Da Commissarierne vare samlede, søgte de Danske med stor Veltalenhed at persvadere Kongen af Sverrig til at lade see Generositet (261)

 Puf. Carl. Gust. lib. 5. pag. 373.

udi denne Tilstand, og at forbinde sig den Danske Nation ved at give de erobrede Provincier og Stæder tilbage. Til denne Proposition, da Corfitz Ulfeldt rystede med Hovedet, begyndte man

De Danske Commissariers

Forslag.at tilbyde en stor Sum Penge, hvilket Forslag han i lige Maade forkastede, og bød dem at giøre Alvor af Sagen og træde til solide Ting. Endeligen, da de Danske omsider tilbøde Skaane, Halland og Blegind, sagde Ulfeld, at nu kunde han see, at de begyndte at tale lidt Alvor, men der vilde meere til; thi de maatte ogsaa lægge hertil Bornholm, Anholt, Lessøe, Hveen og Saltholmen, item Dytmersken, det Herskab Pinnenberg, de trende Stifter i Norge, Bahuus, Trundhiem og Aggershuus, item den halve Part af den Øresundske Told, tolv af de beste Krigs-Skibe og endeligen en Million Rdlr. i Penge. Derforuden forlangede han, at de skulde renoncere paa alle de Forbund, som de havde sluttet Sverrig til Præjudice, udelukke alle Fremmede fra Øster-Søen, fornøje Hertugen af Gottorp, saa vel som sig selv, pleje og indqvartere det Svenske Krigs-Folk, og overlade deres egne til Svensk Tieneste. Videre

Ulfelds exorbitante Fodringer.

forlangede han efter den Oldenborgske Greves Død, at nogle Lands-Byer paa den anden Side Weseren skulde lægges til Stift Bremen. Under Trundhiems Stift vilde han ogsaa skulde forstaaes Findmarken, Lapland, Wardehuus og alle omliggende Øer. At de Svenske Skibe, som passerede igiennem Sundet, skulde til intet andet forbindes, end at fremviise deres Reise-Pass, og i det øvrige ingen Visitation være undergivne. At de Danske ingen Frihed skulde have til at slutte noget Forbund, den Svenske Frihed til Præjudice i Øresund, saasom tilforn var skeed ved Redemtions-Tractaten. Videre, at, ligesom de Svenske Skibe hilsede Kronborg, saa skulde ogsaa de Danske salutere Helsingborg &c. Jeg troer neppe, at der udi nogle 100 Aars Historie skal findes Exempel paa, at en Nation har forlanget saadanne Conditioner af en anden. De Vilkor, som de Engelske Konger fordum Edvardus 3. og Henricus 5. ved Freds-Tractater stipulerede sig af Frankerig, vare vel store, men ikke saa exorbitante, som Betænkning derover.

disse. Derforuden havde de Engelske Konger ved Successions-Ret vigtige Prætensioner paa den Franske (262) Krone, saa at det var meere i den Henseende end til deres Vaabens Rett de forlangede saadanne Ting. De Svenske derimod havde aldeeles ingen Prætensioner paa Dannemark, tvertimod de havde for nogle Aar siden temmeligen klipped samme Rige. Skaane, Halland, Blegind, heele Norge og de beste Fæstninger i Dannemark vare endda urørte, og dog forlangede de meere end den halve Deel af Rigerne, og derforuden søgte at foreskrive saadanne Love, hvoraf de siden stedse kunde finde Prætext til at tage den øvrige halve Deel bort. Man seer heraf at Carl Gustav ikke var den Herre, der lod sig nøje med een eller toe Retter, men at han giorde reent Bord, hvor han kom, og at det var ham ikke om at giøre, at sætte sit eget Rige udi Sikkerhed, men at undertvinge en Nation efter en anden.

Den Engelske Minister Philipp Meadow, endskiønt Engeland paa de Tider var

Den Engelske Ministers Iver mod de Svenske.

Dannemark ikke synderligen bevaagen, blev saa ophidsed over denne Paastand, at han glemte sig selv, og i Commissariernes Paahør, sagde overlydt, at de Svenske begierede ubillige Ting. Derudover blev Kong Carl meget fortørnet, holdende for, at han havde overtraad sit Embede; thi, at sige de Svenske Commissarier i eenrum saadant, var noget som man kunde fordrage, men udi begge Parters Nærværelse at lade falde saadanne Ord, var at giøre sig i Steden for Underhandler til Dommer. Dette lod Højstbemældte Konge ham tilkiende give ved Ped. Julius Cojet, og truede at referere det til Protector Cromwel. Den gode Meadowe blev derover saa forskrækked, at han bad om Forladelse, bekiendte, at hans Lykke stod i Kongens Hænder, og begiærede, at saadant ikke maatte refereres. Hvorudover Carl Gustav blev igien tilfreds stilled, og derforuden forærede ham 11000 Rdlr. Men uanseet dette og andre Caresser, som de Svenske siden giorde ham, fornam man, at han i Hiertet ikke billigede deres Foretagende, men tvert imod bar meere Affection for de Danske, hvorfore Kong Friderik beærede ham med Elephant-Ordenen, hvilken Ære opvakte ikke liden Fortrydelse hos andre, der holdte fore, at saadant var over Meadows Stand, saasom Elephant-Ordenen blev ikke given uden til Folk (263) af stor Naissance. Og foraarsagede denne Fortrydelse, at Kong Friderik siden for en Sum Penge formaadde ham til at give Ordenen tilbage igien. Derpaa bleve Tractaterne videre fortsatte, og begyndte da de Svenske Commissarier at give noget efter, som om Delmenhorst og Dytmersken. De lode sig ogsaa merke med, at de vilde lade noget falde af den forlangede Penge Sum, item at forløse Siælland fra deres Krigs-Folk, dersom de Danske vilde exeqvere de øvrige Ting uden Forhaling.

Mediateurerne, som vare den Franske Ambassadeur Terlon og foromtalte Philipp Meadow, søgte derpaa videre at foreene Parterne, men som de Danske Commissarier ingen fuldkommen Fuldmagt havde at slutte alle dislige Ting, maatte de forlade Congressen, for at høre Kong Frideriks endelige Slutning, men lovede inden 3 Dage at komme tilbage, begiærende, at der imidlertid maatte være Stillstand, hvilket Carl Gustav dog ingenlunde vilde accordere, saasom han meenede, at man søgte kun at forhale Tiden, sigende, at han vilde ikke give 3 Timers Stillstand, og paa det at man

Kong Carl rykker mod Kiøbenhavn.

skulde see, at det var hans Alvor, lod han sætte sin Krigs-Hær i Slagt-Ordning, udstrækkende den saa meget, som mueligen, paa det at den skulde synes større, end den var, og lod den rykke lige mod Kiøbenhavn. Han gav derforuden i de Danske Commissariers Paahør Ordre til Gustav Steenbok, at bringe paa Beenene saa meget Folk, som mueligt, i Sverrig, og dermed sætte sig mellem Landskrone og Helsingborg. I Synderlighed skulde han strax føre 2000 Mænd over til Siælland for at bruges til Kiøbenhavns Belejring, hvis man strax ikke beqvemmede sig til de foreslagne Freds-Conditioner.

Da de Danske Commissarier tillige med Meadow vare komne til Kiøbenhavn, refererede de strax hvad, som var forhandlet udi den Wordingborgske Congress, og

Forvirrelse udi Staden.

hvilke Conditioner de af Carl Gustav havde kunnet erholde, og raadede da Meadow til Fred, saasom Nødvendigheden den udfodrede. Man disputerede derpaa den heele Dag udi Kiøbenhavn, om man skulde antage Freden paa saa haarde Conditioner, eller man skulde stræbe at forsvare sig til det Yderste, og sætte det Kongelige Huus, Kronen, (264) Floden og det heele Rige udi Vove. Kiøbenhavn var da forsyned med 2000 gevorbne Ryttere, samt nogle af Adelens Folk, og et lidet Antall, som var kommen over Iisen fra Fyen men uden Heste. Af Fod-Folk var neppe 800, som kunde føre Gevær, og de Siællandske Bønder, som da vare flygtede ind udi Staden, kunde man liden Stat giøre paa. De andre vare Baads-Folk, Borgere, Studentere og Handtverks-Folk, som havde bevæbnet sig som de kunde. Ikke dismindre fandtes der dog nogle, som raadede fra Fred, og holdte for, at Staden vel kunde giøre Modstand. De sagde,

Nogle derudi raade til Krig.

at den største Deel af den Svenske Krigs-Hær var udaf Lejeren paa Fribytterie, og at de andre, som vare besværgede med deres Bytte, kunde lett overrumples og adspredes, naar de med Vigueur af Staden bleve angrebne. Sær meenede de, at den Svenske Krigs-Magt kunde svækkes ved at betage dem Levnets-Middel, og at Rytteriet, hvorpaa de havde meest Forraad, snart skulde henfalde, hvis man allevegne gav Ordre til at opbrænde Foret; kunde man allene vinde Tid, til Kulden ophørede og Iisen opslog, var der Haab til at ødelægge den heele fiendtlige Krigs-Magt, som laae adspreedt paa Øerne. Endeligen sagde de, hvordan Udfaldet end kunde blive, saa kunde intet verre vederfares Riget, end at kiøbe een Deel Provincier tilbage ved de øvriges Forliis, ja det var mindre haanligt efter all muelig Modstand at lide saa stor Skade, end strax at underkaste sig saadanne haarde Vilkor. General Trampe var een af dem, som understyttede saadant Anslag, og lod sig finde villig til at giøre et Udfald med 2000 Ryttere, og lige saa mange Fod-Folk, hvorudi Kongen selv bifaldt ham, og var færdig at bivaane samme Udfald i egen høje Person. Hvad som ellers videre bestyrkede dem i det Forsætt at giøre Modstand, var, at nogle Raads-Herrer fra Glückstad havde tilskrevet Kongen, at han ikke skulde indgaae Fred paa saa haarde Vilkor, men søge paa hvad Maade det skee kunde at vinde Tid, eftersom der snart vilde komme Undsætning fra Brandenborg og andre Steder. Men Raadet, som var tilstede i Kiøbenhavn, fandt ikke tienligt at sætte alting paa Spill, men at man maatte accommodere (265) sig efter Tiden; thi, sagde de, at angribe de Svenske med en Haandfuld af Folk, tienede til intet andet end at offre de samme op, og vilde Kiøbenhavns Indbyggere af saadan Forliis aldeles tabe Modet, og aabne portene for Fienden. Kulden holdt

Andre raade til Fred.

endnu sterkt ved, saa at man ingen Forhaabning kunde have om hastig Undsætning, tilmed var Floden udi Holland endda ikke færdig, og kunde Polakerne Brandenborgerne og andre uden Skibe ikke komme til de Danske Øer. Imidlertid, medens disse Hindringer varede, vilde den Svenske Krigs-Magt forøges ved Recruter af heele Sverrig, og med det heele Riges Magt angribe Kiøbenhavn. Derforuden var Stadens Fortification i slet Stand, ja Voldene vare paa nogle Steder saaledes siunkne, at man behøvede ikke Storm-Stier til at komme derover, og Kulden tillod da ikke at tænke paa nogen Reparation. Der vare ej heller Stykker nok paa Volden, og Staden var til Ulykke saa opfyldt med Landsby-Folk, at man inden kort Tid maatte frygte for Hunger. Foruden disse Ulejligheder var Almuen udi yderste Desperation, nogle raabte, at de vare forraade, og alle vare Raadvilde, saa at der var fast ingen uden Kongen selv, der lod see Mod og Bestandighed. (a)

Disse Raisons syntes da de Vigtigste, hvorudover alle inclinerede til Fred, helst,

De Sidstes Raad følges.

saasom Kongen af Sverrig havde ladet udsprede, at Tractaterne med Polen vilde hastigen komme til Ende, og at han inden kort Tid haabede at slutte Alliance med Kongen af Ungern og Chur-Førsten af Brandenborg. Hvilket altsammen de Danske lett kunde troe, efterdi de Svenske havde opsnappet alle Breve, som komme fra Tydskland, saa at man i en heel Maaned ingen Post havde haft. Endeligen stødte til alle Ulykker ogsaa denne, at der var ingen Forstaaelse imellem Kongen og Adelen, ej heller mellem Adelen og de andre Stænder, saa at intet uden den overhængende Fare holdt dem nogenledes udi Roelighed.

Efter at Resolutionen var tagen til Fred, begave de Danske Commissarier

Den Tostrupske Congress.

Gersdorf og Skeel, tillige med Meadow sig til (266)

(a) Puf. Carl Gust. lib. 5. pag. 376. Nisi qvod soli Regi Friderico inter tantas adversitates inconcussa animi firmitas constet.

Tostrup, en Landsbye liggende ikke langt fra Kiøbenhavn, for der at træde i nye Conference med Ulfeld og Bielke. Imidlertid avancerede Kong Carl med sin heele Krigs-Magt lige til Kiøge, som er fire Miil fra Kiøbenhavn, drev ogsaa paa Steenbuk, at han saa snart, som mueligen skee kunde, skulde komme med Recruter fra Sverrig. Han selv lod sig med et Antall Ryttere see for Kiøbenhavn, og posterede sig paa en Høj, for at hindre de Danskes Udfald. Ja, medens den Tostrupske Tractat varede, reed han ideligen allevegne omkring Kiøbenhavn, ligesom han vilde udsee den beste Lejlighed til at angribe Staden, saasom man havde giort ved Frideriks-Odde, og det ikke i anden Henseende, end for at holde de Danske stedse i Frygt, at de ikke skulde bortkaste Freds-Tanker. Han lod ogsaa ved Beltet nøje examinere alle Reisende, at de ingen Breve kunde føre med sig til Holsten og Tydskland. Imidlertid arbeidedes af all Magt paa Freden, og gave de Svenske da adskilligt efter af det, som de havde forlanget udi Vordingborg, saasom Tiden var knap, og tillod ikke mange Disputer. Der meenes, at Ulfeld da hemmeligen søgte at favorisere Dannemark, efterdi, naar hans Collega sagde ham imod, han da foregav sig at have hemmelig Instruction af Carl Gustav. Saaledes, da de Svenske paastode, at de 12 Krigs-Skibe skulde extraderes, forevendede han, at de vare saa forraadnede, at de vare ikke værde at eje, det samme foregav han ogsaa om de 2000 Fod-Folk, nemlig at de vare uduelige og kunde ingen Tieneste giøre. Hvad den Øresundske Told angik, hvoraf de Svenske havde forlanged den halve Deel, da paastode de Danske, at de ingen Afgang deri kunde lide, men vilde Sverrig ogsaa paa sin Side fodre Told, vilde de ikke sætte sig derimod. Men dette holdt Carl Gustav alt for betænkeligt, eftersom han derved vilde irritere Engeland og Holland, og derfore lod den Prætension fare. Den største Knude var om Trundhiems Cession, for hvilken de Danske tilbøde anden Æqvivalent. Derfor havde Kong Carl givet hemmelig Befalning til Edvard Ehrenstein, at, dersom han fornam, at Tractaterne standsede derved, skulde han tilkiende give Commissarierne, at førend Tractaterne skulde brydes over tvers, vilde han ogsaa staae fra den Prætension. Men, (267) til Uheld, saa havde en Svensk Herremand Claus Tott, i hvis Herberg de Danske

Trundhiems Cession ved en særdeles Hændelse.

Commissarier vare, hørdt dem uformerkt raisonnere over denne Post, og at de havde sagt, at man maatte holde Miner det længste, som mueligt var, og lade som man heller vilde bryde over tvers, end beqvemme sig til Trundhiems Cession; men, naar man endelig fornam, at det kunde ikke andet være, skulde man derudi give efter. Derom gav bemældte Tott strax Underretning til Bielke, hvilken derudover holdt ud med de Danske til det Alleryderste, saa at det kom saa vit, at alle Commissarierne reisede sig op, hvorudover de Danske, meenende, at det var ramme Alvor, cederede Trundhiem.

Den Tostrupske Tractat.

Derpaa blev den Tostrupske Tractat sluttet, hvilken Dagen derefter blev ratificered af Kong Carl til Torslund Magele og af Kong Friderik til Kiøbenhavn. Men, som for Tidens Korthed og Stedets Ubeqvemhed den udi faa Ord var forfatted, fandt man paa begge Sider for gott at begive sig til Roskild, og der at forfatte et fuldkomment Freds-Instrument, hvilket og skeede, saa at Freden derover har faaet Navn af den Roskildske Fred.

Commissarierne begave sig da strax til Roskild, for at bringe den Tostrupske Tractat til Fuldkommenhed. Strax efter samme Tractats Slutning, cesserede Fiendtligheden, undtagen at de Svenske bleve ved at indkræve Brand-Skatten udi Siælland, og gav Carl Gustav Ordre at iile dermed, saasom man strax efter Freds-Slutningen maatte forlade Landet. Men mellem Commissarierne til Roskild forefulde adskillige Disputer, helst om de Skaanske Stæders Evacuation, eftersom ved den Tostrupske Tractat var beslutted, at den Svenske Krigs-Hær skulde forlade Siæland, førend samme Stæder bleve overleverede, hvilken Artikel Svenske Skribentere ogsaa tilskrive

Nye Congress til Roskild.

Ulfelds Snildhed i Faveur af Dannemark, foruden at dette var afgiort ved bemeldte Tractat foregave de Danske, at de umueligen kunde underholde de Skaanske Besætninger, førend de Svenske havde forladt Siælland, hvilket ogsaa var troeligt, efterdi Landet var gandske udmarved. Men Carl Gustav ansaae dette, som en Prætext til at vinde Tid, gav Ordre til Gustav Steenbok igien at bryde ind udi (268) Skaane, og at postere sig ved Helsingborg. Han selv brød op fra Ringsted, og rykte med sin Krigs-Hær til Kiøge, skikkede ogsaa Margreven af Baden med Rytteriet lige til Kiøbenhavn. Samme Margreve passerede forbi Roskild om Natten, og kom paa en Miil nær Kiøbenhavn, ligesom han strax vilde giøre Begyndelse til Belejring. Man lod ogsaa tillige med udsprede, at Steenbuk med 6000 Svenske stod færdig at gaae ind udi Skaane. Dette foraarsagede, at de Danske maatte beqvemme sig til alting. Saa der alleene stod tilbage den Gottorpske Sag, hvilken var en haard Knude, efterdi Carl Gustav foruden det Ambt Svabsted, som ved den Tostrupske Tractat var loved Hertug Friderik, paastod ogsaa den Kongelige Lehns-Rettigheds Ophævelse i det Slesvigske, og derforuden at den vigtige Fæstning Rensborg maatte tages fra den Kongelige Deel udi Holsten, og lægges til den Førstelige; endeligen at Communionen udi Førstendommene maatte ophæves. Men derimod satte de Danske Commissarier sig med Hænder og Fødder, foregivende i sær, at Communionen uden Ridderskabets Samtykke ikke kunde løses, saa at det derfor var en Sag, som man maatte overlægge med Hertugens Gesantere. Men, som Tiden ikke tillod at opsætte Freden saa længe, blev fundet for gott, at man inden May Maaneds Begyndelse, førend den Svenske Krigs-Hær forlod Siælland, skulde fornøje Hertugen.

Efter at dette da var afhandlet, blev endeligen den  Roskildske Fred slutted og af

Den Roskildske Fred.

begge Herrers Commissarier underskreven, og viskede da Joachim Gersdorff en af de Hosstaaende i Ørene disse Ord: Vellem me nescire literas. Jeg vilde ønske, at jeg ikke kunde skrive, hvorudi han sandelig ikke havde Uret. Thi Dannemark mistede paa eengang Skaane, Halland, Blegind, Bornholm, det heele Trundhiems-Stift, det heele Bahuus, og Svabsted tillige med Lehns-Rettigheden udi det Slesvigske, skiønt dette sidste blev ikke ret afgiort, førend ved den Kiøbenhavnske Fred. Men ved denne Roskildske forbandt man sig til at give Hertugen saadan Satisfaction, og grundede sig saaledes de Holstenske Hertugers Adkomst til det Amt Svabsted, og Souverainetet (269) udi det Slesvigske alleene derpaa, at Hertug Friderik i Rigets elendige Tilstand fandt for gott i steden for en troe og oprigtig Vassal at assistere Riget, heller at slaae sig til dets Fiender, for at extorqvere de haardeste Ting af en Konge, hos hvilken han stod i Troeskabs Eed, og som derforuden aldrig havde giort ham noget Ont. Dette var end ikke nok, han vilde ogsaa have den vigtige Holstenske Fæstning Rensborg med, som han kaldte til Satisfaction. Da det dog er klart, at han ved sin Opførsel ikke alleene intet kunde prætendere, men uden Disput havde forbrudt sit Lehn.

Uanseed denne haarde og u-fordeelagtige Fred, fandtes der dog nogle

Betænkning derover.

Raisonneurs, som Pufendorf kalder Prudentes eller fornuftige Folk i Holland (a) hvilke holdte for, at Ulfeld tillige med den Engelske Minister Meadov da reddede Riget, men de reddede det saaledes, at alle Potentater derover bleve allarmerede, endogsaa Cromvel selv, som var Caroli Gustavi Ven; thi den Hollandske Ambassadeur van Beuningen sagde paa samme Tid, at Cromvel ingen Behag vilde finde i denne Fred, helst saasom han selv var anfortroed at arbeide paa en Fred, som var billig og uden det Danske Riges Mutilation og Formindskelse.

Den Roeskildske Fred blev slutted den 26 Febr. 1658 og bestaaer af 28 Artikle,

Geheime Artikle.

underskrevne af den Franske Ambassadeur Terlon, Corfitz Greve af Ulfeld, Philipp Meadov og Steen Bielke: Foruden disse 28 Artikle findes tvende hemmelige underskrevne af Joachim Gersdorff og Christen Skeel, hvorudi loves at General Major Ebbe Ulfeld skall gives Satisfaction for de Prætensioner og Fodringer, som han paa een eller anden Maade kand have i Dannemark. Item, at nogle Tapisserier, som det Svenske Rige til Beskiemmelse forvares udi Dannemark, skall overstryges med anden Farve. Hvorudi Ebbe Ulfelds Prætensioner have bestaaed, er mig uvitterligt. Men Corfitz Ulfelds vare at blive restituered i alt hans Gods og Midler, som var seqvestrered udi Dannemark, hvilket er Indholden af den 24 (270)

(a) Puf. ibid. pag. 379.

Artikel udi den Roskildske Fred. Samme Dag, som Freden blev slutted, bleve 2000 Svenske skikkede til Skaane, geleidede af 2 Danske Commissarier for at tage de Skaanske Stæder i Possession. De samme imodtog Claus Tott udi Caroli Gustavi Navn. Axel Lillie tog mod Blegind, og Erik Steenbuk og Harald Stage mod Bahuus, og Lars Creutz annammede Trundhiem.

Saaledes endtes denne første Krig, hvilken blev begyndt med større Fyrighed af de Danske, end den blev fortsatt; saa at Carl Gustav kunde sige allevegne, hvor han kom: Veni, Vidi, Vici; thi de stærkeste Fæstninger bleve enten i en Hast bestormede,

Autoris Betænkning over de Danskes Conduite i denne første Krig.

eller gave sig uden Sværdslag, og Rigets Tropper mødte ikke for at giøre Modstand, men for at lade sig see af Fienden, og derpaa vende tilbage. All Verden forundrede sig over, at en Nation, hvis Character hidindtil havde været Bravoure, saa reent paa eengang skulde glemme sig selv, og at et Folk, der saa vel udi dette, som udi forrige Seculo med ulige Magt tit havde triumphered mod de Svenske, nu ligesom Faar lod sig drive af de samme. Sandeligen man hverken bør eller kand sige noget til Forsvar af disse Tiders Krigsfolk og Anførere. Vel er sant, at de Svenske da havde bragt Krigs Disciplinen paa den høieste Spidse, saa at de vare blevne en Skræk for alle deres Naboer. Men man kand derimod sige, at det var med en maadelig og ilde forsyned Krigs-Hær de angrebe et heelt Rige, som havde lavet sig paa Modstand. All Forstand, Hierte, Conduite, og Redelighed var saa reent forsvunden saa vel hos Soldater som hos Anførere, saa at man ikke kunde kiende Nationen meere igien. Hvorudover den Danske Milice ogsaa paa samme Tid geraadede udi saadan Foragt, at den blev allevegne til en Fabel. Vil nogen lægge mig til Last, at jeg afmaler mine egne Landsmænd med saadan Farve, da vil jeg svare, at det er den mindste Straf, som kand hende Folk, der ved en saa ugemeen Feighed opoffrede et heelt Rige tillige med deres Konge, hvis Fromhed, Forstand, Bravoure og store Dyder kunde opmuntre Undersaatterne til Helte-Gierninger. Hvis Tidernes Tilstand havde tilladt Krigs-Forhør at holdes, havde Executionen (271) villet blive stor og merkelig, saa vel over Gemeene, som over Officiererne; thi, endskiønt de Svenske vare bedre Soldater og meere disciplinerede end udi forrige Krige, saa vare de dog kun Mennesker, og var det denne Gang aldeeles ikke deres Bravoure eller Krigs Discipline man kunde tilskrive saadan uhørlig Fremgang, men den Danske Milices Forstokkenhed, og en Terror panicus, som var overkommen den heele Nation; thi, at de Svenske vare ikke uovervindelige, viisede paafølgende Krig, da Nationen igien ligesom vognede op af Søvne, og alle indtil Borgere, Studentere, Handværks-Folk og Bønder skyede ikke udi smaa Partier at angribe den heele Svenske Krigs-Magt, og derved tilstrækkeligen reparerede Nationens Ære. Dog kand man sige, at de Svenske udi denne første Krig havde aldrig med Reputation kommet derfra, hvis den ugemeene strænge Vinter ikke havde giort Broe for dem over Havet til de Danske Øer, og tillige med afskaaret Dannemark all fremmed Undsætning, hvorpaa man forlod sig, men deres heele Magt havde bleven standset ved Beltet, og havde bleven grebet ligesom udi en Sæk udi Jylland, saa at der neppe en Mand skulde have kommet tilbage, ja at derfore alt det, som lægges Carl Gustav til Berømmelse, havde faaet Navn af Ubetænksomhed og Temeritet.

Efter at Freden var sluttet, lod Hans Majestet Kong Friderik bereede et kosteligt

Begge Kongers Sammenkomst til Frideriksborg.

Giestebud til Frideriksborg og sendte Ernestum Guntherum, Førsten af Holsten til Kongen af Sverrige for at invitere ham did hen, for hvilken Høflighed Kongen af Sverrige lod Kong Friderik højligen takke, og med et maadeligt Følge begav sig derhen. Da nu begge Kongerne mødte hinanden, traade de af deres Vogne paa een Tiid, og toge mod hinanden med usigelig Høflighed og Æres-Beviisning, ligesom der aldrig havde været nogen Fiendtlighed imellem dem. Monsr. Terlon vidner, at de Svenske Ministrer giorde alt hvad som mueligt var for at hindre Kong Carl at lade sig der indfinde, af Frygt at han skulde blive arrestered for at faae de forliiste Provincier tilbage. Men siger samme Autor, (a) den, som havde saadanne Tanker, (272)

(a) Le Roi de Dannemark tenoit sa parole comme une chose Sacrée, & ne l’auroit pas violée, eut il du perdre son royaume.

kiendte ikke ret Kongen af Dannemark, hvilken holdt sin Parole som en hellig Ting, og heller vilde miste sit heele Rige end bryde sit Løfte. Udgangen viisede og det samme. Ikke dismindre havde dog Kong Carl givet hemmelig Ordre til sine Generaler, hvorledes de skulde forholde dem, ifald noget fortrædeligt skulde hende ham. Og aabenbarede han det samme i Fortroelighed for oftbemældte Franske Gesant. I det øvrige stillede han sig an som han aldeles ingen Mistanke havde. Kongerne toge, som sagt er imod hinanden meget kierligen. Derefter stege de begge udi en Vogn, som var den Kongelige Danske, og agede sammen til Frideriksborg, hvor alting var vel og kosteligen tillavet. Ved Bordet sad først Dronningen af Dannemark Sophia Amalia, paa Hendes højre Haand Kong Carl, og paa den anden Haand Kong Friderik. Det var sandelig et forunderligt Siun, at see tvende Konger, som for faa Dage siden fegtede for Land og Rige, nu at spiise ved et Bord; og de Trommer og Herpuker, som nyligen tilforn vare brugte til at forkynde Død og Blods Udgydelse, nu at bruges til at udraabe Sundhed og Hilsen.

Begge Kongerne talede tvende gange udi Eenrom med hinanden, og varede

Fortroelig Samtale.

Samtalerne over to Timer. Der meenes, at adskilligt da blev taled om Corfitz Ulfeld, som gav Eftertanke hos Kongen af Sverrig, saa at han ingen Troe havde til ham meere. Den unge Prinds Christian blev da efter Caroli Gustavi Begiæring ført fra Kiøbenhavn til Frideriksborg, og, som Kongen meget caresserede ham, anholdte nogle Danske Ministrer hos Cojet, at han vilde formaae Kong Carl til at forære Prindsen Trundhiem, men Kongen lod dem svare, at han heed ikke Magnus Smeek, hvoraf man kunde slutte hans Meening; Denne merkelige Sammenkomst varede fra Torsdag til Løverdag, udi hvilken Tid begge Kongerne levede under et Tag. Endeligen tog Kong Carl Afskeed Løverdagen, og reiste til Helsingøer, og derfra over til Skaane, for at tage udi Possession de nye erobrede Stæder og Provincier, udi hvilke han blev imodtagen med større Pomp end Begiærlighed, med større Statz end Kiærlighed; thi Indbyggerne vidste vel under hvilken mild Regiæring de havde været, (273) og derfor kunde ej andet end have stor Aarsag til at græmme sig over all slags Forandring.

Efter at Freden var sluttet, bleve der satte besynderlige Tractater paa Fode til

Svenske Commissarier komme til Kiøbenhavn for at afgiøre adskillige Tvistigheder.

Kiøbenhavn, for at stifte dis større Venskab mellem de Nordiske Riger, til hvilken Ende Kongen af Sverrig sendte udi Martii Maaned tvende Gesantere, nemlig Steen Bielke, og Peter Julius Cojet til samme Hoved-Stad, hans Forsæt var i Begyndelsen at bruge Corfitz Ulfeld der til, hvilket allarmerede ikke alleene Kong Friderik, men end ogsaa alle fremmede Potentater, som ønskede, at see Freds-Tractaten lykkeligen til Ende, og var dette Aarsag til, at de Franske Ministrer Grammont og Lionne skreve Gesanten Terlon til, at han skulde bemøie sig at bringe Kong Carl fra det Forsæt, hvilket han ogsaa giorde, foreholdende Kongen, hvilken Chagrin det vilde foraarsage Hans Majestet af Dannemark, at see en Rebelsk Undersaatt bravere sig udi sin egen Residence Stad. Dette udvirkede saa meget, at Kong Carl forandrede sit Forsæt, og i steden for Ulfeldt nævnede Cojet, hvilken tillige med Steen Bielke som Commissarier komme til Kiøbenhavn (a) hvor de bleve af Kong Friderik med all Æres Beviisning imodtagne, som strax beordrede visse Commissarier nemlig Axel Urop og Peder Retz, (b) at handle med dem. Men, da man havde forestillet Artiklerne, og nøje overveiet dem saa længe, indtil man var bleven eenig om de fleeste, og de Danske forhaabede, at Tractaten udi en Hast skulde bringes til sin Fuldkommenhed, eftersom der stod intet tilbage, der kunde giøre nogen Hinder derudi, da fornam man, at de Svenske vare blevne anderleedes til Sinds, og lode sig merke med, at saadant Forbund kunde opsættes til beleiligere Tid, eftersom det var nok, Kongen af Dannemark havde forbundet sig til ikke at bemenge sig udi de Krige, som Sverrig da var

Adskillige Difficulteter giøres.

indviklet i. Saaledes gave de Svenske noksom tilkiende, at de ikke havde været saa meget omhygelige for at oprette Forbund mellem Rigerne, som for at (274)

(a)                  Bering obsid. Hafn. pag. 6.

(b)                 Memoires de Terl. part. 1.

vinde Tid og bestyrke deres Sager, og at skille Dannemark fra sine andre Allierede. (a)

Efter at Tankerne om dette Forbund nu saaledes vare satte til Side, tog man de Holsten Gottorpske Sager fore, eftersom Hans Majestet af Dannemark ved den Roskildske Fred havde lovet efter Billighed at ville fornøie Hertug Friderik af Holsten. Denne Sag toge de Svenske Gesantere sig an med stor Iver, og bragte saa vit til veie, at Hans Majestet for at befrie Landet engang fra den Svenske Krigs-Magt, tilstillede Førsten ikke alleene Souverainetet over den halve Deel af det Hertugdom Slesvig, samt den Øe Femern (hvilken de Gottorpske Førster hidindtil havde haft, som et Lehn af Dannemark) men end ogsaa den største Deel af det Slesvigske Capitel, samt det heele Amt Svabstæd, hvorved Hans Majestet fornøiede fuldkommeligen baade de Svenske og Holsteenske Gesantere, men besynderligen deres Principaler, som kand sees af Førstens Skrivelse, hvorudi han aflægger sin Taksigelse til Kong Friderik derfore.

At bringe disse Gottorpske Sager til Ende, hastede Hans Majestet desto meere, efterdi de Svenske Commissarier, saa vel som den Franske Ambassadeur, og den Engelske Envoje havde givet Forsikring om, at, saasnart de vare expederede, skulde den Svenske Krigs-Magt strax begive sig af Dannemark. Men, da alting var klart, hørte man om ingen Marche, men Krigs-Folkene bleve liggende, og udmattede Landet, som tilforn.

Videre begiærede de Svenske Commissarier, at Hans Majest. Kong Friderik

De Svenske søge at vinde Tid.

vilde giøre en Forklaring over den Roskildske Fred. Dette kom Kongen meget selsomt fore, saasom han saae ingen Aarsag, hvorfor saadant skulde giøres, efterdi bemeldte Roskildske Fred var forfatted udi saa klare Ord, at den ingen Forklaring behøvede, og derudi stod udtrykkeligt, at hvad, som ved samme Fred ikke er forordnet, skal forholdes efter de gamle Frede, og Forligelser til Stetin, Siørod og Bromsebroe: Ikke desmindre for at betage all Mistanke og Forhaling, og at Landet dessnarere (275)

(a) Gund. Rosencrantz Tela araneæ Svec.

kunde befries, samtykte Hans Majestet derudi, og saaledes tillod de Svenske Commissarier meget, som han med all Billighed kunde have afslaaet dem. Derefter begyndte de

Disputer om den Øe Hueen.

Svenske Commissarier at disputere om den lille Øe Hveen, foregivende, at, saasom den var en Dependentz af Skaane, og laae saa meget beleilig for Landskrone Havn, at samme Øe maatte derfor følge Skaane, og blive Sverrigs Krone indrømmet, hvor vel de til saadan Fodring ingen Grund eller Aarsag kunde have; thi alle saa vel fremmede, som indfødde Geographi og Historie-Skrivere holde for, at den var et Lem af Siælland, og haver den udi mange 100 Aar baade udi Geistlige og Verdslige Sager været samme Provincie undergiven. Indbyggerne have ogsaa fra ældgamle Tider betalt deres aarlige Rettigheder til Gouverneuren udi Kronborg. Derforuden brugte da samme Øe den Siællandske Rett, uden at Kong Christian den 4de, Høilovlig Ihukommelse, efter Indbyggernes underdanigste Ansøgning tilstedde dem Anno 1634 at føre til en Tid deres Sager for Landsdommeren udi Skaane, som boede ikkun 3 Miile fra dem, og ikke til den Siællandske, som var hen ved 11 Miile derfra; Dog bleve Anno 1647 lagte saadanne Vilkor der til, at, saasom de Skaanske Indbyggere vare frie, og de paa Hveen, saasom Siællandske, vornede, skulde deres Sager dømmes ikke efter Skaansk men Siællandsk-Rett.

Derforuden er merkeligt, at de Svenske Commissarier begiærede udi den Roskildske Freds Forhandling udi Særdeeleshed Hveen (saavel som Saltholm, Møen, Lessø, Anholt og andre) men det blev dem afslaget, og de endelig stode fra saadan Fodring. De havde sandeligen ikke forsømt at indføre den udi Freden, ifald den havde hørt til Skaane.

Men, som alle disse kraftige Beviis kunde intet gielde hos de Svenske Commissarier, begiærede de Danske, at der maatte efter den Stetinske Fred tages Opmænd at kiende derudi, hvilken Maade udi den Roskildske Fred var bekræftet, og siden blev brugt udi den Guineiske Sag. Dog de Svenske forkastede ogsaa dette billige Tilbud, saa Hans Majestet derover, for at befrie sine betrængte (276) Lande fra den Svenske Krigs-Magt, lovede at overleveere Hveen til Kongen af Sverrig.

Den oftciterede Franske Ambassadeur skriver, at de Svenske Commissarier bleve opmuntrede til at giøre denne Prætension af Biskopen af Skaane, hvilken, enten for at insinuere sig hos Regieringen i Sverrig, eller fordi han var en elsker af Harer og Caniner, hvoraf paa Hueen var en stor Mængde, overgav et Skrift, hvorudi han stræbede at beviise, at Øen laae under Skaane. Og, saasom samme Gesants Vidnesbyrd er af stor Vigtighed udi disse Nordiske Tvistigheder, efterdi han selv derudi stedse incurrerede, vil jeg anføre hans egne Ord derom, som lyde saaledes:

Terlons Beretning derom og Betænkning derover.

Monsr. Gabel lod Kongen af Sverrige tilkiende give, at man havde ladet hans Commissarier i Kiøbenhavn vide, at den Øe Hueen dependerede af Siælland og ikke af Skaane: Men Biskopen af Skaane, saasom han merkede sig selv tillige med den heele Province at ville komme under et nyt Herskab, da heller for at insinuere sig hos Kongen af Sverrig end for at have Omsorg og Direction for Indbyggernes Siæle paa samme Øe, hvor der vare kun to Familier, men en Hob Kaniner og Harer, gav et Skrift ind til de Svenske Commissarier, hvorudi han stræbede at viise, at Hueen laae under Skaane, og at den dependerede af hans Bispe-Stoel. Men, endskiøndt de Danske havde difficulteter derimod, vilde de dog ikke staae paa deres Rett for en Sag af saa liden Vigtighed, helst saasom Kongen af Sverrige havde endda sine Krigs-Folk udi Dannemark, og derfor af Dispyterne om denne Øe kunde tage Prætext til at fuldføre sit Dessein i at fornye Krigen igien. Herudover, endskiønt Hueen i meere end 40 Aar havde ligget under Siælland, hvorvel den i gamle Dage havde været en Dependence af Skaa|277ne, saa dog efterdi der udi Freds-Tractaten var indført at Skaane med alle dens tilhørige Forteresser og i Allmindelighed alt hvad som der tilhørede skulde cederes til Sverrig, vilde Kongen af Dannemark præcise exeqvere Tractaten, og derfor afstoed Øen. Hvoraf man lærer, at man ikke kand bruge for mange Præcautioner, naar man ved Tractater afstaaer Stæder og Provincier til sine Fiender, &c.

Saa vit den Franske Gesant, hvilken var Kongen af Sverrige særdeles affectionered. Men, hvor meget han end stræber at bifalde de Svenske udi denne Tvistighed, saa maa han dog tilstaae, at Hueen udi meere end 40 Aar havde tilhøret Siælland, og, naar saa var, maatte man nødvendigen tilstaae, at den da ikke kunde befattes under den Cession som skeede af Skaane. Men Historien saavel, som Conseqvencerne deraf ere falske; thi først er det urigtigt, at Hueen for 40 Aar siden blev lagt under Siælland, tvert imod samme liden Øe, som fra ældgammel Tid tilhørede Siælland, blev da for Indbyggernes Magelighed lagt under Skaanes Lands-Ting 1634, saa at Skribenten her begaaer et Hysteron proteron udi Historien. (a) Og, saasom Historien er urigtig, saa ere og Conseqvencerne; thi han siger, at de Svenske kunde have rett til at vindicere Øen under Skaane, hvoraf den fra gammel Tid var en Province, skiøndt den for 40 Aar siden kom under Siælland, og giver han saaledes mod sin Tanke og Villie de Danske rett. Naar man upartisk vil gaae til Verks, da kand man sige, at de Svenske havde rett at tilegne sig Hueen, (278)

(a) Til et Beviis derpaa kand jeg producere den Kongelige Bevilling, hvis Original jeg haver i Hænder, saa lydende: Vi Christian den Fierde med GUds Naade Danmarkis, Norgis, Vendis og Gottis Konning, &c. Giøre alle vitterligt, eptersom Os andragis den store Besuering som Hueens Indbyggere skulle haffue af at drage til Siællands Lands-Ting, eptersom det er 26 Mille frem og tilbage, och Schonning Lands-Ting schall kun were siuff Mille frem och tilbage, daa haffuer Wi Naadigst beuilgidt och tilladt, och nu med dette Wort obne Breff beuilger och tillader, att Hueens Indbyggere med de Sager, som nu till deris Birche-Ting begyndt ehr, och nu fremdelis paa Landet paakommendis worder, maa søge Skonning Lands-Ting, indtill Wij anderledis tillsigendis worder. Skreffuit paa Wort Slott Kiøbenhaffn den 24. May 1634

Christian.

som en Province af Skaane, dersom den gandske og aldeles uden Limitation fra det Aar 1634 havde været samme Land underlagt; thi, naar en Province cederes tillige med dens Herligheder, spørges ikke om hvad dens Herligheder har været i gamle Dage, men hvad dens Herlighed er, og i hvilken Stand Provincien er tempore Cessionis; thi Udtolknings-Regler tillade ikke at gaae videre, eftersom ellers en uendelig Confusion og Forvirring vilde foraarsages. Saaledes, om Roskild alleene ved en Tractat havde været cedered, kunde derunder ikke befattes Kiøbenhavn, paa det Fundament, at samme Stad tilforn laae under Roskilde Bispe-Sæde. En hver Regiering har rett til at extendere og indskrænke sine Provincier og Stæders Territoria, og, naar saa eengang er skeed, kand ingen Forandring derudi giøres, uden af den selvsamme Regiering igien. Herudover, dersom Hueen udi det Aar 1634 havde gandske uden Limitation været giort til en Dependance af Skaane, havde de Svenske Commissariers Paastand ikke været ilde grundede. Men her spørges ikke hvilken Jurisdiction og hvilke Retter en Province, enten for Indbyggernes Commoditet eller anden Aarsag skyld er underkasted, men hvis Love og Vilkor den følger; thi, naar der forordnes, at Hueen skal svare under Skaanes Lands-Ting, og derhos siges, at Indbyggerne skal være Vornede, efterdi de ere Siællandske Bønder, saa flyder deraf, at Indbyggerne alleene af Regieringen have erhvervet en Commoditet; men ikke at den gamle Province taber sin Rett (279) og Herlighed. Man kand derforuden af dislige Anordninger her i Riget ikke dømme, om hvilken Hoved-Province en anden er underkasted, efterdi Kongerne ofte af politiske Aarsager have fundet for gott at giøre saadanne Anordninger, hvorved de Danske Øer, som dette Rige bestaaer af, kunde dis stærkere med hinanden sammenknyttes og forbindes. Saaledes er beskaffed med Samsøe, hvor de Geistlige svare under Biskopen af Aarhuus i Jylland og de Verdslige under Callundborg Ambt i Siælland: Iligemaade med Als, hvor de Geistlige staae under Biskopen af Fyen, og de Verdslige under Sønderborg Amt. Imellem Siælland og Møen søge Nyejords Øers Almue til Steege Kirke paa Møen, og svare dog under Vordingborgs Amt udi Siælland. Baag Øe udi Grønsund mellem Møen og Falster, ligger under Møens Amt og Herreds-Ting saa vit Verdslige, men under Provstiet udi Falster saa vit de Geistlige angaaer.

Efter at de Svenske Commissarier nu ogsaa havde faaet efter deres Begiæring denne Post, komme de for en Dag med deres Prætensioner angaaende 3 Skibe, ladne med Salt, som de Danske havde arrestered udi Sundet, i Begyndelsen af Krigen, og det saa ubillige, at de begiærede dobbelt saa meget, som Varene vare værde, hvilken Handel dog saaledes blev bilagt, at Skibene med all tilhørende Redskab bleve givne tilbage, og en stor Sum Penge loved at gives for Saltet og de andre Vahrer.

Nu syntes alting at være bragt til Ende, og at de Svenske ingen fleere Fodringer

Tvistighed om det Guineiske Bytte.

kunde giøre, ikke dismindre for at vinde Tid, bragte de frem nye Fodringer igien, angaaende det Guineiske Bytte, hvilket havde saadan Oprindelse: Udi Dronning Christinæ Tid havde nogle private Folk udi Sverrig foretaget sig at handle paa Guinea, og paa de Guineiske Kuster ladet anlegge nogle Skandser. Af denne Handel giorde de Svenske stort Væsen, helst saasom Sverrigs største Producter ere Jærn og Kobber, for hvilket de i Guinea, hvor det er begiærligt, kunde tilhandle sig Africansk Guld. Et Compagnie blev derfor opretted, hvorudi Cantzler Oxenstierne var den største Interressent. Men denne Handel havde i Begyndelsen strax store Anstød; Thi 4re Svenske (280) Skibe, som komme fra Guinea, bleve af de Engelske arresterede udi Canalen, og det ved en særdeles Hændelse. Da Skibene af de Engelske

Oprindelsen til samme Tvistighed.

Armateurs bleve examinerede, meenede de, at det var sikkerst, at give sig an for Hollændere; og derfore foregave, at de havde Hollandske Vahrer inde, som skulde føres til Hamborg; Men denne Invention tienede til intet andet end at giøre Skib og Gods til Priis; eftersom Krigen var allereede declarered imellem Engeland og Holland, hvilket de Svenske ikke vidste, dog bleve Skibene siden paa Dronning Christines Forbøn tilbage stillede. Men en ved Navn Henrik Carlof, som var den Guineiske Commerces Directeur, gav Handelen det største Stød. Samme Carlof geraadede udi Tvistighed med de andre Interesserende, saasom de holdte fore, at han drev en a parte Handel sammesteds for sin egen Nytte. Dette opirrede denne Mand saaledes, at han med sin heele Familie retirerede sig til Embden og endeligen Aar 1657 traadde udi Dansk Tieneste, og udi Decembri fik Commission af Kong Friderik at gaae ud paa Fribytterie. Han gik derpaa udi Søen med et Skib førende 18 Stykker, seilede lige

Henrik Carlofs Avantures.

til Guinea, og ankom til de Kuster, hvor det Svenske Compagnie havde sine Loger. Efter at han der havde udspeidet Tilstanden af de Svenskes Hoved-Fæstning Cabo Corso, og havde faaet Undsætning hos Hollænderne af 4re store Baade, nogle Matroser og Negros, giorde han Landgang ved Castellet de Mina, og derfra rykte lige mod den Svenske Hoved-Skandse, hvilken han om Morgenen gandske tiligen udi Faveur af et taagagtigt Vejr angreb, og giorde sig Mester derover, fik ogsaa udi Hænder Gouverneuren Johan Philipp Crusenstierna, tillige med alle Societets Vahrer og Oplage, item et Skib, som laae for Anker. Derpaa lod han paa det øverste af Skandsen opsætte et Dansk Flag, og efter Dansk Maade løse tree Skudd. Efter at dette lykkeligen var forrettet, bemægtigede han sig de andre mindre Skandser, Compagniet tilhørende, som Johannesborg og Annamabo, item den Loge Alcana, saa at den Skade, det Svenske Societet da leed, blev beregned af de Svenske til 300000 Rdlr. Derpaa reisede Carlof tilbage, overladende de erobrede Fæstninger (281) til Samuel Smiths Direction, (a) og med sit Skib rigeligen ladet, ankom til Glükstad, just paa samme Tid, da Disputerne vare paa det heedeste mellem de Danske og Svenske, om den Roskildske Freds Forklaring.

Carlof notificerede strax sin Ankomst hos den Glückstadske Gouverneur Eberstein, og derpaa blev indladt udi Havnen. Men, saasnart som dette ryktedes udi Hamborg, lod den Svenske Minister Vincentz Meller strax affærdige Skrivelse til Regieringen i Glückstad, med Begiæring, at Carlof maatte arresteres. Eberstein lod derpaa svare, at, hvad Skibene, som han havde bragt med sig angik, da kunde det vel finde sin Rigtighed, men Carlofs Person kunde ikke lægges Haand paa, eftersom han stod udi Dansk Tieneste og havde haft Kongelig Commission. Men de Svenske paastode begge Deelene som en Rett, beraabende sig paa den 14de Artikel udi den Roskildske Fred, som sagde, at alle Fæstninger, som ere i Krigen erobrede, skulde gives tilbage, dog uden Stykker og Ammunition, (b) hvoraf de giorde sig saadan Conseqvence, at, saasom de Guineiske Fæstninger af Carlof vare transfererede til Fremmede, saa havde de rett til at fodre hans Person, for ved hans Middel at faae samme Fæstninger tilbage igien. En selsom Conseqvence, der ikke kunde giøres uden af Folk, der forlode sig alleene paa Magten, og som med Kaarden i Haanden forklare Freds-Tractater; thi først var det umueligt, at Carlof kunde skaffe dem Fæstningerne tilbage, naar han eengang havde cederet dem til Fremmede; Dernæst var det ubilligt, at Kong Friderik skulde overlevere en Mand til Straff, der udi Krigs-Tid havde staaet udi hans Tieneste, og efterlevet hans Ordre, saa at derfore alt hvad de Svenske kunde paastaae efter anførte 14. Artikel af den Roskildske Fred, var, at, om de Danske havde faaet de Guineiske Fæstninger, skulde de levere dem tilbage. Men de (282)

(a) Just. Cram. Protest. contra Jasp. van Heussen, manuscr.; derudi findes i Steden for den Loge Alcana, Orisu.

(b) Art. 14. Munimenta utriusqve partis, tam qvæ hoc bello occupata sunt, qvàm qvæ hâc pacificatione ceduntur sine tormentis, apparatu & commeatu bellico cedentur.

Svenske begiærede foruden Fæstningerne baade Personen, som havde indtaget dem, og Byttet med Skibene lige directè mod Freden, beraabende sig paa den 11te Artikel, som indeholdt, at alt det Bytte, som var giordt af Commiss-Farer og ikke for det Tostrupske Fordrag var bragt udi Havn, skulde tilbage gives, (a) hvilket efter de Danskes Meening ikke kunde forstaaes uden om Bytte, som var giort i Søen, og ej andet, som var erobret udi bestormede Fæstninger; thi ellers var den 24de Artikel til ingen Nytte, hvilken siger, at de blotte erobrede Fæstninger alleene skulde restitueres. De Svenske vilde ikke lade fare nogen af disse Paastand, hvorudover ogsaa Eberstein, for at fornøje dem, lod efterlede Carlof, for at tilkiende give ham saadant, hvilket, da han fik at vide, retirerede han sig om Natten med Guldet og de kostbareste Sager paa et lidet Fartøj til Embden. For dette altsammen begiærede Carl Gustav Satisfaction, og skattede de Svenske Commissarier Byttet først til 300000 og siden til 400000 Rdlr. De Danske derimod tilbøde sig at beviise, at den heele Skade ikke kunde beløbe sig til meere end 100000 Rdlr., ikke dismindre for ogsaa at føje de Svenske derudi, og for at faae Krigs-Hæren ud af Landet, lovede de at betale for den heele Skade 400000 Rigsdlr.

Imidlertid begiærede de Gods af dobbelt saa stor Værdi, saasom til brugeligt Underpant, indtil Pengene bleve betalte, dog saaledes, at, saafremt Pengene ikke bleve aflagte til en vis Tid, skulde de beholde Pantet, hvilken Maade formedelst dens Ubillighed af de gamle Christne Keisere er bleven afskaffed. Derefter begiærede de Caution af visse Borgere udi Hamborg, hvilke skulde paatage sig saadan Gield, som deres egen, at betale den inden Aar og Dag. Dette blev forestilled de Svenske Commissarier udi Hans Majestets Navn, som en umuelig Ting, i Henseende til, at Riget, saa længe det var pressered af den Svenske Krigs-Magt (283)

(a) Art. 11. omnes prædæ, qvæ per commissiones capi potuerunt, sed ante pacificationem Tostrupiensem, in portus deductæ non sunt, veris Dominis ac Proprietariis restituendæ sunt.

ikke kunde bringe saadan Caution til Veje; Af hvilket altsammen de lode sig dog ikke bevæge.

Endeligen tilbød Hans Majestet at give dem Gods af lige Værdie, hvis Indkomster de kunde bruge, dersom Betalningen ikke skeede til bestemte Tid, og udi den faste Forhaabning, at Kongen af Sverrig ved saadanne herlige Tilbud eengang skulde bevæges til at føre sin Krigs-Magt af Landet, hvorom udi 3 Maaneder efter Freden de Svenske havde giort saa ofte Forsikringer.

Men, at de udi alle Maader kunde giøre Tractaterne vanskelige og forhale Tiden,

Fleere Disputer.

begyndte de ogsaa at besværge sig over de 2000 Ryttere som vare lovede, hvilke de foregave ikke vare complette. Men det er vitterligt, at Hans Majestet af Dannemark, medens Freds-Forhandlingen endnu varede, toe Dage førend den Roskildske Fred blev sluttet, lod overlevere bemeldte Ryttere, tillige med deres Anfører General Major Joachim Trampe, samt Oberst Bertram Rantzou, ved Kiøge Kroe ikke langt fra Kiøbenhavn, men deres Tall var ikke fuldkommen, efterdi nogle, førend de bleve overleverede til Kongen af Sverrig, havde forstukked sig, omendskiønt Kong Friderik det strængeligen havde forbudet. Andre deserterede, efter at de vare overleverede, hvilket blev forestillet Kong Carl, da han var udi Giæstebudet til Frideriksborg, hvor han da udi den Danske Felt-Marskalks Ebersteins Nærværelse lovede, at, dersom han maatte faae en Optegnelse paa alle deres Navne, som vare deserterede, vilde han selv lade dem opleede udi Skaane, hvor de fleeste vare; Udi dette blev Kongen af Sverrig ogsaa føjed, og en Liste paa samme Forløbne skikked ham til Gottenborg, hvorved han udfandt de fleeste, som vare udi Skaane.

Ikke dismindre fodrede de Svenske dog paa ny 1000 Ryttere, hvilke bleve dem ogsaa lovede, men, da de skulde modtages udi Jylland og Holsten, stillede de Svenske Officiers, besynderlig General Major Bøetticher sig meget vanskelig an derudi. Nu sat han den eene Tid op efter den anden, nu besværgede han sig over, at der vare Danske mængede iblant dem, nu vare Hestene ikke lige store, nu fattedes et, nu et andet.

(284) Efter at man nu havde føjed de Svenske udi alle Begiæringer, overleveret dem de 2000 Ryttere, indrømmed dem alle de Stæder og Landskabe, som udi den Roskildske Fred vare dem lovede, tillige med den Fæstning Bremer-Vehrde, forhaabede man derimod, at de skulde føre Krigs-Folket af de andre Danske Provincier, item den Fæstning Frideriks-Odde, hvilket Sted skulde udvexles mod Bremer-Vehrde, og destomeere, efterdi de Svenske Commissarier havde viist Rigets Hoffmester Kongens af Sverrige Brev, hvorudi stod disse Ord: Saa snart vi have faaet Bremer-Vehrde tilbage, skal vi ogsaa føre vore Folk fra Fyen. Men, at de Svenske intet mindre havde udi Sinde, viisede deres heele Forhold, hvoraf man kunde see, at disse Tractater vare kun for et Syns skyld, og at man derved alleene søgte at vinde Tid, til alting kunde komme i Beredskab til at fornye Krigen igien; Og gaves meer og meer Anledning til saadan Mistanke, hvor meget Kong Carl end søgte at skiule dette sit Forsæt. Da man i Dannemark fik Tidender om, at Kongen af Sverrig var kommen til Gottorp,

Mistanke om Kong Carls Forehavende.

skikkede Kong Friderik Herr Ove Juul, som Ambassadeur did hen med Begiæring, at de Svenske Krigs-Folk maatte føres ud af Holsten, førend Landet blev ganske ødelagt, men Kongen svarede ham, at han vilde føre sine Tropper ud af Holsten og Fyen, saa snart han fik Tidender om, at Tractaterne fuldkommeligen vare exeqverede. Udi den Samtale, som han da holdt med den Danske Gesant, lod han over Taffel, da Gesanten spiisede med ham, falde nogle Ord, hvoraf man kunde slutte at han havde i Sinde at fornye Krigen, saasom han sagde, at han inden faa Dage vilde lade sin Flode komme til Kiel. (a)

Han merkede selv strax, at han havde talt alt for aabenbart, og at Herr Ove Juul havde lagt hans Tale paa Hiertet, hvorudover han strax forandrede sin Discours for at hæve all Mistanke. Men Gesanten merkede dog hans Intention, og lod sin Herre Kong Friderik strax saadant tilkiende give udi en Skrivelse, og (285)

(a) Memoires de Terlon part. 1.

confirmerede det samme mundtligen, da han kom til Kiøbenhavn igien, sigende, at man vist havde at forvente sig en ny Krig af Sverrig igien. Kong Carl fremturede dog med at holde sit Forsæt hemmeligt, saa at han offererede en Tieneste udi sin Armée til Kong Frideriks naturlige Søn, den unge Gyldenløve, og, saasom Kong Friderik havde samme unge Herre besynderlig kiær, saa tog han med Fornøjelse mod saadant Tilbud, og skikkede Christoffer Gabel til Kongen af Sverrig, for at handle videre derom, men man kunde for den unge Gyldenløve intet videre erholde, uden Commando over 2 Regimenter, og en Pension paa 10000 Rdlr. hvilke Conditioner Kong Friderik

Svenske Simulationer.

modtog, og takkede derfor, og giver dette tilkiende, siger den Franske Ambassadeur, at han paa sin Side ingen fientlige Tanker havde mod Sverrig, men søgte at holde Venskab med samme Krone. (a) Kongen af Sverrig derimod søgte, som Udgangen lærede, ved dette Tilbud at dysse de Danske udi Søvn, og at bringe Kong Friderik paa de Tanker, at de Præparatorier som giordes, kunde ikke sigte paa Dannemark.

Gabel underrettede Kongen ved sin Tilbagekomst udi Kiøbenhavn om hvad, som var passeret udi Førstendommerne, hvor Kongen af Sverrig reisede fra et Sted til et andet, opholdende sig nu i Kiel nu udi Gottorp, og ventende dagligen sin Flode, som skulde komme til Kiel.

Imidlertid presserede Mediateurerne ideligen paa at faae Tractaterne til Ende. Men den eene af de Svenske Commissarier nemlig Cojet var i mange Ting ikke eenig med sin Collega Steen Bielke; thi han opsatt adskillige Ting til videre Forespørsel, saa at man kunde merke, at han havde particulier Ordre af Kongen af Sverrig at forlænge Tractaterne. Samme Cojet lod sig ofte blant andet merke dermed, at hans Herre havde Aarsag at foruroeliges over de Hvervinger, som Kongen af Dannemark giorde paa samme Tid udi Holland, og begiærede, at med (286)

(a) Terlon ibid. cela faisoit voir, qv’il n’avoit aucune envie de lui faire la guerre, puis qv’il vouloit bien recevoir un gage si cher de son amitie.

saadant maatte indeholdes. Intet kunde være ubilligere end ved saadan Paastand at ville foreskrive en Potentat Love og forbyde ham Hvervinger til sit Riges Forsvar i Fremtiden, helst paa en Tid da Landet var udtømmet af Folk, og bemældte Cojet selv tog alle de Officiers og Soldater han kunde faae af Dansk Tieneste for at føre dem over til Skaane, og det efter Monsr. Terlons Vidnesbyrd ikke saa meget for at betiene sig af samme Folk, som for derved at svække Kiøbenhavn, hvilken Stad man havde i sinde at bemægtige sig tillige med det heele Rige.

Jeg kand vidne, siger oftbemældte Autor, at alt hvad han talede gav Monsr. Terlon censurerer de Svenskes Paastand.Anledning til Mistanke; besynderligen hvad han sagde om de Tropper, som bleve hvervede i Holland. Udgangen viisede ogsaa at han ikke holdt dislige Discourser uden efter sin Herres Ordre; ligesom Kongen af Sverrig kunde have Rett til at foreskrive en anden Konge Love, helst Kong Friderik med hvilken han for nyeligen havde sluttet en saa fordeelagtig Fred. Langt fra at han havde Aarsag at fatte Mistanke til Kongen af Dannemark, han gav selv meer Anledning til Mistanke i det han skildte Kong Friderik ved en stor Deel af sine Folk, hvilket samme Konge aldrig havde tilladt, hvis han havde været Mester udi sit eget Land, og den Svenske Krigs-Magt ikke endda havde været paa Siælland, og var det uden Tvil i den Henseende, at man hvervede Tropper udi Holland.

Saa vit Terlon, hvis Vidnesbyrd ikke kand være mistænkt om de Nordiske Tvistigheder; thi Frankrige var da Sverrig langt meere affectionered end Dannemark; hvor vel man maa giøre Gesanten den Justice at han i disse Sager opførte sig som en oprigtig og ærlig Mand, hvilket Kong Friderik ogsaa skiønnede paa, og derfor lod see et og andet Affections Tegn mod ham. Saaledes, da Hans Majestet omsider fornam at de Svenske havde i sinde at beleire Kiøbenhavn, vilde han ikke at Gesanten skulde (287) blive i samme Stad, men formaadde ham selv i Tide at forlade den. Og, da Gesanten paa samme Tid anholdt hos hans Majestet om Frihed at bygge en Kirke udi Altona, erholdt han det ogsaa. Og, saasom det var Oprindelsen til den Romerske Religions fri Øvelse udi Altona, vill jeg her anføre den Kongelige Bevilling, som samme Tid blev udstedet saa lydende:

Vi Friderik den 3die, &c. Giøre alle vitterligt, at efter den Bøn og

Terlon faaer Frihed til at bygge en Roman-Catholsk Kirke i Altona.

Begiæring, som Os haver giort Hugo de Terlon Ridder af St. Johannis Orden af Jerusalem og Hans Allerchristeligste Majestets Extraordinaire Ambassadeur, Vi tillade dem som bekiende den Roman-Catholske Religion at øve samme deres Religion frit og ubehindret udi Vor Stad Altona. Dog med denne Condition, at det skeer uden vitløftige Ceremonier besynderlig Processioner, som bruges udi de Roman-Catholske Lande. Til den Ende give Vi dem ogsaa i Kraft af dette Brev Frihed at kiøbe, leie eller bygge et Huus, som kand tiene dem til deres Religions Øvelse. Vi byde derfor og befale ikke allene Vor Minister og Præsident udi Pinnenberg men endogsaa alle dem, som der have noget at sige, at de beskytte dem udi dette Privilegii Conservation, &c. Kiøbenhavn den 16 Maji 1658.

Frideric

og neden under

Eric Krag.

Men, for at komme til de Svenske Sager igien, da formeerede sig den Mistanke man havde fattet om den ny Krig meere og meer og det, saavel i Henseende til Kong Carls Bevægelser udi Holsten, som til de Svenske Commissariers Opførsel. Dog maa de tvende Svenske Commissarier her ikke skiæres over en Kam; thi som Gemytterne vare stridige, saa var ogsaa deres Opførsel i Commissionen ikke overeensstemmende. Steen Bielke, (288) endskiøndt han var den fornemste, saa synes det dog at han ingen Videnskab havde om Kong Carls hemmelige Anslag, og derfore allvorligen

Steen Bielkes Characteer.

arbeidede paa Tractaternes Fuldbyrdelse; thi, dersom han havde vidst sin Herres Intention, og at man havde haft i sinde at begynde en nye Krig, og beleire Kiøbenhavn, havde han ikke ladet sig indslutte udi samme Stad tillige med sin Frue og heele Familie, helst, saasom han uden Hinder og med Magelighed i en Hast kunde gaae over til Skaane. Ja, dersom han havde været Medvider i Kongens Anslag, da havde han som Hoved for Legationen giort det som hans Collega giorde, det er: ladet ham blive tilbage i Kiøbenhavn og selv reiset til Holsten for at rapportere Kongen Sagerne. Det var saa langt fra at han vidste noget af de hemmelige Anslag, og at Kong Carl havde nogen Fortroelighed udi den Sag til ham, at man siden er bleven ankyndiged (a) om at Cojet har søgt at giøre ham sort hos Kongen, og at afmale ham som den der ikke drev paa Sagerne med den Iver og Hurtighed, som han burdte. Terlon, som i Grunden kiendte dem begge, giver Bielke det Vidnesbyrd, at han var vel intentionered, og havde Rigernes Fred for Øjene.

Cojet derimod, siger samme Autor, var en kiøn og anseelig Herre af Skabning,

Cojets Characteer.

men ubillig, saa at han ingen Qvalitet havde af en Freds-Forhandler: thi langt fra at han befodrede den Fred, som han foregav sig at arbeide paa, han søgte heller at forøge Splid og Ueenighed mellem Rigerne. Jeg kand vidne med Sandhed, siger Terlon, at jeg ofte har undret mig over denne Mands Frækhed og overmodige Opførsel udi disse Negotiationer, saasom han ideligen protesterede imod alt hvad som kunde være de Desseins hinderligt, som hans Herre gik frugtsommelig med, eller rettere, som han selv havde ophidset sin Konge til. Og er der ingen Tvil paa at han jo var største Tønder til den Ild som paa ny udbrød. Dog synes det at han ikke vidste, (289)

(a) Terl. part. 1.

at Kong Carl saa hastig vilde i verk sætte sit Forehavende mod Kiøbenhavn, efterdi han ved sin Bortreise lod der blive tilbage sin heele Eqvipage, sine vigtigste Papirer og 1000 Ducater udi hans Skrin.

Da nu alting var kommet saa vit, at der fattedes intet andet, end at Tractaterne skulde bekræftes og ratificeres, reiste Cojet bort, under det Skin, at han vilde erkyndige sin Konge om alt det, som var forhandlet, item mage det saa, at Dannemark kunde blive befried fra de Svenske Krigs-Folk, lovede derhos inden to Uger at være udi Kiøbenhavn igien; og, efterdi Kong Friderik havde giort ham stor Æres-Beviisning, medens Tractaterne varede, forbandt han sig til at anvende sin yderste Flid hos sin Principal, at Dannemark kunde i en Hast blive skildt ved de Svenske Tropper, bevidnede derved, at Kongen af Sverrig havde udi sinde at stifte et sterkt og ævig varende Venskab med Dannemark, ja gav saadanne Tegn fra sig til sit oprigtige Hiertelav, at han foreslog et Ægteskab mellem Princessen af Dannemark, og den Førstelige Gottorpske Printz, men hvor vel han meente dette, fik man at see nogle Dage derefter.

Gustavus Duwal, som Kongen af Sverrig havde gived Creditiv, og beordred at være Resident udi Helsingør, tilkiendegav iligemaade, at han var sendt af sin Konge at bekræfte og formere det gamle Venskab mellem begge Rigerne; Ja Kongen af Sverrig selv bevidnede vitløftigen som før den oprigtige og bestandige Attraae, han havde, at holde et uryggeligt Venskab med Dannemark.

Medens Kongen af Sverrig baade selv og ved sine Ministrer bevidnede den Tilbøielighed han havde til Fred og Venskab med Dannemark, tillavde han sig af all Magt at anfalde paa ny samme Rige igien.

Alle omliggende Lande vare forskrækkede over hans store Tillavelser, og ingen vidste, hvo der først skulde giestes af ham. Alleeneste Dannemark syntes ingen Aarsag at have til nogen Frygt, efterdi det ikke alleeneste havde overlevered alle Stæder efter (290) Tractaten, men endogsaa samtykket til alt det, de Svenske havde begiæred, for at faae dem eengang af Landet, hvilket de hart ad havde ødelagt. Men Carolus Gustavus var endda ikke fornøied med de skiønne Provincier, han havde faaet, og derfor havde ladet

De Svenske bryde den Roskildske Fred.

sig letteligen overtale til Gottenborg (a) at bryde den Roskildske Fred, og søge efter at blive Mester over heele Dannemark, hvilket blev ham forestillet ikkun som en gandske let Sag, der vilde bringes til Ende uden nogen Blods-Udgydelse; men Udgangen lærte anderledes; thi Krigen var lettere begyndt end endet, og de Danske forsvarede deres Fæderneland med saadan Tapperhed, at mange tusinde Svenske maatte bide i Græssed, og Dannemark blev dem i steden for et rigt Bytte en Gravsted og Kirke-Gaard, et herligt Exempel for Efterkommerne, hvor liden Behag den retfærdige Gud haver udi saadan Omgang.

Kongen af Sverrig, da han havde faaet sammen sin Krigs-Hær og Flode til Kiel i Holsten, (b) og alting tillaved, lod han udspreede, for at føre de Danske udi disstørre

Komme uformodentligen til Siælland igien.

Sikkerhed, at han vilde gaae til Preudsen, men han agtede at seile lige til Siælland. Han stod kun alleene i Tvilsmaal, om han skulde seile lige mod Kiøbenhavn, bryde ind udi Havnen, og sætte Fod-Folket i Land lige ved Staden, hvilket var Kongens eget Anslag, saasom han holdt for, at hvor dristigt det end kunde synes, vilde det dog have Success, efterdi Indbyggerne derover vilde geraade udi yderlig Forskrækkelse, og ingen var bereed til Modstand. Men dette Forsætt blev eenstæmmigen af alle commanderende Officiers forkasted som ugiørligt; thi, sagde de, om Floden ingen Fremgang skulde faae, vilde den heele Expedition blive til intet. Der blev derfore besluttet, at man skulde giøre Landgang paa et andet Sted; og meenede nogle, at Corsøer var det beqvemmeste Sted, andre holdte fore, at man heller skulde seile forbi Møen, og giøre Landgang paa den anden Side ved Kiøge, som var nermere Kiøbenhavn, da derimod Corsøer var 14 Miile fra samme Stad, men de fleeste funde dog Corsøer beqvemmest, hvilket meenes ikke (291)

(a) Manl. part. 1. pag. 11.

