Dannemarks Historie Tome 3 a l r – 261

Intet er lettere, intet er ogsaa vanskeligere end at skrive en Historie. Udi den første Henseende seer man, at alle bemænge sig dermed, og udi den sidste, at faa driste sig dertil. Snart haver en ikke faaet Lyst til at være Author, førend han giør en Begyndelse med at skrive Historie, som det allerletteste Arbeide; thi hvad kand være lettere end at fortælle forbigangne Ting, som man enten selv kand erindre, eller finder stykkeviis skrevne for sig. Sandelig dersom Historie intet andet var end forbigangne Tings simple Beretning, bekiender jeg, at det er hver Mands Arbeide. Men, saasom saadan Definition er gandske utilstrækkelig, og den mindste Historie udfodrer et heelt og fuldkommet Menneske, saa begive skiønsomme og fornuftige Folk sig ikke uden skielvende til et Arbeide, som gandske faa ere befundne at have været voxne, thi Erfarendhed viiser, at, endskiønt i ingen Profession arbeides meere og oftere end udi den Historiske, saa er dog fast intet Videnskab, hvorudi meer sielden komme Mesterstykker for Lyset, saasom mod 10 andre gode Skribentere skall neppe findes een god Historieskriver. Og ligesom en Historie bestaaer ikke udi forbigangne Tings simple Recit, saa bør eller kand den ej heller føre Navn af en Historico, der uden Skiønsomhed og Reflexion læser alleene for at lære uden ad; Thi, om een end veed paa sine Fingre at opregne efter Orden alle Konger, Førster, Paver og Bisper, tillige med Aarstallene angaaende deres Fødsel og Død, saa er han derfor ikke Historicus, ja fast ikke meere end en Discipel der har lært at recitere en heel Glose-Bog, kand føre Navn af Philologo, eller en der har faaet heele gradum ad Parnassum i sit Hoved, kand derfor just passere for Poet. Ligesom derfore der behøves andet end puure Gloser og Rim til at giøre Philologos og Poeter, saa behøves der andet end simpel Ihukommelse og Læsning til at danne en Historicum. Hvis noget Studium udfodrer Skiønsomhed og Reflexioner, saa er det det Historiske Studium. Men intet er dog meere almindeligt end at høre Forældre og Lærere raisonnere saaledes om deres Børn og Disciple; Cajus har Skarpsindighed og Judicium, maa derfor holdes til Philosophiske Videnskabe, af Seio derimod, som intet Judicium haver, men en skiøn Ihukommelse, kand giøres en Historicus, efterdi de meene, at en Historici (a1v) Qvalitet bestaaer alleene i at have en fugtig og beeged Hierne, hvorved alting som læses og høres bliver hengende. Ret ligesom der behøvedes intet Judicium eller Crisis til at skille Sandhed fra Løgn, at dømme om tilkommende Ting af forbigangne, at acqvirere Kundskab om Rigers og Staters Egenskab, at lære at kiende andre, og tillige med at kiende sig selv; item, at udføre det, som man skriver udi en simpel, og tilligemed ziirlig og fyndig Stiil.

Udi gamle Dage dristede ingen sig til at skrive Historier, uden de største og anseeligste Mænd, og dog alligevel er deres Tall, som med almindelig Approbation have skrevet, ikkun meget lidet. Den middele Alder veed fast ingen at bryste sig af, uden af en Cominæo, og vore Tider af en Thuano, og nogle faa andre; thi haver een rige Materialier, saa kand han derimod have Mangel paa Bygnings Konst, ja haver een Forraad paa begge Deele, saa kand ham fattes enten Integrité eller Dristighed til at øve saadan Dyd. Hvilken af disse Ting som fattes, enten Materialier, Skrivekonst, Oprigtighed, eller Dristighed, saa kand Historien ikke blive fuldkommen. Hvad som jeg admirerer hos Thuanum, foruden Stiilen, og de tilforladelige Memoires, han har bygget sin Historie paa, er dette, at jeg af hans Historie ikke kand see, enten af hvad Nation eller Religions Sect han var, hvilket ikke kand siges om mange andre Historier.

Pufendorfs Historiske Skrifter holdes for en Zirath i disse Nordiske Lande: Ingen kand ogsaa uden største Ubillighed nægte, at han jo baade har arbeidet paa gode og tilforladelige Memoires, og har vidst med Habiletet og Zirlighed at føre dem ud, men hans Historier give alt for tydeligen tilkiende, udi hvis Tieneste de ere skrevne. De indeholde derforuden ogsaa ikke uden en Samling af Krigs Bedrifter og Negotiationer, angaaende Fred, Forbund, og Alliancer, saa at det fornemste fattes, som ere indenlandske Sager, thi jeg kand af Caroli Gust. og Frid. Wilhelmi Historie intet see hvad som er bedrevet i Brandenborg og Sverrig i deres Tid, ja end ikke giøre mig ringeste Idée om bemældte Lande, da jeg derimod af Thuani Historie lærer foruden Krigs Bedrifter Frankriges civile og militaire Etat, Landets Love, Religionens Tilstand og Indbyggernes Naturel; hvilket, om det er ikke saa just den behageligste, saa er det dog den nyttigste Deel af en Historie. Til Pufendorfs Undskyldning kand siges, at samme habile Mand har ikke givet sine Skrifter Titel af Historrie, (a2r) men alleene af Commentarier om Krigs Bedrifter, og at Arbeidet i saa Maade svarer til Titulen. Men de fare merkeligen vilde, som tænke at skrive fuldkomne Historier efter den Plan, som han har lagt; thi Pufendorf som en fremmed Mand udi de Riger, hvis Historier han har beskrevet, har lidet eller intet vidst af samme Rigers indvortes Tilstand, og derfore alleene ladet sig nøje med at giøre Commentarier over publiqve Krigs og Freds Bedrifter, hvor til Archiverne have forsynet ham med Materialier, og er det alt hvad man kand vente af en fremmed Skribent, der inviteres til et Land for i en Hast at skrive dets Historie; thi, som han forstaaer ikke Landets Sprog, hvorpaa Constitutioner, Forordninger og Etablissemens, saavel Staten, som Kirken angaaende ere forfattede, vover han sig ikke paa saadanne Farvande, hvor Grundene ere ham ubekiendte, saa at man faaer i Steden for en fuldkommen Historie ikkun endeel der af. Vel er sandt, at en indenlandsk Skribent har andre, ikke ringe, Vanskeligheder at bestride, som Frygt, Had, Partialitet og utidig Kierlighed for sit Fædreneland; saa at om den første skriver meer end han veed, saa veed den sidste meere end han tør eller vill skrive. Men der af følger ikke, at en Fremmed kand giøre det samme ved Historien som en Indfød, thi her regierer Frygt og Passioner, som vel vanskeligen, men dog kand overvindes, men der er Vankundighed, som ikke saa hastigen kand bestrides. De gode Historier, som vi derfore have, ere fast alle saadanne som ere skrevne af indfødde Historicis, ligesom de ufuldkomneste og mest superficielle ere de som forfattes af fremmede og omløbende Skribentere, der efter Gregorii Leti og andres Exempler reise fra et Land til et andet, for en passant at skrive Historier, thi om en saadan i en Hast bliver forsyned med heele Vognlæs af Archiv-Documenter, bliver Historien dog ikke anderledes end som for hen er omtalt. I den Henseende haver jeg aldrig giort mig høje Tanker over den Historie som her for nogle Aar siden var i vente, saasom Historieskriveren, paa hvilken alles Øjen vare henvendte, kunde ikke ansees anderledes end en fremmed nyskommen Mand, der i Dag fik sit Borgerskab, og i Morgen tog sig for at giøre en Afrisning paa Landets Geistlige og Verdslige Stat, det er, at skrive om de Ting, som han selv fra Roden først skulde lære.

Rapin Thoiras Engelske Historier ansees vel med store Øjen, ja holdes for ypperlig, endskiøndt Skribenten var fremmed, men havde uden Tvil bleven end ypperligere, hvis, med de Qvaliteter han besad, han havde (a2v) været en indfød Engelænder, og kiendt Engeland lige saavel som Thuanus kiendte Frankrig; thi hvor vel han længe havde været i Landet, og derforuden havde store Subsidia af de trykte Engelske Actis, saa merker man dog hid og did en slags Maverhed, og er det i den Henseende, at jeg altid har seet Pere Daniels Historie an med større Øjen; thi, endskiønt begge Skribentere kand have haft lige stor Talent til at skrive, ja at den første har skrevet med meere Frihed og mindre Passion end den sidste, saa viiser dog begge Historiers Læsning, at den Engelske Historie er et Udtog af trykte og undertiden triviale Bøger, da den Franske derimod er en Samling af rare og authentiqve Memoires, som ikke uden ved lang Tiid, og ved nøje Efterstøving udi alle Landets Vraaer og Vinkler kand bringes til veie, og er forfatted af en Mand der har vidst Landets Beskaffenhed, og hvor dets Liggendefæe laae skiult, førend han skreed til sit Arbeide.

Udi Engeland og Frankrige findes ellers de Skribentere, hvis Historier kand tages til Modeller, thi, hvorvel de Franskes Frihed udi alting er meere indskrænked end de Engelskes, saa seer man dog Franske Skribentere uden Sky ofte at sige Sanden, saa vel udi Stats som Kirke Sager, hvormed Regieringen gemeenligen seer igiennem Fingre, saasom det er en Ære for Landet, at dets Historie saaledes er indretted, at den kand finde Approbation hos Fremmede.

Italien haver siden Boglige-Konsters Fornyelse tilveiebragt gandske faae gode Historier, og udi Spanien finder man meer Smag i Legender og miraculeuse Romaner end udi gode Historier, hvilket har drevet Cervantes til at skrive den sindrige Roman kalden Don Qvichot. Udi den Nordiske Deel af Europa skrives gemeenligen Diaria, og tørre Annales, hvoraf endeel vel føre Titel af Historie, skiøndt de ikke fortienne saadant Navn. Nogle af vore Danske Skribentere have derforuden den Feil at de pynte for meget paa Stilen, saa at Historierne have meer Anseelse af Panegyriske Orationer og Ligprædikener end Historier. Ja somme synes ligesom at holde det for en Historieskrivers Pligt, at roose alt hvad som er bedrevet udi Fædrenelandet, og ideligen at declamere mod dets Fiender, hvorved de heller føre sig op som Advocater end Historieskrivere. Adskillige fylde ogsaa deres Historier med uvedkommende Ting, som med vidtløftige Hyldings og Kronings Acter, Bilagers Ceremonier, Begravelser og deslige andre Ting, og det i saadan Mængde, at naar de samme tilligemed Krigs-Bedrifter udtages, bliver fast intet til overs: Saadanne (a3r) Skrifter i hvad Klædning de end ere, paa hvad Papir, og med hvilke Caracterer de blive prentede, og med hvilke Kobberstykker og Skuepenge de blive zirede, kand med ingen Ret tilegne sig Titel af Historie. Thi saadant at skrive er enhver Mands Arbeide, da en Historie derimod er et af de vanskeligste Verk nogen kand foretage sig.

Dette kand videre oplyses ved adskillige Historiers Sammenligning, for Exempel A. begynder en Konges Historie med en Afrisning af Landets indvortes og udvortes Tilstand, og Regieringens Genie, den nye Regents Qvaliteter og Ungdoms Tilbøieligheder, hvoraf man forud kand formere sig en Idée om de Ting som skall fortælles. Dertil udfodres saavel stor Kundskab som Skiønsomhed. B. derimod lader sig nøje med at viise naar hans Heros blev fød, og kand paa samme Tiid en Comet eller andet Meteor lade sig see, glemmer han ikke at anføre det samme, og giøre triviale Commentarier derover. Dernæst skrider han til hans Daab, og nævner de højanseelige Personer, som have assisteret derved. Han viser derpaa, hvorledes hans Hr. Fader lod ham sætte i Skole, og taler om hans Tugtemestere, hvis Dyder gemeenligen opløftes til Skyerne. Naar den gamle Konge døer, seer han gierne et Himmeltegn igien, hvorover giøres nye Anmærkninger af forrige Suurdei. Derpaa skrider han til den forrige Konges Begravelse, og den nye Konges Hylding og Kronings Ceremonier, hvilke med alle sine Omstændigheder blive fortaalte, det heele Comitat i Orden og Columner rangered, deres Zirath og Prydelse indtil Hæstebidsler, Skabraker og Lakeiernes Liberier nøje beskreven. Dette altsammen, sær naar Skuepenge og Kobberstykker komme dertil, indtage en stor Deel af hans Historie, skiøndt, naar det alt bliver nøje overvejet og udregnet, befindes det at beløbe sig til slet intet. Skrider man til en Krig, da fortæller A. korteligen Aarsagen til Krigen, hvad hemmelig Motif dertil kand være, og hvad som bruges til Prætext, viiser Krigs Etatens Styrke og Svaghed, giver Anførernes Caracterer, skynder sig saasnart, som mueligt, at giøre Ende paa Krigen, for igien at komme til andre Sager, hvis Læsning fører meer Nytte med sig. B. derimod bemøjer sig ikke med nøje at undersøge Krigens Aarsag, men siger Simplement, at den Regent, hvis Historie han skriver, har Retten paa sin Side, og til Beviis anfører Ord for Ord alle Manifester og Feide-Breve, som paa den eene Side udgaae, uden at opregne hvad Fienden siger til sin Forsvar. Derpaa skrider han til Krigen, hvorudi Fienden ge|a3vmeenligen enten faaer Hugg eller vinder ved Forræderie. Der glemmes da ikke omstændigen foruden store Slag alle Skermytzler, ja ved Stæders og Fæstningers Erobring undertiden at indrykkes heele Capitulationer med alle deres Artikler. Erholdes en Victorie, til hvis Erindring nogen Solennitet i Hovedstaden forrettes, glemmer han ikke den heele Stats og Procession fra Begyndelsen til Enden at indføre. Og er i saa Maade let at begribe hvi visse Historier kand voxe til saa mange tykke Volumina. Naar Fred skall sluttes, lader A. sig nøje med at anføre det fornemste af Freds Tractaten. B. derimod holder fornødent, paa det at Bogen intet skal tabe af sin Tykhed, at indrykke den heele Tractat fra Begyndelsen til Enden tilligemed Fortalen, og det gemeenligen paa meere end et Sprog. Hvis saa er, at han udelader nogen Freds-Tractat, saa er det alleene fordi den er ikke fordeelagtig for det Rige hvis Indbygger han er. Udi fredelige Tider, hvor A. meest extenderer sig, og finder de frugtbareste Materier til Historier, klaaer B. sig bag Øret, beklagende sig at der intet videre er forefaldet, som kand føres i Pennen, hvorudover man seer Historien saaledes at sammenkrympe, at der paa hver Pagina er et nyt Aarstall, med mindre der kand forefalde noget merkeligt enten i Himlen, paa Havet, eller Jorden, som for Exempel, Torden og Uvæjr, hvoraf et Kirkespiir kand nedblæse, Ildebrand, Sygdomme, Skibbrud, Spaadomme om Verdens Undergang, underlige Fødsler, Apparitioner af Spøgelse, Varulver, Haffruer og andet deslige, som enten skeer eller siges at være skeed. Og, ifald alt saadant fattes, tager han fremmede Historier eller Eventyr til Hielp, og, naar han saaledes seer at Bogen er bleven tyk nok, iiler han mod Enden for at komme til Regentens Død og Begravelse, hvor han i sine Tanker finder rig Materie til Historie igien, skiøndt den sidste Ligfærd bliver forrettet med samme Ceremonier som den første. Endeligen leder han efter den Ligprædiken, som er giort over den afdøde Heros, og deraf til Slutning udskriver hans Caractere, som er en Samling af alle Dyder: Da A. derimod af Regentens Historie og Bedrifter, eller af nøjere Kundskab formerer sig et oprigtigt Portrait saaledes, at Lyder ikke meere forglemmes end Dyder, og finder undertiden ikke nødigt engang at nævne hans Begravelse, end sige at opregne det heele Comitat, uden noget særdeles derved er passered, saasom Læseren let kand giette at en død Herre maa endeligen begraves, og ingen er interessered udi at see vitløftige Specificationer paa Bryllops og Begravelses Stats uden enten (a4r) de der staae for Bekostningerne dertil, eller visse Entrepreneurs, der lade sig bruge til slige Solenniteters Indrettelser, men det er egentligen ikke for deres skyld at Historier skrives.

Her af sees hvad Forskiæl der er imellem Historier, og Aarsagen hvi nogle holde det for det tungeste, andre for det letteste Arbeide at skrive de samme, ja hvi en Magister eller Rector Gymnasii nu omstunder behøver mindre Tid til at sammenskrive en halv snees Volumina in folio, end en Thucydides fordum at tilveiebringe een eeneste maadelig Bog.

Om nogle synes at det som jeg her har anført er formeget outrered, saa vil jeg henviise dem til en stor Deel Historie-Bøger, der ere skrevne saavel her, som i det hellige Romerske-Rige; thi, omendskiønt nogle deraf ere Originaler, og af Archiver og skrevne tilforladelige Documenter med stor Flid ere samlede, saa dog have de meere Anseelse af Krøniker og Dagregistere, (der efter en Chronologisk Orden opregne Facta, paa hvilken Tid og af hvem de ere skeede;) end af Historier, der efterforske Grunden til alting, og hvorfor de ere skeede: Scribere bellum, siger Sempronius Asellio, qvo initum Consule, & qvomodo confectum sit, & qvis triumphans introierit, & qvæ in eo bello gesta sint iterare; non prædicare autem, qvid Senatus interea decreverit, aut qvæ lex rogatioqve lata sit, neq; qvibus consiliis ea gesta sint, id fabulas est pueris narrare, non historiam scribere: Det er: At skrive en Krig, under hvilken Anfører den er begyndt, hvorledes den er fuldendiget, hvo der haver erholdet Triumph; item, at repetere alt hvad som er skeed i samme Krig; men derimod at forbigaae hvad som Senatet imidlertid har besluttet, og i hvilken Henseende saadanne Ting ere skeede, det er at fortælle Eventyr for Børn, ikke at skrive Historier.

Adskillige have vel den Merite at samle paa Historiske Documenter, og derfore fortiene højligen at berømmes, forfalde derimod til den Feil at føre det eene med det andet ind udi en Historie, da dog af nogle Documenter bør alleene giøres et kort Udtog, og andre, som befatte Ting af aldeeles ingen Vigtighed, gandske at udlades, og er det saadant som Clericus har erindret ved en af vore store Historici, hvis ypperlige Arbeide har tabt noget af sin Priis derved, at han har indrykked i Historien alt hvad han har fundet blant gamle skrevne Sager. At fortælle udi en Konges (a4v) Historie Skatternes aarlige Paalæggelse, ordinaire Herredagers Holdelse, Krigs-Folkets Munstring, fremmede Skibers Passage, er kun Fylde-Kalk, med mindre noget særdeeles merkværdigt derved er forefaldet, og kand saadanne Historier lignes ved visse Folkes Journaler, hvorudi findes alt hvad de hver Dag have giort, og hver Nat drømt, enten det er af Vigtighed eller ej. Alt hvad som ordentligen enten hvert Aar skeer, eller nødvendigen maa skee, efterdi det er en naturlig Svite af foregaaende Ting, udelades gemeenligen i gode Historier. Det er, for Exempel, fornødent at antegne en Regents Fødsel og Død, men gandske ufornødent at mælde om hans Daab og Begravelse; thi paa Fødsel følger nødvendig Daab, og paa Død nødvendig Begravelse; tvertimod sædvanlige Tings Omission giver heller Materie til Historie; thi det var merkeligt og meget historisk, om en blev opfød uden Daab, og døde uden Begravelse; ligeledes er det Fylde-Kalk at tale om Rettens ordentlige Holdelse, om Skatternes aarlige Paabud, &c.; men heel merkeligt om Skatterne et vist Aar ikke bleve paabudne, eller den Højeste-Rett et heelt Aar cesserede. Saaledes kand det og være fornødent at tale om en Prindses Bilager, men gandske ufornødent at specificere Brøllops-Retterne eller den heele Brøllops-Stats; Thi ingen Brøllops-Højtid skeer uden Stats og intet Giæstebud uden Mad og Drikke. Deslige Sagers Recit kand vel giøre en Bog tyk og anseelig; men det er (som man siger om usunde og opblæste Legemer) ingen god Fædme. Encomium Regni Daniæ er for Exempel en tyk Qvart; men naar man derfra tager tvende Carousellers Beskrivelse og nogle andre Ting af samme Natur, er det ligesom naar der gaaer Hull paa en Blære, saa at fast intet uden Bindet af Bogen bliver tilbage. Jeg dispenserer mig for at tale om en Deel andre Historiske Skrifter, hvis Tykhed ogsaa temmeligen vilde indsvinde, om alle overflødige og unyttige Ting bleve udmynstrede. At indføre Breve og Documenter i en Historie kand tillades, naar de samme ere af stor Vigtighed, men at anføre Compliment-Breve, Bestallinger, vitløftige Lykønsknings Taler, Opmuntrings Orationer til Krigsfolk, Nobilitations Diplomata &c. kand ikke tolereres. Derfore dadle nogle det hos vor store Skribent Hvitfeld, at han har indført i sin Historie adskillige Breve af ingen Betydelse, som heele Bispe-Confirmationer baade paa Latin og Dansk, og andet deslige, for hvis Publication vi ikke have ham saa stor Obligation som for den Calmarske Constitution, der indeholder de 3 Rigers jus publicum: item Friderici 2. Imp. Diploma, der confirmerer (b1r) Adkomst til Wenden, og skall noget simpelt Brevs Indførsel undskyldes, da maa det være i mørke Ting, som de tiene til Beviis og Oplysning, eller det maa være Breve, som ere Originaler der tilforn ikke have været bragte for Lyset, og som derforuden viise visse merkværdige Personers Skrive-Maade, og merker jeg, at skiønsomme Folk i den Henseende ikke have fundet Mishag udi de af Christiani 4de naive Breve, som jeg paa et og andet Sted har indført. Dog kand man sige om alle slags Breve og Documenter, at, naar man haver dem i Mængde, det er best at indføre dem i en særdeeles Samling for ikke at interrumpere Texten, ja gandske at udelade dem, naar de indeholde intet af Vigtighed, eller findes tilforn trykte in actis publicis.

Det kand ikke alleene undskyldes, men er ogsaa undertiden fornødent at indføre Naboe-Rigers Historier, men der hos er at merke, at de maa være korte, item, at det maa være saadanne Ting, som have Overeensstemmelse med den rette Historie, som man skriver, og kand tiene til dens Oplysning. I det øvrige er fremmede Historiers Indførsel utaalelig. Dette er dog en Feil, som findes hos mange af vore Nordiske Historieskrivere, at de ex abrupto, uden Anledning, trække Læseren hen udi et fremmed langt bortliggende Land, for at underrette ham om uvedkommende Ting, som paa samme Tiid ere skeede i en anden Verdens Part; Thi saadant er ikke at skrive et vist Lands Historie, men at henfalde til Historiam Universalem, eller en allmindelig Kern-Chronica. En Historieskriver maa iligemaade, saa meget som mueligt, beflitte sig paa at Historien hænger sammen i en Kiæde, saaledes, at han undertiden tager enten det foregaaende eller efterfølgende Aars Historie til Hielp, for at udføre paa et Sted en vigtig Tings Beskrivelse; Thi Læseren, som længes efter Udfaldet, støder sig over Historiens Interruption, helst, naar den skeer ved fremmede og lidet betydelige Sager. Saaledes er det i Friderici 1. Historie ubehageligt, naar man læser om den vigtige Congress, som blev holden for at slutte et Forlig mellem Højstbemeldte Konge og den landflygtige Christian 2. at see Historieskriveren pludseligen afbryde, og at tale om Skoemagernes Opstand i Bergen. Udi Friderici 2. Historie, hvor der tales om Negotiationer mellem Dannemark og Sverrig, giver en anden Skribent os en vitløftig Beskrivelse over den Franske Ridder-Orden af St. Michael, saa at man kand sige, at det var en Lykke for Historien, at Højstbemældte Konge ikke blev beæred med fleere fremmede Ridder-Ordener.

(b1v)

Jeg vil ikke tale om andre Feil, saasom mit Forsæt er kun at mælde om dem, som jeg gemeenligen finder udi vore egne og vore Naboers Historiske Skrifter, og hvoraf en stor Deel begaaes, ikke af Uskiønsomhed, men af en egen Gout udi det Historiske Studio; Thi man seer ofte end de skiønsomste Folk, at have en særdeles egen Smag udi visse Ting, saasom de Engelske udi uordentlige og forvirrede Skuespill, de Franske udi en egen Musiqve, som ikke befalder andre Nationer; de Tydske udi en unaturlig Syntaxi, som censureres af andre men af dem selv kaldes en Majestetisk Skrivemaade, og Italienerne udi en forliebt kielen Stiil og tendres diminutiver, som deres Forfædre, de gamle Romere særdeles lastede udi Historier. Hvorfore denne min Censur i Henseende til de Nordiske Skribenter, sigter alleene til at viise en slet Gout udi Historier, som reiser sig maaskee ogsaa deels deraf, at ingen paa vort eget Sprog har forfattet de Regler som man bør efterfølge; thi man seer een og anden af saadan Vildfarelse at arbeide med Hænder og Fødder paa at forderve deres Historier, enten ved at udarbeide og pynte Stiilen for meget, hvorved den faaer Anseelse af Oration, eller ved alt for mange triviale Reflexioner: begge deele koste Skribentere Umage, skiønt begge deele vanhelde en Historie; thi hvad den første Post angaaer, da er Historiens største Zirath Simplicitet, og er den historiske Stiil den beste, som meest differerer fra en Oratorisk, Academisk, eller saadan som man kalder Didactisk Stiil. Det lastes derfore hos gamle Romerske og Grædske Skribentere, at de have indflikked i deres Historier saa mange udpyntede Orationer. De samme kunde være ypperlige paa sit Sted, men giøre ligesaa slette Figurer udi en Historie, som højtravende Poesie udi en Comœdie, og synes Cicero at have været af den Tanke, naar han taler om Thucydidis Orationer saaledes: Orationes, qvas interposuit laudare soleo, sed imitari neqve possim si velim, neqve velim si possim, det er: Jeg estimerer meget de Orationer, som han har indført i sin Historie, og, om jeg vilde, saa kunde jeg ikke giøre dem saa gode, og om jeg end kunde, saa vilde jeg dog ikke. Hvad den anden Post angaaer, nemlig de Reflexioner, som giøres over Historierne, da byde Reglerne, at man bør lade Læseren selv giøre sig Betænkninger over hvad han læser; vel er sandt, at de beste Historieskrivere ofte giøre Reflexioner over en og anden Ting, men saadant skeer med Maade, og undskyldes derved, at de med Judicio, og Upartiskhed anføres, saa at Irregulariteten selv kand (b2r) recommendere og blive til en Zirath, i hvilken Henseende det her kand appliceres, som Plinius siger: peccant qvia nihil peccant: Og er dette min Betænkning over store og particuliere Historier.

Hvad Compendia angaaer, som skrives for Ungdommens Nytte for at give dem en general Idée over Historien, da findes der nogle, som give korte og vel sammenhængende Compendia, hvorudi befattes Historiens Hovedstykker, visende, for Exempel, hvorledes et Monarchie og Rige reiser sig af et andets Fald, tilligemed Aarsagen dertil; Iligemaade de fornemste Forandringer, enhver Stat har været underkasted, deres Tilvext og Aftagelse, Boglige-Konsters og Krigs Disciplines Begyndelse og Forflyttelse fra et Rige til et andet, og det altsammen paa saadan Maade, som kand af Ungdommen læses baade med Nytte og Fornøjelse, og indprendte dem Lyst til at gaae videre ind udi samme Studium. Andre derimod bekymre sig alleene om puure Navne, og Aarstall, saa at deres Compendia have heller Anseelse af Glose-Bøger, Lister og Tabeller end af Historier; Derved taber Historien all sin Glands og Herlighed, og giøres til et gemeent og grovt Studium, der alleene udfodrer Ihukommelse og intet Judicium; og, saasom unge Mennesker bilde sig ind, at det heele Videnskab bestaaer alleene udi at faae nogle 1000de Navne med ligesaa mange Chiffres til Livs, kand de ikke andet end fatte en Afsmag derfore. I den Henseende har jeg i det Historiske Compendio, som skulde skrives den studerende Ungdom til Nytte, ikke vildet følge den forantagne Maade, men ladet mig nøje med at anføre de fornemste Stykker, paa det at der kunde blive meer Materie end Tall og Navne, og at Ungdommen kunde faae Lyst til at gaae videre frem, og haver Udfaldet svaret til min Tanke og Forhaabning.

Jeg tviler ikke paa, at mange jo vill lægge mig denne Critiqve til Last, og ansee mig som den der haver alt for høje Tanker om sit eget Arbeide, og foragter andres; men jeg svarer dertil, at derved sætter jeg aldeeles ingen Priis paa mit eget Arbeide, thi et er at foreskrive gode og sunde Regler, et andet er at practisere dem selv. Mangen dømmer vel om Poësie og Musiqve skiønt han selv er hverken Poët eller Musicus, og Erfarendhed lærer at den Dantzemester giver oftest de beste Lectioner, og viiser de netteste Pas, som mindst er beqvem til at dandse selv. En Slibesteen kand selv ikke skiære, men kand giøre Staalet beqvemt dertil, derfore siger Poëten.

(b2v)

Fungor vice cotis, acutum

Reddere qvæ ferrum valet, exsors ipsa secandi.

Hvad mine Historiske Skrifter er angaaende, da, skiøndt jeg ikke har opfyldet de Regler, som jeg selv foreskriver, saa har jeg dog arbeidet derpaa. Jeg roeser ikke mit eget, men viiser alleene Skrive-Regler til dem, som kand have bedre Talent og Subsidia til en Historie end jeg: Haaber derfore at ingen med Billighed udi denne min Critiqve kand viise nogen Arrogance, helst saasom jeg er en gammel Indbygger af det Historiske Land, og taler ikke om de Ting som jeg i Dag eller i Gaar har begyndt at kige ind udi, men om det, som jeg udi meer end 30 Aar har haft mine Studia og Tanker henvendte til, saa at jeg ligesaa vel kand være authorisered til at give min Betænkning herover, som en anden, og bestaaer min Betænkning fornemmelig i at viise, at de fleste Skribentere her i Norden, og end meere vore Naboer ikke med den Applausu have skrevet Historier som Bøger af andre Materier. Jeg seer selv hvad Defect der er hos mine egne Historier, men har formedelst Mangel af rige Materialier, og formedelst andre Aarsager ikke kunnet remedere dem; hvis vore Forfædre her, som paa endeel andre Steder havde efterladt sig gode Journaler over de Ting, som i deres Tid ere passerede, da kunde adskillige Ting udi denne Historie have været bedre udførte, men saadant er desverre ikke skeed, endogsaa udi de allervigtigste Sager, hvorudover nogle har holdet det for et Charletanerie og en Ubetænksomhed af mig at legge Haand paa deslige Sager, og at love en udførlig Historie af de sidste Konger, hvorom intet tilforn har været antegnet. Vel findes Materie udi gode trykte Bøger til Friderici 3. Krige, men for at faae Oplysning af andre Ting har jeg maat examinere alle Vraaer og Vinkler hvor noget kunde ligge skiult, saa at den Deel af Historien er en Samling af Rescripter og Forordninger, item af lutter smaa hid og did fundne skrevne Breve og andre Sager, enten Copier eller Originaler, som een og anden har communicered mig til Forsøg om jeg deraf kunde fabriqvere en Historie, og haver jeg citered alle deslige smaa Piecer, hvis Originaler her og der findes, paa det at Posteriteten ikke skal beskylde mig for efter en Varillas og Maimburgs Exempel at have givet qvid pro qvo, og have Aarsag at tvile om Skriftets Authenticitet.

Naar man derfore stiller sig for Øjen de Vanskeligheder jeg herudi haver haft at bestride, og de tørre Steder jeg har vandret paa, maa man (b3r) ikke regne alting saa nøje, men moderere sine Domme, og see igiennem Fingre med en og anden Ufuldkommenhed; thi der ere trende Ting som foraarsage at to skiønt ligedannede og lige habile Autores, ikke kand skrive lige anseelige Historier, nemlig 1.) Materialierne, 2.) Sproget, 3) Tiderne.

Hvad det første angaaer, da, hvor god Bygnings Mester een end er, saa bliver hans Bygning kun slet hvor intet tilstrækkeligt Forraad er paa Kalk og gode Steen. Thi man kand bygge end heele Taarn op af Gruus og Muurstumper, men Erfarendhed lærer, at de falde hastig neder igien.

Hvad Sproget anbelanger, da have Franske, Engelændere, og Italiener stor Fordeel for andre, i Henseende til Sprogenes Righed og Ziirlighed. Jeg veed vel at mange tale prægtigen om det Danske Sprogs Hærlighed, men saa vidt gaaer ikke min patriotiske Iver. Jeg tilstaaer, at Sproget er vel saa rigt, at man derpaa kand give sin Meening tilkiende ligesaa vel som paa Fransk, men ikke saa rigt, at man kand exprimere sig med lige Fynd, efterdi man haver ikke mange Ord at gaae Vall udi, for at bruge det som passer sig best. Enhver der tager sig for at oversætte en ziirlig Autor vil finde hvormeget han kand komme til kort, om han ellers vill forfatte alting paa reent Dansk, uden at betiene sig af fremmede Ord; og hvad som got er i Sproget arbeider man ligesom med Hænder og Fødder paa at til intet giøre og forderve. Endeel arbeider paa at imitere den Tydske Syntaxin, hvorved Ordene komme udaf deres naturlige Disposition, og Sproget, som ellers i sig selv er let, giøres vanskeligt, og uforstaaelig; Andre bekymre sig hverken om Grammatica eller Syntaxi, men skrive i Flæng ligesom de høre Almuen tale, og det hver paa sin Maade, saa at der ere ligesaa mange Skrive-maader som Skribentere. Saalænge derfore som det Danske Sprog laborerer af slige Svagheder, vill det blive vanskeligt for Skribentere at distingvere sig ved Danske Skrifter, thi man kand sige at det allereede er kommen saa vit, at det holdes for Galanterie at skrive galt og u-ordentligt, og at man ved at i agttage Grammaticalske Regler exponerer sig ofte til Latter, og passerer for Pedanter.

Belangende 3.) Tiderne, da contribuere de samme ikke lidet til Historiers meer og mindre Anseelse, thi mangen Skribent bliver større end en anden, ikke fordi han skriver bedre, men fordi han skriver om Tider som ere meere frugtbare paa store og selsomme Hændelser. En Engelsk Historie (b3v) attacherer Læseren stedse meer end en Polsk eller Spansk, efterdi den er meere frugtbar paa store Revolutioner saavel udi Kirke som Stats-Sager, og en Svensk Historie læses med større Behag end en Dansk, og det efterdi det første Rige har stedse været større Uroligheder underkasted, thi, hvad Kirke-Sager angaaer, da haver den Danske Geistlighed været ligesaa roelig som de gamle Svenske Bispe have været traadsige mod Kongerne, og givet Anledning til Borgerlige Krige, hvorudi Kirken og Staten er bragt udi yderste Forvirrelse, og een Konge og Regent efter en anden stødt fra Thronen. Og, vill man sammenligne de Svenske og Danske Historier fra Gustavi 1. Tid, da skal man finde dobbelt saa mange selsomme og underlige Hendelser udi de første som i de sidste. Gustavi 1. Historie er merkelig, da saae man en simpel Ædelmand oprette sin Standart for at kuldkaste et af de største Monarchier i Europa, da blev Sverrig giort til et Independent og et Arve-rige, og den heele Stat blev omstøbet, saavel udi Verslige som Geistlige Sager. Sønnens Erici 14 Lyder have givet ligesaa megen Materie til Historie, som Faderens Dyder. Hans underlige Regimente bevæbnede hans egne Brødre mod ham, som endeligen skildte ham ved Kronen. Kong Johannis Liturgie satt heele Sverrig i Bevægelse, og giver Materie saavel til Kirke som til Stats-Historie. Det samme kand siges om Caroli 9. Tider, da der var Tvistighed om Successionen, og man saae indtil Upsalske Professorer at føre bevæbnede Almuer an. Gustavi Adolfi Historie er en Kiede af forunderlige Ting: da lagdes Grundvold til Sverriges paafølgende Magt. Dronning Christines Historie er saa selsom, at den kand læses med større Begierlighed end den konstigste Roman. Carolus Gustavus blev anseed som et Vidunder i hans Tid, og vare alle Europæiske Nationers Øjen da henvendte til Sverrig. Udi all den Tid var alting roligt og stille udi Danmark, saa at man ingen indvortes Bevægelse har haft hverken i Kirken eller Staten siden Uroelighederne bleve stillede af Christiano 3.

Dette foraarsager at en Skribent med større Applausu skriver en Svensk end en Dansk Historie, saa at det gaaer her til som i Skuespill hvor Acteurerne blive undertiden meest rosede, naar de spille slettest, alleene efterdi Stykket i sig selv er saa angenemt og behageligt, at det ved Actionen ikke kand forderves. Heraf kommer det og uden Tvil, at Pufendorfs Carolus Gustavus holdes for hans Mesterstykke, ikke just fordi den er bedre skreven end hans Brandenborgske Historie, men fordi Caroli Gustavi (b4r) Historie har meer af det som kaldes merveilleux. Og seer man ofte, end ogsaa hos Folk, som udi Smag differere fra Almue, saadan Vildfarelse, saa at Skribentens Capacitet dømmes efter Materiens og Tidernes Frugtbarhed; thi jeg vil ikke tale om Almue der dømme efter Papiret, Charactererne, Kaaberstykker, og visse Folk der læse Bøger alleene for at annotere Tryk-Feil.

Dette altsammen, som jeg her har anført, sigter alleene til at viise, at om dette mit Skrift stikker ikke saa meget i Øjene, som endeel udenlandske Historier, saadant kand reise sig af Materialiers Mangel og Tidernes Maverhed. Vel er sandt, at Friderici 3. Historie er fuld af forunderlige Hendelser, og merkelige Revolutioner, men det er kun eendeel, som befatter en Tiid af 3 Aar, thi det øvrige giver ingen saadan slags Materie til Historie, som kand sætte en Læser i Bevægelse.

Disse ovenmældte Vanskeligheder findes hos denne min Historie, hvilken i det øvrige kommer frem udi en simpel Klædning uden udvortes Ornamenter, saa at Formen kand ikke bøde paa det som fattes i Materien. Derforuden indeholder den ogsaa adskillige Ting, der skurre i deres Øren, som ikke ere vante uden at læse de Historier, der have Anseelse af udpyntede Panegyriske Orationer, og stedsvarende prægtige Lovsange, dog haaber jeg at skiønsomme Folk vill ansee alting med rette Øjen, ja at de samme vill finde Smag udi Stilens Simplicitet just fordi den bør være simpel, og at de ved Historiens nøje Læsning vill see at de Ting, og de Gierninger, som jeg tager mig Frihed til at laste, afmales ikke af Begierlighed til at laste, men til at skrive Sanden. Naar jeg skriver mod Adel og Ridderskab skeer det ikke, fordi jeg selv er Borger, men fordi Billighed byder mig at tage Parti med Almue, og, naar jeg igien rangerer mig under Adelens Standard, er det ikke af Fortrydelse over det som jeg tilforn har skrevet, men efterdi Sandhed befaler mig at tale i en anden Tone. Saaledes seer man mig plaidere for Almue udi Christian 2. og Friderici 1, og igien for Adel udi Christ. 3. Historier. At min Stiil er meer curialsk udi Kongernes Historie af den Oldenborgske Stamme, skeer ikke efterdi Historien nærmer sig meere til vore Tider, men efterdi Kongerne af samme Huus have fast alle udcopieret Stamfaderens Christiani 1. Dyder, dog forsømmer jeg ikke med Dyder ogsaa at anføre Feil, skiønt med Anstændighed. Udi Stridigheder mellem Riget og dets Naboer tager jeg een og anden gang de sidstes Parti, saasom jeg holder for, at en kand (b4v) være Patriot uden at emancipere sig til at forsvare alle sine Landsmænds Feil, og, naar en Historieskriver følger saadanne Regler, bør ingen see suurt derved, om han undertiden skriver noget som kand være ubehageligt. Jeg merker ogsaa at mange have i agttaget saadan Billighed i mine Skrifters Udtolkning, det samme har ogsaa ligesom autoriseret mig til at fremture i min sædvanlige Skrivemaade, hvilken hidindtil vel har været fri og upartisk, men derhos dog ikke dristig; saa at jeg har efterlevet en Historieskrivers uden at overtræde en Borgers Pligt. Et er at laste og at censurere, et andet er at censurere af Affecter. Det første bekiender jeg mig ikke at være fri for, men veed mig ikke skyldig udi det sidste. De fleste confundere dog Sandheds Bekiendelse med Medisance, og almindelig Roes med en patriotisk Affection, skiønt det er ligesaa stor Dyd at laste med Aarsag, som det er en Udyd at roese uden Aarsag. En god Censor laster ikke Ting fordi han er vred, og en Hykler roeser ikke alting fordi han er øm og discret, men den første laster tit fordi han elsker Sandhed meer end sig selv, og den sidste roeser gemeenligen efterdi han elsker ingen uden sig selv, og intet har uden egen Nytte for Øjene. I den Henseende seer man faa at skrive Historier for at instruere andre; men mange for at insinuere sig selv, saa at de fleste Historier have intet andet Øjemerke end Brude-Vers, hvilke skrives ikke saa meget for at roese Brud og Brudgom, som for at erhverve sig Indførsel udi Bryllops-Retterne, eller at nyde nogen anden Belønning pro labore.

Hvad ellers denne sidste Tome angaaer, da indeholder den ikke alleene den vigtigste, men end og den vanskeligste Deel af den heele Danske Historie, thi derudi seer man forunderlige Hændelser, det heele Rige bragt under Fødder, en særdeeles og hart ad unaturlig Skræk at være den heele Nation overkommen, men samme Redsel igien at forvandles til en ugemeen Tapperhed, det Kongelige Huus, tillige med Kiernen af det heele Rige indslutted og beleired i Hovedstaden, den Kongelige Myndighed reducered hart ad til intet, dens Soel af tykke Skyer at fordunkles, men strax igien at fremskinne klarere end nogen Tiid tilforn, item særdeles delicate Conjuncturer, som udfodre en ugemeen Varsomhed, naar Historien med Soliditet skall udføres. Alle disse forunderlige Ting befattes under 3 Aar, hvorudover samme 3 Aars Historie kand ikke andet end opvække hver Læsers Attention, og sætte ham i fuld Bevægelse. Den øvrige Deel af denne Konges Historie derimod, giver ikke saadan Materie, som (c1r) af enhver med Begiærlighed læses, thi en stor Deel deraf indeholder intet uden de Ting, som roelige og fredelige Tider føre med sig, nemlig, Love, Forordninger og merkelige Stiftelser, saavel udi Stats- som Krigs-Sager; disse Ting ere ikke de behageligste at læse, hvorudover man og seer, at de fleeste Skribentere, som alleene skriver Historier for Tidsfordriv, lade dem reent ude. Men man kand sige derimod, at det er den nyttigste og vigtigste Deel, saa at den ikke kand udelades uden at lemlæste og defigurere Historien, ja betage den sin største Herlighed. Thi Historie er en gandske anden Ting end Folk gemeenligen indbilde sig, nemlig noget som skrives for Tidsfordriv, i hvilken Henseende man seer de fleeste at alternere med Kortspill og Historiers Læsning for at faae Ende paa Dagen, som man siger, og at have noget at amusere sig med de lange Vinter-Aftener. Men det er aldeeles ikke i den Henseende at gode Historier fornemmeligen skrives, men for at underviise og at være et Speil, hvorudi man af forbigangne Ting kand see og dømme om tilkommende, lære at kiende sig selv tillige med andre, og erhverve sig den solideste Kundskab udi Morale, Jure publico og Stats-Sager, udi hvilken Henseende Historiers Læsning fornemmeligen recommenderes Regentere og høje Stands Personer, som det allervigtigste af verdslige Studiis.

Saasom jeg da udi dette mit Verk har søgt meere efter at underviise end at behage, saa haver jeg været meest omstændig udi de Sager, som give Kundskab om Landets indvortes Tilstand, haver dog derved ikke glemt at egayere Materien, for at opvække Læserens Attention, end og udi de Ting, som ellers pleje at dysse udi Søvn, thi det er paa saadant en Historieskriver maa meest skierpe sin Pen, og exercere sine Kræfter, om han ellers vil reuissere udi de saa kaldte tørre og mindre behagelige, skiønt meest vigtige Materier, og bestaaer Konsten fornemmelig derudi, at han med en munter Stiil forklarer de serieuse Ting, som han anfører, og ikke anfører uden det som meriterer at forklares, det er, ikke taler uden om de Forordninger, som handle enten om Stat, Religion, Handel, Tidernes Levemaade, og andet deslige. Og haver jeg med desstørre Flid udført dislige Ting, efterdi jeg har mærket, at det som jeg tilforn har anført udi den Materie, sær i Christiani 4 Historie, er bleven læset med Behag endogsaa af dem, som ellers ikke finde Smag uden i det som sætter Sindet i Bevægelse, og kand give Materie til Tragœdier eller Heroiske Poemata.

Saasom jeg derforuden mærker at Læseren har fundet en særdeles Behag derudi, at jeg haver deelt Historien i Periodos og ved hver nye Periodi Tiltrædelse (clv)

givet Afrisning paa den forrige, saavel udi Krigs, Stats, som Kirke-Sager, saa har jeg continueret dermed indtil Enden. Det er mig ikke vitterligt at nogen anden Historieskriver har betient sig af den Methode, skiønt een og anden kand ved visse Leilighed have givet Anledning dertil. Det samme kand ellers give Leilighed til andre meere skiønsomme og erfarne Historieskrivere at rafinere paa Inventionen, og at føre saadant bedre ud. Udi mine Historiske Skrifter kand dette og andet tiene til Beviis paa, at om jeg ikke har kunnet tilveiebringe en god Historie, saa har jeg dog arbeidet derpaa, og skal intet være mig kiærere end at see andre meere habile Penne at øve sig udi deslige vanskelige Afrisninger, hvilke føre ikke mindre Zirath end Nytte med sig.

Jeg haver ikke villet extendere denne min Historie videre end til det Aar 1670, saasom jeg ikke har agtet at skrive Gazeter, men en nogenledes tilforladelig Historie; thi hvo der vill skrive sine egne Tiders Historie, hvorudi tales om Personer, som i Skribentens Tid leve, maa lave sig paa Had og Uvenskab, om han vill blive ved at skrive Sanden; thi, hvis det er en rar Dyd, at skrive en upartisk Historie om forbigangne Ting, saa kand man sige, at det er en Heroismus at skrive saaledes om nærværende Tider. Jeg for min Part har kun maadelige Tanker om egne Tiders Historier, thi de samme blive enten mavre, eller fulde af Urigtighed, det er, faaer Anseelse enten af tørre Dagregistere eller prægtige Ligprædikener, hvorudi intet kand være got uden Stiilen alleene, eller Aarstallene. I den Henseende seer man sielden gode Skribentere at føre deres Historier længere ud. Jeg overlader derfore den øvrige Deel af den Danske Historie til Efterkommerne, og det saavel i den Henseende, som efterdi jeg formedelst mine ringe Kræfter ikke kand love noget stort Arbeide meer. Alt, hvad jeg endnu stræber at bringe til veje, er en allmindelig Kirke-Historie fra Christendommens Begyndelse til Lutheri Reformation in Qvarto, hvoraf allerede til den største Deel er giort Samling. Og haaber jeg i saa Maade nogenledes at have vindiceret mig fra Ørkesløsheds Eftertale, hvilket er alt hvad jeg til Belønning nogen Tiid har forlanget, thi det som jeg ved mine Skrifters Debit enten har erhvervet, eller ydermeere kand erhverve, agter jeg ved en nyttig Stiftelse til det Danske Sprogs videre Forfremmelse, at give Publico tilbage igien.

Den Femte Periodus i den Danske Historie.

SAasom den store Forandring, som udi Christiani 3. Tid skeede udi Kirke-Sager, har fortient en nye Periodum udi den Danske Historie, saa foraarsager den forunderlige Catastrophe, som under Friderico 3. skeede udi Staten, at man her maa sætte den femte Periodum, til hvilken førend jeg skrider, vil jeg her give Afrisning paa Rigets Tilstand udi den 4de Periodo.

Saasom Regieringen ved en autentiqve og højtidelig Act blev giort arvelig udi det Kongelige Huus, under Friderico 3. saa forekommer her først en Ting at

Qvæstio om Dannemark fra gammel Tid har været et Val-Rige.

examinere udi dette Riges Jure Publico; Om Dannemark var et fuldkomment Vall-Rige førend denne store Forandring skeede; Nogle, blant hvilke Buno, som ex professo har skrevet herom, holde for, at dette Rige stedse har været arveligt, og forfægte deres Meening med efterfølgende Argumenter: (1) At de nærmeste udi Blodet altid have succederet, saa at ogsaa de, som have været u-dygtige og u-værdige til

Deres Argumenter, som sige at det har været et Arve-Rige.

Regieringen, ej ere blevne udelukte; Thi Arve-Riger skilles fra Vall-Riger derudi, at udi hine er en fornøden Succession. Nu er det af Historierne bekiendt, at de Danske Konger (2) fra Canuti Magni Tid indtil Dronning Margareta have regieret saaledes, at Sønnen haver stedse efterfuldt Faderen, omendskiønt han af Folket undertiden har

Det første.

været holden ubeqvem til Regieringen; hvilket synderlig kand sees af tvende Exempler. Først Kong Svends, hvilken, eftersom han var Knud den stores næst Forvante, nemlig hans Søster-Søn, blev Konge udi Dannemark, fordi der var ingen anden til overs af Konge-Stammen; (a) Det andet Exempel tages af Kong Abel, hvilken succederede sin Broder Erich, som han havde ladet ihielslaae, og det, som Historien siger, efterdi der var ingen nærmere af den Kongelige Stamme; Thi, dersom de Danske Stænder havde haft ret til at vælge sig en Konge, havde de uden Tvivl gaaet den forbi, som havde begaaet saadan Misgierning, og hvilken de ikke kunde vente sig noget got af, og udvalt hans yngste Broder Christopher. (b) Det andet Argument,

Det andet.

hvormed de beviise de gamle Danske Kongers Arve-Rettighed, tages deraf, at Riget undertiden ikke alleene er faldet til Udlændinge, efterdi de have været den afdøde Konge beslægtigede, men endogsaa, at en Dronning haver regieret. Det første kand sees af Kong Olufs Exempel udi Norge, hvilken, hvorvel han var en Udlænding, kom dog til Regieringen, efterdi han var født af den Danske Princesse Margareta; Item, af Erich af Pomern, der ogsaa, omendskiønt en Udlænding, kom til Regieringen, efterdi han nedstammede fra den Danske Princesse Ingeborg. At Fruentimmer ogsaa haver regieret, beviiser Dronning Margaretæ Exempel, hvilken efter hendes Søns Død blev regierende Dronning udi Dannemark og Norge, thi Historien siger, at, saasom der ingen af den Kongelige Stamme paa Sværdsiden var til overs, faldt Regieringen til Dronning Margareta, og siger derfor en fremmed Skribent, neml. Arnisæus lib. 3. de Republ. Fruentimmer udelukkes ikke af Arve-Regieringer, hvilket kand sees af den Spanske, Aragoniske, Engelske, Skotske og Danske Historie. (3)

(a) Herudi rettes adskillige Feil hos Bunonem, som jeg ikke vil specificere.

(b) Dette Beviis kand dog ikke holde Stik efterdi Historien viiser, at man antog Abel af politiske Raisons at Slesvig kunde foreenes med Riget igien.

Det tredie Argument tages af umyndige Børns Succession, hvilket er et

Det tredie.

ufeilbarligt Beviis paa en arvelig Regiering; thi det var urimeligt, at, naar Stænderne havde den Magt at udvælge den Beste og Dygtigste, de da skulde tage et u-myndigt Barn, som ikke kunde regiere sig selv. At der udi Dannemark ere komne u-myndige Børn til Regieringen, kand sees af Erich den Anden, hvilken blev kaldet Barn, efterdi han kom til at regiere udi sine Børne Aar: Erich Mendved blev Konge udi sit 12te Aar; Item, Olaus Margaretes Søn, hvilken udi sit 11te Aar blev hyldet til Konge udi Dannemark; Dronning Margarete lod ogsaa hylde Erich af Pomern, da han endnu ikkun var et Barn, saa man deraf kand see, at det Riige, som betroes smaa og u-myndige Børn, ikke kand være et frit Vall- men Arve-Rige.

Det fierde Hoved-Argument tages derudaf, at Kongerne undertiden have deelt

Det fierde.

Riget som et Patrimonium imellem deres Børn, hvilken Deeling ingen Sted har uden i Arve-Riger; Ja end ikke udi alle; Saaledes seer man udi den Danske Historie, (a) at Kong Knud den store deelte Rigerne imellem sine Sønner, saa at Harald fik Engeland, Knud Dannemark, og Svend Norge; Siden den Tid er Dannemark ofte bleven deelt blant mange Prindser, hvilken Deeling noksom giver tilkiende, at Riget efter en Konges Død ikke faldt til Stænderne, og gav dem Magt at udvælge een efter eget Behag; Thi ellers havde de ikke tilstædet, at Riget derved blev svekked. Historierne give tilkiende, at saadanne Deelninger skeede, efterdi endeel Konger af utidig Kierlighed til deres Børn undertiden satte Rigets Velfærd til Side, og deelte Provincerne imellem deres Sønner, at ingen skulde være arveløs.

Det femte Argument tages af den Magt, de Danske Konger have haft at

Det femte.

adoptere til Successionen. Nu er vitterligt, hvad adoptio in Jure er, og at den ikke kand have Sted uden udi Arve-Riger, hvorom Bodinus taler de Republ. 1. 6. Naar den Kongelige Linie er uddød, haver den Sidste Magt (4)

(a) Dette Argument passer sig her ikke, saasom Dannemark ikke blev deelt.

til at adoptere en Successorem, uden Raadet eller Folket haver saadant Ret, dersom derfore en Konge adopterer en Successorem, holdes han ufeilbarlig for at have sit Rige med Arve-Rettighed. Udi den Danske Historie finder man, at Dronning Margareta, som havde Dannemark og Norge ved Arve-Rett, og Sverrig ved Vaabens Rett, adopterede den unge Hertug af Pomeren til sin Søn og Arving udi alle tre Riger.

Nu rester, at eftersee, om denne Arve-Rettighed, som de Danske Konger havde, blev afskaffet, da de Højlovlige Konger af den Oldenborgske Stamme komme at sidde paa Thronen, eller om den endda blev ved Magt. Det er ingen Tvivl paa, at, naar den Kongelige Familie gandske er udslukt, om den sidste Konge ikke udi saadan Fald nævner en Successor, at jo da Riget falder udi Stændernes Hænder. Men, omendskiønt Christopher af Beieren ingen Børn efterlod sig, var dog den Kongelige

Om Successionen under Kongerne af den Oldenborgske Stamme.

Danske Linie ikke uddød; thi der levede endda Adolphus Førsten af Slesvig og Greven af Holsten, som nedstammede fra Valdemar den 3die, hvilken Stænderne derfor offererede Riget. Men, da samme Adolphus vegrede sig formedelst adskillige Aarsager derfor, søgte Stænderne Græv Christian af Oldenborg, besynderlig af den Aarsag, efterdi han var fød af Hedevig Adolphi Søster, og derfor var den nærmeste Arving til den Danske Krone. Af det derfor, at de Nordiske Riger bleve forflyttede til det Oldenborgiske Huus, kand man see, at Stænderne holdte for, at samme Rige ved Arve-Rett tilhørte samme Familie.

Om endskiønt Stænderne siden, efter at Riget var forflyttet paa en fremmed Prinds, indskrænkede meget den Kongelige Magt, besynderlig, efter at Kong Christian den Anden havde forladt Rigerne, efter hvilken Tiid de tiltoge sig Magt at udvælge Konger, observerede de dog endogsaa i Udvælgelsen selv en Arve-Succession, og aldrig gik den første-fødde Prinds forbi. Saaledes fuldte efter Christian den 1ste hans Søn Hans; Kong Hans igien designerede sin Søn Christian den Anden til Konge, (5) da han ikkun var 6 Aar gammel, hvorvel med Stændernes Samtykke. Efter at Kong Christian den Anden var dreven i Landflygtighed, kand man ikke negte, at jo Successionen blev brudt, efterdi hans Søn Johannes blev forbigaaen, og hans Farbroder Fridericus I. blev antagen til Konge, hvorudover ogsaa samme Johannes protesterede imod saadant Vall, men, saasom han døde udi samme Aar, som Kong Friderik, faldt Riget til hans Søn Christianum III., og siden ved Christiani III. Død til Fridericum II., som blev igien efterfuldt udi Regieringen af sin Søn Christiano IV., en Prinds udi sit ellevte Aar. Christiani IV. Søn blev udi sin Faders Livs Tid designered til Konge udi Dannemark, og derfor gemeenlig kaldet Christianus 5., omendskiønt han døde Prinds; Saa at man deraf kand see, at hvor stor Magt Stænderne, efterat Riget var forflyttet paa den Oldenborgiske Stamme, tiltoge sig, de dog altiid i Agt toge Arve-Successionen, naar man alleene undtager Prinds Johannis Exempel, hvilken, da Kong Christian blev dreven i Landflygtighed, blev af Frygt for hans Fader forbigaaen.

Men, efter Christiani 4 Død begyndte nogle af Stænderne at pyndse paa nyt, og disputere hans Søn Friderik Hertugen af Bremen Successionen. Men den største Deel af Adelen satt sig imod saadant Anslag, saa Prinds Friderik efter den lovlige gamle Sædvane blev Konge udi sin Hr. Faders Sted, hvorvel den Kongelige Magt ved en haard Haandfæstning blev meere indskrænket end i nogen hans Forfædres Tid. Udi denne Højlovlige Konges Tid toge Stænderne den Resolution, som siden skall omtales, og restituerede hans Majestet udi den Rett, som de gamle Danske Konger tilforn havde.

Det fornemmeste, som synes at stride mod denne Meening, er, at de Danske Konger ofte udi Historierne blive kaldne Vall-Konger, men dertil kand svares, at der findes mange Exempler paa, at Konger endogsaa udi de Riger, som ingen tviler paa, at de jo ere Arve-Riger, ogsaa kaldes udvalde Konger: Saaledes er der ingen Tvil paa, at jo det Franske Rige stedse har været et Arve-Rige; Ikke desmindre blive dog de Franske Konger ofte af (6) Skribentere stiilede udvalde Konger, og brugte derfore Erke-Bispen af Reims ved den Kongelige Inauguration saadan Formul:

Jeg udvælger udi Folkets Navn til Konge udi Frankerig.

Iligemaade blive ogsaa de Spanske Konger ofte kaldne udvalte Konger, hvorvel ingen tviler paa, at jo Spanien er et Arve-Rige, hvoraf man kand see, at det Ord Udvælgelse betyder ikke alletider, at Stænderne have fuldkommen Magt ved en Konges Død at give Riget til hvem dem lyster, men at det undertiden betyder intet andet end en Inauguration og Hylding. At det samme Ord ikke haver haft anden Bemerkelse udi Dannemark, kand sees af den heele Svite af Historierne, som viiser os, at den Førstefødde Søn altid haver succederet sin Fader, og at der aldrig ved en Konges Død har været Inter-Regnum eller mellem Rige, som udi Polen og andre Steder, hvor de rette Vall-Riger ere.

Saavit deres Beviisligheder, som holde for, at udi dette Rige stedse har været

Deres Argumenter, som sige at det har været et Vall-Rige.

en Arve-Succession: Andre derimod, som holde for, at Dannemark har været et Vall-Rige, raisonnere saaledes: Først, at Riget stedse har været kaldet et Vall-Rige, og at Kongerne have givet sig selv Titul af udvalte Konger, hvilket de meene neppe kunde beviises saa bestandig at være skeet udi noget Rige, hvor der er en Arve-Succession. (2.) At, endskiønt den ældste Prinds stedse har succederet sin Fader i Regieringen, saa viiser dog Historien saadant stedse at have været skeed ved en Konges Persvasion og Stændernes Samtykke. (3.) At det samme, som kand siges i Faveur af de førstes Meening, kand ogsaa appliceres paa Polen og Keiserdommet, hvor den ældste Søn gemeenligen har succederet sin Fader, skiønt samme Riger uden Disput ere Vall-Riger. (4.) Om efter en Konges Død gemeenligen intet Interregnum har været udi Dannemark, saa er saadant skeed, efterdi en Successor gierne har været designeret udi den forrige Konges levende Live. (5.) At Norge stedse derudi har været distingveret fra Dannemark, nemlig, at det første har været et Arve- og det sidste et Vall-Rige; Hvorudover ogsaa Norge fik Vall-Rettighed (7) tillige med Dannemark ved den Calmarske Constitution. (6.) At der virkeligen har været Interregna, saa ofte en Konge er død, førend han har formaaet Stænderne til at designere en Successorem, som før Kong Abel, før Christoffer 1, før Kong Waldemar 3. før Dronning Margareta og andre.

Dette er hvad, som kand siges pro og contra i denne Materie, og som jeg

Autoris Tanke herom.

overlader til andres Decision. Aldt hvad jeg haver her at sige, er, at Tiderne maa distingveres, og at, ligesom Stændernes Myndighed har lempet sig efter Tidernes Conjuncturer, saa har og Vall-Rettigheden, og skall man neppe beviise af nogen Haandfæstning, (a) at den Punct om Vall-Rettighed haver været indført, førend den Calmarske Foreening; thi den Clausula blev allerførst indført udi samme Foreenings Constitution, skiønt med saadan Restriction, at de Kongelige Børn skulde ikke forbigaaes, naar een af dem fandtes beqvem til Regieringen, hvorudover alt hvad man kand fremføre om de forrige Tiders Vallrettighed er mørkt og vakkelagtigt, saa at man ikke kand sige, om de Kongelige Børns Hylding, som skeede i Forældernes levende Live, var en puur Ceremonie, eller et reqvisitum til at autorisere deres Successions Rett. Ja Stænderne selv tale, nu om deres Vall-Rettighed, nu igien om de Kongelige Børns Retmessige Prætentioner paa Kronen. Men ved de tre Rigers Foreening og den Calmarske Constitution kand ikke nægtes, at jo en indskrænked Vall-Rettighed blev indført, saasom der blev giort en fundamental Lov, at ingen kunde blive Konge uden den, som alle tre Rigers Stænder efter de fleeste Stemmer dertil udvalte, hvorudover, da Sverrig siden tog sig egne Herrer, og Kongerne protesterede imod saadant, skeede deslige Protestationer ikke i Henseende til deres Successions Rett, men paa de tvende andre Rigers og Foreeningens vegne. Da Foreeningen blev brudt, ophævedes ogsaa den Calmariske Constitution, og conseqventer den Articul om Vall-Rettigheden, saa at Regieringens Form burde (8)

(a) Den ældste Haandfæstning vi have er Christophori 2, og saasom Hvitfeld ingen for den Tiid har anført, er det troeligt, at den er den allerførste; men derudi saa vel som i de efterfølgende, tales intet om Vall-Rettighed.

igien blive, som den var tilforn. Man seer ogsaa, at Norge da virkeligen igien blev anseet som et Arve-Rige, saaledes, at endogsaa alle Kongelige Børn skrive sig Arvinger til Norge. Men Stænderne udi Dannemark, profiterende af Rigets Conjuncturer, magede det saa, at den Vall-Rettighed, som før Foreeningen bestod meere udi en Titul end Realitet, blev indført som en fundamental Articul udi Haandfæstninger, saa at man kand ikke nægte, at Dannemark siden den Tid var jo et Vall-Rige i det ringeste Facto om ikke Jure.

Endskiønt saadan Vall-Rettighed ikke har været virkeligen øved, saa kand man sige, at saadant alleene har været skeed af politiske Aarsager; thi, saasom Kongerne vare Arvinger til Norge, saa var det at befrygte, at hvis Stænderne udi Dannemark havde udvalt sig en fremmed til Konge, at ikke alleene Norge og Holsteen skulde demembreres fra Riget, men end ogsaa at Dannemark skulde staae Fare, for at blive undertvunget af de Konger, som samme Lande arveligen kunde tilfalde. Og er det i saadant Henseende, at de Tydske Churførster ikke gierne vige fra det Østerrigske Huus.

Hvad Regieringens Form anbelanger udi den fierde Periodo, da var Kongernes

Den gamle Regierings Form.

Magt meget indskrænket, og grundede Stændernes store Privilegier sig paa Friderici 1. liberale Haandfæstning; thi, saasom Høystbemeldte Konge imod Forhaabning fik offerte af den Danske Krone, fandt han ikke raadeligt at marchandere med Stænderne om Regieringens Form, men indgik aldt, hvad de forlangede, og hvad eengang accorderet var, maatte alle hans Successores ogsaa underskrive. Dette uanseet, seer man dog at Fridericus 2 har ført et temmelig myndigt Regiment, og Christianus 4 havde fast Anseelse af en Souverain Konge, og det saa vel i Henseende til hans store Qvaliteter, som hans langvarige Regimente; thi saasom han var den ældste og habileste Mand i Raadet, taalede han ikke alt for dristige Contradictioner, men ofte

Den Kongl. Myndighed har haft sin Flod og Ebbe.

afviisede een og anden ung Raadsherre med disse Ord; Det er noget, som jeg har overlagt med din Farfader. Man (9) finder ogsaa, at han agtede at supprimere de store Charger: Men mod Enden af hans Regiering faldt denne store Myndighed igien, og det formedelst de Aarsager, som udi hans Historie ere anførte; saa at Adelen begyndte ikke alleene at spille Mester igien, men endogsaa efter hans Død bragte deres Magt paa den højeste Spidse: thi hans Søn og Successor, som de længe disputerede Kronen, maatte lade sig end mere indskrænke end nogen af hans Formænd, saa at Rigets Hoffmester, der forestillede Adelen, var i Begyndelsen af hans Regiering anseet heller som Kongens Collega end som en Undersaatt: Men, fordi Strengen blev spendt for højt, brast den, og, da man ventede at see Riget forvandlet til en Republiqve, fik det Kongelige Huus med heele Verdens Forundring en Eenevolds Magt og Myndighed.

Førend denne store Forandring skeede, bestod Majestas Regni eller den

Herredage og Dannehoffe.

Souveraine Magt udi Stændernes store Forsamlinger, kaldne gemeenligen Dannehoffe eller Herredage: De samme vare toe slags, nemlig de saa egentlig kaldne Herredage, og de store Moder.

Herredage vare aarlige Forsamlinger af Rigets Raad, som boede her og der i Riget, og ikke vare alletider hos Kongen, uden de bleve kaldede, men eenhver boede paa sit Gods eller paa de Amter, som han var forlehned med. Herredagene kunde alleene paabydes af Kongen. De bleve paabudne paa det Sted, hvor Kongen opholdt sig, hvilket gemeenligen var i Kiøbenhavn. Naar Kongen reisede til Provincierne for at holde Herredage andensteds, blev gemeenligen Rigets-Hoffmester tilbage i Kiøbenhavn i Kongens Sted. De Herredage, som paabødes i Provincierne, holdtes gierne i Viborg, Odense eller Marieboe; Der bleve først Processer foretagne og dømt der udi, og siden Landets Tarv og Anliggende efterforsket og Forordninger forfattede. Herredage bleve saaledes først kaldede udi Friderici 1. Tid, thi da tituleredes allerførst Rigets Raad Herrer, og udi Christiani 3 og Friderici 2 Tid kaldtes hver Adelsmand Herremand. Dog blev der altid ikke saa nøje nogen viss Tid i agt tagen, men Herredagene bleve af Regieringen notificeret, naar Sagernes Mengde det udkrævede, (10) ved et Patent, som gik ud tre a fire Maaneder før Tiden, og som blev insinueret til alle Lands-Ting, og der oplæst, paa det at saadant kunde være alle vitterligt. Og, som jeg udi Hænder haver et Original skrevet Patent om Herredagenes Holdelse udi Christiani 4 Minorennitet, hvoraf man kand see deres Beskaffenhed, har jeg holdet nødigt, det her at anføre. Det lyder saaledes:

Vy Christian thend fierde med GUds Naade Dannemarkis, Norgis, Vendis, og Gottis udvalde Konning, &c. Helse Eder alle vore kiere troe Undersatte, Riddermænds Mænd, Fruer, Jomfruer, Prælater, Canniker, Provster, Præster, Kiøbstedsmænd og menige Almue, som bygge och boe offer dette vort Rige Dannemark. Vider, at eptersom af os och vore Elskelige Dannemarkis Rigs Raad er forordeneret och for gott ansehet udi dette Aar at skulle holdes allmindelige Herredage her udi fornefnte vort Rige Dannemark; thi haffe Vy nu, paa thet alle vore Undersatte, som nogen Sag haffue at forrette, maa komme til Rettens Udføring och Ende, besluttet och ere til sinds GUd till Loff og Ære, vore kiere Undersatter til Trøst, Glæde, Gaffn og Guode at ville (nest GUds Hielp) nu til Hellig Trefoldigheds Søndag, som er den 25 Maj førstkommend, og udi vor egen Nerverelse at lade holde almindelige Herredage her udi vor Kiøbsted Kiøbenhaffn, och med forneffnte Vore Elskelige Dannemarkis Rigis Raad samptligen sidde Retterting, och forhielpe hver til Loug og Rett udi the Sager, som for oss enten ere steffnede eller och ther foruden louligen indsteffnet worder, och for oss bør att ordelis. Bedende og bydendis alle thennem, som nogen Sager til thend Tid for os och vore Elskelige Riges Raad haffue udi Rette, och allerede ikke haffue taget (11) Steffning, att the med thet første kommer ind udi vort Cantzelii: Ther skall eder Steffning meddelis: Dog skall ingen Sag indsteffnes till samme Herredage, uden the tillforne haffue værit til Herriths Ting, och Lands-Ting, och ther er gangen Dom i Sagen, som thet sig bør, eller och att ther er Sag, som for os og vore Elskelige Dannemarkis Rigis Raad endeligen bør at ordeles, huor epter huer kand vide sig at forholde. Giffuet paa vort Slott Kiøbenhaffn then 8 Dag Februarii Aar 1589. Under vort Signet.

Højbemelte vor Allernaadigste udvalde Herre, Printz og Konnings tilforordnede Regierings Raad, som tilstedde ere

Peder Munk. Christoffer Valkendorff.

Store Moder derimod vare Samlinger af alle Stænder, nemlig af det heele

Store Moder.

Riges Adel, Bisper og andre Geistlige, Borgere og Bønder. De samme bleve holdne paa extraordinaire Tider ved særdeles Leiligheder og gemeenligen i Ringsted, Viborg, Odense, og Lund i Skaane, nemlig naar Skatt skulde paalægges, Krig føres, &c. Thi saadant kunde ikke giøres uden med meenige Mands Samtykke. Hvad, som her kaldtes Herredag og Dannehoffe, kaldtes i Førstendommene Landdage og Ridderdage, og vare de samme af saadan Beskaffenhed.

Da Deelingen skeede imellem Christian 3 og hans Brødre, blev noget

Landdage udi Førstendommene.

in Communione, nemlig Magt og Myndighed over Prælater og Ridderskab: Denne Magt vexlede om hvert Aar paa Michaelis Dag, saa at den der antog Directorium kaldtes Regierings Herre, hvorudover, endskiønt alle Befalninger udgaves i begge Herrers Navn, saa dog bleve de alle forseilede med den Regierende Herres Seil. Regieringen var udi den Kongelige Deel fordum i Segeberg, men da Glükstad 1620 blev anlagt, blev den did hen forflyttet. Og det Førstelige Huus havde Regieringen udi Gottorp. Landdagene vare dog ikke stedse bundne til disse 2 (12) Stæder, men det stoed den Herre frit for, som regierede, at nævne andre. Paa Landdagen skulde være en Land-Cantzler og en Notarius, hvilke stode udi begge Herrers Tieneste. For denne Ret svarede ingen i første Instance uden Prælater og Adelen i begge Førstendommene, dog var den Forskiæl, at de Slesvigske Prælater og Adel dømmedes efter Waldemari 2 Jydske Lov, dernæst, at de samme maatte ikke indstevne for højere Rett, uden de vilde underkaste sig U-naade, som det hente en Adelsmand udi Christiani 4 Tid, hvilken brugte u-sømmelige Ord paa Landdagen, og truede Kongen at ville appellere Landdags Dommen til den Keiserlige Kammer-Ret, hvorudover Kongen blev saa fortørnet, at han befoel hans Gaard at afbrendes, som Arnisæus vidner, der saae den staa i Brand. Men den Holstenske Adel dømtes efter den Tydske Rett, og kunde appellere til den Keiserlige Kammer-Ret udi Giæld, som var over 500 Rhinske Gylden, hvilken Summa ved Keiser Matthiæ Privilegium af 1617 blev forhøjet til 1000 Rhinske Gylden. Foruden disse Landdage vare andre store Forsamlinger, som gierne holdtes til Kiel, kaldne Ridderdage.

Ridderdage,

hvor all Adelen kom sammen, og hvor Sager forhandledes, som Førstendommernes Regiering anginge.

Hvad ellers de store Rigs-Forsamlinger angaar, da vare de fordum her i Riget det samme, som Rigsdage nu omstunder i Polen. Den Forskiæl er allene, at til de Polske Rigsdage blive alleene kaldne Adelen og Prælater, da derimod til de Danske Rigsdage bleve stævnde alle Stænder endogsaa Borgere og Bønder, hvorvel de sidste vare ofte ikke andet end Spectatores, saasom det alt kom an paa Adelen. Af Adelen toges alle de Personer, som constituerede det store Rigets Raad, bestaaende af 23

Rigets-Raad.

Lemmer, af hvilke, naar nogen ved Døden afgik, havde de andre Frihed ved en Bevilning given 1645 at forestille udi den Province, den Døde var udaf, 6 til 8 Personer, hvoraf Kongen satt een til Rigets Raad og ingen anden, og, naar nogen af de højeste Rigets Bestillings-Mænd, saasom Rigets Hoffmester, Marsk, Rigets Cantzler, Rigets Amiral eller Stadholderen i Norge bortdøde, forestillede samme Rigets-Raad 3, som saadanne Bestillinger kunde (13) betienne, hvoraf Kongen een dertil forordnede. Kongernes Regale havde tilforn stedse været at beskikke alle Rigets høye Embeder, saa at derudi allerførst blev giort Skaar ved en Bevilning udi det Aar 1645, hvilken Bevilning blev confirmered udi Friderici 3 Haandfæstning (a). Vel findes der udi Christiani 4 Historie, at Adelen Aar 1627 udvaldte Jørgen Skeel til Rigets Marsk. Men det var en Hærlighed, som Kongen alleene havde accorderet dem denne Gang, efterdi de da havde fundet sig villige til Skatten. De høje Embedsmænd, som havde deelt Rigets vigtigste Sager mellem hinanden, vare i gamle Dage Rigets Hofmester, Cantzler, og Rigets Marsk, hvilke vare anseede som Kongens Medhielpere i Regieringen: Som Friderik den Andens Haandfæstning vidner Art. 45.

Udi den gamle Historie tales ogsaa om Rigets Drost, hvilken udi den

Rigets Drost.

Constitution som blev giort til Calmar under Erico Pomerano, beskrives, som den allerhøjeste og vigtigste Embeds-Mand. Men udi de sidste Tider tales ikke meere om saadan Drost, men alleene om Hofmesteren, saa at jeg deraf slutter, at Drostens Embede blev forvandled til Hofmesterens, hvilken Meening Arild Hvitfeld bestyrker med disse Ord udi Erici den Siettes Historie, naar han siger: Drostens Embede var den

Rigets Hoffmester.

Tid, som nu Hofmesterens. Han var meere end Marsken. Og, saasom Drostens Embede beskrives udi oven omtalte Calmarske Constitution, kand man deraf see, hvad Hoffmesternes Embede var. Thi der findes udi samme Constitution disse Ord. Drosten skal have samme Magt, som Kongen selv, (forstaae udi hans Fraværelse.) Han skal nærvære udi alle Domme over alle andre Dommere at styre Vold og Uret; styrke og hielpe dem, som Uret overgaaer, og bør alle Indbyggere ham troeligen tilhielpe, naar Drosten tilsiger, ligesom Kongen selv tilsagde. Saa at dette viiser, at Rigets Hofmester, som har succederet udi Drostens Embede, kand kaldes Rigets Statholder, og har her været udi samme (14)

(a) Capitulat. Frd. 3 Art. 45.

Anseelse, som den store Connetable eller Maire du Palais udi Frankerig: Og, efterat den Titul af Drost kom af Brug, have de højeste Embeds-Mænd alleene føret Titul af Rigets Hoffmestere undtagen den sidste Hofmester Joachim Gersdorff, som strax efter Souverainetetet af Friderik den Tredie blev giort til Rigs Drost. Efter Hofmesteren fuldte

Rigets Marsk.

Rigets Marsk, hvilken paa samme Sted beskrives saaledes: Marskens Embede er saa, at han er særdeles pligtig til at hielpe Drosten, til at skikke Lov og Ret i Kongens Sted, og rette over dem, som Uret have, og ville ej lade dem nøje med Ret. Og er hans Embede end meere, om Krig og Orlog fuldte paa Riget, at være Formand til alle dem, som udskikkes til Rigets Værn, og styre og raade derfor efter gode Mænds Raad. Heraf sees, at Marsken havde at bestille baade udi Civile og Militaire Sager, skiønt den fornemste Part af hans Embede var at commandere Krigshæren. Efter Marsken fuldte Cantzleren. Af Cantzlerne vare

Cantzler.

udi nogen Tid tvende, en Kongelig Cantzler eller Seilforvarer og en Rigs Cantzler, som var Hoved for Justitien, og hvorom Christiani 3 Recess siger: Dommere ere næst Kongelige Majestet her udi Dannemark Rigets Cantzler og Rigets Raad. Item at alle Stævninger fra andre Rette gaar ind til Cantzleren.

