Dette er Project til den nye Regierings Indrettelse, strax efter Souverainetet. Intet kunde være efter de Tiders Tilstand meere fornuftigen og betænksom forfattet. Man seer her af, med hvilken Omhyggelighed Hans Majestet har søgt at fornøie alle Stænder. Man seer Adelen fast udi større udvortes Anseelse end tilforn, Rigets Raad og de store Rigets Bestillings-Mænd ikke alleene at beholde deres Navne og Værdigheder, men endogsaa at beklædes med stor Myndighed, ja nye Charger af Anseelse at stiftes, som Rigs Drost, Rigs Skatt-Mester, &c. Man seer i alting en Copie af den gamle Regierings-Form, saa at intet af forrige Glantz og Skin savnes for Øjene; thi her ere 5 i Steden for 4 Rigs høie Embeder; Her ere Rigs-Raad, her ere Rigs-Dage, og alle Stændernes Samling. Men man seer tillige med at Hans Majest. udi denne konstige Stiftelse intet giør, som kand (508) præjudicere Hans absolute Myndighed; thi han forbeholder sig Votum Negativum, udi alle Deliberationer, og reserverer sig rett til at cassere og til intet giøre den heele Indretning, naar han finder det fornødent, og det i Kraft af sin Souverainetet og Arve-Rettighed, hvilken hver Embeds-Mand ved Tiltrædelse af sin Bestilling eedeligen maa forpligte sig til at forsvare og beskytte; Regieringens Indrettelse selv, hvor statelig og glimrende den er, viiser ogsaa de gamle høie Chargers Indskrænkelse, og at en Rigs-Drost, skiønt høiere af Titul, havde i Gierningen ikke den Betydning, som en Rigs-Hofmester; thi af de høie Embeders Aske udspiire Collegier, hvorudi Drosten, Cantzleren, Marsken &c. vel ere Hoveder, men dog have kun een Stæmme, og Vexelviis med andre præsidere. Hvad de andre Stænder angaaer, da, som Hans Majest. havde i Sinde at giøre dem meere anseelige, end tilforn, og detsamme var ogsaa en naturlig Suite af den nye Regiering, saa finge de Sæde og Stæmme udi alle høie Collegier, hvorved en Borgerlig Hof-Raads Votum var af samme Betydelse, som Rigs Hof-Drostens, saa at der blev skiønt ikke i Anseelse, saa dog i Gierningen en fuldkommen Ballance mellem Undersaatterne.

Hvor vit den blev forandred ved particuliere Instruxer.

Denne Provisional Regierings Ordinantz er saaledes en Kilde til disse Rigers nu blomstrende Regiering; thi endskiønt Collegiernes Indrettelse blev strax siden ved particuliere Instruxer i adskillige Ting forandrede, saa blev dog dens Plan i Gierningen den samme, og er det i den Henseende, at jeg har holdet nødigt den her at indføre.

De particuliere Instruxer for hvert Collegio i sær, fuldte strax derpaa i samme Aar, og nogle af dem bleve forfærdigede faa Dage efter ovenmældte Provisional Instructions Forfattelse; thi jeg finder Skatt-Kammerets Instrux, (a) som er paraphered af Hannibal Sehsted, at være datered den 8. Novembr. som er 4 Dage derefter, og Stats-Collegii den 18. Novembr., hvilket giver tilkiende, at man udi samme Dage har haft nok at bestille, (509)

(a) Instruct. Ærarii Hafn. 8. Nov. Manuscr.

og med en forunderlig Hurtighed har arbeidet paa den nye Regierings Indrettelse. Man seer ellers af Collegiernes paafuldte particuliere Instruxer, at de samme bleve ikke af den Eclat, som Indretningen udi Provisional Ordonnancen er anført; thi jeg finder i de sidste intet meldet om de 3 Rigs-Raad, som skulde sidde i hvert Collegio, og Vexelviis føre Præsidium; thi der tales ikkun om een Præsident med sine Assessores.

Nyere og særdeles Instrux for Stats-Collegio.

Det udi Provisional Ordonnancen omtalte Rigs Hof-Collegium blev kaldet Stats-Collegium, hvorudi sadd Rigets Drost, som Præses, tillige med en stor Hob andre, saa vel af Borger, som af Adel-Stand, kaldne Assessores Collegii Status. (a) Samme Stats-Collegium, som besynderligen blev stiftet for den nye Regierings Indrettelse, havde ogsaa at bestille med udenlandske Affaires, og fremmede Correspondencer. Det varede fra dette Aar 1660 til 1676, hvilket var det Aar den bekiendte Griffenfelds Fald skeede; thi videre gaae ikke Stats-Collegii Protocoller, og tales siden alleene om Kongens geheime Conseil.

For Cancellie Collegio.

Af Cancellie Collegii Instrux, som kort derefter blev forfatted, men tydeligst og udførligst blev given Aar 1670, sees at det bestod af een Cantzler, 2 Ober-Secretarier og 8 Secretaires, hvoraf den halve Deel var af Adelig, og den anden halve Deel af Borgerlig Stand, hvilke paa visse Tider skulde træde i Conference sammen. Af de tvende Ober-Secretaires var den eene for de Danske, og den anden for de Norske Sager. Men da Lyxdorff, som var Mothes Collega, ved Døden afgik, blev den sidste alleene Ober-Secretaire, og har der siden den Tid ikkun været een Ober-Secretaire udi det Danske Cancellie. Hvad det Tydske Cancellie angaaer, da var det længe indlemmet med det Danske, indtil det fik sin egen Ober-Secretaire.

Høieste Retts Stiftelse.

Hvad Justitz-Collegium angaaer, da blev det forvandled til den høieste Rett, som endnu florerer. Dens Instrux findes ved Trykken publicered Aaret derefter den 14. Febr., og sees deraf, at til Høieste Rettes Assessorer bleve beskikkede et vist Antal (510)

(a) Instruct. Collegii Status Manuscr.

Personer, hvoraf den halve Deel skulde være af Adelig, og den anden halve Deel af Borger-Standen; Iligemaade tvende Secretaires, een Adelig og een Borgerlig; item, en Justitz-Skriver, som for Retten skulde oplæse Acta og Documenta; (a) Paa denne Forordning grunder sig den nu værende Høieste Ret, hvis Begyndelse blev berammet aarligen at skee 8 Dage efter Pindse-Dag; item, paa et vist Sted, nemlig Kiøbenhavns Slott, da derimod de gamle Herre-Dage ambulerede, og holdtes nu udi een Province nu udi en anden, og i Steden for at Sagerne da saaledes efter Orden bleve foretagne, nemlig, først den Provincies Sager, hvorudi Herre-Dagene holdtes, (b) siden de andre, saa blev ved denne Høieste Retts Stiftelse beskikked, at først de Kiøbenhavnske og Siællandske, saavel Commissions, som andre Sager, siden de Fynske, Smaalandske, Jydske, Bornholmske, og endeligen de Norske, først de Syndenfieldske, og allersidst de Nordenfieldske, skulde foretages.

Ved denne Anordning er det blevet indtil denne Dag, skiønt det ikke altid har været saa nøie i Agt taget, at den eene halve Deel har været af Adel, og den anden halve Deel af Borger-Stand; thi de fleeste Assessores have undertiden været Adelige, undertiden Borgerlige Personer. Hvad Norge angaaer, da saasom samme Rige fra Christiani 3. Tider havde mistet sit eget Raad, saa vare derudi ingen høiere Rette end Laugtingene, hvorfra Sagerne indstævnedes lige til Kongen og Danmarks Riges Raad, skiønt udi Christiani 4. Tid eftersom Høistbemældte Konge var moxen hvert Aar, og undertiden 2 gange om Aaret udi Norge, bleve der udi samme Rige nu paa eet, nu paa et andet Sted holdne aarlige Herre-Dage.

Norske Herre-Dage eller Norges Høieste Rett.

Fra dette Aar 1660 indtil 1664 inclusivè tales om en Høieste Rett udi Norge, hvilken Høieste Rett, som ogsaa kaldes de Norske Herredage ingen vis Tid havde at sidde, men blev anordned naar Sagerne det udfodrede. Den havde ei heller visse Assessores, men een og anden fik particuliere Ordre af Kongen at (511)

(a) Edict. 14. Febr. 1661.

(b) Recess. Christ. 4. lib. 2. Cap. 6. Art. 11.

reise, saavel fra Dannemark som fra Norge, for at holde Norges Herredage eller Høieste Rett, hvilket sees af den Ordre 1664 til Peder Retz og andre, angaaende saadan Reise, og varede dette indtil Ober-Hof-Rettens Stiftelse i Christiania, til hvilken Laugtings-Dommene ere siden bleven indstævnte, og derfra igien alle Sager ere appellerede til den Kiøbenhavnske Høieste Rett.

Skatt-Kammer-Collegii særdeles Instrux.

Udi Skatt-Kammer-Collegii Instrux, som blev given 4re Dage efter Provisional Ordonnancen, tales ej heller om de 3 Rigs-Raad, men alleene om Skatt-Mesteren som Præses, og andre Assessores og Betiente; thi Ordene ere disse: Dette Vort Kongl. Kammer-Collegium skal bestaae udi efterskrevne Officianter og Betiente, Præsidenten selv, som skal være Vore Rigers Skattmester, og have til Assessores trende udaf Adel, og 4 andre, som Vi selv Naadigst ville forordne og bestille, eftersom Vi enhver til saadan Charge befinder dygtig og qvalificered. Derforuden skal være ved dette Kammer-Collegio en General-Procureur, med en General-Fiscal og General-Bogholder med en Under-Bogholder, tvende Secreteerer, 4 Casserer, 4 Controlleurs, 6 Renteskrivere med 3 Copiister, hvoraf nogle skal være udi det Tydske saavel som det Danske, og andre fremmede Sprog drevne. (a) Denne første Skatt-Kammer-Instruction blev siden illustrered ved andre Kongelige Ordres, særdeles angaaende Kammerets Forretninger og Expeditioner, hvilke tilforn ginge igiennem Cancelliet, men da bleve henviisede til Kammer-Collegium alleene, hvortil de egentlig henhørte, som sees af en Ordre udi samme Aar til Cantzleren Peder Reetz. (b) Aaret derefter blev publicered en trykt Forordning om enhvers Bestilling udi Kammer-Collegio, og visse Samlings-Dage berammede, nemlig Onsdag og Fredag Eftermiddag. (c) (512)

(a) Instruct. Art. 1. Manuscr.

(b) Mandat. Reg. ad Cancell. Petr. Retz 13. Novembr. 1660. Manuscr.

(c) Edict. Hafn. 24. Januarii 1661.

Jeg seer ellers af et Kammer-Collegii Project, siden approbered af Kongen, at Kammer-Forretningerne bleve deelte blant Assessores saaledes: Assess. Henning Pogwisk skulde have Inspection med de gamle Restancer. Assess. Müller med Magazinerne og Assess. Vitus Bering det trykte Papirs Forvaltning. (a) Men det Fornemste, som det nye Skatt-Kammer-Collegium fik at bestille med, var at hielpe paa de Kongelige Indkomster, og see til at Kronen kunde i det ringeste nyde Frugten af dets eget Gods.

Den nye Skatt-Mesters Hannibal Sehsteds Forslag angaaende Kronens Gods.

Til den Ende giorde den nye habile Skatt-Mester saadant Forslag, at Lehnsmændene ikke meere skulde have Lehnenes Indkomster for en vis Genant, som tilforn, men at Kronen skulde nyde Afgifterne, og de for deres Umage salareres, som andre Kongelige Betientere. Dog, saasom Hans Majestet i Begyndelsen vilde gaae varligen frem, skeede denne Reformation ikke paa eengang, hvilket sees af den Forordning, som Aaret derefter om Lehnenes Administration blev publicered, og som jeg finder af den Vigtighed, at den her maa indføres.

Forordning, hvorledes med Lehnene i Vort Rige Danmark og des Administration efter disse Tiders Tilstand skal forholdes:

Forordning om Lehnenes Administration.

Vi Friderich den Tredie med GUDS Naade Danmarkis, Norgis, Vendis og Gottis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greffve udi Oldenborg og Delmenhorst. Giøre vitterligt, eftersom Wi naadigst hafver considereret og offverveyet Rigets og Indbyggernis itzige Tilstand, som de nyelige offverstandene Krigs-Pressurer foraarsagit og medført haver.

Saa eracter Wi ikke mindre nødvendigt, alle muelige Middeler at foretage, hvorved Landet igien kunde restabileris og hielpis paa Foede, hvortil ald dend Indkomst,

(a) Edict. Hafn. 28. April 1663.

som Voris Riger og Lande udi en eller anden Maade, kand formaa at opbringe, meere end for meget ville medgaa, og endda ikke skulde tillange.

Oc som Wi alligevel gierne saae, at Voris troe Mænd oc Raad, sampt andere af Adel, Vore Lehne herefter som hidindtil maatte nyde oc beholde, dersom alting ellers var i den Tilstand at Wi til Voris Kongelig Staat ved lige at holde, ikke sielfver skulle lide Mangel, som dog er at befrygte, naar Wi anseer Landets forberørte Armod oc Fordervelse, som ved Krigen er paakommen, oc den Afgang paa Lehnene med en deel Gods som til Pant er udlagt, sampt andre fleere Inconvenientier.

Ikke dismindre hafver wi til at bevise Voris Kongelig Gunst oc Naade imod enhuer, Os der til naadigst resolverit, at Wi Voris Lehne her udi Riget fra førstkommende Philippi Jacobi 1661 til 1662, forskreffne Vore Lehnsmænd med saadanne Vilkaar naadigst ville forunde, oc enhver med allerforderligste Voris naadigst Forlæhnings Bref derpaa lade tilstille.

At de for Læhnenis Administration, oc i Sted for deres forige Genant, sampt for den Villighed at hielpe oc forstræcke Bønderne til deris Aufls Indrettelse, maa nyde udaf Jordebogens visse, sampt Læhnenis uvisse Indkomst, Voris Rigens Raad den halfve Part, oc andre Lensmend den tredie Part, udaf de dennem naadigst betroede Læhne, alle Species beregnet oc anslagen, efter Voris Renterie-Taxt ofver Vahrenis Pris, udi hver Provintz udimod tilbørlig Regenskab for ald Opbørsel, saa vit Bunden i fornæfnte Tid uden endelig Skade oc Ruin kand formaa at udgifve.

(514) Hvad Lade-Gaardene udi sær anlanger, da, efterdi Bunden saaledes er udarmit at han neppelig skal kunde formaa at driffve sin egen Jord, langt mindre udstaa videre Arbeid, og Voris fornemste Henseende er, at Landet allevegne ved Sæd oc Aufling maatte komme udi sin forrige Velstand, oc Bønderne hafve nogen Forskaansel oc Hielp, for at samle Heste, Qveg oc andet, sampt opbygge deris Gaarde igien, hvortil de med fornøden Bygnings-Tømmer saa vit Skoufvene til mindste Skade skee kand, maa hielpis.

Da hafver Wi naadigst for Gotbefunden, Ladegaardene hvor ingen Hofhaltung eller Studterie er, ved Vore Lensmend at lade forpacte, eller støckviis at bortleye, til dennem som derfor meest vil gifve, oc Marcken paa deris egen Bekostning ville lade drifve oc bearbeide, foruden Bunden i ringeste Maader med nogen slags Arbeid, eller Arbeids-Penge at besverge. Hvilket forskrefne Vore Lensmænd til Voris bedre Nytte og Gafn med største Flid hafver at befodre og fulddrifve, oc alvorlig paa-acte, at Bunden ey heller med for mange Eckter blifver belagd, mens det meeste mueligt derfor forskaanes, oc da enhver at giøre sig samme forpactede eller bortleyede Marcker og Enge saa nyttig som de best kunde. Belangende de Ladegaarder, hvor Wi nogen Stutterie pleyer at hafve, dermed skal forholdis som tilforne, dog at Bunden icke til Uplict oc ofver sin Efne blifver besvergit.

Mens naar det første Aar, nemlig fra Philippi 1661 til Philippi 1662 er forbie, oc Lehnenis Regenskaber til samme Tid ere indleffverede, oc aflagde, vill Wi Os naadigst lade befalde af Vore Lænsmænd at (515) høre oc fornemme de beste oc tienligste Forslauge til Voris Indkombstes Befordering, oc deris egen tilbørlig Underholding for dend Besværing der hos falder, sampt anden deris Administration. Oc, efterdi de som Gods udi Læhnene til Pant haffver bekommet, det nyder paa saadanne billige Conditioner, at de hafver største Aarsag saadant tilbørlig at erkiende, da ville Vi naadigst, at enhver derfor saaledis hielper oc undsetter Bønderne med Forstreckning til Saakorn oc anden Fornødenhed, sampt til deris Gaarders Bygning, at de iligemaade kunde komme paa Foede, efter derom Voris forrige udgangne Forordningers videre oc omstendelig Indhold, ey heller dennem med ubillige Eckter oc Arbeyde eller nogen Arbeids Penge besverge, efterdi Vi sielf Voris andre Lehns-Bønder, naadigst dermed lader forskaane.

Til hvilken Ende Vi oc naadigst er tilfreds at de udaf Skoufvene, som til fornefnte pandtsatte Gods beliggende ere, maa nyde fornøden Bygnings-Tømmer, dog enhver med Flid at hafve udi act, at Skouffvene under den Prætext oc Skin ikke til Upligt forhuggis, eller til nogen anden Brug anvendis, end Gaardenis Vedligeholdelse, anseende Skouffvene allereede meere end alt for megit ere forderffvede.

Hvilcket Vi alle oc enhver Vedkommende hermed naadigst vil haffve forstendiget, at de denne Voris naadigste oc velmeente Anordning underdanigst erkiender, oc sig derefter tilbørligen vide at rette oc forholde. Gifvet paa Voris Kongelig Residentz udi Kiøbenhafn, den 16 Febr. Anno 1661.

Under Vor Signet

Friderich.

(516) Heraf sees at Hans Majest. ikke paa eengang vilde gjøre denne Forandring. Men strax derefter skeede en fuldkommen Reformation derved, saa at Amt-Stuer bleve anrettede, og Skatter og Indkomster hævede ved Amts-Forvaltere, hvilke jeg allereede finder at have været beskikkede 1663, Lehnenes Indkomster sættes paa en anden Fod.

efterdi en Forordning af samme Aar taler saaledes derom: (a) Vore tilbetroede Amtmænd og Amts-Forvaltere alvorligen befales, at de uforsømte enhver udi sit anfortroede Amt og District udi hvert Sogn ordinere visse Lægsmænd, som de Paabudne Contributioner kunde indkræve og levere til bemældte Vore Amtmænd og Amts-Forvaltere, som dem siden efter Vor General-Krigs-Commissarii Anordning, paa forordnede Steder her igien have at erlægge; Og som fra den Tid ikke tales meere om Læhnsmændenes Oppebørsel, saa sees deraf, at de samme ikke have befatted sig meer dermed, og at en Lehnsmands Forretning i den Post er bleven deelt blant Amtmænd og Amts-Forvaltere; item, Lands- og Krigs-Commissarier. Ellers er ved Skatt-Kammeret at merke, at Hannibal Sehsted var baade den første og sidste, som førte Titul af Rigs Skatt-Mester, og at Financerne siden have været administrerede ved Vice Skatt-Mestere, Rente-Mestere, og endeligen ved Deputerede: Blant Rente-Kammer Anordninger ved denne nye Stiftelse, kand ogsaa regnes denne, at, da alle Regnskabe bleve tilforn aflagde den 1. May eller Philippi Jacobi, blev da forordnet, at de skulde aflægges den 1. Januarii, hvilket sees af en Ordre til oftbemældte Hannibal Sehsted; (b) og er det saaledes blevet ved indtil denne Dag, ligesom den Anordning om Rente-Pengers Termin, hvilken tilforn efter Christiani 4. Recess (c) var den 11. Dec. eller 14. Dage for Juel, men siden blev satt til den 11. Junii, (d) og endnu staaer ved Magt. (517)

(a) Edict. Hafn. 28. April 1663.

(b) Rescript. ad H. Sehst. 10. Jan. 1661. Manuscr.

(c) Recess. Chr. 4. 1. 2. c. 15. art. 15.

(d) Edict. Colding. 14. Julii 1654.

Krigs-Collegii Interims-Instrux.

Hvad Krigs-Collegium angaaer, da sees af samme Collegii Interims Instruction dat. d. 2. Januarii 1661., at det ugentligen skulde holde 3 ordentlige Sessioner, nemlig Tiisdag, Torsdag og Løverdag, og skulde saadanne Sessioner holdes af en Præsident og 4 Assessores. Det heele Collegium bestoed da af Præsidenten, som har været Rigets Marskalk Christoffer Kørbitz, nogle Krigs-Raad, en Krigs-Secretaire, en Krigs-Camereer, een Krigs-Notario, een Fiscal, og 3 Copiister. (a) Denne Anordning varede til 1678, thi udi samme Aar finder man at de sidste Protocoller af Krigs-Collegio have været holdne. (b) Da blev den da værende Krigs-Secretaire Harboe giort til Ober-Krigs-Secretaire; Krigs-Collegium blev ophæved og forvandled til et Krigs-Cancellie, som endnu varer. Ellers blev den rette og udførlige Krigs-Collegii saavelsom endeel andre Collegiers Instrux given 1670, hvorefter Felt-Herren med andre Raad og Assessores tilholdes at samles eengang om Ugen, nemlig Torsdagen. (c)

Udi Amiralitets-Collegio, som 1660 fik sin particuliere Instruction, blev beskikked til Præses Rigets Amiral, og ham adjungerede adskillige Assessores og Søe-Officiers.

Heraf sees hvor vit de speciale Instruxer differere fra den første Concept udi provisional Ordonnancen, item, hvor meget de fare vild, som sige at Titlerne af de gamle Rigs-Raad og Embedsmænd strax ved Souverainetetet ophørede; thi alle de forrige Rigs-Raad og høie Rigs Bestillings-Mænd beholdte ikke allene deres Titler saa længe som de levede, men endogsaa adskillige nye bleve tillagde: Saaledes blev Joachim Gersdorff udi den nye Regiering Rigs Drost, og Hannibal Sehsted fik Titul af Rigs Skattmester, hvilket sees saavel af Kammer-Collegii Instrux, som af hans Bestalling; thi Hans Majestet har i deslige Ting villet lade Skyggen være tilbage, skiønt alle disse høie Rigs Embedsmænd, i Steden for Rigets Mænd bleve Kongl. Betientere. (518)

(a) Interims Instruct. de dato Hafn. 2. Januarii 1661. Manuscr.

(b) Protocoll. Colleg. Milit. pro Anno 1678. Manuscr.

(c) Instruct. Colleg. Bell. Hafn. 25. Junii 1670. Manuscr.

Hvad ellers det gamle Raad angik, da blev dets Myndighed og Anseelse gandske ophæved; hvilket ogsaa var en naturlig Suite af Regieringens Forandring, og af deres og de andre høie Embeds-Mænds Myndighed udspirede adskillige nye Collegier, hvis omstændige Beskrivelse er given. Hvad de gamle Rigs-Dage og Danne-Hoffe anbelanger, da bleve de vel ikke expresse afskaffede, tvert imod der bliver udi oven anførte Provisional Ordonnance talet om deres Continuation; men man finder dog siden den Tid ingen saadanne Rigs-Dage at være holdne.

Autoris Undskyldning for denne vitløftige Recit.

At jeg her haver opholdet mig saa længe, er ikke uden Aarsag, eftersom disse mange Stiftelser ere de vigtigste og meest fornødne Ting at vide i denne Konges Historie; thi den heele Stat fik en anden Form og Skikkelse, og saadan een, som den endnu til denne Dag haver; saa at Kong Friderich den 3die kand regnes blant de store Fundatores og Bygmestere, der ved almindelige og særdeles smaa og store Stiftelser have lagt Grundvold til alting udi Geistlige og Verdslige, Civile og Krigs-Sager, og formeret den Plan, som Hans Høilovlige Efterkommere have fundet for gott ikke at vige en Fod bred fra; thi, endskiønt adskillige Ting siden ere enten forandrede, og ved et og andet Tillægg formeerede, saa er dog Hoved-Tingen den samme, og Friderici 3. Stiftelse staaer endnu udi sin fuldkommelige Vigueur. En saa vigtig Stiftelses Historie kand derfore ikke være for omstændig og for vitløftig, helst udi et Land, hvor ved Indbyggernes Efterladenhed i at antegne magtpaaliggende og til Historien henhørende Ting, meget er blevet forglemt, ja saa reent, at det er blevet en Umuelighed for Efterkommerne at forfatte nogen Historie derover. Man skulde vel tænke, at intet var meere bekiendt end Historien af disse vigtige Stiftelser, helst saasom de ere skeede for ikke meere end 70 Aar siden; Men det har kostet mig megen Umage, og nogle Aars Efterspørsel, førend jeg har kundet faae Kundskab saavel om dette, som om adskillige andre Ting, hvorvel, naar de komme for Lyset, mange stille sig det fore, som almindeligen bekiendte Ting, og lade som de vidste det til Punct og Prikke tilforn.

(519)

Kongens Sigte ved disse nye Fundationer.

Man seer ellers af disse mange Stiftelser, at Hans Majest. havde fornemmeligen 3 Ting for Øjene. 1.) At styrke Rigerne ved at sætte Finantzerne paa en anden Fod. 2.) At deele den store Myndighed, som var tilforne hos nogle faa Personer, blant mange, og at lade civile og militaire Sager, som hidindtil ginge alleene igiennem en Cantzlers, en Marsks og en Amirals Hænder, forrette og drive ved adskillige Collegier. 3.) At forarbeide en Lighed imellem Undersaatterne, og uden Anseelse af Byrd og Fødsel, at ophøie til Embeder og Æres Poster alle dem, som ved Dyd og Duelighed havde signalisered sig. Derfore finder man, at de fleeste Collegier bleve saaledes indrettede, at derudi skulde være lige saa mange af Borger Stand, som af Adel; thi som den forrige Ulighed var den Sygdom, hvoraf Landet laborerede, og den samme havde givet Aarsag til den store og for det Kongelige Huus lykkelige Revolution, saa var for denne Bygnings Vedligeholdelse fornemmeligen fornødent, at conservere de Midler hvorved den var bleven opreiset.

Men den allervigtigste Anordning, som Hans Majest. efter Regieringens Forandring giorde, var, at forfatte en nye Konge-Lov, hvorudi Jus Regium eller de Souveraine Kongers Magt og Rett forklares, Arve-Successionen reguleres, og tillige med beskikkes, hvorledes, og af hvem, Regieringen skal føres udi en Konges Mindre-aarighed. Samme Konge Lov giver en fuldkommen Underretning om Regieringen, og er en uforanderlig og Fundamental Anordning, saavel for det Kongelige Arve-Huus, som for alle Landets Indbyggere, og derfor fortiente her som paa det rette Sted at anføres; men, som den ofte paa adskillige Sprog er trykt, iligemaade indført udi min Dannemarks og Norges Beskrivelse, vil jeg her alleene lade mig nøie med at andrage de fornemste Stykker deraf; (a)

(1) At den Augsburgske Confession skal altid uforfalsked staae ved Magt.

(2) At Kongerne ingen menneskelige Love skulle være undergivne., (520)

(a) Lex. Reg. edita a Frid. 4. die 4. Sept. 1709.

undtagen denne Konge-Lov, som stedse skal være uforanderlig og uryggelig.

(3) Kongernes Magt skal være uomskrænked baade i Verdslige og Geistlige Sager.

(4) En Konge skal agtes Majorennis og Myndig udi sit fiortende Aar.

(5) I fald en Konge for sin Død ikke forordner hvorledes skal forholdes i hans Søns og Successors Mindre-aarighed, da skal Enke-Dronningen være Regente og hende adjungeres 7 Kongelige Raa

d, hvilke skulle beslutte alting efter de fleste Stemmer og skal Enke-Dronningen have 2 Stemmer.

(6) Hvis Enke-Dronningen enten ved Døden er afgangen, eller indtræder i nyt Ægteskab, da skal den næste Prinds af Blodet være Regent med samme Myndighed, som hende var tillagt.

(7) Kongernes Salving skal skee uden Eeds Aflæggelse, efterdi de som frie og ubundne Eenevolds Konger ikke kand bindes til nogen Eed.

(8) Rigerne og Provincierne maa ikke skiftes.

(9) Intet Appanage eller Lif-Geding maa være arveligt.

(10) Ingen Konge maa forandre Souveraineteten sine Efterkommere til præjudice &c. Men det fornemste som reguleres i denne Konge-Lov er Successionen, og det saa tydeligen at ingen Successions-Tvistigheder kand reise sig. Der forordnes at Linierne nøie skal i Agt tages, saa at der ikke for Alderens skyld maa springes fra en Linie til en anden, og at saa længe nogen Mands-Person findes udi den første Mandlige Linie, skal den anden Mandlige Linie intet kunne arve. Naar Mand-Linien er uddøed, falder Regieringen til Qvinde-Linien. Endeligen, paa det at saadant disbedre kand fattes, forestilles til Modelle det da regierende Kongelige Huus og de da levende Kongelige Prindser og Princesser.

Denne Konge-Lov blev forfattet af den Kongelige Kammer-Secretaire Peder Schumacher, som siden blev een af de største Ministrer dette Rige har haft; Og er den saaledes skreven, at den kand tiene til Munster paa det Danske Sprogs Zierlighed. (521)

En saadan Form og Skikkelse fik Landet ved denne store Revolution og ved Regieringens Forandring, og vil jeg hermed slutte det Aar 1660, som indeholder een af de mærkværdigste Historier der er at finde i de Nordiske Krøniker, saavel i Henseende til Freds-Slutningen,

Den Navnkundige Dronning Christinæ Ankomst til Dannemark.

som Regieringens Forandring, og de mange nye Stiftelser. Hvad ellers fortiener at antegnes udi dette Aars Historie, er, at den navnkundige Dronning Christina da lod sig indfinde udi Dannemark. Samme Dronning havde, siden hun forlod den Svenske Krone, haft mange selsomme Avantures; thi, saasom Hendes Characteer var at agere en tragœdisk Heroinde, saa er hendes heele Liv ikke andet end et Skue-Spill, fuld af Romanske og affecterede Actioner. Den første Skue-Plads, hvor hun siden hendes Bortgang fra Sverrig begyndte at præsentere en Scene var Nederlandene. Prinds de Condé var den Heros, som hun der søgte, og til hvilken hun notificerede sin Afstaaelse fra Regieringen ved et Brev af saadant Indhold: (a)

Hendes Avantures udenlands.

Jeg skulde have giort ilde i at forlade en Throne, som jeg hidindtil har besiddet, uden at erkyndige Eder om saadan Resolution. Til saadant har mig drevet den Estime og Affection jeg har baaret til Eder, iligemaade det Venskab, som I haver ladet see imod mig den Tid jeg sad ved Roeret; Nu, saasom jeg har forandret min Stand, kommer jeg for at contestere for Eder, at, uanseet den Forandring, som Skiebnen har giort i begge Vores Lykke, at jeg stedse skal conservere den samme Estime, som jeg altid har haft for Eders Meriter, og holder jeg de gode Tanker, som I bærer for mig, at være mig ligesaa stor Ære, som at være en Regierende Dronning. &c.

Det øvrige er af samme Suurdei; Hun sagde offentligen, at hun havde hastet sin Reise alleene for at see bemældte Landflygtige (522)

(a) Memoires de Chanut. Tom. 3.

Prinds, og at det giorde hende ont at der udi Bryssel intet Palads var saa stort, at hun der tillige med ham kunde logere. Prindsen lod sig strax indfinde for at aflægge sin Compliment, men Omgiengelsen faldt ud til en Kaaldsindighed paa begge Sider; thi saasom hun udi Ceremonialierne ikke tracterede Prindsen paa samme Fod som Ertz-Hertugen, der var Gouverneur i de Spanske Nederlande, blev han fortrydelig derover, og vilde ikke exponere sig til nogen offentlig Ceremoniel Visite, men alleene lod sig indfinde, som en particulier blant andre: Ja, da Dronningen siden da hun blev ham var, vilde distinguere ham frem for andre, sagde han: Madame tout ou rien; det er: Enten alt eller intet, og derpaa gik bort. Saa at derfore, om denne gode Dronning havde forladt Scepter og Krone eendeel for at see Prince de Condé kunde saadan Compliment ikke andet end bringe hende af Humeur.

Men det store Motif, som drev hende til den forunderlige Resolution, var den Attraae,

Forsværger sin Fæderne Troe.

hun havde til Religionens Forandring, saasnart derfore hun var kommen i Nederlandene, forsvor hun hemmeligen sin Fæderne Troe til Bryssel, og siden offentligen til Inspruck, hvor Pave Alexander skikkede hende en vitløftig Troens Bekiendelse, som hun paa Knæ oplæste i Stadens Kirke, og det med saadan Andagt, at en Historie-Skriver vidner, (a)at den Pavelige Bibliothecarius Lucas Holsteinius, som var overværende, neppe kunde bare sig for Graad, hvilket er desmeere forunderligt, efterdi man af adskillige Ting havde merket at Religionen aldeeles ikke trykkede hende; saa det er troeligt, at hun skreed til denne Abjuration ikke saa meget af Kierlighed til den Romerske Troe, som for at distinguere sig ved en Action af Eclat; thi dertil sigtede alle hendes selsomme og uordentlige Bedrifter. Hun skrev derpaa et heel andægtigt Brev til Paven, sigende, at hun agtede Scepter og Krone mindre end den Ære at adlyde Hans Hellighed, (b)og selv siden reisede til Rom, hvor hun af Paven (523)

(a) Gualdo Prioralo hist. di Christina lib. 3.

(b) Lit. Christinæ ad Pontif. Inspr. 5. Nov. 1654. ibid.

stateligen blev imodtagen. Derefter begav hun sig til Frankrig, for at omgaaes med lærde Folk udi samme Rige. Om hun profiterede noget af deres Conversation skal jeg ikke kunde sige. Det er troeligere at hun af deslige Folks Hyklerie er bleven meere bestyrked udi hendes Forfængelighed. En af de Franske Oratores flatterede hende da med disse Ord:

Svecia Christinam te fecit

Roma Christianam

Utinam Gallia Christianissimam.

Men om denne gode Orator derved bildte sig ind, at den unge Konge af Frankrig torde faae i Sinde at ægte hende, kiendte han samme Konge ikke ret, hvilken i den Alder saae hellere efter en kiøn, end efter en Middelaldrende Latinsk Dronning. Dronning Christina var ellers i Anseelse i Frankrig, hvorvel hun i det Aar 1657. giorde sig forhadt ved den Execution, som skeede paa Margreven af Monaldeschi, hvilken hun udi Kongens Pallads til Fontainebleau lod rette; Thi Regieringen i Frankrige besværgede sig derover, saasom den holdt for, at saadan Jurisdiction tilkom hende ikke udi et fremmed Rige. Men det blev dog derved. Efter at hun længe allevegne havde omflakked, begyndte hun at laborere af Penge-Mangel, helst da Sverrig, hvorfra hun skulde have sine Indkomster, blev indvikled i en saa kostbar Krig, og derfore Remiserne ikke ginge saa rigtigen meere, hvilket ophidsede hende saaledes mod Carl Gustav, at hun 1659. lovede Keiseren at opvække Rebellion i Pomern, og skille Sverrig ved samme Province; Dog, saasom hun ikke længe var ved et Sind, stod hun strax fra det Forsæt igien, (a)og lod sig nøie med at besværge sig over Caroli Gustavi Utaknemmelighed mod hende, men man kunde sige til samme Konges, saavel som heele Sverrigs Undskyldning, først at Riget selv havde stor Penge-Mangel paa samme Tid, dernæst at de aarlige Indkomster vare hende tillagde ikke for at prostituere Nationen, og at vanære hendes store Faders Ihukommelse ved at forsværge den Religion, som han ved (524)

(a)Puf. rerum Brandenb. Lib. 8.

sit Blod havde beskytted, og ved at spille Comœdier udenlands, og at agere en vandrende Ridder.

Efter Caroli Gustavi Død giorde hun en Reise til Sverrig, for at fodre sine Indkomster hos den nye Regiering, Hvorledes hun blev modtagen i Dannemark.og kom til Danmark just paa samme Tid som den store Rigs-Dag holdtes; Og, saasom hun paa Veien blev invitered til Kiøbenhavn, lod hun sig ogsaa indfinde udi samme Stad, og blev af Hans Majest., item, Dronningen, Kron-Prindsen og den ældste Princesse, samt alle Generals-Personer og fornemme Herrer modtagen en fierding Veis fra Staden, og med stor Pomp indført. Hans Majest. steeg af sin Carosse, og førte Dronning Christina, hvilken havde den Franske Ambassadeur Mons. Terlon hos sig, af hendes egen til sin, og satte hende ved sin høire Haand; Dronningen og den Kongelige Princesse toge Deres Sæde tvert over, og Monsr. Terlon udi Slaged paa den høire Side. Den Kongl. Prinds derimod agede med Rigets Amiral Bielke og Felt-Marskalk Skak udi en anden Vogn.

Paa Slottet blev Dronning Christina ypperligen tractered, og den anden Dag med lige Æres Beviisning geleidet af Staden igien. Hun forblev Natten over udi Helsingør, og midlertid besaae den Fæstning Kronborg, men Dagen derefter gik hun over til Helsingborg paa den Kongelig Galley, som nyeligen var kommen fra Norge; samme Galley, da den havde overførdt Dronningen, og skulde vende tilbage igien, stødte den af Storm og Forseelse mod Helsingøers Broe, og gik gandske i stykker.

Dette var det fornemste, som tildrog sig da udi Dannemark Anno 1660 hvilket er det mærkværdigste og forunderligste Aar udi den Danske Historie, da Riget som var geraadet udi den elendigste og mest forvirrede Tilstand, som noget Land kand forfalde udi, i en Hast kom udi saa stor Anseelse igien, at alle Potentater, endogsaa de, som nyeligen havde foreskrevet Riget Lover, kieppedes om at erhverve dets Venskab, hvilket viises af Kong Frideriks øvrige Regierings Aar, da de mægtigste Puissancer, som Frankrig, Engeland, Holland, Brandenborg, &c. søgte ved høitidelige Ambassader at træde i Forbund med Dannemark, (525) og at alliere sig med en Konge, der formedelst

Forbund med Engeland.

Regieringens Forandring havde faaet frie og ubundne Hænder til at i verksætte vigtige Ting, og at øve sin Regierings Konst, saa at Riget, som tilforn havde været under alles Ave, blev i visse Maader anseed, som en Ballance mellem andre Europæiske Potentater sær mellem dets forrige Skolemestere Frankrig, Engeland og Holland, og, saasom intet Land havde tracteret Dannemark med større Fientlighed end Engeland, saa bemøiede nu intet Land sig meere at forbinde sig med dette Rige, og i tendres Terminis at anholde om Kong Frideriks Venskab, hvilket sees af det Forbund, som dette Aar blev sluttet mellem Høistbemældte Konge og Carolum 2, udi hvilket Forbund Kongen af Engeland giver tilkiende, hvor høit han er det Kongelige Danske Huus forbunden. Samme Forbund er for vitløftigt her at anføre, hvorfore jeg alleene vill lade mig nøje at viise eendeel deraf sær den 4de og 5te Artikel saa lydende:

Efterdi Kongen af Store-Britannien (a)høiligen fører sig til Gemyte det store Venskab, som Kongen af Dannemark haver beviist hannem udi hans Modgang, og hvormeget Ont baade han, saavel som hans Riger derover havde udstaaet, saa lover Kongen af Store-Britannien og hermed declarerer, at han altid ikke allene vill holde et uopløsligt Forbund og oprigtigt Venskab med Kongen af Dannemark, og indslutte ham i alle de Tractater, som han herefter med nogen Første eller Stat indgaaer; men end og vill, saa vit ham mueligt er, obligere dem til at beviise Kongen af Dannemark all Venskabs Tieneste, saavel som at have hans Sag og Interesse i beste Maader udi agt: hvis derforuden nogen, nogen Tid i Kongens af Dannemark, hans Arve-Riger Dannemark og Norge, saavel som i de (526)

(a) Fœd. art. 4.

Førstendømmer han nu eier, indfalder, eller i nogen Maader fientligen angriber, da skal Kongen af Store-Britannien komme Kongen af Dannemark til Hielp ikke allene med saadant Antal-Skibe og anden Hielp, som Kronen Engeland nogen Tid tilforn ved forrige Tractater haver været forbunden til, men end og i ovenmeldte Tilfald med saadan extraordinaire Hielp baade af Fodfolk og Orlog-Skibe, som Fornødenhed og Kongens af Dannemark Tilstand udfodrer, undsætte, saa at de, som hannem ville angribe, øienskinligen og i Gierningen kand erfare, at Kongen af Store-Britannien ingenlunde vil tilstede, at Kongen af Dannemark i nogen Maader skal blive antasted eller berøves nogen Deel af sine Riger og Herredømmer, eller paa nogen Maneer undertrykkes, saa vit Kongen af Store-Britannien med sin gandske Magt, og alle sine Vaaben det kand forhindre og afværge.

Det er og samtykt, at ingen af begge Konger skall enten indtage eller lide i sine Riger eller Provincier den andens Fiender eller Rebeller, (a)naar han faaer at vide at det er den andens Fiender eller Rebeller, og, dersom saa er, at nogen Tepper eller Tapitzerier, Skilderier eller anden Huusgeraad, hvad slags det være kand, eller Ædelsteene, Klenodier, Perler, Smykker eller andre Mobilier, som Kongen af Store-Britannien tilkommer, enten nu ere, eller i Fremtiden findes hos Kongen af Dannemark, eller hos nogen af hans Undersaatter, da skal de strax igien blive restituerede og oversendes til Kongen af Store-Britannien, eller leveres til dem, som Hans Majestet til sligt at annamme forordner: (527)

(a) Art. 5.

hvis og nogen af dem, som ere skyldige i det udediske Mord, som er begangen paa Kong Carl den første, og for samme Gierning er berøgted, lovligen fordømt eller kiendt skyldig at være, enten de nu ere i Kongens af Dannemark Lande eller herefter didhenkomme, da skal de strax, saasnart Kongen af Dannemark eller nogen af hans Betiente faaer det at viide, fængsligen anholdes, og sendes fangne hen til Engeland, eller og leveres i deres Hænder, som Kongen af Store-Britannien vil beskikke og forordne til at forvare dem, og føre dem hiem.

De andre Artikle indeholde Sager Handelen angaaende og andre almindelige Ting, som gemeenligen indføres udi Tractater. Det er ellers vanskeligt at sige hvad Kongen af Engeland meener ved Tapitzerier, Skilderier og Huusgeraad, som kunde findes hos Kongen af Dannemark, og som forlanges tilbage, saasom man ikke veed, om noget saadant har været pantsatt, saalt eller deponered hos Kongen eller andensteds udi Riget. Man skulde vel tænke, at det kunde have været pantsatt for de laante Penge-Summer, men som Caroli 2 Taksigelses Breve viise, at dislige Penge-Summer have været forstrakte gratis, og der intet tales om de pantsatte Sagers Løsning, kand det ikke vel henføres dertil, og, vare de samme Sager saalte, saa kunde de ikke kræves tilbage. Det er ogsaa vanskeligt at fatte hvorledes Høistbemældte Konge skulde deponere dislige Ting udi et saa langt bortliggende Rige. Det synes rimeligst at troe at Caroli Stuards Mobilier, og pretiosa ved den store Forvirrelse over alt ere blevne distraherede, og af flygtige Engelske Folk ere henbragte til et og andet Land; og at dette derfore ikke er andet end en almindelig Efterlysning af den nye Konge, som ikke vilde at dislige Ting skulde være i fremmedes Hænder.

1661. Efterfølgende Aar var meget mærkværdigt formedelst de herlige Privilegier, Hans Kongelige Majestet allernaadigst gav den (528) Kongelige Residentz Kiøbenhavn, hvis Borgere havde ladet see saadan Troeskab mod Hans Majestet og det Kongelige Huus, saavel medens Krigen varede med Sverrig,

Kongelige Naade mod Kiøbenhavns Magistrat og Borgerskab.

som siden udi Souverainetetets og Arve-Rettighedens Forfremmelse. Den 24 Junii lod han kalde til sig paa Slottet Borgemestere og Stads-Capitainer, hvilke herligen bleve tracterede, og derefter beskiænkede, enhver af Borgemesterne med en Guld-Kiæde, hvorudi var Kongens og Dronningens Billede, hvorefter dem bleve overgivne Stadens Privilegier, bestaaende af 12 Artikle.

Faa Dage derefter lod Hans Majestet iligemaade fodre Adelen til sig paa Slottet, og ved Marskalken indføre paa en stor Sal, hvor han selv var tilstede staaende; da holdt Cantzleren en Oration af det Indhold:

Item mod Adelen og Geistligheden.

At, saasom det var dem alle bekiendt Hans Kongelige Majestet nu var en Arve-Herre, haabede han, de alle saadant vilde tilstaae; Hvorpaa Kongen overgav dem nogle Breve, hvorudi deres Adelige Privilegier indeholdtes, og bestode udi 24 Artikler; Adelen holdt derpaa en Taksigelses Tale, ønskede Kongen Lykke og Velsignelse udi hans Regiering, og derefter bleve de med Herpukker og Trompeter førte derfra paa en anden Sal, hvor de bleve herligen tracterede.

To Dage derefter, nemlig den 12te Julii havde Hans Majestet iligemaade de Geistlige, saavel som de fornemmeste Borgere af Kiøbenhavn paa Slottet, indhændigede dem paa samme Maade deres Privilegier, og derefter lod dem tractere.

De Privilegier, som ellers den 24 Junii bleve givne Kiøbenhavn, ere af den Vigtighed at jeg ikke kand forbigaae, dem her Ord for Ord at indføre; saasom derpaa grunder sig samme Stads saavel Øvrigheds som Borgerskabs Præference for alle andre Stæder. De lyde saaledes:

Det navnkundige Diploma af den 24 Junii 1661. hvorpaa Kiøbenhavns Hærlighed grunder sig.

Vi Friderich den Tredie, med GUds Naade, Danmarkis, Norgis, Wendis oc Gottis Konning, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn oc Dytmer|529sken, Greve udi Oldenborg oc Delmenhorst. Giøre hermed vitterligt For Os, Voris Arfvinger oc Efterkommere, Konninger til Dannemark oc Norge, at eftersom, nest GUds den Allermectigstis naadigste Bistand, Voris Kongelige Residentz-Stad Kiøbenhafn, udi sidste besverlige Krigs-Tid, oc serdeelis udi den haarde Beleyring, sig imod Os oc Voris Kongelige Huus, saa tro oc lydig, oc imod Voris Fiender saa modig og tapper betient, som det den nu lefvendis Verden nocksom er bekiendt oc vitterligt; da hafver Vi, paa det ocsaa saadan deris underdanigste oc skyldigste Troskab oc tapper Modighed, til deris evige Berømmelse, Posteriteten, saa lenge Verden staar, kunde notificeris, oc samme Vor Kongelige Residentz Stad Kiøbenhafn, fremdeelis derudi mod Os oc Voris Kongelige Huus at continuere, disbedre kunde foraarsagis, saavelsom ocsaa andre Voris kiere oc tro Undersaattere, udi slig oc andre Tilfald, it got Exempel til at efterfølge, for øyen stillis, samme Voris Kongelige Residentz Stad Kiøbenhafn, sampt alle des Indvaanere, Geistlige oc Verdslige, de nu lefvendis, saavel som deris Efterkommere med efterfølgende Privilegier, allernaadigst anseet oc begafvet.

Kiøbenhavn en fri Rigs-Stad.

1.) At Kiøbenhafn skal være oc blifve en Kongelig Residentz oc fri Rigs-Stad, oc annammes tillige for en fri Rigens Stand, oc naar Vi got befinder, Stenderne at sammenkalde, de da at deliberere oc deris Stemme med de andre gifve, om hvis Os til Beste komme kand.

2.) Præsident, Borgemester oc Raad, med Borgerskabet maa udlegge 32 af de beste oc fornemste Borgere her udi Staden, hvilke tillige med Præsidenten, Borgemestere oc Raad Stadens oc Meenighedens Beste, (530) saavel som dets Indtegt oc Udgift, efter Tidens Beskaffenhed kand overveye, oc derom handle oc slutte:

De 32 Mænd.

Af bemelte 32 Borgere maa udvelges to, som tillige med Præsidenten oc en af Borgemestere, maa altid hafve fri Tilgang til Os Stadens oc det gemeene Anliggende at andrage.

3.) At Kiøbenhafns Stad oc Christianshafn skal altid herefter være en af de tvende Stabel-Stæder udi Sielland, oc hafve den Frihed, at ingen Kiøbmands-Vare, udenlands frakommende, nogensteds udi Provincien maa indføris, Stabel.end alleniste til bemelte tvende Stabel-Steder, hvoraf den anden herefter skal nafngifvis, udi hvilke alle Vahre først skal opleggis, og fremmedis Vahre udi det ringeste otte Dage hafve ligget, førend de nogen andensteds derfra maa hen transfereris, icke heller maa nogen Vahre, hvo de oc tilhøre, til fremmede Steder af Sielland udføris, uden det skeer ved bemeldte Stabel-Stæder, Kalck, Steen, oc Bygnings-Timmer udi Indførelsen undtagen, oc udi Udførelsen Øxen oc Heste, dog uden al videre Undersleff under tilbørlige Straf, oc skal de smaa Kiøbsteder herudi Provincien deris Frihed hermed icke videre være betagen, end at de icke maa hafve nogen Ind- eller Udskibning til eller fra fremmede Steder, men at de deris Vahre skal føre til Stabel-Stederne udi Siælland, oc igien derfra hente deris Nødtørft, hvor til de oc maa bruge smaa Fahretøy, hvorimod de tvende Stabels-Steders Indbyggere skal være tiltenckt, at hafve god Forraad af alle de Vahre, som Provincien kand behøve for billige Priis.

4.) At bemelte Kiøbenhafns Indbyggere, Geistlige (531) oc Verdslige Stands-Personer, Adelige Friheder.maa kiøbe oc sig tilforhandle adelig Jordegods, oc hvis dennem udi saa Maade enten ved Kiøb, Arf eller Pant kand tilfalde, saa oc hvis de allerede udi Betaling eller Pant bekommet hafver, være sig enten Voris eller Adelens, det de, oc deris Børn oc Efterkommere, i alle Maade at nyde med lige Frihed som Adelen hafver paa deris, efter deris Adkomst-Brevis Formelding, i alle Maader.

5.) De skal icke med videre Told oc Accise, eller anden Tynge oc Besvering beleggis, end Adelen giør oc gifver.

6.) At Kiøbenhafns Indbyggere herefter altid skal være fri for ald Skat, Hof oc anden Indqvartering, saa oc for Aars eller Lands-Knectis Penges Udgift, oc derimod af den all gemeene Rigens Ærario tagis, hvormed den nødvendige Gvarnison kand underholdis, oc ellers til Rigens Fornødenhed behøvis, dog udi Krigs-Tid enhver Stand bære Byrden lige med den anden, efterdi det er til enhvers Frelse oc Conservation.

7.) At alle de udaf den privat Stand, Geistlige og Verdslige nu, oc deris Børn oc Efterkommere efter dennem, Borgere oc Indvaanere her i Staden, skal nyde med Adelen lige Tilgang til Officia og Honores, naar de dem med deris Capacitet oc Qvaliteter, dertil kand giøre capables og meriterede.

8.) At af alle Vahre, som her udi Staden ind oc udføris, enten det selgis til Kronen eller icke, (med mindre Wi det self lader forskrifve, oc saadant med Voris Haand beviisis) skal givis den nu sedvanlige Hafns-Accise, paa Stadens Accise-Boed, saa oc den sedvanlige Hafne-Penge til Staden af alle Skibe og Skuder inden (532) Refshals-Tønde, dog hvis Vahre, som udi indgaaende hafver gifvet Accise, de skal være fri udi udgaaende, oc skal Voris Tolder paa Told-Boden, ey nogen for udgaaende klar giøre, førend bevises, at de hafver som forskrevit staar, giort Rigtighed til Staden.

9.) Oc paa det bemelte Vor Kongelige Residentz oc fri Rigs-Stad Kiøbenhafn sampt des Indbyggere, Voris Kongelige Propension oc Naade disbedre kand hafve at bemærke oc udi Gierningen at see, hvorledes Vi icke ringere deris end andre Voris kiere oc tro Undersaatters Flor oc Tiltagelse, Os ladet være angelegen,

Roskilde Lehne foræres til Staden.

da hafver Wi dennem Voris Lehn Rodskyld, saa vit det icke allereede til andre er afhendt eller pantsat, til en evindelig Eyendom gifvet oc foræret, hvorofver Wi dennem en rictig Jordebog oc Voris Skøde-Bref med forderligste vil lade lefvere, dog Voris oc Voris Arfvinger oc Efterkommere, Konninger udi Danmark oc Norge Souverainetetet udi alle Maader u-præjudicerlig, saa oc Bispe-Gaarden udi Rodskylds Bye, Jacten oc Bogins-Vange undtagen, som Wi oc Voris Arfvinger Os vil have forbeholden, oc skal dem være tillat, hvis Gods til andre, af bemelte Rodskylds Lehn er pantsat, igien efter Pante-Brefvis Liudelse at indløse, oc lige med den øfrige at nyde oc beholde, dog skal Bønderne plictig være Voris oc Voris Elskelige Gemahls oc Børns Fahde-Bord, naar Vi igiennem Lander reyser, at age som sedvanligt værit hafver.

