Dannemarks Historie Tome 2 side 518 – 701

Nu træder jeg til den udi Historien mest bekiendte Konge Christianum 4tum, 1588. hvis Regimente er navnkundigt, saavel formedelst dets Langvarighed, nemlig af 60 Aar, som i Henseende til de mange mærkværdige Ting, som imidlertid ere forefaldne. Men det er at beklage, at, just hvor den mærkværdigste Historie

Forberedelse til Christiani 4. Historie.

begynder, der savnes Historie-Skriverne, og hvor det prægtigste og anseeligste Monument skal oprettes, der fattes Materialier. Thi hidindtil haver man nogenledes haft Vejviisere, saavel af trykte, som af skrevne Historier, men her forsvinder saavel det eene som det andet. Saa at det synes, at just, fordi denne Konge fortiener meest at omtales, just derfore er han bleven forglemt, og at Bedrifternes Storhed, samt Regimentets Langvarighed, har hindret Skribentere at lægge Haand paa et Verk, som de have despereret om at kunde fuldføre. Dette haaber jeg, at Læseren vill have for Øjene, saa at, om Historien ikke bliver saa fuldkommen, som den burde være, at det ikke bliver tilregnet saa meget Skribentens Forsømmelse, som Mangel paa nødvendige og beqvemme Materialier, thi det gaaer mig her, som den, der er falden i Vandet, at han griber, for at redde sig, til hvad ham kommer for Haanden. Jeg kand derfore ikke love at give her nogen fuldkommen Historie, men alleene, at (518) jeg skal giøre den saa fuldkommen og authentiqve, som mig udi denne Situation er mueligt. Vel er sandt, at jeg, endogsaa med liden Umag, havde kunnet giort denne Historie dobbelt, ja to dobbelt saa stor, dersom jeg havde villet indføre alle de Ting som findes udi trykte Annalibus om adskillige Grændse-Tvistigheder med Sverrig, om Christiani 4. langvarige Underhandling mellem Kejseren og de Svenske, om de mange Aars Solicitationer for Prinds Friderik til Erke-Biskopdommet Bremen og andre Sager, som ere ikke mindre kiedsommelige, formedelst de selvsamme Tings idelige Repetition, end u-nyttige, efterdi de ingen Virkning havde eller Suite i Historien. Men, saasom jeg intet har villet anføre uden hvad som kand interessere Læseren, saa har jeg efter den Regel, som i agt tages af gode Historie-Skrivere, ikkun kortelig mældet om deslige Mouvemens, men derimod med Omstændighed talet om vigtige Ting, som ere Kiernen af Historien, og haver jeg dertil betient mig af adskillige rare skrevne Memoires, samt autenthiqve Breve, sær af dem, som denne store Konge selv har skrevet. Dette har jeg holdt fornødent at erindre Læseren om førend jeg gik videre frem.

Denne navnkundige Konge er fød paa Frideriksborg den 12 April. S. V. 1577.

Christiani 4. Fødsel.

Faa Fødseler have været meere glædelige for Rigerne; thi, saasom Kong Friderik havde biet saa længe, førend han indlod sig i Ægteskab, og Dronningen de tvende gange, hun var bleven frugtsommelig, havde bragt Princesser til Verden, saa havde man efter et Regimente af 18 Aar liden Forhaabning at see Højstbemeldte Konges Posteritet at beklæde den Nordiske Throne, hvilket dog var alle Undersaatternes eenstæmmige Ønske i Henseende til den Kierlighed de bare til Kong Friderik, hvorudover den Tidende om Dronningens Forløsning med en ung Prinds var alle lige saa behagelig, som den var u-formodende. Herudover var det den Højsalige Konge ikke vanskeligt at designere den til Successor, som alle saa længe havde ønsket efter; thi, da han kort derefter, nemlig 1580, anholdt for Stænderne, som vare forsamlede i Odense, at den unge Prinds maatte udi hans levende Live antages til deres tilkommende Konge, samtykte strax alle Kongens Begiæring, (519) og udvalte den unge Herre i hans tredie Aar, hvorefter Hyldningen skeede her i Riget 1584, (a) nemlig udi Viborg den 12 Junii, udi Odense den 27 dito, udi Ringsted den 10 Julii, og udi Lund den 20 dito; Men udi Norge ikke førend efter Kong Frideriks Død, nemlig 1591. Om hans Fødsel fortæller Resenius en underlig Historie, nemlig, at den var forud En underlig Historie for hans Fødsel.sagt en Bonde paa Samsøe af en Hav-Frue. Man skulde vel tænke, at denne Historie var digtet længe derefter; Saasom intet er meere allmindeligt, end at fingere deslige Ting, for at giøre store Regenteres Fødsler miraculeuse. Men, som Historien af alle var bekiendt paa samme Tider, kand man ikke nægte, at Bonden jo løb til Hove for at tilkiende give saadan Aabenbaring, og at det samme jo gav Anledning til vitløftig Tale over det heele Rige, skiønt man ikke kand sige, om han giorde det af Interesse for at recommendere sig, eller det var Virkning af en forvirred Hierne. Historien fortælles saaledes: (b)

Paa samme Tid, som Dronningen var frugtsommelig, kom en Bonde fra Samsøe til Herre-Dagen, som holdtes til Kallundborg, og der foregav, at ved Stranden, hvor han boede, nogle gange var kommen til ham en Hav-Frue, hvilken oven til var skabt som en dejlig Jomfrue, men neden til som en Fisk, og at den samme strængeligen havde befalet ham at lade Kongen viide, at Dronningen, som nu var frugtsommelig, skulde bringe til Verden en Søn, der skulde blive en af de anseeligste Konger i Verden, og saasom han, nemlig Bonden havde undskyldet sig for at forrette saadant Ærende, havde Hav-Fruen opmuntret ham til Frimodighed, efterdi det var GUds Ærende. Videre, sagde han, at Hav-Fruen havde klaget over den Synd og Ondskab, som gik i Svang i Riget, og havde formanet til Pœnitentze.

Denne Ambassade gav de fleste nærværende Herrer Materie til Latter, saasom de kunde ikke begribe, hvorledes saadan GUdsfrygt og Spaadoms Aand kunde overkomme Fiskene ved Samsøe, ej heller hvorfore denne Hav-Frue i saadant anseeligt Ærende betienede sig af saa slet Ambassadeur. Kongen alleene blev derover (520)

(a) Hist. Frid. 2. pag. 340.

(b) Resen. Hist. Frid. 2. pag. 302.

taus, og lod indkalde Bonden for sig, og, da det samme igien for ham blev repeteret, sagde han, at han ønskede, at den Spaadom om en Prindses Fødsel maatte være sand, og hvad Poenitentzen angik, da skulde han giøre, hvad en Christelig Potentat egnede og tilkom, hvorpaa han gav Bonden en Foræring, befalede ham at rejse hiem for at tage vare paa sit Huus. Efter Kron-Prindsens Fødsel kom Bonden atter til Hove igien, og repeterede det gamle Eventyr med end fleere Omstændigheder, nemlig, at Hav-Fruens Navn var Isbrand, at hendes Boelig var uden for Landet i Dybet, hvor hun, hendes Moder og Mormoder længe havde været. Iligemaade, at hun havde berettet, at det var hendes Mormoder, som havde forkyndet Kong Waldemar den 3die, at den Dotter, som Dronning Helvig gik frugtsommelig med, skulde overgaae sin Fader udi Magt og Anseelse. Hans Majestet blev omsider kied af hans idelige Overløben, og befoel ham under Straf ikke at lade sig oftere indfinde. Over denne Hændelse giordes adskillige Betænkninger, somme holdte det for en Digt eller Bondens

Adskillige Betænkninger over denne Historie.

Phantasie. Andre igien forkastede den ikke aldeeles, og synes vor Historicus, (a) at have været af Meening med de sidste, efterdi han derom taler saaledes: At saadanne og mange andre tusinde GUds Creaturer sig lade finde, giver den daglige Erfarenhed og mange Historier tilkiende, saasom og for nogle Aar siden udi Friisland er fangen saadan en Qvinde, som paa sit heele Legeme var begroed med tykke Haar, hvilken tienede og arbejdede i Huuset, som en anden Qvinde. Det er og alle bevist, at Peder Skrams Fiskere fangede en Hav-Frue ved Munden af Laholms Aae, hvilken, da hun blev slagen løs igien, sang under Vandet: Te Deum laudamus. Saavit vor Historie-Skriver.

Hvad den Frisiske Historie angaaer, da har Erfarenhed lært os, at man uden

Autoris Meening derom.

nøje Examen ikke bør fæste Troe til alt hvad som fortælles fra udenlandske Stæder. Og den sidste Historie røber (523)

(a) Res. hist. Frid. 2. p. 310.

sig selv, uden man vil vedstaae, at Fiskerne alle vare Latinister, og derforuden begavet med en u-naturlig Hørelse, saa at de destinctè kunde høre de Ord, som bleve siungne paa Havets Bund. Dog, hvorom alting er, saa kand man sige om denne Samsøiske Bonde, at enten han spaaede af Phanthasie eller Interesse, saa spaaede han dog rigtigen. Efterdi Udgangen viisede, at denne unge Prinds blev en af de største og navnkundigste Konger, som nogen Tid havde siddet paa den Danske Throne.

Hans Hr. Fader lod strax see stor Omsorg for den unge Herres Optugtelse, og til den Ende betroede ham i tvende Herremænds Hænder, som var Henrik Rammel og Mag. Johan Michaelius, af hvilke den eene var hans Hofmester og den anden

Den unge Herres Optugtelse.

hans Informator, og er det den samme Johan Michaelius, hvis Navn findes paa foromtalte Bog, som er paa det Kongelige Bibliothech, og hvorpaa Kong Friderik med egen Haand har skrevet disse Ord: Anno 1584 gav jeg denne Bog Mester Hans, min Søns Christians Tugtemester her paa Skanderborg, (a) og, som det var Kongens egen Samling af Salomons Ordsprog og Jesu Sirach, seer man deraf, at han først og fremmest har vildet, at den unge Herre skulde oplæres i Gudsfrygt.

Anno 1588 skiltes Kong Friderik fra Verden, da den unge Prinds var ikkun i

Succederer sin Fader i sit 11te Aar.

sit Alders 11te Aar. Og blev der strax efter hans Død raadslaget om hvorledes med Regieringen udi denne Mindre-aarighed skulde forholdes, helst, saasom ingen skreven Konge-Lov var paa de Tider om Regieringen, hvorledes den skulde forvaltes udi Kongens U-myndighed, saa at man havde intet at rette sig efter uden Praxin, hvorved Printzer af Blodet, og Enke-Dronninger plejede at føre Regimentet. Nu havde den

Tvistighed om Rigets Formynderskab.

Salige Konge efterladt sig en Broder, nemlig Johannem, som havde den Alder, at han kunde forestaae Riget, og derforuden en Dronning, der besadd alle de Qvaliteter, som dertil udfodredes, thi hun havde stor Forstand, et Heroisk Hierte, og var ingen Hader af Arbejde, saa at man kand sige, at ingen Dronning, naar man undtager (522)

(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 5. Bibliot. Fossianæ.

den store Dronning Margareta, meere var danned til at regiere. Men just disse store Qvaliteter foraarsagede, at man tog i Betænkning at betroe hende Regimentet. Thi, saasom den salige Konge i Henseende til hans Forstand, Duelighed, og sejerrige Vaaben havde satt det Kongelige Huuses Myndighed paa den Fod igien, som den var før Friderici I. Tid, saa søgte Adelen og Rigets Raad under denne u-myndige Søn, at vinde tilbage igien, hvad de under Faderen havde tabt, og, saasom udi saadant deres Forsæt intet kunde være dem meere hinderligt, end en saa duelig og hurtig Dronning, saa kunde man lett forud see, at der vilde rejse sig Tvistigheder om Regieringens Administration. Saaledes var Tilstanden da den navnkundige Herre-Dag strax efter Kong Frideriks Død blev holden. Vel plejede man gemeenligen, naar der handledes om Regieringen i Almindelighed, at holde General-Forsamlinger, som bestode af alle Rigets Stænder; Men man fandt denne gang for gott, at Rigets Raad alleene

Rigets Raad samles til Antvorskov.

skulde komme sammen, hvilket ogsaa skeede til Antvorskov og Slagelse, hvor bemeldte Rigets Raad traadde udi Conference sammen om Regieringens Indrettelse, og forefulde da adskillige Tvistigheder at hæve; thi Enke-Dronningen Sophia, (a) som man havde ventet, paastod, at hun som en kroned Dronning, efter Sædvane og Rigets jus Publicum burte forestaae Regieringen i Kongens u-myndige Aar, og dersom Administrationen hende ikke maatte betroes, at hende da maatte adjungeres nogle af Rigets Raad, som dertil kunde findes beqvemmeste. Der blev ogsaa spurt om den

Dispyter mellem det Kongl. Huus og Raadet om Administrationen.

salige Konges Broder Hertug Johannes med god Føje kunde fra Formynderskabet udlukkes. Over disse Tvistigheder blev disputeret nogle Uger og nogle Dage. Omsider lod dog Hertug Hans sig overtale til at staae fra sin Paastand. Men med Enke-Dronningen gaves en større Knude at løse, thi, saasom hun havde et højt Hierte, og derforuden var af den Capacitet, som faa Danske Dronninger have været af, vilde hun ikke staae fra sin Rett; Men adspurte Rigets Raad, om hun i hendes Højsalige Herres Tid, ikke havde viiset sin Kierlighed (523)

(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 5. Bibliot. Fossianæ.

mod Dannemark, og, om de med Føje kunde forekaste hende noget, som kunde skille hende fra den Rett, som andre Enke-Dronninger havde nydt: Hun paastod ikke at føre Regieringen alleene, men at nogle Enke-Dronningens Paastand.visse udkaarne Regierings-Raad maatte hende associeris. (a)

Dette og andet meere, som Hendes Majst. anførte til hendes Retts Bestyrkkelse, gav Rigets Raad nok at tænke paa. De fleeste vilde efter Sædvane betiene sig af denne Mindre-aarighed, for at bestyrke deres Myndighed igien, som udi den Salige Konges Tiid havde begyndt at aftage. Andre derimod lode see stor Sagtmodighed. Iblandt dem var Canceleren Niels Kaas, og Christopher Valkendorff meest tempererede, og søgte at moderere de andres Hidsighed, saa at det var ikke langt fra, at Enke-Dronningen jo havde naaet sit Maal. Men disse Mænd tillige med nogle andre faa, kunde dog ikke trække de øvrige udi deres Meening, hvorudover der blev giort et Conclusum, at Enke-Dronningen skulde ombedes, at staae fra sin Paastand. Da dette var skeed, blev Canceleren affærdiget til Hendes Majestet, for at

Conclusum, hvorved Enke-Dronningen udelukkes fra Formynderskabet.

annunciere hende Raadets Slutning, og at bede hende om, at hun vilde staae fra hendes Prætensioner, med Forsikring, at, hvad den unge Konges Person og hans Optugtelse angik, da skulde der aldrig viges fra hendes Raad og Villie. Men, hvad Rigets Sager anbelangede, bad han Hendes Majestet i Naade vilde betragte disse Rigers Tilstand, og hvor haardt Fæderne-Landet var straffet ved saadan stor Konges Forliis, og ved det han saa hastigen var bortrykket, førend hans efterladte Søn var kommen til den Alder, at han selv kunde forestaae Regieringen. Han forestillede hende videre, at, saasom hun stedse fra den første Time, hun havde satt sin Fod paa Dannemarks Canceler Kaas overtaler Dronningen at forlade sin Paastand.

Grund, havde ladet see saa stor Naade og Kierlighed for disse Riger, hun da nu i ligemaade, da Nøden haardt trængede, udi Naade vilde ansee hvad der kunde tienne til at stifte Fred og Eenighed udi Riget. Endeligen lovede han, for sin Person, at saa længe, som han levede, skulde han med et vaaged Øje see til, at det (524)

(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 5.

Kongelige Huus intet Skaar skulde lide i dets Højhed. Af denne Tale, siger Historien, (a) lod Dronningen sig bevæge til at samtykke Raadets Begiæring, og contribuerede ikke lidet til den Føjelighed de gode Tanker, hun havde om Canceler Kaas, som en oprigtig og ærlig Herre. Hvorvel det er troeligere, at en saadan fornuftig Dronning, som Dronning Sophia, saae at det vilde blive hende haardt, at trænge igiennem med hendes Prætensioner, og derfor resolverede at bide i det suure Æble, og at opofre sin Rett for Rigets Fred, thi udi de Persvasioner, som Cantzleren brugte, var ellers kun liden Soliditè, saasom man aldeeles ikke kunde ansee det for en Ulykke, at en saa fornuftig og duelig Dronning havde Haand med udi Regieringen. Hvorom alting er, saa stod hun fra sin Rett. Hvorpaa Canceleren med ærbødig Taksigelse tog sin Afskeed, for at erkyndige Raadet om hendes Føjelighed. Dronninges Frastaaelse foraarsagede en u-beskrivelig Fornøjelse hos Rigets Raad, som holdt det for et stort Verk, at have udelukket baade en Enke-Dronning og en Kongelig Prinds fra Regieringen.

Da dette saa lykkeligen var forrettet, traadde Rigets Raad den 27 Aprilis udi Conference sammen paa Antworskov, og da forordnede de og befuldmægtigede 4re

4re Regierings Raad beskikkes.

af deres Middel til at være Regierings-Raad for Kongen og Rigerne, og tillige med besluttede, at Kongens Minder-aarighed skulde vare indtil han opnaaede sit 20de Aar, hvilket viiser, at saadant ikke tilforn har været regleret. Disse nærværende Regierings-Raad vare Niels Kaas Canceler, Peder Munk Rigets Amiral, Jørgen Rosenkrands Statholder over Jylland, og Christoffer Valkendorff Rentemester. Dennem gave de andre Rigets Raad skriftlig Instrux, at de skulde stedse være tilstede, hvor

Deres Instruction.

Kongen var, eller hvor Regieringen kunde udfodre deres Nærværelse, og at de paa Hans Majestets Vegne skulde forordne, tilsige og befale, giøre og lade, som de kunde viide og tænke, gavnligst at være, item at de skulde skaffe og forhielpe alle dem, som deres Allernaadigste unge udvalde Konge, eller dennem paa Hans Majestetes Vegne udi deres Anliggende (525)

(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 6.

kunde ansøge, tilbørlig Beskeed, at Rigets Indbyggere, den Fattige saavelsom den Rige, maatte vederfares, hvad Lov og Rett medførte. Dog, hvad Herreds-Tings og Lands-Tings Sager belangede, skulde dermed ikke være meent; Men de Sager skulde høres, og dermed hiemme dømmes, som Sædvane var. (a) De befoel og alle og enhver, at rette sig efter hvad disse Regierings Raad tilsagde, og forordnede efter den Eed, som de havde giort og svoret den udvalte Konge. Dette er et kort Begreb af dette Fuldmagts-Brev, som af Rigets Raad da blev opsatt, (b) hvoraf sees, at det var satt paa Skruer, og forfattet med stor Agtsomhed, saa at de derudi intet have villet melde om de Højheder og Regalier, som dem paa den unge Konges Vegne tilkomme, paa det at Kongen, naar han kom til sine myndige Aar, ikke skulde tilegne sig meer Myndighed, end de havde givet dem selv, eftersom de da vare i Kongens Sted.

Hvad ellers de 4re Regierings-Raad angaaer, da maatte alle tilstaae, at de samme

Deres Qvaliteter.

vare de værdigste Mænd, paa hvis Skuldre denne Byrde kunde lægges, og kand til Beviis her til tiene dette, at Peder Gyldenstierne, som da var Rigets Marsk, holdt sig selv ikke stærk nok til at antage een af disse Poster, men frivillig afstod sine Prætensioner til een af de andre, hvorvel han var en Mand af store Qualiteter, og der foruden ham i Rigets Raad paa de Tider vare anseelige Mænd, som under den salige Konge havde længe haft Rigets vigtigste Sager udi Hænder. Og, saasom Rigets Raad har aldrig været udi meere Anseelse end udi Christiani 4ti Minorennitet, da det regerede med en uomskrænked Myndighed, vil jeg her opregne dem efter den Orden, som de paa samme Tid sadde udi. De vare 19 udi Tallet, nemlig (1) Niels

En Liste paa de da værende Raads-Herrer.

Kaas til Thorupgaard Canceler. (2) Peder Gyldenstierne til Thim Rigets Marsk. (3) Peder Munk til Estvadgaard Rigets Amiral. (4) Jørgen Rosenkrands til Rosenholm Statholder i Jylland. (5) Christopher Valkendorff til Glorup Rentemester. (6) Steen Brahe til Knudstrup. (7) Jørgen Skram. (8) Mandrup (526)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4. manuscr. p. 8. biblioth. Fossianæ.

(b) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 8.

Parsberg. (9) Erik Hardenberg. (10) Anders Bing. (11) Henrik Belov. (12) Axel Gyldenstiern. (13) Corfitz Vifert. (14) Absalon Giøe. (15) Jacob Sefeld. (16) Breide Rantzow. (17) Christian Skeel. (18) Albert Friis og (19) Arild Hvitfeld Rigets Canceler. (a) Af denne Optegnelse sees, at Tallet ikke stedse har været reglered til 23 eller 24 Personer, som gemeenligen foregives; efterdi det da bestod ikkun af 19 Lemmer.

Da nu allting med Regieringens Indrettelse var bragt til en ønskelig Ende, blev Anstalt giort til den salige Konges Ligfærd fra Antvortskov til Roskild. Hvorudover de fire Regierings Raad forskreve den heele Rigets Adel at møde paa Antvortskov

Den Salige Konges Liig-begengelse.

den 24. Maij for at bivaane Liig-Begiengelsen, som skulde holdes i Roskild den 8 Junii. Den heele Ceremonie findes omstændigen anført udi Resenii Historie, og i sær hos den berømmelige Holstenske Statholder Henrik Rantzow (b) hvorfore jeg den her ikke vil beskrive. Jeg vil alleene mælde om en særdeles Hændelse, som ved samme Lig-Begiengelse tildrog sig. Da allting udi Kirken var forrettet, og det Kongelige Liig var nedsatt, fordristede en Adelsmand ved Navn Jacob Ulfeld sig at trine frem mit paa Kirke-Gulvet, og beklage sig med høj Røst over sin tynde Lykke, at han udi mange Aar havde tient Kong Friderik, men var ikkun slet derfore bleven belønnet. Over denne usædvanlige Dristighed bleve de Nærværende, saavel Førstelige Personer, som

Jacob Ulfelds dristige Gierning.

fremmede Gesanter og den heele Adel meget fortørnede, helst saasom den salige Konge havde ført saadant priseligt Regimente, at ingen havde Aarsag at tale ilde derom, og, saasom denne Adfærd var desmeere lastelig, efterdi den skeede paa saadan Tid og Sted, holdte de fleeste for, at Gierningen burte exemplariter straffes. Men Hertug Ulrik af Meklenborg, Enke-Dronningens Fader raadede de andre til at tractere dette med Foragt, hvilket og skeede; Dog vilde den unge Konge saavel som Enke-Dronningen i lang Tid ikke tilstede at Jacob Ulfeld maatte komme for deres Øjene. (c) Det er ellers den samme Jacob Ulfeld, (527)

(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. p. 10.

(b) Henr. Rantz. Pomp. funebr.

som er omtalt udi Friderici 2di Historie, og som var Hoved for det Moskovitiske Gesantskab, som han selv paa Latin har

Samme Ulfelds Fata.

beskrevet. Han overtraade udi samme Legation den Instrux, som han havde faaet af Kongen, hvorudover han ved sin Tilbagekomst blev udelukket (a) af Rigets Raad. Men hans Søn, som ogsaa heed Jacob, blev siden af Christian 4de giort til Rigets Raad, og siden til Rigets Canceler, og var han Fader til den navnkundige Corfitz Ulfeld, hvorom ofte udi efterfølgende Historie skal tales. Det er ellers den sidste Jacob Ulfeld, som har skrevet den korte Danske Krønike paa Latin, som jeg nogle gange har citeret.

Nogle Dage, efter at Liig-Begiengelsen var holden, lod Rigets Raad sammenkalde Adelen udi Roskilds Dom-Kirke, og der foreholdt dem Rigets Tilstand, begiærende iligemaade, at de vilde lade dem findes villige til Fædernelandets Tieneste og Forsvar, om noget paakom. Adelen havde da forfattet nogle skriftlige Adelen indgiver adskillige Besværinger til Raadet.Begiæringer, som de overleverede, og bestode samme Begiæringer af efterfølgende Artikle: (b) 1.) At Religionen saaledes, som den nu var her i Riget etablered, maatte uden Forandring handhæves, og at Kirke-Ordinantzen maatte i alle sine Puncter efterleves. 2.) At Adelen maatte holdes ved alle deres Privilegier og Friheder efter Haandfæstningene, Loven, og Recessen. 3.) At Kongen maatte forsynes med en indfød Dansk Mand til Hoffmester (thi hans forrige Hofmester var en Tydsk Herremand ved Navn Henrik Rammel.) 4.) At Rigernes Lehne, som ere besatte med Udlændiske, maatte forsørges med indfødde Danske. 5.) Saasom mange Lehne vare lagde under et Lehn, hvormed fleere tilforn vare forlehnede, at saadant maatte afskaffes. 6.) Endeel af Adelen beklagede sig, at de havde tient Riget med stor Besværlighed, men deres Tieneste var ikke bleven belønned. 7.) Beklagede de sig, at de nogen Tid havde været tvungne med Jagt, Fiskerie, Olding, Skovhuggen og andet, saa at de ikke nøde de Friheder, som deres Forfædre havde haft. 8.) Begiærede de, at, eftersom de hidindtil havde været besværgede med adskillige Bestrikninger, Rigets Forfølgninger (528)

(a) Resen. hist. Frid. 2.

(b) Hist. minorennit. Chr. p. 12.

og Hegtelse, at deslige Ting herefter maatte ophøre. 9.) Paastode de, at deres Tienere efter denne Dag ikke maatte gribes og fængsles, som hidindtil var giort imod Recessen. Hvis saadant maatte efterkommes, vilde de lade sig finde villige til all den Tieneste og Lydighed, som troe Undersaatter og ærlige Adelsmænd ere deres Fæderne Rige pligtige.

Disse Klagemaal og Begiæringer, som paa meenige Adels Vegne vare underskrevne af 6 Adelsmænd for den Jydske Adel, af fire for den Sællandske, Fallsterske, Lollandske, af fire for den Fynske, og lige saa mange for den Skaanske Adel, bleve saa vel af de fire Regierings-Raad, som af de fleeste og Fornuftigste i Rigets Raad med

Blive af Raadet ilde optagne.

Fortrydelse optagne; Og fandt man for gott at meddeele dem saadant Svar: nemlig, at man havde Aarsag at forundre sig over deres Ubesindighed, og havde ikke kundet vente slige Begiæringer, som sigtede meere til deres egen Nytte, end Landets almindelige Beste, allermindst paa saadan ubelejlig Tid, og udi Rigets saa vanskelige Tilstand: forestillede dem ogsaa, at de nærværende Førstelige Personer og fremmede Gesantere, som saadant kunde komme for Øren, vilde derudover fatte slette Tanker om Rigets Adel. I det Øvrige maatte de viide, at det aldrig var kommen dem i Sinde

Raadets Svar.

at giøre minste Skaar udi deres Privilegier, og hvad Religionens samt Ordinantzens Handhævelse angik, da havde de allerede, førend de af Adelen derom vare blevne anmodede, besluttet at drage Omsorg derfor. Anlangende den udvalde Konges Hofmester, da havde den højsalige Konge selv beskikket ham dertil, hvorfor de ingen Forandring derudi kunde giøre, ellers skulde de nok have Omhyggelighed for den unge Konges Optugtelse til Landets Gavn og Beste. De kunde ikke tilbagekalde den Højsalige Konges Breve, som vare givne til Fremmede, som havde Rigets Lehne; thi ved slige Bestallingers Cassation lod man see Utaknemmelighed imod en Konge, der saadant ikke havde forskylt. At mange Lehne vare lagde under eet Lehn, hvorved Rosstienesten var bleven ringere, vilde de see til hvorledes saadant med Tiden kunde blive rettet, tillige med det andet, som de besværgede sig over: Formodede derfor, at Adelen derimod paa deres Side lod see des (529) større Iver og Nidkierhed for Kongens og Landets Tieneste. Men Adelen blev ligesaa misfornøjet med dette Svar, som Raadet med deres Forslag; Dog lovede de alle Hielp til Rigets Forsvar, og derpaa skildtes ad, saa at enhver begav sig til sit Hiem. (a)

Medens dette forhandledes, ankomme adskillige Gesanter fra Frankerig, Engeland, Skottland, Sverrig og Tyskland, for at aflægge saavel deres Condolence over den salige Konges Død, som deres Lykønskning til den unge Konge. De fleste af dem reisede efter aflagde Complimenter strax tilbage, men nogle af dem bleve en Tid lang ved Hoffet, for at fornye de gamle Forbund med Riget. Hertugerne af Meklenborg, Hertug Ulrik, Dronningens Fader, og Hertug Carl, saavel som og Hertug Hans af Slesvig Holsten, og andre, som havde beæret den Kongelige Ligfærd med deres Nærværelse, toge ogsaa deres Afskeed, og bleve ledsagede af den unge Konge, samt de fire Regierings-Raad til det store Belt.

Enke-Dronningen, saasom hun merkede, at der for hende intet meere var at

Enke-Dronningen retirerer sig til hendes Lifgeding.

bestille, nu hun var udlukket fra Regieringen, retirerede sig noget derefter til hendes Lifgeding, som dette Aar blev given til hendes Hoffstads Underholding, og befattede Lolland og Falster med alle sine Indkomster, item eendeel af Øresunds Told; Og befattede hun sig ikke meer med Rigernes Sager, men levede udi Eenlighed paa hendes Lifgeding udi 43 Aar, endskiønt oftbemeldte Regierings-Raad spurte hende tit til Raads udi vigtige Sager, og betienede sig af hendes Underhandling, naar nogen Tvistighed kom dem imellem. Hun anvendte sin Enke-Stands Tid mest paa at laborere

Samme Dronnings Portrait.

udi Chymien. (b) Men det med saadan Fornuft og Agtsomhed, at hun ikke efter andres Exempler satt sine Midler til derpaa, thi hun var en god Huusholderske, og derfore udi Stand til at rekke sin Søn ofte Haanden, hvortil tiener til Bevis det overmaade prægtige Skib, kaldet Sophia, som hun lod bygge paa sin egen Bekostning. Hun underholdt stedse 300 til 400 Manufacturister, og efterlod sig over 2 Milioner i rede Penge.(530)

(a) Hist. minorennit. Chr. 4. manuscr. pag. 15.

(b) Gassend. vit. Tych. Brah. p. 68.

Om hendes Oeconomie og Levemaade taler den Engelske Ridder James Howel saaledes: Hun levede 44 Aar efter Hendes Herres Død, og blev saadan stor Huusholderske, i det at hun satt 300 til 400 Folk til Arbeide, saa at hun efterlod sig hart ad 2 Millioner, hvorudover hun blev holdet for den rigeste Dronning i Europa. (a) Hun øvede derforuden en sterk Disciplin, og siges der, at hun undertiden ikke sparede Svøben for at holde sine Domestiquer i Ave. Saa det derfor var at beklage, at en saa duelig Dronning ikke havde Haand med udi Regieringen i hendes Søns Mindreaarighed, eftersom det er ingen Tvivl paa, at hun ved sin Forstand og Myndighed jo havde kunnet afvende adskilligt, thi Historien viiser, at hun ofte, naar Nøden var, maatte arbeide paa at stifte Eenighed imellem de fire Regierings-Raad, og vidne alleene de Forfølgelser, som da skeede med den store Astronomo Tycho Brahe, at det undertiden har gaaet buntet til udi Kongens Mindreaarighed. I det Øvrige seer man, at Enke-Dronningen stedse levede udi sin Retraite paa Nykiøbings Slott.

Saa snart den unge Herre begyndte at voxe til, blev han øvet udi adskillige Exercitier baade Boglige og Militaire, hvorudi han havde saadan Fremgang, at alle

Den unge Konges Fremgang udi Videnskaber.

maatte forundre sig derover, og, saasom han fornam, at disse ham af Gud anfortroede Riger saaledes vare beskaffede formedelst deres Situation, at de uden god Kundskab paa Skibsfarten ikke vel kunde regieres, fik han Lyst at lære Søemanskabet af Fundamentet, hvorfore, da han var paa Skanderborgs Slott, som ligger ved en stor og vidløftig Søe, lode de forordnede Regierings-Raad bygge et Skib paa samme Sted, og dertil beskikkede forfarne Skibsfolk, som skulde seile med ham, og underviise ham i det som hører til Skibsfarten, saa at hans Kongelige Højhed vidste at regiere et Skib udi Storm og Uvejer, og alt Redskab derpaa fra øverst til nederst nævne. Udi Skibs Architecturen fik han saadanne Fundamenter, at han til (531)

(a) James Howel. vol. 1. Sect. 5. Epist. 40. So that she was reputed the richest Qveen of Christendom.

de allerstørste og skiønneste Skibe, af hvilke han maaskee fleere end nogen Potentat udi Europa har ladet bygge, Modeller med sin egen Haand har forfærdiget. Han blev ogsaa synderligen øvet i det Latinske Sprog, hvilket han stedse siden excolerede, og derudi naaede saadan Fuldkommenhed, at man hørte ham heele Timer tale Latin med fremmede Gesantere. (a)

Men for at anføre hvad som videre af Merkværdighed tildrog sig udi dette første

Man arbejder paa at erhverve Prinds Ulrik et Canonicat udi Strasborg.

Aar, da blev der giort et Forslag, om at promovere Hertug Ulrik til det Strasborgske Kanikdom. Dermed var giort en Begyndelse udi Friderici 2. Tid, men, efterdi Domherrerne imellem dem selv vare geraadne udi stor Tvistighed, var saadant bleven opsat til belejligere Tid. Men, da Stridighederne igien bleve bilagde, toge de fire Regierings-Raad sig dette Aar for igien at fornye den forrige Ansøgning; Til den Ende affærdigede de Gesantere til Churførsterne af Saxen og Brandenborg, som havde været de fornemmeste Underhandlere i de Tvistigheder imellem ovenmældte Dom-Herrer, for at tilbede sig deres Bistand udi Hertugens Ansøgning; Gesanterne, som didhen bleve skikkede, var Henrik Belov, og Nicolaus Theophilus Professor Juris paa Universitetet i Kiøbenhavn, hvilke bragte det Svar med sig tilbage, at begge Churførsterne holdte det uraadeligt enten at tale eller at handle noget derom, saasom der var ingen Anseelse til, at der saa snart kunde stiftes ret Eenighed imellem de Strasborgske Capitels Herrer, efterdi Biskopen af Strasborg, som havde taget

Men uden Frugt.

sin Boepæl uden for Staden paa Stiftets Gods, søgte ideligen at fomentere denne Misforstand, og det efter Frankrigs, Østerriges, Bayrens og andre Catholske Førsters Tilskyndelse. Ikke at tale om at Frankerige havde store Prætensioner paa Stiftet, og at samme Rige lurede kun paa Lejlighed til Execution deraf. Herudover stode Regierings-Raadene fra deres Forsæt, for ikke at indvikle Riget i Uroelighed, og derimod begyndte at tænke paa andre Middeler til Hertug Ulriks Forfremmelse, hvilket ogsaa lykkedes.(532)

(a) Carl Oger. Iter. Dan.

Blant andre Gesanter, som vare hidskikkede til den Kongelige Ligbegiengelse, vare ogsaa tvende fra Hertug Philipp af Holsten nemlig Claus og Johan von der Wisk, som vare befalede paa deres Herres Vegne at annamme Lehnet af Slesvig og Femeren, efter det Odenseiske Fordrag Anno 1580, og, saa fremt det strax ikke kunde

Den Slesvigske Hyldnings Forhalning og Opsættelse.

skee, da at begiære Anstand paa et Aar, hvilket dem af Regierings-Raadene blev bevilget. Men, efterat de vare bortreisede, kom der et Brev fra Statholderen Herr Henrik Rantzov og de Fornemmeste af Ridderskabet udi begge Hertugdommene, hvorudi de begiærede, at det maatte beroe med Lehnets Annammelse indtil Hans Kongl. Majestet sine myndige Aar havde naaet. Derpaa blev svaret af Regierings-Raadene, at man dem saadan Begiæring ikke kunde bevilge. Man merkede strax hvortil Ridderskabet sigtede med denne Begiæring; thi, saasom Hertug Hans den Ældere kort for den salig Konge var død, og begge Regierings-Herrerne udi Førstendommene fast udi eet Aar vare affaldne, arbeidede Ridderskabet paa at betiene sig af denne Lejlighed til at forøge deres Privilegier: Til den Ende havde de berammet en Land-Dag til Kiel udi September, og til samme Land-Dag invitered Enke-Hertuginden med hendes tre Sønner. Fra Dannemark bleve ogsaa did henskikkede tvende Fuldmægtige, nemlig

Et farligt Anslag ved samme Opsættelse.

Breide Rantzov Rigets Raad, og Henrik Rammel, den unge Konges Hoffmester, af hvis Opførsel man merkede at den Danske Adel trok paa Linie med det Slesvig Holstenske Ridderskab, og at der mellem dem var overlagt at haandhæve Ridderskabets Vall udi Førstendommene. Thi Gesanterne udi den Tale, som de holdte paa Landdagen, brugte blant andet disse Ord: Paa det at en regierende Herre over Førstendommerne kand antages ved et ordentlig Vall: (a) De gave det Holstenske Ridderskab iligemaade den Forsikring, at deres Privilegier og Vall-Rettighed skulde blive dem confirmerede af den unge Konge, naar han kom til sine myndige Aar, og sagde med stor Dristighed, at, hvis Kongen saadant ikke vilde holde dem, maatte de have Frihed at opsige ham deres Troeskab, og udvælge sig (533)

(a) Hist. Minorennit. Manuscr.

en anden Herre. Et klart Beviis paa, det var ikke for det Kongelige Huuses Høihed, at de med saadan Iver havde paastaaet Dronningens Exclusion fra Regieringen; thi, hvis hun havde haft Haand derudi, havde deslige Ting ikke været tenterede, thi jeg haver tilforn anmærket, at, endskiønt Christianus Imus havde accorderet de Slesvig Holstenske Stænder Vallrettighed, saa havde dog saadan Vallrettighed aldrig været ført i Praxin, men at begge Hertugdommer stedse siden den Tid ikke alleene arveligen have været faldne fra Fader til Søn, men enddogsaa som Patrimonia været deelte imellem de Kongelige og Førstelige Børn, saa derfor denne Paastand var en Innovation, som Ridderskabet, betienende sig af Kongens Minorennitet, foretog, og hvorudi Dannemarks Raad spillede under Dekke med dem. Efterdi nu dette var et oplagt Raad imellem det Slesvig Holstenske Ridderskab og Dannemarks Raad, saa bleve ingen Disputer giorte paa den unge Konges Vegne. Men den Ældste af Hertug Adolphs

Hertug Philippus sætter sig imod de Slesvig Holstenske Stænders Foretagende.

Sønner, nemlig Philippus, som var kommen til den Alder, at han kunde skiønne paa, hvad man da smidede saa vel til det Kongelige, som til det Førstelige Huuses Præjudice, vilde ingenlunde hverken indstille sig eller sin Broder til noget Kaar eller Vall, men ved sin Canceller uden nogen Omsvøb forlangede en Arvehylding. Men Ridderskabet fremturede i sit Forsæt, og lod Hertug Philipp reent ud sige, at, saa fremt han ikke vilde samtykke denne Slutning med de Danske Gesantere, og underkaste sig et frit Vall efter hans Far-Faders Fader Christiani I. Exempel, vilde de udvælge den unge Konge til deres eene regierende Hertug, og meenes der, at de virkeligen havde skridet til Execution, hvis Hertugen videre havde fremturet i sin Bestandighed. Men han lod sig omsider skrække af disse Trudsler, og maatte bide i dette suure Æble, hvorpaa han tillige med Kongen bleve udvalte til regierende Førster af Slesvig Holsten. Men derved lode Stænderne sig enda ikke nøje, thi, saasom de saae, at Conjuncturerne

Maa tillige med Kongen beqvemme sig til at lade sig velge.

vare dem favorable, tænkte de at kiøre medens de havde Svøben, og vegrede de sig ved at aflægge Eed, førend visse Ting vare dem accorderede, og som bestode derudi: 1.) at Rosstienesten maatte sættes paa en vissere og meere |534taalelig Fod. 2.) At begge Hertugdommene ikke skulde blive adskilte, som de hidindtil havde været, men være under fællig Regiering. At Ridderskabet maatte have deres fri Jagt paa Stifternes, Dom-Herrernes og Kiøbstædernes Gods. 3.) At Ridderskabet maatte tage deres

Stændernes videre Paastand.

Lehne paa den gamle Maade, nemlig ved at gribe udi Hertugernes Hatt, og, naar de det forlangede, skulde dem skriftlige Lehn-Breve derpaa gives. 4.) At Kirke- og Land-Ordinantzen maatte igiennemsees og forbedres &c. Hvis de Danske Fuldmægtige havde haft Ordre til at indgaa disse Puncter, havde Ridderskabet ogsaa uden Tvivl trænget igiennem med disse nye Begiæringer, og Hertug Philipp havde bleven tvungen til at underskrive det eene med det andet, men til hans Lykke havde de ikke saadan Fuldmagt; hvorudover han vegrede sig at svare dertil, førend han havde overlagt Sagen med de Danske Regierings-Raad, hvorfore der ogsaa ingen Hylding skeede dette Aar. Heraf sees, at det gik meget buntet til udi denne Konges bliver ikke hørt.Mindreaarighed, Men den Uorden, som da reisede sig, hævede Kongen tilstrækkelig, da han selv antog Regieringen, og satt de Slesvig Holstenske Hertuger i den Stand, som de nu er udi, og vindicerede deres Højhed og Myndighed med saadan Iver, at Stænderne siden den Tid have aldrig yttret sig med deslige Prætensioner. (a)

Da denne Land-Dag var til Ende, reisede de Danske Gesanter til Itzehoe for at handle med Hamborgerne, som didhen vare stævnede til den unge Konges Hylding, men, saasom Kongen endda ikke var hyldet til Hertug udi Holsten, og deraf

Hamborg søger ogsaa at forhale Hyldingen.

dependerede den Hamborgske Hylding, blev saadant opsatt til videre, og merkede man, at Hamborgerne herudi søgte at vinde Tid, efterdi de paa samme Tid anholdte ved den Keiserlige Kammer-Rett til Spir om en Decision imellem deres Stad og de Holstenske Hertuger, og haabede der at erhverve en Dom, hvorved Staden skulde erklæres en umidelbar Keiserlig Fristad. Men, da Kongen havde naaet sine myndige Aar, maatte Hamborg beqvemme sig til den Hylding, som siden omstændigen skal beskrives. (535)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4. hvoraf Historien om denne Opførsel er tagen.

Aaret efter Kong Frideriks Død, nemlig 1589, blev det Ægteskab, som længe

Handel om Ægteskab mellem en Dansk Princesse og Kongen af Skottland.

havde været i Gierde imellem Kong Jacob af Skottland og den Danske Princesse Anna, Christiani 4. Søster, bragt til ønskelig Ende. Dette Ægteskab var med stor Flid handled om i Friderici 2. Tiid, men ikke med den Fremgang, som man ønskede, formedelst adskillige Intrigver, som bleve satte i Verk for at giøre dette til intet. Historien deraf er denne: Kong Jacob af Skottland havde for nogle Aar siden kasted Øje paa den ældste Danske Princesse, hvorom, da Kong Friderik blev informeret, skikkede han et Gesantskab til Skottland under Prætext, at foreslaae en Alliance imellem Rigerne, men for paa samme Tid at handle om Ægteskab imellem Kongen og hans ældste Dotter. Den Skotske Minister Melvil, (a) som har efterladt os herlige Memoires over de Tiders Stats-Sager, hvorudi han selv frem for andre

Dronning Elizabeth af Engeland søger at hindre saadant.

blev brugt, siger, at da Dronning Elizabeth af Engeland fik Kundskab om dette Forslag, arbejdede hun med all Magt paa at giøre det til intet, endeel fordi hun vilde ikke, at Kong Jacob skulde have anden Brud end af hendes Haand, endeel ogsaa, efterdi hun havde Sigte paa Catharina Kongens Søster af Navarra: saasom hun holdt for, at samme Konge var den ivrigste Forfægter af den reformerede Religion, og derfor, at saadant Parti var (b) meest beqvemt til at bestyrke udi samme Troe den unge Konge af Skottland, hvilken hun ansaae som sin tilkommende Arving til den Engelske Krone. Til den Ende skikkede hun ham en Ambassadeur ved Navn Edvard

Samme Dronning machinerer derimod.

Wotton med hemmelig Instrux, at hindre det foreslagne Parti med den Danske Princesse. Denne Wotton, saasom han var en habile Hoffmand, insinuerede sig strax saaledes hos Kong Jacob, at de Danske Ambassadeurs bleve tracterede med Kaaldsindighed, saa at de af Misfornøjelse vare færdige til at forlade det Skotske Hoff. Men Melvil underrettede dem om Tilstanden, og formanede dem til at have Taalmodighed, indtil man kunde faae Lejlighed til at desabusere Kongen, hvilket ogsaa skeede; thi Kong Jacob begyndte kort derefter at giøre dem (536)

(a) Melvil Impartial account of Affaires of state.

(b) Camden. Hist. Elisab. part. 4.

bedre Miiner, og skikkede dem med god Forhaabning til Dannemark igien. Noget efter deres Bortrejse forsendte han Patrice Young til det Danske Hoff for at takke Kong Friderik for hans Ambassade, men hans hemmelige Instrux var, at erkyndige sig om de tvende Danske

Kong Jacob giør Ansøgning om den Ældste Princesse.

Princessers Qvaliteter, og efterat han havde faaet Underretning derom, affærdigede han Gesanter til Kiøbenhavn for at handle videre om Ægteskab med den ældste Princesse.

Imidlertid continuerede Dronning Elizabeth med alle sine Konster for at giøre Partiet til intet, og vidner Melvil, (a) at den store Skotske Canceler Maitland, saavelsom de fleeste af det Skottske Raad nøde Pensioner af hende, for at vende Kong Jacob fra de Tanker. De samme udsatte en Fransk Poët ved Navn du Bard, at

Staaer derfra igien formedelst de Engelske Intriguer.

han ligesom af sig selv skulde foreslaae Princessen af Navarra, og udvirkede samme du Bard sin Commission saa vel ved at berømme samme Princesse Catharina, at Kong Jacob begyndte igien at vakle, og skikkede Mylord Tungland til Frankerige for at erkyndige sig om Princesse Catharina. Dette foraarsagede, at, da Kong Friderik fik Kundskab derom, blev han saa fortrydelig over det Skottske Hoffs Opførsel, at han forlovede sin ældste Dotter Elizabeth med Hertug Henrik Julio af Brunsvig, og meener oftbemeldte Melvil, at Dronning Elizabeth af Engeland befordrede denne Kongens hastige Resolution, i det hun hemmeligen underrettede det Danske Hoff om Mylord Tunglands Rejse til Frankerige. Herved syntes all Forhaabning om Alliance mellem Dannemark og Skottland at være uddød. Men just det samme contribuerede meest til dens Befodring; Thi Undersaatterne udi Skottland, da de merkede disse Engelske Intriguer, begyndte de aabenbare at raabe mod Dronning Elizabeth (b), som den der ved List søgte at hindre deres Konge at bestyrke sit Huus ved Ægteskab, paa det at Kong Jacobs Descendenter ikke skulde komme paa Thronen i Engeland, og derved Lejlighed gives at hævne Dronning Mariæ Død. Dette foraarsagede, at Kong Jacob (537)

(a) Melvils Impartial account of affaires of state.

(b) Camd. Hist. Elizabeth part. 4. pag. 561.

blev ved sit Forsætt at alliere sig med det Kongelige Danske Huus, og at begiære Kongens anden Dotter Annam til ægte, hvilket Kong Friderik

Kong Jacob holder an om den anden Princesse.

ogsaa accorderede, men med de Conditioner, at han solenniter ved et Gesantskab skulde begiære hende. Men, førend dette kom saa vitt, døde den Højpriiselige Konge, og efterlod sin Søn udi Mindre-aarighed. Dette hindrede dog ikke, at Kong Jacob blev ved sit Forsæt. Men, da man proponerede for det Skottske Raad at affærdige et Gesantskab til Dannemark, lode nogle af Raadet ham forstaae, at han vilde bryde overtvers med Dronningen af Engeland, hvis han mod hendes Villie traadde i Ægteskab. Højstbemeldte Dronning blev ideligen ved at recommendere Princessen af Navarra, og foraarsagede hendes Skrivelse, som hun i Faveur af samme Princesse affærdigede til Skottland, at det heele Skottske Raad erklærede sig imod det Danske Partie. Men dette gik Kong Jacob saa meget til Hierte, at han ved en af sine troe

Ny Hinder igien.

Tiennere ophidsede Inbyggerne udi Edinborg at giøre Oprør, og at true saavel den store Canceler, som det heele Raad paa Livet, hvis Partiet med den Danske Princesse ikke gik for sig. Disse Trudsler indjoge saadan Skræk udi det Skottske Raad, at de strax udnævnede Gesantere, som skulde paa Kongens Vegne anholde om den Danske Princesse.

Disse Gesantere ankomme efterfølgende Aar 1589 til Kiøbenhavn, og strax begyndte at handle om dette Giftermaal, som længe havde været i Gierde. De begiærede til Udstyr med Princessen 250000 Rigsdl. og derforuden Toldfrihed for Skottske Undersaatter udi Dannemark, item til Foræring tre velberustede Orlogs-Skibe, og fuldkommen Afstaaelse paa Orkeneøerne. (a) Men denne excessive Paastand fandt ingen Bifald hos Regierings-Raadene, hvorudover den ogsaa blev afslagen: Man tilbød dem alleene en Medgift af 100000 Rhinske Gylden, hvilken Sum den salige Konge havde anordnet til Princessens Medgift. Videre blev samme Gesantere insinueret, hvad man derimod forlangede for Princessen, nemlig et Lifgeding af 150000 Rigsdl., hendes Religions fri Øvelse og andet. Med saadan Beskeed rejsede Gesanterne (538)

(a) Hist. minorennit. Christ. 4. manuscr. p. 44.

bort. Men de komme tilbage igien fire Uger derefter med et egenhændigt Brev fra Kong Jacob til Enke-Dronningen, hvorudi han gandske

Ægteskabet bliver endeligen sluttet.

underkastede sig hendes Villie, og begiærede, at Giftermaalet maatte fuldbyrdiges. Derpaa blev Bilageret celebreret med stor Pomp paa Kronborgs Slott, hvor Princessen blev viet til en af de Skottske Gesanter udi Kong Jacobs Sted, og de bleve efter Sædvane satte paa en Brude-Seng.

Nogle Dage derefter tog Bruden Afskeed med hendes Broder den unge Konge samt Enke-Dronningen, og lavede sig paa Reisen til Skottland; til hendes Transport laae færdige ved Kronborg en Flode af 14 Krigs-Skibe, hvilken gik til Ankers den 1ste Septembr., og havde Bruden til Geleide med sig Rigets Amiral Peder Munk,

Princessen gaaer til Seils.

Steen Brahe, som var beskikket til hendes Hofmester, Herr Breede Rantzov og Doctor Nicolaus Knip. Men Floden blev af Storm dreven til de Norske Køster, hvor den unge Dronning med sit heele Følge maatte stige i Land, og der opholde sig nogen Tid formedelst Modvind. Da Kong Jacob dette spurte, da af Utaalmodighed og Længsel efter at see sin saa højtforlangte Brud, begav han sig med 6 Skibe fra Skottland og arriverede lykkeligen den 19. Novembr. til Opsloe, hvor han nogle

Bilageret holdes til Opsloe i Norge.

Dage derefter, nemlig mod Slutningen af samme Maaned (a) lod sig selv vie til hende, og forbleve de begge udi Opsloe indtil næstfølgende Aar. Dette haver jeg holdt nødigt omstændigen at udføre, endeel, efterdi alles Øjen vare henvente til dette Giftermaals Udfald, endeel ogsaa, efterdi denne Princesse under det Navn af Dronning Anna er saa meget bekiendt udi Historien, og hun var Moder til den ulyksalige Konge Carl, som offentligen blev halshuggen i Engeland.

Medens dette forhandledes, bleve de Slesvig Holstenske Sager igien foretagne. I Begyndelsen af Aaret blev af de fire Regierings-Raad forskreven en Herredag til Kiøbenhavn, og lode Regierings-Raadene tilkiende give Hertug Philipp, samt

Det Slesvigske Lehn confereres Hertugerne.

Kongens Farbroder Hertug Hans af Sønderborg, at Lehn-Sagerne paa den samme Herredag skulde foretages, og at det derfor var fornødent, (539)

(a) Hegelund Calend. Manuscr.

at de til bestævnte Tid skikkede deres Fuldmægtige til Kiøbenhavn for at handle derom, hvilket ogsaa skeede. Paa Hertug Philipps og hans Broders Vegne mødte Ditlef Rantzov og Caspar Højer. Paa den Sønderborgske Hertug Hanses Vegne Amtmanden paa Sønderborg og Peiter Grundelfinger, hvilke antoge Hertugdommet Slesvig og Femern til et Lehn, og Henrik Rantzov, Statholderen udi Holsten, tog Lehnet paa Kongens Vegne. Thi Kongen, som før er anmerket, agerede her tvende Personer nemlig Konge udi Dannemark og Hertug udi Slesvig, saa at han som Hertug tog Lehnet af sig selv som Konge.

Hvad videre merkværdigt tildrog sig dette Aar, var, at Enke-Dronningen begyndte at bygge Nykiøbings Slott udi Falster, hvor hun siden til sin Dødsdag holdt sit Hoff, og gik Arbeidet for sig med saadan Hurtighed, at hun beboede det Aaret derefter. (a) Hendes Efterkommere de andre Enke-Dronninger have ogsaa paa samme

Nykiøbings Slott bygges.

angeneme Sted resideret udi deres Enkestand. Mod Enden af Aaret reisede sig en stor Ildebrand udi Bergen, hvoraf den beste Deel af Staden blev lagt i Aske.

Imidlertid havde man faaet Kundskab ved det Danske Hoff om Kong Jacobs Ankomst udi Norge, og at Højstbemeldte Konge med sin Gemahl agtede at forblive Vinteren over udi samme Rige. Hvorudover Enke-Dronningen og Regierings-Raadene ved Skrivelse inviterede ham til Dannemark, hvortil ogsaa Kong Jacob lod sig overtale, og kom den 21. Januarii til Helsingøer, og, efter at han med sin 1590. Dronning havde opholdet sig en Tid lang paa Kronborgs-Slott, kom den 21. Febr. til Kiøbenhavn, hvor intet blev forsømt, som kunde tiene ham til Tidsfordriv og

Kong Jacobs Ankomst til Kiøbenhavn.

