. Derpaa reisede han heele Vensyssel igiennem, og tog allevegne Indbyggerne i Eed paa den fangne Konges vegne. Herudover forsamlede den Jydske Adel sig til Randers, og efter at de havde faaet 300 Ryttere paa Beenene, marcherede under Anførsel af Holger Rosenkrantz og Erik Banner lige imod Aalborg. (306) Men Commendeur Clement møtte dem med 6000 Bønder som han havde samlet af Vensyssel. Denne store Mængde jog ikke liden Skræk ind udi Adelen, og mange holdte for at det var daarligt at vove Feld-Slag imod saa ulige Magt, men, som dette var kommet saa vidt at man enten maatte aabenbare med Skamme tage Flugten eller holde Stand, besluttede de at forsøge Lykken, stolende paa, at de havde kun med raae og u-erfarne Bønder at bestille. En stor Uheld for Adelen var at de havde nogle bløde Agre at passere, førend de komme

Slag ved Aalborg.

til Fienden. Udi disse Agre bleve eendeel stikkende, og andre fulde omkring med Hestene, hvilket da Bønderne saae, angrebe de dem med saadan Fyrighed, at de omkomme de fleeste, og nødede de Øvrige at redde sig med Flugten.

Commandeur Clement forfuldte sin Sejer, oprejsede Bønder allevegne udi Viborg Stikt, og halvdeelen af Riber Stikt, og plyndrede adskillige Herregaarde, hvorpaa han begav sig for Randers udi Tanke, at bemægtige sig samme Stad; men som de, der vare undkomne af Slaget, vare did hen flygtede, og adskillige andre Tropper havde stødt sig til dem, fandt Commandeuren ikke for got at angribe Staden, helst saasom han intet Skytt havde med sig, saa at han med sin Bondehær begav sig tilbage til Aalborg igien. Imidlertid blev arbejdet paa Fred mellem Holsten og Lybek, hvilken saavel Kongen som Staden ønskede. Staden, efterdi den ved mindste Bevægelse udi Holsten frygtede at see sig paa nye belejret igien, og Kongen, paa det han kunde trække sin heele Magt fra Førstendømmene, Riget til Beskiermelse. Til denne Fred at megle, lode sig indfinde Hertug Henrich af Meklenborg, med Landgræviske,

Fred mellem Holsten og Lybek.

Hamborgske og Lüneborgske Gesantere, og blev da et Fordrag sluttet saaledes, at der imellem Holsten og Lybek skulde være en bestandig Fred, og den eene skulde herefter ikke tilføje den anden nogen Skade. Lybek skulde ogsaa ikke hielpe Grev Christopher af Oldenborg uden mod de Danske alleene. Denne Fred notificerede Kongen til Sverrig, givende Kong Gustav tillige med tilkiende, at han nu vilde føre sin beste Magt ind udi Dannemark, nemlig 2000 Ryttere, og 19 Compagnier Fodfolk, og bad samme Konge, at han vilde forstrække ham med (307) fleere Penge, og at staae ham bi udi en Sag, som angik deres tilfælles Interesse.

Efterat denne Fred var sluttet, finge begge Parter Frihed at agere med ald deres Magt udi Dannemark, som da blev Krigens Sæde alleene. De Lybske lode strax skikke de beste Folk de havde i Staden Grev Christopher til Hielp, Kongen iligemaade bragte Kiernen af sine Tropper fra Holsten ind udi Jylland, og gav Commando over den heele Krigshær, saavel af Danske som Holstener, til Johan Rantzov og Erik Banner. Denne Krigs-Magt rykte lige mod Aalborg, hvilken strax blev belejred, og De Kongelige erobre Aalborg med Storm.udi første Angreeb bestormet den 18 Decembr. En haard Execution skeede da udi den erobrede Stad, thi man nedsablede alt hvad som derinde fandtes, foruden Qvinder og Børn. 2000 Bønder bleve ihielslagne, og de øvrige flygtede til Vensyssel. Commandeur Clemment, da han fornam at Staden var bestormet, satt han sig paa en Hest og søgte at undflye, men en Bonde-Karl ved Navn Jesper Rimand fuldte efter ham med saadan Hurtighed, at han fik ham i Hænder, og bragte ham fangen til Commandeur

Clemment fanges og rettes.

Aalborg, hvorfra han blev skikket til Colding, hvor han sadd forvaret indtil 1536. da han omsider blev halshuggen og lagt paa 4re Stegle. En Bly-Krone blev ogsaa til Spott satt paa hans Hoved, efterdi han havde ladet sig hylde af Almuen. Saadant Endeligt fik Commandeur Clemment, en af de største Søe-Mænd paa de Tider. Han havde længe staaet i Tieneste hos Kong Friderik, som øverste Skipper, hvilket

Hans Historie og Caracteer.

maa have svaret til en Commandeurs eller Schoutbynachts Post nu omstunder. Men han undløb siden med et af de største Orlogs Skibe, antog Tieneste tillige med Claus Kniphoff hos den landflygtige Konge, og foruroeligede Søen en lang Tid. Omsider lod han sig bruge til dette Tog paa Jylland, hvilket endtes med saadan Tragœdie. Den Bonde som greeb ham, blev forlehnet med en Gaard udi store Waarde for sig og sine Børn.

De Oprørske Bønder i Jylland, som havde efterfuldt Commandeur Clemment, bleve siden tiltalede til Lands-Tinget, fordi de uden all Aarsag havde brudt den Eed

De oprørske Bønders Straf.

de nyeligen havde aflagt til Kong Christian udi Horsens, og bleve de for Lands-Tinget dømte (308) udi Kongens U-naade paa Liv og Gods, dog bleve de tagne til Naade igien, efterat de havde givet en stærk Revers fra sig, hvorudi de forpligtede sig til en stedsevarende Troeskab, og bekiendte, at have forbrudt alt deres Bønder Gods og Ejendom, saa at det stod til Kongen om han vilde give dem det tilbage. Fra denne Tid kand man holde for at Jordegne Bonde Vilkor er blevne deterioreret i Jylland, og at Bønderne, som tilforne ejede deres Jorde frie og franke, maatte siden give en Kiendelse deraf til næstliggende Herre-Gaarde, og det til Straf for dette Oprør, og

Autoris Betænkning derover.

bestyrkes jeg i denne Meening af det som Arent Berntsen skriver derom, nemlig, at der for Skipper Clemments Fejde var ingen Forskiæl paa Adels Gods, og Jordegne Bønders Gods, uden at Jordegne Bønder gave Stud og Leding, det er, betalede Skat. Thi eftersom deres Vilkor er bleven slettere siden Skipper Clemments Fejde, synes det rimeligt, at Adelen har taget Lejlighed af deres Oprør, at bringe dem under et vist slags Herredom, saa at hver Jordegen Bonde, som tilforn var gandske frie, har maatt erkiende den næste Herremand for sit Herskab, og forbundet sig til en aarlig Kiendelse af sin Gaard, som den siden ikke har ejet pleno jure, og have de fleeste endnu deres Ejendom paa samme Maade, skiønt de selv ikke vide hvorfor. Dette kand holdes for en Epocha eller særdeles Tids Regning udi den Jydske Bonde Historie, og vil jeg til videre Oplysning her anføre eendeel af den da givne Revers, som lyder saaledes.

Vi Underskrevne, giøre vitterligt, og kiendes med dette vort aabne meenige

Bøndernes Revers.

Herreds-Brev, at, efterdi vi os med Liv og Gods forseet og forbrudt have mod den Stormægtigste og Højbaarne Første og Herre, Herr Christian med GUds Naade udvaldt Konge til Dannemark, rett Arving til Norge, Hertug udi Slesvig og Holsten, &c. udi saa Maade, at vi Skipper Clemment, Skipper Thomes, og deres Parti udi denne Tid hyldet have imod den Eed vi med Meenige Landets Indbyggere Hans Naades Kongl. Højmægtighed udi Horsens |309lovet og tilsvoret have; da efter slig Lejlighed og formedelst samme vor U-troeskab og Forseelse, og for at igienløse vort Liv, have vi opladet og afhændet fra os og vore Arvinger til Hans Kongl. Majestets og hans Naades Efterkommere Konger i Dannemark alt vort Bønder-Gods og Ejendom, og bekiende det samme at være forbrudt Gods, uden hvad hans Kongl. Højmægtighed os mildeligen benaade vil. Ydermeere forpligte vi os &c.

Vel findes at Jordegne Bønder igienkiøbte deres Gaarde for Penge, og derved

Betænkning derover.

igienbekomme deres Jordegne Friheder, men hvorvel Historien intet taler derom, saa er det dog troeligt, at de der ved tabte noget af deres Ejendoms Herlighed, thi den Forandring som er skeed med Jordegne Bønder-Gods i Jylland kand ikke henføres til anden Tid. Vel synes det vanskeligt at troe, at en Konge som nys var kommen til Regieringen udi et Rige, hvis halve Deel var endda i Fiendens Hænder, turde driste sig til at misfornøje et heelt Lands Almue. Men han insinuerede sig derimod desmeere hos Adelen ved samme Gierning, efter hvis Tilskyndelse det er troeligt, at han greb til denne Resolution, efterdi man seer, at den Herlighed som Bønderne tabte, blev lagd til Herre-Gaardene. Andre Fæste-Bønder bleve straffede paa Penge, og maatte enhver give Penge efter sin Lejlighed og Formue.

Af Jyllands saa hastige Reduction og Kongens Fremgang, merkede Grev

Congres mellem Kongen og Greven i Colding.

Christoffer at Dannemarks Erobring vilde blive ham vanskeligere end han havde bildet sig ind. Hvorudover han arbejdede paa et Forlig, og til den Ende personlig lod sig indfinde hos Kongen udi Kolding for at tale derom. Kongen bød da Greven en Sum Penge til, at han skulde staa fra sit Forsætt, og forlade Riget igien. Greven derimod paastoed at den fangne Konge skulde erlediges, og Rigerne deeles saaledes, at Kong Christian skulde beholde Jylland og Førstendommerne. Den fangne Konge derimod Norge, Siælland, Skaane, Fyen og Smaalandene. Men Kong Christian vilde ingenlunde tilstede det, hvorudover dette Mode løb frugtesløs af.

(310) Saa snart Grev Christopher kom tilbage til Siælland igien, lod han forskrive en

Herre-dag udi Kiøbenhavn.

Herre-Dag til Kiøbenhavn, hvor den største Deel af den Skaanske og Siællandske Adel mødte. Da de vare opkomne til Greven, forestillede han dem sin Penge-Mangel, og begiærede at de godvilligen vilde komme ham til Hielp med deres Fruers og Døttres Guldkiæder, Smykker, Klenodier og Sølv, hvor af han vilde slaae Penge for at fornøje Krigsfolket, og at stille dem tilfreds at de ikke selv skulde tage sig Rett til. Der til turde vel Adelen ikke sige nej, hvorudover de lovede ham en stor Sum Penge; Men hvad Fruentimrets Pretiosa angik, da bade de der udi at blive forskaanede, saasom de ingen Magt havde derover, og Qvindekiønnet derforuden blant alle Nationer, hvordan Tiderne end kunde være, beholdte deres Klenodier ubeskaarne. Dette Afslag foraarsagede Fortrydelse blant Borgerskabet og Almuen. Jürgen Mynter og

Almuen udi Sielland ophidses paa nye imod Adelen.

Ambrosius Bogbinder komme strax med det nye Raad, hvoraf alle vare deres Tilhængere, op paa Slottet, og der lode falde store Trudsler mod Adelen, som de kaldte Tyranner, og tilskreve dem alle de Ulykker som Riget var geraadet udi, eftersom de havde stødt Kong Christian 2. fra Thronen. Ja deres Bitterhed gik saa vit, at de begiærede at de maatte gribes og straffes, saa at Greven havde stor Møje ved saadant at hindre, og Borgemesterne ginge vrede og med Trudsler ned af Slottet. Dette jog saadan Skræk blant Raadet og Adelen, at de turde ikke gaae ned udi Staden igien af Frygt for Overfald. Greven forsikkrede dem vel om, at de i den Fald intet havde at befrygte sig, men de troede ikke paa hans Ord, efterdi de holdte for at han spillede under Dække med Almuen. Udi hvilken Tanke de bleve bestyrkede, da Bønder og Borgere allevegne røvede deres Herregaarde, hvormed Greven stedse saae igiennem Fingre. Af dette altsammen sees, at denne Feide var egentlig en Krig mellem Adel og Almue, og at Almuen over det heele Rige var den fangne Konge bevaagen.

Hidindtil havde Greve Christopher spillet Mester udi Dannemark, men nu

Grev Christophers Lykke tager af.

begyndte hans Soel at dale, og hans Parti dagligen at svækkes, hvortil var adskillige Aarsager. Riget havde nu faaet en Konge, hvilken ved sin Lykke og Hurtighed havde bragt (311) sine Vaaben i stor Reputation, og som var forsynet med gamle forfarne Tropper, foruden Indbyggerne i Jylland, hvilke, besynderligen Adelen, stode alle for ham som en Mand. Greven derimod havde vel heele Skaane med alle Danske Øer udi

Aarsag dertil.

Hænder, men havde giort sig saa forhadt hos den heele Adel, at, endskiøndt de af Frygt for Almuen, og det fremmede Krigsfolk lode sig bruge i hans Tieneste, maatte han dog ideligen have Øje paa dem, saasom han vel vidste at de intet gott Hierte bare til ham. Derforuden begyndte ogsaa Kong Gustav af Sverrig at bevæge sig i Faveur af den udvaldte Konge, hvilket foraarsagede, at den undertrykte Adel, sær i Skaane, tog Masken af, og bleve af hemmelige aabenbare Grevens Fiender, saa at man af slige Conjuncturer lett kunde fatte, hvad Udgang denne Krig vilde faae.

Dett var imod Enden af dette Aar at Kong Gustav af Sverrig rustede sig imod

Kierlig Forbindelse mellem Dannemark og Sverrig.

Grev Christoffer, for at tage Skaane tilbage paa den udvalte Konges Vegne. En rar og merkelig Ting udi den Nordiske Historie, at see en Svensk Konge udi Harnisk for at beskytte en Dansk Konges Throne. Saadan usædvanlig Foreening imellem toe stridende Riger foraarsagede de Lybskes hofmodige Opførsel, i det de lagde sig ud med alle Potentater, og lode sig saaledes forblinde, og ligesom fortrylle af deres tvende uroelige Borgemestere, at de ikke kunde see deres egen Interesse. Foruden denne Aarsag kand man tilskrive Rigernes saa kierlige Foreening Kongerne selv; thi, aldrig havde man paa en Tid seet meere dydige Konger paa de Nordiske Throner end Christianum 3. og Gustavum I.; thi, enhver af dem kand tiene til et Mynster i Dyder og fornuftigt Regimente for alle Potentater. Kongens af Sverrig Udrustning giorde Kong Christian faaer Undsætning fra Sverrig.i Begyndelsen den Skaanske Adels Vilkor end slettere end tilforn, saasom Greven troede at det var efter deres Tilskyndelse Sverrig bragtes i Harnisk. Hvorudover han ved Marcus Mejer og Greven af Hoja holdt Skaane under haard Discipline, og besværgede alle Stæder med haarde Besættninger; Ja Jørgen Mynter understod sig at legge Haand paa Torben Bilde, Electum udi Lund, og føre ham fængslet til Greven, hvilken satt ham under haard Forvaring udi Landskrone, og derved forbittrede ikke lidet Geistligheden imod sig.

(312) Bemeldte Greve da han fornam at de Svenske vare komne bevæbnede til de Skaanske Grændser, lod han forskrive den heele Skaanske Adel til Landskrone. Adelen forsamlede sig da 500 Hæste sterke under Anførsel af Axel Brade og Christoffer Hvitfeld, og vare i Begyndelsen Tvivlraadige om de skulde adlyde Grevens Ordre eller ej: Men, da de merkede at man havde ondt i Sinde med dem, og at Torben Bilde var fængsled, sloge de sig til de Svenske, og lovede at giøre et med Kong Gustav paa den udvalte Konges Vegne. Saaledes endtes dette Aar 1534, som af adskillige Hendelser nu var glad, nu bedrøvet for Riget, og derudi besynderligen lykkeligt at mod

Fridericus 2. fødes.

Julii Maanedts Begyndelse blev fød til Hadersleb for Christiano 3. en Søn kalden Friderik, som siden regierede udi Dannemark under det Navn af Friderik 2, og blev en af de nyttigste Konger dette Rige har haft.

Efterfølgende Aar 1535 er ikke mindre merkværdigt end dette forbigangne; Imod Begyndelsen af Aaret toge de Svenske sig for at belejre Halmstad, hvilken Stad de stormede 2de gange til, men begge gange bleve afslagne. (a) Men, da de lavede sig til den tredie Storm, skikkede Borgerskabet deres Borgemestere ud til dem, for at

De Svenske erobre Halmstad.

høre under hvis Navn de angrebe Staden, og udi hvad Meening de derfore vare komne, og, da dem blev sagt, at det var paa den udvalte Konges Vegne, svarede Borgemesteren, at han og Stadens Indbyggere vilde holde sig til den som Dannemarks Riges Raad havde udvalt, hvorpaa Halmstad blev overgiven, (b) paa de Conditioner at den skulde holdes den udvalte Konge tilhaande, hvilket sees af den Capitulation, som findes i den oft citerede Gustavi I. Historie. (c) Derefter begave 1535. sig de Svenske tillige med de Danske, som havde stødt til dem, videre ind udi Landet, og toge den Skaanske Adel allevegne udi Christiani (313)

(a) Ægid. Girs hist. Gust. I. pag. 147.

(b) Pontanus hist. Chr. 3. henfører Halmstads Belejring til 1535, hvorudi han uden Grund viger fra Hvitfeld, thi Capitulationen som findes udi Erik Jørgensens Historie er dateret 1534.

3. Eed. Grev Christoffer søgte af all Magt at hindre deres Fremgang, og til den Ende fik en anseelig Magt paa Beenene. Da blev der holdet et Feldslag ved Helsingborg, hvorudi de conjungerede Svenske og Danske erholdte en fuldkommen Sejer den 20 Dag efter Juul. Udi dette

Slag ved Helsingborg.

Slag blev den navnkundige Felt-Herre Marcus Mejer fangen tillige med Michael Blik og Peter von Geldern (a) som var Hertugens af Geldern naturlige Søn. Jørgen

Marcus Mejer fanges.

Mynter, som var med udi Slaget, tog Flugten, og salverede sig i en Baad. Grev Christophers Krigshær bestod vel af et færdigt og kiækt Folk, men de andre vare stærkere paa Rytterie, hvilket da Kong Gustavus, som var udi egen høje Person med udi Slaget, merkede, søgte han, som en gammel forfaren Felt-Herre, at føre sig den Fordeel til Nytte, og satt med sit eget og det Skaanske Rytterie saa sterk an paa det fiendtlige Fodfolk, at han med en Hast spreedede det ad, og banede sig Vej til Sejeren. Medens dette Slag stod ved Helsingborg, havde Rigets Marsk, Tyge Krabbe, Slottet inde paa Grev Christoffers Vegne, ikke des mindre, da Jørgen Mynter vilde begive sig did hen, lod han skyde af Slottet paa ham. Dette blev af Grevens Folk lagt ham til Last, saasom han paa samme Tid stod udi Grevens Eed paa den fangne Konges Vegne. Men Marsken undskyldte sig der med, at det var Lybske Tropper, som Jørgen Mynter førdte med sig, og at han alleene havde aflagt Troeskabs-Eed til Grev Christoffer, men ikke til dem. Men det havde været bedre, i Steden for at bruge saadan subtilitet, at have undskyldt sig paa en anden Maade, nemlig, at han af Greven havde været tvungen til at sigte imod sit eget Fædreneland, og derfor nu ved given Lejlighed søgte at følge den Skaanske Adels Exempel. Dog finder man, at Marsken var saa Scrupuleux udi denne Sag, at han siden lod forspørge sig hos Rigets Raad, om han derudi havde giort imod sin Pligt, og blev han da erklæret angerløs, og som den der intet havde giort imod en ærlig Patriots Pligt.

Efter denne Sejer var erholden imod de Lybske, blev Christoffer Hvitfeld skikket til Kolding for at tilbringe Kong Christian saadan (314)

(a) Hist. Gust. I. ibid. pag. 46.

god Tidende, og tillige med at begiere nogle Hielpe-Tropper, saasom man havde i Sinde at belejre Malmøe. Kongen accorderede dem strax saadant, og lod skikke dem et Regiment under Anførsel af Albert von Beltzik, hvorudover man kom i Stand at belejre baade Malmøe og Landskrone, hvilket ogsaa skeede, skiønt begge Stæder udholdte Belejringen længer end man havde troet, hvorom videre siden. Udi denne Tilstand kunde Grev Christoffer ikke være

Grev Christoffer udi slet Tilstand.

uden i stor Bekymring. Et stor Skaar var giort i hans Reputation, hans Krigs-Hær var slagen, den heele Skaanske Adel frafalden, og han saae sig imellem tvende Konger, hvoraf enhver udi Tapperhed og Krigs-Erfarenhed var hans Mester. Udi denne Beængstelse begav han sig til Siællandsfars Landsting, geleided af Kiøbenhavns Borgere, og did hen lod forskrive Adel og Almuen af Siælland, for at overlegge med dem, hvorledes Krigen kunde fortsættes, og at sætte Landet i Skatt. Almuen og Borgerne lode sig godvilligen indfinde, men Adelen ikke uden med Svøben over Hovedet, og i sær af Frygt for Kiøbenhavns Borgere, hvilke alle vare den fangne

Den Siællandske Almues Forbittrelse mod Adelen.

Konge bevaagne, og derfore vare anseede ligesom Grevens Lif-Garder. Den Forbittrelse, de bare til Adelen, gik indtil Brutalitet, hvorpaa de samme Tid gave en merkelig Prøve, thi, da Frue Anna Møenstrup besværgede sig for Greven over de Lybske Krigsfolk og Borgerne, og viisede hvor stor Urett de havde tilføjet hende og andre af

Fru Anna Møenstrup myrdes af Kiøbenhavns Borgere.

Adelen, bleve Kiøbenhavns Borgere der af saa ophidsede, at de ihielsloge hende paa Landstinget. En Barbarisk Gierning, helst imod et Fruentimmer og en Dame af den Dyd og Anseelse, der havde været Hofmesterinde hos de Danske Dronninger i 3 Kongers Tid. Deres Bitterhed stilledes ikke ved dette Mord, de agtede ogsaa ligeledes at opofre tvende hendes Jomfruer, hvilket ogsaa havde skeet, hvis ikke nogle af Grevens Folk havde bragt dem i Skiul paa Kirke-Taarnet. (a) For denne Gierning maatte siden nogle af Kiøbenhavns Borgere række Halsen. Jeg finder ellers ikke hvad videre der blev forrettet paa Lands-Tinget. (315)

(a) Autor seditionum Dan. Lib. I. Manuscr. fortæller en meget ublu og Barbarisk Medfart med denne Dames døde Legeme, som andre trykte Historier melde intet om.

Det er troeligt, at Greven trøstesløs er gaaen derfra igien, eller at Adelen af Frygt har lovet meere end den agtede at holde.

Den udvalte Konge havde i Begyndelsen af dette Aar skikket Ove Lunge og Ivar Juul til Kong Gustav, med Begiæring, at han mod Foraaret vilde skikke en Flode udi Øster-Søen for at afskiære Kiøbenhavn, Malmøe og Landskrone all Tilførsel, efterdi han havde i Sinde at belejre disse 3 Stæder. De samme havde ogsaa Ordre at begive sig til Norge for at formaae samme Riges Raad til at foreene sig med den Jydske og Skaanske Adel. De Norske forsamlede sig derfor ved Pindse-Tider til

Den Syndenfieldske Adel i Norge beqvemmer sig til at antage Christ. 3

.Opsloe, og der besluttede at hylde Kong Christian, hvilket den Syndenfieldske Adel, som der var forsamled, lod Erke-Bisp Olaf af Trundhiem viide. (a) Men, som de dette giorde uden Erke-Bispens Nærværelse og paa samme Tid, som han havde forskrevet en Herre-Dag til Trundhiem, bar Erke-Bispen derover Fortrydelse, saa at han siden afsondrede sig fra de andre.

Jeg har tilforn antegnet, at den bekiendte Marcus Mejer blev fangen udi Slaget

Tvistighed mellem de Danske og Svenske om hvis Fange Marcus Mejer skulde være.

ved Helsingborg. Efter samme Slag reisede sig Tvistighed mellem de Danske og Svenske, hvem den Fangne skulde tilhøre. De Svenske formeenede sig at have Rett der til, eftersom den største Deel af den foreenede Krigs-Hær bestoed af Svenske. De Danske derimod foregave, at han var deres Fange, efterdi han var indflygtet udi Klosteret i Helsingborg, og erklærede at han gav sig fangen til de Danske. Efter at længe der om var tvisted, foreenede man sig saaledes derom, at han skulde sættes i Forvaring udi Warbierg indtil videre. (b) Midlertid kunde begge Herrer handle om hvis Fange han skulde være. Dog betingede de Danske sig dette, at hvis han blev Svensk Fange Marcus Mejer føres til Warbierg.

skulde han forskaanes paa Livet, hvoraf sees, at de Svenske maa have været end meere ophidsed imod denne Mand. Da han kom til Warbierg, blev han holden heel skikkeligen under Truid Ulstands Varetægt, (316)

(a) Literæ Nobilit. Norv. de dato Asloæ die Jovis ante Fest. Pentecost. 1535. pag. 1440.

(b) Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 149.

hvilken lod ham undertiden ride paa Jagt med sig, og lod i all Ting see en Estime for ham i Henseende til hans Forstand og Erfarenhed udi Krigs-Sager. Men denne onde og listige Mand belønnede ham ilde for slige Velgierninger. Da han blev bragt til Warbierg, var Staden udi saadan Tilstand: Slottet, hvor Truid Ulstand commanderede, holdt Kongens Parti, og Byen Grevens, hvorudover der var Frygt og Usikkerhed paa begge Sider, og kand man derfore ikke begribe hvorfor man udvaldte saadant Sted til en Fange af den Vigtighed. Marcus Mejer, som udforskede Tilstanden, søgte strax at føre sig den til Nytte. Han raadede Truid Ulstand strax at slutte en Stillstand med Byen, hvilket ogsaa skeede. Men, medens Stilstanden varede, overlagde han med en Præst og nogle Tydske paa Slottet, hvorledes man skulde practisere nogle af Byens Soldater ind Den fangne Marcus Mejer forrasker Warbiergs Slott.

paa Slottet. Dette skeede ogsaa, og hen ved 80 Mænd komme paa Reeb-Stier ind paa Slottet. Ved deres Ankomst fandt Marcus Mejer sig i Stand at sætte sit Forsætt i Verk, og derfore uformodentligen anfalt Besættningen og ihielslog alle dem, som han kunde overkomme, saa at det var ikke uden med stor Møje, at Truid Ulstand reddede sin egen Person. Dette skeede den 9. Martii og bemægtigede denne farlige Mand sig saaledes Slottet med Truid Ulstands Frue og 6 Børn, (a) samt en anseelig Hob Guld og Sølv, som der laae forvaret, Slottet holdt han Grev Christoffer tilgode, hvilken strax lod det forsyne med Proviant og andre fornødne Ting. Truid Ulstand skrev der paa Greven til, og begiærede, at hans Frue og Børn maatte blive ham igien tilstillede, men Greven vilde saadant ikke tilstede, med mindre han kunde udvirke hos Kong Gustav at Wulf Gyler, som var rømt af samme Konges Tieneste, maatte faae sin Hustrue og Børn fra Stokholm. Hvilket Kong Gustav bevilgede, hvorpaa Herr Truid Ulstands Frue kom løs igien. (b) Foruden denne Fordeel erobrede ogsaa Greven paa samme Tid Kallundborg.

Men, uanseet alt dette, forværredes hans Sager dagligen, og (317)

(a) Chytr. Saxon. Lib. 14.

(b) Eric. Georg. Hist. Gust. I. part. 2. pag. 55.

levede han i Frygt at see lige saadan Revolution udi Siælland som udi Skaane. Denne Frygt drev Greven lader fængsle alle Danske Herremænd i Kiøbenhavn.

ham til den desperate Resolution, at lægge Haand paa alle de Herremænd, som vare i Kiøbenhavn, og bleve da fængslede Anders Bilde, Johan Urne, Christopher Gyldenstierne, Knud Hendriksen, Erik Christophersen, Knud Pedersen, Thomas Sture, med mange andre. Han gav ogsaa Ordre til at anholde alle dem, som man kunde treffe paa andre Stæder udi Siælland og i Smaalandene. Om han ogsaa lagde Haand paa Bisperne, derom taler Historien intet. Man seer dog, at de samme frygtede sig for lige Skiebne; thi Bisp Joachim Rønnov af Roskild tog udi denne Forfølgelse Flugten til Jylland, og der aflagde Troeskabs-Eed til Kong Christian. Mange af de forfuldte Herre-Mænd retirerede sig til Dragsholms Slott, hvorudover Greven lod Slottet belejre ved Johan von der Hoja; men de Belejrede giorde en saadan Modstand, at han med uforrettet Sag maatte gaa tilbage.

Af disse Conjuncturer kunde de Lybske merke hvad Udgang denne Krig vilde faae

De Lybske udvælge Hertug Albert af Meklenborg til General.

under Grev Christophers Anførsel, hvorfore de begyndte at see sig om en anden General, og til den Ende handlede med Hertug Albert af Meklenborg om at føre Krigen for dem udi Dannemark, hvortil samme Hertug Albert ikke længe lod sig bede af dem, saasom han af Naturen var genejet til Uroelighed. Til denne Forandring drev dem eendeel den Misfornøjelse de havde fattet over Grevens Conduite, eendeel ogsaa, efter som de vilde have en General af større Anseelse og Myndighed. Hertugen lod sig tillige med Jørgen Wullenvæber indfinde i Kiøbenhavn Mariæ Besøgelses Dag, og tog sin Residence paa Bispe-Gaarden, hvor nu Universitetet er. Han bragte ellers

Samme Hertugs Opførsel.

ikke fleere Folk med sig end et Compagnie Fodfolk og 40 Ryttere, men derimod en heel Hob Jagt-Hunde og Redskab som til Jagten var nødigt, ligesom han var kommen til Dannemark heller for at jage Harer og Hiorte, end for at agere General. (a) Og vidner Autor til Amiral Skrams Historie, at bemeldte Amiral, blant andre Priser som han giorde, fangede en Skude, som var laden med Mynder (318)

(a) Chytr. Saxon. Lib. 14. Rostochio cum Gyneceo Hafniam venit.

og Støvere, hvilke Hertug Albert havde forskrevet til sin Divertissement paa Amager. (a) Borgerne udi Kiøbenhavn glædede sig ved hans Ankomst ikke saa meget af Misfornøjelse over Greven, som af Begierlighed til Forandring. Greven derimod var ilde fornøjet

Jalousie mellem Grev Christopher og Hertug Albert.

der med, saasom han ingen Collega vilde have, langt mindre en Superieur; vel reed han ham i møde og ledsagede ham ind udi Kiøbenhavn, men han vilde ikke indlade ham paa Slottet, (b) hvorudover, da Wullenvæber drev paa at Krigsfolket skulde antages udi Hertug Alberts Eed, vilde Greven ikke entledige dem af den Eed, de tilforn havde svoret ham. Og da de Lybske lovede at give ham Roeskilde Biskops Stikt for der med at stille ham tilfreds, og bevæge ham til at overdrage Hertugen Commando, vilde han ej heller lade sig overtale. Denne Misforstand blev dog omsider hæved, skiøndt Historien ikke melder om paa hvad Maade. Man seer alleene, at de begge siden have ført Commando, og at begges Navn udi Placater ere anførte, saa at det er troeligt, at Greven siden har ladet sig nøje med den anden Grad udi Regimentet.

Saasom Grev Christopher da var udi Penge-Trang, og Landet begyndte at blive u-villigt til Skatter at contribuere, skikkede han sin Flode til Sundet for at presse Told af de fremmede Skibe. Og som paa samme Tid arriverede 70 Hollandske Skibe, lod han ikke alleene fodre Told af de samme, men end ogsaa udplyndre Skibene. Denne hans Forhold gav Rigets Marsk Tyge Krabbe strax Kong Christian tilkiende, og begierede at han, saa snart mueligt, vilde komme over til Siælland

Kongen sender en Krigsmagt til Fyen.

medens Misforstanden mellem Hertugen og Greven end varede, og for alting see til, at han kunde blive Søen mægtig. Kongen lod derfore samle alle de Fartøje han kunde overkomme udi Kolding, Flensborg og andre Stæder, og dermed om Natte Tider satt sin Krigshær i Land paa Fyen under Allesøe. Da Grevens Folk, som holdte Strand-Vagt, det merkede, lode de alle Borgere og Bønder forsamle til Middelfart og Odense for at hindre de Kongelige at komme videre ind udi Landet. Men Kong Christians Folk toge saa vel imod dem, (319)

(a) Hist. Petr. Skram. Manuscr.

(b) Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 152.

at de maatte begive sig paa Flugten, de Fremmede først og siden Bønderne, hvoraf de første begave sig ind udi Assens, og de sidste toge hver til sit Hiem, og blev Assens strax derpaa belejred af de Kongelige.

Denne Fremgang søgte de Lybske at forhindre, og derfor skikkede 10 Orlog Skibe

De Lybske stræbe at undsætte samme Land.

til Nyborg, med en Hob Krigsfolk, som strax sammesteds bleve satte i Land, og bleve de samme forøgede af andre Tropper, som Hertugen og Greven skikkede fra Siælland under Anførsel af Grev Johan von der Hoja, saa at man seer, at de anspændte alle deres Kræfter paa at conservere Fyen. Den heele fiendtlige Krigshær rykte derpaa imod Odense, hvilken Stad de udplyndrede og der blev nogen Tid liggende. Derefter blev raadslaget mellem Anførerne, som vare Grev Johan von der Hoja, og Grev Nicolaus von Tecklenborg, hvorledes de best kunde agere imod Kong Christian, og drive ham ud af Fyen igien. Omsider besluttede de imod Dagbrækningen u-formodentligen at angribe hans Lejer, og, paa det at saadant kunde skee med des støre Success, gave de Ordre til nogle af deres andre Folk, som laae udi Assens, at angribe Lejren paa den anden Side, saa snart de saae Krigs-Hæren ankomme. Men en Præst, ved Navn Hr. Hans i Svaning, fik Kundskab om dette Anslag, og gav de Kongelige det tilkiende, hvorudover de besluttede strax at sætte Ild paa Lejren og at rykke imod Fienden, som havde posteret sig ved Faaborg. Krigs-Folket, som laae i Assens, da de saae den Kongelige Lejer i Flamme, da, som de vidste ikke hvad det skulde betyde, turde de ikke gaae ud af Staden og efterleve deres Ordre, hvorudover de Kongelige undginge den Fare at blive omringede, og finge alleene at bestille med den Krigshær, som fornevnte tvende Grever anførdte, hvilken de bleve vaer en halv Miil fra Assens ved et Bierg kaldet Øxnebierg. Dette Bierg havde Fienderne indtaget, og der

Slag ved Øxnebierg.

forskandset sig med Vogne, hvilket da de Kongelige merkede, rykte de med deres Canoner under Bierget, og skiøde paa dem, og det med saadan Succes, at Grev Johan von der Hoja fandt sig tvungen til at gaae ud af sin Fordeel, og at vove et Feltslag. Den Kongelige Felt-Herre Johan Rantzov, da han merkede Fiendernes Forsæt, holdt han sit Folk (320) stille udi god Orden, og ikke bevægede sig, førend de vare komne ham nær paa et Steenkast, da rykte han dem imod, og lod tillige med nogle Ryttere angribe dem udi Flankene, hvilket skeede med saadan Eftertryk, saa at deres Orden blev adsplidt, og de begyndte at tage Flugten. Da skeede et stort Nederlag: En stor Hob blev omkommen, og mange fangne. Blandt de Fangne var Anføreren selv, Greven af Hoja, (a) hvillken af en Holsteener, som bar et gammelt Had til ham, blev

Erke-Bisp Trolle omkommes i samme Slag.

blesseret, og derfor maatte give sig, (b) men døde af samme Saar. Udi Slaget omkom den anden Anfører Greven af Teklenborg, tillige med en stor Hob anseelige Mænd, blandt hvilke den navnkundige Erke-Bisp af Upsal Gustav Trolle, og fik saaledes denne Nordiske Freds Forstørrer saadant Endeligt, som han ved sit u-roelige Levnet havde søgt efter. Han havde været Autor eller Instrument til alle de Ulykker og Uroeligheder, som de Nordiske Riger havde været plaget med meer end udi 30 Aar. Det eeneste som kand legges ham til Roes, var, at han stedse fuldte den landflygtige og fangne Kong Christians Skiæbne, dog kand man ikke sige om det var saa meget af Hans Characterer.

Kierlighed og Troeskab mod samme Konge, som af Nødvændighed, efterdi han havde giort sig forhadt udi alle 3 Riger. Udi Sverrig havde han ladet sig bruge som et Instrument til det Stokholmske Blodbad, og efter Kong Christians Landflygtighed havde han anvendt sin heele Tid paa Intriguer, og at stifte Uroeligheder baade udi Dannemark og Norge, saa at alle hans Idretter bestode udi hemmelige Correspondencer, som sigtede til Oprør. Hvorudover man kand holde ham for den stridbareste, uroeligste og farligste Prælat, som de Nordiske Riger nogen Tid have produceret. Han blev ført saaret af Slaget ved Øxnebierg til Gottorp og døde sammesteds.

Ved dette fatale Slag som skeede den 11 Junii tabte de fremmede Tropper all deres Reputation, og ginge deres Sager fra den Tid stedse Krebsgang. De Kongelige savnede der udi ikke over 40 Mænd, da derimod af de Lybske en stor Mængde blev slagen, og hen ved 1500 Landsknægte, hvor iblant 100 Herremænd fangne. (321)

(a) Pontan. Hist. Christ. 3. pag. 33.

(b) Jacob Uhlef. Hist. Dan. Manuscr.

Det heele Artillerie med 400 Rustvogne blev de Kongelige til Bytte. De tvende

Fiendens Forliis.

Anførere Greverne af Hoja og Teklenborg bleve bragte til Odense og begravne sammesteds udi St. Knuds Kloster, og den fremmede Besættning, som laae udi Assens, forlod Staden og begav sig til Skibs til Kiøbenhavn, saa at Kong Christian ved denne herlige Sejervinding spillede Mester i Fyen; thi de Fynske Stæder Assens, Svenborg, Odense og Nyborg, overgave sig strax, og blev Christopher Hvitfeld satt til Commendant over Nyborgs Slott. Her maa ikke forglemmes at sige til den store Felt-Herres Johan Rantzovs Berømmelse, at han i dette Slag lod see sin sædvanlig Forstand og Johan Rantzows Berømmelse.

Tapperhed, hvorved han stedse havde signaliseret sig saa vel under Friderico 1. som Christiano 3. Han var sandelig en af de største Generaler udi samme Seculo, og det kand siges om faa som om denne store Helt, at han conserverede en Konge paa Thronen, og banede Vej for en anden der til, hvorudover han ogsaa var udi saadan Reputation, at baade Keiseren og andre Potentater søgte efter at faae ham i deres Tieneste.

Da dette Nederlag ved Øxnebierg blev spurdt udi Siælland, lode Hertug Albert og Grev Christopher aabne Breve udgaae til Siællands Lands-Ting, hvorudi de opmuntrede Indbyggerne i Siælland at være ved got Mood, og ikke at lade sig nedslaae over den Skade, som var skeed udi Fyen. De havde endda saa meget Krigs-Folk tilbage, saa de der med kunde forsvare Siælland. De formanede dem til at holde flittig

Grev Christoffer opmuntrer Indbyggerne i Siælland.

Strand-Vagt for at hindre Hertugen af Holsten at fæste Fod paa Landet, og lode dem vide, at de inden kort Tid ventede anseelige Recruter, hvormed de kunde reise op de faldne Sager igien. Endeligen bade de dem, at de ikke vilde række Øren til Hertugens af Holsten Løfter, men blive bestandige udi det Forsætt, som de eengang havde taget at befrie den fangne Konge, og at sætte ham paa Thronen igien &c. (a) Men ingen lod sig af denne Skrivelse bevæge til at giøre Hertugen og Greven videre Undsættning; thi Adelen var misfornøjet tilforn, og Almuen havde efter det Fynske Slag tabt Modet, saa at alle (322)

(a) Lit. Albert. & Christoph. ad Convent. Siæland. dat. in Castro Hafn. die 19. Junii 1535. pag. 1447.

begyndte at vende deres Øjen til den udvaldte Konge, hvilken de hver Time ventede at see med sin sejerrige Krigs-Magt paa Siælland. Det var ogsaa højstbemeldte Konges Forsætt at begive sig did hen, og belejre Kiøbenhavn. Han opholdt sig alleene noget efter 14 Svenske Krigs-Skibe, som vare ham lovede,

Søeslag ved Bornholm.

hvormed han vilde conjungere sine egne Skibe. Samme Flode arriverede og strax derpaa tillige med en anden, som Preudsen skikkede til Undsættning. Begge disse Floder begegnede ved Bornholm 26 Lybske Skibe, med hvilke de geraadede i Trefning, men de bleve ved Natten og en paakommende Storm skildte ad. Udi dette Slag blev det Lybske Amiral Skib Michael (a) saaledes af Canoner igiennembored, at, hvis det ikke i Tide var kommen i Havn havde det gaaet til Grunde. Medens den Lybske Flode slæber det beskadigede Amiral-Skib til Sundet, faaer den Danske Amiral Peder Skram skriftlig Ordre af Kongen at seile med sin Flode til Fyen, eller Jylland.

Den Danske Amiral Skram erobrer 10 Lybske Krigs-Skibe.

Paa denne Vej var Amiralen saa lykkelig at han erobrede 10 Lybske (b) Orlog-Skibe, hvilke vare de samme, hvor paa de havde transportered deres Krigs-Folk til Fyen. Hvorpaa Amiralen løb ind udi Beltet, og indtog Tranekiær og Corsøer. Siden seilede han omkring smaa Landene, Lolland, Falster og Møen, brandskattede Almuen og tvang dem til at forsørge Floden med Levnets Middel, og efter saa vel forrettet Sag kom med Floden for Kiøbenhavn, hvilken Kongen havde satt sig for at beleire til Lands og Vands.

Højstbemeldte Konge, da han efter Slaget ved Øxnebierg havde ladet sig hylde

Den Kongelige Krigs-Magt transporteres til Siælland.

udi Odense, og betalt Krigsfolket deres Besoldning, lod han sin Krigs-Magt transportere over til Siælland. Han selv fuldte kort derefter, og slog sin Lejer ved Kiøge, hvor han blev, indtil han fik Kundskab om, at hans Flode var kommen for Kiøbenhavn. Da han der om var erkyndiget, brød han op med Lejren, og rykte lige mod Hoved-Staden, hvilken han St. Jacobi Aften lod berende, og slog sin Lejer ved Særsløv paa samme Sted, hvor Kong Friderik havde lejret sig tilforn. Saaledes (323)

(a) Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 153.

(b) Ægid. Girs Hist. Gust. I. siger 9. Orlogs-Skibe og 12. Kiøbmænds-Skibe.

begyndte

Kiøbenhavn belejres.

Kiøbenhavns Belejring, som formedelst dens Langvarighed og haardnakkede Modstand er en af de Navnkundigste udi samme Seculo. Staden var da bedre fortificered, og med alle fornødene Ting forsyned, end udi forrige Belejring. De Lybske havde der Kiernen af deres Magt, tillige med Anførerne Hertugen af Meklenborg, og Grev Christopher af Oldenborg, Borgerne stode alle som een Mand dem bi, eendeel af Kierlighed til den fangne Konge, eendeel af Desperation, saasom de formedelst deres violente Opførsel ingen Naade forventede sig af Sejer-Herren. Udi Staden var Stadens Tilstand for Belejringen.

indbragt en stor Hob Qvæg med andre Levnets Midler fra alle omliggende Landsbyer. Man havde ogsaa lagt et stort Skib kaldet Prydske Holken uden for Havnen, for at forsvare den samme, og vidner Hvitfeld at Vraget der af var endda at see i hans Tid. Udi saadan Tilstand var denne Hovedstad, da den blev belejred, hvorfore man kunde ikke vente andet end derved at faae en haard Nød at knække, helst saasom Besættningen og Borgerskabet blev ideligen opmuntret ved Løfter om Undsættning. Men jo større Vanskeligheden var, jo meere anspendte Kong Christian sine Kræfter paa dens Erobring. Saasom derfore paa den eene Side var desperation og paa den anden Side Nødvendighed til at vinde og at holde ud til det Yderste, saa kunde denne Beleiring ikke andet end foraarsage store Calamiteter og Ulykker.

Saa snart Staden var belejred, begyndte de Belejrede at giøre Udfald, hvorudi een ved Navn Sti Stissen besynderligen signaliserede sig; Men, da de merkede, at de havde meere Skade end Fordeel af slige Udfald, holdte de siden inde dermed, for at spare paa Folket. Medens Belejringen varede, deelede Kongen sin Krigshær ad, blev selv med den eene Deel liggende for Kiøbenhavn, og skikkede den anden Deel

Malmøes Belejring.

over til Skaane for at belejre Malmøe og Landskrone. Andre af hans Folk bleve beskikkede til at angribe Nyekiøbing i Falster, Aaleholm, Callundborg og Helsingøer, hvilke alle bleve belejrede paa eengang. Truid Ulstand, som Marcus Mejer, saaledes som sagt er, havde besnæret i Varbierg, begierede 2 Compagnier Fodfolk, og nogle Ryttere af de Folk, som havde belagt Malmøe, hvormed han agtede at hevne sig over Mar|324cus (324) Mejer igien; Efterat han havde faaet saadan Hielp, rykte han mod Warbierg og angreeb den med saadan Force, at Marcus Mejer seende sig ingen lang Modstand at kunde giøre, lovede at overgive Slottet, hvis han maatte forskaanes paa

Marcus Mejer fanges anden gang.

Livet. Dette blev ham lovet, hvorpaa strax Slottet blev overgivet, og søgte Anføreren af all Magt at mage det saa, at Capitulationen blev ham holden. Han blev saaledes ført fri og løs igiennem Halland og Skaane til Siælland, men, da han var kommen til Hvidør, og det samme rygtedes i den Danske Lejer, begav Melchior Rantzov sig med nogle andre did hen. Der talede han ham haart til formedelst hans Forhold mod Riget, besynderligen for den sidste Gierning udi Warbierg, hvor han med List havde overrumplet Slottet, endskiønt Truid Ulstand handlede saa vel imod ham, og tracterede ham heller som en Giæst end som en Fange. Efter saadan Tiltale, tilspurdte Rantzow de nærværende Officiers, om Marcus Mejer var den Mand, som man burde benaade paa Livet, efterdi han ikke havde holdet Troe og Love mod Hr. Truid, da svarede alle eenstemmigen, at, efterdi Marcus Mejer havde ikke handlet som en ærlig Krigsmand, burde der ingen Naade være for ham: Derpaa blev han sluttet udi Jern, og sadd udi saadan Tilstand nogle Dage. Endeligen blev han Torqueres

piinligen forhørt, og underskrev han da med egen Haand en vidtløftig Bekiendelse, som indeholder alle hans egne og de Lybskes Anslag imod Riget. Hvorpaa hans gamle Fiende Truid Ulstand fik Ordre at tage ham til sig, og lade ham rette, hvilket ogsaa skeede; thi han blev bragt til Helsingøer og der tillige med hans Broder Gerhard

Henrettes.

Mejer lagt paa 4re Stegle. Saadant Endeligt fik denne navnkundige Mand, der fra ringe og fattig Herkomst var stegen op til de største Æres Charger, og bleven Borgemester udi Lybek, hvilken Stad han havde regiæret med en u-omskrænket Myndighed, og saaledes ved List og Persvasioner forblindet den, at den imod sin egen Interesse og over sine Kræfter indviklede sig udi Krig mod adskillige Potentater paa eengang, saa at man ikke kand andet sige, end at hans Død var en Straf, som han havde fortient formedelst det meget Blods Udgydelse han havde foraarsaget, endskiøndt jeg understaar mig ikke at legitimere de (325) Danskes Procedure mod ham; thi at han betienede sig af Truid Ulstands Lettroendhed for at forraske Warbiergs Slott, er

Upartisk Betænkning over denne Execution.

noget som gemeenligen legges Fanger til Berømmelse; thi, endskiøndt han var en fangen Mand, var han endda en Lybsk Anfører og ingen Troeskabs Eed havde aflagt til Kong Christian, hvorudover den gode Truid Ulstand var meere at laste, der lod saadan en farlig og entreprenant Mand gaae løs, end Marcus Mejer der betienede sig deraf, sit Fæderneland til Fordeel, og, endskiøndt man vilde tilstaae, at denne Gierning fortienede Døden, saa havde han dog ved Slottets sidste Overgivelse udtrykkeligen betinget sig Livet, og ved saadan Capitulation bevæbnet sig mod de forrige Beskyldninger. Dette finder jeg intet at være omtalt udi hans Process, hvorudaf man seer, at man ikke har dristet sig til at agere methodicè mod ham. Det meeste, som lægges ham til Beskyldning, var, at han havde handlet med Kongen af Engeland, Henrik 8, at de Lybske skulde overdrage samme Konge Dannemark, med de Vilkor, at han skulde erstatte dem de Bekostninger, de havde giort paa denne Krig, og saaledes strax bekomme Kiøbenhavn, Malmøe og Warbierg. Kongen af Engeland havde ogsaa skikket Gesantere til Marcus Mejer for at handle derom, item andre til Embden for at negotiere med de Lybske. (a) Men de komme for silde, efterat Mejer allereede var rettet. Dette Anslag maa Marcus Mejer blant andre Ting have aabenbaret i den Bekiendelse han giorde udi det piinlige Forhør, og sees heraf hvor daarlige Anslag Regieringen i Lybek paa samme Tid har haft, og at, om Marcus Mejer havde fortient at lægges paa Stejle, havde ingen større Ræt til saadan Execution end Lybek selv, som han saa yderligen forleedede.

Udi Leiren for Kiøbenhavn lod Kong Christian et Skrift in Iunio udgaae for at

Kong Christians Skrift mod Lybek.

igiendrive de Argumenter Lybekerne udi et Manifest havde publiceret for at besmykke denne Krig mod Dannemark. Derudi viises, at deres Beskyldninger saavel mod Kong (326)

(a) De Svenske Historier sige at Tractaten var alt sluttet, og at de Lybske havde allereede bekommet 20000 Rdlr. paa Haanden med Forsikring om de Øvrige, naar Landet blev overleveret; Men vore Historier tale intet derom.

Friderik, som mod det Danske Raad efter hans Død ere ilde grundede, og at intet har drevet de Lybske til denne Krig uden deres egen Ambition og Giærrighed, efterdi de vilde handle paa Øster-Søen alleene, og derfra udelukke andre Nationer, sær Hollænderne, udi hvilken u-billige Begiæring Riget ikke havde kunnet føje dem.

Paa samme Tid tog Kong Christian en særdeeles Resolution, nemlig i egen høje

Kongens Reise til Sverrig.

Person at rejse til Sverrig for at besøge Kong Gustav. Ingen af Rigets Raad vidste noget deraf, førend han allereede var rejsefærdig. Men, da saadant blev kundbart, formanede Raadet ham højligen at indeholde saadan Rejse, hvorved han kunde sætte baade sig selv og Riget i Fare; thi, endskiøndt der paa de Tider var god Forstaaelse mellem ham og Kongen af Sverrig, saa havde dog Erfarenhed lærdt, at det er bedre, at Potentater foredrage deres Anliggende ved Gesantere, end ved at begive sig selv udi en andens Rige. Men Kongen for at lade see, hvor stor Tillid han havde til Gustavum, vilde denne gang ikke adlyde deres Raad, hvorudover Rejsen gik for sig. Hans

Samme Reises Henseende.

Ærende udi Sverrig var først at takke Gustavo for den Hielp han havde giort ham i denne Krig. Dernest at lade ham viide Kejserens Anslag at hielpe den fangne Konges Svigersøn Pfaltz-Grev Friderik til alle 3 Nordiske Riger, (a) og ved saadan Promotion at giøre sig Mester over Nord og Øster-Søen, hvorom han havde faaet Kundskab fra gode Venner i Tydskland. Han blev meget kierligen imodtagen, og bleve da adskillige Ting mellem begge Konger besluttede til fælles Forsvar, saaledes, at, i Steden for efter sidste Forbund den eene skulde komme den anden til Hielp med 800 Mænd, skulde de nu giøre det med deres heele Magt, om Fornødenhed det udfodrede, og skulde begge Rigers Raad med det første komme sammen for at overlegge med hinanden, hvad som kunde være dem samtlige nyttigt. Ydermeere blev af Kong Christian bevilget til Kong Gustav alt hans Arve-Gods igien udi Halland, som siden Christiani 2. Tid var lagt under Kronen; Item, at Svenske Undersaattere skulde igien

Foreening mellem begge Konger.

bekomme det Gods i Dannemark, som de vare berettigede til. Kong Gustav lovede samme Tid at laane (327)

(a) Ægid. Girs Hist. Gust: I. pag. 155.

Kong Christian en stor Sum Penge, og betingede sig derfor til Pant Warbierg udi Halland, og Vigen i Norge, hvilket sidste var selsomt, efterdi han endda ikke var antagen til Konge i samme Rige. Der siges, at Kong Gustav da gav Kong Christian det Raad, at han efter sit Exempel skulde klippe Vingerne paa Bisperne, hvilket ogsaa skeede. Nogle sige, at Kong Gustav da betienede sig af denne herlige Lejlighed og begiærede noget af sin Giæst, som den sidste vegrede sig for at accordere ham, og at han derfore af Frygt at ham noget Ont skulde vederfares, skyndede sig at reise fra Stokholm. Ja der siges, at den Svenske Dronning Catharina sagde til ham om Morgenen førend han tog Afskeed med hende: Broder du maa

En uformodentlig Mistanke reiser sig.

takke Gud at du har haft en god Stierne paa Himmelen, thi det er ikke længe siden at man havde noget andet i Sinde mod dig. Dette nægte eendeel Svenske Skribentere ikke, men lægge endogsaa dette der til, at Dronning Catharina derover maatte høre ilde hos Kong Gustav, og blev saa haardt tractered, at hun døde kort derefter. (a) Blant de faa Skribentere som ville giøre dette aldeeles til en Digt, er Erik Jørensen udi Gustavi I. Historie. Den samme (b) censurerer Hvitfeld

Historier som derom fortælles examineres

formedelst denne Historie, og søger at giøre den til intet; thi, siger han, hvis Kong Gustav havde haft noget Ont i Sinde, havde han ikke saa venligen imodtaget Kong Christian, ej heller accommoderet og plejet ham saa vel, og ledsaget ham indtil Grændserne; ej heller havde der blevet sluttet og svoret saadant Venskab imellem dem. Ja Kong Christian havde ingenlunde bekommet den Assistence af Penge, som han siden fik. Men disse og deslige Argumenter ere ikke stærke nok til at til intet giøre en Historie som af saa mange baade Danske, Tydske og Svenske Skribentere er anført, thi Erfarenhed viiser, at, naar en stor Herre vil forraske en anden, stiller han sig allervenligst an; til med nægter ikke Hvitfeld at jo Kong Gustav tog venligen imod sin Svoger, og at der i Begyndelsen var stor Fortroelighed imellem (328)

(a) Puf. Hist. Svec.

(b) Eric. Georg. Hist. Gust. I. Part. 2. pag. 67. Item Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 156.

dem. Men siger alleene, at der siden ved Leilighed reisede sig nogen Misforstand. At Kong Gustav siden præsterede den lovede Penge Forstrækning kand ej heller tiene til noget Beviis. Thi, hvis han det ej havde giort, havde han aabenbare verificered det Rykte som da gik. Til med bleve disse Penge ikke laante uden tilstrækkelig Forsikkring og Underpant af Aggerhuus og Bahuus, og viiser Historien, at Potentater til ingen heller laane Penge end til deres Uvenner, naar man vil sætte dem Grændse-Fæstninger til Pant. Dog understaar jeg mig ikke herudi at beskylde Kong Gustav, men vil gierne lade den Historie passere for uviss. Vist nok er det, at disse tvende Konger vare aldrig saa gode Venner siden den Tid som tilforn. Og bør derfor dette tiene til Exempel for alle Potentater, besynderligen dem, som ere hin andens Naboer, at de heller selv blive hiemme, og lade deres Ærender forrette ved Gesantere; thi her var en Sammenkomst af de 2 dydigste Potentater i Europa paa de Tider, og dog havde saadant Udfald. Det er dog ikke troeligt, at en saa Christelig og brav Herre, som Gustavus, har haft

Autoris Meening derom.

i Sinde at forgribe sig paa Kong Christians Person, som nogle meene; det er rimeligt, at han efter de Svenske Historiers Sigelse har villet betinge sig nogen Fordeel, og at han ved dets Veigring er bleven fortrydelig, og at maa skee nogle have raadet ham at kiøre medens han havde Svøben, hvilket kand være kommen Kong Christian for Ørene, saa at han der over har ilet med Hiemreisen.

Midlertid bleve Belejringerne for Kiøbenhavn og Malmøe fortsatte med all Iver, og søgte man at indsperre dem saaledes baade til Lands og Vands, at ingen Tilførsel

De Lybske søge at undsætte Kiøbenhavn.

kunde skee. Lybekerne, saasom de merkede, at, hvis de belejrede Stæder ingen Undsættning finge, vilde de ufeilbarligen falde udi Kongens Hænder, hvorudover de udrustede 15 Skibe, som skulde forsyne Kiøbenhavn med Folk og Levnets Midler. De store Skibe bleve liggende under Dragøe, medens de smaa søgte at bringe Undsættningen ind udi Staden. Den Danske Amiral Peder Skram, (a) havde da den Ulykke, da han saadant vilde forhindre, at han blev skudt igiennem (329)

(a) Vita Pet. Skram Manuscr.

Beenet med en Musquet, og da Johan Preen, som tog commando an i hans Sted, vilde den anden Dag forsøge det samme, geraadede hans Skib paa Grund. Dette gav Lejlighed til de Lybske Skibe at snige sig ind med Undsætningene, (a) og at sætte Kiøbenhavn i

Forsyner Staden med fornødne Ting.

Stand at holde Belejringen end længe ud. Kong Christian, som selv var nærværende og saae denne Uheld, beklagede sig derover, og sagde, at, hvis Peder Skram havde været selv tilstæde, denne Ulykke skulde ikke være vederfaren. Michael Brockenhuus blev derfore beskikket til interims Amiral, indtil Peder Skram blev igien restitueret; Saa at det synes, at Johan Preen derover maa være kommen i U-naade, skiøndt han stedse havde været agted for en troe og duelig Mand.

Nyeligen førend dette skeede, overgav Landskrone sig, som var belejret af Holger Ulstand og Mogens Gyldenstierne. Dens Erobring skeede St. Dionysii Dag: Og

Landskrone og Krogen falde i Kong Christians Hænder.

var det en angenem Tidende for Kongen, eftersom den havde en beqvem Havn hvor Floden kunde ligge i Sikkerhed. De største Stykker, som vare paa Floden, bleve siden førdte til Helsingborg, og betienede Johan Rantzov sig af dem for at beskyde Krogens Slott, som nu kaldes Kronborg, indtil det maatte overgive sig. Paa Slottet commanderede paa Grevens Vegne en ved Navn Henrik Branhoff, hvilken efter nogen Modstand maatte overgive det til Amiralen Peder Skram, der af Floden beskiød Fæstningen. Til en Erindring derom, blev Havnen, hvor Amiralen laae, længe derefter kalden Skrams Havn, hvilket Autor til Skrams Historie vidner at have hørt af Friderici 2. egen Mund, da han var i Tienneste hos Dronning Sophia. (b) Saa at intet nu stod tilbage uden Kiøbenhavn og Malmøe, og dermed endtes det Aar 1535.

Nu træder jeg til det lykkelige og for Kongen glorieuse Aar, udi hvilket Fred blev 1536.giort med Lybek, og det heele Rige bragt til (330)

(a) Her haver Pontanus ilde ud-copieret Hvitfeld, og satt at Peder Skram kunde ikke hindre Tilførselen, men tillægger den Ære Johan Preen, som han af Vildfarelse kalder Johan Been.

(b) Vit: & res gest: Pet: Skram Manuscr: hos Hvitf. heder han Brandthun.

Lydighed igien, saa at Malmøe og

Forbereedelse til efterfølgende Aars Historie.

omsider Kiøbenhavn efter en haardnakked Belejring, og store udstandne Elendigheder maatte have Tilflugt til Kongens Naade og overgive sig; Og det heele Rige, efterat det længe havde været traad under Fødder af Fremmede, og ligesom synderreved af Factioner, blev omsider bragt udi Roelighed igien, og foreenet under et Hovet. Sygdommen var sandeligen saa stor, at den ikke kunde hæves, uden ved den allerhaardeste Cuur, og det Kiøbenhavnske Borgerskabs Raserie kunde ikke læges, uden efter adskillige udstandne Ulykker, som Hunger, Sygdom, Mord, og Død. Da begyndte den rasende Almue omsider at komme til sig igien, og at see hvor forblindet den havde været i at handle imod sin egen Interesse og Rigets Velfærd, ved at forfølge og myrde sine egne Landsmænd og Rigets Adel i Faveur af Fremmede. Ja de begyndte da at merke, at de ingen større Fiender havde haft end deres egen Stads Øvrighed, og at de tvende Borgemestere Ambrosius Bogbinder og Jørgen Mynter, hvilke de havde anseet som deres Religions og Friheds Beskyttere, vare intet mindre end Patrioter. Men at, ligesom de af Geburt vare Udlændige og Fremmede, saa havde de ogsaa fremmede Hierter. Saa at den Opførsel de brugte, og de Tragœdier, som de spillede, kand tiene til en Erindring, hvor farligt det er at betiene sig af fremmed Øvrighed og Embeds Mænd.

Udi Begyndelsen af dette Aar 1536 blev Kongen og Riget igien truet med en nye Storm, som syntes end farligere end de forrige: Thi Kejseren, saasom han merkede, at der var intet Haab for den fangne Konge at komme paa Thronen igien, skikkede tvende Gesantere, nemlig Johan, Græven af Montfort, og Wilhelm, Herre af Renneberg, samt Gotskalk Erik til Churførsten af Sachsen og Land-Greven af Hessen

Kejseren søger at opvække Riget Fiender.

for at give dem tilkiende, at han havde besluttet at hielpe Pfaltz-Greve Friderik til Dannemarks Rige, hvorpaa samme Pfaltz-Greve havde retmessige Prætensioner, eftersom han havde til Ægte Christiani 2. Dotter. De sagde ogsaa, at Hertug Christian af Holsten imod all Rett og Billighed havde trengt sig ind udi Riget, og var Aarsag til den Krig som var begyndt med Hansestæderne. De formeenede, at, om han (331) kunde viise nogen Rett til Riget, da burde han lade hans Sag komme til Forhør, og lade u-villige Dommere kiende derudi. De bade derfor paa Kejserens Vegne, at Churførsten og Land-Greven ingen Hielp vilde giøre Hertug Christian, og at, hvis de allereede havde skikket ham Undsætning, de da vilde kalde den tilbage. Men de svarede dertil, at Hans Kejserlig Majestet var ikke vel informeret om Sagen, og at, eftersom Dannemark var et Vall-Rige, kunde Pfaltz-Greven ingen Rett tilegne sig, uden saavidt hans Gemahlinde Princessens Dorotheæ Medgift angik, hvilken de haabede den udvaldte Konge skulde betale hende, og vilde de selv være hende behielpelige dertil. De gave derforuden tilkiende, at den udvalte Konge ingen

Men forgiæves.

Lejlighed havde givet til Krigen, men Lybekerne, hvilke først havde giort Indfald i Holsten og siden udi Riget, og det efter tvende oprørske Borgemesteres Tilskyndelse. Derpaa forestillede de, hvorledes Christianus 2. havde mistet sin Rett til Kronen, og hvorledes den af Stænderne var given til hans Farbroder Kong Friderik den 1ste. Endeligen forsikrede de, at den udvaldte Konge stedse skulde være en Ven af det Kejserlige Huus, og at Riget allereede havde givet Prøver derpaa, ved at tillade Hollænderne fri Fart igiennem Sundet, hvilken Tilladelse alleene havde bevæbnet de Lybske eller Hansestæderne imod Dannemark. Men dette kunde dog ikke bevæge Kejseren til at staae fra sit Forsætt, hvilket skal sees af efterfølgende Historie, saa at Pfaltz-Grev Friderik blev en nye Acteur i denne Tragœdie, hvorvel den Rulle, han spillede, syntes farligere end den virkeligen blev, thi den bestod meestendeels udi Præparatorier og Trudsler.