10.) Indkomsten af bemelte Rodskyld Lehn, skall halvparten til Stadens Raadstue oc Magistratens reputeerlig Underholdning, oc den anden halve Part til Stadens Politiers, oc Meenighedens Forbedring anvendis, (533) ofver hvilket Magistraten skal hafve Dispositionen, at Lehnet saaledes administreris, saa oc Indkomsten udi saa Maader anvendis, oc Voris saavel som den gemeene Lands-Vey, ved lige oc udi god Skick skal holdis, som forsvarligt er.

Stadens-Vaaben.

11.) Vi hafve ocsaa den Kongelige Residentz oc fri Rigs-Stad, med saadan Vaaben naadigst anseet oc begafvet, som sig ved slige Privilegier best kand skicke, oc her hos er at see, hvilket Vaaben de udi alle deris Forretning skal oc maa bruge, hvor oc naar de det fornøden eracter.

12.) Hafver Wi ocsaa, hvis andre Privilegier, som dem af Voris Her Forfædre, Konninger udi Danmark oc Os tilforne kand være gifven, som ey Voris Arfve-Rettighed, Jura Majestatis, oc Souverainetet er til Præjuditz hermed naadigst confirmerit, ey paa tviflendis, end at de deris Børn oc Efterkommere, alle disse Kongelige Benaadninger saaledes considererer, at de derved foraarsagis, udi bestandig, underdanigst oc skyldigste Lydighed oc Troskab, mod Os oc Voris Arfvinger at continuere, oc sig som erlige Arfve-Undersaatter egner oc vel anstaar, at comportere. Hvorimod Vi dennem alle oc enhver med Kongelige Huld oc Naade tilgedan forblifver. Gifvet paa Voris Kongelig Residentz Kiøbenhafn, den 24 Junii Anno 1661.

Under Vor Signet

Friderich.

Af dette Diplomate sees at ikke alleene de forrige Privilegier af 1658. bleve confirmerede, men endog at adskillige Tillægg bleve giordte, hvorpaa Magistratens Indkomster og Borgerskabets Regiering grunder sig, og kand man blant andet deraf corrigere (534) deres Vildfarelse, som tale om de 32 Mænd af Borgerskabet for denne Tid; thi de samme bleve da allerførst beskikkede, som den anden Artikel udviser. Den første Artikel er ellers merkelig i det at Hans Majest. derudi erklærer Kiøbenhavn for en fri Rigs-Stad, og at annammes tillige med for en fri Rigens Stand, som skal have Ret til at give sin Stemme, naar Kongen finder for got at sammenkalde Stænderne, hvoraf sees at Hans Majest. udi adskillige Ting lod Navnene og Skyggen af den gamle Stat blive tilbage. Kiøbenhavns Vaaben findes i Kobber udstukne bag ved Privilegierne. Derudi ere 3 Taarn. Paa Siderne staae 2 Løver, oven til en Krone med adskillige Standarter og Faner, og neden for alle slags Krig-Gevær, Stykker, Trommer &c.

Nogle Tvistigheder angaaende Proprietarierne i Skaane.

Saasom efter Freds-Tractater gemeenligen adskillige Poster staae tilbage at afgiøres ved begge Parters Commissarier, saa maatte efter den Kiøbenhavnske Fred en vigtig Post examineres og dømmes udi, angaaende Proprietariernes Gods og Eiendom, udi de Provincier, som vare ved Freden cederede til Sverrig. Udi den tolfte og trettende Artikel af den Kiøbenhavnske Fred blev saaledes foreened om, at alle som havde Gods og Eiendom udi Skaane, Halland, Blegind, Bahuus og andre til Sverrig cederede Provincier, skulde beholde og nyde samme Gods, saavel det Rørlige, som det Urørlige, og dertil træde næstkommende St. Hanses Dag. Nu var, medens Krigen varede, en stor Deel af saadant Gods, hvis Proprietarier vare paa samme Tid i Dannemark udi deres forrige Herres Kong Frideriks Tieneste, bortskienked til andre. Herudover opvaktes Tvistighed mellem Proprietarierne og Donatarierne, ikke om Godses Eiendom, hvilken efter ovenmeldte tvende Artikle ufeilbarligen tilfaldt de første igien, men om Indkomsterne, som imidlertid vare hævede af de Sidste, og andet som fra Gaardene kunde være bortført. Herudover fandt begge Konger for got udi dette Aar at udnævne Commissarier,

Commission holden til Malmøe.

som derudi skulde kiende. Her af Riget bleve dertil udnævnede Ivar Krabbe, Henrik Lindenov og Ove Juul, hvil|ke (535) traadde i Conference med de Svenske Commissarier udi Malmøe, og den 23. Martii dømte udi denne Tvistighed saaledes: (a)

1.) At, naar Eiermændene eller deres Fuldmægtige deres Gods igien antræde og annamme ville, det dennem da saavel som andre, der efter Freds-Fordragets 12. og 13. Artikle billigen kand have noget at fodre, uveigerligen skal være følgagtigt.

2.) Smør Land-Gilden, forfalden til St. Hans Dag, samt all anden Land-Gilde og Rente for Anno 1660, dersom Donatarius eller de, som Godset have nydet, noget deraf have oppebaaret, skal det rette Proprietario restitueres.

Commissariernes Kiendelse.

3.) Hvad af Gaardene af Donatario siden Fredens Slutning kand være bortført, som Proprietario efter Freds-Fordragets 13. Artikel selv tilhører være sig Mobilier, Korn, Qvæg, Høe og Græs, det skal igien nøiagtigen restitueres.

4.) Hvad Skiøder og Adkomst-Breve, som Gaarde og Gods vedkome og Donatarierne til sig kand have annammet, skal Proprietario blive restituered.

5.) De Mobilier og Løsøre, som for Sikkerheds skyld i Stæderne kand være indførte, og for Fredens Slutning ikke befindes at være caduceret eller confisqveret, skal rette Possessori ubehindred være følgagtigt.

6.) For Sæden, saavel Vinter-Sæden, som Vaar-Sæden, skal Donatarius af Proprietario fornøies, efter den Priis, som hvert slags Korn udi sin Sæde-Tid i næstliggende Kiøb-Stæd gieldte.

7.) Hvad Restantzer der endnu staae tilbage for Anno 1658. og 1659, de samme skulle Donatarierne tilfalde, og dennem frit stande inden næstkommende Martini udi Proprietariernes eller deres Fuldmægtiges Nærværelse lovligen at opkræve: dog med saadan Condition, at dersom Bønderne dermed skulde ruineres, eller allerede vare øde, men nu igien af Proprietarierne paa Fode satte, de samme skulle blive ukrævede, og Donatarii paa dem intet have at prætendere &c. (536)

(a) Sententia Commiss. Malmog. 23. Martii 1661. Manuscr.

8.) Forstrækning, som Bonden kand være giort til Godses Conservation af Donatarii Korn eller andre Vahre, skal igien gotgiøres og betales efter den Priis som Kornet og Vahrene paa de Tider gieldte.

At denne Dom ellers ikkun slet er bleven exeqvered give adskillige Proprietariernes paafuldte Klagemaal tilkiende; og er det troeligt at Donatarii, som funde sig ilde holdne ved Freden, i det de skulde levere tilbage alle de Herligheder, som de havde haft i Possession, jo have søgt adskillig Anledning til Chicane, og at Regieringen i paafølgende Tvistigheder om Commissions Dommens Forklaring jo haver været meest føielige mod dem, som gamle Svenske Undersaattere; Men Proprietarierne maatte være glade ved at komme til deres Eiendom igien, skiønt det er troeligt, at mange have fundet deres Gods Formedelst Donatariernes Exactioner gandske fordervet; thi, som de Sidste kunde nogenledes forestille sig, at det fremmed Gods, som de havde faaet udi Krigen, vilde ved en Freds-Tractat falde til de gamle og rette Eiermænd igien, er der ingen Tvivl paa, at de jo have benøttet sig af Tiden, og imidlertid ikke have spart hverken Bønderne eller Skovene. Dog kand man sige at Dommen var i sig selv billig, efterdi Donatarierne beholdte ikke uden hvad Indkomster de havde oppebaaret for de tvende Aar Krigen varede.

Hvad Forandring der efter Souverainetetets og Arve-Rettens Restitution skeede udi Stats-Sagerne, og hvorledes Hans Kongl. Majest. Allernaadigst indstiftede de høie Collegier, er tilforn omtalt. Nu blev udi dette Aar 1661. den 4. Martii holden den første Høieste Ret, hvor der blev dømt udi en Sag som angik Statholderen i Norge Niels Trolle, hvilken af General Proviant Commissario Løvenkloe var beskylded for mange nærgaaende Ting.

Jørgen Løvenkloes videre Avantures.

Jeg har tilforn talt om denne merkelige Mands Opførsel og Fata udi disse Riger, om hans Undvigelse, Angivelse, Tilbagekomst og Forfremmelse udi Norge. Man seer, at han strax ved sin Ankomst udi Norge, lagde sig ud med Regieringen sammesteds, og at han saaledes huserede udi sit nye Embede, at Statholder (537) Niels Trolle maatte gribe til den Extremitet at afsætte ham udi Aprili 1659, og beskikke Niels Hansen Meng i hans Sted igien. (a)Dette meenede Løvenkloe at være en formastelig Gierning af Statholderen, beraabende sig paa sin Bestalling, hvorved han formeente sig at have frie og ubundne Hænder til at giøre og lade i hans Embede hvad han vilde, hvilket Statholderen ikke tog paa den Fod, saa at han ikke alleene søgte at indskrænke den store Myndighed, han tiltog sig, men endogsaa removerede ham aldeeles fra Bestillingen.

Process mellem ham og den Norske Statholder Niels Trolle.

Løvenkloe, for at hævne sig, formerede da adskillige grove Beskyldninger mod Statholderen, hvorudover en Comission blev anordnet, for at kiende derudi. Samme Commission bestod af 4 Mænd, nemlig Sivert Urne, Ove Juul og Gunde Rosenkrands, &c. hvilke kiendte Statholderen fri, og skikkede en Relation derom til Kongen. De fornemste Beskyldninger, som Løvenkloe førte imod Trolle vare disse: (1.) At Statholderen formedelst sin Forsømmelse og slette Opførsel havde været Aarsag til Krigshærens Ruine i Norge, og siger han, at General Lieutenant Jørgen Bielke ofte besværgede sig derover, (b)(2.) at han uden Nød havde befalet at nedrive Forstaden ved Christiania, skiøndt de Svenske vare 12 Norske Miile derfra. (3.) At han saa længe Krigen varede aldrig kom udaf Aggershuus, langt mindre efter sine Formænds Exempler lod sig indfinde ved Krigshæren for at giøre Anstalter og opmuntre Folket, men tvert imod jog Skræk i dem ved at skikke sine Børn og Effecter i Sikkerhed til Bergen. (4.) At han havde eengang besluttet at sætte Ild baade paa Frideriksstad og Halden, (5.) at han havde med skrækkelige Pressurer udsuet Riget, og til saadant Handtværk havde betient sig af sin troe Tiener og Geheime-Raad Commissaire Meklenborg.

Hans Beskyldninger imod Statholderen.

(6.) Da nogle af Indbyggerne udi Norge frivilligen tilbøde sig at føre Brænde og andre Sager til den beleirede Stad Kiøbenhavn, havde han derudi været dem hinderlig. (7.) At han ingen Omsorg havde for at give Kongen Kundskab om Norges (538)

(a) Citatio Georg. Leuenkl. contra Nic. Trolle 27. Febr. 1661.

(b) Apolog. Georg. Lövenkl. Amstelod. 10. Sept. 1663.

Tilstand, og, endskiønt en Borgemester af Frideriksstad, Anders Olsen, tog sig paa maanedligen at reise mellem Norge og Dannemark for at bringe Hoffet saadan Kundskab, fandt saadant Tilbud hos Statholderen intet Bifald. (8.) Da Krigshæren 1658 havde stor Mangel paa Levnets Midler og Klæder, og han nemlig Løvenkloe havde begiæret af Fogden Peder Andersen, at tilskikke sig 200 Hæste med Slæder, havde Statholderen ej heller saadant villet tillade. Men, det, hvormed han agtede at sætte Statholderen Kniven i Struben, var, at han uden Kongelig Vidende og Forespørsel havde sat ham fra sit Embede, hvilket han meenede var at gribe ind udi det Kongl. Regale; helst saasom hans Bestalling var forfatted i saa ample Terminis. Og er det meest paa den Post hans Stævning grunder sig. (a)

Første Høieste Ret af den nye Stiftelse.

Efter at ovenmældte Commissarier havde kiendet paa Sagen og givet Erklæring i Faveur af Statholderen, lod Løvenkloe Statholderen dette Aar stævne til Høieste Ret i Kiøbenhavn. Udi denne Høieste Ret, som var den første, der efter den nye Stiftelse blev holden, var Kongen udi egen Høieste Person tilstæde, og havde ved sin høire Haand siddende 1. Rigets Skattmester Hannibal Sehsted, 2. Statholder Rantzov, 3. Herr Axel Urne, 4. Herr Jürgen Bielke, 5. Herr Ove Skade, 6. Herr Cantzler Lenthe og andre. Paa den venstre Side 1. den store Cantzler Peder Retz, 2. Herr Jørgen Sehfeldt, 3. Herr Henrik Bielke, 4. Herr Friderik von Kørbitz,

Stræng Dom over Løvenkloe.

5. Erke-Bisp Svane, 6. Præsident Nansen, 7. Christoffer Gabel og andre. Sagen faldt da saaledes ud, at Statholder Niels Trolle blev gandske frikiendt, Løvenkloe derimod blev formedelst sin usandfærdige og ugrundede Angivelse dømt til at være en Løgner, og at aflægge sit Adelige Navn og Vaaben. Rigets Drost Joachim Gersdorff og Herr Otto Krag, vare som Statholderens Paarørende ikke tilstæde udi denne Høieste Ret.

Statholder Trolle lod strax Høieste Rets Dom trykke, tillige med Processens Historie, og iilede saaledes dermed, at (539)

(a) Citatio Georg. Lövenkl. contra N. Trolle Hafn. 27. Febr. 1661.

det den 6. Martii kom for Lyset, og adskillige Exemplarie deraf bleve skikkede til Norge, hvorover Løvenkloe høiligen besværger sig udi sit Forsvars-Skrift, (a)og siger, at Hans Majest. selv tog det unaadigt op, hvilket jeg dog vil lade staae ved sit Værd. Løvenkloe forlod derpaa Riget og begav sig til Holland,

Hans Apologie.

hvor han Aar 1663. den 10. Sept. lod forfærdige det oftomtalte Forsvars-Skrift paa Latin og Tydsk, som er dedicered til Kong Friderik. Derudi udøser han stor Bitterhed mod Statholderen, og afmaler ham med den allersorteste Farve, sigende blant andet: Ich könte hier auch ein gantzes Register von Trollens Teuflische Meister-Stücke anziehen &c. Skriftet skal ellers være et Svar paa det, som Trolle lod publicere strax efter Domen, og haver saadan Titul: Apologia qvam ad Necessariam defensionem nominis & honoris sui Georgius Lövenklau, opponit infami & calumniosæ schedæ, qvam Nobilis qvidam Danus, Prorex qvondam Norwegiæ, Nicolaus Trollius, sexto die Mensis Martii Anno 1661. Hafniæ tam Germanico qvam Danico idiomate impressam edidit. Hvoraf man seer, at Trolle allereede udi dette Aar havde forladt Statholderskabet i Norge. Skriftet giver ellers Portrait paa denne Mands hidsige og galdefulde Temperament, og viiser det saavel som hans heele Historie, at han har været et farligt og uroeligt Hoved.

Efter Trolles Død giorde han et nyt Forsøg igien om at erholde Revision over den i Kiøbenhavn af Høieste Ret afsagde Dom,

Hans Skrifter efter Trolles Død.

og til den Ende, da han 1668. var i Hamborg, skikkede en Memorial til Hans Majest. (b)hvorudi han repeterer de forhen giorte Beskyldninger mod Trolle, som han meener havde fortient Confiscation af alt hans Gods, og tillige med begiærer, at Høieste Rettes Dom maa tilside sættes, og han som en uskyldig Mand maa komme til sin Ære og sit Embede igien. Han lod og paa samme Tid publicere en Relation (c)om Sagens Procedure, (540)

(a) Apologiæ pag. 17.

(b) Lit. Georg. Lövenkl. ad Reg. Hamb. 25. Sept. 1668.

(c) Relat. die & loco eodem.

og derudi drister sig til at kalde Høieste Rettes Dom uretfærdig, og søger at viise Sagens ulovlige Procedure af de forrige Kongers Recesser. Tillige med dette skikkede han ogsaa tvende Skrivelser, een til Ober-Secretaire Erik Krag, (a)og en anden til Kammer-Raad Bulichius, (b)hvorudi han repeterer det forrige, begiærer deres Intercession, og forlangede deres Svar. Men som han intet Svar fik af nogen, lod han alt hvad han havde skrevet om denne Materie, trykke til Amsterdam. Hvad videre Skiebne denne uroelige Mand har haft, er mig ubekiendt.

Adskillige Ambassader.

Alle fremmede Potentater gratulerede Hans Majest. dette Aar udi hans nye Regiering, paa Frankriges vegne den bekiendte Ambassadeur Terlon, og paa Keiserens Herr Baron Goes. Fra Chur-Brandenborg lod sig indfinde Conrad Ascanius Marenholtz, hvis Hoved-Ærende var at aflægge Lykønskning, men havde derhos Ordre at forespørge sig hos Hans Majest., at, eftersom det mellem Dannemark og Brandenborg forhen sluttede Forbund, var ved Freden bleven forandred, om det da behagede Kongen at indrette det efter nærværende Tilstand. Foruden dette havde samme Gesant Befalning at erindre udi det Danske Cancellie, at den Danske Cron-Prinds udi sine Breve havde sat sin Titul for Chur-Førstens, og sagde han at Chur-Førsten tog ikke imod noget saa stiiled Brev uden af Konger alleene, bad derfor at saadant maatte rettes.

Brandenborgsk Gesantskab.

Hans Majest. lod i Henseende til den Affection, han bar til Chur-Førsten, imodtage samme Gesant ligesaa prægtigen og med samme Ceremonier, som den Franske Ambassadeur Terlon, og gav vitløftigen tilkiende, hvor høit han skattede Chur-Førstens Venskab, hvorpaa han udi Krigen havde seet saa store Prøver. Hvad ellers Gesantens Erindringer angik, da blev dertil svared, at Hans Majest. syntes det ikke nødigt at fornye Forbundet, eftersom, endskiøndt det sigtede kun til at erhverve Fred, saa ophørede det derfor ikke ved Fredens Erholdelse. Hans Majestet vilde paa sin Side holde det uryggeligen, og formode sig detsamme hos Chur-Førsten. Hvad den anden Post (541)

(a) Lit. Cancellarii Tartar. ad Cancell. Dan. dat. Baccisaraj 15 Jan. manuscr.

angik, nemlig de Breve, som Chur-Førsten af den Danske Kron-Prinds vare tilskrevne, da vidnede man udi det Danske Cancellie, at Brevene ikke anderledes vare indrettede, som skreves til alle andre Chur-Førster, og at ingen derover havde besværget sig. Dog vilde Hans Majest. i Henseende til Chur-Førsten af Brandenborg see at finde et Temperament derudi, saa at han kunde blive fornøied. Det var sandeligen ikke uden Aarsag at man føiede denne ypperlige Herre udi alt hvad som mueligt var; thi foruden hans Dyder, Generositet og Oprigtighed, hvorved han recommenderede sig hos alle Konger og Førster, havde han i sær forbundet sig Dannemark, og continuerede med saadan sin Affection indtil sin Død; thi man havde ligesaa store Prøver paa hans Venskab udi Christiani 5. som udi Friderici 3. Tid.

Tartarisk Gesantskab.

Der lod sig ogsaa indfinde et Tartarisk Gesantskab udi Kiøbenhavn, hvilket den 11. May havde Audientz. Samme Gesantskab bragte efter Landets Maade 5 u-anseelige Hæste med sig, hvorfore de forhaabede at fiske noget bedre, hvilket ogsaa skeede; thi Hans Majestet lod dem herlig beskiænke. Hoved-Gesanten blev iført gult Atlas, de andre gule Silke Kiorteler med rød Skarlagen under, og efter at de havde bekommet Foræringer, begave sig til deres Fædreneland igien.

Den 24. Junii begav Hans Kongl. Høihed Prinds Christian sig paa Reisen til Norge, for at lade sig hylde udi samme Rige. Paa samme Reise blev han geleidet af Skatmester Seehsted, Cantzler Retz, Henrich Bielke, Erke-Bispen, 2 Kammer-Herrer, 4 Hof-Junkere og en Doctor Medicinæ. Udi Helsingøer blev han opvarted af den Svenske Resident, hvilken geleidede ham til sit Skib, kaldet de 3 Løver, og der tillige med den Hollandske Resident blev tracteret.

Kron-Prindsens Hylding i Christiania.

Efter lykkelig Ankomst til Christiania, lod Hans Kongelige Høihed den 13. Aug. St. N. ved tvende Herolder med Trompeter og Herpukker udraabe, at den nestkommende Mandag, nemlig den 15 Aug. var bestemt til Hyldingen, paa hvilken Dag den ogsaa blev forretted med efterfølgende Ceremonier: Efter at man (542) havde opreist et Theatrum, overtrækket med rødt Klæde, og lavet alting til, forsamlede de høie Ministrer sig to Timer for Middag paa Slotted udi den daglige Sal, de Geistlige og Lærde udi Kirken, og Stadens Deputerede saavel som Bønderne paa Raadhuused, alle de, som ikke vare af Adel, bleve førte foran til bemeldte Theatrum af tvende dertil forordnede Marskalker, og bleve de Geistlige og Lærde satte ved den høire Side af det Theatro, og Stadens Deputerede paa den venstre Side, men Bønderne uden for de Spanske Ryttere, som omringede Platzen. Efter at dette var skeed, gik den rette Procession for sig udi saadan Orden. Først kom en Fane Fodfolk. 2.) Herpukker med 8 Trompetere. 3.) De tvende adelige Marskalker, enhver med en Sølv beslagen Stav. 4.) Det Norske Ridderskab og Adel. 5.) De tvende Hof-Marskalker Erik Banner og Christian Lindenou, iligemaade med Sølv beslagne Stave. 6.) Hof-Junkerne. 7.) Tvende Kongelige Herolder udi deres sædvanlige Dragt med Sølv-Sceptere. 8.) Hans Kongelige Høiheds Hofmester alleene. 9.) Hans Kongelige Høihed Cron-Prindsen selv under en rød Fløyels Himmel, baaren af 8 fornemme herrer, nemlig General Major Reikwein, Henrich Rosenving, Oberste Otte Skade, Oberste Friderich Gersdorff, Johan Friderik Marskalk, Brostrup Gedde, Knud Skinkel, og Tønne Hvitfeld. Hvorefter ginge mange Drabantere, Pager og Lakeier. Derpaa fuldte. 10.) Den store Skatmester tillige med Cantzleren af Dannemark. 11.) Hr. Niels Trolle og Hr. Henrich Bielke. 12.) Rigets Marskalk med den Norske Cantzler og General Ahlefeld. 13.) Erke-Bispen og Cammer-Raad Bulichius.

Efter at Hans Kongelige Høihed havde satt sig ned paa sin Stoel, og enhver Stand taget sit Sæde, traade Dannemarks Cantzler frem og holdt en Tale, som skikkede sig til saadant Verk; efter at denne samme var bragt til Ende, aflagde den Norske Cantzler Ove Bielke først sin Eed udi sædvanlig Form, og kyste derpaa Hans Kongelige Høiheds Haand, efter ham fuldte alle Stænderne, ligesom de bleve fodrede af Secretairen.

(543) Da dette var bragt til Ende, vendte den heele Forsamling udi liige Proces til Slottet igien, hvor de bleve om aftenen alle herlig tracterede, og havde dermed denne Statz en Ende, og begav Hans Kongelige Høihed sig til Dannemark igien, efter at han havde giort Anstalt til alle Sager, som angik Regieringen.

Rigets Drost Joachim Gersdorff døer.

Blant andre mærkværdige Ting, som dette Aar tildrog sig, var Rigs Drostens Joachim Gersdorfs Død, hvilken gav en Forandring udi Regierings Sagerne, saasom ingen efter ham blev meere beklædt med den Titel eller Myndighed. Samme Herre var en af de habileste Stats-Mænd i Dannemark paa de Tider. Han var fød paa Sæbygaard i Jylland, blev Statholder i Kiøbenhavn 1649. Rigs-Hofmester 1652 og endelig Rigs-Drost og Præsident i Collegio Status 1660.

Kay Lykkes Fald.

Førend jeg skrider til det efterfølgende Aar, maa jeg tale noget om den bekiendte Kay Lykkes Fald. Samme Kay Lykke, som var Oberst af fornemme Adel, og en af de mest bemidlede udi Dannemark, undvigede paa den Tid Rigerne, eftersom det blev aabenbared, han havde begaaed Crimen læsæ Majestatis, og skrevet haanligt om det Kongelige Huus, hvilket han siden med Haand og Seyl bekiendte, og bad allerunderdanigst om Kongelig Naade.

Paa samme Bekiendelse blev han af General-Fiskalen anklagen for Høyeste-Ret, men Kay Lykke vilde, hvorvel han var ofte citered, ikke lade sig indfinde, hvorfore der af Retten blev afsagt saadan Dom, at bemeldte Kay Lykke skulde først sættes fra sin Adelige Værdighed, hans Skiold og Hielm sønderbrydes af Skarpretteren. Derefter skulde paa ham selv, om man kunde bekomme ham personlig, hans høire Haand afhugges, hvorved han havde begaaed denne slemme Gierning. Endelig skulde han halshugges, og hans Hoved, saavel som haand, sættes paa Stage andre til Exempel; derforuden skulde alt hans Gods, saavel løst som fast, falde til den Kongelige Fisco. Dommen skulde, om hans egen Person ikke kunde bekommes, forrettes paa hans Billede. (544)

Hans Dom og Execution.

Og saasom Kay Lykke lod sig ikke meere indfinde, blev Høyeste-Ret ved sin engang afsagde Dom, og overleverede Herolden den 14 Sept. hans Vaaben til Skarpretteren, hvilken kastede dem imod Jorden udi Høyeste-Rettes Nærværelse, derefter brød dem i stykker, og kastede dem ud igiennem Vinduet. Dagen derefter maatte hans Billede deran. Det samme var giort af Træ, og var saa stort, som et fuldkomment Menneske, for paa Brysted stod et heelt Ark Papiir, og derpaa skreven med store Bogstaver disse Ord: Kay Lykke er af Høyeste-Ret formedelst Crimen læsæ Majestatis dømt at liide saadan Straf. Efter at dette Billede var ført til Retter-Pladsen ved Børsen, blev den høire Haand og Hovedet afhugged, og sat paa en Pæl. Legemet laae nogle Dage udi Skarpretterens Huus, og blev viised for Penge, og siden begravet under Galgen.

En anden Execution af mindre Betydelse.

En anden Execution af mindre Betydende var denne. Der var fra Holsten en Expres ved Ordinantz Ryttere skikked til Feldmarskalk Skak, og der hos Befalning given Dag og Nat at ile med Brevet. Den sidste af dem, som reed fra Roeskild kom til Kiøbenhavn efter at Portene vare lukkede, og begiærede strax at indlades, sigende, at han havde et vigtigt Brev med sig; nogle Borgere bleve derover nysgierrige, og spurdte om der var noget Fiendtligt paa færde, og om Svensken havde giort nyt Indfald i Holsten, Budet, som selv bildte sig saadant ind, sagde ja, at det maatte saa være; Dette foraarsagede at den heele Stad tillige med Hoffet blev bragt i Allarm, og blev den Svenske Resident Duwal strax hentet op paa Slottet, og tilspurt derom, hvilken forsikrede, at han intet derom vidste. Ikke desmindre varede dog denne Uroelighed udi 2 Dage, indtil den Hamborger-Post kom, og vidnede at all Ting var roeligt i Holsten. Derpaa lod man gribe Rytteren, som havde bragt denne falske Tidende, og lod ham til Straf skiære Næse og Ørne af, for hans falske Rapport, som havde bragt den heele Stad i Bevægelse.

1662.Anno 1662 giorde Hans Kongelige Høihed Cron-Prindsen sig færdig til en udenlands Reise, hvilken gik for sig mod Foraared: (545) Paa samme hans Reise blev han geleidet af Hannibal Sehsted den store Skatmester, da som en Kongelig extraordinaire Gesandt. Da Hans Kongelige Høyhed hart ad udi halvandet Ar havde været udenlands, kom han med god Sundhed og Hilsen den 26 augusti 1663. til Kiøbenhavn igien.

Saasom alle Kong Frideriks Idretter gik ud paa at sætte sine Riger udi god Stand, ved at handhæve det Kongelige Huuses Majestet og Myndighed, ved at sætte de Kongelige Indkomster paa en god Fod, ved at befodre Fred og Eenighed mellem Indbyggerne indbyrdes, og ved at bestyrke Landet mod udvortes Fiender, saa var udi denne store og almindelige Reformation ogsaa fornødent, Examen over forrige Tiders Forhold.

at lade examinere forrige Tiders Forhold, saavel udi civile, som militaire Sager, til den Ende havde han foregaaende Aar befalet, at de forrige Lehnsmænd skulde giøre Regnskab, for deres Forhold fra det Aar 1628 indtil denne Tid, og at, hvis nogen af dem var ved Døden afgangen, skulde deres Arvinger være forbundne til det samme.

Hans Majestet lod ogsaa holde stærkt Examen over de Officiers, som beskyldtes for i forrige Krig ikke at have efterleved deres Pligt. Blant andre som da bleve examinerede var General Lieutenant Buchwald, hvilken blev beskyldet for ikke at have villet parere Rigets Marsks Anders Bildes Ordre. Da Sagen blev bragt for Retten var han selv ikke tilstæde men laae syg udi Lybek. Og saae det ud til at der vilde falde en farlig haard Sententz mod ham. Men Kongen lod sig saavel af Dronningens, som af Græv Rantzovs Forbøn formilde, saa at den Anklagede kom ud af Sagen ved en Sum-Penge. Men adskillige andre sluppe ikke saa let, og var saadan Examen og Straf høinødvendig for Exempels Skyld, thi Sagerne havde neppe været saa buntede udi nogen Krig, som udi den sidste Feide Dannemark førte med Sverrig, hvorudover forrige Opførsel maatte examineres førend nye militaire Anordninger med Succes kunde giøres, og var dette denne Souveraine Konges Hovedsigte, hvorudi han ogsaa reuisserede, thi den Danske Krigs-Magt, som paa nogen Tid havde været i Foragt, begyndte fra denne Tid at komme i sin forrige (546) Reputation igien, saa at de Svenske, som en Tid lang havde spilled Bold med dette Rige, merkede udi paafølgende Krig under denne Konges Successor, hvad Forandring der her udi Riget var skeed i Krigs-Sager, eftersom de udi nogle faa Aar ved de Danskes Seiervindinger saae sig skildte ved vigtige Steder udi Skaane og Norge, ved alle deres Provincier udi Tydskland og fast ved deres heele Skibs-Flode.

Men dette tilligemed andet skeede ikkun successive, og Tid efter anden; thi Landet laborerede af alt for mange Svagheder, for at kunne hæve dem paa eengang.

Insolencer af Krigs-Folket og merkelige Dueller.

Derfore saae man dette Aar endnu adskillige Insolentzer begangne af Soldaterne, sær udi Kiøbenhavn og Helsingøer, hvor Folk, som havde noget at føre fra og til Torvet, om lyse Dagen bleve plyndrede, adskillige Uordner begikkes ogsaa blant Officiererne indbyrdes. En ung Dansk Herremand ved Navn Bielke omkom i Duel en Reventlou, som var den Tydske Cantzlers Søn. Der forefaldt ogsaa lige saadan Action mellem tvende Oberster Capel og Holk. Den første, nemlig Capel havde commanderet et Regiment af de Hollandske Hielpe-Tropper udi sidste Krig. Den samme var invitered til Giæst paa Kronborg Slott af Commendanten Holk. Der komme de til Ords sammen, hvilket brød ud til saadan Hidsighed, at Capel gav Commendanten et Ørefigen. Commendanten vilde derfore ikke lade ham samme Aften gaae ned af Slottet, men, da han om Morgenen vilde begive sig bort, begegnede Holk ham, og pryglede ham med sin Stok. Over dette besværgede Capel sig da han kom til Kiøbenhavn. Holk derimod foregav, at han først var bleven overfalden, hvilket giorde hans Sag temmelig god. Kongen lod dem vel begge arrestere, forhaabende imidlertid at bringe dem til Forliig, men Hidsigheden var paa begge Sider saa stor, at de forlangede af Kongen Frihed til at afgiøre Sagen med Kaardene. Holk udfodrede Capel til Hueen, men Capel forlangede at duellere ved Hamborg, hvilket ogsaa skeede udi en liden Flek Bordorp 3 Miile fra samme Stad, hvor Capel fik 3 Kugler i Livet, og faldt død til Jorden. Holk, som ogsaa var bleven saaret, begav sig derpaa til Altona for at cureres, og (547) bimidlertid anholdt om Kongelig Pardon, hvilken han ogsaa fik, og derfor reisede til sit Commendantskab paa Kronborg igien. Men dislige Uleiligheder saavel blant Officiers som Soldater bleve Tid efter anden hævede, og blev dette Aar en stor Deel af Krigs-Folket i Kiøbenhavn dimittered, skiønt ikke uden efter adskillige gange af Borgerskabet derom giorte Ansøgninger, saasom Hans Majestet udi denne nye Regierings Begyndelse ikke saa hastigen kunde skille sig ved Krigs-Folket.

For at gratulere Hans Majestet som en Souverain Konge, lod sig udi Kiøbenhavn indfinde ikke allene Gesantere fra de fleste Europæiske,

Et nyt Tartarisk Gesantskab.

men ogsaa fra langt fraliggende Riger. Jeg haver udi forrige Aars Historie talet om det Tartariske Gesantskab: det samme bragte prægtige Skrivelser med sig (1) fra den store Chams Moder Anabim til Kongen. (2.) Fra Chams Broder Krym Jure Sultan ogsaa til Kongen. (3.) Fra Chams Moder Anabim til Dronningen. (4.) Fra Chams yngste Broder Dy Olet Jure Sultan: Alle skrevne paa glindsende Fransk Papir, udi smale silke Punge indrullede. Men, hvad Indholden er, kand ingen sige; thi de ere skrevne paa en Arabisk Dialect, da brugelig ved det Tartariske Hof. Det er troeligt, at de bestaae alleene udi høitravende Orientalske Complimenter, og erindrer jeg mig at have hørt af Salig Etats-Raad Seckman, som efter Ordre udi Christiani 5 Tid talede med en Udtolker af saadant Tartarisk Gesantskab, at Gesanten ønskede Kongen saa mange Skibe, som der var Sands-Korn udi den sorte Søe, hvilket Ønske kunde være vel meent, men større end Hans Majestet forlangede.

Et af disse Breve alleene, som af den Tartariske Cantzler er tilskrevet den Danske Cantzler findes oversat paa Latin, og lyder saaledes.

Illustrissime Domine Cancellarie Inclyti Regni Daniæ,

Amice noster.

Copie af et Tartarisk Brev.

Bonam valetudinem cum prosperitate omnimoda a Dno. Deo Omnipotente ex animo apprecamur. Celsissimus Chanus Dnus meus ad Serenissimum Regem Daniæ Fratrem suum ex|548pedit Legatum suum contestatione amicitiæ. Proinde & ego qvoqve, cum sim primus Minister omnium Ordarum (provinciarum) Chani Celsissimi, scribo ad Jll. D. Vam testando meam amicitiam. Illud qvoqve rogans, ut Jll. D. Va. juvare velit in omnibus negotiis Legatum Nostrum, qvando tractabit cum Serenissimo Rege. Hoc qvoqve ab Jll. D. Va. peto, qvando qvidem iste Legatus noster cognoscere bonas loricas potest, qvas in vestris regnis comparari posse audivimus, ut in eo ab Jll. D. Va. juvetur. Cui de cætero omnia prospera, ut iis ad latus S. R. Mtis. fruatur, à Deo apprecamur. Datum Baccisaraj. 15. Jan. (a)

Illustrissimo Dno Cancellario

omnia bona optans Amicus.

Sefercazi Aga Vezirius

(Magnus Cancellarius) Magnarum

Ordarum Crimensium.

Moscovitisk Gesantskab.

Udi dette Aar lod sig indfinde et prægtigt Moscovitisk Gesantskab, hvilket den 11 December havde Audience. Det samme bragte med sig adskillige Foræringer af Hermelin, Saffran, Tiger- og Leopard-Huder, tillige med nogle levende Dyr og Fugle. Item adskillige dreiede Skaale af Sølv og Moscovitisk Træe. Der af blev en Deel given til Kongen, den anden til Dronningen, og den 3die til Kron-Prindsen. Gesanterne vare da ikke saa meget staaende paa deres Høihed, som de forrige Ryssiske Gesantere, helst udi Christiani 4ti Tid, da de forlangede at have Audience paa Sænge, efterdi Kongen selv af Upasselighed var sængeliggende; thi disse, endskiønt man satte Stoele for dem, bleve de dog staaende, og kyssede paa Kongens Haand.

Een af bemeldte Gesantere havde en Søn med sig, som var 10 eller 11 Aar gammel. Den samme begiærede engang Audience hos den unge Prinds Georg, hvilket ogsaa blev ham accordered, og vare alle begiærlige efter at see hvorledes han vilde opføre sig, helst saasom man ingen stor Politesse kunde vente hos (549)

(a) Lit. Cancellarii Tartar. ad Cancell. Dan. dat. Baccisaraj 15 Jan. manuscr.

gamle Moscovitere paa de Tider, langt mindre hos Børn. Men, da han blev indladen til Prindsen, giorde han ikke alleene en alamodisk Reverence, men endogsaa holdt en lang og ziirlig Latinsk Tale, og endeligen præsenterede Prindsen sin Sabel, som han havde ved Siden, og traade nogle Trin tilbage.

Hvad particuliere Anstalter og Forandringer udi civile Sager angaaer, da lod Hans Majestet ved en Forordning ophæve det Islandske-Compagnie. Om den Islandske Handels første Drift, og Compagniets Stiftelse i Kiøbenhavn, har jeg tilforn talet udi Christiani 4 Historie. Man seer deraf, hvilken Skiæbne Handelen har haft, og hvad som var Aarsag til dens Decadence. At Compagniet, uanseet dets slette Tilstand, maa have continueret indtil denne Tid, viser dette Aars Forordning saaledes lydende. (a)

Det Islandske Compagnie udi Kiøbenhavn ophæves.

Vi Friderich 3, &c. Giøre alle vitterligt, at Vi naadigst have for Gott anseet det hidindtil privilegerede Islandske Compagnie efter den Aarsag og Anledning, samme Compagnie selv dertil haver givet, aldeles at ophæve, som Vi og det tilligemed alle andre særdeles Privilegier, som nogen af Os hidindtil kand have erlanget, paa Island at handle, hermed aldeeles ophæve, saa at Udredningen herefter skal skee her fra Vor Kongelige Residentz Stad Kiøbenhavn allene af dem, som derudi ville participere, naar et nyt Compagnie igien vorder oprettet, dog at, hvis dennem udi nærværende Aar, fra dette Vort Brevs Dato at regne, enten allerede bevilget er, eller herefter ved sær Pas did at seile bevilget vorder, ved Magt bliver.

Aarsag dertil.

Adskillige Aarsager synes at have givet Anledning til denne Forordning. 1.) Compagniets slette Tilstand, hvorom tilforn er talt. 2.) At Compagniet ikke har præsteret præstanda ved (550)

(a) Edict. Hafn. 7 Martii 1662.

at holde gode Defensions-Skibe, som det havde forpligted sig til, og som Riget i Krigs-Tider kunde have Nytte af; thi man seer formedelst saadanne Klagemaal privilegerede Compagnier ofte at være casserede; Forordningen synes ogsaa at give det tilkiende med disse Ord:

Eftersom samme Compagnie der til selv har givet Aarsag

og Anledning. Den 3die Aarsag kand have været denne, at Hans Majest. vilde at den Islandske Handel skulde drives af Kiøbenhavns Indbyggere alleene, eftersom Compagniet hidindtil maa have haft Interessenter af andre; thi dets første Octroy er given saavel til Malmøe og andre Stæder, som til Kiøbenhavn. Og kunde derfor denne Cassation være nødig alleene i Henseende til Malmøe, eftersom samme Stad var kommen under Sverrig. Efter denne Tid have indfundet sig adskillige Participanter, som deelede Landet udi 4re Parter, og endeligen er Handelen kommen paa Auction, og bleven bortforpagtet paa 6 Aar, saaledes at hver Islandsk Kiøbmand i Kiøbenhavn haver haft sin Havn, hvoraf han svarede Forpagtningen til Kongen, som udførligen er viiset udi min Danmarkes og Norges Beskrivelse, og har Handelen været paa den Fod indtil for nogle Aar siden, da et Compagnie igien er oprettet.

Salt Compagniets Afskaffelse.

At ellers Klagemaal over Compagniets Efterladenhed og Forsømmelse i dets Pligt at holde gode Defensions-Skibe, haver været den fornemste Aarsag til dets Ophævelse, sees deraf, at Salt-Compagniet formedelst samme Aarsag dette Aar ogsaa blev ophæved; thi Forordningen siger, (a)at det skeer efterdi Compagniet ikke har holdet, hvad som det havde forpligtet sig til. Man seer ellers af Historien, hvor mange Forandringer Salthandelen har været underkasted, og hvor megen forgiæves Umage man har haft at sætte den paa en god og bestandig Fod, og, var det vanskeligt at føre Salt fra Spanien og Portugal med monterede egne Skibe paa de Tider, da Tolden ikkun var maadelig, saa maatte det nødvendigen blive meere vanskeligt siden, da Tolden blev forhøiet, Handelen blev fri for alle, endogsaa for Fremmede, (551)

(a) Edict. Hafn. 8. Febr. 1662.

hvorved foraarsages,

Betænkning over Salt Handelen her i Riget.

at en Undersaat kand ikke holde Kiøb med en anden, eftersom Erfarenhed lærer, at det som tilføres med Engelske og Hollandske Skibe kand selges en 3die Deel lettere end det som bringes med egne Skibe, saa at en saadan Ulighed har stedse foraarsaget disse Monopolia og Compagniers Stiftelser, med mindre all Handel med egne Skibe maatte nedlægges. Men man seer at disse Salt-Compagnier ogsaa ingen Bestandighed have kunnet haft; thi, hvis et Monopolium eller et Manufactur skal bestaae, maa Told-Svig nøie hindres, hvilket er vanskeligt udi disse Lande, som bestaae af halve Øer og Øer, i den Henseende har ogsaa denne Handel stedse laboreret af Svagheder, som man ved intet Middel har kunnet curere; thi den heele Suite af Forordninger viiser Compagniers Stiftelser, og strax derpaa deres Cassation igien. Og stod derfor denne sidste Forordning ikke længer ved Magt end til det Aar 1665., da der et nyt Salt-Compagnie igien blev anretted, og Directionen derover given til Gen. Am. Adelaer, en Engelænder William Davidson og Assessor Jonas Trellund. (a) Nogle Aar derefter blev Salt-Handelen lagt under det Kongel. Amiralitet, hvilket sees af den Forordning af 1669.; (b)Saa at denne Handel har været et Perpetuum mobile, og fremdeles saaledes vil blive, med mindre noget særdeles Middel udfindes til dens Conservation.

Og, saasom jeg har begyndt at tale om Forordninger, vil jeg her paa samme Sted anføre eendeel andre af Vigtighed, saavel for dette, som foregaaende Aar. Jeg har tilforn anført de Privilegier, som Hans Majest. gav Kiøbenhavn og dens Borgere.

Forordning om Kongl. Betiente.

Kort derefter bleve givne andre Privilegier for høie og lave Kongelige Betiente udi samme Hoved-Stad af den Indhold (c) nemlig:

1. At hverken de selv eller deres Folk og Tienere skall staae under Stadens Jurisdiction, eller svare til Bytinget og Raad-Stuen, være sig enten i Civile eller Criminelle Sager, men (552)

(a) Edict. Hafn. 16. Augusti 1665.

(b) Hafn. 23. Julii 1669.

(c) Edict. Hafn. 23. Novembr. 1661.

staae under deres eget Foro, hvilket viiser at Kiøbenhavns Bestillings-Mænd tilforn have svaret under Bytinget og Raad-Stuen. 2. At de skal være deelagtige udi de Adelige Friheder, som ere Staden givne. 3. At deres Enker, saavel som de der ere Emeriti, og have faaet Afskeed, skal være fri for all Borgerlig Paalegg og Besværing; Hvad ellers deres Forum udi første Instantz angaaer, da beskikker Hans Majest. udi en anden Forordning der til Hoff-Retten, (a)og at alle Betientere til den Ende inden 4re Uger skal lade sig anmælde hos Rigets Marskalk, og hos Hof-Kammereren, for at blive indførte udi Hof-Rullen. Herved er dette at merke, at den Hof-Rett, som her omtales, var ikke andet end Borg-Retten, hvorunder høie og lave Kongl. Betientere, saavel som deres Folk svarede; thi den rette Hof-Rett, som distingueres fra Borg-Retten, og hvorunder Rangs-Personer nu omstunder alleene staae, blev allerførst stiftet den 23. Januarii 1682. fra hvilken Tid der have stedse været tvende adskilte Rette; En for Kongl. Betiente som ere i Rangen, og en anden for Hof-Betientere uden Rang.

Foregaaende Aar gik en særdeeles Forordning ud, (b) angaaende den saakaldte Commiss-Handel, Den saakaldte Commiss-Handel.

hvortil en ved Navn Caspar Rohluf giorde Forslag. Samme Commiss-Handel har været som en almindelig perpetuerlig Auction, hvortil alle de som havde noget at sælge, bragte deres Vahre, og synes Anordningen at give tilkiende, at der ingen visse Auctions-Mestere have været tilforn, men at Indbyggerne immediate maa have solt deres Sager og Vahre til hverandre; og, hvis saa er, kand denne Commis-Handel holdes for den første Oprindelse her i Landet til Auctioner: hvad som bekræfter mig i denne Meening, er denne Commiss Handels Almindelighed; thi Forordningen siger, at alle de, som noget sælge ville, kand bringe deres Sager til Commiss-Forvalteren; item, at ingen anden maatte understaae sig at bruge nogen anden Commiss-Handel eller Auction uden Directeuren, eller hvem han denne Handel vilde afstaae, og det under 300 Rigs-Dalers (553)

(a) Edict. 6. Martii 1662.

(b) Edict. Hafn. 24. April. 1661.

Straf; hvilket ikke kunde skee uden andre Auctions-Mesteres Præjudice og Ruine, hvis reglerede Auctioner tilforn havde været i Brug. Udi denne Commiss-Handel blev beskikket en Directeur, som var Project-mageren selv Caspar Rohluf, og under ham en Commiss-Forvalter som skulde være en vederhæftig Borger, item, een Commiss-Skriver. Auctionerne skulde holdes tvende gange om Ugen, hver Tiisdag og Torsdag, og Sædler opslaaes paa Kirke- og Børs-Dørre Dagen tilforn; hvor længe ellers denne almindelige Commiss-Handel varede er mig ubekiendt.

Det Kiøbenhavnske Castels Fundation.

Hans Majest. fandt i dette Aar, saavel for Stadens, som Flodens Beskiermelse fornødent, at anlægge et Castel udi Kiøbenhavn, og til den Ende contraherede med en Ingenieur om en vis Summ Penge til saadant Castels Fuldfærdigelse; og, saasom til saadan vigtig Bygning udfodredes et stort Mandskab, blev forordned at een Mand af 5 Bønder dertil skulde tages over det heele Land; Entrepreneuren giorde sig strax dertil færdig, og sammenkiøbte en Hob Steene og Materialier til Verkets Begyndelse og Grundvold; men det Kiøbenhavnske Borgerskab, som tog dette op i en anden Meening, allarmeeredes over saadant Foretagende, saa at Præsident, Borgemester og Raad med de 32 Mænd begave sig en Corps til Slottet, underdanigst forestillende Hans Majest. deres beviisede Troeskab udi sidste Krig, og tillige med bedende at der maatte holdes inde med saadan Bygning, hvilken de ansaae som en Mistillid det Kongl. Huus kunde have fattet til Stadens Indbyggere. Eendeel bildte sig ogsaa ind, at saadant Raad var givet Kongen af dem, som misundede dem de herlige Privilegier Staden for nyeligen havde faaet,

Foraarsager nogen Eftertanke hos Borgerskabet.

og derfor søgte paa saadan Maade at giøre Skaar derudi. Ja dette gik det heele Borgerskab saa meget til Hierte, at det tilbød sig paa egen Omkostning at lade forfærdige alle om Staden Defensions-Værke, hvis med dette Castels Bygning maatte indeholdes. Hans Majest. søgte at betage dem den Mistanke ved at forestille dem, at saadant Værk sigtede alleene til Stadens og Flodens Beskiærmelse, og at det var fornødent, at saadan vigtig Grændse-Stad (554) var forsyned med en Citadelle. Men Borgerskabet fremturede udi deres underdanigste Ansøgninger, saa at Hans Majest. omsider lod sig bevæge til at opsætte Verket til videre Ordre. Men, som Kongen merkede hvor høitnødvendig et Castels Anlæggelse var, gav han sin Meening derom alvorligen tilkiende, og blev kort derefter Grundvold lagt til det vigtige Kiøbenhavns Castel, som endnu sees, og lod Magistraten og Borgerskabet sig dermed befalde uden at giøre videre Ansøgning derimod, saa at det synes at den første Hidsighed haver reiset sig af en ilde grundet Mistanke, som nogle have søgt at fomentere ved at forestille dem, at saadant Anslag var given af de andre Kiøb-Stæder, som misundede Kiøbenhavn dens givne Herligheder, og derfore havde raadet Kongen at anlægge en Citadelle, for at holde Borgerskabet i stedsvarende Lydighed, hvilket dog ikke kunde være Hoffets Tanke, eftersom Kongen i deslige Conjuncturer kunde ansee hver Kiøbenhavns Borger, som sin Liv-Garde, og der var saadan naturlig Sympathie imellem samme Stads Borgerskab, og det Kongelige Huus, at det eenes Velfærd og Styrke dependerede af det andets, og har saadant været holdet for en grundig Stats-Maxime indtil denne Dag, og saavel Kong Friderik, som de efterfølgende Høilovlige Konger have ladet see stor Tendresse for Kiøbenhavn, og stedse distingueret samme Stads Øvrighed og Borgerskab frem for alle andre. Dog paa det at Hans Majest. ikke skulde synes at forglemme de andre Stæder, gav han adskillige af dem ogsaa vigtige Privilegier, som Frideriks-Odde, Glückstad, og Corsøer, og blev den sidste Stad udi forrige Aar erklæret til en Stapel-Stad.

1663.Efterfølgende Aar er merkværdigt formedelst den store Execution der gik over Ulfeld, hvis farlige Anslag mod Kongen blev aabenbaret 1662. Om denne forunderlige Mands saavel gode som onde Bedrifter er omstændigen paa et og andet Sted

Slutningen af Corfitz Ulfelds Historie.

talt, hvorfore jeg det her igien vil ikkun løseligen repetere, og tillige med anføre hvad som tilforn kand være udeladt. Hans Fader var, som sagt er, Rigs-Cantzler udi Christiani 4. Tid. Han havde 11 Sønner, blant hvilke denne Corfitz Ulfeld var den Hurtigste, (555) saa at han blev holden for et af de største Genier udi forrige Seculo, og kunde regnes blant de største Mænd, som ere at finde i Historien, hvis han ikke havde sværtet sin Reputation ved Utroeskab og Overmod. Han blev strax betimeligen efter de Tiders Maade skikked Udenlands; og siges der, at han i Frankrige stillede sig saa vild og uregierlig an, at hans Hoffmester blev tvungen til at erkyndige hans Herr Fader om saadan Opførsel, hvilken derudover gav Ordre, at Hoffmesteren skulde lade ham fare paa sin egen Haand, og ikke skaffe ham fleere Penge. Derpaa reisede Ulfeld til Greven af Oldenborg, og efter nogen Tid af ham blev recommenderet til General Fuchs, som da commanderede de Danske Tropper i Tydskland, under hvilken han holdt sig meget vel. Da Krigen var endet insinuerede han sig hos en fremmed Ambassadeur, og gik med ham til Dannemark. Bemeldte Ambassadeur bragte ham ofte med sig udi Cantzler Ulfelds Huus, hvilken talede og confererede med ham, uvidende at det var hans egen Søn, som han i saa lang Tid intet havde hørt til. Endeligen aabenbarede han sin Person, (a)og blev strax af Faderen tagen i Naade igien. Saaledes fortæller en vis Autor denne hans Ungdoms Historie, hvorvel andre tvivle meget derom, og holde samme Beretning at være digtet. Corfitz Ulfeld recommenderede sig saaledes ved sin Hurtighed og Forstand hos Christ. 4., at Høistbemældte Konge distinguerede ham blant alle Undersaattere, gav ham sin kiæreste Dotter Eleonoram til ægte, og omsider giorde ham til Rigets Hofmester, som tilforn er viiset. Under Christiani 4ti Regiering indlage han stor Berømmelse ved adskillige Legationer og vigtige Forretninger, helst ved den Bromsebroiske Fred, hvorved han var Commissarius, saa at ingen udi dette heele Rige holdtes hans lige udi Stats-Sager. Han levede da ogsaa skikkeligen, og holdt sig inden sine Grændser, saa længe som Høistbemeldte Konge levede, saa at ingen havde noget at sige mod hans Opførsel, uden noget for Kongens Død, da han blev betroed til at mynte de (556)

(a) Hist. du Comte d’Ulf.