Fornøjelse. Men, som denne Konge var en særdeles lærd Herre, fandt han stor Behag udi lærde Folks Omgiængelse, hvilket gik saa vit, at han endogsaa lod sig indfinde paa de Academiske Lectioner, og hørte blant andre Doct. Hans Slangerup og Doct. Anders Christensen læse, den eene i Theologien og den anden udi Medicinen. Han forærede ogsaa til Academiet et forgyldt Begere (540)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. pag. 52. Helvaderus henfører dog dette Slotts Fundation til 1591.

og nogle rare Bøger. Udi Roskild fandt han Fornøjelse i at tale med den Navnkundige, og da bedagede Mand Hemmingio, hvilken han havde Middag og Aften ved sit Taffel, og forærede ham til Afskeed et forgyldt Bægere. (a)

Men den, udi hvis Omgiengelse han fandt allerstørst Fornøjelse, var den store Astronomus Tycho Brahe, hvilken han besøgte paa Huen, og forblev over 8 Dage hos ham for at besee hans rare Instrumenter, og at høre ham tale om Astronomie, og Chymie. Gassendus (b) fortæller, at Kongen blant de store Mænds Skilderier,

Hans Omgiengelse med Tycho Brahe.

som han fandt hos Tychonem, kiendte strax Buchananum, som havde været hans Informator, og, som højstbemældte Konge var en god latinsk Poet, (c) giorde han vor Astronomo til Ære et Vers, som begynder saaledes. (d)

Ætereis bis quinque Globis, queîs machina Mundi

Vertitur, ut celso est crustatus fornice Olympus

Ignibus & pictis fulgentibus undique Lychnis.

Da han endeligen tog Afskeed med ham, tilbød han ham den Frihed, at begiære af ham hvad han ønskede. Tycho Brahe veigrede sig en Tid lang derfor, men omsider intet andet forlangede, end at Kongen vilde forære ham et Par Engelske store Hunde eller Doggere, hvilke ogsaa siden bleve ham skikkede. Men disse samme Hunde formerede siden den Misforstand, som var imellem Tychonem og Rentemester Walkendorff, hvorom videre skal tales siden. Medens Kong Jacob opholdt sig med sin Dronning i Dannemark, blev udi Kiøbenhavn celebreret Bilager imellem Christiani 4ti ældste Søster Elizabeth og Hertug Henrik Julium af Brunsvig. Vielsen

Bilager imellem Hertug Julium og Princesse Elizabeth.

skeede Paaske Dag paa Kronborgs Slott udi tvende Kongers og adskillige Førsters Nærværelse. Og, da denne Højtidelighed i nogle Dage havde været, tog Kong Jacob Afsked, og begav sig med sin unge Dronning til Skottland. Paa Reisen fuldte ham de samme Danske Gesantere, som geleidede (541)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. p. 55.

(b) Gassend. vita Tych. Brahe libr. 4. pag. 105.

(d) Resen. inscript. Uranib. & Stellæburg. pag. 316.

de Dronning Anna til Norge, undtagen at Doct. Niels Krag, som Kong Jacob havde fattet stor Naade for, kom udi Doctor Knips Sted. Noget derefter begav ogsaa Hertug Henrik Julius sig med sin unge Brud paa Hiemreisen, tillige med begge Hertugerne af Meklenborg. Men, førend

Begge Brudgommene reise bort.

Hertug Ulrik bortreisede, udvirkede hans Dotter Enke-Dronningen hos ham dette, at han lovede at have Omsorg for hendes anden Søn Prinds Ulrik, og ved Dom-Capitelet at mage det saaledes, at samme Prinds kunde blive udvalt til Biskop over Schwerin efter hans Død; Hvilket Hertugen ogsaa udi Septembri ved sin Tilbagekomst udvirkede, men Prindsen antog det dog ikke førend efterfølgende Aar.

Efter Hertug Henrik Julii Bilager var holdet, og Kong Jacob med sin Dronning vare reiste fra Dannemark, bleve her af Riget udskikkede Canceler Niels Kaas, Mandrup Parsberg og Henrik Rammel til den Landdag, som af de Slesvig Holstenske Stænder udi Majo skulde holdes til Flensborg angaaende Hyldingen, hvilken paa det sidste efter lang Ordvexling blev bevilget at skulle skee, hvorimod de Danske maatte give dem Forsikring, at Kongen, naar han kom til sine myndige Aar, skulde stadfæste alle deres Privilegier paa samme Maade, som hans Herr Fader. Hertug Kongen hyldes i Førstendommene.

Philipp stadfæstede dem strax deres Friheder, skiønt ikkun udi almindelige Terminis, hvorpaa Stænderne den 20 Maj aflagde saavel til de Kongelige Gesanter, som til Hertugen deres Troeskabs-Eed. Den Sønderborgske Hertug Hans forlangede ogsaa det samme, men det blev ham af Stænderne afslaget, saasom Stænderne holdte fore, at de saadant ikke vare pligtige uden til de Regierende Herrer af de tvende Hoved-Linier. Med hvilket Svar Hertugen maatte lade sig nøje. Saa snart dette var til Ende, fremkomme Stænderne med deres Besværinger, hvorom tilforn er talt, hvorfore jeg det her igien ikke vil igientage. Men, som disse Besværinger vare saa vitløftige, at de ikke kunde afgiøres paa en Landdag, bleve de opsatte til næstkommende Martini.

Blant andre Ting, som gave Anledning til Tvistighed, var det Bispedom

Tvistighed om det Bispedom Slesvig.

Slesvig, hvorom vare tvende Slags Stridigheder, een imellem Capitulet og Herrerne, og en anden mellem Herrerne (542) indbyrdes. Og, som lidt eller intet derom tilforn er talet, vil jeg viise hvad samme Bispedom var, og Stridighederne fra Roden optage. Bispedommet udaf Slesvig var tilforn, saavel som alle andre Bispedomme, af stor Vigtighed; Det samme dependerede alleene af Riget og ikke af Hertugerne, og har jeg tilforn anført, hvorledes den sidste Catholske Bisp Godske von Ahlefeld forfægtede derudi Rigets-Rett imod den Keiserlige Kammer-Advocat. Samme Godske von Ahlefeld var den eneste Bisp af de Danske Bispe, som i Christiani 3tii Tid ikke blev Samme Bispedoms Historie.afsatt, thi han forblev ved det Slesvigske Bispedom, saa længe som han levede. Men efter hans Død, som skeede 1541, blev en Luthersk Biskop ordinered nemlig Tileman, hvilken dog ikke beholdt Bispestolen uden kort Tid, thi, da Deelingen skeede mellem Højstbemeldte Konge, og hans Broder Hertug Hans, og Hertug Adolf, og enhver af disse Brødre tog deres Lod og Deel udi Hertugdommet, lod den yngste Broder Hertug Friderik, som allerede var Biskop udi Hildesheim, sig nøje med Bispedommet af Slesvig. Doct. Tileman blev derimod giort til Superintendent over Forandring ved Reformationen.

Kirkerne og Geistlige, baade udi Hertugdommet og Stiftet Slesvig, og med Indkomster forsynet af det Kongelige Skatt-Kammer. Saaledes udspirede af det gamle Bispedom Slesvig tvende andre, nemlig et Verdsligt, og et Geistligt. Det første befattede det Svabstædske Huus, som var det gamle Bispe-Sæde, saa og Stiftets gamle Indkomster, og blev et secularisered Stift ligesom adskillige andre udi Tydskland, der gives gemeenligen til Førstlige Personer. Det andet derimod befattede intet uden den pure Titel, hvorudover ogsaa de geistlige Bispe eller Superintendenter maatte salareres af Kongen.

Medens bemeldte Hertug Friderik var secularisered Biskop af Slesvig,

Trætte imellem Kong Friderik 2. og Hertug Adolf om det Slesvigske Bispedom.

handlede hans Broder Hertug Adolph hemmeligen med Dom-Herrerne udi Slesvig, at de udvalte ham til hans Broders Coadjutor eller Medhielp, og blev derpaa upaatalt saa længe Christianus 3. levede. Men Kong Friderik den anden begyndte at besværge sig over dette Vall, som Hertug Adolph havde tilpractisered sig, og paastod dets Cassation. Hertug Adolph stræbede at forsvare Vallets Gyldighed og Dom-Herrernes Rett til at vælge (543) efter andre Tydske Dom-Herrers Maade. Men Kongen viisede, at Hertugdommet Slesvig bestod udaf to Lehne, nemlig det Geistlige og det Verdslige, som han var Herre over, og kunde ingen kalde nogen Bisp til Stiftet uden han, som var Konge, og hvis Forfædre samme Stift havde funderet. Efter saadan paa begge Sider giorte Paastand blev Stiftet tilkiendt Kongen og Riget af de udi disse Tvistigheder udvaldte Dommere og Opmænd. Dog alligevel gav Kong Friderik af Føjelighed Hertug Adolph Brev paa det Huus Svabstæd og dets tilhørende Gods, men alleene paa hans Livs-Tid. Hvorfore ogsaa højstbemeldte Konge, da Hertug

Det Bispelige Huus Svabsted forvandles til et Verdsligt Amt.

Adolph 1586 ved Døden afgik, tilegnede sig Stiftet med dets Gods, og derover satt en Ambtmand, item en Huusfoget over Svabstad, som tilforn havde været Bispernes Sæde. Saaledes seer man, at det gamle Biskopdom blev forvandlet til et Ambt, hvorved det er forblevet til denne Dag.

Denne Forandring søgte man nu udi Christiani 4. Minorennitet at kuldkaste. Ridderskabet paastod, at Dom-Herrerne burte have deres fri Vall, og Hertugerne at Stiftet burte være tilfælles for alle regierende Herrer. Men Tingen blev, som den var udi Christiani 4. Tiid. Hvorledes ellers Rigets udvortes Tilstand var udi denne Mindre-aarighed, item Harmonien imellem de fire Regierings-Raad, derom findes intet antegnet, end ikke udi den oft citerede ziirlige Minorennitets Historie, hvoraf jeg tvende Exemplarier har haft i Hænde; thi efter den almindelige Tradition, saa have Conjuncturerne undertiden været slibrige, saa at Enke-Dronningens Underhandling een og anden gang har været nødig. Hendes Fader Hertug Ulrik haver ogsaa undertiden haft nok at bestille med at stifte Foreening mellem dem, og vare ingen beqvemmere dertil end denne Herre, der ved sin Fornuft og Viisdom havde giort sig anseelig blant alle Tydske Førster, og var Kreds Oberst udi Neder-Sachsen. Man seer alleene af bemeldte skreven Historie, at der haver været Misforstand mellem Peder Munk og Christoffer Walkendorff, hvorpaa dette Aar anføres et Exempel.

Den 4 Augusti blev holden en Herre-Dag til Colding, hvorpaa den unge Konge selv præsiderede. Blant andre Sager, som (544) da forekomme, var een mellem disse tvende Herrer: Thi Amiralen tiltalede Rentemesteren, fordi de Orlogs Skibe,

Proces imellem Amiral Munk og Rentemester Valkendorf.

hvormed han Aaret tilforn havde bragt Dronning Anna til Skottland, vare blevne saa lække, da de komme udi Søen, at de med største Livs-Fare maatte søge Havn udi Norge, hvilket han tilskrev Walkendorffs Forsømmelse, eftersom samme Herre af den Salige Konge var satt til at have Opsyn med alle Ting paa Floden og Skibs Holmen, saa at derfore han, nemlig Peder Munk, endskiønt han var Amiral, ikke kunde være ansvarlig derfor. Men Rentemesteren beviisede ved Vice-Amiralen Erik Mogensen, at Skippere og Tømmermænd havde faaet alt hvad som udkrævedes til at holde Floden i Stand med. Sagen blev derfore brudt overtvers, og søgte man at bringe disse tvende Herrer til Forliig. (a)

Men foruden denne Beskylding imod Rentemesteren blev paa samme Tiid giort en anden af større Vigtighed; thi han blev anklaget for at have ladet dømme fra Livet og halshugge i Kiøbenhavn en Søe-Capitaine ved Navn Mogens Heinson, en Ferrøisk Mand af Geburt, som en Søe-Røver, hvilket han dog ikke var, thi han befandtes

En ny Sag imod Rentemesteren.

at have Commis af Hertugen af Parma, som da var Gouverneur i de Spanske Nederlande, at tage paa Engelske Skibe, og det Engelske Skib, som han beskyldtes for at have erobret ved Søe-Røverie, var dømt til Priis udi Ostende. Denne Mand havde Christoffer Walkendorff ladet henrette uden Canceler Kaases, og Jørgen Rosenkrandses Samtykke. Hvorudover der blev funden for gott, at den henrettedes Legeme skulde igien optages af Jorden, og hæderligen begraves, og Rentemesteren maatte forsone hans Arvinger med en Sum Penge. (b)

Riget var ellers i Henseende til dets Naboer udi en ønskelig Rolighed udi denne

Riget fri for udvortes Fiender

Mindre-aarighed, thi de fleeste Tvistigheder, som Dannemark havde haft med sine Naboer, vare hævede udi den Salige Konges Tiid; og de Stridigheder, som rejsede sig med Sverrig, vare ikke af nogen stor Betydelse, tilmed havde Sverrig paa nogen Tid været udi saadan forvirret Stand, at Dannemark havde (545)

(a) Hist. Minorennit. Manuscr. pag. 72.

(b) Histor. Minorenn. Christ. 4ti Manuscr. pag. 73.

ingen Aarsag at frygte sig for samme Rige paa de Tider. Det var da ogsaa ikke liden Fornøjelse for det Kongelige Huus, at høre den bekiendte Lothringske Hertuginde Christinæ Død, som skeede udi dette Aar. Thi samme Hertuginde, saasom hun var Christiani 2. Dotter, havde saavelsom hendes Søster Prætension paa de tre Nordiske Riger, og saavel hendes Herre Hertugen af Lothringen, som hendes Søsters Mand Churførsten af Pfaltz havde ofte bragt dette Rige udi U-roelighed. Ja Hertug Franciscus af Lothringen, da han mærkede sig intet med Magt at kunde udrette, havde søgt underhaanden at vinde nogle af den Danske Adel. Og var dette Aarsag til den bekiendte Peder Oxes Fald, som blev giort fredløs, efterdi man merkede, at han corresponderede med samme Hertug. (a) Udi dette Aar den 28 Octobr. døde ogsaa Hertug

Slesvigsk-Holstenske Sager.

Philipp af Slesvig Holsten i sit Alders 21 Aar, hvorudover Regieringen faldt til hans ældste Broder Hertug Johan Adolff Biskop til Bremen og Lybek. Samme Johan Adolff skikkede strax efter sin Broders Død en Gesandt til Dannemark, nemlig Johan von der Visk for at tage Slesvig og Femmern til Lehn af Kongen, hvilket ogsaa skeede. Og, da dette var forrettet, fandt man for got at lade Kongen giøre en Rejse til Norge, for at lade sig hylde udi samme Rige. Udi hans Fraværelse bleve 3de Rigets Raad, nemlig Jørgen Rosenkrands, Steen Brahe, og Manderup Parsbierg beskikkede at forblive udi Kiøbenhavn ved Regieringen. Kongen arriverede til Opsloe den 25 May 1591, og blev han offentlig paa en dertil opretted Skue-Plads 1591. hyldet af alle Norges Stænder den 8 Junii. Anden Dagen efter Hyldningen blev

Den unge Konge hyldes i Norge.

holden en Herre-Dag, som paa de Tider i Norge kaltes Rigens Rett. Paa denne Herre-Dag indgav den Norske Adel nogle Poster, som de allerunderdanigst begiærede at maatte i agt tages, og, hvor det fornødent giordes, at forbedres og forandres. Deres Memorial blev antagen af Kongen selv, hvilken leverede den til Canceler Kaas, og lovede at svare derpaa. Men der blev forhalet med Svaret, indtil Kongen kom til Dannemark igien, saasom de Poster, den Norske Adel havde indgivet, vare af den Vigtighed, at der udfodredes, (546)

(a) Stephanii fragm. hist. Chr. 3.

|at de bleve examinerede paa en Herredag, hvilken ogsaa ved hans Majestets Tilbagekomst blev holden udi Kiøbenhavn den 20. udi

Herredag udi Kiøbenhavn.

samme Maaned. Paa denne Herredag blev først foretagen en Sag angaaende 3 unge Herrer, som havde overfaldet og læmlæsted en ved Navn Peder Skram. Da Dommen skulde afsiges, merkede den unge Konge, at nogle af Raadet gierne ønskede, at denne Gierning ikke paa dette Skarpeste maatte ansees i Henseende til Personernes Qualitet, hvorudover han spurte Rigets Raad, om Loven intet udtrykkeligen mælder om, hvad der skulde følge paa saadan Misgierning. Og, da Cancelern der til svarede, at den Skaanske Lov alleene taler noget derom, nemlig at derfor skal bødes Ære og 3 Mark, men at saadant ikke kunde appliceres til de andre Provincier, saasom

En heroisk Gierning af den unge Konge.

enhver havde sin Lov, da stod Kongen op, og med alles Forundring sagde, at en Misgierning burde straffes, hvor den end er skeed, og fældede Dommen saaledes: De skulde straffes paa deres Ære og bøde deres 3 Mark. (a) Denne Dom, som den unge Konge afsagde med saadan Gravitet, jog saadan Skræk i det heele Raad, at ingen turde oplukke sin Mund for at indvende noget derimod, og saae man af denne Action tydeligen, hvad denne unge Konge førde i sin Skiold, og at han vilde blive en stor Regent.

Derpaa bleve de Poster, som Stænderne udi Norge ved Hyldingen overgave, foretagne. Jeg vil forbigaa at mælde om, hvad som var bleven insinuered af Geistligheden, Borgere og Bønder, men alleene anføre Adelens Forestillinger, hvilke ere

Den Norske Adels Klagemaal examinered og besvaret.

mest vigtige, og bestode af efterfølgende Puncter: Den Første var om den Augsborgske Bekiendelses Haandhævelse, hvortil blev svaret, at samme ubrødeligen skulde holdes i Hævd. 2) Begiærede de, at de maatte holdes ved deres gamle Privilegier og Friheder, hvilke de beklagede sig at være dem betagne af de Norske Rigs Cancelere, som lang Tid havde været Fremmede, hvorfore de instændigen bade, at indfødde Norske Herremænd maatte herefter gives dem til Rigs Cancelere, som de kunde have Tillid til, og at Rigets Seil ham udi Forvaring maatte gives. Derpaa blev svaret, (547)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 84.

at, naar Kongen antog Regieringen selv, skulde saadant blive remederet, og skulde man midlertid nøje efterforske hos de Danske Adels Arvinger, hvis Forældre havde været Cantzlere, om de Breve, som Norges Privilegier og Herligheder grunde sig paa, og at tilholde dem at restituere Norges Rige de samme. Iligemaade blev det dem tilladt selv nogle at foreslaae til Rigs Cantzeler, hvoraf Kongen een skulde udnævne. Der blev dem ogsaa lovet, at den Norske Adel her efter skulde holdes i større Agt end tilforn, og forsynes med Kronens og Rigets Lehne. Iligemaade bevilgede Kongen efter deres Begiering, at Adelige Jomfruer i Arv ikkun skulde tage halv Lod imod deres Brødre. Item, at, om en Norsk Adelsmand tager en ufri Qvinde, hun da ikke skulde nyde noget af hans Arvegods, og at de Børn, som avles af saadane Ægteskabe, ikke skulde holdes for Adelsmænd. Videre blev Adelen bevilged, at ingen af dem maa fængsles for nogen Sag, førend Dom over ham af vedbørlige Dommere er falden; Og, saasom de havde begieret, at Fæstningerne udi Norge maatte holdes udi god Stand, saa blev saadant dem lovet, i sær at Bahuus med det første skulde befæstes og forbedres. Nok blev dem efter Begiæring accorderet, at ingen Adelsmand eller Bonde skulde stævnes uden for hans Hoved-Gaard, at Præsterne skulde efter Christiani 3. Ordinantz kaldes af de bæste Sognemænd og adskillige andre Ting, saa at de bleve føjede fast udi alle deres Begiæringer, og ere disse Svar blevne skriftligen forfattede og udgivne paa Kronborg den 31 Julii. (a)

Af disse Puncter og de derpaa givne Svar sees Norges Tilstand paa de Tider, nemlig, at samme Rige havde lidet baadet af den Danske Adels Gouvernement,

Norges Tilstand paa de Tider.

og at Rigs Cantzelerne havde skilt Norge ved dets Friheds-Breve, som de havde udi Forvaring, og det efter all Formodning imod Kongens Villie og Videnskab, saasom det var det Kongelige Huuses Interesse at tractere begge Rigerne paa een Fod, hvilket og siden er bleven practisered, da den Kongelige Myndighed ved Souverainetetet blev restitueret. Men den Danske Adel tog Prætext af den Opstand, som (548)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. p. 89.

skeede under Christiano 3tio udi Norge, at skille Norge ved sit Raad og at giøre samme Rige til en Province af Dannemark, og have de fra den Tid efter Haanden søgt at bemægtige dem alle Rigets Lehne, og maget det saa, at ingen uden af deres Middel ere blevne Statholdere og Cantzelere, udi hvilket Foretagende forrige Konger ikke have været i Stand at hindre dem, og er det forunderligt, at de Norske Stænder ikke tilforn have besværget sig derover. Med mindre man vil sige, at Hvitfeld, en bestandig Forfægtere af den Danske Adel, har ikke fundet for got at anføre deres Gravamina i sin Historie. Den Norske Adel var da ej heller i Stand til at tale paa sin Rett, saasom Familierne vare faa, og de fleste allierede sig efter Haanden med Borgelige Familier. Ja det heele Rigets Adel er med Tiden saa forsvunden, at allting indtil deres Navne, Skiolde og Vaaben, ere bortdøde, ligesom Riget aldrig havde haft nogen Adel. Da dog Historien vidner, at det samme deraf i gamle Dage har vrimled, og at den Norske Adel udi Dyd og Tapperhed ingen Adel i Europa har eftergivet. Man seer ogsaa heraf, at den Forskiæl imellem fri og ufri da efter de Danskes Exempel har været indført udi Norge, og adskilligt andet, som ikke findes i de gamle Norske Love. Den oft citered Christiani 4ti Minorennitets Historie (a) vidner ellers, at paa den Tid, disse Besværinger bleve giorte, neppe tre Norske Herremænd havde noget Lehn udi Norge. Denne deres Tilstand søgte man da at bedre, men der blev dog intet af Vigtighed bragt til Execution, førend Kongen selv traadde til

Norges Tilstand forbedres under Christ. 4.

Regieringen, og seer man da, at han haver ladet see stor Naade imod samme troe og brave Nation, og hans højlovlige Efterkommere have derudi fuldt hans Fodspor. Hvad som dem da strax blev accordered, var at en indfød Norsk Adelsmand blev Cantzeler, den samme kaltes Hans Pedersøn, og var af de Norske Bassers Stamme, som førte tvende røde Vederhorne udi et sølv Skiold. Da de Danske Basser derimod førte et sort Vildsvin Hovet udi et Sølv Skiold. Der blev og strax forordnet udi hvad Tilfælde han skulde bruge Rigets Seil, som Statholderen tillige med ham havde nødig til Forrettningen (549)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. p. 89.

og Breve, som skulde udstædes. (a) Ellers forefaldte dette Aar adskillige Stridigheder imellem Danske og Svenske Undersaatter, og blev der, for at hæve de samme, holdt et Mode til Falkebierg. Men om disse saavel som om andre paafølgende Stridigheder skal tales paa et andet Sted, naar jeg kommer til den Krig, som blev ført imellem Christ. 4. og Carl 9.

Førend jeg dette Aars Historie forlader, vil jeg melde noget om det merkelige

Hansestæderne agte at besværge sig over deres Privilegiers Forliis.

Mode, som af Hansestæderne blev holdet til Lybek, og som varede udi tre Maaneder fra Maj Maaneds Udgang til Septembr. Maaneds Begyndelse, for at overveje hvorledes de kunde haandhæve deres Privilegier paa deres Contorer udi adskillige Riger, udi hvilke Privilegier dem her og der giortes adskillige Skaar. Thi Dronningen af Engeland lod opbringe deres Skibe, som ginge med Korn til Portugal; Hollænderne og Zeelænderne paalagde deres Vahre, som de did førte, store Told og Byrder fremfor tilforn. Udi Bergen i Norge blev dem ogsaa betagen een og anden Frihed, som de hemmeligen Tid efter anden havde listet sig til, uden derpaa at have nogen Bevilgning, men tilholdte sig dem under den Titel af Hævd og Brug, og var Christoffer Walkendorff, som havde været Lehns-Mand over Bergenhuus Lehn Aar 1556 og siden stedse indtil han blev Rigets Raad, den første, som vidste at holde dem Tommel-Fingeren paa Øjet; Thi for hans Tid vare de meere Herrer over Bergens Bye, end Øvrigheden, som af Kongen var satt til at regiere. Walkendorffs Exempel blev efterfuldt af de andre Lehnsmænd, som komme efter ham, saa at de Contorske efter Haanden bleve meere og meere indknebne, og maatte beqvemme sig til en slags Lydighed, da de dog tilforn agtede hverken Lehnsmænd, Bispe, Standens Magistrat eller Kongens Haand udi nogen Maade. Da Hansestædernes Fuldmægtige nu saaledes, som sagt er, vare forsamlede til Lybek for at overlegge, hvorledes de kunde retablere

Men staae viisligen fra deres Paastand igien

deres faldne Sager igien, have de omsider efter tre Maaneders Forløb meget betænkeligen sig besindet, og fundet for gott at skikke sig efter Tiderne, og befale deres Fuldmægtige paa Contorerne, at de herefter skulde holde sig inden deres (550)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. p. 90.

Grændser, og ikke fremfare med saadan Ubesindighed, som deres Formænd havde giort, og derved givet Anledning til deres Privilegiers Krænkelse.

Udi dette Aar døde en navnkundig Mand i Norge, nemlig den gamle Bisp udi Opsloe Mag. Frands Berrig; den samme var en Adelsmand, hvilket var rart paa de

Mag. Frands Berrig døer udi sit 121 Aar.

Tider; men det, som var end meere rart, var, at han døde udi sit Alders 121 Aar. (a) Han var en rørig Mand indtil hans Døds Dag, men da han blev 105 Aar gammel, begyndte hans Hukommelse at slaae ham feil. Han havde udi sin Ungdom været Munk i St. Knuds Kloster i Odense. Men, da han spurte, at Doct. Morten Luther satt sig op mod Pavens Myndighed, sneeg han sig ud af Klosteret, og rejsede til Wittenberg for at høre, hvorudi Lutheri Lærdom egentlig bestod, thi han havde haft en synderlig Afskye for de Aflads Breve, som den Pavelige Legat Arcemboldus udgav i Dannemark, saa at, hvor de samme Breve bleve opslagne om Dagen, der rev han dem ned igien om Natten. Udi Wittenberg forblev han nogen Tid hos Lutherum, og blev hans Discipel; Efter hans Tilbagekomst forklarede han den hellige Skrift i Odense indtil han blev Bisp udi Opsloe; Hans Successor var Mag. Jens Nielsen, for hvilken han havde resigneret Stiftet 1580.

Begyndelsen af efterfølgende Aar var sørgelig formedelst Kongens Svaghed, thi 1592. hans Majestet tillige med hans Broder blev saa hæftigen angreben af Smaakopper,

Kongens Svaghed.

at man ikke troede ham til Livet, hvorfore Bede-Dage bleve holdne udi Januario; Og, saasom Højstbemeldte unge Konge havde allereede ladet see saadanne Prøver paa sin Forstand og Dyder, saa var der en almindelig Bedrøvelse over det heele Land. Men han overvandt lykkeligen denne haarde Sygdom, og paafølgende Aar rejsede til Hueen for at besøge Tycho Brahe, og besee hans kunstige Instrumenter og Observatorii Indretning. Han opholdt sig der nogle Dage og talede med den store Astronomo om adskillige Videnskaber, sær om (551)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. p. 110.

Fortifications Konsten, hvorudi han allereede havde lagt en Grundvold; Iligemaade talede han med ham om Maaden paa

Hans Omgiengelse med Tycho Brahe.

at udmaale og tvinge Vandet, saa og hvorledes store Byrder med liden Møje kunde hæves; Men allermeest om Skibs-Bygninger, som var denne Konges Hoved-Studium. Ved hans Ankomst recommenderede han ham til Information nogle unge Personer, som han vilde betiene sig af, naar han selv kom til Regieringen, og særdeles bruge dem til sin Flode for at sætte den udi god Stand. Han skikkede derpaa strax til Hueen nogle hurtige unge Personer, som han tillagde aarlig Underholdning af 120 Rigsdl., og Tycho Brahe selv for saadan Information bleve tillagte 400 Rigsdl. aarligen, som af Kiøbenhavns Slotts Indkomster (a) ham skulde betales. Derforuden kastede han om hans Hals en konstig Guld-Kiede med sit Portrait udi, hvilken

Hans beviiste Naade mod samme lærde Herre.

er den Kiede, som findes paa alle Tychonis Skilderier, og hænger inden for den Kiede, som Elephant-Ordenen er udi, hvormed han blev benaadet af Kong Friderik den Anden. Og, som Tycho Brahe merkede, at Kongen havde en særdeles Behag udi en Messing-forgyldt Globo, som han selv havde forarbejdet, hvorudi var et Hiul-Verk, hvilket saaledes drev Soel og Maane, som derpaa vare satte, (b) at de begge ligesom af sig selv ginge rundt omkring, og enhver viisede sit Lob igiennem Himmelens Tegn Aaret igiennem, og Soelen viisede sin Op- og Ned-Gang med Dagens Timer og Minuter, uden at hindre Maanen, at den jo ogsaa paa sine bestemte Tider, viisede sin Gang og Forandringer, med Til- og Aftagelse samt Formørkelser, saa bød han Kongen, at hans Majestæt vilde tage den med sig, og unde den Plads blant andre rare Sager udi hans Konst-Kammer, hvilket Kongen med Naade antog, og forlystede sig ofte siden med at see derpaa. Det er troeligt, at denne store Affection, som

Hvilket ikke lidet contribuerede til paafuldte Forfølgelse.

Kongen lod see mod Tycho Brahe, contribuerede ikke lidet til de Forfølgelser, som siden bleve opvakte mod ham af de Store, som tvunge ham mod Kongens Villie, at forlade Landet, hvilket viiser, at disse gode Herrer øvede en slags Myndighed, end ogsaa nogen Tid (552)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. p. 110.

(b) Gassend. vit. Tych. pag. 116.

efter at Kongen selv havde antaget Regieringen, hvoraf man kand slutte, hvor stor Myndighed der maa have været udi Mindre-aarigheden selv. Udi Historien tales vel intet derom, men een og anden Ting er dog forefalden, som kand tiene til Beviis dertil. Saaledes seer man, at Christoffer Walkendorff lod en med kort Process henrette, som dog siden befandtes at være u-skyldig. De lode strax efter Kong Frideriks Død suspendere Jonam Jacobi Venusinum Prof. og Pastor til Hellig Geistes Kirke, efterdi han havde giort sig mistænkt for at inclinere til den Calvinske Lærdom, og maatte Georgius Dibvadius en anseelig Theologus, som formedelst nogle Disputatzer blev afsatt, henbringe sin øvrige Tid udi Armod. Prætexten til

Adskillige lærde Mænds tynde Skiebne paa de Tider.

denne Mands Fald var alleene, at han udi sine Skrifter havde roset nogle Engelske Skribentere og Calvinum, hvorvel man kunde ikke beskylde ham for at have approberet Calvini Lærdom; Men den rette Aarsag til hans Forfølgelse var, at han havde talet haardt imod Adelen. Han levede siden Resten af sin Tid udi et lidet Huus i Klædeboderne. Den store Theologus Doct. Niels Hemming maatte ogsaa passere sin øvrige Tid in obscuro udi Roskild. Saa at man seer, at denne Minorennitet var ikke meget favorable for illustre og lærde Folk; thi hvad man end kand sige om andre, saa kand den Forfølgelse imod Tycho Brahe aldrig undskyldes. Dog kand man ikke sige, at saadant rejsede sig af Had og Foragt til Studeringer, thi det var at giøre disse gode Herrer u-rett, besynderlig Christoffer Walkendorff, hvilken med stor Bekostning stiftede det saa kaldte Walkendorffs Collegium for 16 Studentere (a) som endnu florerer. Hvoraf man kand slutte, at saadant er skeed af andre Aarsager. Men, for at komme til Historien igien, da rejsede Hans Majestet fra Hueen til Skaane, hvor han sig mestendeels dette Aar opholdt formedelst en stor Pest, som

Pest i Kiøbenhavn.

grasserede udi Kiøbenhavn og Siælland, og havde Enke-Dronningen allereede retireret sig til sit nys anlagte (553)

(a) Hegelund Calend. Manuscr. siges, at dette Collegium blev indviet 1589, skiønt dets Stiftelse sees ellers at have været skeet 1595, saa at det er troeligt, at den sidste Regning maa være fra den Tid Exercitierne begyndte.

Slott Nykiøbing i Falster. Dog døde udi denne Pest ingen synderlig Stands-Personer; Der nævnes alleene Christoffer Rosengaard i sær, saasom udi ham ogsaa uddøde Stammen, saa at det Skiold og Vaaben blev nedlagt.

Denne unge Konge voxede imidlertid til, og tillige med Aarene merkeligen 1593. forfremmedes udi Videnskaber, saa at alle fattede de Tanker, at de udi ham vilde bekomme een af de største Konger, som havde regieret udi Dannemark; Og, saasom han da allereede var indtraaden i sit 17de Aar, lod Kejser Rudolfus 2. for at viise den Estime han bar for ham, forlehne ham ikke alleene med Førstendommene Holsteen, Stormarn og Dytmersken, og gav ham Brev paa Oldenborg og Delmenhorst, men

Kongen bekommer Veniam ætatis til Førstendømmernes Regiering.

tillod ham ogsaa Veniam ætatis eller Frihed, førend han havde naaet den rette Alder, at træde til Førstendommernes Regiering. Thi der siges, at Højstbemeldte Kejser ved den Lejlighed havde ladet falde de Ord: At den unge Konge var begaved med saadan Forstand og Dyd, at ingen kunde forrette sit Høje Embede bedre. Saa snart Kongen antog Regieringen i Førstendommene, beskikkede han sin Hoffmester Henrik Rammel at være sin Tydske Canceler og Geheime-Raad tillige, og gav han ved denne Promotion ligesom tilkiende for Rigets Raad, at han selv vilde regiere, og lakkede det snart nu mod Tiden, paa hvilken han skulde iligemaade antage Regieringen over Rigerne, og de 4re Regierings-Raad skulde giøre Regnskab for deres Administration. Men eendeel af dem døde udi deres Regimente, og allerførst Formanden, nemlig den store Canceler Niels Kaas, hvilken skildtes fra Verden efterfølgende Aar den 29 Junii udi 1594. hans Alders 60de Aar, efterat han havde været Cantzler i 22 Aar. (a) Han kand regnes for een af de anseeligste Mænd paa de Tider, saavel i Henseende til hans Embede, som hans store Qvaliteter. Han kom først i Tieneste hos den Salige Konge som Cancellie-Secreteerer 1560. Udi det Aar 1569 fuldte han med den Cantzler Kaases Død.berømmelige gamle Cantzler Johan Friis og andre Rigets Raad til det Grændse-Mode ved Ulfsbeck med de Svenske. Han var ogsaa Aaret derefter (554)

(a) Hegelund. Calendar. Manuscr.

som Secreteerer ved det Stetinske Fordrag. Og, da de Svenske siden stillede sig noget vanskelige an ved Hans Historie og Caracteer.samme Fordrags Fuldbyrdelse, blev han Aar 1571 tilligemed andre skikket til Knærod (a) for at afgiøre disse Vanskeligheder. Og som han udi alle disse Forretninger havde ladet see Capacitet og Troeskab, blev han udi det Aar 1573 paa Herre-Dagen udi Randers beskikket til Cantzler udi den forrige Cantzlers Johan Friises Sted. Udi det Aar 1575 var han paa det Mode, som giorde Ende paa de Tvistigheder mellem Kongerne af Dannemark og Sverrig om Grændserne, (b) og Aar 1579 var han med udi Odense, da man afgiorde den Tvistighed med de Førstelige Gesantere angaaende Lehnets Annammelse, og strax derpaa til Flensborg, hvor der handledes om de Hamborgske Sager, og, da Hamborg maatte med 100000 Rdr. afsone den Formastelse, den havde brugt imod Danske Skibe. Derforuden bivaanede han, eller rettere, var Formand udi alle de andre vigtige Negotiationer, som skeede udi den Salige Konges Tid. Og efter samme Konges Død blev han een af de fire Regierings-Raad, som skulde administrere Rigerne udi Christiani 4. Mindre-aarighed. Og lod han udi denne Post see saadan Capacitet, at han blev anseet som Siælen i det heele Raad. Han var en lærd Herre og tillige med en Elsker og Forfremmer af lærde Folk, og havde derfor maaskee Tycho Brahe ikke haft saadan haard Skiebne i sit Fæderne-Land, hvis denne store Cantzler havde levet længere. Da han fornam sit Tiime-Glas at være udrundet, formaaede han Kongen til at besøge sig, og da underviisede han ham om Rigets Tilstand, og gav tilkiende med hvilke Potentater han skulde meest holde Venskab; Allersidst talede han til Kongen disse Ord: (553)

(a) Resen. hist. Frid. 2. pag. 257, saa at det maa være en Vildfarelse udi den oft citerede Minorennitets Historie, som sætter Modet til Bromse-Broe 1572.

(b) Resen. hist. Frid. 2. pag. 281, saa at det atter maa være en Vildfarelse udi Chr. 4. Minorennitets Historie, som i steden for Kong Johan sætter Hertug Hans den Ældre, og giør Cantzler Kaas til Chef for Legationen, da dog Rigets Hoffmester Peder Oxe var Anføreren; Thi den Tvistighed, som Kongen havde med Hertug Hans blev foretagen 1576, men ikke afgiort.

Jeg erindrer mig det Løfte, jeg giorde Eders Kongelige Majestets Hr. Fader paa hans Yderste, at Hans sidste Tale til Kongen.

jeg med all Fliid og Troeskab skulde arbejde paa, at den Kongelige Krone skulde komme paa Eders Majestets Hoved, men nu hindrer min tilstundende Død, at jeg saadant Løfte ikke kand efterkomme. Derfor vill jeg nu da giøre hvad jeg formaaer; Jeg leverer her udi Ed: Kongelige Majestets egne Hænder Nøglen til den Hvelving, hvorunder den Kongelige Krone med Spiiret, Sværdet, og Æblet siden hans Død har ligget forvared, og, som GUd nu vill kalde mig fra denne Verden, saa vill jeg den til ingen anden levere end til Eders Kongelige Majestet. Tager derfor Rigets Clenodier af GUd selv, og, naar Tiden kommer, bærer Eders Krone med Priis og Ære, regierer Spiret med Viisdom og Naade; fører Sværdet med Retfærdighed og holder Æblet fast med Raad og Forsigtighed &c. Derpaa tog Kongen strax Afskeed med ham, efterat han med allerstørste Naade havde takket ham for hans troe Tieneste. (a) Han døde uden Livs-Arvinger, efterdi han aldrig havde villet begive sig i Ægte-Stand. Udi samme Aar døde ogsaa Rigets Marsk Hans Holgersen Ulstand til Hikkebierg, der havde tient i den Dytmerske Krig, og var Aaret tilforn, nemlig 1593 bleven Rigets Marsk. (b)

Efter denne store Mands Død affærdigede de trende overblevne Regierings-Raad Skrivelser til Rigets Raad, som her og der vare adspredde udi Riget og inviterede

Raadslagen om en ny Cantzlers Beskikkelse.

dem til at møde i Kiøbenhavn den 13 Julii for at overlægge, hvorledes nu med Regieringen skulde forholdes, og om nogen i den Afdødes Sted igien skulde udvælges, indtil Kongen naaede de Aar, at han selv kunde træde til Regieringen. Da de komme sammen, blev meget bragt paa Banen (556)

(a) Hist. Minorenn. pag. 130.

(b) Con. fun. Petr. Winstrup.

paa Kongens Side, nemlig, at han var kommen allereede til de Aar, og havde givet saa mange Prøver paa sin Forstand, at det giortes ikke nødigt, at denne Mindre-aarighed skulde vare længer. Kejseren havde ogsaa allereede erklæret ham myndig udi Førstendommene, og derfore, naar han var agtet beqvem til at føre Regieringen selv udi et Land, saa kunde han ikke ansees som u-myndig meere i et andet. Han havde allereede naaet sine 18 Aar, som var den Tid, inden hvilken de Danske Love have indskrænket Ungdommens U-myndighed blant Landets Undersaatter, og udi andre Riger havde Kongerne stort Forspring frem for Undersaatterne i deslige Tilfælde. Saaledes var udi Spanien og Frankrig en Konge ikke længer u-myndig end til hans 14de Aar, ligesom udi Engeland og i Chur- og Førstendommene i Tydskland en Prinds blev holden myndig udi sit 18 Aar (dette synes at viise, at der tilforn udi dette Rige ingen vis Tid har været determinered for en Konge, naar han skulde agtes myndig, og at derfore det Conclusum, som Rigets Raad giorde 1588 nemligen: at Christiani 4ti Mindreaarighed skulde vare indtil han blev 20 Aar gammel, var arbitraire, og grundede sig alleene paa deres Villie og Velbehag eller rettere paa at forlænge deres Regimente.) Videre sagde de, som talede i Faveur af Kongen, at man ikke længe kunde undvære en Cantzler, der kunde tale og handle med fremmede Gesantere, og en Cantzler kunde af ingen beskikkes uden af Kongen, og seer man heraf denne høje Bestilnings Natur og Egenskab, nemlig, at den var den eeneste, som i Kongens Mindreaarighed ikke kunde bortgives; thi Hack Ulstand blev Aaret tilforn giort til Rigets Marsk, og Steen Brahe til Dannemarks Statholder, uden at nogen Scrupel blev giort som her ved Cantzlerens Embede, for hvis skyld man holdt det nødigt i Tide at erklære Kongen myndig.

Derimod bleve af andre adskillige Ting forestillede, hvilket foraarsagede, at Tingen blev som den var, og der blev besluttet, at den Anordning, som var giort 1588, nemlig at Mindreaarigheden skulde vare indtil Kongen naaede sine 20 Aar, skulde staae ved

Bliver opsatt indtil Kongens Myndighed.

Magt. Derfor blev der ogsaa ingen denne gang i den afdøde Cantzlers (557) Sted igien beskikket, men Regieringen blev betroed til de trende efterlevende Regierings Raad alleene. (a)

Ellers blev paa dette Aars Herredage en navnkundig Avanturier ved Navn

Jacob Rostrups Avantures.

Jacob Rostrup dømt fra Livet. Den samme havde forrige Aar værvet hen ved 80 Soldater udi Pomern og Meklenborg, foregivende, at, naar de komme til Kiøbenhavn, skulde de faae at viide, hvad der skulde bestilles. Da han havde værvet saa mange, som han forlangede, begav han sig med dem paa en stor Kriert under Kongens Flagg i Søen for Wismar, og begyndte at plyndre de Søefarende paa Kongens Strømme. Først tog han et riigt og velladet Embder Skib, og kastede Skipperen med Folk over Bord under Norge; Derpaa seilede han til Kolding, og derfra til Aarhuus, hvor hans Folk giorde et stort Mytterie, og nogle af dem derfor bleve grebne, og andre rømte til Kolding, hvor de forstukke sig her og der udi Koldinghuus-Lehn, men dog bleve opsøgte. Han selv blev ogsaa saa sterkt eftersatt, at han omsider blev greben udi nogle Buske uden for Assens udi Fyen, og fandtes da hos ham

Han bliver greben.

Hertugens af Parma, som var Statholder i Nederlandene, hans Pass og Bestalling paa at være Amiral, saa at man deraf merkede, at hans Forsætt var at ville foruroelige Engeland og de foreenede Nederlande, som da var Spaniens Fiender udi deres Seilatz og Handel paa Kongens Strømme og i Øster-Søen. Dette saavel som alle hans andre onde Avantures bleve da aabenbarede; thi Aar 1588 havde han indgivet for Dronning Elizabeth af Engeland, ligesom han af Kongen og Regierings-Raadene havde noget at foredrage. Og, som hans Foregivende angik mest Søe-Sager, blev han af højstbemældte Dronning henviised til den Engelske Amiral Franciscus Drake, hvilken han indbildte, at Regieringen udi Dannemark var til Sinds at udruste nogle Skibe i Faveur af Engeland imod Spanien. Hvorudover, saavel Dronningen, som Amiral Drake affærdigede Skrivelse til det Danske Hoff, enten for at takke Regieringen for dens gode Forsætt, eller for at faae nærmere Oplysning derom. Men hans Hans Intriguer aabenbaresUnderfundighed og falske Foredragende blev ved Regierings (558)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. p. 132.

-Raadenes Svar aabenbarede, hvilket, da Rostrup merkede, flygtede han fra Engeland til Nederlandene, og udi Bryssel udgav sig for en Dansk Gesant, udi hvilken Qualitet han blev antagen af Hertugen af Parma. Der foregav han tvert imod, at Dannemark var til Sinds at udruste en Flode imod Engeland og Skottland. Men, som Hertugen ikke vilde fæste Troe til saadant, uden han hos Gesanten saae Kongens Fuldmagt og Creditiv, viisede han ham hen til den Spanske Amiral, hvilken uden Tvivl merkede, at Sagen ikke hang rett sammen, og Rostrup ingen Kongelig Fuldmægtig var; Men, som han merkede, at han var en hurtig og habile Søemand, agtede han at betiene sig af ham, og til den Ende forskaffede ham Paß, og Fuldmagt af Hertugen, at tage paa Spaniens Fienders Coffardi Skibe, erhvervede ham ogsaa Titul af Amiral. Derfra begav Rostrup sig til Antwerpen, hvor han under det Navn af Kongelig Dansk Gesant optog 800 Ducater hos en Kiøbmand, som troede ham paa hans falske Ord og Vexeler, at Pengene skulde ham betales igien i Sundet. Han reisede saaledes videre til Amsterdam, hvor han ogsaa lod sig tractere af Borgemestere og Raad, som en Kongelig Gesant og vidste saaledes at snakke for dem, at de betroede ham en temmelig Sum Penge, for hvis Betaling de siden meget, skiønt forgiæves, foruroeligede Kongen og Regieringen. Saasom nu Rostrup ved disse og andre Gierninger var bekiendt udi alle Søe-Stæder, saa at han ingensteds mere turde lade sig see under et fremmed Navn, begav han sig til Lifland, og der omsider sværmede saa længe, indtil han meente, at baade han og hans forrige Bedrifter vare glemte, og der intet videre efter ham blev spurt. Endeligen, da han meenede alting at være sikkert, slog han sig til dette sidste Handverk at foruroelige Søen under Hertugens af Parma forrige Paß, indtil han blev greben, som sagt er. Han blev da efter foregaaende Dom bragt paa

Han bliver rettet.

Slotts-Pladsen og der halshuggen. Af hans Gierninger kand sees, at han maae have været en af de største Avanturiers paa de Tider, og er der ingen Tvivl paa, at, om denne Mand havde villet anvende sine naturlige Qualiteter til andre gode og lovlige Forrettninger, han jo havde kundet giøre sit (559) Fæderneland stor Tieneste; thi han var dristig, hurtig og fuld af Inventioner, og en stor Søemand. (a)

Udi samme Aar bleve nogle Danske Gesantere affærdigede til Rigsdagen udi Regensborg. Disse Gesantere vare Bendix Ahlefeld, Ambtmand til Steinhorst og Doct. Vitus Weinsheimius; Da de did hen komme, funde de en Stridighed for sig,

Enke-Dronningen soliciterede hos Keiseren at erhverve hendes yngste Sønner Sæde paa Rigsdagen som Hertuger af Holsten.

som de ikke havde ventet, nemlig at Enke-Dronningen Sophia havde begiæret for sine tvende yngste Prindser Ulrik og Hans, som Hertuger af Holsten, at have Sæde paa den Førstelige Bænk tillige med Kongen. Af dette Foretagende sees, at højstbemældte Dronning ikke drev Tiden ørkesløs bort paa hendes Lif-Geding, og at, endskiønt hun var udelukket fra Regieringen, saa incurrerede hun dog udi adskillige Ting, endogsaa de som man minst ventede. Da de Kongelige saavel som Førstelige Fuldmægtige, som vare tilstæde paa Rigsdagen, merkede hvad som var i Gierde, protesterede de højligen derimod: Hvorudover ogsaa Enke-Dronningens Begiæring af Keiseren, Chur- og Førsterne denne gang blev plat afslagen, dog med det Forbehold, at, dersom

Bliver afslagen.

disse hendes yngste Børn dertil kunde have nogen Rett, skulde deres Tiltale for nogle Commissarier, som Keiseren vilde udnævne, beviises. Hvorledes Enke-Dronningen ellers er falden paa disse Tanker, er uvitterligt, saasom denne Sag strax ved Mellem-Handling mellem Kongen og hende blev demped, saa at den ikke meere blev omtalt. Det er troeligt, at hun alleene af Kiærlighed til sine Børn har villet erhverve dem den Ære. Men Kongen, hvorvel han undte sine Brødre alt Gott, saa vilde han

Og af hvad Aarsag.

dog ikke tilstæde dem at giøre saadant Ære-Skridd, som i fremtiden kunde give Anledning til Førstendommenes videre Deeling, thi der vare allereede alt for mange skeede, Landet til yderste Svækkelse, saa at han merkede, at det havde været en Stats-Feil af hans Forfædre, hvilken man heller maatte arbeide paa at ophæve end at fornye, og seer man, at han paa ingen Ting har drevet med større Iver, saa at han ikke har holdet op, førend han fik første Fødsels Rett udi Førstendommene indført, som siden skal viises. Og, saasom denne Sag saaledes (560)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. p. 132. seq.

blev dempet imellem Kongen og Enke-Dronningen, saa bleve der ej heller af Keiseren udnævnede Commissarier til at kiende derudi. Man havde ellers mistænkte for denne Handel nogle Holstenske Herremænd, hvilke funde deres Regning i at have mange Herrer, for derved disbedre at kunde fiske i rørt Vand.

Efter at Gesanterne vare komne tilbage fra Regensborg, giorde Kongen en Reise

Land-Dag udi Førstendommene.

til Holsteen for at holde en Land-Dag, tagende med sig ikke alleene hans Raad, men endogsaa adskillige andre af Adelen for at bivaane samme Land-Dag med des større Anseelse, efterdi den var den første, han holdt som regierende Herre udi Førstendommene. Paa samme Land-Dag forefalt et og andet, hvorved den unge Konge lod see, hvad man af ham i fremtiden kunde vente sig. I sær forekom at tale om den Paastand, Enke-Dronningen havde giort paa Rigs-Dagen til Regensborg for Kongens Brødre, at de lige saa vel som Kongen og Hertugen af Gottorp skulde kaldes til Rigs-Forsamlinger, og som Hertuger af Holsten have Sæde med dem paa den Førstelige Bænk, hvorudi Ridderskabet formeente, at de ogsaa burde have noget at sige. Kongen vilde ikke indlade sig i vitløftig Tale derom; Men spurte dem alleene, om

Den unge Konge lader see sin Myndighed.

saadant kom dem, som Undersaatter ved, og hvad de havde at bestille med at decidere i en Tvistighed imellem Kongen og hans Brødre, enten de Sidste havde Rett til at sidde paa Rigs-Forsamlinger eller ej? Ikke desmindre fremturede de dog udi deres Forsætt, og siges der, at de siden have anholdet hos Keiseren, at, naar Commissarier skulde antages til at kiende udi den Sag, at nogle af deres Middel da dertil maatte udnævnes, paa det dem intet udi deres Privilegier og Friheder maatte skee til kort. Men jeg har tilforn mældet, at denne Sag blev venligen forligt imellem Kongen og Enke-Dronningen, hvorudover ogsaa Ridderskabets Ansøgning hos Keiseren havde ingen videre Fremgang. Dog kunde Kongen ikke saa lett glemme denne deres Dristighed, helst, som saadant vederfoer ham den første gang han som regierende Herre præsiderede paa Land-Dagen.

Udi dette Aar døde den anseelige Wiborgske Bisp Mag. Peder Tøgersen, hvilken havde saadan Reputation baade udi Levned (561) og Lærdom, at, da der blev giort et Bisp Tøgersens Død og CharacteerSkand-Skrift over alle Bisperne i Dannemark, blev han med Bisp Poul Madsen eene undtagen; Saasom man intet havde at sige imod hans Person, thi alt, hvad i samme Skrift fandtes om ham, vare disse Ord: Petrus laudatur in aula, det er Peder roeses til Hove. Han var af en adelig Stamme nemlig af de Balkers paa Fæderne, og af de Juulers paa Møderne Side.

Udi Begyndelsen af efterfølgende Aar kom fra Sverrig en Gesandt nemlig Jørgen 1595. Claussen til Wisbye for at invitere Kongen til Fadder for Hertug Carls nyefødde Søn. Kongen lod Hertugen derfore betakke, og affærdigede Christian Friis til Borrebye, som siden blev Cantzler, for at beklæde hans Sted ved Daaben. Den nyefødde Svenske Prinds blev kalden Gustavus Adolphus, og er det den samme, som formedelst sine Seiervindinger erhvervede den Svenske Nation saa stort Navn. Dette Mag. Jonas Colding actioneres for et Skrift.

var vel den Svenske Gesandtes Hovedærende; men han havde derforuden Ordre at besværge sig over Mag. Jonas Kolding, efterdi han Aaret tilforn ved Trykken havde publiceret en Bog kaldet Dannemarks Beskrivelse, hvorudi Gesanten foregav adskilligt at være indførdt, som graverede Sverrig. Herudover bleve de Kiøbenhavnske Professores beordrede at kalde Mag. Jonam Coldingensem for sig, og at kiende derpaa; Men Autor forsvarede sig saa vel, at, efter at han havde viiset, udi hans Bog intet at have været indført angaaende den Svenske Nation, uden hvad som var uddraget af Svenske trykte Bøger, blev han frikiendt. (a)

Bliver frikiendt.

Endeligen stundede Tiden til, at hans Majestet selv skulde antage Regieringen, efterdi han havde naaet sine 20 Aar, og blev derfor i Begyndelsen af det Aar 1596 giort Anstalt til hans Kroning. Medens disse Anstalter giordes, døde den anden af de fire Regierings Raad nemlig Jørgen Rosenkrands paa sin Gaard Rosenholm udi

Jørgen Rosenkrandses Død.

sit Alders 73de Aar. Han blev af den salige Konge antagen til Rigets Raad 1563. og havde siden den Tid været brugt udi alle vigtige Forretninger, og 1576 blev han Statholder i Jylland. Han var en lærd Herre, som gemeenligen alle af den (562)

(a) Hist. Minorennit. Christ. 4ti Manuscr. p. 147.

Rosenkrandske Familie, og var hans Søn den navnkundige Holger Rosenkrands, der passerede for den grundlærdeste Mand udi Christiani 4ti Tid. (a)

Efter som nu i de otte Aar siden Kong Frideriks 2di Død mange af Rigets 1596. Raad vare hendøde, nemlig Cantzler Niels Kaas, Peder Gyldenstierne Rigets Marsk, Hack Ulstand, Jørgen Rosenkrands, Jørgen Skram, Corfitz Viffert, Anders Bing, og Christen Skeel, saa at det sædvanlige Tall var meget bleven formindsket, og der vare ikke flere Efterlevende end Efterfølgende, nemlig Peder Munk, Christoffer Valkendorff, Steen Brahe, Manderup Parsberg, Erik Hardenberg, Henrik Belov, Axel Gyldenstierne, Absalon Giøe, Jacob Seefeld, Breide Rantzau, Albert Friis og Arild

Adskillige store Promotioner.