Hvad Norges Tilstand udi denne Periodo angaar, da var samme Rige ikke

Norges Tilstand udi denne Periodo.

anderledes anseet end en Province af Dannemark, og blev regieret af Danske Statholdere. Aarsagen, hvorfor Norge mistede sit eget Raad udi Christiani 3. Tid, giver Hvitfeld udi Højstbemeldte Konges Historie tilkiende, nemlig, efterdi de Norske saa tit havde giort Affald. Der over har jeg givet min Betænkning paa et andet Sted, og viiset hvor ilde grundet Hvitfelds Beskyldning er, og alt hvad som i de Maader kand siges om de Norske, kand i samme Grad, ja i større retorqveres paa de Danske, thi Opstanden mod Christianum 3. var større og meere almindelig udi Dannemark end udi Norge, hvor alleene (15) Erke-Bispen af Trundhiem med sine Anhængere vilde ikke approbere samme Konges Vall. Derforuden kand man ikke sige, at et Rige kand beskyldes for Frafald eller Oprør, naar der ere tvende Prætendenter til Kronen. Denne Ulighed mellem Rigerne søgte Christianus 4. imod Enden af sin Regiering nogenledes at hæve ved at accordere den Norske Adel samme Privilegier som den Danske, men Norge blev dog stedse anseet, som en Province indtil Souverainetetets Indførsel, da begge Riger igien ere blevne tracterede paa en lige Fod, som tvende foreenede Riger under Souveraine Konger, og bekom da Norge igien sine egne Herredage og højeste Ret, som varede indtil den nu værende Ober-Hoff-Rets Stiftelse i Christiania, da tilforn alle Sager ginge fra de Norske Laug-Ting lige til Dannemarks Riges Raad.

Udi den Slesvig Holstenske Regiering var udi den 4de Periodo en stor

Førstendommernes Beskaffenhed udi denne Periodo.

Irregularitet, som man ingen Rede kand finde udi. Stænderne beraabte sig paa deres Vall-Rettighed, efter Christiani I. gived Privilegium. Derimod saae man begge Førstendommene ideligen som Patrimonia deelte mellem de Kongelige Børn, og Slesvig, som var en Deel af Dannemark, blev confunderet med Holsten. Der vare derfor stedse u-ophørlige Tvistigheder, som ved intet Middel kunde bilægges, og varede samme Tvistigheder til Christiani 4. Tid, da Højstbemeldte Konge ved sin Myndighed ophævede denne prætenderede Vall-Rettighed, og tillige med indførte Jus Primogenituræ eller Første-Fødsels-Rett, som omstændigen er fortaalt udi hans Historie.

Man skulde vel tenke, at Riget tabte meget af sin Styrke og Anseelse, efter at den Calmarske Foreening var brudt, og Sverrig var bleven demembrered fra Dannemark og Norge, men jeg har forhen viiset, at det Nordiske Monarchie havde meer

Riget kom i større Anseelse efter den Calmarske Foreenings Ophævelse

Apparence til Styrke end Realitet, og det formedelst de indvortes Skrøbeligheder, hvoraf det laborerede: thi Dannemark havde aldrig haft meere at bestille med Sverrig end i denne Foreenings-Tid, og Kongerne havde aldrig været i mindre Stand til at foretage noget af Vigtighed, end da de regierede over 3. Riger. Udi Foreeningens Tid saae man de Slesvig Holstenske Stænder, (16) Hanse-Stæderne og Dytmarsken at trodse mod Kongerne; Kong Erik af Pomeren kunde ikke i nogle og tyve Aar blive Mester af Gottorps Slott; han maatte ogsaa lade sig insultere af Hanse-Stæderne, Kong Christian I. maatte lade sig foreskrive Love af de Slesvig Holstenske Stænder. Kong Hans maatte efter en ulykkelig Krig forlade Dytmersken; Da derimod Kong Friderik den Anden udi en Maaneds Tid conqveterede Dytmarsken, og Kong Christian 4. uden Sværd-Slag alleene ved sin Myndighed tvang de Slesvig Holstenske Stænder til at renoncere paa deres store Prætensioner, holdt Hanse-Stæderne i Ave, og fik Hamborgerne til at blæse i Bøssen; Saa at man derfore kand sige, at Sverrigs Accession til de tvende andre Riger giorde dem langt svagere end de vare,

Aarsag dertil.

og at det herudi gik til, ligesom udi en Huusholding, hvor en Huus-Fader, jo fleere Domestiqver han antager, jo slettere bliver han opvartet, thi fast den heele Tid maatte bortdrives ved at componere Tvistigheder mellem Rigerne, og, naar noget af Vigtighed skulde foretages, meenede det eene Rige, at det alleene var det andet Riges Affaire, hvorudover Sagerne maatte blive liggende: Derforuden, naar Uroelighed reisede sig i et Rige, maatte man frygte, at den heele Machine vilde falde, hvorudover, saa ofte der skeede Opstand udi Sverrig, maatte man ogsaa have Øje paa Norge, hvoraf man seer, at Rigerne tabte intet af deres Styrke derved, at Sverrig fik sine egne Konger.

En anden Aarsag, hvorfor de Danske Konger vare i større Anseelse udi den 4de Periodo, var Reformationens Indførsel, thi derved blev Riget ikke alleene skildt ved de mægtige Bisper, som vare Kongernes Controlleurs, samt Krigs- og Oprørs-Basuner i Landet, men Kronen blev ogsaa ved deres saavel som Kloster-Godsets Reduction merkeligen styrket. Nogle og fyrretyve Lehn kunde tilforne neppe forslaa til at giøde en Roskildsk Bisp, og alle Stæder vare her, saavelsom udi andre Roman-Catholske Lande opfyldte med Klostere. En anseelig Hob Penge gik ogsaa til Rom for Indulgencer, Dispensationer, Chor-Kaaber og andet, ja en eeneste Bispe-Kaabe, kom undertiden højere at staae end de (17) 7. Superintendenters aarlige Underholdning siden. I Steden for 7. myndige Bisper bleve ved Reformationen beskikkede 7. Superintendenter og 7. Stifts Befalningsmænd, hvoraf de Første skulde have Indseende med Stiftet udi geistlige, og de Sidste udi verdslige Sager, ved hvilken Skik det er forbleven indtil denne Dag.

Men, saa meget, som Kongernes Magt og Myndighed formeeredes ved det geistlige Regimentes Afskaffelse, saa meget igien blev den formindsket ved Raadets og Adelens Tilvæxt, som i denne Periodo kom paa den højeste Spidse. Dog var Adelens

Kongernes Myndighed derimod aftager.

Magt ikke altid lige, men havde undertiden sin Flod, undertiden sin Ebbe. Kong Friderik 1. havde fast lige saa lidet at sige, som en Venetiansk Doga; thi, saasom han ved Adelens Faveur var kommen til Regieringen, saa maatte han stedse leve udi Adelens Dependence, og maatte underskrive alt hvad som sigtede til Adelens Højhed og Almuens Undertrykkelse. Udi Christiani 3. Tid derimod var Conjuncturerne langt anderledes; thi, som Højstbemeldte Konge havde ved sine sejerrige Vaaben ligesom revet Riget udaf fremmedes Hænder, og beskyttet Adelen mod Almuens Vold, saa var Adelen ham lige saa meget obligeret, som hans Fader tilforn var dem, at derfore Christianus 3. ikke regierede med større Myndighed, var meere at tilskrive hans Villie end hans Evne; thi han kunde fast ansee Riget som en Conqvête, og derfore var i Stand at forandre Regieringens Form, hvis hans naturlige Fromhed og Sagtmodighed ikke havde holdet ham tilbage. Fridericus 2. havde ved sit

Adelens Myndighed Ulige i den fierde Periodo.

fornuftige Regimente og sine sejerrige Vaaben erhvervet sig stor Myndighed, saa at Adelen udi hans Tid maatte holde sig temmeligen inden for deres Skranker, og seer man, at een af de alleranseeligste Herremænd, nemlig Peder Oxe maatte formedelst en Dristighed leve mange Aar udi Landflygtighed, og ikke uden efter adskillige Potentaters Forbøn og Forpligtelse om en stedsvarende Føjelighed imod det Kongelige Huus, kom i Naade igien. Hvad Kong Christian den 4. angaaer, da, saasom han kom ganske ung til Regieringen, spillede Adelen udi hans Mindreaarighed Mester, og saae man, at hans Frue Moder, (18) Dronning Sophia, skiønt en af de habileste Dronninger, som Dannemark nogen Tid haver haft, ikke blev admittered til nogen Administration udi Rigets Affaires. Men, da denne store og habile Konge tog selv Regieringen an, fik Adelens Myndighed en Ende; thi man seer, at han sluttede mange vigtige Ting af egen Autoritet. Mange Herremænd bleve ogsaa udi hans Tid straffede paa Livet, blant hvilke Peder Galte, hvilken i sit 70. Aar af en Kongelig Krigs-Rett, blev dømt til at halshugges: Dog reisede Adelens Myndighed sig imod Enden af hans Regimente igien, og kom paa den højeste Spidse efter hans Død.

Hvad de andre Stænder angaaer, da havde Geistligheden i samme Periodo ikke meget at sige, efterat Bisperne ved Reformationen af Lehnsførster vare blevne

De andre Stænders Tilstand.

forvandlede til simple Pastores og Siæle-Sørgere, hvorudover det holdtes u-anstændigt for en Adelsmand at begive sig meere udi geistlig Orden; Dog vare de Kiøbenhavnske Professores udi stor Anseelse og næst Adelen af alle mest agtede, thi man seer ikke alleene adskillige af dem brugte udi vigtige Forretninger, men endogsaa nobiliterede. Borgerskabets Tilstand var maadelig, sær efter Christiani 3. Ankomst til Regieringen; thi, saasom Stæderne havde giort Opstand i Riget efter Friderici I. Død, og Borgerne havde huseret temmeligen sterkt udi den saa kaldte Grevens Krig, blev deres Tilstand derover meget deteriorered, saa at en Borger, hvor store Meriter han end kunde have, turde ikke aspirere til højere Ting, end til at blive Borgemester, og seer man udi adskillige Forordninger Borgerstanden distingveret fra Adelen baade udi Klædedragt, Mad og Drikke, hvilket foraarsagede, at samme Stand var siden desvilligere i at promovere Souverainetetet. Bøndernes Vilkor var ulige. De Siællandske Vordnede vare udi lidt bedre Stand end Trælle, og Lifegne. Andres derimod, sær de Jydske Bønders Vilkor var bedre; thi der var ingen Forskiæl mellem Adels-Gods og Jord-egne Bønders Gods, uden at Jord-egne Bønder gave Stud og Leding, det er: skattede til Kronen. Men udi den 4de Periodo blev ogsaa deres Tilstand forværret, og det formedelst det Oprør, som de Jydske Bønder udi Christiani 3. Tid giorde under (19) Skipper Clement, og seer man at selv-ejer Bønder siden den Tid ikke have ejet deres Gaarde pleno Jure.

Krigs-Magten var udi stor Anseelse under de 3de Konger Christ. 3. Frid. 2. og

Krigs-Magten udi stor Anseelse.

Christiano 4., saa at man i lang Tid ikke havde hørt tale uden om glorieuse Sejervindinger, og reputerlige Frede. Men mod Enden af Christiani 4. Regiering begyndte de Danske Vaaben at tabe noget af deres Reputation, hvilket er desmeere at forundre, efterdi Dannemark aldrig havde haft en meere Martialsk Konge. Men det samme kand tilskrives Sverrigs overmaade store Tilvæxt, thi man seer, at det herudi gik Dannemark ikke værre end alle andre Sverrigs Naboer; Saa at den ulykkelige Krig, som de Danske førte, og de Forliiser, Riget lidede under denne Konge, reisede sig ikke deraf, at Nationen var mindre stridbar end tilforn, men fordi intet paa de Tider kunde imodstaa den Svenske Krigs-Magt, der som en Flood oversvæmmede alting, og var bleven en Skræk for heele Europa. Dog var Søe-Magten stedse udi stor Anseelse, og var der ingensteds mægtigere Flode end udi Dannemark under Christiano 4., hvis Hoved-Studium var Søe-Mandskab. Foruden den Kongelige Flode, som var baade stor og tallrig, vare der ogsaa mange monterede Kiøbmænds-Skibe, som udi Freds-Tider havde særdeles Privilegier, og derfor maatte giøre Tieneste i Krigs-Tider. Det er ogsaa troeligt, at disse Riger aldrig have haft større Forraad paa experimenterede Søe-Folk, end under denne Konge, og det formedelst Handelen, som da var ogsaa i stor Consideration. Man seer ellers af Friderici 3. Forordning dat. Kiøbenhavn den 5. Maji 1653. at der før Souverainetetet har været en slags Land-Militie; thi Forordningens første Artikel melder saaledes derom: En hver af disse fornevnte Soldater skal være forpligted, naar de af deres Lehns-Mænd eller tilforordnede Officiers til Tinge eller paa andre Steder til Mynstring eller andre Vore Rigers Ærinder tilsagt vorder, strax at lade sig indfinde, og skal fornevnte Soldat, som bør i Læget at antages og tiene, foruden hvis han i Tiene|20ste bekommer, gives aarligen af sin Legsmand til et par Skoe, Krud og Lunte 5. Mark courant og 6. Skilling Danske, foruden noget i hans Knapsæk med 5 à 6 Skill. til Øll, naar han exerceres, og intet videre i Freds Tider. Men det er troeligt, at saadan Udskrivelse har været af liden Vigtighed og uden nogen Orden; thi en ret regleret Land-Militie blev allerførst indstiftet af Friderico 4.

Det er ellers at merke, at disse Rigers Handels Opkomst maa henføres til denne

Den Danske Handels Opkomst kand henføres til denne Periodum.

Periodum; thi for den Tid var ikkun liden Handel udi Dannemark og Norge, saasom Hansestæderne havde anmasset sig den alleene, og stipuleret sig Friheder, hvorved Hænderne vare ganske bundne paa disse Nordiske Riger. Christianus 2. som saae dybere udi Handelen end nogen af hans Formænd, søgte vel at indføre en retskaffen Handel og at ophæve det forrige Høkerie: Men hans Forsæt blev forhindret ved den paafølgende store Catastrophe, som skilte ham ved Scepter og Krone. Udi Friderici I. Tid blev Handelen ved sin gamle Slenterjan, eftersom samme Konge trængede til Hansestædernes Venskab, saa at man maa regne den Danske Handels Begyndelse fra Christiani 3. Tid. Dog kand man ikke sige, at her blev dreven nogen retskaffen umiddelbar Handel førend udi Christiani 4. Tid: Men da kom den i saadan Drift,

Dens Flor og Velstand under Christ. 4.

som den aldrig har været enten før eller siden; ja man kand sige, at faa Riger paa de Tider brillerede meere udi Handel end Dannemark og Norge; thi da bleve Colonier stiftede udi Indien, store Entrepriser giorte udi det Nordiske Hav, og saadanne fordeelagtige Commerce-Tractater sluttede med Spanien, at andre Nationer begyndte at fatte Jalousie derover.

Hvad Studeringer og boglige Konster angaaer, da begyndte de at blomstre udi

Studeringer og boglige Konster paa den højeste Spidse.

Christiani 3. Tid, stege end højere under Friderico 2., og komme paa den højeste Spidse under Christiano 4., saa at de fleeste store Mænd, hvoraf Dannemark bryster sig, ere producerede i den 4de Periodo; Da bleve ogsaa de store Skoler stiftede, og de fleeste Legata funderede. Det Kiøbenhavnske (21) Universitet kom til sin fulde Væxt, og det Ridderlige Academie til Sorøe blev anlagt. Udi Friderici 2. Tid strømmede Fremmede fra alle Steder for at lære Theologie og Mathematiqve under Hemmingio og Tycho Brahe, og udi Christiani 4. Tid bleve alle de Skrifter forfærdigede, som tiene til Fæderne-Landets Historie; thi da kom for Lyset Cantzler Hvidfelds store Krønike, Pontani og Meursii bekiendte Historie, &c.

Hvad Rigets Indkomster anbelanger, da seer man af de prægtige Slottes og

Rigets Indkomster.

mange Stæders Fundationer, at de maae have været considerable. Vel er sant, at Riget tabte noget ved den Engelske Handels Etablissement paa Archangel, hvorved Farten blev mindre igiennem Øresund, men Kongen indemniserede sig tilstrækkeligen igien ved den Øresundske Tolds Forhøjelse.

Hvad Kronens Gods angik, da var det samme vel af stor Vigtighed, skiønt

Anmerkninger angaaende Kronens Gods.

Kronen selv ikke saa meget til Nytte, som Adelige Familier, hvilke paastode som en Rett dermed at blive forlehnede, og at Kongen ved Forpagtning ikke kunde føre sig det til Nytte. Og foraarsagede det samme, at Kongerne udi vanskelige Tider vare i stor Penge Trang. Hvorudover, da der 1660 paa den store Rigsdag handledes om at hielpe Riget til rette igien, foreslog Geistligheden og Borgerskabet saadant Middel dertil, at Kongen maatte have Frihed at benytte sig Kronens Gods, som han best kunde, og at forpagte det til de Mestbydende. Men Adelen protesterede hæftigen derimod, som skal viises udi Souverainetets Historien; thi de stode stift paa saadan Ret, som paa een af deres største Hærligheder. Hvorudover Hvitfeld i hans Krønike siger, at Bonden er sit Gods meere mægtig end Kongen, efterdi han kand skiøde og afhende sin Gaard, da derimod Kongen kand intet bortgive af Kronens Gods, med mindre det skeer med Dannemarks Riges Raads Villie og Samtykke. Men ved Souverainetetets Indførsel ophørte den Tvang tillige med alle andre, da den heele Regierings Machine blev forandred under Kong Friderik, til hvis Historie jeg nu træder.

(22)

Fridericus III.

Ottende Konge af den Oldenborgske Stamme.

Fridericus 3 er fød til Hadersleben Anno 1609 den 18 Martii. Da han var

Friderici 3. Fødsel og Opdragelse.

kommen til nogenledes skiønsom Alder, skikkede hans Hr. Fader ham til det Adelige Academie i Sorøe for der at underviises og oplæres i saadanne Videnskaber og Øvelser, som ere en Kongelig Prinds anstaaelige, og beskikkede ham særdeles til Informator Doct. Hans Burchard, og paa det han desmeere kunde opmuntres til Studeringer, skikkede hans Hr. Fader i ligemaade did hen Hans Prindselige Højhed, Prinds Ulrik, en Herre ogsaa af stor Forhaabning. Efter at begge Prindser havde udi Fædernelandet bekommet gode Fundamenter udi adskillige Videnskaber, finge de begge Forlov at reise udenlands, for der at giøre sig videre fuldkomne, og begave de sig først til de foreenede Provincier, og derfra til Brabant og Flandern, hvor paa de Tider Krigs Videnskab var paa den højeste Spidse, reisede derpaa til

Hans Udenlands-Reise.

Frankrige, og opholdt sig mest udi Paris, Orleans og Anjou. Om deres Franske Reise bliver fortaalt en Historie, som jeg her ikke kand forbi gaae at indføre. Da Prinds Friderik tillige med sin Broder kom til St. Denis, for at see det saa kaldte Tresor eller de Helligdomme, som sammesteds ligge forvarede tillige med de Franske Kongers Insignia, finge saavel de selv, som de andre, der vare i deres Følge, Lyst til at sætte den Kongelige Franske Krone paa deres Hoveder. Dette accorderede ogsaa Benedictiner Munkene dem, skiønt de reisede allevegne incognito, og deres Hoffmestere og Domestiqver havde Befalning af Kong Christian, ikke at give deres Personer tilkiende paa Reisen. Efter at Kronen var gaaen omkring paa alle Hoveder, syntes en

En særdeles Avanture i Frankrige.

Deel, at den havde passet sig best paa Prinds Ulriks Hoved. Men een af Munkene sagde Nei dertil, tog Kronen, og satt den paa Hertug Frideriks Hoved, sigende: Den passer sig best til denne Cavaliers Hoved. Da alle bleve tausse derved (23), og Prinds Friderik vilde tage Kronen af Hovedet igien, bad Munken ham, at han vilde endnu lade den sidde noget, blev ved sin forrige Admiration, og spaaede, at hans Hoved, førend han døde, endeligen maatte blive kroned. Endeligen vendede han sig til de omkringstaaende, og sagde: Jeg vil være den første, som vil helse denne Cavalier Konge, hvorpaa han nærmede sig til Prindsen, faldt ned for ham paa det eene Knæe, og sagde med Ærbødighed: Sire, Souvenez vous, qve je suis le premier, qvi vous felicite d’une Couronne: Det er: Erindrer Eder, Herre, at jeg er den første, som ønsker Eder til Lykke med en Krone. Saaledes fortælles Historien, men jeg kand ikke garantere for, om Munken var forhen bleven underviised om Hertug Frideriks Person, nemlig at han var den ældste af de Kongelige Prindser, som da vare tilstæde; saa at derfore dette kand heller være en Fransøsk Politesse og Artighed, end en virkelig Spaadom.

De Kongelige Prindser agtede at fortsætte deres Reise videre igiennem Italien og andre Lande, men bleve forhindrede derudi, eftersom udi Italien grasserede Pest, hvoraf dagligen døde i Meiland henved 500 Mennesker, de andre Stæder foruroeligedes af de Kejserlige og Mantuanske Tropper. Savojen var beængstiged af Frankerig; Kejseren og Stænderne laae i Strid med hinanden i Tydskland, og Krigens Lue strakte sig fast over hele Europa, hvorudover Reisen gik tilbage til Dannemark igien. Jeg vill her intet tale om Prinds Frideriks Promotion til Erke-Biskopdommet Bremen, ej heller om hans Bedrifter udi den sidste Svenske Krig, da han som Generalissimus commanderede Rigets Tropper, eftersom derom er meldet udi Christiani 4 Historie. Man seer af den u-afladelige Omsorg hans Hr. Fader bar for hans Forfremmelse, at samme Prinds har været ham meget kiær; thi foruden de mange Aars Solicitationer, han anvendte paa at befodre ham til Stifterne af Bremen og Handel om Ægteskab med Dronning Christine af Sverrig.Vehrden, arbeidede han ogsaa paa at stifte Ægteskab mellem ham og Dronning Christine af Sverrig, hvorvel saadant Anslag vilde ikke succedere, saasom det er troeligt, at de store udi Sverrig have af all Magt arbeidet paa saadant at (24) forhindre, hvorudover Kongen omsider stod fra det Forsætt, og søgte at forskaffe Prindsen en Brud udi Tydskland, hvilket sees af Højstbemældte Konges egethændige Brev til sin Resident P. Wibe, hvorudi findes disse Ord: Angaaende min Søns Hertug Frideriks Giftermaal, med den unge Dronning i Sverrig, daa er ded forgieffuis i den Sag at giøre sig nogen Umag, all den Stund min Søn er forloffuet med en Frøiken i Tydskland (a). Samme Frøiken, som hans Prindselige Højhed var bleven forlovet med, var den Lyneborgske Princesse Sophia Amalia, Hertug Georgii Dotter,

Bliver gifted med den Lyneborgske Princesse Sophia Amalia.

med hvilken han holdt Bilager til Glückstad den 18 October 1643, og med hende udi det Aar 1646 avlede Christianum, som siden blev Konge i Dannemark, hvilken unge Prinds den gamle Farfader udi sit 70 Aar selv holdt over Daaben, og siges at have sagt efter Acten til Barnet: vilt du saa trykke Svensken, som du har trykked min Haand, saa faar han Skam. Efter Kron-Prindsens Christiani 5 Dødelige Afgang, søgte hans Hr. Fader at designere ham til sin Successorem. Men, som Christianus 4 døde kort derefter, blev Sagen staaende og u-afgiort, saa, at den gode Prinds saae sig udi en meget u-fordeelagtig Tilstand; thi paa den eene Side var han bleven ved puur Hændelse skildt ved sine Stifter i Tydskland, og paa den anden Side saae han, at Conjuncturene vare vanskelige for ham udi Dannemark, og at Successionen vilde blive ham giordt stridig. Dette er en kort Underretning om, hvad Friderico 3 er hendet før hans Ankomst til Regieringen.

Da Christianus 4 var ved Døden afgangen, var ingen hyldet levende Prinds,

Tilstand efter Christiani 4. Død.

som efter Sædvane kunde succedere, thi den udvalte Prinds Christian 5 var, som sagt er, døed Aaret tilforn, og den Højsalige Konge havde formedelst sin hastige Død ikke kundet fuldbringe sit Forsæt angaaende den overblevne Prindses Hyldning, hvorfore Staten henfaldt til et Interregnum og Rigets Raad overdrog Regieringen til Hoffmesteren, Cantzleren, (25)

(a) Acta Interregn. Manuscr.

Marsken og Amiralen, og de igien maatte lade alting komme an paa den habile og mægtige Rigs Hoffmester Corfitz Ulfeld, hvilken udi dette Interregno var anseed som en Regent eller Interims Konge.

Det første man foretog, var at handle om et Konge-Vall. Med deslige Vall

Tvistighed om Konge-Vall.

pleiede saaledes at forfares: Adelen alleene blev sammenkaldet til at indrette Regieringens Form, og at udvælge en nye Konge, og de andre Stænder bleve alleene forskrevne for at give deres Samtykke til saadant Vall. Derover havde disse sidste een og anden Gang besværget sig, men aldrig meere end udi dette Interregno, efterdi Rygtet gik, at Rigets Raad og Adelen havde i sinde at udelukke Prinds Friderik fra Successionen, og at spille Kronen udi en andens Hænder. (a) Da nu Stænderne vare forsamlede paa den store Sall paa Slottet, som var inden for Ridder-Salen,

Stændernes Forsamling.

holdt Cantzleren en Tale af den Indhold, at Geistligheden og Borgerskabet, skulde Samtykke den til Konge, som Rigets Raad vilde udvælge, og vidner Autor, som jeg herudi har fuldt, at have været tilstede paa Salen, (b) da samme Tale blev holdt. Lauritz Scavenius, som samme Aar var Rector Universitatis, stoed da op og svarede paa de andre Stænders vegne saaledes: At de alle vare skriftligen ombedet af den Højsalige Konge at udstedde Fuldmægtige for at raadslaae om et

Doct. Scavenii Tale.

Konge-Vall efter hans Død, hvorfore de formeenede, at de efter samme Kongelige Missive vare berettiget at have deres Vota udi Vallet, og ikke vare forbundne alleene til at samtykke den, som Raadet vilde udvælge. Hvad Svar, som ellers fuldte paa Doct. Scavenii Anmodning, derom meldes intet. Men, saasom Adelens Magt aldrig havde været større end paa den Tid, kand man let slutte, at paa saadan Ansøgning ingen Reflexion er bleven giordt, og at de andre Stænder have været i Frygt, at see den Kongelige Prinds udelukt fra Kronen, helst som det var bekiendt, (26)

(a) Acta Interregn. Manuscr.

(b) Act. Interregni Manuscr.

at Rigets Hoffmester Corfitz Ulfeld intet got Hierte bar til de Kongelige

Corfitz Ulfelds Opførsel.

Børn, som Christianus 4 havde avlet med Dronning Anna Catharina, saasom han havde een af Fru Kirstines Døttre til ægte, og derfor efter manges Gisning gik selv frugtsommelig med Konge Tanker.

At saadan Gisning aldeeles ikke kand være uden Grund, synes at viise det legitimations Brev, som Rigets Raad paa samme Tid blev ombedet at verificere, for at viise, at Frue Kirstines Børn vare rette ægte Kongelige Børn, og paa en subtil Maade tillige med at insinuere, at de ikke vilde lade sig finde gienstridige, i fald Kronen blev een af dem tilbuden, thi jeg kand ikke see, hvortil dette Patents Reqvisition i disse slibrige Tider ellers skulde sigte. Og, saasom samme Brev i den Henseende er af stor Vigtighed, og en Copie mig der af er communicered, vill jeg det her Ord for Ord indføre. Det lyder saaledes:

Dannemarkes Riiges Raad giøre vitterligt, at eftersom den Stormechtigste og Høybaarne Herre og Konning Hr. Christian den Fierde Høylofflig Ihukommelse efter Hans Majestets eget obne Breffs Udviisning, er for

Fru Kirstine Munks Børns legitimations Brev verificeres af Raadet.

meere end trediffue Aar siden kommen udi Ecteskab med den Edle och Welbaarne Frue, Fru Kiersten Munck, och saadant ikke huer saa fuldkommeligen her udi Riget, meget mindre uden Riget er bekiendt, at alle og enhuer saadan Beskaffenhed er vitterlig och aabenbar. Da haffue nogle af den fornemmeste Stand, som her udi Riget saa høyt herudi interessere, weret wores sandfærdig Kundskab begierendes. Saa, efterdi aff Kongelig Majestets Høyloffligst Ihukommelse eget Breff datered Lundegaard den 23 Augusti 1615 och skreffuet och underskreffuet med Hans Kongelige Majestets egen Haand, befindes Hans Kongl. Majst. da at haffue taget welbemelte Frue Kiersten Munck til sin Egte-Stalbroder, (27) och Hans Majestet udi andre sine Breffue særdeles udi et Breff sub dato Krempe den 9 September 1629 haffuer kiendt och actet oftbemeldte Fru Kiersten Munckes Børn, den sidste saavel som den første for sine Ecte-Børn, saa de och derfore alle billigen bør at actes og ansees. Da haffue wi dennem efter slige Kongelige Breffue och Documenter denne wores sandferdige Effterretning och Kundskab herudi ikke vildet benecte, Cronen och den Høybaarne Fyrste og Herre Hr. Friderik, Hertug til Sleswiig, Holsten, Stormarn, Dyttmarsken, Greffue udi Oldenborg och Delmenhorst wores Naadigste Herre, och Hans Fyrstelig Naadis Arffuinger udi alle Maader U-prejudicerlig. Des til ydermeere Bekreftelse haffue wi dette med vore egne Hænder underskreffuet, och Rigens Segel wnderhengt. Datum Kiøbenhaffn den 18 Aprilis 1648. (a)

Christian Thomesen. Anders Bille. Offue Gedde.

M. pp. M. ppria. M. pp.

Christoph Bing. Mogens Kaas. Thage Thot.

M. pp. Eghandt. M. pp.

Christoff Vldfeld. Olluff Parstberiigh. Jørgen Seefeldt

Eghh. Christoffersen M. pp.

Grægers Krabbe. Iffuer Wind. Jørgen Brahe.

M. pp. Eghd. M. pp.

Friderick Redz. Niels Trolle. Malthe Jull.

Egen Hand. M. ppria. M. pp.

(L. S.)

Endeel merkede strax hvortil alt dette sigtede, og de Difficulteter, som Corfitz Ulfeld giorde mod Hertug Frideriks Vall, bestyrkede dem ikke lidet udi saadan Mistanke. Men just det, som (28)

(a)Dette Patent blev dog ikke publicered førend efter Haandfæstningens Forfattelse, men længe for Hyldningen.

syntes at contribuere mest til den Kongelige Prindses Udelukkelse, befodrede den allersterkest; Thi Ulfelds store Myndighed og Anseelse havde

De fleste af Adelen af Jalousie mod Ulfeld understøtte Hertug Friderik.

opvakt stor Jalousie hos mange, saa at de fleeste af Adelen søgte at contrecarrere ham, hvilket ikke kunde skee uden ved at understøtte Hertug Friderik, saa at derfore Højst-bemeldte Hertug fik den største Deel af Adelen paa sin Side. Disputerne varede dog længe, uden at man kunde see, hvad Udfald Tingen vilde have, og var det ikke alleene udi Dannemark, at Konge-Vallet vaklede, men endogsaa udi Norge; thi der udkom paa samme Tid et Skrift angaaende Regieringens Forandring sammesteds, skiønt man ikke kunde vide, af hvis Indskydelse det var, ej heller hvo dets Forfatter havde været. Endeligen, saasom Ulfeld merkede, at det vilde blive ham vanskeligt at trænge igiennem med sit Forsætt, og at de fleeste Stemmer vilde falde paa Hertugen, søgte han af Fornødenhed at giøre sig en Merite, og Bifaldt Mengden, som stemmede

Hans Val.

paa Hertug Friderik: Og, da Vallet var faldet paa Højstbemeldte Hertug, overleverede han ham Riget paa sine egne og det heele Raads Vegne, med en ziirlig Tale og Lyk-Ønskning, af det Indhold: At, eftersom det har behaget Gud i Himmelen fra dette elendige Liv at affodre Højlovlig Ihukommelse Kong Christian 4.

Hoffmesterens Lykønsknings Tale.

vor forrige Allernaadigste Konge og Herre, og det nu behager den samme allmægtigste GUd at give os Eders Naade til Konge, saa resignere Vi Regieringen, og Eders Naade den overantvorde, og I med Rigets Raad skall styre og regiere disse Riger Dannemark og Norge &c. (a) Heraf kand nogenledes sees, at det maa være en Digt, som antegnes af Autor til den Historie, kaldet: Ulfelds listige Practikker; nemlig at Hoffmesteren Natten efter Kongens Kroning lod nedrive Triumph-Porten; thi hvor liden end den Affection kunde være, som han bar for Kongen, saa dog, eftersom han udi Konge-Vallet beqvemmede sig til at gaae med Strømmen, og havde kundet tvinge sig til udi tendre Terminis at holde Lykønsknings-Tale (29)

(a) Acta Interregn. Manuscr.

Tale til den nye Konge, ja bivaanet Hyldingen og Kroningen, er det ikke troeligt, at han har dristed sig til at øve saadan Violence, helst saasom den nyttede til ingen Ting. Men, længe førend man skred til Hyldingen, arbeidede man paa at forfatte en Haandfæstning, og efterdi Raadet aldrig havde haft bedre Lejlighed at opskrue den samme, end udi denne formeente Rigets Vacance, og det Ulfeldske Partie saavel som den gemeene Adel havde tilfælles Interesse derudi, saa forfærdigede de i en Hast en Capitulation, som giorde Regieringens Form fast aristocratisk, thi hvad

Der arbeides paa Capitulationen.

som var nytt og u-sædvanligt i Haandfæstningen, var dette, at Kongen maatte ikke disponere over de 5. høje Bestillinger, ikke reise ud af Riget uden Forlov, og adskilligt andet af samme Natur. Nogle have vel været af den Tanke, at hvis Prinds Friderik havde holdet lidt meere Stand, Capitulationen skulde ogsaa have bleven meere mitigeret, endeel efterdi der var Splid iblant Adelen, endeel ogsaa efterdi her altid var en Necessitet at antage en Kongelig Prinds i Henseende til Førstendommene og Norge, som vare Arve-Lande og som derfor ved et fremmed Konge-Vall kunde demembreres fra Dannemark.

Men Conjuncturerne vare i det øvrige meget slibrige for Prindsen; thi der var for nyligen siden udkommet et Skrift, som sagt er, fra Norge om Regieringens Forandring, og Ridderskabet udi Førstendommene stod endda for Hovedet, hvad som skeed var 1616., hvorudover Prindsen fandt nødigt denne gang at bide i det suure

Friderici 3. Haandfæstning.

Æble, og beqvemme sig til at underskrive den haarde Haandfæstning, som siden solenniter er bleven cassered. Den har tilforn været rar, men nu omstunder findes deraf mange skrevne Copier. Hvad Indholden angaaer, da er den udi de fleeste Ting overeensstemmende med de forrige Kongers Haandfæstninger, og, som de mærkelige Tillægg, som dertil ere giorte, findes allereede anførte udi adskillige saavel indenlandske som udenlandske trykte Historier, har jeg ikke kundet forbigaae den her at indføre. Den lyder saaledes:

(30)

Kong Friderik den Tredies Recess og Haandfæstning, samtykt og sluttet imellem Ham og Dannemarkis Riges Raad udi Kiøbenhavn den 8de Martii 1648.

Vii Friderich den Tredie med GUds Naade, Danmarkes, Norges, Vendes og Gothes udvalde Prinds og Herre, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Dyttmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, Giøre vitterligt, at, efterdi Vores Elskelige, Erlige, og Velbr. Danmarks Riges Raad paa Cronens vegne, og meenige Ridderskabet ved deres Fuldmægtige her udi Riget, Os haffuer kejst, kaaret og udvalt, og Geistligheden og Borgerskabet iligemaader bevilged og samtykt haver, Os til Herre og Konge over Dannemarkes Rige at vorde. Da have vi hermed loved og tilsagd, og hermed love og tilsige dennem efterskrevne Handfestning og Recess udi Vores forestaaende Hylding fuldkommeligen at ratificere og stadfæste, som efter følger.

Ville og skulle Vi over alting elske og dyrke den Alsommægtigste GUd, og hans hellige Ord og Lære styrke, formeere, fremdrage, handthæve, beskytte og beskierme til GUds Ære, og den hellige Christelige Troes Forøgelse, og Religionens Forbedring, af Vor Magt og Formue, og til dets Behov ville Vi det saa bestille, at alle Sogne Kirker og Skoler ofver begge Rigerne blive forsørgede og forseede med Christelige, lærde og fromme Mænd, og med nødtørftig og ærlig Ophold og Underholdning, hvis det ikke tilforne skeed er udi Højstbemeldte Vores kiære Herre Faders Tid, og ikke tilstæde, at nogen, som sig her udi Rigerne at bygge og boe nedsetter, maa have nogen Frihed til nogen anden Religions Exercitium at bruge, end den, som nu udi Rigerne brugelig er.

Sammeledes skal Vi holde meenige Rigens Raad, Adelen, Kiøbstedmænd, Bønder, og meenige Rigens Indbyggere, og hver særdeeles ved Lov, Skiæl, og Rett, Friheder og Privilegier, (30) og ingen af dennem derimod at forurette i nogen Maade og skulle Vi alle og enhver besynderlig af Vores Kongelige Embede for Overvold og Urett beskytte, beskierme og handthæve.

Dernest ville Vi og skulle Vi være forpligtede, Danmarkes Rige at formeere, forbedre og forhøje af Vores yderste Magt og Formue, og, om GUd Alsommægtigste det saa haver forseet, at Vi ydermeere Land her efter med Danmarkes Riges Indbyggeres Hielp og Trøst vinde kunde med Rettergang, bekreftige med Sverd, eller anderledes bekomme, da skulle de tilhøre Danmarkes Rige, og være og blive under Danmarkes Crone. Mens dersom saa skeede (det GUd forbyde) at nogen Feigde eller Indfald skeede paa Riget, og nogen Deel af Riget kom under nogen fremmed Potentat, og siden blev igien til Danmarkes Rige bekreftiged udi nogen Maader, da, efterdi Rigets Indbyggere skulde selver tilhielpe det at bekreftige, maa og skal hver Danmarkes Riges Indbyggere qvit og fri niude og bekomme hvis Gods og Eiendomb han tilforn udi samme Orts Land haft haver.

Sammeledes ville og skulle Vi elske og fremdrage Danmarkes Riges Raad og Adel, og med Dennem styre og regiere Danmarkes Rige, og besørge Danmarkes Riges Raad med Cronens Læne, saa de ikke skulle have behov at besøge Herredage eller anden Besværing paa deres egen Kost og Tæring. Ville Vi og udi lige Maade udi Vores Kongelige Hof Rigernes indfødde Adel bruge og befodre.

Disligeste Ville Vi og ingen udlændiske Mænd tage udi Danmarkes Riges Raad, eller forlæne med Danmarkes Crones Slotte og Læne, uden det skeer med meenige Danmarkes Riges Raads Villie og Samtykke.

Sammeledes skulle Danmarkes Riges Adel niude, bruge, og beholde deres Jordegods og Tienere fri til evig Tid, med Hals, Haand, alle Kongelige Sager, og ald anden Herlighed (32) og Rettighed, som Vi og Vore Forfædre Konger udi Danmark over vore og Cronens Tienere og Gods have, og friit og frelst haft haver, saa at Vi eller Vore Fougder og Embeds Mænd skulle aldeeles intet bevære Os med deres Tienere, Gods og Enemerke, Skou, Fiskevand eller nogen anden Herlighed, enten med Sagefald, Giesteri, Ægt, Arbeide, eller anden Besværing, uden hvis vi kunde have med Adelens, som Godset og Tienerne tilhører, gode Villie og Samtykke, uden alleene at age vort eller Vores Førstindes Fadebord, hvor vi Personligen drager igiennem Landet, som Sædvane haver været af gammel Tid, uden saa skeer, at nogen aabenbare Feigde kommer paa Landet eller Riget, da ville Vi dog ingen Besværing paa Adelens Tienere legge, uden det skeer med meenige Dannemarkes Riges Raads Samtykke.

Hvor nogen steds saa findes, at Cronen haver med Adelen fellig, enten udi Skou, Mark, eller Fiske-Vand, da skulle Vi eller Vores Fougder intet meere bruge der udi enten med Fiskerie, Olden-Sviin, Skouhug, Jagt eller anden Brugelse, end som Cronens Lod og Deel kand taale; Dog paa de felles Skouve udi Falster og Langeland liggendes, som Cronen haver Lod og Deel udi, skal ingen stoort Vildt slaa, untagen Vi selv eller andre paa Vore veigne, og uden det skeer med Vores Tilladelse.

Ikke skulle Vi heller med Vort Brev biude eller forbiude nogen Mands Arve-Tienere, eller dennem som de udi Pant eller Verge haver, at suare samme sin Hosbonde; Haver nogen Tiltale til nogen, enten om Gods eller Tienere, da skal hand det forfølge med Retten efter Lovens og Recessens Liudelse.

Ikke ville eller skulle Vi paalegge eller begiere nogen Lande-Skatt paa Adelens Tienere, uden det skeer med meenige Danmarkes Riges Raads Raad, eftersom gammel Sædvane haver været, Og naar nogen Skat bevilges, da blive dog Adelens Ugedags-Tienere derfor forskaanede, som af Arilds Tid haver været (33), Ikke heller skal nogen Adelsmand være pligtig for Os eller Cronen at reise uden Rigerne, uden Vi holder dennem deres Reise fri.

10.

Sammeledes maa og skulle Danmarkes Riges Raad og Adel nyde deres Fiskeri fri for deres egen Grunde, som de her til af Arilds Tid haft have, og besynderlig udi K. Hanses Tiid. Og skal besynderlig hver maa niude Aalegaarde for deres egen Grund, undertagen udi de Fiorder, som Cronen og den meenige Mand have Skade af. Dog skulle de Fiske-Gaarde blive ved Magt, som af Arilds Tid have været, Og skulle Adelen her udi Riget maa niude Vrag for deres egen Grund, uden de sig her fra selver haver forskrevet.

11.

Ville og nogen af Adelen besøge Silde-fiskendet, og der bruge sin Næring, da skal det være Adelen uforholdt, efterdi det tillades Fremmede og Udlendiske at maa bruge deres Fordeel der at salte. Skal det og være Adelen uforbudet og frit for at kiøbe og selge, og saa mange Oxen at stalle, som enhver kand stalde paa sit eget Foder, eller hand kand lade fore hos sine egne Tienere, som ere pligtige at holde Foer-Nød, dog dermed Kongens og Cronens Told uforkrænket.

12.

Skal det og være Danmarkes Riges Raad og Adel frit for at kiøbe og selge med Udlændiske Kiøbmænd, som her til været haver.

13.

Ingen Adels-Mand, Frue eller Jomfrue skulle ved Os, Vore Fogder, Embeds-Mænd, Tienere eller andre, maa fengsligen anholdes eller paagribes, førend de ere tilforn forvundne efter Loven, uden de tages i de ferske Gierninger som de maa efter Loven anholdes for, eller begaar noget uredelig Drab eller Mord, eller vitterlig Forræderie. Men findes nogen for anden Misgierning beskyldt, som Liv eller Ære angaar, da bør en Adelsmand at rekke Haand fra sig at blive tilstæde, og Frue eller Jomfrue at (34) sette Borgen, eller lade en af sine Venner, som Vederheftig er, rekke Haand fra sig at blive tilstede: Hvis ikke, da at borge for sig selv. Gives her imod nogen Ordeel og Befaling til nogen, da skal den ikke være pligtig at rette sig der efter, med mindre den selv vil svare der til, naar paakaldes: Dog skal alle være pligtige at stande til rette for Os og Danmarkes Riges Raad, for hvis nogen haver dennem til at tale.

14.

Item skulle Vi ikke heller tilstede Vores Embedsmænd eller Fogder, at feigde nogen Riddermands Mand eller deres Tienere; Haver Vore Lensmænd eller Fogder Tiltale til nogen, da skal de tale hannem til ved Rettergang.

15.

Item skal Vi og ingen Krig begynde eller paaslage, eller nogen fremmed Magt indføre udi Riget, uden det skeer med meenige Danmarks Riges Raads Villie, Fuldbyrd og Samtykke; Ej heller udruste Rigets Flode heel eller halv deraf, eller sende Floden nogensteds bort eller Rigets Rostieneste opbyde eller samble, uden med meenige Rigens Raads Samtykke, Munstringen, som ordinaire plejer at skee, her med ikke meent, eller om Riget noget fiendtligt saa hastig paakom, at efter Rigets Raads Forsamling ikke kunde fortøves; Og naar noget Opbud skeer, eller noget imod Rigets Fiender skal foretages, da skal ingen commandere Rigets Marsk, uden Vi selv alleene, eller samtlige Rigets Raad i Vores Fraværelse.

16.

Ingen Riddermands Mand skal forbryde sit Jorde-Gods, uden hand fører Avindskiold imod Kongen og Riget, som Loven udviiser.

17.

Item skulle Vi altid dømme uden ald Vild, og ej tage Gunst eller Gave for nogen Ret eller Rettergang i nogen Maade, men være lige velvillig til at hielpe og skikke dennem deres Ret, være sig enten Indlændiske eller Udlændiske Folk, Fattige eller Rige, Venner eller Uvenner, Adel eller U-Adel, inden Raad eller (35) uden, som hender for Os at komme, som en Christen Konge bør at giøre.

18.

Item, ville Vi ingen udlendiske eller indlendiske Privilegier, som gielder paa Riget, stadfæste eller paa nye give, eller nogen Monopolier bevilge, uden med meenige Danmarkes Riges Raads Raad.

19.

Ikke skulle Vi give nogen, som ikke er af Adel den Frihed og Frelse, som Riddere og Svenne de have, uden ald Danmarkes Riges Raads Samtykke, uden nogen forhverver det saa billigen paa Marken, at hand er det værd. Ikke heller skal nogen udlendisk Adelsmand, som sig her udi Riget agter at boesætte, nyde Danske Adelige Privilegier, med mindre de med meenige Danmarkes Riges Raads Samtykke naturaliseres, og for en Dansk Herremand kiendes, antages og ansees, og inden Aar og Dag derefter tages udi Eed.

20.

Item skulle Vi ikke, Vor Førstinde, eller nogen Vores Afkom, eller nogen anden paa Vore vegne, kiøbe eller pante Os eller Cronen til noget Friit og Frelst-Gods her udi Riget, eller udi nogen Maade ved noget Middel bevilge, at det bringes eller annammes under Cronen.

21.

Ikke skulle heller Danmarkes Riges Raad og Adel maa kiøbe eller pante noget friit Bonde-Gods efter denne Dag, uden det skeer med Kongens Tilladelse.

22.

Item, hvem som kommer til Os udi good Tro og Love paa Vor Skrivelse og Breve, da skal den for Os og for alle de, som for Os giøre og lade ville, fri, sikker og ubehindred komme hiem til sit eget igien, dog hand skal være pligtig for Os og Danmarkes Riges Raad at stande til Rette.

23.

Item, Hvo som vil feigde nogen Riddermands Mand, da (36) skal hand giøre hannem ærlig Forvaring med hans aabne forseiglede Brev, og sende hannem det med to Riddermænds Mænd; Den som Feigden kyndes, skal være fellig for dennem, som hannem Forvaring giør, Nat og Dag efter at hannem kyndes Feigden.

24.

Skulle Vi og være forpligtede med Undersaatternes Hielp, det første Vi kunde det bekomme, at indløse Ørkenøer og Hetland til Cronen igien.

25.

Item, ville Vi ikke, eller skulle Vi ikke heller maa drage nogen fra sit Herrets-Ting eller Lands-Ting med Vore Breve: Ikke heller fra Rigets Cantzeler efter Loven: Ikke heller skal nogen maa skyde sig fra sit Herrets-Ting eller Lands-Ting, førend Dom er gangen.

26.

Item dersom Sandemænd eller Neuninge sværge nogen Mand til Skade med Uret, saa viit som Jydske Lov rekker, da skal Lands-Dommer have Magt, om det af dennem begieres, at opstevne beste bygde Mænd, og dennem maa felde, om de have giort uret. Og udi lige Maade skal holdes udi Siælland og Skaane og andre Lande, saa viit som Siællandske og Skaanske Lov rekker om Olding og Neun.

27.

Sammeledes skal og holdes om Lov og Lovhevd, men paa de Love og Lovhevder, som nogen af Adelen haver gived og giort, skal ikke dømmes paa, uden af Kongen og meenige Danmarkes Riges Raad.

28.

Sandemænd, Rans-Neuninge og andre Neuninge skulle ej herefter maa sverge imod Lovheude eller imod nogen Lov, som given er, meden de stande ved Magt og ere uryggede.

29.

Item, ingen Forbud skulle Vi heller giøre paa Øxen, Korn, Smør, Sild eller noget at udføres her af Riget, uden med menige Danmarkes Riges Raads Raad Villie og Samtykke: Og (37) naar nogen Forbud saaledis giort er, da skal og ikke nogen særdelis Bevilling eller Privilegier derimod udgivis, uden deris Samtykke; Ikke heller skulle Vi noget Forbud, som giort er, igien ophæve, uden det skeer med menige Danmarkis Riges Raads Raad, Samtykke og Villie, som gammel Sædvane været haver. Men om nogen Feigde saa hastig paakom Riget, at Vi ikke saa iligen kunde forskrive Danmarkis Rigis Raad, da skulle Vi dog forskrive dennem, som næst ved Haanden ere.

30.

Item, efterdi Danmarkes Riges Raad, Adel og Indbyggere, skulle være pligtige at stande hver Mand til Rette for Os og Danmarkis Rigis Raad, da ville Vi udi lige maade være pligtige til at stande hver Mand til Rette for Danmarkes Riges Raad, og der udi uden nogen Ugunst til nogen annamme og fuldgiøre deres Domb.

31.

Item, skal ingen efter denne Dag bøde for Voldførsel efter Markeskiel, men skal eet Vold for hver som voldføres, reignes og ikke meere, ligesom det af gammel Tid været haver.

32.

Item, skulle Vore Lensmænd skikke Dannemænd til Herredsfougder, som skikker hver Mand Lov og Ret uden Vild: Giør Herredsfougden nogen Uret, da skal han afsættes, og svare selv sine Gierninger.

33.

Item, skal ingen forhindres Skou, Mark, eller Ejendom efter Loven at kalde til Reebs, enddog at Cronen eller Kirken haver der Lod og Deel udi.

34.

Item, skal og Adelen have deris egne Hoffved-Gaarde qvit og fri for Tiende, som de boer udi, eller forholde deres Fougder paa, som bruge deres Auvl, paa det de skulle holde deres Tienere til retfærdeligen at tiende.

35.

Item, skulle og Adelen og Ridderskabet nyde og beholde Jus (38) Patronatus til de Kirker og geistlige Lene, som de kunde bevise med Brev og Seigl at de have Ret til, dog saa, at de Personer, som der nu med forlened ere, maa dem nyde deres Livs Tid; Og naar de Personer ere døde og afgangne, som Vicarier i Forlening have, da maa hver Riddermands Mand og Adel her udi Riget komme til det Gods igien, som de med nøyagtig Brev og Seigl Kand bevise at de ere rette Arvinger til.

36.

Og skulle alle Clostere, Prælaturer, Digniteter, Cannikke Domme og andre Geistlige Lene, som nu ikke beneunt ere, ved deres Magt blive, ej heller nogen der med her efter forlenes, end de, som enten til Clericie stander, eller ved Militien Riiget nogen good og merkelig Tieneste giøre kunde, dog hver Mands Rett og rette Tiltale der med uskad og uforkrenked i alle maader efter Højbaarne Vor kiere Herr Faders Recesses Liudelse.

37.

Item skulle Vi ikke formindske de Lehne, som gode Mænd have udi Pant, førend deres Breve blive lovligen igienløste og fuldgiorde, og skulle de ikke heller kunde forbryde slig deris Lehne, som de udi Pant have, med nogen deris Gierninger, uden med de Gierninger som de forbryde Arv og Ejendom med: End, dersom de forseer dennem mod Os og andre Rigets Indbyggere, da stande til rette efter Loven.

38.

Item, skulle Vi ikke give Breve imod Breve.

39.

Item, skulle vi holde Vore Breve ved Fuldmagt, desligeste ogsaa Vore Forfædres, fremfarne Konninger udi Danmarkes Rige, deres Breve ved Magt.

40.

Item, døer nogen, som ikke er Adel fød, og haver dog fanget Adelig Frihed, og haver ingen frelst Arvinger, da skal det Gods ikke falde til Cronen eller udi nogen Ufrihed, men skal komme til hans rette Arvinger igien, dog de ere ikke Adel, Og det skulle de dog ikke beholde, men pligtige være at selge det Adelen, og det efter (39) Landkiøb igien, inden Aar og Dag, dog om det er ufriit Gods, det han havde førend han blev Adelet, det falder igien til rette Arvinger.

41.

Item, at Rigets Cantzler ej skal bruge Rigets Indseigl i hans egen Sag, men Vi skulle skikke der en anden good Mand til, som sidder udi hans Sted udi hans Sag, under Rigets og sit Indseigl og Naun.

42.

Item, at Sandemænd ikke skulle sværge om Eiendom efter denne Dag, men hvo som vil dele om Eiendom, hand det forfølge som Eiendom bør at forfølges og deeles, til Herredsting og Landsting og for Rigens Cantzler, undertagen Herreds-Skiel og Marke-Skiel.

43.

Item, bliver nogen good Mand forført eller beløied for Os, da skulle Vi det ingen Tro eller Love give, med mindre end den, som Os sligt sagd haver, han vil det tilstaae udi Vor og Danmarkis Riges Raads Nærværelse og den andens Paahørelse; findes hand da at føre Løin, da straffes hand for Løin, som vedbør.

44.

Item, bliver nogen Ridder Mands Mand fredløs for ærlig Gierning, da skal han bøde 20 Løde Mark for sin Fred.

45.

Och efterdi det højeste Regiment i Riget henger meest paa Kongens Persohn, hvilket Regimente Kongen ikke alleene føre kand, derfor skal Kongen altiid have en Rigens Hofmester, en Cantzler, og en Rigens Marsk, som ere fødde Danske Mænd af Adel, hvilke som Kongen og andre Rigets Raad, til Rigets Ærinde og Sager, til hans Kongelige Regiments Opholdelse skulle være tilhielpelige. Om Kongen vilde besverge nogen, være sig Adel eller U-Adel, der med nogen Føje kunde formeene at Kongen giorde hannem Urett, da skal det være hver friit for, at give det Rigens Hofmester, Kongens Cantzler, og Rigens Marsk tilkiende, og lade formane Kongen, at hand forlader saadan hans Foretegt, (40) og dersom Kongen da ikke vil lade sig underviise (hvilket Vi dog vel for Os giøre ville) da skal Kongen strax udlegge og opneune den, som klager, en beneunt Rettes Dag, og da pleie Anklageren Ret for Rigets Raad, og nogle af Adelen, som Kongen og dertil skal lade kalde og forskrive, og for dennem stande hver Mand til rette, og hende og give, hvad beskrevne Lands Lov udviiser og giver. Og skal Rigets Raad være udi Tal 23, og naar nogen af dennem ved Døden afgaar, da skal Rigets Raad og Adelen efter den Anno 1645 givne Bevilning, udi den Provintz hvor den død er, Magt have sex eller otte at naungive, hvor af samtlige Rigets Raad, og ingen anden skal udvelge og eligere en i den Afdødes Sted; Men naar nogen Rigets Hofmester, Cantzler, Rigets Marsk, Rigens Admiral, Cantzler eller Statholder i Norge bortdøer, da maa Rigets Raad Os Tre foreslaa, som samme Pladz kunde betiene, hvoraf Vi een ville forordne, og ingen anden, den Afdødes Platz og Embede at betiene, og alt dette til første Dannehoff eller Herredage at stille udi Verk, efter at nogen Rigens Raads er ved Døden afgangen.

46.

Item, skulle Vi annamme alle Slots-Louger og Lehne udi Dannemark og Norge af Vores elskelige Danmarkes Riges Raad, og bepligte Vi os paa Vor Kongelig Eed at antvorde dennem Vores Riigens Raad, Adelige og indfødde gode Mænd i Danmark og Norge, og ingen anden at holde til Vor og Danmarkes Riges Raads Haand igien, naar Os forelagt vorder, og om nogen Slods-Lov vorder anderledes forhandled, da skal det ingen Magt have, uden med meenige Rigens Raads Raad og Samtykke; Ej heller ville Vi Afgiften paa samme eller nogen anden Lehne ved nogen ny Paaleg forhøje, eller Genanterne forringe, Lensmændene eller Almuen til Besværing og Afbrek, ikke heller Lehnene udi Rigerne legge tilhaabe, eller Geistlige Gods og Lehne nogen anden end Rigets indfødde, Cantzeliet undtagen, forlehne, uden det skeer med menige Rigens Raads Samtykke; Skulle og ingen fra sit Lehn afsettes, uden med de Raads Raad, som i den Lands Ende, hvor Lehnene ere beliggende, det samtykke, (41) og giøres dennem vitterligt, for hvad Sag den afsettes, og de Raad da at sige og raade der paa, som de for menige Rigens Raad vil være bekiendt.

47.

Og skal Danmarkis Riige være og blive et friit Kaare-Rige, som det er og af Arilds Tiid været haver.

48.

Skal og ingen Forandring skee med Mynten uden det skeer med menige Rigets Raads Villie og Samtykke.

49.

Vi ville og have voris ordinaire Hoffhaltung udi Danmark, og ikke udi fremmede Herrers Lande forreise, uden med menige Rigens Raads Raad Villie og Samtykke.

50.

Vi ville og ingen Commission enten inden eller uden Riget give til nogen, som Rigerne eller deres Indbyggere kunde være til Skade; Ej heller nogen Forbund med dennem oprette, bryde eller forandre, uden med menige Rigens Raads Fuldbyrd og Samtykke, men alt saadant, Rigernes Velstand angaaendes, efter menige Rigens Raads Raad og Samtykke, slutte og forrette.

51.

Cronens Regalier skulle Vi ikke uden samtlige Danmarkis Rigis Raads Raad, Villie og Samtykke lade udføre, afhende, pantsette, eller forandre. Ej heller Indkomsten til andet end Rigernes Nøtte og Gaun, og Vores Underholdning og Hofhaltung anvende, eller anvende lade, meget mindre uden Riget udføre, uden det ligerviis med meenige Rigens Raads Villie og Samtykke skeer og bevilges.

52.

Herredage eller Danhoff ville Vi aarligen eengang, otte Dage efter Pintzedag ved Vort aabne Brev lade paabiude og siden holde, med mindre meenige Rigens Raad for vigtige Aarsager det anderledes got befinder.

53.

Bliver nogen Adelsmand fangen i Vores eller Rigets Ærinde, (42) enten udi Krigs eller Freds Tid, da skal hand løses igien af Rigets Middel.

54.

Ingen Told, Accise eller anden Paaleg, i hvad Naun det have kand, maa foruden samtlige Danmarkis Riges Raads Samtykke paabiudes eller forandres, ej heller nogen Repressalier udstedes.

55.

Alle disse foreskrevne Articuler og hver særdeeles bepligte Vi Os Friderich den Tredie med GUds Naade Danmarkis, Norges, Vendis og Gottis udvalde Prinds og Herre, uforbrødeligen og fast at holde ved alle Ord, Puncter og Artikler, som den udviiser og indeholder uden ald Argelist i nogen Maader; og dersom noget kunde falde, som kunde være imod denne Vores Handfestning, Loug eller Ret, og Vi af alle de nærværende Rigens Raad ikke skulle ville lade Os raade og sige (som Vi nest Guds Hielp ikke formode) da skulle Vi efter deres Erindring være pligtige alle Rigets Raad at forskrive, og deres Betenkende da fornemme. Giør Vi det ikke, naar det af Os igien begieres, da skal de tilstedeværende Rigens Raad pligtige være, og selv Magt have at forskrive deres Medbrødre, de andre Rigens Raad, paa en beleilig Sted, til at bevege Os til det, som de eragte billigt og Ret at være. Lader Vi Os ikke endda underrette og raade, (som ikke er at formode) da stande Riigens Raad friit for efter Lands Loug og Ræt at statuere og forordne det som ret og billigt er, hvormed Vi Os skulle lade nøje. Og naar Vi hylded vorder, skulle Vi give denne Handfestning fra Os beskreved med menige Danmarkis Riges Raads Hænder og Forseiglinger bekrefted, og Os der udi ved Voris Kongelig Eed, Christelige Troe og Love forpligte samme Handfestning, og andre Ridderskabets og alle Stenders over begge Rigerne vel herbragte Privilegier, Friheder, Love og Statuter udi Voris Croning tilbørligen at sverge, som sædvanligt været haver. Og haver Vi til des ydermeere Vidnisbyrd og bedre Forvaring, at sligt udi alle Maader holdes skal, som foreskreved staar, hengt Voris Indsegl her neden for denne Handfestning, som er Vort (43) aabne Brev. Givet paa Kiøbenhauns Slot den 8 Martii Aar efter GUds Byrd 1648.

Under Vort Zignet.

Fridericus.

Ingen Kongelig Dansk Haandfæstning har været saa sterkt opskruet, som denne, hvilket sees af de anførte Tillegg som ikke findes i de forrige. Og giver dette tilkiende, at Raadet betiennede sig af Thronens Vacancer, og favorable Conjuncturer til at formeere deres Højhed og Jura, indtil Regieringens Form blev hart ad Aristocratisk,

Anmerkning herover.

men, naar man spender Buen for højt, brister den, hvilket her skeede, som efterfølgende Historie skal viise. Det er ellers vitterligt, at den rette Original af denne Haandfæstning var ikke at finde udi det Aar 1660, da Arve-Hyldingen skulde gaae for sig; Hvorudover den Gienpart, som paa samme Tid fandtes i Siælland, blev saaledes paategned: Eftersom den rette Haandfæstning, hvorefter in Archivis flitteligen er bleven søgt, ikke er at finde, saa ville Vi samtlige Rigens Raad, Adel og Deputerede af Geistlig og Verdslig Stand hermed have fornevnte Original samt alle andre Gienparter annullered, til intet giort, døded og magtesløs holden, og Hans Majestet for sin derpaa giorde og aflagde Eed udi alle maader uden nogen Exception qvit og fri erklæred, til Vidnesbyrd under Vore egne Hænder, Hafn. Den 16 Octobr. Anno 1660. Originalen blev allerførst funden Anno 1710 af Justitz Raad og Landsdommer i Fyen og Langeland, Matthias Rosenvinge, iblant en Deel gamle Breve efter Etatz-Raad Knud Urne udi Fyen, og af ham Kong Friderik 4 tilstilled, saa at den endnu findes i det Kongelige Archiv. Saaledes bleve disse Vanskeligheder hævede, og Hertug Friderik blev eendrægtigen udvalt til Konge. Hyldingen skeede den 6 Julii saaledes:

Der var paa Slotz-Platzen for Børsen opreist et herligt Theatrum, hvorpaa stod

Den Kongelige Hyldning.

den Kongelige Throne overtrækket med (44) sort Fløiel, og Vejen fra Slottet til samme Theatrum var overtrækket med sort Klæde. Om Formiddagen Klokken 9, blev det samtlige Borgerskab stillet udi Gevæhr fra Slottet indtil det opreiste Theatrum. Nest derefter ginge to Herolder med sorte Scepter udi Hænderne, efter dem fuldte nogle adelige Personer med lange sorte Kapper som forordnede Marskalker. (3) Riddere og Adelskabet af alle Provincerne. (4) Hoff-Adelen. (5) Begge Hoff-Marskalker. (6) Efter dennem fuldte Hans Prindselige Højhed geleidet af 40 Drabantere med en himmel af sort Fløiel. (7) Derefter kom Rigets Hoffmester. (8) Siden Rigets Raad, hver efter sin Stand.

Da nu Hans Prindselige Højhed var kommen paa Theatrum, holdt Rigets Hoffmester en ziirlig Oration, efter hvis Slutning Rigets Raad nedknælede, og efterlæste den Eed, som Hoff-Cantzelern dennem foresagde, hvorefter de alle samtlige, og enhver udi Særdeleshed gav Hans Majestet deres Hænder, og ønskede ham et lykkeligt Regimente.

Da dette var skeed, satt Hans Majestet sig paa sin Stoel, og Rigets Raad paa Benkene under Thronen, og bedekkede alle deres Hoveder; Derefter skeede ved Secretarium Krag, Stændernes Provocation og Eedens Oplæsning. Da først Ridderskabet og Adelen, derefter Geistligheden, siden Borgerne og endelig Bønderne ginge op. Da nu alting, som fornødent giordes, var forretted, blev Hans Majestet geleidet paa samme Maade til Slottet igien; Kort derefter blev bemeldte Theatrum gived den gemeene Mand til Priis, hvilken sloges tapperlig om Klædet, Træet og Jernet, og derved gav Aarsag til stor Latter og Kortsvillighed.

Endelig blev enhver efter sin Stand tractered paa det kosteligste, og dermed tog Hyldings Processen en Ende.

Den 23 November blev Hans Majestet kroned til Kiøbenhavn paa saadan

Kroningen.

Maade. (a) Først blev udi en Procession til vor Frue Kirke førte 2 Sølv Herpukker, hvorefter fuldte 6 Trompet-Blæsere alle udi hvid Atlas og sort Fløiel; herefter komme 5 (45)

(a) Denne Kronings Act findes med alle dens Omstændigheder anført udi Wolfs Encom. Regni Daniæ.

Marskalker med deres Kieppe udi Hænderne, hvilke bleve geleidede af nogle 100 adelige Personer, alle klædde udi sort Fløiel. Efter dem komme Gesandterne fra Lybek, Hamborg, Rostok &c. 2 Herolder udi sædvanlig Habit. Siden nogle Herpukker og Trompetter; Derpaa komme Rigets Raad alle til Hest, og bleve de Kongelige Insignia som Æblet, Sværdet, Scepteret og Kronen baarne af de 4 højeste Embedsmænd. Derefter fuldte Hans Majestet under en Himmel, som blev baaren af den fornemmeste Adel; Derefter fuldte de Førstelige Personer af Synderborg, Eutin, Saxen-Lauenborg, item de Førstelige Gesandter fra Meklenborg, Holsteen og Oldenborg.

Da Hans Majestet nu var kommen udi Kirken, holdt Biskopen af Siælland Caspar Brockmand en Latinsk Oration. Derefter kom Rigets Hoffmester og viisede Hans Majestet Rigets Privilegier om dem at confirmere. Siden blev Kronen af Biskopen satt paa Hans Majestets Hoved, og da traade Rigets Raad frem, og lagde deres Hænder paa Hans Majestets Hovet og Krone, dermed at give tilkiende, at han skulde være deres Krone og Hovet. Efter alle Ceremonier vare til Ende, gik Hans Majestet udi samme Pomp til Slottet igien, hvor der var tillavet et herligt Maaltid. Dagen derefter skeede Dronningens Kroning nesten med samme Ceremonier og Solennitet.

Men førend Kroningen skeede, begav Kongen sig til Norge, hvor han med stor Pragt blev hyldet, og arriverede til Aggershuus den 13. Augusti med et anseeligt Følge af Førstelige og Adelige Personer samt fire store Orlog-Skibe, nemlig Trefoldighed, Hannibal, Victoria og Spes, item 2. Fregatter. Han blev imodtagen 4. Miile fra Fæstningen af Statholderen Hannibal Sehsted, samt hans Frue Frøiken Christiana, og af dem geleided til Skibs-Broen ved Aggershuuses Slott, og bleve

Den Kongelige Hyldning i Norge.

da strax af Fæstningen og Floden fyrede 450 Canoner. Efter at hans Majestæt udi nogle Dage havde opholdet sig udi Christiania og midlertid nøje beseet alt hvad som mærkværdigt var paa Stedet, gik Hyldingen med stor Pragt for sig den 24. Augusti, og holdt da Statholderen en ziirlig Oration førend han tillige med de andre aflagde Eeden, (46) som blev dem forelæsed af Cantzleren Christen Thomesen. Man haver antegned, som noget mærkeligt ved denne Hylding, at Hans Majest. var neppe kommen tilbage paa Slottet igien, førend der reisede sig en Storm med Hagel og Plads-Regn, hvis Lige man i lang Tid ikke havde hørt eller seet, og at der strax paa blev et dejligt Vejer, og giorde man strax efter Sædvane Omina derover, saaledes, at denne Konge skulde i Begyndelsen af sin Regiering blive ulykkelig, men siden lykkelig.

Samme Dags Aften lod Hans Majest. udi Byen paa adskillige Steder tractere over tusinde Personer, hvilke over Maaltidet bleve opvartede af 24. fornemme Borgere udi sorte Kapper, og som han vel vidste hvor meget den Norske Almue lader sig indtage af Caresser, lod han sin Lif-Medicum, sin Hoff-Prædikant og nogle Marskalker der besøge alle Spise-Stuerne, for at eftersee om alle Steder blev vel tractered. Efter at Hyldingen var lykkeligen forretted, reisede Hans Majestet fra Christiania den 2. Sept. Dette er alt hvad jeg har fundet nødigt at uddrage af en skreven Hyldings Process som jeg haver i Hænder, (a) og er det, maa skee end formeget at udføre udi en Historie. Om de mange Forordninger Hans Majest. udgav for sin Tilbage-Reise, skal tales paa et andet Sted. Jeg vil kun alleene sige dette, at han gav en Capital til adskillige Fader-løse Børns Underholdning og Information udi Handværker i Christiania. Iligemaade 1000 Rdlr. til Frideriksstads Skole, som aarligen skulde forrentes. Den store Kiærlighed og Affection Hans Majest. fandt overalt hos Indbyggerne i Norge, reisede sig saavel af hans egen naadige Opførsel, som deraf at han var Christiani 4. Søn; thi aldrig nogen Konge havde baaret større Kiærlighed til den Norske Nation end hans Højsalige Herr Fader.

Statholderen Hannibal Sehsted sparede ved den Lejlighed ingen Umage og Bekostning for at insinuere sig, hvilket sees af de skriftlige Ordres, som han til den Ende udgav. (b) Men alle (47)

(a) Act, inaugurat. Manuscr.

(b) Edict. Hann. Sehested Aggerhuus 9 Aug. 1648 Manusc. Autogr. item 23 ejusdem.

disse Bevægelser kunde da ikke hielpe ham, thi hans Regimente fik Ende kort derefter, som videre skal vises. Den Besværlighed, som ved dette store Verks Fuldbringelse havde mødet, gav Hans Majestet tilkiende ved de Skue-Penger, som paa Kronings-Dagen bleve udstrøede blant Folket. Paa den eene Side deraf stod en Urte-Potte, hvoraf et Blomster udskyder sig, og derhos det Ord: Tandem. (a)

Ved Kong Frideriks Ankomst til Regieringen var Riget i saadan Tilstand.

Rigets Tilstand ved Kong Frideriks Ankomst til Regieringen.

Dannemark var temmeligen bleven svækked ved den sidste ulykkelige Svenske Krig; adskillige vigtige Provincier vare demembrerede fra Riget, og store Bekostninger vare giorte, som endda ikke vare forvundene: Adelens Magt var paa den højeste Spidse, og store Disputer bleve giorte ved Regieringens Tiltrædelse, ja ingen Dansk Konges Myndighed er ved Haandfæstning bleven meere indskrænked end Friderici 3., og foraarsagede saadan Indskrænkelse adskillige Ulejligheder, som denne berømmelige Konge ved sin Viisdom læt kunde have hævet, hvis den Kongelige Myndighed ikke havde været saa meget limitered.

Hvad Rigets udvortes Tilstand var angaaende, i Henseende til fremmede

I Henseende til andre Potentater.

Potentater: Da, hvad Engeland angik, havde Christianus 4. levet udi stor Fortrolighed med samme Rige, saasom Kong Jacob, saavel som hans Søn Carolus Primus vare ham saa nær besvogrede, men disse Conjuncturer forandredes siden ved Kong Carls ynksomme Endeligt, og Cromwels Usurpation, hvilken var stedse ilde sindet mod Dannemark, som skal viises af efterfølgende Historie.

Med Holland havde vel den Højsalige Konge forliget sig nogle Aar for sin Død. Men, som samme Republiqve havde været Aarsag til de Forliiser, Riget havde lidet; og ved det Fordrag slutted til Christianopel 1645. havde skildt Dannemark ved adskillige Indkomster, som hævedes aarligen udi Sundet, kunde Riget paa samme Tid ingen synderlig Fortrolighed have til samme Republiqve, hvilken dog siden, da den saae Sverrigs Magt (48)

(a) Lit. Reg. ad P. Juul Fridericsb. 20 Decembr. 1647 Manuscr.

saa meget dagligen tilvoxede, fortrød paa at have hiulpet dertil, og sluttede Alliance med Dannemark, hvorom videre.

Med Spanien havde Dannemark staaet udi stor Fortroelighed, siden den Lybekske Fred. Ja den Fortroelighed var saa stor, at adskillige Potentater allarmeredes derover, bildende sig ind, at der understak meere end et blot Venskab. Men denne Fortroelighed ophørede mod Enden af Christiani 4. Regiering, som er fortaalt i hans Historie.

Med Sverrig vare Conjuncturerne meest delicate i Henseende til det Stikt Bremen. Dermed havdes saadan Beskaffenhed: Kong Friderik, da han endda var Printz, var udi det Aar 1621. udvalt til Coadjutor udi Bremen, og da Erke-Bispen Johan Friderik 1634. ved Døden afgik, succederede ham den Danske Prinds uden Modsigelse, hvorvel de Svenske havde giort Hinder derudi, hvis det u-lyksalige Slag ved Nørlingen ikke havde betaged dem Kræfter dertil. Men, da de Svenske faldne Sager begyndte at reise sig igien, og Krigen gik an imellem Dannemark og Sverrig, udi hvilken Krig Fridericus af sin Herr Fader blev giort til Generalissimus udi Holsten, toge de Svenske deraf Lejlighed til Fiendskab, og bemægtigede sig Bremen og Vehrden, hvilke endelig udi den Vestphalske Fred bleve seculariserede, og under Titel af et Førstendom cederede til Sverrig, mod hvilket Foretagende Fridericus, som retmæssig udvalt Erke-Bisp besværgede sig højligen, og vare Sagerne endda udi samme Tilstand, da han succederede sin Herr Fader udi Rigerne. Foruden denne Tvistighed, som fornemmeligen angik Kongens egen Person, vare nogle andre mellem Rigerne, som reisede sig af den Bromsebroiske Fred. Ved samme Fred blev Jemteland og Herdalen i Norge cederet til Sverrig, og Halland Pantviis paa 30 Aar. Angaaende den første Cession da opreisede sig Disputer om tvende Sogne, nemligen Irne og Zerne, hvilke den Svenske Gouverneur i Wermeland tog udi Possession, foregivende, at de hørede under Herdalen, som ved Freden var Sverrig overdragen, hvilket de Danske nægtede, visende den Svenske Gouverneurs ugrundede Paastand blant andet deraf, at hele Herdalen havde stedse (49) ligget under Trundhiems Stikt, da derimod de tvende omtvistede Sogne havde svaret under Aggershuus og Opsloe. Tvistighederne derom vare paa det heedeste udi det Aar 1647, som sees af Christiani 4. Brev til sin Resident i Sverrig, Peder Juul (a) og continuerede under Friderico 3., da der blev berammet et Mode hvor begge Rigers Commissarier skulde lade sig indfinde for at kiende udi samme Tvistighed, hvilket viises af Dronning Christinæ Svar paa Residentens Memorial, (b) og finder jeg, at Niels Lange og Georg Reichwein udi det Aar 1649 paa Dannemarks vegne begave sig did hen (c). Tvistigheden blev dog ikke afgiort, men varede udi nogle Aar, og endeligen udi Kong Frideriks Manifest mod Sverrig blev anført blant andre Krigs-Motiver. Hvad den anden Post angik, da, saasom Sverrig paa nogle Aar havde faaet Halland udi brugeligt Pant, søgte samme Rige saaledes at benytte sig Tiden, at den Hallandske Adel højligen besværgede sig over Byrder og Pressurer, som mod deres Privilegier bleve dem paalagde, saa at Kong Friderik maatte tage sig deres Sag an, som sees af Højstbemeldte Konges Klage-Brev til Dronning Christina, (d) thi, saasom Landet inden en viss Tid skulde tilfalde Dannemark igien, var det Kongen Magt paaliggende, at dets Indbyggere ikke bleve forarmede. Foruden disse Stridigheder continuerede de gamle om den Øresundske Told, og bleve de samtlige særdeeles formeerede ved den Protection, som Dronning Christina siden gav Corfitz Ulfeld, saa at der var kun liden Forstaaelse mellem Kong Friderik og Højstbemeldte Dronning.

Hans Majest. saae vel ved sin Regierings Tiltrædelse, at ingen sikkere og

Kong Friderik søger at forbinde sig med de foreenede Provincier.

fornuftigere Plan kunde tages, saavel til dett Kongelige Huuses Bestyrkelse, som til Rigernes Velstand, end ved at følge sin store og fornuftige Faders Fodspor saavel i udenlandske, som indenlandske Sager; Men merkede derhos, at en Stats-Feil var begaaen under forrige Regiering, og som den Højsalige Konge havde (50)

(a) Lit. Reg. ad P. Juul Fridericsb. 20 Decembr. 1647 Manuscr.

(b) Declaratio Christinæ. Holmiæ 26. Octobr. 1648 Manuscr.

(d) Lit. Frid. 3. ad Regin. Christinam, Hafn. 26. Julii 1648. Manuscr.

søgt imod Enden af sit Regimente at corrigere, nemlig at man ved den Øresundske Tolds Forhøjelse, og anden Kaaldsindighed mod de foreenede Provincier havde drevet de samme til at indlade sig udi nøje Venskab og Forbund med Sverrig, og at saadant ikke lidet havde contribueret til den sidste Krigs ulykkelige Udfald. Hvorudover han i Begyndelsen af sin Regiering søgte at stifte et bestandigt og fortroligt Venskab imellem Rigerne og de foreenede Provincier, og til den Ende at affærdige et Gesantskab til

Hoffmester Ulfelds Gesantskab til Holland.

Holland. Ingen var beqvemmere til saadant end Hoffmesteren Corfitz Ulfeld, hvorudover han ogsaa, endskiønt han holdtes for at være det Kongelige Huus lidet bevaagen, 1649.i det Aar 1649 blev skikked som Ambassadeur til Holland. Ulfeld, som tilforn havde været udi stor Æstime udi Holland, og derforuden havde forunderlige Gaver til at persvadere, vandt strax de Fornemmeste af Staternes Venskab; thi han vidste besynderligen at rette sig efter Landets Art, og talede prægtigen om frie Republiqvers Lyksalighed, glemmende ej heller at viise hans og Adelens Myndighed udi

Hans Opførsel og selsom Tale samme steds.

