Dannemarks Historie Tome side 173 – 274

Ved Friderici I. Ankomst til Regieringen sætter jeg den 4de Periodum i den Danske Historie, da Riget fik en anden Skikkelse, saavel udi Geistlige, som udi Verdslige Sager ved Reformationens Indførsel.

Rigets Tilstand udi den 3die Periodo.

Førend derfore jeg træder til Højstbemeldte Konges Historie, vill jeg efter min vedtagne Maade viise udi hvad Tilstand Riget var udi den 3die Periodo.

Regieringen var her paa samme Fod, og havde samme Vitia som udi andre Roman Catholske Lande, nemlig, at her var en Status Biceps,

Geistlighedens Magt indskrænkede Regieringen.

eller et to Hoved Regimente, saasom Geistligheden anmassede sig meer og meere Myndighed, og endeligen en fuldkommen Independence, saa at de udi de vigtigste Sager ikke vilde dømmes af Kongen, og Rigets Raad, men skiøde sig ind for Paverne, som (163) deres højeste Dommere. De Kongelige Indkomster vare da og proportionerede efter den Kongelige Magt, og kunde ikke være uden meget maadelige, efterdi Clerisiet og Klosterne havde de beste revenuer, og det, som man kaldte Klosternes og Stikternes Gods, var vigtigere end Kronens.

Bispernes Indkomster.

Jeg har viiset paa et andet Sted, at Bisperne i Siælland havde alleene 43. Læn at forlehne bort, og Erkebisperne af Lund 36, hvoraf man nogenledes kand see de Geistlige Indkomsters Vigtighed. Saadanne Indkomster formeeredes dagligen, endeel ved Kongernes Gavmildhed, endeel ved Bispernes Tyrannie. Og hvad, som eengang kom i de sidstes Hænder, kom aldrig der fra igien; thi, naar een eller anden Konge vilde reducere noget Gods til Kronen igien, fik han Paven og den heele Geistlighed paa Halsen, og endtes Processerne gierne paa Kronens Bekostninger: Hoer, Mord, Rov og Brand vare kun peccadillos eller smaa Synder at regne mod den ringeste entreprise mod Geistlighedens Højhed og Indkomster; thi, naar saadant skeede, blev strax den Constitution, Cum Ecclesia Daciana, exeqveret,

Deres myndige Opførsel.

og Kongerne bleve satte udi Kirkens Band, hvilken ikke blev hævet uden ved en fordeelagtig Freds Tractat for de Geistlige, saa at, hvor rettfærdig Process Regieringen end begyndte med en Bisp, blev dog Udfaldet ikke gierne anderledes, end at Kongerne maatte lide Skaden, bede om Forladelse, og betale Processens Omkostning, hvorpaa haves mange Exempler, sær udi Kong Erik Mendveds Historie; Item i Svend Grathes, hvilken sidste maatte forære til Erke-Bisp Eskild, endskiønt han havde offentligen stiftet Oprør udi Riget, Aahuus Bye og Slot, Luignitz Herred, og en stor Deel af Bornholm, som stedse blev hos hans Efterkommere, saa at Lunde Sæde havde de 3 Deeler af samme Øe. Dette var Aarsag, at en Bispe-Stoel var det Maal hvortil alle ærgierige Folk søgte, og at man derfore saae ikke alleene de største adelige Familier, men endogsaa Prindser af Blod at begive sig i den Geistlige Orden. Ja, der blev endeligen efter Erke-Bisp Birgers Død giort en Rigs-Slutning, Erke-Bispernes Anseelse.

at ingen, uden han var af Adelig Herkomst, maatte blive Erke-Bisp; (a) thi, at promoveres til Erke-Sædet udi Lund, var (164)

(a) Manuscr. Skibyens.

det samme som at blive Kongens og Landets Formynder og Generalissimus til Lands og Vands, ja at see sig udi Stand ved en Placat at skille Potentater baade ved det Jordiske og Himmelske Rige. De Tragœdier, som de sidste Erke-Bispe udi Upsal spillede saavel mod Carl Knudsen, som med de Danske Konger, viise paa hvilken slett Grundvold den Kongelige Myndighed var grundet, og hvor højt det var en Potentat Magt paaliggende at have Bispernes Venskab. Dette var ogsaa Aarsag hvorfore de første Konger saa nødigen vilde renoncere paa deres Rett at kalde Bispe, thi det skeede ikke saa meget for at conservere deres Højhed og Kongelige Regale, som for at hindre, at det Kongelige Huuses Fiender ikke skulde beklæde slige vigtige Poste.

Paverne giorde ved Bispernes Vall et stort Skaar i den Kongl. Myndighed.

Thi, fra den Tid Paverne begyndte at mænge sig udi Bispers og Prælaters Vall, kand man regne den Kongelig Myndigheds Død og Ligfærd, og kand man sætte den Periodum i sær fra Erke-Bisp Jacob Erlandsens Promotion, der var den første Erke-Bisp, som, Kongen uadspurdt, blev promoveret til Lunde Sæde. Fra den Tid begyndte Bisperne at øve Kongelige Regalier, forandre Lovene, slaae Mynt &c. og at skrive sig GUds og det Romerske Sædes Biskoper. (a) Ja det kom saa vidt, at en Erke-Bisp af Upsal udi et Giæstebud med Gustavo I. undsaae sig ikke ved at bringe Kongen Skaalen til med disse Ord: Vor Naade bringer Eders Naade denne Skaal til.

Bispernes Pragt

Naar de komme rejsende, havde de undertiden en Svite med sig af 100 Personer, hvilket kand sees af Christiani 2. nye Lov, (b) hvorudi foreholdes, at ingen Bisp maatte herefter have meere end 12 til 14, og Erke-Bisperne ikke meere end 20 Drabantere med sig. Og, naar de rejsede til Herre-Dagene eller andre Moder, komme de med Trommer og Piber for dem, hvilket ogsaa vidner Højstbemeldte Konges nye Lov, (c) som forbyder saadan Forfængelighed med slige Ord: De skulde ikke have for dennem (165)

(a) Saadan Titul findes først at have været brugt af Erik Johansen Krabbe Biskop til Odense, som sadd under Vald. 3. vid. Chron. Episcop. Otthoniens.

(b) Novell. Christ. 2. Cap. 4.

Pibe og Tromme til at bespotte den hellige Kirke med. Hvorudi samme lov raisonerer meget fornuftigen, thi intet kunde være Kirke-Betientere meere u-anstændigt; Hvorvel den lange Praxis havde saaledes forblindet Folk, at de fleeste kunde ikke see saadan Vederstyggelighed; dog fandtes der een og anden, saavel her som andensteds, der skiemtede med disse Geistlige Cavaliers. Og er det artigt hvad som fortælles om den Franske Greve af Dammartin, hvilken, da han saae Biskopen af Eureux munstre de Kongelige Tropper, begiærede han af Kong Ludvig II. at ham maatte tillades at ordinere Præster udi samme Biskops Stift, saasom det eene kunde være ligesaa anstændigt, som det andet.

Canutus Sanctus den første Geistlighedens Forderver.

Jeg har tilforn anmerket at Kong Knud den Hellige var den første som rett lagde Grundvold til Geistlighedens Rigdom og Magt udi Dannemark, og at derfore ingen Konges Ihukommelse var helligere blant Clerisiet; thi han blev ikke alleene canoniseret, men adskillige bare hans Billeder i deres Vaaben, hvilken Sædvane Biskop Peder Pagh af Odense først optog, udi hvis Vaaben findes samme Konges Billede med disse Vers. (a)

Rex Canute Dei! quæso memento mei.

Adskillige andre Konger efterfuldte denne hellige Konges Exempel med Landets Ødeleggelse. Foruden de Gaver de erholdte af de lettroende Konger, og den Rigdom de extorquerede med Magt og Trudsler havde Geistligheden utallige andre Inventioner til at beriige sig, og hvad de eengang erholdte som en frivillig Skienk, blev siden til en satt Rett, hvilket kand sees af det saa kaldte Cathedratico og giæsterie Penge, hvorom jeg tilforn har talt.

Geistlighedens Giærighed.

Dispensationer udi Straf, Pœnitentzes og Andagts Paabud bleve gierne clausulerede med een eller anden Gaves Paalegg, og, naar der til ingen Lejlighed gaves, hittede man paa andre rett latterlige Midler, som for Exempel, nemlig, naar en Bisp holdt første Messe eller udi sine Pontificalibus, at Almuen da skulde lade sig indfinde med Gaver.

Saaledes forordnede Pave Julius 2., at, naar Biskop Ivar Munk udi Ribe skulde holde sin første Messe in Pontificalibus, (166)

(a) Chron. Episcop. Otthon.

skulde Almuen lade see sin Gav-Mildhed, hvilket sees af samme Paves Brev til bemeldte Biskop. (a) Ja dette gik saa vit,

Adskillige Paafund til at giøde Geistligheden.

at der blant andre Geistlige Statuta ogsaa blev paabudet at Almuen skulde bære Mad med sig i Kirken, som blev kalden: Stoele Mad, efterdi de skulde lægge den paa Stoelene, hvilket blant andet kand sees af Biskop Henriks til Ribe Statutis, hvor saadan Artikel findes: Præsterne skulde hver Søndag med Almuen bede for Kirkens Fred, og paaminde Folket, at de troeligen udgive Tiende, Byrd, Nanest og Stoele Mad.

Hvorledes Paverne ellers have udsuet disse Nordiske Riger ved adskillige Paafund, som Aflad, Siælemesse, og andet, derom vidne endnu mange

Aflads-Breve,

som findes udi Archiver og Kirke-Kister. Aflads-Breve.Muhlius fremfører en stor Hob Aflads-Breve alleene af det saa kaldte Repertorio Tabularii Slesvicensis. (b) Af Godskalk Ahlefelds Breviario trykt til Paris 1512, Item af den Danske Bog om Messen, trykt til Leipzig 1517, og besynderligen af den første Part kalden Tide-Bog, lære vi at saadanne Aflad bleve givne for 1000, undertiden for 11000, undertiden for 20000, og endeligen for 40000 Aar, og blev for saadanne Indulgencer intet andet, foruden Penge, udfodret, end at de skulde læse nogle Bønner som Paverne havde forfattet. Der udi læses blant andet Efterfølgende: Da Kong Christiern af Dannemark var til Rom, spurdte han Pave Sixtum, om saadan Aflad var saa stor, hvor paa han svarede, at den var endda paa fleere Aar; Thi Pave Sixtus 4. lagde 2. Bønner til samme Collecter, og giorde saadant Aflad dobbelt, saa at den samme bestod udi 40000 Aars og 46 Dages Aflad, og bekommer Synderen Trøst der af udi all sin Sorg og Modgang, og bliver bevaret mod alle sine Modstandere og Fiender. Herudover har Conradus Celter udi sin Tid ført saadant Klagemaal i efterfølgende ziirlige Vers:

(a) Epistol. Julii 2. de dato Romæ die ultim. April 1506. sub annulo Piscatoris Chron. Episc. Ripens. (167)’

(b) Muhlius de Reformatione relig. in Cimbria.

Quicquid in extremis habuit Germania terries

Et mediis quicquid continet illa plagis

Ex haustum est, totum Latias migravit in arces,

Expleat ut luxus, Impia Roma, tuos.

Adskillige Konger have dog drevet Spott dermed.

De fleste Konger vare villige til at kiøbe Aflads-Breve, enten fordi de ikke vilde legge sig ud med Paverne, eller fordi de virkeligen troede at deres Salighed derved forfremmedes. Dog fandtes der adskillige Konger, som dreve Spott dermed, somme paa en subtil Maade, andre aabenbare. Det er bekiendt hvilket Puds Kong Christian I. spillede den Pavelige Legat Martino Fregino, hvilken han lod samle Aflad udi Riget, men siden fik ham til at deele Byttet med sig, foregivende at han ogsaa behøvede Penge til helligt Brug, for at føre Krig med de vantroe Rysser. Christianus 2. gik meere aabenbare til Verks, thi han lod arrestere en anden Aflads-Kræmer, nemlig Antonellum Arcemboldum, og lod drukne hans Handlanger, som havde samlet Aflads-Penge paa Gulland. Det er artigt hvad som fortælles om Kong Waldemar 2. at han tog bort St. Nicolai Offer udi Aarhuus, under Prætext at samme Helgen var ham paarørende, og derfore burte deele med sin Slegt. Waldemari 2. subtile Raillerie.

Saaledes fandtes vel een og anden Konge der ikke vilde lade sig alle Tider optrække, skiønt de fleeste lode sig blindt leede hvor Geistligheden vilde have dem. Jeg finder dog ikke i den Danske Historie, at de saa kaldte Croisader her bleve prædikede, skiønt de samme dreves paa i alle andre Lande, i det ringeste finder man ikke, at nogen Dansk Konge lod sig tegne med det hellige Kaars, skiønt eendeel Paver, sær Gregorius 7., lod sig merke med at Kongerne havde Riget til Lehn af det Pavelige Sæde. Jeg seer ellers ikke at andre Paver have ladet sig merke med slige Prætensioner, skiønt ingen af dem forsømmede at skumme Fløden af Landet, og at paalegge dette Rige de samme Byrder, som de lagde paa andre. Pallium eller den Erke-bispelige Kaabe, maatte allerførst Erke-Bisp Trugotus,

Anmærkninger om Pallio.

som sad under Kong Erik Glipping, selv hente fra Rom, og blev da saaledes betinget, at han og hans Efterkommere skulde betale for Pallium 4000. Rhinske Gylden, hvilken Summa (168) dog blev af Martino 5. afslagen til 2000 Gylden, da Peder Lykke var Erke-Bisp. (a)

Saaledes var dette Rige plaget af Paven og de Geistlige, og udi saadan Tilstand var Clerisiet i Henseende til Rigdom og Myndighed. Geistlighedens U-ordentlige Levnet.Hvad deres Liv og Levnet angaar, da har jeg tilforn viiset, at uordentligt Levnet tog til med deres Velstand og Rigdom; thi, da Bisperne begyndte at blive store og mægtige, ordinerede de Suffraganeos og Viebisper, til hvilke de overdroge Kirke-Forrettninger, og selv agerede Statsmænd og Generaler. Erke-Bisp Eskild var den første, som fuldte med paa udenlandske Krige, og vare hans tvende Successores Absalon og Andreas, de største Generaler Dannemark nogen Tid har haft. Præsterne efterfuldte Bispernes Exempler, og holdte sig for gode til at forrette deres Embeder, thi jeg finder, at Bisp Naffne af Odense maatte afsætte Præsterne, efterdi de ikke selv vilde forrette deres Embeder. (b) Iligemaade at Bisp Henrik af Ribe befoel, at Præsterne skulde om Søndagene, under Straf af 19. Skilling Grot, (c) prædike Evangelium,

Guds-Tienestens Forsømmelse.

item at de skulde boe ved deres Sogne-Kirker, hvilket altsammen giver tilkiende, at de lidt passede paa Guds Tienesten. Og kand man slutte, at, naar en Præst har været udi et gott Laug, han da heller har villet aflegge sine 19. Skilling Grot, end forlade Lauget, og at Almuen der udover ofte uden Messe og Prædiken maa være gaaen hiem igien. Kaniker for deres Mageligheds skyld holdte Vicarios Chorales, og Fuldmægtige udi Capitulerne, som de kaldte Procuratores, ligesom Præsterne en stor Hob Capellaner, og blev end der med ikke Tienesten forrettet, thi jeg finder udi Friderici I. Historie blant Adelens Klagemaal, at der vare mange Kirker, hvorudi ikke blev prædiket uden hver 3die eller 4de Søndag, og at Herr Mogens Gøe gav tilkiende for Kongen, at der var visse Herreder bestaaende af 14. til 16. Sogner, hvor der neppe fandtes 2. til 3. Præste. (d)

Den største Synd var at disputere Geistligheden dens Indkomster.

At tale (169)

(a) Chron. Archiep. Lund.

(b) Chron. Episcop. Otthon.

(d) Hvitf. in Friderico. I.

mod Pavens Myndighed var regnet for den groveste Synd, der imod at hore og drikke, blev ikke saa nøje regnet med Præsterne, thi jeg finder blant andet, at en ved Navn Niels Mandrup, som ihielslog sin egen Broder, gav alleene noget Gods, og en Veyr-Mølle til vor Frue Alter udi Lunde Kirke. (a) Jeg finder ogsaa udi Riber Bispe Krønik, at Pave Innocentius 4. befoel Bispen af Ribe, efter eget gode Tykke at handle med Præsterne, som holdte Maitresser. Derimod blev det regnet dem meer til Last at have ægte Hustruer, paa det at de Midler, som de samlede,

Ægteskab var forbudet Præsterne.

ikke ved Arv skulde komme udi Læge Folkes Hænder, og bleve de Danske Præste, som giftede sig, kaldne Nicolaiter. (b) Derfore forbød Paven strengelig Giftermaal. Paa hvilken Tid saadant Forbud skeede udi Dannemark, kand sees af efterfølgende Vers:

M C bisque decem Danorum Clerus abegit

Uxores ductas, non sine clade gravi.

Dog seer man, at Præsterne længe derefter havde Hustruer, thi jeg finder, at den Pavelige Legat Gregorius de Crescentia udi Erke-Bisp Andreæ Sunonis Tid drev sterkt paa den Post at Præsterne skulde skille sig ved deres Hustruer, og,

Aarsag til saadant Forbud.

som det var vanskeligt at trænge igiennem der med, blev der omsider befalet, at Præste-Børn ikke skulde arve, hvilket var det eene Hovetsigte af dette Forbud. Det andet Hovetsigte var at giøre Clerisiet independent af Regieringen, hvilket ikke kunde skee saa længe Præsterne havde Børn, for hvis Omsorg og Forfremmelse de ideligen maatte trænge til Kongerne. Men Prætexten, som gaves der til, var, at en Præst, som havde besmittet sig med sin Hustrue om Natten, ikke skulde celebrere de hellige Sacramenter om Dagen,

En artig Historie med en Cardinal.

hvilket ogsaa Cardinal di Crema blant andre under Henrico 2. med Hæftighed tilkiende gav paa et Concilio til Westmynster i Engeland, skiønt han selv om morgenen der efter blev funden i Sengen med en skiøn Pige, og er Factum saa vel verificeret, at Baronius med all sin Umag ikke har kunnet giøre det til intet. (170)

(a) Chron. Archiep. Lund.

(b) Hamsford. Annales in Excerptis Thom. Barth.

Hvilket Levnet Præsterne førdte nyeligen for Reformationen kand sees der af, at Erke-Bispen til Lund maatte paa det Mode til Helsingborg 1496 strengeligen forbyde Præsterne at holde dem fra Horeri, og at søge Kroe-Huuse. Theologie bestoed alleene udi udvortes Ceremonier,

Theologie bestod alleene i udvortes Ceremonier.

og een blev holdt for en dygtig Præst, der vidste at sige Messen med de brugelige Gebærder, thi jeg finder i det Øvrige intet Tegn til Theologiske Videnskaber, ej heller til geistlige Examina, og, om slige have været, kand man holde for, at en blev antagen til Præst, som befandtes enten at have god Stemme, eller forstoed de udvortes Ceremonier; Ligesom udi vor Tid udi Moscovien, den blev holden for den værdigste Candidatus Ministerii der 7 à 8 gange, uden at trække sin Aande, kunde synge de Ord hospidi Pomilio. Af Bisperne udfodredes meest, at de forstode Krigs-Sager, og vare drevne i Stats Intriguer. Her af kommer det at man udi all den Tid om intet Kiætterie har hørt tale i disse Nordiske Lande. Thi alle havde een Meening,

Intet Kietterie udi de Nordiske Lande.

og Orthodoxien bestod derudi, at Geistligheden burdte have sit Offer og Tiende, og at det var en Præstes Pligt at staae paa sin Rett, paa det at hans Efter-mand ikke skulde bande ham i hans Grav. Og, hvis der een og anden gang opreisede sig nogen, som lagde sig efter Studia, og vilde vide lidt meer end de andre, blev han ofte af Almuen holden for en Troldmand. Dette er ellers særdelis at mærke i den Danske Kirke-Historie,

Hvorudover det er vanskeligt at skrive den Nordiske Kirke-Historie.

at der ingen Kiættere har været, hvilket foraarsager at man her ingen Kirke-Historie kand skrive, saasom Kiætterier og de Ulejligheder, som der af flyde, saa vel udi Staten som Kirken, er det som giør en Kirke-Histories Læsning behagelig; Da derimod formedelst den store Tranquillitet udi den Danske Kirke, kand intet fremføres som attacherer Læseren, ja fast intet andet siges, end, naar en blev Bisp, naar han døde, og hvilke Ornamenter han gav til Kirkerne, item naar han fik Pallium af Paven.

Hvad Munkene angik, da har deres Levnet ej heller været synderligen exemplarisk. De samme ginge vel ikke udi Krig som Bispe og Præste, men lode dog adskillige gange see deres Tapperhed udi Klosterne, og har jeg tilforn viiset, at til Ribe udi Biskop (171) Rudolphi Tid, der uddeeledes saa mange Hugg,

Munkenes Levned.

at mange ginge bort med blaae Øjen, og at Bispens Kiortel blev synderreven. Jeg har ogsaa viiset, at deres Licence gik saa vidt at Augustiner Munkene sammesteds ikke vilde bære deres Ordens Dragt, saa at Pave Alexander 3. derudover maatte sætte dem til rette. Ja deres u-ordentlige Levnet gik indtil Sodomiterie, thi jeg finder at Bisp Erik Johansen af Odense gav hans Pœnitentiario Magt at kiende og dømme over de Munke, som bedreve deslige u-naturlige Synder.

Deres grove Laster.

At Nonnernes Levnet ej heller har været alt for helligt, sees blant andet der af, at Christianus Imus Aar 1479 maatte drive dem alle ud af Klosteret udi Ribe. (a) Saaledes tog Hoffmod, Vellyst, Gudstienestes Forsømmelse og ublue Levnet meer og meer Overhaand blant de Geistlige. Vel er sant, at saa vel Paverne, som Bisperne een og anden gang ved strænge Statuta syntes saadant at ville remedere. Men man kand holde de fleeste saadane Forbud ligesaa interesserede, som nu omstunder vore Skouters eller Politie-Mesteres Forordninger mod Skiøger, Fuskere og Bisse-Kræmere, thi paa Forbud følger gierne Dispensation, og med Dispensation en krum Haand; thi, som de fleeste Pœnitentzer ginge løs paa Penge og Gaver til helligt Brug,

All Ting faaer anden skikkelse ved Reformationen.

saa kand man slutte hvor til Forordningerne sigtede, og at Synd og Ondskab derfor stedse blev den samme, indtil det behagede Gud at forbarme sig over den Christen Kirkes elendige Tilstand, og at opvække Reformatores, der bragte Guds Ord og Evangelium, som længe havde ligget skiult, for Lyset, og fik da all Ting saa vel udi Kirken som Staten en anden Skikkelse; Geistlighedens Magt blev dempet, Bisperne bleve af Lehns-Førster forvandlede til Siæle-Sørgere under det Navn af Superintendenter. (b) Munkene, som (172)

(a)Resen. in Atlante Daniæ.

(b)

Der bleve ligesaa mange Superintendenter som der tilforn vare Bisper, undtagen i Norge, hvor Hammers og Opslos Stifter bleve foreenede sammen under en Superintendent, nemlig den af Opsloe, som nu kaldes Christianiæ Bisp. Der ved tabte den Stad Hammer sin forrige Anseelse, og tog Tid efter anden saaledes af, indtil den omsider gandske er bleven ødelagt. Bemeldte Stad havde haft 24 Bisper, hvoraf den sidste var Mogens Lauridtsen, som udi Reformationens Tid blev fangen af Herr Truid Ulstand, hvilket er at see udi Christiani 3. Historie, hvor jeg af en gammel skreven Krønik, som Anno 1553. blev funden i Hammers Taarn, har anført noget om denne gamle Stads Tilstand, og, som der udi tillige med findes en liden Bispe Krønike, da, saasom den samme er ikke mindre kort end curieux, og man der efter kand corrigere den Bispe Catalogum, som findes hos Hvitfeld, vil jeg den her Ord for Ord indføre. Den lyder saaledes:

Adrian Anglus, den gode Cardinal. Hand var den første som funderet och lod bygge Hammers Dom-Kirke. Hand var kommen fra Rom. Hand lod ogsaa bygge St. Olufs Kloster i Hammer. Som hand nu havde bestilt det hos Kongerne, och vores Raad, efter Pauffuens Befalning, och Kongen, som da regierede i Norges Rigge med sine Raad, saavelsom Adelen och Meenige Almuffue i Oplandene haffde loffuet med Haand och Mund paa GUds och Pauffuens Vegne, at schulle bliffue færdiggiort till GUds Ære, drog fornefnte Adrian Anglus til Rom igien til Pauffuen, och blev saa Pauffue; Thi at den, som for ham regierede vaar død, och, som Pauffue Adrian vaar kommen til sin Pauffuelig Regiering i Rom, da sende hand strax sine Cardinaler ud mange gange ald den stund hand leffuede til Norges Rige, och mange andre Lande, och lod besøge Kongerne formedelst sine Cardinaler, dernæst lod forfare om Kircherne, Klosterne och Religionens Handel paa det allerflittigste. Och udi ald Sandhed sende hand Stenhuggere och allehonde Embeidsmænd fra Rom igiennem Tydskland op til Hammer, paa det at Guds-Thieniste iche schulle forglemmes eller forsømmes.

Nu effterfølger Hammers Bischopper.

1. Arnolder. Hand var den allerførste Bischop udi Hammer. Hand var kommen fra Grønland effter Pauffue Adrianus Befalning og Schriffuelse.

2. Ormer.

3. Reigner.

4. Tord.

5. Iffuer.

6. Halvor.

7. Pouffl.

8. Peder.

9. Gilbret.

10. Torfind. Hand bleff fredløs i Kong Erichs Tid Anno 1292.

11. Jorunder.

12. Torsten.

13. Ingvolder. Hand vaar til Anno Domini 1300 udi Kong Haagens Thid, da bleff meesten alle de Roddesteder baade paa Neß og fleere Stedtz giffuen under Hammers Capitul, Bischops Stoel og Skollc, og den Thid stod de udi deres Velmacht. Men udi den store Mandød bleve de øde aff den Aarsage, at der vaar ingen, som dennem kunde besidde, saa slett bleff Folchene uddøde, som schede Anno 1350 och begyntis her udi Norge Nativitatis Mariæ, og stod saa til Alle Helgens Thid.

14. Gothulff. Hand vaar till 1320

15. Haldvor. Hand vaar till 1323

16. Hoffuold. Hand vaar till 1361

17. Magnus. Hand vaar till 1426

18. Anbent. Hand vaar till Anno 1430

19. Sigvor. Han vaar till Anno 1438 och vaar fød paa Hedemarchen, och døde St. Michels-Dag udi Hammer, och der begraffuen. Hand vaar en streng Mand och straffede hordeligen dennem, som hannem tilkom at dømme. Udi hans Thid kom der meget Gods under Hammers Biskops-Stoel til Forbedring, som hand forsamlede tilhobe, saa vit, som hans Biskopsdømme sig belangede.

20. Gunder. Hand vaar till Anno 1439.

21. Karell Sigers. Hand vaar till 1440. Hand vaar Slotts-Herre paa Aggershuus og Sogne-Præst paa Totten. Hand hede Herr Siger Ridder paa Greffseng i Nes-Sogen. Den samme Herr Siger fik Totten af Kong Hans med ald Geistlig och Kongelig Regimente, och holdt der paa Capellaun. Hand døde paa Aggerhuus Slott, og blev ført liig fra Slottet op til Hammer, och der blev begraffuen effter hans egen Begiering.

22. Bisp Karell. Han vaar till Anno 1507 og vaar en Riddermands Mand.

23. Bisp Hermand. Hand vaar till Anno 1513.

24. Bisp Mogens Lauritzen. Hand vaar den sidste aff de Bisper, och bleff fangen udi Hammer af Herr Truid Ulfstand, og vaar till Anno 1535.

For hans Fængsel opregner denne Krønike adskillige Miracler at være skeed: Saasom, at der blev liust om Natten i Kirken, og at alle Klokkerne og Orgel-Verket gik af sig selv, at man hørte paa Bispe-Gaarden et stort Bulder ligesom 2. Krigs-Hærer skulde slaaes sammen, at en stor hornet Oxe løb over Vandet saa hastig, som en Piil i Luften, og at adskillige Søe-Orme lode sig see. Større Miracler finder man ikke for Jerusalems Ødeleggelse, og er det her des meere at forundre sig over, efterdi denne Bisp Mogens, var kun en maadelig Bisp. Men Miraclerne give tilkiende, at den Romerske Religion maa endda have regieret sterkt blant Geistligheden i Hammer.

Dette er dett eeneste, som man haver om de gamle Hammers Bisper: thi hos Hvitfeld findes intet, uden deres Navne, og det i anden Orden.

vare Landets Ædere, bleve uddrevne af Klosterne, og Klosternes Gods blev lagd under Kronen, og bleve da paa een gang ved 7 Bispers Reduction etablerede 7 Stifts Befalnings-Mænd, hvilke og skulde forestaae de 7 Rigets Provincier, og Superintendenterne maatte ikke bemænge sig uden med Kirke-Sager; Boglige Konster, tillige med Guds Kundskab begyndte at skinne igien, |173Det høje Herredoms Majestet blev foreenet udi Kongen og Raadet; Regieringen blev meere regulier, og Kronen fik sin Glands og Styrke igien. Saa at derfore denne 4de Periodus er den største udi den Danske Historie, hvor til jeg mig nu strax uden videre Forberedelse vil begive.

Fridericus I.

Den fierde Konge af den Oldenborgske Stamme.

Forberedelse til Friderici I. Historie.

Nu skrider jeg til en Konges Historie som er mindre mærkværdig, men meere behagelig end den foregaaende, thi man skal her finde, i steden for blodige Krige, en lemfeldig og Faderlig Regiering, man skal see haarde Executioner forvandlede til en rar og u-gemeen Mildhed, ja saa stor, at mange holde for, at den har gaaet for viit, saasom den lagde Grundvold til den Kongelige Myndigheds Svækkelse, og procurerede Adelen saadan Magt, og saa mange Herligheder, at Riget bekom Anseelse heller af et Aristocratie, end et Monarchie. Der til var Aarsag saavel Friderici I. naturlige Fromhed, og Føjelighed, som Tidernes Tilstand, thi, saasom et haardt og strængt Regimente havde stødt den foregaaende Konge fra Thronen, saa behøvedes der en u-sædvanlig Mildhed for den efterfølgende Konge til at bestyrke den samme. Og, efterdi Stænderne eengang havde grebet til dette u-ordentlige Foretagende, og satt allting ligesom paa Spill, søgte de at erhverve sig en Fordeel, som kunde svare til den Hazard de havde underkastet sig; thi, at opsige saadan mægtig Herre Riget, var ikke mindre farligt end u-sædvanligt, og, hvis Kong Christian, som var bestyrket med et stort Svogerskab, og derforuden havde den største Deel af Rigets Almue paa sin Side, havde faaet Overhaand, kunde man have frygtet at see lige saa stor Tragœdie spillet i Kiøbenhavn, som tilforn var spillet udi Stokholm, og at der havde blevet giort ligesaa store Hull paa den Danske og Holstenske, som for nogle Aar siden paa den Norske Adel. Dette bildte Stænderne sig ind, ligesom at kunne autorisere dem til at fabriquere en Regierings Form efter deres eget Tykke, og, ligesaa hurtige som de vare i at opsætte Conditionerne, saa villig var den ny udvalte Konge til at underskrive allting, efterdi han for kort Tid siden ikke kunde have ventet at bestige en Throne, hvorpaa sad en yngre Konge, der havde Mandlige Livs-Arvinger, og som med en ung (175) og frugtbar Dronning kunde vente fleere. Og, saasom man neppe havde kunnet formode, at Kong Christian saa hastigen uden at vove et Feltslag skulde forlade Riget, og Udfaldet af denne Opstand var meget tvilraadigt, saa var det ikke Tid for den udvalte Herre at tinge og marchandere længe med Stænderne. Alle Conditioner syntes derfore taalelige, allting blev villigen undertegnet, og saaledes en Grundvold lagt til Adelens exorbitante Myndighed, hvor under dette Rige længe siden laborerede.