(b) Puf. Carl. G. lib. 5 pag. 475.

lidet at have contribueret til Kiøbenhavns Frelse, efterdi derved

Forseelse ved Landgangen.

gaves Indbyggerne nogle Dages Tid til at recolligere sig og at forsyne Staden med en Hob Folk og Bønder fra Landet. Efter at alting var færdigt, gik Floden til Seils, som bestod af 11 Krigs-Skibe og 60 smaa og store Fartøi, hvorpaa vare 4000 Fodfolk, og 1200 Ryttere, og lod man da udspreede, at man agtede sig lige til Preudsen. Den Franske Gesant Monsr. Terlon var da embarqvered paa samme Skib, hvor Kongen af Sverrig var; Men, hvormeget han end var udi samme Konges Confidence, saa vidner han dog selv, at han ingen viss Kundskab havde om, hvor denne Reise sigtede, skiønt han af adskillige Omstændigheder giættede at det var Dannemark agted. Saasnart man havde lettet Anker, lod han bemældte Gesant indkalde i Cajuten til sig, hvor han da spurdte ham, om han ikke vidste, hvor hen man seilede. Terlon svarede dertil, at han ikke kunde bilde sig ind, at det var til Dannemark, eftersom Kongen for kort Tid siden havde sluttet saadan reputerlig og fordeelagtig Fred med samme Rige. Kongen sagde da, at han vel vilde aabenbare det for ham som en Konges Gesant der var hans beste Ven, og at Reisen gik til Dannemark. Gesanten blev derover gandske forskrækked, hvilket, da Kongen merkede, sagde han: Meener I at Kongen af Frankrig vill allarmeres over dette mit Foretagende, hvortil Gesanten svarede, at, hans Herre langt fra at misunde Kongen af Sverrig hans Lykke og Fremgang, heller glædede sig over hans Seiervindinger, men, sagde han, eftersom der nyeligen var slutted en Fred ved hans Underhandling, saa vilde det komme ham underligt for, at høre samme Fred brudt uden at vide Aarsagen dertil. Carl Gustav sagde da, at han gierne vilde sige Aarsagen dertil, som var denne. Hans Forsætt havde stedse været at holde den Tractat, som han med saadan Fordeel havde sluttet; Men, saasom ham i Hænder vare faldne nogle Breve, hvoraf han havde seet, at Kong Friderik ventede Tropper fra Holland, hvormed han agtede at angribe Sverrig, saasnart Leilighed gaves, saa havde han taget denne Resolution, som (292) sigtede alleene til hans eget Lands Forsvar: men, som intet er lettere end at fingere saadanne hemmelige Kundskaber, og Carl Gustav aldrig havde ladet komme saadanne Breve for Lyset, fæstede Gesanten ingen Troe dertil. Han vidner ogsaa, at Grev Slipenbach havde sagt ham nogle Dage tilforn, at Kongen af Sverrig intet frygtede sig fra Holland, og at de Tidender man nyeligen havde haft fra den Svenske Resident Apelbom, forsikrede fuldkommeligen derom. Og kand dette tiene til et Beviis paa, at Historien om disse Breve var kun en puur Fiction, som Kong Carl betienede sig af for at besmykke denne Freds-Brydelse. Men Gierningen var vanskelig at sætte Farve paa, hvorfore ogsaa endeel af de Svenske Ministrer dristede sig ikke fuldkommeligen til at gaae i Skrankerne for deres Konge, og udføre Sagen juridicè. Saaledes, da Terlon i en anden Samtale med Amiral Wrangel gav tilkiende, at denne sidste Invasion var mod Troe og Love, svarede Amiralen, at han tilstod saadant at kunne siges derimod; men, naar hans Herre først havde bemægtiget sig Kiøbenhavn med det heele Rige, vilde man ikke skytte meget om hvad Folk siden talede. (a) Et ligesaadant Svar gav Slipenbach siden til de Danske Gesantere, sigende: Vi ville først indtage Landene og siden deducere Sagerne (b), et Hysteron proteron, der klinger hart ad ligesom en Dommer vilde sige: Lader os først dømme fra Livet og exeqvere, og siden begynde Processen.

Floden arriverede i kort Tid til Corsøer, hvor Krigs-Folket, som gik i Land stillede sig strax venligen an mod Indbyggerne, og lode sig merke med, at de ikke vare komne som Fiender, men som Venner for at assistere Kongen mod Adelen, hvilket giver tilkiende, at der maa have været nogen Misforstaaelse samme Tid, hvor vel det er troeligt, at saadant har mest bestaaet i Disputer om Contributioner. Hvorom alting var, saa laae Carl Gustav intet mindre paa Hiertet, end Kong Frideriks Conservation; thi han havde tilforn, efter Pufendorfs egen Beretning, givet (293)

(a) Terlon part. 1. si le Roi réuississoit dans la prise de Copenh. il se souceroit peu de tous les discours &c.

(b) Relatio Magni Hög & Chr. Scheel Hafn. 14 Augusti Manuscr.

Ordre til Amiral Wrangel, at lade nogle Skibe krydse mellem Falster og Siælland, for at hindre Kong Friderik, som han meenede ved sin Ankomst til Siælland, at ville forlade Kiøbenhavn og flygte til Lybek, iligemaade udi Vestersøen, paa det Høistbemældte Konge ikke skulde tage Flugten til Norge. (a)

Saa snart Kong Friderik fik Tidender om de Svenskes Indfald udi Siælland, affærdigede han tvende Rigs-Raad Mogens Høg og Christen Skeel til Kongen af Sverrig. De samme, saa snart de havde faaet deres Creditiv og Instruction, begave

Mogens Høg og Christen Skeel affærdiges til Kongen af Sverrig.

sig den 8. Augusti mod Aftenen fra Kiøbenhavn, og toge Vejen lige til Kiøge, meenende der, at finde Kong Carl; men da de komme til Hvidover, finge de at vide af nogle fra Kiøge kommende Bønder, at de ingen Svenske paa den Kant havde fornummet; hvorudover de vendte om igien, og reisede til Roskild, hvor de anlangede om Natten, og der bleve var 4re Regimenter til Hest, staaende uden for Byen, finge ogsaa tilligemed at vide, at andre Svenske Regimenter vare skikkede til Kiøge og Kallundborg, for der i en Hast at overrumple det Danske Cavalerie, item at Kongen af Sverige samme Natt skulde have været i Slagelse, og var forvented til Ringsted. (b)

Herudover begave Gesanterne sig om Morgenen den 9. Augusti paa Vejen til Ringsted i den Tanke, at søge Kongen af Sverrig udi Slagelse eller Corsøer; Men,

Deres egen skriftlige Relation derom.

som de udi Ringsted finge viß Kundskab om hans Ankomst, og at han ikke var langt borte, resolverede de der at opbie ham, og arriverede han 3 Timer derefter selv til Ringsted. De lode sig da strax anmælde hos Rigets Marskal Gabriel Oxenstierna, med Begiæring, at dem maatte forundes Acces til Hans Kongl. Majest. af Sverrig, og at deres Creditiv maatte antages; Derpaa blev Introducteuren Oxe strax skikked til dem, til hvilken deres Creditiv blev overlevered. En Time derefter blev bemældte Oxe skikked til dem igien med Ordre at lade dem vide, at de den Aften ikke kunde komme (294)

(a) Puf. Car. Gust. lib. 5. pag. 414

(b) Relat. Magn. Hög & Christ. Scheel Hafn. 14. August. 1658. manuscr. autogr.

til Audience, eftersom det var sildig, men at det om Morgenen skulde skee; man merkede da, at hans fornemmeste Ærende var, at udlokke af Gesanterne hvad

Deres Modtagelse.

deres Forebringende kunde være: thi han spurdte, om Hans Majest. Kongen af Dannemark var udi Kiøbenhavn, og andet Landets Tilstand angaaende, talede ogsaa om den Ophold, som var skeed med Tractaterne, skydende Skylden deraf paa de Danske.

Den 10. Augusti skikkede Kongen af Sverrig hans Carosse med tvende Cavaliers efter Gesanterne for at føre dem op paa Ringsted Kloster. I Porten kom Rigets Marskall Oxenstierna med en Andeel Hoff-Junkere dem i møde, og ledsagede dem ind til Kongen.

Efter at de havde aflagt de sædvanlige Hoff-Complimenter, begyndte de at

De Danske Deputeredes Tale til Kong Carl.

forklare, til hvad Ende de vare hid henkomne, og det med saadanne Ord: Det var Hans Kongl. Majestet af Sverrig vitterligt, at der for nogen Tid siden var kommen Ueenighed og Fiendskab mellem de berømmelige Nordiske Riger, hvilket var udbrudt til en aabenbare Krig, men samme Krig var af en besynderlig GUds Naade bilagt ved Kongens af Frankrige, og den Engelske Protectors Mediation, og mellem Rigerne stiftet en ævig Fred til Roskild, hvilken blev underskreven og ratificered af begge Kongerne. Da derefter til samme Roskildske Freds videre Forklaring og Oplysning Tractater bleve oprettede til Kiøbenhavn, blev paa Hans Kongl. Majestets af Dannemark Side alle Artiklerne fyldest giorte, og saaledes derom foreened, at der stod intet tilbage, som jo var bragt til Fuldkommenhed, men deres Allernaadigste Konge havde ogsaa tilladt de Ting, som han med all Billighed havde kunnet vægre sig fore. Dersom man vil forekaste dem, at Tractaterne havde været noget vanskelige udi den Punct, som angik det Guineiske Byt|295te, da maatte man viide, at de Danske Commissarier havde allereede foreened sig med de Svenske Ambassadeurs om den Sum, som skulde betales af Dannemark, til hvilken ogsaa deres naadigste Konge havde givet sit Samtykke. Sagen var allereede bragt saa vit, at man alleene handlede om Tiden, paa hvilken bemeldte Sum skulde aflægges, samt Cautionen, som derfor skulde gives. Og, saasom Hans Kongel. Majestets af Sverrige Ambassadeur Cojet havde paataget sig samme Sag at bringe den til sin Fuldkommenhed, og til den Ende begivet sig paa Reisen fra Kiøbenhavn, syntes der ingen Vanskelighed at være til overs, og derfor kunde det ikke andet end komme deres Allernaadigste Konge underligt fore at see sine Lande igien anfaldes baade til Lands og Vands; Det siuntes sandeligen gandske at stride mod Kongens af Sverrige genereuse Gemytt at ville bryde den Fred, han nyeligen havde slutted, og med Haand og Seil bekræfted. De kunde med Eed bevidne, at hans Kongl. Majest. af Dannemark intet lod sig være meere angelegent end at holde fast ved den giorte Fred og Forbund, og at de vare alleene hendsendte til den Ende at borttage all Mistanke og at stabilere et oprigtigt og fuldkomment Venskab. Begiærede derfor, at han vilde beordre nogle Commissarier, for hvilke de haabede klarligen at beviise, at Hans Kongl. Majestet af Dannemark intet mindre havde haft udi Sinde end at bryde det nyligen giorte Forbund og Venskab.

Derpaa gav Kongen af Sverrig et vitløftigt Svar, og repeterede hvad som

Kong Carls Svar.

var skeed i forrige Krig, og for mange Aar siden, og forfattede sine Beskyldninger udi 9 Puncter, som findes anførdte udi Gesandternes skriftlige Relation saaledes: (a) (296)

(a) Gravamina Carol. Gust. in relatione Legat. Manuscr. autogr.

(1) At de Danske havde søgt Hans og Hans Riges Undergang, og at de selv havde kaldet ham ind.

(2) At de havde søgt at svække Commercia for ham og hans Undersaatter.

(3) At de havde ikke oprigtigen holdet hvad tilforn var lovet, enddog han havde indgaaet Fred med Dannemark, og staaet fra sin Fordeel, paa det at det Kongelige Huus og Kronen ikke slet skulde ruineres; hvorfore han og havde bygget paa Tractaternes Execution, som Kongen af Dannemark ham ellers havde lovet. Han havde dog siden fornummet, at man havde søgt Udflugter og Forhalninger indtil hans Folk kunde qvittere Landet. Dette meenede han, kunde erfares af en skarp Skrivelse, som Ove Juul ham fra Kong Friderik havde tilbragt, hvorpaa skulde være svaret, at der som man ikke fattede anden Resolution, og giorde Ende derpaa, foraarsagedes han at fatte andre Tanker, som dog aldrig havde rindet ham i Sinde førend for 3 Uger siden, da han reisede fra Flensborg. Han var saaledes nødet og tvungen til at begynde Krigen igien, efterdi han med Spidsfindighed opholdtes. Han havde ellers gierne seed, at de samme havde været brugte udi disse Tractater, som havde været versered i de Forrige.

(4) Talede han om Breve, som skulde være skrevne til Engeland, item om andre Breve fra Rosenvinge, hvoraf de Danskes Intention vel kunde formerkes.

(5) Besværgede han sig over noget som ved Peder Vibe skulde være forefaldet udi Trundhiems Lehn, og hvad Ophold ham der var giordt.

(6) Beklagede han, hvorledes man havde tracteret hans Sviger-Fader Hertugen af Holsten, giort ham Ophold, og forholdet ham den Andeel, som ham var tilsagt.

(7) At man ikke vilde slutte Alliance med ham skiønt han forlangede ikkun 8 eller 10 Skibe til Undsætning, hvor til de Danske havde baade Folk og Proviant nok i de Skaanske Fæstninger, dersom de havde ladet det hente. Hans Forehavende var over saadant Ophold forhindred, og Compagnierne vare forsømte, hvor|297udover hans Raad havde givet ham de Raad at befale GUD og Lykken Udgangen. Han vilde være for GUD og all Verden undskyldt, at han aldrig havde tænkt paa Fiendtlighed, førend de Danske paa deres Side med Langdrægtighed, med deres Skrivelser, med Folk, som de havde ladet komme fra Holland, det havde foraarsaget. Han klagede og over at man ikke havde ladet anholde dem, som havde givet Aarsag til de Guineiske Priser bedre og repeterede nogle gange, at dette Verk var et delicat Verk, som man burde have taget i Agt.

Gesanterne svarede derpaa med største Lemfældighed, at enddog Fiendligheder tilforn vare øvede, saa formoedede de ved den solenne Freds-Tractat, at saadant skulde ophøre og være forglemt, og derfore at Hans Majest. endda ikke vilde undslaae sig for billige Tractater.

Hvad de Breve angik, som Kongen af Sverrig havde talet om, foregivende, at

Gesanternes Repliqve.

de vare præjudicerlige for ham og hans Rige, da bekræftede Gesanterne med Eed, at det var dem ikke vitterligt, at saadanne Breve vare enten skrevne eller bortskikkede, ej heller at noget mod Freds-Tractaten af Dannemark var foretaget.

Og, som Tractaternes Forhaling ideligen blev repetered, som den fornemste Aarsag til denne Hostilitet, blev atter svared, at Sagerne i sig selv vare vanskelige, og at det var høje Ting som Kongen af Sverrig for sig og for Hertugen af Holsten begiærede, nemlig store Penge-Summer, heele Landes Indrømmelse og Rigets Regale; saa at man vel havde Aarsag derudi at vente Moderation. Der var og ingen Tid determinered inden hvilken de skulde afhandles. Det skulde og befindes, at een Deel Artikler, enddog de vare af begge Parters Fuldmægtige placiderede, antagne og beskrevne, saa havde dog de Svenske siden nogen Tid derefter revoceret og casseret dem med Forevending, at Hans Majest. af Sverrig behagede det ikke paa den Maade. Herforuden havde Hans Kongl. Majest. af Dannemark afstaaet baade Lande, Provincier, Fæstninger og Folk til de Svenske; Men hvad derimod af dem skulde restitueres, var endda ikke giort, (298) og andet som loved var, ikke efterkommed, saa at Ophold og Forhalning meer var foraarsaged paa den Svenske end den Danske Side. Hvad Skibe at udruste og overlade til Svenske Tieneste angik, da vidnede de, at det paa den Tid var en Umuelighed og over Rigets Kræfter.

Derpaa repeterede Kongen af Sverrig, hvad han tilforn havde sagt, og endeligen bød de Danske Deputerede at tale med Sverriges Rigets Raad derom; Men, som de gave tilkiende, at de alleene søgte Kongen og Hovedet, spurte han dem: Om de forlangede hans Beskyttelse, hvorudover de Deputerede bevidnede, at de vare alleene komne for Hans Kongl. Majest. af Dannemark skyld, at høre om Hans Maj. af Sverrig vilde lade falde det Fiendskab han havde fattet mod Dannemark; de bekymrede sig kun gandske lidet om deres egen Beskyttelse, hvorpaa Kongen af Sverrig lod dem sige, at de havde faaet deres sidste Svar, hvilket, da de Deputerede hørdte, protesterede de, at der var en GUd i Himmelen, til hvilken de overgave deres retfærdige Sag, og saaledes ginge bort, geleidede af ovenmældte Rigets Marskall Oxenstierne til Carossen, og saa førte til deres Herberg.

Kort derefter blev det de Danske Deputerede tilkiende givet udi deres Herberge, at om de havde noget videre at foredrage, saa havde Kongen af Sverrig beordred tvende Commissarier, Rigets Marsk Oxenstierna og Græv Schlippenbach, hvilke ogsaa strax lode sig indfinde, hvorudover de Danske Deputerede begyndte at repetere for dem, hvad de havde sagt til Kongen af Sverrig, og beviiste, at de Svenske Ambassadeurs havde været Aarsag til Tractaternes Forhaling, hvorvel de samme, efterdi de Danske gave efter udi alle Ting, bleve omsider bragte til Rigtighed.

Derpaa holdt Græv Schlippenbach en lang Tale, og sagde blant andet: at de

Grev Slippenbaks Tale til de Danske Deputerede.

Danske ved deres Forhalning havde givet Aarsag til, Polakerne og Moscoviterne samt Chur-Førsten af Brandenborg at tiltage saa meget udi Kræfter, og at de havde sluttet et Forbund mellem hinanden mod Sverrig, Keiseren var og imidlertid bleven udvalt, hvilket altsammen de Svenske havde kunnet forhindre. (299) Man vidste vel, at Tiden var meget kostbar, hvilken ikke kunde igienkaldes af GUd selv. Dannemarks sidste Tid var nu kommen, og alle dets Provincier saae nu deres Undergang for Øjne. De, nemlig Gesandterne, skulde udvælge den beste og sikkerste Vej at frelse dem selv paa. Det var dem jo lige meget, om deres Konge heed Carl, Friderik eller Christian. Det er GUd, som til intet giør og forflytter Herredommer; Deus est qvi transfert & aufert Imperia. (saadanne vare Slippenbachs egne Ord efter de Danske Gesanters forhen allegered skriftlige Relation) (a) Nu var Dannemarks Undergang for Dørren. Dog vilde de bede GUD, at saadan herlig Stad som Kiøbenhavn, ikke skulde ødelægges, og saa mange 1000 Mennesker svemme og omkomme udi deres eget Blod. Naar Provincierne vare erobrede, vilde de Svenske siden forklare og viise Aarsag til Krigen.

Hans egne Ord vare disse: Aarsagerne til denne Krig ere vigtige: Vi ville bemægtige Os Landene og siden Sagerne deducere. Det Blod som i Lifland og Ingermanland er udgydet have I paa eders Samvittighed. I have ogsaa foraarsaged at 30000 Mænd af Ragotskys Folk ere nedhugne, og at Kongen af Sverrig har maat violere sin fidem datam mod samme Prinds. Det I taler om Suspicion, er ikke en slet Suspicion; men saadan, som giver alle Potentater og Stater Aarsag til Krig, efterdi en hver er pligtig til sig at conservere, og sin Stat at tage i Agt. Saadanne Exempler ere alle Historier fulde af.

Ham blev derpaa svared, at det ikke skulde findes udi nogle 100 Aars Historier

Svar paa hans merkelige Tale.

saadan Casus, som mod Dannemark er foretagen; (300)

(a) Relat. Legat. Manuscr.

nemlig at tvende Potentater slutte en fuldkommen Fred, den eene efterkommer alt hvad han er skyldig, og afstaaer statelige Provincier, Lehne, Fæstninger og Folk; Af den anden derimod intet præsteres, men hvad Lande og Fæstninger skulle restitueres, beholdes, og med Krigs-Magt besættes og besværges, det Øvrige uformodentligen og uadvaret overfaldes og med Hostilitet til Lands og Vands søges at bemægtiges.

Efter saadan Samtale, da de Danske Gesantere saae, at de forgiæves havde handlet om Fred, toge de deres Afskeed. Strax efter deres Bortgang blev Oberste Sparre skikked til dem. Den samme lod dem da forstaae, at Kongen af Sverriges Villie var, at de skulde følge med Hans Majestet til Roskild, hvor de strax skulde bekomme deres Creditiv; hvorfore de ogsaa strax begave sig paa Reisen. Da de komme til Roskild, besøgte den Franske Ambassadeur Terlon dem, og raadede, at de skulde byde Kongen af Sverrig noget anseeligt til, for at nyde Fred, hvilket han i Ringsted ogsaa alvorligen tilforn raadet havde. Hvorpaa Gesanterne, efter at de havde bekommet det lovede Creditiv, begave sig til Kiøbenhavn, hvor de førte udi Pennen den heele Forrettning, og overleverede den den 14. Augusti til Hans Majest.

Saadant Udfald havde dette Gesantskab, hvilket jeg saa omstændigen har talet

Dette Gesantskabs Udfald.

om, eendeel, efterdi det var en af de vigtigste Legationer nogen Tid er giort, og efter hvis Udfald alle ventede med en ubeskrivelig Forlængsel, saasom der handledes om Kongen tillige med Kiernen af det heele Land skulde beleires i Residence-Staden eller ej, eendeel ogsaa saasom jeg har haft Gesanternes egenhændige Relation om denne vigtige Forretning, hvilken udi trykte Historier findes ufuldkommen.

Medens Kongen af Sverrig var paa Reisen til Ringsted, havde nogle af hans

Hannibal Sehsted falder i de Svenskes Hænder.

Folk opsnappet Hannibal Sehsted, da han var paa Veien til sin Gaard, hvor da hans Frue tilligemed Dotter opholt sig, og, som han agtede i Sikkerhed at føre til Kiøbenhavn, da han fik at viide, at Kongen af Sverrig var kommen paa nye til Siælland; hvoraf man seer, at bemældte navnkundige Mand da allereede maa have været kommen i Naade igien, (301) skiøndt jeg egentligen ikke finder, naar og ved hvad Middel saadant er skeed, og paa hvilken Tid han er kommen til Dannemark igien. Kongen af Sverrige tracterede denne anseelige Fange med stor Høfflighed og lod ham spiise ved sit eget Taffel, hvilket gav Anledning til Mistanke om ham, saa vel ved det Danske Hoff, som blant Borgerne udi Kiøbenhavn. Paa den anden Side, saasom de Svenske vidste, at han var en meget forslagen Mand, saa havde mange af dem ham ogsaa mistænkt, og troede, at han ikke var reist fra Kiøbenhavn uden for at spionere, hvordan Tilstanden var udi den Svenske Leier, ligesom Kiøbenhavns Borgere troede, at han havde forladt Staden for at give de Svenske Rapport om dens Tilstand. Udi denne slibrige Situation søgte han at opføre sig med all muelig Varsomhed, og saaledes, at ingen af Parterne skulde gives Anledning til videre Mistanke, og vidner derfor Monsr. Terlon, som paa samme Tid havde Omgiængelse med ham, at han udi den heele Krig bemængede sig ikke uden med sine egne Sager, og, naar han fandt noget, som kunde contribuere til Fred, giorde han med Oprigtighed Forslag derom; Dog turde han ikke alletider tale derom, som han gierne vilde, sær, da han fik at viide, at siden den Reise han eengang giorde til Kiøbenhavn med begge Kongers Passeports, man udi den Svenske-Leier havde raadslaget om at arrestere ham, hvilket ogsaa virkelig var skeed, hvis den Franske Ambassadeur ikke havde formaaet Grev Slipenbach at tale udi hans Faveur hos Kongen af Sverrig, og betage ham den Mistanke, som han

Hans Opførsel udi denne Krig.

havde fattet om Sehsted. Bemældte Ambassadeur talede ogsaa selv til det Beste for ham, og det med den Eftertryk, at Kong Carl fattede saadan Fortroelighed igien til ham, at den Mistanke, man havde fattet i Kiøbenhavn deraf blev forøged; thi han spurdte ham til Raads udi de allervigtigste Sager, og forlod sig meer paa hvad han sagde, end paa nogen af sine Ministres Raad. Kort at sige denne habile Mand førte sig op med saadan Forsigtighed, at længe efter den Tid ingen kand sige om han meenede Kong Carl vel eller ikke, saasom eendeel af de Raad, han gav, vare saa subtile, og saaledes satte paa Skruer (302), at begge stridende Parter troede, at det sigtede til deres Interesse; Saaledes, da han for Exempel raadede Kong Carl at deele sit Krigs-Folk for at angribe Kiøbenhavn og Kronborg paa eengang, fuldte Kong Carl hans Betænkende, som et nyttigt Raad. De Danske derimod meenede, at han paa en subtile Maade derved søgte at svække den Svenske Krigs-Hær for Kiøbenhavn, og derved at conservere samme Stad. Terlon giver ham dog det Vidnesbyrd at han ingen ond Intention havde mod sit Fæderneland; men, at han var Kong Friderik attachered med all den Iver og Troeskab, som en Potentat kand forlange af en Undersaat.

Indbyggerne udi Kiøbenhavn, saasnart de fik Tidender om de Svenskes uformodentlige Ankomst, bleve de ej lidet bestyrtzede. Nogle herudi fnysede af Forbittrelse imod deres troeløse Fiender, og besluttede at figte for deres Fæderneland indtil yderste Blods-Draabe. Andre derimod vare over denne uformodentlige Hændelse gandske forsagte, og vidste ikke, hvad de skulde gribe til: Der fandtes og nogle, som gave Kong Friderik det Raad, at begive sig enten til Norge eller til Holland til en Tid. Men den tappere og bestandige Herre havde større Kiærlighed for sit Fæderneland, end han skulde forlade det udi Fristelsens-Tid, og derfor offentlig erklærede sig at ville døe udi sit Rede, og ingenlunde begiære at leve, naar hans Rige var traad under Fødder. Han lod ogsaa Kongen af Sverrig sige, at han vilde lade sig finde paa det Sted, hvor den hæftigste Storm skeede, og dersom Carolus Gustavus havde Lyst at skille Trætten ved en Duel, vilde han alleene møde ham, paa hvilket Sted ham behagede. Saaledes bliver dette sidste berettet af Monsr. Terlon, (a) hvorvel Pufendorf tviler derom.

Da Hans Majestet nu havde opmuntret sine Undersaatter baade Høje og Lave Anstalter mod Fiendens Ankomst.til en tapper Modstand; og enhver for sig var fuld af Mood og Forbittrelse over Fiendens uretfærdige Foretagende, befoel han at røre Trommerne og Trompetterne, og (303)

(a) Puf. de reb. Gest. Carl Gust. l. 5. pag. 476.

hastige Bud at blive sendte ud paa Landet, for at befale dem, som laae indqvarterede udi de neste Byer, at komme strax til Staden, hvilket de giorde med all muelig Fliid, førend Fienden kunde forekomme dem. Faa Stæder vare mindre udi Stand at udstaae en Beleiring end Kiøbenhavn paa de Tider; thi Staden var meget slet befæsted, og havde til Forsvar intet uden Borgere, Studentere og Handverks-Karle. Man kand derimod sige, at den Svenske Magt var ej heller udaf stor Anseelse; thi, da de Svenske allerførst landede paa Siælland, havde de ikke meere med sig end 8 Stykker med Keiser Ferdinandi Vaaben (a) paa, men de bleve siden forsynede med Canoner fra Halmsted, item af deres Skibe, som laae paa Reden, og endelig fra Cronborg, ved hvilken Fæstnings Erobring all saadan Mangel blev overflødigen erstattet. Imidlertid blev Magistraten og de fornemste Borgere udi Staden kaldne tilsammen, og spurte til Raads. Rigets-Hofmester Gersdorf forestillede dem, at de nu vare bragte til de Yderligheder, at de maatte forsvare sig som Mænd, eller omkommes, og derfor opmuntrede dem udi Hans Majestets Navn til Samdrægtighed, og at spare ingen Ting, som kunde tiene til Fædernelandets Frelse. Der vare nogle, som havde tvilet om Borgernes Standhaftighed, hvilket da de fornumme, protesterede de offentligen ved Borgemester Nansen derimod, og raabte de vilde døe Hans Majestets Undersaattere.

Saasnart de Svenske havde giort Landgang paa Siælland, beordrede Kongen af Sverrig Grev Tott med 400 Ryttere at overrumple de Danske Tropper, som laae allevegne adspredede udi Landet, for at hindre at de ikke skulde samle sig og komme ind udi Kiøbenhavn. Samme Grev Tott forrettede dette med stor Hurtighed, overrumplede de fleste Ryttere, som laae udi Landsbyerne, og opsnappede Hæstene hvor han kunde treffe dem, hvorved det lidet Cavalerie, som Landet var forsyned med, blev giort unyttigt. Sandeligen siger en fremmed Stats-Mand, (b) dersom de Danske havde haft gode Spioner udi Holsten, havde (304)

(a) Diarium Obsidion. Hafn.

(b) Terlon part. 1.

de vel kunnet merke, at Kong Carl sigtede paa Dannemark, saasom han havde ikke ladet føre paa sin Flode meer end 4 Dages Proviant, og endeel Fourage for sit Rytterie. Og kunde de i saa Maader i tide have indbragt udi Kiøbenhavn alle de Tropper, som vare i Landet, tillige med et tilstrækkeligt Forraad af Levnets-Midler, som kunde have satt Staden i Stand til at udstaae en lang Beleiring.

Den 14de Augusti begyndte hver Mand, saavel Rigets-Raad med deres Folk, samt alle Hof-Tienere item Geistlige og Verdslige at arbeide paa Volden, saavel uden, som inden for, og at oprette Raveliner og Batterier, og blev Dagen derefter Ordre udgiven, at all Musicqve skulde ophøre indtil Orgelverkene, ja, at end ingen Klokker skulde slaae eller ringe, (a) item at ingen maatte holde Lys paa Lofte og Taarne, saa længe som Beleiringen varede, eller løse Stykker og Musqvetter, hvorved man kunde bringes til blind Allarm. (b)

For at opmuntre de Beleirede til tapper Modstand, udgav Hans Majestet tvende

Kongelige Benaadninger for Kiøbenhavns Indbyggere.

Benaadninger. Den første til dem, som signaliserede sig ved nogen synderlig Action, nemlig at de skulde nobiliteres, og at alle vornede Sønner, som tienede udi Staden for Soldater, skulde være fri for deres Fødested for dem selv, og deres Arvinger. Iligemaade at de Norske Folk, som da befandtes i Kiøbenhavn, skulde beneficeres med frie Gaarde. (c) Den anden Benaadning var i Henseende til Kiøbenhavns Borgere, hvilke bleve begavede med Adelige Friheder og Privilegier. (d) Og, som paa denne Kiøbenhavns

Borgerskab faaer Adelige Privilegier.

Benaadning grundede sig Kiøbenhavns første Herligheder, hvorved Stadens Borgere distingveres fra andre og sættes udi Stand med Adelen; vill jeg den Ord for Ord indføre, helst saasom den tiener til at bringe dem af Vildfarelse, der holde for, at Kiøbenhavns Borgere ikke finge Adelige Privilegier, førend efter Souverainetetet. Benaadningen lyder saaledes: (305)

(a) Obsid. Hafn.

(b) Edict. dat. in arce Hafn. 21 Augusti 1658.

(c) Edict. Hafn. die 10 Augusti 1658.

(d) Diplom. Frid. 3. Hafn. 10 Augusti 1658.

Vi Friderich den Tredie med GUds Naade, Danmarckis, Norgis, Vendis oc Gottis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, oc Ditmersken, Greffve udi Oldenborg oc Delmenhorst. Giøre alle vitterligt, at Vi med Voris Elskelige Danmarckis Rigis Raad haffver anseet oc offverveyet, de troe Tienister, oc den trygge Hielp, som baade den Geistlige og Borgerlig-Stand, i disse besuerlige Tider, haffver ladet paakiende, hvor imod Vi oc haffver beloffvit dennem deris Privilegier saaledes at forbedre oc bestyrke, at de skulle haffve Aarsag sig deroffver at glæde; Oc, efftersom disse vanskelige Tider ikke haffver kundet tilstede, det udi værk at stille, haffve Vi dog erklerit Os paa Borgerskabets Indlæg, det udi Fremtiden at giøre. Oc, paa det de dis meere Aarsag kunde haffve, deres underdanigst Troeskab, nu videre udi Gierningen at bevise, ville Vi med offtbemeldte Vores Elskelige Rigens-Raads Samtøcke, til en Begyndelse, saa vel for den Geistlige- saa oc Borgerlig Stand,

Det Kongelige Diploma.

her med Naadigst haffve declarerit.

1.

At Kiøbenhaffns Bye, skal være en af de tuende Stabel-Stæder udi Siælland.

2.

Begaffvis med alle de Privilegier, som nogen Stabel-Stad til Commerciens Floer oc Fremtarff, kand behøffve.

3.

At Kiøbenhaffn skal være en fri Rigs-Stad oc annammis tillige for en fri Rigens Stand, oc udi alt huad |306Riget til beste Delibereris kand, haffve deris Stemme oc Samtøcke.

4.

At Kiøbenhaffns Indbyggere, Geistlige oc Borgerlige Stands Personer, maa være tillat, at kiøbe oc sig tilforhandle Adelige Jordegods; Oc huis dennem i saa Maader, enten ved Kiøb, Arff eller Pant, kand tilfalde, være sig Adelens eller Cronens, det at nyde med lige Frihed, som Adelen haffver paa deris.

5.

Oc ikke med videre Told, Accise eller anden Tynge oc Besuæring beleggis, end Adelen giør aff deris, huilket altsammen saavit Rigens Tarff udkreffver, med Samtøcke oc Bevilling skal skee oc indgaais.

6.

At de udi Freds Tid skal være fri for all Skat, Hoff oc anden Indqvartering, og derimod aff den algemeene Rigens Fisco tagis, huormed den nødvendig Guarnison kand underholdis, oc ellers til Rigens Fornødenhed behøffvis. Mens udi Krigs Tid, enhuer Stand bære Byrden lige med den anden, effterdi det er til enhuers Frelse oc Conservation.

7.

At alle de udaff den privat Stand, Geistlige eller Verdslige, nu, oc deris Børn efter dennem, skal nyde lige Tilgang til Officia oc Honores ved Adelen, naar de dennem med deris Capacitet oc Qvaliteter, dertil kand giøre capabel oc meriterit.

At alle disse forskreffne Puncter dennem saaledis rictigen holdis oc effterkommis skal, haffver Vi denne kortelige Conferentz, som i Fremtiden til Fornødenhed, |307videre skal blive extenderit, tillige med Voris Elskelige Danmarckis Rigis-Raad, underskreffvit oc beseiglet. Giffvet paa Vort Slot Kiøbenhaffn den 10 Augusti, Anno 1658.

Vnder Vort Signet

Friderich.

(L. S.)

Jochum Gerstorff.

Olluff Parsberg.

Jørgen Seefeld Christoffersøn.

Hans Lindenouv.

Frederich Retz.

Mogens Høeg.

Hendrich Rantzow.

Christen Skeel.

Gunde Rosenkrantz.

Otthe Krag.

Axel Vrup.

Peter Retz.

Af dette og andet bleve Borgerne opmuntrede til at vove alting for Kongen og Riget. Foruden den Kierlighed til Kongen og Fædernelandet tilskyndede dem ogsaa de slette Tanker, de havde fattet om den Svenske Regiering, ikke lidet til at figte til det yderste: thi det, som ved den Roskildske Fred var loved de Skaanske Indbyggere, blev ikke holdet, og deres Privilegier, som man havde forsikret dem om at beskytte, bleve i mange Maader violerede. Grev Ulfeld, som i Grund kiendte Nationens Humeur, havde yderligen formanet Kong Carl til, at handthæve Skaanes Indbyggere udi deres Privilegier, og kunde han ikke give bedre og nyttigere Raad: Men dett blev ikke efterleved. Vel er sant at Kongen siden søgte igien, at oprette hvad som herudi var forseet, men den Frygt, som engang var overkommet dem, blev stedse ved, og strakte sig ikke alleene til Indbyggerne i Skaane, men end og over det heele Rige.

Hans Majestet opmuntrede alle i Almindelighed til Stadens Forsvar, men i Særdeleshed Studenterne (308) ved Universitetet, og finge Professorerne udi samme Maaned derom saadant Brev. (a)

Vi Friderik den Tredie, Vor synderlige Gunst tilforn, eftersom Kongen

Kongens Brev til Professorerne om Studenternes Armatur.

af Sverrig uformodentligen i Vort Land Siælland mod all given Aarsag fientligen er indfalden, saa det synes, han endeligen vill stræbe Os og Vore Arvinger efter Kronen, og den høieste Nød udfodrer, at Vi denne Stad og Fæstning vel lade forsee, hvortil Os Folk og Soldater i denne Hast mangle; thi have I Studenterne paa Academiet den Fare at demonstrere, som nu for Øjne sees, førende dem til Gemyt, at det dem og vel anstaaer, udi saadan almindelig Fare efter andre lovlige Academiers Exempler sig og godvilligen til felles Conservation og Defension at indstille, og til den Ende Gevær at tage. Hvorfore Vi have og tilforordnet Os Elskelige Oberste Both, dem at anføre og nødvændige Under-Officiers at forskaffe. Dermed skeer Vor Villie, befalende eder GUd. Givet paa Vort Slott Kiøbenhavn den 9 Augusti 1658.

Friderich.

Saasnart Professores havde faaet dette Brev, giorde de en Invitation til

Profess. Invitation til Studenterne.

Studenterne saa lydende.

Studiosis Regiæ Hafniensis Universitatis Salutem.

Cives perdilecti qvotqvot estis, qvi civitate Academica donati Regiæ Communitatis mensa fruimini, aut in urbe degentes privilegiis atq; immunitatibus Studiosorum gaudetis; Comparete hora 11 in area Academica, ut ex Serenissimæ Regiæ Majestatis edicto arma in Communem urbis & Patriæ defensionem capiatis. Qva in re operam præstabitis Serenissimo (309)

(a) Diploma in grat. Studiosorum Hafn. 11 Aug. 1658 Manuscr.

Regi gratam, afflictæ patriæ necessariam, vobis, urgente necessitate non indignam. Valet Feria       

Augusti Anno 1658.

Jussu Magnifici Rectoris

Christian Steenbuck Acad. Not.

Studenterne mødte til bestævnte Tid, og, efter at de havde hørt den Kongelig

Studenterne forundes egne Officiers efter Begiæring.

Ordre, tilbøde sig strax med Liv og Blod at forsvare Kongen og Fædernelandet, hvilket de ogsaa troeligen udi denne Beleiring efterkomme: Og bevilgede Hans Majestet efter deres Begiæring, at de ikke skulde være forpligtede at parere nogen anden Officier uden Oberst Kield Lange og Lieutenant Mogens Krag, dog saaledes, at de fremdeeles skulde forblive under Rectoris Magnifici Jurisdiction som tilforn. Iligemaade blev bevilget, at alle de, som enten ikke vare i Communitetet eller ingen Midler havde, skulde imidlertid nyde fri Indqvartering hos de Geistlige udi Staden, og blev dem lovet, at de frem for andre til vacerende Bestillinger skulde forfremmes, naar de ellers dertil kunde befindes dygtige &c. (a)

Studenterne giorde derpaa en allerunderdanigst Ansøgning (b) om adskillige

Studenternes merkelige Memorial.

Privilegier. Samme Ansøgning findes underskreven af disse Personer Claus Mortensen Kierulf, Lauritz Friis, Jens Bugge, Cosmus Borneman, Jens Christensen Lemvig, Oluf Fielke, Peder Lauritzen Skive, Hans Madsen, og bestaaer udi 10 Artikler. Derudi forlange de blant andet Frihed til at bære Kaarde, og meene nogle at saadant blev dem ogsaa tilladt, saaledes, at den Skik, som endnu bruges, grunder sig paa en Kongelig Bevilning af dette Aar; men man finder ikke, at saadant ved nogen særdeles Bevilning er bleven dem tilladt, og hvad som bestyrker mig udi den Tanke, er eendeel, at de Academiske trykte Love, som indtil vore Tider have været i agt tagne, endnu saadant forbyde, endeel ogsaa, efterdi adskillige monita siden af Consistorio derimod ere giorte, sær et af det Aar 1661, (c) hvilket (310)

(a) Diploma in grat. Studiosorum Hafn. 11 Aug. 1658 Manuscr.

(b) Petitio Studiosorum Manuscr.

(c) Monita Consist. ad Stud. de non portandis Gladiis Hafn. die 6 Junii 1661 Manuscr.

ikke havde kunnet skee hvis Studenterne ved et Kongeligt Diploma dertil havde været autoriserede. Er derfore troeligt, at den Skik at bære Kaarde grunder sig allene paa Praxi, hvormed Øvrigheden har seet igiennem Fingre, helst som den er bleven almindelig blant alle Kiøbenhavns Indbyggere indtil Handtverks-Svenne.

Endeel af de andre Artikler udi denne Memorial indeholder adskillige merkelige Ting. Udi den første Artikel forlange de, at alle Academiske Fundatzer maa publiceres. Udi den 4 at alle deres Navne, som giøre Tieneste i Beleiringen, maa trykkes for at være dismeere i Hukommelse til Promotion. Udi den 7de, at eftersom fornemme og rige Folk antage til Informatores Tydske Studentere for at lade deres Børn oplæres i det Tydske Sprog, hvorved de Danske og Norske studerende Personer blive skildte ved saadanne gode Conditioner, Hans Majestet Allernaadigst vilde anordne, at Danske og Norske Studenter allene til Pædagogier maatte admitteres, og at ingen Tydsk Student til noget Officium publicum maatte antages, som af Danske og Norske kunde forvaltes. Udi den 8de Artikel begiære de, at ingen Attestatz eller Dimiss maa for Gield arresteres. 9 Eftersom Norge beviiser lige Lydighed med Dannemark og Danske forfremmes udi Norge, end og til høieste Bestillinger, da begiære Norske Studentere, at af deres Nation maatte nogle visse Professores constitueres, som dem i sær kand patrocinere, &c. Om nogen Resolution fuldte paa denne Memorial, er mig ikke vitterligt.

Den Hollandske Ambassadeur van Beuning satt ikke lidet Mood udi de Danske,

Holland laver sig til at undsætte Kiøbenhavn.

i det han forsikrede dem om Hielp fra Holland, i fald de kunde holde ud Belejringen, indtil den Nederlandske Flode kunde komme dem til Undsætning. Paa det nu denne Flode des snarere kunde komme af Sted, og at den Svenske Flode, som allereede var udi Sigte, ikke skulde hindre dem Passen, gik han strax til Skibs og satt Seil til Holland, hvor han lykkelig anlangede, og omstendeligen berettede Herren Staten Kiøbenhavns Tilstand, at den formedelst Mangel af Proviant ej kunde holde det længe ud. Herudover blev den Hollandske (311) Flode med des større Fliid tillavet, hvilket hverken de Svenske Ministrer da værende udi Holland ej heller Kongen selv, kunde forhindre, hvorvel han udi en Skrivelse til Staten lovede dem mange fordeelagtige Ting. Men Hollænderne saae vel, at, dersom de Svenske skulde blive Mestere over Dannemark, deres Handel vilde udi Grund blive ødelagt, item, at den sterke Alliance, som var mellem Dannemark og deres Republiqve, forpligtede dem at haste med en tilstrækkelig Undsætning, og derfore fore frem udi deres Forsætt; thi foruden de gamle Alliancer mellem Dannemark og Holland, havde Hans Majest. sluttet med samme Republiqve 1656. den saa kaldte Ligue Guarantie, og Aaret derefter den bekiendte Ampliations-Tractat, eller Elucidations-Alliance, hvorudi var besluttet som forhen viised er, at begge Parterne, naar fornødent giortes, skulde assistere hinanden med 6000 Mænd. Ja de Danske havde bestyrked den Hollandske Amiral med 9 Skibe, da samme Amiral var skikked til Øster-Søen, for at beskierme deres Commerce, og redde den Stad Dantzig, hvilken, om den havde faldet i Carl Gustavs Hænder i den Polske Krig, havde den Hollandske Republiqve derved misted ligesom sin højre Haand; Ja denne Krig var saavel for Hollands, som Dannemarks egen Sikkerhed begyndt, hvorfore de, som giøre meget Væsen af den Hollandske Undsætning i Kiøbenhavns Beleiring, ikkun lade see, at de ere lidet kyndige udi Historien; thi Holland burde have hiulpet Dannemark skadesløs af denne Krig, og ikke tilstedt saa mange skiønne Provincier at falde udi de Svenskes Hænder, som Historien siden viiser.

Imidlertid havde de Danske nok at bestille med at bestyrke Staden. Ingen

Kong Friderik laver sig paa en tapper Modstand.

Alder, intet Kiøn, og ingen Stand var forskaanet for Arbeide. Hans Maiestets Exempel og Nærværelse opmuntrede alle Mænd; thi han forlod sielden Volden, og holdt sig den heele Dag blant hans Soldater og Arbeids-Folk, og Natten udi hans Telt, saa at der var intet Menneske saa dovent og vanartigt, det jo gierne vilde stræbe og arbeide, efterdi det saae Landets Fader sparede ikke sin egen høje Person, men var en Tilsyns-Mand (312) og Compagnon udi alle Ting. (a) Hans Majestet var ikke alleene omhyggelig for Kiøbenhavn men endogsaa for Cronborg, og sendte Oberste Poul Beenfeld tillige med Carl Brunov og Christoffer Bilde derhen, til hvilke han alvorligen recommenderede denne vigtige Fæstning.

Nu var den Svenske Krigs-Hær kommen saa vit, at den havde Staden udi

Kiøbenhavns Beleiring.

Sigte, hvilken den indbildte sig strax at erobre, men blev ikke lidet forskrækked, da den saae Forstæderne staae i Brand, hvilket var et Tegn, at de Danske havde lavet sig til en tapper Modstand, og bleve de Svenske ikke lidet bestyrkede udi denne Tanke af tvende Danske Fanger, som Oberst Høister havde bragt til Leiren, efterdi de samme med Frimodighed sagde, at Indbyggerne med Eed havde forpligtet sig til at forsvare Staden til yderste Blods-Draabe. (b) Kong Carl havde det første han nærmede sig til Kiøbenhavn en egen Hændelse, i det at Hiulet gik i Stykker paa hans Vogn, saa at han veltede, (c) hvoraf nogle efter Sædvane strax giorde sig Omen over Krigens slette Udfald. Da han merkede Indbyggernes Forsæt, stod han still indtil hans heele Krigs-Hær var kommen, og derefter giorde sig Mester over Vartow, Lagaarden og de andre Udverker uden Modstand, eftersom de Danske, findende sig ej sterke nok til at forsvare det alt, havde draget all deres Magt ind udi Staden. Paa samme Tid fik man og udi Sigte den Svenske Flode, hvilken kastede Anker for Staden, for at hindre all Tilførsel til Vands. Saaledes blev Kiøbenhavn beængstiget baade til Lands og Vands.

Kong Carl, da han havde faaet Underretning, at de Danske, hvorvel de havde ikke over 1000 Soldater udi Staden, havde besluttet heller at døe end at forandre Konge, stod han fra sit Forsætt strax at anfalde den, og fandt sig nød til at gaae langsom og varligen frem. Nu gave nogle ham det Raad, han skulde sende en Deel af sin Armée til Kronborg, at beleire og indtage samme vigtige Fæstning, foregivende ikke urimeligen, at de Svenske (313)

(a) Bering. Obsid. Hafn. p. 45.

derved skulde afskrække Fremmede fra at undsætte Kiøbenhavn til Søes, eller i det ringeste hindre dem desbedre, i fald de saadant skulde forsøge.

Udi Kronborg laae da en temmelig Besætning, som var forsyned saavel med Levnets-Midler som med stor Forraad af Canoner og Krud. De commanderende Officiers vare Beenfeld, Brunow og Bilde. Beenfeld som førte den højeste Commando, var lidet elsked af Soldaterne, som han under en anden Prætext nægtede deres Besoldning, og derfore udi den paafølgende Beleiring fandt liden Kiærlighed og Lydighed hos dem. Til anden Uheld kom ogsaa denne, at hans Frue udi sidste Indfald i Holsten var bleven fangen af de Svenske, saa at deres Trusler kunde have større Virkning hos ham end hos en anden. Brunow var opdragen til Hove og havde været Page, siden havde han ladet sig bruge udi Krigs-Tieneste, og derudi forholdet sig saaledes, at Kongen havde fattet gode Tanker om ham, og destineret ham til at succedere Beenfeldt, hvis ham noget skulde tilkomme. Den 3die, nemlig Christoffer Bilde, var nyeligen bleven Lehnsmand udi det District, og i den Henseende da havde søgt sin Tilflugt til Kronborgs Slott, hvor han udrettede intet andet end ved sit Votum at understøtte dem som vare for Fæstningens Overgivelse.

Hannibal Sehsted, som Carl Gustav havde fanget paa sit Gods, havde insinueret sig meget hos samme Konge som sagt er, og derover ved et og andet snild Raad syntes at giøre sit Fæderne-Land stor Tieneste. Han raadede da ogsaa Kongen at deele sine Tropper, og at anvende en Part deraf til Kronborgs Belejring, og derved hindrede,

Kronborg beleires.

at Kiøbenhavn udi første Skræk ikke ret blev angreben.

Dette Anslag fandt Kongen for gott, og derfor sendte Vrangel med en Part af Krigs-Hæren did hen. Vrangel, saasnart han var ankommen, begyndte han at arbeide, og avancerede formedelst Hielp af de omliggende Huuse, (hvilke Besætningen udi saadan Hast ikke havde faaet stunder at afbrænde) digt ind paa (314) Castellet. Beenfeldt, (a) som førde den øverste Commando i Fæstningen, giorde i Begyndelsen god Anstalt til Defension, lod ogsaa practisere et Bud til Kiøbenhavn, for at lade Kongen tilkiende give, at han vilde forsvare Fæstningen til det Yderste, men derhos at han behøvede nogen Undsætning af Folk. Hans Majest., som denne Fæstnings Conservation laae saa meget paa Hiertet, endskiønt han havde alt Mandskab nødigt i Kiøbenhavn, skildte han sig dog ved en Deel af Besætningen, og skikkede den ved Natte-Tider til Vands til Kronborg, hvor den uformærkt igiennem Fiendens Flode lykkeligen arriverede. Men dette saa vel begyndte Verk blev i en Hast kuldkasted formedelst en overvættes Lettroenhed, hvoraf de commanderende Officiers lode sig skammeligen forføre til uden Nød at overgive Fæstningen, og det paa saadan Maade: Da Vrangel merkede at Belejringen vilde blive langvarig, hittede han paa et Krigs-Puds, som i sig selv var ikke med de Allerkonstigste; men dog denne gang havde god Virkning. Han lod udspreede, at Kiøbenhavn var allerede over, og, for at giøre det desmeere troeligt, celebrerede han denne opdigtede Sejer med sædvanlig Triumph-Tegn, saasom med Stykkers Løsning, Fyr-Værker, Trommer, Trompeter og deslige. Denne uformodentlige Glæde udi den Svenske Lejr forskrækkede først Besætningen udi Kronborg, men bragte den gandske udi Fortvivlelse, da den fik at høre, at saadan Triumph skeede formedelst Kiøbenhavns Erobring. Udi denne Forvirring lod Vrangel Gouverneurerne sige, at de skulde lide den skiændeligste Død, dersom de, efter at Hoved-Staden og Kongen selv var falden i de Svenskes Hænder, alleene vilde sætte sig op imod deres seierrige Vaaben. Over dette bleve de lettroende Triumviri gandske mismodige,

Erobres ved List.

besynderlig, da Besætningen begyndte at rebellere, og saaledes overgave den kostbare Fæstning, hvorfor Bilde af Krigs-Raadet i Kiøbenhavn blev dømt til Landflygtighed; Beenfeld derimod og Brunow til at miste deres Hoveder, men af en særdeles Kongelig Naade bleve befriede. Capitulationen (b) hvoraf (315)

(a) Bering. Obsid. Hafn. p. 45.

(b) Capitulatio in Castris ante Croneb. 6. Sept. 1658. Manusc.

af jeg haver en skreven Copie verificered af Christoffer Bilde blev slutted den 6. Sept. 1658. og findes undertegned af Carl Vrangel, Christoffer Bilde, Paul Beenfeld og Carl von Brunow. Ved Kronborgs Erobring bleve de Svenske forsyned med en Mængde af store Canoner, som bleve førdte til Lejren, og brugte til at beskyde Kiøbenhavn med. Hvor hæftigen samme Stad da blev beskudt, kand blant andet sees deraf, at en Borger paa Nørre-Gade opgrov paa eengang af sin Ved-Hammer 84. Kugle. (a) (316)

(a) Memoires de Terlon p. 250.

Medens de Svenske saa huserede udi Siælland, brød ogsaa Krigen ud udi de andre Provincier af Dannemark; thi Kong Carl havde, førend han forlod Holsten, givet hemmelig Ordre (317) til Generalerne, at de skulde opsnappe de Danske til Søes og Lands, hvor de kunde treffe dem. Hvorudover mange høje Personer faldte udi

Krigen bryder ud ogsaa paa andre Stæder.

Fiendens Hænder, efterdi de tænkte paa intet mindre end en ny Krig. Rensborg og Krempe bleve ogsaa overfaldne, men ved de Danske Gouverneurs Aarvaagenhed beskiermede. Men Ebersteens heele Regiment, som laae adspreed hid og did, blev opsnappet. Johan Friderik, Førsten af Lüneborg, blev ogsaa tagen fangen, da han agtede sig til Kiøbenhavn at besøge Kong Friderik, hans Svoger, og ført til Malmøe, men efter Kong Carls Ordre løsgiven igien.

Adskillige Danske saa vel Krigs- som Kiøbmands-Skibe bleve overrumplede og opbragte, eftersom de frygtede for intet Fiendtligt fra de Svenske, men laae trygge for Anker udi Sundet, Øster-Søen og ved Christiania. Iligemaade bleve tagne de Skibe, som agtede sig til Dannemark med de Stykker, Munition og Levnets-Midler, som fandtes udi Bahuus og Christianstad, og hørte efter Indholden af den Roskildske Fred til Kongen af Dannemark, blant hvilke var Pelicanen, Falken, Søblad, Snaren-Svend, Haabet, St. Jørgen, Jægeren, Dynkerker-Bojen og andre. Det er merkeligt, at de Svenske passede saa vel Tiden at bryde ud mod Dannemark, at det skeede just da samme Skibe havde indtaget disse Sager, og vare færdige at sejle dermed til Dannemark, og derudover beholdte baade det, som var allereede bragt paa Skibene, og det andet, som endnu ikke var overleveret. Iligemaade lod de opbringe de Fynske, Jydske og Holsteenske Skibe, som de mod den Roskildske Fred havde tvunget den heele Sommer at reise til Lifland og Prydsen for dem, og saaledes plagede de fattige Indbyggere dobbelt for de Tienester, de havde beviist dem.

Paa den fiendtlige Flode, som den 8de og 9de Augusti lod sig see lidt fra Kiøbenhavn, fandtes ogsaa den oftbemeldte Svenske Ambassadeur Cojet, hvilket man kunde see af de Breve, han skrev til hans Collegam Steen Bielke. Det er ingen Tvivl paa, at han jo havde erkyndiget Kongen af Sverrig, saavel som Rigets Amiral Vrangel om Kiøbenhavns Tilstand, hvilken han udi (318) fire Maaneder havde udspeidet tillige med Ingenieuren Albert, hvilken havde Ordre nøje at eftersee Stadens Fortificationer, (a) og forlod den faa Dage, førend Kongen af Sverrig kom paa Siælland igien, for at erkyndige ham om, hvad han havde udforsket, og give en Afrisning paa Fortificationerne, men at hans Afrisning i alle Maader ikke var rigtig, kunde man see af efterfølgende Belejring.

Den anden Svenske Ambassadeur Steen Bielke, (til hvis Huus de fleeste Svenske Undersaattere, som fandtes udi Kiøbenhavn henflygtede med deres Gevær) bevidnede for alle, at han slet intet vidste af dette fiendtlige Indfald, og derfore giorde Ansøgning hos Kong Friderik, at han maatte faae fleere Soldater til Beskyttelse, efterdi den gemeene Mand truede at omkomme ham, saasom den der under et Venskabs Skin tillige med Cojet havde ligged og udspeidet Staden; Hvorudover Hans Majestet lod ham henføre paa Rosenborg, det tryggeste og angenemmeste Sted, han vidste, uanseet alt dette, havde dog Kongen af Sverrig udi Sinde at arrestere de to Danske Deputerede, der komme til ham, men af den Franske Ambassadeur Terlon lod sig bevæge at staae fra sit Forsæt, eftersom samme Minister foreholdte ham, at saadant Foretagende stridede gandske mod all Folke-Ret, og vilde foraarsage alt for stor Eftertale.

Nu maae jeg vende mig til Kiøbenhavns Belejring igien, hvor jeg forlod samme Stads Indbyggere geskæftige og arbeidsomme udi at modstaae Fienderne, og tapperligen at forsvare deres Konge og Fæderne Stad. De Svenske, da de havde posteret deres Krigs-Hær saaledes, at den højre Fløj strakte sig ud mod Hollænder-Byen, og den Venstre mod Vartow, avancerede de med deres Løbe-Graver mod Vester-Port, (b) og bestyrkede dem med en Redoute, for desbedere at forsikre dem for de Belejredes Skud. Men de Danske giorde et Udfald med nogle Ryttere, og omtrent 200 Fod-Folk, bestaaende mestendeels af Baads-Folk, som vare bevæbnede med Øxer og Morgenstierner (319),

(a) Memoires de Terlon p. 250.

(b) Manl. part. 1. p. 20.

(a) og faldt an paa Fienden med saadan Fyrighed, at de ikke alleeneste dreve dem ud af bemeldte Redoute og Approcher, men endogsaa sloge ihiel og toge til Fange saa mange de treffede, (b) og vendte udi Triumph til Staden med Forliis alleneste af 3 Mænd og en Capitaine.

Over denne lille Lykke finge de Beleirede et got Mod, og derfor med desstørre Bestandighed forkastede den Franske Ambassadeurs Brev, som samme Dag blev bragt ind udi Staden, hvorudi han raadede dem til Forliig med de Svenske paa de Vilkor, som komme over eens med den slette Tilstand, de da vare udi. Hvad som besynderlig incommoderede de Svenske i Begyndelsen var en Pram, som de Beleirede havde udlagt ved Vartov. Samme Pram var af en særdeeles Bygning, saa at de Svenske da de først bleve den var, studsede derved, og gave den Navn af den stumpede Hund. (c)

Da de Svenske ved deres idelig Arbeide havde avanceret saa vit, at de vare kun et Musqvet-Skud fra Staden, besluttede de Beleirede, opmuntrede eendeel af forrige gode Lykke, eendeel af Byens Fare, at forsøge et andet Udfald. Til den Ende blev beordret det heele Rytterie under Anførsel af Ulrik Christian Gyldenløve tillige med 700 Fodgængere, bestaaende af Studentere, Handverks-Folk og faa Soldater. Disse

Det store og lykkelige Udfald af Staden.

anfaldte ved Natte-Tider de gamle Svenske Soldater med usigelig Tapperhed, saa at Fienden i en kort Tid blev gandske slagen og alle deres Graver, Batterier, Approcher og Redouter bleve erobrede, nedslagne og sløiffede. Et Compagnie af Norske Bønder giorde Mirakler med deres Morgenstierner, hvormed de fældede en stor Hob af Fienden. Der bleve endda tilbage 150 Svenske udi en Skantze paa den højre Haand, hvilke, da de saae, hvad Nederlag man giorde paa deres Camerader, frygtede det skulde gaae ligesaa til med dem, og derfore overgave sig strax til Commendanten af (320)

(a) Vit. Bering. Obsid. Hafn. pag. 28.

(b) Puf. C.G. lib. 5. pag. 479.

(c) Diar. Obsid. Hafn.

Staden General-Lieutenant Skak. (a) Disse Fanger tillige med de andre, som vare tagne tilforn, samt 5 Feltstykker, som stode paa det nærmeste Batterie bleve bragte til Staden udi Triumph. De andre store Stykker, som vare plantede mod de Danske Prammer bleve fornaglede, og kastede udi Moratzer. Med et Ord Victorien var gandske fuldkommen paa de Danskes Side, hvilke mistede udi denne farlige Trefning ikke meere end 20 Mænd; thi, omendskiønt de Svenske komme siden udi Hobe-Tal løbende for at frelse deres Approcher, og hævne dette store Nederlag, forrettede de dog intet, eftersom Gyldenløve og Skak vare ikke mindre forsigtige udi at føre deres Folk tilbage udi Sikkerhed, end de havde været lykkelige udi deres Udfald, saa at de Svenske, der komme til Undsætning, havde i steden for Hevn intet andet end Harm og Fortræd, at see deres i Hobe-Tal at ligge slagne, og deres Approcher ruinerede. Deres heele Forliis med slagne og fangne beregnes af Danske Skribenter til 800 Mænd. (b)

Efterfølgende Nat vare de Beleirede ikke mindre lykkelige; thi, da de Svenske

Lykkelig Udfald til Søes.

havde tillavet nogle smaa Skibe, som skulde føre endeel af dem over til Amager, bleve de noget for Dag overfaldne af de Danske, hvilke opbrændte, nedsanke og toge alle deres Skibe, foruden et Fartøi, som afkappede sine Anker-Tove, og salverede sig med Flugten. Dette saa vel som det forrige opvakte saadan Glæde hos Hans Majestet, at han gik Personligen mod Niels Helt, som commanderede udi dette Udfald, og gav ham sin Haand at kysse. For disse tvende Seiervindinger blev given efter Hans Majestets Befalning tilbørlig Taksigelse til GUd. Alle Kirkerne vare fulde af Folk, besynderligen Qvinder og Børn, hvilke, medens Mændene arbeidede paa Volden, stormede til Himmelen med deres Bønner, ikke alleneste da, men saa længe, som Beleiringen varede.

De Svenske, saasom de vel vidste at Staden forsynes med Vand af de omliggende Søer, hvoraf Vandet indledes igiennem Render, hvorudover de lode Renderne allevegne overskiære; Men (321)

(a) Manl. Hist. of the wars part. 1. pag. 22.

(b) Vit. Bering. Obsid. Hafn. pag. 42. Pufendorf giør Tallet mindre.

de naaede deres Sigte ikke derved, saasom den Mangel blev erstatted ved Kilder og Brynd-Vand, hvoraf Indbyggerne finge saa meget som behøvedes. (a) Kiøbenhavns Beleiring var da Materie til Discours over heele Europa, saa at der allevegne giordtes store Veddemaal om Stadens Forsvar eller Overgivelse. De fleste vare af Tanker, at den ikke kunde holde sig længe og ynkedes over et saa gammelt og berømmeligt Riges Undergang, talende med stor Bitterhed mod de Svenskes Foretagende herudi, hvilket Kong Carl vel kunde forud see, og derfor søgte, at sætte Farve paa denne Invasion for andre Nationer især Hollændere og Engelske; men hans Undskyldninger fandt ingen Bifald hos nogen end ikke hos Cromwel selv.

De Svenske havde ellers lærdt af disse tvende Nederlag, hvad Kiøbenhavns Indbyggere førte udi deres Skiold, hvorfor de begyndte at miste en stor Deel af deres Dristighed, og at gaae deres Sager an med desstørre Forsigtighed.

Kongen af Sverrig maatte nu ogsaa bekiende, at Kiøbenhavns Erobring vilde ikke falde ham saa let, som han havde forestillet sig, og begyndte at lade falde noget af sine høje Tanker, hvorom den Franske Ambassadeur Monsr. Terlon, der idelig saa vel udi den Polske, som udi de Danske Krige havde været hos Kongen af Sverrige, taler saaledes. (b)

Hans Majestet havde udi sinde, at sløiffe Kiøbenhavn, og lade paa Steden

Caroli Gustavi Forsætt at sleiffe Kiøbenhavn.

allene være en Fæstning, for at forsvare Havnen og Floden, forflytte samme Stads Privilegier til Malmøe og Lands-Krone, og fæste sit Kongelig Sæde udi Skaane, giørende sit Facit paa, at blive efter Dannemarks Erobring Eenevolds-Herre over Øster-Søen, og at have en Flode af 100 Krigs-Skibe, 80000 Fodfolk og 40000 Ryttere. Naar Dannemark var undertvungen, haabede han og- (322)

(a) Bering. Obs. Hafn. pag. 32.

(b) Memoires de Terlon p. 264 seqv.

saa snart at blive Mester over Norge. Og alle de Landskabe, som dependerede af begge Riger, og vilde han indrette Militien allevegne efter den Svenske Maade.

Han sagde tit til mig; Naar jeg har erobret disse Riger, da skal alle Konger og Førster nok lade mig sidde udi Rolighed, og ingen skal bekymre sig om at sætte Kongen af Dannemark paa Thronen igien; De vil tvert imod kieppes med hinanden at forhverve mit Venskab, for derved at stabilere deres Handel, og skal jeg derudover faae Tid nok at foreene Dannemark og Norge med Sverrig, og giøre mig forskrækkelig ikke alleene for mine Naboer, men endogsaa for langt bortliggende Nationer.

Græv Schlippenbach sagde efter ham, at, naar han blev Mester, over Norden, skulde han gaae til Italien med en stor Magt baade til Lands og Vands, og bringe Rom endnu engang under de Gothers Herredom.

Aarsagen, hvorfor Kongen af Sverrig vilde ødelegge og sløife Kiøbenhavn, om han blev Mestere derover, var, at han havde betroed Siælland til Rigets Amiral Vrangel; thi som han vidste, at samme Vrangel var stolt og ærgiærrig, frygtede han, at den samme skulde kunde giøre sig formidable for Printzen hans Søn, ifald han selv, nemlig Kongen, skulde døe udi Printzens mindre Aarighed. Ikke derfor, sagde Kongen, at jeg udi ringeste Maade tviler om min Amirals Troeskab, men jeg veed af mig selv, at Ambition haver ingen Græntzer, hvorfor det er fornødent, at jeg handler saaledes med Kiøbenhavn og bruger alle de Præcautioner, mig ere muelige. (323)

Af disse Monsr. Terlons Beretninger kand man see denne Konges Hiertelaug mod Dannemark, at han ikke alleeneste ej haver villet lade sig nøje med at træde det heele Rige under Fødder, men endogsaa for en ringe Aarsag ødelegge een af de ædelste Stæder udi Europa, og en Zirat for heele Norden, hvorudi den Evangeliske Religion med saa stor Iver siden Reformationen var dyrked, og som da var een af de frommeste og Christeligste Kongers Residence, ej eftertænkende, hvor moderate de forrige Danske Konger havde været udi deres Seiervindinger, besynderlig Kong Friderik den 2 Høilovlig Ihukommelse, og hans Efterkommer Kong Christian 4, i det de midt udi deres Seiers Lob, da de havde Sverrige paa Knæe, gave samme Rige saadan fordeelagtig Fred, og lod sig alleene nøje med, at de nogenledes havde bragt dem til billige Tanker. Dette saa vel som endeel andet jeg i denne Historie anfører, sigter til Kongen alleene, og ikke til den Svenske Nation; Thi et Folk kand ofte af en Anfører forledes til de Ting som det har naturlig Afskye for, og seer man derfore, at den Svenske Nation var ligesaa modered under Gustavi 1 Regiering, som den var violente under denne Konge, hvis Morale var at leede sine Undersaattere til Slagter-Bænken for at holde sine Naboer udi Frygt, hvorpaa blant andet kand tiene til Beviis den Samtale han paa samme Tid holdt med oftomtalte Terlon af saadant Indhold. Samme Gesant raadede ham eengang til at spare sin Person, sigende, at dersom ham kom noget til, vilde hans unge Søn geraade i en vanskelig Tilstand formedelst de mange Fiender Sverrig havde paa Halsen. Hvortil Kongen svarede, at, dersom han døde, skulde han efterlade gode Krigs-Folk til sin Søn, hvormed han ikke alleene kunde beskytte hvad man havde vundet, men vinde end flere Lande. Og, hvis hans Søn havde andre Tanker, var han ikke værd at være hans Successor, og bære en Krone. Videre, sagde han, at en stor Regent maatte idelig føre Krig, og aldrig leve i Fred, ideligen holde sine Undersaattere til at giøre Conqveter, og at giøre sig formidable for sine Naboer. De Haardheder derfor, som de Svenske øvede udi denne Krig, kand nogenledes undskyldes derved (324), at de levede under en saa danned Konge. Men jeg maa begive mig til Historien igien.

Efter at de Svenske havde faaet saadant uformodentligt Stød, begyndte de vel at gaae deres Sager an med større Forsigtighed end tilforn, lode dog Modet ikke falde, men avancerede temmelig nær Staden igien.

Hvilket, da de Danske fornam, besluttede de at forsøge igien Lykken ved et andet

De Beleirede giøre adskillige andre Udfald.

Udfald, og ginge udaf Nørre-Port 400 Mænd stærke. Udi første Anfald blev Fienden slagen, og dreven fra sin Post; men, da det Svenske Rytterie kom iilende til Undsætning retirerede de Danske sig til Staden igien. Lidet derefter forsøgte de et andet Udfald med 500 Mænd, hvilke igien strax dreve de Svenske paa Flugten, og forfuldte dem indtil en stor Hob andre komme til Undsætning, da begave de Danske sig til Staden igien. Udi dette Udfald bleve de tvende Obrister Urne og Bremer qvæste, og døde af deres Saar strax derefter. Samme Dag undgik Hans Majestet en stor Fare; thi, da han havde staaet ved Vesterport en lang Stund, at see paa Figtningen uden fore, og neppe var gaaen derfra, kom der en Musqvet-Kugle og treffede Obriste Lange, som nyligen havde begived sig paa samme Sted. Dette var ikke den eeneste Fare, Hans Majestet havde været udi; den guddommelige Forsiun beskiærmede ham ogsaa for en anden tilforn; thi en Musqvet-Kugle treffede det Sted, hvor han nyligen tilforn havde heldet sit Hoved.

Det maa uden Tvil være denne og andre dislige Farligheder, som gave

Bitterhed mellem Axel Urop og Ulrik Christian Gyldenløv.