Hvitfeld, saa var fornødent, saa vel for at besætte de høje Bestillinger igien, som at supplere den Mangel udi Rigets Raad, at giøre adskillige Promotioner, i sær for at giøre den tilstundende Kroning des anseeligere. Herudover beskikkede Kongen den 7de Junii Christoffer Walkendorff til Rigs-Hoffmester og i hans Sted satt over Finantzerne Sigvard Beck, hvilken tillige med en Collega forestod Rente-Cammeret udi 26 Aar. (b) Den 9. Ejusdem giorde han Christian Friis til Borreby til Cantzler, og Peder Munk til Rigets Marsk, hvilke alle tre derpaa maatte aflægge deres Eed. Den 10. Junii giorde hans Majestet til Rigets Raad efterskrevne 8te Herremænd, Henrik Rammel, Jørgen Friis, Prebend Gyldenstierne, Axel Brahe, Henrik Lykke, (c) Oluf Rosensparre, Eske Brok og Christen Holk; Hvilke alle udi Kongens Gemak aflagde den sædvanlige Eed som Rigs-Raad, førend de satte Herredagene. Faa Dage derefter ankomme nogle Gesantere fra Hertug Johan Adolph af Slesvig Holsten til

Princesse Augusta accorderes til Hertug Johan

Adolph.Frideriksborg, hvor Hoffet da var, og anholdte paa deres Herres Vegne om hans Kongelige Majestets Søster Frøken Augusta. Denne Begiering blev bevilget og Giftermaalet sluttet, efterat (563)

(b) Thom. Wegner Con. fun.

man havde giort Aftale om den Medgift, hun skulde have, og beskikkede Kongen, at deres Bilager skulde holdes paa samme Tid, hvortil Kroningen var berammet.

Efter at Rigs-Dagen var satt og alle indstævnte Sager vare bragte til Ende, traadde Kongen og samtlige Rigets Raad sammen for at aftale og slutte, hvad som i den Haandfæstning, de paa Rigets Vegne af Kongen begiærede, skulde indføres, hvilken Haandfæstning efter nogle Dages Raadslagen omsider blev fuldfærdiget og af hans Majestet underskreven den 7. Augusti. (a) Og saasom samme Haandfæstning er rar og tilforn ikke har været publicered, vil jeg den her indføre, den lyder saaledes:

Artikel I.

Først ville og skulle vi over alle Ting elske og dyrke den allsommægtige Gud, og

Christiani 4. Haandfæstning.

hans hellige Ord styrke, haandhæve, beskytte og beskiærme, og hvad som agtes Behov til Troens Forøgelse og Religionens Forbedrelse ville vi af all vor Magt og Formue forfremme. Vi ville det ogsaa bestille, at alle Sogne-Kirker og Skoler over begge Riger blive besørgede, og forseede med Christelige og fromme lærde Mænd, og dem med nødtørftig Ophold underholde, hvis det ikke tilforn skeed er udi vor kiære Herr Faders Tid.

2. Sammeledes skulle vi holde meenige Rigets Raad, Adel, Kiøbstedmænd, Bønder, og meenige Rigets Indbyggere og hver særdeles ved Lov, Skiæl, og Friheder og Privilegier, og ingen af dem herimod forurette i nogen Maade, og skulle vi alle og enhver besynderlig for Overvold og Urett beskytte og haandhæve.

3. Dernæst skulle og ville vi være forpligtede Dannemarks Rige at forfremme, formeere, forbedre, og forhøje af vor yderste Magt og Formue. Og, om Gud Allermægtigste det saa haver forseet, at vi herefter kand ved Dannemarks Indbyggeres Hielp og Trøst vinde med Rettergang, bekræftige med Sværd, eller anderledes noget bekomme, da skulle det høre Dannemarks Rige til, og være (564)

(a) Coronat. Christ. 4. per Andr. Bendalinum it. per Eric. Augusti.

og blive under Dannemarks Krone. Men dersom det skeede, (det Gud forbyde) at nogen Feide eller Indfald skeede paa Riget, og nogen Deel af Riget kom under en fremmed Potentat, og siden blev igien til Dannemarks Rige bekræftiget, maa og skal hver Dannemarks Indbygger qvit og fri nyde og bekomme, hvis Gods og Ejendom, han tilforn udi samme Lande haft haver.

4. Sammeledes ville og skulle vi elske og fremdrage Dannemarks Riges Raad og Adel, og med dennem styre og regiere Danmarks Rige og besørge dem med Kronens Lehn, saa at de ikke skulle have Behov at besøge Herredagene, eller underkastes anden Besværing paa deres egen Kost og Tæring.

5. Desligest ville vi og ingen udlændisk Mand tage udi Dannemarks Riges Raad, eller forlehne med Dannemarks Krones Lehn uden det skeer med Dannemarks Raads Villie, Fuldbyrd og Samtykke.

6. Saaledes skulle Dannemarks Riges Adel nyde, bruge og beholde deres Jorde-Gods og Tienere fri til ævig Tid med Hals og Haand, alle Kongelige Sager og all anden Hærlighed og Rettighed, som vi og vore Forfædre Konger i Dannemark over vore og Kronens Tienere og Gods, have og frit haft have, saa at vi eller vore Fogeder og Embedsmænd skulle aldeeles intet bevare os med deres Tienere, Gods og Eenemærke, Skov, Fiskevand eller nogen anden Hærlighed, enten med Sagefald, Giæsterie, Ægt, Arbeide eller anden Besværing uden hvis vi kunde have med Adelens, som Godset og Tienerne tilhøre, gode Villie og Samtykke, allene at de age vort og vor Førstindes Fadebord, hvor vi personligen drage igennem Landet, som sædvanligt været haver af gammel Tid, uden saa skeer, at nogen aabenbar Feide kommer paa Landet eller Riget, da vilde vi dog ingen Besværing lægge paa Adelens Tienere, med mindre det skeer med meenige Dannemarks Riges Raads Samtykke.

7. Hvor nogensteds saa findes, at Kronen haver med Adelen fællig enten udi Skov, Mark eller Fiskevand, da skulle vi eller vore Fogder ikke ydermeere bruge derudi, enten med Fiskerie, Olden, Svin, Skovhugg, Jagt eller anden Brug, end som Kronens (565) Lodd og Deel kand taale. I den fællig Skov udi Falster og Lolland liggende, som Kronen har Lodd og Deel udi, skal ingen slaae stort Vildt, undtagen vi selv eller andre paa vore Vegne, og uden det skeer med vor Tilladelse.

8. Ikke skulle vi heller med vort Brev byde eller forbyde nogen Mands Arve-Tiener, eller dem, som de udi Pant og Værge have, at svare som sin Hosbond. Haver nogen Tiltale imod nogen enten om Gods eller Tienere, da skal han det forfølge med Rett og efter Lov og Recessens Lydelse.

9. Ikke heller ville vi paalægge nogen Land-Skatt paa Adelens Tienere, uden det skeer med meenige Dannemarks Riges Raad, efter som gammel Sædvane været haver.

10. Sammeledes skulle Dannemarks Riges Raad og Adel nyde deres fri Fiskerie paa deres egne Grunde, som de hertil af Alders Tid haft have, og besynderligen udi Kong Hanses Tid, og skal hver Mand nyde Aalegaarde for deres egen Grund undtagen udi Fiorden, som Kronen og den meenige Mand have Skade af: Dog skal de Fiskegaarde blive ved Magt, som have været af Alders Tid.

11. Ville og nogen af Adelen besøge Silde-fiskende, og derved bruge sin Næring, da skal det være Adelen uforholdt, efterdi det tillades Fremmede og Udenlandske at bruge deres Fordeel dem at salte. Det skal og være Adelen uforbødet at kiøbe og sælge Øxen, at stolde paa sit eget Foer, som hver kand stolde, eller kand lade foere hos sine egne Tienere, som ere pligtige at fodre Nød, dog hermed Kronens Told uforkrænket.

12. Skal det og være Dannemarks Riges Raad og Adel frit fore at kiøbe og sælge med udenlandske Kiøbmænd, som hertil har været.

13. Ikke skulle vi ved vore Fogder eller Embedsmænd lade gribe, baste, binde, eller udi Fængsel sætte nogen Riddermands Mand, uden han tilforn er forvunden efter Loven, undtagen paa de ferske Gierninger, som de maa gribes og sættes for efter Loven, og skal hver Mand være pligtig at stande til Rette for os og Dannemarks Riges Raad, for hvis nogen haver ham at tiltale med Rette.

(566) 14. Item skulle vi ej heller tilstæde vore Fogder eller Embedsmænd at feide nogen Riddermands Mand eller deres Tienere; Have vore Fogder eller Lehnsmænd Tiltale til nogen, da skulle de tiltale dem med Rettergang.

15. Item skulle vi ingen Krig begynde eller paaslaae, uden det skeer med meenige Dannemarks Raads Villie, Fuldbyrd og Samtykke.

16. Item ingen Riddermand skal forbryde sit Jorde-Gods uden han fører Avind-Skiold imod Kongen og Riget, som Loven udviiser.

17. Item skulle vi altid dømme uden all Vild og ej tage Gunst eller Gave for nogen Rett eller Rettergang udi nogen Maade; men være lige velvillig til at hielpe og skikke dennem deres Rett, være sig enten indlændisk Folk, Fattige eller Rige, Venner eller Uvenner, Edel eller Uedel, inden Raad eller uden, som hænder for os at komme, som en Christen Konge bør at giøre.

18. Item skulle vi ingen udlændisk Privilegier, som gielde paa Riget, stadfæste eller paa nye give, eller nogen Monopolier bevilge uden meenige Dannemarks Riges Raad.

19. Skulle vi ikke give nogen ufri Mand den Frihed og Frelse, som Riddere og Svenne have, uden all Dannemarks Riges Raads Samtykke, undtagen nogen forhverver det saa ærligen paa Marken, at han er det værd.

20. Item skulle ikke vi, vor Førstinde eller vort Afkom, eller nogen anden paa vore Vegne, kiøbe eller pante os eller Kronen til noget Frit- og Frelse-Gods her udi Riget i nogen Maade, som fra gammel Tid været haver.

21. Ikke heller skulle Dannemarks Riges Raad og Adel kiøbe eller pante noget frit Bønder-Gods efter denne Dag uden det skeer med Kongens Tilladelse.

22. Item hvo, som kommer til os paa Tro og Love, paa vor Skrivelse og Brev, da skal den fri, sikkert og ubehindret komme Hiem til sit eget igien, dog at han skal være pligtig for os og Dannemarks Riges Raad at stande til Rette.

(567) 23. Item hvem, som vil feide nogen Riddermand, da skal han giøre ham ærlig Forvaring med hans aaben Brev &c. (Det Øvrige i min Copie er ganske uforstaaeligt, men kand suppleres af Friderici 2di Haandfæstning.)

24. Skulle vi og være pligtige med Undersaaternes Hielp at indløse Ørknøer og Hetland til Kronen igien.

25. Item ville eller skulle vi ikke drage nogen fra sit Herreds-Ting eller Lands-Ting med vore aabne Breve, ikke heller fra Rigets Canceler efter Loven. Ej heller skal nogen skyde sig fra sit Herreds Ting, førend Dom er gangen.

26. Men dersom Sandemænd eller Nævninger sværge nogen Mand til Skade med Urett, saa vit som Jydske Lov rekker, da skal Lands-Dommeren have Magt, om det af ham begiæres, at opstævne beste Bøigdemænd og dennem maa fælde, om de have giort Urett. Udi lige Maade skal holdes i Siælland, og andre Lande, saa vit Siællansk, og Skaansk Lov rekker om Olding og Nævning.

27. Sammeledes skal og holdes om Lov og Laughævd, men paa de Lov og Laughævder, som nogen af Adelen har givet og giort, skal ikke dømmes uden for Kongen og meenige Dannemarks Riges Raad.

28. Sandemænd, Ransnævninger og andre Nævninger skulle herefter ikke sværge mod Lavhævder, eller imod nogen Lov, som given er, men de stande ved Magt, og være uryggelige.

29. Item ingen Forbud skulle vi heller giøre paa Øxen, Korn, Smør, eller noget andet at udføre her af Riget, uden med Dannemarks Riges Raads Villie og Samtykke, som gammel Sædvane været haver. Om nogen Feide saa hastig paakom i Riget, at vi ikke saa iligen kunde forskrive Dannemarks Riges Raad, da skulle vi dog forskrive dennem, som ved Haanden næst ere.

30. Item efterdi Dannemarks Riges Raad Adel og Indbyggere skulle være pligtige at stande hver Mand til rette for os og Dannemarks Riges Raad, da ville vi og iligemaade være pligtige at stande hver Mand til rette for Dannemarks Riges Raad.

(568) 31. Item skal ingen efter denne Dag bøde for Voldførsel efter Markeskiel, men skal et Vold for hver, som Voldføres, regnes, og ikke meere lige som det haver været af gammel Tid.

32. Item skulle vore Lehnsmænd skikke Dannemænd til Herredsfogder, som skikker hver Mand Lov og Ret uden Vild, giør Herredsfogden nogen Urett, da skal han afsættes, og selv svare til sine Gierninger.

33. Item skal ingen forbydes Skov, Mark eller Ejendom at kalde til rebs, enddog at Kronen eller Kirken haver der Lod og Deel udi.

34. Item skal og Adelen have deres egen Hovedgaard qvit og fri for Tiende, som de selv boe udi, eller holder deres Fogder paa, som bruge deres Avl, paa det de skulde holde deres Tienere til retfærdigen at tiende.

35. Item skulle og Adelen og Ridderskabet nyde og beholde Jus Patronatus til de Kirker og geistlige Lehne, som de kunde beviise med Brev og Seil at de have Rett til. Dog saa at de Personer, som dermed forlehnede ere, maae dennem nyde deres Livs-Tid, og, naar de Personer ere døde og afgangne, som nogen Vicarie i Forlehning haver, da maa hver Riddermands Mand og Adel her udi Riget komme til sit Gods igien, som de med nøjagtig Brev og Seil beviise kunde, at de ere rette Arvinger til.

36. Og skal alle Klostere, Prælaturer, Digniteter, Kanikedomme og andre geistlige Lehn, som nu ikke nævnede ere, ved deres Magt blive til saa længe, at Kongen og Dannemarks Riges Raad derom med flere viise og lærde Mænd, som de til dennem tage, en anden Skikkelse giver, dog hver Mands Rett og rette Tiltale dermed Uskadt, og uforkrænket udi alle Maade efter vor kiære Herr Farfaders Kong Christian den 3dies Recesses Lydelse.

37. Item skulle vi ikke formindske de Lehn, som gode Mænd have udi Pant, førend deres Breve blive lovligen indløsede og fuldgiorde, og skulle de heller ikke kunne forbryde slige deres Lehn, som de udi Pant have, med nogen deres Gierninger uden ved de Gierninger, som de forbryde deres Arv og Ejendom med. End, (569) dersom de forsee sig imod os og andre Rigets Indbyggere, da skulle de stande til Rette efter Loven.

38. Item skulle vi ikke give Breve mod Breve.

39. Item skulle vi holde vore Breve med fuld Magt. Desligeste og holde vore Forfædres fremfarne Kongers udi Dannemark Breve ved Magt.

40. Item døer nogen ufri Mand, som ufri var fød, og haver dog fanget Frihed, og haver Frelse-Arvinger, da skal det Gods ikke falde til Kronen, eller udi nogen Ufrihed, men skal dog komme til hans rette Arvinger igien, enddog de ere ufrie, og det skulle de dog ikke beholde, men sælge det til Adelen igien inden Aar og Dag for fuld Værd; Dog om det er ufrit Gods, det han havde førend han blev fri, det falder igien til rette Arvinger.

41. Item at Rigets Canzeler ej skal bruge Indseil udi sin egen Sag, men vi skulle skikke der en anden god Mand til, som sidder udi hans Sted, udi hans Sag under Rigets og sit Indseil og Navn.

42. Item at Sandemænd ikke skulle sværge om Ejendom efter denne Dag; Men hvo der vil deele om Ejendom, bør at deeles til Herreds-Ting, Lands-Ting og for Rigets Canceler, undtagen Herredsskiæll og Markeskiæll.

43. Item bliver nogen god Mand forført eller beløjed for os, da skal vi det ingen Troe og Love give, med mindre den, som os sligt sagt haver, vil det tilstaae udi vor og Dannemarks Riges Raads Nærværelse, og udi den andens Paahørelse, og findes han da at føre Løgn, da straffes han for Løgn, som vedbør.

44. Item bliver nogen Riddermands Mand Fredløs for ærlige Gierninger, da skal han bøde 20 lødige Mark for sin Fred.

45. Og efterdi det højeste Regimente udi Riget hænger meest paa Kongens Person, hvilket Regimente Kongen ikke alleene kand føre, derfor skal Kongen altiid have en Rigs-Hoffmester, en Canceler, og en Rigs-Marsk, som ere fødde Danske Mænd af Adel, hvilke Kongen og andre Rigets Raad udi Rigets Ærende og Sager til hans Kongelige Regimentes Opholdelse skulle være behielpelige. Om Kongen vilde besværge nogen, være sig enten Adel eller (570) Uadel, da skal det være ham frit og aabet for at give det Rigets Hoffmester, Kongens Canceler, og Rigets Marsk tilkiende, og lade formane Kongen, at han forlader saadant hans Foretagende. Og dersom Kongen da ikke vil lade sig underviise (hvilket vi dog for os giøre ville) da skal Kongen strax udlægge og opnævne den, som klager en benævnt Rettes Dag, og da pleje Anklageren Rett for Rigets Raad, og nogle af Adelen, som Kongen og dertil skal lade kalde og forskrive, og for dennem stande hver Mand til Rette, og hænde og give hvad Lands Lov udviser og giver.

46. Item skulle vi annamme alle Slots Love udi Dannemark og Norge af vore elskelige Dannemarks Riges Raad Edelinge og indfødde gode Mænd, og ingen anden at holde til vor Haand og Dannemarks Riges Raad, dem igien at antvorde fra os paa vor Kongelige Eed, naar os forelagt vorder, og, om nogen Slotts Lov vorder anderledes forvandlet, da skal det ingen Magt have, uden med meenige Dannemarks Riges Raads Samtykke.

47. Og skal Dannemark være og forblive et frit Kaar-Rige som det fra Arilds Tid været haver.

48. Alle disse fornævnte Artikler, og hver særdeles bepligte vi os Christian den 4de med Guds Naade udvalde Konge til Dannemark ved vor Kongelige Eed og Christelige Troe og Love ubrødelig og fast at holde ved alle Puncter, Ord og Artikler, som de udviise og indeholde uden all Argelist udi nogen Maade. Og have vi til dets ydermeere Vidnesbyrd og bedre Forvaring, at sligt udi alle Maader holdes skal, som skrevet staaer, hængt vort Indseil neden for fornævnte vor Haandfæstning, som er vort aabne Brev, med fornævnte vore Elskelige Dannemarks Riges Raads Indseile. Givet paa vort Slott Kiøbenhavn den 7. Augusti Aar efter Guds Byrd 1596.

Under vort Zignet

Christian.

(571)

Christoffer Walkendorff.

Albert Friis.

Christian Friis.

Arild Hvitfeld.

Peder Munk.

Henrik Rammel.

Steen Brahe.

Jørgen Friis.

Erik Hardenberg.

Predbiørn Gyldenstiern.

Manderup Pasberg.

Axel Brahe.

Henrik Belov.

Henrik Lykke.

Axel Gyldenstiern.

Oluf Rosenspar.

Absalon Giøe.

Eske Brok.

Jacob Seefeld.

Christian Holk.

Breide Rantzow.

Efter at Haandfæstningen var forfattet og underskrevet, skreed man til Kroningen,

Den Kongelig Kroning den 29 Augusti.

hvilken gik for sig paa saadan Maade: Da hans Majestet red til Kirken, blev hans Kongelige Krone baaren for i Vejen af Rigets Hofmester, Sceptret af Rigets Cantzler (a) det forgyldte Sverd af Rigets Marsk, og det gyldne Æble af Steen Brahe. Den Kongelige Krone blev ham paasatt af 3 Bisper, og siden blev Sceptret, Sverdet og Kronen ham overlevered. Derpaa fuldte Salvingen. Da nu alt dette var forrettet, gav hans Majestet sig af Kirken til den Kongelige Sal, da saae man adskillige lystige Spectacler. Paa Amager Torv var et Viinspring, en heel stegt Oxe, fyldet med adskillige Slags Fugle, hvorom den gemeene Mand sloges. Paa Østergade stod et Triumph-Huus, hvorigiennem, da hans Majestet skulde gaae, stode 3 Kiemper meget konsteligen forarbeidede, hvilke bukkede sig for hannem, i det samme kom ogsaa en Engel need, hvilken satt en gyldend Krone paa Hans Majestets Hoved &c. Dagen derefter blev den Holsteenske Hertugs Johan Adolphs Brøllup celebrered med hans Kongl. Majestets Søster Augusta, hvilket gav Aarsag til meer Lyst, saa at de efterfølgende Dage bleve anvendte paa adskillige Ridderspill.

Endskiønt hans Majestet nu selv havde antaget sig Regieringen, og var bleven en kroned Konge, saa er det dog troeligt, at (572)

(a) Coronat. Christ. 4. per Andr. Bendalinum it. per Eric. Augusti.

han endda nogen Tid har formedelst sin Ungdom været i en Slags Dependence af sine gamle Formyndere, hvorpaa haves et stort Beviis udi Tycho Brahe, hvis Forfølgelser, som udbrøde dette Aar, han ikke

Tycho Brahes Forfølgelse.

kunde hindre. Førend jeg skrider til bemeldte Forfølgelse, vil jeg korteligen mælde noget om denne store Mands forrige Levnet, efterdi man deraf til Deels seer Aarsagen til det Had hos de Store, som dette Aar for Alvor yttrede sig. Tycho var fød i Skaane 1546 af Adelige Forældre, nemlig af Otto Brahe, Herre til Knudstrup og Berte

Samme Mands Historie.

Bilde. Af dette Ægteskab avledes 10 Børn, blant hvilke vare fem Sønner, hvoraf Tycho var den Ældste, hvilket han selv tilkiende giver ved et Vers, som han giorde ved sin Bortreise fra Dannemark.

Ast ego Braheus de qvinis fratribus unus

Et genitus primo vix reputatus eram. (a)

Hans Farbroder Jørgen Brahe tog ham Forældrene uvidende bort i hans Barndom og satt ham til Studeringer. Anno 1559 blev han skikked til Kiøbenhavn, hvor han først begyndte at faae Smag paa det Astronomiske Studio. Anno 1562 reisede han udenlands, og opholdt sig udi Wittenberg, Leipzig og Rostok, men besynderlig udi Leipzig, hvor han giorde Kundskab med en ung Mathematico Bartholomæo Sculteto, og der, skiønt imod sin Hoffmesters Villie, lagde sig efter Astronomien. Paa Hiemreisen havde han den Ulykke udi Rostok, at en Dansk Herremand, ved

Hans Avantures udi Ungdomen.

Navn Manderup Parsberg, afhuggede det største Stykke af hans Næse, hvorudover han lod giøre sig en Næse af sammensmæltet Guld og Sølv, som han lod hefte til Stumpen. Derefter giorde han en vitløftigere Reise igiennem Tydskland og Italien, og paa adskillige Steder udi samme Lande saaledes excolerede Astronomien, at han kom til sit Fædreneland igien, som en stor og navnkundig Astronomus, og da beordrede

Frider. 2. Gavmildhed imod ham.

Kong Friderik 2. ham offentlig at læse paa Universitetet i Kiøbenhavn 1574 (b) og siden indrømmede ham den Øe Hueen, ladende der med stor Bekostning oprette (573)

(a) Gassend. vit. Tych. Brahe Lib. 1. p. 2.

(b) Resen. Hist. Frider. 2. Gassend. vita Tych. pag. 25.

for ham det bekiendte Huus Uraniborg, gav ham derforuden et Lehn i Norge med andet Gods. Da giftede Tycho Brahe sig med en Bonde Pige ved Navn Christine, som var fra samme Sted udi Skaane, hvor han selv var fød, hvilket Giftermaal opvakte ham Had og Foragt hos den heele Adel, sær hos hans Paarørende. Jeg bekiender sandelig, at dette Parti var ganske uanstændigt. Men man kand sige til Tychonis

Gifter sig med en Bondepige.

Forsvar 1) at det var vanskeligt for en Philosopho med en Metall Næse at faae en ung Adelig Jomfru. 2) At saasom hans meste Tanker vare henvendte til Himmelens Lob, saa at han intet agtede Sublunaria, eller de Ting, som skeede paa Jorden, saa kunde man nogenledes have Aarsag at pardonere ham, om han herudi ikke i Agt tog Moden og Bienseance, helst saasom en saa abstract Philosophus finder mindre Incommoditet udi saadant ringe Parti, end ved at tage en Jomfrue af Familie, der vilde slaae Rønker paa Næsen, naar han satt Pengene til paa Bøger og Instrumenter. Hvor om alting er, saa bevæbnede dette mange fornemme Folk imod ham, og lagde Grundvold til den Forfølgelse, som udbrød udi dette Aar 1596.

Gassendus regner blant Tychonis største Fiender Canceleren; Men hans største

Bliver forfuldt udi Christ. 4ti Minorennitet.

Fiende var Christoffer Walkendorff, hvilken foruden den tilfælles Animositet med adskillige andre, som reisede sig endeel af Tychonis Giftermaal, endeel af den store Ære og Højtid Kongen lod see imod ham, havde fattet en særdeles Bitterhed imod ham formedelst en Trætte, som reisede sig af en troe Hund, Tychoni tilhørende. Jeg har tilforn fortaalt, at Kong Jacob forærede ham to Engelske Doggere. Disse laae ideligen for hans Dør og lode ingen indkomme uden ham selv. Da Kongen 1592 besøgte Brahe paa Hueen, og Walkendorff, som fuldte ham, vilde en Morgen tilig gaae ind udi Tychonis Kammer for at see sig om, blev han overfalden af samme Doggere, (a) saa at derover blev Allarm, og nogle haarde Ord vexlede imellem Hoffmesteren og Brahe, og formeerede den Hændelse den Uvillie han havde fattet imod ham, skiønt han ikke søgte aabenbare at hævne sig,

(574)

(a) Gassend. Lib. 4. p. 162. ab rixa ob vulnera per sequacem Tychonis canem excitata.

førend efter Cantzler Kaases og Jørgen Rosenkrandses Død, og han selv blev Rigs-Hoffmester. Christoffer

Hoffmester Walkendorff hans største Fiende.

Walkendorff var ellers en Herre af store Meriter. Udi Begyndelsen af Christiani 4ti Minorennitet var han Rentemester eller rettere Rigets Skattmester, efterdi han i sin Tid forvaltede Rigets Skatt-Kammer alleene uden Colleger, da der dog ellers siden stedse vare to Rentemestere fra 1599 indtil det ny Skattkammer Collegii Stiftelse 1660. (a) Medens han administrerede Finantzerne, skeede Anno 1592 en meget god Etablissement ved det saa kaldte Klæde-Kammers Indrettelse, saaledes, at de Kongelige

Samme Walkendorffs Historie og Characteer

Hoff-Betiente og adskillige andre Bestillingsmænd nøde aarligen Klæder af Rente-Kammeret, hvorfore de maatte qvitte en Deel af deres Gage. Jeg seer og af Ernst Møller Kongens Skredders Regning af dato den 31 Octobr., som Kongen med egen Haand har underskrevet, at de Kongelige Børn ogsaa finge Klæder af samme Klæde-Kammer, thi udi Regningen findes: Nok haffuer Ernst Møller annammet af Kongl. Majsts. Klæde-Kammer til welbyrdige Christian Ulrik Gyldenløvs Kleinning, som efterfølger: 14 Alen graae Kiersie; 4 smaa Bokeskinde &c. I ligemaade af en anden Regning, som Fru Kirstine Munk med egen Haand har underskrevet, at Hoff-Fruentimret blev ogsaa forsyned med Klæder af samme Klæde-Kammer. Thi Opskriften paa Regningen er denne: Anno 1627 den 21. Decembr. haffuer Knud Christensen Renteskriver udi Kongelig Majests. Klædekammer underdanigst leffueret til Fru Chirstens Schredder til Frøknerne til Klæder &c. En nyttig Anstalt udi et Land hvor der findes Manufacturer, som ved saadant Middel aldrig kand fattes Debit. Bemældte Klæde-Kammer var paa Slott-Pladsen lige ved

Hans Rente Kammer Anordninger.

Højbroe, hvor adskilligt Slags Klæde, Fløjel, Stoffe, laae forvaret, og hvoraf Betienterne bekomme aarligen en viss Quantitet i Steden for deres Løn. Derover var Rigets Hoffmester Inspector eller Maitre de la Garderobbe, og var der en Betient under ham kaldet Klæde-Kammer Skriver. Dette Klæde-Kammer (575)

(a) Kammer-Registrat. fra 1599. ad 1660.

varede fra 1592 til 1677; thi for saa lang Tid findes Klæde-Kammer Regnskabe aflagde. (a) Det er troeligt, at Christoffer Walkendorff som Skattmester, og siden Rigs-Hoffmester har haft selv Inspection derover. Thi jeg har forhen viiset, at han i dette Aar 1596 blev Rigs-Hoffmester. Foruden denne Etablissement giorde han en anden, hvorved han har erhvervet sig hos Posteriteten et stort Navn, thi han stiftede Aar 1595 et Collegium for 16ten Studentere, som endnu florerer, og var længe kaldet

Stifter Walkendorfs Collegium.

Hoffmesters Boder, siden Walkendorffs Collegium. I gamle Dage var det et Carmeliter Collegium, og siden, da Munkene antoge den Evangeliske Troe, faldt det i private Folkes Hænder, indtil Christoffer Walkendorff gav det til saadant Brug. Dette har jeg fundet fornødent at anføre, for at viise det Onde med det Gode, og at tilkiende give saavel hans Dyder, som hans Lyder. Thi ingen kand nægte, at denne gode Herre var jo en nyttig Mand for Riget, skiønt hans Opførsel imod den store Astronomum er en Plett, som ikke lett kand aftoes; Vel er det sant, at man i Begyndelsen holdt gode Miner med denne Astronomo, thi jeg finder, at de fire Regierings-Raad strax efter Kong Frideriks Død ikke alleene tillagde ham nyt Gods, men endogsaa paa engang forærede ham 6000 Rdlr. til at stoppe endeel af de Bekostninger med, som han havde anvendt paa sine Instrumenter, (b) ja oprettede for ham et Astronomisk Taarn i Kiøbenhavn, som han selv vidner. (c) Men det varede ikke længe førend det Had, som man havde fattet imod ham, yttrede sig.

Forfølgelsen, som sagt er, begyndte 1596, og fortælles af Gassendo med disse

Forfølgelsen imod Tycho Brahe begynder.

Omstændigheder. Endeel af Adelen bar Fortrydelse over, at denne Mand nød saa store Beneficier, iligemaade, at han var kommen i saa stor Estime hos Fremmede; thi de saae dagligen en Mængde af anseelige Fremmede komme til Dannemark alleene for at tale med ham. Dertil maae man lægge den 3die Aarsag; nemlig det foromtalte Giftermaal, hvilket (576)

(a) Cammer-Registratur fra 1592 til 1677.

(b) Hist. Minorennit. Christ. 4. Manuscr. p. 20.

paa de Tider kunde ikke andet end ophidse alle fornemme Familier til Hevn. Herudover begyndte nogle af Rigets Raad strax efter Kongens Hylding at besværge sig over den slette Tilstand Skatt-Kammeret var udi, og foregave, at det var fornødent at tilbagekalde adskillige Donationer, besynderlig Tychonis, som de holdte fore blev unyttigen emploierede. Videre sagde de, at det Lehn, som

Prætext til samme Forfølgelse.

han havde udi Norge, blev ham alt forlænge continuered, og at det var fornødent, at en anden, som kunde beviise Fædernelandet meere Tieneste, blev forlehned dermed. Endeligen lagde de dette dertil, at han slet haandhævede det Roskildske Capell, hvoraf han nød St. Laurentii Præbenda, saa at alting derpaa forfaldt. Herudover blev han Tid efter anden skildt ved alle disse Beneficier endeel imod Kongens Vidende, endeel ogsaa med hans Vidende, saasom deslige Ting blev ham paa en odieuse Maade forestillet, saa at han intet beholdt tilbage uden Hueen hvilket sees af hans eget Klagemaal saaledes: foruden at det forlehnte Gods blev mig frataget strax efter Kroningen, saa mistede jeg og alt andet, foruden den lille Insel Hueen, som ikke skylder over 200 Rdlr. aarligen. (a) Og hialp Cancelern, som burdte haandhæve saadant, ikke lidet dertil. Han skrev ogsaa Tychoni til, at Regieringen kunde ikke længer continuere ham disse Beneficier.

Men ingen var haardere imod ham end Rigets Hoffmester Christoffer Walkendorff; Den samme skikkede efterfølgende Aar 1597 tvende Mænd til Hueen, for at 1597. informere sig om Tychonis Studiis. (b) Disse enten af Ondskab eller Uvidenhed, efterdi de ikke kiendte de Mathematiske Instrumenter, berettede ved deres Tilbagekomst, at Tychonis Studia vare ikke alleene unyttige, men endogsaa skadelige. Herudover, da Tycho forlod Hueen, og satt sig ned udi Kiøbenhavn, og der fortsatt sine Observationer, lod Hofmesteren ham ved Byfogden viide, at han skulde holde op dermed, Hofmesteren forbyder ham at observere.som han selv vidner med disse Ord: Det blev mig (577)

(a) Epistola Tychonis ad Vellejum.

(b) Gassendi vit. Tych. Lib. 4. p. 162.

ikke tilstedt i min egen Gaard i Kiøbenhavn at observere, ej heller paa det Astronomiske Taarn, som af de 4 Regierings-Raad var oprettet i Kiøbenhavn. (a) Det var ikke nok, at man forbød denne kostbare Mand at fortsætte sine Studia, man søgte ogsaa at overfalde ham og handle ilde med hans Folk, og, da han stævnede Sagen ind for Tinget, blev Byfogden forbuden at dømme derudi. Tychonis Broder Steen Brahe, som var een af de Ældste i Raadet, søgte vel, saa vit som mueligt at hindre denne Forfølgelse, men kunde intet formaa imod den mægtige Valkendorff. Af dette merkede Tycho Brahe, at det var ikke tienligt for ham at blive længer udi sit Fæderne Land. Han søgte derfor at føre alle sine Mobilier fra Hueen, (b) ladende alleene nogle

Tycho forlader Landet.

Instrumenter tilbage, som han frygtede ved Flytningen at ville beskadiges. Derpaa fragtede han et Skib, og embarquerede sig med sin heele Familie og Boeskab. Saaledes maatte den store Mand vige for sine Fienders Misundelse, og søge fremmede Lande, hvor han overalt blev med stor Ære imodtagen. Om hans videre Skiæbne og Død, skal tales paa et andet Sted.

Om endskiønt disse Forfølgelser skeede udi Kongens Navn, saa var det dog imod hans Vidende, hvilket sees endeel af Tychonis egen Bekiendelse, hvorudi han vidner om Kongens Uskyldighed med disse Ord:

Tu quoque magnanimi Friderici heroica proles

Inscius, hac culpa, Rex generose, vacas.

Saa at det er en opdigtet Fabel, som fortælles, at han havde spaaed Kongen et ulyksaligt Regiment, og derfor var kommen i Unaade. Vel er sant at han bemængede sig ved at stille Nativiteter, og at han virkeligen stillede Christiani 4ti Nativitet kort efter hans Fødsel, som han selv tilkiende giver med disse Ord: Hæc cum ita sint non abs re futurum esse judicavi, si tibi, inclyte (578)

(a) Epist. Tych. ad Vellejum.

(b) Af den Indrettelse han havde giort paa Hueen giorde han sig saadan Ære, at han førte i sin Titel Dominus de Knudstrup & arcis Uraniburgi in Insula Daniæ Venusia fundator.

Christiane! genethliacam Cœli faciem constituerem, (a) men den indeholder intet af saadant som foregaves. Hans

Kongens Bilager med Anna Catharina.

Fiender toge deres Tempo i Agt, da hans Majestet var udi Tydskland for at anholde om den Brandenborgske Princesse Anna Catharine, med hvilken han holdt Bilager den 27. Novembr. udi samme Aar, og blev hun med stor Pragt kroned Aaret derefter nemlig 1598 den 12. Julii. (b) Højstbemeldte Dronning var en Dotter af 1598 .Joachim Friderik Marggreve af Brandenborg og Administrator til Magdeborg, som siden blev Chur-Første efter Johannis Georgii Død. Og var hun i sit 22de Aar, da hun holdt Bilager med Kong Christian. (c)

Saasom nu Kongen havde naaet sit 21 Aar, hørede all Formynderskab og

Kongen antager selv Regieringen.

Dependence reent op, og regierede Hans Majest. siden stedse med saadan Viisdom, at han ved sit Regimente kom i Anseelse blant alle Konger og Førster. Men, førend jeg gaaer videre fort, vil jeg efter gode Skribenteres Maade forestille udi hvad Tilstand Dannemark var paa de Tider, da denne Højpriselige Konge succederede sin Herr Fader udi Regieringen, hvilken Afrisning hielper ikke lidet til Historiens rette Forstaaelse.

Den Højsalige Konge Friderik 2. havde ved sin berømmelige Regiering satt Dannemark udi saadan herlig Tilstand, at dette Rige fast ingen Tid haver meere floreret og været paa bedre Fod end efter hans Død. Paa den eene Side havde han formeered

Rigets Tilstand ved hans Ankomst til Regimentet.

og bestyrket Riget ved Dytmarskens Undertvingelse, hvilket Landskab stedse havde været Dannemark en Torn i Øjnene, Item med Øsel og Sonneborg, hvorpaa de Svenske siden maatte afstaae deres Prætensioner, ved den Siørødske Fred, hvorom videre siden, og efter Hertug Adolfs af Holsteen Død, foreenede han med Kronen igien den halve Deel af hans Lande, og det Biskopdom Slesvig, samt erholdt af Keiser Maximiliano 1570 det Privilegium for Holsteen, (579)

(a) Genethl. Christiani Princip. per Tych. Brah. Manuscript. Calendis Julii 1577.

(b) Hegelund. Calend. Manuscr. siger den 29. Augusti, hvilket er en Vildfarelse.

at ingen Appellationer udi Sager af mindre end 500 Rinske Gyldens Importance maatte komme for den Keiserlige Hoff-Rett,

Rigets indvortes Styrke.

eller Rigets Kammer-Rett. Paa Oldenborg og Delmenhorst erholdt han af Keiseren i samme Aar Exspectance, paa hvilken Exspectance Kong Christian den 5te grundede siden sin Rett, og foreenede samme Grævskabe med Kronen, da den sidste Græve Antonius Guntherus døde uden Livs-Arvinger 1667.

Paa den anden Side ved den lykkelige 7 Aars Krig og den fordeelagtige Stetinske Fred havde han erhvervet Nationen stor Reputation, og satt Sverrig i den Stand, at det torde ikke letteligen bevæge sig imod dette Rige. Til Søes var ogsaa Nationen udi stor Anseelse, thi han havde renset Øster-Søen fra Søe-Røvere, og tvunget de Dantziger at betale 100000 Rdlr. til Straf, fordi de biergede nogle af dem i deres Havn. Ved den herlige Festning Cronborgs Fundation havde han tilegned Dannemark Herredom over Øster-Søen, hvorfor denne Fæstning var ligesom en Nøgel. Den Øe Bornholm, som var Pantsatt de Lybekker, løsede han tilbage 1576. (a)

Med fremmede Potentater stod Riget udi fortrolig Venskab; thi, som denne Højpriselige Konge var een af de fredsommeligste Herrer udi hans Tid, saa kunde det ikke mangle, han jo maatte have de fleste Potentater til sine Venner, og, paa det den Deel, han havde udi Churland, skulde ikke give Anledning til at indvikle Landet udi Krig, saalte han det for 30000 Rdlr. til Kong Stephanus Bathori.

Med de protesterende Førster udi Tydskland stoed Riget da udi god Fortroelighed,

Dets Tilstand i Henseende til fremmede Potentater.

thi Kong Friderik var anseet som een Stødte for den protestantiske Religion, besynderligen efterdi den vaklede saa meget udi Sverrige under Kong Johannis Regiering. I sær var Riget affectioneret det Chur-Saxiske, Brandenborgske og Meklenborgske Huus, med hvilket sidste han var alliered formedelst sin Dronning, som var Sophia Hertug Ulriks Dotter af Meklenborg. Udi Frankerig havde han forbundet sig Henrik Kongen (580)

(a) Resen. Hist. Frid. 2. pag. 296.

|af Navarra, som var Hovet for de Hugenotter sammesteds, og skikkede ham Secours.

De Tvistigheder, som han havde med Moscovien angaaende sin Broder Magnus, med Engeland angaaende den Engelske Handel, som blev forflyttet fra Narva til Archangel, hvorved Dannemark leed Skade paa den Øresundske Told, og Skottland angaaende Ørkenøerne, kunde ikke bryde det Venskab han havde med samme Riger, tvert imod de søgte at alliere sig med Dannemark, særdeles Skottland, der holdt an om den Danske Princesse Anna, for sin unge Konge Jacob, hvilket Ægteskab gik for sig udi Christiani 4ti Tid. Saa at denne lyksalige Konge efterlod Riget, udi en meget florerende Tilstand, hvorudi det continuerede længe under hans Søn, der udi Kongelige Qualiteter og forstandigt Regimente fast overgik alle Europæiske Potentater udi hans Tid, hvorvel Lykken udi hans høje Alder vendte ham Ryggen, hvorom skal tales videre.

Det første Hans Majestet ved sin Regierings Tiltrædelse fik at bestille, var med Engeland. Jeg har tilforn fortaalt om de Tvistigheder, der vare imellem

Tvistighed imellem Dannemark og Engeland.

Dannemark og Engeland angaaende Seilatzen Norden paa til Archangel, og at de Engelske ved at drive den Russiske Handel paa den Side, havde giort Dannemark stor Afbrek udi den Øresundske Told; foruden denne Tvistighed var der ogsaa en anden, angaaende de Engelske Fiskere ved de Norske og Islandske Kuster. Hvilken Tvistighed formeerede sig efterfølgende Aar 1599, da de Danske overfulde nogle Engelske Skibe fra Hull, 1599.som fiskede ved Norge (a) hvilke de erobrede og giorde til Priis. Dette opvakte Dronning Elizabeth af Engeland til Vrede, og lod hun ved Steph. Leisierum, og Th. Ferrarium protestere imod saadant Foretagende ved det Danske Hoff, og begiære de borttagne Skibes Relaxation. De Danske svarede derpaa, at de Engelske med ingen Rett kunde tilegne sig Fiskeriet ved Island og Norge, som vare hans Majestets Lande, og at man nyeligen tilforn havde advaret de Engelske, at, hvis de ikke holdte sig derfra, maatte de vente sig saadan Execution. Vel var sant, (581)

(a) Camden. Hist. Elizab. part. 4. pag. 767.

at adskillige gamle Norske Konger havde tilladt de Engelske saadan Frihed, og at disse Privilegier vare dem fornyede af nogle af de Danske Konger, og findes der indførdt udi en Commerce Tractat, som Kong Hans sluttede med Engeland, den Artikel, at de Engelske hvert 7de Aar skulde begiære Frihed til saadant Fiskerie. Men just den Artikel gav tilkiende, at de ingen Rett havde acquireret dertil, og at det stod i de Danske Kongers Magt at continuere dem efter 7 Aars Forløb saadan Frihed eller ej. Og, om endskiønt de Engelske udi Rigernes uroelige Tider havde uden Modsigelse øvet denne Handel en lang Tid, saa fuldte deraf ikke, at Kongerne havde renonceret paa deres Rett at forbyde saadant. Hvad det andet Engelske Hoved-Argument angik; At Havet er frit for alle, da var det i denne Casu svagere, efterdi alle Jurister derudi ere eenige, at enhver Potentat kand tilegne sig Proprietet af den Deel af Havet, som er nær ved Kusterne af de Lande, som han er Herre over, og haver ingen Nation meere paastaaet saadant Rett end den Engelske. Ja deres Jurister i sær Seldenus have skrevet heele Bøger derom. Men, saasom ved Dispyter ingen Ende kunde giøres paa denne Tvistighed, forlangede Dronning Elizabeth efterfølgende Aar 1600, at der maatte 1600. compromitteres paa visse Herrer, som Churførsten af Brandenborg, Hertug Henrik Julius af Brunsvig og Hertugen af Meklenborg, som skulde kiende udi Sagen. Men Kong Christian vegrede sig derfor, holdende fore, at det var unødvendigt at sætte udi Compromiss en Sag af den Klarhed. Man blev derfore endda ved at Disputere derom, og begge Potentater søgte at beviise deres Rett, Dronningen ved Leisierium og Ferrarium, og Kongen ved den lærde Nicolaum Kragium (a) som var ved det Engelske Hoff. Endeligen foreenede man sig saaledes, at der af begge Riger skulde skikkes Commissarier til Embden, for at afgiøre Tvistigheden i Mindelighed, og

Congres til Embden.

affærdigede Dronningen did hen Richard Bancroft Biskopen af Londen, Christof Perkins og J. Swale. Men, da de enten (582)

(a) Camden ibid. pag. 768. kalder ham Virum literatissimum, og er det den samme lærde Kiøbenhavnske Professor, som har skrevet de Republica Lacedæmoniorum og som blev nobilitered.

formedelst contraire Vind, eller formedelst andre ubekiente Aarsager ikke lode sig indfinde til bestævnte Tid, og de Danske Commissarier havde forgiæves biet efter dem, reisede de sidste bort, og, siger Camdenus, at Mangel paa Proviant og Levnets Midler drev dem deels til at haste med Bortreisen, efterdi Kongerne af Danmark paa de Tider gave med deres Gesanter en viss Quantitet Proviant, og ikke Penge, som andre Potentater, (a) hvilket er en curieuse

En curieuse Anmerkning ved de Danske Gesantere.

Anmærkning, og skulde man neppe kunde troe saadant, hvis det ikke var bekræftet af saadan troeværdig Skribent, som levede paa samme Tider; thi saadan Skik kunde holdes for at føre stor Ulejlighed med sig, og at Negotiationer kunde derudover giøres til intet, ja at man kunde forcere Gesantere ligesom belejrede Byer at give sig formedelst Mangel paa Proviant. Men det er troeligt, at, hvis saadant har været i Brug, at det er skeed i den Henseende, at de skulde drives des snarere til at bringe Negotiationerne til Ende. Uden at tale om, at der kunde denne gang have været en hemmelig Aarsag til saadant; Thi man seer saa vel af Foregaaende, som Efterfølgende, at Kong Christian ingen synderlig Lyst havde at handle om de Sager, og at derfore saadant kunde have været giort af Politique, for at bryde over Tvers med disse Forhandlinger.

Hvad indenlandske Sager angaaer, da lod Kong Christian dette Aar bygge et

Consistorii Fundatz.

nytt og skiønt Huus for Collegio Consistoriali udi Kiøbenhavn, og strax derhos den Professor-Residentz, som han lagde til Universitetet tillige med den skiønne Hauge, som er indrettet for Medicinæ Studiosis. Aaret derefter nemlig 1601. var Hans 1601.Majestet selv tillige med Prinds Ulrik overværende, da Nicolaus Kragius blev creeret til Rector Universitatis, og lod han da ved fornevnte Kragium det nye bygte Huus indvie, og gav det konstige Astronomiske Verk, hvis Lige er rart at finde udi Europa, tillige med det Kongelige Bibliotech til Universitetet. Paa samme Tiid den 22 May (b)

Tycho Brahes Død.

døde udi Roskild den navnkundige Theologus Niels Hemming udi sit 89 Aar, efter at han nogle Aar havde været blind. Men udi dette Aar døde end en anseeligere (583)

(a) Camd. ibid. pag. 769.

(b) Hegelund Calend. Manuscr. siger 1600.

Mand, nemlig den store Danske Astronomus Tycho Brahe, hvis Skiebne efter hans Bortrejse fra Dannemark var denne: Efterat han havde opholdet sig en Tid lang i Rostok, giorde han en Visite til den fortreffelige Henrik Rantzow, hvilken tog imod ham med u-sigelig Glæde paa sit Slott Vandesbek. (a) Der giorde han et Klagemaal over sit Fæderne-Land paa Vers, som begynder saaledes.

Dania, qvid merui, qvo te mea patria læsi

Usque adeo, ut rebus sis minus æqva meis.

Udi det Aar 1599 kom han til Prag, hvor Kejser Rudolphus 2. tog imod ham, som en Mand, der var skikket ham af Himmelen; thi han gav ham strax en aarlig Pension af 3000 Ducater (Golt-Gylden) item et skiønt Huus i Prag og et adeligt Gods. Han blev saa udi stor Agt hos Højstbemeldte Kejser indtil 1601. da han døde paa saadan Maade den 13 Febr. Udi samme Aar blev han inviteret til Giæst af en Herremand ved Navn Rosenberk. Der holdt han over Bordet alt forlænge sit Vand, saasom han ikke vilde gaae ud førend man rejsede sig fra Taffel. Men blev derover saa svag, at han ikke kunde kaste sit Vand meere, faldt ogsaa udi en Feber, hvoraf

Hans Berømmelse.

han døde nogle Dage derefter. (b) Det er u-fornødent at tale videre om denne store Mand, saasom hans Historie af alle er bekiendt. Han var en stor Astronomus, Medicus, og Chymicus, var ogsaa heel kyndig i det Latinske Sprog, og skrev gierne Latinske Vers. Hans nye Systema udi Astronomien, hvorved han gaaer en Middel-Vej imellem de gamle og Copernicum, er af alle bekiendt; Ved de store Decouverter, han havde giort i Chymien, curerede han adskillige Folk for intet, og det med største Velvillighed, thi han var ikke en mindre god end en habile og lærd Mand; Saa at det er at beklage, at han havde saa tynd Lykke i sit Fæderne-Land. Det er ellers merkeligt, at hans Forfølger Christoffer Walkendorf døde udi samme Aar den 2 Februarii. (c) (584)

(a) Oratio de vita & rebus gest. Henrici Rantz. Manuscr.

(b) Gassend. vita Tych. Brahe lib. 5. p. 179.

Hans Characteer er tilforn givet, hvorfor jeg derom her intet meere vil tale. Jeg vil kun alleene sige dette, at han havde tient under 3 Konger. Udi Christiani 3. Tid var han Hoff-Junker; og under Frid. 2. blev han først Lehnsmand paa Gulland, og siden i Bergen, hvor han forrettede sit Embede med Myndighed, og var den første, som indskrænkede de Contorske, saa at de siden den Tid ikke have spillet Mestere udi Bergen som tilforn. Siden blev han Rentemester, og udi Chr. 4. Minorennitet een af de 4 Regierings Raad, og endeligen, da Kongen selv antog Regieringen, blev han giort til Rigs-Hoffmester. Udi samme Aar skeede Forandring med et andet højt Embede, i det at Statholderen i Norge Axel Gyldenstierne tog sin Afskeed, og Rigets Raad Jørgen Friis blev Statholder i hans Sted.

Efter at det Mode, som var berammed til Embden, saaledes var løbed frugtesløs af, continuerede ikke alleene disse Tvistigheder om Fiskeriet ved de Norske og Islandske

Tvistigheder med Engeland continuere

Kuster, men de andre gamle bleve ogsaa oprippede, nemlig om Farten Norden paa til Archangel, og om Tolden i Øresund, over hvis Forhøjelse Dronning Elizabeth strax efter Kong Frideriks Død havde besværget sig; thi det er troeligt, at den Højsalige Konge har forhøjet Tolden i Øresund for de Engelske, at den Skade nogenledes kunde rembourseres, som Riget leed ved Farten paa Archangel, eftersom den Engelske Handel paa Rysland blev tilforn dreven igiennem Sundet. Disse mange Tvistigheder kunde omsider give Anledning til en aabenbare Krig imellem Rigerne, hvorudover begge Potentater toge sig for at forsøge paa nye om Trætten kunde afgiøres i Mindelighed, og til den Ende berammede et andet Mode til Bremen; Did hen

Mode til Bremen.

bleve af Dronning Elizabeth affærdigede nye Commissarier, og deputerede Kong Christian fra Dannemark Manderup Parsberg, Arild Hvitfeld Rigets Canceler, og Jonas Charisius. Disse mødte tillige med de Engelske Commissarier til Bremen udi det 1602.Aar 1602.

De Engelske Commissarier begyndte da strax at fremføre deres Gravamina angaaende den Hinder, som blev giort dem udi deres Ryssiske Sejlatz over Nord-Søen, item i deres Fiskerier, og (585) endelig, at Tolden i Øresund blev dem forhøjet. De begiærede, at det Forbund, som var giordt mellem Kong Johannem, og Kong Henrik den 7de, maatte eftersees og accomoderes efter disse Tider, at Tolden maatte nedsettes igien, at deres Skibe maatte ikke opholdes længe udi Sundet, og at ingen Sager, som kunde tiene til Krig, maatte føres til Spanien. (a) Dette altsammen reducerede de til visse Qvæstioner; Saasom, om det er en Konge tilladt at forøge Tolden efter sit eget Behag mod gamle Forbund; om det som engang er accorderet, og siden i lang Tid tilladt, kand med rette ophæves; Om den Told, som alleene skal

Hvad som der blev forhandled

betales for Passagen igiennem Sundet, kand sættes paa Vahrene, som aldrig ere saadan Byrde underkastede, uden hvor de udskibes og sælges; Om ikke Havet er frit for alle, og om man derfor kand nægte de Engelske at sejle paa Archangel eller at fiske udi Nord-Søen. Disse Spørsmaal bleve vitløftigen ventilerede, omsider proponerede de Danske Commissarier, eftersom den nye Handel paa Archangel havde giort Dannemark stor Afbræk i dets Indkomster, at de Engelske Kiøbmænd, for at indemnisere Riget nogenledes, maatte aarligen aflægge 200 Rosenobler, saalænge, som Dronningen levede, og at det paa begge Sider borttagne Gods igien maatte restitueres. Endeligen forlangede de, at de Engelske Fribyttere maatte under haard Straf tilholdes ikke oftere at foruroelige disse Rigers Kiøbmands-Skibe. Hvad de Sager eller Vahrer angik, som førtes til Spanien, sagdes de at være saa ringe og af saa liden Vigtighed, at samme Rige kunde meget vel undvære dem.

Efter at man udi tvende Maaneder havde tvistet derom, gave de Danske Commissarier omsider tilkiende, at de af deres høje Principal ingen Fuldmagt havde til at reformere de gamle Forbund, ej heller til at slaae af og formindske Tolden eller at tilstæde Fiskeriet ved de Islandske og Norske Kuster uden videre Ordre eller paa visse Conditioner. De lode ogsaa derforuden tilkiende give, at Kongen ej heller kunde tilstæde de Engelske at fiske ved Ferøe. Hvorimod, da de Engelske Deputerede protesterede, blev der (586)

(a) Camden Hist. Elizab. part. 4. p. 840.

omsider saadan Aftale giort, at de paa begge Sidder skulde referere deres Høje Principaler, hvad som forhandlet var. Og lovede da de Danske, at de skulde tale med Kongen til det Beste om Tolden, og at udi Confiscations Sager intet skulde giøres til Priis uden de Vahrer, som bleve fordulte. Dermed lode de

Disse Tvistigheder ophøre ved Dronning Elizabeths Død.

Engelske Commissarier sig nøje, og skildtes de da venligen fra hinanden, opsættende Tvistighedernes Afgiørelse til belejligere Tid. Og, saasom Dronning Elizabeth kort derefter døde, og Christiani 4ti Svoger, Kong Jacob, kom paa Thronen, stiftedes der et fortroeligt Venskab mellem Rigerne, som varede indtil Caroli Stuarts ynkelige Død, saa at jeg intet meer finder at være taled om deslige Tvistigheder udi Christiani 4. Tid; men seer alleene, at Kong Carl 1. udi det Aar 1626 intercederede for de Engelske som fiskede under Wardehuus og Lapmarken. (a) Paa samme Tid blev sluttet Ægteskab mellem Kongens Broder Johannem og den Moschovitiske Princesse Alexia Boris Gudenows Dotter. Brøllopet var berammet at skulle staae paa Nye-Aars Dag 1603. Men han døde Aaret tilforn ved Martini Tider. (b) Udi samme Aar døde ogsaa tvende anseelige Mænd, nemlig Hans Pedersen Basse Norges Cantzler, og den berømmelige Nicolaus Kragius, som nyeligen for hans Død var aflagt med Titul af Kongens Raad.