Penge, som nu kaldes 28 og 14 Skill. Stykker. Med denne Myndt siges han ikke at have handlet oprigtigen, og at have taget fra hver 2 Mark 4 Skill., hvorudover de 2 Mark Stykker, (a) som da bleve slagne siden, maatte reduceres til 28 Skill. Foruden dette beskyldtes han for ved Baads-Folkenes Betalning at have holdet Penge tilbage, og derved samlet stor Rigdom, som han lod sætte i den Amsterdamske og Hamborgske Banke. Dog finder jeg ikke disse Beskyldninger mod ham anførte udi den Kiøbenhavnske Relation af 1651., da dog derudi tales om anden hans uordentlige Forhold under Christ. 4. nemlig at han nogle gange af Egensindighed opsagde Kongen sin Tieneste, og ikke vilde lide, at andre havde noget at sige uden han, ja at han havde et Hollandsk Orlog-Skib liggende paa Reden for dermed at reise bort, hvis han ikke havde faaet alting efter sit Sind. (b) Den store Faveur og Anseelse Ulfeld under Christ. 4. havde været udi, foraarsagede, at han efter samme Konges Død neppe kunde lade sig nøie med Qvalitet af en Undersaat. Men just den samme Anseelse foraarsagede hans Fald, og bevægede de fleste Danske Herremænd, at foreene sig med Kong Friderik 3., for at klippe Vingerne paa ham og alle hans Tilhængere, som tilforn er viiset, tillige med den paafuldte Historie med Dina, item hans Undvigelse, Forhold i Sverrig, og Retablissement ved den Roskildske Fred, hvorfore jeg herom intet videre vil tale, men alleene sige dette, at faa Historier ere skrevne, hvorom findes flere Stridigheder; thi nogle Skribentere, som Sorbiere og Rousseau de la Valette, søge at forsvare alle hans Gierninger, andre derimod gaae i en anden Extremitet, og kand blant de sidstes Skrifter, regnes den lille Bog, kalden Ulfelds listige Practiqver. Alle disse Skribenteres Partiskhed, saavel som Vildfarelser, vil jeg her ikke examinere, saasom fast udi hver Linie er en Feil. Jeg vil alleene sige dette, at alle, saavel Fremmede, som Indlændiske Autores tage Feil udi hans Grevelige Titel; thi nogle sige, at han arvede (557)

(a) Machinat. Cornif. Ulf.

(b) Relatio Hafn. 1651.

den efter sin Fader,

Skribenteres almindelige Feil i Henseende til Ulfelds Grevelige Titel.

og andre, blant hvilke ere indlændiske Skribentere, hvoraf jeg selv udi min Dannemarks Beskrivelse haver ladet mig forføre, sige at han fik Grevelig Titel af Dronning Christina udi hans Landflygtighed, begge Beretningerne ere falske; thi hans Grevelige Diploma, udgivet af Keiser Ferdinando 3. er datered i Regensborg den 7. Augusti 1641. (a)

Ulfelds Avantures efter Freden.

Efter at Ulfeld ved den Roskildske Fred var bleven retableret, og havde igien bekommet sit Gods og Midler, boede han i Malmøe, hvilken Stad, tillige med heele Skaane ved Freden var cederet til Sverrig. Da nu Krigen brød løs igien, blev han af Sverrig mistænkt for at vilde forraade Malmøe til de Danske, tagende dertil Anledning af nogle udi det Aar 1659 opsnappede Breve; hvorvel nogle meene, at de Svenske som frygtede sig for denne Mands alt for store Esprit, opdigtede saadant for at skille sig af med ham, og tillige med at bemægtige sig hans Midler, som han havde bragt med sig til Skaane, tillige med det herlige Sehfeldske Bibliothec, hvilket havde tilhørt den bekiendte Jørgen Sehfeld, og af Carl Gustav var foræred til Corfitz Ulfeld; (b)Hvorom alting var, saa er dette vist, at han blev arrestered udi Malmøe.

De Svenske Commissarier, som bleve beskikkede til at examinere hans Sag, var Johan Gyldenstierne og Gustav Soop, hvilket sees af en egenhændig Commissorii-Stævning, undertegnet af samme Herrer, og, som begynder med disse Ord:

Han arresteres i Malmøe.

Kongl. Majestets på denne Tidh tilforordnada Commissorial-Rätt (558)

(a) Diplom. Ferdinandi 3. Ratisbon. die 7. Aug. 1641. autogr. Manuscr. Originalen findes hos den Svenske Herre Major Beck, som 1732. var i Kiøbenhavn.

(b) Memoires de Terlon. Dette Bibliothec, som tilhørede Jürgen Sefeld, var et af de prægtigste i Dannemark, saavel i Henseende til dets Størrelse, som til de rare Manuscripter, hvoraf det bestod. Ulfeld, som af Kong Carl havde faaet det til Foræring, bød sig til at give Sefeld det tilbage for 6000 Rdlr., men han veigrede sig derfor, endskiønt det var langt meere værd, hvorudover Ulfeld bragte det med sig over til Skaane.

i Malmöe, hälser Eder högwählborne Herr Greffwe Corfitz Uhlefeld, så och högwelborne Grefwinna Eleonora Christina &c. (a)Medens denne Process varede, stillede Ulfeld sig an, som han var rørt af et Slag, og bleven dum, og det med saadan Bestandighed, at hvor megen Umage man giorde sig, kunde man ikke faae et Ord af hans Mund, hvorudover hans Gemahl Christina Eleonora forsvarede Hans Sag med en utroelig Veltalenhed for Retten i Malmøe, skiønt man kand sige, at den lange Oration, som anføres af Rousseau de la Valette, er hans egen Fabriqve; thi den er alt for pedantisk, for at være giort af Madame Ulfeld; Autoris Urigtighed sees ogsaa deraf, at han siger, samme Tale at være holden til Raadet i Malmøe, da dog Sagen stod under en Kongl. Commission. Medens denne Process varede døde Carl Gustav, og Ulfeld blev af Regieringen i Stokholm frikiendt, enten, saasom man efter Kongens Død ikke vilde examinere denne vigtige Sag alt for nøie, eller, fordi man havde ikke Beviis nok i Hænderne mod den Anklagede, og han stedse fremfoer udi sin Rulle med at agere en Maalløs, og at holde sig ved Sængen. Men hans Svoger, og hemmelige Fiende Hannibal Sehsted, da han fik Kundskab om denne Frikiendelse, da, for at hindre at Ulfeld ikke skulde komme i forrige Stand igien, giør han en Reise til Stokholm, ladende som det skeede for at intercedere for sin Svoger. Han begiver sig da til Greve Peder Brahe, og begiærer af ham, at Ulfelds Dom ikke maatte saa hastigen kundgiøres, men sig først leveres, paa det at han selv kunde levere sin Svoger den, og derved tilveie bringe Venskab og Forligelse. Men, da han havde faaet Dommen, indbildte han de Franske og Engelske Gesantere Terlon og Sidney, at Ulfeld var bleven fordømt, og bad dem skriftlig, saasnart som mueligt, at kundgiøre ham saadant, paa det han i Tide kunde redde sig med Flugten;

Flygter fra Skaane til Kiøbenhavn.

Dette skeede ogsaa, hvorudover Ulfeld practiserede sig ud af sin Arrest, og flygtede over til Siælland. Saaledes bliver denne Historie fortaalt af (559)

(a Lit. Citat. Malmog. 21. Oct. 1659. autogr. Manuscr.

Pufendorff. (a)Men man kand have Aarsag at tvivle om Historiens Rigtighed, efterdi den Franske Ambassadeur Terlon alleene derom saaledes taler: Dersom han havde haft Tillid til de Forsikringer, som jeg havde givet ham om Kongens af Sverrigs Godhed og Villie at sætte ham i Frihed igien, havde han undgaaet denne Ulykke, som ham siden vederfoer, og man havde ikke siden confisqvered hans Gods baade i Danmark og Sverrig. Hvormed overeenstæmmer Autor til det Skrift kaldet Ulfelds Practiker, som derom saaledes taler: (b)Hvis han kunde have blevet 8 Dage længer udi sin Arrest, havde han kunnet komme paa fri Fod igien, efterdi Enke-Dronningen Hedevig Eleonora havde tillige med Raadet underskrevet hans Frikiendelse paa den selv samme Tid, som han tog Flugten; Saa at derudover, hvor tilforladelig end Pufendorff holdes udi Caroli Gustavi Historie, saa kand man have Aarsag at tvivle om denne Beretning, med mindre man vil sige, at Mr. Terlon har intet villet melde derom, for at spare Hannibal Sehsteds Reputation, thi det havde sandeligen ingen Zirat blevet i samme Mands Historie.

Men enten det var ved Hannibal Sehsteds List, eller af egen Drift at Uhlfeld hemmeligen undveeg fra Malmøe, saa kunde denne Flugt ikke skee paa ubeleiligere Tid end just, da hans Frikiendelses Dom var falden, ej heller til ubeleiligere Sted end Kiøbenhavn, hvor den store Revolution og Souverainetets-Verk var i Gierde. Hans Flugt fortælles saaledes. Han lod nogle vrinske Hæste løs udi næste Stold, og da Vagten løb hen for at stille de samme, undflydde han udi en Præste Habit, som han selv havde giort, og kom i en Baad over Søen til Kiøbenhavn. Alle giorde Øien over denne farlige Mands Ankomst, just paa samme Tid, da man arbeidede paa et Verk, som efter Anseelse ingen (560)

(a) Pufend. Hist. Carl. Gust. Lib. 6.

(b) Machinat. Succinct. narrat. pag. 28.

meere vilde bemøie sig at hindre end han. Man siger da, at han af Kong Friderik strax blev arrestered, og ført til Rosenborg Slot, men jeg finder, at han har med de fleste af Adelen underskrevet den Contribution, de paa Rigs-Dagen den 19 Sept. bevilgede, (a)hvoraf synes troeligt, at man ikke strax maa have arresteret hans Person,

Hans Arrest i Kiøbenhavn og Betænkning derover.

men ladet sig nøje med at holde vagtsomt Øje med ham, at han ikke skulde kunde undflye. Det var ogsaa en Sag at tage i Betænkning for Kong Friderik, efterdi Ulfeld var bleven restituered in integrum ved den Roskildske Fred, og derfore efter den Kiøbenhavnske Fred syntes at være i samme Stand, som andre Skaanske Herremænd: Vel er sant, at den Artikel angaaende hans Restitution var endda uafgiort ved den Kiøbenhavnske Fred, og Tingen var suspendered indtil Processens Udfald i Skaane; men den Sag gik ikke Dannemark an, men Sverrig alleene; thi han havde siden den Roskildske Fred intet Fientligt øvet mod Dannemark, tvertimod, det som han da var actionered for i Sverrig, var noget, som han beskyldtes at have villet practisere i Faveur af Dannemark; Det er derfor best at gaae reent til Verks, og grunde denne hans Arrest paa politiske Aarsager, helst saasom man kand sige dette til Kongens Forsvar, at ingen Potentat, hvis Rige var i den Situation, som Dannemark paa samme Tid, havde forsømt at tage deslige Præcautioner, og til en Tid at holde i Forvaring en Mand, hvilken foruden dette at han stedse havde ladet sig tee en Fiende af det Kongelige Huus, kom til Kiøbenhavn just paa den aller ubeleiligste Tid, da den store Regierings Forandring var i Gierde, saa at man derfor ikke har nødigt at skride til saadan Fiction, som af Historien og Freds-Tractaterne røber sig selv.

Ulfeld blev saaledes først sat i Forvaring paa Rosenborgs Slot, hvor han dog ikke længe forblev, thi, saasom det store forehavde Verk kom i fuldkommen Drift, fandt man ikke raadeligt, at lade denne farlige Mand blive udi Kiøbenhavn, og derfore lod ham med Frue bringe til Bornholm, hvor de udi 9 Maaneder og (561)

(a) Propositio Nobilit. Comitiis Hafn. 19 Sept. 1660 manuscr.

13 Dage vare tilsammen,

Han føres til Bornholm.

og betienede hinanden, men siden udi 6 Maaneder sadde separerede fra hinanden, som Madame Ulfeld selv vidner. (a)Aarsagen til denne Separation maa have været det Anslag Ulfeld havde at salvere sig med Flugten, hvorudi han blev greben, og derfor haardere forvaret end tilforn. Oberste Fuchs, som da var Commendant sammesteds, var udi denne Arrest ikke mindre end lemfeldig mod sin Fange, hvorudover Ulfeld faattede det store Had mod samme Mand, hvis Virkning skal siden fortælles. At Ulfeld maa have besværged sig over Fuchses Haardhed hos Kongen, sees deraf, at Grev Rantzow blev skikked til Bornholm for saadant at examinere. For samme Rantzov beklagede Ulfeld væmodeligen sin slette Tilstand, og tilbød sig at indgaae alle de Conditioner, som Kongen forlangede, om han maatte sættes i Frihed igien. Ved samme Grev Rantzows og andres Forbøn kom det saa vit, at ham blev Frihed lovet med de Vilkor, at han skulde reversere sig til, aldrig at foretage noget, som i Fremtiden kunde være Hans Majestet til Nachdeel, og ikke uden Forlov reise ud af Riget, langt mindre gaae i fremmed Tieneste. Der siges da at Ulfeld, førend han gav denne Forpligtelse fra sig, consulerede sin Frue, og at hun derpaa svarede:

Rebus in adversis facile est contemnere mortem,

Fortius ille facit, qvi miser esse potest.

Dog beqvemmede han sig til at giøre en Afbigt af saadant Indhold. (b)

Hans Afbedsskrift.

Stormægtigste Konge, allernaadigste Herre! jeg træder nu frem udi all Underdanighed og Ydmyghed for Eders Majestet og bekiender med Hiertens-Væmodighed, at jeg i mange Maader har forseet mig mod Eders Majestet, hvorfore ogsaa jeg begiærer ikke at bruge det ringeste til min Forsvar, men henflyer til Eders Kongelige Majestets Naade og Mildhed; og, efterdi (562)

(a) Inter opuscula Eleonoræ manuscr.

(b) Deprecatio Corn. Ulf. dat. Hammershuus 27 Oct. 1661.

jeg ikke kand finde noget Ord, som efter min Tanke kand være kraftigt at undskylde mine Forseelser, saa vil jeg indslutte de Ord, jeg kand finde udi efterfølgende Linier, bedende allerunderdanigst, Eders Kongelige Majestet vil lade see Mildhed og Naade mod mit Huus, tilgive mig min Forseelse, og lade mig tillige med min Frue nyde min forrige Frihed. Saadan stor Kongelig Naade og Yndest vil jeg, samt alle de mig tilhøre, med ydmygste Hierter og underdanigste troe Tieneste søge at erkiende, og lade see udi Gierningen, at jeg vil tiene Eders Kongelige Majestet og Riget af yderste Formue udi alt hvad min Person kand og formaar, om noget skulde blive mig betroet; jeg vil og reversere mig saa høit man vil, eller kand begiære saadant af mig, aldrig at giøre eller foretage noget, som kand geraade Eders Majestet, Eders Riger og Lande, samt det Kongelige Huus til ringeste Nachdeel eller Skade, men langt meere af al Magt søge saadant at hindre og forekomme.

Og, ifald Eders Kongelige Majestet vilde tillade mig med Frue, Børn og Tienere at boe udi Fyen, var det os en stor Naade, og vilde vi aldrig meere lade os indfinde udi Siælland, hvor Eders Kongelige Majestet er, uden særdeeles Kongelig Bevilling; men, om saadant ikke skulde tilstædes, Eders Kongelige Majestet da vilde tillade os at boe udenlands; dog vil jeg forpligte mig aldrig at tiene mod Eders Kongelige Majestet det Kongelige Arve-Huus eller dets Riger og Lande, ja aldrig at begive mig i nogen fremmed Herres Tieneste, uden Eders Kongelige Majestet det vill tillade. Paa hvilket Sted udi Verden jeg opholder mig, vil jeg altid være bereed at tiene Eders Kongelige Majestet udi alt (563) det, man kand finde mig beqvem til, enten udi at skikkes til fremmede Lande, for der at negotiere for Eders Kongelige Majestet, eller udi hvad andet mig kand blive betroed.

Hans Løsgivelse.

Efterdi nu denne Afbeed var saa klagelig indretted, og indeholdt saadan angerfuld Bekiendelse, lod Kongen sig derved saa vit bevæge til Naade, at han lod føre de fangne fra Hammershuus-Slot paa Bornholm til Kiøbenhavn, hvor Ulfeld, saavel som hans Gemahl anlangede, og da for Græv Rantzow, Felt-Herren Skak, samt Cantzler Retz repeterede forrige skriftlige Fortrydelse, og bekræftede den samme med Eed og skriftlig Revers, saaledes lydende:

Eftersom Hans Kongelige Majestet sig naadigst haver ladet befalde (a)

Hans Revers.

ved des Kongelige Raad nemlig Hr. Christian Rantzou Greve til Rantzow, Ridder og Herre til Bredenberg, Hr. Hans Schack Rigets Feltherre, Hr. Peter Reedtz Kongelige Majestets Cantzler samt Theodorus Lenthe Tydsk Cantzler, og Christoffer Gabel Rentemester paa min Supplication mig adskillige store Forseelser af Kongelige Naade at efterlade, anseende, at dersom efter Retten skulde være forfaret, som jeg høiligen var anklaged for min naadige Herre og Konge, det mig disværre vilde have faldet alt for tungt dertil at svare ved en Process og retmæssig Tiltale, som Hans Kongelige Majestet for forrige Process kunde have videre mod mig at anstille: Som og Hans Kongl. Majestet haver entlediget mig fra den Tyngsel jeg i mit Fængsel haver været under, og naadigst haver ladet falde og efterladt min Brøde; da takker jeg Hans Kongl. Majestet paa det allerunderdanigste for saadan Kongelig Clemence og Naade, og hermed qvitterer, oplader og (564)

(a) Lit. Revers. Corn. Ulf. Hafn. 22 December. 1661 manuscr.

afstaaer til Høistbemelte Hans Kongelige Majestet og Kronen alt det Gods, jeg haver haft her i Siælland, det være sig rørendes eller urørendes; dog mig forbeholden hvis Gods jeg udi Fyen saavel som i Jylland efter afgangne vor Fru Moder Fru Chirstine Munk arveligen kunde tilfalde; efterdi jeg for adskillige Aarsagers skyld, end og for Svaghed befinder mig ubeqvem til at befatte mig herefter med Rigets Sager, da bepligter jeg mig hermed til at betee min underdanigste troeskyldigste Pligt mod Høistbemældte Hans Kongelige Majestet og disse Riger, ikke at begive mig nogensteds hen uden det skeer med Hans Kongelige Majestets naadigste Bevilning og Tilladelse, saa og altid mig som en ærlig troe Undersaatt skikke og forholde. Hvilket altsammen, som heroven for findes anført jeg forpligter mig ved min Adelige og Grevelige-Byrd, Ære, Troe og Love at efterkomme og holde, som jeg og redelig og oprigtelig holde skal, udi den underdanigste Tilforsigt til hans Kongelige Majestet, at han vil være og forblive min naadige Herre og Konge. Til Bekræftelse under mit Zignet og egen Haand. Datum Hafniæ den 22 Decembr. 1661.

Corfitz Greve af Ulfeld.

Af denne Revers, hvorefter man kand corrigere dem som findes i trykte Bøger, og som differere saavel udi Materien som udi Dato, seer man med hvilke Conditioner Ulfeld blev tagen til Naade igien.

Men Ulfeld kunde ikke skikke sig i den ny Regiering, ej heller beqvemme sig til den Underdanighed, hvortil han havde forpligtet sig: Hvorudover han søgte om at komme ud af Riget, og til den Ende bad Kongen om Frihed at reise til Badet i Aken. Da saadan Frihed var ham accordered, reisede han med sin heele Familie (565)  til Amsterdam, hvor han opholdt sig nogle Maaneder. Da han der fik at vide at den forrige Bornholmske Commendant Fuchs var til Bruges i Flandern, forskrev han sin ældste Søn Christian fra Paris didhen. Denne tog saaledes sin Tempo i agt, at da Fuchs kom kiørende paa Gaden, nærmede han sig til hans Carosse, og, efter at han havde hilset ham venligen, stak ham en Dolk i Livet, og derpaa tog Flugten, saa at man ikke fik ham fat. Alle merkede strax at dette Mord var skeed ved Faderens Indskydelse for at hevne sig over sit haarde Fængsel paa Bornholm, ikke desmindre søgte dog Ulfeld at giøre sig uskyldig udi en Skrivelse til Kong Friderik, at saadant var skeed ham u-afvidende, og at denne Ulykke havde alleene reiset sig af en particulier Tvistighed mellem Fuchs og hans Søn.

Men man havde neppe faaet Tidende om Fuchses Død, førend man fik Kundskab om et farligt Anslag Ulfeld havde i Sinde mod Kongen; samme Anslag blev insinuered til Churførsten af Brandenborg, og fortælles Historien i Pufendorfs Brandenborgske Krønik saaledes.

Et stort Forræderie spindes paa.

Da Ulfeld var i Nederlandene gav han en Brandenborgsk Herre Otto Sverin tilkiende, at han havde vigtige Ting at aabenbare Churførsten, men som han ikke kunde føre i Pennen, eller skriftligen communicere. Da Churførsten derom blev underrettet, affærdigede han Alexander Span til Ulfeld for at høre hvorudi saadanne vigtige Ting bestoede, gav ham ogsaa Breve med til Forsikring om sin Villie, at saadant kunde bemeldte Span betroes; Span fandt Ulfeld til Bruges i Flandern. Da de komme i Samtale sammen, forlangede Ulfeld først eedelig Forsikring om ingen at aabenbare sit Andragende uden Churførsten selv. Da saadant var skeed gav han tilkiende, at den heele Danske Adel, tillige med Geistligheden og endeel af Almuen var misfornøied med den nye Regiering, og at de fleste Herremænd og Præste havde for ham ladet sig merke med saadan Misfornøielse, og at de ikke længer kunde leve i denne Stand. De havde ogsaa forlanget, at Churførsten vilde assistere dem udi deres Forsæt, og promovere den Opstand, som de havde i Sinde at giøre imod nærværende (566) Regiering. Dette, sagde Ulfeld, havde han selv raadet dem fra, og formanet dem til Taalmodighed, ja foreholdet dem, at de maatte vel betænke sig førend de foretoge en Sag af den yderlige Vigtighed. Deslige Formaninger havde vel udvirket saa meget, at intet endnu var foretaget, men han frygtede, at saasom det var fornødent at forsyne sig med fremmede Potentaters Hielp, de da vilde adressere sig enten til Frankrig eller Sverrig, hvilke for deres egen Interesse ikke vilde veigre sig for at imodtage deres Tilbud.

Ulfelds farlige Anslag til Churførsten af Brandenborg.

Udi den Henseende haver han fundet for got at give Churførsten frem for alle Potentater saadant tilkiende, eendeel saasom han til ingen Potentat bar større Affection, eendeel ogsaa eftersom, om Dannemark skulde have en fremmed Konge, ønskede man dertil heller en fra Tydskland end fra noget andet Sted. Han forsikrede derhos, at, hvis Churførsten havde Lyst til den Danske Krone, vilde han mage det saa, at den skulde af Indbyggerne blive ham offerered, og tillige med underviise ham, hvorledes saadant allerbeqvemmeligst kunde skee, og hvilke Conditioner han selv vilde betinge sig. Dog bad han, at saadant maatte holdes hemmeligt, thi han vilde ellers miste all sin Velfærd og sit Gods udi Riget. (a)

Betænkning derover.

Man seer heraf, hvormeget Ambition kand forblinde end de allerskarpesindigste Hoveder; thi det er vanskeligt at sige om dette Forslag var meer lastværdigt end Chimeriqve; thi, endskiøndt een og anden af Adelstanden kunde hemmeligen lade sig merke med Misfornøielse over Regieringens Forandring, saa burte han, som en Statsmand af Historiers Læsning og Erfarenhed have lærdt, hvor lidet man paa saadan hemmelig Knurren kunde grunde et Foretagende af den Vigtighed; thi, naar der handles om at sætte Liv, Ære og Gods paa Spill, saa tager man Tingen i Betænkning, og lader Anføreren reede sig ud af Sagen, som han best kand. At jo ellers en stor Deel af Adelen var misfornøied med Regieringens Forandring, kand man ikke nægte, med mindre man vill henfalde til yderste Hyklerie, og sige, at de med Behag (567)

(a) Pufend. de rebus Brand. Lib. 9. Sect. 33.

for Rigets Beste og Roelighed saae sig skildte ved deres Præference for de andre Stænder, og deres Jura og Hærligheder underkastede Regentens Discretion og Velbehag; men at deres Misfornøielse gik saa vit som Ulfeld bildte sig ind, er ikke lett at troe, helst saasom de liden Vigueur eller Iver havde ladet see i Begyndelsen, da de kunde giøre Modstand og det uden at passere for Criminels, tilmed seer man ikke at Ulfeld har haft nogen i Ledtog med sig, eller hans foregivne Creditiv har været forsynet med nogens Subscription, der kunde viise at han var den Danske Adels Plenipotentiarius, hvilket var høiligen fornødent, for at bevæge en fremmed Potentat til at embarqvere sig i saadant farligt Foretagende. Allermeest var det vanskeligt at bilde nogen ind, at denne Misfornøielse strakte sig ogsaa til de andre Stænder, thi Geistligheden og Borgerskabet havde selv promoveret Regieringens Forandring, og Kongen havde siden den Tid aldeeles ingen Anledning givet dem til Misfornøielse, og Bønderne kunde naturligen ikke andet end finde deres Regning, og vente deres Tilstands Forbedring ved Proprietariernes Indskrænkelse, saa at derfore de Præster, som Ulfeld allegerer, maa ikke have været andre end hans egne, som havde snakket ham efter Munden, og sagt det, som de intet meenede med. Foruden dette var det selsomt af en saa stor Stats-Mand, at adressere sig til en af Kong Frideriks beste Venner og Allierede, og derforuden en saa bekiendt genereux Herre som Friderich Wilhelm Churførsten af Brandenborg, hvilken han maatte forud see ikke alleene at ville misbillige saadant Foretagende, men endogsaa finde sig obligered til at give Kong Friderik det samme tilkiende; tilmed, om Høistbemeldte Churførste havde været af Naturel, som Carl Gustav, Ludovicus 14, og andre, der holdte for, at de alleene vare komne til Verden, for at undertvinge Nationer, og at det hele Menneskelige Kiøn var gived dem til Priis, saa havde dog hans egen Forsigtighed og Erfarendhed i Stats-Sager fraraadet ham at bemænge sig udi denne Sag; thi ingen Potentat havde tilstedet Dannemarks Foreening med Brandenborg og Preudsen, saa at han foruden Kong Friderik havde faaet baade Keiseren, (568) Frankrig og Sverrig til Fiender, og Conseqventer intet andet tilveiebragt sig ved saadant Tog, end sin Reputations Forliis.

Churførsten giver Kongen det tilkiende.

Udfaldet blev derfore ogsaa ligesom Ulfeld burte have forestillet sig det, thi Churførsten, saasnart han fik Kundskab derom, lod han ved Førsten af Anholt begiere af Kong Friderik, at han vilde skikke ham Ditleff Ahlefeld, hvilken han aabenbarede den heele Sag, men begiærede derhos, at hans Navn maatte ikke nævnes. Sagen blev paa nogen Tid holden hemmelig, saasom man haabede, enten at Ulfeld skulde komme tilbage, eller man imidlertid skulde finde Leilighed til at bemægtige sig hans Person. Men som dette slog feil, blev han for Retten dømt, at hans høire Haand skulde afhugges og skilles fra Kroppen, Kroppen at deeles udi 4 Parter, hans Familie at forviises Rigerne til ævig Tid, hans Huus i Grund nedrives, og alt hans Gods at confisqveres.

Dommen som blev publicered den 24 Julii 1663 lyder saaledes: (a)

Corfitz Ulfelds Dom.

Eftersom Grev Corfitz Ulfeld i steden for at erkiende den Kongelige Pardon og uforskyldte Naade, som ham er vederfaren, i det han efter underdanigst Deprecation af sin Arrest er bleven frigiven, paa en forsættlig og forrædersk Maade, saavel mod den corporlige og skriftlig aflagde Hyldings Eed, hvormed han som en Arve-Undersaat har forpligtet sig til sin Herre og Konge, som den frivillige og stærke udgivne Revers, er befunden at have ført farlige Anslag mod Kongens Person og Riget, for at bringe det under fremmed Herskab, og tilligemed har søgt at ophidse Undersaatterne til Rebellion, og foregivet falskeligen at den heele Adel og Geistlige Stand, samt de fleste af Almuen vare misfornøiede med Regieringen, hvorved han har intenderet (569)

(a) Sententia Ulf. Hafn. 24 Julii 1663.

at skille sin Arve-Konge og Herre fra Zepter og Krone, og Undersaatterne fra deres Velstand og Roelighed, for saadan hans gruelig Misgierning dømmes han til at lide efterfølgende Straf. 1.) Skal Greve Corfitz Ulfeld degraderes fra sin Stand og Værdighed, og hans Vaaben skall for ham, hans Børn og alle deres Descendenter brydes af Skarpretteren, dog alle andre af hans Slægt til ingen Præjudice. 2.) Hvis man nogen steds kand bemægtige sig Corfitz, tilforn kaldet Grev Ulfeld, hans Person, da skall ham den høire Haand, som en Meeneedig afhugges, dernæst Hovedet, og sættes paa en Stage paa et offentligt Sted, hvor Hans Majestet finder for got. 3.) Skall bemældte Corfitzes Legem deeles i 4re Deele, og enhver Deel sættes paa en af de fornemste Bastioner af Hans Kongelige Majestets Residentz Fæstning 4.) Skall bemældte Corfitzes og hans Børns Gods være confisqverede, naar tilforn al beviislig Gield af samme Gods er bleven betalt. 5.) Ingen af denne Corfitzes Børn maa herefter under Livs-Straf lade sig indfinde udi Hans Majestets Riger, Førstendomme eller Lande. 6.) Et af oftbemældte Corfitzes Huuse, som hans Majestet selv udvælger, skal nedrives og aldrig igien opbygges. Men en Støtte skal paa Grunden oprettes, hvorpaa skall graves Aarsagen, hvorfor saadant er skeed. 7.) Ifald man ikke skulde kunne bemægtige sig samme Corfitzes Person, saa skal Executionen skee paa hans Effigie, saaledes som er sagt, og imidlertid en vis Sum-Penge efter Hans Majestets gotfindende sættes paa hans Hoved for den, som kand bringe ham enten levende eller død.

Denne Sententz blev offentligen oplæst i Kiøbenhavn den (570) 24 Julii, og blev Dagen derefter opslaget et Kongeligt Patent, hvorved alle og enhver blev befalet, at hvis nogen havde nogen Kundskab om Ulfelds Forræderie eller Anslag, da strax under Livs, Æres og Godses Straf at give saadant tilkiende, iligemaade, hvis nogen havde af hans Breve, Gods, Meubler eller andre ham tilhørende Sager, eller vidste noget derom, skulde de det strax give tilkiende, og de som havde retmæssig Gield at fodre hos ham, skulde strax efter dette Patents Publication anmælde sig hos General Procureuren. Men de som vare uden for Staden, og enten vidste noget af hans Anslag, eller havde noget af hans Sager, skulde under samme Straf inden 4re Uger give saadant tilkiende. Iligemaade de som vare hans Creditorer, med mindre de vilde miste deres Fodring. Prisen for den som kunde bringe Ulfeld levende blev sat til 20000 Rixdaler, og 10000 bleve lovede dem, som bragte ham død; Breve bleve derpaa skikkede til adskillige Potentater, og Budd affærdigede til adskillige Lande, hvilke funde hans Frue i Engeland,

Execution paa hans Effigie.

og førte hende til Kiøbenhavn, hvor hun i mange Aar blev siddende fangen, som siden skal fortælles. Men Ulfeld selv blev forgiæves efterledet, hvorfore efter afsadge Dom hans Gods blev confisqvered, og Straffen blev øvet paa hans Effigie; hans Vaaben blev af Skarpretteren synderbrudt, hans Hoved og høire Haand satt paa Raadhuuset, og det øvrige hængt paa Volden, og endelig paa den øde Plads, hvor hans Huus havde staaet, een Støtte opreiset, hvorpaa disse Ord bleve gravne:

Forræderen Corfitz Ulfeld til ævig Skam og Skiændsel.

Ulfeld troede sig derpaa ingen Steds sikker, men flygtede fra et Sted til et andet, og paa Reisen gav sig ud for sine Sønners Hofmester. Udi Basel opholdt han sig ubekiendt 4 eller 5 Maaneder, og imidlertid var moxen stedse syg: Men som han hørte, at man allevegne leedte efter ham, fandt han sig der ej heller sikker,

Ulfelds Endeligt.

hvorfor han om Natten begav sig paa en liden Baad for at reise over Rhinstrømmen til Brisac, men han havde neppe reiset 2 Miile, førend han blev igiennemtrængt af en hæftig Kulde, hvor (571) af han i Februario 1664 døde udi hans Alders 60 Aar. Hans Legem blev bragt udi et Kloster ved Neuburg, hvorfra hans Sønner siden lode ham føre, og begrove Legemet hemmeligen under et Træ.

Saadant Endeligt fik Corfitz Ulfeld fordum Dannemarks Riges Hofmester, Christiani 4 Svigersøn, og een af de mægtigste, rigeste, og skarpsindigste Mænd som ere at finde i Historien. Hans store Qvaliteter opvakte den overvættes store Ambition hos ham, som styrtede ham i Ulykke. Den Ære og Anseelse han havde været udi under Christiano 4 foraarsagede, at han efter samme Konges Død ikke kunde leve i Dependance, og som ham syntes at det var ham for lidt at være den høieste Undersaat i Begyndelsen af Friderici 3 Regiering, saa kunde han allermindst skikke sig udi den paafuldte Regierings Forandring, saa at Tidernes Conjuncturer fournerede Materie til den Ild, som brød løs hos denne høihiertede Mand til hans Undergang og Fordervelse.

Hans Portrait.

Han var ellers, som gemeenligen høihiertede folk ere, complaisant og venlig mod sine Under-Mænd, havde Faderlig-Kierlighed til sine Børn, og elskede og æstimerede sin Gemahl indtil Adoration. Hans Politesse var saa stor, at han derved indtog alles Hierter. Blant andre Exempler paa samme Qvalitet allegeres dette, at da han var bleven forloved med Eleonora Christina, og paa samme Tid havde faaet en Byld paa sit eene been, tog han i Betænkning at gaae i Sæng med en Frøiken af Kongelig Blod førend han var bleven curered; (a)hvorfor han giorde en Reise til Frankrige, for at give sig udi en habil Chirurgi Hænder, som den Franske Ambassadeur Conte d’ Avaux recommenderede ham. Kort at sige, Corfitz Ulfeld var en Mand hvoraf Dannemark i Henseende til hans Lærdom, Skarpsindighed, Erfarenhed udi Stats-Sager, og Politesse stedse kunde have brysted sig. Men hans overvættes Ambition og Hevngierrighed fordervede alting, og forledede ham indtil Rebellion og Utroeskab, saa at man kand sige, at med alle de rare Qvaliteter han besad, fortiennede han ikke bedre Endeligt. Han efterlod sig 4 Sønner, nemlig Christian, (572)

(a) Carol. Oger. it. Dan.

Ludvig, Corfitz og Leon, af dem ere de 3 første døde uden Livs-Arvinger. Men Leon efterlod sig Børn, og er den bekiendte Corfitz Greve af Ulfeld, som endnu lever, og er Keiserlig Minister, hans Søn.

Hvad Madame Ulfeld angaaer, da, saasom hun er ikke mindre bekiendt i Historien end hendes Herre, saa vill jeg her i sær anføre hendes Historie, hvortil mig ere communicerede nogle materialier saavel af Doct. Otto Sperlings den yngres Manuscript, som af adskillige andre skrevne Documenter, item hvad denne navnkundige Dame selv om sin Skiæbne har antegnet.

Grævinde Ulfelds Fødsel og Opdragelse.

Leonora Christina, Kong Christian den Fierdes Dotter med Fru Kirstine Munk er fød paa Frideriksborgs Slot den 22 Julii 1621. Da hun var 7 Aar gammel, blev hun efter Kongens Villie forloved med Corfitz Ulfeld, som da var Kongens Kammer-Junker. Imedens denne Forlovelse varede friede en Første af Saxen Franciscus Albertus (a) til hende udi hendes 12te Aar; men hvor fordeelagtigt end saadant Parti kunde være, og hvormeget hun end dertil blev solicitered, vilde hun dog ikke renuntiere paa den Forlovelse, som var sluttet med Ulfeld. Imidlertid blev hun med stor Flid opdragen, saa at hun lærede foruden Fruentimmer-Sager adskillige Sprog og Konster, nemlig Tydsk og Fransk, item Musiqve, Regne-Konst, Ridsen og andet dislige, hvorudi hun saavel ved hendes Flid, som naturlige Capacitet saaledes tiltog, at hun distinguerede sig blant alle hendes Søskende, og derfor af Kongen var mest elsked. Da hun var 15 Aar gammel, havde hun Bryllup den 9 Octobr. Anno 1636 med Corfitz Ulfeld, som da var Ridder og Statholder i Kiøbenhavn.

Efter at hun var kommen i Ægteskab med Corfitz Ulfeld; fordrev hun siden Tiden med adskillige slags Exercitier, enten rissede eller øvede sig i Musik paa Harpe, Fløitte &c. diverterede sig ogsaa med at reise paa Jagt og at leege Bold. Da hun var bleven (573)

(a) Sperling, vita Eleonoræ manuscr.

21 Aar gammel, begyndte hun at lære det Latinske Sprog, hvorudi Doct. Otto Sperling den ældre var hendes Læremester.

Hendes store Sindets Gaver.

Hun lærede da ogsaa Italiensk, hvorudi hendes Mand hende underviisede, og lærede hun det eene med det andet med en utroelig Hastighed. Sperling den yngre vidner, (a)at hun var af den Capacitet, at hun kunde paa eengang synge en Psalme, skrive en anden, og tilligemed give agt paa alt hvad som forrettedes i Huset: Hun fuldte med Ulfeld i hans fleste Gesantskabe, saasom til Holland Anno 1646, og strax derpaa til Frankrig; men til Engeland reisede hun allene, og derefter til Holland igien med hendes Herre 1649, af hvilke saavel som af paafølgende udenlandske Reiser hun lærede at kiende Verden, erhvervede Kundskab endogsaa i Stats-Sager, og formedelst hendes Forstand og Videnskab kom i Anseelse blant Fremmede.

Det Spanske Sprog begyndte hun at lære, da hun opholdt sig i Straalsund, og viisede hendes Mand mellemstunder naar han havde Leilighed, hende Grunden dertil, saa at hun efterfølgende Aar saaledes forfremmedes derudi, at hun udi det Aar 1654 oversatt paa Dansk en liden Spansk Bog kalden Matthias de los Royos. Hendes Færdighed udi det Franske sees af hendes Oversættelse af en Part af den Roman kalden Cleopatre, og udi det Tydske af adskillige ziirlige Tydske Vers, som hun haver giort, og lod hun see særdeles Prøver paa hendes Capacitet og Veltalenhed, da hun for Retten i Malmøe agerede Ulfelds Sag.

Dette maa være nok talt om hendes naturlige Forstand og Videnskab; Hvad hendes Liv og Levnet angaaer, da er det en Kiede af idel Elendighed. Førend hun blev gifted med Corfitz Ulfeld, spiisede hun dagligen med de andre Børn og deres Hoffmesterinde Karen Sehsted, Hannibal Sehsteds Søster, ved Kongens Taffel. Begyndelse til hendes Tragœdie.De førte og samtligen tillige med Moderen Titel af Grevinder til Slesvig Holsten; Og vare tillige med hende indførte udi de offentlige Kirke-Bønner strax efter de Kongelige (574)

(a)                 Otto Sperl. vit. Eleon. manuscr.

Prindser og Prindsesser. Da Moderen 1630. kom i Unaade, (a)

(a)                

Jeg har tilforn af adskillige Hoved-Documenter søgt saa meget, som mueligt, at oplyse denne forhen mørke Historie om Fru Christine Munks Fald. Af et Brev datered Antwortskov den 23. Decembr. 1636. seer jeg, at Kongens Unaade mod hende har da været paa det Høyeste, og, som samme Brev tiener til videre Forklaring af Historien, vil jeg det her anføre efter en skreven Copie, som mig er communicered. Brevet lyder saaledes:

Dannemarks Rigis Maas (skal være Rigets Marsk nemlig Jürgen Urne) til Hænde.

Efter at Fru Ellen stakked Tiid siden kom hid til Byen, og blev der nogle Dage, førend hun vilde lade nogen viide det. Da hun nu merkede, at ingen bekymrede sig derom, da overtalede hun Hoff-Prædikanten dermed, at hun svoer, at hun aldrig skulde giøre mig noget imod, at han gik op til mig og bad mig, at jeg skulde stæde hende til Ords, hvilket jeg i Længden bevilgede, med den Condition, som før omrørt er. Da hun nu kom op paa Slottet, holdt hun sig nogle Dage beskedentlig, men begyndte strax derpaa, at fortroe hver Mand, hvem hun kom til, hvor ligt det Barn var mig, som hun havde hos sig, (Barnet var Dorothea Isabella, hvis Fødsel Kongen havde mistænkt,) item sagde til Wibeke, hvorvel hun vilde føde hende, og lade hente Sprog- og Dantze-Mestere til hende saa og saaledes staffere hende ud, naar hun blev stoer, at hun intet skulde give de andre efter i nogen Maade. Udi de samme Dage understoed hun sig, at lokke Grev Woldemar Christian ind til sig imellem Maaltiderne, hans Hoffmester uafvidende, og sætte Krog paa Dørren, saa at Hoffmesteren intet skulde faae ham til hans Studia. Da nu det eene kom til det andet, skrev jeg hende til, som hosføiede Copie N-A. udviiser. Hvad hun derpaa svarede, det findes derhos tegnet med B. Og, efterdi hun derudi blant andet lod sig fornemme, at hun det med sin Eed vilde erholde, sig intet at have sagt de Ord, som Wibeke foregav, item at hun vidste intet af Rhingrevens Optog, og at hun vilde sende Brevet hen til Moderen med sligt meere, hvorpaa jeg gav hende til Svar, eftersom hosføiede Copie, tegnet med C. udviiser, udi den Meening, at efterdi hun var saa færdig til at sværge, da skulde hun sværge udi min og Hoff-Prædikantens Presence efter den Formular jeg sendte hende ved Hoff-Prædikanten, hvoraf her ogsaa findes Copie med D. notered. Da jeg nu hende Eeden ved Hoff-Prædikanten tilskikkede, som derhos findes med N-E., da svarede hun derpaa, som Hoff-Prædikanten strax maatte skrive bag paa Eeden, hvilket hun siden med sin egen Haand bekræftede, som samme Copie udviiser. Efter hvilken Leilighed jeg intet seer, hvorledes jeg med god Reputation og en god Samvittighed kand lade Fru Christine passere blant got Folk, og tilstede at hendes – – – skulde gaae i Arv med mine egne Børn, som man kand see Meeningen, at nemlig i det at den – – – mig med hendes Kanuter dagligen skantflikker, og haver turt sætte mit Navn og hendes sammen paa den Ring, hun gav den unge Hans Lindenow. Hvilket altsammen jeg har villet lade dig viide, paa det at saafremt der i Landet om samme Leilighed bliver talet, at du da Tilstanden dennem kand lade viide, befalendes dig hermed GUd i Himmelen.

Anderschow, den 23. Decembr. Anno 1636.

CHRISTIAN.

Af dette Brev sees, hvad Tanker Kongen har haft om det sidste Barns Fødsel; man merker, at Rhingreven haver i Tide undviget, endeel for at undgaae Kongens Vrede, endeel ogsaa i Henseende til Kron-Prindsen Christian 5., hvilken han tilforn høiligen havde lædered, hvilket sees af Høistbemældte Prindses tvende Breve, et til Kongen af Sverrig, og et andet til Rhingreven selv. Og, saasom samme Breve ere rare, og de samme give nogenledes Portrait paa denne udi Historien ellers ubekiendte Mand, som dog har foraarsaget saadan Allarm her i Riget, vil jeg den her anføre. Brevet til Rhingreven selv er paa Tydsk, og lyder saaledes:

Wir Christian von GOttes Gnaden zu Dannemarcken, Norwegen, Wenden und Gothen, Printz. Gelangen in Erfahrung und haben genügigen Beweisthumb, welchermassen du Otto Ludwig, der du dich schreibest Reihn-Graffen, dich deines vorgegebenen Standes leichtsinnig vergessen, und unbesonnener frevelmühtiger Weise verkühnet haben sollest von Unserer Printzlichen Person dermassen schändtliche Afterreden zu führen, die mit allem Deroselben von GOttes Gnaden habenden hohen Dignation und Würde, besondern auch dem von Jugend auff nachgestrebten Ehren und redlichen Nahmen gröblich zu wiederlauffen. Sonderlich aber solstu ausgeworffen haben, ob hättestu von einem dier von Uns zugebrachten Trunck dich übel befunden, und hieltest dafür, Wir hätten dir darin Gift bey und anbringen lassen. Ob Wir Uns nun wohl versehen gehabt, du würdest deinem profitirten Cavalier-Stande (welcher auf kein böß Maul gewidmet, besondern in tapfern Thaten bestehet) solche unehrliche Vermöchtigung nicht angethan haben, und wohl versichert wissen, es werde die gantze ehrbare Welt von Uns ein anders, und zwar unsere tragende Hoheit wohlgemäßige Achtung führen, auch kein redlicher Cavalier solchen von deinem vergälleten Hertzen ausgestürtzten verläumderischen Lügen-Dichtungen einigen Glauben zulegen. Uber das auch die Mittel von dem Allerhöchsten mit schuldiger Dankbarkeit erkennen, dadurch Wir einige von dir empfangene Offerts in andere genugsame Wege hatten abzufinden und zu widergelten; Derhalben auch wohl bedacht gewesen, der Zeit uns zu befehlen, und dich mit heroischem Gemüthe wie einen anbellenden Hund zu despectiren. Jedennoch, damit du in sothaner deiner Bosheit nicht stoltz werdest, und dir dabey eine stäte Sicherheit vermessentlich zusagest, so lassen Wir dir hier mit sonders wohl befügten Ernste wissen, daß Wir sothan dein unverschämtes, boshaftes Läster-Maul zu seiner Zeit der Gebühr nach abzustraffen, und bis dahin dich mit deinem verlogenen Schand- und Schmäh-Hertzen so viel und lang für einem heimbdückischen Giftbereiter und unredlichen Meuchelmörder achten und halten, auch gegen alle redliche Cavaliers schelten und tituliren wollen, bis du das geringste deiner bübischen ausgegossenen Schmähungen, das dir dein Lebetag wohl mangeln und fehlen soll, über Uns zeugbar und wahr machen kanst! Uhrkundlich Unsers hierunter gesetzten Hand-Zeichen und neben gedruckten Printzl.-Secrets. Gegeben auf dem Schlosse zu Malmöe den 17. April 1629.

CHRISTIAN.

Paa dette Brev havde bemeldte Rhingreve den Dristighed at udfodre Prindsen til Duel, hvilket sees af det andet Brev, tilskrevet Kong Gustavo Adolpho, saa lydende:

C. 5tus.

Tilbyde den Stormechtige Høibaarne Første og Herre Gustaff Adolph, Sverrigis, Gottis og Wendis Konning &c. salutem. E. K. Skriffuelse daterit Marienborg nest forleden 30 Augusti er Os vell behendiget, efftersom Vy nu deraf E. K. gode Broder og vetterlige Affection og dett Mishag E. K. thill Otto Ludwig Rhingreffuis ubeskedene Procedere drager, gierne fornummen, saa kunde Vy nu ikke viidere forbigaae E. K. venbroderligen at forstendige, att Vy af en samme Rhingreffuis Os tilschichte schriftliche ubeschedene Invectif uformodentlig forfaret, hannem endnu til Offerflod den forrige sin optenkte Snak iche allene at vere gestendig, meden och sig at understaae Os ferner efter sin Sedvane at angribe, saa och sig fra forrige sin optenchte Snak och Voris derpaa billig og nødvendig følgende Retorsion med et Cartel at vilde undlede och frasnige; om nu samme Rhingreffue end enten var af den Stand, at Vi Os ved hannem ligne; eller och af di Qvaliteter, at Vy hannem saadan Ære, som hand Os formessentlig om anmoder, giøre vilde, dog, effterdi Vy hannem ved Voris forrige og uomgengelige billige Retorsion for den scheldet og holdet haffuer, som hans offuer Os opdichtede Snak meriterer, og fordrer; da holde Vy Vores førstelige Reputation och Stand alt for ner, hannem och hans Anmodning paa nye saa vit at respectere, medens vill haffue hannem nu som før offtbemeldte sin opdichtede Snak i Barmen hiemb sendett, sig derfor tilbørligen at erklerre, eller och holdis for dend saaddan en bør holdis for, Voris rettmessig Æris Redding og forbemeldte Retorsion gemess; hvortheden Vy hanem og endnu remittere. Vy vide derforuden vell, at ingen rettschaffne Cavaliers nøiagtig mod saadane Tilleg og Retorsion sig ved deslige Cartel, udfluckter och sine Opdichtelsers Fornyelser, kand eller vill erklerre, meden fast heller ingen Erlig, Høi eller Laug noget videre och andet efftersiger, end han veed god Bescheed paa, och det som hand beviise och gottgiøre kand och vill; med mindre hand saadant thil sig thage och derfor lide vill, som vederbør; och effterdi denne Sag er aldelis criminal, reigser och af ingen Krigs-Tienneste, da ere Vy venligen begierende, att E. K. samme Rhingreffue for sig och Sverrigis Rigis Raad vill bescheede och steffne, och Os om Tiden og Stedet, hvor samme Rettergang foretagis schall, med forderligste forstendige, paa dett Vi kunde Vores Fuldmegtige lade møde og hannem thiltale, och endelig Dom offuer hannem effter saadan Voris Beschyldning hende: Och ligesom Vi Os nochsom for GUd og Verden vide forsikrede, at han aldrig sin offuer Os udgydede och usandfærdige Tilleg schall bevise eller gottgiørre, vide och Voris Herkomsts och Huusis saa och Voris egne her till førte Actiones och Idrette saa den gandsche Verden at vere bekiendt, at Vi iche tviffle, at jo ingen høi eller nedrig Stands-Person till saaddan samme Rhingreffuis Digter nogen Throe schall vilde eller kunde sette, saa formoede Vi och forsee Os naboefortroeligen der till, at E. K. efter det ner Blodtz och Naboeschabis Forvantnis, saa og andre høie Respecter E. K. och Os imellem er, samme Rhingreffe heden holder til det, som E. K. effter sin Høibegaffuede Kongl. Prudentz och Discretion eragter, saa vel Retten i sig selv, som alle Potentater, Førster och Herrers Reputation och Interesse at udkreffue. Vi ville derimod altid villig findes thill alt hvis E. K. Velbefald, Ære og Kongl. Respect kand gerade, och Os E. K. goede Broeder, Fetter og Svogerlige Affection, och den med sin Elskelige kierre Gemahl Voris Elskelige kierre Frenke och gandsche Kongl. Huus i GUds milde Beschyttelse naboeligen haffve befallet.

Datum Malmøe Huus, den 23. Octobr. Anno 1629.

Disse Breve, som henhøre til at oplyse Fru Christine Munks Historie, haver jeg tilforn paa et beqvemmere Sted ikke kunnet anføre, efterdi de nyeligen mig ere faldne i Hænder. Man lærer deraf denne Rhingreves Characteer, og seer hans Bitterhed imod Kron-Prindsen ved at paadigte ham saadan hæslig Historie, og ved at udfodre ham til Duell. Bemeldte Breve viise ogsaa hans Navn, som tilforn har været ubekiendt, iligemaade at han var flygtet til Sverrig Aaret for Fru Christines Fald. Hvad som var egentligen Aarsag til den Bitterhed, han havde fattet mod Kron-Prindsen, er mig ikke bekiendt. Af paafølgende Historie synes troeligt, at Prinds Christian maa have advaret Kongen om hans all for frie Omgiengelse med Fru Christine, og derved satt ham i denne Bevægelse.

(576) blev hende saadan Titel fratagen, og alleene befaled, at hun skulde kaldes Fru Kirstine til Boller; men jeg finder ikke at Kongens (577) Kiærlighed derved formindskedes mod Børnene, undtagen til den (578) sidste Dotter Dorothea Isabella, (a) hvis Fødsel Kongen havde (579)

(a) Man merker dog, at Kongen ikke strax efter Fru Kirstines Fald maa have haft Afskye for dette Barn; thi jeg finder udi een af hans Almanacker af Aar 1632. disse Ord: den 21. Martii gaff jeg lylle Lysseken 600 Daler.

mistænkt, og derfor skikkede hende udi et Kloster udenlands; tvertimod man seer, at de alle have været i forrige Agt og Anseelse, saa længe som Høistbemeldte Konge levede, besynderlig Grev (580) Waldemar og denne Leonora Christina; Men saasnart Fridericus 3. kom paa Thronen, begyndte deres Soel temmelig at formørkes, og var det ikke lidet Torden-Slag for denne høihiertede Dame, at hun i Begyndelsen af Dronning Sophia Amalia blev forbuden at kiøre lige ind paa Slots-Gaarden med sin Carosse, som tilforn var skeed. Hun participerede siden i alle de Fortredeligheder, som Corfitz Ulfeld styrtede sig udi, og udi det Aar 1657. blev skildt ved sin Titel af Grevinde til Slesvig Holsten, hvilket sees af den kongelige Forordning som samme Aar udgik.