Anledning til nogle af Rigets Raad sær Hr. Axel Urup, at foreholde Hans Majestet ikke at følge deres Betænkende, som raadede ham til, at vove sin høje Person saa yderligen. At Hr. Axel Urup med denne sin Paamindelse maa fornemmeligen have sigtet paa Ulrik Christian Gyldenløve, sees deraf at Ulrik Christian ikke alleene angreb ham med haarde Ord udi Kongens Nærværelse, men endogsaa derpaa udfordrede ham til Duel. En saadan Tvistighed mellem to af de højeste Officiers kunde udi en beleired Stad ikke andet end foraarsage stor Bevægelse, helst, saasom det synes at Kongen i denne Sag tog Gyldenløves, og |325Raadet Axel Urops Parti, ja at der paa samme Tid ikke maa have været alt for god Forstaaelse mellem Hoffet, og de da nærværende Rigets Raad. Thi den Forestilling, som Raadet i Anledning af denne Sag giorde, er betydelig, og giver Misfornøielse tilkiende. Og, saasom jeg haver i Hænder samme Forestilling med Hr. Axel Urops eegenhændige Paategning og den samme er af Vigtighed, saasom den tiener til at oplyse Historien om Landets indvortes Conjuncturer, som ellers ere mørke og ubekiendte, vill jeg den her anføre. Den lyder saaledes. (a)

Stormægtigste, Højbaarne Første! Allernaadigste Herre og Konning:

Vi foraarsagis i største Underdanighed Eders Kongel. Majest. at

Rigets Raads Forestilling til Kongen.

tilkiendegive, hvorledis vi meget ugierne hafuer fornummen nogen Misforstand og Tvistighed at wære kommen, mellem wores Medbroder Herr Axel Urop Rigens Raad og General Lieutenant Uldrich Christian Gyldenløv, og ded i denne Krigs-Tid, da man mest burte at beflitte sig paa Eendrægtighed; til med saadant sig hafuer begifuet udi Ed. Kongl. Majest. egen Nærværelse, der ald underdanigst Respect udi højeste Maader burde at tages i Agt. Mens allermest foraarsagis wij allerunderdanigst herom hos Ed. Kongl. Majest. at erindere, at saadan Tvistighed, som den foregifuis, er begynt formedelst Ed. Kongl. Majest. egen Interesse, i det bemeldte Herr Axel Urop efter Beretning af en god Intention efter sin Eed og Pligt, som en Rigens Raad schall hafue haft tilbørlig Omsorrig for Ed. Kongl. Majest. Person, och dens Sikkerhed, (326)

(a) Sententiæ Curiæ Hafniens. Hafn. 4. Oct. 1658. manuscr. autogr.

dend at maatte beschermes fra Skade paa det Sted, som iche war uden Fare for Fienden, och derforre derom schall hafue advared, hvilket af bemelte General Lieutenant schall were ilde optagen, hvorfore Herr Axel Urop skall were med Ord angreben, och siden til Duel provoceret. Hvorforre wij paa det Underdanigste ere begierendis, Ed. Kongl. Mayest. wilde sig denne Action saaledis antage, som des Wigtighed udkrefuer, saa at, dersom det sig saaledes forholder, Ed. Majest. will derofuer holde, at bemelte Herr Axel Urop som en Rigens Raad maa forblifue i dend Consideration, som hans Stand och Bestilling, af Ed. Kongl. Majest. ham betroed, udkrefuer, hvorved Senatus och i sin Werdighed conserveris, som den hidindtil weret hafuer og bør at were efter forrige Tiders louflig Brug og Sedwane, och, saasom i Ed. Kongl. Mayest. Herr Faders højloflig Ihukommelse hans Regiering practisered er i slige Tilfald. Skulde imod Forhaabning tilladis een eller fleere uden billig Aarsag at examinere, eller ilde optagis, hvis af een eller anden i Raadet i beste Meening til Ed. Kongl. Mayest. och Rigens Beste erindris om; wilde det falde besverligt saadan Bestilling med Ære efter Skyldighed at betiene. Wij forblifuer Ed. Kongl. Mayest. Underdanigst

Troe Raad

Jochum Giersdorff.

Frederich Reetz.

Christen Skeel.

Otthe Kragh.

Peder Reetz.

Jørgen Seefelt.

Ohluf Parsberg.

Mogens Høg.

Gunde Rosenkrands.

Denne Forestilling viiser, at der ikke haver været saadan Forstaaelse imellem Hoffet Betænkning derover.og Raadet, som der vel burte have (327) været helst udi slige vanskelige Tider, og at det derfore ikke kand gandske være uden Grund, hvad som Carl Gustav ved sin Land-Gang lod udstrøe, skiønt det dog ikke haver gaaet nær saa vit, som foregaves; thi alle vare eenige udi at forsvare Fæderne-Land, og den belejrede Hoved-Stad til yderste Blods-Draabe, hvilket og Udgangen viisede. At Raadet ellers denne gang med saadan Iver antog sig Axel Urops Sag, kand have været en anden Aarsag, nemlig den Miscredit samme Herre var kommen udi hos Almuen udi Kiøbenhavn, hvilken ansaae hans sædvanlige Agtsomhed, som en Kaaldsindighed mod Fienden, og derfore ved en og anden Lejlighed lod falde spotte Ord imod ham, hvorpaa jeg iblant Herr Axel Urops skrevne Sager finder et Exempel. Da et Svensk Skib som laae ved Kalleboderne, dette Aar blev satt i Brand, og Borgerne, som stode paa Volden glædede sig derover, sagde en af Borgemesternes Tienere ved Navn Niels Andersen: Det er maa skee ikke med alles Behag. Axel Urops Tienere, som holdt for, at den Tale sigtede paa hans Herre, løb da til, og slog ham gandske blodig udi Ansigtet. Derudaf formerede sig en Process. Tre Personer vidnede, at de havde ikke hørt Niels Andersen navngive nogen: Andere derimod vidnede, at han havde talt om Herr Axel Urop, som den der havde Ont af den Lykke og Fremgang, man havde haft mod Fienden, hvorudover han for Kiøbenhavns Raad-Stue blev som en Ære-Skiænder dømt efter de Adelige Privilegiers 116. Capitel at bøde sine fire gange fyrgetyve Mark. (a) Man seer heraf, at Herr Axel Urop var udi ingen synderlig Credit hos Almuen, skiønt ingen kand sige, at den gode Herre saadant havde forskyldt; thi han havde tient med Berømmelse udi 35 Aar, anlagt Kiøbenhavns da værende Fortificationer, og med Flid og Capacitet forvaltet saavel Krigs- som andre Forretninger.

Nu begyndte der i Kiøbenhavn at blive temmelig dyr Tid, efterdi all Tilførsel

Kiøbenhavns Tilstand i Henseende til Levnets-Midler.

var forhindret baade til Lands og Vands. De Svenske kunde aldrig have begyndt denne Belejring paa belejligere Tid for dem selv, og paa en vanskeligere Tid for Staden; (328)

(a) Sententiæ Curiæ Hafniens. Hafn. 4. Oct. 1658. manuscr. autogr.

Thi det er bekiendt, at ikke alleene Kiøbenhavns, men end og det heele Riges Indbyggere ere allermindst forsynede med Levnets Midler ved Høste-Tider, og at det er mod Vinteren de lave sig paa Forraad af alle de Ting, som behøves heele Aaret igiennem. Herudover vare alle Folkes Kieldere og Spiise-Kammere fast udtømmede, da Belejringen begyndtes, Korned stod endda paa Agerne, og en stor Deel af Græsset var endda ikke nedslagen, og som Staden var opfyldt med en usædvanlig Mængde af Folk, kunde man lett udregne, at Levnets-Midler inden kort Tid vilde mangle. Denne Regning slog ej heller fejl; thi man merkede strax ved Vinterens Begyndelse alle Vahre at stige. Udi denne Tilstand havde Hans Majest. besynderlig Omsorg for at de Selgende ikke spendte Buen for højt, men afhændigede Vahrene for en nogenledes billig Priis, iligemaade at indskrænke Huusholdningerne, hvilket ogsaa nøje blev efterlevet, saa at fornemme Folks Maaltid bestod i en Skee Suppe, noget salt Kiød eller Smørre-Brød, og Indbyggerne ligesom kieppedes med hinanden udi Sparsommelighed, hvorudi Hans Majest. og foregik dem med got Exempel, ladende sig nøje med den samme Kost som den gemeene Mand, og veigrende sig aldeeles for at leve paa anden Maade end at være deelagtig med Soldaten udi all dens Ulejlighed og Arbeide.

Men disse Vanskeligheder bleve lykkeligen overvundne, saa at Staden leed ingen Mangel; thi foruden den store Tilførsel, som paa eengang skeede af Hollænderne, da den Svenske Flode blev dreven af Søen, blev de Svenskes Forsæt at udhungre Staden ved adskillige Maader til intet giort. Endeel Fartøj af de smaa Danske Stæder vovede sig at foretage adskilligt den belejrede Stad til Undsætning, og listede sig ind udi Kiøbenhavn, saavel med nogle Krigs-Folk som med Proviant. Det samme blev ogsaa practisered af nogle Vendiske Stæder. Ja adskillige Danske Avanturiers forsynede sig med Kongelig Bevilning, og agerede Commiss-Farere, saa at Søen allevegne giortes usikker, saavel for Svenske som for andre, der førte contrabande Vahrer; hvorudover mange i en Hast bleve rige og bemidlede, (329) og, hvor de dristede sig ikke at gaae med store Skibe, ginge de med bevæbnede Baade. De opsnappede ogsaa ved den Lejlighed adskillige Breve, blant andet et af Vigtighed angaaende de Churlandske Sager, som udi Chifres var tilskrevet Grev Duglass. (a)

De Svenske lode vel nedsiunke nogle gamle Skibe udi Indgangen af Havnen, for des bedre at hindre Tilførselen, ikke desmindre listede sig dog en heel Hob Baade med Proviant ind udi Byen, og bragte de angenemme Tidender med sig: 1. Om de Hollænderes Rustning. 2. Om Chur-Førstens af Brandenborg Marche til Holsten med de Keiserlige og Polske Tropper. 3. Om den gode Tilstand, Holsten og Jylland endda vare udi. Disse Tidender opvakte udi de Belejrede stor Glæde, hvilken

Forskrækkelse i Kiøbenhavn over Kronborgs Forliis.

dog snart forsvandtes igien, da de finge det sørgelige Bud om Kronborgs Erobring. I Førstningen vilde de ikke troe det, efterdi de ingen Lyst havde dertil, og tænkte det var u-mueligt, saadan en sterk Fæstning kunde udi saa kort Tid blive erobret, hvorfor ogsaa Budded, som førte disse Tidender, blev kasted i Fængsel. Men af Fiendens Triumph udi Lejren, samt Confirmation fra andre Steder bleve de mod deres Villie tvungne til at troe det, ja den paafuldte hæftige Attaqve og uafladelige Skyden gav tilkiende, at de Svenske vare overflødigen blevne forsynede saavel med Stykker som med Krud; thi Forstaden saavel som den heele Stad stod ligesom i Flamme udi 14 Dage, og kunde ingen gaae sikker paa Gaden. Udi denne hæftige Skyden, blev en af Stadens Bogtrykkere rett som han var i Arbeide med noget som efter Kongelig Ordre skulde trykkes, ihielskudt. En rig Borger blev iligemaade Dagen efter sin Bryllups-Højtid fældet af en Kugle. Borgemester Nansens Huus blev da af gloende Kugler satt i Brand, men Ilden blev lykkeligen igien slukked. (b) Bispe-Gaarden blev iligemaade ilde tilredet, saa at Taget blev nedslaget; de fleste Steder ved vor Frue Kirke bleve siden troffne, og Kirken selv, sær Taarned blev paa adskillige Steder igiennemskudt. Dette var (330)

(a) Vit. Bering. anecdot. Obsid. Hafn. manuscr.

(b) Bering. anecdot. Obsid. Hafn. Manuscr.

Virkningen af Kronborgs Forliis, hvilken indjog da en ubeskrivelig Redsel udi Staden, og det ikke uden Aarsag; thi først bekom Fienden udi den erobrede Fæstning en stor Hob skiønne Stykker og Ammunition, som den tilforn havde Mangel paa, og derfore med des større Fordeel kunde fortsætte Kiøbenhavns Belejring. 2. Var den ved samme Fæstnings Erobring udi Stand, at kunne hindre den forventede Undsætning til Søes. Det var og at befrygte, at Hollænderne vilde staae fra deres Forsæt, holdende det for farligt nu at vove deres Flode igiennem Sundet; men den Frygt forsvantes efter Haanden, og Borgerne toge deres sædvanlige Mod til dem igien, hvortil hialp ikke lidet de Hollandske Breve, som komme paa samme Tid, og forsikrede dem om en hastig Undsætning, nemlig at Amiral Opdam med en anseelig Flode var færdig at seile til Dannemark, og at General-Staterne havde fattet Resolution at trænge sig med Magt igiennem Sundet, helst saasom Republiqven endda ikke vidste, at Kronborg var falden i de Svenskes Hænder, hvilket sees af Instructionens niende Articul. (a)

Den Svenske Flode fik Kundskab samme Tid om den Nederlandske Undsætning, og derfor forlod Kiøbenhavns Havn, og seilede mod Sundet, hvilket gav Lejlighed til adskillige smaa Fartøj at stiæle sig ind udi Staden med Proviant, for hvilken de finge god Betaling. 12. Baader ladne med allehaande slags Vahre samt 160 Soldater fra Lolland practiserede sig ind om Natte-Tider, hvilket husvalede ikke lidet de Belejrede, men det som mest opmuntrede dem paa samme Tid, var, at en Svensk Fregat af 16 Stykker, laden med det Bytte, Fienden havde erobret udi Kronborg, uformodende kom til Kiøbenhavn. Historien fortiener at anføres med Omstændighed,

En priisværdig Gierning af en Dansk ung Person.

og findes udi Viti Beringii efterladte skrevne Sager saaledes: (b) En ung Dansk Person, ved Navn Jacob Dannefær, som stod udi Krigs-Tieneste udi Begyndelsen af den Svenske Feide, blev ved det Roskildske (331)

(a) Instructie voor den Heer Jacob van Wassenaer apud Aizem.

(b) Viti Bering. paralip. Obsid. Hafn. Manuscr.

Freds-Fordrag tillige med mange andre Danske Krigs-Folk overdragen til de Svenske. Og blev da samme Jacob en Domestiqve af Rigs-Amiral Vrangel, hvilken han tienede med all Troeskab, og saa vit den Pligt, han var sit Fæderne-Land skyldig, vilde tillade. Da Freden af de Svenske blev brudt, og Kiøbenhavn blev belejred, maatte han lade sig bruge mod sit Fæderne-Land, dog saaledes, at endskiøndt hans Legem var udi den Svenske Leier, saa var hans Sind og Hiertelag dog i den beleirede Stad, hvilket og Udgangen viisede. Imidlertid holdt han gode Miner, og insinuerede sig saaledes hos Wrangel, at han betroede ham en hob Sager at føre til hans Frue paa en Fregat, hvorudi det Bytte, som var erobred i Kronborg, var indskibet. Skipperen og Baads-Folkene paa Skibet vare Svenske, men der vare derforuden ogsaa 16 Siællandske fangne Bønder for at gaae de Svenske til Haande. Da Skibet var kommen under Seil, begave de fleste af det Svenske Mandskab sig ned udi Rummet, og der lagde sig til Hvile, hvilket da Jacob Dannefær merkede, da, saasom han længe havde luuret paa Lejlighed til at sætte sig i Frihed, og at bevise sit Fæderne-Land nogen Tieneste, listede han sig først hen til en af de Siællandske Bønder, som laae paa Dækket, og taler med ham om Tidernes Tilstand, og Pligt imod Fæderne-Landet. Opmuntrer derpaa nu een nu anden at betiene sig af den givne Leilighed, og at foretage noget saavel dem selv til Ære, som Riget til Tieneste, og viser dem hvor let det var at bemægtige sig Skibet, og, at indslutte de Svenske, som vare ned udi Rummet, ved at lukke Lugerne til for dem. Bønderne, som ikke vare vante til store Entrepriser, studsede i Begyndelsen ved denne Tale, og vare tvivlraadige, hvad de herudi skulde giøre; Omsider, saasom de merkede, at Tingen var giørlig, toge de Mod til sig, og lovede at gaae Dannefær tilhaande. Dannefær, efter at han var bleven forsikred om deres Bistand, begav sig strax hen til Anføreren for de Svenske, som sad ved Roret, og med en vred Mine bød ham nedlægge Gevær, og give sig. (a) (322)

(a) Viti Bering. paralip. Obsid. Hafn. Manuscr.

Saasom nu den samme vejrede sig derfor, og stillede sig til Modstand, rendte han ham Kaarden igiennem Livet. Derpaa befoel han Styrmanden at sætte Cursen lige til Kiøbenhavn, hvilket han ikke turde undslaae sig for, saasom han af Anførerens Fald merkede, at det var Dannefærs ramme Alvor. Medens dette skeede, arbeidede Bønderne paa at tilstoppe alle Hull, og at tillukke Lugerne, for at indslutte de Svenske, som laae udi Rummet, hvilket og i en Hast skeede, og Skibet gik lige mod Kiøbenhavn, saasom Dannefær med Kaarden i Haanden regierede saavel Styret som Styrmanden, saa at der blev spillet en Comœdie, som alle ansaae uden de Svenske Soldater der præsenterede Skue-Spillet, og ikke vidste hvorledes de vare vendte, førend Skibet var kommen til Kiøbenhavn, da Lugerne omsider bleve aabnede, og de maatte lade sig føre bundne ind udi Staden, hvor alle aabnede Øjene over denne merkelige Hendelse, og prisede Mesteren for hans Konst og Behændighed; thi intet kunde være meere selsomt end at see et Svensk Skib vel forsyned med Svenske Soldater, at gaae for fulde Seil lige mod en Fiendtlig Stad, og en Svensk Styrmand mod sin Villie at styre det lige ind udi Havnen. De Siælandske Bønder, som tilforn vare vornede, bleve strax til Belønning satte udi Frihed, og Anføreren Jacob Dannefær, som Beringius siger, fortienede heller at kaldes Svecifer, blev giort til Officier, og regalered med et anseeligt Gods paa Møen, hvor han var opdragen. Beringius udi det oft citerede Manuscript taler om det Bytte der fantes i Skibet, som allene Wrangel tilhørende, og som han skikkede sin Frue, men andre trykte Bøger sige, at det var det hele Bytte, og alle de kostbare Sager, som de Svenske havde bemægtiget sig i Kronborg, og kand man slutte, at de maa have været af stor Vigtighed, efterdi det blev indskibet udi en Fregat, der førte 16. Stykker. Blant de fangne Svenske fandtes en Jyde, hvilken frivilligen havde antaget Svensk Tieneste, og ladet sig bruge imod sit Fæderne-Land, hvorudover han blev dømt fra Livet og hængt.

(333) De Danske opmuntrede af den Undsætning de havde faaet fra Lolland, samt deres forrige Lykke, forsøgte nu igien et andet Udfald med 150 Mænd, bevæbnede mestendeels med Segler og Morgenstierner. Disse faldt mod Aftenen med stor Tapperhed an paa Fienden og i en kort Tid omkomme 100 Arbeids-Folk, samt nogle Soldater, og derefter retirerede sig til Staden igien; Udi dette Udfald forliiste de 6 Soldater. Lidet derefter forsøgte de et andet, hvorudi de vare lige saa lykkelige; thi de komme fast uden Forliis til Staden igien, efterat de havde omkommet en stor Hob Svenske og ruinered deres Redoute, som de nyeligen havde opreist. Forbittrelsen var da saa stor paa begge Sider, at endogsaa adskillige eenlige Personer uden Ordre gik ud for at omkomme hinanden, brugende dertil adskillige Inventioner; Saaledes, da nogle Svenske havde merket, at en Deel Danske paa et vist Sted giorde Ild for sig, begave de sig om Natten hen til samme Sted, og der nedgrove en Granat, hvortil de lagde Løbe-Krud, og bestrøede Stedet med Aske igien, hvorudover da de Danske om Morgenen komme til Stedet igien, og der efter Sædvane giorde Ild, gik Granaten løs, omkom og blesserede 15 Mennesker. (a)

Lidet derefter fik de Beleirede anden Leilighed at lade see deres store Tapperhed; Thi, da den Svenske Flode havde opholdet sig nogen Stund udi Sundet, og fornam, at den Hollandske Undsætning var endda ikke forhaanden, vendte den til Kiøbenhavn

De Svenske sætte Folk i Land paa Amager.

igien, og formedelst Hielp af et taagagtigt Veir sat 1100 Fodfolk og 300 Ryttere i Land paa Amager. (b) De faa Soldater og Bønder, som vare satte paa Skildtvagt, forlode strax af Frygt deres Post og flygtede ind udi Staden. Kong Friderik havde tilladt Indbyggerne paa Amager, at de maatte forblive med deres Gods og Qvæg paa deres Gaarde, saasom de havde lovet, at de nøje skulde forvare alle Kusterne, og Adgange til Øen, og meenede, at de ikke saa hastigen skulde kunne overrumples, at de jo skulde faae Tid til at salvere sig betimeligen ind i Staden. (334)

(b) Diar. obsid. Hafn. siger 300 Mænd i alt.

Men de Svenskes uformodentlige Landgang tillod dem da neppe med deres Qvæg at redde sig. (a) De, som da komme ind udi Staden, opfyldte alting med Skræk, saasom man saae sig paa alle Kanter angrebne. Men denne Landgang kom de Svenske dyrt at staa, og havde nær skildt Kong Carl enten ved Liv eller Frihed, og, saasom det var een af de mærkværdigste Actioner, som i denne Beleiring forefaldt, vill jeg den med Omstændighed beskrive.

Kong Friderik havde beordret nogle Officiers at begive sig til Fyen og Holsten for der at hverve Folk. (b) De samme satte sig udi en Barqve, som var commandered af Capitaine Kruse. Saasnart Barqven var kommen udi Søen, reisede der sig en forskrækkelig Storm, og Barqven blev i en Hast saa fuld af Vand, at den var færdig til at siunke. Da nu Folkene ingen Redning saae til Livet, bleve de var et Svensk Skib, hvorudover de anvendte alle deres Kræfter paa at naae det samme, holdende for, at af tvende onde Vilkor det var bedre at fanges end at drukne. De bleve saaledes halvdøde, og stive af Frost imodtagne af det Svenske Skib, og giorte til Krigsfanger. Den Svenske Capitaine lettede strax derpaa Anker, og førte Fangerne til Amiral-Skibet, som laae ved Dragøe. Kort derefter arriverede Kongen af Sverrig med nogle Krigs-Skibe for at giøre Landgang paa Amager, da, efter at han havde examineret Fangerne, befoel han (c) en af dem, som var Major og kaldtes Vandervec, at blive hos sig for at viise ham Leiligheden paa Amager, ladende de andre føre til Kronborg.

Amiral Vrangel beordrede strax General Major Fersen med 300 Mænd udi nogle Chalouper, at giøre Landgang, og at angribe Dragøe, som Indbyggerne havde fortificeret, saa vit som mueligt. De Svenske funde udi Begyndelsen nogen Hinder ved Landgangen, men de overvunde den dog; og, saasnart de havde (335)

(a) Puf. Carl Gust. lib. 5.

(b) Bering. anecdot. obsid. Hafn. manuscr.

(c) Bering anecdot. obsid. Hafn.manuscr. hvor han kaldes Jacob Vegja.

posteret sig paa Landet, anlangede Kongen af Sverrig selv med Amiral Vrangel, een heel Hob

Kong Carl bivaaner selv dette Tog.

fornemme Svenske tillige med det gandske Rytterie og Fodfolk, som var paa Skibene, og trængede sig strax ind udi Landsbyen, hvor Fodfolkene forskandsede sig, indtil Rytteriet kom i Stand, til at bedække dem. Imidlertid havde General Gyldenløve, tillige med General Alefeld begivet sig ud af Staden med nogle Tropper og Feltstykker, som de havde plantet mod nogle Træer, nær ved Dragøe, for at hindre de Svenskes Landgang, eller at fordrive dem igien. Men, da de merkede, at Fienden var saa vel forskandsed, og derforuden var stærkere udi Tall end de selv vare, nemlig 1100 Fodfolk og 300 Ryttere, holdte de det ikke raadeligt at binde an med dem, men, efter at de havde satt Ild paa Sundbye, begave sig tilbage til Staden igien. Pufendorf siger, at Kong Friderik selv var med udi dette Udfald, men Terlon, som mest omstændigen har beskrevet dette Tog paa Amager, taler intet derom, men nævner allene Gyldenløve og Alefeld, som høyeste commanderende Officers.

De Svenske forbleve derpaa den heele Nat udi Gevær paa Dragøe, og satte paa den anden Side af deres Forskantzninger en Lieutenant med 30 Ryttere. Dagen derefter lod Amiral Vrangel rykke ud af Forskantzningen 300 Ryttere, hvilke han deelede udi 10 smaa Corps, for med Prindsen af Sultzbach at tage Veien lige mod Kiøbenhavn, og at postere sig mod samme Stad, medens man ventede paa Fodfolket, og lod han give en Hæst til Major Vandervec, som skulde vise ham Veien. Da de Svenske komme til Sundbye, funde de den i fuld Flamme, efterdi de Danske havde, som forhen sagt er, satt Ild derpaa, paa det at de Svenske ikke skulde kunne postere sig udi samme Landsbye med nogen Fordeel, hvilket tvang Prindsen af Sultzbach at holde Stand, indtil Fodfolket kunde komme, og lod han da optage alle Bønder Vogne, som han fandt paa Veien til Kiøbenhavn, og som i Tide ikke havde kunnet undflye. Endeligen kom Fodfolket, og conjungerede sig med Rytteriet.

(336) Kongen af Sverrig anlangede samme Tid paa en Bonde-Vogn, hvilken han da forlod, for at stige til Hæst. Han lod da kalde Vandervec til sig, og befoel ham at følge med, hvilket ogsaa skeede, og førte samme Major ham lige til Kiøbenhavns Grave, uden at han kunde sees af dem i Staden formedelst Røgen, som gik af den afbrændte Landsbye. Han havde med sig alleene 100 Ryttere til Escorte. Da

Caroli Gustavi Tale med en Dansk Fange.

examinerede han nøje den fangne Major, og spurdte ham, hvorledes det gik til udi Kiøbenhavn? hvad Kongen af Dannemark sagde? hvormeget Rytterie og Fodfolk man havde i Staden? og om Borgerne havde i sinde at udstaae en lang Beleiring? Vandervec svarede dertil, at alting var udi temmelig god Tilstand, at Borgerne heller vovede alting, end beqvemmede sig til Overgivelse, at Kongen af Dannemark var Nat og Dag i Bevægelse, og at General Lieutenant Schak commanderede under ham i de Sager, som anginge Stadens Forsvar. Kong Carl sagde da, at han vel merkede, at Kongen af Dannemark, og hans General Lieutenant Schack vare meget hurtige og aarvaagne, og havde stor Omsorg for Stadens Forsvar.

Monsr. Terlon siger, at man da troede, at Vandervec havde i Sinde enten at

En merkelig Omstændighed hos Terlon examineres.

enlevere Kong Carls Person eller at tentere noget andet mod ham, hvis han havde kundet forlade sig paa den Rytter-Hæst, man havde givet ham. Et saa dristigt Foretagende syntes at kunne befodres saa vel af den store Røg, som skiulede Kongens Person for hans egne Folk, som fordi de to vare alleene tilsammen, og stode et temmeligt Stykke fra de andre. Men siger samme Autor, han troede maa skee, at, eftersom Kongen af Sverrig havde Tillid til ham, han skulde en anden Gang finde bedre Leilighed til saadant stort Verk at foretage. Det er ellers vanskeligt at sige, hvad som har givet Mons. Terlon Anledning til saadan Tanke om denne Mand, det er troeligt, at han alleene har ønsket at kunne giøre den Gierning, som han ellers ikke dristede sig til, eller rettere ikke saae Muelighed til at forrette, med mindre han har haft en unaturlig Styrke; thi et tungt og fyldigt Corpus, som Caroli Gustavi, kunde ikke som en Vadsæk slænges (337) paa en Hæst, og foruden det at Byrden var meget stor maatte denne gode Major rinde udi Sinde, at han fik med en stridbar og bevæbned Herre at bestille, der ikke uden Modstand lod sig bære paa Achslerne ind udi en beleired Stad, som han havde bragt til yderste Desperation og Forbitrelse mod sig. (a)

Udi denne Tilstand anlangede Amiral Vrangel tillige med Grev Magnus de la Gardie og nogle andre Svenske Herrer til Kong Carl, og berettede for ham, at Hollænderne vare komne nær ved Sundet med 24 Krigs-Skibe og 30 Kiøbmænds-Skibe agtende dermed at gaae til Kiøbenhavn. Kongen spurdte da Amiralen, hvorfra han havde de Tidender. Han svarede, at der samme Dag var kommen en Svensk Søe-Capitaine for at advare derom. Kongen blev da ikke lidet bestyrdset, og derfore strax holdt Krigs-Raad for at overlægge hvad man skulde foretage for at hindre at saadan Undsætning ikke skulde komme ind udi den beleirede Stad. Man fandt da for gott strax at forlade Amager. Kongen befoel derpaa Prindsen af Sultzbach at forblive paa sin Post for at holde Stand mod dem, som kunde giøre Udfald af Staden, medens de andre satte Ild paa Huusene, og ødelagde alt hvad som kunde findes paa Øen, førend de forlode den. Prindsen af Sultzbach lod da Kongen af Sverrig forstaae, at det var Skade at sætte Ild paa et Sted hvor Dronningen af Dannemark pleiede at forlyste sig med Jagten. (b) Men Kongen smilede deraf, og begav sig med Amiral Vrangel til Dragøe, befalende Prindsen at sætte sig udi Ordre af Bataille ved den høire Side af Hollænder-Byen, og at embarqvere hvad Høe og andet, som fandtes paa Amager. Major Vandervec blev ogsaa beordred at blive hos Prindsen, for at vise ham Vei om Natten til samme Bye, hvor han camperede nogen Tid. Derpaa

De Svenske sætte Ild paa Amager.

blev Ild satt paa de fleeste Steder, og medens det brændte patrouillerede Kongen selv fra sin Leier indtil Kiøbenhavns Volde. (338)

(a) Bering. anecdot. obsid. Hafn. manuscr. Hvorudi ogsaa tales om samme Forsætt, og at Vandervec havde fuldbyrdet det, hvis ikke Vrangel i det samme var kommen.

(b) Memoires de Terlon.

Klokken 2 om Natten da det brændte allerstærkest, saa at det var gandske klart over alt, commanderede Prindsen General Major Fersen at forføie sig med Avantgarden lige til Hollænder-Byen, givende ham oftbemældte Major med til Ledsager, og sagde, at han strax med de øvrige Tropper vilde følge efter. Vandervec da han saae sig eene med General Majoren, undstak sig og tog Flugten til Kiøbenhavn, hvor han ariverede Klokken 4 om Morgenen. Da han kom til Porten, raabte han til Skildtvagten, at man skulde lade ham ind, givende tilkiende hvo han var, og at han havde flygtet fra de Svenske. Det varede dog længe førend man vilde aabne Porten, efterdi man intet turde giøre uden Kongens Ordre, og Oberst Bodde, som den Post da var betroed, selv ikke var tilstede, (a) saa at han maatte bie indtil Hans Majestet selv kom til Porten, og da blev han indladen. Vandervec forsikrede da, at man kunde faae Kongen af Sverrig selv med mange andre høie Officiers udi Hænderne, dersom man i en Hast giorde Udfald af Staden. Han gav derpaa en Liste paa de Svenske Tropper, som vare paa Amager, viisede hvor deres Leier var, hvilke Poster de havde indtaget, og bød sig selv til Ledsager. Videre gav han tilkiende, at den Hollandske Flode var kommen paa to Miile nær Kronborg, og biede kun efter Vind for at seile igiennem Sundet til Kiøbenhavn, og at Kongen af Sverrig lavede sig til at forlade Amager, efter at han havde lagt det heele Land i Aske.

Paa denne Beretning lod Kong Friderik strax holde Krigs-Raad, for at høre de

De Danskes lykkelige Udfald.

høie Officiers Betænkende, om man kunde forlade sig paa Vandervecs Udsigelse, og som General Lieutenant Schack, der længe havde kiendt samme Mand, forsikrede om hans Troeskab, blev der besluttet at giøre et Udfald, hvilket skeede den 10 October, da Kongen selv med sin Lifgarde og 250 Ryttere, som bleve anførdte af Gyldenløve, og Johan Ahlefeld, begav sig ud af Staden. Til disse Folk stødte nogle Dragoner og lettbevæbnede Fod-Folk med 4 smaa Felt-Stykker. (339)

(a) Bering. anecdot. obsid. Hafn. manuscr.

Fodfolket stod i Hinderhold. Da de Svenske bleve dem vare, satte de sig i Orden ved Hollænder-Byen, og bestod deres Magt sammesteds af 300 Ryttere og 100 Fodgiængere. Dem grebe de Danske strax an med saadan Hurtighed, at de i en Hast adsplidede deres Orden og dreve dem paa Flugten. Kongen af Sverrig geraadede da udi stor Fare, og havde efter all Anseelse faldet sine Fiender i Hænderne, tillige med Prindsen af Sultzbach og Vrangel, dersom en Vagtmester ved Navn Baaz Leyonhielm ikke ved en særdeles Bravoure havde vendet de Danske mod sig selv, og derved givet Kong Carl Leilighed til at undflye udi en Chaloupe. Men den samme Modstand foraarsagede, at han

Kong Carl udi Livs-Fare.

selv blev fangen, og de fleeste af hans Folk slagne. (a) Terlon siger, at oftbemældte Vandervec, som havde raadet til dette Udfald, reed udi denne Trefning med Pistolen i Haanden, ledende efter Kongen af Sverrig, paa hvis Person han fornemmeligen sigtede, men at han derudi blev hindred af Amiral Vrangel, eller rettere af Leyonhielm, hvilken Pufendorf tillægger den Ære at have reddet Kongens Person.

De Danske vendte efter denne Seir udi Triumph til Staden igien, hvor de holdte offentlig Taksigelse udi alle Kirker, og gandske forglemte den Skade, Fienden havde giort paa Amager, efterdi de havde faaet saadan herlig Seir. Efter dette giorde de endnu adskillige Udfald, hvorved de forhindrede Fienden at avancere nær til Staden. Da Kongen af Sverrig efter denne Action vilde udi en Baad begive sig til Kronborg, kom een af hans egne Gallioter, og løb ham om, saa at han med Livs-Fare kom til Land, og siges der da, at han var meget bedrøved, og sagde at all Lykke var veegen fra ham, siden han kom for Kiøbenhavn. (b) Kort derefter bleve de Svenske advarede af en Dansk Overløber, at Kiøbenhavn fik hemmelig Tilførsel allevegne fra, item at man snart var forventende den Hollandske Flode, hvorudover de fordoblede deres Skyden mod Staden, og i nogle Dage og (340)

(a) Puf. Carl. Gust. skiøndt Terlon tillægger Wrangel denne Ære.

(b) Diar. obsid. Hafn.

Nætter uden Afladelse skiøde med gloende Kugler; men bleve ideligen svarede af de Beleirede, saa at de Svenske kunde ikke begribe, hvordan Staden kunde have saadan Forraad paa Krud og Kugle.

Medens Kiøbenhavns Borgere forsvarede deres Fædernestad med saadan

Den Hollandske Flodes Ankomst.

Tapperhed, samlede den Hollandske Flode sig til Vlie udi Nord Holland, hvor, da den havde ligget nogen Stund still formedelst Modvind, gik den omsider udi Søen den 7 Octob. St. v. under Commando af Amiral Opdam, og den 22 avancerede til Lappen, hvor den maatte ligge still 6 Dage for Modvind, der holdt endeel Svenske det for raadeligt, at angribe dem, eftersom de havde Vinden med sig, og kunde i en Hast komme til Hollænderne, saa at de skulde blive nødde til at afkappe deres Ankere, og ikke faae Tid til at vinde dem op. Derforuden om ingen af Deelene skulde erholde Seieren, (a) maatte Hollænderne vende tilbage enten til Holland igien eller til Norge, efterdi de ingensteds kunde faae nogen nærmere Havn; tvertimod, dersom de biede indtil Hollænderne fik Vinden med sig, kunde de ikke hindre dem, at jo den største Part af deres Flode maatte komme til Kiøbenhavn. Dette var sandelig et gott Raad, men blev denne Gang ikke agtet, hvilket Kong Carl siden fortrød; Thi der fandtes eendeel andre, som meente det var bedre at opbie Hollænderne udi Sundet, hvor man kunde skyde paa dem af begge Fæstninger. Og, dersom den Svenske Flode skulde blive afslagen, kunde den tage en sikker Tilflugt, enten til Kronborg, Helsingborg eller Landskrone. Dette Anslag klingede da bedre udi Kongens Øren, og den Svenske Flode fik Ordre at opbie de Nederlændere udi Sundet. Endelig bekomme Hollænderne den 29 Octobr. god Vind, hvorfor de strax lettede deres Anker, og søgte Sundet udi en god Orden. Deres Flode var deelt udi tre Esqvadrer. Den første bestod af 11 Skibe, commandered af Vice-Amiral de Wit; Den middelste af Amiral Opdam selv, og den tredie af Vice-Amiral Floris. Den Svenske Flode derimod, som var (341)

(a) Puf. Carl. G. lib. 5. p. 485.

sterkere, var deelt udi 4 Esqvadres, og commanderet af Sverriges Amiral Carl Gustav Wrangel. Mellem Klokken 8 og 9 kom den Hollandske Flode ind udi Sundet, og

Søe-Slag udi Sundet.

da gik strax løs paa de Svenske, igiennem hvilke de efter en haard og blodig Fegtning endelig banede sig Veien til Kiøbenhavn. Udi denne Trefning forliiste de Hollændere 800 Mænd, (a) blant hvilke de tvende Vice-Amiraler de Wit og Floris, samt 5 Capitainer. Alleneste de Wites Skib Brederode blev saunet, hvilket strandede, og gik i Grund; de Svenskes Forliis derimod var langt større; thi 3 af deres Skibe bleve tagne, 2 nedsiunkne udi Slaget og to andre udi deres Retraite til Landskrone.

Vice-Amiral Witt Witzens Død blev regnet ikke til liden Forliis for Hollænderne. Samme Mand lod sig ikke fange, førend fast alle hans Folk vare omkomne, han selv var dødelig saared, og hans Skib færdig at gaae i Grund. Da han merkede sine Kræfter gandske at forsvinde, begiærede han et Glas-Brændeviin. Men dette Remedium, som han brugte til at bestyrke sig med, befodrede dissnarere hans Død; thi han døde strax derpaa, og var han neppe bragt udi en Baad med 10 eller 12 af hans Folk, førend Skibet gik i Grund een Miil paa den anden Side af Kronborg. Saasom denne brave Søe-Mand under den store Amiral Tromp tilforn havde giort Frankrige Tieneste udi den Spanske Krig, og han derforuden havde den Franske Ridder-Orden af St. Michael, havde Ambassadeuren Omsorg for hans Begravelse, saa at han i Prydelse blev nedlagt udi en smuk Ligkiste og bragt til Amiral Opdams Skib.

Man troede paa den anden Side, at den Svenske Rigs-Amiral Vrangel ogsaa var død, hvilket dog var en falsk Tidende, skiøndt han var udi slett Tilstand; thi han var syg af Chagrin, efterdi hans Skib var giort gandske ubrugeligt, og havde mistet sit Roer. Kong Carl besøgte ham efter Slaget paa hans Skib, trøstende ham det beste han kunde, og sagde, at i steden for at slaae sig til Sorg, han skulde være betænkt paa at forekomme videre Uheld. (342)

(a) Manl. part. 1. pag. 39.

Om dette store Søe-Slag findes ellers stridige Relationer, hvoraf man seer, at begge Parter tilskreve sig Seieren. Hvor vit den eene Beretning viger fra den anden, viiser i sær tvende paa samme Tid skrevne Breve. Et af Kong Carl selv, og et andet af den Hollandske Amiral Opdam, hvilke begge Breve jeg til Historiens bedre Oplysning vill anføre; Kong Carls Brev lyder saaledes: (a)

Carl Gustav, &c. &c. hilser sine tro Tienere og Gesantere. Ligesom Vi

Kong Carls egen Beretning om dette Slag.

forhen have givet tilkiende, hvorledes en mægtig fiendlig Flode her var ankommen, og nær ved denne Fæstning (nemlig Kronborg) havde kasted Anker; Saa er det siden hendet, at bemældte Flode i overgaars, uden at lade sin Ankomst anmælde, har lettet Anker, og uden Hilsen eller minste Høfligheds-Tegn at lade see til de paa begge Sider liggende Fæstninger, har stillet sin Cours lige an paa Vor Flode, hvilken derudover maatte lave sig til fornøden Modstand. At Hollænderne just paa samme Dag havde satt sig for at gaae løs paa vor Flode, og at trænge sig igiennem Sundet, skeede besynderligen, efterdi de paa samme Tid havde favorable Vejr og Vind, saa at de med Beqvemhed og Magelighed kunde føre deres Skibe udi god Orden. Derimod havde vor Flode Modvind, saa at Skibene kunde ikke gaae frem udi den Orden, som de vare satte udi, ej heller beqvemmeligen secundere hinanden, men maatte lavere sig op mod Fienden. Derved skeede at Rigs-Amiralen udi det Anfald, som han med stor Resolution giorde, kunde ikke fuldføre sin tappere Intention, saasom han ikke betimeligen kunde blive assistered af de Skibe, som vare udi samme Esqvadre, efterdi de (343)

(a) Lit. Caroli Gustav. Cronburg. ult. Octobr. 1658.

maatte arbeide sig op mod Vinden, og derfore blev saaledes af mange Skibe tillige beskudt, at han gandske ilde tilreden maatte gaae til Side, for at lade sit Skib reparere, hvilket opholdt ham saa længe, at han ikke kunde komme til Trefningen igien. Eftersom dette saaledes vederfor Rigs Amiralen, haver den Hollandske Vice-Amiral anfaldet Bielkenstierne, hvilken saaledes tog imod ham, at han overmandede samme Vice-Amiral Witte Wittesen, men derved ogsaa selv blev saa ilde tilreeden, at han kunde ikke komme i Slaget meere. Ligeledes blev Amiral Eversen saaledes medhandlet, at han ogsaa maatte undvige. Ved disse Hændelser og Ulykker skeede, at disse 3 Anførere ikke kunde bivaane Slaget til Enden. Men endskiønt vor Flode i Begyndelsen havde saadan Uheld, og Fienden saadan Fordeel, som sagt er, saa have dog de andre Skibe figted med saadan Tapperhed, at alle i Almindelighed og enhver i Særdeleshed have indlagt sig stort Navn og Ære. Og endskiønt man vel kand slutte, at saadan skarp Trefning ikke uden Skade kunde endes, saa have vi dog Aarsag at takke GUd, at Skaden ikke er bleven alt for stor, og at Fienden har været tvungen til at tage Flugten. Vi havde ogsaa kunnet forfølge ham langt længere, hvis Vi ikke havde faaet Kundskab om, at 9 til 10 friske Skibe komme fra Kiøbenhavn Hollænderne til Undsætning. I den Henseende have vi fundet for gott at kalde vor Flode tilbage. Angaaende Forliisen paa begge Sider, da var den saadan; at foruden Vice-Amiralens de Vittes Skib Brederode, som førte 60 Stykker, hvilket blev erobred af Bielkenstierne, bleve end 4re andre fiendtlige Skibe, endeel nedsiunkne, en (344) deel opbrændte, saa at 5 fiendtlige Skibe bleve i det ringeste ruinerede, og andre merkeligen beskadigede. Man saae ogsaa Amiral Opdams Skib saaledes tilreedet, at det udi Flugten ikke kunde giøre noget Skudd, men maatte lade sine Styk-Porter falde. Derimod mistede vi af vor Flode alleene to Skibe, nemlig Morgenstiernen og Pelicanen. De andre Skibe have udstaaet en haard Trefning, hvorudover det kunde ikke være andet, end at de jo maatte lide en og anden Skade, skiønt den dog ikke er større, end den jo inden kort Tid kand repareres.

Amiral Opdams Brev derimod tilskrevet General Staterne er af saadant Indhold:

Saa snart de Svenske finge os i Sigte, ginge de ogsaa under Seil, og

Amiral Opdams Relation derom.

søgte at tage Lufven fra Os, hvilket i Begyndelsen slog dem Feil. Fæstningene skiøde paa begge Sider, men giorde dog ingen Skade. Vice-Amiral de Witte havde med sin Esqvadre Avantguarden, jeg Bataillen, og Vice-Amiral Pieter Floriss Arrierguarden. Imellem Klokken 9 og 10 komme vi udi Trefning, som varede efter min Tanke 5 til 6 Timer, og var heel skarp, besynderlig for os, som udi 2 Timer laae alleene mod de Svenske capitaleste Skibe, dog komme vi lykkeligen igiennem, og mod Aftenen conjungerede os med de Danske Skibe, som laae ved Hueen. Vi mistede udi Trefningen Vice-Amiral de Witte med hans Skib. Vice-Amiral Floriss omkom iligemaade med hans Capitaine. Af de Svenske Skibe bleve 3 erobrede, og 5 har man seet siunke, og havde alle af vore Folk efterlevet deres Pligt, skulde den heele Svenske Flode have bleven ruinered. (a) (345)

(a) J. van Wassenaers Brief aen die Hoog Mogende Heeren 9. Nov. 1658.

Af disse tvende Breve sees, at begge Parter tilskreve sig Sejeren; men hvordan det gik eller ej, saa er det vist, at Hollænderne naaede deres Maal, trængede sig igiennem Sundet, og undsatte den belejrede Stad, hvilket var deres eeneste Sigte ved dette Tog. Den Svenske Flode derimod retirerede sig efter Slaget ind udi Landskrone Havn, hvor den kort derefter blev indslutted, og er saadant ikke gierne en Suite af Victorie.

Imod Aftenen conjungerede sig 6 Danske Skibe under Amiral Bielke med Hollænderne, hvorudover man agtede at angribe Fienden igien, men den havde alt taget Flugten til Lands-Krone. Der indsluttede den Danske og Hollandske Flode dem, og tragtede af all Magt at forhindre dem Udgangen; til den Ende lode de nedsiunke udi Indgangen af Havnen adskillige gamle Skibe fulde af Sand og Steene, hvilket jog saadan Skræk udi de Svenske, at de lode Kong Friderik viide, at, dersom de Danske ikke stode fra deres Forsæt, vilde de lægge heele Siælland udi Aske. Af disse

Virkning af dette Slag.

Trudseler lod Hans Majest. sig ikke forskrække, men svarede, at han ingenlunde vilde staae fra sit Forsæt, dersom han ikkun derved kunde giøre sin Fiende nogen Afbræk, haabende eengang at hevne den Skade udi Sverrig selv, som de Svenske nu truede at tilføje Dannemark. (a) Mons. Terlon fortæller herved disse Omstændigheder: Kongen af Sverrig, da han af Amiral Wrangel blev underretted om den Allierede Flodes Forsætt mod sine indsluttede Skibe, og Landskrones Havn, og at den Danske saavel som den Hollandske Amiral var paa Vejen for saadant at i Verk sætte, begav han sig tillige med den Franske Ambassadeur Terlon udi en Baad, for at udspeide de ankommende Skibe, som da vare under Hueen en Miil fra Lands-Krone. Der var da

Kong Carls Dristighed.

saadan tyk og stor Taage, at han nærmede sig gandske til Floderne uden at blive seet, omendskiønt man tydeligen kunde høre hvad Skibs-Folkene talede. Men, som Taagen i en Hast same Tid forsvantes og Baaden derover af alle blev seet, brugte man alle Aarer for at naae Landskrone igien. En (346)

(a) Memoires de Terlon pag. 313.

stor Hob Canon-Skud blev fyred løs efter dem, men uden at giøre anden Skade end at styrte en Mængde af Vand ind udi Baaden. Kong Carl, som aldrig lod sig skrække af nogen Fare, sagde da smilende til Terlon: Det skulde være meget curieux at finde i Historien af tilkommende Tider, at en Fransk Ambassadeur var ved min Side af et Canon-Skud kasted ud af en Baad; Hvor til Ambassadeuren svarede: Men det skulde blive end meere rart og merkværdigt i Historien, om samme Canon-Skud havde taget Kongen tillige med Ambassadeuren paa engang. Videre sagde han: Det kunde være en Ære for mig at ende mine Dage af det samme Stød, som giorde Ende paa en stor Konges Liv, dog ønskede jeg, at det ikke skeede, baade for di Kongens Liv var kostbart, og jeg endda ingen Lyst havde at miste mit eget. (a)

Begge Floderne seilede derpaa lige til Landskrone og kastede Anker mellem Hueen og samme Stad undtagen 4re Skibe, som bleve udskikkede mod tvende Svenske bevæbnede Fartøj, der laae paa Vagt uden for Havnen. De samme lettede strax Anker og toge Flugten, ladende deres Post til de Danske, og derved faciliterede deres Forsætt at skikke Brandere ind paa den Svenske Flode, og at indslutte Havnen.

Men, som Vinteren var forhaanden, og Søen begyndte allereede at fryse, blev dette Anslag frugtesløs, og Floden maatte vende til Kiøbenhavn, uden at forrette noget videre denne Vinter, hvorvel den fornemmeste Aarsag dertil var, at de Hollandske Ambassadeurs, som da opholdte sig i Kiøbenhavn, ikke vilde ret deran, saasom de holdte det ikke for Republiqvens Interesse at ruinere den Svenske Flode.

Strax efter den Hollandske Undsætning var ankommen, blev Ordre givet, at alle Sejer-Verkerne udi Staden skulde stilles igien, og Klokkerne at slaae, efter at de udi 10 Uger og 6 Dage (347)

(a) Terlon part. 1.

ikke havde slaget, og var det Klokken 9 om Aftenen den 31. Octobr. man hørte dem først at slaa og Sang-Klokkerne at spille igien. (a) Kong Friderik beviisede Amiral Opdam den Naade at besøge ham udi hans Logement, saasom han formedelst Upasselighed ikke kunde komme til Hove, og noget derefter lod han ham i sin Carosse opføre til Slottet, ligeledes blev han ogsaa opførdt til Hans Kongl. Højhed Kron-Prindsen, som tog imod ham med saadan Grace, at en fremmed Skribent siger (b) man neppe kunde vente saadant af en Prinds paa 25 Aar, da denne dog ikke havde naaet sit tolfte Aar.

Førend jeg nu begiver mig til det efterfølgende Aar 1659 vil jeg korteligen melde, hvad udi Norge er tildraget, siden den Roskildske Fred blev brudt.

Da der komme Tidender til Christiania, at den til ævig Tid besluttede Roskildske Fred saa uformodentligen af de Svenske var brudt, giorde den Kongel. Statholder udi Norge, samt General Lieutenant Bielke all muelig Anstalt at bringe dette Kongerige udi got Positur mod de Svenskes Indfald; og til den Ende ikke alleeneste lod

Bedrifter i Norge.

anstille nye Vervinger, baade til Hest og Fods, men endogsaa lod udgaae et almindeligt Paabud, at enhver efter Trommens Rørelse skulde uden Forhaling lade sig indfinde paa behørige Steder.

Der blev ogsaa strax sendt Bud Nordenfields, at lade Gouverneuren der viide denne Freds Brydelse. Samme Bud bragte de Tidender med sig til Christiania igien, at, saa snart dette var bleven kundbart, de Nordenfieldske havde bragt 2000 Mænd paa Beenene, og taget deres Marche mod Jemteland og Trundhiem, hvilken Stad tillige med det heele Stikt var given til Sverrig ved den Roskildske Fred.

Paa disse Tidender skikte General Lieutenant Bielke General Major Reichwein didhen at commandere samme Tropper. Samme General opsnappede paa Vejen til Trundhiem adskillige baade høje og lave Svenske Personer, og lod dem føre fangne til (348)

(a) Puf. de reb. Gest. Carl G. lib. 5. pag. 488.

Christiania. Paa samme Tid blev holden en skarp Trefning mellem 1700 Svenske og 800 Norske ved Svinesund, hvor de Svenske maatte forlade Marken, og efterlade sig 106 Døde foruden en hob Fanger. Af de Norske bleve 8 paa Valsteden og 40 saarede, blant hvilke en Capitaine og en Lieutenant.

Da bemeldte General Major Reichwein nu kom ind udi Trundhiems Stikt, faldte alle Indbyggerne til ham, og tilbøde sig at opofre deres Liv og Blod for at

Trundhiem falder fra Sverrig.

befrie Fædernelandet. Og det disheller, efterdi de Svenske havde adskillige Maader at plage dem paa, baade ved Indqvarteeringer og haarde Paalæg, saa og i det de lode udskrive en stor Hob af dem til Soldater, hvilke skulde sendes til Preussen, og aldrig see deres Fæderneland meere. (a) Ved General Majorens Ankomst blev derfore en almindelig Opstand giordt udi Landet.

Da disse Tidender vare komne til Sverrige, blev Erich Drachenberg beordret med en hob Folk at marchere udaf Jempteland at undsætte Trundhiem; Men de Norske Bønder besatte Vejene saaledes for ham, at han med uforrettet Sag maatte vende tilbage igien. Imidlertid blev Trundhiem af de Norske Tropper saa beængstiget, at

Staden erobres af de Norske.

den Svenske Gouverneur Claus Stiernskild maatte overgive Staden, og med sine Landsmænd forlade det heele Stikt, endskiønt han havde ladet sig merke, før at kaage Suppe paa sine Skind-Buxer, førend han formedelst Mangel paa Proviant skulde give sig. Ved denne Trundhiems Erobring banede min Sal. Fader sig ved en dristig Action Vej til den Agt og Ære, han stedse siden var udi hos de Norske Statholdere.

Indbyggerne udi Bornholm vare ikke mindre lykkelige udi deres Foretagende.

De Svenske uddrives af Borringholm.

De samme reisede sig op imod de Svenske, og ved en ikke mindre vel overlagt end dristig og heroisk Gierning, rensede det heele Land fra Fienden, og overleverede det til Kongen af Dannemark igien. Hovedmanden for de sammenrottede Borringholmere

Jens Koefoed Stifter til den Borringholmske Opstand.

finder jeg at have været en ved Navn Jens Koefoed, (b) hvilken selv har beskrevet Historien af denne berømmelige (349)

(b) Relatio Jan. Koefod. manuscr.

Action, hvoraf man seer, at den har tildraget sig paa langt anden Maade end som derom berettes udi trykte Bøger, nemlig at Magistraten og Borgerskabet lode tillave et Giæstebud, og dertil indbøde den Svenske Commendant Prindsenskiold med adskillige andre fornemme Svenske, hvilke de alle massacrerede. Saaledes har Historien hidindtil været troed, saa at mange deraf have fatted horrible Tanker om samme Øes Indbyggere, ligesom de under Venskabs Skin havde myrdet deres Giæster. Saasom nu det er højligen fornødent at igiendrive falske Relationer, helst som sigte til at sætte Klik paa et heelt Folk, og mig er communicered en Copie af bemældte Jens Koefods egenhændige skrevne Beretning derom, vil jeg den her til denne merkelige Histories Oplysning anføre, og skal man deraf see, at hverken de Svenske vare inviterede til Giæstebud, ej heller at nogen blev omkommen, uden de som ingen Qvarteer vilde imodtage. Den haarde Medfart, Indbyggerne lidede, drev nogle af de meest behiertede til at gribe til Gevær, og at forrette denne priisværdige Gierning, hvorom ovenmældte Jens Koefoed, som var Hiulet derudi, taler saaledes:

Anno 1658 den 8. Decembr. som var en Onsdag, kom den Svenske Lands-Herre Prindsenskiold fra Slottet Hammershuus op til Hasle, hvor han lod til sig kalde

Samme Jens Koefoeds skrevne Relation derom.

ud paa Gaden Borgemester Peder Olsen, og truede ham med Execution, hvis Borgerskabet ikke strax betalede det som han havde befalet at udgives. Derpaa reed han fra Hasle op til Rønne, hvor han tog ind til Borgemester Peder Lauritzen. Saasnart som Lands-Herren var reeden fra Hasle, reisede jeg Jens Koefoed med Herr Povel Anker fra Hasle op til Herr Jacob udi Nycher Sogn, hvor han mig havde lovet 20 Mænd til Undsætning, naar og paa hvad Tid jeg det af ham begiærede, kunde dog alligevel ingen bekomme, hvorpaa jeg reed eene derfra til Blykiøbe Gaard, hvor jeg havde stævnet mine andre Med-Cammerader, som var Capitaine Niels Gummelos, hans Fendrich og Claus Nielsen, alle boende udi Hasle, hvilke komme til mig udi Skulle-Skov, liggende til Blykiøbe Gaard, hvor Jens Larsen Risom med en Bonde mødte (350) os, saa at vi 5 Personer udi Følge forføjede os til Rønne udi Mørkningen, og reede ind til min Broder Mads Koefoed, hvor den Svenske Ride-Foged gik os forbi, og begav sig strax ind til Lands-Herren, som var udi Peder Lauritzens Huus, hvilket blev os tilkiende givet af en Rønne Borger ved Navn Mads Pedersen med Advarsel, at, dersom vi havde noget i Sinde med Lands-Herren, maatte det skee strax, efterdi den Svenske Ride-Foged havde givet tilkiende, at han havde fundet os i Gevær.

Vi forføjede os derfor strax til Borgemester Peder Lauritzen, og satte til Skildvagt for Dørren Aage Fendrik og Claus Nielsen, eftersom vi ikke vidste hvor mange Folk Lands-Herren havde i Stuen hos sig. Derefter gik jeg først ind i Stuen, siden Niels Gummeløs, og endelig Jens Lauritzen. Jeg tilspurdte da strax Lands-Herren, om han vilde have Qvarteer, eftersom han var en Svensk, og alle vi andre vare Danske. Derpaa gav han et stort Skrig, og lod sig falde mellem Bordet og Benken, men han blev af os optagen, og satt for Bordet igien. Paa Bordet laae en stor Pakke Breve, som vare forseiglede. Jeg tilspurte ham, hvorfra de Breve vare komne, hvorpaa han svarede, at de vare komne fra hans Herre og Konge i Sverrig, og skulde til Pomern, jeg tog da Brevene til mig, forvarede dem og sagde: De skal til min Herre og Konge i Dannemark. Derefter vilde vi føre ham ud paa Gaden, hvilket ogsaa skeede, og nogle af Rønne Borgere komme os i det samme til Hielp. Lands-Herren

Den Svenske Commendant Prindsenskiold blir nedskudt.

søgte da at undløbe, hvilket da man merkede, løsede en et Skudd paa ham, hvoraf han faldt død ned paa Gaden. Vi beordrede strax 2 Skildt-Vagte ved det døde Legeme for at hindre, at det ikke skulde plyndres, og derpaa søgte efter hans Tienere og andre Svenske, som vare udi Byen, hvilke bleve tagne og satte udi Forvaring. Secretairen og Gefrieren havde forstukket sig saaledes, at man den første Dag ikke kunde finde dem, men de komme den anden Dag for Lyset, og bleve tillige med de andre arresterede. Prindsenskiolds Legem blev derefter optaget og henbaared til Raad-Huset.

(351) Efter at dette var forrettet, bleve tvende Mænd i Hast affærdigede til Hasle med Begiæring til Landsdommeren Peder Olsen, at han vilde strax lade anholde en af Hasle Borgere, som var mistænkt paa det, at han ikke skulde komme paa Slottet, og der angive den heele Handel, men han var ikke at finde i Huset, hvorudover man lod sig nøje med at sætte Vagt derfor. Derefter gik jeg og Niels Gummeløs ind til Borgemesteren Peder Lauritzen, hvor vi bekomme tvende af Prindsenskiolds Hæste, eftersom vore egne vare gandske trætte, reede saa begge derfra til Nykirke Præste-Gaard, hvor vi strax foranstaltede med Hr. Jacob at der skulde ringes med Klokkerne for at advare Almuen, at møde samme Natt ved Rødtz-Kirke, hvilket strax blev efterkommet. Derpaa begave vi os igien til Hasle, og der forsterkede os saaledes, at vi bleve 16 Mænd til Hæst, reede saa til Rødtz-Kirke til Hr. Povel hvor vi underrettede ham om, alt hvis var passered, og begiærede at Almuen maatte staa i Beredskab om Natten ved hans Kirke til videre Ordre. Hr. Povel lod strax forsende Bud omkring udi hans Sogn, at Almuen iligemaade paa samme Sted skulde møde; men han turde der ikke lade ringe med Klokkerne, efterdi det var alt for nær ved Slottet. Vi reede videre

Adskillige Svenske her og der fanges.

16 Mænd sterke til Hæst fra Hr. Povel ned til Sandemanden Mads Høy, og der bekom til Fange en Svensk Støk-Lieutenant ved Navn Niels Rud, som vilde til Slottet. Da den samme var satt udi Forvaring, begav jeg mig ned til Sandvig, hvor jeg strax om Natten lod reise Almuen der i Byen, reed saa videre til Allinge, hvor mig faldt udi Hænder en Svensk Qvarteermester.

Efter at jeg havde forsterket mig med det meste unge Mand-Kiøn udi Allinge og Sandvig, reisede jeg med dem samme Natt forbi Slottet op til Slotts Veyr-Møllen, hvor vi bekomme en Svensk Soldat, som ikke vilde have Qvarteer, og derfor blev nedfældet; Mølleren derimod, som havde gaaet de Svenske til Haande, fik Qvarteer, efterdi han det begiærede. Da posterede jeg mig ved Veyr-Møllen bag en Busk med Folket, og udsatt Skildtvagt paa de Steder, som jeg vidste at de Svenske kunde (352) undkomme fra Slottet, hvor vi da strax om Morgenen bekomme en Trommeslager med 4re Soldater, som Lieutenanten, der laa paa Slottet, havde udskikket paa Kundskab, hvilke 5 Personer blev gived Qvarteer, eftersom de det begiærede. Da komme an

Den Borringholmske Almue bevæbnes.

marcherende Capitaine Niels Gummeløs med Lands-Dommer Peder Olsen og Hr. Povel samt det heele Land-Folk og Hasle Borgerskab, som havde staaet ved Rytz-Kirke om Natten.

Slots-Besætningen mærkede da omsider, at der var Uraad paa færde, hvorudover een af Prindsenskiolds Tienere blev udskikked for at erfare hvad den Samling skulde betyde; men, som han fornam, at vi alle vare bevæbnede, gik han ind paa Slottet igien, hvor han kom i Behold, endskiøndt vi skiøde efter ham. Derpaa blev raadslaget paa hvad Maade vi skulde blive Mestere af Slottet, og blev da beslutted, at skikke et Brev til Prindsenskiolds Frue og Lieutenanten, som vare paa Slottet, hvilket ogsaa skeede ved en Trommeslager, og finge vi strax Svar paa samme Brev. Endeligen ankomme Rønne-Borgerskab tillige med Vester-Herreds Bønder, og conjungerede sig med det Folk, som vi tilforn havde forsamled. Det Giensvar, som var bragt fra Slottet var af den Indhold, at Besætningen begiærede, 4re af de fornemste, som dette Verk havde anfanget, vilde forføje sig ned til det Huus ved Slottet, hvor Lieutenanten selv fierde vilde møde for at slutte et Forliig, og at afgiøre Sagen saavel mundtligen som skriftligen, hvilket og blev efterkommed af os saavel som af dem.

De 4re af vore Folk vare Borgemester Claus Clausen udi Rønne; Hermand

Besætningen paa Slottet Hammershuus overgiver sig.

Clausen og Skipper Hans Lauritzen tillige med mig, hvilke strax sluttede en Accord med de Svenske udi Kraft af hvilken den heele Besætning marcherede ned af Slottet, og leverede deres Gevær med Slotts-Nøglene fra sig, saa at vi mod Aftenen den 9 Decembr. toge Slottet i Possession, og bragte Besætningen, som var udkommen mod os, ind paa Slottet igien udi Forvaring under stærk Vagt til den anden Dag, som var den 10 December.

(353) Efter at dette saa lykkeligen var forretted, blev af samtlige Landets Stænder mig overdragen Militiens Direction, saavel paa Slottet, som over det heele Land, indtil man kunde faa Bud til Hans Kongelige Majest. og derfra anden Øvrighed kunde bekomme.

Den 27 Decembr. kom en Svensk Galliot fra Skaane, hvilken hilsede med sine Stykker uden for Slottet, og blev af mig besvared. Jeg skikkede strax tvende Mænd ud i en Baad, som skulde spørge, om der var nogen Svensk Officier paa Gallioten eller noget Brev til Prindsenskiold, og i saa fald skulde de strax komme i Land til ham, og tage Brevene med sig, og kom da i Land med samme Baad en Capitaine, som havde sit Folk liggende paa Slottet tillige med en Rittmester ved Navn Gustav Hort; men de havde ingen Breve med sig. Disse tvende lod jeg strax føre til Hr. Povel, og derfra til Hasle, hvor de bleve satte i Forvaring.

Jens Koefoeds videre Hurtighed.

Derefter bestillede jeg 4 Baade, som skulde roe ud til samme Galliot for at føre Skiperen og Styrmanden ogsaa udi Land, iligemaade for udi Rittmesterens og Prindsenskiolds Navn at befale Lieutenanten med det Rytterie, som var om Bord, skulde følge efter. Herudover komme ungefær 30 Mænd paa Land, og endeligen allersidst Lieutenanten, hvilken førend han foer bort, gav saadan Ordre til de tilbage blivende Corporaler, at de ikke skulde forlade Skibet, førend han skikkede dem Tegn, (hvilket giver tilkiende, at han allerede havde fattet nogen Mistanke.) Dette vilde han ikke bekiende, hvorudover jeg truede ham paa Livet, dersom han ikke gav tilkiende paa hvad Maade man kunde faae de øvrige Folk paa Land. Herudover aabenbarede han det omsider, og flyede mig sin Kniv, som var Tegnet, ved hvilket Middel vi finge alle paa Landet, saa der bleve ikke fleere tilbage uden de, som behøvedes at tage vare paa Hæstene. Men de bleve ogsaa bragte i Land, da vi strax derpaa erobrede Gallioten, hvilken med Danske Folk blev besatt.

Ham gives Interims Commando paa Borringh.

Den 29 Decembr. bleve alle Fangerne bragte til Rønne, hvor de bleve forvarede indtil de til Hans Majestet bleve overskikkede med den Hollandske Flode, som havde bragt vore Folk hid (354) til Landet. Jeg selv efter saa vel forretted Sag forføiede mig til Fæstningen igien, hvor jeg førte Commando indtil jeg blev afløset af Commendanten Oberste Michel Ægsten, &c.

Af denne tilforladelige Relation sees, at man gik ikke mindre mildt end forsigtigen til verks udi denne navnkundige Bornholmske Revolte. Man seer ogsaa deraf, hvilken Capacitet og Hurtighed denne Jens Koefoed har haft i at udføre saadant Verk. Øen haver siden den Tid stedse været foreened med Dannemark, og Jens Koefoeds Navn udi stor Agt og Ære sammesteds. Hvad som ellers mest opmuntrede Borringholmerne til dette dristige Foretagende, var et Brev, som dem en Maaned tilforn blev tilskrevet af Kong Friderik, (a)hvorudi Hans Majestet giver dem tilkiende, at de havde sig ikke meere at befrygte for den Svenske Flode udi Øster-Søen, efter den Undsætning man havde faaet af Holland: Saa at derfor denne Gierning, hvor dristig den end kand synes, var viiseligen overlagt; thi det havde været en Daarlighed, at begynde saadant, førend den Hollandske Undsætning til Søes ankom, og da de Svenske som spillede Mester i Øster-Søen, i en Hast kunde tage Øen tilbage igien, og tilstrækkeligen hævne sig.

Kong Frideriks Taksigelses Brev til Indbyggerne.

Hans Majestet fandt saadan Behag udi denne Borringholmernes Troeskab, at han ikke alleene strax udi samme Maaned tilskrev dem et Taksigelses Brev (b) men endogsaa Aaret derefter udi et andet Brev lover dem en særdeles Beskyttelse, (c)og er dette merkeligt, at Hans Majestet udi samme Brev siger, at Borringholm af Indbyggerne er bleven ham foræret, saa at han anseer denne Gierning som en Gave, hvilket er den største Douceur og Høflighed en Lands-Herre kand lade see mod sine Undersaattere. Brevet, som fortiener i Historien at indføres, lyder saaledes: (355)

(a) Lit. Frid. 3. Hafn. 8 Novembr. 1658 manuscr.

(b) Lit. Reg. Hafn. 29 Decembr. 1658 manuscr.

(c) Lit. Reg. Hafn. 3. Maji manuscr.

Borringholmske Privilegier.

Vi Friderich den Tredie, &c. Giøre hermed alle og enhver, som dette vedkommer, vitterligt, at, eftersom formedelst de sidste til Roskild med Kongen af Sverrig passerede Tractater, iblant andre Vort Land Borringholm tillige med Vore samtlige sammesteds boende Undersaatter til Kongen og Kronen Sverrig maatte cederes, og overgives; og nu samme Lands Indbyggere for den Svenske Regierings uhørlige Procedures og onde Omgiængelses skyld ere blevne høiligen foraarsagede, at kaste saadan ubillig Byrde fra sig, hvilket de ogsaa ved GUds naadige Bistand lykkeligen have obtineret, og der ikke alleene dem selv og bemældte Land Borringholm med deres egen Magt og Styrke fri og frelste giort, men endogsaa strax derefter ved deres Fuldmægtige bemældte Land Borringholm med alle sine Rettigheder og Indkomster Os, og Vore Arvinger overdraget, undergivet, og foræret have til egen fri Arv og Eiendom at følge, som bemældte deres Gave-Brev datered den 29 Decembr. 1658 og meenige Landets Indbyggere Ædel og Uædel Geistlige og Verdslige derpaa givne Confirmation datered den 19 Januarii nærværende Aar det samme vitløftigere formælder. Da love, og bepligte Vi Os hermed for Os og Vore Arvinger, at Vi bemældte Vort Land Borringholm tillige med Vore kiære troe Undersaattere sammesteds, som nu ere, eller herefter kommende vorder, ikke alleene ville antage og annamme, som Vi ogsaa dennem formedelst dette Vort Aabne-Brevs Kraft nu have antaget og annammet under Vor og Vore Arvingers Protection og Beskiærmelse, dennem imod alle og enhver efter yderste Formue at forsvare og ved Lov og Rett erholde; men end ogsaa |356dennem aldrig til vore Fiender de Svenske, som tilforn er skeed at overgive, og udi alle Maader Os mod dennem, som en naadig og mild Herre og Øvrighed betee og erviise. Til ydermeere Stadfæstelse have Vi dette Vort Forsikrings-Brev med egen Haand underskrevet, og med Vort Kongelige Secret bekræftet. Gived paa Vort Kongl. Slott Kiøbenhavn den 3 Maji 1659.

Under Vort Zignet.

Friderich.

Borringholm bliver et arveligt og patrimonial Kongeligt Land.

Dette Brev er confirmered og Ord for Ord repetered af de efterfølgende Høilovlige Danske Konger, (a)og kand man deraf slutte, at Borringholmerne have overgivet Kongen Landet til Arv og Eiendom, saa at samme Øe fra den Tid blev anseet som et arveligt og patrimonial Gods det Kongelige Huus tilhørende, hvortil Indbyggerne formeenede sig at være berettigede, eftersom de ved egen Magt uden nogen Hielp af Riget toge Landet fra Fienden, og er det i den Henseende, at Kongen kalder deres Overgivelse en Gave. Da Landets Restitution udi den paafølgende Freds Forhandling blev paastaaet af de Svenske, tilkiøbte Kong Friderik sig en Hob Adels Gods udi Skaane, og derved samt andet Vederlag fornøiede Sverrig for sin Prætension paa Borringholm.

Dette er det fornemste som tildrog sig udi det Aar 1658, mod hvis Udgang Hans Majestet extenderede og forbedrede de Privilegier som udi Augusto vare givne til Kiøbenhavn, saaledes at 4re nye Artikle der til bleve lagde. Og, som de samme ikke findes blant de trykte Forordninger, vill jeg dem her anføre. (b)

Kiøbenhavns Privilegier extenderede.

8. Af alle Vahre, som her udi Staden ind og udføres, enten de selges till Kronen eller ikke, med mindre vi dem selv lade forskrive, skall gives den nu sædvanlige (357)

(b) Extens. Privileg. Hafn. Novemb. 1658. manusc.

Havne Accise paa Byens Accise-Bod, saa og den sædvanlige Havne-Penge til Byen af alle Skibe og Skuder i hvor de ligge inden Refshals-Tønde, Vores Accise og Havne-Penge uforkortede, og skall vor Tolder paa Toldboden ej nogen for udgaaende klargiøre, førend beviises, at de have, som foreskrevet staaer, giort Rigtighed til Byen.