Disse Tvistigheder occuperede Kongen i Begyndelsen af hans Regiering, ligesom de Holsteenske Affaires havde udi hans Mindreaarighed givet nok at bestille, men de samme bleve nu lykkeligen bragte til Ende, og den unge Hertug Johan Adolff blev Aaret derefter nemlig 1603 forlehnet med det Slesvigske. Der stod allene tilbage 1603. Tvistighed med Hamborg om den sædvanlige Hylding, hvilken Staden vel ikke turde vegre sig fore, endeel fordi det var en vedtagen Skyldighed, endeel ogsaa, efterdi den kort for Friderici 2. Død havde forbundet sig at continuere med saadan Pligts Hamborg anmodes om Hylding.Aflæggelse, hvorvel det er troeligt, at de under Haanden søgte at dispenseres derfra, og at det var efter Stadens egen Tilskyndelse, at Kejser Rudolphus 2dus under Straff af Rigets Act forbød den (587)

(a) Lit. Caroli 1. ad Christ. 4. dat. Westmunst. 1. Apr. 1626 Manuscr.

(b) Hegelund Calend. Manuscr.

at beviise saadan Hylding. Men, u-anseet dette Forbud, tog Hans Majestet sig for udi det Aar 1603 efter sine Højlovlige Formænds Exempel at anholde om saadan Pligt. Og, saasom den Hamborgske Hylding har adskillige gange givet Anledning til Tvistighed, og denne Konge er den sidste, som er bleven hyldet i Hamborg, holder jeg fornødent at røre lidet om denne anseelige Stads Historie, og at viise, hvorpaa de Danske Kongers Rett er grundet.

Det er bekiendt, at Hamborg tillige med Holsten, og en stor Deel af Tydskland blev erobret af den sejerrige Danske Konge Waldemaro 2. Samme Konge overgav

Oprindelse til de Kongl. Prætensioner.

denne Stad til Græv Albrecht af Orlemunde, dog med de Vilkor, at han aarlig deraf skulde give til Riget 50 lødige Mark, og følge Kongen udi Krigsfærd hvor han ham tilsagde. (a) Denne Græve af Orlemunde, som den Hamborgske Krønike vidner, skal have soldt Hamborg for 1500 Mark Guld til Indvaanerne, da han saae sig ingen Undsætning mod de Holstenske Herrer af Kongen, som efter sit langvarige Fængsel, og det ulykkelige Slag ved Bornhoved, ikke var i Stand at redde Staden. Paa dette Kiøbe-Brev grunder Hamborg sin formeente Frihed, og vill passere for en u-middelbar Rigs-Stad; Men det kand beviises, at Græve Adolph af Holsten siden haver hersked over Hamborg, (b) saavelsom det øvrige af Stormarn, hvorudi samme Stad ligger, saasom han forhvervede den hos Keiser Friderik 2. adskillige privilegier, gav den Told Frihed over heele Holsten, og tilstedde Hamborgerne at holde aarligen tvende Markeder. Dernest findes under Stadens Sejl et Fordrag giort 1292. (c) mellem de Holstenske Herrer og Staden, ved hvis Kraft de Holstenske Herrer skal nyde halvdeelen af Stadens Indkomster, og vidner Historien, at Græv Adolph og Græv Geert Aar 1309 have pantsatt til Henrik Costin Borger udi Lybek halvdeelen af den Hamborgske Told, som dem tilhørte. Anno 1363 har Hertug Albert af Meklenborg, som en forordned Dommer af (588)

(a) Hvitfeld pag. 183.

(b) Vid. Diploma Adolphi &c. dat. 1292. apud Lambec. Rerum Hamburg. Lib. 2.

Kejser Carl 4. til Lybek forhørt de Holstenske Herrers Tiltale paa Hamborg, og tildømt samme Herrer et fuldt Herskab med Hylding og Rett over Hamborg. Dette nægte vel Hamborgerne ikke; de foregive alleene, at Højbemelte Hertug af Meklenborg var en partisk Dommer, skiøndt de selv havde indskudt sig for Kejseren, og Hans Kejserlige Majestet havde benævnet samme Dommere. Vel er sandt, at denne Dom blev siden svækked formedelst et Forliig af 1364 mellem Græven og den Stad Hamborg, men samme Forliig selv udviiser Grævens Herredom over Staden; Thi derudi stadfæster han dem alle deres Privilegier, og Friheder, og forbeholder sig og sine Arvinger all den Rett, som hans Forfædre have haft inden og uden Staden, lover at forsvare Borgerne, naar behov giøres; De derimod love ham, som deres Herre Troe og Lydighed. Højstbemeldte Kejser Carl lod ydermeere Aar 1368 affærdige et aabet Brev til Hamborgerne, og derudi byder dem at være de Holstenske Græver deres rette Herrer hørige og lydige, og truer Staden, at, hvis den ikke beqvemmer sig dertil, vill Hans Majest. forhielpe Græverne til deres Rett. Heraf sees, hvor sterk de Holstenske Herrers Rett er til Hamborg, og at de Kejserlige Befalninger, som siden ere udgivne Staden til Fordeel ikke kand svække Herrernes Rett, eller ophæve Hamborgs Medietet, saasom det ikke staaer udi en Kejsers Magt at skille nogen Rigs-Første eller Græve ved sin Herlighed. Hamborgs Frihed og Independence grunder sig derfor alleene paa ovenmeldte Greve Alberts af Orlemunde Kiøbe-Brev, hvilket udi sig selv er kraftesløst formedelst tvende Aarsager.

1. Efterdi det stod ikke udi samme Græves Magt at sælge den Stad, som han havde faaet af Kong Waldemar med Vilkor at give aarlig Pension deraf, og være forpligtet til Kongens Tieneste, naar behov giordes, og derfore saadant Kiøbe-Brev kand Passere for et Skartek, efterdi det ikke haver Ober-Herrens Confirmation.

2. Efterdi Hamborg siden er tildømt at være de Holstenske Grever lydig, og selv siden haver erkiendt dem for deres rette Herrer. Det giør ej heller til Sagen, at de Holstenske Græver ikke have ladet sig hylde udi Hamborg; Thi alle Konger af Dannemark, som Hertuger udaf Holsten, have erholdet saadan Hylding. (589) Dette er

Staden erindres om sin Hyldings Pligt.

Oprindelsen til de Danske Kongers Over-Herskab over Hamborg, og for hvis Aarsag Kongerne af det Oldenborgske Huus ved Deres Regierings Tiltrædelse lode sig hylde udi samme Stad. Udi det Aar 1603 anholdte Hans Kongel. Majest. og Hertug Johan Adolph, som regierende Herrer udi Holsten skriftligen hos den Stad Hamborg, at den efter sin Pligt og ældgamle Sædvane skulde underdanigst hylde dem, saasom den havde giort deres Forfædre tilforn. Derpaa har Raadet tillige med Borgerskabet, hvoraf 60 dertil vare forordnede, med foregaaende Bøn af Prædike-Stolen til GUd, at den forestaaende Hylding maatte skee GUd til Ære, Hans Kongl. Majst. og Førstelige Naade, og Staden til Nytte, skriftligen svaret og allerunderdanigst begiæret, at der maatte først sendes til dem nogle Mænd med Instruction og Fuldmagt at handle om nogle vigtige Puncter. Derpaa bleve skikkede paa Kongl. Majests. Vegne Statholderen Gert Rantzow og Bendix von Ahlefeld, Amtmand til Steinburg med en Jurist. Paa Førstens Vegne Herr Diderik Blom og Clemens Gadendorf Førstelige Holsteenske Raad, og Nicolaus Junge U. J. D. med hvilke der blev holden venlig Deliberation over alle nødvendige Puncter, og Capitulationer angaaende Stadens Privilegier og Frihed, og endelig af begge Deele enstemmelig besluttet, at Hyldingens

Stadens Resolution

Annammelse skulde skee efter gammel Sædvane ligesom udi Hans Kongl. Majsts. og Førstl. Naades Forfædres Tider, og Simonis Judæ Dag den 28 Octobr. blev bestemt til det Kongelige og Førstelige Indtog.

Da nu den bestemte Dag til Hyldingen var nær forhaanden, og der vare forefaldne nogle vigtige Sager, som Staden ønskede maatte først afhandles, skikkede Staden 2 Licenciater, en Raads-Herre, og en Secretarium til Kongen at handle derom, hvilken tog meget naadig imod dem, og forsikkrede Staden om alt Got.

Paa bestemte Dag komme begge Herrer samt andet Herskab med stor Pomp ind

Kongens og Hertugens Indtog i Hamborg.

udi Staden, og bleve modtagne med Salveskyden og Stykkernes Løsning, og den efterfølgende Dag bleve de herligen beskiænkede baade af Raadet og Borgerskabet.

(590) Det fremmede Herskab, som indfandt sig tillige med Kongen og Førsten, og deres Gemahler vare Kongens Frue Søster Hedevig, Churførstinden af Saxen, den Moscovitiske Gesant Offinassi Juanovitz, Hertug Johan Friderik Erke-Bisp til Bremen, Hertug Heinrik Julii til Brunsvig Gemahl, Hertug Ernst, regierende Hertug til Zell med sine Brødere Augustus, Magnus, Friderik, Jørgen og Hans, Hertug Adolph, Friderik, og Johan Albrecht til Meklenborg, Hertug Ulrik til Slesvig-Holsten, Hertug Alexander af Sønderborg, Grev Enno til Ost-Friisland med sin Gemahl, Grev Antonius Gynther af Oldenborg, og Grev Gynther af Svartzborg.

Søndagen, som var den 30 Octobr. reed hans Kongl. Majest. med Hertug Johan Adolph og andre Herrer, omringet af adskillige Drabantere, alle klædde udi rødt Fløjel, til St. Peders Kirke, hvor Mag. Johan Schelhammer giorde en herlig Lykønsknings-Prædiken. (a)

Efter Prædiken var holden, reed hans Kongl. Majest. og Førsten udi samme

Hyldingens Process.

Process til Raadhuuset, der at imodtage Hyldingen, og begave sig paa den store Sal, hvor det heele Raad, samt dets Syndicus, Secretarier, og de Udkaarede af Borgerskabet vare forsamlede.

Hans Kongl. Majest. og hans Førstelige Naade stillede dem paa den øverste Deel af Salen, hvor de 4 Borgemestere plejede at sidde. Paa Herskabets højre Side stillede sig det Kongl. og Førstl. Raad. Det Kongl. som Gert Rantzov Statholderen, Hans Rantzov Ambtmand til Rensborg, Bendix Ahlefeld Amptmand til Steinborg, Claus Ahlefeld Amptmand til Kadings, Henrik Rantzov til Potlos, Balthasar Ahlefeld Amptmand til Flensborg.

Hertug Johan Adolphs Raad Dieterik Blom Amptmand til Tøndern, Georg Seested Amptmand til Steinhorst, Friderik Ahlefeld Amptmand til Apenrade, Dieterik von Buchwald til Gottorf, og Thomas Blome til Trittow. (591)

(a) Christ. Holsat. pag. 61.

Paa den venstre Side stode Borgemesterne og Syndici, samt det heele Raad og de Udkaarne af Borgerskabet.

Den Kongl. Cantzler giorde en liden Indgang af efterfølgende Indhold, at

Den Kongl. Cantzlers Proposition.

Raadet og Borgerskabet maatte erindre sig til hvad Ende, og udi hvad Meening hans Kongl. Majest. og Førstl. Naade vare komne til Hamborg, nemlig naadigst og naadig at imodtage den gamle sædvanlige Hylding, derpaa forventede de Raadets og Borgerskabets underdanigste Resolution, hvorpaa Borgemesteren Joachim Bechendorff gav paa gammel Nedersaxisk saadant Svar:

Dorchluchtigster, Grosmächtigster Herr König, Durchluchtiger

Stadens Erklæring.

Hochgeborner Först tho Holsten, gnedigst und gnedige Herren! Nach dem Ju Königl. Mayestät und Förstl. Gnade tho Holsten dorch den Willen Godes des Almägtigen in disse gude Stad gekommen sind, so erschienen wy Börgermeister und Rath, samt dem uthschote der gemeinen Börgerschafft, und bekennen, uns, tho wesende Gledematen des Förstenthum Holsten und Stormarn, und willen uns by Ju Königl. Mayst. und Förstl. Gnaden als Försten tho Holsten und Stormarn holden in allen gebörlichen Sachen, wo fromen Lüden by öhren natürlichen gebohrnen Lands-Försten und Herren tho dohnde geböhrt, und unser Forfahren alletydt geholden hebben. By also dat wy by unsern Privilegien, Gerechtigkeiten und olden gebörlichen Gewahnheiden bliwen und gelaten werden. Wo nun Ju Königl. Mayst. und Förstl. Gnaden uns gnädigst und gnädig willen annehmen, und unsere Privilegien, Gerechtigkeiten, und olde redlichen Gewahnheiden confirmiren, holden und handhaven uns ock gehlich andere Ju Königl. Mayst. und Förstl. Gnaden Undersaten tho recht vorbidden und vordedigen.

(592) Paa Danske lyder det saaledes: Eftersom Eders Kongl. Majestet og Førstelige Naade ere komne udi denne gode Stad, saa fremstille vi Borgemester og Raad samt

Forklared paa Dansk.

Borgerskab os, og bekiende, os at være Lemmer af de Førstendomme Holsten og Stormarn, og ville holde os til eders Kongl. Majest. og Førstl. Naade, som Førster af Holsten og Stormarn, udi alle tilbørlige Sager, som fromme Folk bør at giøre til deres naturlige Førster og Herrer, og som vore Forfædre altid have giort, dersom Ed. Kongl. Majest. og Førstl. Naade os naadigst og naadig ville antage, confirmere vore gamle Privilegier, og beskytte og forsvare os, som andre Ed. Kongl. Majsts. og Førstl. Naades Undersaatter.

Derpaa har hans Kongl. Majest. for sig og Førsten af Holsten svaret saaledes:

Vi Christian den 4. Konge til Dannemark og Norge &c. og Hertug Johan Kongens Svar.Adolph Hertug udi Holsten og Stormarn antage eder Borgemester og Raad samt Gemeene saasom Lemmer af de Førstendommer Holsten og Stormarn, vil og naadigst og naadig beskytte og haandhæve eder ved eders gamle Skikke og Privilegier og gamle Sædvaner, confirmere og stadfæste eder de samme, saasom vi ogsaa hermed udi Originali naadigst og naadig ville overlevere eder de samme og beskytte og beskiærme, saa længe vi og vore Arvinger blive ved vore gamle Førstelige arvelige Regalier, Ret, Højheder, og Herligheder hvilke vi hermed ville have os forbeholdne.

Efterat denne Tale var holden, bekræftede Borgemestere og Raad med Borgerskabet saadan Hyldings Forpligtelse med deres Hænder, og bekomme nye Confirmation paa deres Privilegier in Originali.

Hans Majst. havde ladet slaa adskillige Penge af Guld og Sølv, hvilke han efter Hyldingen lod kaste blant Folket, paa samme (593) Penge stod en Elephant, paa hvis Rygg var et Taarn fuldt af Folk. (a)

Det høje Herskab forblev udi Hamborg til den 9. Novembr. og da blev paa samme Maade, som Indtoget skeede, tagen Afskeed. Saaledes beviiste da den Stad Hamborg sin tilbørlig Underdanighed til sin Arve-Herre. Og, saasom dette er den sidste Hylding, saa har jeg holdt fornødent at føre den omstændigen ud, for at lægge de Kongl. Prætensioner dismeere for Dagen.

Hvad Rigets Naboer i sær Sverrig angaaer, da havde der udi meer end 30 Aar været Fred imellem Rigerne, og syntes all Materie til Tvistighed at have været ophæved ved den Stetinske Fred. Men i Begyndelsen af denne Konges Regiering reisede sig adskillige Tvistigheder imellem Danske, Norske og Svenske Undersaattere, saa at man udi dette Aar 1603 maatte af begge Rigerne udnævne Commissarier til et Mode imellem Halland, Skaane, Blegind og Sverrig. Derom findes adskillige skrevne Acta, hvis Indhold jeg ikke vil anføre, eftersom det ikke kand interessere Læseren meget. De fornemste Documenter, som tiene til disse Tvistigheders Oplysning, ere 1) Christiani 4ti Skrivelse til Lauge Urne, Eske Bilde, og Jacob Bek dat. Kiøbenhavn den 20. Julii 1603. 2) Commissariernes Skrivelse til Statholderen om Grændse-

Tvistigheder imellem Dannemark og Sverrig.

Instrux datered Helsingborg den 29. dito udi samme Aar. 3) Kongens Brev til Commissarierne af dato Ermelundt den 2. Aug. 4) Kong Carls Skrivelse til sine Commissarier dat. Calmar den 16. August. 5) Statholderens af Calmar Brev til Jonas Christensen Ridefoged i Blegind med Ridefogdens Svar. 6) De Svenske Commissariers Skrivelse til de Danske Fuldmægtige dat. Rysbye den 14. Aug. med Svar paa samme Brev dat. Christianopel den 17. Aug. Og endeligen Commissariernes Domme. (b) Men, som der bleve fældede separate Domme, en af de Danske og en anden af de Svenske Commissarier, blev Tingen, saa vel udi den Post, som udi andre, den samme, som den var. Om de andre Tvistigheder skal tales videre, naar jeg kommer til den Svenske Krig. (594)

(a) Musæum Reg. part. 2. sect. 5. tab. 4. N. 6.

(b) Flakkebekske Conference inter acta Christ. 4. Manuscr

Hvad ellers merkværdigt er, som tildrog sig dette Aar, er at Dronning Anna Catharina blev forløst med en ung Prinds kaldet Christian, som siden blev destinered til Successor udi Regieringen, og derfor udi Kongens levende Live førte Titel af Christian 5. Højstbemeldte Dronning havde nogle Aar

Prinds Christian fødes.

tilforn nemlig 1599 bragt en anden Prinds til Verden kaldet Friderik, men som døde kort derefter.

De faa Aar, denne Konge havde regieret, gave tilkiende, at han vilde blive en 1604.stor Regent. Man havde allerede merket hos ham en stor Tapperhed, en Begiærlighed til at viide alting, og et stort Geni til at fatte Alting, Kierlighed til boglige Konsters Forfremmelse, og en stor Nidkierhed for Religionen, udi hvilken Henseende han efterfølgende Aar lod udgaae en Forordning, at ingen, som havde gaaet i Jesuiternes

Kongens store Qvaliteter fremskinne.

Skoler, maatte til noget Geistligt Embede befodres. Man havde ogsaa merket en stor Vigilance og Lyst til Arbejde, og til at rejse allevegne om i Rigerne for at bivaane Herre-Dagene, og haandhæve Rætten, og var han i den Henseende dette samme Aar i Bergen i Norge, ja fast hvert Aar og undertiden to gange om Aaret kom udi samme Rige, saa at han hartad haver giort 50 Norske Rejser foruden den store Rejse han giorde forbi Norge til Moscovien 1599, for at lære at kiende alle Norges Havne, hvilket er forunderligt, og uden Exempel. Paa Herre-Dagen, som blev holden i Bergen dette Aar, bleve adskillige vigtige Ting foretagne. Hans Majest. havde udi det Aar 1602, da han var i Norge, merket, at Retten sammesteds ikke blev vel administreret, hvorudover han paa eengang afsatt alle Laugmændene, saa at der bleve kun to tilbage. Han befoel derpaa Norges Cantzler Hans Pedersen Basse tilligemed en

Herre-dag udi Bergen.

Norsk Herremand Anders Green, at eftersee og forbedre den gamle Norske Loug, (a) og udi dette Aar beordrede han Lehnsmændene og Laugmændene at gaae den samme igiennem, at de kunde være færdige med Revisionen til Herre-Dagen, som var berammed til Bergen, hvilket og skeede. Efter at den forbedrede Loug var examineret, bragte han den med sig til Kiøbenhavn, hvor den blev trykt samme Aar med den Titul: Den norske Lov corrigerit (595)

(a) Edict. Reg. die 31 August. 1602.

og forbedrit. Aarsagerne til denne Forbedring gives tilkiende udi Fortalen; nemlig, at Loven, som for nogle 100 Aar siden var skreven, var for de nu værende Indbyggere bleven u-forstaaelig, og at Oversættelserne vare Den Norske Lov forandred og forbedred.stridige og urigtige, saa at enhver Dommer kunde dømme ligesom han vilde; item, at eftersom visse Ting vare blevne u-nyttige, sær den Bog, kalden Christendoms Balken, hvilken taler om de Tiders Religion, og hvorledes Kongerne i Norge skulde kaares, hvorudover ogsaa samme Bog blev reent udeladt. (a) Hans Majst. vilde ogsaa

Norges ny Kirke-Ordinantz

Have forfattet en ny Kirke-Ordinantz i Norge, og til den Ende havde ladet forskrive til Bergen alle Norges Biskoper, nemlig: M. Anders Bentzen, Biskop til Opsloe, M. Isack Grønbek Biskop i Trundhiem, M. Anders Foss Biskop i Bergen, og M. Jørgen Eriksen Biskop udi Stavanger, befalende dem at forfatte en Kirke-Lov, og derudi følge den Danske Kirke-Ordinantz. Samme Kirke-Ordinantz blev forfærdiged 1607, og i Kongens Nærværelse offentligen oplæst i Stavanger Kirke. Videre blev paa samme Herre-Dag examinerede de Klagemaal, som indløbe imod Peder Grubbe Lehnsmanden i Bergen, hvilken blev afsatt og dømt i Kongens U-naade. Endeligen blev udi Hans Pedersen Basses Sted beskikked en nye Norges Cantzler; nemlig Anders Green, som ogsaa var af Norsk Adel; saa at man seer, at hans Majest. favoriserede de Norske i deres forhen giorte Begiæring om at nyde indfødde Normænd til Cantzlere.

Men intet laae denne Konge meere paa Hiertet, end Handelens Forfremmelse.

Kongens Anslag angaaende de Danske Handel-Stæders Opkomst.

Udi hvilken Henseende han sin heele Regierings Tid søgte at hemme Hansestædernes Commerce, hvorved de Nordiske Riger hidindtil havde været udsuede. Udi det Aar 1602 lod han dem strax forbyde Handelen paa Island, og overdrog den til Kiøbenhavn, Malmøe og andre Stæder: dog kom det Islandske Compagnie ikke i Stand i Kiøbenhavn førend 1620, som skal viises paa et andet Sted. (b) Udi dette Aar, saasom hans Majestet merkede, hvor stor Skade det var for de Danske Kiøbstæder, at Hansestæderne handlede u-middelbar med Rigets Adel og Proprietarier, (596)

(a) Præf. ad Leg. Norw.

(b) Excerpt. ad hist. Chr. 4. Manuscr.

og ginge Kiøbstæderne forbi, hvorudover han lod beramme et Kiøbstæd-Mode til Horsens, hvor Kiøbstædernes Fuldmægtige i Jylland skulde møde, og affærdigede paa sine Vegne did hen sit Raad Jonas Carisius for at overlægge med dem, hvad som kunde foretages til deres Nytte og Opkomst. Over dette allarmeredes strax Adelen i Jylland:

Bliver forhindred af Adelen.

Ja Rigets Raad begav sig til Kongen i Hadersleb for at fornemme hvad dette Mode skulde betyde, og hvi saadant skeede uden deres Minde. Kongen bar ikke liden Fortrydelse over denne deres Ankomst, saasom de dertil ikke vare forskrevne; hvorudover han tog med Kaaldsindighed imod dem. Ikke dismindre lod han dem dog ved bemeldte Carisium underrette om sit Forehavende, nemlig, at dette Mode skulde holdes for at overlægge med Kiøbstæderne, hvorledes deres Handel kunde bringes i bedre Stand, og at Hansestæderne ikke skulde være Mestere af det heele Riges Commerce. Men Raadet og Adelen, som ikke fandt deres Regning ved nogen saadan Forandring, og derforuden havde denne Samling suspect, fremturede med deres Remonstrancer saa længe indtil Hans Majest. maatte lade sit ypperlige Forsætt fare denne gang. Dog aflod han i sin heele Regierings Tid ikke, saa ofte Lejlighed gaves, at indskrænke Hansestædernes Handel. Saaledes, da han 3 Aar derefter var udi Bergen, og fornam, at de Contorske havde været saa dristige at plante Stykker langs ved Bryggen, lod han ikke alleene Stykkerne borttage, men lod de Contorske ogsaa actionere, efterdi de havde tilkiøbt sig adskillige Hauger og Ejendomme udi Bergen uden Forlov og Frihed. Saaledes bleve Vingerne meer og meer klippede paa dem, og endeligen blev

Kongen søger at indskrænke Hansestædernes Handel paa disse Riger.

dem 1614 all Handel forbuden, som hørte Staden til. Denne Kongens Opførsel opvakte saadan Bitterhed hos de Lybske, at de ikke alleene gave haarde Klagemaal ind for Kejseren over Kongen, men endogsaa forhaanede og forfuldte de Danske allevegne udenlands, og lode udsprede, at Kongen vilde tvinge dem til at losse deres Vahre i Sundet af deres egne Skibe udi de Danske Skibe, som skulde bringe Ladningen hen til de Steder, hvor de agtede sig, hvilket dog aldrig havde været Kongens Tanke. Denne Snak allarmerede dog de foreenede Provincier, og bevægede dem til at (597) slutte et Forbund med Lybek 1613, Udi hvilket Forbund de overtalede siden adskillige andre Potentater at indtræde; Dog lod H. Majst. sig af alt dette ikke skrække, saa meget laae Handelen ham paa Hierte, for hvis Skyld han giorde større Enterpriser end nogen Konge udi Europa paa de Tider. Og, som han havde hørt, at de Norske

Han søger at opleede det gamle Grønland igien.

i gamle Dage havde haft Colonier paa Grønland, og samme forladte Colonier vare siden forgiæves længe eftersøgte, satt han sig fore at giøre et Forsøg paa at opfinde samme forladte Steder igien; men, førend jeg taler om disse store Grønlandske Tog, holder jeg fornødent at røre noget om den gamle Grønlandske Historie, for deraf at viise, hvad som bevægede hans Majestæt dertil, og hvad Rett de Danske Konger have til Possessionen af de Grønlandske Kuster.

Historien siger, at en Norsk Herremand Torvald, da han havde bedrevet et Mord

Den gamle Grønlandske Historie.

udi Norge, flygtede med sin Søn Erik Rødhovet til Island, hvor Torvald døde; Sønnen Erik Torvaldsen, da han havde opholdet sig en lang Tid udi Island, begik han og et nyt Mord. Han søgte derfor at redde sig med Flugten, men vidste ikke hvorhen. Endelig besluttede han at søge et Land, som en ved Navn Gund-Biørn havde beskrevet ham at ligge Nord-Vest for Island. Denne Reise gik ogsaa for sig 982 og Erik Rødhoved kom først til en Øe liggende ved et Sund, som han kaldte De Norskes første Colonie under Erik Rødhoved.

Eriks Sund, hvor han forblev Vinteren over. Mod Foraaret begav han sig til det faste Land, og som samme Land saae grønt og behageligt ud, lod han det kalde Grønland, hvilket Navn den heele store Kust har beholdet til denne Dag, og Havnen, hvor han landede, blev kaldet Eriks-Fiorden.

Efterat han havde opholdet sig der nogle Aar, nu paa Øen, nu paa det faste Land, satt han sig for at reise til Island igien, for at overtale Islænderne, som han havde forsonet sig med, at følge ham til Grønland, hvilket ogsaa skeede; Thi Islænderne opmuntrede af den Beskrivelse, som Erik giorde dem over Landet, hvor der var skiøn Græsgang, Mængde af Vildt, og Fiske-rige Fiorde, begave sig did hen udi Hobetall.

(598) Nogle Aar derefter giorde Leiff Eriksen en Reise til Norge, hvor han afmalede det nye opfundne Land for Oluf Tryggesøn, som da regierede udi Norge. Kongen, som nyelig havde antaget den Christelige Troe, overtalede Leiff at forlade Hedenskabet, saa at han lod sig døbe, og forblev ved Kongens Hof Vinteren over. Mod Foraaret

Kong Oluf Tryggesen lader besette Grønland med fleere Folk.

skikkede Kongen ham til Grønland igien, og gav ham med en Præst, som skulde underviise hans Fader Erik, samt det andet Folk paa Landet udi den Christelige Religion. Erik Rødhoved fortørnedes i Begyndelsen over sin Søn, efterdi han bragte fremmede Folk paa Landet, og derved baned Vej for andre at bemægtige sig Grønland. Men Sønnen talede saa længe for ham, at han ikke alleene blev stilled til Freds igien, men endogsaa lod sig døbe med det heele Folk. Dette er Begyndelsen til den Grønlandske Handel. Den Danske Krønike, som er paa Riim, siger, at dette Tog skeede Anno 770; men Snorre Sturlesens Krønike henfører det længer ud til de Tider, da Oluf Tryggesøn regierede udi Norge. (a)

Indbyggerne, som daglig formeerede sig udi Grønland, trængede sig Tid efter anden videre ind udi Landet, hvor de fandte blandt Biergene frugtbare og grønne

Landet deeles udi Øster og Vester Bygd.

Enge, og deelede Landet udi Ost- og Vest-Grønland, byggede ogsaa en liden Stad udi Øst-Grøn-land, som de kaldte Garde, hvorpaa de Norske alle Aar dreve Handel. Derefter blev en anden Stad anlagt kaldet Albe, item et Kloster ved Strandbreden St. Thomas til Ære. Den Stad Garde blev Bispernes Sæde, og St. Nicolai Kirke blev en Cathedral Kirke udi Grønland. Den Islandske Skribent Jonas Arngrim har givet os en Liste paa alle Grønlandske Bisper, og Hvitfeld vidner udi sin Danske Krønike, at en Grønlandsk Bisp var tilstede Anno 1385. udi et geistligt Mode, som blev holded til Nyeborg udi Fyen. Disse Bisper laae under Trundhiems Bispe-Stoel, ligesom Landet udi verdslige Sager dependerede af de Norske Konger, og regieredes efter de Islandske Love under de Statholdere, som Kongen af Norge didhen skikkede.

Den Norske Krønike siger, at Grønland rebellerede imod de Norske Konger 1256, men at Kong Magnus udi Norge ved den Danske (599)

(a) Snoro in Ol. Trygg.

Konge Eriks Hielp bragte Grønlænderne til Lydighed igien, saa at der blev Fred sluttet 1261 (a) og nævner Arngrim

Grønland bliver en Province af Norge.

Jonas 3 af de fornemmeste Grønlænder, som undertegnede samme Fred, ved hvis Kraft Grønland forbandt sig paa nye at aflægge aarlig Skatt til de Norske Konger, til hvis Taffel samme Skatt laae.

Dette er hvad man udi kort Begreb kand sige om det gamle Grønland, hvis Historie endes Anno 1348 eller som andre skrive 1350, udi hvilket Aar den sorte Pest ødelagde den største Part af det Nordiske Folk. Blant andet de fornemmeste

Man holder for, at den sorte Død ødelagde de Grønlandske Indbyggere.

Søemænd, item Danske og Norske Kiøbmænd, hvoraf de Grønlandske Compagnier bestode, saa at den Grønlandske Handel fra den Tid begyndte at forfalde, og endelig gandske at undergaae. Vel finder man, at Erke-Bisp Eskild udi Trundhiem Aar 1406 stillede sig an, som han vilde bringe det Grønlandske Væsen paa den gamle Fod, og skikkede en ved Navn Andreas fra Norge, for at succedere den sidste Grønlandske Bisp af Garde, som før er omtalt. Men man har ingen Tidender haft siden, hverken om samme Andreas, ej heller om de gamle Grønlandske Indbyggere, saa der meenes, at de faa, som ere overblevne af den sorte Pest, ere bortdøde, eftersom de ingen Tilførsel meer have faaet fra Norge.

Efterat Norge var bleven foreened med Dannemark, og Kongerne fik saa meget Erik af Pommern forsømmer den Grønlandske Handel.andet at tage vare paa, blev den Grønlandske Handel rent forglemt; Thi Erik af Pommern, som succederede Dronning Margareta, saasom han var Fremmed og regierede over 3 mægtige Riger, fik han ikke Tid til at informere sig, om der var saadant Land til, som man kaldte Grønland.

Christoffer af Bayren, som fuldte Kong Erik udi Regieringen, tænkte ligesaa

Iligemaade Christoffer af Beyern og efterfølgende Konger.

lidet paa denne Handel, saa der udi hans Tid ikke blev taled om Grønland.

Kong Christian den første førdte store og vigtige Kriger, reisede til Rom, søgte at foreene Ditmarsken med Kronen, hvorpaa han erholdt Keiserlig Bevilling, satt sig udi Possession af Slesvig og Holsten, og var sin meeste Tid plaget med Rebellioner udi (600)

(a) Snor. Sturl. Chron. Norweg.

Sverrig, saa at han ikke fik Stunder at tænke paa den Grønlandske Handel. Det selv samme kand siges om hans Successor Kong Hans. Udi Christiani 2. Tid tog Erik Walkendorf, Erke-Bispen af Trundhiem, sig for at oplede Grønland igien. Han læsede til den Ende alle de Bøger, som vare skrevne derom, og examinerede Kiøbmænd og Skibs-Folk udi Norge, som havde Kundskab derom, lod ogsaa giøre et Søe-Kort over den Vej, man skulde tage did hen. Men bemeldte Erik Walkendorf kom i Unaade og maatte forlade Riget, og begive sig til Rom, hvor han døde. Med ham faldte ogsaa de Compagnier, som han havde ladet oprette for den Grønlandske Handel.

Kong Christian den Tredie tog sig for at oplede Grønland, men forgiæves; Thi de, som bleve did hen skikkede, kunde ikke hitte det gamle Land igien. Samme

Konge Christianus 3. søger at opleede Grønland igien, men forgiæves.

lod ophæve det Forbud, som var giort af de forrige Konger, at ingen uden Tilladelse maatte seile paa Grønland, og tillod enhver uden Forespørsel samme Seilatz, for at opmuntre Undersaatterne at oplede Landet igien; Men Norge var da udi saadan slet Tilstand, at det havde ikke Kræfter til at udruste Skibe til saadant Tog.

Kong Friderik 2. tog sig ogsaa dette Verk for, og skikkede een ved Navn Magnus

Item Frid: 2.

Henningsøn, at oplede det forlorne Land. Samme Henningsen havde en særdeles Hændelse. Efter at han havde udstaaet adskillige Besværligheder, kom han saa nær, at han kunde see Landet, men just paa samme Tid studsede Skibet midt udi Søen med alle Skibsfolkenes største Forskrækkelse; Thi de havde god Vind, vare midt udi Havet, og havde dyb Grund; Det var ej heller nogen Iis dem i Vejen. Saasom man ikke kunde komme videre fort, vendte Henningsen tilbage til Dannemark igien, hvor han fortaalte Kongen denne underlige Hændelse, holdende for, at der maatte være en Magnet udi Bunden af Havet, som holdt Skibet tilbage. Jeg lader denne Gisning ved sit Værd, og gaaer videre fort.

Men som Christiani 4. Hovet-Lyst var at giøre Decouverter til Handelens

Chr. 4. sender 4 gange Skibe til Grønland.

Forfremmelse, saa haver ingen Konge derpaa mindre sparet Umag og Bekostning. Højstbemeldte Konge tog sig (601) paa samme Tid dette Verk med Alvor an, og til den Ende lod forskrive en forfaren Søe-Mand fra Engeland, som havde Navn for at kiende det Grønlandske Hav. Saa snart samme Søemand var ankommen, lod han udruste

Første Rejse under Godske Lindenau.

3 Skibe, hvilke under Anførsel af Godske Lindenau seilede fra Dannemark Anno 1605. Den Engelske Søemand, som førte et af disse Skibe, da han havde naaed den Poli Højde, som han søgte, skilte han sig fra de andre Skibe, og tog den Kaas, som Islænderne fordum havde taget, nemlig Sudvest. Den Danske Amiral derimod seilede imod Nord-Vest, og kom alleene til de Grønlandske Kuster. Snart var hans Skib ikke bleven seet af de Vilde paa Landet, førend de komme om Bord, hvor Amiralen tog imod dem med Glæde, og gav dem Viin at drikke, men de funde ingen Smag derudi, og drak heller Tran, som man siden skiænkede i for dem. De foragtede Guld- og Sølv-Mynt, som man viisede dem, og vare meere begiærlige efter Jern- og Staal-Arbeid, item Speiler, og andet smaat Dukke-Tøj, hvilket de tilbyttede sig for Reve, Biørne, og Kobbe-Skind, som de havde bragt med dem. Godske Lindenau opholdt sig paa samme Sted udi 3 Dage, uden at sætte Fod paa Landet, saasom han ikke troede de Vilde. Den 4de Dag lættede han Anker og seilede bort med to af Indbyggerne, hvilke derudover bleve saa rasende, at man maatte binde dem. De andre, som stode ved Strandbredden, og ansaae denne Handel, bleve derover saa opirrede, at de skrege og hylede, og bombarderede de Danske med Piile og Steene. Dette er alt, hvad jeg finder forrettet paa dette Tog af Godske Lindenau, hvilken kom alleene til Dannemark igien. De andre tvende Skibe komme ind udi en Bugt, som befandtes at være Straet Davis, hvor man saae adskillige gode Havne og grønne Enge. Indbyggerne der komme ogsaa strax om Bord, og handlede med dem, ligesom de foromtalte med Godske Lindenau; Men disse Sidste stillede sig meere vilde og mistroelige an. Her bleve nogle bevæbnede Danske satte paa Land, hvilke der fandte adskillige smukke Egne, iligemaade Sølv-Ertz; thi der siges, at man af Steene, som vejede 100 Untzer, bragte 26 Untzer Sølv til Veje siden udi Kiøbenhavn. Man gav Danske Navne til de Søe- (602) Havne, som der fandtes, og giorde et Kort over Kusterne. Førend man gik om Bord igien, bemægtigede man sig 4re Vilde, af hvilke man maatte omkomme den eene, efterdi han stillede sig saa fortvivlende og rasende an, og derved indjog saadan Skræk udi de 3 øvrige, at de godvilligen fuldte de Danske til Skibene. Indbyggerne, for at hævne deres Landsmands Død, stillede sig udi Slagtordning ved Havnen, og lode, som de vilde afskiære de Danske Passen til Skibene, men, da man gav en Salve af Canoner og Musqvetter paa dem, toge de Flugten, saa at de Danske uden Hinder indskibede sig, satte Seil, og komme lykkeligen til Kiøbenhavn igien, hvor de præsenterede Hans Majestet de 3 Vilde, som ingen Overensstemmelse havde med de Forrige, hverken udi Tale, Dragt eller Sæder.

Dette første Grønlandske Tog opmuntrede Kong Christian at forsøge et nyt, og

Den anden Grønlandske Rejse.

at affærdige samme Godske Lindenau med 5 Skibe. Han seilede fra Sundet den 8de Maji 1606. 1606, og bragte med sig de 3 Grønlændere, som vare tagne ved Strat-Davis for at bruge dem til Tolke. Godske Lindenau tog da den Vej, som den Engelske Capitain havde udvalt, nemlig Sudvest fra Island igiennem Capo Farvel mod Strat-Davis. Et af disse Skibe blev skildt fra de andre formedelst en Taage; Men de 4re komme lykkelig til Landet den 3 Augusti; Men de Vilde, af Mistanke til dem, havde ingen Lyst at indlade sig udi Handel som tilforn. Hvorudover de Danske sejlede højere, og forhaabede der at blive bedre imodtagne, men Indbyggerne vare der ligesaa mistænkelige, som paa det første Sted, og stillede sig til Modstand, i Fald de Danske vilde forsøge Landgang. Endeligen, da man havde kasted Anker ved det 3die Sted, bad en af Lindenaus Tienere, en forvovende Karl, om Frihed at stige alleene paa Land, for at komme udi Handel med de Vilde; Han haabede enten at tæmme dem ved adskilligt smaat Dukke-Tøj, eller at undløbe dem, hvis de skulle forsøge noget fiendtligt imod ham, men han var neppe kommen paa Land, førend han blev greben, ihielslagen, og skaaren udi Stykker af de Vilde, som der til brugte Knive, giordte af Horn eller Tænder, som tages af den Fisk kalden Enhiøring og slibes ved (603) Steene. Lindenau merkede da, at der var intet for ham at bestille, begav sig derfore paa Vejen til Dannemark igien.

Udi samme Aar, som dette andet Grønlandske Tog skeede, nemlig 1606 giorde

Kongens første Engelske Rejse.

hans Majestet sin første Reise til Engeland for at besøge sin Svoger Kong Jacob. Paa denne Reise fulte ham af Rigets Raad Christian Friis, Cantzeleren, Peder Munk, Rigets Marsk, Steen Brahe, Rantzau, Statholder udi Holsten og Eske Brok. (a) Fremdeles fuldte ham ogsaa paa denne Reise den navnkundige D. Hans Resen og M. Jon Jacobsøn Venusinus, Historicus Regius. Der fortælles underlige Historier om samme Venusino, blant andre, at han i sin Ungdom havde forhverved sig en Ring, hvorudi var en Spiritus Familiaris, ved hvis Hielp han kom til stor Lærdom og Videnskab, og blev Professor i Kiøbenhavn. Med denne Ring siges der han aldrig kunde skille sig; thi, endskiønt han kastede den udi Ilden, udi Rendesteen, ja udi Havet selv, saa kom den dog paa Fingeren igien. Udi denne Overtroe blev Almuen ikke lidet bestyrked, da Venusinus blev funden Død i en Brønd til Sorøe, hvor han var Oeconomus. Han er ellers ikke den eeneste, som formedelst sin Lærdom har haft den Lykke at blive Troldmand.

Den 13 Julii kom hans Majestet med sine Skibe til Engeland, hvor Kong Jacob gik ham strax i Møde, og opholdt sig paa det Kongelige Skib 2 Timer. (b) Efterat hans Majestet havde været nogen Tid udi Engeland, (c) begav han sig den 11 Aug. derfra igien, og arriverede til Kronborg den 24 dito. Jeg finder ellers at Wiborg dette Aar i Grund blev afbrændt, Item at en uhørlig Gierning blev bedrevet af en Præst, der paa Gaden ved Oluf Brokenhuuses Gaard med en Kniv ihielstak en Herremand ved Navn Otto Skram. Og gav dette Mord des større Opsigt, efterdi (604)

(a) Cunrath. Lips. Christ. 4. Engelske Rejse.

(b) Anonym. Diar. manuscr. siger, at Kongen til Afskeed forærede de Engelske Herrer, som havde opvartet ham, over 30000 Rigsdl., saa at Drikke-Pengene paa denne Rejse komme højere at staae, end heele Kongernes Rejser i gamle Dage.

samme Otto Skram var en Herre af store Meriter, der havde igiennemreiset heele Europa og en Deel af Africa. Ulykken skeede i Wiborg, da han gik hiem fra et Bryllop. (a)

Efter at Kongen var kommen tilbage fra Engeland, tog han sig for at giøre det 1607.3die Forsøg paa Grønland, og til den Ende udskikkede 2 store Skibe under Anførsel

3die Grønlandske Tog.

af Capitaine Karsten Richardsen; men samme Richardsen kunde ikke komme til Land formedelst Iis, der laae ligesom høje Bierge, og strakte sig langt ud i Havet; thi der ere visse Aar udi Grønland, som Iisen aldrig tøer udi, hvorudover han med uforrettet Sag maatte vende tilbage. Disse kostbare og vanskelige Tog viise, hvilken stor Curiositet, Nidkierhed og Bestandighed der var hos denne Herre.

Hvad de vilde Grønlænder er angaaende, som bleve bragte til Dannemark, da havde hans Majestet Omsorg for, at de bleve vel forsørgede, og gav dem Frihed at gaae hvor dem lystede; Man gav dem at spise Melk, Smør og Ost, Item raadt Kiød og Fisk; thi de kunde ikke vænnes til Brød og kaagt Kiød, ej heller til Viin eller Øll, men i den Sted drukke Hvalfisk Tran; de vendede sig idelig imod Norden, og sukkede efter deres Fæderneland: De, som kunde bemægtige sig deres smaae Baade, begave

Vilde Grønlænder udi Kiøbenhavn og deres Fata.

sig paa Søen, udi Tanke at komme til Grønland igien. Men, da de vare komne 10 eller 12 Mile fra Sundet, bleve de af Storm drevne tilbage paa de Skaanske Kuster, og derfra bragte til Kiøbenhavn igien, hvor de blev nøjere vagtede. Men, som deres Tanker altid vare henvændte til Fædernelandet, vovede 2de af de samme sig paa Søen igien, hver udi sin Baad, som de havde faaet fat paa. Man satt efter dem, og fik den eene tilbage, men den anden fik man aldrig nogen Tidende om. 2. af dem døde siden af Sorrig, men de øvrige 2 levede udi nogle Aar, og syntes at være ved godt Mood. Men den Forhaabning, man havde at lære dem den Christelige Troe, var forgiæves. Man kunde ikke merke, at de havde nogen Idée om Gud. Man blev alleene var, at de løftede Øjne imod Himmelen, som for at tilbede Solen, naar den steg op af Østen. Den eene af dem døde endelig til Kolding paa saadan Maade: Saasom paa de Tider sammesteds var Perle-fangst, og (605)

(a) Concio funebr. Nic. Laur. Arctand.

Grønlænderen gav tilkiende, at han var vandt til at fange Perler udi sit Fæderne-Land, førte Høvitzmanden udi Kolding ham med sig did hen, og betiente sig af ham til Perle-Fangsten, hvorudi han var meget lykkelig, men, saasom Giærighed drev samme Høvitzmand til at holde ham til dette Arbejd baade Vinter og Sommer, blev han omsider syg og døde. Denne Død gik hans Camerade, som nu alleene var tilbage, saaledes til Hierte, at ingen kunde trøste ham meer. Han bemægtigede sig derfor udi Fortvivlelse een af de smaae Baade, og begav sig ud paa Søen. Men han blev greben og bragt til Kiøbenhavn igien, hvor han strax døde af Sorrig. Disse trende Tog viiser saavel Kongens store Iver til Handelens Forfremmelse, som en u-gemeen Fermeté i at fortsætte og bringe til Ende, hvad han engang havde paataget sig, og af ingen Modgang, Trudsler, eller Ulykker at lade sig afskrække; Hvorpaa udi efterfølgende Historie skal viises merkelige Exempler, saavel udi Freds, som udi Krigs-Tider. Udi efterfølgende Aar lod han see en stor Prøve derpaa i Holsten, ved at tentere et stort Foretagende, og u-anseet dets Vanskelighed og Stændernes Protestation at sætte det i Verk sig og Efterkommerne saavel af det Kongelige som Førstelige Huus til største Nytte.

1608.

De Slesvig Holstenske Stænder stode endnu stift paa deres Vall-Rettighed, endskiønt de intet andet havde at grunde den paa end Christiani I. Privilegier.

Forklaring over det Slesvig-Holstenske Riderskabs formeente Vall-Rettighed.

Men jeg har tilforn viiset, at samme Konge intet risqverede ved at give saadane Privilegier, efterdi de aldrig kunde bringes til Execution; Thi hvad Holsten angik, da havde samme Land altid været et Arve-Grævskab, saaledes, at ikke alleene Søn har arvet Faderen, men at det ligesom et Patrimonium har været deelt imellem de Grevelige Børn. Og, naar det saaledes var beskaffet, kunde spørges, hvorledes Christianus I. kunde give Stænderne en Vall-Rettighed sine Efterkommere til Præjudice, helst paa den Tid at han havde 2 Brødre, der ved Fødselen havde erhvervet jus qvæsitum dertil, foruden den Skovenburgiske Greve, som baade var proximus Agnatus til den afdøde Holstenske Greve, og derforuden viisede et Arve-Fordrag mellem de Holstenske og Skovenburgske Herrer, at det eene Huus (606) skulde succedere det andet; Saa at derfore Christiani I. Adkomst til Holsten grundede sig ikke paa Stændernes Vall-Rettighed, som de aldrig havde haft, men paa den Skovenborgske Greves Cession eller Afstaaelse for en Sum Penge og andet Vederlag, og kunde Kong Christian ikke betiene sig af anden Ret til at excludere sine tvende Brødre end den, som flød af samme Afstaaelse. Og, endskiønt de Holstenske Stænder havde ved Christiani I. Privilegier erhvervet saadan Rett, viiser dog efterfølgende Tid, at den aldrig har været ført i Praxin, men at Landet har været underkast Successions-Rett, ja Deelinger,

Dens rette Grund viises.

ligesom det haver været før Christiani I. Tid. Heraf seer man, at denne prætenderet Vall-Rettighed var ilde grundet i Henseende til Holsten, men langt værre i Henseende til Slesvig, som var en Deel af Riget, og hvorover Ridderskabet i Holsten havde lige saa liden Disposition som Calmuker eller Tatere. Ikke desmindre lode de sig ikke alleene merke med saadan Vall-Rettighed i denne Konges Minorennitet; Men endogsaa, da Kongen udi det Aar 1603 forlehnede Hertug Johan Adolff med Slesvig, protesterede solenniter derimod; Men Kong Christian havde alt for stor Fermeté for at lade sig afskrække ved saadant; thi han giorde ikke alleene en contra Protestation derimod, men erhvervede ogsaa udi dette Aar 1608 af Keyseren en Bevilling, at første Fødsels Rett skulde indføres udi Holsten, og at Førstendommet ingen Deeling

Kongen indfører første Fødsels Ret i Holsten.

oftere skulde være undergiven. Og, omendskiønt Stænderne een og anden gang fremkomme med deres gamle Protestationer, maintenerede dog Hans Majest. dette sit Verk med saadan Myndighed, saa at stedse fra den Tid indtil nu omstunder en bestandig Successions og Første-Fødsels Rett har været i agt tagen saavel udi den Førstelige som Kongelige Linie. Men derom skal tales meer omstændigen paa et andet Sted. Hans Majestet forlangede af Rigets Raad dette Aar, at hans unge Søn Prinds Christian, som da var 5 Aar gammel, maatte erklæres hans Successor, hvortil de lode sig ikke finde u-villige, forlangende alleene en Forsikring, at saadant intet Skaar skulde giøre i Adelens Privilegier, sær udi deres Vall-Rettighed; hvilket, da dem var loved, bleve alle Stænder strax forskrevne til at møde, og blev da den unge (607) Prinds samtykt til Konge efter Christiani 4. Død: men Hyldingen skeede ikke førend Aar 1610.

Dette er alt hvad jeg har kunnet bringe til Veje om Christiani 4. Bedrifter fra hans Regierings Begyndelse indtil den første Svenske Krig. Om der ellers ere passerede andre indenlandske Sager af Merkværdighed, skal jeg ej kunde sige, efterdi intet derom findes optegnet. Jeg seer alleene af det oft citerede Biskop Hegelunds skrevne Calendario, at der er skeed usædvanlige Executioner over nogle Danske Herremænd. Thi udi det Aar 1603 den 28 Junii blev Frue Birgitte Rosenkrands dømt Adskillige Executioner.

fra Livet og halshuggen. Aar 1609 blev Albert Skeel henrettet, og kort derefter Christoffer Rosenkrands bragt fangen til Skanderborg, og Aaret derefter nemlig 1610 den 25 Martii halshuggen paa Slottspladsen udi Kiøbenhavn. Hvad de førstes Brøde har været er mig uvitterligt. (a) Men Christoffer Rosenkrandses er merkelig og anføres med disse Omstændigheder:

Samme Mand paastod at have en Fodring af 5000 Rdlr. hos Christen Juuls efterladte Enke-Frue, og efter erholden Dom vilde giøre Indførsel i hendes Gaard i Jylland. Fruen besværgede sig højeligen derover, og vidnede helligen, at denne Gield var ikke rigtig, hvorvel hun kunde ikke nægte, at jo de Hænder, som fandtes i Gieldsbrevene, lignede baade hendes og hendes salig Mands. Saasom det nu var hende Christoffer

Rosenkrandses Process.

om hendes Velfærd at giøre, søgte hun sin Tilflugt hos Kongen, og med Knæfald og grædende Taare bad, at hans Majestet vilde hielpe hende til Rette. Kongen veigrede sig i Begyndelsen derfor, saasom Debitorernes egne Hænder laae derfor, lod sig dog af hendes idelige Suk og Graad, som gave Uskyldighed tilkiende, bevæge til at examinere Sagen nøjere. Han lod strax bemældte Rosenkrands til sig kalde, og bød ham at føre Obligationerne med sig. Efter at han længe havde examineret Manden, men ingen Oplysning kunnet faae, blev han var paa Papiret Papirmesterens Navn og Merke, og, saasom Papir-Møllen for nogle faa Aar siden var anrettet paa Frideriksborg, og Obligationernes Data vare ældere end (608)

(a) Hegelund Calend. Manuscr.

Papiret, tog Hans Majestet dette ad Notam, dimitterede Rosenkrands, og lovede inden kort Tid at stille ham Gields-Brevene ubeskadigede tilbage. Imidlertid bliver Papir-Mesteren examinered, om han havde fabriqueret noget Papir, førend den Frideriksborgske Mølle blev anrettet, hvilket han nægtede; tilstod dog, at det var hans Arbeide, endskiønt han ikke kunde begribe, hvorledes Skriften kunde være ældere end Papiret. Dette syntes at giøre Sagen gandske klar; Dog vilde Hans Majestet gaae lempeligen til Verks, lod paa ny kalde Rosenkrands til sig og formanede ham til at lade sin Fodring falde; men han i Steden for at give gode Ord stillede sig traadsig an, og lod siden falde haarde Ord imod Kongen. Herudover blev han greben og ført fangen til

Hans Execution.

Skanderborgs-Slott, og alle hans Effecter bleve forseiglede. Da fandtes og adskillige andre falske Breve; Sagen blev opsatt til den Kiøbenhavnske Herredag, som blev holden Aar 1610; da blev han af Retten dømt fra Ære og Liv, og kort derefter paa Kiøbenhavns Slotts-Plads halshuggen. Hans Tienner, som blev overbeviised at have skrevet de falske Breve, blev hængt i Jylland.

Hvad videre udi dette Intervallo tildrog sig, var, at den gamle Rigs-Amiral Peder Munk udi det Aar 1609 tog sin Afskeed, og levede paa sit Gods indtil det Aar 1623, da han døde udi sin Alders 89 Aar. Han var for nogle Aar siden giort til

Anseelige Mænds Død.

Rigets Marsk, Mogens Ulfeld blev igien Rigets Amiral, hvilket høje Embede havde været ledigt fra den Tid Peder Munk forlod det. Paa samme Tid aftakkede ogsaa den berømmelige Arild Hvitfeld, efter at han havde været Rigs Cantzler i 24 Aar, og døde kort derefter i samme Aar.

Dannemark havde nu fast udi 40 Aar levet udi en ønskelig Fred, thi Kong Friderik 2 havde ved det Stetinske Fordrag erhvervet Rigerne baade Ære og Sikkerhed,

Forberedelse til den Calmarske Krigs Historie, som begyndte 1610.

og Christianus 4tus, hvorvel han af Naturen var begaven med alle de Qualiteter, som contribuere til at danne en stor Helt, saa syntes han dog heller at have udvaldt Augusti end Cæsaris Historie til sit Levnets Rettesnoer; thi den store Omsorg, han havde for Handelens og boglige Konsters Forfremmelse, og de Bekostninger, han giorde paa (609) at ziire sine Riger og Førstendomme med skiønne Stæder og herlige Bygninger, viise tilstrækkeligen, at hans Hoved-Lyst var at berige og habilitere sine Undersaatter, og heller at forhverve sig Navn af en viis Lovgiver end af en stor Felt-Herre. Dog gik denne Fredsommelighed ikke saa vit hos ham, som hos hans Svoger Kong Jacob af Engeland, hvis store Begiærlighed til Fred, som ellers er den største Ziirat udi en Konges Levnet, var bleven til en Lyde; thi Kong Christian, saa tit Landets Ære og Sikkerhed og Religionens Handhævelse bøde ham at trække sit Sværd, veigrede han sig ikke derfor. Hans Majestet har derfore førdt 3 store Krige med foranderlig

Kong Christian førte 3 Krige.