Dannemark, item den Kongelige Myndigheds Indskrænkelse: Hvad Discours, der da faldt over den Materie mellem ham, Haubois og Vosbergen, findes hos Aitzema saaledes: (a) Da de samme tvende Herrer eengang vare til Bords hos ham, fortaalte han dem sig at have sagt til Regentinden, da han var i Frankerig, at der var ingen Edelmand udi samme Rige, og, da hun viisede ham den store Mængde, som da var tilstede, sagde han: Hvad er det for Adelskab, som Kongen, naar han finder for got, kand lade sætte i Bastillen; Nej, udi Dannemark ere rette Edelmænd, som Kongen ikke kand tvinge til at gaae ud af deres Huuse. Saa at bemelte Scribent vidner, at mange udi Holland forundrede sig over saadan hans Tale. Pufendorf siger, at han da ikke glemmede at lade Penge roulere udi Holland for at bringe dem paa sin Side, som havde noget at sige, item at han vandt en Deel ved at uddeele Danske Ridder-Ordner blant dem, og fik (51)

(a) Aitzm. tom. 6. pag. 695.

han den Amsterdamske Syndicum Borel til med Iver at tale for Dannemarks Interesse. Saadant vil jeg lade staae ved sit værd, men alleene sige dette, at det var da ikke Dannemarks Lejlighed at give aarlige Pensioner til Hollandske Herrer, som ikke lode sig nøje med maadelige Summer, tilmed var den Fordeel, som Ulfeld bragte til veje, kun af liden Vigtighed, som videre skal vises, saa at Regieringen ved hans Negotiation var kun lidet fornøjet. Der blev først sluttet en Alliance mellem Riget og de foreenede Provincier, saaledes at man forbandt sig til at komme hinanden til Hielp med 4000 Mænd, naar nogen af en Fiende blev anfalden, og at bemeldte Hielpe-Tropper skulde skikkes 3 Maaneder, efter at man derom var bleven advaret, imidlertid skulde man ved Underhandling søge at bringe den Potentat, som havde erklæret Krigen, til at staae fra sit Forsætt, og, hvis det ikke kunde hielpe, skulde man agere offensive mod ham. (a) Videre blev sluttet den saa kaldet Redemptions-Tractat, hvilken deraf fik sit Navn, efterdi

Slutter den bekiendte Redemtions-Tractat.

Hollænderne forbunde sig at betale aarligen en viss Sum Penge, nemlig 150000 Gylden for Farten igiennem Øresund, saa at de ved saadan Sums Afleggelse kunde, uden at blive visiterede, passere. Derforuden blev dem accorderet, at de uden forudgiven Advarsel med 4re Krigs-Skibe maatte passere Sundet, naar de alleene helsede Cronborgs Fæstning med 2 Skudd, og lode stryge deres store Mærs Sejl. Om Regieringen udi Dannemark har givet Gesanten Ordre og Fuldmagt til at indgaae saadane Conditioner, er vanskeligt at troe; thi, endskiønt man paa den eene Side kand sige, at det var Fordeel for Kong Friderik, som den Tid havde Penge-Mangel, at faae paa eengang en saa anseelig Sum, helst, saasom Hollænderne havde forbundet sig til strax efter Tractatens Ratification at forskyde 200000 Riksdlr., saa kand man derimod sige, at Kongen tabte meget af sine Indkomster, efterdi Tolden løb langt højere, hvorfore Rygtet gik udi Holland, at Ulfeld, som den der ønskede at see det Kongelige Huus svækked, havde opofret Kongens (52)

(a) Fœdus inter Frid. 3. & Prov. Belg. 9. Oct. 1649. apud Aitz.

Interesse. (a) Men herudi hverken vil eller kand jeg noget decidere, det er alleene vist, at Regieringen ikke aldeles var fornøjed med Gesantens Opførsel enten det skeede formedelst Tractaten i sig selv, eller formedelst de Discourser, han havde holdet i Holland.

Over denne Alliance blev Sverrig ikke lidet allarmered, hvor Dronning

Samme Tractats Virkning.

Christine faldt paa den Mistanke, at Ulfeld søgte at stifte Misforstaaelse mellem Sverrig og Holland, iligemaade at til intet giøre de Svenskes Frihed udi Sundet. (b) Man bildte sig derforuden ind, at Hollænderne, for at tilveje bringe den stipulerede Summa, vilde paalægge allehaande slags ny Told udi Holland, hvilket kunde geraade Svenske Kiøbmænd til Besværing. Man saae ogsaa, at den forrige Alliance mellem Sverrig og Holland derved var bleven svækked, og endeligen faldt paa den Mistanke, at det heele Verk sigtede paa Sverrig, helst, saasom udi Tractaten intet var talt om samme Rige. Dronningen besluttede derfore ved sin Minister Spiring at giøre denne Tractat til intet. Samme Spiring foreholdt derpaa Staterne, at den 13de og 14de

Dronning Christine søger at giøre den til intet.

Artikel udi den med Dannemark sluttede Alliance stridde imod den 4de, 6te, 8de og 13de af det Forbund, som forhen var sluttet med Sverrig, og spurte derhos, om Dannemark og Sverrig skulde geraade udi Krig sammen, hvilken Alliance Hollænderne da vilde efterleve? Hvortil Borel svarede, at General Staten havde ingen at giøre Regenskab derfor. Det samme lod hun siden videre insinuere ved Lars Cantersteen, hvilken havde Ordre, at, om Alliancen var slutted, han ved Penge skulde søge at hindre i det ringeste dens Ratification.

Det var ikke alleene Sverrig, men endogsaa Hansestæderne, besynderlig Lybek, som besværgede sig over denne sluttede Tractat, hvorved Hollænderne havde faaet større Privilegier i Sundet end de selv; thi det var ikke liden Lettelse for Kiøbmænds Skibe at kunne frit passere uden Ophold og Visitation, saasom saadant (53)

(a) Banage Hist. de Pr. Unies pag. 161.

(b) Pufend. Comment. de reb. Svec. lib. 21. sect. 122. hvilken siger, at de Danske ved denne Tractat stipulerede sig 350000 Gylden aarligen.

ofte forspildte dem Vinden og forhalede Seilatzen. Ja mange udi de foreenede Provincier selv vare lidt

Tractaten foraarsager Uroelighed i Holland selv.

fornøjede dermed. Amiralitetet i Amsterdam forestillede, at det var vanskeligt at taxere Kiøbmændene, som handlede paa Østersøen, og at treffe en Ligning ved denne Sums Hævelse; Og de Provincier, som ingen Interesse havde udi den Østersøiske Handel, holdte fore, at man havde violeret Unionen, eller Republiqvens fundamentale Love ved at slutte saadant Forbund mod adskillige af de andre Provinciers Villie og Videnskab. I sær giorde den Stad Rotterdam, som sielden skikkede Skibe til Østersøen, en Protestation derimod til Staterne i Holland (a); saa at man deraf seer, at denne Tractat, som var Corfitz Ulfelds Mester-Stykke, var fast ingen til Maade; thi den kunde ej heller i mine Tanker behage de Danske, eendeel formedelst Indkomsternes Formindskelse, eendeel ogsaa fordi Tractaten kunde give større Anledning til Lurendreierie end tilforn, og fremmede Skibe kunde deslettere passere under Hollandsk Flag,

Den bliver dog ratificered.

efterdi nøje Examen og Visitation ophørede. Dog blev Tractaten uanseed alle disse Vanskeligheder ratificered, hvorvel den varede ikke længe, og Corfitz Ulfeld kom efter saaledes forretted Sag tilbage igien, hvor, da han merkede, at man ikke var fornøjed med hans Gesantskab, holdt han sig meere end 6 Maaneder inde udi sit Kammer, og lod som han var syg; Thi denne Høyhiertede Mand merkede, at Conjuncturerne vare temmeligen forandrede for ham, og at den store Myndighed, som han tilforn havde haft, begyndte dagligen at aftage; Thi Kongen vidste med saadan habiletet at omgaaes Adelen, og med saadan Eftertryk at forestille dem den aldt for store Autoritet, Fru Kirsten Munks Børn og Sviger-Sønner havde tiltaget dem, saavel det Kongelige Huus, som den heele Adel til Præjudice, at han fik de fleeste paa sin Side mod Hoffmesteren, og de andre høje Bestillingsmænd af hans Anhang, ja endeel af Raadet selv concourerede med ham i at indskrænke samme høye Embeder, som den Franske Ambassadeur Monsr. Chanut vidner (b) efter den Kongelige Danske Resident (54)

(a) Bânage ann. des Prov. Unies tom. 1. pag. 161.

(b) Memoires de Chanut tom. 2. pag. 50.

Juuls Beretning som da var udi Stokholm. Hvorvit Kongens Credit tog til, kand sees deraf, at Stænderne siden lode sig beqvemme til at erklære hans ældste Søn Successor i Regieringen, hvilken Udvælgelse skeede udi det Aar 1650, paa den 1650. store Sall af Slottet, og hans Vall blev af nogle 100 Personer underskrevet.

Den Jalousie, som havde rejset sig mellem Fru Kirstine Munks Børn og Sviger-Sønner og de andre af Adelen, voxede dagligen meere og meere til, og, som de sidste vare understøttede saavel af Kongen som af Almuen, saa kunde deres Parti ikke andet end voxe de andre over Hovedet, og blev da Begyndelsen giort til de Tragœdier, som ikke endtes uden med nogle af de højeste Embeds Mænds Fald.

Historien af den

Begyndelse til den store Tragœdie med Hoffmesteren.

store Catastrophe med Hoffmesteren er denne. Efter at han var kommen tilbage fra det Hollandske Gesantskab, holdt han sig, som sagt er, en Tid lang fra Hove tillige med hans Frue, endskiøndt, efter den trykte Kiøbenhavnske Berettning, (a) Kongen havde ladet dem begge invitere til adskillige Forsamlinger, og tilstaaer Ulfeld selv udi hans saa kaldte højtrængende Æres Forsvar, som han lod trykke 1652 at han efter sin Hiemkomst fra Holland var med Frøiken Leonora invitered til et Kongeligt Barsel paa Slottet, men at han formedelst sin Svagheds skyld ikke kunde lade sig indfinde, og at hans Frue ingen Lyst havde dertil, (b) eendeel efterdi hun saavel som hendes andre Sødskende vare forbudne at age lige ind paa Slottet, hvilket havde været dem som Kongelige Børn accordered udi Christiani 4 Tid, eendeel ogsaa, efterdi dem blev nægted den Titel af Hertuger og Hertuginder af Slesvig Holsten: Saa at man seer der af at Hoffet strax i Begyndelsen ikke vilde give dem saadan Titel, endskiønt Forbudet skeede allerførst ved en Forordning 1657, (c) da Aarsagen dertil gives tilkiende, nemlig at de ingen rett Adkomst havde der til, og at de uden præjudice til det Kongelige og Førstelige Huus ikke kunde føre Titel af begge Førstendommer, men den fornemmeste Motif, som drev Hoffet til strax i Begyndelsen (55)

(a) Relatio Hafniens. Anno 1651.

(b) Ulf. Defens. Honoris Art. 26.

at nægte dem dette og andet, var Hoffmesterens Opførsel først udi det Kongelige Vall og Handfæstningens Opsættelse; thi, endskiøndt alting var giort udi det heele Raads og Adelens Navn,

Ulfelds Opførsel mod Hoffet.

saa holdtes han dog for det store Hiul, der ved sin Myndighed og Habiletet havde drevet Sagerne, saa at derfore den Conduite han siden førte, ved at holde en Lykønsknings Tiltale til den udvaldte Konge, ved at underskrive Vall-Brevet, item ved at lade see Flid og Hurtighed udi Kroningens Anstalter, holdtes kun for Skrømt, og at være giort imod hans Villie, for at lempe sig efter Tiderne, da han saae, at Conjuncturerne forandrede sig i Faveur af det Kongelige Huus, og at han maatte følge Strømmen. Hans Majestet lod ogsaa strax tilkiende give, at han ikke anderledes var persvaderet om Hoffmesterens Hiertelaug imod sig, i det han saa vel som Dronningen tracterede det Ulfeldske Huus med Kaaldsindighed, men om samme Kaaldsindighed gik ud til haarde og vredagtige Expressioner, kand man for visse ikke sige, endskiønt Ulfeld selv saadant udi sit Forsvars Skrift beretter; (a) det synes allene lidet troeligt, efterdi Kongen 1649 betroede ham det vigtige Gesantskab i Holland.

Hvad som videre kastede Olie i Ilden, og formeerede den Misforstaaelse, som havde reiset sig mellem Hoffet og Hoffmesteren ved Anledning af Konge-Vallet og Handfæstningen, var hans paafølgende Egensindighed, Frækhed og dristige Tale, som han førte om Kongen og Regieringen saa vel uden som indenlands, og haver jeg tilforn anført de Discourser, som han førdte udi Frankrig og Holland om den Kongelige Magt, og den Dristighed, med hvilken han talede om sin egen Myndighed, som een og anden ikke forglemte at referere Hoffet igien, hvilket sees der af, at saadant blant adskillige andre Gravamina blev anført udi den Kiøbenhavnske Relation angaaende Dinæ og Walters Sag. (b) Dette merkede Hoffmesteren strax ved sin Tilbagekomst fra Holland, og derfore stillede sig upasselig an, for ikke at komme til Hove, (56)

(a) Ulf. Defens. Honoris, hvorudi han siger at have pandtsat sit Jordegods til Kroningens Bekostninger.

(b) Relat. Hafn. Art. 30.

hvorved han forøgede den Miscredit, som han var kommen udi. Og, saasom Kongen fik Raadet og den største Deel af Adelen paa sin Side, og derved saae sig i Stand at kunne holde det Ulfeldske Anhang udi Tømme, tog Hans Majestet ej udi Betænkning at lade examinere hans Administration under Christiani 4 Regiering, helst udi Penge Sager, saasom man af de uhørlige store Midler, som han havde samled, kunde have Aarsag at Mistænke ham for Egennyttighed; Rentemesterne bleve derfore tillige med Renteskriverne beskikkede til at eftersee nøje alting, hvilket giorde denne højhiertede Mand saa utaalmodig, at han den 19 October 1650 besværgede sig derover udi en Skrivelse til Kongen, som han selv vidner, (a) og siden udi en anden nogle Maaneder derefter. (b)

Saaledes vare Conjuncturerne da den bekiendte Historie med Walter og Dina

Den merkelige Historie med Dina.

brød frem, og den merkelige Angivelse blev giort 1651 eller rettere mod Udgangen af forrige Aar. Om udi denne Angivelse var nogen Realitet, eller, om det var et opspundet Verk af hans Fiender for at giøre ham end sortere til Hove, er noget hvorudi jeg ikke deciderer. Vist nok er det, at saadant kunde ikke andet end sætte Kong Friderik udi Bekymring, sær førend han lærdte at kiende Dina, eendeel eftersom nogle Poster bleve forebragte med et slags Skin af Sandhed, eendeel ogsaa efterdi Hans Majestet havde haft adskillige Prøver paa Hoffmesterens slette Affection mod det Kongelige Huus, saa at, om Historien end var ilde digted, saa kunde den dog ikke andet end have Virkning i slige slibrige Conjuncturer.

Hoved Personerne udi denne Historie vare Jørgen Walter, Doctor Otto

Hoved-Personerne i denne Historie.

Sperling, Mag. Simon Hennings og en Qvinde ved Navn Dina Vinhofvers. Jørgen Walter var fød udi Holsten og havde været Commendant udi Rensborg, da Fæstningen 1645 af de Svenske var beleired. Der forholdte han sig med saadan Tapperhed, at han til Belønning blev nobilitered, fik fri Acces til Hove, hvor han insinuerede sig meer og meer hos Kongen. Ulfeld forekaster ham udi sit Forsvars Skrift, at han var (57)

(a) Ulfeld Defens. Honoris Art. 30.

(b) Lit. Corn. Ulf. ad Reg. Hafn. 6 Febr. 1651

en Hiulmagers Søn, (a) og at han ved Intriguer insinuerede sig til Hove, saa at han blev Kongens Geheime-Raad og Oberst. Men man kand ikke forlade sig meget paa det Portrait som giøres af ens Fiende, og hvad hans Fødsel angaaer, da kunde det samme ikke være ham til præjudice, eftersom det er ikke af Fødselen, men af egen Dyd og Meriter man maa sætte Priis paa Folk.

Otto Sperling var en Hamborger af Geburth, en lærd Mand, og en anseelig

Otto Sperling.

Medicus. Han havde udi Dannemark saa vel i Henseende til sine Videnskabe, som behagelige Omgiengelse saaledes insinueret sig hos Rigets Hoffmester, at han ikke alleene havde dagligen fri Adgang til hans Huus, men endogsaa fuldte ham udi adskillige Ærinder og Reiser uden Riget; havde ogsaa ved hans Recommendation faaet Bestalling paa at være Hoff-Medicus, hvor vel han af Kongen ikke blev brugt.

Mag. Simon Hennings var fød af Tydske Forældre til Bergen i Norge. Han

Mag. Simon Hennings.

blev Comminister til den Tydske Kirke udi Kiøbenhavn, hvor han ogsaa blev Hoffmesterens Bigte-Fader, og en af hans største Favoriter; og viser den paafølgende Process, hvor højt han var det Ulfeldske Huus forbunden; hvorudover han af nogle blev anseet som en ivrigere Tiener af Hoffmesteren end af St. Peders Kirke. Dog havde han af den Tydske Meenighed got Vidnesbyrd om sit Levnet og Lærdom.

Hvad denne fierde Person nemlig Dina, (b) Historiens Heroinde, angaaer, da

Dina Viinhofvers.

var hun fød udi Kiøbenhavn af Tydske Forældre, havde været gift udi Holsten, men efter hendes Mands Død kom ind udi Riget igien, og opholdt sig hos sin Moder. Hun var formedelst hendes Skabning af mange vel lidet i Kiøbenhavn, og recommenderede hun sig ikke mindre ved Snak og Rapporter, som hun bragte fra et fornemme Huus til et andet, hvor hun havde faaet Adgang, som denne Historie viiser. Det lille Skrift, kaldet Ulfelds listige Practiker (c) siger at Hoffmesteren, sin Frue uafvidende, lod hende ofte hemmeligen komme til sig, (58)

(a) Defens. Hon. Art. 7.

(b) Hun kaldes ofte i Processen, ogsaa Dina Skoemagers.

skiøndt Ulfeld siger, sig med lovfaste Vidner at have beviiset, at han aldrig havde talt med hende, førend Processen begyndtes. (a)

Begyndelsen til denne Historie skeede den 29 December Anno 1650 paa hvilken Dag Jørgen Walter berettede Hans Kongelige Majestet at Dina Viinhofvers havde ladet sig mod ham formerke, hvorledes Rigets Hoffmester skulde have i sinde at ville

Hoffmesteren angives af Dina.

bringe Hans Majestet Gift til udi det Begere, han pleiede at drikke af, hvilket hun vidnede at have hørt ungefær for 6 Uger tilforn, en Morgen, da hun laae hos Hoffmesteren, da Frøiken Leonora kom ind med en Flaske i Haanden, og satt sig paa Sengen, sigende: Her have vi det som vi talede om i Gaar. Hvortil Hoffmesteren skulde have svaret: Jeg frygter det er for sterkt, og vill giøre for hastig Virkning. Nei skulde hans Frue have Svaret; han vill gaae bort som i en Dvale, og da skall Hoffmesteren have holdet den venstre Haand over hendes Hovet.

Saa snart Hans Majestet havde faaet denne Underretning, befoel han Walter 1651.den 3 Januarii udi efterfølgende Aar 1651 at føre Dina op paa Slottet for at have videre Forklaring over denne Historie, som baade i Henseende til Tingen i sig selv som til Omstændighederne syntes vanskelig at troe, sær, som man ikke kunde fatte, hvorledes denne Qvinde om Morgenen tilig kunde ligge i Hoffmesterens Seng, og det i hans Frues Nærværelse.

Dina kom til fornævnte Tid op paa Slottet, hvor hun udi Cantzler Christian

Dina bliver hemmeligen examinered.

Thomesens og Statholder Joachim Gersdorffs Nærværelse berettede det samme, sagde og derhos, at Hoffmesteren, da Frøiken Leonora var udgaaen, bad hende, at hun intet skulde sige hvad hun havde hørt; thi det var kun Skiemt, hvilket hun, nemlig Dina havde lovet og derpaa giort en falsk Eed. Denne Omstændighed kunde giøre Sagen ikke mindre suspect end den forrige; thi hvis Hoffmesteren havde villet haft sit Forsætt dult, havde det lettere kunnet skee ved at advare sin Frue intet at Tale der om paa samme Tid, som Dina var tilstede, end at forlade sig (59)

(a) Defens. Hon. Art. 6.

paa en løs Qvindes eedlige Forsikring. Men, som Angivelsen var af en yderlig Vigtighed, og den angivende med stor Fripostighed og Eeds Tilbydelse foregav, at Tingen sig saaledes forholdt, kunde man ikke gandske foragte saadant. Hun blev derfore foreholden, hvor farligt det var for hende selv, og at det vilde koste hendes Liv, om hun saadant ikke kunde beviise, hvortil hun svarede, at hun selv vel vidste hvor højt saadant var hende Magt paaliggende, men sagde, at hvis man vilde give hende nogen Tid, da vilde hun skaffe videre Oplysning derom. Da hun blev adspurt hvorledes saadant kunde skee, svarede hun at hun meente at faae vis Underretning af Hoffmesteren selv, som kunde tiene til sligt at bekræfte.

Derefter berettede Walter, at hun havde sagt, at have givet agt paa, hvor det Gift blev forvared, som skulde have været et Skab ved Hovedgierdet af Sengen, og at der laae et Skrift hos med Doct. Otto Sperlings Haand om samme Gift. Det

Hendes videre Rapporter ved Jørgen Walter.

Gift og det Skrift meenede hun at bringe til veie, og dermed at beviise hendes Beretning at være rigtig, og haabede hun at practicere sig Nøgelen til enten af Hoffmesterens Skrivertøi, eller af hans egen Lomme. Hun visede og endeligen en Nøgel, som skulde være til Hoffmesterens Huus, hvormed hun vilde beviise sin Tilgang udi Huuset, og sagde at hun havde ladet den trykke i Vox for at lægge Nøgelen hen igien i Steden, at den ikke skulde savnes, item andet dislige af ligesaa liden Sammenhæng, hvilket Ulfeld udi sit Svar siden glemmede ikke at giøre Anmærkninger over.

Videre berettede hun at lave til Barsel med Hoffmesteren, og at han havde givet hende et Brev paa at forsørge hende og hendes Barn, hvilket Brev hun sagde, at Mag. Simon havde udi Forvaring. Ja hun gav saadan Fortrøstning om at kunde bringe Skriftet med Giften til veie til sin Berettnings Beviis, at hun sagde, at, hvis Hans Majestet vilde skikke nogen ned udi Hoffmesterens Huus, vilde hun gaae med og viise hvor Forgiften var, og miste sit Liv om det ikke saa fandtes. Endeligen fortaalte hun adskillige particulariteter for at viise, at hun var meget bekiendt udi Hoffmesterens Huus, sagde, at han vilde gifte hende med sin (60) Ridefoget, item at han havde givet hende en Guld-Kiede, Armbaand og andet meer, hvor af hun eendeel fremviisede.

Efter at denne og deslige Forklaringer af hende var giort, blev Sagen nogen Tid henstaaende til videre Oplysning, og for at see om hun kunde præstere noget af det hun havde lovet, hvor om hun adskillige gange gav Forsikring, ved ovenmældte Jørgen Walter. Endeligen kom hun den 12 Martii udi Barselseng, og da lod hun ved Walter give saadant tilkiende, begiærende der hos, at han vilde skaffe hende Barnet af Huuset, og lovede efter Sædvane, at, saa snart hun var i Stand at gaae ud, vilde hun bringe Skriftet med Giften til veie. Efter at man havde føjet hende udi hendes Begiæring, og hun var kommen op af Barselsengen igien, foregav hun sig paa ny at have været i Hoffmesterens Huus igien, og der at have hørt at Hoffmesteren havde befalet Byfogden intet at befatte sig med Dina, ej heller at inqvirere om Barnet som nyeligen var fød; hvilket og andet hun insinuerede ved Walter, som stedse bar hendes Ord frem.

Men hvad, som i denne Sag var mest forunderligt, er dette, at paa samme Tid som hun giorde disse Angivelser mod Ulfeld, søgte hun at insinuere sig ved andre slags Angivelser udi Hoffmesterens Huus, og advarede Madame Ulfeld om et stort Anslag

Hun giør lige saadan Angivelse for Hoffmesteren.

mod Hoffmesteren, hvorudi hun sagde at Walter var Medvider, lovede ogsaa at udforske nøjere Sagen, og at bringe videre Oplysning derom til veie. Hvorudover Ulfeld for at opmuntre hende til saadan Efterforskning lovede hende en god Belønning, og derpaa gav hende en skriftlig Forsikring, som den Tydske Præst Mag. Simon fik i Giemme, og som siden for Retten blev producered. Saa at man deraf seer, hvilke forunderlige Ruller denne Qvinde spillede, og hvor frugtbar hun var paa Intriguer, skiønt man kand sige, at de vare ikke meget subtile og fiine, hvorudover hun ogsaa snart røbede sig selv; Ikke dismindre hvor dristige og ilde sammenhængende hendes Rapporter vare, kunde de dog i Henseende til de angivne Tings store Vigtighed ikke være uden Virkning, saa vel hos det eene som hos det andet Parti. Og seer man, at denne hendes Snak da bragte den Ulfeldske Familie udi Allarm, (61) og foraarsagede, at Hoffmesteren den 12 April skikkede Flemming Ulfeld hans Broder, og Biørn Ulfeld hans Fetter til Canceler Sehested med Begiering, at han vilde give Hans Majestet tilkiende, hvorledes ham var berettet, at nogle vilde myrde ham med Frue og Børn Allarm udi den Ulfeldske Familie.udi hans eget Huus, og at eendeel af hans Tienere vare underkiøbte til saadant Mord at bedrive, hvilket de saaledes mundligen berettede, saasom Hoffmesteren efter den Kiøbenhavnske Relations Vidnesbyrd (a) ikke anderledes vilde give det beskrevet; alleene Herr Flemming Ulfeld sagde sig alletider at ville være gestændig alt hvad, som han der om paa sin Broders vegne havde forebragt. Men Hoffmesteren gav siden tilkiende, (b) at han udi 14 Dage hver Natt havde holdet stærk Vagt med alle sine Folk udi Huuset, og at den langvarige Urolighed havde saaledes udmattet ham, at han ikke kunde holde det længer ud, hvorfore han fandt sig tvungen til det omstændigen og skriftligen at angive.

Det Skrift som af ham selv tillige med af Flemming Ulfeld og Biørn Ulfeld findes undertegned, og Canceleren Christian Thomesen Sehested insinueret, lyder saaledes:

Af højtrængende Nød og imod min Tanke eller Villie er jeg bleven foraarsaget til ved min kiære Broder og kiære Fetter, Erlige og Velbyrdige Mænd, Hr. Flemming Ulfelt til Ørebygaard, saa og Biørn Ulfeld til Møllerød &c. hos Hr. Cantzler Hr. Christian Thomesen at anholde, at han vilde paa det underdanigste begiære hos Hans Kongl. Majest. min Allernaadigste Herre og Konge paa mine vegne, at jeg maatte blive tagen udi og under Hans Kongl. Majestets Naadigste Beskiærmelse, efterdi mig nu adskillige gange er berettet, at der skal findes nogle onde Mennesker, som søge at efterstræbe mig, min Hustru og Børn, ja end paa vort Liv, i det at de mig og Mine med Gevalt vilde anfalde (62)

(a) Relat. Hafn.

(b) Defens. Hon. Art. 21.

ved Nattetider i mit Huus, sligt deres onde Forsæt at fuldende, og er allerede over 4. Uger siden, jeg om sligt deres onde Forsæt er bleven advared. Jeg kand endnu ingen til visse beskylde udi dette; men der meenes vel, at Walter skulde have nogen Videnskab derom, hvis han ellers vilde aabenbare hvad han derom veed. Sligt nu at forekomme, beder jeg venlig min kiære Broder og Fetter det at ville andrage for Herr Cantzler, at han paa det underdanigste paa mine vegne vilde hos Hans Kongl. Majest. anholde om Beskiærmelse og Sikkerhed udi mit Huus at maatte nyde. Jeg haver ikke tilforn her om noget villet movere hverken hos een eller anden, formodende, de deres onde Forsæt af sig selv skulde lade falde. Men nu der formerkes, at de deres onde Forsæt continuere, nødes jeg dette at lade andrage for Hans Kongl. Majest. min Allernaadigste Konge og Herre, med underdanigst og visse Haab, at Hans Kongl. Majest. som Landets Fader, og alle deres Forsvar, som sidde under hans Beskiærmelse, sig min ringe Person og antager under Hans Naadige Beskiærmelse, og som en retfærdig Dommer ved sin høje Autoritæt videre efter saadane uforsvarlige Actioner, som ere agtede at sætte i Verk, flittigen inqvirerer, saa kommer her af vel den rette Grund og Sandhed for Dagen. Kiøbenhavn den 12. April Anno 1651.

Corfitz Ulfeld.

Flemming Ulfeld.

Biørn Ulfeld.

Da Hans Majest. var bleven erkyndiged om dette, og Herr Flemming Ulfeld og Biørn Ulfeld gave tilkiende, at der var periculum (63) in mora, befoel han strax tvende Mænd, Jürgen Sehfeld og Henrik Rantzou, at forføje sig til Rigets Hoffmester, for at tilbyde ham all den Protection og Beskiærmelse han selv vilde forlange, og gav ham Vall enten han vilde have Herre-Mænd, Dravantere eller andre til Vagt. For dette Beskiærmelses Tilbud lod Hoffmesteren Hans Majest. allerunderdanigst betakke, men sagde derhos, at han ingen Vagt forlangede, saasom det var ham nok, at Hans Majest. tog ham i sin Kongelige Protection. (a) Men, saasom han strax

Kongen tilbyder Hoffmesteren Vagt til Beskiærmelse.

derpaa ved sine Tienere af Borgerskabet udi hans Naboelav lod begiære, at de vilde staae ham bi, om nogen i hans Huus ham vilde giøre Vold, kunde det Svar, som han gav paa det Kongelige Tilbud ikke andet end mishage Hoffet, saasom det gav Suspicion og Mistillid tilkiende, og i det øvrige syntes at viise, at den Frygt og Skræk, som han foregav sig at være udi, var ikke saa stor, og saa virkelig, som han vilde persvadere Folk derom; thi det beroede alt paa en løs Qvindes Snak, som intet Bevis kunde tilveje bringe, hvor store Løfter hun end derom havde giort.

Walter berettede hans Majest. strax derpaa, at Dina var kommen til ham, og havde tilkiende givet en Skræk som hende var paakommen, efterdi hun i Hoffmesterens Huus havde hørt udi hvad Ærende Flemming Ulfeld og Biørn Ulfeld vare skikkede til Cantzleren Christian Thomesen Sehsted. Der befandtes ogsaa, at hun samme Aften havde været forklædd udi Mands-Klæder hos Doct. Sperling, for at bede ham at formaae hos Hoffmesteren, at hendes Navn ikke til noget maatte angives.

Man seer heraf udi hvilken Labyrinth denne intriguante Qvinde da allerede havde bragt sig, og at hun paa begge Steder havde forbundet sig til at giøre store Angivelser beviislige, og søgte at forlænge Tiden med Snak: hvilket, da Hans Majest.

Dina arresteres.

merkede, lod han hende omsider anholde for at høre, om hun offentligen vilde bekiende hvad hun hemmeligen havde forebragt: thi alt hvad hun til denne Tid havde rapporteret, nemlig fra den 29. Decembr. 1650. til den 13. April 1651. var holdet saa hemmeligt, (64)

(a) Relation Georg. Seefeld. & Henr. Rantzow Hafn. 13. April 1651.

at hverken Rigets Hoffmester, hvor meget han end beflittede sig paa Kundskaber, ej heller nogen anden havde faaet det ringeste deraf at vide: thi, saasom Personen var den højeste Embedsmand, og Familien den considerableste udi Riget, vilde Hans Majest. ikke, at Sagen skulde rygtes, havde ogsaa end videre opsatt Tiden, og ikke skredet til denne Arrest saa hastig, hvis han ikke havde merked, at Dina spillede en dobbelt Person, og hvis Hoffmesterens Suspicion om et Anslag mod sig ikke havde foraarsaget, at Sagen ikke længer kunde holdes hemmelig.

Efter at Dina saaledes den 13. April var bleven arrestered og satt i Forvaring paa Slottet, befandtes hun at være meget svag, og tilstod hun siden at have taget Forgift til sig, som hun havde bekommet af en Qvinde, der saalte Rotte-Krud. Medici bleve da did hentede, som gave hende ind hvad som kunde være tienligt til at fordrive Giften, og imidlertid raadede, at hun skulde examineres, saasom det var uvist, om hun kunde blive ved Livet; Herudover blev Oluf Brockenhuus, som var Hoffmesterens Svoger, Otto Krag, øverste Secreteerer og Hoff-Prædikanten Herr Jacob Lauritzen, befalede den 14. Aprilis hende at forhøre, som deres Forretning udviser. (a) Forhøret

Hendes første Forhør.

skeede udi Slotts-Fogdens Kammer, hvor adskillige Interrogatoria bleve giorte.

Om hende var bevist, eller om hun nogen Tid havde sagt, at nogen vilde myrde Rigets Hoffmester med hans Frue og Børn udi hans Huus?

Der til svared, efter at hun den tilbørlige Eed havde aflagt, og var formaned til at sige og blive ved Sandhed, at hun ikke vidste eller nogen Tid havde sagt det.

Om hun vidste at Oberste Walter derom havde nogen Videnskab?

Svarede der til, at hun det ikke vidste.

Hvo til hendes Barn, som hun fik for 4 Uger siden, var Barne-Fader? (65)

(a)Exam. Jurid. Dinæ 14. April 1651.

Svarede, at Rigets Hoffmester dertil var Barne-Fader.

Men, da alle hendes Svar hende igien bleve forelæsede, sagde hun og blev sterkt derved, at hvad hun i de to første Poster havde deponeret, sig saaledes forholdt; men at hun udi den 3die Post ikke havde sagt Sandhed, og vilde hendes Eed alleene til de to første Poste hentyde, bekiendte derpaa, at Barne-Faderen var en Præst paa Lavind ved Navn Herr Povel Andersen.

Efter at saadan Beretning var giort, skreed man til Hoved-Posten om den første Angivelse, og blev hun da tilspurdt, om hun ikke for nogle Uger siden til H. Majest. selv udi Cantzlerens og Statholder Giersdorffs Nærværelse havde sagt utvungen og unødt, at hun for nogle Uger siden skulde have lagt i Sengen hos Rigets Hoffmester, dog Frøiken Leonora uafvidende, og da hørt og seet, enddog Hoffmesteren hende med Klæder bedekkede, Frøiken Leonora at være kommen med en Glaß til Sengen med Gift udi, at de da begge talede sammen, og overlagde med hinanden om at forgive Hans Majest., og at, da Hoffmesteren sagde, at han frygtede det var forstærkt, saa at Hans Majest. deraf skulde briste, svarede hans Frue: Nej! han skal deraf gaae bort som i en Dvale; Item, om hun nemlig Dina, ikke har berettet, sig at have seet der i Huuset D. Sperlings Skrift, hvorledes fornevnte Gift skulde bruges?

Til dette vigtige Spørsmaal svarede hun ja, at hun af Oberste Walter var bleven opfodred paa Slottet, og der havde saadant berettet.

Dette blev hende paa nye med alle sine Omstændigheder forelæsed, og Hoff-Prædikanten Herr Lauritz Jacobsen formanede hende med Alvorlighed at sige Sandhed. Hun blev ved sit forrige Udsigende, og sagde sig at ville døe derpaa. Dette alleene lagde hun da dertil, at, saasom hendes Hoved var saa svagt og forvirred, kunde hun sig ikke videre erindre om Giftet, alleene at det blev hensatt udi et Skrin, og ikke udi et Skab, berettede derhos, Hoffmesteren at være Fader til hendes Barn og ikke Præsten, som hun tilforn af Frygt, for Herr Oluf Brokkenhuus havde navngivet, og fragaaet hendes første Bekiendelse. Saaledes (66) afløb dette første Forhør, som er verificered af Oluf Brockenhuus, Otto Krag, og Herr Lauritz Jacobsen.

Efterdi nu Dinæ Bekiendelse Hoffmesteren var saa nærgaaende, at den ikke længer

Hendes Bekiendelse communiceres Hoffmesteren.

kunde holdes hemmelig, lod Hans Majest. de nærværende Rigets Raads Betænkende derover forlange. Og kunde de samme da ikke andet raade, end at saadant maatte Hoffmesteren communiceres, hvilket og skeede. Hoffmesteren begiærede da ved Lands Lov og Rett at tiltale denne letfærdige Qvinde, og at erholde Dom over hende for saadan uhørlig Angivelse, hvilket Hans Majest. strax tillod, og lod ham sige, at han ikke alleene accorderede ham efter Begiæring Lands Lov og Ret, men endogsaa vilde assistere ham udi alt hvad, som udfodredes til Sandhedens Oplysning og Justitiens Befodring. Hvorfore Ulfeld takkede Kongen, som sees af den trykte Extract af hans skriftlige Taksigelse, og videre Ansøgning saa lydende: (a)

Jeg takker Hans Kongl. Majest. paa det allerunderdanigste, at hans Kongl. Majest. Naadigst vill tee mig sin Assistence til Sandheds Oplysning udi den uhørlige Sag, som mig er tillagt, paa det at det maa komme for Lyset, hvo der skyldig er; og at den eller de, som Skylden hos findes, maa blive tilbørligen straffede, og den Uskyldige maa frikiendes. Saa beder jeg ogsaa de ærlige og velbyrdige Mænd, Otto Krag, Kongl. Majests. øverste Secreteerer, og Oluf Rosenkrands, ved hvilke Hans Majest. dette haver mig ladet forebringe, at de ville denne min underdanigste Relation Hans Kongl. Majest. foredrage, og mig derpaa en naadig Resolution erhverve, om at kunne uden nogen Ophold begynde at procedere mod Dina, og udføre den Sag, hun mig saa falskeligen har angivet for, saa skal Hans Kongl. Majest. see og erfare min store Uskyldighed, og at jeg (67)

(a) Petitio & grat. actio Ulf. Hafn. 19. April. 1651.

er og bliver en ærlig Mand, trods alle mine Uvenner, i hvor mange de end monne være, &c.

Men saasom Sagen var af yderste Vigtighed, og Angivelsen angik Kongens Høje Person, fandt Hans Majest. efter de nærværende Rigets Raads Betænkende for raadeligt at befale Hoffmesteren at blive tilstede, og ingensteds at henreise, uden det skeede med Kongens Videnskab. Dette fortrøed Hoffmesteren, og, saasom han udtolkede denne Kongelige Anmodning som en Arrest, besværgede han sig derover for Rigets Raad. Men Rigets Raad meenede, at Kongen kunde have Føje til saadan Befalning, eftersom, hvis Hoffmesteren udi slige Conjuncturer skulde have giort nogen Reise af Staden, det var at befrygte, at mange vilde bestyrkes i den Indbilding, at det skeede af Redsel for en overhængende Fare, og Anledning derved gives til ufordeelagtig Snak og Raisonnemens.

Foruden dette besværgede Hoffmesteren sig over en anden Post, nemlig at Dina var i Forvaring paa Slottet, da hun dog burdte sidde udi et andet Fængsel, hvor han selv kunde holde Vagt over hende; Thi, saasom han var Sag-Søger, formeenede han, at hun var hans Fange. Hans Majest. derimod meenede, at hun var hans Fange, og derfor ikke kunde overgives udi andres Hænder. Dog, paa det at Hoffmesteren ingen Aarsag skulde have til at klage sig derover, lod hans Majest. hende sætte over Porten neden for Slottet, hvor der var en Corps de Garde, og blev der Hoffmesteren tilladt at have hos Vagten sine Tienere, som kunde give Agt paa, at ingen kom til Dina uden Vedkommende. Men dette kunde dog ikke stille Hoffmesteren tilfreds, og seer man, at denne Post er een af dem, som han meest har besværged sig over udi hans højtrængende Æres-Forsvar. (a)

Derpaa lod Rigets Hoffmester stævne Dina til Bytinget, og begyndte saaledes

Dina stævnes til Bytinget.

denne merkelige Process, som til Byting, Raadstue og Herredag blev udført. Paa Bytinget blev Sagen vitløftigen examinered og Vidnerne forhørte. Hvorpaa en Bytings (68)

(a) Defens. hon. art. 36.

Dom faldt den 28. May af saadant Indhold, at efterdi der befandtes, at Dina havde vaklet og været ustadig i hendes Angivelse, og Beskyldninger, saaledes at hun udi det første Forhør havde udlagt til Barne-Fader først Rigets Hoffmester, siden Herr Povel Andersen en Præst paa Lavind, og endeligen hans Excellence Hoffmesteren paa ny igien, ved hvilken ulige Bekiendelse hun havde giort sig meget mistænkelig. (2) at hendes Beskyldninger have kun bestaaet i hendes egne Ord uden nogen paafølgende Beviis eller andre tilbørlige Omstændigheder, hvormed saadan Udsigelse bestyrkes eller bekræftes kunde. (3) at det er ej heller beviist, at Dina nogen Tid, medens hun lavede til Barsel, eller strax efter Barne-Fødselen, enten for hendes Moder eller nogen anden saadant haver tillagt Rigets Hoffmester, eller hans Navn i ringeste Maader derom at være nævnt, men langt anderledes er befundet af hendes egen kiødelige Moders Bekiendelse, som ej heller i nogen Maade om hans Excellence Rigets Hoffmester mælder eller taler, hvilket og iligemaade af hendes eget Barn for Retten udsagt er, derimod Dina da hverken Modsigelse eller Benægtelse i nogen Maade giort haver. (4) Ere fremstillede mange og adskillige Vidner, som efter Loven vundet have, at aldrig i det Kammer i det nye Huus ud til Skindergaden, hvortil den Trappe opgaaer, som Dina udsagt haver, en Natt hos Rigets Hoffmester udi en Seng at skulle have ligget, hvor Frøiken Leonora om Morgenen med et Glaß med Forgift udi skal være indkommen; enten nogen Sæng at have staaet eller endnu staaer.

Byfogdens Dom.

(5) Videre er beviist med adskillige trofaste Vidner, at hans Excellence Rigets Hoffmester aldrig fra sin Frue nogen Nat haver ligget, uden naar hendes Naade har været i Barsel-Seng, eller nogen af dem har været forreist: imidlertid har hans Excellence altid ligget udi det gamle Huus og aldrig i det nye. (6) er ved mangfoldige troværdige Vidner klarligen beviiset, at Dina Viinhofvers aldrig med Rigets Hoffmester selv udi egen Person talet haver, hvilket han ogsaa selv i sin høje Benægtelse bekræfter. (7) er beviised, at Dina Viinhofvers først efter Juul sidst forleden har begyndt at have sin Gang udi Hoffmesterens Huus. (8) Haver Frøiken Leonora Christina (69) hendes Kundskab og Erklæring meget vitløftig herom til Sagens Oplysning udi Retten indleveret, hvilket hun haver tilbydet sig paa tilbørlige Steder ved Eed at bekræfte, er ogsaa derhos fremført Rigets Hoffmesters egenhændige skriftlige Erklæring og hans Benægtelse, som han paa tilbørlige Steder erbyder sig med Eed at bekræfte.

Efter saadane Omstændigheder dømte Byfogden, Claus Ravn, Dinæ Viinhofvers Beskyldninger og løse Udsigelser at være Magtesløse, og Rigets Hoffmester, samt Frøiken Leonora Christina, for hendes ugrundede og ubeviislige Angivelse at være befriede. Men, saasom Rigets Hoffmester paa hendes Liv havde ladet i Rette sætte, og saadant ej henhørede til denne Ret, blev denne Post henviised til højere Retter.

Af denne Bytings-Dom sees nogenledes Processens Historie, nemlig at Dina endda ikke havde staaet fra sin engang giorte Angivelse, men paastaaet sine Beskyldninger, hvorvel hun har været vaklende og ustadig udi Omstændighederne, saa at denne hendes Ustadighed, saavel som Hoffmesterens Vidner have fældet hende alleene. Hendes Procurator var en ved Navn Bernhardus Fogt, over hvilken Ulfeld giver et hæsligt Portrait i sin Æres Forsvar. (a)

Efter at Sagen havde været for Bytinget, kom den siden for Raadstuen, hvor Byfogdens Dom blev confirmered ved en Raadstue-Dom sub dato 12. Junii. Endeligen

Raadstue Dom.

kom den for Herredagene, som var den højeste Rett, hvor Hoffmesteren selv tillige med Frøiken Leonora med et stort Følge af deres Venner mødte. Der anvendte Hans Majestet med Rigets Raad all muelig Flid paa at formane Dina til Sandheds Bekiendelse, saa at man giorde udi tvende Dage intet andet, end at examinere og confrontere hende med Walter, og det i Hoffmesterens egen Nærværelse. Da med manges Forundring bekiendte hun omsider, usandt at være, hvad hun havde

Dina giør anden Bekiendelse for Herre-Dagen.

angivet, saavel om Giftet som om Barnet, tilstod at hun ikke havde talet med Hoffmesteren før end for Retten, og besværgede sig over Walter, som den, der havde forle-

(a) Def. hon. art. 40.

|70det hende til at giøre saadan Angivelse. Herudover blev hun dømt at miste sit Liv af Kongen og Rigets Raad, hvis endelige Sententz lyder saaledes: (a)

Efter Tiltale, Giensvar og denne Sags Leilighed, og, efterdi aldeles intet af Dina Viinhofvers er bleven forebragt videre end hendes egne bare Ord, hvormed hun sin Beskyldning mod Rigets Hoffmester, at han hendes Barnefader skulde være, kunde bekræfte; Men Rigets Hoffmester derforuden med mangfoldige Vidner og Omstændigheder har beviist, hendes Sigtelse og Angivelse usandfærdig at være, saa der af og hvad hun om Forgiften havde forebragt, iligemaade en opdigted Løgn at være befindes, og Borgemestere og Raad derfore Rigets Hoffmester for Barnefader at være, og hannem saa vel som Frøiken Leonora for den Giftis Beskyldning befriet, og Dina endeligen her for den Høieste-Rett godvilligen bekiendt at have Rigets Hoffmester og Frøiken Leonora paaløiet, og dertil af Jørgen Walter at være tilskyndet, er derpaa for Retten afsagt, at Borgemestere og Raad, som Byfogdens Dom stadfæsted have, med deres Dom ingen Urett giort have, men den bør ved Magt at blive.

Belangende den Straff, som Borgemestere og Raad have tildømt, at Dina

Dom paa Herredagen.

skulde lide paa sit Liv, da, enddog det ikke var deres Dom at dømme efter andet end Lands Lov, Rett og Forordninger, og den højeste Øvrighed alleene tilkommer Love at give og forandre; dog, efterdi denne Dinæ uhørlige Digt og Løgn angaaer Hoffmesterens og Frøiken Leonoræ Liv, Ære, Velfærd og deres gandske Huuses Beskiemmelse, da bør hun billigen (71)

(a) Sentent. Senat. die 3. Julii 1651.

derfor sit Liv at miste. Dat. &c. teste Christophoro Urne Justitiario nostro Dilecto.

Efter denne endelige afsagde Dom aflagde Hoffmesteren Taksigelse til Kongen og Rigets Raad for Sagens Befodring, bad derhos, at hun maatte fuldkommeligen tilholdes at udlægge alle dem, som havde forført hende til saadan falsk Angivelse. Disligeste at erlange Satisfaction for den Spott, som han sagde sig at være vederfaren. Udi det sidste kunde man intet andet giøre, end hvad som giort var, nemlig at lade Sagen examineres ved Lands Lov og Rett, frikiende den angivne og dømme Angiveren fra Livet. Men for at føje ham udi den første Post, blev Dina den 5 Julii

Dina bliver paa nye examinered.

piinligen forhørt, hvilket sees af hendes Bekiendelse, som er anført udi Processen sub lit. I. og undertegned af Johan Damiano og Jens Jacobsen, hvilke vidne om hendes Bekiendelse saa vel for, som i og efter Torturen saaledes:

Anno 1651 den 30 Junii, da Vi undertegnede af Hans Kongelige Majestet vare befalede, Dinam, som da sad fangen paa det blaa Taarn, at besøge, og hende med GUds Ord, saa vit mueligt være kunde, til Sandheds Bekiendelse at bevæge, bekiendte hun for os med megen Graad frivilligen, som følger:

(1.) At Jørgen Walter var Fader til hendes Barn og ingen anden: Klagede og paa hannem, at han i en lang Tid, ja gandske siden hun kom fra Tydskland, havde lagt sig efter hende til Lettfærdighed at bedrive, sagde og derhos, at Walter, efter at de vare komne i Omgiengelse med hinanden, var eengang i hendes Moders Huus i Moderens Fraværelse, hvor han da første Gang havde givet hende Anledning til alt dette, som hun siden for Hans Kongelige Majestet bekiendt havde.

(2.) Bekiendte Dina, at Rigets Hoffmester aldrig (72) havde ligget hos hende, og at hun aldrig havde seet eller fornummet til nogen Forgift i hans Huus.

(3.) At Jørgen Walter havde kommet hende til at sige Rigets Hoffmester saadant paa, og at han, nemlig Walter, havde sagt, da hun var bange derfor:

Hendes store Ustadighed og stridige Bekiendelser.

Holder med Kongen, ellers gaaer det paa eders Liv. Men der som I det giør, kand jeg og I komme til Ære, og jeg vill forsikre eder, at eder intet skal skade.

(4.) Bekiendte hun, at ingen var Medvider i denne Sag uden hun og Walter; men han havde kommet hende til at sige saadant, og eendeel deraf havde hun taget af sig selv.

Anno 1651 den 1 Julii vare Vi underskrevne atter igien hos Dina efter Hans Majestets naadigste Befalning, da vi befandt hende smuk andægtig, og var hun endda ved samme Bekiendelse.

Men den 2 Julii, da vi atter efter Hans Majestets Befalning mod Aftenen kom til Dina; var hun langt anderledes til Sinds end tilforn; thi, da beklagede hun (dog ikke uden Graad) sig ikke at have sagt Sanden for os om Mandagen og Tiisdagen næst tilforn. Saa viit bekiendte hun vel at være Sanden, at Walter havde haft Omgiengelse med hende, og var mueligen Fader til hendes Barn; men Hoffmesteren var dog ikke uskyldig for hende; ja hvad hun tilforn paa Bytinget havde bekiendt, sagde hun altsammen at være Sanden.

Den 5 Julii blev os atter af Hans Majestet befalet, at vi paa ny fornævnte Dina paa det flittigste skulde examinere, og med GUds Ord hende til Sandheds Be|73kiendelse (73) og Christelig Beredelse til en Salig Afskeed fra denne Verden bevæge, til hvilken Ende, da vi blant meget andet førdte hende hendes Synders Betænkelse til Gemytt, svarede hun, at hun vel vidste, at GUd kiendte hendes Hierte, han og kiendte Rigets Hoffmesters Hierte; og derfor er den Gierning ikke skiult for ham, nemlig at jeg laae hos ham under Dynen ved den højre Side, og da hørte, at Frøiken Leonora kom ind til ham om Morgenen, som han laae paa Sengen, og sagde til ham: Her have vi det, som vi talede om i Aftes, &c. Derpaa blev Dina adspurdt, om hun kunde sige det med en god Samvittighed, og, om hun herudi ikke giorde noget Menneske til Villie, eller af Had til nogen sagde saadant, hun da skulde afstaae og forandre saadant ugudeligt Forsætt, paa det at hun kunde døe som et GUds Barn. Dertil svarede hun, at hun det bekiendte med en god Samvittighed, og ikke af Had, eller giorde nogen til Villie derudi, og endeligen sagde, at hun vilde døe paa den Bekiendelse, som hun paa Tinget havde giort.

Da hun nu videre blev adspurdt, hvi hun havde været saa ustadig i det hun først for den høje Rett paa Slottet for Kongen og Rigets Raad, saavelsom og for os tvende Gange om Mandagen og Tiisdagen gik fra hendes første Bekiendelse, og da gandske undskyldede Rigets Hoffmester, at han aldrig havde ligget hos hende, og hun aldrig havde seet og fornummet nogen Forgift i hans Huus, og nu atter faldt til den forrige Bekiendelse igien, da svarede hun: Det giorde jeg, fordi jeg havde ingen Vidnesbyrd, og fordi min Vederpart svor, at det var Løgn jeg sagde. Fremdeeles sagde hun: jeg giorde ilde, at jeg gik fra min første Bekiendelse.

(74) Endeligen blev hun tilspurdt, om hun ellers havde at Klage over noget Menneske, eller særdeles over Walter, som kunde have ført hende paa denne Handel og kunnet give hende Anledning til saadant at sige; hvor til hun svarede: Ingen haver mig her tilskyndet: Men det klager jeg over Walter, at han førdte for Hans Majestet det jeg i Eenfoldighed fortroede ham, efterdi han svor, at det ikke skulde komme videre.

Saadan var da hendes Bekiendelse for Johan Damiano og Jens Jacobsen,

Hun bliver piinligen forhørt.

som efter Kongelig Ordre examinerede hende udi det blaa Taarn udi nogle Dage saa vel før som efter Dommen der blev falden, og seer man deraf denne Qvindes saa vel store Ondskab som selsomme Ustadighed. Herudover blev hun den 5 Julii om Eftermiddagen piinligen forhørt, og da gik hun i Torturen fra den sidste Bekiendelse igien, og tilstod alt hvad hun havde bekiendt den 30 Junii og 1 Julii til Hoffmesterens Befrielse igien. Undskyldte alleene Walter, at han ikke havde forledet hende dertil, og confirmerede hun det samme med meer Omstændighed Dagen derefter.

Her var da intet andet til overs end at giøre en Ende paa Sagen, og at skille fra Livet denne onde, Intriguante og tilligemed daarlige Qvinde, der havde bragt det heele Rige udi Bevægelse. Hendes Execution blev da berammed til den 11 Julii, da efterat hun Dagen tilforn, som var den 10 Julii, var bleven deelagtig giort udi det Højværdige Sacramente, begyndte hun at qvæde een anden Viise igien, og efter Herr Jens Jacobsens Vidnesbyrd, som var Medtiener til Nicolai Meenighed, og som fuldte hende til Rettersteden, klagede over Rigets Hoffmester og Mag. Simon, som havde nægtet hende den rette Haandskrift, hvormed hun sin Sag kunde have oplyset, og sagde, at hendes Blod skulde raabe over dem, og hvad hun havde sagt om dem for Retten, det vilde hun med sit Blod bekræfte, at hun paa Torturen var gaaen fra den Bekiendelse, skeede af Frygt, at hun skulde være pined længer, hvis hun havde

Hendes sidste Bekiendelse.

blevet bestandig ved den første Bekiendelse. Denne (75) Bekiendelse giorde hun om Formiddagen den 10 Julii udi Slotsfogdens og ovenmælte Hr. Jens Jacobsens Nærværelse.

Dagen derefter, som var berammet til Executionen, nemlig: den 11 Julii, kom samme Nicolai Meenigheds Capellan til hende om Morgenen tilig Klokken 3, og med sædvanlige Formaning holdt hende til Sandheds Bekiendelse, da svarede hun: det jeg bekiendte for eder om Rigets Hoffmester og Mag. Simon i Gaar, det er og min Bekiendelse i Dag, hvorpaa jeg og strax vill lade mit Liv. Da hun kom ned af Taarnet, og gik paa Slotsbroen mellem Præsten og Slotsfogden, fremturede hun i samme Bekiendelse. Endeligen, da hun kom paa Retterstedet, og der blev Skarpretteren vaer tilligemed Hoffmesterens Haandskriver Kield Friis, slog hun til den sidste med sine Fingre, og sagde paa Tydsk; Din Herre og Mag. Simon skall

Hun bliver Halshuggen.

jeg klage over for GUds Dom. Endeligen blev hun hen ved Klokken 4re om Formiddagen rettet paa Slottspladsen, da alle Broer vare opdragne, og hendes Hoved, efter at det var afhugged, blev satt paa en Stage.

Saadant Udfald havde Dinæ Angivelse, der gav Anledning til de paafølgende store Tragœdier, og merkelige Hændelser, som befatte og opfylde en considerable Deel af Friderici 3. Historie; Jeg haver her saa vel som andesteds søgt saa meget som mueligt at udlede Sanden, og derfore igiennemløbet alle Processens Acta og confereret dem med Ulfelds derover giorte egne Anmærkninger. Det meste, som i denne Sag syntes at kunne gravere Hoffmesteren, var den Bekiendelse, som Dina giorde, efter at hun havde Communiceret den 10 Julii, og siden Dagen derefter paa Retterstedet, hvor om haves saa vel Herr Jens Jacobsens Attest, (a) som Slotsfogdens (b) endskiøndt Ulfeld holder (76)

(a) Attest. J. Jacob sub lit. K.

(b) Attest. Joach. Waltp. sub lit. M. hvilken lyder saaledes: Ick unten benanter bekenne mit meiner eigen Hand, dass ich auff Befehl meiner hohen Obrigkeit habe lassen justificiren Dina. Gleich wie sie hat ihr Vater Unser ausgebetet, und ich sie darauff dem Scharffrichter hatte überantwortet, in dem dass sie hin will gehen in dem Sande, da stehet des Hern Reichs Hoffmeisters Diener mit Nahmen Kield; da sagte Dina und hub zwei Finger in die Höhe: dein Herr und Mag. Simon die soll ich verklagen für GOttes strengen Gericht. Geschehen auf dem Schlossplatze bey der Richterstädte den 11 Julii 1651.

Joachim Waltpurger, Schlos-Vogt.

disse Attester suspecte, endeel, efterdi de alleene vidne derom, eendeel ogsaa, efterdi den Bekiendelse som Dina giorde udi Taarned den 10 Julii ikke findes underskreven af Hoff-Prædikanten og Slots Præsten, hvilke dog tillige med Herr Jens Jacobsen samme Tiid betienede hende; dog kand man aldeles

Betænkning over Dinæ Angivelse og hendes Opførsel i denne Sag.

ingen Aarsag have til at holde Herr Jens Jacobsens Vidnesbyrd herudi mistænkt, eendeel, efterdi denne hans Forretning var en sædvanlig Forretning, og han som en god og beqvem Mand pleiede at følge alle andre Fanger til Retterstedet, eendeel ogsaa, efterdi han tilforn havde attesteret det som Dina havde udsagt til Hoffmesterens Befrielse.

Alt hvad man her om kand sige, er, at man ingen Reflexion kunde giøre paa Dinæ Ord; thi man kand sige, at der hos hende fandtes en Samling af alt hvad som malice, og Daarlighed kunde tilveie bringe, ja at hendes Daarlighed var saa stor, at man kunde ansee hende som en der havde en Skrue løs i Hovedet. Hvad hun med Graad og Taarer bejaede een Dag, benægtede hun med samme Væmodighed en anden; ja undertiden i et Forhør gik 2 eller 3 Gange fra hvad hun tilforn havde sagt. Det er derfore forunderligt, at en saa skarpsindig, og habile Mand, som Corfitz Ulfeld, kunde formere sig slige vitløftige Suspicioner af en saa daarlig Qvindes Angivelse; thi det er ikke saadanne Instrumenter, man betiener sig af, til at styrte mægtige Familier. Hans pludselige Undvigelse af Rigerne og hans der paa publicerede Skrift mod Regieringen viiser dog, hvilken Bevægelse saadan Chimere, som en fornuftig Mand burde foragte, har bragt ham udi, og at han har indbildet sig, at det heele Land conspirerede til hans Undergang, efterdi et Qvinde-Menneske af en saa slet disponered Hierne fandt for gott at sammensmeede en urimelig Historie, som ved mindste Examen røbede sig selv.

(77) Men for at komme til Historien igien, da, saasom Oberste Walter strax blev

Proces mellem Hoffmesteren og Oberste Walter.

implicered udi denne Sag, efterdi Rigets Hoffmester i sine udstedte Klagemaal og Skrifter det eene af den 12 April og det andet af den 14 ejusdem havde efter Dinæ Berettning talet om ham, som Medvider udi et mordisk Anslag, saa lod han Hoffmesteren til Herredagene stævne for at frikiendes for saadan Beskyldning, og at erlange Satisfaction for tilføjede Beskiæmmelse. Hvilket sees af hans Indlægg datered den 25 Junii 1651, og, saasom Dina skulde have aabenbaret for den Tydske Præst Mag. Simon Hennings og Doct. Otto Sperling, Walters Anslag og prætenderte mordiske Forsætt mod Hoffmesteren, hans Frue og Børn, saa vare samme trende Mænd de fornemste Vidner, som for Underretterne bleve examinerede udi denne Sag, foruden Frøiken Leonoræ Vidnesbyrd, og 3 Sædler, som Dina bemældte Frøiken havde tilskrevet, og paa hvis Gyldighed alting udi Sagen beroede: Hoffmesteren selv var herudi saa agtsom, at han ikke vilde indlade sig udi nogen Beskyldning mod Walter, men forlangede alleene, at Vidnerne maatte examineres, og Brevene læses, for deraf at see, hvorledes og hvorfore Walters Navn udi Klagerne af 12 og 14 April var indført.

Mag. Simons Vidnesbyrd blev aflagt for Ministerio paa Conventhuuset den

Mag. Simons og Doct. Sperlings Vidnesbyrd.

6 Maji, og hans Hustrues Margaretæ for samme Rett den 11 Junii, hvilke begge Vidnesbyrd ginge der paa ud, at Dina havde aabenbaret dem Walters Forsætt mod Hoffmesteren, som hun sagde, sig at have hørt af Walters egen Mund.

Doct. Sperlings Vidnesbyrd blev aflagt for Bytinget den 7 Maij med den Omstændighed, at Hoffmesterens Tiener Langemak, som var i Complot med Walter, havde ladet eftergiøre Nøgle til Hoffmesterens Porte.

Frøiken Leonoræ Vidnesbyrd var af samme Indhold, og foruden hendes Sigelse, som hun med Eed tilbød sig paa tilbørlige Steder at bekræfte, producerede hun 3 af Dina sig tilskrevne Sædler, hvoraf den sidste mælder i sær om Walter, som Medvider udi fornævnte mordiske Anslag. Derpaa blev af Rigets Raad fælden saadan Dom.

(78) Efter Tiltale, Giensvar og denne Sags Leilighed, og, efterdi Rigets

Dom i Sagen.

Hoffmester Walter ingen fuldkommen Sag om nogen mordisk Gierning har givet, er derpaa for Rett afsagt, at Rigets Hoffmester bør for denne Walters Tiltale fri at være, og, efterdi ikke beviises noget mordisk Anslag at have været paa færde, da bør og Walter for saadan Beskyldning fri at være, dog pligtig at blive tilstede for hvis videre han skall tiltales. Teste Christophoro Urne Justitiario.

Over hvilken Dom ingen af Parterne kunde besværge sig; thi det var Hoffmesteren nok til Befrielse mod Walters Tiltale, at han giorde beviisligt hvad han havde skrevet, nemlig at Dina havde mældet om Walter udi sin Angivelse: Det var ogsaa paa den anden Side nok til Walters Befrielse, at Beskyldningen grundede sig alleene paa en løs Qvindes blotte Ord. Men, at han ved Dommen blev holden til at blive tilstede, var, for at svare til Hovedsagen, hvorudi Hoffmesteren kunde have Tiltale til ham igien.

Efter at Hoffmesteren ved saadan Dom var bleven frikiendt for Walters Tiltale, og Walter arrestered, paastod Hoffmesteren, at Walter skulde giøre reede til den Angivelse om Forgiften, som mod Udgangen af forrige Aar var skeed; thi, endskiønt Dina var Angiveren, saa dog var alting skeed igiennem Walters Canal, og han udi hendes Sigelse nogle Gange havde været nævnt, som Autor til den heele Historie. Hans Majestet fandtes da bereed til at give Hoffmesteren all den Satisfaction han kunde forlange, og tilspurte ham strax, om han vilde procedere mod Walter; Men Hoffmesteren, efter lang betænkende, resolverede, at han ikke vilde lade sig ind udi nogen formelig Proces med Walter, af Frygt, at, hvis Walter blev frikiendt, han da skulde lide Tiltale af ham for at være paa sit Navn og Rygte ubeviisligen angreben, sagde derfor, at han henstillede alting til Hans Kongelige Majestets Disposition.

Hvorudover Hans Majestet, paa det intet skulde efterlades, (79) som kunde tiene til

Kongen tager Stævning over Walter.

Sagens Oplysning, og at Hoffmesteren ikke ringeste Anledning skulde have til at klage sig over Rettens Fornægtelse, tog selv Stævning over Walter, og lod ved sin øverste Secreteerer Otto Krag mod ham procedere. Walter tilstod da for Retten, at han havde forebragt Kongen Dinæ Angivelse, hvilket han meenede at have været sin Pligt, nægtede derimod at have haft noget ont Forsætt mod Hoffmesteren, langt mindre at have aabenbaret Dina saadant. Og, saasom Dina udi denne hendes Beskyldning havde intet anført uden hendes blotte Ord, og hun derudi adskillige gange havde vaklet, afsagde Retten den 21 Julii en Dom, saa lydende:

Efter Tiltale, Giensvar, og denne Sags Lejlighed, og enddog Georg Walter ikke har Uret giort, i det han for sin Herre haver aabenbaret, det hannem af en Qvinde var beretted, som saa stor Magt var paaliggende, dog, efterdi han saadan sin Beretning til Styrke, og at giøre des troeligere, med samme Qvinde sig ikke noget u-ærligt at viide, haver bekræftet, uden hvad hun om Rigets Hoffmester selv havde bekiendt, som dog af hendes Paategnelser, før Dom her er gangen, og siden hendes Moders og Dotters Bekiendelse og andre Omstændigheder om den mistænkelige Omgiengelse, som mellem dem haver været, anderledes befindes; Han og sin egen Ære og Ophøjelse særdeles herved med andres Ulykke har eftertragtet, da, efterdi Kongl. Majest. udi saadant ikke kand have nogen Behag, haver Hans Majest. Naadigst for raadsom befundet, Georg Walter hermed at paabyde, og befale, at han sig her af Riget inden 3 Ugers Forløb skal begive, og herefter ikke udi Dannemark og Norge at lade sig finde. Datum in Arce Hafn. die 21. Julii 1651. teste Christophoro Urne Justitiario.

(80) Dette var at maale Hoffmesteren Skieppen fuld, hvorvel man seer af hans Aaret derefter publicerede Skrift, at han ikke var fornøjed med Dommen, (a) og at han blant andet har giort saadane Gloser derover: Havde Walter ikke giort Uret, hvi forviises ham da Dannemark og Norge, og havde han giort uret; hvi straffes han da ikke tilbørligen; Ligesom det var ingen Straff for en høj Officier der havde signaliseret sig udi Rigets Tieneste, og stod i Kongens Naade, at miste sin Charge, og med Haanhed at forviises Landet.

Dette er en upartisk Beretning om denne merkelige Sag, og seer man deraf, hvor ilde grundede de derom forhen trykte Relationer ere, sær det Skrift, kaldet: Ulfelds listige Practiker; hvorpaa fremmede Scribentere have bygget deres Historier.

Endskiønt nu Ulfeld havde faaet saadan Satisfaction, i det at hans Angiverske

Ulfeld unviger Rigerne.

Dina var bleven rettet og hendes Hoved var sat paa en Stage, iligemaade derved, at Walter, som han holdt for sin Modstander, var bleven arrestered, og forfuldt med Retten, saa dog greb han til den Resolution at forlade Riget, og den 14. Julii med Frue og sine ældste Børn foer ud af Øster Port, hvor til han selv havde Nøgelen, og begav sig mod Aftenen en halv Miil fra Helsingøer paa en Hollandsk Galliot, og der med sejlede til Holland, og det saa hemmeligen, at hverken Hans Majest. eller nogen af hans Venner det ringeste deraf vidste, førend man derom fik Tidender fra Helsingøer og Holland.

Efter hans Bortreise blev den gandske Process trykt paa Dansk og Tydsk, og i hans Fraværelse blev Raads-Titel og Værdighed ham fratagen, og i hans Sted forordned Joachim Gersdorff at være Rigets Hoffmester. Det Gods Hirskholm, hvormed han og hans Frue pro Persona var bebrevet, blev ham frataget, tillige med hans og hans Søns Lehne; Hans eget Lehn bekom Rigets Raad Henrik Rammel, og hans Søns Lehn som var i Norge, blev givet til Cantzleren Christian Thomesen. (b) (81)

(a) Def. hon. art. 47.

(b) Ulf. defens. hon. pag. 134.

Dette forbittrede Corfitz Ulfeld, og som han agtede sig ikke sikker nok udi Holland, reisede han til Sverrig, og kom til Stockholm med sin Frue, hvilken var forklædt som en Mands-Person; Saasnart han kom til Staden adresserede han sig til Grev Magnus

Hans Ankomst udi Sverrig.

de la Gardie, med hvilken han havde en Samtale udi to Timer, og forlangede af ham at erhverve sig Dronning Christinæ Protection. Grev Magnus affærdigede strax derpaa Bud til Dronningen, som da var i Nykiøping for at lade hende viide Ulfelds Ankomst og Begiæring; Dronningen lovede at give sit Svar derpaa, naar hun kom tilbage, og imidlertid lod sige til den Danske Resident Juul, at han maatte notificere saadant til Kongen af Dannemark, og høre, hvad Kongen forlangede, hun her i skulde giøre, efterdi der var giort saadan Foreening mellem begge Riger, at det eene Rige skulde advare det andet i slige Tilfælle, som anginge Regenterne og Staten. Ulfeld,

Han søger Dronning Christinæ Protection.

saasnart Dronningen kom til Stockholm, begav sig til Græv Magnus igien, og fornyede sin Begiæring om Dronningens Protection, foregivende, at han uden den samme ikke kunde leve i Sikkerhed i Sverrig. Grev Magnus lod ham svare, at Dronningen maatte endnu have 8te Dages Tid til at resolvere sig derpaa, efterdi Sagen var af den Vigtighed. Hun selv lod derpaa fornemme hos den Danske Resident, om han havde tilskrevet Kong Friderik derom, og lod ham tillige med vide, at hun havde satt Tiden op paa 8te Dage, paa det hun inden den Tid kunde have Svar fra Dannemark, og at hun vilde rette sig efter samme Svar. Ulfeld levede midlertid i Tvivlraadighed, og hans Frue gik allevegne forklædt igiennem Stokholms Gader med den heele Stads Forundring. Endeligen fik han Audience hos Dronningen den 26. Sept. (a) da tvende af hendes Domestiqver førdte ham i Hendes Carosse til Slottet, og blev da alle Hoff-Betienterne erindrede om at lade sig indfinde. Grev Magnus tog mod ham uden for Dronningens Cabinet, og ledsagede ham derind, hvor han var halvtredie Time alleene med hende, og tillod hun Dagen derefter Madame Ulfeld at tale med sig udi Mands-Klæder. Denne (82)

(a) Memoires de Chanut. tom. 2. pag. 272.

Sammenkomst virkede saa meget, at Dronning Christine accorderede dem, hvad de forlangede, og indrømmede Mad. Ulfeld Værelser paa Bliver vel imodtagen af samme Dronning.Slottet, for der at ligge udi Barsel-Seng, efterdi hun var frugtsommelig.

Saaledes fortæller Mons. Chanut at være tilgaaet, hvorvel jeg seer af Dronning Christinæ Protection-Brevs dato, at hun noget tilforn havde accorderet saadan Beskyttelse, nemlig paa samme Tid, da hun allermest contesterede, sig intet derudi at ville beslutte, førend hun fik Kong Frideriks Villie at høre. Og, saasom bemældte Protections-Brev viser tydeligen Dronningens Forhold, og herudi giver Oplysning i Historien, vil jeg det her in Originali indføre. Det lyder saaledes: (a)

Wij Christina med GUds Nåde &c giöre witterligt, at eftersom Riks Hoffmästaren i Danmarck Wälbohrne Herr Corfitz Ulfeldt til Egeskouff Ridder, är kommen hiit til vår Residentz Stadt Stockholm, och hafr

Dronning Christinæ Protections-Brev til Corfitz Ulfeld.

låtit oß forstå, huruledes han for några serdeles Skääl skuld er förorsakat vorden at begifva sig uthur Danmarck til något annat Land eller Riike, der han på någen Tiid kunne säker sigh förholla, uthi Underdanighet aff Oß begärandes och anhollandes, at Vi hanom meth Vårt Konnunglige frije och säkre Leigde benåda och under Vårt Hägn og Beskydd annamma vele: Detta hans underdanige Ansökiande, som Oß någet fremmat och fast okärt är förrekommet, hafve Vij tagit uthi et nådigt Betänckiande, och alldenstund Fridzfordragen disse Nordiske Konnunga-Riiker emellom oprättade klarligen medgifva, og Konungarna på bägge Siidar obligera til at låta den niuta frit Leigde så och Säkerheet uthi sit Konnungariike, som sig der in begiffuer, derom at sökia och anholla, hvilket är och hertil (83)

(a) Protect. Christinæ Holm. 13. Sept. 1651. manuscr.

observerat vordet, hvarpå man många Exempel haffuer; Hvarföre hafue Vij uthi Anseende aff detta Os intet förvägra kunnat velbemelte Herr Corfitz Ulfeldt uthi detta sit underdanige Ansökiande at villfahra, och for den skuld vele haffue hanom tilsagt och forunt. Eftersom Vij och härmed i Krafft aff detta Vårt öpne Breff tilsäije och tillåde mehrbem. Herr Corfitz Ulfeldt, hans Huusfrue och hoos sig haffvande Tienestefolk Vår frije och säkre Leigde till at vära på hvad Orth honom helst behagar, anten här i Vårt Konnunga-Riike eller i någon aff deß underliggiande Provincier uthomlandz aldeles uthan någhot Hinder, Besvär eller thillfogadt Våldh och Orätt i någen Måtto, efftersom Vij och här medh tage, och annamme Herr Corfitz Ulfeldt, hans Huusfrue och Tienestefolk uthi Vårt Konnunglige Försvar, Hägn och Beskydd, så wida Sverrigis Lagh och det Stetinske Fredz Fordragz 24. Articul det medgiffuer och tillåter. Wij biude och befahle för then skuld alle i gemeen och hvar och een i synnerheet, som Oss medh Hörsamheet äre förpligtade, serdeles och i synnerheet Våre Gouverneurer, Landzhöffdinger och Commendanter, sampt Borgemästare i Städerne som medh dette Vårt öpne Leigde besökte warda, at the samptligen holla medh Alffuar Hand här offr, så wiida deras anbetrodde Tienst det vidhkommer, icke tillstädiandes, mycket mindre sielffva görandes något, som mehrofftbem. Herr Corfitz Ulfeldt, hans Huusfrue eller Tienare til Skada, Hinder eller Besvär i någon Måtto länder, så kärt hvariom och eenom kan vara att undviika Vårt harda Straff och Onåde. Här hvar och een, som vederbör haffr sigh at effterrätta. Til yttermehra visso (84) hafue Vi detta med egen Hand underskreffuet. Giffuet i Stockholm den 13. Septembris 1651.

CHRISTINA.

Da dette kom den Danske Resident for Ørene, tilskrev han Dronningen, at hun vilde betænke den Alliance, som var imellem hende og Kong Friderik, item de Conseqvencer, som vilde flyde af den Protection, og at han med første Post ventede Svar fra Kongen paa det Brev, som han efter Dronningens Begiering havde skrevet; Men Ulfeld reisede 2. Dage derefter fra Stockholm, saasom han frygtede, at det Svar, som man ventede fra Kong Friderik, ikke skulde blive favorabelt, men man meenede, at denne Reise var fingered og overlagt med Dronningen. Dagen derefter kom Svar fra Kongen, hvorudi Hans Majest. gav tilkiende, at han bekymrede sig ikke meget om, hvorhen Ulfeld retirerede sig; Han havde stævnet ham til at lade sig indfinde for at giøre Regenskab for sin Administration, og hvis han ikke lod sig indfinde til bestævnte Tid, skulde man fortfare med at dømme i Sagen, og hvis han fandtes skyldig, var der ingen Potentat, som kunde befrie ham for Rettens Strænghed.

Da Residenten merkede, at Dronningen blev ved at beskytte Ulfeld, begav han

Den Danske Resident besværger sig derover.

sig til hende, og sagde, at hans Herre, Kongen af Dannemark, forlangede herudi ikke andet, end hvad som hun i lige Tilfælle vilde hende skulde vederfares.

Hvorpaa Dronningen svarede: Sig Eders Herre, at jeg udi alle de Ting, som angaaer hans Interesse, intet skal giøre, uden hvad som ret og billigt er. Men jeg holder for, at jeg ikke kand negte Ulfeld Protection, uden at giøre et Skaar i min Reputation; thi han har som en u-skyldig Mand forlanget Beskyttelse i mit Rige, for at kunne svare til de Beskyldninger, som ere giorte mod ham, og for at vise sin Uskyldighed for heele Verden. Residenten var ikke fornøjed med dette Svar; men Dronningen blev ved sit Forsætt, og anviisede Ulfeld enten Stade (85) eller Vismar, hvorhen han kunde retirere sig i Sikkerhed. Førend han reisede fra Sverrig, lod han falde adskillige haarde Ord mod Kongen, og afmalede hans Regimente meget sort, forsikkrede derhos, at man inden kort Tid skulde see stor Forandring udi Dannemark, eftersom baade Adelen og Almuen var misfornøjed med Regieringen. Men man fæstede kun liden Troe til saadant udi Sverrig, efterdi man derom var anderledes informered, nemlig at Kong Friderik var elsked af alle Stænder, og at Raadet selv havde bedet Hans Majest. at forsyne andre med Ulfelds Lehn og Charger. (a) Men Kongen vilde ikke giøre nogen Forandring derved, førend Tiden var expirered til hvilken Ulfeld var stævned at møde, for at giøre Regenskab for sin Administration, og at tilkiende give Aarsagen, hvorfor han havde forladet Riget uden Kongens Tilladelse.

Hans Majest. lod sig alleene denne gang nøje med at advare alle og enhver, ikke

Kong Frideriks Patent angaaende Ulfelds faste Gods i Riget.

at tilhandle sig noget af Ulfelds Gods udi Riget, førend han havde giort Kongen og Riget Regenskab for sin Administration, hvilket sees af det Patent, som strax efter hans Undvigelse gik ud, saaledes lydende: (b)

Giøre alle vitterligt, at eftersom Os Elskelige Corfitz Ulfeld til Saltøe Ridder, u-anseet han var baade Rigets Hoffmester, Raad, og Befalningsmand paa Vort Land Møen, sig Os ganske u-afvidende, og u-advaret har af Riget begivet, de fleeste af sine Børn udskikket, og sit beste Løsøre tilforn af Riget ladet udføre, foruden i ringeste Maade nogen Underrettning at giøre eller efterlade, for hvis han paa Vor og Kronens vegne haver at administrere, da have Vi med Vort Elskelige Dannemarks Riges Raad samtykt og beslutted, hermed alle og enhver at advare, at ingen sig med hannem om noget hans Jorde-Gods her i Riget (86)

(a) Memoires de Chanut. tom. 2. pag. 299.