9. Med den ordinaire Vagt her i Staden skal i Freds og Feide-Tid forholdes efter Vor elskelig kiære Hr. Far-Faders og Faders begge Salig og Høilovlig Ihukommelse derom giorte Forordning, som og hermed udi alle sine Ord, Clausuler og Puncter skall være confirmered, eftersom det er agted alle Indvaanerne til Gavn og Beste.

10. Alle de, som her i Staden ere Boesatte, skulde pro Qvota udstaae Kongl. og Byens Tynge undtagen Adelen, Professorerne, Geistlige graduerede, saa og Kongelige Tienere, som ingen Borgerlig Handel eller Næring bruge, og deres Enker.

11. Og, eftersom Byens og Borgernes Jorder og Eiendomme formedelst Forvidning af Fortificationerne og i andre Maader ere forringede, ville Vi naadigst enhver igien, som nogen Jord i saa Maader mist haver, herimod ligesaa meget udvise lade, enten af Valbye eller andre her omkring beliggende Lands-Bye Mark, naar GUd giver bedre og fredeligere Tilstand.

Disse 4re Artikle ere det Tillæg, som blev giort til de forrige, saa at Stadens Privilegier, som bleve givne for Souverainetetet, bestode udi 11 Artikler, og bleve de 7 forrige udi denne sidste extenderede Forordning repeterede, og i deres fulde Vigueur.

(358)

Ulrik Christian Gyldenløves Død.

Dermed sluttes det Aar 1658, hvis Udgang var sørgelig i Henseende til Ulrik Christians Død; thi foruden den Tapperhed og Hurtighed han besad, havde han erhverved sig en særdeles Tillid og Kiærlighed hos det Kiøbenhavnske Borgerskab, saa at hans Død udi Allmindelighed blev begrædet.

1659. Udi Begyndelsen af det efterfølgende Aar arbeidede de Svenske paa idelig at allarmere og udtrætte Kiøbenhavns Borgere, til hvilken Ende de brøde op med deres Tropper hver Aften. De havde Forhaabning at finde een eller anden Leilighed at overrumple Staden, hvilken de meente formedelst dens Fremgang og gode Lykke skulde blive u-agtsom og forsømmelig. Men de bleve meget bedragne udi deres Tanker; thi de Danske havde udi alle Stads-Taarnene deres Vægtere, hvilke, saasnart de saae Fienden bevæge sig, advarede strax Borgerne derom, i det de klemtede med Klokkerne, og gave adskillige Tegn fra sig, saa at Voldene derover i en Hast bleve opfyldte med Folk, at tage mod Fienderne. Ja den Hurtighed at iile til Gevær var saa stor hos Borgerskabet, at de ved mindste Allarm kieppedes om at løbe til Volden, og i saadan Iil undertiden traade hinanden under Fødderne, saasom det hente sig den første Dag udi dette Aar, da de ved en Tidende om Fiendens Bevægelse trængede sig ud af Kirken og stødte hin anden omkuld, og foraarsagede saadant at Præsten om Aftenen maatte holde Høimesse-Prædiken igien, saa vel for Kongen som for Almuen, naar de samtlige komme ned af Volden igien. (a)

Kiøbenhavns Tilstand i Begyndelsen af dette Aar.

Udi hvilken Tilstand ellers den beleirede Hoved-Stad var udi dette Aars Begyndelse, og hvilke Mesures der toges til dens Forsvar, sees fornemmeligen af General Schaks Forestilling, som han tillige med andre høje Officiers efter Kongelig Ordre giorde, og viiser den samme, at Vagtene bleve forstærkede saa længe som Frosten varede, og at udi visse Tilfælle blant Borgerne ingen Mands-Person blev hiemme udi Huusene, at en viß Hob af hvert Compagnie blev udtagen, og brugt til at bryde Iisen paa (359)

(a) Diar. Obsid. Hafn.

de farligste Steder. Handverks-Karlene og Kræmmer Svennene maatte om Natten trække op, og staae i Reserve udi Runde-Kirke. Studenterne bleve ogsaa paa ny enroullerede, og lagde i Reserve paa visse Steder, og Amagerne brugtes om Dagen til at iise, og om Natten laae i Reserve paa Christianshavn. Af Hollandske Hielpe-Tropper vare i Staden 32 Compagnier, commanderede af en Officier ved Navn Buggeler, hvilke bleve uddeelte paa adskillige Poster. Udi Staden førtes Ober-Commando af General-Lieutenant Schack, og Oberste Ahlefeld commanderede udi Castellet. Og fattedes der hverken paa gode Officiers ej heller paa tappert Mandskab, men Vanskeligheden derved var, at Mandskabet bestod af allehaande slags Folk og Stænder, saasom fremmede Tropper, Studentere, Borgere, Handtverks-Folk, af hvilke enhver vilde tilegne sig Commando selv, og man maatte mod dem heller bruge Bønner og Begiæringer end skarp Ordre, hvilket sees af bemældte Generals Forestilling, hvorudi han exprimerer sig med disse Ord: (a)

General Schacks Betænkning derover.

Jeg haver Navn af Ober-Commando, hvilket dog bestaaer i liden Pouvoir, i Henseende til at enhver Stand, saasom her ere Borgerskab, Studentere, Handtverks-Folk og Fremmede, hvilke kand giøre mig mit Embede vanskeligt, efterdi alting maa erholdes ved Bønner, og dog undertiden intet dermed udrettes, og enhver Stand vil tilegne sig Souverainetet, og absolut Commando, saa at det var lettere at være General, naar man havde alleene med Soldater at bestille. Jeg seer ellers af General Trampes skriftlige Betænkende over Stadens Tilstand, at der var stor Jalousie mellem Stænderne indbyrdes, (b)som man kunde frygte at ville have onde Suiter. Men General Schack, som førte Ober-Commando, overvandt alle disse Vanskeligheder ved sin fornuftige Opførsel, saa at alle Fiendens Foretagender dette Aar havde slet Udfald. (360)

(a) Schacks Memorial d. 2. Januarii 1659. manuscr.

(b) Trampes sentimens Hafn. 24. Januarii 1659. manuscr.´

Da Kong Carl nu saae, at alle hans Anstalter formedelst Borgernes Aarvaagenhed sloge ham feil, besluttede han omsider at angribe Staden med Magt, og forsøge en General-Storm, stolende paa sin overmaade gode Lykke, som altid havde været ham saa bevaagen. Adskillige af hans Ministrer raadde ham derfra, forestillende, hvor vanskeligt det var at angribe Staden, som saa nyligen var bleven bestyrket med Folk, og saa meget forbedred udi Fortificationen. (a)De havde ikke holdt det raadeligt at forsøge en Storm udi Begyndelsen, da Indbyggerne vare udi største Forvirrelse, og Staden var ikkun slet befæsted, hvad Fremgang kunde de derfor nu vente, eftersom Voldene vare forbedrede, Borgerne af deres overmaade gode Lykke blevne meget modige, og de Svenske derimod temmeligen forsagte. Andre tvert imod styrkede Kongen udi hans Forsætt, forestillende, at det nu var Tid til at forsøge det Yderste, efterdi de Beleirede mod Vaaren ventede frisk Undsætning fra Holland. De Svenske havde ved deres Tapperhed overvundet saa mange Vanskeligheder, og bestormed saa mange Stæder tilforn, besynderlig Fridericia, som var saa sterk befæsted, og hvorudi laae saadan herlig Besætning. Skulde det gaae ulykkeligt, kunde de Svenske vel derfor oprette deres Sager igien, derimod hvis det faldt dem efter Ønske, da var deres Seir fuldkommen, og Kongen udi en Hast skulde blive Monark over heele Norden.

Paa samme Tid bekom den Engelske Envoye Philip Meadow, som da var udi den Svenske Leir, Befalning fra Engeland at handle om en særdeles Fred imellem begge Rigerne, og derfor sendte til Kiøbenhavn sine Forslag derom, hvorpaa Hans Majest. Kong Friderik lod svare, at han kunde ikke med sin Honneur og Sikkerhed slutte nogen Tractat, uden alle hans Allierede derudi vare indsluttede. Da Kongen af Sverrige fik dette at høre, besluttede han at forsøge en Storm, til hvilken Ende han lod forsyne sin Krigs-Hær med alt, hvad som var fornødent.

Da nu alting var tillavet, gik Stormen for sig den 11. Febr. om Natte-Tider; (b)

De Svenske storme til Kiøbenhavn.

De Svenske havde klædet sig udi (361)

(a) Puf. de reb. gest. C. G. lib. 6. pag. 516.

(b) Puf. C. G. lib. 6. p. 517.

hvide Skiorter og bare Straa paa deres Hatte, at de disbedre skulde kiende hinanden. De Danskes Kiendetegn derimod vare Tørklæder, som de ogsaa havde fæsted paa deres Hatte. Saasnart de Svenske nu havde faaet Tegn ved nogle Tiære-Tønder, som bleve antændte, faldt de an med stor Hidsighed paa adskillige Stæder, og vare alle fulde af Forhaabning om god Fremgang. De Danske derimod vare ikke mindre omhyggelige for at afvende den overhængende Fare, og toge imod Fienden med ubeskrivelig Tapperhed. Kong Carl viiste sine Soldater stort Bytte, de vilde bekomme udi Staden, som en Belønning for all deres forbigangne og nærværende Møje. Kong Friderik derimod reed fra den eene Gade til den anden, og opmuntrede sine Folk til en tapper Modstand, forestillende dem, at deres heele Fædernelands Velfærd bestod nu allene udi deres Troeskab og Tapperhed, hvorfor Fægtningen gik for sig med stor Iver. De Beleirede, det første de finge de Svenske udi Sigte, fyrede de paa dem med deres store Stykker, men, da de komme nærmere brugte de deres Musqveter, Haand-Granater, og andre offensive Instrumenter. Fabiani Fersens Folk vare komne digt til Volden, og begyndte at opreise deres Storm-Stier, men bleve ved de Beleiredes Skud drevne tilbage igien, alleneste 4re af dem komme op paa Volden, hvilke strax bleve ihielslagne. De Svenske vare ikke lykkeligere paa de andre Steder; Thi da Obriste Gengel og Wøyet vare slagne, og Askenberg, Heßrig og Weissenstein haardeligen saarede, toge Soldaterne Flugten, hvilket, da Kongen af Sverrig fornam, sendte han Erik Steenbok med det Smaalandske Regiment til Undsætning, item de tvende Brødre Carl og Peder Sparre, at undsætte Fersens Tropper, men de havde ikke bedre Lykke end de andre; thi, efter at de havde forliist en stor Hob af deres Folk, bleve de omsider tvungne til at begive sig paa Flugten.

Da nu Natten mesten var forbigangen, og Stormen ophørdte paa denne Side, begyndte den om Morgenen Klokken 4 med nye Hidsighed paa den anden Side; Thi de Svenske, da de havde passeret Vartovs Dige, marcherede de med stor Dristighed (362)  mod Volden, men de bleve tvungne at give sig paa Flugten igien, efter at de havde forliist deres fornemmeste Anførere Vavassor, Vitinghoff og Lensmand, og en stor Hob andre Officerer og gemeene Folk.

Bliver med stor Forliis afslagne.

Endeligen begyndte Dagen at bryde frem, ikke mindre angenem for de Danske, end forskrækkelig for de Svenske, da saae man den heele Mark bedekked med døde Legemer, hvilket noksom gav tilkiende Fiendens store Forliis. Iblandt de Døde bleve fundne Grev Erik Steenbok, la Voyet en Franskmand, General Major Vavassor, hvis Ørne, hvorudi mange Guld-Ringe hange, vare af de gierige Soldater afhugne, Gengel, Dromond, Lensmand, Vittinghoff, Smith og en stor Hob andre Officierer, hvis Navne vilde blive for vitløftigt at opregne. Den største Deel blev omkommen af de Danske; De andre bleve druknede udi Søen, saa man ikke kand viide deres Tal. De Beleirede, som af en synderlig GUds Naade havde ikke forliist over 10 Mænd, løbe udi Hobetal udaf deres Befæstninger, saasnart som Fienden var borte, og bragte en stor hob Trommer, Standarter, Storm-Stier, og andre Krigs-Instrumenter udi Triumph med sig udi Staden. Den samme Morgen blev siunget Te Deum, fordi GUd havde befriet Kongen og Fædernelandet fra saadan stor Fare. Og den 20. Febr. blev holden en ret Taksigelses Fest. (a)Hvad de slagne Svenskes Tal anbelanger, da siger en viss Autor, at der omkomme hen ved 2000 Gemeene; men dette Tal stæmmer overeens hverken med de Danske eller Svenske Relationer, som strax efter Stormen bleve giorte; thi de Svenske regne de Døde og Qvæste til 600, og de Danske 566 Døde foruden dem, som druknede udi Graverne.

Nu vil ieg lade de Belejrede glæde sig over den store Seier, og de Svenske begræde deres Forliis, item begrave deres Døde, hvilket Kong Friderik gav dem Forlov til, og vende mig til Holsteen, hvorhen de Keiserlige, Polske og Brandenborgske hastede for at forløse Dannemark, og skaffe Kong Friderik en billig Fred. (363)

(a) Fœdus inter Frid. 3. & Elect. Brand. in castris apud Rip. 21. Januarii 1659. manuscr.

De Keiserlige Tropper bestode af 12000 Mænd,

Dannemarks Allierede komme til Undsætning.

og vare commanderede af Montecuculi, de Polakere vare 600 Ryttere, hvis Anfører var Czarnesky, de Brandenborgere vare over 12000 Mænd sterke, og anførte af Chur-Førsten selv, en tapper Herre, der havde lagt stor Ære ind udi det navnkundige Slag ved Warskau. Han commanderede nu den heele Krigs-Hær, saasom det højeste Hovet. Da han var kommen til Græntzerne, lod han offentligen udraabe, hvorledes Hans Kongl. Majest. af Dannemark havde ladet Hans Keiserl. Majest. og hannem viide, paa hvad Maade Kongen af Sverrig havde brudt den Roskildske Fred, anfaldet Danmark uden nogen Krigs-Erklæring, beleiret Kronborg og Kiøbenhavn, og tragtet efter at træde det heele Riget under Fødder. Han erklærede derfor at være kommen for at undsætte Kongen af Dannemark, med hvilken han var i Alliance, og begiærede, at alle vilde være ham behielpelige udi saadan en retfærdig Sag.

De Svenske, da de fornumme, at de vare forsvage til at imodstaae saadan en mægtig Fiende, holdte det raadeligst at retirere sig udi Tide, og, paa det de Allierede ikke skulde glæde sig formeget over deres Retraite, lode de opbrænde og ødelegge alle Landsbyer og Huuse paa Vejen, og fordærvede alt hvad som kunde være deres Fiende til Nytte, og saaledes med deres General Printzen af Sultzbach retirerede sig til Jylland, ikke hvilende, førend de komme til Fridericia.

Churførstens af Brandenborg Fremgang udi Holsten.

Chur-Førsten forfuldte dem af all Magt. Da han var kommen til Gottorp, Førstens Residentz af Holsten, lod han opreise et Batterie, og truede at nedskyde Castellet, saafremt de giorde nogen Modstand, hvorudover Førsten af Holsten, som udi Tide havde retirered sig til Tønningen, skikte en Envoyé til Chur-Førsten for at begiære Neutralitet, hvilken ham blev forundet med de Vilkor, at han skulde overlevere Castellet, og betale 60000 Rdlr.

Efter at Gottorp var overleveret, marcherede de Allierede til Als, en liden Øe skildt fra det faste Land ved en smal Arm af Søen. Paa samme Øe laae 3 Svenske Regimenter Ryttere og nogle Fod-Folk under Anførsel av Askenberg, hvilken, saasom (364) han saae sig ingen Undsætning at kunne faae, førte om Natte-Tider alle sine Folk af Øen paa nogle Skibe, og saaledes undgik den Fare. Alt det Svenske Felt-Tøj, 24 Canoner, samt 1500 Heste faldt Dagen derefter udi de Allieredes Hænder, item de tvende Fæstninger Sønderborg og Nordborg, udi hvilken Sidste laae Obriste Knusts Regiment, som blev tvungen til at overgive sig. Da nu den heele Øe var rensed, marcherede Czarnesky med sine Polakere ind udi Jylland, slog et Parti Svenske ved Kolding, hvilken Stad han ogsaa erobrede og nedsablede den Svenske Besætning. Endelig kom den heele Krigs-Hær til Fridericia, hvilken den agtede at beleire, men, som det var alt forlangt ud paa Vinteren, og Veiret var ideligen vaadt, stod den denne gang fra sit Forsæt, og begav sig udi Vinter-Qvarteer.

Da Vinteren var nu forløben, lavede de Allierede sig til at beleire Fridericia. Den Stad havde Amiral Vrangel erobret tilforn med Storm, og omkommet en heel hob Danske, hvis døde Legemer, som vare kastede hid og did, foraarsagede saadan forgiftig Stank og Svaghed blandt de Svenske, at de besluttede at forlade Staden,

Fridericia erobres, og de Svenske drives ud af det faste Land.

til hvilken Ende de nedreve Fortificationerne, satte Ild paa Staden, og førte deres Tropper over til Fyen, efterladende alleene en Besætning udi Fæstningen, hvilken strax blev beleired og indtagen af de Allierede. Udi den Chur-Førstelige Leier ved Ribe blev slutted en fuldkommen Alliance mellem Dannemark og Brandenborg mod Sverrig; og findes Tractaten, som jeg har haft in Manuscripto paa Tydsk, og bestaaer af 15 Artikle, underskreven af Henrik Rantzow, Friderik von Ahlefeld, og Otho Freiherr von Schwerin. (a)Derudi lover Chur-Førsten at assistere Riget med alle sine Kræfter, hvilket han og troeligen holdt, og var den beste Alliered Kongen havde i denne Krig.

Da de Svenske nu vare drevne reent udaf det faste Land, satte de Allierede dem for at besøge dem paa Øerne. De anfaldt først den lille Øe Fennøe mellem Jylland og Fyen, hvor de Svenske mistede een Oberst, 3 Capitainer, 200 Gemeene, 6 (365)

(a) Fœdus inter Frid. 3. & Elect. Brand. in castris apud Rip. 21. Januarii 1659. manuscr.

|365Felt-Stykker, og maatte tage Flugten til Fyen. Derefter tillavede de en heel hob Baade og smaa Fartøj, hvilke de opfyldte med Soldater at føre dem over til Fyen. Der havde de Svenske en god Armée paa Beenene, af hvilken de Allierede bleve saa vel modtagne, at de med Forliis maatte retirere sig igien.

Over denne Ulykke lode de ikke Modet falde, men besluttede at giøre et andet Forsøg, men det vilde heller ikke gaae efter Ønske, thi, omendskiønt deres Orlog-Skibe avancerede til Middelfart, bleve dog Transport-Baadene drevne af Vinden og Strømmen til Fridericia igien. Da de Allierede nu saae, at de kunde ikke komme over udi Partier, besluttede de at giøre et Forsøg med deres heele Armée, men som dem fattedes Skibe at transportere saadan en stor Mængde, sendte de ud 5 Orlogs-Skibe, for at samle alle de Baader, de kunde finde længst ved de Jydske Kuster.

Kongen af Sverrig, da han fornam dette Anslag, udsendte han 8 Krigs-Skibe, og en Brander, under Commando af Capitaine Cox een Engelsk Mand, for at forbyde de Allierede Passen. Bemeldte Cox overfaldt uformodentlig med sin Flode de 5 Orlog-Skibe ved Ebeltoft, og efter nogen Modstand erobrede dem alle, opbrændte 30 Baader, og vendte udi Triumph med de erobrede Skibe, og over 1000 Brandenburgiske og Keiserlige Fanger til Sundet igien. For denne store Tieneste blev han af de Svenske hart ad tilbedet, og blev af Kong Carl nobilitered.

Denne store Forliis gik den gode Churførste haardt til Hierte, og, saasom han

De Allierede forlade Dannemark igien

ingen fleere Skibe havde tilbage, og der var ingen Forhaabning, at faae nogle fra den Hollandske Flode, lagde han all Tanke til side, at giøre noget videre Forsøg paa Fyen, og besluttede at forflytte Krigen til Pomern, lod derfor opbrænde de overblevne Baade og forlod Fennøe igien, hvilken strax derpaa af de Svenske blev erobret og besatt. Adskillige Besværinger og Klagemaal fuldte derpaa. Den Keiserlige General Montecuculi skiød all Skylden paa Hollænderne, og skrev til Vien, at det havde været de Allierede lett at erobre Fyen, hvis Hollænderne ikke havde skudt med Krud alleene uden Kugler. Og (366) kand man ikke nægte, siger en Hollandsk Skribent selv, at den Hollandske Flode jo kun slett secunderede de Allierede, og, at Amiralen skiøttede ikke om, at saa mange Fremmede skulde komme ind i Dannemark, (a)endeel efterdi de selv alleene vilde dirigere denne Krig, endeel og efterdi den Hollandske Pensionarius Wit bar intet got Hierte til Churførsten af Brandenborg, hvilket Churførsten vel vidste, og derfore truede, at søge Leilighed til at hevne sig over Hollænderne, og talede han i sær med Foragt om Jan de Wit, som den der var Aarsag til all Dannemarkes Ulykke. (b)Dette er et kort Begreb af de Allieredes Udtog udi Holsten og Jylland, og seer man da at det ikke gandske gik Dannemark efter Ønske, saasom man havde tænkt ved en Landgang paa Øerne, at drive de Svenske reent ud af Jylland og Fyen; dog lod Hans Majestet af denne Uheld ikke Modet falde, helst saasom han nyeligen tilforn havde faaet Forsikring fra Polen, at samme Rige ingen particuliere Fred vilde indgaae, og at man agtede tilkommende Martii at holde en Sammenkomst af samtlige Allierede til Thorn, for at overlægge, hvorledes Krigen med Eftertryk kunde fortsættes, og var Kong Friderik ombedet, at give sin extraordinaire Deputered Jens Juul Fuldmagt dertil. Dette og andet giver Hans Majestet tilkiende udi en Missive (c)til General Lieutenant Schack og seer man af samme Brev, at han ikke var fornøied dermed, at Polakerne spildte saa megen Tid med Thorns Beleiring, da det derimod var fornødent, at angribe de Svenske paa alle Steder tillige for derved at distrahere deres Magt, og tvinge dem til at forlade Dannemark, som bar allene den heele Krigs-Byrde.

Efter denne u-lykkelige Storm til Kiøbenhavn, var den Svenske Armee ikke udi Stand, at kunne foretage noget vigtigt mod samme Stad meer, men havde nok at bestille med at forskantze og bestyrke sig selv; at den skulde ikke uformodentlig af de Beleirede overrumples. Den haarde Vinter tilstedde ikke heller (367)

(a) Banage Ann. Tom. 1. pag. 554.

(b) Ibid. pag. 557.

(c) Epist. Frid. 3 ad Joh. Schack Hafn. 21 Januar. 1659. Manuscr.

noget Parti at bevæge sig. Men, da Vaaren stundede til, og Luften blev noget mildere, satt Kongen af Sverrig sig for, at giøre sig Mester over de smaae Danske Øer, til hvilken Ende han sendte først Græv Valdek med nogle Tropper til Langeland, for at bemægtige sig samme Øe, og der have sit Qvarteer, men han mistede der en Hob Folk, blev ogsaa blessered og maatte med uforretted Sag vende tilbage. Lidet derefter blev Vrangel sendt derhen. Han var lykkeligere og bemægtigede sig Øen, efter at hans Folk eengang

De Svenske erobre Langeland.

med stor Forliis vare drevne tilbage. De 300 Soldater, som fandtes derpaa, bleve giordte til Krigs-Fanger. Da Vrangel nu havde bemestret sig Langeland, sat han Seil til Als, udi Forhaabning ogsaa at bemægtige sig den Insel. Men han havde der ikke saa god Lykke; thi hans Folk bleve afslagne udi tvende Storm, som de giorde mod Synderborg, hvorfor han ingen Lyst havde at forblive der længe, men satt Seil til Fyen igien. Langelands Forliis foraarsagede, at de Danske hastede med at føre saa snart som mueligt udi Søen deres Flode, hvilken Iisen hidindtil havde ligesom beleiret udi Havnen. Da Søen var aabned, blev Vice-Amiral Helt udsendt med 16 Skibe, at i agt tage Fienden. Den 30 Martii traf han 6 Svenske Skibe mellem Langeland og Lolland, hvilke han efter nogen Modstand tvang at begive sig paa Flugten, et af dem, som førdte 50 Stykker, faldt udi de Danskes Hænder, et andet strandede. Men de Danske vare ikke længe Mestere udi Søen; thi da Bielken-Stierne med den heele Svenske Flode kom ind udi Beltet, holdt Heldt det ikke raadeligt at vove sine Skibe længere udi Søen, men førdte dem alle ind udi Flensborgs Havn, hvor de Svenske havde dem nogle Dage indsluttede; da det blev spurt til Kiøbenhavn, blev Rigets Amiral Bielke, og den Hollandske Amiral Opdam sendt udi Søen at forløse de Skibe, som vare indsluttede udi Flensborgs Havn. Ved Femeren finge de 17 Svenske Skibe udi Sigte, hvilke uden Tvil havde faldet udi deres Hænder, dersom Amiralerne ikke havde været alt formeget varsomme og forsigtige; thi, da de agtede at bruge Vinden (hvilken de dog ikke havde udi deres Lommer, eller vidste, hvor længe (368) den skulde vare) saaledes, at de Svenske kunde omringes, og ikke strax søgte ind paa dem, finge de Svenske imidlertid god Vind, og uden nogen stor Forliis salverede sig til Vismar.

De tvende Republiqver Engeland og Holland udrustede tiligen om Vaaren deres Floder, enhver bestaaende af 40 Skibe. Den eene for at assistere de Svenske, den anden de Danske.

Den Engelske Flodes Ankomst.

Republiqven udi Engeland havde udi forrige Aars Udgang sendt en Flode til Sundet, men den blev formedelst Storm og Iis, som giorde Søen useilbar, tvungen til at vende tilbage igien; da nu Vinteren var forbigangen, blev Amiral Montagu sendt did hen med en anden 3 Uger før de Hollændere, hvilke bleve ikke lidet allarmerede over at see deres Rivaler med saa stor Magt, at være komne dem udi Veien. Bemeldte Engelske Flode arriverede udi Sundet den 6 April, og kastede Anker mellem Hueen og Cronborg.

Aarsag dertil.

Aarsagen til denne Flodes Udrystning var ikke, at Engeland havde Forsætt at ruinere Dannemark (thi ingen Potentat saae gierne, at de Svenske skulde blive Mestere over Norden, uden maa skee Portugal, og det ikke af Had til Dannemark, men at Vingerne kunde blive klippede paa Hollænderne, og deres Handel paa Øster-Søen ruinered.) Men den Engelske Republiqves Tanke var at opreise de Svenske Sager igien, som nu begyndte at gaae Krebsgang, og at forskaffe Sverrig en reputeerlig Fred, til hvilken, dersom Dannemark ikke vilde lade sig beqvemme, da at agere offensive mod samme Rige, og conjungere sig offentlig med de Svenske deres Allierede.

Saasnart de Engelske nu vare komne udi Sundet, besluttede de at forhindre Ruyters Conjunction med Opdam, frygtende, de ellers ikke skulde blive Hollænderne voxne. Deres heele Flode bestod ud af 36 Orlogs-Skibe foruden Brandere. Saa forskrækkelig dens Ankomst var for de Danske, saa angenem var den derimod for de Svenske, som nu haabede at spille Mester til Søes; men hverken de Svenskes Forhaabning eller Danskes Frygt varede længe, eftersom General Montagu lod Kong Friderik strax viide, at han med hans Flode var alleene kommen for (369) at forlige begge Konger, og midlertid ikke vilde øve noget fiendtligt mod nogen af dem.

Den Engelske Envojé offererede strax Engelands Mediation, og foreslog for begge Kongerne den Roskildske Fred, saasom mest overeensstemmende med den nærværende Tilstand. Derpaa lod Kong Friderik svare, at han gandske gierne vilde modtage den Engelske Mediation, men kunde ikke slutte nogen Ting uden hans Venner og Allierede. Kong Carl stillede sig an udi Begyndelsen, som han havde stor Afsmag udi samme Engelske Forslag, og ikke vilde lade sig beqvemme til den Roskildske Fred, hvilket foraarsagede, at den Engelske Amiral løste fra Sundet, og lagde sin Flode udi Kattegat tvert over Kulen, dog der var en anden Aarsag dertil, eftersom den sterke Strøm udi Sundet besværgede Floden meget. Endelig lod Kong Carl den Engelske Amiral vide, at han vilde lade sig beqvemme til den Roskildske Fred, og antage den Engelske Mediation. Denne Erklæring klingede vel udi Amiralens Øren, hvilken strax anholdt hos Kong Friderik om det samme, men fik intet andet Svar end det forrige, nemlig, at Hans Majestet kunde ikke med sin Honneur eller nogen Føie slutte noget uden sine Allierede. Hvorudover bemeldte Amiral efter den Ordre, han havde faaet af sin Principal, tilbyder Sverrig Undsætning fra Engeland, dog paa saadanne Vilkor, som Kong Carl ikke vel kunde modtage. Medens dette forrettedes, blev udi Engeland Regieringen forandret, Dannemark til Lykke; thi den Engelske Flode blev derover hindret udi sit første Anslag, og maatte bie efter anden Ordre fra den nye Regiering, hvilken syntes at være bedre sindet mod de Danske.

Den Hinder, som den Engelske Flode giorde Hollænderne, at de ikke kunde komme ind udi Sundet,

Lolland, Falster og Møen falde i de Svenskes Hænder.

gav Kong Carl Leilighed til at anfalde de overblevne Danske Øer, ved hvis Erobring han haabede at bringe Kiøbenhavn til des større Yderlighed, saasom de vare samme Stads Spiise-Kammere; til hvilken Ende han tillavede nogle Orlogs-Skibe vel bemandede, og bemægtigede sig først Falster, siden Lolland, og derefter Møen, paa hvilken lille Øe han fik temmelig Modstand, saasom den laae nærmest Kiø|370benhavn, (370) og havde faaet et Compagnie Soldater til Bestyrkning af samme Stad.

Nascovs Beleiring.

Nascov udi Lolland udstoed den haardeste Beleiring; thi den varede udi 13 Uger og derfor fortiener omstændigen at tales om. De Svenske komme paa Lolland den 28 April ved Guldbiergs Færge, og sloge deres Leier den 1ste Maji ved Arnings Bye. Ober-Commandanten Kørber og Commandanten von Reden giorde strax Anstalt udi Nascov for at imodtage Fienden, og tillige med de da nærværende Rigets-Raad formanede Borgerskabet til en tapper Modstand, forsikrende dem om Securs inden 3 Dage. Efter hvilken giorte Formaning de begave sig ud af Staden, og lode sig føre til Floden, men jeg seer ikke, at de komme tilbage igien. Om deres Bortgang, som forlode Staden, da den truedes med Beleiring, taler Niels Pedersen Saxstrup, som paa samme Tid var Medtiener i Nascov, og udi Vers har beskrevet Nascovs Beleiring, saaledes:

Saa droge de ad Floden til, (a)

Vi sadde i Stikken here,

Hvad Hielp vi fik mod Fiendens Spill,

Lang Tid vi maatte lære:

Dog ej at nogen sige kand,

De Herrer Skylden baare,

Men vore Synder som Havets-Sand

Der tunge vare og svaare.

Hvoraf man seer, at denne Bortreise blev af Indbyggerne criticered; thi, endskiønt Poëten har den Discretion at skyde Skylden paa Nascovs Synder, saa glemmer han dog ikke, hvad han vill sige, saa at i Undskyldningen selv er en subtile Satire. Vel lod sig nogle Dage derefter see en Secours; Men den kunde formedelst Modvind ikke komme paa Landet.

Da de Svenske vare komne til Abeltorp, vovede Rittmester Varhuus med nogle Ryttere en Skermytzel med dem, men han maatte med Forliis af nogle Ryttere, og en Cornet retirere (371)

(a) Nicol. Saxstrup. descript. obsid. Nascov. metricè, manuscr.

sig igien. Fienden lod derpaa den 9 Ejusdem opkaste trende Skandser ved Helnæs, og nogle Dage derefter bemægtigede sig Steensøen, en liden Insul nær ved Nascov,

Indbyggernes sterke Modstand.

hvormed de meenede sig i en Hast at tvinge Staden. Felt-Marskal Vrangel skikkede da en Trompeter til staden, Formanende Besætningen til at overgive sig, men han fik intet andet Svar, end at man vilde forsvare sig til det Yderste. Derpaa lod Vrangel skyde med gloende Kugler ind i Staden, lod ogsaa giøre Anfald paa tvende Steder, men maatte med Forliis gaae tilbage igien. Den heele Pindse-Uge og Pindse-Dagene selv bleve derefter bortdrevne med Skyden af all slags Skud og Granaters Kastelse, men giorde dog ingen synderlig Skade. Det merkeligste var, at en Qvinde blev dødeligen saaret udi Kirken af en Kugle, og Oberste-Lieutenant Dernebach, da han vilde besøge de Svenske i deres Approcher, blev ihielskudt og bragt død til Staden; af de Svenske derimod omkomme paa samme Tid udi Løbegraverne 120 Mænd.

Den 10 Junii begyndte de Svenske at skyde med halve Cartover, og dermed continuerede nogle Dage, tillige med Granaters og Steenes Kastelse, hvoraf mange af Indbyggerne bleve fældede, og Huuse og Bygninger nedkastede, og vidner Præsten, som har beskrevet denne Beleiring, at Kuglerne fløie ham om Ørene, saa vel da han stod for Alteret, som paa Prædike-Stoelen. Intet blev sparet, som kunde bruges og anvendes til en Stads Erobring, idelig Skyden, stærke Anfald, Miiner under Jorden; men altsammen forgiæves; thi Indbyggerne giorde ved deres Hurtighed alle Anslag til intet, saa at der var Anseelse til, at de Svenske maatte forlade Staden igien;

Mangel paa Krud udi Staden.

men til Ulykke for de Beleirede, saa var deres Krud til Ende, hvorudover de saae sig ikke i Stand længer at kunde holde Beleiringen, og derfore begyndte at raadslaae om Fæstningens Overgivelse ved Accord. Officierne vare derudi eenige, holdende for, at der udi saadan Tilstand intet andet Middel var at gribe til. Borgerne derimod, som var forunderligt, og hvad som er tvertimod det som skeer udi andre beleirede Stæder, protesterede mod Handel om Accord, og havde Lyst til at forsvare Staden til det Yderste. Accorden (372) blev derfore denne Gang til intet giort. Men, da de Svenske kort derefter bemægtigede sig Hornværket, som var de Beleiredes beste Værn, og hvorved Fienden kom i Stand, at kunne lange med Musqvetter ind udi Staden, beqvemmede alle sig til Accord,

Nascov overgives med Accord.

hvilken ogsaa blev sluttet den 15 Julii saaledes, (a)at Indbyggerne paa Liv og Gods ikke skulde beskadiges, hvilket dog ikke blev holdet; thi Staden blev opfyldt baade med Mord og Rov, helst da Steenboch reisede bort, hvis skikkelige Opførsel ellers berømmes. Saaledes faldt Nascov efter en haardnakkend Beleiring af 13 Uger udi Fiendens Hænder, og var det ikke liden Ære for en saa maadelig Stad, at have udstaaet en saa haard og langvarig Beleiring. Ovenmældte Autor vidner,

De Svenskes Forliis.

at de Svenske derfore satte til 1800 Mænd, (b) hvilket Tall eendeel dog holder for at være noget outreret, meenende, at man sikkert kand giøre en Rabat derudi, helst efterdi Historien er skreven paa Vers. Men, som man finder intet poëtisk derudi uden Rimene, og dett ikke kand tviles om, at saa mange haarde Attaqver, og en saa langvarig Beleiring jo have kostet en anseelig Hob Folk, kand man holde for at Skribenten herudi ingen poëtisk Frihed har taget sig, men skrevet Tingen som den var; thi endskiønt det er noget usædvanligt, saa er det dog ikke gandske umueligt, at kunne skrive Sandhed udi Riim. Det er ellers underligt, at Skribentere ikkun løsligen med to eller 3 Ord have talet om Lollands Erobring, da dog Nascovs Beleiring var en af de hæftigste, som udi denne Krig blev foretagen, saa at det var ikke uden Mangel paa Krud, som kunde tvinge Staden til Overgivelse. Dette saa vel som andet viisede, at de Danske over alt figtede anderledes end udi forrige Krig, da Nascov overgav sig, førend den saae Fienden, og Frideriks-Odde udi første Angreb blev indtagen.

Medens dette forrettedes i Dannemark, arbeidede de 3 Potentater Frankrig, Engeland, og Holland af all Magt paa at (373)

(a) Memoires de Edmund Ludlow.

stille denne farlige og blodige Krig udi Norden. Dertil blev først giort en Begyndelse mellem Frankrig og Engeland udi London, og Hollænderne bleve iligemaade dertil inviterede. Men som de sidste merkede at Engeland meest favoriserede Sverrig,

Aarsag hvorfore Engeland og Frankrige toge Svensk Parti i denne Krig.

søgte de at forflytte Conferencen til den Hag, hvilket ogsaa skeede. Man haabede at en solid Fred best kunde udarbeides af disse 3 Potentater, efterdi de alle vare eenige derudi, at det var mod deres Interesse, at Sverrig skulde blive Mester over Dannemark; thi, hvorvel de tvende første Potentater vare Kong Friderik lidet affectionerede, og Kong Carl bevaagne, saa vilde de dog ikke tilstæde, at de 3 Nordiske Riger skulde komme under et Hoved, saa at de syntes at unde ham det, som var acqvirered ved den Roskildske Fred, men ikke meere, hvilket man dog kand sige var meere end nok, og at de derudi allerede havde giort mod deres Interesse, i Henseende til Sverriges Magt, som under en saadan Martialsk Konge havde satt heele Europa i Bevægelse. Mange derfore have ikke kunnet begribe, hvi Frankrige og Engeland med saadan Iver stedse søgte at maintenere Carl Gustav i den store Fordeel han havde erholdet mod Dannemark, og allerhelst Frankrige, efterdi samme Rige intet udestaaende havde med Dannemark. Men, naar man nøje efterseer de Tiders Conjuncturer, kand man nogenledes hitte reede der udi. Conjuncturerne vare saaledes:

Conjuncturerne i Engeland.

Den Engelske Protector Cromwel var det store Hiul, som paa de Tider drev alle Ting. Denne forunderlige Mand havde strax efter Caroli Stuards Død saaledes tiltaget i Myndighed, at han saae sig i Stand at øve de Ting, som aldrig nogen Konge har fordristet sig til, nemlig ved bevæbnede Folk at cassere Parlamentet, og at trække Parlaments Herrerne ved Ermene ud af Huset, og derved at bane sig Vej til en u-omskrænked Magt. Denne Gierning saavel som alle andre, besmykkede han med det Navn af GUds Ære, ladende forud som han ikke kunde skride dertil eller tænke derpaa uden Haarene reisede sig paa hans Hoved. Og, hvorvel han havde fast besluttet Parlamentets Cassation, lastede han General Major Harrison, som den der drev ham dertil, sigende, (374) at samme Harrison vilde ikke opbie HErrens Time; (a)thi det Ord HErren var en Zirat udi all hans Tale, og deciderede han de fleeste Stats-Sager ved Dicta af Bibelen. Tillige med sig selv bragte han ogsaa den Engelske Nation i saadan Anseelse, at de fleeste Potentater, hvorvel de i Hiertet havde Afskye for hans Person, kiæppedes om hans Venskab; Han for sin Person havde ej heller nogen Tillid til nogen Potentat, men ansaae dem alle som sine hemmelige Fiender, dog meer og mindre ligesom han vidste, at de vare det Kongelige Stuartske Huus affectionerede. Paa samme Huuses stedsvarende Undertrykkelse grundede sig hans heele Politiqve. I den Henseende havde han besynderlig ont Øje til Kong Friderik, saasom samme Konge var den Landflygtige Carl 2. Nærpaarørende, og af alle Potentater havde taget sig hans Sag meest an. I samme Henseende arbeidede han med saadan Iver paa at undertrykke det Oraniske Huus, eftersom den unge Prinds af Oraniens Moder var Caroli Stuards Dotter, og derfor ikke vilde giøre Fred med Holland, førend de foreenede Provincier beqvemmede sig til at excludere til ævig Tid det Oraniske Huus

Cromvels Politiqve.

fra Statholderskabet. Og, som Iver for den Protestantske Religion var den Prætext, hvorunder han havde spillet saa forunderlige Ruller, saa stillede han sig an, som han i Almindelighed hadede alle Roman-Catholske Førster; Dog saasom han ikke fandt raadeligt at have dem alle til Fiender, forbandt han sig med Frankrig mod det Østerrigske Huus, og stedse trok paa Linie med den Franske Premier Minister Cardinal Mazarin, saasom samme Minister flatterede ham mest, og udtrykkeligen gav tilkiende at han ikke tog i Betænkning at opofre nogle smaa Artikler af den Romerske Religion for den mægtige Protectors Venskab. Hvad den Engelske Nation angik, da havde han saaledes forblindet den, at endskiøndt han gandske havde undertrykket Folkets Frihed, ansaae de fleeste ham dog, som deres Friheds Beskytter, saa at, naar han paakastede dem en Lænke, tiggede de ham selv om at smidde en anden, indtil han omsider underhaanden gav tilkiende, at, endskiøndt han stedse havde søgt at (375)

(a) Memoires de Edmund Ludlow.

giøre det Kongelige Navn forhadt, saa skulde det dog ikke være ham imod, om Nationen vilde sætte ham Kronen paa Hovedet. Denne Sag kom paa Tapetet udi det Aar 1657, da man med Forundring saae, at de samme Folk, som med Glæde tilforn havde seet en Konges Hoved afhugged alleene fordi han var Konge, nu vare tilbøjelige at give Cromwel den Titel, som de ellers neppe kunde taale at høre. Tingen havde ogsaa gaaet virkeligen for sig, hvis ikke hans egne Venner, som han meest forloed sig paa, sær Fleedwood og Desborough af all Magt havde sat sig derimod; Hvorudover han stod fra sit Forsæt, og lod sig nøje med Kongelig Myndighed uden Titel, saa at han paa nye blev confirmered udi sit Protectorat med dette Tillæg, at det skulde staae i hans Magt at udnævne en Successorem. Ja han blev da med Kongelig Stats ligesom hyldet, og det heele Folk raabte overlydt:

GUd beskiærme vor Protector.

Saasom han nu havde bragt det Engelske Folk saaledes under Aaget, at han i den Henseende ingen Bekymring meer havde, kastede han alle sine Tanker til fremmede Potentater, og søgte fornemmelig at alliere sig med dem, som stode i aabenbare Fiendskab med dem, der vare Venner af den Stuartske Familie. Derpaa blev strax sluttet et Forbund med Frankrig,

Hans Anslag mod dette Rige.

som kaldtes Secretum & inviolabile fœdus, (a)og blev længe holdt hemmeligt. Indholdet af samme Forbund var blant andet at føre Krigen med foreened Magt, saavel udi de Spanske, som udi de foreenede Provincier, og at deele Stæderne imellem sig; Iligemaade at føre Krig imod Dannemark, hvis Stæder og Havne ogsaa skulde deeles imellem dem; og endeligen at de skulde assistere Kongen af Sverrig udi hans Forehavende mod den Stad Dantzig. Heraf sees, hvorledes disse tvende Potentater da vare sindede mod dette Rige, iligemaade hvorfore; thi Cromwel kunde ikke tilgive Kong Friderik den Faveur han havde ladet see mod den Landflygtige Konge af Engeland Carl 2. Item, den Haanhed hvormed han havde tracteret hans Minister i Kiøbenhavn, Item, den Krigs-Erklæring (376)

(a) Fœdus inter Ludovic. 14. & Oliv. Cromvel in Collect. Tract. Pacis tom. 3. pag. 709.

som han havde giort mod Parlamentet, og derpaa grundede sig ogsaa Frankrigs Fiendskab, efterdi Cardinal Mazarin, som behøvede Engelands Hielp til Krigens Fortsættelse mod Spanien, maatte have tilfælles Venner og Fiender med Cromwel.

Men denne Hidsighed varede ikke længe, thi, da Carl Gustav havde saadan Fremgang, og det syntes at Dannemark reent vilde undergaae, begyndte de at fatte andre Messures; Ja Cromwel selv lod sig merke med, at hans Venskab til Carl Gustav gik ikke saa vidt, at han vilde unde ham heele Norden, hvilket kand sees, saa vel af den Engelske Ministers Meadows Opførsel ved Freds-Tractaterne udi Siælland, som af de Complimenter, hvormed Cromwel afspisede Kongen af Sverrig, naar han forlangede Hielp af Engeland. Dog, saasom han havde et personligt Had til Kong Friderik, kunde Dannemark intet got vente sig af Engeland, saa længe som han levede.

Stats Maximerne forandres ved hans Død.

Men ved hans Død forandrede sig Stats-Maximerne saa vel udi Norden, som udi heele Europa. Han døde den 13. Sept. 1658, efter at han havde bragt den Engelske Nations Magt og Anseelse paa den højeste Spidse, og havde været en Skræk for de allermægtigste Potentater, saa at alle glædede sig over hans Død, sær Dannemark, Holland og Spanien. Det er ogsaa troeligt, at Cardinal Mazarin selv ingen Sorg bar derover, eftersom han maatte leve i en idelig Dependence af Cromwel, og beqvemme sig til mod Frankriges Sikkerhed og Interesse, at overlade den vigtige Fæstning Dünkerken til Engeland, ja han maatte taale at Cromwel gav sig Titel af Protector af Engeland og Frankrig, og at han derimod titulerede Kong Ludvig 14. alleene de Franskes Konge.

Nogle Particulariteter om denne forunderlige Mand.

En saadan Myndighed havde han erhverved sig ikke alleene ved sin store Fermeté, men endogsaa ved sin Politiqve, hvorudi han overgik den listige Cardinal selv; thi han havde sine Spioner ved alle Hoffe, saa at intet var saa hemmeligt, at han jo fik det at vide. Saaledes, da bemeldte Cardinal i samme Aar hemmeligen udi det Franske Conseil overlagde med Dronningen, Turenne, og Stats-Secretairen alleene om Dünkerken, hvorledes samme Stad, naar den blev overgiven, kunde blive besatt med (377) Fransk Gvarnison, fik Cromwel strax Kundskab derom, og bebreidede den Franske Gesant saadan Falskhed; Ja, da Gesanten nægtede, at man saadant havde haft i Sinde, tog han op af sin Lomme en Copie af den Resolution, som derover hemmelig var fattet udi det Franske Conseil, og sagde derhos: Hvis I ikke strax overleverer mig Nøgelene til Dünkerken, skal jeg i egen Person gaae til Frankrig for at fodre Nøglene til Paris. Et andet, end større Exempel, saaes udi Hertugen af Richemont, hvilken, da han kom tilbage fra sin Udenlands-Reise, blev adspurt af Cromwel, om han ikke havde seet Carl Stuard udi Cøln. Hertugen giorde da sin Eed paa at han ikke havde seet ham, efterdi han havde taget den Præcaution at tale med den landflygtige Konge udi Mørke. Cromwel, som derom var underretted, spurdte ham da videre, om han intet Brev førte med sig, hvilket han ogsaa nægtede, hvorpaa han tog Hertugens Hatt af Hovedet, og sprettede en Fold op, hvorudi Brevet laae skiult. Derfore kunde alle, som med Billighed hadede denne Mand, dog ikke andet end med Billighed admirere ham; Ja Mylord Clarington, en af hans største Fiender, siger at hans Uvenner selv kand ikke laste ham, uden at rose ham tillige. Han døde udi største Andagt, og spillede sin Rulle forunderligen til sin yderste Aandedrægt, saa at Qvækerne i Engeland selv vare fornøjede over at han døde, saasom de ansaae ham, som en der vilde blive en Mægler mellem GUD og den Engelske Nation; thi alle hans Gierninger, indtil hans Had og Avind, var besmykked med Helligheds Skin; saaledes, saasom han hadede Kong Friderik alleene, efterdi han var Carl Stuard paarørende, saa skiulede han dog dette Had under Religionens Skygge, sigende, at Højstbemeldte Konge hindrede den Protestantske Religions Tilvæxt, i det han studsede Carl Gustavs Fremgang i Polen. Og var dette Aarsag, at, da de fleeste fremmede Gesandter bivaanede Cromwels Ligbegiængelse, den Danske Resident holdt sig derfra.

Men efter Cromwels Død fik alting anden Skikkelse. Regieringen i Engeland blev meere temperered i Henseende til de (378) Nordiske Sager. Frankrig fik meere Frihed til at agere, og de foreenede Provincier bleve skildte ved en Busemand, som hidindtil havde tvunget dem til at gaae varligen frem udi den Nordiske Krig. Saaledes vare Conjuncturerne, da disse 3 Stater traade i Conference sammen i den Hag, for at stifte Fred i Norden.

Frankrigs, Engelands og Hollands Projecter angaaende den Nordiske Fred.

Hollænderne vare i sær bekymrede for Dannemarks Conservation, ikke saa meget i Henseende til Kierlighed for samme Rige, eller de Alliancer, som forhen vare sluttede, som for deres egen Interesse, og deres Handels Sikkerhed udi Øster-Søen. Derfore, saasom de vilde ikke at Dannemark skulde undertrykes af Sverrig, saa vilde de ej heller, at det første Rige skulde komme i samme Stand igien, som det var før Krigen, men at Sverrig skulde beholde Skaane. Dette havde de stedse for Øjene, og derfor udi Krigen ikke vilde gandske bryde over tvers med Sverrig. Det stod dem nu for Hovedet, at, som de vidste, at ved den Undsættning, de hidindtil havde giort Dannemark, Sverrig var bleven irritered mod dem, Carl Gustav ikke skulde ville beqvemme sig til at imodtage deres Gesantere, men afviise dem med Haanhed, hvorudover de funde for got i Steden for Gesantere alleene at bruge Deputerede, paa det at Torten skulde ikke blive alt for stor. Men Cardinal Mazarin, som da var Premier Minister udi Frankerig, betog dem den Frygt, sigende, at baade Frankrig og Engeland vilde udvirke hos Carl Gustav, at deres Gesantere skulde blive imodtagne. De Engelske havde i visse Maader samme Forsætt, som Hollænderne. De samme vilde vel ikke, at Kong Carl skulde bemægtige sig Dannemark, men saae derimod ikke gierne at Sverrig blev undertrykt af Holland, hvorfore de dog ikke havde nødigt at være bange, saasom Holland havde gandske andet Forsætt, hvilket ogsaa Udgangen viisede. Hvad de Franske angik, da sagde den Franske Minister Thuanus offentligen paa samme Tid, at heele Europa kunde ikke taale, at Sverrig skulde undertvinge Dannemark, og Mazarin lod sig forlyde for Borel, at Sverrig maatte lade sig nøje med den Roskildske Fred, og intet videre have; item, at Øresunds Told skulde alleene tilhøre Dannemark, og, hvis Carl Gustav veigrede sig ved, at imodtage saadanne (379)  Vilkor, vilde Frankrige gandske forlade det Svenske Parti. Og, da bemeldte Borel, efter Kong Carls Ordre siden bebreidede ham saadan Kaaldsindighed, sagde han, at Potentater ikke kand beviise deres Venner anden Tieneste end deres Interesse vil tillade, hvilken Maxime var sandelig meget Italiensk, og kunde dispensere Potentater for at efterleve Pagt og Forbund, saasnart det løb mod deres Interesse.

Den Engelske Flodes Ankomst udi Sundet bragte da Hollænderne ikke i liden Bekymring, eftersom de allereede havde deres Flode færdig, tillige med en Hob Transport-Skibe, hvorpaa de forventede Auxiliar-Tropper fra Tydskland skulde føres til de Danske Øer. Hvorfore de ved deres Minister Neuport lod tilkiendegive for Cromvel, at de ikke havde i Sinde at undertrykke Sverrig, eller at søge nogen særdeles Fordeel udi Øster-Søen, havde ej heller sluttet noget Forbund med Keiseren, Polen og Brandenborg, Dannemarks Allierede, men deres Forsæt alleene var at befodre Fred udi Norden, og derpaa at arbeide tillige med Frankrig og Engeland, hvilket ogsaa de Engelske og Franske Ministrer samtykkede, og inviterede de Hollandske Commissarier strax at træde i Conference med deres, hvortil de og beqvemmede sig, og gave imidlertid Ordre til Amiral Opdam at holde Venskab med den Engelske Flode, hvilket og de Engelske paa deres Side lovede. Af alle foreenede Provincier, siuntes den Province Holland at være Dannemark meest affectionered, hvorfore ogsaa den samme i Begyndelsen paastod, at Freden maatte grundes paa det Bromsebrojske Fordrag; thi ellers kunde Dannemark aldrig holde Stand mod Sverrig; Men den Engelske Minister Downing satt sig hæftigen derimod, og truede, at, hvis man ikke stod fra det Forsætt, skulde den Engelske Flode offentligen conjungere sig med den Svenske for at angribe Opdam, og siden gaae Ruyter imøde, som agtede sig til Sundet med en ny Flode. Herudover maatte Hollænderne beqvemme sig til at dantze efter de andres Pibe, og synes dette at kunde gandske disculpere deres Opførsel i denne Krig; Men, som Conjuncturerne siden ved Cromwels Død forandrede sig i Engeland, den (380) Engelske Flode blev tilbage kalden, og de uden Fare kunde hielpe Riget til at forvinde sin Skade igien, men dog veirede sig derfore, kand man see, at denne Tvang var dem ikke gandske ubehagelig, og at det herudi gik til, som med dem der sige, holdt mig, eller jeg slaaer.

Den første Hagiske Concert mellem bemelte 3 Potentater.

Efter at de 3 Potentater nu vare blevne eenige udi denne Sag, tog man sig for den 21 Maji udi den Hag, paa en usædvanlig Maade uden Exempel at fabriqvere en Fred uden de stridende Parters Minde og Videnskab, og er det, som udi Historien kaldes den første Hagiske Concert, hvis Indhold var denne, (a)at saasom Frankrig og Engeland ikke uden Sorg have kunnet see Krigen igien at være fornyet mellem Dannemark og Sverrig, og det formedelst nogle Tvistigheder, som have reiset sig af den Roskildske Freds Forklaring, saa finde de sig som Mediateurs forbundne til at udleede Veie og Midler samme Krig igien, saasnart som mueligt, at dempe, og til

Dens Indhold.

den Ende have reqvireret de foreenede Nederlandske Provincier, at træde udi Conference med dem for at befodre dette Verk, paa det at den Østersøiske Handel, som med Europæ saa store Skade har været turbered, igien kunde have sin Gang, og at andre Potentater ikke skulle indvikles i denne Krig. Herudover var besluttet, at de 3 Stater skulde anvende all deres Flid paa, at en sikker og billig Fred kunde stiftes mellem de Nordiske Konger, og det paa Fundament af den Roskildske Fred, dog saaledes at den 3die Artikel, om at udelukke fremmede Floder fra Sundet, skulde udelades, paa det at ingen af fornævnte 3 Stater derved nogen Afbræk skulle lide; (b) iligemaade at den Engelske Flode ikke skall conjungere sig med nogen af de Nordiske Kongers Floder for at assistere den eene, eller øve Fiendtlighed mod den anden, og det udi 3 Uger, at regne fra den Tid saadant bliver Amiralerne (381)

(a) Tractat. Hag. 21 Maji 1659. Hvis Original er paa Fransk og begynder saaledes: La France & l’ Angleterre ne pouvant voir &c.

(b) Art. 3. pacis Roschild. Constituimus, nos nunqvam concessuros ut peregrina qvædam Classis inimica per fretum Oresundicum aut Balthicum in mare Balthicum transeat.

(381) kundgiort. Det samme skal den Hollandske Flode og i agt tage, saa at den i saa lang Tid ikke skal conjungere sig med Opdam, ej heller beskade eller hielpe nogen af de stridende Parter, eller befodre fremmede Auxiliar-Troppers Transport til Dannemark, og inden foreskrevne Tid, medens de 3 Stater arbeide paa Freden, tentere noget Fiendtligt mod Sverrig. Videre at de 3 Stater skulle nægte den af Kongerne all Hielp og Undsætning, som veirer sig for at modtage Freden, og at de dermed continuere, indtil han beqvemmer sig til at modtage billige Conditioner. Der blev ogsaa fundet for Got, at de 3 Stater skulle paatage sig at guarantere Freden, og blev til deres egen Nytte dette tillagt, at deres Skibe udi de Danske Sunde skulde være frie fra all nye Byrde og Paalæg; item, at hvilke Conditioner den eene nyder, der i skulle ogsaa de andre være deelagtige. Endeligen at dette skulde inden 3 Uger ratificeres.

Dette var Indholden af den navnkundige første Hagiske Concert, som var ikke mindre dristig end interessered; thi man seer, at disse gode 3 Potentater ikke glemte deres egen Nytte, nemlig, at den 3die Artikel af den Roskildske Fred, som forbød fremmede Krigs-Skibe at passere igiennem Sundet,

Dens Virkning.

skulde blive til intet giort, men end og, at alle deres Kiøbmænds-Skibe skulde være frie for nye Told og Paalæg. Hvorfor ingen havde Behag udi denne Foreening, uden alleene de som havde forfattet den. Den Danske Minister udi Holland publicerede strax et vidtløftigt Skrift derimod, tilkiendegivende, at de Danske heller vilde opofre allting, end indgaae saadan Fred; og lod Kong Friderich General-Staterne det samme notificere. (a)Ja Admiral Opdam selv sagde, at han ti gange heller vilde døe end samtykke til saadan Tractat. Kort at sige, ikke alleene de Danske og Svenske, men endogsaa de Keiserlige og Brandenborgske Ministrer protesterede offentligen derimod. Carl Gustav blev meest ophidsed mod Hollænderne, hvilke, saasom de tilforn havde øved Fiendtlighed mod Sverrig, søgte nu, da den Engelske Flode (382)

(a) Lit. Frid. 3. ad Ordines General. Hafn. 27 Maji 1659.

kom i Sundet, at sætte Farve paa deres Opførsel, ligesom de ingen Uvillie havde baaret til samme Rige.

Da den Hagiske Tractat var opsatt, og skulde af Commissarierne underskrives, veirede Dovning, som var den Engelske Minister, sig at undertegne den, førend han fik videre Fuldmagt af sin høje Principal. Af denne Forhaling betienede Hollænderne sig, affærdigede en Express til Kong Friderik, og lod ham viide, at den Hollandske Flode commandered af Ruyter skulde komme til Undsætning.

En nye Hollandske Flode kommer til Dannemark.

Samme Flode, saasnart Land-Folkene vare indskibede, satt Seil til Dannemark under bemeldte Amirals Anførsel, hvilken havde Ordre ingen Fiendtlighed at bruge, uden han selv blev anfalden, ej heller at gaae ind udi Sundet, eller conjungere sig med Opdam, førend 3 Uger vare forløbne, hvilket var aftalt ved den Hagiske Tractat. Ruyter, da han var kommen udi Categat, kastede han Anker mellem Lessøe og Anholt, og holdt stille med Floden sammesteds, indtil de Hollandske Ambassadeurs som vare sendte til begge Konger, havde forretted deres Ærende. Ambassadeurerne vare Godfried Slingeland, og Peter Huybert, hvilke til dette Gesandtskab bleve udnævnede, efterdi de vare Sverrig meest affectionerede, og derfor meenedes at blive best modtagne af Kong Carl. Slingeland, som først arriverede til Sundet lod strax affærdige Skrivelse til Carl Gustav, som da opholdt sig udi Cronborg, notificerende ham, at Republiqven af Frankrig og Engeland havde været invitered tillige med dem at arbeide paa en Fred udi Norden, hvortil den havde erklæret sig redebon, og derpaa affærdiget Gesantere til Hans Majestet for at componere de Tvistigheder, som havde reiset sig mellem Sverrig og Holland, begiærede derfore, at Kongen vilde admittere dem til Audience for at frembringe deres Ærende. Man skulde da af foregaaende have tænkt, at Gesanterne skulde have faaet en slet Afviisning; men Carl Gustav havde stillet sig meere vred an, end han virkeligen var; thi hvor vel han ingen Behag kunde have i den Hagiske Tractat, saa vit som den var sluttet uden hans Minde og Videnskab, saa kunde han dog finde sin Regning udi det, som der i var besluttet, eftersom de Vilkor, (383) som vare erhvervede ved den Roskildske Fred, vare alt hvad han i denne Tilstand kunde vente.

Hollandsk Gesantskab til Carl Gustav.

Hvorudover han lod Gesanterne skriftligen svare, at han ingen Andledning havde givet Holland til Fiendskab, men at Republiqven selv af uroelige Menneskers Tilskyndelse haver forkastet alle de Midler, som han har foreslaaet til Venskabs-Stiftelse, saa at han der udover kand have Aarsag til at have dette Gesantskab mistænkt, og ikke at forlade sig meere paa Hollandske Løfter. Ikke desmindre, hvis han seer at det er Alvor, og Hollænderne ville indgaae et sikkert og solide Venskab, og give Satisfaction for hidindtil tilføiet Skade og Tort, vill han ikke undslaae sig for at handle med dem. Hvorfore ogsaa han gierne vill imodtage Gesanten efter hans Værdighed. Lod ogsaa derpaa udstæde frit Leide. Slingeland blev saaledes admittered til Audience, og, som kort derefter anlangede tvende andre, nemlig Vogelsang og van Haren, bleve de samtligen indladte for Kong Carl, for hvilken de protesterede om de foreenede Provinciers gode Hiertelaug mod Sverrig, og bleve af Kongen afspisede med samme Complimenter, som lovede at udnævne Commissarier, med hvilke de kunde træde udi Conference, og overlegge hvorledes et oprigtigt Venskab kunde stiftes mellem Sverrig og Holland.

Commissarierne, som dertil bleve udnævnede, vare Schering Rosenhan, Gustav Soop, Cojet og Ehrenstein, hvilke strax begyndte at give sig i Handel med de Hollandske Gesandtere, skiønt uden Frugt. Imidlertid efterlod Opdam ikke i een og anden Ting at favorisere de Danske, ladende som han intet vidste af den til Hag sluttede Stilstand, og ansaae sig som den der stoed i Dansk Tieneste. Til den Ende kastede han Anker mellem Corsøer og Nyborg, hvorved de Svenske all Correspondence blev afskaaren mellem Siælland og Fyen. Ruyter begav sig ogsaa med sin Flode mod Samsøe, for deshastigere at kunde conjungere sig med Opdams Skibe, naar Stilstanden var exspirered, hvilket, da den Engelske Amiral Montagu merkede, begav han sig ogsaa med sin Flode ind udi Beltet, saa at Hollænderne derudover lavede sig til et Søe-Slag. Men som Montagu strax (384) gav tilkiende, at han intet Fiendtligt havde i sinde, forlode begge Floderne Beltet igien. Montagu seilede til Sundet, og Opdam tog en anden Vei til Kiøbenhavn.

Den beleirede Hoved-Stad fandt sig imidlertid ilde holden med denne Stilstand, hvorved den stedse blev indspærred og beængstiged, som tilforn, og de fra Tydskland forventede Auxiliar-Tropper bleve hindrede at komme til Undsætning, hvorfore Kong Friderik ved idelige Skrivelser formanede Hollænderne, at agere i Faveur af Riget, og ikke at lade deres Floder ligge ørkesløse, og tilstæde de Svenske i deres Paasyn, at bemæstre sig fleere Danske Stæder, som nyeligen var skeed med Nascov. Men det kunde altsammen ingen Virkning giøre, eftersom de vilde opbie Stilstanden, og Kongen imidlertid maatte lade sig afspise med et puurt Compliment Brev fra General-Staterne i Holland. (a)

Imidlertid arriverede de Engelske Gesantere, nemlig Sidney og Honivood, hvilke tillige med de Hollandske proponerede for Kong Friderik den Hagiske Foreening, men Hans Majestet protesterede i skarpe Terminis derimod, og gav tilkiende, at han heller vilde holde ud til det Yderste, end antage en Fred som var grunded paa det Roskildske Fordrag, hvilket ikke synderlig klingede i deres Ørne.

Kong Friderik protesterer mod den Hagiske Tractat.

Ikke dismindre lod Kong Friderik paa samme Tid dog see en Generositet, da disse Gesantere havde Audience, og paa Monsr. Terlons Intercession gav Frihed igien til den Svenske Ambassadeur Steen-Bielke, som fra den sidste Krigs-Begyndelse havde siddet i Forvaring paa Rosenborg. Saasnart bemældte Gesant havde erholdet saadan Naade af Kongen, begav han sig til Rosenborg Hauge, hvor Steen Bielke med hans Frue sadde; og, som paa samme Tid en Kongelig Betienter anlangede med Orderen til hans Befrielse, lod Terlon ham føre til hans gamle Herberg i Kiøbenhavn, hvor hans heele Familie imidlertid havde været.

Dette forestillede Terlon kort derefter Kongen af Sverrig, og meenede at saadan Generositet udfodrede at højstbemeldte (385)

(a) Lit. Ord. fœderat. ad Frid. 3. Hag. 31. Julii 1659.

Konge ogsaa lod see nogen paa sin Side, og tog han deraf Leilighed ikke alleene at bede for nogle Raads-Herrers Frihed, som fra Krigens Begyndelse vare arresterede; men end ogsaa for en Præst, som sad paa sit Liv, efterdi han var beskyldt for at have villet tentere noget mod Kongens egen Person. Kongen af Sverrig gav da tilkiende, at han gierne vilde løslade Raads-Herrerne, men hvad Præsten angik, da sagde han, at hans egen Persons Conservation tillod ham ikke at løsgive en der havde søgt at skille ham ved Livet: thi han beskyldte samme Præst for at have villet lægge Krud under det Kammer, hvorudi han tillige med Dronningen var paa Kronborg for at komme ham til at springe i Luften. Om herudi var nogen Realitet, er noget som jeg for visse ikke kand sige; vist er det, at samme Præst kom siden paa fri Fod igien. (a)

Medens dette forhandledes i Dannemark, blev udi den Hag arbeidet paa en nye Tractat, hvilken skulde være lidet meere favorable for Dannemark, end den forige; thi Hollænderne, da de mærkede, at de Danske med saadan Bestandighed forkastede den første, begyndte de at vakle, hvor vel de ikke strax lode sig merke dermed, eftersom de andre Commissarier truede, at Frankrig og Engeland skulde erklære sig mod Dannemark, hvis de Danske bleve ved at sætte sig derimod.

Hollænderne søge at skaffe Dannemark bedre Vilkor.

Alleene den Hollandske Minister Neuport arbeidede paa udi London at giøre Dannemarks Vilkor lidt bedre end ved den Roskildske Fred, paa det at der kunde være nogenledes en Ballance i Norden, hvilket var saa vel Frankrigs og Engelands, som Hollands Interesse, saa det er derfor underligt, at de tvende første Potentater med saadan Iver arbeidede paa dette Riges Svækkelse: Saasnart den Franske Minister Thuanus fik Kundskab om bemeldte Neuports Ansøgning udi London, insinuerede han et Skrift til General Staterne udi Holland, hvorudi han gav tilkiende, at Frankerig aabenbare vilde tage Svensk Parti, hvis man blev ved at tale mod den første (386)

(a) Jeg skulde ellers ikke troe, at denne Præst var Henrik Gerner, som siden blev fængsled, efterdi han nemlig Gerner var allene beskyldet for at have corresponderet med dem, der vilde forraade Cronborg.

(386) Hagiske Tractat: Men Hollænderne, u-anseet disse Trusler, som de holdte for vilde bestaae udi blotte Ord, bleve ved at arbeide paa Tractatens Tilintetgiørelse, helst saasom Regieringen i Engeland vaklede, og Almuen i Holland sær i Amsterdam besværgede sig over, at de skulde underholde 6000 Mænd, og en Flode af 80 Skibe, for at ligge ørkesløse. Hvorfore Neuport fik Ordre, at give deres Meening tilkiende for Parlamentet, nemlig at de ønskede, at Sverrig restituerede til Dannemark Trundhiem, Bornholm og Hueen, item, at det stoed fra sine Prætensioner paa det Guineiske Bytte, og at i det øvrige den Roskildske Fred kunde staae ved Magt, undtagen den 3die Artikel. Dette efterlevede Neuport troeligen, og udvirkede saa meget, at der gik Ordre til Downing i den Hag at træde i en ny Handel. Derpaa skreed man til en ny Tractat, som begyndte den 24 Julii. (a)

Den anden Hagiske Concert.

Og i Historien kaldes den anden Hagiske Concert, hvis Indhold er denne: At de 3 Staters Ministrer udi Dannemark skall inden 14 Dage søge at formaae de stridende Parter, at beqvemme sig til Freden, og, dersom dette inden den Tid ikke skee kand, skal de samme tillige med begge Floderne drive paa den Roskildske Tractats Fuldbyrdelse, dog saaledes, at den 3die Artikel enten bliver udeladt, eller anderledes forklared, og at alle udi den sidste Krig indtagne Stæder skal restitueres den, udi hvis Possession de vare efter den Roskildske Fred, undtagen Trundhiem, som skal tilhøre Dannemark. Iligemaade at Prætensionerne paa det Guineiske Bytte skal ophøre. Naar dette Forslag er bleven giort for Kongerne, og 14 Dage ere forbiløbne, skal Floderne nægte den af Parterne Hielp, som veigrer sig for at imodtage det, og derimod slaae sig aldeeles til det Parti, som beqvemmer sig dertil. Denne Tractat blev underskreven alleene af de Engelske og Hollandske Commissarier udi Thuani Huus, hvilken veigrede sig ved Undertegnelsen, sigende, at han ingen Fuldmagt havde dertil, hvorvel han lovede at ville recommendere Sagen ved det Franske Hoff. (387)

(a) Tractat. 2. Hag. 24 Julii 1659.

Hvorledes den blev optagen.

Intet kunde være meere utaaleligt for Potentater end at lade sig foreskrive saadanne Love, og det af tvende nyebagede Republiqver, helst saasom det skeede udi saadanne Terminis, at den af Parterne, som med gode ikke ville beqvemme sig, skulde tvinges med Magt der til. Hvorudover begge Konger ogsaa bare stor Fortrydelse der over. Men, ligesom Kong Friderich var meest bleven fortørned over den første Hagiske Concert, saa lod Kong Carl tilkiende give størst Fortrydelse over den sidste, og udøsede stor Bitterhed mod Holland.