Lykke. Den første med Kong Carl og Gustav Adolph af Sverrig; hvorudi han havde saadan Fremgang, at Stokholm selv frygtede sig for Beleiring, efter at de vigtigste Grændse-Stæder vare erobrede. Den anden med Keiseren, udi hvilken han efter det ulykkelige Slag ved Kønigs-Luther blev forladt af dem, for hvis Skyld han udi den Uroelighed blev indvikled, og derfor ved den Lybekske Fred maatte forbinde sig til Neutralitet udi den Tydske Krig. Den 3die og sidste med Dronning Christina af Sverrig, hvilken Krig ikke endtes uden med Rigets store Forliis. Disse 3 Krige vil jeg her efter Orden korteligen beskrive, og derimellem efter Aarstall Tale om andre indenlandske Sager. Hvad sig anbelanger den første Krig med Sverrig, da haver

Oprindelse til den første Krig.

den saadan Oprindelse: De idelige Uroeligheder, hvorudi de Nordiske Riger længe havde svævet, syntes at være hævede ved den bekiendte Stetinske Fred 1570. Dannemark, som udi den 7 Aars Krig havde Overhaand, og havde faaet en Fred efter Ønske, lod sig dermed nøje, og stræbede at høste Frugten deraf. Sverrig var længe efter samme Fred ikke udi Stand at yppe noget imod Dannemark, men havde nok udi sine egne Sager formedelst Stridighederne om Successionen, og andre selsomme Hændelser udi Kong Johannis Tid, der bragte Riget udi samme Uroelighed, som det havde været udi under hans Broder; Saa at man kand sige, at Sverrig ikke meget havde profiteret af dette Konge Skifte, og, saasom Historien af de Ting, som ere skeede udi Sverrig fra det Stetinske Fordrag indtil denne Tiid, er merkelig, og man deraf seer, hvor (610) lidet samme Rige var i Stand at tentere noget imod Dannemark, hvorvel der fattedes ikke Materie til Tvistighed, holder jeg fornødent at røre noget derom, førend jeg træder til denne Krig, som udbrød imellem Christianum 4. og Carolum 9.

Efter at Fred mellem Rigerne var sluttet til Stettin 1570 merkede man i

Hvad Merkværdigt udi Sverrig var passeret fra den Stetinske Fred indtil den Calmarske Krigs Begyndelse.

Sverrig, at den nye Konge Johannes gik frugtsommelig med en Religions Forandring, hvilken strax yttrede sig, hvorvel i Begyndelsen med en slags Agtsomhed, at saadant ingen Anledning skulde give til Oprør; thi samme Konge, endskiønt han var opdragen i den Evangeliske Lærdom, saa dog havde han læset mange Roman-Catholske Bøger, havde ogsaa faaet en ivrig Catholsk Dronning, der ideligen laae ham i Ørnene om Religionens Forandring, og tillige med andre af hendes Anhang stillede ham for Øjene de Tvistigheder, som havde reiset sig blant de Reformerede Theologos, og de mange Secter, som vare opkomne ved Anledning af Reformationen. Hvorudover Kongen Tid efter anden begyndte at vakle, og endeligen, saasom han ikke kunde faae i Hovedet, at der jo adskillige Vildfarelser ogsaa maatte have indsneget sig udi den Romerske

Kong Johan søger at forandre Religionen

Religion, tog sig for at gaae en Middel-Vej, og meenede at stifte en Religion paa den Maade, som den var udi den første Christen Kirke. En Begyndelse dertil blev giort saaledes: Saasom Erke-Bispen af Upsal Laurentius Neritius havde forfattet en Kirke-Ordinantz, forlangede Kongen at igiennemsee den samme, førend den ved Trykken blev publicered. Han tog sig da fore at udslette adskillige Ting deraf, og at indflikke andre Ting i Steden derfor, hvilke fornemmeligen bestode udi efterfølgende Poster: At man ved Daaben skulde bruge Besværelsen eller Exorcismum, Lys, hvide Klæder og Korsets Tegn; At man ved Altarens Sacramente skulde bruge Opløftelsen eller Elevationem Hostiæ efter den Romerske Maade; At man skulde have meer end et Altar udi Sogne-Kirkerne; At man skulde bruge hemmelig Skriftemaal, og endeligen at man skulde rekke et Lys til dem, som laae paa deres Yderste. I det Øvrige var intet, som jo kom overeens med den Evangeliske Lærdom, saaledes, som den var stiftet udi hans Faders Gustavi den Førstes Tid.

(611) Denne nye Kirke-Ordinantz blev i Begyndelsen samtykt af alle Bisper; Men den

En ny Kirke-Ordinantz foretages.

Kongelige Hoff-Prædikant Johan Herbst begyndte siden at anfægte den, saa at derudover reisede sig stor Ueenighed. Kongen vilde ikke staae fra sit Forsæt; men søgte af all Magt at drive paa det, som han havde begyndt, hvorvel med sædvanlig Agtsomhed, og tog sig for besynderligen at følge Georgii Cassandri Fodspor, som udi sine Skrifter havde søgt at sammenstøbe Religioner. Dertil betienede han sig af sin Secretaire Petro Fectenio; men, som han fornam, at samme Mand var saadant Verk ikke voxen nok, lod han hemmeligen indføre nogle Jesuiter, lod ogsaa kalde til Sverrig den bekiendte Norske Student Lars Nielsen, som længe havde studeret under Jesuiterne i Løven, og giorde ham til Professor udi det Kloster paa Munkholmen, hvorudover han gemeenligen blev kalden Kloster Lasse.

Kloster Lasse.

Efterat saadan Grundvold var lagt, lod han udi det Aar 1575 forsamle Bisperne og Geistligheden til Stokholm, hvor han forestillede dem den Tvistighed, som var imellem de Evangeliske Lærere, og tillige med gav sin Meening tilkiende om at indrette en Religion i Sverrig efter den Modelle, som den var i den første Christne Kirke, og at man derfor behøvede at tilbage kalde adskillige Ting igien, som man ved Reformationen havde afskaffet. Man maatte saaledes giøre Begyndelse med at indrette Messen, hvilket den da nærværende Geistlighed med Forundring bevilgede, saaledes, at Messen skulde forfattes i en andægtigere Form, og at den gamle Maade udi Sangen skulde igien antages. Udi denne Villighed fandt Kongen saadan Behag, at han tilstædede Geistligheden at udvælge saa vel en Erke-Bisp til Upsal, som en Bisp af Lindkiøping og Westeraas, hvis Bispe-Stoele nyelig vare blevne ledige, dog holdt han inde med deres Confirmation, indtil de havde underskrevet nogle Artikle, som sigtede til Kongens Forsætt udi Religionens Reformation. Derpaa blev Befalning udgiven at igiennemsee den trykte Kirke-Ordinantz, og at flikke saaledes paa den samme, at den kunde

Den nye Liturgies Forfattelse

blive overeensstemmig med de ældgamle Christelige Liturgier, hvortil Bisperne, i sær de nys Udvalte, lode sig finde redebone. Herudover blev under Petri Fectenii Direction en nye (612) Kirke-Ordinantz forfatted, som var sammenflikked af den Romerske og Evangeliske Religion. Et selsom Foretagende af en Konge, allerhelst paa den Tid, at han havde Moscoviter paa Halsen, og han derforuden maatte ideligen have Øje paa sin dethroniserede Broder, hvilken ikke fattedes paa Venner saavel inden- som uden Riget. Ja man maa des meere forundre sig derover, efterdi hans berømmelige Fader nyeligen med saa stor Møje havde stiftet Reformationen, og den Augsborgske Bekiendelse var overalt antagen udi Riget. Men det er herved at merke, at hos alle Gustavi Descendenter, undtagen hos Gustavum Adolphum, fandtes Irregularitet og selsomme Griller, saa at man kand sige om Stam-Faderen, at han enten burte ikke at have været fødd, eller ikke at have været død.

Imidlertid oprættede ovenmældte Kloster Lasse en Theologisk Skoele paa Graamunkeholmen, og der forklarede Kong Johannis nye Systema. De nys udvalte Bisper bleve ordinerede med Romerske Ceremonier, og Ordinantzen blev af de fleeste Geistlige underskreven, som man gav saadan Titel: Liturgia Svecanæ Ecclesiæ Catholicæ & Orthodoxæ conformis, og blev den forfattet paa tvende Sprog, nemlig paa Latin og Svensk, og publicered udi de tvende nys udvalte Bispers Navne. Derpaa begyndte man udi det Aar 1576 over heele Sverrig at synge Messen udi den gamle Romerske Tone, men ikke uden med Besværlighed for Præsterne, efterdi faa af dem forstode at holde Melodien. Efterat Liturgien saaledes var trykt og publicered, lod Kongen anholde hos sin Broder Hertug Carl, at han ogsaa skulde lade den indføre udi de Lande, som han var forlehned med. Men samme Hertug lod ham svare, at

Hertug Carl vil ikke samtykke udi Religionens Forandring.

det anstod hverken Kongen eller ham at forandre den Religion, som deres Fader med saa stor Møje havde stiftet. Og derved formeeredes ikke lidet den Misforstand, som var imellem Brøderne. Men Kongen meenede, at hvis han kunde faae Paven til at understøtte dette hans Forsætt, vilde han lett faae heele Sverrig til at antage hans Lærdom. Han affærdigede derfor Pontum de la Gardie og Petrum Fectenium til Pave Gregorium 13. for at anholde om Liturgiens Confirmation, men for (613) giæves, hvorudover Kong Johannes fik i Sinde at conformere sig efter den Grækiske Kirke, hvoraf sees med hvilken Hidsighed han drev paa dette Verk, og hvorvit Sygdommen derudi havde taget Overhaand.

Medens dette skeede, befoel han Ministerium udi Stokholm at give dets Betænkende over Liturgien: Men samme Ministerium lod ved Rectorem udi den

Ej heller Geistligheden i Stokholm.

Stokholmske Skole Mag. Abraham tilkiende give, at denne nye Lærdom banede Vej til Pavedommets Indførsel udi Sverrig igien: Dette Svar ophidsede Kongen saaledes, at han lod dem alle arrestere, som oprørske og ubestandige Folk, der ginge fra hvad de engang selv havde underskrevet. De fangne Geistlige skiøde sig derpaa ind til et almindeligt geistligt Mode udi Sverrig, lovende at rette sig efter hvad der blev sluttet; Hvorudover ogsaa Kongen lod forskrive Geistligheden til Stokholm. Til bestemte Tid lode sig indfinde de Geistlige over det heele Rige undtagen af Hertug Carls Lande, og blev da en Conference holden paa Slottet, udi hvilken Mag. Abraham forfægtede den Evangeliske Troe og havde Kloster Lasse til Modstander. Endeel da, som tilforn havde været Liturgien imod, begyndte at lade see Føjelighed mod Kongen, men andre, sær Mag. Abraham, Præsterne udi Stokholm, og Professorerne udi Upsal bleve bestandigen ved den Augsborgske Bekiendelse, hvorudover Kongen lod dem afsætte og

Haard Execution.

fængsle, og blev Mag. Abraham som den Halsstarrigste andre til Skræk relegered til Aland. Derpaa befoel Kongen Professorerne i Upsal at give deres Betænkning over den udi Stokholm holden Conference. Men de samme forkastede med Frimodighed den heele Liturgie, lode den ogsaa skikke til de Evangeliske Universiteter i Tydskland for at høre deres Meening derover; hvilke alle raadede fra at antage den, saasom den aabnede Vejen til Pavedommet. Sverrig var da udi en heel forvirred Tilstand, og var det ikke liden Lykke for samme Rige, at Kong Friderik den anden fast havde besluttet at regiere sin øvrige Tid udi Fred, og derfore heller med gode at afgiøre de Tvistigheder, som reisede sig mellem Rigerne, end ved Sværdet. Udi disse Conjuncturer fattede Kong Johannes en Resolution, som lidet kom over|614eens (614) med den Hellighed og Religions-Iver, som ham var paakommen, nemlig at bringe sin fangne Broder Kong Erik af Dage, eftersom han frygtede, at man i denne forvirrede Tilstand skulde søge at sætte ham paa Thronen igien. Til den Ende skikkede han sin

Kong Johan lader sin fangne Broder omkomme.

Secretaire til Øerby med Forgift, som var tillaved af hans Chirurgo. Denne Forgift blev Kong Erik given udi en Erte-Suppe, hvoraf han strax døde.

Midlertid var Pontus de la Gardie kommen tilbage alleene fra Rom, thi hans Collega Petrus Fectenius druknede paa Vejen. Han gav ved sin Hiemkomst tilkiende, at Antonius Possevinus en Jesuit som Gesant fra Pave Gregorio 13. strax skulde komme til Sverrig, hvilket ogsaa skeede, dog, for ikke at oprøre Almuen, gav man for, at han var skikket af Kejseren. Samme Jesuit raadede Kongen i Pavens Navn, at gaae lige til Verket, og erklære sig reent for den Romerske Religion, hvilket ogsaa Kongen bifalt. Til den Ende lod han anrette en nye Prædike-Stoel udi Dom-Kirken i Upsal, hvor Kloster Lasse udi Kongens og Raadets Nærværelse holdt en vitløftig Tale om Helgenes Tilbedelse, og meenede Kongen, at denne Tale var saa kraftig, at den havde omvendt alle, hvorfore han befoel Professorerne at give skriftligen deres Betænkning derover. Men de samme gave deres Meening tilkiende paa en Maade, som Kongen saa lidet behagede, at han lod dem arrestere. Derpaa tog han reent

Kong Johan tager reent Masken af.

Masken af, tog sig for at stifte et nyt Academie til Stokholm, og beskikkede een ved Navn Malvezzi at være hans Resident ved det Pavelige Hoff. Dette og andet foraarsagede, at Øjnene bleve aabnede paa mange, som tilforn havde været slagne med Blindhed, og at Erke-Bispen, som tilforn udi Alting havde føjet Kongen, forkastede den nye Liturgie. Kongen derfore, saasom han merkede, at han fordærvede sine Sager ved at følge Antonii Possevini Raad, søgte han at foretage sin forrige Plan igien, og ved Omsvøb at komme til Maalet. Men han havde allereede blottet sig saa meget, at ingen tvivlede meere om hans Forsætt.

Hertug Carl lod da forsamle endeel Geistlige udi Nykiøping, hvor han med dem eedligen forbandt sig ikke at antage Liturgien, (615) ej heller udi mindste Punct at viige fra den Augsborgske Bekiendelse. Dette foretagende giorde saadan Opsigt, at man frygtede for indbyrdes Krig udi Landet; hvorudover Dronningen saavel som Hertugens Gemahl maatte lægge sig imellem Brøderne for at bringe dem til Forliig. Midlertid blev Krigen fortsat med Moscoviterne, og Tvistighed rejsede sig med Dannemark, efterdi Farten blev de Danske Kiøbmænd forbuden paa Narva, hvorudover Kong Johannes 1580 forskrev en Rigs-Dag til Wadstena for at overlægge med Rigets Raad i saadanne Conjuncturer fornødne Ting. Raadet tog sig da den Frihed at erindre Kongen om den U-roelighed, som den nye Liturgie havde foraarsaget, bad ham at staae fra sit Forsætt, og lade Kron-Prindsen Sigismundum opdrage i den Evangeliske Lærdom. Dette udvirkede vel saa meget, at Kongen skrev Kloster Lasse til, at han udi Stokholm skulde gaae lidt varligere frem udi Religions Sager. Men han fuldte derfor ikke desmindre sine Inclinationer, ja det gik endeligen saavit, at han hemmeligen antog den Romerske Religion, og communicerede af Antonii Possevini

Kongen antager hemmeligen den Romerske Religion.

Haand, og paalagde samme Possevinus ham en Poenitentze, at han paa alle Onsdage skulde faste, efterdi han paa samme Dag havde omkommet sin Broder Kong Erik, hvilket han ogsaa stedse i agt tog; og kunde man sandelig ikke faae saadan u-hørlig Synds Afsohning for bedre Kiøb. For disse og andre Høfligheder var Kongen Possevino sær bevaagen, hvorudover, da han besværgede sig over Bispen af Lindkiøping, at han for nogen Tid siden paa Prædike-Stolen havde skieldet Paven for en Anticrist, lod Kongen samme Bisp sætte fra sit Embede.

Efter saa vel forrettet Sag rejsede Possevinus tilbage igien, og bad Kongen ham da til Afskeed, at han vilde tilveje bringe hos Paven, at Geistligheden udi Sverrig maatte tillades Ægteskab, og Almuen Kalken i Nadveren i det ringeste paa en Tid lang, iligemaade, at de Documenter og Breve, som Johannes Magnus havde udførdt af Sverrig til Rom, maatte tilbage gives. Men denne gode Jesuit giorde Kongen ikkun liden Tieneste, thi han underhandlede siden en Fred mellem Polen og Moscovien, hvoraf Sverrig blev udsluttet, saa at samme Rige derover fik Rysserne allene (616) paa Halsen. Dette foraarsagede, at Kong Johannes 1582 forskrev en Rigs-Dag til Stokholm for at overlægge med Stænderne om Krigens Fortsættelse med Rysserne, og erholdt han paa samme Rigs-Dag at hans Søn blev erklæred hans Successor, item at den nye Liturgie blev confirmeret; Saa man deraf seer, at de fleeste udi Sverrig, saavel Geistlige som Verdslige vare færdige til at opofre Religionen for at føje Kongen. Den eeneste, som giorde Hinder derudi, var Hertug Carl med sit Anhang; thi han ikke alleene afværgede Liturgiens Indførsel i sine Lande, men rejsede og selv til Tydskland, for at slutte en Alliance mellem Kongen af Dannemark, Kongen af Navarra, Dronningen af Engeland og de Evangeliske Førster i Tydskland til den Protestantske Religions Forsvar.

Kort derefter døde Catharina Jagellonica Dronningen af Sverrig, og haabede

Den Catholske Dronning døer.

man at hendes Død vilde give nogen Forandring, saasom hun ved at recommendere Kongen den Romerske Troes Forfremmelse, havde ikke lidet foranlediget disse Uroeligheder i Sverrig. Hun recommenderede paa sit Yderste hendes Børn, og bad, at de stedse maatte oplæres i den Romerske Religion, hvilket Kongen ogsaa holdt, og derved skildte sin Søn Sigismundum ved den Svenske Krone. Der siges, at hun paa sit Yderste havde stor Skræk for Skiærdsild, og at hun spurdte den da værende Jesuit Stanislaum Versevicium, om det var vist, hvad man troede om Skiærdsild, og om hun ikke kunde blive forskaanet derfor? Hvorpaa denne gode Pater af Medlidenhed til Dronningen svarede, at hun ikke skulde bekymre sig derover, thi det var kun en

En artig Jesuiter Historie.

Digt; hvilket Princesse Anna, som stod Jesuiten u-afvidende bag Dronningens Seng, hørede, saa at denne hærlige Historie maa have været udspredet af hende. Det gik ogsaa ligesom man tænkte, thi ved denne Dronnings Død stansede den Romerske Religions videre Fremgang i Sverrig, hvortil ogsaa den nye Dronning Gunild Bielkke ikke lidet contribuerede. Saa man deraf seer, at et Fruentimmer kand vende op og Forandring ved hendes Død.ned paa et heelt Land. Thi Dronning Catharina var Hiulet, som drev Kongen og Undersaatterne, saavel Geistlige som Verdslige at være villige til at (617) troe, ja saadan Føjelighed gik saa vit, at Erke-Bispen af Upsal engang offentligen sagde paa Prædike-Stolen: At ingen kunde blive salig uden ved den gamle Catholske Troe; Og, da andre Geistlige siden bebreidede ham saadant, svarede han: Man maae jo giøre hvad Kongen befaler.

Da man nu merkede udi Sverrig, at Kongen lod falde noget af sin forrige Hidsighed, søgte Rigets Raad at bringe ham gandske fra hans Forsætt, iligemaade at overtale Kron-Prindsen Sigismundum at forlade den Romerske Religion, og at antage den Augsborgske Bekiendelse, sigende ham reent ud, at, hvis han i Tide ikke beqvemmede sig dertil, vilde han staae Fare for at midste sin Arve-Rett til Kronen. Men han svarede dertil, at han formedelst den jordiske Krone ikke vilde tabe den Himmelske, og kunde man intet andet Svar faae af ham, endskiønt han dog ofte for et Syns skyld bivaanede den Evangeliske GUds Tieneste med sin Fader. Men Kongen begyndte efter Haanden at tage andre Mesures, thi han skillede sig ikke alleene ved Jesuiterne igien; Men skaffede ogsaa Kloster-Lasse udaf Landet, og forbød Catholske Forsamlinger

Kloster-Lasse med de andre Jesuiter forlader Landet.

udi Stokholm; skiønt det er u-vist, om han brugte saadan Opførsel af Fortrydelse over sin forrige Forhold, eller af Frygt for sin Broder Carl, og at stille dem tilfreds, som havde erklæret sig Fiender af Liturgien. Det er vist, at den nye Pave Sixtus 5. var ham ikke nær saa bevaagen, som hans Formand Gregorius 13, hvorudover han ogsaa havde besluttet, at foreene sig heller med den Græske end den Romerske Kirke.

Imidlertid havde der været Tvistighed mellem Dannemark og Sverrig saavel om de 3 Kroner, som andre Ting. Men man seer, af den Tilstand Sverrig da var udi, at det tienede samme Rige ikke at bryde løs med saadan Konge, som Kong Friderik den Anden, der havde satt sine Riger i lige saa stor Velstand og Fred, som Kong Johannes havde satt Sverrig udi Forvirrelse, hvorudover der ogsaa ingen aabenbare Fiendskab rejsede sig mellem Rigerne saalænge, som Tilstanden var saaledes.

Imidlertid døde Kong Stephanus Bathori af Polen, hvis Enke-Dronning Anna, som var den Svenske Kron-Prindses (618) Sigismundi Moster, søgte at spille den Polske Krone i sin Søster-Søns Hænder, og til saadant Forehavende at i Verk sætte betienede sig af den Polske Rigs-Cantzlers Hielp, lod ogsaa betimelig Kong Johanni saadant tilkiende give. Kongen derfor lod strax affærdige tvende Gesantere nemlig Erik Sparre og Erik Brahe til Polen med Befaling at recommendere Sigismundum til den Polske Krone, hvorudi de ogsaa lykkedes, saa at, da det kom til Votering, fulde de fleeste Stemmer paa samme Sigismundum, og skeede dette Vall med Prinds

Sigismundus blir Konge i Polen.

de Conditioner, at der skulde være et stedsvarende Forbund mellem Sverrig og Polen imod begge Rigers Naboer, Item at Sigismundus efter sin Faders Død skulde træde til den Svenske Krone, og forplante den paa sine Efterkommere; At han skulde holde en Flode paa Sverrigs Bekostning Polen til Tieneste, og andre Vilkor, som alle vare fordeelagtige for det Polske Rige. Over denne Forbindelse giorde de angrændsende

Hvorover Dannemark allarmeres.

Lande store Øjen, og kunde Dannemark i sær ikke andet end allarmeres over at see det Rige foreened med Sverrig, som det tilforn betienede sig af for at giøre Diversion udi de Svenske Krige. Men mange fornuftige Folk saae forud, at saadan Foreening vilde ikke meget betyde, og bedroge de samme sig ikke i deres Tanker, som Udgangen har viiset.

Efter at Prinds Sigismundus saaledes var bleven udvalt til Konge i Polen, og alting var afgiort, hvorledes i Fremtiden skulde forholdes med Regimentet udi begge Riger, begav han sig 1587 med en Flode af 24 Skibe til Dantzig, og, da han kom paa Polsk Grund, blev ham strax forelagt en Artikel at underskrive angaaende Estlands og endeel af Liflands Cession til Polen, hvilken han ogsaa underskrev imod sin Faders Villie, saa at derved blev den første Grundvold lagt til paafølgende Stridigheder imellem Rigerne. Efter at disse vigtige Ting vare forrettede, begyndte Kong Johannes at foretage Liturgie-Sagerne igien, som en Tid lang havde lagt i Dvale, og det med saadan Iver, at han ved offentlige Placater lod erklære Geistligheden udi Hertug Carls Lande for Kiættere, og Oprørske; lod ogsaa brænde alle de Bøger, som Mag. Abraham havde skrevet imod Liturgien, men denne Iver (619) havde ingen langvarig Bestandighed, thi Dronning Catharina, som havde været Tønder til denne Ild, var død. Og, som Kong Johannes selv kort derefter skildtes fra Verden, blev denne Navnkundige Liturgie begraven med ham, saa at derom ikke meere blev talt. Der Kong Johannes døer og tillige med ham den nye Liturgie.

siges, at, da man spurdte ham paa hans Yderste, hvad hans videre Tanke var derom, han da svarede, at, eftersom han merkede, at de fleeste forargede sig derover, vilde han ikke meere have at bestille med saadanne gienstridige og haarde Halse.

Efter Kong Johannis Død faldt den Svenske Krone udisputerlig til hans Søn Sigismundum; den samme blev ham ej heller giort stridig, hvorvel Conjuncturerne udi Sverrig vare da saaledes, at der truedes med en merkelig Forandring. Kong Johannes havde med sin Liturgie giort sig forhadt over alt, og kunde man under hans Søn, som var opdragen i den Romerske Religion, ikke vente, at det skulde gaae bedre til udi Religions-Sager. Estland, og een Deel af Lifland, som havde kosted Sverrig saa meget Blod, havde den unge Konge forskrevet sig at cedere til Polen. Han havde ogsaa derforuden, for at komme paa den Polske Throne, underskrevet adskillige andre ufordeelagtige Artikle for Sverrig, Hertug Carl derimod, Kong Johannis Broder, var forlehnet med anseelige Provincier, og var i stor Credit hos de Svenske, hvilke ansaae ham, som den der alleene havde hindret Religionens Undergang udi Sverrig. Og, saasom han havde været saa formidable for Kong Johanni selv, kunde hans unge Søn, der havde antaget en udi Sverrig forhadt Religion, og derforuden var udi et andet Rige, ikke have Aarsag andet end at ansee ham med skeele Øjen. I Begyndelsen holdtes vel gode Miner; Hertugen aflagde til den unge Konge strax sin Gratulation til den Svenske Krone, lovede ogsaa at holde ham som den rette Arving Riget til Haande, endskiønt med saadanne Vilkor, som giorde ham meer til en titulaire end en virkelig Konge i Sverrig.

Hertugen søgte strax at til intet giøre alt hvad Kong Johannes udi Religions-Sager havde foretaget, og til den Ende lod beramme et Concilium til Upsal, hvorudi Liturgien fik den sidste (620) Olje, og blev da paa samme Tid dens største Fiende Mag. Abraham beskikked til Erke-Bisp udi Upsal. Imidlertid lavede Kong Sigismundus sig til at reise til Sverrig, for der at antage Kronen, og lovede, førend han tog Afskeed fra Polen, at holde de Svenske ved alle deres Privilegier, skiønt han derhos erklærede sig ikke at ville binde sig til det, som mod hans Villie og Videnskab var sluttet til Upsal, hvilken Erklæring ikke kunde behage Stænderne udi Sverrig, saasom de deraf kunde giette, hvad man i Religions-Sager havde sig at forvente. Saaledes

Sigismundus kommer til Sverrig.

var Tilstanden, da Kong Sigismundus kom til Stokholm, hvor han vel med Glæde af Almuen blev imodtagen, skiønt det stod dem ikke an, at han bragte den Pavelige Gesant Franciscum Malaspinum med sig. Den Mistanke man derudover fattede formeeredes derved, at han strax paastod, at udi enhver Stad skulde stiftes en Roman-Catholsk Kirke, og at han vilde krones af den Pavelige Nuncio. Herudover kom den heele Geistlighed udi Gevær, saa at man gik løs paa Kongen og hans onde Raadgivere paa alle Prædikestoler. Derforuden igiennem-hejlede de Lutherske udi Skrifter de Roman-Catholske, hvorvel de sidste bleve dem derudi intet skyldige, ja det kom omsider til Haandgevær imellem Polakerne, som Kongen havde bragt med sig, og de Svenske, og endskiønt Stænderne derudover besværgede sig for Kongen, gaves der intet uden kaaldsindige Svar.

Imidlertid anstillede Hertug Carl sig gandske Neutral, og lurede paa hvorledes Udfaldet vilde blive, hvilket ikke kunde være uden slet for Kongen, efterdi han ingenlunde kunde bevæges til at føje de Svenske udi deres Begiæringer. Efter adskillige

Krones til Konge i Sverrig.

Disputer og Tvistigheder blev han omsider dog kroned til Konge, og derpaa 1594 forlod Sverrig, overleverende Stokholm udi Erik Brahes Hænder, som var hengiven til den Romerske Lærdom. Efter hans Bortreise begyndte Hertug Carl at spille Mester, og tilkiende gav tilstrækkeligen, at det var ikke alleene Sverriges Religion og Frihed, som laae ham paa Hiertet, men endogsaa hans egen Højhed og at han ingen Afskye havde for den Svenske Krone, hvilket Kongen ogsaa merkede, ja den Jalousie, som var opvakt imellem dem, (621) tog omsider saadan Overhaand, at begge Partier bevæbnede sig imod hinanden, og der forefaldt een og anden Action imellem Opstand i Sverrig.dem. Endeligen kom Sigismundus med en Krigshær af Polakere til Sverrig, for at understøtte sit Partie, og, paa det at Dannemark midlertid ikke skulde bevæge sig, og hindre ham udi Sverrigs Reduction, bevilgede han, at den Tvistighed om de 3 Kroner maatte opsættes, saa længe, som han levede. Sverrig blev da deelt udi 2 Partier, nogle holdte med Kongen, andre med Hertugen, og havde den Sidste den største Deel af Geistligheden paa sin Side, hvis Hidsighed gik saa vit, at man saae en Krigs-Hær af Bønder commanderet af 2de Upsalske Professorer. Der fandtes ogsaa de, der vendte Kaaben efter Vejret, og nu toge Kongens nu igien Hertugens Partie, saaledes saae man Mag. Scepperum en Sogne-Præst udi Upsal en Dag paa Prædikstolen at igiennemhejle Kongen, og en anden Hertugen, ligesom han merkede at Conjuncturerne forandrede sig. Endeligen kom det 1598 den 25. Septembr.

Slag ved Stangebroe.

til et Feltslag ved Stangebroe, hvorudi Hertugen erholdt en fuldkommen Sejer, hvorpaa Kongen maatte give godt Kiøb, og beqvemme sig til at underskrive alt hvad Hertugen forlangede. Et Fordrag blev derfor giort til Lindkiøping, og en Sammenkomst holden mellem Kongen og Hertugen, hvorudi de talede venligen sammen; Men, da man tænkte at Riget skulde komme til Roelighed igien, reisede Kongen uformærkt til Polen, ladende sit efterladte Partie tumle sig om med de andre det beste de kunde. Omsider kom det saavit, at Stænderne udi Sverrig opsagde Kongen deres Troeskabs-Eed, og offererede Kronen til hans Søn Uladislao, med de Conditioner, at han inden et Aar skulde forføje sig til Sverrig, og der lade sig oplære udi den Evangeliske Religion; Men, som hans Fader sig dertil ikke vilde beqvemme, erklærede Stænderne

Sigismundus skilles ved den Svenske Krone.

omsider Hertugen for Konge af Sverrig under det Navn af Carl den Niende. Hvorpaa Krigen for Alvor gik for sig mellem Polen og Sverrig, men jo længer den varede, jo meer blev Kong Carl bestyrket udi sit Regimente, og Sigismundus blev anseet som en fremmed og det heele Riges Fiende.

(622) Hidindtil havde begge Partier flatteret de Danske, saasom det var dem begge Magt paaliggende at holde Venskab med Dannemark. Men, da Kong Carl var

Carolus 9.

bleven fast i Sadelen, begyndte Sverrig at øve adskilligt imod dette Rige, som gav Anledning til Fortrydelse, og endelig til Fiendskab. Thi 1.) lod Højstbemeldte Konge forbyde all Handel paa Lifland, som hørdte Polen og Moscov til, som kand sees af det Svenske Patent udgivet 1610 hvorudi forbydes at sejle paa Riga og Curland under Skibs og Godses Fortabelse; Ja det gik saa vit, at de Svenske Udliggere lode

Tvistigheder mellem Dannemark og Sverrig.

sig omsider ikke nøje med at opbringe de Skibe, som fore paa samme Steder, men foruroeligede de Danske Skibe ogsaa paa deres egne Strømme, som kand sees af Christiani 4. Manifest dateret den 10 Octobr. 1610. Kongen søgte længe med det Gode saadant at forhindre, og til den Ende affærdigede en Skrivelse af dato 31 Martii udi samme Aar til Sverriges Riges Raad, bedende dem at formaae deres Konge til at lade de Danske Curlands- og Riga-Farere u-forhindrede passere, og afskaffe det Søe-Røverie udi Øster-Søen. Sverriges Raad svarede paa denne Skrivelse saaledes: at man paa denne Tid vilde lade de Danske Skibe passere; Men, hvis de komme oftere, maatte de staae deres eget Eventyr. Herudover blev Hans Majst. med stor Bekostning foraarsaget, at udruste Krigs-Skibe til samme Riga- og Curlands-Farers Beskyttelse.

Derforuden kom det Kongen fremmed for, at de Svenske Commissarier paa det Flakkebekske Mode tildømte Sverriges Krone halvdeelen af all den Rettighed, som Søe-Lapperne fra Titisfiord indtil Malanger yde. De Svenske derimod besværgede sig over, at Dannemark førte 3 Kroner i sit Vaaben. Til dette at forstaae er

Forklaring om de 3 Kroners Brug i det Danske Vaaben.

fornødent at viide, at ej alleene dette Rige, siden Foreeningen mellem de 3 Nordiske Riger, stedse har ført de 3 Kroner, som de fleeste holde for, men endog længe for Erici Pomerani Tid, som meenes, at have indført dem udi det Danske Vaaben, til Erindring om den store Foreening; Thi man finder, at Kong Svend, Knud den store, Haarde Knud, Erik Glipping, og Erik Mendved have brugt de samme, saa at man kand sige, at, da Kong Erik af Pommern (623) Aar 1412 lod indføre de 3 Kroner udi det Danske Vaaben, skeede det ikke alleene for at betegne den lykkelige Foreening, som var slutted af Dronning Margareta mellem de 3 Nordiske Riger, men end ogsaa for at viise de gamle Danske Kongers Rettighed dertil. Da nu Sverrig afsondrede sig fra Dannemark, protesterede de Svenske Konger derimod, og foraarsagede denne Tvistighed, blant andet, den 7 Aars blodige Krig, hvilken endtes 1570 ved den Stetinske Fred. Udi samme Fred blev saaledes aftaled, at denne Tvistighed skulde afgiøres i

Tvistighed derom.

Mindelighed. Nu blev til den Ende holdet et Mode 1591, men frugtesløst, og Kong Sigismundus tillod siden 1602 Dannemark at føre de 3 Kroner, saa længe han levede. Men Carl 9. protesterede ikke alleene derimod udi ovenmeldte Flakkebekske Forsamling 1603, men endogsaa, for at hævne sig, lod ved sin Kroning 1607 forøge den sædvanlige Svenske Konge-Titul med disse Ord: Konge over Lapperne udi Nordland, gav sig iligemaade Titul af de Cajaners Konge, med hvilken Titul man ikke kunde fatte, hvad han meenede.

Dette blev ikke ved Tituler eene; De Svenske Fogder efter de Danskes Sigelse udstrakte ogsaa deres Jurisdiction vit udi Findmarken; thi Balthasar Bek fodrede Skat af de Søe-Finder, som aldrig tilforn havde ydet noget til den Svenske Krone, Item om andre Ting.og en anden Foged ved Navn Erik Johansen understod sig at forbyde den Danske Øvrighed at lægge Skatt paa egne Undersaattere, truende udi en Skrivelse til Slotts-Skriveren paa Vardehuus paa Sverrigs Vegne at sætte Indbyggerne udi dobbelt Skatt, hvorudover Kong Christian maatte give Befalning til Claus Gagge Lehnsmanden paa Vardehuus med Magt at hindre saadant Foretagende. I sær var den udi Sverrig nyelig anlagde Stad Gottenborg en Torn udi Dannemarks Øjen, efterdi udi samme Stad begyndte at drives en stor Handel, som ellers blev ført igiennem Sundet. Blant de Privilegier, som bleve givne denne nye Stad, vare disse: At Gottenborgerne maatte nyde frit Fiskerie udi Finne-Fiorden fra Titis Fiord til Varanger, udi hvilket District Dannemark var dog ikke Sverriges Krone en Fod Jord gestændig.

|(624) Saadant og andet Forhold, hvorom findes meere udi ovenmeldte Danske Manifest, kunde dog ikke formaae Kongen at bryde den Stetinske Fred. Hans Majest. vilde først med gode forsøge om Tvistighederne imidlertid kunde bilægges; og, saasom

Frugtesløse Negotiationer.

de Svenske begiærede, at Kong Christian vilde nævne en Opmand, og beramme et nyt Mode ved Grændserne, saa navngave de Danske Commissarier, førend de droge fra det Flakkebekske Mode, dertil paa Kongens Vegne Joachim Friderik Churførsten af Brandenborg, og tillode de Svenske Commissarier, hvis de ikke vare fornøjede med Højstbemeldte Churførste, at benævne selv en anden, som kunde dømme udi Tvistighederne efter det Stetinske Fordrag; men de Svenske Commissarier vilde ikke tage imod saadant Tilbud, hvorfore begge Parterne begave sig med u-forretted Sag fra Modet. Endelig foresloge de Svenske til Opmand eller Mediator Hertug Henrik Julium af Brunsvig og Lyneborg, og blev saaledes mellem begge Parter aftaled, at begge Rigers Fuldmægtige skulde møde den 12 Sept. 1608 udi den Stad Vismar for Højstbemeldte Hertug selv, eller for hans Commissarier. Men, som ingen af Sverriges Commissarier mødte til bestævnte Tid, ej heller nogle Dage derefter, reysede de andre Fuldmægtige med u-forretted Sag fra Vismar igien.

Derudi bestode de Danskes Gravamina; De Svenske derimod foregave, at Kong

De Svenske Gravamina mod Dannemark.

Christian tog Lejlighed af den langvarige Krig, som Sverrig havde ført udi Moscovien og Lifland, hvoraf samme Rige var udmattet, og derfore søgte at bringe for en Dag de gamle Prætensioner paa Sverrig igien. Videre besværgede de sig over, da Kong Carl skikkede sin Hoff-Canceler til Dannemark for at svare til de anførte Danske Gravamina, at Kong Christian da ikke vilde give ham Audience under Prætext, at man skulde skikke ham en Gesant af Adel, og ikke en Præste-Søn, iligemaade at 2 Bud med Breve ogsaa uden Svar vare skikkede tilbage. Videre sagde de, at de Danske giorde Tilførsel til Riga og andre fientlige Stæder, hvilket var imod Rigernes Forbund. Dette haver jeg efter min sædvanlige Upartiskhed agted fornødent at anføre, og overlade til Læseren at dømme, hvilke Gravamina der vare de (625) vigtigste. Jeg vil alleene sige dette, at, hvis begge Konger havde haft saadan Afskye for Krig, som Christianus 3. og Gustavus 1. havde disse Tvistigheder vel kunnet afgiøres uden Sværd-slag; Men, som her ingen af Parterne vilde give noget efter, maatte Sværdet trækkes af Skeeden, og Krigen gaae for sig. Kong Carl søgte da at bestyrke sig med fremmed Alliance, og til den Ende skikkede Gustav Steenbok, og Johan Skytte til Kong Jacob i Engeland for at tilbyde ham sit Venskab, og at begiære hans Dotter Elizabeth for sin Søn Gustav Adolf. Men, som samme Princesse var alt bortlovet til Churførst Friderik af Pfaltz, kunde saadan Begiæring ikke accorderes. Dog forsikrede Kong Jacob om sit Venskab, hvilken dog ikke kunde strække sig videre end at arbejde paa Forliig mellem Rigerne; thi der var alt for stor Fortroelighed mellem det Danske og Engelske Hoff paa de Tider, at Kong Carl kunde vente sig nogen solide Hielp af Engeland. Dog finder man ej heller, at Kong Jacob giorde Dannemark nogen Undsætning i denne Krig: thi Højstbemeldte Konges Forsætt var aldrig at trække Sværdet, hvilket han ogsaa holdt sin heele Regierings Tid, saa at han aldrig hialp sine Paarørende, hvor betrængte de end kunde være uden ved blotte Ord og Underhandling.

Derforuden trængede Riget ikke synderlig til fremmed Hielp udi den forestaaende Krig. De Kongelige Indkomster vare store, saavel i Henseende til Handelen som til den Øresundske Told, som var højt opstegen. Floden, hvoraf de fleeste Skibe af denne Konge selv vare bygde, var anseelig, adskillige nye Fæstninger vare anlagde, og de gamle forbedrede. Der vare tvende Krigs-Hærer paa Beenene; een i Dannemark bestaaende af 20000 Mænd, hvor iblant vare 4000 fremmede hvervede Folk, nemlig 2 Regimenter af Engelske og Skotske Folk og 2 Regimenter Tydske Ryttere; og udi Norge en anden bestaaende af 12000 Mænd, alle indfødde Norske. Landet var ogsaa forsyned med gode Officiers, som Steen Maltesen Sehsted Rigets Marsk, Godske Lindenou Rigets Amiral, Jørgen Lunge som Commanderede i Norge og siden blev Rigets Marsk, Gert Rantzow, Otto Brahe, Anders Sinklar, en Skottlænder, hvilken var bleven gifted med Jomfru Anne Kaas, (626) som i Qvalitet af Kammer-Jomfrue var med Dronning Anna kommen til Skottland, og gav dette Parti ham Anledning til at træde i Dansk Tieneste, hvorudi han lod see stor Troeskab og Hurtighed, saa at Kongen havde særdeles Tillid til ham, hvilket sees af adskillige egenhændige Kongl. Breve, som endnu findes, ham tilskrevne alle paa Dansk. Af denne Sinklar udspire de Danske Sinklare.

Da man nu fornam, at Tvistighederne ikke kunde bilægges udi Mindelighed, efterdi ingen af Parterne vilde give noget efter, besluttede Kong Christian med Magt at angribe Sverrig, og skikkede et Patent af Dato Kiøbenhavn den 10 Octobr. 1610 til Sverriges Raad og Stænder, samme Patent indeholder alle de Gravamina, som tilforn ere opregnede, foruden adskillige andre, og var Sluttningen derpaa saaledes, at eftersom Hans Majestet ved intet venligt Middel havde kundet formaae noget, maatte han søge at bruge andre Raad. Og som dette ej heller giorde nogen Virkning lod han mod Foraaret af efterfølgende Aar 1611 med en Herold skikke Kong Carl et Fejde-Brev saaledes lydende: (a)

Vi Christian den Fierde med Guds Naade Dannemarkis, Norgis, Vendis,

Christiani 4. Feide-Brev imod Sverrig.

og Gotis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, og Ditmarsken, Greue udi Oldenborg og Delmenhorst, tilbiude og kundgiøre den Stormægtige Høybaarne Første og Herre, Herr Carll den Niende, Suerrigis, Gottis og Vendis Konning &c Vores Naboe. At, efftersom E. Kierligh. nocksom vitterligt er, hvor troeligen Vi E. Kierlighed haver advaret udi voris paa Tryk udgangne Patenter till menige Sverrigis Rigis Raad og Stænder, at Ed. Kierligh. vilde holde sig fra de Ting, som vore Rigers Højhed og Kongelige Reputation kunde komme til Forkleining, hvilket ej i nogen maade haffuer hos E. Kierlighed kundet Frugt skaffe, men ved den (627)

(a) Declarat. Belli dat. Hafn. die 4. April. Manuscr.

evigvarende Stetinske Frids-Fordrags idelige Repetering, formener os at vilde opholde, og os till Moder at henvise. Och diss imellem den eene Tiid efter den anden fortfare met ny Titell, met Privilegia at vdgiffue vdi vort Rige Norge, met Blockhus at lade bygge der sammesteds. Vdi ligemaade at pløndre vore Vndersaatte, och dennem deres Gods at fratage; Saasom og den gemeine Søefarende Mand, paa de Rigiske, Churiske, og Østerske Farvand største Skade och Afbreck at tillføige. Og, endog Vi hertill haffuer brugt de Middell, som det Stetinske Fordrag vdviser, og inted haffuer dermet vdrettet. Da kand Vi intet andet deraff concludere, end att Eders Kierlighed jo haffuer slet bag Dørren satt all Naboelig Venskab, som disse Kongeriger længe haffuer imellem været. Og, effterdi Vi Ed. Kierligh. tilforn solenniter derom haffuer paamint, og som forskr. staar intet dermed vdrettet; da haffue Vi met Vore Elskelige Rigens Raad beslutted at paaføre Ed. Kierligh. och Sverrigis Rigis Vndersaatte, saa mange, som E. Kierligh, hervdi erre tilgedan, og Følgacktige, en aabenbare Krig och Feide, till Land och Vand, udi hvis fiendtlige Maade det skee kand, och det udi Verk stille, efftersom det een lofflig Konge och Potentat och en redlig Krigsmand vel anstaar. Huilcket Vi E. Kierligh. vdi Tiide ved nærværendes Herold vilde giffue tilkiende. Och ville Vi hermed for den allmechtigste Gud I Himmelen, for Rom. Keys. May., for alle Konninger, Chur-Førster, Herrer, saavel som och Respubliker solenniter haffue protesteret, och Os vndskyldiged, at Vi till denne Feide at begynde, er høiligen af E. Kierligh. foraarsagit, och icke den haffue kund (628) forbigaa. Vden Vi een Part aff Voris Rigers Provintzers og dessen Højhed vilde miste, ombære, och Os fratage lade, hvilket ingen ærlig og lofflig Herre bevilger, eller tilsteder. Huad nu for Vleylighed, Vlykke och Skade her aff kand foraarsagis, haffuer E. Kierligh. at forsuare for Gud Alsommechtigste. Och ikke Oss, men sig selffuer och sine traatzige och onde Forsæt, formedelst huilcket E. Kierligh. sig det eene Aar efter det andet Oss paanøed haffuer, at tilskrive. Giffuit paa Vort Slot Kiøbenhafn den 4. Dag Aprilis.

Herolden, som bragte dette Feide-Brev, blev arrestered udi Sverrig. Ved samme

Kongen rykker med en Krigsmagt ind udi Sverrig.

Arrest haabede Kong Carl at vinde nogen Tid, (a) meenende, Kong Christian skulde holde inde med Krigen indtil Herolden kom tilbage, men forgiæves; thi Kong Christian fornam nok, at samme Arrest var ikkun giort til at forlænge Tiden, og forspilde den beste Deel af Sommeren, hvorfor han, uden at opholde sig længere, begav sig strax med en Armée af 14000 Fodfolk og 2000 Ryttere paa Marchen til Sverrige og deelte sine Tropper udi tvende Parter, gav den eene Deel til Rigets Marsk med Ordre, han skulde begive sig til Elsborg, en Fæstning, som laae ved Nord-Søen, og marcherede selv med den anden Deel lige til Calmar. Samme Calmar er en af

Calmars Beskrivelsede

berømmeligste Stæder udi Sverrige, og Hoved-Staden udi Smaaland eller Suder-Gotland, saasom Olaus Magnus kalder den lib. 9. cap. 21. & 22, og siger, at den af de Tydske er kaldet Calmar, efterdi de paa samme Stæder have fundet kaaldere Hav og Luft end ved de Tydske Kuster. Udi samme Stad blev sluttet den navnkundige Foreening imellem de 3 Nordiske Riger 1397.

Saa snart hans Majestet var kommen for samme Stad, begyndte de Svenske

Calmars Belejring.

at giøre adskillige Udfald, men bleve med Forliis drevne tilbage igien. Udi Calmar vare foruden Borgerne 1675 Soldater, og foruden de Jernstykker paa Castellet vare der 104 (629)

(a) Hist. de la dern. Guer. de Svede pag. 197.

grove Metal-Stykker. De fornemmeste Generaler holdte for, man skulde ikke opholde sig for denne sterke Stad, hvorpaa man vilde ikkun spilde en heel Hob Folk, og imidlertid give Lejlighed og Tid til Fienden at bestyrke sig paa andre Steder. Andre derimod sagde, det var fornødent, man giorde sig Mester over den Fæstning, for at have udi Nøds Tid en Tilflugt baade til Lands og Vands, og ikke lade noget bag efter sig, som kunde incommodere Krigs-Hæren. (a) Dette sidste Raad blev af hans Majestet samtykt, hvorfor man og begyndte strax med Approcherne, hvilke dog ikke gik for sig uden meget langsomt, efterdi Grunden var gandske steenagtig. Saa snart Batterierne vare fuldfærdigede, begyndte de Danske at canonere den 18 Maji

Staden indtages med Storm.

og Dagen derefter løbe Storm til Staden, hvilken de Svenske efter nogen Modstand maatte forlade og retirere sig til Castellet, som strax af de Danske blev belejret. Det antegnes ellers, at Palle Rosenkrands, som siden blev Befalningsmand over Nykiøping, var den første af de Stormende, som kom paa Volden. (b)

Men Batterierne og Approcherne vare neppe fuldfærdigede, førend der kom Tidende om

Kong Carls Ankomst

hvilken lod sig merke, at ville komme de Danske til at betale en dyr Told for deres Besøg udi hans Lande, men hans Tanker sloge ham meget feil. Han ankom inden faa Dage til Calmar med en Armée, som bestod af 18000 Fodfolk og 3000 Ryttere. Samme Armée lejrede sig 4 a 500 Skridt fra Kong Carls Ankomst.de Danske Forskantzninger, og plantede Stykker paa adskillige høje Steder, hvoraf den Danske Lejer, som Lucas Krabbe commanderede, kunde beskydes.

Dette foraarsagede ikke liden Bekymring hos de Danske, efterdi de saae sig selv belejrede i Steden for at belejre andre, og blev den formeeret ved den Svenske Flodes Ankomst, hvilken forsynede Calmars Castell med en Mængde af Proviant, og andre Fornødenheder, og forskaffede fri Communication imellem Øland og bemeldte Castell. Derforuden lod Kong Carl ogsaa bygge en Skantze paa en Klippe udi Havnen, som kunde meget foruroelige (630)

(a) Peleus Hist. de la Guer. de Svede pag. 209.

(b) Joh. Mich. Con. fun. in. P. Rosencr.

den Danske Flode udi dens Fart, hvilken var bleven forvildet udi Søen, da den gik at opsøge den Svenske Flode. Men de Svenske laae paa samme Sted 6 Uger uden at forrette noget, hvorudover Kong Carl, da han fornam sine Sager mod Forhaabning at gaae saa langsom for sig, og at Dannemarks Rigs Marsk var paa Vejen, blev han heel utaalmodig; Dog fik han nogen Tid derefter De Svenske erobre Christianopel med ListL

ejlighed at hævne sig; thi, medens Dannemarkes Marsk med Undsættning til den Danske Lejr var paa Vejen, overrumplede hans ældste Prinds Gustavus Adolphus den lille Stad Aveskiær, som da var kaldet Christianopel, udi Blegind paa saadan Maade.

Commendanten af Christianopel befrygtede, eftersom han havde saa faa Folk at forsvare Staden med, at den skulde blive overfalden af de Svenske, og derfor skikkede et Brev til Kongen af Dannemark, hvorudi han forestillede ham alt dette, og begiærede 500 Mænd til Byens Beskyttelse. Dette Brev faldt ulykkeligen i Kongens af Sverrige Hænder, hvilken i en Hast lod forklæde og bevæbne 500 Mænd paa Dansk, ligesom det skulde være den Hielp Commendanten havde skrevet efter. Disse 500 Mænd marcherede lige til Staden, og begiærede udi en Hast at indlades, eftersom de vare forfulte af 1000 Svenske Ryttere. Ved saadant Krigs-Puds komme de Svenske ind i Staden om Natten for den 26 Junii, (a) hvor de omkomme alle dem, som kunde

lægge den i Aske.

føre Sverd, lagde Staden i Aske, og med stort Bytte begave sig til Lejren igien. Af denne Fremgang fik Kong Carl saadant Mod, at han besluttede med en General-Storm at forcere den Danske Forskantzning, og til den Ende giorde saadan Anstalt, at Mons. de la Ville, en Gasconier af Nation, bekom Qvarteer udi Castellet med 1000 Mænd, Tydske, Engelske, Skotter, og fik Ordre at giøre et Udfald i Byen,

Kong Carl giør Anstalt til at angribe den Danske Lejr.

hvilket var meget let formedelst de Taarn og Skandser, som kunde favorisere dem deri. Arméen i sig selv deelte Kong Carl udi 3 lige Parter, og udstrakte Fronten meget vit, efterdi de Danske Forskantzninger vare 10000 Fod lang, saa at begge Fløjene strakte sig indtil Søen, og, som han (631)

(a) Hegelund. Calend. Manuscr.

fornam, at den Danske Armée blev den heele Nat udi Gevær langs med Forskantzningerne, eftersom den var meget formindsket udi Tallet, og kunde neppe giøre 6000 Mænd, formedelst de mange Døde, Svage, Qvæste, besluttede han ikke at sætte sit Anslag udi Verk, førend imod Dag-Brækningen. Forsagde Tid giorde Mr. de la Ville Udfald af Castellet, og erobrede de Verke og Forskantzninger, som vare udi Byen, sat ogsaa Ild paa Staden, hvilken var fuld af Træ-Bygninger, og blev udi en Hast lagt udi Aske.

Nu agtede Kong Carl at sætte sit Forsætt i Verk, og marcherede i god Orden

Slag ved Calmar.

til den Danske Lejer, hvilken blev angreben den 17 Julii (a) med stor Hidsighed, og forsvaret af de Danske ikke med mindre Bestandighed, saa at man udi lang Tid ikke kunde see, til hvilken Side Sejren vilde helde sig. Endelig fornam de Svenske vel, eftersom de stode aabne for de Danske Canoner og Musqvetter, at de maatte bortkaste all Forhaabning om Sejeren, enddog nogle af dem vare avancerede saa vit, at de havde plantet deres Pikke paa Forskantzningerne. Midlertid havde Monsr. de la Ville dreved de Danske ud af Byen, og havde trænget sig ind i Lejren indtil Kong Christians Telt, hvilken, opmuntred af denne overhængende Fare, gik med nogle Officiers, som vare ved Haanden, Fienden i Møde, satt haardt ind paa dem, brød deres Orden, og giorde Rum til sit Cavallerie, hvilket i en Hast drev de Svenske paa Flugten. Varende denne Trefning lod Kong Christian see en ubeskrivelig stor Tapperhed, i det han omkom mange med sin egen Haand, (b) og drev paa Flugten alle dem, som komme ham i Møde, hvormed han ikke alleene giorde sig forskrekkelig for Fienderne, men forunderlig for sine egne, hvilke af hans Exempel bleve opmuntrede at sætte des fyrrigere ind paa Fienderne.