Medens Kiøbenhavns Beleyring varede, bleve adskillige Skandskrifter og Viiser

Skandskrift mod Adelen i Dannemark.

af Borgere udi Kiøbstæderne giorte mod den Danske Adel, hvorudi de afmalede dem som troeløse Mænd, saavel imod den fangne Konge, som imod Greve Christopher, hvilken de havde aflagt Troeskabs Eed paa Christiani 2. Vegne. Dette lod Adelen besvare ved et vitløftigt Forsvars Skrift paa Tydsk, hvis Oversættelse findes hos Canceler Hvitfeld. Derudi viise de hvor ilde de ere blevne medhandlede af Grevens Folk mod de Forsikringer, som vare dem givne, og at saadan Forfølgelse havde autoriseret (332) dem til at opsige den Troeskab som de med Svøben over Hovedet og med Tvang havde aflagt. (a) Hvoraf man seer, at denne Krig var egentlig mellem Adelen og Almuen, Svar derpaa.

og at Forbittrelsen hos de sidste var saa stor, at, da de merkede, at Sværdet ikke meere vilde hielpe, greebe de til Pennen, og søgte derved at sverte deres Modstandere. Det var ellers at ønske, at Hvitfeld havde anført saavel Almuens Beskyldninger, som Adelens Forsvar, paa det at Læseren des bedre havde kundet dømme i Sagen; Men det er troeligt, at Beskyldningerne have været saa plumpe, at han ikke har villet dem indføre.

Hidindtil havde Grev Christopher ageret udi den fangne Konges Navn, og var

Grev Christopher gaaer frugtsommelig med Konge-Tanker

saadant alleene hvorved han kunde besmykke denne u-retfærdige Krig og faae Tilhang af Borgere og Bønder, hvilke, saasom Kong Christian 2. havde været dem stedse bevaagen, lætt kunde bringes i Harnisk ved at forestille dem, at Højstbemeldte Konge var stødt fra Thronen, og styrtet udi et haanligt Fængsel alleene, efterdi han havde beskyttet dem mod Adelen, og saasom han ved deslige Motiver havde bragt den heele Almue i Gevær, saa havde han stedse fundet nødigt, at holde dem i samme Tanker, sær da ham blev adjungeret en Collega udi Regiment, nemlig: Hertug Albert af Meklenborg: Men, da han omsider merkede, at Rigets Bønder og Borgere vare forsvage til at imodstaae Kongen og hans Allierede med den heele Adel, og han tilligemed saae sin Rival, Hertugen af Meklenborg, ikke at være en Mand af den Vigtighed, som han havde indbildet sig, tog han omsider Masken af, og gav tilkiende, at den Danske Krone kunde passe sig saavel til hans Hovet, som til en andens. Thi midt udi Kiøbenhavns Belejring afhændigede han en troe Mand til Nederlandene, som der skulde spørge sig for, om Kejseren vilde forsmaae hans ringe Svogerskab, og accordere ham Christiani 2. anden Dotter Christina, som da var den Maylandske Hertugs Francisci Sforzæ Enke, iligemaade at begiære, at Kejseren vilde komme ham til Hielp, og ophæve Kiøbenhavns Belejring, for hvilken Tienneste han lovede ikke alleene at tillade Hollænderne frie Fart (333)

(a) Apolog: Nobil: Dan: dat: in Castris apud Hafn: die Martis post fest. visitat: 1536. pag. 1460. seqv.

igiennem Sundet, men endogsaa ville være de Kejserlige Undersaattere stedse til Tienneste, hvorved han opofrede de Lybskes Interesse, skiøndt han stod udi deres Tieneste, og førte Krigen med deres Folk og Penge. Men Maria,

Hans Anslag mislinger.

Regentinden udi Nederlandene, lod ham svare, at den Krigsmagt, som man tillavede, var beskikket til Pfaltz Grev Friderik, og det efter Keiserens Villie og Befalning.

Af dette Svar og de Anstalter, som bleve giordte i Faveur af bemeldte Pfaltz-Greve, merkede man, at Grev Christopher ingen Potentat vilde blive denne Gang, og at det Rige som han havde i Imagination, vilde forvandles til et Kloster i Oldenborg igien, hvorudover Borgerne udi Malmøe affærdigede ydmyge Skrivelser til Pfaltz-Greven, begierende at han vilde komme dem til Hielp og forløse sin fangne Sviger-Fader. Ja det er troeligt, at, endskiøndt samme Pfaltz-Greve var Catholsk, de dog gierne havde antaget ham til Konge, saasom det var dem alleene anliggende at faae en Herre som Adelen ikke skiøttede om. Deres Skrivelse opmuntrede Pfaltz-Greven med des større Iver at drive paa sine Sager, og at bringe en Flode til Veje, hvorudi Regentinden var ham behielpelig. Men, saasom adskillige fornemme Herrer udi Nederlandene vare imod dette Tog, magede de saa, at det længe blev forhaled, og Pfaltz-Greven kunde saa hastigen ikke bringe Floden til Veje, thi nu fattedes Skibe og Folk, nu Proviant og Penge.

Da den udvaldte Konge fik Kundskab om disse Anslag, at Pfaltz-Greven allereede

Kong Christians Anstalter mod Pfaltz-grev Frideriks Præparatorier.

havde faaet en anseelig Magt paa Beenene, item at Regentinden havde ved Skrivelse forsikkret Kiøbenhavns Indbyggere om hastig Undsættning, arbeidede han paa hvorledes han kunde afvænde denne overhængende Fare. Til den Ende begav han sig selv til Holsten og der beskikkede Meynard von Ham med 10 Compagnier Ryttere at falde ind udi Kejserens Lande, for der ved at giøre Diversion. De samme bemægtigede sig strax en Stad kaldet Dam udi Ost-Friesland nær ved Grøningen, hvilken de lode befæstige og der af ofte giorde Udfald i Landet. De Grøninger, findende sig derover besværgede, begiærede Hielp af Keiseren. Regentinden af Nederlandene accorderede dem strax saadant, og skikkede nogle Tropper did hen under Anførsel af Georg (334) Schenk Fri-Herre af Taütenberg, hvilket, da Kong Christian merkede, forøgede han Meynard von Hams Tropper med 3000 friske Mænd. Herudover blev Krigens Sæde

Giør Kejseren Diversion i Tydskland.

udi Ost-Friesland, og Pfaltz-Grev Friderik i Steden for at undsætte Kiøbenhavn, og at bemægtige sig Dannemark, maatte amusere sig med at belejre Dam, som de Kongelige havde indtaget. Vel var Schenk i Begyndelsen saa lykkelig, at han slog de 3000 Mænd Kongelige Tropper ved Vester-Vold. Men det vilde ikke lykkes med Belejringen for Dam, endskiønt Pfaltz-Greven selv var nærværende, og samme Belejring varede saa længe, at, da Staden endelig blev erobred, fik man strax Tidender fra Dannemark om Kiøbenhavns og Malmøes Overgivelse. Saaledes giorde Kong Christian ved denne fornuftige Diversion Fiendens Anslag til intet, og Pfaltz-Greven maatte opsætte sit Tog til belejligere Tid.

Efter at Kongen havde giort disse Anstalter mod Pfaltz-Greven, som lykkedes ham saa vel, kom han tilbage i Lejren for Kiøbenhavn igien. Udi Staden levede da alle Mænd udi Forhaabning om hastig Undsættning fra Nederlandene, saa at, naar de saae fremmede Skibe passere, indbildte de sig strax, at det var den Flode, som skulde transportere den Pfaltz-Greviske Krigs-Magt. Hvorudover Kongen, for at betage dem det Haab, lod lægge nogle af sine Orlog-Skibe udi Sundet, hvilke arresterede alle de fremmede Kiøbmands-Skibe, som komme, indtil deres Tall beløb sig til 200. Med dem handlede Kongen, at de skulde lade ligesom de vare Fiender, og holde en

Krigspuds ved Kiøbenhavns Belejring.

Spilfægtning med hans Flode, hvilket ogsaa skeede, og Kiøbenhavns Borgere løbe Mand af Huus op paa Voldene for at ansee Slaget, men, da de omsider merkede, at man skiød i Luften saa vel af den eene som af den anden Side paa Skibene, bleve de skamfulde og mistrøstige, og lukte Portene til igien, som de nyeligen af Glæde og Tillid havde aabnet. Ved dette Krigs-Puds havde Kongen et dobbelt Sigte, først at betage de Belejrede alt Haab om Forløsning, dernest at lokke nogle af deres Krigs-Skibe ud, som han havde alt giort Anstalt til at besnære.

(335) Saaledes bragtes de belejrede Stæder meer og meer i Knibe, og alt Haab blev dem betaget om Forløsning, saa at, hvor stor Haardnakkenhed og Desperation der end var, saa kunde dog Kongen være forsikkret om at see dem tillige med det heele Rige i en Hast reducerede, og, paa det at Krigen ved Kiøbenhavns og Malmøes Overgivelse gandske kunde faae Ende, og der intet skulde staae tilbage, lod Kongen paa samme Tid ogsaa belejre Kallundborg tillige med Krogen, som man fra forrige Aar havde holdet indsluttet. Krogen blev Henrik Branhoff tvungen at overgive Tiisdagen efter Hellig 3 Konger udi dette Aar. Kallundborg faldt ogsaa i Kongens Hænder, saa at intet stod tilbage uden Kiøbenhavn og Malmøe, og det Nordenfieldske udi Norge, hvor Conjuncturerne vare meget slemme, formedelst de Bevægelser,

Erke-Bisp Oluf stifter Oprør i Norge.

Erke-Bisp Oluf af Trundhiem giorde sammesteds. Dette var af saadan Beskaffenhed: Bemeldte Erke-Bisp, saasom han var en højmodig Mand, saa havde han anseet det som en Tort, at de Syndenfieldske havde skridet til den udvaldte Konges Hyldning, uden at opbie den Herredag, hvilken han havde ladet beramme. Kongen søgte at stille ham tilfreds, og lod skikke til ham Herr Vincentz Lunge Høvedsmand paa Bergenhuus, og andre, som skulde formane ham at conformere sig med de Syndenfieldske, paa det at Foreeningen mellem Rigerne kunde staae fast. Men denne hidsige Prælat, foruden den Begiærlighed han havde til Hævn, var bleven bestyrked udi Kaaldsindighed mod den udvalte Konge af et Gesantskab, som nyeligen tilforn var ham bleven tilskikked af Regentinden af Nederlandene, som formanede ham at forblive i den Troeskab, som han og de Nordske eengang havde svoret den fangne Konge udi Friderici I. Tid, lovende, at Pfaltz-Greve Friderik, som havde samme Konges Dotter til ægte, skulde hastig komme ham til Hielp. Hvorudover, da de Danske Gesandtere siden komme, lod Erke-Bispen kaste dem i Fængsel. Ja hans Dristighed gik saa vit, at han

Lader omkomme den Kongl. Gesant Vincentz Lunge.

lod Vincentium Lunge, som han havde et gammelt Had til, omkomme. En uhørlig Gierning, endskiønt det havde været en fremmed og fiendtlig Konges Gesant. Aarsagen til det Had, som han bar til samme Herre, var først, at Vincentius (336) Lunge engang havde forekastet ham, at han ikke var af god Adel, efterdi at hans Fader allerførst var bleven nobilitered af Kong Christian I. For det andet fortrød ham, at samme Herre af nogle øde Kirker, som Kong Friderik havde foræret ham, havde ladet bygge den prægtige Gaard udi Bergen kalden Lunggaarden. Og hialp endeligen ikke lidet der til, at han tillige med de Syndenfieldske havde forekommet Erke-Bispen med Christiani 3. Hylding. Dette Mord, saasom det blev bedrevet af en geistlig Mand mod en Kongelig Gesant, og en af de anseeligste og habileste Ministrer paa de Tider, fortiener omstændigen at tales om, helst som det gav Anledning til adskillige Sørge-Spill, hvilke skildte Norges Rige ved alle sine Herligheder. Det skeede paa saadan Maade: En Aften som Erke-Bispen var beskiænket, og brystede sig der af at havde lagt Haand paa de Kongelige Gesandtere, raadede en af hans Tienere ved Navn Christopher Trundsen ham ikke at lade hans gamle Uven Vincentz Lunge komme sig

Omstændigheder ved dette Mord.

af Hænder, iligemaade at betiene sig af denne Lejlighed, medens disse anseelige Gesantere sadde fangne, at bestyrke sin Myndighed udi Norge. Af denne Tale blev Erke-Bispen opmuntred, og befoel samme Christopher Trundsen strax at omkomme Vincentz Lunge. Trundsen, som gierne lod sig bruge til slige Commissioner, gik der paa ligesom i Procession med Trommer og Piber til Fangehuuset, hvilket han lod besætte med Krigs-Folk, og lod Vincentz Lunge vide, at han skulde døe. Den fangne Herre forlangde da en Præst, hvilken blev ham skikket, men han havde neppe begyndt at bereede sig til Døden førend Trundsen med sit Selskab bryder ind og ynkeligen omkommer ham, som han sadd ved Bordet, og bedækkede sig med Bordklædet. Saadant Endeligt fik denne ypperlige Herre den 3. Januar 1536. Han var en prægtig,

Vincentz Lunges Caracteer.

veltalende, og forstandig Mand, som Kongerne havde brugt i mange vigtige Forrettninger. Han var ogsaa lærd, og var promovered til Doctorem Juris uden Lands. Af denne skiønne Bygning udi Bergen sees endnu Rudera som føre Navn af Lunggaarden. Der siges at Erke-Bispen, da han havde udsovet sin Ruus, fortrød paa hvad som han havde resolvered, og om Natten skikkede contra Ordre (337) til Trundsen. Men, at denne Barbariske Mand svarede, at han vilde rette sig efter den første Ordre.

Efter denne Gierning var ikke Tid for Erke-Bispen og hans Anhang at ballancere længer. Han lod derfor udskikke et Antall Ryttere for at tvinge adskillige af de Norske Indbyggere til at hylde sig udi Pfaltz-Grevens Navn. Adskillige, blant hvilke Bisp Magnus af Hammer, ginge ham til Haande, men de fleeste satte sig imod ham,

Suiter af dette Mord

og beskyttede Landet for den udvalte Konge, saa at man deraf kand see, at dette Frafald kand ikke tilskrives Norges Indbyggere, Men Erke-Bispen alleene, hvilken blev dreven dertil saa vel af Hevngiærighed, som af Keiserlige Caresser og Løfter, thi der findes udi Canceller Hvitfelds Samlinger Breve, saa vel fra Keiseren, (a) som Pfaltz-Greven, (b) til samme Erke-Bisp, hvorudi hans Hofmod meget flatteres, og giver Keiseren ham stedse Titul af Eders Naade.

Saaledes vare da Conjuncturerne udi Norge. Udi Dannemark derimod begyndte alting meer og meer at jævne sig, saa at Krigen dette Aar fik en Ende; og giorde de Lybske selv en Begyndelse dertil; thi, da de merkede, at der ingen Undsættning kom fra Keiseren og Pfaltz-Greven, og at de ikke kunde holde ud at føre denne Krig paa deres Bekostning alleene, begyndte de at tænke paa Fred, og betienede sig af Chur-Førstens af Sachsen og andre Tydske Førsters Underhandling, for at til Veje bringe et Forliig imellem dem og den udvaldte Konge. Et Mode blev derfore

Fred med Lybek.

berammet til Hamborg, hvor imellem de stridende Parter blev sluttet en Fred saaledes: At de Lybske ingen videre Hinder skulle giøre Kong Christian, og de der imod skulde nyde deres gamle Privilegier udi Handelen. Hertug Albert og Grev Christopher skulde med deres Krigsfolk og Gods tilstedes frit at bortfare, om de Lybske kunde formaae dem til at overgive Kiøbenhavn og Malmøe. Den Forlehning, som Lybek havde paa Bornholm, skulde forlænges paa 50 Aar, og der skulde foretages videre Handel om den fangne Konges (338)

(a) Lit. Carol. 5. ad Archiep. Barcelon. die 10. April. 1535. pag. 1472.

(b) Lit. Comitis Palat. ad eund. Heidelberg. die 26. August. 1535. ibid.

Forløsning. (a) Saaledes fik Kongen den største Last af Halsen, skiønt man kunde sige, at de Lybske trængde meere til Fred: thi Krigen havde udtømmet dem for Penge, Splid og Ueenighed tog Overhaand i Staden, og Keiseren anholdt ideligen om den gammel Magistrats Restitution, som Marcus Mejer og Wullenvæber havde afsatt. Wullenvæber blev da paaminded om at staa frivilligen fra sit Borgemesterskab. Og, paa det at saadant kunde skee med nogen Ære, forlehnede man ham med det Amt Bergerdorp. (b) Men, da han noget der efter skulde giøre en Reise igiennem Vehrden, blev han af Hertugen af Lüneborg arrestered. Ved denne Lejlighed begyndte hans Fiender, i sær Raadet til Lybek, at formere Beskyldninger imod ham, og begierede, at han maatte straffes, som en skadelig Mand, der havde indviklet Staden udi en fordervelig Krig med Dannemark, stiftet Wullenvæbers Endeligt.

Oprør og afsatt det gammel Raad, plyndret Kirker og Klostere, ja truet Staden med Ulykke da han reisede bort, hvorudover han blev straffet paa Livet, og hans Legeme hugget i 4re Parter. Udi saadan Ulykke bleve de tvende uroelige Borgemestere styrtede formedelst deres Hofmod og Uroelighed. (c)

Men, som denne Fred blev sluttet uden Gustavi Videnskab, blev højstbemeldte Konge derover saa fortrydelig, at han strax lod tilbage kalde sin Flode fra Kiøbenhavns Belejring, begiærede sine forstrækte Penge igien, eller Vigen og Bahuus udi Pant for samme Penge. Man kand sandeligen ikke sige, at denne Fortrydelse var

Misfornøjelse udi Sverrig over Freden.

uden Aarsag; thi Gustavus havde troeligen assistered udi denne Krig, der var ogsaa giort en Foreening imellem begge Konger, at den eene skulde ikke slutte Fred uden den andens Minde. Men Kong Christian meenede, at det var nok, at han Generaliter havde indsluttet alle sine Allierede udi Freden. Conjuncturerne tillode ogsaa ikke lang Forhaling, thi Hovedstæderne vare endda udi Fiendens Hænder, man truedes ideligen med Storm fra Tydskland, og Norge var i fuld Bevægelse, saa at det var meere af (339)

(a) Transactio cum Civit. Hanseat. Hamb. die 14. Febr. 1536: pag. 1437.

(b) Chytr. Saxon. lib. 14.

Necessitet end af Koldsindighed at denne Forsømmelse skeede, hvilket han ogsaa strax ved sine Gesantere Holger Ulstand og Axel Brade (a) lod Gustavo forestille, og undskyldte alting paa det Beste. Saaledes blev denne Trætte imellem Kongerne nogenledes bilagt, og bekom Lybek ved Christiani 3. Intercession omsider ogsaa sin gammel frie Handel paa Sverrig igien.

Men, som det varede længe førend samme blev erholdet, søgte de at sværte Gustavi Reputation allevegne, saa vel hos Keiseren, som hos de Tydske Førster, og

De Lybskes farlige Anslag imod Stokholm.

saasom de der ved intet kunde udrette, opmuntrede de nogle Tydske Kiøbmænd, som boede i Stokholm, enten at omkomme Kongen med Forgift, eller at lægge Krud under hans Stoel i Kirken, for at lade ham springe i Luften. Hvorpaa, naar de fornumme, at Staden var bragt udi Forskrækkelse, skulde de nedsable de fleeste af Indbyggerne, nedrive det Kongelig Slott, og lægge Staden under Lybek. Men dette farlige Anslag blev aabenbaret, og de Skyldige bleve tilbørligen straffede. Saaledes fortælles denne Historie af Erik Jørensen og Ægidio Girs, (b) som have skrevet Gustavi I. Bedrifter. Pontanus (c) haver ogsaa indført den udi Christiani 3. Historie. Men som andre gode Skribentere intet tale derom, og Anslaget i sig selv synes alt for dumdristigt, kand jeg ikke garantere for Historiens Rigtighed.

Da Indbyggerne udi Malmøe merkede, at de ingen Undsættning finge, og at de forgiæves ventede paa den Flode og Krigs-Magt, som Pfaltz-Greven havde lovet dem, iligemaade, at Lybek havde giort Fred med Kongen, at Landskrone havde givet sig, og

Jürgen Mynter handler om Malmøes Overgivelse.

at den yderste Ulykke stoed dem for Øjene, begyndte Jürgen Mynter, som regierede alting med en uomskrænket Myndighed, at tænke paa sin egen og Stadens Frelse. Han skikkede derfor en Holstensk Herremand, som var fangen i Malmøe, ud til den Kongelig Lejer, tilkiende givende, at han var villig til at overgive Malmøe, og derefter at begive sig til Kiøbenhavn, for der ogsaa at (340)

(a) Pontan. Hist. Christ. 3. kalder ham Axel Ugrup, hvilket maa være forseet.

(b) Eric. Georg. de reb. gestis Gustav. I. Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 159.

udvirke det samme, dersom Kongen vilde tage ham til Naade, og forskaane ham paa Liv og Gods. Han kom ogsaa selv efter given sikker Lejde hemmeligen til Kongen, for hvilken han tilstod sin Forseelse, og bad om Naade, og, efter at han derom var bleven forsikkret, begav sig ind udi Malmøe igien, og overtalede Borgerne at give sig. Borgerne stode da haardt paa Religionen og deres gamle Privilegier og Friheder, begiærede ogsaa, at intet Castell maatte anlegges udi Staden, udi hvilket sidste Raadet var dem imod. Dog blev dem derom ogsaa given Forsikkring, hvorpaa Staden blev overgiven, og Kongen giorde

Staden overgives.

der sit Indtog strax efter Palme-Søndag den 11. April. Efter at han saaledes havde indtaget Staden, lod han der indquarteere en anseelig Hob Krigs-Folk, for at hindre Oprør, og at holde Borgerne i Eenighed. Derover allarmeredes Borgerne, og indstændigen bade Kongen, at han vilde forskaane dem med saadan Milice, og, som Kongen ikke vilde føje dem derudi, tilstedede Magistraten selv, at der maatte anlægges en Fæstning, med de Vilkor, at Staden maatte befries for de mange Krigs-Folk. Kongen gav derpaa Malmøes Stad og Borgerskab en Revers, hvorudi Staden forsikkres om sine Privilegier. (a)

Efterat dette var forrettet, begav Kongen sig til Lejren for Kiøbenhavn igien, og lod anlægge en Skandse paa Amager for at hindre Tilførsel fra samme lille Øe.

Hungers Nød i Kiøbenhavn.

Hvorudover, da all Communication blev afskaaren med Amager, begyndte Hunger at tage saadan Overhaand, at de Belejrede maatte æde Hæste, Hunde, Katte, Krager og Brød, som var baget af Mask. Og vidner en Autor, som har skrevet strax efter Stadens Overgivelse, at en Kiøbenhavns Bager saalte hemmeligen til Hertug Albert en Skieppe Meel for 100 Mark. (b) Derpaa reisede sig Oprør mellem Borgerne og Krigsfolket, hvorudi over 200 Borgere bleve ihielslagne. Hvor stor Hunger og Elendighed der da regierede, kand sees deraf, at nogle fulde ned døde som de ginge paa Gadene. Andre laae af Hunger saa afmægtige, at de kunde ikke reise sig, og (341)

(a) Recess. Christ. 3. dat. Helsingor. die 6. April. 1536. Manuscr.

(b) Sedit. Dan. Lib. Manuscr.

spæde Børn fandtes paa deres Mødres Brøste begge døde. Det forskrækkeligste Syn var Skrækkelige Exempler derpaa.paa Heillig Geistes Kirke-Gaard, hvor en Qvinde saaes død med 2 levende Børn paa Armene, som suede Blod af Moderens Bryste, og døde strax efter Moderen. Udi saadan Beængstelse finge de ingen anden Trøst, naar de beklagede sig for Borgemester og Raad, end at de maatte give sig tilfreds; thi de havde endda ikke ædt deres egne Børn som i Jerusalem. Udi denne elendige Tilstand faldt Hertug Alberts Gemahlinde i Barselseng udj Kiøbenhavn, og bragte en Søn til Verden, som blev kalden Ludvig, og var Kongen da saa naadig, at han skikkede saa vel Hertugen som Greven adskillige Forfriskninger af Levnets Midler for deres egne Personer. (a)

Endeligen, efter at Staden havde været belejred et heelt Aar, skikkede Hertug Albert og Grev Christopher Deputerede til Lejren, for at bede om Kongens Naade, og da Kongen tog det i Betænkning, i Henseende til den store Haardnakkenhed de havde ladet see, intercederede Hertug Wilhelm af Lüneborg, som nyeligen var

Kiøbenhavn overgives.

kommen til Lejren, for dem, saa at Kongens Vrede blev endeligen stilled, og dem Naade tilsagt. Freds Conditionerne bleve derfor opsatte, og Staden blev overgiven den 29. Julii. Udi Freds-Conditionerne (b) var indført, at Hertug Albert og Grev Christopher skulde paa Knæe bede Kongen om Naade. Dette blev strax efter Overgivelsen fuldbyrdiget. Thi begge disse smaa Potentater komme til den Kongelige Lejer med hvide Kieppe i Haanden, giorde et Knæfald for Kongen, og bade, at han for GUds Skyld vilde tilgive dem deres Forseelse. Da de sadde paa Knæe, talede Kongen med Lemfældighed til Hertugen, sigende, at han var forført af den anden, Greven derimod begægnede han med haarde Ord, sigende, at han uden Aarsag havde først faldet ind udi Holsten, siden stiftet Oprør i Riget, og der handlet saaledes som (342)

(a) Hamelm. Hist. Christoph. Comitis.

(b) Articuli Pacis dat. in Castris die 29. Julii 1536. pag. 1480. Item Kiøbenhavns Indbyggeres Revers Manuscr. hvilken begyndes saaledes: Vi Ambrosius Bogbinder, Niels Tøndebinder Borgemestere, saa man der af seer, af hvad slags Suurdej Kiøbenhavns Magistrat da var.

han skulde svare eengang for Gud. Ikke des mindre, endskiønt han, nemlig Kongen, nu Grev Christopher giør Knæfald for Kongen.

havde Lejlighed at hevne sig, vilde han dog ikke straffe ham efter hans forskyldte Gierninger, men meere ansee sit eget Navn og Rygte, samt Slegt og Byrd, end Greven havde anseet sit. Der paa bad han dem staae op igien, og lod dem ved nogle Krigs-Folk ledsage til Stadens Porte. Dernæst fremtraade Stadens Deputerede, hvilke svore Kongen Troeskab og Lydighed, og ved et aabet Brev bekomme Pardon, og deres Privilegiers Confirmation. (a)

Saaledes endtes denne indbyrdes Krig, som nær i Grund havde ødelagt Riget, og Christianus 3. blev roelig Besidder af den Danske Throne. De, som havde stiftet disse Uroeligheder, bleve enten beskiæmede, eller finge et slett Endeligt. Hertugen og Greven maatte med grædende Taare paa Knæe bede om Forladelse, og med Haanhed reise tilbage. Marcus Mejer blev lagt paa Stejl og Hiul, som før er sagt. Borgemester Ambrosius Bogbinder fik vel Pardon af Kongen, men kort efter Stadens

Ambrosius Bogbinders Skiæbne efter Freden.

Overgivelse blev han beskyldet af en Dame, at han uden Aarsag havde ladet rette hendes Hosbond. Ambrosius stillede sig vel an som han kunde til intet giøre saadan Beskyldning; Men, da han blev citered at møde for Retten, tog han Forgift til sig, saa at han om Morgenen fandtes død og opblæst. Jürgen Mynter havde dog den Lykke at døe paa sin Sotte-Sæng, og ingen søgte at giøre ham Fortræd efter Krigen, efterdi han havde overtalet baade Malmøe og Kiøbenhavn til at overgive sig. Han insinuerede sig derforuden hos Kongen ved at aabenbare adskillige af Bispernes Intriguer, og formedelst disse Aarsager ikke alleene fik Pardon, men ogsaa blev satt udi sit Borgemester Embede igien, (b) Bisperne til stor Fortrydelse, hvilket blant andet

Item Jürgen Mynter.

sees af det oft citerede lille Skrift, som strax efter Krigen er skrevet af en Bispe Client, (c) hvilken hæftigen declamerer imod samme Mand, og spaaer, at han aldrig (343)

(a) Lit. Reg. dat. in Castris die St. Olai Mart. 1536. pag. 1483.

(b) Chytr. Saxon. Lib. 14.

vil komme vel fra Verden. Jeg har tilforn meldet, at han stiftede et Stipendium til mange Fattiges Underholdning udi Malmøe, saaledes, at hver Stoder og Huus-Arm skulde nyde et Brød eller en Penge om Dagen. Om han derved forsonede sine store Synder, derom kand jeg ikke dømme. Endeligen finge Bisperne, de fornemmeste Stiftere af dette Oprør, ogsaa deres Løn, thi deres Regimente blev strax derpaa forstyrret, og de selv bleve skildte ved deres Stikter, og maatte leve i privat Stand. Til denne store Execution, som er fast det Merkværdigste, som er skeet under Christiani 3. Regiering, vil jeg mig nu strax begive.

Man seer af Kong Frideriks Historie, hvor meget Højstbemeldte Herre var den

Den store Reformations Historie.

Evangeliske Troe bevaagen, og hvor meget han arbejdede paa dens Forfremmelse udi Rigerne. Men alt, hvad han i sin Tid kunde udrette, var at forhverve de Evangeliske en Religions fri Øvelse, eftersom Conjuncturerne da vare saa delicate, at han ikke kunde bryde overtvert, uden at underkaste sin egen Høje Person Fare, eller opvække en indvortes Borgerlig Krig, hvis Udgang var u-vis, først i Henseende til, at begge Religioner da ballancerede imod hin anden udi Styrke, og det var venteligt, at den landflygtige Konge, som lurede paa deslige Conjuncturer, da havde erklæret sig Chef og Beskytter af Bisperne, og alle de Danske som vare Catholske. Kong Frideriks Myndighed var ogsaa endda ikke saa stor, at han kunde foretage Ting af deslige Vigtighed. Han havde derforuden forbundet sig udi sin Capitulation, at haandhæve Bisperne, og blev den Artikel ham forekastet saa ofte som han giorte ringeste Bevægelse derimod. Men ved Christiani 3. Ankomst til Regieringen ophørede de fleeste af disse Vanskeligheder. De Lutherskes Tal var blevet formeeret, saa at der var ingen Ballance meer imellem de tvende Religioner. Christianus 2. sadd udi stærk Forvaring, og den udvaldte Konge var paa en meer eclatant Maade kommen til Regieringen end hans Hr. Fader, i det han ved sine sejerrige Vaaben havde banet sig Vej til Thronen, ja revet Riget af Fremmedes Hænder, og vindiceret Nationens Ære, saa at han i Henseende til deslige store Meriter havde erhvervet sig meere Myndighed, end nogen Dansk Konge, (344) og saae sig udi Stand at entreprenere store Ting, ja uden Fare at kunde gaae lige frem, hvor hans Fader maatte defilere, og gaae Fod for Fod.

Saa snart derfore, som han havde giort sit triumpherende Intog udi Kiøbenhavn, holdt han Conseil med nogle af de Verdslige Rigets Raad, om at afsætte Bisperne, og at annamme deres Gods under Kronen. Derudi fandt han Bifald, saa de lovede ikke alleene at assistere ham udi saadant Forsætt, men ogsaa gave Forskrivelse fra sig af saadant Indhold:

Vi efterskrevne Magnus Gøe, Dannemarks Riges Hoffmester, Tyge Krabbe,

Bispernes Arrest besluttes.

Dannemarks Riges Marsk &c. &c. Giøre alle vitterligt, at, efterdi Højbaarne Første og Herre, Kong Christian, har alvorligen overvejet, at Riget kand ikke regieres, uden ved et verdsligt Regimente, saa haver han fundet for got, her efter ikke meere at tilstæde, at Erke-Bispen og andre Bisper skal bemænge sig udi Rigets Verdslige Sager. Og, saasom vi med Hans Kongelig Majestet derudi ere eenige, saa love og forsikre vi med dette vort aabed Brev, at vi aldrig efter denne Dag ville tillade nogen Bisp skal komme til Verdsligt eller Geistligt Regimente udi Dannemark, uden det skeer ved et allmindeligt Concilium i Christendommen. Og, om saadant ved et Concilium bliver ordineret, skal det dog ikke skee, uden ved Kongens, Raadets, Adelens og Indbyggernes Samtykke &c. (a)

Saa snart Kongen havde faaet denne Forsikring af Raadet, greeb han til den store Resolution, at lade alle Bisperne paa eengang arrestere, og gav Befalning, at saadan Exsecution skulde skee paa een Dag, paa det at de ikke skulde faae Lejlighed til at (345)

(a) Declaratio Senatus die Saturni post fest. Laurentii 1536. pag. 1486.

lægge Hovederne sammen, og søge at giøre Hinder derudi. Dette blev med

Bisperne arresteres paa een Dag.

største Hurtighed efterlevet. Torben Bilde Archielectus til Lund og Joachim Rønnov bleve arresterede ved Melchior Rantzov i Kiøbenhavn. Torben Bilde havde samme Dag været Joachim Rønnovs Giæst, og blev tagen om Aftenen af hans Herberg og bragt til Wordingborgs Slott. Joachim Rønnov skiulede sig oven paa en Bielke paa Bispe-Gaarden, hvor nu Universitetet er, saa at man fandt ham ikke førend Dagen derefter. Han blev først satt paa Kiøbenhavns Slott, og siden derfra bragt fra et til andet Sted, efterdi han var den farligste og traadsigste af alle Bisper. Knud Gyldenstierne af Odense blev anholden af Claus Daa, rett som han var paa Vejen til Kirken. De andre Bisper udi Jylland bleve ogsaa alle fangne, hver ved dertil forordnede Personer. Bisp Ove Bilde af Aarhuus blev ikke arresteret samme Dag, men noget derefter, og havde de Kongelige Executores Befalning at handle meest lempeligen med samme Mand, formedelst hans troe Tieneste.

Mange toge sig da den Frihed, at afmale med sorteste Farve, denne Kongens Gierning, og at bebreide de Lutherske her at handle imod deres egne Religions Principia, og det, som de stedse med saa stor Iver tilforn havde prædiket, nemlig, at i

Betænkning herover.

Religions Sager all Violence bør fordømmes, og at Troen bør forplantes med Sagtmodighed og grundig Lærdom, ikke med Baand og Fængsel. Men man kand dertil svare, at, hvis Kongen havde fængslet Bisperne for at tvinge dem til at forandre deres Religion, havde denne Gierning været højligen lastværdig, og at Kongen herudi havde gaaet lige imod den Evangeliske Troes Principia. Men her handledes ikke om at tvinge Samvittigheder, og ved Fængsel at bringe Bisperne til at antage Lutheri Lærdom, thi Udgangen viiser, at ingen af dem herudi blev anfægted. Her handledes alleene om, at desarmere disse store Geistlige Kiemper, der hidindtil ved Vold og Intriguer havde hindret Evangelii Fremvext, og der havde styrtet Riget udi yderste Fordervelse for at maintenere deres Højhed: Her handledes om at curere Staten, og at bestyrke Kronen ved at reducere de Geistliges Gods og overflødige Rigdom, som hidindtil (346) havde været Materie til Oprør og Rebellioner. Vil man sige, at Kongen havde kundet erholde sit Sigte uden at gribe til saadan Execution, og at fængsle saa mange anseelige Mænd, hvor af nogle havde endogsaa giort sig meriterede af det Kongelige Huus; Da svares igien dertil, at det var den eeneste sikker Cuur, som udi denne Tilstand kunde bruges; thi, hvis Kongen havde gaaet Methodice til Verks, viiset Bisperne Raadets Resolution, og formanet dem godvilligen at renoncere paa deres Højhed og Rigdom, havde han uden Tvil faaet en haard Nødd at knække; thi det største Bud blant den Romerske Geistlighed var, at forsvare deres Herligheder og Indkomster, og vare de agtede de rette aandelige Strids-Mænd og Martyrer, der satte Livet til for deres Renter.

Efterat Bisperne saaledes, som sagt er, vare fængslede, lod Kongen oprejse et højt

Beskyldninger mod Bisperne.

Theatrum under aaben Himmel i Staden, hvor han satt sig selv ned og lod med høj Røst for Adel og Almue oplæse paa Dansk Bispernes Intriguer mod sig, mod Riget, og Religionen, og varede denne Læsning til Klokken 3 om Eftermiddagen. (a) Der blev da blant andet forestillet hvilken Opførsel de havde brugt siden Kong Frideriks Død, og at de af ingen anden Aarsag vilde have Hertug Johannem til Konge, end at de selv kunde regiere ligesom dem lystede. Dette til Beviis bleve Breve producerede som maatte ogsaa læses. Derpaa bleve opregnede haarde Forordninger, som udi Thronens Vacance af dem vare udgivne, og sigtede til deres Forfølgelse, som bekiendte den Evangeliske Troe, hvorved vare foraarsagede de mange Ulykker, som Riget i saa lang Tid havde været plaget med. Blant alle Bisper blev besynderligen den Roskildske

Særdeles Beskyldning mod Biskop Rønnow.

Joachim Rønnov angiven, og blev blandt andre Beskyldninger mod ham fremført denne, at han havde skikket sit Portrait til Maria, Regentinden af Nederlandene og begieret hende til Ægte, saaledes, at han skulde nedlegge sit Bispe-Embede først, og bemægtige sig den Danske Throne. (b) Formedelst (347)

(a) Chytr. Sax. Lib. 15.

(b) Chytr. Saxon. ibid. hvor dette anføres, dog synes det ikke rimeligt, at Joachim Rønnov, hvor stor Ambition han end havde, torde tænke paa saa høje Ting, og, som Hvitfeld, der ellers ikke sparer denne Prælat, intet derom melder, kand man have Aarsag at tvivle derom.

dette og andet havde Kongen ladet dem arrestere. Derpaa blev Almuen tilspurdt om de vilde at Bisperne skulde komme til deres forrige Frihed og Værdighed igien, eller andre i deres Sted med lige Myndighed, da raabte Almuen overlydt, at de vilde blive ved det hellige Evangelium, og ikke have saadanne Bispe meere, og at Stikternes Gods skulde lægges under Kronen, til dens Bestyrkelse. Derpaa skeede det Geistlige Godses Reduction.

Det Geistlige Godses Reduction.

Af hvilken Vigtighed det samme var, kand sees alleene af det Roskildske Stiktes Gods. Thi Biskopen af Siælland tilhørede Roskilde Bispe-Gaard, Bistrup, Dragsholm, Leckinge, Giordsløv, Solthe, Thureby, Svendstrup, Boreby, Hiortholm, Fridsgaard, Farum, Ramløse, Vendsløv, Padeborn, Hørby, Tolløse, Siælsøe, Faverholm, Ellinge i Mærløse Herred, Ellinge i Aads Herret, Birkinge, Broade, Havelse, Duebrødre i Roskild, Husumme, Slagslund, Sallerup, Ermelund paa Møen, Steenstrup, Emdrup, Avensøe, Nygaard i Aads Herred, Ralsvig paa Rygen, det Grevskab Stryg &c.

Efter at Bisperne havde siddet en Tid lang, lod Kongen dem sige, at, om de vilde reversere dem ingen U-roelighed herefter at stifte udi Riget, men leve i deres Huus, og ikke tragte efter at komme i deres forrige Stand igien, da vilde han sætte dem paa fri Fod, og tillade dem at nyde deres Arve-Gods. Disse Vilkor modtoge alle, undtagen Biskop Rønnow, hvorudover han maatte ogsaa all sin Tid leve udi Fængsel. De andre derimod komme paa fri Fod igien, beholdte deres Arve-Gods, og derforuden

Bisperne komme paa fri Fod igien efter given Revers.

bleve forsørgede enhver af dem med et seculariseret Kloster deres Livs Tid. Dog finder jeg ikke, at nogen af dem forandrede Religionen, ej heller, at Kongen anfægtede nogen derfore. Tvertimod, han lod see Kierlighed og Estime for dem, som det meriterede, og, da Bisp Ove Bilde døde 1555, fuldte han selv hans Liig; Saa at man klarligen seer, at denne Execution skeede ikke for at tvinge nogen til Frafald, men for at klippe Vingerne paa Geist|348ligheden, og at giøre Bisperne af mange smaa Potentater til Undersaattere igien.

Saaledes, da all Hinder var røddet af Vejen, og Kongen havde faaet fri Hænder til at agere, greb han Reformationens Verk an med Iver, og til den Ende lod indkalde udi Riget den bekiendte Doct. Johan. Bugenhagium, Pastor (a) til Johan Bugenhagii Caracteer.Wittenberg, hvilken blev commiteret til at sætte Kiøbenhavns Universitet paa Fod igien; item at reformere Kirker og Skoler over det heele Rige efter den Augsborgske Bekiendelse. Denne navnkundige Mand, hvis Navn er bleven saa stort i heele Dannemark, var fød til Wollin udi Pommern, hvor han studerede Theologien med saadan Flid, at han blev holden for en af de lærdeste Mænd paa de Tider. Han var i Begyndelsen en Hader af Lutheri Lærdom, og havde særdeeles Mishag udi det Skrift Lutherus havde ladet udgaae under den Titul af det Babylonske Fængsel. Men han blev siden en stor Forfægter af samme Troe, og, som der gik et stort Rygte om

Han forskrives til Dannemark.

hans Lærdom samt Sagtmodighed og skikkelige Levnet, lod Kong Christian ham forskrive til Dannemark for der at gaae sig til haande udi det store Reformations Verk, som han havde fore. Bugenhagius lod sig og villigen indfinde udi Riget, hvor han havde den Ære at krone Kongen og Dronning Dorothea udi Kiøbenhavn den 12 Augusti 1537. Og arbejdede han paa Reformationens Stiftelse med saadan Iver og 1537. Fremgang, at hans Navn er bleven stort og helligt, saavel udi den Danske Kirke, som paa Universitetet.

Han forfattede da udi samme Aar paa Latin, den bekiendte Kirke-Ordinantz, saavel for Riget, som for Førstendommene, (b) og indviede paa eengang den 26 Augusti 7 Superintendenter, som udi Bispernes Sted skulde forestaae Kirken. Disse

7 Superintendenter ordineres

Superintendenter vare Mag: Franciscus Wormordus, som udi lang Tid havde været Lector Theologiæ udi Malmøe. Doct: Petrus Palladius, (349)

(a) Chytr: Saxon: Lib: 15: Hvitfeld kalder ham Superintendent.

(b) Chytr: Saxon: Libr. 15. hvilken derom taler saaledes: Jeg vilde ønske, at denne Ordinantz var fleere bekiendt, at man deraf kunde see, hvilken Kirke-Sagers Administration Lutherus havde meest Behag udi.

som oversatt Kirke-Ordinantzen paa Dansk. Mag: Georg Sadallinus, Mag: Matthias Skade, Mag: Jacob Skoning, Herr Jens Thomesen, og Johannes Wandalus. Imidlertid bleve Munkene forviisede af deres Klostere, som ikke vilde efterleve Kirke-Ordinantzen. Adskillige af dem forbleve udi Riget, og forandrede Religionen, men mange begave sig

Munkene forviises deres Klostere.

til Tydskland og Nederlandene. Collegium Canonicorum lod Kongen dog blive ved Magt, og det formedelst Lutheri Forbøn, hvilken med Doct: Pommerano havde begiæret, at Stikterne og Collegial-Kirker, hvor Canonici og Vicarier vare, ej maatte forstørres, paa det, at studerende Personer dermed kunde beneficeres. Saaledes bleve Collegia Canonicorum staaende, eendeel for den Aarsag, eendeel ogsaa for der at dømmes i Egteskabs Sager, og at Kongelige Cancelie- og Kammer-Betientere kunde formedelst deres troe Tieneste aflægges med Canonicater. Hans Majestet lod ogsaa forsørge Kirker, Skoler, Hospitaler og Præster med tilbørlig Underholdning, og lod udi de 7 Bispers Sted beskikke 7 Stikts Lehnsmænd eller Befalningsmænd, hvilke

7 Stikts-Befalningsmænd beskikkes.

skulde have Omsorg for Kirkers, Skolers, Hospitalers og Præsters Indkomster over det heele Rige. Og nøde de ikke alleene hvad de tilforn havde haft udi Bispernes Tid, men bleve ogsaa bedre forsørgede, saa at Kongen og Kronen succederede ikke videre end udi det Gods, og de Indkomster, Bisperne havde haft, hvoraf ogsaa en stor Deel blev anvendt til Reformationens Forfremmelse. Og seer man saaledes, at af de 7 gamle Bisper udspiirede 7 Superintendenter, der skulde have Indseende med Geistligheden og Kirke-Sager, og 7 Stikts-Befalningsmænd der skulde have Omsorg for Indkomsterne.

Saaledes blev den Evangeliske Troe ved Love stadfæsted af Christiano 3. som herudi lod see ikke mindre Iver og Gudsfrygt, end Fornuft og Velbetænksomhed, saa det gik til ligesom udi Keiser Constantini Magni Tider, hvilken først havde tilstedt begge Religioner, den Christne og den Hedenske; men, da samme Keiser fornam, at den Christne Troe havde taget Overhaand, og at de Christne vare fleere end Hedningerne, befoel han de Hedenske Kirker at tillukkes, og den Christne Troe eene at læres; hvilket (350) ogsaa her skeede; thi, da Kong Christian merkede, at den Evangeliske Troe var bleven langt sterkere i Riget end den Romerske, lod han paa engang anholde alle Bisperne, reducerede det geistlige Gods under Kronen, og forviisede Munkene af deres Klostere. Udi Norge derimod blev Reformationens Fremgang noget hindret af Erke-Bisp Oluf Lunge, som var Hovet for de Norske, og havde stiftet stort Oprør udi samme Rige, som tilforn er omtalt. Men, da han merkede, at Kongens Sager ginge saa lykkeligen for sig, og det vilde blive vanskeligt for ham at holde Stand baade imod Kongen og den største Deel af Norge, som holdt Kongens Parti, skrev han Kong Christian dette Aar 1537 et Brev til af det Indhold, at, hvis ham maatte tilgives all den Forseelse han havde begaaet, saa vel i Henseende til det Affald han havde giort, som det Mord der var begangen mod den Kongelige Gesant Vincentz Lunge, vilde han hylde Kongen; Men han fik derpaa intet Svar, eendeel fordi hans

Erke-Bisp Oluf Lunge flygter fra Norge.

Misgierninger vare for store, eendeel ogsaa efterdi Kongen havde besluttet at giøre lige saadan Forandring udi Norge, som udi Dannemark. Da Erke-Bispen saadant merkede, tillavede han 4 Skibe, hvormed han flygtede til Holland, efter at han havde besatt Steenvigsholm med Krigs-Folk. Kong Christian lod strax derpaa affærdige 14 Orlog-Skibe under Anførsel af Truid Ulstand og Christopher Hvitfeld. Disse arriverede lykkeligen til Norge, hvor dem strax blev overleveret Steenvigsholm, og

Reformationen indføres i samme Rige.

alle Nordenfieldske ginge Kongen til Haande. Herr Truid Ulstand førte Bisperne af Stavanger og Hammer fangne til Dannemark, og Christopher Hvitfeld fik Befalning at reformere Landet efter den samme Maade som udi Dannemark, og finder jeg ikke at saadant foraarsagede den mindste Uroelighed, saa at det er troeligt, at den Romerske Religion allereede tilforn maa have staaet paa svage Fødder i Norge.

Blant andre Forandringer, som Reformationen i Norge gav Lejlighed til, var

Hammers Bispe-stoel foreenes med Opsloe.

denne, at Hammers Bispe-Stoel blev lagt under Opsloe, (a) saa at der siden den Tid har kun været en Bisp og et Stikt under det Navn af Opsloe, og siden Christianiæ Stikt.(351)

(a) Descriptio urbis Hammer: Manuscr:

Den sidste Bisp af Hammer var Mogens Lauritzen, som blev fangen af Herr Truid Ulstand, og den første Bisp over begge Stifter var Hans Ref. Det er troeligt, at Hammer Stad ved denne Forandring er Tid efter anden kommen i Decadence, saa at nu omstunder det blotte Navn er alleene tilbage. Om samme Stad,

Den Stad Hammers Historie af et gammelt Manuscript.

saasom den var Anno 1300 udi sin Velstand, er mig communicered en Beskrivelse, som Anno 1553 blev funden udi Hammers Taarn, hvoraf sees, at den har været af stor Vigtighed, og at den foruden Bispernes Residentz har haft Borgemestere og Raad, samt Klostere og Kirker, nemlig Dom-Kirken, Kors-Kirken, og St. Jørgens Kirke. Og finder jeg, at de fornemmeste Gader have været Grønnegade og Biskop-Stræde. Bemeldte rare skrevne Bog vidner ogsaa, at der Anno 1300 udi Hammer fandtes 1800 vederhæftige Borgere. Stadens Vaaben var en Urhane med udslagne Vinger. (a) Dette haver jeg holdet fornødent at antegne, efterdi mange, endogsaa Norges egne Indbyggere ikke viide at der har været saadan Stad til.

Hvad Rigets verslige Sager angaaer, da blev strax efter Kongens Indtog udi Kiøbenhavn, holden en stor Herredag, hvor henved 400 Adelsmænd lode sig indfinde, og hvis Navn findes alle udi den Recess, som da blev given. Kongen forpligtede sig

Norge mister sit eget Raad.

da ved Eed at holde alle Indbyggerne ved deres gamle Love, Friheder og Privilegier. Den merkværdigste Artikel udi samme Recess er, at Norge stedse skulde blive under Dannemarks Krone, eftersom Norges Riges Stænder havde forbundet dem baade i Christian den førstes, og Kong Frideriks Tid at blive under een Konge med Dannemark, saa at den som bliver udvaldt til Konge i Dannemark, skal iligemaade være Konge udi Norge. Hvorfore de Holstenske Hertuger, siger Hvitfeld, med ingen Billighed meere skrive dem Arvinger til Norge, efterdi samme Rige blev giort til et Vall-Rige. Men jeg bekiender, at jeg aldeeles ikke forstaaer denne berømmelige Mands Ord, ej heller den Consequence, som udi Recessen blev giort af de Norske Stænders Forpligtelse, thi, om et Rige forpligter sig til at have en tilfælles Konge med et andet (352)

(a) Descript. Urbis Hamm. Manuscr.

Rige, underkaster det sig derfor ikke det andet Rige. Derforuden om de Holsten-Slesvigske Hertuger tilforn med rette førte den Titel af Arvinger til Norge, kunde et Conclusum af den Danske Adel ikke skille dem ved saadan Rett. Thi dertil udfodres enten Besiddernes Samtykke, eller en Gierning, hvorved de overbeviises at have forbrudt deres Hærlighed.

Paa samme Herredag lod Kong Christian ogsaa forkynde en Amnestie, saa at alle de, som havde forgrebet sig imod ham i denne Krig, skulde blive upaatalte, og deres Forseelser blive forglemte. Der bleve da ogsaa adskillige Forordninger giorte Riget og Handelen til Beste, hvilke siden ere blevne indrykkede udi den Recess, som blev giort til Kolding.

Man fandt ogsaa for gott paa samme Herredag at lade anholde hos Keiserens Søster Frue Maria, Regentinde udi Nederlandene, om Fred imellem Riget og

Stilstand med Keiseren.

Nederlandene. Og blev der siden til den Ende bevilget et Mode til Hamborg, hvor de Danske Gesantere paastode 30 Aars Stilstand efter det Gentiske Fordrag, men de kunde ikke erholde den meer end paa 3 Aar. Og, som paa samme Tid udi Kiøbenhavn vare adskillige Svenske Gesandtere saa vel for at bivaane den Kongelige Kroning, som at slutte et Fordrag mellem Rigerne, blev der giort et Forbund bestaaende af 26 Artikle, hvorudi Kongerne love hinanden indbyrdes Hielp, i Fald noget af

Forbund med Sverrig.

Rigerne skulde fiendtligen overfaldes. Og forbandte begge Konger sig i sær ikke at føre Krig med de Lybske, eller at slutte Alliance med de samme uden med alle Rigers Samtykke. (a) Kort efter den store Herredag var endet, blev Axel Brade (b) skikket til Sverrig, for at handle om de Penger og Subsidier, som Gustavus havde forstrækt Kong Christian med udi den Lybske Krig, og for hvilke Penge Vigen og Varbierg vare givne til Underpant. Kong Gustavus bevilgede da, at den laante Summa maatte udi 4re Aar blive staaende uden Rente, endskiønt Axel Brade tilbød sig paa sin høje Principals Vegne at betale Renterne. Der (353)

(a) Transactio inter Danos & Svecos pag. 1491.

(b) Saaledes heder han hos Hvitfeld, men Chytræus og Pontanus kalder ham Axel Ugrup.

blev iligemaade Gustavo tilkiende givet, at, hvis han havde Lyst til at træde i Forbund med de Evangeliske Førster i Tydskland, vilde Kong Christian hielpe ham der til. Gustavus lod derfore Kongen betakke og erklærede sig villig til saadant Forbund, som sigtede til at haandhæve Fred og Eenighed, og begærede, at Kong Christian vilde lade ham viide paa hvad Vilkor han indlod sig udi Forbund med de Protestantiske Førster, paa det at han kunde rette sig derefter. Axel Brade fremførte da ogsaa nogle Besværinger imod den usædvanlige Told, som de Danske maatte betale udi Sverrig, iligemaade at de Svenske veigrede sig ved at betale den Told udi Bahuus, som de der plejede at aflægge. Hvortil Kong Gustavus svarede venligen, og lovede, at han saadant nøjere vilde efterforske. Udi samme Aar, siger Hvitfeld, flygtede den bekiendte Upsalske Erkebisp Johannes Magnus tillige med sin Broder Olao Magno fra Sverrig, efterdi de ikke vilde underskrive Reformationen, som Kongen havde indført. Men Autor kommer ikke ihu, at han har tilforn henført hans Undvigelse til 1527, hvilket sidste er rettest og kommer overens med Gustavi I. Svenske Historie. Det kand og ikke være, at han undvigede tillige med hans Broder Olao, efterdi samme Olaus succederede ham i Stiktet. Pontanus (a) som har udcopieret alle Hvidtfelds Vildfarelser, følger ham ogsaa herudi. Det er ellers den samme Johannes Magnus eller Gothus, som har skrevet den Svenske Historie udi 24 Bøger, hvilken formedelst sin Partiskhed og Urigtighed dog er i ingen Estime. Han har iligemaade skrevet en Tractat om Erke-Bisperne af Upsal, som gaaer indtil 1544, udi hvilket Aar han døde. Hans Broder Olaus Magnus, som var siden med paa det bekiendte Tridentinske Concilio, har skrevet en Tractat om de Nordiske Folks Sæder, Sædvaaner og Krige.

Dermed endtes dette Aar 1537, hvilket tillige med det foregaaende fortiener at 1538.staae med gyldene Tall udi de Danske Krøniker, saasom de vare ikke mindre lykkelige for Riget end glorieuse for Kong Christian, ved hvis sejerrige Vaaben Riget blev befriet fra fremmed Aag, og kom til sin forrige Ære og Velstand igien. (354)

(a) Pont. Hist. Christ. 3.

Bispernes Myndighed, som svækkede Landet, og var en stedsvarende Tønder til Uroeligheds Ild, blev dæmpet. Den Evangeliske Lærdom blev ved Love etablered, og det forfaldne Kiøbenhavns Universitet blev saaledes igien fornyet, at denne Konge ikke med Urett holdes for dets rette Stifter. Nu stod tilbake at conservere disse Ting, som saa lykkeligen vare erhvervede, og saa viiseligen stiftede. Der til behøvedes at bestyrke sig med fremmede Potentaters Alliance, thi der vare endda adskillige Ting hvor med Riget truedes, og som man behøvede at have vagtsomt Øye paa. De afsatte Bisper og deres Anhang ønskede intet heller end Forandring i Regieringen, sær Joachim Rønnov, som bebreidede de andre Bisper udi sit Fængsel, at de intet vovede for Kirken og Religionen: Keiseren blev ved at opvekke Riget Fiender, og Pfaltz-Greve Friderik gav tilkiende ved sine nye Præparatorier, at han end eengang vilde giøre et Forsøg paa Riget. Dette altsammen stod denne fornuftige Konge for Øjene, hvorfore han søgte at styrke sig med fremmet Forbund.

Jeg har tilforn viiset, at han forbigangne

Forbund mellem Kongen og de Protestantiske Førster i Tydskland.

Aar sluttede en defensive Alliance med Sverrig, og formanede Kong Gustav at træde med ham i Forbund med de Evangeliske Førster i Tydskland. Udi dette Aar 1538 giorde han selv tillige med Dronning Dorothea og et Følge af 500 Hæste en Reise til Brunsvig, hvor han sluttede et Forbund med de Protestantiske Førster af saadant Indhold: at de skulde assistere hinanden, naar Fornødenhed det udfodrede, med et vist Antall af Krigsfolk, og at de samtlige skulde være eendrægtige i at forsvare den Evangeliske Troe. (a) Dette Forbund skulde vare i 9 Aar, og findes det underskrevet af Kong Christian, Churførst Johan Friderik af Sachsen, Ernesto Hertug af Brunsvig-Lüneborg, Philippo Land-Greve af Hessen, Alberto Greve af Mansfeldt, samt af Borgemester og Raad til Brunsvig og Hamborg. Af Tractaten giordes tvende Gienparter, hvor af Kongen fik den eene, og Førsterne den anden. Efter at dette var forrettet, tog Kongen Afskeed fra Brunsvig, og begav sig til Hamborg, hvor han med Pragt blev imodtagen af Borgemester (355)

(a) Fœdus de dato Brunsv. die Martis post Dominic. Judic. 1538. pag. 1500.

og Raad, og solenniter hyldet af Staden, ligesom hans højloflige Forfædre.

Takke-Feide i Sverrig.

Ellers tildrog sig intet Merkværdigt dette Aar udi Dannemark. I Sverrig derimod reisede sig et Oprør, som gemeenligen kaldes Takke-Feiden af en Rebeller ved Navn Niels Takke, og det ved saadan Leilighed: Da Kong Gustavus foregaaende Aar havde skikket en Laugsmand med et Antall Ryttere og Fodfolk til Smaalandene, for at hindre Rov og Mord, samt andre Laster, som der ginge i Svang, og Kongens Ordre blev oplæst for Almuen, ginge de fleeste til Bekiendelse og lovede en stor Summ Penge til Afsoning. Men een iblant de Skyldige ved Navn Niels Takke, for at undgaae Straffen, rottede sig sammen med en anden ved Navn Jon Andersen og andre, og udplyndrede Landet allevegne. Kongens Folk satte haardt efter ham, hvorudover han flygtede til Blegind i Dannemark, og der holdt sig hemmeligen en lang Tid udi Skove og Moratzer, og undertiden giorde Reiser til Lybek, og der med adskillige Kongens Fiender spandt paa et Oprør at stifte i Sverrig, hvilket ogsaa skeede; thi udi det Aar 1542 kom det saa vidt, at bemeldte Takke havde over 3000 Bønder paa Benene, hvorudover Kong Christian efter det Forbund, som var giordt imellem Rigerne, skikkede Kong Gustav 1000 Mænd til Undsættning under Anførsel af Erik Banner og Holger Rosenkrands. Dette Oprør var des farligere, efterdi adskillige Misfornøjede af Stand og Vilkor understøttede samme Niels Takke. Mellem ham og de Kongelige forefaldte ideligen Trefninger, men omsider, da han blev stærkt eftersatt og maatte med sine Folk retirere sig til en Lund, blev han ihielskudt og saaledes tog denne Takke-Feide Ende. Der siges, at hos nogle af disse Rebellere bleve fundne Breve fra Pfaltz-Grev Friderik, som bestyrkede dem udi dette Oprør og lovede dem Undsætning, saa at man der af seer, at bemeldte Pfaltz-Greve og Chur-Første ogsaa havde Tanker paa Sverrig, og at det var Rigernes tilfælles Interesse, at dette Oprør i Tide blev demped.

Efterfølgende Aar 1539 lod Pfaltz-Greven sig merke som han for Alvor vilde 1539. forfølge sine Prætensioner og angribe Dannemark. Han hvervede til den Ende 36

Pfaltz-Grevens nye Forsøg paa Riget.

Compagnier Soldater, hvilke agtede sig over Elben for at giøre Indfald udi Holsten. Men (356) de bleve forhindrede af Hamborgerne, som med bevæbnede Skibe laae paa Elben for at forbyde dem Passen. Dette kunde ikke bevæge Pfaltz-Greven til at staae fra sit Forsætt, thi, saasom han ogsaa havde en Flode i Beredskab, agtede han at anfalde Riber Stad udi Jylland. Men, saasom han havde ikke Søemænd nok

Bliver Frugtesløs.

til at besætte sin Flode med, og derforuden var Mangel baade paa Penge og Proviant, blev dette Tog til intet. Af dette blev Kong Christian bevæget til at lade bestyrke saa vel Ribe som Rensborg og Krempe med tilstrækkelige Besættninger. Iligemaade at beflitte sig paa at holde det Venskab ved lige, som var imellem Dannemark og Sverrig, og at bilægge de Tvistigheder, som efter Krigen rejsede sig imellem Rigerne.

Jeg har tilforn talt om de Besværinger, som de Danske udi det Aar 1537 førte

Svenske Gravamina mod Dannemark.

mod Sverrig. Udi dette Aar besværgede Kong Gustavus sig igien over Dannemark, foregivende, at han af den Danske og Holstenske Adel liden Taknemmelighed havde fundet for den Bistand han havde giort dem udi Krigen, i det de havde lokket hans Krigsfolk at forlade hans Tienneste. Iligemaade, da hans Folk havde deserteret af den Svenske Flode udi Sundet, havde Melchior Rantzov, i Steden for at bringe samme Folk tilbage, som han havde lovet og var forbunden til, søgt at promovere videre Desertion; hvorudover den Svenske Flode maatte blive liggende for Mangel paa Folk. Videre besværgede man sig over, at den Proviant som de Danske havde lovet at forsyne samme Flode med, blev borte. Endeligen oprippede han da ogsaa igien den gamle Tvistighed om Marcus Mejer, hvilken de Danske havde giort til deres Krigs-Fange, skiønt de Svenske meenede sig at have Rett dertil &c. (a) Disse Besværinger lod Kong Christian besvare ved sine Gesandtere, som bleve skikkede til

Blive besvarede.

Calmar, sigende til Undskyldning, at der udi Krigs-Tider skeede meget, som man ikke kunde hindre, thi hans egen Flode lidede ogsaa ofte Mangel paa Levnets Middel. Han tilstod sig med Taknemmelighed at erkiende de Velgierninger som Kong Gustavus havde beviist sig og Riget, og lovede derfor at giøre Vederlag, naar Lejlighed kunde gives. De Danske (357)

(a) Gravamina Gustavi pag. 1506.

|Gesandtere havde derforuden Ordre at tilkiende give, at deres høje Principal vilde skikke nogle gode Mænd til Bromse Broe, som var et Grændsested mellem Rigerne, for der videre at overveje de Svenske Klagemaal, paa det at Fred og Eenighed maatte blive imellem Rigerne. (a) Om det Oprør som dette Aar skeede i Island, og hvad som derpaa fuldte, vil jeg her intet tale, men giemme det til et andet Sted, hvor der tales om Reformationens Indførsel udi Island, for at have den heele Historie udi en Kiede.

Udi Begyndelsen af efterfølgende Aar lod Land-Grev Philipp af Hessen i en 1540.Skrivelse erindre Kong Christian, at han, for at betage Pfaltz-Greven all Lejlighed til at anfægte Riget, skulde stille ham tilfreds ved at lade ham bekomme hans Gemahlindes Brude-Skatt. Han erbød sig udi samme Skrivelse tillige med Churførsten af Sachsen, at arbejde paa et Forliig mellem Kejseren og Kongen. Kongen svarede ham derpaa, at han havde sine Gesantere til Gent, fra hvilke han ventede Underretning om hvad Haab der kunde være til Fred, takkede ellers Land-Greven for hans gode Villie, og bad, at denne Sag maatte være ham recommenderet. De Kongelige Gesantere, som da vare til Gent, vare Godske Rantzou, Peder Svave og Caspar

Handel om Forliig mellem Riget og Pfaltz Greven.

Fux, hvilke begierede af Kejseren som der udi egen høje Person var tilstæde, at, naar den 3 aarige Stilstand var til Ende, der da enten maatte sluttes en bestandig Fred, eller en lang Stilstand paa nye: Men de kunde ikke erholde uden et Aars Stilstand. Paa samme Tid blev besluttet, at Kejseren og Kongen skulle skikke deres Gesantere til Cøln, hvor de Pfaltz Grevelige Gesantere ogsaa skulde møde for at handle videre om Forliig. Men siden blev der besluttet, at Samlingen skulde skee til Regensborg. Der lode sig paa Kongens Vegne indfinde Anders Bilde, Erik Krabbe, Peder Svave og Caspar Fux. Disse tilbøde Pfaltz-Greven ikke alleene hans Gemahlindes Brude-Skatt, saaledes som brugeligt var blant Førster udi det Romerske Rige, men endogsaa at ville forhøje den, hvis Pfaltz-Greven vilde staae fra videre Prætentioner paa Riget. Men derom rejsede sig adskillige Vanskeligheder, saavelsom om Stilstandens Prolongation

(a) Respon. Danor. ad Gravam. Svec. p. 1507. seq.