Fru Christine Munk beskikkes til at viise Adkomst til hendes Titel.

Men førend denne Forordning blev publicered og Hans Majest. skreed til denne Resolution, lod han hendes Moder ordentligen beskikke ved tvende Herrer, nemlig ved Tyge Belov og Krag, for at høre og fornemme hvorpaa hun grundede den Titel af Grevinde til Slesvig Holsten, og hvad Adkomst hun kunde viise dertil. Denne Beskikkelse saasom den er ikke mindre rar end curieuse, og tiener til at oplyse en Historie, som over alt hidindtil har været mørk og ubekiendt, eller defigurered med monstreuse Fabler, vil jeg den her anføre som den blev forretted af bemeldte tvende Herrer, af hvis Relation mig er communicered en Copie af saadant Indhold: (581)

Den 1. Januarii 1657. mellem 11. og 12. Formiddagen ankomme vi Underskrevne til Boller, og skikkede strax Bud til Fru Kirstine Munks, at ville tale med hende efter Hans Kongl. Majestets Befalning, hvorpaa hun lod bede os ved sin Foged at opkomme. Vi fuldte med hannem op til Borge-Gaards Broen. Paa Broen mødte Velb. Werner Parsbierg os, og ledsagede os ind i Stuen. Da vi komme i Borge-Gaarden, blæste tvende Trompeter, indtil vi komme ind i Stuen til hende; Saasnart vi vare indkomne, talede jeg Tyge Below til hende, sigende, at vi vare af Høistbemeldte Hans Kongl. Majest. hidskikkede at tale noget med hende, om hun vilde høre det alleene, eller udi deres Nærværelse, som i Stuen hos hende tilstede vare, nemlig velbemeldte Werner Parsbierg, hans Frue Helvig Arnfeld, og Jomfru Karen Galde; hvortil hun svarede, at hun var vel tilfreds, at de bleve tilstede. Derpaa refererede jeg hende de samme Formalia, som Høistbemeldte Kongelige Befalning i sig indholdte, begierte derhos, at hun for os vilde fremviise, hvad Rettighed hun havde til den Grevelige Titel hun førte. Hun svarede derpaa, at hun den sig ej selv havde tiltaget, men at den var hende given af Salig og Høilovlig Ihukommelse Christiano 4.

Tyge Belovs og Krags egenhændige Relation derom.

Hun blev derimod af os tilspurdt, om hun da af hannem var giort til Grevinde, eller om hun noget Brev af hannem derpaa havde; hvortil hun svarede nei, men hun kunde vel fremviise, at Høistbemeldte den Salige Herre hende saaledes kaldet havde og det skriftlig under den Salig Herres egen Haand og Seil. Bad os derpaa, vi vilde bie, og faae Middags Maaltid med hende, eftersom Bordet stod dekked, og gandske (582) tilbereedt, saa vilde hun søge om noget, og viise os det; men vi undskyldte os; thi vi agtede os tilbage igien til Vedel om Aftenen. Derpaa gik hun ind udi et Kammer fra os. Imidlertid talede bemeldte Adelige Fruentimmer med os, og berettede hvor bange Fru Kirstine var bleven, da vi skikkede Bud op til hende, eftersom hun ej vidste hvad det skulde betyde, men meenede det havde været efterdi Frøiken Eleonora havde været hos hende, af hvis Reise hun sagde sig dog intet at vide førend hun saae hende i Gaarden. De giorde ogsaa Undskyldning derfore at Trompeterne havde blæset i Gaarden, da vi vare indkomne, sagde sig og der at være for Dorothea Galdes skyld, som de besøgte i hendes Svaghed. Fru Kirstine kom strax tilbage igien med et Kongeligt aabed Brev under Høistbemeldte Kongl. Haand og Seigl, dekkede det øverste og nederste til med tvende Servietter, og lod os alleeneste læse disse Ord: Den Velbaarne Frue Kirstine Munk Greffwinde til Slesvig Holstein. Videre vilde hun ikke lade os læse, men tog Brevet hastig bort, og lagde det tilsammen igien, sigende, at det øvrige kom intet derved. Vi spurdte, om hun vilde lade os see samme Brevs Datum, da befandtes det at være datered den 30. Julii 1630. Deraf kand I see, sagde hun, at den Salige Konge selv haver givet mig den Titel, endogsaa efter at jeg var kommen fra ham; og havde jeg aldrig begiæret at komme did, men efter min Moders Villie var det skeed. Hende blev dertil svaret, at man vel vidste, at den Salige Herre hende saaledes baade havde tituleret, og befalet hende saaledes at kaldes; Men vi vare nu did skikkede |583til at fornemme, om hun ej ved et sært Greve-Brev var giort til Grevinde; dertil svarede hun, nei aldeles intet; Men hendes Børn havde Keiserens Brev paa deres Titul, som de selv havde at forvare, men hvem det nu egentlig havde vidste hun ikke. Hende blev derimod svared, at hvad Grev Waldemar var anbelangende, det vidste man vel, men at Døttrene havde saadane Breve af Keiseren troedes ikke. Hun svarede, at hun vidste ikke rettere; thi saaledes sagde hun, at de havde berettet hende; dog kunde hun ikke sige det forvist; thi hun havde aldrig seet det. Hende blev igien adspurdt, hvo samme Brev havde; hun sagde, at hun vidste ikke hvo, enten Herr Corfitz Ulfeld eller en af de andre. Hende blev da Discours viis sagt, at Ed. Majest. holdt Grev Waldemar for en Keiserlig Romersk Rigs-Greve, dog ikke af Slesvig og Holsten. Det samme var ham og tilforn bleven sagt; thi Keiseren kunde ligesaa lidet præjudicere Ed. Kongl. Majest. Huus, som Ed. Kongl. Majest. Herr Fader. Hun svarede dertil, at hun havde det hørt, at Eders Majestet havde ladet ham det sige, og spurdte hvad hans Titel da skulde have været. Dertil blev svaret, at dertil skulde vel Middel blive funden, med saa skiæl, det saa vit var kommen. Hun spurdte fremdeles, hvad dette skulde betyde, eller hvad Hans Kongl. Majest. med hende i Sinde havde; dertil blev svared, at os var ej meer bevist eller denne gang befaled end som vi tilforn sagt havde om Titelen og Navnet. Hun svarede, at hun havde intet andet derpaa at fremviise uden det som vi seet havde, og udi adskillige andre Kongelige Breve, da den Salige Herre hende det selv kaldet havde. Hun førte ikkun Navnet, og havde intet af (584) Slesvig og Holsten; hvortil blev svared, at desmindre Rettighed, siunes hun at kunne have til Navnet at føre, som kunde komme maa skee Eders Kongelige Majestets Posteritet efter mange Aar til Nachdeel; Dertilmed vare nu omstunder ej meere Grever eller Grevinder af Slesvig eller Holsten, men alleeneste Førster og Førstinder. Dertil svarede hun HErre GUd! Da veed jeg hvad min Fader hedde. Hende blev ogsaa sagt, at Eders Majestet havde ogsaa fornummet, at hun skriver sig: Vi, da dog ingen Keiserlig Greve udi Tydskland det giør, hvortil hun intet svarede, men beklagede sig i saalang Tid at forfølges endogsaa af Herr Hans Lindenow. Hende blev dertil svaret, at Eders Majest. havde endogsaa af hendes Indlægg mod hannem erfaret, at hun sig forskrevne Titel havde tilegnet; hvorpaa hun sig forundrede, sigende: Haver Hans Majestet det ogsaa seet? Derpaa toge vi Afskeed fra hende, og de andre som for ere mældte, saavel som fra Mandrup Abildgaard, som midlertid, mens vi der vare, indkom. Fru Kirstine Munk bad os, vi vilde ikke være hende for meget imod, vi svarede, at vi ej skulde efterlade, at giøre om alting en underdanig, sandfærdig og upartisk Relation. Formeener saa herved Høistbemældte Hans Kongl. Majestets Naadige Befalning, sub dato Kiøbenhavn den 26. Decembr. sidstforleden af os underdanig hørsommeligen at være efterkommet. Forbliver altid Høistbemeldte Kongl. Majestets vor allernaadigste Herres og Konges ydmygeste og tro Undersaattere. Datum Wedel den anden Januarii 1657.

Tyge Belov.                                               Krag.

Egen Haand.

(585) Af denne Relation sees Fru Kirstine Munks og hendes Børns Adkomst til den Grevelige Titel af Slesvig og Holsten, nemlig, at den allene bestod derudi, at Christianus Qvartus enten mundtligen eller skriftligen havde kaldet dem saaledes, hvilket Kong Friderik holdt for ikke at have kunnet acqvirere dem nogen Ret dertil. Det var ogsaa ikke uden Grund at Hans Majestet formeenede, at det ikke stod i Keiserens Magt at conferere nogen Titel af Greve til Slesvig Holsten, men at det Regale alleene tilhørede Kongerne af Dannemark. Hvad videre Oplysning, som man haver af denne Relation, er at man deraf seer at Fru Kirstine Munks egen Svoger Hans Lindenov i denne Fristelses Tid har faldet fra hende; Iligemaade at den Høisalige Konge Christ. 4. ikke strax efter Fru Kirstines Fald har betaget hende denne Grevelige Titel, saasom hun producerede et Brev af yngere dato, hvorudi saadan Titel fandtes.

Efter at Kong Friderik havde ladet giøre denne Beskikkelse, skreed han til Execution, og ved en Forordning, som blev publicered udi samme Maaned, skildte hende og hendes Børn ved den hidindtil førte Titel af Grever og Grevinder til Slesvig Holsten. Samme Forordning lyder saaledes:

Vi Friderik

Mister sin Titel af Grevinde til Slesvig Holsten.

den Tredie &c. Giøre alle vitterligt, at eftersom Fru Kirstine Munk til Boller, en Tid lang har brugt Grevindes Titel af Slesvig og Holsten, hendes Børn og ikke alleene samme Titul ført, men endogsaa det Vaaben, som Os og Vort Kongelige og Førstelige Huus tilkommer, da, efterdi de aldeeles intet nøiagtigt have at fremlegge, hvormed de kunne beviise sig til saadan Høihed at være berettigede, det og Os og Vort Huus ikke er lidet præjudicerligt, tilmed og den gamle og for andre Nationer sær synderlige Herkomst, som alle i saa mange hundrede Aar sig best ved befunden, ikke overeens kommer, at saadan nye Stand (586) uden bedre Grund og Fundament opkomme skulde. Da have Vi det ikke længer stiltiendes ville ladet passere, men hermed baade Frue Kirstine Munk og hendes Børn have forbudet, at de hverken ovenbemeldte Titul eller Vaaben sig understaae at bruge, saavel alle andre Vore Undersaatter hermed advare, at de sig entholde nogen af dem saadan Titul at give, som ingen af Adel-Standen eigner og tilkommer. Fordrister sig nogen herimod at giøre, da tilskrive sig det selv, om de derfore, som vor Mandats Overtrædere, blive anseede og tiltalede. Givet paa Vort Slott Kiøbenhavn den 14. Januarii 1657.

Friderich.

Fru Kirstine Munk døde Aaret derefter tillige med hendes Dotter Frøken Sophie, paa samme Tid, som Ulfeld med hans Gemahl var i største Anseelse, og ved den Roskildske Fred var bleven retablered, hvorfore hun ogsaa blev begraven med stor Stats og et anseeligt Comitat.

Fru Kirsten Munks Død.

Deres Lig bleve førte til Odense, hvor de uden for Byen bleve imodtagne af den heele Adel, og begravne udi de nærværende Børns og Børne-Børns Præsence, som vare alle i hvide Klæder; da hun laae paa sit Yderste bevilligede Kongen at hans Hof-Medicus Doct. Janus Juris maatte opvarte hende, (a) hendes Lig-Prædiken blev holden af Mag. Christian Sommer Sogne-Præst til Boller og, saasom de Svenske endda vare udi Siælland, gik Amiral Vrangels Hof-Prædikant siden op og holdt en Tydsk Lig-Prædiken. Corfitz Ulfeld siges ved hendes Ligfærd selv ikke at have været tilstede, hvorvel jeg seer, at han har tilligemed Hans Lindenou Hannibal Sehsted og Ebbe Ulfeld undertegned Invitations Brevene til hendes Begravelse, og er det merkeligt, at han da allene giver sig Titul af Greve til Sølvisborg. (b) Eleonoræ Christines Fortrædeligheder derimod begyndte fra den Tid først ret at gaae an; thi, saasom hun med en yderlig (587)

(a) Concio fun. in Chr. M. manuscr.

(b) Invitat. sub dato Malmogiæ die 1 Julii 1658 manuscr.

Bestandighed var hendes Herre tilgedan, saa participerede hun ogsaa i alle hans Ulykker, som jeg tilforn i hans Historie har viiset. Nyeligen førend Ulfelds farlige Anslag mod Riget var aabenbaret, var hun skikket til Engeland for at fodre en Sum-Penge, som Ulfeld havde forstrakt Kong Carl 2 udi hans Landflygtighed, men i steden for Betalning blev hun efter den Danske Ministers Forlangende af Høistbemældte Konge arrestered.

Madame Ulfeld arresteres i Engeland.

Arresten skeede til Dower den 9 Julii 1663. (a) Som Madame Ulfeld udi hendes efterladte skrevne Sager selv vidner. Den Danske Minister søgte derpaa videre at hun maatte extraderes, hvilket Kong Carl vell offentligen veigrede sig for, men underhaanden lovede, at det ikke alleene skulde staae ham frit for at bemægtige sig hendes Person, naar hun gik af Fæstningen, men endogsaa at han selv vilde give Leilighed dertil. Det varede ikke længe førend man fandt Leilighed dertil, thi hun blev strax derpaa greben, og ført til Kiøbenhavn, hvor hun arriverede den 8 Augusti (b) samme Aar, og blev sat udi det blaae Taarn. Kong Carl 2 blev saaledes fri for at betale sin Gield, men ikke for Folks Eftertale, hvilke med sorteste Farve afmalede denne hans Opførsel mod en fremmed høi-adelig Dame, og den der havde rakt ham Haanden udi hans Nød, og kand denne hans Gierning tiene til at verificere alt det Onde, som skrives om ham. Kong Friderik derimod havde Ret til at bemægtige sig denne ambitieuse Dames Person, helst saasom hun kunde holdes mistænkt for at være Medvider udi Ulfelds Anslag.

Føres til Kiøbenhavn.

Saasnart hun kom til Kiøbenhavn blev hun ført til Slottet, hvor Dronning Sophia Amalia ved en Kammer-Jomfrue lod hende afføre hendes Klæder, og skildte hende ved hendes Perler og Juveler. Derpaa blev hun bragt til det blaa Taarn den 8 Augusti (c) hvor hun i mange Aar blev siddende. Der virkede hun adskilligt konstigt med hendes Hænder, blant andet et Beggere af Lær staaende paa 3 Knapper med et Laag paa, og skrev paa Bunden (588)

(a) Inter opucula Eleonoræ manuscr.

(b) Teste ipsa Eleonora.

(c) Sperling. vit. Eleonoræ manuscr.

nogle Ord, som hun vilde have Kong Friderik insinuered, hvilket ogsaa skeede ved saadan Leilighed. Kongen adspurte eengang Slotts-Præsidenten Liebknægt hvad hun bestillede om Dagen, hvortil han svarede: Adskillige Particulariteter om denne Dame.

Hun giør Beggere.

Da nu Kongen forlangede at see samme Beggere, og havde nøje beskuet det, merkede han omsider hvad der stod paa Bunden, og sagde til Præsidenten; hun er klogere end du, (a) men hendes Fængsel blev derfor ikke forlindred, kunde ej heller skee saalænge som Dronning Sophia Amalia levede, efterdi Høistbemældte Dronning var særdeles irritered mod den Ulfeldske Familie, og det var ikke let at komme af hendes Unaade igien.

Blant andet Mærkværdigt, som fortælles om denne navnkundige Dame er dette, at hun ved Transfusion af hendes Mands Blod, som skeede paa hendes Arm, havde tilveiebragt saadant Sympathie, at hun i hendes Herres Fraværelse kunde føle hvad ham vederfoer, saa at, da der gik Rygte om Ulfelds Død, forsikrede hun adskillige Gange af Fængselet at der var intet om; men endeligen, da han i det Aar 1664 ved Døden afgik, sagde hun Kongen det strax, førend nogen havde faaet Kundskab derom. Dette at være passered testere endnu levende Folk, som have kiendt hende, hvorvel ikke i Kraft af Sympathie ved Transfusion af Blodet, hvilket Madame Ulfeld selv nægtede tilligemed meget andet, som findes i trykte Bøger, saavel om hende, som om hendes Herre. (b)

Hun blev saaledes siddende udi et haardt Fængsel ikke alleene udi Kong Frideriks Regiering, men endogsaa længe derefter, havende ingen Kniv, men et stykke Been i steden derfor, og intet andet Lys end oven fra et Vindue ved Loftet, som man lukkede op for at lade Røgen gaae ud, efterdi der var intet Rør paa Kakkelovnen. Den siden Regierende Dronning Charlotta Amalia, fattede strax Medlidenhed over denne illustre Fange, og ønskede hendes Frihed, hvorvel hun formedelst Enke-Dronningen ikke saa (589)

(a) Test. Virgine Anna Ulfeld.

(b) Ex ore Virginis Annæ Ulfeld.

hastig kunde erhverve hende den igien,

Hendes Fængsel formildes.

saa at hun efter egen Sigelse blev siddende udi 23 Aar. (a) Hun arbeidede imidlertid adskilligt Konstigt, som hun lod præsentere den regierende Dronning, blant andet en Pung, hvorudi hun af Perler broderede efterfølgende Vers.

Deine Gnade, deine Güte

Tröstet Hertze und Gemüthe

Gönne mir auch den Gewinn

Reich mir deine Gnaden-Hände

Löse mir von meinen Bänden

Gnadenreiche Königinn.

Hvorved hun strax vandt dette, at hun fik et større Vindue, item en Vindovn.

Endeligen kom hun i det Aar 1685 paa fri Fod igien, hvilket hun selv vidner paa det Altar-Klæde, som hun gav til Mariboe Kloster med disse Ord: (b) Kong Christian 5 min allernaadigste Arve-Konge saae udi Naade til mit lange og uskyldige 23 Aars Fængsel, gav mig ikke alleene en naadig Frihed 1685. den 19 Maji, men giorde mig og vel imod i mange Maader. GUD giøre vel imod Hans Kongl. Majestet og det gandske Kongelige Arve-Huus igien. Saasnart hun kom ud af sin Arrest igien,

Hun kommer paa fri Fod igien.

tog hun ind til hendes Søster-Dotter Frøiken Lindenow udi det Huus ved Canalen, som er næst ved Sogne-Præstens Residentz til Holmens Kirke. Men blev der kun 3 Dage, efterdi den heele Stad stormede til at see hende; begav sig derfor til Utersløf, hvor hun forblev indtil Michaelis Tid, da gav Kongen hende Marieboe at boe paa med en aarlig Pension af 1500 Rixdaler. Kort derefter forærede hun til Marieboe Kirke et Altar-Klæde af hvidt Taft, hvorpaa vare skrevne efterfølgende Vers (590)

(a) Test. ipsa Eleon. in opusc. manuscr.

(b) Den 19. Maji 1686. Til Slutning staar disse Ord: Dette har jeg fuldfærdiget uden Glas i min Alders næsten 65 Aar GUd alleene være Æren.

|

Den store Verdens alt sit skabte Grændser satte

Gaf Viden visse Tid, hvo kand hans Almagt fatte

Han menglet tungt og lett ved Fingers mægtig Kraft

Betænkte Heeden med en lædske Drikkes Saft.

Den liden Verdens Maal og efter samme Maade

Beskikte ligesaa, han vil for Lykken raade

Vil saare, læge, slaae, vill lindre naar han vill,

Vill binde, løse op, naar han det siger til.

O GUd med Haand mig drogst af Moders Liv til Livet

Mig førte underlig, Ulykken ofte kived

Med Velstands Overflod, beholt og Seiers-Tegn

Snart hiemme tomled mig, og snart i fremmed Egn.

Din Haand mig ogsaa bandt til Ægte-Folkes Skiæbne

At bære Ont og Gott, dertil du gavst mig Evne,

Ei noget synes tungt for ægte Kiærlighed,

Troefasthed er den Dyd man ej tør blues ved.

I Modgangs Hvirvel-Vind var GUd mit faste Anker,

Jeg blev i Troe, i Haab og stedse i de Tanker

GUd elsked mig, sit Barn han tit lod smage Riis

Og i det skrøbelig vill lade see sin Priis.

I Løfter er min GUd troefast, og ikke sviger,

Hans Ord de lyver ej; thi de saaledes siger:

Kald paa mig i din Nød, og jeg vil redde dig.

Det haver GUd i mig fuldbyrdet kraftelig.

Som det var, GUd, din Haand mig ind i Fængsel førte,

Saa var det og din Haand, som Kongens Hierte rørte

At høre paa min Bøn, og efter Naades Lyd

Oplade Fængsels Dør sit store Navn til Pryd.

Men GUd! hvad skall jeg nu, hvad skal jeg nu frembære?

Til et Tak-Offers Tegn, og til din Priis og Ære,

Det er ej Bukke-Blod, ej Fædme til sød Lugt

Som dig er til Behag, og ej af første Frugt.

Men Hiertet fuld af Tak med Munden at bekiende,

Did vill du naadelig dit Guddoms Øre vende,

(591) Dit Altars Smykke-Klud er jo dig ej imod,

Det Vidne bære skall, at du mod mig varst god.

Til Efterkommers Trøst, at ingen skal fortvile

I Modgangs brusend’ Hav; men i dig eene hvile

Og kaste Omhu hen, i Troen holde fast,

Saa vill du visselig selv bære tungest Last.

Jeg bøier Hiertets Knæe, og gamle svage Lemmer

For HErrens Aasiun ned, og aldrig da forglemmer

At GUd mig rakte Haand i Fængsels haarde Nød,

Og holdte Sindet karsk imod utallig Stød.

Lad dette Offer dig, o! store GUd! behage,

Og af forfængeligt aldeeles intet smage,

Jeg priise skall dit Navn saalænge med Forstand

Som Munden Hiertets Tak ved Lyd udføre kand.

Hun haver derforuden giort adskillige andre Vers, som viise, at hun kunde passere blant de Tiders beste Danske Poëter; haver ogsaa forfærdiget et Verk om nogle berømmelige Damer. (a) Og vidner Otto Sperling den yngre, som selv udi samme Verk har gaaet hende til haande, at det førte Titul af Heltinders Pryd. (b) Blant hendes mange Vers er et besynderligen merkværdigt angaaende en gammel Hund kaldet Cavalier. Samme gammel Hund, saasom den var bidt af en Maar, blev efter Dronning Sophiæ Amaliæ Befalning skikked i Fængslet til Grevinden, at hun skulde curere ham igien, hvilket hun og giorde; over denne gamle Hund giorde hun et artigt Dansk Poëma, hvorudi hun indfører ham, som den der fortæller sin Lykke og foranderlige Skiæbne til Hove, og hvad Løn han fik omsider, og sigtede hun derved paa hendes Mand, som saa tit og ofte med adskillige Farer og Besværligheder havde været Riget til Hielp og Nytte og efter hendes Tanke derfore ilde belønned. Dette konstige Vers begynder saaledes: (592)

(a) Sebast. Kortholt de puellis poëticis.

(b) Test. ipso Sperl. in vita Eleon. manuscr.

Alt Gammelt er foragt, det kastes til en Side

Var det end Guld og Sølv, man gierne nyt kand lide.

Ovenmældte Sperling vidner ogsaa, at hun sammensat en Comœdie, som hun 1688. den 27 Febr. lod spille for sig i sit eget Huus. (a)

Da hun var kommen til Mariboe Kloster skikkede hun Bud efter hendes ældste Dotter Anna Catharina som boede i Flandern og var Viigli de Cassettes efterladte Enke. Samme Frue lignede Moderen mest i Forstand, var vel studeret og erfaren i alle smukke Videnskabe.

Hendes Død og Characteer.

Endeligen døde denne illustre Dame Aar 1698. den 16 Martii udi en høi Alder, og blev den 6 April samme Aar begraven i Marieboe Kirke. Hun var et af de navnkundigste Fruentimmer udi forrige Seculo, saavel i Henseende til hendes skarpsindighed og Lærdom, som til de store Avantures hun havde haft; hvis hun i sin Velstand lod sig af Ambition forleede, saa expierede hun den Synd ved trende Fængsler, hvoraf det sidste og haardeste varede udi 23 Aar. Om hun var Medvider udi det sidste farlige Anslag, som Corfitz Ulfeld havde mod Kongen og Riget, kand ingen for visse sige. Det samme synes dog at have graveret hende mest. Ingen kand vel nægte, at jo den Pligt og Kiærlighed, man er sin Konge og sit Fædrene-Land skyldig, er større end den som en Hustrue er sin Mand skyldig; men man maa derhos ogsaa bekiende, at den heroiske Dyd, nemlig at røbe sin egen Hosbond af Affection til sit Fædreneland, er rar og fast ubekiendt i vore Tider. Til den bestandige og stedsvarende Unaade, som Dronning Sophia Amalia bar til Madame Ulfeld, synes ellers at have været andre particuliere Aarsager, som have angaaet hendes egen Person, og som fornemmeligen har bestaaet udi en Foragt, hun lod see mod hende, saavel for, som efter Kroningen: Hertil kand blant andet tiene til Beviis en curieuse, og hidindtil ubekiendt Historie, som mig derom er communicered. Blant adskillige Virtuosi og Konstnere, som Kong Friderik underholdt (593)

(a) Sperl. vit. Eleon.

var en Sachser ved Navn Caspar Herberg, hvilken i Henseende til hans Videnskab udi Chymie, Mynt-Væsen, og Guldarbeide gemeenligen blev kalden Konst Caspar,

En curieus Historie Grævinde Ulfeld angaaende.

og blev han ikke anderledes nævnet af Kongen selv, hvilket sees af adskillige Friderici 3 egenhændige Breve, (a) som intet andet Overskrift have end dette, nemlig: Konst Casper zu händen. Denne Konst Casper, som i Begyndelsen af Kongens Regiering boede udi Lyngbye, som er halvanden Miil fra Kiøbenhavn, havde in Commissis at forfærdige Dronning Sophiæ Amaliæ Krone, som skulde bruges til forestaaende Kronings-Fæst. Frøiken Eleonora lod sig nogle Dage tilforn, da hun reisede igiennem Lyngbye, indfinde udi Konst Caspers Huus, og forlangede at see Kronen. Da Kronen blev hende leveret, satt hun den paa sit Hovet ligesom for at see hvorledes den parerede; men den faldt hende af Hovedet ned paa Jorden, og kom til Skade, saa at en stor Steen, som derudi var satt, gik i stykker. (b)Om Madame Ulfeldt giorde dette forsætlig Viis, er noget, som jeg for visse ikke kand sige. Vist nok er det, at hendes forrige Opførsel kunde ikke andet end give Anledning til Mistanke derom. Konst Caspar lod strax give hemmelig Underretning til Kongen derom. Men hans Majestet, som fandt nødigt endda at holde gode Miner med det mægtige Ulfeldske Huus, bød Konst Casper at tie dermed, og udi al Stilhed at giøre Kronen til rette igien. Denne curieuse Historie haver jeg holdet fornødent at anføre, for at viise, at det var ikke uden Grund Dronning Sophia Amalia havde fattet saadan Bitterhed mod Frøiken Eleonora, skiøndt man maa tilstaae, at den blev poussered noget for vit. Men nu maa jeg gaae tilbage i Tiden igien, og eftersee hvad videre mærkværdigt tildrog sig i Danmark det Aar 1663.

Hvad andre Sager anbelanger, som henhøre til dette Aar, da tog det Moscovitiske Gesantskab udi Martio sin Afskeed fra (594)

(a) Privileg. Hafn. 30 Aug. 1662.

Hoffet, Landet ikke til liden Lettelse, eftersom det havde kostet anseelige Penge, til at underholde, i Henseende til dets store Suite. Ellers var det en stor Glæde for Kongen og Undersaatterne at see Kron-Prindsen komme tilbage fra sin udenlands Reise. Hans Kongelige Høihed arriverede den 26 Augusti, og blev imodtagen af Dronningen og de andre Kongelige Børn ved Kiøge-Kroe. Noget derefter udi Septembr. anlangede til Dannemark Chur-Prindsen af Sachsen med Chur-Førstinden hans Fru Moder, og, som deres Ankomst længe tilforn havde været i vente, bleve de med stor Magnificence imodtagne. Sigtet af samme Visite var at slutte en Forbindelse imellem Chur-Prinds Johan Georg og den Kongelige Prindsesse Anna Sophia, og skeede deres offentlige Forlovelse den 10 Octob. Dagen derefter slog Hans Majestet til Ridder af Elephanten Cantzler Peder Retz, Felt-Herren Skack, Rigets Marskalk Johan Christopher von Cørbitz, Claus von Ahlefeld og Friderik von Ahlefeld.

Jeg har tilforn viiset, at Kongen blant andre Stæder accorderede Glückstad adskillige Privilegier, og blant andet giorde bemældte Stad til en Stapel for alle Islandske Vahre, som komme paa Elb-Strømmen, saa at alle fra Island kommende Skibe skulde der anlægge og selge deres Vahre for den billigste Priis, og at Vahrene siden ved Glückstadske Skibe skulde henbringes til andre Stæder. (a) Det samme blev ogsaa befalet de Contorske udi Bergen i Norge, item Kiøbmændene udi Jylland, Crempe og Vilstermarsk. (b)Saa at Glückstad derved fik Frihed til at profitere paa de Danske, Norske og Holstenske Vahre, som Lybek, Hamborg og Bremen udprangede til andre. Dette foraarsagede, at bemældte Stæder affærdigede Deputerede, hvilke i dette Aar anlangede til Kiøbenhavn. De Lybske og Bremiske Deputerede bleve vel imodtagne.

Handel med Hamborg og andre Hansestæder.

De Hamborgske derimod kunde ingen Audience bekomme, med mindre de vilde beqvemme sig til at antages paa samme Maade, som andre Kongelige Undersaattere, og saasom de sig dertil ikke vilde beqvemme, maatte de (595)

(a) Privileg. Hafn. 30 Aug. 1662.

(b) Art. 4. 5. 6.

med uforrettet Sag reise bort igien. Hamborg vilde da være anseet som en umiddelbar fri Rigs-Stad, beraabende sig paa adskillige Keiserlige Privilegier. Kongen derimod meenede, at den samme Rett som tilhørede hans Herr Fader og andre fremfarne Konger, tilkom ham ogsaa, eftersom det staar vel i Keiserens Magt at give Privilegier, men ikke at eximere Undersaattere fra deres Lands-Herres Jurisdiction, hvorfore ogsaa Hans Majestet tillige med hans høilovlige Successores have sig deres Prætensioner paa Arve-Hyldingen forbeholden, skiønt saadan ikke virkeligen er bleven præstered siden Anno 1603 under Christiano 4.

1664. Hvad som derforuden ellers paa samme Tid allarmerede Hamborg, var den Stad Altonas Opkomst.

 Den Stad Altonas Opkomst.

Altona var tilforn en Flek udi det Herskab Pinnenberg, tilhørende de Skovenburgske Grever. Da den sidste Greve Otto døde uden Livs-Arvinger, blev hans efterladte Lande deelede mellem det Kongelige og Førstelige Holstenske Huus, og var Altona udi den Deel, som tilfaldt Kongen. Dette tiener til et Beviis paa, at det er en Digt, som gemeenligen fortælles om Oprindelsen til det Navn Altona, nemlig, at da Kong Christ. 4. anlagde en Stad ved Siden af Hamborg, protesterede Hamborgerne derimod, sigende: Dat ist al to nae, hvorudover Kongen befoel, at den skulde kaldes Altona, saa at Navnet har givet Anledning til et Indfald, som siden er bleven til en almindelig Historie; thi dette er gandske vist, at den var kun en Flek, da Kongen fik det Pinnenbergske Herrskab, item, at den havde det samme Navn da, som nu; Kong Friderik den 3. lod den dette Aar 1664. erklære til en Stad, gav den skiønne Privilegier, og beærede den Aaret derefter med et Vaaben, nemlig 3 høie spidse Taarn over en Stads-Port. (a)Stadens første Præsident var Herr Roland, som tilforn havde været Kongens Informator. Denne Stad har siden ved adskillige herlige Privilegier saaledes tiltaget, at den er bleven een af de anseeligste Stæder udi Kongens Riger og Lande, og har den stedse været en Torne udi Hamborgs Øjen, saasom den ligger ikke uden et Musqvet-Skudd fra samme Stad. (596)

(a) Cont. Chr. Hols. pag. 3.

Udi samme Aar fik man Kundskab om Corfitz Ulfelds Død, hvorved denne farlige Mands Tragœdie endede, skiønt ikke for hans Frue, hans Familie og andre Tilhængere; thi saasnart hans Anslag mod Riget blev kundbart, søgte man at bemægtige sig hans fortroelige Correspondent Doct. Sperling, som opholdt sig udi Hamborg, hvortil han efter den Sag med Dina havde taget sin Retraite.

Ulfelds Correspondent Doct. Sperling arresteres.

Udi Hamborg nærede han sig ved Praxin i Medicine, og imidlertid holdt stedse Correspondence med Ulfeld, og, saasom adskillige af hans Breve, skrevne med Caracteres, bleve fundne blant Ulfelds Sager, holdt man ham suspect for at være Medvider udi alle samme Mands hemmelige Anslag, og derfor søgte at bemægtige sig hans Person. Saadan Commission blev given til den Kongl. Officier Hagedorn, som paa samme Tid var udi Altona. Bemeldte Hagedorn besøgte Doctor Sperling i hans Huus, og lod som hans Frue var heftig syg i Altona, begierende at Docteren vilde reise med sig did hen, for at assistere hende, gav ham ogsaa nogle Penge paa Haanden, for at giøre ham des villigere. Sperling havde vel i Begyndelsen ingen Lyst dertil, lod sig dog omsider overtale, og sat sig i Vognen hos Hagedorn. Men da de komme uden for Staden, begegnede dem nogle bevæbnede Folk, som bragte Sperling til Glyckstad, hvor han blev siddende udi Forvaring, indtil der kom Ordre fra Hoffet, at han skulde føres til Kiøbenhavn.

Føres fangen til Kiøbenhavn.

Hamborg, hvor Doct. Sperling var i Anseelse, og derforuden Canonicus Minor, besværgede sig over denne Enlevement, formaadde ogsaa Sverrig til at tale derpaa; Men Sperling blev ikke desmindre siddende i sin Arrest, men endogsaa kort derefter bragt til Kiøbenhavn, hvor han blev stilled for Kongen og Raadet, og stærkt examinered. Han bad da om Naade, og lovede, at eftersom Rygtet gik, at hans Patron var ved Døden afgangen, vilde han bekiende alt hvad han vidste.

Derpaa forklarede han sine Breve, som vare skrevne med Caracteres, og bekiendte alting, hvorudover han blev sparet paa Livet, og ført til Kiøbenhavns Castel, hvor han sin Livs-Tid blev siddende. Hans Søn var den grundlærde Danske Antiqvarius (597) og Polyhistor Otto Sperling, som blev Kongl. Raad og Prof. ved det Ridderlige Academie udi Kiøbenhavn, hvor han har distinguered sig ikke mindre ved sit ustraffelige Levnet, end ved sine lærde Skrifter.

Saasom udi dette Aar brød Krig løs mellem Engeland og Holland, havde Hans Majestet Solicitationer af begge Lande derom. Men derom skal tales omstændigen udi efterfølgende Aars Historie. Man seer ellers, at der paa samme Tid har været god Forstaaelse mellem Dannemark og Frankrig, saaledes at de Svenske allarmeredes derover, og var det en Deel i den Henseende at Sverrig i dette Aar affærdigede, som ordinaire Ambassadeur, til Frankrige Grev Kønigsmark, hvilket Ped. Wibe, som da igien havde Affaires ved det Svenske Hoff, vidner udi en Skrivelse til Cantzler Peder Retz med disse Ord: (a) Kønigsmarks Depeche til Frankrige en Qvalité d’ Ambassadeur ordinaire med 8000 Rigsdalers Tractament, er nu saa got som resolvered. Til samme Krone haver man her temmelig Jalousie i Regard af Tiltagelse i Correspondencen med Hans Majestet min Allernaadigste Herre; Hvilket ogsaa var sant; thi Dannemark indlod sig siden i Forbund med Frankrig og Holland mod Engeland, som efterfølgende Aars Historie skal viise. Ellers lod udi dette Aar sig indfinde udi Kiøbenhavn, en Keiserlig Gesant, nemlig Greven af Sintzendorff, for at anholde om Hielp mod Tyrken; Men det var da ikke Rigets Leilighed at føre Krig med Folk i en anden Verden, dog gav Hans Majest. et venligt Svar, og lovede, at hvis hans Naboer sig dertil vilde lade finde villige, vilde han ogsaa contribuere sit dertil.

Det sterke Venskab, som var imellem Dannemark og Brandenborg, tillod Hans Majest. ikke, at agere med stor Iver udi den Tvistighed som dette Aar blev ventilered angaaende Herredømmet udi Øster-Søen. Men Sagen som var tilfælles for (598)

(a) Lit. P. Wibe ad Cancel. P. Retz Holm. 19. Oct. 1664. manuscr.

Dannemark og Sverrig,

Tvistighed om Amiralitets-Ret i Østersøen.

blev disputered om mellem Sverrig og Brandenborg, og var af saadan Beskaffenhed. Chur-Førsten, som Herre af Prydsen paastoed Ret at holde Krigs-Skibe udi Øster-Søen, meenede, at, eftersom han havde Søe-Stæder og Havne udi samme Søe, saa var ham efter den almindelige Ret tilladt at holde Floder. De Svenske derimod holdt fore, at eftersom Kongerne af Polen, Prydsens gamle Herrer, aldrig havde forlanget nogen Amiralitets-Ret, (a) det er, at holde Krigs-Skibe udi Øster-Søen, saa kunde Chur-Førsten af Brandenborg i Henseende til de Prydsiske Havne intet andet forlange end hvad de Polske Konger tilforn havde haft; Saadan Ret sagde de, tilhørede alleene de tvende Nordiske Riger Dannemark og Sverrig, og grundede den sig paa Hævd og Præscription, saasom bemeldte tvende Riger ikke alleene, saa længe man kand minde sig, have eene uden Modsigelse øvet Amiralitets-Ret udi Øster-Søen; men endogsaa ladet optage de Polske Skibe, som mod Sædvane have ladet sig see udi samme Søe; Ja, det som meere er, Polen havde udi det Stumsdorfske Fordrag expresse staaet fra saadan Ret. Brandenborgerne svarede dertil, at, om en Potentat udi mange Aar ingen Krigs-Hær til Lands havde haft, efterdi han ikke havde haft den nødig, saa fuldte deraf ikke, at, naar Fornødenhed det udfodrede, han jo maatte lægge sig en Krigs-Hær til. Lige saadan Beskaffenhed meenede de det ogsaa var med Søe-Magten. Udi saadanne slags Hærligheder og Øvelser, som fløde alleene af den puure Ævne, (b) havde endogsaa blant private Folk Præscription intet Sted. Ja, sagde de videre, den Stad Lybek havde fordum holdet store Søe-Slag baade med Svenske og Danske, Ordens Herrerne af Prydsen havde ogsaa ført Krig med Sverrig til Søes, og taget Gulland fra dem, og kunde man derfore ikke beviise, at de tvende Nordiske Kroner havde haft Ret til at udelukke andre fra den Ret at holde Krigs-Skibe udi Øster-Søen. Videre, om Kongen af Polen (599)

(a) Puf. Rerum Brandenb. lib. 9.

(b) Pufend. rerum Brand. lib. 9. ne inter privatos qvidem circa res meræ facultatis præscriptioni locum esse.

havde staaet fra saadan Ret, det vidste de ikke; men, endskiønt saa var, saa kunde han alleene giøre saadan Afstaaelse for sig selv, og forbandt den ikke andre. De gamle Prydsiske Førster havde ikke faaet deres Ret til at føre Krig og giøre Fred af Polakkerne, men havde øvet saadan Ret førend Prydsen blev indlemmed med Polen.

Saaledes raisonnerede da de Chur-Førstelige Ministrer, men deres Argumenter kunde ingen Stik holde, saasom alle Jurister tilstaae, at ikke alleene Sager, men endogsaa Jura ere Hævd og Præscription underkastede. Videre, saasom Pacta der sluttes mellem Riger, ere Realia og ikke Personalia; og Polen ved den Stumsdorfske Pact renuncerede paa Amiralitets-Ret i Øster-Søen, saa strakte det sig og til Efterkommere, og kunde derfore Chur-Førsten, som Hertug af Prydsen ikke øve den Ret, som de forrige Herrer havde renunceret paa.

Den Fred, som GUd havde kroned Rigerne med, sat Hans Majestet i Stand at bøde paa de Uleiligheder, som Krigen og andre Forvirrelser havde foraarsaget, sær i at reformere Finantzerne, saavel ved nøie Inqvisition over Regnskabs-Betienteres Forhold, som ved at bringe til Kronen Lehnenes Indkomster, som tilforn andre havde beriget sig af. Hans Majestet havde ogsaa i Sinde at reluere det Jorde-Gods, som for giorte Forstrækninger til Kronen havde været udlagt, saavel til Fremmede, som til egne Undersaattere, men maatte formedelst Penge-Mangel saadant opsætte til bedre Tider. Man seer ellers af en Forordning om Reluitions-Gods dette Aar udgivet, (a) at de, til hvilke saadant Gods var udlagt, havde faaet det med Vilkor, at de efter et Aars Forevarsel, og imod dets Betalning i en samled Sum, skulde restituere det u-adskilt tilbage.

Forordning om Reluitions Gods.

Men, som Godset siden imellem deres Arvinger og andre Interessenter med Tiden i adskillige Lodder var bleven deelt, saa at det var vanskeligt u-adskilt at komme til Løsen igien, erklærer Hans Majestet sig udi samme Forordning, at den Clausula om det heele Jorde-Godses Reluition, paa (600)

(a) Edict. Hafn. 1. Decembr. 1664.

een Tiid, som Skiøderne forommælder, ej anderledes skal forstaaes, end saa vit enhver da befindes at eie, hvilket efter haanden paa Skiødet kand afskrives, indtil det alt bliver indfriet. Derved kunde saavel Kronen, som Godses Besiddere finde deres Regning. Kronen efterdi ikke all for megen Tid skulde gaae bort, indtil saa mange Penge kunde samles, at den dermed paa eengang kunde indløse stort anseeligt Gods, og heele Amter som vare udlagde. Besidderne derimod, at de ikke skulde svare til det heele Godses Restitution paa eengang, men eenhver alleene til den Deel, som han da havde i Possession. Med denne Reluition er dog gaaet langtsomt til, saa at det meeste Gods har staaet u-reluered indtil Friderici 4. Tider.

Man seer ellers, at Kongen i denne ynskelige Fred har beflittet sig paa at stifte adskillige Manufacturer i Landet. Saaledes blev udi det Aar 1662. et Sæbesyderie paa Christianshavn anlagt. (a) Og et Sukker-Raffinaderie, som sees af en Forordning om Sukker-Tolden, udgiven samme Aar. (b) Item et Amdams-Verk, som sees af den Forordning om Amdams-Tolden, udgiven 1663. (c)Og, som Kiøbenhavn havde saa meget tiltaget i Privilegier, vilde Hans Majest. ogsaa at den skulde tiltage udi Størrelse, til hvilken Ende han lod anrette en stor Deel af de Gader, som endnu formedelst deres Regularitet ere kiendelige fra den gamle Stad.

Kiøbenhavn forbedres med mange nye Gader.

Disse nye Gader vare Kongens Gade, Dronningens Gade, Borger Gaden, Norges Gade &c. Og var dette Verk betroed Henrik Russe til Savart, Oberste af Infanteriet, General Qvarteer-Mester og Inspector over Fæstningerne i Dannemark, hvilket sees af den Forordning om de nye afstukne Gader i Kiøbenhavn. (d) Og saasom Staden er bleven saa merkeligen udvidet i denne Konges Tid, at den fast ikke er kiendelig imod hvad den var tilforn, holder jeg her fornødent at vise hvorledes dens Tilstand (601)

(a) Edict. Hafn. 8. Julii 1662.

(b) Hafn. 24. Octobr. 1662.

(c) Edict. Hafn. 12. Junii 1663.

(d) Edict. Hafn. 18. Martii 1663.

stand var strax efter Beleiringen, iligemaade hvorledes den Tid efter anden er bleven forøget, indtil den er kommen i den nu værende Tilstand.

Stadens Tiende Qvarteer, som nu omstunder kaldes St. Annæ Qvarteer eller nye Kiøbenhavn, og bestaaer af efterfølgende Gader, nemlig: Gotters-Gade, Adel-Gaden, ny Kongens Gade, Borger-Gade, Strand-Stræde, Dronningens Gade, item nye Boeder, var vel anlagt af Høilovlig Ihukommelse Christiano 4. Aar 1643., men var for Beleiringen ikke kommen udi Stand, hvilket sees af ovenanførte Forordninger om de fleste af disse Gaders Anlæggelse. Samme ny Kiøbenhavn laae da ogsaa uden for Stadens Volde, som befattede alleene gamle Kiøbenhavn, saa at Øster Port da var mod Enden af Øster-Gade, og Staden, saa vit den var indslutted af Voldene, var af Figur rund, men siden fik Form af en halv Circul, da saavel gamle som ny Kiøbenhavn, item Christianshavn, Slotsholmen og Bremerholmen bleve indsluttede af een Vold, hvis Grave vare opfyldte eendeel af salt Vand, eendeel af frisk Søe, som ingen Communication havde med hinanden, men vare separerede ved en Muur, gemeenligen kalden Kam, og det ved Stadens Vestre Port; men da samme Skilrums-Muur Anno 1669. af Storm og Søens Magt blev igiennem brudt, opfyldte det salte Vand alle Gravene, og bleve siden Voldene distinguerede ved Navn af adskillige Defensions-Verke, som Rysses Bolverk, Holkens Bolverk, Gyldenløves Bolverk, Helmer Bolverk, Hane Bolverk, Ahlefelds Bolverk, Katt Bolverk, Enhorns Bolverk, Stads Oberstes Bolverk, Rosenborgs Bolverk, Panter Bolverk, Elephant Bolverk, Løve Bolverk, Tiger Bolverk, Loß Bolverk, Ref Bolverk, Hiort Bolverk, Biørn Bolverk, Ulf Bolverk, Kameel Bolverk. &c.

Jeg har tilforn talet om Castellets Fundation. Det samme blev anlagt ogsaa efter Beleiringen ved Stadens Nørre Kant ved Havet, og fik sin egen Kirke med tvende Præste, een Tydsk og een anden Dansk; men den er siden betient af Guarnisons-Præsten, da den saa kaldte Guarnisons-Kirke bleve anlagt, (602) hvilken tilligemed Holmens- og Trinitatis-Kirker, som bleve byggede udi Christiani 4. Tid, er den Yngste af Kiøbenhavns Kirker.

Naar man saaledes regner Castellets Fundation, Voldenes Udviidelse, saa mange reale Gaders Anlæggelse, kand man see udi hvilken Stand denne Hoved-Stad var for Beleiringen, og at den bestoed alleene af det, som kaldes gamle Kiøbenhavn, hvor endogsaa nogle Gader vare nys anlagde, blant andre Silke-Gaden, som Christianus 4. lod anrette for Silke-Vævere. Stadens Tiltagelse udi Christiani 4. Tid var vel ikke liden, hvilket sees af Høistbemeldte Konges Historie; men dens rette Tilvæxt skeede udi Friderici 3. Tid, og, da siden Frideriksholm (Kalleboderne) Kongens nye Torv, (Hallandsaas) det store nye Verk, Christianshavns nye Kirke og andet bleve tillagde, kom den udi den Stand, som vi nu see den at være udi; Derimod var tilforn en Forstad, hvilken, efter at den eengang var bleven ødelagt, ikke reisede sig igien. Hvad ellers Historien af Stadens Befæstninger angaaer, da var Slottsholmen det første som blev fortificered ved den Stegelborgske Vold eller Slot. Siden komme andre Fortificationer dertil saavel til Vands som Lands. Udi Havet blev for Havnen i Kong Erik Glippings Tid anlagt paa det Sted, kaldet Refshal, en Fæstning, kalden Refshaleborg. Samme Fæstning blev siden nedreven, og da den længe havde lagt øde, lod Christianus 4. paa samme Sted opreise tvende Skandser, som han funderede paa Pæle udi Søen, for at beskytte Indgangen af tvende Steder til Staden, Men, da de ogsaa bleve ødelagt, betienede man sig af et Vagt-Skib ved Havnens Indløb.

Til Lands blev Staden først befæsted af Kong Erik Mendved Anno 1290; saa at den var i Stand til at holde den Norske Krigs-Hær fra sig, hvoraf den blev angreben 1306. Men, som samme Befæstning tid efter anden siden forfaldt, lode adskillige Konger som Fridericus 1. Fridericus 2. og Christianus 4. den med nye Volde og Grave forsyne, og betienede den sidste Konge sig fornemmeligen herudi af Herr Axel Urup, hvilken man seer og (603) at have continueret med Kiøbenhavns Fortification i Friderici 3. Tid.

Saasom nu Staden efter den store Beleiring blev bragt i den Stand, som foromtalt er, og blev forøged med heele Qvarteerer og nye Gader, kand man fra den Tid giøre Forskiæl mellem den gamle og nye Kiøbenhavn, og har den sidste været kiendelig fra den første, saavel i Henseende til Gadernes Regularitet, som Bygningers Skikkelse indtil den store Ildebrand af 1728. da fast den heele gamle Stad afbrændte, og af dens Aske udspirede de herlige og alamodiske Bygninger, og som have giort den gamle Stad til den nye og den nye til den gamle igien.

Det var ikke alleene ved heele nye Gaders Indrettelse Kong Friderik den 3. forøgede Kiøbenhavn, men hans Omsorg gik ogsaa ud paa at giøre den gamle Stad, saavit som mueligt, regulier; thi ikke alleene smaa Stræder, men endogsaa de fornemste Gader vare defigurerede ved Skuer, Svibuer, Boeder, Bieslage, Staketer, Kielderhalse og dislige Udbygninger, ved hvilke adskillige Personer holdte fal, Kiød, Fisk og deslige Vahre, saa at Staden havde ikke alleene en hæslig Anseelse, men det samme foraarsagede ogsaa, at man med Vogne og Carosser ikke kunde komme frem og tilbage. Hans Majestet fandt derfor efterfølgende Aar for godt ved en Forordning at paabyde deslige Udbygningers Nedrivelse, som udi Forordningen specificeres saaledes: Af Jens Birkerods Boder udi Nørre-Gade at udflyttes to Alne, af Sophie Rantzovs Boder fem Qvarteer; Af Klædeboderne paa begge Sider en Alen; I Wimmelskaftet Skuer og Bislage paa begge Sider afskaffes. &c. Heraf sees nogenledes den gamle Stads Skikkelse, og at det maa have været vanskeligt for Carosser, som man da efterhaanden begyndte at lægge sig til, at komme igiennem Gaderne. Det var ogsaa formedelst samme Carossers skyld at Amager Bønderne bleve forbudne at holde med deres Vogne i Høibroe (604) Strædet, og at de bleve befalede at kiøre over Holmens Broe til de ordinaire Steder. (a)

Tager ogsaa til udi Forfængelighed.

Men ligesom Kiøbenhavn tog til i Privilegier og Bygninger, saa tog den ogsaa til i Stats. Den bestod tilforn af Adel, Geistlighed og Borgerskab, men nu begyndte den at vrimle af characteriserede Personer, hvilke alle vilde leve Characteermæßige og derfore kieppedes med hinanden udi Magnificence, og Borgerne, som syntes at de ej heller vare nogle Kaste-Kieppe, vilde giøre alting med. Kongen forærede 1660. Hannibal Sehsted, Christoffer Gabel, Erke-Bisp Svane, og Præsident Nansen Carosser, for at distinguere dem frem for andre, hvoraf sees, at det har været usædvanligt paa de Tider. Men de bleve strax efterfuldte af andre, saa at Gade-Steenerne begyndte at blive haarde for alle Fødder, og de, som ingen Ævne havde til at holde Hæste og Vogne, finge Lyst til at lade sig bære. Og, saasom i deslige Conjuncturer alle Tider findes Tienstvillige Folk, der gaae de Skrøbelige til Haande, helst naar deres egen Interesse dermed tillige befodres, saa angav sig da en Italiener ved Navn Michael Angelo Tonti, for en billig Priis at forsyne Staden med et tilstrækkeligt Tal af Bære-Stole, naar ham derpaa maatte gives Monopolium paa 10 Aar, hvilket ogsaa blev ham accorderet, som sees af det Kongelige Privilegio udstedet samme Aar, saa lydende:

Forordning om Bære-Stoele

.Giøre alle vitterligt, at Vi efter underdanigst Ansøgning og Begiæring naadigst have bevilget og forundt, at Os elskelig Michel Ange Tonti, og hans Arvinger med Consorter eller deres Fuldmægtige til Vores Undersaatteres Beqvemmelighed maa alleene her i Vor Residentz-Stad indføre, anrette og paa ti Aar fra dette Vort Brevs Dato beregned lade giøre selge og leie, eller og tilstede at giøre lade de Stoele, som blive dragne af tvende Personer, hvorimod alle Handverks (605)

(a) Edict. Hafn. 8. Martii 1665.