Dette var end ikke nok, de Engelske Gesantere forlangede derforuden, at begge Konger vilde overdrage dem den heele Handel, for at bringe den dessnarere til Ende, hvilket Carl Gustav strax afslog dem, sigende at Freds-Tractaten skulde foretages efter den brugelige Maade imellem de Nordiske Riger. De Danske derimod, hvorvel de havde ligesaa liden Behag derudi, veigrede sig dog ikke gandske derfor, og det i den Henseende, at, som de vare forsikrede om, at Carl Gustav ingenlunde beqvemmede sig til at handle paa den Maade, at Skylden da kunde veltes paa ham alleene, og Hollænderne derved kunde faae Prætext til at agere mod de Svenske. Dette hvorom dog Kong Friderik ingen skriftlig Forsikring vilde give, havde den Virkning, som man ventede, thi da Gesanterne lode sig indfinde hos Kong Carl, og vilde overlevere ham Formularen til den Fred, som de havde opsatt, spurdte Kongen den Engelske Gesant Sidney, hvad det var for Papirer, som han bragte med sig, hvorpaa da Sidney sagde, at det var det, som de 3 Stater havde besluttet for at befodre Fred udi Norden, dertil svarede Kongen med en vred Mine, at han ikke vilde imodtage saadant, hvorpaa han vendte sig til de Engelske,

Kong Carl taler de Engelske og Hollandske Commissarier haardt til.

og sagde: Jeg undrer mig paa, at I, som foregive at være mine Venner, driste Eder til at foreskrive mig Love. Jeg veigrer mig sandelig ikke ved Eders Underhandling saalænge I ikke overtræde Venskabs Grændser, men Jeg tillader ingenlunde, at I skal være mine Dommere. Til de Hollandske derimod talede han i langt anden (388) Tone, sigende: Men I, som ere mine Fiender, vil jeg ingenlunde antage til Mediateurs. Vendede sin Tale derpaa til dem samtlige og sagde: I stole paa Eders Søe-Magt, og giøre Projecter, men jeg hugger dem i stykker med mit Sværd, og med det samme slog Haanden paa sin Kaarde, gik derpaa fra dem, og nærmede sig til de andre Omstaaende. De Hollandske Gesantere fuldte efter ham, og contesterede om deres Venskab, men han saae dem an med Bitterhed, og sagde, mine Gesantere blive uværdigen tracterede, og I kommer og gaar bort igien i Sikkerhed. Sidney svarede da; vi have intet at frygte os for, efterdi vi have med en saa genereux Herre at bestille. Der siges da, at Carl Gustav lod falde disse Ord, at han vilde ikke underkaste sig tvende Nationers Love, af hvilke den eene havde rebellered mod sin Herre, og den anden myrdet sin Konge; (a)hvilket dog Pufendorf nægter paa det Fundament, at saadant stæmmede ikke over eens med Carl Gustavs Moderation og Viisdom, og siger, at denne Historie blev digted af de Danske, og af Joachim Gerstorf referered til den Danske Minister Rosenvinge udi London, for at irritere Parlamentet mod Kongen af Sverrig. Men den Engelske Skribent Manley, som paa samme Tid var udi Dannemark og som Pufendorf i Caroli Gustavi Historie selv meget har efterfuldt, anfører samme Historie, hvilket viiser, at den ikke blev opdigted af de Danske; Efter at Gesanterne havde faaet en saa slet Afviisning, begave de sig ud af Kongens Kammer, ei holdende det raadeligt at irritere ham meere.

Dog fortrød Kong Carl siden denne Overilelse, og derfore stillede sig noget mildere an mod disse Mediateurs, saa at Negotiationerne begyndte at gaae for sig, skiønt ikke paa den Maade, som de havde projectered, nemlig at den heele Sag skulde betroes dem i Hænder, thi Fredshandlingen blev efter den gamle sædvanlige Maade foretagen imellem begge Rigers Commissarier, og (389)

(a) Manl. hist. of the late Wars part. 2. pag. 83.

blev der holden en Congress mellem Staden og den Svenske Lejer, som begyndte den 25. Augusti. De Danske

Præliminar Freds-Handel.

Commissarier Oluf Parsberg og Mogens Høg begave sig udaf Kiøbenhavn, og de Svenske Schering Rosenhan og Steen Bielke fra Lejren. Parsbierg begyndte da først at tale, og siden Rosenhan, hvert paa sit Moders Maal. De gave begge efter Sædvane tilkiende den Begierlighed deres høje Principaler havde til Fred, og derpaa begave sig til deres Telte. De Svenske bleve geleidede af Terlon og to Engelske, og de Danske af Engelske og Hollandske Gesantere.

Kort derefter skeede en Congress udi de Svenskes Telt, og blev da proponered at handle om Stedet, hvor Tractaterne skulde foretages. De Svenske vilde have Roskilde dertil, hvilket de Danske veigrede sig for, saasom den var mistænkt for smitsom Sygdom, og holdt det Sted beqvemmest, som de da vare paa, efterdi det var i begge Kongers Nærværelse. Hvad Maaden angik, da meenede de Svenske det var best, at de Kongelige Commissarier alleene afgiorde alle de Sager som de kunde, og, naar de selv ikke kunde komme til nogen Foreening, skulde de betiene sig af Mediateurerne. Men de Danske svarede, at de vidste en kortere Vej, og derpaa overgave et Skrift, bestaaende af 5 Poster, nemlig, at, saasom Kongen af Dannemark uformodentligen var bleven overfalden af Sverrig siden den Roskildske Fred, var det billigt, at de Svenske restituerede alle de Stæder som de ved samme Fred havde vundet, og tilligemed gave en tilstrækkelig Satisfaction for den Skade, som ved sidste Indfald Dannemark var tilføjed; item at Rigets Allierede bleve indsluttede i Freden. De Svenske derimod paastode, at man maatte udnævne et beqvemmere Sted, item, at man maatte overlegge om Maaden at handle paa, førend Tractaterne bleve foretagne. Hvad Mediateurerne angik, da veigrede de sig vel ikke at imodtage deres Underhandling udi visse vanskelige Poster, som ved de Kongelige Commissarier ikke kunde afgiøres, men de vilde ikke tillade dem at decidere efter den Foreening, som var giort ved den Hagiske Concert, som de holdte foruden Exempel, og at lædere den Kongelige (390) Værdighed. Derpaa bleve siden holdne adskillige andre Samlinger om samme Materie. Men, medens disse Præliminarier varede, gik Stilstanden til Ende, og Conjuncturerne merkeligen forandrede sig, som videre skal fortælles.

Disputer om Kongernes Titler.

Det er ellers ved denne Handel merkeligt, at der reisede sig Disputer om Kongernes Tituler. De Svenske vilde ikke give Kong Friderik Titul af de Gothers Konge, saasom de Danske efter Skaanes Forliis havde intet tilbage i det Gothiske Rige. De Danske derimod vilde ikke tilstaae Kong Carl Titul af Herre til Skaane, eftersom de ikke vilde forbindes til den Roskildske Fred, hvorudover de Hollandske Gesantere foresloge saadant Temperament, at Kong Friderik simpliciter imidlertid skulde kaldes Dannemarkes, og Carl Gustav Sverrigs Konge.

En anden mindre Disput reisede sig angaaende Creditiverne, thi de Svenske giorde Erindring til de Danske Commissarier, at deres Creditiver ikke vare skrevne paa Pergament, men paa Papir; item at de ikke vare sammenlagde i den rette Form og Fold, hvilket jeg har fundet for got at anføre, for at viise, at det er ikke paa Høje Skoler alleene, hvor man subtiliserer og kløver Haar, men ogsaa udi Stats-Forsamlinger.

Oluf Parsbiergs artige Svar.

Den Svenske Erindring om Pergamentet blev ellers artigen besvared af Parsbierg, saaledes, at Papiir var bedre, efterdi Pergament præpareres med Kalk, af hvis Skarphed Bogstaverne kand afgnaves; Men Erfarenhed viiser desverre, at endskiønt Tractater graves i Staal, saa holdes de ikke længer end indtil een af Parterne bliver anderledes til Sinds.

Hvad som meest stod Kong Friderik for Hovedet, var det Forbund han havde sluttet med andre Potentater, sær med Brandenborg, om ingen Particuliere Fred at indgaae med Sverrig. Denne Forbindelse svævede for Øjene paa den eene Side, paa den anden Side var den yderste Nød, efterdi Riget truedes med Fiendtlighed af Mediateurerne selv, hvis man veigrede sig for Freden. Alt hvad hans Majestet udi denne slibrige Tilstand kunde giøre, var, at give Chur-Førsten saadant betimeligen tilkiende. Til den Ende blev til Hans Chur-Førstl. Durchl. affærdiged, (391) som extraordinair Ambassadeur, Otto Krags Ærende til Churførsten af Brandenborg.Otto Krag, for at tilkiende give udi hvad Tilstand Hans Majestet da var. Bemeldte Rigs-Raad, hvis skrevne Relation om denne Ambassade mig er udi Haande, (a)begav sig fra Kiøbenhavn til Skibs for at forrette saadant Ærinde. Han fandt Chur-Førsten udi Slesvig, og tillige med Friderik von Ahlefeldt, som udi Qvalitet af ordinaire Ambassadeur var der tilforn, fik Audience paa Gottorp Slott, hvor hen de bleve hentede med Chur-Førstens Carosse. Da forklarede Otto Krag omstændigen udi hvad Tilstand Kongen befandt sig, nemlig at saa vel de Franske, som begge Republiqvers Gesante, som vare nyligen ankomne udi Kiøbenhavn, dreve af yderste Magt paa en hastig Fred mellem Rigerne. De Engelske Gesantere gave tilkiende, at Tilstanden var saaledes i Engeland efter Cromwels Død, at de til deres egen Forsikring deres Skibe hiemme behøvede, og derfor maatte i en Hast have Fred etablered i Norden, helst saasom de ikke kunde reise bort med deres Flode, og lade Hollænderne frie Hænder at giøre hvad dem lystede. De Hollandske Gesantere sagde, at de ligeledes ikke kunde veigre sig for at drive paa saadan Fred, uden de vilde bryde over tvers med de Franske og Engelske, hvilket ikke var deres Leilighed. De meenede sig ogsaa ikke at være forbundne til at assistere Dannemark med meer end 6000 Mænd, som var det Antall, de ved den mellem Riget og General-Staterne sluttede Tractat, havde lovet.

Beretter Churførsten Rigets Tilstand.

Otto Krag sagde videre, at Kong Friderik havde vel resolvered at giøre Landgang paa de Øer, som de Svenske havde inde, og dertil havde giort store Præparatorier, men han var der i bleven hindret ved en Stilstand, som de 3 Stater havde sluttet, hvorudover den beste Sommers-Tid løb frugtesløs bort, og Kiøbenhavn imidlertid lidde Mangel paa fornødne Ting, og stod i Fare for at falde i Fiendens Hænder, saasom de faa Skibe, han selv havde, kunde uden den Hollandske Flodes Cooperation ikke holde Søen reen, og giøre Farten sikker. Derforuden vare der (392)

(a) Relatio Otth. Krag de legat. ad Elect. manuscr. 13. Octobr. 1659.

32 Hollandske Compagnier udi Kiøbenhavns Besætning, om hvis Troeskab man sig lidet kunde forsikre, dersom Staterne, som de truede, i fald Hans Kongl. Majest. sig til den Hagiske Project ikke beqvemmer, skulde resolvere sig til fiendtligen mod Høistbemeldte Kongl. Majest. at agere. Dette haver Hans Majest. holdet nødigt at tilkiende give, for at høre Churførstens Betænkende og gode Raad, hvorledes han fra sine Fienders Oppression kunde befries, og tillige med andre Høie Allierede naae og erlange en almindelig, sikker og bestandig Fred, saasom han ikke uden yderste Nød, og naar all Middel er betaget, beqvemmer sig til at tractere med sine Allieredes Exclusion, vel vidende, hvor usikker saadan en particulier Fred er.

Men, hvis andet ikke kand være, og de 3 Stater persistere i at drive paa saadan Fred, begiærer Høistbemeldte Hans Majest., at Hans Chur-Førstel. Durchl. en af sine Ministris uden Ophold med tilbørlig Fuldmagt forseet vil skikke og forordne, som hans Interesse kand i Agt tage ved disse foreslagne Tractater, som de Franske saa vel som de tvende Republiqvers Gesantere med saadan Hidsighed drive paa, og derved sig erklære, paa hvad Maade han i samme Tractater begierer at indsluttes. Imidlertid forhaaber Hans Majest., at Chur-Førsten in omnem eventum vil lade være i Beredskab af sine og de andre Allieredes Krigs-Folk, saa mange som kand behøves.

Chur-Førsten lod ved sin Ober-Præsident Schwerin der paa svare, at han takkede Kongen for saadan given Communication, og vilde give sin Betænkning derover, saasnart han havde raadført sig med de da tilstæde værende Generals-Personer. Gesanterne bleve derpaa hos Churførsten til Taffel, og den 22de Augusti bleve de besøgte af den Keiserlige Felt-Marskalk Montecuculi, hvilken de forestillede det samme, som de forhen havde insinuered Churførsten; Men han vilde ej heller indlade sig i noget Svar, førend han havde bivaanet Krigs-Raadet, hvor til han paa Slottet var kalden. Om Eftermiddagen besøgte Gesanterne Ober-Præsidenten Schwerin, recommanderende deres Anbringende til en hastig og god Resolution, eftersom der var periculum inmora. (393)  Han svarede, at der udi Raadet over deres Proposition var bleven deliberered, og at dem om Morgenen Svar skulde meddeeles; men giorde derhos Erindring om nogen Forandring udi Titulen, som da var brugelig mellem Kongen og Churførsten, og hvorom allereede med Friderik von Ahlefeld var handled, ej tvivlende paa, at Hans Majestet jo vilde give Churførsten den samme Titul, som Kongen af Sverrig gav ham. Den hidindtil brugelige Titul mellem Kongen og Churførsten havde været saadan: Kongen gav Churførsten alleene Titul af Hoch-Gebohrner og Ew. Lieb.

Nogle Ceremonialia afgiøres.

Han derimod titulerede Kongen Durchleuchtiger, Ew. Königl. Würd. und Lieb. Men efter nogen Conference blev saaledes foreened, at Kongen skulde give Churførsten Titul af Durchleuchtiger, og han igien Kongen af Grosmächtiger og Ew. Königl. Majest. Videre stod en anden Ceremonial tilbage at afgiøre. Churførsten havde saavel udi Berlin, som siden udi Slesvig taget Rangen over de Kongelige Gesantere; Derudi lode de samme sig vel finde, i Henseende til at Hans Churførstelig Durchleuchtighed var med saadan anseelig Krigs-Hær kommen Kongen til Undsætning, helst saasom Ober-Præsidenten Schwerin beviisede, at Churførsten havde nydt lige saadan Rang over Franske, Polske og Ungerske Gesantere, saa at dem derudi intet andet vederfoor end andre Kongelige Ambassadeurs.

Endeligen efter tvende Dages Forløb bragte Baron Schwerin, og General Krigs-Commissarius Plato Gesanterne Svar paa deres Forlangende; nemlig at Churførsten med de andre Allierede vilde assistere Hans Majestet af alle Kræfter, hvilket Svar Gesanterne strax communicerede Kong Friderik den 24. Augusti, (a)og efterkom Hans Churførstl. Durchl. troeligen, hvad han havde lovet, som skal sees af efterfølgende Historie, saa at det var aldeeles ikke hans Skyld, at Dannemark maatte indgaae en saa ufordeelagtig Fred; men for nærværende Tid var intet andet at giøre, end at vende sin Magt mod de Svenske Provincier i Tydskland, for der at giøre Sverrig Diversion, og at efterlade (394)

(a) Lit. Legat. ad Regem. 24. August. manuscr.

en tilstrækkelig Hob Folk i Jylland til Kongens Tieneste, i Fald Conjuncturerne kunde forandres, og den Hollandske Flode ved de Uroeligheder, som toge Overhaand i Engeland, kunde faae Evne og Leilighed til at befodre Krigs-Folkets Transport til de Danske Øer.

Otto Krags Samtale med Chur-Førsten.

Udi den sidste Audience Gesanterne havde hos Churførsten, discourerede han adskilligt om Dannemark, og rosede blant andet Jyllands og Holstens Indbyggere derudi, at de havde ikke saa stor Aversion for de Reformerte, som Indbyggerne udi hans eget Land Prydsen, hvor Stænderne havde nægtet ham at lade holde Lig-Prædiken over Hans Sal. Herr Fader, (a)førend derom hos Kongen af Polen blev Befalning tilveie bragt; og forhaabede han, af den Moderation han i Religions-Sager havde fundet i Dannemark, at Hans Majestet, om begiæret blev, skulde forunde de Reformerte Religions fri Øvelse udi Kiøbenhavn. Chur-Førsten begav sig derpaa med Montecuculi og Czarnesky til Pomern, og efterloed endeel af Krigsfolket i Holsten og Jylland, (b)og de Danske Gesantere efter saa vel forrettet Sag reisede tilbage; og havde man saaledes ved denne Ambassade udvirket tvende Ting; først at man, i Fald Conjuncturerne skulde forandre sig, medens der negotieredes om Freden, havde faaet Forsikring om tilstrækkelig Assistentz; Dernest, i Fald Tilstanden skulde blive den samme, og Hans Majest. skulde nødes til at slutte een particuliere Fred med Sverrig, han da kunde giøre det uden at underkastes nogen Reproche. Herr Otto Krag beretter ellers udi samme Relation, at en Tartarisk Gesant, som paa samme Tid var udi Slesvig, skikkede ham ved sin Tolk en hvid Hæst med Begiæring, at han vilde bringe den med sig til Kong Friderik. Han var befalet den selv paa sin Herres den store Chams vegne at præsentere, men formedelst Krigen var bleven forhindret i sin Reises videre Fortsættelse. Men det var Dannemark da ikke saa meget om Transporten af en hvid Tartarisk Hæst at giøre, som om at faae det heele Allierede Rytterie og Fodfolk over (395)

(a) Relat. Oth. Krag. 13. Oct. 1659. manuscr.

(b) Pufend. Rerum Brand. lib. 8.

til Fyen. Dog tog Herr Otto Krag mod Hæsten, og takkede paa Kongens vegne derfor.

Medens denne Handel varede, gik Stilstanden til Ende, og da fik Opdam Ordre, at, saasom Kong Carl havde ikke villet give sin Meening tydeligen tilkiende for Mediateurerne angaaende Freden, Kong Friderik derimod havde ladet see Føjelighed, og fornøjed de 3 Staters Forlangende, han derfor Fiendtligen skulde angribe de Svenske, hvor han kunde treffe dem, forsyne Kiøbenhavn med Levnets Midler, og conjungere sig med Ruyter. Der blev ogsaa af de foreenede Provincier giort Ansøgning hos de Franske, at de ingen Hielp vilde beviise Sverrig, og hos de Engelske, at de vilde tilbage kalde alle af deres Nation, som stode udi Svensk Tieneste, og arrestere alle Svenske Skibe, som vare udi deres Havne. Derpaa blev handled mellem de Engelske og Hollandske, hvor mange Skibe der skulde reise hiem igien, item, hvor mange der skulde blive tilbage for at exeqvere den Hagiske Tractat.

Den Engelske Flodes uformodende Bortgang.

Men da dette forhandledes, og den Engelske Amiral Montagu skulde erklære sig derpaa, seilede han med den heele Engelske Flode bort. Over denne uformodentlige Bortreise besværgede sig saavel de Svenske som de Danske. De Svenske, efterdi de saae, at den Hollandske Flode vilde derudover spille Mester, og faae frie Hænder til at agere i Faveur af Dannemark. De Danske derimod sagde, at Montagu gik bort, efterdi han saae sig forbunden ved den Hagiske Tractat at øve Fientlighed mod de Svenske, der havde ikke villet beqvemme sig til den samme. Dog glædede Carl Gustav sig ved, at den heele Engelske Flode gik bort, saasom han frygtede at den Engelske Gesant Sidney skulde faae Direction over de tilbage blivende Skibe, og bruge dem imod Sverrig; thi han havde hæftigen irritered samme Gesant imod sig, og derfor ventede sig intet got af ham.

Aarsag dertil.

Men den fornemste Aarsag til Flodens Bortreise var den forvirrede Tilstand, som reisede sig i Engeland efter Cromwels Død, og paa hvis Udfald alle Potentater, sær Dannemark, havde Øjene henvendte, efterdi Engeland var det Land, som dette Rige næst Sverrig havde at frygte sig for, helst saa længe som det Cromwelske (396) Huus sad ved Roret. Derimod kunde man vente, at Had og Fiendskab skulde forvandles til Kierlighed og Venskab, hvis den Engelske Regiering skulde forandres, og Carl 2. Kong Frideriks Blods-Forvant, skulde komme paa Thronen igien. Saasom derfore Dannemark udi denne Krig havde saadan Interesse udi disse Bevægelser, vil jeg korteligen melde noget om sammes Begyndelse, Fremgang og Udfald.

Regieringens Forandring i Engeland.

Efter Oliver Cromwels Død, blev hans ældste Søn Richard Cromwel Protector. Den samme, skiønt han hverken i Dyder eller Lyder slægtede sin Fader, fuldte han dog hans Fodspor derudi at han lod see liden Affection mod Dannemark, og søgte at tvinge samme Rige til at beqvemme sig til den Roskildske Fred. Man merkede ellers strax, at, som han havde ingen af hans Faders store Qvaliteter, den nye Regiering, som udi nogle Aar ved Konst og Fermeté havde været holden ved lige, snart vilde have en Ende. Hvor uliig han i alting var sin Fader, sees blant andet deraf, at han med Knæefald bad for Caroli I. Liv, da han var dømt til Døden, saa at Faderen siden den Tid bar intet got Hierte til ham. De skinhellige Folk, som da prædominerede udi Engeland, ansaae ham som deres Fiende, saasom han strax ved sin Tiltrædelse til Protectoratet gav tilkiende, hvor slette Tanker han havde om den da alamodiske Engelske Devotion; Thi, da en Officier offentligen besværgede sig over hans Regimente, i det han ikke forfremmede Regenitos eller gode og ærlige Mænd, (thi saaledes kaldte sig da de Skinhellige,) lod Richard kalde ham for sig og sagde: Du vill, at jeg skal ikke forfremme uden Devote Folk. Ingoldsby, som aldrig hverken læser eller prædiker, er dog bedre Mand end alle I andre. Dette var et Tordenslag for ham og alle da i Engeland værende militaire Pharisæer, saa at de arbeidede strax paa at styrte ham. Men de mange Partier, som da reisede sig, foraarsagede hans Fald og Regieringens Forandring; thi, som de merkede, at han havde hverken Kræfter eller Forstand til at holde den Bygning ved lige, som hans Fader havde reiset, begyndte adskillige, som holdte sig (397) beqvemmere dertil, at formere Partier, for at bane sig selv Vej til Protectoratet. Ingen var færdigere til at styrte ham, end hans egne Paarørende Fleetwod og Desborough, men Richard søgte lidet at præcavere sig mod disse Ærgierige Mænd, ja, da en Capitaine ved Navn Howard, som merkede deres Anslag, tilbød sig at rødde dem af Vejen, vilde Richard ikke tilstæde ham saadant.

Man fandt i disse Uroligheder for gott at samle det gamle Parlament kaldet The Rump, som havde dømt Carl Stuart fra Livet. Det samme giorde efter Fleetvods Tilskyndelse adskillige Anordninger, og tillige med anmodede den nye Protector om at sige sig af med Regieringen, hvortil han strax lod sig finde villig, og, efter at man havde tillagt ham nogle maadelige Indkomster, retirerede han sig fra Wite Hall for at leve i privat Stand. (a)Man frygtede alleene for Henrik Cromwel, hvilken havde meere Hovet og Hierte end den ældste Broder. Den samme var Statholder i Irland, og der ved sin Gavmildhed og venlige Opførsel havde giort sig den heele Krigs-Hær tilgedan; men han lod sig herudi see ligesaa fredsommelig som hans Broder; thi, saasnart han fik Ordre af Parlamentet at komme tilbage, lod han sig dertil beqvemme, og kom til London snarere end man havde ventet ham: Saaledes tog i en Hast det Cromvelske Regimente en Ende, og gav Sted til en frie Republiqve, skiønt rettere til et Anarchie igien; thi der reisede sig strax Tvistighed mellem Parlamentet og Krigs-Folket, hvilken tog saadan Overhaand, at Parlamentet af Frygt for den stridbare og hurtige Lambert, der hidindtil havde commandered Armeen, ikke turde samle sig.

Udi denne Forvirrelse begyndte den habile Skotske General Monk at bevæge sig, og at lægge Grundvold til den Kongelige Families Retablissement. Til saadant at i verksette behøvedes ikke mindre Forsigtighed end Hierte; thi, at gaae strax lige til Verks, og erklære sig for det Kongelige Huus, var endda ikke Tid, hvorfore samme General holdt nødigt, at gaae langsom frem, og ikke at give sin Meening tilkiende, førend Tingen kunde blive moed. (398)

(a) Claring. hist. of the rebellion, Vol. 3.

Til at befodre et saadant Verk var intet Middel uden at sammenkalde et frit Parlament, hvilket han forud kunde see vilde bifalde hans Anslag, efterdi de fleeste af Indbyggerne udi Engeland vare det Kongelige Huus bevaagne. Udi dette Forsætt rykkede han med sin Krigs-Hær op fra Skotland, foregivende allevegne paa Veien, at denne Bevægelse skeede alleene for at forsvare den Engelske Republiqves Frihed, og at tilveiebringe et frit Parlament, og, som ingen retsindig Engelsmand fandt Mishag udi saadan Erklæring, fik han strax Tilløb og Anhang af de fleeste. General Lambert søgte vel saadant at forekomme; men han blev overvunden og faldt i Monks Hænder; hvorpaa det heele Land tillige med Floden erklærede sig for Monk, og lovede at befodre hans Intention udi at sammenkalde et frit Parlament, som efter gammel Sædvane skulde bestaae saavel af et Over-, som et Under-Huus.

Parlamentet kom ogsaa Aaret derefter tilsammen, og lod Monk sig indfinde udi Under-Parlamentet alleene som en simpel Deputered af Devonshire, hvorvel han var Siælen i den heele Forsamling, og alles Øien vare henvente til ham.

Caroli 2. Retablissement.

Og, saasom han merkede, at de fleeste ønskede at see det Kongelige Stuartske Huus paa Thronen igien, producerede han et Brev fra Carl 2, hvilket, saasnart det var læst, tilveiebragte et almindeligt Samtykke, saa at alle raabte: Engeland maa regieres af en Konge, og den, som Thronen tilkommer, er Carl 2. Strax derpaa bleve affærdigede Deputerede for at invitere Kongen til at antage sin Fæderne-Throne, og en Esqvadre udskikked for at overbringe Hans Majestet til Engeland. Dog profiterede Dannemark ikke saa meget af denne Revolution, som den havde ventet, efterdi den skeede forsilde, og, endskiønt den havde skeet i Tide, havde Kong Friderik ikkun haft liden Nytte deraf, efterdi man siden merkede, at Caroli 2 Hoved-Dyd ikke var Taknemmelighed.

Den Engelske Nation forfaldt da ogsaa fra en Extremitet til en anden, nemlig fra Skinhellighed til Vellyst og Kaadhed, hvilket er naturligt; thi udi Cromwels Tid, da Skinhellighed var i Moden og befodrede til Verdslig-Ære, saae man strax de vederstyggeligste og ugudeligste Mennesker, at paatage sig Devotions (399) Masqver, og at forvandles til Helgene, saa at hvor man spurte om en Skiøge, Hoer-Karl, Meen-Eder og andre dislige, hørte man, at de vare inter regenitos eller Helgene af den første Classe; og som Devotionen ingen anden Grund havde, saae man disse Folk, da Conjuncturerne forandrede sig, at iføre sig deres gamle naturlige Habit og Dragt igien, saa at de Engelske have aldrig været meere ryggesløse end udi Caroli 2 Tid.

Saasnart den Engelske Flode var borte, begav Ruyter sig med sin Flode fra Beltet, hvor han havde ligget den heele Sommer, seilede imod Sundet, og indspærrede Landskrone, hvor den Svenske Flode laae, hvilken han da letteligen havde kundet ødelegge, hvis det havde været Hollands Alvor. Men som Republiqvens Sigte var kun at holde en Ballance mellem de Nordiske-Riger, og i sær at see til, at Skaane ikke igien blev foreened med Dannemark, foregaves der, at det var vanskeligt at komme ind udi Havnen, saavel formedelst Castellet, som formedelst adskillige med Stykker besatte Redouter langs ved Strand-Bredden, saa at derfore intet Fiendtligt mod den Svenske Flode blev foretaget; dog, paa det at den Hollandske Flode ikke skulde være ørkesløs, bleve 11 Skibe beordrede at angribe Kiøge, hvorudi var Svensk Besætning. Men dette vilde ikke lykkes, efterdi de Svenske finge betimeligen Kundskab derom, og derfore satte Staden i saadan Defensions Stand, at man fandt ikke for raadeligt at sætte Fod-Folket i Land. Saaledes bleve Conjuncturerne i en Hast forandrede, og de Svenske, som hidindtil havde spillet Mestere, havde nok at bestille med at forsvare sig selv.

De Danskes Anslag paa Kronborg og Malmøe.

De Danske lode sig nu ikke nøje med at forsvare Kiøbenhavn, men arbeidede og paa at igien bekomme Kronborg og Malmøe, hvilket Anslag og havde gaaet for sig, dersom det ej paa en uformodentlig Maade var bleven aabenbaret. Fremmede Skribentere fortælle dette saaledes at være tilgaaed. (a)Borgerne udi Helsingøer, hvilke længe havde spundet paa en Sammenrottelse mod den Svenske Besætning, vare Stiftere af det Anslag mod Kronborg; thi, saasom Bønderne af de Svenske havde faaet (400)

(a) Vid. Manley & Pufend.

Befalning at føre Brænde og anden Fornødenhed til Castellet, satte de sig for at bevæbne alle disse Vogn-Mænd, som vare mod 80 med korte Sværd og Pistoler, og paa det de alle i en Hast kunde komme tilsammen, blev der overlagt, at en af dem skulde forsættelig viis velte sin Vogn, og der over kalde sine Camerader til Hielp. (a)Saasnart de alle vare forsamlede, skulde de strax anfalde Besætningen, og Borgerne skulde komme af Byen til Undsætning. Dette saa vel overlagde Anslag blev aabenbaret; thi Budet, som førte Brevene til Kiøbenhavn, hvorudi dette Anslag indeholdtes, da det saae en Svensk Baad et Stykke fra, blev det bange for samme Baad, og derfor, paa det de hemmelige Skrivelser ikke skulde falde udi Fiendens Hænder, bandt en Traad derom, og sank dem ned med en Steen, og derefter roede bort, men, som Traaden var ikke stærk nok, kom Brev-Pakken til at flyde,

 mislinger.

og blev ført af Strømmen til Landskrone, hvorover den heele Sag blev aabenbaret, og de Sammenrottede, som ej i Tide salverede sig, bleve straffede.

Det Anslag paa Malmøe blev ikke paa mindre forunderlig Maade aabenbaret; (b)thi Budene, som ginge ideligen mellem de Sammenrottede, pleiede at skiule deres Breve udi en Huule bedekket med Jord, hvorudi de ogsaa fandt Svar. Nu hendte det sig, at en Rev, som gik der forbi, fik engang Lugten af denne nye Jord, hvorfor han i Forhaabning at finde nogle ædendes Vahre, begav sig strax til Huulen, og skrabede saa længe, indtil Brevene komme for en Dag, hvilke siden bleve fundne, og den gandske Handel aabenbaret. Saaledes bliver gemeenligen fortaalt, at disse tvende vigtige Anslag bleve aabenbarede. Og hvad Historien af den første Handel angaaer, da er den gandske rigtig, og som den fortælles af Puf. og Manley.

De Omstændigste Beretninger om den Kronborgske Handel.

De mest omstændige Beretninger derom ere de, som findes udi Hans Rostgaards Liv og Levnet, item udi Henrik Gerners Tale, som han agtede at holde paa Retterstedet, da han formedelst denne Handel af de Svenske var dømt fra Livet. Da de (401)

(a) Puf. de reb. gest. C. G. lib. 6. pag. 563.

(b) Manl. P. 2. p. 93.

Svenske bemægtigede sig Kronborg-Slott, lode de en Dansk Ingenieur ved Navn Oluf Steenvinkel blive blant deres egen Besætning, haabende at nyde Tieneste af ham. Men Steenvinkel kunde ikke forglemme den Pligt, han var sit Fæderneland skyldig, og derfor hemmeligen overlagde med nogle andre om at forraske den Svenske Besætning, og at bringe Kronborg under Dannemarks Krone igien.

Medviderne der i.

De fornemste, som med ham vare Medvidere udi dette Anslag, vare: Hans Rostgaard paa Krogerup, Henrik Gerner, Sogne-Præst udi Birkerød i Siælland, og en Engelsk Oberst ved Navn Richard Hutchinson, som stod i Dansk Tieneste, og med hvilken Hr. Henrik Gerner havde faaet Leilighed at komme i Kundskab, efterdi han meget vel forstod det Engelske Sprog, som han havde lært i Engeland, hvor han i sin Ungdom havde studeret. Verket var saaledes overlagt, at Hans Rostgaard, som Amts-Forvalter skulde foranstalte de Bønder-Vogne, som skulde (a)føre Brænde til Fæstningen, og antage til Kiøre-Svenne dygtige og haandfaste Karle med skiulte Gevær under Klæderne. Naar Allarmen begyndte, skulde Steenvinkel med de Danske Arbeids-Folk, som han havde ved de nye Forstærknings-Volde, komme til Undsætning, og Hutchinson skulde paa samme Tid staae færdig med andre friske Folk. Anslaged blev aabenbared paa den Maade, som ovenmældt er, hvorudover endeel af Medviderne strax blev greben.

Steenvinkel henrettes.

Steenvinkel blev strax halshuggen, og hans Hoved satt paa en Stage ved den af Helsingøers Stads-Porte, som kaldes Svingelen, og skeede samme Execution sidst udi Julio. Hans slette Skiebne blev begræded ikke alleene af alle Danske, men end ogsaa af Fremmede. Der fortælles, at en Engelsk Baadsmand siden en Dag krøb op til Steilet, hvor han ikke alleene kiøssede Steenvinkels blodige Hoved, men endogsaa kiemmede Haaret derpaa, og der hos lod falde disse Ord: Good Sir! in deed thou wast a faithful Danish man. Det er: gode Herre! I Sandhed du var en troefast Dansk Mand. De Svenske, som ansaae denne Handel, (402)

(a) Laurent. Thura in vita Joh. Rostg. pag. 119.

bleve der over saa forbittrede, at de strax omkomme ham paa Stedet. Hvad Hutchinson angik, da, saasom han var nævnet udi det Brev, som af de Svenske var opsnapped, kunde han nok slutte, hvad Dom han vilde faae, og derfor i Tide salverede sig med Flugten. Det samme giorde ogsaa Hans Rostgaard, hvilken ogsaa troede ikke Freden, endskiøndt hans Navn udi samme Brev ikke var indført. (a)Hr. Henrik Gerner derimod, som havde været Bud mellem Hutchinson og Steenvinkel, blev greben, og dømt til Døde, og blev hans Execution beslutted at skulle skee ved Helsingøer den 19 Augusti udi samme Aar, men den blev opsatt, efterdi Kong Friderik lod declarere, at een af de Svenske Fanger skulde overgaae lige Medfart, som de tilføiede Gerner. Han blev siden overført i Fængsel til Helsingborg, hvor han maatte ligge i Bolt og Jærn, indtil Freden blev slutted 1660. Det Brev, som han skrev sin Hustrue til, nyeligen før den Tid Executionen skulde skee, findes udi Hans Rostgaards Liv og Levnet, og have vi endnu den merkelige Tale, som han havde sammenskrevet for at holde den paa Retterstedet. Udi samme Tale forklarer han blant andet denne Sag saaledes: Jeg haver haft min Naadigste Herres og Konges Kong Friderik den 3dies Bud, at jeg skulde ratione juramenti dati, ratione fidei patriæ debitæ, & ratione beneficii accepti, være en Tolk mellem Oluf Steenvinkel nu Salig hos HErren (som formeentes at være i Hans Majestets Bestalling, efterdi ham intet Bestallings Brev var givet af Carolo Gustavo) og en Engelsk Oberst ved Navn Richard Hutchinson, som for sin tilbudne Tieneste fik Repuls hos den Svenske Majestet, og derfor tog Tieneste under Hans Majestet af Dannemark. Jeg haver vel undskyldet mig derfor for sine Aarsager, dog efterkommet det indtil en anden i mit Sted er commandered. Ingen Vaaben haver jeg optaget, ej heller læderet (403)

(a) Thura ibid. pag. 134.

noget Menneske,

Hr. Henrik Gerner torqveres.

ikke dismindre er jeg paa et Menneskes Ord, som sagde mig saaledes at have hørt tale: Steenvinkel er mueligt god Dansk, prøved ved Torturen i 6 Timer, saa at de to Fingre af den venstre Haand ere endnu mesten døde, &c. (a)

Disse ere Hr. Gerners egne Ord, hvoraf man seer ham at tilstaae sig at have været Bud imellem Steenvinkel og Hutchinson, men søger, at undskylde Tingen derved, at han meenede, Steenvinkel endda at have staaet i Dansk Tieneste, efterdi han ingen Svensk Bestalling havde faaet, hvilket jeg vill lade staae ved sit Værd. Han stod ellers Torturen ud med stor Bestandighed; thi endskiøndt Blodet sprang ham ud af Næglene, bekiendte han dog ikke det ringeste om nogen.

Gerner kom ved Freden paa fri Fod igien, og formedelst denne hans Gierning var elsked og anseed saa vel af Kong Friderik 3, som af Christ. 5. Han blev i det Aar 1693 Biskop udi Viborg og Doctor Theologiæ, og døde udi det Aar 1700. Blant andre, som formedelst denne Handel bleve fængslede, var ogsaa en ved Navn Christen Tikiøb, hvilken ventede sig samme Medfart, som var overgaaen Steenvinkel; men han døde udi sit Fængsel paa Kronborg Slott den 18 Novembr.

Hans Rostgaards behændige Flugt.

Med Amts-Forvalteren Hans Rostgaards Undvigelse blev spillet en artig Comœdie. Efter at han havde taget Afskeed med sin Kone, og bildet hende ind, at han havde et hastigt Ærende til Kong Carl, satt han sig paa sin Hest, hvilken han gav Sporerne, og galoperede dett stærkeste han kunde. Da han var kommen til Reerstrup, hvor en dyb Moratz er, kaldet Ulve-Søen, skiød han sin egen Hæst ihiel, kastede sig derpaa i en Jolle, og inden faa Timer kom ubeskadiged til Kiøbenhavn. Hans Sigte ved Hæstens Ihielskydelse vare denne, at Folk skulde troe, at han tillige med Hæsten var omkommen og hans Legem kasted i Moratzen, og derfor lode af at eftersette ham eller saa hastig at tilføie hans Huus noget Ont. Udfaldet var ogsaa herudi efter Ønske. Rostgaards Hustrue (404)

(a) Oratio Henrici Gern. manuscr.

krævede sin Mand tilbage af den Svenske Commendant paa Kronborg, og Commendanten contesterede, at han intet vidste af ham at sige. Endeligen komme Tidender til Kronborg om hans Død, nemlig, at hans Hæst var funden ihielskudt paa Veien; og hans Legeme kasted udi Ulve-Søen. Den Svenske Commendant lod Madame Rostgaard strax saadant viide, og tillige med aflægge sin Condolence. Anstalter bleve ogsaa derpaa giorte til at opfiske det døde Legem, saa at Amtets-Bønder komme did hen med Baads-Hager og Brønd-Kraage, men efter at de længe forgiæves havde fisket, vendte sig tilbage igien. Denne artige Invention har givet Anledning til Autor af Rostgaards Liv og Levnet, at giøre et Grav-Skrift over hans Hæst: Saa lydende:

Rostgaards Hæst med Ørne-Vinge

Foer i Skyen op i Gaar,

Lyser ej om ham til Tinge,

Fælder ej for ham en Taar.

Kiger Stierner grant og nøje,

Naar man lyse Nætter faaer,

Sikkert faae I ham i Øje;

Thi hos Pegasus han staaer.

En artig Comœdie spilles med de Svenske.

Rostgaards Hustrue var imidlertid udi stor Bedrøvelse, indtil hun fik Brev fra Kiøbenhavn fra den døde Mand. Da, saasom hun merkede, hvormeget Magt paaliggende det var at holde gode Miner, spillede hun paa sin Side en ikke mindre konstig Rulle end hendes Mand. Hun lod føre sig selv samt sit heele Huus i Sørge-Dragt, tog imod Condolencer, og for at bestyrke Folk dismeere udi den Tanke om hendes Mands Død, lod til Tinge byde en viss Sum-Penge, om nogen kunde opfiske det døde Legeme af Moratzen, at hun kunde faae det hederligen begraved; ja denne konstige Simulation gik saa vit, at hun fik adskillige Beilere, blant andre ogsaa nogle Svenske Officiers, hvilke, saasom de vidste at hun var bemidled, giorde sig all Umage for at (405) vinde hende, men hun visede dem alle af med Høfflighed, foregivende, at den Sorg hun havde over en saa brav Mands Død, foraarsagede, at hun saa hastig ikke kunde tænke paa at forandre sig igien. Imidlertid vexlede hun ideligen Breve med hendes Mand, som var i Kiøbenhavn, og betienede man sig af een ved Navn Hans Olsen, for at bringe Brevene frem og tilbage. Samme Hans Olsen blev engang omringed af et Svensk Parti; da han skulde føre et Brev til Kraagerup, men, som han var meget behændig og rask paa Beenene, sprang han over et Gierde, og frelsede sig med Flugten ind udi Skoven.

Efter at dette havde varet en Tidlang, blev den unge Hutchinsons Tiener af de Svenske fangen udi et Udfald af Kiøbenhavn, og, som de Svenske kiendte ham paa Liberied, tvunge de ham til at bekiende hvad han vidste om Kronborgs Handel. Han udlagde da en Bonde-Dræng paa Kraagerup ved Navn Svend, som den de kunde faae bedre Oplysning af i Sagen. De Svenske ilede derpaa til Kraagerup, for at anholde samme Svend, og, da de ikke kunde finde ham, lode de ved Secreteerer Schonk Hans Rostgaards heele Boe paa Kraagerup forseigle. Madame Rostgaard blev derpaa sterkt examinered, først paa Kraagerup, og siden paa Kronborg, og blev trued paa Ære, Gods og Liv, hvis hun ikke aabenbarede om hendes Mand havde været Medvider udi det Anslag mod Kronborg, og hvad derom var blevet overlagt paa Kraagerup. Hun svarede dertil med en ugemeen Frimodighed, at ingen Tortur kunde bringe hende til at lyve hendes salig Mand noget paa. Besværgede sig i det øvrige over denne haarde Medfart, helst paa en Tid, da hendes Hierte tilforn saa høit var blevet saared over hendes Mands sørgelige og pludselige Død. Imidlertid holdt man ved at eftersøge den angivne Dreng Svend Hansen, hvilken man omsider fandt og lod ham føre til Kraagerup, for der at holde Forhør over ham. Men, som Drengen var best bekiendt paa Stedet, og vidste alle smut Huller, undstak han sig fra dem, der skulde holde Vagt over ham, og kom uskadd til Kiøbenhavn. Dette foraarsagede, at Mad. Rostgaard blev end sterkere examinered end tilforn; men man kunde ikke faae det (406) ringeste af hende at vide, saa at den heele Handel om Hans Rostgaard var skiult for de Svenske, indtil Freden blev sluttet; da levede den døde Mand op igien, og de Svenske merkede, at man havde spillet en sælsom Comœdie med dem.

De troeværdigste Beretninger om den Malmøiske Handel.

Det Anslag paa Malmøe fortælles af andre at være aabenbared paa saadan Maade: Da Borgerne udi samme Stad fornam, at det Svenske Herredom blev dem tyngere og tyngere, arbeidede de af yderste Magt paa, at reede sig derfra, og komme under forrige Regiering igien, til hvilken Ende de erkyndigede dem udi Kiøbenhavn om deres Anslag, hvilke derfore passede vel paa Tiden, og udskikkede nogle Folk over Søen til Malmøe, men ved Styrmandens Forseelse stødte Skibet ved Saltholmen, og Folkene derover maatte begive sig til Landet igien.

Den oftciterede Journal, som er skreven kort efter Beleiringen, henfører dette til 1658, og siger, at den samme bragte mange af Indbyggerne tilligemed Corfitz Ulfeld i Ulykke, ja at eendeel derfore maatte beklæde Steil og Hiul. Autor declamerer ogsaa ved denne Leilighed hæftigen imod de Danskes Foretagende saavel mod Kronborg, som mod Malmøe, sigende, at de Danske skulde have blevet ved den gamle Danske reedelige Sædvane; ligesom det var et Forræderie at bruge List mod sin Fiende; (a)At dette Anslag paa Malmøe ellers rettere bør henføres til det Aar 1658, seer jeg af eet af Friderici 3. skrevne Brev til Indbyggerne udi Malmøe, dat. den 9. Novembr. 1658, hvorudi Kongen, saasom han frygter, at den Forstrækning, som Borgerne have giort Kongen af Sverrig, vil holde dem tilbage, forsikrer dem om, at samme Penge skal af ham selv erstattes. (b)

Men for at komme til dette Aars Historie igien, da foruden den Kundskab Carl Gustav fik af ovenmældte Brev om de Danskes Anslag paa Kronborg, bekom han ogsaa Oplysning saavel herudi som i andet ved en anden Person, og det paa saadan Maade.

Der var paa den Tid til Hove en vis Person, som Kong Friderik plejede at skikke over til Skaane, for at udforske Svenskens (407)

(a) Anonym. Diar. Obsid. Hafn.

(b) Lit. Frid. 3. ad Cives Malmog. Hafn. 9. Nov. 1658. manuscr.

Anslag; Den samme blev ogsaa nu skikked der over, men, som han i lang Tid havde ladet sig bestikke af de Svenske, aabenbarede han det Anslag mod Kronborgs Besætning, hvorudover Øvrigheden udi Skaane lod Kongen af Sverrig saadant viide, som og strax lod eftersøge Studenten, der førte Kundskaben derom.

Oluf Clausens Forræderie straffes.

Da Kongen af Sverrig fandt Sagen, ligesom den var berettet af samme Person, gav han ham 400 Ducater udi Guld, og handlede med ham, at han skulde videre udforske Kiøbenhavns Anslag. Efter at de Svenske saaledes havde forgyldet Hænderne paa ham, reisede han til Bornholm, udi Forsæt at ophidse Indbyggerne til Frafald fra Dannemark, men de oprigtige Bornholmer fik et Nys derom, og vilde derfore tage ham ved Hovedet, hvilket da han fornam, begav han sig til Kiøbenhavn, hvor han haabede ved sin Veltalenhed at forekomme, om man kunde have fattet nogen Mistanke til ham; Saasnart han var kommen udi Staden, begav han sig strax efter Sædvane til Hove, og fortaalte at han havde forrettet sine Sager vel, og baade udi Skaane og Bornholm søgt Kongens Beste. Men, som Hans Majestet havde imidlertid faaet Kundskab om hans Forræderie, lod han ham fængsle, og siden forhøre og piine, indtil han bekiendte sine Gierninger, hvorudover han blev partered udi 4re Deele, og hver Deel blev sat paa en Stage uden for hver Stads-Port. Da de Svenske fik Kundskab derom, udskikkede de et sterkt Parti om Natte-Tider, hvilket borttog Hovedet, som stod paa en Stage, langt uden for Vester Port, og lod det komme i Jorden. (a)

Da Kong Friderik nu endelig havde faaet Tilladelse, at anvende de Hollandske Hielpe-Tropper, hvortil han vilde, satt han sig for, at foretage noget vigtigt, førend Vinteren kom. Til den Ende blev der samlet sammen alle de smaa Skibe og Fartøj, som Staden kunde afsted komme, hvilke tillige med Ruyters Flode bleve sendte til Holsten med Befalning, at indskibe all Land-Arméen, som var der, og føre dem hen, hvor Hans Majest. vilde.

Kong Carl, som paa samme Tid var paa Falster, da han (408)

(a) Puf. C. G. lib. 6. pag. 566.

fik Tidender om, at den Danske Flode var udi Søen, forlod han udi største Hast Falster, og med sine Folk, han der havde, begav sig til Siælland, hvor han fik viss Kundskab om, at de Danske med andre Allierede havde i Sinde at giøre en Landgang, skiønt han endda ikke kunde vide, paa hvilken Province man sigtede. Nogle spaaede, at det vilde gielde Fyen, men Kongen selv var ikke af den Tanke; han meenede, at man gik løs paa Skaane, efterdi samme Province da var ilde forsyned baade med Fæstninger og Folk. Indbyggerne vare derforuden ogsaa misfornøiede med Regieringen, og ansaae Kongen af Dannemark endda, som deres rette Herre. I den Henseende havde han Aarsag at frygte for Skaane meere end for Fyen, hvor han meenede ingen Fiende turde komme, efterdi han der havde Kiernen af sin Krigs-Magt. Men, da han var kommen til Corsøer, og der hørte en stor Bragen af Canoner og Musqveter fra Fyens Side, blev han ikke lidet forskrækket, saasom der handledes ikke alleene om at miste en Province, men endogsaa sin Krigs-Hær, hvorpaa han meest forlod sig. Nu sendte han Bud til Landskrone, at Floden skulde begive sig udi Søen, nu gav han Befalning igien, at den skulde blive liggende, nu at Prinds Sultzbach med Krigs-Hæren skulde forføje sig til ham udi Siælland, nu stod han færdig udi egen Person at komme over til Fyen. Men dette kunde uden stor Fare ikke vel lade sig giøre, hvorfor denne Martialske Konge denne gang maatte med Hænderne i Lommen see paa sin skiønne Krigs-Hærs Nederlag.

De Danske med deres Allierede giøre Landgang paa Fyen.

Den Danske Felt-Marskalk Skak havde indskibet ved Kiel sin Armée, som bestod af 1800 Ryttere, og 600 Fodfolk Danske, samt 2500 Tydske Hielpe-Tropper. De Keiserlige, Polske og Brandenborgske marcherede til Lands under Ebersteins Anførsel mod Middelfart, hvor der bleve hensendte nogle Skibe at føre dem over til Fyen. Medens de nu marcherede mod Middelfart, avancerede Floden med største Hast og fik Nyborg udi Sigte. Der arbeidede de først paa at sætte Folket udi Land, men forgiæves, efterdi Transport-Baadene bleve af en Storm adspredde. Men ved Kierteminde lykkedes det dem bedre; thi der (409) satte de alle Folkene udi Land, efter at de havde udstaaet adskillige Salver af Byen, og drevet tilbage de Svenske Ryttere, som mødte dem ved Strand-Bredden, for at hindre denne Landgang.

Eberstein, som med de Allierede Tropper marcherede mod Middelfart-Sundet, landede ogsaa lidet derefter paa den anden Side af Fyen, med 4 Regimenter Keiserlige, ligesaa mange Brandenborgske, 600 Danske Dragoner, og 1000 Ryttere og 600 Polaker. Alle disse Tropper bleve transporterede udi 3 Dage uden Forliis af en eeneste Mand; Thi de Svenske, som vare udi Middelfart, og udi deres Forskantzninger langs ved Strand-Bredden, toge Flugten, og lode udi Stikken 30 Canoner, samt anden Krigs-Forraad.

Den Svenske General Prindsen af Sultzbach, da han fik at høre, at Eberstein ogsaa mod Forhaabning var landet, frygtede han at blive angreben paa begge Sider, og derfor med sin heele Krigs-Magt marcherede mod Nyborg, hvor han besluttede at tage mod de Allierede, og derved gav Lejlighed til Skak og Eberstein, at conjungere deres Armée ved Odense uden Hinder. Da de nu saaledes lykkeligen vare conjungerede, satte de sig for at levere Fienden et Felt-Slag, hvor de kunde treffe ham. Den 14. (24.) Nov. finge de den Svenske Armée udi Sigte, som stod færdig udi Ordre af Bataille at tage mod dem. Den høire Fløj af den Svenske Krigs-Hær var commandered af Prindsen selv; Den Venstre af General Lieutenant Horn, og Krigs-Hærens Corpus af Marskalk Gustav Otto Steenbuk, som var sendt derhen at hielpe den unge Prinds med Raad og Daad. (a)

Da de Allierede Generaler saae den fiendtlige Krigs-Hær udi saadan Orden, satte de sig ogsaa udi god Positur. Den høire Fløj commanderede Skak, den Venstre Eberstein.

Slaget ved Nyborg den 14 November.

Da nu begge Arméerne vare fuldkommeligen satte udi Orden, gik Slaget for sig med stor Hidsighed, og varede længe med stor Haardnakkenhed paa begge Sider, saa at det var tvivlagtigt, til hvilken Side Seieren vilde helde sig. De Svenske vare vel ikke saa sterke, (410)

(a) Puf. C. G. lib. 6. pag. 566.

som de Allierede, men derimod fordeelagtigen posterede: bagen til og paa Siden havde de Byen og en Skov; fremmen til et langt Dige, hvorover da Skak og Eberstein vilde føre deres Tropper, bleve de tilbage drevne med temmelig Forliis, endelig efter sterk Modstand bleve de Svenske totaliter slagne, og maatte tage Flugten til Staden, hvortil de Allierede forfuldte dem, og leirede sig saa nær ved Staden, som mueligt var. Dagen derefter satte de den heele Armée udi Orden, og truede Fienden med en General-Storm, dersom de ikke i Tide opgav Staden. De Svenske derudover sendte ud deres Commissarier at handle om en fordeelagtig Accord, men forgiæves; Hvorfore de bleve tvungne til at overgive sig og Staden paa Naade og Unaade; General Lieutenant Horn marcherede udaf Staden med 3000 Ryttere, (a)tillige med de Fanger, som han havde erobret udi Fæstningen, hvilke han alle overgav til de Allierede Generaler,

De Svenske blive slagne og heele Fyen erobres.

saa at der af den heele Svenske Krigs-Hær ingen undkom, undtagen de tvende Svenske Generaler, Prindsen af Sultzbach og Marskalk Steenbuk, hvilke om Natte-Tider satte sig udi en Baad, og om Morgenen tilig komme til Corsøer, bringende Tidender med sig om denne store Forliis, hvoraf de vare de eeneste overblevne. Denne store Victorie og heele Fyens Erobring kostede de Danske ikke meere end 500 Mænd, hvilket syntes nogenledes at erstatte den store Forliis de hidindtil havde lidet.

De Danske, opmuntrede af denne Seier, besluttede at føre Krigshæren til Siælland, og drive de Svenske reent ud af Dannemark, hvilket de ogsaa uden stor Besværlighed ikke alleeneste kunde have giort, men endogsaa forflyttet Krigen til Sverrige selv, dersom Hollænderne havde været dem behielpelige; Thi Amiral Ruyter veigrede sig for at sætte dem over, foregivende, at Vinteren var saa nær, og, omendskiønt de Danske viisede ham, at det var ikkun paa faa Timer at giøre, var han dog bestandig udi sit Forsæt ikke at hielpe dem videre. Denne brave og seierrige Krigshær blev derfor adspredet. Eberstein vendte tilbage med sine Tropper (411)

(a) Puf. C. G. lib. 6. pag. 568.

til Holsten, Skak blev udi Fyen, og Ruyter seilede til Lybek, at proviantere sin Flode, og derfra til Kiøbenhavn, hvor han blev beskienket med en stor Guld-Kiede, og en Medaille besatt med Diamanter for sin beviiste Tieneste.

Nu vare de Svenske Sager bragte udi den Tilstand, at ingen Ting var dem tienligere end Fred, hvorfore Kong Carl besluttede at forlige sig med Polakerne, og give tilbage Curland og Prydsen, dersom de vilde frastaae deres Prætensioner paa Lifland og Sverrige, paa det han desbedre kunde bruge sin Magt mod Dannemark, og blive bestyrket med sine gamle Tropper, som vare udi Prydsen. Nu sat han sig for at giøre Indfald udi Norge, paa det han kunde faae noget Vederlag for Trundhiem, som han havde mistet. Hans Forsæt blev meget favorisered af den strenge Vinter, hvilken havde giort alle Moratzer og Søer passable, og Lars Gagge, Harald Stage og Gustav Horn,

Carl Gust. beleirer Friderikshald.

bleve sendte med en sterk Krigshær til Norge udi Begyndelsen af efterfølgende Aar 1660, for at beleire den vigtige Fæstning Friderikshald, ved hvis Erobring de kunde faae en aaben Vej, og trænge sig ind udi Hiertet af Norge.

Friderikshald havde tvende gange tilforn været beleired i denne Krig; Og, som derom forhen intet er talet, vil jeg, førend jeg træder til denne sidste og vigtigste Beleiring, tale noget om de tvende Forrige, og tilligemed røre noget om Stadens Oprindelse og Tilvæxt, helst, saasom intet udi trykte Bøger derom er anført, da dog Staden meriterer at beskrives, efterdi den nu omstunder er Norges største Formuur og Bolverk mod Sverrig, og den siden udi Historien, helst udi vore Tider, er bleven saa bekiendt, at den kand passere for een af de anseeligste Nordiske Fæstninger. Jeg finder, at den Aar 1658. var kun en ringe Flek,

Friderikshalds første Opkomst.

da de Svenske under Anførsel af Harald Stage, den 13. Sept. udi samme Aar lode sig see derfor. Byen var da gandske aaben, og laae under Frideriksstads Magistrat, var ogsaa uden all Befæstning og Modværn, undtagen et lidet Brystværk af løse Steen, hvilke de to Compagnier, som laae derinde til Besætning, opkastede for sig om Natten foruden Lær eller Kalk paa det Sted, hvor (412) nu gamle Porten er. Den liden Defensions-Stand, som Byen udi denne Hast blev satt udi, befodredes fornemmeligen af urigtig Kundskab, som de Svenske havde faaet om Stedets Situation af Præsten i Idde Sogn, og i det at de sloge sig til Hvile ved Præste-Gaarden om Aftenen, hvorved man fik Leilighed om Natten at opkaste fornævnte Brystværn. Byen havde da ingen anden Anfører end en fornemme Kiøbmand, ved Navn Peder Olsen Normand, som for nyeligen var bleven Major for Landfolket, og havde faaet Befalning af Statholderen Niels Trolle, at annamme Id og Marcher Lehn paa Oberste Tønne Hvitfelds vegne, som da var i Kiøbenhavn.

Dens første Beleiring 1658.

Den Krigs-Hær, som den Svenske General Lieutenant Harald Stage anførte, holdtes for at bestaae af 1200 Mænd Ryttere og Dragoner, 2 Compagnier Fodfolk og et Compagnie af Hageskytter. Med disse Folk kom han for Friderikshald den 13. Sept. som sagt er, og til Indbyggernes Lykke slog sin Leier paa Idde-Sletten, og der hvilede om Natten over, hvorudover 2 Compagnier af Fodfolk, som vare udskikkede Byen til Undsætning, komme derind tillige med nogle andre Folk under Anførsel af Oberste Skade og Oberste-Lieutenant Brochdorf, og to smaa Kobber-Stykker, som Peder Normand lod hente fra sit eget Skib udi Frideriksstad. Og, som de ingen Kugler havde til Stykkerne, giorde de Former udi Muur-Steene, og om Natten støbte Bly-Kugler. Denne Undsætning saavel som en Deel Bønder, der om Natten komme indløbende, satte saadant Mod udi Borgerne, at de frygtede sig ikke meere for Fienden. (a)

Den 14. Sept. om Morgenen rykkede de Svenske frem med Trompeters Lyd og andet klingende Spill, bildende sig ind ingen Modstand at finde, helst saasom foromtalte Præst paa Id havde forsikred dem om, at Byen var uden Defension og Besætning. Men deres Tanke slog dem feil; thi de bleve strax saaledes imodtagne af Stykkerne og andet Skudd-Gevær, at de maatte standse deres Marche, og blive staaende neden for Bierget, hvor Fæstningen Over Bierget nu er anlagt, og det fra Klokken 8 om Morgenen indtil (413)

(a) Jonæ Rist. Oppugnatio 1. Fridericsh. Manuscr.

Klokken 3 om Eftermiddagen, da Byen midlertid fik Undsætning af fleere Folk og end 2 Felt-Stykker. Dette foraarsagede, at Stage ingen Lyst havde til at giøre videre Forsøg, men begav sig med sine Folk igiennem Eningdalen tilbage igien. Dog, paa det at Præsten paa Id Hr. Niels Olsen ikke skulde rose sig af, at have drillet ham, lod han til Afskeed sætte Ild paa Præste-Gaarden. Dette opmuntrede Indbyggerne til at anlægge en liden Skandse paa det Sted, hvor nu Taarned paa Fæstningen staaer, og blev samme Skandse efter den Oberstes Navn, som lod den opføre, kaldet Cretzensteen.

Anden Beleiring 1659.

 Anno 1659 giorde de Svenske under samme Harald Stage et nyt Indfald over Cinglefiorden, og komme den 4. Februarii for Halden igien med 4000 Mænd og 6 Stykker, og strax ved en Trompeter lod anmode Indbyggerne om Byens Overgivelse, men fik intet andet Svar, end at man vilde forsvare sig til det Yderste. Derpaa besluttede han strax at giøre Angreb, men et Compagnie af Fyrører, som brød ud af Byen, standsede hans Marche, og beskyttede den Post, det havde fattet ved Nord-Siden, en temmelig lang Tid indtil det omsider blev overvældet af den store Magt, og tvungen til at forlade samme Post, og retirere sig til Staden igien. De Svenske fuldte dem i denne Retraite saa nær i Hælene, at nogle af dem vare alt komne paa Enden af Byens Broe, da Fyrørerne endda vare mit derpaa. De fientlige, som giorde dette Angreeb, vare anførte af en Major ved Navn Bengt Andersen, som tilforn havde været Commendant paa Odevalds Skandse, og der forseet sig udi nogle Poster, hvorudover han nu var des ivrigere i at indlægge Ære, og ved en brav Action at sætte sig i Credit igien. Men Byen var da i lidt bedre Defensions-Stand end forrige Aar. General Lieutenant Bielke laae da selv derinde med en temmelig Deel af Fodfolk, foruden 2 Compagnier Ryttere og 2 Compagnier Dragoner. Besætningen holdt sig i Begyndelsen gandske stille, og lod Fienden komme saa nær, at den Svenske Major lagde sin Haand paa Svingelen eller den store Spanske Rytter, som ligger over Broen, og bliver op og tillukt som en Port; men da begyndte man at give en Salve, hvorudi (414) Majoren selv tillige med en Deel andre blev fældet. Hans Lig blev forvared i Byen, indtil det af de Svenske blev affodred. Derpaa gik Treffningen for sig med stor Fyrighed paa begge Sider, og skeede da et temmeligt Nederlag paa de Svenske, saa at deres Døde og Saarede fulde paa begge Sider ud af Broen ned i Elven. Til Ulykke for dem havde foromtalte Fyrører, som giorde det første Angreb, anstukket nogle Huuse, hvorigiennem de Svenske skulde passere, naar de vilde tilbage, saa at de vare beængstede paa alle Sider, her af de Norske og der af Ilden, saa at de vidste ikke hvor de vilde hen, og i denne Forvirrelse stødte hinanden selv ned af Broen. Medens denne Treffning paa Broen varede, holdte andre Svenske ideligen ved at beskyde Byen fra Sau-øen, hvor de havde plantet nogle Stykker, og det indtil den mørke Natt, da komme de overblevne Svenske tilbage til Nordsiden igien, hvor de forbrændte Huse vare.

General Lieutenant Stage, efter at han havde faaet saadant Stød, truede han at giøre et nytt Forsøg Dagen derefter; men han betænkte sig, og gik med Krigs-Hæren til Sverrig igien, sættende saadant op til efterfølgende Aar, da den 3die og vigtigste Beleiring gik for sig. Hvad, som denne Gang næst GUds Forsyn og Indbyggernes Tapperhed conserverede Friderikshald, var, at der paa samme Tid indfaldt Tøeveyr, saa at Elven, som gik op under Broen, optøede, hvilken 8 Dage tilforn havde været saa stærk tilfrøsen, at 1000 Mænd uden Frygt havde kunnet ride derover til Byen. (a)Man maatte dismeere forundre sig over denne de Svenskes dobbelte Uheld, efterdi saadant skeede paa en Tid, da de allerstørste og stærkeste Fæstninger ingen Modstand kunde giøre mod de Svenske Vaaben. Denne nye Seier gav Anledning til nye Fortificationer igien; thi Stedet blev derpaa med Palisader besatt, og med adskillige Redouter forsyned, hvorudover i det sidste Anfald, som skeede dette Aar den 13 Januarii, de Svenske grebe sig mest an. Om denne Beleiring skall videre tales, naar jeg har fuldført min Beretning om Friderikshalds (415)

(a) Oppugnatio 2 Fridericsh. manuscr. per Jon. Rist.

Opkomst og videre Tiltagelse.

Friderikshalds videre Tiltagelse.

Staden blev saavel under Friderico 3, som Christiano 5 forbedred, indtil den kom i den Stand, som den nu befinder sig udi. Anno 1661 den 14 Augusti blev den første Steen til den nærværende Fæstning Frideriks-Steen anlagt af Statholderen Niels Trolle. Borger-Skandsen neden for Fæstningen blev siden anlagt 1676 af Statholder Gyldenløve, men de 4re smaa Fortresser nemlig Overbierget, Stortaarned, Gyldenløve og Donjonen bleve ikke opførte førend 1682 af General Feldt-Marskalk Wedel. Hvad Staden angaaer, da fik den Stads Privilegier den 10 April 1665. Og blev den siden af Christiano 5 Aar 1686 tillagt den Herre-Gaard Ous til Opreisning for den Svenske Handel, som Borgerne blev betagen. Dette er alt hvad jeg har kundet udforske om denne vigtige Fæstnings og Stads Historie, (a)hvis Besætning og Borgerskab saa meget har distingueret sig udi Svenske Krige, sær udi den sidste, da den stridbare Konge Carl 12 maatte sætte sit Liv til derfor.

Nu maa jeg skride til den Beleiring, som gik for sig dette Aar, og som var den vigtigste af de 3, som udi Friderici 3 Tid blev foretagen.

Anno 1660 i Begyndelsen af Januario samlede de Svenske sig igien i Bahuus-Lehn 9000 Mænd sterke under 3 Generalers Anførsel nemlig Rigs-Feldt-Herren Lorentz Kagge, General Feldt-Tøimester Gustav Horn, og General Lieutenant Harald Stage, og med et tilstrækkeligt Artillerie lode sig see for Friderikshald den 13 Ejusdem. Indbyggerne bildte sig da ind, at de Svenske ikke havde denne Gang i Sinde at tentere noget mod Friderikshald, Tredie Beleiring 1660.men at begive sig længer ind udi Landet. Men de finge strax andet at viide, da en Trompetter mod Aftenen kom til Staden med et Brev til General-Lieutenant Bielke, som da var ikke tilstede, men Aftenen tilforn var reist paa Landet, for at samle (416)

(a) Den meste Underretning derom har jeg faaet skriftligen af Mag. Skrøder fordum Rector udi Friderikshalds nu i Frideriksborgs Skole; og haver samme brave Mand efter sin sædvanlige Curiositet nøje efterforsket samme Stads Historie.

Land-Folket tilsammen: Brevets Indhold var dette, at Lorentz Kagge lod General Lieutenanten vide, at han med en stor Krigs-Hær og et anseeligt Artillerie var indfalden i Landet i Forsætt at tvinge Friderikshalds Fæstning, og dens Besætning under Sverriges Herredom, hvorfore de maatte være betænkte paa gode Tilbud at imodtage, eller og lave sig paa den Medfart, som med Sværdet erobrede Stæder underkastes. Dette Brev blev aabned af Gouverneuren Tønne Hvitfeld, som Sommeren tilforn fra Kiøbenhavn var hiemkommen; hvorpaa af ham, og da værende Commendant Oberste-Lieutenant Just von Hoven samt de fornemste Officiers, Krigs-Raad blev holdet, og 2 Majorer, som vare min Salig Fader Christian Holberg (a) og oftomtalte Peder Normand, bleve udskikkede for at give Trompetteren saadant Svar, nemlig, at de kunde ikke forsvare det for deres Konge, at give sig saa letteligen; efter som de havde et gott Mandskab, og dertilmed vare forsynede med alle fornødne Ting. De vilde derfor beskytte Fæstningen til det Yderste. Dermed vendte Trompetteren tilbage med disse Ord: Ja for Guth, de skall intet få detta Tilbud i Morra.

Den 14 Januarii, saasnart Dagen anbrød, kunde man see, at Trompeterens Trusler bleve efterlevede, i det at Fienden lod rykke Krigs-Hæren nærmere til Byen, og strax derpaa beskikkede dem, som skulde løbe Storm, hvilke skiltes fra de andre. De samme, efter at de havde givet Løsen af deres Stykker, begyndte strax Klokken 9 om Formiddagen at angribe den liden Skandse, som kaldtes Borger-Skandsen eller Braadelands Skandsen, og var af gandske løse Steene opkasted, hvormed de (417)

(a) Jonæ Rist. oppugnatio 3 manuscr. hvor min Fader kaldes Christian Holbek, hvilket er en Vildfarelse hos mange andre: thi han skrev sig selv Holberg, og var gemeenligen bekiendt i Norge under det Navn af Christian Nielsen. Han var ellers een af de Tiders store Avanturiers, havde i sin Ungdom været i Venetiansk og Maltesiske Tieneste, og siden gaaet til Fods af Curiositet heele Italien igiennem. Udi Dansk Tieneste havde han for nyeligen signaliseret sig ved Trundhiems Erobring, hvorom jeg i min Barndom hørte gamle Officiers meget at tale, skiøndt jeg ikke veed, hvorudi samme Actioner bestode.

den gandske Formiddag indtil Klokken 2 om Eftermiddagen holdte ud, da Besætningen havde den Ulykke formedelst en Soldats Uagtsomhed, som skulde hente Krud, at Lunten faldt ham uforvarende af Haanden ned i et Fad Krud, hvoraf nogle Folk bleve beskadigede, af hvilken Leilighed de Svenske betiennede sig og i en Hast stormede til, og indtoge Skandsen. Ved denne Skandses Erobring stode de Norske exponerede for Fiendens Skudd, hvorudover de besluttede, det maatte koste hvad det koste vilde, at tage den tilbage igien. De giorde derfor 3 sterke Angreb, og endeligen med Kaarden i Haanden bestormede Skandsen igien. Udi denne Storm bleve slagne af de Svenske 76 og 13 bleve fangne.

Det var da en stor Lykke for de Norske, at de erobrede Skandsen saa hastig; thi imidlertid Stormen varede, ankomme 4000 Svenske, som skulde have afløset de andre, og vare de samme ej et Bøsse-Skud fra Skandsen, da den blev indtagen, herudover maatte de lave sig til en nye Attaqve, hvilken varede den heele Dag fra om Morgenen tilig til om Eftermiddagen, da maatte de retirere sig med Forliis af 500 Mænd døde og qvæste. Denne Forliis foraarsagede, at de ginge meere varligen frem, og de efterfølgende Dage lode sig alleene nøje med at giøre blind Allarm for at udmatte Besætningen. Den 20 og 21 Januarii nærmede de sig meere til Staden igien, og sloge deres Hoved-Leier ved Ous, samt begyndte at kaste Brystværk op for sig, og derpaa at plante Stykker i Ous Skoven; og holdte de efter den Tid Friderikshalds-Bye paa alle Kanter omringed, saa at ingen kunde hverken ind eller udkomme.

Den 22 Januarii, som var en Søndag, da Prædiken holdtes, begyndte Fienden at beskyde Byen, og holdt det den gandske Dag til Eftermiddagen Klokken 3, da flyttede han sine Stykker paa 3 Steder, og canonerede ideligen derfra til anden Dags Eftermiddag, lod derpaa atter igien ved en Trompeter Staden opfodre, men bekom ikke andet Svar end tilforn.