All Verden forundrede sig over at høre ligesom paa eengang Tidende om Opstand og saadan mægtig Konges Landflygtighed; Mange holdte for, at det gik her Kong Christian, som de fleeste udi Medgang kiekke og overmodige Mennesker, at de af mindste Fare lade sig forskrekke, og falde fra en Extremitet til en anden; thi ingen fientlig Krigshær var endnu paa Beenene, og en stor Deel af Almuen var Kongen tilbøjelig: Men hvor vel denne Opstand synes noget dristig, saa var den dog ikke gandske forvovende, men overlagdt med Betænksomhed, eftersom den skeede paa en Tid, da heele Sverrig var udi Flamme, og Hansestæderne vare saa ophidsede mod Kongen, at de vare villige til at vove allting for at befordre Stændernes Foretagende. Kejser Carl, som Kong Christian meest kunde forlade sig paa, var indvikled i saa mange Uroeligheder, at han havde nok med sine egne Sager at bestille, og de andre Kongens Paarørende og Svogre enten turde eller vilde ikke binde an med saadant mægtigt parti, som havde rejset sig imod ham. Hvorudover, naar man alt dette betragter, har man ikke Aarsag at ansee Stændernes Foretagende som en Temeritet, ej heller Kongens hastige Undvigelse som en Feighed, helst saasom han frygtede at blive belejret i Kiøbenhavn af Hansestædernes Søe-Magt.

Det meeste at forundre sig over var, at en Herre af Hertug Friderichs Alder vilde underkaste sig saadan U-roelighed, og sætte sin Velfærd paa Spill for at skille sin Broder-Søn ved Kronen; thi, naar man er over sine 50 Aar, saa tænker man meer paa Retraite end at vove et Land for at erobre et andet. Men foruden dette, at Hertug Friderik havde Sønner, som han ved sin Promotion kunde haabe at forplante den Danske Krone paa, var han af adskillige (176) foregaaende Ting bleven saa ophidsed mod hans Broder-Søn, at han intet ønskede uden Lejlighed til at hevne sig, saa at Fortrydelse drev ham ikke mindre end egen Interesse til at antage Stændernes Forslag. Ja Stænderne vare forhen saa forvissede om, at han ikke, som Saul, vilde skiule sig bag Buskerne, naar de leedte efter en nye Konge, at de giorde Opstand forud paa samme Regning, førend de havde solenniter faaet hans Samtykke, thi det som Hvitfeld siger, at Kongen giorde det alleene af en Tendresse for Riget, at det ikke skulde falde fra den Oldenborgske Stamme, er kun en Compliment, som tiener alleene til Beviis paa, hvor meget samme Skribent har beflittet sig paa at forgylde alle denne Konges Gierninger. Det er troeligere at Partiet var allereede under Haanden sluttet, førend Opsigelsen blev opsatt, og at Hr. Mogens Munks Ambassade skeede kun for at lægge sidste Haand paa et forhen udarbejdet Verk.

Dette derfor til videre Oplysning er fornødent, at igientage hvad som forhen er passered mellem Kong Christian, og hans Farbroder, og tillige med at befatte udi kort Begreb Hertug Frideriks Historie, førend han kom paa Thronen. Højstbemeldte Herre blev fød til Verden Aar 1471. (a) Friderici 1. Historie førend han blev Konge.

Hans Frue Moder Dronning Dorothea, som elskede ham meere end den ældste Søn Johannem, arbeidede strax efter Kong Christiani 1. Død at spille ham begge Førstendømmene i Hænderne. Men Kong Hans hindrede hende udi saadant Foretagende, og endeligen bragte det der til, at Hertugdømmerne bleve deelte imellem Brøderne. Denne tvungne Deeling, hvor ved begge Parterne ikke vare fornøjede, Kongen, efterdi han meente sig, som den ældste Søn, det heele Rige at tilkomme, og Hertugen, efterdi han holdt sig ved Deelingen ogsaa at være fornærmet, lagde første Grundvold til Misforstand mellem det Kongelige og Førstelige Huus. Saadan Misforstand blev ikke lidet formeeret, da de Førstelige Ministrer mærkede, at Kongen vilde have Hertugen udi geistlig Orden, for at skille (177)

(a) Hvitfeld sætter i Christiani 1. Historie 1456, men udi Friderici 1. Historie 1471, hvilket sidste er rettest.

ham ved sin Andeel af Holsten og Slesvig. Kort at sige, hvor vel begge disse Brødre, saa vel Kongen som Hertugen vare de dydigste Herrer paa den Tid, saa regierede der dog stedse en Jalousie iblant dem, saa at de aldrig vare grund Venner, endskiønt de under Tiden lode som de befodrede hin andens Interesse. Den Misforstand, som var imellem begge Huuse, tilvoxede end meere efter Kong Hanses Død, da kom det saa vit, at man frygtede en og anden gang, at det skulde bryde ud til aabenbare Krig.

Udi de første Aar af Christiani 2. Regiering syntes vel Haab til en god Forstaaelse imellem begge Herrer; thi Hertug Friderik, som holdt det ikke raadeligt at lægge sig ud med Kong Christian, og der ved tillige med at støde hans Svoger den mægtige Keiser Carl for Hovedet, beflittede sig ikke alleene paa at fordøje med Taalmodighed et og andet, som han kunde have at anke paa, men endogsaa, da Kongen giorde det Svenske Tog 1520 assisterede ham baade med Ryttere og Fodfolk. Men dette gav Anledning til første Misforstand mellem dem; thi, saasom bemeldte Hielpe-Tropper bleve efter et heelt Aars Tieneste udi Sverrig skikkede udi slet Equipage tilbage igien, lod Hertugen sig ikke alleene merke med Fortrydelse der over, men endogsaa opsatt en Regning for sine Troppers Laan, og den Skade han der ved havde lidet. Kongen derimod formeenede, at Hertugen var forpligtet til saadan Tieneste, saa vit som han havde en Deel af Slesvig til Lehn af Riget. Der paa fuldte den Tvistighed om Holstens Forlehning, saa som Kongen havde udvirket hos Keiser Carl, at de Holstenske Herrer skulde tage Hertugdømmet til Lehn af ham, og hans Efterkommere udi Keiserens Navn. Dette vilde Hertugen ikke beqvemme sig til, og derfor søgte at bestyrke sig med fremmet Hielp imod Kongens Foretagende, og kand man holde for, at han fra den Tid begyndte hemmeligen at correspondere med Rigets Adel, Item, med Hanse-Stæderne, og andre Kongens Fiender. Vel blev der giort et Fordrag siden til Bordesholm, hvor om tilforn er talet, men samme Fordrag blev ikke exeqvered, tvertimod Kongen lod kort derefter skikke Provsten af Odense Mag. Andream Glob til Segeberg, og der lod tage og bortføre Førstendømmets Tilfælles Breve (178) og Documenter til Sunderborg, under Prætext at de der vare udi meere Sikkerhed. Men, som dette skeede Hertugen uvidende, kand man slutte at det maa være skeet udi anden Henseende, nemlig for at bemægtige sig de Breve, som kunde være hans Interesse imod, og Hvitfeld vidner, at bemelte Mag. Glob, som siden for den Aarsag skyld af Kong Friderich blev arrestered, bekiendte sig at have brændt en stor Hob Breve, som vare 400 til 500 Aar gamle.

Saaledes vare Conjuncturerne mellem begge Hoffe, da det bekiendte undsigelses Brev af Rigets Raad blev Kong Christian tilskikket. Mogens Munk, som dette vigtige Ærende forrettede, havde Ordre tillige med at forføye sig til Hertug Friderich, og paa Raadets Vegne at tilbyde ham Dannemarkes Crone, hvilket ogsaa skeede, og det udi saadanne Terminis, at, hvis han, nemlig Hertugen, veigrede sig ved at imodtage deres Tilbud, vilde de nok finde Bejlere til saadan Brud. Forbund mellem Hertug Friderik og den Danske Adel.

Hertugen derfore, som merkede Raadets gode Villie og saae, at Sagen kunde være giørlig, efterdi alting conspirerede til Kong Christians Ødeleggelse, indlod sig strax i Handel, og erklærede sig Hoved for den misfornøyede Adel med de Vilkor, at, saa snart han kom ind udi Riget, skulde de hylde og sværge ham allevegne, han derimod lovede at holde alle ved deres gamle Privilegier og Friheder, og strax til en Begyndelse lod skikke 500. Mænd til Ribe, for at være færdige til at gaae de Misfornøjede til haande, han sluttede der paa et Forbund med de Lybske, hvilket Forbund bestoed i disse Artikle, at de skulde erklære dem Kong Christians Fiender; at de Lybske skulde til Krigens Begyndelse forære den udvalde Konge 4000 Mark, og en Læst Krud, at de skulde udi Krigen komme ham til Hielp med 2000 Fodfolk, og 200 Hæste foruden Skiødt og Munition &c. (a)

Medens dette forrettedes, tog Kongen som sagt er, den Resolution at forlade Riget, efter at han havde ladet besætte Malmøe og Kiøbenhavn;

Christianus 2. søger om fremmet Hielp.

Da han med sit Følge var kommen udi Sikkerhed til Nederlandene, anholdt han ved Skrivelse om Hielp hos Kejser Carl. Han giorde ogsaa selv en Reise til Engeland, og der (179)

(a) Fœdus Lubec. die 5. Febr. 1523.

tilbød Kong Henrik 8. Island til Underpant for en Sum Penge, som han behøvede til et forestaaende Tog mod Dannemark. Men Kong Henrik spisede ham ikkun af med Complimenter, lovende, at, hvis Kejseren med Iver tog sig hans Sag an, vilde han ogsaa støde til med; Men, hvad de forlangede Penge var angaaende, da, saasom Kong Christian pro Tempore var skildt ved sine Riger og Lande, saa kunde Island i saadan Tilstand ikke ansees som noget sikkert Pant. Den Landflygtige Herre flakkede der paa om udi Tydskland, og var nu i Sachsen, nu udi Brandenborger Land, anholdende allevegne om Hielp, men udvirkede ikke andet hos sine Venner og Paarørende end skriftlige Formaninger, saa vel til Hertug Friderik, som til Dannemarks Raad at staae fra deres Forsætt, og at antage Kongen igien. Keiser Carl, da han udi Spanien fik Tidender om Kongens Flugt,

Keiser Carl arbejder paa hans Restitution.

affærdigede han et pœnal Mandat til Hertug Friderik, forbydende ham at befatte sig med de Riger Dannemark, Norge og Sverrig indtil Tvistigheden blev examinered og afgiort. Han formanede ogsaa Adelen i Jydland at afsondre sig fra Hertugen, og forbød Hansestæderne sær Lybek, at giøre ham nogen Bistand. Alle Disse Breve ere daterede til Toledo i Spanien 1523. Dette var alt hvad som Keiseren paa den Tid kunde giøre i Faveur af sin Svoger. Men der behøvedes andre Gevær end Penne-Fiære til at kuldkaste den mod ham anrettede Machine, og andet end Truseler for at dissipere den tykke Skye, der havde reiset sig op i Norden. Chur-Førsterne af Sachsen og Brandenborg anbøde sig til Mediateurs udi Sagen. Men Hertug Friderik vilde ikke antage deres Mediation, hvorudover Sagen blev foretagen udi Kammer-Retten til Spir, og adskillige Universiteters Betænkende blev der om indhented.

Men, som begge stridende Partier merkede at Sagen der ved ikke vilde afgiøres, gik en hver af dem imidlertid fort udi sit Forsætt. Hertug Friderik i at bemægtige sig Rigerne, og Kongen ved at samle en Krigs-Hær uden Lands for at giøre et Forsøg paa Dannemark. Jeg vil først tale om Virkningen af den store Opstand, og Hertugens Fremgang udi Riget, og derefter melde om den Landflygtige Konges Tog. Strax efter at Kong Christian (180) havde undviget Rigerne, kom Hertug Friderik til Nørre-Jyland,

Hertug Friderik hyldes til Konge.

hvor han paa Viborg Lands-Ting blev hyldet af Adelen, Kiøbstæderne og Almuen i samme Aar, og udgav han da, som Konge, den bekiendte Haandfæstning, hvor udi Adelen fik Hals og Haand over deres Bønder og Tienere, item Boeslodd, og alle 40 Marks Sager, ligesom Adelen udi Førstendømmene. Derfor siger Hvidfeld bør denne Konges Ihukommelse være hellig for os og vore Efterkommere.

Hans Haandfæstning.

Udi samme Haandfæstning blev Christiani 2di nye Lov-Bog afskaffet, og derpaa som en skadelig Lov mod gode Sæder brændt paa Viborg Landsting. Efter at Hyldingen var forrettet, og Haandfæstningen forfærdiget, begav Kongen sig fra Viborg, og, hvor han foer frem igiennem Kiøbstæderne, der lod han Galger nedrive, som Kong Christian havde ladet oprette. Jydernes Exempel blev strax efterfuldt af Fyenboerne, hvilke ogsaa svore ham Troeskab. Men udi Siælland og Skaane gik det ikke saa lett til, hvor de vigtigste Stæder vare besatte med Kong Christians Folk, og hvor Bønderne, sær Siællands-farerne vare den landflygtige Konge bevaagne formedelst deres Trældoms Ophævelse. Kong Friderik maatte derfor være betænkt paa en god Krigsmagt, førend han kunde besøge Siælland, hvor efter Formodning Krigens Sæde vilde blive. Han forsøgte først, om med gode noget kunde vindes, og derfore fra Gottorp affærdigede Skrivelse til Borgemester og Raad udi Kiøbenhavn, af det Indhold: At, eftersom Jyderne og Fyenboerne havde hyldet ham, og fast det heele Rige var faldet fra Kong Christian, de da ikke vilde være de eeneste der vilde sætte sig imod hans rætfærdige Vaaben. Han gav der hos tilkiende sig med en anseelig Magt med det første at ville besøge Siælland, og begierde at de af Kiøbenhavn vilde affærdige til ham en Borgemester, en Raadmand, og nogle Borgere, for paa Stadens vegne at aflægge Troeskabs-Eed, og der imod at bekomme Forsikkring paa deres Privilegier og Friheder.

Kiøbenhavns Øvrighed lod ham der paa svare, at, saasom de havde svoret Kong Christian, og endnu stode i hans Eed, var det forgiæves at anmode dem om saadant, til med havde Staden en sterk Besættning af Kong Christians Krigs-Folk, saa at om de (181) end vilde, saa stod det dog ikke i deres Magt at efterleve Kong Frideriks Forlangende. Herudover merkede Kongen, at han maatte bruge Magten, og derfore, da han havde faaet paa Beenene en Krigs-Hær af 6000 Fod-Folk, foruden nogle Ryttere, begav han sig først over til Fyen, hvor han til Odense af Adelen blev hyldet, og fik alle Slotte og Stæder udi Hænderne. Der stødte til hans Krigsmagt 2000 Lybske Fod-Folk, og 200 Ryttere, som efter det oven anførdte Forbund vare accorderede.

Kong Friderik kommer med en Krigsmagt til Siælland.

Deres Flode lod sig efter Aftale indfinde udi Beltet for at oversætte Kong Friderik paa Siælland, og der videre at befodre hans Foretagende. Transporten blev saaledes giort til Kaarsøer, og Kongen med hans Folk giorde der uden Modstand Landgang, hvor vel man havde formodet at finde Modstand samme Steds. Der paa gik Marchen videre for sig igiennem Siælland, og alle Slotte og Stæder ginge den nye Konge til Haande, undtagen Kiøbenhavn og Callundborg, hvor Christiani 2. Tilhængere toge deres Tilflugt.

Bemægtiger sig alle Stæder undtagen Kiøbenhavn og Callundborg.

Man lavede sig derfor til disse 2de Stæders Belejring, og blev en Begyndelse giort med Kiøbenhavn den 10 Junii udi samme Aar. Samme Hovet-Stad var da forsynet med et stort Borgerskab, og en temmelig stærk Besættning af Soldater. Dens Fortificationer vare efter de Tiders maade udi lovlig Stand, og proportionered efter Stadens Vigtighed. De Belejrede havde paa Voldene ladet bygge adskillige Katte, for hvilke de havde ladet hænge Fiele, som de kunde lette op og lade nedfalde, naar de vilde skyde.

Kiøbenhavns Tilstand for Belejringen.

Hvor vel nu dette giver tilkiende at Befæstningen maa ikke have været noget Mesterstykke, og at Volde broderede med slige fiælede Katte ikke kunde holdes u-overvindelige, saa seer man dog, at Kong Friderik ikke dristede sig til at foretage en ordentlig Belejring ved Approcher og Storm, men søgte alleene at indslutte Staden, og at hungre den ud.

Staden belejres.

Lejren blev slagen ved Nordre Side paa Særslov Mark, og en Skandse blev oprettet for Valby. Lybekkerne derimod lagde sig med 18 Skibe paa Reeden, og indsluttede Staden ligeledes til Vands. Der skeede adskillige Udfald af Staden, særdeles paa den slette Mark mellem Peblinge Søen og Byen, og adskillig Skade giordtes, og, naar (182) Kong Frideriks Folk ved slige forefaldne Skermytzler komme Staden for nær, løftede de Belejrede Fiælene op, og fyrede af Kattene paa dem.

Medens denne Belejring varede, arbejdede man paa ved Practiker at erobre Kallundborg, hvis Besætning var commanderet af Claus Eriksøn.

Calundborg overgives.

Denne Claus Eriksøn insinuerede man hemmelige Breve, og ved Løfter endeligen formanede ham til at overgive Slottet, hvilket ogsaa skeede paa saadan Maade: Han lod selv om Natten ophidse 50 af Kong Frideriks Folk paa et Taarn kaldet Folen, hvorudi tilforne forvaredes Rigets Archiv; Fra samme Taarn marcherede de i Faveur af Natten lige mod Slottet, og deraf forjagede Besætningen. Over denne Gierning fik Claus Eriksen det Navn Claus Slippe-Slott. (a)

Claus Slippeslott.

Dette vigtige Slotts Overgivelse kunde ikke andet end sætte Mood i Krigs-Folket, som laae for Kiøbenhavn, og opmuntrede dem til at fortsætte Belejringen. De Belejrede derimod, saasom de ventede Undsætning fra den landflygtige Konge, søgte de at beskytte Staden saalænge som mueligt, og, som de frygtede meere for Hunger end Fiendens Sværd, lode de dem bygge lange Jagte med en stor Hob Aarer paa, og dermed practiserede dem ofte ud for at bringe Proviant til Staden, og, som samme Jagte vare behændige, kunde de store Lybske Skibe ikke altid hindre dem der udi.

Den Landflygtige Konge kommer med en Krigs-Hær ind udi Holsten.

Saaledes søgte de at vinde Tid indtil den forventede Undsætning kunde komme; Thi der begyndte da at gaae et stort Rygte om Kong Christians Tilbagekomst. Samme Rygte var ei heller falskt, thi han havde faaet på Beenene hen ved 26000 Tydske, og dermed rykkede mod Holsten, havende med sig Churførst Joachim af Brandenborg udi egen Høje Person.

Af dette blev Kong Friderik, som laae udi Lejren for Kiøbenhavn heel tvilraadig, og vidste ikke hvad han da sikkerst kunde foretage. Paa den eene Side vilde han nødig forlade et Verk, som allereede havde kostet saa megen U-mage, helst saasom han havde lovet Krigs-Folket for Kiøbenhavn ikke at forlade dem. Paa den anden Side var at befrygte, at Kong Christian med saadan anseelig Magt skulde oversvæmme baade Holsten og heele Jylland. Og, som samme (183)

(a) Peters. Chron. Hols. part. 4.

Provincier da vare meest Fare undergivne, og nærmest ved at blive anfaldne, besluttede han til en Tid at forlade Lejren for Kiøbenhavn, for ved sin Nærværelse at bestyrke Grændserne udi Tydskland. Han lod derfor sin Søn Hertug Christian tilligemed Feldt-Herren Johan Rantzow blive ved Lejren for Kiøbenhavn, og selv udi største Hast begav sig til Holsten, hvor han opbød Adel, Borgere og Almue Huus fra Huus til Landets Forsvar, og der ved bragte hen ved 80000 Mænd paa Beenene,

Kong Friderik gaaer ham i møde.

hvormed han lejrede sig paa Grander Heede, for der at opbie Fiendens Ankomst. Men Faren var ikke saa stor at der behøvedes saadan u-gemeen Udskrivelse; thi, endskiønt Kong Christian var vel forsynet med Folk, saa derimod havde han ingen Penge, hvorudover, da Krigs-Hæren kom til Perleberg, og der forlangede den Besoldning, som var dem lovet, var der hverken Penge,

Kong Christians Folk forløbe ham.

ej heller Caution for Penge at bringe til Veje, hvorfore Folket begyndte at blive saa u-villigt, at Kongen frygtede for Oprør, og derfor holdt sig udi Skiul; hvorpaa Krigs-Folket gik hver sin Vej, og denne store Magt var ikke andet end et Veyr-Lys, der lader sig see, og forsvinder paa en Tid.

Medens Kong Friderik rustede sig mod Fienden i Holsten, tildrog sig en Hendelse i Kiøbenhavn, som nær havde ophævet Belejringen. Eendeel af Kong Christians Orlog-Skibe, som havde optaget nogle Lybske Kiøbmænds Skibe, komme udi Sundet. Da Tidender derom bleve bragte til Lejren, begierede de Danske høje Officiers af de Lybske, at de vilde angribe samme Skibe, og bøde sig til at føre endeel af deres Soldater paa den Lybske Flode, at den kunde være desbedre bemandet. Men de Lybske vilde ikke beqvemme sig der til, men der kom ogsaa saadan Skræk over dem, at de Dagen derefter forlode Kiøbenhavns Reede, og toge Flugten til Lybek.

Kong Christians Fordeel til Søes.

Dette bliver anseet af vor Historieskriver enten som en Falskhed, eller terror panicus, thi Kong Christians Skibe vare udi det højeste 6, og den Lybske Flode bestoed af 18 Skibe. Men det synes af de Lybske Søe Officiers Undskyldning, at deres Flode har bestaaet meestendeels af Kiøbmands Skibe, Kong Christians derimod har været gode og med Søe-Folk vel forsynede Orlogs Skibe. Ja at Tingen har været af den Beskaffenhed, viiser saa vel de førstes Frygt, som (184) de sidstes Dristighed. Thi Christiani Orlog Skibe, 6 udi Tallet, komme Dagen derefter for Kiøbenhavn, optoge nogle Victualie-Skibe, som laae under Landet, og giorde Tilførsel, canonerede paa Lejren, og derpaa uden Hinder løbe ind udi Havnen, og giorde Staden Tilførsel, hvilket foraarsagede saa stor Glæde hos de Belejrede, at de løsnede Stykkerne paa Voldene, antændte Frydens-Fyr, og udhængede Beg-Krandse af vor Frue Spiir, som bleve anstukne. Dette gav Anledning til Eftertale for de Lybske og affærdigede derfor Raadet i Lybek siden et Undskyldnings Brev til Kong Friderik, givende tilkiende at Flodens hastige Bortgang var skeed mod Stadens Villie. Men den Glæde, som de Belejrede finge over denne Hændelse, varede ikkun stakket, saasom de merkede, at Undsætningen ikke var af den Vigtighed som de havde forventet; thi der vilde meget Forraad af Levnets Middel til, for at hielpe Staden af den Hungers Nød som den var geraaden udi. Derforuden havde Besætningen ingen Besoldning faaet udi 8 Maaneder, og derfor ikke var meget at forlade sig paa, hvor udover man begyndte at blive meere villig til at anhøre de Freds Propositioner, som bleve giordte kort derefter: Thi Hr. Oluf Rosenkrands med en anden Commissario blev af Lejren affærdiget til Staden for at tale med Statholder Hendrik Gøe,

Conference om Stadens Overgivelse.

og formane ham til at overgive Staden. De samme forestillede ham den Umuelighed at holde Belejringen længer ud, og hvorlidt man kunde forlade sig paa de Løfter om nogen tilstrækkelig Undsætning. De erkyndigede ham ogsaa om Kong Christians Skiebne udi Tydskland, hvor hans store Krigsmagt af Pengemangel var bleven adspredet, saa at der var intet Haab til at hans Sager kunde rejse sig igien. I sær advarede de Statholderen, at han ikke skulde underkaste sig Ulejlighed og Kong Frideriks Vrede, ved en u-tidig og haardnakkend Modstand, helst efterdi han allereede havde holdet meere end han havde lovet den landflygtige Konge, nemlig at forsvare Staden udi 4re Maaneder, da nu Belejringen havde varet udi 7 Maaneder. (a) (185)

(a) Hvitfeld kalder den stedse en 8 Maaneders Belejring, da den dog varede ikkun fra den 10. Junii til Decembr. Maanedes Udgang og derfor giorde neppe 7. Maaneder.

Denne Conference blev holden udi Mag. Knud Valkendorps Huus paa vor Frue Kirke-Gaard, og ovenmeldte Oluf Rosenkrantz var den som førte Talen. Statholderen Hendrik Gøe, efterat han med Attention havde hørt den an, og merket, at det var en Daarlighed udi saadan Tilstand at friste Lykken videre, besluttede han endeligen at overgive Staden, og Dagen derefter at skikke Conditionerne til Leiren, hvilket ogsaa skeede. Der blev derfore først sluttet et Fordrag med Hendrik Gøe om Stadens Overgivelse, og hans saavelsom Borgernes og Besætningens Sikkerhed. Dernest blev sluttet et Forlig til Roskild meere omstændigen,

Capitulation.

og vare de fornemmeste Artikle deraf disse: at Borgemesterne skulde nestkommende Hellig 3 Kongers Dag overlevere Kiøbenhavns Stad udi Rigets Raads Hænder. Stadens Indbyggere skulde nyde deres Friheder i alle Maader u-beskaarne: Alt hvad som er bleven talt og handlet mod Kong Friderik skal ikke paa ankes, &c. (a) Dette Forliig blev paa Kongens Vegne confirmeret af Hertug Christian, og Johan von der Hoja. (b) Saaledes endtes denne 7 Maaneders Belejring, og Kongen blev saaledes ved Hoved-Stadens Overgivelse ogsaa Mester over heele Siælland. Kort derefter blev ogsaa sluttet et Fordrag angaaende Malmøes Overgivelse, og finder man at Hertug Christian i Kong Frideriks Fraværelse har confirmeret begge disse Fordrag.

Malmøe capitulerer iligemaade.

Det merkeligste ved Malmøes Overgivelse var, at alle Indbyggerne bleve forsikrede om Kongens Naade undtagen den gamle Sigbrit, og Borgemesteren Hans Mikkelsen; at Hans Mikkelsen i det Fordrag med Malmøe expressé blev nævnt er lett at fatte, efterdi han var samme Stads Øvrighed, men det er ikke let at sige hvorfor Sigbrit udi Capitulationen blev mentioneret, thi Historien vidner, at hun blev bortført i en Kiste, da Kongen forlod Riget, og er det derfor ikke troeligt, at hun siden er kommen tilbage. Den eeneste som ved Malmøes Overgivelse blev straffet var Niels Hack af Hickebierg, hvilken blev ført fangen til Kiøbenhavn, og halshuggen sammesteds. De Beskyldninger man formerede mod ham, (186)

(a) Vid. transact. Roschild. die Mercurii ante Nativ. Christ. 1523.

(b) Confirmatio Principis Christ. & Comitis von der Hoja dat. in Castris dominica ante fest. Epiph. Manuscr.

vare, at han havde oprørt Almuen mod Kong Friderik, og begivet sig ind udi Malmøe for at opmuntre samme Stad til Modstand. Han havde derforuden udi Christiani 2. Tid haft Tvistighed med Adelen i Henseende til en Alminding. Hr. Johan Rantzov og Just Brok rejsede derpaa til Kong Friderik for at notificere ham Kiøbenhavns og Malmøes Overgivelse. Slige Tidender vare Kongen behagelige, saasom ved disse tvende vigtige Stæders Erobring alt Haab blev den landflygtige Konge betaget at komme til Riget igien. Han confirmerede derfor begge sluttede Fordrag, og ved Skrivelser gav saavel Paven, som andre Potentater sine Vaabens Fremgang tilkiende, besværgede sig over Kong Christians haarde Regimente, og viisede med hvad Føje Undersaatterne havde opsagt ham Troeskabs Eed.

Nu er Tid, at jeg vender mig lidt til Sverrig, hvor jeg forlod Riget udi fuld Oprør, og de tvende vigtige Stæder Stokholm og Calmar af Gustav Eriksen belejrede.

Svenske Sager.

All Verden maatte forundre sig over at see en ung landflygtig simpel Adelsmand rive en af de mægtigste Konger et Rige af Hænderne. Mange saae denne usædvanlige Lykke an, som noget der ingen Bestandighed kunde have, og, saasom de frygtede at see en nye Tragœdie igien spilles udi Sverrig, hvis Kong Christian, som venteligt var, med en Krigs-Magt kom tilbage, saa søgte de udi slige slibrige Conjuncturer at holde sig stille, indtil de kunde nogenledes see hvad Udfald Sagen vilde faae. Men, da der komme Tidender om Adelens Opstand i Jylland, og Kongens Undvigelse, toge de reent Maskene af, sloge sig aabenbare til Gustavi Partie, og contribuerede alle til at erobre de tvende beleirede Stæder. Jeg har tilforne antegnet at Amiral Norbye var kommen Calmar til Undsættning, og havde bragt friske Kriigsfolk ind udi Staden. Men, da han fik Tidender om Kong Christians Flugt, begav han sig derfra til Dannemark igien, efterladende alleene 60 Soldater til Slottets Beskiermelse, og befoel dem, at, hvis de merkede, at Fienden blev dem for sterk, (a) skulde de sætte Ild baade paa Staden og Slottet, (187)

(a) Hist. Gustavi I. part. 1. pag. 44.

og derpaa begive sig enten til Gulland eller Dannemark. Men, da Calmars Borgere (a) finge et Nys der om, aabnede de Stadens Nørre Port for de Svenske, og lode dem ind udi Staden. Kort efter Stadens Erobring faldt ogsaa Slottet udi deres Hænder, og Gustavi Anfører Arved Westgöthe bemægtigede sig kort derefter heele Øeland med dens Fæstning Borkholm, som ligger lige oven for Calmar. Da Besætningen udi Stokholm fik Tidender om Calmars Overgivelse, om Kong Christians Undvigelse og Gustavi store Fremgang, begyndte Modet at falde paa dem, saa at de bøde sig til at overgive Staden til Gustavo med visse Vilkor. Men Gustavus vilde ikke antage de foreslagne Conditioner, holdende for, at det ikke var Tid for de Belejrede at tinge og foreskrive Conditioner udi saadan Tilstand.

Rigs-Dag til Stregnes.

Den 25 May udi samme Aar blev holdet en

Rigs-Dag til Stregnes, hvorudi man foretog sig at forøge Rigets Raad, som Kong Christian havde giort saa stort et Hull udi, og at sætte det udi sin forrige Tilstand og Anseelse igien, og bleve da indlemmede udi Raadet Bernard von Melen, Peder Erlandsøn, Ivar Flemming, Erik Flemming, Knud Andersøn, Peder Johansøn, Axel Andersøn, Biørn Clausen og Thord Bonde. (b) Blandt disse Mænd bleve Rigets høje Bestillinger og Værdigheder uddeelte, og blev dem confereret Rett og Magt at udvælge efter de fleeste Stemmer en Konge. Hvorpaa efter at de havde raadslaget om Rigets Opkomst igien, og udforsket saavel de Geistlige, som Verdslige Stænders Villie og Intention, udvaldte de eenstemmigen Gustav Eriksøn til Konge i Sverrig, hvilket Vall de lode ham tilkiendegive ved Provsten udi Westeraas, Mag. Knud, og begierede at han vilde paatage sig Regieringen, som Sverriges Konge, og fare fort med at beskytte Fædrene-Landet fra Kong Christians Vold og Tyrannie.

Gustavus kaares til Sverrig.

Gustavus loed i Førstningen, som han saadant ikke vilde antage, foregivende, at det var for stor Byrde for ham at bære, han sagde sig at nøjes med den Ære at have giort saa god Begyndelse til (188)

(a) Chyt. Sax. lib. 9.

(b) Ægid. Girs hist Gust. I. hvorefter jeg har corrigeret den Liste, som findes hos Hvitfeld paa disse nye Raads-Herrer.

Fædrene-Landets Frelse. Han havde udi nogen Tid ideligen været Livs Fare underkasted, og havde udstaaet stor Arbeid og Møje, saa at han nu længtes efter nogen Roelighed og Hviile igien, og derfore bad at de vilde legge denne Byrde paa en anden. Videre erklærede han, at hvilken anden af god og fornemme Familie i Sverrig, som de vilde udvælge, den vilde han ogsaa adlyde, og erkiende for sin Herre og Konge.