(b) Declaratio Regis Hafn. 26. Julii 1651. Manuscr.

skulde handle, førend Vi erlanger den tilbørlige Satisfaction, for hvis han Os er pligtig til at svare, og sig nøjagtig erklærer.

Saaledes var Begyndelsen til denne anseelige Mands Tragœdie, og seer man af anførte Historie, at han selv ved sin overvættes store Ambition, og Hidsighed banede sig Vej til denne U-held. Ved hans Fald blev det heele Partie, hvorudi han var som Siælen, svækked; thi hans Svoger Hannibal Sehsted, som var den anden

Hannibal Sehsteds Fald.

Hoved-Person, blev paa samme Tid ogsaa formeret en Proces, som styrted ham; og Grev Waldemar, som den Højsalige Konge Christian 4 havde avlet med Fru Kirstine Munk, begav sig ogsaa af Misfornøjelse ud af Riget. Jeg haver udi forrige Konges Historie givet saa vel Corfitz Ulfelds som Hannibal Sehsteds Portraits, og meldet om den Jalousie, som regierede mellem disse tvende store Svogere. Det er troeligt, at Uvenskabet varede stedse indtil Højstbemældte Konges Død, men i Begyndelsen af denne nye Regiering tilfælles Interesse haver bragt dem om ikke til Forliig og ret Venskab, saa dog til een Stilstand, og at i den Henseende en Foreening maa være giort, saavit som stiftes kunde mellem tvende saa stridige Gemytter. Thi man seer, at de begge som Frue Kirstines Svigersønner have da været udi eens slags Situation, og at den største Deel af Adelen bevæbnede sig saavel mod den eene, som den anden. Hannibal Sehsted var da Statholder udi Norge, udi hvilket Rige han havde regieret med stor Myndighed, sær udi den sidste Krig, som efter hans Navn blev kaldet Hannibals Krigen.

Process bliver ham formered.

De store Midler han havde samlet udi dette Statholderskab, gave nu Anledning til at inqvirere om hans Forhold, og at fodre Regnskab saavel for de Penge, som han havde faaet til Krigshærens Underholdning, som for andre af Norge hævede Indkomster. Den habile Statholder saae den overhængende Fare, og derfore søgte alle Veje og Midler til at reede sig derudaf, og at blive befried for at aflægge Regnskab, men forgiæves. Thi Kongen og Rigets Raad satte saa sterkt efter ham, at han ikke alleene blev forbuden at komme til Hove, (87) men endogsaa mistede sit høje Embede i Norge, og fik Befalning, ikke at begive sig fra Kiøbenhavn, førend han havde aflagt Regnskab. Dette vilde falde ham besværligt og fast umueligt; hvorudover ham af Kongen og Raadet nogle skriftlige Puncter bleve tilskikkede for inden 24 Timer at erklære sig derpaa, og underskrive de samme, eller og opbie en endelig Dom; da udvalte

Hans Dimission.

han det første, og erklærede sig til efterfølgende Puncter.

(1.) At afstaae sit Statholderskab i Norge.

(2.) Raadsherres Titel og Værdighed.

(3.) At overgive alt sit faste Gods i Norge til Kronen.

(4.) At betale Soldaterne i Norge deres resterende.

(5.) At løse Langeland til Kronen fra Grev Rantzow for 60000 Rixdaler.

(6.) At betale til Marsilio for de to store Skibe, han nyeligen havde ladet bygge i Norge, nemlig Sophia Amalia og Prinds Christian.

(7.) Ikke at reise af Dannemark, langt mindre at antage Tieneste hos nogen fremmed Potentat, eller yppe noget mod Kronen.

Derimod blev ham af Naade tilladt alle hans Mobilier, som Juveler, Klenodier, Sølvkar og andet Huusgeraad, i lige maade blev ham loved Erstatning for de 60000 Rixdaler, som han havde forstrakt saavel til den salige Prinds Christian som til Kong Friderik. Saaledes faldt denne store Mand i en Hast fra sin Værdighed, og Gregers Krabbe blev i hans Sted giort til Norges Statholder igien. Men u-anseet den sidste Artikel, hvorved han havde forbundet sig til, ikke at forlade Riget, retirerede han sig dog strax til Hamborg. Man seer ellers herudaf den store Harmonie, som var mellem Kongen og Raadet, item at den største Deel af Adelen arbeidede paa at klippe Vingerne paa disse mægtige Svogre, der havde anmasset sig Herredom over alle andre.

Hans videre Forhold.

Men, som Hannibal Sehsted vidste at pliere, og derudi havde stor Fordeel for Corfitz Ulfeld, saa erhvervede han med Tiden ikke alleene Kongens Naade igien, men fik Leilighed til at indskrænke den heele Adels Magt, og at giøre Ende paa deres Herredom, (88) som videre skal fortælles. Man maa ellers tilstaae, at hans Statholderskab var i mange Ting nyttigt for Norge, sær udi Krigssager, hvor i han giorde fortreffelige Anstalter, betienende sig fornemmeligen af den brave og fornuftige Oberste Reichweins Raad, som blant andet sees af den oft citerede Norske Krigs Protocoll. (a)

Hvad Grev Waldemar angik, da holdtes han for tillige med nogle andre

Grev Waldemars Skiebne.

Misfornøjede hemmeligen at correspondere med Hertugen af Lothringen, og, som Corfitz Ulfeld paa samme Tid havde ideligen conferencer med den Lothringske Minister Ronsillot, informerede den Franske Ambassadeur Mons. Chanut Kongen derom, dog vilde han i sin Beretning ikke nævne andre end Hovedpersonerne. (b) Hvad som kunde bestyrke Kongen i de Tanker han derom havde fattet var, at kort Tid derefter bemældte Lothringske Minister foreslog et Ægteskab mellem Hertugindens af Cantecroix anden Dotter og Grev Waldemar: Hvortil Kongen svarede, at han takkede Hertugen af Lothringen for hans Høflighed, og at Grev Waldemar kunde giøre derudi, hvad ham lystede; hvoraf man seer, at Hans Majestet foragtede denne store Faction, som var imod ham. Af dette merkede Grev Waldemar, hvad Klokken var Slagen, hvorudover han af Misfornøjelse forlod Dannemark, og tillige med Ulfeld søgte, hvorvel forgiæves, at ophidse Dronning Kristine mod Kongen. Han flakkede nogen Tid allevegne om udi Tydskland, og var siden udi Polen udi Svensk Tieneste, hvor han endede sine Dage til Lublin Anno 1656.

Saaledes blev Kongen skildt ved de mest suspecte Personer. Af de tvende Gyldenløver var den eene nemlig Christian Ulric død, i Spansk Tieneste. Den anden nemlig Ulric Christian Gyldenløve, som ogsaa var i Spansk Tieneste, saae man paa denne

Ulric Christian Gyldenløves avantures.

Tid at komme til Holsteen for at hverve Tropper paa Spaniens vegne. (c) Dette allarmerede den Franske Ambassadeur Chanut,

(a) Protocoll. Norw. Manuscr. Autogr.

(b) Memoires de Chan. Tom 2. pag. 424.

(89) og saasom Gyldenløve sagdes, at ville giøre de største Hvervinger udi Holsten, skrev bemeldte Ambassadeur et Brev til Hertugen af Holsten derom, forestillende ham, at slige Hvervinger imod Frankerig i Tydskland stridede imod den Münsterske Tractat; han formaade ogsaa Regieringen af Frankerig at anholde om det samme hos Kong Friderik; helst, saasom Gyldenløve havde ladet sig merke med, at saadanne Hvervinger skeede efter Kongens Tilladelse, hvilket Ambassadeuren tilkiende giver i en Skrivelse saaledes: qvi nuper professus est se lecturum tria millia peditum & aliqvot turmas, & a Daniâ reversus jactavit hujus delectus facultatem sibi a serenissimo Daniæ Rege Concessam. (a) Men denne Frygt faldt snart, eendeel fordi Gyldenløve ingen Penge havde, eendeel ogsaa, efterdi Kong Friderik ikke vilde være ham behielpelig, og siges han ikke at have været anseet med bedre Øjen ved det Danske Hoff end foromtalte disgratierede Personer. Dog seer man, at han siden er kommen til Dannemark igien, og at han har giort Riget gode Tienester udi Kiøbenhavns Beleiring. Hans Bestalning som General Major ved Militien i Skaane er datered den 28 Februarii 1657, og viiser, at han sammesteds stod under Axel Urops Commando. (b)

Hvad Rigets almindelige Sager anbelanger, foreslog Hans Majestet udi en

Rigsdag.

Rigs-Forsamling holden 1651 tvende Ting. Først om man skulde efter andre Potentaters Exempel affærdige Gesantskab til den nye Engelske Republiqve. For det andet om at oprette et Regimente af gevorbne Soldater i hver Province, og at udruste Rigets Flode mod tilkommende Foraar for at sætte Riget udi Forsvars Stand, om det udi saadanne slibrige Conjuncturer skulde overfaldes. Paa det første Forslag blev denne Gang intet slutted, men paa Floden tog man sig strax for at arbeide, at den kunde blive færdig til Foraaret.

Efterfølgende Aar lod Hans Majestet see stor Vindskibelighed ved at ordinere 1652. Rigets Sager, til hvilken Ende han ikke (90)

(a)Relat. sub dato Halden 8 Febr. 1653 Manuscr. og seer man der af at man i Krigs-Tider rettede sig i Norge, efter Udfars Balken, hvis 11 og 12 Capitel lægges i dette Project til Fundament.

|90alleene selv udi egen høje Person reisede til Skaane for at besigtige de Steder, som grændsede mod Sverrig, og at lade dem

Defensions Anstalter.

forbedre, men endogsaa lod kiøbe i Hamborg en stor Mængde af Gevær og føre dem til Dannemark. Ordre gik ogsaa til de høje Officiers udi Norge at give deres Betænkende, om hvad som kunde være tienligt til samme Riges Forsvar, hvilket sees af den Relation som Aaret derefter blev giort af Ivar Krabbe, Jørgen Bielke og Reichwein. (a) Aarsagen, hvorfor man maatte være betænkt paa at giøre saadane Anstalter, var denne, foruden den Frygt, man svævede udi, i Henseende til Sverrig, hvilket Rige af Ulfeld og hans Anhang blev ophidset mod Dannemark, stod ogsaa en anden for Øjene, i Henseende til de Tvistigheder, som havde reiset sig mellem de Engelske og de Hollandske, hvorudi Riget ikke kunde dispenseres for at tage Parti, og, naar saadant Parti skulde tages, kunde Dannemark derudi ikke længe balancere; Thi

Rigets Conjuncturer i Henseende til Engeland.

Conjuncturerne vare saadanne: De U-roeligheder, som udi Christiani 4 Tid havde taget saa stor Overhaand i Engeland mellem Kong Carl Stuard og Parlamentet, bleve udi denne Konges Regierings Begyndelse bragt paa den højeste Spidse, og ikke endtes uden med et Konge-Mord. Kong Christian havde selv alt for mange Vanskeligheder at bestride for at kunde undsætte sin betrængte Søstersøn, og den store Execution skeede 1649, da Kong Friderik nyligen med Besværlighed var kommen paa Thronen, hvorfore han ogsaa tillige med andre Potentater maatte være Spectateur af denne sælsomme Tragœdie, hvis lige ikke er at finde i Historien, vel har man ofte disvær

En kort Beretning om de Engelske Uroligheder.

seet Konger og Førster at være omkomne af deres egne Undersaatter; men aldrig at en gemeen Almue har formeret en Rett, stævnet en Konge at møde som en Misdeder for at svare mod giorte Beskyldninger, og offentligen i Hovedstaden i det heele Folks Paasyn ved Skarpretteren ladet ham henrette. Et klart Beviis paa hvad Virkning Fanaticismus kand have, naar det samme tager Overhaand udi et Land, og (91)

(a) Relat. sub dato Halden 8 Febr. 1653 Manuscr. og seer man der af at man i Krigs-Tider rettede sig i Norge, efter Udfars Balken, hvis 11 og 12 Capitel lægges i dette Project til Fundament.

hvorved de allergroveste Synder blive anseede som hellige Gierninger, som man kand fortiene Himmelen med. Derfore saae man her denne Konges Dommere med Fasten og Beden at præparere sig til denne alleruretfærdigste Døds Doms Afsigelse, og Executionen at være giort udi største Andagt, uden at nogen af den omstaaende store Mængde bevægede sig eller gav et Suk derved; da dog fast ingen nu omstunder kand læse denne Konges Historie og sørgelige Endeligt uden at fælde Taare, helst saasom med alle de Feil, som ham tillægges, han havde langt større Dyder end hans Fader, og begge Sønner, som regierede efter ham. Saa at man derfore her kand sige med Poeten: Hvad kand ikke Overtroe og Religion uden Jugement foraarsage:

Tantum Relligio potuit svadere malorum.

Adskillige habile og ærgiærige Mænd vidste forunderligen at betiene sig af denne inspirered Almue, og disse saa kaldne illuminerede og fanatiske Krigsfolk for at kuldkaste Regiæringen, og at bringe en Konge til Retterstedet. Derfore saae man Krigshærens General Oliver Cromwel med en liden Krave om Halsen, og en Bibel under Armen at spørge GUd til Raad, førend han leverede Feltslag, at deele Bønne-Bøger og Catechismer ud til Soldaterne, at examinere dem udi Troens Artikle, førend de bleve indrullerede, og selv med Støvler og Sporer at gaae op paa Prædikestolen for at forklare GUds Ord saaledes, som han fandt for gott til sit u-hørlige Forsæts Befodring. Man kand dog ikke sige, at den heele Engelske Almue var befænged med denne skadelige fanaticismo, tvertimod det var kun en Haandfuld af Folk at regne mod denne heele Nation. Men man kand sige, at samme Haandfuld af Folk var mægtig til at holde den heele Nation i Ave; thi hver Soldat ansaae sig selv som en Prophet og GUds Fuldmægtig, der havde absolute Ordre af Himmelen til at forstørre Regieringen, og paa dens Ruine at fundere et Apocalyptisk Rige, hvorudi de og andre, som bleve lige saadane Helgene, skulde alleene regiære. Derfore ansaae de denne Krig paa deres Side som GUds Krig, og ginge til Feltslag mod Kongens Folk som Israeliter mod Philistæer, udi hvilke Griller Cromwel mesterligen (92) vidste at holde dem varme, indtil han fik i Værk og satt i Fuldkommenhed det Forsætt, han gik frugtsommelig med, og spillede sig selv Regieringen udi Hænderne.

Jeg vil her intet tale om denne Konges Endeligt, saasom den egentligen ikke henhører til den Danske Historie, endskiønt Fridericus 3. var den u-lyksalige Konges kiødelige Fætter, eftersom Carolus Stuart var fød af den Danske Princesse Anna, Christiani 4. Søster. Jeg vil kun alleene sige dette, at han døde som en Heros, uden

Den store Tragœdie med Carl Stuard.

at lade sig bevæge til at giøre noget, som en Konge var u-anstændigt; Thi hvor ofte han var fodred for Retten til at svare for sig, vilde han dog heller døe end beqvemme sig dertil; men bestandigen vegrede sig derfor, indtil hans Dommere kunde giøre beviisligt, at de havde Magt at citere og dømme deres Konge. Efterat han var dømt fra Livet, blev han den 9. Febr. 1649 bragt til Retter-Stedet, og der, efter at han havde holdet en bevægelig Tale og erklæret, at han døde udi den Engelske Kirkes Troe, af en masqvered Skarpretter blev halshuggen. Derpaa fuldte den store bekiendte Revolution, og Kongeriget blev forvandled til en Republiqve, indtil Cromwel giorde sig Mester over heele store Brittannien, og under den Titel af Protector regierede med større Myndighed end nogen Konge.

Af alle Potentater kunde ingen have større Afskye for den nye Regiering end Kong Friderik; Saasom den henrettede Konge var hans nær Blods-Forvandt. Det var derfor ikke vanskeligt for Hollænderne udi den Krig, som de vare geraadne udi med Engeland, at bringe Højstbemældte Konge paa deres Side; thi foruden ovenmældte Aarsag var der ogsaa slutted en Alliance med Holland udi det Aar 1649, ved hvis Kraft den eene Nation var forbunden at hielpe den anden med 4000. Mænd og 19. Orlog-Skibe, naar nogen af dem blev med Krig overfalden. Dog, saasom Engeland paa de Tider var formidable for heele Europa, og de fleeste Potentater,

Dansk Gesantskab til Republiken udi Engeland.

sær Sverrig, søgte Parlamentets Venskab, holdt man nødigt at see Tiden noget an, og at affærdige et Gesantskab til den nye Regiering, for at sondere den samme. Gesanterne, som der til bleve beskikkede, vare Erik Rosenkrands og (93) Peder Retz. De samme arriverede mod Enden af Majo til Gravesand. Deres Svite var anseelig, saasom de førdte med sig 15 Lif-Tienere, og 9 Edelmænd med deres Tienere, 6 Pager og 4 Kongelige Laqveier, saa at de vare udi alt 60 Personer. Udi London bleve de modtagne af Greven af Pembrok, med nogle andre Engelske Herrer, men der var ikke uden Kaaldsindighed paa begge Sider, og Hoved-Posten, som skulde sigte til Alliance, søgte man at forhale; Thi Engeland stod færdig til at declarere Krig mod Holland, og Dannemark var udi Forbund med det sidste Land. Dog efterlode de Engelske ikke at contestere deres Begiærlighed til Venskab med Dannemark, hvilket de ogsaa tilforn havde giort mod den Danske Minister Rosenwinge, som havde faaet Breve til Kongen,

Dets Forretning.

hvis Udskrift var saadan: Parlamentum Reipublicæ Angliæ Serenissimo Principi Friderico 3. Daniæ &c. Regi &c. Salutem. (a) Imidlertid gik Krigen an mellem Engeland og Holland, og forsømmede da Hollænderne ikke ved Mons. Keiser, deres Envoyé Extraordinaire ved det Danske Hoff, at opmuntre de Danske til at tage Parti udi denne Krig, og at drive paa den Undsætning, som var loved ved sidste sluttede Alliance. Saasom det da var højligen fornødent at giøre beviisligt, at de Engelske vare Begyndere til Krigen, overleverede bemældte Keiser til Kongen en Copie af det

Holland søger om Hielp hos Kongen mod Engeland.

Nederlandske Manifest mod Engeland, hvorudi alle deres Klagemaal vare indførte; For videre at opmuntre Kongen, lagde han dette dertil, at hvis de Engelske skulde undertrykke den Hollandske Handel, vilde de tilegne sig Herredom over Havet, som Hollænderne hidindtil havde disputered dem. Han forglemte ogsaa ikke at afmale det da værende Engelske Parlament med sort Farve, saasom det ved Skarpretterens Haand havde ladet henrette sin egen Konge, som var af Kongeligt Dansk Blod, hvilket Kong Friderik nu kunde have Lejlighed til at hevne ved at erklære sig i denne Krig mod Engeland. (94)

(a) Lit. Parlamenti ad Reg. apud Aizem. tom. 7. pag. 758. Begyndelsen af Brevet er saaledes: Cum divinæ Providentiæ visum sit prioris Regiminis formam in melius mutare.

Kongen havde dog i Begyndelsen Møje for at determinere sig; han frygtede, at Sverrig skulde erklære sig for Engeland, og at blive paa begge Sider angreben. Medens dette forhandledes, komme 22 Engelske (a) Kiøbmænds-Skibe, ladne med adskillige Vahrer og Materialier til Floden, og maatte passere Sundet, hvilket ikke kunde skee, uden at blive borttagne af den Hollandske Flode, hvorudover de forlangede af Kongen, at de maatte retirere sig ind udi Kiøbenhavns Havn, indtil Faren var over, og de kunde faae Convoy-Skibe fra Engeland. (b) Dette blev dem ogsaa accordered. Da Hollænderne finge Kundskab derom, aflode de ikke at anholde hos Kongen saa længe, indtil han lod samme Skibe arrestere. Man kunde sandeligen ikke andet

22 Engelske Skibe arresteres i Sundet.

end højligen forundre sig over denne Resolution, helst saasom saadan Arrest skeede paa samme Tid, da de Danske Ambassadeurs vare i Engeland; thi foruden den Eftertale, som deraf vilde flyde, var at befrygte, at et Parlement, som bestoed mestendeels af hidsige og visionaire Mænd, skulde lægge Haand paa Gesandterne. Man kand derfor ikke vel undskylde Gierningen, men henregne den til en Overilelse, hvortil man ved Hollandske Persvasioner blev bragt, og den Bitterhed, Kongen da havde mod den nye Engelske Republiqve, med hvilken han ingen Messures kunde holde. Man ventede derfor, hvad de Engelske vilde foretage med Gesandterne udi London. Men Parlamentet picqverede sig denne gang af Generositet, og tilføjede dem intet ont, hvorvel man meener, at de Kiøbmænd, som vare interesserede udi Skibene, hindrede at skride til nogen Yderlighed, eftersom de frygtede derved at miste alle deres Effecter, og derfore formaaede Regieringen at skikke Gesanterne tilbage med en Esqvadre af 20 Krigs-Skibe, hvormed de meenede at true sig de arresterede Skibe tilbage. Men Kongen langt fra at lade sig intimidere af samme Flodes Ankomst, besværgede sig over, at man skikkede saadan Magt for at traadse mod Riget, og med Trudsler at erhverve det, som han (95)

(a) Begieringen findes dog kun underskreven af 21 Engelske Skippere.

(b) Humble petition of the English masters now in Copenhag. manuscr. autogr.

ellers med det Gode gierne havde accorderet dem. Han sagde videre, at saasom Anføreren for Floden intet creditiv havde, ej heller nogen Compliment fra Regieringen, var han ikke forbunden til at rette sig efter de particuliere Ordres, samme Anfører kunde have med sig. De Engelske merkede derover, at det var Kongens Alvor, og derfor gave Ordre til Bradshaw, Parlamentets Resident

Engelske Besværinger mod Riget.

udi Hamborg, at begive sig til Kiøbenhavn, for at reclamere Skibene. Bradshaw begav sig og strax didhen; Men den samme Dag, som han kom ind ad den eene Port af Staden, begav Kongen sig ud af den anden, for at holde Jagt; Hvilket gav tilkiende, at man ikke meget reflecterede paa dette Engelske Gesantskab, kort derefter havde han Audience, men ikke hos Kongen; der bleve alleene 5 Rigs Raad beordrede at høre ham, og bekom han til Commissarier Otto Krag og Rosenvinge. Bradshaw besværgede sig da over Skibenes Arrest, begiærede ogsaa tilbage Stykkerne og andre biergede Vahrer af Commandeur Bals stranded Skib. Rosenwinge svarede dertil, at Skibene paa deres egen Begiæring vare tagne i Protection, men siden fodrede tilbage igien med Trudsler; Sagde ogsaa, at nogle Norske Skibe vare anholdne i Engeland. Sagen kom derpaa i Langedrag, og Bradshaw fik ikke andet Svar. Ja den Foragt, man havde for ham, gik saa vit, at, da han lod anholde hos Cantzleren, om det maatte være ham tilladt at kysse paa Kongens Haand, blev ham svared, at derom

Den Engelske Resident Bradshaw bliver slet imodtagen i Kiøbenhavn.

kunde man ingen Forsikring give ham, saa at den Engelske Nation (a) have aldrig liddet større Spott. Man seer ellers deraf, at Kongen tydeligen har givet tilkiende, paa hvilken Fod han tracterede det da værende Parlament, som havde approberet et Konge-Mord; thi ellers kunde dette, i sær Skibenes Arrest, ingenlunde undskyldes, og vil jeg derfor ej heller sætte nogen Farve derpaa. Jeg seer ellers af den Danske Ministers Peder Charisii Brev til Herr Axel Urop, at en fornemme Dansk Herremand, nemlig Jochum Beck, dette Aar var arrestered udi Holland, skiøndt det er mig ikke bekiendt af hvad Aarsag, alleene at bemældte Charisius besværger sig overens (96)

(a) Aizem. tom. 7. pag. 794.

ved Navn Thomas Jensens Ondskab udi samme Sag, saa man seer, at denne Thomas Jensen har været Jochum Becks Forfølger. Og, som Regieringen udi Holland da var meget Omhyggelig for at conservere Dannemarks Venskab, saa arbeidede saa vel Herren Staterne som Regieringen i Amsterdam paa at sætte den Arresterede paa fri Fod igien; men hverken deres Intercession, ej heller Charisii tilbudne Caution kunde formaae noget, hvorudover Charisius begiærer, at Sagen maa recommenderes til den Hollandske Ambassadeur Keiser i Kiøbenhavn, item at erhverve Kong Frideriks Recommendations-Brev. (a)

De Svenske toge i de Uroeligheder mellem Engeland og Holland Engelsk Parti, og havde Dronning Christina hart ad ladet sig overtale af Corfitz Ulfeld til at declarere Krig mod Dannemark, men der blev intet af denne gang; efterdi Ministerium i Sverrig kunde lett forud see, at de liden Fordeel vilde have af saadan Krig med

Handel med Sverrig.

Dannemark, hvor der under Kong Frideriks viise Regiering vare lige saa god Orden og Anstalter som under Dronning Christinæ Regiering Forvirrelse udi Sverrig. I det øvrige fattedes ikke paa Villie; Thi Dronningen havde ladet see store Prøver paa sin slette Affection mod Dannemark, (1) ved at hindre den Forbindelse, som var giort med Holland, hvorom tilforn er talt. (2) Ved at tage Corfitz Ulfeld i Beskyttelse, og endelig ved at slaae sig til de Engelske, som vare Dannemarks Fiender. Men hun maatte paa de Tider simulere, efterdi Forvirrelsen udi Sverrig var større, end man kunde imaginere sig. Jeg kand her ikke forbigaae at melde noget om de da udi Sverrig værende Conjuncturer, endeel saasom de i sig selv ere merkelige, endeel og, saasom de have Rapport med den Danske Historie, og viser hvad som holdt Dronningen tilbage, at hun ikke brød løs med Dannemark.

Jeg haver udi Christiani 4. Historie givet denne Dronnings Portrait, og viset, at hun i Begyndelsen af Hendes Regiering var bleven anseed som et Naturens Mester-Stykke. Ingen kand (97)

(a) Lit. Frid. 3. ad P. Juul, Hafn. 20. May 1652. Manuscr.

nægte, at samme Dronning jo havde mange gode Qvaliteter, men hun havde derhos lige saa mange Onde. De Gode lode sig alleene til syne udi

Afrisning paa Dronning Christinæ Regimente.

Begyndelsen af hendes Regiering, men de Onde yttrede sig mod Enden fast alleene. Hendes Hoved-Characteer var en særdeles selsom U-stadighed, som gav Aarsag til stor Forvirrelse udi Riget, og foraarsagede, at Regieringen vaklede og Successionen var uvis; Vel lod hun kalde Carl Gustav, Førsten af Zweibruch til Sverrig, og erklærede ham til sin Successor. Men samme Prinds var nu i saadan Anseelse, at han kunde giøre sig Forhaabning om Ægteskab med hende, nu igien saa Foragted, at han despererede om at blive ved Successionen; saa at det var ikke uden ved en u-troelig Taalmodighed, at han conserverede sig nogenledes, og hindrede, at han ikke blev viiset tilbage igien. Nu syntes Dronningen at foragte Scepter og Throne, og

Samme Dronnings Ustadighed.

slog sig ganske hen til Philosophie; Nu var hun igien saa jalouse over hendes Myndighed, at hun ingen Modsigelse vilde taale. Hun elskede lærde Folk, og lod dem forskrive til sig fra alle Stæder i Europa, men hun blev snart keed af dem igien, og skikkede dem som Pedanter tilbage. Hun havde en stor Mængde af Favoriter, men ingen conserverede sig længer end Grev Magnus de la Gardie, hvis Faveur varede udi 9 Aar. Men, efterat hun saa længe havde elsked ham, blev Kierligheden forvandlet til saadant bittert Had, at hun kunde ikke taale at see ham; ja det Had gik saa vit, at hun disrecommenderede ham paa det Højeste hos hendes designerede Successor, Carl Gustav, som da kaldtes Prindsen af Sverrig, og skrev ham til, at hun havde haft i Sinde at ægte ham, men Magnus de la Gardie havde raadet hende derfra. Da hun ingen Behag fandt udi nogen af hendes Undersaattere meer, kastede hun sin Affection paa Fremmede, blant hvilke den første var en Fransk Apotekers Søn ved Navn Michou, som forandrede sit Navn, og lod sig kalde Bourdelot. Den samme

Hendes Favorit Bourdelot.

blev udi det Aar 1651 Dronningens besynderlige Favorit, efter at han havde cureret hende for en Svaghed: Han forblev længe hos hende under Prætext at give hende Medicine, hvis Virkning han vilde see. Ja Faveuren gik saa vit, at han omsider stødte (98) Grev Magnum de la Gardie reent ud, hvilken derudover fattede et ulæskeligt Had mod ham. Saasom han talede frit og var kaald i Religions-Sager, og derforuden søgte at discreditere alle Svenske Undersaattere, som var udi Dronningens Naade, bevæbnede han udi kort Tid det heele Hoff mod sig. Men Dronningen tog ham i Forsvar, sigende, at, endskiønt han havde mange store Feil, saa havde han derhos mange gode Qvaliteter, som kunde bøde derpaa. Hun ansaae ham som den største Mand i Verden, og derfor meenede, at alt hvad Ont, som blev talt om ham, var alleene af Jalousie. Men den Estime, hun bar for ham, blev kort derefter forvandlet

kommer i Mis-Credit.

til yderste Foragt, saa at, da hun siden fik et Brev fra ham, som var skrevet fra Paris, da i Steden for at læse det, holdt hun det for Næsen, og sagde, at det luktede af Medicin. Det var dog ikke hans Feil og slette Qvaliteter, som bragte ham af hendes Naade, men en anden nye Favorit, nemlig den Spanske Envoye Pimentel. Den

Pimentel den anden Favorit.

samme partagerede i Begyndelsen med Bourdelot i Dronningens Faveur, men spillede omsider alleene Mester. Med denne nye Favorit holdt hun aldeles ingen Mesures. Han var med udi alle hendes Divertissemens, og gik til Fods ved Siden af hendes Vogn, naar hun agede i Ceremonier, logerede ogsaa paa Slottet gandske nær hos hende. Over saadan Opførsel græmmede sig alle retsindige Svenske Patrioter. Den eeneste Trøst var for dem, at det kunde ikke vare længe, eftersom Pimentel maatte tage Afsked fra Sverrig, men hans Afskeeds Audience blev opsatt en Tid efter den anden, efterdi Dronningen vilde have ham til at bivaane et prægtigt Ball, hvortil hun giorde store Præparatorier. Paa dette Ball forærede hun ham til Afskeed en kostbar Ring. Den store Naade, han stod udi, giorde ham saa hoffmodig, at han saae alle Svenske over Achslene; Dog turde han ikke lade sig see udi Enke-Dronningens Hoff, saasom samme Dronning havde stor Afskye for ham, anseende ham som den der forførede hendes Dotter fra den Evangeliske Religion, hvilket ogsaa var sant: thi hun forlod kort derefter Scepter og Throne, antog den Pavelige Troe, og reisede til Rom; skiønt (99) man kand ligesaa lidet fatte hendes Opførsel i denne Post, som i alle andre; thi den Franske Ambassadeur Mons. Chanut, af hvis Relationer alt dette er taget, vidner, at intet trykkede hende mindre end Religionen, og at det var et almindeligt Rygte, at hun aldeles ingen havde. Hendes Frue Moder bebreidede hende engang, at hun forlod sine Forfædres Religion, og vanslægtede fra hendes Fader den store Gustav, der havde vovet sig saa yderlig, ja sat sit Liv til for den Evangeliske Troes Sikkerhed. Dronning Christine, i Steden for at lægge saadan Formaning paa Hiertet, sagde da, at Hedningene kunde blive lige saa vel salige som Christene, hvorudover der reisede sig saadan Disput imellem dem, at Enke-Dronningen gik grædende fra Tafflet, saa at Dronning Christine havde stor Møje ved at stille hende til freds igien.

Alt dette havde de Svenske med Taalmodighed overbaaret, hvis hendes Ødselhed

Almindelig Misfornøjelse i Sverrig.

og Pragt ikke havde gaaet saa vit, at Riget truedes med en total Ruine; Thi Kronens Gods blev bortskiænket, Riget geraadede udi en uhørlig Gield, og Overdaad tillige med Armod tog dagligen til, saa at man hørte intet tale uden om Giestebuder, Balletter og kostbare Spectacler, hvilket gav Anledning til adskillige Satirer, og drev de bekiendte Messenier til at insinuere Carl Gustav, som levede udi Retraite paa Øland, det bekiendte Skrift, som skildte baade Faderen og Sønnen ved Livet. Dette tildrog sig saaledes:

Der kom et Skrift uden Haand til Prindsen af Sverrig, hvilket indeholdt en

Den Tragœdie med de tvende Messenier.

bitter Satire mod Dronningen og Regieringen, hvorudover Prindsen strax skikkede det til Dronningen, og derforuden giorde sig all Umage for at faae at viide hvorfra samme Skrift var kommet. Den, som havde overleveret ham Brevet, og som var een af hans egne Tienere, sagde, at en Qvinde, i hvis Huus han havde logeret udi Calmar, havde skikket ham det samme; herudover affærdigede Prindsen strax en til Calmar, for at erkyndige sig videre derom; Budet fik der at viide af ovenmældte Qvinde, at en Borger udi Staden havde ombedet hende at befodre Brevet til Øland, hvor Prindsen residerede. Hvorpaa (100) Borgeren blev examinered og bekiendte han da, at det var ham skikked fra Cancelliet udi Stokholm. Efter at man havde faaet denne Underretning, reisede Budet til Stokholm med Breve fra Prindsen til Magnus de la Gardie, og tillige med offererede ham omtalte Skandskrift, som var beseilet, sigende, at det var bleven skikked Prindsen ved en af Cancelliet. Grev Magnus forføjede sig strax derpaa til Dronningen, hvilken havde ikke saasnart seet Skriftet, førend hun mistænkte den rette Autor. Dog, som hun ikke kiendte Haanden, besluttede hun at gaae varligen frem. Dagen derefter, som var en Expeditions Dag, lod hun hente sine Secreterer til sig, viisede dem Brevet og spurte, om de ikke kiendte Haanden. En af dem sagde da, at han kiendte vel ikke dens Haand, som havde skrevet Brevet, men at Opskriften syntes ham at være skrevet af een af hans egne Fuldmægtige. Dronningen lod da strax kalde samme Skriver til sig, og adspurte ham, om han ikke kiendte dens Haand, som havde skrevet uden paa Brevet. Han svarede strax derpaa, at det var hans egen Haand. Hvorpaa Dronningen spurdte ham, efter hvis Begiæring det var skeed. Han svarede, at een af hans gode Venner udi Stokholm, som ikke vidste Prindsens Titler, ej heller hvorledes Brevet skulde addresseres til Øland, havde skikked ham det beseilet med Begiæring, at han vilde giøre Opskriften og befodre det til Prindsen. Dronningen spurte ham da, hvo den Ven var? hvorpaa han svarede, at det var den Kongelige Historiographi Messenii Søn, hvilken var just den samme, som hun havde mistænkt. Men som den unge Messenius da ikke havde meere end 16 eller 17 Aar, sluttede hun, at han ikke kunde være Autor dertil, men at det maatte være Faderens Verk, hvorfor hun besluttede at lade dem begge arrestere. Dog, saasom hun holdt fore, at adskillige andre maatte være i Ledtog med dem, vilde hun gaae forsigtigen til Verks, og befoel Grev Magnum at invitere den gamle Messenium til sig, saaledes, at han ikke skulde merke, at det var efter hendes Ordre. Greven affærdigede strax een af sin Garde, som havde Kundskab med Messenio, hvilken traf ham paa Gaden, og bad ham, at han vilde komme til Greven, som havde et Ord at (101) tale med ham. De begave sig derpaa begge til Slottet. Men, da de passerede forbi Vagten, kom een, og forkyndte Messenio

De tvende Messenier arresteres.

Arrest paa Dronningens vegne, og lod ham føre ind udi et Kammer, som var næst ved Corps de Garden. Saa snart dette var skeed, lod man ogsaa arrestere hans Søn, og forseile alting udi hans Huus. Sønnen blev derpaa kalden for Dronningen, og adspurt, om han ikke kiendte Skriftet. Han svarede trende gange med Frækhed, at han ikke kiendte det. Dronningen blev derover heel fortørned, og spurte, om han turde paastaae en Løgn udi saa mange Folks Nærværelse, som kiendte hans Haand. Thi alle Secretererne vare tilstede tillige med deres Skrivere. Da faldt han i Graad, kastede sig ned for Dronningens Fødder, og bad om Naade. Han tilstod da, at han

Deres Forhør.

havde forfatted dette Skrift paa nogle af hans Faders memoires, men at han havde meenet at giøre sit Fæderneland en Tieneste dermed, vidnede derhos, at hans Fader ikke herudi var Medvider. Derpaa blev han udførdt af Dronningens Cabinet, og den gamle Messenius indkalden. Han nægtede strax efter Adspørsel, at han kiendte Skriftet, men omsider tilstod, at det kom ham fore, som det var hans Søns, dog kunde han intet for visse derudi sige. Men, dersom hans Søn var skyldig derudi, vilde han være den første i at fordømme ham. I det øvrige bevidnede han sin egen Uskyldighed, og sagde, at han ikke kunde være ansvarlig for sin Søns Gierninger. Den 24 Decembr. udi det Aar 1651 beskikkede Dronningen dem Commissarier, for nøjere at examinere Sagen. Men man kunde længe ingen rett Oplysning faae; thi Sønnen fremturede bestandigen i at undskylde Faderen, at han ikke var Medvider derudi, og Faderen paa den anden Side raabte paa sin U-skyldighed. Mandagen derefter examinerede man dem anden Gang, men kunde udi 7 Timer intet videre faae at viide. Derpaa blev beslutted at lade dem torqvere. Men den gamle Messenius, da han saae Instrumenterne til

Deres Bekiendelse.

Torturen, sagde han, at han nu bekiendte, at der var en retfærdig GUd, som straffer Misgierninger, og at han derfore vilde tilstaae denne Synd, og tillige med aabenbare adskillige vigtige Ting Staten angaaende, om det maatte skee udi (102) Dronningens Nærværelse. Commissarierne, som vare de fornemmeste af Raadet, gave Dronningen saadant tilkiende, og begiærede, at hun vilde bivaane Raadet. Hun begav sig ogsaa did hen, og da adresserede Messenius sig til hende, sigende: At han ikke var Autor til Skriftet, men at hans Søn havde forfatted det paa nogle Memoires, som han havde givet ham. Det tilstod han dog, at Sønnen havde viiset ham Skriftet, efterat han havde fuldfærdiget det, og at han havde ikke hindret ham at skikke det til Prindsen, videre sagde han, at en Borgemester udi Stokholm ved Navn Niels Nielsen, Byskriveren og en Præst udi Westeraas vare Medvidere derudi, og at de samtlige havde foreenet dem om at staae Prindsen bi, dersom han vilde gribe til Gevær mod Dronningen, og giøre sig til Konge, forsikkrende ham om, at saavel Stæderne, som Provincierne vilde erklære sig for ham. Dronningen giorde da strax Anstalt til at arrestere de udlagde Personer, og, som Borgemesteren Niels Nielsen var meget elsket af Borgerskabet, lod man fordoble Vagten paa Slottet.

Efterat Messenius saaledes var bleven overbeviiset, og han merkede, at intet kunde redde ham, bad han, at hendes Majestet vilde accordere ham den Naade at kysse hendes Haand end en Gang, førend han døde; hvilket ogsaa Dronningen tillod ham, og rakte ham sin Haand, men bebreidede ham tillige med hans Utroeskab og Utaknemmelighed; thi hun havde frelset ham af Fængsel, hvorudi han havde siddet i 14 Aar, havde giort ham til sin Historiographum, ophøjet ham til adelig Værdighed, og givet ham Gods af 2000 Rixdlr. Aarlig-Rente. Derpaa blev Faderen saavel som Sønnen

Deres Henrettelse.

rettet udi Stokholm. Sønnen blev ført uden for Forstaden, hvor man afhuggede først hans højre Haand, siden Hovedet, og deelede hans Legeme i fire Parter, efterdi han alleene havde forfattet Skandskriftet. Men, som hans Fader ingen Kundskab havde haft derom, førend det var færdigt, blev hans Execution meere lemfeldig. Dermed lod Regieringen sig nøje; thi de andre Personer, som vare udlagde, bleve pardonnerede, saasom man holdt det nok, at Hovedpersonerne bleve straffede; At den gamle Messenius ikke blev torqvered, foraarsagede (103) dette, at han sagde reent ud, at, hvis man lagde ham paa Piinebenken, skulde han aabenbare de Ting, som Dronningen selv ikke skulde forlange at blive informered om, ja som hun skulde ønske ikke at have vidst; hvorudover man overtalede hende til ikke at drive paa saadan Bekiendelse, og at lade Executionen skee, saasnart som mueligen. Den Opførsel, Prindsen af Sverrig herudi havde ladet see, behagede Dronningen saa meget, at hun forærede ham en Æske med Diamanter, og hendes Portrait.

Hvad Indholden ellers af det oprøriske Skrift angaaer, da var det haardt ikke

Deres Forseelse.

alleene mod Dronningen, men endogsaa mod de højeste Rigets Embedsmænd. Hendes Majestet blev derudi afmalet, som den der ikke forstod at regiere, men tænkte alleene paa Spill og Divertissemens, som vilde ødelægge Staten, at hun havde bortskiænket alt Kronens Gods, og gav alting til Fremmede. Udi samme Skrift bliver holden en Samtale mellem hende og hendes Dantzemester, hvilken hun spørger, hvormeget et Ballet vil koste, og naar Dantzemesteren dertil svarer, at det vil koste 30000 Rdlr., siger Dronningen: Ikke meer! Beaulieu? (saaledes var Dantzemesterens Navn,) lav strax til, thi Pengene staar færdige. Videre forestiller samme Skrift en anden Samtale mellem Dronningen og hendes Kammertiener Hans Holm, derudi spørger hun den samme, hvad man raisonnerer udi Staden. Hvortil Hans Holm svarer, at den heele Stad er bedrøvet, efterdi Eders Majestet dantzer ikke meer, hvorpaa Dronningen lader hente Beaulieu, spørger paa nye, hvad et Dantze-Assemblée vil koste, og andet dislige Nærgaaende, hvoraf Skriftet er fuldt, og hvoraf man seer, at Messenius fortiente den Straf, som ham vederfoer. Det meste, som graverede denne Mand, var, at Dronningen havde beviiset ham store Velgierninger. Og er dette særdeles merkeligt, at samme Messenii Far-Fader var bleven halshuggen for samme Forseelse, item at hans Fader døde udi Fængsel for at have cabaleret mod Staten, og han selv havde siddet 14 Aar indsluttet, efterdi han havde fortalet Regieringen.

Dette haver jeg anført, for at vise, hvordanne Conjuncturerne (104) da vare udi Sverrig, og at Dronning Christine da var ikke nær saa farlig for Dannemark, som

Dronning Christinæ Opførsel mod Kong Friderik.

udi Christiani 4. Tid, item at Sverrigs vaklende Tilstand var ikke mindre Aarsag til hendes forunderlige Opførsel mod Dannemark, end hendes naturlige Ustadighed. Thi nu protesterede hun om hendes Estime og Venskab med Kong Friderik, nu igien lod hun see lige saa stor Kaaldsindighed og Foragt, hvilket skal sees af efterfølgende Opførsel, sær udi Corfitz Ulfelds Sag, som jeg her vil med eet indslutte for at have den heele Historie samlet, hvorvel det skeede paa differente Tider.

Hvad som meest fordervede Ulfelds Sag, og afskaar ham all Vej til at komme tilbage igien, var det haarde Skrift, som han under den Titel af Æres Forsvar havde til Gripswald ladet publicere, og hvoraf han lod indføre adskillige Exemplarier udi Dannemark. Over dette Skrift besværgede Kongen sig højligen ved det Svenske Hoff, saasom det indeholdt adskillige nærgaaende Ting, og var trykt udi en Sverrige tilhørende Stad. Højstbemeldte Konge gav strax sin Fortrydelse derover tilkiende udi et Brev til Residenten Peder Juul, af saadant Indhold. (a)

Eftersom Herr Corfitz Ulfeld her udi Riget har indskikket adskillige

Kong Frideriks Besværing over Corfitz Ulfelds Apologie.

Exemplarier af en Digt, kalden hans Æres Forsvar, hvorudi Vi utilbørligen og uforsvarligen angribes, og Vi erfare, saadant udi Dronningens af Sverrig Gebiet til Gripsvald at være trykt; thi bede Vi dig og Naadigst ville, at du hendes Kierl. paa Vore vegne saadant giver tilkiende, og, efterdi sligt er et betænkeligt Exempel; Vi og ikke formode, det med Hendes Kierligheds Samtykke at være skeed, meget mindre, at Hendes Kierl. skulde have nogen Behag derudi, at Vi af Vore egne Undersaattere kunde forulempes, det Stetinske Fordrag og udtrykkeligen formælder, hvorledes (105)

(a) Lit. Frid. 3. ad P. Juul, Hafn. 20. May 1652. Manuscr.

i saadan Tilfald forholdes skal, forseer Vi Os ogsaa til at Hendes Kierlighed sin Mishag herudi demonstrerer, og hvad gamle Pacta, god Naboeskab og Venskab medfører, til billig Respect og Execution, sig lader befalde.

Derpaa lod Hans Majest. affærdige en anden Skrivelse til Dronningen selv, saa lydende: (a)

Vi have for nogen Tid siden forstandet, hvorledes Herr Corfitz Ulfeld, siden han uden Vort Videnskab eller Tilladelse meget hemmeligen heraf

Hans Skrivelse til Dronning Christine.

Riget sig havde begivet, sit Fæderneland, sin høje og store Bestilling forlat, endelig efter temmelig Omreisen hos Eders Kierl. Protection søgt og erholdet, og siden med et skammeligt Skrift til Vor Elskelige Rigets Raad og gandske Regiærings Foragt, af Usikkerhed for Vold og Gevalt, at være af sit kiære Fæderne Rige fordreven, for all Verden beklager; Saa have Vi ikke længer kunnet forbigaae at give tilkiende, hvor meget uformodentlig det Os er forekommet, at Herr Corfitz Ulfeld om Eders Kierligheds Protection haver giort Ansøgning, efterdi han, hvis Sag han her havde til Herredage mod en ved Navn Dina, og en anden ved Navn Walter, som han meenede sig at være foruretted af, havde saaledes endet, at den eenes Hoved blev satt paa en Stage, og den anden Vore Riger forviist. Og, hvis Vi ellers over ham kunde have at besværge, det hverken tænkte eller begyndte Vi anderledes end ved lovlige Midler at forrette og udføre, saa at han i saa Maade ingens Protection behøvede, men alleene havde fornøden at bruge, hvis han til sin billige Erklæring med at udføre (106)

(a) Lit. Frid. 3. ad Christinam Hafn. 7. Oct. 1652. Manuscr.

kunde behøve; Men langt uformodentligere have Vi siden den forlangte Protection maatte erfare, den store Dristighed han sig derefter haver tiltaget, Os, Vort elskelige Rigets Raad og Vor gandske Regiering med et skammeligt Skrift udi adskillige Tungemaal meget haanligen at bespotte og udraabe, ligesom der hverken var Lov eller Rett udi Landet, men han for Gevalt og Usikkerhed haver maatt rømme, og sig udaf Riget under fremmet Hielp og Beskyttelse at salvere. Nu kunde Eders Kierlighed sig letteligen indbilde, hvor smerteligt Os saadane grove og uforskyldte Tillægg er at tolerere, ligesom Vi havde GUd, Vor Kongelige Eed og all Ærbarhed forgiettet, helst, efterdi aldrig noget saadant kand beviises, og Vi vide Os for GUd og all Verden herudi undskyldt. Hvorfore Vi af den gode Meening Vi have om Eders Kierligheds høje Forstand til at holde all Øvrighed udi den Værd og Myndighed, som GUd Allermægtigst dennem haver nødig agtet mod all Ulydighed og Foragt med at armere og befæste, og den gode Affection Eders Kierl. sig altid imod Os haver ladet forlyde, haver for raadsomt agtet Eders Kierl. hermed paa det venligste at anmode, Eders Kierl. ville fornuftigen eftertænke, hvorviit saadan en Mand er værd at protegere, som sin Eed og Pligt saa ringe agter, at han sin egen Herre og Konge saa og Fædernelandets Regiering saa skammeligen bespotter og beskiæmmer. Hvad Troeskab eller Taknemmelighed kand hos den være, som mod sin rette Øvrighed og eget Fæderneland det mindste deraf beviser, saa at Eders Kierl. haver god Aarsag for all Verden herudi at lade kiende, at de, som ere oprørske og modvillige imod andre, lige saa lidet hos (107) Eders Kierl. kunde finde Medhold, som Eders Kierl. dennem blant sine egne Undersaattere vilde tolerere; Og Eders Kierl. med sit gode Exempel vilde viise Os Maaden, hvorledes Vi Os mod saadane skammelige Digter, som udi Rigernes Fordrag saa høyligen forbiudes, herefter kunde viide at forholde. Vi ville saadant for et synderligt Kiendemærke æstimere, og udi alle lige og andre Maader Os beflitte saadant hos Eders Kierl. med all naboelig Bevaagenhed at forskylde og erkiende. Hafn. den 7. Octobr. 1652.

Det blev ikke alleene ved disse Breve. Dannmarkes Riges Raad affærdigede ogsaa paa samme Tid et vidtløftigere Skrift til Sverriges Riges Raad. Samme Skrift viser, at det var ikke alleene det Kongelige Huus, men endogsaa det heele Raad som var misfornøjed med Ulfelds Opførsel. Og saasom derudi refuteres Ulfelds Beskyldninger udi hans saa kaldede Nødtrængende Æres-Forsvar, og det derforuden er rart og faa bekiendt, har jeg ikke taget i Betænkning det her at indføre. Det lyder saaledes: (a)

Det er Eder, gode Herrer! saa vel som mange fleere bekiendt, hvorledes

Dannemarks Riges Raads Skrivelse til Senatet i Sverrige om samme Materie.

Corfitz Ulfeld, som Rigets Hoffmesters Bestilling her udi Riget en Tid lang haver betient, udi sit Skrift, titulered: Nødtrængende Æres-Forsvar, Vor Allernaadigste Herre og Konge, den gandske Regiering, Os alle samtlige, saavel som en Part i særdeleshed haver utilbørligen angrebet, og fast ej bedre end for Meenedere beskyldet, ja intet efterladt, hvorved alt det blant Os kunde vanæres, hvorudi Regenteres, Rigers og Regieringers Ære fornemmeligen bestaaer, saa have Vi ikke kundet forbigaae, efterdi han under Sverriges Krone har søgt sin Protection, (108)

(a)Lit. Senat. Dan. ad Senat. Svec. Hafn. Sept. 1652. Manuscr.

til nogen ringe Efterretning Eder gode Herrer, med denne Beretning at besværge, og dennem forklare, hvor gandske ubilligen denne Regiering saaledes beskyldes, at nogen i hvor ringe han var, meget mindre saadan høj Minister som Herr Corfitz Ulfeld, skulde for Vold, Gevalt, ulovlig Medfart, Sandheds Undertrykkelse og Usikkerhed her udi Riget ikke kunde boe og blive, men nødtrænges, sig paa andre Stæder at salvere; thi hvad Walters og Dinæ Sag angaaer, og den Process, som derudi er brugt, og saa højt mod Loven og Recessen at være dreven, beklages, er ikke af den Værdighed, at nogen med vitløftigt Svar dermed skulde besværges; thi, efterdi ingen Ulovlighed udi Processen kand bevises, saa svarer Executionen, som paa Rettens Administration er fældt udi det, at Dinæ Hoved er bleven satt paa en Stage, og Walter Dannemark og Norge forviset. At Haandfæstningen med hannem skulde været imodhandled, dertil kand intet bedre svares end med den klare Haandfæstnings egne Ord og Bogstave; Alt hvad derimod beskyldes at være skeed, er Kongelige Majestets Begiæring til ham, at han uden Kongelig Consens sig ej her af Staden vilde begive, hvilket, om med nogen Billighed udi saadan høj Sag kunde synes at stride, det give Vi alle U-passionerede retsindigen at eftertænke; Og, om Rigets Raad som noget fortroes det pligtig skulde være den Anrørende strax at give tilkiende, naar Angiveren sig forpligter for Kongen og Rigets Raad at være sin Beretning gestændig, som her er skeet, det formeene Vi ikke enten Haandfæstningen eller nogen Billighed at kunne medføre: Og, dersom Herr Corfitz Ulfeld end nogen Urett var vederfaren, (109) som Vi ikke formeene at skulle befindes, saa viiser dog Haandfæstningen den, som GUd og Retten sin Sag tør fortroe, langt anden Vej end Landet at rømme, og sine Sager siden med Skand-Skrifter og Ærrørige Beskyldninger at forsvare, sin Herre og Konge, Rigets Raad og Regieringen uforskammet angribe, og søge at beskiæmme, og intet underlade af alt det, som kand tiene til Øvrigheds Foragt og Oprør blant Undersaatterne at opvække; Og, efterdi Undersaatternes Lydighed og Respect mod deres rette Øvrighed og Herskab, og den Harmonie, som efter GUds og menneskelige Love mellem Herre og Knægt bør at være, er det eeneste, hvor ved Roelighed og Velstand udi alle Regieringer kand erholdes &c. Saa forsee Vi Os gandske venligen til, I gode Herrer, I ikke lader Herr Corfitz Ulfelds store Uforskammenhed mod sin Konge og Fædernelands Regiering befalde &c. Vel tillader Rigernes Fordrage en Undersaatt, som i nogen Unaade hos sit Herskab kunde være geraaden, andens Protection at søge og erholde. Men derimod er under Livs Straff i samme Pactis vel forseet og forekommed, at ingen Skand-Skrift skulle udi dislige lovlige Kongeriger tolereres, hvorudi Høje eller andre Stands-Personer paa Ære, Navn og Rygte kunde beskiæmmes. Og udi sidste Bromsebroiske Tractat er vel for gott anseet, at hvad som helst nogen af Herrernes Personer, Regiering, Riger, Lande og Undersaatter kunde være for nær og til Skade, det skal enhver afvende, og, saa viit mueligt, forhindre. Hvorfore Vi paa det venligste bede, I gode Herrer, I Hendes Majest. Eders Naadige Dronning, med Eders højagtede Betænkende ville føre til Sinde, om Herr Corfitz Ulfeld ved det skammelige Skrift, (110) hvor udi han Hendes Majestets Broder, Naboe og Frende, Vor Allernaadigste Konge, og Vor gandske Regiering saa højligen og uforskyldt angriber, ikke haver giort sig den Naade uværdig, som Hendes Majest. hannem med sin gunstige Protection har beviist, og at han derfore saaledes maatte tracteres og ansees, som saadane hans grove Gierninger meritere og forskylde. Vi kunde Eder, gode Herrer, forsikre, at Vi saadan stor Venskabs Beviisning ikke alleene stedse taknemmeligen skulde ihukomme, men endogsaa baade hos det heele Senat, og enhver af Eder i særdeleshed tragte efter at forskylde og fortiene. Og vore Efterkommere skulde heraf tage Exempel, hvorledes den eene Regiering for den andens Ære og Lempe at conservere, deres Nidkiærhed vel anstaaer at beviise.

Af disse Breve sees, hvor meget Ulfeld har ophidset saa vel Kongen, som det heele

Indholden af Ulfelds Apologie.

Rige imod sig. Hvad Skriftet i sig selv ellers anbelanger, da findes det trykt Aar 1652. Derudi taler han først om sine Meriter og de Tienester, han har giort Riget baade inden og uden Lands, viiser derpaa, hvad Forfølgelse og Foragt han maatte lide strax i Begyndelsen af denne Konges Regiering, at hans Frue blev forbuden at age lige ind paa Slottet, at han selv ikke blev spurdt til Raads udi nogen vigtig Sag, at man søgte at betage ham all Myndighed udi hans høje Æmbede, at hans Forretninger under den Højsalige Konge bleve dadlede, og hans Afregninger, endskiøndt de eengang havde været approberede, bleve paa ny af Rentemestere og Renteskrivere examinerede. Derefter skrider han til Historien af den Sag med Walter og Dina, og viiser, at hans Fiender ikke alleene søgte at giøre ham sort hos Kongen, men endogsaa at skille ham baade ved Liv og Ære. Angaaende Processens Maade, da fører han derimod adskillige Besværinger, som for Exempel: at Dinæ Examen, som skeede paa Slottet den 14 April, var udi hans Fraværelse; (111) at adskillige af hans bekiendte afsagde Fiender, som Bisp Brockmand og andre, bleve beskikkede til hans Dommere, og at kiende paa det, som hans Vidnesbyrd angik; at hans Fuldmægtig blev af Rigets Raad Henrik Rammel haardt tiltalet, da han udi Proceduren gik Dina noget sterkt paa Klingen; at Dina, som efter Loven var hans Fange, efterdi Fange følger Sag, blev ham forholden, og maatte passere for Hoffets Fange; at han, som næst Kongen var den højeste Mand udi Riget, og havde en Konge-Dotter til Ægte, maatte nødes til at møde for Retten mod en gemeen lettfærdig Qvinde, og at han der offentligen blev slagen af hende. Men det som han meest besværgede sig over, var, at han blev i sit Huus arrestered, hvilket han meenede at være mod Haandfæstningen, som lyder saaledes: Ingen Adelsmand, Frue eller Jomfrue skulle ved Os, Vore Fogeder, Embedsmænd, Tienere eller andre fængsligen anholdes eller paagribes, førend de ere tilforn forvundne efter Loven, &c.

Af hvad Vigtighed disse og deslige andre Besværinger kunde være, vill jeg overlade til Læserens Skiønsomhed, saasom mit Forsætt ikke er at plaidere enten pro eller contra udi Ulfelds Sag, men alleene Historice at viise, hvad som paa begge Sider udi Sagen har været anført. Det er gandske vist, at, hvis Hoffmesteren havde ladet sig nøje med den Hevn han fik over sine Angivere, og derefter holdet sig roeligen udi Landet, havde han ved saadan Opførsel kunnet desarmere alle sine andre Modstandere, og erhvervet sig Kongens Naade og Credit igien. Men, som hans Hidsighed tillod ham aldrig

Betænkning derover.

at temporisere, saa, i steden for at bruge sig denne Hændelse til Fordeel, falder han til den Extremitet pludseligen at undvige Rigerne, og uden Nød at søge Protection og Beskyttelse hos en Potentat, som af alle var Kong Friderik mindst affectionered, ja udi haarde Skrifter at sværte Regieringen, og beskylde den for Partiskhed og Uretfærdighed, hvilket var en Undersaat og Patriot uanstændigt, helst efter at han havde seet een af sine Angivere henrettet og dens Hoved lagt paa en Stage, og den anden forviiset begge Rigerne: thi, naar en Dom (112) falder saaledes ud, er ufornødent at besværge sig over formaliteter, helst mod Regieringen og det ved offentlig Tryk. Der ere derforuden visse Sager, hvorudi alle Lovens formaliteter ikke kand nøje i agt tages, og visse Personer mod hvilke man procederer anderledes end mod andre, duo cum faciunt idem, non est idem. Ulfeld var den formidableste Undersaatt som noget Land kunde viise paa de Tider, saa at ikke alleene Kongen selv, men den meenige Rigets Adel maatte ligesom stedse staae paa Skildtvagt for at have Øje paa hans demarches, hvorfore en Angivelse mod saadan Mand, kunde ikke andet end foraarsage større Bevægelse end imod en anden ordinaire Undersaatt. Og er dette alt hvad man med Billighed og Upartiskhed kand sige udi denne Sag.

Jeg haver tilforn viiset, hvorledes Ulfeld var bleven modtagen i Sverrig, og hvor u-stadig Dronning Christines Opførsel derved havde været, i det hun først lovede den Danske Resident intet at slutte, førend hun fik Kong Frideriks Villie at viide, men strax derpaa tog Ulfeld i Protection, og ikke vilde opbie Kongens Svar. Jeg haver iligemaade talet om de Conferencer, som Ulfeld holdt udi Stokholm med den Lothringske Minister Ronsillot, hvorom den Franske Ambassadeur Chanut gav Rapport til Kong Friderik. Denne Høflighed reisede sig besynderligen deraf, efterdi Hertugen af Lothringen da var anseet, Regieringens Fiende udi Frankerig, og var skikket til Norden for at anholde om Hielp hos Kong Friderik for Prindsen af Condé, men denne hans Ansøgning havde lige saa liden Fremgang, som det Forslag han giorde om Ægteskab mellem Hertuginden af Cantecroix og Grev Waldemar. (a) Ulfeld, efter at han havde satt sig udi saadan Credit ved det Svenske Hoff, overtalede han bemældte Lothringske Minister at reise til Dannemark, og der at Tale med hans overblevne Venner for at underrette dem om den Estime, som han var udi hos Dronningen, og at opmuntre dem til at tage sig hans Sag an. Men den Danske Resident, som i tide derom blev advared, skrev strax til Dannemark, og derved til intet giorde disse Mesures, som den Lothringske Minister havde taget i Faveur af Ulfeld. (113)

(a) Mem. de Chanut. Tom. 2.

Residenten berettede paa samme Tid, at Grev Waldemar og Ulfeld solliciterede ivrigen hos Dronningen at tage sig deres Sag an, og at bevæge hende til at erklære Krig mod Dannemark, hvis hun ved Underhandling derudi intet kunde udrette. Men Dronningen lod dem sige, at hun kunde ikke resolvere sig til saadan Extremitet, hun vilde alleene ved Underhandling arbeide paa at befodre deres Interesse.

Ulfeld lod dog ikke af at ophidse Dronningen mod Dannemark, saa at hun tog sig hans Sag med meer og meer Iver an. Vel lod hun (a) saa vel som Raadet (b) i Sverrig høfligen besvare oven anførte Skrivelser fra Kong Friderik og Dannemarks Raad, men Svarene bestode kun i blotte Complimenter, at det som skeed var, giorde dem ont, og at man ikke kunde nægte Protection til en saa anseelig Mand, indtil Tvistigheden kunde blive bilagt. Men det blev ikke derved; thi Residenten fik Aaret

Ulfelds Practiker i Sverrig.

derefter nemlig 1653 at viide, at han havde offereret Dronningen store Summer Penge, for at bevæge hende til at gribe til Gevær, item at han havde underrettet hende om Rigets Tilstand, om alle Havner og Adgange, hvor som helst det kunde være lettest at giøre Landgang i Dannemark og Norge. Residenten affærdigede derfore strax en Expres for at erkyndige Kongen om den Handel, og imidlertid lod tilkiende give udi Sverrig, at Dannemark mod Foraaret vilde være i den Tilstand, at det ikke skulde være bange hverken for Sverrig eller Engeland. Han sagde videre, at man inden kort Tid skulde tilveiebringe en anseelig Flode og have 30000 Mænd paa Beenene. Den Tale, som Residenten udspredede om de Danske Anstalter, var ej heller uden Grund. Thi man armerede baade udi Dannemark og Norge, og bestyrkede alle Grændsestæderne mod Sverrig, hvorudover Dronning Christine begyndte at bruge anden

Dronningens Forhold mod den Danske Resident.

Opførsel; hun lod da Residenten viide, at hun havde noget vigtigt at sige ham, og derfore ønskede at tale med ham i Eenrom. Hun gav ham derpaa en særdeles Audience, og sagde, at det giorde hende ont, at visse Folk, som (114)

(a) Respons. Christinæ ad Frid. 3. Holm. 26 Decembr. 1652. Manuscr.

(b) Respons. Senat. Sv. ad Senat. Dan. Holm. 28 ejusd. Manuscr.

misundede de Nordiske Riger den Fred og Eenighed, de da levede udi, havde stræbet at bringe Kongen af Dannemark udi Mistanke, ligesom hun havde noget fiendtligt i sinde, da hun dog bar all Affection for Kongen, og derpaa alletider var færdig at viise Prøver. Hendes Forsæt var at

Hun lader som hun vil slutte Alliance med Dannemark.

træde udi nøjere Alliance med Dannemark, hvilket hun bad Residenten, han vilde erkyndige Kongen om, for at høre hans Villie; paa det at begge Riger kunde foreene deres Kræfter for at beskytte Søefarten mod de Engelske, som foruroeligede den. Videre forsikrede hun, at Ulfeld aldrig havde talet om Kongen uden med stor Respect, og at hun havde ikke tilstedet ham at tale anderledes. Hun tilstod vel, at det skulde være hende kiert, om hun kunde udvirke noget hos Kongen, for at bringe ham i Naade igien. Men udi den Tvil, som hun var i at kunde have nogen Fremgang derudi, og at deslige hendes Ansøgninger kunde mishage Kongen, havde hun hidindtil holdet sig derfra, saasom hun intet vilde foretage hverken udi den Post eller i andre, som kunde være Kongen ubehageligt, med hvilken hun stedse vilde leve udi Fred og Venskab.

Residenten, endskiønt han fæstede ingen Troe til alt dette, giorde han dog en Relation derover til Kongen, bedende derhos, at ham maatte skikkes Project til en Alliance, for at forsikre sig desbedre om Dronningens Intention; imidlertid kunde man fare fort med at armere, for at sætte sig i Stand, ikke at overrumples, saasom han meenede, at ald den Tale, Dronningen havde holdet, sigtede alleene til at kaste Dannemark udi Sikkerhed, paa det hun dis sikkere kunde bryde løs med samme Rige, i fald Engeland skulde have nogen Fordeel mod Holland. Imidlertid affærdiger Dronningen Svar paa Kong Frideriks Skrivelse angaaende Ulfeld, og derudi giør store Forsikringer om Venskab, siger derhos, at hun ikke havde kunnet hindre en saadan anseelig landflygtig Mand at komme ind udi hendes Lande, og bad Kongen, at han vilde troe intet at være talt, som angik enten hans Person eller Staten, og at hun ikke lod ham blive udi Sverrig uden paa den Fod, som fremmede, der reise for Curiositet, pleie at (115) være. Endeligen contesterede hun, ikke at ville tage sig hans Sag videre an, uden hun vidste, at det var Kongens Villie.

Kort derefter blev skikket en Ambassade fra Dannemark til Sverrig, som var Mogens Høg og den oftomtalte Resident Juul, som da ogsaa fik Characteer af Ambassadeur, hvilket sees af begges saa vel (a) Creditiv som Instrux. (b) Samme Ambassade havde Audience udi Februario samme Aar. Den havde blant andet Ordre at overtale Dronningen til at træde i Alliance med Holland. Men Dronningen derimod, som havde taget Engelsk Parti, søgte at formaae Dannemark til at forlade den Hollandske Alliance, og tillige med Sverrig at arbeide paa Forliig mellem de stridende Søe-Puissancer. Derudi kunde Ambassadeurerne dog ikke føje hende, saasom Dannemark var alt for sterk forbundet med Holland. Men, da Dronningen efter det Forslag, hun forhen havde giort til Residenten Juul, talede om at slutte Forbund mellem Dannemark og Sverrig, bevidnede de paa Kong Frideriks vegne, at Hans Majestet var ogsaa dertil disponered, og at de havde Instruction og Fuldmagt at handle om det samme. Dronningen fremførede da nogle Besværinger angaaende Farten igiennem Sundet, hvorpaa hun begiærede, at der maatte remederes, hvortil Ambassadeurerne svarede, at de vidste ikke, at man derudi havde giort noget mod den sidste sluttede Fred Falder derfra igien.med Sverrig, og at derfore hendes Majestet vilde giøre dem en Fornøjelse, om hun vilde give dem skriftligen saadanne Besværinger. Hun svarede da, sig ikke gandske at være informered om Sagen, men at hun derfore havde kaldet til Stokholm hendes Resident udi Helsingør, som havde haft de Sager under Hænder, og bad dem have Taalmodighed til hans Ankomst. Endeligen spurdte hun dem til Slutning, om de ingen Ordre havde at tale om Hoffmesteren Corfitz Ulfeld. De svarede dertil, at deres høje Principal, saasom han havde fornummet, at Hendes Majestet søgte ved Underhandling at befodre hans Retablissement, saa havde han befalet dem at tilkiende give, at han udi Dronningens Consideration, og for at (116)

(a) Lit. Cred. M. Hög & P. Juul Hafn. 8. Januarii 1653.

(b) Instruct. eorund. 2 Januarii Manuscr.

lade see, hvor meget han reflecterede paa hendes Recommendation, var bereed til at tage Ulfeld i Naade igien; hvis han offentligen vilde refutere det Skrift, som han havde ladet udgaae, og bede om Forladelse, saasom det en Undersaatt anstaaer, der haver fortørnet sin Konge. Dronningen sagde da: Det troer jeg aldrig, at han giør: Og seer jeg, at det er best, at jeg ikke bemænger mig meer i den Sag.

Man merkede, at de Klagemaal, som Dronningen havde forebragt angaaende Øresund, var kun for at vinde Tid, og at hun intet mindre havde udi sinde, end at slutte Alliance med Dannemark. Thi alting beroede paa, hvad Udfald Krigen vilde tage mellem Engeland og Holland. Derefter vilde hun rette sine Mesures mod Dannemark. Hun lod derfore tilstille de Danske Ambassadeurs en stor Paket af Klagemaal

Klagemaal angaaende Øresund.

angaaende Sundet, og lod dem sige, at det var fornødent, at Kong Friderik herudi gav Satisfaction, førend han indtraade udi videre Handel. Men Ambassadeurerne, efterat de havde igiennemlæset bemældte Besværinger, sagde de til de Svenske Ministrer, som havde tilbragt dem Papirerne, at de forundrede sig over, at man for saa ringe Sager søgte at opholde saadant vigtigt Verk, og saa nyttigt for begge Rigers Handel, nemlig at foreene deres Magt med Dannemark og Holland mod de Engelske, som foruroeligede Commercen. Hvad de tilstillede Klagemaal angik, da sagde de, at der var ikke een Artikel der iblant, hvorudi man jo forhen havde fornøjet de Svenske, efterdi den Svenske Minister Durel, som tilforn havde forebragt disse Klagemaal, var omsider bleven saa fornøjed, at han havde takket Kongen, og forsikret, at Dronning Christine var saavel tilfreds med Kongens Føjelighed herudi, at hun havde berømmet ham derfor. I det øvrige sagde de, at, endskiønt de anførte Klagemaal vare vel grundede, saa bestod den heele Sag ikke i meer end 1000 Rixdlr.

Kong Friderik, da han merkede, at Dronningen søgte kun at vinde Tid, og satt Svaret op fra een Tid til anden, gav han Ordre til den første af Gesanterne at begive sig til Dannemark igien, for at erkyndige ham mundtligen om Dronningens Intention, (117) (a) og befoel hans Collega, som tilforn længe havde været Resident ved det Svenske Hoff, at blive alleene tilbage i Qvalitet af ordinaire Ambassadeur. (b) Førend den første Ambassadeur forlod Sverrig, anholdte de begge hos Dronningen om at giøre Begyndelse til den Alliances Stiftelse, hvorom hun selv havde giort Forslag, og for hvis skyld de vare komne til Sverrig. Da Dronningen nu merkede, at hun ikke kunde undgaae at give Svar, sagde hun med Gesanternes største Forundring, at det var ikke nødigt, og at det var nok, at man holdt sig ved den sidste slutted Fred mellem Rigerne. Men, som de sagde, at de ingen saadan Proposition havde giort, med mindre hun det tilforn selv havde forlanged, svarede hun, at hun aldrig havde talt derom. Gesanterne vare ikke mindre misfornøjede over denne Tale, end over den Tractement, som de havde nødt ved det Svenske Hoff; thi i den heele Tid, de havde opholdt sig udi Sverrig, havde de ikke haft Visite af nogen uden af de Commissarier, som vare beordrede til at handle med dem.

Foruden disse Tvistigheder var ogsaa en anden Sag, som de Danske Gesantere havde Ordre Dronningen at forestille, anlangende Omvexlingen udi Sessionerne paa Rigsdagen til Regensburg. Dette var af saadan Beskaffenhed: Der reisede sig Tvistighed mellem een Deel Førster og Stænder i Tydskland om Ober-Sessionerne paa Rigsdagen. Udi denne Tvistighed var ogsaa interessered det Førstelige Holstenske Huus tillige med een Deel andre Førstelige Huuse, nemlig Hessen, Würtenberg,

Andre Tvistigheder med Sverrig.

Baden, Sachsen-Lauenburg og andre, og kunde den ikke endeligen bilægges ved noget Middel. Hvorudover, paa det at saadan Irring ikke skulde foraarsage, at bemeldte tvistende Huuse sig gandske skulde undslaae fra de Consultationer, som paa Rigsdagen forefalde kunde, blev imellem dem vedtaget, og for got befundet ad interim, indtil Sagen endeligen kunde decideres, at alternere udi Sessionerne, hvilket Hans Keiserlige Majestet ogsaa ved et Decretum bevilligede. Men de Svenske Gesantere, som paa samme Tid formedelst (118)

(a) Revocatio Legat. Hafn. 24 Febr. 1653. Manuscr.

(b) Lit. Frid. 3 ad Regin. de Legatione ordinaria P. Juul, Hafn. 24 ejusd. Manuscr.

det Hertugdom Pomern opholdte sig til Regensburg, difficulterede derimod, og veigrede sig ved at samtykke saadan Vedtægt eller Interims Fordrag. Hvorudover Kong Friderik i dette Aar affærdigede en Skrivelse til Dronningen af Sverrig, foreholdende hende, hvor præjudicerligt dett kunde være for de Evangeliske Stænder, dersom en saa stor Deel af dem absenterede sig fra Rigsdagen, og derved gav Leilighed til de Roman-Catholske og Geistlige Stænder at prævalere udi deres Votis, bedende derhos, at Højstbemældte Dronning sig til Velgefall og samtlige Evangeliske Stænder til Gavn og Nytte vilde give Ordre til sine Gesantere, samme af Stænderne vedtagne og af Keyseren approberede Alternation at bevilge og samtykke, helst saasom ingen af Parterne derved kunde præjudiceres, men eenhver beholdt uformeent og uforandret sin Rett, saa vel in Possessorio som Petitorio. (a)

Denne Begiering fik Ambassadeuren P. Juul siden special Ordre af all Magt at drive paa, hvilket sees af Kong Frideriks Brev til samme Minister, (b) og erlangede han endeligen Aaret derefter en favorable Resolution fra Dronningen, hvorudi hun erklærede sig at ville give Ordre til sine Gesantere, saadan Alternation at imodtage. (c)

Medens dette forhandledes, havde Dronningen skikked Amiral Wrangel incognito til Sundet, for at erkyndige sig om den Danske Flodes Tilstand, og om det var sant, hvad man havde foregivet om de Danske Anstalter. Samme Amiral fandt da den Danske Flode bestaaende af 24. gode og store Skibe vel monterede, hvorom han gav Underretning til det Svenske Hoff. Denne Tidende foraarsagede, at Dronningen begyndte noget at forandre sin Opførsel mod Dannemark, og seer man, at hun noget derefter casserede en Søe-Capitaine, efterdi han i Sundet havde passered den Danske Flode uden at stryge Seil, og derforuden gav ved adskillige Leiligheder tilkiende, at hendes Attraae var at leve i fortroelig Venskab med Kong Friderik. Endeligen (119)

(a) Lit. Frid. 3 de Alternat. Session. in Comitiis Hafn. 23 Junii 1653. Manuscr.

(b) Lit. Frid. 3 ad P. Juul Hafn. 15 Sept. Manuscr.

stundede Tiden til, at Dronning Christine vilde sige sig af med Regieringen, da stillede hun sig fortroeligen i Begyndelsen mod den Danske Ambassadeur Peder Juul, som var bleven tilbage i Stokholm, thi, da han eengang var hos hende, talede hun om det Forsætt hun hade fattet at forlade Kronen, og derhos sagde, at, saasom hun havde eftertænkt, at Conjuncturerne i Sverrig efter hendes Bortgang vilde forandres, saa holdt hun for, at det var mod Kong Frideriks Interesse, at Ulfeldt blev længer i Stokholm, og at det var bedre, at man tvang ham til at forlade Sverrig, for at begive sig andensteds hen, enten til Wien, Venedig, Paris eller til et Sted,

Handel angaaende Ulfeld.

hvor Kong Friderik fandt for got, at han maatte opholde sig; Naar det maatte behage Hans Majest. at lade ham nyde sit Gods, og at have dem af sine Børn hos sig, som han forlangede, ladende de andre blive udi Dannemark. Videre, dersom det var nødigt, at han skriftlig skulde tilkiende give sin Submission, saa kunde den skee paa den Maade, Kongen forlangede, naar han alleene maatte dispenseres fra at begaae nogen Bassesse derved. Denne Tale bad hun Ambassadeuren, at han vilde communicere Kongen, og tilligemed sige, at hun vilde være Hans Majest. forbunden, dersom han for hendes skyld vilde accordere Ulfeld det, som hun her havde forlanget.

Efterat Kongen herom var bleven informered, lod han Dronningen svare: At det skulde være ham en Fornøjelse, at kunde obligere Hendes Majest., hvorudover det var ham ukiert, at han saadant ikke kunde giøre i Ulfelds Sag, hvis Opførsel, siden han kom til Regieringen, havde været saadan, at Dronningen, naar hun det selv vilde eftertænke, skulde finde, at han var hendes Recommendation uværdig, og at hun anvendte sin Underhandling for en Undersaat, som havde tabt all Respect for sin Konge, som var reiset ud af hans Lande uden Forlov, og som i adskillige Sprog havde publiceret haarde og nærgaaende Skrifter mod ham og Staten, ja havde giort alt hvad mueligt var for at sværte Regieringen, og, da han var bleven stævnet til at giøre Regenskab for sin Administration, havde han præsenteret (120) Raadet et meget haardt Skrift mod sin Konge. Man havde indtil denne sidste Gierning ladet ham nyde alle sine Indkomster; men derpaa fundet for got at seqvestrere dem, haabende derved at bringe ham til meere Føjelighed, og at erkiende sine Forseelser. Men han havde tvert imod ladet see end større Traadsighed end tilforn. Han, nemlig Kongen, maatte her lade Dronningen viide en Utroeskab, som neppe haver Exempel, og som meriterer, at alle bør have Afskye for Ulfeld. Den samme bestod derudi, at, da Ulfeld var Ambassadeur udi Holland, havde Kongen, bevæged over den landflygtige Engelske Konges Ulykke og slette Tilstand, givet Ordre til Ambassadeuren, at han skulde levere til samme Konge 24000 Rdlr., hvilken Sum Penge Ulfeldt havde ved

Beskyldning mod Ulfeld.

sin tilbagekomst anført sig til Udgift, ligesom han den havde betalt, og produceret Qvittance fra en Kiøbmand, til hvilken efter hans Sigelse han havde giort Remise. Men da man havde efterspurt hos den Engelske Gesant, om det var sant, at hans Herre havde faaet Pengene, efterdi han selv ikke havde skrevet Kong Friderik til derom, havde samme Engelske Gesant tilskrevet sin Konge derom, hvilken derpaa lod svare, at han vidste intet deraf, item at man kunde vel tænke, at, hvis han havde nydet saadan Assistence af Kongen af Dannemark, havde han ikke glemt at takke ham derfor. Saadan Attest havde den Engelske Gesant efterladt sig skriftligen, og undertegned med egen Haand, da han forlod Kiøbenhavn.