(358) med Kejseren, og gav den eene Part Skylden paa den anden, at man ikke kunde komme til endeligt Forliig. Det er ellers for vidløftigt og kiedsommeligt at entrere udi alle disse vidløftige Negotiationer, hvorfore jeg ogsaa vil forskaane Læseren derfor. Man seer alleene heraf, at Kejseren og Pfaltz-Greven begyndte meere og meere at desperere om deres store Forsætts Fuldbyrdelse, saasom de saae Kong Christian saavel befæsted paa sin Throne, at det vilde blive dem vanskeligt, at tentere noget videre imod ham.

Den Handel med Sverrig, som endda ikke var afgiort, blev dette Aar igien foretagen; Kongen affærdigede da til Sverrig Axel Brade, Holger Ulstand, Knud Gyldenstierne, Birger Trolle, og hans Secretaire Caspar Brochmand, for at handle om

Negotiationer med Sverrig.

de Penge, som Riget var endda Kong Gustav skyldig. Og blev da endeligen besluttet, at den Capital, som tilbage stod, og beløb sig til 25000 Daler med 5997 Dalers Rente skulde betales efterfølgende Aar udi Nyløse. De Svenske Fuldmægtige forebragte da ellers adskillige Gravamina, sigende, at Kong Gustavus havde udi Krigens Tid, ved det, at han ideligen maatte være i Gevær, satt til over 800000 Daler, hvilken Sum de meenede, at Dannemark burde erstatte dem igien. De paastode iligemaade, at Gulland, som en gammel Province af Sverrig burde tilbage gives. Item, at Svenske Undersaatter maatte bekomme deres Gods igien, som dem tilhørede udi Dannemark. De Danske Gesantere svarede dertil, at det var dem u-vitterligt hvad Bekostninger de Svenske havde giort paa denne Krig; men, om Kong Gustavus end havde giort slige Bekostninger, saa maatte han derimod betænke, at Krigen havde været tilfælles for begge Riger, saasom de Lybske vare ikke mindre Sverrigs end Dannemarks Fiender. Og, hvad Gulland angik, da veigrede Kong Christian sig ikke for at underkaste sig upartiske Dommeres Kiendelse. De Svenske foresloge da et dobbelt Parti for at bestyrke Fred og Venskab mellem Rigerne, saaledes, at den ældste Prinds (a) af Dannemark skulde ægte en (359)

(a) Det er underligt, at Hvitfeld her kalder de Danske Prindser Delphiner og Pontanus, som presse følger samme Skribent, enddogsaa udi alle hans Feil, skriver ligeledes, saa at om den første havde kaldet dem Prindser af Wales eller Asturien, havde den sidste og givet dem den Titel.

Svensk Princesse, og Kongen af Dannemark skulde negotiere et Ægteskab imellem den Svenske Prinds og en Preudsisk

Sverrig bliver et Arve-Rige.

Princesse. Ellers tildrog sig en merkelig Ting dette Aar 1540 i Sverrig, som har foraarsaget en nye Periodum i den Svenske Historie, thi Sverrig blev da af et Vall-Rige forandret til et Arve-Rige, og Gustavus tillige med hans Efterkommere bleve paa en offentlig Rigs-Dag erklærede Arve-Herrer til Sverriges Krone. Til denne merkelige Forandring fandtes alle Stænder villige, i Henseende til Gustavi store Meriter, og aflagde de alle paa hans blotte Sværd den Eed, som findes anført i hans Historie. (a) I det øvrige skeede intet andet mærkværdigt dette Aar, uden at den anden Kongl. Danske Prinds, Prinds Magnus, blev bragt til Verden, item, at Upsals Universitet blev funderet af Gustavo; thi endskiøndt samme Universitet var meget ældere, saa blev det dog da saaledes omstøbt, at Højst-bemeldte Konge med Billighed kunde føre Titul af dets Stifter, ligesom Christian 3. udi samme Henseende kunde kaldes det Kiøbenhavnske Universitets Fundator.

Endeligen bleve efterfølgende Aar 1541 Irringerne mellem Dannemark og 1541. Sverrig hevede ved det Bromsebroiske Fordrag, og det paa saadan Maade: Man havde efter adskillige Forhandlinger, som vare drevne ved Kongelige Fuldmægtige paa begge Sider, endeligen fundet for got, at Kongerne udi egne høje Personer selv skulde møde ved Bromse Broe, et Grændse-sted mellem Rigerne. Efterat allting til saadan Ankomst

Samtale imellem begge Nordiske Konger til Bromsebroe.

var regleret, og beskikket hvor sterkt Følge hver Konge skulde have med sig, mødte de til bestævnte Sted den 15 Septembr. Kong Gustavus kom til Vands med en Hob Jagte, som vare overtrokne med rødt Klæde, men Kong Christian begav sig did hen til Lands. Dette var den anden Personlige Sammenkomst mellem disse to store Konger. Og maa man desmeere forundre sig over denne sidste, efterdi den forrige, som skeede udi Stokholm, havde ingen god Virkning haft. Saasom nu Kong Christian tilforn havde ladet see den Fortrolighed imod Kong Gustav, at han besøgte ham udi hans egen Hoved-Stad, saa vilde den sidste (360)

(a) Eric. Georg. Hist. Gust. I. part 2. pag. 121. Item Ægid. Girs pag. 174.

nu igien lade see, at han ogsaa havde Tilliid til Kong Christian, og at giøre ham en Visite udi Dannemark igien, dog var Forskiællen denne, at Kong Gustavus denne gang fik 4re Danske Herrer til Gissel (a) for sig, efterdi Samle-Stedet var paa Dansk Grund, da derimod Kong Christian uden given Forsikring havde aflagt en Visite ind udi Kiernen af Sverrig. Derforuden havde Gustavus ogsaa til vidre Sikkerhed en Hob Krigs-Folk ikke langt derfra. Ved denne Sammenkomst hendte sig en artig Historie, som anføres af Erik Jørensen. En Meklenborgs Herremand, ved Navn Caspar Tønning, vilde udi begge

En artig Hendelse sammesteds.

Kongers Nærværelse distingvere sig ved en Calvalcade; Men, da han rett vilde lade see sin Konst og tumle sin Hæst, slog Hæsten ham af, saa at han blev til en Græs-Rytter, (b) og gav det samme Anledning til stor Latter.

Efter at begge Konger havde talet sammen, begyndte man at handle om alle Stridigheders Hævelse, og et oprigtig Venskabs Stiftelse mellem Rigerne, og blev da sluttet det bekiendte Bromsebroiske Fordrag, ved hvis Kraft der skulde være 50 Aars Forbund mellem Dannemark og Sverrig. Det ene Rige, naar fornøden giortes,

En Stilstand af 50 Aar sluttet til Bromsebroe.

skulde komme det andet til Hielp med et vist Antall Folk, og blev i sær dette indført, at ingen af Kongerne maatte træde i Handel med den fangne Kong Christian eller nogen anden Potentat uden med den andens Villie og Samtykke &c. (c) Saaledes, naar man undtager nogle smaa Irringer, var der stedse Fred og Venskab imellem Rigerne udi disse tvende Kongers Tid, og det gamle indgroede Had, som udi alle forrige Kongers Tid havde foraarsaget store Tragœdier, da gandske ophørede. Aarsag til den gode Forstaaelse imellem Rigerne paa den Tid.

Aarsagen dertil kand tilskrives først Regenterne selv, efterdi begge Konger vare saaledes dannede, at de kand citeres til Modeller for alle Regentere, thi begge vare moderate, ærlige, fredsommelige Herrer og store Statsmænd. Den anden Aarsag kand tilskrives Tidernes Tilstand, saavel inden Riget som uden for, thi begge havde støbt deres Riger (361)

(a) Gislerne vare Anders Bilde, Erik Eriksen, Knud Rud, Lauge Brahe. Teste Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 181.

(b) Eric. Georg. Hist. Gust. I. part. 2. pag. 133.

om i anden Form, og stiftet store Ting, over hvis Conservation de maatte ideligen være aarvaagne. Begge havde ogsaa tilfælles Fiender, nemlig den fangne Konge, Pfaltz-Grev Friderik, og Keiser Carl, hvorfore de ogsaa begge søgte tilfælles Allierede; thi foruden de Protestantiske Førster udi Tydskland, søgte de ogsaa Francisci I. Kongens af Frankrige Venskab, saasom samme Konge var en svoren Fiende af Keiser Carl. Gustavus, for at berede sig Vej til videre Forbindelse med Francisco I. skikkede sin Secretaire først til Frankrige, hvilken skulde giøre Begyndelse med Commercien, saaledes, at de Svenske her efter fra første Haand skulde hente Franske Vahre, besynderligen Salt og Viin, som Hollænderne tilforn bragte dem fra Frankrige. Der paa blev sluttet en Commerce-Tractat, og saasom Kongen af Frankrige havde ladet sig informere om de Nordiske Folks Tapperhed, tog han med Glæde imod saadant Venskabs Tilbydelse. Hvorpaa Gustavus skikkede et anseeligt Gesantskab til Frankrige, nemlig Steen Eriksøn, Canceler Conrad Peutinger og Mag. Jürgen Norman, hvilke sluttede en Defensive Alliance med Kong Francisco I. Franciscus derimod skikkede sin Gesant Richer til Sverrig med Ridder-Ordenen af St. Michaël til Kong Gustav.

Kong Christian som ogsaa, for at bestyrke sig imod den mægtige Keiser Carl og det Burgundiske Huus, fandt for raadeligt at træde i Forbund med Francisco I. affærdigede den 12. Sept. udi dette Aar, til Frankrige Eske Bilde, Peder Svab eller

Forbund imellem Dannemark og Frankrige.

Svave, og Erik Krabbe, hvilke paa Kong Christians Vegne sluttede et Forbund med Frankrige saaledes, at Dannemark udi Nødsfald skulde assistere Frankrige med 6 Skibe og 1000 Fodgængere. Frankrige derimod skulde komme Dannemark til Hielp med 12 Skibe og 2000 Soldater. (a) Den vigtigste Artikel var, at Kongen lovede at tillukke Sundet for alle Kongens af Frankrige Fiender. (b) Tractaten blev siden ratificered af begge Herrer, og skikkede Kongen af Frankrige siden til Dannemark først hans Gesant Richer, (362)

(a) Fœdus cum Francisco I. de dato Fontisbellaqv. die 29. November. 1541. pag. 1521.

(b) Leonard. Collect. Tract. Tom. II.

og siden Carolum Danzæum: Saa at der paa samme Tid blev et sterkt Venskab imellem Dannemark, Sverrig og Frankrig, hvilke alle havde en tilfælles Fiende udi Keiser Carl, thi Frankrig havde ham til Naboe, og de to Nordiske Konger bleve ideligen truede nu med Kong Christian 2, nu med samme Konges Svigersøn Pfaltz-Grev Friderik, til hvilken der meenes den fangne Konge havde transporteret sin Rett til de 3. Nordiske Riger.

Medens Kong Christian giorde slige Anstalter for at bestyrke sig imod det Burgundiske Huus, blev han dog ved at arbeide paa Stilstandens Forlængelse med Keiseren. Men, som han saadant ikke kunde erholde, lod han i dette Aar arrestere nogle Hollandske Skibe udi Sundet, ikke for at beholde samme Skibe, men for at bringe Keiseren til fredelige Tanker. Da dette rygtedes i Holland, lod Regentinden Maria ogsaa anholde alle Danske Skibe hos sig. Saasom derudover all Ting saae ud til Vidløftighed, søgte Hamborgerne at underhandle et Forliig imellem Kongen og Keiseren, og blev ved deres Mediation et Mode berammet til Münster den 1. May. Men de Keiserlige funde ikke det Sted belejligt, og siden foresloge Campen i den Province Overyssel, hvor de Danske Fuldmægtige ogsaa beqvemede sig til at møde. De

Nye Freds-Handel imellem Riget og Keiseren.

Kongelige forlangede da, at Fred eller Stillstand maatte sluttes ikke alleeneste med Holland, men endogsaa med alle Keiserens Lande; thi, som Holland og Nederlandene vare de Provincier, som Dannemark mest kunde tvinge ved Handelen, saa vilde Riget ikke indgaae nogen particuliere Fred, hvorved den Fordeel blev betaget, og Keiseren kunde gives frie Hænder til at agere. De forlangede dernæst, at den Pension, som ved det Gentiske Fordrag var accorderet til Riget af Nederlandene, maatte betales, og endeligen, at de arresterede Skibe maatte løsgives. Derimod lovede de paa Rigets Vegne at betale den Brudeskatt, som de Danske Princesser Christiani 2. Døttre prætenderede, og derudi at fornøje saa vel Pfaltz-Greven, der havde den eene Princesse, som Hertugen af Lothringen, der efter den Maylandske Førstes Afgang havde ægtet den anden. De Burgundiske Gesantere svarede der til, at de ingen Fuldmagt havde til at accordere noget saadant, maatte derfore have nogen (363) Tid, indtil de kunde faae Regentindens Tanker derom at viide. Endeligen erklærede Frue Maria sig saaledes, at det stod vel i Hendes Magt at slutte en Stilstand paa Nederlandenes Vegne, men ikke for de andre Keiserens Lande, og hvad Pensionen angik, da sagde hun, at de Kongelige havde forbrudt den formedelst det Indfald de for nogle Aar siden havde giort udi de Keiserlige Lande ved Grønningen og Dam. Men som de Danske Fuldmægtige ingenlunde vilde indgaae nogen particuliere Stilstand med Nederlandene, eftersom Riget derved renoncerede paa all den Fordeel det havde mod

Bliver frugtesløs.

Keiseren i Krigs-Tid, og de Burgundiske Gesantere bleve ved deres forrige Paastand, skildtes de med uforrettet Sag fra hin anden, hvorvel de Hamborgske Deputerede giorde adskillige Forslag for at holde dem tilbage.

Efter at dette Mode igien saaledes frugtesløs var afløbet, begyndte Fientlighederne at gaae for sig imellem Riget og Nederlandene igien. Og bleve da Hamborgerne, som Lemmer af Holsten ej heller sparede, thi Regentinden lod anholde alle Hamborgske Skibe og Vahre i Holland, og udgav et Patent, hvorved alle gaves Frihed til at tage og opbringe Danske Skibe. Blant andre Danske blev da fangen under Zeeland Stige Bagge, hvilken blev rettet i Holland efterdi han blev holden for en Fransk Spion, han havde kastet alle sine Breve udi Søen, da han blev tagen. Den Zeelandske Krønike efter Pontani Berettning, (a) siger, at han lidde saadan Straf efterdi han ingen Commiss havde, og derfor blev agted som en Søe-Røver. Claus Hvitfeld havde ogsaa den Ulykke at falde i deres Hænder, thi da han efter Ordre

Claus Hvitfeld føres fangen til Holland.

var udi Norge, for at føre noget Kirke Sølv, som var brugt til Superstition, fra Norge til Dannemark, blev han tagen udi en Kirke af de Nederlandske Udliggere, og ført til Enkhuysen udi Holland, hvor han blev siddende et heelt Aar, men omsider kom løs igien ved saadan Lejlighed. Hans Broder Poul Hvitfeld gik udi Søen med et Fartøy for at hevne sig over Fienden, og endeligen havde den Lykke at opbringe et Skib, hvorpaa var Henrici Theodori Borgemesterens Søn af Amsterdam, hvilken Kommer løs igien.

han lod fængsligen forvare indtil (364)

(a) Pont. Hist. Christ. 3.

til han blev omvexled med hans Broder Claus Hvitfeld. Paa samme Tid var ogsaa Sverrig udi fuld Bevægelse, formedelst den saa kaldte Takke-Krig, hvorom tilforn er talet. Og var samme Oprør des farligere, efterdi Niels Takke var understøttet af Pfaltz-Greven, og en Hob fordrevne Svenske Misfornøjede, som opholdte sig i Tydskland, blant hvilke var Bisp Magnus af Skara, Friderik Rentemester, Oluf Brems, Hans Bogbinder, og en Normand ved Navn Gauthe, hvilke vare Pfaltz-Greven anhængige og stukke Hovederne sammen for at stifte Oprør i Rigerne.

Formedelst disse og andre Fiendtligheder var Kong Christian des villigere til at 1542. assistere Kongen af Frankrige imod Keiseren, thi, da Franciscus I. udi efterfølgende Aar paaførte Keiseren Krig, og Kong Christian af ham blev ansøgt om Hielpe-Tropper,

Kong Christian skikker Hielpe-Tropper til Frankrige og Sverrig.

efter det nyeligen giorte Forbund, skikkede Kongen ham til Hielp 500 Ryttere. Ved samme Tider skikkede Kongen ogsaa Hielpe-Tropper til Sverrig imod ovenmeldte Niels Takke, hvilken blev Aaret derefter ihielskudt, og siden lagt paa Steile, (a) saa at ved hans Død Oprøret blev stillet, og, saasom man havde hos nogle af Niels Takkes Tilhængere, som bleve fangne udi Norge, fundet Breve fra Pfaltz-Grev Frideriks Venner, som fomenterede dette Oprør, lod Kong Christian tilskikke Kong Gustav samme Breve, befoel ogsaa sin Flode at seile omkring de Norske Køster for at beskytte Havnene. Blant de Breve, som fandtes hos de Fangne, og som bleve skikkede til Sverrig, var et fra Keiseren selv til de Svenske, og i sær til Smaalandene, hvor Takke-Feiden egentligen reisede sig. Udi dette Brev giver han tilkiende, at han skikker dem sin Geheime-Raad Nicolaum Perenot Herre af Granvella, som skal berette dem mundtligen adskillige Sager. (b) Eet andet Brev var skrevet af bemeldte Nicolao Perenot, (c) Hvorudi han beretter, at hans Keiserlige Majestet har fornummet, at Sverrig (365)

(a) Eric. Georg. Hist. Gustav. I. sætter 1543. Hvitfeld der imod henfører hans Død til det Aar 1542.

(b) Literæ Carol. 5. ad Svecos Barcellon. die 23. Octobr. 1542. p. 1530.

Herudi har Pontanus ilde udcopieret Hvitfeld paa adskillige Steder.

udi nogle Aar af dets uretmæssige Regent er bleven ilde medhandlet, og at Indbyggerne have grebet til Gevær for at beskytte deres Frihed, hvorudover han var beordret enten mundtligen eller ved Skrivelse at lade dem Keiserens Tanke og Forsætt vide. Videre skriver han, at, saasom det de Svenske ikke maa være ubekiendt, at Churførst og Pfaltz-Grev Friderik har ægtet Christiani 2. Dotter Dorothea, og han derover paa sin Gemahlindes Vegne har rettfærdige Prætensioner paa de Nordiske Riger, saa formanede hans Keiserlige Majestet dem at antage samme Pfaltz-Greve til deres Herre og Konge. Der paa afmaler han Pfaltz-Grevens store Dyder, og forsikkrer dem om Keiserens Bistand.

Omendskiøndt dette Oprør blev stillet ved Niels Takkes (a) Død, saa dog aflod Pfaltz-Greven ikke at practicere mod Rigerne, men skikkede siden tvende Mænd, nemlig Caspar Seckendorff, og Mag: Ambrosium Skienrood til Greve Christopher af Oldenborg, til Hertug Albert af Meklenborg, samt til Bremen, Dantzig og Lybek &c.

Pfaltzgreven bliver ved at intriguere imod Riget

for at opmuntre dem til at føre Krig paa Rigerne, og at forsikkre dem om Kejserens Undsættning. Men de fleeste, besynderligen Hansestæderne, undskyldte dem dermed, at de havde sluttet Fred med Dannemark, og indgaaet Stilstand med Sverrig, og, at de derfor ikke kunde paaføre samme Riger Krig, helst, saasom de derved vilde miste deres Privilegier udi Handelen, Biskopen af Bremen giorde ogsaa samme Undskyldning. Men Hertug Albert af Meklenborg tilbød strax sin Tienneste. Pfaltz-Greven affærdigede derhos en Skrivelse til Almuen udi Sverrige, hvorudi han styrkede dem i deres Forsætt, at sætte sig imod Gustavi Haardhed og Tyrannie, og at beskytte deres gamle Privilegier og Friheder, formanede dem ogsaa at antage sig til Konge, saasom han paa sin Gemahlindes Vegne havde Rett til de 3 Nordiske Riger, og forsikrede om, at Kejseren derudi vilde staae ham bi, og holde hvad han har lovet de Misfornøjede ved Nicolaum Perenot. Med dette Brev blev Johan Bogbinder skikket til Sverrig. Men da han kom did hen, var Niels Takke alt omkommen, og Gustavus havde bestyrket sig saaledes med fremmede Tropper, at ingen torde (366)

(a) Udi Gustav I. Hist. heder han Niels Dacke.

bevæge sig meere imod ham. Der siges, at Johan Bogbinder blev greben med Brevene og siden rettet, og at Pfaltz-Greven havde lovet at nobilitere Niels Takke. Saaledes bemøjede Pfaltz-Greven og hans Anhang sig ideligen forgiæves paa Regieringens Forandring udi Norden, og var det ikke lidet Stød for dem dette Aar, at den ældste Kongelige Prinds Friderik blev af Stænderne erklæret sin Faders Successor i Riget; thi han

Den unge Prinds Friderik erklæres sin Faders Successor.

blev den 12 Augusti hyldet paa Lybers Høj udi Skaane, efter at han tilforn i samme Aar var hyldet paa alle Lands-Ting, og blev Prætendenten end meere afskaaren Forhaabning til Successionen i Sverrig, efterdi Gustavus havde, som sagt er, udvirket udi det Aar 1540, at Sverrig skulde være et Arve-Rige, hvilket blev confirmeret 1543 (a) den 13 Januarii paa Rigs-Dagen til Vesteraas, og blev da Kong Gustavi

Confirmation paa det Kongl. Huuses Arve-Rettighed i Sverrig.

ældste Søn, Erik, en Prinds af 11 Aar (b) erklæret sin Faders Successor, og videre blev besluttet, at Kronen efter ham, fra Linie paa Linie skulde falde paa mandlige Arvinger. (c) Ellers tildrog sig intet andet merkværdigt dette Aar, uden at den bekiendte Doct: Johannes Machabæus blev forskreven fra Wittenberg for at være Theologus i Kiøbenhavn.

Endskiønt Kejserens og Pfaltz-Grevens Anslag saa ofte vare mislingede, og Successionen i Rigerne var saaledes etableret, som sagt er, continuerede dog Fiendtlighederne, og lod Kong Christian udi efterfølgende Aar 1543. publicere et Manifest, 1543.hvorudi han gav tilkiende, hvor ofte han har søgt Fred hos Kejseren, og tilbudet Kongens Manifest imod Nederlandene.sig at lade Sagen komme for u-partiske Dommere, men alltid forgiæves; Opregner derpaa alt hvad som er passeret udi denne Stridighed, og hvorledes han udi 8 Aar har været foraarsaget, (367)

(a) Den Svenske Historie sætter det Aar 1544. men Hvitfeld og Pontanus siger 1543.

(b) Ægid. Girs Hist. G. 20.

(c) Hvitfeld taler om denne store Act ligesom den allerførst blev giort 1543. og saaledes confunderer Acten med dens Fornyelse. Han siger ogsaa da, at Sverrig, som fra Arilds Tid havde været et Vall-Rige, blev giort til et Arve-Rige, da dog intet Tegn findes i den Svenske Historie til Vall-Rige; tvertimod det Svenske Jus Regium eller Konge Balkens 3 Capitel siger: Om Kongens Søn er til, er han nærmest.

at giøre store Krigs-Bekostninger, som han kand udregne til 8 Tønder Guld. Hvorfore han er foraarsaget at lade arrestere alle Nederlandske Skibe udi Sundet til Repressalier for tilføjede Skade. Han lod ogsaa strax derpaa arrestere alle Nederlandske Skibe i Sundet, og skikkede i Søen en Flode af 40 Skibe, hvorpaa vare 10000 Mænd. Samme Flode var commanderet af Hr. Magno Gyldenstierne, (a) hvilken efter Hvitfelds Sigelse havde Ordre til at igiennemstikke Digerne udi Holland, og det efter Christopher Trundsens Project, som var Vice-Amiral udi Floden. Men man kand have Aarsag at tvile om det var Kong Christians Befalning, efterdi han var en af de Christeligste Potentater paa de Tider, og saadant kommer aldeeles ikke overeens med de andre hans Gierninger. Man kand heller troe, Et farligt Anslag imod Holland.at saadan Resolution blev tagen i Søen. Hvitfeld meener ellers, at, endskiøndt dette Foretagende havde haft Fremgang, man dog intet synderligt havde kundet udrette der med, hvilket jeg vil lade staae ved sit Værd. Men denne Flode forrettede intet af Vigtighed, eftersom den af Storm blev dreven til de Norske Køster, saa at Hollænderne denne gang bleve befriede fra en stor overhængende Fare, og de Danske iligemaade fra den Eftertale, at have tenteret saadan Gierning hvilken ingen Zirath havde blevet udi denne Kongelige Historie.

Medens dette skeede, kom der Skrivelse fra Henrico 8. Kongen af Engeland, hvorudi han begierer at vide, hvad Kong Christians Sigte var med denne mægtige Flodes Udrustning, om saadant skeede Kongen af Frankrige til Beste, med hvilken han

Breve Vexling med Kongen af Engeland.

var i Krig, eller ej, Kong Christian svarede dertil udi en Skrivelse, dateret til Kiel, og viisede hvorledes han havde været begægnet af Kejseren, af hvilken han saa ofte havde begiæret Fred, men forgiæves. At Regentinden af Nederlandene havde forkyndet ham offentlig Feide, opbragt hans Skibe, og ladet lægge paa Stejl og Hiul nogle af hans Officiers. Saa det var alleene for at hemme saadan Gevalt, at denne Flode var udrustet, og var det saa langt fra, at Kongen havde noget Fiendtligt i Sinde imod Engeland, at han heller af yderste Magt vilde arbejde paa at stifte et Forliig (368)

(a) Pontanus af Vildfarelse kalder ham Magnus Gøe.

mellem samme Rige og Frankrige, og haabede han i Henseende til det Venskab, han holdt med Francisco I. at bringe samme Konge til fredelige Tanker.

Omtrent ved samme Tid bleve bilagde de Tvistigheder, som længe havde været med de Pomerske Hertuger, angaaende det Gods, som paa Rygen stedse havde hørt til Roskilde Dom-Kirke, thi fra den Tid Kong Erik af Pommern havde afhændiget

Transaction med de Pommerske Hertuger angaaende Rygens Bispedom.

den Øe Rygen til de Pommerske Hertuger, havde Dannemark intet andet tilbage end det blotte Biskopdom paa samme Øe, hvilket laae under Roskilde Stikt, og blev da saaledes afgiort til Kiel, at den Roskilde Bisp (a) eller hvilken anden som Inspection over Kirkerne paa Rygen blev betroed, skulde nyde de Indkomster, som Roskilde Stikt stedse havde været berettiget til, dog skal Hertugerne reserveres den Højhed og Jurisdiction, som stedse har fuldt dem. Iligemaade blev besluttet, at Hertugerne af Pommern skulde have Rett til at kalde en Superintendent, og Bispen af Roskilde Rett til at confirmere saadant Kald, hvoraf man seer hvor vit den Øe Rygen endda dependerede af Riget.

Endeligen blev efterfølgende Aar 1544 den langvarige Trætte med Kejseren bilagt, 1544.og Riget efter saa megen udstanden Ulejlighed bragt til fuldkommen Roelighed igien; thi Kongen, saasom han merkede, at nogle af hans Allierede havde giort Fred med

Handel om Fred med Keiseren.

Kejseren, og at Kongen af Frankrige af Desperation havde sluttet Forbund med den Tyrkeske Sultan, besluttede han, at forlige sig med Carolo 5, og til den Ende affærdigede Gesantere til den Spiriske Rigs-Dag for at handle om Fred. De Kongelige Gesantere vare Johan Rantzow, Anders Bilde, Peder Svab, og Caspar Fux, hvilke traade i Conference med de Kejserlige Fuldmægtige, som var Nicolaus Perenot af Granvella, Præses udi det Kejserlige geheime Conseil, Johannes Navius, Vice Canceler, Carolus Byssot, og Vigilius von Zwicken. Mellem dem blev paa de høje Principalers Vegne sluttet det navnkundige Spiriske Fordrag, kaldet den Nederlandske Det Speiriske Fordrag.Arve-Transaction, som saa ofte er citeret udi Historien indtil vore Tider. Derudi blev blant andet (369)

(a) Transactio Kiel. in Act. publ. Landorp. Tom. 8.

besluttet, at der skulde være en ævig Fred mellem Kejseren og Kongen, samt deres Riger og Lande, at Kongen skulde renoncere paa alle de Forbund, som kunde sigte imod Kejseren og hans Lande, Kongen skulde ikke assistere Kejserens og Kejseren ej heller Kongens Fiender. Det Gentiske Fordrag skulde staae ved Magt, Christiani 2. Døttre skal bekomme den Brudeskatt udaf Riget, som dem tilkommer paa Fædrene og Mødrene Side. Den fangne Konge skal blive bedre tractered end tilforn, og nyde Frihed at skyde og jage, samt anden Divertissement, dog under Vagt og Opsyn. &c. (a) Her til lægge nogle at Kong Christian renoncerede paa den Rett, de Danske Konger havde haft i Krigs-Tider at anholde fremmede Skibe, og ikke at tage meere end en Rosenoble af hvert Skib, som passerer Sundet, men jeg finder intet derom udi Tractaten, og kand det derfor passere for en Digt.

Efter at denne langvarige Tvistighed saaledes var bilagt, aftakkede Kongen det Krigsfolk, som han formedelst Krigen stedse havde holdet paa Beenene. Disse Folk bleve en Tid lang liggende ved Grændserne, førend de forlode Riget, hvorudover man giorde sig adskillige Betænkninger, og meenede nogle, at man sigtede paa de Dytmarsker, efterdi de samme havde giort Forbund med Pfaltz-Grev Friderik, og Hertugen af Lothringen, begge den fangne Konges Sviger Sønner. Men den Mistanke forsvandtes strax eftersom Kongen kort derefter sluttede et Fordrag med Dytmarskerne, saaledes at de skulde staae fra det Forbund, som de havde sluttet med ovenmældte Herrer. Rigerne komme derfore udi en fuldkommen ønskelig Fred, og Kongen

Kongen bliver ved at reformere Riget.

betienede sig af denne lyksalige Tilstand at forbedre all Ting udi Rigerne, og at bestyrke de mange store Ting, som han havde stiftet baade i Religionen og Staten: Og, saasom hans Majestet havde fornummet, at endskiønt de fleeste Geistlige havde antaget Reformationen, saa dog vare mange af dem endda hemmelige Papister, lod han kort efter Freden anordne en offentlig Disputation, hvilken varede 8 Dage i Kiøbenhavn, om de fornemste Troens Artikle. Did hen bleve (370)

(a) Transactio Spirens. die 3. Junii 1544. vid. Leibnitz Mantiss. Codic. Diplomat. pag. 233.

forskrevne alle Lunde Canonici, samt Geistlige fra andre Capituler udi Riget, blant hvilke de Fornemmeste vare Petrus

Religions Disputats i Kiøbenhavn.

Severus, Petrus Jareus, Mag. Johan Thursen, Bernard Arvedsen, Abbederne af Herritzvad og Esserum, og Mag. Erasmus Sartorius af Sorøe Kloster. Disse efter at Religions Artiklerne længe havde været tvistede om, underskreve omsider den antagne Religions Form, og bleve derpaa promoverede til Doctores i Theologien Nicolaus Cragius, Olaus Chrysostomus, og Johannes Syningius, hvilke offentligen havde forsvaret den Evangeliske Troe udi denne Forsamling.

Udi dette Aar døde ellers 2 anseelige Mænd udi Riget. Den eene var Magnus

Magni Gøes Død og Berømmelse

Gøe Dannemarks Riges Hofmester. Samme Magnus havde blant Adelen været en af de største Befordrere af den Evangeliske Religion, hvorpaa han lod see store Prøver udi det Interregno efter Kong Friderik, da han misfornøjed forlod den store Rigsdag, som sigtede paa samme Religions Undertrykkelse, og siden tog Mag. Hans Taussen udi Protection imod Biskop Rønnov. Han holdes for en af de mægtigste og rigeste Proprietarier, som nogen Tid har været enten i Dannemark eller Tydskland, og havde Kongen i sær Aarsag at gremme sig over hans Død, efterdi han stedse med en særdeeles Iver havde været det da regierende Kongelige Huus tilgedan.

Den anden navnkundige Mand var Joachim Rønnov, fordum Bisp udi Roskild. Om ham er tilforn vitløftigen handlet, hvorfor jeg det her igien ikke vil repetere.

Item Joachim Rønnovs Død og Characterer.

Han bliver anseet hos de Roman Catholske som en hellig Mand, og en Martyr af den Romerske Kirke, hvorvel hans heele Levnet viiser at Højheds og Indkomsternes Forliis stod ham meere for Hovedet, end Religionens Svækkelse udi Riget; thi at Religionen var ikke Hovet-Hiulet, som drev denne Mands Gierninger, kand sees blant andet deraf, at han af Jomfrue Birgitte Gøe lod sig drive til at see igiennem Fingre med Mag. Hans Taussen og de Lutherske. Ja man kand derfore sige, at han heller var en Martyr af Roskilde Stikts Indkomster, end af den Romerske Troe. Han døde paa Kiøbenhavns Slott, hvor hen han havde været bragt fra Gulland. Og (371) siges der at han nyeligen for sin Død havde ladet sig merke med at ville efterfølge de andre Bispers Exempler i at underskrive den af Regieringen conciperede Revers. Den fornemste Aarsag til hans haarde og langvarige Fængsel var, at han sagde, da de andre Bisper bleve løsgivne, de burde skiemme sig, at de ikke kunde befrie ham af Fængslet, da dog han selv eene, om han havde været paa frie Fod, vilde befrie dem alle. Det er ellers merkeligt, at han døde som en Fange paa Kiøbenhavns Slott, hvorpaa han strax efter Kong Frideriks Død havde formeret Prætensioner, foregivende at Slottet hørte Bisperne af Roskilde til, (a) hvoraf sees denne Mands store Vanitet.

Endskiønt Kongen nu havde giort Fred med Keiseren, og han derudover ingen stor 1545. Fare kunde vente sig af den fangne Konges Sviger-Sønner Churførsten af Pfaltz, og Hertugen af Lothringen, dog, saasom de samme endda ikke havde renonceret paa deres prætensioner, ej heller vare indsluttede udi det Spiriske Fordrag, levede han dog siden ikke uden Frygt, og derfore havde vagtsom Øje paa all Ting; For samme Aarsag Skyld, da et Antall Krigsfolk efterfølgende Aar samlede sig ved Elben, og man kunde have Aarsag at tænke, at det var Pfaltz-Grevelige Hvervinger, lod Kongen ogsaa ved Bramsted forsamle en Hob Folk af Danske og Holstener. Men denne Frygt forsvantes strax; thi da man merkede at disse fremmede Tropper tilhørede Hertug Henrik af Brunsvig, og at han dermed agtede at belejre Wolffenbyttel, finge de Kongelige Krigsfolk Dimission igien, og enhver reisede hiem til sit. Ellers var dette Aar merkværdigt, formedelst den Kongelige Prinds Johannis Fødsel. Dette er den samme Prinds som udi Historien kaldes Johannes Junior eller den yngre, og som udi den Slesvig Holstenske Deeling bekom Als, Arrøe, Pløen, Arensbøk, Rheinfeld, ja som stiftede det Synderborgske Huus, og er bleven Stamfader for Hertugerne af Synderborg, Norborg, Glücksborg og Pløen. Han blev bragt til Verden paa Coldings Slott den 25 Martii. (372)

(a) Manuscr. Skibyens.

Efterfølgende Aar 1546. tog Kong Christian sig for at exequere den Artikel i 1546. det Spiriske Fordrag angaaende den fangne Konge, at han skulde have bedre

Et Fordrag sluttes med den fangne Konge.

Underholdning og mildere Fængsel. Men førend dette skeede, blev et Fordrag giort imellem begge Konger bestaaende af efterfølgende Artikle.

1. Renoncerede den fangne Konge paa all den Rett, som han og hans Arvinger havde til de tvende Riger Dannemark og Norge.

2. Afstod han ogsaa all saa vel Arve- som Lehnrettighed, han havde til Førstendommerne; iligemaade det Privilegium, som han havde erhvervet af Keiseren, at det Hertugdom Holsten skulde tages til Lehn af ham og hans Arvinger.

3. Afsagde han sig iligemaade fra sine Prætensioner paa Sverrig.

4. Vill han lade sig nøje med det Ambt Kallundborg og den Øe Samsøe til sin Underholdning.

5. Lover han intet enten hemmeligen eller aabenbare at handle mod Kongerne af Dannemark og Sverrig.

6. At han ikke uden Kongens Villie og Videnskab vill reise fra Kallundborg, men der stedse forblive.

7. Om der nogen vill tale med ham, skal det skee i Lehnsmandens Overværelse.

8. At det skal staae ham frit for at jage og fiske der i Landet.

9. Efter hans Død skal Slottet og Lehnet igien følge Kronen.

10. Er han begiærende, at hans Døttre af de 3 Riger og Førstendommene maa gives saadan Brudeskatt, som hans Søster Elizabeth Margrev Joachims til Brandenborg hans Gemahlinde blev given, og at enhver af dem derforuden maa bekomme et Klenodie paa 10000 Gylden, og dermed skulde de intet videre have at fodre.

11. Vil han mage det saa, at de dermed lade dem nøje. Dette blev underskreved og forseigled af den fangne Konge, af Christiano 3., samt af hans Brødre Johan og Adolf. Hvormed endtes denne Successions Trætte og Kongen havde derfor ingen Anfægtning meere, men levede sin øvrige Tid udi Roelighed, skiøndt ikke uden Bekymring (373) i Henseende til den Evangeliske Troe, som truedes adskillige gange med Ruine udi Tydskland, sær udi dette Aar, da Hovederne for de Protestantiske, nemlig Hertug Johan Friderik af Saxen, og Land-Greven af Hessen, af Keiseren bleve fangne udi det fatale Slag ved Muhlberg. Førend dette Slag stod, anmodede

Kongen anmodes om Hielp af de Protestanske Førster.

bemeldte Førster Kong Christian om Hielp efter det Forbund, som var giort imellem dem. Hvorudover Kongen ogsaa skikkede Hans Bernikov til Tydskland med 40000 Gylden, men befoel ham derhos at skikke sig efter Tiden, saaledes, at, om Førsterne victoriserede, skulde han levere dem Pengene, men hvis ikke, skulde han føre dem tilbage, hvilket og skeede. Dette gav Anledning til adskillige Raisonnemens, og Kongen maatte derudover høre ilde, eendeel, fordi han efter Forbundet ingen Assistence giorde

Kongens Opførsel herudi criticeres.

sine Troes-Forvante, da Faren var saa stor, eendeel ogsaa, efterdi han ved saadan Opførsel syntes alleene at holde med den sterkeste. Jeg søger ikke at sætte Farve paa Fejl, vill derfor ej heller gandske undskylde denne Kongens Gierning. Dette er dog vist, at det Spiriske Fordrag med Kejseren er yngre end det Forbund med de Protestantiske Førster, og at Kongen ved samme Fordrag havde forpligtet sig, hverken directe eller indirecte at assistere Kejserens Fiender, hvorudover Kongen denne Gang var udi en meget vanskelig Situation. Dog kand man sige, at det havde været bedre at gaae

Autoris Betænkning derover.

reent til Verks ved at nægte de protesterende Førster Undsættning, og beraabe sig paa det Spiriske Fordrag. I det Øvrige havde Riget været alt for mange Uroeligheder underkastet, at det paa nye skulde indvikle sig i Krig med Keiseren igien; thi offentligen at assistere Keiserens Fiender, tienede til intet andet end at trække sig samme mægtige Potentat paa Halsen igien; og tillige med at bringe alle Prætendenterne paa nye udi Gevær. Dette havde Kongen for Øjene, og derfor ikke alleene holdt Pengene tilbage; Men lod endogsaa arrestere en Dansk Rittmester ved Navn Jürgen Urne, der her havde antaget Folk udi de Protestantske Førsters Tieneste. Denne Jürgen Urne var en særdeles duelig Krigsmand, hvorudover Churførst Johan Friderik, i hvis Tieneste han stod, sagde: hvis Jürgen Urne havde været med udi Slaget, (374) havde det gaaet anderledes til. Udi dette Aar blev født til Colding den 20 Junii en Kongelig Princesse kalden Dorothea, og var der foregaaende Vinter saadan Kulde, at man kunde gaae over begge Belter, item over Havet fra Giessøer til Rostok.

Efterfølgende Aar blev den ældste Kongelige Prinds Friderik skikked med 8 Skibe 1547. til Norge for at hyldes sammesteds, hvilket og skeede. Hyldingen skeede til Opsloe. Udi samme Aar blev holden en Herredag til Colding, hvor de Vendiske Stæders Gesantere lode sig indfinde for at begiære Confirmation paa deres gamle Privilegier, hvilken og blev dem given, med Reservation af de Kongelige Regalier, Told og

Herredag til Colding.

Herligheder. Men dette skeede ikke uden foregaaende Tvistigheder, saasom nogle af det Danske Raad foregave at slige Privilegier, eftersom de gives Folk i Henseende til Meriter, ophøre de af sig selv formedelst Mishandling. Nu var det noksom bekiendt, hvor ofte de Vendiske Stæder havde øvet Fientlighed imod Riget, hvorudover man havde Aarsag at nægte dem de Privilegier, som de ved saadan Opførsel havde forbrudt. Dog blev deres Stemmer de fleeste som holdte for at privilegierne skulde confirmeres, sær, efter som Kongen udi seeneste Kiøbenhavns Belejring havde forsikkret de Lybske derom.

Paa samme Herredag bleve foretagne Slesvigske Sager, og forhandlet at Kongens Brødre Johannes og Adolf, som selv paa Rigsdagen vare tilstede, skulde af Kongen af Dannemark og hans Successorer tage det Hertugdom Slesvig med den Øe Femern til Lehn. Dette til Forstaaelse er at merke, at Kongen udi det Aar 1544

Førstendommerne deeles mellem Kongen og hans Brødre.

havde deelet Førstendommerne mellem sig og sine Brødre saaledes, at Johannes havde bekommet Haderslef, Tøndern, Rensborg, Friesland, Femern, de Klostere Bordisholm, Lugum, og Dørning. Adolphus fik Gottorf, Hütten, Wettensøe, Morkirk, Stapelholm, Eidersted, Husum, Apenrade, Kiel, Neumünster, Oldenborg, Trittow, Cismar og Neustadt. Kongen fik paa sin Part Flensborg, Als, Arrøe, Sundevitt, Segeberg, Oldesloe, Rheinfeld, Arensbøck, Pløen, Steinberg, Itzehoe, Crempe og Wilstermarsk, samt Heiligenhaven. Den 4de Broder bekom intet, saasom han var traaden udi geistlig Orden.(375) Dette er den anden Holsteen Slesvigske Deeling mellem de Kongelige Børn, hvilken har givet Anledning til end større Tragœdier end den forrige, som skeede under Kong Hans. Dog kand man ikke beskylde Kong Christian 3die at have syndet meere imod Stats-Maximer og den sunde Politique end andre; thi alle Førstelige Børn tilegnede sig endda Successions-Rett, indtil man af adskillige Ulykker omsider lærede at afskaffe slige skadelige Deelinger, og at indføre Jus Primogenituræ eller første Fødsels Rett. Vel tog Kongen den Præcaution, for at

Stiftelse af den saa kaldte Communion eller Union.

hindre Uenighed, at Hertugdommerne og dets Parter ikke skulde skilles ad, og blive independente Stater fra hinanden, at indføre den saa kaldte Communion, saa vel som Union udi bemeldte Førstendommer; Men saasom de samme vare forfattede udi alt for simple Terminis, efter de Tiders Maade, have Parterne der af ofte taget Anledning at dreie Ordene, enhver efter sin Interesse.

Efter at Deelingen saaledes som sagt er var giort, blev udi dette Aar handlet paa Rigsdagen til Colding om Lehnets Annammelse, saa vit Slesvig angik; Men der

Tvistigheder om det Slesvigske Lehns Annammelse.

reisede sig da saa mange Tvistigheder om Lehnets Natur og Maade, at man skildtes der ad med uforrettet Sag. Hvad Holsten der imod anbelanger, da plejede tilforn Hertugen at tage Lehnet af de Lybske Biskoper paa Keiserens Vegne. Men Kong Christian erhvervede et Privilegium af hans Svoger Keiser Carl, at Holsten herefter skulde tages til Lehn af ham og hans Efterkommere. Derimod satt sig af yderste Magt Kong Friderik den Første, som da var Hertug udi Holsten, saasom han ingenlunde vilde tilstede at Holsten skulde blive et Lehn af Riget. Sagen blev derfore længe omtvistet i den Keiserlige Kammer-Rett, indtil Christianus 2. ved det Bordesholmske Fordrag renoncerede paa dette Privilegium, som er viiset udi højstbemeldte Konges Historie, hvilken Renunciation blev siden confirmered udi den Revers, som han gav for sit Fængsels Formildelse, hvorvel jeg ikke kand see, hvad som kunde drive Kong Christian 3. at drive paa den Post; thi det som syntes at være ham og hans Herr Fader til Præjudice, medens de vare Hertuger af Holsten alleene, var dem til Fordeel som Konger, helst denne (376) Konge, til hvilken Christianus 2. afstod all sin Rett til Riget, og consequenter det Regale, som han for sig og sine Efterkommere havde erhvervet af Keiseren, at conferere det Holstenske Lehn. Fra Kong Frideriks Ankomst

Keiseren forlehner Kongen og hans Broder med Holsten.

til Regieringen indtil denne Tid, havde ideligen været Misforstand mellem Keiseren og Kongerne, hvorudover han ingen af dem har villet forlehne med Holsten. Men, da Tvistigheden ved det Spiriske Fordrag blev hæved, forlehnede han Kong Christian, saavelsom hans tvende Brødre Hertug Hans og Adolf med Hertugdommet udi dette Aar 1548 til Bryssel. Dog blev i Lehnsbrevet den Artikel indført at denne 1548. Forlehning skeede Bispernes af Lybek deres Rett ikke til nogen Præjudice.

Det var ikke alleeneste herudi at Kejseren lod see sin Villighed mod Kongen, men han gav ogsaa ved andre Ting tilkiende, at ville conservere ham Venskab; thi han begyndte at blive meere og meere kaaldsindig imod Pfaltz-Grev Friderik, saa at man end ikke hørte ham meere tale om den Brude-Skatt, som ved det Spiriske Fordrag

Venskab mellem Keiseren og Kongen.

var stipuleret, hvilket, da Kongen merkede, afbrød han den Handel, og igientoog det Tilbud han havde giort Pfaltz og Lothringen om 200000 Daler at betale til Kiel, Hamborg, eller Bremen, helst saasom de samme vilde spende Buen for højt, og lade sig merke med at dem udi Engeland var budet 2 Millioner Guld for deres Prætensioners Afstaaelse paa Rigerne, og meenede Kongen da, at, eftersom de afsloge saa billige Tilbud, og Kejseren ikke meer understødte dem i deres Paastand, kunde han giøre dem saadan Regning, at de havde forbrudt den paastandne Brude-Skatt formedelst de Fiendtligheder de havde øvet, og den Bekostning de havde bragt Riget udi.

Udi Begyndelsen af dette Aar blev den Kongelige Princesse Anna, forlovet til Colding med den Saxiske Hertug Augusto, hvilken siden, efter sin Broders Mauritii

Princesse Anna bliver Churførstinde i Sachsen.

Død blev Churførste af Saxsen. Deres Bilager blev celebreret til Torgou den 12 Octobr. hvor hendes Fru Moder Dorothea selv var tilstede, tillige med mange af den Danske Adel. Det er her ved merkeligt, at Førsten af Anholt, som tillige med var Provst i Magdeborg, giorde deres (377) Brude-Vielse, hvilken findes blandt samme Førstes Skrifter, (a) og var udi den heele Højtid intet prægtigere end at see saadan anseelig Mand forrette Ceremonien. Gustavi I. Historie melder, at Kong Christian udi dette Aar begyndte at føre de 3 Kroner udi sit Vaaben, og at saadant Vaaben allerførst blev seet mahlet paa Princesse Annæ Vogn, og siden satt udi de Kongelige Sigiller. Aarsagen til de 3 Kroners Indførsel i det Danske Vaaben, var efter bemeldte Histories Sigelse denne. Efter at Sverrige af Stænderne var giort til et

Oprindelse til de 3 Kroners Brug i det Kongl. Vaaben.

Arve-Rige, syntes Kong Christian saadan Act at være for haard, efterdi derved borttoges all videre Haab om Rigernes Forbindelse, hvorudover, paa det han ikke skulle synes gandske at renoncere paa saadant Haab, fant han for got, at bruge saadant Vaaben, som skulde heede Unions Vaaben, til en Erindring om den ævige Forbindelse, som engang var giort imellem Rigerne. (b) Men det samme gav siden Anledning til store Tvistigheder, som sees af efterfølgende Historie.

Efter at den fangne Kong Christian havde, som sagt er, ved en Revers afstaaet sine Prætensioner paa Rigerne, tog man sig for at fuldbyrde det, som ham var lovet, nemlig at formilde hans Fængsel, og blev han da den 17 Febr. 1549 ført fra 1549. Sønderborg til Callundborg, for der at leve sin øvrige Tid, og at nyde bedre Underholdning. Kongen selv tillige med Hertug Hans tog imod ham til Assens, og der

Den fangne Konge føres til Kallundborg.

mundtligen forsikrede, at hvad, som lovet var, skulde holdes, hvorfore den fangne Herre takkede. Han blev gelejdet til Callundborg af Anders Bilde, Claus Bilde, Børre Trolle, og Christopher Hvitfeld. Siden bleve ham paa Callundborg Slott tilforordnede 8 eller 9 Herremænd til Opvartere. Der holdtes for ham et Førsteligt Bord, og blev ham tilladt at rejse paa Jagt. Ved saadan Exercice hendte sig eengang, at han blev borte, saa at hans Opvartere med stor Bekymring længe leedte efter ham. Omsider kom han dog tilsyne igien, og skiemtede dermed, sigende, at han havde forstukket sig for at giøre dem bange, hvilket ogsaa er troeligt, thi det er ikke rimeligt, at en Herre af den (378)

(a) Pont. vit. Christ. 3. hvor denne Particularitet findes.

(b) Eric. Georg. Hist. Gust. I. part. 2. pag. 275.

Alder, og der havde udstaaet saa mange Besværligheder, havde Lyst

Adskillige Particulariteter angaaende Christiani 2. sidste Leve-Tid.

til at forsøge Verden paa nye igien. Efter den Tid kom han ikke meere paa Jagt, Alder og Tunghed tillod ham ej heller at bruge saadan Exercice oftere, saa at han stedse forblev paa Kallundborg Slott indtil 1559 da han døde udi sin Alders 78 Aar, efter at han havde siddet fangen paa Sønderborg paa Syttende Aar, og i Kallundborg 10 Aar. Der siges, at da han hørte Christiani 3. Død, faldt han i Graad og sagde: Nu bliver min Tid ikke lang: Hvor udi han og spaaede rett, thi han fuldte ham strax efter.

Udi den Tid han sadd paa Kallundborg Slott, vidner Svaningius, at han havde adskillige Anstød af Melancholie, som var en Arve-Syge hos ham. Og som han mod Enden af sit Liv brugte Italienske Vine meere end han plejede, gik saadan Melancholie undertiden til Galenskab. (a) Man seer ellers, at ingen udi hans Fængsel har haft meere Omhyggelighed for ham end Knud Gyldenstierne; hvilket giver tilkiende, at samme Mand har baaret Fortrydelse derover, at han var Aarsag til hans Fængsel. (b)

Jeg har tilforn fortaalt, at udi den Slesvig Holstenske Deeling den yngste Broder Hertug Friderik blev forbigaaen, efterdi han var traaden udi Geistlig Orden. Det var derfor fornødent at hielpe ham til noget anseeligt Geistligt Beneficium, at han ikke skulde besværge sig over at være giort Arve-løs af sine Brødre. Han blev da i dette Aar promoveret til at være Coadjutor udi det Stikt Slesvig, og derudover stod fra sin Rett paa sin Fædrene Arv udi Hertugdømmene, betingende sig alleene 9000 Mark Lybsk aarligen, indtil han kunde blive forsynet med noget bedre. Han blev efter Doctor Tilemanni Død virkelig Biskop i Slesvig, efter Valentinum

Den yngste Kongens Broder bliver Biskop i Slesvig.

Tetlelium Biskop til Hildesheim, og endeligen Coadjutor til Bremen. Han tog den 16 Decembr. udi samme Aar det Slesvigske Stikt til Lehn af Kong Christian udi Assens, dog, saasom Tvistighederne om det Slesvigske Lehn endda varede, blev udi denne Lehns Act indført, at de andre Brødres Rett derved skulde være u-forkrænket. (379)

(a) Svaning. Christ. 2. Lib. 3. Cap. 4.

(b) Svaning. ibid.

Ved samme Tid blev udi Øresund ikke langt fra Malmøe fangen en Fisk af en u-hørlig Størelse, og en særdeeles Skabning, thi den havde et Hovet som et Menniske, og paa Issen en Krone som en Munke-Krone. Dens Klæder af Skiæl vare dannede

En underlig Fisk fangen.

som en Munke-Kaabe, saa at man skulde tænke, at Munkene, som siden Reformationen ikke funde deres Regning meer at være paa Landet, havde søgt at etablere sig udi Havet blant de Skaanske Sild. Det underligste er at vore Skribentere ingen Reflection giøre over denne Fisk, da de dog pleje at formere sig omina og Forevarsler af det som er langt mindre. Kongen lod begrave Fisken udi Kiøbenhavn, og skikkede dens Afrisning til Kejser Carl i Spanien. (a) Hvoraf sees med hvilken Fliid Kongen søgte at holde Kejserens Venskab ved lige, saasom han var den eeneste Potentat han ellers havde Aarsag at frygte sig for, hvorudover ogsaa, da Højstbemeldte Kejser udi det Aar 1550 sluttede Forbund med Skotterne, blev Kong Christian 1550. indsluttet udi samme Forbund. Om der ellers var nogen Sinceritet udi samme Venskab, skal jeg ikke kunde sige. Det synes vel at Kongen havde Aarsag til at bære Groll imod Kejseren formedelst den Forfølgelse mod de Protestantske Førster i Tydskland, og at han ikke uden med Gremmelse havde kundet see Hovederne for den Evangeliske Religion, nemlig Churførst Johan Friderik, og Land-Greven af Hessen, at holdes udi et haart og haanligt Fængsel; men, som Udgangen af dette store Sørge-Spill var saadan, at Hertug Mauritius, hvis Broder Augustus fik til Ægte den Danske Princesse, blev derover Churførste udi Saxen, og samme Mauritius var ikke mindre god Protestant end den fangne Churførst, saa havde Kong Christian derudover ingen Aarsag til at lade see Kaaldsindighed mod Kejseren; Man seer ellers, at det var denne Konges fornemste Øjemerke, at holde Fred med alle Potentater, paa det at han kunde have des bedre Lejlighed til at bøde paa de Ting, som fattedes i hans egne Riger. Fra dette Forsætt kunde ingen rykke ham, hvorudover han var elsket af alle Konger og Førster, og seer man, at endogsaa den Moscovitiske Gros-Første havde saadan Fortrolighed til ham, at (380)

(a) Junius in Batavia.

han i dette Aar 1550 forlangede fra Dannemark adskillige

Correspondence med Moscovien.

Konstnere og Haandverks Mænd, item nogle Bogtrykkere, eftersom han vilde have et Bogtrykkerie i sit Land, hvorom en ved Navn Hans Bogbinder i Kiøbenhavn havde giort ham Forslag. Men der fandtes ikke mange der vilde begive sig did hen. Kongen skikkede da bemeldte Grosførste et Slag-Uhrverk, som var meget konstigen udarbejdet. Men han skikkede det tilbage, anseende det enten som Troldom, eller en Machine, hvorudi noget Levende var indsluttet. Samme Aar er ellers navnkundigt formedelst den Hellige Skrifts Oversættelse paa Dansk efter Lutheri Tydske Version. Efter at Hans Majestet havde ved de Kiøbenhavnske Professores ladet den samme fuldfærdige, Bibelen oversættes paa Dansk.

lod han den strax paa sin egen Bekostning trykke, og er det den Version som kaldes Christiani 3. Bibel, og kand holdes for den første Danske Bibel; thi, endskiønt Hans Mikkelsøn fordum Borgemester i Malmøe, efter Christiani 2. Befalning havde oversatt det Nye Testamente, og Mag: Christen Pedersen Canonicus i Lund havde oversatt baade Psalteren og det Nye Testamente, ja adskillige udi Klosterne havde giort det samme ved det gamle Testamente og Propheterne, saa vare dog alle disse Oversættelser enten u-bekiendte eller u-fuldkomne, og ikke saavel exprimerede den Hebraiske Text, som denne Christiani 3. Bibel.

Det synes ogsaa at denne dydige Konge har haft i Sinde at ophæve Vorned Rettigheden, men at han derudi har fundet saa stor Modstand, saa at han alleene har maatt lade sig nøje med at eximere Geistlige Folkes Børn fra saadan Trældoms Stand. Der om findes et aabet Brev, dateret udi dette Aar, saaledes lydende:

Vi Christian med GUds Naade &c. Giøre alle vitterligt, epterdi

Vorned-Rettigheden indskrænkes ved et Kongl. Mandat.

Sogne-Præster og Sogne-Degne offer all Siællands Stickt, haffe ladet berette for os, hvorledis at then Sedvane og Skick, som er her udi Siællands Stickt, at hvor Bynder Sønner ere fødde paa noget Godtz, the delis af vore Lehnsmend og andre, som Godset tilhør, thill Staffn igien, og at Præste-|381Sønner og Degne-Sønner end udi ligemaade af vore Fogeder og Lehnsmend delis til Staffn; Da haffve vi af synderlig Gunst og Naade undt og thilladet; og med dette vort aabne Brev under og thillader, at alle Præste-Sønner og Degne-Sønner, som Echte-fødde er, eller her efter fødde vorder paa Præste-Staffn eller Degne-Staffn maa og skulle være herefter saa fri som the vare Undersaatter som i vore Kiøbstæder fødde ere, og ej delis til Staffn udi nogen Maade; thi forbiude vi &c. (a)

Heraf sees denne Konges hellige Intention i at anordne alt, hvad som kunde befodre Religion, Frihed og Velstand i Riget, og er det troeligt, at han gierne havde ophævet den heele Vornet Rett, hvis Hænderne havde ikke været ham bundne. Det samme kand ogsaa siges om Christiano 4to, der forgiæves tenterede det samme, hvorudover dette store Verk blev reserveret til den Højpriselige Kong Friderik den Fierde.

Jeg har hidindtil intet talet om Reformationen udi Island, skiøndt adskillige Ulejligheder i de forbigangne Aar ere forefaldne, som fortiene at antegnes. Men jeg har villet giemme all Ting til Aar 1551 da Uroelighederne bleve stillede, for at have 1551. den heele Historie udi en Kiede. Jeg har viiset, at Reformationen udi Dannemark

Reformationens Historie udi Island.

og Norge blev indført uden Blods Udgydelse, ja uden nogen Tumult. Udi Island derimod, hvor Kierlighed til den gamle Troe var proportioneret efter Folkets Ignorance, gik det ikke saa fredsommeligen til, thi Indbyggerne kunde ikke faae den nye Forandring saa hastigen udi Hovedet, og Biskoperne havde meere Influence paa Almuen. Udi det Aar 1539 sloge de Kongens Lehns-Mand ihiel til Skalholt, og blev Islænderne ihielslaae Kongens Foged.Bisp Augmund beskyldt at være Stifter til dette Mord. Den samme, da han merkede, sig derfore at være mistænkt, resignerede han sit Embede, og holdt sig (382)

(a) Brevet er dateret Kiøbenh. St. Bartholomæi Dag 1550, og siges Originalen at være paa Tølløse Præste-Gaard, hvoraf dette er en Copie.

som en privat Person. Men han undgik derover ikke Straffen, thi Aaret derefter blev Christopher Hvitfeld Lehnsmand udi Trundhiem beordret af Kongen at fare til Island med 2 Orlog-Skibe, og nogle Krigsfolk, for at føre bemeldte Bisp fængsligen til Dannemark, og at tage Landet udi Eed, desligeste der at beskikke en nye Bisp, som den reformerte Religion skulde prædike og forfremme, Kirker og Skoler anrette,

Landet tvinges til Lydighed igien.

hvilket og skeede, og blev saaledes Landet taget udi Kongens Eed under Norges Krone. Hans Majestet lod paa samme Tid beskikke til Bisp udi Skalholt en Islænder ved Navn Einersen, som tilforn havde studeret til Wittenberg, og føre Bisp Augmund til Dannemark. Den nye Bisp Einersen, saa snart han var kommen til denne Værdighed, fortplantede han Religionen af all Magt, og var den første som paa Islandsk Maal oversatte Salomons Ordsprog og Jesus Syrach. Dette varede indtil det Aar 1547, da Jon Arnesen Bispen af Holum stiftede nyt Oprør i Landet. Den

Nye Opstand under Biskop Jon Arnesen.

samme, endskiøndt han ved Kongens Lehnsmænd var befalet at holde sig efter den nye Reformation, vilde han dog ikke beqveme sig der til, men forfuldte saaledes Bisp Einersen, at han maatte forlade Landet, og begive sig til Dannemark, hvor han for Kongen udi Colding besværgede sig højeligen over Jon Arnesens Opførsel. Kongen befoel derfor Jon Arnesen at komme til Dannemark for at svare til disse Beskyldninger, og skikkede ham frit Lejde; Men han havde ingen Øren dertil, foragtede Kongens Ordre, giorde Opstand i Landet med 300 Mænd, og lod fængsle Bispen af Skalholt, da han kom til Island igien. Han dristede sig iligemaade til at afsætte Laugmanden, og at giøre sin Søn til Laugmand i hans Sted, havde ogsaa i Sinde at føre de Engelske ind udi Landet sig til Beskyttelse. Kongen lod derfore fra Colding Breve udstede til Island, hvorudi han erklærede Biskop Arnesen Fredløs, forbydende

Ny Krigs-Magt sendes til Island.

alle saa vel verslige som geistlige at være ham følgagtige. Og endeligen udi det Aar 1551 skikkede Axel Juul, Christopher Trundsen og Otte Stissen med 2 Orlog-Skibe til Island. Disse havde 500 Soldater med sig, og Ordre at føre Bisp Arnesen med hans Sønner fangne til Kiøbenhavn, item at erledige Bisp Einersen, og, (383) hvis de ikke kunde faae ham løs, da at sætte en anden Evangelisk Bisp udi hans Sted. Derpaa skulde de forsøge først med det gode, og, om det ikke kunde hielpe, da med Magt at bringe Islænderne til Lydighed igien. (a) Hans Majestet affærdigede derforuden Skrivelse til en anseelig rig Bonde der i Landet ved Navn David Gudmundsen gemenligen kalden Dadel Bonden, Item til andre fornemme Islænder, takkende dem for deres hidindtil beviiste Troeskab, og begiærende, at de ydermeere vilde være hans Tilforordnede lydige og følgagtige, hvilket med all Naade skulde blive belønnet.

Imidlertid, førend Skibene ankomme, bragtes Islænderne udi fuld Harnisk, og

Island deeles udi tvende Factioner.

havde deelt sig udi tvende Parter; det eene Parti, som bestod af ivrige Papister, fuldte Bisp Arnesen, og det andet, som bestod af Lutherske Islændere, slog sig til Dadel Bonden, som var Bisp Einersens Svoger. Bisp Arnesen, da han havde faaet 500 Mænd paa Beenene, søgte at overrumple sin Modstander. Dadel Bonden derimod, som havde kun 300 Mænd holdt sig defensive, og søgte med Lempe at desarmere Bispens Folk, hvilket ogsaa lykkedes, thi, da han ved en grundig Tale forestillede dem deres urættfærdige Foretagende, og viisede dem Consequencerne deraf, lod den Oprørske Almue sig deraf bevæge, og forlod Bispen, hvilken Dadel Bonden derpaa fangede tillige med 2 af hans Sønner, og førte dem fangne til Skalholt indtil videre Ordre,

Jon Arnesen fanges og halshugges.

dog, saasom han frygtede at Bisp Arnesens 3die Søn skulde stræbe med Magt at erledige de Fangne, overlagde han med Christen Skriver, Kongens Foged, som laae der om Vinteren for at samle Kongens Fisk, hvad man derved skulde giøre, og fandt man omsider for raadeligt, at lade Bispen med begge hans Sønner Halshugge, hvilket og skeede, skiøndt det samme kostede Kongens Foged Livet, efterdi han kort derefter blev ihielslagen af Bispens 3die Søn, hvilken under Venskabs Skin lod ham Giæstbyde og omkomme.

Endeligen ankomme ved Pindsetider Axel Juul, Christopher Trundsen, og Otte Stissen did til Landet, hvilke beskikkede Oluf (384)

(a) Mandat. Reg. de dat. Flensb. die Jovis post. Dominic. Qvasimodog. 1551.