Da Kong Carl saae nu, at hans Forhaabning var bleven til intet, gav han Ordre

De Danske erholde Sejer.

til sine Folk at vige tilbage. Udi denne Retirade bekom han stor Skade af de Danske Musquetterer, hvilke stode langs ved Forskantzningerne. Mons. de la Ville retirerede sig ogsaa til Castellet igien, og forlod Staden, beholdende (632)

(a) Hegelund. Calend. Manuscr.

(b) Peleus. pag. 241.

alleene de Verke, som vare opkastede af de Danske, hvilke i den heele Trefning mistede ikke meere end 60 Mænd, da derimod de Svenske savnede over 1000 gamle Soldater, som vare Skotter og Engelske, og Kiernen af den heele Armée, hvilken Forliis gik Kong Carl saa meget til Hierte, at han ikke i lang Tid vilde tale med nogen.

Den Svenske Flode ved Calmar var heller ikke lykkeligere, thi ni Danske Skibe komme udi Calmars Havn og spillede med deres Canoner saa længe paa dem, at de

Item til Søes.

maatte forlade Havnen og søge den rumme Søe. Paa samme Tid erobrede de Danske 7 Skibe for Elsborg, nemlig Krabben, Hector, den blaa Orm, Jonas, Lampreten, og to Convojer, som laae under Fæstningens Beskiærmelse.

Dagen derefter arriverede den Danske Marsk med de forventede Tropper til Lejren, hvorudover de Svenske, som opholdte sig endda uden for Castellet, i en Hast retirerede sig ind igien, og lod Staden staae aaben for Sejervinderen. Monsr. de la Ville begav sig derfra gandske qvæst, overladende Slottet til den ordinaire Besætning, som bestoed af 1400 Mænd under Gouverneuren Christen Sommer.

Da nu Kong Christian var saaledes bestyrket, rykte han med sin Armée udi Felten, ladende som han vilde forcere den Svenske Lejer, men udi samme Bevægelse erobrede 8 Svenske Fartøj ved Strandbredden, af hvilke nogle vare ladne med Stykker, andre med Eqvipage for Arméen, og da man mindst tænkte derpaa, arriverede den Danske Flode, og kastede Anker nær ved den Svenske. Ved samme Stad ligge adskillige Klipper, hvorpaa de Danske, saavelsom de Svenske oprejste adskillige Redouter, og Skantzer, og det saa nær hos hinanden, at det siuntes langt fra ikkun at være en Armée og Flode til Lands og Vands, og sandelig begge Krigs-Hærerne vare saa indviklede, at man ikke vel kunde skille dem fra hinanden.

Dette Naboeskab fornam Kong Carl nok ikke vilde være tienligt, og derfor retirerede sig om Natten udi Stilhed 2 Miile fra Calmar, og forskantzede sig ved Risbye. Denne Retirade blev (633) meget favoriseret af et taagagtigt Vejr, som varede 2 Timer ud paa Dagen. Den Svenske Flode flygtede ogsaa om Natten ud af Havnen, og begav sig i den rumme Søe, forfuldt af den Danske Amiral, hvilken dog ikke erobrede udi Flugten meere end et Skib. Nu stod tilbage Calmars Castell, hvis Tall-rige Guarnison stillede sig an, som den endda vilde holde sig længe. Men, da de Danske begyndte for Alvor at gaae løs paa Slottet, tabte de Belejrede ganske deres Mod; De Døde, Qvæste, Svage, og de faa Levnets Midler de havde, foraarsagede, at de offentlig lode sig merke, at deres Liv og Velfært bestod udi Castellets Opgivelse,

De Danske erobre Calmars Castel.

eftersom der var ingen Forhaabning om Undsætning, hvorudover Gouverneuren Christen Sommer, saasom han fornam sig saaledes klemmet, overgav Slottet til Rigets Marsk Steen Maltesen Sehested, hvilken døde strax derefter. (a) Nogle Svenske Skribentere, blant hvilke Pufendorf, skrive, at Castellets Overgivelse skeede ved Forrædderie, og at Christen Sommer betingede sig et adeligt Gods udi Holsten. Men den Kongelige Franske Historiographus Peleus, som udi en særdeles Bog har beskrevet denne Krig, melder intet derom, men heller siger, at det skeede af Nød, (b) Guarnisonen blev tilladt at føre med sig de lette Gevær, men de tunge, samt Artilleriet, som bestod af 200 smaa og store Canoner, blev efterladt. Til en Erindring om denne vigtige Calmars Erobring blev slagen en Medaille, paa hvis eene Side stod Hans Majst. udi fuld Harnisk, paa den anden Side blev præsenteret Staden med disse Ord: Cede Majori Calmar. (c)

Denne Stads- og Fæstnings-Erobring gav Kong Christian ikke alleene en stor Anseelse, men indjog ogsaa stor Frygt i de Svenske, hvilke ved denne vigtige Grændse-Stads Forliis havde givet de Danske aaben Vej til Kiernen af deres Lande, og derved kunde ikke vente sig andet, end at denne Krig vilde falde ulykkelig ud for dem. De mistede een af deres allerbeste Fæstninger, baade formedelst dens Situation, saaog Beqvemmelighed af alle Ting, som (634)

(a) Paul. Martini Con. fun.

(b) Apolog. Christ. Sommer. Bibl. Resen.

der vare, de havde trøsted sig med den Forhaabning, at den Danske Armèe skulde i det ringeste have ligget 3 Maaneder, og lidet Nød derfor, efterdi den var forsynet med en stor Besætning, og saaledes situeret, at den ikke alleene var vanskelig at bestorme, men endogsaa at komme nær, men den muntre Konge overvandt ved sin Tapperhed alle disse Vanskeligheder, og bragte saadan en Frygt udi de Beleyrede, at de ikke meere turde sætte sig imod hans sejerrige Vaaben. Da Indbyggerne paa Øland finge Tidende om Calmars Erobring, overgave de dem tillige med deres Fæstning Borkholm.

Disse Ulykker ophidsede Kong Carl saaledes, at han udfodrede Kong Christian til Duel. Det Cartel, som han skikkede, og det Svar, som fuldte derpaa, giver tilkiende, at de Tiders Skrive-Maade har differeret fra vore Tiders, og saasom begge Breve findes i adskillige trykte Bøgger, kand jeg ikke forbigaae dem her at indføre.

Caroli 9. Cartel til Kong Christian.

Vi Carl af GUds Naade Konge til Sverrig &c lader dig Christian 4. Konge Caroli 9. Cartel til Kong Christ. 4.af Dannemark viide, at du haver ikke giort som en Christelig og ærlig Konge, i det at du uden Aarsag har brudt den Stetinske Fred, som er sluttet imellem Sverrig, Dannemark og Norge, og at du har belejret vor Fæstning Calmar, hvis Stad du haver overrumpled, og ved Forræderie erobret Slottet, tillige med Øland og Borkholm, hvorved du har givet Aarsag til stor Blods Udgydelse. Men vi haabe, at den Allmægtige GUd, som er en retfærdig Dommer, skal straffe og hævne disse Gierninger, som du uden Aarsag har øvet: Og, saasom vi hidindtil have brugt alle lovlige Midler for at til veje bringe et Forliig, og du altid har forkastet dem, saa ville vi foreslaae den korteste Vej til at giøre Ende paa Trætten, efterdi du est (635) her saa nær. Indstill dig derfor efter de gamle Grækers Maade til en Kamp med os udi fri Mark med 2 af dine Betientere; Og vi skulle i ligemaade møde dig udi Lærkøllerten uden Hielm og Harnisk alleene med Kaarden i Haanden. Hvad de tvende andre angaar, som skulle følge os, da maa de være udi fuld Harnisk, og maa den eene have to Pistoler og en Kaarde, og den anden en Musqvet med en Pistol og en Kaarde. Dersom du ikke møder, holder vi dig ikke for en Ære-kiær Konge, ej heller for en Soldat. Givet af vor Lejer Rißbye den 12 August: 1611.

Christiani 4. Svar derpaa.

Vi Christian 4. Konge til Dannemark og Norge &c. lade dig Carl 9. Konge Kong Christians Svar.af Sverrig viide, at dit grove og u-høflige Brev er os overleveret ved en Trompetter. Vi havde ikke kunnet forvente et saadant Brev af dig; men vi merke, at Hunde-Dagene ere ikke endnu forbi, og at de endnu af all Magt virke i din Hierne: Derfor have vi besluttet, at rette os efter det gamle Ordsprog, at Echo gives tilbage ligesom man taler. Til Giensvar paa dit Brev maa tienne dette. Hvad det første angaar, som du skriver; at vi ikke have giort som en Christelig og ærlig Konge, i det vi have brudt den Stetinske Fred, da siger du derudi ikke Sandhed, men som den der vil forsvare sig med Skields-Ord, efterdi han drister sig ikke til at udføre sin Rett med Sværdet. Den yderste Nød har drevet os til denne Kriig, hvilket vi kand vidne for GUd paa den yderste Dag, paa hvilken du ogsaa skal møde, og giøre Regnskab for alt det u-skyldigt Blod, som er udøset, og for de haar (636) de Gierninger, som du har øvet imod dine Fiender og andre fattige Mennesker. Du skriver iligemaade, at vi have overrumplet den Stad Calmar, og at vi ved Forræderie have erobret Slottet tillige med Øland og Borkholm; saadant er u-sant; thi vi have indtaget Slottet med Ære, og du burde skamme dig, saa ofte du tænker paa, at du ikke haver forsynet det med fornødne Ting, eller undsatt det, ja at du haver ladet det indtage for din Næse, og at du dog alligevel vil have Navn af en god Soldat.

Hvad den eene Kamp angaaer, som du tilbyder, da synes saadant os meget latterligt; efterdi vi viide, at du est skrøbelig, og at det er dig tienligere at blive bag en varm Kakkelovn, end at figte mod os, at du har meer en god Medicus fornøden, der kand curere din Hierne, end at møde os udi en Duel. Du burte blues ved, du gamle Giæk, at angribe en Ære-kiær Mand. Du har maaskee lært saadant blant gamle Kierlinger, som ere vante til at bruge Munden. Lad af at skrive medens du endnu kand giøre noget, og jeg haaber med GUds Hielp, at du skal have alle dine Kræfter nødige. Imidlertid erindre vi dig, at du løslader vor Herold, og 2 Trompetter, som du mod Krigs-Brug haver ladet arrestere, hvorved du har givet din ringe Forstand tilkiende. Men du maa troe, at, hvis du tilføjer dem mindste Skade, at du derved ikke har vundet Dannemark og Norge. Tag dig vare, at du herudi ikke giør andet end hvad du bør. Dette er vort Svar paa dit grove og u-høflige Brev. Givet paa vor Slott Calmar den 14 August. 1611.

Det synes sandeligen bedre at supprimere saadanne Breve, end at lade dem komme for Lyset, men, som de tilforn have været (637) trykte, og ere i mange Folkes Hænder, har jeg ikke kundet dispenseres for her at indføre dem. Thi, hvorvel de ere ikke meget opbyggelige, saa tiene de dog til Beviis paa de Tiders Genie, og

Autoris Betænkning herover.

Skrivemaade, og viise, at store Herrer da ikke have forstaaet at udøse deres Bitterhed i høflige Terminis, eller med Respect at hejle hinanden igiennem. Man kand ogsaa ikke nægte, at det sidste Brev er jo det haardeste, skiønt Kong Carl er mindre at undskylde, efterdi han først provocerede, og derforuden var en gammel Herre, som saadan Hidsighed minst sømmede. Men samme Konge havde noget Tilfælles med sin Broder Kong Erik: thi han fandt ogsaa Behag i at handle ilde med sine Fanger, og finder jeg, at han med egen Haand pryglede en Dansk Herremand ved Navn Johan Friis, som var hans Krigsfange. (a)

Efter at dette var skeed, gik Kong Christian med en Deel af sin Armée imod den Svenske Lejer for at reconnoissere, hvilket gav Lejlighed til adskillige Skermytzler. Derefter begav Hans Majestet sig til Calmar igien, og anden gang med sin heele Armée rykte imod Fienden, og lejrede sig omtrent en Fierding Vejs derfra. Over dette blev Kong Carl saa ophidset, at han besluttede at gaae af sine Forskantzninger, men turde dog ikke vove noget Feltslag, saasom han af den forrige Action kunde giøre sit Facit, hvorledes det vilde gaae til, hvorfor der af begge Arméer denne gang intet blev forretted, og, som Vinteren var for Haanden, og Vejret begyndte alt at blive meget slemt, maatte begge Parterne søge Vinter-Qvarteer, en stor Lykke for de Svenske, hvilke denne gang bleve befriede fra en overhængende Fare; thi den beste Hielp for en svag Krigs-Hær er Vinterens Ankomst.

Kong Carl efter at han havde opreist adskillige Skandser ved Risby, efterlod han der en god Besætning, og begav sig til Stokholm for at giøre all muelig Anstalt til

Kong Carl døer.

Foraaret. Kong Christian begav sig iligemaade til Kiøbenhavn, efter at han havde efterladt en stor Guarnison i Calmar. Paa Vejen til Stokholm blev Kong Carl overfalden af en sterk Feber, hvilken tog saadan Overhand, at han døde faa Dage derefter, nemlig den 30 Octobr. (638)

(a) Con. fun. Joh. Mich. in obitum Joh. Friis.

til Nykiøping, (a) efterladende sig en Prinds, nemlig Gustavum Adolphum, som succederede ham strax i Regieringen, men, som han endda ikke havde naaet sin fuldkommen Alder, bleve der forordnede til hans Formyndere Hans Frue Moder Dronning Christina, Hertug Johan af Øster-Gothland,

Krigen fortsættes med hans Søn.

item Magnus Brahe, Niels Bielke, Svend Ribbing, Jøran Gyldenstierne, Hans Ulfs Sparre, og Axel Oxenstierne. Saa snart han var kommen til Regieringen, da for at skaffe sig Myndighed hos sin Krigs-Hær, og lade see sin Tapperhed, samlede han sine Tropper sammen om Vinteren imod Dannemark, og med en stor Krigs-Hær gik ind i Skaane, hvor han skiændte og brændte allevegne, og lagde i Aske alle aabne Stæder. Der blev ingen sparet, Mand eller Qvinde. Qvinderne bleve skiænte og voldtagne, og de umyndige Børn bleve qvalte, og foraarsagede denne Grumhed, at Indbyggerne toge Livet af sig selv, styrtede sig af Vinduer med Qvinder og Børn, eller satte Ild paa deres egne Huuse. Saaledes var Maaden at føre Krig paa i de Tider, og bleve de Svenske, naar Lejlighed gaves, ikke tracterede med større Lemfeldighed af de Danske.

Da Officiererne, som laae inqvarterede udi Provincien, finge Tidende om dette Indfald, samlede de udi en Hast tilhobe de Tropper, som vare ved Haanden, hvormed de satte efter Gustavum, som da retirerede sig, og overfaldt hans Lejer 3 Miile ind i Sverrige, hvilken de med liden Umage forcerede, og dreve de Svenske paa Flugten. Gustavus frelste sin Person igiennem Skoven, og efterlod sin Hest med Pistoler og andet Tilhørende, hvilket, som det faldt udi de Danskes Hænder, meente man ikke andet end han var omkommen udi Slaget, men, da man leedte blant de Døde, blev der befundet, at han var undkommen.

Kong Christian var paa samme Tid ikke udi mindre Fare; thi da han med nogle faa Folk havde brudt ind i Vester-Gothland ved Elsborg, og satt Ild paa den gamle Gothiske Stad Skara, blev han overfalden af den Svenske General Casper Matsøn, hvilken med en stor Hob friske Tropper satt ind paa de Danske, som af stor Arbeide og Frost vare udmattede, og derfor med sin Mængde (639)

(a) Hegelund. Calend. manuscr.

havde giort kort Process med dem. Men Kongen havde, saa snart han fik Tidende om de Svenskes Ankomst, giort sig Mester over Passen ved et Bierg, hvilket favoriserede meget de Danskes Retirade, saa at de uden stor Forliis komme udi Behold.

Denne Bortgang førte bemeldte Svenske General sig til Nytte, og gik for den Stad Nyløse, som den Danske Rigets Marsk havde bemægtiget sig paa sin Reise fra Elsborg, og besatt med nogle Folk, hvoraf de fleste vare Tydske, disse, saa snart de finge de Svenske at see, begyndte de strax at capitulere, og overgave Staden. Ved dette Forræderie frelste de deres Liv, og overleverede de Danske til Fienden, hvilken satt Ild paa Staden, og omkom alle dem, som vare Kongens af Dannemark naturlige Undersaatter. (a) Af denne Gierning fornam Hans Majest. hvor lidet han herefter kunde forlade sig paa fremmede Soldater, saasom de saae alleene paa deres egen Nytte, og glemte den Pligt de vare skyldige til den Herre, i hvis Tieneste de vare. Denne Forliis blev oprettet af de Danske paa den Side ved Calmar igien, hvor en Deel af Besætningen anfaldt de Skantzer, som Kong Carl havde opreist ved Risbye, hvilke de erobrede og sleiffede, og derved giorde Passen aaben paa samme Sted. Resten af Vinteren gik bort uden videre Forretning, og begge Parter lavede sig til af yderste Formue mod Foraaret.

Udi Maj Maanet af det Aar 1612 lod Kong Christian sig see udi Felten med 1612.to Krigs-Hære. En Flode gik ogsaa samme Tid udi Søen, bestaaende af overmaade herlige store Skibe, hvis Lige neppe var seet udi Norden tilforn. Gert Rantzau commanderede den eene Armèe, som bestod hart ad af 20000 Mænd ved den Side Calmar, og var hans første Forretning at bringe til Lydighed igien de Ølænder, som om Vinteren havde rebelleret, og uddrevet de Danske af Borkholm, samt den heele Øe, og indtaget nye Svensk Guarnison igien. Paa samme Tid bekomme Øland bliver anden gang erobred af de Danske.Indbyggerne med Rente Betaling for deres Utroeskab; thi en stor Deel af dem bleve ihielslagne, den gandske Øe udplyndret, og Præsterne, som havde været Aarsage til denne Rebellion, bleve førte (640)

(a) Peleus pag. 271.

fangne til Kiøbenhavn. Man seer ellers, at de Svenske i Begyndelsen af dette Foraar havde Anslag paa at overrumple Calmar Slot, hvorfore Kongen gave Ordre til Andreas Synklar at lade nedbryde den Ringmuur, som gik omkring Staden, paa det at man af Slottet kunde beskyde Stadsvolden; thi Staden var da ikke udi Stand at kunde forsvare sig; hvorudover man søgte kun at conservere Fæstningen indtil Gert Rantzou med de dertil forordnede Tropper kunde komme til Undsætning. (a)

Efter den Execution paa Øland var skeet, fik Generalen Ordre at passere over de sløiffede Skandser ved Risbye ind udi Sverrige, og at anfalde nogle andre Stæder ved Søesiden. Paa denne Marche havde han adskillige Ulejligheder, og foraarsagede de lange og besværlige Veje over Bierge, Moratzer, og igiennem Skove, Hunger og Sygdom blant Soldaterne. Imidlertid marcherede Kong Christian med en Armée af 18000 Mænd imod Elsborg, og belejrede samme Fæstning. Den var af Naturen

Elsborgs Beskrivelse.

meget sterk, anlagt paa en høj Klippe, og omringet med dybe Grave; og det, som meest var, dens Taarn var befæsted med sterke Bastioner. Den ligger udi Vest-Gothland ved Nord-Søen 6 Miile (b) fra den Hallandske Fæstning Varbierg, havde ogsaa en herlig Havn, hvoraf de Svenske Skibe ginge udi Nord-Søen, der ligesom stødte tilsammen de 3 Riger Dannemark, Norge og Sverrige. Samme Fæstning blev fordum tapperlig forsvaret af Christiani 2. Anhang imod de Svenske, blev dog erobret derefter af Gustavo I. efter at dens Guarnison havde retireret sig til Bahuus. Udi det Aar 1563 (c) blev den belejret af Friderik 2. højlovl. Ihukommelse, hvilken erobrede den, og gav den i Forvaring til Jørgen Rantzov; men udi den Stetinske Fred blev den given til Sverrige igien.

Uden for Fæstningen vare stærke Pallisader med en Grav omkring, hvilke

Samme Stad belejres af de Danske.

Gouverneuren lod besætte med nogle Folk 8 Dage indtil den blev erobret ved Monsr. Grandfords en Fransk Petardiers (641)

(a) Lit. Chr. 4. ad Andr. Synckler Hafn. die 5 April. 1612. manuscr. autogr.

(b) Zeileri descript. Goth.

Invention. Den samme, da han havde lagt en Hob Træer med en stor Port over, bleve i Kongens Nærværelse Dragonerne beordrede at bryde ind, hvilket de ogsaa lykkelig forrettede, og nedhuggede en Deel af Besætningen. Resten retirerede sig til Castellet. Dette hastige og uformodende Anfald foraarsagede hos de Belejrede ikke liden Frygt, hvilken blev formeeret, da de saae Batterierne fuldfærdigede, Canonerne at spille, og et stort Antall inden 18 Timer at være nedskudt. Ikke desmindre, da Kongen lod anholde om Fæstningens Opgivelse, gave de Svar, nemlig: at de vilde ej andet høre end Kugler og Krud, Item, at det ikke var Calmar, de Danske havde med at bestille, og at de skulde ikke kiøbe Elsborg saa let. Dette Svar foraarsagede, at Kongen lavede sig til en General-Storm, og til den Ende satt sin Armée udi Slagt-Ordning.

Saa snart Tegn blev givet, skeede Anfaldet, med saadan Hidsighed, at de Danske inden stakked Tid posterede sig udi Storm-Hullet, hvilket bragte de Svenske udi stor Forvirrelse, besynderligen efterdi Commendanten udi samme Anfald blev saaret af et Canon-Skud; Ikke desmindre lidde de, som førde Attaquen, temmelig Skade. Endelig, saasom Commendanten fornam, at hans Soldater af de haarde Anfald

indtages.

havde ganske mistet Modet, tilbød han sig at capitulere, og overgav Fæstningen med saadanne Vilkor, at de Belejrede skulde gaae ud med deres lette Gevær og Bagage og blive geleidet til et sikkert Sted. Udi Fæstningen fandtes en god Hob Canoner og Munition.

Efter Elsborgs Erobring gik man løs paa Guldbierg en liden Fæstning, et Stykke fra Elsborg, hvilken blev efter 6 Dages Belejring tvungen til at give sig paa samme Maade som Elsborg.

Disse hastige og ligesom flyvende Executioner opmuntrede Kong Christian til at gaae videre fort, og at levere Gustavo Adolpho et Felt-Slag, om hvis Ankomst der

Hvorpaa de Danske trænge sig ind udi Kiernen af Sverrig.

gik et stort Rygte udi det heele Land, og til den Ende, efter at han havde givet sin Krigs-Hær nogle Dage Hvile, rykte lige mod de Svenske. Men Gustavus Adolphus, da han fik Tidende om de Danskes Ankomst, gik han tilbage, ej holdende det raadeligt at binde an med saadan (642) Sejr-rig Armee. Da Kong Christian havde forfuldt ham til Linkiøping, og midlertid fornummet, at de Svenske havde ikke andet Forsætt end at udmatte hans Tropper, vendte han sig mod Elsborg igien, og, efter at han havde forsynet Krigshæren med allehaande Fornødenheder, tog han Vejen lige til Jenkiøping, og udi 14 Dage ankom for samme Stad. Imidlertid lidde Krigs-Hæren meget ont paa denne Reise, efterdi den maatte passere igiennem Skove og Udørkener, over Klipper og Bierge, og dog føre et fornødent Artillerie med sig, og, omendskiønt de Svenske ved deres Flugt havde ladet dem Sejeren, fandte de dog en haard

Besværlig Marche.

Fiende udi Vejen, hvilken paa mange Steder forhindrede deres Marche, og det, som plagede dem meest, var at Vejen var dem ubekiendt, og de kunde ikke troe paa de Svenske, eller bruge dem til Vejvisere. Endelig komme de dog efter lang udstanden Møje for samme Stad. (a)

Bemeldte Jenkiøping ligger udi Smaaland ved Vetter-Søen. Derudi havde

Jenkiøpings Beskrivelse.

Kongerne, som Olaus Magnus beretter, fordum anseelige Moder og Sammenkomster. I samme Stad døde den navnkundige Steen Stuure. Byen udi sig selv var aaben og bestod af Træbygninger, men den havde et sterkt Castell, hvortil de Svenske, saa snart den Danske Armée kom derfor, begave sig, og satte Staden i Brand, hvilket Sættes i Brand af de Svenske selv.de Danske søgte af all Magt at forhindre, men forgiæves. Der opholdt Kongen sig ikke længe; men, eftersom han ingen Tidender havde bekommet fra Gert Rantzou, som var gaaen med en anden Armèe fra Calmar, reiste han tilbage igien. Paa disse tvende Reiser blev den Danske Armée meget svekket; thi det store Arbeide, de faa Levnets Midler, og andre Ulejligheder foraarsagede en Svaghed blant Arméen, hvorfor en stor Deel maatte ynkeligen omkomme. Aarets Tid tilstædde endda at foretage noget vigtigt, hvorfor Kongen deelte sin Armée udi tvende Parter. General Lieutenant Jørgen Lunge fik den halve Deel, med hvilken han fik Ordre at begive sig til Elsborg; Den anden halve Deel lod Kongen føre paa Floden, med (643)

(a) Peleus Hist. de la Guerre de Svede pag. 302.

hvilken han begav sig til Stokholm. Og inden faa Dage uden Forliis ankom 9 Miile fra bemeldte Kong Christian kommer med en Flode for Stokholm.

Hovedstad. De Svenske, som uden Tvivl havde seet forud denne Færd, havde lagt en sterk Besætning ved Passen, bestyrket sig med en stor Mængde Canoner, og indsluttet Sundet med Kiæder, Baade, og hvad som kunde hindre Floden udi dens Fart. De havde ogsaa faaet nogle Tropper fra Holland; samme Tropper komme til Stokholm paa en meget belejlig Tid, og satte Mod udi Staden igien, hvis Indbyggere vare blevne heel Modløse. Men nu bleve de deraf saa opmuntrede, at de satte sig for at forsvare dem til det Yderste. Herudover fornam Kongen, at det vilde blive ham vanskeligt at sætte sit Forsætt udi Verk, og derfor begav sig med Floden til Kiøbenhavn igien.

Imidlertid var General Lieutenant Jørgen Lunge med 5000 Mænd gaaen fra

Bedrifter i Norge.

Elsborg ind udi Norge, og havde Ordre at bringe Indbyggerne udi Dalen under Kongens Lydighed. Til dette Anslag at sætte i Verk, lod han tillave en Hob Baade, paa hvilke hand lod en Deel af sine Tropper passere Floden, som skiller Norge fra Sverrig. Da han var kommen derover, commanderede han 200 Mænd at indtage Passen paa et Bierg en halv Miil fra Floden, for at hindre de Svenskes Ankomst, men disse 200 Mænd havde ikke saa snart givet sig paa Vejen, førend den Svenske General Casper Mathsøn kom dem i Møde, drev dem paa Flugten, og nødde dem til at søge Skoven, og er det uden Tvivl i denne Action hvor den bekiendte Christian Bernikou omkom. (a) Denne Allarm rakte snart til deres Øren, som stode ved Floden, hvorfor de af all Magt hastede at undsætte dem, hvilket de ogsaa lykkeligen forrettede, og komme de Svenske til at holde Stand ved (644)

(a) Con. fun. Joh. Resen. Denne havde distingueret sig meget af alle Danske Edelmænd ved udenlands Reiser. Thi han var ogsaa i Arabien, Abyssinien, og paa Steder, hvor ellers ingen kommer. Det er forunderligt at Landet kunde staae slige Bekostninger ud; men end forunderligere, at ingen af disse store Voyageurs har efterladt sig nogen Reise-Beskrivelse, saa at man kunde have haft noget for Pengene.

saadant et Strategema. (a) De skiulte en Trompeter ved en liden Høj, hvilken, da de Svenske forfuldte de 200 Mænd, blæste til Allarm, hvorudover de Svenske frygtede, at ved samme Sted, som Lyden kom fra, laae skiulte nogle Tropper, og derfor ikke turde gaae længer fort. Men da Generalen fornam, hvorledes han var bedragen, tog han Mod til sig igien, satt sine Tropper udi Orden, og besluttede at anfalde de Norske, som vare komne over Floden, førend de andre kunde komme dem til Undsætning, hvorudover de Norske søgte et beqvemt Sted ved Aaebredden udi Forsætt, der at opholde de Svenske, indtil de andre kunde komme over til Undsætning. Men, som Vinden var imod, og de derfor ingen Hielp kunde faae, maatte de lave sig til at figte med Fienden alleene. Midt i Trefningen, som

De Norske figte med stor Tapperhed.

var baade lang og haard, begynte de Norske at fattes Kugler, hvilket de havde seet forud, og derfor samlet en Hob Steen langs ved Aaen, hvormed de tordnede lystig paa de Svenske, saa at de samme, omendskiønt de havde tænkt med deres Mængde at opsluge den lille Hob, de fandte for sig, maatte omsider gaae tilbage et Musqvet-Skud derfra med temmelig Forliis, og satte sig paa en beqvem Plads, forventende fleere Tropper.

Men Jørgen Lunge, da han saa hvor stor Fare han var udi, dersom de Tropper, som med stor Utaalmodighed stode ved hin Side af Aaen, ikke kunde komme over, (hvortil der ingen Anseelse var) og tillige med overvejede hvor umueligt det var at redde de overkomne Folk, dersom den Svenske Armée, som var udi Vente, kom dem paa Halsen, besluttede han udi Tiide at retirere sig over Floden, hvilket han ogsaa giorde med stor Behændighed paa de samme Baade, som han var kommen over paa, og det udi Fiendens Paasyn, uden at forliise en eeneste Mand.

Efter denne behændige Retirade begav han sig med sine Tropper ind udi Dalen,

Dalen submitterer sig Kong Christian.

hvilket Landskab er vanskeligt at komme til, fuld af Skove og snevre Veje, saa at hans Folk undertiden maatte passere een for een, og, at forsikre Rytterne fra Fiendens hemmelige Udfald af Skovene, maatte Infanteriet bedekke begge Sider (645)

(a) Peleus pag. 312.

der af dem igiennem Skoven. De Svenske giorde en Dag et Udfald af en stor Skov, men bleve saa vel modtagne af de Norske Fortropper, at de med Forliis maatte tage Flugten til Skoven igien. Siden den Tid lod der sig ingen Fiende see; Men Amptmændene og Præsterne komme og aflagde deres Troeskabs Eed til Kongen af Dannemark. Hvorefter General Lieutenanten forlod Landet igien med 20000 store Øxen, som han havde bekommet til Bytte, og, efter at han havde skikket sine Tropper til Grændserne udi Norge, begav han sig selv til Elsborg for at blive der Vinteren over.

Imidlertid havde Kong Christian meget at bestille med sine Krigs Tilberedelser til førstkommende Foraar, og forhaabede efterfølgende Campagne at giøre en lykkelig Ende paa Krigen, og sandelig de Svenske kunde nok giøre deres Facit af foregaaende

Sverrig udi slet Tilstand.

Actioner, hvorledes det vilde gaae dem ydermeere, efterdi de fornemste Grændse-Fæstninger vare forliiste, og derved Vejen aabnet for de Danske til Kiernen af Sverrige. En stor Trøst for dem var, at Hollænderne toge deres Parti, og lode sig offentlig merke, at de vilde conjungere sig med dem mod de Danske. Besynderlig tordnede den Stad Amsterdam med store Ord og Trudseler. Dog Kong Christian lod sig af alt dette ikke bevæge, men continuerede med sine Præparatorier, og besluttede fast, ikke at nedlegge sine Vaaben, førend han havde bragt Sverrige til billige Tanker; Mit udi denne Krigs-Lue havde Kongen den Sorrig at midste sin Dronning Anna Catharina. Højstbemeldte Dronning faldt Aar 1612 udi en Feber, hvoraf hun

Dronning Anna Catharina døer.

døde den 29 Martii, og blev den 15 Aprilis begraven udi vor Frue Kirke i Kiøbenhavn. (a) Med hende havde Kongen avlet 6 Børn, hvoraf de 3 nemlig den førstefødde Prinds Friderik, og tvende Princesser, Sophia og Elizabeth strax døde, om de Efterlevende tales vitløftigen i Historien.

Gustavus Adolphus havde imidlertid ladet hverve 2300 Mænd Skotter og Nederlænder, hvilke til Søes bleve bragte til Romsdalen udi Norge, og derfra toge deres Vej igiennem Guldbrandsdalen (646)

(a) Joh. Paul. Res. concio funebr. in obit. Annæ Cathar.

udi Forsætt at conjungere sig med de Svenske, som da skulde lade sig indfinde paa Hedemarken. Men de bleve alle af Bønderne i Guldbrands-Dalen slagne udi et snevert Paß ved Breide, og blev til en

Den saakaldte Skotte-Krig i Norge.

Erindring der paa samme Sted oprettet en Støtte med en Inscription, at Skotternes Anfører der var omkommen med sin Hær. Slaget bliver endnu af Bønderne i Guldbrands-Dalen kaldet Skotteslaget. (a)

De Svenske merkede endeligen, at denne Krig intet got Udfald vilde have for Sverrig, hvorudover alle deres Tanker henvendtes til Fred, til hvilken at erholde de søgte Kong Jacobs af Engeland Mediation. Højstbemeldte Konge, som intet var kiærere end at agere Freds Forhandler, tog sig strax saadant med Iver an, og

Handel om Fred.

affærdigede tvende Gesantere, nemlig Spencer og Amstruter, hvoraf den eene gik til Dannemark, og den anden til Sverrig. Disse funde begge Parter ikke utilbøyelige til Fred, og blev derfore berammet et Mode til Siørød, hvor begge Rigers Commissarier skulde møde, hvilket ogsaa skeede. Men der blev strax giort en Difficultet af de Danske Commissarier angaaende Gustavi Adolphi Fuldmagt, thi, saasom samme Konge havde endda ikke opfyldt sit 18de Aar, holdte de fore, at man ogsaa maatte have en Fuldmagt af Sverriges Stænder. Men de Svenske Commissarier veigrede sig derfor, med mindre de Danske ogsaa viisede Fuldmagt fra Dannemarks Stænder. Hvormed det da forblev. De største Disputer udi Freds-Forhandlingen var om Calmar, Øland, Rissbye, og Elfsborg, hvilke de Danske begierede til ævig Ejendom. Og medens Tractaterne varede, vare begge Konger udi Nærværelsen for at conferere med Commissarierne, at ingen Ophold skulde skee. Freden blev sluttet 1613.ved Engelsk Mediation til Siørød udi Jan. 1613, og findes udi Actis publicis, Siørødske Fred.hvor jeg Læseren vil henviise.

Udi denne Fred bleve ophævede 4re Tvistigheder. 1.) Om Sonneborg paa Øesel, som Gustavus Adolphus paa egen og Sverriges Vegne frastod, saa at det Huus Sonneborg, med hvad som derunder hørte, skulde herefter til ævig Tid tilhøre Dannemark. (647)

(a) J. Rami Chron. Norveg.

2.) Om de 3 Kroner, hvilket blev saaledes bilagt, at det skal staae begge Rigerne frit fore herefter at føre 3 Kroner i deres Vaaben, dog saaledes, at Kongerne af Dannemark derved ikke skal tilegne sig nogen Rettighed over Sverrig. 3.) Om Findmarken, hvorom blev saa foreenet, at Sverrig frastod den Rett, Frihed,

Indholden af Freds-Tractaten.

Dominium maris, og anden Herlighed, som Sverriges Krone udi Laplandene og Vardehuus Lehn sig tilforn har tilegnet. 4.) Om Tolden, hvilken blev regleret med lige Fordeel for begge Rigerne. Foruden disse 4re Poster blev ogsaa foreenet om adskillige andre Ting, nemlig, at, i fald Kongerne af Sverrige ville føre herefter den Titul af Lapperne, da skal ved saadan Titul ej forstaaes Søe-Laperne ved Vester-Havet imellem Titis-Fiord og Varanger, og at Gottenborg ingen Privilegier maa gives, som er Dannemarks Højhed i Øresund præjudicerlige.

Til Krigens Omkostning lovede Kongen af Sverrige at betale en Million, og derfor pandtsatt Elsborg med Nyløse, Gammeløse, og andet Gods.

Hvad Skibe, Skiøtt, og Munition udi Krigen var erobret, blev udi dens Hænder, som havde bemægtiget sig dem. I det øvrige blev det Stetinske Fordrag confirmeret.

Saaledes endtes denne Krig, udi hvis Beskrivelse jeg har fundet for got at følge en fremmed Skribent, (a) som levede paa samme Tider for at undgaae all Mistanke om Partiskhed. Den Siørødske Fred, var ikke mindre reputerlig for Riget end den Stetinske. Og havde disse Riger hidindtil voxet og tiltaget udi Magt og Reputation. Men fra denne Tid begynder en fatal Periodus i den Danske Historie, og Lykken, som hidindtil stedse havde været favorable, begyndte at vende Ryggen, saaledes, at Dannemark har taget af ligesom Sverrig har voxet til, ja under dets stridbare Konger giort saadanne Figurer, at dets Magt er bleven formidable for heele Europa. Men den stedsvarende Ulykke, som siden har fuldt Kong Christianum 4, hindrer dog ikke, at han af alle bliver anseet som een af de største Regentere, der levede (648)

(a) Peleus en Kongl. Fransk Historiographus, som vidner, sig at have ført Correspondence med fornemme Folk i Norden.

paa de Tider, saasom den paafuldte Uheld kand alleene tilskrives Tidernes Conjuncturer, og ingenlunde Personen. Alle Danske og Norske Officiers bleve berømmede for at have efterlevet deres Pligt i denne Krig, undtagen Steen Bilde Amtmand over Trundhiem, hvilken strax efter Freden paa Herre-Dagen i Kiøbenhavn blev beskyldet for i mange Ting ikke at have efterleved sin Pligt. Hans egen Broder Marcus Bilde gik i Rette for ham, men kunde ikke godgiøre hans Sag; hvorfore han blev dømt til 3 Aars Landflygtighed; men, som han, u-anseet denne Dom, opholdt sig hemmeligen i Jylland, blev hand arresteret og ført til Dragsholm, hvor han mange Aar blev siddende. Man seer ellers heraf, at de Svenske maa have haft nogen Fremgang Nordenfields; men jeg finder intet antegnet derom.

Medens denne Krig varede, forefaldt intet inden Riget, som fortiener at antegnes, thi Kongen var all den Tid mestendeels enten ved Armèen eller til Søes. At Penge-Mangel ellers udi Krigen maa have været stor, kand sees af de mange smaa og store

Anmerkninger over nogle indenlandske Sager.

Summer Kongen laanede af particuliere Folk, og vidner Biskop Hegelund i hans oft citerede Calendario, (a) at han det Aar 1612 satt ud paa Rente hos Kongen 200 Cron-Daler. I det øvrige finder jeg intet at antegne uden at der 1611 var en stor Rebellion af Studentere imod Professorerne udi Kiøbenhavn. Hvad Aarsagen dertil var, findes ikke; jeg seer alleene, at Uroeligheden endtes ved nogle Studenteres Relegation. (b) Dette kand ogsaa antegnes, at en Herremand ved Navn Marcus Lund Aar 1613 blev halshuggen paa Slotts-Pladsen i Kiøbenhavn, fordi han havde slaget sin Frue ihiel. (c)

Strax efter Freden var sluttet, blev holden en Herre-Dag i Kiøbenhavn i samme Aar, hvor adskillige fremmede Gesantere lode sig indfinde, iblant andre fra de foreenede

Herredag i Kiøbenhavn.

Provincier, hvilke begiærede Moderation paa adskillige nye Paalægg. Udi denne deres Begiæring bleve de understøttede af den Engelske Ambassadeur, (649)

(a) Hegelund Calend. Manuscr.

(b) Hegelund Ibid.

hvorudover Kongen ærklærede, at, omendskiønt han havde Aarsag at continuere med de Paalæg, som ved Anledning af den Svenske Krig vare etablerede, ikke desmindre vilde han dog, for at lade see sin Affection mod de foreenede Provincier, føje dem derudi. Han befoel ogsaa strax, at de nye Paalægge skulde ophøre udi Julii Maaned af samme Aar, og gav Ordre til Betienterne intet at fodre over den gamle Rett, som var for Krigen. Omendskiønt Kongen erklærede sig at skride til saadan Føjelighed af Affection for de foreenede Provincier, saa er dog troeligt, at det var kun en puur Compliment, helst, saasom de udi sidste Krig havde understøttet de Svenske, og offentlig truet at erklære sig mod Dannemark; Christiani 4. heele Regierings Tid viiser derforuden, at han ikke meget elskede Hollænderne; Men tvert imod, at han var en bestandig Ven af Spanien, de foreenede provinciers Fiende. Hollænderne merkede ogsaa det samme saavel af Toldens Forhøjelse udi Øresund, som af andre Tegn, hvorfore de ogsaa i den sidste Krig, Kongen førte, sloge sig aabenbare til Sverrig. Den Føjelighed han derfor denne gang lod see mod dem, synes heller at være bragt til Veje ved Kong Jacobs Forbøn, hvilken han intet kunde nægte. Det er derfore gandske u-troeligt, det, som nogle Skribentere foregive, (a) at Kong Christian i Begyndelsen af Krigen, havde sin Svoger mistænkt for at inclinere til det Svenske Parti, og at de Danske i den Henseende handlede ilde med den Engelske Gesant, som kom fra Sverrig, thi der var stedse et ugemeent Venskab imellem disse tvende Konger. Og gaves derpaa efterfølgende Aar en stor Prøve, da Kong Christian paa ny uden anden Aarsag end af Affection, giorde en Rejse til Engeland igien. Denne anden Rejse gik for sig med

Kong Christians anden Rejse til Engeland.

et lidet Følge af 50 Personer; Han arriverede lykkelig dermed til Engeland, og fandt Dronningen sin Søster til Sommerset, førend man havde nogen Kundskab om hans Ankomst. Kong Jacob, som da var i Bedfordshire, (b) da han fik Tidende om hans Ankomst, kom han strax tilbage, og diverterede sin Svoger med Carousel, Jagt, Fyrværker, og anden (650)

(a) Pufend. hist. Sv.

(b) Annals of King James pag. 12.

TidsFordriv indtil den 1ste Augusti, da blev Hans Majest. af den Engelske Prinds ledsaget til sit Skib, og sejlede til Dannemark igien, hvor han søgte at høste Frugt af den Fred, som GUd havde kronet Rigerne med, og at arbejde paa at ziire Landet med hærlige og skiønne Bygninger, samt at forfremme Handel og Manufacturer, hvilket var hans stedsvarende Lyst. Derfore, da Indbyggerne udaf Neugard, som vilde ikke beqvemme sig til Incorporation med Sverrig, udi dette Aar skikkede Gesanter til Dannemark, for der at søge Hielp, vilde Hans Majestet ikke bemænge sig dermed, paa det at den mellem Rigerne nyelig sluttede Fred ikke skulde forstyrres.

Lige saadan Begiærlighed til Fred lod han see kort derefter; thi, da den Stad Brunsvig havde satt sig op mod Hertugen, der og belejrede samme Stad, søgte Kongen, i steden for at gribe til Gevær, for at reducere Staden, og at assistere sin Svoger, at bilegge Tvistigheden ved venlig Underhandling, han skrev derfor Magistraten i Brunsvig til, og tilbød sin Mediation, og, da saadant ikke kunde hielpe, men de Brunsviger søgte med Haardnakkenhed at forsvare sig mod deres Lands-Herre, raadede han Hertugen at temporisere, og at ophæve Belejringen, for at give Indbyggerne Tid til at betænke sig. (a)

Hvad Indenlandske Sager angaaer, da blev udi dette Aar 1614 den vigtige process fortsatt mellem Doct. Hans Resen og M. Oluf Kok, hvorom er talt med Omstændighed paa et andet Sted, og var Udfaldet saa, at Doct. Resenius blev frikiendt; Og Mag. Oluf Kok blev dømt fra sit Embede, og maatte rømme Landet. Han døde faa Aar derefter i Hamborg. At Resenius ellers intet tabte af de gode Tanker

Adskilliges Død og Promotioner.

Kongen havde om ham, sees deraf, at, da Doct. Peder Winstrup Biskopen i Siælland dette Aar ved Døden afgik, lod Hans Majestet Bispe-Stolen et heelt Aar blive staaende ledig, eftersom han dertil havde beskikked Resenium, men vilde ikke kalde ham førend han var færdig med det Forsvars Skrift han havde lovet at udgive for at udslette den Mistanke udi Religionen, som M. Koks Beskyldninger havde bragt ham udi. (651)

(a) Thuan. lib. 8. tom. 4.

Men, da dette var skeed, blev han Aaret derefter Biskop udi Doct. Winstrups Sted. Foruden Doct. Winstrup døde ogsaa i dette Aar Mag. Peder Hegelund Biskop udi Ribe, af hvis skrevne Calendario, som mig er communiceret, jeg et og andet har indført i denne Historie. Det samme, endskiønt det er kort og mavert, saa er det dog tilforladeligt, efterdi alt hvad han i samme Calendario har antegnet, er skeed i hans egen Tid. Udi Norge skeede dette Aar denne Forandring, at Envold Kruse blev dimitteret fra Statholderskabet, og Jens Juel blev Statholder i hans Sted.

Hans Majestet havde siden Dronning Annæ Catharinæ Død, som skeede 1612 siddet udi eenlig Stand. Herudover raadede adskillige ham til at træde udi nyt 1615.Ægteskab, og foresloge hans tvende Søstre, nemlig Churførstinden af Sachsen og Hertuginden af Brunsvig, som i det Aar 1615 vare komne til Dannemark, en Tydsk Princesse: Men Hans Majst. lod sig da mærke, som han ingen Lyst havde til Forandring, efterdi han med den salige Dronning havde aflet mange Børn, saa at der var ingen Anseelse til, at hans Posteritet skulde udgaae, og hvis, som formodentligt var, han med en nye Dronning avlede fleere Printzer og Princesser, vilde saadan Mængde blive Riget til Byrde; saa at de derfore ikke meere talede om den Sag, men efter kiærlig Afskeed med Kongen og Enke-Dronningen, som de havde besøgt udi Nykiøbing, rejsede bort igien: Men efter deres Bortrejse tog Kongen dette i Betragtning, og endelig

Kongen indlader sig i nyt Ægteskab.

resolverede sig til et u-lige Ægteskab med Jomfrue Kirstine Munk, hvis Fader var Ludvig Munk, Lehnsmand udi Trundhiem, hvilken udi det Aar 1597 udi den Inqvisition som da efter Kongens Befaling blev holden af Arild Hvitfeld og Jørgen Friis, blev dømt fra sit Embede, og døde paa sit Gods i Jylland. Ægteskabet gik i en Hast for sig paa Lunde Bispe-Gaard i Skaane, saa at ingen vidste noget derom førend Hans Majst. selv notificerede Rigets Raad saadant. Vielsen skeede af Nicolai Sogne-Præst i Kiøbenhavn M. Mads Jensen, hvilken did hen var forskreven, med saadan Ceremonie, at Kongen rakte hende sin venstre Haand, og hun igien Kongen den Højre, som brugeligt er i de ulige Giftermaal, som kaldes Matrimonia ad Morganaticam, (652) eller til den venstre Haand. Og seer man, at Hans Majestet fandt for got at indgaae saadant Ægteskab, at de Børn, som avledes med den nye Gemahl,

Særdeles Ægteskabs Contract.

skulde ikke være de andre Kongl. Børn til Byrde; hvorfore og Conditionerne vare disse, at hun alleene skulde føre Titul af Kongens Gemahl, men ikke Dronning, og Børnene skullde ingen Rett have til Riget. Med hende levede Kongen i kiærligt Ægteskab indtil 1630, da hun faldt i U-naade, som omstændigen skal fortælles paa et andet Sted.

Efterfølgende Aar 1616 den 31 Martii døde Hertug Johan Adolph af Slesvig 1616. Holsten udi sit Alders 41 Aar, en from, sagtmodig og lærd Herre, og vidner Cypræus, (a) at han var erfaren udi alle Sprog og Videnskabe. Han stiftede Aar 1606

Hertug Johan Adolph døer.

det skiønne Bibliothek udi den Førstelige Residentz Gottorff, hvilket blev lagt an paa 3 Hvelvinger, som stode til hinanden, og forsyned med Bøger udi alle Videnskabe og rare Manuscripter; til en Erindring derom blev over Caminen udi en Steen udhugne efterfølgende Vers:

Artibus excellens, pacis Dux Janus Adolphus

Condidit & libris istud Conclave ditavit.

Ille qvidem numero libros & sedibus; at se

Mansuro, donec domus hæc erit, auxit honore

Si qva manet seris benefacti gratia seclis. (b)

Der holdes ellers for, at denne Hertug var ingen Hader af den Calvinske

Hans Characteer.

Religion, hvorudover Calvinisterne havde Forhaabning at spille Mestere udi Holsten og Slesvig udi hans Tid. Hvad, som giorde ham meest mistænkt for at favorisere den Calvinske Religion, var, at han beskikkede udi den Evangeliske Superintendents Fabritii Sted en Calvinist ved Navn Philippus Cæsar af Hessen-Cassel, saa at hans Død faldt beqvem ind for den Evangeliske Lærdoms Conservation, at han ellers ingen Elsker var af Overtroe, sees deraf, at, da en Roman-Catholsk Rigsførste begiærede af ham St. Vicelini Been, som laae begravne til Bordesholm, lod (653)

(a) Cypr. Annal. Eccl. Slesv. pag. 428.

(b) Olearii cont. Chron. Holsat. pag. 66.

han samme opgrave og hemmeligen nedsiunke, at ingen skulde drive Afguderie dermed.

Han efterlod sig mange Børn, som han havde avlet med sin efterlevende Gemahl

Hans efterlatte Børn.

Augusta Friderici 2. Dotter, nemlig 1) Hertug Friderik, (a) som fuldte sin Fader udi Regieringen. 2) Hertug Adolf, en stridbar Herre, som 1631 begav sig udi Kejserlig Tieneste, og blev omkommen udi det Slag ved Leipzig tillige med mange andre fornemme Herrer. 3) Hertug Hans, hvilken Anno 1634 blev Biskop over det Lybekske Stift, efter at han nogen Tid havde ladet sig bruge udi den Svenske Armée under Gustavo Adolpho. 4) Hertug Christian, som døde strax efter sin Fødsel, og 4re Princesser. Aaret for Hertug Johan Adolfs Død, var en overmaade stor Vandflod udi det Hertugdom Slesvig, saa at mange Mennesker omkomme. I Wydings Herred blev en Kirke bortskyllet, og 168 Mennesker druknede, og blev Broen for Slottet udi Tønder nedreven og Vandet reisede sig indtil Vinduerne. (b)

Saa snart Hertug Johan Adolph, som sagt er ved Døden var afgangen, overlagde Kongen med den unge Hertug at fuldfærdige det store Verk angaaende Førstefødselen, hvortil vare giorte Præparatorier 1608, og det paa saadan Maade. Han havde udi samme Aar stævnet Hertugen til sig i Jylland, og det gandske uformerkt, paa det at Rigets saavelsom Førstendommenes Adelskab ingen Mistanke skulde fatte der til, og søge at hindre deres Foretagende. Efter at de havde forbundet dem til Eenighed og Taushed, besluttede de at giøre Ansøgning hos Kejseren, om at erhverve Førstefødsels Rett udi Førstendommene, og at til intet giøre Stændernes prætenderte Vall-Rettighed. Til den Ende fandt man for gott at affærdige Kongens Raad Jonam

Paa hvilken Maade første Fødsels Rettigheden blev indført i Slesvig og Holsten.

Carisium til det Kejserlige Hoff, hvilken for Kongen og Hertugen erholdt af Kejser Rudolpho 2. et Diploma Primogenituræ saaledes, at Holsten, Stormarn og Dytmarsken altid skulde tilfalde den Førstefødde uden foregaaende Vall (654)

(a) Olear. Cont. Chr. Holsat. pag. 68.

(b) Chr. Holsat. pag. 65.

Dette blev dog holdet hemmeligt indtil Hertug Johan Adolfs Død; men da blev overlagt mellem Kongen og den unge Hertug Friderik, hvorledes man skulde forholde sig paa forestaaende Land-Dag for at tilkiendegive Ridderskabet det af Kejseren erhvervede Diploma om førstefødsels Rettigheden udi Holsten; thi hvad Slesvig angik, da, endskiønt det ofte af Ridderskabet blev confundered med Holsten, saa var det dog noget som ikke kom Kejseren ved, men alleene Kongen og Riget, hvorudover ogsaa Kongen som Lehns-Herre af Slesvig i det Aar 1609 havde givet et lige Privilegium for samme Førstendom. Da dette nu var vel overlagt, gik Land-Dagen for sig den 11 Novemb. 1616. Da begyndte Stænderne igien efter Sædvane at staae paa deres Vall-Rettighed og andre Privilegier: Men mit udi deres Veltalenhed blev dem forelagt den hidindtil skiulte Kejserlige Bevilning, hvilket var som et Tordenslag for dem, helst saasom Kejser Rudolphi Diploma indeholdt Trudseler imod dem, der vilde sætte sig derimod; Men intet giorde dem meere Modløse end det Danske Rytterie, som paa samme Tid var budet at comparere for at munstre ved Kolding, Item det Fodfolk, som uformærkt var ført fra Fyen ind udi det Hertugdom Slesvig.

Hertug Friderik forlehnes med Slesvig.

Hvorudover de omsider beqvemmede sig til at aflægge Hyldings-Eed til den unge Hertug Friderik, hvilken kort derefter af Kongen blev forlehned med Slesvig og Femern, og blev Lehnet imodtaget til Kolding af tvende Førstelige Gesantere.

Gesandterne vare Godske Wensin Amtmand til Gottorf, og Hans von der Wisch Amtmand til Tønderen, hvilke udi Hertugens Navn finge den 2 Decembr. Lehn af hans Majestet med sædvanlige Ceremonier. Ved denne Højtidelighed stiftede Hans Majestet en nye Ridder-Orden kaldet Sværdet, hvis Tegn var en Harnisked Arm med et draget Sværd, og bleve da slagne til Riddere 12 Herremænd, som havde holdet sig vel udi den Svenske Krig, deres Navne sees af det Vers, som Helvaderus giorde derover, saa lydende (a) (655)

(a) Helvad. Sylv. Chr. pag. 282.

Fries, Lung, Scheel, Rantzou, Rantzou tu Bildeque Rantzou,

Senckler, Sparr, & Pens, Sandberg, Scheel, partis equestris.

Dagen tilforn blev Jørgen Lunge giort til Rigets Marsk og Albert Skeel til Rigs Amiral. Denne unge Hertug Friderik var den første, der efter Jus Primogenituræ eller Førstefødsels Rett succederede sin Fader alleene, uden at gaae i Deel med sine Brødere, og maintenerede Kongen ham udi samme Rett, saa vel imod hans Brødere, som imod Stænderne, hvilke endda ikke kunde faae deres Vallrettighed ud af Hovedet. Han blev ellers en af de navnkundigste Hertuger udi Holsten, og skal der ved Lejlighed ofte udi denne Historie tales om ham.

Paa samme Tid døde Cantzleren Christian Friis til Borrebye udi sin Alders

Cantzler Friises Død og Caracteer.

60 Aar, efter at han havde været Cantzler udi 20 Aar. Han var en stor Elsker og Befordrer af lærde Mænd, som han ideligen converserede med, havde ogsaa stor Kundskab i Stats-Sager. Dog synes det, at Kongen ikke altid var fornøjet med ham, efterdi han stedse var en hidsig Forfægter af Adelens Højhed. Det lægges ham ogsaa til Last, at han contribuerede noget til Tycho Brahes Forfølgelse. (a) Han døde paa Skibet Fides ved Aggershuus, da han med Kongen reisede til de Norske Herredage. (b) Udi hans Sted blev igien beskikked til Cantzler Christian Friis til Kragerup, som havde været Prinds Christians Hoffmester, hvilken Plads Christen Thomesen Sehested nød igien efter ham. Paa samme Tid blev Jens Bielke Norges

Adskillige Promotioner.