Folk og andre skal være forbudet dennem at bruge, selge, leie, eller giøre lade under et hundrede Rigsdalers Straf, hvoraf den 3die Part skal gives til Hospitalet her i Vor Stad Christianshavn, den anden 3die Part til den som det angiver, og den øvrige tredie Part til bemeldte Interessenter. Men hvo bemeldte Stoele begiærer at kiøbe, leie, giøre eller lade giøre, de skal sligt søge hos bemældte Interessenter, eller Privilegeredes Fuldmægtige for den Priis, som de derom accordere kand, og skal der ikke maa tages høiere til Leie af en Stoel om Dagen end 2 slette Daler en heel Dag, dog Os herudi forbeholdet at forandre, eftersom Vi best og gavnligst eragte. (a)

Hvorledes ellers disse Stoele have været dannede, og om de have været af samme Skikkelse som de nu brugelige Portechaiser, skall jeg ikke kunne sige, vist nok er det, at Monsr. Tonti lod sig temmeligen vel betale derfor. Nogle syntes at denne Tilladelse var alt for almindelig, men man fandt ikke for Gott herudi at giøre nogen Forskiæl mellem fornemme og ufornemme Folk, thi, naar Tiderne udfodre at see igiennem Fingre med en liden Vanitet hos en Stads Indbyggere og Borgerskab, er det sikkerst, at Tilladelsen skeer i Allmindelighed, efterdi at forbyde visse Folk særdeles Commoditet, foraarsager kun Jalousie, og opvækker desstørre Lyst hos dem, mod hvilke Forbudet skeer.

Betænkning derover.

I den Henseende seer man sielden Klæde-Forordninger at have nogen god Virkning, eller at være af Bestandighed; hvis disse Bære-Stoele havde alleene været tilladt fornemme Personer, havde alle vildet regne sig til den fornemme Classe, ja en Kremmer, der kunde bilde sig ind at giøre den selv samme Parade udi en Bære-Stoel, som en Assessor eller Commerce-Raad, vilde nok have fundet Leilighed til at forblinde Fiscalens Øjen, for at unde Monsr. Michaël Angelo en Styver. Dette, hvor ringe det end kand synes at være, har jeg dog (606)

(a) Privileg. Hafn. 16. Nov. 1664.

holdet fornødent at indføre i Historien, saasom det viiser en Periodum og Begyndelse til den Kiøbenhavnske Forfængelighed, hvilken siden dagligen er tilvoxen, indtil den er kommen til den Grad, som vi nu see den at være udi.

1665. Dannemark havde nu været nogle Aar udi en ønskelig Fred; den samme Lyksalighed havde da ogsaa strakt sig over heele Europa. Den store Europæiske Busemand Oliver Cromwel var død, Conjuncturer udi Europa.

og Engeland, som i nogle Aar havde været en Skue-Plads af Forvirrelser, var kommen til Roelighed, og havde faaet dets gamle Regiering og rette Konger igien. Carolus Gustavus var ogsaa for det menneskelige Kiøns Nytte og den allmindelige Fred, ved Døden afgangen udi hans beste Alder, og Sverrig havde hverken Evne eller Villie under en mindre aarig Konge at foruroelige dets Naboer. Den langvarige Tvistighed mellem Spanien og Frankrig var bilagt ved den Pyrenæiske Fred, saa at den almindelige Storm, som længe havde raset over heele Europa, var bleven stillet, hvorvel der ideligen lode sig see nogle sorte Skyer, som truede med nyt Uveir igien; ja der reisede sig efterfølgende Aar en blodig Krig mellem Engeland og Holland, hvorudi Dannemark blev ogsaa indvikled. Samme Krigs Oprindelse var denne.

Krig mellem Engeland og Holland.

Carl 2 havde for lang Tid siden resolvered at paaføre Hollænderne Krig. Men det er vanskeligt at sige den rette Aarsag dertil; thi de Besværinger, som han førte mod Republiqven, vare ikkun generale, naar man allene undtager det Klagemaal angaaende to erobrede Skibe udi Ostindien, hvilke dog ikke skattedes høiere end til 10000 pd. Sterling. Herudover naar man betragter med hvilken Hidsighed denne Krig blev ført, kand man ikke andet end falde paa de Tanker, at Kongen og det Engelske Ministerium jo blev dreven dertil af andre hemmelige Aarsager, end af dem, som i Krigs Erklæringen bleve anførte. Nogle tilskreve derfor denne Krig Hertugens af York Ambition, hvilken, som Engelands store Amiral, havde en hæftig Begiærlighed til at anføre Floden. Andre troede, at, saasom Kongen var uden Penge, u-anseet de idelige store Summer han havde faaet af (607) Parlamentet, item for Dünkirken, som han havde saalt til Frankrige, saa søgte han Aarsag til Krig, for at faae de dertil nødige Subsidier, og, saasom ingen Krig kunde paa de Tider være Nationen meere behagelig end med Holland, formedelst den Jalousie den bar over samme Republiqves store Tilvæxt udi Handelen, saa fandt han for got, at begynde den med de foreenede Provincier. Men det synes at Kong Carl mest dertil blev dreven af et personligt Had mod Republiqven, formedelst den Kaaldsindighed han der udi sin Landflygtighed var tractered med; thi Staterne, af Frygt for Cromwel, vilde ikke tilstede ham at holde sig op i Holland. Vel er sant, at de siden efter Regieringens Forandring i Engeland, sparede hverken Høflighed eller Omkostninger for at vinde hans Venskab igien, saa at Kongen kunde ikke andet end aflægge offentlig Taksigelse derfor. Men det gamle Groll kunde dog ikke udrøddes, thi man merkede strax efter hans Ankomst til Regieringen, at han ikke var god Hollandsk; hvad som særdeeles piqverede Kongen, var dette, at, da Hollænderne veigrede sig ved at føie ham udi visse Ting, som de havde tilstaaet Cromwel, og Kongen dem saadant foreholdt, svarede de, at det var en anden Sag, thi Cromwel var en Mand af de Qvaliteter, at alle toge i Betænkning at giøre ham imod. Ingen kand nægte, at de jo derudi talede ret, og at Carl 2 ikke havde de Qvaliteter, som Cromwel, men man maa ogsaa tilstaae, at Svaret var noget for naif og oprigtigt, og at Kongen af saadan ubehagelig Comparaison kunde ikke andet end ophidses til Vrede. Hvorom alting er, saa blev Krigen declareret dette Aar, og ført med en utroelig Hidsighed.

Begge Parterne søge Dannemarks Alliance.

Begge stridende Partier bemøiede sig da at vinde Dannemark paa sin Side, til hvilken Ende, saavel de Hollandske, som Engelske Ministrer forrige Aar derom havde giort Ansøgning. Og syntes det i Begyndelsen at Kong Friderik var mest hengiven til Engelsk Parti, thi han lod sig merke for den Engelske Envoye Talbot, at han vilde udruste 20 Orlog-Skibe for Engelands Tieneste, hvis samme Rige vilde give Bekostningerne dertil, og, dersom Engeland vilde dispenseres for at betale Tolden i Øresund, (608) kunde det accorderes mod Erlæggelse af 120000 Rixdaler aarligen, dog saaledes, at de Engelske altid erkiendte Kongens Souverainetet over Sundet. Begge Konger forbunde sig da ogsaa til ikke at beskytte hinandens utroe Undersaattere udi deres Lande, og sigtede Kong Carl derved paa en af dem, som havde dømt hans Fader fra Livet; Kong Friderik derimod paa Corfitz Ulfeld, hvis Død endda ikke var bekiendt.

Tvistighed mellem Dannemark og Holland angaaende Guinea.

Foruden denne gode Forstaaelse mellem Dannemark og Engeland, hvoraf de foreenede Provincier spaaede sig intet got, forefaldt ogsaa adskillige Disputer mellem dette Rige og Holland, som betoge dem desmeere den Forhaabning Republiqven havde giort sig om at nyde assistence af Dannemark. Man besværgede sig ved det Danske Hoff over, at Hollænderne ingen Fremmede vilde lide ved de Guineiske Kuster. Jeg har tilforn fortaalt, hvorledes de Danske først fæstede Fod paa Cabo Corso, i det den bekiendte Henrik Corlof, som var bleven misfornøied udi Sverriges Tieneste, tog Fæstningen Carolusborg fra de Svenske, og overleverede den til de Danske. De første havde dog haft colonie paa Guinea to Aar førend de sidste, thi Historien er denne. De Danske oprettede i Begyndelsen af Friderici 3 Regiering en liden Loge udi det Kongerige Acara, som i nogle Aar blev holden vedlige.

Den Guineiske Handels Historie.

Tvende Aar derefter fæstede de Svenske ogsaa Fod paa Guinea; og med Bevilning af Kongen af Fetu anlagde paa Cabo Corso foromtalte Fæstning Carolusborg, hvis første Gouverneur var en Svitzer ved Navn Jacob Melville. Men, da Krigen gik an mellem Dannemark og Sverrig, tog Carlof Fæstningen Carolusborg fra de Svenske, og overleverede den til Dannemark, til hvilket Rige den Guineiske Handel blev overdragen 1660. ved den Kiøbenhavnske Fred, som forhen er viiset. Men den Danske Gouverneur Samuel Schmith (a) lod sig snakke for af Hollænderne, og indbilde af dem (b) at Carl Gustav havde undertvunget heele Dannemark, og ført Kong Friderik fangen (609)

(a) Relatio Joh. Muller de Guinea.

(b) Relat. de reb. Afric. manuscr.

til Sverrig, saa at han tog Tieneste an hos det Hollandske Compagnie, og saalte dem Fæstningerne for en Sum-Penge. Imod dette protesterede den nye Danske Gouverneur Jost Cramer, som 1659 blev skikked til Guinea for at afløse Samuel Smith (a) foregivende, at den Hollandske Directeur Jaspar van Heussen havde ved Practiker og falsk Forebringelse tilveiebragt sig Fæstningen. Men dette blev strax besvaret af van Heussen ved en Contra-Protest, hvorudi han giver tilkiende Fæstningen sig frivilligen at være overdragen af Samuel Smith. (b) Hollænderne beholdte Fæstningen paa Cabo Corso ikke længe, thi Landets naturlige Indbyggere toge den i samme Maaned ind, og leverede den til de Svenske igien. De samme satte derover til Gouverneur en Hamborger ved Navn Antoni Foss, og havde den i Possession indtil det Aar 1663, da blev den atter indtagen af de sorte, og overgiven til Hollænderne paa nye, som da vare Mestere fast over den heele Guineiske-Kust. Imidlertid havde de Danske 1659. anlagt et Stykkeskud fra Cabo Corso en Fæstning kalden Frideriksberg, hvilken Hollænderne, efter at de vare blevne Mestere af Cabo Corso ikke kunde taale sig saa nær, og derfor af samme Cabo Corso begyndte at beskyde den. De bemægtigede sig strax en Dansk Loge der liggende, og ilde huserede med de Danske, som fandtes derudi. Men, da de lavede sig til at bestorme Frideriksberg, og Fæstningen var i yderste Fare, kom den Engelske Amiral Robert Holms paa Reeden med 13 Krigs-Skibe, lod strax de Danske vide, at der var slutted Forbund mellem Dannemark og Engeland, og at han havde Befalning at undsætte de Danske, saa meget som mueligt. Herudover vendede Bladet sig saaledes om, at Hollænderne af samtlig Dansk og Engelsk Magt bleve angrebne, og Cabo Corso blev beskudt baade til Lands og Vands, sær af Frideriksberg, indtil den Hollandske Gouverneur Tobias Pensado maatte overgive Fæstningen med Accord den 3 Maji 1664. (610)

(a) Just. Cram. protest. contr. Jasp. van Heussen dat. paa Skibet St. Martin for Cabo Corso 11 Octob. 1659. manuscr.

(b) Contra protest. van Heussen dat. castel. St. Georg. del mina 22 Oct. manuscr.

og kom saaledes Cabo Corso under Engelsk Herredom, efter at den udi nogle Aar havde været i saa mange Potentaters Hænder. (a)

Af dette sees at Kong Friderik havde ikke Aarsag til at være fornøied med Hollændernes Opførsel mod de Danske i Guinea, og blev det samme nu ved denne Leilighed dem forekasted. Dette søgte Hollænderne da at sætte en Farve paa, sigende, at de saae den Danske Besætning ved Cabo Corso ikke at være sterk nok til at forsvare sig mod de Sorte, og derfore holdte for, at de med Billighed kunde bemægtige sig Fæstningen, heller end den skulde falde i de Vantroendes Hænder. (b) Men, som Nidkierhed udi Religionen ikke pleier at trykke Hollænderne saa meget under eqvinoctial Linien og i Indien, og Erfarenhed viiser, at det er puur alleene for Interesse og Gevinst, og ingenlunde for at forplante det Dortrechtske Modes Lærdom udi Asia og Africa, at de saa flittigen besøge samme Verdens Parter, kunde denne Raison ingen Stik holde, de foregave derfor siden en anden Aarsag, nemlig, at der ved de Svenske, saavelsom de Danske Compagnier begikkes Lurendreierier, i det adskillige Hollandske Kiøbmænd, saasom de dristede sig ikke til at bryde det Hollandske Compagnies Privilegier, som af Staterne vare accorderede, gave sig ud for Interessenter eller Betientere af det Danske Compagnie. Derforuden var paa samme Tid ogsaa anden Materie til Tvistighed angaaende de Penge, som Riget var Holland skyldig, og hvorudi Hollænderne vilde giøre sig selv betalte ved at qvitte Tolden paa deres Vahrer, som de bragte til Norge, saa at Amiraliteterne udi Holland gave dem Qvittancer med for eendeel Penge, som de siden afskreve paa Gielden. Men disse Tvistigheder jævnedes meer og meer, saa at Kong Friderik ikke alleene lod sig accommodere med de foreenede Provincier, men endogsaa erklærede offentlig Krig mod Engeland, som siden skall viises tillige med hvad Leilighed dertil gaves. (611)

(a) Tileman descript. Colon. Dan. in Africa.

(b) Banage Annal. des Prov. unies tom. (1.) pag. 722.

Krigen imellem Engeland og Holland gik for sig udi dette Aar 1665, den samme var i Begyndelsen heel ulykkelig for Holland, thi Hertugen af York, som commanderede den Engelske Flode erholdt den 14 Junii ikke langt fra de Engelske Kuster en fuldkommen Seier, imidlertid anlangede til Kiøbenhavn den Hollanske Minister Amerongen.

Den Hollandske Ministers Amerongens Negotiation udi Kiøbenhavn.

Den samme havde Ordre at forestille Kongen Krigens Uretfærdighed paa de Engelskes Side, item, at de uden Aarsag havde forstyrret den almindelige Fred og Handel til Søes. Han havde derforuden Befalning at føre Kongen til Gemytte Republiqvens bestandige Affection mod Dannemark, helst udi sidste Svenske Krig. Bemeldte Minister havde Audience udi Majo paa et af Kongens Lyst-Huuse, hvor Hans Majestet gik ham nogle Skridt i møde, havende hos sig Cantzler Retz, Statholder Ahlefeld, og Statholderen i Kiøbenhavn Christoffer Gabel. Han frembragte da de Propositioner, som hans Instruction indeholdt, og bad indstændigen at Hans Majestet vilde være betænkt paa at udfinde kraftige Midler til at hindre de Engelskes onde Foretagende, og at gribe til Gevær mod de samme, for tillige med Holland at bringe dem igien paa fredelige Tanker. Til Slutning beraabte han sig paa de gamle Tractater mellem Riget, og de foreenede Provincier, ved hvis Kraft den eene Stat havde forbundet sig til at assistere den anden. Hans Majestet bevidnede derpaa udi almindelige Terminis, den Affection han bar til Republiqven, og anordnede Commissarier, nemlig Cantzler Retz, Rosenvinge, og Klingenberg, for at træde i Conference med den Hollandske Envoye. Da lod man sig forlyde, at de Meriter, som Republiqven beraabte sig paa i Henseende til Dannemark, vare ikke saa store, som foregaves; tvertimod Riget kunde i visse Maader tilskrive Holland all dets Forliis, thi det var efter de foreenede Provinciers Tilskyndelse, at Kongen begyndte Krigen, og det var iligemaade ved deres Tilskyndelse, og endeligen ved deres Trudsler, at Hans Majestet havde cederet saa mange Provincier og Fæstninger til Sverrig, hvorved Riget var kommen i en Necessitet, at forsyne sig med fremmede Potentaters Alliance, for at holde Stand mod en Naboe, der (612) paa dets Bekostning var saa meget tilvoxen. I det øvrige, sagde de, at Kongen stod i Alliance med Frankrig og Engeland, og derfor ingen Undsætning kunde giøre mod Hans Brittanniske Majestet.

Uden Fremgang.

Amerongen svarede dertil, at deres Minister van Beuningen havde ikke været tilladt at bivaane den Roskildske Tractat, og at han havde besværget sig over den samme. Men det var ikke den Roskildske Tractat de Danske klagede saa meget over i Henseende til Holland, som den Kiøbenhavnske, de maatte indgaae med Sverrig, efterdi den Hollandske Flode veigrede sig ved at transportere Rigets Hielpe-Tropper over til Siælland. Amerongen blev ikke desmindre ved at solicitere, men fik intet andet Svar, end at Kongen vilde med det første affærdige en Minister til Holland, for at give sin Meening derom videre tilkiende, thi man tog besynderlig udi Betænkning at træde udi nogen Engagement, efterdi man paa samme Tid fik Tidender om den Seier Engelænderne havde erholdet til Søes.

Den Minister, som derpaa blev skikked til Holland, var Poul Klingenberg, hvilken havde Ordre at handle med Staterne om en vis Sum-Penge, som Hans Majestet behøvede til Flodens Udrustning, i fald man skulde erklære sig for Republiqven. Hollænderne tilbøde sig da at cassere de Obligationer og Gields-Breve,

Negotiationerne foretages paa ny.

som Kongen tilforn havde udgivet. Men, siger en Hollandsk Skribent, med en Qvittance paa en Gield kand man ikke udruste et eeneste Skib (a) og 500000 Gylden, som de lagde til Qvittancernes Cassation kunde ikke være tilstrækkelige til den Bekostning, som udfodredes. Endeligen offererede Staterne tolvhundrede tusinde Gylden, og stod det ikkun paa 100000, som Kongen begiærede meere. Og siges der, at den Franske Minister som da stod i Hollandsk Alliance, havde Fuldmagt af sin Konge at lægge samme Sum dertil, men holdt samme Ordre hemmelig for at see hvor vit Hollænderne selv vilde gribe sig an, saasom han ikke kunde bilde sig ind, at den Hollandske Pensionarius Jan (613)

(a) Banage Annal. tom. 1. pag. 757.

de Wit for saadan ringe Sum skulde opholde Tractaten. Disse Difficulteter hindrede saaledes, at man ikke kunde komme til Slutning førend efterfølgende Aar, da endeligen Tractaten blev sluttet, som skal viises udi samme Aars Historie.

Hvad som ellers faciliterede den samme, og mest bevægede Kongen udi disse Conjuncturer at erklære sig mod Engeland, var den Engelske Flodes foretagende ved Bergen udi Norge; item den paafuldte Snak, som de Engelske Ministrer da udstrøede for at sætte Farve paa det samme, i det de foregave, at Kong Friderik selv havde givet dem Tilladelse at angribe den rige Hollandske Smyrna Flode, som havde taget sin Tilflugt til Bergen, hvilket Kongen bestandigen nægtede, og den paafølgende Historie viiser, at være et falskt Angivende. Ja der behøvedes fast intet andet Beviis til at refutere det samme, end at stille sig for Øiene begge Kongers Caracteres item det Engelske Ministerium paa samme Tider, hvilket bestod af udsøgte onde Mennesker, som var en Horreur for den heele Engelske Nation selv. Den Action udi Bergen tildrog sig ellers paa saadan Maade.

De Engelske anfalde den Hollandske Flode udi Bergens Havn.

Den Hollandske Smyrna Flode, som bestod af 50 Skibe, alle rigeligen ladne, havde af Frygt for de Engelske i Steden for den rette Vej igiennem Canalen taget sin Cours Østen for Engeland og Irland: og søgt til Bergen udi Norge, udi hvis Havn de tænkte at ligge udi Sikkerhed. Udi samme Havn indfandt sig og den 8. Augusti 10 Ost-Indiske Retour-Skibe, hvilke saavel som de forrige begiærede Beskyttelse af Fæstningen, i fald de af de Engelske bleve angrebne, hvilket blev dem lovet af den Kongelige Stadtholder og General Claus van Ahlefeld og Commendanten Cicignon. Nu meente Hollænderne at have overstaaet all Fare; Baads-Folkene og Matroserne ginge udaf Skibene i Staden, hvor de forfriskede dem med Mad og Drikke; Men udi deres formeente beste Sikkerhed geraadede de udi største Fare; thi den Engelske Flode under Græven af Sandwich, der længe havde lured paa det Bytte, resolverede nu at angribe Hollænderne udi Havnen, til den Ende lode sig see 17 Engelske Skibe, under Anførsel af Sir Thomas (614) Tyddemann, hvilke kastede Anker digt ved Castellet uden at lade see ringeste Høflighed.

Saasnart de vare indkomne udi Havnen, blev der en Capitaine tilskikket Herr General Ahlefeld at forhøre, om han med det gode vilde tillade, at de maatte giøre sig Mestere over den Hollandske Flode. Hvilket da Generalen dem tilbørligen afslog, lode de Engelske tilkiende give, at de vilde giøre det mod hans Villie, og alleene med 4 af deres Fregatter affeje hans Castel; Havde de strax anfaldet den Hollandske Flode, havde det uden Tvivl gelinget dem, efterdi de fleeste Baads-Folk sadde ved Ølkanden hid og did udi Staden, og havde fyldet sig op til Nebbet, men, saasom de lode en heel Dag gaae forbi, førend de øvede nogen Fiendtlighed, fik Hollænderne Tid til at sætte sig udi god Positur.

Blive afslagne.

Den 13. Augusti gik Trefningen for sig. De Norske paa Castellet opbiede først to Salver, for at lade see, at de vare virkeligen neutrale, men siden assisterede de af Castellet og Skantzerne Hollænderne saa vel, at de Engelske maatte afkappe deres Ankere, og tage Flugten udi største Confusion. Der bleve savnede iblant dem adskillige høie Officierer; iblant hvilke Amiralens Broder Søn. Den største Deel af deres Skibe vare saa ilde tilreedt, at man kunde see igiennem dem; Nogle ginge i Flugten gandske til Grunde. Den Hollandske Chirurgus van Schouten, (a) som var med udi Slaget, og udførlig har beskrevet samme Action udi sin Ost-Indiske Reise, tilskriver denne Seier mest den Hollandske Flodes Tapperhed, og giør den Bistand, de havde af Byen, ikkun maadelig, men intet er meer almindeligt, end at hver roser sit Folk; Han røber sig dog selv paa de andre Steder, i det han tilstaaer de Ost-Indiske Skibes slette Tilstand; item, at de Engelske først tabede Modet, da man begyndte at skyde af Skantzerne. Ellers har samme Autor merket, at en af de Hollandske Matroser fandt sin Kone gifted i Bergen med en anden Mand, men saae det an med en Hollandsk Kaaldsindighed, og lod det blive derved. (615)

(a) Voyage de Schouten.

Denne Action opvakte stor Forbittrelse hos de Engelske, dog holdte deres Ministrer saavel Cliffort, som Talbot, endda gode Miner, saasom de haabede at bevæge Kong Friderik til at træde i Engelsk Alliance. Men, da det slog dem feil, søgte de at sverte Kongens Reputation ved u-anstændige og u-blue Skrifter, sær udi en vitløftig Deduction over den Affaire udi Bergen.

Et ærerørigt Engelsk Skrift mod Dannemark.

Indholden af samme Pasqvil er denne, nemlig, at de Engelske skulde have faaet Frihed af Kongen til at bemægtige sig den Hollandske Smyrna og Ost-Indiske Flode udi Bergens Havn; men siden mod given Forsikring bleve fiendtligen tracterede. Og fortælle de det samme med slige Omstændigheder. Gilbert Talbot den Engelske Minister udi Kiøbenhavn, da han udi Junii Maaned havde Audience hos Kong Friderik, merkede han Hans Majestet at være meget ophidsed mod de foreenede Provincier, hvorudi Talbot styrkede ham, og sagde derhos, at om Hans Maiestet vilde hævne sig over Hollænderne, havde han da Leilighed nok dertil. Dertil skulde Kongen have svared, at han havde besluttet at bemægtige sig alle de Hollandske Skibe, som komme ind udi Danske og Norske Havne, dersom nogen vilde være ham assisterlig i at maintenere saadant. Talbot tilbød da strax Engelands Assistence, og sagde, at, naar Kongen vilde give Befalning, skulde den Engelske Flode lade sig finde færdig dertil, hvilket Tilbud strax af Kongen blev imodtagen, saa at han udi Ivrighed sagde, at alt det Bytte, som kand giøres af de Hollandske Skibe, skal deeles mellem de Danske og Engelske.

Derpaa, siger samme Relation, at der gik Breve til Statholderen i Norge, hvorudi han fik Ordre ved Norske Indbyggere at lokke Hollænderne ind udi deres Havne, og der tilstede de Engelske at overfalde dem.

Besvares af de Danske.

Disse Beskyldninger findes anførte udi et Latinsk Skrift, forfattet af Vito Beringio, under det Navn af Orosius Annilo, og besvares af ham med tvende Argumenter: først ved at nægte Factum, 2. ved at viise dets Umuelighed. Hvad det første angaaer, da nægtede ikke alleene Kong Friderik helligen, sig derom med den Engelske Minister at have contrahered, men endogsaa (616) defierede M. Talbot, at producere noget til Beviis derpaa uden hans egen Sigelse, hvilket, som bekiendt er, havde ikke meget at sige hos en Engelsk Minister udi Carl den Andens Tid. Derforuden, hvis Kongen saaledes skulde have handlet med de Engelske, vilde de strax have protestered derimod i Steden for at undskylde deres dristige Entreprise udi Bergens Havn, hvilket siden skeede af Clifford udi bevægelige Terminis; Betænkning over

Orosii Annilonis Apologie.

ikke at tale om Talbots eget Vidnesbyrd, hvilken nægtede sig at have udstrøet saadant, og at han med Hazard af sit Liv vilde vindicere Kong Friderik fra den Eftertale. Hvad det andet Argument angaaer, da siger Apologisten, at det var umueligt, med mindre man kunde flyve, i saa kort Tid at faae Bud fra Bergen til Kiøbenhavn, fra Kiøbenhavn til London, fra London til Kiøbenhavn, og endeligen derfra til Bergen igien, skiønt Autor ikke determinerer Tiden, hvilket var langt meere fornødent, end at give et Compendium paa den Danske Historie fra Canuti Magni Tider; thi Skriftet synes heller at være giort for at excerpere ziirlige Latinske Phraser af, end Argumenter til slige vigtige Beskyldningers Refutation.

Mig synes, at naar man paa den eene Side forestiller sig det Engelske Ministerii abominable Corruption, paa den anden Side Kong Frideriks Dyder, og Sanddruhed, og at en saadan Konges Nej kunde være saa gyldig som et heelt Douzaine af Mr. Talbots bekræftende Eeder, kand denne Beskyldning ikke andet end falde af sig selv. Hvad som ellers i mine Tanker kand confundere den Engelske Deduction, er dette, at de selv tilstaaer Commendanten i Bergen at have forbudet dem, at tilføie de Hollandske Skibe nogen Vold udi Havnen, hvoraf ufeilbarligen flyder, at bemeldte Commendant ingen Ordre havde faaet om Tilladelse, og at det derfor var en uforsvarlig Ting af dem, at øve Fientlighed udi en neutral Potentats Land. I det øvrige grundes alt dette paa en Engelsk Ministers løse Sigelser, hvilke paa de Tider ikke passerede for Beviis, om man ellers skal troe de Engelske Skribentere selv, som med Væmodighed have skrevet om de Tiders Tilstand.

(617)

Sorøe Academie ophæves.

Hvad Indenlandske Sager angaaer, da blev i dette Aar Sorøe Academie ophæved. Samme Ridderlige Academie var i det Aar 1623. stifted af Christ. 4., som er viised udi Høistbemeldte Konges Historie, og florerede det saaledes i nogle Aar, at det efter sin Størrelse kunde passere for en af de anseeligste høie Skoler, og det saavel i Henseende til Disciplerne, som Lærerne; thi de fornemste Adelige Børn udi Landet bleve did henskikkede, for at oplæres udi Konster og Videnskaber, og Professorerne vare anseelige, og over heele Europa bekiendte Mænd. Hvor stor Omhyggelighed Hans Majestet havde for samme Academies Conservation, kand sees deraf,

Samme Academies Historie.

at han skikkede de tvende Kongelige Prindser, Friderich og Ulrik did hen at studere. Men, u-anseet alle de Anstalter, der bleve giorte, og den Iver, Kongen lod see i at hanthæve denne nyttige Fundation, saa florerede dog dette Academie ikke over 14 Aar, og seer man at det allereede udi det Aar 1637. var kommen i Aftagelse; thi udi samme Aar findes en publicered Forordning, hvorudi Kongen exprimerer sig med disse Ord: Saasom Vi, den Danske Adelige Ungdom til Forfremmelse, have ladet oprette et Adeligt Academie til Sorøe, baade for der at studere, saa og med ringere Tids og Penges Spilde at underviises i de Sprog og Exercitier, hvis Videnskab de med Besværing i deres Ungdom udenlands tilforn have været foraarsaget at søge, saa formerke Vi dog Naadigst samme Vort Adelige Academie ej alleene ikke at tiltage, men fast at aftage, &c. Og giver Hans Majestet Aarsagen i samme Forordning tilkiende, nemlig, at Indkomsterne bleve efter Fundatzen ikke vel administrerede. (a) Siden, da de haarde og ulykkelige Krige indfaldt, hvorved det tillagde Gods blev ruinered, og da ved Skaanes Forliis de Kongelige Indkomster bleve formindskede, bleve det saa got som øde. Disse Aarsager anføres gemeenligen til det Sorøiske Academies Ødelæggelse, hvorvel man kand sige, at der var (618)

(a) Edict. Glückstad 26. Junii 1637.

end en anden Aarsag; nemlig, den store Begiærlighed til at reise udenlands, hvilken, ligesom en hidsig Feber, var overkommen den Danske Adel paa de Tider; thi der skal findes gandske faa udi Christ. 4. og Frider. 3. Tider, som vare befriede derfor: Men alle, saasnart de havde faaet Skiægg paa Hagen, vilde ud, og lode de sig ikke nøie med, at see Europa alleene, men besøgte ogsaa de andre Verdens Parter. Derved ginge utroelige Penge-Summer aarligen ud af Rigerne, og vandtes intet andet derved, end at saadant, som en Zirat kunde indføres i deres Lig-Prædikener; thi jeg finder fast ingen blant disse vandrende Riddere, der har udgivet en Reise-Beskrivelse. For at dempe denne hæftige Sygdom, anrettede fornemmeligen Christ. 4. ovenmeldte Ridderlige Academie. Aarsag til dets Decadence.

Men Udfaldet svarede ikke til Hans Majestets gode Intention; thi, saasom en Artikel udi Fundationen, gav Adelige Børn Frihed at reise udenlands, naar de havde naaet deres 19de Aar, saa ginge Reiserne for sig, lige saa fuldt som tilforn, det Sorøiske Academie til Hinder og Afgang; thi det er troeligt, at saasnart en var bleven 19 Aar gammel, saa har Landet ikke kunde holdet ham længer, ja at mange have giort sig ældere end de vare, for at komme des hastigere paa Flugten. Foruden dette Exempel har anden Erfarenhed udi lige Stiftelser læret, at Ridderlige Academier udi et Land, hvor Indbyggernes Hoved-Passion er at reise udenlands, aldrig blive ved Magt, med mindre mod udenlands Reiser giøres Forbud, og samme Forbud bliver bestandigen exeqvered, og kand deslige Forbud ikke synes at være for haarde,

Betænkning derover.

efterdi derved conserveres en saa vigtig og nyttig Etablissement; thi dens Nytte er fast større end man kand imaginere sig. 1.) Underholdes derved en Hob Lærere, og det uden synderlig Byrde for Publico; thi de samme kand salareres med en liden Deel af de Penge, som anvendes paa Reiser, og Adelige eller rige Mænds Børn kand sauvere 2 tredie Deeler ved at blive hiemme, og at anvende en tredie Deel til Lærernes Underholdning paa det indenlandske Academie, Pengene kand blive i Landet, og Regieringen kand udi saadant Academie have et Seminarium, hvoraf Ephorus, som kiender enhvers Genie og (619) Capacitet, kand foreslaae habile unge Mænd til Forretninger. At Christianus 4. haver haft alt dette for Øjene, sees tydeligen af Fundationen selv. Men som Reise-Sygen paa de Tider var i sin højeste Grad, og Kongens Myndighed paa det Sidste begyndte at declinere, kunde dette da ikke exeqveres med den Vigueur, som udfodredes; thi der behøves en u-omskrænked Myndighed for at hemme en Nations hærskende Passion.

Uanseed den Action som var forefalden i Bergen, continuerede dog den Engelske Envoyé Talbot med sine Ansøgninger ved det Danske Hoff, og præsenterede Kongen adskillige borttagne Skibes Restitution, samt andre Fordeele, hvis Hans Majestet vilde tage Engelsk Parti mod Holland. Men han fik kun kaaldsindigt Svar, blant andet at man kunde ikke ansee som nogen Faveur, det som de Engelske vare pligtige at giøre; Med saadant Svar begav Mr. Talbot sig tilbage, indsluttede sig i sit Huus, og hverken gav eller modtog nogen Visite meere, men lavede sig til at reise til Engeland igien. Derpaa blev slutted en Alliance mellem Dannemark og de foreenede 1666. Provincier 1666. (a) hvis Indhold man merkede strax af de Ting, som paafuldte; thi der bleve giorte Krigs-Anstalter baade til Lands og Vands,

Krig mellem Dannemark og Engeland.

Beslag blev giort paa en Hob Kiøbmands-Skibe, for at forsyne Floden med Matroser, og eendeel Søe-Officiers blev skikket til Søe-Stæderne udi alle Provincier for at sætte de samme udi Stand, i fald de skulde overfaldes af de Engelske, og tilligemed derfra at bringe fornødne Søe-Folk til Floden. Lige saadanne Anstalter bleve ogsaa giorte udi Norge, hvis Statholder reisede til Kiøbenhavn for at overlægge hvad som kunde tiene til Norges Defensions-Stand; thi man havde at bestille med den mægtigste Søe-Potentat, som hidindtil havde spillet Mester udi denne Krig, og lod den Engelske Minister Talbot sig merke med Trudseler, sigende, at førend Kongen kunde bringe et eeneste Skib udi Søen, skulde Rigerne have en Visite af den heele Engelske Flode. (620)

(a) Fœdus inter Dan. & Prov. Belg. fœd. Hag. 11. Febr. 1666.

Men denne Krig blev ikke saa farlig som den blev forestillet, og brugte de Engelske meere Pennen end Magten mod Dannemark; thi, som de merkede at de vilde faae nok at bestille med Hollænderne alleene, og deres tappere Amiral Ruyter, toge de sig fore udi haarde og plumpe Skrifter at afmale Kong Frideriks Opførsel mod Engeland, hvilket sees af den vitløftige Deduction som dette Aar kom for Lyset, og hvorom tilforn er talt.

Hans Majestet lod strax en temmelig Deel vel udrustede Skibe gaae i Søen, for at conjungere sig med Hollænderne, og seer jeg at den navnkundige Amiral Adelaer da dirigerede Floden; thi han kom dette Aar in Junio med 9 Hollandske Skibe til Sundet. Gen.

Amiral Cordt Adelaers Historie.

Udi ham fik Dannemark en Søe-Helt, som man kunde forlade sig paa; thi han var uden Disput den største Amiral næst Mich. Ruyter paa de Tider. Samme berømmelige Mand er een blant de mange store Søe-Mænd, som Norge har produceret, og hvoraf jeg vil fremføre nogle af de Fornemste alleene for at vise, at Norge er af gandske anden Beskaffenhed end Fremmede indbilde sig, meenende at dets Producter bestaae alleene udi Dæler og Stokfisk, da jeg dog finder intet Land i Historien, der har til veje bragt saa mange store og habile Amiraler. Jeg vil ikke tale om de gamle Konger, saavel Hedenske som Christne, hvilke fast alle vare experimenterede Søe-Mænd, skiønt ingen af dem er synderligen kiendt udi fremmede Historier, undtagen Rollo eller Gange Rolf, og det ikke, efterdi han var den største Norske Søe-Helt, men fordi hans Bedrifter skeede udi et Land, hvor man ikke, som hos os, glemmer at føre store Helte-Gierninger udi Pennen, og at give de rette Afrisninger paa deres Personer og naturlige Qvaliteter; thi jeg finder adskillige andre som Oluf Tryggesen, Kong Magnus den Gode, Harald Haardraade, &c. som virkeligen vare større, skiønt de ere mindre bekiendte, og det formedelst ovenmeldte Aarsag.

Liste paa adskillige store Norske Amiraler.

Fra den Tid Søemandskabet er kommen paa en meere ordentlig Fod, kand man sige, at Norge har tilveje bragt fleere store Amiraler end noget andet Land. Udi Christiani 2. og Frider. 1. Tid var Søren Norby formedelst sin Hurtighed og Capacitet en Skræk udi Øster-Søen. (621) Udi Friderici 2. Tid commanderede en Normand ved Navn Jacob Bagge den heele Svenske Søe-Magt, til hvilken Ære han som en Fremmed af et fientligt Land ikke kunde være kommen, hvis han ikke havde distingueret sig ved en særdeles Duelighed. Denne Amiral Cordt Adelaer, hvorom videre skal tales, var fød udi Brevig i Norge. Den berømmelige og Sejerrige Amiral Niels Juel var fød udi Christiania. Tordenskiold, som udi nogle faa Aar af en fattig ringe Person avancerede til Amiral, og det Gradviis alleene ved sine Meriter, var fød i Trundhiem. Den bekiendte Ryssiske Amiral Creutz er iligemaade en Normand, ikke at tale om adskillige andre, som ere mindre bekiendte.

Amiral Adelaers første Opkomst.Hvad Cordt Adelaer angaaer, som jeg seer dette Aar at have haft meget at bestille med Søe-Sagerne udi Dannemark, da var han fød paa et lidet Sted udi Norge kaldet Brevig 1622. den 16 Decembr. dog ikke af Bønder-Folk, som nogle have foregivet, thi hans Fader Søren (a) Jensøn var Christiani 4 Forvalter over det Kongelige Saltverk udi Langesund. Han forlod Riget udi hans umyndige Aar, og begav sig til Holland, hvor, efter at han nogen Tid havde øvet sig udi Mathematiske Videnskabe og udstuderet Søemands-Konsten, han begav sig udi Hollandsk Tieneste, og gik ud for Matrods, udi hvilken Qvalitet han tienede først under den navnkundige Søe-Helt Martin Tromp. Efter at han under denne store Mand havde faaet en temmelig Erfarendhed udi Søemandskab, og han fandt sig selv beqvem til at commandere, agtede han at forsøge Lykken udi den Midlandske-Søe, og at antage Venetiansk Tieneste, efterdi Venedig paa samme Tid var indviklet udi Krig med Tyrken.

Hans store Bedrifter i Venetiansk Tieneste.

Han var udi Republiqvens Tieneste først Lieutenant under Capitaine Johan Reyers, og fik selv Skibet at føre, da samme Capitaine ved Døden afgik, hvorved ham Leilighed gaves ret at lade see sin Tapperhed, og at blive distingvered af de Venetianske Edelmænd, som vare paa Floden, hvilke kaldede ham Curtius Cervisen, efter det Danske Navn Cort Siverdsen. Det vilde blive for (622)

(a) Vit. & res Gest. C. Adelaer manuscr.

vitløftigt at opregne alle de Actioner, hvorudi han indlagde Ære; jeg vil derfor ikkun tale om de fornemste, som banede ham Vei til Høihed. Anno 1651. da han førte det Skib kaldet St. Georg, lod han udi det Slag, som blev holded ved Munden af Hellespontus, see en ugemeen Tapperhed, saa at den Venetianske Edelmand Jacobus de Riva tilskrev endeel af den erholdte Seyer hans Bestandighed i at holde Stand mod en stor Mængde Tyrkiske Skibe, (a) som beængstigede ham. Samme Venetianske Herre tilstod ogsaa, at vor Norske Søe-Helt reddede hans Liv siden; thi, da han, nemlig Jacobus de Riva, skulde seyle til Candien, opreisede der sig saadan Storm, at Amiral-Skibet, hvorpaa vare tvende Venetianske Raads-Herrer kunde ikke staae derimod, men maatte lave sig til at undergaae, kastede Cort Sivertsen sig med høieste Livs-Fare udi en Sluppe, og med alles Forundring arbeidede sig frem til Amiral-Skibet, hvor han reddede bemeldte Raads-Herrer, thi Skibet gik strax derpaa i Grund.

Aaret derefter recommenderede han sig ikke mindre ved en anden heroisk Gierning, i det han slog sig adskillige Gange igiennem den Tyrkiske Flode, og førte Proviant og Recruter til de beleirede Stæder udi Candien, som allereede formedelst Mangel derpaa vare færdige at overgive sig, og, som han til slige farlige Ting brugte ikke mindre List, end lod see et uovervindeligt Mod, saa fandt man ham beqvem til at udrette alting. Men, hvad som bragte hans Navn paa den højeste Æres Spidse, var den prisværdige Gierning, han øvede udi det store Slag, som blev holded ved Munden af Hellesponto igien Anno 1654. den 16. Maji, da han uanseed hans Skib St. Jürgen hvorpaa Amiralen Iseppo Dolfino var om Borde, saa got som allerede var bemestred af 77 Galleier og smaa armerede Fartøi, ja var kommen i Brand og færdig at siunke, dog alligevel slog sig med en særdeles Forsigtighed og Tapperhed igiennem, saa at 15 Tyrkiske Galleier bleve skudte i Grund, nogle opbrændte, og henved 5000 Mænd ombragte. (b) Denne lykkelige Coup var neppe giort, (623)

(a) Wormii Program. in C. Adelaer.

(b) Vit. & res Gest. Curt. Adelaer manuscr.

førend Leiligheden i samme Slag yttrede sig paa nye, da han med god Vind under bemældte Dolfino gik løs paa den anden Tyrkiske Amiral Ibrahim Bassa Keiser Mahomeds 4 Svoger, som han, uanseed den slette Tilstand Skibet St. Jürgen var geraadet udi, aborderede ved Øen Tenedos i Archipelago og da med egen Haand huggede Hovedet af Amiralen med Ibrahims egen Sabel. Saa heraf sees, at det første saavel som det sidste Slag mod begge Tyrkiske Amiraler vare kun Actioner af en Bataille, da dog tvende giøres deraf udi Adelaers Programmate hvilket er urigtigt. (a) Efter Slaget regalerede Capitaine General Lunardo Foscolo ham med en Guld-Kiede; og siger derfore den Venetianske Skribent at Republiqven uddeelede adskillige Præmia men i sær til Capitaine Curtius. (b) Han blev selv i denne Action saared i sin højre Arm, (c) og hans Broder blev ved hans Side nedsabled. De kostbare Trophea, som han ved denne Leilighed erholdt, findes endnu forvarede paa det Kongelige Konst-Kammer udi Kiøbenhavn.

De tvende General-Søe-Commissarier Hieronimo Contarini, og Francesco Morosini gave ham da skriftligen det Vidnesbyrd, at blant alle de Helte, som da figtede for Christendommen, var han den største, ja de lignede ham formedelst hans Hurtighed ved en Fugl i Luften, og er deraf, maaskee, kommet det Navn Adler, eller Adelaer, som er bleven ham gived. Jo meer hans Navn voxede til, jo større Begierlighed lod han see at udbrede det end meere. Saaledes da han efter Slaget blev skikked hen at beleire Dardanellerne, som ere Nøglerne til Constantinopel, sloges han adskillige gange med de Tyrkiske Skibe, dreve dem paa Flugten, og forfuldte dem ind udi deres befæstede Havne, og, da den Christne Flode var udi stor Elendighed for Mangel paa Vand, efterdi Tyrkerne allevegne besatte Strandbredderne for at hindre de Christne at hente saadan Forfriskning, (624)

(a) Wormii Program.

(b) Nani hist. Venet.

(c) Vit. & res Gest. C. Adelaer manuscr.

|banede han sig med stor Fare Vei til de Steder hvor der var Vand, og forfriskede den heele Flode. Det vilde blive for vitløftigt at opregne alle denne store Mands Bedrifter, hvilke bragte ham udi saadan Anseelse, at, hvor han kom, blev han forfuldt af Almuen, der udøsede Velsignelser over ham; og adskillige Nationer, sær Spanier, Genueser og Hollændere søgte med store Løfter at bringe ham udi deres Tieneste. (a) Hertugen af Modena berømmede hans Heldte-Gierninger udi et Latinsk Vers: (b)

(a) Teste Wormio in Progr.

(b) Hertugens Vers er ikke mindre rart end mærkværdigt og lyder saaledes:

Serenissimi Principis Almerici Mutinensis

Ad incomparabilem Heroem, Dominum Eqvitem

Dnum. CURTIUM SUFFRIDUM ADELBORST,

Encomiasticon postridie Calend. Augusti 1660.

Scudæ in Candia.

O Mundi jubar, o qvod nulla oblivio cœcis

Involvet tenebris, qvod nunqvam flumina Lethes

Inferno poterunt posthac mersisse barathro,

Ottomannorum Communis terror & horror,

Tam mirabiliter virtus tua fulsit ubiqve,

Ut magnus Venetum concordi voce Senatus

Aurato te torqve, loco te donet eqvestri,

Qvem nullis titulum donis es nactus & auro,

Sed pugnace manu, qvem non emisse ducatis

Omnes conclamant centum te millibus: actis

Qvem tot inauditis insignibus undiqve debes.

Sic priùs ipse dabas tibi Nobilitatis honorem,

Qvàm Venetûm Proceres: qvia nam delapsus in illam

Terribilem, major qvâ non fuit altera, pugnam,

Cum decies septem puppes, septemq; Liburnæ.

Te peterent solum; rupisti obstacula solus,

Et Solus Deus auxilium, Deus ille ferebat.

Qvinqve decem maris mersisti gurgite pinus,

Millia qvinqve Virûm privasti lumine Phœbi.

Altera messis adest: iterum pugna aspera surgit.

En Magni affinis Domini tu colla rescindis,

Sultanusq; Ibrahim qvi vulnere strenuus ante

Te feriit, lethi tristi mercede cadebat.

Tu qvi pro Venetis bis & Octo fluentibus annis

Miles eras, princeps caput objectare periclis

Imperio princeps sociis ad cuncta marinis

Usqve trophæa ferens, qvæ ex æqvore sidera pulsant

Cujus fama feret, qvà sol meat, inclyta facta.

O ter digne, cui dextram oscula cuncta fatigent!

Non jam jactetur Cynægirus ullus Athenis

Tuque soli Regina, potens ante omnia Roma!

Huic noli conferre tui jam gesta Duilli,

Aurea & Annales non vellera rapta loqvantur.

Tu solus Turcas graviori clade premebas

Qvam Regna heroes presserunt Colchica cuncti.

O par bissenis natis Jove! penna recumbit.

Lassa mihi; sum cum tabula jam mutus; id unum

Addo; Vel hâc visâ paveatis imagine Turcæ.

(625) Hvor høit den Venetianske Republiqve ansaae hans Tienester, kand sees deraf, at den begavede ham 3 Gange med Guldkieder, giorde ham til General-Amiral-Lieutenant, item til Ridder af St. Marco, og gav ham en dobbelt aarlig Pension, hvoraf den sidste skulde forplantes paa hans Børne-Børn. (a) Men Efter-

(a) Den første Gratification, som Republiqven beviisede ham skeede udi det Aar 1654, hvilket sees af Patentet, som er datered udi samme Aar, og hvis Original findes endda hos hans Sønne-Sønner, saa lydende:

Franciscus Molino, Dei gratia Dux Venetiarum &c. Universis & singulis

Magistratibus nostræ Venetiarum, & præsertim Camerariis Nostris eorumque

Ministris præsentibus & futuris, ad qvos hæ nostræ pervenerint, significamus.

Il Capitano della Nave San Georgio Grande Curt Cervisen hà date cosi conspicue proue del suo Valore e divotione nel fatto ultimamente seguito à Dardanelli, Che ben se li deve esprimere il Compiacimento publico, e consolarlo con la certezza della publica gratia per riportar alle occasioni i testimonii, maggiori di generosità. Per prova di che habbiamo deliberato Col senato sotto li 13 delpresente di fargli un annuo assignamento di ducati doi cento correnti sua vita durante dalli Camerlengli di Commun, oltre il dono di una Collana doro di ducati Trecento correnti: acció maggiormente Comprenda il publico affetto & recavi piu sempre efficaci eccitamenti alla continuatione del suo Servitio con le parti stesse di valore e corraggio. Commettemo péro coll autorità del medesimo Senato, à chi spetta di corrispondergli il sudetto assegmamento in tutto, come di sopra vienè espresso. Datæ in nostro ducali Palatio Die XXI Januarii Indictione 8 Anno 1654.

Det andet Patent, hvorved han blev giort til Ridder af St. Marco, og findes sammesteds in Originali lyder saaledes:

Johannes Pisauro Dei Gratia Dux Venetiarum &c. ad perpetuam rej memoriam. Essendo solita la Republica Nostria riconoscere con affetti di munificenza il merito di qvelli, che simpiegano nel servitio della medema: per qvesto considerato qvello del Capitano Curt Scieversen, il qvale havendo qvasi tuto il tempo della presente guerra servito in armata contro il Turco, & Continuando tutta via il suo impiego con la Nave nominata S. Zorzi Grande, ha dato in varie occasioni veri segni della divotione & valore in molti in contri, facendo apparire, non meno il Corraggio che l’ardenza del suo animo nel cimentare la vita stessa per le glorie della signoria Nrà; A che aggiungendosi le degne conditioni della persona e nascita sua, siamo Venuti in resolutione di decorarlo del grado di Cavaliere di S. Marco, concedendogli con la pienezza; della nostra Auttorità facoltà di usare le Vesti, la cinta, la spada, li Speroni doro & ogni altro ornamento militare, & di godere tutte le prerogative, honori, jurisdittioni, libertà, & privileggi. che sono proprii de gli altri Cavalieri, & alla vera militia & dignità di Cavaliero appartenenti, Volendo noi che sia per tale in ogni luogo riconosciuto, in segno di che gl. habiamo ordinato il presente privilegio munito col nostro solito sigillo à memoria de’ Posteri. Dato in nostro Ducali Palatio die XXVIII Januarii Indict. XII. M.D.C. LVIII.

Franco. Zonca. Sig.

Det 3die Patent angaaende den aarlige Pension, som skulde forplantes paa hans Arvinger i tredie Leed, lyder saaledes:

Johannes Pisauro Dei Gratia Dux Venetiarum &c. Universis & singulis Magistratibus hujus urbis nostræ Venetiarum, & præsertim, Camerariis Nostris Communis eorumqve Ministris præsentibus & futuris ad qvos hæ nostræ pervenerint. Il Cavalier Curt Cervisen ha dato cosi conspicue proue del suo Valore & devotion nel fatto ultimamente seguito à Dardanelli che ben se li deve esprimere il compiacimento publico, e consolarlo con la Certezza della publica gratia per riportare alle occasioni i testimonii maggiori di generosità. Per prova di che habbiamo deliberato col Senato sotto li 15 del presente di fargli un annuo assignamento di ducati mille qvattro cento di buona valuta sua vita durante, e sua terza generatione dalli Camerlenghi di Commun, accio Maggiormente Comprenda il publico affetto, & ravivi piu sempre efficaci eccitamenti alla Continuatione del suo servitio con le parti stesse di valore e corraggio. Comettemo però col autorità del medemo Senato, a chi spetta di corrispondergli al sud: assegnamento in tutto come di sopra viene espresso. Dat. in nostro Ducale Palatio die XXVIII. Febr. Ind. XII. MDCLVIII.

Franc: Zonca.

Det er ellers at merke at Ducati di buona valuta eller Ducati di banco ere 20 pro cento bedre end de saa kaldte Ducati correnti.

(626) kommerne udi Regieringen have siden glemt de gamle Velgierninger, over hvilket hans Søn Hr. Geheime-Raad Adeler har ofte besværget sig, og besynderligen, da hans Sønner for nogle Aar siden reisede til Italien, have anholdet om samme Pensions Betalning, men ere blevne afviisede med Udflugter og Undskylninger. Anno 1661. blev han efter egen Ansøgning med herlige Attester dimittered af Venetiansk Tieneste, og begav sig derpaa til (627) Holland, hvor han Aaret derefter den 25 Julii havde Brøllup i Amsterdam med hans anden Frue Anna Pelt, hans første Frue var Engelske Sophronia af den berømte Hollandske Amiral Martin Tromps Familie, med hvilken han avlede 2 Sønner, Sigvard Adelaer som blev Scoutbynacht og Gouverneur paa Trankebar, hvorfra han døde paa Hiemreisen til Dannemark, og lig|ger (628) begraven paa Cap de bonne Esperance. Den anden Johannes Adelaer døde i sin Barndom. (a)

Bliver General-Amiral i Dannemark.

Da Kong Friderik fik Kundskab om at han var kommen til Holland, tilbød han ham Tieneste udi Dannemark, hvilken og Amiralen antog, saa at han Aar 1663. blev bestilled at være Amiralitets-Raad, og General-Amiral, fik 6000 Rixdaler Gage, foruden 1200 for at holde under sin Commando de Norske Søe-Folk paa Holmen. (b) Aaret derefter indrettede han Søe-Etaten efter den Hollandske Maade, og lod i Bergen bygge de Galeier, som i den Skaanske Krig bleve brugte.