Hialtesen udi Jon Arnesens Sted, og han med Præster, Laugmænd, Laugrettes-Mænd og den heele Almue udi Holum hyldede, og svore Kong Christian og hans Søn Hertug Friderik, og udstedede deres

Oprøret stilles og Landet reformeres.

Hyldings Brev, hvorudi de til ævig Tid forpligtede dem til at være under Dannemarks Krone. (a) Saaledes antog Island Reformationen tillige med Dannemark og Norge.

Dette Aar var ellers mærkværdigt formedelst adskillige anseelige Mænds Død udi Dannemark. Blant dem vare de fornemste Franciscus Vormundus, hvilken efter de gamle Bispers Afsættelse blev den første Superintendent i Lund. Han var af Geburt en Hollænder, og roses ikke mindre af sin Gudsfrygt end sin Lærdom; Tilemannus Husenus Superintendent udi Slesvig, Petrus Laurentius Lector udi Lund, hvilken var blant de første som tillige med Francisco Vormundo prædikede den Evangeliske Lærdom her i Riget. Petrus Svavenius (b) hvilken var brugt udi mange vigtige Kongelige Forrettninger. Han var habile, lærd og veltalende, og derfor udi

Adskillige berømmelige Mænds Død.

saadan Estime hos Kongen, at han gav ham Giordslov Slott arveligen. Til disse kand ogsaa regnes Martinus Bucerus, hvilken Kong Christian næst Lutherum skattede mest af alle Lærde, og derfor lod ham forskrive til Kiøbenhavn for der at lære den Hellige Skrift. Men, saasom han af Kong Edvardo udi Engeland var satt udi en deslige Post, kunde han ikke komme til Dannemark.

Udi Francisci Vormundi Sted blev Aaret derefter beskikket Nicolaus Palladius den bekiendte Petri Palladii Broder, saa at han var den anden Superintendent udi 1552. Lund. Og, saasom Rigerne da vare velsignede med Fred, fik Kongen Lejlighed at ordinere adskillige Ting, saa vel til Kirkens og Statens Nytte, besynderligen udi Island, hvor Poul Hvitfeld indførte Reformationen udi alle Skoler og Kirker, og lagde en Trivial Skole til begge Hoved-Kirker, saa at den Evangeliske Troe blev den eene herskende Troe udi alle Kongens Riger og Lande, og havde disse Riger (385)

(a) Homag. de dato Oddur Ting die 15 Junii 1551.

(b) Pontan. vit. Christan. 3. kalder ham Scavenius, hvilket er en Vildfarelse.

og Lande den Lykke frem for alle andre, at ved Anledning af Reformationen ingen nye og extravagant Lærdom reisede sig.

Saasom Reformationens Etablissement havde kostet Kongen saa stor Flid og Møje, laae ham intet meere paa Hiertet, end at Lærdommen uforfalsket maatte continuere. Og gaves derpaa et Særdelis Exempel udi det Aar 1552. Den bekiendte Andreas Osiander havde forplantet en nye Lærdom om Helliggiørelsen, og ved samme Lærdom forført Marggrev Albert af Brandenborg. Samme Marggrev skikkede udi samme Aar Gesantere til Dannemark, og ved dem lod Kongen offerere Osiandri Osiandri Lærdom fordømmes.

Skrifter. Hans Majestet lod dem strax examinere ved Superintendenten udi Siælland Doct. Petrum Palladium, og andre Kiøbenhavnske Theologos, hvilke funde derudi falsk Lærdom, og derfore strax forfattede et Refutations-Skrift der imod. Denne deres Refutation lod Kongen overlevere til de Brandenborgske Gesantere med Begiæring, at bringe den til deres Herre. Lod ogsaa strax derpaa revocere tvende unge Personer af hans Forvantere fra det Brandenborgske Hoff, hvor de vare henskikkede, for at øves i Konster og Videnskabe. (a) Saadane Præcautioner brugte denne Konge for at hindre, at ingen falsk Lærdom skulde indsnige sig, hvorfore ogsaa Riget ingen synderlig Anfægtning havde af Kiettere i hans Tid. Udi Fyen alleene blev 1553 tvende Præster Christopher Mikkelsen og Lars Helgesen beskyldte for 1553. Vederdøbernes Lærdom, som de i deres Ungdom havde lært paa udenlandske Reiser, og siden begyndt at udstrøe i deres Prædikener, hvilket, da Superintendenten i Fyen Georg Sadalin merkede, advarede han dem ofte der om. Men de agtede ikke hans

Tvende Fynske Præster føre falsk Lærdom.

Formaninger, tvertimod de beskyldte ham for at indføre Romerske Ceremonier udi Kirken igien. Dette foraarsagede, at Sadolin gav Sagen an for Kongen. Hvorudover de bleve stævnede til Kiøbenhavn for at svare for sig. Men der lod Lars Helgesen see saadan Formastelse, at han lod sin voxne Søn ved Navn Johannem offentligen omdøbe ved St. Annæ Broe. Imidlertid bleve Bisperne sammen kaldne, og disse tvende Præsters (386)

(a) Stephanius Hist. Christ. 3. pag. 45.

Vildfarelser bleve udi Kongens Nærværelse examinerede. Og, som de ikke vilde staae fra deres Meeninger, bleve de førte fangne til Skaane, og siden derfra bragte til Sorøe, hvor de omsider døde efter et langtvarigt Fængsel. (a)

Dog vare Førstendommerne, saasom de grændsede til Tydskland, ikke aldeeles fri

Falsk Lærdom udi Førstendommene.

fra Kiettere. Thi endogsaa udi Friderici I. Tid lod sig der indfinde en ved Navn Melchior Hoffman. Samme Hoffman kom 1527 fra Magdeborg til Holsten, og blev af Kong Friderik kalden til at være Sogne-Præst udi Kiel, hvilket Kald han

Melchior Hoffman.

forestoed fast i to Aar, og tænkte Kongen i ham at have en troe Forplanter af den Evangeliske Lærdom. Da de Geistlige udi Saxen finge Tidender om hans Promotion, erindrede de strax den Danske Geistlighed om hans Vildfarelser. Lutherus selv udi et Brev til Wilhelm Pravest Pastor udi Kiel, gav tilkiende sin Meening om ham med disse Ord: (b) Jeg beder at I tage eder vare for Melchior den Skinder, og udvirke hos Øvrigheden, at han ikke bliver tilladt at prædike, endskiøndt han fremviiser Kongens Brev. Han skildtes meget vred fra os efterdi vi ville ikke approbere hans Drømme. Han er ikke beqvem til Lære-Embedet, ey heller er han kalden der til. Dette maa I sige alle i mit Navn, at de maa have Afskye for ham, og nøde ham til at tie. Af dette Brev sees at han tilforn har været en Feldbereder, hvilket han selv ikke nægter udi sit Skrift imod Ambstorff, hvorudi han kalder sig einen armen Layen-Peltzer oder Körtzener. Han bemøjede sig meest

Hans Lærdom.

med at forklare de vanskeligste Stykker af Johannis Aabenbaring, og sielden rørede om de Ting udi Theologien, som vare meest fornødne. Da man endeligen merkede hvad han førte i sit Skiold, fik han adskillige Modstandere udi Slesvig og Holsten, hvilke udi Skrifter refuterede hans Meeninger; men derpaa finge haarde og plumpe Svar. Den Forargelse, som saadane Stridigheder foraarsagede, (387)

(a) Stephanius Hist. Christ. 3. pag. 57.

(b) Epist. M. Lutheri ad Wilh. Pravest apud Moller.

stræbede Kongen at forekomme, og til den Ende udi det Aar 1529 stævnede Hoffman og nogle af hans Modstandere til en Samtale til Flensborg. Udi denne Samtale lod sig som Directeur indfinde Christianus 3., Kongens ældste Søn; Hoffmans Forfægtere vare

Samtale til Flensborg.

Johan von Kampen og Jacob Hegge fra Dantzig, hvilke begge udi denne Samtale bleve omvendte, og forlode deres Vildfarelser. Hans fornemste Modstander var Hermannus Tastius Pastor til Husum, som først alleene førte Talen. Den bekiendte Carolstadius begav sig efter Hoffmans Begiæring til Holsten, at han ved sin Myndighed kunde indjage de Geistlige nogen Frygt, men han turde ikke komme til Flensborg. Udi bemeldte Samtale blev intet handlet uden om Tvistigheder angaaende den hellige Nadvere, thi Hoffman vovede sig ikke at skride til andre Artikler. Efter at Samtalen var endet ved en kraftig Oration, som Bugenhagius holdt imod Hoffmans

Han forviises Landet.

Lærdom, blev Hoffman forviiset Landet, og begav sig til Strasborg. Saa at den Allarm, som han foraarsagede, var ikke af videre Conseqvence, og det formedelst Kongens særdeles Aarvaagenhed, hvilken holdt sit store Reformations-Verk forgiæves, hvis han ikke hindrede andre nye Secters Opkomst udi sine Riger.

Hvad verslige Sager angik, da havde Kongen den Fornøjelse dette Aar, at see sin Sviger-Søn Hertug August af Sachsen at ophøjes til Churførstelig Værdighed ved hans Broders Churførst Mauritii Død. Derom fik hertug Augustus Tidende, da han tillige med sin Gemahlinde Anna var i Dannemark; hvorudover han strax forføiede sig til Tydskland, og der som næste Arving, fik Churførstelig Titul og Værdighed.

Der blev ellers paa samme Tid holden en Rigsdag udi Kiøbenhavn, hvor blant

Herredag i Kiøbenhavn.

andre lode sig indfinde Ambrosius Mejer Borgemester af Lybek, og Bartholomæus Tegnappel hvilke udi Hansestædernes Navn besværgede dem over Lehnsmanden i Bergen, som den, der søgte at betage dem deres gamle Privilegier og Friheder. De klagede iligemaade over det nyeligen anlagde Toldsted i Skaane. De samme bekomme til Svar, at hans Majestet skulde tilskrive Lehnsmanden i Bergen for at høre hvor vit deres (388) Klagemaal var grundet. I det Øvrige, hvad deres Privilegier angik, da skulde de samme holdes dem ubeskaarne. Men hvad deres Sedvaner anbelangede, som de beraabte sig paa, da, saasom de selv kunde optage saa mange som dem lystede, da maatte hans Majestet eftersee hvilke Sedvaner hans Undersaatter kunde være tienlige eller skadelige og rette sig derefter. Historien siger, at der udi dette Aar faldt Ild ned mangesteds i Riget; item, at der grasserede Pest, hvilken tog saadan Pest. Overhaand i Kiøbenhavn, at Academiske Exercitier ophørede fra Laurentii Fæst til Fasten. (a) Men da Plagen ophørede, kom all Ting i sin forrige Drift igien, og blev da promoveret til Professor i Theologien den bekiendte Nicolaus Hemmingius, hvorom ofte skal tales udi Friderici 2. Historie.

Efterfølgende Aar 1554. passerede intet Merkværdigt, uden at der var en 1554.Sammenkomst ved Grendserne imellem Danske og Svenske, for at bilegge nogle Tvistigheder, men samme Mode blev opsatt til næstkommende Aar, og det formedelst den store Krigs Udrustning som giordes udenlands, og, efterdi Nord-Søen blev foruroeliget af Franske og Skottske Fribyttere, hvorudover Kongen for at beskytte sine Rigers Køster, maatte skikke en Flode i Søen under Anførsel af Magnus Gyldenstierne, hvilken den 13. Junii løb udi Søen, og seilede langs ved Kusterne for at hindre Overlast. For den ældste Kongelige Prinds Friderik beskikkede hans Majestet dette Aar til Hoffmester Eilert Hardenberg, iligemaade 10 eller 12 Herremænd, som skulle opvarte ham.

Den Fred som GUd havde velsignet Rigerne med, og den Reputation, som Kong Christian havde erhvervet sig formedelst sit fornuftige og milde Regimente, foraarsagede at adskillige fremmede Betrængte toge deres Tilflugt til Dannemark, og komme hid ind udi Riget efterfølgende Aar 1555 hen ved 200 Personer, saavel Engelske som 1555. Nederlænder, hvilke formedelst Dronning Mariæ haarde Regimente flygtede fra Engeland. Blant dem vare de Fornemste en Polsk Edelmand ved Navn Johannes a Lasco, samt Carolus (389)

(a) Pontan. Hist. Christ. 3. Om denne Pest taler dog Hvitfeld ikke.

Utenhovius og Martinus Micronius. (a) Disse begave sig strax til Colding, hvor Kongen da opholdt sig, og der søgte at insinuere sig hos de tvende Hoff-Prædikantere Paulum Noviomagum og Henricum Buscoducensem,

Nogle flygtige Calvinister forbydes Riget.

forhaabende ved deres Intercession at erhverve sig Kongens Protection, og Sikkerhed at sætte sig ned i Landet. Men Paulus Noviomagus i steden for at patrocinere for dem, igiennemheglede dem i en Prædiken, hvorved Kongen var tilstede, og afmalede dem som Kiettere, og farlige Mænd, efterdi de vare Calvinister. Om de samme søgte at forplante den Calvinske Lærdom i Riget, derom melder Historien intet, den vidner alleene, at de indlode sig i Disput med de Danske Prædikantere, sær med Henrico Buscoducense. Hvorom allting er, saa begyndte Kongen at fatte onde Tanker om dem, og bød dem strax at forlade Riget. Saaledes taler derom Stephanius. (b) Da Kongen fornam, at blandt de landflygtige Engelske, som udi haabetall vare komne til Dannemark, en stor Deel at være indtagen af Calvini Lærdom om Nadveren, lod han en Forordning udgaae, at ingen under Livs Straf og Godses Fortabelse maatte bierge eller huuse dem her i Riget. Saasom nu dette skeede om Vinteren afmaler Utenhovius dette Forbud med sorteste Farver udi et Skrift, som han siden lod udgaae, hvorudi han anfører alt hvad, som var forhandlet og disputeret med de Kongelige Prædikantere og Professorer. Dog maa han selv tilstaae dette, at Kongen gav dem Skibe til at transportere dem til Tydskland; Han gav ogsaa eenhver af dem 100 Rigsdaler til Rejse-Penge, og derforuden betalede for deres Herberger. Derforuden tillod han, at Johannis a Lasco begge Sønner tillige med deres Informator maatte blive Vinteren over enten i Kiøbenhavn eller Kolding. Naar man derfore dette

Dette Forbud criticeres.

altsammen overvejer, kand man see, at Joh: Lætus, (c) haver outreret sin Critiqve over den Kongelig Forordning, naar han siger, at den var ligesaa haard, som den kunde have været udgiven af Paven selv: thi eet er at forfølge dem, som er af en anden (390)

(a) Pontan. Hist. Christ. 3.

(b) Stephan. Hist. Dan. Lib. 2. pag. 84.

Religion, et andet at forbyde dem sine Lande for at hanthæve Fred og Roelighed, helst udi saadanne slibrige Tider, da Riget havde nyeligen været i saadan forvirret Tilstand formedelst Diversitet udi Religionen. (a) Det er ogsaa troeligt, at disse gode Calvinister have selv formedelst deres Disputere-Geist givet Anledning til

Hvad som kand siges til dets Forsvar.

denne strenge Forordning, thi man seer, at de Danske Theologi havde været meget ophidsede mod dem, og at derfor Forordningen sigtede alleene til at conservere Rigets Fred. Og, hvis endeligen denne Gierning ikke kand undskyldes, saa ligger Skylden ikke saa meget paa Kongen, som paa de Danske Theologos, hvilke synes at have afmalet disse landflygtige Folk, som Vederdøbere, thi den Forordning som 1553 var udgiven mod Anabaptister, blev imod dem fornyet. (b) Disse Folk kaldede sig ellers Pillegrimmernes Meenighed.

Paa samme Tid tildrog sig en særdeles Hendelse mellem nogle Polske og Danske Gesantere. Hertug Johan Albert af Meklenborg holdt den 25 Februarii Bilager med den Preusiske Hertug Alberts Dotter Anna, som var Christiani 3. Søster-Dotter, samme Bilager blev holdet til Wismar, hvor hen Kongen skikkede Otto Krumpen og Holger Rosenkrands for at bivaane Ceremonien. Saasom nu Sigismundus Augustus Kongen af Polen havde ogsaa sine Gesantere sammesteds, hendte det sig, at een af de Polske Gesantere tog Fordantzen fra Otto Krumpen. Dette gik

Rangs Tvistighed.

samme Herre saavelsom hans Collegæ saaledes til Hiertet, at de forlode Salen, og rejsede bort, foregivende, at deres Høje Principal derved var bleven forhaanet, efterdi han ikke alleene var Brudens Morbroder, men endogsaa efterdi Dannemark var et gammelt Rige, da Polen endda ikkun var et Førstendom. Men Hertugen af Preussen (c) undskyldte sig dermed, at han i anden Henseende ikke havde tilladt den Polske Gesant Fortrin, end efterdi (391)

(a) Vid. Masii Dania Orthod.

(b) Pontan. vit. Christ. 3.

(c) Hvitfeld siger at Hertugen af Meklenborg giorde saadan Undskyldning, hvilket ikke kand være, efterdi ikke han, men den Preudsiske Hertug var Vassal af Polen.

Kongen af Polen var hans Lehns-Herre. Med hvilken Erklæring de Danske Gesantere maa have ladet sig tilfreds stille, efterdi der intet mere tales om denne Sag.

Jeg har forhen antegnet, at de Hansestædiske Gesantere udi det Aar 1553. (a) fremkomme med adskillige Besværinger, og at dem derpaa var lovet Svar. Dette Aar blev dem paa Herre-Dagen til Kiøbenhavn svaret, at Kongen og Rigets Raad ingen efterretlig Kundskab havde om de Privilegier, som de beraabte sig paa. Hvorudover det var billigt, at de udi Lybek producerede slige Privilegier in Originali, og overgave Vidisser der af til de Kongelige Gesantere. Hvor af man seer, at denne Konge havde i sinde at indskrænke den Hansestædiske Handel i Faveur af sine egne Undersaatter, og at han der udi fuldte Christiani 2. Fodspor. Men, man siger, naar

Kongen søger at indskrænke Hansestædernes Handel.

to giør eet, er det derfor ikke eet; thi det samme som af vore Historie-Skriver lastes hos Christianum 2, lægges Christiano 3. til Roes, og det med Billighed; thi intet kunde være haanligere end at Riger, der havde saadan fordeelagtig Situation, og saa mange Producter, item Materialier til Skibs-Bygning, og hvis Indbyggere vare saa beqvemme til Søe-Mandskab, skulde leve under Hansestædernes Vinger. Derom saavelsom om de Tvistigheder, samme Aar vare med Hamborgerne om det saa kaldte jure restringendi, skal tales omstændigen paa et andet Sted. Hvis denne fortræffelige Konge havde levet noget længere, er ingen Tvil paa, at han jo havde satt i Verk det som han havde i Sinde med Handelen. Men, som han levede ikkun kort derefter, og hans Successor blev indviklet udi langvarige og besværlige Krige, kom det endda i lang Tid til ingen Fuldkommenhed. (b) Dog kand disse Rigers Handel nogenledes siges at have haft sin Begyndelse i denne Konges Tid, da tilforn Indbyggerne i disse Riger aldeeles ikke vidste hvad det var at føre u-middelbar Handel, men vare ikke andet end Høkkere for Nederlænderne og Hansestæderne, der hentede Rigernes Producter, og bragte fremmede Vare derfor. (392)

(a) Hvitfeld sætter af Vildfarelse 1554 hvorudi Pontanus og følger ham, skiønt begge tilforn have satt 1553.

(b) Vid. Hist. Christ. 4.

Kongen blev opmuntred af adskillige andre Nationers Exempler, at tænke paa saadan skadelig Handels Afskaffelse; thi Sverrig havde sluttet en Commerce Tractat for nogle Aar siden med Frankrig, saaledes, at de Svenske skulde fra første Haand tage de Franske Varer, som Nederlænderne tilforn bragte dem til, og seer man, at de Engelske udi dette Aar tenterede store Ting for deres Handels Forfremmelse, thi de lode da med 3 Skibe forsøge at finde en Vei Norden omkring Norge og Rysland til China. Toe af disse Skibe bleve indfrøssne og forginge, men det 3die kom til den Moscovitiske Havn St. Archangel, hvor de stiftede Handel paa Rysland, og, som andre siden fuldte deres Exempel ved at tage samme nordlige Vej, blev Seiladsen efter den Tid meget formindsket igiennem Øresund, og Kronen leed stor Skade udi sin Toldrettighed.

Jeg tilstaaer gierne, at mange af de Ting, som jeg udi disse sidste Aaringer anfører, ikke meget kand interessere Læseren; ja, at de ere af den Natur, at de af Historien kunde udelades, hvis samme Tider havde været frugtbare paa andre store Hændelser. Men hvad andet kand forefalde under en Konge, der med saadan Omhyggelighed stræber efter at conservere Fred med alle andre Potentater, og at hanthæve Roelighed udi sit Rige, thi Krige og Rebellioner ere de Ting, som giøre Historier baade vitløftige og behagelige at læse. Gid alle Historier vare ligesaa magre som denne Højpriselige Konges sidste Regierings Aar; thi just denne Maverhed er en Prøve paa denne Konges fornuftige Regimente, saasom han efter udstanden Møje, søgte kun i de sidste Aar at holde den store Bygning ved Lige, som han med all Verdens Forundring 1558. havde opreist. Hans Fredsommelighed gik saa vit, at da den Stad Reval (a)

Et stort Beviis paa Christiani 3. Fredsommelighed.

frivilligen underkastede sig hans Herredom, han da vegrede sig ved at imodtage saadant Tilbud, sigende: at Gud havde givet ham Lande og Stæder nok at regiere over, ja lagt større (393)

(a) Aarsagen til dette Tilbud var denne. Den Moscovitiske Grosførste Ivan Basilovitz havde giort et Indfald udi Lifland og der huseret saa skrækkeligen, at Reval derudover søgte at overgive sig til Kongen, men Kongen i Steden for at antage dette store Tilbud, (thi det er troligt at heele Lifland havde fuldt efter) laanede Ordens Herren 20000 Rdlr. til Krigens Fortsættelse.

Byrde paa ham end han vel kunde bære. Ord som bør skrives med gyldene Bogstaver og indprentes udi alle Potentaters Hierter. Og, saasom denne rettsindige Konge elskede saa meget Fred, saa kronede ogsaa Gud Rigerne der med indtil hans Døds Dag. Han saae sig ogsaa nyeligen for sin Død skildt ved tvende Herrer, som meget havde foruroeliget hans Regimente. Den eene var Churførst Friderik af Pfaltz, og den anden Keiser Carl, hvilken sidste havde foruroeliget Europa udi sin heele Regierings Tid, og havde de Nordiske Riger ligesaa liden Aarsag at gremme sig over hans Afskeed fra Verden, som andre Europæiske Lande. Nyeligen før han sagde sig af med Regieringen formerede han Prætension paa det Hertugdom Slesvig, og lod ved den Spiriske Kammer-Fiscal anmode samme Hertugdom om at betale Contingent ligesom andre Tydske Provincier; Men Kongen viisede, at det var en Dansk Province, som laae uden for den Tydske Grund, og at de Slesvigske Hertuger der med stedse havde været forlehnede af Dannemarks Rige. Denne Disput blev bilagt udi Friderici 2. Tid, da bemeldte Hertugdom blev kiendt til at være en Dansk Province, som Keiseren ingen Jurisdiction havde over.

En fornemme Herremand faldt paa samme Tid udi Kongens Unaade. Den

Peder Oxe kommer i Unaade.

samme var den bekiendte Peder Oxe, Herre til Gisselfeld og Dannemarks Riges Raad. Aarsagen til hans Fald siges at være nogle suspecte Breve, som han havde skrevet til Kong Henrik af Frankerige, hvorvel andre foregive andre Aarsager der til. Vist nok er det, at han udi det Aar 1558 blev citered til Herredagen i Nyborg at svare for sig; men som han ikke dristede sig der til, undvigede han Riget, og begav sig til Holland; Hans Fiender betienede sig af hans Fraværelse at beskylde ham for adskillige andre Ting; Blant andre foregav en Herremand ved Navn Peder Due, at han havde kastet ham i Fængsel, og tvunget ham til at give en Sum Penge for at komme løs igien. Men, som han selv ikke lod sig indfinde paa Herredagen for at svare for sig, blev der ingen Dom fælden over ham, saasom denne sagtmodige Konge ikke vilde dømme ham, førend han havde svaret for sig. (a) (394)

(a) Stephanius Hist. Christ. 3. pag. 103.

Fridericus 2. forfuldte siden denne Sag med stor Iver, og nægtede ham længe Fred, endskiønt adskillige Potentater intercederede for ham. Dog kom han omsider ikke alleene tilbage, men blev ogsaa Rigets Hoffmester, som skal viises i Kong Frideriks Historie.

Endeligen behagede det Gud at kalde denne kostbare Herre til sig udi det Aar 1559. Han havde længe været plaget med den gylden Aare, som ofte havde truet 1559. ham med Døden, skiønt han een og anden gang, da Apparencen til Livet var slettest,

Kongen bliver syg.

dog kom sig igien. (a) Men det samme lagde ham dog omsider i Graven. Da han fornam sit Timeglas at være udrundet, lod han til sig kalde begge hans Cantzlere, Johan Friis, og Andreas Barby, og formanede dem til Troeskab mod hans Søn Prinds Friderik. Han lod derpaa alle nærværende Hoffsindere og Herremænd komme ind til sig, rakte enhver af dem Haanden og tog Afskeed med dem. Paa de Kongelige Børns Hoveder lagde han Haanden, og gav dem sin Velsignelse. Siden annammede han den hellige Nadvere af hans Hoff-Prædikant Mag. Poul Noviomago, og med en særdeles gudelig Andagt, som svarede til hans Levnet, endeligen paa Coldinghuuses Slott, opgav sin Aande paa Ny-Aars Dag 1559. Hvad, som særdeles

Hans Død

herved er at merke, er dette, at hans Døds Dag blev ham af et Syn forud sagt, thi den Højsalige Herre sagde til alle Omkringstaaende, at, da han var udi sin største Andagt, fik han Advarsel, at han paa Ny-Aars Dag skulde faae Bedring i sin Svaghed. Hans Medicus Cornelius Hamsfort søgte at henføre saadant til en Drøm; men Kongen forsikrede, at det var vederfaret ham gandske vaagende, hvilket og Udgangen bekræftede. (b) Hans Christelige Endeligt har blant andre beskrevet den store Reformator Philippus Melanchton under det Navn af Petro Palladio som han selv vidner. (c) (395)

(a) Joh. Thom. Orat. in Obit. Christ. 3.

(b) Joh. Thom. Oratio in obit. Christ. 3. vid. Jacob Ulef. Hist. Dan. Manuscr. som og vidner det samme, og her med ender sin korte Danske Historie.

Alle Historie Skrivere ere derudi eenstemmig, hans heele Levnet udviiser ogsaa det samme, at han var een af de dydigste Konger der nogen Tid har siddet paa Thronen. Udi Ungdommen var han noget flygtig, saa at hans Herr Fader ikke alltid var

Hans Characteer.

fornøjet med ham. Eet Exempel paa hans muntre Sind er det Puds, som han eengang spillede med en Franciscaner Munk, da han udi det Aar 1521 udi sit Alders 18 Aar (a) var paa Rigs-Dagen til Worms. Samme Munk prædikede da udi Keiserens og

Ungdoms Feil.

adskillige Førsters Nærværelse meget haardt imod de saa kaldte Kiættere, og havde der hos slige latterlige Gestus, at Tilhørerne tabte all deres Andagt. Da han efter Prædiken faldt paa Knæe for at giøre sin Bøn, og den Strikke, som han havde om Livet, gik ned igiennem en Skrame af Prædikestolen, slog Prindsen, som stod lige derunder, en Knude om Strikken, saa at, da Munken skulde staae op igien, maatte han kalde Folk om Hielp. Munken indgav derover en haard Klage til Keiseren; Men, saasom Pudset var spillet af en Førstelig Person, blev det derved. Keiseren sagde alleene til Prindsen, at han maa skee med Tiden vel vilde blive en Munke Hader. Derforuden blev dette lastet hos den unge herre, at han giftede sig imod sin Faders Villie, og betienede de Danske Bisper sig udi Thronens Vacance deraf at gaae ham forbi, og at destinere Kronen til hans yngre Broder.

Men, da han kom lidet meere til Alder, merkede man intet uden lutter Dyder,

Hans rare Dyder.

hvilke han stedse øvede udi den Grad, at han derved har distingueret sig blant alle Potentater. Hvad Gudsfrygt angaaer, da vidner Historien, at han dagligen paa Knæe giorde sine Bønner til Gud. Hans Mildhed var saa stor, at han i den Henseende var meere anseet som en Fader end en Konge. Men hvor lemfeldig han end var, sparede han dog ikke Guds Bespottere, Mordere og Hoorkarle. Hans Ord og Løfter vare uryggelige, og berømmede Keiser Carl saavel som hans Successor Ferdinandus I. ham derfor offentligen paa Rigs-Dagen til Frankfurt. Men den Dyd, som mest er at berømme hos ham, saasom den er rarest hos Potentater, var Fredsommelighed, og liden Attraae efter (396)

(a) Hamelm. Chron. Oldenb.

Højhed: thi, endskiøndt han var Kong Frideriks ældste Søn, lod han offentligen tilkiende give Rigets Stænder strax efter hans Faders Død, at, hvis de funde for gott at gaae ham forbi, og at antage til Konge en af hans yngre Brødre, vilde han dermed være fornøjet. Og, da mod Enden af hans Regiering den Stad Reval underkastede sig frivilligen hans Herredom, gav han tilkiende, at han vilde være fornøjet med de Lande, som Gud havde tilforn givet ham. Man seer ogsaa af Historien, at han ideligen arbeidede paa at bilægge Tvistigheder. Af disse Qualiteter skulde man tænke, at denne Herre var heller skabt til at være en god og opbyggelig Borger end en Konge. Men med all den Fromhed, Fredsommelighed og Douceur kand han citeres blant de store Helte, som dette Rige har haft; thi han

Hans store Bedrifter.

rev Riget med sine sejerige Vaaben af fremmede Hænder, og giorde alle hans mange og mægtige Fiender til Skamme, saa at han i den Henseende alleene har erhvervet sig lige saa stort Navn, som Valdemar 3., hvilken kand kaldes Rigets Fundator. Men denne Konge lagde dette der til, at han ogsaa heelede Rigets indvortes Saar, stiftede Religionen tillige med Universitetet. Saa at han kand føre Navn af Statens Religionens og Lærdommens Stifter i Dannemark, thi han bragte allting af et Chaos og en yderlig Forvirrelse udi en herlig og zirlig Orden. Han var ogsaa ikke mindre Justitz Mand og Dommer, hvilket sees af hans herlige Love, og vidner Historien, at, saa længe hans Helbred tillod ham, reisede han fra en Province til en

Retfærdighed.

anden, for at høre Almuens Klagemaal, havende altid med sig 4 eller 5 af Rigets Raad. Han var ogsaa en stor elsker af Tarvelighed, hvorudi han foregik alle med eget Exempel. Og kunde han i sær ikke lide de saa kaldte Pludder Hosen ned over skoerne, og hvor i vare hen ved 80 Alen Tøj, saa at hart ad 10 Mennesker kunde have

Tarvelighed.

nok af en eeneste. Ja han var saa vred paa samme overdaadige Dragt, at han lod skiære slige Pludder Hosen i Stykker paa nogle Herremænds Legemer, og plejede han at kalde denne Dragt von Huus von Hoff. Om hans Legems Skikkelse findes ellers intet antegnet, man seer alleene at han har været af stor Styrke og Behændighed, thi Auctor til Peder Skrams (397) Historie, naar han taler om samme Mands Styrke, vidner, at ingen udi Carousel rendte ham af Hæsten uden Christianus 3. (a) Kort at

Legems Styrke.

sige, hvis Dannemark kand viise, at den har haft en større, saa kand den neppe viise at den nogen Tid har haft en bedre Konge, thi hans Regiering bør være en Modelle for alle Konger og Førster, og hans Levnet en Bog som ikke alleene Regentere, men alle Mennesker bør ideligen læse. Men, som intet dødeligt Menneske er uden Plett,

Hvilke Feil ham tillægges.

saa have mange lægget denne Konge nogle Ting til Last; nemlig først, at han mod sit Raads Formaning giorde en Reise til Stokholm. 2. At han lovede Kong Gustav, ingen particuliere Fred at slutte, og 3. at han lod de Engelske Flygtige Landet forviise. Men, hvad det Første angaaer, da lastes det allene, efterdi Mistanke og Simulation regnes for en Dyd hos Regentere, og belangende den particuliere Fred,

Hvad dertil kand svares.

som han mod Løfte sluttede, da tillode Tidernes Conjuncturer ikke længe at chicanere over Freden, han lod derforuden Kong Gustavum indrykke udi samme Fred, og strax derpaa stillede ham tilfreds. Endeligen hvad de Engelske Landflygtige angaaer, da har jeg udi Historien viiset at Kongen alleene af Frygt for at see Rigets Fred forstyrret, befoel dem at reise bort igien, dog saaledes, at han gav dem Skibe, Reise-Penge og betalte for deres Herberger. Saa at Buceri Arvinger i det Buceri Skrift, som er dediceret til denne Konge, berømmer han for hans Gavmildhed imod disse og andre betrængte Folk. (b)

Denne Priis-værdige Konge døde udi sin Alders 56de Aar, (c) efter at han havde regieret udi 24 Aar. Hans Legeme blev først nedsatt udi Odense i St. Knuds Kirke. Men Fridericus 2. lod det føre til Roskilde, hvor hans Kiste og Epitaphium sees endnu udi Kongernes Begravelse. Hans Dronning var Dorothea Hertug Magni

Hans Dronning og Børn.

af Sachsen Lavenborgs anden Dotter, hvilken døde til Sünderborg 1571, hvor hun blev begraven, men siden forflytted til Roskild. Ved hende avlede han (1.) Friderich, som (398)

(a) Hist. Petr. Skram. Manuscr.

(b) Pontan. Christ. 3.

(c) Pontanus siger at han havde opfylt sine 56. Aar, hvilket ikke kand være, efterdi han blev fød 1503, og døde i Begyndelsen af det Aar 1559.

succederede ham i Riget. (2.) Anna, som fik Churførst Augustus af Sachsen. (3.) Magnus, til hvilken Kongen gav Øesel og Vig, item det Stift Curland, som han havde tilkiøbt sig Aar 1558. Om hans Avantures skal tales omstændigen i efterfølgende Historie. (4.) Dorothea, som siden fik Hertug Wilhelm af Lüneborg. (5.) Johannes, kalden gemeenligen den yngre, hvilken stiftede det Sønderborgske Huus, og er Stam-Fader for Hertugerne af Sønderborg, Nørborg, Glücksborg og Pløen.

Hans Symbolum var:

Mein Trost zu GOtt allein,

Sonst andern kein;

Ach GOtt! schaff deinen Willen. (a)

Blandt de mange Ting, som Christianus 3. stiftede, var intet som han glædede sig meere over end det Kiøbenhavnske Universitets Fundation. Samme Universitet

Historie af Universitetets Stiftelse.

var efter Kong Hanses Død bragt udi saadan forvirret Stand saavel formedelst indvortes U-roelighed, som Religionens Forandring, at det i lang Tid ingen Øvrighed havde haft. Men, da denne Høj-priselige Konge havde giort Ende paa de farlige Krige, og satt Rigerne udi en ønskelig Roelighed igien, lod han kalde de adspredde Professores tilbage. Og blev da Christianus Morsianus beskikket til Academiets Rector, og efter ham Palladius og Bugenhagius, og raadførte han sig fornemmeligen med denne sidste udi Universitetets Indrettelse, samt med Luthero selv, Melanchthon og det Wittenbergske Universitet. Anno 1539 forordnede han, at der udi Kiøbenhavn skulde offentligen læres alle Boglige Konster, besynderligen Theologie, paa det at den Evangeliske Troe kunde forplantes over alt.

Han lagde ogsaa visse Indkomster til Academiet af Bispe-Tiender, Knardrups Kloster, af Siellandske og Skaanske Kirker af Huuslejer og Øresunds Told, hvilke Indkomster beløbede sig til 1400 Rhinske Gylden aarligen. Til de gamle Professores lagde han nye udi alle Videnskaber, og gav dem visse Stipendia og Privilegier. Han forordnede ogsaa, at i Steden for de Roskildske (399)

(a) Test. Hammelm. Chron. Old. It. Joh. Thomæ Orat. de Christ. 3.

Biskoper, de Kongelige Cantzlere herefter skulde være Universitetets Patroner, og var Johan Friis af Hesselager efter denne nye Fundation Academiets første Patron, og beskikkede han Patronen til Medhielper en anden lærd Hoffmand, samt 3 Mænd af det Roskildske Capitul. For des ydermere at lade see, hvor stor Estime han havde for Universitetet, lod han Rectori og Professorerne vide, at om fornødent giordes, vilde han enten selv eller hans Søn Prinds Friderik være deres Rector. Udi det Aar 1555 lagde han endda meere Gods til Professorerne af Arøe og Jørlunds Bønder-Gaarde, og Aaret derefter tillagde han dem 144 Skiepper Korn aarligen, og andet som kand sees vitløftigen udi den saakaldte Fundatione & Ordinatione Universali Scholæ Hafniensis af dato Rigsdagen til Odense den 10 Junii 1539. Om Bibelens Oversættelse er tilforn talet, samt om den bekiendte Kirke-Ordinantz, hvilken siden Anno 1542 blev formeeret med de 26 Articulis Ripensibus. Blant andet som han forærede Universitetet var ogsaa et konstigt Uhrverk, som viisede Himmelens Løb, og var forarbejdet af den berømmelige Konstner og Astronomo Johan Dyven. Det samme Uhrverk blev først skikket til Gros-Førsten af Moscovien 1550, men Moscoviterne, som holdte saadant for Hexerie, skikkede det tilbage, hvorudover det blev givet til Universitetet. Om Kirke-Sager er vitløftigen talt i Historien. Hvad Lov og Rett angaar, da udgav han Aar 1547 til Kiøbenhavn den bekiendte Recess, og 1551 en anden til

Christiani 3. Love og Forordninger.

Dronningborg, og derudi lod indføre hvad som var forglemt i den første. Anno 1558 kom for Lyset den store Recess til Colding, og som befatter de forrige under sig, og hvis første Artikel er: at Kongen skal elske Gud og hielpe hver Mand til Rett. Ved den Recess blev Kong Waldemari 2. Lov, skiønt ikke afskaffet, dog temmeligen satt til Side. Førstendommene finge af denne Konge og hans Brødre deres egne Rette, som endnu meestendeels ere i Brug; thi foruden Førstendommenes Kirke-Ordinantz lod han til Husum 1557 opsætte den saa kalden Spadelands Rett, hvilken bruges i det Slesvigske og i alle Marsk Landene, og Aaret derefter fik ogsaa Femern sin egen Rett.

(400) Hvad Mynten anbelanger, da, saasom han i alle Ting var en god Konge, saa var

Myntens Tilstand under denne Konge.

hans Mynt ogsaa særdeles god. Det er at merke her ved, at Kongerne af Dannemark, hvor meget alvorligen de end have arbeidet paa at giøre Mynten god, saa have de dog intet dermed kundet udrette, af Aarsag, at de fleeste Stæder udi Rigerne havde Rett at slaae Mynt, og Bisperne undertiden ligesom kieppedes med Stæderne, hvo der kunde slaae de værste Penge, hvorfore ogsaa udi denne Konges første Regierings Aar Mynten temmeligen vaklede. Men, da den Rommerske Troe blev udrøddet af Riget, og Bisperne bleve afsatte, fik Hans Majestet Leilighed til at sætte sit gode Forsætt i Verk. Provincierne, som endda nogen Tid beholdte Mynte-Rettighed, vovede sig ikke meere at slaae saa slette Penge som tilforn, og under hans Søn Friderico 2. lode endeligen gandske af at mynte, saa at Christianus 3. er den sidste Konge paa hvis Penge man finder Bispers og Stæders Navn. Og kand fra denne Konges Tid regnes ligesom en nye Periodus udi Mynte Historien, thi da bleve Pengene slagne efter Orden ligesom nu omstunder, nemlig Dalere som galte 48 Skill., og Mark hvor af 3 giorde saadan en Daler, Item Skillinger, hvor af 16 giorde en Mark; thi for Christiani 3. Tid vare ingen Stykker slagne under det Navn af Mark og Skilling, men all Dansk Mynt blev beregnet til Mark og Skilling af de saa kaldne smaa Penninge, hvilke Penninge udi Vægt og Størrelse lidet overginge de nu brugelige Lybske Skillinge. Det er ellers besynderligen at merke i den Danske Mynte Historie, at denne Konge var den første af alle Danske Konger, der lod sætte Tall til sit Navn for at viise hvilken Christian han var udi Ordenen, da de andre Konger lode sig alleene tegne Ericus, Christophorus, Christianus &c. saa at man af Navnerne paa deres Myndt ikke har kundet see hvilke Konger udi Ordenen de vare. Der merkes ogsaa ved denne Konge, at han var den Første der lod sætte de Wenders og Gothers Konge paa Mynten, Item de 3 Kroner, som hans Herr Fader havde udeladt.

Hvad ellers merkværdigt udi denne Konges Regierings Tid skeede, som tilforn

Norge tabte sit Raad i hans Tid.

ikke er antegnet, var, at Norge tabte sit Raad, |401og blev anseet som en Province af Dannemark. Derom taler Hvitfeld udi Friderici I. Historie. For dette Affalds Skyld, og for et og andet, som skeede udi Grevens Feide, er paa den Herre-Dag til Kiøbenhavn 1536 noget haardt og strængt raadslaget over de Norske, at de fremdeles ikke skulle have deres eget Raad, men regieres som en Province under Dannemark, thi ligesom Privilegier og Friheder vindes ved troe Tienneste, saa tabes de ogsaa naar man giør noget der imod. Men paa et andet Sted, (a)

Hvitfelds Betænkning derover.

siger bemeldte Autor, at det skeede paa et andet Fundament, nemlig efterdi de Norske havde ofte forpligtet dem til at blive under een Herre og Konge med Dannemark til ævig Tid. Og er det sidste rimeligere, thi det var selsomt, at Stænderne udi Dannemark, der havde foraarsaget det Kongelige Huus langt større Uroelighed end de Norske, skulde dømme de sidste i Straff for Utroeskab; thi det kostede Kong Christian blodige Slag og haardnakkede Belejringer, førend han kunde bringe Dannemark til Lydighed, da derimod Norge beqvemmede sig til at antage Kongen med blotte Ord, og ligesom

Samme Betænkning examineres.

med et Vink. Og var det ikke uden Erke-Bispen af Trundhiem med hans Anhang, der giorde Kong Christian Riget Disputerligt, thi den største Deel af Riget, besynderligen det heele Syndenfieldske, holdt bestandigen med samme Konge. Saa derfore, om Dommen er fældet paa det første Fundament, følger der af, at Norge mistede sine Privilegier, efterdi det overgav sig med det Gode, men Stænderne i Dannemark beholdte alle deres, efterdi de lode sig ved Sværd og Hunger beqvemme der til; Hvorom all Ting er, saa er dog dette skeet, og Norge haver stedse efter den Tid været regieret af Danske Adelsmænd indtil Souverainetetet, da begge Rigerne igien ere blevne tracterede paa en lige Fod, som tvende foreenede Riger under Souveraine Konger.

Hvad andet merkværdigt, som ellers tildrog sig i denne Konges Tid, var, at Landskrones Slott blev anlagt 1549, og at Haderslefs (402)

(a) Hist. Christ. 3.

Slott blev anlagt af hans Broder Johan den Ældre. Iligemaade at der bleve Sølvminer opfunde ved Opsloe i Norge uden Tvivl i det Aar 1539, efterdi udi samme Aar findes et Privilegium dateret Odense til Participanterne. Dog vare der ingen puure Sølv-Aarer, men alleene Kobber blandet med Sølv, hvilket kand sees af den Forordning, som udgik Aaret derefter, hvorledes der skulde forholdes med Kobber, som var blandet med Sølv. Men det Verk, som da foretoges, faldt igien og blev forladt, saa at der ere ikkun nogle Rudera der af imellem Aggerhuuses Slott og Opsloe.

Blandt berømmelige Mænd, som florerede udi Christiani 3. Tid, var General

Berømmelige Mænd under Christ.

3.Johan Rantzov, en af de største Helte udi samme Seculo, der havde commanderet de Kongelige Armeer, baade udi Friderici 1. og Christiani 3. Tider og siden maatte føre Krigen udi Dytmersken under Friderico 2., saa at faa Generaler fortiene større

Johan Rantzov.

Navn i Historien. Melchior Rantzov, hvilken var Kongens Marskalk og Krigs-Raad, og den samme, som fangede de tvende Bispe Torben Bilde og Joachim Rønnov.

Melchior Rantzov.

Kongen gremmede sig saa meget over hans Død, at han græd og sagde: at der var falden en Edelsteen af hans Krone. Petrus Svave eller Svab, en lærd og veltalende

Peder Svave.

Mand, der blev brugt af Kongen udi Legationer og vigtige Forrettninger. Han var Hertug Johannis den Ældres Informator, og blev siden Kongens Raad, og forærede Kong Christian ham Giordsløfs-Slott arveligen. Hans tvende Cantzler, Johan Friis af Hesselager, og Andreas Barby, hvilken sidste var hans Tydske Cantzler. Om de mange store geistlige Mænd, som han betienede sig af til at forplante Reformationen, er talet udi Historien.

Det er ellers ved Christiani 3. Død, at den berømmelige Cantzler Hvitfeld ender

Betænkning over Hvitfelds Historie som her ender.

sin store Danske Krønike, som Pontanus haver oversatt, og de fleeste andre Skribentere udcopiered. Samme Skrift er et af de kostbareste, som man haver udi noget Land, efterdi det er en Samling af Archiv Documenter, hvilke Autor som Rigets Cantzler haver haft Leilighed til at udcopiere af det Kongelige Archiv, og indføre i sin Historie. Det var at ønske, at (403) man havde lige saadan Samling til de sidste Kongers Historier, hvor os fattes baade Journaler og Documenter, saa at man har stor Møje der udi at bringe noget til Veje uden Hielp af gode fremmede Historier, hvilke dog ikke kand forsyne os med noget som er tilstrækkeligt. Han har derforuden efterladt os Friderici 2. Historie udi Manuscripto, hvoraf det meste meenes at være indført udi samme Konges Krønike publicered af Præsident Resen. Af den Oversættelse, som Pontanus har giort over Hvitfelds Historie, er alleene den første Tomus trykt. Den anden, som gaaer indtil Christianum 4. er endnu Manuscript. Og seer jeg af et af Pontani egenhændige Skrivelse, at han ogsaa har haft i Sinde at skrive Christiani 4. Historie. (a)

(a) Lit. Pontani ad Cancellarium Friis dat. Amstelod. 1631. Manuscript autogr: Ordene ere disse: Alter Tomus septem Reges Domus Oldenb. continebit. Af dette Brev sees ellers, at Cantzler Friis har villet haft adskilligt forandret udi Pontani Historie.

Fridericus 2.

Den Siette Konge af den Oldenborgske Stamme.

Efter Christianum 3. fuldte i Regieringen hans ældste Prinds Fridericus, hvilken i sin Hr. Faders levende Live havde været hyldet til Konge i Dannemark, paa Lybers-Højen i Skaane 1542, og 1547 til Opsloe udi Norge.

Friderici 2. Optugtelse

Saasom den Højsalige Konge havde haft saa stor Omhyggelighed for Rigernes Velfærd, saa havde han ogsaa intet forsømt, som kunde tiene til at giøre denne hans Søn og Successor til en habile og nyttig Regent. Til hvilken Ende han ikke alleene udi hans Barndom tilforordnede ham dygtige Lærere, men lod ogsaa udi det Aar 1554 indrømme ham Malmøes Slott og Lehn, for at venne ham til Regimente, skiønt under Inspection af hans Hoffmester Eiler Hardenberg, (404) og af 10 til 12 Herremænd, som skulde gaae ham til Haande. Han lod ham ogsaa nyeligen for sin Død rejse, saa at han udi det Aar 1558 bivaanede Kejser Ferdinandi 1 Kroning til Frankfort am Mayn, hvor han af Kejseren og nærværende Tydske Herrer blev beviist stor Ære, og var det kort efter hans Hiemkomst, at han fornam sin Hr. Faders Svaghed, hvorudover han ilede fra sin Residentz Malmøe til Colding, men, førend han kom did hen, var Kongen allereede ved Døden afgangen.

Han fandt ved sin Ankomst til Regieringen all Ting udi en fortreffelig Tilstand,

Riget udi ypperlig Stand ved hans Ankomst til Regieringen.

thi den Højsalige Konge havde saaledes pyntet paa Rigerne baade udi civile og Kirke-Sager, at der fast var intet at forbedre. Den gamle Suurdej, som Riget længe havde været plaget med, var gandske udrøddet, thi der var en fuldkommen Eenighed, saavel udi Staten som i Religionen. Christianus 2dus levede vel endda, men kunde formedelst sin høje Alder og Svaghed ingen Ombrage meere foraarsage, og de gamle Misfornøjede vare enten bortdøde eller udi saadan Stand, at de ikke meere turde bevæge sig. Rigerne stode i Venskab og Fortroelighed med de fleeste Potentater, og Financerne vare udi god Stand, saa at den unge Herre saae sig ikke alleene strax i Begyndelsen sterk befæsted paa Thronen, men fandt sig ogsaa i Stand med Sikkerhed at kunne entreprenere de Ting, som hans Forfædre ikke havde fundet sig sterke nok til at udføre. Han giorde derfore i sin Tid med Sværdet Ende paa 2 store Tvistigheder, hvorudi Riget meere end et halvt Seculo formedelst dets indvortes Svaghed havde været tvunget til at temporisere. Den første Tvistighed var med Dytmersken, hvilket Land udi Kong Johannis Tid havde paasatt Riget en Plett, som man indtil denne Tid ikke havde kunnet aftoe. Den anden Tvistighed var med Sverrig, for hvilken at bilegge mange Frugtes-løse Moder havde været holdne. Saa at de tvende foregaaende Konger ikke uden stor Møje havde kunnet hindre den Gnist, som laae skiult Den Dytmarske Krig.under Asken, at bryde frem, og som virkeligen vilde været skeed, hvis Sverrige og Dannemark udi lang Tid ikke havde haft tilfælles Fiender, som alleene hindrede dem at trække Sværdet mod hin anden. Og, saasom den

Dytmerske Krig

(405) og samme Lands Reduction var det første, som denne seyerrige Konge strax ved sin Regierings Tiltrædelse foretog sig, vil jeg strax begive mig til den samme.

Det store Nederlag, som skeede paa de Danske og Holsteener 1500, havde

Samme Krigs Aarsag og Begyndelse.

erhvervet de Dytmersker en fuldkommen Independence og Frihed igien, og understode de Danske Konger sig i lang Tid siden ikke at oprippe deres gamle Prætentioner, eendeel efterdi Riget stedse havde saa meget andet at bestille, eendeel ogsaa, efterdi Kejser Carl siden Christiani 2. Undvigelse havde været en bitter Fiende af Dannemark, saa at Riget havde ikke alleene holdet nødigt at simulere, men endogsaa at confirmere Dytmerskens Privilegier og Frihed, og at indslutte samme Land udi den bekiendte Fred med Lybek, som blev sluttet 1536. Saaledes vare Conjuncturerne indtil det Spiriske Fordrag mellem Kejseren og Riget, hvorved Christianus 3. ikke alleene fik den mægtige Kejser Carl af Halsen, men endogsaa ved den Forlehning, som han tillige med sine Brødre 1548 af Højstbemeldte Kejser bekom af Dytmersken, fik sine Prætensioner fornyede, og fandt sig authoriseret til at foretage sig samme omtvistede Lands Reduction. Men derved blev intet tenteret, saa længe som denne fredsommelige Konge levede, hvorvel hans Farbroder Hertug Adolphus af Holsteen søgte ofte at ægge ham dertil. Men, saa snart Christianus 3. ved Døden var afgangen, Hertug Adolph søger at undertvinge Dytmersken alleene.

tog bemeldte Hertug Adolph sig for at tvinge Dytmersken med egen Magt, og dertil giorde hemmelige Tilbereedelser, paa det at den unge Konge, saavelsom hans Broder Hertug Hans, ingen Kundskab skulde faae derom, hvoraf sees, at han havde i Sinde at beholde Dytmersken alleene. Formanes at holde sig derfra.

Men dette Forehavende kunde ikke drives med den Taushed, at man jo ved Henrik Rantzov Gouverneuren paa Segebergs Slott fik Kundskab derom: Samme Henrik Rantzov notificerede dette til sin Fader, den gamle Feldt-Herre, Johan Rantzow, hvilken derpaa strax affærdigede Skrivelse til Hertug Adolph, forestillende ham i hvilke Fortredeligheder han vilde styrte sig, dersom han alleene vilde føre denne Krig, thi foruden Dytmerskerne vilde han trække sig Søe-Stæderne Hamborg og Lybek paa Halsen, han vilde ogsaa (406) faae en Modstander udi Kongen selv, saasom Hans Majestet ikke uden Fortrydelse kunde see ham at angribe et Land alleene, hvorpaa de havde tilfælles Prætensioner, bad ham derfore at skikke sig en af sine Ministrer, med hvilken man kunde tale om saadan vigtig Sag, førend man gik videre dermed.

Da Hertug Adolph fik dette Brev, affærdigede han Bertram Sested til Neu-Mynster til Johan Rantzov, og ved ham ikke alleene undskyldte sit Forehavende, men endogsaa søgte at overtale denne gamle Felt-Herre til at bivaane saadant Tog. Men Johan Rantzow blev ved sit Forsætt, og forestillede paa ny, at som det heele Førstelig Holsteenske Huus havde Prætensioner paa Dytmersken, saa kunde intet foretages uden Kongens og hans egen Broders Villie og Minde. Herudover begyndte

beslutter at associere sig med Kongen.

Hertugen at tage dette meere i Betænkning, og paa nye skikkede samme Bertram Sested til Rantzov, ladende ham vide, at han vilde følge hans Raad, og at han havde tilskrevet baade Kongen og hans Broder Hans om dette Forsætt, og tilbydet dem at føre Krigen med samtlig Magt, saaledes, at ved Dytmerskens Erobring Landet skulde deeles udi 3 lige Parter, hvoraf han vilde lade sig nøje med en 3die Deel. Ved dette Tilbud blev Kongen saavelsom Hertug Adolphs Broder Johannes anderledes til Mode til Flensborg.

Sinds, og blev da berammet et Mode til Flensborg den 24 Aprilis for at overlegge videre hvorledes denne Krig med Fremgang kunde føres. Til bestemte Dag mødte Kongen og Hertug Hans, men Hertug Adolph blev borte, af hvilken Udeblivelse man fattede Mistanke om ham, at det ikke var hans Alvor, og at han heller alleene vilde føre denne Krig. Kongen lod ham derfor sige, at, om han var bleven anderledes til Sinds, han da strax vilde give det tilkiende. Derpaa skeede en anden Sammenkomst 2 Dage derefter til Gevensted, hvor Adolphus ogsaa lod sig indfinde, og blev da besluttet, at Krigen skulle føres med samtlig Magt, og tillige med afgiort hvor meget eenhver skulde contribuere til Udrustningen: hvor sterk man skulde være, og paa hvilken Tid den heele Krigshær skulde være færdig til at lade sig munstre.

(407) Den anden Dag derefter komme alle 3 Herrerne atter igien sammen til Notorp, (a)

Item til Notorp, hvor Krigen besluttes.

og blev da fundet for gott, at Kongen skulde strax lade nogle Skibe udløbe paa Elben, for at hindre Dytmerskerne Tilførsel. Item at Hamborg og Lybek skulde anmodes om at være Herrerne befoderlige. Derpaa ginge Præparatorierne for sig, og en anseelig Krigshær blev bragt paa Beenene, saa vel af Fremmede som af Holstener. Kongen lod ogsaa anholde hos den Danske Adel, at alle de, som havde Lyst til at være med

Johan Rantzov General over den allierede Krigs-Magt.

paa dette Tog, skulde holde sig færdige, og lade sig indfinde til Sammelpladsen naar Advarsel blev udgiven. Den heele Krigshær bestoed af 20000 Mænd under adskillige Anførere, som dog alle skulde staae under den store General Johan Rantzov. De adskillige store Ulykker, som det Holstenske Huus havde tilforn haft udi Dytmersken, foraarsagede, at dette Tog skeede med stoor Betænksomhed, hvorfor Krigen ogsaa denne gang havde bedre Udfald.

Efter at all Ting var anordnet, og Krigshæren stod færdig til at rykke frem, lode

Herrernes Manifest.

Herrerne forfærdige et Manifest (b) af det Indhold, at, eftersom Dytmerskerne forholdte dem deres Arveland, og udi lang Tid ikke alleene havde været gienstridige, men endogsaa tilføjet Hertugdømmene Vold, saa var man foraarsaget dem med Sværdet at besøge, for at bringe dem til Lydighed, og at sætte deres egne Undersaatter udi Sikkerhed. Med saadant Fejdebrev blev Herolden affærdiget til Heide med Ordre at overgive det til de 48 Oldermænd som da regierede Landet. Imidlertid blev besluttet, at Krigshæren skulde ligge still for at give Dytmerskerne Tid til at give deres Svar. Det er ubeskriveligt hvilken Forbittrelse saadan Krigs-Declaration foraarsagede hos Dytmerskerne, thi, da Herolden kom til Heide, og der efter gammel Skik overleverede Feidebrevet med en hvid Stok, blev han med Skielden og Banden forfuldt af

Dytmerskernes Svar.

Almuen, saa at Oldermændene maatte tage ham i Beskiermelse, indtil de kunde sende ham med Svar tilbage. (408)

(a) Cilicius Cimber belli Dyth. Lib. 2. pag.446. hvilken herudi differerer noget fra Friderici 2. Danske Krønik.

(b) Declaratio belli sub dato Hohen-Westett die 18. Maji 1559. apud Petr. Sax. Histor. Dytmars. Lib. 7. Manuscr.

Deres Svar (a) indeholdt at Dytmerskerne vare Herrerne ingen Rett gestændige, eftersom Landet var et Lem af det Bremiske Stikt, under hvis Beskyttelse det havde været udi 400 Aar; saa at de derfore vare Kongen af Dannemark og Hertugerne af Holsten intet skyldige, uden hvad Villighed og Tieneste Naboer ere pligtige til at bevise hinanden. De vidste ej heller at have forseet sig i nogen Maade imod Kongen og Førsterne. Og, om saadant var skeet, burde Sagen paakiendes ved Retten og ikke ved Sværdet. Titelen paa dette skriftlige Svar var denne: (b) Den Durchlüchtigsten, Grosmächtigen, Hochgebornen Fürsten und Hern, Hern Friderich den Andern, von GOtts Gnaden erwehlten König tho Dannemarken und Norwegen. Und von den selven Gnaden Johannes und Adolf Erben tho Norwegen, Hertzogen tho Slesvig, Holstein, Stormarn, Graven tho Oldenborg und Delmenhorst. Hvoraf sees, at de tilstode dem ingen Rett udi Dytmarsken.

Efter at saadant Svar var bekommet, fik Krigs-Hæren Ordre at rykke ind udi Landet, hvilket ogsaa skeede, og fuldte alle 3 Herrer selv med, hvorvel Generalerne raadede dem derfra, saasom de havde Kundskab om, at Dytmerskerne havde særdeles Anslage imod deres høje Personer. Efter at Krigshæren var kommen ind udi Landet, blev den nogen Tid stille liggende for at udforske Landets Lejlighed, og hvilke Anstalter Dytmerskerne giorde imod deres Ankomst. De merkede da, at man maatte belejre de 3 stærke Fæstninger Tileburg, Hamme og Meldorp, for at bane sig Vej til Kiernen af Landet, hvorudover der blev besluttet at belejre samme Fæstninger. All Ting syntes da at true Dytmersken med Undergang. Ingen af deres Naboer vilde tage sig deres Sag an, alleene Lybek lod sig nøje ved sin Gesant Sebastianum Erasmi at foreslaae et Forliig, skiøndt forsilde. Herrernes Krigshær var stor og formidabel, og

Dytmerskens Tilstand for Krigen.

Felt-Herrens Johan Rantzovs blotte Navn kunde indjage dem Skræk. Graverne og Digerne vare ogsaa paa (409)

(a) Cilic. Cimber. bell. Dyth. Lib. 2. pag. 451.

(b) Lit. Seniorum dat. in Castris in append. ad hist. Frid. 2. p. 367. item. apud Petr. Sax. hist. manuscr. Lib.7.

samme Tid til deres Ulykke udtørrede formedelst en langvarig Tørke. Men det, som de selv kunde beskyldes for, var at de ikke havde forsynet sig med fremmed Protection, helst, saasom de ideligen kunde vente sig, at, saa snart Dannemark engang kom i Roelighed, de gamle Prætensioner vilde fornyes. Deres forrige Lykke havde saaledes forblindet dem, at de bildte sig ind at ingen turde meere tentere noget imod dem. Men deres Regning slog dem denne gang fejl som Udgangen lærede. Det eeneste Haab for Dytmerskerne var, at der skulde reise sig U-enighed imellem Herrerne, hvilket ogsaa nær havde skeet formedelst nogles Intriguer, (a) men den Mistanke, som reisede sig imellem dem, blev lykkeligen hævet og Krigen blev fortsatt fremdeles med Eenighed.

Efter at Herrerne havde faaet Kundskab om Dytmerskernes Mouvemens og deres Anstalter, blev der holdet Krigs-Raad om, hvilken af de tre ovenomtalte Fæstninger man skulde først angribe. De funde da alle for gott at lade Hamme blive, efterdi den var meest befæsted, og med all Ting forsynet, og derfore ville formodentligen spilde for megen Tid for Krigshæren; Men om Tileburg og Meldorp vare stridige Meeninger.

Stridige Meeninger om hvilken Fæstning man først skulde belejre.

Brede Rantzov, en tapper Krigsmand og som Dytmerskens Beskaffenhed vel var bekiendt, fandt for got, at man skulde begynde med Tileburgs Belejring, foregivende, at, saasom den var den mindste og ringeste af de 3 Fæstninger, skulde den hastig kunde erobres, og at det var de allierede Herrer Magt paaliggende strax at giøre nogen Conquete, for at erhverve deres Vaaben nogen Anseelse, og at komme ind udi Kiernen af Landet. Men Johan Rantzov Feltherren var udaf en anden Meening, sigende, at det vilde ikke meget betyde at indtage en ringe aaben Flek. Det var ej heller raadeligt at rykke langt ind udi Landet, uden man havde en Fæstning paa Ryggen, som man kunde forlade sig paa. Det sidste Raad blev efterfuldt, saa at man besluttede

Johan Rantzovs Raad bliver fuldt.

strax at belejre Meldorp, og paa samme Tid at holde de andre 2 Fæstninger i Allarm. Medens dette forhandledes i den allierede Lejer, havde Dytmerskerne ved deres Speidere faaet falsk Underrettning om Herrernes Anslag, nemlig, (410)

(a) Cilic. Cimb. belli Dythm. Lib. 2. pag. 449.

at de agtede først at angribe Hamme, hvorudover de strax skikkede 500 Mænd fra Meldorp Hamme til

Meldorp belejres.

Bestyrkelse, og der ved til deres store Ulykke blottede Meldorp, hvilken derpaa strax blev belejret. Samme Stad ligger udi Kiernen af Dytmersken, mellem Suderstrand og Nordstrand. Ved Siden af Staden løber en Aae udi den store Søe. (a) Staden var da vel befæstiget, saa at den syntes at ville give de allierede en haard Nød at knække. Ja der var Anseelse til langvarig Belejring, hvis den falske Tidende om Hamme ikke havde svækket Besættningen. Saa snart Feltherren Rantzov med Kiernen af Krigshæren var kommen for Meldorp, lod han i en Hast forfærdige alt hvad som til Modværge kunde giøres, og lod strax giøre Anstalt til at storme til Staden paa trende Steder. Udi de to første Storme blev Krigshæren afslagen, og satte da den tappere Schonweis, der var den første til at løbe Storm, Livet til. Deraf tabte Feldherren dog ikke Modet, men sprang af sin Hæst, og med Kaarden i Haanden anførte Folket 3die gang, da blev figtet med stor Haardnakkenhed paa begge Sider, og var det forunderligt at see de Dytmerske Qvinder figte lige med Mændene, og merkede Dytmarske Qvinders Stridbarhed.

man at en Qvinde paa samme Tid stak 2 Soldater ihiel med en Kniv. Endeligen blev Staden erobret med Kaarden i Haanden, og skeede da et stort Nederlag baade paa Mænd, Qvinder og Børn; Og bleve adskillige Qvinder omkomne bevæbnede med

Meldorp bestormes og plyndres.