Men, som Rigets Raad blev ved at drive paa hans Samtykke, og de samme derudi bleve understøttede af Johanne Magno Gotho, hvilken, som Pavelig Legat var nyeligen kommen fra Rom, (a) beqvemmede endeligen Gustavus sig dertil, protesterende forud, at det skeede ikke af Ambition, men af Kierlighed til Fædrene-Landet, og den yderste Nød; Og, saasom Eens Skuldre alleene var for svage til at bære saadan Byrde, saa bad han de da nærværende Svenske Herrer, at de vilde staae ham bi med Raad og Daad: Hvilket de ogsaa lovede, og blev hand derpaa højtideligen antagen og hyldet til Sverrigs Konge den 6 Junii. (b) Dog vegrede han sig udi nogle Aar endda at imodtage Kronen, saasom han først vilde have røddet adskillige Ting af Vejen, og særdeeles klippet Vingerne paa Bisperne, hvis Magt og Rigdom havde til denne Tid saa meget indskrænket den Kongelige Myndighed; thi han fandt ikke sin Regning ved at antage en Krone, som det stod udi en Bisps Magt at slaae ham af Hovedet igien, og havde han lært af de foregaaende Kongers Exempel, at det var langt bedre at leve udi privat Stand, end at være Konge af Bispernes Naade. Hvorudover han blev ideligen ved at slaa paa denne Stræng, og, naar han fandt Modstand og Kaaldsindighed hos Stænderne, opsagde han dem tit Riget igien, forlangende alleene Vederlag for den Omkostning, han havde giort derpaa. Saadan var denne kloge Herres Opførsel i den Post, indtil 1528, da han allerførst imodtog den Svenske Krone.

Nu var intet tilbage for Kong Christian i Sverrig uden Hovet-Staden Stokholm. De der udi commanderende høje (189)

(a) Hist. Gustavi I. per Eric. Georg. part. 1. pag. 57.

(b) Ægid. Girs hist. Gustav. I. pag. 41.

Officiers, (hvor af den fornemmeste var Henrik Slaghek,) da de merkede sig ingen Undsættning at faae af Dannemark, og at Besættningen formedelst Sygdom, og Mangel paa Levnets Middel ikke kunde holde det længer ud, overgave de endeligen Slottet den 21. Junii udi samme Aar, (a) Stokholm overgives.

og giorde Gustavus der sit Indtog Dagen for Johannis Bapt., hvor han af Indbyggerne blev antagen med stor Glæde. Han blev saaledes i en kort Tid af en simpel forfuldt Herremand ikke alleene Konge over heele Sverrig, men endogsaa over eendeel af Norge og Dannemark, thi han havde tilforn ved Lars Sigesen indtaget Vigen, tvang ogsaa kort efter Stokholms Erobring det Landskab Blegind til at sværge sig Underdanighed; Saa at Dannemark siden havde nok at bestille med at faae samme Provincer tilbage. Ja det er troeligt, at, hvis Gustavus da havde villet forfølge sin Lykke, havde han kunnet giøre store Conqueter udi de tvende andre Nordiske Riger, hvor alting vaklede, og var deelt udi stridende Partier. Men han lod sig denne gang nøje med den ære, at have frelset sit Fædreneland fra fremmed Regiering, og at have spillet sig selv Scepteret udi Hænderne, og derfore, efter at han havde erobret Stokholm, aftakkede han eendeel af det fremmede Krigsfolk, og skikkede de Øvrige til Finland, som han inden dette Aars Udgang bragte til fuldkommen Lydighed.

Disse store Progresser skeede udi Sverrig medens Malmøe og Kiøbenhavn vare belejrede, og de Danske havde nok at bestille med deres egne Sager. Christiani 2. store Tilhænger og troe Tiener Søren Norby havde da Gulland inde, hvor af han tilføjede Hansestæderne stor Skade til Søes. Hvorudover de Lybske ved deres Gesant Herman Israel (b) addresserede sig til Kong Gustav, begiærende at han vilde tage Øen fra denne Søe-Røver, og legge den under Sverrig igien. Gustavus, endskiønt han saae at aldrig bedre Lejlighed kunde gives at foreene denne vigtige Øe med Sverriges Krone igien, saa dog, efterdi han af den idelige Krigsfærd (190)

(a) Vid. Capitulatio Stokholm. die Botolphi Abbat. 1523. apud Georg. Erici part. 1. pag. 71.

(b) Hist. Gustavi I. per Eric. Georg. pag. 1. pag. 85.

udi Sverrig var bleven svag og udmattet, og derforuden var geraaden udi stor Gield,

Gustavus opmuntres til at angribe Gulland

tog han i Betænkning at angribe Gulland, helst saasom han lett forud kunde see, at det vilde give Anledning til en vidløftig Krig mellem Dannemark og Sverrig, og at hans saa vel som Kong Frideriks tilfelles Fiende, Christianus 2. derudover kunde komme til at spille Mester igien. Men, saasom de Lybske ikke aflode at sollicitere derom, og Gesandten, Herman Israel, lovede paa sine Principalers vegne, at de ikke alleene vilde staae den halve Omkostning med ham, men endogsaa give ham Dilation paa den Gield de havde at fodre, item, ingen Renter at fodre udi nogle Aar, lod Gustavus sig overtale, at angribe Gulland. Dog, førend han vilde gribe til Sværdet, fandt han for got at forsøge andre Midler. Han affærdigede derfor Skrivelse fra Stokholm til Amiralen, og inviterede ham til en venlig Samtale, tilbød ogsaa frit Lejde for ham selv og 100 andre Personer. Men Amiralen, saasom han frygtede at blive forrasket, og troede ikke Freden, vilde han ikke beqvemme sig der til. Udi det Brev som Gustavus skrev til Søren Norby, saa vel som andre Breve længe der efter titulerede han sig alleene Sverrigs og Gothers udvalte Konge. Men siden tog han sig ogsaa Titul af de Wenders Konge, holdende for at han lige saa vel kunde hede de Wenders Konge, som de Danske de Gothers Konge.

Hvad Norge udi disse urolige Tider angik, da arbejdede Herr Vincentz Lunge og Herr Niels Lykke, hvilke begge vare Lehnsmænd udi Norge, skiønt begge indfødde Danske, og Kong Friderik bevaagne, paa at holde Rigerne sammenbundne under en Konge, og, som de Norske merkede at Kong Christian var undvigen,

Norge overgiver sig til Kong Friderik.

og at hele Dannemark var gaaet Kong Friderik til Haande, holdte de det raadeligt at følge de Danskes Fodspor, helst saasom Kong Friderik var en Norsk Konge Søn, og stedse tilforn havde skrevet sig Arving til Norge; Udi et Mode derfor, som blev holdet 1523 udi Sorte-Brødre Kloster til Bergen, opskreve de solenniter Kong Christian Huldskab og Troeskab, og tilsagde Kong Friderik Lydighed, saa fremt han vilde lade dem beholde deres Privilegier.

(191) Dette er det Fornemmeste som tildrog sig 1523, hvilket er et af de frugtbareste og mærkværdigste Aar udi Historien. Man har der udi seet en af de mægtigste Monarcher stødt fra Thronen, Foreeningen mellem 3 Nordiske Riger adsplidet, en gammel Herre at bemægtige sig det eene Rige, og een ung Edelmand at bemægtige sig det andet. Begge to at blive Stamfædre for tvende længe florerende Kongelige Huuse; thi af Gustavo I. ere nedstegne de efterfølgende Svenske Konger,

Betænkning over dette Aars Hændelser.

og af Friderico I. nedstamme udi lige Linie de endnu regierende Danske Konger. Man haver ogsaa udi samme Aar seet de allervigtigste Fæstninger i Norden belejrede og indtagne, saasom Kiøbenhavn, Malmøe, Stokholm og Calmar, store Arméer ligesaa hastigen at bortsmeltes, som de havde været bragte paa Beenene, store Stæder som Roskild lagte i Aske; Kort at sige, intet Aar er meere merkværdigt i den Nordiske Historie, saa at om det er sandt, som nogle foregive, at store og usædvanlige Hændelser forud betegnes med Cometer eller Himmel-Tegn, saa burdte der have ladet sig infinde Cometer, dobbelte Sooler, og alt hvad Himmelen kunde til Veje bringe for at betegne de forunderlige og store Hendelser, som samme Aar er distingueret af; Men, saasom saadant ikke skeede, kand man der af fuldkommeligen see og slutte, at Cometer ikke giøre slige vitløftige Reiser for at notificere Menneskene tilkommende Ting.

1524. Efterfølgende Aar 1524 tog Kong Gustav sig for at i Verk sætte det, som han foregaaende Aar var anmodet om af Lybekkerne, nemlig at tage Gulland fra Amiral Norby; til den Ende skikkede han i Junii Maanet en Krigs-Magt did hen, under Anførsel af Bernard von Melen. (a) Til ham stødte den Lybske Flode, saa at man med samtlig Magt holt Amiralen belejret paa Visborg Slott udi 2 Maaneder. Bemeldte Slott var temmeligen fast, det samme var anlagt af Kong Erico Pomerano, som der havde sit Sæde, siden han undvigede Rigerne. Søren Norby, saasom han merkede, at det vilde blive hannem vanskeligt at holde længe ud mod saadan Magt, skikkede han Otto Ulfeld til Dannemark, (192)

(a) Hist. Gust. I. per Eric. Georg. part. 1. pag. 86.

for at begiære Kong Frideriks Protection, ikke fordi han elskede samme Konge meere end Gustav, men for at vinde Tid, og at sætte dem udi Strid sammen, paa det han imidlertid paa Christiani 2. Vegne kunde fiske i rørt Vand, og erhverve sig videre Fordeel. I den Henseende tog han ikke i Betænkning at aflægge til Kong Friderik saadan Eed:

Søren Norby handler med Kong Friderik om Gullands Overgivelse.

Jeg Søren Norby Ridder, Høvedsmand paa Visborg Gaard, giør alle vitterligt, og kiendes ved dette mit aabne Brev, at efterdi mine Fiender de Svenske, ere blevne mig forstærke her paa Gulland, og have belejret Visborg, og jeg ikke kand i Sandhed forfare, at Højbaarne Første, Kong Christian, vor naadige Herre, som mig Slottet og Landet betroet haver, kand giøre mig og nærværende gott Folk Undsættning, saa haver jeg givet Fuldmagt til Otto Andersen, min Formarsk, (a) at handle med Højbaarne Første Friderik, udvaldt Konge til Dannemark, item med Dannemarks Raad om Gullands Overdragelse, dog saaledes at jeg bliver tilbørligen forvaret efter den Instructions-Lydelse, som jeg hannem givet haver. Og hvad bemeldte Otte Andersen paa mine Vegne med Kong Friderik og Dannemarks Raad forhandler, det vil jeg ubrødeligen holde og fuldkomme, ligesom jeg selv havde været tilstæde, ved min Ære og Redelighed, med de Vilkor, at Højbaarne Første, Kong Friderik og Dannemarks Raad, giør mig Undsættning med det allerførste, og hielper mig til at faae Fienden udaf Landet. Dat. Wisborg, Dom. ante Viti & Modesti 1524.

Kong Friderik tog imod dette Tilbud, og confirmerede Amiralen udi sit Gouvernement paa samme Maade, som han havde faaet det af Kong Christian. Efter at Amiralen havde faaet (193)

(a) Det maa være under Marsk.

saadan nye Bestalning, ophørede Aarsag til Fientlighed med Lybek, og var det kun for at desarmere Hansestæderne, at Norby hittede paa dette Paafund. Han lod derfore strax insinuere hos de Lybske, at, eftersom de nu havde vundet det som de tragtede efter, nemlig faaet Gulland fra Christiano 2, som var deres Fiende, udi Kong Frideriks Hænder, som var deres Ven, og, som de stode udi Forbund med, saa var det mod Forbund og deres egen Interesse at continuere med Fientlighed paa Øen. Det var dem nok at Søerøveriet blev dempet, og at Kong Christian blev skildt ved Øen. I det Øvrige, saasom begge Konger saa vel Friderik, som Gustav vare deres Venner og allierede, saa kunde det nu komme dem paa et ud, hvo af dem havde Landet i Possession. Det var derfor sikkerst ikke at indvikle sig i en Tvistighed, som de ingen Fordeel havde ved, men tvertimod som vilde giøre en af deres allierede til Fiende. De Lybske, saasom de ikke kunde see hvor til Amiralen sigtede, og som ikke merkede, at Landet ej saa meget havde forandret Herre, som alleene Titul af Herskab, lode sig indtage af saadan Forestilling, og besluttede ingen Fientlighed at øve, for ikke at støde Kong Friderik for Hovedet.

De Svenske ophæve Belejringen for Visborg.

Da nu dette var forrettet, negotierer Amiralen videre med den Svenske Anfører Bernard von Melen, og bringer ham til at ophæve Belejringen. Det er vanskeligt at sige om bemelte von Melen lod sig alleene af disse Forestillinger desarmere, eller om han lod sig underkiøbe. Det sidste synes ikke utroligt formedelst det imellem ham og Amiralen paafuldte Venskab, thi han skiænkede ham en Kartov, som han havde brugt til Slottets Belejring, stod ogsaa kort derefter Fadder (a) til et Norbys u-ægte Barn. Hvor om alting er, saa var Kong Gustav ikke fornøjet med denne hans Opførsel, thi han lod ham ved sin Tilbagekomst en Process formere. Men, da von Melen blev stevnet at møde for Retten, for at svare mod Beskyldninger, flygtede han hemmeligen til Tydskland, hvor med Sagen havde en Ende.

Men den Misforstand, som havde reiset sig imellem Kongerne formedelst Vigen og Blegind, blev formeeret ved denne (194)

(a) Ægid. Girs Hist. Gust. 1. pag. 52.

Gullandske Handel, thi denne Øe havde altid været Tvistens Æble mellem Dannemark og Sverrig, Misforstaaelse mellem Kong Friderik og Kong Gustav.

og Gustavus kunde ikke uden med Fortrydelse see den der paa nyeligen anvente Umage og Omkostning at være bleven frugtesløs, ja den Fortrydelse gik saa vit, at han siden eengang truede at tractere den Lybske Gesant, Herman Israel, med Slag, (a) ja havde lagt Haand paa ham, hvis Raadet udi Stokholm det ikke havde hindret; thi det gik ham haardt til Hierte at Gulland uden Arbeide og Sværd-Slag var bleven Kong Friderik til Bytte, hvor vel man kand sige at Søren Norby havde Øen, og Kongen ikke uden den puure Titul. Kong Friderik derimod bar Fortrydelse over, at Gustavus havde bemægtiget sig Vigen og Blegind, hvor af den eene var en Norsk, og den anden en Dansk Province, og derfor anholdt om samme Landskabers Restitution. Foruden disse Vanskeligheder, stoed endda en Knude tilbage af allerstørst Vigtighed, nemlig den Svenske Krone, hvilken Gustavus meenede sig med Rette at tilhøre, saasom den der havde frelset Riget fra fremmet Magt, og til Vederlag for saa store Meriter var af Stænderne satt paa Sverrigs Throne. Kong Friderik derimod meenede, at saasom han havde succederet udi Christiani 2. Rett i Dannemark og Norge, saa havde han ogsaa acquireret Rett til Sverrig. Men man kand sige, at, saasom begge Konger ved Revolutioner udi Rigerne, og ved Stændernes Vall vare blevne Konger, saa regierede enhver med lige stor Rett. Dette alleene kunde siges i Faveur af Kong Friderik, at, hvis Foreeningen mellem Rigerne skulde staae fast, var han efter Unions Artiklerne, som en Konge-Søn nærmest til at regiere over de 3 foreenede Riger.

Saaledes vare Conjuncturerne da imellem Rigerne: Men, som Christianus 2. fremturede med sine Trudsler endu mod begge Konger,

De Wendiske Stæder arbejde paa Forliig.

var det saa vel den eenes som den andens Interesse, at arbejde paa god Forstaaelse. De Wendiske Stæder, som intet laae meere paa Hiertet, end at hindre Christiani 2. Tilbagekomst, contribuerede alle deres Kræfter paa at forlige Kongerne, og udvirkede endeligen paa den Herre-Dag, som dette Aar blev holden (195)

(a) Ægid. Girs Hist. Gust. 1. pag. 51.

til Kiøbenhavn, (a) at et Mode blev berammet til Malmøe, hvor begge Konger personligen skulde møde, for at holde en venlig Samtale, og at afgiøre Trætten om Vigen, Blegind, Gulland, og Prætentionerne paa Sverrig, og, hvis de derom ikke kunde foreenes, skulde de Wendiske Stæder, Lybek, Hamborg, Dantzig, Straalsund, Wismar og Rostok, have Fuldmagt at handle derom. Paa samme Herre-Dag blev celebrered Kong Frideriks Kroning, hvilken skeede med stor Højtidelighed, Kong Frideriks Kroning.

og blev Kroningens-Act forrettet af den Upsalske Erke-Bisp Gustav Trolle, som var flygtet af Sverrig, og da opholdt sig udi Dannemark. Kongen slog da en stor Hob Riddere efter Sædvane, blant andre Claus Eriksøn Ravensberg, som Petersen vidner at have været foromtalte Claus Slippe-Slott, (b) Kongen havde ingen gode Tanker om ham, hvorudover, saasom han havde en Skramme paa den eene Kind, da han kom frem og knælede, sagde han til ham: Jeg skulde vel give dig et Merke paa den anden Side. Ved samme Kroning bekomme Stifterne og Kiøbstæderne Confirmation paa deres Privilegier og Friheder, og blev da tillige med Forbundet mod Kong Christian fornyet mellem Kong Friderik og de Wendiske Stæder.

Udi Kraft af den Slutning om Freds Forhandling imellem Rigerne, mødte begge

Begge Konger komme tilsammen i Malmøe.

Kongerne kort efter bemeldte Herre-Dag til det bestevnte Sted, nemlig Malmøe. Sammenkomsten skeede udi Stadens Kirke, og begyndte da Kong Friderik først en Tale af det Indhold: At saasom Kong Christian var begge Rigers Fiende, var det begge Kongers Interesse at see til, at den Misforstand, som var reiset mellem dem, blev saa snart, som mueligen skee kunde, hævet. Han gav ogsaa tilkiende, at, hvis Gustavus fandt det for gott at arbeide paa een god Forstaaelse, vilde han være betænkt paa billige Midler, hvor ved saadant kunde skee begge Riger til Fornøjelse. Gustavus svarede der til vitløftigen, at han gierne var bereed til at indgaae alle de Vilkor, som kunde tiene til (196)

(a) Comit. Hafn. die Laurentii pag. 1268.

(b) Peters. Chron. Hols. Part. 4.

Freds og Venskabs Stiftelse mellem Rigerne, og begiærede at høre hvad Middel Kong Friderik der til havde fundet; Kong Friderik begyndte der paa at tale om den Foreening sluttet til Calmar, om alle 3 Rigers ævige Forbindelse, (a) begiærede at den nu igien maatte fornyes. Men, saasom det nu ikke kunde skee saaledes at alle Rigerne skulde alleene regieres af een Konge,

Hvad som paa samme Mode blev forhandled.

og han ikke forlangede at støde Gustavum fra den Throne, hvor til han havde banet sig Vej med saa stor Møje, begierede han alleene, at Kong Gustav vilde erkiende ham for Over-Herre; Denne Proposition klingede ikke vel udi Gustavi Ørne, hvilken der til svarede saaledes: at han og alle Rettsindede havde gierne ønsket Continuation af Rigernes Forbindelse, men man havde lært af forrige Tiders Historie, hvor vanskeligt det var at holde saa stridige Nationer under et Hovet. Han forundrede sig ellers over, at Kong Friderik vilde giøre den Proposition om at erkiende ham for Over-Herre, det er at Sverrig skulde godvilligen uden Sverd-Slag underkaste sig en Inferioritet, som Dannemark med Magt og Trudseler aldrig har kundet udpresse. I det Øvrige havde han lovet at være den Svenske Friheds-Beskytter, og derfor hverken vilde eller kunde beqvemme sig til anden Forbindelse end at være Kong Frideriks Ven og alliered. Kong Friderik merkede af denne velgrundede og mandige Tale, at det var forgiæves at tænke paa Rigernes Foreening, og end meere forgiæves paa Over-Herskab, stod derfor fra sin Begiæring, og foreslog Forliig paa andre Conditioner, saaledes, at Sverrige skulde blive ved sine gamle Grendser, hvad Dannemark havde tilhørt, som Blegind og andre Amter, der strax efter Kong Christians Undvigelse var indtagne af Sverrig, skulde igien komme til Dannemark. Dette bevilgede Kong Gustav uden Besværing. Men hvad Gulland angik, da paastod han, at, eftersom samme af Begyndelsen havde hørt til Sverrig, og de Svenske Konger aldrig havde villet staae fra sine Prætensioner der paa, saa kunde han ej heller renoncere paa saadant vigtigt Land. Det er ellers merkeligt, at da Thure Johansøn paa de Svenskes vegne udi denne Sammenkomst skulde holde en Tale, (197)

(a) Chytr. Sax. Libr. 11.

kom han fra sin Oration, saa at Cancellern Mag. Lars maatte træde i hans Stæd, og siden Kong Gustav selv. (a) Denne Particularitet findes hos Erik Jørensøn udi Gustavi I. Historie, og lægger Ægidius Girs dette der til, at Thure Johansen tabte Maalet, efterdi han frygtede at tabe sit Gods som han havde udi Dannemark. Videre siger den sidste Skribent, at en gammel Dansk Ridder ved Navn Anders Bilde stod op og talede saaledes: (b) I gode Konger! I tale meget om Gulland, hvor om I dog, som unge Mænd, ingen Kundskab kand have: Og tør jeg sige, at ingen derom er bedre underrettet end jeg og Thure Johansen. Men Kong Gustav gav ham derpaa et tilbørligt Svar, hvorved han tiede. Om Kong Friderik ellers bar nogen Fortrydelse over denne Anders Bildes Tale, derom melder Historien intet. Vist nok er det, at Talen kunde ikke røre ham meget, efterdi han heller kunde passere for en gammel end en ung Herre. Sagen blev derfor opsat til en anden Tid, da saadant skulde afgiøres ved de Wendiske Stæder. Imidlertid blev saaledes forenet, at alle Fanger skulde løsgives, og komme da Fru Sigrithe, Kong Gustavi Mormoder, Fru Kirstine Steen Stures Efterleverske, samt andre fornemme Fanger paa fri Fod igien. Kong Gustavi Moder, Fru Cæcilia, samt hans Søster Emmerentze, som ogsaa havde været fangne, vare døde af Pest udi Kiøbenhavn, og begravne udi St. Nicolai Kirke-Gaard.

Endeligen blev den 1. Septembr. samme Aar ved de 6 Wendiske Stæders Mediation Fred sluttet mellem Rigerne til Malmøe, (c)

Forliig mellem Rigerne.

saaledes: at Gustavus strax skulde overantvorde Blegind med Rodneby og alt hvad som der under hører. Hvad de andre Tvistigheder angik, da skulde bemeldte 6 Stæder Aaret derefter afgiøre dem endeligen til Lybek. Midlertid skulde hver af Parterne have sin Rett forbeholdet. Vigen udi Norge skulde Kongen af Sverrig beholde indtil Sagens Uddrag. Gulland skulde ogsaa den beholde som den første Sept. fandtes at have inde Wisby Stad og (198)

(a) E. Georg. Hist. Gustavi I. pag. 89.

(b) Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 50.

Slott, og det indtil foresagde Tid, da derudi af Skeeds-Herrerne skal kiendes. Hvilken af Parterne Gulland bliver tilkiendt, den skal forlige sig med de Lybske, og give dem Satisfaction for den Skade de havde lidet. Hvilken af Parterne som forsætligen handler her imod skal bøde 100000 Gylden.

Saaledes blev efter mange Aars Fientlighed og megen Blods Udgydelse Fred sluttet mellem Rigerne; thi begge Konger elskede Roelighed, saasom de begge havde i Sinde at foretage andre vigtige Sager, saavel Staten, som Kirken angaaende: hvilket ogsaa efterfølgende Historie vidner. Kong Friderik, for at giøre sig de Norske desmeere bevaagne,

Kong Frideriks Haandfæstning til de Norske.

og at hindre at de ikke skulde falde til Kong Christian igien, gav dem dette Aar en hærlig Haandfæstning, som indeholder 25 Artikle. Udi den 25de. Artikel lover han aldrig herefter at skrive sig Arving til Norge, og erklærer Norge at være et frit Vall-Rige, ligesom Dannemark. Videre lover han at bringe Ørkenøer og Hetland, som hans Fader uden det Norske Raads Videnskab har pantsatt Skotland, til Norges Krone igien; Ingen udlændiske Kiøbmænd maa sejle paa Norlandene under Skibs- og Gods Fortabelse. Kongens Kroning skal altid staae udi Trundhiem. Naar Herre-Dage skal holdes udi Norge, skal Kongen forkynde dem et halvt Aar tilforn &c. (a) Denne Haandfæstning blev overleveret de Norske ved Hr. Vincentz Lunge, hvilken igien til Ribe overgav Kongen de Norskes Hyldings Brev dat. Sortebrødre Kloster udi Bergen, hvorom tilforn er talet.

Forhandling angaaende Kong Christian 2

Ellers blev dette Aar bortdrevet med Negotiationer mellem Kong Friderik og fremmede Potentater angaaende den landflygtige Konge. Kong Ferdinandus af Bøhmen affærdigede Skrivelse til Kong Friderik, begierende at han vilde lade hans og Kong Christians stridige Sager indkomme for Underhandlere; hvilket og Kejser Carl selv var begierende ved en anden Skrivelse. Kong Friderik undslog sig ikke for at underkaste Sagen u-villige Dommere. Hertug Alberts af Mechlenborg Gesanter komme ogsaa hid ind for at beramme en Dag til Sagens Forhør, men der blev dog intet af. Man forsøgte ellers det yderste udi en anseelig Sammenkomst, (199)

(a) Capit. Norwag. de dato Rip. vigiliis S. Karinæ pag. 1274.

som dette Aar blev holden til Hamborg.

Hamborgske Mode.

Der lode sig indfinde Pavelige, Kejserlige, Kongelige, og Førstelige Gesantere, hvilke mestendeels alle vare den landflygtige Konge bevaagne, og talede sterkt for hans Interesse. Kong Friderik derimod forsvarede sig det beste som han kunde: Hans Hovet-Argument var dette: at saasom Dannemark var et Vall-Rige, og Stænderne havde udvaldt ham til Konge, saa havde man ingen at giøre Regnskab derfor. De andre derimod meenede, at, endskiønt Dannemark kunde passere for et frit Vall-Rige, og Stænderne havde Rett til at sætte en Konge i, saa havde de derfor ikke Rett til at sætte ham af, og derfore ikke kunde procedere til et nytt Vall, førend den forrige Konge enten var død, eller havde sagt sig af med Regieringen. Endeligen bleve adskillige Midler foreslagne, hvorved begge Parterne kunde fornøjes, blant andet blev proponeret en Deeling saavel af Rigerne, som Førstendømmene. Men de Danske Gesantere, som let kunde forud see, at saadan Deeling vilde bringe de Nordiske Lande udi yderste Fordervelse, vilde ingenlunde samtykke der udi. Derimod lovede de efter Kong Frideriks Død at ville tage Christiani 2. Søn Johannem til Konge; Udi hvilket Løfte de synes at have gaaet over deres Fuldmagt, thi det er ikke troligt, at en gammel Herre, som Kong Friderik, der meere for sine Børns Promotion end for sin egen Person havde antaget Riget, skulde have givet Gesanterne Fuldmagt til saadant Løfte. Derfore seer man ogsaa, at det samme ingen Virkning har haft.

Frugtesløs.

De samme Gesanter tilbøde ogsaa at give Dronning Elisabeth nogle 1000 Gylden af hendes Livgeding, men dette sidste blev ligesaa lidet efterkommet som det første. Det Merkværdigste ved denne Forhandling er dette, at hvor hidsig Carolus 5. stillede sig an for Kong Christians Interesse, saa blev dog mellem de Danske og Nederlandske Deputerede saadan Foreening giort, at, endskiønt der var Krig imellem Kong Friderik og Kong Christian Kejserens Svoger, saa skulde dog Nederlænderne have deres fri Sejlatz igiennem Sundet, hvor for de lovede ikke at være den landflygtige Konge befoderlig udi hans Foretagende mod Riget, hvoraf man seer, at Negotiens Velfærd og dens Befodring har længe været det største Bud i Holland.

(200) Jeg har udi forrige Aars Historie løsligen antegnet, at Roskild blev afbrændt; Det er troligt, at Staden siden den Tid er ikke bleven rett bygget igien! thi, som kort derefter Reformationen paafuldte, Bispe-Sædet blev forflyttet til Kiøbenhavn, og Closterne bleve ødelagde, saa at Staden mistede alt hvad som, siden Konge-Sædet blev forlagt, endda holdt den nogenledes ved lige, saa har den ikke kunnet rejse sig igien, men dagligen taget meer og meer af, indtil den er kommen udi den Stand som vi nu see den at være udi. Kiøbenhavn derimod voxede meer og meer til, endogsaa udi denne Konges Tid, endskiønt den havde irriteret ham noget ved at holde ud en haardnakket Belejring af 7 Maaneder. Jeg finder, at Kongen udi dette Aar tillige med Raadet efter Bisp Lauge Urnes Begiering haver confirmeret en Forhandling

Oprindelse til Jordskyld i Kiøbenhavn.

mellem Capitulet i Kiøbenhavn og samme Stads Magistrat, som tienede meget til Stadens Opkomst. Samme Forhandling kand jeg ikke forbigaae omstændigen at tale om, efterdi den viiser de saa kaldede Jordskylders Oprindelse i Kiøbenhavn, hvilke mange endnu aarligen betale, skiønt faa vide hvorfore. Den bekiendte Diaconus udi Kiøbenhavn Mag. Knud Valkendorp, som var vor Frue Kirke-Værger, havde tilforne saaledes handlet med Kiøbenhavns Borgere, at alle de, som havde nogle Capituls Grunde, skulde dem herefter beholde Arving efter Arving, paa det at de skulde være Kirken og de Geistlige des villigere, og med des større Iver hielpe dem at imodstaae Lutheri Lærdom. Disse Jorders Overdragelse skeede med de Vilkor, at Borgerne skulde derpaa bygge et Steenhuus ud til Gaden, eller et af Bindingsverk, om deres Vilkor var ikke at bygge af Steen: Iligemaade, at de deraf skulde give saadan Jordskyld, som 4 Mænd af Capitulet, 4 af Vicarier, 4 Raadmænd, og 4 fornemme Borgere satte samme Grunde for udi reede Danske Penge at betale halvdeelen til Paaske og halvdeelen til Michaelis. Saadan Oprindelse have Jordskyldene, der stedse hefte paa Grunden, og ikke kand forgaae, saa at det kand ansees for den sikkerste og solideste Herlighed.

Efterfølgende Aar var merkværdigt formedelst de nye Uroeligheder, Amiral Norby foraarsagede. Jeg har tilforne fortaalt, (201) hvorledes han spillede saavel med Kong Friderik, som med de Svenske paa Gulland, i det han ved et listigt Paafund fik de

Ny Handel med Søren Norby.

Svenske til at ophæve Belejringen for Visborg og betienede sig derudi af Kong Frideriks Navn, skiønt han derved intet havde i Sigte uden Christiani 2. Interesse, som han stedse i Modgang og Medgang med en u-afladelig Troskab var tilgedan, og hvorpaa han i Begyndelsen af dette Aar gav nye Prøver. Han bestyrkede sig Vinteren tilforn med Folk og Skibe uden at nogen kunde begribe hvad Intention han dermed havde. 1525. Men udi April Maaned af det Aar 1525 brød det løs, at han havde Anslag paa Skaane; thi, efterat han nogen Tid havde corresponderet med dem, som vare Christiani 2. Tilhængere udi samme Province, skikkede han sin Lieutenant Otte Stissen med et Antall Folk og Skibe for at indtage Sølvidsborg, og Aahuus, og at bringe Skaaningerne i Bevægelse. Otto Stissen forrættede udi Begyndelsen sit Ærende vel; thi han bemægtigede sig ikke alleene Sølvitsborgs Stad og Slott, men endogsaa Aahuus. Da Tyge Krabbe Rigets Marsk, som paa de Tider laae udi Helsingborg fik Tidender om dette Indfald,

Amiral Norby giør Indfald i Skaane.

forskrev han i en Hast den Skaanske Adel til sig og rykkede mod Aahuus for at overrumple Fienden. Men, som han merkede, at Søren Norby udi egen Person med friske Folk var kommen Otte Stissen til Undsætning, dristede han sig ikke til at gaae videre fort, men sluttede sig ind udi Malmøe, hvorhen ogsaa den største Deel af Adelen tog sin Tilflugt.