Denne Attest havde Kong Friderik tilskikked sin Ambassadeur udi Stokholm, for at vise den til Dronningen, paa det hun deraf kunde see, hvad det var for en Mand, hvis Protection hun med saadan Iver tog sig an. Dette altsammen fortaalte Ambassadeuren vitløftigen for Dronningen, da han spadserede med hende udi hendes Cabinet. Men Dronningen, langt fra at bevæges deraf, svarede med en ivrig Tone: Skall da ikke Ulfeld bekomme sine Midler igien; Hvorpaa Ambassadeuren med Sagtmodighed sagde: Min herre Kong Friderik vil selv giøre Eders Majest. til Dommer i den Sag, om (121) Ulfeld efter saadan Utroeskab fortiener nogen Naade; Dronningen svarede da: Ulfeld er en ærlig Mand; Jeg kiender ham vel. Han er ikke capable at giør noget saadant, dersom han haver sagt, at han Dronningens ubesindige Tale til den Danske Gesant.haver betalt 24000 Rdlr. til Kongen af Engeland, saa troer jeg det er saa; og, hvis Kongen af Engeland nægter det, saa har han løjet, ja om tolv saadane Konger, som Kongen af Engeland havde vidnet derimod, saa tør jeg sige, at de alle tolv have løjet. Videre sagde hun, at, saasom Kongen af Dannemark intet herudi vilde føje hende, vilde hun selv saaledes forsee Ulfeld, at han ikke skulde fortryde paa, at han havde søgt hendes Protection, og at hun aldrig herefter vilde bede Kongen om noget. Ambassadeuren lod sig deraf ikke forskrække, men svarede med et frit Moed, at Hendes Majest. kunde give Ulfeld den halve Deel af sit Rige, om hun vilde, uden at Kong Friderik skulde have noget derimod at sige. Men alt dette u-anseet holdt dog højstbemældte Konge ham for en Troeløs Mand. Derpaa gik denne merkelige Historie for sig, som nogle have beraabet sig paa, for at forsvare Ulfeld, og at sværte Regieringen udi Dannemark. Jeg vil her anføre den samme, Ord for Ord, som den findes antegnet udi den Franske Ambassadeurs Memoires, og siden give min Betænkning derover.

Kort derefter, da Ambassadeuren var bleven noget upasselig, skikkede Dronningen

Dronningens Falskhed.

sin Cantzler til ham, for at bevidne den Sorg, hun havde over hans Svaghed, og tillige med at lade ham sige, at eftersom hun siden nøje havde overvejet det som var bleven hende fortaalt om Ulfeld, og derforuden merket af adskillige Ting i hans Opførsel ved det Svenske Hoff, at der var liden Redelighed hos samme Mand, og at han virkeligen var saadan een, som Ambassadeuren havde beskrevet ham, nemlig et troeløst Menneske, som ikke meriterede hendes Protection, og, saasom hun alletider havde søgt Leilighed at obligere Kongen af Dannemark, saa bad hun Ambassadeuren, at han vilde viise hende det Brev, hvorudi han selv foregav, at Kongen havde |122skrevet foromtalte Ting, angaaende Corfitz Ulfeld, paa det at hun kunde blive des nøjere informered om Sagen, og give Kong Friderik tilbørlig Satisfaction. Ambassadeuren stønnede ved denne Begiæring, og derfor kunde ikke andet end spørge Cantzleren, om det var Dronningens Alvor! besynderligen efterdi hun for nyelig siden havde talet udi langt anden Tone. Cantzleren forsikkrede da, at det var Dronningens Alvor, hvorpaa han ikke maatte tvivle, men kunde være forsikkred om, at Hendes Majest. havde i Sinde at give Kongen af Dannemark tilbørlig Satisfaction, og saaledes som han den selv forlangede, ja det var den eeneste Aarsag, hvorfor hun forlangede at see Kongens Brev. Hvo skulde have tænkt, at en regierende Dronning efter saadan giorte Contestationer skulde have haft i Sinde at beskiemme en Konge, som hun stod i Venskab med, hvilket efterfølgende merkelige Historie dog viiser at være skeed, hvorvel udi alles endogsaa de fornuftigste Svenskes Tanker selv ingen uden Dronningen derved blev beskiemmet.

Efterat Ambassadeuren havde faaet saadan Forsikkring, overgav han Brevet. Hvad, som kunde undskylde ham i den Post, var endeel de derved giorte Løfter, endeel ogsaa dette, at man troede, at, saasom Grev Magnus de la Gardie var kommen i Dronningens Unaade, og Talen gik, at han vilde giøre et Forsvars-Skrift for sig, saa vilde Dronningen see Kong Frideriks Brev, for at vide, hvorledes han procederede mod Corfitz Ulfeld. Efter at Dronningen havde faaet foromtalte Brev udi Hænder, begiærede hun ogsaa en Copie af det Skrift, som den Engelske Gesant havde efterladt sig udi Dannemark, hvorudi han forsikrede Kong Friderik, at hans Herre, Kongen af Engeland, ikke havde faaet de 24000 Rdlr., som Kongen af Dannemark havde givet Ordre til Ulfeld at tilstille ham. Dagen tilforn havde Ambassadeuren bekommet Copie af et Brev, som Kong Carl havde tilstillet Kong Friderik, hvorudi han forsikrede, at hverken han selv eller nogen af hans havde bekommet de 24000 Rdlr. Denne Copie holdt dog Ambassadeuren hemmelig hos sig selv, men alleene gav fra sig den forlangede Attest (123) fra den Engelske Gesant, og sagde derhos, at hvis Hendes Majestet fandt det for got, vilde han Dagen derefter have den Ære at giøre sin Opvartning, hvilket og skeede.

Da han var kommen i Dronningens Nærværelse, sagde hun til ham, at, saasom Hun lover at give Kongen Satisfaction i Henseende til Ulfeld.hun nu stod færdig til at sige sig af med Regieringen, vilde hun først give den Satisfaction til Kongen af Dannemark i at ophæve den Protection, hun hidindtil havde accorderet til Corfitz Ulfeld, saasom den der var bleven funden uværdig dertil, og at hun vilde at saadant skulde skee i Ambassadeurens Nærværelse. Ambassadeuren, som ikke vidste, hvad som var opspundet, og overlagt mellem Dronningen og Ulfeld, takkede Hendes Majestet i Kongens Navn for den Affection hun lod see ved denne Leilighed, og, for at bestyrke hende udi sit Forsætt, lod han hende see Copie af Kong Carls Brev, hvorudi han confirmerede, hvad den Engelske Gesant havde attestered. Dronningen læsede det gandske igiennem, og derpaa sagde, at hun ikke havde Tid at Tale med ham længer; men bad ham, at han vilde lade sig indfinde Dagen derefter; da skulde Ulfeld ogsaa være tilstede, og vilde hun da udi Ambassadeurens Nærværelse tilkiende give Ulfeld den Resolution, hun havde taget, nemlig ikke at protegere ham længer, saasom han var det ikke værd, og at han ikke videre maatte forblive udi hendes Lande. Hun tilbød derpaa Ambassadeuren sin Carosse for at bringe ham op paa Slottet, naar Tid var, men han lod hende betakke, og sagde, at han havde sin egen, og at han vilde ikke manqvere at begive sig til Slottet igien, naar Dronningen lod ham vide, naar Tid var at komme; Men bad derhos indstændigen, at, eftersom Hendes Majestet vilde give den Satisfaction til Kongen af Dannemark, at hun alleene vilde udi hans Nærværelse give tilkiende den Resolution, hun havde taget mod Ulfeld, uden at tale om andre Ting, efterdi det var ham ikke anstændigt at Tale med samme Mand om andre Sager. Thi det er troeligt, at, saasom han kiendte Ulfelds Hidsighed, saa vilde han ikke exponere sig til hans invectiver, hvorom han ikke kunde være forsikret, hvis man tillod ham at tale om andre Ting. Dronningen lovede ham saadant. Men han var neppe gaaen ud, (124) førend Ulfeld kom ind, og blev af Dronningen med største Venlighed modtagen: Ja hun førte ham derefter i sin egen Carosse igiennem Staden. Da Ambassadeuren fik Kundskab derom, faldt han strax paa den Mistanke, at Dronningen vilde besnære ham, og give Ulfeld Leilighed til at plaidere sin Sag. Hvorudover han

Men overlægger med Ulfeld at beskiæmme Gesanten.

lod kalde til sig Ambassadeurernes Introducteur, sagde ham reent ud sin Mistanke og bad ham at give Dronningen den samme tilkiende, og at han ønskede, det maatte behage Hendes Majestet at dispensere ham fra at komme i Ulfelds Nærværelse, efterdi han kiendte hans Hidsighed, og forud kunde see, at han ikke vilde bare sig for at tale de Ting, hvoraf onde Sviter vilde følge. Thi, hvis Ulfeld brød ud med noget, som kunde være Kongen nærgaaende, kunde han saadant ikke taale. Det var derfore best at evitere saadant udi Dronningens Nærværelse, for ikke at overtræde den Respect, som man var hende skyldig. Efter at Dronningen var bleven underviiset om Ambassadeurens Mistanke, lod hun ham sige ved samme Introducteur, at hun vilde holde alt hvad hun havde lovet Dagen tilforn, og at Ulfeld ikke skulde være tilstede uden for at høre sin Fordømmelse af hendes egen Mund; ja at han kunde være forsikret om, at intet skulde skee uden hvad som var Kongen af Dannemark til Satisfaction, og at han derfor gandske sikkert kunde møde. Ambassadeuren begav sig derpaa strax til Slottet, hvor han fornam, at Senatet var udi Audience-Salen, og Raadsherrerne nyeligen

Dronningens lastværdige Opførsel.

vare udkomne af Dronningens Cabinet. Over denne Hændelse blev han heel forskrækked, og sagde til Dronningen, at han var kommen paa hendes Parole, hvorvel de Caresser, som hun Dagen tilforn havde giort Ulfeld, havde givet ham Andledning til Mistanke, og at samme Mistanke var ikke lidet bleven forøget hos ham, nu han saae, at det heele Raad var forsamlet. Hvorudover han fandt sig obligeret for sin høje Principals Honneur at erklære, at han ikke vilde blive et Øjeblik hos hende, dersom hun taalede, at Ulfeld fremførte noget, som kunde være imod den Respect han er sin Konge skyldig, og, hvis Hendes Majestet lod ham indkomme udi anden Henseende end for at høre hans Dom, hvorom han, nemlig Ambassadeuren, (125) saa vel af hendes Hoff-Cantzler, som af hende selv var forsikred. Dronningen svarede da dertil, at han intet havde at frygte sig for, hun vilde nok holde sit Løfte, og skulde ikke tillade, at noget blev talet, som kunde være imod Kongens Respect, ja at alting skulde saaledes tilgaae, at Hans Majest. skulde have Aarsag at være fornøjet, iligemaade Ambassadeuren for sin Person, hvorpaa hun gik til Cabinet-Døren for at advare Marsken, at han skulde indlade Ulfeld. Ambassadeuren studsede igien derover, og sagde, at dette var ej heller efter hendes Løfte, og at hun havde ikke sagt, at Senatet skulde være overværende. Dronningen forsikrede ham paa nye, at intet skulde skee uden Kongen til Satisfaction, men strax derpaa sagde til Ulfeld, at Ambassadeuren af Dannemark beskyldte ham for at have understukket 24000 Rdlr., som Kong Friderik havde leveret ham for at tilstille Kongen af Engeland, hvilken dog skriftligen havde vidnet, at han ikke havde bekommet samme Penge; Til denne Post maatte han her svare, dog saaledes, at han ikke overtraade den Respect, som han var sin Konge skyldig. Ambassadeuren brød da ind udi Talen, og sagde, at han ingen beskyldede, og vilde strax gaae ud; Men nogle af Raads-Herrerne posterede sig ved Døren, og bade, at han vilde bie. Ulfeld sagde da, at han havde de Ting udi Hænderne, hvormed han kunde

Ulfelds merkelige Samtale med den Danske Gesant.

forsvare sig mod Peder Juul: Saaledes vare hans Ord, og anden Titel gav han ikke Ambassadeuren. Hvorudover Juul betalede ham med samme Mynt og sagde: Corfitz Ulfeld, tal med Respect om Kongen Eders Herre og hans Ministrer, og derpaa gik til Vinduet for at see ud. Ulfeld overleverede da adskillige Papirer til Dronningen, som tog imod dem, og gav dem til Cantzleren, for at læse dem op. Han begyndte da først at oplæse en Befrielse, som den Højsalige Konge Christian 4. havde givet Ulfeld for all den Tiltale, man i fremtiden kunde giøre ham for hans Administration, saa at han derfor ikke skulde kunne actioneres af nogen, hvo det end kunde være. Derpaa vendede Dronningen sig til Ambassadeuren, og spurdte, hvad han dertil havde at svare. Ambassadeuren sagde da, (126) at han intet dertil kunde svare, saasom han intet havde hørt af det der var oplæst. Han havde nu andet at tænke paa, nemlig den Conduite, som Dronningen havde ført imod ham, nemlig, at hun saa lidt havde holdt sin Parole, saa han havde Aarsag til aldrig oftere at fæste Troe dertil. Bad derhos, hun vilde tillade ham at sige dette, at det er ikke saaledes, at et kroned Hoved bør tractere det andet, besynderlig efter saa mange giorte Forsikringer om Venskab og

Ambassadeurens prisværdige Conduite.

Estime. Dette sagde han med en høj og dristig Stemme, og derpaa gik til Dørren. Nogle af Raadsherrerne vilde da paa nye hindre ham at gaae ud. Men han aabnede Dørren med Force, slog den til efter sig, og gik igiennem Audience-Salen, hvor det heele Hoff var, uden at hilse nogen, hvorudover nogle, som ikke vidste af denne Sag, sagde:

Den Danske Ambassadeur er heel fier i Dag:

Han maa ikke være vel til Mode. Introducteuren, som var bleven tilbage paa Audience-Salen, geleidede ham til Carossen, og fortaalte da Ambassadeuren ham alt hvad som var passered, bedende ham sige til Dronningen, at, efter at han havde haft saa store Prøver paa hendes liden Ordholdighed, da vilde han aldrig forlade sig meer paa hendes Ord, vilde ej heller oftere komme til hende, uden hun gav andre Forsikringer end hendes blotte Ord og Tilsagn, besynderlig, efterdi hun havde brudt sit Løfte, for at tage en rebelsk Undersaatters Sag an mod hans egen Konge.

Alle Raadsherrerne vare meget forskrækkede over Ambassadeurens hastige Bortgang; thi Dronningen havde holdet den heele Sag hemmelig for dem, saa at de troede, at Ambassadeuren havde selv forlanget en Samtale med Ulfeld udi Dronningens Nærværelse. De bleve endda en halv Time tilsammen, og continuerede ved at høre, hvorledes Ulfeld søgte at gotgiøre sin Sag. Og fremførte han da en Qvittance fra General Montroze, som var omkommen i Skottland, hvorudi samme General tilstaaer at have paa differente Tider bekommet af Ulfeld Gevær og Krigs Ammunition for 30000 Rixdlr., hvorvel han havde Ordre ikke at lade ham faae uden for 24000 Rixdlr., saa at derfor Kongen af (127) Dannemark blev ham skyldig 6000 Rixdlr., hvilke han aldrig havde villet kræve, saasom han vidste, at der var Penge Mangel udi Riget. Dronningen vendede sig derpaa til Raadet, og sagde. At, eftersom hun havde givet Ulfeld sin Protection, og nu stod færdig til at forlade Regimentet, saa havde hun forhen offentligen villet viise Aarsagen, hvorfor hun havde villet beskytte ham, og var det i den Henseende hun havde sammenkaldet dem, nemlig for at være Vidne dertil.

Saaledes passerede denne mærkelige Historie, hvilken jeg har anført med alle sine

Betænkn. over denne Historie.

Omstændigheder, som den er beskreven af en upartisk Statsmand, (a) der da havde at forrette i Sverrig, og som højligen fordømmer Dronningens Conduite herudi, anderledes end den Svenske Skribent Pufendorf, der anfører denne Historie som en Prøve paa Dronningens Ædelhiertighed i at tage sig en betrængt Herres Sag an; men uanseet all den Roes, man tillægger samme Skribent formedelst hans habileté, saa giver alle hans Skrifter lige saa liden Prøve paa Upartiskhed, som paa Accuratesse. Thi en, der blues ikke ved at forestille Dronning Christines Regimente, som et Modelle for alle Regenter, kand udi ingen Ting staae til troende. Man seer ellers, at den store Cantzler Oxenstierne var af andre Tanker om Dronning Christine; thi han raabte nyligen, før han døde: Hun er afsindig! dog hvad siger jeg! det er den store Gustavi Dotter. En anden skulde vel have taget i Betænkning at anføre denne Historie, saasom Rigets Fiender og Ulfelds Venner derover have Triumpheret; men saasom man ved en saadan Omission giver meere Prise til Rigets Uvenner, haver jeg fundet for gott intet heraf at skiule, helst saasom jeg seer, at ingen tabte derved, uden Dronningen og Ulfeld selv. Thi hvad Kong Friderik angaaer, da alt hvad man kand sige, det er, at han har ikke væred gandske Informered om Ulfelds sidste Administration, og derfor bona fide fæsted Troe til det Brev, som han fik af Kong Carl, hvilken ogsaa herudi kand undskyldes, eftersom han ingen Notice havde faaet (128)

(a) Memoires de Chanut.

af General Montroze om den af Ulfeld giorte Forstrækning; thi ellers havde hverken han eller Kong Friderik formeret en Beskyldning, som de vidste strax kunde igiendrives. Den heele Sag synes klarligen saaledes at være tilgaaen. Kongen gav Ordre til Ulfeld at tilstille Kongen af Engeland 24000 Rixdlr. til hans Fornødenhed, Ulfeld derimod giør Forstrækning til Montroze en af hans Generaler i Skotland for Gevær og Amunition, og det begge Konger uafvidende. Da han kom tilbage fra sin Ambassade, vidner Historien, at han var misfornøjed, og ikke vilde komme til Hove, og at derpaa fuldte den Sag med Dina, og siden hans Undvigelse, saa at Kong Friderik ingen reede haver kunnet faaet for hans Administration; hvilket sees klarligen deraf, at Højstbemældte Konge forundrer sig derover, at Kongen af Engeland ikke takker ham for giorte Assistence, og derfore forlanger at viide, hvorledes dermed er tilgaaet, hvorpaa Kong Carl svarer, at han ingen Penge har bekommet, saa at man deraf seer, at ingen af begge Konger har vidst noget af den Forstrækning, hvorfor General Montroze havde givet Ulfeld Qvittance; thi ellers havde den eene ikke nægtet saadan Ting, og den anden ingen Beskyldning formeret for noget, som strax kunde igiendrives. Kong Friderik passerede for en af de fornuftigste og ærligste Regentere paa de Tider, han trængede derforuden ikke til at gribe til slige Midler for at discreditere en gienstridig Undersaat; thi det var tilstrækkeligt nok, at han havde været opsætsig mod sin Konge, forladt Riget uden Tilladelse, skrevet haarde Skrifter mod Regieringen, og søgt at ophidse fremmede Potentater mod sin Konge, saa at han behøvede ikke at ophitte andet, allermindst saadant, som tienede til intet uden at confundere ham selv, og at giøre Ulfelds Sag god. Alt hvad man derfore herudi kand sige til Ulfelds Forsvar, saa er dette dog vidst, at han har seet Kongen udi Uvished og Vildfarelse, hvilken han burde have givet tilkiende, i steden for paa saadan eclatant Maade at ville beskiemme sin Konge. Man kand derforuden ej heller sige, om Ulfeld kunde reede sig ud af denne Sag; thi et var at lade Kong Carl faae de foromtalte Penge, et andet var at giøre ham uafvidende Forstrækning af andre Ting (129) til en af hans Generaler; ikke at tale om, at man kunde tvile paa, om den Qvittance, som han fremviisede fra Montroze, var authentiqve. I det ringeste kunde ingen ved det Svenske Hoff da verificere saadant, saa at om efter Pufendorfs Sigelse Sagen fandtes rigtig, saa var det alleene paa Ulfelds Ord, hvorpaa man dog ikke vel kunde grunde en Dom mod tvende Kongers Reputation; Thi det kunde være en saadan habile Mand som Ulfeld let at fabriqvere saadant Document, helst efter en afdød Mand, hvis Haand det er troeligt, at ingen kiendte udi Norden; dog er det noget, hvorudi jeg drister mig ikke at beskylde ham, helst saasom Kong Carl siden verificerede Montrozes Qvittance ved Giældens Tilstaaelse. Jeg fører ogsaa dette sidste kun an, som in Subsidium; thi enten Qvittancen var rigtig eller ej, saa seer man, at ingen af Kongerne have vidst noget deraf. Men hvad man herudi kand sige om Ulfeld, saa kand intet undskylde Dronningens Opførsel, hvilken uden given Aarsag søgte paa saadan Maade at beskiemme en Konge, og skreed til en Action, som hun saa helligen tilforn havde lovet ikke at øve. Endeel kunde vel tage Anledning til Suspicion deraf, at Ambassadeuren saa bestandigen betingede sig dette ud hos Dronningen, at der i Ulfelds Nærværelse intet maatte mentioneres om denne Beskyldning. Men det er ganske klart, at, hvis han havde vidst, at Ulfeld havde saadant Document i Hænder, hvorved han gandske kunde disculpere sig, saa havde hverken Kongen eller han insinueret denne Sag hos en Dronning, der havde ladet see stor Venskab mod Ulfeld, og havde taget sig hans Sag an med saadan hæftig Iver, eendeel i Henseende til hans egen Person, eendeel ogsaa efterdi han havde forstrakt hende med store Penge-Summer. Hvorudover Ambassadeuren veigrede sig for saadan Conference, alleene for at undgaae en hidsig Mands Invectiver. Hvorfore ogsaa den Franske Ambassadeur Monsr. Chanut saavel som de Svenske Raadsherrer selv berømmede hans Conduite; skulde hans Opførsel kunne dadles i noget, da var det derudi, at han forlod sig alt for meget paa Dronningens Parole, som han efter saa mange Prøver intet burde have reflectered paa.

(130) Bemældte Ambassadeur lod sig Dagen derefter indfinde hos Cantzleren for at

Sverriges Cantzler søger at stille den Danske Gesant tilfreds.

besværge sig over Dronningens Opførsel. Cantzleren forsikrede da, at hverken han eller de andre Raadsherrer vidste det ringeste af denne Sag, førend Dronningen havde ladet dem indføre i Cabinettet. Han berømmede derpaa Juuls Conduite, og sagde, at han havde opført sig som en fornuftig og genereux Minister, og forsikrede ham om, at det skulde ikke forandre eller formindske dett Venskab, som var mellem Rigerne; Ja at han ønskede, at der blev giort et end sterkere Venskab mellem Rigerne end tilforn, og at det maatte skee, medens Ambassadeuren endda var i Sverrig, eftersom hans Person der i Riget var meget elsket. Videre sagde Cantzleren, at han for sin Person skulde finde stor Fornøjelse i at handle med ham om de Sager: Man maatte have lidt Taalmodighed. Sverrig vilde inden kort Tid have en nye Konge; thi han havde fundet, at Dronningen var ikke at bevæge til at slutte nogen Alliance med Dannemark, hvorvel han ofte havde anmodet hende derom og sagt, at det vilde fortryde hende, om hun det ikke giorde. Af dette sees, at Senatet udi Sverrig havde ingen Behag udi Dronningens Opførsel mod Dannemark. Det er ellers det fornemmeste, som tildrog sig mellem Kong Friderik og Dronning Christine, hvilket, endskiønt det er skeet paa differente Tider, jeg haver anført paa et Sted for at have det altsammen udi en Kiede.

Over denne sidste Affaire kunde ikke andet end den Fortørnelse formeeres, som Kong Frideriks Ordre angaaende Ulfelds Debitorer.

Kongen havde fattet mod Ulfeld. Jeg seer af et Friderici 3. Brev skrevet Aaret derefter til Land-Commissarierne i Jylland Peder Lange, Manderup Due, og Jørgen Kruse, (a) at Hans Majestet havde givet Ordre til alle Ulfelds Debitorer at levere Renterne af de Penge, de af ham havde til Laans, fra sig til samme Commissarier. Brevet lyder saaledes: Eftersom vi tilforn wed woris wdgangne Obit-Breff haffuer ladet befalle alle dem, som Penge skyldig erre til Herr Corfids Wlfeld, och deraff Rente betalle, at de till wore (131)

(a) Lit. Frid. 3 ad Commiss. sub Hafn. 6 Novembr. 1655. Manuscr.

Leensmænd imod deeris Qvittantz Renten skulle lade erlegge, och wi naadigst komme i Forfaring, saadan en woris aluorlig Willie endnu ey at werre efterkommen, och effterdi wi nu naadigst haffuer for got anseet, Renten aff samme Penge till eder at skulle leffueris, da bede wi eder och naadigst wille, at I dem wdi vort Land Nøre-Jylland, som hoesføjede Fortegnelse om formelder, och Wi naadigst haffuer fornummet aff bemeldte Hr. Corfids Wlfelds Penge hoes sig paa Rendte at haffue bestaaendis, tilskriffuer, at, dersom nogen aff dem endnu till forneffnte Herr Corfids Wlfeld Penge skyldig erre, de da med forderligste till eder leffuere ald dend effterstaaendes Rendte der aff, huilchen I och derfore aff dem haffuer at annamme, dem derfore tilbørligen qvittere och siden Pengene til Festningens Fornødenhed der i Landet anuender.

Derpaa følger en Fortægnelse paa Corfitz Ulfelds Debitorer, som bestaar af henved 30 (a) Herremænd, hvilket naar man betragter tillige med hans faste Gods, og de overmaade store Penge-Summer, han havde udenlands, kand man sige, at han har været en af de mægtigste Undersaatter paa de Tider. Man seer ellers af denne Kongelige Ordre, at man endda ikke havde skreedet til Midlernes Confiscation, men anholdt alleene Renterne.

Jeg har tilforn meldet om nogle andre af Corfitz Ulfelds Svogerskab og Forvantskab nemlig Hannibal Sehsted og Grev Waldemar, som bleve indviklede udi hans Fald. Til disse Mænd (132)

(a)Debitorerne vare Oluf Parsbierg, Ebbe Gyldenstiern, Tyge Sandbierg, Idde Lindenow, Christian Friis, Hans Friis, Jørgen Kruse, Lars Ulfeld, Jørgen Seefeld, Axel Urup, Hans Lindenow, Peder Retz, Friderik Parsbierg, Karen Sal. Christoffer Gøes, Henrik Bielke, Henrik Lindenow, Ove Tott, Holger Vind, Erik Qvitzow, Hans Cørbitz, Flemming Ulfeld, Lauge Beck, Niels Krabbe, Kield Krag, Henrik Podebusk, Erik Kaas, Christoffer Steensen, samt Borgemestere og Raad i Kiøbenhavn.

maa man ogsaa lægge Hoffmesterens Broder Ebbe Ulfeld, hvilken iligemaade havde faaet en af Fru Christine Munks Døttre. Om ham

Ebbe Ulfelds avantures.

tales aldeles intet udi trykte Bøger, saa at jeg derudover intet omstændigt kand anføre om hans Fald, og viise den rette Aarsag, hvorfore han forlod Riget. Jeg seer alleene, at han udi Begyndelsen af Friderici 3 Regiering har været forlehnet med Borringholm og Oesel, og at han i denne sin Misfornøjelse har forladt sit Gouvernement uden at giøre Regnskab for sin Administration, hvorover Kongen besværger sig udi en Skrivelse til Dronning Christine, (a) og, som samme Skrivelse giver Oplysning udi Historien, vill jeg den her anføre. Den lyder saaledes:

Eders Kierlighed kand Vi naboeligen ikke forbigaae at foreholde, eftersom Herr Ebbe Ulfeld sig her af Riget haver begivet uden at giøre nogen Rigtighed, enten for Oesel eller Borringholm, som han har været forlehned med, og det jo den højeste Billighed er, at han tilbørligen svarer til,

Kongens Brev til Dronning Christine.

hvis han paa Vore vegne har haft at forrette: Thi er til Eders Kierlighed Vor Naboe-venlige Begiæring, at han maatte tilholdes saadant at giøre, eftersom Vor Resident Os Elskelig P. Juul, er befalet, naar behøves, paa behørlige Steder at producere, hvorudi Vi formeene hans Skyldighed at være, at staae Os tilbørligen til Rette, og, dersom saadant hos hannem uden Vitløftighed ikke staaer til at bringe til veje, og Vi derudover skulde foraarsages hannem med Retten at lade søge, saa eragte Vi unødigt Eders Kierlighed, om Justitiens billige Administration at anmode, eftersom Vi ingenlunde tvivle Eders Kierl. jo uden nogen Vor Erindring dertil noksom inclinerer, men forseer Os visseligen til at Eders Kierligh. herudi Vor Fuldmægtig til det Beste befodrer, saavel som og (133)

(a) Lit. Frid. 3 ad Christinam, Hafn. 5 Maji 1652. Manuscr.

andre Vore Undersaatter til Rette forhielper, som bemældte Herr Ebbe Ulfeld iligemaade skulde nødes til at søge, for hvis han dennem efter strenge Æres Forpligt haver forsømmet at fornøje og betale. Vi ville saadant igien med all Naboe-venlig Redebonhed tragte at forskylde, og udi lige og alle andre maader lade paakiende, at Os intet kiærere skall være end at have mange Occasioner hvor udi Vi Eders Kierl. kunne gratificere og giøre til Villie, ønskende Eders Kierl. med gandske Kongelige Anhørige under den Allerhøjestes milde Protection og Varetegt, til all Livs og Siæls langvarige og selv ønskelige Velgaaende. Hafn. 5. May 1652.

Af dette Brev sees at Ebbe Ulfeld da tillige med sin Broder maa have været i Sverrig, hvilket Rige tog ham da ogsaa i Beskyttelse, og udi paafølgende Freds-Tractater fik indført en Artikel udi hans Faveur, saaledes, at ham af Kongen og Riget skulde gives Satisfaction. En ligeledes Artikel blev ogsaa indført for Corfitz Ulfeld udi den Roskildske Freds-Tractat, saasom Carl Gustav beskyttede samme Mand ikke med mindre Iver end Dronning Christine. Ebbe Ulfeld kom ellers ikke tilbage, men boede udi Skaane, blev General-Lieutenant udi Svensk Tieneste. Hans Frue døde udi Christianstad 1679, og han selv udi Stokholm 1682.

Nu vil jeg gaae lidt tilbage i Tiden igien, nemlig til det Aar 1653, hvor jeg slap, og kortelig anføre hvad som midlertid er passered.

Jeg haver tilforn viiset, at Dannemark efter de fleste Nationers Exempel havde beqvemmet sig til at affærdige et Gesantskab til Engeland, for at gratulere den nye Republiqve, som efter Caroli Stuards sørgelige Død var oprettet; Thi den bekiendte Oliwer Cromwel, som var samme Republiqves Chef, havde bragt sig udi saadan Anseelse, at alle Potentater kieppedes om at erhverve hans Venskab, jeg haver ogsaa viiset hvad som siden gav Anledning til Misforstand mellem Dannemark og Engeland, (134) bitem at Kong Friderik i Kraft af den sidste Alliance med de Foreenede Provincier understøttede de samme, da de af Cromwel med Krig bleve angrebne, og at de Danske udi det Aar 1652 havde arrestered 22 Engelske Skibe, hvilken Gierning man forud kunde see, at Cromwel vilde søge at hevne; Efterat man havde irriteret en saa mægtig Fiende, merkede Kong Friderik, at der var intet andet Parti for ham at tage, end at erklære sig offentlig for Holland. Dog lod han dette nogen Tid opsætte, for at erhverve sig nogen meere Fordeel derved; hvorudover han endda holdt gode Miner med den Engelske Minister Bradshau, og imidlertid lod anholde hos de Foreenede Provincier om foromtalte Redemtions-Tractats Ophævelse.

Men den Hollandske Minister ved det Danske Hoff, M. Keiser, drev med saadan Iver paa at bringe Dannemark med udi Spillet, at Kongen lod sig omsider beqvemme til at slutte en nye Alliance med Holland udi dette Aar. (a) Udi Kraft af denne nye

Ny Alliance mellem Dannemark og Holland.

Tractat skulde Kongen af Dannemark armere 20 Krigs-Skibe for hvilke Holland aarligen skulde betale 192000 Rdlr., hvilket var ikke liden Fordeel for Riget; thi man underholdt derved paa andres Bekostning en Flode til egen Forsvar. Videre forbandt man sig ved samme Tractat at assistere hinanden indbyrdes, om ingen Fred eller Stillstand at giøre, uden at begge Nationer derudi bleve indsluttede. Den Fordeel, som Holland derved erholdt, var, at de Engelske kunde forbydes den Nordiske Handel, og ingen Lejlighed faae til at forsyne sig med de Nordiske Sager, som de havde nødige til deres Flodes Udrustning, foruden den Styrke de havde af den Danske Flode; thi endskiønt den stedse forblev ved Rigernes egne Køster, og ikke foreenede sig med den Hollandske Flode udi Søen, saa dog vare saa mange armerede Skibe altid en Skræk for de Engelske, og kunde tvinge dem til at adskille deres Søe-Magt, og at være som Skyds-Skibe for de Hollandske Kiøbmands Skibe, som opholdt sig udi de Danske Farvande. Medens denne Forbindelse varede mellem Holland og Dannemark, forefaldte adskillige Tvistigheder, som dog bleve (135)

(a) Fœdus inter Dan. et Belg. Hafn. d. 8. Febr. 1653.

hævede. Thi, som de Hollandske Krigs-Skibe visiterede noget for strængt alle Skibe, som vilde passere Sundet, foreholdt Kongen General Staterne saadant, foregivende, at de Danske derover hørdte ilde, hvorudover Ordre gik til Amiralitetet i Amsterdam at udvælge saadan Chef for Floden, som kunde være Kongen af Dannemark behagelig, og som kunde see til at intet Søe-Røverie blev øvet.

Den anden Post var angaaende nogen Urett, som af Hollænderne var vederfaren nogle Danske paa Dansborg udi Ostindien, hvorfore de Danske og finge Satisfaction. Hollænderne derimod dreve idelig paa, at den Danske Flode skulde conjungere sig med den Hollandske, hvortil dog Kong Friderik ved Tractaten ikke havde forbundet sig, han kunde ej heller blotte sine egne Kuster, endeel af Frygt for de Engelske, som vare hans Fiender, endeel ogsaa for Sverrig, saasom Dronning Christine een og anden gang truede med Krig, og havde maaskee ikke taget det i Betænkning, hvis den Svenske Amiral Wrangel, der var skikket til at reconnoissere i Dannemark, ikke havde fundet den Danske Flode i saa god Stand. De Hollandske Skribentere (a) fare derfor vilde derudi, naar de sige, at Holland havde ingen Nytte af den Danske Flode, da den dog tienede Republiqven ikke alleene udi oven anførte Poster, men hindrede Sverrig at slaae sig aabenbar til det Engelske Parti, hvortil Dronning Christine havde Inclination, endeel for at contrecarrere de Danske, der havde traadet i Hollandsk Alliance, endeel og af Estime for Cromwel. Thi samme Dronning enten virkeligen havde eller affecterede at have en særdeles Estime for store Mænd. I hvilken Henseende hun giorde sig ogsaa saa stor Umage for at see Prince de Condé, og kand denne hendes Genie i visse Maader ogsaa tilskrives den Hidsighed, hvormed hun forsvarede Corfitz Ulfeld, efterdi samme Mand var virkeligen en af de Navnkundigste paa de Tider.

Efter at denne Alliance var giort mellem Dannemark og Holland, afskaffede man den forhen sluttede Redemtions-Tractat, (136)

(a) Banage Annal. des Prov. un. tom. 1. pag. 295.

hvoraf adskillige sær de Svenske meenede sig at være graverede; efterdi Hollænderne for at bringe til veie den aarlige Summa,

Handel om Redemptions-Tractatens Ophævelse.

som skulde betales til Dannemark, maatte sætte høiere Told paa de fremmede Varer, som bragtes til Holland. Kong Friderik havde forhen ladet proponere samme Tractats Ophævelse, og det ved sin Minister M. Charisius saaledes. Bemældte Charisius havde den 15 Jan. Audience hos Regieringen i Holland, og da foregav, at Kong Friderik udi disse Tider fandt nødigt at underholde Venskab med sine Naboer, og, som han fornam, at en Tid lang adskillige Klagemaal vare forefaldne, angaaende Øresund, og at de samme gemeenligen fløde af den med Republiqven sluttede Redemptions-Tractat. Hvorudover han havde agtet tienligt for at hindre saadan Misforstand vel at overlegge, hvorledes all Materie dertil kunde betages, og derfore, endskiønt udi disse Tider, da Farten var kun maadelig, Dannemark kunde finde sin Regning ved Redemptions-Tractatens Continuation, havde han dog holdet sine Naboers Venskab højere end sin Profit og Interesse, og derfore villet proponere Herren Staterne sit Forsæt om Tractatens Ophævelse, og at Tolden herefter maatte betales saasom den var reglered ved den Bromsebroiske eller Christianopelske Fred. Dette Forslag, hvor Fordeelagtig det end kunde være udi disse Krigs-Tider for Holland, saa fandt det dog ikke Bifald hos de Amsterdamske Kiøbmænd, hvilke fandt en stor Commoditet derudi, at deres Varer ikke skulde visiteres, og derfore heller vilde give en aarlig Summa Penge. Men, da de siden overvejede, at den Øresundske Handel var langt mindre udi Krigs- end Freds-Tider, og at det var mindre Bekostning at betale Tolden efter den gamle Maade, samtykkede de til Tractatens Ophævelse. Efter at man derom var bleven eenig, traaede Rigets Hoffmester Joachim Gersdorff, Canceler Christian Thomesen Sehsted og Otto Krag i Conference med den Hollandske Envoye Keiser, og

Rescissions-Tractat.

blev da forfattet den saa kaldte Rescissions-Tractat, hvorved den forrige blev ophæved. (a) Efterat Dannemark havde saaledes forbundet sig med Holland, forlod den Engelske (137)

(a) ract. Resciss. Hafn. 26. Sept. 1653. apud Aiz. tom. 7. pag. 949.

Minister Bradshaw det Danske Hoff, hvormed han ingen Aarsag havde haft at være fornøjet, og Krig blev af Dannemark declarered til Engeland. (a) Men denne Krig bestod fast alleene i Erklæringen; thi der forefaldt intet af Vigtighed mellem Engeland og Dannemark. Mellem Engeland og Holland derimod blev den ført med stor Hidsighed, og mange blodige Slag holdne. Oprindelsen til denne blodige Krig, hvorudi Dannemark ogsaa blev indvikled, var ellers denne. Den nye

Krig mellem Dannemark og Engeland.

Republiqve udi Engeland havde i Begyndelsen søgt Hollands Venskab, og i den Henseende skikked en Gesant til den Hag. Men, førend samme Gesant fik Audience, blev han ihelslagen af nogle forklædte Skotter; saasom nu Hollænderne bekymrede sig lidet om at efterforske og straffe dette Mord, blev Parlamentet derover heel fortrydelig. Dog, saasom den nye Republiqve endda vaklede, og havde sine Naboers Venskab nødigt, bleve der paa nye skikkede Gesanter til Holland, men de samme udvirkede der kun lidt, de bleve ogsaa insulterede af Almuen, som havde Afskye for den Engelske Nation formedelst det begangne Konge-Mord, og derfore med uforretted Sag maatte reise tilbage igien. Herudover voxede Fiendtligheden meer og meer til, og endelig udbrød til en aabenbar Krig, hvorudover Holland, saasom den frygtede at kunne holde Engelænderne Stangen alleene, søgte at faae Dannemark i Spillet med, som og skeede. Det første Søeslag blev holden mellem den Engelske Amiral Black, og den Hollandske Martin Tromp, hvilket endtes med liige Forliis, uden at nogen af Parterne kunde tilegne sig Seieren. Derefter bleve holdne toe andre Søeslag, hvorudi de Engelske havde Fordeel, og tabte de Hollandske udi det sidste Slag 27 Krigs-Skibe tillige med deres fortreffelige Amiral Tromp, som uden Disput var den største Søe-Helt paa de Tider. Hvorudover Holland Aaret derefter maatte slutte en u-fordeelagtig Fred med Engeland, som videre skall omtales udi tilkommende Aars Historie; men førend jeg træder dertil, vill jeg korteligen melde noget om indenlandske Sager.

Efter at Hoffet var skildt ved de Misfornøiede, hvorom forhen (138)

(a) Diplom. Frid. 3 de privileg. Nobilit. Norveg. Aggershuus, 31 Aug. 1648.

er talt, var alting roeligt udi Riget, og var der god Forstaaelse mellem Kongen og Raadet, hvorudover

Indenlandske Sager.

hans Majestet ogsaa havde Leilighed at sætte Riget i god Stand, og forbedre alting ved gode og nyttige Forordninger. Udi Begyndelsen af hans Regiæring vare de fornemmeste udi Raadet disse: Corfitz Ulfeld Rigs Hoffmester, Christian Thomesen Sehsted Cantzler, Andreas Bille Rigets Marsk, Ove Giedde Rigets Amiral, Hannibal Sehsted Statholder i Norge, Magnus Kaas, Christoffer Ulfeld, Oluff Parsbierg, Iver Wind, Jørgen Brahe, Friderik Retz, Niels Trolle, Jørgen Seefeld, Thage Thot, Malte Juel, Gregers Krabbe. Thi jeg seer, at alle Forordninger, medens Thronens Vacance var, ere underskrevne af de samme. Udi Ulfelds Sted blev siden Joachim Gersdorff Rigs-Hoffmester, og Gregers Krabbe blev i Hannibal Sehsteds Plads Statholder i Norge. Jeg seer ellers ikke, at Corfitz Ulfelds Fald bragte nogen af hans Familie i Fortred, uden de faa omtalte Personer, tvertimod Kongen havde stor Fortroelighed til hans Broder Lars Ulfeld, saa at samme Herre stedse blev holden for hans Favorit, ja der fortælles mange lystige og skiemtsomme Historier, som de have haft sammen; hvoraf man seer, at foruden den største Deel af Adelen og det heele Raad, mange af den Ulfeldske Familie selv har ikke billiget Corfitz Ulfelds Conduite; thi ellers havde det skuldet været Kongen vanskeligt at holde denne mægtige Faction i Ave, hvilket dog skeede strax ved hans Regierings Tiltrædelse, da man saae saavel

Kongens Myndighed tager til.

Kongen, som Dronning Sophia Amalia med Rigueur at beskytte deres Høihed. Thi ligesom Kongen vidste at holde Ulfeld inden sine Skranker, saa øvede Dronningen det samme mod hans Gemahl Eleonora, hvilken hun lod betage den store Frihed, hun havde udi Christiani 4 Tid, og forbyde at kiøre lige ind paa Slottet, af hvilket Forbud man lærdte, hvad Klokken for dem var Slagen. Saa at derfore, endskiønt denne Konges Haandfæstning var saa sterkt opskrued, som nogen Dansk Konges, saa haver han dog i det han vidste at maniere Gemytterne erhvervet sig saa stor Autoritet, som nogen af de fremfarne Konger, hvorfore han ogsaa var i Stand at udvirke hvad han vilde. Hans Majestet (139) obligerede sig ogsaa ved sin Regierings Tiltrædelse den Norske Adel ved Privilegier, som dem bleve givne af den Indhold, at alle de gamle Friheder, som dem vare accorderede af fremfarne Konger, sær 1646 af Christiano 4.

Den Norske Adels Privilegier confirmerede.

skulde dem confirmeres, saa at de og deres Efterkommere paa deres Gods, skulde beholde Hals og Haand med Sage-Fald, og anden Herlighed, ligesom Adelen udi Dannemark over deres Gods og Tienere nyde. Udi Hovet-Sognet skulde de beholde deres Tienere frie for Skatt, og skulde deres Bønder ikke uden eengang om Aaret opbydes til General-Munstring. Dersom Adelen sig meer ufrit Gods tilforhandler, end de havde, da samme Privilegium blev udgivet, og de derpaa fornævnte Frihed begiærer, kunde de derom giøre Anholdning hos Kongen. Videre lovede Kongen ingen Forskiæl at ville giøre mellem Danske og Norske, at jo den eene saa vel som den anden efter sine Meriter skulde befodres, og med Lehn aflægges. (a) Disse Privilegier bleve givne den Norske Adel efter den sidste Svenske Krig af Kong Christian 4, efterdi Høistbemældte Konge havde merket de Norske Indbyggeres Troeskab og Tapperhed i samme Feide; hvorfore Kong Friderik, da han var til Hylding udi Norge,

Andre Forordninger Norge angaaende.

confirmerede de samme, thi Patentet er datered Aggerhuus. Foruden dette Friheds Patent seer man, at Kongen, den Tid han var i Norge, har udgivet adskillige andre Forordninger, som om Borgemesternes Frihed i Christiania. (b) Om Kirkernes Besigtelse. (c) Om Skov-Fiender. (d) Om Statholderens Charge og Commando. (e) Saa at han der maa have opholdt sig en Tid lang; for at lette Indbyggeres Byrde fandt han ogsaa for gott at reducere en Deel af Norges Militie, ligesom var skeed i Dannemark, hvilket sees af Statholder Hannibal Sehsteds skrevne Ordres, som findes i oftbemelte skrevne Norske Krigs Protocoll. (f) (140)

(a Diplom. Frid. 3 de privileg. Nobilit. Norveg. Aggershuus, 31 Aug. 1648.

(b) Edict. Aggershuus 26 Augusti 1648.

(d) 30 August.

(e) 31 Ejusdem.

(f) Protocollum Anni 1650 Manuscr.

(140) Ved hans Tilbagekomst til Dannemark igien udvirkede han hos Stænderne, at de erklærede hans ældste Søn Christian til Successor udi Riget, som før er meldet, og blev Aaret derefter 1651 giort en Anordning, hvorledes herefter skulde forholdes Anordning angaaende Rigernes Administration udi Kongernes mindre Aarighed.udi en Konges Minorennitet, paa det at ingen videre Tvistighed sig derover skulde reise, og haver Hans Majestet tillige med Raadet taget Anledning dertil af den Strid, som udi Hans Højsalig Herr Faders Minorennitet om Administrationen opvaktes. Man seer af samme Stridighed, at derom intet tilforn har været reglered, saa at denne Anordning kand holdes for den første. Den lyder saaledes.

Vi Friderik den Tredie, med GUds Naade Dannemarkis, Norgis, Vendis og Gottis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, &c. Giøre alle vitterligt, at eftersom den store Omsorg, som Vi for Vore kiere og troe Undersaatters Velferdt og Roelighed i disse sidste Verdens vanskelige Skikkelser, med idelig Bekymring bære, haffver giffvet Os billig Anledning og Tilskyndelse at eftertænke, hvorledes med Regieringen udi disse Lande og Riger, kunde vorde berammet, sluttet, og derefter uryggelig holdet, om det behager den Allmægtige GUd, at Os noget menneskeligt skulde paakomme, og hand Os fra denne tunge Regierings Byrde ville forløffve og hiemkalde, førend Vores Elskelige kiere Søn, den udvalde Prinds blev til Regieringen myndig, og fremvoxen. Det heele Land hafver og dertil givet Os saa merkelig Aarsag, i det de Voris og deris Velferdt hafver med Voris Elskelig kiere Søns Election til Regimentet saaledes samblet, foreenit og forbunden, at end og Voris Efterkommeris, og den gandske Posteritetz Velstand ikke mindre end (141) Voris egen Os bør at være i sigte, og ganger til Hierte. Og naar saaledes baade om Successionen og Regieringen i Printzens umyndige Aar alting er aftalt og besluttet, saa haffver mand det øffrige den alvidende GUd, som giøre alting vel, at hiemstille og befale. Haffver derfore i den H. Trefoldigheds Naffn, saaledes med Vore Elskelige Rigens Raads gode Betenkende, Raad og Samtykke, besluttet og forordnet, og hermed uryggelig slutte og forordne, at, dersom det den gode og Allmæctige GUd behager disse Rigers Regiering udi saadan Tilfald at forandre, da skulle siuff aff Danmarkis Riges Raad udi hans Kierlighed Printzens umyndige Aar, indtil Hans Kierlighed indtræder i sin Kongelig Regiering udi sit 19 Alders Aar, begge disse Rigers Regiering forestaa oc forvalte, dog alting udi Hans Kierligheds Printzens Naffn forrette. Saaledes, at de som paa de Tider udi saadan Tilfald ere Residerende in Loco højeste Betiente skulle med andre Rigens Raad aff all Provincier, saa at de bliffve siuff tilsammen, saadan høje og alle Stænder mest anliggende Regiering dirigere. Og skulle først de Eldste udi Raadet, efter deres Orden og Sæde, med forskrevne de in Loco Residerende saadan Regiment antage. Dog at foreskrevne de Residerende stedse forbliffver udi saadan Administration, saa lenge Interregnum varer; Medens de af Provintzierne Tilforordnede aarligen omvexselis hver Herredage, saa at dennem succederer andre efter deris Orden og Sæde, som før berørt er. Saafremt trende Rigens højeste Betiente ere in Officio, skal en til dennem aff hver Provincie forordnis, ere de ikke saa mange, skulle fleere af Rigens Raad med dennem Re|142gieringen (142) forestaa, saa at da tagis de fleste aff den Provincie, hvor de fleste Rigens Raad haffve deris Forlening.

Disse siuff Rigens velbestilte Raad skulle haffve lige eens Autoritet og felletz Myndighed udi alting, saa at intet paabydes eller forrettes, uden det aff de fleeste er underskreffvet, og ej anderledes noget under Seiglet udsteddis. De skulle aff samptlige Rigens Raad haffve Fuldmact og højeste Myndighed udi Rigernes Anliggende alting at forrette, fornemlig udi efterfølgende Poster:

Først at de Tilhielper aff yderste Mact den rette Religion og Augsburgische Confession udi begge Riger uforandret at forbliffve.

Holde alle Rigernis Indbyggere ved Lov og Rett, og hver Stand ved sine Privilegier og lovlig Sedvane hielpe at forsvare.

Forhøre Supplicationer, oc uden lang Ophold suare, oc giffve deres gode Affskeed.

Hoffholdningen, oc hvad den vedkommer, anordne, som det sig bør, serdeeles haffue Hans Kierligheds Education og Information udi god Agt, at hannem tilforordnes gode, dygtige, og oprigtige Hoffmestere og Opvartere, og de som skulle være udi hans Omgiengelse, saa han Christeligen og vel informeris udi Lærdom og Leffnet uden ald Forargelse.

De skulle med begge Rigers Intrade, Intect og Udgifft disponere, som de achte at forsuare.

(143) Dissligeste giøre den Anordning med alle Krigs Expeditioner til Lands og Vands, haffue Tilsiun med Festninger, Floden, og Militien, som Fornødenhed oc Tidernes Tilstand udkreffver.

Samtlige Rigens Raad skulle være plictige sig at indstille, huor og naar de aff forskreffne siuff Regierings Herrer forskriffvis.

Samme Regierings-Herrer skulde have Indseende udi alting til det gemene Beste, ramme begge Rigers Nødtørft og Gafn aff yderste Formue. Dog skulle de ingen Lehn eller Beneficia, geistlig eller verdslig, til nogen maa forleene uden med samtlige Rigens Raads Samtycke, icke heller noget vigtigt forrette eller forandre, hvortil Rigens Raads Consens behøves; Oc ellers udi gemeen uden ald Privat Nytte forholde sig efter den Eed, de GUd og den højeste Øffrighed soerit haffver, og som de for samtlige Rigens Raad ville være bekiendt. Eftersom de aarligen huer Herre-Dag skulle giøre dennem skriftlig Relation om huis efter deris Direction er Aaret tilforn forrettet. Med videre, som de da verende Rigens Raad efter Tidernis Forandring eller Tilstand kunde befinde Riget og det gemeene Beste beforderligt og gavnligt at være, i Fuldmacten at indføre.

At det saaledes fast, uryggeligt, oc uforandret holdis og efterkommis skal, som forskrevet staar, haffve Vi dette med Voris Elskelige Dannemarkis Rigis Raad (144) underskreffvet og forseiglet. Giffvet paa Vort Slot Kiøbenhaffn, den 9. Junii Anno 1651.

Vnder Vort Signet

Friderich.

Christian Thomesøn.

Gregers Krabbe.

Anders Bilde.

Hans Lindenov.

Offve Gedde.

Iffver Vind.

Christoffer Vrne.

Jørgen Brahe.

Mogens Kaas.

Frederich Reedtz.

Thage Tott.

Niels Trolle.

Oluff Pasbierg.

Joachim Gerstorff.

Jørgen Seefeld Christoffersøn.

Henrich Rammel.

Mogens Høg.

Henrich Rantzow.

Christian Skeel.

Af denne Forordning sees, hvorvit Administrationen blev forandret fra den, som blev ført i Christiani 4. Minorennitet, thi her blev i Steden for 4re Regierings Raad beskikked at være 7, og i Steden for 20 Aar, som da udfodredes til en Konges

Betænkning derover.

Majorennitet, udfodredes her kun, at han skal være indtraaden udi sit Alders 19de Aar. Dog seer man, at her ej heller noget nævnes om Dronningen, men at Administrationen skulde alleene betroes 7 af Raadet, hvorudi Kongen da haver føjet Adelen, skiønt man seer af Historien, at Enke-Dronningen tillige med de nest Paarørende af Blodet have haft mest at sige udi de Danske Kongers Mindreaarighed; Og er det derfore ingen Tvivl paa, at en Dronning af saadant højt Hierte, som den Regierende Dronning Sophie Amalia var, jo har drevet derpaa, men har ikke kundet trænge igiennem dermed.

Aaret førend denne Anordning skeede, seer jeg, at der er bleven Anstalt giort til

Frideriks-Odde anlegges.

den vigtige Fæstnings Fridericiæ Fundation, som udi de da givne Privilegier bliver kalden den nye Kiøbstad og Fæstning ved Bers Odde i Nørre Jylland; Privilegierne vare (145) disse: (1) At Indbyggerne udi 50 Aar skulde være frie for alle ordinaire og extraordinaire Contributioner, Skatte, Ægter, Tolde, og Acciser. (2) At alle døde Vahre, som der for Byen indskibes og udskibes, skulde iligemaade udi 50 Aar være frie for all Told og Paalægg. (3) At ingen Manufacturer, som i fremtiden sammesteds kunde forfærdiges, uden Byens Øvrigheds Tilladelse der maa blive indførdte. (4) At alle Fremmede og Udlændiske, som sammesteds agte sig at nedsette og bygge, naar de have taget Borgerskab, skulle være udi lige Friheder og Privilegier deelagtige; Og bliver det anbefalet Rigets Marsk Anders Bilde, at anordne Bygge-Pladser for alle dem, som det forlange, hvorpaa enhver siden skulde bekomme Skiøde. (a) Dette er Oprindelsen til den navnkundige Stad og Fæstning Fridericia, som gemeenligen i denne Historie kaldes Frideriks Odde. Af hvilken Vigtighed den allereede var bleven udi det Aar 1657, sees deraf, at den blev holdt for et af Rigets største Bolverke, og dens Bestorming af de Svenske jog Skræk ind udi det heele Land. Man seer ellers af disse Aars Forordninger, at det Sorøiske Ridderlige Academie, som blev stiftet af Christ. 4. var kommet meget i Decadence; hvorudover Kongen fandt

Forordning angaaende Sorøe Academie.

for got ved en Forordning at paabyde, at alle de, som paa Klosteret vilde spiise for Betaling, skulde for Kosten betale ugentlig 2 Rdlr. (b) Det er mig ellers ikke vitterligt, hvorfore bemeldte Academie var kommen i saadan Decadence; Det er troeligt, at saadant er skeed udi den sidste Svenske Krig, som begyndte 1643. Men udi den paafuldte ulykkelige Feide gik det gandske under, og maatte ophæves.

De merkværdigste andre Forordninger, som til denne Tid af Friderico 3. ere blevne udgivne, ere (1) om dem som vilde bygge udi den nye Kiøbenhavns Bye, hvilke forundes adskillige vigtige Privilegier. (c) (2) Om Adelige Bryllupper og

Om Adelige Brølloper og Begravelser.

Begravelser, hvorudi dette er merkværdigt, at hvo som understaaer sig efter Klokken (146)

(a) Privileg. novæ urbis dat. Hafn. 15. Decembr. 1650.

(b) Edict. de Acad. Soran. Hafn. 1. Sept. 1649.

12 i Kirken at lade vie, skulde bøde 1000 Rdlr. til næste Hospital, og den Præst, som efter samme Tid vier dem, skulde have sit Kald forbrudt. Aarsagen til denne haarde Straf synes at være en idelig Misorden, som saadan Forhaling har tilveje bragt, og efterdi saadanne Vielser skeede paa de ordinaire Kirke-Dage, Gudstienesten er bleven opholden, og hver maatte rette sig efter Brude-Stadsen og Brudens Coeffure, hvilket var baade umageligt for got Folk, som vilde opbie Tienesten, og tilligemed u-anstændigt. Det synes ellers, at saadant tilforn maae have været forbudet, og at man har søgt at eludere saadant Forbud ved at formaae Klokkerne for Penge og gode Ord at stille Klokken Brude-Folkene til Villie, og at Klokken ikke skulde blive tolv, førend Bruden var bleven krused, og fandt for got at lette Anker, hvorudover Klokkerne ogsaa i samme Forordning forbydes, at stille Klokken nogen til Villie under Bestillings Fortabelse. (a) Det samme blev ogsaa forordnet om Begravelser, og seer man deraf at alle Vielser endda bleve holdne udi Kirken. (3) En Forordning om Ducaters Afsættelse (b) saaledes, at en Ducat ikke skulde gielde meer end halv tolvte Mark, hvilket giver tilkiende, at den courante Danske Mynt da har været god. (4) Om Told paa

Adskillige andre Forordninger.

Glas, som udenlands bliver brændt, paa det at det Glas-Brænderie, som udi Riget var anrettet, kunde desbedre komme fort. (5) Om Jøder, som forbydes at komme her ind, og befales at forlade Riget inden 14 Dage, under 1000 Rixdlr. Straff. (c) (6) Mod Adelens Overflødighed udi Klæde-Dragt, samt Giestebud og Brøllupper, hvoraf jeg vil opregne nogle Artikle for at vise de Tiders Levemaade. (d) Art. 4. Ingen maa sætte Ædelsteene paa sine Huer, eller lade stikke sine Klæder med nogen Stikning af Perler, Guld, Sølv, eller Silke Brodering. Art. 5. Ingen maa bruge runde eller skieve Perler og Stifter af Ædelsteene at besætte sine Klæder med, haver nogen (147)

(a) Edict. de nuptiis Nobil. Hafn. 19. Julii 1649.

(b) Edict. de diminut. Ducat. Hafn. 10. Aug. 1650.

(d) Edict. contra luxum Nobilit. Hafn. 24. Sept. 1651.

sig allerede Perler tilforhandlet, have Forlov dennem at bære om Halsen og paa Hovedet, hvoraf sees, at det maa have været i Brug at brodere Klæderne med Perler, hvilket var sandelig en stor Overdaad. Art. 7. De Fruer og Jomfruer, som have

Nogle Anmerkninger derover.

Bryllup, eller de som Bryllup bekoste, maae ej udgive Skiorter, Kraver, Handduge eller noget andet sligt til dem, som ere budne til Bryllup. Dette viiser, at det har været en Mode for Brude-Folk, at give de Inviterede Brude-Gaver, og at det i den Henseende har været en Avantage at blive ofte budden til Bryllup, hvor man fik Skiorter, Tørklæder &c. for den Umage, man havde haft at fortære got Folkes Mad og Drikke. Art. 12. Til Adelige Bryllupper maa ikke spises uden kaald Kiøken alleene, uden all varm Mad og Skoufessen. Hvilket man seer ogsaa udi adskillige Christiani 4. Forordninger at være repetered, og derfore ikke at være efterleved. Videre forbydes udi samme Artikel, at ingen Bekostning maa giøres ved at skikke Mad udi Byen, og viser dette saavel som andet, at Bryllupper for de Tider maa have været Brudefolket til lige saa stor Besværing, som det nu omstunder kand være mange til Fordeel, da man ofte gaaer fra Vielsen med en tom Mave, og derfor skikker Brude-Folkene Penge den anden Dag. Den 7de merkværdige Forordning, som kand anføres til Historiens Oplysning, er angaaende Begravelser udi Pest-Tider. (a) Hvoraf synes vel, at Pesten maa have grasseret udi Dannemark i det Aar 1652, og at de Historier burte corrigeres, som henføre denne Pest til det Aar 1654, efterdi Forordningen taler om denne grasserende Sygdom. Men saasom alle Kong Frideriks saavel skrevne Breve som Forordninger, ere udi det Aar 1654 daterede enten til Flensborg eller Koldinghuus, de derimod som henhøre til det Aar 1652 ere daterede udi Kiøbenhavn, er det sikkerst at henføre den Kiøbenhavnske Pest til 1654. Endelig sees af adskillige Forordninger om Land-Soldater, hvorledes Land-Milicens Tilstand haver været paa de Tider, at Soldaterne foruden det, som de ved deres Arbeide kunde fortiene (148)

(a) Edict. de Sepult. Contag. tempore. Hafn. 17. Augusti 1652.

af Bonden, skulde enhver aarligen have af sin Legsmand til et Par Skoe, Krud og Lunte 5 Mark courant og 6 Skill. Danske, og at de ikke under Straff maatte blive borte fra Munster-Pladsen, naar Munstring holdtes.

Disse ere de fornemmeste Forordninger, som ere udgivne i denne Konges Tid indtil det Aar 1653, hvilke jeg ikke har kunnet efterlade at inføre, saasom de give den beste Oplysning om Landets Tilstand. Man seer ellers af et Kongl. Rescript til Rigets Raad, at store Excesser med Slagsmaal og Dueller have gaaet i Svang blant Adelen, thi Kongens Ord udi samme Brev ere disse: Efterdi fornemmelig det blant

Forbud mod Dueller.

Adelen hendes, at syndige og for GUd i Himmelen uforsvarlige Slagsmaal foretages mest udi Drukkenskab, saa derpaa tit Dødslag følger, da ville Vi Naadigst, at Adelen bliver foreholden saadanne syndige Gierninger at forekomme og at afskaffe, helst saasom alle saadanne Injurier, som slig Slagsmaal foraarsager, kunde ved anden Satisfaction afhielpes. (a) Thi dette havde taget saadan Overhaand, og var bleven saadan Mode, at Generals Personer selv foreskreve Officererne Maader, hvorpaa de skulle duellere, og det undertiden efter Krigs-Retternes Kiendelse, som blant andet sees af en skreven Ordre udgiven af Norges Statholder Hann. Sehsted, saaledes lydende:

Obrister Reichwein og Obrister Hvad Overhaand de samme her havde taget.

Lieutenant Fletscher, schulle vehre hos den Duell, som ved Krigs-Retts Kiendelse mellem Obriste Lieutenant Willemsen og hans Capitain Lieutenant bevilleged ehr. (b)

Hvad merkeligt, som ellers kand anføres om indlandske Sager, er, at den Kongelige Post Directeur Paul Klingenberg udi dette Aar 1653 til Manufacturers Opkomst og Forfremmelse publicerede med Kongelige og Førstelige Privilegier det saa kaldte (149)

(a) Lit. ad Senat. Hafn. 18. Decembr. 1651. manuscr.

(b) Protocoll. Norw. autogr. manuscr.

frugtbringende Societet, hvilket skulde bestaae udi 8 Classer, udi hver Classe bleve forordnede at være 2000 Pladse, og enhver Plads skulde tilkiøbes for 100 Rixdlr., Det frugtbringende Selskab.og maatte enhver tilkiøbe sig saa mange Pladse, som han vilde. Naar nu nogen af de Interesserede udi Societetet døde, skulde Renterne forfalde til andre overblevne, hvorudover, jo fleere der døde, jo større bleve Renterne for de igienlevende. Capitalen maatte ikke tilbage fodres, men stedse blive staaende. Heraf seer man, at en overflødig stor Rente kunde tilfalde den sidste. Dette Forslag blev af Kongen og Raadet approberet, og ovenomtalte Paul Klingenberg fik Directionen derover, som sees af det derom i Trykken udgangne Skrift. Hvoraf jeg her eendeel vill anføre for nogenledes at viise dette curieuse Societets Indretning. Dette samme bestod i 6 Poster, hvorom den Kongelige Forordning taler saaledes:

(1.) At dette Compagnie ret i Verk stilles kand, da ere Vi naadigst til sinds paa adskillige Steder i Vore Riger, Førstendomme og Stæder 8 Classer at anordne lade, nemlig i saa Maade, at hver Classe haver 10000 Rixdlr. aarligen udi Rente at annamme, er i alt 80000, hvilke vi til dette Verks aarlige Udgift saaledes ville stabilere og i bemældte Selskab levere lade, at de af visse og ufeilbar tilstrækkende Indkomster aarligen skulde optages, og til de Interesseredes Nytte hvert Aar igien anvendes.

(2.) Skal hver Classe i sig begribe 2000 Pladser, hvoraf hver skall gielde et 100 Rixdlr. Hvo som nu kiøber en eller fleere Pladser, den skall erlægge saa mange hundrede Rixdlr, som han Pladser begiærer, hvormed han opberger i det første Aar af hver Plads, eller hver hundrede Rixdaler 5 Rixdlr. nemlig fem pro cento, og haver fremdeeles Rentens Formeering at nyde, som følger.

(3.) Den første af de 8 Classer udaf 10000 Rixdalers aarlig Rente, skall være for de Børn som ere 8 Aar gamle, og derunder. Den anden Classe af 10000 Rixdlr. bliver for dennem opretted, som ere fra 8 indtil 16 Aar inclusive gammel. Den 3die Classe for dem fra det 16de til det 24de Aar inclusive gamle. Den fierde Classe for dem som ere fra 24 til 32 Aar. Den (150) femte Classe fra 32 til fyrretive Aar. Den siette Classe fra 40 indtil 48 Aar. Den syvende fra 48 til 56 Aar. Den ottende og sidste fra 56 indtil 64 Aar og derover. Her hos er at merke, at de Personer, som ere af lige Alder, staae tilsammen saaledes, at de unge blive i deres Classe, og de gamle i deres.

(4.) Fremdeles er at agte, at deres Rente, som ved Døden afgaae, uddøer, at den samme de øvrige, som tilbage leve, hver i sin Classe aarligen igien tilfalder, i saa Maade at de Interesserede, som leve, deres Rente Aar fra Aar voxer og sig formeerer. Og, naar saa mange Personer ere hendøede, at ikkun et hundrede Pladser udi en Classe ere til overs, kand enhver et 100 Rixdaler aarlig Rente opbærge, ja af ti endnu øvrige Pladser haver hver aarligen et tusinde Rixdaler til Rente at nyde; ere der ikkun 5 Pladser øvrige, da haver enhver aarligen 2000 Rixdlr. til Rente, og den Person som længst lever, tager hvert Aar indtil han døer ti tusinde Rixdaler. Saaledes forholder det sig med alle fornævnte Classer, dog skall den eene ikke indvikles og formænges med den anden, men hver Classe bliver særdeles, saa at Renten af hver Classe endeligen paa een, nemlig den længst overlevende Person falder, hvilken haver aarligen titusinde Rixdlr. at forvente og opberge.

(5.) Hvo som nu een eller fleere Pladser sig udi dette Compagnie tilforhandler, hannem skall det staae frit fore, og være tilladt at lade sine Penge indtegne enten paa sin egen Person saa vel som sin Hustrue og Børn, eller og at udvælge sig en fremmed Person, eller Personer af hvad Qvalitet de monne være, og paa dem lade sin Actie indskrive. Han maa og lade indtegne og skrive, paa sig eller andre, mange Pladser tillige; thi han da for lige saa mange Pladser Renten samt dens Formeerelse haver at annamme.

(6.) Kand Classerne med Tiden forhøies og fordobles og Renterne derover efter Proportion formeeres.

Hvad Maaden anbelanger, paa hvilken Indskudderne kunde skee, da taler Forordningen derom saaledes:

(1.) Er til dette Verks Fuldbyrdelse Vor naadigste Begiæring til alle og en hver Vore Lehnsmænd, at enhver for sig, sin (151) Frue og Børn, og siden hos alle og enhver hans Lehns underhørende giøre all Flid dennem med andragne Fundamenter did hen at disponere, at de, som nogen Formue have, sig udi dette Compagnie begive, saa og med det første nemlig for Junii Maaneds Udgang, de Pladsers Tal som de have til veie bragt, og deres Navne, som dennem ville antage, udi Vort Cancelie indskikke.

(2.) Adel-Standen angaaende, da have Vi til dem den naadigste Tilforsikt, at de og ikke mindre lade sig være angelegent, at tilhielpe dette nyttige Verk at stabilere, saa vel som andre Stænder. Fremdeeles skall det staae dem frit for, som til Hove retmæssig og liqvidered Fodring have, om de for deres der tilstaaende Gield nogle Pladser saa mange, som de begiære, udi dette Verk antage ville.

Hvo som ti Pladser kiøbende vorder, skall fra Næfningers, Formynderes, Kirke og Fattige-Forstanderes Bestilling frie være.

En Fremmed, som tive Pladser kiøber, skall udi disse Riger og Lande nyde den samme Frihed paa Told, som en Borger i Kiøbenhavn. Compagniet blev beskikked til at have sin Begyndelse den 1 Julii 1653 og at sluttes 2 Maaneder derefter, saa at inden samme 2 Maaneder Indskrivelsen, og Indskuddet skulde skee. Og skulde det deeles udi adskillige Kammere, hvoraf Hoved-Kammeret skulde være i Kiøbenhavn. De andre paa adskillige andre Stæder udi begge Riger og Førstendomme. Og skulde enhver lade sig indskrive udi det Kammer, som var ham nærmest, undtagen Adelen og de Fremmede, hvilke skulde have Frihed at lade sig indskrive, udi hvilket Kammer dem lystede. Hver Interessent skulde bekomme et Forsikrings Brev paa sine Actier; og for at være viss paa, hvilke af dem levede eller vare døde, skulde enhver eengang om Aaret, nemlig den 1ste Sept. tage Attest, en Adelsmand af den Lehnsmand, i hvis Lehn hans Gods var beliggende, og en Privat-Person af sin Sogne-Præst, for at beviise at han endda var i live. De Renter, som af Compagniet hævedes, skulde ingen Arrest eller Anholdning være underkastede. En Fortegnelse paa Interessenternes Navne skulde udi Trykken udgaae, paa det at enhver kunde see, hvad Dødsfald der skeede, (152) og hvor højt Renten sig strække kunde. Hvo som ikke rett angav sin Alder, den skulde ikke allene tabe sin Actie, men endogsaa tilbage give, hvis Rente han paa saadan uretmæssig angiven Alder havde oppebaaret, og det, som i saa Maader blev forbrudt, skulde deeles blant Interessenterne i den Classe, hvor saadant var skeed. Til Forsikring paa den heele Capital bleve givne Assignationer paa de Kongelige Indkomster, og forpligtede det heele Rigets Raad sig tilligemed Kongen paa Kronens og Rigets vegne at være ansvarlig dertil.

Af denne Indrettelse sees, at adskillige Skribentere have vildfaret udi dette Compagnies Beskrivelse. Man merker, at det har været en Art af de Societeter, som antage Penge paa Livrenter, og derudi fordeelagtigere for Interessenterne, at de længst levende kunde vente overmaade store Renter; men af mindre Fordeel derimod derudi, at de udi de første Aaringer maatte lade sig nøje med simpel Rente, alleene indtil nogen Med-Interessent ved Døden afgik. Inventionen af dette frugtbringende Selskab var paa de Tider af stor Anseelse, og gav Prøve paa Poul Klingenbergs Habiletet. Den Fordeel Publicum derved havde, var denne, at naar den sidste udi en Classe døde, faldt den heele Capital til Compagniet, hvilket i Tidens længde, kunde vente store Gevinster uden at risikere noget. Saasom Verket stak alle udi Øjene, ventede man inden kort Tid at see det komme til Fuldkommenhed; men, som Interessenterne lode sig langsom indfinde, og den Svenske Krig kort derefter paafuldte, faldt dette anseelige Verk, og siden den Tid ikke oftere har været foretaget, skiønt derom stedse siden er bleven talet, og endnu raisonneres over, udi hvilken Henseende jeg har fundet nødigt Indretningen her at anføre, helst saasom mange formedelst de trykte Exemplariers Rarhed, giøre sig en falsk Idée derover.

Man maa ellers tilskrive ovenmældte hurtige Post-Directeurs Poul Klingenbergs

Post-Væsenets Begyndelse her i Riget.

Flid og Arbeide den Hamborgske-Posts Stiftelse, som skeede udi dette Aar, hvilket er en curieuse Anmærkning udi denne Konges Historie, thi for denne Tid var Post-Væsenet alleene mellem Dannemark og Norge, og var Christian 4 den (153) første som saadant indrettede, hvorvel det blev ikke rett bragt udi Orden og Fuldkommenhed, førend udi det Aar 1650, hvilket sees af Friderici 3 Forordning om Post-Væsenet mellem Dannemark og Norge, hvorudi findes disse Ord: Eftersom udi Vor Elskelige kiære Herr Faders Salig og Højlovlig Ihukommelses Tid et lovlig Postværk er anretted imellem Vore Riger Dannemark og Norge, da have Vi for dets større Rigtighed og Nytte, samt alle inconvenientier i fremtiden at forekomme, naadigst for gott anseet disse efterskrevne Artikle forbemældte Post-Værk til beste at lade publicere. Og finder man derpaa at visse Dage bleve beskikkede, naar Posten skulde gaae fra Christiania og Kiøbenhavn, (a) saa at hvorvel Post-Væsenet udi disse Riger er ældere, nemlig fra Christiani 4. Tid, saa synes det dog ikke at være kommet til Fuldkommenhed, førend udi det Aar 1650.

Men den Hamborgske eller udenlandske Posts Stiftelse er ikke ældere end fra det

Den Hamborgske Ridende Posts Stiftelse.

Aar 1653, (b) thi da blev allerførst beskikked en ridende Post saa vel i Kiøbenhavn som udi Hamborg, hvilken udi mindre end 3 Dage kunde føre Breve mellem disse tvende Steder, og det tvende gange om Ugen, efter den Anstalt, som blev giort af General Postmesteren Poul Klingenberg. Prisen blev da ogsaa satt for Brevene, hvad de skulde koste, saa vel til Hamborg som til andre Stæder. Det er troeligt, at Brevene for denne Tid bleve skikkede ved Expresser og particuliere Bud, som dertil med stor Bekostning bleve lejede, og at Folk, som ingen Evne og Midler havde, maatte bie efter Leilighed, indtil nogen reisede.

Jeg har tilforn talet om de Privilegier og det Friheds Patent Kongen ved sin Regierings Tiltrædelse udgav i Faveur af Norges Adel. Dermed vare de samme ikke fornøjede, men søgte at extendere dem end videre. Til den Ende forlangede de først (154)

(a) Edict. Hafn. 9. Aug. 1650.

(b) Edict. Hafn. 30. Novembr. 1653.

paa en Herre-Dag holden udi Bergen af Norges Statholder og Cantzler, at Den Norske Adels Paastand.de vilde saadant Hans Majest. forestille, og anholde om nogle Posters Forandring udi det trykte privilegio, item om Tillægg af andre, og endeligen udi dette Aar 1653 udvalte en af deres Middel, nemlig Jürgen Bielke, til hvilken de gave Fuldmagt at drive paa det samme. (a) Fuldmagten, som jeg har haft in Originali, findes underskreven af 11 Norske Adelsmænd, og, som de samme derudi ogsaa tale om deres Medbrødre, sees deraf, at Norge endda havde nogen Forraad paa Adel, og er derfore dismeere at forundre sig over, at den i saa kort Tid gandske kunde uddøe eller i det ringeste fordunkles; thi det synes, at de faa, som endnu kand være til overs udi Riget, ere ikke andet end Bønder, og erindrer jeg mig, at for nogle Aar siden blev talt om noget som selsomt og usædvanligt, at en Norsk Bonde ved Navn Niels Oudensen, udi en Ansøgning om et Copulations Brev udi Cancelliet beraabte sig paa sit Adelskab, hvilket han og verificerede, og derfor af hans Majestet bekom Titel af Os Elskelige. Samme Niels Oudensen lod sig ellers kalde Tordenstierne, og erholdt af vor nu regiærende Allernaadigste Konge den 5 Febr. 1734 Confirmation paa de Adelige-Privilegier, som vare givne hans Forfædre af Kong Hans. De 11 Adelsmænd, som ellers underskreve ovenmældte Fuldmagt til Jürgen Bielke, vil jeg her anføre, for at viise, hvilke Norske Adelige Familier end paa samme Tid blomstrede udi Norge, og det saaledes, at de forlangede Privilegier og Adelige Herligheder ligesom udi Topmaal, og søgte at spænde Buen saa højt, som nogen Tid udi deres største Velmagt. Personernes Navne ere disse:

Daniel Bildt. Wincentz Bildt. Johan Fickesøn.

J. C. Willemsen Rosenvinge. Oluf Christoffersøn.

Christian Schnitter. Peder Wogensøn.

Hans Bielke. Mogens Hundermarck Hanssen.

Peder Bagge. Sigvard Gabriel.

Af disse 11 Herremænd findes dette Brev undertegned, skiøndt (155)

(a) Plenipotent. Nobilit. Norveg. ad Georg Bielke, sub dato moss. 16 Augusti 1653 Manuscr. Autogr.

tvende af dem Anmærkninger over den norske Adel.synes at have været Fremmede, og de 9 alleene af indfød Norsk Adel.