Gevær i Hænderne. Staden blev given til Priis, og Soldaterne giorde hærligt Bytte; Men derom reisede sig saadan Tvistighed, at man frygtede for indbyrdes Krig, hvorfore Officierne maatte paatage sig at ligne Byttet imellem Soldaterne, hvorved Oprøret blev stillet. Da man randsagede de Døde, fandt man at de fleeste vare meget ilde tilredede, og at der vare faa som jo havde faaet 3 til 4 Kugler i Livet, hvilket, da Felt-Herren forundrede sig over, blev ham svaret, at hvad en Kugle kunde udrette hos en anden, kunde neppe 4re Kugler giøre for at fælde en Dytmarsker.

Efter at Meldorp var erobret, rykkede Felt-Herren med en Deel af Krigshæren mod Brunsbyttel, hvilken han strax indtog, (411)

(a) Cilicius Cimb. Belli Dytmars. Lib. 2.

eftersom den var forladt af alle Indbyggerne. Da Krigsfolket derpaa streiffede allevegne om i Landet, blev man paa et Sted var 700de Dytmersker, som havde skiulet sig udi en Moratz, og forskantzet sig

700 Dytmarsker fanges.

med Vogne, Sænge og andet Boeskab. De samme, da de saae sig omringede af Soldaterne, kastede de strax deres Gevær, og gave sig paa Naade og Unaade. Hvorudover Feltherren forbød at tilføje dem noget Ont. Kongen, som strax derpaa kom did hen, ynkedes ogsaa over dem, og befoel ingen Haardhed at øve. Anden Dag derefter blev raadslaget om, hvad man skulde giøre med Fangerne. Hertugerne funde da for gott at lade dem omkomme, som haarde og u-corrigerlige Folk. Saadant Forsætt mishagede Kong Friderik, og, saasom han merkede, at Hertugerne vilde ikke staae

Kong Frideriks Mildhed.

derfra, befoel han at deele de Fangne i 3 Deele, paa det han kunde have Lejlighed til at frelse den Deel, som ham tilfaldt. (a) Men, medens man trættede derom, ankom Feltherren Johan Rantzov, hvilken gav tilkiende at det var imod all Krigsbrug, at omkomme Fanger, som godvilligen havde givet sig, helst, eftersom der iblant vare Qvinder og smaa Børn, hvorudover blev besluttet at de skulde forskaanes paa Livet, og blev den største Deel af dem transportered til Holsten. Saaledes bleve disse mange Mennesker befriede fra Døden ved denne ypperlige Mands Raad, (b) og giver dette tilkiende, at han var ikke mindre god Christen, end en stor Anfører.

Efter at Herrerne havde bemægtiget sig den syndre Part af Dytmersken, blev der holdet Krigs-Raad, hvorledes man skulde angribe den Nordre Part, og fant man da for gott, at angribe Tileborg. Der havde Dytmerskerne samme Vanheld, som ved Meldorp; thi, saasom de Natten tilforn hafde faaet Kundskab om, at Herrerne med den største Deel af Krigshæren havde rykket imod Hemmingstad, hvor tilforn det fatale Slag var holden under Kong Hans, begave de fleste sig af Tileburg, Hemmingstad til Undsættning, hvorudover Feldherren uden Mord og Sværdslag bemægtigede Tileburg erobres.

sig Tileburg, og lod dens Volde nedrive. Der fandtes en (412)

(a) Resen. Hist. Frid. 2 pag. 18

(b) Cilicius Cimb. belli Dytmars. Lib. 2.

stor Hob groft Skytt, men faa Folk formedelst ovenmeldte Aarsag, og giver dette tilkiende at Dytmerskerne i denne Krig maa have haft enten slette eller Utroe Speidere.

Efter at dette var skeed, gik man løs paa den vigtige Stad Heide, ved hvis Erobring man haabede at reducere det heele Land, og at giøre Ende paa Krigen. Heide

Den Stad Heides Beskrivelse.

var da anseelig, saa vel formedelst dens Handel, som skiønne Bygninger blant alle Dytmarske Stæder. Til dets Markeder lode sig paa visse Tider indfinde Indbyggere over det heele Land. Der var ogsaa Regieringen, som bestod af 48 Oldermænd, (a) hvilke hver Løverdag holdte Samling for at dømme udi Sager, og skreve sig Acht und Veertigh Vorweser der Gemehin des Lands Ditmarschen, (b) som sees af de tvende Breve de udi denne Krig tilskreve Herrerne. Staden i sig selv var dog ikke synderligen fast, hvorudover, saasom Indbyggerne ikke forlode sig meget paa deres Fortificationer, de havde stillet deres grove Stykker paa de fornemste Gader. Ved samme Stad blev fægted med stor Haardnakkenhed paa begge Sider. Herrerne

Heides Belejring.

efterdi de ved samme Stads Erobring haabede at giøre Ende paa Krigen, og Dytmarskerne, efterdi af dens Conservation dependerede all deres Velfærd, og den Frihed som de med saa stor Iver havde forsvaret nogle 100 Aar imod deres mægtige Naboer. Der bleve da holdne adskillige blodige Trefninger, udi hvilke Kongen selv vovede sig yderligen, og Hertug Adolf blev haardt blessered, thi mit udi en Trefning,

Hertug Adolf saares af en Dytmarsk Bonde.

da han var bleven træt og heed, og derfor aflagde sit Harnisk, kom en Dytmarsk Bonde ham i Møde, hvilken han saarede. Men Bonden lod sig deraf ikke forskrække, men stak Hertugen med sin Hellebard udi Ryggen under Skulderbladet, hvilket foraarsagede at Hertugen maatte føres af Slaget til en Landsby. Fremmede Historier melde intet om, hvordan siden tilgik med denne dristige Bonde, men Indbyggerne vide endnu efter Petri Saxes (c) Vidnesbyrd at fortælle, at samme Bonde blev huggen i mange Stykker paa Stedet. (413)

(a) Cilic. Cimb. Belli Dythmars. Lib. 2.

(b) In Append. ad Hist. Frid. 2.

Efter at man havde erobret og indtaget Fortificationerne, stillede Dytmerskerne sig til Modstand paa de fornemste Gader i Staden, saa at det var vanskeligt for Krigs-Hæren at komme ind uden at spilde en Hob Folk, hvilket, da Felt-Herren merkede, befoel han at sætte Ild paa Staden. Eendeel af Anførerne havde vel ingen Behag i dette Anslag, holdende for, at, saasom det var den beste og prægtigste Stad udi det heele Land, saa vilde dens Ødeleggelse give Eftertale: Men Felt-Herren vilde

Staden sættes i Brand og erobres.

ikke staae fra sit Forsætt, foregivende, at samme Stads Conservation vilde i Fremtiden give Dytmerskerne Anledning til nytt Frafald, og at den i den Henseende maatte ødelegges. Staden blev derfore omringet og antændt. Hvorpaa Krigs-Folket, sær det Danske Rytterie brøde ind med Kaarden i Haanden, men de kunde formedelst Ild og Røg ikke meget udrette, mange af dem, blandt hvilke Marqvard Rantzov bleve ogsaa omkomne af Dytmarskerne, som skiøde stærkt af Huusene paa dem, (a) ikke for at forsvare deres Liv, men for at hevne deres Død. Men Ilden giorde den meeste Virkning, og blev Heide der af inden kort Tid i Grund ødelagt. Udi de 3 Trefninger

Staden lægges i Aske.

som holdtes for samme Stad, omkomme over 3000 Dytmarsker, men paa Herrernes Side savnedes ikke over 300. Heides Ødeleggelse havde den Virkning, som Felt-Herren havde spaaet; nemlig, at der paafuldte det heele Lands Reduction: Thi Dytmarskerne bleve deraf saa mismodige, at de strax derefter skikkede 3 Præste til Lejren. De samme komme med hvide Kieppe i Hænderne, og et u-beseglet aabet Brev,

Dytmarsken underkaster sig Herrerne.

hvorudi gaves Herrerne Titul af Hertuger til Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmarsken, (b) hvilket tilforn ikke var skeet. Gesanterne ydmygedede sig da, og bade om Liv og Naade, gave ogsaa tilkiende, at om Oldermændene maatte forundes frit Lejde, vilde de selv indstille dem for Herrerne, og afbede deres Forseelser. Kongen tog da meget naadigen imod dem, og befoel sin Hoff-Prædikant Mag: Niels Kolding at tage dem med sig til Bords, medens man raadslog om, hvad man videre med Indbyggerne skulde foretage. (414)

(a) Resen. hist. Frid. 2. pag. 22.

(b) Liter. Seniorum ad Principes dat. die 13. Junii 1559. in Append. ad Hist. Frid. 2.

Efter at man havde raadslaget derom, fandt man for got at lade Dytmerskerne vide, at, endskiøndt de meer af Nød end tilbørlig Lydighed bade om Naade, saa vilde dog Herrerne give Audience til de 48 Landets Forstandere, og maatte de Dagen derefter have Frihed at lade sig indfinde udi Lejren. Til bestemte Tid, som var den 25 Junii, (a) mødte alleene 5 af bemeldte Forstandere, thi, de andre vare omkomne i Krigen. Med dem fuldte en af de fornemste Præste og en Secretarius, og bleve de imodtagne af nogle Ryttere, som gelejdede dem ind udi Lejren til Felt-Herrens Søn, Poul Rantzovs Telt. Imidlertid raadsloge Herrerne udi Hertug

Der raadsloges om Dytmarskernes Skiæbne.

Adolphs Telt, som endda formedelst sin Blessure holdt ved Sengen, hvad man skulde foretage med Dytmarskerne, om man skulde tage dem til Naade eller udrødde dem gandske. Kongen og Hertug Hans gave strax tilkiende, at man burte spare det overblevne Folk, som med Ydmyghed bad om Naade. Men dette u-anseet vilde dog ingen slutte noget vist, førend de havde Hertug Adolphs Meening, eftersom samme Hertug havde meest Aarsag til at nægte dem Naade, formedelst det Saar han havde faaet, som bragte ham i Livs Fare. Hertugen erklærede sig endeligen, at, saasom man ved Besluttes at tage de Overblevne i Naade.

denne Krig ikke havde haft i Sinde at søge Landets Ødeleggelse, men alleene Indbyggernes Underdanighed, og man nu saadant kunde erholde, saa var hans Tanke, at de overblevne Arme kunde tages i Naade og beskyttes.

Denne Erklæring blev af alle med Glæde optagen, og bleve der paa nogle Freds Artikle forfattede, og de samme de Dytmarske Fuldmægtige tilstillede forinden 3 Dage at erklære sig derpaa. Hvorefter Kongen begav sig til Holsten til Itzhoe. Imidlertid

Freds Artikle.

examinerede Dytmarskerne de tilstillede Freds Artikle, og paa 3die Dag forføjede sig til Lejren igien. Der bade de da ydmygeligen at nogle af bemeldte Artikler maatte modereres, saasom de ikke uden med deres Undergang kunde holdes, hvilket ogsaa Herrerne (415)

(a) Resen. Hist. Frider. 2. siger den 15. Junii hvilket maa være en Vildfarelse, eftersom Leide-Brevet, som jeg har fundet i den oft citerede skrevne Historie er dateret den 24. vid. lit. Salvi Conduct. dat. in Castris die 24. Junii apud Petr. Sax. Hist. Manuscr.

accorderede dem, for at betage dem all videre Aarsag til Misfornøjelse og Oprør. Derpaa overgave Dytmarskerne sig med Land, Folk, Stader og Byer, aldeeles udi Kongens og Hertugernes Vold, lovede at erkiende dem herefter alleene for deres rette Lands-Herrer, og at beviise dem all tilbørlig Ære, Pligt, Tienneste og Lydighed, som Undersaatter deres rette Lands-Herrer skyldige ere. Kongen og Hertugerne derimod tilsagde dem Forsvar og Beskyttelse, hvorpaa sterke Breve og Sejle bleve givne paa begge Sider.

Derefter blev anordnet, at alle Indbyggere, baade unge og gamle, som Vaaben kunde føre, skulde møde paa den slette Mark ved Heide den 30 Junii, tagende med sig alle deres Privilegier og Friheds Breve, samt Faner og Standarter, og andet som de tilforn havde erobret, enten af de Holsteenske Hertuger eller andre Førster. Dette blev ogsaa efterlevet, og lode de sig til bestævnte Tid og Sted indfinde udi alt 4000 Personer, som vare Levninger af det heele Dytmarske Mandskab. Efterat de 4000 Dytmersker mødes for Herrerne.

havde overleveret fra dem all deres Krigs Rustning, som Stykker, Kugler, Krud, Sværd, Spiude og andet, samt deres Friheds-Breve, hvilket altsammen blev ført til Meldorp, traade de alle frem med hvide Kieppe udi Hænderne. Hvorpaa begge Hertugerne, (thi Kongen var selv ikke tilstæde) ankomme og med Kongens Fuldmægtige reede ind paa Pladsen. Dytmerskerne bleve da posterede udi en Kreds, og strax omringede af den heele Krigshær, hvilket indjog dem en yderlig Skræk, saasom de frygtede, at de alle skulde opofres; En Dytmarsk Præst talede da med en anden paa Latin om Landets ulyksalige Skiebne, og det store Blodbad, som de Overblevne forestod, efterdi han af de Mouvemens, Krigs-Hæren da giorde, ikke ventede andet end en almindelig Massacre, (a) hvilket, da Henrik Rantzov, (b) som forstod Latin, hørte, straffede han samme Præst med Lemfældighed formedelst de slette Tanker han havde om Hertugerne, og sagde, at, endskiøndt de nu havde Magten i Hænderne, saa vilde de dog ikke øve det som Krigens Rett (416)

(a) Cilic. Cimbr. Belli Dyth. Lib. 2.

(b) Det er uden Tvivl den samme Henrik Rantzov, som har beskrevet den Dytmarske Krig under det Navn af Cilicius Cimber.

tillader, og endede sin Tale ved at formane dem til bestandig Troskab udi Fremtiden, at deres Land ikke oftere skulde styrtes i saadan Ulykke.

Afbede paa Knæ deres Forseelse.

Da nu allting var satt i Orden, fulde alle Dytmerskerne ned paa deres Knæe og med blotte Hoveder og med stort Skrig afbade deres Forseelser. Derpaa svore de de Kongelige Fuldmægtige, samt Hertug Hans og Adolph Troeskab, og efterat de havde overleveret 24 Gisler, fik hver Lov at begive sig til sit Hiem. Herrerne vare da ogsaa saa naadige mod dem, at de gave dem de fleeste Spiud og Gevær tilbage for at forsvare sig mod Soldaterne, hvis nogen videre vilde tilføje dem Urett. Saaledes endtes den Dytmarske Krig, og det heele Land blev udi mindre end en Maanet reduceret. Det synes vel ingen Konst at være, med et heelt Riges og tvende Hertugdømmers

Betænkning over denne Dytmarske Krig.

Magt at tvinge et lidet stykke Land, som Dytmarsken: Men, naar man betragter saavel Landets Beskaffenhed, som Indbyggernes Naturel, maa man forundre sig over at dette kunde skee saa hastig. Landet er saaledes beskaffet, at det længe kand forsvare sig imod de mægtigste Fiender, og sees af Historien, at adskillige Potentater, som have villet forsøge, at undertvinge det samme, have med stor Forliis været tvungne til at forlade det igien, saa at Dytmarsken i nogle 100 Aar havde været en Kirke-Gaard for angrændsende Nationer, efterdi man havde ikke mindre at stride imod bevæbnede Folk, end mod Diger, Moratzer, og besværlige Veje. Indbyggerne vare haarde og gienstridige, og udi Tapperhed og Foragt for Døden havde neppe deres Lige udi Europa.

De mange store Sejer, som de havde erholdet nu mod en, nu mod en anden Potentat, formeerede ikke lidet deres naturlige Tapperhed, sær havde det store Nederlag, som udi Kong Johannis Tid skeede ved Hemmingstad, giort dem saa overmodige, at de holdte sig u-overvindelige, foragtede deres Naboer, og dreve Spott med Konger og Førster. Men just den samme Overmod og høje Tanker de havde om dem selv, styrtede dem i Fordervelse, og skildte dem ved deres kiære Frihed; thi, saasom de stolede for meget paa deres egen Magt, og bildte sig ind at ingen turde an|417gribe (417) dem meere, understode de sig at irritere deres Naboer, og derimod ingen Omsorg havde at forsyne sig med Alliance, da dog de mægtigste Riger ideligen arbejde paa, at bestyrke sig med andre Rigers Venskab. Derfore maatte de ogsaa denne gang alleene staae Stormen imod, og endeligen lide dette sørgelige Skibbrud, efterdi ingen af deres Naboer vilde tage sig deres Sag an. Over denne Krig blev giort en Viise, som begynder saaledes:

Kong Friderik han sidder paa Koldinghuus

Han holder med sine Svenne et Ruus

De Dytmerske Herrer de have deres Liv forlaaret. (a)

Efter at den Dytmarske Krig saaledes var bragt til Ende, kom hans Majestet kronet med Ære og Sejer til Kiøbenhavn den 28. Junii udi samme Aar, og Landet

Landet deeles mellem Kongen og Hertugerne.

blev derpaa, efter den Convention, som giort var, deelt udi 3 lige Deele mellem Kongen og Hertugerne. Og finder man ikke, at enten Keiseren eller nogen anden Potentat formaliserede sig derover. Erke-Bispen af Bremen lod sig alleene nøje med at insinuere en Protestation ved det Keiserlige Hoff, hvorvel uden Virkning, thi Landets Possession blev siden Aar 1565 Kongen og Hertugerne af Keiser Maximiliano 2. confirmered. Hermed ender Cilicius Cimber sin Historie om den

Betænkning over Cilicii Cimbri Historie, som her ender.

Dytmerske Krig, som er skreven paa Latin udi tvende Bøger. Samme Historie er des meer at æstimere, efterdi den er skreven af den ypperlige Herre Henrik Rantzov, der selv var med udi samme Krig, hvorfor ogsaa Autor til Friderici 2. Historie har fuldt ham Fod for Fod. Man seer ellers heraf, at det Rantzovske Huus da har vrimled af store Mænd, saa at faa Familier paa de Tider have været i større Anseelse.

Ved den Kongelig Kroning udgav Hans Majestet den bekiendte Haandfæstning,

Friderici 2. Haand-Fæstning.

som bestaar af 48 Artikler, blant hvilke de fornemste ere, at Kongen ingen Udlændisk skal tage i Rigets Raad; At han ikke skal lade fængsle nogen Ridders Mand; Ingen Krig begynde uden med Rigets Raads Samtykke; At han skall ingen ufri Mand, det er, af Borgerstanden, give Adels Frihed; (418)

(a) In Append. ad histor. Frider. 2.

At han skal være forpligtet til at indløse Ørknøer og Hetland; Riget er et frit Vall-Rige. (a) Ved hvilken sidste Artikel Stænderne synes at have villet give tilkiende, at det var ikke saa vist tilforn.

Den Dytmarske Krig havde saaledes occuperet Kongen, at hans Kroning imidlertid havde været opsatt. Men efter at hans Majestet havde saa lykkeligen bragt dette Tog til Ende, blev strax Anstalt giort til Kroning. For at bivaane den samme, lode sig i Begyndelsen af August indfinde i Kiøbenhavn Dronning Dorothea, med Hertug Hans den Yngre, Kongens Broder. Iligemaade Hertug Hans hans Farbroder den Ældre, og Hertug Adolf. Af Fremmede indfunde sig Churførst Augustus af Sachsen med hans Gemahl Anna Kongens Søster, med et Følge af 700 Hæste. De sidste begave sig til Skibs fra Rostok, og bleve imodtagne af Kongen ved Dragøe,

Den Konglig Kroning.

og af ham geleidede til Kiøbenhavn, hvor Kroningen blev celebrered den 20 Augusti af Mag. Nicolao Palladio Biskopen udi Skaane, hvilken udi Ceremonien blev assistered af Doct. Jens Skieldrup Biskopen i Bergen, samt Mag. Niels Kolding Hoff-Prædikanten. Aarsagen hvorfor den Skaanske Superintendent forrettede denne Act, var, at Doct. Petr. Palladius den Siællandske Superintendent var svag, og døde Aaret derefter 1560. Ved Kroningen bleve 3 Herremænd, nemlig Eiler Hardenberg, Verner Parsberg, og Niels Lange slagne til Riddere, og, efter at Acten med største Magnificence var forrettet, tog Churførst Augustus med sin Gemahl Afskeed den 30 Augusti, og blev geleidet af Kongen til Vordingborg.

Noget for den Dytmerske Krig gik an, døde Christianus 2., og hans Liig blev

Christiani 2. Død.

ført fra Kallundborg til Odense, hvor det paa Kongelig Viis blev nedsatt hos hans Herr Fader. Til samme Konges Begravelse lod sig indfinde en riig Kiøbmand fra Nederlandene, hvilken fordrede af Riget en stor Sum Penge, som han havde laant Kong Christian udi hans Landflygtighed. Men Kong Friderik lod ham svare, at de Penge, som Kong Christian udi sin Landflygtighed havde laant, for at føre Krig paa Dannemark, (419)

(a) Capitulatio Frid. 2. dat. Hafn. 1559.

kunde Riget ikke betale. Men saadan Gield maatte søges hos hans Børn, Svogre og næste Blods-Forvante. (a) Og kunde dette Svar tiene til Underrettning for alle andre Christiani 2. Creditorer.

Paa samme Tid opvaktes Uroelighed udi Kremper Marsk af en Præst ved Navn Johan Knipmaker, hvilken tog sig for at indføre adskillig falsk Lærdom, og havde faaet store Anhang af den gemeene Almue, hvorudover Gouverneuren Claus Rantzov ikke

Sværmerie udi Kremper Marsk.

alleene lod samme Knipmaker afsætte, men lod endogsaa nogle døde Bønder, som vare beskyldte at have været hans Tilhængere, opgrave af Kirkegaarden, og jorde dem paa vild Mark. For at hindre videre Ulejlighed, affærdigede Kongen en Skrivelse, dat. den 13. Januarii til Rantzov og det heele Ministerium udi Munsterdorp, befalende dem at undersøge Sagen nærmere, og at straffe de oprørske og uroelige Hoveder, sær Anføreren Herr Knipmaker, om han ikke vilde staae fra sine Vildfarelser. Hvad de opgravne Bønder angik, da gaves Ordre at lade det derved blive, der som man kunde overbeviise dem at have haft falske og kietterske Meeninger, ved hvilket sidste Kongen synes ikke gandske at have billiget Gouverneurens hastige Execution, saasom intet er lettere end at beskylde døde Bønder, saasom de selv levende, langt mindre døde, ikke kand svare for sig, og faa have Lyst i saa Fald at plaidere deres Sag. Ved disse Anstalter bleve disse Uroeligheder dempede, thi jeg finder intet videre derom.

Dette er det Mærkværdigste som tildrog sig udi Friderici 2. første Regierings Aar. De Negotiationer som dreves med Sverrig, item den Handel angaaende Oesel og Vig i Faveur af hans Broder Magnus, vil jeg giemme til et andet Sted, paa det at jeg i Steden for at skrive Historie, ikke skal forfalde til at skrive en Journal eller et Dag-Register. Jeg vil alleene til dette Aars Sluttning melde, at der paa samme Tid var nogen Tvistighed mellem Keiseren og Holsten, angaaende Contributioner, som den Stad Hamborg blev fodret at yde til det Romerske Rige. Dette

Handel med Hamborg.

veigrede sig vel Kongen og Hertugerne ikke for, de vilde alleene ikke tillade, (420)

(a) Resen. Frid. 2. pag. 4.

at Hamborg skulde give nogen særdeles Rigsstyr, men paastode imod den Keiserlig Fiscal, at, naar efter gammel Brug og Lehns-Rettighed skulde gives, det da skulde skee under et Navn af det heele Land. Aarsagen, hvorfore Kongen og Hertugerne vilde ikke tillade at Hamborg skulde erlægge nogen særdeles Rigsstyr, var, at samme Stad deraf ikke skulde tage Anledning at tilegne sig nogen Immedietet eller Independence fra Førstendømmerne, hvilket den siden saa ofte har giort, saa det er troeligt, at denne Keiserlig Begiering er skeet efter Hamborgs egen Tilskyndelse.

Derom blev videre tvistet efterfølgende Aar 1560, da Hamborgerne udtrykkeligen gave tilkiende, at det var dem ikke ukiært, at Keiseren forlangede særdeles Skat af deres Stad, og, paa det de des vissere kunde udforske hvorledes Keiseren var sindet imod dem, lode de allerunderdanigst anholde, at dem, efter den af Keiser Sigismundo

Hamborg tilegner sig Rett at slaae egne Penge.

givne Bevilgning, maatte tillades selv Penge at mynte, og egen Mynt i Staden at bruge. Derimod lod Kongen protestere, foregivende, at den Frihed, de tilforne havde haft at slaae egen Mynt, var dem af de Holstenske Herrer forundt af Naade. Og, om Keiser Sigismundus havde givet dem Confirmation paa saadan Frihed, havde han dog derved ikke villet unddrage dem fra deres rette Herskab. Videre viisede han, at Hamborgerne længe efter den Tid havde paa deres Mynt ladet sætte et Nelleblad, som er det Holstenske Vaaben, hvilket er et ufeilbarligt Kiendetegn, at de havde saadan Rett alleene af de Holstenske Herrer.

Ellers blev udi dette Aar Kongen indviklet i store Uroeligheder formedelst hans Broder Prinds Magnum, og det af efterfølgende Aarsag. Saasom Hans Majestet ikke kunde komme til Ende med sine Brødre om de Holstenske Sager førend han havde sluttet noget vist med Prinds Magno om hans Anpart, saa lod han foregaaende Aar

Prinds Magni Historie.

sterk drive paa den begyndte Handel om Oesel, Churland og andre tilhørende Provincier. Mod Enden af Christiani 3. Regiering, reisede sig en heftig Tvistighed imellem Erke-Bispen af Riga og den Tydske Ordens-Mester. Af samme U-eenighed profiterede den bekiendte Rytziske Grosførste Ivan Basilovitz, giorde Indfald udi Lifland, og der øvede saadan Grumhed, (421) at den Stad Reval overgav sig til Højstbemeldte Konge 1558. Men denne fredsommelige Herre vilde ikke befatte sig dermed, men gav det særdeeles Christelige Svar, som er anført i hans Historie. Dog kiøbte han af Biskop Johan Munchhausen det Stift Oesel og Vig, for der med at aflegge hans Søn Prinds Magnum. Da nu Fridericus 2. kom paa Thronen, satt samme Konge sig for at bringe den Handel i fuldkommen Stand, og at erhverve sin Broder Magno en sikker Possession af disse langt bortliggende Lande, for derved at befries for samme Magni Prætensioner paa den Kongelige Deel af Hertugdømmene Slesvig og Holsten, efterdi det var ligesom en satt Rett paa de Tider, at alle Kongelige Børn skulde have Deel der udi. Kong Friderik bragte det da saa vidt ved Christopher Munchhausen, som var ovenmeldte Bisps Broder, at Bispen for en Sum Penge afstod det Stift Oesel til Dannemark, hvoraf man seer, at den Contract, som var sluttet 1558, kom allerførst i Stand 1559. Han lod ogsaa samme Tid ved Ulrik Bähr handle om Churlands Stift, som Riget iligemaade blev overdraget, saaledes, at det stedse til ævig Tid skulde tilhøre Kongerne i Dannemark. Og blev dette altsammen givet hans Broder Magno for hans Andeel udi Holsten. Men Udgangen

Bekommer Oesel og Churland.

lærede, at det blev en slet Arvedeel for samme Prinds, thi det bragte ham ikkun store Besværligheder paa Halsen, og satt Riget lang Tid udi stor Uroe, saa at det da kunde heede, at Dannemark for en stor Sum Penge kiøbte sig Fortræd til.

Da Indbyggerne udi Lifland finge Tidender om dette Kiøb, bleve de derover meget glade, saasom de haabede, at Riget, for at haandhæve den Kongelig Danske Prinds udi denne Possession, skulde antage sig det betrængte Land imod Ryssernes umenneskelige Tyrannie. Og paa det de des meere kunde være forvissede om Rigets Beskyttelse, udvirkede de en Skrivelse fra Keiseren til Kong Friderik, med Begiering, at han tillige med Oesel og Churland, ogsaa vilde tage Lifland udi Beskyttelse. Men Ivan Beængstiges af Moscoviterne.Basilovitz blev ikke mindre ved at plage Landet, og da Keiseren saavelsom Kongen paamindede ham om at holde sig fra Lifland, svarede han alleene dertil, at han havde Aarsag at være fortørnet paa Liflænderne, efterdi de (422) havde forstyrret en Stapel, som hans Forfædre havde anlagt til Dorpt og der vanhelliget Ryssernes Guds Tieneste. Elendighederne continuerede derfor i Landet som tilforn, saa at det saae vanskeligt ud for Prinds Magno at beskytte sin nye Possession. Hvorudover Kongen søgte at skaffe ham nogen Befodring andensteds, og til den Ende lod udi det Aar 1560 handle 1560. med Capitulet til Hildesheim om at udvælge ham til Coadjutor. Men som Biskop Burchard sammesteds ikke vilde tillade Capitulet at skride til nogen saadan Election, blev dette Anslag til intet, og Prinds Magnus besluttede at reise til Oesel for at tage de assignerede Lande i Possession.

Han kom ved Paaske-Tider til Oesel udi samme Aar, og blev med stor Glæde af Indbyggerne imodtagen. Og mange af de omliggende Provincier, saa vel som

Bliver vel imodtagen paa Oesel.

Biskopen af Reval Mauritius von Angel med Capitulet og det gandske Stift overgave sig godvilligen til ham. Henrik Wolf Gouverneuren paa Sonnenburg overdrog ham og samme Slott med dets heele Gebiet. Ordens-Herren Gothard Ketler skikkede ham da Bud for at erfare til hvilken Ende han did var kommen, hvortil Prindsen lod svare, at Hermesteren havde intet andet end oprigtigt Venskab at forvente af den Danske Krone, og, saasom han nu havde Oesel og Churland i Possession, skulde Hermesteren udi ham finde en god Naboe, som vilde søge at befodre saa vel den Tydske Ordens, som andre Liflandske Stæders Gavn og Beste. Dette Svar behagede Hermesteren, og begyndte saa vel han, som det heele Land at fatte Haab om at

Moscovitere huusere ilde i Lifland.

befrie Landet fra Ryssernes Vold. Men Ivan Basilovitz, da han merkede, at Oesel og Churland havde faaet nyt Herskab, blev han end meere ophidset mod Liflænderne, og derfore giorde nytt Indfald i Landet, hvor han omkom utallige Mennesker, og førte en stor Hob udi Slaverie til Moscovien. Dette foraarsagede at Prinds Magnus med adskillige Liflandske Herrer lod forskrive et Mode til Pernow, for der at overlægge hvad man i saadan bedrøvet Tilstand skulde foretage. Men, som man paa samme Tider fik Kundskab om, at Moscowiterne havde bemægtiget sig Wollin, og ladet den gamle Hermester Wilhelm (423) Fürstenberg fangen bortføre til Moscovien, kom der saadan Skræk over de udi Pernou forsamlede Herrer, at de forlode Modet, og maatte Prinds Magnus, som havde ikkun lidt Krigsfolk, retirere sig til Oesel igien, medens Rysserne streiffede Landet igiennem, og lode sig see ved Revals Porte.

Denne elendige Tilstand, hvorpaa man saae ingen Ende, foraarsagede at Hermesteren Gotthard Ketler søgte Protection hos Polen, og overgav alt hvad de saa kaldte Sverd-Riddere eller Ordenen ejede udi Lifland, med de Vilkor, at Kong Sigismundus derfor til Vederlag gav ham Churland og Semigallien til arvelig Ejedom, og giorde ham til Hertug over samme Lande. Saaledes fik Sværd-Riddernes Regimente Ende udi Lifland, og har det Churlandske Hertugdom saadan Oprindelse. Det Churlandske Hertugdoms Oprindelse.

Ordenen udi sig selv tabte ikke lidet ved denne Forandring, eftersom saa mange vigtige Provincer bleve overdragne til det Polske Rige, men Hermesteren vandt der ved, at han af en Ordens-Herre blev en Hertug. Til denne Resolution er derfor troeligt, at Gotthard Ketler blev dreven, saa vel af egen Interesse, som formedelst Ryssernes Overvold. Derforuden var ogsaa reised Misforstand mellem ham og Prinds Magnum, hvilken satt Landet i større Fare, og foraarsagede, at Rysserne uden Hinder giorde hvad dem lystede. De samme angrebe kort derefter denne vigtige Stad Reval, og som

Reval overgiver sig til Sverrig.

samme Stad saae sig ingen Undsættning at kunde faae, overgav den sig til Sverrig. Og er dette Oprindelsen til de Svenskes Prætensioner paa Lifland, og til de store og langvarige Kriger, som siden bleve førte om samme Land mellem Polen, Moscovien og Sverrig. Og kand man da slutte udi hvilken Tilstand en saa liden Potentat som Prinds Magnus kunde være. Men om hans videre Bedrifter og Skiebne sammesteds, skal tales videre siden.

Medens dette forrettedes udi Lifland, søgte Hans Majestet, Kong Friderik ved

Anstalter Dytmersken angaaende.

adskillige nyttige Anordninger at sætte Riget i god Stand, og havde særdeeles Omsorg for det nyeligen conqveterede Land Dytmersken, at der ingen nye Uroelighed skulde rejse sig. Hvorudover, saasom udi den sidste Krig mange Byer og Gaarde vare blevne øde udi samme Land, og adskillige udlændiske Folk der (424) udover listede sig der ind, da, paa det at Landet ikke skulde fyldes op med allehaande slags Fremmede, som ingen Troskabs Eed havde aflagt til Kongen og Hertugerne, lod han ved Landsfogden forbyde, at ingen Fremmed skulde tilstedes at sætte sig ned udi Landet, førend de havde skaffet nøje og klart Beviis paa, hvorfra de vare, og hvorledes de sig paa andre Stæder havde forholdet, og da skulde tilholdes at aflegge Troeskabs Eed, og forbinde sig at betale Skat og Rettighed, som andre Landets Indbyggere. Hvad Riget angik, da lod han i dette Aar confirmere Universitetets, saavelsom Kiøbstædernes Privilegier. Og som Kong Philippus af Spanien ved et Gesantskab forlangede, at Spaniernes og Nederlændernes begyndte Handel paa disse Riger maatte herefter blive ved, fandtes han villig saadant at tillade, hvorudover den Nederlandske Handel siden herudi Norden er meget tilvoxen.

Det syntes vel, at den unge Hertug af Lothringen dette Aar vilde fornye de gamle Prætensioner paa Rigerne, eftersom han hvervede en Hob Folk, men Kongen fandt sin Throne da saaledes befæstet, og sine Lande udi saadan Tilstand, at han aldeeles ikke allarmeredes over saa liden Potentats Bevægelse. Han lod sig allene nøje med at holde nogle Krydsere ved de Norske Køster, og blev det derved. I det øvrige havde Kongen da ingen Uroelighed, undtagen i Henseende til Lifland, hvor all Ting blev meer og meer buntet for Prinds Magnus, saa at samme betrængte Prinds maatte efterfølgende Aar 1561 giøre en Rejse til Dannemark, for at søge betimmeligen om 1561. Hielp hos Kongen.

Men han blev der ikke vel imodtagen, efterdi Hans Majestet havde erfaret, at Prindsen ved sin egen slette Conduite havde givet Anledning til deslige Ulejligheder: thi han blev beskyldet for at have ladet sig regiere af unge og ufornuftige Raadgivere,

Continuation af Prinds Magni Historie

at have holdt et overdaadigt Hoff, som havde satt ham i stor Gield, item, lagt sig ud med Hermesteren, og derved givet Anledning til Polakkerne at bemægtige sig Lifland. Dette altsammen havde opvakt Kongen til Vrede imod Prinds Magnum, saa at han undslog sig for at tage hans Sag videre an. Men Enke-Dronningen, som var Prinds Magno særdeeles tilgedan, lagde sig der imellem og forskaffede (425) ham Kongens Venskab igien. Dog maatte han forpligte sig til strax at begive sig tilbage igien, paa det at udi hans Fraværelse ikke all Ting skulde undergaae. Efter at han var kommen tilbage igien, og den nye Konge i Sverrig, som ogsaa havde faaet Fod paa samme Lande, fik Tidende om den Misforstand, som havde været mellem Kong Friderik og hans Broder, lod samme Konge ham sit Venskab tilbyde, og lovede ham Hielp, hvis han vilde give sig og sine Lande under Svensk Beskyttelse; Men Prinds Magnus tog saadant i Betænkning, og lod Kong Erik svare, at, saasom fornævnte Provincier vare ham udlagde af hans Broder Kong Friderik til Vederlag for sin Fædrene Arv udi Holsten, saa haabede han, at hans Broder ikke nægtede ham tilstrækkelig Undsættning. Den Mishag, Kong Erik havde udi dette Svar, lod han dog ikke strax tilkiende give, men søgte at temporisere indtil han kunde blive meere bestyrket i Landet. Han lod strax derpaa fordre Troeskabs Eed af Indbyggerne i Reval, hvortil de ogsaa beqvemmede sig, alleene Commendanten paa Revals Slott, Caspar von

Prinds Magnus faaer en ny Fiende i Sverrig.

Oldenbüchen, vægrede sig derfor, og holdt Slottet sit gamle Herskab til Haande. Men, da han saae sig haardt indsluttet og belejret, maatte han overgive sig, og faldt saaledes baade Staden og Slottet i de Svenskes Hænder. Det blev dog ikke der ved, thi de Svenske skildte Magnum kort derefter ogsaa ved det Kloster Padis.

Dette foraarsagede, at Kongen skikkede et Gesantskab til Rysland, for at til veje bringe Gros-Førstens Venskab, paa det at Prinds Magnus ikke skulde have for mange Fiender paa eengang, og udvirkede han da 2 Aars Stilstand med Moscovien, hvilken

Søger at forlige sig med Moscoviterne.

dog Gros-Førsten meest accorderede i den Henseende, at han kunde have desbedre Tid til at bereede sig paa et nyt Anfald. Efter at denne Stilstand var sluttet, og tillige med et Aars Anstand imellem Moscow og Sverrig, søgte Prinds Magnus ogsaa at forlige sig med Sverrig, hvorudover Landet kom nogenledes i Roelighed igien, og enhver beholdt imidlertid hvad han havde i Possession. Udi denne belejlige Tid satt Kong Friderik sig fore at forplante den Evangeliske Lærdom paa Øesel, og Reformationen inføres paa Øesel.

til den Ende affærdigede Skrivelse (426) til Prinds Magnus, og Geistligheden paa Øesel, begierende, at de med Lempe og Sagtmodighed vilde forsøge paa at forfremme samme Lærdom, og ladende dem viide, at han havde givet Theodorico Ursino Fuldmagt saadant at i Verk sætte. Dette blev ogsaa efterlevet, og blev i saa Maade Evangelii Lærdom først indført paa Øesel, og siden forplantet udi de omliggende Provincier. Paa samme Tid havde Pave Pius 4. ladet beramme det bekiendte Concilium til Trent, og dertil ladet invitere de fornemste Førster og Herrer udi Christendommen. De Protestantske Førster derimod, som havde dette Tridentinske Concilium suspect, berammede den 20 Januarii et Mode til Naumburg. Did lode sig indfinde adskillige Protestantske Førster enten udi egne Personer, eller ved deres Fuldmægtige, Kong Friderik lod sig derimod ved Skrivelser undskylde, han lovde alleene at ville samtykke med dem, alt hvad som kunde sluttes for den Evangeliske Troes Sikkerhed, og de Reformerede Landes Eendrægtighed. Da Paven og Kejseren fik Kundskab om denne Land-Dag til Naumburg, skikkede de deres Gesantere did hen, for at formane de forsamlede Herrer ej at afsondre sig fra den Romerske Kirke. De Evangeliske Herrer, undskyldte sig da med Ærbødighed for Kejseren, og beslutted at forsamle sig til Erfurt den 12 April, for at forfatte en nøje Erklæring saa vel i Henseende til deres Lærdom, som til det Tridentinske Mode, hvortil de vare inviterede. Derpaa begave Pavelige

Legater skikkes til Dannemark.

de Pavelige Legater sig paa Vejen igiennem Sachsen til Dannemark, for at sondere Regieringen sammesteds, og at forsøge om de kunde overtale Kong Friderik, som en ung Herre, til at favorisere den Romerske Lærdom. Da de komme til Lybek, hvor de hos Canonicos udi Staden havde taget deres Herberg, affærdigede de Skrivelser til Kongen, med Begiæring, at Hans Majestet vilde give dem frit Pas at rejse til Dannemark med; Men Kongen, som havde for Øjene hvilken Besværlighed hans Højsalige Hr. Fader havde haft med den Evangeliske Lærdoms Stiftelse udi Riget, og tillige med frygtede, at disse Legaters Ankomst udi Riget kunde foraarsage nye

Faae slet Afvisning.

Bevægelser, afslog derfore reent deres Begiæring, og lod dem ved Caspar Sneckium viide, at hverken hans Hr. Fader eller han selv havde noget med |427Paven eller den Romerske Kirke at skaffe: Men holdt sig alleene til GUds reene Ord, vilde derfor intet Pas eller Lejde bevilge, hvormed Dannemark fra den Tid med videre Anfægtning af den Romerske Kirke blev forskaanet. (a)

Efter at Kongen saaledes havde reedet sig ud af disse Religions Anfægtninger, vendede han alle sine Tanker hen til Rigets Sager, søgte at bestyrke sig med

Kongen byder sig til at indløse Ørknøer og Hetland.

Fremmede Alliancer, og at afgiøre Tvistigheder, som Rigerne kunde være indviklede udi; Og saasom han udi sin Haandfæstning havde lovet at indløse Ørknøer og Hetland, som vare pantsatte til de Skottske Konger, skikkede han Gesantere til Dronning Maria af Skottland, givende tilkiende, at saasom han ved sin Ankomst til Regieringen havde forpligtet sig til fornævnte Øer at indløse, at der da maatte berammes Tid og Sted, hvor og naar Pengene skulde udleveres, og naar samme Provincier med Breve, Adkomst og anden Forskrivelse kunde igien overantvordes. Dronning Maria derimod

Den Skottske Regiering søger Udflugter.

søgte kun Udflugter og begiærede nogen Tid indtil hun derom kunde raadføre sig med det Skottske Raad, og Raadet svarede, at det var en Sag som ikke angik Riget, men alleene det Kongelige Skottske Huus, saa at Dronningen viisede de Danske Gesantere til Stænderne, og Stænderne viisede dem igien til Dronningen, hvor af man klarligen kunde see, at de ikke havde i Sinde at beqvemme sig til nogen Udløsning; og, saasom denne Konge ikke har villet indvikle sig i Krig med Skottland derfor, og samme Rige siden er bleven foreenet med Engeland og Irland, saa er det bleven meer og meer vanskeligt saadan Restitution at erholde.

Med Engeland havde Kongen dette Aar at bestille angaaende Øresunds Told, eftersom Dronning Elisabeth besværgede sig over, at samme Told var for højt opskruet, og begierede, at den maatte modereres for hendes Undersaattere, iligemaade at der maatte sættes en viß Taxt, hvorefter man sig stedse kunde rette. Hvorpaa

Tvistighed med Engeland angaaende Øresunds Told.

Kongen gav til Giensvar, at det kunde vel være mueligt, at Tolden var nogenledes højere opsatt, men ikke uden af tilbørlige Aarsager, nemlig, efterdi den forgangen Aar var udi Engeland meer end (428)

(a) Resen. Frid. 2. pag. 49.

tilforn forhøjet for Danske Undersaattere; hvorudover det var fornødent, at Dronningen saadant afskaffede, om hun ellers vilde at Kongen skulde moderere Øresunds Told for de Engelske. Og hvad den visse Taxt, som forlangedes, angik, da kunde saadant ikke lettelig tilstedes, efterdi Varenes Priis aarligen steeg og tog af; Derforuden kunde der indfalde Conjuncturer, hvorefter man foraarsagedes at forhøje eller formindske Tolden; Dog vilde hans Majestet alltid findes villig i at forarbeide alt hva som kunde contribuere til begge Rigers Fred og Samdrægtighed; Derom blev intet meere talet samme Tid; Men samme Klagemaal blev ofte siden igien oprippet, sær udi Christiani 4. Tid, som vitløftigen skal fortælles udi samme Konges Historie. (a)

Udi Frankerig anholdt Carolus 9. ved sin Gesant den bekiendte Carolum Dantzeum om det gamle Forbunds Fornyelse, som havde været baade udi hans Faders og Broders Tid mellem Rigerne, og begierede, at der med det første maatte holdes et Mode hvor man videre kunde tale derom. Dette lod sig Kong Friderik

Jørgen Lykke skikkes til Frankrig.

befalde, og strax derefter skikkede Jørgen Lykke, (b) med nogle andre Danske Herremænd til Paris. Jørgen Lykke kom did hen just paa samme Tid da der var en stor Freds-Forhandling for imellem de Roman-Catholske og Reformerede udi Frankrige. Der var da ogsaa tilstede Kongen af Navarra som Hovet for det Reformerte Parti. Samme Konge lod da invitere Jørgen Lykke til et prægtigt Giestebud, og spurdte om adskilligt Staten saa vel som Religionen angaaende i Dannemark, og, da han hørdte at den Evangeliske Troe var allevegne indført i de Nordiske Riger, berømmede han de Danske Kongers Nidkierhed, og sagde, at han haabede det samme inden et Aar at skulle skee i Frankrig, og bad ham at lade sin høje Principal saadant vide.

Hans merkelige Samtale med Kongen af Navarra.

Jørgen Lykke aflagde derpaa Taksigelse med Begiering, at eftersom der handledes om at afskaffe de Romerske Vildfarelser i Frankrige, at man da ikke vilde følge Calvini Meening og Lærdom, men antage den Augsborgske (429)

(a) Camd. Hist. Elizabeth. part. 4. pag. 839.

(b) Thuani Hist. Lib. 27. hvor han kaldes Georgius Gluxus, og siges ofte at have været i Franske Ambassader.

Bekiendelse, thi derved vilde han erhverve sig de Nordiske Kongers Venskab og meget bestyrkes (a) i sit Forehavende, eftersom Dannemark, Norge og Sverrig ere af lige saa stort Begreb, som alle de Roman-Catholske Lande. Saaledes fortæller Thuanus Jørgen Lykkes Ord at have været, hvorvel det kand ikke nægtes at de Nordiske Rigers Magt derved jo er alt for prægtigen afmalet. Kongen af Navarra svarede der til, at Lutherus og Calvinus differerede fra Paven udi 40 Artikle, og udi 38 stemme overens med hin anden indbyrdes, saa at af de 40 Artikle ere kun 2 som skille de Evangeliske og Reformerede Meenigheder fra hinanden, hvorudover de have Aarsag at foreene deres Kræfter imod de Roman-Catholske, som deres tilfælles Fiender, og, naar de først havde forstyrret Pavens Magt, kunde de siden arbeide paa at foreene sig over de 2de omtvistede Artikle. Det kand ikke nægtes, at jo Kongens af Navarra Erindring var meget grundig, og at det store Pavelige Herredom jo havde faaet større Skaar, hvis saadant havde været efterlevet.

Da Jørgen Lykke kom til Dannemark igien, fandt han Kongen i Jylland, som stod færdig at begive sig paa Reisen til Zell, for der at bivaane sin Søsters Dorotheæ Bilager med Hertug Wilhelm af Lyneborg. Han gav da Relation om sin Forrettning udi Frankrige, og berettede, at de Franske Gesantere vare allereede paa Vejen til Dannemark, hvor man hver Dag kunde vente dem. Derpaa gik Kongens Reise for sig med et stort Følge og 600 Hæste. Bilageret blev celebrered til Zell med stor

Kong Friderik bivaaner sin Søsters Bryllup til Zell.

Pragt, og bleve udi dette Egteskab avlede 7 Sønner og 7 Døttre. Til samme Højtidelighed lode de Franske Gesantere, som vare beskikkede til Dannemark, sig indfinde, hvilke havde Audience den 26. Octobr. og da paa deres høje Principals Vegne begavede Kong Friderik med St. Michaëlis Ridder-Orden. Kongen derimod lod dem rigeligen beskienke, og dem endeligen geleide igiennem Holsten paa deres Hiemreise.

Hvad inden Rigs-Sager angaaer, da blev i dette Aar fundne Sølv- og Kobber-Miiner udi Skaane. Disse Miiner bleve (430)

(a) Resen. Hist. Frid. 2. pag. 58.

aabenbarede af en Bergmester fra Dantzig ved Navn Jørgen Langenou, hvilken var forskreven hid til Riget, alleene for at erforske

Sølv og Kobber Miner fundne i Skaane.

deslige Ting. Den samme, efter at han med Flid havde examinered Landet allevegne, fandt han omsider Sølv-Ertz ved Søe-Siden af Kullen. Dette gav han strax an for Kongen, hvilken sluttede en Contract med ham paa 50 Aar saaledes, at han skulde drive Minerne paa sin egen Bekostning og give hans Majestet hver tyvende Lodd af Sølvet. Adskillige Danske Herrer som Magnus Giøe, Byrge Trolle, Herluf Trolle, Corfitz Uhlfeld og Lauge Ulfstand, paatoge sig at være Participantere derudi. Men som Minerne ikke fandtes saa rige, at man kunde stoppe Bekostningerne, faldt dette Verk omsider.

Ellers opvakte de Contorske til Bergen i Norge nogen Uroelighed, i det de satte sig op imod Kongens Lehnsmand Erik Rosenkrands. De samme vilde vel have Privilegier og Protection af Regieringen, men ikke underkastes Byrde, som Undersaattere. De prætenderede, at deres Kirke ikke skulde være Kongen og den verslige Øvrigheds Jurisdiction undergiven. De veigrede sig for at skatte til Regieringen,

De Contorske i Bergen holdes i Ave.

og fornærmede Byen og Slottet ved adskillige Bygninger som de oprettede. Herudover beordrede Kongen 4 Laugmænd at skiønne og kiende udi disse Sager, hvilke Laugmænd fradømte de Contorske alle deres Bygninger paa Bryggen og ved Stranden, deciderede iligemaade, at deres Kirke, saa vel som alle andre skulde være den verslige Jurisdiction undergiven, og at de ingen Handel ydermeere skulde drive, end som deres Privilegier medførte.

Nu træder jeg til den navnkundige Svenske Krig, hvilken saa vel i Henseende til de blodige Trefninger der bleve holdne til Lands og Vands, som til dens Langvarighed, er en af de merkeligste, som nogen Tid mellem de Nordiske Riger har været ført. Til denne Krig lagdes Grundvold efterfølgende Aar 1562, hvorvel Operationerne 1562. ginge ikke for sig førend 1563. Her er fornødent at gaae lidt tilbage udi Tiden for

Oprindelse til den 7 Aars Feide med Sverrig.

at eftersee hvorledes Conjuncturerne havde været imellem Dannemark og Sverrig fra Friderici (431) 2. Regierings Begyndelse, paa det at man deraf kand see hvad som gav Anledning til denne store og blodige Feide.

Blant andre Tvistigheder, som havde svevet imellem Rigerne siden Christiani 2.

Tvistighed om de 3. Kroner i Riget.

Undvigelse, var denne om de 3 Kroner, som de Danske Konger førte i deres Vaaben, hvilket Sverrig ikke kunde fordrage, holdende for, at Kongerne af Dannemark ved disse 3 Kroners Brug vilde give tilkiende deres Prætensioner paa alle 3 Nordiske Riger. Derom reisede sig adskillige Tvistigheder mellem Gustavum Imum og Christianum 3tium, hvilke igien bleve oprippede udi Friderici 2di Tid. Saa snart denne sidste Konge var kommen til Regieringen, affærdigede den gamle Konge Gustavus et Gesantskab til Dannemark, for at begiære af den unge Konge, at den Tvistighed om de 3 Kroner maatte afgiøres. Hvorpaa Kong Friderik lod svare, at han ingen Rett tog sig til, uden den hans højloflige Forfædre havde haft, og at ved de 3 Kroners Brug han ikke forlangede at formindske Sverriges Rettighed og Højhed. Efter den Dytmerske Krig giorde Gustavus igien adskillige gange Erindringer derom. Hvorpaa

Protestationer derimod giordte af Gustavo I.

Kong Friderik endeligen med Udførlighed erklærede sig, at, eftersom hans Forfædre til Erindring om de 3 Rigers Foreening havde stedse ført 3 Kroner i deres Vaaben, og hans Højsalige Herr Fader udi det Bromsebroiske Fordrag havde forbeholdt sig sine Prætensioner til Sverrig, saa gav han Kong Gustav at betænke, hvilken af de Nordiske Konger havde meest Rett til at føre 3 Kroner i sit Vaaben. Efter dette Svar blev intet videre talet derom. Gustavus døde ogsaa kort derefter, nemlig Tvistighederne formeeres efter Gustavi Død.

Michaëlis Dag 1560, og uddøde tillige med ham all Fortroelighed mellem Dannemark og Sverrig, saasom hans Søn, der succederede ham i Regieringen, vanslegtede gandske fra sin Fader, thi ligesom Faderen var en af de største og nyttigste Konger som nogen Tid har regieret i Sverrig, saa var den sidste en af de skadeligste samme Rige haver haft.

Samme Søn og Successor var Ericus 14. Han kom til Regieringen i en

Hans Successors Erici 14. Characteer.

moed Alder, nemlig i sit 27de Aar. (a) Han havde vel studeret, var kyndig udi fremmede Sprog, veltalende (432)

(a) Ægid. Girs Hist. Erici 14. pag. 1.

og anseelig af Person, saa at man haabede udi ham at have faaet en Konge, der udi allting vilde følge sin store Faders Fodspor. Men han førte saa slett Regimente, at han omsider blev stødt fra Thronen. Saa snart han var kommen til Regieringen, begyndte han at oprippe den Tvistighed om de 3 Kroner. Og saasom han fik samme Svar, som hans Fader ofte tilforn havde faaet, lod han til Trods for Kong Friderik optage Dannemarks og Norges Vaaben. Han indviklede sig ogsaa i de Liflandske Sager, faldt ind udi Prinds Magni Provincier, og søgte at bringe samme Prinds til Affald fra Riget. Alle disse Ting gave Materie til store Tvistigheder imellem Rigerne, saa at derom bleve vexlede mange Skrivelser og mange frugtesløse Moder berammede, hvilket er ikke mindre unyttigt end kiedsommeligt at opregne. Dermed blev det heele Aar 1562 bortdrevet, (a) iligemaade Begyndelsen af det Efterfølgende, da de længe varende Tvistigheder omsider brøde ud til en aabenbare Krig.

Dertil skeede Begyndelsen Aar 1563, da man i Kiøbenhavn lod arrestere de 1563.Svenske Gesantere, der vilde rejse igiennem samme Stad til Tydskland. Samme Gesantere arriverede den 18 Februarii til Kiøbenhavn, og siges deres Ærende at have været, at rejse til Cassel, for at anholde om Land-Grev Philippi Dotter til Kong Erik. Men den Danske Canceler Johan Friis, som havde saadant anseeligt Gesantskab mistænkt, søgte udi Kongens Fraværelse, at opholde Gesanterne under adskillige Prætexter. Hvilket, da disse merkede, vilde de uden videre Forespørsel fortsætte deres Nogle Svenske Gesantere forbydes at rejse fra Kiøbenbenhavn uden Paß.

Rejse, og uden at forsyne sig med det Kongelige Pass, som de havde anholdet om. Men paa det at saadant kunde forekommes, lod Cancelern den øverste Borgemester Andreas Godske advare, at han ingen af de Svenske Gesantere skulde lade komme ud af Stads-Porten uden Kongens Tilladelse og Pass. Men den Øverste af de Svenske Gesantere, Steen Eriksen, agtede kun saadant føje, satt sig paa sin Hest, og befoel sine Tiennere at ride for i Vejen. Da de komme til Stads-Porten, lod Vægteren dem viide, at det var forbudet, at udlade nogen, med mindre de fremviisede Øvrighedens (433)

(a) Ægid. Girs Hist. Erici 14. pag. 15. seq.

Pass. Derpaa vendede Tienerne tilbage for at berette saadant til deres Herre, som kom strax efter. Steen Eriksen blev der over meget fortørnet, reed selv frem til

Steen Eriksen søger med Magt at trenge sig ud.

Porten, og vilde med Magt trænge sig igiennem. Da nu Vagten satt sig derimod, angreeb han dem med Skields-Ord, spendte sin Pistol op, (a) og satt den paa Brystet for een, som stod ham i Vejen, hvorpaa han gav sin Hest Sporene, og vilde med Magt bane sig Vejen igiennem; Men Vagten slog Hesten i Hovedet med sit Spiud,

Bliver af Vagten dreven tilbage.

saa at Gesanten maatte rykke tilbage, og begive sig til sit Herberg igien, efterat han havde ladet falde store Trudsler imod Regieringen. Han besværgede sig strax derover for Kongen. Men Kong Friderik, da han fik Kundskab om hvorledes Gesanten havde forholdet sig, befoel han Steen Eriksen tillige med sine Colleger at forblive i Kiøbenhavn, indtil han havde givet Kong Erik Sagen tilkiende, og derpaa bekommet Svar.

Dette søgte man dog at holde hemmeligt indtil den Danske Gesant Corfitz Uhlefeld, som paa samme Tid var i Sverrig, kom tilbage igien. Uhlefeld berettede ved sin Tilbagekomst, at Riget vilde snart med Krig overfaldes af Kong Erik, dersom man ikke udslettede de 3 Kroner af det Danske Vaaben, og gav Gulland tilbage, hvorudover han agtede det tienligt, at anholde de Svenske Gesantere, sær Steen Eriksen, som meest ophidsede Sverrig til Krig. Dette foraarsagede, at man satt De Svenske Gesantere arresteres.

Gesanterne med deres Følge i nøjere Forvaring. Deres Breve bleve der efter examinerede, og de selv endeligen bragte til Kallundborg, hvor de bleve siddende udi 2 Aar. Dette opvakte stor Lamentation i Sverrig. Kong Friderik søgte at undskylde denne Gierning paa beste Maade, foregivende, at Gesanterne havde tilveje bragt denne Arrest ved deres egen hoffmodige Opførsel. Men Kong Erik vilde ikke lade sig nøje med saadan Undskyldning, hvorudover man paa begge Sider lavede sig til Krig.

Saaledes toges Anledning af denne Hendelse til den blodige 7 Aars Krig, som

Denne Arrest gav Anledning til paafuldte Krig.

fuldte. Hvorvel man kand sige, Gesanternes Arrest var ikke saa meget Aarsag til denne Feide, som den gav de tvende (434)

(a) Ægid. Girs hist. Erici 14. pag. 30.

de unge stridbare Konger Prætext til at bryde des hastigere løs imod hin anden, saa at denne Hændelse var kun et Signal til Krigen, som paa begge Sider tilforn var besluttet. Den rette Materie til Krig var Tvistigheden om de 3 Kroner, om Gulland og om den Liflandske Handel, hvorudi Kong Erik havde bemænget sig, og derved opirret saa vel Riget som Prinds Magnum. Det synes ogsaa, at begge disse unge og muntre Konger selv havde Lyst til at prøve Styrke paa hin anden, og at de leedte efter den Gnist, som udi deres fredsommelige Forældres Tid havde været skiult under Asken, og som de med stor Omhyggelighed havde hindret, at den ikke skulde bryde løs. Gesanternes Anholdelse var derfor heller en Begyndelse end Aarsag til Krigen; thi, hvis saadant havde været skeet udi fredsommelige Tider, kunde saadan Gierning ikke aldeeles undskyldes. De Svenske Gesantere forgreebe sig

Autoris Betænkning over denne Handel.

derudi, at de vilde par force rejse igiennem en fremmet Potentats Land; Men Executionen kunde have skeed ved at hindre dem i saadan Rejse, eller viise dem tilbage til Sverrig igien. Det er alt hvad en Skribent, som ikke sætter sig for at forgylde alt hvad som skeer i hans Fædrene Land, med U-partiskhed kand sige om denne Krigs Begyndelse.

Krigs-Rustningerne ginge derpaa sterkt for sig baade udi Dannemark og Sverrig.

Begge Konger lave sig til Krig.

Kong Friderik lod strax forskrive det Holsteenske Raad til sig til Frideriksborg, ladende dem vide hvorledes han var foraarsaget at gribe til Sværdet imod Sverrig, formedelst den U-ret som ham var tilføjet af Kong Erik. Raads-Herrerne søgte da først at moderere den Iver, de funde hos Kongen, og at overtale ham at foretage Negotiationerne igien om de imellem Rigerne svævende Tvistigheder. Men Kongen lod dem viide, at man længe nok forgiæves saadant havde søgt. Han havde fuldkommen Underretning om Kong Eriks Begierlighed til Krig, og at han søgte kun at forhale Tiden for at sætte sig udi Stand til at føre den med Eftertryk. Derpaa samtykkede Det

Danske og Holstenske Raad approberer Krigen.

det Holstenske Raad Krigen, og lovede at staae Hans Kongl. Majst. bi af all Formue. Dannemarks Raad blev derefter forskrevet til Kiøbenhavn, for iligemaade at høre deres Betænkning. De samme funde ogsaa for got at begynde Krigen saa snart som mueligt, for at forekomme (435) Kong Erik. Der blev da ogsaa berammet en Tid og Dag, paa hvilken alle skulde være i fuld Rustning.

Derpaa lod Kongen allevegne værve Folk, og blev Hamborg strax ved Henrik Rantzov anmodet om Hielp, men samme Stad tog saadant i Betænkning. De Lybske derimod sluttede en offensive Alliance med Dannemark, og skikkede et Fejde-Brev til Sverrig, hvorudi de gave tilkiende Krigens Aarsag. (a) Kong Erik forsømmede ej

Forbund med Lybek.

heller paa sin Side at giøre fornødne Præparatorier, saa at begge spendte alle deres Kræfter an, for ved Sværdet at giøre Ende paa de Tvistigheder, som man ved mange Ambassader, Moder og Skrivelser ikke havde kundet terminere. Men Conjuncturerne vare da i mange Ting meere favorable for Dannemark end for Sverrig. Begge Konger vare vel udi lige blomstrende Alder; Begge havde ved deres Ankomst til Regieringen fundet Rigerne udi en ypperlig Tilstand, og begge havde udi deres

Conjuncturerne i Dannemark og Sverrig for Krigen.

Forældre 2 store Modeller, som de udi Stats og Regierings-Konst kunde ud-copiere. Men disse 2de unge Kongers Naturell var ulige; Kong Friderik var allmindeligen elsket af sine Undersaatter, saa at alle stode ham bi som een Mand. Kong Erik derimod havde i Begyndelsen af sit Regiment giort sig baade forhadt og latterlig. Hans Frierie til Dronning Elizabeth i Engeland havde satt Sverrig i stor Bekostning, og fik han omsider for sin Gallante og prægtige Opførsel ikke andet end alle andre Højstbemeldte Dronnings Bejlere, nemlig en Kurv. Lige saadan Skiebne havde han udi sine andre Frierier, saa at alle hans Anslag nu paa Dronningen af Engeland, nu paa den Lothringske, nu paa den Hessen-Casselske Princesse, mislingede. Kong Friderik stod i god Fortroelighed med sine Brødre, med hvilke han deelede rett og lige, saa at han kunde vente sig Assistence af dem udi Krigs-Tider. Kong Erik derimod havde en hemmelig Fiende i sin Broder Johan, som var Hertug udi Finland, og gemeenligen meere elsket end Kongen, og formeerede sig den Misforstand, som havde rejset sig imellem disse Brødre, da Hertugen snappede Kongens Brud bort. Kong Friderik stod der foruden i Alliance med Hansestæderne, og holdt (436)

(a) Declaratio Belli dat. die 9 Junii 1563. apud Resen. in hist. Frid. 2.

Venskab med Sverrigs Naboer, Rysserne og Polakkerne, saa at han af dem kunde vente sig en Diversion i Sverrig, naar Krigen gik for sig. Da derimod Kong Erik havde lagt sig ud med alle sine Naboer, saa at han maatte udi denne Kriig med Dannemark have Øje paa all Ting. Saaledes vare Conjuncturerne udi Norden, da Krigen begyndtes.

Den første Fiendtlighed, som skeede, var til Søes, hvor 8 Danske Skibe, som

Søeslag ved Borringholm.

laae ved Borringholm, bleve overfaldne af 22 Svenske Skibe. (a) De Danske, som vare commanderede af Amiral Jacob Brokenhuus, forsvarede sig en Tid lang med stor Tapperhed; Men bleve omsider overmandede og maatte lade de Svenske Sejeren. Udi denne Trefning erobrede de Svenske 4 Skibe tillige med Amiralen, 7 Capitainer, og 600 (b) Baadsfolk, en stor Deel omkomme udi Slaget, og de øvrige Skibe bleve ilde tilredne, og maatte tage Flugten. Dette Slag skeede paa en Pindse-Dag. Vor Historie-Skriver, (c) legger den Svenske Amiral Jacob Bagge denne Gierning til De Svenske victorisere.