Cantzler udi Anders Greens Sted, og er det denne Bielke, som har giort de bekiente Forklaringer over Ord i den Norske Lov; Iligemaade døde Rigets Amiral Mogens Ulfeld, en meget forsøgt Herre, der i sin Ungdom havde tient til Søes mod Tyrken. (c) (656)

(a) Gassend. vit. Tych. lib. 4. male in Tychonem affecti fuere tam Aulæ Magister qvàm Regis Cancellarius.

(b) Con. fun. Matth. Jani Medelfart.

Jeg finder i det Øvrige intet andet af Vigtighed passeret udi disse Aaringer; thi Riget var udi fuldkommen Roelighed, saa at fra den Calmarske Feide indtil den Tydske Krig, som begyndte 1625, liden Materie gives til en Historie-Skriver, Kongen holdt Fred og Venskab med alle Potentater, endogsaa med Gustavo Adolpho, hvis Dyder han admirerede, og en almindelig Fornøjelse var iblant Undersaatterne, hvilke under saadan fornuftig Regent toge daglig til i Velstand, og forfremmedes udi Dyd, Videnskab og Duelighed, hvortil de bleve opmuntrede af Kongens Exempel. Jeg har tilforn talet om denne store Konges Entrepriser paa at oplede det gamle Grønland. De tvende efterfølgende Aar 1618 og 1619 gave endda større Prøver paa hans Omsorg for Handelens Forfremmelse, og hans Begiærlighed at giøre Decouverter, som har erhvervet ham saa stort Navn udi Historien, og hvorved langt bortliggende Have og Lande ere blevne opkaldte efter hans Navn. Dette agter jeg her omstændigen at udføre, endeel, eftersom meget lidet deraf tilforn ikke er bragt udi Pennen, endeel ogsaa, efterdi jeg holder fore, at Videnskabers Forfremmelse, Handels og Manufacturers Etablissement er det som egentligen næst Gudsfrygt giør en Konge stor, og hvis Recit tienner meere til Opbyggelse end Krigers og Feltslags Beskrivelse.

Den Ost-Indiske Handel, som udi det Aar 1618 blev foretagen, og den Colonie, 1617.som blev anlagt paa de Cormandelske Kuster er det, som jeg her først maa tale om. Om samme Handels Oprindelse er kun lidet antegnet af Landets Indbyggere, uden

Begyndelse til den Ostindiske Handel.

hvad som findes udi Herr Ove Gieddes Søe-Journal, (a) hvilken dog er saa maver, at man deraf aldeles ikke kand forfatte nogen Historie, hvorudover jeg kand ikke give saadan udførlig Underretning derom, som jeg ønskede. Den Hollandske Skribent Baldeus synes at give tilkiende, at den bekiendte Nederlænder Marchelis Boshouwer Baldei Vildfarelse.bragte de Danske Folk først paa de Tanker at handle paa Ost-Indien, men han farer udi den Post, som udi adskillige andre, vild. Vel kand ikke nægtes, at denne Handel jo først begyndte ret at sættes i Verk, da bemældte (657)

(a) Diarium Ov. Gedd. manuscr.

Boshouwer kom til Dannemark, og at de første Skibe tillige med ham under Herr Ove Giedde bleve affærdigede. Men, at de Danske tilforn efter andre Nationers Exempel havde været betænkte paa den Ostindiske Handel, seer jeg af en Kongelig Bevilning til et Compagnies Stiftelse, dateret Antvortskouv den 17 Martii 1616. Forslaget om samme Compagnies Stiftelse bestoed udi 34 Artikler, hvoraf disse ere de fornemmeste. (a)

1. Art. At Kongl. Majest. vilde tilstæde udi sine Kongeriger at lade

Bevilning til et nyt Compagnies Stiftelse.

udrede for det første tvende Skibe, som til hver Reise skal giøres behov paa Ost-Indien om Capo de bona Speranza, og at ingen sig maa understaae udi tolv Aar eller saa lang Tid, som Hans Majest. det naadigst ydermeere vil tilstede, af Hans Majestets Lande her at udrede eller at seile omkring fornævnte Capo de bona Speranza, under Lifs og Gods Fortabelse.

10. Art. Hver Mand skall stande frit fore at lægge udi Handelen saa meget, som de selv vil, dog ikke mindre end 150 Rdlr. uden anderledes kand af Compagniet bevilges; og, dersom meere blev indlagt end samme Handel kunde erfodre eller have behov, skulde det ikke antages.

20. Art. Dette Compagnie skal begynde udi det Aar 1616. og skal vare udi 12 Aar, eller saa længe som Kongl. Majestet denne Handel naadigst vil bevilge. &c.

21. Saa tit og ofte der udi Penge-Kisten 15 af hundrede ere indbragte af de solte Indiske Vahre, skal strax til Participanterne samme Penninge uddeeles.

33. Til en underdanigst Erkiendelse imod disse privilegerede Artikler, skal Compagniet give Kongl. (658)

(a) Privileg. inter Acta Societatis Manuscr.

Majest. efter at Skibene fra første Reise ere igien komne, toe tusinde Rosenobler &c.

Af dette sees, at de Danske ikke alleene havde været betænkte paa, men endogsaa have giort en Begyndelse til et Ost-Indisk Compagnies Stiftelse, førend Boshouwer kom til Dannemark 1617, og at bemeldte Boshouwer ikke gav saa meget Anledning til den Indianske Handel, som at han kom belejligt til Dannemark just paa den Tid, da saadant var i Giærde. Men, førend jeg gaaer videre fort, maa jeg røre lidet om denne bekiendte Mands Historie, og Anledning til hans Ankomst hid udi Riget.

Paa de Tider, da Hollænderne søgte at giøre Portugal allevegne Afbræk udi Indien, blev en Under-Kiøbmand ved Navn Marchelis Boshouwer Aar 1612 af Staterne og Prinds Maurits af Oranien skikket til Kejseren af Zeilon, at slutte en

Prindsens af Migomme Historie

Commerce-Tractat. Boshouwer forrettede vel sit Ærende, sluttede Tractaten til begge Parters Fornøjelse, og derved kom i saadan Naade hos Kejseren, at han ikke vilde slippe ham igien. Boshouwer forblev saaledes udi Landet, hvor han blev ophøjet til stor Ære og Værdighed, blev giort til Prinds af Migomme, Geheime-Raad og General-Amiral. Alle hans prægtige Titler har jeg seet udi et egenhændigt Brev til Kong Christian 4. datered Capo de bona Speranza d. 27. Julii 1619, (a) og lyder samme saaledes: Marchelis Prince van Migomme, Coeckelecorle, Annanogoporre ende Niwitegael, Heere van de Ordre des Guldensons, Præsident van de hooge ende Krycks Raaden, Tweeden in den secreten Raadt, Amirael Capitayn, General vant Keyserryck Seylon &c.

Hvilket var all den Ære og Lykke, en fattig Under-Kiøbmand kunde vente sig udi nogle Aar. Efter at Boshouwer havde levet nogen Tid udi saadan Anseelse, fik han Lyst at giøre en Reise til Holland, maa skee for at lade sig see af sine Landsmænd, hvilket stort Dyr han var bleven. Efter indstændig Begiæring fik han endelig Anno 1615 Forlov at giøre saadan Reise. Men, da han (659)

(a) Inter Acta Societ. Manuscr.

var kommen til Holland igien, og der paastod at være agted og anseed som en Prinds af Migomme, fandt han sanden at være, som Ordsproget liuder: At en Prophet er aldrig mindre agtet end udi sit Fæderneland; Thi Hollænderne kunde ikke saa hastig faae denne Metamorphosin i Hovedet, at en Under-Kiøbmand naturlig Viis paa 2 eller 3 Aar kunde blive Prinds, og derfor ikke vilde giøre ham den Højtid, som han meenede sig at tilkomme. Herudover blev han fortørned, og begav sig Anno 1617 til Dannemark, hvor han uden

Hans Ankomst til Dannemark.

Tvivl havde hørt at Indbyggerne vare udi Arbeid med at stifte et Ost-Indisk Compagnie, og der giorde Forslag for Christianus 4. om at bringe Dannemark den Zeilonske Handel til Veje. Derpaa ilede man med at bringe det Compagnie, som man længe tilforn havde arbeidet paa, udi Stand, og Boshouwer, som allevegne lod sig give Titel af Prinds af Migomme, sluttede en Contract paa Kejserens Vegne af Zeilon, hvilken Contract blev efter Baldei Sigelse undertegnet af hans Majestet Anno 1618 den 30 Martii, hvorvel jeg har seed saadan Contract udi et Hollandsk Manuscript af dato den 2. Augusti, som sluttes saaledes: (a) Geschiet, believet,

Slutter en Commerce-Tractat med Dannemark paa Kejserens Vegne af Zeilon.

bewilliget, accorderet, versproocken, ende toogeseyt in der Conicklijcken Stadt Copenhaven den andern Augusti Anno 1618 Styli veteris.

Marchelis de Boshouwer.

Pieter van Santen.

Roland Krape.

Saa at enten forrige Datum maa ikke være rigtigt, eller der maa være tvende gange sluttet saadan Commerce-Tractat udi samme Aar.

Efter at Contracten var sluttet, begav Printzen af Migomme sig samme Aar

Første Ost-Indiske Reise under Ove Gieddes Anførsel.

med et stort Skib, og en Jagt paa Reisen til Zeilon. Compagniet udi Kiøbenhavn skikkede derforuden nogle Krigs-Skibe med; nemlig Elephanten, David, Christian, Patientia, og Kiøbenhavn, samt en Jagt kaldet Øresund, 1618. under Anførsel af Herr Ove Giedde, hvilke Skibe efter 22 Maaneders (660)

(a) Inter Acta Societ. Manuscr.

besværlige Reise landede til Zeilon 1620 den 16 Maji. Den Hollandske Skribent Baldeus skriver, at Prindsen af Migomme døde paa Vejen, hvilket dog anderledes at være, synes at beviise den Commerce-Tractat sluttet mellem Kongen af Dannemark og Kejseren, hvorudi Printzen af Migomme bliver nævned, som da værende paa den Danske Flode, der laae ved

Baldei anden Vildfarelse.

Zeilon, saa at det synes, at samme Gesantes Død er skeed noget efter Ankomsten til samme Øe. Tractaten har jeg funden trykt paa Dansk af efterfølgende Indhold:

1. Er efter den Fuldmagt, som den Zeilonske Gesandt Printzen af Migomme er medgiven, sluttet et sterkt Forbund mellem Kongl. Majest. af Dannemark og Keiseren af Zeilon, ved hvis Kraft ingen udi hans Kejserdom skal

Commerce-Tractat med Zeilon

handle uden den Danske Nation, og deres Medfølgere, og skal de nyde de kostelige Vahre, Specier, Edelstene, og hvad ellers Profit der falde kand.

2. Gesandten Printzen af Migomme skal ikke begive sig fra Skibet hverken med Frue eller Børn, men hæfte for hvis Løfte, som giort er, til saa længe Kejseren indfører saa meget Guld og Klenodie til Underpant, som Kiøbmanden forvisses paa bemeldte Underpant; hvilket forbemeldte Underpant skal igien leveres, naar Løftet er fuldbyrdet om de 3 Penge for en.

3. Skal de Danske ingen Told give for nogen Ind- eller Udførsel.

4. Er Kejseren forpligted at forskaffe Compagniet alle Kiøbmands Vahre for bedre Kiøb, end de andensteds betales, saa, at gieldte til Bantam en Sæk Peber 8 Realer, skal Kejseren det levere for 6 og saa udi andet.

5. Er Kejseren forpligted, at befodre Compagniet til videre Handel hos andre Indianske Konger og Herrer, som han staaer udi Forbund med.

|661 6. Skal det Danske Compagnie have Frihed udi Kejserens Lande med hver Mand at handle, som fri Handel tilstedes &c.

Denne Tractat, enten den er sluttet paa Skibene med Boshouwer udi Kejserens Navn, eller med Kejseren, synes at beviise, at samme Mand levede efter at Skibene vare komne til Zeilon, og at hans Død maa være skeed noget efter Ankomsten paa

Den Zeilonske Handel blir til intet.

Skibet ved Zeilon, med mindre man vil sige, at hans Navn af politiske Aarsager udi Tractaten er indført af de Danske, hvilket jeg vil lade staae ved sit Værd. Et af Herr Ove Gieddes egenhændige Breve, som mig er tilstilled, viiser, at Prindsen af Migomme levede paa Henreisen ved Cap de bonne Esperance; thi Brevet er datered Taffelbayen. Man ser ellers af samme Brev, at han har været syg af Bitterhed og Misfornøjelse over de Danske, (a) og at Conjuncturerne have været meget slibrige paa den Danske Flode, hvor Ambassadeuren vilde tilegne sig all Commando, og søgte at debauchere Amiral Gieddes underhavende Officiers, som bemældte Amiral klageligen tilkiende giver i samme Brev. (b) Man seer endelig af samme Brev, hvorledes Conjuncturerne have været udi Zeilon, nemlig at Landet har været haardt plaged af Portugiserne, og at derfore Ambassadeuren med saadan Iver har drevet paa, at de Danske skulde tage paa Portugieserne, hvor de kunde treffe dem, hvortil dog Ove Giedde vilde ikke beqveme sig, (662)

(a) Lit. Ov. Gedd. ad Cancell. Christ. Friis dat. Tafelbay die 30 Julii 1619. manuscr. autogr. Ordene ere disse: Ambassadeuren haffuer i lang Tid væritt siugh, och er endnu naaget svag. Jeg formener hannem hans Siugdom miste Partenn ex Melancholia & cholera, at haffue colligerett; thi jeg haffuer iche hørt naagen, som jo naagenlunde med Ord till Gedultt kunde bringis, excepto ipso.

(b) Ibid. Ordene lyde saaledes: Effterdi hand Dag fraa Dag, haffuer sig Commendo paatagett, och derforuden en Part aff Schibs Officererne mig u-affuidendis till deris Schib at komme haffuer forbødett.

saa at det er troeligt, at paa den Punct beroede den heele Handels Success, og at Ambassadeuren havde lovet at procurere de Danske den Zeilonske Handel med de Conditioner, at de skulde beskytte Landet for Portugisernes Overvold. Thi af en Original Contract, som mig er communicered, seer jeg, at Boushouwer paa Kejserens Vegne havde betinget et Krigs-Skib med halvtredie hundrede Soldater, hvilke som Hielpe-Tropper skulde føres til Zeilon uden Tvivl mod Portugiserne, og at Dannemark derfore skulde have en Summa af 94449 Rdlr. 3 Ort. (a) Hvorom alting er, saa seer man, at Boshouwers Død, enten den skeede for eller siden Skibenes Ankomst til Zeilon, forvirrede ganske de Danske Sager, og giorde den Forhaabning til intet, som Dannemark ved hans Middel havde fattet; Thi, da Kejseren fik at høre Boshouwers Død, vilde han ikke samtykke det, som Gesandten havde contraheret med Dannemark; Ja han nægtede udtrykkelig, at han havde givet Ordre til saadan Underhandling.

Ove Giedde, da han saae sig saaledes bedragen, lod han confisquere Boshouwers Midler for den Skade og Omkostning, han hafde bragt Riget udi. Hans Frue lod han efter Begiæring føre til Candy med nogle Jomfruer, som opvartede hende, og bekom hun saa meget af Midlerne, som kunde tiene til hendes Underholding. Baldeus siger, at Ove Giedde derpaa med uforrettet Sag reisede til Dannemark igien, hvilket er usant; thi han begav sig fra Zeilon til de Cormandelske Kuster, hvor han

Baldei 3die Vildfarelseefter

en lang og fortrædelig Negotiation, som hans Dag-Register udviiser, med Kongen eller Naiken af Tansiur erholdt det Sted Trankebar, hvor Fæstningen Dansborg blev anlagt, udi hvilken Fæstning Compagniet har holdt Besætning indtil denne Dag. Maaden, paa hvilken Trankebar blev overdragen, var denne: Da Herr Ove Giedde merkede, at der var intet ved Zeylon at vinde, og han paa samme Tid fik Skrivelse fra Roland Krape, som var udsejled med de første Danske Skibe, at Kongen af Tanjur paa den (663)

(a) Conventio Membran. dat. Friderichsb. d. 30. Oct. 1618. derudi findes disse Ord: als gelowe ick Marchelis Printz van Migomme Ambassadeur. &c.

Cormandelske Kust havde foræret Kongen af Dannemark en Bye ved Søe-Kanten kalden Trankebar, reisede han did hen, og blev af Kongen antagen med stor Pragt. Efter adskillige Handlinger, (a) kom Sagen omsider til Rigtighed,

De Danske oprette en Colonie paa den Coromandelske Kust.

og lod Ove Giedde derpaa anlægge en Fæstning, som blev kalden Dansborg. Cessionen af Trankebar findes endnu med Malebarske Bogstave gravne udi smaa lange Sølv-Plader, og er udi en af Compagniets Directeurs Signeur Holmsteds Giemme. Saa at dette Tog, langt fra at løbe frugtesløs af, lagde Grunden til den Ost-Indiske Handel, som udi meer end hundrede Aar er holden ved lige her i Riget. (b) Hvad Capital dertil udi Begyndelsen af Compagniet er nedlagt, er mig ubekiendt; at den ikke maa have været meget anseelig, synes at viise den 10 Artikel af det Forslag om Compagniets Stiftelse (664)

(a) Diarium Ov. Gedde Manuscr.

(b) Trankebar var udi Begyndelsen, da de Danske kiøbte den, lidt meer end en Landsby, men er siden udi de Danskes Hænder bleven til en anseelig Stad, og er Compagniet efter Tractater forbunded at betale aarligen til Kongen af Tansiur 2000 Perdous. Den er bleven befæsted med en stærk Muur, og dens Bastioner ere vel forsynede med Stykker. Der ere 3 Kirker udi Trankebar, nemlig en Dansk Kirke kaldet Sion. En anden for de omvendte Malebarer, kalden Jerusalem, og den 3die er en Roman-Catholsk Kirke. Derforuden er der ogsaa et stort Mahomedansk Tempel, item 5 store Pagoder, eller Hedniske Templer. Indbyggerne ere 3 slags, nemlig Europæer, Morer og Malebarer, hvilke sidste ere udi større Tall end de andre.

Stadens Territorium indeholder 15 Landsbyer, hvoraf Borejar er den største, og hart ad ligesaa sterk bebygged, som Trankebar. Den Konge, som Staden er kiøbt af, eyer kun et lidet Land, som haver omtrent 30 Miile udi Længden, og Hoved-Staden, hvor han har sit Kongelige Sæde, heder Tansiur, og findes der kun 4re befæstede Stæder udi det heele Rige. Saa det synes, at saadan en liden Konge skulde ikke være meget formidable for den Danske Colonie, sær som han dependerer af den store Mogul, til hvilken, som til Landets Over-Herre, maa betales en anseelig aarlig Skatt. Ikke desmindre, saasom han haver store Indkomster, saa kand han udi Krigs-Tider bringe en anseelig Krigshær paa Beenene i en kort Tid. Saaledes lod han sig see mod Enden af forrige Seculo med 40000 Mænd for Trankebar, hvilken han udi 9 Maaneder holdt belejret, og vilde ikke ophæve Belejringen, førend man stillede ham tilfreds med en Sum Penge.

confirmeret Antvortskov den 17 Martii 1616, hvoraf sees, at een derudi kunde blive Participant, naar han indskiød 150 Rdlr. Derfor finder jeg ogsaa af adskillige Breve og Documenter, at Handelen strax vaklede, og undertiden var færdig rent at ophæves; Thi Anno 1627 den 13 April blev indgiven en

Handelens Fortsættelse.

Memorial undertegned af J. Bram, Jacob Mikkelsen, og Jørgen Danielsen, hvorudi forestilles 1.) den slette Tilstand, Handelen var udi. 2.) At nye Participantere maa søges, eftersom de gamle ingen Penge ydermeere der til ville give. Anno 1633 finder jeg en Kongelig Befaling til tvende Professores Doctor Claus Plum, og Mester Jacob Finke, samt nogle andre Participanter om at giøre Regenskab til Kongen for det Indskud, Hans Majestet havde giort til Handelen. Og, endskiønt Kongen greeb Compagniet under Armene, saa meget som mueligt, syntes det dog ingen Fremgang at vilde have; Thi jeg finder udi en klagelig Memorial indgiven af Participanternes Fuldmægtige til Skanderborg den 12. Martii 1634, at Compagniet tilstaaer sig at være Hans Majestet 156000 Rdlr. skyldig, paa hvilken Sum de allerydmygst begiærede Afslag. (a)

Saadanne Anstød havde denne Handel strax udi Begyndelsen, hvorudover der fandtes de, som holdte, at det var tienligst den reent at ophæve; Men en og anden lykkelig Retour har sat Mod udi Compagniet igien, saa Handelen er bleven ved lige holden til denne Dag.

Aaret efter Ove Geddes Expedition til Ostindien neml: 1619. foretog sig Hans 1619.Majest. en Ting af end større Vigtighed, hvilket, endskiønt han derudi ikke reuisserede, dog haver givet ham størst Navn i Historien. Man havde længe disputeret om Grønland var landfast enten med Asia eller America. En Engelænder, ved Navn Hudsøn,

Kongen søger at finde Vej igiennem Norden til America.

havde besejlet en Bugt imellem America og Grønland, som endnu efter ham kaldes Hudsøns Bugt; Hvorvel fremmede Skribentere tilstaae, at den Ære heller tilkommer en Norsk Søemand, som for ham havde udfundet denne Bugt. (b) Der igiennem (665)

(b) Memoires de l’Amerique par de la Hontan Tom. 2.

besluttede Kong Christian at forsøge en Vej til Ostindien, og til den Ende affærdigede Anno 1619 Capitain Munk did hen med tvende Skibe. Samme Munk kom den 20 Junii af samme Aar til Cap Far vel saaledes kaldet, efterdi man der ligesom tager Afskeed med den gamle Verden.

Han sejlede siden mod Vesten til Norden mod et Sund, hvilket han gav Navn af Christian-Sund, og landede til en Øe ved de Grønlandske Kuster. Der satt han

Capitaine Munks Tog.

nogle paa Land, hvilke bragte Tidender tilbage, at de vel havde seet Fodspor af Folk, men dog intet Folk. Den anden Dag om Morgenen blev man vaer en Hob Vilde, hvilke bleve forskrækkede, da de saae de Danske, løbe hen og skiulede deres Gevær bag ved en Dynge af Steen, som laae ved samme Sted. Da de Danske hilsede dem, stillede de sig venlige an, og hilsede igien; men, da de Danske bemægtigede sig deres Gevær, som laae skiulte bag ved Steen-Dyngen, og som bestode af Buer og Piile, stillede de sig heel bedrøvede an, og gave ved Tegn tilkiende, at det var deres eneste Liggende-Fæe, hvorved de vunde deres Føde, saa Skibs-Folkene ynkedes over dem, og gave dem alt tilbage, hvorpaa de fulde paa Knæe, og takkede for saadan Velgierning. Men de Danske lode det ikke blive ved den Høflighed, de forærede dem adskillige smaae Sager, som de Vilde admirerede, og gave til Vederlag adskillige Fugle, samt Fiske, Spæk. Een af dem kastede Øjet paa et Spejl, og, da han saae sig selv derudi, blev han derudover gandske forundret, tog Spejlet, og løb bort dermed. Det, som meest gav Aarsag til Latter, var, at de vilde løbe at omfavne en Matrods, ligesom de havde kiendt ham længe, eftersom samme Matrods havde sort Haar, et brunagtigt Ansigt, en breed Næse, ligesom en Grønlænder.

Munk lættede Anker Dagen derefter, for at fortsætte sin Rejse, men maatte formedelst Iis, som kom ham i Møde, søge samme Havn igien. Men, da vilde ingen af Indbyggerne lade sig meere see, hvor megen Umage man end giorde sig for at lokke dem til Strand-Bredden. Man fældede der paa Øen en stor Hob Rehns-Dyr, og derudover lod den kalde Rehnsund, ligesom man gav Havnen Navn af Munkenæs efter Capitainens Navn. Munk plantede (666) der Kongens Vaaben, og begav sig den 22 Julii derfra igien. Derpaa udstod man stor Besværlighed formedelst Storm og Driv-Iis, saa at man med stor Nød biergede sig imellem 2 Øer, liggende paa 62 Grader og 20 Minuter. Der saae man ingen Mennesker, men en Mængde af Harer, hvorudover man kaldede Strædet Haresund. Den 9 Augusti reysede Munk fra samme Øer, sejlede Vest-Sydvest, og kom til den sydlige Kust af Christians Sund. Igiennem samme løb han ind udi Hudsons Bugt, og kaldede den Side, som vender mod America, Mare novum eller det nye Hav, og den anden Side mod Grønland, Mare Christianum eller Christians Hav. Der sejlede han Vest-nordvest indtil 63 Grader 20 Minuter, da han omsider blev saaledes omringet af Iis, at han maatte tage Vinter-Leje udi en Havn, som efter hans Navn blev kalden

Munkes Vinter-Leje udi Grønland.

Munks Vinter-Havn. (a) Der lod han reparere Skibene, saa meget som Tid og Sted tillod, og giordte Anstalt til Vinter-Leje. Man fandt ingen Folk paa Kusten, men mange Fodspor dertil, blant andet adskillige store Steene oprettede som Altere, hvorpaa var lagt Kull. Man fandt ogsaa en Steen, hvorpaa var afmalet en Dievel med Horn og Kløer, saa at man deraf kunde see, at der ikke alleene var Folk, men endogsaa en slags GUds-Dyrkelse paa samme Sted.

De Danske, saasom de mærkede, at de maatte blive der Vinteren over, lode oprette smaa Hytter, og forsynede sig med Brænde og Vildt til deres Føde. Munk fældede selv først en hvid Biørn, hvilken han aad med Skibs-Folkene, og fandt Smag udi det Kiød, som han selv udi sin Beretning vidner. Man fældede ogsaa adskillige Harer, Ager-Høns, og andre Fugle, som udi Norge ere gemeene, iligemaade nogle Maar og Ræve, saa at man havde Forhaabning at begaae sig vel Vinteren over, men Vinteren blev saa sterk og haard, at der fandtes Iis fra 300 til 360 Fod tyk, Øll, Viin, og Brændeviin frøs udi Fadene indtil Bunden, saa at Baandene derpaa braste, og man maatte hugge Viin og Brændeviin i (667)

(a) Itinerar. J. Munck. pag. 53. hans egne Ord ere disse: Og haver jeg kaldet samme Havn efter mig selv Jens Munkes Bay.

Stykker med Øxe, paa det at det kunde tøe op ved Ilden. Dersom man af Vanvare lod blive Vand udi Tin- eller Kobber-Kar om Aftenen, fandt man, at de vare brustne om Morgenen. Denne

Skibs-Folkene omkomme af Kuld.

forfærdelige Kuld, saasom den ikke sparede Jern og Kobber, saa sparede den ej heller Folket. Den eene af de Danske faldt udi Svaghed efter den anden, og Sygdommen tog til med Frosten. Sygdommen begyndte med Tarme-Løb, som holdt ved indtil den Syge døde. Saadan var Tilstanden Vinteren over, og Svagheden formeerede sig mod Foraaret; Thi da faldte Tænderne dem af Munden, saa at de kunde ikke æde Brødet, uden det var igiennem blødt. Endelig tog udi Maj-Maaned Plagen Overhaand, da kom der Blodgang blant de Overblevne, hvilke borttørredes, bleve sorte, blaae og værkbrudne, og hvor een døde, der blev han liggende; thi der var ingen, som kunde begrave ham. Munk selv faldt omsider udi Svaghed tillige med de andre den 4. Junii, og laae udi 4re Dage udi sin Hytte uden Føde. Hvorudover han giorde sit Testament, ombedende de Reisende at begrave ham, og at bringe Kongen af Dannemark det Dag-Register, han havde giort over sin Reise. (a) Men, efter at de fire Dage vare forløbne, befandt han sig noget bedre, saa at han gik ud af sin Hytte, for at see til Skibs-Folket, af hvilke han fandt ikkun 2 levende af 64, som han havde bragt med sig.

Det var ikke liden Glæde for disse to arme Mennesker at see deres Capitain endda udi Live. De opmuntrede hin anden at leve, skiønt de saae ikkun lidet Tegn dertil; thi dem fattedes Levnets Midler. De rodede udi Snee for der at finde Urter, som laae skiuldte derunder. De fandte til Lykke nogle Rødder, hvilke vederqvægede dem saaledes, at de inden faa Dage komme til Kræfter igien. Endelig, da Iisen blev optøed, begave de sig paa Fregatten, og lode det store Skib blive. Den 16. Julii 1620 ginge de til Seils, men de bleve strax saaledes incommoderede af Driv-Iis, at de tabte deres Sluppe, og havde stor Møje med at redde Skibet, hvis Roer gik i Stykker. Endelig reddede de sig udaf disse Besværligheder, fandte Sluppen igien, og komme lykkeligen igiennem (668)

(a) Itinerar. J. Munck. pag. 51.

Christians-Sund udi det store Hav. Men der angreb dem en heftig Storm, hvilken bragte dem til nye Fortvivlelse, thi, saasom de vare ikkun 3 Mennesker, maatte de uden Ophør arbeide, for at conservere Skibet. Dog

Munk kommer selv 3die tilbage.

overvandt de ogsaa denne Ulykke, kom den 21. Septembr. udi en Norsk Havn, og endeligen nogle Dage derefter til Kiøbenhavn, efterat de havde udstaaet alle de Besværligheder, som Mennesker kand underkastes.

Hans Majestet lod derpaa vel fare den Forhaabning han havde giort sig om at finde Vej igiennem Norden til Indien. Men Capitaine Munk, efter at han havde opholdet sig nogle Aar udi Dannemark siden den ulykkelige Reise, og imidlertid nøje eftertænkt de Feil, som man af Uvidenhed havde begaaet paa denne Reise, fik han Lyst at forsøge Lykken end eengang, og til den Ende overtalede nogle Adelsmænd og Borgere udi Kiøbenhavn at oprætte et Compagnie og at udryste 2 Skibe, som han skulde føre. Men, da alle Anstalter vare giorte, og Munk stod gandske Reisefærdig, blev han siug og døde, og saaledes blev det heele Verk til intet. Der fortælles, at, da

Munks Endeligt.

han til Afskeed talede med Kongen, og Kongen efter lang Tale mældede om den forrige Reise, og Munks slette Opførsel derved, svarede Munk ham noget haardt og ubetænksomt, hvorover Kongen blev fortørned og stødte ham med sin Stok; Og at Munk der paa gik hiem, vilde ikke spise udi nogle Dage, og endeligen døde af Sorg; Saaledes bliver gemeenligen denne Historie fortaalt, og lader jeg den staa ved sit Værd. Iligemaade det som anføres særdeles Merkværdigt om denne store Konge, at alle de, som han lagde Haand paa udi Hastighed, ligesom hensvandte, og kunde aldrig komme sig igien.

Disse mange kostbare og besværlige Tog viise, hvilken stor Curiositet der var hos denne Konge, og hvor meget Landets Opkomst og Handelens Forfremmelse laae ham paa Hiertet. Undersaatterne, opmuntrede af hans Exempel, toge sig paa at forsøge det samme, og sparede ingen Omkostning derpaa; thi aldrig har Folk udi Dannemark været meere hurtige, arbeidsomme og begiærlige efter Videnskaber end under denne store Konge, hvorfore alle Fremmede, som i de Tider have skrevet om Dannemark, tale med (669) stor Berømmelse, saa vel om store Stats-Ministrer som om grundige lærde Folk, der fandtes saa vel blant Adel, som Borger-Standen. Man veed, at Rigets Hoff-Mester siden af Curiositet paa egen Bekostning affærdigede et Skib til Spitzbergen, som ligger paa 78 Grader, for at erkyndige sig om samme Lands Egenskab, og der til brugte en forfaren Naturalist ved Navn Leonino en indfød Spanier, (a) hvilken nøje udforskede dette Land, som formedelst Kulden ikke kand beboes, og førte med sig tilbage hvide Biørne og andet, som dette fæle Land producerer.

Hvad ellers indenlandske Sager angaaer, lod hans Majest. disse Aaringer publicere adskillige nyttige Forordninger, hvis Titler jeg i det ringeste ikke kand efterlade her at inføre, i sær efterdi dette mit Verk er skrevet meere for Indlændiske end Udlændiske, og meere for at give Underretning om Rigernes Tilstand og Beskaffenhed, end for at behage. Udi det Aar 1616 lod han publicere en Forordning (b) om forgiældede Adels Personers Arrest, at den, som lader en forgiældet Herremand sætte,

Adskillige Kongelige Forordninger.

skal give Ugentligen til hans Underholding 32 Skilling Danske, og til Vægteren 16 Skilling, hvilket giver tilkiende, at man da kunde komme lettere ud med en Mark, end nu omstunder med en Daler. Udi samme Aar forordnede han, at alle de, hvilke som Hoffmestere skulde føre Ungdommen an Udenlands, skulde først examineres af Superintendenterne. (c) Af hvilken Forordning sees hans Omhyggelighed for Religionens Conservation, efterdi Erfarenhed lærer, at mange unge Mennesker letteligen blive forførte paa fremmede Steder. Udi samme Henseende udgav han en Forordning Aaret derefter 1617, at Danske Bøger, som paa fremmede Steder trykkes, ikke maatte indføres udi Riget. (d) Og, saasom hans Majestet havde vit Indseende med de Ting, som anginge Undersaatternes Næring og Tarv, saa havde han besynderlig Omsorg for at indskrænke Folkes Brug og Næring, saa at den eene skulde ikke (670)

(b) Edict. sub dato Hafn. 1616. d. 4. Julii.

(d) Edict. sub dato Scanderb. die 23. Januarii 1617.

falde den anden ind udi Handelen, samtlige til Skade og Fordervelse, ja dette gik saa vidt indtil at forbyde Viinhandlere at selge meere end et Slags Viin, hvilket sees af en Forordning publicered i samme Aar, hvorved dem, som selge Rhinsk Viin, forbydes at holde anden Viin tilfals. (a) Efterfølgende Aar lod han udgaae en Forordning mod Dueller, og giver samme Forordning tilkiende, at saadant maa have været meget gangbart; Derudi giøres den Forskiel imellem Adel og Uadel, at de sidste, som fældes i Dueller, forbydes Christen Jord. (b) For at indskrænke Overdaad, blev samme Aar forordnet, at ingen maatte bære Guld- og Sølvsnorer uden Adelsmænd, som ere til Hove. (c) I samme Henseende blev ogsaa efterfølgende Aar en Forordning publicered om Adelige Brølloper, og er det merkeligt, at dem forbydes at frembære varm Mad, thi Ordene ere disse: Eptersom vi erfare, at en Diell af Adelen til deres Brölluper Skauffessen saa oc varm Mad lader frembære. (d) Endelig gik ud samme Aar en Forordning mod Løsgiængere, og er derved merkeligt, at Forordningen befaler ingen fuldkommen Tieneste Karl at gives højere Aarlig Løn en 7 Daler beregned til 80 Skill. Danske; (Dal.) (e) Det vilde blive for vitløftigt at tale om de andre. Jeg haver allene anført disse for at viise Regieringens Genie, og hvilke Feil denne Konge mest søgte at hæmme, iligemaade for at tilkiende give de Danskes Inclinationer, og Levemaader paa de Tider. Jeg skal ellers ved Lejlighed opregne flere. Men begiver mig nu efter Ordenen til andre Sager igien.

Hvad som bragte Hans Majst. til de mange Entrepriser, hvoraf en liden Deel

Kongens store Activitet.

ikkun endnu er anført, var endeel hans naturlige Hurtighed; thi ingen Konge var større Hader af Ørkesløshed, og større Elsker af Arbejde, saa at der fortælles, at han kunde ikke liide, at Haandverks Folk holdte op med deres Arbejde for (671)

(a) Hafn. die 28. Junii 1617.

(b) Hafn. die 1. Maji 1618.

(d) Hafn. die 1. Julii 1619.

(e) Hafn. die 16. Novembr. 1619.

at hilse ham. Derfore vare ogsaa alle Arbejdere flittige og aarvaagne, efterdi Kongen lod sig undertiden indfinde Klokken fire om Morgenen paa de Steder hvor publiqve Arbejde dreves, og det ikke alleene i Kiøbenhavn, men endogsaa i Provintzerne, hvilke han oftere besøgte end nogen Konge i Dannemark, thi hans heele Liv var en stedsvarende Rejse, og seilede han engang heele Norge omkring forbi Nordkapet til Moscovien, hvilket ingen Konge hverken før eller siden haver giort. Den anden Aarsag til Kongens mange Entrepriser var den Fred og Roelighed, som Rigerne vare udi, da fast alle andre Europæiske Lande vare indviklede i Krig. Herudover flygtede adskillige St. Petri Kirke giøres til en Sogne-Kirke for Tydske.

betrængte fremmede Folk paa de Tider og i sær en Hob Tydske, som formedelst Religionen vare forfuldte udi deres eget Fæderne-Land, til Dannemark, og lod hans Majestet for deres skyld Anno 1618 giøre St. Petri Kirke i Kiøbenhavn til en Sogne-Kirke, som den endnu er. Samme Kirke var for Reformationen Dansk, og de Sogne-Folk, som dertil hørede, boede i Kiøbenhavns Nørre og Vester Qvarteerer, men efter Reformationen, da dens Sogne-Folk bleve lagde til andre Kirker, hørte GUds Tienesten længe op udi St. Peders Kirk, ja Kirken blev forvandled til et Gethuus indtil 1585, udi hvilket Aar Kong Friderik indrømmede den til de flygtige Tydske, og dertil beskikkede en Præst, som een gang om Ugen skulde prædike. Udi saadan Tilstand var St. Petri Kirke indtil det Aar 1618, da Christianus 4. giorde den til en Sogne-Kirke (a) og beskikkede dertil tvende Præster, som til denne Dag ere underholdne. Saaledes var Dannemark betrængte Folkes Tilflugt paa de Tider, saasom samme Rige frem for andre var kroned med Fred og Velstand. Men, som ingen Ting er fuldkommen, saa var Riget udi det Aar 1619 plaget med smitsom Sygdom,

Pest udi Siælland.

thi der grasserede samme Aar en Pest, af hviken omkomme udi Kiøbenhavn og Siælland over 14000 Mennesker. Medens denne Plage varede, opholdt Hans Majest. sig udi Slesvig, eftersom Førstendommet var fri for samme Ulykke.

Udi dette Aar blev holdet et Mode til Segeberg i Holsten, hvorudi den Tvistighed om det Svabstedske blev afgiort, saa at (672)

(a) Resen. excerpt. Manuscr.

der faldt saadan Dom, at det Gottorpske Huus blev frakiendt det Gods, som udi Hertug Adolfs Tid var lagt under Gottorps Huus, og taget fra Stiftet Svabsted. Hertugen, for hvilken samme Gods var heel belejligt, søgte at mageskifte sig det igien for andet Gods, men kunde saadant ikke erholde. Medens Kongen denne gang var i Holsten, fik han Visite af begge sine Søstre Churførstinden af Saxen og Hertuginden af Lyneborg. Paa samme Tid døde tvende anseelige Mænd, (1.) Jonas Charisius, som af en Præste-Søn fra Nykiøbing op avancerede til at blive Kongens Raad. Han efterlod sig en Søn ved Navn Peter Charisius, som af Kong Friderik 3. blev nobilitered. (2.) Døde Rigets Marsk Jørgen Lunge, som i sin Ungdom havde tient under Kong Henric 4. af Frankrig, og ladet see stor Tapperhed i den Calmarske Krig. (a)

Imellem Dannemark og Sverrig havde siden den Siørødske Fred ingen Misforstaaelse været, thi Kong Christian for at undflye all Lejlighed til videre Misforstand, vilde, som for hen er sagt, ikke bemænge sig udi de Liflandske, Polske, eller Moscovitiske Sager. Gustavus Adolphus søgte ogsaa paa sin Side at conservere den mellem Rigerne sluttede Fred. De resterende Penge for Elsborgs Løsning gave alleene Anledning til nogen Difficultet, hvilken dog dette Aar blev hævet, efterdi Gustavus Adolphus betalede forbemeldte Restance, skiønt ikke uden med Vanskelighed, hvilket sees af Kongens Skrivelse til Andreas Synkler, hvorudi han exprimerer sig saaledes; Den Summe Penninge, som udi nerverendis Aar for Elsborrig skulle erleggis, er, GUd være loffuit, mod alle Folkis Opinion nu erlagt: dog thed holdt gandske haardt. (b) Gustavus rejsede siden udi egen Høje Person til Dannemark for at holde en venlig Samtale med Kong Christian. Denne Samtale skeede til Halmstad den 25 Febr. (c) Der talede begge Konger meget fortroeligen (673)

(a) Con. fun. Chr. Joh.

(b) Epist. Chr. 4. ad Andr. Synckler dat. Antvortschow 10 Febr. 1618. manuscr. autogr.

med

Samtale mellem Christ. 4. og Gustav. Adolph. til Halmstad.

hin anden, og siger den Svenske Historie, (a) at, da den eene lærte ret at kiende den anden, lode de sig forlyde, at, endskiønt de ikke regierede over de mægtigste Riger, saa meenede de dog, hvad deres Personer angik, ingen Konge at eftergive, hvilket ogsaa uden Vanitet kand siges; thi de Nordiske Riger havde aldrig haft meere fuldkomne Regentere. Der blev da saa stort Venskab stiftet imellem dem, som mueligen stiftes kand mellem Naboe Konger. Efter at en fortroelig Samtale havde været holden udi nogle Dage, tog Gustavus Adolphus Afskeed, og blev den 2 Martii ledsaget af mange Danske Ryttere og Fod-Folk ind udi Sverrig igien. (b) Ellers er det merkeligt, at Halmstad kort derefter af Ildebrand blev ødelagt.

Efterfølgende Aar 1620 opvaktes en Trætte mellem Dannemark og Græv Ernst 1620. af Skauenborg, hvortil Aarsagen var denne: Græven af Skauenborg blev af Kejser Ferdinando 2 satt udi Førstelig Stand, og bekom Titel af Første af Holsteen.

Til dette at forstaae, er fornødent at gaae lidt tilbage udi Tiden for at viise, hvad

Trætte med Græven af Skauenborg.

Anledning samme Græve af Skauenborg kunde have til at forlange saadan Titel. De sidste Græver af Holsten nedstammede af det Skauenborgske Huus, som er et Græveskab udi Westphalen. Da nu Adolphus Hertug til Slesvig og Græve til Holsten døde 1459 uden Livs Arvinger, faldt Slesvig, som et Dansk Lehn til Riget, men om Successionen udi det Grævskab Holsteen opvaktes Trætte mellem Kong Christian 1. og Græv Otto af Skauenborg. Kongen meenede sig dertil at være meest berettiged, saasom næste Blods-Forvandter, efterdi han var fød af Hertug Adolffs Søster Hedevig. Græv Otto derimod formenede sig at være nærmest for tvende Aarsagers Skyld. (1.) Efterdi han var den afdøde Hertugs proximus agnatus, eller næste Slægt paa Fæderne Side. (2) Efterdi udi det Aar 1390 var slutted en Arve-Pagt mellem de Holstenske og Skauenborgske Græver, at det eene Huus skulde succedere det andet.(674)

(a) Puf. hist. Svec. p. 663.

(b) Excerpt. ad hist. Chr. 4. manuscr.

Græven paastod strax at komme udi Possession af Holsteen og Stormarn. Kongen derimod gik sagtmodigere frem og underkastede Tvistigheden de Holsteenske Stænders Kiendelse, hvorved han erholdt Præference. Græven af Skauenborg, da han saae, hvor vanskeligt det vilde blive for ham, at trænge igiennem med sin Fodring, efterdi Landet havde antaget Kongen, lod han udi det Mode, som 1460 blev holdet til Oldeslo, Sagen udi Mindelighed forliige, afstod sin Rett til Holsteen og Stormarn med Kejserens Bevilning, og lod sig nøje med 53000 Rinske Gylden (a) paa Terminer at betales, item med Pinnenberg. Dermed acqviescerede saavel Greve Otto, som hans Efterkommere indtil Christiani 4. Tiid, da Græv Ernestus endeel i Henseende til det Pinnenbergske Grævskab, som han ejede udi Stormarn, endeel ogsaa, efterdi han var udi Forvantskab med de gamle Græver af Holsten, anholdt hos Kejser Ferdinand 2 om Titul af Første til Holsteen, hvilken han ogsaa Anno 1619 erholdt. Derover kunde Kongen af Dannemark, saasom Første af Holsteen, ikke have andet end Aarsag at besværge sig først udi Skrivelse til Græven, hvis Indhold var dette:

(b) Hans Majestet kunde ikke noksom forundre sig over, at Græven vilde tage sig Førstelig Titul af Hans Majestets Arve-Førstendom Holsteen, hvilken hans Formænd aldrig havde ført, ej heller kunde føre med Billighed, eftersom det er klart for meere end halvandet hundrede Aar siden, at Kong Christian den 1ste Højlovlig Ihukommelse haver afkiøbt det Førstendom af Græven af Skauenborg (c) for 43000 Gylden, hvorfor Græven, saavelsom hans Formænd ingen Rett kunde have til at føre Titul, hverken af Græve eller Første af Holsteen; thi de Huuse Pinnenberg, Hatesborg, og Bramstet, som vare reserverede til (675)

(a) Hvitf. pag. 891.

(b) Londorp act. publ. part. 2. pag. 404. seq.

den Skauenborgske Stamme, ligge ikke udi det Førstendom Holsteen, men udi Stormarn. Hans Majestet samt Førsten af Holsteen skikkede et Brev til Kejseren, hvorudi blev forestillet den Uret, som dennem derved skeede, og begiærede, at Hans Kejserlige Majestet vilde ved et Mandatum Cassatorium mage det saa, at Græven af Skauenborg maatte holde sig gandske fra saadan Titul. Men, saasom Hans Majst. fornam, at Græven ingenlunde med det gode vilde lade sig sige, faldt han med en sterk Armèe Anno 1621 ind i Grævens Lande, nødde ham til at afstaae den Førstelige Titul af Holsteen, og skrive sig Rigs-Første og Græve Bliver bilagt.af Skauenborg, samt at give til Hans Majestet 50000 Rigsdaler for den Omkostning han havde giort paa sin Krigs-Hær.

Saaledes endtes denne Tvistighed, varende hvilken, Kongen efter sin Sædvane ikke forsømmede indenlandske Sager; thi han lod i samme Aar den Danske Handel til Forfremmelse stifte et Islandsk Compagnie til Kiøbenhavn. Hamborgere og

Det Islandske Compagnies Stiftelse i Kiøbenhavn.

Bremere havde tilforn Island udi Besejling under en vis Recognition; Men hvad de egentlig havde givet til Erkiendelse for saadan Frihed, skal jeg ikke kunne sige, efterdi jeg intet har fundet derom. Denne Konge, som saae dybere ind udi Handelen end andre, holdt for, at det var billigt, at hans egne Undersaattere profiterede af den Islandske Handel, hvorudover han udi det Aar 1619 tog den fra Hamborgerne og Bremerne, og efterfølgende Aar 1620 stiftede et Islandsk Compagnie til Kiøbenhavn, og gav samme Compagnie herlige Privilegier, saa at det fik ikke alleene Islands, (a) Ferrøes og Hethlands, men endogsaa Nordlands Handel, hvilken Compagniets Interessentere dreve udi meer end 40 Aar indtil 1662, da det ved en Forordning blev ophæved. (b) Det Fornemmeste, som i den Tid tildrog sig, var, at

Samme Compagnies Skiebne og Decadence.

Tyrkerne udi det Aar 1627 komme under Island, faldte ind udi Grinde-Vig og Westmands Øe, og bortførede en stor Hob Folk udi Slaverie til Algier tillige med et (676)

(a) Diarium Societ. Isl. manuscr.

(b) Edict. Frid. 3. Hafn. die 7 May 1662.

Skib og dets heele Rustning, og maatte Kongen 1629 løse Fangerne tilbage. Den Ulykke foraarsagede, at Compagniet blev ophævet, og blev Udfaldet saaledes, at den som havde indskudt i Compagniet 1000 courante Daler fik hen ved 500 Daler igien, og den, som havde ikkun indskudt 200 courante Daler fik intet tilbage. Hvad ellers videre udi disse Aar passerede, og hvorledes Compagniet rejsede sig igien er mig u-vitterligt. Jeg finder alleene, at Compagniet betalede til Kongen udi Forpagtning for hver Havn en Portugallöes, af hvert Skib til Lehnsmanden eller Stikts-Amtmanden 16 specie Rigsdaler, foruden en vis Sum af Westmands Øe til Kongens Faderbur. (a) Handelen har siden været adskillige Forandringer undergivet, skiønt den stedse siden denne Etablissement, som af Christiano 4. skeede dette Aar, er forbleven hos Landets Indbyggere alleene, og endnu drives af Kiøbenhavns Borgere, som have den udi Forpagtning. Udi samme Aar stiftede Kongen det Gymnasium udi Odense, som endnu florerer.

Medens dette forrettedes udi Dannemark, og Kong Christian saaledes pyntede paa sine Riger, var moxen heele Europa udi Flamme. Gustavus Adolphus tumlede sig om med Polakerne udi Lifland. Hollænderne figtede for deres Frihed imod Spanien, og det heele Protestantske Tyskland figtede for dets Religion og Frihed imod Kejseren, hvilken, efter at han havde skildt Churførsten af Phaltz ved sine Lande, udspredde sin Magt over heele Tyskland. Dette foraarsagede, at efterfølgende Aar blev holden

Mode til Segeberg angaaende de betrængte Protestantske Førsters Haandhævelse udi Tydskland.

en stor Samling til Segeberg udi Holsten, hvor Kongen udi egen høje Person lod sig indfinde tillige med Engelske og Svenske Ambassadeurs. Den Landflygtige Churførste af Phaltz var der og selv tilstede tillige med Hollandske, Brandenborgske og adskillige andre Protestantske Førsters Gesantere. Alle aabnede Øjene over dette Mode, sær det Østerigske Huus, som bestoed af Spanien og Keiseren, hvilke kunde giette sig til, at det sigtede paa et Forbund imod sig. Hvad som ellers udi denne Samling forhandledes, blev ikke kundgiort. Man seer alleene af den Danske (677)

(a) Diarium Societ. Isl. manuscr.

Ambassade, som strax derefter blev skikket til dette Keiserlige Hoff, item det Brev, som Kongen skikkede til den Keiserlige General Spinola, at man arbeidede paa den Phaltziske Churførstes Restitution. Det Brev, som Kongen tilskrev Spinola, lyder saaledes:

Vi have fornummet med megen Fortrydelse, at I er rykket med Eders

Kong Christians Brev til den Kejserlige General Spinola.

Krigs-Hær ind udi Kiernen af Riget, og midt udi Høj-Tyskland, hvor I haver indtaget med Magt mange Stæder, Slotte og Fæstninger udi Phaltz, ja videre, at I øve samme Vold paa andre Stæder udi Riget, enddogsaa paa dem som tilhøre Enker og Faderløse, som intet Ont have giort, og som ikke kand mistænkes for at ville giøre Keiseren mindste Fortred, og at I bebyrde de samme med haarde Contributioner. Dette altsammen foraarsager, at de næst angrændsende Førster leve udi Frygt, at samme Vold skal øves ogsaa i deres Lande, sær eftersom I dermed have truet dem, hvis de ikke afskaffe deres Krigs-Folk og Besættninger, som de holde til deres Landes og Stæders Forsvar, iligemaade, dersom de ikke renoncere paa deres Alliancer, hvilke dog ved gudommelig og menneskelig Ret, og efter Rigets Constitutioner, og Caroli 4. gyldene Bulle dem altid have været tilladte at indgaae og bestyrke sig med, og endelig, dersom de ikke vilde give fri Passage til Eders Tropper udi deres Lande, naar paaeskes. Og, saasom deslige Opførsel strider ikke alleeneste imod de Keiserlige Constitutioner, Tydsklands Frihed, og den allmindelige Fred, men endogsaa imod de Patenter, som Hans Keiserlige Majestet selv har publiceret for den allmindelige Sikkerhed, saa kand vi ikke taale, at Rigets Stænder vore Forvantere og Paarørende blive under (678) trykte. Beder Eder derfor venligen, at I ingen Aarsag give os til at gribe til Vaaben for deres Forsvar, men at I staae fra Eders Foretagende, og at I evacuere de Stæder, som I have indtaget, og give dem deres rette Herrer og Eyere igien &c.

Det Gesantskab, som blev skikket til Wien, handlede ogsaa om samme Sag, sær om den Phaltziske Churførstes Retablissement. Keiseren lod derpaa svare, at de Executioner, som vare skeede imod Pfaltz og andre gienstridige Førster, kunde ikke

Handel angaaende Churførsten af Pfaltz.

blive revocerede, men maatte nøje efterleves efter Rigets Constitutioner og Capitulationer. Ambassadeurerne svarede dertil, at deres Konges Tanke var ikke at bemænge sig udi de da værende Stridigheder, men alleene at befodre Fred og Roelighed udi Riget, og en bedre Foreening mellem Hovedet og Læmmerne. Hvorpaa Keiseren endelig lod dem tilkiende give, at han havde berammet en Rigs-Dag til Regensborg den 24 Junii for at examinere og overlægge disse Ting med Rigets Stænder.

Saaledes seer man, hvor meget Kongen tog sig de betrængte Protestantske Førster an, endskiønt han i det Øvrige var ikke meget fornøjet med Churførsten af Phaltz, som endda førte Titel af Konge i Bøhmen, i sær med hans Forhold udi Prag, hvor han havde ladet nedrive Billeder og Ornamenter saa vel af de Evangeliske, som af de Roman-Catholske Kirker, hvorudover han udi den Forsamling, som holdtes til Segeberg, viisende paa et Crucifix, som hang i et Gemak, sagde til Chur-Førsten: See der hænger ogsaa et Crucifix, hvis det havde staaet i Prag, havde det ogsaa været nedrevet. (a) Han vilde ej heller give Churførsten Titel af Konge i Bøhmen, saa at man deraf seer, at den Intercession var ikke saa meget i Faveur af Churførst Friderik, som i Henseende til Kong Jacob af Engeland bemældte Churførstes Sviger-Fader, item i Henseende til de Protestantske Førsters Beskyttelse i Allmindelighed, og for at hæmme det Østerrigske Huuses tilvoxende Magt; thi samme Huus dominerede da (679)

(a) Aitzema tom. 1. pag. 91.

saaledes udi Tydskland, at alle angrændsende Potentater bleve allarmerede derover. Hvad Bekymring saadant foraarsagede hos Kong Christian sees af et egenhændigt Brev skrevet Aaret derefter til Cantzler Christian Friis, hvorudi findes disse Ord: Min Gesanter er kommen fra Keiseren igien, haffuer intet kundet erholle paa Phaltz-Greffuens Vegne, og staar alting selsom der sammesteds til. Dij faarer skarp affsted med Religionen, siunes at ville følge store Forandringer &c. (a)

Udi slige Conjuncturer kastede Kongen Øje til de foreenede Provincier, holdende for at deres Venskab kunde besynderlig være ham tienlig, hvis han nødedes til at bryde løs med Keiseren. I den Henseende affærdigede han samme Aar Rigets Canceler Uhlfeld til den Hag, hvilken ved sin Ankomst foreslog Alliance mellem Handel med de foreenede Provincer.Dannemark, og de foreenede Provincier, tillige med samme Forslag anholdt ogsaa Gesanten om de foreenede Provinciers Bistand udi den Danske Prinds Frideriks Ansøgning at blive Coadjutor udi det Erke-Stift Bremen, og blev han derudi understøttet af den Engelske Gesant Robert Amstruter. Denne Handel med de foreenede Provincer

foraarsagede stor Jalousie hos det Østerrigske Huus, og besværgede sig den Keiserlige General Spinola derover til Brüssel for den Danske Commissario Strick. Alliancen, som blev sluttet mellem Kongen og de foreenede Provincier, bestoed af 8 Artikler, men saasom deri tales intet uden Generaliter om Venskab, vil jeg dem her ikke anføre. (b) Denne Tractat blev strax ratificered af Staterne, men ikke af Kongen, hvilken opsatt den til videre Forhandling udi Bremen. Uhlfeld begav sig derfra paa Hiemreisen igien, efter at han var bleven regalered med en Guld-Kiede af 1000 Rdlr. Værdi og 200 Gylden, som skulde deeles blant hans Domestiquer. (680)

(a) Epist. Chr. 4. ad Cancell. Christ. Friis 2 Julii 1621. manuscr. autogr.