Den Ansøgning, som de da giorde, bestoed fornemmeligen i disse Poster. (a)

(1.) At efterdi der da udi Riget vare kun faa Adelsmænd og ringe Qvantitet af Jordegods, som letteligen af ufri Folk, som hidindtil skeed var, kunde tilforhandles fra Adelen, saa forlangede de, at en ufri Mand af hvad Stand han var, Geistlig eller Verdslig, skulde ikke tilstedes noget Jordegods at tilforhandle sig af Adelen, enten ved Kiøb eller Pant, førend det blev tilbudet eens næste Beslægtede eller Besvogrede af Adelen, og det efter Lande-Kiøb eller noget højere, formedelst Herligheden dertil; samt at de ikke maatte nyde samme Kiøb længer end et Aaremaal, det er 3 Aars Tid, og Pantegods ikke længer end 3 Aaremaal, det er 9 Aars Tid. Og de, som sig saadant Gods havde tilforhandlet, skulde det aarligen til Tingene lade forkynde og opbyde. Og, naar forskrevne Tid var forbi, det da maatte være enhver Adelsmand tilladt, om rette Odelsmand ikke vilde, eller kunde formaae, at indfrie samme Adelige Jordegods, som saaledes var pantsatt, for det samme, det var solt eller pantsatt for, og nyde samt bruge det indtil rette Eiermand, eller Adelsmand af Adel, vilde indløse det igien.

(2.) At alt hvad Jordegods, som til ufrie Folk kunde være solt, og var af Adelsmand indfriet, maatte beholde samme Frihed, som det tilforn havde, og det efter den Maade, som i Dannemark med Adels Gods forholdes.

(3.) At den Norske Adel maatte benaades med Ledings og Foerings-Frihed paa deres Bøndergaarde, som de selv have Hals og Haand over, eftersom Adels Bønder i Dannemark derfore ere forskaanede.

(4.) At Hans Kongelige Majestet vilde benaadige hver Adels-Person, som udi Norge boesiddende var, med Frihed paa fire Gaarde, som de kunde have sig tilforhandlet, eller herefter sig tilforhandle i Sognet hos deres Sæde-Gaard, som de selv beboede. (156)

(a) Petitio Nobilit. Norv. Hafn. 24 Januarii 1654 Manuscr. Autogr.

Om derpaa fuldte nogen Resolution, skall jeg ei kunne sige, saasom jeg i Historien intet videre finder, den Norske Adel angaaende. Man seer ellers heraf, udi hvilken Stand de vare paa samme Tid, nemlig, at, endskiøndt de ikkun vare faa i Tallet, saa vilde de dog udi Herligheder og Privilegier den Danske Adel intet eftergive, og ligesaa lidt som disse tillade, at deres Adelige Eiendomme og Herregaarder, hvor smaa og ringe de end kunde være, skulde komme udi de saa kaldne ufrie Folkes Hænder; og kand oven anførdte tiene til autentiqve Beviis mod dem, der bilde sig ind, at alt hvad udi forrige Seculo tales om den Norske Adel, er Rodomontader, og det efterdi den nu omstunder er gandske uddøed.

Blant de mange Omsorge, som Hans Kongelige Majestet lod see for Landets Opkomst og Forbedrelse, var, at bestyrke og udvide den Kongelige Residentz-Stad Kiøbenhavn. Samme Stad havde man nyligen for Christiani 4 Død begyndt at fortificere, og havde den Høisalige Konge overdraget Fortifications Verkene til Herr Axel Urop, som jeg har viiset udi hans Historie. Men Verket standsede formedelst Høistbemældte Konges Død, hvorudover Kong Friderik, saa snart han kom til Regieringen, tog sig for at fuldføre det samme efter den Plan, som hans Hr. Fader

Christianpriis sløiffes og dens Gods sælges.

havde begyndt, betienende sig af samme Axel Urop til saadant nyttigt Verks Fortsættelse, og saasom dertil behøvedes stor Bekostning, og han udi det Aar 1648 fandt for gott at sløiffe Christian-priises Fæstning, som en Tid lang havde været Tvistens Æble mellem det Kongelige og Førstelige Slesvig Holstenske Huus, besluttede han at selge det til samme Fæstning liggende Gods, nemlig, Bülcke, Knope, Seekamp og Holtena, og anvende de deraf indkomne Penge paa Kiøbenhavns Fortification. Fæstningen blev ogsaa virkeligen rasered udi samme Aar, og ovenmældte Gods saalt til Hr. Friderich von Buchwalt for 35000 Daler, paa hvilke Penge Hans Majestet gav Hr. Axel Urop Assignation, som sees af hans Brev til samme Herre. (a) (157)

(a) Epist. Frid. 3 ad Axel Urop. Fridericsb. 17 Decembr. 1648 Manuscr. Autogr.

Derforuden satt Hans Majestet sig ogsaa for, merkeligen at udviide Staden, og

Anstalt til Kiøbenhavns Fortification og Udvidelse.

til den Ende forordnede, at alle dens Forstæder og Hauger skulde indtages og sluttes inden for Kiøbenhavns Fortificationer, givende samme Forstæders Indbyggere og Haugernes Eiere Erstattning udi de næst omliggende Byens Marke, og beskikkende at de sidste igien paa andre Maader skulde fornøjes, som sees af det Kongelige Patent udgived Aar 1650. (a) Men derved reisede sig store Vanskeligheder, som sees af Hans Majestets Klagemaal og Mandats Fornyelse 1653, der lyder saaledes:

Eftersom allerede for 3 Aar siden er publicered at afbryde paa de Steder udi Kiøbenhavn, som Byens Befæstning, Volde og Graver, Gader og Stræder skulde gaae, og igien paa andre forordnede Steder Pladser igien skulde gives; saa befindes, at uanseed saadan Anordning er skeed til allmindelig Byens og Kronens Beste, og efter Kiøbenhavns Byes fra Kong Christoffer af Bayerns Tid givne Privilegier, og Byes Rett, saavel som allmindelig Stads-Rett her i Riget; ikke dismindre have dog mange sig derimod satt, deels ingen Vederlag eller andre Pladser sig vilde lade behage, andre en Deel taget og annammet til Vederlag, som de enten have ført sig til Nytte eller solt for rede Penge, og dog ikke giort deres forrige Pladser røddelige; men hidindtil nydt Husleie, Hauger og Bleegedamme, til hvis der allerede til Vederlag er bekommet. Hvorfore det ikke er forsvarligt længer at tilsee saaledes allmindelig Byens og Kronens Beste til particulier og egen Nytte at drage og misbruge: Men hermed naadigst byde og befale, at alle og enhver, som for langsommelig Tid af Ingenieurerne ere ansagde, eller endnu ansiges kunde, hvor Fortificationen, eller Byens Gader, Pladser og Stræder (158)

(a) Diploma Hafn. 26 Martii 1650 manuscr.

skulle gaae, samme Pladser at giøre røddelige uden nogen videre Ophold, og underdanigst søge Vederlag, som disse nu besværlige Tider kand taale, og vi ellers enhver gierne unde, naar ellers ingen videre modtvillig Ophold skeer. Thi det er alle vitterligt og for Øjen, hvad farlige Tider Vi beleve, og viide ikke, naar det til offentlig Krig vill udbryde. Dersom dette til forbemeldte Tid ikke skeer, haver sig enhver selv at tilegne, hvad Skade ham uomgiengelig ved Nedbrydelse og i andre Maader kand hende og vederfare. (a)

Hvad Virkning denne sidste Forordning havde, og hvorvit man derpaa med Verket avancerede, er mig ikke vitterligt: Man seer alleene af den paafølgende langvarige Belejring, at et stort Arbeide er bleven giort, hvorvel man kand sige, at Staden blev meere forsvared ved Borgernes Tapperhed, end ved dens Fortificationer; thi Historien vidner, at Befæstningen og Volderne paa visse Steder vare kun i maadelig Stand; saa at derfore Kiøbenhavns Styrke og Udvidelse skeede ikke rett førend efter Krigen, som omstændigen skal vises paa behørig Sted.

Den Krig, som forestod med Engeland, og de Mouvemens, som giortes i Sverrig, foraarsagede, at Kongen anvendte all sin Flid paa at sætte Floden udi god Stand, og at forøge den med fleere Skibe. Til den Ende lod Hans Majest. dette Aar udnævne Commissarier, for at efterforske hos Kiøbstæderne udi Dannemark, hvad en hver formaaede at contribuere til Skibes Udrustning. Saa at man seer, at, endskiønt Riget da havde en staaende Krigs-Flode, den gamle Skik at anholde hos Stæderne

Anstalter til Landets Forsvar.

om Skibes Udredning dog ikke var gandske kommen af Brug. Commissarierne for de Siællandske, Lollandske og Falsterske Stæder (b) vare Christoffer Urne, Jürgen Seefeld, (159)

(a) Hafn. 20. May 1653. manuscr. Concepten til denne Forordning synes at være giort af Herr Axel Urop, iblant hvis Papirer jeg har fundet den med Correctioner in Margine.

(b) Declaratio civit: Siæland, Lalland & Falstr. dat. Roschild 9. Oct. 1653. manuscr. autogr.

Hans Lindenov, Friderik Retz, Niels Trolle og Christen Skeel, og for de Skaanske Stæder, Rigets Amiral Ove Gedde og Thage Tott. Men, jeg seer af Stædernes skriftlige Erklæringer, at man over alt fandt slet Trøst, og at enhver undskyldte sig ved Tidernes slette Tilstand og Borgerskabets Ringhed og Aftagelse. Af alle disse Erklæringer er den Malmøiske Magistrats og Borgerskabs Mærkværdigst. (a) Man seer deraf, hvor vigtig tilforn samme Stads Handel har været, sær paa Island, og at, endskiønt Kiøbenhavn, hvor det Islandske Compagnie var stifted, havde Navn for Handelen, havde Malmøe dog alleene haft 7 Havne; thi Ordene udi Erklæringen lyde saaledes: Her til Byen have for nogen Tid siden ligget 7 Havne paa Island, hvor paa Staden har haft sin Brug og Næring. Dersom Hans Kongl. Majest. ved de Edle, Strenge, Velb. og Højviise Herrer, Danmarks Riges Raad, vil være os behielpelig, at af fornævnte 7 havne maa igien blive hid til Byen lagde tvende gode Havne, saa ville vi næst GUd bringe eet Skib til veje &c.

Hans Majestet havde ej mindre Omsorg for at bringe Militien udi Stand, hvilket blant andet sees af det Project, som dette Aar efter Ordre blev giort af Niels Trolle, Christen Skeel, Wentzel Rotkirche, Axel Urop, Lave Beck og Otto Pogvisk til Landets Forsvar mod fientlig Overfald. (b) Og funde da bemældte committerede Herrer

Qvartal Commissarier.

for got, at, eftersom Rigets Marsk ikke altid kunde være tilstede, da tvende af Rigets Raad kunde i hver Province forordnes til General-Commissarier med Fuldmagt at anordne, hvad som til Landets Forsvar kunde giøres fornødent, iligemaade at deele hver Province udi 4 Qvartaler, og til hver Qvartal at beskikke en Commissarium, som kunde foranstalte alting til det Beste. Man finder og, at saadan Provinciernes Deelning udi Qvartaler, tillige med Commissarier over hver Qvartal at have været brugt udi sidste Feide under Christ. 4. Lehnsmanden, (160)

(a) Declarat. Senat. & civ. Malmog. 6. Oct. 1653. Manuscr.

(b) Project Hafn. 12. Febr. 1653. Manuscr.

Adelen og Fogderne, skulde være Qvartal-Commissarierne behielpelige, naar det af dem begiæredes, giøre udførlig Relation om de farligste Steder, hvor Landgang skee kunde, og saadant at give Qvartal-Commissarien tilkiende, saa at han efter dets Beskaffenhed kunde giøre fornødne Anstalter. Iligemaade skulde paa 4 Steder, nemlig udi hvert Qvartal ordineres et Magazin-Huus, Skandser paa de farligste Steder anlægges, Baal opsættes, for i rette Tid at antændes, og Kiøbstædernes Indbyggere saavel som Landboerne af Lehnsmændene taxeres for Gevær, og tilbørlig Munition, samt adskilligt andet, som ovenmældte Herrers Forslag indeholder, og hvoraf man seer, hvilke Mesures i de Tider toges til Landets Forsvar.

Hans Majestet havde derforuden særdeles Omsorg for Fæstningernes Reparation; og seer jeg af een Herr Axel Urops skreven Relation, at bemældte General dette Aar sterkt har arbeidet paa Kiøbenhavns Reparation, og dertil betient sig af Ingenieuren Peter Zyser. (b)

Hvad Førstendommernes Sager angaaer; Da seer man at Kongen udi det Aar 1649 var til Gottorff, for der at bivaane det Bilager, som blev holden mellem Hertug Johan af Anhalt og den Holstenske Princesse Sophia Augusta, og blev paa samme Tid udi Hans Kongl. Majestets og Førstens Nærværelse døbt en gammel Persianer

Holsten Slesvigske Sager.

tillige med hans Søn. Hans Majestet confirmerede ellers ved sin Regierings Tiltrædelse det Holstenske Ridderskabs Privilegier, som de vare udi Hans Højsalige Herr Faders Tid, saaledes, at Vallrettigheden blev udladt. Og skeede kort derefter nemlig 1649 denne Forandring udi det Holstenske, at den Kongl. Minister Christian Rantzow mageskiftede sig til den Deel af det Herskab Pinnenberg, som tilhørede Hertugen, for hvilket han overlod sit Gods Rantzow udi Wagrien, og andet, hvorpaa han af Keiser Leopoldo blev giort til Rigs-Greve Aaret derefter. Og er dette Oprindelsen til de Rantzovske Grever; thi de Rantzovske Herrer have ikke tilforn ført grevelig Titel, hvorvel de

(b) Project Axel Urop, Hafn. 12. Junii 1652. Manuscr. autogr. med Erik Krags annotationer in margine dat. Flensb. d. 16. ejusdem.

(161) ofte af Vildfarelse saaledes i Historien nævnes. Udi samme Aar confererede Kongen det Slesvigske Lehn saavel til det Gottorfske, som Sønderborgske Huus. Men det Merkeligste, som tildrog sig udi det Holstenske, er, at det samtlige Holstenske Huus erholdt af Keiser Ferdinando 3. den Rett 1653 vexelvis at have Ober-Sæde paa den Førstelige Benk paa Rigs-Forsamlingerne. Udi samme Aar ankom et Gesantskab fra Moscovien til Holsten, for at udfodre den Moscovitiske fangne Bedrager Timoska Ankidino, hvilken havde givet sig ud for at være af den afdøde Gros-Førstes Zuskys Afkom, og søgte at stifte Oprør udi Moscovien; Den samme havde siddet et heelt Aar fangen i Holsten, hvor han da efter Begiæring blev extraderet og rettet. (a)

Det er korteligen det Fornemmeste af indenlandske Sager, som fra Friderici 3. Regiering indtil denne Tid ere passerede, og haver jeg dem her anført paa et Sted, for ikke saa ofte at interrumpere Historien.

Nu skrider jeg til det Aar 1654, udi 1654.hvilket Conjuncturerne i Norden bleve merkeligen forandrede ved Dronning Christines Afstaaelse, og Caroli Gustavi Ophøjelse til den Svenske Throne. Samme Renunciation kand jeg ikke efterlade at fortælle, endeel saasom den er en af de

Conjuncturernes Forandring udi Norden.

merkeligste Ting udi dette Seculi Nordiske Historie, endeel og saasom Dannemark saavel som alle Sverrigs Naboer maatte tage andre Stats Mesures, efterdi Sverrig i Steden for en vellystig Dronning fik til Konge een af de stridbareste Helte paa de Tider, saa at ingen fandt sin Regning ved denne Forandring, men Dannemark saavel som Polen, Tydskland, og andre omgrændsende Lande ominerede sig uroelige Tider, hvorudi Udgangen og visede, at de ikke toge feil, saasom den nye Konge blev et Riis for alle sine Naboer, og havde sit Sværd aldrig i Skeeden sin heele Regierings-Tid.

Med Dronning Christines Afstaaelse gik det saaledes til:

Højstbemældte Dronning havde længe gaaet frugtsommelig med det Forsætt, at

Dronning Christines Forsæt at forlade Kronen.

forlade Kronen, saasom hun havde faaet en u-overvindelig Afskye for Regimentet, og havde meere Lyst til at (162)

(a) Chanut memoires de Sved. Tom. 3.

giøre udenlandske Reiser; Hvorvel somme meene, at, saasom hun ved sin Ødselhed havde bragt Sverrig udi en ubeskrivelig slet Tilstand, og ved sin selsomme Opførsel havde giort den heele Svenske Nation kaaldsindig imod sig, saa søgte hun ved saadan Afstaaelse at reede sig ud af en Labyrinth, hvoraf hun ellers ved intet andet Middel kunde udvikle sig; thi det er vanskeligt at troe, at Begierlighed til den Romerske Religion, som nogle foregive, haver bragt hende til denne store Resolution, eftersom hun var ikke mindre end ivrig udi Religions-Sager. Hun havde for nogle Aar siden ladet erklære hendes nærpaarørende Carl Gustav, Førsten af Zweibrück, til hendes Successor udi Regieringen; hvorvel det syntes, at hun en og anden gang siden fortrød paa dette Vall, og, som hun siden fattede stor Affection for Grev Tott, søgte hun at substituere ham Carl Gustav, hvis den sidste skulde døe uden Livs Arvinger, hvormed hun dog ikke kunde trænge igiennem. Efterat hun i lang Tid havde marchanderet med Stænderne om hendes Appanage og Indkomster i Fremtiden, og saadant endeligen var bleven afgiort, skreed hun til dette store Verks Fuldbyrdelse paa efterfølgende Maade.

Efter at alting var tillavet, begav Dronningen sig om Morgenen tilig til Raadet, hvor Dimissions-Acten var forfattet, ved hvilken hun renoncerede for sig og sine paa Sverrigs Krone, og cederede til Carl Gustav alle hendes Prætensioner, beskikkede ham til sin Successor, med de Vilkor, at hun hendes Livs-Tid skulde beholde Staden og Slottet Nykiøping, Øland, Gulland, Oesel, Wolgast udi Pommern, item de Amter Pøl og Neukloster udi det Meklenborgske. Hvad hendes egen Person angik, skulde hun have Magt at giøre og lade, hvad hun vilde, uden at Kongen skulde kunne fodre Regenskab af hende for hendes Conduite. Hun lovede derimod paa hendes Side intet at foretage, som kunde være Staten præjudicerligt. Denne Act blev

Demissions Act.

overlydt læset udi Dronningens, Prindsens og det heele Senats Nærværelse, hvorpaa Dronningen undertegnede den. Derpaa blev læset en anden Act, og saa paa Pergament skreven, hvorudi Prindsen forsikrede, at Dronningen sin Livs-Tid skulde beholde alt det (163) Gods, som hun havde betinget sig, og at han stedse skulde ære hende som sin Moder. Efter at Prindsen havde undertegnet samme Act, blev Dronningen iførdt sine Kongelige Klæder med Krone paa Hovedet, Scepter udi den højre Haand, og Æblet udi den Venstre, og derpaa steeg op paa en Throne, hvor hun satt sig ned, havende Prindsen ved sin højre Haand, men uden for Thronen. Efter at alting saaledes var disponered, læsede Rosenhan Demissions-Acten igien, hvorved Regimentet blev overdraget til Prindsen, og Undersaatterne bleve løsede fra den Troeskabs Eed, de tilforn hende havde aflagt, og derpaa overleveredes Acten til Prindsen. Derefter oplæsede han den Act, som var underskreven af Prindsen, leverede den udi Dronningens Hænder; Hvorpaa Dronningen gav Tegn til de 5 store Bestillingsmænd, at de skulde stige op paa Thronen, for at afføre hende de Kongelige Klæder, hvilket og skeede, og saae man hende derpaa i en Hast i Steden for en regierende Dronning i alle sine Kongelige Ornamenter, at staae udi en hvid Taftes Kiole med en Vifte i Haanden, og tale med de Omstaaende. De Svenske Herrer bevidnede da, at de havde en inderlig Fortrydelse over denne Afstaaelse, og at intet kunde trøste dem, uden det Vall, som Hendes Majest. havde giort af Prindsen, af hvis Fornuft og Viisdom de kunde ikke andet end promittere sig en lyksalig Tilstand. Efter at dette var skeed, gav hun Raads-Herrerne sin Haand at kysse, og blev geleidet af dem saavel som af Prindsen til hendes Cabinet.

Derpaa blev Anstalt giordt til Prindsens Kroning, hvilken da ikke kunde

Caroli Gustavi Kroning.

celebreres med megen Pragt, formedelst den Fattigdom, Sverrig var geraadet udi; thi Mons. Chanut (a) vidner, at man maatte laane de meeste Sager, som behøvedes til Kroningens Ceremonier, efterdi Dronningen havde indpakket de fleeste af Rigets Meubler, for at føre dem til Tydskland. Kroningen blev forrettet med sædvanlige Ceremonier, og bleve da Skue-Penger udkastede, paa hvis eene Side stod Kongen med (164)

(a) Chanut memoires de Sved. Tom. 3.

en Krone, og paa den anden Side de Ord: A Deo & Christina; Det er: Kronen er given af GUd og Christina. Til det Gieste-Bud, som blev giort for alle Stænder, vidner bemældte Autor, at paa Bøndernes Borde vare ingen Bord-Duge, men alleene Træ-Tallerkner paa det blotte Bord. Paa Borgernes Borde vare Tin-Tallerkner, og paa Adelens Sølv-Kar, men som altsammen var laaned af particuliere Folk, efterdi Dronningen havde ladet alting føre til Skibs, hvoraf man kand slutte, at de Complimenter, som de Svenske Herrer giorde ved hendes Afstaaelse, og den Sorg de bevidnede at bære over denne Skilsmisse, maae ikke have været af Hierte.

Efterat denne store Act var forrettet, giorde Dronningen sig færdig til at reise

Dronningen begiver sig af Riget.

udaf Sverrig, og lod hun, som hun vilde transporteres over Søen til Tydskland; hvorudover adskillige Skibe bleve eqviperede til samme Transport. Men man fornam, at hun mod all Formodning tog Vejen til Lands igiennem Dannemark, hvilket da den nye Konge merkede, lod han affærdige Bud efter hende til de Danske Grændsesteder, for indstændigen at bede hende forandre sit Forsætt, og at begive sig til Øland, hvor Amiral Wrangel laae og biede med Floden, som skulde føre hende til Wismar, men hun undskyldte sig med Vindens Ubestandighed, tog Mands-Klæder paa, og fortsatt sin Reise til Sundet, hvorover Kongen blev ilde tilfreds. Saa snart hun var kommen mod Grændse-Stæderne til en liden Aae, som skiller Dannemark fra Sverrig, siges der, at hun steeg ned af sin Carosse, og med en utroelig Glæde sagde: Nu er jeg udi min Frihed og udaf Sverrig, hvor jeg haaber aldrig meer at komme. Hun lod sig da merke med, at hun vilde reise lige til den Franske Armée for at see

Hendes underlige Opførsel.

Prindsen af Condé, drak ogsaa en Skaal paa Ildens Sundhed, (a) hvilket ingen kunde begribe tillige med adskilligt andet, og bare de Svenske stor Hierte-Sorg derover, da saadant blev dem rapporteret. Hun reisede derpaa forklædt igiennem Dannemark, uden at være kiendt. Men hvor (165)

(a) Memoires de Chanut tom. 3. à la santè du beau feu.

megen Umage hun havde giort sig, at ingen skulde faae det at vide, fik dog Dronning Sophia Amalia et Nys derom; Hvorudover Højstbemældte Dronning af Curiositet for at see hende, lod sig ogsaa forklæde, og saae hende udi det Herberg, hvor hun logerede. Hvad videre Avantures, denne navnkundige Dronning har haft paa sine udenlandske Reiser, henhører til andre Historier.

Ingen kand nægte, at hun jo havde overmaade store Sindets Gaver, og at hun

Hendes Dyder og Lyder.

saavel i den Henseende, som til hendes sejerrige Vaaben, hvorved Sverrig i hendes Tid blev fast engang saa stort som tilforn, kand regnes for een af de anseeligste Potentater, som har været i disse Nordiske Lande. Hun var ogsaa særdeles naadig og from, saa at det var ikke uden Møje hun kunde persvadere sig til Livs Straff, og seer man, at hun nyeligen for sin Bortgang lod begrave foromtalte Messenium, hvorvel han paa den allerempfindligste Maade havde søgt at beskiemme hende, og lod sig merke med at fortryde paa hans Execution. Foruden hendes personlige Qvaliteter recommenderede hende ikke lidet dette, at hun var Dotter til den store Gustav, hvis Navn var helligt hos alle Svenske. Herudover uanseet de mange Feil og Skrøbeligheder, som hun henfaldt til, var hun inderlig elsket af hendes Undersaattere. Men det var Ulykken, at hun elskede ikke Undersaatterne igien; Landet stod hende ikke an, hun vemmedes ved Folkets Skikke og Sæder, og det Svenske Sprog skurrede hende i Ørene, hvorved man desmeere maa forundre sig, efterdi hun ikke alleene var fød i Landet, men havde ingen andensteds været; og, saasom Potentater ved intet disrecommendere sig meer, end ved at foragte Landets Børn, og kaste all deres Affection paa Fremmede, saa forsvant efterhaanden den Kierlighed, Undersaatterne bare for hende, hvilket hun omsider selv merkede, og derfore søgte kun at forbinde sig Fremmede, og at udføre af Landet alt, hvad hun kunde sammenskrabe, ret ligesom Sverrig kunde være et fiendtligt Land, som hun skulde tvinges at overlade andre, og som hun intet Got undede. Dog havde Dannemark ingen Aarsag at glæde sig ved hendes Bortgang. Thi Sverrig var aldrig (166) mindre farlig for samme Rige, end under en Dronning saaledes dannet, som Dronning Christine var udi hendes sidste Regierings Aar. Derimod havde det Aarsag at allarmeres over saadan Konge, som Carl Gustav, hvilken, hvorvel han var fremmed, var dog meer end Svensk udi Inclination, Skik og Sæder, saa at, hvis de Svenske vare de haardeste og stridbareste Folk paa de Tider, saa var han den Haardeste og Stridbareste blant alle Svenske. Hvad som foruden disse bekiendte

Caroli Gustavi nye Regimente.

Qvaliteter gav Eftertanke hos de Danske, var dette, at han forbandt sig med det Holsten-Gottorpske Huus; thi strax efter hans Ankomst til Regieringen lod han ved tvende Gesantere, nemlig: General Major von der Linde, og General Major Wurtz, anholde om Hertug Frideriks Dotter Eleonora, hvilken strax blev ham accorderet. Alle fornuftige Danske ominerede intet gott af dette Svogerskab, og have de ikke været bedragne i deres Tanker; thi fra den Tid uddøede all Fortroelighed mellem Dannemark og de Holstenske Hertuger, og Hertugerne have siden stedse holdet sig til Sverrig, ved hvis Hielp de have extorqveret store Herligheder af Riget, og endelig af Vasaller giort sig til Souveraine Førster, som Historien videre skal vise.

Man havde ellers ventet, at denne nye Konge, saasom han desapproberede de fleste af Dronning Christinæ Gierninger, skulde have brugt anden Opførsel mod Kong Friderik udi Corfitz Ulfelds Sag: men man seer, at han iligemaade ikke alleene tog ham i Beskyttelse, men endogsaa Aaret efter hans Ankomst til Regiering tilskrev Kong Friderik et sterk Recommendations Brev af saadant Indhold, (a) at, saasom

Hans Opførsel udi Ulfelds Sag.

Ulfeld er tagen udi Protection i Følge af det Stetinske Fordrag, da, saalænge han saadan Protection nyder, intet vidrigt mod ham som en Refugiered Mand maa statueres, indtil Sagen med Lov og Rett efter Fordragets Indhold bliver udført, beder derhos, at den landflygtige Mand maa igien bekomme sit Gods og Midler udi Dannemark, hvilket han nemlig Kong Carl vill ansee som en synderlig Affections Tegn (167)

(a) Caroli Gust. lit. Commendat. ad Frid. 3 Holmiæ 30 Januarii 1655 Manusc.

mod sig. Derpaa lod Kong Friderik give til Giensvar, (a) at ligesom intet skulde være ham kiærere, end at kunde gratificere Kongen af Sverrig udi hvad han vilde begiære, saa formodede han, at Hans Kierlighed efter grundig Information om denne Begiærings Beskaffenhed ikke skulde ilde optage hans Undskyldning, og hvorom han havde beordret sin Ambassadeur Peder Juul at give en fuldkommen Relation, og grundigen at forklare, hvorfore man herudi ikke kunde give den forlangde Satisfaction.

Ambassadeuren fik ogsaa paa samme Tid Ordre (b) til paa nye at forklare den heele Sag, sær den Affaire med Kongen af Engeland, som Ulfeld paastoed for Dronning Christine sig at være paadigtet. Skikkede ham ogsaa Copier saa vel af sit eget som af Kongens af Engeland tvende Breve, for at verificere den Beskyldning, som mod Corfitz Ulfeld var giort; og, saasom samme Breve ere ikke mindre rare end vigtige, og i sær tiene til at giendrive Ulfelds Beskyldninger mod sin Konge, og tilligemed at viise Dronning Christinæ lastværdige Opførsel i denne Sag, vill jeg dem her anføre.

Kong Frideriks Brev til Carl 2.

(c)

Serenissime Princeps, Cognate, Frater & Amice Charissime.

Non dubitamus, qvin Serenitas Vestra ê Domino Barone de Wentwort, qvi Friderici 3. Brev til Carl 2.nuper hîc in aula nostra substitit, sinceram nostram erga Eam propensionem intellexerit. Talis enim inter nos sanguinis necessitudo intercedit, ut, nisi exsangues effemus, necesse habeamus vires eidem in animo nostro experiri. Exilia tamen aut nulla hactenus extitere indicia; Neqve enim Cura & salus Regnorum nostrorum, cum qvibus divinior nobis est necessitudo, patitur, ut res nostras cum alienis evidenti subditorum periculo misceamus, neqve per prudentiam expetere id a nobis potest, qvi regnare novit. Cum verò circa Re-

(168) giminis nostri primordia acerbæ calamitates ultimas ferè vires in fortunam Serenitatis Vestræ exercere visæ sunt, Statueramus qvidem exiguo aliqvo specimine animi amici notam edere; Verum præter omnem expectationem nostram accidit, ut a Domino Barone Wentwort intelligeremus, id ipsum nostrum institutum præter omnem Serenitatis Vestræ scientiam esse, neqve qvicqvam ei constare de viginti qvatuor mille thaleris, qvos una vice in usum Serenitatis Vestræ Cornificius Ulfeldius ex legatione pro nobis in Belgio Anno 1649 peracta redux nobis persvasit, erogatos esse. Tulimus eò molestiùs, Serenitatem Vestram exiguo illo subsidiô frustratam esse, cum temporis opportunitas vilitatem compensare & excusare forte potuisset, operæ pretium tamen duximus, nostris verbis relationi, qvam de isto negotio Dominus Wentwort deponit, fidem addere, ut saltem amicæ nostræ voluntatis hi amplius extarent testes, cum usus & fructus aliena fraude perierit. Serenitati Vestræ, qvam Divinæ tutelæ unanimitus devovemus in initio Novi anni prosperos rerum Successus, Omniaq; fausta comprecamur. Hafn. 11 Januarii 1645.

Paa Dansk.

Vi tvile ikke paa at Ed. K. jo ved Baron Wentwort er bleven forsikred om Vort gode Hiertelag; thi der er en saa nær Blods-Forvantskab Mellem Os, at Vi maatte holdes for at være gandske Følesløs, hvis Vi udi denne Tilstand ingen Iver lod see for Ed. K. Velfærd, skiøndt Vi indtil denne Tid ingen synderlige Prøver derpaa have kunnet ladet see; thi Vore Rigers Velfært og Sikkerhed, som udfodrer af Os en end større Forbindelse, tilsteder ikke at indvikle Os i nogen Vitløftighed, og ingen som veed, hvad en Regentes Pligt er, kand saadant af Os forlange. Men, saasom udi Vor Regiærings Begyndelse Ed. K. har været overvældet af yderste Ulykker, havde Vi strax besluttet ved en liden |169ringe Prøve at give Vort Hiertelaug tilkiende. Dog mod all Formodning have Vi af Herr Baron Wentwort fornummet, at Eders Kierl. intet veed at sige af de 24000 Rixdlr. som Corfitz Ulfeld, da han Aar 1649 kom tilbage fra sit Gesantskab udi Holland, har forsikret Os om, at være Eders Kierl. tilstillede. Saadant at fornemme er Os dismeere fortrydeligt, saasom Vi haabede, at GUd og Tiden kunde give Os Evne, til at lade see nogen større Affections Prøve. Dog have Vi ikke andet end kunnet fæste Troe til Baron Wentworts Beretning om denne Sag, paa det at Vi i det ringeste derudi kunde tilkiende give Vor gode Villie, endskiønt Frugten deraf ved andres Svig og Bedragerie er forsvunden. Vi befaler &c.

Caroli 2 Svar. (a)

Literas Serenitatis Vestræ 20 Januarii accepimus, e qvibus clarè intelligimus

Caroli 2 Svar.

propensissimum Serenit. V. in nos animum & studium, qvod & pluribus verbis confirmavit Dn. Simon de Petkum, qvi S. V. literas ad nos attulit. Qvod spectat ad illam Summam 24000 Thalerorum, ad nos missam per Legatum S. V. Cornificium Ulfeldium (id qvod primùm ê Barone de Wentworth, deinde e S. V. literis rescivimus) qvæ non exile nobis fuisset subsidium allatura in ea, qvâ tunc eramus, & adhuc sumus, angustia, si eò, qvò destinabatur, pervenisset, illud tantùm dicendum habemus (qvod & prius Baroni de Wentworth significavimus) qvod, cum sæpe nos Hagæ inviseret Præfatus V. S. Legatus, nunqvam Verbum ullum fecerit de ista pecunia, nec, qvod scimus, cuiqvam e nostris fuerit persoluta. Qvod ad illud, qvod excuset se S. V, non se posse sine evidenti periculo Regnorum suorum alienis rebus immisceri, absit procul a nobis illa cogitatio, ut qvicqvam a Vestræ S. (170) benevolentia postulemus, qvod in ejusmodi discrimen

(a) Caroli 2 Respons. Lutet. Parisiorum 13 Martii 1654 manuscr.

res Vestras adducat. Freti interim S. V. affectu eximio, cui tam arcta sanguinis necessitudine conjungimur, dubitare non possumus, qvin ubiq; occasio se obtulerit, qvâ citra istud periculum nos in causa omnium Principum communi adjuvare & promovere potuerit, Serenit. Vestram nobis non defuturam. Qvod si divina misericordia, de qva nunqvam habuimus desperandi causam, votis nostris & cœptis adspiraverit, speramus uberem nobis post hac futuram materiam (qvam avidissimè semper amplectabimur) qvâ demonstremus V.S. qvâm in eam simus animo grato & benevolo. Atque his S.V. perenni Dei Opt-Max. tuitioni ex animo commendamus. Datum Lutetiæ Parisiorum 13 Martii Anno 1654, Regnorum nostrorum Sexto.

Carolus R.

Paa Dansk.

Vi have bekommet Eders Kierl. Brev den 20 Januarii, og deraf klarligen fornummet Eders Kierl. gode Affection, hvorom ogsaa Simon de Petkum, som tilbragte Os Brevet, har givet ydermeere Forsikring. Hvad ellers den Summa af 24000 Rixdlr. angaaer, som Os er tilskikked ved Eders Kierl. Gesant Corfitz Ulfeld, hvorom Vi først ved Baron Wentworth, siden af Eders Kierl. Skrivelse er bleven erkyndiget, og som udi den slette Tilstand, hvorudi Vi da vare og endnu ere udi, havde kundet være Os ikke liden Hielp, hvis de havde været did henkomne, hvor de vare beskikkede, da kand Vi vidne, at bemældte Eders Kierl. Gesant, da han besøgte Os i den Hag, aldeles intet derom haver talet, ej heller at Pengene til nogen af Vores ere leverede. Angaaende det, at Eders Kierl. undskylder sig ikke uden sine Rigers Fare, at kunde exponere sig for Vor skyld, da er det langt fra Vore Tanker, saadant at forlange. Imidlertid forlade Vi Os paa Eders Kierl. gode Affection, (170) og ingenlunde tvile, at Eders Kierl. om Leilighed gives, og naar saadant uden Fare kand skee, vill assistere Os udi en Sag, hvorudi alle Potentaters Interesse verserer. Saadant ville Vi altid med Taknemmelighed erkiende; befalende &c.

Paa dette vigtige Brev grundede sig den Mistanke, Kong Friderik havde fattet til Ulfeld udi denne Sag, og var Hans Majestet saa persvadered om at derved var Svig begaaet, at han ved sin Ambassadeur P. Juul, lod Carl Gustav efterfølgende Aar insinuere det samme. Men nogle Dage derefter kom et andet Brev fra Kongen af Engeland, hvorudi Ulfeld gandske disculperes og frikiendes, og det med Kong Frideriks største Forundring, helst saasom Kongen af Engeland udi sin forrige Skrivelse udtrykkeligen havde givet tilkiende, at Ulfeld, da han talede med ham i den Hag, intet om Pengene havde meldet. Det sidste Brev fra den landflygtige Konge lyder saaledes: (a)

Cum nullis unqvam indiciis & perqvisitione facta nobis constaret suppetias

Caroli 2 sidste Brev Ulfeld til Befrielse.

â S.V. indultas, & in usus nostros per Dn. Ulfeld, ejusdem olim in Hollandia Legatum traditas fuisse, & nos planè latuerit illas Marchioni Montis-Rosarum nuper defuncto in prædictos usus nostros suppeditatos fuisse; sive qvod ipse Marchio nullo nuntio vel ad nos datis ea de re literis certiores fecerit, sive qvod illæ, si qvas dederit, interceptæ fuerint, ad S.V. per fidelem & dilectissimum Legatum Nostrum Dn. de Wentworth scripsimus, nos nullas tunc temporis accepisse, &, cum novissime & literis & apochis prædicti Marchionis propria manu signatis nobis innotuerit, præfatum Dn. Ulfeld non solum pecuniam, arma & apparatum bellicum nomine suppetiarum a S. V. nobis concessarum, verum & pecuniarum Summam de proprio ære suo in usus nostros ipsi suppeditasse; hoc veritati testimonium & grati erga S.V. animi documentum deesse noluimus, & certe dolemus, virum propensæ in nos humanitatis illo infortunio fraudis fuisse insimulatum, (172)

(a) Alt. Caroli 2 epist. Colon. Agripp. 11 Novemb. 1655 manuscr.

|& a S.V. enixè petimus, ut ea de causa nullum in rebus suis detrimentum patiatur; qvin immo, ut labes illius honori ea propter aspera deleatur, & insuper rogamus ut eadem sibi persvasa habere velit, nos qvam par est pro sua erga nos munificentia gratiam semper habituros, &, ubi dabitur facultas, sedulò reposituros. Qvod superest S.V. perenni Dei Op. Max. tuitioni ex animo commendamus. Datum Colon. Agrippinæ die 11 Novembr. Anno 1655.

Carolus R.

Paa Dansk.

Saasom Vi ved nøje Eftersøgning ikke kunde faae Underretning om de Penge, som af Eders Kierl. vare Os forærede, og ved Corfitz Ulfeld overleverede til Vort Brug og Nytte, og det har været Os uvitterligt, at de samme have været tilstillede Margreven af Montroze, da enten, efterdi Montroze selv ikke har villet skrive Os til derom, eller, efterdi hans Breve kand have været optagne, have Vi ved Baron Wentwort ladet Eders K. viide, at Vi ingen Penge havde bekommet. Men, som Vi nyeligen af bemældte Montrozes egenhændige Breve og Haandskrifte have fornummet, at Hr. Corfitz Ulfeld har overleveret ikke alleene Penge, Gevær, og Krigs-Forraad derfor, men endogsaa fourneret Penge af sine egne Midler til Vor Fornødenhed, da have Vi ikke kundet efterlade, at give saadant tilkiende, saa vel for at oplyse Sandheden, som for at bevidne Vor Taknemmelighed. Sandeligen det giør Os ont, at en Mand, der mod Os har ladet see saadan Velvillighed, skall beskyldes for Bedragerie, hvorudover Vi bede Eders Kierl., at han for den Sag ingen Skade maa underkastes; ja at dette maa ikke være ham til nogen Plett paa hans Navn og Rygte. Endeligen forsikre Vi, at Vi stedse (173) ville beflitte Os paa, at erkiende den mod Os beviiste Velgierning, hvilken Vi ved Leilighed skall søge at vederlægge, befale &c.

Dette sidste Brev har jeg ikke villet supprimere, meere, end det første, saasom en Historie-Skriver er forbunden, til at sige det Gode med det Onde, helst saasom den heele Handel viser, at Kong Friderik bona fide har formeret denne Beskyldning mod Ulfeld, og, at, endskiønt Tingen saaledes kand være tilgaaen, som den anføres i dette sidste Brev, saa flyder dog deraf intet andet, end at Kong Friderik af en fast

Betænkning derover.

uovervindelig Vildfarelse er bragt til, at giøre saadan Tiltale, og disculperer dette aldeles ikke Ulfeld, hvilken kunde være forvisset om, at saadant reisede sig af Uvidenhed, og derfore i steden for at tentere de Ting, som han meenede at sigte til sin Konges Beskiemmelse, burte heller have skikket ham en Copie af Montrozes Qvittance, saa havde den Sag, der har giort saadan Opsigt, faldet af sig selv. Kort efter denne Handel blev Ambassadeuren Peder Juul kalden tilbage, og i hans Sted skikket til Sverrig, som Resident Ove Juul, som sees af denne sidstes Creditiv og Instruction. (a)

En anden Mand, som i dette Aar 1654 foraarsagede Kong Friderik adskillig Eftertanke, var den bekiendte Jürgen Løvenkloe. Samme Mand var af Extraction

Jürgen Løvenkloes Avantures.

en Tydsker, men udi 20 Aar havde været i Svensk Tieneste, (b) hvor han uden Tvivl er bleven nobilitered, og har faaet det Navn Løvenkloe, i steden for Skrøder, som var hans rette Navn. Efter 20 Aars Tieneste fik han Afskeed fra Sverrig, og er siden kommen til Dannemark, hvor han insinuerede sig hos Kong Christian 4; thi jeg finder, at han af Høistbemældte Konge udi dett Aar 1646 blev brugt udi en vigtig Commission; nemlig: at inqvirere over Holger Rosenkrandses Forhold ved Boringholms Overgivelse til Sverrig 1645. Og er det troeligt, at Løvenkloe ved Angivelse har selv givet Anledning til denne Inqvisition, eendeel, efterdi Commissionen blev (174)

(b) Test. ipso Leuenkl. in Apologia pag. 16.

betroed ham og ingen anden, som han selv vidner udi sit Skrift mod Niels Trolle, eendeel ogsaa, efterdi hans heele Liv er en Kiede af Angivelser; og meener han selv, at denne Commission lagde Grundvolden til det Fiendskab, som siden brød ud mellem ham og bemældte Hr. Niels Trolle, efterdi Holger Rosenkrands var Trolles Svigerfader.

At Jørgen Løvenkloes Opførsel her i Riget udi Begyndelsen af Friderici 3

Hans store Angivelser.

Regiering har været slæt, viiser hans Undvigelse af Riget; thi man finder, at han i dette Aar var i Sverrig, hvor han smeedede paa en stor Angivelse, som han insinuerede til den Danske Ambassadeur Peder Juul. Hvorudi ellers samme Angivelse bestoed, skall jeg ikke kunne sige: At den har været meget betydelig, og sigtet paa en anseelig Mand, sees af Kongens Brev til bemældte Ambassadeur, hvorudi Hans Majestet derom skriver saaledes: (a) Hvad du om Jürgen Løvenkloes Foregivende Os haver adviseret, det have Vi af din underdanigste Relation udførligen fornummet; thi give Vi dig fuldkommen Fuldmagt, at du med bemældte Jürgen Løvenkloe paa Vores vegne handler, forsikrende ham om Vor Kongl. Naade, og fuldkommen Pardon, baade for hvis som hidindtil mod Os og Riget af ham beganged er, og derforuden, saa vit han kand befindes at være skyldig mod det, som han nu vill angive, saa og om en god Recompense, om han efter Løfte noget vill aabenbare, som kand bestaae, naar det kommer for Dagen, hvorom du med bemældte Løvenkloe haver skriftligen at tractere; og hvad som du i saa Maader til hannem udlover, det ville Vi siden confirmere og ratificere, foruden alt hvad han kunde befindes med Rette hos Os og Kronen at restere og tilkomme, &c. Og, saasom han ej udi Sverrigs Gebiet tør understaae sig noget om den Person, (175)

(a) Lit. Frid. 3 ad P. Juul Flensb. 10 Sept. 1654 manuscr.

som han foregiver, at aabenbare, saa tilskikke Vi dig

Handel med samme Mand.

herhos Vort Leide-Brev til ham.

Et Leide-Brev blev ogsaa strax udstedt, (a) og repeterer Kongen det samme udi et andet Brev af samme Dato med dette Tillægg, at Ambassadeuren maa tage sig vare, at han ikke bliver bedragen, og at han intet virkeligt bevilger Løvenkloe, førend han holder, hvad han har lovet, helst saasom hans Angivelse var vanskelig at troe. Udi samme Brev roser Kongen en ved Navn Christian Müller for sin troe Tieneste udi denne Sag, og befaler Ambassadeuren, at formane samme Müller, at han bliver ved sin Correspondence, og tilskynder Løvenkloe at fuldbyrde, hvad han havde lovet.

Hvor vigtig ellers Sagen maa have været i sig selv, viiser end et andet Brev til oftbemældte Ambassadeur, hvorudi Kongen befaler ham, at love Løvenkloe en Recompence paa 32000 Rdlr., og at give ham sin Haand derpaa. (b) Om Løvenkloe har giort sin store Angivelse beviislig, eller om det har været et opspundet Verk af ham, for at insinuere sig, er mig ikke vitterligt, eftersom jeg intet derom har kunnet udforske. Det synes paa den eene Side, at det har været en Digt, efterdi derom intet videre er bleven talt; paa den anden Side derimod kommer det for, ligesom Angivelsen

Betænkning derover.

maa have været ikke gandske uden Grund, ja at den i det ringeste maa have haft Skin af Sandhed, skiøndt den ikke har kunnet giøres gandske beviislig, efterdi man seer, at Jørgen Løvenkloe kort derefter ikke alleene kom ind udi Riget igien; men blev befodred til Embede; thi uden efter foregaaende Tieneste kunde saadant ikke skee med en Mand, der tilforn havde syndet mod Kongen og Riget, og derforuden siden hans Undvigelse havde ladet falde oprørske Ord: blant andet, at han haabede, at leve den Dag, at alle 3 Nordiske Kroner skulde komme under Sverrig, hvilken hans Tale Peder Juul havde fra Stokholm givet Raport om til det Danske Hoff. (c) Ja det var ikke (176)

(a) Lit. Salv. Conduct. pro Georg Lövenkloe loco & die eodem manusc.

(b) Lit. Frid.3. ad P. Juul. Flensb. 29. Oct. 1654. Manuscr.

alleeneste, at han fik en anseelig Bestilling, men endogsaa Løfte om videre Promotion, og det udi Terminis, som viise, at der maa have været noget virkeligt i det, som han aabenbarede. Hans Bestalling er prægtig, og lyder saaledes:

Vi Friderik den 3die &c. Giøre alle vitterligt, at Vi Naadigst have antagen og bestallet, som Vi og hermed antage og bestalle Os Elskelig Jørgen Løvenkloe, Arving til Zattich, Vor Mand og Tiener, til General-Proviant-Commissarius og Oberst til Fods udi Vort Rige Norge, og skall han i samme sin Bestilling være Os og Vore Riger og Lande huld og troe, deres Nytte og Beste vide at befodre, Skade og Fordervelse styre og hindre, og ellers i alle forefaldende Leiligheder saaledes forholde sig, som en General-Proviant-Commissarius og Oberst egner og anstaaer. I Synderlighed skall han i Freds-Tid have tilbørlig Indseende med, at nødvændige Magaziner og Proviant-Huuse blive anrettede paa beqvemme Stæder, hvor Vi finde for got, dem at anrette,

Hans Promotion udi Riget.

samt de samme at forsyne og ved ligeholde. Han selv maa Underbetientere til Proviant- og Magazin-Huusene antage, afsætte og befale, saasom han selv agter at ansvare, og det tienligt finder at være for Os og Vort Riges Nytte. For saadan Tieneste er ham naadigst bevilged til aarlig Gage 2000 Rdlr. af Bradsbergs Lehns Indkomster, som skall begynde og angaae fra dette Vort Brevs dato, og herefter aarligen continuere, indtil Vi anderledes forordne, eller aflægge ham, i Henseende til hans beviiste Tienester og Meriter, med et Lehn. (a)

Denne Promotion med en saa anseelig Gage, og det udi saa prægtige Terminis, synes at tilkiende give, at Jørgen Løvenkloe (177)

(a) Diplom. Hafn. 24. May 1658.

maa have holdet noget af det han lovede, men som Hans Majestet ikke har fundet tienligt, at lade komme for Lyset, saa at det blev et Mysterium, og endnu saa er i denne Dag. Hvorledes ellers Jørgen Løvenkloe skikkede sig udi sin nye Bestilling, og hvorledes han geraadde udi Tvistighed med de Store i Norge, sær med Statholderen Niels Trolle, som omsider styrtede ham, derom skal tales videre paa et andet Sted.

Endskiøndt Dannemark havde liden Aarsag til at glæde sig over Dronning Christinæ Bortgang og Caroli Gustavi Ankomst til Regieringen i Sverrig; saa synes det dog, at de fleste strax i Begyndelsen ansaae denne Forandring, som en Fordeel for dette Rige, saasom man haabede, at, eftersom Dronning Christine havde stedse været Kong Friderik imod, og Carolus Gustavus havde desapproberet fast alt, hvad hun havde giort, han da skulde tage Mesures lige imod den forrige Regiering, og holde Venskab med Dannemark. At Stænderne her i Riget have været af den Tanke, sees

Mode til Odense.

af den store Rigs-Dag, som in Junio udi dette Aar blev holden til Odense. (a) Til samme Rigs-Dag lode sig efter Kongl. Forskrivning indfinde Deputerede fra alle Provincier. Fra Jylland Peder Lange, Manderup Due, Jørgen Kruse, Jacob Grubbe, og Erik Rosenkrands. Af Fyen Henrik Podebusk, Erik Kaas, Erik Qvitzou, og Tyge Belov. Af Siælland og Lolland Flemming Ulfeld, Lave Beck, Otto Povisk og Axel Urop. Af Skaane Niels Krabbe, Ivar Krabbe, Henrik Lindenov, Otto Tott, Knud Ulfeld, Kield Krag, hvorvel jeg seer af Actis, at de 4re Sidste, skiønt ogsaa indstævnede, ikke mødte.

Disse ovenmældte vare forskrevne, for at give Underrettning om Provinciernes Tilstand, og at vise, hvad Hielp Kronen kunde forvente sig udi saa slibrige Tider, og finder jeg da, at deres Resolution har været denne, (b) at, eftersom den barmhiertige GUd af sin Faderlige Naade og Godhed Os med (178)

(a) Acta Comitiorum Otthon. 26. Junii 1654. Manuscr.

(b) Resolutio Deputat. in Comitiis Otthon. die 28. Junii Manuscr.

Fred mod all Forhaabning har benaadet, forhaabe Vi ingen nye Værvning eller fremmede Folk, Landet til Besværing, at være fornøden, saa at det gevorben Folk, Vi nu have i Beredskab, med Kongl. Majestets eget udskreved ordinaire Land-Folk af de aarlige paabudne Skatter, redeligen med god Medfart kunde underholdes, foruden den sterke bevilged Landhielp baade af Penge og Korn, som til videre Fornødenhed kand haves i god Forraad, hvis nogen Ulykke disse Kongeriger skulde paakomme. Hvoraf man seer, at Stænderne da forestillede sig fredelige Tider,

Hvad der blev forhandled.

saa at Kongen intet Bifald fandt udi sin Paastand om extraordinaire Hielp, og derfore ikke kunde være synderligen fornøjed med dette Mode, helst, saasom bemældte Deputerede kort derefter insinuerede en Forestilling til Rigets Raad, med Begiering, at de den samme Hans Majest. vilde foredrage. Bemældte Forestilling bestaaer fornemmeligen udi disse Puncter: (a)

(1) Ere de underdanigste begiærende, at Livs-Tiender, der enten kand ligge udi Sogner, Annexer, eller Herreder, naar de ledige blive, og til Fæste forfaldne ere, maa tilbydes den Adels-Person, som udi Sognet eller Herredet er besiddende, saa og udi Annexerne Tienere have, og, der som fleere Adels-Personer udi Sognerne kunde være, da saadanne Tienders Fæste at maatte bevilges dem, som de fleeste Tienere udi Sognene have, og det med den sædvanlige Afgift.

(2) At, naar Provinciernes Adel forskrives til at møde, dem da tilligemed Forskrivningen maatte tilkiende gives, hvad hans Majests. Allernaadigste Villie og Begiæring er, paa det at Fuldmagt derefter disbedre kand udgives, og alting dissnarere expederes. Og synes det, at de Deputerede paa Adelens vegne giorde denne Begiæring, at de forud kunde overlægge med hinanden, hvad Mesures de skulde tage udi de Ting, som herefter af dem maatte forlanges paa Rigs-Dagene, og at de for hastigen ikke skulde accordere det, som dem siden kunde fortryde. (179)

(a) Postulat. Ord. in Comitiis 30. Junii Manuscr.

(3) Bade de, at Rigets Raad herefter vilde i Agt tage, at ingen maatte nobiliteres, uden han det i Marken redeligen for Rigets Fiender fortient havde, efterdi saadant blant den gode gamle velforordnede Adel-Stand i Længden stor Confusion vilde foraarsage.

(4) Saasom adskillig fremmed Adel kommer her ind udi Riget, og efter erlanged Naturalisation nyde Adelige Friheder, og Privilegier, da de dog Riget fast ringe Tieneste beviist have, foruden at de og med Rigets og Kronens Slotte og Lehne benaades, hvilket dog Haandfæstningen den indfødde Danske Adel haver lovet, at skulle Allernaadigst forundes, og alleene med forlehnes.

Saa bade de Rigets Raad, dette Hans Majest. allerunderdanigst at forestille, tilbydende derimod deres Beredvillighed til all Tieneste. Saadant Udfald havde dette Mode, hvorpaa Hans Majestet havde haabet, at tilveje bringe nogen extraordinaire Undsætning til Landets Forsvar, saasom han troede ikke Lande-Freden, men saae de da værende Conjuncturer, og den nye Regiering udi Sverrig, an med langt andre Øjne, og viiser Udgangen, at han ikke uden Aarsag svævede i saadan Frygt.

Hvad ellers Dannemarks meere publiqve Sager angaaer, da blev udi dette Aar giort en Ende paa den Krig, som forrige Aar havde reiset sig mellem samme Rige og Engeland, thi, da Holland sluttede Fred med Cromwel udi dette Aar, blev ogsaa strax

Fred mellem Dannemark og Engeland.

derpaa slutted en Fred mellem Dannemark og Engeland ved den Danske Minister Rosenwinge, som da var udi London. Ved samme Fred blev Engeland given lige Frihed med Holland udi Sundet, de 22 Engelske Skibe, som havde været arresterede i Sundet, bleve ogsaa givne tilbage, skiønt Hollænderne maatte erstatte Kongen den Skade, eftersom de havde ladet indføre udi deres Freds-Tractat med Cromvel noget om samme Skibes Restitution, (a) og var det da Dannemarks Interesse at slutte en hastig Fred, for at have disbedre Øje paa Sverrig, hvis nye og (180)

(a) Vid. Londorp. Act. Publ. tom. 7. pag. 949. & 952.

stridbare Konge strax i det Aar 1655 begyndte at giøre store Krigs-Præparatorier, hvorover adskillige Riger sær Dannemark og Polen bleve allarmerede. Thi Carl Gustav, som ikke kunde sidde

Carl Gustav søger at foruroelige sine Naboer.

ørkesløs, vilde have en Krig, det var alleene uvist, hvilket Land han først vilde anfalde. Dette er Pufendorfs egne Ord, hvilke tiene til at vise, hvad som kand forsvare den Krig, Kong Friderik tvende Aar derefter begyndte med Sverrig.

Stats-Maximerne udi Sverrig

vare da saaledes: Efterat Kong Carl havde stillet den Bremiske Opstand, giorde han store Krigs-Præparatorier, skiønt han endda ingen Krig havde besluttet. Men han lod da Raadet foredrage, hvem af Sverrigs Naboer man fandt raadeligst først at angribe. Dannemark kom da først paa Tapetet, hvilket, endskiønt det da var ubevæbnet, og intet fientligt syntes at have fore, saa dog, om man vilde overfalde samme Rige, kunde man finde Prætext dertil; thi, om ingen anden Stats-Maximer udi Sverrig.var, saa var det nok, at samme Rige søgte at holde sin Flode udi god Stand, hvilket ikke kunde skee udi anden Henseende, end for at bestyrke sig mod Sverrig. Farlige Principia, som kunde authorisere alle Potentater at angribe Sverrig paa de Tider, for at spille Prævenire mod samme Rige. Jeg vil herpaa anføre Pufendorfs egne Ord in Originali, paa det at ingen skal tænke, at det er et Tillægg af mig; Saaledes lyder Ordene: Qvanqvam Danus exarmatus sit, & nihil infesti palam agitare videatur, tamen prætextum bello qværentibus non defore, si postrema pace acta excutiantur. Sat agere qvoqve ipsum circa firmandam classem, cui nullus nisi adversus Sveciam usus sit. (a)

Videre, at jeg skal følge samme Skribents Ord, foregaves der, at der var intet Rige, der kunde giøre Sverrig større Skade, end Dannemark; derimod kunde ogsaa de Svenske intet Rige lettere og hastigere bringe under Fod, eftersom de kunde angribe det fra Sverrig og Tydskland tillige, ja, naar de havde bragt Dannemark under, saa kunde de siden sikkert vende deres Vaaben mod andre. Det var derfore nødigt, først at angribe Dannemark. (181)

(a) Puf. Hist. Car. Gust. lib. 1.

Andre derimod vare af andre Tanker, holdende for, at det var just ikke Tegn til Fiendtlighed, at de Danske reparerede deres Skibe, og søgte Der raadslaaes om hvilket Rige man først skulde angribe.at sætte Floden i god Stand. Og, dersom Dannemark foretog noget fientligt mod Sverrig, var man alletider sterk nok til at giøre Modstand. Videre, sagde de, at det vilde give stor Eftertale, om de for nogle smaa Tvistigheders Skyld, som kunde afgiøres i Mindelighed, vilde angribe et Rige, helst, saasom de Besværinger, som de havde tilforn førdt mod Dannemark, nu ophørede. Gustavus Adolphus, da der engang blev viiset ham, hvor let det kunde være ham at bemægtige sig Kiøbenhavn, havde forkastet saadant Anslag, efterdi han ingen ret Aarsag havde dertil. Vel var sant, at samme Konge havde i Sinde at giøre Indfald udi Skaane paa samme Tid, da de Kayserlige spillede Mester udi Jylland, saasom der var Anseelse til at han kunde klippe Vingerne paa Dannemark. Men Conjuncturene vare nu saaledes forandrede, at man ikke meere havde nødigt at frygte sig for samme Rige, tilmed vilde andre Potentater ikke tilstede, at Dannemark skulde undertrykkes af Sverrig, og at de Nordiske Riger skulde bringes under eet Hoved. Mod denne sidste Meening satte sig dog Carl Gustav Wrangel, Arved Wittenberg, og Christen Bonde, holdende for, at det var sikkerst, først at angribe Dannemark, og give Polen, som imidlertid havde at bestille med Moscoviterne, et par Aars Tid Fred, indtil man blev klar med Dannemark, og da kunde man uden Frygt for Diversion forflytte Krigen til Polen. Saaledes seer man, at Raadet i Sverrig var deelt udi tvende Partier, hvoraf det eene søgte at bevæge Kongen til den Danske, det andet til den Polske Krig. Det første blev opmuntret af Corfitz Ulfeld, og det andet af den Polske Vice-Cantzler Radziousky,

Ulfeld raader til Krig mod Dannemark.

hvilken var Kongen af Polen ligesaa lidet affectioneret, som Ulfeld var Kong Friderik. Samme Radziousky havde en særdeles kiøn Kone, udi hvilken Kongen af Polen forlibede sig. Dette opvakte Jalousie hos Dronningen, saa at hun hemmeligen gav Vice-Cantzleren Kundskab derom, hvorudover han lod sin Hustrue indslutte. Kongen, som ikke kunde renoncere paa sin Kierlighed, tilbød Vice-Cantzleren (182) stor Ære og Rigdom, for at føje sig herudi, men han var ikke at bevæge, og retirerede sig paa sit Gods; Der blev han overfalden af sin Hustrues Brødre, under Skin at befrie deres Søster, som de foregave, blev ilde medhandlet. Men han forsvarede sig saa vel mod hans Anfaldere, at nogle af dem omkomme. Herudover blev ham en Process formered, hvorudi han blev dømt fra Liv og Gods. Men han undveeg i Tide med

Den misfornøjede Polske Cantzler raader til Krig mod Polen.

Rigets store Seil, kom først til Wien og siden til Sverrig, hvor han opmuntrede Carl Gustav at gribe Polen først an, hvilket han og udvirkede. Thi de fleeste udi Raadet fulde omsider paa de Tanker, at man skulde sætte Krigen noget op mod Dannemark, og gaae først løs paa Polen; thi man kunde altid have lige saa god Prætext siden til at paaføre de Danske Krig, som man nu havde. (a) Saa at man deraf seer, at Dannemark da strax ikke blev angreben af nogen anden Aarsag, end fordi man holdt det fordeelagtigere at angribe et andet Rige først, og at det var Regieringen udi Sverrig ikke saa meget om, at finde Prætext til Krig, som til at ophitte Middel til at undertrykke dets Naboer med størst Sikkerhed. Herudover blev Begyndelsen af de store Tragœdier, som Carl Gustav arbeidede paa, først spilled udi Polen.

Prætexten, som toges til den Polske Krig, var, efterdi Tvistighederne mellem de

Touren kommer først til Polen.

Polske og Svenske Konger endda ikke vare afgiorte, men Kongerne i Polen, som descenderede fra Sigismundo, prætenderede endda Ret til den Svenske Krone; thi da Dronning Christine transfererede Riget paa Carl Gustav, lod Johannes Casimirus, som da regierede udi Polen, ved sin Gesant Canasiles protestere derimod. Hvorudover han af Dronningen fik saadant Svar: Min Fetter skall med 30000 Vidner beviise, at han er retmessiig Konge i Sverrig. Krigen blev derfor declarered mod Polen, og et Manifest kom for Lyset, hvilket var hverken hugged eller stukked; thi et af Motiverne var dette, at Kong Johannes Casimirus havde vegret sig ved, (183)

(a) Londorp. cont. act. publ. lib. 7. pag. 1119.

at skrive Dronning Christine til paa Latin efter Sædvane, og er det merkeligt, at samme Manifest blev besvared af en Græker udi Rom, ved Navn Nicephorus Nicoymius. (a)

Efter at Krigsærklæringen var giort, gaves strax Ordre til Marche, hvorover alle Sverrigs Naboer bleve allarmerede, sær Dannemark og Brandenborg, og, saasom de Svenske Tropper, der samlede sig i Pomern, maatte nødvendigen passere igiennem Churførstens af Brandenborg Lande, geraadede samme Churførste derover udi en stor Skræk og Tvilraadighed, saa at han ikke viste, hvilke Mesures han skulde tage, og hvad som i denne Tilstand var sikrest enten Krig eller Fred. Den Svenske General

Den Polske Krig begyndes.

Wittenberg samlede en Krigshær af 17000 Mænd udi Pomern, og fik Ordre at begiære Passage igiennem Churførstens Lande, og hvis saadant ikke blev ham tilladt, at bruge Magten. Han var videre befalet, naar han kom ind udi Polen, at bemægtige sig Posen, og der at oprette et Magazin for Krigshærens Underholdning et heelt Aar, og, saasom Regieringen i Sverrig mærkede, at de Roman-Catholske Potentater frygtede, at ved denne Svenske Invasion den Romerske Religion vilde lide udi Polen, skulde Generalen for alting see til, at en nøje Discipline blev i agttagen af det Svenske Krigsfolk, og at de maatte hindres i at tilføye Kirker og Klostere nogen Vold.

Medens Wittenberg var paa Marchen til Polen, lod sig udi Stokholm indfinde Gesantere, fra Polen Johannes Lessinsky, og fra Dannemark Naruscewitz, for at forsøge, om denne forestaaende Krig endda kunde afvendes. Kongen af Sverrige udnævnede, til at handle med dem den unge Grev Oxenstierne, som havde succederet sin berømmelige Fader udi Rigs-Cantzlers Charge, tillige med Magnus de la Gardie, Gustav Bielke og Lars Cantersteen. Lessinsky forestillede da korteligen, at, dersom Kongen af Polen selv ikke havde tracteret Freds Handelen med den Agtsomhed, som udfodredes, og som Nationen havde ønsket, saa vilde nu Republiqven arbeide paa Forgiæves Handel om Fred.bedre Midler, til at udvirke en bestandig Fred og Venskab mellem Sverrig og Polen. Han (184)

(a) Londorp. cont. act. publ. lib. 7. pag. 1119.

besværgede sig til Slutning over Moscoviterne, og forestillede, hvor farlige Naboer de samme vare baade for Polen og Sverrig, saa at det var begge Rigers Interesse at foreene sig mod de samme. De Svenske Commissarier svarede dertil, (a) at Polakkerne ved deres Opførsel mod Sverrig havde givet Kongen mange Aarsager til Fortrydelse, og som det samme blev fremført udi haarde Expressioner, kunde den Polske Gesant ikke længere holde ved sin Kaaldsindighed, men sagde da til Cantzleren, at de Polske Sager vare endda ikke i saa slett Tilstand, at de ved GUds Bistand jo kunde bringes til rette igien, og at Polakkerne vilde figte til det yderste, for at beskytte deres Gods og Frihed, men Udgangen disvær, lærte anderledes, og at Gierningen her ikke svarede til deres Ord.

Man tænkte vel, at de Svenske skulde finde stor Modstand ved Passagen af den Flod Notez, og det dis heller, efterdi samme Flods Adgang er fuld af Moratzer, hvor igiennem er kun en smal baned Vei, saa at en Krigshær ikke uden med Møie og lang Tid kand komme derover. Men der lode sig ikke see, uden nogle faa Polske Esqvadrons, som strax bleve drevne paa Flugten, og Dagen derefter kom en Trompetter med Breve fra Wayvoderne af Posen og Kalish for at bede om Stilstand, hvilken blev dem ogsaa accordered. De Svenske formanede dem da at underkaste sig Caroli

General Wittenbergs Fremgang.

Gustavi Beskyttelse, lovende dem den samme Frihed, som de havde under den Polske Regiering, de betienede sig ogsaa af den ovenomtalte misfornøiede Vice-Cantzler Radziousky, for at lokke Polakkerne til Frafald, og afmalede da den samme Kong Casimiri Regiering med saadan slett Farve, at Wayvoderne strax indlode sig i Tractater med de Svenske, og sluttede Forbund, ved hvis Kraft de underkastede sig Caroli Gustavi Beskyttelse, lovende ham samme Troeskab og Lydighed, som de havde beviiset Kongen af Polen tilforn, hvorvel man kand sige, at de i saa Maader lovede slett intet. De Svenske forsikrede dem deres Privilegiers Gods og Religions Conservation. (185)

(a) Puf. Carl. Gust. lib. 2.

Efter denne lykkelige Passage hvorved saa liden Modstand var funden, rykkede General Wittenberg mod Store-Polen, og kom med sit Krigsfolk ind udi den vigtige Stad Posen, hvor Indbyggerne efter Radziouskys Tilskyndelse aabnede godvilligen Porterne, og seer man at denne Mand da spillede lige saadan Rulle udi Polen, som Corfitz Ulfeld siden i Dannemark, og søgte at ophidse Indbyggerne mod deres egne Herrer. Radziousky som var bleven General udi Svensk Tieneste, forlangede da 4000 Hæste, hvormed han lovede at tvinge de andre Wayvoder, til at give sig under Sverrig; Men, som man ikke troede ham alt forvell, anseende ham som en Mand, der heller søgte at bane sig Vei til sin forrige Ære og Myndighed igien, end at tiene Sverrig, fandt man for got at lade ham alleene faae den halve Deel af de forlangte Tropper, nemlig 2000 Mænd, med hvilke han øvede stort Rov, og ødelagde alting, hvor han kom frem, da derimod Wittenberg søgte at recommendere sig ved at holde god Discipline, og derved at vinde Polakernes Yndest, hvilket foraarsagede ogsaa, at han uden Hinder trængede sig langt ind udi Landet.

Medens Wittenberg saaledes banede Veien for de Svenske til Polen, hastede Carl Gustav af all Magt med sine Tilberedelser hiemme. Han betroede udi sin Fraværelse Rigets Forvaltning til Raadet, og Krigs Sagerne til Gustav Horn, hvilken han i den Henseende havde kaldet fra Lifland til Sverrig, og, paa det at de fremmede Gesantere, som da vare i Stokholm ikke skulde følge ham paa dette Tog, og midlertid udforske hans Anslag, foregav han at han inden 3 Maaneder vilde komme tilbage igien. Blant de Gesantere, som han da tog Afskeed med, var ogsaa den Danske, hvilken med stor Høflighed og Venskabs Contestation blev forafskeediged.

Efter at alting var beskikked, reisede han fra Stokholm med en Flode af 40

Caroli Gustavi store Tog.

Krigs-Skibe, og efter at han havde satt Krigs-Folket i Land ved Pomern, skikkede han Floden under Carl Gustav Wrangel til Prydsen for at holde den Stad Dantzig udi Ave, og at fodre Told af alle de Skibe, som vilde ind udi samme Stads Havn. Med denne Tolds Paalæggelse søgte han i Begyndelsen (186) at favorisere de Engelske frem for Hollænderne, men fandt omsider raadeligt, for ikke at bryde overtvers med de foreenede Provincier, at tractere alle paa een Fod. Det fornemste Sigte var ellers herved at hæve en Hob Penge, som han havde nødig til den forestaaende Krig, og tilligemed at tvinge Dantzig til at give sig under Sverrigs Beskyttelse. Medens dette forrettedes af Floden, rykte Carl Gustav med sin heele Krigshær, som bestod af 34000 Mænd mod Polen, og i en Hast avancerede til det Sted, hvor Wittenberg opbiede ham med de forudskikkede Tropper.

Kong Casimirus af Polen, da han merkede hvad Fare hans Rige vilde geraade udi, og at de Svenske trængede sig ind udi Hiertet af Polen, affærdigede han Prziemsky til Colo, hvor Kongen af Sverrig opholdt sig, for at giøre nyt Forslag til Fred. Han bragte Breve med sig fra Kong Casimiro, hvorudi Høistbemældte Konge giver tilkiende, at han ingen Aarsag har givet til Fientlighed, og anholder om Fred; men der vare paa Sverriges Side giorte alt for store Anstalter og Bekostninger, for at staae fra dette Tog, hvoraf Kong Carl promitterede sig store Frugter, hvorudover, da Gesanten overleverede et andet Brev fra det Polske Senat, udi hvis Overskrift Kong Carls Navn ikke fandtes; men alleene disse Ord: Hans Majestet af Sverrig, toge de Svenske deraf Leilighed, at besværge sig over Titelen, og derfore ikke vilde aabne Brevet, eller høre videre tale om Fredsforslag: Og maatte saaledes det blotte Ord Carl tiene til Prætext, (a) hvilket dog, saasom det var Kongens Døbe-Navn, ingen kunde have Interesse i at disputere ham, og, saasom Republiqven havde beqvemmet sig, til at give ham Titul af Kongelig Majestet af Sverrig, kunde det Ord Carl ingen Ombrage foraarsage udi Titulen, efterdi det Navn er tilfælles saavel for Bønder som for Konger.

Gesanten, da han saae sig ingen Fred at kunde udvirke, begiærede en Stilstand, og udi en vitløftig Tale, som han holdt, viisede, hvor ubilligt det var at anfalde en Konge, som stedse udi (187)

(a) Puf. C. G. lib. 2. de formaliserede sig ogsaa over de Ord Domino nostro Colendissimo, som en uanstændig Titul for Konger.

de Krige, Sverrig havde ført med Tydskland, havde siddet still, uden at betiene sig af saadan Leilighed. Men han fik intet andet Svar, end at man var forsikred om Casimiri onde Hiertelaug mod Sverrig, og at de Freds-Forslag, som da bleve giorte, vare kun for at vinde Tid, og at dysse Sverrig i Søvn. Efter saadan Beskeed maatte Prziemsky med uforretted Sag reise bort; og have nogle holdet for, at han paa denne Reise bragte Carte blanche med sig, for at indgaae, alt hvad Sverrig forlangede, hvilket dog Caroli Gustavi Historieskriver nægter.

Man holdt derpaa et Krigs-Raad, for at overlægge den beqvemmeste Maade, hvorledes Krigen skulde føres. Den Svenske Krigshær svækkedes dagligen ved de mange Besætninger, man maatte lægge ind udi de erobrede Steder, og dislige Uleilighed vilde end meere tiltage, Adelen og Bønderne udi Polen grebe til Gevær, og nedsablede de Svenske, hvor de kunde finde dem adspreede, og man havde ikke Penger nok, til at hverve friske Folk udi Tydskland, hvorudover Carl Gustav besluttede, at rykke ind udi Preudsen, paa hvilket Land hans Hoved-Sigte var udi denne Krig, og der at holde Stand mod sine Fiender: Men de fleste af hans Generaler raadede ham til, at føre sig den Skræk til Nytte, som var den Polske Nation overkommen, og ikke at give dem Aande-Rom. De sagde, at, naar han giorde sig Mester over Polen, vilde Preudsen falde af sig selv.

Dette Raad fandt omsider Bifald, hvorudover Kongen rykkede lige mod

Warschaus Erobring.

Warschau, hvilken Stad ved hans Ankomst strax overgav sig, og bekomme de Svenske der en stor Forraad af Levnets-Midler og Artillerie, hvorudi vare 124 Metal-Stykker. Borgerne i Staden blev intet Ont tilføied, alleene deres Huuse, som vare bortflygtede, bleve plyndrede. Der stiftede Kong Carl et nytt Raad, for at dirigere saavel Stadens sager, som de Wayvodskaber, der underkastede sig hans Beskyttelse, og derpaa udi Iil rykte videre frem, for at støde til General Wittenberg, som marcherede mod Cracow. Paa Veien bekom han et Stød ved Opzno, hvor en Deel af hans Arriere-Garde blev overfalden af 10 Polske Compagnier og opsnapped. Denne Fordeel satt saadant (188) Mod udi Kongen af Polen, at han besluttede at vove et Feltslag, og satt han sig med 10000 Ryttere ved Czarnova, for der at opbie de Svenske. Kong Carl glædede sig over denne Leilighed, at holde en Hovedtrefning, og satt sine Tropper udi Orden ved samme Stad. Men, da man begyndte at spille med Canonerne, og ventede, at man skulde komme til et Hovedslag, faldt der ned en hæftig Regn, saa at begge Krigshærerne derudover maatte blive staaende. Der fandtes da nogle udi den Polske Krigshær, som raadede at gribe de Svenske an med Kaarden i Haanden, medens de formedelst Regnen ikke kunde bruge deres Skud-Gevær; men det blev ikke

Slag ved Czarnova.

efterlevet, og, da Regnen holdt op, toge Polakkerne strax Flugten til den næste Skov, hvortil Kongen af Sverrig ikke fandt raadeligt at forfølge dem, men rykkede lige mod Cracov. Han troede da, at Polakerne vilde disputere ham Passen ved Weixelstrømmen, men de retirerede sig strax udi stor Misorden ind udi Staden, saa at een Deel af det Svenske Rytterie havde trænget sig ind med dem udi Flugten, dersom Polakerne ikke havde satt Forstæderne udi Brand, hvilket hindrede dem at gaa videre frem.

Cracov havde da en Besætning af 7000 Mænd, saa at der var Anseelse til en langvarig Beleiring, og at den Svenske Krigshær kunde bortsmældte derfor. Hvorudover Kong Carl, i Steden for at skride til en formerlig Beleiring, lod sig nøje med at oprette nogle Batterier udi de afbrændte og ødelagde Forstæder, og satt sig for, at forfølge de flygtige Polaker. Kong Casimiri Krigshær havde imidlertid postered sig neden ved et Bierg ved Bredden af Doniexa, saaledes, at man ikke kunde komme til ham, uden igiennem en snever og vanskelig Vei. Men Polakerne holdte der ei heller længe Stand; thi, da de Svenske nærmede sig til dem, retirerede de sig over Floden Doniexa, og flygtede til Biergene. Denne nye Ulykke foraarsagede, at Casimirus troede sig ikke sikker meer udi Riget, men frygtede at blive overlevered af sine egne Folk, hvorudover han retirerede sig i Schlesien, hvor hans Dronning havde taget Veien forud, og der opbiede ham. Og siges der, at det var udi denne Beængstelse, at (189) Kongen giorde et Løfte, at tage engang Afskeed med Verden, og begive sig udi Kloster, hvilket Løfte han siden efterlevede. Efter at Kongen saaledes havde forladt Riget, skeede hart ad et almindeligt Frafald, og alle Stænder ligesom kieppedes derom, at underkaste sig Sverrig, og at sværge Kong Carl Troeskab og Lydighed. Saa at der vare ikkun nogle faa af ringe Stand tilbage, som toge i Betænkning at undergive sig fremmed Herskab, og raisonnerede da ved denne Leilighed Lessinsky saaledes,

Virkning deraf.

at det var ligemeget, hvem man havde til Konge, naar kun Riget blev regieret efter dets Love. Vi ere, sagde han, Kongens Undersaattere, ikke uden saalænge han kand beskytte os, og hindre fremmede Nationer, at spille Mestere udi Riget. Vor fornemste Lov er Fædernelandets Velfærdt og Frihed, og derpaa grunder sig den Lydighed, vi ere Kongen pligtige. Naar Kongen forlader sit Rige, da ere vi løsede fra vor Troeskabs Eed, &c. En synderlig Lærdom, og ilde grunded Morale, ligesom Kongen af Ondskab havde deserteret, da han dog dertil var tvungen ikke mindre af hans egne Undersaatteres Utroeskab, end af Fiendens Magt; thi han frygtede, og det ikke uden Aarsag, at hans egne Folk vilde overlevere ham i sine Fienders Hænder.

Hovedstaden Cracov, uanseed den herlige Besætning, som den var forsyned med, begyndte strax at vakle. Kong Carl, saasnart han havde adspredet den Polske Krigshær, kom han tilbage i sin Leyr ved Cracov, for at angribe samme vigtige Stad; men, som han frygtede, at det vilde blive en haard og langvarig Beleiring, lod han ved General Wittenberg de Polske Anfører Czarnesky og Wolf vide, at Staden ingen Hielp meere kunde vente sig, efterdi Kong Casimirus var flygtet af Riget, og hans Krigs-Folk vare adspredede, og for at betyde Besætningen alt dette med disstørre Eftertryk, blev en Polsk fangen Oberst, ved Navn Doenhof, skikked ind udi Staden. Den samme foreholdt dem da, udi hvilken Forvirrelse Riget var bragt, hvor lidet Haab der var til Frelse, og hvor stor Ulykke Staden vilde geraade udi, om (190) den ikke i Tide faldt til Føie, og underkastede sig Seyerherren. Dette udvirkede saa meget, at

Cracov overgiver sig.