Last, efterdi han havde annammet den hellige Nadvere samme Dag. Men der er ingen Tvivl paa, at han jo havde Ordre at vove en Trefning, og at han derfor ikke giorde ilde i at bereede sig til Døden, førend han begyndte Slaget. Skulde noget lægges ham til Last, var det, at han førte Krig imod sit Fædrene-Land; thi Historien (d) vidner, at han var en indfød Nordmand, skiønt den intet melder om, paa hvad Maade han kom i Sverrigs Tieneste, og der fik højeste Commando til Søes. (437)

(a) Den Svenske Historie siger, at de Danske vare langt sterkere, men de Danske Relationer overeensstemme med fremmede. Chytræus, de Tiders troeværdige Skribent, siger, at den Svenske Flode bestod af 19 Orlog Skibe, og at de Danske vare kun nogle faa Vagt-Skibe: Incidit Classis Svecica in excubitores Danicos. Saxon. lib. 21. Thuanus siger, at de Svenske vare 19 og de Danske 11 Skibe.

(b) Ægidius hist. Erici 14. pag. 31. Pufendorf, som gierne doblerer de Danskes Forliis, sætter 900.

(d) Pontan. Frid. 2. hist. manuscr.

Efter at de Svenske havde erholdet denne Sejer, løb Jacob Bagge med Floden til Rostok, for der at afhente Kong Eriks Brud, som var den Hessen-Casselske Princesse. De Danske Fanger bleve siden bragte til Stokholm, hvor Kong Eriks Hoff-Nar gik spillende for dem over Torved; (a) Thi man seer, at samme Konge fandt en synderlig Behag i at drive Spott med sine Fanger.

Da Kong Friderik fik Tidende om dette u-lykkelige Slag, lavede han sig paa at begegne Fienden baade til Lands og Vands, og tilbøde Lybekkerne da strax at giøre ham Undsætning, og, efter at Kongen havde stadfæstet deres Privilegier og Friheder udi Handelen, udrustede en Flode, som de lode løbe udi Søen under Anførsel af deres Amiral Friderik Knebel. Adskillige fremmede Potentater, i sær Engeland, Polen, Churførsten af Sachsen, og Land-Greven af Hessen, arbejdede da paa at tilveje bringe et Forlig imellem Rigerne, men forgiæves, thi Forbittrelsen var saa stor paa begge Sider, at deslige Freds Forslag ikke bleve hørte. Kong Friderik kom paa samme Tid i Erfaring, at Kong Erik underholdt hemmelige Spioner udi Riget, for at erkyndige ham om alt hvad som foretoges. Blant dem befandtes at være en Borgemester i

Borgemester Mikkel Skrivers Forræderie

Kiøbenhavn ved Navn Michael Skriver, hvilken udi det Aar 1561 var satt fra sit Embede. Hos ham traff man nogle Breve, som endda ikke vare bortskikkede til Sverrig, hvorudover han blev greben og den 25 Julii dette Aar henrettet. Nogle Dage tilforn, nemlig den 21 Julii lod Kongen publicere et Manifest imod Sverrig, hvorudi indførtes disse Aarsager til Krigen: At Kong Erik havde optaget Dannemarks og Norges Vaaben; At han havde giort Indfald udi Hertug Magni Lande, og søgt Kong Frideriks Fejde-Brev imod Sverrig.

at overtale ham til Frafald fra Riget; At han havde foruroeliget Østersøen, og angrebet de Danske Skibe paa deres egne Strømme &c. Hvorudover Hans Majestet var tvungen til at føre Krig imod Sverrig til Lands og Vands. Dog gav Kong Friderik derhos Herolden en hemmelig Befalning, at, hvis Kong Erik endnu vilde erbyde sig til Fred, han da efter foreslagne Conditioner skulde have Fuldmagt derom at handle. (438)

(a) Ægid. Girs hist. Erici 14. pag. 31.

Da Herolden kom tilbage med Beskeed at man ingen Fred havde at vente, rykte Kongen op udi egen høje Person med sin Krigshær udi Skaane. Samme Krigshær bestod af 4000 Ryttere og 24000 Fodfolk, hvilke alle vare commanderede af Greve

De Danske rykke med en Krigshær ind udi Sverrig.

Gunther af Schwartzburg. Marchen gik for sig den 4. Augusti fra Helsingborg ind udi Sverrig til Elsborg, for hvilken Stad man arriverede den 21. Augusti. Da Indbyggerne udi Elsborg fornumme de Danskes Ankomst, satte de selv Ild paa Staden, og retirerede sig paa Slottet. Commendanten Erik Bagge blev strax anmodet om at overgive Fæstningen, men han gav Felt-Herren saadant Svar, at han vilde beskytte Slottet saa lenge som han havde en Mand tilbage. Derpaa gik Belejringen for sig, hvilken i Begyndelsen saae ud at blive meget vanskelig, eendeel efterdi Slottet var baade af Natur og Fortification meget sterkt, eendeel ogsaa efterdi der kom Sygdom i Lejren. Men da man begyndte at gribe det an alvorligen, og begyndte at lave sig til Storm, tabte Besættningen Modet, og Commendanten kom til Lejren med en hvid Kiep udi Haanden, efter de Tiders Maade, og overleverede Slottet, betingende sig alleene Livet. Elsborgs Slott blev derpaa taget i Possession den 4. Septembr. (a) og funde de Danske der 32 grove Stykker med en stor Hob

Erobre Elsborg.

Proviant og Krigs-Ammunition. Det gemeene Krigsfolk lod Hans Majestet fri passere til Sverrig, men Commendanten Erik Bagge, tillige med nogle andre høje Officiers bleve skikkede til Dannemark. Greven af Schwartzborg bekom til Foræring alt det Gods og Bytte, som paa Slottet fandtes undtagen Stykker og Munition. Og, som samme Bytte var considerabelt, efterdi Indbyggerne havde did henbragt deres Gods, som udi sikker Forvaring, bare de andre Danske Officiers hemmelig Fortrydelse derover. (b) Saasom nu Vinteren derpaa tilstundede, lod man indqvartere Krigshæren, og aftakkede en Deel fremmede Soldater. Medens dette passerede til Lands, havde Kongen udskikket en Krigs-Flode, (c) hvilken, (439)

(a) Hist. belli Sept. manuscr.

(b) Hist. belli Sept. manuscr.

saa vel i Henseende til dens Storhed, som skiønne Udrustning, var en af de anseeligste Floder, som dette Rige nogen Tid har bragt til Veje. Den bestod af 27 Orlog-Skibe, foruden andre

Den Danske Flode gaaer ud.

smaa Fartøy, og havde inde 4600 Mænd, og blev den bestyrket af den Lybske Flode, bestaaende af 6 Skibe, commenderede af Friderich Knebel. Over samme Flode blev den Danske Amiral Skram ombedet at antage Commando, hvilket han ikke veigrede sig for, endskiøndt han havde tient udi de 3 forrige Kongers Tid, og giort sin Retraite under Christiano 3. (a)

Sverrig havde da ogsaa en stor Flode i Søen. Den samme lagde sig under Gulland, og forlangede af Indbyggerne, at de under Livs og Godses Fortabelse skulde forsyne Skibene med Proviant, hvilket de Gullandske Bønder da ogsaa af Frygt efterlevede. Men, da de havde bragt sammen en stor Hob Qvæg og andre Levnets Midler for at føre det til den Svenske Flode, giorde Gouverneuren Jens Bilde et Udfald af Wisbye, tog Provianten fra Bønderne, og tvang de Svenske, som vare komne paa Landet, at flygte til Skibene igien. Derpaa seilede den Svenske Flode Søeslag ved Øland.til Øland. Da den Danske Flode fik Kundskab derom, begav den sig iligemaade did hen for at komme i Trefning med den Svenske, hvilket ogsaa skeede. Efter 2 Timers Fegtning maatte de Svenske omsider retirere sig ind udi Skiærene, og, efter at den Danske en Tid lang havde forfuldt dem, løb den til Gulland.

Kong Erik lod da publicere et contra Manifest, nemlig den 26. Augusti, hvorudi han forevendede adskillige Aarsager som havde tvunget ham til denne Krig, og søgte at lægge all Skylden paa Kong Friderik. Samme Skrift blev strax besvaret af de Danske. Men der vantes intet andet ved disse Skrifter, end at Gemytterne bleve meere forbittrede. Kong Friderik fik ogsaa samme Tid Lejlighed til at giøre Kong Erik en empfindlig Tort. Højstbemeldte Konge havde formaliter anholdet om Egteskab hos Dronning Elizabeth af Engeland. Men, som samme Dronning giorde ham Tiden for lang, (b) og spillede samme Ruller med ham som med sine (440)

(a) Hist. Petr. Skram. manuscr.

(b) Camd. Hist. Elizabeth. part. I. pag. 43.

andre Beilere, vendede Kong Erik sine Tanker andensteds hen, og beilede omsider til den Hessen-Casselske Princesse. Men, som han var en særdeles ustadig Herre, arbeidede han,

Kong Friderik spiller Kong Erik et merkeligt Puds.

medens det sidste Frierie varede, at drive paa nye igien paa den begyndte Handel med Dronning Elizabeth. Men det Bud, hvormed Brevet gik, faldt udi de Danskes Hænder, hvorudover Kong Friderik lod skikke Brevet til Land-Greven af Hessen, just paa samme Tid, da de Svenske Gesantere vare udi Cassel for at slutte Ægteskab med Land-Grevens Dotter. Land-Greven blev af denne Kong Eriks Conduite saa fortørnet, at han strax brød over tvers, og accorderede sin Dotter siden til Hertug Adolf af Holsten, Kong Frideriks Farbroder. Men Comœdien endtes ikke derved, Kong Friderik lod ogsaa skikke en Copie af samme Brev til Engeland, og underrettede Dronning Elizabeth derhos om Kong Eriks Frierie paa samme Tid til den Casselske Princesse; saa at Kong Eriks Ustadighed gav Materie til Latter og Raillerie, baade udi Engeland og Tydskland. Det synes vel, at Kong Friderik herudi gik noget for vit, men man kand sige, at dette skeede ikke saa meget for at giøre Kong Erik latterlig, som at hindre ham fra at bestyrkes ved fremmede Alliancer; hvorom allting var, saa formeerede dette ikke lidet den Forbittrelse, som tilforn var imellem disse Konger.

Kong Erik, som saae alle sine Anslag saaledes at mislinge, og derforuden agtede det haanligt at være for en ung og galant Konge, at faae en Kurv efter en anden, blev siden den Tid meere selsom og underlig end tilforn. Da han hørte, at Kongen af Dannemark udi dette Aar havde sluttet Forbund med Polen, og tillige med fik Kundskab om, at hans Broder Hertug Johan af Finland havde laanet den Polske Konge, hvis Dotter Catharina han havde ægtet, en stor Sum Penge, fattede han Mistanke til bemeldte Johannem, at han vilde støde ham fra Thronen. Han lod ham derfor nogle gange fodre til sig til Stokholm. Men, som Hertugen søgte Udflugter,

Kong Erik lader sin Broder Johan fængsle.

og vilde ikke komme, lod han hemmeligen skikke nogle Tropper til Finland, og dermed belejre Hertugen paa Aboes Slott, hvilket han erobrede, og lod bringe Hertugen tillige (441) med Hans Gemahl til Grimsholm, (a) hvor de maatte udstaae et haardt og langvarigt Fængsel, hvilket giorde Undersaatterne end meere kaaldsindige imod Kong Erik, og contribuerede ikke lidet til den store Revolution, hvorved Johannes kom paa Thronen, og Kong Erik nogle Aar derefter maatte dantze udi Fængsel.

Da Kong Erik merkede, at de Danske efter Elsborgs Erobring havde lagt sig udi Vinter-Qvarteer, rykte han med en Krigs-Hær ind udi Halland , og belejrede Halmstad den 2. Octobr. (b) Commendanten Poul Hvitfeld blev strax anmodet om Stadens Opgivelse, men han gav ikke andet Svar end at han vilde beskytte Staden til det yderste. Hvorudover Kong Erik strax lod stille sine Stykker imod

Kong Erik belejrer Halmstad forgiæves.

Muurene, og ved uafladelig Skyden giorde store Huller der i. Da Kong Friderik fik Kundskab derom, gav han strax Ordre til Krigsfolket i Skaane, at undsætte Halmstad. Men, som det varede noget længe, førend de kunde komme did hen, anvendte Kong Erik imidlertid alle sine Kræfter imod Staden, og lod sine Folk tvende gange løbe storm; Men de bleve begge gange med Forliis drevne tilbage, (c) hvorudover, da han merkede, at den Danske Hielp var forhaanden, ophævede han Belejringen den 7. Novembr., og begav sig med sin Krigshær til Sverrig igien. Men Kong Friderik, efter at han havde passeret igiennem den belejrede Stad, satt han efter de

Slag ved Markerød.

Svenskes Hæle, og naaede dem ved Markerøed, hvor de maatte holde Stand. Da blev holden en skarp Trefning, hvorudi de Svenske med Forliis af henved 2000 Mænd, (d) og alt deres Artillerie maatte tage Flugten, og (442)

(a) Ægid. Girs. hist. Eric. 14. pag. 27. Den Danske Historie kalder det Gripsholm.

(b) Hist. belli. Sept. manuscr. siger den 21 Octobr.

Staden, om den hang mellem Himmel og Jord udi Jern-Lænker. Men som det samme fortælles om mange andre Generaler, kand man holde for, at det heller er Historie-Skriverens egne Ord.

(d) Resen. Frid. 2. pag. 102. hvor denne Forliis giøres saa stor. Den Svenske Historie derimod taler kun om 300 Mænd: Maaskee begge forregne sig, saa at det er best at følge Chytræum, som siger alleene at de tabte mange Folk.

|442forstikke sig udi Skovene. Kong Friderik satt sig derpaa for at omringe de flygtige Svenske udi en Mose, hvor de havde retireret sig. Men, da Anstalt dertil blev giort, merkede man at de havde undviget om Natten, og hver havde taget sin Vej op i Landet. Saa at man denne gang maatte lade sig nøje med den Fordeel og ære, at have ophævet Belejringen for Halmstad, og tvunget de Svenske med Forliis at tage Flugten, og lod Kong Friderik føre til Kiøbenhavn det erobrede Artillerie udi Slaget ved Markerøed. Den øvrige Tid af Aaret blev bortdreven med adskillige Streiffen paa begge Sider. De Svenske fulde ind udi Skaane, og de Danske udi Sverrig, hvor de ved skienden og brænden gave hinanden intet efter.

Efterfølgende Aar 1564 var ikke mindre frugtbart paa store Actioner saa vel til 1564.Lands som til Vands. Krigs-Operationerne bleve da begyndte paa de Svenskes Side med Bahuuses Belejring udi Norge; Men, som man der fik større Modstand end man havde ventet, maatte de Svenske forlade Fæstningen igien, og begave de sig der paa ned ad Oddevald og Kongelle, og brandskattede Landet over alt. En Hob Danske Tropper der imod, under Daniel Rantzovs Anførsel, giorde Indfald udi Sverrig, og der sloge nogle Svenske Tropper, som havde samlet sig under deres Anfører Carolo Mornay. Samme Feltherre var da nær falden udi de Danskes Hænder; thi en af hans Lakejer, som var ham nærmest, blev fangen, og han selv maatte springe fra Hesten og undløbe til Fods. Derpaa streiffede de Danske uden Modstand allevegne udi Landet, og endeligen begave sig ind udi Riget igien, og havde da en af Kong Frideriks Anførere Friderik von Dona den Uheld, at drukne paa en Ferge ved Malmøe.

Medens dette passerede til Lands, bleve begge Rigers Floder udrustede. Den

Den Danske Flode gaaer ud.

Danske, bestaaende af 28 Skibe, gik til Seils fra Kiøbenhavn den 8. Maij. Den blev commandered af Herluf Trolle, som selv førte det Skib Fortunen. Til den Flode stødte de Lybske Krigs-Skibe med 3 Jagter, og toge de samtlige Cursen til Borringholm. Der fik man Kundskab, at den Svenske Flode havde lagt sig udi det nye Dyb ved Straalsund, hvor|udover (443) Herluf Trolle satt Seil did hen. Men den samme Dag, som de Danske og Lybske vare seilede fra Borringholm, komme de Svenske med 18 store Orlog-Skibe, og lagde sig under samme Øe. Efter adskillige smaa Expeditioner, komme begge Hovet-Floderne udi en blodig Trefning under Øland. Den Svenske Flode var ikke langt fra et halvt hundrede Skibe sterk, og var der udi det

Slag ved Øland.

udi Historierne bekiendte Amiral-Skib kaldet Makeløs eller Jütehader, hvis Lige meenes aldrig tilforne var seet udi Søen, thi det førte 200 Metal Stykker. (a) Treffningen gik for sig med stor Haarnakkenhed paa begge Sider, og varede indtill den mørke Natt. Dagen derefter fornyedes Slaget, og holdt man ved at canonere paa hinanden til Middag. Da blev det Danske Amiral-Skib Fortuna meget ilde tilredet, saa at det torde ikke binde an med det store Svenske Amiral-Skib; Hvorudover Herluf Trolle beordrede Otto Rud og Jørgen Brahe, at giøre et Forsøg paa samme Amiral, forestillende dem, at det var ikke saa farligt som det syntes, og at det var vanskeligt at regiere, formedelst dets overmaade Storhed. Disse tvende Mænd satte derfore sterkt ind paa dette store Skib, skiøde dets Roer af, og hæftede sig fast der ved, hvilket da den Svenske Amiral merkede, satt han Seil for at bringe Otto Ruds Skib med sig ind udi den Svenske Flode. Men i det samme komme tvende Lybske Skibe, og lagde an een paa hver Side af den Svenske Amiral, hvilket gav Anledning til Otto Rud, at hale sig tvert ind paa Skibet, og tillige med de Lybske at entre, og blev da Amiralen Jacob Bagge tillige med Vice-Amiralen Arved Trolle fangne og bortførte. Men i det man saaledes tumlede sig om paa Dekket, kastede en Lybsk

Det store Skib Makeløs sættes i Brand.

Soldat en Fyr-Kugle ind paa Skibet, hvilken faldt ned udi Arkeliet, og satt det hele Skib udi Brand, og endeligen, da der kom Ild udi Krudet, sprang det i Luften med alle dets Folk, saa at der alleene bleve reddede 14 Personer, samt de tvende Amiraler og nogle Herre-Mænd. De, som omkomme med Skibet, vare hen ved 800 tillige med mange af de Danske og Lybske, som havde entret. Saadant Endeligt fik dette mægtige Skib, hvis lige neppe tilforn var seet udi Søen. (444)

(a) Ægid. Girs hist. Erici 14. pag. 40. siger 225

Claus Flemming tog derpaa Commando an, efter de andre Amiralers Bortførsel, og løb med den Svenske Flode til Stokholm, for at reparere Skibene, og de Danske begave sig efter denne Sejer til Borringholm. (a) Pufendorf udi hans Svenske Historie, som ideligen søger

Pufendorf censureres.

at forringe de Danskes Bedrifter, siger, at den Svenske Flode blev adspredet af Storm, saa at Makeløs blev dreven ind udi den Danske Flode; men om den gode Herre havde givet sig her, saavelsom andensteds Umage at læse andre fremmede upartiske Historier, tillige med de Svenske, hvoraf han uden Examen har ladet sig nøje med at giøre Extract, skulde han finde, at det var en Hovet-Treffning, som Thuanus (b) siger, varede udi 3 Dage, hvorudi eenstæmmer ogsaa Chytræus, (c) de Tiders troeværdigste Skribent.

Adskillige udenlandske Herrer bemøiede sig da at dempe denne Krigs Lue udi Norden, og, som begge Konger ikke veigrede sig ved deres Underhandling, blev en stor

Handel om Fred til Rostok.

Forsamling berammet til Rostok den 27de Maj. Der lode sig indfinde Kejserlige, Polske og Hansestædiske Gesantere tillige med Danske, hvilke saa vel som de Lybske overgave til de fremmede Commissarier deres Gravamina mod Sverrig. Men der kunde intet sluttes førend man havde hørt det andet Parti, hvorudover man maatte opbie de Svenske Fuldmægtiges Ankomst, men, som deres Udeblivelse varede noget længe, lod man affærdige Bud til Kong Erik med Begiæring, at de Svenske maatte saa snart som mueligt indstille sig, med mindre han vilde at Samlingen skulde løbe frugtesløs af; Men efter 9 Ugers Forløb, kom Budet tilbage og berettede at Kong Erik undskyldte sig dermed, at det var mod de Nordiske Rigers Sædvane at lade afhandle Rigernes Sager paa fremmede Steder; Dersom Kongen af Dannemark

Men uden Frugt.

vilde skikke sine Fuldmægtige enten til Calmar, eller et andet beleiligt Sted ved Grændserne, vilde han ogsaa lade sine møde. Det underligste var, at han gav tilkiende, sig ingen Kundskab at have om det Rostokske Mode, da han dog tilforn det (445)

(a) Resen. hist. Frid. 2. pag. 111.

(b) Thuanus Lib. 35.

samme havde samtykt, ja ladet anholde hos Kong Friderik om frit Lejde for sine Gesantere did hen. Dette Svar foraarsagede, at de fremmede Herrer reisede hver hiem til sit igien, og blev saa dette Rostokske Mode til intet.

Kort derefter lod Kong Erik anholde om Stilstand, hvilken dog Kong Friderik ikke vilde tilstede, saasom han merkede, at det var kun for at bestyrke sig paa nye imod Dannemark, og derfor rustede sig af all Magt til at continuere Krigen. Feltherren Greven af Schwartzborg fik Ordre inden 3 Maaneder at være færdig med Krigshæren, og efter at allting var bragt i Stand, rykkede den Danske Armee den 14 Julii ind udi Sverrig. Og, da Generalen merkede, at nogle Svenske havde posteret sig Nyt Indfald i Sverrig.

ikke langt fra Jenkiøping, detacherede han Daniel Rantzov med nogle Tropper for at anfalde de samme, hvilket han ogsaa med Hurtighed efterlevede, og adspredede dem; men, da de begave sig tilbage til Lejren igien, druknede en Dansk Herremand ved Navn Magnus Krabbe udi en Aae. (a)

Denne Campagne blev ellers ikke ført med den Fremgang, som man havde ventet, og det formedelst Generalens og de Tydske Folkes Uvillighed, ja det syntes at Greven af Schwartzborg var kommen til Sverrig, heller for at føre Krig med Kiør og Stude, end med Mennesker; thi hvor han drog frem, skikkede han nogle Tropper for i Vejen, for at støve efter Bytte og Qvæg, og lod han samme Tid paa eengang føre 3000 Øxen igiennem Dannemark til Schwartzburg, han lod ogsaa forskrive (b) sin Grevinde til sig fra Schwartzborg, ligesom der udi Landet var intet andet for ham at bestille end at tage sin egen Oeconomie i Agt, og, da han fornam, at Krigsfolket

Adskillige U-lejligheder ved den Danske Felt-Herre Greven af Schwartzborg.

formedelst dette og andet blev misfornøjet med ham, skrev han Kong Friderik til og begiærede sin Afskeed. Hans Majestet beskikkede derpaa Georg von Holle til Feltherre, men samme Mand undskyldte sig derfore, og skrev Greven et haart Brev til, hvorudi han lod ham tydeligen vide, at det var ubilligt og uanstændigt at forlade Krigshæren og sin Herres Tieneste nu Fienden var forhanden; (446)

(a) Resen: hist: Frid: 2. pag: 115.

(b) Hist: belli Sept: Manuscr:

Over denne Reprimande skiemmede Greven sig, og stod fra sit Forsætt, og blev da besluttet, at han skulde føre Commando denne Campagne over, og at det siden skulde staae ham frit for at tage sin Afskeed. Medens disse Difficulteter bleve reisede og igien hævede, giorde de Svenske et Indfald udi Blegind, og efter adskillig tilføjed Skade belejrede Rodnebye. De lode strax opæske Staden, men Borgerne svarede, at de vilde holde ud til det Yderste: Hvorpaa de Svenske løbe trende gange Storm, men bleve alle gange afslagne. Dette forbittrede dem saa meget, at de betienede dem af Fyrkrandser, og andre anstikkende Sager, hvormed de satte Ild paa Byen: Og, som Borgerne udi denne Forskrækkelse forlode Volden for at redde Huusene, stormede de Svenske paa nye og bemægtigede

De Svenske indtage Rodneby ved Storm.

sig Staden. Da blev ingen sparet, hverken Mænd eller Qvinder, Geistlige eller Verslige, spæde Børn i Vuggen, og Præsterne ved Kirken bleve

Et skrækkeligt Mord.

omkomne, saa at de fremmede Tydske, som vare udi den Svenske Krigshær, ginge til Feldherren, og sagde: at de heller vilde opsige deres Tieneste, end lade sig bruge til saadant u-christeligt Blod-Bad. Hvorudover han ved Trommeslag lod forkynde, at de under Lifs-Straf skulde holde sig fra at myrde Qvinder eller Børn, hvorved saadant Mord nogenledes blev stillet. Derimod blev Staden reent lagt i Aske, og alt voxen Mandkiøn nedsablet. Ved denne Stads Erobring mistede de Svenske efter den Danske Histories Sigelse hen ved 1500 (a) Mænd, hvilken Forliis drev dem til denne Grumhed.

Denne skrækkelige Execution udi Rodnebye foraarsagede, at Gouverneuren paa Sølvitzborg Werner Parsberg satt Ild paa Slottet, og Borgerne iligemaade paa deres Huuse og Gaarde, og salverede sig med det meeste Gods de kunde bierge, længer ind udi Landet. Imidlertid medens disse Tragœdier spilledes, laae Greven af Schwartzborg stille en heel Maanet, indtil Provianten var fortæret, da lod han sig forspørge hos de andre Officiers om man skulde foretage noget videre, eller søge Vinter-Qvarteer. Disse holdte det haanligt at gaae udi Vinter-Qvarteer uden at have (447)

(a) Ægid. Girs. Hist. Erici 14. derimod siger, at de forliisede kun 30 Mænd, hvoraf sees, hvor meget en hver Skribent taler for sin Nation.

udrettet noget, og derfor formanede Greven til at rykke ind udi Sverrig, skiønt det var sildigt paa Aaret, nemlig 4 Dage for Michaëlis. Dette foraarsagede, at de Svenske ikke turde holde Stand længer udi Blegind, men rykkede ind over Grændserne til Sverrig, forfuldte ideligen af de Danske, saa at de maatte afskiære en Broe for at komme i Behold. Paa samme Tid forfærdigede Kong Erik Skrivelse til Greven, og søgte ved store Løfter at bringe ham paa sin Side. Men Greven svarede der Grevens af Schwartzburg Characteer.

til, at han ikke holdt sit Navn og Rygte fall for Penge, og ikke vilde forlade den Herre, som han eengang havde tilsvoret Troeskab; Saa at man deraf seer, at Greven var ikke Kong Friderik utroe, men at han alleene var saadan Feltherre, som man ikke havde haft nødigt til at forskrive fra Tydskland, helst, saasom da Riget havde Forraad paa adskillige habile Officiers, der forstode at commandere en Krigshær bedre end han, hvilket ogsaa Udgangen af denne Krig viiser, saa at det ikke havde været stor Ulykke for Dannemark, om han havde ladet sig overtale at træde udi Kong Eriks Tieneste.

Efter at de Svenske saaledes, som sagt er, havde retireret sig ind udi Sverrig igien, rykkede den Danske Krigshær mod Calmar, udi Forsætt at angribe samme Stad. Men, som Vinteren var forhaanden, og man frygtede for en langvarig

Hans slette Opførsel.

Modstand, giorde Greven tillige med de Tydske Krigsfolk nye Difficulteter, hvorudover man maatte lade dette Forsætt fare, og drage tilbage igien. Kong Friderik merkede deraf, at han ikke havde Grevens Tieneste meere nødig, og derfor gav ham Afskeed, beskikkede en gammel Dansk Officier, nemlig Otto Krumpen til Feltherre i hans Sted; Og sluttes hermed det Aar 1564, hvorudi intet andet merkværdigt passerede,

Han faaer sin Afskeed.

uden at Kongens Farbroder, Hertug Adolf af Holsten, holdt Bilager med Land-Greve Philippi Dotter, just den samme, som Kong Erik af Sverrig havde beilet til; hvoraf man kand slutte, at det Fiendskab, som var imellem Kongerne, blev end meere forøget.

Efterfølgende Aar blev begyndt med Freds Negotiationer, hvorudi sig 1565. besynderligen lod bruge den bekiendte Carolus Dantzeus, som havde været i lang Tid

Den Franske Gesant Dantzeus arbeider paa Fred.

Fransøsk Gesant ved det Danske Hoff. (448) Den samme var i stor Anseelse hos de Nordiske Konger, og derfor den beqvemmeste Mand, paa de Tider, at udvirke et Forliig; thi han selv havde ved sin Forstand og Oprigtighed distingveret sig udi Dannemark, og en af hans Paarørende, nemlig Carolus Mornay, var Felt-Herre udi Sverrig. Han bragte det saa vit, at der af begge Rigers Raad blev bevilget et Mode. Kongerne lode da tilkiendegive deres Besværinger, og paastod Kong Erik, at han intet Forliig kunde indgaae førend all Skade var ham got giort, som udi denne Fejde ham var tilføjet; Og, da Gesanten viisede ham, at han ikke maatte gaae saaledes til Verk, om han ønskede alvorligen Fred, blev han ham ugunstig, og beskyldte ham for at være partisk, og de Danske mest bevaagen. Dog bød Kong Erik sig til, at, om Gesandten vilde begive sig ind udi Sverrig, vilde han give ham frit Paß og Lejde. Dette tog

Men forgiæves.

Dantzeus ved, og, efter at han af Kong Friderik havde faaet Instruction og Fuldmagt til at handle, begav han sig til Sverrig, men han kunde intet Forliig treffe, hvorudover han med u-forretted Sag rejsede til Dannemark igien. Førend denne Handel blev foretaged, begiærede den arresterede Gesant Steen Eriksen Forlov at rejse til Sverrig, for der at reglere sine Huus-Sager, og at see sin Frue og Børn, lovende at indstille sig igien til en vis Tid. Dette accorderede Kong Friderik ham efter given Revers, at han den 3die May skulde stille sig ind paa Kallundborgs Slott igien. Men, som han blev løsgiven midt udi Krigen, havde Kong Erik ham mistænkt, og bildte sig ind, at han maatte have giort en hemmelig Pact med de Danske, og af dem at være skikket tilbage for at stifte Oprør i Landet, og derved at faae af Fængsel Hertug Johan, hvis Morbroder han var. Han besluttede derfor, at lade ham med Frue og Børn sætte i ævigt Fængsel paa Nykiøpings Slott. Dog forandrede han sit Forsætt, og tog ham til Naade igien.

Efter at Freds Forhandlingen, som sagt er, var bleven til intet, rustede begge

Det Tydske Krigsfolk rebellerer i Malmøe.

Riger sig til at fortsætte Krigen. Men de Danske Anførere havde først en Vanskelighed at bestride, eftersom det Tydske Krigs-Folk udi Malmøe begyndte at opvække en farlig Rebellion. De samme begierede pludseligen deres Besoldning, (449) og, saasom da ingen Penge var for Haanden, hvormed man strax kunde betale dem, satte de efter deres Officiers, saa at end ikke deres Chef Daniel Rantzov kunde gaae sikker paa Gaden. Hvorudover bemeldte Herre lod Portene tillukke, og ved Trommeslag forkynde, at alle ærlige og troe Kongens Tienere skulde møde til en vis Tid, for at høre Kongens Villie og Befalning. Da de vare forsamlede, vilde Daniel Rantzov ikke lade sig see, førend de havde lovet ham Sikkerhed, og, da saadant var skeed, begyndte han ved en vitløftig Tale, at foreholde dem deres Eed, de havde giort Kongen, og formanede dem til Lydighed. Hvad deres Besoldning angik, da lod han dem forsikre

Stilles af Daniel Rantzow.

om Afbetalning til visse Terminer, bebrejdede dem derhos den u-anstændige Maade de brugte til at fodre den. Derpaa lod han handle med Magistraten i Malmøe, at de formaaede de beste Kiøbmænd udi Staden til at forskyde nogle 1000 Rigsdaler, hvilke strax bleve leverede til de Oprørske, hvormed Oprøret blev stillet.

Imidlertid vare Krigs Operationerne begyndte udi Jemte-Land, hvor de Svenske 6000 Mænd stærke, under en Fransk Anfører, (a) havde giort Indfald i Begyndelsen af Aaret. Edvard Bilde, som da var Gouverneur udi Trundhiem, samlede

Krigs-Bedrifter i Norge.

Bønderne af alle omliggende Egne, og dermed rykte imod Fienderne, hvilke derudover retirerede sig ind udi Sverrig igien. Men det varede ikke længe førend de Svenske komme tilbage og giorde sig Mestere over det heele Land. De avancerede derpaa til Steenvigsholm, hvilket Slott de Danske maatte forlade, og begive sig til Skibs til Bergen, hvor Gouverneuren Erik Rosenkrantz samlede en Hob Folk sammen, hvilke oven omtalte Edvard Bilde bragte med sig til Trundhiem, og dermed drev de Svenske reent ud af Landet igien. Han havde ogsaa den Lykke ved Steenvigsholms Erobring at fange den Svenske Commendant. Saaledes tumlede de Danske og Svenske sig da om med hinanden udi Jemte-Land og det Trundhiemske, saa at Landet var nu udi disses, nu udi hines Hænder. (450)

(a) Hist. belli Sept. Manuscr. kalder ham Claudium, og Ægid: Girs hist. Eric. 14. Claudium Collart, og sees heraf, at de fornemmeste Svenske Anførere i denne Krig have været Franske.

Stakket derefter blev Krigens Sæde udi Bahuus Lehn, hvor de Svenske giorde et Indfald den 18 Februarii, og belejrede Bahuuses Slott. Der giorde Besætningen saadan Modstand, at, omendskiøndt de Svenske havde skudt et stort Hull paa Muuren, og indtaget nogle Taarn, maatte de dog med Forliis forlade Slottet igien. Men, som de paa Hiem-Vejen til Sverrig igien finge Tilstød af en Hob andre Tropper, rykkede de mod Elsborg, og haart belejrede samme Slott. Men Daniel Rantzov, til hvilken Hr. Otto Krumpen formedelst sin Alder og Svaghed, havde overdraget den Højeste Commando, kom Slottet betimmeligen til Undsætning. Derimod havde de Danske den U-lejlighed paa nye, at de Tydske Tropper rebellerede igien, og arresterede nogle af Raadet, som Kongen skikkede til dem; Og gav denne Rebellion Aarsag til, at de Svenske erobrede Warbierg. Samme Stad blev efter en haard

De Svenske indtage Warbierg.

Belejring erobret, og nedsablede de Svenske alt Mandkiøn, som der fandtes, ungt og gammelt, ja deres Grumhed gik saa vit, at de endogsaa ihielsloge Sogne-Præsten for Altaret. Hvor haard denne Belejring ellers var, kand sees deraf, at de Svenske mistede, efter Resenii Sigelse, hen ved 2500 Mænd. (a) Adskillige fremmede, som Tydske, Skotter, og Franzoser bleve dog benaadede paa Livet, iblant dem var Pontus

Pontus de la Gardie.de la Gardie,

hvilken siden blev navnkundig udi Svensk Tieneste, og hvis Efterkommere ere endnu af de anseeligste Familier udi Sverrig. Efter Stadens Erobring ginge de løs paa Slottet, hvilket de ogsaa bleve Mestere over.

Saasom jeg i dette Verk har foretaget mig at handle ikkun løsligen om smaa Krigs Expeditioner, Belejringer, Trefninger, mellem Partier, Marcher og contra Marcher, saa vil jeg her ikke fatigere Læseren meere dermed, men strax begive mig til

Beskrivelse af det store Slag ved Svarteraae.

det store Hovet-Slag ved Svarteraae, eller paa den Falkenbiergske Heede, som erhvervede de Danske saa stor Reputation, og er saa navnkundigt i den Nordiske Historie. Samme Slag fortælles med deslige Omstændigheder: da Daniel Rantzov med sin Krigshær laae (451)

(a) Ægid. Girs hist. Erici 14. pag. 70. sætter kun 100, hvorudover det er best herudi, saavelsom i meget andet at gaae en Middel Vej.

for Varbierg Slott, fik han Kundskab, at den Svenske Slotts-Herre Carolus Mornaj havde skikket Bud til Sverrig om Undsætning, og at Kong Erik lod samle en anseelig Armée, hvormed han agtede at besøge de Danske, hvorudover han, af Frygt for at blive indsluttet imellem Befæstningen og den ankommende Krigshær, rykkede op med Lejren og marcherede ned ved Svarteraae, hvilken ved paafølgende store Slag er bleven saa bekiendt i Historien. Denne Aae agtede de at vade over, for at komme i Behold. Men de Svenske hindrede saadant ved at postere sig ved et beqvemt Sted. Hvorudover Daniel Rantzov maatte holde Stand. Desperationen var da stor paa de Danskes Side, efterdi deres heele Magt beløb sig kun til 4000 Mænd, da derimod den Svenske Krigshær bestod af 25000. (a) saa at det havde Anseelse, at denne liden Mængde i en Hast vilde kuldkastes. Men Daniel Rantzov som holdt det bedre at døe med Sværdet i Haanden, end at overgive sig til Fienden, opmuntrede sine Folk ved en herlig Tale, hvorpaa Krigshæren faldt paa Knæe, og med opragte Hænder bade GUd om Bistand, og det ikke uden at blive bespottede af de Svenske, hvilke ansaae dem allereede som forsagte Folk, der bade om Qvarteer. Trefningen skeede først langt fra hin anden, efterdi ingen vilde gaae af sin Fordeel. Endeligen forlode de Svenske sig paa deres store Mængde, ej betragtende, at de havde med en desperat Fiende at bestille, og med Fremfusenhed rykte lige ind paa de Danske, som de meenede at kunne træde alle under Hæste-Fødderne. Men de bleve imodtagne med saadan Tapperhed, at hen ved 5000 Mænd omkomme paa Valstedet, og de øvrige maatte tage Flugten. Pufendorf i sin Svenske Historie er her ligesaa partisk, som han plejer at være, og siger: at ingen af Parterne kunde tilskrive sig Sejeren. Men hvad han siden selv fortæller om Kong Eriks Forbittrelse over dette Slag, og den Ordre han gav til at nedsable Rytterne, som først havde taget Flugten, og at sætte Ild paa nogle Herreder udi hans eget Land, viiser, at der kand ikke have været fægtet (452)

(a) Resen. Frider. 2. hist. pag. 137. hvorudi overeensstemme alle Danske Historier, og nægte de Svenske ikke at Tallet var meget u-lige udi Krigs-Hærene.

med lige Fordeel. Med de Danske overeensstemme fremmede og u-partiske Skribentere; Egidius Girs, en Svensk Skribent siger selv, at de Svenske maatte rømme Marken med Forliis af alle deres Felt-Stykker, (a) Chytræus siger, at Daniel Rantzov erholt en hærlig Sejer, og erobrede alle de Svenskes Canoner. (b) Og Thuanus vidner det samme. (c) De Svenske skiøde Skylden udi dette Slag Kong Eriks Forbittrelse over de Svenskes Nederlag.paa de Tydske, sigende, at de vare de første, som toge Flugten, hvilket Kong Erik troede, og derfore blev saa forbittred mod samme Folk, at han lod nogle Tydske Officiers fængsle, og andre henrette, og da samtlige Tydske Krigs-Folk affærdigede til ham Jost von Ahlefeldt, for at plaidere deres Sag, og viise deres Uskyldighed, lod han samme Ahlefeld arrestere, og siden dømme fra Ære, Liv og Gods. Men det som allermeest giver tilkiende Kong Eriks Forbittrelse, er, at han tvang en Hob Tydske Ryttere til at sværge sig paa nye, og da Eeden var aflagt, lod han dem i sin Nærværelse alle halshugge. Hvorudover mange opsagde deres Tieneste og begave sig ud af Landet, og Kongen tabte derved saaledes sin Credit, blant Fremmede, at faa derefter vilde tage Tieneste i Sverrig. (d)

Medens dette passerede til Lands, blev Krigen af yderste Kræfter fortsatt til Søes. Efter at Kong Friderik havde fornummet at Kong Erik havde contraheret med adskillige Tydske Søestæder om Folk og anden Undsætning, lod han i Begyndelsen af Foraaret 4 vel udrustede Skibe udløbe under Anførsel af Peder Hvitfeld,

De Danske tænde Ild i 4re af deres egne Skibe.

med Ordre, at holde sig ved den Tydske Side, sær ved det Straalsundske Farvand, hvor de Svenske gierne laae, og havde deres Indførsel og Udskibning. Men, da de komme ved de Pomerske Küster, bleve de 26 Svenske Krigs-Skibe vare, thi søgte de strax (453)

(a) The Svenska måste rymma Platzen och lämpna them Danskom alt theras Fältskytt til trettyo Stycker. Hist. Erici. 14.

(b) Chytr. Saxon. Lib. 21. Insignem victoriam adeptus & machinis Svecorum bellicis omnibus potitus est.

(c) Thuanus lib. 37. Svecos in fugam vertit, omnibus machinis captis. vid. hist. belli Sept. Manuscr. som Resenius har fuldt.

(d) Hist. belli Sept. hvor disse Kong Eriks Executioner blive omstændigen udførte.

at salvere sig hen under Gripswald, men, da de Svenske satte saa sterkt efter dem, at de kunde ikke undgaae at falde dem udi Hænder, sejlede de med Skibene lige paa Landet, og reddede endeel Gods med 600 Mænd, hvorpaa de Svenske satte Ild paa Skibene og opbrændte dem. (a)

Efter denne Fordeel vendede den Svenske Amiral Claus Horn sig med sin Flode, som bestod af 48 Skibe, til Falsterboe, hvor den Lybske Flode laae og ventede paa den Danske, hvilken endda ikke var færdig. Samme Flode retirerede sig da til Kiøbenhavn saa snart den blev de Svenske var, og geraadede Staden derover ikke i liden Forskrækkelse, sær da den Svenske Flode kom Staden i Sigte, og løb ind udi Sundet, hvor den fodrede Told paa de Danskes Vegne af mange fremmede Skibe, som komme fra Vester-Søen, men borttog alle de Skibe, som tilhørede Dannemark og Lybek. Imidlertid blev den store Danske Flode færdig, og under Anførsel af Amiral Herluf Trolle gik udi Søen den 1. Junii, hvor den strax fik Tilstød af den Lybske Flode, og, som de merkede at de Svenske havde lagt sig under de Pommerske Kuster, søgte de der at angribe dem, hvilket ogsaa skeede ved samme Kuster den 4. Junii,

Søeslag ved de Pomerske Kuster.

thi der blev holdet et Søe-Slag, dog uden synderlig Forliis paa nogenside, alleene Amiralen Herluf Trolle blev haardt blessered baade udi Arm og Been, hvilket foraarsagede at han tog sin Afskeed. Han døde ogsaa 3 Uger derefter, og blev begraven udi Herlufsholms Kirke. Autor til den skrevne 7 Aars Krig, siger, at det Saar han fik udi Slaget, var ikke dødeligt, men at alle som finge Skade udi denne Feide, ved en særdeles Fatalitet døde deraf. (b) Han var en habile og fornuftig Herre, og ikke Herluf Trolles Død og Berømmelse.

mindre Krigs- end Stats-Mand. Til Prøve paa hans Gudsfrygt gives dette, at han forfremmede Kirker, Skoler, og Hospitaler allevegne, sær udi Roskild, Helsingøer og Nestved. Han giorde et Mageskifte med Kronen og gav Hellerødsholm i (454)

(a) Chytræus siger, at de formedelst de Pomerske Førsters Intercession, bleve sparede, men med Condition, at de skulde blive i Arrest indtil Krigens Ende.

(b) Hist. belli Sept. Manuscr.

Steden for Skuekloster i Siælland, hvilket Kloster han nyeligen for dette Tog skiødede fra sig og sine Arvinger til Ungdommens Forfremmelse og Optugtelse, og stiftede deraf en Adelig Skole, kalden Herlufsholms Skole, som har floreret indtil denne Tid. Han berømmes ogsaa meget for den Omhyggelighed han lod see i at bringe de Danske Historier for Lyset, og holdt han en egen Historie-Skriver med en Secretaire alleene for den Aarsag. I Henseende til disse Dyder blev hans Død højeligen beklaget.

Efter at denne Herre havde taget sin Afskeed, blev Commando over Floden given til Otto Rud, hvilken løb ud med Floden igien den 7. Julii, og strax kom i Trefning med de Svenske under Borringholm. I Begyndelsen havde de Danske stor Fordeel,

Søe-Slag ved Borringholm.

thi de skiøde adskillige Svenske Skibe lække. Otto Rud havde ogsaa den Lykke, at han bemægtigede sig 7 Svenske Skibe, hvilke han dog maatte lade fare igien, efterdi han havde ikke Folk nok at besætte dem med. Derimod havde han den Vanheld, at han skiød et af sine egne Skibe, som Niels Trolle førdte, uforvarende i Grund, og

Den Danske Amiral Otto Rud fanges.

endeligen, efterdi han vovede sig alt for yderligen, blev han omringet af mange Svenske Skibe, mod hvilke han længe forsvarede sig med stor Tapperhed, men endeligen, da han havde misted den halve Deel af sine Folk, og han fornam at Skibet var færdigt til at gaae i Grund, maatte han give sig fangen: Sex andre Skibe, som vare nærmest ved Amiralen, bleve ogsaa erobrede, og bragte til Stokholm. Den Danske Flode løb efter Slaget til Kiøbenhavn. Om nogen af Parterne da tilegnede sig Sejeren, kand jeg af Historien ikke see, alle endogsaa de Svenske Skribentere tilstaae, at Forliisen var stor paa begge Sider. Men som de Svenske siden spillede Mester udi Østersøen det heele Aar, (a) synes det at den Danske Flode maa have lidt mest Skade.

Hvad den fangne Amiral Otto Rud angaar, da blev han først bragt til Stokholm, og, da han havde siddet der en Tid lang, førdte man ham til Wadstena til Kong Erik, hvilken talede ham haardt og strængt til, og lod tillige med falde store Trudseler imod (455)

(a) Chytr. Saxon. Lib. 21.

Dannemark. Otto Rud svarede da med Frimodighed, at hverken Hans Majestet eller nogen Herre kunde fortænke ham derfore, at han havde med Nidkierhed efterlevet sin Konges Villie og Befalning. Han sagde derhos videre, at

Bliver ilde medhandled og døer i Sverrig.

Lykken var ustadig, og at det som nu havde hendet ham, kunde en anden gang vederfare en anden. Over dette Svar blev Kong Erik, som af Naturen var vredagtig, saa ophidsed, at han greb til sin Kaarde, og havde nær stukket Amiralen ihiel, hvis en Svensk Herre, ved Navn Claus Eriksen, det ikke havde forhindret, ved at forestille ham, at han ikke skulde forhaste sig imod en Mand, der intet havde giort uden hvad Pligt imod sin Konge og Fædreneland udfodrede. Derpaa blev Otto Rud bragt til Stokholm igien, og der fra siden til Svartzøe, hvor da regierede en gruelig Pestilentze, af hvilken han døde.

Denne Medfart giver en Prøve paa Kong Eriks Grumhed, og hvad, som strax derpaa fuldte, viiser hans særdeles Vanitet; Thi han giorde et prægtigt Indtog i

Kong Erik fører de Danske Fanger i Triumph igiennem Stokholm.

Stokholm, og førdte i Triumph for sig alle de Danske Fanger, som man havde taget udi den heele Krig. Han selv reed ind ad Stads-Porten geleidet af Fodfolk og Ryttere. Derefter komme Fangerne, først Adels-Personer 2 og 2 sammenkoblede. Derefter de gemeene Krigsfolk, hvis Hænder vare bundne over kors med hvide Silke Baand. De bleve alle bragte mit igiennem Staden op paa Slottet, med en Sække-Pibe; (a) Og Kongen gik strax paa et Gemak for at see Processionen an. Efter at dette Optog var giort, bleve de igien løsede af deres Baand; Eendeel af Adelen blev skikkede til deres forrige Fængsel, og andre henskikkede til Kobberbiergene, som var det største Trældoms Arbeide udi Riget. Autor til det oft citerede Manuscript om denne Krig, siger; at Kong Erik lod Kronrage de Danske Fanger som Munke, og sye en guul Klud paa deres Ermer, paa hvilken vare de tvende Bogstaver E og F, som betydede begge Kongers Navne; item at han lod sætte Kobber-Ringe i deres Ørne. (b) Ved dette prægtige Optog synes Kong (456)

(a) Egid. Girs hist. Erici 14. pag. 67.

(b) Hist. belli Septen. Manuscr.

Erik at have villet imitere de gamle Romerske Triumpher, som skeede efter lykkelige Slag eller erobrede Lande, for at opmuntre de Romere til Tapperhed; Men, som han havde intet at rose sig af i denne Krig, men tvert imod havde udi dette Aar tabt store og anseelige Slag, saa tienede denne Stads alleene til at viise Kongens Forfængelighed, og ikke til at opmuntre Nationen; thi det er troeligt, at alle fornuftige Svenske havde seet denne Procession an med samme Øjen, som de Romere fordum Keiser Caligulæ Triumph ved hans Tilbagekomst fra Tydskland, hvor han intet havde erobret uden Østers Skiæll og Steene, som laae ved Stranden af den Tydske Søe.

Medens Krigen blev fortsatt med en saadan Iver baade til Lands og Vands,

Ny Handel om Fred.

forglemmede man dog ikke at arbeide paa Fred. Den Franske Ambassadeur Dancey lod sig igien saadant være angelegent. Han giorde en Reise til Jenkiøping med Freds-Forslag paa Kong Friderichs Vegne. Freds-Forslaget var efter Svenske Skribenteres Sigelse saaledes, at Kong Erik skulde betale Krigens Omkostning, erstatte alle erobrede Skibe og Stæder, og lade de Danske beholde Elsborg, og endeligen udlade de 3 Kroner af sit Vaaben. Disse Propositioner stode Kong Erik saa lidet an, at han lod Gesanten uden Svar reise tilbage igien. De Danske saavel som de Lybske anholdte da hos Keiseren, at Hansestæderne maatte forbydes at giøre Sverrig Tilførsel. Og er dette herved at merke, at de Lybske holdte nu saadant ikke at være imod Natur og Folke-Rett meere, efterdi deres egen Interesse fodrede saadant Forbud. Og kand der af sees, hvor grundige deres Argumenter udi lige Sag tilforn have været imod Dannemark, naar samme Rige udi Krigs-Tider saadan Handel har villet hindre. Keiseren lod sig paa deres Ansøgning bevæge til at giøre saadant Forbud, og betienede

Canceler Mordisii Falskhed.

Kong Friderik sig herudi af Churførste Augusto, hvilken tillige med de Danske Gesantere affærdigede sin Canceler Mordisium til Wien, for at udvirke det samme. Denne Mordisius var de Svenske bevaagen, og derfor arbeidede hemmeligen hos det Keiserlige Raad, at Kong Frideriks Begiering maatte afslaaes, hvilket og skeede. Men Højstbemeldte Churførste bragte siden ved en anden Gesant Forbudet til Veje, og, saasom (457) han merkede, at Mordisius tilforn havde ikke holdet sig redeligen i denne Sag, lod han ham sætte fra sit høje Embede, og indslutte udi Fængsel.

Den Keiser hos hvilken saadant blev negotieret var Maximilianus 2., hvilken nyeligen havde succederet sin Fader Ferdinando I. udi Regieringen. Hos samme Keiser anholdt da ogsaa Kongen tillige med Hertugerne af Holsten, om Confirmation paa Oldenborg og Delmenhorst: nemlig saasom Grev Antonius af Oldenborg og

Tvistighed om Oldenborg og Delmenhorst.

Delmenhorst, havde til den Augsburgiske Rigsdag affærdiget Gesantere for at begiære Confirmation paa bemeldte Grevskabe, saa, efterdi Kong Friderik og hans Farbrødre Hertugerne af Holsten, vare paa deres Fædrene Side af den Oldenborgske Stamme, begiærede de, at, om fornævnte Greve Antonius og hans Descendenter reent uddøde, at Grevskaberne dennem maatte bevilges og stadfæstes. De Oldenborgske Gesantere forestillede derimod, at, eftersom Grev Gerhard, Christiani I. Broder havde ikke ved Arv eller Concession bekommet det Grevskab Delmenhorst, men taget det fra Biskopperne af Munster, ligesom nu igien ogsaa var skeet paa egen Bekostning af denne Greve Antonio, at, da det Greveskab Delmenhorst ikke maatte ansees som et Land, der arveligen kunde tilfalde det Kongelige Danske Huus af den Oldenborgske Stamme, helst, eftersom det siden var blevet forøget med det Landskab Harpsted. (a) Hvad derimod Oldenborg angik, da vilde deres Herre Grev Antonius ikke disputere Kongerne af Dannemark, og Hertugerne af Holsten deres Arve-Rett, naar det nu værende Grevelige Huus uddøde, saafremt de igien vilde bevilge ham og hans Efterkommere den samme Rett til Holsten, Slesvig og Stormarn. Men dette vilde de Kongelige og Førstelige Gesantere ham ingenlunde tilstaae, og det efter vor Historie-Skrivers Sigelse, efterdi de ingen Instrux havde der om, og i sær efterdi Slesvig, som en gammel Dansk Province, var uden for det Tydske Rige. Og havde de Kongelige og Førstelige Gesantere der udi ikke Urett, helst, efterdi de Oldenborgske Fuldmægtige vejrede sig ved at accordere Arve-Rett til Delmenhorst, og det (458)

(a) Chytræus Saxon. Lib. 21.

paa saa slet Fundament, efterdi Bisperne af Münster havde bemægtiget sig det samme, og de Oldenborgske Grever havde vundet det igien, thi, endskiønt bemeldte Grevskab havde nogen Tid været udi fremmede Hænder, saa flyder deraf aldeeles ikke at Kongerne af den Oldenborgske Stamme, derved tabte deres Arve-Rett, thi saadant kunde ikke skee, med mindre de selv havde renonceret derpaa, og hvad det Slesvigske angaar, da stoed det end ikke i Kongens Magt paa de Tider at give fremmede Herrer Arve-Rett til en af Rigets Provincier. Efter at denne Tvistighed var hendreven

Kongen og Hertugerne bekomme af Keiseren Exspectance paa samme Greveskaber.

nogle Aar, erholdt Kongen og Hertugerne dog endeligen ved et Keiserligt Decretum Exspectance paa begge Greveskaber, om endskiøndt Greve Antonius adskillige gange anholdt om dets Cassation, (a) hvoraf synes, at Resenius i Friderici 2. Historie farer vild, naar han siger, at Kongen beqvemmede sig til at accordere Greven det som han forlangede til Vederlag, nemlig Exspectance paa Holsten og Slesvig. (b) Paa denne Keiserlige Confirmation grundede sig de Prætensioner som Christianus 5. siden og Hertug Christian Albrecht formeerede paa Oldenborg og Delmenhorst, da den sidste Greve Antonius Guntherus døde uden Mandlige Arvinger.

Efterfølgende Aar 1566 tog Kong Erik sig for at belejre Bahuus. De Svenske 1566. efter 5 Storme og mange Folkes Forliis vunde intet andet derved, end at de indtoge

Bedrifter i Norge.

et Taarn paa den Nordre Side af Slottet, men det samme skeede til deres egen Ulykke; thi de Danske paa Slottet lode strax føre nogle Tønder Krud under samme Taarn, hvilket de satte Ild paa, saa at de Svenske, som der inde vare, sprunge i Luften. Af dette lode de dog ikke Modet falde, men stormede paa nye til Slottet, skiøndt atter igien forgiæves. Endeligen, da nogle Danske Tropper komme til Undsættning og beskandsede sig paa den Øe Heßingen, som ligger lige oven for Bahuus, ophævede de Svenske Belejringen, og, efter at de havde satt en stor Hob Folk til for denne Fæstning, og spilldet (459)

(a) Hamelm. Chron. Oldenb. pag. 388.

(b) Resen. Hist. Frid. 2. pag. 151.

hen ved 50 Læster Krud derfor, (a) begave sig til Sverrig igien. Derimod gik et Svensk Parti over de saa kaldte Mulleskover ind udi Hedemarken, og der i Grund ødelagde den gamle Stad Hammer. Det er troeligt, at samme Stad var temmeligen kommen i Decadence siden Bispestolens Foreening med Opsloe (b) hvorudover man efter den Ødeleggelse, som skeede dette Aar, ikke har fundet for gott at bygge den op igien. Det er ellers forunderligt, at Friderici 2. Historie taler intet om denne Hendelse; hvorom jeg har faaet Oplysning af en skreven Norsk Krigs Protocoll. (c)

Imidlertid samlede Feltherren Daniel Rantzov sit Folk sammen, og derved giorde

Daniel Rantzov giør Indfald i Sverrig.

Indfald udi Fiendens Land, da blev den Stad Skara og Leckøe af de Danske lagde i Aske, og Landet omkring allevegne udplyndret; men, da de vilde tilbage igien med det store Bytte, de havde faaet, bleve de overfaldne af den Svenske General Carl Mornaj ved et snevert Paß udi Vester-Gothland kaldet Alings-Aas, som skildte dem ved Byttet tillige med nogle Folk. Derimod havde den anden Danske General Frands Brokkenhuus den Lykke at erholde en Sejr over samme Svenske Anfører, og at giøre ham selv til Fange; Andet blev af Vigtighed dette Aar ikke udrettet til Lands; thi de Danske vilde denne Sommer ikke spænde alle deres Kræfter an, men lurede paa Conjuncturerne i Sverrig, forhaabende at Sverrig skulde ødelegge sig selv ved indbyrdes Krig, hvortil da var all Apparence, formedelst Kong Eriks selsomme Opførsel. Jeg har tilforn paa adskillige Steder viiset denne Konges Forhold, hvorved han havde til Veje bragt sig baade Had og Foragt blant Undersaatterne: Dertil contribuerede ikke lidet hans mange underlige begyndte Frierier, hvilke havde Kong Eriks selsomme Opførsel.giort ham latterlig, saa vel inden som uden Rigs. Og, saasom han merkede at hans Amours ikke havde villet lykkes ham med Dronninger og Princesser, da, for at gaae en sikker Vej, hvor ingen Kurv meere var at befrygte, lagde han sig et Serrail til af gemeene (460)

(a) Hist. belli Septenn. Manuscr.

(b) Descript. Urbis Hamm. Manuscr.

Maitresser, blant hvilke han lod sig i sær indtage af en ved Navn Catharina, med hvilken han forrige Aar havde avlet en Søn kalden Gustav. Denne Søn blev siden udi Kong Johannis Tid efter Ordre puttet udi en Sæk, og leveret en Hofftiener for at tage ham af Dage. Men en Svensk Herremand af de Sparrer, begegnede ham paa Vejen, og spurdte hvad han førdte i Sækken, og, da han merkede, at Hofftieneren studsede derved, lod han Sækken aabne, og af Medlidenhed tog Barnet til sig, og lod det føre udaf Landet. Og har samme Gustav siden opholdet sig ved adskillige Hoffe, og erhvervet sig Anseelse af Forstand og Capacitet.

Hans Moder Catharina, som Kong Erik forliebede sig udi, var af ringe Herkomst; Hendes Fader heed Magnus, en Bonde Søn af Medelpad, hvilken endeligen avancerede til Under-Officier udi Besættningen paa Slottet til Stokholm. Hun selv havde udi sin Ungdom saalt Nødder, og andet deslige Kram paa Torvet. Da Kong Erik passerede hende engang forbi, stak hendes Skiønhed ham saaledes udi Øjnene, at han strax lod hende føre til sin Søster Princesse Elizabeth, hvor hun blev vel opdragen; Da hun var bleven voxen, gav han hende Plads blant sine Favoritter, og indtog hun ham saaledes baade ved Sindets og Legemets Qualiteter, at han ikke alleene afskaffede alle sine andre Maitresser, men endogsaa giorde hende til Dronning.

Gifter sig med en gemeen Pige.

Nogle have derfore villet foregive, at hun ved en Elskovs-Drik havde bragt ham fra Forstanden. Men intet er meere almindeligt end dislige Digt, naar en af hæftig Kierlighed lar sig til allting forleede. Man seer derforuden af Kong Eriks forrige Opførsel, at hans Hierne har ikke været alt for vel disponeret, og meener man, at det var ham arveligt efter hans Moder, som ogsaa havde deslige Raptus. Pufendorf, som jeg herudi har fuldt, (a) meener, at den Skrøbelighed, som fantes hos ham, reisede sig af den Begierlighed som han havde til det Astrologiske Videnskab, og siger, at der endnu haves en Journal skreven med hans egen Haand, hvorudi alle Dage findes antegnede hvad for Planeter og Adspecter regierede. Han var ellers saa Jaloux over denne Catharina, at han lod en (461)

(a) Pufend. Histor. Svec.

Fendrik, som var hendes gamle Frier, stikke i en Sæk og kaste i Vandet. Hans Mistænkelighed bragte ham til mange farlige og slemme Resolutioner. Den samme drev ham til at kaste sin Broder Johannem i Fængsel, som tilforn er sagt: Den samme drev ham ogsaa dette Aar til at forgribe sig paa de Sturer, som vare af den mægtigste Familie udi Sverrig; thi da Niels Sture, som var skikket til Lothringen, tog sin Vej paa Hiemreisen igiennem Straalsund, hvor de stridende Parters Gesantere vare, undtagen Svenske, bildte Kong Erik sig ind, at Sture havde noget hemmeligt Sigte ved saadan Reise, hvilken Mistanke den skadelige Raadgiver Jøran Peerson formeerede, sigende, at han corresponderede uden Lands med Rigets, og hiemme med Kongens Fiender, for enten at bringe det Stuuriske Huus i sin forrige Anseelse igien, eller at befrie Kongens Broder Hertug Johan af sit Fængsel. Denne Jøran Peerson var en Præste-Søn af Salberg, en slem forslagen Mand, (a) der forførede Kongen til alt Ont, og havde ham

Hans Favorit Jøran Person.

saaledes udi Strikke, at han intet giorde uden hans Raad. Han insinuerede sig besynderligen hos Kong Erik udi Hertug Johannis Sag, da han for Retten beskyldte samme Hertug for en Rebeller, og erhvervede den Dom over ham, som Kongen forlangede. Udi dette Aar hidsede han Kongen, som sagt er, op mod Nils Stuure, og stod ham da derudi bi Kongens gamle Præceptor Dionysius Beurræus, (b) hvilken holdt for at man maatte Aare lade de alt for blodrige Legemer. Efterdi man nu havde besluttet at udrødde de Stuurer, søgte man alleene om Prætext til at fælde dem. Der til gaves Lejlighed eengang, da Svante Stuures Skytte begegnede Kongen med en Bysse, som skulde bringes til Smeeden for at giøre den til rette. Den Skytte lod man strax gribe, og vilde Jøran Peerson have ham lagt paa Pinebenken, for at faae ham til at bekiende at han havde villet skyde Kongen ihiel. Men som han intet derom vilde eller kunde bekiende, faldt dette Anslag. Derpaa (462)

(a) Thuanus Hist. Lib. 41. kalder ham libidinum & flagitiorum Erici Regis administrum.

(b) Chytr. Saxon. Lib. 21. kalder ham Dyonysium Burgium, iligemaade Thuanus, som i de Nordiske Historier meget følger Chytræum.

overtalede han en Pommersk Kiøbmand, at han skulde vidne sig at have hørt af en Pommersk Herremand, at Niels Stuure arbeidede paa at støde Kongen fra Thronen, hvilket ogsaa en Doctor Medicinæ og Kongens Organist confirmerede. Derpaa lod Kongen forskrive en Rigs-Dag til Upsal, for at handle om denne opdigtede Conspiration, og lod Svante Stuure med hans Søn Erik, samt Steen Eriksen, Steen Banner, og Ivar Ivarsen arrestere. Medens han formerede dem Process, kom Niels Stuure tilbage fra sit Gesantskab, og gav Relation om sine Forrettninger med saa frit Mod, at Kongen tilskrev hans Fader et Brev med egen Haand, vidnende, at han holdt ham saavel som hans Søn uskyldig, og begierede, at det, som skeed var, maatte forglemmes, saa at alle derudover tænkte, at han var fuldkommeligen forsonet med de Stuurer. Ikke desmindre, da han kort derefter begegnede Niels Stuure, stak han ham med en

Kong Erik myrder Niels Stuure med egen Haand.

Dolk udi Brystet, hvilken Stuure tog selv ud igien, kyssede paa den blodige Dolk, og gav Kongen den med Ydmyghed tilbage, (a) hvorpaa han af Kongens Drabantere blev nedsablet. Derpaa løb Kongen gandske desperat ud i Skoven, og lod sin forrige egen Informator, der bebreidede ham dette Mord, iligemaade henrette. Ja Dagen

Falder udi Raserie.

derefter bleve alle ovenmeldte Fanger ynkeligen myrdede udi deres Fængsel. Kongen blev funden af sine Folk udi en Præstegaard, da hans Maitresse Catharina fik ham nogenledes udi Stilhed igien.