Ved denne Retraite stoed det heele Land aabet for Søren Norby: Han bemægtigede sig derfor Landskrone tillige med de andre Skaanske Kiøbstæder, undtagen Malmøe, hvor Marsken laae med Kiernen af den Skaanske Adel. Og, efter at han saaledes var bleven Mester af det heele Land, lod han sig allevegne paa Tingene hylde paa Kong Christians vegne.

Christiani 2. Brev til Almuen i Dannemark.

Kort der efter blev udi Søen optaget et Brev, som Kong Christian havde skikket Søren Norby, for at læse det for Indbyggerne udi Dannemark, sær udi Skaane. (a) Udi samme Brev flatterer han Bønderne og den gemeene Almue, givende tilkiende, at all hans Uheld reisede (202)

(a) Lit. Christ. 2. de dato Lyræ die 23. April 1525. pag. 1276.

sig af den Kierlighed han havde baaret til dem; thi, saasom han havde villet lette deres Aag, og beskytte dem mod Adelens og de Stores Tyrannie, saa havde de offentligen sat sig imod ham, og stødt ham fra Thronen for at ophøje en anden, der i al Ting kunde føje dem i deres Ambition. Det var derfor Almuen Magt paaliggende at tage sig deres Friheds Beskytter an, og der i efterfølge Skaaningernes Exempel, hvilke han roser for deres Troeskab og Tapperhed.

Søren Norbys berømmelse.

Han beder dem i alting at giøre Herr Søren Norby Bistand, og ved den Lejlighed taler stort og prægtigt om samme Mand, og det ikke uden Aarsag, thi faa have ladet see større Troeskab mod deres Herrer. Han saae Kong Christian forladt af alle, saa at der var intet Haab til hans Tilbagekomst; Kong Friderik derimod bestyrkedes meere og meere, stoed i Alliance med Hansestæderne og Sverrig, havde giort sig begge Rigerne Dannemark og Norge underdanige, saa at der ville en ugemeen Magt til at rykke ham af Sadelen. Ikke desmindre blev han dog ved at hænge til det svageste Parti, opoffrende sin Fred og Velfærd for at conservere sin Troeskab.

Efter at Skaane nu var bragt i saadan Tilstand, Landet udplyndret, og een Deel Herre-Gaarde lagte i Aske, og intet uden Malmøe tilbage for Kong Friderik, affærdigede Adelen, som var indsluttet i samme Stad, Breve til Kongen, forestillende ham Landets Nød, og begiærende hastig Undsættning. Kongen, som da var til Gottorp, hvor han gemeenligen opholdt sig, da han fik Tidender derom, lod han beramme en Dag til Segeberg, hvor hen de Wendiske Stæders Gesandtere ogsaa bleve forskrevne efter Forbundets Indhold.

Johan Rantzow skikkes med en Krigs-Magt til Skaane.

Og blev da besluttet at Stæderne skulde sende nogle Skibe udi Sundet for at giøre Landgang paa Skaane. Johan Rantzow blev affærdiget med nogle Ryttere til Lund, og havde Ordre at samle Folk sammen udi Siælland, og dermed fra Kiøbenhavn at begive sig til Malmøe. Men, da han kom for Kiøbenhavn, vilde Borgemester og Raad ikke tilstede alt hans Folk paa een gang at komme ind udi Staden, hvorudover han maatte skikke en Hob efter en anden for at overskibes til Malmøe. Felt-Herren fortrød vel heftigen paa, at saadant skulde ham vederfares (203) udi Kongens egen Stad, og i saadant vigtigt og Riget Magt paaliggende Ærinde, men han maatte denne gang bide i det suure Æble, og beqvemme sig der til, og finder jeg ikke at Kongen hevnede denne Uhøflighed, hvilket gir tilkiende at hans Regimente maa ikke have været meget absolut. Det Folk som Johan Rantzow bragte over til Skaane beløb sig ikke meere end til 1000 Fodgængere og 300 Ryttere, hvilke, endskiønt de bleve formeerede af Besættningen udi Malmøe, ingen synderlig Krigs-Hær kunde udgiøre, hvorudover man var Raadvild hvad man skulde giøre, helst efterdi Fienderne havde bemægtiget sig Lund, hvor de laae med en Krigs-Magt af 8000 Mænd af Soldater, Borgere og Bønder under Mauritio den saa kaldte Junker af Oldenborg. (a) Efter at de der over havde holdet Krigs-Raad udi 2 Dage til Malmøe, blev der besluttet at gaae Fienden i møde, hvilket ogsaa skeede, og rykkede de op den 7. April med deres heele Magt mod Lund, under Anførsel af Johan Rantzow og Tyge Krabbe. (b)

Slag ved Lund.

Da Fienderne bleve Kong Frideriks Folk var, begave de sig alle ud af Lund og sloge en Vognborg omkring deres Krigs-Hær, hvorpaa var et Hull, som Rytterne kunde løbe ind og ud af. Mellem de Ryttere som ginge ud af samme Vognborg og Kong Frideriks Folk, blev strax holden en Treffning, hvor udi de sidste efter en halv Times Fegtning finge Overhaand, dreve dem ind udi Lejren igien, og forfuldte dem med saadan Eftertryk, at de trængde sig ind med de Flygtige igiennem Vognborgen, og erholdte en fuldkommen Sejr. Udi denne Treffning bleve 1500 fiendtlige Ryttere slagne, og 500 Fodfolk fangne, og Kongen udi Holsten tilskikkede; af Bønderne savnedes hen ved 3000. Efter Slaget erobrede Kong Frideriks Folk Lund, hvor de ihielsloge hen ved 60 (204)

(a) Han var Greve Johannis af Oldenburg u-ægte Søn. Vid. Hamelm. Chron. Oldenburg. pag. 236.

(b) Chytr. Saxon. lib. 9. henfører dette til Aar 1524. hvilket synes en Vildfarelse, Hamelm. Chron. Oldenb. pag. 237. siger, at Kong Friderik efter denne Action blev kroned udi Dannemark og Norge udi sin Alders 46. Aar, hvor udi er 3. store Vildfarelser; thi (1) skeede Kroningen Aaret tilforn. (2) blev han aldrig kronet i Norge. (3) Var han over 50. Aar, førend Kong Christian undvigede Rigerne.

Borgere, som mestendeel bleve udtrokne af Dom-Kirken, hvor de havde taget deres Tilflugt. Søren Norbye, som paa samme Tid belejrede Helsingborgs Slott ved Sundet, da han fik Tidender om dette Nederlag, brød han op med sin Lejer den 28. April, og begav sig udi største Hast til Landskrone, hvor der stødte til ham 2000 af de Flygtige af Lunde Slag, hvilke han forstak iblant sine Folk, saa at han var i Stand at vove et nyt Feldslag. Johan Rantzow derimod som var bleven opmuntret af sin forrige Lykke, og som dagligen ventede friske Folk til Undsættning, rykte med sin sejerrige Krigs-Hær mod Landskrone, og slog sin Lejer ved samme Stad. Imidlertid holdt den flygtige (a) Otto Stissen ingen hellige Dage, men foer allevegne om i Landet, og sammen samlede hen ved 12000 Bønder, hvormed han agtede at overfalde de Kongelige og at befrie den belejrede Stad. Men Johan Rantzow, som i Tide fik Kundskab om hans Ankomst,

Slag ved Brunketoffte-Lund.

førte sine Folk den 29. April for Dagen ud af Lejren, gik Otto Stissen i møde ved en liden Skov, kalden Brunketoffte-Lund, hvor han giorde et stort Nederlag paa de Skaanske Bønder igien, erholdt en fuldkommen Sejer, og derpaa gav sig tilbage for at continuere Belejringen for Landskrone; Og, som Otto Stissen udi dette Slag tog hastig Flugten, og lod Bønderne staae i Stikken, blev der giort en Viise over ham, saa lydende:

Otto Stissen med sin blakkede Hæst,

Det sagde Palle vor Grande,

Jeg troer at Skoven er os best

Han lakked flux efter de andre.

Efter Slaget gik man løs paa Bønderne, og ihielslog saa mange som man kunde treffe, indtil Anførerne maatte byde dem holde inde med videre Mord, anseende den arme Almue som uskyldige Folk, der af Løfter og sød Tale havde ladet sig forføre, saa at man gav alle de Bønder frit Lejde, som vilde gaae udaf Skoven. Otto Stissen fanges.Da maatte de sværge og hylde Kong Friderik paa ny, og forbinde dem til at overlevere Otto Stissen, hvilket ogsaa skeede, thi (205)

(a) Manusc. Skibyens.

de bragte ham kort der efter til den Kongelige Lejer, og dermed dempedes dette Oprør, thi Søren Norby, saasom han saae sig omspendt af saa mange Ulykker, og derforuden frygtede at geraade udi Hungers-Nød, foreslog Freds-Conditioner med Feld-Herren Johan Rantzow, og de andre Anførere, hvilke ogsaa ikke fandtes utilbøjelige der til. Indbyggerne af Landskrone maatte da begive sig udaf Staden til Lejren, og der efter giort Knæfald, bede Kong Friderik om Naade, og overgive Staden. Med Søren Norby blev saaledes forhandlet at han skulde afstaae Gulland til Kongen, og derfore til Vederlag bekomme Sølvitzborg til Forlehning,

Søren Norbye aflægger Troeskabs-Eed til Kong Friderik.

item, en Hob Penge til hans Krigsfolks Besoldning, hvilke Vilkor han da imodtog, og paa ny aflagde Troeskabs-Eed til Kong Friderik udi Kiøbenhavn. Her udi har Hvitfeld efterfuldt David Chytræum, men differerer fra ham i Aars Tallet, thi denne sidste Scribent siger at dette Skaanske Tog skeede 1524 førend Wisborg blev belejret af Bernard von Melen, men Historien viiser at han ikke har kunnet tænke der paa, førend han fik bemeldte von Melen af Halsen, og Belejringen ophævet, og at det derfor maa være skeet Aaret derefter, nemlig 1525. Efterat dette Forlig med Søren Norby var sluttet, blev Herr Otto Krumpen, (a) paa de Danskes, og Kort Vebbekuk paa de Lybskes vegne med nogle Skibe affærdigede til Gulland, Søren Norby fuldte ogsaa med for at overlevere Landet med et fuldkommen Inventario. Da de komme paa Landet, søgte Amiralen at komme først op paa Wisborgs Slott, men Otto Krumpen hindrede ham der udi, saasom han havde Aarsag at frygte for ny Ulejlighed. Han lod der paa hente 6 Gißler af Slottet til Forsikring, og lod siden Amiralen skikke did hen, hvilken strax handlede med Besættningen om Slottets Overgivelse, Overleverer Gulland.

og overgav det i de Danskes Hænder; Gullands Indkomster bleve der paa givne de Lybske paa 4 Aar for at fornøje dem for deres Fodring, og fik Henning Ahlefeld, som Slottet blev betroet til, Ordre at hæve Landets Indkomster, og levere dem til de Lybske. Men denne Foreening varede ikke længe, (206)

(a) Hist. Gust. I. per Eric. Georg. hvor den heele Handel henføres til Aar 1525.

thi 9 Aar der efter forundte Kongen dem for Krigens Bekostning Borringholm paa 50 Aar. (a)

Det Oprør som Skaaningerne havde stiftet vilde Regieringen ikke for Exempels Skyld gandske lade være u-straffet,

Amiral Norbys videre Fata.

thi de bleve straffede med Penge-Mulct, som kand sees af den Qvittance Hr. Tyge Krabbe Dannemarks Riges Marsk der paa siden har taget. Hvad Søren Norby ellers videre angik, da, saa snart han var kommen til Sølvitsborg, besværgede han sig for Rigets Raad over Hr: Otto Krumpen, efterdi han havde anholdet ham 4 Dage udi Byen: Han affærdigede ogsaa et Klage-Brev til Kong Friderik. (b) Raadet søgte at stille ham tilfreds og lovede at Sagen skulde blive forhørt, naar Kongen kom tilbage fra Gottorp. Men, som Norbys Hierte stedse var henvendt til Kong Christian, saa kunde han ej heller længe holde sig still; thi han begyndte i Blegind atter at bygge Skibe, og udruste et gammelt Lybsk Vrag for at uroelige Søen. Hvorudover, da der indkomme nye Klage igien, søgte man med Behændighed at forraske ham. Man skrev ham til, at Kongen forlangede at have Samtale med ham om noget af Vigtighed, som mod Foraaret skulde foretages, og begiærede at han vilde forføje sig til Hoffet. Men Norby, som ikke troede Freden, undskyldte sig derfor, hvorudover han blev stævnet at møde for Rigets Raad at svare til de Beskyldninger, som Søefarende Folk giorde imod ham, og, som han ikke trøstede sig til at møde for Retten, flygtede han af Riget. Hvad Avantures denne Mand siden havde, derom er talt tilforn, hvorfore jeg det her igien ikke vil oprippe. Han var en troe Tiener af Kong Christian, og en af de største Søe-Helte som Norge har produceret, thi Chytræus de Tiders Skribent vidner, at han var af en fornemme Norsk Familie. (c) Men der hos en farlig og urolig Mand, og en Skræk baade for Dannemark og Sverrig. Det synes ogsaa, at han har haft (207)

(a) Vid. Peters. Chron. Holsat. part. 4. hvor denne Skaanske Krig udførligen fortælles, og hvor af Chytræus saa vel som Hvitfeld har betient sig.

(b) Literæ Severini Norby ad Frid. I. dat. Sylvitzborg: Sabbato proximo post fest. Corporis Christi, apud Eric. Georg. in Hist. Gust. I. pag. 125.

særdeeles Anslag mod Sverrig, og at han til den Ende forlovede sig med Frue Kirstine, Steen Stures Efterleverske, hvorvel bemeldte Frue saadant efter hans Undvigelse aabenbare nægtede udi en Skrivelse til Knud Pedersen, (a) hun tilstod alleene eengang at have skrevet ham til, at, hvis hun nogensinde tog den Resolution at gifte sig igien, skulde han være den som hendes Sind meest vilde falde til.

Item Otto Stissens.

Saasom da Hr. Søren Norby var af slige Qvaliteter og ikke mindre farlig Fiende end troefast Ven, saa saae Kong Friderik ikke u-gierne at han flygtede af Riget. Hvad hans Tilhænger Otto Stissen angik, da har jeg fortaalt, at han af de Skaanske Bønder blev overleveret, og ført fangen til Kongen. Mange, som han havde tilføjet Skade, stode ham da efter Livet, sær Knud Pedersen Gyldenstierne, hvis Gaard Liungby han havde afbrændt. Den samme udvirkede ogsaa at han blev dømt til at rettes. Men han reedede sig ud af denne overhængende Ulykke ved saadant Paafund.

Et listigt Paafund.

Han foregav at en stor Skat af Arabisk Guld og andre kostelige Clenodier var hemmeligen nedgraven i Jorden af Kong Christian førend han forlod Rigerne: Den samme Skatt vilde han viise, hvis han maatte benaades paa Livet. Herudover blev Executionen forhalet, og han blev nogen Tid siddende i Fængsel. Imidlertid arbejdede hans Maitresse Allhæd en Præste-Dotter af Norge med stor Iver paa hans Befrielse. Hun rejsede allevegne om i Tydskland, og formaadde adskillige Førster at intercedere for ham. Søren Norby som endda var i Riget, giorde og alt hvad han kunde dertil. Han foregav at ved sidste Forliig ham og alle hans Tilhængere var lovet Fred og Sikkerhed, og paastoed, at Gulland maatte ham igien gives, hvis Forligs-Puncterne ikke maatte holdes. Dette altsammen foraarsagede, at Otto Stissen blev benaadet paa Livet med de Vilkor, at han skulde tiene Kong Friderik sin Livs Tid. Efterat han saaledes havde faaet sin Fred igien, begyndte man at leede efter det Arabiske Guld; men, som det ingensteds var at finde, og Otto Stissen sagde, at det maatte være forflyttet, merkede man, at det var et listigt Paafund for at vinde Tid, og blev den gode Knud Gyldenstierne for sin Lettroendhed (208)

(a) Lit. Christinæ ad Canut. Petri Wadsten. 1526.

højligen beleed. Hr. Niels Brade derimod, en anden af Søren Norbyes Tilhængere havde ikke den Lykke, thi, saasom han blev overbeviist at have hiulpet til at oprejse Almuen i Skaane, og Otto Stissen selv aflagde Vidnesbyrd imod ham, blev han sterkt eftersatt, hvorudover han for at redde Livet, flygtede af Riget: Men, da han nogle Aar derefter kom til Ysted igien, blev han greben og halshuggen paa gammel Torv i Kiøbenhavn, og blev hans Gods soldt og afhendet til Adelen.

Medens den Landflygtige Konges Tilhængere saaledes arbeidede paa at reise hans Sager udi Riget igien, opholdt han sig selv mestendeels til Lyre i Ost-Frisland, hvilket sees af hans Breve daterede 1525 sammesteds. Det første udi April til Søren Norby, hvorom tilforn er talet,

Christiani 2. Brev til Johan Wendeland.

og det andet til Borgemesteren af Dantzig Johan Vendeland. Udi dette sidste Brev giver han tilkiende den Fornøjelse han havde faaet over Reformationens Indførsel udi Dantzig. I samme Brev (a) bekiender han sine Synder, som han i sin Velmagt har bedrevet, og tilstaar at det er Guds Straf, som ham er vederfaret. Han tilstaar deri offentligen at have antaget den Evangeliske Lærdom, men, som han der hos beder, at de Dantziger i den Henseende, saasom de nu bekiende samme Troe, vilde arbeide paa hans Tilbagekomst i sine Riger igien, kand man have denne Bekiendelse mistænkt, og holde for at den grundede sig paa verdslig Interesse. I det Øvrige er dette Brev skrevet saa bevægeligt, at Hans Mikkelsen Borgemester udi Malmøe lod det siden trykke med en Fortale. Men, da Brevet blev ved Trykken publicered, lod Bisperne i Dannemark der imod forfatte et Svar ved Paulum Eliæ, hvorudi Kong Christians Omvendelse afmales med sort Farve. Der udi criticeres ogsaa bemelte Hans Mikkelsens Danske Oversættelse af det Nye Testamente med grove og plumpe Expressioner, saa vel mod Kongen som mod Borgemesteren. Samme Skrift er trykt til Rostok kort der efter.

Af Christiani 2. Brev til Johan Vendeland sees at han intet forsømmede, som kunde befodre hans Tilbagekomst, og at han (209)

(a) Lit. Christ. 2. ad Johan. de Vendeland de dato Lyræ Nonis Decembr. 1525.

i den Henseende giorde Ansøgning; saa vel hos smaa som store Potentater, saa vel hos Riger, som Republiquer, men alt forgiæves. Det syntes nu ogsaa at all Forhaabning var ude efter de Ulykker han havde haft i Skaane, og Søren Norbys Undvigelse. De andre hans Befodrere havde ej heller bedre Lykke.

Claus Kniphoffs Bedrifter.

Een ved Navn Claus Kniphof, den bekiendte Jürgen Mynters Stedsøn i Malmøe, søgte ogsaa at foruroelige Søen, og paa Kong Christians vegne at plage saa vel Kong Frideriks Undersaatter, som Hansestæderne, den samme var hemmeligen understøttet af Regentinden Maria udi Nederlandene, Caroli 5. Søster. Han krydsede under Norge, og bemægtigede sig adskillige Skibe fra Bergen. Han lagde sig ogsaa for Bergens Slott, og agtede at bemægtige sig saa vel Staden som Fæstningen. Efter at han længe havde flakket om i Søen, og tilføjet stor Skade, blev han endeligen overfalden af nogle Hamborgske Skibe, hvilke bragte ham fangen til Hamborg, hvor han tillige med 73 af hans Tilhængere blev rettet.

Han bliver fangen og rettet.

Fru Maria skikkede en Gesant til Hamborg for at intercedere for ham; Men Hamborgerne ilede med Executionen, saa at han var rettet førend Legaten fik Audience. Hans Stedfader Jürgen Mynter giorde ogsaa en Reise til Hamborg for hans Befrielse, og bragte en stor Sum Penge med sig for at kiøbe ham løs, men forgiæves, hvorudover han for samme Penge funderede en Almisse til Malmøe, hvilken Hvitfeld vidner i hans Tid endda at have været uddeelt. Dett største Skaar som Kong Christian ellers leed dette Aar var Dronning Elizabets Død.

Dronning Elizabets Død og Characteer.

Samme dydige Princesse døde udi Begyndelsen af Aaret, nemlig den 19. Januarii til Gent. Hun var i Henseende til hendes Byrd og store Qualiteter værd langt anden Skiæbne, end den hun maatte udstaae. Til Beviis paa hendes Dyd og Bestandighed tiener dette: At, endskiønt hun i sit Egteskab havde mange fortrædelige Timer, saa vel i Henseende til Christiani 2. Vredagtighed og vanskelige Sind, som i Henseende til hans Gallanterier med Dyveke, saa dog forlod hun ham ikke i hans Elendighed, men præfererede den Kiærlighed hun var sin Egtefælle skyldig for Scepter og Krone; thi det er troligt, at, hvis hun vilde have forladet ham, og blive (210) tilbage i Riget for at befodre hendes Søn Johan, havde Kong Friderik faaet en haard Nød at knække; thi hun var særdeles elsket af de Danske, og bemelte hendes Søn var en Prinds af stor Forhaabning, og som de Geistlige vidste, at han vilde blive en Beskytter af den Romerske Religion, hvorudi han med stor Flid af Dronningen var opdragen, havde de i saa Fald ikke gaaet ham forbi, for at antage en bedaget Herre, som holdtes for at inclinere til Lutheri Lærdom. Ikke at tale om at de ved Sønnens Antagelse havde undgaaet den Eftertale, som den store Opstand mod Faderen foraarsagede. Men Dronning Elizabeth, som agtede det højre at føre Navn af en dydig Ægtefælle, end en mægtig Regentinde, satt alle disse Forfængeligheder til Side, fuldte sin betrængte Herre i Landflygtighed, og underkastede sig frivilligen alle hans Ulykker. Paa hendes Moderation gav besynderlig Prøve hendes Opførsel mod den gamle Sibrit, med hvilken hun for Kongens skyld holdt gode Miner, skiønt bemeldte Dame bar undertiden saa liden Høflighed for hende, at hun endogsaa bebreidede hende hendes Frugtbarhed, hvorved Landet blev besværget med Junkere; Skiøndt det er troligt at hun selv har ogsaa haft nogen naturlig Kierlighed til denne Qvinde, eendeel efterdi hun var fra Holland, eendeel ogsaa efterdi hun var et stort Genie, og det Kongelige Huus troe. Hun var ellers en nyttig Dronning for Dannemark, afværgede meget Ondt, som var i Gierde, og synes at have haft Haand med udi de nyttige Forordninger Kongen giorde for Handelens Opkomst; thi, saasom hun havde Hollandske Principia, saa indprentede hun Kongen Kierlighed til Kiøbstæderne, hvorudi Sibrit var hende ikke lidet behielpelig. Det legges vel af nogle hende til Last, at hun opfyldte Landet med Hollændere, og at hun vilde have stiftet en Hollandsk Colonie udi Helsingøer. Men jeg veed ikke om Landet havde tabt meget derved; thi, naar et Rige skal fyldes med Fremmede, er det bedre at de samme ere habile, arbeidsomme og hurtige Folk, end Pralere og Ædere. I det ringeste havde Kiøbenhavn ingen Skade af den Colonie, som hun stiftede paa Amager, hvilket Land er bleven Hoffets og Kiøbenhavns Kiøkken. Kort at sige: Dronning Elizabeth var den kost (211) bareste Dronning Dannemark nogen Tid haver haft. Og kunde ingen Potentat paa de Tider giøre fordeelagtigere Partie, thi hun var en mægtig Konges Datter, og en stor Kejsers Søster, og ved hendes store Byrd tilbragte Riget styrke, og Kongen Anseelse, ikke at tale om den store Brudeskatt hun førdte med sig, hvis lige aldrig tilforn har været seet udi Dannemark, og, som hun tillige med Rigdom bragte med sig Modestie og Tarvelighed, saa kunde derfore dette Rige ikke anderledes ansee hende end en Himmelens Gave, og alle rettsindede Danske kunde ikke andet end gremme sig over hendes Ulykke. Hendes Gravskrift, (a) som blev giort af den Kongelige Vice-Canceler Cornelio Sceppero, indeholder et kort Begreb af hendes Levnet. Det samme findes hos David Chytræum, hvilken vidner at have fundet det iblant sin Sviger-Faders Papirer, men kand formedelst dets Vitløftighed her ikke anføres. Der anføres ellers af samme Autor et Kortere saaledes lydende:

Dania me coluit, pulsam Germania vidit

Primum ortum dederat terra Brabanta prius,

Nulla harum potuit morientem cernere, sed quæ

Ganda habuit mentem, nunc quoque corpus habet.

Hertug Christian giftes.

Ellers var dette Aar mærkværdigt formedelst tvende Giftermaal. Det eene mellem Hertug Christian Kong Frideriks Søn, og Dorotheam Hertug Magni af Saxen Dotter. Bryllupet stod udi Lavenborg. Vor Historicus siger at dette Parti var Kongen imod, men anfører ikke Aarsagen der til. Det andet blev sluttet mellem Kongens Dotter Dorotheam,

Item Princesse Dorothea.

og Hertug Albert af Preudsen, hendes Brudeskatt var 15000 Gylden, som Kongen gav hende med de Vilkor at han skulde sige sig fra alle de Prætensioner, han derved kunde have erhvervet paa Riget, hvorved er at merke, at Dannemarks Raad ved slige Præcautioner gav tilkiende at deres Vallrettighed var ikke saa klar, som de ellers foregave, iligemaade, at der da maa have været en ond Penge-Tid udi Riget, thi jeg har tilforn antegnet at den reglerede Summa endogsaa blant Tydske Førster paa de Tider var 30000 Gylden. (212)

(a) Chytr. Saxon. Lib. 11.

Hvad udenlandske Sager angaar, da findes derom intet merkværdigt antegnet dette Aar. Jeg seer alleene at Kongen, hvorvel han kunde have Aarsag at see Kiøbenhavn an med nogen Vrede, saa vel i Henseende til den haardnakkede Belejring af 7. Maaneder, som til den Uhøflighed samme Stad lod see mod hans Felt-Herre Johan Rantzow, saa haver han dog forundet Staden Kronens Rettighed udi Særsløv Bye og Mark uden for Kiøbenhavn, (a) Roskilde Capitel afhændede siden til Kiøbenhavns Magistrat sex Boel Jord udi fornævnte Særsløv til ævig Ejendom for 1800 Danske Mark. (b)

1526.Efterfølgende Aar 1526 begyndte man paa nye at handle om den Landflygtige Konges Restitution, adskillige Midler bleve da foreslagne til Forliig. Hertug Albert af Meklenborg giorde Forslag om en stor Sum Penge, som skulde gives Kong Christian, hvilket Forslag dog ikke blev antaget, thi man frygtede, at, hvis han fik saa mange Penge, vilde han anvende dem paa at bringe en nye Krigs-Hær paa Beenene. Hertug Henrik tog sig paa Kong Christians vegne Sagen siden an. Efter at han forgiæves havde ved Skrivelser forsøgt at forlige Parterne, reisede han selv til Pretz Kloster,

Adskillige Freds Forslag for Kong Christian 2

og der giorde Kong Friderik Proposition om nogle Slotter og Lehns Overdragelse til Kong Christians og hans Søns Underholdning. Dette blev uden Betænkning reent afslaget, saasom man ikke holdt det raadeligt at lade en landflygtig Konge, der endda havde mange Venner, fæste Fod i Riget. Eftersom dette Anslag intet Bifald fandt, slog han et andet Middel for, nemlig at kiøbe Kong Christian og hans Søn et Slott eller Ejendom udenlands, som de kunde beholde deres Livstid, og at samme Slott efter deres Død skulde tilfalde Selgeren igien. Eller, om man derudi ogsaa ingen Smag fandt, da at give den landflygtige Konge en aarlig Pension til sin Underholdning. Til disse sidste Forslag begyndte Kong Friderik at rekke Øren, og sagde, at det kunde være giørligt, hvis Kong Christian derimod vilde skaffe Caution for (213)

(a) Cessio de dato Hafn. postridie Bartholomæi 1525.

(b) Act. Roschildiæ die St. Agathæ 1527.

hans videre Forhold mod Riget herefter, paa det at man kunde komme udi fuldkommen Sikkerhed. Herudover begyndte man at arbeide paa en Congress. Fra Pretz skrev bemeldte Hertug Henrik til Churførsten af Sachsen, og begiærede at han tillige med Hertug Albert af Meklenborg vilde være Underhandler. Kong Friderik skrev det Danske Raad til, at der maatte udvelges 4 af deres Collegio der denne Congress kunde bivaane, iligemaade at de vilde lade ham viide hvad Land-Skatt og Hielp enhver saa vel af den geistlige som verslige Stand vilde give der til; saasom der behøvedes en anseelig Sum Penge til at kiøbe et Slott eller Landskab den Landflygtige Konge til Underholdning.

Congress til Lybek.

Churførsten af Sachsen paatog sig villigen saadan Mediation, og blev der endeligen berammet et Mode til Lybek, hvor der lode sig indfinde mange fremmede Gesantere og eendeel af Dannemarkes Raad. De Danske Deputerede havde en temmelig ample Instrux blant andet at Hertug Johannes Christiani 2. Søn kunde efter Kong Frideriks Død antages til Konge, naar der maatte stilles nøjagtig Caution, at han ikke skulde følge sin Faders Fodspor, og at han ikke skulde hevne sig over dem, som havde giort Opstand imod ham. Hvad Førstendommerne, item Norge angik, indeholdt Instructionen at bemeldte Prinds Johannes kunde beholde Norge alleene, hvorvel Kong Friderik og hans Arvinger tilkom den halve Deel af samme Rige, som Dansk Konge Barn. Derimod skulde han lade Kong Frideriks Arvinger beholde begge Førstendommerne med Dytmersken alleene. Imidlertid, medens Kong Friderik levede, skulde Prinds Johannes nyde en aarlig Pension af Riget, indtil Kronen ved Kong Frideriks Død kunde ham tilfalde. Saadan Instrux bragte de Danske Deputerede med sig til den Lybske Congress, hvilken vitløftigen anføres af Hvitfeld, skiønt samme Skribent taler aldeeles intet om, hvad, som paa samme Mode blev forrettet. Man seer alleene af efterfølgende Historie, at Modet maa være løbet frugtesløs af, thi der blev siden holden en Congress til Hamborg udi samme Henseende,

Item til Hamborg.

hvorudi ogsaa intet blev udrettet. Alt, hvad man kand giætte sig til, er, at det ikke har været Rigets Alvor at accordere slige Conditioner, og at man har |214været liberal i at opsætte Instructionen for at fornøje de fremmede Deputerede, men siden søgt Lejlighed at slaae andre Knuder derpaa for at giøre Congressen til intet.

Autoris Betænkning over disse Negotiationer.

Til denne Gisning fører mig saa vel den alt for liberale Instruction, som vor Historieskrivers Taushed, thi, hvorvel han ofte entrerer i en Ting, som han ikke udfører, saa skeer det dog ingensteds saa abrupte, som her, thi her præsenteres en Congress, hvorpaa alles Øjen vare henvendte, og hvortil store Præparatorier vare giordte for at bringe til Ende en af de største og vigtigste Tvistigheder, hvorudi de fleeste Europæiske Potentater vare interesserede. Congressen aabnes, Commissariernes Navne opregnes med de Danske Deputeredes Instrux, hvis Indhold kand ikke andet end opvække stor Curiositet hos Læseren. Men just, naar man tænker at entrere udi Historien af dette store Mode, begynder Skribenten at fortælle om Skoemagernes Opstand i Bergen, og derfore henfalder til andre Ting, saa at Congressen forsvinder og bliver ikke meere omtalt.

Jeg finder ej heller dette Aar nogen udenlandsk Affaire af Vigtighed, uden at Kong Friderik søgte at bestyrke sig med fremmede Potentaters Alliance. Til den

Udenlandske Sager.

Ende skikkede han Herr Magnus Gyldenstierne til Skottland for at stifte Venskab mellem det Danske og Skottske Hoff, hvilket dog ikke skeede uden med nogen Vanskelighed, efterdi Kong Christians Gesant Doct. Alexander havde været tilforn udi Skotland, og der havde recommenderet sin Principals Sag. Han giorde ogsaa Forbund med Francisco I. Kongen af Frankerige, og det uden Vanskelighed, efterdi samme Konge intet heller tragtede efter, end at vinde deres Venskab, som var Keiser Carls Fiender.