Herudover bleve de Svenske saa forbittrede, at de brugte alle optænkelige Midler til at ruinere Staden, nu skiøde de med (418) gloende Kugler, nu kastede de Granater, nu store Steene af deres Fyrmørser, og imidlertid anmoedede den Svenske General Kagge Besættningen ofte om Stadens Opgivelse, men Commendanten Tønne Hvitfeld gav ham iblant haarde Giensvar, og ved adskillige Udfald giorde de Svenske stor Skade, og ruinerede deres Værke.

Da Beleiringen nu var paa det heedeste, fik de Svenske Kundskab om, at den Nordske Krigs-Hær havde udsendt nogle Tropper at undsætte Halden, hvorudover General Kagge udcommanderede 20 Ryttere af hvert Compagnie, og halv Parten af Fod-Folket at overrumple samme Norske Tropper, men de Svenske maatte efter en haard Trefning med uforretted Sag vende tilbage igien, efter at de havde mistet en stor Hob saavel af Fod-Folket, som af Ryttere tillige med en Oberst.

Den 13 Februarii begyndte de Svenske om Natten at giøre en blind Allarm, og om Morgenen at skyde heftig af deres Batterier, og skiøde Breche paa Braadelands Skantze, og noget af Ranlands Skantze, hvorpaa de den 20de stormede 3 Gange, men maatte gaae tilbage igien, efter at de havde forliiset mange fornemme Officiers, blant hvilke Oberste Slette, samt Major Svend Israels, og over 200 Gemeene. Derefter continuerede de iideligen med deres Skyden, indtil den 21 Februarii, og imidlertid skikkede en Trompeter med et Brev ind udi Fæstningen, og lode de Beleirede vide, at den Undsætning, som de ventede, var allereede slagen, hvorfor det beste Middel var udi Tide at overgive sig; Men af disse falske Beretninger lod Commendanten sig ikke forskrække, men svarede, han vilde holde Staden til det Yderste, hvorudover de Svenske truede at giøre en General-Storm, men det var ikke deres Alvor; Thi de kunde noksom af de forige Actioner giøre deres Facit paa, hvorledes saadan Storm vilde løbe af, og derfore,

Maae ophæve den igien.

efter at de den 21 Febr. til Afskeed havde torned med Fyr-Kugler og Granater den heele Nat over saa skrækkeligen, at den heele Bye siuntes at staae i Brand, ophævede de den 23 Beleiringen, og gik derfra skiendende og brendende, hvor de fore frem. Og blant andet satte Ild paa et Saugbrug, hvor (419) 6000 Dæler, af hvilke den største Deel tilhørede Peder Normand, opbrændte. Samme Major indlagde af alle størst Ære, og var ligesom Siælen udi Friderikshald; thi han lod ikke alleene see en ugemeen Tapperhed, men assisterede ogsaa de Beleirede med Stykker, Proviant og Penge, saasom han var en heel bemidled Mand. Saa at Staden havde ham ligesaa stor Obligation, som den i vor Tid har haft de Colbiørn Sønner, da den af Carl 12 var beleired. Mange holde for, at Kongen af Sverrig var med udi dette Tog, og fik sit Bane-Saar for Friderikshald, og har det samme været en fast Troe udi Norge indtil denne Dag. Man seer ogsaa af den oftciterede Journal, som er skreven 1662, at Rygtet derom saaledes gik paa de Tider: (a)Autors Ord ere disse: Den 13 Februarii kom her Kundskab fra Gottenborg, at den Svenske Konge havde bloqveret en Skandse i Norge, som kaldes Halds-Skandse, og at han for samme Skandse er bleven dødeligen saaret, og bragt til Gottenborg. Man holder for, at de Svenske Skribentere, for at betage Norge den Ære, forvende Historien. Pufendorf fortæller den paa saadan Maade:

Kong Carl forlod Dannemark efter Slaget udi Fyen, og begav sig til Gottenborg, hvor han sammenkaldede Rigets Stænder, berettede dem sin Tilstand, og begiærede Recrouter baade til Lands og Vands.

Kong Carls Død.

Medens han nu raadførte sig med dem derom, faldt han udi en hidsig Feber, hvoraf han døde den 12 Februarii. (b)Aarsagen til hans Død blev foregivet saavel af hans Venner, som af hans Uvenner, at have været det store Nederlag udi Fyen, hvilket gik ham saa nær til Hierte, at han kunde ikke leve længe, hvorvel andre sige, han døde af Skørbug og Fedme.

Samme Konges Portrait.

Han var en Herre af maadelig Legems Størrelse, (c)men sterk og af god Helbrede, han havde et smukt Ansigt og god Forstand, (420)

(b) Puf. C. G. lib. 6. p. 602.

(c) Memoires de Terlon pag. 312.

var høflig udi Omgiengelse, tog sine Ministrer og Generaler med sig udi Raad, men fuldte gemeenlig deres Meening, som sigtede til hans Ære og Høihed; han var nyttig for langt bortliggende Lande, men skadelig for sine Naboer, som han ideligen søgte at undertrykke, for at ophøje sig selv. Disse ere den Franske Ambassadeurs Terlons Ord, som af idelig Omgiengelse havde lærdt at kiende ham i Grund. I det øvrige kand man see af hans Bedrifter, at han har været en af de stridbareste Konger, som udi Historierne ere at finde; thi hans heele Regiering var en stedsevarende Feide, saa at det siunes, at den Svenske Nation fik udi ham heller en General end en Konge. Saasnart han kom til Regieringen, besluttede han at anfalde sine Naboer; thi, hvorvel han i Dronning Christines Tid udi sin Retraite paa Øland siuntes at elske Roelighed og gode Dage, og slog sig til Excess af Drik, saa skeede dog saadant kun af Politiqve; thi hans Passion var at leve ideligen i Uroe og i Gevær, og hans tykke og fæde Legeme hindrede ikke, at han jo med Adresse kunde forrette alle Krigs-Exercitier. Dersom man vil dømme alleene hans Bedrifter efter deres lykkelige Udfald, da kand man sige, at han var en stor Anfører, men vil man alleene betragte Gierningerne i sig selv, siunes det, at han var større Soldat; thi, at omkomme Husarer med sin egen Haand, saasom udi det store Slag ved Warskau, at føre sin Krigs-Magt, hvorudi all Rigets Velfærd bestoed, over en falsk Iis, at løbe Storm med faa Folk til saadan vigtig og vel forsiunet Stad, som Kiøbenhavn, siunes at være større Prøver paa Tapperhed end Anførsel; at hans egne Folk hemmelig glædede sig over hans Død, bevidne adskillige Skribentere; thi de saae ingen Ende paa deres Besværligheder, saa længe han levede. Den store Gustav førte vel ogsaa ideligen Krig, men han arvede den første efter sin Fader, førte den anden for at forsvare sin Ret til Kronen, og den tredie for Religionens skyld, saa at det siuntes, at han førte Krig, for at bekomme en sikker Fred, hvorudover hans Død blev begræded ikke alleene af Sverrige, men ogsaa af mange andre Folk. Carl Gustav derimod, som gik frugtsommelig med et femte Monarchie, (421) har blant alle Konger meest ligned den sidste, nemlig Carl 12, hvorfore begge ogsaa havde eens Skiebne, begge bleve ulykkelige paa det sidste, og begge satte Livet til for een Fæstning; thi dersom man kand fæste Troe til den almindelig Norske Tradition, fik Carl Gustav ogsaa sit Bane-Saar for Friderikshald.

Der ere ellers faldne adskillige Raisonnemens over hans Endeligt: Nogle sige, at

Adskillige Raisonnemens over hans Endeligt.

han døde udi stor Sinds Uroelighed, og tilskrive saadant den idelige Blods-Udgydelse, som paa det Yderste stod ham for Øjne: Ja de ansee det ogsaa som en GUds Straf, at han døde den samme Dag, som han havde stormet til Kiøbenhavn: Andre derimod sige, at han døde i største Andagt, og vidnede paa samme Tid den Præst, som havde døbt ham, at han ved Daaben havde seet en Ild skinne over hans Hoved, saa at man deraf skulde slutte, at han var GUds Favorit, og at alle de Krige han førte, vare GUds Krige, og Conseqventer, at saadant paa hans Yderste ikke kunde foruroelige ham; men man kand fæste ligesaa liden Troe til det eene, som til det andet. Thi det første kand være ham paadigted af hans Fiender og det sidste tillagt af Hyklere. Man kand alleene sige dette, at, hvis Carl Gustav i Steden for at føre sine Undersaatter ideligen til Slagter-Benken, havde søgt, at heele Sverrigs indvortes Saar, og, hvis han havde distingvered sig ved ligesaa mange nyttige Love, som ved blodige Felt-Slag, kunde man have fæstet meere Troe til denne Præste-Historie om det skinnende Lys. Men som man ikke seer, at han stiftede noget nyttigt til Landets Tarv og Opkomst, saa finder man udi denne Historie ikke mindste Riim eller Raison, med mindre man vill giøre anden Forklaring over denne miraculeuse Flamme, end ovenmeldte Præst.

Sverrig i slet Tilstand.

Kong Carls Død foraarsagede stor Forskrækkelse i Sverrig; thi Riget var udi en slet Tilstand, saavel i Henseende til dets mange Fiender, af hvilke det paa alle Sider var haardt beængstiged, som og i Henseende til Cron-Prindsens Umyndighed. Kiernen af den Svenske Krigs-Magt var ødelagt i Fyen; deres Flode var indsperred i Landskrone, og det Folk, som endnu laae for Kiøbenhavn, havde heller Anseelse til at ville capitulere, end at løbe (422) Storm, og deres Tall formindskedes dagligen, ved de fremmede Soldater som deserterede fra Leiren, og begave sig ind udi Staden. Kort at sige: Conjuncturerne vare saaledes, at de Danske kunde have Haab om, ikke alleene at faae de forlaarne Stæder tilbage, men end ogsaa ved deres Allieredes Hielp at forflytte Krigen ind udi Kiernen af Sverrig; men denne sorte Skye dissiperedes i en Hast, og just det, som siuntes at true Sverrig med Undergang, reddede det derfra, ja erhvervede det en reputerlig Fred, og brød da klarligen frem, hvad de foreenede Nederlandske Provinciers Sigte var udi denne Krig, nemlig, at promovere deres Interesse, som bestoed derudi, at ingen af de Nordiske Potentater blev Mester alleene over Sundet.

Betænkning over Hollændernes Opførsel mod Riget i denne Krig.

I den Henseende figtede de for Kiøbenhavns Conservation, som for deres egen Velfærd. I den Henseende undsloge de sig siden for at undsætte de Danske, ja truede dem med Fiendtlighed, da de vilde forflytte Krigen til Skaane. Dette svarede aldeeles ikke til de store Løfter, som de havde giort Kong Friderik for at indvikle ham i denne Svenske Krig, ej heller til de prægtige Forsikringer deres Minister van Beuningen ideligen havde givet udi Krigen, hvorvel man kand sige, at det var ikke samme Ministers skyld, thi det siunes, at han var Dannemark stedse affectionered, og derfore ivrede sig over en og anden slet Hollandsk Opførsel mod Dannemark, ligesaa meget som Kong Friderik selv. Vel kunde man sige til Hollændernes Undskyldning, at det var naturligt for dem, at de søgte for deres Handels Sikkerhed at holde Øresund stedse separered, og at der kunde være en Ballance mellem de Nordiske Kroner; men var det at befordre Ballance, at grunde Tractaterne paa den Roskildske Fred, hvorved Sverrigs Herredom, som forhen var voxen for meget i Veiret, saa mærkeligen blev forøged? hvis Republiqven ikke fandt sin Interesse i at Skaane blev foreened med Dannemark igien, saa kunde den have procureret Riget et Vederlag derfor, og derved holdet sit Løfte uden at handle mod sin Interesse. Man kunde i det allermindste have staaet paa Vigens og Bahuuses Restitution, og den Kongelige Lehns Rettighed udi det Slesvigske; thi saadant kunde udi Henseende til Sverrigs (423) store Magt, være Holland og alle dem, som ønskede en Ballance udi Norden, meere til Sikkerhed end til Præjudice. Sandeligen, hvor meget Hollænderne end bryste sig af deres Affection mod Dannemark, saa kand man sige, at alle de Uheld, som dette Rige har haft, grunde sig enten paa Hollandsk Fiendskab eller Venskab. Udi den sidste Krig Christianus 4 førte, toge de aabenbare Svensk Parti, og derved skildte Riget ved anseelige Provincier. Udi denne Krig, hvortil de selv havde været Stiftere, forlode de samme Rige, og udi den 3die Krig, som Høylovlig Ihukommelse Christianus 5 førte, giorte de en particuliere Fred, og lode Dannemark og deres Allierede staae udi Stikken; Saa at derfore, naar man ved Dags-Lyset anseer Hollands Meriter mod Dannemark, ere de ikke saa store, som de Hollandske Skribentere have afmalet dem. Og haver Holland sig intet at roose af den Kiøbenhavnske Freds Befodring, til hvis Beskrivelse jeg nu skrider.

Den slette Tilstand Sverrig var bragt udi, foraarsagede at samme Rige begyndte at tage andre Mesures,

De Svenske arbeide paa Fred.

og at give dem gode Ord, som tilforn vare tracterede med Foragt. Carl Gustav selv, havde mod Enden af forrige Aar begyndt at føre anden Conduite, og i Steden for at viise de Hollandske Gesantere sin Kaarde, at caressere dem paa alle optænkelige Maader, havde ogsaa, for at vinde Hollændernes Venskab, affærdiget Cojet (a)til Holland med Ordre, at tilbyde Republiqven store Fordeeler, blant andet, at hvis han blev Mester af Kiøbenhavn, skulde han giøre Havnen til intet, og betage Staden all Commerce, og indrømme Hollænderne Nyborg udi Fyen, hvorved de kunde faae Direction over den Østersøiske Handel. Til videre Forsikring vilde han give dem det Greveskab Oldenborg, saasnart den da værende Greve ved Døden afgik, item Glükstad med dens District, og, dersom dem siuntes at det ikke var nok, vilde han indrømme dem heele Fyen, tillige med Glückstad og Oldenborg med Condition, (424)

(a) Oratio Ablegati Svec. P. Jul. Cojet in consessu Ord. Gen. habita die 25. Nov. 1659. apud Aitz. lib. 39.

at de skulde være ham assisteerlige udi Krigen, og lade ham selv foreene sig om det øvrige af Dannemark, enten med Kong Friderik, eller Hertugen af Gottorp, og sees af dette Sidste, at han stod i Betænkning, hvem han vilde unde de øvrige Levninger af Dannemark, enten den retmessige Konge, eller sin Svoger, den Holstenske Hertug. At dette var Cojets Instrux, vidner Pufendorf selv udi Caroli Gustavi Historie; (a)Dog blev derpaa af General Staterne intet resolvered, men alting blev henviised til de Hollandske Gesantere udi Dannemark, og Kongens Død, som fuldte strax derpaa, giorde dette forfærdelige og umenneskelige Project til intet.

Dog, saasom samme Project kunde ikke andet end meget allarmere de Danske, bleve tvende Ambassadeurs, nemlig Krag og Bukwald affærdigede til Holland, for at giøre Cojets Anslag til intet. Ved deres Indtog bleve giordte adskillige Difficulteter; Den Franske Ambassadeur Thuanus holdt for, at de begge ikke burdte have uden een Carosse, eftersom, hvor mange Ambassadeurerne end kand være, saa er det dog kun een og den selv samme Ambassade.

Præcedentz Strid mellem Danske og Franske Gesantere.

Men at samme Paastand var uden Grund, viiser blant andre den Münsterske Tractat, hvor saadant ingen blev disputered. De Deputerede af Staterne i Holland søgte at jævne denne Tvistighed, men den Franske Ambassadeur stoed stift paa sin Meening, og vilde at hans Vogn skulde følge strax efter den Danske Ambassadeurs første Vogn, befoel ogsaa sin Kudsk at trænge sig imellem Krags og Bukwalds Vogne; men han maatte rykke tilbage, og een af hans Følge blev blessered, (b)og finder jeg ikke, at denne Gierning havde nogen videre Svite, endskiønt Thuanus insinuerede en skriftlig Klage derover til Staterne, som findes paa Fransøsk hos Aizema, (c)thi ingen fandt nogen Behag udi saadant Foretagende, dog saasom man i disse slette Conjuncturer maatte simulere noget, beqvemmede de Danske Gesantere sig til, at give Afskeed til een af deres Tienere, som havde ved (425)

(a) Pufend. Car. Gust. Lib. 6.

(b) Banage Ann. des Prov. unies tom. 1. pag. 593.

(c) Plaintes de Jacqves Auguste de Thou Hag. 8. Jan. 1660.

denne Leilighed uddeelt de meeste Hug. De Danske Gesanteres Ærende var at giøre Cojets Handel til intet, og at anholde hos General Staten om at profitere af den sidste Seier, som var erholdet udi Fyen, og at assistere Riget fremdeeles, indtil man kunde erholde en god og billig Fred.

Ungefær paa samme Tid, som Thuanus yppede denne Præcedentz Strid udi Holland, saae det Danske Hoff igiennem Fingre med den anden Franske Ambassadeur Terlon, saa at han for sig selv saavel som andre fremmede Gesantere erholdte en Hærlighed, som tilforn ingen havde haft. Det havde stedse tilforn været brugeligt, at fremmede Ambassadeurs, endskiønt de agede i Kongens egen Carosse, bleve holdende ved Enden af Broen, uden for Slottet. Da nu Terlon engang vilde op paa Slottet, og der paa samme Tid var ont Veir, saa at han uden Incommoditet ikke formedelst Vind og Sneefog kunde gaae over Slots-Broen, bad han Hoffmester Gersdorff, at han vilde forestille Hans Majestet, at de Danske Gesantere agede udi deres egne Carosser lige ind paa Louvre, og at det derfore ikke ilde maatte optages, om han brugte samme Frihed ved det Danske Hoff. Saasom nu Hoffmesteren dertil svarede paa en høflig Maade, som gav tilkiende, at Hans Majest. ingen Mishag derudi vilde finde, tog Terlon deraf Leilighed en Dag, og befoel sin Kudsk at age lige ind paa Slottet. De andre Ambassadeurs, fuldte ham derudi efter, saa at det siden stedse har været brugeligt for alle Gesantere.

Efter Caroli Gustavi Død begyndte de Svenske for Alvor at arbeide paa Hollands Venskab, og beqvemme sig til den sidste Hagiske Concert, som de hidindtil saa bestandig havde forkastet; Hvorudover, da Mediateurerne komme til Helsingøer, for at aflægge Condolence over Kongens Død, erklærede de sig saaledes, at de gierne af Respect for de 3 Stater, og af Begierlighed til Fred imodtoge den Roskildske Fred, saaledes, som den siden var bleven moderered ved Trundhiems Afstaaelse, og som den videre kunde efter nærværende Tider forandres. I det øvrige forlode de sig paa Mediateurernes Redelighed, og overgave denne Sag udi deres Hænder. Denne høflige Erklæring klingede saavel udi (426) samtlige Gesanternes, besynderlig de Hollandskes Øren, at de strax tilkiende gave, at hvis de Svenske vilde give Forsikring om det, at deres Skibe skulde ingen Skade tilføie de Hollandske, vilde de strax kalde deres Flode tilbage fra Landskrones Havn, og intet videre Fientligt øve imod den Svenske Flode, men at den skulde have Frihed at seile, hvorhen den vilde. Dette var en stor Trøst for de Svenske, saasom Hollænderne paa eengang forlode all deres Fordeel, hvorved Sverrig kunde bringes til en billig Fred.

Efter at Mediateurerne havde faaet saadan en behagelig Erklæring af de Svenske, begave de sig til Kiøbenhavn for at communicere Kong Friderik den samme, og at faa at vide hans Betænkning derover. Men Hans Majest. bar saadan en Fortrydelse derover, at han efter tvende skriftlige Ansøgninger vilde intet Svar give derpaa. Herudover besluttede Hollænderne at nægte Dannemark all videre Undsættning, ja de lode sig merke med at ville agere fientligen mod samme Rige, hvis Kongen ikke i en Hast vilde beqvemme sig til Fred.

Kaaldsindighed mellem Dannemark og Holland.

Ruyter fik derpaa strax Ordre at forlade Landskrone, og at lade den Svenske Flode løbe ud i Søen igien, for at hindre de Danske at transportere flere Krigsfolk fra Holsten. Hvilket, da Kong Friderik merkede, begav han sig udi egen høie Person med nogle Brandere til Landskrone, for ved sin Nærværelse at opmuntre Hollænderne, enten til at angribe den indspærrede Svenske Flode, eller i det ringeste at blive ved at indslutte Havnen. Ruyter, som stod færdig at seile bort, blev da bevæget af Kongens Nærværelse, og refererede saadant til de Hollandske Gesantere. De samme bleve derover tvivlraadige, hvad de skulde giøre, saasom dem siuntes uanstændigt at forlade en Konge, som de havde staaet i saa stærk Venskab med, helst saasom Hans Majestet lod tilkiende give, at han ikke vilde gaae tilbage, førend han havde sat sit Forsætt i Verk mod den Svenske Flode. De gave derfor Ordre til Ruyter at bie indtil videre. Men, saasnart Kong Friderik med Branderne var gaaen tilbage igien, fik Ruyter Befalning at forlade Landskrone, hvilket og skeede, og formeerede (427) sig derpaa meer og meer Misforstaaelsen mellem Hollænderne og de Danske, og Kongen blev ved, intet positiv Svar at give Gesanterne, indtil hans Courier kom tilbage fra Holland, hvor han ved sine Ministrer forestillede General-Staterne, hvorledes han blev medhandled, og at den Hollandske Flode mod hans Villie og Vidende havde ladet den Svenske Flode komme ud af Landskrone, og at den samme lige for Kiøbenhavn i Kongens Aasiun havde bortsnappet adskillige Danske Skibe; Lod derpaa ved samme Ministrer erindre dem de forhen sluttede Forbund om at assistere Dannemark, intil det kom i sin forrige Stand igien. Dette udvirkede da saa meget, at General Staterne affærdigede nye Skrivelser til Gesanterne udi Dannemark, og derudi lode dem vide, at det mishagede dem, at de havde forladt Landskrone, og derved givet de Svenske Flode Leilighed til at plyndre og optage de Danske Skibe.

Saasnart den Hollandske Flode forlod Landskrone, løbe strax 8 Svenske Krigs-Skibe ud af Havnen, og begave sig mod Kiøbenhavn, og som de Danske sig intet Ont ventede, bleve adskillige af deres Fartøj, som udi Sikkerhed laae for Anker, opbragte. Dette siuntes de Hollandske Gesantere at gaae for vit, og derfor lode Ruyter sige, at han udi Flodens Paasyn intet fientligt skulde tillade at øves, hvilket han ogsaa efterlevede, saa at, da de Svenske lagde sig med 3 Skibe for Dragøe, skikkede han lige saa mange Skibe did hen, saa at derfore en artig Scene blev præsentered; Og den eene vidste ikke, hvor vit han skulde troe den anden, og foraarsagede den Mistanke, at de Svenske under Prætext af Mangel paa Levnets Middeler begave sig til Landskrone igien, førende did med sig nogle erobrede Danske Skibe, som komme fra Holsten, og hvorpaa vare tvende Danske Generaler, nemlig Schack og Ahlefeld, hvilke begge bleve satte i Forvaring udi Malmøe. Endeligen efter at Kong Friderik paa Gesanternes indstændige Begiæring havde givet sin Erklæring om Fred, begyndte Tractaterne at gaae for sig.

Freds-Forhandling.

Men derved forefaldte adskillige Vanskeligheder, som dagligen formeeredes ved Tvist og U-eenighed, som reisede sig mellem Mediateurerne. Dette foraarsagede, at de Danske og Svenske (428) Commissarier, efter Hannibal Sehsteds Raad og Tilskyndelse, besluttede at afgiøre Sagen mellem dem alleene, hvilket ogsaa udi stakket Tid skeede; thi, saasom begge Nationer vare blevne yderligen udmattede af Krigen, havde de da lige stor Begiærlighed til Fred, og derfor mod alles Formodning, ginge med Fyrighed og Føielighed til Verks, klargiørende een Artikel efter en anden. De Svenske eftergave deres Prætensioner paa det Guineiske Bytte,

Den Kiøbenhavnske Fred.

item paa Bornholm og Trundhiem, dog skeede Bornholms Cession ikke uden et slags Vederlag, af adskilligt Jorde-Gods, som Kong Friderik tilkiøbte sig, sær af Adelen i Skaane, som han overdrog til Sverrigs Krone, og derved holdt det Løfte, som han havde giort de Bornholmske, nemlig at Landet ikke skulde komme under Sverrig igien. I det øvrige blev den Roskildske Fred ved Magt. Der bleve ogsaa forfattede nogle hemmelige Artikle om Corfitz Ulfeld, at han maatte tilstædes at boe i Dannemark, dog saaledes, at han først til Ende bragte den Process, som ham af Sverrig var formered, hvorom videre paa et andet Sted. At Ebbe Ulfeld skulde nyde Satisfaction i Dannemark; item, at nogle Skrifter, som af Gunde Rosenkrantz og andre, vare komne for Lyset, skulle supprimeres.

All Verden forundrede sig over, at dette store Verk blev inden faa Dage bragt til Ende. Men de Danske og Svenske havde adskillige Aarsager til at iile dermed; thi foruden at ingen af dem kunde længere udstaae denne Krigs-Byrde, vare begge Nationer irriterede over de 3 oftomtalte Staters hofmodige Opførsel, i det at de, Parterne u-afvidende, sluttede Fred, som de med Magt søgte at exseqvere, og derfor meenede at begge Nationers Ære derunder verserede, at dette Verk kunde afgiøres imellem dem selv.

 Begge Parters Motiver til denne Freds Slutning.

De saae derforuden, at Mediateurernes Procedure var fuld af Chicaner, og tienede kun til at forlænge Tiden, og befodre deres egen Interesse, hvilket naar det ikke kunde skee, merkede man, at de søgte at bryde Tractaterne over tvers: hvad som meest drev de Danske til at iile med Freden, var, at Polakerne deres Allierede, og for hvis Skyld denne Krig var begyndt, havde til Oliva forliget sig med Sverrig, uden at indføre de Danske i Tractaten, (429) saa at derfor, endskiønt Keiseren tilbød Dannemark 7000 Mænd paa sin egen Bekostning, og Regieringen i Engeland var bleven forandred ved Caroli 2. Tilbagekaldelse, vilde Kong Friderik dog ikke lade Rigerne længer være udi denne uroelige Tilstand, helst saasom han af Exempler havde lært, hvor lidet man kand forlade sig paa fremmed Hielp, og stod ham besynderligen dette for Øjene, at de Svenske truede at lægge alting udi Aske paa de Danske Øer, som de endda havde inde, og alleene søge at forsvare sig udi Nascov og Kronborg til det Yderste.

Hertugens af Holsten Opførsel mod Riget i denne Krig.

Hvad den Handel med Hertugen af Holsten angik, da saasom lidt eller intet derom tilforn er taled, og densamme var en af de største Knuder, saavel ved den Roskildske Fred, som ved denne Kiøbenhavnske, vil jeg korteligen melde noget derom. Jeg har tilforn viiset, at Hertug Friderik foreenede sig med Carl Gustav ved at give ham sin Dotter Hedevig Eleonora til Ægte. Dette Svogerskab kunde ikke andet end opvække stor Eftertanke hos Kong Friderik, saasom han frygtede i Steden for en troe Vassal, at faae en Fiende, udi hvilken Tanke han tog ikke feil, som Udgangen desverre viisede; thi Harmonien mellem det Kongelige og Førstelige Huus ophørede fra den Tid, som Pufendorf selv vidner med disse Ord: Donec Carolus Gustavus è domo Gottorpiensi Conjugem sibi adscivit, (a)id est: indtil Kongen af Sverrig blev besvogred med det Gottorpske Huus, da den liden Gnist, som var tilbage af den Taknemmelighed, Hertugerne vare de Danske Konger pligtige, døde reent ud. Man havde strax merkelige Prøver derpaa, da de Svenske angreebe Holsten; thi, da Hertugen, som Rigets troe Vasal, burdte have beskyttet det fra Overvold, arbeidede han derimod paa at styrte det i Uheld. Thi Monsr. Terlon bevidner, at hans Secretaire Pauli, som residerede udi Kiøbenhavn, gav Kongen af Sverrig Underretning om alt, hvad som passerede i Dannemark. Ce fut ce Sieur Pauli, siger han, Secretaire du Duc de Holstein, qvi lui apporta des avis de tout ce, qvi ce passa chez les Danois, lui ayant (430)

(a) Puf. Hist. Frid. Wilh. lib. 19. Sect. 62.

été depeché expressement pour cela. (a)Ja den Svenske Skribent Pufendorff selv tilstaaer, at Hertug Friderik havde Tanker til, gandske at skille Kong Friderik ved Riget, og sætte den Danske Krone paa sit Hoved.

Da Kong Carls Armée var kommen fra Polen ind udi Holsten, greb Hertugen sig saaledes an for de Svenske, at han udsatt Biskopens af Lybek umyndige Søns kostbare Klenodier, for at assistere dem med Penge og Mundering. Han selv med sin heele Hof-Stat gik Carl Gustav i møde, og med stor Stads lod ham indføre udi sin Residentz Gottorp. (b) Loed sig ogsaa Dagen derefter tractere udi den Svenske Leier, saa det er troeligt, at udi denne Sammenkomst er overlagt imellem dem, hvad Hertugen skulde faae til Bytte, om de Svenske finge Overhaand i denne Krig. Vel siger den Holstenske Krønike, at Hertugen da bemøiede sig med at stifte Fred mellem Rigerne, ja at han skrev et egenhændigt Brev til Kong Friderik, men at de Offerter han giorde, havde været ufordeelagtige for Riget, sees deraf, at Kongen samme Brev ikke vilde besvare.

Da Krigen, som bekiendt er, faldt saa ulykkeligen ud for Dannemark, forglemmede Hertugen ikke at betiene sig af denne Rigets slette Tilstand. Hvorudover en Artikel i den Roskildske Tractat blev smiddet i Faveur af det Gottorpske Huus, nemlig den 22, af saadant Indhold: At Hans Kongelig Majestet af Dannemark skulde efter Billighed fornøje Hertugen, og at derover skulde handles mellem de Kongelige og Førstelige Commissarier, som skulde bringe Sagen til Rigtighed inden den 2 Maji af det Aar 1658. Derpaa blev den Førstelige Geheime Cammer-Raad Molken strax affærdiged til Siælland,

Hertugernes Adkomst til Souverainetetet i det Slesvigske

og siden Hoff-Cantzleren Kielman von Kielmanseck, for efter Billighed at afhandle denne Sag efter ovenmeldte 22 Artikels Meening, hvilket og skeede, medens den Svenske Krigs-Magt var i Landet, og stod Commissarierne med Svøben over Hovedet. Denne saa kaldede billige Tractat bestod udi disse Artikle, først at den (431)

(a) Memoires de Terlon tom. 1. pag. 52.

(b) Olear. Chr. Hols. pag. 122.

Kongelig Lehns-Rettighed over det Hertugdom Slesvig til ævig Tid skulde cessere, og at den regierende Hertug Friderik for sig og sine Efterkommere skulde have Souverainetet derover. (2.) Skulde til bemældte Hertug indrømmes det Amt Svabsted. (3.) Skulde han nyde Capitulet eller det Slesvigske Stift med all Rettighed over de Geistlige og Verslige besynderligen Kirkerne og Clericiet, undtagen 4 præbender, som Kongen skulde have Disposition over.

Da Krigen igien begyndte, greeb Hertugen endda videre om sig, og tragtede med List, at bekomme baade Reensborg, Glückstad og Crempe, lagde Svenske Folk ind udi Tønningen, og assisterede Kongen af Sverrig baade med Raad og Penge, som Pufendorf selv tilstaaer saavel udi hans Svenske som hans Brandenborgske Historie. Ja hans Søn Christian Albrecht var med udi den Svenske Armée for Kiøbenhavn, og ansaae af et Vindue paa Kronborg Slott, det store Søe-Slag, som blev holdet i Sundet. (a)Herudover kunde Hertugen ikke ansees anderledes end Rigets Fiende, og var hans Opførsel desmeere forhadt, efterdi han nyligen havde erhvervet saa mange Herligheder. Udi den Henseende, da de Keiserlige, Polske og Brandenborgske Tropper komme ind udi Holsten for at undsætte Dannemark, sparede de ikke Hertugens Lande, hvor de allevegne brandskattede Indbyggerne, og beleirede Residentzen Gottorp, hvilken blev tvungen til at overgive sig, og at imodtage halv Keiserlig og halv Brandenborgsk Besættning. Hertug Friderik tog udi denne Tilstand sin Tilflugt til den Fæstning Tønningen,

Hertug Frideriks Død og Characteer

hvor han døde den 10 Augusti 1659 udi sit Alders 62 Aar. Han blev holden for en af de fornuftigste regierende Førster udi hans Tid; thi foruden hans naturlige Forstand, havde han ved sin langvarige Regiering erhvervet sig stor Kundskab udi Stats-Sager. Udi den Henseende, saavel som de store Herligheder han erhvervede for det Førstelige Huus, have nogle ikke taget i Betænkning at kalde ham Friderik den Store. Dog troer jeg ikke, at andre

(a) Memoires de Terlon.

tilstaae ham saadant Prædicat uden hans egne Undersaatter, hvilke derudi gierne maa have deres Villie, helst saasom den Titul af Magnus eller den Store, som i disse Tider gives af Historie-Skrivere og Poëter, haver aldeeles ikke den Betydelse, som i Alexandri Magni Tid, uden man vil sige i Faveur af Hertug Friderik, at det Amt-Svabsted, som han acqvirerede ved Svenske Vaaben, kunde ballancere mod Asien, Ægypten og Grækenland, som Alexander indtog med Sværd. Jeg for min Part disputerer ham dog ikke denne Titul, men siger alleene dette, at han havde været langt større, hvis han ikke havde forøget sine Lande ved at slaae sig til Rigets Fiender, hvoraf han var en svoren Vasal, og extorqveret saadanne Herligheder af en betrængt Konge, der intet Ont havde giort ham; thi deslige Adkomster ere saadanne Ting, som giøre Potentater heller smaa end store.

Udi hvilken Estime ellers denne Hertug var, kand sees deraf, at de tvende Keisere Ferdinandus 2 og Ferdinandus 3 førte skriftlig Correspondence med ham, og beærede ham med den Titul af Serenissimo, (a)han saalte udi det Aar 1649 sin Andeel udi det Pinnenbergske til Christian Rantzow for noget andet Gods i Wagrien, som de Rantzover tilhørede. Samme Andeel blev siden giort til et Grevskab, og bemeldte Rantzov, da han udi det Aar 1650 var Kongelig Envoye udi Wien, blev han af Keiser Leopoldo giort til Rigs-Greve, bekom Frihed at slaae Mynt, og andre Herligheder, og er dette Oprindelsen til det Rantzowske Grevskab.

Hans Successor Christian Albrecht faaer Confirmation paa det Slesvigske Souverainetet.

Efter Hertug Frideriks Død begav hans Søn Christian Albert sig strax til Holsten fra Sverrig, hvor han en Tidlang havde opholdet sig. Han fandt Landet da udi en meget forvirret Tilstand; thi de fleeste Stæder vare udi de Danskes og deres Allieredes Hænder, og han selv blev af den Danske Feldt-Marskalk Eberstein indslutted udi Tønningen. Da blev ham forelagt, at han skulde renoncere paa den Fordeel hans Fader havde udpresset af Riget; En Samling blev ogsaa holdet til Itzehoe (433)

(a) Olear. Chron. Holsat. pag. 135.

af Kongelige, Førstelige, og Oldenborgske Deputerede, for at slutte et Forliig, men som ingen af Parterne vilde give noget efter, afbrødes Tractaten, og Tønningen blev indspærred som tilforn; dog øvedes ingen videre Fiendtlighed mod samme Fæstning, men de Danske lode sig aleene nøje med at holde den indsluttet, og de Førstelige at have deres Sager i agt, eftersom Freds Tractaterne udi Kiøbenhavn paa samme Tid med Iver fortsattes mellem Dannemark og Sverrig, og man vidste, at all Ting dependerede af samme Tractaters Udfald. Endelig blev den Kiøbenhavnske Fred, som sagt er, sluttet, og en Artikel derudi indført i Faveur af det Gottorpske Huus, (a)hvorved de Herligheder, som Hertug Friderik havde erhvervet ved den Roskildske Fred, og den Tractat, som den 22 Maji 1658 var sluttet mellem de Kongelige og Førstelige Commissarier, bleve confirmerede.

Saadan Ende tog denne navnkundige Krig, som i Begyndelsen syntes gandske at ville ødelegge Dannemark, men mod Enden blev meget farlig for Sverrig, hvilket Rige kunde have frygtet sig for samme Skiebne, hvis Dannemarks Allierede havde assistered, saa vel mod Enden, som i Begyndelsen. Fiendtlighederne ophørede da strax over alt, og Kong Friderik blev med Ceremonie notificered Caroli Gustavi Død, og hans Søns Ankomst til Regieringen. Den Svenske Krigsmagt, som Pfaltz-Greven af Sultzbach commanderede, blev ført ud af Leiren, og satt i Slagtordning, og Kiøbenhavns Indbyggere løbe i Hobetall ud af Staden, for at see disse Folk, som fast udi 2 Aar havde holdet dem beleirede.

Introduction til den Kongelige Souverainetets Historie.Efter at denne blodige Krig var bragt til ende, og Freden var sluttet mellem de Nordiske Kroner, var det fornødent, at en synderlig Fliid maatte anvendes paa at redressere den Misorden, som var foraarsaged af saadan forskrækkelig Krig udi Riget; thi, endskiønt Stormens Magt var over, varede dog Uleilighederne endda, som den havde foraarsaged; thi Krigshæren var endda paa Beenene, og kunde den formedelst Pengemangel ikke aftakkes, saa at der opvaktes Mytterie blant Soldaterne, og adskillige (434)

(a) Edict. 4 Sept. 1660, Forordningen lyder saaledes; Vi Friderik den 3die, &c. Giøre alle vitterligt, at eftersom Vi komme i Erfaring, at nogle af Militien sig understaaer masqvered og sverted adskillige Insolencer at begaae; Da have Vi naadigst for Gott anseet, at, dersom nogen herefter Masqvered, Formummed eller Sværted ertappes, da at anholdes og straffes, ligesom de nogen Modtvillighed i Gierningen begaaet havde, anseende at saadan Formummelse alleene til den Ende skeer, at de Ubekiendte kand giøre hvad de ville, &c.

Insolencer øvedes af de samme, helst mod Borgere og Bønder. Nogle af dem insulterede Folk aabenbare uden sky; andre lode sig masqvere og sverte, for ikke at blive kiendte, som kand sees af den Kongelige Forordning, som udgik i September derimod, (a)og paa Landet giorde saavel Officiererne som de Gemeene adskillige Exactioner, fodrede meer end dem tilkom, og anmassede sig Proprietariernes Jagt, Fiskerie og Skovhugg, hvilket en anden Forordning af samme Dato udviiser. (b)

Rigets Tilstand.

Riget var geraaded i en bondløs Gield, som man ingen Udveje saae til at betale; thi Undersaatterne behøvede heller Undsætning, end vare i Stand at kunde giøre nogen til Regieringen, thi Stæder, Landsbyer og Herre-Gaarde vare ruinerede og ilde medhandlede, og vigtige Provincier fra Riget demembrerede. Kort at sige, Forvirrelsen var større end den kand beskrives, og Landet des meere at beklage, efterdi man lidet Middel saae til at rede sig der ud af igien, eendeel formedelst ovenmældte Aarsager, eendeel ogsaa efterdi der aldrig havde været mindre Harmonie og Eenighed mellem Indbyggerne, end paa samme Tid. Men just disse mange Uleiligheder gave Aarsag til den paafølgende forunderlige Revolution, hvorved det Kongelige Huus blev bragt udi en florisant Tilstand, og hvorved Riget er kommen udi større Anseelse end tilforn. (435)

(a) Edict. 4 Sept. 1660, Forordningen lyder saaledes; Vi Friderik den 3die, &c. Giøre alle vitterligt, at eftersom Vi komme i Erfaring, at nogle af Militien sig understaaer masqvered og sverted adskillige Insolencer at begaae; Da have Vi naadigst for Gott anseet, at, dersom nogen herefter Masqvered, Formummed eller Sværted ertappes, da at anholdes og straffes, ligesom de nogen Modtvillighed i Gierningen begaaet havde, anseende at saadan Formummelse alleene til den Ende skeer, at de Ubekiendte kand giøre hvad de ville, &c.

(b) Edictum Hafn. 4. Sept. 1660.

Førend jeg træder til denne store Revolution, som giør en nye Epocha i den Danske Historie, vill jeg viise, hvordanne Stats-Conjuncturerne vare paa samme Tid, og hvad som, næst GUds Forsiun, gav Anledning til den paafølgende merkelige Forandring.

Delicate Stats-Conjuncturer.

Jeg har forhen viiset, at den Kongelige Myndighed, sær fra Friderici 1 Tid, kiendeligen meer og meere havde aftaget, og udi Friderici 3 Tid var kommen til den laveste Ebbe, eftersom Adelen, betienende sig af det efter Christiani 4 Død paafølgende Interregno, havde opskruet Haandfæstningen saaledes, at Regieringens Form var hart ad bleven Aristocratisk, og at Rigets Hofmester, som var Hovet for Adelen, kunde heller ansees som Kongens Collega, end som en Undersaatt.

Hoffets Tilstand.

Men, som paa samme Tid liden Eenighed var blant Adelen indbyrdes, og de fleeste stukke Hovederne sammen for at indskrænke den Myndighed, som Corfitz Uhlfeld og hans Anhang havde tiltaget sig, begyndte den Kongelige Myndighed igien merkeligen at formeeres, ja den tog til i saadan Grad, at det heele Uhlfeldske Parti maatte bukke, og Hovederne for samme Faction nemlig Corfitz Uhlfeld, Grev Waldemar, Hannibal Sehsted, og Ebbe Uhlfeld af Misfornøielse forlode Landet, og bleve Fiender ikke alleene af det Kongelige Huus, men end og af den øvrige Adel, som havde understøttet Kongen i at indskrænke deres Myndighed. Uhlfeld og Grev Waldemar kunde i disse Conjuncturer ikke temporisere, men deres Ambition styrtede dem af en Uheld i en anden, saa at de omsider sloge sig til Kongens og Rigets Fiender, og derved giorde sig stedse forhadte.

Hannibal Sehsteds Characteer.

Hannibal Sehsted derimod, som var meere temperered, og vidste bedre at skikke sig efter Tiden, erhvervede ikke alleene Naade igien, men endogsaa blev een af Kong Frideriks største Favoriter. Saa at han i paafølgende Revolution var det store Hiul, som drev alting for det Kongelige Huus, og det i tvende Henseende. Først merkede denne habile Mand, eendeel af Rigets Tilstand, eendeel ogsaa af Gemytternes Disposition, at der ufeilbarligen maatte skee en Forandring udi Regieringens Form, og derfore af Fornødenhed søgte at giøre sig en Merite; for det (436) andet stod ham for Hovedet den Forfølgelse Raadet og den øvrige Adel havde opvakt i Begyndelsen af Friderici 3 Regiering mod ham og hans Familie, saa at han derfor luurede paa Leilighed at beviise dem Tieneste igien, hvorudover Adelen havde Aarsag til at ansee ham for deres farligste Fiende; thi foruden hans Anseelse og Myndighed, og det Anhang han havde af adskillige andre Herremænd, som han kunde trække paa sin Side, var han een af de habileste og fineste Statsmænd paa de Tider, og med saadan Adresse vidste at maniere et Verk, saa at han havde fuldført det, førend man kunde have ham mistænkt derfor. Foruden denne Mand havde det Kongelige Huus en stor Tilhænger i Stadens Gouverneur Felt-Marskalk Skak,

Felt-Marskalk Skak.

hvilken meget havde signaliseret sig udi Kiøbenhavns Beleiring, og var særdeles elsket saavel af Milicen, som af Borgerskabet i Kiøbenhavn. Den samme var det Kongelige Huus særdeles affectionered, skiønt han var lidt meere temperered end eendeel af de andre af Hoffets Tilhængere, saa at han vel ønskede Forandring i Regieringen, men vilde, at man skulde gaae langsom frem, og ligesom Skridt for Skridt.

Christoffer Gabel.

Den 3die Mand, som Kongen meest kunde forlade sig paa, var den Kongelig Kammer-Herre Christoffer Gabel, hvilken havde tient Hans Majestet, da han var Erkebisp i Bremen, og derfra fuldte med ham til Dannemark. Samme Christoffer Gabel var af en forunderlig Vivacitet og Hurtighed, og det beqvemmeste Instrument nogen Potentat kunde betiene sig af, for at exeqvere et stort Verk, hvilken Qvalitet man har seet at være arvelig udi hans Descendenter. Disse Mænd siuntes paa den Tid at være indfaldne for at forfremme, og i verksætte den Revolution, som Tidernes Tilstand banede Vei til. Hertil maae man lægge dette,

Dronning Sophiæ Amaliæ Characteer.

at Dannemark aldrig havde haft en meere heroisk Dronning, og mindre skabt til at leve i Dependence end Sophia Amalia. Man havde forhen seet store Prøver af hendes Fermetet og høje Hierte mod den Uhlfeldske Faction, og man saae end større deraf udi paafølgende Forandring, hvorudi hun spillede den største Rulle. Hvad Kongen selv angik, da var han een af de sagtmodigste Potentater paa de Tider, ja hans (437) Sagtmodighed gik saa vidt, Kong Frideriks personlige Qvaliteter.at det af nogle blev anseet som en Indolence. Men just denne Fromhed og Koldsindighed, som siuntes at være en Hinder udi det Kongelige Huuses Ophøielse, befodrede det allermeest; thi Adelen ventede sig under ingen Konge mindre at blive desarmeret, end under Friderico 3, og derfor ikke saa nøje stod paa Skildvagt, som under forrige Regiering, og Almuen siuntes, at en saa from og dydig Regent kunde ikke have for megen Myndighed, saa at derfore de førstes Sikkerhed og de sidstes Fyrrighed concurrerede til det Kongelige Huuses Ophøielse.

Adelens Tilstand.

Saadan var Hoffets Natur og Egenskab paa de Tider. Hvad Adel-Standen angik, da var den i sidste Krig bleven meget nedslagen. De fleestes Gods var bleven ruinered, og deres forrige Anseelse havde lidet temmelig Skibbrud; thi midt udi Krigens Hidsighed, da der handledes om vigoureuse Resolutioner til Rigets Forsvar og Frelse, laae eendeel i Tvistigheder med Kongen om Privilegier og Høiheder, af hvilke Tvistigheder Carl Gustav betienede sig, og derfor foregav, da han sidste Gang anlangede til Siælland, at han var kommen for at assistere Kongen mod Adelen. I det øvrige var udi Krigen all Mood, Hierte og Fyrrighed forsvunden. Det kostede kun Fienden at anmode den stærkeste Fæstning om Overgivelse, saa fuldte den strax paa, og at nærme sig til en Armee for at faae den til at vende Ryggen, og at lade en Province efter en anden staae i Stikken, saa at man derfore kand sige, at det var ved Kongens Bestandighed og det Kiøbenhavnske Borgerskabs Tapperhed, at Riget blev reddet fra total Undergang, og at Nationens Frihed blev denne Gang conservered, ved de saa kaldte ufrie Folks Seener og Arme. Dog kand man ikke sige, at nogen af dem lod see mindste Utroeskab mod Kongen og Landet, men allene at en usædvanlig Terreur var overkommen dem alle. Min Critiqve gaar ej heller videre, og her udi ikke sigter til andet, end at viise, at Conjuncturerne for den Danske Adel havde aldrig været meere slibrige, end paa samme Tid, og at de aldrig meere ubeleiligen kunde tale om deres Præference mod de andre Stænder, end efter den Kiøbenhavnske Fred, (438) da Borgerskabet havde distingvered sig ved en utrolig Tapperhed, og Kongen selv udstaaet alle de Uleiligheder, som en gemeen Soldat kand underkastes, og derved studset Fiendens Magt.

Det Kiøbenhavnske Borgerskabs Tilstand.

Borgerskabet, som det Ord ufrie havde skurret i Ørnene for Krigen, kunde nu langt mindre fordøie nogen Foragt, saasom eenhver Handverks-Mand saae sig an, som den der i Nødsfald kunde agere General, og den heele Stad var opfyldt med Discourser om Borgerskabets Meriter og Helte-Gierninger, saavel om dem de havde bedrevet, som om dem de havde ikke bedrevet, hvilket gav tilkiende, at de ikke vare i Humeur at tracteres paa den gamle Fod. Kiøbenhavns Borgerskab havde i Særdeleshed Anno 1658 udi Beleiringens Begyndelse faaet Løfter om Adelige Privilegier, hvilke de ikke vilde lade sig igien afsnakke, helst eftersom de fuldkommeligen havde fyldestgiort deres Pligt, og svaret til de gode Tanker man havde fattet om dem. Hvad som paa samme Tid giorde dem desmeere formidable, var, at de havde til Hovet eller øverste Borgemester Hans Nansen,

Borgemester Hans Nansen.

en Mand af særdeles Hurtighed og Forstand, der med Honneur og Distinction havde beklædet det Embede fra 1644, da han efter det heele Raads eenstæmmige Vota, og Kongens særdeles Approbation blev giort til Borgemester; udi ham havde Borgerne en Mand, der kunde føre dem an, og tale med Eftertryk for deres Privilegier; thi foruden den Myndighed han ved sin Forstand og Veltalendhed havde erhvervet sig, var han formedelst sin Hurtighed og Conduite bragt i stor Anseelse.

Biskop Svane

.En ligesaa beqvem Talsmand og Anfører havde Geistligheden udi den Siællandske Biskop Hans Svane.

Men det meeste, hvoraf man kunde spaae en forestaaende Revolution, var dette, at der endda var en Krigs-Hær paa Beenene, som var charmered af Kongens Opførsel og fortreffelige Qvaliteter, som han havde ladet see udi denne Beængstelses Tid.

Krigs Hærens og Universitetets Tilstand.

Og foruden et stridbar Borgerskab, et heelt bevæbnet Universitet, hvor hver Student i Steden for Blek og Pen udi halv andet Aar havde omgaaes med Krud og Kugler, og hvor Academiske Exercitier havde været længe forvandlede til reelle Skermutzler, mod de stridbareste og meest hærdede Tropper, som paa de Tider vare (439) udi Europa. Saadan var Tilstanden; da man fandt for gott at holde en Rigs-Dag udi Kiøbenhavn, og dertil at sammenkalde alle Stænder for at overlægge, hvorledes Penge kunde bringes til veie, hvormed de misfornøiede Soldater kunde stilles tilfreds. Alle de Tiders Skribentere vidne, at Kongen ved dette Paabud intet andet intenderede, hvilket ogsaa efterfølgende Historie klarlig beviiser, saa at det derfore er en opspunden Digt, at der var smiddet paa en Forandring i Regieringen, førend Rigs-Dagen blev holden. Men Tidernes Conjuncturer, næst GUds Villie og Velbehag, udvirkede den samme alleene, og contribuerede ikke lidet dertil Adelens egen Hidsighed, ved at beraabe sig paa Privilegier og Høihed, udi denne saa delicate Rigets Situation; thi derved kastedes Olie udi Ilden, og den store Revolution, til hvis Beskrivelse jeg nu vil skride, blev med en utrolig Hastighed fuldbragt.

En Kongl. Missive til Rigets-Raad.

Nogle Maaneder førend den bekiendte store Rigs-Dag blev holden, lod Hans Majest. sondere det da udi Kiøbenhavn nærværende Rigets Raad, hvad han paa den tilstundende Rigs-Dag kunde forvente sig; thi han tilstillede dem in Junio en Missive, hvorudi han forlangede deres Betænkning om, hvorledes 2000 Ryttere uden Landets alt for store Besværing kunde underholdes udi Siæland og Smaalandene. Det Svar som Hans Majest. fik, er datered af Raad-Stuen for Kiøbenhavn, hvoraf man vel skulde tænke, at det var fra Stadens Magistrat; men Kongerne raadførede sig i slige vigtige Ting alleene med Rigets Raad, saa at ved Raad-Stuen for Kiøbenhavn kand her ikke forstaaes uden Rigets Raads ordinaire Raad-Stue paa det gamle Cancellie, lige oven for Kiøbenhavns Slott. Concepten af Svaret som jeg haver, er ogsaa skrevet med en Raads-Herres Haand, og Svarets Indhold giver selv tilkiende, at det ikke kunde flyde fra Stadens Øvrighed, eendeel efterdi Kiøbenhavn stedse var villig til at assistere Hoffet i dets Forlangende, endeel og efterdi udi Svaret findes noget som giver en slet Character over Almuen, og viiser Adelens Jalousie mod de andre Stænder. Hvorudover Datum maa forandres, og i Steden for Raad-Stuen for Kiøbenhavn, maa sættes Raad-Stuen for Kiøbenhavns Slott. (440)

Raad-Stue Svaret, hvoraf jeg haver de første Concepter, lyder saaledes: (a)

Stormægtigste, Højbaarne Første! Allernaadigste

Konge og Herre.

Vi have

Raadstue Svar derpaa.

bekommet Ed. Kongl. Majest. Missive hvorudi os Naadigst befales, vort Betænkende underdanigst at give tilkiende hvor stor Milice til Hæst og Fods, vi formeene beqvemmeligen uden Undersaatternes Pressure og store Incommoditet kunde underholdes, nu, efter at Freden er kommen til Execution, eragtende den Fare og Usikkerhed vi skulde stikke udi, dersom man gandske uden Milice skulde forblive, nu Floden er ikke i den Tilstand, at man nye Defension helst udi Vinters Tid derved kand have, og derfore ringe eller ingen Sikkerhed er at formode her udi Siælland eller Smaalandene, som nu ere Grændser, uden man haver derudi et par tusinde Mænd til Hæst, foruden Guarnisonens Besætning af Fod-Folk, og udi de andre Provincier a l’avenant. Nu eragte vi underdanigst, at vi vel have Aarsag os for vore Naboer, som nu nærmere angrændse end tilforn, at tage vare, og derfore behøve all den Forsigtighed, som kand udgrundes, og saa vit sig i disse Lande lader practisere, og ønske, man en anseelig Armée til vor Sikkerhed kunde underholde. Dog, naar derimod considereres Fædernelandets onde Tilstand, da Undersaatterne udi Stæderne og paa Landet have udstaaet ulidelige Krigsbesværing, saa at en stor Deel ere fra Huuse og Gaarde, mange af Almuen vansmægtede (441)

(a) Propositio Nobilit. Comitiis Hafn. 19 Sept. 1660. manuscr.

af Hunger, og Midler for de fleste ere gandske ringe; En stor Deel af Cronens Gods i begge Kongeriger er udsatt, og endnu udsættes til Hoff-Holdningen, Arsenalet, Floden, Gieldens Forrentelse, og anden nødvændig Udgift, vides ej den Forraad fornøden er. Skulde nu herforuden fremdeles nogen stor Armature underholdes, vil følge, at det lidet, som øvrigt er, og udi Beholdning, snart skulde consumeres; saa at Undersaatterne tillige med Militien skulde undergaae, og dog udi Længden af Mangel for Underhold, med større Besværlighed vilde aftakkes, og var at befrygte, at man da skulde have ligesaa mange Fiender som Krigsfolkets Tall stor er.

Herforuden, efterdi denne Krones Tilstand endelig extraordinaire og større Indkomst behøver, end den nu haver, saa skulde Undersaatterne ikke letteligen bevæges, at samtykke udi de Forslag og nye Paalægg, som Indkomsten kand formeeres af, saa længe de med den store Krigs-Byrde besværges; men dersom deres Elendighed tages udi Agt, og de for den haarde Indqvarteering befries, formodes, at enhver godvilligen skal gribe sig an, og til Ed. Kongl. Majests. Tieneste, og sin egen Conservation sin Troeskab og gode Affection i Gierningen beviise. Ed. Kongl. Majest. vil Naadigst betænke forrige Tider, da Rigerne vare udi god Tilstand, de dog ikke kunde besolde de ringe Folk, som vare udi Bestalling, nemlig 600 Mænd til Hæst og 3000 til Fods, enddog dertil blev anvendet Tolden og Skatter fra Norge; langt besværligere vil det nu falde udi dette forarmede Land, imod et selvraadigt Folk at komme til rette. Og synes derfor umueligt efter den foreslagne Proportion (442) 2000 til Hæst udi Smaalandene og Siæland at kunde underholdes, og udi de andre Provincier a l’avenant. Ed. Kongl. Majest. vilde derfor lade sig befalde det gevorbene Rytterie saaledes at reducere, at den gamle Roß-Tieneste med Sogne-Rytterne allene blev ordinered saaledes, at Ed. Kongl. Majest. og Riget deraf kunde have Tieneste, saavelsom de gamle Regimenter til Fods igien bestilles. Videre Rytterie at besolde vil falde formeget tungt. Dersom da noget kunde være til overs ved ordinaire eller extraordinaire Intrader, kunde Militien formeeres, Fæstningerne forfærdiges, og anden nødvendig Rigets Defension anordnes; fornemmelig Fæstningerne Kiøbenhavn og Kronborg med nødvendig Guarnison, Munition og Provision forsynes; hvorved vi formeene næst den højeste GUds Bistand Riget nogenlunde kand forsikres. Vi have erfaret i disse Tider, da det gandske Rige var udi Fiendens Gevalt, at Kiøbenhavn alleene haver conserveret den største Deel af Riget, og befodret Freds-Tractaterne, hvilket endnu herefter ved samme GUds naadige Bistand kand skee, og en Fiende skal tage i Betænkning Riget at anfalde, saa længe han tvivler sig fornævnte Fæstninger at kunne bemægtige.

Saadan var da Raadets Betænkende, hvoraf sees, at Hoffet vilde faae mange Modsigelser paa den tilkommende Rigs-Dag.

Den store og navnkundige Kiøbenhavnske Rigs-Dag.

Stænderne, som vare forskrevne, komme sammen udi Kiøbenhavn den 8 Sept. 1660. Den heele Adel var stævnet til at møde, og de, som ikke selv kunde komme, maatte møde ved Fuldmægtige. Bisperne vare alle kaldede, item 2 Provster af hvert Stift med Fuldmagt fra alle Præsterne. De store Kiøbstæder vare beordrede at skikke 2 Fuldmægtige og de smaa een, og naar de vare (443) alt forringe, maatte 2 Stæder giøre een Fuldmægtig ud. Den 10de Dag udi samme Maaned bleve de samtlige opkaldne paa Slottet paa den store Sall, hvor Herredagene holdtes. Da holdt Rigets Hofmester Joachim Gersdorf en Tale til Stænderne af den Indhold, at de vare forskrevne for at overveie de beste Midler, hvorved Riget kunde hielpes og forsvares, det Kongelige Huus besørges, Krigs-Hæren betales, og Floden repareres. Derpaa bleve de den Dag dimitterede, og enhver Stand blev ombeden, at den vilde give skriftligen sin Betænkning derom. Da holdt Adelen sin Samling paa Stadens Raadhuus, og Borgerne paa det Islandske Compagnies Sall. Da sluttede og forfattede de skriftligen, hvad de vilde foreslaae.

Adelens Forslag indgives paa Rigsdagen den 19. Sept.

Adelen indgav da den 19 Sept. et vitløftigt Forslag om en almindelig Consumptions Paalæggelse, og saasom samme Forslag tiener meget til denne Histories Oplysning, viisende saavel Landets Tilstand, som hvorledes Gemytterne da vare dannede, og mig deraf en Copie er communicered, vil jeg det her Ord for Ord indføre, det lyder saaledes: (a)

Ædle, Velbaarne Herrer, Danmarks Høj-viise Raad!

Vi Hans Kongl. Majest. vor Allernaadigste Herre og Konges troe og lydige Undersaatter af Adelstanden, have med allerstørste og underdanigst Fornøjelse, af den Ædle og Velbaarne Herr Rigens Hofmester, forleeden udi alle Stændernes Nærværelse fornummet Hans Kongelige Majestets Vores Allernaadigste Herres og Konges Faderlige og Kongelige Omhue og

Kongens Omhyggelighed roses derudi.

store Omsorg han haver for vores kiære Fædreneland, sit Kongerige og Lande, samt sine kiære og troe Undersaatter, i det Hans Kongl. Majest. med saadan Iver, som ikke noksom er at berømme, lader sig saa inderlig gaae til Hierte de store (444)

(a) Jeg følger her Documentet uden at giøre nogen Forandring i Stiilen, skiønt i dette saavel som i mange andre saadant kunde giøres fornødent formedelst dens Uforstaaelighed.

Pressurer Landet haver udstandet; Hvorudover alle Stænder, og enhver af dennem fra Øverste og til Nederste, med de fattige Bønder over alt er geraaden udi saadan Betryk, at det ikke siunes at kunde hielpes paa Fode igien, som saa ynkelig ligger, uden saadan Omhue og Hielp, som allereede derudi kiendes, og proponeret er, sættes udi Verk, og alvorligen fulddrives.

Og efterdi Hans Kongl. Majest. Vores Allernaadigste Herre og Konning, haver Naadigst selv, af Kongelig Inclination til sine Undersaatter ladet proponere,

Officierernes og Krigs-Folkes Opførsel i Krigen censureres.

og om Hielp til Fædernelandets Opreisning, Conservation og Defension ladet anholde; Da erkiende vi billigen, og udi allerunderdanigste Maader, ikke alleeneste sligt, men endogsaa det i Synderlighed, at Hans Majest. haver villet lade sig befalde at observere Aarsagen og Begyndelsen til denne vores stoore Ruine og Betryk, vi ere geraadne udi, deraf at være: At en Part, som i Begyndelsen vores Krig skulde føre, ikke haver ladet see deres Skyldighed enten i at commandere eller at parere, hvorover vi for tiligen og vare overiilede, førend vi tenkte at kunde eller burde at være slagen paa Flugt, saa vi maatte give bort, for at nyde Fred, det som vi aldrig kunde have tabt, havde enhver giort i Begyndelsen sin Devoir.

Dersom Hans Kongl. Majest. endnu vil fremdeeles beviise os den Naade med Kongelig Iver, at lade examinere sine Betienteres Negligencer, med Landers og Fæstningers liderlige Overgivelse, og andre deslige Forseelser, saavelsom Insolencer, som siden udi denne sidste Krig paa Landet ere begangne, og af en Part endnu daglig begaaes, saa at hvis af Fienden haver været skaanet, (445) af dennem er ruineret, og siden over dette, saavelsom forrige Forseelser, at lade exeqvere, og derpaa Exempel statuere, uden nogen Persons Anseelse, paa det, den Skyldige fra den Uskyldige kunde blive kiendt, og Nationen fra all Vanrøgte befries, og dennem derimod igien, som troeligen og vel, med Liv og Blod, Gods og Formue, og i andre Maader, troeligen udi sin Bestilling, Hans Majestet tient haver, med Kongelig Naade og Befodring belønne og aflegge, at man kunde kiende, at der var Forskiel paa ilde og velgiort, da skulde Hans Majest. vinde sine troe Undersaatters Hierter, og instigere dennem desmeere at beflitte sig paa skyldig Troeskab, at vove baade Liv og Blod, saavelsom det øvrige af Formuen, som enhver endnu kunde være i Rest, efter den store Landsens Skade; Og, som vi paa det underdanigste os visseligen dertil forlader, saa takker vi allerhørsomst Hans Kongl. Majest. som selv haver udi sin Proposition givet Anledning til sligt at begiere; Og beder de Velbaarne Rigens Raad, at de ville sig lade være angelegen, sligt med Iver hos Hans Kongelige Majest. at drive paa.

Og, eftersom Hans Kongl. Majest. haver nu ladet forskrive alle Stænderne sine troe Undersaatter hid til sin Residentze, om Midel og Maade at deliberere, hvorledes Landet, som af vore Fiender ikke alleene er ruineret, men endogsaa geraaded udi saadan Tilstand, at vi for vores Naboer ikke ere sikkere, eller kand være forsikkrede, at det jo igien med Overfald og Fredsbryden kunde skee, som nyeligen af dennem er beganget, med mindre vi seer os bedre fore, end tilforn skeed er, og setter os udi den Positur, at tage imod sligt, om skee skulle. Da (446) ere vi af Adel-Standen, saavel som de andre Stænder, her tilstede komne udi allerunderdanigst Skyldighed Hans Majestets naadigste Villie at fornemme og efterkomme.

Hvorfore efterdi vi underdanigst fornemmer udaf Velbaarne Herr Rigens Hofmester udi Hans Maj. Navn giorte Proposition, at Hans Majestets naadigste Villie og Begiæring i Synderlighed er, at man ville være betænkt Hans Kongl. Majest. og Riget at komme til Undsætning med Hielp, at bevilge til Hans Majest. Hofs Underholdning, Fæstningernes Reparation, Vedligeholdelse og Guarnisonens, samt Militiens, item Flodens, som er det gandske Riges beste Vern og Forsvar, Forøgelse, Besættelse og Underholdning, og endelig Gieldens Afleggelse; Vi kand ikke andet, end sige og eragte alle samtligen, og enhver i sær, og vel bekiender alle disse Poster, at være saa considerable og fornødne, saasom det gandske Riges Velfærdt er, og bør at være, alles og enhver vores Velfærdt. Hvortil Hans Kongl. Majest. vores Allernaadigste Herre og Konning, ved trende af Rigens Raad haver ladet begiere, man ville bevilge, noget taaleligt at give, af hvis man i sit Huus aarligen kunde behøve, bruge og fortære. Og derforuden begieret man selv vilde foregive og Forslag giøre, hvad Middel man kunde tykkes baade her til fornøden at giøres, saavel som ogsaa vores Betænkende at give, hvorledes det heele Landets Besværing kunde remederes.

Hans Kongl. Majest. vores Allernaadigste Herres og Konges Hof anlangendes, da eragte vi det saa billigt som fornødent, at Hans Kongl. Majestets Huus bliver Kongelig underholdet, og at os i ingen Maade ville anstaae (447) derudi noget enten at reformere, eller det at restringere. Ikke desmindre, formoder vi, at de gode Herrer Velbaarne Rigens Raad holder os denne ringe Erindring til gode, som dem selv dog ikke er ubekiendt, nemlig hvad Indkomst Riget haver tabt formedelst denne nødtrengende Fred ved Skaanes Cession, samt andre Landers og Indkomsters udi Norge; Hvad videre Skade Indkomsten lider, og daglig frem bedre vil fornemmes at kunde komme til at lide ved Rigens Gods, som udlagt er og daglig udlegges udi Gieldens Afleggelse, og hvad videre Skade Rigens Indkomst tager udi Sundet formedelst vores ulykkelige Freds-Tractater, og derfor udi allerunderdanigst Maade fører Hans Kongl. Majestet til Gemytte, at man ikke bliver saa meget riig deraf, at man formeerer sin Indtægt, som der af, at man forringer og forminsker sin Udgift.

Project om Tarvelighed og Indkomsternes Administration.

Hvorfore efterdi Indkomsten, som forskreven staar, forringet er, og her søges nye Middel til saadan Udgift at stoppe, at Hans Majest. derfor Naadigst ville selv betragte, hvor nødvendigt det ville være, Landsens Udgifter, saavel Hans Majestets Hof anlangendes, som Militien, og andre Rigens Udgifter vel at menagere, paa det at den begierte Bevilling des villigere maa udgives, og maa forslaae og tilstrekke. Vil derfore fornøden være, at Hans Majestet vil lade giøre Overslag, og et Qvantum til sin Hofs Underholdning, et Qvantum til Flodens Bekostning, og et Qvantum til Militiens Udgift, deputere efter den Maade Landet efter denne vores Tilstand kand taale og afsted at komme; derhos vel betragtendes Landsens Armod, og enhver Mands, i synderlighed Bondens og Adel-Standens, (448) som mest i denne Krigs-Tid haver lidt og udstandet, eftersom det er meere end vitterligt, at vi ingen Næring haver haft, men altid haver maatt sætte til og udgivet, ja satt os i Gield for det man skulde udgive, og med nye Gield for sin Gield at forrente, formeeret sin Gield, thi ellers er det umueligt, det at udstaae, og Middel til saa store Udgifter, som os nu overhenger, at bringe til veie.

Vi for vores Personer af Adelstanden erbyder os allerunderdanigst, at lade os saadant u-anseet, saa vit mueligt, finde villig og reedebon til at bevilge og indgaae det, som Hans Kongelig Majestet, samt det heele betrykte Fædreneland, kand komme til underdanigste Hielp, Forsvar og Fortsettelse, efter den Maade nu paa dette Mode bevilget vorder.

Om Floden.Hvor nødvendigt det er, og udi sig selv bør at eragtes, Flooden ikke alleeneste at reparere og completere, men endogsaa altid at holde udi Bereedskab vel besatt med Folk og tilbørlig Amunition forsørget, det haver os lærdt vores Naboer med deres sidste Indfald, da de os, som sadde udi den gode Fortroelighed udi vores største Sikkerhed, uforvarendes og uformodendes overfaldt; ja det lærer os ogsaa dette Riges Situation, som ligger midt imellem vores Naboers Lande, bestaaende udi Insuler meestendeels, siunes derfore at skulde have sine beste Volde og Forsvar af en god vel udberusted Flode.

Var derfore gavnligt, at Rigens Høiviise-Raad ville lade forfatte, hvad dertil kunde behøves, at man kunde vide et vist Qvantum, som kunde svare til de Indtegte vi kunde bringe til veie, af hvis nu bevilges, ellers (449) kunde vel ogsaa Trafiqvens Fortsættelse mægtig hielpe til vores Flodes Bestørkelse.

Om Fæstningerne.

Fæstningerne, saasom de fleeste ere ikke komne til deres Perfection, vil uden nogen Modsigelse af høieste Fornødenhed for disse Landes Conservation endelig repareres, til Perfection fuldfærdiges, og med god Gvarnison vel forsees; saa maa man og være betænkt paa nogle udi Jylland, efter et vel formeret Consilium til Landets Defension, at anlegge. Thi ville de gode Herrer Rigens-Raad det i beste Maade saaledes hos Hans Kongelige Majestet midle, at saadant med forderligste maatte i Verk stilles, og Fæstningerne gode indfødde Danske Mænd betroes, saasom vi for alting og i Synderlighed er begierendes Hans Majestet udi saadanne vigtige Tienester ikke ville gaae sine troe Undersaatter forbi, men sætte sin Kongelige Fortroelighed paa dennem; vi ville formode og forsikre Hans Kongelige Majestet de skal deres underdanige troe Pligt lade see, saavel som nogen Fremmede, anseendes, at Nationen ved Fremmedes Foredragelse snarligen kand komme i Foragt.

Om Krigs-Magten.