Da han saaledes var kommen til sig selv igien, gav han tilkiende stor Fortrydelse over sine Gierninger, og skiød all skylden paa Jöran Peerson, hvilken ogsaa formedelst sine mange Misgierninger, blev dømt fra Livet. Kongen overdrog derpaa Regieringen udi Raadets Hænder, og stillede sig an, som han ikke troede sig selv til at regiere meer. Medens han var udi denne Situation, overtalede man ham at lade sin fangne Broder Johannem løs igien, hvilket ogsaa skeede paa visse Conditioner, som Hertugen ikke tog i Betænkning at indgaae. Conditionerne vare disse, at han stedse skulde være sin Broder troe, og ikke tragte ham efter Liv og Krone, og endeligen ærklære de Sønner, som han havde avlet med Catharina, (463)

(a) Dette Mord henfører Resenius Hist. Frid. 2. til efterfølgende Aar.

for retmessige Arvinger til Riget. Dette sidste var den haardeste Punct at indgaae, men han beqvemmede sig til at underskrive all Ting, saasom han intet agtede at holde, hvilket ogsaa Udgangen viisede. Paa disse selsomme Conjuncturer udi Sverrig, lurede de Danske dette Aar, og skiøttede ikke om at fortsætte Krigen til Lands med sædvanlig Iver, haabende at der snart skulde rejse sig indbyrdes Krig udi Sverrig, hvorudi de ogsaa ikke toge fejl.

Til Søes kunde dette Aar intet synderligt af de Danske foretages formedelst den

Krigen mellem Rigerne fortsættes.

store Ulykke, som hendede den Danske Flode. De Svenske komme denne Sommer med 40 Skibe mod Siælland, og derudover foraarsagede ikke liden Skræk i Kiøbenhavn, saasom de Danske Skibe formedelst Modvind ikke kunde komme ud af Havnen; dog skeede ingen Landgang, formedelst de Anstalter, Kong Friderik giorde, ved at besætte Søesiderne. Man maatte dog see paa, hvorledes den Svenske Flode paa nye igien fodrede den Øresundske Told af forbigaaende fremmede Skibe. Men dette varede ikke længer end til den Danske Flode fik god Vind for at komme i Søen; thi da retirerede de Svenske Skibe sig fra de Danske Küster igien. Efter at Floderne havde sejlet en Tid lang om i Øster-Søen, komme de i en blodig Trefning sammen

Slag under Øland.

under Øland den 29 Julii, som varede fra Morgenen til Aftenen, dog kunde ingen tilskrive sig Sejer, endskiønt den Svenske Flode leed meest Skade. Men det samme gav Anledning til den Ulykke, som den Danske Flode strax derpaa geraadede udi; thi, saasom en Dansk Herremand ved Navn Christopher Mogensen blev ihielskudt udi Slaget, og de Danske vilde have ham hæderligen begraven, løb heele Floden med Liiget til Gulland. Alle Skipperne raadede Amiralen at lægge ud ad Søen formedelst Havnens U-sikkerhed, om nogen Storm skulde paakomme. Men, saasom han maaskee bildede sig ind, at den Døde ikke kunde blive salig, uden han strax kom i Christen Jord, maatte Floden blive liggende medens man med Statz begrov den Salige Herre udi Visbye Kirke. Saa snart Ceremonierne vare forrettede, rejsede sig en u-hørlig Storm den 30 Julii, hvorudi den Danske Amiral Hans Lauritzen, og den (464) Lybske Amiral Bartholomæus Thin Appel med 16 af de beste Krigs-Skibe

Et forskrækkeligt Skibbrud.

ginge i Grunde, og hen ved 6000 Mennesker omkomme, saa at man kan sige, at aldrig nogen Begravelse har været meere kostbar end denne gode Christopher Mogensens; thi, her maatte nogle 1000 druknes, paa det at een kunde ligge tør. Man foregav efter denne ulykkelige Hendelse, at dette var skeed ved Troldom, og sagde, at nogle

Dets Anslag.

Qvinder havde lang Tid derefter bekiendt sig at have rejset saadan Storm for at omkomme en Capitaine, som var paa Floden. Men Skipperne, som advarede Amiralen om Kusternes U-sikkerhed, gave tilstrækkeligen tilkiende, at saadant kunde skee uden Hexerie, og er det derfor troeligt, at, om Amiralen havde levet, man da skulde have formeret ham en Proces, endskiønt Trold-Qvinderne vilde have gaaet til Døden paa deres Bekiendelse. Dette bør ellers tiene til Exempel for alle Anførere, at de skal ikke hazardere Armeer og Skibs-Floder for at i agt tage u-nødvendige Ceremonier.

Hvad indenlandske Sager angaar, da kom paa samme Tid den bekiendte Peder Oxe, formedelst adskillige fremmede Potentaters Forbøn i Naade hos Kongen igien.

Peder Oxe kommer i Naade igien.

Han havde retireret sig til Lothringen, til den fangne Kong Christians Dotter og hendes Søn Carolum, som var Rigets Fiender, hvorudover ogsaa alt hans Gods blev annammet til Kronen, og hans Hoved-Gaard Gisselfeldt blev given Fri-Herre von Donaw til Forlehning Aar 1562. Men, som Kejseren, Kongen af Frankerige samt andre Herrer, item hans Paarørende udi Riget stedse intercederede for ham, kom han igien i Naade, saa at ikke alleene alt hans Gods blev ham igien restitueret, men han blev ogsaa ophøjet til den største Æres Post, og giort til Rigets Hoffmester, Bliver Rigs-Hoffmester.

udi hvilken høje Bestilling han ogsaa døde. Han satt Oeconomien ved det Kongelige Hoff paa en bedre Fod end tilforn, indskrænkede Depenserne, og anordnede at Hoff-Betienterne skulde have visse Kost-Penge. Han var ogsaa ikke mindre nyttig Mand for Riget i Almindelighed, end for Hoffet i Særdeeleshed, og lod han i denne Krig see sit store Talent i Oeconomien ved Krigs-Folkenes Besoldning. Dette er

Hans Berømmelse.

ellers at merke om denne Mand, at han var den første som indførte (465) Karper og andre usædvanlige Fiske at afles her i Riget. Og vidner blant andre om hans Capacitet Hub Langvetus i sin Skrivelse til Churførst Augustum. (a)

Efterfølgende Aar 1567 bemøjede Kejser Maximilianus sig at giøre Ende paa 1567. den Nordiske Fejde, og til den Ende affærdigede i Januario Gesantere baade til Dannemark og Sverrig for at tilbyde sin alvorlige Underhandling, og foreslog en Conference, som kunde holdes til Straalsund, den 16 Martii, hvor hans egne Fuldmægtige saavelsom andres skulde lade sig indfinde. Kong Friderik lod sig saadant

Mode til Stralsund om Fred.

Forslag befalde og lovede, at de Danske Gesantere skulde møde til benævnte Tid og Sted, hvortil ogsaa hans Allierede de Lybske beqvemmede sig. Henrik Rantzov tillige med eendeel af det Danske Raad bleve til bestemte Tid skikkede til Straalsund, men Kong Erik vilde ikke lade sine Fuldmægtige møde; tvertimod, han skrev den Franske Gesant Dancey et haart Brev til, og derudi bebrejdede ham Partiskhed, og at han stedse favoriserede de Danske. Krigen gik derfore paa nye for sig imellem Rigerne. De Svenske giorde mod Foraaret et Indfald udi Norge imod Aggershuus. De indtoge strax derpaa Staden Opsloe, og belejrede Slottet, men Commendanten Christian Munk forsvarede sig saa vel, at de efter tvende Ugers Belejring maatte gaae derfra igien. Derpaa streiffede de allevegne om, og brandskattede Landet, og endeligen komme for Aggershuus anden gang, søgende ved idelig Skyden af heele og halve Cartover at bemægtige sig Slottet; Men Commendanten forsvarede sig med sin

De Svenske belejre Aggershuuses

Slott forgieves.forrige Tapperhed indtil der kom Undsætning fra et og andet Sted, hvorudover de Svenske satte Ild paa Staden, og forlode Slottet igien den 22 May, efterat de udi 18 Uger havde lagt derfor, hvoraf sees, at dette Norske Tog maa have været skeed meget tiligen om Aaret. De Danske havde dette Aar først meget at bestille med at dempe Oprør som reisede sig blant Krigs-Folkene. Endeligen giorde Daniel Rantzov et Indfald udi Sverrig, hvilket jog saadan Skræk ind udi de Svenske, at de selv satte Ild paa Jenkiøping. Men, da de Danske passerede igiennem den saakaldte Hulvej, fuldte de Svenske dem bag til, og ruinerede (466)

(a) Lib. 2. Epist. 103. it. Epist. 7.

den største Deel af deres Bagage. Dette u-anseet, avancerede dog Daniel Rantzov fort ind udi Daniel Rantzows Bedrifter i Sverrig.

Øster-Gothland til Wadstena, hvilket han lagde i Aske. Kort derefter kom han i Trefning med de Svenske ved Turebye, hvor de sidste maatte tage Flugten, og lade sig følge i Hælene indtil Lindkiøping, hvilken de selv af Desperation lagde i Aske. De Danske satte kort derefter Ild paa Süderkiöping; Men det samme havde nær bragt dem udi stor Ulejlighed; thi, som Süderkiöping var da en riig og velbebygget Stad, og havde formedelst dens Handel Forraad paa Allting, da sloge de graadige Soldater sig der til Fraadsen og Drikken, og giorde den Mængde af Rostokker Øll, som der fandtes, saadan Virkning, at de løbe om, som galne og forstyrrede Mennesker, saa at man maatte lade henge nogle for at holde de andre i Ave. Saaledes huserede de Danske dette Aar i Kiernen af Sverrig, og derved tilstrækkeligen hevnede den Skade, de Svenske udi Foraaret havde tilføjet Norge, skiønt efter at Togget var Endet paa bege Sider, man kunde ikke sige, at nogen af Parterne havde vundet meget derved. Til Søes blev dette Aar intet af Vigtighed forrettet, og er det troeligt, at de Danske efter det store Skibbrud ved Gulland ikke have været i Stand noget synderligt at foretage.

Ellers blev udi dette Aar holden en Herre-Dag til Odense, for at afgiøre

Slesvig-Holstenske Sager.

Tvistigheder mellem Riget og Hertugerne af Holsten. Og da paastod Kongen, at Hertugerne skulde tage det Slesvigske til Lehn, aflægge deres Troeskabs Eed, og forpligte sig til Villighed og Tieneste, som Vassaler af den Danske Krone. Her begyndte da Hertugerne at qvæde de gamle Viiser igien, og allegerede de Contracter og Pacta, som vare giorde udi Christophori 2, Dronning Margrethæ og andre Kongers Tid, hvilket de Danske paatoge sig uden Nødvendighed at besvare stykviis; thi i mine ringe Tanker burde alleene eftersees qvo jure Christianus I., og siden Fridericus I., som vare Herrer over heele Holsten og Slesvig, besadde samme Førstendomme, og hvorledes de deelede det Slesvigske mellem deres Børn, om saadan Deeling var frivillig, eller om et hvert Kongeligt Barn ved Fødselen havde Rett eller jus qvæsitum til en Deel deraf. Iligemaade, hvorledes og med hvad Vilkor (467) den sidste Eenevolds-Herre af det Slesvigske, nemlig Fridericus I. lod det komme til Deeling imellem sine Børn. Derpaa alleene burte Tvistighederne grunde sig, saasom alt hvad tilforn var skeed, hævede sig ved Førstendømmernes Foreening igien udi en Person, som var først Christianus I, og siden Fridericus I. Og kunde derfor den rette Periodus sættes fra den Tid Slesvig blev deelt i tre lige Deele imellem Friderici I. Børn. Jeg har udi Christiani 3 Historie anført hvorledes Højstbemeldte Konge vilde Anno 1547 paa Rigs-Dagen til Colding forlehne sine Brødre med deres Arvedeel af det Slesvigske, men at derved rejsede sig Tvistigheder om Lehnets Maade, saa, at der ingen Forlehnings Act skeede udi hans Tid. De selvsamme Tvistigheder giorde ogsaa denne Rigs-Dag til Odense frugtesløs, endskiønt man da kom lidt nærmere til Sagen end tilforn, i det at Hertugerne tilbøde sig at giøre Riget visse Tienester af det Slesvigske, dog lagde de en Condition dertil, nemlig, at Lehnet maatte være investitura simultanea, og at den eene Broder skulde have Rett til at succedere den

Tvistighed om det Slesvigske Lehn.

anden, efter den Successions Maade, som var antagen baade udi Dannemark og Slesvig. Men denne Condition vilde de Kongelige ikke indgaae, men paastode, at Lehnet skulde confereres, efter den almindelige brugelige Maade, hvilket Hertug Adolph fandt ingen Behag udi, saasom han deraf merkede, at, hvis hans ældste Broder Hans, døde førend han, skulde hans Deel ikke tilfalde sig, men den afdøde Broders Børn, item at Qvinde-Linien skulde udelukkes. Tvistigheden blev derfore opsatt til belejligere Tid, og den blev 10 Aar derefter igien foretagen til Odense, da Hans Majestet stod paa sin forrige Meening, men Hertugerne begiærede igien, at deres Deel udi det Slesvigske maatte confereres dem, ikke efter den Kejserlige, men den Danske Arve-Rett. Og, da de Chur-Saxiske, Hessiske og Meklenborgske Gesantere, som Mediateurs, foresloge 3 Veje, at Parterne enten skulde compromittere paa den Kejserlige Kammer-Rett, eller 8 Danske, og ligesaa mange Førstelige skulde dømme i Sagen under Appel af nogle Universiteter, eller endeligen, at nogle Bliver opsatt.fremmede Potentater skulde dømme derudi, vilde Kongen ingen af Deelene indgaae, men paastod, at Dannemarks Raad, som Rigets rette Dommere, (468) skulde fælde Dommen. (a) Dette varede saaledes indtil det Aar 1580, da denne langvarige Tvistighed omsider blev bilagt, paa den Maade som videre skal fortælles.

Førend jeg træder til næstfølgende Aar, vill jeg melde noget om tvende store Mænds Fald, hvoraf den eene blev fængslet, og den anden henrettet. Den første af

Doctor Thenner kommer i U-naade.

disse Mænd var Hieronymus Thenner Doct: Juris Publici. Den samme, saasom han var lærd, veltalend, og af stor Capacitet, antog Kong Friderik ham i sin Tieneste, udi hvilken han forpligtede sig skriftligen at forblive saa længe det behagede Hans Majestet at bruge ham. Han blev strax antagen i det Kongelige Cancelie. Men, efter at han der en Tid lang havde været, og de vigtigste og hemmeligste Rigets Sager ham imidlertid havde været betroede, begiærede han u-formodentligen sin Afskeed. Kongen, som kunde ikke fatte denne pludselige Dimissions Begiæring, helst efterdi han havde aflagt ham med store Beneficier, begyndte at holde dette hans Forlangende mistænkt, og at ansee ham som den der havde givet sig i Tieneste alleene for at udforske Rigets Sager, som han siden agtede at aabenbare Rigets Fiender. Man lod ham derfore arrestere, og stille for Retten, hvor han blev paa Kongens Vegne tiltalet af Rentemester Jochum Bek, og endeligen fik saadan Dom: at efterdi han havde forpligtet sig stedse at blive i Kongens Tieneste, og man i den Henseende havde betroet ham mange hemmelige Sager, meer end nogen Undersaatt, saa kunde man

Bliver satt i Forvaring.

ikke andet end holde hans egen Paastand Suspect, og derfore fandt for got, at han skulde holdes i god Forvaring. Han blev derpaa ført til Dragsholms Slott i Siælland, hvor han døde.

Den anden disgratierede Person var D. Jonas Justus den vitberømte Doct: Justi Jonæ Søn til Wittenberg. Den samme tog sig for tillige med Hertug Johan Friderich af Weymar, samt hans Tilhængere Wilhelm Grumback, Doct: Pontano og andre, at smidde en Conspiration imod Keiseren og det Chursaxiske Huus, og derfore af Kejseren var bleven erklæret i Rigets Act. Saasom (469)

(a) Chytr. Saxon. Lib. 21. Hvor dette grundigst udføres.

nu bemeldte Jonas Justus forgangen Efterhøst af Hertug Johan Friderich var skikket til Sverrig, for at slutte Forbund med Kong Erik mod Kejseren, Kongen af Dannemark og Churførsten, blev han ved Kusterne af Blegind opbragt af en Dansk Søe-Capitaine, og ført til Kiøbenhavn, hvor han blev satt paa det blaae Taarn, indtil Kongen kunde faae nogen videre Oplysning fra Churførst Augusto, hvis Undersaatt han var. Thi, førend han med Skibet blev fangen, havde han kastet alle sine Breve over Bord, saa at man havde intet udi Hænderne, hvormed man kunde overbeviise ham. Men ved St. Hanses

Doct. Jonas Justus bliver rettet i Kiøbenhavn.

Tider bekom Kongen Skrivelse saavel fra Kejseren, som af Churførsten, hvorudi de notificerede ham, at Doct: Jonæ Justi Herre var fangen, Gotha sleiffed og ødelagt, Grumbach, Pontanus og andre hans Tilhængere rettede, og derfor begiærede, at Kongen vilde lade samme Justice gaae over sin Fange. Han blev den 27 Junii bragt af Slottet ned paa Raadhuuset og dømt fra Livet, hvorpaa han siden for at undgaae Tortur, bekiendte den heele Handel, som var i Giærde med Rigets Fiender. Dagen derefter, nemlig den 28. Junii blev han ført til Retterstedet, hvor han efter en herlig Oration, som han holdt udi Kredsen, blev henrettet for Slotts-Porten. Udi hans Fængsel fandt man paa Veggen disse Vers:

Qvid juvat innumeros scire atque revolvere casus,

Si facienda fugis, si fugienda facis.

Jeg kand ellers her ikke forbigaae at tale om den merkelige Hendelse, som Friderici 2. Historie-Skriver fortæller at være skeed dette Aar, nemlig, at paa een og

En underlig Hændelse.

den selv samme Dag kom en uformodentlig Forskrækkelse over Folk baade udi Stokholm og Kiøbenhavn. Udi Stokholm blev alle Folk, da Præsten stoed paa Prædikestoelen, overvældede af en hastig Forfærdelse, uden at nogen vidste hvorfra; thi de løbe alle ud af Kirken, og trængede hinanden saaledes ved Kirke-Dørren, at mange frugtsommelige Koner, og smaae Børn deraf omkomme. Ligeledes skeede ogsaa samme Dag udi St. Nicolai Kirke i Kiøbenhavn, hvor alle undvigede Kirken, og Præsten stoed omsider alleene paa Prædikestolen. Historien kand ikke være digtet, efterdi den er skreved af Mænd, som (470) have levet paa samme Tider. Hvad Reflexioner man ellers kand giøre der over, vil jeg overlade andre. (a)

Om Vinteren mod det efterfølgende Aar 1568, giorde Daniel Rantzov det 1568. berømte Tog igiennem Hullvejen ind udi Sverrig, og der huserede paa den Maade som sagt er. Dette varede indtil de 2 Svenske Generaler Greve Peter Brahe og Haagenskild Bielke komme til Undsættning, og søgte at beskiære de Danske Passen igiennem Hullvejen igien. Hvorudover Daniel Rantzov, seende sig saaledes udi Knibe, søgte iligen om Hielp hos Kongen; Men de Tropper som komme til Undsættning, bleve med Forliis tilbage drevne ved Warnemo, hvorudover man ansaae Krigs-Hæren, paa den anden Side Hulvejen, som forlaaren. Men Feltherren reddede sig uformodentligen med Ære og Reputation af denne Ulykke; thi, da han greb til en desperat Resolution og overfaldt den Svenske Lejer ved Norby, hvilken befrygtede sig for intet

Daniel Rantzovs berømmelige Tog ind udi Sverrig.

Overfald formedelst den forbi flydende Strøm, bleve de Svenske der totaliter slagne, og bekomme de Danske et stort Bytte tillige med Fiendens Feltstykker. Efter dette Slag merkede Feltherren allerførst udi hvilken Fare han tillige med den heele Krigshær havde været, at de fra Dannemark skikkede Hielpe-Tropper vare slagne ved Warnemo, og at de Svenske havde søgt at afskiære ham Passen, hvorudover ogsaa han og hans Folk bleve anseede som Døde, der vare bleven levende igien. Daniel Rantzov betienede sig da af Lejligheden, og rykkede strax med sin Krigshær igiennem Hullvejen tilbage, helst, saasom Kong Erik tillige med sine Brødre var ham udi Hælene. Ikke langt fra Ekesiø bleve dog de Danske Bagtropper, som Frands Banner og Emmike Kaas førdte, anfaldne af de Svenske, som giorde et temmeligt Nederlag paa dem, og bemægtigede sig alle deres Vogne. Men denne Forliis blev kort derefter tilstrækkeligen reparered, thi da den Svenske General Haagenskild Bielke vilde hævne det Nederlag, som han havde lidt ved Norby, og til den Ende lagde sig i Vejen for de Danske paa deres Hiemvej, blev han af den hurtige Danske Feltherre uformodentligen overfalden, hans Krigshær (471)

(a) Hist. Belli Septenn. Manuscr. med hvilken overeensstæmmer Resenius.

totaliter slagen, og han selv tillige med adskillige Svenske Herrer blev fangen. Der skrives ellers af andre, at samme Svenske General ikke blev fangen i Slaget, men uformodentligen overrumplet af nogle Danske Staldkarle, og at han selv blev greben af Christopher Krabbes Staldkarl, som udi Historien kaldes Dreng. Og, saasom Haagenskild havde udspredet, at de Danske toge Flugten af Sverrig, efterdi de havde Mangel paa Krud, lod Daniel Rantzov ordinere, at enhver Soldat, naar den fangne General passerede igiennem Lejren, skulde give et Skud. (a) Saa at Rantzov efter saa mange udstandne Farligheder kom omsider i Behold med sin Krigshær til Skaane, hvor han af alle med mange Lykønskninger blev imodtagen, og det ikke uden Aarsag, thi han havde herudi ladet see alt hvad som kand fodres af en stor General. Ja man kand sige, at denne forunderlige Retraite erhvervede ham ikke mindre Ære end den store Sejr ved Svarteraae, saasom han her reddede en Krigshær, hvoraf ingen ventede at see en Mand tilbage.

Efter at de Danske saaledes havde forladt Sverrig, rykkede Kong Erik med sin Krigshær ind udi Gynge Herred, men maatte ved de Danskes Ankomst tage Vejen til Sverrig igien, og var dette det sidste Krigs-Tog samme Konge giorde, saasom strax derpaa fuldte den forunderlige Revolution i Sverrig, hvilken jeg her omstændigen vil beskrive, saasom den har Rapport med dette Riges Historie, og Conjuncturerne for Dannemark derved merkeligen bleve forandrede, og paa det jeg ikke skal beskyldes for Partiskhed, vil jeg herudi Fod for Fod følge den Svenske Historie.

Efter at Kong Erik havde ladet see saadan Fortrydelse over de begangne Mord,

Begyndelse til den store Revolution udi Sverrig.

og overleveret sin Favorit Jøran Peersøn til Justitien, og satt sin Broder Johannem paa fri Fod igien, syntes Misfornøjelsen at ophøre, og allting at komme udi Roelighed igien; Men de som saae dybt ind udi Sagen, og kiendte Hertugens Naturel, kunde nok merke, at der var en Revolution forhaanden; thi de henrettede Herrers Venner, som vare mange og mægtige, pønsede paa Hevn, endskiøndt de syntes at være tilfreds stillede, og, (472)

(a) Hist. Belli Septenn. Manuscr.

endskiøndt Hertug Johannes holdt gode Miiner med Kongen, og tillige med sin Broder Carl assisterede ved det sidste Krigstog, saa kunde dog fornuftige Stats-Mænd ikke ansee det uden en Simulation, helst eftersom bemeldte Hertug var bleven løsgiven paa saa haarde Conditioner, blant andet, at han skulde erklære de Børn Kongen avlede med oftomtalte Catharina, for rettmæssige Arvinger til den Svenske Krone. Gnisten laae derfor udi Asken, som truede med Ildebrand, hvilken Kong Erik selv ved sin videre daarlige Opførsel promoverede; thi han var neppe kommen tilbage fra det Danske Tog, førend han tog Jøran Peerson til Naade igien, og, paa det han desmeere kunde Chagrinere Undersaatterne, fandt han for gott at giøre det med Eclat, lod ved Trompeters Lyd offentligen udraabe ham for en ærlig Mand, og forbød under Livs-Straff at tale anderledes om ham, end som en troe Kongens Tiener. Ja, da Kongens Secretaire Martinus Helsingus raadede ham ikke at følge Jøran Peersens Raad, stødte han ham med en Ildgaffel udi Maven, saa at han der af døde.

Saa snart Jøran Peersøn var kommen i Naade og bleven en ærlig Mand igien,

Peersons onde Raad.

raadede han Kongen først at tilbage kalde de Donationer, han havde giort til de myrdede Herrers Venner for at stille dem tilfreds igien. Dernæst at give sine Brødre i Steden for de Provincier Finland og Sudermandland, som ved Gustavi Testamente vare dem tillagde, noget Gods udi Lifland, som de maatte see hvorledes de best kunde forsvare imod Moscovitere, Polakere og den Danske Prinds Magnum, imellem hvilke Lifland da var Tvistens Æble. Dette ophidsede saa vel Hertugerne som de myrdede Herrers Venner paa nye imod Kongen, og da Kongen merkede at Hertugerne ingen Øren havde til det Mageskifte han foreslog dem, tog han sig for, som der siges, at skille dem fra Livet, og agtede at exeqvere saadant Forsætt paa samme Dag, som han skulde holde Bryllup med sin Favorite Catharina Mogensdotter. Men Hertugerne bleve advarede om saadant Anslag imod dem, nogle meene af Catharina selv, enten hun havde Afskye for saadan Misgierning, eller hun giorde det for at insinuere sig hos Hertugerne, saasom hun kunde forud see, at Kong Eriks (473) daarlige Regimente vilde ikke vare længe; hvorudover de overlagde med de myrdede Herrers Venner til Upsal om at støde Kongen fra Thronen. Men, paa det at de ikke

Kongens Brødre conspirere imod Regieringen.

ved de Danskes Indfald skulde forstyrres i deres Forehavende, skikkede de Thure Bielke til Dannemark for at handle om et halvt Aars Stillstand, hvilken Kong Friderik bevilgede. Derpaa bragte de 300 af deres egne Tienere paa Beenene, og finge strax alle de Tydske paa deres Side, som Kong Erik havde stødt for Hovedet efter Slaget for Svarteraae. Ja den anseelige Franske Herre Pontus de la Gardie, som havde været fangen udi Sverrig, slog sig og til dem, og særdeles tilskyndede Hertug Johan at vove noget for Rigets Frelse. Kong Erik blev advaret om Hertugernes Forsætt, men agtede det saa lidet, at han paa samme Tid med stor Pragt den 4. Julii holdt Bryllup med Catharina, og lod hende krone til Dronning i Sverrig. 3 af hendes Morbrødre, som vare Bønder, assisterede ved denne solennitet, klædde udi Fløjel, og bleve de samme siden begavede med store Forlehninger.

Men, medens Kong Erik occuperede sig med Bryllups og Kronings Fæster, giortes over alt Anstalt til hans Begravelse. Hertug Johan, saasom han merkede, at hans Broder Carl havde større Kierlighed blant Krigsfolket og Almuen end han selv, sluttede han saadant Fordrag med ham, at han vilde overdrage ham lige Myndighed med sig udi Regieringen, og alleene forbeholde sig Konge-Titul, hvorudover begge Brødres Tilhængere, siden en Tid lang, bare Løv paa deres Hatter til et Kiendetegn af dette Forliig. Men Hertug Johan holdt ikke siden hvad han lovede, hvilket gav Anledning til paafuldte Misforstand imellem Brødrene.

Efter at dette var giort, begyndte man at tage Masken af, og Hertugerne bemægtigede sig Wadstena, Steckeborg og Leckøe. De affærdigede derpaa Skrivelse til Kong Erik, og formanede ham til at føre et bedre Regimente og Levnet. Men Kongen, i Steden for at give behageligt Svar for at stille dem tilfreds, lod forsamle saa mange af Raadet og Adelen, som vare udi Stokholm og der omkring, hvilke han fremviisede de Breve og Forpligtelser, (474) Hertugerne havde givet ham, og derpaa lod fælde Dom over dem, hvorudi de bleve erklærede med deres Tilhængere, Kongens utroe Mænd. Herudover erklærede Hertugerne Kongen aabenbare Krig, og udi deres

Kongen lader fælde Dom over dem.

Manifest gave Aarsag til deres Opstand, nemlig at Kongen havde været hverken Gud eller Mennisken troe, havde uden Aarsag holdet Hertug Johan med Frue og Børn paa 5te Aar udi Fængsel, havde myrdet saa mange fornemme Herrer, og agtet at giøre det samme med Hertugerne, paa den nyeligen holdte Brøllups-Fest. Videre,

Hertugernes Manifest imod Kongen.

at han Riget og det Kongelige Huus til Haanhed havde erklæret en gemeen Qvinde til Dronning af Sverrig, og taget Jøran Peerson, som var Stifter til alle disse Ulykker, til Naade igien, endskiønt samme Jøran Peersen af Retten var dømt til Døde, og andet deslige som var en Konge uanstændigt.

Brøderne begave sig selv til Upsal, hvor de finge Tilløb allevegne, saa vel af Kong Eriks Soldater, som af Bønder. Hertug Magnus af Saxen-Lavenborg, som nyeligen havde holdt Bilager med den Svenske Princesse Sophia, Kong Eriks Halvsøster, item Enke-Dronningen Catharina, Kongens Sted-Moder, flygtede ogsaa hemmeligen af Stokholm, og toge deres Tilflugt til Hertugerne udi Upsal. Og, efter at Hertugerne saaledes vare bestyrkede, rykkede de imod Stokholm. Da lod Kong Erik paa Torvet opslaae de Breve og skriftlige Forsikringer som hans Brødre havde giort ham, lod Stokholms Borgerskab sammenkalde, og besværgede sig for dem over sine Brødres Utroeskab, foregivende, at de længe havde gaaet frugtsommelige med denne Conspiration. Men hans Tale udvirkede kuns lidet, saasom han ved sin haarde og selsomme Regiering havde giort sig forhadt af alle. Medens dette skeede, nærmede Hertugerne sig meer og meer imod Stokholm, af hvilken Stad adskillige deserterede, og løbe

Kongen belejres udi Stokholm.

over til dem, blant hvilke Claus Aagesen, men, som den samme havde været med i at dømme dem Kongens Utroe Mænd, lode de ham arrestere og skikke fangen til Ørebroe. Endeligen komme de til Hovedstaden, og sloge deres Lejer paa Nørre Malmen.

(475) De Kongelige giorde strax adskillige Udfald af Staden, og skermutzerede med Hertugernes Folk. Der bleve ogsaa dagligen vexlede Skiældsord imellem dem, og søgte imidlertid Hertugerne med gode Ord, og Truseler, at bevæge Stokholms Borgere til at overgive Staden. Kong Erik begyndte da at blive bange, han saae det heele Rige i Gevær, og sig selv belejret udi Hovedstaden, hvor endogsaa allting var ham suspect, saasom han havde forskyldt lige saa lidet Got hos Stokholms Borgere, som hos andre. Han fandt derfor raadeligt i Tide at handle om Fred, og bleve til den Ende adskillige Forslag giorte, skiønt forgiæves; efterdi Hertugerne stode haardt derpaa, at Jøran Peerson skulde overleveres til dem, hvilket Kongen ikke vilde tillade, endskiøndt Stokholms Borgere ogsaa paastode det samme, foregivende, at man ingen Fred kunde haabe, saa længe som han betienede sig af samme Ministers Raad. Endeligen lod Besættningen selv sig forlyde, at, hvis Kongen ikke vilde overlevere ham, vilde de selv giøre det. Men Kongen var saa fortrylled udi samme Mand, at intet kunde bevæge ham dertil, tvertimod, han lod strengeligen forbyde at legge Haand paa ham, gik selv ud til Krigsfolket, og plaiderede for ham, sigende, at alt hvad han havde giort var efter hans egen Ordre. Jøran Peerson skiulede sig paa Slottet. Men Krigsfolket støvede ham omsider op, og bragte ham tillige med hans Moder til Hertugernes Lejer.

Da han kom til Lejren, blev han strax dømt af Krigs-Retten fra Ære og Liv,

Jøran Peerson bliver overleveret og rettet.

som en Landsforræder, og efter at han var bleven piinligen forhørt, blev han den 22 Septemb. overgiven udi Skarpretterens Hænder. Først bandt man ham til Galgen, derefter bleve begge hans Øren afskaarne. Siden sloges et Reb om hans Liv under Armene, og blev han ophidset udi Galgen, hvor han en heel Time blev hengende. Derpaa tog man ham ned igien, bandt hans Hænder og Fødder udstrakte til 4re Pæle, og synderslog Been, Laar og Arme. Udi all den Pine hørte man ham ikke eengang drage een Suk. Endeligen slog man ham for Brystet, og da han var slagen to gange, raabte han omsider: nok, nok. Udi det samme kom Hertug Carl forbi ridende, da raabte (476) Misdæderen: Forbarme Eder over mig, naadige Herre, og forkort min Pine, at jeg ikke skal tvivle om min Salighed; Hvorpaa Hertugen befoel, at man skulde hugge hans Hoved af. Hans Moder, som havde seet paa denne Execution, kastede sig selv baglængs ned af en Hæst som hun blev ført paa, og brød sin Hals i tu.

Saadant Endeligt fik den navnkundige Jøran Peerson, som af ringe Herkomst var bleven Kong Eriks Premier Minister. Ingen kand sige andet end han jo havde

Betænkning over denne Execution.

fortient Straffen. Men denne forskrækkelige Execution og Straffens Maade giver kun en slett Idée om disse gode Hertuger, helst, saasom det er uvist, om han forførte Kong Erik, eller at han alleene lod sig bruge som et villigt Instrument til at exequere hans onde Villie; thi man seer, at Kongen var complet ond, førend han betienede sig af denne Mands Ministerio. Jøran Peerson har ellers været et hurtigt Hovet, og en sær forslagen Mand. Hans Courage eller rettere haarde Gemytt viises alleene tilstrækkeligen af den Kiækhed, som han lod see ved Executionen, da saa mange Pinseler ikke kunde bevæge ham til at sukke. Der siges ellers, at han paa Torturen skal have bekiendt mange Misgierninger, som han, Kongen endogsaa uvidende, skal have bedrevet; Item at Kongen skulde have i Sinde at sætte Ild paa Stokholm, og flygte med sin Skatt til Rysland. Men det kand ogsaa være, at Hertugerne, som ingen Helgene vare, have udspredet deslige Ting for at bevæge Staden des snarere til Overgivelse.

Efter Jøran Peersons Død angrebe Hertugerne Stokholm af all Magt, og lode Staden sterkt beskyde af Brunke-Bierget. Kongen derimod forsvarede sig det beste han kunde, og giorde adskillige Udfald. Der siges da, at han søgte Kong Friderik om Hielp under heel fordeelagtige Vilkor; men Budet blev fangen og ihielslagen i Calmar, dog fik man ingen af Brevene, efterdi samme Bud havde kasted dem i Søen. Endeligen begyndte Magistraten i Stokholm ogsaa at trække paa Linie med Hertugerne indlades i Stokholm

Hertugerne, og lod dem viide, at de paa en vis Tid vilde aabne Stads-Porten for dem, hvilket ogsaa (477) skeede, og Krigs-Folket kom ind udi Staden, just paa samme Tid, som Kongen sadd udi Kirken og hørte GUds Tienesten. Da han merkede, at hans Fiender havde bemægtiget sig Staden, forlod han Kirken, og løb ilende til Slottet. Men Steen Eriksen, som var til Hæst, naaede ham paa Vejen, og truede at skyde ham ned, hvis han ikke gav sig. Men, da han rakte Haanden til Steen Eriksen for at give sig, (a) stak en af Kong Eriks Drabantere ham en Hellebart udi Livet, hvoraf han døde, og Kongen derover fik Lejlighed at retirere sig til Slottet, og lukkede Porterne til efter sig. Imidlertid udplyndrede Krigsfolkene Jøran Peersons Huus, item alle andres, som havde været Kongen troe; de anfaldte ogsaa den Russiske Gesantes Palais, som de ogsaa havde plyndret, hvis Hertug Carl ikke havde hindret dem. Man havde derpaa Bud til Slottet, at Kongen strax skulde forføje sig ned og tale med dem. Men, efterdi Porten var lukket, talede de over Muren til hinanden, og raabte da Claus Flemming til Kongen, at, hvis han ikke strax vilde komme ned, skulde han vende sine Canoner mod Slotts-Porten, og tvinge ham dertil. Kong Erik derover, da han merkede, at det kunde ikke andet være, gik han endeligen ned af Slottet, og begav sig udi Kirken, hvor Hertug Carl opbiede ham; Der bleve da vexlede mange

Kong Erik giver sig fangen.

baade venlige og haarde Ord, og gav Kongen sig omsider fangen, betingende sig alleene Livet; Derpaa opsagde Stænderne ham deres Troeskab, og erklærede Hertug Johan til Konge i hans Sted. Saadan Ende fik Kong Eriks Regimente, og kand man ikke sige, at han havde forskyldt andet; thi, endskiønt han er ikke nær saa meget udraabt i Historien, som Kong Christian 2, saa seer man dog, at han langt overgik ham i det Onde, men i ingen Maade lignede ham i det Gode. Han blev tillige med sin Gemahl Catharina satt udi Fængsel sin Livs Tid. I Førstningen havde han nogenledes god Opvartning, men hans Broder Johan skildte ham siden ved hans Folk og Tienere, saa at han beholdt fast intet uden Catharina tilbage. Dette gik denne u-lyksalige Konge saaledes til Hierte, at han med egen Haand skrev sin Broder et ziirligt Latinsk Brev til (478)

(a) Hist. belli Septenn. Manuscr.

(saasom han havde lagt temmelig god Grundvold udi samme Sprog) og derudi gav tilkiende, at hans eeneste Tienner og Kok, desligeste hans Kudsk vare ham

Slutningen paa hans Historie.

fratagne, begiærende derhos ydmygeligen, at han i sin store Sorg maatte have nogen hos sig, som kunde gaae ham til Haande, og at der maatte nogen beskikkes, som kunde kaage hans Mad, at han med Frue og Børn ikke skulde døe af Hunger. Derom fik han vel Fortrøstning af den da regierende Konge, men der blev kun lidet efterlevet, dog blev ham tilladt Bøger, Blek og Papir efter Begiering. Udi saadan Tilstand døde han omsider 1577. den 25 Febr. og blev paa Kongl. Viis begraven. Der siges, at han engang fik Lyst at viide hvad Folk talede om ham, og hvad Aarsag man gav til hans Fald og Fængsel. Han spurdte da Taarngiemmeren ad en Dag: Hvad siger Almuen, og hvad Aarsag giver man til at Kong Erik er skildt ved sine Riger og kasted i Fængsel? Taarngiemmeren svarede da: Ordet gaaer, at Eders Naade var falden i Svaghed og Afsindighed. Hvortil Kongen svarede: Ja jeg bekiender, at jeg var ikke rett ved Forstanden, da jeg lod min Broder komme af sit Fængsel, og tog Grimen af den Hæst, som nu har slaget mig ned paa Jorden.

Medens denne forunderlige Cathastrophe skeede udi Sverrig, sadd Dannemark stille, saasom der var giort et halvt Aars Stilstand mellem Rigerne. Det er ingenlunde at tvivle om, at hvis samme Rige da havde villet betiene sig af Lejligheden, det jo kunde have bemægtiget sig en temmelig Deel af Sverrig. Men det er troeligt, at man indgik denne Stilstand eendeel for at give den indbyrdes Krig meere Tøjlen, eendeel ogsaa for at obligere sig den Herre, som fik Overhaand, og derved at bringe ham til des billigere Freds-Conditioner. Men man byggede paa en falsk Grundvold, og begge Ting sloge fejl, thi Krigen fik snarere Ende end man havde indbildet sig, og den nye Konge var ikke billig til at accordere meere end hans Formand. Kong Johannes skikkede (479) strax efter sin Ankomst til Regieringen tvende Gesantere Thure

Handel om Fred med den nye Konge.

Bielke, og Jøran Gyldenstierna til Dannemark, for at handle om Fred. De samme traadde udi en Conference sammen til Roskild med de Danske Fuldmægtige Peder Oxe, Rigets Hoffmester, Johan Friis, Canceler, Holger Rosenkrands, Peder Bilde og Niels Kaas. Paa de Lybskes Vegne mødte Christopher Rohde, Borgemester, Friderik Knebel, Raadmand, og Doct: Calixtus Schein. Da bleve adskillige Ting proponerede af de Danske Fuldmægtige, hvilke de Svenske sagde at de ingen Instrux havde at handle om, og derfor begiærede saa lang Tid, indtil de kunde faae hentet nærmere Fuldmagt fra deres Konge; hvilket ogsaa blev bevilget, og, eftersom Regieringen udi Sverrig saae, at de Danske Krigs-Folk laae udi fuld Rustning ved Grændserne, komme Gesanterne tilbage med Fuldmagt at handle om en bestandig Fred. Efter adskillige Disputer, blev der endeligen paa begge Sider besluttet, at der skulde være en ævig Fred mellem Rigerne.

Denne Fred, som blev sluttet til Roskild den 18 November. 1568 bestod af 30 (a)

Roskildske Fordrags Artikle.Artikle.

1. Skal der være ævig Fred mellem Rigerne.

2. Den Rett, som Kongen af Sverrig havde tiltaget sig at føre Dansk og Norsk Vaaben, skal renonceres paa.

3. De 3 Kroner maa herefter bruges af Kongerne paa begge Sider; Dog skal ingen af Parterne dermed tilegne sig Rett til den anden Parts Riger eller Lande.

4. Sverrige skal afstaae alle de Prætensioner det hidindtil har ført paa Norge, Halland, Skaane, Blegind, og Gulland.

5. Iligemaade skal Kongen af Dannemark afstaae sine Prætensioner paa Sverrig.

6. Jemteland og Herdalen skal igien komme til Norges Krone.

8. Warbierg Slott skal igien leveres til Dannemark, og Elsborgs Slott til Sverrig.

9. Hertug Magnus skal nyde og beholde Sonneborg og Oesel. (480)

(a) Pacificatio Roschild. die 18. Novemb. 1568. apud Resen.Hist. Frid. 2. pag. 212. seq.

De andre Artikle handle om at restituere Skibe, Gods og andre i Krigen borttagne Sager; Iligemaade, at Sverrig skulde erstatte Krigens Omkostning til Dannemark.

Dette Fordrag blev strax confirmeret og besejled af Kong Friderik for at blive overleveret de Svenske til rette Tid og Sted. All Ting syntes da at være jævnet; De Svenske Gesantere forlangede en Beregning paa den Penge-Sum, som skulde betales til Dannemark efter Fordraget, og Kongen lod dem herligen tractere, og

Kong Johan vil ikke ratificere dette Fordrag.

beordrede Erik Munk at gelejde dem til Sverrig. Men Kong Johannes, saasom han saae sig fast i Sadelen, og Sverrig bragt udi fuldkommen Roelighed igien, vejgrede han sig for at ratificere det Roskildske Fordrag. Den Svenske Historie siger, (a) at Kong Johannes fandt sig ikke forbunden til at holde Fordraget, efterdi det var giort imod hans Villie. Men først er det ikke troeligt, at de Svenske Fuldmægtige uden Kongens Villie skulde slutte og indgaae saadane vigtige Ting. Dernæst viiser Historien, at de vare temmeligen caute og agtsomme ved denne Freds-Slutning, og at de giorde en Rejse fra Roskild til Sverrig alleene for at erkyndige sig om Hoffets Villie. Saa det derfore er langt naturligere at troe hvad som jeg derom har anført, sær, saasom fremmede Skribentere vidne det samme. Chytræus, (b) en af de Tiders oprigtigste Historieskrivere, taler derom saaledes: Da Johannes, hastigere end han ventede, havde giort Ende paa de Borgerlige Krige, forkastede han nogle af de sluttede Freds-Artikle, hvorudover Krigen gik for sig paa nye igien. Med Krigen fornyes.

ham stæmmer ogsaa overeens den særdeeles u-partiske Skribent Thuanus. (c) Saaledes blev denne Fred til intet igien, og man rustede sig til Krig igien paa begge Sider til paafølgende Aar. (481)

(a) Puf. Hist. Svec. pag. 443.

(b) Chytr. Saxon, Lib. 22. Cum autem citius ac felicius expectatione Johannes, bello adversus fratrem confecto, Urbe Holmia & Regno potitus esset, displicere sibi quædam pacis illius capita ostendit; itaque sequenti anno bellum Danicum renovatum est.

Amiral Peder Munk løb med den Danske og Lybske Flode udi Øster-Søen, for at hindre Tilførsel at komme ind udi Sverrig. Efter at Floden havde krydset en Tid lang udi Søen, og man fornam ingen Krigs-Skibe fra Sverrig, løb den ind udi Revals Havn, og der bemægtigede sig 30 Kiøbmands Skibe af skiøn og riig Ladning. Til Lands belejrede Kong Friderik dette Aar Warbierg, og, da han fornam, at Kong Johan var kommen ned over Hullvejen med et stort Antall Folk, lod han ham efter gammel Skik tilbyde enten at undsætte Fæstningen, eller at møde ham med sin Krigshær for at holde et Feltslag. Men, som Kong Johan ingen Lyst havde dertil, søgte han at giøre all muelig Anstalt for at beskytte Skaane og Blegind; Men det kunde ikke hindre, at jo Hertug Carl tillige med Pontus de la Gardie giorde Indfald udi de Danske Provincier, hvor de giorde stor Skade med Røven og Plynderen; Da blev Ysted afbrændt tillige med Aahuus, og mange Landsbyer. Og er det merkeligt, at hvor Hertug Carl foer frem, lod han allevegne skrive paa Kirke-Dørrene disse Ord: Carolus Dux, Gustavi Regis Filius, Vindice fato: ligesom han var bange, at Indbyggerne skulde for hastig glemme at bande ham formedelst det Rov og Brand, som han da øvede. Medens de Svenske saaledes huserede udi Skaane og Blegind, holdt Kong Friderik Warbierg sterkt belejret: Men udi denne Belejring havde de Danske den U-lykke, at de mistede tvende anseelige Mænd, nemlig Frands Brokkenhuus og Felt-Herren Daniel Rantzov. Den første, da han nærmede sig til Slottet, blev han skudt udi sit eene Been, hvortil sloges Koldfyr, saa at han døde af samme Skade.

Daniel Rantzov omkommes for Warbierg.

Den sidste da han laae bag en Klippe og vilde viise Musqvetererne hvorledes de skulde stille sig ind paa Slottet, kom der en Canon-Kugle, som skiød hans Haand af. Han kand holdes for en af de store Generaler paa de Tider, hvorfore hans Død blev højligen begrædet af alle Danske. Endeligen maatte Warbierg give sig paa Accord,

Warbierg erobres.

og Kongen lod derpaa Slottet sterkt befæste og forsyne med alle fornødne Ting.

Efter den tappere Daniel Rantzovs Død blev Christopher von Dohna beskikket til Felt-Herre igien, hvilken giorde et Indfald (482) udi Sverrig, og der havde den Lykke paa et Parti at fange den Svenske Felt-Marskall Pontus de la Gardie, og huserede de Danske da ligeledes udi Smaalandene, som de Svenske tilforn havde giort udi Skaane og Blegind. Pontus de la Gardie blev satt udi Forvaring paa Kiøbenhavns Slott, og der tracteret som en fornemme og anseelig Fange, og lod Kong Friderik derved see ikke liden Generositet, helst efterdi han i visse Maader kunde ansees som en Deserteur, efterdi han tilforn havde været udi Dansk Tieneste. Han kom

Pontus de la Gardie fanges.

ved Freden løs igien, og er bleven Stam-Fader af de mange store Mænd af samme Familie, som endnu florere i Sverrig. Og tiener denne Løsgivelse til et Beviis paa, at han ikke maa have begaaet det Forræderie udi forrige Danske Tieneste, som ham tillegges af Jacobo Typotio: thi han kom ikke alleene paa fri Fod igien, men endogsaa af Kong Friderik fik et honorabelt Paß. (a) Udi dette Aar stiftede ellers Kong Friderik Communitetet udi Kiøbenhavn. Derom, saavelsom om andre Stiftelser, skal tales paa et andet Sted. I det øvrige er samme Aar merkeligt formedelst adskillige Store Døds-Fald; thi, foruden den anseelige Felt-Herre Daniel Rantzov, som blev ihielskudt for Warbierg, henkaldede GUd til sig den gamle Enke-Dronning Sophia, Friderici 1. efterlatte Gemahl, efter at hun havde siddet 35 Aar Enke. Hun døde i sit 70de Aar til Kiel, og blev begraven hos hendes Salige Herre til Slesvig. (b) Dernæst Otto Krumpen, Dannemarks Riges Marsk, som døde i sit 96 Aar, og blev begraven i Mariager Kirke; Magnus Gyldenstierne, som var 84 Aar gammel, og endelig Doct: Hans Albertsen Biskop udi Siælland.

Nu træder jeg til det lyksalige Aar 1570, hvorudi den blodige 7 Aars Feide blev 1570. bilagt ved den for Riget glorieuse og fordeelagtige Stetinske Fred; Thi Kong Johannes, saasom han forud (483)

(a) Claud. Arrhen. Ørnhielm vita Ponti de la Gardie pag. 19.

(b) Resen. hist. Frid. 2. pag. 231. hvorvel man kan have Aarsag at tvivle om Aars-Tallet, efterdi andre Skribentere, som Hammelman, Chytræus og andre, henføre hendes Død til 1568, og Resenius siger selv, at hun havde siddet 35 Aar Enke; nemlig fra 1533.

kunde see sig ingen Fordeel at kunde have ved denne Krigs Continuation; thi Warbierg var forrige Aar forloren, og Elsborg, som var Nøglen til Sverrig, var udi de Danskes Hænder; Den Danske Flode spillede Mester i Søen, og saaledes afskar Sverrig all Tilførsel, at man for Mangel paa Viin maatte bruge anden sterk Drik i den hellige Navere. Derforuden var Sverrig ogsaa geraadet i Krig med Rysland, hvorudover han alvorligen begyndte at tænke paa Fred, og til den Ende

Mode til Stetin om Fred.

betienede sig af den Franske Gesant Dancey for at negotiere et Forliig. Efter adskillig Forhandling, blev endeligen efter Kejser Maximiliani, Kongens af Frankrig og andre Potentaters Forslag berammet en Samling til Stetin den 1 Julii 1570, hvor der mødte paa Dannemarks Vegne Peder Bilde, Henrik Rantzov, Stadtholder i Holsten, Jørgen Rosenkrantz, Niels Kaas, og Doct: Joachim Hink; Paa Sverrigs Side Niels Gyldenstierne, Canceler, Jøran Gierra, Bengt Gylte, Erik Gyldenstierne og andre. De Danske stode fast paa det Roskildske Fordrag, men de fremmede Gesantere holdte for, at man burde sætte samme Fordrag tilside, og rette sig efter denne nærværende Tid. Ingen søgte meer at hindre Freden end de Polske Fuldmægtige; De samme paastode, at, saasom Dannemark stod i Forbund med Polen og Rysland imod Sverrig, saa burte man bie til en allmindelig Fred blev sluttet. Men de Danske svarede dertil, at Kongen af Dannemark stod i Forbund med Kongen af Polen, i Henseende til Lifland, ikke mod Kong Johan, men imod Kong Erik, som da sad fangen. Men hvor vit samme Argument kunde holde Stik, vill jeg overlade andres Domme; Hvad det Ryssiske Forbund angik, da sagde de, at saadan Alliance var af samme Natur, som de Forbund Polen slutter med Tyrker og Tatere, Christendommens Fiender, og derfor ikke burde holdes. Dette vil jeg ej heller raisonnere over, saasom jeg ikke veed hvor vit Dannemark havde engageret sig i Forbund med Rysland. Kejseren lod da ved samme Lejlighed anføre Prætensioner, angaaende Lifland, besværgende sig over, at samme Province var fravendt det Romerske Rige; item at den Danske Prinds Magnus havde sluttet Forbund med Rysserne, og ladet sig give Titul af Konge (484) over heele Lifland. Dertil svarede de Danske Commissarier, at saadant var imod Kong Frideriks Villie og Videnskab, og derfor, hvis Hertug Magnus giorde noget u-forsvarligt, var det paa hans eget Ansvar og Regning. Men, saasom alle vare inclinerede til Fred, fandt man Middel til at hæve disse og andre Tvistigheder, og blev da endeligen den 13 Decembr. sluttet den bekiendte Stetinske Fred, hvis Originaler bleve forfattede paa Tydsk udi 22 Artikle, hvoraf de fornemmeste ere efterfølgende.

Art. 1, 2, 3. Der skal være mellem Rigerne en ævig Fred, og den eene af

Stetinske Freds Artikle.

Parterne skal hielpe og beskierme den andens Undersaatter mod Vold og U-rett.

4. Begge Konger skulle have Rett til at føre de 3 Kroner i deres Vaaben, dog saaledes, at ingen derved skal tilegne sig Rett til den andens Riger; Og, paa det at denne Sag ikke skal geraade i Urigtighed, saa henstilles den til Kejserens, Churførstens af Saxen, Brandenborg, Pfaltz, og Hertugens af Brunsvig endelige Dom og Kiendelse.

5. Kongen af Dannemark afstaar sine Pretensioner paa Sverrig, og Kongen af Sverrig sin Tiltale paa Norge, Skaane, Halland, Blegind og Gulland.

6. Grændser mellem Skaane, Halland, Blegind og Sverrig, skulle være de samme, som de vare udi Christiani 3. og Gustavi 1. Tider, og, dersom nogen udi Krigen haver givet sig og sit Gods under andres Herskab, skal de for saadan Forpligtelse igien løslades.

7. Det Arve-Gods, som Danske Undersaatter have i Sverrig, og Svenske udi Dannemark, skulle de fremdeeles beholde, og hvad som dem i Krigen er frataget, det skulle de igien bekomme.

8. Fangerne skulle paa begge Sider løsgives.

9. Dersom nogen Undersaatt har haft Jurisdiction, Fiskerie, Jagt eller anden Rettighed udi den andens Rige, skulle de det fremdeeles beholde.

10. Sverrig skal restituere til Dannemark, Jemteland, Herdalen, samt alle borttagne Skibe med Canoner, og derforuden betale til Krigens Omkostning 150000 Rigsdaler, og det udi 2 Ter|485miner; (485) Og skulle de Danske beholde Elsborgs Slott indtil den halve Deel af Summen, nemlig 75000 Rigsdl. blive betalte, som skal skee næstkommende 7 Junii, og, naar samme første Termin er bleven betalt, skal Slottet igien overleveres til Sverrig.

11. Den Liflandske Handel, og de Tvistigheder som ere angaaende samme Land mellem Sverrig og Prinds Magnum, skal overlades til Kejserens Kiendelse. De andre Artikle, som ikke ere af synderlig Vigtighed, kand læses i Tractaten selv.

Saaledes endtes denne besværlige Krig, som havde varet paa 8tende Aar, 1571. Dannemark til stor Fordeel og Ære, efterdi samme Rige derved erholdt alt hvad det havde forlanget. Freden blev efterfølgende Aar af begge Konger ratificered, og var Kong Friderik siden den Tid saa omhyggelig for at leve i Roelighed, at endskiøndt de Svenske udi 7 Aar giorde Difficulteter med de accorderede Penge, og endeligen gave Kobber derfor, hvoraf man her lod støbe Canoner, (a) saa kunde han dog ikke bringes til at indvikle sig udi nye Uroeligheder. Men hans Majestet satt sig for at anvende sin øvrige Regierings Tid paa at forbedre sine Lande ved adskillige nyttige Anstalter og Forordninger, og, som det var fornødent at bestyrke det Kongelige Huus ved Livs-Arvinger, henvendte han sine Tanker til at begive sig udi Ægtestand, og lod anholde hos Hertug Ulrik af Meklenborg om den Meklenborgske Princesse Sophia, som paa samme Tid var ikkun 16. Aar gammel. Samme Princesse blev ham strax accorderet, og giorde hun sit Indtog i Kiøbenhavn den 4. Julii 1572. Kongen tog 1572.selv imod hende uden for Staden, og førte hende ind med et prægtigt Følge, og blev

Kongens Bilager med den Meklenborgske Princesse Sophie.

Bilageret celebreret den 20. Julii paa Slottets store (486)

(a) Disse Canoner, som Kongen lod støbe 1578 af det Svenske Kobber, have de Svenske besværget sig over, formedelst Inscriptionen derpaa, som lyder saaledes:

Als dem Andern König Friderich,

König Johan aus Schweden Reich,

An statt des Rest der Friden-Gelt

Für Silber Kupfer zugestelt,

Da ward daraus dieses gemacht

In weniger Zahl Siebendzig Acht.

(486) Sall, udi de Holstenske Hertugers og adskillige fremmede Herrers Nærværelse: Brudevielsen blev giort af den Kongelige Hoff-Prædikant Mag. Christopher Knopf, Kroningen blev forrettet Dagen derefter, og blev den nye Dronning salvet i vor Frue Kirke af den Siællandske Superintendent Doct. Poul Madsøn. Og saaledes fuldte Glæde paa Sorg, thi foregaaende Aar 1571 kaldede Gud den dydige Enke-Dronning Dorothea til sig. Hun

Enke-Dronningens Dorotheæ død.

døde til Synderborg, og siges at have stiftet den Skole og Hospital til Kolding, hvor hun bestandig holdt sit Hoff. (a) Det er ellers merkeligt om hende, at hun Aar 1557 forærede til Kiøbenhavns Raadhuus den prægtige Spænde som Kiøbenhavns Jomfruer brugte siden til Brøllups Zirat. (b) Paa samme Tid lod sig see en nye Stierne in signo Cassiopeæ, hvilken satt alle Astronomos i Arbeide. Derover forfærdigede siden den Danske Astronomus Tycho Brahe et Skrift, hvorudi han viisede, at det var en virkelig Stierne, imod andres Meeninger som have regnet saadant blant meteora udi Luften. (c) Den voxede længe, men tog omsider af, og endeligen forsvantes 1574.

Saasom forrige Aar Kongens Fru Moder Dronning Dorothea ved Døden var afgangen, og samme Dronning paa sin Livs Tid havde været forlehnet med Synderborg, Norborg og Pløen, da, saasom samme Provincer havde været destinerede til Kongens Broder, Hertug Hans, kaldet den Yngre, som hans Fædrene Arv, kom han

Nogle Anmærkninger over de Slesvigske Sager.

i dette Aar i fuldkommen Possession deraf. Thi det var en vedtagen Skik paa de Tider udi Førstendommerne, at de bleve deelte imellem de Kongelige og Førstelige Børn, ligesom privat Arvegods, skiønt jeg seer ikke paa hvad Fundament, allerhelst det Slesvigske, som var en Province af Riget, og derfor under samme Vilkor som Dannemark, hvilket paa de Tider skulde heede et Vall-Rige, og derfor ingen Deeling kunde lide. Men jeg har ofte tilforn antegnet, at man ingen Reede kand finde udi de Tiders Jure Publico, hverken Rigerne eller Førstendommerne (487)

(a) Hammelm. Chron. Old. pag. 350.

(b) Resen. in descript. insulæ Samsöe, Fol. 60.

angaaende. Stænderne udi Slesvig Holsten prætenderede udi Christiani I. Tid, at samme Førstendommer ikke skulde være Arve-Lande, men at de skulde have Frihed at udvælge een udaf den sidste Hertugs Arvinger, hvem de vilde, og dog lode de uden Modsigelse stedse fra højstbemeldte Konges Død det deeles ligesom privat Arvegods mellem de Kongelige Børn. Man raaber stedse paa, at Slesvig er en Part af Jylland, og dog stedse tracterer det paa samme Fod som Holsten. Vor Historie-Skriver Hvitfeld siger ideligen, at Dannemark er et Vall-Rige, og dog ligesaa tit taler om de Kongelige Børns Arverett. Norge erklæres for et Vall-Rige ligesom Dannemark, og dog paa samme Tid skriver Hertugerne af Slesvig Holsten sig Arvinger til samme Rige. Om saadant reiser sig af de Tiders Juristers Uvidenhed, eller af vore Historie-Skriveres Efterladenhed, som have glemt at anføre Aarsagerne til saadan Ustadighed og apparente Contradictioner, skal jeg ikke kunde sige. Vist nok er det, at deslige Forvirrelser in Jure Publico findes neppe udi noget andet Rige. Og varede denne Confusion udi Førstendommerne indtil Christiani 4. Tid, da Jus Primogenituræ eller første Fødsels Rett blev indført, hvorom videre skal tales i høistbemeldte Konges Historie.

Hertug Magnus af Saxen Lavenborg, som havde til ægte den Svenske Princesse

Hertug Magnus af Saxen Lavenborg arresteres i Dannemark.

Kong Johannis Søster, reisede dette Aar hemmeligen af Sverrig ind udi Dannemark, og agtede uden Kongens Videnskab at fare igiennem Riget til Tydskland; Men, saasom Kong Friderik fik Kundskab der om, lod han ham anholde til vidre Efterrettning; thi, som samme Herre havde udi Krigen ladet sig see en bitter Fiende af Dannemark, saa giorde han sig ikke lidet mistænkelig ved saadant Opførsel, nemlig at holde sig forklædt udi en Tieners Dragt udi Riget. Hans Svoger Kong Johan, samt andre Tydske Førster, arbeidede strax af all Magt paa hans Befrielse, hvorudover Kong Friderik, saasom hans bestandige Forsætt var ikke at indvikle sig i nogen Uroelighed meer, lod ham komme løs, men dog saaledes, at han maatte reversere sig aldrig hverken hemmeligen eller aabenbare at foretage noget imod disse Rigers Interesse, og derforuden at indstille sig i sin Arrest igien, (488) naar Kongen det forlangede. Udi samme fredelige Henseende vilde Kongen ej heller meget bemænge sig udi de Liflandske Sager, hvorudover oft bemeldte Prinds Magnus efter adskillige udstandne Avantures maatte omsider see Landet an med Ryggen.

Jeg har tilforn viiset, at samme Prinds Magnus for sin Arve-Parts Afstaaelse

Hertug Magni Skiæbne i Lifland.

udi Førstendommene bekom Oesel, Vig og Churland til et Arve-Lehn af sin Broder Kong Friderik; item hvorledes han sammesteds maatte tumle sig om med Svenske, Polaker og Rysser, som tillige med ham alle vare Beilere til Lifland. Af alle disse Beilere huserede Rysserne allersterkest i Landet, søgende ved Mord og Brand, og Stæders Ødeleggelse at bringe Lifland under sig. Men just den haarde Medfart foraarsagede, at de ikke kunde naae deres Maal, og at Liflænderne heller vilde styrte sig i yderste Ulykke, end give sig under Moscovitisk Herredom, hvilket, da Grosførsten Ivan Basilovitz merkede, hittede han paa en anden Invention, foregivende, at han forlangede ikke at blive andet end Skyds-Herre over Lifland, men at han vilde overdrage Landet til Hertug Magnum, og erklære ham til Konge derover. Dermed tænkte han at dysse Indbyggerne i Søvn, og siden rødde Hertug Magnum af Vejen for at bemægtige sig Landet igien. Hertugen bifaldt dette Forslag, og Liflænderne selv funde

Prinds Magnus erklæres Konge af Lifland.

Behag udi at regieres af en Dansk Prinds. Hertug Magnus begav sig derpaa til Moscow, hvor Grosførsten beviisede ham stor Ære, og erklærede ham Konge over Lifland, saaledes at Grosførsten skulde alleene have Titul af Skyds-Herre, og lade sig nøje med en liden Aarlig Recognition, forpligtende sig derhos at assistere den nye Konge af yderste Kræfter, indtil han fik fulkommen Possession af Landet. De andre Vilkor vare, at Magnus skulde have Lifland for sig og sine mandlige Arvinger, og, om han døde uden Arvinger, skulde en Dansk eller Holstensk Herre succedere ham paa samme Conditioner. Grosførsten bragte derpaa en stor Armée paa Beenene for at soutenere den nye Konge. Dette skeede nyeligen for det Stetinske Fordrag, og Sverrig blev derover indviklet udi en farlig Krig med Moscovien, hvilken continuerede i lang Tid, uden at Magnus kunde komme i Possession af sit nye Rige. Han (489) belejrede med Moscovitisk Magt strax Revall, og lod Indbyggerne viide hvad som var forhandled mellem ham og Grosførsten, viisende dem, hvor fordeelagtigt og reputerligt det var for Landet at regieres af en egen Konge af Dansk Blod. Men den Belejrer Reval forgiæves.

Svenske Gouverneur tillige med Indbyggerne forsvarede Staden med saadan Bestandighed, at Kong Magnus Aar 1571 den 16 Martii maatte ophæve Belejringen igien. Krigen blev siden fortsatt nogle Aar med foranderlig Lykke, indtil Grosførsten begyndte ogsaa omsider at tractere Magnum med Haardhed, og lade nogle af hans

Hans videre Skiæbne.