Hvad indenlandske Sager angaaer, da seer jeg af et Svar, som det Norske Raad giver det Danske om Kongens Kroning til Opslo, at det Norske Raad dette Aar maa have været anmodet om at krone Kongen, og at Kroningen maatte skee til Opslo.

Norske Sager.

Aarsag hvorfor de Danske hastede med Kroningen, og i sær, hvorfor de vilde have den forrettet i Opslo, som var Dannemark nærliggende, synes at have rejset sig af en Mistanke, at de Norske havde i Sinde at falde til Kong Christians Parti igien, og hvor om man (215) maaskee havde faaet Kundskab af Kniphoffs Breve. Den Mistanke man der om havde fattet, blev ikke lidet formeeret af det Norske Raads Svar, saasom de begierede at Tiden maatte opsættes, og et andet sædvanligt Sted til Kroningen udvælges. Tiden viisede ogsaa, at Mistanken var ikke ilde grundet.

Adskillige Anordninger Kiøbenhavn angaaende bleve giordte dette Aar. Kongen bevilgede da, at den maatte ydermeere befæstes, og med en nye Vold bestyrkes, hvortil Bønderne udi de næstliggende Herreder maatte med Hest og Vogn giøre enhver en

Adskillige Anordninger Kiøbenhavn angaaende.

Dags Arbejd. Der blev ogsaa samme Aar forordnet, at der stedse skulde være 4 Borgemestere og 12 Raadmænd i Kiøbenhavn, og ligeledes udi Malmøe, hvoraf sees, af hvilken Vigtighed og Storhed ogsaa denne sidste Stad maa have været. Der blev ogsaa besluttet, at de Tydske intet særdeeles Compagnie maatte her efter have i Kiøbenhavn, men at de skulde være i Compagnie med de Danske Borgere, hvoraf sees, at der paa de Tider maa have været et Tydsk Societet i samme Stad, ligesom i Bergen i Norge, om det samme ellers har været et Contoir af Hansestædernes Fuldmægtige skal jeg ikke kunde sige, ej heller hvorudi deres Privilegier, som de af Christiano I. bekommede, have bestaaet. Dette altsammen viiser at Kong Friderik havde en synderlig Omsorg for Kiøbenhavn, maaskee for at bringe Indbyggerne des snarere til at glemme Kong Christian. At ophæve fremmede Societeter er ikke liden Lettelse for Kiøbstæderne; thi saasom de samme Fremmede gierne blive privilegerede og nyde Exemptioner for en og anden Byrde, saa sættes de i Stand at trække all Næringen fra de andre, hvilket Erfarenhed viiser ofte at være skeet; ikke at tale om, at saadant opvækker Fortrydelse hos de andre Indbyggere, og undertiden bringer dem i Harnisk mod Regieringen, som man seer at være skeet i Bergen dette Aar, hvor Skoemagerne ikke vilde staa under Stadens Magistrat, men vilde regieres paa den samme Maade som de Tydske: De samme skreede omsider til stor Dristighed, vilde ikke alleene være fri for de sædvanlige Byrder, men toge sig ogsaa til at øve Kongelige Regalier, som at give fredløse Mænd Leide, og forfuldte Folk Protection. Det er troligt, at mange andre Handværks (216) Folk ogsaa sloge sig til dem,

De Viff-Ampten in Bergen.

efterdi deres Societet blev saa considerabelt at de udi Skrifter gave dem Titel af de Viff Ampten zu Bergen. Hvor længe ellers denne Misorden haver varet, skal jeg ikke kunne sige, det er troeligt, at det maa have holdet ved nogle Aar, efterdi Kongen da havde kun liden Myndighed i Norge.

1527. Nu træder jeg til det merkværdige Aar 1527, hvorfra kand regnes en ny Periodus udi den Nordiske Historie,

Reformationens Begyndelse.

efterdi da lagdes Grundvold til den store Reformation, der gandske omstøbede Rigerne baade udi Verslige og Geistlige Sager. Den begyndte fast ligesom paa eengang udi Dannemark og Sverrig, skiønt den udi det sidste Rige blev hastigere moed og bragt til Fuldkommenhed, end i det første; thi, man kand udi visse Maader ikke regne Reformationens Begyndelse i Dannemark førend under Christiano 3,

Aarsag, hvi den fik hastigere Fremgang i Sverrig end i Dannemark.

thi endskiøndt den største Deel af Riget bekiendte Reformationen udi Friderici I. Tid, saa stod den Romerske Kirke og Hierarchiet udi saadan Vigueur end da, at den eene Religion ballancerede mod den anden, og man ikke kunde sige, hvilken var den herskende. Udi Sverrig derimod, endskiønt Lutheri Lærdom blev der sidst bekiendt, blev dog Reformationen først ved Love etableret: Aarsagen dertil var denne: Endskiønt begge Konger havde fattet lige stor Kierlighed til Lutheri Lærdom, og begge lige meget ønskede at afkaste det Geistlige Aag, endskiøndt begge ogsaa havde lige stor Talent til at poussere saadant stort Verk, saa var dog Gustavus i bedre Stand til at bringe det hastigere til Fuldkommenhed, saasom hans Myndighed var større i Sverrig, end Friderici udi Dannemark; thi den første var anseet som en Mand der af Gud paa en særdeles Maade var udvaldt til den Svenske Nations Beskytter, efterdi, da alle zittrede og bævede for Christiani 2. Magt udi Sverrig, understoed han sig, hvorvel en ung og simpel Herremand, at plante sin Standart mod een af de mægtigste Monarcher. Jo daarligere saadant Foretagende i Begyndelsen blev holdet, jo større Anseelse forhvervede det Autori, hvilken blev anseet som en Miraculeux Mand, der havde giort umuelige Ting muelige, og derfore agted af alle Svenske, uden nogens Modsigelse, den Værdigste at beklæde den Svenske Throne.

Første Aarsag.

Og, saasom han ved særdelis Meriter (217) havde erhvervet sig meer Anseelse end nogen Konge i Sverrig, saa var han ogsaa i Stand at foretage større Forandringer end nogen af hans Formænd. Kong Friderik derimod, skiøndt han ligeledes havde giort sig meriteret udi Dannemark ved at befrie Riget fra Kong Christians Regimente, saa dog kand man sige, at han alleene fuldte Strømmen, og gik den Vej til Thronen, som hand ved en almindelig Opstand havde fundet banet for sig, hvorfore ogsaa hver Adelsmand ansaae sig som hans Velgiører og Promotor, og han selv, som den der havde alle Obligation, maatte lade sig nøje med den Myndighed, som man fandt for got at unde ham; ja, han maatte udi all sin Regierings Tid gaae varligen frem, og derfore ikke var i Stand at poussere Reformationen med den Iver, som Gustavus. Derforuden var ogsaa en anden Aarsag, som meere og hastigere kunde promovere Reformationen i Sverrige, thi Geistligheden havde i samme Rige udi lang Tid spillet saadanne Tragœdier,

Anden Aarsag.

at Almue og Adel begyndte omsider at faae Afskye for Bisperne, og at ansee dem som Landets Fiender og Ødeleggere, hvorudover ogsaa Gustavus, førend han vilde antage Kronen, betingede sig forud dette: at Bispernes Magt maatte blive indskrænket. Udi Dannemark derimod havde Bisperne været meere roelige, og derfor ikke vare blevne saa forhadte, som de udi Sverrig, hvorudover det ogsaa var vanskeligere at bryde løs med dem i dette Rige, og maatte man derfor give Tid, og lade fast det heele Land blive reformeret, førend man torde gaae aabenbare til Verks med Bisperne. Saasom nu Reformationen blev først stiftet i Sverrig, vil jeg først korteligen røre derom, førend jeg træder til Reformations-Historien af dette Rige.

Reformations-Historien udi Sverrig.

Strax efter Gustavi Ankomst til Regieringen, begyndte den Evangeliske Religion, at udbrede sig i Sverrig, og allerførst udi Stokholm, Suderkiøping og Calmar, hvor adskillige Tydske Kiøbmænd bragte Lutheri Skrifter med sig. Samme Religion blev videre udbredet ved nogle Svenske Studenteres Tilbagekomst fra Wittenberg, hvor de havde studeret. Blant dem var den fornemste Mag. Olaus Petri af Nerike, hvilken udi nogle Aar havde hørt Lutherum, og ved sin Tilbagekomst blev Canonicus til Strægnes, (218) og Biskop Matthiæ Protonotarius. Saa længe som Bispen levede, turde Mag. Olaus ikke lade sig merke med de Tanker han havde om Religionen, men efter Matthiæ Død, medens Bispe-Stoelen endda var ledig, begyndte han hemmeligen at aabenbare sine Venner hvad han havde lært af Luthero til Wittenberg, og gav dem Lutheri Skrifter at læse. Han bragte saaledes mange paa sin Meening, besynderlig Archidiaconum Lars Andersen, under hvis Protection han offentligen begyndte at prædike, og som der udover den heele Stad blev bragt i Bevægelse, og deelt i Partier, kom Sagen for Gustavi Øren. Kongen, som intet heller ønskede end at see Bispernes Magt og Hoffmod dempet, hørte saadant ikke u-gierne an. Dog understod han sig ikke strax at tage Parti, men holdt raadeligt at sidde nogen Tid stille, for at ansee hvad videre Virkning disse Tvistigheder vilde have. Da Pave Adrianus 6. fik at høre denne Handel af Johanne Magno, som havde været hans Tilhører i Løven, skikkede han bemeldte Johannem, som Legat til Sverrig, for at hindre Lutheri Lærdom, og tilligemed at befodre den fordrevne Gustav Trolles Sag. Imidlertid begyndte Bisperne at blive heel traadsige mod Kongen, og understod sig Bispen af Westeraas at tilskrive ham oprørske Breve, hvorudover Gustavus lod ham sætte fra hans Embede. Men dette tienede kun til at kaste Olie i Ilden, saa at de ophidsede den Pavelige Legat Johann. Magnum at forlange af Kongen, at han under Livs og Godses Forliis skulde forbyde Svenske Undersaatter at indføre Lutherske Bøger. Men Kongen, langt fra at føje ham der udi, lod her og der beskikke til Pastores adskillige Personer, som vare komne fra Wittenberg, og blev da Mag. Olaus Petri Pastor til den store Kirke i Stokholm, og gav uttrykkeligen Biskop Brask af Linkiøping, som var den traadsigste af alle Bisper, tilkiende, at man ikke kunde give de Lutherske Protection.

Kongen tog sig derpaa for, at rejse alle Rigets Provincier igiennem, for at eftersee hvordan man forholdt sig saa vel udi Geistlige, som i Civile Sager; Thi der havde udi Anledning af Lutheri Lærdom rejset sig adskillige U-roeligheder hid og did udi Riget, efterdi adskillige, som vilde reformere efter deres egne Hoveder, vare (219) faldne udi Extremiteter, som ginge indtil Fanatismum. Saaledes havde det Aar Kongerne vare tilsammen udi Malmøe, adskillige Svermere, blant hvilke de fornemmeste vare den bekiendte Knipper-Dolling med Melchior Rink, faaet Tilløb af Svenske,

Vederdøbere i Stokholm.

og bemægtiget sig St. Johannis Kirke udi Stokholm, hvor de havde nedbrudt Billederne, og udfejet Kirkens Ornamenter; Hvorfore Kongen ved sin Tilbagekomst lod dem fængsle, og siden fordrive af Landet. Saasom nu saadant foraarsagede stor Forargelse, paatog Kongen sig en Reise for at visitere Kirkerne, havende med sig Mag: Olaum Petri. Paa denne Rejse lod Kongen give tilkiende, at hans Tanke var at reformere Kirken udi Sverrig efter Lutheri Lærdom, og at det samme skulde skee ordentligen, og med Moderation, saa at ingen skulde deraf tage Lejlighed at extravagere og henfalde i Extremiteter. Dette stod den Romerske Geistlighed ikke an, hvorudover, da Kongen kom til Upsal, lod samme Stads Erke-Bisp tillige med Canonicis tilkiende give den Fortrydelse de bare derover. Kongen derfor lod udi samme Stad anrette en Disputatz, hvorudi han selv præsiderede.

Offentlig Disputatz om Religionen.

Udi denne Disputatz blev ovenmeldte Olaus Petri udvaldt til at forsvare Lutheri Lærdom, og Doct: Peder Galle blev antagen til at forsvare den Romerske. Den Svenske Historie siger, at Olaus Petri da erholdt Sejr, og bleve derpaa 12 Religions Spørsmaal forfattede, og af Kongen skikkede til lærde Folks Erklæring i Sverrig. (a) Disputationen mellem D: Galle og Olaum Petri blev ogsaa trykt.

Mode til Upsal for Religionen

Endeligen udi det Aar 1527 den 18 Maji som var St. Eriks Fest, lod Kongen forskrive til Upsal alle Rigets Stænder, og der offentligen gav dem tilkiende, at han havde i Sinde at reformere Religionen, og afskaffe de Misbrug, som havde indsneget sig udi Kirken. Han gav tillige med tilkiende, at hans Forsætt ogsaa var, at reducere til Rigets Nytte Bispernes og Geistlighedens overmaade store Indkomster, som tienede til intet andet end at føde deres Vellyst og Hofmod, og at svække Riget, lovede derimod at lade dem beholde saa meget, som kunde være tilstrækkeligt til deres skikkelige Underholdning. Denne Proposition var et Tordenslag (220)

(a) Vid. 12. qvæstiones apud Eric. Georg. Hist. Gust. I. part. 1. pag. 101.

for Bisperne, hvilke ved Doct: Peder Galle og Jørgen Thursøn Provst i Upsal lod Kongen svare: at ingen kunde fratage dem deres Indkomster og Herligheder, som de have bekommet af Kejsere, Konger og Førster, uden at forfalde i Kirkens Band. Derimod blev svaret paa Kongens Vegne, at de som lære GUds Ord retteligen, ere dobbelt Ære værde, men de som tiene GUd hverken med Ord eller Gierninger, fortiene ikke at fødes paa Rigets Bekostning. Kongen var derforuden i den Tanke, at, om nogen af Vildfarelse eller uden Aarsag havde bortgivet Indkomster, Riget til Svækkelse, vare Efterkommerne ikke forbundne til at holde saadanne Løfter. Man skulde aldrig beviise af GUds Ord, at Bisper havde Rett til at øve Verdslig Myndighed, og at sætte sig op mod deres Konger, som var skeed udi Sverrig, hvor de tit havde bragt Riget udi yderlig Fordervelse.

Paa samme Rigsdag tildrog sig ellers noget, som ophidsede Kongen end meere imod Geistligheden; Erke-Bispen af Upsal anrettede et herligt Giæstebud, hvorudi han lod sætte ligesaa høj Stoel for sig selv som for Kongen, og over Bordet, naar han bragte Kongen Skaalen til, skeede det med disse Ord:

Den Upsalske Erke-Bisps Hofmod.

Vor Naade bringer dette Eders Naade til. Hvorudover Kongen lod anrette et andet Giæstebud for Erke-Bispen og de andre Geistlige igien, i det han lod beramme en Disputation mellem oftbemeldte Mag: Olaum og Doct: Peder Galle om Geistlighedens Privilegier. Olaus Petri beviisede da af GUds Ord klarligen, at Geistligheden havde anmasset sig Myndighed udi Verdslige Sager, som dem ikke tilkom. Saasom de Geistlige nu stønnede ved dette, og i en Hast ikke kunde finde noget til at igiendrive disse Beskyldninger med, blev der besluttet, at det skulde staae i Kongens Magt at distribuere Geistlige Beneficia og Privilegier, ligesom han kunde finde det var nyttigt og beqvemt.

Bisperne, som ikke vilde miste noget af deres Myndighed eller fæde Indkomster, bleve herudover saa ophidsede mod Kongen, at de ikke alleene allevegne skieldede ham for en Kiætter, men endogsaa udsatte en ung Person, som de lode kalde Niels Sture, ligesom han var Steen Stures Søn, for at bringe Dalekarlene (221) til at giøre Opstand mod Kongen, hvilket ogsaa skeede, thi han vidste forunderligen at spille sin Rulle. Saa tit han nævnede Steen Sture, som han kaldte sin Fader, græd han saa bitterligen,

Dal-Junkeren.

at Dalekarlene græde med ham, og saae man dem ofte falde paa Knæe med hin anden, og bede for Steen Stures Siæl. Ved saadan Opførsel fik han (a) en Hob Dalekarle paa Beenene, og dermed giorde Indfald udi Vester-Gothland, foregivende, at det skeede for at handhæve Kirken og Troen. Kongen lod sig der af ikke skrække, blev ved sit Forsætt Religionen angaaende, og søgte i Tide at dempe dette Oprør. Men denne gode Niels Sture, som man gemeenligen kaldte Dal-Junkeren, spillede sin Rulle ikke længe, thi, som Fru Chirstina, Steen Stures Efterleverske vidnede, at hendes Søn var død længe tilforn, blev han forladt af sit Anhang, og tog Flugten til Norge. (b)

Hans Endeligt.

Efter at han en Tid lang havde lagt i Skiul udi Marstrand, blev han bragt til Rostok, hvor Raadet, som af Gustavi Tydske Secretaire Wulf Gyler var (c) advaret om samme Bedrager, lod ham Halshugge. Dette blev dog ikke der ved, men Peder, Bispens Canceler af Westeraas, og Canutus, samme Kirkes Provst, som for 3 Aar siden var formedelst Crimen læsæ Majestatis removerede fra deres Embeder, søgte ogsaa at ophidse Dalekarlene, og, som de intet hos dem kunde formaae, flygtede til Erke-Bisp Oluf af Trundhiem, som var en stor Beskytter af de Svenske Malcontenter, foregivende at det var for Religionens skyld, at de vare drevne af Sverrig. Men de bleve grebne i Norge og bragte til Sverrig igien, hvor de af Raadet bleve dømte til Stegl og Hiul. Bisperne, endskiøndt deres Anslag bleve til Vand, aflode dog ikke at foruroelige Regieringen, og, som samme Aar var dyr Tid udi Sverrig, lode de udsprede, at saadant var en Guds Straf over Landet, efterdi Kongen forandrede Religionen. Dette giorde saadan (222)

(a) Eric. Georg. hist. Gustavi I. part. 1. pag. 141.

(b) Svenske Skribentere sige at Kong Friderik hemmeligen favoriserede ham, for at faae Vigen tilbage. Men hverken Hvitfeld eller Chytræus melder noget der om.

Virkning, at Almuen vegrede sig ved at betale Skat. Men, som Kongen kiøbte nogle 1000 Tønder Korn udi Lifland, som han solte for en billig Priis, nemlig en halv Rdlr. Tønden til de meest Nødtrængende, ophævedes denne Misfornøjelse igien.

Endskiøndt alting var nu stillet, bragte dog Kongen en Krigs-Hær paa Beenene, og der med rykte til Westeraas, hvorfra han affærdigede Breve til Dalekarlene at de skulde møde ham, enten bevæbnede til Krig, eller ubevæbnede for at bede om Naade. Dalekarlene, som ikke vare vandte til deslige Complimenter, bleve af denne Kongens Fermeté gandske nedslagne, og derfore ubevæbnede lode sig indfinde. Da talede Kongen dem haardt til, og bebreidede dem deres Oprør, tilgav dem dog deres Forseelse, og lod sig alleene nøje med at straffe deres Anførere. Derpaa vendte Kongen sig til sit foretagne Verk igien, og gav Befalning allevegne til Kirkernes Reformation, sær til den bekiendte Johannem Magnum, som da var Erke-Bisp til Upsal. Men samme Erke-Bisp efterlevede ikke Kongens Ordre, hvorudover han ogsaa derfor blev haardt tiltalet. Dette foraarsagede at han siden flygtede hemmeligen af Riget, tagende med sig gamle Breve og Documenter. Han kom først til Dantzig, og begav sig derpaa til Venedig, og endeligen til Rom, hvor han skrev den bekiendte Svenske Historie, og saae aldrig sit Fædreneland meere. Han døde i Rom udi Fattigdom 1544. (a)

Gustavus merkede at Bisperne fremturede udi deres Traadsighed, besværgede sig hæftigen over dem paa Rigsdagen, som dette Aar blev holden til Westeraas. Men, som det kunde intet hielpe, afsagde han sig offentligen med Regimentet, begiærende alleene, at de Omkostninger, som han af sit Arvegods havde giort paa Riget, maatte ham erstattes. Dagen efter denne uformodentlige Erklæring, da Bisperne og de Verslige mundhuggedes med hinanden der over, opstod Bisp Magnus af Stregnes, og holdte en Tale til Almuen, formanede dem til at adlyde Kongen, og ikke give Anledning til at Riget skulde falde i Fremmedes Hænder. Derpaa blev en nye Disputatz anrettet mellem ovenmeldte Mag. Olaum (223)

(a) Ægid. Girs hist. Gust. I. pag. 67.

Petri og Doct. Peder Galle om Kirkens Myndighed, og, som samme Disputatz efter Raadets Anordning blev holden paa Svensk, fik Almuen saadan Oplysning der af, at mange som tilforn hengde ved Bisperne, fulde fra dem, og sloge sig til Kongens Partie, (a)

Geistligheden falder til Føje.

ja de gave den 3die Dag offentligen tilkiende, at, dersom Raadet og Bisperne understode sig til, at foretage noget mod Kongen, vilde de det afværge og hævne. Saasom nu Bisperne merkede at deres Parti var forsvagt, skikkede de Rigets Canceler og Mag. Olaum til Kongen, begiærende ydmygst at han vilde tage dem til Naade, men forgiæves, hvorudover de affærdigede en ny Deputation, som med Bøn og Knæfald forlangede det samme. Kongen som baade var fortørnet, og der foruden fandt sin Interesse udi at holde Stand, for at ydmyge dem des meere, og derfor des lettere at komme til sit Maal,

Deres Magt svækkes.

lod længe som hos ham ingen Naade var at vente, omsider lovede han dog at lade sig Dagen derefter indfinde paa Forsamlingen igien. Han blev da med stor Ydmyghed imodtagen paa Rigs-Dagen igien, og ombedet af alle eendrægteligen ikke at forlade Regimentet udi saa vanskelig Tid. Kongen derfore betienede sig af saa favorable Conjuncturer, forlangede at Bisperne skulde sige sig af med deres Forlehninger, og lade dem nøje med det, som Regieringen vilde give dem til Underholdning. Ingen torde tale meere derimod, men alle opsagde frivilligen deres Forlehninger, undtagen Bisp Johan Brask til Lindkiøping, hvilken begierede, at han maatte beholde Munkebode Slott sin Lifstid, hvilket dog blev ham nægtet. Han flygtede siden med en stor Skatt af Riget, og døde udi et Kloster i Polen. (b) Saaledes blev ved Gustavi store Forstand og Fermeté giort en Begyndelse til Reformationen, og den vanskeligste Post derved overvunden, thi at indskrænke Geistlighedens Magt, og at reducere deres Indkomster, var af langt større Vanskelighed end at forandre Troens Artikle, efterdi Geistligheden ikke med Iver figtede for nogen uden for dem, som tienede til deres Frihed og Interesse. (224)

(a) Chytr. Sax. Lib. II. hvor denne Passage er ilde verteret hos Hvitfeld.

(b) Ægid. Girs hist. Gust. I. pag. 91.

Reformationens Begyndelse i Dannemark.

Hvad Dannemark angaaer, da har jeg tilforne viiset at Lutheri Lærdom var allereede begyndt at prædikes i Riget under Christiani 2. Regiering, og at samme Konge til den Ende corresponderede med de Tydske Evangeliske Førster, som skikkede nogle Lærere hid, blant hvilke den bekiendte Mag. Martinum, der offentligen prædikede udi Nicolai Kirke. Men Lutheri Lærdom fik ingen Fremgang under Christiano 2. eendeel formedelst de uroelige Tider, som indfaldt, eendeel ogsaa formedelst Kongens egen Ustadighed,

Religionens Tilstand under Christiano 2.

thi, endskiøndt det syntes, at han havde Tilbøjelighed til den reformerede Lærdom, saa kand man dog ikke sige, enten han var Reformered eller Catholique, saa længe han regierede, ja end ikke mange Aar efter hans Undvigelse; Og, saasom den Faveur, Kongen lod see mod Reformationen, var ikke bestandig, thi kort efter at han havde indkaldet Lutherske Lærere, stadfæstede han den Romerske Lærdom ved sin nye Lov, saa turde ingen Folk af Anseelse i hans Tid offentligen antage Reformationen, saasom de befrygtede, at det som Hoffet behagede i dag, kunde forvolde dem en Process i morgen. Man kand derfore aldeeles ikke regne Reformationens Begyndelse fra Christiani 2. Tid, hvorvel det er troligt, at mange Danske, saa vel Reisende som andre, have faaet Kundskab om Lutheri Lærdom, og fattet Kierlighed til den samme.

Dens Tilstand udi Begyndelsen af Friderici I. Regiering.

Fridericus I. saasom han var nærmest ved Tydskland, og havde meer Omgiengelse med Tydske Førster, saa fik han ogsaa før Smag paa den Evangeliske Lærdom, dog seer man ikke at han offentligen bekiendte den samme førend han kom til Regieringen, thi, hvis han det havde giort, havde Bisperne imodstræbet hans Vall. Udi sine første Regierings Aar gav han ej heller sin Meening tilkiende; det havde ej heller været tienligt, saa længe hans Sager stode paa saa svag Fod, Hovedstæderne vare udi hans Fiendes Hænder, og en og anden Opstand skeede udi Riget. Det er ogsaa troeligt, at, hvis han i de slibrige Tider havde erklæret sig offentligen til en Bekiendelse, enten den Romerske eller Evangeliske, skulde den Landflygtige Konge have antaget den anden; thi det synes, at den gode Kong Christian altid var ad utrumque (225) paratus, og at han rettede sin Religion efter Tidernes Conjuncturer, hvorfore det ikke havde været tienligt for Kong Friderik at erklære sig saa hastigen, thi, som begge Religioner da hart ad vare lige stærke udi Riget, havde han derved armeret den halve Deel imod sig for Kong Christian.

Kong Frideriks Varsomhed udi Religions-Sager.

Saaledes holt Kong Friderik nogle Aar gode Miner, endskiøndt han fra sin Regierings Begyndelse i sit Hierte var Reformered, og ingen kand legge ham saadant til Last, ej heller kalde det en ulovlig Simulation, men heller en Forsigtighed ved at lade nogen Tid gaae bort til at giøre Tingen moed og at drive Verket med Success og Eftertryk.

Efter at Kong Friderik havde faaet alle Rigets Fæstninger i Hænderne, dempet een og anden Opstand, giort Christiani 2. Anslag til intet, saa at hans Throne nogenledes var befæstet, og han der foruden havde merket, at Lutheri Lærdom havde spreedet sig ud over alt, saa vel i Riget, som i Førstendommerne, begyndte han endeligen at give sin Meening tilkiende, om at handhæve Reformationen, skiøndt med saadan Moderation, at han syntes heller at have for Øjene Rigets Fred og Roelighed, end Religionens Forfremmelse, hvilket kand sees af den Tale han holdt paa Herre-Dagen til Odense 1527. (a)

Han giver sin Meening tilkiende paa Herredagen til Odense.

Der udi formanede han alle Bisperne, at de tilbørligen skulde forestaa deres Embeder, eller i det ringeste see til, at Guds reene Ord blev læret udi deres Stifter. Han forestillede dem den store Forandring, som var skeed udi Religionen uden Lands, og bad dem eftertænke, om ikke Kirken kunde have Reformation nødig, og, om det ikke var bedre, i Steden for en hob Fabler, Miracler, og opdigtede Historier, at forklare alleene Evangelium paa Prædikestolene. Han tilstod vel selv, at han ved sin Regierings Tiltrædelse havde svoret at beskytte den Romerske Kirkes Lærdom, meenede dog derimod, at saadant kunde ikke forstaaes om alle de Vildfarelser, som læres i den Romerske Kirke. Han foregav videre, at, saasom han ogsaa havde svoret Bisperne, at lade dem blive ved deres Stand, saa vilde han ingen Forandring giøre derudi, saa længe de deres Embeder tilbørligen vilde forestaae. Endeligen sagde han, at, saasom Lutheri Lærdom havde (226)

(a) Comitia Othin. die Assumtion. virg.

spreedet sig saa vidt ud, at den ikke kunde udrøddes, uden ved at opvække borgelige Krige, og at sætte det heele Rige paa spill, saa holdt han raadeligt at tilstædde begge Religioner i Riget, indtil et almindeligt Concilium blev holdet, og hvad da om Religionen blev besluttet det vilde han med andre Potentater rette sig efter.

Bisperne søge at hindre Kongens Forsætt.

Denne Tale kunde ikke synderligen klinge i Bispernes Ørne, og det Løfte Kongen giorde dem, at de skulde forblive i deres Stand, kunde ikke være dem til stor Trøst, eftersom det skeede med de Vilkor, saa fremt de deres Embeder tilbørligen forestode, hvilket saaledes kunde forklares, saa fremt de vilde lade af at være Bisper paa forrige Fod, det er, renoncere paa deres Magt, Rigdom og Ærgierighed, og ikke bemænge sig med verdslige Sager meer. De stræbede derfor af yderste Magt at hindre Kongen udi hans Forsætt. Men, som Adelen var denne Konge særdelis bevaagen, formedelst de herlige Privilegier han havde givet dem,

Kongen understøttes af de verdslige Stænder.

og de fleeste havde fattet slette Tanker om den Romerske Lærdom, trængede Kongen igiennem med sit Forsætt, saa at der blev besluttet, at en hver skulde have Samvittigheds Frihed, og de Lutherske skulde nyde Kongens Protection. Der blev da ogsaa ved en Forordning tilladt Munker, Nonner, og andre Geistlige at gifte sig, hvorpaa mange strax forlode Klosterne og traadde udi Egteskab. Videre blev paa samme Herre-Dag besluttet, at ingen Bisp herefter skulde kiøbe Pallium eller Chor-Kaabe udi Rom, item, at Capitlerne skulde alleene udvælge Bisper, og Kongerne alleene confirmere dem. Og, som Adelen udi alt dette havde været villig at staae Kongen bi, saa bifaldt han dem ogsaa paa samme Tid udi en Tvistighed, som var imellem dem og Bisperne, angaaende Skatter, hvilket sees af det Kongelige Patent, som blev udgivet, (a) hvorudi ogsaa Adelen blev confirmered Hals og Haand, som dem udi Haandfæstningen var lovet.

Dette er alt hvad som i Religions-Sager blev foretaget paa Herre-Dagen til Odense 1527., hvoraf man seer hvor Caute Kongen gik frem, og at der ingen Forandring blev foretagen, uden den som mindst Modsigelse kunde finde hos Geistligheden, og som ingen (227)

(a) Lit. Regis. comitiis Othin. die Martis post Assumtion. Virg. pag. 1302.

Troes-Artikel var udi den Romerske Kirke, men alleene politiske Anordninger. Og dog kand man sige, at der ved disse faa Forandringer blev giort et stort Hull paa Pavedommet, som ellers aldrig giver noget efter, for ikke at svække dets Infallibilitet. Medens Kong Friderik forrettede dette udi Dannemark, lod hans Søn Hertug Christian, som forestod Førstendommene,

Reformation udi Førstendomene.

kalde adskillige Lutherske Lærere did hen for at reformere og visitere Kirkerne, og at reense dem fra de Pavelige Misbrug. Saaledes begyndtes paa een Tid at legges Grundvold til Reformationen, saa vel udi Førstendommene som i Riget, og saae man kort der efter den Forordning om Pallio og Bispernes Election at bringes til Execution, da Bispen af Roskild Lauge Urne ved Døden afgik; thi hans Successor Jacob Rønnov blev efter Kongens Recommendation af det Roskildske Capitul udvaldt, og Kongen bekom for Confirmationen 6000 Gylden,

Bisperne maa forbinde sig til at beskytte den Evangeliske Lærdom.

saasom man holdt det ligesaa nyttigt at yde saadan Sum Penge til Regieringen, som at skikke dem til Rom for at kiøbe Pallium. (a) Foruden dette maatte den nye Bisp ogsaa love at være Kongen huld og troe, at lade forsørge sit Stift med Evangeliske Prædikantere, og selv at leve efter den Evangeliske Lærdom, og forfremme den samme, og maatte han derfore stille Forlovere disse Mænd, Hr. Mogens Giøe, Hr. Tyge Krabbe, Hr. Oluf Rosenkrantz og Erik Banner. Og seer man heraf, hvor vigtig den Constitution var, som Kongen fik udvirked paa Herre-Dagen om Bispernes Udvælgelse; thi der ved giorde han sig en banet Vej til det Maal hvor hen han sigtede, og det uden at eventyre sin egen Person, thi, saasom han var bleven Mester over Bispe Electionerne, kunde han af alle Candidatis betinge sig slige Vilkor, og det som her udi meest er at forundre sig over, han kunde ved Catholske Bisper meest forfremme den Protestantiske Religion. Dog gik det ham ikke her efter Ønske med denne Jacob Rønnov, thi han holdt intet af alt det han lovede, men tvertimod blev en stor Hader og Forfølger af alle dem, som bekiendte Lutheri (228)

(a) Vid. Confirmatio Jacobi Rönnov Hafn. die Joh. Bapt. 1530. hvor Pallium forbydes.