Militien anlangendes, da er det at agte, at saa fornøden som vores Defension os er, saa fornøden er det, at Landet ikke med større Militie graveres, end det kand underholde; beder derfore paa det tienstvilligste, de Velbaarne Herrer, Danmarkes Høiviise Raad, ville baade selv vel considerere, overveie og betragte, saa ogsaa alvorligen føre Hans Majestet udi all Underdanighed til Gemytte, hvorledes dette Kongeriges Lande ere ikke alleeniste af vores Fiender indtagne, men endogsaa af vores Allierede meget ruinerede, og mægtig satte tilbage, at vi intet skal tale om det, som det heele (450) Land noksom beklager, at endeel af vores egne, som skulde have ladet sig bruge til voris Defension, haver paa anden Vis os ikke forsvaret, end Fiender os haver ruinered, saa at vi fast ikke have vidst at giøre Forskiel paa vores Fienders, og vores egnes Tractamente, og derfore saaledes mager det, at Landet ikke bliver onereret og besværget med meere Folk, end det kand taale, og disse bevilgede Midler kand tilstrække til saadanne og oven specificerede fornødne Udgifter; thi ellers befrygte vi vores Forsvar udi Freds-Tider vil blive os til saadan Udmattning, at vi hverken det skulle kunde udstaae, eller have udi Ryggen at forsvare os med, og GUd forbyde, nogen Krig skulle paakomme; Vi eragte det høinødigt og endelig fornødent, saa mange Fodfolk at underholde, som de Fæstninger vi nu haver, eller at opbygge kunde blive besluttet, kunde med besættes.

Hvilket indstilles underdanigst til de Velbaarne Hans Kongl. Majestets, og Danmarks Høiviise Rigens Raads deres Betænkning, derom at ordinere.

Om Land Militiens Oprettelse.Og, efterdi Vores Land-Militie, naar den bliver paa nye oprettet og vel anstillet, kand bringes til en anseelig Summa, da ere vi Tienst-villigst begierende, I gode Herrer ville hos Hans Kongl. Majestet midle det saa, at den maatte igien blive opretted, og komme paa Fode, og af voris indfødde Danske fornemmeligen commanderet. Vi formoder I gode Herrer megler det saa hos Hans Majest., at endeel af mange Generals, saa og Staats-Personer, som i disse Tider ikke behøves, maatte aftakkes, og vi siden ikke med fremmede Ryttere at besværges, som det umueligen kand taale, eller uden (451) total Ruine udstaae, uden saa vit nødvendigt kunde eragtes til Guarnisonernes Underholdning at behøves.

Om en Rigs-Marsk og Kongelig Cantzler igien at beskikke.

Det var vel gavnligt for Landet, Militien igien at bringe paa Fode, at efter Haandfæstningen en Rigens Marsk maatte blive satt, som vi af de gode Herrer haver tienstvilligen været begierende, Hans Kongl. Majest. dertil underdanigst ville søge at disponere, saavel som ogsaa til Rigens Raads Tall at completere, og en Kongelig Canceler at forordne. Og kunde Hans Majest. noksom endnu Landsens Besværing meere at lette, og des fleere Officierer at lønne, Middel at have udi Forraad med sine Høje- og Under-Officiers Løn og Besoldning, det saaledes udi Freds-Tider tilraades, at disponere og forordne, at som det haver været af Ældgammel Tider en velherbragte Maneer, at baade Rigens Marsk, og Rigens Amiral selv for deres Militariske Charger og Tieneste intet andet udi Freds-Tider haver nødt end deres Lehne, som dennem efter en raisonnable Forhøjelse er tillagt, da kunde Hans Majest. for Landsens Beste paa samme Maade beqvemmeligen de andre vores indfødde høje Officiers ogsaa med Lehne, Præbender, Canonicater, og andet sligt, eftersom deres Charger ere til, aflægge; Saa at de som Lehne eller saadanne Beneficia havde, skulde ingen anden Løn og Besoldning nyde, men naar Lehne og Beneficia ikke kunde tilstrække, da skulde og kunde dennem tillegges noget vist af disse nu bevilgede Consumptions-Midler, indtil sligt kunde falde, og for Udgifter desmeere at menagere, da siunes os ikke at være uraadeligt, saasom høistfornødent, at Regimenterne og Compagnierne paa Folk bleve forhøiede, og Officererne til et vist Tal (452) reducerede, og udi Freds-Tider forringede, anseendes, det er Officererne og Staben, som trækker det meeste, paa det at de ikke baade med Regimenter, særdeeles Charger, og andet som trækker, skulde baade besværge Landet og consumere det, som andre Under-Officerer kunde lønnes med, og naar de bleve vel menagerede, saa at een ikke med saa mange beneficeres, som tre eller fire med aflegges kunde, og da ingen at nyde saadan Beneficia, uden den som kunde kiendes capable til sit Fædrene Riges, enten Civil- eller Militariske Tieneste, som ville blive et fornemme Middel at instigere enhver at giøre sig beqvem. (a)

Vi leve derfor i største Haab, og fulde Tilforsigt, at i gode Herrer, baade selv tager sligt udi beste Consideration, og endelig med Eders gode Raad beqvemmer Hans Kongl. Majest. til saadan høifornøden Reduction, Landet efter udstanden høieste Pressur til største Forlindring.

Adelen byder sig til en Consumptions-Skatt uden Conseqvence.Og enddog den begierte Consumption er en besværlig og tung Udgift, meere for Navnets skyld, end for Udgiften skyld, i det den skiærer saa dybt i Privilegierne, saa erbyder vi os dog, af fremmed Øll og Viin, samt all anden Vare, som vi kiøbe udi Kiøbstæderne til vor Huusholdnings Fornødenhed, lige ved de andre Stænder med en god Villie at give den bevilgede Consumption af, saa høit som derpaa bliver bevilget og satt, dog med saadan Condition og Vilkor, at det maa blive for vores Posteritet, paa vores Privilegier, (453)

(a) Jeg følger her Documentet uden at giøre nogen Forandring i Stiilen, skiønt i dette saavel som i mange andre saadant kunde giøres fornødent formedelst dens Uforstaaelighed.

|uden Præjudice, og paa 3 Aars Tid alleeneste limiteret; Det alleeneste begiere vi underdanigst at have os forbeholden, alle Adelige Gaarder, og hvor vi paa Landet holde Dug og Disk, at blive forskaanet, og for den Consumption paa hvis ringe Meel og Malt, samt andet som vi der consumere, og fæmon vi uden nogen Underslæb paa Adelige Troe og Love, af vores eget, paa vores Gaarder og Lade-Gaarder kunde have, under den Straf som vederbør.

Hvor vit saadan Skatt skulde indskrænkes.

Herhos indstilles til de Høiviise Danmarkes Riges Raad, som Velbaarne Hof-Mester paa Sorøe, paa Academiens og Herlofsholms Skoeles vegne, lader anholde om, at considereres og haves udi Agt, om ikke de tvende Stæder, saasom med slige Stæder og Hospitaler altid og allesteds foreholdes, og saa bør for saadan Consumption at være, saavit Huusholdningen, og paa deres Lade-Gaarder, fri.

De gode Herrer Velbaarne Danmarkes Riges Raad ville vel betragte, at dersom den Adelige Stand undergiver sig denne Consumption af vores Fortæring, og hvis vi af Fæmon paa vores Gaarde have, da give vi bort dermed all den Frihed vi have, saa at der siden ingen videre Forskiæl er paa en Adelsmand og en Bonde, uden Navnet alleeneste, og tager os alleene en ny Tyngsel paa, thi Borger Standen, foruden det, at de her ere med Adelige Friheder priviligerede, da efterlades dennem derimod den ordinaire Skatt, som de ellers tilforne udgave, saavelsom ogsaa Bonden for sin Skat forskaanes, som os paalegges alleene, hvilke alleene før vare fri; Vi ville dog ikke vegre os i at bevilge og indgaae vores Ugedags-Tienere, som dog altid have fri (454) været for Skatt, nu og herefter, saa længe denne Bevilning staar, saadan Consumption og Qvæg-Skat at udgive, lige ved andre, og ellers vi selv, naar vi i Kiøbstæderne ere, af hvad vi der consumerer.

Vi finder det og ikke raisonable, at Kiøbenhafns Borgere, skulle kunde sig herimod besværge,

Nogle Gravamina, som tilkiendegive Jalousie over Kiøbenhavns Borgere.

under nogen Prætext af de Adelige Friheder de haver bekommet; Thi vi af vores Kiøbstæd Gaarde, og naar vi der ere, give Consumption lige ved dennem, og naar de kiøber, og haver Adelige Gaarder paa Landet, nyder de den samme Adelige Frihed. Det synes ellers ligesom de ved saadan Frihed skulle ikke alleeneste nyde meere Frihed end Adelen nogen Tid haver haft, og Adelen derimod skulle tabe all den Frihed de have haft, og lige ved Bonden bære Tynge, i det at Adelen taber i alt paa deres Frihed. Borgerskabet derimod gives Frihed, og beholder dog deres Borgelig Frihed, med Kiøbmandskab, som Adelen er formeent. Hvorfore vi formeener, at dersom de skal giøres lige med os udi vores Frihed, da er det ikke ubilligt, at vi ogsaa lige ved dennem nyder den Frihed at kiøbe og handle lige ved dennem.

Derforuden, da er det at agte, at alt hvis Pante-Gods Adelen haver, deraf holder Adelen Rostieneste, og de derimod have deres fri for Rostieneste, at vi intet skal tale om den runde Udleg de haver bekommet for deres Indqvartering og Forstrekning, hvorimod vores Gods og Gaarder haver udstandet langt meere Indqvartering, ikke alleeniste af Fienden, men vores egne, hvorpaa vi ingen Vederlag have, som vi med største Billighed kunde prætendere, saavelsom de.

(455) Vi bekiender vel, at dersom, GUd forbyde, dette Land skulde være overgangen, det som vore Fiender agtede os, og saadan Fare os endnu skulde forestaae, da vilde det meest over os udgaae, men derimod igien er at considerere, hvorledes det meest er Adels Privilegier, sligt angaar, og hvad stor Omkostning og Besværing vi dog udstaae med Rostieneste og anden Omkostning udi Hans Majest. Tieneste, Commissariater og Befalninger, som skeer paa vores egen Pung, og de som det forsøge, vel merker og fornemmer, ikke lidet tager paa dennem, som sligt vedkommer. Vi vill derfor formode, at i gode Herrer det tager til Betænkning, og rammer de Beste Raad, anseendes derhos at allevegne og over alt hvor saadan Consumption er i Brug, haver Adelstanden, som boer paa Landet, altid deres Gaarde fri for saadan Consumption.

Og eftersom ikke lidet Magt paaligger, hvorledes saadan Consumptions Indtegt og Udgift bliver administreret, da ere vi underdanigst af Hans Kongl. Majest. begierende, i gode Herrer ville holde os til gode den ringe Erindring, og hos Hans Majest. der megle saaledes, at det maatte tages i Observantz og bevilges.

(1) For det første; Efterdi der er ingen Tvifl paa, at det jo vil indbringe Hvorledes

Skatten skulde hæves og anvendes.

en considerable og anseelig Summa, at det derfore maatte saaledes blive administreret, og saadan Lighed blive underholdet, at een ikke meere, enten for sin egen Modvillighed skyld, eller for nogen anden Vild eller Venskab, og particuliere Interesse, bliver enten forskaanet gandske, eller seet igiennem Fingre med, vil derfor giøres fornødent Raad at optænkes, som af de fleeste kand indgaaes, hvorefter den Uvillige (456) kunde blive bragt til at giøre det som de fleeste indgaae, og all Undersleb uden Persons Anseelse blive straffet. Hvilken Straf, om Forseelsen ikke var for grov, at den kunde settes paa Penge, til Land-Kisten at udgives; Hvorom skulde gaaes efter Landsens lovlig Process, naar Hans Majest. først sin Forordning derom havde ladet udgaae.

(2) Eftersom Adelen haver altid været bevilged og haft den Frihed, selv at legge deres Tienere udi Skat, da ere vi underdanigst af Hans Majest. begierendes, at enhver Adelsmand selv maatte sætte saadan Consumptions-Skatt over sine Bønder, og derfor aarligen, som han vil svare, med rigtig Mandtall og Regnskab forklare, og hvis ikke da Hans Majest. Betientere det at forrette, udi Hosbondens eller Fuldmægtigens Nærværelse.

(3) At hvis Consumptions-Betienter sættes skulle, maatte skee med saadan Vall og Election, at man ikke nogen Vild, Venskab, eller particuliere Interesse derudi ansaae, men alleene dertil udtog saadane, som af alle, eller de fleeste vare bekiendte for ærlige, oprigtige og døgtige indfødde Danske, og dennem siden, de befandtes utroe eller forsømmelige, som forberørt er, paa Penge i Land-Kisten at straffe, første gang eftersom Forseelsen var til, og anden gang, foruden Penges Udgift, uden Pardon afsættes.

(4) At Bestillingerne over denne Consumption, blev saaledes deelt iblant mange, og til enhver sin visse slags Consumption, som kunde vide deraf sin visse Løn, og desbedre at svare til sin Bestilling.

(457)

(5) Og efter denne Consumptions-Skatt er begieret, fornemmelig til Hans Majestets Hofhaltung, til Militien og Flodens Fortsættelse, og endelig Gieldens Afleggelse, da ville I gode Herrer, Danmarkes Høivise Raad, denne vores velmeente og fornøden Erindring vel tage udi Agt, og mage det saa, at der maatte deputeres udaf denne Consumptions-Skat et vist slags til Hofhaltung alleeneste, saa vit anden Rigens Indkomst ikke der tilstrække kunde, hvilken dertil alleeniste skulde forblive, og ikke anvendes eller forvendes under hvad som helst Prætext til noget andet.

(6) Een anden Deel af samme Consumptions-Middel maatte anvendt blive til Militien, som og ikke skulle til noget andet henvendes, end dertil alleene, under hvad som heldst Prætext i nogen Maader; Hvilken skulle annammes og oppebæres af Hans Majestets velforordnede og betroede Commissarier udi hver Province, og igien udgives efter Ordre af dem, som af Hans Majest. bliver betroede.

(7) Eendeel af samme Consumptions-Middel til Flodens Fornødenhed skulde saa ogsaa ikke til noget andet henvendes, end der til alleene, under hvad som heldst Prætext i nogen Maader, hvilket skulde annames og oppebæres, saavelsom ogsaa udgives efter Ordre, af dem som der til bliver betroede.

(8) Og efterdi Riget er ikke alleeneste geraadet udi en stor Gield, men af Rigens Gods udsatt og Pantsatt snart meere end den halve Deel, da paa det sligt engang maatte blive indløst, at komme til Kronen igien, saa at Kongen kunde nyde Indkomsten, og Landet nyde nogen Lindring paa saadan Consumption, da var det vel (458) at ønske, der maatte bevilges et vist Qvantum af de bevilgede Consumptions-Middel til Kronens udsatte Gods at indløse, hvilket skulde og ikke bruges til anden Gield, end saadan som Rigens Gods er udsatt for, og da saadan Gods først efterhaanden indløses, som kunde eragtes Lehnene mest at kunde behøve, og ikke kunde undvære.

(9) Var ogsaa at ønske, at Hans Majestet vilde bruge noget vist af samme Consumption, at indlegges udi Land-Kisten til en Forraads- og Nøds-Penge, som ikke skulde, under hvad helst Prætext, angribes eller udtages, men til en Nøds-Penge giemmes til Værve-Penge, om, GUd forbyde, noget skulde paakomme.

(10) Og efterdi saadan Penge og Indkomst beraaber sig, og bestaaer udi det, som alle Stænder have bevilged, og af alles vores Middel, da ere vi allerunderdanigst begierende, at aarligen derfore maatte giøres Regnskab, udi visse Deputeredes Nærværelse af Adelstanden, Geistligstanden, Borgerstanden efter den Maneer som tilforne med den Militariske Udgift forholdet er.

(11) Anlangendes det forsegled, eller trøkte Papiir, da er vores Tienstvilligst Begiering til de gode Herrer Rigets Høiviise Raad, de hos Hans Kongl. Majest. vilde det saaledes underdanigst midle, at det efter alle Stændernes underdanigste Begiering, maatte dermed forblive efter den forrige derom udgangne Kongl. trøkte Forordning.

Hvad Consumptions Species vedkommer, da bevilger den Adelige Stand, at alle deres Bønder, med Ugedags Tienere udi 3 nestfølgende Aar fra den Tid (459) Consumptions-Paalegg begyndes, maa give af alle slags Korn, som males paa Møller, efter den af alle Stænder bevilgede Taxt. Desligeste aarligen 14 Dage efter Philippi Jacobi Dag at udgive den bevilgede Qvæg-Skatt af alt hvis, som er over Aar gammel, indtil Giæs og Høns, og intet videre. Dog hvad som til Kiøbstæderne udføres til at selge, deraf at give efter den af alle Stænder vedtagne Taxt.

Hvorimod vi af de Velbaarne Herrer, Rigens Høiviise Raad, tienstvilligen ere begierende, de ville vel giøre, og tilforne forsikre os ved Hans Majestets Kongl. Revers, at saadan Bevilling skal være os aldeeles u-præjudicerlig udi vores vel herbragte Adelige Privilegier, og at alle Adelige Sæde-Gaarde, og hvor paa Landet Adelen holder Dug og Disk, at være aldeles fri for denne Consumption og Qvæg-Skatt, som ovenmeldet er, saa og at samme Bevilling efter 3 Aars Forløb skal ophøre.

Desligeste, at saadan bevilgede Consumptions-Middeler ikke skal anvendes til andet, end til Rigens Tarv, og nødvendige Udgifter, som her oven til formeldet er. Derhos ogsaa, at vi eller vores Tienere, ikke med nogen Skatt, Contribution eller Indqvarteering derimod i nogen Maade skulde besværges, men Reductionen og Aftakningen uden Ophold strax at maatte foretages, eftersom Hans Majestets Undersaatter u-mueligt tillige Consumptions-Skatten og Indqvarteringen kand udstaae; Hvilken Forsikring paa alle fornæfnte Poster, dersom den os ikke nøiagtig skeer og holdet bliver, da denne vores Bevilling, at være som ugiort.

(460) Dette vores velmeente Indlæg begiærer vi paa det Tienstvilligste, de Velbaarne Herrer, Rigens Høiviise Raad udi all Faveur og Gunst ville optage; Vi forbliver for vores Personer, altid de gode Herrers Tienstvilligste Tienere.

Datum Hafniæ d. 19. Septembr. Ao. 1660.

B. Gyldensteen, M. ppr.

Ifver Krabbe Tages.

Steen Biilde,

Paa mine Brødre Knud og Peder Seefelldt, og mine egne vegne.

 J. Seefeld.

Oluf Brokkenhuus.

C. Lindenou.

Endogsaa paa Werner Pasberg, og Tønne Juels vegne, efter Fuldmagt. H. Fris.

Paa min Søn Waldemahr Daaes, og Hennig Valchendorpfs vegne, samtyker jeg underskrevne. Jørgen Kruse. M. ppr.

Paa min K. Moders, Frue Ingeborg Parsbergs og mine egne vegne. Axel Jul Ifvers.

Paa Lauritz Schinchels, Erik Qvitzow, og Christian Urne Christophersens, saa og mine egne vegne. Henning Povisch.

Paa mine egne og Erik Seestes vegne. Kield Krag. M. ppr.

Paa mine Brødres Mogens og paa Ebbe Rosenkrantz, og paa mine egne vegne. Oluf Rosenkrantz.

Vindtzes Bildt. Eghd.

Mogens Arnfeldt, paa Morten Schinchels vegne. Jacob Grubbe.

Erik Haagen og paa Præbiørn Gyldenstierns vegne.

Køhn Jochim Grobbe.

Erik Rosenkrantz.

Tyge Below. Eghd.

Christen Schel Jørgensen. M. ppr.

Christian Daa. M. ppr.

Paa Malthe Sedstes, Steen Ridtzes og mine egne vegne. Jørgen Reetz. M. ppr.

Hans Juell.

Albreet Scheel. M. ppr.

Lave Bilde. M. ppr.

Paa min Moder Fr. Karen Arenfelds og mine egne vegne. Offve Jull.

(461) Paa min K. Moders Frue Sophie Rosenkrantz, og min K. Søsters Karine Krabbe og mine egne vegne. Niels Krabbe.

Paa Peder Langes og mine egne, samt deres hvis Fuldmagt jeg haver under enhvers Nafn. Jørgen Rosenkrantz. M. ppr.

Otto Povisk. M. ppr.

Hugo Lutzow.

Jørgen Kaas. M. ppr.

H. Fris. M. ppr.

Jørgen Skeel.

Paa min Søsters Frue Ide Lindenovs og mine egne vegne. Jacob Lindenow. M. ppr.

Paa efterskrevnes vegne, efter Fuldmagt specificeret.

Erik Lindenov,

Hans Wolf,

Hans Bille,

Niels Pasberg,

Christen Lange,

Claus Dyere,

Voldmahr Steen,

Niels Kaas,

Hendrik Sass,

Ped. Hendriks. Mylling.

Frue Elsebe Juell,

Lauridtz Belov,

Jørgen Rosenkrantz,

Mogens Kragh,

Corfitz Ulfeldt,

Marc. Rodstein. P.

Axel Sedsted,

Hans Steensen.

H. Qvitzow, paa Frue Helvig Rosenkrantzes vegne efter Fuldmagt Frantz Rantzow.

Betænkning over dette Forslag og denne Skatts Bevilning.

Dette Adelens Forslag har jeg fundet fornødent Ord for Ord her at anføre, eendeel efterdi det giver en Afrisning paa Landets Tilstand efter Krigen, og viiser, hvad Adelen da havde at besværge sig over, nemlig, at der ingen Land-Militz var, men gevorbne Tropper og fremmede Officiers, iligemaade, at der ingen Rigs-Marsk eller Kongelig Cantzler var, ei eller at Rigets-Raads Tall var complet, hvilket altsammen de meenede at stride mod Haandfæstningen. Om Kong Friderik derved har haft nogen Politiqve og efterfuldt sin Faders Stats-Maximer, er noget som for vist ikke kand siges. Det er troeligt, at de forvirrede og bedrøvelige Tider have været størst Aarsag derudi, saa at Hans Majestet ikke haver haft Leilighed, at tænke paa, hvorledes de vacante høje Embeder kunde besættes, og Rigets Raads Tall completeres. Foruden dette og andet, som man lærer af ovenanførte Forslag, kand man og deraf corrigere de Vildfarelser, som findes hos alle fremmede Skribentere, i det de sige, at Adelen vegrede (462)  sig for at contribuere deres Deel til Rigets Retablissement, og derudi enten af Uvidenhed eller Passioner have gaaet for vit.

Alt hvad man her af kand indføre, er, at deres Tilbud var ikke proportionered efter Rigets Tarv, thi først var det for meget limitered, efterdi de vilde, at de Adelige Gaarde, og hvor Herremænd paa Landet holdte Dug og Disk, skulde være befriede for den paalagde almindelige Consumption, dernest, efterdi de foreskreve en kort Tid alleene, nemlig paa 3 Aar.

For det andet var dette Tilbud satt paa Skruer, og saaledes forfattet, at Adelen kunde give hvad dem lystede, efterdi enhver Adels-Mand selv vilde sætte Skatten for deres Bønder, eller i det ringeste være overværende, naar saadant af Kongelige Betientere forrettedes. Hvor om alting er, saa seer man af efterfølgende Historie, at de andre Stænder ikke have været fornøiede med dette Tilbud, helst Borgerskabet udi Kiøbenhafn, hvilke kunde støde sig over nogle Expressioner udi samme Forslag.

Saadanne vare da Adelens Propositioner, hvilke bleve imodtagne af Raadet, som bevilgede, at for hver 10de Person af Adelens Tienere skulde udi 4 Terminer betales 15 Rixdaler, og det paa 3 Aars Tid mod forlangede Kongl. Revers, og er det merkeligt, at Corfitz Ulfeldts Navn findes undertegnet saavel ved Forslaget som Sluttningen, hvilket giver tilkiende, at han ikke endda var fængsligen bortført, skiønt maa skee under nøje Opsyn.

Geistlighedens og Borgerskabets Forslag om Lehnenes Forpagtning.

Geistligheden og Borgerskabets Forslag derimod gik udi anden Tone. De samme giorde saadan Erklæring, nemlig, at man vidste intet bedre Middel til at udreede Riget af den store Gield, som det var behæftet med, end at Kronen tog først til sit eget Gods, saa vit som det kunde forslaae, og siden, naar det ikke kunde strække til, vilde de, som troe Undersaatter af yderste Formue hielpe med deres ringe Midler.

Dette forklarede de saaledes, at Kronen havde sine Lehne, Gaarder, og Lade-Gaarder, ikke fordi andre derved skulde beriges, men at Kongen og Riget dermed skulde forsørges, og Undersaatterne ej uden stor Nød besværges. Nu, efterdi Kronen var udi (463) saadan yderlig Vitløftighed, burdte Lehnene, Slotte og Gaarde, samt alle Kongens Lade-Gaarde forpagtes bort til den Meestbydende, og Indkomsterne deraf skulde i Skatt-Kammeret indbringes. Saadan Forpagtning meenede de skulde beløbe sig til nogle Tønder Guld aarligen, og være en stor Hielp og Styrke for Kronen.

Bliver ilde optaget af Adelen.

Derimod protesterede Adelen, beraabende sig paa Haandfæstningen, som indeholdt at Lehnene skulle confereres Adelen alleene, og ikke gives enhver til Forpagtning, men derimod blev foreslaget, at Skatt og Told skulde paalægges Stænderne, hvoraf man giorde saadan Regning, at alle Byrder vilde lægges paa Geistligheden og Borgerskabet alleene. Herudover begyndte Borgerstandens Fuldmægtige rett at tage Bladet fra Munden. De Kiøbenhavnske talede for Kiøbenhavn, og forestillede, hvilken Skade samme Stad havde lidet, og hvilke Ulykker den havde udstaaet i den haarde Krig og Beleiring, saavel inden som uden for Portene paa nogle Tønder Guld. Derefter begyndte de andre Kiøbstæders Fuldmægtige at tale hver for sin Stad, og fremlagde Qvittancer fra Kongens Commissarier,

Hæftige Disputer derover.

(a)for hvad de havde contribueret til Regieringen udi Krigens Tid: De beviisede af en liden Kiøbstæd, hvor ingen Handel var, og den heele Bye var taxered for 6 Bønder-Gaarde, at den udi et halvt Aars Tid havde udgivet til Krigs-Folkets Underholdning 6000 Rixdlr. og, naar saaledes var tilgaaet med de smaa Stæder, kunde man lett slutte hvilke Byrder de store Stæder havde været underkastede. Adelen foregav derimod, at deres Gods og Gaarde vare lagde øde udi Krigen, men dem blev derpaa svaret, at adskillige Kiøbstæder vare blevne ligesaa ilde medhandlede, og dog havde contribueret store Summer til Kongen og Kronen. Ja Disputen blev omsider saa hidsig, at de Gemeene understode sig til at sige, at om nøje Examen skulde holdes over Krigs-Folket, og der blev efterseet hvor mange blinde Compagnier og Regimenter der udi (464)

(a) Anonymi Acta post pacem. manuscr.

Krigen havde været, skulde man finde Aarsagen til de Uheld, som Landet var geraadet udi. (a)

Med saadan Hæftighed bleve Disputerne fortsatte mellem Adelen og de andre Stænder, men uden Frugt, og seer man af samme Tvistigheder, udi hvilken Stand Kronens Gods var, at Adelige Familier dermed alleene vare forlehnede, og at Kronen deraf selv havde kun liden Fordeel; som for Exempel, af Roskilde Amt, som de havde i Forlehning, gaves til Kongen ikkun 2000 Rixdlr., af Nyborg 1000 Rixdlr. &c. Hvorimod de oppebare alle visse Indkomster, men for de uvisse giorde de Regnskab til Kammeret, og stod det ikke i Kongens Magt at forhøie saadant.

Af disse Argumenter blev Adelen, som ikke var vant til deslige Contradictioner,

Otto Krags Tale.

meer og meer opirret, og tog omsider Hidsigheden saadan Overhaand, at Otto Krag stod op fra sit Sæde, og (som Historien gemeenlig fortælles) sagde til Borgemester Nansen, at de gemeene Stænder hverken considererede Adelens Privilegier, som alltid havde været befriet for Skatt og Paalægg, ej heller deres egen Stand og Vilkor, efterdi de vare ufrie. Denne Historie vil jeg ikke gandske forkaste, saasom den er conform med alle de Tiders Historier, og den almindelige Tradition, men alleene sige dette, at hvis bemældte Rigs-Raad ved det Ord ufrie, meenede Kiøbenhavns Borgere, haver han ikke erindred sig Borgerskabets Privilegier, som han selv for tvende Aar siden havde underskrevet, og som udtrykkeligen decidere i denne Post, hvor om Disputerne vare, og det med disse Ord: Og skal Borgerskabet ikke med videre Told, Accise, eller anden Tynge og Besværinger belægges end Adelen giør af deres, (b) item, at de udi Freds-Tider skall være frie for all Skatt Hoff og anden Indqvartering. (c) (5r.)

(a) Anonymi Acta post pacem. manuscr.

(b) Diplomat. art. 5.

(c) Art. 6.

Dette skeede dog ikke uden efter adskillige foregaaende meere moderate Conferencer, hvorudi man gik frem Fod for Fod, saa at Geistligheden og Borgerskabet skreede ikke til dette Forslag om Lehnenes Forpagtelse, hvilket var at røre Adelen meest paa Bylden, førend de havde giort adskillige andre mindre betydelige Betænkninger over Adelens Forslag, saa vel det første om Consumtionen, som andre om det Stemplede Papiir, Skoe og Støvle, &c. hvoraf de samtykkede noget; Hvorledes

Proceduren efter Orden skeede mellem Stænderne.

forkastede eller limiterede andet; thi Proceduren derved var denne:

Efterat Rigets Hoffmester Joachim Gersdorf den 10 Sept. udi Kongens Nærværelse paa Riddersalen havde foreholdet samtlige Stænder at være betænkte paa Middel til Landets Forsvar og Opkomst, blev Dagen derefter, nemlig den 11 Sept. ved 3de Riigs-Raad: Gunde Rosenkrands, Otto Krag, og Peder Retz, udi det Islandske Compagnies Huus overleveret en Forestilling om at sætte en lidelig Skatt paa alle de Vahrer, som bruges og fortæres, (a).

Derpaa bleve holdne adskillige Conferencer mellem samtlige Stænder skiønt Frugtes-løse; thi Adelen beqvemmede sig vel til en Consumtions-Skat, men paa visse Vilkor, saaledes at de forlangede Consumtions Frihed for det, som

Middelstandens første Betænkende over Forslaget om Consumtionen.

fortæredes paa deres Adelige Gaarde paa Landet, og bevilgede allene, at deres Uge-dags Bønder skulde være Consumtionen underkastede. Dette stod Geistligheden og Borgerskabet ikke an, hvorudover de den 15 Sept. forfattede en skriftlig Erklæring, saaledes lydende: (b)

Høy-ædle og Velbyrdige Herrer

G. Rosencr. Otto Krag og P. R.

Dannemarkes Høy-viise Raad.

Eftersom Hans Kongl. Majst. vor Allernaadigste Herre, først ved Hans Excellence Hr. Rigets (5v)

(a) Propositio dat: in Curia Senat: 11 Sept: 1660 Manuscr:

(b) Protestatio Ordinum Inferiorum, Hafn: 15 Sept: Manuscr:

Hoffmester, siden ved Eders Excellencer, Naadigst haver givet samtlige Dannemarks Riiges Stænders Fuldmægtige tilkiende den meget slette Tilstand Riiget formedelst den ulykkelig førte Kriig er geraadet udi, og at paa Middel vilde tænkes, hvorved den Kongl. Hoff-Haltung, Militien og Floden kand underholdes, item: Kronens Gield afbetales, og at de Forslag og Middel, som Hans Kongl. Majest. med Riigets Raad dertil begierer, ere: At alle Stænderne ville paa viß Tiid bevilge og indgaae, at noget lideligt maa gives og paalægges af alle Vahre, som enhver bruger, behøver og Fortærer;

Da efter saadanne Naadigste og grundigste Propositioner have vi med samtlige Stænder nogle Gange været forsamlede om samme Consumtions Paalægg og dets Beskaffenhed at deliberere, ere og saa vit komne, at Bisperne med samtlig Ministerio, samt Capitlerne saa og Kiøbenhavns Fuldmægtigede, desligeste de andre Kiøbstæders Deputerede ere blevne eenige om en lidelig og taalelig Consumtions Paalægg, som Stænderne kunde foreenes om paa nogen viß Tiid at indgaae, med den Vilkor, at alle Stænderne, Adel og U-adel, aldeeles ingen undtagen, vilde derudi giøre efter Vilkor lige med hinanden, og hvad Frihed enten Adel, Universitet, Geistligheden, Kiøbenhavns Stad, eller andre Stæder kand have, saa længe herudi at deponere, dog samme Privilegier ellers uforkrænkede i alle Maader. Men eftersom den Velbyrdige Adelige Stand formeener dennem at være præjudiceerligt, at give nogen Consumtion, af hvis paa deres Adelige Gaarde paa Landet bliver consumered, og derfor at burde forskaanes, efterdi (6r) de have bevilged, at deres Uge-dags Bønder ej skulde være frie, og de andre Stænder formeente, og forhaabede, at den Velbyrdige Adels Stand sig herudi ej vilde undskylde eller unddrage, men tillige med de andre Stænder for deres Person hielpe dette vigtige og højtnødvendige Riigets fornødne Verk at secundere, og derudi sig ej fra de andre Stænder at separere. Men, eftersom Deres Velbyrdigheder ej haver behaget sig at erklære, Consumtions Paalægg at give af hvis, paa bemeldte deres Gaarde forbrugtes, ere Stænderne siden, uden noget videre herudi at forrette, adskildte; hvilket vi Underskrevne have eragtet høj-nødvendigt Ed: Excellencer, som af Hans Kongl. Majest. ere deputerede med Stænderne om dette Consumtions Verk at handle, paa det ydmygste at tilkiendegive. Begiære derhos tienstvilligen, at Ed: Excellencer højgunstigen ville befodre, at den gode Adelstand sig herudi ej vilde undskylde, men sig lige ved andre privilegerede Stænder beqvæmme, paa det at dette høj-vigtige Verk ej skal ufrugtbar afgaae, men med forderligst udi Eenighed og med alle Stændernes Samtykke kand komme til en god Ende, og enhver Geistlig og Verdslig des snarere kand komme hiem til deres. Formodende herpaa Eders Excellencers gunstige gode Svar: Eders Excellencer hermed i den gode GUds Beskiærmelse befaled. Kiøbenhavn, den 15 Sept. 1660.

Denne Erklæring findes underskreven af 34 Personer, foruden Biscop Svane og Borgemester Nansen. Efterfølgende Forfald derimod findes undertegned af henved 50 Personer, hvilket viiser, at de endda ikke vare alle ankomne.

(6v) Den 17, 18 og 19 Sept. bleve Stænderne forsamlede udi Bryggers Laugs-Huus, hvor af dem alle udi Hr. Otto Krags Nærværelse blev giort en Consumtions Taxt, som til Hans Majest. blev overlevered den 19. Sept. og er det forhen anførte vidtløftige Forslag, hvorover jeg har givet min Betænkning, og som de andre Stænder ingen Behag funde udi, efterdi det indeholdt intet, uden hvad Adelen i Førstningen havde tilbudet sig, nemlig: Consumtion for deres Uge-dags Tienere alleene.

Men saasom de merkede Middelstandens bestandige Fremturenhed udi at forkaste saadant Forslag, gave de siden udi Adskilligt meget efter, og derfore ikke alleene indleverede en nye Bevilning om det stemplede Papiir, item: om Skoe og Støvle (a)men endogsaa accorderede dette:

Nye Consumptions Taxt.

1) at alle deres Bønder og Uge-dags Tienere skulde give udi 3 nestfølgende Aar den Consumptions Told, som af alle Stænder var bevilged, desligeste 14 Dage efter Philippi Jacobi, af deres Qvæg, som er over Aar gammel (Gies, Høns, og deslige undtagen) dog hvis til Kiøbstæderne udføres, at give den paalagde Told. 2) I Steden for Consumptionen af deres egne Gaarde paa Landet, bevilligede de af hver 10de Person, som dennem tiener, aarligen 15 Rdr. fleere eller færre à l’avenant, og at betale det aarligen i 4re Qvartaler, og at give Specification paa deres Tienere under høy Straf.

Ved dette sidste Tilbud bleve de andre Stænder noget meere tilfreds stillede, hvilket sees af den Erklæring de derpaa kort derefter giorde, og hvorudi de tilbøde sig efter Adelens Exempel at give for hver Tiener aarligen 1½ Rdlr. saafremt hvis, hvad de for deres egne Personer brugte og fortærede, maatte for Consumtionen forskaanes. (b) Og seer man, at de herved paastode, at Adelen og de andre Privilegerede skulde udi alting paa nogen Tid bære lige Byrde med dennem, indtil Riiget kunde komme paa Fod igien. (7r)

(a) Nova Nobilitat: declaratio 21 Sept. Manuscr:

(b) Respons: Ord: Inser: Hafn: 25 Sept: 1660 Manuscr:

Men som alt dette kunde ikke forslaae til at reede Landet ud af den bedrøvelige Tilstand, det var geraadet udi, og Middelstanden derforuden agtede at betienne sig af de da værende Favorable Conjuncturer for videre at indskrænke Adelens Magt og at giøre deres egen Vilkor bedre i Fremtiden, skrede de omsider til det merkelige Forslag om Lehnenes Forpagtelse og Lade-Gaardenes Afskaffelse, hvilket bragte alting udi den Fyr og Flamme, som forhen er viised. Jeg har tilforn talet om Lehnenes Art og Eegenskab, og viiset, at derudi bestod Adelens største Herlighed, hvorfore de ikke glemte at indføre i de Kongelige Haandfæstninger, at ingen uden Adelen maatte nyde Forlehninger.

Middelstandens skriftlige Forslag om Lehnes Forpagtning.

Forslaget kunde derfore ikke ansees andet, end et Manifest, hvorved Kriig blev dem af de andre Stænder erklæred, hvilket ogsaa paafølgende Ting udviisede.

Forslaget om Lehnenes Forpagtning den 25 Sept. lyder saaledes:

Stormægtigste, Højbaarne Første, Allernaadigste

Herre og Konge!

Eftersom at Undersaatterne her udi Danmark af Krigerne nesten ere ruinerede og forarmede, saa at de ej formaae stor Tynge og Besværing herefter at taale og udstaae, men højligen Skaansel behøve, om de ikke skal blive ruinerede, Eders Kongl. Majestæt og det heele Riige til ubodelig Skade, og Kronen dog større Udgiffter paahænger, hvortil store Middel udfodres; da, efterdi billigt er, at hver, som selv Middel haver, det først angriber i Nøds Tiid, førend man begiærer Hielp af andre, saa kunde og vel eragtes billigt, at Kronen nu i denne store Besværing, den stikker udi, og først hielpes, (7v) saa vit mueligt, af sit eget: kunde det ej da tilstrække, naar det ej til andet end fornøden Brug udgives, da Undersaatterne med billig og taalig Paalægg hielpe, saa vit mueligt skee kand, og bør. Da, eftersom ved Dannemarks Høj-viise Raad Stænderne er foreholdt, at, dersom de nogen gode Forslag herom vidste at give, skulde det i Naade og Gunst vorde optaget. Hvorfore dette efterfølgende Forslag underdanigst er opsatt, om den naadigst kunde behages. Formeenes derved en merkelig Summe til Kronens Gavn, og dens Udgifter kunde bekommes;

1. Om alle Kronens visse og uvisse Indkomster udi Dannemark og Norge af Lehnene, Tolde og andet maatte følge Kronen til dens beste, og til intet andet at anvendes, og for alle Lehnes Indkomst rigtig Regnskab at giøres, eller forpagtes til dem, som mest ville give, dog at Danmarks Riges Høi-viise Raad, som for Riiget stor Møje og Besværing haver, og andre, som Riiget merkelig god Tjeneste giøre, af Ed. K. M. efter Naadigst Behagelighed tilbørligen aflægges.

2. Om Ladegaarde kunde afskaffes saaledes, at den tilliggende Ejendom med Bønder bliver besatt, eller forpagtes til dennem, som Avlingen selv ville drive, og meest deraf ville give.

3. Om Kronens Bønder maatte være fri for Ægt og Arbeide, og i Steden derfor give Penge til Kronen, hvilket formeenes en stor Deel Penge Riiget til beste kunde andrage, og Bønderne at være til større Hielp.

(8r) Hvilke forbemeldte underdanigste Forslag vi paa det allerunderdanigste og ydmygste begiære, og bede udi Naade og Gunst maa optages, som alleene til den Ende ere opsatte, om naadigst kunde eragtes, Hielp deraf til Riigets store Udgifter at kunne bekommes, hvis Consumtions Middel ej kunde tilstrække.

Derpaa begiæredes nogle andre Poster, nemlig 1) At Salt-Tolden maatte modereres; 2) At u-nødige Told-betiente maatte afskaffes, og 3) At den Tiende Deel af Told og Accise maatte forundes hver Kiøbsted.

De Personer, som underskreve saavel dette som andre Forslag, vare baade af den Geistlige og Borgerlige Stand, og vil jeg her anføre deres Navne, for at viise, hvilke de af Middelstanden vare, som promoverede dette store Souverainetets Verk:

Hans Svane for sig selv, og for Superintendenten i Aarhuus.

Anders Andersen, Lauritz Jacobsen, Peder Kragelund, Johann Dietrichsen Badsker, Paa Ministerii og Canonicorum Vegne i Viborg.

Paa Roskilde Capitels Vegne: Thomas Michelsen, Hans Pedersen Kallundborg.

Paa Kiøbenhavns Stads Vegne: Hans Nansen, Christopher Hansen, Friderich Thuresen, Hans Petersen Klein.

Paa Christianshavns Vegne: Hans Thuresen.

Paa Riber Byes Vegne: Carsten Tønnesen, Jesper Hansen.

Paa Odense Byes Vegne: Thomas Brorsen, Knud Jacobsen.

(8v) Paa Ministerii Vegne i Siælland: Ericus Olai, item: Peder Willadsen.

Paa Ministerii Vegne i Fyen: Peder Nielsen Falster.

Paa Præsternes Vegne af Vendelboe Stift: Jacob Hansen.

Paa Ministerii Vegne udi Ribe Stift: Jens Skytt.

Paa Ministerii Vegne udi Aarhuus: Hans Ruhmand, Jesper Hansen.

Nykiøbing i Falster: Jürgen Lundt.

Naskov: Peder Mortens, Hans Pedersen.

Paa Ministerii Vegne af Viborg: Jacob Faber.

For Aalborg: Claus Thomesen.

For Aarhuus: Anders Lydichsen, Mads Værn.

Paa Randers Byes Vegne: Mickel Tygesen, Mickel Severinsen.

Af Kolding: Martin Panch, Baltzar Nielsen.

Af Warde: Staffen Nielsen.

Af Kiøge: Christen Caspersen, Johann Hanssen, D. Bertram.

Af Helsingør: Hans Jensen, Johan Hansen.

Af Wiborg: Claus Christensen, Peder Jensen Biering.

Af Svendborg: Niels Lauridsen.

Af Faaborg: Iver Nielsen.

(9r) Paa Provsternes og Præsternes Vegne paa Thye og Mors: Anders Andersen.

Paa Ministerii Vegne i Lolland og Falster: Knud Lerke.

Af Roskild og Ringsted: Claus Povelsen.

Af Nestved: Peder Seyersen.

Af Slagelse: Clemen Pedersen.

Af Callundborg: Peder Trellund.

Af Holbek: Niels Nielsen.

Af Slangerup: Hans Atke.

Af Wordingborg: Anders Kok.

Af Præstøe: Lauritz Skytte.

Af Skiælskøer: Morten Pedersen.

Af Stege: Mads Hansen.

Af Nykiøbing i Aads-Herred: Dinis Andersen.

Af Rudkiøbing, Lemvig, samt Tisted og Holstebroe: Oluf Jepsen.

(9v) Til disse Deputerede blev siden paa Universitetets Vegne efter Kongl. Ordre adjungeret: Prof. Wilhelm Lange.

Disse vare de Personer, som promoverede dette Verk, og saasom de alle ere blevne anseede som Heroës, har jeg holdet fornødent, eengang for alle at anføre deres Navne paa eet Sted. (a)Under visse Erklæringer findes nogle udladte, under andre fleere Navne tillagde. Saaledes for Exempel findes under dette Forslag ikke Ericus Olai, men alleene Peder Willadsen. (a)

Dette giorde Forslag kunde ikke andet, end mishage Adelen udi højeste Grad. De andre Stænder derimod, som derudover bleve med Hidsighed begegnede, tilkiendegave meer og meer Misfornøjelse, saa de paa nye den 4de Octobr. indgave en Protestation imod den seenest forfattede Consumtions Skatt. (b)

Endeligen brød der Hull paa Bylden, saa at Geistligheden og Borgerskabet begyndte at foretage sig det store Verk om Regieringens Forandring.

Den Siællandske Deputereds Beretning om den merkelige Conference, holden paa Bispe-Gaarden.

Omstændighederne derom ere nu omstunder gandske ubekiendte, saasom intet derom, som mig er vitterligt, er antegned. Jeg seer alleene af en skreven Beretning, forfatted af det Siællandske Ministerii Deputered, uden Tvil Erico Olai, at Geistlighedens og Borgerskabets Deliberation, om at tilbyde Hans Majest. en arvelig Eenevolds Magt, fornemmeligen blev foretagen paa Bispegaarden. Samme Siællandske Ministerii Deputered beretter dette saaledes: (10r)

(a) Som da kaldtes Kongens Kammerskriver, hvilket var det samme, som nu Cabinets-Secreteerer, hvorvel han gemeenligen udi SouverainetetsHistorien kaldes Kammerherre.

Blev siden intet synderligt foretaget, førend den 5 Octobr. Dog alligevel vare alle Bisperne, Kiøbenhavns item Siællands Ministerii Deputerede, Kiøbenhavns Magistrat og Deputerede, jeg ogsaa, og Wiborgs og Aarhuus Stiffts Deputerede til H. Ærværdighed Biskop Hans Svane; og der blev da deliberered, paa hvad Maade man skulde i Forsamlingen for de andre Deputerede giøre det Forslag, om at tilbyde Hans Majestæt Riiget til et Arve-Riige; og blev da concipered det Instrument, som siden Hans Majestæt blev overlevered. Imod Aftenen, da Klokken var 5, kom Christopfer Gabel (a)need til Bispens, og af Bispen blev entretenered udi en stor Stue, næst op til den vi sadde udi, meer end en stiv Time. Hans Nansen Borgemester blev strax til dem indkalden. Siden, en halv Time derefter blev Doct. Johan Dietricksen Badsker, Bispen af Wiborg indladt, og strax derpaa kom Doctor Hans Svane selv ind til os i den store Stue, og bad os ej at skulle lade os Tiden forlænge. Kaldte mig strax derpaa til sig ved en Side i Stuen, og, efterat vi nogen Tiid tilsammen havde snakket, fulte jeg ind med ham i Stuen, hvor Gabel var med de andre tilforn Indkaldede, og, efterat vi længe havde talet sammen, spurdte han mig ad, om jeg kunde forsikre, at det jeg her paa Ministerii Vegne lovede, ej siden af dem, som mig havde udskikket, skulde oprippes, som den Ting, hvortil de mig ingen express Fuldmagt havde givet. Hvortil jeg svarede, at som jeg fuldkommeligen var forsikret, at dette (10V)

(a) Som da kaldtes Kongens Kammerskriver, hvilket var det samme, som nu Cabinets-Secreteerer, hvorvel han gemeenligen udi SouverainetetsHistorien kaldes Kammerherre.

|et Verk vi nu i Hænder havde, var saavel af os alle i Dag tilstæde værende betænkt, at man af alle Disputer ej andet kunde finde og slutte, end at det jo maatte geraade til det Kongelige Huuses Flor og Velstand, og Rigets Gavn og Beste, i det at de Riige og Mægtige ej større Ret og Frihed nøde, end de Fattige og Lave, saa vilde jeg ogsaa sikkerligen forvisse Hans Majestæt, at, naar mine Medbrødre i det gandske Stift saae, at alle Stænderne saavel som de andre Stifters Geistliges som Kiøbstæders Deputerede med eet Mod og Sind faldt til samme Tanker, de sig jo udi allerunderdanig Hørsomhed og Lydighed, dertil ogsaa uden nogen Difficultet skulde beqvemme, og min Gierning approbere. Og, om saa var, at der skulde findes enten een eller anden, som denne Gierning for deres privat Interesse skulde ville hindre, saa kunde han dog ikke andet end være forsikret om, at de jo vare fleere, som ønskede heller at regiæres af een end af mange; Og disse skulle vel være baade de Fleste og de Myndigste. Dog vilde jeg gierne ønske, at man fornam saa vel de andre Stifters Deputeredes Meening, som ikke selv i Dag havde været i denne Conference, og, om nogen af dem skulde være vankelmodig, de da med god Fornuft og Secretezza kunde bringes til bedre Tanker. Disligeste, at man saae til, at een og anden af Kiøbstædernes Deputerede, og besynderlig de, som paa dette Mode vare i Spidsen for de andre, blev paa beste Maade saadant ført til Gemytt; og skulde man først prøve det med dem, som man vidste ved deres egen Merite eller Arv vare komne til nogen Myndighed og Middel, og ej ved Adelens Forfremmelse. Herpaa vendte (11r) Gabel sig om til os alle, og takkede os paa Hans Majestæts Vegne for den Iver og Standhaftighed i det Svar enhver af os havde givet; Lovede, saaledes at skulle referere Hans Majestæt det, at enhver i sær derfor hos Hans Majestæt i Fremtiden skulde forvente Naade. Hvorpaa han strax gik op paa Slottet igien; men ingen maatte følge ham til Dørren uden Bispen selv. Siden gik vi need tilsammen udi Stuen, hvor de andre sadde, og da blev slutted, at Borgemester Hans Nansen om Morgenen derefter skulde tale med Knud Jacobsen og Thomas Brodersen i Odensee, Christen Casparsen og Ditlef Berthram af Kiøge, men sidst Karsten Thomesen af Ribe og Peder Mortensen i Naschou, hvilket ogsaa skeede den 6 Oct.

Den 8de var Geistligheden og Borgerskabet forsamled paa Bryggers-Laugs-Huus om Morgenen Klokken 10, og blev da Borgemester Hans Nansen præsentered af Biskop Svane det Forslag, som man imidlertid havde opsat, angaaende Riget at tilbyde Hans Majestæt arveligt, og som var underskrevet af alle Geistlighedens Deputerede, at han det tilligemed Kiøbstædernes Deputerede ogsaa vilde underskrive: hvorpaa Hans Nansen giorde en Tale til Borgerskabet, og derpaa gik først hen og underskrev tilligemed sine Collegis, bad saa enhver af de andre, at de skulde efterfølge hans Exempel, som ærlige Patrioter, og som de, der vilde deres Konges og hans Huses Gavn og deres Fædernelands Velstand. Hvorpaa enhver efter hinanden gik til og underskrev det i den Orden, som de tilforn vare vandte til. Nogle af dem begyndte vel at ville disputere; men de lode paa det sidste sig alle beqvemme der til.

(11v)

Dagen førend dette skeede, nemlig den 7 Octobr. udkom ved Trykken den foromtalte projecterede Forordning om stempled Papiir; den samme var dateret den 1 Octobr. og blev skikked Borgemester og Raad den 7 ditto, for at læses paa deres Raadstue den 8 Octobr.; Middelstanden vil ikke antage en trykt Forordning om stempled Papiir.

men, som ovenomtalte store Verk just paa samme Dag var i Verk, og Borgerskabet derforuden formeenede, at den ej kom overeens med hvad som derom var samtykt og bevilliged, veigrede de sig for at lade den forkynde, det samme skeede ogsaa i den almindelige store Forsamling, som den 8de holdtes i Bryggers Laugshuus, da samme Forordning did blev henbragt ved Borgemester Hans Nansen, og Christopher Hansen; thi den blev forbuden at læses. De Motiver, som de dertil havde, sees af den Begiæring, som de Dagen derefter overgave Hans Majestæt af saadant Indhold: (a)

Stormægtigste, Højbaarne Første, Allernaadigste Herre og Konge.

Eders Kongl. Majestæt nødes vi Ed. Majestæts troe Undersaatter hermed underdanigst at besøge, at, eftersom Geistlig og borgerlige Stænders Fuldmægtige den 25 Sept. nest forleden have indleveret vor allerunderdanigste Erklæring, det Forseiglede Papiir angaaende med meere, og vi derudi underdanigst begiærede, Deres Besværing derover.at udi Domme, Opsættelser, Skifte-Breve og Inventarier, saa og udi 16 Mænds og Sandemænds Tog alleene til de første 3 Ark forseiglede Papiir maatte bruges, og til de andre andet slett Papiir, eftersom mange (12r)

(a) Declaratio Ord. Hafn. d. 8. Oct. 1660.

mod deres Villie udi Domme, Toug og dislige til Vitløftighed foraarsages. Derhos og underdanigst begiærede, at til fattige Folks Skifte-Breve, hvor ingen Formue findes, maa bruges uforseiglede Papiir, saa og at Accise og Consumtions Sædler maatte være frie; thi ellers skulde Sædlerne i mange Poster overgaae Accisen. Nu fornemme vi udi denne Forordning, som allereede er trykt herimod, at ej alleene forbemældte vor underdanigste Begiering er gaaen forbi, og ei bleven agted, som vi dog underdanigst havde forhaabet, mens derforuden i samme Forordning, er indført, at til de 3 første og 3 sidste Ark udi Kiøbmænds Bøger og forseigled Papiir, som skal koste 3 Rdlr. hvilket er meget utaaleligt, og ingensteds sædvanligt, skal bruges, hvilket ikke nogen Tiid for Stænderne haver været proponeret. Hvorfore er til Ed. Kongl. Majest. vor allerunderdanigste Bøn og Begiæring, at Ed. Kongl. Majest. ville Allernaadigst bevilge, at Kiøbmænds Bøger maa for forseigled Papiir forskaanes, men maa bruges store og smaa in Folio eller Qvarto, med hvad Papiir enhver lyster, som hidindtil har været sædvanligt, og naadigst ansee Ed. Majestæts troe borgerlige Stand, at den ej med formegen usædvanlig Paalægg og Tynge gandske vorder ruinered. Derhos er vor underdanigste Begiæring, at Ed. Majestæt Allernaadigst ville behage, de udi vore den 19 Sept. og 4 Oct. underdanigst begiærede Puncter, Consumtionen angaaende, naadigst at bevilge, og os derom med Ed. Kongl. Majests. naadige Brev vorder forvissed, førend om Consumptionen og det forseiglede Papiir noget vorder publicered, &c.

(12v)

Dette blev Hans Majestæt overlevered ved Biskopen Hans Svane og Borgemester Nansen, og da de ginge need igien fra Slottet,

En merkelig Samtale mellem Hr. Otto Krag og Nansen.

mødte Hr. Otto Krag dennem paa Slots-Broen, og spurdte dennem ad, hvor de havde været, og hvorfra de komme; Og, førend de kunde komme til at svare, viisede han dem det blaa Taarn, om de kiendte det? Hvorpaa Hans Nansen strax spurte ham ad igien: Om han vidste, hvad der hang udi vor Frue Kirke-Taarn? Begge Spørsmaal give stor Animositet tilkiende mellem begge Parter.

Af ovenanførte Protestation mod Papiir-Forordningen sees, at den maa have været forfatted, og ved Adelen til Trykken befodred uden med de andre Stænders Videnskab. Det samme viiser ogsaa tilligemed paafølgende Samtale mellem ovenmeldte Personer, Adelens Sikkerhed, og hvor liden Kundskab de have haft om Sagernes Tilstand, og at der paa de andres Side har været lige saa stor Hurtighed og Taushed, som paa Adelens Side Sikkerhed og U-agtsomhed. Jeg har fundet fornødent at anføre alle disse Begiæringer, Forslag og Protestationer, saasom de samme ere af stor Vigtighed, og gave Anledning til paafuldte merkelige Forandring, item, viise,

Den Siællandske Deputeredes Beretning om ovenanførte Hr. Otto Krags Tale.

hvor ilde grundede deres Relationer ere, som sige, at Adelen herudi ikke vilde bære Byrden med de andre. Man kand desmeere forlade sig paa anførte Documenter og Stridigheder, efterdi en Samling deraf er giort af een af det Siællandske Ministerii Deputerede, som selv bivaanede denne Handel, og var et af de store Hiul dertil. Dette er dog merkeligt, at bemældte Deputered melder intet om den Expression, som gemeenligen fortælles, at Hr. Otto Krag skal have brugt i sin Tale til de andre Stænder, nemlig at de vare ufrie, men alleene disse Ord: I andre Stænder maa vide, at Eder ikke tilkommer at reglere slige Ting. Man kand derfore dog ikke forkaste den almindelige Tradition, men alleene sige, at ved denne Expression kunde ikke sigtes paa Kiøbenhavns Borgere.

(465)

Anmærkning derover.

Det er derfor troeligt, med mindre Hidsigheden har bragt ham til at fortale sig, at han derved har sigted alleene paa de andre Rigets Middelstænder, og dog havde det Ord ufrie aldeeles ikke den Betydelse, som nogle af Uvidenhed have antegnet, nemlig at det var det samme som Slave; thi fri og ufri var ikke andet end Privilegered og Uprivilegered. Men, hvorom alting var, da kunde Geistligheden og Borgerskabet ingen haarde Ord fordøie, og seer man derfor at Nansen blev heed om Hovedet, reisede sig op, og med de andre Deputerede forlod Forsamlingen, ladende Adelen alleene.

Dens Virkning.

Geistligheden og Borgerskabet marcherede derpaa Par-viis, anførte af Biskop Svane og Borgemester Nansen, og begave sig til Bryggers Laugs-Huus. Der overlagde de med hinanden hvorledes de skulde indskrænke Adelens Myndighed, og forbedre deres egne Vilkor, og endeligen efter lang Deliberation funde for gott at forføie sig samtlige til Slottet for at offerere Hans Majestet en absolut og u-omskrænked Magt, tillige med Arve-Rettighed i den Kongl. Familie, hvilket Tilbud de haabede Kongen desvilligere vilde antage, efterdi den Kongelige Myndighed Tid efter anden havde været saa klipped, at der var fast intet uden det blotte Navn tilbage, de haabede ogsaa derved at tilveiebringe en Lighed imellem Undersaatterne, saa at den eene ikke meere ved Fødselen skulde være fri, og den anden ufri, men at enhver skulde i Fremtiden, uden Anseelse af Stand, agtes og forfremmes formedelst Meriter, og Middelstands-Folk opmuntres til Dyd og Duelighed, naar de saae Ærens-Port aabned for alle.

Geistlighedens og Borgerskabets Deliberationer.

Endeligen haabede de intet at tabe derved, at de i Steden for mange Herrer finge een, og at det var dem meere honorable, at staae under en absolut Konges Herredom, end at lade sig commandere af hver Adelsmand. Derforuden kiendte de Kongen, og havde seet hans Fromhed, Taalmodighed, og gode Hiertelaug imod dem, saa de ikke kunde tvile paa, at han jo vilde erkiende saadan deres Affection og Velvillighed mod det Kongl. Huus, helst om de af alle Stænder vare de første, som brøde Iisen til Regieringens Forandring. De vare ogsaa forvissede om at ingen kunde (466) hindre dem i deres Forsætt, efterdi de selv alle vare bevæbnede, og vidste at Krigs-Hæren vilde concurrere med dem i deres Foretagende. Dette Forslag fandt saadan Bifald, at intet hindrede dem at sette det strax i verk, uden at det var noget silde paa Aftenen; hvorudover Executionen blev opsatt til den anden Dag.

Hoffet var imidlertid ikke uvidende om disse Bevægelser, thi Hannibal Sehsted og Christopher Gabel, som corresponderede med Biskop Svane og Nansen, gave ikke alleene Rapport derom, men arbeidede ogsaa paa at bringe Sagen til Moenhed. Den heele Nat blev bortdreven med Deliberationer og Postillioner, som løbe imellem Geistligheden, Borgerskabet og Hoffet. Dronning Sophia Amalia var da udi fuld Bevægelse, og søgte at smidde medens Jærnet var varmt. Kongen derimod holdt sig gandske passivè, ladende allting komme an paa GUds Forsyn, blev stedse stille uden at bemænge sig med det ringeste, hvilket eendeel tilskrive hans naturlige Varsomhed, andre hans Tvilraadighed om Sagens Udfald,

Correspondence mellem samme Stænder og Hoffet.

og andre igien hans Modestie og Oprigtighed, efterdi han hverken ved Konst eller Magt vilde erhverve sig nogen Fordeel, men lade Sagen jævne sig selv, uden at contribuere noget dertil, hvilket han holdt for den lovligste og beste Adkomst til det Kongelige Huuses Ophøielse. Ja denne hans Moderation gik saa vit, at han erklærede sig saadan Fordeel ikke at ville imodtage, med mindre der kunde udvirkes alle Stænders eenstæmmige Samtykke. Dronningen, som ikke kunde faae saadant i sit Hoved, anvendte all sin Veltalenhed for at bestride denne ugemeene Kaaldsindighed, foregivende, at Sagen allereede var saa vit dreven, at man ikke kunde tvile om et lykkeligt Udfald, og bedende ham indstændigen, at han ikke vilde staae i sit eget Lys, og hindre hans egen og hans Families Lykke og Velstand. Men, som alt dette ingen synderlig Virkning kunde giøre hos denne moderate Herre, tog Dronningen sig paa at drive Verket alleene. Man skulde vel tænke at en stor Politiqve laae forborgen under denne Kongens Opførsel, saasom Erfarenhed lærer, at man ofte just nyder en Fordeel, fordi man ingen Begierlighed lader see dertil. Men ingen, som kiendte denne Konges (467) Naturel, var af de Tanker, og tilskrive derfore alle fremmede Skribentere dette enten hans naturlige Moderation,

Kongens store Moderation.

eller hans Varsomhed, at han vilde gaae den sikrere Vei, saa at, om Tingen havde faaet andet Udfald, han da ingen Critiqve skulde være underkasted, men blive anseet alleene som en Tilskuer af disse Bevægelser, hvorudi han ingen Deel havde haft. Man kand derfore sige, at ingen Potentat har haft bedre Adkomst til sin Souveraine Magt end Kong Friderik, thi i steden for at andre enten ved Magt eller mange Aars Konst have bragt sig saadan til veie, saa banede her alleene Tidernes Conjuncturer Veien til dette Souverainetet; thi den Ild, som længe havde ligget skiult under Asken, brød frem af sig selv, og de vitieuse Humeurs, hvormed Landet længe havde været behæfted, bragte Riget udi en sterk Fermentation, hvilken Kongen lod have sin naturlige Virkning, for at see hvad Skikkelse deraf vilde produceres, og hvad Himlen dermed havde i Sinde: Dette vidne alle de Tiders fremmede Skribentere, endogsaa den Engelske Autor Molesworth selv, som udførligst har beskrevet denne Revolution, og i det øvrige var en bitter Fiende af Souveraine Regiering.

Adelen havde vel imidlertid faaet Kundskab om de andre Stænders Bevægelse, men vidste egentligen ikke hvor til den sigtede, allermindst kunde de bilde sig ind at man havde i Sinde at forandre Regieringens Form, og det dem u-afvidende, helst saasom Geistligheden og Borgerskabet udi lang Tid havde været vante til en blind Lydighed, og respectered dem som deres Herrer og Patroner, hvoraf all deres Lykke og Velstand dependerede. Den almindelige Opstand som skeede mod Adelen, udi den saa kaldte Grevens Krig, havde haft et slet Udfald baade for Borgere og Bønder, og en og anden, som siden havde dristed sig enten mundtligen eller skriftligen at angribe Adelens Høihed, havde kun efterladt sørgelige Exempler for andre. Man troede derfor, at den Paroxysmus, som dem udi sidste Forsamling var overkommen, vilde snart udrase, og at de Geistlige og Borgerlige Deputerede vilde lade sig Dagen derefter indfinde som Supplicantere for at bede om Forladelse for den Dristighed som var begangen. (468)

Adelens Sikkerhed.

De vare derfor i den Henseende gandske sikkere, og ventede i det allerhøieste intet andet end at Geistligheden og Borgerskabet skulde persistere udi deres forlangende om Lehnenes Forpagtning, og Skatternes Allmindelighed, nemlig at den eene Stand skulde bære lige Byrde med den anden. Men denne Sikkerhed gav tilkiende, hvor lidet de havde overveiet Conjuncturernes Forandring, og hvor slett Kundskab de havde om denne mod dem oprettede Machine; thi alle af Geistligheden og Borgerskabet stode som een Mand for at exeqvere et stort Verk, hvortil den heele Krigs-Hær med dem villigen vilde concurrere, og adskillige af Adelen selv, enten fordi de forhen saae, at Regieringen ikke kunde blive staaende paa den gamle Fod, og derfore af Fornødenhed vilde giøre sig en Merite, eller fordi de ventede Belønning og Forfremmelse af Hoffet, spillede under Dekke med de andre Stænder, og derfore fuldte Hannibal Sehsteds Standart, som var det store Hiul, hvorved dette Verk blev drevet.

Geistligheden oc Borgerskabet gaaer en Corps til Raadhuset.

Dagen derefter, da Adelen igien paa Raadhuuset var forsamled, og der blev taled om de andre Stænders Opførsel, finge de uformodentligen Tidende om, at Geistligheden og Borgerskabet komme ordentligen marcherende til Raadhuuset. De ginge Par-viis igiennem Gaderne med stor Gravité og Taushed, medens den gemeene Almue ideligen raabte, og ønskede dem til Lykke udi deres Forehavende. Da de vare indkomne paa Raadhuuset, overgave de Adelen en skriftlig Erklæring saaledes lydende. (a)

Høy-ædle og Velbaarne Herrer, Danmarkes Riges Høy-viise Raad!

Geistlighedens og Borgerstandens Proposition til Adelen om Regieringens Forandring.

Vi samtlige Underskrevne Geistlige og Verdslige Stænders Fuldmægtige, erindre os med største Glæde den tænkværdige og fornuftige Tale, som Rigets Hofmester den 10. Sept. giorde til os samtlige Stænder udi Hans Kongl. Majestets vor Allernaadigste Herres, og (469)

(a) Acta post pacem Manuscr.

Rigets Raads Nærværelse, hvorudi Hans Excellence Hofmesteren, næst den Allerhøiestes kraftige Bistand og Beskiermelse, tilskrev Hans Kongl. Majestets Nærværelse, Fornuft, Aarvaagenhed og store Tapperhed det heele Riges Velferd og Befrielse, og at dette u-imodsigelig sig saaledes forholder, bekiender og tilstaaer enhver af os; thi hvo kand nægte, at da det blev kundbart om Fiendens Indfald udi disse Lande, og hans Ankomst mod Kiøbenhavn, at vore Hierter jo da ikke vare gandske forsagte og mismodige, men bleve igien opmuntrede og vederqvægede, da Hans Majest. kaldte Stænderne for sig, og opmuntrede dem til Troeskab og Pligt mod deres Herre og Konge, til Tapperhed mod Fienden, med Tilsagn, at Han vilde leve og døe med dem; Herudover fattede alle saadant Mod, og bleve saa ivrige udi at forsvare Fædrenelandet, at de arbeidede paa Volden med den eene Haand, og holdte Sværdet med den anden Haand, og, omendskiønt der stode mange onde Ting for Øjene, saasom Hunger og Tørst, Frost og Kuld, Frygt og Fare, saa fandtes dog udi Staden største Samdrægtighed, og en ubeskrivelig Taalmodighed. Dog havde det altsammen været forgiæves, dersom vi ikke havde faaet Hielp fra Fremmede baade til Lands og Vands, hvorudi Hans Kongl. Majest. haver ladet see en ret Prøve paa Hans høje Fornuft og Viisdom, i det, da alting var udi Forvirrelse, og Fienden havde afskaaret os alle Passe baade til Lands og Vands, Han haver erkyndiget fremmede Herrer og Nationer derom, hvilke, omendskiønt de vare langt bortliggende, have de dog af Respect til Hans Kongl. Majest. og det Kongl. Huus, ladet sig denne Stads Befrielse være høit an|470gelegen. (470) Imedens denne Stad har været beleired, har Hans Majest. vovet sin Høie Person mod Fienden baade paa Amager, da Kongen af Sverrig der var indfalden; iligemaade Dag og Nat paa Volden udretted saa meget ved sin idelige Nærværelse, at enhver har med største Troeskab og Flid ladet see sin underdanigste Skyldighed; Saa ofte noget Udfald giordes, skeede det udi Hans Majestets Nærværelse og Paasyn, hvorfore de alle ogsaa gemeenlig have haft god Fremgang. Da Stormen gik an, og ellers udi alle andre Occasioner, haver Hans Kongl. Majest. stedse ladet sig finde, hvor Faren var størst, og med eget Exempel viised enhver, hvad han burdte giøre, hvorved optændtes udi Borgernes Hierter saadan Begierlighed at efterkomme deres Pligt, at alle og enhver med største Flid have stræbet at efterfølge deres Konge og Herre, og vove deres Liv for ham og Landet, og, omendskiønt enhvers Pligt har udfodret saadan underdanig Fliid og Lydighed, har dog Hans Kongl. Majest. ikke alleene begavet enhver Stand med herlige Privilegier for deres anvendte Fliid og Troeskab, men endogsaa udaf Kongl. Naade betænked enhver udi særdeleshed for deres besynderlige Tienester, de have beviist Hans Kongl. Majest. og Kronen, medens Beleiringen varede. Efterdi da Hans Kongl. Majest. vor Allernaadigste Herre haver ført og forestaaet sit Regimente hidindtil med største Moderation og Mildhed, reddet og befriet ved ovenbemeldte Midler Fædrenelandet fra Fiendernes Haand og Gevalt, belønnet saa rigelig sine Undersaatters troe Tieneste, hvorvel de med Eed have været ham forbundne; Hans Kongl. Majestets høilovlig Forfædre have ogsaa udi lang Tid forestaaed (471) dette Rige med stor Berømmelse; Saa holde vi fore, at baade vor underdanigste Pligt og Skyldighed, iligemaade Rigets Fordeel og Beste udfodrer at opfinde noget, hvorved vi kunde lade os see taknemmelige Undersaattere mod Hans Kongl. Majestet og det Kongl. Huus, hvilket os synes beqvemmeligst at kunde skee paa saadan Maade, dersom efter andre berømmelige Rigers Exempel dette Rige bliver offerered Hans Kongl. Majest. samt det Kongl. Huus arveligt. Og saasom ogsaa befindes, at de Svenske Stænder have giort det samme, og befundet sig hidindtil meget vel derefter; ikke at tale om Spanien, Frankrige og Engeland, hvilke under saadan Regiering ere komne til største Flor, og, omendskiønt vi ingenlunde tvivle paa, at jo, I Høi-ædle Herrer, Danmarkes Høiviise Raad, samt den gandske Adelige Stand erklærer Eder underdanigst udi samme Meening, saa ville vi dog paa det tienstligste og ydmygste have ombedet, at I, som fornemste Lemmer af Riget, ville udi Kongl. Majestets Nærværelse give dette vort foretagende tilkiende, med underdanigste Begiæring, at Hans Kongl. Majest. vilde Naadigst behage at erholde enhver Stand ved sine Privilegier, saa at udi saadan Forandring kand blive befodret alleene det som kand skee GUd i Himmelen til Ære, og Riget til Nytte og Glæde. Kiøbenhavn den 8. Octobr. 1660.