(b) Foedus inter Chr. 4. & confoed. Prov. Hagæ Comitum die 9 Aug. 1620 ap. Aitz. tom. 1. pag. 93.

Men, saasom denne Alliance var ikkun som et Compliment-Verk, saa anholdt

En selsom Hendelse med en Hollands Commissario.

Kongen paa nye hos Staterne om en Sammenkomst til Bremen. Did hen bleve skikkede fra Holland, Paeuw, Leicklama, Haersolte og Schaffer. Men da de paa Vejen komme ind udi et Herberge i Delmenhorst, løsede en af disse Herrer en Pistol, som laae paa Bordet mod Veggen, meenende, at den var af Steen, ligesom udi Holland. Men Kuglen gik igiennem Veggen, og traf en Rytter, som deraf døde, hvilket indjog saadan Skræk udi denne Hollandske Commissario, at han reisede tilbage, (a) og turde ikke bivaane Modet: Men de andre traadde udi Conference med

Congres til Bremen.

de Danske Commissarier, og vare de Puncter, som bleve forhandlede, disse: hvilken og hvor stor Undsætning den eene skulde giøre den anden. Iligemaade om Handel og Vandel, om Tolden i Øresund, og nogle Tvistigheder mellem Danske og Hollandske Undersaattere udi Ost-Indien. Men, som Kongen forsømmede ingen Lejlighed for at faae sin anden Søn Friderik promoveret til Erke-Bispedommet i Bremen, saa blev og den Sag paa nye pousseret. Thi, siger en anseelig de Tiders Skribent, det gik ham, saasom gemeenligen skeer, at ingen spiller en fremmed Personage, han spiller jo sin egen derunder. Thi, endskiønt Kongens fornemste Øjemerke var at understøtte de forfaldne Protestantske Sager, og at contra ballancere den store Østerrigske Magt, saa forsømmede han ikke at extendere sin egen, og at bringe det Stift Bremen til sit Huus, tragtende først at bringe Coadjutoriet paa hans Søn, og siden Successionen udi Stiftet. (b) Men denne gode Konge var derudi ikke at fortænke, at han søgte sine Børns Promotion, og var det langt lovligere ved Tractater og Negotiationer at giøre sit Huus mægtig end ved Sværdet. Aarsagen, hvorfor ellers Kongens Sigte var saa meget paa Bremen, reisede sig deraf, at Prinds Friderik allereede for nogle Aar siden var bleven af Dom-Capitelet udvalt til Coadjutor udi det Stift Vehrden, som grændser ved Bremen. Udi de Hollandske Sager blev alting opsatt til belejligere Tid. Men (681)

(a) Aitzem. tom. 1. pag. 116.

(b) Aitzem. tom. 1. p. 116.

Prinds Friderik havde den Lykke, at han i dette Aar blev udvalt til Coadjutor udi det Stift Bremen.

Saasom paa samme Tid var Religions-Tvistigheder udi Nederlandene, som ved det Dordrechtske Mode ikke kunde blive forligte, begave mange fornemme og rige Arminianer sig til Slesvig, og efterdi de samme saae, at paa et Sted ved Eideren, kaldet Sebul, (a) var stor Beqvemhed til at bygge en Stad, begiærede de af Hertug Friderik at han vilde tage dem i Beskyttelse, og forunde dem at bygge en Stad

Frideriksstad funderes.

sammesteds; Der paa begyndte de at tvinge den Strøm Thræne, som løb tilforn udi Eideren, at løbe en anden Vej, nemlig igiennem deres tilkommende Stad, og Anno 1621 begyndte de at opreise Huuse, og at fundere Byen, hvilken efter Førstens Navn blev kalden Frideriksstad, og blev den Anno 1632 synderligen forbedret, og holdes nu omstunder for den kiønneste og mest reguliere Stad udi Førstendommene, eftersom disse landflygtige Hollandske Folk toge dertil Modelle efter de Hollandske Stæder.

Hvad indenlandske Sager angaaer, da lod Hans Majestet det Aar 1621 1621.forordne, at ingen maatte kaldes til Præste-Embede, uden han var 25 Aar gammel, hvilken Forordning endnu nøje efterleves. (b) Han lod ogsaa selv samme Dag ved

Adskillige Forordninger.

en anden Edict giøre Forbud paa Tydsk Ølls Indførsel, efterdi Indbyggerne havde faaet alt for megen Smag paa det samme. Men, som saadant havde den Virkning, at man derover slog sig desmeere til at drikke Viin, blev ved en anden Forordning forbudet, at ingen af Borgerstand maatte i Brølloper og Forsamlinger tractere med Viin. (c) Forordningens Ord ere disse: Blant intet ufrie Folk Vien maa forbruges. Hvoraf man seer, at Adelen udi alting indtil Mad og Drikke vilde distingueres fra Borgerstanden.

Og, som Hans Majestet for nogle Aar siden havde udgivet en Forordning om Klædedragt, men derved fornummet, at saadant (682)

(a) Olear: Chr: Holsat: Lib: 10. Cap: 2.

(b) Edict: Hafn. die 16. Febr:

enten virkeligen havde hindret, eller i Fremtiden kunde hindre Manufacturers Opkomst, tillod han ved en anden Forordning af dette Aar, (a) at Folk af Borger-Stand maatte bruge Silke-Klæder, som vare forarbeidede udi Landet; thi alle Klæde-Forordninger ere befundne at have den Virkning, at de enten ødelægge de Manufacturer, som allerede ere etablerede, eller hindre andres Opkomst, og i Allmindelighed befodre Dovenskab i et Land, hvilket dog er det, som for alting maa forebygges; Efterdi arbeidsomme Borgere ere en Stads Styrke og Zirat, hvilket denne fornuftige Konge ogsaa merkede, og derfor lod Forbudet staae alleene paa de Sager, som bleve forarbeidede Udenlands. Udi det samme Aar blev publicered den Forordning om Salt- og Viin-Compagniers Indrettelse, hvilke alleene bleve privilegerede at sælge Salt og Viin. Denne Forordning sigtede besynderligen paa at forfremme Handel med egne Skibe, og at giøre dygtige Søe-Folk til Rigets Tieneste, thi der ere visse Slags Monopolia, hvilke, hvormeget de end kand synes at gravere, accorderes ikke alleene formedelst anden stor Nytte, men endogsaa undertiden af Necessitet efter et Lands Beskaffenhed. Af disse Compagnier maatte alle andre kiøbe forbenævnte Vahre. Dog havde de, som vare uden for Compagnierne, Frihed at hente Salt og Viin selv hvor de kunde, men med den Restriction, at de maatte ikke giøre Indførsel deraf i Riget. (b) Denne Konge var saa stor Hader af Ørkesløshed, og saa stor Forfremmer af alt det, som kunde bringe Indbyggerne udi Activitet i Handel, Konster, og Haandverker, at alle hans Forordninger sigtede dertil. I den Henseende oprettede han i Kiøbenhavn et Børnehuus, hvor

Børne-Huusets Stiftelse.

Børn skulde forblive indtil de vare tolv Aar gamle, og siden sættes til Haandværker. Han lod ogsaa udi samme Aar udgaae en nyttig Forordning om Haandværker, og blant andet deri anordnede, at Haandværks Drenge, og Skole-Børn skulde gives visse Tegn for at distingvere dem fra andre omløbende Løsgiængere, paa det at, siger Forordningens 17 Artikel: (683)

(a) Hafn: die 23 August:

(b) Edict: Hafn: die 10 Decembr:

Hver kunde wede hvad for Folk hand sin Allmisse meddieller. (a) Det allermærkværdigste er, at han i Krigs-Tider laanede Canoner udaf sit eget Tøjhuus til Kiøbmands-Skibe, paa det at Handelen for Mangel deraf ikke skulde standse, hvilket blant andet kand sees af Cron-Prindsens Christiani 5. Ordre til tvende Rentemestere om at laane Stykker udaf Tøjhuuset til en Borger af Malmøe, hvis Skib skulde udi det Aar 1625 gaae til Spanien. (b) Udi dette Aar døde Envold Kruse, som længe havde været Rentemester og siden Statholder udi Norge, hvor han havde ført øverste Commando i den Calmarske Krig. (c) Aaret tilforn døde Steen Brahe, som var den ældste Rigs-Raad, da Kongen antog Regieringen, og var han den, som bar Æblet for Kongen, da han blev kroned. (d) Han havde udi nogle Aar for sin Død levet udi Roelighed og undslaaet sig for Forretninger.

Dette er alt hvad jeg har kunnet bringe til Veje til dette Aars Historie. Efterfølgende Aar 1622 lod sig i Kiøbenhavn indfinde en Ryssisk Ambassadeur med et 1622.Følge af 100 Personer. Den

(684)

(a) Hafn. die 10 Decembr.

(b) Orderen, som jeg haver in manuscr. og med Cron-Prindsens egen Haand undertegnet lyder saaledes:

Christian den Femte med GUds Naade Dannemarkis, Norgis, Wendis och Gottis udvalde Prinds udi Hans Kongl. Majest. wores Elschelige kiere Faders och Naadigste Kongis Fraværelse til Regieringen forordnet. Wor Gunst tilforn; vider, at underdanigst for os haffuer ladet andrage Jacob Clausen Borger udi Malmøe, hvorledes han med sine Medredere er til Sinds, it deris Schib, at lade seigle paa Spanien, med allerunderdanigst Begiering at dennem sex Jern-Stykker af Kongl. Majestets Tøjhuus paa samme Rejse maatte bevilges, da bede vi Eder og Naadigst wille, at I dennem forskrevne Stykker lader bekomme. Dog at de stiller Eder nøjagtig Caution, om Stykkerne sig ikke komme tillstede, da till Eder dem at betale efter deres Vegt, och som de nu bliffuer worderit. Skrevet paa Friderichsborgs Slott den 15 Junii 1625. Udskriften er til de tvende Rentemestere Christoffer Urne og Axel Arnfeldt. Af samme Ordre seer man herforuden, at der da vare tvende Rentemestere, item at Rente-Kammeret havde Disposition over Tøj-Huuset.

(d) Con: fun: Th: Wagner.

samme søgte en hastig Audience hos Kongen, men

Moscovitiske Ambassade.

som Hans Majest. var svag, og kunde ikke tale med ham uden paa Sengen, paastod Ambassadeuren, at man skulde sætte ham en Seng lige ved Kongens, hvorudi han kunde lægge sig udi sin fulde Habit, saasom han meenede, at han anderledes ikke kunde imodtage nogen Audience uden at forsee sig mod sin Principals Højhed. Men, som Kongen strax kom paa Beenene igien, faldt denne Ceremonie Tvistighed af sig selv. Ellers seer jeg, at Kongen udi dette Aar har været i Norge, og der bivaanet en Rigs-Dag, som blev holden udi Bergen. Did hen blev den bekiendte Trundhiemske Bisp Andreas Arreboe citeret, og beskyldet for adskillige grove Excesser og Laster,

Biskop Arreboe dømmes fra sit Embede.

som han havde begaaet mod sin Stand, og sit Embede; Og, efter at saadant var ham overbeviiset, blev han af samtlige Norske Bisper dømt fra sit Embede. Hans Anklager var Hr. Tage Tott Befalningsmand paa Trundhiems-Gaard, hvilken actionerede ham for selsomme Forseelser, som kand sees af hans Dom, hvilken jeg her vil anføre, saasom han var en af de navnkundigste Bispe paa de Tider, og en af de største Poëter, ja den som allerførst har skrevet ziirligen i Dansk Poësie. Dommen, hvoraf mig er communiceret en Copie, lyder saaledes: (a)

Eftersom Mester Andreas Arreboe selv en stor Deel har bekiendt og ikke

Dommens Indhold.

salva conscientia har kunnet nægte af de Lætfærdigheds Bedrifter udi Ord og andre Gebærder hannem af vor Befalningsmand paa Trundhiems-Gaard os elskelig Tage Tott har været tillagt, og til denne Herre-Dag ført Beviis paa, saasom med letfærdig Sang at siunge, u-nødig Dantz at dantze, St. Bentes Minde at drikke udi offentlig Laug og Vertskab, (som nemlig til det Bryllup i Hefne og paa Staad) Trommer at lade slaae paa til Dantz, og saadanne Riim at digte, som stor Turbation medfuldte, saasom paa den Gaard Østeraad; men og det som (685)

(a) Sententia Comitiis Berg. die 31 Julii 1622. manuscr.

meer er, med at holde sig i Eenrom og paa fordægtige Steder til fremmede Qvindes Personer, og paa Sengen hos dem end ogsaa ikke i alle sine Klæder, saasom udi fornævnte Hefne og paa Staad; hvilke Fagter og Gebærder ere imod den Høviskhed og Ærbarhed, som en Superintendent og Bisp bør følge. Item, som han og herforuden haver i sin egen Sags Forhandling Retten udi Trundhiem undvigt forbemeldte vor Befalningsmands Tage Tottis Admonition u-agted, og samme Tid skieldet paa Byens Rett uden nogen dertil given Aarsag med anden Traadsighed som iligemaade sig ej riimer med hans høje fortroede Kald og Embede; men heller strider imod GUds Ord, hvilket han højest burde at agte. Derforuden findes han og af en Præst Herr Jürgen Marstrand indstævnet, fordi han hans Fæstemøe udi et Laug haver tillagt at gaae med 2 trinde Sider, og det ikke haver beviiset, og sig derfor mod Præsten skriftlig maatte undskylde. Saa er derfore af forberørte Aarsager saaledes decerneret, at han for samme sine begangne Forseelser bør fra sit Biskopelige Kald og Embede være afsatt og det ikke videre at betienne. Datum Bergen Herre-Dag den 31 Julii Anno 1622.

Af denne Dom sees, at denne Mand har været sær u-ordentlig i sit Levnet, og,

Betænkning derover.

som han var en stor Poet, saa har han og taget sig en stor Poetisk Frihed til, og er det troeligt, at den St. Bente, hvis Minde han plejede drikke og saa ofte paakalde, har været saadan een, der neppe kand faae Sted blandt de 9 kydske Poetiske Gudinder. Man seer videre af anførte Dom, at end ogsaa Bisperne paa de Tider have udi første Instantz været stevnede til Byens Rett, skiønt Historien viiser, at Lande- og Provste-Moder allerede udi det Aar 1618 havde været stiftede. Andreas Arreboe blev dog siden Præst i Wordingborg, udi hvilket Kald (686) han forholdt sig meget skikkelig, og blev M. Peder Skieldrup i hans Sted Trundhiems Bisp. Hvad Arreboes Poetiske Skrifter angaaer, da ere meest bekiendte hans Davids Psalmer og de første 6 Dages Arbejde, som endnu er i stor Estime. Men det øvrige, som han har øset af St. Bentes Kilde, maa ikke due meget, intet er mig heller der af bekiendt.

Hvad udenlandske Sager angaaer, da tog Hans Majestet sig fore at fornye sine Ansøgninger hos Keiseren om at bruge Moderation mod de Protestantske Stænder

Kongen continuerer at solicitere for Chur-Førsten af Phaltz.

udi Tydskland. Dertil blev han dreven, saa vel af egen Nidkierhed for Religionen, og af Frygt for det Østerrigske Huuses Tilvæxt, som andre Protestanters Solicitationer, hvilke ansaae ham som det beqvemmeste Redskab paa de Tider for at contraballancere samme Huuses Magt. Den Kaaldsindighed, som han havde fundet forrige Aar hos Keiseren i sine Ansøgninger, kunde ikke skrække ham fra at continuere dermed. Thi han lod paa nye udi dette Aar anholde om den Phaltziske Churførstes Restitution, lovende paa hans Vegne at give saadan Satisfaction, som hans Keiserlige Majestet forlangede. Han forestillede ogsaa, at den Rigueur, Keiseren øvede, kunde sætte heele Tydskland i Lue, og bad ham indstændigen at lægge Sværdet ned, og beqvemme sig til venlig Underhandling, førend Gemytterne bleve formeget saarede. Keiseren lod dertil svare, at Phaltz-Greven havde synderlig forgrebet sig mod ham, og der behøvedes en stor Satisfaction til Forsoning; Dog vilde han giøre alt hvad som mueligt var, saa vel i Henseende til Kongen af Dannemark, som til Kongen af Engeland, den landflygtige Phaltz-Greves Svigerfader; gav ogsaa tilkiende, at han havde allereede skikket Greven af Schwartzburg som Ambassadeur til Engeland, for at lade ham viide paa hvilke Conditioner man kunde giøre Stilstand udi Phaltz. Men Udgangen viisede, at saadant var kun en puur Compliment, hvormed Kong Jacob var saa ofte tilforn afspiiset udi Ansøgning for sin Svigersøn; thi Spanien og Keiseren spillede forunderlige Comœdier med denne Konge, hvilken udi sin Opførsel svarede aldeles ikke til det store Navn han havde erhvervet af den Engelske Salomon; thi han var saa forpikked paa den (687) Giftermaals-Handel mellem hans Søn Carl, og den Spanske Princesse, at han opoffrede baade sin Sviger-Søns og alle Tydske Protestantske Førsters Interesse, af Frygt at samme Giftermaal skulde blive til intet; Hvorfore ogsaa Christianus 4. maatte alleene staae i Stikken, og fik kun liden Hielp af Engeland, da han maatte bryde løs med det Østerrigske Huus.

Det Svar, som hans Keiserlige Majestet gav den Danske Ambassadeur angaaende Churførsten af Phaltz, gav kun lidet Haab om samme ulykkelige Herres Retablissement, hvorudover Gesanten videre anholdt om det samme sigende, at Kongen approberede aldeles ikke Churførstens Opførsel mod Keiseren, hvortil dette kunde tiene til Beviis, at, endskiønt han var hans Svoger, saa havde han dog aldrig villet give ham Titel af Bøhmisk Konge, forhaabede derfore, at Hans Keiserlige Majestet reflecterede paa Kongens Recommendation, og lod bemældte Churførste komme til sine Lande og sin Værdighed igien, helst saasom han forpligtede sig til solenniter at renoncere paa den Bøhmiske Krone, og derforuden at give anden billig

Kejseren søger ideligen Udflugter.

Satisfaction. Men Keiseren søgte stedse Udflugter, og sagde, at han først maatte høre Underrettning om hvad hans Gesant Greven af Schwartzburg havde forrettet ved det Engelske Hoff. Men Udgangen viisede, at han ikke havde i Sinde at restituere Phaltzgreven, saasom hans Forsætt var at give den Churførstelige Værdighed til Hertugen af Bayern, som udi Krigen havde giort ham Tienneste, og som han videre udi sit store Forehavende agtede at betiene sig af. Dette Forsætt blev ogsaa efterfølgende Aar 1623 satt i Værk, og Hertug Maximilianus blev solenniter creered til 1623.Churførste og Rigets Ertz-Pannier udi Phaltzgrevens Sted, hvilket ophidsede Kong Christian des hæftigere imod Keiseren, og foraarsagede, at han des villigere rakte Øren til Den saa kaldte extenderet Union sluttet med Hertugen af Holsten.dem, som opmuntrede ham til at tage sig de betrængte Protestantske Stænder an, og at trække sit Sværd imod Keiseren, som skeede 2 Aar derefter nemlig 1625. Imidlertid søgte Hans Majestet at bestyrke sig med Alliancer allevegne; Og som det var ham højligen fornødent at have Hertug Friderik af Holsten Gottorf til Ven, sluttede han udi det Aar 1623 med (688) samme Hertug til Rensborg den saa kaldte extenderede Union, hvorved den gamle Foreening blev ikke alleene fornyed, men endogsaa extendered paa offensive Krig, saaledes, at den eene Herre altid skulde være forpligted til at assistere den anden, iligemaade, at ingen Krig skulde begyndes eller Fred sluttes uden begges Samtykke; Herudover blev det kaldet den extenderede Union mellem Førstendommene. Den blev siden igien fornyed, og er det den samme extenderede Union, som man saa ofte siden har citeret udi de Holstenske Tvistigheder. Foregaaende Aar døde Hertug Hans kaldet den Yngere, Christiani 3. Søn udi sit Alders 77 Aar. Han var Fader til 23 Børn, hvoraf det

Sønderborgske Huus breder sig udi mange Greene.

Hans Sønner, Hertug Christian, Alexander, Johan Adolff, Det Sønderborgske Huus deler sig i mange Greene.Philipp, Friderik, Joachim, bleve udi dette Aar forlehnede med sædvanlige Ceremonier af hans Kongelige Majestet med den Deel af det Hertugdom Slesvig, som deres Fader efterlod sig, og ere besynderligen deraf udspiirede 4re smaae Hertugdomme, nemlig Sønderborg, Nordborg, Glücksborg og Pløen, hvis Hertuger alle ere af den saa kaldte Neben-Linie, og Johan den Yngres Descendenter.

Hvad indenlandske Sager angaaer, da bleve i dette Aar udi Norge opfundne

Oprindelse til Kongsbergs Sølv-Verk.

rige Sølv-Miner. Saasom nu samme Decouverte haver bragt Kundskab om Bergvæsen udi Norge, og tillige med givet Anledning, saa vel til en Stads, som til et stort og anseeligt Collegii Stiftelse, som endnu varer, maa jeg omstændigen tale derom. Jeg har viiset udi forrige Kongers Historie, hvad Umage man har giort sig for at finde Metal udi Norge, saasom der var Anseelse, at udi samme Riges Bierge kunde ved Eftersøgning findes lige saadan Rigdom, som udi andre Bierg-Lande. Udi Christiani 3. Tid begyndte man først at drive Metall-Gruber ved Opsloe, som man haver nogen ret Kundskab om, hvorvel man af adskillige Rudera kand see, at Bergverkernes Drift har været ældere udi Norge; thi udi øvre Tillemarken findes adskillige Dybe

Om der tilforn har været Sølv-verk i Norge.

Berg-Gruber, og omtrent en fierding Vejs derfra sees en Stoll uddreven under Foden af Bierget til at udføre Vandet, derforuden ere ved de der udi Nærværelsen faldende Vandbække nogle Efterhouge (689) tilsiune, som give tilkiende, at der fordum haver været Pukværke indrettede. Men disse Efterhouge, saavel som Berghullerne ved Gruberne, ere nu gandske med Muss og Græs begroede. Af alle disse kostbare Indretninger kand sluttes, at der i gamle Dage har været et Sølv-Verk, hvilket paa samme Maade har været drevet som Kongsberg Sølv-Verk nu omstunder drives paa. Herved ere dog tvende Ting at erindre. 1. At det er underligt, at der aldeles intet findes skrevet om disse Berg-Gruber, da de dog endnu siunlige Rudera give klarligen tilkiende, at der har været et meget kostbart og vitløftigt Verk fast af større Vigtighed end Kongsberg Sølv-Verk nu omstunder. 2. Hvorledes saadanne dybe Gruber samt den vitløftige Stoll med nogen Fordeel kunde drives udi de haarde Fielde, eftersom Tømmer og Brændeved med stor Bekostning formedelst Vejens Længde og Besværlighed maatte didføres, med mindre man maa slutte, at Ertzen har været saa rig paa Sølv, at den kunde stoppe slige store Bekostninger.

Men, som udi Skrifter derom intet findes, maae man begynde at sætte Periodum

Sølv-miner fundne udi Christiani 3.

Tid.af de Norske Sølv Bergværkes Historie fra Christiani 3. Tid, da Metall-Gruberne begyndte først at drives ved Opsloe. Udi Begyndelsen fandtes der alleene Sølv menget med Kobber, som kand sees af Christiani 3. Privilegio givet Participanterne 1539 til Odense, udi hvilket Aar Minerne synes først at være opfundne, og siden Dag for Dag at have tiltaget; thi Aaret derefter udgik en Kongelig Forordning, hvorledes der skulde holdes med Kobber-Metall, som var riig paa Sølv; saasom hidindtil ingen puure Sølv-Aarer vare fundne. Men det Verk, som Christianus 3. foretog, faldt siden og blev forladt, saa at der ere ikkun nogle Rudera eller Levninger at see deraf mellem Aggerhuuses Slott og Opsloe. Fridericus 2. giorde sig og stor Umage for at oplede Metall udi de Norske Bierge, og til den Ende lod forskrive Bergfolk til Norge. Men Sølv-Minernes rette Decouverte blev reservered til denne store Konges Tid, hvilken udi dette Aar 1623 lod opgrave de Aarer udi Tønsbergs District, hvor de steile Bierge ere, som skille Tillemarken fra Nume-Dalen. Paa disse Bierge pleje de omliggende Bønder at drive deres Qvæg, og til den En|de, (690) for at vogte dem Sølvaarer fundne udi Tønsbergs District.

desbedre, opreise smaa Hytter. Udi ovenbemældte Aar hendte det sig, at de, som boe paa Settermarken, og det Sted, som nu kaldes Sølvbierg Aas, fulde paa nogle Klumpe, som skinnede meget klart, hvilke de opgrove, og fornumme, at de havde meget at betyde, saasom de ogsaa vare meget vigtige. Da de nu bragte saadant til Byen, og solte det til Guldsmedene, kom det for Øvrigheden, hvilken befoel, at de Steder, hvor saadane Klumpe vare fundne, skulde nøje randsages, og, da man var kommen ikke langt fra Herrestad Kirke mod Spidsen af et højt Bierg, bleve Eftersøgerne var en skinnende Klump, hvorved laae en puur Sølv-Aare, hvoraf de huggede et Stykke, som vejede til et Pund, og bragte det tilbage med sig. Da hans Majestet fik Kundskab derom, lod han strax kalde Bergfolk fra Tydskland, og anlægge den Stad

Kongsberg funderes.

Kongsberg, som blev besatt med disse Bergfolk. Af dem udspire de fleeste Familier, som sig endnu ved Verket befinde. Man arbeidede i Førstningen ved Ruttengiengerie; Men den Maade blev siden aflagt, saa at man siden alleene observerede Fallene eller Bergarterne, som stryge paa en lang Distance Nør og Sør, hvorover de edle Giænger krydsede fra Øster til Vester, som er ellers tvertimod Ertzgiængernes Strygning ved de Tydske Berg-Verke. Udi det Aar 1624 var Hans Majestet selv udi Norge, for at tage Verket udi Øjesyn, og er denne Dag endnu den Steen at see hvorved han spiisede, og hans Navn findes deri hugged. Oeconomien blev indrettet efter den Tydske Maade, og tog Hans Majestet adskillige Med-Participanter til sig, selv førende det Bergverkets Oeconomie og Administration

.øverste Gouvernement. Der blev strax ordinered en Ober-Berg-Haubtmand og Ober-Berg-Mester, som Hans Majestet selv lønnede imod det han tog sin Kongelige Tiende, og Mynte-Profit; Men de andre Betientere nøde deres Gage af Participanternes Casse, som der blev holden, og blev ellers en viss Grube, som kaldes Armen-Grube dreven for de Fattige alleene. Verket blev ellers deelt udi et Ober- og Under-Berg-Ambt, og blev i Begyndelsen Ober-Berg-Ambts-Retten holden i Christiania, og Under-Bergs-Ambts-Retten i Kongsberg, hvilken Indretning varede intil Christiani 5. Tid, da blev Ober-Berg-Ambts-Retten (691) forflyttet fra Christiania til Kongsberg, og blev i det Aar 1689 anordnet et complet Ober- og Under-Berg-Amt af adskillige Personer baade for Justitien og til Verkets Anstalter Collegialiter at forrette. Heraf sees, at denne Stiftelse er af saa stor Importance, at den meriterer at have Sted udi denne Konges Historie, og at anføres blant hans fornemmeste og ypperligste Etablissemens, saasom Kongsbergs Sølv endnu agtes for en af Norges største Herligheder.

En ikke mindre prisværdig Stiftelse skeede det samme Aar udi Dannemark ved Sorøes Skoles Forvandling til et adeligt Academie. Jeg har udi Friderici 2. Historie viiset, at Højstbemældte Konge funderede en Skole til Sorøe. Af denne

Det Sorøiske Academies Stiftelse.

Skole tog Christianus 4. sig fore at indrette et Academie for Adelige Personer, paa det at de udi Fædernelandet kunde oplæres i fremmede Sprog, og alle de Exercitier, for hvis skyld de tilforn giorde kostbare udenlandske Reiser; til den Ende forsynede han det med de habileste og lærdeste Mænd, som paa de Tider vare at bekomme, og Stedet, som af Naturen er det Behageligste udi Dannemark, giorde han ved Konst end meer angenehmt. Samme Academie har saa meget brillered, at det den korte Tid, det varede, intet andet Academie har eftergivet.

Til dets Vedligeholdelse sparede Kongen hverken Umage eller Bekostning. Den første Ephorus, som blev beskikked derover, var Just Høg en Herre af store Qualiteter. Og de første Professores, som det blev forsynet med, vare Joh. Cluverus (a) Theologus,

Just Høg Academiets første Ephorus.

Joh. Laurenbergius Mathematicus, og den vitbekiendte Joh. Meursius Historiographus, og Joachimus Burcerus Medicus. Dertil komme siden andre, som Christophorus Heidmannus og Martinus Trostius Hebrææ Ling. Profess., hvilke vare Fremmede fra Helmstad, og Nicolaus Schelderup Prof. Logices, samt den bekiendte Stephanus Joh. Stephanius Eloqventiæ Professor, som vare Danske. Disse berømmelige Mænd lokkede en stor Mængde saavel af Fremmed som Indlændisk Adel didhen, saa at i Steden for at Pengene bleve tilforn bragte ud af Landet, formedelst mange Herrers udenlandske Reiser, bleve de nu af Fremmede (692)

(a) Teste ipso Cluvero in Epist. Hist.

bragte ind udi Landet, og hans Majestet havde derforuden et Seminarium af unge Adelsmænd, hvis Capacitet og Forfremmelse i Lærdom Hoffmesteren lærede at kiende, og kunde deraf foreslaae de beqvemmeste til Embeder. Til dette Academies Indrettelse betienede Kongen sig af det gamle Sorøeske Abedies Revenuer; iligemaade af det Marieboiske Klosters Ophævelse 1620. Derudi laae tilforn Jomfruer, hvilke Kongen lod komme ud igien, sigende at det var ubilligt, at saa mange Jomfruer deres heele Tid skulde leve i Eenlighed. Det var ogsaa bedre, at de bleve employerede til det Brug, som Gud havde beskikked dem til, nemlig at forplante Verden, og forsyne Riget med ungt Mandskab. Den rette Aarsag til Klosterets Ophævelse var ellers Kloster-Jomfruernes Liv og Levnet, som befandtes ikke at svare til deres Characterer. Sorøe Academie varede fra 1623 til 1665 da det af Friderico 3. blev ophæved, efterdi dets Indkomster ved Skaanes Forliis vare blevne formindskede, og dets Gods udi Krigen lagt øde.

Hvad andre merkværdige Ting angaaer, som passerede udi dette Aar, da blev Mandagen efter Trinitatis holden en Herredag udi Kiøbenhavn, paa hvilken den Sønderborgske Hertugs Johannis Sønner af hans Majestet bleve forlehnede med deres Andeel af det Hertugdom Slesvig, og blev Acten forrettet St. Hanses Dag med sædvanlige Ceremonier. Den 6. April udi samme Aar opreisede sig en Ildebrand under Prædiken i Bergen ved en Brændevinbrænders Uagtsomhed, og blev af samme Ildebrand den heele Stad lagt i Aske, og var der samme Aar saadant Jordskielv i Norge, at det flækkede nogle af de Norske Klipper. I det Øvrige er dette Merkværdigt, at den 4de af de bekiendte Regierings-Raad, som administrerede Riget udi Kongens Mindreaarighed, nemlig Rigets Marsk Peder Munk, ved Døden afgik den 31. Martii. Han havde naaet en høj Alder nemlig 89 Aar, og længe overlevede hans andre Colleger, thi Canceler Kaas og Jørgen Rosenkrands døde førend Kongen selv antog Regieringen, og Christoffer Walkendorf nogle Aar derefter nemlig 1601.

Jeg haver udi Berg-Collegii Beskrivelse anmerket, at Kongen forordnede, at Ober-Berg-Ambt-Retten skulde holdes i Christiania, (693) men dette skeede ikke strax: thi Christiania blev allerførst anlagt Aaret derefter 1624. da den gamle Stad Opsloe

Christianiæ Stad funderes.

afbrændte. Den nye Stad blev efter Kongens Navn kalden Christiania, og er nu den kiønneste Stad udi Norge 1624.og Statholdernes Residentz. Men derom, saa vel som om andre Christiani 4ti Bygninger, skal tales under et paa et andet Sted.

Medens Kongen giorde disse herlige Etablissemens udi Riget, havde han alle sine Tanker henvendte til den forestaaende Krig med Keiseren, for hvilken han ikke kunde dispenseres, saa vel i Henseende til den Frygt, han svævede udi formedelst det Østerrigske Huuses tilvoxende Magt, som i Henseende til Kongens af Engeland, og adskillige andre Potentaters uophørlige Sollicitationer, efterdi de ansaae ham, som den beqvemmeste Potentat, saa vel i Henseende til hans Magt, som hans store Meriter og Erfarenhed udi Krigs-Sager, der kunde tage sig det betrængte Protestantske Tydskland an, og commandere de foreenede Tropper. Der fattedes da ikke paa store Løfter saavel fra Holland, Engeland, Frankerig og andre Spaniens og Keiserens Fiender, hvorudover Kongen endelig blev determinered til at gribe til Gevær og at indlade sig udi det store Project om den landflygtige Churførstes og Phaltzgreves Restitution, saa at en Begyndelse blev giort til den store Tydske Krig, hvilken brød løs efterfølgende Aar. Men førend jeg skrider dertil, vil jeg røre lidt om indenlandske Sager, og tale om nogle Forordninger, som hans Majest. lod publicere.

Han lod dette Aar 1624 udgaae en Forordning mod Munke og Jesuiter, som hemmeligen begive sig hid ind udi Riget. Udi samme Forordning forbydes den studerende Danske Ungdom at studere udi Preudsen, endogsaa paa de Steder, som ere

Forbud mod at reise til Brunsberg

Evangeliske. Aarsagen til saadant Forbud giver Forordningen tilkiende saaledes: (a) Eptersom vi naadigst forfaarer een Diel vores Untersaater at begiffue sig till Brunsbergh och andre forbudne Stæder i Preudsen att studere, og paa det saadant uformerket kand afgaae, daa begiffue de sig (694)

(a) Edict. Hafn. die 28. Febr. 1624.

|paa Hiemreisen til Kongsbergh, och der taage Beviis sig at haffue studeret een Tid lang. Men af disse Ord kand man endda ikke fatte rett Aarsagen til dette Forbud; thi det samme kunde

Aarsag til samme Forbud.

ogsaa skee udi Tyskland og andre Lande, hvor man kunde opholde sig paa Roman-Catholske Stæder, og siden paa Hiemreisen tage et Beviis af et Evangelisk Universitet, at man der havde studeret. Men den Historie om den Norske Student Lars Nielsen har givet mig Oplysning herudi. Samme Lars Nielsen var til Brunsberg udi Preudsen forført til den Roman-Catholske Religion. Han lod sig Aar 1606

Lars Nielsens Historie.

indfinde i Kiøbenhavn, hvor han havde den Dristighed at offerere Kongen en Bog kalden Via Domini, som han tvende Aar tilforn havde publicered til Cracou (a) i Pohlen, med Begiæring, at Hans Majestet vilde give ham Frihed at omvende Danske og Norske til den Romerske Religion, bad ogsaa om frit Lejde til Norge, foregivende, at han havde nogle Sager at afgiøre i samme Rige. Paa disse Begiæringer lod Kongen ham befale at indstille sig for Consistorio i Kiøbenhavn, hvor ham ved Jonam Charisium blev meddelet saadant Svar: At hans Majestet forundrede sig over, at han som en Jesuit turde understaae sig til uden Forlov at komme hid ind udi Riget, for at foruroelige Religionen; Ikke des mindre, endskiønt man havde Aarsag at straffe ham som et oprørsk Menneske, maatte han dog af særdeles Naade tillades at reise tilbage igien, videre blev ham ogsaa tilkiende givet, at man let kunde fatte hvilke Forretninger han havde udi Norge, og andet meere, som findes hos Conradum Aslacum, (b) der uden Tvivl var nærværende, da dette Svar blev givet. Hvad hans Skrift angik, da befoel Kongen, at han strax skulde levere alle Exemplarier fra sig. Formedelst denne Hændelse har Kongen seet Brunsberg an som et farligt Sted for

Adskillige Forordninger opregnes.

Ungdommen, helst saasom han havde merket, at andre Undersaatter siden hemmelig begave sig did hen, og grunder sig herpaa denne Punct i Forordningen. (695)

(a) Conrad. Aslac. de progressu Reform. in Dania.

(b) Conrad. Aslac. ibid.

Udi samme Aar lod han ogsaa udgaae en Forordning om Brølloper, Barseler, og Begravelser, hvoraf jeg vil opregne nogle Artikle for at viise de Tiders Levemaade.

Art. 2. Invitationen til Brølloper skulde alleene skee Løverdag Eftermiddag; hvoraf sees, at Brudevielser skeede om Søndagen udi Kirken.

Art. 4. Haandverks Folk skulde ey have Frihed at giøre deres Brølluper paa Raadhuuset; hvoraf læres, at saadant tilforn af alle maa være skeed paa Raadhuuset, og kand man heraf fatte, hvorfore Christiani 3tii efterladte Dronning Dorothea forærede en Spænde til Kiøbenhavns Raadhuus, som skulde bruges til Brudestads.

Art. 6. Tieneste-Piger skulde uden Følge alleene mellem to andre Piger gaae til Froe-Prædiken, og lade sig vie.

Art. 7. Berøgtede Folk skulde gaae alleene.

Art. 8. Geistlige, Borgemestere og Raad, samt de Kiøbmænd, hvis Formue var over 5000 Daler, skulde have Frihed at føres med Spill over Gaden; Hvoraf sees, at Brudefolk førdtes med Musik til Brudehuuset.

Art. 22. Ingen skal skikke Kagemad til Barsel-Qvinder; hvoraf sees, at det har været en Skik at sende Kager til Barselstuer.

Art. 31. Ingen Geistliges, Borgemesters eller Raadmands Efterleverske maa have til Liig-Begiængelse meer end 4re Par Følge-Qvinder. Andre kun to Par; hvoraf sees, at Qvinder have fuldt Liig.

Art. 34. Magistraten skal forordne hvad Graverne, som bede til Liig-Begiængelse, skulle have; hvoraf læres, at der da ingen Bedemænd have været.

Foruden disse Forordninger bleve samme Aar publicerede adskillige andre. Men jeg har alleene villet anføre dem, som enten give tilkiende nye Etablissemens og Anstalter, eller, som viise Indbyggernes Egenskab, og Levemaade paa de Tider.

(696) Nu kommer jeg til den Krig, Kong Christian førte mod Keiseren, om hvilken,

Oprindelsen til den Keiserlige Krig.

førend jeg taler, vil jeg af Grunden forestille Læseren Aarsagen dertil, item udi Hvad Tilstand Tydskland 1625.var paa de Tider, paa det man des bedre kand fatte hvad som drev Hans Majestet til at begynde samme Krig.

Tydskland havde udi lang Tid været Uroe og U-eenighed undergivet, dertil gav Lejlighed Lutheri Reformation. Samme Lærdom blev yndet af mange Tydske Førster, saasom de fornam den var grundet paa GUds reene Ord, og at den restituerede

Tilstand udi Tydskland for den 30 Aars Krig.

dem igien deres Værdighed, som ved Geistligheden var traaden gandske under Fødder, herudover bleve de lade og uduelige Munke, som u-nyttigen fortærede Landets største Indkomster, allevegne drevne ud af deres Klostere, deres Indkomster enten anvendte til at opholde Kirker eller Skoler, eller og bragte i Førsternes Skat-Kammere, hvilket ophitzede ikke mindre de Roman-Catholske end Religionens og Ceremoniernes Forandring.

Denne Reformation tog ved GUds Bistand udi en kort Tid saadanne Kræfter, at Stænderne udi Tydskland udi den Nürenbergske Sammenkomst 1522 bekiendte, at Sagen var allerede kommen saa viit, at den ej kunde bilægges uden ved et Concilium, hvortil Lutherus havde provoceret. Udi saadan Tilstand kunde Kejseren, efterdi han var indviklet udi store Kriger, ikke andet end tilstæde de Evangeliske deres Religions Frihed, men større eller mindre, ligesom hans Sager ginge lykkeligen eller ulykkeligen for sig. Herudover blev udi den Spiriske Sammenkomst Anno 1526 tilstedt: at enhver skulde forholde sig med sin Religion saaledes, som han kunde forsvare det for GUd og Kejseren. Hvilket, da de Lutheraner forklarede vitløftigen til deres Beste, forsøgte Kejseren, eftersom han havde faaet de Franske af Halsen, ved en anden Forordning til Spir Anno 1529 at indskrænke samme Frihed. Imod hvilken Forordning, da Chur-Førsten af Saxen og andre Førster protesterede, bleve de kaldede Protestanter. Derpaa offererede de Protestanter deres Bekiendelse til Augsborg, hvilken formedelst dens gode Grund opvakte vel hos Keiseren Medlidenhed, men kunde dog ikke bevæge ham til at staae gandske fra sit Forsætt, hvorudover de (697) begyndte at desperere om den Tillid de tilforn havde til Kejseren, og begave sig i en Hast fra Augsborg. Nu siuntes det at ville komme til en aabenbare Krig, og de Protestanter giorde et Forbund med hinanden til Smalkald, for at forsvare dem mod de Romerske, i fald de ikke vilde lade dem u-forhindret øve deres Religion. Men Albertus Churførsten af Mayntz, og Ludovicus Churførsten af Phaltz bragte Sagen til Forliig, saa at der mellem Kejseren og Protestanterne skulde være Fred, indtil et Concilium blev holdt, imidlertid skulde den eene ikke giøre den anden Fortræd udi Religionen.

Derefter lod Kejseren sig vel merke, at han havde Begiærlighed til at sammenkalde et Concilium, og gav Protestanterne gode Ord, ej holdende det raadeligt, at indvikle sig i Krig med dem, eftersom han havde mange hemmelige Avinds-Mænd, end ogsaa Pave Paulum selv, der ophidsede hannem mest til denne Krig, at han kunde skille ham ved det Førstendom Mejland udi Italien, hvilket han saae heller var i en anden Potentats Hænder.

Disse Conjuncturer varede til det Aar 1546, da udbrød omsider den Lue, som

Den Smalkaldske Krig.

længe havde ligget skiult under Asken, og begyndte da den navnkundige Smalkaldske Krig, hvorudi Kejseren fik Overhaand, og tog Chur-Førsten af Saxen, og Land-Græven af Hessen fangne.

Herudover siuntes det at være ude med den Evangeliske Religion, eftersom Hovederne vare udi Fiendens Hænder, og Forbundet adsplidet. Men Kejseren fik udi en Hast adskillige Fiender paa Halsen, hvorudover han af sin Broder Ferdinando lod sig overtale til at forliige sig med de Evangeliske igien, og udi det Passaviske Fordrag at tilstæde dem Religions fri Øvelse, hvilken blev 3 Aar derefter confirmeret dem til Augsburg udi den saa kaldede Hellige Fred. Men de Roman-Catholske lode derfor ikke af at sætte efter dem, forklarede Freden til deres Fordeel, og, naar Protestanterne besværgede sig derover, vilde de at Kejseren skulde kiende deri, hvilket Protestanterne ikke vilde lade sig beqvemme til, foregivende, at Kejseren var den Romerske Religion tilgenegen, hvorfor de kunde ikke vente nogen favorabel Dom. Tvistighederne toge (698)

derfor meer og meer Overhaand. Men hverken Ferdinandus Maximilianus eller Rudolphus havde Magt at angribe Protestanterne med Krig. De store Oprør udi Frankerig og Nederlandene gave ogsaa Spanien andet at tænke paa. Hvorudover det siuntes sikkere at bie nogen Stund, indtil bedre Lejlighed kunde gives at undertrykke dem, hvortil den U-eenighed, som var imellem Protestanterne indbyrdes gav ikke liden Forhaabning.

Imidlertid havde den Protestantiske Religion paa somme Steder Fremgang, paa andre igien lidde den stor Afbrek. Bisperne af Halberstad og Magdeburg forkastede den Romerske Religion, toge Hustruer, og ikke desmindre beholdede deres Bispedommer, Erke-Bisp Gebhardus af Cøln havde ogsaa i Sinde at giøre det samme, men han blev af Kejser Rudolpho derfor skildt ved sin Churførstelig Værdighed. Det Strasborgeske Bispedom kieppedes saa vel de Roman-Catholske som Lutheraner om.

Derudi beholdte de første Overhaand. Bisperne af Saltzborg, Wurtzborg, dreve Lutheranerne af deres Lande. Den Stad Donavert mistede ogsaa sin Frihed, fordi den havde uddrevet Munkene.

Af dette kunde Protestanterne nok merke, hvad de Roman-Catholske havde i Sinde med dem, hvorudover mange af dem udi Ober-Tydskland, som fandte sig nærmest Faren, giorde et Forbund med hinanden, hvilket blev befodret af Chur-Førsten af Phaltz. Udi dette Forbund traadde besynderlig Calvinisterne, og de Lutheraner, som formedelst Naboeskab læt kunde secundere hinanden, og blev samme Forbund

Unio Evangelica.

kaldet Unio Evangelica eller den Evangeliske Foreening. Derimod satt sig foruden de Roman-Catholske ogsaa Johan Georg Chur-Førsten af Saxen, saasom han misundte Phaltz den Ære at være Hoved for samme Foreening, holdende for, at han, som den ældste og mægtigste blant Protestanterne, burde have meest at sige. Udi hvilket Forsætt han blev meget bestyrket af de Kejserlige, som holdte det for en stor Vigtighed, at skille denne mægtige Første fra de andre Allierede. Af det Hessiske Huus slog det Casselske sig til Unionen, men Darmstad favoriserede Kejseren. De Nedersaxiske Førster jo længre de vare (699) fra Faren, jo mindre tænkte de paa noget Forbund, og at sætte sig i fornøden Defensions Stand.

Da de begyndte Stridigheder om Successionen i de Gylikske Lande vare paa det hedeste, holdte de foreenede Førster en Sammenkomst 1610 for at raadslaae om deres Sager, og det besynderlig efter Kongens af Frankerige Tilskyndelse, hvilken tillige med Hollænderne slog sig til dette Forbund, og syntes da Faren at være nær, efterdi de Østerrigske lavede sig til at bemægtige sig de Gyliske Provincier, hvilke Chur-Førsten af Brandenborg og Phaltz-Græven af Neuburg, begge Lemmer af bemeldte Union, havde inde, omendskiønt den sidste, for at bestyrke desbedre sine egne Sager, lod sig siden overtale at antage den Romerske Religion, og besvogre sig med det Beyriske Huus. Derfor raadde han de Roman-Catholske til udi det Mode til Wurtsborg at smide et Forbund mod den Evangeliske Union, for hvilket Førsten af

Liga Catholica.

Bejeren blev Hoved, og blev samme Bund kaldet Liga Catholica.

Der var ikke mindre U-roelighed i de Kejserlige Arve-Lande, hvor omsider den Lue brød ud der skulde fortære heele Tydskland. Aarsagen dertil var ogsaa den Evangeliske Religion, som havde udbredet sig over samme Provintzer. Ferdinandus I. havde tilstædet de Østerrigske, da de ydmygeligen bade hannem derom, at bruge Kalken i den hellige Nadvere, men Maximilianus 2. havde fuldkommelig forsikkret dem om

Oprindelse til den Bøhmske Opstand.

Religions fri Øvelse. Udi Bøhmen havde ogsaa samme Religion udspredet sig, og bekomme de Bøhmer af Maximiliano, saavelsom Rudolpho, Forsikring ved det saa kaldte Majestets Brev. Derimod fnysede den Romerske Geistlighed, foregivende, at Rudolphus udi sin høje Alder var tvungen til at udgive saadant Majestets Brev, og derfor arbejdede idelig paa at giøre de Evangeliske Afbrek. Jesuiterne oprettede til Prag et nyt Academie mod de Protestantiske, og opfyldte samme Stad med Skrifter og Skiænds-Ord, dog kom det ikke til nogen offentlig Ruptur, førend udi Kejser Mathiæ Tid, da begyndte de Protestantiske Bøhmer, da de saae, at det tilforn givede Majestets Brev blev af de Roman-Catholske intet agtet, at bestemme en Sammenkomst, og, omendskiønt Kejseren formanede (700) dem at staae fra saadant Foretagende, vare de dog fremturende i deres Forsætt, og begave sig til Rigets Magistrat for at fremføre deres Klagemaal. Da nu Vilhelmus Slabata og Jaroslaus

Den Navnkundige 30 Aars Krig begyndes.

Martinitius gave dem et haardt Svar, styrtede de dem tillige med Philippo Fabricio ned udaf Vinduerne. Derefter blev Krigs-Folk allevegne udskrevne, Regiæringens Forretning betroed til 30 Directeurs, og Legater bleve sendte til de Schlesier, Moravier, Lautznitzer, og Ungarer at begiære deres Hielp efter Forbund. Kejseren derimod rystede sig imod dem af all Magt, udraabte de Bøhmer offentlig for Rebeller, og skikkede en Krigshær ind udi Bøhmen, hvilken strax begyndte at skiænde og brænde, ligesom udi et fiendtligt Land.

Udi denne Allarm døde Keiser Matthias 1619, efter hvis Død Ferdinandus 2. blev udvaldt Romerske Kejser. Bøhmerne protesterede ikke alleene mod dette Vall; men endogsaa declarerede Ferdinandum, som de engang havde antaget til deres Konge, at have forliist den Bøhmiske Krone, hvilken de offererede til Friderik Chur-Førsten af Phaltz, som var en Herre af en mild Natur, et stort Svogerskab, og derforuden Hoved for Unionen i Tydskland, hvorpaa de forlode sig saa meget. Dette Tilbud antog ogsaa Fridericus, omendskiønt adskillige, som hans Svoger Kong Jacob af Engeland, Kongen af Polen, Chur-Førsterne af Saxen og Brandenborg, Hertugen af Baiern raadde ham derfra, og blev med stor Glæde af Bøhmerne kroned til Konge.

Saa snart den nye Konge var kommen til Bøhmen, forbandte sig de Bøhmer, Schlesier, Mæhrer, Lautznitzer tilsammen. Paa Kejserens Side traadde de Bajerer, Saxer og Spanier udi Nederlandene. Unionen, som da havde til Hoved Joachimum Ernestum Margræven af Ansback, antog Neutralitet, dog med saadanne Vilkor, at den ikke vilde bemænge sig med den Bøhmiske Handel, saalænge som Krigen blev alleene ført i Bøhmen.

Saaledes tog den 30 Aars Krig en Begyndelse, Maximilianus Hertugen af Bajern blev med de Ligistiske Tropper skikket ind udi Bøhmen, og kom i Trefning med Friderici Folk paa det hvide Bierg, hvor han erholdt en fuldkommen Sejer, og nødde (701) Fridericum at tage Flugten først til Schlesien, derefter til Brandenborg, og endelig til Holland, hvorpaa han blev erklæret udi Acten, og hans Churførstelig Værdighed tagen fra ham, og given til Bajeren, Bøhmen blev bragt til Keiserlig Lydighed, omendskiønt General Mansfeld forsvarede sig en Tid lang. Jesuiterne bleve igien indførte, og Lutheranerne allevegne beængstede. Schlesien stak ogsaa sin Pibe i Sækken, og hyldede Keiseren 1621 efter at den havde faaet Forsikkring om Religionens fri Øvelse; Lautznitz blev indtagen af Churførsten af Saxen, og given ham af Keiseren for sin tro Tieneste. Ober-Phaltz blev indtagen af Churførsten af Beieren, og given til det Beierske Huus. Neder-Phaltz blev erobret endeel af Spanierne, endeel af de Beierske, og forblev i deres Hænder indtil Freden blev sluttet. Den Siebenborgske Første Betlen Gabor, som hidindtil havde stræbet efter den Ungarske Krone, maatte ogsaa bede om gott Vejr, og lade sig nøje med noget af Schlesien, og omsider med Siebenborg alleene. Alle de Førster, som havde holdt med Kong

Tydskland geraader i slett Tilstand.

Friderik, bleve erklærede udi Acten, og Keiseren forfuldte dem jo meere og meere, og bredde sin Sejerrige Armée vit ud, saa at mange Stænder udi Tydskland komme udi den Tanke, at Keiseren under et Skin at forfølge sine Fiender vilde berøve dem deres Frihed.

Endelig udspirede af den Bøhmiske Krig en nye Uroelighed udi den Neder-Saxiske Kreds; Thi, saasom mange Steder der ved Indqvarteringer og Igiennemtog bleve haart besværgede, og de Keiserlige samt Ligister fremturede med deres Fiendtlighed, saa man kunde klarligen see, at Kejseren vilde gribe forvit om sig, saa at ikke allene heele Tydskland, men endogsaa de Nordiske Riger vilde staae i høj Fare; holdte Den Neder-Saxiske Kreds udvælge Kong Christian til Kreds-Oberst.de Neder-Saxiske Stæder det for raadeligt at tage Sagerne i Agt, til hvilken Ende de lavede sig til Modstand, og udvalte Kong Christian til Kreds-Oberst, hvilken imod Vaaren af det Aar 1625 lod Trommen røre, ikke alleene i sine Kongeriger, og i den Neder-Saxiske Kreds, men endog sendte sine Officerer med Patenter og store Summer Penge til andre Landskaber at hverve Folk.

|702Kongen lod strax Keiseren viide ved et Brev datered til Segeberg, at Stænderne Kongen notificerer Keiseren saadant.udi den Neder-Saxiske Kreds havde udvalt en Chef for de Tropper, som man der hvervede til Landets Forsvar, og at saadant Vall var faldet paa ham, saa at han var bleven Kreds-Oberst, og det paa saadant Fundament, efterdi han var et af den Neder-Saxiske Kredses fornemmeste Lemmer i Henseende til Holsten. Han havde gierne ønsked at blive befriet fra saadan Byrde, men Stænderne i den Neder-Saxiske Kreds havde ved idelig Ansøgning saa got som tvunget ham dertil. Dette kunde han ikke forbigaae at rapportere hans Keiserlige Majestet, men forsikkrede der hos, at han intet skulde foretage, som var mod Rigets Love. Hvad de Værvinger angik, som man havde giort, da var det alleene skeed for at beskytte Kredsen mod den Vold, som de Besætninger, Tilli havde lagt udi Stæderne, øvede, og i Henseende til de Truseler, samme General havde ladet falde, og som havde indjaget Skræk i alle.

Dannemarks Historie Tome 2 side 518 – 701 Chr. IV.

Christian IV