Lærdom, da han dog tilforn førend han blev Bisp, lod som han var Reformationen tilgedan. (a)

Efter at den Evangeliske Troe saaledes aabenbare havde faaet Protection af Regieringen, begyndte mange, som havde ligget hidindtil udi Skiul, at komme for Dag, ja Evangelium, som tilforn hemmeligen var prædiket, begyndte nu i een, nu i en anden Stad offentligen at læres udi Hovet Sogne-Kirker,

Reformationen læres offentligen udi Wiborg.

og var Viborg i Jylland den første Stad hvor udi Lutheri Lærdom aabenbare blev forklaret, Aaret derefter, og det ved den udi Reformations-Historien særdeles bekiendte Mand Mag. Hans Taussen. Saasom nu denne Mag. Hans Taussen var et af de store Hiul, hvorved Reformationens Verk udi Dannemark er bleven dreven, holder jeg fornødent, førend jeg gaaer videre, at røre noget om samme Mands Opkomst og hans Qualiteter.

Mag. Hans Taussens Historie.

Han var fød udi Fyen udi en Lands-By kaldet Birkinde, og blev Munk udi Antvortskov Kloster, hvor han øvede sig i at prædike. Og som han havde synderlige Gaver og Veltalenhed, bragte han sig meer og meer i Anseelse udi samme Kloster, og blev agtet som den der i Fremtiden vilde blive en stor Prædikant, og en Zirath for Ordenen sammesteds. Ja det samme foraarsagede at Prioren Eschild skaffede ham et Stipendium af Klosteret, for at reise udenlands at forfremme sine Studia. Fornevnte Prior gav ham Forlov at reise hvor han vilde, og forbød ham intet Universitet undtagen Wittenberg. Men maaskee just fordi det Sted blev ham alleene forbudet, just derfor fik han meest Lyst til det samme. Han reisede først til Cøln, hvor han efter de Tiders Sædvane studerede den Scholastiske Theologie. Men, saasom han var begaven med en særdelis sund Fornuft, merkede han strax hvor liden Solidité der var ved samme Studio. Ja han fattede omsider Afskye derfor, da han fik at læse nogle Lutherske Bøger, saa at han forlod Cøln, og begav sig til det forbudne Sted Wittenberg, hvor han videre lod sig informere i Lutheri Lærdom, og naaede derudi saadan Kundskab, at han siden blev anseet som en Støtte for Reformationen i Dannemark. Det er dog troeligt, at han hemmeligen har opholdt sig i Wittenberg, saasom han ikke vilde (229)

(a) Manuscr. Skibyens. in Lutheranam factionem valde propensus.

miste sit Stipendium, ej heller sit Sted udi Klosteret. Paa Hiemreisen fra Wittenberg tog han Magister Graden til Rostok, og siger Hvitfeld, at han 1521. udi Octobr. Maaned profiterede publice Theologien udi Kiøbenhavn, dog uden at nævne hvad slags Theologie, og udi hvilken Qualitet, thi det er ikke troeligt, at han var Professor udi Kiøbenhavn, efterdi han siden kom i Antvortskovs Kloster igien, ej heller at det har været den reformerte Theologie han lærte, thi hvor vel adskillige havde Frihed under Christiano 2. at prædike Lutheri Lærdom, og man seer virkeligen at Aaret tilforn den fremmede Mag. Martinus, samt Paulus Eliæ have læret mod den Romerske Kirke, saa viiser dog Sviten af Mag. Hans Taussens Historie, at han endda nogen Tid har holdet gode Miner, thi han kom strax derefter tilbage til sit Kloster igien, hvor han blev Conventual og holdt længe ved at prædike uden at blive beskyldet for nogen Vildfarelse, indtil det Aar 1524. da han offentligen paa en Skiærtorsdag paa Prædikestolen sagde at vi alleene for Christi skyld blive salige. Dette ophidsede Munkene saaledes mod ham, at Prioren fandt dett ikke tienligt at lade ham længer blive udi Antvortskovs Kloster, helst saasom Rygtet gik, at han udi Selskab søgte at forføre en og anden til Lutheri Lærdom. Han skikkede ham derfor over til Viborg, recommenderende ham til Prioren af samme Stads Kloster. Der forblev han til det Aar 1528. da han for samme Aarsags skyld som udi Antvortskovs Kloster blev 1528.ogsaa forviiset Viborg Kloster af Prioren Peder Jensen. Men just det samme gav Anledning til Reformationens Stiftelse i Viborg; thi saasom han var en Mand af stor Reputation og mange Viborgs Borgere havde faaet Smag paa Lutheri Lærdom, tog Stadens Indvaanere ham i Beskyttelse, og tilstedde ham offentligen at prædike i deres Sogne-Kirke. Saa at derfor Viborg var den første Stad i Riget, hvor Lutheri Lærdom offentligen blev læret. Biskopen af Viborg Jørgen Friis, søgte vel saadant at hindre, men vandt intet dermed uden at bringe den heele Stad i Bevægelse, thi Borgerne bleve des meere begiærlige at høre ham prædike, og lode slaa Jern-Kieder over Gadene for at hindre Bispens Folk at overfalde deres nye Prædikant, ja de komme bevæbnede (230) til Kirken for at beskytte ham. Bispen derimod paa sin Side lod befæste ny Hald med en sterk Vold, saasom han frygtede sig for Borgernes Overfald. Hvorudover allting saae ud til en Borgelig Krig. Men, da Kong Friderik fik Tidender om denne Allarm, befoel han strengeligen begge Partier, at holde sig stille, og ingen Gevalt at bruge, indtil han selv kom tilbage fra Førstendommerne, da skulde Sagen blive forhørt. Saaledes blev Uroeligheden nogenledes stillet, og Mag. Hans Taussen blev ved at prædike uden Hinder, indtil han Aaret derefter af Kongen blev kaldet til Kiøbenhavn.

Kong Frideriks særdeles Opførsel i Religions-Sager.

Af den Opførsel Kong Friderik udi Religions Sagerne hidindtil havde brugt, kunde man nok mærke, at han ingen synderlig Patron var af den Rommerske Lærdom, hvorvel man endda egentligen ikke kunde sige, hvor vit hans Forsætt vilde gaae: Thi han øvede endogsaa dette Aar adskillige stridige Ting udi Religions Sager, saa at Geistligheden levede mellem Frygt og Forhaabning. Da der, for Exempel, rejsede sig Tvistighed mellem Bispen af Hammer i Norge og Almuen, om den Skat kaldet Bonde-Luthen, dømte han i Faveur af Bispen, sigende: At den kom ham til efter Pavens og Erke-Bisp Valkendorps Confirmation. Derimod bevilgede han samme Aar Borgerne i Malmøe at giøre Hellig Geistes Huus-Kloster til et Raad-Huus, og Graabrødre Kloster til et Hospital. Da Bisp Jens Andersen af Odense beklagede sig, at Almuen udi Lolland og Falster ikke vilde give deres Tiende efter Odense Reces, erklærede Kongen sig strax for Bispen, som kand sees af hans Brev dateret til Gottorp samme Aar. (a) Ja udi den Gave han gav til Hellig Geistes Kloster udi Faaborg exprimerer han sig paa Roman Catholsk, sigende, at Gaven skeer for hans Forfædres Siæles Skyld. (b) Derimod giorde han dette Aar Forbund med Churførsten af Sachsen og Land-Greven af Hessen, og forpligtede sig at komme dem til Hielp, naar paakrævedes med 1000 Fodfolk og 200 Hæste. (231)

(a) Lit. Reg. Gottorp. die Lunæ post octavas omnium Sanct. 1528.

(b) Vid. Donat. Gottorp. die Saturni post. Nativ. Virg. 1528.

Betænkning derover.

Af dette skulde mange maaskee formere sig en slet Ideé over denne Konge, og bilde sig ind, enten at han var u-stadig, eller at han liden Religion havde. Men ingen af disse Laster kand med Billighed tillegges ham, thi han var baade Gudfrygtig og bestandig. Men Tiderne udfodrede saadan Conduite; thi hans Regimente udi Dannemark var meere indskrænket end nogen Konges for ham. Norge, som var heftig Catholsk, truede med et Frafald, den landflygtige Konge lurede paa alle Lejligheder for at føre sig dem til Nytte, og de Danske Bispe vare ikke saa lette at disarmere, efterdi de fleeste vare af høj og fornemme Adel, og de ved deres Venner i Raadet kunde udvirke adskillige Kongen u-behagelige Ting, hvorpaa det Forbund, som Kongen dette Aar giorde med de Tydske Førster, giver et merkeligt Exempel. Da Churførsten af Saxen og Landgreven af Hessen fodrede de efter Forbundet lovede Hielpe-Tropper mod næst omliggende Bispe, og,

Et stort Exempel paa Kongens liden Myndighed.

da Kongen forskrev Adelen at møde bevæbnede udi Holsten, for at bruges til saadant Tog; Tilskrev Rigets Raad ham efter Bispernes Tilskyndelse, at det var imod Rigets Privilegier og Friheder at bruge Adelen paa Udenlandske Tog; Han kunde dertil bruge sine Lehnsmænd, Regnskabs Fogder, og egne Tienere, hvilket stod ham frit for. De af Adelen, som vare lidt meere fiine, forestillede Kongen hvad Fare Riget Stod i, om den Adel, som han havde forskrevet til dette Tog blev omkommen, iligemaade, at han ved saadant Foretagende vilde bevæbne den mægtige Kejser Carl mod Riget. Endeligen gave de ogsaa tilkiende, at det Forbund stod dem ikke an, som var giort med Lutherske Førster mod deres egen Religion. Kongen svarede derpaa, at den Udskrivelse, som giort var, var kun en Begiæring. Han vidste vel at de vare ikke forpligtede at tiene uden Riget, uden deres Villie. Men, som Dannemarks Raad havde selv ombedet ham at slutte Forbund med fremmede Herrer mod Kong Christian, saa kunde de ikke fortryde paa om han vilde efterleve saadant Forbund. Dette siger jeg giver tilkiende paa hvilken slet Fod den Kongelige Myndighed da stod, item hvad for stor Influence Bisperne endda havde udi Raadet, og haver jeg agtet nødigt det at anføre, for at legitimere Kongens Forhold udi dette Reformations Verk, (232) og viise at han maatte gaae Fod for Fod frem, ja ofte defilere for at komme sikkert, skiønt sildig, til Maalet.

Jeg har udi dette Aars Historie viiset at Viborg var den første Stad udi Dannemark, som antog Reformationen, og offentligen lod forklare Lutheri Lærdom udi Sogne-Kirkerne. 1529.Viborgs Exempel blev paafølgende Aar 1529 efterfuldt af Malmøe,

Malmøe antager offentligen Reformationen.

thi jeg finder at samme vigtige Stad da gandske faldt fra Pavedommet, saa at Evangelium blev reent prædiket i alle dets Kirker, skiøndt jeg seer ikke ved hvad Anledning saadant er skeed. Historien viiser alleene, at, førend Malmøes Indbyggere notificerede Kongen om den reformerede Lærdoms Indførsel, og søgte hans Protection, havde de allereede drevet Munkene ud af Hellig Geistes Kloster, og ladet Evangelium reent forklare udi alle Stadens Kirker; Thi udi det Brev, som de dette Aar tilskreve Kongen, sige de sig af GUds Ord at være underviisede, at de Messer, som siges for Penge og for at giøde Geistligheden, intet Fundament have i den hellige Skrift. Derfore have de forbydet ingen saadanne Messer at siges: Og, som Munkene af Hellig Geistes Kloster derudover have ophidset Almuen til Oprør, haver man uddrevet samme Munke af Klosteret. (a)

Kong Friderik, hvor varlig og langsom han end var i at foretage nogen Forandring i Religionen, saa betænkede han sig ikke længe paa at give sin Samtykke og Tilladelse til de Forandringer som andre begyndte, og derfore strax paa Stadens Begiæring tillod Borgerne at stifte et Hospital af adskillige Geistlige Jorder og Huuse, hvis Indkomster tilforn vare destinerede til Alterers og Messers Vedligeholdelse. Han gav dem ogsaa Frihed at holde en Prædikant der kunde forklare det reene Evangelium for dem, item,

Lectores Theologie stiftede udi Malmøe.

at oprette en Skole udi Staden, og at forsyne dem med 3 à 4 Lectoribus, der skulle forklare den hellige Skrift, og blive salarerede af ovenmeldte reducerede Godses Renter, og andet meere, som kand sees af Kongens Brev dateret udi Kiøbenhavn samme Aar. (b) Den første som prædikede Evangelium udi Malmøe var Hr. Claus (233)

(a) Lit. Civ. Malmog. ad Frid. I. die Lunæ post Concept. Virg.

(b) Diploma de dato Hafn. die Saturn. post Octavas Corporis Christi 1529.

Tøndebinder, som da blev giordt til Lector Theologiæ, og tillige med ham Lector Andreas, item Lector Franciscus Vormordus, som begge havde været Muncke, Doctor Olaus Chrysostomus, som siden blev Prædikant til Vor Frue Kirke i Kiøbenhavn, og Lector Theologiæ, og endeligen Peder Lauritzen, som siden blev Canonicus og Lector til Lund. Disse holdte publiqve Lectiones i den nye Skole udi Malmøe, og som de der havde stort Tilløb, kand man sige at samme Skole var et Seminarium, hvoraf Reformationen i dette Rige er forplantet.

Den Tilvext Reformationen fik over alt i Riget, endogsaa i de anseeligste og vigtigste Stæder, foraarsagede, at Kongen slog sig lidt meere løs end tilforn, saa at han ikke alleene dette Aar lod et Mandat udgaae, at over alle hans Lande og Riger GUds Ord og Evangelium maatte prædikes, Mag. Hans Taussen forskrives til Kiøbenhavn.

hvor man det forlangede, men ogsaa lod selv forskrive Mester Hans Taussen fra Viborg til Kiøbenhavn, for der at forklare GUds Ord. Mag: Hans Taussen glædede sig over denne Vocation, og begav sig strax paa Rejsen til Lands igiennem Fyen. Paa Vejen talede han med Hr. Knud Gyldenstierne, og søgte at oplyse ham udi GUds Kundskab, men udrettede intet dermed, hvorfor han videre fortsat sin Rejse til Kiøbenhavn, hvor han blev med Glæde annammet, og blev ham Nicolai Kirke indrømmet. Udi samme Kirke blev mod Høsten indførdte Davids Psalmer og anden Geistlig Sang at synges paa Dansk. Saaledes tog Reformationen meer og meer Kræfter til sig udi Riget, uden at Kongen contribuerede andet dertil, end at lade Tingen komme an paa GUds Forsyn, og at give enhver Samvittigheds Frihed, og Religions Øvelse, som det forlangede; thi denne fornuftige Herre saae vel af den daglige Fremgang Lutheri Lærdom havde, at det heele Rige i en Hast vilde blive reformeret, saa at han ikke havde nødigt andet end at holde sig passive. 1530.Og vare Conjuncturerne saaledes til det Aar 1530, da Kongen,

Kongen lader beramme et stort Mode for Religionens Skyld.

maaskee, opmuntred af det Smalkaldske Forbund, de Evangeliske Førster giorde mod Kejseren, lod aabne Breve udgaae over det heele Rige, og Stævninge forkynde til alle Landsting, at Rigets Bisper og Prælater tillige med Mag: Hans Taussen og de Evangeliske Prædikantere skulde (234) møde i Kiøbenhavn til den næste Herre-Dag, som var berammet at holdes vor Frue Fødsels-Dag, for at overgive Kongen og Rigets Raad deres Troes Artikle, og dem ved en offentlig Disputatz at forsvare, paa det at Samdrægtighed igien maatte stiftes, og eens Lærdom føres over det heele Rige. Dette synes Kongen at have paabudet efter Mag: Hans Taussens og de andre Evangeliske Læreres Tilskyndelse, saasom de meenede, at den Roman-Catholske Geistlighed skulde undslaae sig derfor, og derved svække deres Parti, thi det er ikke troeligt, at Kongen haabede at see Tvistighederne hævede ved Mundhuggerie, helst saasom Erfarenhed saa ofte havde viiset, at de formeeres derved.

Bisperne derimod paa deres Side lode som de vare meget begierlige efter denne Herre-Dag, hvorpaa begge Religioner ved offentlig Disputatz skulde examineres. De havde allereede til den Ende for 2 Aar siden ved Lauge Urne og Ove Bilde anmodet de tvende navnkundige Romerske Disputatores Cochlæum og Eccium at komme til Dannemark, for der at forfægte Religionen, og berømmede de udi samme Invitation Dannemark, som et got fædt Land, for desmeere at bevæge dem til saadan Rejse; Men udi dette Aar, da denne almindelig Stævning gik ud, lode de forskrive fra Cøln adskillige Danske Lærde, som da opholdte sig sammesteds, og andre Munke, blant hvilke Doct: Stagefyr var den Fornemste. Blant indenlændske lærde Mænd forlode de sig meest paa den oftomtalte Lector Paul Elias Carmelita, som tilforn udi adskillige Skrifter havde forsvaret den Romerske Religion imod de Evangeliske, skiøndt med liden Succes, thi den sidste Bog, som han dette Aar tilskrev Borgemester og Raad udi Randers, lode Randers Borgere slaae til Kaget. Foruden denne Paul Elias forlode sig Bisperne meest paa Lector Christian Muus af Aarhuus, Mag: Jørgen Sambsing Cantor udi Aarhuus og andre. De Evangeliske derimod havde til Anførere og Talsmænd oftomtalte Mag: Hans Taussen med de Malmøiske Lectoribus og andre.

I Begyndelsen af Rigs-Dagen overleverede Mag: Hans Taussen den Evangeliske Troes Bekiendelse, som han og hans Medbrødre offentligen lærde udi Kirken og Forsamlings Huuse. Samme (235) Bekiendelse bestod udi 43 Artikle, hvoraf jeg alleene vil anføre dem, som da vare meest Tvistighed undergivne.

Den Evangeliske Troes-Bekiendelse bestaaende af 43. Artikle overgiven paa Rigs-Dagen.

Art: 1. Den Hellige Skrift er den eeneste Regel, hvorefter alle Mennesker maa rette sig, som skulde faae Salighed hos GUd.

Art: 5. Vi troe, at Christus har fyldestgiort for alle vore Synder.

Art: 8. Vi holde for, at de, som statuere anden Fyldestgiørelse, ere Kiættere og Bespottere.

Art: 10. Vi forkaste ikke alle udvortes Ceremonier, men alleene dem, som ere imod GUds Ord.

Art: 14. Vi troe, at den, GUd ej bandsætter ej heller forbander, kand intet Menneske bandsætte, og hvo der udi Vrede bandsætter, hans Band falder paa ham selv.

Art: 18. 19. Vi troe den Hellige Kirkes Sacramenter at være Daaben og den Hellige Nadvere. Og de, som have stiftet fleere Sacramenter, have ikke grundet dem paa GUds Ord.

Art: 21. At forbyde Ægteskab under et helligt Skin, er Dievelens Lærdom.

Art: 22. At giøre Forskiæl paa Mad eller Dage er ogsaa Dievelens Lærdom.

Art: 23. Kloster-Levnet og Ørkesløshed er imod GUD og Skriften.

Art: 27. Vi troe, at den rette Guds Tieneste bestaar ikke udi Ceremonier, udvortes Sang, og Læsning, Siælemesser &c.

Art: 28. Vi troe, at i den hellige Nadvere Christne bør annamme begge Parter, Legemet i Brødet og Blodet i Vinen.

Art: 29. Vi troe, at den rette Christen Kirke haver et eeneste Offer, som en Tid fuldkommelig var ofret, nemlig JEsus Christus paa Korset for alle Verdens Synder, og kand han ikke meere ofres, som de bespotteligen endnu giøre, for Levende og Døde.

Art: 30. Vi troe, at Guds Tienesten bør skee paa det Maal, som Almuen forstaaer.

Art: 31. 32. Vi troe, at afdøde Helgene ikke bør paakaldes, men at Christus er vor eeneste Tolk og Talsmand hos Gud.

(236) Art: 33. Vi sige, at selvdigtede Gode Gierninger, Aflad og andet Paafund kand ikke giøre os salige.

Art: 34. Vi troe, at der ere kun 2 Veje at vandre efter dette timelige Liv. Een til Himmerig og een til Helvede, og forkaste Skiærsild.

Art: 36. 37. Vi troe, at Bisper og Prælater ikke bør befatte sig med verslig Handel, og at de alle bør være den høje Øvrighed underdanige.

Art: 38. Vi troe, at almindelig Bekiendelse i Skriftemaal er nyttig, men at den lønlige Skriftemaal, som nu bruges er ingen pligtig til.

Art: 42. Vi troe, paa det at Afguderies Aarsag kand hindres, at det var meget got, at der ingen Billeder vare i Kirkerne.

Art: 43. Og vi troe, at der er kun et Hovet for den Christen Kirke, nemlig Christus.

Af disse Artikle bestod den Bekiendelse, som de Evangeliske Prædikantere overleverede paa Rigsdagen. Bisperne derimod havde opsatt nogle andre Artikle, som de beskyldte deres Modstandere at troe, hvilke Artikle de overleverede til Raadet. Men, som de ikke kunde forlange, at man skulde fordømme de Beskyldte paa Anklagernes pure Sigelse, saa begierede de der hos, at Skriftet maatte først overleveres til de Lutherske, at de selv kunde sige, hvilken deres Lærdom var, og hvilken ikke. De talede der paa store Ord, stillede sig an, som det vilde blive dem en ringe Sag at stoppe Munden paa deres Modstandere, og beskiemme dem udi en offentlig Disputatz, enten paa Latin eller Dansk. Ja den Tillid, de havde til deres Sag, eller rettere, som de stillede sig an at have, var saa stor, at de begiærede, de Lutherske skulde stille Caution for deres Tilstædeblivelse. Den vildfarende Lærdom, som de tilskreve de Evangeliske, bestoed udi 27 Artikle, hvilke de opregnede, efter at de først udi en Fortale havde foreholdt Kongen hans Pligt og Haandfæstning, hvorudi han havde forbundet sig til at beskytte den Romerske Kirke, og aldrig at tilstæde Luthers Disciple, eller andre at lære mod den samme, thi, at ville sige, at Kongen, ved saadan Eed om den Romerske Kirkes Beskyttelse, forstod (237) ikke at beskytte alle de Vildfarelser,

Bisperne frembringe en anden Bekiendelse, som de falskeligen de Evangeliske tillægge.

som nu sagdes at have indsneeget sig udi samme Kirke, var en Reservatio Mentalis, hvorved alle Løfter kand eluderes. Efter saadan Fortale følge Artiklerne, nemlig.

1. Lære de Lutherske, at den Hellige Kirke haver faret vild udi 13 til 1400 Aar, det er noget nær siden vor HErres Apostler vare til.

2. Alle gamle Kirkens Skikke og Ordinantzer, Embeder og Værdigheder maa afskaffes.

3. All Retfærdighed er af den blotte bare Troe.

4. Gud anseer ingen Gierninger, ej heller ere de tienlige til Salighed.

5. 6. Mennesket har ingen fri Villie.

7. Det er u-christeligt at paakalde Helgene, og end meere u-christeligt, at ære deres Been og Billeder.

8. Efter Døden er ingen Skiærsild.

9. Der ere alleene 2 Sacramenter.

10. 11. At nægte Læge Folk Kalken er imod Christi Indstiftelse og et Tyveri.

12. 13. 14. Alle Christne Mennesker af begge Kiøn ere Præster. Intet Præstedom er siunligt og udvortes, derfore maa alle Christne, som ere døbte, forrette Kirke-Tienesten.

15. 16. Alle Romerske Bispe, som vi kalde Paver, have været Christi Modstandere, og alle Bispe og Præste, som ere beskikkede af dem, ere ikke Guds sande Præste, men Papister.

17. 18. Alle Præster bør være gifte, og Præsters Kydskhed er Dievelens Paafund.

19. 20. Messen er intet Offer, og de som holde den saa, korsfæste Christum paa ny.

21. Messen gavner alleene dem som annamme Sacramentet.

22. Siæle-Messer, Faste, og andet som bruges for de Afdøde, er Bedragerie.

24. 25. Kloster-Levnet er en Vildfarelse, og alle Klostere bør nedbrydes.

(238) 26. Mester Hans Taussen har tiltaget sig Bispelig Magt, at vie Præster.

Til Slutning her af var en Begiering til Kongen, at han vilde tilholde Mag. Hans Taussen og hans Tilhængere, inden kort Tid skrifteligen at beviise disse og andre deres giordte Beskyldninger, iligemaade at de maatte tilholdes at stille Caution for deres Tilstedeblivelse. I det Øvrige underkastede de dem uvillige Dommere, der kunde examinere begge Partiers Skrifter, og ved en Christelig Dom giøre Ende paa disse Tvistigheder.

Disse Beskyldninger bleve skikkede de Evangeliske Prædikantere til Ærklæring; De besvarede dem ogsaa alle. Tilstode derudi alt hvad de troede, limiterede visse Ting, og aldeeles nægtede det, som dem falskeligen var paadigtet. Efter at alt dette nu var forrettet, Beskyldningerne vare indgivne og examinerede, var Tid at skride til den store offentlige Disputatz, for hvis skyld denne Herre-Dag fornemmeligen var berammet.

De Roman-Catholske veigre sig ved at disputere om Religionen paa Dansk.

Men just da opreisede sig Tvistigheder mellem Parterne om Disputatzens Maade. Bisperne vilde, at den skulde holdes paa Latin, men de Lutherske, at den skulde holdes paa Dansk, at alle kunde forstaae den. Videre, de Lutherske vilde at GUDs Ord alleene skulde være Dommer, tillige med Kongen, Raadet og den meenige Mand. Bisperne paastoede, at ingen uden Paven og et General Concilium kunde dømme. Og, da de Lutherske viisede dem, at det var ubilligt, at Paven skulde dømme i sin egen Sag, og at det kun vare Udflugter, som de brugte til at undgaae Conferencen, røbede de andre omsider deres Frygt, i det de foregave, at de Lutherske, som Kiættere, vare ikke værdige at disputere med dem.

Dets Virkning.

Det syntes at være vunden Spill for de Lutherske, thi at veigre sig ved at disputere paa Landets Sprog, tilkiende gav en Desperation om at kunde tydeligen forsvare sin Troe, og tillige med en Frygt at see sig blottet for Almuen, hvilket en af de Tiders Catholske Scribentere selv tilstaar. (a) Ja denne Vejgring udvirkede (239)

(a) Autor Manuscr. Skibyens. Disputationem Danicam sub vulgo judice urgebant scientes, hac ratione victoriam esse certissimam.

strax saa meget, at de Evangeliske finge fri Magt at prædike, som de hidindtil havde giort, og erklærede Kongen sig, at det der ved skulde blive, indtil et almindeligt Concilium blev holdet, og at han imidlertid vilde beskytte og haandhæve begge Religioner. Og, paa det at den Kundskab, man udi de store Stæder, sær i Kiøbenhavn havde faaet om Evangelii Lærdom, ikke skulde udslukkes, beskikkede han, at 3 af de fornemste Sogne-Præster i samme Stad skulde hver i sin Uge forklare Lutheri Lærdom i Hellig Geistes Kirke Klokken 6 om Morgenen, ligeledes 3 Capellaner, at giøre det samme Klokken 5 udi vor Frue Kirke. (a) Nogle kunde vel holde denne Kongens Opførsel for at være alt for kaaldsindig, sær, som det nu var Tid til at agere med Vigueur, og reent at erklære sig imod Pavedommet. Men der vare adskillige Ting, som endda holdte denne sagtmodige Konge lidt tilbage. Mange af de høje Verslige, endogsaa de, der vare for at promovere Lutheri Lærdom, ønskede dog ikke at see Bisperne, hvoraf mange vare dem beslegtigede, gandske at blive undertrykte. Kongen havde derforuden ved Eed forpligtet sig, at haandhæve Bisperne i deres Værdighed, ja det som meere er, at forsvare den Romerske Religion, og ikke tillade Lutheri Discipler at prædike udi Riget. Dette blev ham ofte forekastet, og havde han stor Møje at reede sig ud deraf; thi de Reservationer som brugtes, at han havde lovet at beskytte den Romerske Kirke, men ikke dens Vildfarelser, item, at han haandhævede de Evangeliske Prædikantere, ikke fordi de vare Lutheri Discipler, men fordi de prædikede GUDs Ord, kunde ansees som Subtiliteter, der ikke ere tilladelige: Saa det derfore havde været bedre at sige reent ud, at, saasom Kongen var siden bleven bedre oplyset, kunde han ikke holde det som var lovet, nemlig at hindre Evangelii Lys at skinne, og GUDs Ord at udbreedes; hvorom alting var, saa holdt dette Executionen tilbage, som blev reserveret til hans Søn og Successor Christ. 3.

Rigsdagen løber Frugtesløs af.Saaledes løb denne navnkundige Herre-Dag, hvorpaa alles Øjen vare henvendte, frugtesløs af, og fandt KONG FRIDERICH ikke raadeligt at giøre noget videre Forsøg (240)

(a) Conrad. Aslac. de ortu & progressu Reform. in Dan.

udi Religions Sager: Men sadd ydermeere stedse stille, og søgte at lade Reformationen voxe til af sig selv.

Pauli Eliæ Carmelitæ Portrait.

Efterfølgende Aar blev tilbragt med adskillige U-roeligheder imellem begge Religioner. Bispernes store Forfægter Paulus Eliæ maatte da til at skrive igien. Samme Paulus Eliæ var først en Carmeliter Munk, hvorudover han gemeenligen kaldes Paulus Eliæ Carmelita. Den samme, saasom ham fattedes hverken Lærdom, ej heller Forstand, saa begyndte han udi Christiani 2. Tid at prædike imod den Romerske Kirkes Vildfarelser, tillige med den Wittenbergske Theologo Mag. Martino. Hans Dristighed i at tale kand blant andet sees deraf, at han i det Aar 1522. paa Kiøbenhavns Slott udi en Prædiken lignede Kong Christian 2 med Herodes, hvilket saaledes forbittrede Kongen, at han revocerede en Gave, som han havde giordt til et Hospital, for hvilket Paulus Eliæ var Forstander, (a) Conradus Aslac (b) kalder ham Paulum Eliæ Warberg, og siger, at han i det Aar 1520 kom fra Helsingøer til Kiøbenhavn, og der udi det Carmeliter-Kloster, hvor nu Walkendorps Collegium er, begyndte at udbrede Lutheri Lærdom. Men, som Bisperne merkede, at de udi denne forslagne Mand vilde faae en farlig Fiende, søgte de at vinde ham ved Gaver, og forærede ham et Canonicat udi Roskild.

Faaer Navn af Paul Wendekaabe.

Dette Beneficium udvirkede strax saa meget, at han omsalede, og blev siden en hæftig Forfægter af den Romerske Religion, som han tilforn havde igiennemheiglet, hvorudover han fik det Navn af Poul Wendekaabe. Efter den store Herre-Dag var til Ende, skrev han igien efter Bispernes Begiæring den saa kaldte Explicationem Canonis Missæ ad Hafnienses, hvilken blev besvaret af Mag: Hans Taussen. Bisperne lode iligemaade publicere et andet Skrift, som skulde tiene til en Refutation af de Artikle, som de Lutherske overgave paa sidste Rigs-Dag, og tillige med besværgede sig over den Conduite, som samme Tid blev holden. De foregave, at Kiøbenhavns Slott, hvor Samtalen skulde holdes, var et suspect Sted. De vare omringede af bevæbnede Folk, og u-sædvanlige Dommere vare dem tilforordnede, nemlig (241)

(a) Manuscript. Skibyens.

(b) Conrad. Aslac. de progr. Reform. in Dania.

den gemeene Almue. Videre sagde de, at Kongen favoriserede deres Modstandere, hvorfore de ikke vilde underkaste sig saadant Examen, men indstillede deres Sag for Paven, som den rette Dommer.