Adelens Svar.Derpaa svarede Adelen, at det Forslag som var giort dem af Geistligheden og Borgerskabet, var dem ikke u-behageligt, men det var høilig fornødent at overveie en Sag af saa stor Vigtighed. De kunde ikke andet end tage det ilde op, at saadan en stor Sag og Resolution skulde sluttes uden mindste Videnskab af Adelen, som var den (472) fornemste Stand udi Riget. Adelen tragtede ligesaa vel at have Deel udi den Ære, de gave til Kongen og Hans Efterkommere, men begiærede at dette vigtige Verk maate opsættes noget lidet, paa det alle Stænderne kunde raadføre sig med hinanden, paa hvad Maade det best kunde skee til deres tilfælles Beste.

Med dette Svar vare de aldeeles ikke fornøjede; Hvorudover Nansen gav tilkiende, at Resolutionen var allerede tagen af Geistligheden og Borgerskabet, og, dersom Adelen derudi vilde concurrere med dem, vilde de uden Ophold strax samtligen forføie sig til Slottet, hvis ikke, vilde de begive sig alleene did hen; thi hvad som skulde giøres, maatte giøres i en Hast, eftersom de allereede havde ladet sig anmælde hos Kongen. Hvorudover Adelen med faa Ord maatte give deres Meening tilkiende. Derpaa fuldte ingen anden Resolution end den forrige, nemlig, at det var tienligt at opsætte saadan vigtig Sag, paa det at alting kunde gaae ordentlig for sig. Men Geistligheden og Borgerskabet vilde ikke vide af nogen Forhalning at sige, sagde reent ud, at saadant sigtede kun til at vinde Tid, for at giøre deres Anslag og Forsætt til intet, hvorom de ikke vare komne for at raadføre sig med Adelen, men alleene for at give det tilkiende, og at sætte det i Verk.

Medens disse Disputer varede, skikkede Adelen hemmeligen nogle Deputerede til Kongen, ladende Hans Majestet vide, at Geistligheden og Borgerskabet vare komne udi deres Forsamling med et uformodentligt Forslag, hvilket Adelen ikke forkastede, men alleene forlangede nogen Tid til at betænke sig derpaa.

Adelens Tilbud til Kongen.

Adelen var gierne villig til at offerere Kronen arvelig til Hans Majestet og Hans Mandlige Arvinger, hvilket Tilbud de haabede at Hans Majestet Allernaadigst ville antage: Men de forlangede, at see all Ting maatte skee Methodicè, som altid havde været Sædvane, og som en saadan vigtig Sag udfodrede.

Kongens Svar.

Derpaa lod Kongen dem med største Sagtmodighed svare, at han takkede dem for deres Forsæt og gode Tilbud, i Henseende til ham og den Kongelige Familie, som han haabede vilde blive (473) den heele Nation til Nytte og Fordeel, men derhos lod dem sige, at det skulde have været ham kiærere og meere behageligt, hvis de havde extenderet den tilbudne Arve-Rettighed ogsaa paa Qvinde-Linien, saasom tilforn havde været brugeligt her i Riget, og endnu i Agt toges udi andre Arve-Regieringer. Dog vilde Han herudi intet foreskrive dem, men vilde lade det komme an paa deres eget Tykke og fri Villie, erklærede alleene, at han ikke kunde tage imod Arve-Rettigheden med saadan Restriction.

Imidlertid bleve Geistligheden og Borger-Standen utaalmodige, thi det Svar, som de havde faaet af Adelen, havde ikke fornøiet dem. De merkede ogsaa, at Adelen var ikke reede til at følge dem strax til Slottet, efterdi de endda ingen Tidende havde faaet om Virkningen af den Deputation de havde giort, og hvad Hans Majestet havde resolveret paa deres Tilbud. Souverainetet og Arve-Rettighed offereres Hans Majestet af Geistligheden og Borgerstanden.Herudover toge de den Resolution at begive sig alleene til Slottet, hvor, da de ankomme, bleve de strax indladne til Audience, og holdt da Biskop Svane en lang Tale, hvorudi han gav Aarsagen tilkiende til deres Ankomst, og derpaa udi den heele Geistligheds og Borgerskabs Navn offererede Hans Majest. en absolut Eenevolds-Magt, tilbydende at vove deres Liv og Velfærd mod alle dem, som derudi ville giøre nogen Hinder. Kongen svarede derpaa, at han takkede dem for deres Velvillighed, og veirede sig ikke ved at imodtage saadant Tilbud, naar det skeede af samtlige Rigets Stænder, men Adelens samtykke, som herudi savnedes, var aldeeles fornøden. Han forsikrede derpaa Geistligheden og Borgerskabet om sin Kongelig Protection, og lovede at erkiænde deres Velvillighed ved at lette deres Byrder, og ved Naade og Privilegier at belønne dem, saavel formedelst deres Troeskab og Tapperhed, som de havde ladet see til Rigets Forsvar, som formedelst den Velvillighed, som de nu viisede mod det Kongl. Huus. Han sluttede sin Tale ved at formane dem til at continuere med deres Sessioner, indtil Sagen kunde bringes til Fuldkommenhed, og alle Undersaatteres Samtykke kunde til veie bringes.

(474) Adelen var imidlertid heel Tanke-fuld. De saae at de andre Stænder havde begivet sig til Slottet alleene. Deres Deputerede bragte de Tidender tilbage, at Kongen ingen Behag havde fundet i deres Tilbud om Arve-Rettigheden paa den Mandlige Linie, og de kunde nok giette sig til, hvad Tanke Hans Majestet havde om saadant deres Tilbud, nemlig at de vilde giøre sig en Merite af at tilbyde en Part, eftersom de ikke kunde hindre det heele.

Stadens Porte tillukkes.

Udi denne Tvivlraadighed brøde de op med Forsamlingen, og vedtoge at møde igien om Eftermiddagen. Imidlertid forsømmede de andre Stænder ikke at fuldføre det begyndte Verk, hvorudi Geistligheden, Borgerskabet, Krigs-Folket og Felt-Marskalk Skak vare eenige, og, saasom de merkede at nogle af Adelen hemmeligen reisede bort af Staden, og, man kunde frygte at fleere vilde følge dem efter, hvorved Rigs-Dagen vilde ophæves, og det heele Verk til intet giøres, lode de Stads-Portene tilslutte, og dem med en stærk Vagt besætte, og havde Stats-Haubtmanden in Commissis, at lade alle komme ind, som vare uden fore, men ingen at udlade som var inden for Staden. (a) Nu hendte det sig at Adelen paa samme Dag skulde bivaane Rigets-Raad Christen Skeels Begravelse, hvortil de alle om Eftermiddagen vare budne, og et prægtigt Maaltid var efter Sædvane i Sørge-Huuset tillavet. Der lode de sig da alle indfinde. Men mit udi Forsamlingen kom Stads-Majoren ind paa Salen, og viskede nogle af dem i Ørnene, at Stads-Portene vare lukkede. Denne Tidende foraarsagede en almindelig Forskrækkelse. De spurde da Stads-Majoren strax derpaa hvad man havde i Sinde med dem; Hvilken svarede, at han meenede det ingen anden Betydelse havde, end at, saasom man havde fornummet, at nogle hemmeligen havde undviget Staden, man da ved saadant Middel søgte at hindre videre Desertion, som vilde forspilde Rigs-Dagen. I det øvrige havde de sig ingen Magt eller Violence at befrygte under en saa from og naadig Konge, men at de kunde forrette saavel det publiqve Arbeid, som deres eget samme Dag. (475)

(a) Acta post pacem Manuscr.

Adelens endelige Resolution.

Endeligen, saasom de merkede, at deres Regimente havde nu Ende, og den Leilighed, som de andre Stænder længe havde ønsked til dets Indskrænkelse, var udi Hænderne, besluttede de alle at falde til føie, nogle af Frygt for det bevæbnede Borgerskab, om hvis Fremturenhed de kunde være gandske forsikrede, andre i det de med rette Øien begyndte at ansee de Skrøbeligheder, hvoraf Staten hidindtil havde laborered, og for hvis skyld de selv havde levet udi en stedsvarende Frygt og Mistanke, saa at deres egen Roelighed og Rigets Velfærd udfodrede en nye Regierings-Form. Begge disse Betragtninger bevægede dem endeligen til at foreene sig med de andre Stænder, i at fuldføre det begyndte Verk. De lode derfor strax affærdige Bud, saavel til Hoffet, som til Geistligheden og Borgerskabet, givende tilkiende, at de vare færdige at underskrive alt hvad som var proponered af de andre Stænder, og at de i alting vilde underkaste sig Hans Majestets Villie og Velbehag.

Arve Eenevolds Regierings-Act.

Saaledes blev Souverainetetet af alle Stænder bevilged, og blev derpaa strax forfatted den saa kaldte Arve Eenevolds Regierings-Act, hvilken først blev underskreven af alle dem, som vare nærværende i Kiøbenhavn, og siden skikked de fraværende til Underskrivelse i alle Provincierne af Dannemark og Norge.

Haandfæstningens Cassation.Man leedte længe efter den Kongl. Original Haandfæstning til dens Cassation, men kunde ikke finde den, da Arve-Hyldingen skulde gaae for sig, hvorudover den Gienpart, som paa samme Tid fandtes i Siælland, blev saaledes paategnet: Eftersom den rette Haandfæstning, hvorefter in Archivis flitteligen er bleven søgt, ikke er at finde, saa ville vi samtlige Rigens Raad, Adel og Deputerede af geistlig og verdslig Stand, hermed have fornævnte Original, samt alle andre Gienparter annullerede og til intet giort, døded og magtesløs holden, og Hans Majest. for sin giorte og derpaa aflagde Eed udi alle Maader uden nogen Ex|476ception qvit og fri erklæred. Til Vidnesbyrd under vore egne Hænder. Hafn. d. 16. Oct. Anno 1660.

Derpaa blev berammed en Dag, paa hvilken alle som vare forsamlede af Rigets Raad, Adelen, de Geistlige og Borgerlige Fuldmægtige, saa og Bønder paa Amager skulde forsamles at hylde og sværge Hans Majest. som en Arve Eenevolds Herre, og gik Hyldingen den 18. Oct. for sig paa saadan Maade. (a)

Efter at Haandfæstningen var overlevered og cassered udi alle Stænders Forsamling paa Slottet, og Hans Majest. havde til sig annammet den casserede Haandfæstning, Arve-Hyldingens Process.blev der oprettet et stort Pallads paa Slots-Pladsen ved Enden af Børsen, overtrokken med rødt Klæde, og saadant Klæde blev lagt fra Palladset til det Kongelige Gemak, hvor Hans Majestet skulde gaae; Bag ved samme Theatrum stod det Kongl. Lif-Regiment, fremmen for det samme stod Borgerskabet, bestaaende af 12. Faner, og ved Siden Rytteriet og Fod-Folket af Stadens Besættning.

Da Hans Majestet kom neder af Gemakket, gik Herpukkerne og Trommerne for an; Efter dem fuldte Ridderskabet og Adelen, anførte af 2 Land-Marskalker Jørgen Kruse og Hendrik Lindenov. Efter dem gik Kongelig Hof-Marskalk Johan Christopher von Kørbitz og Christopher Seested med deres lange Stave. Dennem fuldte Hof-Junkeren, og 2 Herolder udi røde Klæder med Rigets Vaaben, siden Rigets Regalier; General Major Iver Krabbe førdte Blod-Fanen, Henrik Rantzov bar Eblet paa en rød Silke-Hynde; Niels Trolle Statholder udi Norge bar Sverdet, Oluf Pasberg Rigets Scepter, Christopher Urne Rigets Cantzler bar Kronen; derefter gik Hans Kongl. Majestet og Dronningen, Prindsen og alle Kongelige Børn under en rød Silke-Himmel, baaren af 16 Adels Personer. Hans Kongl. Majestet gik gandske alleene, Dronningen blev ledt af Hans Kongelige Høihed Kron-Prindsen; Den ældste Prindsesse blev ført af hendes Broder Prinds Jørgen, den anden Prindsesse (477)

(a) Anonym. Act. post. pacem, Manuscr.

af Rigets Raad Otto Krag; den 3die af Jørgen Rosenkrantz, og den 4de af Axel Urup; Efter hvilke fuldte de øvrige Rigets Raad, Peder Retz, Henrik Bielke, Sivert Urne, og Felt-Marskalk Skak. Siden det Adelige Hof-Fruentimmer. Efter det Kongelige Huus og Adelen, kom Geistligheden med Professorerne i Kiøbenhavn; siden Stædernes Fuldmægtige, for hvilke Borgemester og Raad i Kiøbenhavn vare Formænd, og endeligen Bønderne. Kort for Processen blev Rigets Hofmester Joachim Gersdorf paa en Stoel for hans Svagheds Skyld paa Theatrum opbaaren, hvor han med Rigets Amiral Ove Giedde Hans Kongelige Majestet forventede. Da nu Hans Kongelige Majestet der ankom, satt han sig næst Dronningen paa en høi Throne. Begge de Kongelige Prindser toge deres Sæde paa den høire Side, men de Kongelige Prindsesser paa den venstre Side. Da Kongen havde satt sig ned, og all Rigets Raad havde knælet under aaben Himmel paa samme Pallatz, holdt udi Cantzlerens Sted Peder Retz for dem, saavel som de andre en Oration, saa lydende:

Eftersom det har behaget den allerhøieste GUd dette Kongerige formedelst alle Stænders endrægtige Erklæring og Samtykke den Høybaarne, Stormægtigste Første og Herre, Herr Friderich den 3die, Dannemarkes, Norges, Venders og Gothers Konge, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn, Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, vor Allernaadigste Konge og Herre, saa og Hans Kongelige Majestets Arvinger, Mand- og Qvinde-Linier for et Arve-Rige at antvorde og overdrage, betakker Hans Majestet samtlige Stænder for saadan underdanigst Affections Beviisning, og lover alle og enhver troe Undersaatt ikke alleene som en Christelig Arve-Herre og naadig Konge at regiere, men endogsaa saadan Regierings Maade og Form at oprette, at alle samtlige af Hans Majestet (478) Hans Arvinger og Efterkommere, en Christelig og mild Regiering skal have sig at vente og forsikres om. Og, eftersom denne samtlige Stændernes Sluttning fordrer en nye Eed, saa vil Hans Kongl. Majestet have alle Stænder samtlige for deres forige giordte Eed friladt, og blive alle og enhver med Kongelig Naade bevaagen.

Efter dette oprakte Rigets Raad, som sad paa Knæ, deres Fingre mod Himlen, og giorde deres Eed, hvilken Peder Retz dennem forelæsede udi denne Meening, og hver for sig ham høit Ord fra Ord med oprakte Fingre efterlæste:

Allernaadigste Konge og Herre! Jeg N. N. lover og tilsiger Eders Kongelige Majestet, som min Allernaadigste Konge og Herre, saa og Eders Kongelige Majestets Huus, huld og troe at være, Eders Kongelige Majestets og det Kongelige Huuses Nytte og Beste at søge og befodre, Skade og Nakdeel af yderste Formue at afvende, og Eders Kongelige Majestet troeligen at tiene, som en ærlig Adels-Mands og Arve-Underdan er pligtig til, saa sandt hielpe mig GUD og hans hellige Evangelium.

Da Rigets Raad havde nu saaledes aflagt sin Eed, stod den eene op efter den anden, gik op til Hans Majestet, og gav ham, saavel som Dronningen, deres Haand derpaa.

Efter Rigets-Raad svor Adelen, derefter Bisperne, siden Professorerne, Caniker, Provster og Præsters Fuldmægtige, dernest Stadens Fuldmægtige, som var Borgemester og Raad udi Kiøbenhavn, siden Kiøbstædernes Fuldmægtige, og endelig de Bønder, som vare udi Nærværelsen. Da Eeden nu var aflagt, begav Hans Majestet sig udi samme Procession til Slottet igien. Saaledes blev udi faa Dage dette store Verk forrettet uden Allarm og Urolighed, og blev strax derpaa besluttet at affærdige Bud til Provincierne, at alle Adels-Mænd skulde forseigle og underskrive (479) Arve-Rettigheden, iligemaade alle Provste og Præster, samt Borgemestere, Raadmænd, item tvende Borgere af hver Kiøbstæd. (a)

Borgerskabet dimitteres fra Krigs-Tieneste.

Derpaa bleve Borgerne aftakkede fra deres lange Vagt, de havde udi 2 Aar baade Nat og Dag holdet paa Volden, og blev dermed holden saadan Process; det heele Borgerskab stillede sig, ligesom udi Krigens Tiid, hver paa sin Post paa Volden, iligemaade paa Torvet og Raadhuuset. Derfra marcherede et Compagnie efter det andet ned over gammel Torv om Raadhuuset, igiennem Vimmelskafted over Amager-Torv til Slots-Pladsen. Det sidste Compagnie bestoed af Brandmesterne og deres Folk med alle de Instrumenter de kunde bære og havde brugt udi Beleiringen. Da de vare alle stillede udi Orden, hver for sin Fane, kom Hans Majestet ud fra Stalden, efterfuldt af Felt-Marskalken. Da giorde Felt-Herren udi Kongens Navn Taksigelse til Borgerskabet for deres Troeskab og Tapperhed. Da Taksigelsen var endet, neiede Hans Majestet med sit blotte Hovet for Borgerskabet og reed bort. Men Felt-Herren reed med sit blotte Hovet frem for hvert Compagnie, og takkede dem alle; derpaa gav Borgerskabet 3 gange Salve, og enhver gik hiem til sit: Ja, efterdi alting var kommet til endeligt, fik enhver Lov at begive sig fra Kiøbenhavn til deres Boe-Pæle, og lod Hans Majestet forkynde, at hvilke Fattige-Folk, som havde lang Vei hiem, og havde ingen Penge at reise med, skulde angive sig udi Cancellied, og der bekomme Reise-Penge, hvilket og skeede.

Da blev ogsaa beslutted, at der aarligen skulde holdes complet til Landets Forsvar 24000 Ryttere og Soldater, og skulde alle Stænder annamme Indqvarteringer, hvorfore og disse 24000 Mænd bleve deelte til hver Stand, saa at Adelen vidste, hvormange de skulde tage paa deres Gaarde, Geistligheden fik deres Part; Iligemaade bleve tillagde Borgerne udi Kiøbstæderne, og Bønderne, hvormange de skulde holde; og, paa det at alting da kunde komme til Rigtighed, blev paabuden en Hoved-Skat, (480)

(a) Anonym. Act. post pacem manuscr.

Kopskatt paabydes.saa at hver Adels-Mand for sig, sin Frue, Børn og Tienere skulde give en vis Taxt, nemlig 4 Rixdlr. for sig, 4 for sin Frue, 2 Rixdlr. for hvert Barn, og 1 for hver Tienner; Bisperne skulde og give ligesaa meget, Sogne-Præsterne halv Parten og Capellanerne hver 1 Rixdlr. for sig, og 1 for sin Hustrue, og 1 Mark for hvert Barn og Tienner. De Borgere, som dreve stor Handel, skulde give lige med Adelen, de andre ringere halv Parten; enhver Bonde 8 ß. for sig, og 8 for sin Kone. (a)

Adskillige store Promotioner.

Hans Majestet glemte da ikke at beneficere dem hvis Affection han udi dette store Verks Befodring havde merket; thi Hannibal Sehsted blev Rigs-Skattmester, Christopher Gabel Statholder i Kiøbenhavn. Biskop Svane fik Titul af Erke-Bisp, dog uden Erke-Bispelig Myndighed, Titulen ophørede ogsaa efter hans Død, men saalænge som han levede førte han Titul af Erke-Bisp og Præses i Consistorio. Hans Nansen blev Præsident udi Kiøbenhavn, og haver der siden den Tid stedse været Præsidenter udi Stadens Raadhuus; foruden Værdighederne regalerede Hans Majestet dem ogsaa med Gaver af Penger og forærede dem Carosser, hvilket var usædvanligt paa de Tider.

Saaledes bleve ved denne merkelige Forandring, som er den største Hændelse udi samme Seculi Historie, Rigerne, der af en ulykkelig Krig gandske vare udmattede, og formedelst Stændernes U-eenighed, og indvortes Skrøbeligheder, hvoraf de laborerede, intet Middel saae til Opkomst, igien i en Hast bragte udi bedre Stand, og den Kongelige Throne, som aldrig havde meere vakled end under Friderico 3, blev saaledes grundfæsted, at den kunde staae mod all Storm og Anstød til ævig Tid ubevægelig.

Autoris Betænkning over denne store Act.

Det som man her maa forundre sig over, er, at saadant skeede under en Konge, som havde intet mindre end sin egen Høihed for Øjene, og ved ingen Bevægelse enten gav Anledning til dette store Verks Begyndelse, eller søgte at understøtte det samme, da det var kommen i Drift; saa at derfore ingen Europæisk Potentat med større Rett øver sin Eenevolds-Magt, end de Danske (481)

(a) Anonymi Acta post pacem. manuscr.

Konger, eftersom den ved en allmindelig og eenstæmmig Rigs-Slutning det Kongelige Huus blev offerered; thi, endskiønt man vil sige, at endeel af Adelens Samtykke ikke var aldeeles utvungen, saa maae man dog tilstaae, at det var ikke Kongen som tvang dem, men Rigets forvirrede Tilstand, som ved intet andet Middel kunde læges, og de andre Stænders Resolution, der i Henseende til deres Tall og Mængde, samt Meriter udi foregaaende Krig, kunde regnes for Landets Styrke, og deres eenstæmmige Suffragia alleene, endskiønt ingen af Adelen havde villet samtykke der udi, kunde holdes for en Pluralitet, der deciderer og legitimerer alle Stiftelser og Fundationer, helst saasom den Rett, Adelen paa nogen Tid havde tilegnet sig alleene at fabriqvere Rigs-Constitutioner og jus publicum, havde alle Tider været dem disputered, saavel af Kongerne, som af de andre Stænder, og Kiøbenhavns Borgerskab, som fornemmelig drev dette Verk, var ved det, for tvende Aar siden givne og af Raadet underskrevne Friheds Brev, autorisered i at concurrere til en Stiftelse Regieringen angaaende; thi den 3die Artikel af det givne Friheds-Brev lyder saaledes: At Kiøbenhavn skal være en fri Stad og annammes tillige for en fri Rigens-Stand, og udi alt hvad Riget til Beste delibereres kand, have dens Stemme og Samtykke. (a) Men foruden at det heele Riges Geistlighed og Borgerstand giorde dette frivillige Tilbud, var en stor Deel af Adelen herudi lige med dem sindede; thi man kunde paa samme Tid deele Adelen udi 3 Classer. Den første, hvorudi vare alle Hofsinderne tillige med Hannibal Sehsted, understøttede de andre Stænders Foretagende, om de ikke selv gave Anledning dertil. Den anden Classe bestod udaf dem, der af Tidernes Conjuncturer saae Nødvendighed til en Forandring udi Regieringens Form, og derfore villigen beqvemmede sig til en Reformation, og de øvrige, som mod deres Villie samtykkede derudi, kunde ansees som de Lemmer udi et Raad eller Societet, der overballanceres af de fleste, saa at deres Samtykke, (482)

(a) Diplom. art. 3.

enten det er villigt eller uvilligt, er et virkeligt Samtykke; og at man derfore, uden at beskyldes for at subtilisere, kand sige at denne Eenevolds Arve-Rettighed blev etablered ved et allmindeligt eenstæmmigt, og af alle Stænder frivilligt Rigs-Conclusum, og det paa den Maade som alle lovlige og autentiqve Stiftelser gemeenligen pleie at skee, nemligen efter foregaaende Deliberationer og stridige Meeninger.

Strax efter at denne merkelige Forandring var skeed, tog Hans Majestet sig for at omstøbe Rigerne udi en anden Form, og saadan, som da værende Tilstand og Regieringens Forandring udfodrede.

Regieringens Reformation foretages.

Der bleve da paa eengang stiftede adskillige høje Collegier, som endnu alle holdes ved lige, foruden det saa kaldte Stats-Collegium, hvilket ophørede udi Christiani 5te Tid. Sigtet af deslige Collegiers Indrettelse, var eendeel for at faae saavel publiqve som private Sager bedre, hastigere og meere ordentligen expederede, eendeel ogsaa for at indskrænke de høie Rigs Embeds Mænds alt for store Myndighed,

Hvorledes Rigets Sager tilforn bleve administrerede.

og at deele den iblant mange. Førend jeg træder dertil, vill jeg viise korteligen hvorledes Stats- Cancellie- Justitz- Kammer- Krigs- og Amiralitets-Sager tilforn bleve administrerede. Jeg haver tilforn talt om Rigets-Raad, og de store Rigs-Forsamlinger, hvorudi de allervigtigste Sager tilforn bleve afgiorte, hvorfore jeg derom intet videre her vil mælde.

Hvad Cancellie-Sager angaar, da ginge de samme tilforn igiennem Cantzlerens Hænder. Der havde paa nogen Tid været 3 Cantzlere, nemlig, den Kongelige Danske Cantzler, den Kongelige Tydske, og en Rigs-Cantzler, og var den sidste Chef for Justitien udi begge Riger.

Cancelliernes forrige Tilstand.

De Danske Cancellie-Sager administreredes af den Kongelige Danske Cantzler, og de under ham staaende Betiente, og de Tydske Sager af den Tydske Cantzler og hans Underhavende; hvorvel det synes, at den store Kongelige Danske Cantzlers Myndighed har strakt sig i visse Maader over alle Cancellie-Sager, eendeel i Henseende til hans store Anseelse, efterdi han næst Hofmesteren var den høieste Bestillings-Mand udi Riget, eendeel ogsaa eftersom det synes, at det Tydske Cantzler-Embede (483) ikke har været saa stedsvarende, som det Danske. Alting kom derfor fornemmeligen an paa den Kongelige Danske Cantzler, som Hoved for Cancellierne.

Justitiens.

Udi Justitz-Sager bleve endeligen alting decideret af det saa kaldte Rigets-Raad, som skulde bestaae af 23 Lemmer og høieste Dommere, og adresserede sig alle, saavel de der appellerede fra andre Retter, som de der immediate skulde dømmes af Rigets Raad, til Rigets Cantzler, som Chef for Justitien. Samme Rett var egentligen ikke bunden til noget vist Sted, men holdtes nu udi en Province, nu udi en anden, hvorom Undersaatterne ved Patenter forud bleve advarede, som tilforn er viised.

Financernes.

Finantzerne bleve administrerede ved tvende Rentemestere, og var Skatt-Kammeret da paa gandske anden Fod end siden. Indkomsterne vare da langt fra ikke saa store, thi Lehnsmændene oppebare Revenuerne af deres Lehne, og de Geistlige Indkomster for Reformationen hævedes af Bisperne. Alle Expeditioner ginge ogsaa tilforn igiennem Cancelliet, saa at Rentemesterne havde alleene med Indtægter og Udgifter at bestille, og kunde Indtægterne da ikke være uden meget maadelige, saavel i Henseende til ovenmældte Aarsager, som efterdi Kronens Gods gaves Adelen alleene udi Forlehning, og det for en maadelig Afgift, saa at de nøde virkeligen Frugterne deraf, og Kongen lidt meer end den pure Titul. Saadant havde Adelen betinget sig, som en af deres største Herligheder i Haandfæstningerne, nemlig, at Kronens Lehne skulde gives dem og ingen andre, hvorudover, da, paa den store Rigs-Dag efter Krigen, Forslag blev giort af de andre Stænder om samme Lehnes Forpagtning til de Mestbydende, saasom Kongens Indkomster derved kunde formeeres, og Kronen efterhaanden reede sig udaf sin store Giæld, satt Adelen sig med Hænder og Fødder derimod, efterdi saadant var just at røre dem paa Bylden: Saasom derfore dette var en af de største Skrøbeligheder, hvoraf den gamle Regiering laborerede, holdtes frem for alting in Politicis nødigt at sætte Financerne udi den paafuldte Stand.

(484) Krigs og Amiralitets forrige Tilstand.

Krigs- og Amiralitets-Sager bleve administrerede af Rigets Marsk og Rigets Amiral, af hvilke alle andre Officiers dependerede.

Saaledes bleve Sagerne forrettede førend man stiftede de oftomtalte høie Collegier, og, saasom de samme endnu mestendeels uden synderlig Forandring staae ved Magt, holder jeg fornødent omstændigen at tale derom. Til denne Rigernes totale Omstøbning udi Stats- Cancellie- Justitz- Kammer og Krigs-Sager blev strax efter Souverainetetet lagt Grundvold ved en saa kalden Provisional Ordonnance (a)af den 4 November, og, saasom samme Ordonnance er Kilden til de mange store og vigtige Stiftelser, som da bleve giorte, og den derforuden er meget rar, og af gandske faa bekiendt, kand jeg ikke forbigaae, u-anseet dens Vidtløftighed, den her at anføre, efter en gammel skrevne Copie, som mig er communicered, den lyder saaledes: (b)

Provisional Ordonnance, Grundvold og Kilde til paafølgende Forandringer i civile og militaire Sager.

Vi Friderich den Tredie &c. lade hermed tilkiende give Vore troe Undersaattere af Ridderskabet, Geistligheden, Borger og Bønder, at, eftersom ved GUds synderlige Forsyn Os og Vore Kongelige Børn, saavel de som ere fødde, eller kand fødes af Mand og Qvinde Linie, en Arve-Rettighed af samtlige Stænder er overdragen, og det efter det Instrument over Haandfæstnings Cassation, som til Os er givet, hvorpaa ogsaa Arve-Hyldingen solenniter er fuldt, og det er Vor Faderlige Pligt at have Omsorg fore, hvorledes Vore Arve Kongeriger kand efter erlangte Fred ved god Politie og nyttige Forordninger sættes udi Floor og Velstand, Vort Rigs Raad udi meer Lustre, Vor ældgamle Adel udi større Værdighed, den Geistlige Stand og Borger-Standen udi Anseelse, og Bønderne i meere Frihed. (485)

(a) Denne Provisional Ordonance, hvis Concept er paa Tydsk, synes troeligen at være forfatted af Christoffer Gabel.

(b) Provisional. ordon. Hafn. 4 Novembr. 1660 manuscr.

Men saasom dette Vor velmeente Forsætt paa eengang ikke kand fuldkommeligen i Verk stilles, have Vi denne gang provisionaliter besluttet at sætte udi større Anseelse end tilforn har været de 5 høje Charger, nemlig, Vor Rigs Drost, Vor Rigs og Hof-Cantzler, Vor Rigs Marsk, Vor Rigs Amiral, og Vor Rigs Skattmester, og tilligemed Vor fornemme Adel og andre Stænder udi større Dignitet. Vi ordinere derfore og beskikke udi Kraft af Vor Arve-Rettighed og Souverainetet, Fem høie Collegiers Stiftelse.at Vor Rigs-Raad 20 udi Tallet skulle deeles udi 5 høie Collegier, og det saaledes:

1.) Skall Vor Rigs Drost have udi sit Collegio 3 Rigs Raad, 4 Adelige Hof-Raad, og 4 af Borgerstanden foruden andre Betientere.

2.) Skall Vor Kongelig Rigs Hof-Cantzler have i sit Collegio 3 Rigs Raad, 4 Adelige Cantzelie- og Justitz-Raad, og 4 af Borger-Standen, foruden andre Betiente.

3.) Vor Kongl. Rigs Marsk skall ligeleedes have udi sit Collegio 3 Rigs Raad, 4 høie Krigs Raad, som have været Generals Personer, 2 andre, som i det ringeste have været Oberster, 2 Krigs Assistentz Raad, som udi Krigs-Retten ere erfarne.

4.) Vor Kongl. Rigs Amiral skal ligeledes udi sit Collegio have 4 Rigs Raad, sex Amiralitets Raad af de døgtigste Søe-Officierer, 2 Assistentz Raad, som forstaae Søe-Retten.

5.) Skall Vor Rigs Skattmester udi sit Collegio have 3 Rigs Raad, 4 Kammer Raad af Adel, og 4 Kammer Raad af Borger-Stand.

(486) Alle disse Rigs- Hof- Cancellie- Justitz- Krigs- Amiralitets- Kammer- og Assistentz-Raad, skall udi vigtige Sager og Deliberationer have deres Sæde og Stæmme efter Indhold af de speciale Instructioner Vi med det første ville lade forfatte. For denne Tid ordinere og beslutte Vi provisionaliter:

Rigs-Drosts Ober-Hoff Collegium og dets Forretninger.

1) At Vor Rigs Drost udi sit Collegio skall have Ober-Direction, og skall derudi besynderligen delibereres, hvorledes Eenighed saavel i Religionen, som i Verdslige Sager kand underholdes; iligemaade, hvorledes Lov, Politie og Forordninger som med Tiden ere kommen i Misbrug og Aftagelse, maa forandres og forbedres; item nye Love og Forordninger, som beqvemme sig til nu værende Regierings-Form, kand indføres udi Vore Kongeriger og Lande. Udi dette Collegio skall ogsaa tracteres og delibereres over Politie Ordonnancen og Reglementer af Vort Kongl. Hof, og skal derfor Vor Hof-Marskalk der have det første Sæde, næst Rigs-Raadene. Udi dette Collegio skall og tracteres om Myntvæsenet, og, saasom udi forrige Krigs-Tid have indsneget sig adskillige Sorter af fremmet Mynt, skall det have Omsorg for hvorledes saadan og anden urigtig Mynt, som i Krigens Tid har været gangbar, igien kand udrøddes, og god Mynt igien, efter dens rette Værdi tilveie bringes. Dette Collegium skall ogsaa see til at Sølvet af Vore Berg-Verker tilbørligen bliver myntet, og at de, som overtræde Mynte-Forordningen, blive straffede. Det samme skall ogsaa arbeide paa at god Skik og Ordonnancer blive indførte udi alle Vore Amter, hvorledes Landet og Agerdyrkningen ved gode Anstalter kand bringes i forrige Flor igien; Berg|487verkerne (487) i Norge sættes i bedre Stand, Manufacturer stiftes, og Commercien forbedres, og Fiskeriet bringes i Stand, og Banker for Handelen oprettes. Iligemaade skal det beordre Vor General Fiscal at inqvirere efter den Corruption, som blant Dommere og andre Embedsmænd gaaer i Svang, og have Omsorg for at Under-Retter kand stiftes udi enhver Province, Insul og District. Udi dette Collegio skall og delibereres om at sætte Bønderne i større Frihed, end de hidindtil have haft, og ophæve deres Trældom. Paa disse og deslige Sagers Forfremmelse skall Collegium ideligen arbeide, og have Ober-Direction over de subalterne Collegier og Societeter, som Vi udi de fornemste Stæder af Rigerne ville anordne. Og, paa det at alting ordentlig kand tilgaae, saa skulle Vore Rigs- og Hof-Raad fra 1. May til Michaëlis om Morgenen Klokken 8 komme sammen, og forblive udi Raadet til Klokken 11, og om Eftermiddagen fra 3 til 5. Men fra Michaëlis til 1. May skall de om Morgen ved 9 Slett komme sammen, og sidde indtil 11, og om Eftermiddagen fra 2 til 4, og, saasnart Portneren udi Forgemaket giver Signal, skall Herrerne begive sig til deres Stole; men, førend de sætte sig ned, skall en Secretarius af Borger-Standen træde frem, og giøre en Bøn efter en dertil forfattet Formular, at GUD vill velsigne og oplyse Raadet. Rigs-Raadene, som ere Lemmer af dette Collegio, skall per Vices præsidere og sidde saaledes: For Os selv skall oven ved Bordet sættes en Stoel under en Himmel. Rigs-Drosten, som Collegii Directeur skall sidde midt for Bordet Udi en Fløiels Lehn Stoel; Ved hans høire Side skall sidde en Rigs-Raad, og ved hans Venstre (488) 2 paa Fløiels Stoele, men uden Arme. Lige oven for Rigets Drost skal staae en Lehn-Stoel for Præsidenten, ligesom Drostens. Paa den eene Side af Præsidentens Stoel skal sidde 4re Adelige Hof-Raad, paa Stoele uden Arme; og skal Vor Hof-Marskalk sidde næst ved Præsidenten; Paa den anden Side skal sidde 4 Hof-Raad af Borgerlig Stand. Naar Rigets Drost præsiderer skal han blive siddende paa sin sædvanlige Stoel, og skal da Præsidentens Stoel staae ledig. Men naar den første Rigs-Raad efter ham præsiderer, saa skal han beklæde Præsidis Stoel, hvilket skal skee per Vices indtil de alle 3 have præsideret, da Ordenen igien kommer til Rigets Drost. De andre Hof-Raad af Adelig og Borgelig Stand skulle ikke præsidere. Udi Sager af stor Importance skal i det ringeste 9 Personer være tilstede førend et Conclusum kand giøres. Collegium skal have 2 Secretarios, hvoraf den eene skal være af Adelig, og den anden af Borgerlig Stand; De samme skal sidde ved et à parte Bord bag ved Drosten, saa at de have Præsidenten i Syne, og skal de protocollere alt hvad som i Deliberationerne forefalder, item antegne alle dem af Herrerne, som blive borte. Rigets Drost skal udi dette Collegio have 2 Stæmmer naar han præsiderer, men ellers ikkun een. Præses skal altid have den sidste Stæmme, og dermed colligere Vota og concludere per Majora; Og have Vi resolveret at lade anrette, saasnart som mueligt en Bygning, ikke langt fra Slottet, for disse 5 Collegier; saaledes at hvert Collegium kand have sin egen Raad-Stue med andre fornødne Kammere, og Audience-Gemaker, hvor Rige og Fattige Supplicanter kand lade sig indfinde for at kaste (489) deres Memorialer udi de dertil indrettede Rister. Thi Drosten, saavelsom Rigs- og Hof-Raadene, samt Secretererne skulle ingen Suppliqver imodtage i deres Huuse, men viise dem alle didhen, undtagen det kunde være udi høivigtige pressante Sager, som enten af Os selv, eller af Drosten kunde være recommenderede. Vi selv ville vel imodtage de Memorialer, som Os blive tilstillede, men siden skikke dem til Præsidenterne af de Collegier, hvor de henhøre, undtagen det er udi særdeles Tilfælde, da Vi paa slige Suppliqver og Memorialer ville apostillere. Præsidenten skal arbeide paa at expedere alle Memorialer som ere indkomne udi hans Uge, og, om saadant ikke kand skee, saa skal den efterfølgende Præsident continuere med den forrige Uges Sager. Dette Collegium skal have et Seil, hvorpaa Vore Kongelige Insignia skal staae med denne Inscription: Supremi Collegii Aulici Sacræ Regiæ Majestatis Daniæ. Og, naar Relation til Os bliver giort af de indgivne Memorialer, saa skal først Præses sætte sin Haand derunder, dernæst tvende Hof-Raad, een af Adelige og en anden af Borgelig Stand, item een af Secreteererne; Og skal Seilet være i Forvaring hos Secreteeren af den Adelig Stand. Secretarii skulle vexelviis tilholdes alle Dage om Morgenen at giøre Fortegnelse paa de Sager, som ere afgiorte, og det paa en Tavle fæste, som skal hænges paa Dørren af Secretariatets Kammer, paa det at Supplicanterne og Parterne strax kand faae at vide om deres Ansøgninger eller Sager ere expederede, saa at de derom ikke skal have nødigt at incommodere Secretarios. Vort Kongl. lidet Indseil skal alleene bruges i Sager, som Vi selv undertegne. Secretariats (490) Kammerne skal altid være saaledes indrettede at et Vindue deraf skal gaae ud til Forgemaket, igiennem hvilket Resolutionerne kand rekkes til de ansøgende. Taxten, som derhos følger, skal staae tegnet bag paa Resolutionerne og Missiverne, og Pengene skal strax kastes udi et dertil aptered Skrin, staaende i Secretariatets Kammer, hvortil Rigets Drost skal have en Nøgel i Forvaring, Præses en anden, den første Hof-Raad af Adelig Stand den 3die, og den første Hof-Raad af Borgelig Stand den 4de. Hvilken Kiste skal aabnes hver 6te Maanet, nemlig første May og Michaëlis Dag, da de der af tagne Penge skal anvendes til Collegii Herrernes Tractamenter. Videre skal til dette Collegium henhøre 2 Hof-Couriers eller Hof-Bud, som alletider skal være tilstæde udi Forgemaket. Herrerne skal have deres visse Vacancer om Aaret. Men medens Vacancerne vare, skal dog altid tvende Hof-Raad, en Adelig og en anden Borgerlig, tilligmed en Secretario en Copiist og en Dør-Vogter være tilstede, for at disponere de Memorialer, som ingen Ophold kand taale. Rigs- og Hof-Raadene skal selv imellem hinanden paalægge en Penge-Straf for dem, som for sildig komme i Raad-Stuen, nemlig efter at Tegn er given med Klokken, og skal den yngste Secretarius derover holde Bog, eftersom samme Bøder skal tages af Tractament-Pengene, naar Kisten hver 6te Maaned aabnes: Pengene kand ellers anvendes efter Collegii Behag; Endeligen, i fald nogen af Rigs- eller Hof-Raadene udi dette Collegio formedelst deres egne Forretninger ville reise af Staden, skal de give Drosten og Præsidenten saadant tilkiende med Aarsagerne dertil, og skal da for enhver (491) Dag saa meget decourteres af den aarlige Tractament, som saadant a l’advenant kand beløbe sig til; Men hvis nogen formedelst Svaghed og Sygdom udebliver, skal for saadan Tid intet afkortes.

Cancellie- og Justitz-Collegium.

2.) Rigets Hof Cantzler skal udi sit Collegio have 3 Rigs-Raad, og 3 Adelige Cancellie- og Justitz-Raad, 4re deslige Raad af Borger Standen, og 4re Secretarier. Vor Rigs-Hof-Cantzlers Officium skal fornemmeligen være at hanthæve Vor Arve-Rettighed, Souverainetetet, og høie Kongl. Regalier, og, saafremt af Rigs-Stænderne eller af de andre Collegier directè eller indirectè noget derimod skulde foretages, at han da ikke alleene for sin egen Person skal være forbunden til, saadant at forhindre, men endogsaa at advare Os derom. Han skal have udi Forvaring Vort Kongelige Rigs store Indsegl. Det mindre, som dagligen bruges, skal blive hos den første Stats-Secretarium, dog saaledes at Vor Rigs Hof-Cantzler haver Opsyn dermed. Bemeldte Cantzler skal være nærværende udi alt det som foretages og delibereres med Vore Rigs-Stænder, og føre Ordet over de Tractater, som sluttes med Vore Allierede og Naboer. Han skal være Director udi Vort Geheime Raad, saavelsom udi Vort store Raad, hvorom siden skal tales. Udi de 2 første Dage i Ugen skal alleene publica tracteres, som angaae Alliancer og Tractater mellem Os og Vore Naboer; Alle Vore Ambassadeurs, saavel ordinaire som extraordinaires Deputerede, Residenter, Agenter og Consules, som ere uden Riget, skal staae under hans Direction, og af ham bekomme Creditiver og Instruxer.

(492) Alle fremmede Ministrer skal først melde sig an hos ham, og skal han svare paa deres Propositioner, og i dette Collegio deliberere derover, og give Os Underrettning derom &c. Udi dette Collegio skal de publiqve Affaires ordentligen deeles blant Vore Cancellie- og Justitz Raad saaledes, at den eene skal have at bestille med Sager angaaende Vore Arve-Lande i Tydskland, Keiseren og det Tydske Riges Stænder; en anden med Forrettninger, som Vi have med Frankerig, en anden med Spanske Sager, en anden med Svenske, og saaledes videre efter advenant med andre Potentater. Samme Rigs- Cancellie- og Justitz-Raad committeres til at igiennem see og examinere Retroacta, og at referere dem til Raadet; Rigets Hof-Cantzler skal ogsaa have Omsorg for at qvalificerde Raad, som tilforne ere øvede udi publiqve Sager, kand blive antagne udi dette Collegio, hvilke han med det heele Raads Betænkende skal foreslaae og recommandere Os. De som i fremmede Lande have været brugte, som Residenter, Agenter &c., og blive tilbage kaldne, kand udi begge Collegier, saavel Drostens som Cantzlerens, efter deres Capacitet employeres til Hof-Cancelie og Justitz-Raad; Iligemaade, naar Vore Residenter, Agenter og deslige Ministri sig pro Tempore opholde udi Vor Kongl. Residentz-Stad, skal de, som extraordinaire Hof-Cancelie- og Justitz-Raad assistere i et af begge Collegier, og have Sæde efter deres Anciennetet, ligesom de længe have giort Tieneste udenlands. Dog skal de i bemeldte Collegier ingen deciderende, men alleene adviserende Stæmmer have. Justitz- og Cancelie-Raadene skal være øvede udi det Latinske, Tydske og Franske Sprog, (493) nogle af dem ogsaa i andre Sprog. Udi dette Collegio skal være 4 Secretarii 2 af Adel, og 2 af Borgerstand. Den første af Adelstand skal være Stats-Secretarius, og i det ringeste skal forstaae Latin, Tydsk og Fransk. Een af de 4re Secreteerer skal tillige med være øved i Spansk og Italiensk, en anden i Engelsk, en anden udi Polsk og Moscovitisk, og alle tilsammen i det Latinske Sprog. Og advares alle Undersaatterne Adel og Uadel, at naar deres Sønner skikkes til fremmede Stæder, de da lade dem legge sig efter visse Professioner og Sprog, saa at de ved deres Tilbagekomst kand bruges i disse 5 Collegier. Og for at animere de samme desmeere der til, saa forordne Vi at udi dette Collegii Secretariat Cabinet skal holdes en Bog over Expectanter, hvorudi alle de som have reiset udenlands, og ellers have erhvervet sig nogen Capacitet, maa lade deres Navn tegne, da paa det allerkorteste skal anføres, hvilke Videnskaber, Sprog, Exercitier, og Studia de have lagt Vind paa, og i hvilke Lande de have reiset, paa det at Vi kand vide, naar nogen Bestilling bliver ledig udi de 5 Collegier, hvilke af de Antegnede Personer dertil kand tages. Vore Rigs- Cancellie- og Justitz-Raad skal i de 4re sidste Dage udi Ugen sidde udi Justitz-Sager. De skal examinere Parterne efter Rigets Love, og skal Præsidenten samle Vota, og afsige Dommen. Udi Criminalibus skal i det mindste være 9 Cancellie- og Justiz-Raad, og i Civilibus i det ringeste 7. Ingen Dom skal undertegnes, langt mindre publiceres, førend Vi ere blevne underrettede om Sagen. Og, i fald Parterne ved den i dette Collegio afsagde Dom ikke ville være fornøiede; men ville lade Sagen komme for det store Raad, (494) da skal alle Rigs-Cancellie- og Justitz-Raad tillige med dem af de andre Collegier derudi dømme. Under dette Collegii Direction skal være Vor Fiscal eller General-Procureur, iligemaade 12 Advocater, og skal der til udnævnes af begge Kongeriger Personer af got Navn og Rygte, og som forstaae Rigernes Love og Sædvaner. De samme skal nyde de Salaria, som Vi dertil ville beskikke; Af dette Collegio skal og dependere Post-Væsenet af begge Kongeriger. Saa snart Posten ankommer udi denne Residentz Stad, skal alle Breve skikkes til Cancelliet, og i Under-Secretarii Paasyn udtages de, som Os tilhøre, og de samme tilstilles Vor Rigs Hof-Cantzler eller Stats-Secretario, for at bringe dem til Vort Geheime Raad. Correspondencerne skal deeles blant Secretarios. Men den secrete Correspondence skal alleene tilhøre Rigs Hof-Cantzleren og Stats-Secretario. Udi dette Collegio skal alle Passe-Porter til Lands udgives, og skal alle Missiver, Sententzer, Decreta, Resolutioner og Passe undertegnes af Rigs Hof-Cantzleren, af den første Cantzelie- og Justitz-Raad af Adelstand, af den første Cantzelie- og Justiz-Raad af Borgerstand og af Stats-Secretario. Dette Collegium skal og have et Cancelie Seil, hvorpaa Vore Kongl. Insignia skal staae med saadan Inscription: Sigillum Collegii Cancell. Sacræ Regiæ Majestatis Daniæ; og skal saadant Indseil bruges til alle de Documenter hvorunder Vi Vor Kongl. Haand sætte. I det øvrige skal alle andre Ting i dette Collegio forhandles ligesom i Rigs Drostens Collegio.

3.) Rigets-Marsk skall udi sit Collegio have 3 Rigs Raad, som have været i de høieste militaire Charger, (495) 6 Krigs-Raad, som ere Generals-Personer, eller i det ringeste Oberster, 2 Krigs Assistentze-Raad, som ere erfarne udi Krigs-Retten, og 2 Secretarios, hvoraf den eene skall være af Adel, den anden af Borgerstand. Disse alle skall stedse være tilstæde udi Residentz-Staden, og sidde udi dette Krigs-Collegio. Derforuden maa ogsaa alle andre vore Generals-Personer, som for en Tid her ved Hoffet opholde sig, tage Sæde udi samme Collegio, dog saaledes, at de ingen deciderende Vota have, ej heller den aarlige Tractament, som de ordinaire Krigs-Raad. Gouverneuren af Vor Kongelige Residentz og Hoved-Stad Kiøbenhavn, skall som Ordinarius sidde udi dette Collegio. Rigets Marsk skall have Ober-Directionen, og skall een af Generalerne blive giort til Rigs Tøimester. Krigs Collegium skal have Inspection over Rigets Militie, over Munstringerne og Soldaternes Gevær, Mundering, over Grændse Fæstningerne, Tøihuse, Artillerie, Magasiner &c. I dette Collegio skall besynderligen delibereres om at stifte god militaire Politie og Krigs Discipline, om Krigs-Folkets Gage, og det efter Rigernes nærværende Tilstand; hvorledes Fæstninger og Slotte kand underholdes i god Stand, forbedres, repareres, og nye hvor nødigt er bygges. Dette Collegium tillige med Vor General-Tøimester, skall ogsaa have Omsorg for at alle Vore Tøihuse blive forsynede med fornødne Ting, og at Vi ved Indkiøbet af Krigs-Forraad ikke blive fornærmede, som hidindtil er skeed, at aarligen et vist Tall af Metall og Jern-Stykker i Tøihusene blive støbte. Dette Collegium skall ogsaa eftersee alle, saavel høie som lave Officiers Regninger, og bringe Betænkning (496) derover ind udi Vort Skatt-Kammer. Det skal see til at alle utilbørlige Exactioner maa afskaffes, og at gode Krigs Ordinancer maa giøres og vedligeholdes. Dog skall det ingen Disposition have over Krigs Revenuerne, men saadan tilhører alleene Vort Skatt-Kammer. Dette Collegium skall ogsaa dømme i Criminalibus og i alle Sager, som Liv og Ære angaaer udi den militaire Stand, saaledes at, om en Edelmand, Geistlig, Borger eller Bonde har at klage over en militaire Person, skall saadant komme for Krigs Raadet, derimod, naar en militaire Person haver noget at klage over nogen af anden Stand, skall saadant skee for andre competente Retter. Udi Sager, som angaae Ære og Liv, skall i det ringeste være 9 Personer tilstede, og dømme udi denne Rett, og udi andre mindre Forseelser, i det ringeste 5. Udi Sager af extraordinaire store Forseelser maae Delinqventerne appellere til den store Rett, hvortil nogle Krigs- Hof- Cancellie- Justitz- og Kammer-Raad af de andre Collegier alle 3 Maaneder skall komme sammen, dog saaledes at de udi dette Collegio betale for appellen, iligemaade de Multer, hvilke de, som temerè litigantes blive dømte til, og skall samme Penge forvares i en Casse, for siden at blive uddeelte til Herrerne udi Collegio. Dette Collegium skall have en General-Gevaltiger, eller General-Fiscal, en General-Profoss, Stokke-Knægte, og andre Officianter, som forrette Executioner; det skall ogsaa have et Fange-Huus, og skall hver Maaned de 2 yngste Krigs-Raad, tillige med General-Gevaltiger og General-Auditeuren visitere Fange-Huusene og Stokhuusene, og eftersee, hvorledes Fangene blive tracterede, hvorom de skall give (497) Rapport til Krigs Raadet. Dette Raad skall ogsaa have et Seil, hvorpaa vore Insignia skall staae med saadan Inscription: Sigillum Collegii supremi Belli Præfecti Sacræ Regiæ Majestatis Daniæ. I det øvrige skal alting her i Agt tages, ligesom udi Drostens og Cantzlerens Collegier.

4. Collegium neml. Amiralitets Collegium.

4.) Rigets Amiral skall have udi sit Collegio 3 Rigs Raad, 6 Amiralitets Raad af de mest qvalificerede Søe-Officiers uden Forskiæl af hvad Stand og Byrd de ere, og 2 Amiralitets Assistentz-Raad af Borgerstanden, som ere kyndige i Søe-Retten, og 2 Secretarier. Den første Rigs Raad nest Amiralen i dette Collegio skall ogsaa være vel øved i Søe-Sager, og skal betiene Lieutenant Amirals Charge, og udi Amiralens Fraværelse forrette hans Vices. Den anden Rigs Raad skal ligeledes have god Kundskab om Søemandskab, og være den første Vice-Amiral, og den 3die Rigs-Raad skal være den anden Vice-Amiral. Næst efter bemældte Rigs Raad i dette Collegio skal den, som er Chef paa Holmen, have Session; efter ham skal følge en Scoutbynacht, siden en Commandeur, og endeligen 3 Skibs-Capitainer, som udi sidste Krig have holdet sig best, alle uden Forskiæl, enten de ere af Adel eller ej. Af Secreteererne skal den første være af Adel, og den anden af Borgerstand. Videre skall af dette Collegio dependere en Amiralitets Fiscal, en Eqvipage Mester og en Gevaltiger. Dette Collegium skal drage Omsorg for, at Vor Orlogs Flode kand forsynes med gode og erfarne Skibs Capitainer, og betroe enhver Skibs Capitain et Orlog-Skib, ligesom det finder ham dertil capable, iligemaade, at Skibene blive forsørgede med (498)Folk og alt andet Tilbehør, og skal alle subalterne Officiers rette sig efter de Instruxer, som derover skal forfattes. Collegium skal ogsaa have Indseende med at alle store og smaa Skibe skal repareres og i Stand holdes; item at Aar for Aar nye Skibe bygges: item, at det Islandske Compagnies Skibe blive bygde efter en vis Størrelse, og saaledes monterede at de kand tiene baade til Orlog og den Islandske Handel, og at det samme ogsaa skeer med nogle andre Kopfardi-Skibe, som derfore skal benaades med visse Privilegier og Friheder i Tolden. Dette Collegium skal ogsaa have Inspection over Amiralitetets Magasiner samt Arsenaler, Reberbaner, og hvad deraf dependerer; item over alle Søefarne udi begge Kongeriger. Collegium skal ogsaa have Omsorg for at ikke alleene Vore 3 Hovedstrømme; Øresund, det store og lille Belt, men endogsaa begge Rigers Kuster, Elben, andre Floder og Rivierer blive besatte med Orlog-Skibe mod Søe-Røvere og ellers for Undersaatternes Sikkerhed. Dette Collegium skal ogsaa have et a parte Kammer, hvorudi dagligen skal sidde de, som imodtage Amiralitets Indkomsterne, tillige med 2 Commis. 2 Bogholdere, 2 Casserere, og een Controlleur. Udi dette Kammer skal staae et Bord, hvorunder skal være en Penge-Kiste, for der i at lægge de Penge, som indkomme for Convoyer, Confiscationer, og andre Midler; item, af Subsidie-Penger, hvilke samles udi begge Vore Kongeriger og Lande til Flodens Underholdning, og skal dette Kammer alle 3 Maaneder aflægge sine Regnskaber udi Vort Skatt-Kammer. Dette Collegium skal ogsaa administrere Justitien over alle Delinqventer, som høre under Amiralitetet, enten (499) det angaar Liv, Ære eller Gods. Det skal have Jurisdiction over alle Confiscationer, Priser, og over alle Contraventioner mod vor Søe-Rett, som enten er skreven, eller kand herefter skrives, saa Vi Allernaadigst ere betænkte paa med det første ikke alleene at lade forfatte en nye Søe-Politie, men endogsaa at lade revidere og forbedre de gamle efter Rigernes nærværende Tilstand. Dette Collegio skal og tilkomme Inspection over Fange-Husene og Delinqventerne, som ere dømte til Skibs-Holmen, saa at mod Udgangen af hver Maaned de 2 yngste Amiralitets Herrer skal eftersee alt saadant, og det samme Collegio rapportere. Alle Sententzer, Ordonantzer, Reglementer, og Søe-Passe, som i dette Collegio efter de fleste Stemmer forfattes, skal underskrives af Præsidenten, af den første og den sidste Amiralitets Raad, og af den første Secretario, og skal Amiralitetets Seil der under sættes, hvorpaa Vore Kongelige Insignia skal staae med saadan Inscription: Sigillum Collegii Amiralis Sacræ Regiæ Majestatis Daniæ. Og skal samme Seil bruges til alle de Documenter som Vi selv undertegne. I det øvrige skal her det samme i agt tages, som i de andre Collegier.

5. Skatt-Kammer Collegium.

5.) Vor Kongelige Rigs Skatmester skal have i sit Collegio 3 Rigs Raad, 4 Kammer-Raad af Adel, og 4 af Borgerstanden, og saa mange Renteskrivere, Casserere, Controlleurs, Copiister og andre Betientere, som Vi dertil finde nødige. Vor Kongelige Rigs Skatmester skal være Hoved i dette Collegio, og skal i alting have Ober-Direction derinde. Udi dette Collegio skall imodtages alle Intrader, Revenuer, Told, Contributioner, saavel ordinaires, som extraordinaires af begge (500) Vore Kongeriger og Lande. Og, endskiønt Vi selv imodtage visse Indkomster, saavel til den Kongelige Hof-Stats, som til de høie og subalterne Collegiers Underholdning, saa skal dog de Personer, som Forestaae Vor egen Cassa, være forpligtede, hver 3die Maaned at aflægge Regnskab udi dette Collegio, og skal de da efter samme Collegii Examen validere. Dette Skatt-Kammer skal saaledes være, ligesom en Kilde hvor igiennem alle Vore Indkomster skal ind og udflyde. Og skal det have Direction over alle Toldere, Contributions Annammere, Forpagtere, Collecteurs, Fogde og Skrivere, saa vit de have med Vore Indkomster at bestille. Det samme, saasnart det bliver complet, skal giøre en Regning over alle Vore Indkomster og Udgifter, item, over al den Skyld, hvorudi begge Vore Arve-Kongeriger før og udi den haarde Krig ere forfaldne. Dett skal iligemaade giøre en Stat over de Udgifter, som behøves til Hoffets, de 5 Collegiers, og Krigs-Magtens, saavel til Lands, som til Vands Underholdning; item til alle Vore høie og lave Betienteres, saavel uden som inden Rigerne. Og, saasom nu omstunder efter erlanged Fred adskillige nødvendige Udgifter forestaae, saa skal dette Collegium, saasnart som mueligt, eftersee, hvorledes de extraordinaire Contributioner, hvilke af Rigets Stænder for og udi Krigen ere bevilgede, men dog ikke indkomne, (thi der reste endnu nogle Tønder Guld deraf) kand blive indsamlede af de villige med det gode, og af de uvillige med Executioner, og bringes i Vort Skat-Kammer. Det skal ogsaa med det første give sin Betænkning over, hvorledes de bevilligde Contributioner, Kop-Skatt og Paalægg paa det beste og billigste (501) kand lignes, at den eene bliver ikke meer over Formue besværged end den anden. Dette Collegium skall ogsaa deliberere om, hvorledes Vore Amter og Lehne, som hidindtil ved Lehns-Folk ere forvaltede, herefter ved gode Huusholdere kand administreres, saa at Bønder ligesom Forpagtere for deres Gaarde give paa nogle Aar noget vist. Det skal ogsaa communicere med Rigets Drostes Collegio over den Politie, som skal giøres; item, hvorledes Vort Gods og Amter, som ere pantsatte, kand igien bekommes, og det saaledes, at Creditorerne for deres Capitaler kand bekomme gode Obligationer, med den Condition, at de af det pantsatte Godses Interesse og Indkomster blive betalte, dog saaledes, at de bekomme Renterne aarligen af Skat-Kammeret, og tillige med en Deel af Capitalen, indtil fuldkommen Betalning er skeed, og skal da Regnskab giøres med Hypothecariis, og eftersees om de ikke allerede have nydt meere af saadanne Vore Amter, end Renterne kand beløbe sig til. Og maae derhos billigen overveies, om for saadan Gield Penge ere forstrakte eller Vahrer, at da for de laante Penge, 6 pro Cento Interesse, kand til deslige Creditorer betales efter Rigets Constitutioner; Men for Vahrer, at de gamle Regninger maa eftersees, om saadanne Vahrer alle rigtigen ere leverede, eller om Kronen derved er bleven fornærmed, paa det at Renternes Betalning derefter kand indrettes til 2-3 og i det høieste til 4 pro Cento, og, om ved Regningernes Revision skulde befindes, at Bedragerie derved er skeed, da skal dette Collegium see til, at Delinqventerne efter Proportion af begangne Bedragerie blive straffede med Confiscation af deres Prætensioner, (502) og maa derved i agt tages Creditorernes Condition, om de merkeligen ved deres Livrancer have prosperered, og have utilbørligen beriiget sig derved, eller ej efterdi Vor Intention er ikke at de Creditorer, som udi Krigens Tid have taget en ærlig Gevinst, skal lide nogen Skade, men alleene at de, som have aagret, indtil Cento pro Cento, ikke skal beriiges af deres Uretfærdighed. Og, saasom ogsaa nogle af vore Creditorer have giort adskillige Livrancer, og derfore bekommet store Assignationer paa Tolden i Norge, saa forordne Vi, at saadanne Assignationer vel maa blive i deres fulde Valeur, dog saaledes, at Told-Pengene, hvorpaa Assignationerne ere givne, først skal bringes i Vort Skat-Kammer, og derfra til vedkommende at udbetales. Og skal da derved examineres, hvorpaa saadanne Assignationer grunde sig, og om da de samme findes suspecte, saa skal Collegium igiennemsee Regningerne paa nye. Eftersom ogsaa adskillige Klagemaal føres i Norge over adskillige Toldere, i det de lade sig bestikke og see igiennem Fingre med Told-Svig, saa skal Collegium nøje examinere saadant Forhold, item, overveie om det ikke kunde være raadeligt heller at forpagte Tolden bort, eller saaledes at de beholde den tyvende Penge af Tolden, og skikke det øvrige til Vort Skat-Kammer. Og kunde man saa efter nogle Aars Forløb udregne hvormeget en Forpagter ved Tolden har prosperered, og derefter nye Forpagtninger indrette. Men, i fald man skulde fornemme at det Navn af Forpagter skulde være uangenemt for Undersaatterne, saa kand man heller give de samme Titul af Told-Rentemestere. Saasom ogsaa adskillige af vore Fogeder og Skrivere beskyldes ikke at (503) handle vel med Bønderne, undertrykke de Fattige, og tage Gaver af de Rige, og i det øvrige liden Omsorg have for Vor Interesse, saa skal ogsaa udi dette Collegio examineres hvordant saadant maa forhindres, og at Vore Penger ikke kommer udi deres Hænder, men at udi et hvert Herred og Lehn Penge-Kister blive anrettede, hvorudi saadanne Penge blive forvarede, og at i steden for Fogeder blive brugte Contributions Rentemestere, hvilke maa bekomme den 20de Penge der af i steden for Løn, og at Controlleurer med dem skal holde Bøger. Dette Collegium skal i Almindelighed have Opsyn med Vore Regalia Fisci og Vore Kongelige Indkomster over alt udi begge Kongerigerne, og arbeide paa at de kand blive forbedrede, al Svig derved forebygges, og at Skat-Kammerets Credit kand conserveres, og det efter de speciale Instruxer, som derom skal forfattes. Skat-Kammeret skal have et Seil, hvorpaa Vore Kongelige Insignia skal staae med saadan Inscription: Sigillum Collegii Regni Thesaurarii Sacræ Regiæ Majestatis Daniæ. I det øvrige skal her med Præsidio Sæder, Stæmmer og Omvexlingerne alting i agt tages som i de andre Collegier. Disse ovenmældte 5 Collegier, naar de blive complet, da skal Personerne, som betiene de 5 høie Charger tillige med Præsidenterne, som pro tempore sidde udi Collegierne og Secretario Status, hver Dag Klokken 11 lade sig indfinde udi Vor Geheime-Raadstue paa Slottet, Geheime-Raad.hvor Vi selv ville være tilstede, og dette Raad skal kaldes Vort Geheime-Stats-Raad, eller Consilium Secretum Status. Og naar de blive samlede skall Vor Rigs og Hof-Cantzler adspørge Præsidenten af (504) hvert Collegio, hvad den forrige Dag og samme Formiddag er forefaldet udi hans Collegio, da enhver af dem skal være forbunden til udi dette Vort Kongelige Geheime-Stats-Raad at give Relation derover; hvorpaa alle Resolutioner og Documenter, ligesom de have været foretagne udi Collegierne, skal oplæses. Og skal da paa nye derover af Vore

Geheime-Raad

voteres, og Stæmmer skal samles af Vor Rigs og Hof-Cantzler og per majora concluderes; og paa det at saadant kand skee uden Vitløftighed, skal Stæmmerne gives ved hvide og sorte Steene, eller ved Guld og Jærn-Kugler, da de sorte eller Jærn-Kuglerne skal betyde Modsigelse, og de hvide eller gyldene Kugler Approbation; og skal da udi de Sager, som blive modsagde, paa ny igien delibereres. Hvad som da udi Vort Geheime-Raad er fundet for got skal med Vor Kongelige Paaskrift bestyrkes, og skal Rigs og Hof-Cantzleren tillige med Secretario Status sætte deres Hænder neden for. Men er det Sager af liden Importance, da skal de alleene undertegnes af Præsidenterne, og de andre Raad, og sidst af Stats-Secretario. Vi forbeholde Os ellers selv udi alle Sager, hvad Navn de have kand, votum negativum, og det i Kraft af Vor Kongelige Souverainetet og Arve-Rettighed, iligemaade andre høie Regalier af Pardons og hvad ellers Souverainetets-Retten kand med sig føre, hvorpaa alle Vore Rigs- Hof- Cantzelie- Justitz- Krigs- Amiralitets- Kammer- og Assistentz-Raad skal aflægge deres Juramenta. Udi hver Uge om Onsdagen naar Slotts-Prædiken er holden, om Sommeren Klokken 8, og om Vinteren Klokken 9 skal Rigs-Raadene, som betiene de 5 høie Charger, med Præsidenterne lade (505) sig indfinde udi Vor Geheime-Raadstue, hvor Vi selv ville bivaane indtil Klokken 12. Og hvis Vi selv ikke kunde være tilstede enten udi disse daglige eller ugentlige Samlinger, skal dog de 5 høie Embeds-Mænd med Præsidenterne af de 5 Collegier foretage, hvad som er deliberered og beslutted udi Collegierne; og naar Vi er ude af Vor Residentz Stad paa andre Vore Lysthuuse i Siælland, saa skal dagligen vexelviis ved et af Collegiernes Bud Os tilkiende gives, hvad som er foretaget og besluttet, hvorpaa Vor Resolution skal indhentes. Men, hvis Vi opholde os uden Riget, saa skal to gange om Ugen ved de ordinaire Poster Os tilstilles alt hvad som er besluttet udi Vort Geheime-Raad, da udi Sager, som Forhaling kand taale Vor Approbation eller Improbation skal opbies. Men udi andre Sager som ingen Ophold lide, skal dermed forholdes, som Vi for Vor Reise have beskikket. Paa alle Postdage, naar Correspondentz Brevene ankomme, og ere blevne indleverede udi Vort Kongelige Cancellie, skal Cantzleren, enten det er Formiddag eller Eftermiddag, sammenkalde Vort Geheime-Raad, og da skal udi Vor Nærværelse oplæses alle Brevene, og derover blive deliberered og resolvered. Og, paa det at intet i Collegierne skall forsømmes, da skal om Onsdagene, eller naar som helst de 5 høie Embeds-Mænd med Præsidenterne, kaldes til det Geheime-Raad, den Rigs-Raad, som er næst ved Præsidenten, continuere med Sagerne i Collegiis, og siden den anden Dag forestille dem til de andre, som have været fraværende, for at have ogsaa deres Stæmmer dertil. Eftermiddagene ville Vi selv anvende enten (506) paa andre Forretninger, eller paa Divertissements uden og inden Staden.

Consilium Aulæ Magnum.

Naar Sager forefalde, som ere af stor Vigtighed, ville Vi efter Vort Gotbefindende tillige med de 5 høie Embeds-Mænd og Præsidenterne, sammenkalde alle de andre Rigs-Raad, tillige med een af Adel, og een af Borgerstand af hvert Collegio, for at deliberere med dem alle derover. Og, naar saadanne Ting forefalde, som angaar Krig og Fred, Tractater og Alliancer, nye Contributioner og Paalægg, ville Vi til Vor Geheime-Raadstue lade sammenkalde alle Vore Raad af de 5 Collegier, undtagne Secretererne, for der at overlægge med dem om saadanne høivigtige Sager, og skal saadan Samling kaldes Consilium Nostrum Aulæ Magnum,

Rigs-Dage.

eller Vor store Kongelige Hof-Raad. Og naar saadant er skeed, ville Vi til sidst sammenkalde alle Rigs-Stænder.

De Rigs-Raad, som betiene de 5 høie Charger, skal af Personer, som ere ringere end de, tituleres Ed. Excell. men naar de tiltales af andre Rigs-Raad, skal det blive efter den gamle Sædvane, nemlig udi tertia Persona, saasom Hr. Kongl. Rigs-Drost, Hr. Kongl. Hof-Cantzler, &c.

Paa Udskriften af Breve skal dem gives saadan Titul: Velbaarne og Høyædle; paa Latin: Excellentissimis, Illustribus, Generosis, & Prænobilibus. Med de andre Rigs-Raad, som ikke betiene de 5 høie Charger, skal Titulen saaledes i agt tages, at, naar de blive tiltalte af deres Overmænd eller lige Mænd, skal de alleene heede: Hr. Rigs-Hof-Raad, Hr. Rigs-Cancellie-Raad, ogsaa fremdeles. Høie-Embeds Mænds Titler.Men af deres Undermænd, |507som ere i mindre Værdighed: Velbaarne og Vel-ædle, paa Latin, Illustres, Generosi & Prænobiles.

Generals-Personer skal af de første tituleres Hr. General-Lieutenant, Hr. General-Major, og af de sidste: Velbaarne, Vel-ædle og Mandhaftige; paa Latin: Illustres, Generosi, Prænobiles & strenui. Hof- Cancellie- Justitz- Krigs- Amiralitets og Kammer-Raad, som ere af Adel, tituleres af de første: Hr. Hof-Raad &c. Af de sidste: Edle og Velbaarne, men hvis de ikke ere af Adel kaldes de alleene Faste og Høiviise; paa Latin Spectabiles & Prudentes. I det øvrige reservere Vi Os i Kraft af Vor Souverainetet og Arve-Rettighed efter eget Behag at reformere, forbedre og forandre denne Vor provisionelle Regierings Ordonnance, ja den samme at annullere, og til intet giøre, og en gandske nye i steden derfor at indføre efter Sagernes og Tidernes Tilstand. Givet paa Vort Slot Kiøbenhavn Anno 1660. den 4 November udi Vor Regierings 12te Aar.