Ministrer henrette, da forlod denne ulyksalige Herre Ryssisk Parti, og retirerede sig til Churland, hvor han omsider efter saa mange udstandne Avantures Døde 1579. (a) og hans Enke Maria, som var en Moscovitisk Princesse, begav sig efter hans Død til Moscovien igien. At hans Tilstand haver været slet, sees blant andet af en egenhændig Obligation, som jeg haver, hvorudi han for 1500 Mark, som han laaner af en ved Navn Friderik Gros, sætter ham baade Pant, og derforuden stiller ham Forlovere. Hans Titul udi samme Obligation (b) er denne: Wir Magnus von GOttes Gnaden der Stiffte Oesel und Wiek Herr, Bischoff zu Churland, Administrator des Stiffts Reval, Erbe zu Norwegen, Hertzog zu Sleswig Holstein, Stormarn und Ditmarschen, Graff zu Oldenburg und Delmenhorst. Men man seer, at alle disse Titler kunde ikke skaffe ham Credit paa nogle 100 Mark, med mindre der fuldte Pant med.

For at komme til Dannemark igien, da havde Kong Friderik udi det Aar 1573. adskillige Tvistigheder med Hamborgerne om det saa kaldt Jure Restringendi, hvilket vidtløftigen skal forklares udi Christiani 4. Historie, og, som de i samme Aar holdte et Tvistighed med Hamborg om jure Restringendi.Orlog-Skib paa Elven, for med Magt at beskytte samme Rett, lod hans Majestet anholde alle Hamborgske Skibe, og forbød Hamborgerne all Handel paa Rigerne, hvilket jog saadan Skræk udi dem, (490)

(a) Resen. hist. Frid. 2. hvorvel andre sige 1580.

(b) Obligat. autogr. dat. Arnsburg den 7 May 1567.

at de optingede med en Tønde Guld, og derforuden maatte forbinde sig at lade Kongelige Undersaatteres Skibe losse deres Vahre, hvor dem lystede. Med samme Iver stod Kongen kort derefter paa sin Højhed imod nogle Franske Gesantere, som komme til Søes fra Polen. De samme vilde med Magt løbe igiennem Sundet uden at stryge deres Seil for Kronens Fæstning, hvorudover man hilsede dem saaledes med Canoner, at de ikke alleene maatte stryge Seil, men endogsaa give sig fangne. Men, som paa samme Tid var Venskab mellem Dannemark og Frankrig, lod hans Majestet dem efter giordte Deprecation løbe igien. Det Ægteskab, som Kongen havde indladet sig foregaaende Aar udi med den Meklenborgske Princesse, velsignede Gud dette Aar med en Dotter, som kom til Verden paa Koldinghuus den 25. Augusti, og blev kalden Elizabeth. Aaret derefter faldt 1574. Dronningen igien i Barselseng, og fødde en anden Princesse kaldet Anna, som kom til Verden paa Skanderborg den 12. Decembr. og er den samme den udi Historien bekiendte Princesse, som siden fik Kong Jacob af Skottland, og hvorom videre skal tales i Christiani 4. Historie.

Hans Majestet lod ellers samme Aar see stor Omhyggelighed for boglige Konsters Forfremmelse ved adskillige nyttige Anstalter. Blant andet forordnede han for Skolernes Vedligeholdelse, at alle Degnekald og Landsbyer to Miile Vejes omkring Kiøbstæderne skulde legges til Skolerne. Og, som den store Astronomus Tycho

Uraniborg oprettet for Tycho Brahe.

Brahe var nyeligen kommen hiem fra sine udenlands Reiser, beordrede han ham offentligen at holde Prælectioner paa Universitetet i Kiøbenhavn, indrummede ham den lille Insul Hveen, og med stor Bekostning lod for ham oprette det Navnkundige Observatorium Uraniborg, hvilket han lod forsyne med mange kostelige og usædvanlige Mathematiske Instrumenter. Og, som hans Majestet havde merket udi sidste Krig, at de Svenske nogle gange havde lagt sig udi Sundet, og fodret Tolden af fremmede Skibe, da, paa det at saadant ikke oftere skulde skee, lod han udi Foraaret af samme Aar anlægge det sterke og prægtige Slott Kronborg, hvor tilforn var en Skandse kalded Krogen, som han først (491) lod i Grund nedrive. Fra den Tid denne

Kronborg anlægges og Øresunds Told regleres.

sterke Fæstning blev anlagt, er bleven i agt tagen meere Regularitet ved Farten og Tolden i Øre Sundet. Ja, om man skal troe Hollandske Relationer, da er Øresunds Told udi denne Konges Tid satt paa den Fod, som den siden stedse haver været, saa at, da man tilforn betalede ikkun en vis Penge for hvert Skib, som passerede, er Priisen siden bleven regnet efter hvert Skibs Ladning. Denne Forandring regne de fra det Aar 1566, hvorvel man kand see af de Spanske Gesanteres Klagemaal 1562, at Tolden da allereede ikke var paa den Fod som tilforn. (a) Han lod derforuden ogsaa dette Aar af Antvortskov Kloster indrette et Kongeligt Slott. Derom, saavel som hans andre Bygninger, skal tales paa et andet Sted.

All Ting var da i ønskelig Fred og Roelighed, og Velstand regierede over alt. Det eeneste, som foruroeligede Kongen, vare de Liflandske Sager, og Hertug Magnus; dog, saasom hans Majestet saae, at det var et Desperat Arbeide, at maintenere samme Hertug, fandt han ikke for gott, at indvikle Riget i nogen virkelig Feide derfor, og at tentere Lykken paa nye, efter at han havde ført to saa lykkelige Krige, og med Fordeel og Ære giort Ende paa alle de Tvistigheder, som Riget tilforn havde været udi, og derfore gik han ogsaa meget lempeligen til Verks med Kong Johan af Sverrig, endskiønt samme Konge gav ham adskillige Aarsager til Fortrydelse, eendeel, efterdi de Penge, som af Sverrig vare accorderede ved det Stetinske Fordrag, ikke bleve betalte, eendeel og, efterdi højstbemeldte Konge Johan sluttede Forbund med Paven og Catholske Potentater imod Riget, og synes det, at Kong Friderik haver tracteret

Forvirrelse i Sverrig.

dette og andre Kong Johannis chimerique Desseins med Foragt. Thi, naar man undtager Regimentets Haardhed, saa var denne Kong Johannis Opførsel i Sverrig lidt klogere end hans Broders, som han havde stødt fra Thronen; thi han begyndte udi det Aar 1573 at arbeide paa en nye Religion i Sverrig, og at indføre en Liturgie, som nærmede sig til den Catholske Religion, hvoraf han var indtagen. Derom vil jeg intet videre her tale, men vende mig til Dannemark igien, hvor Allting (492)

(a) Resen. Frid. 2. pag. 73.

florerede, saavel udi Staten som Religionen, thi den Religions Tvistighed, som reisede sig efterfølgende Aar 1575, var kun et Vejr-Lys, som lod sig see, og forsvantes paa een gang. Dog, saasom den Mand, som gav Anledning der til, nemlig Doct. Niels Hemming, var en af de største Theologis, som have været siden

Religions Tvistighed.

Reformationen, og den Process, som ham formedelst Religionen blev formeret, er saa meget bekiendt udi Historien, kand jeg ikke forbi gaae at melde noget, saa vel om Personen, som om Sagen i sig selv.

Niels Hemming var en Lollænder (a) af Geburth. Han havde udi sin

Doctor Niels Hemmings Historie og Characteer

Ungdom studeret 5 Aar til Wittenberg, hvorfra han igien begav sig til Fædrenelandet, og bragte Recommendations-Brev med sig fra sin Læremester Philippus Melanchthon. Udi Kiøbenhavn blev han først Professor Linguæ Græcæ, (b) siden Professor i Theologien, og endeligen Doctor. Det store Pund og den Lærdom, han var begaven med, bragte ham udi saadan Anseelse, at han af alle blev holden for den lærdeste og fornuftigste Theologus der havde været i Norden, men, som han havde været Melanchthons Discipel, blev han mistænkt for udi Dannemark, at have samme Meening om Nadveren og Christi Menniskelig Natur. Ja, som han var den største Theologus i Landet, indbildte man sig udenlands, at den heele Danske Kirke inclinerede til Calvini Lærdom.

Hvad som meest bragte ham i Suspicion var eendeel et Skrift, han havde ladet

Hans Skrifter foraarsage Uroelighed

publicere om den hellige Nadvere, eendeel ogsaa de Disputer, han havde haft med de Saxiske Theologis i Kiøbenhavn, da Churførste Augustus sammesteds bivaanede Kongens Bilager. Og, som paa samme Tider blant de Saxiske Theologos selv vare Disputer om samme Materie, beraabte de iblant dem, som favoriserede Melanchthons Lærdom, sig paa Doctor Hemming og den Danske Kirke. Dette foraarsagede, at Churførst Augustus af Saxen formanede Kongen ved Skrivelse at hæmme (493)

(a) Hos nogle siges han, at have været fød i Siælland, hvilket er en Vildfarelse.

(b) Somme siger Professor Linguæ Hebreæ.

saadan Lærdom. Hans Majestet lod derpaa den 5te Junii opkalde paa Slottet, saavel Professorerne som Præsterne, og lod dem ved Rigets Hoffmester Peder Oxe udi Canceler Niels Kaases og Jørgen Rosenkrantzes Nærværelse foreholde, at Hans Herr Fader Højlovlig Ihukommelse Christianus 3. havde ladet reformere Religionen udi disse Riger efter den Augsborgske Bekiendelse, og at den samme hidindtil er bleven uforfalsket lært, men at ham var nyeligen tilskikket af Churførsten af Saxen en Bog publicered af Doctor Niels Hemming de cœna Domini, tvertimod den Augsborgske Confession, hvorudi Hans Majestet har ikke kunnet finde uden stor Mishag, befoel derfor strengeligen, at ingen maatte skrive eller lære noget som var imod samme Bekiendelse, med mindre de vilde underkastes hans Unaade, og straffes paa Liv og Gods. Efter at saadant var tilkiende givet alle udi Almindelighed, vendte Hofmesteren sig i

Han tiltales derfor.

sær til Doct. Hemming sigende: Og Eder Doct. Niels Hemmingsøn, lader Hans Majestæt befale at revocere det, som I har skrevet om den Hellige Nadvere, og er Eders Svar derpaa begiærende. Doctor Hemming svarede der til, at hans Majestet for et Aar siden havde kaldet ham og hans Colleger til Fridrichsborg, og der befalet dem at indeholde med ydermeere Disputer om den Hellige Nadvere, men der hos gav tilkiende, at hvad som af ham, nemlig Doctor Hemming, var skrevet, skulde holdes ham til gode. Paa saadant Kongeligt Løfte forlod han sig nu, og

Hans Svar.

haabede, at han, som en gammel Theologus, ikke skulde tvinges til at revocere sit Skrift. Videre sagde han, at der var en Artikel udi hans Bog, som man stødte sig paa, den vilde han gierne udslette, men bekiendte, at han intet havde at sætte i Steden igien. Han beklagede endeligen de mange Tvistigheder som vare i Tydskland, og de mange stridige Confessioner sammesteds, og takkede Gud, at her udi Riget var Eenighed, og at den eene ikke lærte anderledes end den anden.

Med dette Svar kunde man ikke være fornøjet, thi at ville udslette den omtvistede Artikel og intet at sætte i Steden derfor igien, var ingen Revocation. Men det, som meest mishagede de Konge|494lige (494) Ministres, var de sidste Ord, nemlig at alle her i Riget vare eenige med ham i Lærdomen; thi der til svarede strax Rigets Raad

Hans Samtale med Jørgen Rosenkrantz.

Jørgen Rosenkrantz saaledes: Saa merke vi da, at, efterdi I sige, at her er Eenighed, at disse andre Theologi, som her staae, ere ligesaa gode som I. Jeg taler intet om disse andre, sagde da Doct. Hemming, men siger alleene, at, siden mit Skrift er publiceret, man ikke haver lært anderledes end tilforn. Saa høre vi da, sagde Rosenkrantz, at man lærer anderledes paa Universitetet, end som der prædikes i Kirkerne, hvor til Hemming svarede: Hvad Præsterne prædike, vil nu ikke falde mig ind, men det veed jeg, at jeg har aldrig lært eller disputeret anderledes udi 30. Aar. Med dette Svar bragte han Præsterne i Harnisk imod sig, saasom han derved syntes at ville tilkiende give, at der vare 2 slags Meeninger om den Hellige Nadvere i Riget, een fornemme Lærdom, som de Højlærde havde for sig selv, og en anden trivial Meening, som man havde overladt til Præsterne; Hvorfore ogsaa den Siællandske Superintendent, Povel Madsen, strax paa Clericiets Vegne traadde frem, og sagde, at han meenede, at udi de Kirker, som ham var betroet, intet blev lært uden Guds reene Ord, saasom det havde været antaget og forklaret fra Reformationens Indførsel i Riget. Hofmester Peder Oxe giorde omsider Ende paa denne Tale, og tog sig paa at referere hans Majestet hvad Svar man havde faaet.

Kort derefter nemlig den 15 Junii maatte alle Professorer forpligte sig under Godses og Livs Fortabelse, ikke at skrive eller disputere om det Høyværdige Sacramente anderledes end som der om bliver talet i den Augsborgske Confession. Der med meenede man da, at det skulde forblive, men, som Kongen kom i Erfaring om, at Riget endda hørte ilde formedelst Doct. Hemmings Skrift om Nadveren, fandt han for got Aaret derefter 1576. at befale oftbemeldte Doctor offentligen at revocere samme 1576.Skrift, og tillige med skriftligen at tilkiende give hvad hans Meening var om Doct. Hemming faaer Ordre at revocere.

Altarets (495) Sacramente. Dette søgte Hemming af all Magt at afvende, men Hans Kongl: Majst. kunde ikke bevæges til at staae fra sit Forsæt, hvorudover han omsider maatte beqvemme sig dertil, og giøre den bekiendte revocation som lyder saaledes:

Hans Revocation.

Jeg Niels Hemmingsen, Professor paa det Kongelige Academie udi Kiøbenhavn, begiærer, at denne min Bekiendelse om den Hellige Nadvere, som jeg her efter Kongelig Majestets Befalning, og dette Højlovlige Universitets Forlangende, haver opskrevet, maa blive alle GUds Ords og Evangelii Tienere vitterlig.

Jeg annammer alle vor Christne Troes Artikle om Christi Menneskelige Natur, og dømmer dem faste og uryggelige, som er: at Guds ævige Søn haver for vor Salighed paataget sig den Menneskelige Natur af Jomfrue Mariæ Liv til en Personlig Foreening, det er, at de tvende Naturer den Guddommelige og Menneskelige ere samlede udi en Person. Jeg troer ogsaa Christi Ord og Gierning udi den Hellige Nadveres Indstiftelse, og bekiender Christum Gud og Menneske gandske egentlig og fuldkommelig at være tilstede udi hans Hellige og Højværdige Sacramente, hvor det retteligen uddeeles efter hans hellige Ord og Befalning, og, at der gives og meddeles alle Værdige og Uværdige hans sande Legem og sande Blod, som han har udgivet for os paa Korset til vore Synders Forladelse, og at det selv samme Blod og det selv samme Legeme annammes af dem realiter, som gaae til Guds Bord, saa at det er en sand Mad og Drikke, hvor af et Menneskes Siæl fødes og qvæges til det ævige Liv. Denne min Bekiendelse kommer overeens med den Augsborgske Confession, disligeste med den liden Lutheri Catechismo, og med den (496) Lærdom, som føres i den Saxiske Kirke, og som jeg selv i min Enchiridio haver forklaret, hvilken Bog over 20 Aar har været i alles Hænder.

Men efterdi jeg har anderledes skrevet udi mit Syntagmate efter Calvini Meening om det Hellige og Højværdige Sacramente, hvor med vore Kirker ere ilde tilfreds, hvilket ogsaa er imod denne min Bekiendelse, da med dette mit Skrift haver jeg det altsammen gandske og aldeeles igien kaldet, og bekiender, at hvad jeg anderledes her om har lært eller skrevet, er uden mine Med-Collegers Professorernes Vidskab; Saa er ogsaa mit Syntagma, dem gandske ubevidst, kommen til Trykken; Hvorfore jeg ydmygeligen beder min Naadige Herre og Konge, desligeste alle andre, som samme mit Skrift har forarget, at de vilde naadeligen og gunstigen mig det forlade.

Denne hans Bekiendelse og Revocation har han forfattet paa Latin og ladet den Kongen offerere, hvorpaa Hans Majestet skikkede den strax til det Theologiske Facultets Erklæring, for den enten at cassere eller samtykke og underskrive. Der blev den funden Conform og overeensstemmende udi alle Puncter med den Danske Kirkes Lærdom, og derfore af Facultetet den 16 Aprilis blev samtykked og underskreven. Men Hemmingius blev ved at lære som tilforn, hvorudover der komme nye

Niels Hemming bliver ved sin forrige Lærdom.

Klagemaal fra Saxen over ham, hvilket viiser, udi hvilken Anseelse denne Mand har været, efterdi de udenlandske Theologi ansaae ham som den største og habileste Lærer paa de Tider, og som ved sin Authoritet kunde giøre Skaar i den da herskende Religion udi Saxen. Af disse nye Klagemaal blev Kong Friderik omsider i det Aar 1579 bevæget til at removere ham fra sit Embede, dog, paa det han i Alderdommen ingen Nød skulde lide, forsørgede ham med et Canonicat og andet Gods udi Roskild, vor han forblev indtil det Aar 1601, da han udi sit 89de Aar døde, og blev begraven sammesteds. Udi denne Retraite (497) var han ikke ørkesløs, men giorde herlige Forklaringer over Psalmerne; Han var blind udi de sidste Aar, hvilket hans u-afladelige

Hans videre Skiæbne og Skrifter.

Studeringer foraarsagede. Han har skrevet mange Bøger, og fandt Simon Goulard saadan Behag udi hans smaa Theologiske Skrifter, at han lod dem paa nye igien trykke til Geneve Anno 1586. (a) Udi hans 70de Aar skrev han en Bog kalden Immanuel, hvilken synes i sær at sigte paa den hidsige Theologum Jacobum Andreæ; Men den samme blev ikke publiceret førend efter hans Død Anno 1615 til Frankfort. Der ere ellers adskillige Critiqver giorde over hans Revocation, og have nogle holdet for, at den saaledes var satt paa Skruer, at enhver Calvinist kunde underskrive den. Blant dem, som saaledes dømme, er Samuel Andreæ. (b) Men saadan Critiqve viiser, at man er mægtig til at giøre all Ting eqvivoqve, hvor klart det end er forfattet. (c) Vist nok er det, at det Theologiske Facultet i Kiøbenhavn fandt den at være gandske Orthodox, og synes mig, at ingen, der læser den fra Begyndelsen til Enden, kand med Billighed falde paa andre Tanker.

Kort efter denne Religions Tvistighed var bilagt, og Hemmingius havde giort oven anførte Revocation, giorde Kongen med Dronningen og den heele Hoff-Stat en Rejse til Meklenborg, hvor han i Rostok blev prægtigen imodtagen af Hertug Ulrik, og af ham gelejdet til Gustrau. Der mødte ham Churførst Augustus med mange Tydske Herrer, og blev da talt om Religions-Sager, og maaskee Vejen banet til Hemmingii Remotion, som fuldte nogle Aar derpaa.

Den ønskelige Fred, som Riget var velsignet med, gav Hans Majestæt Lejlighed 1577. til at stifte mange nyttige Ting; item at pynte paa de prægtige Slotte, som han for

Kong Frideriks hærlige Bygninger.

nogle Aar siden havde lagt Grundvold til, og som endnu i vore Tider ere disse Rigers Zirath. De fornemmeste af disse Slotte vare Frideriksborg og Kronborg. Jeg har tilforn antegnet, at Kongen ved Mageskifte af Rigets (498)

(a) Vid. Epist. dedicatoria Simonis Goulard.

(b) Epistol. ad Antonium Horneck. pag. 62.

Amiral Herluf Trolle, i Steden for Skue Kloster Aar 1560 bekom Hillerødsholm, som var et Adeligt Gods. Sammesteds lod han anlegge 1562 det vitberømte Slott Frideriksborg, hvilket han stedse pyntede paa, skiønt denne prægtige Bygning blev ikke bragt til Fuldkommenhed førend under hans Søn og Successor Christiano 4to. Til det andet Slott Kronborg blev lagt Grundvold 1574, som sagt er, paa hvis Perfection ogsaa aarligen blev arbejdet, og saasom der paa Lappen fandtes en u-hørlig stor Steen, satt Hans Kongelig Majestet sig for 1577 at forflytte samme Steen til Kronborg. Mange holdte saadant Verk underligt, hvorfor der ogsaa blev slaget Vedemaal derom. Men Kongen trængede dog igiennem dermed, lod den forflytte under Slottet 1580, og sætte paa det yderste Næs af Søekanten, for at styrke Grunden, hvor Søen plejede mest at bryde ind. Til en Erindring om denne store Entreprise lod han derpaa sætte saadan Inscription: Anno M. D. LXXX. Fridericus 2. Daniæ Rex, curavit hoc saxum à primo suo loco, ubi vicissim alius subrogatus est lapis, ad hunc devolvendum. Hans Majestet lod ogsaa dette Aar 1577 med stor Fliid i Norge søge efter Guld, Sølv, Kobber, Blye og Jern-Miiner, og lod derhen til samme Ende skikke Berg-Folk. Anledning dertil gaves af de Decouverter, som skeede udi Christiani 3. Tid, og hvorom er taled udi Højstbemeldte Konges Historie. Men jeg seer intet i det ringeste af Guld eller Sølv at være fundet under denne Konges Regiering, saadant og meget andet var reserveret hans navnkundige Successor Christiano 4.

Hans Majestet havde ellers dette Aar Tvistighed med Engeland, efterdi

Tvistighed med Engeland angaaende Seilatzen paa Archangel.

Engelænderne uden hans Minde sejlede paa hans Strømme, og øvede Fiskerie ved Island, iligemaade at de continuerede med den Ryssiske Handel paa Archangel, hvorved Riget leed stor Skade paa Øresunds Told. Engelænderne derimod meenede, at det stod dem frit for at sejle i den rumme Søe. For at afgiøre denne Tvistighed blev berammet et Mode til Embden den 25 Julii, som siden blev forflyttet til St. Georgii Kloster ved Hamborg, og opsatt til den 10 Augusti. Did forsamlede sig begge Rigers Fuldmægtige, og da paastode de Danske, at Engelænderne (499) havde ingen Rett til at besejle Moscovien paa den Side, saasom Vejen falder mellem Island og Norge,

de Danskes Paastand.

som ere Kongens Lande. Desligeste beviisede de med Breve, at det var Engelænderne for mange Aar siden forbudet at øve nogen Sejlatz omkring Island, Helgeland eller Findmarken. Videre, sagde de, at saadan Handel var Rigerne til stor Skade, og at Engelænderne ogsaa i den Henseende overtraadde de gamle Forbund mellem Rigerne, hvorudi det eene Rige lover at befodre det andet Riges Fordeel. De Engelske Commissarier besvarede den eene Post saaledes, at der vel var giort Foreening mellem Rigerne, at Engelland ikke skulde handle paa Island, men ingenlunde at de jo maatte sejle omkring Norge og samme Øe til fremmede Steder; Iligemaade at det samme

De Engelskes Svar.

Forbund var kun paa nogle Aar. Videre foregave de, at den viide rumme Søe var aaben for alle, og kand jeg ikke see, at de derudi talede uden Grund, thi, hvis det kunde forbydes udi den rumme Søe at rejse forbi en andens Lande til 3de Sted, kunde Engeland og Frankrig forbyde alle Nordiske Folk at rejse igiennem Canalen til Spanien. Spanien kunde ogsaa paastaae, at ingen uden dets Tilladelse maatte

Autoris upartiske Betænkning derover.

handle paa den Midlandske Søe, Irland uden dets Tilladelse at reise til Indien omkring samme Øe, ja kort at sige, ingen Handel kunde paa noget Sted skee uden special Tilladelse. Hvad det andet Argument angaaer, at det var imod Forbund, efterdi det eene Rige har lovet at forfremme det andet Riges Fordeel, saa kand man sige, at Engelænderne begyndte Sejladsen paa Archangel, ikke for at beskadige og fornærme de Danske, men for at avancere deres egen Handel, hvorudi ingen Nation er at fortænke. Men, som de Danske Fuldmægtige ingen Ordre havde til at vige fra disse prætensioner, blev Tvistigheden opsatt til videre. Saaledes beskriver Resenius dette Mode i Kong Frideriks Historie, hvorudover det er des meere at forundre, at han siden skriver, at de Danske udi det Aar 1583 beraabte sig paa den Tractat, som 1577 blev sluttet til Embden, og derved glemmer, hvad han selv har skrevet, nemlig at Modet løb frugtesløs af, og at Embden var ikke det Sted hvor det blev holdet. (a) (500)

(a) Resen. Frid. 2. pag. 312. conf. pag. 337.

Men hvad, som har giort dette Aar meest mærkværdigt, var, at Dronningen den

Christiani 4. Fødsel.

12 April blev forløst med en Prinds, som blev en af de navnkundigste Konger, Dannemark nogen Tid har haft, nemlig Christianus 4. Og, som ved alle extraordinaire Prindsers Fødsler gierne fingeres Miracler, saa fortælles her, at en Bonde paa Samsøe foregav sig af en Hav-Frue at have hørt en Spaadom om samme Prindses Fødsel. Men derom skal vitløftigen tales udi Christiani 4. Historie.

Efterfølgende Aar 1578 begynder vor Historicus med en Comet, som han siger, 1578. var Forevarsel for den Krig og Blods Udgydelse udi Lifland, da dog samme Land udi mange Aar tilforn havde været en Skue-Plads af alle de Ulykker, som man kand imaginere sig, uden at nogen Comete haver ladet sig til Syne. Ellers huserede Rysserne skrækkeligen dette Aar i Landet, saavel imod Fiender, som imod sine egne Allierede, hvilket foraarsagede, at Prinds Magnus med sin Gemahl retirerede sig til Churland. Og foraarsagede dette, at Kongen affærdigede en Legation til Moscovien, for hvilken Legation Jacob Uhlefeld var Chef: Samme Gesant havde Instrux at

Jacob Uhlefelds Ambassade til Moscovien

handle om en ævig Fred, saavel for Sverrig, som for Prinds Magno, udi Lifland. Men Grosførsten vilde ikkun slutte en Stilstand, saasom han havde i Sinde imidlertid at bestyrke sig for at begynde Krigen paa nye igien. De Danske Gesantere, efter at de udi lang Tid vare blevne opholdne, kom der omsider en Skrækk over dem, saa at de troede, at Grosførsten havde Ont i Sinde imod deres Personer, og derfore imod deres Instrux accorderede en Stilstand paa 15 Aar. Men Kong Friderik havde saadan Mishag i denne Gierning, at han lod deres Opførsel examinere paa en almindelig Herredag efterfølgende Aar, og faldt da Jacob Uhlefeld, som Formand for Legationen, i Kongens Unaade, og blev satt fra sin Værdighed, som var Rigets Raad. Dette Gesantskab har Jacob Uhlefeld selv beskrevet paa Latin, og har Melchior Hammerfeld befordret Skriftet til Trykken. (a)

Jeg har tilforn fortaalt om de Tvistigheder, som vare imellem Kongen og Hertugerne af Holsten om det Slesvigske Lehn. (501)

(a) Vid. Itinerarium J. Uhlefeld.

Denne langvarige Stridighed foretog man sig dette Aar 1579 at afgiøre, og voldgav Sagen paa Churførst Augustum, Tvistighederne om det Slesvigske Lehn decideres.Hertug Ulrich af Meklenborg, og Landgreve Wilhelm af Hessen, hvorudover et almindeligt Mode blev berammet til Odense i Fyen den 25 Martii, hvor der paa Kongens Vegne mødte Niels Kaas Canceler, Peder Gyldenstierne Rigets Marsk, Jørgen Rosenkrantz, Jacob Uhlefeld, som deraf sees at være kommen i Kongens Naade igien, og Caspar Paslich Licentiat. Hertugerne af Holsten affærdigede did hen Benedictum von Ahlefeld, Johan von der Wisch, Henrik von Rosenbrok og andre. Efter at disse tillige med Stadsherrenes Gesantere havde examineret alle gamle Lehns-Breve, blev endeligen fundet for gott, at Kongen skulde forlehne Hertugerne med Førstendommet Slesvig, som et Arve-Lehn, og det inden Aar og Dag. Hertugerne derimod, som Rigets Vasaller, skulde sværge Kongen tilbørlig Troeskab. Og blev tillige med afgiort, hvorledes Eedens Form skulde forfattes. Lehns-Conditionerne vare disse: at Kongen udi Krigs-Tider skulde overlægge med Hertugerne om hvad som kunde være tienligt til Førstendommets Forsvar: Hertugerne skulde, naar Riget det behøvede, skikke Kongen et vist Antall Fodfolk og Ryttere, og underholde dem paa deres egen Bekostning: Kongen derimod lovede dem, som sine Vasaller, Protection og Beskyttelse. Hvad Successionen angik, enten den, som var nærmest udi Grad, skulde succedere, eller om Jus Præsentationis skulde validere, derom kunde denne gang intet sluttes, men den Post blev opsatt til en anden Tid; Dog blev derom saaledes foreenet, at ingen af den Afdødes Paarørende skulde bemægtige sig hans efterladte Gods, men lade det administreres af troe og svorne Mænd, indtil Herrerne imellem sig selv blive foreenede derom, eller Rætten dømmer dem imellem. (a)

Efter at dette saaledes var laved, giorde man Anstalter til Lehns-Acten, som 1580. efterfølgende Aar blev forrettet til Odense den 3. Maj saaledes: Efter at Kongen havde satt sig paa sin Throne, fulde Hertugernes Fuldmægtige i Knæ for Hans Majestet og derpaa (502)

(a) Chytr. Saxon. Lib. 25.

paa ved Johan von der Wisch, som førte Ordet, ydmygeligen begierede, at Lehns-Actens Ceremonier.Hans Majestet vilde efter gammel Skik og Sædvane forlehne deres naadige Herrer med Synder Jylland og Femern, hvorpaa dem blev svaret, at de skulde lade deres Herrer viide, at de strax kunde indstille sig. Hertugerne lode sig da strax indfinde med stor Stads og Følge; Kongen stod da strax op af sin Throne, greb om Stangen af Fahnen, som 4re Lehns-Dragere holdte, og derpaa sagde: Saa forlehner og investerer jeg Eders Førstelige Naader alle og enhver i Særdeleshed, mig og selv og min elskelige kiære Søn, samtlige Hertuger til Slesvig, med det Førstendom Slesvig, og det Land Femern, med all deres Højhed, Regalier, Herlighed og Rettighed udi den Hellig Trefoldigheds Navn. Vi ville os mod Eders Førstelige Naader, og alle disse Lehns Blods-Forvante altid Broderlig og venlig forholde, forventende os det samme af Eders Førstelige Naader igien. Derpaa overleverede Hans Majestet Herolden denne Fane, hvilken blev kasted ned blant Folket; Siden blev den Slesvigske og Femerske Fane ogsaa nedkasted. Endeligen fik hver af Hertugerne sit Lehnsbrev, hvormed Acten endtes.

Dette har jeg holdet fornødent her at anføre, endskiønt jeg udi mit heele Verk har viiset, at jeg ingen Elsker er af at fortælle blotte Ceremonier. Men, som ofte i Historien tales om disse Lehns-Acter, og de samme ingensteds tilforne ere med Omstændighed beskrevne, saa har jeg engang for alle her villet giøre en Beskrivelse over disse Slesvigske Lehns-Ceremonier, som skee ved Fahners Kastelse. Det Synderligste, som herved er at i Agt tage, er at Kong Friderik forlehnede sig selv iligemaade med Hertugdommet, og derved, saa vit som han var Hertug, erklærede sig selv Vasal af Riget. Kort efter at Hertugerne saaledes vare forlehnede med Førstendommet, døde Hertug Hans til Hadersleb den 2. Octob.

Ellers var dette Aar merkværdigt formedelst den Affaire angaaende den bekiendte

Historien om Formula Concordiæ.

Bog kaldet Formulæ Concordia, som nogle sige, at Kongen (503) kastede paa Ilden, andre derimod nægte Factum, og saasom det samme har givet Anledning til store Tvistigheder blant de Lærde, saa vill jeg her omstændeligen tale derom. Historien af samme Formula Concordiæ er denne. Saasom der udi Saxen vare store Tvistigheder mellem de Evangeliske Geistlige om adskillige Religions Puncter, saa at den Saxiske Kirke kunde deeles udi to Secter, nemlig udi ivrige og tempererede Lutheraner, hvoraf de Første fuldte blindt Lutheri Lærdom, de andre derimod inclinerede til nogle af Melanchthons Meeninger, og var Doct. Niels Hemming ligesom Chef for det sidste Parti, og i den Henseende blev saa hæftigen forfuldt af de ivrige Lutheraner, som er viiset i hans Historie. Saasom nu disse Sidste forplantede deres Lærdom paa en subtil Maade, saaledes at de vel bekiendte sig at følge den Augsborgske Confession, og dog havde noget bag Ørene, hvilket i sær kand sees af Hemmingii Syntagmate eller Skrift om den Hellige Nadvere, saa funde de ivrige Saxiske

Samme Formulæ Forfattelse.

Lutheraner, eftersom de havde Churførst Augustum paa deres Side, for gott, at forfatte et Skrift kaldet Formula Concordiæ, og det udi saadanne Terminis, som kunde betage Melanchthons Disciple all Echapade. Forfatterne deraf vare 5 Theologi, hvoraf den Fornemste var Jacobus Andreæ, og maatte alle Saxiske Geistlige den samme, som et Mynster af den reene Lærdom, underskrive, med mindre de vilde være anseede, som de der havde Lyst til Usamdrægtighed, eller Religions-Strid. Udi dette Aar lod Churførsten skikke til Dannemark et Exemplar af denne Bog indbunden udi Fløjel, og med Guld beslagen, med Begiæring, at Hans Majestet vilde befodre den udi sine Riger. Men den Holstenske Superintendent Paulus von Eitzen,

Den skikkes til Kong Friderik fra Saxen.

samt den Danske Hoffprædikant Mag. Knopf raadede Kongen fra at antage den samme, foregivende, at, saasom Skriftet alleene var forfatted imod adskillige Vildfarelser, som havde opreiset sig udenlands, og hvormed den Danske Kirke ikke havde været foruroeliget, saa havde man her saadan Medicin ikke nødig; til med burte saadant at have været skeet af et almindeligt Mode, ikke af 5 Geistlige alleene, der tiltoge sig større Myndighed end dem tilkom, saa at det tienede ikke til andet end at forstyrre Fred og Eenighed (504) i Riget og Førstendommene. Derforuden havde bemeldte Mænd Afskye for denne Bog, efterdi derudi vare forkastede adskillige af deres Lære-Mesters

Hvorledes den blev imodtagen.

Philippi Melanchthons Meeninger. Besynderligen var Paulus von Eitzen en Fiende af Jacobo Andreæ, der havde været den Fornemmeste udi at sammensmeede bemeldte Formulam Concordiæ, hvorfor han ogsaa lod publicere sin Betænkning derover udi et Skrift, som han skikkede til Churførsten med saadan Titel: Ursache warumb die Subscription des Bergischen Buches billig soll werden abgeschlagen; Ja bemeldte Paulus von Eitzen arbeidede med saadan Iver paa at kuldkaste dette Skrift, at det hverken udi hans Tid, eller siden er bleven approbered udi Førstens Lande, og at Kong Friderik lod den ved en offentlig Forordning forbyde, som lyder saaledes:

Friderikh thend Anden med GUds Naade Dannemarks, Norges, Venders

Kong Frideriks Forordning derimod.

og Gothers Konnungh &c. Vor synderlige Gunst tilforn: Viider at thend Bog mand kalder Opus Concordiæ, som nu lang Tid uden Lands hafver været for Hender udi Verch er nu paa Trych udgangen, som Os oc ther af et Exemplar er tilkommen; Oc, efterdi udi samme Bog skall findes thend Lærdom, som Os oc Vore Kirker er fremmed oc u-bevaant, at letteligen, ther ofver thend Eenighed, som til Tis (GUd Lof) thisse Riger hafver været holden udi, kunde forstyrris, ther som samme Bøger blifve allmindelige her udi Riget, oc skall udspreddis, oc icke af Øfrigheden ther med udi Tide hafdes et Indseende, helst, efterdi vi icke tvifle paa, at her udi Riget saavelsom andensteds vell skall findes thet Folk, som sig til Nytt skulle lade bevæge. Thi byde Vi Eder og alvorligen befale, at I nu strax tilsiger alle Bogførere ther udi (505) Stictet, som plejer at indføre Bøgger, at the alldeelis ingen af fornefnte Concordie Bøgger kallede, tilltænke at indføre, selge eller af hende her udi Riget, saafremt the icke ther ofver vill have forbrudt theres Boes Lod oc straffes paa Lifvet uden all Naade. Sammeledes saa tit oc ofte, at I formerche ther kommer nogen Udlandiske Bogfører, at I thennem lader advare oc tillsige, før the udligger theres Bøgger, at the icke distrahere eller selge fornefnte Bog til nogen her udi Riget under theres Bøggers Fortabelse, oc, hvis the hafver med at fare; Thesligeste, at I strax paa Vore Vegne tilskriver alle Præsterne udi eders Stict, og the som Skolerne forestaae, at the icke tiltænker at lade samme Bog findes hos sig, saa fremt the icke ther ofver vill hafve forbrødt theres Kald oc Sogner, oc tillmed straffes uden all Naade, som the ther Øfvrigheds Bud oc Befalning icke hafve haft udi Act. I ville her med som Eders Embede thet udkræfver, oc som I ville være GUd oc Os kiær oc taknemmelig, hafve et flittigt Indseende, at her imod ikke skeer eller handles. Saa fremt Vi befinde, at I seer igiennem Fingre med nogen, oc samme Bog bliver almindelig her i Riget, Vi icke skulle forordne udi Eders Sted thend, som vill giøre og hafve thend Inspection, hans Embede udkræfver. Anseendes at Vi, som en Christelig Øfrighed trachte efter thend reene Lærdoms Eenighed at erholde udi thisse Riger, udi hvilken Vi ere opdragne, oc hafver været till Tiss, oc ther for at hindre oc afwende the Aarsager, hvormed Fred, Roe og Eenighed kunde forstørres oc andre forføres; hvilket Vi oc Eder, paa Eders Embedes Vegne ville hafve befalet oc paalact. (506) Ther med skeer Vor allvorlige Vilge oc Befallning, thi tager her hermed ingen Forsømmelse fore. Befalendes Eder GUd. Skrefvet udi Antvorskov Kloster den 24 Dag Julii Aar 1580. Under Vort Zignet.

Friderich.

Af denne Forordning sees, at Kongen havde en yderlig Afskye for Formula Concordiæ, og har med stor Omhyggelighed søgt at hindre dens Indførsel og Debit udi Rigerne. Dette tilstaae alle, endogsaa de som hæftigst plaidere for denne Bog. Tvistighederne ere alleene, om Kongen kastede den paa Ilden. Derom findes vigtige

Autoris Betænkning over Tvistighederne om dens Historie.

Argumenter pro & Contra. De som holde for saadant, at være skeed, beraabe sig paa Selnecceri Liig-Prædiken over Kong Friderik, hvorudi han taler om samme Bog, som burte kastes paa Ilden, og opoffres Dievelen. Men de grunde deres Meening besynderligen paa Friderici 2. Danske Krønike, som der meenes at være skrevet af Canceler Hvitfeld, og publiceret af Resenio. Derudi fortælles Factum med disse Ord: Men, efterdi Kongen merkede, at der udi indeholdtes mange nye forborgne og u-sædvanlige Meeninger, da om Natten, som han ikke kunde sove, kaldede han paa sin Kammer-Junker, bød ham giøre Ild, thi han havde fanget en Diævel, som han vilde forbrænde, og, da Ilden var tendt, kastede han Bogen derpaa; De, som nægte Factum, raisonnere saaledes: at saadan Præcipitance var ikke overeensstemmende med nogen af Kongens andre Gierninger, at Hans Majestet havde alt for stor Estime og Kiærlighed til Churførsten af Saxen, at han skulde saaledes handle med hans Foræring. Og endeligen, at de, som anføre denne Historie, komme ikke overeens i Omstændighederne. Jeg suspenderer gierne her mit Judicium. Men siger alleene dette, at udi det, som citeres af Resenii Historie, er ingen Demonstration, saasom man ikke (507) veed, om det, som antegnes udi samme Historie, findes udi Canceler Hvitfelds Manuscript, eftersom Autor vidner, at have samlet Historien af adskillige Skrifter, særdeles af et, som af Stiilen synes at være Hvitfelds, og skulde jeg ikke troe, at det findes ligelydende udi samme Manuscript, efterdi Pontanus, som stedse følger Hvitfeld Fod for Fod, her differerer i Omstændighederne, thi Pontanus siger ikke at Kongen kastede Skriftet paa Ilden, men at han vilde heller at det skulde brændes, end at han skulde approbere noget, som kunde forarge. (a) Hvad Selnecceri Liig-prædiken angaar, da er det underligt, at samme Mand, som declamerer saa hæftigen mod Bogen, intet skulde melde om dette Facto, som efter hans Principium kunde være en Zirath udi Kongens Levnet, og seer man i det ringeste deraf, at det maa ikke have været ham bekiendt, thi ellers havde han uden Tvil heller sagt, at Kongen med Billighed kastede den paa Ilden, i steden for at sige, at den fortienede at brændes. Denne omtvistede Formula er siden bleven authoriseret saavel udi Rigerne, som udi den Kongelige Deel af Slesvig-Holsten, hvorfore vore nu værende Theologi med desstørre Iver søge at nægte Factum.

Hvad de øvrige Kongens Regierings-Aar anbelanger fra denne Tid indtil 1588, da er intet saa merkværdigt forefaldet, at dets Recit kand attachere Læserne: thi Riget var udi en fuldkommen Roelighed, saavel udvortes, som indvortes. De Liflandske Uroeligheder foraarsagede alleene, at Hans Majestæt maatte have et Øje til samme Land, og da Prinds Magnus Aar 1583 ved Døden afgik, tog Kongen Oesel, Vig og Churland til sig. Udi samme Aar anmodede han ogsaa Kongen af Skottland om Ørkenøernes Indløsning. Men de Danske Gesantere bleve da som tilforn afviisede med Complimenter. Saa at denne Affaire om Ørkenøernes Igienløsning, er med Tiden bleven anseet, som en slags Ceremonie, endskiønt Paastanden i sig selv er saa rigtig og solide, at intet kand siges derimod. Ellers underholdt Hans Majestet udi de sidste Aar stor Correspondence med Kongen af Navarra, hvilket (508)

(a) Pontan. hist. Frid. 2. Manuscr. Ordene ere disse: Ustulandum tradi maluit, qvàm ut dogma aliqvod absonum suò calculo approbaret.

kand sees af de Breve, som ere vexlede mellem begge Konger udi det Aar 1583 og 1584. (a) og som findes paa Dansk hos Resenium, item paa Latin hos J. Riccium. (b)

1585. Førend jeg slutter denne Højpriiselige Konges Historie, vil jeg anføre tvende Hendelser, som skeede Aar 1585, og 1586, og som kostede tvende Mænds Liv udi Dannemark. Udi det Aar 1585 kom til Helsingøer en ved Navn Johannes, som var Philippus Melanchthon nær paarørende. Den samme angav for Kongen, at han var kommen i Erfaring, at nogle af Raadet og Adelen havde i Sinde at omkomme Hans Majestet, og derpaa selv anmasse sig Regieringen. Men Kongen, som havde ingen af

En fremmet Person blir rettet formedelst en falsk Beskyldning.

sine Undersaatter mistænkt, merkede strax, at dette var en Digt af samme Mand, for at bane sig Vej til nogen Ære eller Belønning, lod ham strax arrestere. Og, efter at hans Angivelse var befunden at være en Calomnie, blev han dømt fra Livet og rettet. Den anden Passage var af efterfølgende Beskaffenhed. En afsatt Præst ved Navn Mag. Jacob Nielsen blev beskyldt udi det Aar 1586 at have giort en Viise om

Mag. Jacob Nielsens Historie.

Mag. Niels Hvid, Biskopen i Skaane, og derforuden at have øvet Vold mod samme Bisp, og kastet Steene ind i hans Gaard. Hvad Viisens Indhold var, nævnes ikke, hvorvel man kand slutte af de Vers bemeldte Mag. Jacob giorde paa Retter-Steden, at han maa have beskyldet Biskopen for Tyverie. Den Bitterhed, som han havde fattet mod samme Bisp, rejsede sig eendeel af en Dom, som var fældet mod ham, eendeel ogsaa, efterdi Bispen havde hindret, at han ikke kunde komme til Kald igien. Kongen befoel Professorerne i Kiøbenhavn tilligemed Doct. Poul Madsøn, Biskopen i Siælland, at de skulde kiende i denne Sag. Mag. Jacob Nielsen nægtede i Begyndelsen Gierningen, men siden udi Forhøret tilstod meer og meer deraf, hvorudover

Mag. Jacob bliver rettet.

han af denne Geistlige Rett blev dømt fra sin Kiole, og overleveret til den Verslige Øvrighed, hvilken dømte ham fra Livet, og blev han derefter halshuggen paa Slotts-Pladsen. Da han kom paa Retter-Pladsen, sang han efterfølgende Vers: (509)

(a) Vid. Lit. in appendice ad hist. Frid. 2.

(b) Epist. Henrici Navarræ Regis apud Riccium à pag. 23. ad pag. 111.

Skall nu Mester Jacob miste sit Liv

Før Hanen gael,

Saa er dog Bispen en Tyv

For Steenen han stial. (a)

Hans Majestet, som havde udi sin heele Tid været ved bestandig Helbrede, undtagen at han eengang havde haft en Quartan Feber, (b) begyndte udi det Aar 1587 at finde en Tunghed udi sin Krop, hvilken holdt et heelt Aar ved, skiøndt han ikke lod sig merke der med indtil udi Februario af det Aar 1588, da denne Svaghed tog saaledes Overhaand, at han ikke kunde dølge det længer. Kræfterne toge da meer og

Kongen bliver syg.

meere af, saa at han omsider maatte holde Sengen. Den 4. Aprilis, som var hans sidste Dag, bestillede han Gudstienesten at holdes paa sit Gemak paa Antvortskov Slott om Eftermiddagen, saasom han var hæftig Syg, og da Doctoren følede hans Puls, sagde Kongen: lad Aaren slaae som hun vil; Det viide vi, at Guds Naade slaaer ikke Feil. Derpaa besvimede han, og da han kom til sig igien, sagde han, det er en underlig Strid som Døden og Livet føre. Efter at han havde holdet adskillig gudelig Tale med de Nærværende, sagde han Klokken 4re om Eftermiddagen at han vilde staae op; Men, da de lettede ham af Sengen, faldt han i en ny Daanelse, og

Skilles fra Verden.

derpaa opgav sin Aande, efter at han havde levet udi 53 Aar (c) og 9 Maaneder, og regieret udi 29 Aar og 3 Maaneder. Han var een af de nyttigste Konger disse Riger nogen Tid haver haft, thi Landet har aldrig været i større Reputation og Velstand end under hans Regiering. Der fremskinnede en særdeeles Fornuft i alle hans

Hans Characteer.

Gierninger, hvorpaa hans heele Liv er en Prøve, besynderlig det bestandige Forsætt han havde ikke at friste Lykken, efter at han havde ført tvende reputerlige Krige, og erholdet tvende fordeelagtige Frede, men at anvende den øvrige Tid paa at høste Frugten af sine Sejervindinger, og at sætte sine Riger i Floor og Velstand, hvilket ogsaa skeede; thi Tilstanden var da saaledes udi Riget, (510)

(a) Vid. process. Mag. Jacob. in append. ad hist. Frid. 2.

(b) Vellejus in Obit. Frid. 2.

at man var i Stand at forstrække Penge til andre Potentater, og vidner Historien, at Keiseren søgte paa Pant af Juveler at laane Penge af ham. Derfor var han ogsaa i Stand at anlegge de allerprægtigste Bygninger, som endnu med Forundring sees, og er en Zirath udi Norden. Han var særdeeles Borgerlig, from og sagtmodig, men derhos ivrig i at maintenere Rigernes Højhed, thi, da Hamborgerne giorde sig for dristige paa Elben, kom han dem til at krybe til Kaarset, og at forsone ham med en Afbigt og Penge-Straf, og, da den Kongelige Gesant Caj Rantzow blev overfalden i Nederlandene, maatte Hollænderne blæse i Byssen og betale 30000 Rdlr. Han lod ogsaa de Polske Gesantere arrestere i Sundet, da de ikke vilde hilse Fæstningen. Hans Sædvane var at sige efter Maaltid: Kongen er ikke hiemme, hvilket var et Tegn, at Ministrerne og Hoff-Tienerne maatte slaae sig løs saa meget som de vilde: Men, saa snart som han sagde: Kongen er kommen hiem igien, blev allting stille. Det er ellers Skade, at vor Historicus har fast intet rørt om denne fortreffelige Konges saavel Sinds som Legems Qualiteter, saadant havde været bedre end at opfylde Skriftet med Hyldings, Kronings, Daabs og Begravelse Ceremonier. Vellejus udi hans Parentation vidner, at hans Majestet var trende gange i Livs Fare, 1) 1565, da han faldt under Amager Broe, og blev reddet af Herr Jørgen Brade, som derover kom til Skade, og døde nogle Dage derefter, og tvende andre gange, da han foer over Vand, og Iisen brast under ham, saa at han ikke uden med stor Nød blev reddet. (a)

Hans Dronning var Sophia Hertug Ulriks Dotter af Meklenborg, som han

Hans Dronning og Børn.

holdt Bilager med 1572. Med hende avlede han Elizabeth, som Aar 1590 fik Hertug Julium af Brunsvig. 2) Anna, som blev Dronning i Skottland, hvorom videre skal tales. 3) Christian 4. som succederede ham i Regieringen. 4) Ulrik som blev Biskop til Schwerin og Slesvig. 5) Augusta, som fik Hertug Johan Adolf af Slesvig. Hedvig, som fik Christianum Churførsten af Sachsen, og endeligen Johannes. Dronning (511)

(a) Vellejus in Obit. Frid. 2.

Sophia residerede, efter Hendes Højsalige Herres Død til Nykiøping, og døde 1631 udi Hendes 74 (a) Aar sammesteds. Friderici Symbolum var: Treu ist Wild-Brat; item: Mein Hoffnung zu GOtt allein. Det første blev gemeenligen exprimeret med disse Bogstaver T. J. W. B. Over dette Apophtegma ere giordte mange Forklaringer, og meene nogle, at Kongen derved sigtede paa de Svenske,

Hans Symbola.

som skuffede ham ved Freds-Tractater, andre fordi han fandt Utroeskab blant nogle Officiers udi sin Armée, og andre igien, at han derved i Almindelighed gav tilkiende Lykkens Ustadighed, (b) og hvor lidet man kunde bygge paa Verden, hvorudover han brugte dette Symbolum Treu ist Wildbrat: Det er min Hund Vildprat er mig troe, thi han havde en troe Hund saa kaldet, hvis Skikkelse findes endnu paa Frideriksborgs Tapisserier med et Halsbaand hvorpaa staae disse Bogstave T. J. W. B.

Saasom Kong Friderik var en besynderlig Elsker af Lærdom, saa kand man regne Studeringers rette Opkomst udi Riget, under hans Regiering, og det formedelst de

Hans Stichtelser ved Universitetet.

store Beneficier han gav til Academier, Skoler og lærde Folk. Hvad Kiøbenhavns Universitet angaaer, da udgav han Aar 1569 den 21. Februarii en Forordning, hvorudi han strengeligen forbød Borgemester og Raad i Kiøbenhavn og alle andre udi nogen Maade at fornærme Professorerne udi deres Privilegier og Friheder. Udi samme Aar den 25. Julii stiftede han Communitet af Bispe Tiender, og andet Bønder Gods for 100 fattige Studenteres Underholdning, og derforuden dertil lagde 400 Rixdaler in Specie, af Sorøes, Antvorskovs og Ringsteds Klosters Indkomster. Samme Communitet, gemeenligen kaldet Klosteret, florerer endnu, og er den beste

Communitetets Stichtelse.

Skole paa Universitetet, saasom der disputeres over allehaande Materier paa Latin, naar de spiise. Angaaende de Personer som spiise paa Communitetet, da udfodres først, at de skal være fattige, hvilket kand sees af et Brev, som Kongen i den Henseende skrev til Rentemester Walkendorf, Biskop Poul (512)

(a) Resen. hist. Frid. 2. siger 75, hvilket synes u-rigtigt.

(b) Jacob Typotius de Symbolo hoc pag. 368.

Madsen, og Prof. Theolog. Anders Larsen, hvorudi han befaler at udelukke alle dem fra Kosten, som ikke ere nødlidende. (a)

Til denne Befalning blev han bevæged af et Vers, som en ubekiendt Person havde giort af det Indhold:

De riige Studenter æde Kongens Kost,

De fattige liide baade Hunger og Frost.

Aar 1571 den 11 Sept. forbedrede Hans Majestet Professorernes Stipendia af Roskilds og Lunde Kirkers Canonicater og Vicariater. Ja den Naade han havde for Universitetet, gik saa vit, at, da nogle af Raadet udi en Trætte om noget Gods i Faxöe Herred havde dømt Professorerne imod, giorde han Dommen til intet, og selv tilkiendte Universitetet samme Gods igien. (b) Siden havde han Omsorg for at de Exercitier, som skulde holdes paa Klosteret, bleve handhævede, som kand sees af en Forordning dateret 1574 den 27 Januarii. Udi denne Forordning er særdeles merkeligt, at Studenterne paa Klosteret befales at agere Terentii Comœdier, thi den 4 Artikel taler saaledes derom. (4) Skulde fornævnte Eleemosynarii, som af os underholdes, strax, naar nogen af Terentii Fabler ere udlæsede, publicè dem agere efter Rectoris og Theologorum Befalning. (c) Hvad Skoler angaaer, da funderede han en Skole 1586 i Sorøe for 60 Personers Underholdning og Lære, (d) hvilken udi hans Successors Tid blev et Illustre Academie, fuld af lærde og navnkundige Mænd. Til den Haderslebske Skole gav han 6000 Rixdl. og opmuntredes

Adskillige Skolers Fundationer.

andre af hans Liberalitet til at giøre deslige Stiftelser for Lærdoms opkomst. Saaledes funderede en ved Navn Ludolf Nommensøn den Flensborgske Skole. Kongens Farbroder Hertug Hans den Ældre, forvandlede Bordesholms Kloster til et Gymnasium, og Rigets Amiral Herluf Trolle stiftede den berømte Herlufs Holms Skole. Hvad Donationer til lærde Folk anbelanger, da forærede (513)

(a) Literæ Friderici 2. ad Christoph. Walkendorf &c. dat. Skanderborg 1581. in Actis Acad. Manuscr.

(b) Vinding. Academ. Hafn.

(d) Conrad. Aslac. de progress. Reform. in Dan.

han 1559 en anseelig Sum Penge til de Magdeborgske Theologis for at lade trykke deres Centurias, saasom de selv ikke havde Evne til at giøre slige Bekostninger. Den Wittenbergske

Kongens Gavmildhed imod lærde Folk.

Professor Sturmius nød aarlig Pension af ham. Philippus Melanchthon, Georgius Major og andre bleve ogsaa begavede med Kongelige Foræringer, og om hans Liberalitet imod den store Danske Astronomum Tyge Brahe er tilforn talt. Derfor

Berømmelige Mænd i denne Konges Tid.

havde ogsaa denne Konge den Lykke at see Landet vrimle af lærde Mænd, Statister og store Generaler. Blant disse anseelige Mænd vare, foruden ovenmeldte Tycho Brahe, de Fornemmeste: Rigets Amiral Herluf Trolle, hvorom tilforn er talt; Rigets Hofmester Peder Oxe, hvis Portrait er ogsaa givet i Historien; Felt-Herren Daniel Rantzov, en af de store Generaler paa de Tider; Jacob Uhlefeld en stor Statist og grundlærd Mand, hvilken var Hovet for den bekiendte Moscovitiske Legation, som han selv paa Latin har skrevet; Hans tvende Cancelere Johan Friis og Niels Kaas, men besynderlig Henrik Rantzov Statholderen i Holsten, som formedelst sin Lærdom, Capacitet og store Dyder var et Vidunder paa de Tider i Norden. Samme Herre var den store General Rantzovs Søn, hvilken, foruden at han var en berømmelig Krigsmand, excellerede ligesaa meget udi Lærdom og Videnskaber som hans Fader udi Krigs-Sager. Thi han forstod foruden galante Europæiske Henrik Rantzovs Berømmelse

Sprog, ogsaa Latin, Græsk og Hebraisk. Han excellerede udi alle Videnskaber, og ikke alleene befodrede Studeringer ved sit Patrocinium, men endogsaa selv skrev mange Bøger, saasom tvende Bøger paa Latin om den Dytmarske Krig, som ieg ofte har citeret, Chersonesi Cimbricæ delineatio. Speculum Astrologicum, en Bog om Sundheds Conservation, om de Climacteriske Aar, de Imperiorum Periodis, Epigrammata, en Historie over Holsten, Stormarn og Dytmarsken, foruden andre in Physica & re Militari. Han var selv med udi den Krig, som Kong Friderik førte udi Dytmarsken, saa at der ingen bedre kunde beskrive samme Krig. Hans Gods og Midler udi Riget og Førstendommene vare saa store, at han var i Stand til at forstrække adskillige Potentater (514) med Penge. (a) Kort at sige: Faa Undersaatter paa de Tider havde større Meriter og vare i større Anseelse.

Blant lærde Danske, som florerede under Friderico 2, kand regnes den store Poët Erasmus Lœtus, hvilken døde 1582. (b) Hans Poëtiske Geist viises af de 4re Bøger de Re Nautica, og af det Heroiske Poëma paa Latin, som bestaar af 11 Bøger, og kaldes Libri Margareticorum, saasom de beskrive den Feide imellem Dronning Margareta og Kong Albert af Sverrig.

Den Velstand, som Riget var udi under Kong Friderik 2, gav hans Majestet

Kong Frideriks Bygninger.

Evne til at ziire og bestyrke Rigerne med prægtige Bygninger og Stæder, som Kronborg, Frideriksborg, Frideriksstad, Frideriksodde, Antvorskov Slott, Husum Slott og andet.

Hvad Religionen angaaer, da læsede han selv ideligen den Hellige Skrift, og af Davids Psalmer, Salomons Ordsproge og Syrach, uddrog en Samling af de smukkeste Sententzer, som han lod trykke 1583, og hvilke Christianus 5. siden Aar Hans Gudsfrygt.1690 lod igien oplægge, sær elskede han den 101ste Davids Psalme: Jeg vil siunge Miskundhed og Rætt, som han i sin Regierings Begyndelse lod trykke med sin Hoffprædikants Forklaring. (c) Af de Sententzer, som han samlede af Salomons Ordsproge og Jesus Syrach, findes et Exemplar paa Kongens Bibliotheck, hvorudi den Højsalige Konge med egen Haand har skrevet disse Ord: Anno 1584 gav jeg denne Bog Mester Hans, min Søns Christians Tugtemester til Ny-Aar her paa Skanderborg. Mein Hoffnung zu GOtt allein. item, Treu ist Wildbrat. F. 2. K. zu Dannemark. Hans daglige Bøn til Gud findes trykt udi Enden af samme Sententz-Bog. Naar man alt dette betragter, kand man see, at denne Konge aldeeles ikke fortiener den Charactéer, som ham gives af den Italienske Autor eller retter Pasqvillant Giovani Botero. (d) Og, (515)

(a) Oratio de vita H. Rantzowii Manuscr.

(b) Pontan. Hist. Frid. 2. Manuscr.

(d) Botero relatione Universali Lib. 1. part. 3. pag. 50.

saasom denne Konge selv var saa gudfrygtig, saa lod han ogsaa see en uafladelig Omsorg for Religionens Forfremmelse blant Undersaatterne. Han lod Bibelen oversætte paa Islandsk ved Gudbrand Torlaksøn Biskopen af Holum, og til saadant Verks Bekostning gav en anseelig Sum Penge, og paa det at i Evighed maatte forhindres, at den Roman-Catholske Religion ikke skulde indsnige sig i disse Lande igien, lod hans Majestet publicere 25 Artikle paa Dansk, Tydsk og Latin, hvilke alle Fremmede, som satte sig ned udi Landet, maatte underskrive. Titulen af bemældte Artikle var denne: Articuli XXV. de quibus interrogabantur peregrini & hospites, qui à Regia Majestate & in Regnis Daniæ & Norvegiæ hospitia petunt Hafn. 1569. Ja hans Nidkiærhed for den Protestantiske Religion gik saa vit, at, endskiøndt adskillige Evangeliske Førster antoge den af Pave Gregorio forbedrede Calender, vilde han dog ikke antage den.

Hvad Lov og Rett angaaer, da, saasom Hans Majestet merkede, at den gamle

Lov og Rets Tilstand under denne Konge.

Visbye Søerett var ikke tydelig, ej heller passede sig til nærværende Tider, og adskillige Klagemaal og Casus forefaldte, som ikke kunde dømmes efter samme Rett, fandt han for gott udi det Aar 1561. at lade forfatte den nye Søe-Rett, og er der meget udtaget af samme Søe-Rett og indført udi den fierde Bog af vor nu brugelig Lov-Bog. Alt, hvad som brugeligt var udi den gamle Wisbye Søe-Rett, blev her indført, og adskillige nye Artikle lagde dertil. Hans Majestet lod ogsaa forbedre de gamle Gaards-Rette, som vare givne af Kong Erik af Pomern, og udgav en Recess til Kallundborg 1576. Blant hans Forordninger og aabne Breve er den fornemste som handler om Ægteskab (a) og bliver samme Forordning endnu meestendeel i Agt tagen, meget deraf findes ogsaa Ord fra Ord indført i Christiani 5. Lovbog. Om hans Haandfæstning er talet udi Historien.

Denne Konge traadde sin Faders Fodspor i at forsyne Rigerne med god Mynt.

Myntens Tilstand.

Han lod udi de Aar 1560 og 1563 slaae Rigsdalere, paa hvilke var tegned 3 Mark Danske, saa at man deraf kand see at 3 Mark endda galt en Rdlr. Og saasom der (516)

(a) Edictum de Matrimon. Hafn. die 19. Julii 1582.

var stor Forskiel imellem Lybske og Danske Penge, thi en Rigsdaler galt 2 Lybske Mark og 3 Danske. Og 3 Danske Mark giorde kun 32 Lybske, men 48 Danske Skilling, saa at der ginge 3 Danske paa 2 Lybske Skilling, da satt hans Majestet sig for at ophæve den Ulighed, som foraarsagede Confusion i Handelen mellem Rigerne og Hansestæderne, og lod derfore 1572 omsætte Mynten saaledes, at 2 Danske Skilling skulde efter den Tydske Viis regnes for een, 2 Mark regnes paa en Rdlr., som skulde bestaae af 32 nye Skillinge. Og, paa det at Fremmede af disse Penge, i sær de samme, hvilke vare myntede vigtigere end at 2 Danske Skilling kunde agtes lige ved en Lybsk, ikke skulde profitere og slaae dem om, forbød Kongen, at de ikke maatte føres af Landet. Thi en Skilling Danske var vel tilforn en tredie Deel ringere end en Lybsk Skilling, men, da den blev forandred saaledes, at 2 Danske Skilling skulde gives for en Lybsk, blev den Danske en 3die Deel bedre end den Lybske, hvorudover Kongen havde stor Aarsag at forbyde smaa Pengenes Udførsel. Ellers bleve under denne Konge en Mynt slagen udi Bergen i Norge, hvilken var den sidste som kom ud fra Bergens Mynte-Sted. Jeg har tilforn viiset, at de Danske og Norske Stæder begyndte efter Haanden at holde sig fra Mynte-Rettighed udi Christiani 3. Tid. Men under denne Konge blev saadan Rett gandske afskaffet.

Saasom Fridericus 2. formeerede sit Herredom ved Dytmarskens Undertvingelse, saa blev det Danske Vaaben udi hans Tid forøget med det Dytmerske, som er en

Vaabnets Forandring.

Rytter paa en hvid Hæst, og findes samme Rytter paa et af hans Indsegle for et Brev datered Roskild den 16 Julii 1579. Han holdes, om ikke Stifter, saa dog i det ringeste, Fornyer af Elephant Ordenen, paa samme Orden lod han i Steden for Mariæ Billede sætte sit Navn F. S. item det sædvanlige Symbolum T. J. W. B.

Til Sluttning er at merke om denne Konge, at han har haft den Lykke, at hans Historie udi et stort Particulier Skrift er anført af Resenio, og som meenes at være Canceler Hvitfelds Manuscript, hvorvel jeg udi denne trykte Krønike ikke finder Hvitfelds Genie og frie Skrive-Maade, saa det er troligt, at, hvis det (517) er hans Manuscript, er det støbt i en gandske anden Form. Kort for Friderici 2. Død ophører Hamelmans Oldenborgske Krønike, som jeg ofte i dette Verk har citered, efterdi han skriver om alle Danske Konger af den Oldenborgske Stamme, skiøndt ikke saa udførligen og saa authentice som om de Oldenborgske Grever.

Dannemarks Historie Tome 2 side 274 – 517

chr4.dk