Men disse og andre Bevægelser, som de giorde sig, kunde ikke bevæge Kongen til at nægte de Evangeliske sin Beskyttelse, tvertimod han fattede meer og meer Kierlighed til Lutheri Lærdom, saa at han traadde dette Aar udi det Smalkaldiske Forbund med de Evangeliske Førster, og findes samme Forbund undertegnet af ham Aaret derefter til Lybek den 20 Januarii. Lutheri Lærdom voxede derefter meer og meer til, u-anseet at den Romerske Geistlighed arbejdede med Hænder og Fødder paa at hemme den, særdeeles Bispen af Roskild Joachim Rønnov, hvilken undertiden understod sig at bruge Violence,

Biskop Rønnou en hæftig Forfølger af Reformationen.

thi han forfuldte de Præste, som af Mag: Hans Taussen vare ordinerede, og, da een af saadanne Præster engang faldt i hans Hænder, adspurdte han ham, hvo der havde viet ham, hvorpaa, da Præsten svarede at han var viet af Mag: Hans Spandemager, lod han ham prygle udi Fængselet til Roskild, sigende: Jeg skal ogsaa vie dig. End gives et andet Exempel paa denne Prælats Dristighed: Da han fik fat paa en anden Luthersk Præst, og vilde omvende ham, og samme Præst provocerede til et almindeligt frit Concilium, sagde Bispen: Hvem troer du, skal dømme os imellem, enten den Nar af Hessen, eller den Giæk af Holsten? De andre Bisper fuldte hans Exempel, som kand sees af de Beskyldninger Christ. 3. siden indgav over dem, da de bleve afsatte. Ikke desmindre formeeredes de Reformeredes Antall dagligen, skiønt ikke paa alle Steder med lige Succes, thi Borgerne i Helsingøer vilde ikke tilstede Lutheri Lærdom at prædikes i deres Stad, og, da en Carmeliter Munk begyndte at forklare Reformationen for dem, begiærede de af Kongen, at det maatte ham forbydes. Man seer ogsaa af den oft citerede liden Gullandske Krønike, som er skreven paa samme Tid, at Reformationen da fandt stor Modstand paa samme Øe, og det ved Slots-Herren paa Wisborg Poul Seested, som (242) var en ivrig Catholik. (a) Udi Jylland derimod skeede Opstand blant Almuen, som besværgede sig over Bisperne, at de udsuede dem; De beklagede dem iligemaade over, at GUds Ord blev saa forsømt hos dem, at der vare mange Kirker, hvor der ikke blev prædiket uden hver 3die eller 4de Søndag, hvilket Hr. Mogens Giøe stadfæstede for dem hos Kongen, og vidnede, at der vare store Herreder af 14 til 16 Sogner, hvor ikke vare meere end 2 eller 3 Præster, saasom Præsterne diverterede sig udi Kiøbstæderne, og lode Almuen lide Mangel paa GUds Ord. Slige Klagemaal giorde ikke lidet Skaar udi den Rommerske Religion, og styrkede Kongen ikke lidet i den Afskye han havde derfor. Men Almuen var ingensteds meere ophidset mod de Roman-Catholske end udi Kiøbenhavn, hvilket blant andet sees af den store Allarm,

Billed-Stormerie udi Kiøbenhavn.

som skeede 3die Juule-Dag udi vor Frue Kirke Anno 1531; Thi da brøde nogle Borgere, hvis Anførere siges at have været Ambrosius Bogbinder, Wilhelm Rong, Hans Sort, Rasmus Bager, Skipper Tøger, Herman Rølling, Jacob Pottemager, og Peder Guldsmid, ind udi Kirken, hvor de nedsloge og i stykker huggede Tavler og Billeder, dog forsvarede Byefogden det store Altar, at det blev u-skadiget. Dette foraarsagede, at Kongen lod Kirken tillukke, saavel for de Catholske, som de Evangeliske, hvor vel den Aaret derefter ved Joachim Rønnovs Befodring blev aabnet for de første igien. Saaledes var Religionens Tilstand i Dannemark i Kong Frideriks Tid, og blev intet videre derved foretaget, efterdi det store Frafald udi Norge skaffede Kongen den øvrige Tid saa meget at bestille, at han maatte sætte alting til Side for at beskytte sine Riger imod den landflygtige Konge, som kort derefter giorde det sidste og største Forsøg paa at komme paa Thronen igien.

Anslag paa at sætte Christianum 2. paa Thronen igien.

Til saadant Verk at befodre lod den navnkundige Gustav Trolle, fordum Erke-Bisp udi Upsal, sig besynderligen bruge. Samme Prælat som udi Christiani 2. Tid spillede saadanne forunderlige Ruller i Sverrig, og der lod sig bruge, som et beqvemt Instrument til det Stokholmske Blodbad, forlod Riget udi den store Opstand, under Gustavo, for at søge Beskyttelse hos sin gamle Patron (243)

(a) Diar. fratr. Minor. in Wisby.

Kong Christian. Men, da samme u-lyksalige Konge maatte forlade Rigerne, vendede Erke-Bispen ham strax Ryggen, slog sig til Kong Friderik, og kronede ham paa den Herre-Dag, som var holden til Kiøbenhavn den 7 Augusti 1524. Det er ikke let at sige, hvorfore Kongen vilde heller lade sig krone af ham, end af en Dansk Bisp. Den Svenske Historie siger, at Kongen ved at lade sig krone af en Svensk Erke-Bisp, gav tilkiende, at han ikke vilde staae fra sine Prætensioner paa Sverrig, hvorvel man kand holde fore, at han har betient sig af denne Erke-Bisp, efterdi der paa samme Tid var et Schisma udi Lunde Stift, hvortil fandtes tvende Prætendenter, nemlig Jørgen Skotborg, og Aage Sparre. Der til hialp ogsaa maaskee, at han holdt det nødigt at vinde denne farlige og dristige Mand,

Erke-Bisp Gustav Trolle lader sig særdeles dertil bruge.

og bringe ham til at forlade Christiani 2. Parti, helst saasom han havde mange fornemme Venner og Slegtninger udi Dannemark, med hvilke han kunde cabalere i Faveur af den landflygtige Konge, som siden skeede. Men saasom han af Naturen var u-stadig, og aldrig kunde sidde i Roelighed, saa varede det ikke længe, førend han begyndte at sætte Garn for Kong Friderik igien, og at skille ham ved Norge, hvilket hans Anslag brød ud dette Aar 1531 da det sidste Mode, som for at bilegge Tvistigheden imellem Kongerne blev holdet til Hamborg, ogsaa efter Sædvane løb frugtesløs af, og Kong Christian derudover end engang satt sig for at forsøge Magten.

Det er derfor troeligt, at han saa vel af Kejser Carl, som af den landflygtige Konges Løfter har ladet sig bevæge dertil, hvor vel han brugte Religionen til Prætext, hvilket kand sees af tvende Breve, som han dette Aar skrev, et til Prior Eskild, og det andet til Knud Pedersen Gyldenstierne, (a)

Hans oprørske Breve.

hvor han højligen roser Kong Christian, og siger at Rigerne trues med Undergang, hvis samme Konge ikke kommer snart paa Thronen igien. Hans Ord udi det første Brev til Prior Eskild ere disse: Jeg tager mig Guds værdige Navn til Vidnesbyrd, at dersom GUd Land

(a) Lit. Gustav. ad Priorem Eschild. Sternberg die Conversionis St. Pauli 1531. Lit. ejusd. ad Canut. Gyldenstiern. die & loco eodem.

(244) og Folk plage vill, da kand dennem ikke større Plage skee, end at holde Kongen længer fra Rigerne. Udi det andet Brev kalder han Knud Gyldenstierne sin Farbroder, og bruger denne Expression: I haver i Seng mit Flesk og Blod; saa at man deraf kand slutte, at samme Gyldenstierne maa have haft hans Faster. Saaledes begyndte denne u-roelige Mand at anrette nye Machiner under Prætext af Religionen, skiøndt det var ham vitterligt, at Kong Christian udi Hiertet var ligesaa god Luthersk, som Kong Friderik. Det er derfor merkeligt, at han alle Tider skriver sig mira Dei tolerantia Archiepiscopus Upsaliensis, det er, Erke-Bisp af GUds forunderlige Tilladelse, ligesom han forundrede sig over, at GUd kunde saa længe have Taalmodighed med ham. Begge disse oprørske Breve ere daterede til Sternberg udi Meklenborg, hvoraf sees, at Erke-Bispen da allereede havde retirered sig af Riget, for des sikrere at spille sine Intriguer.

Men, da han merkede sig ingen Svar at faae paa sine Skrivelser, og at han intet Oprør kunde stifte udi Dannemark, reisede han personligen til Norge,

Hans Practikker udi Norge.

for der at conferere med samme Riges Bisper, sær Erke-Bisp Oluf af Trundhiem, som han vidste at være Kong Friderik lidt bevaagen. Han blev ledsaget ind udi Riget ved tvende Norske Bønder, Peder Brok og Haagen Tordsøn, og gave han og hans Folk sig ud for Bergmænd. Herr Mogens Gyldenstiernes Foget Claus Ravn, som fik et Nys derom, satt vel strax efter ham, for at snappe ham op paa Vejen, men forgiæves,

Faaer nogle af de Norske Bispe paa sin Side

.thi han tillige med Kong Christians Secretaire Henricus Parvus kom den 16. Julii til Biskop Magnus af Hammer, og strax fik samme Prælat paa sin Side, hvilket sees af det kierlige Brev, Biskopen kort derefter tilskrev Kong Christian, hvorudi han lover sin Hielp og Bistand, og forsikkrer det samme paa Erke-Bisp Olufs vegne, og slutter Brevet saaledes: Eders Kongelige Majestet skal finde mig en velvillig og trofast Tiener, og Eders Naades ydmyge Capellan til Gud Alsommægtigst og St. Oluf Konning, hvilken jeg Eders Naades Højmægtighed og (245) Kongl. Majestet nu med Liv og Siæl til ævig Tid befaler. (a)

Han havde langt mindre Møje at bringe Erke-Bisp Oluf udi Harnisk, eftersom samme Prælat var Kong Friderik lidet bevaagen formedelst Religionens Forandring, og derfore af yderste Magt søgte at befodre den Landflygtige Konges Tilbagekomst, hvilket sees af hans Skrivelse i samme Aar til Gustav Trolle. (b) Og, saasom den Trundhiemske Erke-Bisp paa de Tider havde meget at sige, bleve fast det heele Rige bragt i Bevægelse, og skiøde Bisperne frivilligen en anseelig Hob Penge tilsammen,

Christianus 2. ryster sig til et Tog paa Norge.

hvilken blev samled af Jørgen Hansen Skriver, og af ham bragt til Kong Christian udi Holland. Høistbemeldte Konge forsømmede sig paa sin Side ikke. Han samlede en Hob Folk sammen udi Tydskland, fik ogsaa Tilløb af adskillige Danske, Nordske og Svenske, som havde undviget Rigerne, hvormed han blev satt udi Stand at foretage noget af Vigtighed. Den Hielp, han fik af sin Svoger Kejser Carl, var dog ikke af nogen Importance. Jeg finder alleene, at han da ikkun remitterede ham 40000 Gylden, og det alleene under Skin af Resten af den ham tillagde Pension. Dog, saasom Hollænderne vel vidste, at hans Velfærdt var Keiseren angelegen, undsatte mange private Borgere af Amsterdam, Enckhuysen og Campen ham med Skibe. Eendeel giorde ham ogsaa Bistand for at blive ham og hans Krigsfolk qvit, thi han havde 10000 Mænd paa Benene. Regentindens Margaretæ Død udi Nederlandene, som skeede paa de Tider, syntes vel at give ham noget Stød, men den nye Regentinde Maria, Keiserens Søster, befodrede hans Interesse med samme Iver, saa at Præparatorierne ginge for sig med stor Fremgang, og en Hob Skibe blev tilveje bragt, og forsyned med Folk, Amunition og anden Tilbehøring. (246)

(a) Lit. Magni Episc. ad Christ. 2. de dato Hammer den 20. Julii 1531. Af dette Brev sees, at den Titel. Ed. Naade og Eders Kongl. Majest. da har været brugt tillige.

(b) Lit. Archiep. Nidros. ad Gustav. Troll. de dato Steenvigsholm dominic. post Fest. Sanct. 1531.

Efterat disse Præparatorier vare giordte imod Norge, saa vel af Kongen udenlands med at samle Folk og Skibe, som af hans Tilhængere indenlands ved at bevæge Gemytterne, og at bringe Almuen og Geistligheden paa hans Side, gik Kong Christian til Seils fra Enkhuysen (a) sidst udi Octobri med 25 Orlog-Skibe.

Kommer med en Krigs-Flode til Opsloe.

Da han med Floden var kommen mod Varbierg udi Halland, reisede sig en hæftig Østen Vind, hvoraf 10 af Skibene ginge i Grund, men de Øvrige, tillige med Kongen selv, kom i Behold til Opsloe, hvor de af den paakommende stærke Vinter bleve indfrøsne, men ved samme Lejlighed ogsaa bragte i Sikkerhed for Overfald, efterdi de Danske og andre allierede Skibe, som skulde gaae Norge til Undsættning, ikke kunde komme dem nær.

Dannemark og Sverig forbinde sig imod Kong Christian.

Thi Kong Friderik, da han havde faaet Kundskab om Christiani 2. Præparatorier og Anslage imod Norge, havde strax efter Forbund anholdet om Hielp hos Kong Gustav, og maatte da begge Konger trække paa een Linie, efterdi de begge udi Christiano 2. havde lige stor Fiende. Denne tilfælles Interesse havde befodret det Fordrag, som var sluttet til Lodese mellem begge Konger, ved hvis Kraft de skulde komme hinanden til Hielp med 200 vel udrustede Karle og Hæste, (b) naar fornødent giortes. Der blev ogsaa nogle Aar derefter, for at hæve all Misforstand mellem Rigerne, giort et Fordrag om Vigens Afstaaelse udi Norge, hvorudi disse Ord bleve indførdte, (c) at Wicken här effter skal stå Kongl. Maj. til Danmarck och Danmarcks Crona til handa &c.

Kong Friderik faaer Undsætning fra Lybek.

Foruden den Begiering Kong Friderik da giorde til Sverrig, anholdt han iligemaade om Hielp hos Lybek og andre Søe-Stæder, og erholdt nogle Orlog-Skibe hos de samme, efter at han havde lovet dem at udelukke Hollænderne fra Farten igiennem Sundet paa Øster-Søen. (d) De samme Skibe komme betimeligen til (247)

(a) Chytr. Sax: Lib. 13. Hvitfeld siger Memmelink.

(b) Transactio Lodes. dat. die Veneris post Assumpt. Mariæ 1528. apud. Eric. Georg.

(d) Chytr. Lib. 13.

Kiøbenhavn, hvor deres Anførere bleve venligen imodtagne af Kongen: Men, som den Danske Flode, hvormed de skulde conjungere sig, endda ikke var færdig, og de imidlertid maatte bie derefter, paakom udi Novembri saadan Kulde, at de bleve indfrosne udi Havnen, og der maatte ligge ørkesløse den største Deel af Vinteren.

Imidlertid forsømmede Kong Christian intet, som kunde tiene til at bringe de Norske til sin Lydighed.

Kong Christians Skrivelse til Indbyggerne i Norge.

Han lod strax Breve udgaae over det heele Rige, hvorudi han lover at ville tage til Naade igien alle de som vare ham frafaldne, og at stadfæste Rigets Privilegier og Friheder. Han undskylder derudi de Norske for deres Frafald, og siger, at de dertil ere blevne forførte af eendeel ildesindede Danske. Inviterer til Slutning de Geistlige og Verdslige Stænder at møde St. Andreæ Dag til Opsloe for der at hylde ham, og truer dem med Straf paa Lif og Gods, som vejgre sig derfor. Bønderne advares at skikke 4 Fuldmægtige af hvert Fylke, iligemaade Magistraterne af Kiøbstæderne visse Personer af deres Middel. Udi hans Brev til Erke-Bisp Oluf beder han samme Prælat at legge Haand og Hæfte paa hans Fiender, besynderlig Doct. Vincentz Lunge og Niels Lykke, og bringe dem med sig til Opsloe, hvilket altsammen med meere kand sees saa vel af hans Skrivelse til bemeldte Erke-Bisp, (a) som af det andet Brev til Gustav Trolle, (b) hvilken sidste var den som han i disse Conjuncturer mest forlod sig paa, og som da opholdt sig hemmeligen udi Trundhiem, at han ikke skulde falde i Kong Frideriks Betienteres Hænder. Kong Christian forlod sig næst ham paa ovenmeldte Jørgen Hansen, hvilken var en boesatt Mand udi Holland, hvor vel det synes, at han har været en indfød Dansk, efterdi han siden blev af Kong Friderik saa sterkt eftersatt. Han var en Mand af stor Forstand og Hurtighed, giorde da ogsaa sin Herre store Tienester, hvorudover, for ikke at underkaste ham Forfølgelse, han gav ham sit aabne Brev paa, at alt, hvad han giorde, var efter hans Befalning. (248)

(a) Lit. Christ. 2. ad Olaum Asloæ 27 Nov. 1531.

(b) Lit. Christ. 2. ad Gustav. Trolle ex portu Opsloensi die 9 Nov. 1531.

Geistligheden med en stor Deel af Indbyggerne gaaer ham til Haande.

Blant de Norske var Kong Christian ingen meere bevaagen end Erke-Bisp Oluf af Trundhiem, hvilken hemmeligen længe havde corresponderet med ham, og nu formaaede de fleeste, saa vel Bisper, som Adelsmænd at erklære dem for Kongen, saa at Herr Mogens Gyldenstierne, Kong Frideriks General i Norge, blev forladt af alle, undtagen af Eske Bilde, som commenderede i Bergen, og Claus Bilde, som havde Befalning paa Bahuus, item Mikkel Blik, hvilken sidste dog siden fuldte Strømmen og faldt til Kong Christian og lod sig bruge i den saa kaldte Grevens Krig mod Kong Frideriks Søn Christ. 3. Blant Geistligheden derimod finder jeg ingen som blev Kong Friderik troe uden Bisp Oluf af Bergen. Saaledes blev Kong Christian i kort Tid fast Mester over heele Norge, og vare de Danske ikke i Stand at kunne undsætte samme Rige formedelst Vinterens Haardhed. Det Norske Raad og Adel, som var forskrevet til Opsloe, mødte ogsaa samme steds St. Andreæ Aften. Da holdt Kong Christians Canceler Poul Kiempe en lang Tale til dem, hvorpaa de hyldede Kongen, og opskreve Kong Friderik deres Eed og Pligt. Saasom nu denne Opsigelse er meget merkværdig, og den samme siden gav Anledning til Christiano 3. at skille Norge ved sit eget Raad, og at reducere Riget til en Province, holder jeg fornødent den her at anføre. Den lyder saaledes:

Det Norske Raads Opsigelses Brev til Raadet i Dannemark.

Sinceriss. nostris reverentiis honore, fraternaque Salutatione in Domino præmissis. Kiære Brødre og gode Venner! Ville I ydmyge Eder til at vide, agte og viiseligen overveje, hvad saa sørgeligen til mange Menneskers Fordervelse foretages og begyndes med denne svare Krig og Orlog, da unde os Gud Alsommægtigst gode Raad, Hielp og Trøst, at vi vel maatte komme deraf. Og paa det I ogsaa kunde røres til en fredsommelig Handling, og bestandig Fordrag med Højbaarne Første Kong Christiern vor kiæreste Naadige Herre, bede vi Eder gierne og raade, at I ville overveje (249) hvorledes og hvorfore denne Orlog er begyndt, og hvorledes Gud vil unde den at faae en god Ende, paa det ej stor Blodstyrtning skee skal, Siælene til Vaade for dem, som saadan Orlog voldet have, og længst ved lige holde. I vide vel hvem det voldte og afsted kom i Dannemark, at hans Naade nødedes til at give sig af Riget uden tilbørlig Tiltale og Dom, hvilket vi eller den gode Almue i Norge ej afvidste eller samtykte, førend længe efter at hans Naade var uddragen, da nødedes vi alle til, den Tid vi finge Bud fra Højbaarne Første Herr Friderik, den Tid udvaldt Konge til Dannemark, og fra Eder at hylde hans Naade, at vi ej skulde ydermeere forderves. Og nu, efterdi vor Naadigste Herre er hidkommen til sit Rige, og er vor rette Herre og Konge, keised, kaared, og kroned, fulde den meenige Almue hans Naade gladeligen til Haande, og gav hans Naade velvilligen baade Giengierd og Skatt, og sagde at ville leve og døe med hans Naade, som det sig bør med deres rette Herre og Konge, og skrev hans Naade os strax til da han kom her under Landet, at han vilde være os gunstig og god, og ej berøve nogen, som vilde gaae hans Naade til haande, hvilket hans Naade ej heller giort haver til denne Dag mod dennem, som tilstede bleve; Men de, som bortrømte, have mistet deres Lehn, og noget rørende Gods. Og have vi nu formerket, at hans Naade vil og agter at elske baade Gud og Retviished. Thi kiære Venner, dersom det tykkes Eder, at I ikke ville foragte eller forsmaae vort Raad, da raade vi Eder, og ydmygeligen bede, paa det at meere Ondt ej hændes skulde, at I vilde overveje hvad været haver, nu er, og komme kand, (250) baade over fødde og ufødde, skyldige og uskyldige, som I selv ydermeere kand betænke. I vide selv hvad Gunst hans Naade tilbød førend han reisede bort, og det tykkes os ikke aldeeles viiseligen at være giort, at I den ej vedtoge. I vide og, at det var en føje Hob, som mest Magt havde, og ikke mange som der imod stode, men mange Tusinde, som det tykkes ilde at være mod hver een, som det tykkes vel at være, og endnu, som vi have spurt, hans Naade gierne i Riget igien vilde have, og, maaskee, mange ere, som ikke tør give deres Meening og Villie tilkiende, af Frygt for dem, som hans Naades største Uvenner ere. Derfor endnu igien anden og tredie gang ydmygeligen bede og raade vi, at I lade hans Naade komme fredeligen til sit Rige igien. Vi forhaabe og fuldkommeligen formode, at hans Naade bliver os, og sit Rige en god, mild, rettviis og gavnlig Første. Kiære gode Venner, saasom vi nu have givet Eder dette tilkiende, og I vel vide, at Kong Christiern er vor rette Herre og Konge, og at vi ikke kand tiene to Herrer, item, at vi nu have tilsagt hans Naade Huldskab og Troeskab, formode vi, at den gode Herre, Højmægtige Første Kong Friderik, heller I tager os ikke til Mistykke eller Uvillie, at vi have opsagt hans Naade Huldskab og Troeskab, som vi og nu i dette vort Brev opsige, givende Eder at besinde, at, hvis vi saa ikke havde giort, hvad der af vilde efterfølge. Kiære Venner, dette have vi Eder udi beste og broderlig Agt og Meening tilskrevet. Hvad vi ellers kunne være Eder til Villie og Kiærlighed, giøre vi gierne. Her med Eder Gud og (251) St. Oluf Konning befalende. Ex Aslaia in Vigiliis beati Andreæ Apostoli Anno 1531.

Under Rigets Indseigle

Norges Riges Raad.

Dette er det merkværdige Opsigelses Brev, som blev insinueret og tilskrevet det Danske Raad, og hvoraf siden af bemeldte Raad toges Anledning til at skille Norge ved dets Herligheder,

Betænkning derover.

og siger vor Historicus, som selv var en Dansk Raads-Herre, at ligesom Privilegier og Friheder vindes ved troe Tieneste, saa tabes de ogsaa ved Utroeskab. En temmelig haard Critique over den gode Norske Nation, efterdi den af Medynk over sin gamle Konges Tilstand lod sig bevæge til at antage ham igien. Men der om skal tales videre udi Christiani 3. Historie, hvor saadant egentlig henhører. Det er ellers mærkeligt, at det Norske Raad i dette Opsigelses Brev kalder Kong Friderik Konge, og derved ligesom tilkiende giver, at de ikke censurere de Danskes Opstand mod Kong Christian.

Efter at den største Deel af Riget saaledes var gaaen Kong Christian til haande, anmoder samme Konge Herr Mogens Gyldenstierne om Aggershuuses Slottes Overgivelse, hvorpaa Gyldenstierne giver saadant Svar: at han vidste, at han var en fød Konge Søn, og kaaret til de 3 Riger. Han kunde ikke hindre ham med saadan Magt, som han da havde, at tage Slottet ind, særdeles nu det var Vinter, og Havnen var tilfrøsen; Dog begierede han, for ikke at exponere sin Reputation ved Slottets alt forhastige Overgivelse, at han maatte skrive Kong Friderik først til.

Handel med Kong Frideriks General om Aggers Huuses Overgivelse.

Hvis han ikke fik Undsættning af ham inden først udi Martio, vilde han strax opgive Slottet. Kongen tog imod dette Tilbud, og blev der paa strax en Anstand giort saaledes, at intet fiendtligt mod Slottet skulde foretages indtil der kom Svar og Erklæring fra Dannemark. Medens denne Anstand varede, bemægtigede Kong Christian sig Olufsborg udi Vigen og omkom nogle af de Svenske, som havde samme Fæstning inde, og forfuldte de andre til (252) Nyløse, hvilken han ogsaa efter Anseelse havde erobret, hvis han havde dristet sig til at angribe Staden paa samme Tid, men han frygtede for Hinderhold, og derfore vilde ikke gaae videre.

Mogens Gyldenstierne merkede vel, at, hvis Aggershuus ikke blev betimeligen undsatt, vilde det ufeilbarligen falde udi Kong Christians Hænder, og at Kongen derover vilde blive Mester over heele Norge, herudover affærdigede han i største Hast Bud til Johan Rantzov Høvitzmand paa Krogen, nu Kronborg, ladende ham vide udi hvad Tilstand Norge var, og at der behøvedes hastig Undsættning. Budet var en hurtig Tydsk Person, ved Navn Franke, tienende ovenomtalte Michael Blik, til hvilken Herr Johan Rantzov leverede 1000 Mænd med Skytt og Krud, befalende ham der med at practisere sig ind paa Agershuus, saasom Fæstningen var ham best bekiendt, og han vidste alle Veje og Stie der til.

Aggershuus faaer Undsætning fra Dannemark.

Han gav ham ogsaa en Foræring, at han med des større Hurtighed saadant skulde forrette. Franke seilede der paa med en Jagt til Norge igien, men, da han kom under Landet, blev Jagten tilfrøsen, hvorudover han satt Folket i Land, og, efter en besværlig Marche over Bierge og Klipper, practiserede en Hob Folk ind paa Slottet, hvorved han indlagde stor Ære, men, som imidlertid hans Principal var falden til Kong Christian, gik ogsaa Tieneren samme Vej, og tillige med sin Herre lod sig siden bruge under Greve Christopher mod Kong Christian 3.

Efter at Mogens Gyldenstierne nu havde faaet denne Undsættning, lavede han sig paa at giøre en tapper Modstand, og at holde Belejringen ud indtil den forventede store Secours kunde komme fra Dannemark. Jeg haver tilforne antegnet noget om Kong Frideriks Præparatorier udi Kiøbenhavn, hvor nogle store Orlog-Skibe vare komne til Undsættning, for at conjungere sig med de Kongelige; Men at de formedelst den paakommende sterke Kulde bleve indfrosne, og intet kunde foretage.

De Danske Stæders Quota til den Kongl. Flodes Udrustning.

Jeg finder ikke hvor sterke de Kongelige Skibe vare; Men alleene at hver Bisp var satt for at udruste et vel bemandet og forsvarligt Skib, og at Kiøbstæderne saaledes vare taxerede: Kiøbenhavn stod for eet Skib, bemandet med 80 Soldater; Kiøge og Roskild for eet med 60 (253) Mænd; Næstved og Slagelse for eet med 60; Malmøe for eet med 80; Landskrone og Vhæ for eet paa 80; Varbierg og Halmsted for eet paa 80; Odense for eet paa 80; Svenborg og Assens for eet paa 80; Stege og Naskov for et paa 60; Aarhuus og Randers for eet paa 80; Ribe for eet paa 80 Soldater, foruden Baadsmænd og Matrodser, og een Borgemester, og een Raadmand paa hvert Skib. De andre smaa Stæder udi Jylland, Fyen, Langeland, Skaane og Falster, skaffede alleene Folk og Victualier. Og seer man af denne curieuse Liste, først, at der ingen synderlig staaende Kongelig Krigs-Flode endda maa have været, men at Bisperne og Kiøbstæderne bleve satte for Udstyr, naar en Flode skulde udrustes. (2) Seer man hvordan Stædernes Quota var paa de Tider, og lærer deraf tillige med Stædernes Vigtighed, nemlig at Kiøbenhavn, Malmøe, Odense og Ribe, have da været de anseeligste og meest formuende Stæder udi Danmark, og endeligen (3) at det har været brugeligt, at Borgemester og Raad af Kiøbstæderne fuldte med. At Helsingøer, som ellers paa de Tider var en vigtig Søe-Stad, ikke nævnes, er underligt; det er derfore troeligt, at samme Stad da maa have været gienstridig, og kand man bestyrkes i denne Meening der af, at den nyligen tilforn ingen Evangelisk Præst vilde lide hos sig. Ovenmeldte Skibe vare tilsagde at møde for Kiøbenhavn ved Midfaste Tider af det Aar 1532, og et hvert Skib at føre 6 Maaneders Proviant med sig.

Kong Friderik forvarede sig og med fremmede Hielp til dette vigtige Tog mod Norge; Fra de Wendiske Stæder fik han adskillige Skibe. Landgreven af Hessen tilbød sig at komme til Hielp med 10000 Mænd paa Kongens Bekostning, men jeg finder ikke at samme Folk lode sig indfinde. Dannemark faaer fremmed Hielp.

Hertug Ernst af Luneborg begav sig selv med et Antall Ryttere udi Dansk Tieneste, og Kong Gustavus af Sverrig blev anmodet om Hielpe-Tropper, efter det imellem Rigerne giorde Forbund; Men jeg finder ikke, at de lovede Hielpe-Tropper bleve skikkede, alleene dette, at Kong Gustav, for at conservere Venskab imellem Rigerne, som da begge bleve truede af Kong Christian, giorde Ende paa den langvarig Trætte (254) om Vigen, og da afstod, som før er sagt, samme Province for en liden Sum Penge til Kong Friderik igien, thi Sverrig var da ikke udi mindre Frygt end Dannemark, efterdi Kong Christian havde lige store Prætensioner paa begge Riger, hvilket han ogsaa gav tilkiende udi en Skrivelse af den 15. Novembr. 1531. til de Wendiske Stæder, hvorudi han lod dem vide, at han var kommen til sit Rige Norge igien, og at han søgte iligemaade at bemægtige sig sine andre Riger, forhaabende, at de, nemlig Hansestæderne ikke derudi vilde være ham hinderlige; Han vilde lade dem beholde deres gamle Privilegier og Friheder udi Handelen. Erke-Bisp Gustav, item Bisp Magnus af Scara, (a) og Herr Thure Johansen, søgte ogsaa at opvække nogle af Gustavi Krigs-Folk, sær Dalekarlene til Oprør, og ved Skrivelser formanede dem, at antage Kong Christian igien, som de højligen berømmede, sigende, at han nu var af andre Qualiteter end tilforn, og inclinerede til lutter Naade og Mildhed, og som han vidste mange udi Rigerne vare misnøjede med Religionens Forandring, gav han sig ud for den Romerske Troes Beskyttere, (b) og lovede at bringe dem i Pavens Venskab igien; saa at man seer, at denne Konge i all Ting lempede sin Religion efter Tiderne.

Men, som han merkede, at de Svenske af hans Ord og Løfter ikke vilde lade sig bevæge, skikkede han Thure Johansen med 1200 Lands-Knægte ind udi Vigen, hvor de samme bestormede Karlsborg, og omkomme mange Svenske tillige med Commendanten Ake Clausøn. (c) Men de Svenske hevnede sig igien, og delogerede Kong Christian udaf den Insul Hisingen, hvor han havde posteret sig. Der fortælles, at da Kongen saae de Svenske vel udrustede komme paa Hisingen, sagde han til Thure Johansen: (255)

(a) Hvitfeld siger Bisp Mogens af Hammer, hvilket maa være en Forseelse, efterdi Chytræus, som han herudi Ord for Ord har fuldt, vidner, at det var Magnus af Scara, det er ogsaa troligt, at Kong Christian helst betienede sig af de Svenske Misfornøjede, som vare Gustav Trolle, Magnus af Scara, og Thure Johansen. (255)

(b) Ægid. Girs Hist. Gustavi I. pag. 128.

Du har bedraget mig, i det du har villet bilde mig ind ingen Modstand at finde af de Svenske. Dagen derefter fandt man Thure Johansens Legem uden Hoved paa Gaden i Kongelle. (a)

1532.Udi Martio af det Aar 1532 seiglede nogle Danske og Lybske Skibe til Opsloe for at undsætte det belejrede Aggershuuske Slott, og havde de den Lykke, hvorvel ikke uden Møje, at forrette deres Ærinde, og komme den 14 April til Kiøbenhavn igien, hvor da var en Herre-Dag for at overveje, hvorledes dette Tog mod Kong Christian best kunde foretages.