Men denne store Mand fik ikke megen Leilighed til at lade sin Capacitet see udi Fædrenelandets Tieneste, eftersom denne Krig med Engeland var udaf ingen Betydelse for Dannemark; thi de Engelske havde nok at bestille med at forsvare sig selv, og holde Stand mod de mange Ulykker, som dette og efterfølgende Aar overvældede dem, saa at derfore det Danske Hof havde Leilighed til i all Magelighed at celebrere det Bilager mellem den Chursachsiske Prinds og den Danske Princesse. Princesse Annæ Sophiæ Bilager med Chur-Prindsen af Sachsen.

Samme Prinds arriverede den 23 Sept. til Kiøbenhavn, hvor Bilagered med stor Pomp blev celebrered den 19 Octob. Princesse Anna Sophia var kommen til Verden 1647. Hun blev siden Regierende Churførstinde i Sachsen, og Moder til de tvende efterfølgende Churførster, hvoraf den sidste, nemlig Fridericus Augustus, som nyeligen er død, var tilligemed Konge i Polen.

1667. Efterfølgende Aar continuerede Krigen men paa samme Maade. Hans Majestet fandt da for got at slutte et nyt Forbund (629)

(a) Vit. Curt. Ad. manuscr.

(b) Diplom. dat. 15 Sept. 1663. manuscr.

med Churførsten af Brandenborg, hvilket paa Kongens Vegne blev undertegned af Detlef Ahlefeld og paa Churførstens Vegne af Blumenthal og Friderik Jena. (a) Derudi bevidnede begge Herrer at Forbundet sigtede ikke til nogens Offension, men alleene til hverandres Forsvar, om nogen med Krig skulde blive angreben. Forbundet strakte sig paa Kongens Side til alle hans Riger og Provincier,

Forbund mellem Dannemark og Brandenborg.

som Dannemark, Norge, Slesvig, Holsten, Oldenborg, Delmenhorst og Pinnenberg: Paa Churførstens Side iligemaade til alle hans Lande. Kongen forbandt sig, naar Fornødenhed det udfodrede, og 3 Maaneder efter at Reqvisition derom var giort, at komme Churførsten til Hielp med 4000 Fodfolk, eller, dersom heller forlangedes Cavalerie, 400 Ryttere i steden for 1000 Fodfolk. Churførsten forbandt sig at tilveiebringe samme Tall og med samme Conditioner. Dog skulde enhver af de Contraherende have Frihed at formane Anfalderen at staae fra sit Forsæt og søge at bringe ham til Forliig, og, naar det ikke kunde erholdes, skulde ovenmældte Tropper, hvorom man var foreened, strax følge, og skulde samme Hielpe-Tropper underholdes af den reqvirerede indtil de komme til Reqvirentens Grændser, og da skulle de af den sidste tracteres paa samme Fod som hans egne Krigsfolk. De Tropper, som skikkes, skulle alleene passere og have Navn for Hielpe-Tropper uden at den eene af Parterne skall indvikles i den andens Krig. Dog skall Reqvirenten intet Forlig eller Fordrag slutte med sin Fiende uden Reqvisitus derudi bliver indsluttet. Men dersom Reqvisitus selv ogsaa bliver paaført Krig formedelst de Hielpe-Tropper han skikker, da skall ingen af de Contraherende slutte enten Fred eller Stilstand uden den andens Samtykke. Reqvisitus skall ingen Fordring giøre til Reqvirenten, men skall alleene lade sig nøje med dette til Vederlaug, at han nyder ligesaadan Hielp, naar han den behøver. Hvis de Stipulerede Hielpe-Tropper ikke kand forslaae, da skall Tallet forøges efter foregaaende Convention. Reqvisitus skall ingen Ret tilegne sig til de Stæder, som Reqvirenten (630)

(a) Fœdus int. Dan. & Brandenb. 23. Maji 1667.

ved Hielpe-Tropperne bemægtiger sig. Udi dette Forbund at indtræde gives begge Parters Allierede 4 Maaneders Tid. Forbundet skall vare i 8 Aar. Dette Forbund varede indtil 1676 da det blev forvandled til en offensive og defensive Alliance mod Sverrig og dets Allierede, og Venskabet mellem Dannemark og Brandenborg blev stærkere end det nogen Tid tilforn havde været.

Men udi denne Krig som Kong Friderik da førte med Engeland trængede Dannemark ikke meget til fremmed Hielp, eftersom den bestod mest i Trudsler.

Mellem de Engelske og Hollandske derimod forefaldt store Actioner. Udi de 3 Hovedslag, som udi denne Krig bleve holdne, havde de Engelske Fordeel udi det første og sidste, og Hollænderne udi det andet; men hvad som meest svækkede de Engelske var Hollændernes dristige Foretagende paa Londons Riviere; thi Amiral Ruyter, saasom han merkede at de Engelske udi dette Aar, for at spare paa Bekostninger, havde ingen Omhu for deres Flodes Udrustning, men satte sig for alleene ved Caperter at tilføie de Hollandske Kiøbmænds-Skibe Skade, løb han med Floden ind udi Londons Riviere, hvor Hollænderne giorde Landgang ved Chattam, og der udi Havnen ødelagde en anseelig hob Engelske Krigs-Skibe. Over dette og andet begyndte de Engelske at tabe all Lyst til Krigens Fortsættelse,

Fred med Engeland.

og derfore kort derefter sluttede Fred med Holland til Breda. De forligede sig da ogsaa med Dannemark, saa at dette Rige kom til sin forrige Roelighed igien.

Udi dette Aar havde Riget ellers adskillige uformodentlige Visiter. Den første var af et Tartarisk Gesantskab, hvilket havde en elendig og usel liden Suite med sig, og kom ridende paa nogle slette mavre Hæste over Wismar og Hamborg til Kiøbenhavn, havende ellers hverken Vogn eller Bagage med sig. Og de Foræringer som de bragte, nemlig 2 gemeene Hæste, vare døde udi Fyen, saa at de havde intet at regalere Hoffet med, uden pure Tartariske Complimenter.

Tredie Tartariske Gesantskab.

Jeg finder intet om, hvorledes de bleve imodtagne. Det er troeligt at man intet meget Væsen har (631) giort af disse Gesantere, eendeel efterdi de giorde saa slette Figurer, eendeel ogsaa, efterdi man merkede, at deslige Gesantskaber skeede noget for ofte, (thi dette var det 3die i denne Konges Tid) og at de sigtede kuns til at fiske nogle andre gode Foræringer for deres mavre Hæste, som de ellers ikke kunde blive af med.

Dronning Christine kommer anden gang til Dannemark.

Den anden Visite eller rettere Igiennemreise var af oftomtalte Dronning Christine, hvilken anlangede udi Majo til Siælland, og blev geleided af den Franske Ambassadeur Terlon, samt den Svenske Resident Lilienkron til Helsingøer, hvor hun efter Kongelig Ordre statteligen blev imodtagen af Commendanten paa Cronborg Eiler Holk, og med Støkkernes Løsning af Fæstningen begav sig strax over til Skaane, og siden videre ind udi Sverrig for at solicitere om Penge, efterdi Remiserne begyndte at gaae meer og meer urigtige. Kong Friderik forsømmede aldrig paa de Reiser hun giorde igiennem dette Rige, at giøre hende all Æres-Beviisning, hvorvel hun havde ikke forskyldt meget gott af Dannemark, og langt mindre af Kongen, i Henseende til Hans Majestets egen høje Person.

Begiver sig til Sverrig.

Det er ellers troeligt, at Hendes Visiter maa have været meget u-angenemme udi Sverrig, i Henseende til den forvirrede Tilstand samme Rige da var udi i Kongens Mindreaarighed; og, saasom Conjuncturerne paa samme Tid vare merkelige, og intet tilforn derom er meldet, vil jeg eendeel deraf her paa eengang anføre.

Strax efter Caroli Gustavi Død reisede sig Disputer om Rigets Administration udi den unge Konges Mindreaarighed; thi endskiøndt den afdøde Konge ved et Testament, som han havde giort nogle Timer for hans Død, havde iblant den unge Konges Formyndere beskikket Dronningen med et dobbelt Voto; saa tog sig dog eendeel af de Svenske Herrer for at giøre denne Anordning til intet, saavel angaaende Enke-Dronningens Person, som andres hvorom i Testamentet var talt. Dog tog Grev Slippenbach og andre sig med saadan Nidkierhed Dronningens Sag an, at hun nød den Rett, som hende efter Testamentet tilkom.

Sverrigs Tilstand udi Caroli 11 Mindreaarighed.

Men det gik med denne gode Dronning, som gemeenligen med Mødre, der have kun et Barn, at de af Tendresse lade det have sin Villie (632) i all Ting. Hvorudover den unge Konge fuldte sin Barndoms Tilbøjelighed, som var at æde og drikke vel, og i det øvrige intet at tage sig fore. Dette foraarsagede, at de Store udi Sverrig bildte sig ind, at han vilde blive en Regent, der ikke vilde bekymre sig meget om Regieringens Sager, men gandske dependere af Raadet, og derfore bleve efterladne udi Rigets Forretninger, og sparede lidt Revenuerne, bildende sig ind at de ingen Regnskab skulde i Fremtiden underkastes, men at det skulde gaae til som i Dronning Christines Tider, da deres Administration uden Examen blev confirmered udi magnifiqve Terminis. Men de toge derudi feil, efterdi Carl 11. blev en af de vindskibeligste og tarveligste Konger, som Sverrig har haft.

Det Vall, som Dronningen giorde med en vis Herre ved at beskikke ham til den unge Konges Hoff-Mester, foraarsagede ikke mindre Forundring end Fortrydelse hos Senatet, efterdi samme Herre efter en fornemme Autors Sigelse (a) havde ingen anden Qvalitet, end at kunne brav drikke. Men det var Dronningen nok, at hun vidste at han var hende affectionered, og kunde indprente den unge Konge Kierlighed til sin Moder, hvilket var hendes Hoved-Sigte; thi hendes fornemste Omsorg var at pleje ham vel udi Mad og Drikke, og see til at hans Klæder intet fattedes, ret ligesom Rigets Velfærd kunde bestaae derudi, at man kunde have en fæd og veltrivende Regent. I det øvrige giorde hun ham aldrig en suur Mine, men lod ham have sin Villie udi allting. Hvorudover Cantzleren Magnus Gabriel de la Gardie understoed sig engang at foreholde hende saadant, men vandt intet andet dermed, end at faae en suur Mine, som varede udi 8 Dage, ja Dronningen lod sig forlyde, at hendes egne Brødre slet intet udi Ungdommen havde lært, og dog vare blevne gode Prindser. (b)

Biørnkloe, som ellers skulde have Direction over hans Studeringer, var en lærd Mand, men saaledes at han af den unge (633)

(a) Anecdot. de Svede hvor samme Herre nævnes, skiønt jeg ikke kand sige om den Characteer, som ham tillægges, er ret.

(b) Anecdot. de Svede.

Konge heller kunde formere en Professor i Upsal, end en duelig Regent. Det samme kunde ogsaa siges om den Kongelige Informator Grypenhielm, hvilken havde ikke de Qvaliteter, som udfodredes dertil. Han var derforuden mest hengiven til Bygninger, og occuperede sig meere med at plante sin Have, end at informere sin Discipel, hvilket ogsaa den unge Konge helst saae, og derfor aldrig ansaae ham med mildere Ansigt, end naar han bad om Forlov at reise ud paa Landet. Nogle holde for at Grypenhielm med Flid søgte at holde ham udi Vankundighed, for at giøre sig i Fremtiden necessaire, og at have en fri Adgang til hans Person. Han undervisede ham alleene lidt udi Morale og Theologie. Men Moralen bestod fornemmelig udi tvende Ting, nemlig i at simulere, og holde sine Tanker forborgne, item, at staae stift paa sin Meening, hvilke vare Maximer, som kunde føde meget Ont af sig, med mindre de øvedes med stor Skiønsomhed. Hvad Theologien angik, da bestoed den mest derudi, at tilholde den unge Konge at bede paa Knæe to gange om Dagen, (a) hvorimod intet var at sige, om det end havde været 3 gange, hvorvel det samme giver ingen høj Idée om denne Kongelige Informator, saasom den rette Gudsfrygt ikke just bestaaer derudi at maale Bønner ud efter Vægten, men at have GUd stedse for Øjen udi alle sine Idretter, og for en Konge at beflitte sig paa, som en Christelig Regent, at forestaae det høje Embede som GUd haver kaldet ham til. Derimod forsømmede Grypenhielm at informere ham i andre Ting, særdeles udi Sprog, og det lidt Fransk han lærede var af en Vogtlænder, som selv ikke kunde Sproget til Gavns, og som man derforuden spillede Giæk med til Hove.

Saaledes var denne unge Konges Optugtelse, efter oftbemeldte Autors Sigelse, (b) hvilken man enten af Efterladenhed fordervede, eller med Flid søgte at forderve, paa det at de Store under ham kunde giøre hvad dem lystede. Men Kongens eget gode Naturel overvant dette paa en miraculeuse Maade, saa at (634)

(a) Anecdot. Svec.

(b) Hvilken maa være garand for den heele Historie.

man med Forundring maatte see, at den, som var opklækked udi Vellyst, Ørkesløshed og Pedanterie, blev en af de Dueligste og tarveligste Regentere Sverrig nogen Tid har haft, saa at om hans Historie udi Skrifter ikke er saa prægtig udført, som hans, saa kaldte store Faders og store Søns Bedrifter, saa har den dog i mine Tanker fortient ligesaa omstændigen at udføres, saasom det er langt større at giøre gode Lover, stifte Universiteter, i Stand sætte Finantzer, og at ordinere Militien, som denne Konge giorde, end at see Riget an med Ryggen, og løbe om, som vandrende Riddere med Kaarden i Haanden, for at ødelægge tillige med andre deres egne Undersaattere, til hvis Conservation de ere af GUd beskikkede. Thi Carolus Gustavus, hvis Meriter hyklerske Skribentere løfte op til Skyerne, giorde fast intet andet end at føre 70000 Svenske til Slagter-Benken, og Carolus 12, som udi Skrifter afmales, som vore Tiders Heros, drev ikke Tiden bort med andet, end med det samme. Denne Konge derimod, hvis Historie ingen har giort sig Umage at beskrive, var fast den eeneste af et heelt Seculi Svenske Konger, som opfyldte en stor Regents Embede, ved at opbygge det, som hans Forfædre havde nedrevet; Thi den Krig, som han blev indvikled udi, var aldeeles ikke hans Verk, men deres som betienede sig af hans Ungdom, for at fornøje deres egen Ambition; Det var ogsaa den eeneste Krig han førte; thi han levede den øvrige Tid udi Fred og Roelighed, men derfor ikke i Ørkesløshed, saa at hans Regimente giver rig Materie nok til Historie, ja til saadan Historie, som man kand lære noget af. Men det er Ulykken, at Historie-Skriver ikke vil have uden Felt-Slage, og Beleiringer til Skrive-Materialier, enten fordi de holde saadanne mageligst at udføre i Pennen, eller for de agte andre Ting for ringe. Men for at komme til Caroli 11. Minorennitets-Historie igien, da formerede sig adskillige Factioner, og bestod den første af de Slags Folk, som informerede den unge Konge udi Figten, Riden og andre Exercitier. Disse, saasom de i en Hast af Støven vare komne i Anseelse, kunde ikke fordrage, at de store udi Landet, sær Kongens Formyndere, kastede Foragt paa dem, og derfor (635) søgte ved alle Leiligheder at giøre dem sorte, betienende sig af den daglige Adgang de havde til Kongens Person, og de Exercitier, som de øvede ham udi, hvorved de vare Kongen lige saa behagelige, som de andre ved deres ærbare Ansigter vare ham ubehagelige, sær Cantzleren Magnus de la Gardie, hvis austere Mine syntes at bebreide Kongen den Vellyst som han levede udi. Bemeldte Exercitie-Mestere derfore giorde aldrig nogen Reise med Kongen, uden at forestille ham den Anseelse og Myndighed, de Store havde bragt sig udi, det Kongelige Huus til Præjudice, og, naar de reisede forbi noget Adeligt Lyst-Huus, viisede de saadant Kongen, sigende: at Hans Majestet havde ingen saa prægtige, item, at deslige Bygninger vare opreisede med Landets publiqve Penge, som de Store havde bragt udi deres egne Punge. Dette foraarsagede at Kongen Tid efter anden fattede saadant Had til Raads-Herrerne at han ikke kunde taale, at man kaldte dem de Store, ej heller at de selv gave sig den Titel. Ja han besværgede sig over, at de tracterede ham med en Slags Foragt, og blant andet udi hans egen Nærværelse kaldede ham en Gosse, hvilken var en Titel, som man plejede at give gemeene smaa Drænge.

De Store selv, som udi deslige Conjuncturer skulde være sammenholdige, vare ej heller fri for indbyrdes Factioner; thi der var Misforstand mellem Greverne og de andre af Adel, efterdi de første i Henseende til deres Characterer vilde tage sig en Superioritet over de andre, og vilde have deres Fruer og Døttre distinguerede fra de andres, saaledes at en Greves Dotter skulde heede Frøiken, men en simpel Raads-Herres alleene Jomfru. Herudover stukke de Sidste Hovederne sammen for at holde de Første Stangen, skiøndt forgiæves; thi disse caracteriserede Herremænd vare da af den Magt og Anseelse, at de udi denne Mindreaarighed gandske spillede Mestere; Grev Peder Brahe var den ældste Greve udi Sverrig, og besadd een af de vigtigste Bestillinger, var ogsaa holden for den rigeste Undersaat. Carl Gustav Wrangel var udi Anseelse, saavel formedelst sin Tapperhed, som sin høje Charge, saa at han tog i Betænkning at cedere endeel (636) Førster udi Tydskland. Otto Gustav Steenbok var ikke mindre udi Anseelse, saavel formedelst hans berømmelige Krigs-Bedrifter, som efterdi han var besvogred med de la Gardie. Lewenhaubt regnede sig udi den Gustavianske Kongelige Familie, og, Oxenstierne brystede sig af den store Cantzler Axel Oxenstiernes Meriter. De andre, som Gustav Horn, Lars Kagge, Tot Banner, Torstensen, Kønigsmark, Wittenberg, Duglas og Lillie, havde de højeste Krigs-Charger, saa at det var derfore vanskeligt at binde an med saa mange anseelige Mænd. Men derimod var ingen fuldkommen Eenighed mellem dem selv indbyrdes; thi de fleste bare Had og Misundelse til Cantzleren Magnus Gabriel de la Gardie, hvis Familie de ansaae som Fremmed, og dog ved sin Rigdom og Højhed fordunklede alle de andre. Magnus de la Gardie førte sig op paa Kongelig vis, havde fortreffelige saavel Legems som Sinds Qvaliteter, og havde en Frue af det Kongelige Huus, hvilket giorde ham saa overmodig, at han saae alle andre over Axlerne, og derfore var den af alle mest forhadte Person, endskiønt de andre Grever trokke paa Linien med denne, naar der handledes om at beskytte deres Præference for de andre simple Herremænd, og blev denne Jalousie ikke lidet formeered ved en særdeles Hændelse, som gav Anledning til en hæftig Disput samme Tid.

Grev Stenboks Dotter, som var antagen blant Dronningens Hof-Fruer, paastod at have Rangen for Johan Gyldenstiernes Søster, som var ældere, og havde længe tilforn været til Hove. Denne Præcedentz-Strid tog saaledes til, at Regierings-Raadene, eller de Kongelige Formyndere maatte tage sig Sagen an, og dømte de samme i Faveur af Frøiken Steenbok, hvilket foraarsagede at Gyldenstiernes Søster forlod Hoffet, og hendes Brødre svore at de skulde hevne denne Uret, hvilket Johan Gyldenstierne ogsaa troeligen holdt.

Disse mange Tvistigheder og Factioner, som vare iblant de Store, foraarsagede at denne Konge siden, som bekiendt, fandt Lejlighed til at sætte den Kongelige Myndighed paa en bedre Fod, end den hidindtil havde været, hvortil blev giort en Begyndelse (637) ved at anrette et nyt Kongeligt Raad, og det under den Prætext, at Kongen formedelst det Had, som regierede udi det store Senat, ikke vidste hvem han skulde forlade sig paa. Dette Cabinets-Raad bestod af Grypenhielm, som tilforn havde været hans Informator, men da var bleven Baron og Raads-Herre, den anden var Frands Joel Ørnsted, den 3die Henrik Hoghusen, den 4de Erik Lindenskild, hvoraf den Sidste var den Habileste, og den største Forfægter af den Kongelige Myndighed. Hans fornemste Bog, siger en Statsmand, (a) som har haft særdeles Kundskab med de Tiders Svenske Herrer, var Barclai Argenis, hvilken han kunde uden ad, og hvoraf han havde oversat nogle Capitler paa Svensk. Men om han just af samme Bogs Læsning fattede Inclination til et absolut Monarchie, og har deraf læred de Regler at etablere det samme, kand man for vist paa ovenmeldte Skribentes Relation ikke forsikre; thi det synes at Conjuncturerne udi Sverrig gave bedre Anledning, og visede sikkere Regler dertil, end Barclai Argenis.

Men den habile Raads-Herre Johan Gyldenstierne kuldkastede omsider dette nye Conseil, og lagde Grundvold til Regieringens Forandring, og de fleste vigtige Ting in Politicis, som bleve i Verk satte i denne Konges Tid. Samme Mand havde i Steden for at læse Barclai Argenis nøje udstuderet den Svenske Stats Skrøbeligheder, og deraf formeret sig de Regler, hvorpaa han grundede sin Bygning. Om han ellers har haft de farlige Desseins som oftbemeldte Skribent tillægger ham, er vanskeligt at sige, helst, saasom det er ikke troeligt, at han selv har aabenbaret dem for nogen. Det synes ogsaa at meget udi de om Sverrig skrevne Anecdotes er grundet paa Gisninger, og trokket efter Haaret. Ellers gives denne Johan Gyldenstierne ingen synderlig god Caracteer; thi endskiønt han altid med blodige Eeder forsikrede at han var en ærlig Mand, vilde dog ikke alle troe det, og plejede derfor den Franske Ambassadeur Feuqviers at sige, Johan Gyldenstiern taler aldrig om sin Ærlighed uden at (638)

(a) Anecd. de Svede.

kræve Fanden til Vidnesbyrd. Men dette skeede længe efter denne Tid, og heller kand have Sted udi Christiani 5. end Frider. 3. Historie, hvorfore jeg intet vil tale derom, ladende mig alleene nøje med at have viiset, hvordan Tilstanden var udi Caroli 11. Mindreaarighed udi et Naboe-Rige, hvis Conjuncturer have Rapport med disse Lande, og derfore undertiden i det ringeste løsligen maa omtales.

Hvad Dannemark i særdeleshed angaaer, da kom Riget dette Aar 1667. udi nogen Bevægelse formedelst den sidste Oldenborgske Greves Død, om hvis efterladte Lande blev Successions-Tvistighed,

Den Oldenborgske Greves Antonii Guntheri Død.

hvortil Oprindelsen var denne: Antonius Guntherus den sidste Greve til Oldenborg erholdt efter sin Fetters Christians Død ogsaa det Grevskab Delmenhorst, og, efter at han med den Holstenske Princesse Sophia Catharina, som han meget silde ægtede, ingen Sønner avlede, døde han 1667. den 19. Junii. Førend han traadde i dette Ægteskab havde han avled med Elisabeth von Ungnad Aar 1633. en Søn, som blev kalden Antonius. Samme Antonius, saasom han var fød uden for Ægteskab, kunde ikke succedere i Grevskabene; Hvorudover Faderen ved et Testament Anno 1663. gav ham det Slott Varel, det Amt Ihad, og det Herskab Kniphausen med de dertil hørende smaa Stæder og Lande, beliggende udi det Oldenborgske. Han blev af Keiser Ferdinando 3. legitimered, og paa Rigs-Dagen til Regensburg Anno 1654. beæred med Titul af Rigs-Greve. Hos Kongen insinuerede han sig saaledes ved sine gode Qvaliteter, at han blev Ridder og Geheime Raad, og siden af Christiano 5. blev som Plenipotentiarius skikked til Nimwegen, hvor han ved sin Magnificence distinguerede sig blant alle fremmede Gesantere. Han døde 1680. paa sit Slott Varel, og efterlod sin Gemahl Carolam Æmiliam af Tremouille Hertugens af Tarente Dotter frugtsommelig med en Søn, som kom til Verden 1681. den 27. Junii, hvilken saasom hans Fader blev ogsaa kalden Antonius.

Foruden denne ovenmældte legitimerede Antonium efterlod den sidste Oldenborgske Greve en Søster Søn Johannem, (639) som Rudolphus Hertugen af Anholt Zerpst havde avled med hans Søster Magdalena; men den samme, saavelsom den legitimerede Antonius kunde ikke succedere ham udi Grevskaberne, Oldenborg og Delmenhorst, hvorudover Hertugen af Anholt maatte alleene lade sig nøje med det Herskab Bevern og Grevskaberne i sig selv, som mandlige Rigs-Lehne, faldte ustridigen til det Holstenske Huus, og Christiani 1. Afkom; thi endskiøndt de Svenske i Henseende til det Stift-Bremen havde haft Prætensioner derpaa, saa havde de dog saavel ved den Roskildske som Kiøbenhavnske Fred afstaaet deres Prætensioner.

Tvistighed om Successionen i Oldenborg og Delmenhorst.

Men iblant de Holstenske Herrer indbyrdes, som Christiani 1. Descendenter reisede sig store Tvistigheder. Paa den eene Side vare Kongen og Hertugen af Holsteen, der angave sig som de, der til Græveskaberne vare mest berettigede. Paa den anden Side var Hertugen af Pløen, som meenede sin Rett at være større. Paa den Kongelige og Førstelige Side bleve anførte saadanne Argumenter, at Kong Friderik 2 tilligemed hans Farbroder Hertug Adolf havde af Keiser Maximiliano 2. erholdet Expectance paa Græveskaberne, hvorudover den nu regierende Konge Fridericus 3. tillige med Hertug Friderik af Holsten Gottorp meenende Sagen at være bragt udi Rigtighed, giorde Aar 1648. en Reces, hvorudi blev foreened, at denne ventelige Arv skulde deeles imellem dem. De sluttede ogsaa Aaret derefter et Forliig til Rensborg med Grev Antonio Gunthero paa samme Maade, hvilket Forliig blev confirmered af Keiser Ferdinando 3. til Regensburg 1653.

Hertugens af Pløen Process med det regierende Holstenske Huus.

Derforuden satt den Salige Greve dem Anno 1664. udi virkelig Possession af sine Lande, giorde ogsaa nyeligen for sin Død et Testament, som dermed overeensstemmede, hvorudover begge Herrer ogsaa strax efter hans dødelige Afgang toge begge Greveskaberne i Possession.

Hertug Joachim Ernestus af Pløen derimod forebragte paa sin Side, 1.) At han var den afdøde Greve nærmere paarørende end de andre, og at saadant nærmest Forvantskab var af stor Vigtighed udi Lehns Successioner, helst saasom det var brugeligt udi det Romerske Rige at de nærmeste Paarørende udsluttede de (640) andre gandske fra Successionen. 2.) At den Expectance som Kongen og Hertugen af Keiseren havde obtinered formindskede ikke hans Ret, efterdi han saavel af Ferdinando 3, som af Leopoldo havde bekommet Coexspectance; saa at han i den Henseende med dem var lige berettiget, men havde Fortrin derudi, at han var Christiano 1. Paarørende udi fierde, de andre derimod kun i femte Grad.

For at kiende i disse Tvistigheder blev 2 Aar for Grev Antonii Død en Commission anordned udi Hamborg, hvorudi vare benævnede til Commissarier Hertugerne af Luneborg og Land-Greven af Hessen-Cassel, men samme Commission havde ingen Virkning. Efter Grevens Død blev Processen paa nye foretagen, hvilken varede indtil Begyndelsen af Christiani 5. Regiering, da Høistbemældte Konge, merkende at det vilde være vanskeligt at vinde Sagen for den Keiserlige Ret, forliigede sig Anno 1671. med Hertugen af Pløen,

Hertugen af Pløen vinder Processen.

givende ham et Æqvivalent for sin Andeel af Greveskaberne. Med dette Forliig vilde Hertugen af Holsten Christian Albrecht ej lade sig nøje, men blev ved at fortsætte Sagen for den Keiserlige og Kammer-Ret skiønt med liden Succes, thi Arvedeelen blev tilkiendt det Pløenske-Huus tilligemed Erstatning for Processens Omkostninger. Christian Albrecht protesterede heftigen mod denne Sententz, men vandt intet dermed, thi den blev confirmered ved den Keiserlige Hoff-Rett 1676, og blev Dommen samme Aar bragt udi Execution, da Hertugen af Pløen blev sat udi Possession af den omtvistede Arvedeel, hvilken strax derpaa efter den Convention, som var giort mellem Kongen og bemældte Hertug, blev Hans Majestet indrømmed, og han, nemlig Hertugen, bekom til Vederlag for sine Prætensioner Norborg paa Als,

Greveskaberne falde ved Convention til Kongerne af Dannemark.

samt endeel Penge, hvorpaa Kong Christian 5. udi det Aar 1676. lod sig hylde udi Greveskaberne. Saaledes endte denne vigtige Tvistighed, som begyndte for Alvor at gaae for sig udi Friderici 3. Tid, og have Kongerne af Dannemark siden den Tid været roelige Besiddere af Oldenborg og Delmenhorst, saa at det, som tilforn ikkun havde været en Titul, blev en virkelig Eiendom. Man seer ellers heraf, at Sagen blev (641) dreven med stor Forsigtighed paa Kongens Side, og at dette Verk var en Coup d’Etat af den Danske Minister Griffenfeldt, hvilken i Friderici 3. Tid begyndte at blive kiendt formedelst sin store og ugemeene Skarpsindighed, der bragte ham paa den højeste Æres-Spidse under hans Søn og Successor Christiano 5.

Peder Schumachers eller Griffenfelds Historie.

Saasom Grundvolden blev lagt til denne navnkundige Ministers Lykke og Høyhed i denne Konges Tid, skiøndt den vigtigste Scene af hans Liv og Levned henhører til efterfølgende Regiering, saa vil jeg her kortelig anføre hans heele Historie, paa det at den kand findes samled paa et Sted, og haaber jeg at Læseren derudi vill finde desstørre Behag, efterdi intet derom tilforn er antegned, hverken udi trykte eller skrevne Bøger, undtagen nogle faa Linier udi Pufendorfs Brandenborgske Historie, hvor der alleene tales om hans Fald.

Peder Schumacher er fød i Kiøbenhavn Anno 1637. den 24 Augusti. Hans Fader Johan Schumacher var en Borger og Viinhandler i Kiøbenhavn, boende paa Kiøbmager-Gade paa Hiørned af Løvestrædet, og hans Moder Maria Motsfelt.

Der fortælles, at da han var 4re Aar gammel, og engang blev baaren i Dansk Skole, kom til ham en gammel Kone paa Gaden, hvilken gav sig ud for at forstaae Chiromantien. Denne Kone studsede ved hans Aasiun, og bad Karlen, som bar ham, at staae still, medens hun saae i Barnets Haand.

Hans Optugtelse.

Da hun nøje havde beskued Haanden, sagde hun til Barnet: Ja, min Søn, du har et Guld-Æble i din Haand, men see vel til, at du ikke lader det falde fra dig. Dette vill jeg lade staae ved sit Værd, og fortælle hvad ham videre vederfoer; da han kom lidt meere til Alder, blev han sadt udi Latin-Skoelen, hvor han i kort Tid giorde saadan forunderlig Fremgang udi sine Studeringer, at han blev dimittered fra Skoelen, og kom til Academiet udi hans 13de Aar. Og, som hans Fader imidlertid ved Døden afgik, tog Biskop Brokmand ham i sit Huus for at see ham promovered i hans Studeringer. Medens han var i samme Huus hendte det sig nogle gange, at Kong Frideric, (642) som var en særdeles Ynder af Lærde Folk, besøgte Bispen, og undertiden spisede hos ham. En Dag som Hans Majestet der var til Taffel, giorde denne Schumacher Opvartning med fleere af Bispens Folk. Bliver først kiendt af Kong Friderik i Bisp Brokmans Huus.

Da tog Hans Majestet Merke paa Schumacher i Henseende til hans skikkelige Opførsel, og spurdte Bispen om det var hans Søn, hvortil Bispen svarede Nei, men sagde derhos, at han havde ham ligesaa kiær som sit eget Barn, og tog deraf Leilighed at afmale de store Sindets Gaver, som var hos den unge Person, sigende: Dersom Eders Majestet vidste hvor stort Pund der var nedlagt hos ham, skulde Eders Majestet forundre sig derover, thi hans Ingenium var saa stort, og hans Hierne saa aaben, at hvis den videre blev exercered kunde der af ham i Fremtiden blive en Mand, som kunde bruges til hvad det være skulde. Dette blev sagt udi Schumachers Paahør. Kongen spurdte da: Hvad kand hielpe ham til videre at excolere hans Studeringer? Hvortil Bispen svarede, at han skulde reise til fremmede Universiteter, og der fortsætte sine Studia, men at til saadant hørte Penge, og Personen var fattig; da Kongen det hørte, tilbød han at give ham 300 Rixdaler aarligen, hvorfore Biskopen takkede, og holdt for at saadan Sum var tilstrækkelig nok, og at paa Reisen kunde anvendes 3 til 4 Aar. For at lade Hans Majestet høre hvor vidt Schumacher allereede var forfremmed udi Studeringer, lod han ham til sig kalde, leverede ham en Hebraisk Bibel, og foreviisede ham et Sprog deraf, hvilket Schumacher strax forklarede paa got Latin, og siden paa Dansk, saa at Kongen kunde ikke andet end forundre sig derover; thi det Hebraiske Sprog var paa de Tider ikke saa almindeligt som nu omstunder, og ingen gik saa vidt derudi, uden han forhen havde giort stor Fremgang udi de andre Lærde-Sprog og Videnskabe.

Hans udenlandske Reiser.

Efter at Schumacher saaledes var bleven beneficered med en aarlig Pension gik kort derefter hans udenlands Reise for sig, hvorpaa han anvendte 5 til 6 Aar. Hvor han kom, distingverede han sig ved sit hurtige Ingenium, saa at alle spaaede, at der (643) vilde blive noget stort af ham, helst udi Engeland, hvor han af lærde Mænd saaledes blev æstimered, at hans Portrait er blant de største Mænd sat paa det Oxfordske Bibliothec, hvor det endnu sees. Blant dem, som han udi Fædrenelandet meest corresponderede med, medens han var udenlands, var Rasmus Vinding, som da var Professor i Kiøbenhavn, og havde de overlagt med hinanden ikke at bruge andet Overskrift end Cato Scipioni, og Scipio Catoni, hvilket sees af de Breve, som endnu ere hos Erasmi Windingii Arvinger.

Hans Tilbagekomst.

Da han kom til Fædrenelandet igien, fandt han, at alle Ting havde faaet en anden Skikkelse; thi Regieringen var imidlertid bleven forandred, og Kongen, som den heele Regierings Byrde var bleven lagt paa, var ideligen med Rigernes Affaires saa occupered, at Schumacher saae sig ingen Leilighed til at komme Hans Majestet udi Tale, og at giøre sig videre bekiendt til Hove. Hans gamle Patron Bisp Brockmand var da ogsaa ved Døden afgangen, hvorudover han maatte see sig om andre Patroner, og adresserede han sig til Vice-Cantzler Holger Wind, af hvilken han blev antagen til Secretaire.

Da han nogen Tid havde været udi samme Herres Tieneste, hendte det sig engang at Holger Wind var upasselig, og ikke selv kunde komme til Hove, for at forklare et Project, som han havde Ordre at forfatte udi en uden-Rigs-Affaire, og som af Kongen først skulde eftersees og approberes, Anledning til hans Avancement.

førend det blev reenskreved, hvorudover Projectet blev indslutted i et Convolut, og forseigled, og fik Schumacher Ordre at bringe det til Hove, og der at levere det til en af Kongens Pager, som da havde Opvartning. Schumacher, som hidindtil ingen Leilighed havde haft til at faae Kongen i Tale, eller at blive seet af Hans Majestet, og derforuden havde merket at hans Herre kunde ikke persvaderes til at giøre noget Skridt for ham, glædede sig ved denne Leilighed, iførede sig sine beste Klæder, og begav sig til Slottet med det forseilede Brev, hvis Indhold var ham ubekiendt. Og da, i steden for efter Ordre at levere det til en Page, tog han sig den Dristighed at lade sig selv anmælde for at tale med Kongen for sin (644) Herre. Da det blev anmeldet for Kongen, at Cantzler Vinds Secretaire forlangede at tale med Hans Majestet, blev han indladen. Han leverede da Brevet fra sig, og derpaa blev staaende uden for Gemaks-Dørren, ligesom for at opbie Svar. Kongen aabnede strax Brevet, og efter dets Igiennemlæsning kastede det fra sig paa Bordet, givende dermed tilkiende, at han ikke var fornøjet med Concepten, hvilket, da Schumacher merkede, og saae at Kongen gik nogle gange frem og tilbage paa Gulvet uden at tale et Ord, fordristede han sig til at træde frem, og at sige disse Ord: Allernaadigste Konge og Herre! Jeg er den Person, som Eders Majestet kastede sin store Naade paa, da jeg for nogle Aar siden var udi Biskop Brockmands Huus, og uværdig blev tillagt saavel af Eders Majestets egen som af Universitetets Cassa, Penge til at reise med, og haver jeg opholdet mig saavel ved fremmede Academier som Hoffe, for at øve mig udi Videnskaber og Stats-Sager, og at giøre mig beqvem til Kongens og Landets Tieneste. Kongen erindrede sig da strax hans Person, og giorde ham adskillige Spørsmaal, hvilke han alle med Færdighed besvarede, og til sidst allerunderdanigst bad, at Hans Majestet vilde værdige ham med Communication af Brevets Indhold, mueligt, (sagde han) jeg kunde blive saa lykkelig at treffe Eders Majestets Tanker. Hvor til Kongen sagde Ja, og overleverede ham Brevet. Da Schumacher havde læst det, og merket at det angik Frankrig, bad han allerunderdanigst om en halv Times Tid til at forfatte sin Meening, hvor til Kongen svarede: Ja, end en heel Time. Schumacher gik derpaa til Side, og i en Hast kom tilbage med Projectet, hvilket Kongen med Forundring læsede, og sagde: Det er ret, min Søn, saaledes ville Vi have det.

Hans første Æres-Trin.

Efter at Schumacher eengang saaledes havde insinueret sig hos Kongen, og Hans Majestet havde seet Prøver paa hans Capacitet, avancerede han med en utroelig Hastighed fra et Æres-Trin (645) til et andet; Han blev først Secretaire udi det Danske Cancellie, siden Kongelig Archivarius og Bibliothecarius, item indsatt udi Skat-Cammer Collegio. Og fik han i denne Tilstand Leilighed videre at recommendere sig hos Kongen ved saadan Hændelse: Da en Keiserlig Gesant udi en Audience skulde besvares paa Latin, dristede sig ingen ex tempore saadant at giøre undtagen Schumacher, hvilken uden at studere dertil holdt saadan ziirlig Tale, som faa ved lang Meditation bedre havde kunnet forfatte. Dette bragte ham udi stor Reputation, og blev han strax derpaa giort til Geheim-Secretaire, udi hvilken Post han blev brugt til at forfatte ovenomtalte Konge-Lov, som af ham findes paraphered. Saaledes blev i denne Konges Tid Grundvolden lagt til den store Høihed, hvortil han under paafølgende Regiering avancerede.

Kong Frideriks Betænkning over ham.

Der siges at Kong Friderik paa sit yderste recommenderede ham til sin Søn og Successor Christiano 5. med disse Ord: At han skulde betiene sig af Schumacher, som den der kunde bruges til alle Ting. Men advarede derhos, at han ej skulde ophøje ham til alt for stor Værdighed. Hvilket, om saa er, giver tilkiende, at Kongen havde udstuderet hans Naturel, som var ikke at kunne skikke sig i alt for stor Medgang.

Han bliver Geheime-Raad og Ridder af Dannebroge.

Men den unge Konge efterlevede herudi ikke sin Hr. Faders Raad: thi, saasnart han kom til Regieringen, giorde han Schumacher til Geheime-Raad, Ober- og Geheime-Etats og Kammer-Secretaire, og ved Dannebroge Ridder-Ordenens Indstiftelse var han den 12te iblant de 21 første Riddere, som paa Rosenborg-Slott den 12 Octob. 1671. med samme Orden bleve beærede. Men, ligesom han tilvoxede udi Ære og Høihed, saa formeerede sig de Stores Jalousie imod ham. I sær fik han en stor Uven i Uldrik Friderik Gyldenløve, hvilken, foruden den Fortrydelse, som han og andre bare derover at Schumacher blev betroed til de vigtigste og geheimeste Sager, blev særdeles ophidsed mod ham,

De stores Jalousie mod ham.

da han fik at viide at Schumacher havde formaned Kongen til at moderere det lystige Levnet, som Gyldenløve havde ved sin Omgiengelse bragt ham til at føre, og som bestoed udi at forklæde sig, og freqventere Stadens Vertshuuse, hvorved Kongens høie (646) Person kunde underkastes Fare. Hvilket ogsaa eengang nær var skeed. Den Fortrydelse, som derved blev opvakt, formeerede sig kort derefter, da Gyldenløve fik Ordre at begive sig til sit Statholderskab i Norge. Og, som han ikke tvilede paa at saadant jo var skeed ved Schumachers Tilskyndelse, blev han hans Hoved-Fiende, og hialp ikke lidet til hans paafuldte Fald.

Udi det Aar 1672. blev Schumacher nobilitered, og fik Navn af Griffenfeld;

Bliver Ridder af Elephanten, Greve og Rigs-Cantzler.

Aaret derefter blev han giort til Greve, samt Ridder af Elephanten, og, da Rigs-Cantzler Peder Retz udi det Aar 1674. ved Døden afgik, blev han Rigs-Cantzler; thi hans Bestalling lyder paa saadan Titel, hvorvel han tillige med de paafølgende Cantzlere alleene kaldes Store-Cantzlere. Og ligesom han blev nobilitered og fik Navn af Griffenfeld, saa blev hans Broder ogsaa beadled og kalden Gyldensparre. Men det som bragte Griffenfeld udi størst Anseelse var, at han var Kongens Favorit, og hans Betænkende blev i alle Ting efterfuldt, saa at alle, saavel Fremmede som Indlændske, der vilde have noget udvirket hos Kongen, maatte beflitte sig paa hans Yndest og Venskab;

Item Tydsk Rigs-Greve.

det var i den Henseende, at Keiseren giorde ham til Tydsk Rigs-Greve, og at Churførsten af Brandenborg handlede med Kongen om at forlehne ham, nemlig Griffenfeld, med den Øe Rygen, naar den blev tagen fra de Svenske: Ja der blev ogsaa foreslaged et Parti mellem ham og den Sønderborgske Princesse Lovise Charlotta, hvilket var all den Lykke noget Menneske af saa ringe Stand kunde vente sig.

Udi denne Anseelse var han indtil det Aar 1676., og imidlertid forrettede Kongens og Rigets Sager med en utroelig Habilitet. De Correspondencer som han førte med Fremmede vare saa store og geheime, at han fik at vide de fleeste Ting som bleve sluttede ved fremmede Hoffe, saa at han kunde notificere Kongen derom længe førend de bleve exeqverede. Saaledes hændte det sig eengang at der blev overlagt ved det Keiserlige Hoff at en Gesant skulde sendes til Dannemark udi en vis Affaire, hvilket blev ham communicered længe forud, saa at han sagde til Kongen, at det kom ham for ligesom der snart vilde komme en Gesant fra (647) Keiseren, for at handle om saadanne Ting.

Hans store Capacitet udi at forestaae Rigets Sager.

Kongen spurdte hvoraf han det vidste: Griffenfeld svarede, at han af Tidernes Omstændigheder giættede sig det til, bad derhos at Kongen det samme vilde annotere hos sig selv, og, naar Gesanten kom og frembragte sit Ærende, han da maatte faae saadant Svar som Griffenfeld foreskrev. En lang Tid derefter ankom en Keiserlig Gesant, og proponerede det samme som Griffenfeld tilforn havde talet om, hvorudover Hans Majestet gav ham strax saadant Svar, som Griffenfeld havde foreskrevet, saa at Gesanten gik tilbage med Forundring, og sagde til de andre Herrer: Jeg har ofte været udskikked af min Herre til adskillige Hoffe, men jeg har aldrig fundet een saa fornuftig Herre som Kongen af Dannemark, der uden at samle sit Conseil, og uden at betænke sig, har kundet expedere saa høj og vigtig en Ting.

Aaret for hans Fald, nemlig 1675., da Kongen havde belejret Wismar, og Belejringen formedelst Vinterens Strenghed var vanskelig, faldte Generalernes Tanker did hen, at det var tienligst at ophæve Belejringen, eller at opsætte den til mod Foraaret. Men da dette Anslag blev Griffenfeld communicered af Kongen selv, som udi hans Upasselighed besøgte ham i hans Telt, raadede han af all Magt derfra, holdende fore, at, hvis den første Campagne løb slet og frugtesløs af, onde Sviter der af vilde flyde, og derfore instændigen bad at Hans Majestet vilde continuere Belejringen, og at man maatte stille sig an, som man vilde løbe Storm, efterdi han ingenlunde tvivlede paa at Staden jo submitterede sig, førend den lod det komme til saadan Extremitet. Dette fandt Bifald hos Kongen, hvilket, da Generalerne merkede, lode de Griffenfeld forstaae, at han giorde bedre at holde sig fra Krigs-Sager, som vare over hans Begreb, item at han vilde blive ved sin Pen, og lade dem dømme om Feldt-Slag og Belejringer, som vare opdragne i Krigs-Sager, hvortil Griffenfeld svarede, at han meenede at udvirke lige saa meget ved sin Pen, som de ved deres Kaarder. Belejringen blev saaledes fortsat, og (648) Wismar blev lykkeligen erobred den 13. Decembr. 1675. Nogle meene, at den Assurance Griffenfeld her lod see, reisede sig af en hemmelig Correspondence, som han havde med Commendanten i Wismar, men saadant er kun en Gisning, som ingen Grund haver.

Hvad som var at laste hos denne store Minister.

Griffenfeld maintenerede sig saaledes udi sin høje Post indtil det Aar 1676. Men det gik ham som gemeenligen alle dem der voxe saa hastigen, at han ikke kunde skikke sig i denne store Lykke, at han foragtede alle, og ved en hofmodig Opførsel bevæbnede de Store imod sig, saa at de arbeidede paa hans Fald, hvilket blev des mindre vanskeligt for dem at til veje bringe, efterdi han een og anden gang lidet menagerede Kongen selv, og vilde tiltage sig større Myndighed end en Undersaat tilkom. Der fortælles, at den første Groll Hans Majestet fattede til ham, reisede sig deraf: Da Hoffet eengang var paa Reisen, skikkede Kongen Bud efter Griffenfeld udi hans Qvarteer. Griffenfeld lod da svare, at han var upasselig og medicinerede; men, hvis det var noget højt Magt paaliggende vilde han dog komme. Herudover tog Kongen den Resolution at besøge Griffenfeld udi hans Qvarteer; men, da han kom did hen, fandt han ham i alle hans Klæder, diverterende sig med gode Venner. Hvorledes ellers hans Opførsel har været imod Kongen, sees af en Erindrings-Skrivelse, som Hans Majestet udi det Aar 1675. lod ham insinuere, og som samme Skrivelse giver saavel en nøje Afrisning paa Griffenfelds Ministerium, som den viiser Christiani 5ti Føjelighed og Fermetet tillige, vil jeg den her som et vigtigt og rart Document indføre. Erindringen lyder saaledes: (a)

Christiani 5 troehiertige Erindringer til ham.

Jeg har sandelig paa eengang med disse hosfølgende Puncter villet hermed lade eder viide mine inderste Tanker, og hvad mig misfalder paa eengang.

1.

Jeg vil have mine Generaler og Officerer mainteneret, (649)

(a) Admonitio ad P. Griffenf. dat. Rendisb. 21. Aug. 1675. Manuscr.

og at de til ingen andre skal være attacheret, eller af nogen dependere uden af mig selv.

2.

Jeg vil at eenhver, udi hvad Charge de og ere, skal bestille sit Embede, og ikke een dirigere dem allesammen, hvilket ingenlunde uden mig selv tilstaaer og vedkommer.

3.

Tager eder ikke meere Authoritet og Respect til udi det som eder vedkommer, og giører mig iche alting, (som dog endelig skal være) for umueligt.

4.

Tager Eder vare, at I iche i min Nærværelse beordrer noget, som jeg først burde resolvere, og, naar jeg siger noget, da hielper mig i mine Tanker, bringer mig iche først paa min Sentiment, og bringer mig da ogsaa iche paa en anden Meening igien.

5.

Jeg kand iche vel fordrage for vitløftige Raisonnements og Veltalenhed, naar I vil sige mig noget, eller Jeg adspørger Eder om noget, saa siger mig ichun Eders Sentiment, for det er mod min Humeur store Raisonnements, og at giøre Contradictioner, eller Relationer kand jeg ej omgaaes med.

6.

Tager Eder vare for Flatterier, og considererer at alt hvad baade den eene og den anden giør Eder, er iche saa meget for Eders skyld, som for deres egen Interesse eller smaa Intriguers skyld, i hvem det være maa Høje eller Lave.

7.

I faaer at holde over at ingen tager usømmelig (650) Skiænk eller Gave, eftersom det, maaskee, er Eder nok bevidst, at Jeg i Begyndelsen iche kunde taale det, og at Jeg det forbød, dog ikkun mundtlig.

8.

Jeg vil og at de Breve, som kommer fra een eller anden, strax vorder mig tilsendt. At være den Sidste at vide alting lader iche vel.

9. og 10.

I giør og vel at I iche altid recommenderer dem, som Eder tilhører, eller af Eder dependerer. Overiiler mig iche, men Jeg maa have Tid at resolvere mig, og kommer iche igien, naar eengang er resolveret.

11. og 12.

Jeg har tit nok sagt, man skulle i Tide søge fleere gode Officerere til Lands og Vands. Nu falder alting kostbar, men da attenderede det ingen.

13.

Jeg seer iche hvortil alle de Bas Raisonnements, og de saa ofte om een Materie giørende Repetitioner synderlig tiener til, som Jeg lættelig selv kand resolvere, uden for at giøre Folk for meget viis, eller og for at spilde Tiden, som dog er kostbar.

14.

Af alle Omstændigheder fornemmes nok at man intet æstimerer Militaire Affaires, og søger ichun alle Midler og Veje at giøre mig kied deraf, men dette faar jeg dog at sige, at dette gaar dem intet an, for Jeg vil være hvor min Armée er, og hvor meest er af Consideration at bestille, og derfore iche vil separere Arméen.

15.

I vil endelig giøre alting, og vide alting, saa at det synes, Jeg at have Nafnet alleene, og I all Direction (651) og Reputation, eftersom de meere søger Jer end mig, for de, som I vil got, hielper Jeg, og de, som Jeg vil got, tænker I iche paa, eller erindrer mig engang derom.

16.

Disse Puncter haver Jeg villet lade Eder viide, eftersom det ellers i Længden skulde falde mig for kiedsommeligt længer at taale; Jeg haver det derfor skriftlig opsat, saasom Jeg nok veed min Natur, at Jeg iche mundtlig kunde sige Eder dette uden Iver eller Emportement, saa vilde Jeg ej heller tale med Eder om dette Doont. I retter Eder vel selv efter dette, ellers er Eder selv nok bevidst, at Jeg bær all den Omhu for Eders Avantage, som Eder tienlig være kand, Jeg haver giort det hidindtil, Jeg vil og beviise Eder det fremdeeles, og forbliver Eder naadig som tilforn, giør ikkuns i GUds Navn Vores Affaires, Jeg vil giøre Eders igien. Rensburg den 21. Augusti 1675.

Aarsag til hans Fald.

Af dette sees hvor vidt Griffenfeld vilde strække sin Myndighed, iligemaade sees deraf, at Kong Christian hvor føjelig og facile han end var mod sine Ministres, saa vilde han dog have dem indskrænkede. Aaret derpaa skeede denne anseelige Ministers Fald, hvortil foregives adskillige Aarsager, som siden skal viises af hans Process, og General-Fiscalens Irettesættelse mod ham. Den gemeene Mand lastede ham for hans Hofmod, og den liden Gudsfrygt som fandtes hos ham, udi hvilken Henseelse de holdte fore, at den Straf som overgik ham, var vel forskyldt. De fornemste af hans Modstandere vare Gyldenløve, Ahlefeld, Bierman, Knut, item, den Brandenborgske Envoje Brandt, hvilke, da de merkede at Kongen begyndte at kiedes ved Griffenfeld, og at bære Fortrydelse over den alt for store Myndighed han tiltog sig, forglemmede ikke at kaste Olje i Ilden, for at blive skildte ved en Minister der vilde have Kongens Hierte alleene, og ikke tillod nogen (652) anden udi Eenrom at tale med Hans Majestet. Dette foregives at have været Aarsag til det merkelige Fald, som skeede udi det Aar 1676. paa saadan Maade.