Besætningen strax capitulerede, og overgav sig, hvorved Kong Carl blev befried fra en stor Bekymring; thi det er troeligt, at en saa stærk og forsyned Stad ved en maadelig Modstand havde kundet standse de Svenskes Fremgang i Polen. Den bekiendte General Poul Wirtz blev beskikked til Gouverneur udi Cracov.

Men, hvad som mest befodrede de Svenskes Sager, vare Qvartianernes Frafald. De samme vare Kiernen af den Polske Militz, og saaledes kaldne, efterdi de nøde til Besoldning den 4de Deel af de Kongelige Indkomster, og det efter Stephani Bathorii Anordning. Da de udi denne Tilstand bleve anmodede om, at give sig under Svensk Beskyttelse, og finge Løfte om deres forrige Frihed, samt Besoldning og deres tilstaaende Gages Afbetalning, beqvemmede de sig strax dertil, og ved deres Anfører Coniespolsky, som var Kronens Fendrik, overgave sig. Qvartianernes Exempel blev strax efterfuldt af den anden Krigs-Magt, som stod under Stanislao Potoky, og bestoed af 11000 Mænd, og da Krigs-Magten saaledes var frafalden, kieppedes Wayvodskaberne i at overgive sig, saa at Carl Gustav udi en kort Tid saae sig Mester fast over heele Polen, og man begyndte alt at berede sig til hans Kroning.

Det Forunderligste herved er, at et saa mægtigt Riges Erobring kostede Sverrig

Heele Polens Forliis.

kun en Haand fuld af Folk: saa at dette Tog kunde heller ansees, som en Reise igiennem et Land, end en Krig, naar man undtager den korte Modstand man fandt for Cracow, og det Nederlag, som blev giort paa nogle Svenske Tropper, som bleve overrumplede her og der i Provincierne, sær paa Friderik, Land-Greven af Hessen, som var Kong Carls Svoger.

De Svenske Vaaben havde ikke mindre Lykke udi Lithauen. Der negotierede Grev Magnus de la Gardie med de tvende mægtige Huuse af Sapieha og Radzevil, og fik dem begge paa fordeelagtige Vilkor at antage Svensk Parti; thi, som Landet paa samme Tid truedes af Moscoviterne, og man saae sig ingen Hielp (191) at kunde faae fra Polen, var det læt for den Lithauske Stor-Felt-Herre Janusius Radzivil at Item Lithauens.overtale Lithauerne paa den Land-Dag, som dette Aar holdtes, at give sig under Svensk Beskyttelse.

Med Curland derimod gik det ikke gandske efter Ønske, endskiønt de Svenske ventede, der at finde mindst Modstand. Thi, da bemældte Magnus de la Gardie lod anholde hos Hertugen af Curland om Alliance, item om Frihed at hverve Soldater i hans Land, og der forsyne sig med Levnets Midler, svarede Hertugen, at, saasom de fleste Curlandske Herremænd vare Kongens af Polen Vasaller, og havde aflagt Troeskabs-Eed til ham, saa kunde de ikke uden deres Æres Fortabelse træde i Forbund med samme Konges Fiender. De frygtede derforuden, at Hollænderne, som vare mægtige til Søes, i saa Fald vilde bemægtige sig deres Skibe og Havne. Han begiærede derfore, at det maatte være ham tilladt, at holde den Neutralitet, som ham

Handel med Curland.

havde været accorderet, siden Dronning Christinæ Tid, og som saa højligen var ham Magt paaliggende, efterdi han var ikke i Stand, at imodstaae baade Polaker og Moscoviter.

Grev Magnus, som ikke vilde lade sig nøje med slige Undskyldninger, affærdigede paa nye en anden til Miettau, for at drive paa det samme, og, saasom Hertugen beraabede sig paa den Neutralitet, som ham af Sverrig havde været forundet, saa foreholdt man ham, at saadan Neutralitet havde ikke været ham af Sverrig tilladt, uden paa den Condition, at han ogsaa skulde erhverve den af Polen. Vel er sant, at Curlænderne producerede et Brev fra Kong Casimiro, hvorudi han befaler sine Generaler at holde Neutralitet med Curland; men, som den Ordre ikke havde været autorisered paa Rigsdagen, passerede den efter de Svenskes Meening for ugyldig. Videre holdte de fore, at, endskiønt den var gyldig, saa var den dog ikke ævigvarende, og at den Forandring, som var skeed udi Polen, løsede Churlands Forpligtelse mod samme Rige. Men, uanseet alt dette, holdt dog Hertugen længe Stand, og skikkede han siden sin Cantzler Folkersam til Kongen af Sverrig, for at give videre de Raisons tilkiende, som han havde forestillet Grev Magno de la Gardie, skiøndt (192) Kongen dog ikke vilde staae fra sin Paastand. Man seer heraf, at udi dette almindelige Frafald ingen, uden Dantzig og Curland, tog i Betænkning at bryde deres Pligt, besynderlig Dantzig, hvilken stedse fremturede i sit Forsæt; thi Hertug Jacob af Curland lod sig siden intimidere af de Svenske Trudsler og deres store Fremgang, saa at han omsider ogsaa fuldte Strømmen, og indlod sig i Forbund med Sverrig.

Men den største Knude, som Sverrig udi denne Tilstand havde at løse, var med

Item med Brandenborg.

Chur-Førsten af Brandenborg, der ogsaa i Henseende til Prydsen var en Vasal af Polen. Og, saasom i denne Polske Krig ingens Venskab var Sverrige meere Magt paaliggende end denne mægtige Chur-Førstes, saa blev paa ingen meer at vinde større Flid og Umage anvendt. Og, saasom Kongen af Sverrig vel vidste, at intet laae Chur-Førsten meer paa Hiertet, end at blive befried for at være en Vasal af den Polske Krone, saa blev saadant, som en besynderlig Lokke-Mad, brugt af Sverrig, for herudi at komme til Maalet. Herudover blev udi en Congress, som udi Majo og Junio blev holden dette Aar mellem Svenske og Brandenborgske Fuldmægtige, af Sverrig Chur-Førsten tilbudne tvende Ting; een, at forbinde sig med Kongen af Sverrig mod Polen, og, medens Krigen varede, at assistere ham med 1000 Ryttere og 5000 Fod-Folk, item at lade de Svenske fri Passage igiennem Pommern, Brandenborg og Prydsen, og, dersom Chur-Førsten tog imod dette Tilbud, lovede Kongen at løse det Førstelige eller Brandenborgske Preudsen fra Polens Herskab, item at spille ham det Biskopdom Warmien udi Hænder. Derimod maatte Chur-Førsten afstaae visse Havner, og love, at det Førstelige Preudsen skulde foreenes med Sverrig, naar det Chur-Førstelige Huus af Brandenborg eengang uddøede. Det andet Tilbud var, at Chur-Førsten skulde sidde stille udi denne Krig, og alleene overlade nogle Tropper til Sverrig, for hvilken Tieneste Kongen vilde hielpe ham til Souverainetetet udi Preudsen.

Om dette og andet blev længe forhandled, uden at man kunde komme til nogen Slutning. Imidlertid rykkede Carl Gustav (193) af Polen ind udi Preudsen, hvor han strax bemægtigede sig den vigtige Stad Thorn, og der med stor Pragt giorde Indtog. Elbing tilligemed adskillige andre Stæder fuldte strax Thorns Exempel, og var det ikke uden den liden Stad Berendts, som giorde en kort Modstand. Da begyndte Chur-Førsten at frygte for Kønigsberg og for andre Stæder udi hans Deel af Preudsen, og betienede de Svenske sig da saavel af denne hans Frygt, at de bragte ham til at slutte et Forbund med Sverrig, af saadant Indhold: Chur-Førsten erkiændte sig en Vasal af Sverrig i Henseende til det Førstelige Preudsen, saaledes, at han, og hans Efterkommere, skulde af Sverriges Krone tage Lehnet deraf: Derimod skulde han befries fra den Canon eller aarlig Afgift som han havde givet til Polen, og derforuden bekomme det Biskopdom Warmia.

Over dette Forbund bleve andre Potentater, sær Dannemark og Holland, ikke lidet allarmerede, saasom de merkede, at Preudsens Forliis ufeilbarligen deraf vilde følge. Der blev derfore beslutted udi Holland, at skikke 50 Krigs-Skibe udi Søen tilkommende Foraar, for at tvinge de Svenske til at lade Seilatzen være fri, og at hindre dem i at bemægtige sig de Preudsiske Havne; Der blev iligemaade beslutted, at skikke et Gesantskab til Dannemark, for at bevæge Kong Friderik, til at erklære sig offentligen mod Sverrig, og at forestille højstbemeldte Konge den Storm, som Riget truedes med, hvis man lod Sverrig saaledes tilvoxe. Men det var endda for tiligt for Dannemark, at erklære sig; thi Sverriges Magt var da paa den højeste Spidse, Polen og Lithauen vare med en utroelig Hastighed bragte under Fødder, Churland og Brandenborg intimiderede: og, endskiønt Frankrig og Engeland ikke gierne saae Sverrigs Magt at blive alt for stor, saa stode de dog udi Venskab med Carl Gustav.

Udi saadan Tilstand vare Sverrigs Sager dette Aar, hvilke jeg har holdet fornødent at anføre udi denne Historie: saasom den Polske Krig var Dannemark vedkommende, og Historien deraf kand tiene til Introduction til de tvende paafølgende Feider udi dette Rige.

For at conservere disse store Conqvêter, holdt Carl Gustav (194) i sær fornødent, at holde gode Miner med Dannemark, og at udvirke hos kong Friderik, at han ikke tillod Hollænderne at assistere Polen til Vands, og at bringe Floden ind udi Øster-Søen under Prætext at convoyere deres Kiøbmænds-Skibe. Dette fik Magnus Durell, som da var Svensk Minister ved det Danske Hoff, Ordre til at insinuere,

Carl Gustav søger midlertid at dysse Dannemark i Søvn.

og at foreholde Kong Friderik, at saadant var saavel mod Dannemarks som Sverrigs Interresse, og at, hvis Hollænderne først med nogle Krigs-Skibe vilde tillades at komme igiennem Sundet, vilde strax derpaa heele Floder følge efter, hvilket kunde foraarsage en stor Usikkerhed for de Danske Provincier; hvorpaa man kunde giøre Landgang, naar man lystede. Og, saasom Kongen af Sverrig merkede, at de Danske bare Fortrydelse derover, at den Svenske Flode fodrede Told ved Dantzig, fik samme Durell iligemaade Befaling at undskylde saadant Foretagende, og at forestille, hvorledes Staden Dantzig selv havde været Aarsag derudi. Efterdi den havde forkasted alle gode Vilkaar, som Sverrig havde tilbudet, hvilket ogsaa var sant. Thi Dantzig var den eeneste Stad, som holdt Stand mod den Svenske Magt, hvilken alt andet udi Polen og Preudsen af Rædsel strax underkastede sig. Dette altsammen proponerede Durell for Rigets Hoffmester Gersdorff, iligemaade om at slutte et Forbund mellem Rigerne. De Danske derimod vare forsikkrede, at disse Forslage og dette Venskabs Tilbydelse var kun for at dysse dem i Søvn, indtil de Svenske kunde sætte sig faste udi Polen, og siden faae frie Hænder til at agere mod Dannemark; hvorfor Durell nøje blev adspurt, om Regieringen af Sverrig meenede det af Hiertet. Hvorpaa, da Durell forsikrede om Kong Carls gode Hiertelag, lod Kong Friderik, som han satt all Frygt til Side, hvorvel Dannemark havde aldrig svævet i større Frygt; thi man kiendte Carl Gustavs Ambition, som ingen Grændser havde; og den forunderlige Fremgang han havde haft udi Polen, Preudsen og Lithauen kunde ikke andet end allarmere langt bortliggende Nationer, end sige Dannemark, som var Sverrigs Naboe.

Man havde i Begyndelsen bildet sig ind, at det Polske Tog (195) skulde have slet Udfald, efterdi Stænderne udi Sverrig syntes uvillige til en kostbar Krig, saasom de ved store Skatte og Paalægg vare blevne udarmede, og en stor Deel af den Svenske Adel var misfornøjet, efterdi de store Donationer af Gods, som dem tilforn vare giorte, vare af Kongen blevne tilbage kaldne; Saa at det var Anseelse til, at der udi Kongens Fraværelse kunde spindes paa en Opstand udi Sverrig, helst saasom den store og troe gamle Minister, Axel Oxenstierne var død, og derfore ingen var tilbage, der ved sin Myndighed kunde holde den heele Nation i Ave. Dermed flatterede man sig i Begyndelsen, og satt Frygten nogenledes til Side; Men, da man saae, at alting faldt anderledes ud, end man havde ventet, fandt Dannemark ikke raadeligt at støde Hollænderne for Hovedet, for at favorisere Sverrig. Hvorudover, da den Hollandske Amiral Cornelius Tromp, med 6 Krigs-Skibe i Julii Maaned kom til Sundet, for at convoyere andre Kiøbmands-Skibe, og Durell anholdt hos Regieringen i Dannemark, at ham maatte formeenes at komme ud i Øster-Søen, lod Kongen ham svare, at han kunde ikke lægge sig ud med Holland, og giøre sig samme Republiqv til Fiende, saa længe han ingen Forsikring havde om Sverrigs Venskab og Intention mod sig. Tilmed havde man ikke Aarsag at allarmeres over 6 Skibe; thi ved at skikke saa lidet Tall, lod Holland klarligen tilkiende give, at det var ikke i anden Henseende, end for at convoyere andre deres Fartøj. Paa samme Tid arriverede den Polske Gesant

Dannemark solliciteres til Krig mod Sverrig.

Canasiles til Dannemark, hvor han gav tilkiende det Polske Riges elendige Tilstand, og viisede, at det ganske vilde undergaae, dersom andre Potentater ikke komme i Tide til Undsætning; Han glemte ogsaa ikke at forestille, udi hvilken Fare Dannemark svævede ved Sverrigs saa store Tiltagelse. De Keiserlige efterlode ej heller, tillige med Holland, at ophidse Kong Friderik mod Sverrig. Men Hans Majestet holdt raadeligt endda at temporisere, og at ansee, hvad videre Udfald den Polske Krig vilde tage, lod derfore svare den Polske Gesant, at Polens Ulyksalige Tilstand gik ham til Hierte; men (196) han maatte først see, hvad andre vilde giøre i Faveur af samme Rige, og derefter vilde han ikke efterlade at giøre alt sit dertil.

Saaledes vare Conjuncturerne udi dette Aar 1655. Man saae den overhængende Fare, men fandt for got, intet i Utide at foretage mod en saa mægtig Fiende, men see Tiden an, og imidlertid at sætte Landet i god Defensions-Stand, at Dannemark ikke ubevæbnet skulde overfaldes, som mod Enden af Christiani 4. Regiering. Til den Ende lod Hans Majest. anholde om en godvillig Forstrækning hos alle Undersaattere, hvilket sees af en Forordning datered den 23. Augusti, hvorudi gives tilkiende, hvad slette Tanker man her i Riget havde om nærværende Tider; thi Forordningens Ord ere disse: Dersom Vi skulde af Øjensynlig Fare blive foraarsagede

Riget sætter sig i Defensions-Stand.

nogen extraordinair Armatur til Vores Rigers og Landes Defension at anstille, at da alle de, som sig underdanigst erklære, og siden, naar Nøden trænger, det giørligen efterkommer, og med deres Middel og Credit Os og Riget undsætter, det ville Vi af Kronens Middel, naar GUd vil Landene med Fred velsigne, redeligen og nøjagtigen igien betale. (a) Saavit Forordningens Ord, hvoraf sees hvad Tanker Kongen havde om Caroli Gustavi Intention mod sine Naboer; Derfor blev ogsaa ingen Flid sparet for at bestyrke saavel Land-Milicen, som Floden, ja at bøde paa alt det, som var brystfældigt udi Landet, og som Penge-Mangel reisede

Forordning mod Overdaad.

sig en stor Deel af Folkets Overdaadighed, lod Hans Majestet sig være angelegend saadant at hemme, og ligesom han tilforn ved Forordninger havde indskrænked Adelens Overdaad udi Klædedragt, Brylloper og Begravelser, saa lod han i samme Henseende dette Aar publicere en Forordning, Geistligheden og Borger-Standen angaaende, hvis fornemmeste Artikler vare: (1) At de maatte ikke byde til Bryllup meere end 40 par Folk, hvilket man kand endda sige at være et tilstrækkeligt Tall, og deraf seer, hvor nombreuse Bryllups-Forsamlinger tilforn maa have været. (2) At man (197)

(a) Edict. Reg. Hafn. d. 23. August. 1655.

ikke maatte spiise meer end 6 Retter-Mad, og det foruden Confect, og ikke skiænke Vin af Glas men af Kander; hvilket sidste man ikke kand fatte, med mindre Adelen haver villet have sig den Mode forbeholden at drikke af Glas alleene; thi der kunde ellers consumeres ligesaa meget Viin, ja end meer af Kander, og Glas burde heller tillades end forbydes, efterdi der paa samme Tid var et Glas-Brænderie i Kiøbenhavn, hvis Debit dermed kunde befodres. Man seer ogsaa af samme Artikel, at det Ord Confect allerførst er kommen i Brug, i Steden for Banqvet, hvorved Confiture tilforn udi Forordninger ere exprimerede. Skaufessen, som udi forrige Forordninger om tales, findes fra denne Tid intet meere mældet om, hvoraf man kand slutte, at det nogle Aar tilforn maa være kommet af Brug. Skauffessen bestoed ellers i eftergiorte Retter af uædendes Materie, som sættes paa Bordet alleene for Stads, og for Øjene. At saadant med stor Konst og Bekostning maa have været giort, sees deraf, at derpaa udi alle gamle Forordninger giøres Forbud. Det er ellers merkeligt, at udi den 9de og 10de Artikel tales om en Fiscal, der skal forordnes for at

Politie-Fiscals Embedes Opkomst.

inqvirere, om saadant bliver efterlevet, og til hvilken Klokkerne hver Løverdag Aften skal give Fortegnelse paa alle dem, som næstkommende Søndag skulde copuleres. (a) Nogle Uger efter denne Forordning ble v ogsaa en Fiscal beskikked, hvilken er den første, som man i dette Land veed at sige af: thi, endskiønt udi de gamle Love og Recesser ofte tales om Politiens Administration, saa finder man dog ingen særdeles Øvrighed at have været beskikket til at holde over Politie Forordningerne, men Executionen beroede i ældgamle Dage paa Kongerne selv, og siden paa Lehnsmændene, hver udi sit Lehn, item paa Borgemester og Raad samt Kongens Foged udi hver Kiøbsted, som vare anbefalede at holde over de Kongelige Politie Forordninger. Derom vidne i sær tvende Anordninger, udgivne det Aar 1617 af den 2 Augusti (b) og 12 Octob. (c), hvoraf den første siger, at (198)

(a) Edict Hafn. 4 Novembr. 1655.

(b)C ronborg d. 2 Augusti 1617.

Befalningsmændene, item Borgemester og Raad findes forsømmelige i at inddrive Straff-Bøder, som vare lagde paa Overdaadighed ved Bryllups-Færd. Den anden siger, at, hvorvel Kong Friderik 2 havde giort adskillige Anordninger mod Overdaad i Klæde-Dragt ved Brylloper og Barseler, saa bleve dog samme ei holdne over, efterdi Biskoperne og Hospitals Forstanderne, som saadanne Forordningers Overtrædelse for Lehnsmændene burte angive, ei derom havde giort Eftersøgning, thi skulde Lehnsmændene, hver udi sit Lehn, saavel udi Kiøbstæderne som paa Landet og Adelsgaardene selv, personligen eller ved andre forfare, og have Indseende med, at Forordningerne blive efterlevede. Saaledes var Politiens Tilstand,

Derved lagdes Grundvold til den siden oprettede Politie-Mesters Bestilling.

indtil Kong Friderik 3 forordnede udi dette Aar en Politie-Fiscal til de Bøders Inddrivelse, som sattes paa Overdaad, hvilken Fiscal for sin Umage skulde have den tredie Deel af Bøderne, og uden Persons Anseelse skulde inqvirere efter Politie Forordningernes Overtrædelse, og indhendte derover Dom, samt hver 1ste Maji giøre Regnskab for de Fattiges Andeel af Bøderne til det Kongelige Rentekammer. Udi dette Fiscals Embede synes Grundvolden at være lagt til den siden oprettede Politie-Mesters Bestilling, som af Christ. 5 blev beskikked Aar 1682. Den første Politie-Fiscal var Henrik Tellemand, som tilforn var Provincial Told-Forvalter udi Fyen, Lolland, Falster, og Langeland. (a)

Blant andre Forordninger af Vigtighed, som dette Aar bleve udgivne, er en, angaaende et Salt Compagnies Anrettelse, hvorudi alle Stands-Personerne i begge Rigerne kunde interessere, men ingen Part der i maatte være under 500 og over

Et nyt Salt-Compagnies Stiftelse.

5000 Rixdlr., og skulde de, som vilde interessere derudi, angive sig hos Peder Pedersen Borgemester i Kiøbenhavn. For samme Compagnies Befodring blev forordnet, at det udi 20 Aar ikke skulde give meer end halvanden Rixdlr. Told for hver Læst Salt, men de, som vare uden for Compagniet, skulde give 18 Rixdlr. Conditionerne, som bleve betingede for saadanne store Privilegier, (199)

(a) Edict. Hafn. d. 19 Novembr. 1655.

var, at Compagniet skulde afhente Saltet med egne armerede Skibe, hvilke Skibe det udi Krigstider for en billig Fragt skulde overlade Regieringen. Til Compagniets Directeurer bleve beskikkede ovenmældte Peder Pedersen Borgemester i Kiøbenhavn, item Johan Steinkuhl og Herman Isenberg (a) men dette Salt-Compagnie havde ikke meer Bestandighed end de forrige og efterfølgende; thi disse Riger have ofte været betænkte paa saadanne Salt Societeters Indrettelse, og, hvor ofte de end ere blevne kuldkastede, saa har man dog arbeidet paa deres Opkomst igien, hvilket giver tilkiende, hvad Vanskelighed Salt-Handelen er undergiven, med mindre den drives med Konst. Hvilke Mouvemens derom i vore Tider er giort, er noksom bekiendt; og var det at ønske, at et ret Middel eengang kunde udfindes, hvorved Salt-Handelen kunde sættes paa en rett bestandig Fod.

Foregaaende Aar bleve givne Privilegier til et Steenkull Verks Anlæggelse udi Skaane og paa Boringholm. Nogle fornemme Herrer, nemlig Joachim Gersdorff, Axel Urop, Ivar Krabbe og Otto Krag havde fra det Aar 1650 begyndt at lade grave efter Steenkull ikke langt fra Helsingborg paa Ivar Krabbes Grund, og derpaa forlanget Privilegier, saaledes at Verket maatte drives dem og deres Arvinger alleene til Beste. Saadant blev dem ogsaa udi samme Aar strax accordered med de to første Aars Frihed for at betale nogen Rettighed deraf til Kronen, men efter 2 Aars

Privilegium paa Steenkull-Verket udi Skaane og paa Borringholm.

Forløb være forbundne, til at betale hver tiende Tønde af Steen-Kullet. Hans Majestet bevilligede dem ogsaa, til Verkets Fortsættelse at betiene sig af de omliggende Kronens Bønder-Gods, naar de betalede den Aarlige-Rettighed og Landgilde, som deraf gik; iligemaade, at Arbeidsfolkene maatte være befriede for all Kongelig Tynge. (b) Det Kongelige Privilegium, som da blev givet, taler alleene om Skaane, som giver tilkiende, at de i Begyndelsen have alleene været betænkte paa at grave Steenkull udi samme Province; men, som de mærkede, at dertil gaves ogsaa Leilighed paa Borringholm, extenderede de deres Begiæring, (200)

(a) Edict. Hafn. 6 Sept. 1655.

(b) Privileg. Hafn. 14 Julii 1650 Manuscr. autogr.

og forlangede saadan Frihed til Steenkulles Optagelse baade paa Borringholm og udi Skaane, og det med samme Privilegier, som saadanne Verk forundes udi det Churførstendom Sachsen, hvor Steenkul ei for noget Metal eller Mineral agtes, og derfore ingen Tiende deraf udgives eller begiæres. Hans Majestet merkede, hvor nyttigt saadant Verk i Fremtiden kunde være, og hvormange Penge derved kunde spares, som aarligen ginge ud af Landet til Fremmede, accorderede derfor Allernaadigst strax denne deres anden Begiæring ved et Patent af den 26 Februarii Aar 1654, saaledes, at Verkene maatte drives med samme Friheder, som i Sachsen, det er: være frie for Tiendes-Afgift. (a) Men de paafølgende store Krige og Skaanes Forliis giorde dette til intet.

Førend jeg skrider til det efterfølgende Aar, vil jeg melde noget om den bekiendte og saa kalden Don Jürgen Ulrik, som udi dette Aar blev ihielslagen af en Brygger-Svend paa Christianshavns Broe. Samme Don Ulrik var en af de Tiders store

Don Jürgen Ulriks Historie.

Avanturiers, og havde givet sig udenlands ud for at være en af Christiani 4. Sønner, som han havde avlet med Frue Kirstine Munk. Hvis han har været Christiani 4. Søn, maa han have været fød af Fru Kirstine Munk, førend hun blev Ægtevied med Kongen; thi udi det Forhør, som derover blev holdet, sagde han selv, sig at være fød enten 1614 eller 1615, hvilket var det samme Aar hun blev Kongens Gemahl. At hans Foregivende ikke gandske har været uden Grund, eller i det ringeste uden Skin, sees eendeel af det Forhør, som efter Familiens Forlangende derover blev holden til Sevilien, hvilket ikke kunde skee, hvis Fru Kirstine ej havde fød fleere Børn, end dem, som udi Historien bekiendte vare; endeel ogsaa af det, at han siden kom til Kiøbenhavn, og opførte sig med Distinction, hvilket ikke havde været tilladt, hvis han havde været en aabenbare Bedrager. At Kong Friderik ikke agtede ham, kand ikke tiene til noget Beviis mod ham, efterdi det er af Historien bekiendt, at Hans Majest. bar kun liden Affection til Fru Kirstine Munks Børn. Hvad ellers hans Liv og (201)

(a) Examen Hispal: den 15 Decembr. 1650 Manuscr.

Levnet angaaer, da sees det fornemste deraf af hans egen Relation, han derom gav udi det Forhør, som Jochum Willemsen lod uden Tvil efter Familiens Begiæring derover holde til Sevilien (a), derudi beskriver han sit Liv og Levnet saaledes: Til det første Spørsmaal om hans Fødsel, svarede han, at han var fød udi Kiøbenhavn i det Aar 1614 eller 1615 af Kong Christian 4. og Frue Kirsten Marsvin, og at han, da han ungefehr var 13 Aar, blev udsendt af Dannemark med den Rußiske Gesant, som Aar 1627 var i Dannemark, og at han siden efter Kongens Ordre, og i Qvalitet af hans eget Barn, reisede i samme Gesants Compagnie udi 9 Maaneder, efter hvis Forløb

Hans Avantures.

han begav sig til Polen, og der blev anseet som en Person af Kongeligt Blod.

Udi det andet Spørsmaal om hans Sødskende og deres Navne, svarede han, at det var ham intet andet bevist, end at Grev Waldemar Christian var hans Broder, men hvad hans andre Sødskende og deres Navne og Giftermaal angik, da var alting ham aldeles ubekiendt.

Da han for det 3die blev adspurt om hans Optugtelse hiemme, svarede han, at han blev skikked til det Kongl. Academie Sorøe paa samme Tid, som Prinds Ulrik, og kunde han ikke nævne nogen af dem, som da paa samme Academie studerede, undtagen Mogens Kaas, Jørgen Vind, og Anders Bilde, item, Hoffmesteren Just Høeg.

Til det 4de Spørsmaal om hans videre Reiser og Opførsel i fremmede Lande, svarede han, at han fra Polen begav sig til det Keiserlige Hoff, hvor han opholdt sig udi 5 Aar, efter hvilken Tid han der tog Afskeed, reisede først til Cöln, og derfra til Amsterdam, og endelig fra Amsterdam til Rochelle, hvor han bekom 7000 Ducater paa en Vexel efter Kong Christians Ordre; Da han havde faaet disse Penge, reisede han til Vestindien, alleene af Begiærlighed efter at see Landet sammesteds, men siden tog Parti blant de Americanske Flibustiers eller Fribyttere, for at røve paa Spanier og Portugiser. Efter at han en Tid lang havde øvet det Handverk, (202)

(a) Examen Hispal: den 15 Decembr. 1650 Manuscr.

kom han tilbage til Rochelle igien, og gik derfra til Paris, hvor han ikke allene førte sig prægtig op, men endogsaa forærede Kongen en Diamant af en uskatterlig Priis, og igien blev regalered af Kongen med 4re Hæste til sin Carosse, samt 2 Ridehæste. Det er troeligt, om Beretningen er rigtig, at han har samlet Midler ved dette Fribytterie udi Vestindien, eftersom han siger, sig at have depenseret 50000 Rdlr. i Frankrig. Han siger, sig der paa samme Tid at have været kient med Jørgen Vinds Søn, som kand vidne om hans Opførsel udi Paris.

Til det 5te Spørsmaal om hans videre Avantures, svarer han, at, da han siden vilde gaae til Skibs fra Rochelle til Dannemark, geraadede han i Tvistighed med en Fransk Herre, hvilken han fældede udi en Duel, hvorudover han i en Hast maatte Tage Flugten, og begive sig til America igien, hvor han paa nye agerede Fribytter. Men samme Fribytterie løb saa slet af for ham, at han maatte tage Tieneste hos en Hamborgsk Skipper ved Navn Peter Tam, og siden tienede paa en Spansk Fregat for Maaneds-Løn, som Højbaadsmands-Mat. Han vidner derforuden om andre Reiser udi Vestindien, item, udi Persien, Arabien og Africa.

Da han for det 6te blev tilspurdt, om han ingen Breve kunde fremviise fra Kong Christian eller fra Frue Kirstine, sagde han, at han nogle Maaneder for Kongens Død havde bekommet Breve fra dem begge, hvorudi de forlangede hans Tilbagekomst, men at samme Breve vare ham siden frarøvede.

Til det Spørsmaal om hans Religion, sagde han, sig at have antaget den Romerske Religion til Vien, hvor han blev igien døbt, og i Daaben i Steden for Ulrik kalden Georg.

Til det 8de Spørsmaal, hvorledes han siden var kommen til Valentia, og hvorfor han der fængsligen var bleven anholden, svares, at han med den Spanske Fregat, hvor han stod i Tieneste, var kommen didhen, og udi Valentia var bleven anholden for Giæld, og at han da, for at komme løs igien, havde været tvungen til at give sin Slægt og Byrd tilkiende. Til Slutning siger han, at han ønskede intet heller, end at være saa nær, at han per|sonligen (203) maatte forsvare for Kongen af Dannemark, hvad han havde sagt.

Historien viser, at han siden er kommen til Dannemark, og at han har været paa fri Fod i Kiøbenhavn, hvilket synes at give tilkiende, at man ikke har holdet ham for

Betænkning derover.

en Bedrager. Vel er sant, at de mange forunderlige Avantures kand giøre Historien suspect. Det er ogsaa vanskeligt at begribe, at intet udi Historien om ham bliver meldet for denne Tid, og at den Person kunde være ubekient, som Kongen selv corresponderede med, og remitterede Penge. I sær er det selsomt, hvad han melder om sin Omdøbelse udi Wien. Derimod kand man paa den anden Side ligesaa lidet fatte, hvi man saa nøje skulde inqvirere om hans Person, hvis man fuldkommeligen vidste, at Frue Christine ingen fleere Børn havde haft, end dem, som tilforn er ommeldet. Iligemaade at man har ladet den Person, der falskeligen gav sig ud for en Konge-Søn, føre sig op med Distinction ved det Kongelige Hoff, og at bemeldte Frue Christine, som best kunde kiende i Sagen, i det ringeste ikke har protesteret derimod. Det synes derfore, at man ikke har fundet hans Foregivende gandske uden Grund, men, at Familien ikke har villet kiendes ved ham, Eendeel i Henseende til Religionens Forandring, Eendeel i Henseende til hans u-ordentlige Levnet; thi han var heel dissolut i sin Opførsel, fik ogsaa et slet Endeligt: Da han udi det Aar 1655 agede

Han bliver ihielslagen.

over Christianshavns Broe, kom han i Klammerie med en Bryggersvend, fordi han ikke vilde kiøre af Vejen for ham, hvorudover Bryggersvenden blev heed om Hovedet, og gav ham et Slag af en Dragestang, saa at han deraf døde, spendte derpaa en Hæst fra Vognen, og reed bort paa, saa at man fik ham ikke meer at see. Don Jürgen Ulrik blev siden begraven i all Stillhed i Holmens Kirke. Han havde et langt sort slet Haar, var koparret, med en stor Næse, gik i alle Kipper, og var intet agted af Kong Friderik.

Man merker ellers af en Forordning af den 24 Novembr. at der udi dette Aar have opreiset sig adskillige Separatister, hvilke have afsondret sig fra den offentlige Guds-Tieneste, og stiftet hemmelige (204) Forsamlinger i Kiøbenhavn. Disse Forsamlinger søgte Hans Majestæt strax ved et strængt Forbud at qvæle i deres Fødsel,

Hemmelige Forsamlinger udi Kiøbenhavn.

Eendeel i Henseende til den egen Lærdom, som derudi førtes, Eendeel og i Henseende til de onde Suiter, som Erfarenhed lærer at flyde af dislige geistlige Conventiculis. Det er mig en U-vitterlighed hvorudi den egen Lærdom bestoed, som førdtes udi disse Forsamlinger. Jeg seer alleene af Forbudet, at disse Separatister have vraget den brugelige vedtagne Guds-Tieneste, og Kirke-Ceremonier.

Forordningen, som den 24 Novembr. udi dette Aar blev publicered, lyder

Forordning derimod.

saaledes:

WI Friderich den Tredie, med GUds Naade, Danmarckis, Norgis, Vendis oc Gottis Konning, Hertug udi Sleßwig, Holsten, Stormarn oc Dytmersken, Greffve udi Oldenborg oc Delmenhorst. Giøre alle vitterligt, at effter som Vore kiere Forfædre saa vel som Wi stedtze haffver der hen den fornemste Omsorrig oc Bekymring henvendt, at GUds hellige oc sande Ord, oc den der udi vel grundede reene Guds Tieneste, som den ypperste Skat, Verden aff GUd den Allerhøyeste, er betroet, her udi disse Riger kunde pur oc u-forfalsket til Effterkommerne oc Posteriteten, bliffve erholdet oc bevarit. Oc Wi dog maa erfare, at den Mester som Hueden med Klinten vaager effter, at undertrycke og forderffve, oc huer sit beste forsøger, sær med det hellige Præste-Embede oc Ministerium at bringe i Foract: Sær oc saa med hemmelige skadelige Samquem oc fremmed Dristighed, dennem som icke bedre forstaar, effter Haanden |205fra Vore Kircker oc den der udi vedtagen brugelig Guds Tieniste at forleede oc forføre, da effterdi det hellige Præste-Embede af GUd selff med Himliske Myndighed paa Jorden er indstifftet: Oc de det betiene oc forrette, uden den store GUds Foract, icke kunde forbjgaais oc foractis, oc huis Menniskelighed hos Personerne kunde findis, den GUd, som det Kald Mennisken betroet, icke var ubekiend. Da ville Wi hermed alle oc en huer, særdelis alle Offver oc Vnder-Øffrighed, alvorligen hafve befalet, at huer i sin Sted tilhielper det hellige Præste-Embede, oc de det betiene at holde udi saadan Act oc Værdighed, som den hellige GUd sin egen Ordning oc Tieneste vil have æret oc holdet, oc udi alting giøre sig meere Tancke om det hellige Embids Høyhed, end Menniskelig Dyctighed, oc Skickelighed, anseendis ocsaa at ingen Verdslig Regent eller Regiment kand holdis for, aff dennem at anseeis oc actis, som GUds egen Regierings Tieniste oc Betiente, forskyde eller foracte, her hos skal oc alle de, det hellige Præste-Embede betienne, alvorlig være advarit oc paamindt, at de med deris Ljff oc Lefnit icke selff deris Embede vanære, eller bringe i Foract, mens sig saaledis altjd forholder, som deris Kalds Værdighed udkreffver. Huormed oc alle Superintendenter skulle være formanet, at haffve saaledis tilbørlig Indseende, at de Forargelige i Tjde kand vorde kiendt oc sæt til rette, før |206end Meenigheden tager Aarsage baade Præst oc Embede at foracte. Disligeste skulle ocsaa alle Offver oc Vnder-Øffrighed gifve alvorligen Act, at ingen særlig Samquem til nogen anden Religions Øfvelse bliffver tilsted oc holdet, end den som hid indtil i Vore Kircker offentlig haffver værit øffvet oc brugt, dog er her hos at acte, at naar det hendis, at ved Voris Hoff nogen fremmid Herris Gesandt eller Minister sig opholder eller residerer, som aff anden Religion er, end her i disse Rjger oc Lander er brugelig, da er dennem icke formeent for sig oc deris egne Tienere, oc i deris Huuse, deris Religions Exercitia, oc huis tilhører, at bruge. Mens uden deris Logement og Huse, eller for andre, end den fremmed Minister oc hans egen Tienere, maa deris Præster huercken prædicke eller Sacrament uddeele, eller nogen anden saadan Guds Tieniste sig understaa at forrette, megit mindre enten af Præster eller andre Tienere, til Voris Religions Foract, noget forargeligt foretagis; skeer noget aff sligt, oc det icke aff den fremmede Herris Ministro bliffver tilbørligen straffet oc remederet, da vijde sig det selff, om Wi ved andre Middel skulle foraarsagis Vore Mandaters oc Anordningers Lydighed oc Observantz, som andre Potentater i deris Lande i lige Tilfelde, giøre, at erholde oc bevare. Hermed forbiudis ocsaa alvorligen alle i huo de oc være kunde, som icke ere nogen (207) fremmed Ministri egen Betiente, at bruge den Frjhed, oc i deris Huse eller uden fore, søge eller bruge nogen fremmed Religions Exercitie, om de end skiønt ere aff samme Religion, oc allermest forbiudis de som ere aff Voris egen Religion, at de, aff huad Prætext det være kunde, icke skulle lade sig finde paa de Steder, huor oc naar saadan fremmed Religions Øffvelser forrettis, huo her imod befindis sig at forsee, skal derfor straffis som de Vore Mandater foracter, oc motvilligen ville giøre til intet: om denne Voris Anordning skulle Vore Befalings-Mænd icke forsømme, huor nogen fremmed Minister sig opholder, som anden Religion bruger, end den her i Rjget holdis, paa beste Maneer at informere, at ingen med nogen V-vijdenskab sig skulle haffve Aarsag at undskylde, oc ellers skulle alle Geistlige oc Verdslig Øffrighed være strengelige befalet her offver at holde som de acte at forsuare. Giffvet paa Vort Slot Kiøbenhaffn den 24 Novembris Anno 1655.

Vnder Vort Signet.

Frederich.

Ved denne Forordning søger Hans Majestæt først og fornemmeligen at hemme disse hemmelige Forsamlinger, som syntes allerede at have taget temmelig Overhaand, dernest at formane (208) Geistligheden og Præsterne til et helligt og deres Embede anstaaeligt Levnet, saasom Separatisterne af een og anden U-ordentlighed toge Lejlighed til at separere sig fra Kirkerne, og at afmale den offentlige Guds-Tieneste med sort Farve, formeenende at hvor der ikke leves vel, kand ej heller læres vel, og at det derfor var sikkere at høre dem forklare GUds Ord, om hvis Levnet de vare forvissede.

Det synes ogsaa at fremmede Ministrers Prædikanter da have ladet sig bruge til at forføre Landets Indbyggere til deres Troe, og at lokke een og anden til deres Capeller, hvilket ikke kand forstaaes uden om Roman-Catholske Gesanters Præste, der ofte u-anseed de strænge Forbud, som derimod ere blevne giorte, have søgt at forfremme den Romerske Religion udi disse Lande; Og haver jeg viiset udi Christiani Qvarti Historie, hvorvit eengang dermed var avancered udi Norge, da Landet var opfyldt med hemmelige Jesuiter, og Kirkens Tilstand disfarligere, efterdi de samme vare mestendeels indfødde Norske Jesuiter, der simulerede, indtil de komme til Præste-Embeder, og da paa en subtil Maade søgte at forplante den Romerske Troe.

Den Frihed, som de fremmede Ministrer da havde i deres Religion, strakte sig alleene til deres egne Personer og Domestiqver; thi for denne Tid var ingen fremmed Religions Øvelse, som mig er vitterligt, tilladt i disse Riger og Lande. Og var det derfore af en stor Kongl. Naade, at den Franske Ambassadeur Terlon i Henseende til de Tienester, han havde beviised Riget, blev udi det Aar 1658 efter Ansøgning tilladt Religions fri Øvelse for dem som bekiendte den Roman-Catholske Religion udi Altona; saa det tilforn alleene var tilladt fremmede Ministrer at øve deres Guds-Dyrkelse for dem selv og deres Domestiker, hvilket sees af denne Forordning. Hvad ellers disse ovenomtalte Geistlige Forsamlinger angaar, da synes de strax ved dette Forbud at have ophørt, efterdi intet derom meere bliver talt udi Friderici Tertii Historie.

(209) Jeg finder ellers intet andet Mærkværdigt af indenlandske Sager, begiver mig derfore til det Aar 1656, hvorudi Forberedelser bleve giorte til den store Krig, som brød ud 1657.

Den store Fremgang, som Sverrig hidindtil havde haft udi Polen, bragte fast heele Europa udi Bekymring. Paven frygtede for den Romerske Religions Ruine udi samme Rige, hvis det skulde komme under en Protestantisk Konge. Keiseren var

Conjuncturerne i Begyndelsen af dette Aar.

bange for sine egne Lande, hvilke vilde være stor Fare underkastede, hvis Polen, som grændsede med de samme, skulde foreenes med Sverrig. Hollænderne frygtede for deres Handel i Østersøen, helst om Sverrig blev Mester over Preudsen og i sær over Dantzig, som var Hollands Brødkammer. Czaren havde samme Aarsag at ansee denne Fremgang med skeele Øjen som Keiseren, saasom Polen er Moscoviens Naboe. Men ingen havde meere Aarsag at frygte end Dannemark, endeel, saasom samme Rige kunde være forvisset om at Touren vilde komme først paa sig, eendeel ogsaa, efterdi intet Rige stod meere aabed for Sverrig, hvoraf det kunde angribes paa tvende Steder, nemlig udi Holsten og Skaane tillige. Kort at sige, ingen saae gierne denne Fremgang, end ikke Cromwel selv, som dog var Sverrig mest bevaagen paa de Tider; hvorudover man let kunde see, at, hvis Conjuncturerne ikke havde forandret sig udi Polen, de fleeste Potentater vilde have foreenet sig sammen for at redde samme Rige af de Svenskes Hænder; hvilket altsammen Regieringen udi Sverrig burte have forud seet, førend man foretog denne Expedition, som i dislige Henseende ikke kunde andet end have et slet Udfald, og derfore tienede til intet andet, end for en Tid at træde et Rige under Fødder, hvis Possession man umueligen kunde maintenere. Men Faren var denne gang ikke saa stor, som man indbilte sig; thi Polakkerne, da den første Consternation var forbi, og den Svenske Krigshær opholdt sig udi Preudsen, begyndte at reise sig paa Beenene igien, og Johannes Casimirus kom fra Schlesien til Polen igien, hvor alting fik en anden Skikkelse. Dette kand jeg ikke forbigaae korteligen her at anføre, saasom de Mesures, Dannemark skulde tage, grundede sig paa den Polske Krigs Udfald. (210) Jeg har udi forrige Aars Historie viiset den forunderlige Fremgang, de Svenske Vaaben havde haft udi Polen og Lithauen, iligemaade hvilke Stæder Kong Carl siden erobrede udi det Polske Preudsen, og derved tvang Churførsten af Brandenborg til at slutte Forbund med sig, hvorved han fik efterfølgende Aar frie Hænder til at agere udi Preudsen. Udi Begyndelsen af dette Aar 1656 beleirede de Svenske, under Phaltzgreven af Sultzbach, Marienborg, fra hvilken Stad Churførsten af Brandenborg havde tilbage taget sine Tropper og Artilleriet efter det Forbund, som han havde sluttet med Sverrig. Staden var da kun slett forsyned, hvorudover Indbyggerne efter en kort Modstand og nogle ulykkelige Udfald aabnede Stadsporten for de Svenske, saa at Besætningen fik neppe Tid til at retirere sig til Castellet, hvilket kort derefter ogsaa blev overgived.

Men, saasom de Svenskes største Magt var i Preudsen, fik den Polske Nation

De Svenskes Fremgang standser i Polen.

Aande-rum, og derfor begyndte at vaagne op af Søvne. Polakkerne samlede sig sammen paa adskillige Steder, og nedsablede de Svenske, hvor de kunde treffe dem, og Præsterne forglemte da ikke at ophidse Almuen, sigende, at Carl Gustav havde begyndt denne Krig for at undertrykke den Romerske Religion udi Polen; De løsede ogsaa allevegne Indbyggerne fra den Troeskabs Eed, de havde aflagt til Sverrig, foregivende, at den Eed, som giøres mod Religionen, ikke kand forbinde. Den farligste Fiende, de Svenske da bekomme udi Polen, var Czarnesky. Den samme nedsablede dem allevegne, hvor han saae Leilighed, incommoderede Tropperne udi deres Marche, og retirerede sig med saadan Behændighed, saa at han ideligen giorde Skade uden at lide nogen igien. Herudover fik han saadant Tilløb af Folk, at han i en Hast saae 12000 Mænd under sin Commando, saa at han var i Stand at byde den Svenske Krigshær Spidsen. Dette foraarsagede, at Kong Carl maatte forlade Preudsen, og med sin Krigshær rykke ind udi Polen igien, hvor ham besynderligen var angelegent at adsprede Czarneskys Tropper, førend de videre forøgede sig, og stødte til Kongen af Polen, som var kommen tilbage fra Schlesien igien.

(211) Czarnesky, som ikke fandt raadeligt at vove noget ordentligt Feltslag, passerede da Czarneskys Bedrifter.tilbage over Weixelstrømmen, men, saasom Floden og Moradserne endda ikke havde lagt sig af Frosten, naaede Kong Carl ham med sin Krigshær, og tvang ham til at holde Stand. Et blodigt Slag, blev saaledes den 8 Febr. holdet ved den Landsby Golumbo, hvorudi Czarneskys Folk bleve totaliter slagne, og en stor Deel, hvoriblant mange Stands-Personer, blev giort til Krigsfanger. Efter at Kongen af Sverrig havde erholdet denne Seier, lod han udraabe Pardon for alle dem, som vilde holde sig i Roelighed, og lovede dem Belønning og Forfremmelse, som vilde støde til hans Krigsmagt. Men, som Forbittrelsen da var bleven saa stor, at Polakkerne vilde heller døe end give sig under Sverrig igien, havde dette Tilbud ingen Virkning. Ja Natten, efter at denne Amnistie var forkynded, deserterede en Hob Polakere af den Svenske Leier, blant hvilke den bekiendte Koniespolsky, saa at Kongen havde Aarsag at frygte for sit Liv.

Men for at føre sig til Nytte den Seier, som han havde erholdet over Czarnesky, rykkede han udi Martio mod Lublin, og brandskattede samme Sted. Imidlertid havde Czarnesky faaet en Hob-Folk paa Beenene igien, hvormed han idelig foruroeligede Kong Carls Krigshær i dens Marche, saa at han anfaldt, nu hans Artillerie, nu hans Bagage, og bortsnappede en Deel deraf, og, naar han havde erholdet nogen Fordeel, skiulede han sig i Skovene, eendeel for at sætte sig i Sikkerhed, eendeel og for at overrumple de Svenske paa nye, hvilke ansaae ham som deres Pest, og det med desstørre Bitterhed, efterdi de ikke kunde hævne sig. En stor Uheld var ogsaa paa samme Tid for Kongen af Sverrig, at han fattede Tillid til den Lithauske Feltherre Sapieha, hvilken var hans hemmelige Fiende og søgte ved alle Leiligheder at forraade ham. Den samme holdt længe gode Miner udi den Svenske Leier, saa at Kongen af Sverrig betroede ham en flyvende Hær, som skulde gaae for i Veien af hans Krigsmagt, men det første han saae sin Tempo, løb han bort med alle de sig anfortroede Folk og conjungerede sig med Polakerne. Hvilket foraarsagede ikke liden Forvirrelse (212) blant de Svenske, helst, som Kongen havde betroet ham sine vigtigste Anslag.

Udi denne Tilstand besluttede Carl Gustav at forføie sig til Sendomir, hvor der var en Svensk Besætning, men han blev haart eftersatt af de Polske Generaler, Czarnesky og Lubomirsky; ja Retraiten til samme Stad blev ham gandske afskaaren: thi 2000 Polakere trængede sig ind udi Sendomir; der blev ogsaa en Mine anstukken hvoraf Castellet med den Svenske Besætning sprang i Luften.

Nu var intet andet Middel for Kongen af Sverrig end at redde sin Krigshær

Kong Carl udi slet Tilstand.

ved en hastig Retraite, men man havde i den samme store Vanskeligheder at bestride, som Kuld, Hunger og vanskelige Veie, og derforuden at Czarnesky ideligen lod sig see nu paa en Side, nu paa en anden, saa at der var Anseelse til at den heele Krigshær vilde ødelægges. Udi denne slibrige Tilstand lod Kongen for at facilitere sig Veien, føre Materialier fra den Sendomirske Broe til San for at passere derover, uanseed at Lithauerne camperede paa den anden Side af Vandet. Medens man var i Arbeide dermed, angreb Kongen uformodentligen Sapieha, som havde posteret sig paa denne Side af Weixelstrømmen med 1600 Mænd, hvilke han adspreedede. 300 af dem bleve slagne, nogle druknede udi Floden, og en temmelig Provision af Levneds-Midler faldt i de Svenskes Hænder.

Men uanseed denne Fordeel var den store Vanskelighed endda tilbage, nemlig udi Lithauernes Paasyn at passere Strømmen San, førend Polakerne kunde conjungere sig med dem. Dette skeede dog; thi der kom en Skræk over Lithauerne, saa at de forlode deres Lejer, Provision og Feldt-Stykker, og Kongen af Sverrig efter saadan udstanden Fare og Vanskelighed kom omsider lykkeligen til Warskau, og der tog Forfrisknings-Qvarteer. Derimod havde de Svenske Uheld paa et andet Sted; thi, da Marggreven af Baden avancerede, for at conjungere sig med Kongen ved den anden Side af Weixel-Strømmen, blev han ved Warskau angreben af 13000 Polakere. Han giorde vel i Begyndelsen (213) en tapper Modstand, blev dog omsider overvældet af Mængden. Eendeel af hans Folk blev slagen, 200 bleve fangne, og nogle reddede sig igiennem Skove og Moser til Warskau. Marggreven af Baden selv tillige med nogle Officiers komme med stor Nød i Behold til Czerzco, hvor de strax bleve belejrede, men da Polakerne, som beleirede dem, finge Tidender om, at Kongen af Sverrig var kommen til Warskau, forlode de Belejringen, hvorudover Margreven fik Lejlighed til at undflye denne Fare, og kom i Behold til Warskau. Medens dette forhandledes udi Polen, reisede der sig nye Bevægelser udi Preudsen, hvor Sverrigs Fiender rottede sig sammen for at afkaste det Svenske Aag. Hvorudover Kongen af Sverrig, saasom intet laae ham meere paa Hiertet end Preudsens Conservation, brød han strax op fra Warskau igien, overladende Krigshærens Commando til hans Broder Hertug Adolf med Ordre at sætte efter Czarnesky, og at tvinge ham til at holde et Slag.

Czarnesky, endskiønt hans Forsæt var ingen Hoved-Trefning at holde, men alleene at svække de Svenske ved smaa Skarmytzler, og at overrumple dem, hvor de kunde findes Partiviis, saa blev han dog omsider, udmatted af saadan idelig Bevægelse, tvungen til at holde Stand nær ved Gnesna, og, som han der fandt en beqvem Post, blev han der holdende, for at imodtage de Svenske. Slaget blev holdet den 27. April, og figtede Polakerne da med langt større Orden og Bestandighed end udi de forrige;

Slag ved Gnesna.

thi de lode ikke alleene efter Sædvane see Fyrighed udi første Angreb, men holdte ud med stor Bestandighed, og adskillige gange fornyede Striden, saa at Slaget, som begyndte Klokken 3 om Eftermiddagen, holdt ved indtil Solens Nedgang. Endeligen retirerede Polakerne sig ind udi samme Skov, hvorfra de vare komne, og mistede de fleere Folk udi Retraiten end udi Slaget, saasom de ideligen af de Svenske bleve eftersatte. Men denne nye Sejer gav de Svenske kun liden Fordeel, og snarere formindskede deres Haab om denne Krig end forøgede den; thi de merkede heraf at Polakerne begyndte at figte paa en anden Maade end tilforn, og at Krigen, som hidindtil havde haft Anseelse heller af en Jagt (214) end en virkelig Feide, vilde føres med større Agtsomhed; det er ogsaa troeligt, eftersom Slaget varede saa længe, at Forliisen er bleven temmelig stor paa de Svenskes Side, og at de hvasse Polske Sabler maa have giort nogen Virkning udi saa mange Timer. Man seer ogsaa at Czarnesky strax efter dette Slag bemægtigede sig Bromberg, og der nedsablede den Svenske Besætning.

Kong Carl som da var i Preudsen, merkede at den Polske Krig vilde blive vanskelig, og at det var fornødent at bruge lige saa megen Konst som Magt, og at Polen ikke vel kunde tvinges uden man fomenterede Ueenighed mellem Indbyggerne. Herudover lod han offentligen forkynde, at hvilken Polsk Edelmand, der enten omkom eller tog til fange en anden rebelsk Edelmand, den skulde i 6 Aar nyde halve Deelen af den Dødes Indkomster; og hvilken Bonde, som ihielslog en Polsk rebelsk Herremand, skulde udi 6 Aar nyde den Dødes Indkomster. Men denne Forordning, hvorved en Undersaat ophidsedes mod en anden, og hvorved Tienere autoriseredes til at myrde deres Herrer, havde ingen anden Virkning end at forøge den heele Nations Had mod de Svenske.

Saasom intet var Sverrig meer Magt paaliggende end at bringe Preudsen og af alle Preudsiske Stæder Dantzig under sin Lydighed, saa blev dette Aar alle Kræfter

Dantzigs Beleiring.

anvendte paa samme Stads Reduction, saa at Dantzig blev beleired baade til Lands og Vands. Kong Carl, som i egen høje Person commanderede Belejringen, erobrede strax nogle Skandser ved Staden, og igiennembrød Sluserne, for at giøre Stadens Vandmøller ubrugelige, affærdigede ogsaa Skrivelse til Magistraten, hvorudi han formanede dem til en hastig Overgivelse, og derved at forekomme en saa herlig Stads total Ødelæggelse. Men ham blev svared, at Indbyggerne ubrødeligen vilde holde den Forpligtelse, som de havde giort Kongen af Polen. Hvorudover Kong Carl, da han merkede Stadens bestandige Forsætt, og saae at det vilde blive en langvarig Belejring, overdrog Commando til General Steenbuk, og selv gav sig paa Reisen til Polen, for der at føre sin (215) Krigs-Hær an. Han søgte da strax at lokke Czarnesky til et Feltslag, men denne listige Mand, da han merkede, at han vilde faae at bestille med Kongen selv, og Styrken af den Svenske Krigs-Magt, retirerede han sig i Tide, og begav sig paa Vejen til Warskau, for der at støde til den Polske Krigs-Hær, som belejrede samme Stad.

Paa samme Tid blev arbeided paa en nye Alliance mellem Sverrig og Brandenborg, hvilken efter megen Besværlighed blev endeligen sluttet til Marienburg saaledes: at Chur-Førsten, uden at erklære sig enten imod Moscovien eller Curland, skulde være forpligted til at føre Krig mod Polen, item mod alle dem, som angrebe Kong Carl udi samme Rige, saa vel som udi Preudsen og Tydskland, og at han skulde undsætte de Svenske med 2000 Ryttere og 2000 Fod-Folk. Kongen af Sverrig derimod forbandt sig til at forsvare alle Chur-Førstens Lande, som bleve anfaldne, og at assistere ham med 6000 Mænd, naar behøvedes.

Imidlertid belejrede Sapieha med de Lithauske Tropper Warskau, og blev bestyrked af Czarnesky, hvilken bragte med sig alle de Polakere, som han kunde overkomme. Staden havde da en god Besætning nemlig 1500 Svenske under Prindsens

Polakerne indtage Warschau

igien.af Wittenberg Commando. Polakerne giorde strax en hæftig Storm, som varede udi 6 Timer, men uden Frugt; thi de mistede en Hob Folk samt nogle Felt-Stykker, som bleve fornaglede, og bragte ind udi Staden. Udi denne Tilstand kom Casimirus selv for Staden til den Polske Lejer, da begyndte de Belejrende at bruge all deres Kræfter, Besætningen derimod tabte Modet, helst, saasom den ingen hastig Undsætning kunde vente sig. Kongen af Polen beordrede da 40000 Mænd at løbe Storm, bemægtigede sig ogsaa Forstaden og en Deel af Byen. Dette foraarsagede at Hertugen af Wittenberg begiærede at capitulere den 20. Junii og blev Capitulationen samme Dag foretagen. Men, saasom Wittenberg betænkede sig noget længe, og over den Tid, som var ham accordered, begyndte Fiendtlighederne igien, den øvrige Deel af Staden blev da erobred, og et stort Nederlag giort paa den Svenske Besætning, saa at Kongen af (216) Polen maatte love sine egne Folk Penge for at indeholde med videre Massacre, og derved reddede de Øvrige. Wittemberg selv blev fangen, og døde strax derefter, beklagende sig at man ikke havde holdet Capitulationen, hvilket dog Polakerne ikke vilde tilstaae, men sagde, at han ved sin Forhalning selv havde givet Aarsag dertil.

Conjuncturerne bleve saaledes for de Svenske meer og meer buntede, hvorudover Carl Gustav fandt nødigt for at bringe sine Vaaben i Reputation igien, at foretage noget, som var stort og vigtigt, og at vove et Feltslag med den store Polske Krigs-Hær ved Warskau. Men, førend han foretog saadant stort Verk, holdt han raadeligt at opbie Chur-Førsten af Brandenborg med den forventede Undsætning. Chur-Førsten,

Det store tredages Slag ved Warschau.

saa snart han var kommen til den Svenske Lejer, raadede Carl Gustav ved tvende Franske Ministrer at forsøge om Kongen af Polen kunde bringes til Forliig. Men Warskaus Erobring, og de forventede Tartariske Hielpe-Tropper havde satt saadant Mod udi Polakerne, at de vilde ikke høre de Svenske og Brandenborgske Forslag. Ja de brøde strax op, for at conjungere sig med de ankommende Tartarer, og havde i Sinde med samtlig Magt at indsperre og belejre den Svenske Krigs-Hær ved Novodwor, hvilket, da Kongen af Sverrig fik Kundskab om, da i Steden for at opbie dem der han stod, rykkede han lige imod dem, i Forsæt at vove en Hoved-Treffning. Han selv commanderede den højre Fløj, og Chur-Førsten af Brandenborg den

Første Dag.

Venstre, og, da begge Krigs-Hærene vare komne hinanden nær, blev Ordre given til Amiral Wrangel at begynde Attaqven, hvilken skeede med stor Fyrighed, skiøndt han ikke blev modtagen med mindre Bravoure, og havde han uden Tvivl ikke undgaaet at falde Polakerne i Hænder, hvis Duglas efter Kong Carls Ordre ikke havde giort en Diversion for at hindre ham at blive omringed, og derved satt ham i Stand at nøde Polakerne efter en haard Treffning at begive sig inden deres Forskandsninger igien. Dette Slag blev holden den 18. Julii og varede indtil Natten, da skildtes begge (217) Krigs-Hærene fra hinanden udi Forsætt at giøre et nyt Forsøg Dagen derefter, hvilket og skeede.

Saa snart den anden Dag begyndte, gik Kongen af Sverrig selv tillige med Chur-Førsten ud for at reconnoissere, og merkede da, at de med ingen Fordeel kunde angribe Polakerne uden de først indtoge et højt Sted, som var paa den venstre Side af den Polske Krigs-Hær. Dette tog Chur-Førsten sig paa at udvirke, hvorudi ham

Anden Dag.

og lykkedes, skiønt ikke uden med stor Møje. Derpaa gik Slaget ret for sig med foranderlig Lykke. Polakerne tillige med Huzarer og Tartare grebe mit i Slaget de Svenske an med saadan Tapperhed, at de kuldkastede deres første Linie; men den anden giorde saadan Modstand, at de med Forliis maatte rykke tilbage igien. Den blodigste Treffning var ved den Lands-Bye Brudna, hvor Kongen af Sverrig geraadede i Lifs-Fare; Thi han blev der saaledes indvikled mit iblant Tartarerne, saa at han omsider fandt sig alleene tillige med Oberste Travenfeld. 7 Tartarer omringede dem da saaledes, at der syntes intet Haab for dem til Redning. Carl Gustav løsede da begge sine Pistoler, hvormed han fældede to af disse Tartarer, og huggede Hovedet af den 3die; Travenfeld paa sin Side nedlagde ogsaa tvende af dem. Hvorudover de andre, seende 5 af deres Cammarader paa Jorden, toge Flugten. Slaget holdt saaledes ved indtil Natten igien, da rykkede begge Krigs-Hærene tilbage, og enhver af dem tilskrev sig Sejeren, eftersom enhver havde beholdet sin Post.

Af disse tvende Slag, som havde varet i 2 Dage, uden at nogen af Parterne vare avancerede en Fod bred derved, kunde de Svenske nogenledes udregne, at deres Konge neppe dette Aar vilde blive kroned i Polen; thi, endskiøndt de havde figtet med deres sædvanlige Tapperhed, var dog Udfaldet saaledes, at de kunde sige med den Epirotiske Konge, hvis vi vinde end engang, er det ude med os. Men Sagerne vare da komne saa vit, at man maatte vinde eller omkomme; thi at rykke udi denne Tilstand tilbage, var at opoffre Interesse og Ære, hvorfore man maatte lave sig til det 3die Slag, hvilket ogsaa gik for sig Dagen derefter, saa at dette Warskauske Slag er et af de Navnkundigste, som er (218) at finde i Historien, efterdi man skal kunde vise faa Exempler paa Hoved-Treffninger, som have varet i 3 Dage.

Kongen af Sverrig arbeidede den heele Natt paa at sætte sine Tropper i Orden, saasom han merkede, at der behøvedes ikke mindre Konst end Tapperhed til at bestride en Fiende der havde saa længe holdet Stand, og som var over 100000 Mænd stærk. Kong Casimirus paa den anden Side giorde ikke mindre Anstalter, opmuntrede sine Folk ved Belønninger, og foregik dem med gott Exempel. Hans Dronning stod paa

Tredie Dag.

et højt Sted paa den anden Side Weixel-Strømmen for at ansee Slaget, om hvis lykkelige Udfald hun ikke tvivlede, i Henseende til Polakernes store Mængde; Men hun blev snart tvungen til at forlade sin Post igien, efterdi Lykken udi denne 3die Treffning forlod Polakerne, saa at Casimirus maatte med sine flygtige Folk repassere Weixelen, og sætte Ild paa Broen, som han var kommen over. Den Polske højre Fløj stod sig vel lidt bedre, og syntes at ville giøre længe Modstand; Men den blev omsider ogsaa kuldkasted, og tog Flugten, ladende efter sig Faner, Bagage og Felt-Stykker, og sættende udi Stikke Staden Warskau, hvilken Dagen derefter overgav sig til de Svenske.

Men denne Sejer havde ikke den Virkning, som man ventede; thi den Forlis, som de Polske havde lidet, kunde lett erstattes igien, eftersom denne store Krigs-Hær var ikke saa meget ødelagd som adspreedet, saa at Kongen af Polen inden kort Tid kunde lade sig see med ligesaa stor ja større Magt igien. Hvad Skade de Svenske derimod leede, kunde saa hastigen ikke forvindes igien, saasom de vare mit udi et fremmed Land allevegne omringede af Fiender, og maatte have deres Recruter fra langt bortliggende Steder. Til denne Uheld stødte en anden, nemlig Ueenighed, som strax efter dette Slag reisede sig mellem Kong Carl og Chur-Førsten, saa at hver af dem tog sin Vej tilbage, Chur-Førsten til Kønigsberg og Carl Gustav til Preudsen. Kort derefter blev ogsaa en Hob Svenske Tropper under Radzevils og Valdecks Anførsel angreben af 20000 Tartarer, hvilke sloge dem paa Flugten, omkomme en stor Mængde saavel af Officerer som (219) Gemeene, og toge Radzevil selv til fange. Men de nøde ikke længe Frugten af den Sejer; thi de bleve kort derefter anfaldne af General Steenbok og adspreedde.

Conjuncturerne bleve derpaa slemmere og slemmere for Sverrig. Polen, som viiset er, blev ham gandske afspændig, udi Lithauen skeede ogsaa en Opstand, Chur-Førstens Venskab begyndte at vakle, og Carelen, Lifland og Ingermanland stode i Fare for at falde i Moscoviternes Hænder. Saasom man derfor i denne Tilstand trængede til ingens Venskab meer end Brandenborgs, og det for det Kongelige Preudsens Conservation, maatte Kong Carl beqvemme sig til at slutte et nyt Forbund med Chur-Førsten, og derved afstaae ham Souverainetet over det Førstelige Preudsen tillige med anden Fordeel. Foruden de mange aabenbare Fiender havde Sverrig end fleere hemmelige, hvilke, endskiøndt det endda ej var belejligt at bryde løs med Kong Carl, saa glemte de dog ikke at ophidse andre mod ham; hvor stor Umage de

Moscoviternes Indfald i Lifland.

Foreenede Provincier giorde sig i den Henseende ved det Danske Hoff, derom skal videre siden tales. Keiseren ophidsede udi dette Aar Moscoviterne, hvilke brøde ind udi Lifland, Ingermanland og Carelen, hvor de tilføjede stor Skade. Deres største Magt kom ind udi Lifland, hvor de med stormer Haand erobrede Duneburg og Kackenhusen, komme ogsaa for Riga, og udi 7 Uger beængstigede samme Stad, skiøndt de dristede sig ikke til at giøre nogen Storm. Udi Staden laae Grev Magnus de la Gardie og Simon Helmfeld, hvilke forsvarede den med saadan Tapperhed, at Moscoviterne, eftersom Vinteren var forhaanden, med uforretted Sag maatte forlade den igien.

Kong Casimirus var imidlertid kommen i egen Person til Dantzig, for at sætte Mod udi samme Stad, og at bestyrke den i sin Troeskab. Men, da Kong Carl havde faaet en Broe færdig over Weixelen, og havde ført sin Krigs-Magt derover, retirerede Polakerne sig; Rytteriet med Czarnesky gik tilbage til Polen igien, og Fod-Folket rykkede under Dantzig. Kong Carl skikkede strax Oberst Askenberg efter de Flygtige, hvilken overrumplede, (220) og omkom adskillige Polaker, som ved Conitz i Pomereln laae indqvarterede i Landsbyerne, og ødelagde 4 Qvarteerer med Ild og Sværd, retirerende sig i Tide førend Czarnesky kunde hævne sig.

Af disse mange ulykkelige Slag havde Polakerne merket, at det var ikke tienligt at vove fleere Hoved-Treffninger, hvorudover de søgte alleene ved Partier og flyvende Hære at udmatte de Svenske, og var det just saadant, som Kongen af Sverrig frygtede sig meest for, og derfor søgte at bringe andre udi Spillet med sig, der kunde føre Krig paa den Polske Maade. Dertil lod sig frem for andre finde villig Georg Ragotsky Førsten af Siebenburgen, hvilken efter nogen Underhandling indlod sig udi Forbund med Sverrig, betingende sig for sin Umage et stort Stykke af Polen, og, saasom Kong Carl havde nu kun liden Forhaabning selv til at blive Besidder af det Polske Rige, saa kom det ham ikke an paa en Province meer eller mindre, men han maalede Førsten alting ud i Topmaal; thi man tinger ikke saa nøje udi fremmede som i egne Sager. Det var alleene Preudsen som udi denne Tilstand laae Kongen paa Hierte, og det formedelst samme Lands Søe-Havner og beqvemme Situation i Henseende til Sverrig; hvilket Ragotsky vel vidste, og derfor giorde sig Forhaabning om at nyde ved Sverrigs Hielp ikke alleene de accorderede Provincier, men den Polske Krone.

Ragotsky lod sig i Kraft af dette Forbund indfinde med 30000 Mænd, hvilke

Ragotskys Avantures.

udi den Tilstand som Polen da var udi, kunde være tilstrækkelige til at undertvinge det heele Rige alleene; Men, som der fattedes Bravoure og i sær Krigs-Discipline, saa giorde disse mange Folk kun slette Figurer; Thi Siebenborgere vare saa lidet Slaver af Discipline, at man havde seet dem forlade deres Orden og Poste for at løbe efter Harer og Hiorte. Førsten rykkede med disse 30000 Mænd lige mod lille Polen, for der at conjungere sig med Carl Gustav, hvilken paa sin Side ikke forsømmede sig, men kom ham i møde fra Preudsen, saa at de stødte sammen ved Opatow. Men, som de ikke kunde bringe Polakerne til nogen Hoved-Treffning, udvirkede de intet andet uden at (221) streiffe igiennem Landet. Kongen tog ogsaa kort derefter Vejen til Preudsen igien, og lod Steenbok med Krigs-Folket efter sig.

Saaledes vare Conjuncturerne indtil Kong Carl ved den paafølgende Danske Krig blev tvungen til at forlade Polen, da gav man Ragotsky det Raad at han skulde reise hiem igien indtil bedre Leilighed, men denne gode Første syntes, at efter saa stor Udrustning og Bekostning det vilde være for haanligt gandske uforretted Sag at gaae tilbage, søgte derfor at holde Stand i Polen saalænge han kunde, men det varede ikke længe førend den største Deel af hans Krigs-Hær blev enten nedsabled eller fangen, saa at han blev tvungen til at giøre en skammelig Accord. Men hans Ulykke endtes ikke dermed; thi, da han var kommen tilbage, paaførdte Tyrkerne ham Krig, efterdi han uden Sultanens Samtykke, hvis Vasal han dog var, havde ført Krig udi Polen. Udi denne Krig omkom han i et Slag, og var dette Frugten af den Svenske Alliance, hvoraf han havde giort sig Tanker om den Polske-Krone. De store Forandringer paa den Polske Skueplads, hvorpaa alles Øjen havde i lang Tid været henvendte, bragte adskillige Nationer til at give deres Tanker meere tydeligen tilkiende, og at smidde

Hollandsk Ambassade udi Kiøbenhavn.

medens Jernet var varmt. Staterne havde affærdiget til Dannemark van Beuningen item van Reede af Amerongen og Wiersen, som extraordinaire Deputerede (a) for at forestille Kong Friderik tre Ting. (1.) At, dersom Sverrig foreenede Preudsen med Lifland og Pommeren, vilde det blive Mester af den heele Kust af Østersøen, hvilket Hans Majestet havde stor Interesse i at hindre. (2.) At General Staterne havde besluttet at skikke en Flode til Østersøen, for hvilken de begierede Retraite udi Danske Havner, hvilket man haabede, at H. Majestet ikke nægtede dem, efterdi de havde ingen anden Intention end at vigilere for hans eget Riges Conservation; Endeligen at de havde Ordre at fornemme hos Kongen, om han vilde foreene sin Magt med Holland for tilfælles Sikkerhed. Disse Deputerede bleve med stor Æres Bevisning imodtagne i Kiøbenhavn. Monsr. Lente svarede dem udi (222)

(a) Banage Ann. des Prov. unies Tom. 1. pag. 419.

Kongens Navn, at Hans Majestet, som havde ladet see sin Affection mod Republiqven i forrige Krig, vilde ikke vegre sig for at lade den ogsaa see paa denne Tid. Derpaa traade man udi Conference Ligue Guarantie.sammen, og blev da besluttet, at den Alliance af 1649 skulde fornyes og forøges med tvende Artikle, nemlig at i steden for at den eene Allierede skulde assistere den anden med 4000 Mænd skulde det nu skee med 6000. Dernæst at i Steden for man da skulde advare hinanden 3 Maaneder forud, maatte Tiden nu forkortes. (a)

Den Flode, som Holland skikkede til Østersøen var commandered af Opdam. Han havde Ordre at forsvare de Hollandske Kiøbmænds Skibe, nærme sig til Dantziger Havn og hindre, at Staden ikke skulde indspærres og beleires af de Svenske. Floden var derfore ogsaa besatt med en stor Hob Soldater for at i verksætte dette med disbedre Eftertryk; thi intet laae Holland meere paa Hiertet end Dantzigs Conservation, for hvis skyld det maatte vove alting, sær efterdi Carl Gustav da havde formanet Staterne at holde sig til en Tid fra Handelen paa Dantzig, eftersom han havde i sinde at bemægtige sig samme Stad. Opdam, da han kom med Floden til Dannemark, begav han sig personligen til Kiøbenhavn, for der at tale med de Hollandske Gesantere og giøre sin Opvartning hos Kongen. Der blev han beæret med Elephant-Ordenen, som Hans Majestet lod føre til hans Skib, og fortsatt han derpaa sin Reise til Dantzig.

For samme Stads Conservation affærdigede ogsaa Dannemarks Raad i Julio Dannemark interesserer sig for Dantzigs Conservation.en Skrivelse (b) til Sverrigs Raad, hvorudi de forestillede, at den Krig, som førdtes i Polen, var en Ild, som vilde antænde alle omliggende Stæder, at ikke alleene adskillige Danske Stæder og Provincer derved besværgedes, men at Handelen var gandske brudt overtvers. De havde forrige Aar søgt Endring derudi, men forgiæves, efterdi den Svenske Gesant havde ikke (223)

(a) Ligue Guarantie die 16 Augusti 1656.

(b) Lit. Senat. Dan. ad Senat Svec. Hafn. 15 Julii 1656 Manuscr.

villet træde udi Conference med de Hollandske Ministres. Endeligen gav Raadet udi samme Skrivelse tilkiende, at Sygdommen, i steden for at tage af, formeerede sig dagligen, efterdi Dantzig var indspærred, af hvilken Stad den Østersøiske Handel fornemmelig dependerer. Hans Majestets forfædre de Danske Konger havde altid beskyttet Dantzig imod dens Fiender, hvorudover, sagde de, det var en Skam for os, om vi i det ringeste ikke søgte at opmuntre Staden til en tapper Modstand. Saasom vi nu ere persvaderede om, at I arbeide paa Fred og god Forstaaelse mellem Rigerne, saa bede vi eder, at I ville hindre alt hvad, som kunde give Leilighed til Ueenighed. Men dette Brev havde ingen Virkning; thi Senatet udi Sverrig skikkede 14 Dage derefter Budet tilbage med Undskyldning, (a) at man intet kunde svare derpaa, efterdi de fleeste af Raadet vare med Kongen, for hvilken de saadant først maatte foredrage.

Efter at Hans Majestet saaledes, som sagt er, havde foreenet sig med Holland,

Danske Krigs-Skibe conjungere sig med de Hollandske.

og derforuden ladet 9 Danske Krigs-Skibe støde til den Hollandske Flode, for at krydse ved Dantzig, ventede man, at Kongen af Sverrig skulde fatte andre Mesures, men just da man levede i denne Forhaabning, fik man Kundskab, at de Hollandske Gesantere til Elbingen havde sluttet en Tractat med Sverrig, hvorved den forrige Alliance af 1645 blev fornyed. Derudi befattede man ogsaa Kongerne af Frankerig og Dannemark, den Engelske Protector og Churførsten af Brandenborg, dersom de vilde træde deri. Staden Dantzig blev ogsaa derudi indsluttet, og blev samme Stad tilladt at forblive udi den Troeskab, den var Kongen af Polen skyldig, med Condition, at den intet fiendtligt skulde øve mod Sverrig.

All Verden forundrede sig over denne Tractat, og ingen kunde approbere den, uden Den Elbingske Tractat og dens Virkning.de, som havde sluttet den. Kongen (224)

(a) Respons. Senat. Svec. Holmiæ 1 Augusti 1656 Manuscr.

af Dannemark kunde ikke troe, at Holland, som havde giort saa store Bekostninger paa en Flodes Udrustning, skulde lade den gaae tilbage, uden at have andre Forsikringer af Sverrige end nogle Generale Løfter, og van Beuningen stillede sig vred og bitter an udi Kiøbenhavn, efterdi man havde abandonneret Dantzig, for hvis Befrielse en kostbar Flode didhen var skikked. Han affærdigede strax Skrivelse til Pensionarium de Wit, med Formaning at formaae General-Staterne, til at give Ordre til Amiral Opdam, at bemægtige sig en af Øerne udi Østersøen, hvor Floden kunde overvintre, at den ikke med uforrettet Sag skulde reise tilbage. (a) Staden Dantzig blev i sær forskrekked over denne Opførsel; thi den havde nyeligen sluttet en fordeelagtig Tractat med Holland, hvoraf den nu ingen Nytte kunde have. Den Hollandske Flodes Ankomst havde satt Mood i Staden, men dens Tilbagereise havde giort den nu lige saa mismodig igien; thi de Svenske occuperede deres forrige Poster, og satte Staden udi samme Uroelighed, som den tilforn havde været udi.

Almuen raabte ogsaa overlydt mod denne Tractat, og igiennem heilede Gesanterne, som havde sluttet den, sigende, at det havde været unødvendigt at giøre saadan lang Reise, og at armere Floden, dersom man vilde reise tilbage uden at udvirke noget for Handelens Sikkerhed. Dette altsammen foraarsagede, at man længe forhalede med den Elbingske Tractats Ratification, hvorvel man søgte at undskylde Gesanterne, efterdi de alleene havde ladet sig nøje med at fornye de forrige Tractater af 1640 og 1645, og derved intet giort mod deres Instruction.