Efter at Kongen havde besluttet hans Fald, lod han en Nat fodre til sig General Lieutenant Arnsdorff med adskillige andre fornemme Herrer, og, efter at han havde aabenbaret dem sit Forsæt, gav Ordre at de først skulde arrestere Cantzlerens Svoger Borgemester Fog, og det udi Stilhed, at Cantzleren ikke skulde faae ringeste Kundskab derom, hvilket ogsaa blev efterleved.

Herpaa begav sig Cantzleren efter Sædvane om Morgenen tilig til Slottet. Da han var kommen derhen, blev han mødt af General Lieutenant Arnsdorff, hvilken efter aflagde Hilsen spurde, hvor hans Excellence agtede sig hen? Da Cantzleren svarede: Til Hans Majestet, lod General Lieutenanten ham viide, at han efter Kongens Ordre maatte begive sig til Bibliotheket; Hvortil Greven svarede: Hvis det er Hans Majestets Ordre, saa maa jeg adlyde.

Han arresteres.

General Lieutenanten førte ham da igiennem Løngangen til Bibliotheket, hvor han blev overleveret til Herr Rosenkrands, og blev han der siddende indtil mod Aftenen, da han endeligen ved bemældte Herr Rosenkrands blev udi en Chaloupe bragt til Castellet, og der Commendanten overlevered. Da han traadde udi Chaloupen sagde han ved sig selv: Ah! JEsu! hvi kommer jeg hid til? Hans Huus blev strax derpaa besat, og alle hans Skrifter og Gods forseilede. Hans Secretaire Mr. Lund, da han fik Kundskab om sin Herres Arrest, og at han selv tillige med skulde anholdes, blev han derover saa forskrækked, at han fik en Rørelse, og maatte vogtes paa Sængen.

Den 26. Martii blev ham fratagen hans Kaarde, og det blaa Ridder-Baand, og Dagen derefter alle hans Penge, hvilke beløbe sig til nogle Tønder Guld, og bleve bragte til Cancelliet. Og, saasom det var fornødent at forsyne dette høje Embede med en beqvem Person igien, blev Herr Friderik von Ahlefeld i hans Sted udvald til Gros-Cantzler. Den fangne Greves Moder giorde vel adskillige Knæfald for Hans Majestet, og (653) bad ikke om sin Søns Liv, men at hans Vaaben udi Kirkerne maatte blive ubeskiemede, dog kunde hun derudi intet udvirke. Hans Broder Herr Etats-Raad Gyldensparre beviisede Hans Majestet vel den Naade at han maatte forblive i sit Embede som tilforn, men hans Svoger Borgemester Fog blev ført fangen til det blaa Taarn.

Mange vare af de Tanker, at, eftersom Griffenfeld var funden in flagranti delicto,

Hans Process.

man ikke havde fornøden at procedere ordentligen mod ham. Men Hans Majestet for ikke at give Anledning til Eftertale, vilde at alting herudi skulde gaae efter Lands Lov og Ret, og derfore anordnede en Commission, som jeg seer har bestaaet af en Vice-Cantzler der præsiderede, saa og nogle Geheime-Raad, item, en General Lieutenant, Cancellie-Raad, og andre Assessores, og var Licentiat Mauritius tillige med General-Fiscal Christen Pedersen beordrede at undersøge Sagen, og fremføre hvad Beskyldninger der kunde giøres imod ham. Mit Forsæt er ikke udførligen at beskrive denne Process, helst som den ikke henhører til Friderici 3. Historie. Dog, saasom det var en Sag af yderste Vigtighed, og paa hvis Udfald ikke alleene Dannemarks men endogsaa de fleeste fremmede Potentaters Øjen vare henvendte, i Henseende til denne store og habile Minister, der formedelst sin rare Capacitet og Skarpsindighed havde i nogle Aar været i større Anseelse end nogen Europæisk Minister, saa kand jeg ikke forbigaae at anføre de Beskyldninger, som da bleve forebragte til at fælde ham, iligemaade hvad han fremførte til sit Forsvar. Udi hans skrevne Process, som mig er communicered forklares den Sag best af den Irettesættelse, som af General-Fiscal Christen Pedersøn blev giort imod ham den 3. May 1676. (a) Samme Irettesættelse synes at være forfattet paa Tydsk af Licentiat Mauritio, efterdi Griffenfeld udi sit Svar kalder den, General-Fiscalens fordanskede Indlæg, (b) og som den samme giver Oplysning i en Sag, som hidindtil (654)

(a) Accusat. in causa Griffenf. Hafn. 3. May 1676. Manuscr.

(b) Respons. Griffenf. sub dat. Castell. 11. May Manuscr.

til har været Fremmede ubekiendt, undtagen hvad som korteligen udi Pufendorfs Brandenborgske Historie er anført, vil jeg den her anføre, den lyder saaledes:

Velbaarne, Høj-Ædle, Strenge, Højlærde, og Højagtbare, Hans Kongl.

General-Fiscalens Beskyldning og Irettesættelse mod ham.

Majestets til Dannemark og Norge &c. til denne Criminal Rettergang Allernaadigst forordnede Højanseelige Dommere.

Herr Vice-Cantzler, som Præsident, saa og de andre gode Herrer Geheime-Raad, Herr General-Lieutenant, Cancellie-Raad og Assessores udi den Højeste Ret.

For dette Højanseelige Collegio fremkommer General-Fiscal, som af Hans Kongl. Majestet Allernaadigst er forordned Accusator mod Greve Peder Griffenfeldt, Kongl. Majestets forrige Rigs-Cantzler, givende tilkiende, hvorledes Hans Kongl. Majestet til Dannemark og Norge &c. imod ovenmeldte Greve, saasom deprehensum in flagrantissimo crimine perduellionis & læsæ Majestatis uden nogen foregaaende Rettergang til den velfortiente Straf kunde lade procedere, og det uden Beskyldning, eftersom dog Gierningerne i sig selv den Skyldige noksom sine Misgierninger overbeviise og klarligen for Øjene stille; thi ingen Privilegier kand hannem fra saadan højfortient Straf eximere, hverken i Henseende til Værdighed eller Embede, eftersom Crimen læsæ Majestatis i Grevelig Værdighed ved disse Ord (undtagen Crimen læsæ Majestatis) expresse exciperes. Dog alligevel haver Højstbemeldte Hans Kongl. Majestet efter sin medfødde store Kongl. Mildhed og Godhed (uanseet saadant in Crimine læsæ Majestatis vel kunde forbigaaes) (655) ikke desmindre tilladt den Skyldige ved denne Process med sit Forsvar at indkomme, om han ellers skulde formeene sig nogen Forbeholden at have, derved at lade see for den gandske Verden en Kongl. Allernaadigst Iver til Ret og Retferdigheds fri Lob at handthæve, og at hannem, nemlig Greven, end og udi den uretfærdigste Sag ingen Defension skal betages eller veigres.

Derfore specialiter at beviise hvad allereede generaliter er fremført, saa er det heele Land vitterligt, paa hvad Maade Greve Griffenfeldt, Hans Kongl. Majestets indfødde Underdan her udi Staden Kiøbenhafn af Kong Friderich 3. Højlovlig Ihukommelse til adskillige Charger er vorden ophøjet, og af sær Kongelig Naade derfor alvorligen er advared sig for Concussion vel at tage vare; Derefter er han af Vor Allernaadigste nu regierende Konge og Herre bleven zired og beprydet med begge Ridder-Ordenerne og Greve-Standen, saavelsom ogsaa med den højanseelige Rigets store Cantzler Charge, og andre mangfoldige høje og store Benaadinger, dog alligevel haver han uagtet de store og dyre Eeder han ved disse Chargers Tiltrædelse aflagt haver, udi utallige Maader misbrugt saadan Høj Kongl. Naade, saa og handled mod det hannem Allernaadigst anbetroede store Rigs Cantzlers høje Officium: saasom

Beskyldninger angaaende Simonie.

1.) In Crimine Simoniæ, i det han, af Penge-Gierrighed dertil dreven, fast alle vacerende Præste-Embeder og geistlige Beneficier, saa og Expectantz-Breve derpaa, ikke efter Meriter, paa det GUds-Tieneste kunde befodres, men de meestbydende Leje-Svenne conferered haver, da dog baade i GUDs, Geistlige og Verslige Rette tàm dans qvàm accipiens sive ante sive (656) post Collationem ambo Simoniaci sint. Disligest og efter vor Danske Lov og Christ. 4ti Recess, I. 1. C. 1. art. 20. klarligen befales, at hvo som ved Skiænk og Gave erholder noget Præste-Kald, den skal samme Kald igien miste, og aldrig tillades noget Præste-Embede igien at nyde; eller og, dersom nogen, nemlig, i verslige Bestillinger ere, som Bisper, Provste &c. Skiænk eller Gave &c. for eller efter annammet haver, da skal han have forbrudt alle respective Bestillinger og Charger, det være sig Geistlige eller Verslige, og Adels Mænd, som i Sognet boer straffes, som de der Kongl. Mandater ikke have villet agte, hvilket Crimen, eftersom det ratione officii Cancellariatus Greve Griffenfelds Person, som en Præsidem Ordinis Ecclesiastici & Academiæ, og der sligt skulde og burde afværge meer end nogen anden, højt graverer, dog notorium og vel bekiendt, hvorledes bemeldte Greve sig herimod forseet haver, saa at ex solo hoc principio, efter Textens klare Ord Hans Kongl. Majestet havde haft god Føje, end og uden foregaaende Dom hannem, nemlig Greven, fra alle Digniteter at afsætte, og hans Gods og Formue sig at bemægtige. Den forrige Borgemester Fogh attesterer, at Greve Griffenfeld har oppebaaret for Vice-Superintendents Bestilling paa Island 400 Rdlr., og at han, Fog, derfor bekom 100 Rdlr. Enddog forbemeldte Sum giorde samme Person til denne høje Bestilling værdig, saa var han dog dertil aldeelis uværdig. Grevens Secretarius Lundt, og Haandskriveren Rasmus Knudsen efter aflagd Eed vidner, at deres Herre Peder Griffenfeld har af P. B. bekommet 500 Rdlr. for Estvald Præste-Kald; Iligemaade vidner hans Secretaire Lundt (657) at P. J. for sit Præste-Kald udi Fyen haver erlagt 600 Rdlr. Paa samme Maade vidner ydermeere Lundt, at P. P. for et Expectantz-Brev paa et Præste-Kald i Svenstrup paa Alsen, enddog han samme Tieneste ikke engang nød, maatte udlegge til Grev Griffenfeld 250 eller 150 Rdlr.; At man ikke skal tale om Licitationer paa Præste-Kald til Odense, Arøeskiøbing, og utallige andre fleere Excesser, som derudi ere begangne.

Angaaende Concussion.

2.) Haver og Greve Griffenfeld i mange Maader begaaet Crimen concussionis, i det han mod sin dyre Eed for at erlange adskillige Tienester og Befodringer, ja end og ved Rettens Administration mangfoldige store Skiænk og Gaver taget og oppebaaret haver, saa at, omendskiøndt de af ham præsterede Eeder hannem om slig Pligt og Skyldighed burde ideligen at erindre, saa haver dog Hans Kongl. Majestet til Rensborg hannem herom Allernaadigst advared og erindred, men han dog saadant ingenlunde har villet lade fare, men fremdeeles annammet saavel af Fremmede, som Landets Indbyggere Skienk og Gaver til mange tusinde Rdlr., hvorfor man ham pro fundamento totius hujus actionis fremstiller de af Hans Kongl. Majestet hannem med egen Haand skrevne Allernaadigst foreholdne Puncter, og denne høje Rett selv lader dømme, om nogen Monarch i gandske Verden sig vel mildere, end Hans Kongelige Majestet mod saadan Minister har giort, nogen Tid beteed haver; derimod, om ikke en saadan Naades-Foragter, som med frie Villie og Forsætt, af Gierrighed og Ærgierrighed aldeeles indtagen, all saadan Kongelig Naade til Side satt haver, jo u-omgiengelig bør at berøves all Kongl. Naade; thi det er bekiendt, at han (658) af J. B. har empfanget 200 Ducater, som af hans egenhændig Attestato videre beviises. Af Hamborgerne 10000 Rdlr., som bevises med Grevens egen Bog pag. 71. Af Cantzler Kielman en Ring paa 2000 Rdlr. efter Greve Griffenfelds egen Tilstaaelse; Ja end og Greveskaberne Oldenborg og Delmenhorst, som rente aarligen 120000 Rdlr., haver han med det Amt Tøndern, som ungefehr til 20000 Rdlr. ordinaire Indkomster sig bedrager, til Hans Kongl. Majestets højeste Præjudice villet permutere, alleeneste af den Aarsag at han den af det Kongl. Huuses stedsevarende Fiende Præsident Kielman den derfor ham belovede store Skiænk kunde nyde, som bestoed i det gandske Amt Steenhorst, cum omni superioritate territoriali for derudi et Tydsk Grevskab at erigere, dersom ikke alt saadant af Statholder Friderich von Ahlefeldt, og Herr Greve Antonio af Altenburg i Tide var bleven forhindred og forebygged, og Hans Majestet efter slig Skades Remonstration til andre Tanker Allernaadigst var bleven overtalt.

Hvor uforskammed hans Handlanger eller Megler Fogh og andre, saavelsom hans egne Betiente, de han mesterligen dertil havde afrettet, herudi handlet have, er noksom Landkyndigt, og de gode Herrer Dommere selv bekiendt. Iligemaade udviises sligt klarligen af de af Klingenberg paa 7000 Riksdlr., og af Rentemester Müller paa 4000 Rdlr. udgivne Obligationer. Disligeste 1000 Rdlr. hannem af Directeurerne paa det Ost-Indiske Compagnie foræred efter Attestatum fra Compagniets Bogholder. Herforuden efter Fogs eget Brev haver Peder Luxdorph ladet indlevere 400 Rdlr., saavelsom (659) og Johan Bamismand 400 Rdlr. efter Lundt og Rasmus Knudsen deres Attest, med mangfoldige deslige meere.

Ja han vidste sine Concussioner saa mesterligen, dog groveligen at drive, at han Hans Kongl. Majestets høje Affaires ofte formedelst sin store Gierighed, hos Hans Kongl. Majestets høje Allierede meget prostituerede sub prætextu propriæ potestatis, som udi alt som en Ober-Directeur, snart denne, snart den anden noget søgte at extorqvere. Greve-Titulen udi det Romerske Rige, Hans Kongl. Majestet u-afvidende, udpractiserede han sig, foregivende det hannem af Keiseren at være paanødiged. Den Insul Wollin haver han af en høj Alliered om ikke aftrænge, dog til Lehn villet annamme, ellers skulde det hede, at man fra Alliancen afvige, og sig med Sverrig en particulier forlige kunde og vilde; Paa samme Maade haver han giort det med Frankrig, og hører did hen Mejerkrones Breve sub dato Paris den 5 Martii og 8 Julii 1675. hvorudi bemeldte hans Fetter giver ham de Sommes considerables, de meubles de grand prix & d’un mariage avantageux god Fortrøstning. Iligemaade haver han og udi Engeland udspendt sit Garn, og ved disse Tiders Conjuncturer hemeligen søgt at erlange, om ikke store Midler, dog en Engelsk Lords Titul, eller dersom det ikke kunde angaae, da i det ringeste at bekomme sammesteds en endelig Retirade og Protection.

Formedelst dette Crimen Concussionis maatte til den Højstbydende ligesom paa en offentlig Auction Rigets og dets retmæssige Justitz-Bestillinger imod Rigs-Cantzlers klare Eed auctioneres, og blive den Meestbydende (660) uden Skikkeligheds og Capacitets Anseelse, overdragne og forundte, saasom Christopher Caspersen der Vice-Laugmands-Bestilling for 600 Rdlr. sig tilkiøbte, og gik af dermed fordi han 100 Rdlr. meer derfor gav end Peder Christophersen bød, attestante Borgemester Fogh, som in specie melder, at han samme 600 Rdlr. anamede, og strax til Griffenfeldt leverede, som dem og antog. Hvor udaf intet andet kand følge (eftersom Rigs-Cantzler, som Præses Justitiæ, Justitz- og Cancellie-Etaterne saalt haver) end at de samme, som Penge for slige Bestillinger givet have, jo Justitien igien selge, for deres udlagde Penge igien at bekomme. Og paa saadan Maade bliver Hans Kongl. Majestets Lande og Folk, nu Uretfærdighed, Gierighed, Concussioner af dennem, som Justitien skulle afværge og forhindre, gandske og aldeeles undergivne.

Crimen perjurii & Peculatus.

3.) Saa concurrerer videre i Grevens Forseelse det fordømmelige Crimen perjurii, som og Crimen peculatus; thi først haver han saavel ved hans forrige Chargers, som ved store Cantzellariats-Eeds-Afleggelse, expres lovet ingen Skiænk eller Gave at antage, hvilket han selv vedstaaer i Interrogatorierne: nemlig, at han havde giort sin Eed som alle Geheime Raad og Lands-Dommere. Nu mælder samme Eed expres udi Christ. 3. Recesses 7. art. saaledes: Jeg vil dømme derom retfærdigen og ikke i nogen Maade ansee Vild, Frendskab, Venskab, Gunst eller Gave, Had, Avind eller Nid, men alleene vil have GUd og Retfærdighed for Øjene, og dømme retfærdig efter Lov og Rett, saavel den (661) Fattige som den Rige. Jeg vil og ikke før eller siden Dom afsiges, hemmelig eller aabenbare tage, anamme eller oppebære ved mig selv eller nogen anden, nogen Gave, Skiænk, Guld, Sølv, Penge eller Penges Værd, formedelst hvilket nogen Part sin Rett maatte vorde forkrænked. Saa sandt hielpe mig GUd og hans hellige Ord. Iligemaade udviiser sligt den ordinaire Ober-Secretariats-Eed, at han ej for nogen Supplication, Sag eller Andragelse, Penge i nogen Maade vilde tage.

Men hvorledes alt dette er holdet og efterkommet, er udi forrige ratione criminis concussionis anførte klarligen beviist, og determineres pœna perjurii fuldkommelig udi Christ. 3. Recesses 16. Art. med toe Fingres Afhuggelse, og all Godses Confiscation, men efter Personens og Embedets Qvalitet, saavelsom Omstændigheders, der giøre Forseelsen større, eftersom det gandske Land haver lidet derunder, og forrige Forseelser højere Straf udfodre, formeener jeg ogsaa dette paa Kroppen bør straffes. Ellers er bekiendt at han Hans Kongl. Majest. og Hans Kongl. Majestets Landes Beste troeligen at søge eedeligen tilsagt haver, men alt sligt dog ikke efterlevet, som af efterfølgende klarligen sees og fornemmes:

1.) Haver han ej holdet Secreta Geheime, som deraf kand sees, at han Secretissima udi sine Almanacker Aar efter andet haver antegnet, derved det letteligen til fleeres Kundskab kunde komme.

(662)

2.) Hans Kongelige Majestet haver han ikke efter Embeds og Eeds Pligt alle Supplicationer uden Persons Anseelse troeligen allerunderdanigst forebragt, som sees af de mangfoldige efter hannem fundne Supplicationer.

3.) At han ikke troeligen haver efterkommet det Hans Kongelige Majestet ham mundtlig og skriftlig Allernaadigst haver anbefalet, som klarligen af den Rensborgske Admonition sees og erfares.

4.) At han ikke har haft flittig Opsyn med Cancelliet, men hans Tienere mange Sager privatim i hans Huus, besynderlig Kammer-Sager at expedere anbetroed, hvilket altsammen mod hans Eed directè strider, efter hans egen Tieners Tilstaaelse i Synderlighed.

5.) Mange Memorialer og høje Potentaters Breve ere blevne tilbage holdte og supprimerede, saa at eendeel ubrudt efter hannem er funden.

6.) At Greven udi endeel Bestallninger Spatium til Navnene haver ladet aabet staae, og samme saaledes ladet underskrive, dog imidlertid en andens Navn end Hans Kongelige Majestet først Allernaadigst havde befalet, derudi ladet indsætte, som det Provsten ved Armeen Allernaadigst lovede Kald udi Odense klarligen udviiser. Dermed offentlig og mod den Kongelige Admonition befindes handled at være; og er det ikke mindre for det.

7.) Strafværdigt ved Skatkammerets Interesse, at, naar Hans Kongelige Majestet en god Menage derved vilde stifte, og Regnskabene lade clarere, haver han det efter Evne søgt at forhindre, derimod hans Venners (663) utilbørlige og uforsvarlige Reiser og Tære-Penge at lade passere; desligest og for det sidste Hans Kongl. Majestets Gods med usædvanlige store Privilegier i Betalning at skaffe og abalienere, som daglig Erfarenhed giver tilkiende, saa at pœna peculatus nok fuldkommen kand finde Plads.

Crimen læsæ Majestatis.

4.) Hans begangne Crimen læsæ Majestatis sees udtrykkeligen af hans Correspondence med samtlige høje Allieredes Fiender, som beviises klarligen med de udi Krigen udvexlede Breve og Skrifter til den Franske Ambassadeur Terlon og Svenske extraordinaire Envojé Lilienkron, hvoraf i Synderlighed ere at merke de Ord: Les plus grands Secrets, qvi sont entre la France & la Svede peuvent etre en toute seureté entre mes mains. Ydermeere formelder samme Brev. Votre Excellence me fera plaisir de ne me les envoyer plus sous chachet volant, car ne les pouvant jamais recacheter assés adroitement, M. de Figuieres me poura prendre pour un filou des lettres, qvalité mal asseante a un Chancelier, da dog tienligen havde været at Brevene under aabed Seil altid havde gaaet for at være vidende om deres Indhold, dersom ellers Greve Griffenfeldt det ærligen og troeligen sin Konge og Herre havde meenet. Han erbyder sig fremdeeles som deres Postmester, hvilket sees af de Ord: Et il faut qve je me charge d’etre votre maitre de postes durant ces entrefaits. Og lidet derefter. Les lettres, qvi tomberont entre nos mains soit, qv’elles sadressent a votre Cour, ou qv’ elles en viennent, trouveront toute la seureté, qve vous pourrez souhaiter. Og udi et andet beder han at de saa vilde mage det: qve l’ epaisseur d’ un paqvet ne (664) donne pas de soupçon à nos gens, derfor han dog ikke havde haft fornøden at frygte, hvis han oprigtigen vilde handle, og intet fortænkeligt dermed i Sinde havde haft eller villet intendere.

Og er det vel at merke, at den halve Part af de indbyrdes til Terlon og Lilienkron udvexlede, og, medens Krigen varede, ankomne Original-Breve og Copier, uden Tvil for all Suspicion derved at forekomme, ere borte og ej findes. Om han nu endskiønt vill foregive de Franske Breve at være passerede frie med Hans Kongelige Majestets Videnskab, saa er jo for det første hoc res facti, og maa beviises, og dog vel i det ringeste aldrig skall findes samtykt, at saadanne Breve skulde gaae under Rigs-Cantzlerens eget Couvert. For det andet graverer ham dette Svar meget højt, i Henseende til de Rensborgske Puncter, og hans Eed at han intet imod Rigets Constitutioner skulde giøre eller søge, langt mindre hans Herre under andet Skin og Foregivende mod sin høje Allieredes Interesse ville inducere eller suspectere. Mejerkrones tilsagde sommes considerables, meubles de grand prix og Mariage avantageux maa uden Tvil have været en Medaarsag dertil.

Og haver han ved dette Crimen gruelig og høistrafværdig pecceret, tàm in committendo, i det han selv har skrevet, i steden han der over andre skulde have straffet, qvàm omittendo, at han ikke tilforn har fremviist sine Breve, men mange af dem, som han saaledes har bekommet, af Vejen practiseret.

Efter alle saadanne nu forebragte Omstændigheder sees klarligen paa hvad Maade in persona Greve Griffenfelds Crimina Simoniæ, Concussionis, perjurii & læsæ (665) Majestatis, saavelsom andre meere højstraffbare Forseelser concurrere og tilhobe komme, saa han sig derover meget criminaliter og capitaliter forseet haver.

Saa falder derfor til Eder Høiædle Velbaarne, Høilærde og Høiagtbare Herrer, saasom af Hans Kongelige Majestet Allernaadigst forordnede Dommere, min retmæssige Bøn og Begiering, at de efter Lov og Ret herudi forsvarligen kiende og dømme, at Greve Griffenfeldt formedelst begangne Crimen læsæ Majestatis andre til Afskye, og hannem til velfortient Straf maatte vorde den Grevelige Stand og all Ære og Værdighed betagen, hans Grevedom med alt hans Gods og Formue at confisqveres, hans Vaaben og Hielm af Bødelen sønderbrydes til hans Navns og Ihukommelses Udslettelse;

Gruelig Irettesættelse.

saa og, omendskiønt den Danske Rett tilsiger ikkun ved Sværdet at lide, han dog for begangne Crimen læsæ Majestatis & perduellionis maa udi adskillige Parter levende af Hæste synderslides, eller og efter Halshugning vorde steiled, og paa saadan Maade at maatte forfares imod denne Landets Forræder, som hans Misgierningers Storhed for det Kongelige Huuses og Landets Interesse det udkræver og udfodrer. Herpaa Nobilissimorum Dominorum Judicum officium ydmygeligende begierende forbliver

Eders Excellencers Høiædle og Høilærde Herrers

Khafn. d. 3 Maji 1676.  Tienstberedvilligste Chr. Pedersen.

Af denne criminelle Irettesættelse sees hvilke Beskyldninger man havde mod Griffenfeld, og Straffen, som paastaaes til (666) Slutning, viiser, at Hans Majestet maa have været heel fortørned over hans Opførsel. General Fiscalens Klage blev af Commissionen strax Griffenfeld communicered til Besvaring, og varede det ikkun nogle Dage førend det første Svar,

Svar paa disse Beskyldninger.

datered Castellet den 11 Maji indkom. Det samme kand i Henseende til dets Vidtløftighed her ikke anføres, vill derfore alleene lade mig nøje med at forebringe de fornemste Poster deraf. Griffenfeld besværger sig der udi først over sin pludselige Arrest, hans Papirers og Løsøres Bortførelse, og hans Ridder-Ordens Fratagelse, hvorudi han meener sin Skiebne at være haardere end andre anklagede Danske Herrers, som Hr. Niels Trolles, da han paa det groveste af Løvenkloe blev beskyldet; item hans Formands Cantzler Reetz, iligemaade Christen Jensen Laugmands hvilke alle hverken med Suspension fra deres Embeder, eller med Arrest udi deres Huuse bleve belagde, men Frihed dem blev tilladt at betiene sig af deres Breve og Documenter til deres Forsvar. Men man kand sige at Tingen her var af langt anden Natur, saasom der handledes om at desarmere en Minister, der udi farlige Krigs-Tider disponerede over Rigets vigtigste og hemmeligste Sager, og om hvilken man havde fattet Mistanke, at han stod i Correspondence med Kongens og Landets Fiender, saa at man i saadan Fald gierne forsikrer sig Personen og hans Papirer førend man formerer Beskyldninger.

Efter at derudover er præludered, skrider den fangne Greve til Beskyldningerne, som han stykke viis efter samme Orden, som de findes udi General Fiscalens Irettesættelse besvarer saaledes:

Mod crimen Simoniæ.

1.) Hvad det forekastede Crimen Simoniæ angaar, da nægter han det vel ikke in totum, siger alleene at han ingen recommenderede uden han forhen havde erkyndiget sig om deres Skikkelighed og Duelighed, og siger blant andet, at han skikkede een sin Gave tilbage med saadant Vers:

Nulla domi nostræ divenditur infula Nummis,

Sed pretium posthac illa laboris erit.

og siden hialp samme Person gratis.

(667) Udi denne Artikel besværger han sig ellers yderlig over Licentiat Mauritius, som den der havde beskyldet ham at have ladet falde saadanne Ord: Der er got at være udi et Land hvor man kand blive Greve først, og omsider Konge. Jeg længes efter min Konges Død, saa vill jeg blive Overformynder, hvilket da han udi Forhøret havde af bemeldte Mauritio forlanged at beviise, havde han sig ikke dristed dertil, men alleene sagt; Unterdessen wäre es doch von jemanden gesagt worden.

Mod crimen Concussionis.

2.) Hvad den anden Post angaaer, nemlig crimen concussionis, da svarer han først til de indlændiske og siden til de udlændiske Beskyldninger. Fra de første reeder han sig ikke vel ud, saasom han tilstaar, at en og anden Sollicitant gav ham Foræring, men siger at det var enten til Taknemelighed for beviisede Tieneste, eller søger at henføre det til Cancellie Sportler, hvilke Undskyldninger dog ikke kunde holde Stik, efterdi man i saa Maade kunde sætte Farve paa all Corruption, ej heller retfærdiggiør han sig dermed at han imodtog Gaver, eller lod Sollicitanterne lægge dem bag ved sit Speil, ikke udi Forsætt at beholde dem, men for siden ved Leilighed at skikke dem tilbage igien; hvilket aldeeles ikke kunde præsumeres at være nogens Forsæt; thi, at exponere sig ved at imodtage Gaver uden Intention at beholde dem, er en Daarlighed som ingen kunde faae i sit Hoved at være bedreven af en Mand af Griffenfelds Skarpsindighed. De udenlandske Corruptioner angaaende, da svarer han til den Beskyldning om den Foræring af 10000 Rixdaler, som han imodtog af Staden Hamborg, saaledes, at han selv ved General Ahlefeld havde gived Kongen det tilkiende, og at det samme havde til Hove givet Aarsag til Latter. Ligeledes siger han at være tilgaaet med den Ring, som blev ham foræret af Præsident Kielman, og kræver til Vidne Rigs-Marskalken, Vice-Skatmester Vind, og Cancelie-Raad Bierman.

3.) Til den af General-Fiscalen anførte Beskyldning angaaende Grevskabernes Forvexling mod det Amt Tøndern, da (668) disculperer han sig gandske derfra, viisende at slige Propositioner vare giorte skrømtviis alleene for at giøre Præsident Kielman troehiertig, og at samme Simulation havde den Virkning, som man ønskede; saa at det samme er en af de beste Actioner han har giort baade inden og uden Riget.

4.) Nægter han at have extorqveret Rigs-Greve Titel af Keiseren, men at den samme er ham af Hans Keiserlige Majestet frivilligen tilbuden af Grev Windischgrätz, item at han ikke har antaget den uden med Kongens Samtykke.

5.) Nægter han ogsaa aldeeles sig at have villet aftrænge den Insul Wollin Hans Churførstelige Durchleuchtighed af Brandenborg, og kræver derom til Vidne Ober-Hoffmester Knesebach, Cantzler Brandt, Resident Brandt, og den Danske Envoyé extraordinaire Just Høg.

6.) Af det Brev som Mejerkrone havde skrevet meenede han intet andet kunde sluttes, end at det var noksom bekiendt, at Høistbemeldte Konge, saavelsom Pomponne havde talet i prægtige Terminis om hans Capacitet.

7.) Den Beskyldning om hans Ansøgning at faae Titel af Lord i Engeland, meener han at falde af sig selv, saasom det var urimeligt, at han, som var Rigs-Greve, og beskyldtes for at arbeide paa at blive Keiserlig Rigs-Første, skulde bekymre sig om at obtinere Titel af Engelsk Lord, som var saa meget ringere. Hvad som havde givet Anledning dertil, var at han udi det Aar 1674 havde skrevet til Henshow, som her tilforn havde været Envoyé, at han vilde lade ham vide hvad for Privilegier Grever, Frie-Herrer og deslige Titularer i Engeland havde, og siger han, at man paa samme Fundament kunde beskylde ham for at ville have været Grand d’ Espagne, efterdi han for nogle Aar siden havde skrevet til Spanien for at vide hvorledes det hang sammen med de rette Spanske Grandes, iligemaade at være Cardinal, efterdi han eengang af Canonico Luft havde forlanget at viide noget om denne Materie. Saa at man seer, at han tracterede denne Beskyldning for gandske latterlig, hvorvel man kand sige at denne Post hos en suspect Person kunde være noget betænkelig, efterdi han (669) udi Engeland ikke alleene havde forespurdt sig om Grevers og Fri-Herrers Privilegier, men endogsaa om Førstendommer og Marqvisater, at hvo det kiøbte, om han endskiønt var Fremmed, possiderede strax samme Qvalitet, eller om han derpaa et à parte Patent skulle have.

8.) Nægter han aldeeles sig at have supprimeret Supplicationer, iligemaade satt aabne Rum i Bestalninger for at indføre andre Navne, end deres som Hans Majestet havde bestilt.

Mod Crimen læsæ Majestatis.

9.) Den Correspondence som han beskyldtes for udi Krigen at have haft med Svenske og Franske Ministres nægter han ikke, men siger at det hos ham ikke bør regnes meere criminel, end hos andre udi Riget der paa samme Tid fik et og andet Brev fra samme Ministres, og svarede høflig derpaa. Den haardeste Knude at løse var den Expression som fandtes i et af hans Breve til Terlon, nemlig Sverrigs og Frankrigs hemmelige Sager skall være sikre nok i min Haand. Dette siger han, var skrevet alleene for at giøre samme Minister troehiertig, og meenede sig der udi at have opført sig som en habile Statsmand; hvilket man kand lade staae for sit Værd, men dog maa tilstaaes dette, at hvo der i Krigs-Tider exprimerer sig saaledes udi Breve til fiendtlige Ministrer, kand ikke andet end underkaste sig Suspicion, med mindre han kand beviise sig af sin Konge at være autorisered til at underholde saadan fortrolig Correspondence. Det er ogsaa noget vanskeligt at troe, at en saa habil Statsmand, som Terlon, skulde, uden at være forsikred om den Person som han corresponderede med, betroe Rigets hemmelige Sager udi dens Hænder. Griffenfeld paastaar dog bestandigen at denne Correspondence, som udi Processen henføres til Crimen læsæ Majestatis, sigtede alleene til at dysse Frankrig og Sverrig udi Søvn, og allegerer, for at verificere saadant, ikke alleene Sagens Udfald, men endogsaa et fra Frankrig til Sverrig intercipered Brev, hvorudi de Franske skrive, at Rigs-Cantzleren i Dannemark, havde som en habile Minister duperet dem, og dysset dem i Søvn med den Adresse, saa at hverken Sverrig eller (670) de selv kunde besværge sig med Føie over nogen anden uden dem selv.

Griffenfeld slutter sin Forsvar med en bevægelig Tale til sine Dommere, og saasom samme Tale viiser denne habile Mands store Talent i at føre Pennen, vil jeg dens Slutning anføre, der lyder saaledes:

Svarets fyndige Slutning.

Lader den Pen, som jeg med saa stor Berømmelse har ført for mit Fædreneland, bevæge eder til at tage eder min retfærdige Sag an, og at stille og apaisere min Konges Vrede. Remonstrerer Hans Kongl. Majestet, at det er mig umueligt at gaae i Rette med Ham. Jeg indflyer til hans medfødde Naade og Mildhed. Jeg er som Leer i hans Hænder. Han kand giøre af mig hvad han vil. Jeg undergiver og submitterer mig gandske hans Villie. Repræsenterer min Allernaadigste Herre og Konge, at han dog ikke vil forkaste og synderbryde sine egne Hænders Gierninger: Hvi vil han udrødde den Plante, som Hans Sal. Herr Fader har plantet; Han selv har vandet, og GUD givet Vexten, og nu af Bagvaskelses Tale og giftige Vinde vill svies og visne, om han ikke selv en Naadig Straale derpaa vil kaste, og skinne lade vill. GUd bevæge Kongens Hierte til en mild Retfærdighed og en retfærdig Mildhed &c.

Licentiat Mauritii Repliqve.

Paa dette Svar fuldte General-Fiscalens og Licentiat Mauritii Repliqve, hvilken er uden Tvivl concipered af Licentiaten alleene, saasom den er alt for højtravend for at kunne være skreven med en Dansk Advocats Penn. Derudi findes intet uden hvad som i første Indlæg er indført; thi de Tillægg som dertil ere giorte, bestaae udi vitløftige Citationer, saavel af gamle Jurister, som af Kirke-Fædre, saa at det synes heller at være en Dissertation pro Gradu Licentiatus eller Doctoratus, Betænkning derover.

end et Indlæg at fremføres i en Ret, og kand jeg ikke sige enten det er et Dansk Indlægg brodered med Latin, eller Latinsk brodered med Dansk; thi begge Sprogene regiere derudi lige stærkt. Mauritius var da hid forskreven som en (671) habil Jurist, og meest beqvem til at udføre een saa vigtig Sag. Jeg for min Part disputerer ham ikke den Qvalitet af en lærd Jurist, skiønt jeg holder for, at mangen Dansk Underrets-Procurator kunde have herudi acqviteret sig lige saavel, og med faa simple Ord og Argumenter, som passede sig til Materien, havde kunnet fornøje Dommeren langt meere. For at vise Prøve paa Licentiat Mauritii Skrive-Maade vil jeg kun anføre en Post af denne hans Repliqve. Griffenfeld klager over i sit Svar, at hans Papirer vare blevne forseilede, og at man havde begyndt at exeqvere førend Dom var gaaen, anderledes end med Herr Niels Trolle, Cantzler Retz og andre, da i Steden for at en Dansk u-gradueret Advocat alleene havde distingueret mellem publiqve og private Forseelser, og viiset at Kongen udi denne Sag, hvor der var periculum in mora, havde intet giort uden at efterfølge alle fornuftige Regenteres Exempler, commenterer Mauritius vitløftigen over en Konges Person, som han af Tertulliano viiser ingen at cedere uden GUd (solo Deo minor) og beviiser en Konges Myndighed af Duareno, Noldeno, Molinæo &c. Saadant passede sig aldeeles her ikke; thi (1.) efterdi det behagede Hans Majestet at lade Sagen ved Lands Lov og Ret examinere, gav han Allernaadigst tilkiende, at han herudi ikke vilde betiene sig af sin souveraine Magt. (2.) Beviises de Danske Kongers absolute Magt alleene af Souverainetets-Acten 1660. og af Konge-Loven, ikke af Tertulliano, Molinæo og andre, som i Allmindelighed tale om Kongers Magt; helst saasom ingen kand nægte, at jo saadant Jus Regium meer udi eet end udi et andet Land ved Love er indskrænked. Udi dette Mauritii sidste Svar repeteres ellers de samme Poster, som udi første Indlægg ere anførte, i sær det Attestatum af Friderik Gabel, angaaende en Discours, som mellem ham og Griffenfeld skulde have været forefalden, hvilket den fangne Greve nægter. Iligemaade tales der om nogle andre Skiænk og Gaver, hvortil han svarer som tilforn. Det eeneste som Griffenfeld udi sin Dupliqve ingen Farve søger at sætte paa, men undskylder med menneskelig Skrøbelighed, ere visse hemmelige Ting, som han havde tegnet i sin Almanak, item en (672) secret Concept om en hemmelig anbefalet Sag. De andre besvarer han ligesom tilforn. (a)

Betænkning over den heele Process.

Af oven anførte sees hvilke Beskyldninger der giortes mod Griffenfeld udi denne Process, og hvad han her udi har kunnet sige til sin Forsvar. Mange have efter hans Dom og Lidelse, som gemeenligen skeer, søgt at giøre ham gandske uskyldig, og imputere hans Fald til hans Uvenners Efterstræbelse. Det synes og troeligt at Jalousie over denne Mands store Lykke og Anseelse, samt Bitterhed over hans myndige Opførsel mod de Store, haver bevæbnet mange mod ham, og drevet dem til at arbeide paa hans Fald. Men saa vidt man af Historien kand see, da haver han ofte forglemt sig selv, og misbrugt Christ. 5. store Føjelighed i mange Ting, hvorpaa kunde fremføres adskillige Exempler, som ved Tradition ere forplantede til os. De Rensborgske Formaninger ere en merkelig Prøve paa Højstbemeldte Konges Taalmodighed mod ham, og den paafuldte store Fortørnelse hos en saa from og facile Potentat, viiser at han maa have overtraad en Undersaats Grændser. Acterne af Processen viise, at han ikke har kundet disculpere sig for Simonie og Concussion, og, endskiønt han reeder sig bedre ud fra de andre højere Beskyldninger, saa hænger dog nogen Mistanke derved, saa at man i det ringeste kand sige, at han ikke har været agtsom nok i sin Opførsel, men givet Anledning til Aparence af Suspicion.

Hvorom alting er, saa blev han af Dommerne funden skyldig, saa at han efter lang Overvejelse fik af Retten sin Dom saa lydende: (b)

Hans Dom.

Bekiende Vi, som af Hans Kongl. Majestet til Dannemark og Norge &c. Wor Allernaadigste Konge og Herre forordnede Dommere for Retten, at Greve Griffenfeld i det han med Gode er tagen i Forhør, eendeel selv bekiendt haver, og eendeel af hans egne Breve og (673)

(a) Duplic. Griffenf. Castellet. 29. May 1676. manuscr.

(b) Sentent. Griffenf. publ. Castell. Fridericshavn 20. May 1676. Manuscript.

andre ufeilbare Beskaffenheder hannem overbeviist er, at han af en umættelig stor Penge-Giærrighed, Stolthed og Ærgiærrighed Allerhøjeste Kongl. Naade, og sin dyre svoren Eed gandske forgiætt haver, mange højstraffelige, afskyelige Excesser og Crimina beganget haver, og Criminis læsæ Majestatis tàm divinæ, qvàm humanæ Straff retmæssig har fortient, og over sig selv ført haver.

1.

I det han for det første mod sin eedlige Revers og høje Cantzlers Embede ikke alleene for Justitz-Bestalling og den ubrydelige Justitz Administration store Summer Penge taget haver, men end ogsaa saa mange, som enten ikke kunde, eller vilde fordrage hans Concussioner, deres Fodring til Retten og den ubrødelige Justitz i mange Maader forkrænket, og ofte aldeeles nægtet og afslaget haver.

2.

At han directè mod sin Pligt, de sig af Hans Kongelige Majestet anbetroede hemmelige Sager og anliggende ikke forborgen holdet haver, men den højskadelige og meget farlige Permutation og Alienering, Hans Kongl. Majestets anhørige Provincier angaaende, at han der med sin particulier store Nytte kunde søge, ivrig og med all Magt drevet haver. Adskillige Hans Kongl. Majestets højeste Interesse angaaende, fremmede Potentaters Breve, Kongelige Ordres, og Undersaatternes Supplicationer i mange Maader fordult, og dermed uforsvarligen omgaaet haver.

(674)

3.

Geistlige Beneficia og Bestillinger, Præste- og Skole-Embeder, Personernes Skikkelighed uagtet, haver han til de meestbydende, og eendeel gandske udygtige og Ulærde, og vel, som det i Gierningen er demonstreret og udviist, til dem, som offentligen for Troldom have været berygtede, af idel Penge-Gierrighed med Villie og Videnskab Simoniacè bortsolt, og, som han, som ovenbemeldt er, handlet haver, saa og i mange Poster mod sin svoren Eed haver han store Crimina begaaet. Han er ofte af Hans Kongl. Majestet Allernaadigst, og endog ved angaaende Campagne til Rensborg skriftlig erindret, men saadan Allernaadigst Kongl. Admonition uagtet, haver han med fri Forsætt der tvertimod handlet, og fremdeeles udi samme frivillig fortfaret.

4.

Imod Hans Kongl. Majestets Villie og Videnskab haver han fiendtlig fra og til Sverrig gaaende Breve under sin Couvert svigagtigen befodret, og med Hans Kongl. Majestets hemmelige og aabenbare Fiender utilbørlig og højfarlig Correspondence haft og holdet, som det altsammen vitløftigen i Actis er udført, og hannem med Vidnesbyrd og sine egne Breve er overbeviist. Saa og fornævnte Greve af Griffenfeld nu for saadan sine grove Misgierninger og Crimen perduellionis udi sin af idel Kongelig Naade tilladt og nu slutted Process ikke ydermeere befrie og purgere kunde.

Saa skal Greve Griffenfeld for saadane og andre frivillige store Forseelser og Misgierninger, hvorudi de afskyeligste Crimina mod GUd og Mennesken ere befattede (675), med Liv, Ære og Gods i Hans Majestets Unaade og Straff retmæssig være fordømt, saa at som nu saa fort og fremdeles skal han være satt fra sin Grevelige Stand, og alle andre Digniteter, hvortil han haver giort sig selv uværdig, hans Grevelige Navn og Ihukommelse gandske udslett, Vaaben, Hielm og Skiold giort til intet, og strax af Skarpretteren synderbrydes, hans Grevedom, Gods og hvad det kand være, at være confisqvered, og forbemeldte Greve Griffenfeld, nu Peter Schumacher for sin Person skal Skarpretteren overleveres, at han ham paa et tilforordned Sted skal Hovedet afhugge, og fra Livet til Døden henrette, og saadant ham Schumacher til vedbørlig Straf, men andre til Efterrettning og afskyeligt Exempel.

Paa Rettens Vegne publicered udi Citadellet Friderikshavn. Kiøbenhavn den 20. May 1676.

Ove Juul. Corfitz Trolle. Eiler Holk. Axel Torf. Thomas Finke. Conrad Hesse. Peter Reesen. H. Mathesius. Peter Lassen. Titus Bulik.

Han føres til Retter-Stedet.

Efter afsagde Dom blev ham af General Adjutant Skak tilkiende givet, at han skulde bereede sig til Døden, efterdi den 11. Junii var berammet til Executionen. Han beredde sig herpaa uforskrækt, lod tvende Præste komme til sig, og blev Dagen tilforn deelagtig giort udi den hellige Nadvere. Paa hvilken Dag Slots-Fogden tog hans Vaaben af Kirken, og bragte dem paa Castellet; Om Aftenen blev der ført et sort Død-Klæde til Castellet, og om Morgenen fuldte Kisten, som uden til var overklæd med Bay, inden til med hvidt Kartun.

Paa Gulvet blev lagt et sort Klæde, paa hvilket han uforfærdet traadde, og beredde sig at døe. I det han nu selv opbandt sit Haar, blev hans Vaaben af Skarpretteren synderbrudt, og derhos udraabt: Dette skeer ikke omsonst, men efter (676) fortiente Løn. Hvorpaa han svarede uden Alteration: Kongen har givet mig dem, han har ogsaa taget dem bort fra mig igien. Derefter faldt han paa sine Knæe, bad GUd om sine Synders Forladelse, og formanede Skarpretteren han skulde ikke bekymre sig, han vilde holde sit Hoved stift nok. Da han nu havde endet sin Bøn, og givet Tegn til Skarpretteren, at han skulde hugge hans Hoved af, og reist sit Hoved op i Vejret;

Benaades paa Livet.

Raabte General Adjutanten: Holt inde, Hans Majestet har af Naade skienket ham Livet! Efter at ham saaledes med alles Forundring Livet var skienket, og han havde betakket Kongen for beviiste Naade, blev han ført til ævigt Fængsel,

Hans Fængsel og Endeligt.

og satt paa Munkeholmen ved Trundhiem, hvor han stedse sadd i Arrest, indtil udi Octobr. 1698., da han formedelst sin Svaghed blev bevilged at være i Trundhiem, hvor han og døde af Steen kort derefter, nemlig 1699. den 12 Martii. Hans Legem blev Dagen efter hans Død, efter hans eget Forlangende opskaaret og balsamered, og derpaa lagt udi en med sort Fløjel overtrokken Kiste, hvorpaa var satt en liden Plade med denne Overskrift: Herunder hviler Danmarkes forrige ulyksalige Canceler Peder Schumacher. Legemet blev siden ført til Jylland, hvor det udi Wær Kirke ved Horsens udi Baron Friderik Krags Begravelse er nedsatt. Hans Frue var Catharina Nansen, som døde efter et kort Ægteskab 1674. Med hende avlede han en Datter Charlotta Amalia, som blev gift med Baron Friderik Krag.

Autoris Betænkning over de 3 store Stats-Mænd Ulfeld Sehsted og Griffenfeld

Saadan Skiebne havde denne store og habile Statsmand, ved hvis Fald alle, saavel Fremmede som Indlændske giorde store Øjen, og haver jeg ikke kundet forbigaae at anføre Slutningen af hans Historie, efterdi han allereede var udi stor Anseelse ved Hoffet under Kong Friderik den 3die, og derfore kand regnes blant de forunderlige Mænd, som udi Høistbemældte Konges Tid Danmark kunde fremviise til en Prøve paa hvad dette Nordiske Clima kand producere, thi man kand sige, at faa Lande have paa eengang bragt til veje 3 saadanne merkelige Genier, som Ulfeld, (677) Sehsted og Griffenfeld; vel er sandt at fremmede ikke tale saa prægtigt om den sidste som om de tvende første, saasom hans Regiering varede ikkun nogle faae Aar, men Landets Indbyggere, som kiendte hans store Capacitet, og forunderlige Beqvemhed til store og vanskelige Forretninger, tage ikke i Betænkning at sætte ham i Classe med de andre. Dog, naar man lægger til Ulfelds naturlige Sindets Gaver, hans store Erfarenhed udi Stats-Sager, og hans mange Aars vigtige Forretninger, saavel uden som indenlands, kand man ikke andet end give ham Præference; thi han var virkeligen den største Statsmand i hans Tid, og om Richelieu giorde større Figurer, saa kom det alleene deraf, at samme Cardinal havde Administrationen under en foible Konge, som Ludvig 13, da Ulfeld derimod levede under den dueligste Regent som paa de Tider var i Europa, og som giorde alting selv. Ikke desmindre, naar man betragter Griffenfelds Avancement, og seer en Kiøbenhavnsk Vinhandlers Søn udi nogle faa Aar at blive Rigs-Cantzler, Dansk og Keiserlig Rigs-Greve staae paa point at blive Rigs-Første, og at allieres med Førstelige Familier, og det alleene formedelst Forstand og Meriter, kand man ikke andet end fatte en høi Idee om hans Person, og holde for at han i Qvaliteter ikke har givet Ulfeld meget efter. Ellers kand man sige om disse 3 Mænd, at, hvorvel de udi Sindets-Gaver vare hinanden nogenledes lige, saa havde dog eenhver af dem nogen særdeeles Fordeel. Ulfeld var den største i Henseende til Erfaring udi Stats-Sager; Griffenfeld den største udi at føre Pennen; og Sehsted den største udi Finesse, og var det derudi at han overgik dem begge; thi udi alle hans Gierninger fremskinnede en Agtsomhed og bon Sens, da de andre lode sig ofte forblinde af deres Ambition, og ligesom arbeidede paa deres eget Fald. Sehsted kunde endogsaa giøre en ond Ting saaledes at den syntes at være god, og er intet forunderligere, end at see en Mand udi nogle Aar saaledes conservere sig hos tvende stridige Potentater, at begge flatterede sig af hans Affection og Troeskab. Kort at sige, om disse 3 Mænd havde siddet ved Roret paa eengang, og været hinandens Rivaler, havde de tvende første (678) vel spillet Mester til en Tid, men Hannibal Sehsted havde dog ved sin Flegma og ved at temporisere faaet dem begge i Sækken. Og var det ved denne hans Agtsomhed hvorved han conserverede sig endogsaa udi de allerslibrigste Tider, og døde i sin Konges Naade.

Kron-Prindsens Udenlands-Reise og Tilbagekomst.

For at komme til de Ting igien som egentligen passerede udi Friderici 3. Tid, da har jeg forhen viiset, at Hans Majestet lod Kron-Prindsen reise udenlands 1662. under Opsyn af Christopher Parsberg. Hans Kongelige Højhed reisede først til Vands til Nederlandene, og da han der havde seet de fornemste Stæder begav han sig til Frankrig, og arriverede mod Høsten til Calais, hvor han blev mødt af adskillige Engelske Jagte, som bleve didskikkede af Kong Carl 2. for at bringe ham over til Engeland. Da han havde opholdet sig 2 Maaneder i Engeland forlod han samme Rige, og reisede fra Dower til Frankrige igien, og kom til Paris paa samme Tid som Hannibal Sehsted sig der opholdt udi Qvalitet af extraordinaire Ambassadeur. Udi hans Palais logerede Hans Kongelige Høihed medens han var udi Paris, hvor han fik ideligen Visite af den Kongelige Franske Familie, sær af Kongens Broder Hertugen af Orleans, og førend han reisede derfra blev han regalered af Kongen af Frankrige med een Kaarde og Gehæng besatt af Diamanter. Efter at Hans Kongelige Høihed havde opholdet sig et Aar i Frankrig, forlod han Paris, og gav sig paa Veien til Italien; Men da han var kommen til Grenoble fik han Ordre fra sin Hr. Fader at vende tilbage, hvilket strax skeede igiennem Tydskland.

Hans Bilager med den Hessen-Casselske Princesse.

Blant andre Hoffe som han besøgte udi Tydskland var det Hessen-Casselske, hvor han fæstede sit Hierte til Charlotta Amalia, Land-Greve Wilhelmi Dotter, saa at han efter sin Tilbagekomst kunde ikke stilles tilfreds, førend han fik sin Hr. Faders Samtykke, at bekomme hende til Brud; hvilket ogsaa skeede, og blev deres Bilager i dette Aar 1667. celebrered til Nykiøbing i Falster. Et andet Bilager blev ogsaa celebrered samme Aar mellem den Kongl. Princesse Friderica Amalia og Hertugen af Holsten Gottorp Christian Albrecht.

(679) De tvende efterfølgende Kong Frideriks Regierings Aar bleve bortdrevne udi en lyksalig Fred og Rolighed, saa at de samme fast ingen Materie give til Historie, der forefaldt ej heller mange indenlandske Sager af Vigtighed, efterdi Hans Majestet ved adskillige Etablissemens havde ordineret alting saavel udi Kirke som civile og i militaire Sager, at han søgte kun den øvrige Tid at vedligeholde den store Bygning, som han havde oprettet. Ellers, saasom Hans Majestet havde ladet forfatte en Konge-Lov for at reglere Successionen i den Kongelige Familie, og at hindre, at derved ingen Tvistighed i Fremtiden skulde reise sig, saa tog han sig ogsaa fore at reformere Landets almindelige Love, og af de mange differente Provincial-Lov-Bøger at formeere een almindelig Lov, for alle Undersaatere i Dannemark.

Anstalt til at forfatte en ny Dansk Lov-Bog.

Til Saadant Verk blev giort en Begyndelse Anno 1661., og blev det færdigt skrevet 1669. De fornemste Landets Jurister bleve dertil employerede. Af Adel-Standen vare Jueler, Krabber, Krager, Langer, Parsberger, Pogwisker, Retzer, Skeeler, Seefelder, Troller og Vinder. Af Collegierne og Universitetet Vibe, Lassen, Nansen, Resen, Scavenius, Brockman, Vinding, Skøler. Af Geistligheden, Svane, Vandal, Bagger, Leth og Nold. Men samme nye Lov-Bog kom ikke rett udi Stand førend under Christiano 5to, da den endelig efter adskillige Revisioner blev publicered ved Trykken under det Navn af Christiani 5ti nye Lov. Ved dens Publication ophørede de gamle Love, og den store Jydske Lov blev afskaffed i Jylland selv, saa at ingen uden de Syndre Jyder, eller Slesvigere den nu omstunder i Agt tage.

Adskillige Religions-Tvistigheder udi Friderici 3.

Tid.Hvad Kirke-Sager angaaer, da foraarsagede den bekiendte Antoinete de Bourignon paa samme Tid nogen Urolighed udi Holsten og Synder-Jylland; Den samme kom fra Flandern hid ind udi Landet Aar 1668. for at nyde en Arve-Deel udi Nordstrand, som var hende efterladt af Christiano Cordtio, og haabede at etablere sig med sine Tilhængere paa samme Øe; men, saasom ved samme Arve-Deel var adskillig Gield, at hun derved saae sig at blive indvikled udi adskillige Processer, blev denne Forhaabning til intet; dog blev hende tilladt af Hertugen af Holsten (680) at boe 4re Aar udi Husum og Slesvig for at søge sin Rett;

Antoinete de Bourignons Historie.

Men, som hun begynte at prædike falsk Lærdom for Indbyggerne sammesteds, og at lade hemmeligen trykke Bøger til Husum, som hun udstrøede blant Folk, opvakte hun den heele Geistlighed mod sig, hvorudover hendes heele Bogtrykkerie siden blev hende frataget, og maatte hun da retirere sig til Flensborg, hvor hun opholdt sig nogle Uger. At hun ikke forblev der længere var Aarsag, at Øvrigheden blev erkyndiget om hendes Vildfarelser, hvorudover hun frygtede for at blive tiltalt, og derfore holdt raadeligt i Tide at reise derfra. Udi hendes Herberg blev funden en stor Mængde Bøger, som bleve brændte tillige med nogle haarde Skrifter, som hun ved sin Tilhænger Conradum Hasium havde ladet overgive til den øverste Borgemester Laurentz Faust. Fra det Slesvigske begav hun sig siden til Hamborg. (a)

Hun var opdragen i den Romerske Religion, som hun siden forlod, men vilde ikke slaae sig til nogen anden Bekiendelse, saasom hun holdt fore, at alle Secter vare iligemaade med falsk Lærdom befængde, og derfor ophittede nye Religions-Artikle, formerede sig en særdeles Samqvem af adskillige Folk, som hun ved sin Lærdom havde forblindet, hvilke ansaae hende ikke som deres Hoved og Anfører, men ærede og dyrkede hende fast som en Gudinde. Den Roes, som hende tillægges af Christiano Cordtio, er saa stor, at den ophøjer hende over alle Mennesker; thi nu bliver hun kaldet alle Troendes Moder, nu Himmelens Dronning, nu den Catholske Verdens Lys, nu en Qvinde uden Synd, helligere end Jomfru Maria selv, begaven med højere Kundskab udi guddommelige og hemmelige Sager end Propheterne og Apostlerne, Christi Brud, beklæd med Solens Straaler, omtalt udi Salomons Højsang og andre Skriftens Bøger; Ikke at tale om hendes andre Titler som hende bleve tillagde. Hun selv havde store Tanker om sig selv, og berømmede sig af sine Guddommelige Aabenbaringer, foregivende, sig at have en Prophetisk Aand, og hendes Skrifter at være af den hellig Aand dicterede, (681)

(a) Moller. Cimbr. Lit.

hvorfore hun vilde at man skulde agte dem højere end den hellige Skrift selv.

Hendes underlige Lærdom.

Hvad sig anbelanger hendes andre underlige Meeninger udi Religionen, da forkastede hun den Christne Troes Fundamenter, foragtede det udvortes GUds Ord, nægtede Sacramenternes Fornødenhed, holdende fore, at Christus saavel som Adam var baade Mand og Qvinde, og tilskriver ham et dobbelt Legeme, taget af Adam og Jomfrue Maria tillige, betager Christi Lidelse sin Fortieneste og andet deslige. Dog er det ikke troeligt, at hun førdte nogen Lærdom som var mod den Hellige Trefoldighed, hvorfore hun beskyldes af nogle, eftersom hun i sin Troes Bekiendelse, skreven til Slesvig 1675., foregiver sig at have Afskye for saadan Lærdom, og at troe alle Artikle af det Apostoliske Symbolo.

Hendes Modstandere her i Landet, var den bekiendte Kniv-Smed Johan Berkendal, hvilken igiendrev hendes Skrifter, men hun glemmede ikke at svare derpaa.

Hvad andet Kiætterie angaaer, som udi Førstendommene lod sig merke udi denne Konges Tid, da erholdt den bekiendte Socinianer Stanislaus Lubienietsky fri Religions Øvelse af Friderikstads Øvrighed 1662.; Men Hertugen, mod hvis Villie og Videnskab saadan Bevilning var given, lod efter sin Theologi Johan Reinboths Tilskyndelse ved et offentligt Edict forbyde alle Socinianer at boe i hans Lande. (a)

Nicolai Chronichii Lærdom.

Nicolaus Chronichius fordum Lector i Christiania arbeidede Aar 1654. paa at udstrøe Weigelianismum blant Studentere i Kiøbenhavn, og forførede mange af dem, hvorudover han blev straffed nogle Aar med Fængsel, hvorfra han dog kom løs igien, og døde i Holland. (b)

I det øvrige forefaldt ingen Religions-Tvistigheder udi Friderici 3tii Tid, med mindre man vil regne hvad som udi publiqve Disputatzer af fremmede Opponentibus paa Universitetet blev forebragt, hvor af jeg intet vil fremføre uden een eeneste Passage, (682)

(a)                 Moll. Cimbr. lit.

(b)                 Resen. in excerpt. Manuscript.

som formedelst dens Artighed fortiener at antegnes. Johan Soega holdt en Disputatz i Kiøbenhavn 1653, hvorudi han iblant andre Theses ogsaa satt denne, at Skiærs-Ild var en opspunden Digt; Den Spanske Ambassadeur som paa samme Tid var i Kiøbenhavn havde med sig en Præst, som hedde Pater Gothofredus, hvilken, saasom han var en stor Disputator, kom paa Auditorium for at kuldkaste Johan Soegas Thesin; Han bragte da i Feldten alt hvad Logica og Metaphysica kand formaae, og bombarderede Præsidem saaledes med Distinctioner, at hvor vanskeligt det end er at forsvare Skiærs-Ild,

En merkelig Disputatz paa Universitetet i Kiøbenhavn.

saa siuntes dog Spaniern allereede at have Sejer. Johan Soega derfor, saasom han var i Knibe, saae intet Middel til at reede sig ud der af, uden at skyde med samme Pile, og derfor resolverede et Argument ved den bekiendte opdigtede Distinction inter Archipodialiter & Reflexivè. Hvorved Pater Gothofredus stønnede, ej vidende hvad han dertil skulde svare, og reisede sig derpaa Rector Universitatis og giorde Ende paa Disputatzen. (a) Denne Act gav Materie til Latter over den heele Stad, og er det gemeenligen de visse Frugter man høster af deslige Conferencer.

At Kong Friderik ingen Elsker var af Ord-Krig sees der af, at da han i en Disputatz blev tilspurdt af den bekiendte Polakker Stanislao Lubienietzky med disse Ord: Jubesne me incipere? svarede han, qvin insipies, hvorvel man kand sige, at han ved dette Svar gav tilkiende tillige med den liden Behag han kunde have i at høre tale om den Materie, som bemeldte Lubienietzky da bragte paa Banen, og som gav Anledning til adskillig Snak, og foraarsagede adskillige Bevægelser hos den Danske og Holstenske Geistlighed paa samme Tid. Jeg haver tilforn intet talt om denne navnkundige Mand, hvorfore jeg her paa dette Sted vil mælde noget om hans Historie, i sær den Deel deraf, som henhører til de Danske Sager.

Stanisl. Lubienietzkys Historie.Stanislaus Lubienietzky var en Polsk Herremand, fød til Racovia 1623. Hans Fader var en Sociniansk Lærer udi samme (683)

(a) Resen. in excerpt. Manuscr.

Stad, og lod Sønnen opdrage i den Lærdom, som han selv giorde Profession af, iligemaade udi andre curieuse Videnskaber, hvorudi han saaledes tiltog at han distingueredes blant alle sine Landsmænd.

Den unge Stanislaus var tilstæde ved den store Samtale, som holdtes 1644. udi Thorn, for at foreene Religionerne, og haver samlet hvad som udi denne Samtale blev forhandled. Han reisede derefter som Hoff-Mester for den unge Greve Niemierycs udi Holland og Frankrig, hvor han over alt blev kiendt af lærde Folk i samme Lande, og af dem højligen æstimered. Hvorvel han ikke fordulte sin Religion, men ved alle Lejligheder forsvarede Socini Lærdom. Efter sin Faders Død kom han til Polen igien 1648., hvor han af det Czarskowske Synodo blev antagen til Sociniansk Lærer. Men da de Svenske Aar 1655. giorde Indfald udi Polen, retirerede han sig til Cracow. Da samme Hoved-Stad blev tagen fra de Svenske igien, i hvis Hænder den en Tid lang havde været, fuldte han den Svenske Guarnison tilligemed 2 andre Socianer, for at anholde hos Kongen af Sverrig, at Socinianerne maatte indsluttes udi den Fred som skulde giøres med Polen, og deres Religions-Sikkerhed derved stadfæstes, og haabede han des lættere det at erhverve, efterdi Socinianerne udi den Polske Krig havde givet sig under Svensk Beskyttelse. Han blev i Wolgast meget naadig imodtagen af Kongen af Sverrig, hvilken lod ham spiise ved sit eget Taffel, og endskiønt Geistligheden sammesteds saae ham an med skeele Øjen, sær Johannes Micrælius, saa dog vandt han de Svenske Ministres Yndest, og discourerede frit om Religionen. Den Autor som har beskrevet Lubienietzkys Liv og Levnet, fortæller en merkelig Historie, som er lidet honnorable for den Svenske Greve Slippenbach, og som tillige med giør Lubienietzky til en Prophet. Han siger at Slippenbach lovede at antage Lubienietzkys Religion, dersom han ved sine Bønner til GUd kunde erholde at Stetin, som da var belejret, ikke maatte falde i Fiendens Hænder. Derpaa laae Lubienietzky 3 gandske Uger ideligen i Bønnen, og derefter lod Greven viide, at Staden var uden Fare. (684) Dette gav i Begyndelsen Aarsag til Latter, og de fleeste holdte fore, at han havde en Skrue løs i Hovedet. Men man fik 6 Dage derefter Tidende om, at Belejringen for Stetin var ophæved, hvilket, endskiønt det heel vel kunde skee naturlig Viis, saa bragte det dog Spaaemanden i Anseelse blant mange. Lubienietzky anholdt derpaa hos Greven om hans Løftes Fuldbyrdelse, men Slippenbach slog det af med Skiemt, sigende: at han ogsaa havde ligget paa Knæe og bedet GUd, at han vilde aabenbare ham, om han kunde antage Lubienietzkys Troe; men GUd havde befalet ham at blive ved den Augsborgske Bekiendelse; Og er dette blant andet Beviis paa Slippenbachs Skiemtsomhed endogsaa i alvorlige Sager. Man kand ellers sige, at hvis han i Begyndelsen giorde dette Løfte for Alvor, han derved viisede sig at være en meere nidkiær Undersaat (a) af Carl Gustav i Sverrig, end af GUd i Himmelen.

Hans Ankomst til Kiøbenhavn.

Lubienietzky opholdt sig til Oliva da Freden blev sluttet mellem Sverrig og Polen. Men som ved samme Fred Socinianerne bleve udelukte af den Amnestie, som ellers blev accordered alle andre Religioner i Polen, reisede han derfra og begav sig til Kiøbenhavn, hvor han arriverede 1660. den 28 Novembr., og der søgte at erholde hos Kong Friderik et Sted, hvor han selv og hans fordrevne Religions-Forvantere kunde leve udi Sikkerhed. Saasom han var en Mand af rar Lærdom, og store Sindets Gaver, kom han strax i Anseelse hos en Konge der var saa stor Elsker af lærde Folk, og betienede Hans Majestet sig af ham til at copiere adskillige Breve, for hvilket Arbeide han lovede ham en aarlig Pension. Ovenmældte Autor vidner, at Kongen da ogsaa lod ham sige,

Hans Forhold sammesteds.

at han gierne vilde tillade ham at boe udi Altona, hvilken Stad da var aaben for alle slags Religioner. Den Estime som Hans Majestet lod see for denne Mand i Henseende til hans Lærdom og andre Dyder, foraarsagede at saavel de store som Geistligheden begyndte at ansee ham med skeele Øjen, sær, eftersom de hørte ham paa Slottet ofte discourere frit om Religionen. (685)

(a) Vita Lubien. fol. 4.

 (a) Ved hvad Leilighed han kom til at disputere offentligen med den Kongelige Hoff-Prædikant Erico Gravio er mig ubekiendt. Det er dog vist at Hans Kongelige Majestet var nærværende, da samme Disputatz holdtes, og var det da at Kongen skulde have svared, qvin insipies, hvilket giver tilkiende, at hvormeget Hans Majestet ansaae denne Mand i Henseende til hans Lærdom og Sindets Gaver; han dog fordømte ham i Henseende til hans Religion. Ikke desmindre gav dog den Faveur, ham vederfores til Hove, Anledning til adskillig Snak. Men alt hvad han kunde erholde udi sin Ansøgning var alleene Frihed at boe udi Altona, uden at han kunde erhverve nogen Religions Øvelse for sin Sect, hvilket foraarsagede at han forlod Kiøbenhavn igien, og begav sig til Stetin i Pomern. Der loed man ham ikke længe i Roe, hvorfore han reisede til Hamborg, hvor han ofte havde Omgiengelse med Dronning Christina, som da opholdt sig i samme Stad. Men den Hamborgske Geistlighed kom strax i Gevær, og forlangede indstændigen af Magistraten, at han maatte forviises Staden, hvorudover ogsaa Raadet befoel ham at reise bort. Lubienietzky meenede vel at stille Raadet tilfreds ved at beraabe sig paa den Protection han havde haft ved det Danske Hoff; Men forgiæves; Thi Geistligheden drev saa sterkt paa deres forrige Ansøgning, og udi deres Prækener ophidsede Almuen saaledes mod ham, at han dristede sig ikke til at gaae ud af sit Herberge.

Kommer anden gang til Dannemark igien.

Han begav sig derfor andengang igien til Danmark, hvor det synes at han da erhvervede Recommendation til Magistraten udi Frideriksstad. (b) Efterdi Magistraten gav Frihed til ham og andre Socinianer at boe i Staden, og at have deres Religions Øvelse udi deres Huuse. Men denne Herlighed varede ej heller længe, thi da han var kommen til Frideriksstad lod han sine Medbrødre tilkiendegive den Frihed han havde erholdet for dem, nemlig, at de her, som tilforn udi Polen maatte forrette Gudstieneste i deres Huuse, og giorde af sine egne Midler Befindes (686)

(a) Vita Lubien. fol. 4.

(b) Monsr. Bayle siger Friderichsborg, bedragen af det Latinske Ord Fridericopolis, som findes udi Lubienietzkys vita.

kostninger paa at bringe dem didhen. Men han fik strax derpaa Ordre til at forlade Staden igien, og siges den Holstenske Superintendent Reinboth at have været fornemmeligen Aarsag dertil, og ideligen at have paamindet Hertugen derom, indtil han omsider erholdt saadan Befalning, hvorved Lubienietzky forbødes ikke alleene Staden, men alle Hertugens Lande: Endelig kom han efter saa mange underlige Hændelser anden Gang til Hamborg igien, og der opholdt sig nogle Aar, (a) hvormed Magistraten saae igiennem Fingre i Henseende til hans personlige Qvaliteter, og den Agt han havde været udi hos adskillige Potentater. At han i all den Tid han sidste Gang levede udi Hamborg, som har været mange Aar, thi Moller siger aliqvot lustra, maa have levet ganske stille, sees deraf, at fast intet udi all den Tid bliver mældet om ham. Men udi det Aar 1675. fik han af Magistraten Ordre at retirere sig igien, og det efter Edzardi og andre Hamborgske Præsters Tilskyndelse. Lubienietzky var syg da han fik denne Ordre, lovede dog at lade sig den være efterrettlig; men førend det kom dertil døde han den 18 Maji udi samme Aar,

Hans Død og Begravelse i Altona.

tillige med 2de sine Døttre af Gift, som var kommen udi deres Mad. Om hans Fiender tilbragte ham denne Gift, eller om han selv mængde den udi Maden, for at skilles fra sit møjsommelige Liv, kand jeg for vist intet sige, efterdi Skribentere tale intet tydeligen derom, thi Moller, som her udi er meest troeværdig, siger alleene, at han tillige med tvende sine Døttre døde af Gift, som var mængd i hans Mad. (b) Dog seer man, at Giften giorde ikke lige hastig Virkning, thi Døttrene døde 2 Dage tilforn, saa at han havde Tid til at giøre Lig-Vers over dem; Autor til hans Liv og Levnet, som uden Tvil har været en Socinianer, taler om hans Endeligt saaledes: Han befoel sin Siæl til hans Frelser, som han troeligen havde tient, og holdt indtil det yderste Aandedræt Taler fulde af Tillid til GUd, og hans Venner til (687)

(a) Moller. Isag. part. 3. pag. 105.

(b) Moller ibid. Veneno cibis ipsius immixto cum biga filiarum d. 18. May periit.

Opmuntring. Aarsagen til hans Død var Gift, som var kommen i hans Mad, ikke af hans egne Folk, som Edzardus haver foregivet, for deraf at viise Lubienietzkys ugudelige Religion; thi begge hans Døttre døde ogsaa deraf, og hans Hustrue, som havde smaget lidet af samme Mad, kunde ikke uden Møje restitueres igien. (a) Dog er det merkeligt at en anden Sociniansk Autor tilstaar at han blev forgivet af sin egen Pige. (b) Lubienietzky blev begraven udi Altona, endskiønt de Geistlige af all Magt satte sig derimod: Men som de ikke kunde hindre ham at blive begraven udi Kirken, eftersom han der tilforn havde kiøbt sig Gravsted, saa hindrede de dog, at Liget efter Sædvane ikke blev geleided af Skolens Rector med Disciplerne.

En Relation herom hos Gottfried Arnold igiendrives.

Dette er et kort Begreb af denne navnkundige Mands Avantures, sær udi Dannemark, og Førstendommene; Den Faveur Kong Friderik lod stedse see mod ham, har givet Anledning til mange ugrundede og ubillige Domme, sær hos Gotfried Arnold udi hans Kietter-Historie, hvor han siger, at Lubienietzky i den Disputatz han holdt i Kiøbenhavn, igiendrev den Kongelige Hoff-Prædikant Ericum Gravium; Men saadan Mands Vidnesbyrd, hvis Forsæt har været at berømme alle falske Lærere indtil Mahomet, kand herudi ikke være af stor Vægt. Han siger ogsaa, at man udi Kiøbenhavn frygtede, at han skulde forføre Kongen fra Troen, og grunder saadant paa den Omgiengelse, og de idelige Taler om Religionen Hans Majestet havde med samme Mand. Udgangen viisede hvor ilde grundet saadan Mistanke har været, og at intet Sted til Religions fri Øvelse kunde accorderes ham, hverken udi Riget, eller i den Kongelige Deel af Førstendommerne, saa at han nød intet uden alleene Begravelse udi Kirken til Altona, hvor han havde tilkiøbt sig Gravsted, og kunde end ikke erholdes at hans Ligfærd maatte skee med (688)

(a) Vita Lubienietzky. fol. 6.

(b) Histor. Refor. Polonicæ.

sædvanlige Ceremonier, saa at man klarligen seer, at den Naade, som Kongen lod see mod ham, og den daglige Omgiengelse, han beærede ham med, reisede sig alleene af den ugemeene Kierlighed Hans Majestet bar for alle lærde Folk i Almindelighed, og den store Lyst han havde at discourere om alle slags Videnskaber;

Kong Frideriks Hoff en Tilflugt for lærde Folk.

Hvorudover det Danske Hoff, efter alle fremmede Skribenteres Vidnesbyrd, var i hans Tid som en høj Skole, og som en Tilflugt for store Konstnere og lærde Mænd, som fra alle Kanter strømmede didhen, ikke alleene for der at nyde Protection, men endogsaa for at tale med Hans Majestet, hvilken ikke alleene var Elsker af lærde Folk, men var selv en af de lærdeste Mænd udi Riget i hans Tid. Man seer, at Hans Majestet mod Enden af sin Regiering har lagt stor vind paa Chymie, og var det i den Henseende at den navnkundige Chymist,

Kongen er en Elsker af Chymie.

Joseph Franciscus Borri blev saavel imodtagen ved det Danske Hoff, hvor Hans Kongelige Majestet adjungerede ham den berømmelige Danske Medicum Doct. Ole Borch, for at arbeide med ham udi Chymien, og saasom samme Borri har giort saadan Allarm saavel udi Dannemark, som paa andre Steder udi Europa, og Borichius taler om hans Person, og Operationer med en slags Forundring, vill jeg her anføre samme selsomme Mands Historie.

Joseph Franciscus Borry var af Geburt en Milaneser, og lagde første Grundvold til Studeringer udi Rom, hvor han blev anseet som eet Vidunder formedelst sin store Ihukommelse. Men, som gierne store Hoveder forfalde til Extravagancer, saa begyndte denne at udbreede selsom Lærdom, nemlig at Christi Jordiske Rige var forhaanden, at alle Mennesker skulde samles til en Hiord, og Paven skulde blive deres Hyrde, og GUd havde giort ham selv til Generalissimus over de Pavelige Arméer, for at undertvinge heele Verden.

Francisci Borris Historie.

Til den Ende havde Michaël Engelen taget Boelig i hans Hierte, og tilbragt ham et Sværd med det Merke pro Christo, det er, Christi Beskytter. Da Pave Alexander 7. merkede disse hans Extravagancer, lod han sætte efter ham, hvorudover Borri retirerede sig til sin Fødeby Meyland, hvor han forandrede noget sit Systema, og iblant andet der lærede, at alle (689) Troende burde bære et Seil og Merke, og dersom Paven ikke havde saadant Seil burde man slaae ham ihiel. Hvad hans Meening om den Hellig-Tre-Eenighed angaar, da synes det at han har troed tre Guder, saaledes at GUds Søn var ringere end GUd Fader, og derfor saasom han var lidet fornøied med den Rang som han havde udi Himmelen, søgte han at oprette et Jordisk-Rige. Saasom Jomfrue Maria og besynderligen dyrkes udi Italien, saa for at insinuere sig hos den Italienske Geistlighed, foregav han at Jomfrue Maria var en Gudinde, og den fierde Person i den Hellig-Trefoldighed, sigende ogsaa at hun var fød af St. Anna, paa samme Maade som Christus var fød af hende; item at hun var legemligen tilstede i Nadverens Sacramente, var Sønnen udi alle Ting lig og havde en Siæl af samme Substantia. Hvad ham selv angik, da brystede han sig af guddommelige Aabenbarelser, hvilke han kunde meddeele til andre ved Hænders Paaleggelse. Hans Forsæt var, at, dersom han kunde erhverve sig et stort Anhang, vilde han offentligen paa Torvet i Meyland forklare sin Lærdom, og prædike mod Stadens Religion: item opmuntre Indbyggerne til at sætte sig udi Frihed, og giøre sig Mester af Staden. Men som Øvrigheden arresterede nogle af hans Disciple, tog han Flugten, hvorpaa hans Process blev ham giort, hvorudi han blev fordømt som en Kiætter, og hans Effigies blev brændt udi Rom 1661.

Udi samme Aar kom han til Amsterdam, hvor han strax erhvervede sig saadan Reputation i Medicinen, at syge lode sig bære fra Paris og andre Stæder til Holland for at blive curerede af ham. Han gik paa Gaden efterfuldt af 6 Laqveier, giorde store Depenser i sit Huus, vilde ingen Betalning tage af Syge som han curerede, men deelte dagligen Penge ud til Fattige, hvorudover man troede, at det var sandt, som han gav sig ud for, nemlig at kunde giøre Guld. Ja alle løbe efter ham, og anhørte med Admiration alt hvad han talede, end ogsaa det allerdaarligste og selsomste. Alle de Cuurer han giorde bleve anseede som Overnaturlige. Men det gik ham som alle store Pralere, at deres Anseelse varer kun en kort Tid til man faaer Leilighed (690) til at kiende dem. Thi, saasom man omsider merkede at han ikke kunde curere uden dem, som havde en sterk Imagination og Troe, begynte hans Credit at falde i Amsterdam, hvilket, da han merkede, reisede han hemmeligen om Natten derfra, tagende med sig en stor Hob Juveler og Penge, som man havde betroed ham. Han begav sig fra Amsterdam til Hamborg, hvor han blev kiendt med Dronning Christina, som laborerede udi Chymie.

Hans Ankomst til Kiøbenhavn.

Fra Hamborg reisede han til København, udi hvilken Stad det synes at han maa være kommen det Aar 1666, efterdi udi et af hans Verk kaldet la Chiave del Cabinetto, som indeholder 10 Breve, to af samme Breve findes daterede fra Kiøbenhavn 1666. Saasom der gik saa stort Rygte af denne Mand, og Kong Friderik var saa stor Elsker af Lærdom, blev han af Hans Majestet meget naadigen imodtagen, og blev den navnkundige Chymicus og Medicus Doct. Ole Bork ham adjungered udi de Chymiske Operationer, som Kongen efter Borris Tilskyndelse foretog. Han forblev saaledes udi Kiøbenhavn saalænge Kong Friderik levede, og imidlertid var i saadan Naade, at mange bare Jalousie derover; Men strax efter Kongens Død, saasom han frygtede at fodres til Regnskab, ja at arresteres for de Omkostninger han havde bragt Hans Majestet udi, forlod han Riget i en Hast, og agtede sig til Tyrkiet, men han blev paa Grendserne anholden af de Keiserlige, og endeligen efter Begiering extradered til Paven, og skikket til Rom, hvor han blev dømt til ævigt Fængsel.

Blant dem, som han fornemligen havde Omgiengelse med medens han opholdt sig udi Kiøbenhavn, vare de to store Danske Medici Thomas Bartholin, og Olaus Borrichius; Den første, til hvilken to af Borris Breve, som bleve trykte udi Kiøbenhavn 1669, ere dedicerede, var een af de berømmeligste Medicis i Europa paa de Tider; og den sidste, som da var i sin Opkomst, blev ogsaa een af de anseeligste lærde Mænd Dannemark haver haft, og har forbundet sig sit Fædreneland, saavel ved sine lærde Skrifter, som ved det prægtige og saa kaldte Collegii Medici Stiftelse udi Kiøbenhavn; og saasom han var meget (691) hengiven til det Chymiske Studium, Doct.

Ole Borks Meening om samme Mand.

saa blev han, som sagt er, beordred at laborere med Borri, om hvilken han i sine Skrifter taler som en forunderlig Mand, og et stort Genie, og ikke som mange andre holder ham for en Bedrager; hvorvel det kand ikke nægtes, at han jo satt Kongen udi temmelige Omkostninger, og her, saavel som paa andre Steder ikke præsterede det han gav sig ud for.

Man seer ellers her af, at Hans Majestet diverterede sig med curieuse Studiis, og laborerede han saa meget paa Chymie, at nogle lagde ham det til Last. At han dog har drevet saadant Arbeide med Skiønsomhed, viiser een og anden hans Betænkning om samme Studio, og finder jeg udi et hans egenhændige Breve til oftomtalte Kunst-Caspar,

Kong Frideriks Betænkning over et Chymisk Project.

hans artige Betænkning om et Chymisk Project med disse Ord: Betreffend das Werck von 100 Ducaten ein zu bekommen, hielte ich viel besser wan er kunte auß einem Ducat 100 machen. (a) Det synes ellers, at han meest dertil har været hengiven udi sine sidste Regierings Aar, efter at han havde udmattet sig ved et af de besværligste Regimenter, som nogen Konge har haft. Jeg finder derfore intet merkværdigt at tale om i de tvende sidste Aar 1668. og 1669, thi Rigerne vare udi en ønskelig Fred, og Hans Majestet søgte alleene at holde den store Bygning ved lige, som han med saadan Møje havde oprettet. Det eeneste som udi disse sidste Aar foruroligede ham,

Holstenske Tvistigheder.

var den Oldenborgske Successions Trætte, og de Slesvig Holstenske Sager. Om den Oldenborgske Tvistighed og dens Udfald er tilforn talt; Hvad de Holstenske Sager angaar, da havde den nye Hertug Christian Albrecht strax ved sin Regierings Tiltrædelse allarmered Riget ved den defensive Alliance, som han Aar 1661. sluttede med Sverrig, helst saasom der sagdes, at han udi en geheim Artikel havde betinget sig det Kongelige Holsten, i fald det skulde udbryde til Krig. Derforuden reisede sig adskillige Tvistigheder saavel angaaende Contributionernes Hævelse, som i Henseende til den Fæstning (692)

(a) Lit. Frid. 3. ad Kunst. Casp. Hafn. 28 Junii 1656. manuscr. autograph.

Christian-Priises Anlæggelse paa nye. Bemældte Fæstning blev, som fortaalt er udi Christiani 4. Historie, anlagt ved Kiel 1632. Derimod protesterede Hertug Friderik, og bleve derover adskillige Breve vexlede mellem ham og Kongen, men Bygningen gik ikke desmindre for sig, og blev Fæstningen ved Magt indtil det Aar 1648, da blev den demolered igien, og det Gods, nemlig Bulcke, Seekamp, Knope, og Holtena, som Kongen dertil havde kiøbt, blev igien saalt. Kong Friderik 3, saasom han merkede af hvilken Vigtighed denne Fæstning havde været, i Henseende til den Kielske Havn, hvor de Danske udi Krigs-Tider kunde have deres Tilflugt, tog sig for 1663. at anlægge den paa nye. Derved begyndte de gamle Klagemaal at gaae for sig igien, som varede indtil det Aar 1667. da ved den Glückstadske Recess Sagen blev bilagt, og Hertugen maatte lade sig nøje med den givne Forsikring, at Fæstningen ikke skulde være hans Lande til nogen Præjudice.

Anlangende Tvistigheden om Contributionernes Hævelse, da besværgede man sig over Indkomsternes Ulighed, og Kongen meenede sig meere at tilkomme af Landets tilfælles Cassa,

Om Contributioners Hævelse.

efterdi Landets Forsvar ankom meere paa ham end paa Hertugen. Herved er at merke, at endskiøndt Hertugerne ved den Roskildske og Kiøbenhavnske Fred havde faaet Souverainetet over Hertugdommet Slesvig, continuerede dog den gamle og af Christiano 3tio stiftede Union og Communion udi Førstendommerne, eftersom Højstbemeldte Konge havde udi Deelingen Politicè saaledes alting sammenblandet, paa det at Foreeningen aldrig skulde kunde hæves, hvorudover saasom mange af Undersaatterne svarede Contributioner saavel til det Kongelige som det Førstelige Huus tillige, var det fornødent at bringe Indkomsterne ind udi den almindelige Land-Cassa, hvoraf siden skeede Deeling. Om saadan Deeling var det nu at Tvistigheden reisede sig, og det formedelst ovenanførte Aarsag.

Peræqvations Recess.

Men denne Trætte blev nogenledes hæved 1663 ved den saakaldte Gottorpske Peræqvations-Recess, hvorved den almindelige Land-Cassa blev afskaffet, og Kongen saavel som Hertugen blev tilladt at bruge sin Andeel efter eget Gotbefindende. (693) Dog, som dette saaledes ikke kunde skee med de Contributioner, som hævedes af tilfælles Undersaatter, blev for got befundet at stifte tvende Casser, een til Rensborg, og en anden til Gottorp, hvorudi dislige Undersaattere skulde eenhver aflægge den halve Deel. Der var derforuden en anden Tvistighed angaaende det Lybekske Biskopdom, hvis Canonici eller Dom-Herrer udi det Aar 1647 havde giort et Conclusum,

Tvistighed om det Stift Lybek.

at 6 Bispe efter hinanden skulde alleene tages af den Gottorpske Linie, hvormed det Kongelige Huus, som prætenderede Alternation udi Bispe-Vallet, var ikke fornøjet, helst som det syntes, at det Gottorpske Huus vilde giøre sig dette Biskopdom arveligt. Tvistigheden derom var paa det Heedeste udi det Aar 1666. Men dette, saavel som andet blev bilagt det Aar 1667 ved den Glückstadske Recess,

Glückstadske Recess.

hvorved 1. Kongen confirmerede den Souverainetet, som Hertugen havde erholdet ved den Kiøbenhavnske Fred. 2. Blev den saa kaldte Unio-Communio, og alle gamle Pacta fornyede. 3. Blev ved det Lybekske Stift saadan Foreening giort, at naar der havde været 6 Bispe af det Gottorpske Huus, skulde der siden skee Alternation udi den Kongelige og Førstelige Linie, og contribuerede ikke lidet til dette Forlig det Ægteskab som samme Aar blev sluttet mellem Hertug Christian Albrecht og den Kongelige Princesse Friderica Amalia.

Dette er alt hvad jeg, saavel af trykte Bøger, som af Manuscripter, tilforladelige Breve og Forordninger har kunnet sammensamle til Friderici 3. Historie, som sandelig er een af de Vigtigste blant alle Danske Kongers, saavel i Henseende til de farlige Krige, som truede Riget med total Undergang, som Regieringens Forandring og Rigernes Omstøbning i en anden Form; Og var det derfore at alle Europæiske Potentaters Øjen stedse udi denne Konges Tid vare henvendte til dette Rige, som den store Skue-Plads af forunderlige Hendelser. Og kand man sige at Kiøbenhavns Belejring er en af de merkværdigste Ting som ere at finde udi Historien, saasom af dette heele Rige intet var tilbage uden samme Stad, og derudi var indslutted det heele Kongelige Huus med begge Rigers Styrke og Kierne. Efterat Hans Majestet (694) havde overvundet alle disse Vanskeligheder, bestyrket Staten ved de mange Love, og Stiftelser, som endda staae ved Magt, og bilagt de Tvistigheder, som havde reiset sig med andre Potentater,

Kong Frideriks sidste Svaghed.

levede han i en ønskelig Fred indtil det Aar 1670., da det omsider behagede GUd at kalde ham til sig. Ved Midnatts-Tider mellem den 16. og 17 Febr. bekom Hans Majestet et Anstød af Cholica, hvorudover Medici bleve sammenkaldne, hvilke med Medicamenter bragte det saa vidt, at han fandt den 18. en temmelig Bedring, havde ogsaa efterfølgende Natt en god Hvile og Søvn, men Dagen derefter fandt han sig saa svag, at han blev beretted, og strax derefter, som et Lys meget sagte udsluktes.

Hans Død og Portrait.

For at give et kort Portrait over denne berømmelige Konge, da kand man sige, at, om hos eendeel andre Danske Konger have været fundne større Dyder, saa have hos ingen været fundne mindre Fejl; thi alt hvad jeg finder hos Fremmede, endogsaa fiendtlige Skribentere at være censureret hos denne Konge, var dette, at han var alt for from og føjelig, saa at saadan hans Temperament, har undertiden kunnet hindre at foretage og i Verk sætte vigoureuse Resolutioner.

Hans Dyder og tillagte Feil.

Hvad som herpaa meest tiener til Prøve var hans Opførsel udi den store Revolution med Regieringens Forandring, da han holdt sig gandske neutral, og ligesom en blot Tilskuer af det store Verk, som smeededes paa i Faveur af det Kongelige Huus. Men hvad som her udi fattedes hos Kongen blev tilstrækkeligen bødet paa hos Dronningen, en Heroisk Dame, der havde ikke mindre Habiletet i at sætte store Ting i Verk, end Mod og Hierte til at exeqvere de samme, saa at den Sammenblandelse af Hendes Ild og Kongens flegma havde en nyttig og ønskelig Virkning i Staten. Men den Koldsindighed som fandtes hos Kongen, yttrede sig meest udi de Ting som angik hans egen Person; thi naar der handledes om Rigets Ære og Rettens Haandhævelse, lod han see stor Fermeté, saa at han derudi ingen anden Regent eftergav.

Det var i Henseende til denne naturlige Fromhed, samt den Tilbøjelighed han havde til Boglige Konster, at han af mange (695) i Begyndelsen holdtes for at være lidet stridbar, og finder man den Charactéer at være ham tillagt af nogle Skribentere for de Svenske Krige. Men han lod tilstrækkeligen see udi samme Krige, at han var baade Soldat og Anfører, ja at han besad den rette Stridbarhed, som ikke bestaaer derudi, at sætte sit Liv uden Nød paa Spill, men alleene at agte det ringe naar Nøden og Fædrenelandets Frelse det udfodrer. Saadan er den rette og en Regent mest anstændig Bravoure, hvilken denne Konge udi Landets Oppression lod see i saadan høj Grad, at han derved erhvervede sig Forundring saavel hos Fremmede som egne Undersaattere, overladende Carl Gustav den Ære uden Nød at løbe Storm til Fæstninger, og at slaaes udi egen Person med Calmuker og Cosaker og andre deslige Ting, som vel give stort Navn hos den gemeene Almue, men ikke hos fornuftige Folk, der maale Tapperhed med en langt anden Alen; thi alle Kong Frideriks Krigs-Bedrifter vare saadanne, at paa hvilket Sted, og udi hvilken Action Fiendens Haand havde feldet ham, da var det paa Ærens rette Post, og udi en Forretning som var heroisk og Kongelig, nemlig for sit Lands Frelse. Eendeel kunde vel sige her imod, at han begyndte den første Krig med Sverrig uden Nød, men jeg meener tilstrækkeligen at have beviiset i Historien, at, omendskiønt han først trok Sværdet, saa var det dog ikke uden højeste Nød. Vel er sandt, at de tvende Krige han førte med Engeland vare ikke af saa stor Nødvendighed, men, som Hans Majestet forud saae at samme Krige vilde alleene bestaae af blotte Krigs-Erklæringer, hvilket og Udgangen lærede, saa tog han ikke i Betænkning derudi at føje sine Allierede, nemlig de foreenede Provincier, og at træde udi offensive Alliance med de samme, for at bringe deres Fiender til des meere Føjelighed, hvorvel den Execution, som skeede for Krigs-Erklæringen med de Engelske Skibes Arrest kand ikke vel undskyldes, med mindre man vil sige, at han ansaae den Engelske Regiering paa de Tider, som ingen Regiering, og Regenten Cromwel, som en uretfærdig Usurpateur, hvilket jeg dog vil lade staae ved sit Værd; Vist nok er det, at, hvis Hans Majestet denne gang syndede imod Folke-Retten, saa kunde Gierningen (696) ikke ansees andet end en usædvanlig Paroxysmus, som alleene viiser, at intet Menneske paa Jorden er gandske fuldkomment; thi hans heele Liv er i det øvrige en Kiede af store og rare Kongelige Dyder, sær Retfærdighed og Mildhed, og besad han den sidste Dyd udi saadan Grad, at der tvivles paa, at han havde pousseret i sin retmæssige Sag endogsaa mod Corfitz Ulfeld, eller i det ringeste mod hans Frue saa sterkt, hvis ikke Dronning Sophia Amalia havde interessered sig saa meget derudi; thi man merker at han ikke uden med Vanskelighed kunde bevæges til at giøre hende, nemlig Dronningen noget imod, saa at, hvis samme Dronning havde villet misbruge saadan Ascendence, havde denne hans Føjelighed mod hende kundet have ufordeelagtige Sviter, sær udi Sager, som anginge hans egen Person.

Saasom denne Konge var en god Mand, saa var han derhos en klog Herre, og en fuldkommen Statist, og saae man strax i Begyndelsen af hans Regiering store Prøver paa hans Stats-Viisdom; thi hvor liden Hans Myndighed end var i Begyndelsen af hans Regiering, og hvor sterkt Haandfæstningen var bleven ham opskrued, saa erhvervede han sig dog strax ved en særdeeles Regierings-Konst lige saa stor Autoritet som nogen af hans Formænd. Blant alle hans Dyder skinnede ingen klarere end hans Bestandighed udi Modgang; thi faa Konger have meere følet Kaarset, og faa have baaret det med større og Christeligere Taalmodighed, hvorfore GUD ogsaa kronede hans Dyder med Ære og Velstand, og befæstede hans Throne meere end nogen anden Konges.

Hvad Legemets Dannelse angik, da svarede den i alle Maader til Sindets Gaver; thi han var af en Majestetisk Anseelse, sterk og vel voxen, og siges der at han besynderligen kunde lide vel voxne Folk, ja at samme Lidende gik saa vidt, at han cœteris paribus promoverede dem frem for andre. At han ellers har været Jovial og lystig, særdeles i Ungdommen, viiser adskillige af hans skiemtsomme Breve, sær de som han har tilskrevet Christine Munks Børns Hoffmesterinde, Fru Karen Sehsted, som ere fulde af lystig Skiemt. Kong Friderik lignede sig selv, ved sin Dødeligheds (697) Betragtning, med en Raket, hvilken, naar den bliver antændt, farer den op i Luften med et skiønt og klart Skinn, der glimrer som mange Stierner, men saasnart den lader et Knall høre,

Hans egenhændige Betænkning over sig selv.

forsvinder den for Tilskuernes Øjen, falder paa Jorden, og bliver til Aske. Samme Pensée har han egenhændigen antegnet i sin Calender med disse Ord: Ich war in meinem Leben einer Raqvette zu vergleichen, welche, nachdem sie angezündet wird, in einem Augenblick in die Luft fähret, schön und hell leuchtet; und als ich in Höchsten war, und mit meinen Funchlein als mit tausend Sternlein pranget, da lies ich plötzlich ein Krachen hören, verschwande für den Augen derer, die mir zusahen, fiel auf den Boden, und bin zu Staub und Asche worden. Endeligen, paa det ingen skal have mistænkt det Portrait, som jeg har givet over denne Konge, Terlons Tanke om Kong Friderik.

vil jeg til Slutning viise hvad en fremmed Stats-Mand derom har dømt: (a) Kong Friderik har en temmelig stor Taille, endskiønt han er noget fyldig. Han er meget fripostig, og forretter alle sine Gierninger med Grace. Hans heele Person er vel danned. Han har stort Begreb, Conduite og Forsigtighed. Han besidder Videnskaber og boglige Konster i Fuldkommenhed. Han elsker Retfærdighed, har Hierte og Fermetet, hvorpaa han har givet besynderlige Prøver udi de sidste Krige. Han er from og høflig mod alle, gavmild og holder uryggeligen sine Ord.

Hans efterladte Dronning var Sophia Amalia, hvorom ofte i Historien er talt. Hun residerede udi hendes Enke-Stand paa Amalienborg, som efter hendes Navn saaledes blev kaldet, og levede indtil 1685., da hun skildtes fra Verden. Det Portrait (698)

(a) Christiani 5. Lov lib. 2. art. 1.

som gives hende af M. Terlon,

Dronning Sophiæ Amaliæ Portrait.

er ikke mindre prægtigt end Kongens: Dronning Sophia Amalia, siger han, er af det Huus Brunsvig og Lüneborg, og af en Stamme, som i Henseende til de mange berømmelige Førster, som deraf udspire, er en Zirat for Tydskland. Hun vanslegter i intet fra Hendes priselige Brødre, Hun haver Dyder, Forstand, Kiønhed, og nyde de, som ere Hende troe og tilgedane, dagligen Frugter af Hendes Godhed og Gavmildhed, og beviiser hun Velgierninger med saadan Grace, at Maaden, paa hvilken hun giver noget, tilbringer Hende større Yndest end Gaven selv. Hendes Hierte og Dristighed har hun ladet see udi de sidste Krige, da hun med stor Bestandighed har udstaaed alle de Ulejligheder, som en haard Belejring føre med sig, og ikke spared sig meer end den ringeste Undersaatt. Man saae Hende Dag og Nat til Hæst paa Kiøbenhavns Volde for at sætte Mod i Borgerne og Soldaterne. Med et Ord, det er en Dronning, hvis Forstand og Dyder svare til Hendes Legems Skikkelse. Saa vit den Franske Ambassadeur, om hvis Vidnesbyrd, som en Fremmeds man ikke kand tvivle. Denne heele Historie viiser at hun havde Capacitet som en Stats-Mand, og Hierte som en Soldat. Hendes Capacitet fremskinnede fornemmelig udi det store Verk angaaende Regieringens Forandring, hvilket Hun udarbeidede med en ugemeen Hurtighed, Fermetet og Agtsomhed, saa at hun blev holden for Hiulet hvoraf alting dreves. Og Hendes Opførsel udi Belejringen giver Prøve paa Hendes Mod og Hierte. Comparaison mellem Sophia Amalia og Dronning Christina af Sverrig.

Og, som den Nordiske Verden paa samme Tid var begaved med tvende Heroiske Dronninger, nemlig Dronning Christina udi Sverrig og Dronning Sophia Amalia udi Dannemark, saa synes det ikke at kunde være Læseren ubehageligt, om man giør en Comparaison imellem disse tvende navnkundige Princesser, og (699) kand man da sige, at den Første havde meer Anseelse af Heroisme, men den Sidste besadd meer deraf i Gierningen. Den Første havde fleere Stats-Maximer i Hovedet, den Sidste practiserede dem bedre. Den Første var lærdere og af større Begreb, den Sidste klogere og af større Skiønsomhed. Dronning Christina havde saadan Tilbøjelighed til mandlige Qvaliteter og Idrætter, at hun havde ligesom Afskye for sit eget Kiøn, Dronning Sophia Amalia besadd og øvede stedse mandlige Gierninger, skiønt hun aldrig skiemmede sig ved at være et Fruentimmer, Dronning Christina lod sig ofte see i Spidsen af sine Tropper udi Mands-Klæder, men hvor ingen Fiende var, Sophia Amalia, skiøndt udi Qvinde-Klæder, reed paa Volden af en belejred Stad, hvor Kuglene fløje om Ørnene. Saa at den Sidste stedse øvede Manddoms Gierninger uden at affectere Mands Navn, da den Første stedse affecterede Mands Navn, skiøndt hun havde alle Fruentimmers Skrøbeligheder; thi hun var lige saa stort Exempel paa Vægelsindighed og Ubestandighed, som Sophia Amalia paa Fermetet og Bestandighed, og var det at ønske, at den samme Qvalitet havde hos den Sidste yttred sig alleene udi Venskab,

Hvad som censureres hos Dronning Sophia Amalia.

og ikke tilligemed strakt sig til Vrede; thi ligesaa lett som det var at vinde og miste Christinæ Naade, saa vanskeligt var det at komme i og af Sophiæ Amaliæ Unaade; thi den Første var lige saa hastig i at hade og strax at tilgive, som den Sidste var langsom i at vredes, og at lade Vreden falde; Og er det saadan Fremturenhed udi Unaade som nogle have lagt denne Dronning til Last, tagende besynderlig Anledning dertil af en Deel disgracierede Personer, besynderlig Christinæ Eleonoræ langvarige Fængsel, hvilket ikke endtes uden med Dronningens Død, skiøndt det syntes, at ikke alleene Kong Friderik selv, men endogsaa hans Søn og Successor Christianus 5., og den da regierende Dronning Charlotta Amalia havde Medynk over denne illustre Fange. Saasom derfor hendes Unaade var saa betydelig, saa kand man sige, at den Veneration, man bar for hendes Person, var større og meere almindelig end Kiærligheden, og at, hvorvel hun af alle var admirered, (700) var hun dog ikke i lige Grad af alle elsked; thi der ere kun faa som i lige Grad erhverve tvende saa store Klenodier. Saadan Lyksalighed var reservered hendes Efterkommer Charlotta Amalia, som man derfor, uden at beskyldes for Hyklerie, kand regne blant de beste Dronninger disse Riger nogen Tid have haft. Hvad Dronning Sophia Amalia angaaer, saa maa man dog tilstaae, at, saasom hun var bestandig i sin Vrede, saa var hun ogsaa bestandig udi sit Venskab, og i det øvrige besadd alle de Qvaliteter, som zire en stor Princesse.

Friderici 3. Børn.

Kong Friderik avlede med denne Dronning, 1.) Christian 5. som blev fød 1646. udi Flensborg, og succederede udi Regieringen. 2.) Anna Sophia, fød Aaret derefter, som 1666. blev gift med den Chursachsiske Prinds Johan Georg, og levede indtil 1717, da hun døde udi sit 70 Aar. 3.) Friderica Amalia, fød 1649. Hun blev udi det Aar 1667. gift med Hertugen af Holsten Christian Albrecht. 4.) Wilhelma Ernestina fød 1650, som blev given til Churførst Carl af Pfaltz, og døde 1706, hos hendes Søster Churførstinden af Sachsen. 5.) Frideric, fød 1651, og døde strax derefter, hvorudover han i Historien gemeenligen bliver udglemt. 6) Georgius, fød 1653, hvilken blev gift med den Engelske Princesse Anne, som siden blev regierende Dronning i Engeland. 7.) Ulrica Eleonora, fød 1656, som blev Dronning i Sverig. 8.) Dorothea Juliana fød 1657, og døde strax derpaa. Hans naturlige Søn var Ulrik Friderik Gyldenløve, som har efterladt sig et stort Navn formedelst sin Tapperhed, sær udi Norge, hvor han blev Statholder udi Christian 5. Tid, og commanderede den Nordske Krigs-Magt udi paafølgende Skaanske Krig. Han retirerede sig i Begyndelsen af dette Seculo til Hamborg, hvor han døde Aar 1704.

Saasom Kong Friderik selv var en af de lærdeste Konger disse Riger haver haft, saa florerede boglige Konster særdeles under hans Regiering.

Hans Stiftelser.

Han stadfæstede strax ved sin Regierings Tiltrædelse det Kiøbenhavnske Universitets Fundatzer og Privilegier og siden 1658. den 14 Julii, og 3die Gang 1663. den (701) 18 Febr. lod Hans Majestet fuldfærdige Trinitatis Kirke, som hans Hr. Fader tilforn havde ladet begynde og indrette for Studenterne, til at exercere sig der udi Prædikener, og Anno 1656. paa hellig Trefoldigheds Søndag lod han samme Kirke med stor Pomp og Solennitet indvie, og var der selv tilstæde med Kron-Prindsen Christian 5, Hertugen af Sønderborg Ernestus Gunther og Rigets-Raad; Og efter at Tienesten var ude, lod han Professorerne spise ved hans Bord paa Slottet, hvortil de vare Dagen tilforn inviterede: Anno 1658. den 6 Julii gav han Professorerne Jus Patronatus til samme Kirke, og lagde Indkomster til Kirken 1661. den 18 November. Den store Sal oven over Trinitatis Kirke lod han solenniter til Bibliotheket indvie Anno 1657. den 7 Julii, hvor Kron-Prindsen var overværende: Og Anno 1659. den 24 Martii ordinerede han et Stipendium paa 120 Rixdaler for Bibliothecario, og, saasom Universitetet, formedelst de vanskelige Tider, som vare indfaldne, havde mistet eendeel af sine Indkomster, behagede det Hans Majestet allernaadigst igien at erstatte Academiet samme Forliis; thi han lagde til Professorernes Løn 1651. den 3die Julii trende Vicariater udi Roskilds Capitel, og derforuden tillagde han dennem aarlige Pensioner af Kirkerne i Jylland, befalende Stikt-Skriverne Aar 1663. den 27 April, denne Hans Kongelige Villie at efterkomme. Den 14 Julii 1658. lod han Academiet tillægge tvende Præbender, som først bleve vacante i Jyllands Dom-Capitler. Og, da et Canonicat ved Doct. Jacob Madsens Død blev vacant Anno 1660, fik Academiet det samme efter Hans Majestets Anordning. Foruden disse Hans Majestets allernaadigste Velgierninger, udvisede han stor Yndest mod Professorerne, i det at han havde dem til Taffel paa Slottet, og ofte indfandt sig paa Auditorio, naar de disputerede, declamerede, eller der paa Theatro anatomico skeede nogen Insection.

Hvad Religions Sager angaaer, da er derom talt i Historien. Dette fortiener dog videre at antegnes, at han ved General Superintendenten Steph. Clotz lod sig bevæge til at indføre (702) den oftomtalte Formulam Concordiæ udi den Kongelige Deel af Førstendommerne. Denne Tilladelse er dog ikke siden hverken udi Rigerne, eller Førstendommerne bleven confirmered, og er end Formula Concordiæ ikke udi Loven omtalt som en Symbolisk Bog, thi den første Artikel om Religionen melder alleene om de Apostoliske, Nicæniske og Athanasii Symbolis, den Augsborgske Bekiendelse, og Lutheri liden Catechismo. (a)Men dette uanseed agtes den dog her udi Rigerne som en Symbolisk Bog.

(a)                 Christiani 5. Lov lib. 2. art. 1.