Da man i Holland fik Tidende om den Elbingske Tractat, beordrede Staterne Amiral Opdam at begive sig tilbage med 30 af de største Skibe, og at kaste alle Soldaterne paa 12 Skibe, som skulde blive tilbage med Vice-Amiral Tromp ved Dantziger Rehde, hvilket ikke kunde staae Sverrig an, saasom man lett kunde see, hvortil man vilde bruge samme Soldater. Der bleve ogsaa strax derpaa satte mod 400 af dem i Land, under Prætext, (225)

(a) Banage Annal. des Prov. unies tom. 1. pag. 437.

at Floden kunde ikke bierge saa stor Mængde, og bleve de samme siden indladne udi Staden. Opdam seilede saaledes bort med den største Deel af Floden; da han var kommen mod Siælland, skikkede han Ruiter til Kiøbenhavn, for at kiøbe Kabler og Materialier, som vare nødige til at calfatre Skibene med. Men fandt Kongen meget misfornøied med Hollands Conduite, hvorudover han ogsaa havde kaldet sine 9 Krigs-Skibe tilbage. Dog begegnede Hans Majestet Ruiter med sin sædvanlige Høflighed, saa at samme Mand efter en Hollandsk Skribents Sigelse (a) fattede stor Veneration for den Kongelige Person, og udbredede hans Berømmelse ved sin Tilbagekomst til Holland.

Den uformodentlige Retraite af den Hollandske Flode syntes nu gandske at have til intet giort det Forsætt, man havde fattet at bryde løs med Sverrig. Men van

Dannemark bringes i Harnisk mod Sverrig.

Beuningen den Hollandske Minister i Kiøbenhavn holdt ved at poussere dette Verk, og at opmuntre saa vel de Danske, som Hollænderne at foreene deres Kræfter mod Sverrig for tilfælles Sikkerhed. Udvirkede ogsaa ved Pensionarium de Wit, at de fleeste foreenede Provincier samtykte dertil. Derforuden anholdt Keiseren saa vel som Moscov stedse ved at solicitere Dannemark til Krig, hvorudover samme Rige omsider ogsaa blev bragt i Harnisk, og gik Krigen for sig Aaret derefter.

Førend jeg skrider til denne navnkundige og for Riget u-lyksalige Krig, vill jeg Rigets Tilstand for Krigens Begyndelse.korteligen give Avrisning paa Rigets Tilstand samme Tid i Henseende til Sverrig, som Krigen blev declarered imod. Sverrig var da udi meget slett Tilstand, og saaledes udmattet af den Polske og Moscovitiske Krig, at ingen Tid syntes beleiligere til at klippe Vingerne paa samme Rige, og de fleeste Europæiske Potentater ønskede intet heller, end at see Carl Gustav humiliered, saa at Sverrig havde ingen at forlade sig paa, end ikke den Engelske Protector Cromwel, hvilken vel udi London lod forordne Kirke-Bønner for den Protestantiske Religions Forfremmelse ved de Svenske Vaaben udi Polen, men lod det (226)

(a) Banage Ann. des Prov. unies tom. 1. pag. 438.

alleene blive ved samme Bønner, hvilke dog Sverrig ikke var tient med, men havde heller ønsked i steden for Qvæker-Litanier og Collecter, at see en Engelsk Esqvadre udi Østersøen, som kunde oprette dets faldne Sager igien. Dannemark derimod syntes at kunde forlade sig paa Polen, Moscov, Keiseren og besynderligen Holland, som uden Ophør havde raadet til Krig, og giort store Løfter om Assistentze. Riget var ogsaa derforuden i visse Henseende i temmelig god Tilstand, Kongen var i Allmindelighed yndet af Undersaatterne, og de Misfornøiede vare bragte i den Stand, at de ingen Ombrage meere kunde foraarsage, den heele Almue havde ogsaa Lyst og Begierlighed til Krig, for at vinde tilbage det som udi forrige Feide var tabt. Derimod var udi Riget stor Penge-Mangel, Kronens Gods var mestendeels udi Adelens Hænder, og Publicum var udi meer end 6 Millioners Gield. Der behøvedes derforuden store Bekostninger til at føre saadan Krig, for hvilken man maatte armere en anseelig Flode, og derforuden have 3 Krigshærer paa Beenene, een udi Holsten, en anden udi Skaane, og den tredie udi Norge. Her var derforuden Manqvement paa gode Anførere, særdeles paa Amiraler, og Fæstningene som Kiøbenhavn, Rensborg, Kronborg og andre behøvede Reparation. De Danske havde derforuden i lang Tid ikke været øvede udi Krig; Da derimod de Svenske vare anseede som Nordiske-Svitzere paa de Tider, saa at, endskiønt man fik at bestille med en nøgen, saa dog med en haard og desperat Fiende, og, endskiønt ingen Penge var i Sverrig, saa vrimlede dog Landet af en stridbar Almue, og store Generaler, der af idelige Krige vare blevne experimenterede, saa at de passerede for de største paa de Tider i Europa. Der var ogsaa kun liden Forstaaelse mellem Adelen og Almuen i Dannemark; thi de sidste vare fast ikke udi bedre Tilstand end den gemeene Mand udi Polen, og derfore bare intet gott Hierte til de første. Kort at sige, naar man med u-partiske Øjene betragtede begge Riger paa de Tider, kunde man lett forud see, at Dannemark ikke med egne Kræfter alleene kunde modstaae Sverrigs Magt, hvorfor man maatte forlade sig paa andres Hielp. Men alle de (227) Potentater, Riget da stod i Venskab med, vare langt bortliggende, saa at ingen hastig Undsætning kunde ventes, hvilket og Udgangen lærede; thi, førend nogen af dem ret bevægede sig, var Dannemark allerede geraadet udi den Tilstand, at det kunde ikke reddes uden ved en hastig og ufordeelagtig Fred, og Holland, hvorpaa man mest forlod sig, saae kun paa sin egen Interesse, hvilket Hollændernes heele Opførsel udi paafølgende Krige udviisede, og hvoraf Skaanes Forliis var en Effect, eftersom de forhindrede Kongen at bemægtige sig samme forlorne Province igien, at ingen skulde være Mester over Sundet alleene. Derfore holdte ogsaa mange det for en Stats-Feil, at man begyndte Krigen saa tiligen, førend man havde faaet andre Forsikringer end blotte Løfter om Assistence, og det fra vit bortliggende Nationer, hvis Venskab og Forbund vel i Tidens-længde kunde være gode, men i en Hast ikke kunde være saa nyttige, som smaa Naboers, for Exempel som Lyneborgs, Meklenborgs, Holstens eller Hamborgs, hvilke kunde have standset Fienden i dens første Angreb. Men Ulykken var, at disse smaa Naboer vare da Riget aldeeles ikke affectionerede; thi Hamborg pleiede, klædde og forsynede med Gevær den nøgne og desarmerede Svenske Milice, som siden kom til Holsten; og Hertugen, som var Caroli Gustavi Svigerfader, slog sig reent til Svensk Partie. Disse og andre Vanskeligheder svævede mange for Øjene, hvorfore ogsaa Tankerne vare uliige om denne Krigs-Fremgang. Dog merkede man, at den største Deel af Indbyggerne saa vel af Adel, som Almue var for Krig, og var Hallands, Bremens og Vehrdens Restitution de ringeste Frugter, som de samme promitterede sig. Adelen ventede ved nye Acqvisitioner nye Forlehninger, og Almuen tenkte, at der skulde blive noget at fortiene i Krigen, helst eftersom man bildte sig ind, at den skulde blive førdt paa Fiendens Grund.

Saadan var Tilstanden og saaledes vare Gemytterne dannede, da den store Rigsdag blev holden til Odense 1657 for at overlægge Krigen. Alle vare da eenige derudi, 1657.at man havde Aarsag at armere, og være betænkt paa at sætte Riget udi Sikkerhed;

Rigsdag til Odense.

nogle af de Ældste syntes, at det var tienligt alleene at (228) skikke Floden i Østersøen, for at lade see, at man ikke var ubereed til Krig. Men de fleeste, blant hvilke Otto Krag, Iver Krabbe, Axel Urup, Gunde Rosenkrands og i sær Ulrik Christian Gyldenløve vare for Krig, holdende for, at nu var Tid til at hævne den Urett, som Riget af Sverrig var tilføiet, og at søge at faae de forlorne Provincier tilbage igien, item Satisfaction for Bremen. Hans Majestet selv var ogsaa af Tanker med de sidste; thi ingen Konge havde for sin egen Person meere Aarsag at være misfornøiet med Sverrig; thi foruden de Provincier, som af samme Rige vare erholdne udi forrige Krig, havde han uden ringeste Skyld og Brøde misted sine Stifter Bremen og Vehrden. Krigen blev derfore paa Rigsdagen efter de fleste Stemmer besluttet, og tillod man i den Henseende de Svenske Ministrer Durell og Kleist ikke at komme til Odense, men inviterede alleene de Hollandske Gesantere til at bivaane Rigsdagen, skiønt de der ikke lode sig indfinde; thi da de Svenske besværgede sig derover, hvi de ikke saa vel som de Hollandske maatte komme til Odense, blev de eene med de andre derfra udelukte: Dog varede Negotiationerne endda noget med Durell, skiønt uden Haab om Success, efterdi de Danske begiærede Halland tilbage med anden Satisfaction, hvilket de Svenske aldeeles vegrede sig for.

Hvad, som meest determinerede de Danske til Krigens hastige Declaration, var den Polske Gesants Ankomst paa samme Tid, hvilken med Hæftighed drev paa, at de Danske skulde træde i den offensive Alliance, som var sluttet mellem Polen, Moscovien og det Østerrigske Huus. Gav ogsaa tilkiende, at der udi Wien var besluttet at skikke 18000 Mænd ind udi Polen, og tilligemed giøre et Indfald udi Pomeren, for at hindre de Svenske at komme ind udi Dannemark. Herpaa blev Krigen

Krigen besluttes mod Sverrig.

besluttet, og den Svenske Minister Durell forlod Kiøbenhavn, efter at han havde giort en Protestation mod de Danskes Forhold. (a) Strax efter hans Bortreise bemægtigede de Danske sig 3 Svenske Salt-Skibe udi Sundet, mod hvilket den anden Svenske Minister Kleist, som var bleven tilbage, hæftigen protesterede,

(a) Protestatio Magni Durellii Hafn. 3. May 1657.

(229) og det ikke uden med Føje, eftersom saadan Execution skeede for Krigs-Erklæringen, men fik til Svar af Hoffmesteren Joachim Gerstorff, at eftersom Sverrig ingen Satisfaction havde villet give for hidindtil lidde Skade og Urett, maatte man gribe til saadane Repressalier. Han repeterede derpaa alt, som var skeed fra sidste Krig indtil denne Tid, og forestillede i sær de Svenskes Trudseler, og den Svenske Ministers nyligen holdte Tale, nemlig at Dannemark et Aar fortilig var vaagnet op af Søvne, hvorved udtrykkeligen gaves tilkiende, at det var de Svenske kun om et Aars Tids Frist at giøre, for at angribe Dannemark. Hvorudover samme Rige var højligen foraarsaget i Tide at spille prævenire.

Derpaa blev en Krigs-Declaration forfatted og underskreved af Kongen, og blev der med en Herold affærdiged til den Hallandske Gouverneur Erik Steenbok. Dertil komme siden tvende andre Skrifter, det eene kaldet Jus feciale armatæ Daniæ, og det andet det Danske Manifest, hvilke vare forfattede af den Glükstadske Cantzler

Det Danske Manifest.

Theodoro Reincking. Den Danske Krigs-Erklæring lyder saaledes:

Vi Friderik den Tredie med GUds Naade, Dannemarkis, Norgis, Vendis og Gottis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn oc Dytmersken, Greffve udi Oldenborg og Delmenhorst; Giøre alle og enhver vitterligt, og dennem i synderlighed, som det mest vedkommer, at, effterdi Vi tit og ofte til forgieffvis, udi Venlighed, og ved Tractater haffver søgt billig Satisfaction for mange oc store Forurettelser, som Os af den Svenske Regiering er bleven tilføjet, da haffver Vi med Voris Elskelige Rigens Raads Fuldbyrd, besluttet ved den Allerhøjestis Bistand, oc Voris tro Undersaatteris Tilhielp efter alle Folkis Rett at paaføre den Stormæctige oc Høybaarne Første och Herre, Herr Carl Gustaw, Suerrigis, Gottis Konning &c. (230) Voris Naboe, samt Sverrigis Crone og Undersaatter, aabenbare Krig oc Fejde, baade til Lands og Vands. Medens paa det de fornemmeste Aarsager, som Os hertil haffver bevegit, icke skulle være ubekiendte, da haffver det sig korteligen derom saaledes:

Det er den heele Verden bekiendt, med hvad Vold og List Vi saa gandske uforskyldt, imod den Suenske Regierings giffven Haand og Seigl Voris Ertz-Biscopsdomme Bremen og Vehrden, ere bleffven berøffvede, Voris Lande, Steder og Mobilier frataget, og aldrig derfor haffver kundet erlanget den ringeste Satisfaction, ja ikke en gang kundet bragt det derhen, at de offver slig Satisfaction med Os Tractater ville anstille, u-anseet, de udi Bremsebroiske Pactis sig dertil haffde forbundet; Mens til at bevise, hvor ringe de actede at holde, hues Os til Beste udi samme Pactis aff dennem var loffvit, da havde Voris oc alle Voris Officeres Inclusion, som udi beneffnte Fred udtrykkeligen var stipulered, denne Effect at de effter nogle Maaneders Forløb, paa nye ved aabenbare Fejde Voris Residence Bremerførde haffver angrebet, oc den effter nogle affslagne Storm tvunget til at offvergiffve sig med des Guarnison, som siden lige ved andre Fiender ere bleffven fanget oc understuckit, huor med de i alle Maader, i Steden for den anlofvede Fred, haffver beviist argeste Fiendskab. Siden Voris Regierings Intrædelse udi disse lofflige Kongeriger, haffver de dennem, som under deris Protection søgte at beskiemme Os oc Voris Regiering, udi offentlig og publicerede Skrifter, ikke alleeniste ingen Straff vildet paalegge, som Pacta dennem tilholte, mens tuert imod handtheft, oc des (231) højere Siden benificerit. Et Stycke Land udi Norge kaldis Irne oc Zerne, som effter Bremsebroiske Pacta strax skulde haffve værit restituerit, efftersom det jo ingen udi Landet boendis u-vitterligt er, at benefnte Stycke Land aldrig haffver hørt enten til Jempteland eller Herdallen, det haffver de indtil paa denne Dag med Magt Os forentholden, oc i Steden for at slage sig selff til rette, naar Restitutionen efter Pacta er bleven begiert, da haffver de icke begegnet Os med andet end Udflucter oc Illusioner.

Udi Bremsebrois Pactis bleff de Suenske Told-Frihed tillat udi Øresund paa deris egne Skiber oc Gods, oc det efter visse Form oc Maader, som derudi findis beskreffvit; Ved denne Lejlighed haffver de søgt at forsnilde oc fravende Os oc Cronen aarligen en stor Deel aff Voris Told och Indkomst, oc under Skin aff Svenske Vare ved mangfoldige falske og urictige Certificationer paa en gandske anden Maade, end som Pacta tilholder, for Tolds Erleggelse befriet mesten alt det fremmede Gods, oc endeel fremmede Skibe, som kom eller gik fra oc til de Svenske Haffner. Hermed haffver de icke endda været fornøjet, mens søgt at giøre Os største Indgreb og Præjudice udi Vores Regalier oc Højhed, i det de haver tileignet sig at byde oc befale fremmede Skippere, hvorledis de skulle fortolde udi Øresund, tagendes fra dennem Documenterne, som de efter klare Pacta vare pligtige paa Voris Told-Bod at fremviise, oc dereffter fortolde; udi hvis Sted nogle løse Fortegnelser paa saa meget Gods, som de Suenske Betiente Os vilde forunde Tolden aff, ere igien bleffven indleffverede.

(232) Der Vi nu effter slig ulidelig Medfart udi Suerrig haffver ladet klage, da omsider effter lang Forhaling giffvet Os til Suar: At det fantis icke udi Bremsebrois Pactis, at Skipperne slige Documenter skulle fremviise, da de dog vel vidste, at dette, som en fremmed Sag icke vedkom Bremsebrois Pacta, mens var udi Christianopels Pactis med de Stater General aff de Foreenigde Nederlande udførligen indført, at saaledes dermed skulle forholdis: De falske Certificationer tilvoxer og multipliceris dagligen langt meere end tilforne: Udi slig ubillig Indpass haffver de siden idelig continuerit, oc end udi varendis Tractater saa groffveligen dermed spillet og fortfaret, at det er falden Os umueligt sligt lengere at tolerere. Mens, efftersom Trafiqven paa Dantzig temmelig Indkomst udi Tolden bragte, da, paa det heele Øresund kunde giøres Os ufructbar, resolverer Kongen aff Sverrig at anfejde beneffte Dantzig Bye, som dog in specie udi Bremsebroiske Fred var indsluttet, lægger Told saa vel paa Voris som andre fremmede Undersaatter paa Dantziger Reed, huoroffer trafiqven gandske ophører Os til mæctig Skade og Præjudice, og tuert imod huis om Commerciernis fri Cours fra Dantzig udi Bremsebrois Pactis var loffvit. Siden kommer det end saa vit, at Kongen af Suerrige Commercia paa Dantzig forbyder, ligesom det heele Maris Dominium, som Suerrige udi saa rum Tid haffver efftertractet, hannem allerede var hiemfalden. Der Vi Os herimod tillige med de Herrer Stater General opponerer, oc sligt ikke vilde tilstaae, da beskyldis Vi Pacta at haffve brut, Voris Lande oc Undersaatter truis oc undsigis med fiendtlig Offverfald, i Steden for (233) at remedere huis passerit var, søgis Veiselen ganske at diverteris fra Dantzig Bye, paa det all Trafiqve fra bemelte Stad paa disse Lande hereffter stetze maatte cessere oc ophøre; Ald billig Reparation for tilføyede och her ofven for allegerede Spott og Skade nectis Os plat oc aldelis: Tractaterne, som her til venlig Foreening vare anstillede, afbryder den Suenske Fuldmectige, tagendes herpaa sin Afskeed.

Effter ald slig Beskaffenhed haffver Vi ej lenger villet fortøffve, førend Vi Voris Vaaben haffver villet føre udi Brug imod Kongen aff Suerrig oc Suerrigis Crone, protesterendis for GUd udi Himmelen, oc alle Christne Potentater oc Regieringer, at Vi ville være uskyldige udi huis Jammer oc Ælendighed, denne Krig vil med sig føre oc af sig føde.

Derimod skulde det være Voris Høyeste Glæde oc Attraa, dersom disse afftvungde Vaaben maatte vorde saa lyksalige, at de kunde naae det Maal, som Vi Os fornemmeligen dermed haffver foresat, nemlig den Allerhøyeste GUds Ære, Commerciernis Restauration oc Flor, som aff de Suenske gandske ere forstyrrede oc forderffvede, oc endelig imellem disse oc alle omliggende Christelige Potentater og Republiqver en god, sicker, almindelig oc bestandig Fred. Giffvet paa Vort Slot Kiøbenhaffn, den 1. Junii Anno 1657.

Vnder Vort Signet

Frederich.

Dette besvarede de Svenske ved et andet Skrift, hvorudi de søgte ikke alleene at

De Svenskes Svar.

undskylde deres Opførsel mod Dannemark siden den Bromsebroiske Fred, men fremførede ogsaa adskillige Besværinger mod de Danske. De viisede derudi, at man havde (234) tilkiende givet de Danske det Forsæt man havde at angribe Polen med Krig, og at de Danske havde lovet ingen Undsætning at giøre samme Rige. Da de Danske strax derpaa besværgede sig over Told-Svig udi Øresund, lod Kongen af Sverrig sine Undersaattere over det heele Rige tilkiende give, at de skulde nøje efterleve de Pacta, som vare sluttede mellem Rigerne, befoel ogsaa sin Resident at tale med de Danske derom videre, item at handle om et Forbund mellem Rigerne, hvortil de stillede sig i Begyndelsen villige, men siden ved adskillige Udflugter lode see, at de ingen Lyst havde dertil. Ja de lode kort derefter tilkiende give, hvorledes de vare sindede mod Sverrig, i det de ophidsede Moscoviterne til at giøre Indfald i Lifland, forsikrede Polakerne om Hielp, opmuntrede Staden Dantzig, og indlode sig i Tractater med det Østerrigske Huus. Derforuden tillode de ikke allene Hollænderne at komme med Krigs-Skibe udi Øster-Søen, men endogsaa med en Deel af deres egne Skibe conjungerede sig med den Hollandske Flode. Videre anføres, hvorledes den Svenske Minister Durell blev begegnet udi Kiøbenhavn, hvad Difficulteter man i alting giorde ham, saa at han uforrettet Sag maatte reise tilbage. Efter hans Bortreise havde de Danske bemægtiged sig adskillige Skibe, og derpaa erklæret Sverrig Krig. Skriftets Forfatter diffunderer sig videre udi de Bremiske Stridigheder, og stræber at igiendrive de Danske Besværinger i den Post, sigende, at det Stifft Bremen blev Sverrige overdragen af det heele Tydske Rige. Hvorudover, dersom Kong Friderik derved fandt sig fornærmet, maatte han søge Reparation hos Keiseren og det Tydske Rige. Hvad de tvende Kirke-Sogne Irne og Zerne angik, da meenede man, at de tillige med Jemteland vare Sverrig ved den Bromsebroiske Fred overdragne, og da de Danske siden yppede Tvistighed derom, havde Regieringen i Sverrig anordnet en Commission, for at kiende derpaa. Man havde ingen Besværing hørt om Told-Svig udi Øresund førend nu. Og endskiønt saadanne Besværinger vare vel grundede, var det derfore ikke retmæßig Aarsag til Krig. At Sverrig havde taget Corfitz Ulfeld i Beskyttelse, stridede ikke mod det Stetinske Fordrag; og kunde det Skrift, som han havde ladet udgaae (235) til sin Æres-Forsvar, ikke ansees som et Skand-Skrift. Dette er fornemmeligen Indholden af det Svenske Svar, hvilket jeg ikke har villet forbigaae, for at viise hvad som paa begge Sider er bleven forebragt.

Adskillige syntes, at de fleeste Motiver, som anførtes i det Danske Manifest, vare

Betænkning over dette Manifest.

mavre og utilstrækkelige, hvorfor der fandtes de, som toge sig fore at skiemte med Reinkings Skrifter, tagende der til Anledning af Bogtrykkerens Navn Casper Doll, som betyder gall. Jeg tilstaaer gierne, at Manifestet ikke meget stikker udi Øjene, og at de smaa Tvistigheder om et lidet Stykke Jord, som Irne og Zerne samt andet angaaende Øresund, ere saadanne, som vel uden Sværd-Slag kand afgiøres, hvorudover, om man ingen andre Motiver havde haft til denne Krig, skulde den blive vanskelig at undskylde, men, endskiønt aldrig deslige Gravamina havde været anførte, men i Steden derfor en simpel Krigs-Erklæring havde været giort, kunde derfor Krigen være rettfærdig. Ja mig synes, at en blott Krigs-Erklæring kunde have giort bedre Effect; thi de rette og vigtige Aarsager vare alle bekiendte, og heele Europa havde i nogen Tid været allarmered over Sverrigs daglig tilvoxende Magt, i sær over Carl Gustavs store Entrepriser. Thi det synes, at Højstbemældte Konge saae sig an, som een der af GUd var autorisered til at bringe andre Riger og Nationer under Aaget, og at Sverrigs Naboer vare som Philisteer og Ammoniter, hvilke han havde rett til at undertvinge. At han havde slige Principia, vidner den Svenske Ambassadeurs Slippenbaks Morale, som han ved det Brandenborgske Hoff forsvarede paa samme Tid: nemlig, at som GUd ikke meere aabenbarer Konger og Førster sin Villie ved Syn og Propheter, saa maa de samme selv ansee Lejligheder til at anfalde deres Naboer, som en guddommelig Vocation; (a) thi han var saa snart ikke kommen paa Thronen, førend der blev handlet om, hvilket Rige man først skulde begynde at kiøre i Ring med, og var det da Dannemarks Lykke, at de fleeste Stemmer funde for got at (236)

(a) Pufend. Rerum Brandenb. lib. 5.

giøre Begyndelse med Polen, hvilket Rige derpaa i en Hast med heele Verdens Forskrækkelse blev bragt under Fødder, og Præparatorier begyndte at giøres til Caroli Gustavi Kroning, hvorvel Sverrig aldeles ingen Rett havde til det Polske Rige; men de Polske Konger derimod vigtige Prætensioner paa den Svenske Krone. At sidde stille udi slige Conjuncturer og at bie til Touren kom til andre, kunde derfor ikke ansees andet end een Stupidité, hvorfore ogsaa Keiseren, Holland, Moscovien og Dannemark strax armerede sig, og endeligen erklærede Krig, da de saae Conjuncturerne at være nogenledes favorable, til at indskrænke denne Martialske Konges Ambition, som sigtede til et nyt Monarchies Oprettelse, hvilket ikke kunde skee uden andre Landes Destruction. Enhver Konge, der haver slige Principia, og som bilder sig ind at være satt paa Thronen, alleene for at udbrede sit Riges Grændser, autoriserer alle andre Potentater at gribe til Værge; thi at dethronisere Konger og Førster, tilhører ingen, uden GUd, som haver givet dem Rigerne.

At dette ellers ikke affingeres Carl Gustav, beviises af hans egne Ord, han siden holdt for den Franske Ambassadeur Terlon. Saasom derfor Sverrig paa de Tider havde slige Principia, og Carl Gustav var en Konge, hvis Navn man havde Aarsag at indføre udi Kirke-Bønner og Litanier, saa er det ikke saa vanskeligt, som nogle bilde sig ind, at retfærdiggiøre denne Krig; thi den blev ikke begyndt af Dannemark, men af Sverrig, hvis Konge, da heele Norden levede udi Fred og Roelighed, formerede en Plan, hvorved heele Europa kom i Fermentation. Hvorudover, endskiønt det syntes, at de Svenske med Fynd besvarede de Danske, saa blev deres Sag derfor ikke disbedre, efterdi de Danske kunde abandonere alle de Poster, som ere anførte udi Krigs-Erklæringen, og dog forsvare deres Foretagende. Men det, som var at laste hos dem, var, at de ikke førte Krigen med samme bravoure, som de erklærede den med.

Saa snart Krigs-Erklæringen var giort, skikkede Kongen en Copie deraf til General Staterne med et Brev af saadan Indhold: (237) (a) At hans Majestet haabede, at Republiqven contribuerede alt, hvad mueligt var, til at understøtte Dannemark udi denne Krig, som var begyndt for fælles Interesse, og blev derpaa slutted en Alliance med Holland, som findes undertegned af Joachim Gersdorff, Christen Thomesen Sehsted, Peder Retz, van Beuningen, Amerongen og Viersen, hvorudi Parterne lovede at undsætte hinanden med 6000 Mænd, og blev den Tractat kalden Ampliations-Tractat med Holland.Ampliations- eller Elucidations-Tractat, (b) efterdi den forbedrer og forklarer de forrige, skiønt adskillige Skribentere confundere den med den Tractat, som blev sluttet in Augusto 1656 kalden Ligue Guarantie.

Da Carolus Gustavus Kongen af Sverrig fik Tidender derom, besluttede han at forlade Polen, og vende all sin Magt mod Dannemark, til hvilken Ende han begav sig strax til Preudsen, og derfra til Pomern; Imidlertid gik de Danske over Elven,

De Danske erobre Bremer-Vehrde.

faldte med 9000 Mænd ind udi det Hertugdom Bremen, og belejrede det faste Slott og Residentz Bremer-Vehrde, hvilket de erobrede, og derudi bekomme 44 Metall-Stykker, derefter rykkede de for Stade, holdte med de Svenske adskillige Skarmytzler, og erobrede nogle Fæstninger: de anholte ogsaa hos den Stad Bremen om at forlade det Svenske Partie, men forgiæves; thi det syntes endda noget for tiligt for samme Stad, at resolvere sig dertil.

Her vil endeel tage sig Frihed til at laste de Danskes Conduite, (c) meenende, det havde været bedre, i Steden for at have faldet ind udi de Svenske Provincier udi Tydskland, over hvilket det Romerske Rige besværgede sig, saa vel som Fienden selv, heller med all Magt at have trænged sig ind udi Sverrige selv, hvilket formedelst Kongens, og de beste Troppers Fraværelse vilde have geraadet udi største Forvirrelse og Forskrækkelse, og gived de Danske Lejlighed til at føre Krigen til Stokholm selv, (d) og, om de endelig vilde have anfaldet dem udi Tydskland, de da (238)

(a) Lit. Regis Hafn. 15. Junii 1657.

(b) Tract. Elucidat. Hafn. 17. Junii 1657.

(d) Pufend. de reb. gest. Carl Gust. lib. 4. pag. 327.

(238) skulde have giort det betimmeligere, medens Fienden var gandske træt og udhungred, og fast ubevæbned. Medens de Danske havde saadan Fremgang udi Bremen, blev Hans Majestet advaret, men falskeligen, at Kongen af Sverrige vilde tage sin Reise til Vands, hvorudover han gik udi egen høje Person med sin heele Flode til Søes til Dantzig, hvor han bekom andre Tidender om Kong Carls Marche, nemlig at han var allereede kommen ind udi Pomeren, og marcherede lige mod Lübek og Hamborg, og derfor udi største Hast begav sig med Floden til Kiøbenhavn igien, efter at han havde imodtaget nogle Forfriskninger, som bleve ham præsenterede af Borgemesterne og Raadet.

Hans Majest. kunde ikke have troet, at de Svenske skulde have vovet sig igiennem Tydskland, efterdi man havde forsikret ham om, at Polakerne skulde forbyde dem Passen, og adspreede dem paa Vejen, efterdi de vare udi megen slet Tilstand, men han fornam klarligen siden, at de som havde giort ham saadanne Forsikringer, havde ikke anden Henseende dermed, end at de kunde faae den Svenske Magt ud af Polen, og at all Byrden derudover vilde ligge paa ham alleene. (a)

Imidlertid marcherede de Svenske med all muelig Hast mod Dannemark, og

Kong Carl rykker ind udi Holsten.

komme den 18 Julii 6 Miile fra Hamborg, og sloge deres Leir ved Ottensen noget lit fra Altona. Der lode sig da see 3000 Danske Ryttere, hvilke komme i Trefning med de Svenske, men, saasom Fienden var saa sterk, bleve nødde at begive sig tilbage. De Svenske, da de saae ingen Fiende for sig reede de udi Hobetal til Hamborg, hvor de bleve vel modtagne, og bekomme overflødigen, hvad de havde fornødent, saa vel fra Hamborg, som fra Lybek, hvilke Forfriskninger satte den Svenske Armee meget paa Fode igien; thi den var tilforn ganske nøgen, udhungred, og af den lange Marche meget svækked, og siger Mons. Terlon, (b) at faa vare udi den Stand, at de kunde giøre nogen Modstand, saa at, dersom de Danske havde været (239)

(a) Memoires de Terlon part. 1.

(b) Memoires de Terlon ibid.

erkyndigede derom, de da kunde have giort kort Proces med dem.

Blant andre onde Ting, som da svævede Riget for Øjene, var det, at Kongens bitterste Fiende Corfitz Ulfeld, der kiendte Landets Beskaffenhed saa vel, var med paa dette Tog. Af ham betienede sig strax Kong Carl for at friste Indbyggerne udi Jylland, og at forlede dem til Frafald, hvilket sees af samme farlige Mands Brev til Lands-Dommerne og Land-Commissarierne i Jylland. Det er troeligt, at samme Brev er skrevet efter Caroli Gustavi Befalning, hvorvel Ulfeld har affærdiget det udi sit eget Navn, at det kunde have disbedre Virkning; og, som dette Brev aldrig tilforn har været kommet for Lyset, og en rigtig Copie mig deraf er tilstillet, kand jeg ikke forbigaae det her at anføre. Det lyder saaledes: (a)

Peder Lange, Lands-Dommer i Jylland, samt hans Medbrødre, saa og samtlige Land-Commissarierne helser jeg med Gud.

Denne Tids Tilstand er eder meer end noksom bekient, og udi hvad

Corfitz Ulfelds Brev til Lands-Dommerne og Land-Commissarierne i Jylland.

Vitløftighed Eders Fæderneland er satt formedelst onde Raadgivere. Det giøres ej fornødent at blive Eder her vitløftigt deduceret, anseendes, desværre for Eder, I selv det meer end nok see for Øjene. Hvad nu paa sligt vill og kand følge, er Eder og noksom bekiendt, nemlig Landets og Indbyggernes totale Ruine og Undergang, og endeligen alt det, som en Nation, der med Sværdet er undertvungen, pleier at vederfares; til hvilken Ulykke at forekomme, I gode Mænd samt Stænderne der i Landet meget kunde contribuere, om I ellers ville, imedens det er endnu Tid for Eder, at I derudi ville bruge eders Forstand, og søge udi Ti-de (240)

(a) Lit. Corn. Ulf. ad Judices Prov. Cimbr. dat. Langewedel 12 Augusti 1657 Manuscr.

|de Remedier, som der til ere tienlige og nødvendige; thi Naadens Dør staaer endnu aaben for Eder, og for alle dem, som bygge og boe i Jyllands Land, alleneste dem undtagne, som til denne Krig raadet have, og endnu derudi blive fremturende, anseende, at min Allernaadigste Herre og Konge Carl Gustav naadigst af egen medfødde høie Clementz og Mildhed haver taget i Consideration denne Medfart, som nu af Kongen i Dannemark og hans Raad mod hannem, dog uforskyldt øvet er, og kand sig ingenlunde indbilde, at alle Stænderne skulde have consenteret udi sligt et vitløftigt og ugrundet Verk, helst saasom Hans Kongelige Majestet udi sin Samvittighed er forsikred, ikke den ringeste Aarsag dertil at have givet, som enhver der begge disse Rigers Tilstand kiende, og uden nogen Passion derom vil tale, vell bekiendt er. Nu troer Hans Kongelige Majestet fuldkommelig, at alle Stænderne ikke skulle ville consentere eller participere udi huad nogle faa for deres egen particulier Interesse, Had, Avind, Malice, og af større Uforstand kand have ved deres Practiker bragt paa Bane for disse Riger udi slig Confusion at sætte, paa det de ikke med disse og skulle participere udi hvis Ulykke og Elendighed, som deraf kand voxe og komme, hvorfore Hans Kongelige Majestet min Naadigste Herre og Konge mig naadigst haver befalet, Eder samtlig at forstændige Hans Majestets naadigste Intention mod eder, nemlig, at, alligevel Hans Kongelige Majestet baade haver Magt og Rett efter den Medfart, mod hannem skeed er, uden nogen Consideration at handle med Eder og Landet efter sin egen Behag, saa vill Hans Majestet dog af sin egen medfødde Clemence endnu have Eder (241) tilbudet sin Naade og Faveur, og vill endnu antage Eder under sin naadige Protection, om I selv eder udi Tide uden nogen Forhal dertil ville beqvemme, og saaledes med eder handle og omgaaes, at I ej skulle have Aarsag til at klage over denne Tids Tilstand. Hans Kongelige Majestet vill eder beskytte for all Overfald og Gevalt, og for alt det, som en fientlig Regiering pleier med sig at føre, saa at om I selv ville, da kunde I herefter leve udi god Sikkerhed, og nyde Landets Grøde, hvilket vitløftigere kand blive deduceret, og forklaret, naar nogen af Eders Fuldmagt paa Eders vegne derom sig hos Hans Kongelige Majestet præsenterer og indstiller, og da skulle I paa alt sligt, som dette Verk kand vedkomme, erlange god og nøjagtig Satisfaction. Dette er det, som Hans Kongelige Majestet mig naadigst haver anbefalet Eder gode Mænd skriftligen paa Hans Majestets vegne at notificere. Hvad I gode Mænd nu med Stænderne herefter agte at giøre, det maa skee i Tide, og sender strax Eders Fuldmægtige til Hans Kongelige Majestet at tractere med hannem om samme Sags Leilighed. Skulle I nu foragte dette Hans Kongelige Majestets Tilbud, saa maa I selv siden takke eder for all den Ulykke og Skade, som Eder kand overkomme, og er ikke at troe eller formode, at, naar Herren haver eder med Sværdet occuperet, I da komme til at nyde anden Lov og Medfart end den, han efter sin egen gode Villie eder vill tilvende og undergive, og maa I da resolvere eder til at lide og udstaae alt det, som eders Overvindere behager eder at befale og paalægge, som conqveterede Underdaner, hvilke pleie at tracteres og holdes uden nogen Eftertænkende, ligesom deres Herre, (242) der dem conqveteret haver, best kommer til pass. Skulde nu nogen af Eder sig indbilde, at den Fortrøstning, som de der eder udi denne Labyrinth have ført, eder giøre eller giort have, som at den store Assistentz Dannemark skulde have at forvente fra Østerrige, Holland, og andre meere fingerede Assistencer, skulde eder kunne befrie for eders Fiendes Magt, da er det en Sag, hvorudi I meget løbe vilde i eders Calculation, hvilket Tiden alt for meget skall udviise, og, dersom nogen af disse forbemældte sig skulde ville derudi mænge, hvilket dog fast utroeligt er, anseendes de ere alt for kloge, at de skulde sætte sig i nogen Labyrinth for eders skyld, uden de derved have en meget stor Fordeel Eder til allerstørste Skade. Vel skall de tilhielpe at hidse eder sammen, og stifte mellem eder Uroe, dog dem selv til Beste, men at Dannemark skulde nyde Secours af dem sig til Gode, det kunde I vell haabe paa, men det bliver til Complimenter; Og, omendskiønt nogen fremmed Nation eder Hielp giorde, saa skulde det dog intet andet foraarsage eller baade, end at derved bleve opvakte mange fleere Partier, som tillige komme eder paa Halsen; thi mange, som ere Kongen af Sverrige høit obligerede, og endnu sidde stille, skulde sig da endeligen movere og hielpe det Partie, som de ere forbundne til at secourere, saa at Dannemark bekom i steden for et Parti mange underskedelige at drages med; da dog Hans Kongelige Majestet af Sverrig sig allerede befinder (GUd være lovet) saaledes med sin underhavende Armee, at den er bastant nok ikke alleneste at tage mod eder og eders Allierede; men end og at gaae eder samtlige under Øjene, som nu dagligen skeer, da dog ingen vill lade sig see og (243) maintenere det, som de have truet med, ved offentlig Tryk. Hvorom alting er, eders Ruine staaer nu først for Dørren, om I eder ej resolvere det at antage, som eder nu saa mildeligen tilbydes. Naar I eder herudi vill betænke, saa kand I vell see, hvorledes I ere indførte i denne Vanskelighed med mange søde Ord, ugrundede Informationer og Propositioner, funderede paa Sand, som er løst; ja paa mange opdigtede Machinationer til at colorere Sagen. Nu staaer det endnu i eders Hænder, udi Tide at forekomme saa stor Ulykke, som eder nu overhænger, om I de tienlige Middel, som eder herudi blive forelagde, antage og bruge. I seer jo vel, hvad Redning I have at vente fra Eders Konge, og hvor elendig I blive forladte; men det kunde I med viss Tillid forlade eder til, at all den Deel Hans Kongelige Majestet af Sverrig min Allernaadigste Herre og Konge eder lovende vorder, det samme bliver eder oprigtigen og udi all Sandhed holdet præcisè.

Lukker eders Øjen dog eengang op, og lader eder ikke længer fixere af nogle faa, som intet andet have eftersøgt og endnu dagligen søge, end at hielpe til at spende eder Lænken eller Kieden om Fødderne, og efterhaanden hielpe til at betage eder eders Friheder, og paa Sidstningen reducere eder lige ved Skatte-Bønder. Dersom I mig ej ville troe, og I fortfare udi eders Maneer, som I nu paa nogle Aar giort have, saa skulle I ikke alleeneste see, at jeg bringer Eder Sandheden for; men I komme til at føle det, og ingen Redning da for eder findes til Eders Restauration. Jeg vill ønske, at GUd vill aabne eders Forstand, at I kunde nu udvælge det, som kunde tiene til eders Fred og Conservation. (244) Dersom I nu dølge dette Skrift, og ej meddeele eders Medbrødre Information deraf, og lade dem forstaae, hvilke favorable Conditioner eder tilbydes, og det gandske Land derudover med Indbyggerne kunde tilføies stor Skade, saa komme I selv at stande derfor til rette, og svare de andre til, hvad Skade de lide. Her er Periculum in mora for eder. I have endnu Kaar, det onde og det gode, dog ikke længe. GUd give, I kunde udvælge det, som kand komme eder og mange utallige, som ere herudi interesserede, til det Beste. Dett ønsker jeg eder.

Datum Langewedel den 12 Augusti Anno 1657.

Hans Kongl. Majsts. til Sverrig, &c.

Hemmelige Raad

Corfitz Greve af Ulfeld.

Hvorledes ellers dette Brev blev anseet af Lands-Dommerne og Land-Commissarierne i Jylland, er lett at slutte, saasom de hæsligste Laste derudi blive afmalede som Dyder, og dem tilraades uden Sværdslag at give sig under fremmed Aag, og at bryde den Eed og Løfte, de havde giort deres Konge og Fæderneland. Det syntes, at

Betænkning derover.

Kong Carl herudi har villet betiene sig af Ulfelds Pen, efterdi han indbildte sig, at samme Mand havde et stort Anhang udi Riget, hvorudi han tog Feil; thi man seer, at endogsaa Ulfelds egne Svogre og Brødre havde forladt hans Parti. Lars Ulfeld var Kong Frideriks Favorit. Hannibal Sehsted salede ogsaa om, og blev siden det Kongelige Huus attachered meer end nogen. Hans Lindenov, som havde hans Frues Søster Elisabeth Augusta, vendede ham ogsaa Ryggen, og blev en Fiende af den heele Familie, hvilket sees af Fru Kirstine Munks Klagemaal over ham. (a) Iligemaade Holger Wind, som havde den

(a) Respons. Christ. Munk ad citationem Reg. Boller. 1 Januarii 1657. Manuscr.

(245) anden Søster Sophia Elisabeth, hvilken derudover af Forbittrelse skikkede ham hans Portrait tilbage med Øjene udstukne, som er viiset paa et andet Sted, saa at jeg veed ingen i den hele Familie af Consideration, der fulte hans Parti uden hans Broder Ebbe Ulfeld, og Grev Waldemar, hvilken sidste da ved Døden var afgangen. Dette Brev tiener ellers til Beviis paa, at Ulfeld da ikke meget var affectionered mod sit Fæderneland, og at de Skribentere fare vild, som paa samme Tid have tillagt ham den Qvalitet.

Efter at Kong Carl havde giort dette Forsøg, og de Svenske havde forfrisket og udrustet dem, det beste de kunde, rykte han med et Corpo mod Itzehoe, hvilken Stad han lod udfodre, men Commendanten vilde ikke lade sig beqvemme dertil, hvorudover Staden blev af de Svenske fiendtligen angreben, hvilke beskøde den saa længe med

Lægger den Stad Itzehoe i Aske.

gloende Kugler, at den geraadede udi Brand, saa at af baade den gamle og nye Stad blev ej meere til overs end 12 Huuse, og blev denne Skade skatteret over 8 Tønder Guld.

Derefter lod Kongen af Sverrig sin Krigs-Hær leire sig paa den slette Mark kalden Kropperheide, og reiste hen til sin Svoger Førsten af Holsten Gottorp, for at tale med ham. Imidlertid gik Rigets Marsk Andreas Bilde med sine Tropper om Bord til Glykstad, og førdte dem omkring Jylland paa den anden Side til Frideriks-Odde, og reiste strax derfra til Kiøbenhavn, for at tale med Kongen, men, som Hans Majestet paa samme Tid var paa Reisen til Dantzig, som før er meldt, begav han sig strax til Frideriks-Odde igien, og der giorde Anstalt til at tage mod Fienden, ifald den vilde beleire samme Fæstning, hvilket siden skeede.

Imidlertid geraadede den Danske og Svenske Flode udi Trefning sammen, og det u-formodentligen; thi da den Danske Flode hen ved 30 Seil sterk, som under Amiral Bielke havde opholdet sig nogen Stund udi Søen, var bleven forfrisked med adskillige slags Levnets-Midler, som den havde taget fra Pomern, og laae for Anker ved Rygen mellem Hildensee og Wittau, hvor den handlede med Indbyggerne om Brandskatt, og havde alt (246) bragt det saa vit, at det accorderede skulde overleveres, kom en Hollandsk Skipper med de Tidender, at den Svenske Flode kom dem i Møde, hvorpaa de Danske i en Hast lettede Anker, og begave sig til Seils. Den 12 (22) Sept. fik den Svenske Flode, bestaaende af 59 Seil, de Danske udi Sigte, og, som den fornam, de vilde tage Vejen til Sundet, søgte den at forekomme dem, og træffede dem ved den Øe Møen. Omendskiønt nu begge Floder havde lavet sig til Strid, komme de dog denne Gang fra hinanden, og søgte de Danske, saasom Fienden var eengang saa sterk, af all Magt at undgaae en Trefning, og at naae Kiøbenhavn, men bleve formedelst Modvind forhindrede udi deres Forsætt. Imidlertid canonerede begge Floder paa hinanden til den mørke Natt, da opnaade de Danske omsider Falster-Boerift.

Men om Morgenen tilig gik Trefningen ret for sig under Falster, og varede silde

Søeslag ved Falster.

ud paa Natten. Den Svenske Amiral Bielkenstierne bandt an med den Danske Elephant, og skiød saa hart derpaa, at fast det gandske Overløb gik bort. Derimod blev det Svenske Skib, kaldet Maria, ligesaa ilde tilreedet og hart ad til intet giort; Ellers blev der figtet med lige Tapperhed, uden at de Danske indlagde større Ære, i det de ved saa liden Magt kunde balancere med saa mægtig en Fiende. Den Danske Flode begav sig efter Trefningen til Kiøbenhavn, og savnede alleene 60 Mænd foruden 100, som vare saarede. De Svenskes Forliis var omtrent ligesaa stor; og begav den fiendtlige Flode sig efter Slaget til Vismar meget ilde tilfreds, efterdi den med saa stor Bekostning var bragt udi Søen, og intet vigtigt ved denne herlige Leilighed havde kunnet forrette.

Udi Begyndelsen af Octobr. gik den Danske Flode udi Søen igien, efter at den havde bestyrket sig med fleere Folk og Skibe, hvilket foraarsagede, at den Svenske Flode turde ikke gaae ud af Havnen, men lod den Danske beholde Søen, saa at Kongen af Sverrig kunde ikke giøre Landgang paa nogen af de Danske Øer, som hans Forsæt var.

(247) Udi Norge derimod og Skaane fik de Svenske mange Stød. Thi Ulrik Christian Gyldenløve, som anførte Tropperne udi Skaane, holdt sig tapperligen mod de Svenske,

Bedrifter udi Norge og Skaane.

og udi adskillige Skarmytzler skildte dem med en stor Hob Folk, saa at den Svenske Feltmarskalk Græv Steenbuk maatte retirere sig fra Skaane, hvor han søgte at tage Qvarteer, og sætte sig under Stykkerne af Halmstad, efter at han var skilt med en stor Hob Folk af de Danske, der fuldte ham iideligen udi Hælen.

Udi Norge havde den Svenske Feltmarskalk giort et Indfald, men fandt brav Modstand der af den Norske General Herr Iver Krabbe; efter at bemeldte Svenske Anfører havde opholdet sig nogen Stund udi Norge, og imidlertid giort sig Mester over to smaa Skantzer, begav han sig udi all Stilhed derfra til Halland, udi Tanke at støde til de andre Svenske, som havde retireret sig til Halmsted, og med samtlig Magt at overfalde de Danske, der havde beleiret Laholm. Den 3 (13) Sept. komme begge Partier udi Trefning sammen, og skiøde paa hinanden til den mørke Natt, indtil de Svenske omsider maatte vige tilbage og lade de Danske beholde Marken.

For at sætte disbedre Mod udi sine Folk begav Hans Kongelige Majestet sig udi egen høie Person den 28 Sept. fra Kiøbenhavn til Skaane, og holdt de Svenske ved idelige Skarmytzler saalænge varme, indtil den 2 (12) Octobr., da komme begge Partierne atter igien for Alvor sammen een Miil fra Laholm, hvor de Svenske igien lidde stor Skade, og mistede over 1000 Mænd, blant hvilke Baron Lilliehoeik samt nogle Feltstykker. De Danske savnede blant andre Knud Alefeld og nogle faae Gemeene. Med dette Slag var Kongen af Sverrig meget ilde fornøiet, og talte den Svenske General Banner siden haardt til, efterdi han sammesteds havde ført saa slet Conduite. (a)

De Kongelige Danske Tropper sloge derpaa deres Leir ved Halmsted udi Halland; udi Forsætt at støde til den Norske Krigs-Hær, og med samtlig Magt at foretage noget af Vigtighed, men (248)

(a) Puf. Carl Gust. lib. 4. pag. 337.

dette Anslag blev forhindret ved de Svenskes store Fremgang udi Jylland, thi Hans Majestet maatte da bruge sin største Magt paa Fyen, hvor Faren var størst, og derfore maatte forlade Skaane, og begive sig til Siælland igien, hvor han anlangede den 21 Octobr. til Kiøbenhavn med Rigets Hofmester, Rigets Amiral, og Hertug Johan Friderik af Brunsvig; der opholt han sig ikke længe, men begav sig strax til Fyen ikke alleene for at beskytte samme Øe mod all fiendtlig Overfald, men endogsaa for at giøre Fienden nogen Afbrek udi Jylland og Holsteen, og at tvinge dem til at bryde op.

Imidlertid havde de Svenske trænget sig ind udi Jylland, og slaget deres Leir for Frideriks-Odde, hvilken Stad de agtede strax at bestorme, men som de fornam, at Fortificationerne og Besætningen vare stærkere end de indbildte sig, turde de ikke vove sig dertil, men lode sig alleene nøje med at indslutte Staden, og sloge deres Lejr et Stykke derfra. Derefter leverede Kongen af Sverrig Krigs-Hæren til Vrangel, og bød ham at angribe Fyen, saasnart de forventede Krigs-Skibe komme fra Gottenborg, efterdi han ingen Forhaabning havde at bemægtige sig Frideriks-Odde, førend han var bleven Mester over Fyen. Han selv tog Vejen til Vismar, at han kunde disbedre have et Øje til Tydskland og Preudsen, og see hvad Floden forrettede.

Efter Kongens Bortreise satt Vrangel sig fore at bruge Tiden, og derfor skikkede nogle Tropper langt ind udi Jylland, for at bemægtige sig Vensyssel, som skilles fra Resten af Jylland ved en smal Nakke, hvorpaa Bønderne havde opreist en liden Skantze. Den erobrede de Svenske, tillige med de to andre, nemlig Sundbye og Hals, omkomme og adspredde de Bønder, som fandtes udi Gevæhr, og saaledes spillede Mestere der paa Stedet. Vrangel havde midlertid lagt stille og ladet sig nøje med at opsnappe Tilførselen til Frideriks-Odde, men, som han fornam, det vilde blive ham for kiedsommeligt at ligge længere still, besynderlig efterdi Høsten var forhaanden, og Besætningen foruroeligede ham ideligen ved Udfald af Staden, besluttede han, saasnart han var bestyrket med de 3 Regimenter Fod-Folk, som (249) havde ligget til Besætning udi Cracau, at angribe Fæstningen med Magt.

Bemeldte Frideriks-Odde eller Fridericia havde hans Majest. Kong Friderik selv ladet fundere ved Middelfart-Sundet, 2 Miile fra Colding ved det lille Belt, og meget vel fortificeret, omendskiønt dens Befæstninger ikke vare bragte til Fuldkommenhed efter den nye Maade. Derudi laae Rigets Marsk Anders Bilde med en god Besætning, hvormed man ventede ikke andet, end at Fienden skulde giøres stor Modstand, og blive nødet til at gaae tilbage med Skamme igien, men de Svenske

Frideriks-Odde erobres med Storm.

stormede til Staden om Natte-Tider, og, omendskiønt Besætningen forsvarede sig det Beste den kunde, giorde sig Mester derover, samt alle de kostelige Sager, som fandtes derudi.

Denne vigtige Fæstnings Erobring gavnede de Svenske meere end om de havde vundet et stort Feltslag; thi foruden den store Hob Fanger, Stykker og andet Bytte, som der faldt udi deres Hænder, bleve de ogsaa derved hart ad Mestere over heele Holsten, kunde sætte heele Jylland under Contribution, og bekomme fri Communication mellem Nord- og Øster-Søen ved det lille Belt. All Verden kunde ikke noksom forundre sig over, at saadan en Fæstning, som Frideriks-Odde, skulde udi saa kort Tid falde udi Fiendens Hænder.

Anders Bilde blev af adskillige derfor meget lasted, og holdet for en Aarsag til ald den Ulykke, som een, der havde ikke handlet redeligen mod sin Konge og sit Fæderneland, men hvo kand beviise, at enten han forlorede den ved sin onde Skiæbne, U-forsigtighed, Frygtagtighed eller og Forræderie. En General bliver gemeenligen fortaled af Almuen, naar han taber et Slag, enten han er skyldig derudi eller ej, hvorom alting var, fik han dog sit Bane-Saar udi denne Belejring, hvilket formindskede, men dog ej gandske udslettede den Mistanke, man havde faaet om ham.

Kongen af Sverrig, som paa samme Tid opholdt sig udi Tydskland, lod sig af disse vigtige Tidender gandske ikke bevæge, ej heller gav ringeste Glædes-Tegn fra sig, men heller, saasom (250) Mons. Terlon bevidner, lod see en halv Fortrydelse, eftersom han troede, at dette store Foretagende ikke skulde have kunnet forrettes uden ham, og at Amiral Vrangel skulde have opbied hans Ankomst, førend han foretog dette høj-vigtige Verk; Dog skiulte han sin Fortrydelse, saa vit, som mueligt, og kunde ikke andet end berømme Vrangel for sin Tapperhed og gode Anførsel, hvorvel det gik ham til Hierte, at han ikke var bleven deelagtig med ham udi den Ære. (a)

Den Fiendlighed mellem de Nordiske Riger, var neppe spurt udi Engeland, førend

Forgieves Handel om Fred.

Republiqven sendte 2 Ministrer, Mons. Meadowe til Dannemark, og Mons. Jepson til Sverrig, med Ordre at arbeide paa et Forliig mellem begge Konger, den første af disse blev modtagen udi Dannemark med stor Æres-Beviisning, og, da han havde tilbudet Engelands Mediation, og forestilled de onde Virkninger, Krigen fører med sig, erklærede Hans Majest. strax, at han var færdig at slutte en sikker og honorable Fred under Engelands Mediation.

Denne Erklæring blev oversent til Kongen af Sverrig med all muelig Flid, hvilken svarede derpaa, at han var iligemaade reede til at handle om Forliig under Frankeriges og Engelands Mediation, med de Vilkor, at Tractaterne skulde skee paa Grændserne mellem begge Rigerne. Men det kom ikke til nogen Virkning; thi først kunde man ej komme overeens om Stedet, hvor Tractaterne skulde gaae for sig, eftersom de Danske vilde have Lybek dertil, de Svenske derimod et Sted mellem begge Rigernes Grændser. 2. Vilde Kongen af Sverrig ej lade sig beqvemme til noget Forliig, med mindre han bekom noget Vederlag for den Urett, han meente, de Danske havde giort ham, og efterdi de havde kommet ham til at forlade Polen.

Medens den Cabinet-Krig blev ført med Papir, Missiver og Memorialer, holdt Soldaterne ingen hellige Dage, men Krigen blev fortsatt af yderste Magt. De Svenske lode som de vilde marchere tilbage, og belejre de Holstenske Stæder, for at bringe (251)

(a) Memoires de Terlon part. 1. pag. 129.

de Danske paa Øerne til dis større Sikkerhed, medens de tillavede Broer, Vogne, Sleder og andre fornødne Ting at gaae over Iissen til Fyen. De vare sikkere paa den Holstenske Side, eftersom Chur-Førsten af Brandenborg, omendskiønt han havde forliget sig med Polen, havde ikke endda erklæret sig offentlig mod Sverrig, og de Keiserlige havde nok at bestille med at belejre Cracau og Thorn. Alleeneste Polakerne, eftersom de ikke kunde forglemme den store Tienneste, de Danske havde giort dem, i det de havde draget paa dem selv den heele Byrde af den Svenske Krig, hvilken nær i Grund havde ødelagt deres Republiqve, sendte Czarnesky med 12000 Ryttere til Holsten. Disse Tropper passerede Oderen, for at bryde ind udi bemeldte Førstendom, men da de hørte, at Frideriks-Odde var erobret, ginge de tilbage igien, uden at forrette andet end at ødelegge en Hob Lands-Byer, og nogle fattige Folk, og derfor lode sig see, ligesom Meteora, hvilke truede og forsvantes paa een Tid. (a)

Da Kongen af Sverrig havde nu beredet sig paa alting, for at passere over Beltet til Fyen, og han af adskillige Speidere, som hver Natt vare udsendte, havde fornummet, at den var sterk nok foruden paa et Sted, hvor der var en lang Stremmel aaben 5 Fod, udi Bredden, gav han Ordre til at marchere, og lod føre med sig

Den forunderlige Svenske Marche over Iisen.

en Hob Sperrer og Planker, for at giøre en Broe over det Sted, som var aabent, og saaledes gik denne forunderlige Marche over Iisen for sig udi Januario af efterfølgende Aar; 1658.Rytterne førte deres Heste ved Tømmerne, og marcherede langt fra hinanden, Stykkerne bleve ogsaa førte paa samme Maade, at de ikke skulde besværge Iisen formeget, indtil Krigs-Hæren havde passered det Sted, som formedelst Strømmen var svagest. Saa snart det Farligste var overvundet, befoel Kongen af Sverrig, at Krigs-Hæren skulde stille sig udi Slagt-Ordning, for at anfalde de Danske, der stode ved Strand-Bredden, og bemøjede sig, hvorvel forgiæves, at bryde Iisen, og forbyde Fienden at komme paa Fyen. (252)

(a) Memoires de Terlon.

Kongen af Sverrig havde hidindtil aget udi Sleede, men nu satt han sig til Hest, og rangerede sin Krigs-Hær saaledes: Den højre Fløj gav han til Rigets Amiral Vrangel, under hvilken stod Margræven af Baden General Lieutenant, og Græve Tot General Major, han selv førte den venstre Fløj, og havde under sig Græv Jacob de la Gardie. Marchen kunde ikke andet end gaae meget langsom for sig, efterdi Soldaterne vare saa adspredde; Kongen af Sverrig vilde ej heller, at den skulde skee for hastig, af Frygt at de Danske, naar de saae den heele fiendtlige Magt var kommen til Fyen, skulde forlade samme Øe, som de ikke kunde forsvare, og begive sig efter de Svenskes Exempel over Iissen til Jylland, og der bemægtige sig deres heele Felt-Tøj, hvilket vilde ikke lidet have forrykked de Svenske deres Concepter.

Kongen af Sverrig, da han merkede, at de Danske Tropper, som vare posterede ved den anden Side af Iisen, i Steden for at angribe hans Folk paa Marchen, begyndte at geraade udi Forvirrelse, rykkede han udi Hast frem med sin venstre Fløj, og det dis ivrigere, efterdi han fik Tidender om at Amiral Vrangel havde repousseret nogle af de Danske, som han fandt for sig, og taget til fange en Oberste, som commanderede dem, tillige med alle Officererne.

Da han var kommen til Fyen, deelte han sin højre Fløj udi 2 Parter, hvoraf han gav den eene til Amiral Vrangel, med Ordre, at angribe de Danske fra Søe-Siden, medens han selv vilde stræbe at passere igiennem Buskene. Oberste Jonas Hadersleben commanderede da de Danske Tropper, som skulde forbyde de Svenske at giøre Landgang, medens Ulric Christian Gyldenløve var svag, og stillede sig strax an, som han vilde giøre en stærk Modstand. Men Kongen af Sverrig, saasom han vel kunde slutte, at samme Officier ikke med saa ringe Hob vilde binde an med hans heele Krigs-Magt, men retirere sig i Tide, søgte kun at bringe ham til at holde Stand, og omringe ham saaledes, at han ikke kunde undkomme.

Efter at han havde trænget sig igiennem Buskene, befoel han Margreven af Baden at begynde Anfaldet med 3 Sqvadroner, (253) hvilket han ogsaa giorde, og det med saadan Fremgang, at de Danske strax geraadede udi Forvirring; Vrangel, som var paa Kongens højre Side, giorde ogsaa paa samme Tid et Anfald, og adspreedede dem, som han fandt for sig. Paa denne forunderlige Marche skeede en Hændelse, som kunde have jaget Skræk udi enhver som ikke havde Caroli Gustavi Forvovenhed; thi Iissen gik i Stykker paa et Sted, og 2 Compagnier af Waldecks Regiment

Nogle Svenske drukne.

druknede. Den ordinaire Kongelige Carosse havde ogsaa samme Skiæbne tillige med den Franske Ambassadeurs Terlons Chaise, hvilket samme Ambassadeur selv udi sine Memoires (a) bevidner. Kongen af Sverrig havde vel Aarsag, da han saae denne Hændelse at være bange for sin egen Person, ja for sin heele Krigs-Hær; Men, saasom intet kunde skrække ham, da i Steden for at vende sig mod Land-Siden, hvilket han uden Fare kunde giøre, tog han den Resolution at lade paa den venstre Haand Aabningen, hvor hans Folk vare druknede, og at søge de Danske, som vare paa Iisen ved den højre Side. Og, saasom han frygtede, at de Danske skulde betiene sig af denne Hændelse for at falde Amiral Vrangel ind udi Flanken, lod han Grev Tott med et Regiment Svenske gaae dem imøde, hvilket ogsaa skeede med sædvanlige Succes paa de Svenskes Side.

Efter at de Danske Ryttere saaledes vare bragte i U-orden, angreb Amiralen selv

Slag paa Iisen.

deres Fod-Folk som var paa Iisen, og som forsvarede den Post hvor Felt-Stykkerne vare, raabende til dem, at de skulde nedlægge Gevær, og give sig. Hvorudover Jonas Hadersleben, da han saae sig ikke i Stand at kunde giøre Modværn, bad om Qvarteer, hvilket Vrangel accorderede ham tillige med alle dem som stode under hans Commando, og bleve saaledes alle de Tropper som vare beskikkede til at hindre Svenskens Landgang deels ihielslagne deels fangne, saa at ikke meere end 200 komme i Behold. Paa de Tidender, som Kongen af Sverrig fik om denne Lykke, beordrede

Fyens Forliis.

han General Major Berner, at angribe 500 som vare paa Vejen for at conjungere sig med dem, (254)

(a) Memoires de Terlon.

der vare blevne fangne, General Askenberg blev og skikked til Middelfart, hvor 600 Danske Ryttere ogsaa marcherede udi samme Forsæt. Begge exeqverede deres Ordre lykkeligen, saa at den heele saa vel Danske som Tydske Milice, som var udi Fyen, faldte i de Svenskes Hænder, og holdtes den fore at have været 300 Ryttere, 700 Tydske Fod-Folk og 1500 af Landets Milice.

Saaledes faldt heele Fyen i Caroli Gustavi Hænder, og af alle de som vare beskikkede til Landets Forsvar, undkomme ikkun nogle faa, som frelsede sig over Iisen fra Fyen til Siælland. Blant de Fangne vare Gyldenløve, item 5 Raads-Herrer, Otto Krag, Gunde Rosenkrands, Henrik Rantzov, Jørgen Brahe og Iver Vind. Kongen af Sverrig tog sit Qvarteer 4re Miile fra Odense, hvilken Stad strax overgav sig, saasom den ingen Modstand kunde giøre mod en saa sejerrig Krigs-Hær. Den havde ej heller hverken Besætning eller nogen Fortification. Han foer i Sleede ind udi samme Stad, og ved Stads-Porten blev af Øvrigheden og Geistligheden imodtagen. Der vare da nogle Danske Raads-Herrer udi Staden, hvilke strax lode sig indfinde udi det Huus, hvor Kongen havde taget sit Qvarteer for at giøre deres Opvartning. De samme, saasom de komme ind uden Kaarder, bleve af Kongen adspurdte om Aarsagen dertil, efterdi de alle vare Mænd, hvis Profession var at bære Kaarde. De svarede da dertil, at det skeede for at lade see dis større Respect mod Kongen, efterdi de vare hans Fanger, hvorudover Kongen befoel dem at hente deres Kaarder, og bære dem som tilforn. Ovenmældte Franske Ambassadeur, som stedse geleidede Kong Carl, og da var overværende, (a) vendte sig da til dem, og bevidnede, at det giorde ham ont at see dem udi saadan Stand.

Den sidste Stad, som stod tilbage udi Fyen var Nyborg. Den blev ogsaa strax derpaa erobred, og Kong Carl lod sig udi egen høje Person der indfinde Dagen derefter. Man regner at de Svenske finge ved Fyens Erobring, og den Sejer de erholdte over de Danske Tropper 60 Canoner, og en stor Mængde (255)

(a) Memoires de Terlon part. 1.

Munition; hvilket satt dem i Stand at fuldføre andre større Ting, og uden Hinder at giøre en ligedan Visite paa Siælland, om hvis heele Forliis ingen tvivlede, saasom alting var opfyldt med Forskrækkelse og Dannemarks Allierede ikke vare nær saa hurtige at komme til Undsætning som de havde været liberale paa Løfter og Forsikringer tilforn.

Ved Nyborg laae 4re Danske Krigs-Skibe, paa hvilke de Svenske havde Øjene, og derfore bemøiede sig meget at blive Mestere derover; Men Peder Bredal, som commanderede samme Skibe (a) anvendte ligesaa stor Flid paa at befrie dem, til hvilken Ende han lod bryde Iisen deromkring, og gydede Vand allevegne uden paa Skibene, hvilket blev strax til Iis, saa at det var umueligt at bestige dem, og, omendskiønt de Svenske ved deres Stykker søgte at tvinge ham til at give sig, forsvarede han sig dog meget vel, og omsider førte Skibene ubeskadiget til Kiøbenhavn, hvor Hans Majestet beviiste ham all Æres-Tegn, og belønnede ham efter sin Fortieneste. Samme brave Mand blev et Aar derefter ihielskudt, da han vilde bestige et Svensk Skib. (b)

Da Fyens Forliis spurtes til Kiøbenhavn, blev hver Mands Hierte derpaa Stedet opfyldt med u-beskrivelig Forskrækkelse; thi, foruden saadan herlig Øe var forliist, frygtede man at Fienden skulde betiene sig af den samme Broe over det store Belt til Siælland, som han havde brugt over det lille Belte til Fyen, og udi Hast lade sig see med sin seierige Krigs-Hær for Kiøbenhavns Porte, hvilket at forekomme, syntes det beste og eeneste Middel at handle udi Tide om Fred. Den Engelske Envojé Mr. Meadow blev derfor ombeden af Kong Friderik at sætte en Tractat paa Fode, saasnart som mueligt, hvilket han ogsaa giorde, og skrev Kongen af Sverrig til, at Hans Majestet af Dannemark havde givet Fuldmagt til de tvende Raads-Herrer Joachim Gersdorf og Christian Skeel at handle om Fred, og tillige med begiære en Stilstand. Til det første lod Kongen af Sverrig sig beqvemme, (256)

(a) Terlon part. 1. pag. 155.

(b) Dear obsid. Hafn.

men vilde ingenlunde vide af nogen Stilstand at sige, agtende at bruge alle sine Seil, medens han havde saadan ynskelig Vind.

Efter at Fyen var erobret, raadsloge de Svenske, om det skulde være raadeligt at gaae over det store Belt til Siælland, som er 4re Tydske Miile udi Bredden. De fleeste og forstandigste tragtede at holde Kongen derfra, forestillende ham, hvor snart formedelst Havets Bevægelse Iisen kunde brækkes, den heele Krigs-Hær, hvorudi all Sverrigs Velfært bestod, ynkeligen omkomme, tillige med den ævige Spott og Skiendsel det Svenske Rige skulde vederfares, i fald dette skulde ikke lykkes. Men den stridbare Konge vilde ingenlunde række Øre til disse Raad; men holdt fore, at jo større Fare han udstod, jo større Ære skulde han indlægge. Udi denne Meening blev han besynderlig styrked af Corfitz Ulfeld, hvilken saae intet heller end at hans forrige Herre, Kong Friderik, kunde udi en Hast blive skilt fra sine Riger, og derfore gav Svensken de allerslemmeste Anslag mod sit Fæderneland.

Omendskiønt nu Kongen af Sverrig saae intet heller, end at han, saasnart som mueligt var, kunde komme til Siælland, vilde han dog ej gaae over Iisen lige fra Fyen derhen, hvor vel det var den korteste Vei, men besluttede at giøre et Omsvøb paa den højre Haand, og marchere over de Øer Langeland, Lolland og Falster, hvilket var sikkere endskiønt længere.

Førend Kongen af Sverrig foretog den Marche, udskikkede han smaae Partier over Iisen til Siælland, for at faae Kundskab om Iisen var saa sterk, at den heele Krigs-Hær kunde gaae sikker derover. Disse bragte de Tidender med sig, at Iisen var sterk nok for den heele Krigs-Hær med alle dens Stykker og Felt-Tøi, stillede ogsaa for Kongen nogle Siællandske Bønder, som de havde ført fangne med sig. Af dette saa vel som den Expres, der tilforn var kommen over Iisen fra den Engelske Envoje, blev Kongen af Sverrig meget bestyrket udi sit Forsætt, og gik derfore denne forunderlige

Videre Marche over Iisen til Siælland.

Marche for sig først fra Fyen til Langeland, som ligger 3 Tydske Miile derfra; Der bleve de Svenske ikke længe, men begave sig strax paa Veien til Lolland, og der ved (257) Corfitz Ulfelds Practiker giorde sig Mestere over den Fæstning Naskov; Staden var da kun slet befæsted, efterdi ingen kunde have troed, at Kulden skulde have taget saadan Overhaand, at heele Krigs-Hæren med Stykker og Felt-Tøy kunde gaae over Belted.

Mons. Terlon, som da var nærværende, vidner, (a) at saasom Besætningen i Nascov var temmelig god, saa vilde Kong Carl ingen Tid spilde med at opholde sig derfor, ja at han virkeligen gik dem forbi for at haste med sin Reise til Siælland, og at overrumple Kiøbenhavn, hvilket var hans Hoved-Sigte: thi sagde han, naar jeg er bleven Mester af Siælland, ville de andre Provincier og Stæder falde af dem selv. Men hans Lykke var her ikke mindre end andensteds; thi en utidig Skræk kom over Besætningen og Borgerne udi Naskov, saa at de troede, at Kongen med sit heele Artillerie stod færdig til at angribe Fæstningen, hvorudover de lode sig overtale af Ulfeld strax at give sig. Kong Carl var allerede paa Veien til Siælland, da han fik den uformodentlige og angenemme Tidende om Naskovs Overgivelse tillige med at en Deel af hans Folk havde slaget 400 Danske Fodgiengere, som vare paa Veien til Naskov for at kaste sig ind udi samme Fæstning.

Efter Naskovs Erobring gav Kongen af Sverrig Befalning til Rigets Amiral Vrangel, at efterlade sig nogle Tropper udi Nyborg i Fyen, og følge ham med Resten af sine Folk. Kulden var da saa haard, at man maatte hugge Brødet, samt Øll- og Viin-Fader i stykker med Øxe, og siden smelte Iisklumperne, hvilke dog derefter ingen Smag havde. De Svenske marcherede derefter over Iisen til Falster, og efter at de der havde erobret det Kongelige Slott Nykiøbing, og der efterladt en maadelig Besætning, som udi Naskov, gik de videre over Iisen til Vordingborg udi Siælland.

Imidlertid arbeidedes der udi Kiøbenhavn af yderste Magt paa en hastig Fred. De Danske Commissarier, tillige med den Engelske Mediator, begave sig med ald muelig Hast til den Svenske (258)

(a) Pufend. Caroli Gustav lib. 5. pag. 373.

Krigs-Hær, hvilken de meenede at treffe udi Langeland, men, da de vare komne noget nær Vordingborg, bekomme de de forskrækkelige Tidender, at den heele Svenske Magt var nyligen kommen paa Siælland, og var ikke langt fra dem; lidet derefter mødte de Kong Carl selv udi en Slede geleidet af 200 Finske Ryttere.

Freds Handlingen blev derfore forsøgt til Wordingborg udi Siælland, hvor paa

Freds Forhandling til Vordingborg.

Dannemarks vegne lode sig indfinde Joachim Gersdorf og Christen Skeel; men det var uvist, hvad man kunde vente af en Konge, som en ugemeen Fremgang havde giort vanskelig at tractere med. Høistbemældte Konge overveiede da hos sig selv, om han skulde forfølge sin Lykke, og gandske søge at bringe Dannemark under Fødder, eller han skulde lade sig nøje med at skille det ved sine beste Provincier, og derved at sætte samme Rige udi saadan Stand, at det aldrig meer kunde tentere noget mod Sverrig. Det første syntes i denne Tilstand ikke vanskeligt at sætte i Verk, og, naar han først var bleven Mester over heele Norden, skulde faa Europæiske Potentater driste sig til at binde an med ham. Men der vare ogsaa store Aarsager, som kunde bevæge ham til at gaae den anden Vei frem, som var mildere; thi Sverrig havde da en stor Hob

Caroli Gustavi Betænkning for og imod Freds-Handel.

aabenbare Fiender, som allereede var i Gevær, hvis Tall merkeligen vilde formeeres af andre, som misundede samme Rige saadan stor Tilvæxt, og som funde deres Regning ved, at der var en slags Ballance i Norden. At derfore indlade sig udi Krig med saa mange, var at sætte paa Spill alt hvad man havde vundet, helst efterdi der intet Haab var til Forliig med Polen, og det Østerrigske Huus søgte at til intet giøre, eller i det ringeste forhale Tractaterne med samme Rige, indtil det kunde blive færdigt til at angribe Sverrig. Videre stod dette for Øjene, at, endskiønt den Svenske Krigs-Magt havde fæsted Fod paa Siælland, saa vare der dog ingen Stæder eller Fæstninger erobrede, ej heller udi Skaane og Norge, og var det at befrygte, at samme Stæder i denne Tilstand kunde underkaste sig andre mægtige Potentaters Protection, med hvilke Sverrig derudover nødvendigen maatte indvikles i Krig. Man vidste, (259) hvor mange Fiender man tilforn havde paa Halsen, og kunde vente, at hverken Frankerig eller Engeland skulde sidde stille meere end andre, hvis man lod sig merke med at ville bringe alle 3 Nordiske Riger under et Hoved, og hvis man ogsaa fik samme Riger til Fiender, var det en puur Umuelighed at reede sig vel ud af denne Krig. Man havde derforuden ikke lang Tid at løbe paa, og hvad man skulde giøre, maatte giøres i Hast. At gribe Kiøbenhavn an med den heele Krigs-Magt paa eengang, var betænkeligt; thi om Angrebet ingen Succes havde, vilde Krigs-Hæren, som ingen Forliis kunde taale, svækkes, og mod Foraaret, naar Søen blev aabnet, staae i Fare for at falde i Fiendens Hænder. Nu derimod kunde ved en hastig Fred erholdes saadanne fordeelagtige Vilkor for Sverrig, som udi nogle 100 Aar ingen Svensk Konge havde kunnet erhverve. Saaledes raisonnerede Carl Gustav efter Pufendorfs Beretning, som jeg Ord for Ord har fundet for gott herudi at følge, for at viise, at Kongen af ingen anden Aarsag frastod sit Forsætt i at undertvinge det heele Rige, end efterdi han fandt for stoor Vanskelighed derved. Bemældte Autor siger (a) at der derforuden var en hemmelig Aarsag, som holdt ham tilbage, nemlig at man frygtede, at hvis Dannemark blev foreened med Sverrig, det første Rige da i Fremtiden formedelst dets Situation og Angenemhed vilde blive Hoved-Riget og det Kongelige Sæde did hen vilde forflyttes, saa at Sverrig derover i Fremtiden vilde blive en Dependence af Dannemark, hvorudover det var bedre ved denne Leilighed saaledes at svække Dannemark, at det efterdags skulde trænge til Sverrigs Protection. Disse Betragtninger bevægede Carl Gustav at træde udi Conference om Fred til Vordingborg. Jeg har forhen viiset, at paa Dannemarks vegne i den Henseende didhen vare komne Joachim

Vordingborgske Congres.

Gersdorf og Christen Skeel. Med dem beordrede Carl Gustav tvende af sine at conferere, nemlig Corfitz Ulfeld og Steen Bielke. Ulfeld havde raadet Kongen af Sverrig ingen Fred at indgaae med Dannemark, men søge at bemægtige sig samme Rige, og derfor uden Forhaling at rykke mod Kiøbenhavn, hvor han (260)

(a) Pufend. Caroli Gustav lib. 5. pag. 373.

foregav, at Portene vilde strax aabnes, efterdi der var ingen Forstaaelse mellem Kong Friderik og Adelen. Pufendorf siger (a) at Ulfeld havde givet dette violente Raad i saadan Henseende. Han hadede den Kongelige Familie, men inderligen elskede sit Fæderneland, søgte derfor at skille Kong Friderik ved Riget, og at bringe det til en Tid under Sverrig, forhaabende det med Tiden skulde hendes det samme, som var skeed udi den gamle Rigernes

Corfitz Ulfelds Anslag.

Foreening, nemlig at Dannemark skulde blive Hoved-Riget; eller om Kongen endelig vilde residere udi Sverrig, at han selv skulde blive Statholder i Dannemark. Jeg vil lade denne Autoris Betænkning staae ved sit Værd, og alleene sige dette, at det er underligt at elske sit Fæderneland inderligen, og tillige med at arbeide paa at bringe det under et fremmed Herredom, helst, saasom det var gandske uvist, hvad Forandring der udi Fremtiden vilde skee. Men hvad som end kunde være Ulfelds Henseende ved dette Raad, saa blev det denne gang ikke efterfuldt, hvorudover der meenes, at Ulfeld fattede Kaaldsindighed mod Kongen af Sverrig, og at han fra den Tid søgte hemmeligen at hindre hans Interesse. Nogle af de Danske, som endda havde gode Tanker om Ulfeld, glædede sig over, at han var af Sverrig udnævned til Freds Commissarius, saasom de troede, at han derved skulde søge Leilighed at beviise sit Fæderneland nogen Tieneste, og bane sig Vei til Kongens Naade igien; men man seer, at Kong Friderik var af andre Tanker; thi han forlangede indstændigen at Ulfeld maatte ikke bruges til dette Værk, saasom det var haanligt for Riget at lade sig foreskrive Love af en rebellsk Undersaatt. Carl Gustav vilde dog ikke føje ham derudi, saa at det synes, at han har haft Behag i at insultere Nationen i denne slette Tilstand. Han veigrede sig ogsaa ved at tage den Hollandske Minister van Beuningen til Mediateur, saasom han holdt samme Mand for Stifter og Promotor til Krigen.

Dannemarks Historie Tome 3 side a l r – 261

Christian IV