Knud Gyldenstierne Vice-Biskop udi Fyen, bliver Amiral over den Danske Flode.

Og blev da fundet for gott, at den heele Flode skulde commenderes af Knud Gyldenstierne, Electus udi Odense, som var den belejrede Mogens Gyldenstiernes Broder. Udi Majo gik Floden til Seils, og udi nogle Dage kom lykkeligen udi Bugten af Opsloe, hvor den forsynede det belejrede Slott med Folk og Proviant, hvorpaa det igien havde stor Nød. Generalen Knud Gyldenstierne havde Fuldmagt af Kong Friderik, alting at giøre og lade, ligesom Kongen selv kunde være tilstede, og at negotiere med Kong Christian, ligesom han fandt det best og nyttigst,

Hans Fuldmagt at handle med Kong Christian.

til hvilken Ende han ogsaa adjungerede ham sin egen Secretaire Mag. Jesper Brokmand, og gav ham der hos det Kongelige Seil, hvilket Hvitfeld selv tilstaar, saa at deraf sees, at General Gyldenstierne var authorisered til at slutte den bekiendte Contract, som siden har givet Anledning til store Tvistigheder, og tilstrækkeligen øvet de Tiders Jurister. Jeg vil her udi, saa vel som i andet, intet Parti tage, men søge, saa meget som mueligt, efter at udlede Sandhed, og give min upartiske Betænkning derover. Dog førend jeg skrider til denne delicate Contract, som skildte Kong Christian baade ved Regimente og Frihed, vil jeg omstændigen fortælle, hvad som forhen passerede, og gav Anledning der til.

Saa snart den Danske Flode var kommen til Opsloe, lod man sætte Krigs-Folket udi Land, hvorpaa Kong Christian satt Ild paa sin Lejer, og begav sig ind udi Staden med sit Folk, saasom (256)

(a) Eric. Georg. Hist. Gust. I. pag. 301.

som han fandt det ikke raadeligt, at vove nogen Trefning med sine Fiender. Kort derefter kom et Brev, dateret Opsloe den 12 Maji, til den Danske Lejer, hvis Opskrift var til Knud Gyldenstierne, og de andre Anførere. Udi dette Brev giver Kong Christian tilkiende, at han altid havde ønsket Fred, hvilket han endnu giorde, og begiærede, at de vilde skikke ham nogle Fuldmægtige, som paa den eene Side af Broen kunde conferere med hans Fuldmægtige om Fred og Eenighed.

Handel om Forliig.

De Danske Generaler svarede dertil: (a) at, om hans Hierte svarede til hans Skrivelse, maatte de bekiende, at han af en besynderlig GUds Naade havde forandret sin Natur; Og, efterdi han nu giver sine Freds-Tanker tilkiende, vilde de deputere Hr. Mogens Gyldenstierne, Niels Lykke, og Vilkenstede paa Kong Frideriks, og Gert Odenberg, Tønnes Kaske, og Johan Vitbolt paa Stædernes Vegne at høre hans Foredragende, og derpaa vilde sende ham deres Lejde, naar han om Aftenen eller Morgenen tilig vilde sende dem sin igien. Begges Lejde-Breve bleve saaledes udstedte for 6 Personer paa hver Side, og Stedet til Sammenkomsten blev berammet under Egeberg, hvor samtlige Deputerede lode sig indfinde, og lod da Kong Christian først tilkiendegive med hvilken U-ret han var dreven af sine Riger, til hvilke at igienbekomme, han med en Krigsmagt var kommen til Norge, dog ønskede han helst, at saadant kunde skee med det Gode. De Danske svarede dertil, at de vare komne for at frelse Kong Frideriks Lande, og ikke for at bortgive dem eller det mindste Stykke der af. Ved saadant Svar lode Kong Christians Fuldmægtige strax falde en stor Deel af deres Prætensioner, og gave tilkiende, at, om deres Høje Principal maatte beholde Norge alleene, vilde han afstaae sin Rett paa Dannemark og de andre Lande, uden at de Danske vilde godvilligen antage ham igien efter hans Farbroders Død. Men Svaret var da igien som tilforn, at de ikke vare komne for at give noget bort. Endeligen blev forhandlet, at Kong Christian selv skulde komme tilstede for at give sin endelige Meening tilkiende, hvilket og skeede. Kongen, som da var temmeligen i Knibe, efterdi han var omringet af Fiender, nemlig af den (257)

(a) Respons. ad Lit. Christ. 2. e. Castris ad Opsl. d. 12 Maji.

Aggershuusiske Besætning paa den eene Side, og den Danske Lejer for Opsloe paa den anden Side, begyndte at give gode Ord, og formanede Kong Frideriks Fuldmægtige paa GUds Vegne, at de vilde give ham de beste Raad. Da raadede de ham, at han Personligen skulde begive sig til Kong Friderik, saasom de tvilede ikke paa, at jo Kongen skulde give ham en skikkelig og Førstelig Underholdning, hvilket han tog i Betænkning til den anden Dag, og giorde han den 14 Maji saadanne Forslag:

Christ. 2. Forslag.

At de vilde love ham frit Lejde, saaledes, at hvis han ikke kunde foreenes med sin Farbroder, de da vilde sætte ham med hans Tienere i fri Behold i Norge eller andensteds igien.

At de Norske, som vare gaaet ham til Haande, ingen Forfølgelse derover skulde lide.

At Norges Rige Syndenfields skal forblive udi hans Lydighed, og udi den Stand, som det var, da de med deres Flode komme for Opsloe, indtil Sagen kand blive afgiort.

At alle de Breve, som han har udgivet paa Pant eller Lehn i Norge, skal staae ved Magt.

Om GUd imidlertid kalder hans Farbroder, og Dannemarkes Raad og Almue da ville antage ham til Konge igien, skal de ingen Forhindring der i giøre. Men, om de ej ville antage ham, skal hans Lejde derfor ikke være ude: Men han skal have Frihed at begive sig, hvorhen han lyster &c. (a)

Kong Frideriks Fuldmægtige tøvede at svare ham paa disse Propositioner, hvorudover Kongen besværgede sig der over udi en Skrivelse af den 16 May, og anholder paa nye om Svar. Endeligen gave de den 17 May saadan Erklæring, at han kunde være forsikret om en skikkelig og Christelig Underholdning, hvis han selv vilde rejse til hans Farbroder; Hans Krigsfolk maatte rejse fredeligen bort.

Handel om frit Lejde for Kong Christian.

Og hvad hans Tilhængere udi Norge angik, dem havde Kong Friderik selv ved Skrivelse tilkiende givet sin Meening. I det øvrige maatte han antage dette som et endeligt Svar. Dette Brev blev skikket til Opsloe tillige med nogle Kong Frideriks Patenter, daterede Kiøbenhavn, hvorudi Kongen undskylder sig, at han formedelst (258)

(a) Condition: Asloæ die 14 Maji.

Vinteren ikke saa hastigen har kunnet undsætte Norge, og forsikrer Indbyggerne om Naade og deres Privilegier, hvis de i Tide igien fulde til Føje. Adskillige af Bønderne forlode derpaa Kong Christians Parti, og finge alle de, som saadant giorde, Beskyttelses Breve. Udi saadan Tilstand vare Sagerne, da den Danske Krigsmagt affærdigede Vilkenstede og (a) Peder Skram til Dannemark med saadan Instruction.

Først at give tilkiende, at man havde begyndt at negotiere med Kong Christian, og at overlevere en Copie af det som forhandlet var.

Kong Friderik giver contra Ordre, hvorved Knud Gyldenstiernes Fuldmagt indskrænkes.

Dernæst at begiære, at den Proviant, samt Amunition, Skytt, samt Folk og Penge, som behøvedes, maatte iligen tilsendes. De samme arriverede lykkeligen til Dannemark, og der berettede Tilstanden udi Norge, hvorudover Kong Friderik lod dem strax igien affærdige med Ordre, intet at slutte med Kong Christian uden han vilde give sig paa Naade og U-naade. Men, medens de vare borte, continuerede man at negotiere, og ophittede da Kong Christian et særdeles Paafund for at bestyrke sine Sager, og at drive Kong Frideriks Fuldmægtige til at indgaae Conditioner, som ham kunde være fordeelagtige. Han lod en Bonde ligesom af Vildfarelse bringe et Brev udi den Danske Lejer, sigende, samme Brev, hvis Opskrift var til ham selv, at være kommet fra hans Flode. Brevet var undertegnet af en, ved Navn Søren Sander, hvilken berettede, at der vare komne Kong Christian til Hielp 20 Orlog Skibe, bemandede med 5000 Skotter, item at der ogsaa vare Breve med fra Kongen af Skottland.

Et snild Paafund af Kong Christian.

Videre gav han tilkiende, at adskillige Hollandske Stæder, blant hvilke Amsterdam, Enckhuysen og andre havde udrustet 50 Orlog Skibe, hvilke tillige med halvtredie hundrede Kiøbmænds Skibe skulde ved Pindse-Tider komme til Norge, for at undsætte Kong Christian. (b) Udi Brevet laae en Sæddel, hvor i samme Fabel med fleere Omstændigheder blev bestyrket. Om samme opdigtede Brev blev fæstet Troe til, eller om det giorde nogen Virkning, skal jeg ej kunde sige. Vidst nok er det, at Negotiationerne bleve fortsatte paa samme (259)

(a) Vita & res gest. Petri Skram Manuscr. B. D.

(b) Vid. Exempl. fict. lit. de dato Hamborg die St. Halvardi 1532.

Maade, som tilforn, saa at de Danske Fuldmægtige intet andet vilde indgaae, end hvad de forhen havde lovet, indtil den 1 Julii, da der omsider paa Aggershuus Slott blev sluttet en Contract, (a) hvilken man forbandt sig ved Troe og Redelighed under GUds Hevn og Straf i alle Maader ubrødeligen at holde.

Det bekiendte Leide-Brev udstædes.

Udi denne Contract bliver Kong Christian med 200 Mænd lovet Sikkerhed, saavel paa Skibet, som udi Dannemark eller andre Stæder, hvor han paa Rejsen kunde komme; Dog saaledes, at Højstbemeldte Konge imidlertid ingen Correspondence enten selv eller ved andre skulde føre Kong Friderik til Nachdeel. Videre forbunde de Danske Fuldmægtige sig til at forhandle Sagen saaledes hos Kong Friderik, at den skulde komme til en god og lykkelig Ende, lovede ogsaa at Kong Christian af deres Herre vel og kiærligen skulde imodtages. Kong Friderik skal lades Norges Rige udi den Stand, som det var førend sidste Indfald skeede; Han derimod skal tilgive Stænderne deres Forseelse, og lade alle blive ved deres gamle Privilegier og Friheder; Kong Christians Krigsfolk skal bekomme et sikkert Lejde, for udi Fred at begive sig af Norge igien. Dersom Dannemarks Raad og Almue efter Kong Frideriks Død frivilligen vil antage Kong Christian igien, skal derudi ingen Hinder giøres (hvilken Artikel synes mest at angaae de Wendiske Stæder.)

Der paa blev det navnkundige Lejde-Brev udstædiget, og, som det samme er saa meget bekiendt i Historien, formedelst de Stridigheder som der paa fuldte, vil jeg det her Ord for Ord indføre. Det samme lyder saaledes:

Dets Indhold.

Vi Efterskrevne, Knud Gyldenstierne Electus til Odense Biskops-Stift, Mogens Gyldenstierne Høvitzmand paa Aggershuus, Niels Lykke Ridder, og Reinhold Hedenstorp, Højbaarne Førstes og Stormægtige Herres Her Frideriks med Guds Naade Dannemarks Konges vor Allernaadigste Herres Fuldmægtige Høvetsmænd for Hans Kongl. Majestets Krigsfolk (260)

(a) Transactio de dato Aggershuus die 1 Julii 1532.

Folk, nu liggende for Opsloe. Gert Odenberg, Tønnes Kaske, Joachim Foß, og Jacob Huddeskind, paa de Wendiske Stæders vegne, giøre alle vitterligt, at, efterdi Højbaarne Første og Herre, Hr. Christian, fordum Dannemarks, Sverrigs og Norges Konge, nu velvilligen vil afstaae fra all fientlig Handel, og snart begive sig herfra med os til fornævnte Kongl. Majest. vor Allernaadigste Herre, Dannemarks Riges Raad og deres Forvante, da have vi af den Fuldmagt, som os af fornævnte Kongl. Mayst. vor Allernaadigste Herre given er, lovet, tilsagt og givet, og nu med dette vort aabne Brev love, tilsige, og give fornevnte Høybaarne Første Kong Christiern, alle hans Naades Raad og Tienere, 200 Personer en fri, ærlig, sikker, troefast, ubrødelig og christelig Leide, for alle, i hvo de ellers ere eller nævnes kunde i Dannemark, Norge og all andensteds, hvor vi til Lands eller Vands fare, rejse, komme eller ere, først paa hans Naades egen Person med alt hans Gods, desligeste for alle Hans Naades Tienere, som Hans Naade medfølge, eller paa denne hans Rejse tilkomme, at være og blive frie, sikkere og i alle Maader u-behindrede fra det første Hans Naade nu til os kommer, ogsaa paa denne Rejse, item fremdeeles all den stund Hans Naade udi Kiøbenhavn eller andensteds i Dannemarks Rige hos fornævnte Kongl. Majst. vor Allernaadigste Herre, og Dannemarks Riges Raad forfarende vorder, for at fuldkomme den Handel og Contract Hans Naade nu med os har begyndt og oprettet haver. Og, dersom saa skeede, (hvilket GUD Allsommægtigste naadeligen vil afvende) at samme Handel mellem Hans Kongl. Majest. Dannemarks (261) Riges Raad og Forvante, og fornevnte Højbaarne Første Kong Christiern og Hans Naades Raad ikke kunde komme til nogen endelig Beslutning, da skal dette vort Lejde Hans Naade, og fornævnte Hans Naades Raad og Tienere alligevel u-brødeligen holdes udi alle sine Ord, Artikle og Puncter, som det indholder og udviiser, indtil saa længe at fornævnte Kongl. Majst. vor Allernaadigste Herre og Dannemarks Riges Raad fornævnte Kong Christiern og Hans Naades Raad og Tienere med al deres Gods igien hid ind udi Norge eller andensteds udi Tydskland udi sikker Behold sætter i alle Maader. Hvilket vor Leide vi fornævnte Knud Gyldenstierne, Electus, Mogens Gyldenstierne, Høvits-Mand paa Aggershuus, Niels Lykke, Ridder, og Reinholt von Hedenstorp os forpligte, love, tilsige u-brødeligen, u-bedrageligen Højbaarne Første Kong Christiern fuldkommeligen og troeligen holdes skal under GUds store Hevn og ævige Straf, og ved vor gode Troe, Love, Ære og Reedelighed: Til ydermeere Vidnesbyrd, større og fastere Forvaring, have vi ladet med Villie og Videnskab henge vore Indseigle og Signeter her neden for dette vort aabne Brev og bedet og befalet Ærlige og Velbyrdige Marqvard Tidemand, Byrge Trolle, Otto Gyldenstierne, Arild Jensen, Hans Lykke, Otto Andersen, Christopher Hvitfeld, Drage Lauritzen, Tille Gisler, Hans Kindelbruch, Dietrik von Grull, Wilken Fresse, Jørgen Skimmel, Anders von Lybcke, Jacob Ungewaschen, Junker Vilkens, Bertel Holst, Eyler Dykert, Herman von Embden, Arnt von Utrecht, Vactmester at stadfæste og besejle dette vort Lejde med os. Actum Aggershuus den 1 Julii 1532.

(262) Førend dette Fordrag og Lejde blev forseilet, komme Peder Skram (a) og Vilkenstede tilbage fra Dannemark. De samme bragte en Skrivelse med sig fra Kong Friderik, hvis Indhold var dette, at, som Kongen var kommen i Erfaring at Kong Christian skulde ville ved Accord begiere Norge, da var hans Ordre, at de saadant ham ingenlunde skulde tilstaae. (b)Høystbemeldte Konge lod sig ikke nøje dermed, men skikkede ogsaa sin Secretaire Axel Juul efter dem paa Vejen med et andet Brev, hvorudi han repeterede samme Ordre.

Peder Skram og Vilkenstede protestere imod dette Lejde, men forgieves.

Begge disse Breve overleverede Peder Skram, og Vilkenstede ved deres Ankomst til Norge, og begierede paa Kong Frideriks Vegne, at den begyndte Handel med Kong Christian maatte til intet giøres. Knud Gyldenstierne som holdt det for en point d’honeur at lade Tractaten staae ved Magt, beraabede sig paa sin Fuldmagt, at giøre og lade hvad som han herudi fandt tienligt. De andre derimod sagde, at den sidste Ordre restringerede den første Fuldmagt, og derfor veigrede sig for at underskrive Tractaten, og det givne Lejde. Men Gyldenstierne ved sin Myndighed udvirkede, at Tractaten blev ved Magt, og han tillige med de andre, som havde undertegnet, notificerede saadant til Kong Gustav, bade ham holde tilbage de Hielpe-Tropper, som han havde beskikket til Norge, eftersom der var saadant Fordrag sluttet, og begierede, at deres saavelsom Kong Christians Folk maatte passere frit igiennem Sverrig.

Her af sees at dette Lejdes Brydelse og Kong Christians Fængsel, som paafuldte, ikke kunde legges Kong Friderik til Last, og at Christiani 2. rætfærdige Klagemaal rører ikke Kong Friderik, men dem som imod Ordre udstedde dette Lejde, vel er sandt, at det havde været en Generositet om man havde skikket den Landflygtige Konge i fri Behold tilbage og man ved saadan Generositet havde borttaget al Anledning til paa følgende Snak og Mistanke.

Autoris Betænkning herover.

Men det synes dermod at en Potentat har ikke nødigt at fuldbyrde hvad hans Fuldmægtig beslutter uden Ordre, langt mindre hvad han giør mod Ordre. Den heele Last ligger derfor paa Knud Gyldenstierne, (263)

(a) Vita & res gest. Petr. Skram Manuscr. B. Dan.

(b) Lit: Frid: I. de dato Gundersleff die 13 Junii 1532.

hvilken her udi syndede baade imod sin egen Principal, og imod Kong Christian. Imod sin egen Principal, i det han handlede imod special Ordre og imod Kong Christian i det han ikke notificerede ham Kong Frideriks sidste Villie; thi det er ingen tvil paa, at jo Kong Christian havde i saa maade taget i Betænkning at begive sig til Dannemark. Ja jeg veed ikke om Peder Skram og Vilkenstede selv kunde undskyldes, thi det var ikke nok at de gave Ordren tilkiende for de Danske Fuldmægtige: De burdte ogsaa have erkyndiget Kong Christian der om, og sagt ham, at det Lejde efter slige Omstændigheder var intet Lejde. Alt hvad man her udi kunde sige til General Gyldenstiernes Forsvar var, at han intet virkeligt havde accorderet den Landflygtige Konge, men efterladt saadant til Kong Frideriks fri disposition; Men, som det var højstbemeldte Konge om Tiden at giøre, og man da havde Kong Christian saaledes udi Knibe, at han ikke let kunde undgaae, og en irreparabel Skade ved saadan Forhalning kunde foraarsages, saa kunde den Undskyldning ej heller holde Stik. At Knud Gyldenstierne selv maa have fortrydet paa denne Gierning længe der efter, synes et af hans egenhændige Breve, som mig er communiceret, at give tilkiende, efterdi han derudi med stor Iver formaner Eskild Oxe, at forsyne den fangne Konge med visse fornødne Ting, som han forlanger. (a) Dette er en upartisk Betænkning over denne Handel. Nu vil jeg Skride til Historien igien.

Christ. 2. Brev til Kong Friderik.

Førend Kong Christian begav sig paa Reisen, affærdigede han en Skrivelse til sin Farbroder, som er heel ydmyg og Christelig, hvor udi han tilkiende giver sin Begierlighed til Fred, og sit Forsætt at Rejse til Dannemark: Ordene ere disse: Thi komme vi nu til Eder, kiære Herre, og Broder, som den forlorne Søn, ikke alleene som til vor kiære Farbroder, men som vor igienfødde Broder, og Ledemod udi JEsu Christo, begierende Husvalelse, Hielp og Trøst af Eder &c. Udi samme Brev kalder han sig selv Konge til Dannemark, Sverrig og Norge, og giver Kong Friderik den Titel Dannemarks Konge, og udvaldt (264)

(a) Epist: Canuti Gyldenst. sub dato Callundb. die 17. Febr. 1550. Manuscr.

Konge til Norge. (a) Ved samme tid affærdigede han Jørgen Skriver til Holland med det Hyldings Brev, de Norske havde udstedet til ham og hans Søn, og havde samme Skriver Befalning at overlevere samme Brev til Regensborg, at det for Keiseren og de Tydske Førster kunde giøres kundbart. Dette synes ikke at stemme over eens med det Theologiske Brev han tilskrev Kong Friderik, men giver heller tilkiende, at han intet ville eftergive af sin Ræt. Men denne gode Konge forstod den Konst at simulere udi den Grad som fast ingen Potentat paa de tider. Ja det gik saa vidt, at han der udover forvirrede sine Sager, og ingen der havde seet hans stridige Breve kunde vel fæste Troe til hans Tale.

Kong Friderik er ilde tilfreds over dette Lejde-brev.

Endeligen gik han til Skibs den 8 Julii fra Opsloe, og efter een kort Seilads kom for Kiøbenhavn. Da Kong Friderik fik Kundskab om hans Ankomst, og tillige med fornam hvad som forhandlet var udi Norge, blev han ilde tilfreds med sine Fuldmægtige der imod hans strenge Ordre havde indgaaet Stilstand og ladet saa herlig Leilighed til at giøre Ende paa Krigen gaae af Hænderne. Han lod derfore Raadet sammenkalde, for at høre hvad man i denne Sag skulde giøre.

Raadføring derover.

Nogle vare da af den Tanke, at man skulde holde Kong Christian det Lejde, som ham af Knud Gyldenstierne var givet. Andre derimod meenede, at som samme Lejde ikke var forseiled af Kongen, og at det var udstedet mod hans sidste Ordre, hvorved bemeldte Gyldenstiernes Fuldmagt var limiteret, saa var Kongen ikke forbunden til at holde det samme. Knud Gyldenstierne blev da indstævnet for Raadet, og tilholdet at forsvare sin Gierning. Denne gode prælat geraadede derudover udi stor Angest, saasom han merkede at Gierningen var vanskelig at forsvare; Han griber derfor til et andet Middel for at reede sig ud af den fare, som han svævede udi, og gav tilkiende, at Kong Christian udi adskillige Maader havde forbrudt sit Leide, først i det han kort der efter havde skikket det Norske Hyldings-Brev til Keiseren; dernæst, at hans Folk havde paa Reisen ikke holdet sig som de burde. Begge Beskyldninger vare af ingen Vigtighed, men maatte dog passere derfor, efterdi man ikke vilde lade Leiligheden gaae sig af Hænderne, og man (265)

(a) Lit. Christ: ad Frideric: Asloæ die 3 Julii 1532.

frygtede, at Riget aldrig vilde komme i Rolighed saa længe Kong Christian var paa fri Fod. Og, som den Danske Adel, tillige med de Lybske Fuldmægtige, indstændigen paastod, at Kong Christian maatte arresteres, og samme deres Begiering blev understøttet af Kongen af Sverrig og den Svenske Adel, fandt man for got at skride til den Extremitet, og der til allegerede tvende Aarsager, først at han havde brudt sit Lejde, for det andet at samme Lejde, saasom det var giort mod Ordre, var in Jure intet Leide.

Kong Christians Arrest besluttes.

En Dom blev saaledes fældet, at Kong Christian skulde sættes i Forvaring paa Sønderborgs Slott, og maatte Kong Friderik reversere sig til Adelen udi Dannemark, Holsten og Sverrig, at han ikke skulde komme løs igien; Hvilken revers Hvitfeld vidner endnu at findes, og kand den blant andet tiene til at disculpere Højstbemeldte Konge.

Medens dette skeede, blev Kong Christian udi 5 Dage opholdet paa Skibet for Kiøbenhavn, hvor nogle af Raadet besøgte ham, og excuserede Forhalningen, foregivende at Kong Friderik var ikke tilstede, men at man havde affærdiget Expresser for at erkyndige ham om denne Ankomst. Den 6te Dag lode de ham vide, at Kong Friderik var udi Flensborg, hvor hen Josua von Qvalen med fleere Skibe blev beordret, at bringe Kong Christian, men havde hemmelig Befalning, at føre ham lige til Sønderborg.

Han føres til Sønderborg.

Da de nu komme for Flensborg Fiord, og Kongen saae, at Skibene seilede den forbi, begyndte han bitterligen at græde, beklagende sig at være besnæret mod Tilsagn, Brev, Seil, og Løfte. Men det kunde ikke hielpe: Orderen maatte efterleves, og han blev ført til Sønderborgs Slot, hvor han blev sat i stærk Forvaring, og blev alting tilmuret, undtagen et Vindue, hvor igiennem man rekkede ham Mad.

Hans haarde Fængsel.

Han blev alleene tilstedt at have hos sig en liden Dverg, som han havde faaet i Norge, og Lehns-Manden Ditlef Bruktorp blev befalet med 2 Compagnier Ryttere at holde nøye Vagt over ham. Udi saadan Tilstand var denne ulyksalige Konge saa længe Kong Friderik levede. Men under Christiano 3 blev hans Fængsel formildet, og blev han endelig Aar 1549 forflyttet til Callundborg, hvor han fik Førstelig Underholdning, og 8 til 9 Herremænd til Opvartere, hvor om videre skal tales udi Christiani 3. Historie. Den (266) Revers, som Kong Friderik tillige med hans Søn Christian gave fra sig om Christiani 2. ævige Fængsel, blev given i Forvaring til 4 Danske og Holstenske Herremænd, og i sær til Johan Rantzov, hos hvis Arvinger Chytræus vidner, at den endda i hans Tid var i Giemme. (a) Bemeldte Johan Rantzov var da udi saadan Anseelse ikke alleene udi Norden, men end ogsaa paa fremmede Stæder, at baade Keiser Carl og Franciscus 1, Kongen af Frankerige, søgte ved Skrivelser at faae ham udi deres Tieniste.

Det er ved Kong Christians Fængsel hvor den oft-citerede Holstenske Skribent Johan Petersen ender sin Historie, som er deelt udi 4re Parter, han agtes for en troværdig Autor, og haver Hvitfeld meget betient sig af hans Skrift, jeg har ogsaa, i sær i de Oldenborgske Kongers Historie fuldt ham, som den meest authentiqve Skribent, efterdi det synes, at han har levet udi Friderici I. Tid.

Riget hører formedelst Kong Christians Fængsel ilde.

Da Kong Christians Fængsel rygtede, foraarsagede det stor Lamentation blant hans Venner og Tilhængere, og maatte Regieringen derover længe høre ilde. Dette foraarsagede siden, at Kong Frideriks Søn og Successor Christianus 3. lod Knud Gyldenstierne ved Rigets Marsk stævne til Viborg, for at svare til fem Spørsmaal.

1. Hvad Befalning han havde af Kong Friderik, da han rejsede til Norge.

2. Hvad siden Højstbemeldte Konge havde specialiter befalet ham ved Peder Skram, og Vilkenstede udi Kong Christians Sag.

Knud Gyldenstiernes Process.

3. Hvad han, nemlig Gyldenstierne, siden havde svaret, da han kom fra Norge og blev omspurdt, om man var pligtig til at holde Kong Christian det givne Lejde.

4. Om Kong Frideriks Sejl, som Secretaire Brockmand førte med sig, var sat for Lejde-Brevet.

5. Om han ikke, da han blev adspurdt, hvorledes man skulde forholde sig mod Kong Christian, havde svaret, at man skulde holde ham i Forvaring, og give ham Livs-Brød, efterdi man giver det dog til saa manget uselt Menneske. (267)

(a) Chytr. Sax. Lib. 13.

Der til svarede Gyldenstierne:

1. At han af Kong Friderik i Begyndelsen havde en u-omskrænket Fuldmagt, at giøre og lade hvad han fandt for tienligt eller ej.

2. Nægtede han ikke at samme Befalning jo siden saavel mundtligen ved Skram og Vilkenstede, som ved Kong Frideriks Breve var indskrænket.

3. Iligemaade, at han ved Ankomsten til Dannemark havde sagt, at Kong Christian havde brudt sit Lejde, og, om man vilde sætte ham paa Land, skulde han ikke kunde holde den over 4re Dage.

4. At Lejde-Brevet var forsejled med Kong Frideriks Zignet.

5. Nægtede han vel ikke, at have raadet til Kong Christians Fængsel, alleene at han ikke havde brugt de Expressioner, som man beskyldte ham for.

Dette blev Gyldenstierne tilkiendt at erklære ved et offentligt Brev, paa det at hver Mand deraf skulde see, at Kong Friderik her udi var uden Skyld og Brøde. (a) Man skulde vel have tænkt at Kejser Carl og andre Christiani 2. Venner og Paarørende skulde over denne Gierning have søgt at bevæge Himmel og Jord mod Kong Friderik, ja ærklæret ham Krig.

Den fangne Konge faaer ingen Hielp af sine Svogre.

Men, som egen Interesse gierne gaaer for Slegtskab, og de paa samme Tid behøvede Dannemarks Venskab, saa merkede man, at Svogerskabet var ude; thi Keiseren, saavelsom Regentinden af Nederlandene, i steden for at paaføre Kong Friderik Krig, undskyldte sig udi Skrivelse, at de ingen Deel havde haft udi Kong Christians Anslag paa Norge, iligemaade at de ingen Hielp havde giort ham, men at de Skibe, som han havde faaet udi Holland, vare ham uden deres Villie og Videnskab givne af private Folk, hvilke derudover skulde sættes til Rette. Aarsagen hvorfore Kejseren da gav saa got Kiøb, var at Kong Friderik, i Henseende til den Hielp Hollænderne havde giort den landflygtige Konge, besluttede at forbyde dem Farten igiennem Sundet, hvilket sees af den Commerce-Tractat han sluttede med Hansestæderne Hollændernes Rivaler udi Handelen. (b) (268)

(a) Declaratio Canuti Gyldenst. Viburg. Dominic. post Trinit. 1542.

(b) Transact: Hafniæ die Jovis post Philip: Jacob: 1532. pag. 1384 seqv.

Dette var at sætte Hollænderne Kniven paa Struben, hvorudover, da de saae, at det var ude med Christiani 2. Regiering, de ogsaa strax vendede ham Ryggen, ej tænkende meere paa de mange Velgierninger, han havde beviiset dem, og at han iideligen saaledes havde favoriseret dem, at ikke alleene Hansestæderne derover bleve hans Fiender, men de Danske selv ogsaa fattede Jalousie derover.

Udi den Tractat, som Kong Friderik sluttede med Hansestæderne, grundede det Forbud paa Farten igiennem Øresund sig paa den Fientlighed, som Hollænderne øvede imod Højstbemeldte Konge; Aarsag til Hansestædernes Fientlighed imod Dannemark.

Thi Ordene udi Tractaten lyde saaledes: Men, dersom de Hollændere og Vesterlændere ikke ville indgaae med os og de Lybske nogen venlig Forhandling, da ville vi med de Lybske agte og kiende dem for vore aabenbare Fiender. Hvoraf sees klarligen, at Kongen ikke var forpligtet efter samme Tractat at hindre dem stedse Farten igiennem Sundet, men at det stod i hans frie Villie at aabne dem Farten igien, saasnart de ophørede at machinere mod Riget, og opførede sig som Venner; hvilket siden skeede, hvorudover Kongen ogsaa hævede det mod dem giorte Forbud. Men de Lybske, saasom de gierne vilde have deres Rivaler stedse udelukte fra den Østersøeske Handel, besværgede sig ikke alleene derover, men siden deraf toge Anledning at føre den Krig imod Riget, som blev kaldet Grevens Feide, og hvorom skal tales udi Christiani 3. Historie.

Saasnart Christiani 2 Fængsel rygtedes udi Norge, begyndte de, som vare ham tilfaldne at fortryde saadan deres Gierning, og derfore lode anholde hos Kong Friderik om Naade og Venskab igien, foregivende, at de af Overmagt vare tvungne til dette Frafald. Kongen lod derudover affærdige Truid Ulstand, og Claus Bilde til Norge. Og, som Stænderne der vare forskrevne til Trundhiem den 7 November, foreholdte de Danske Gesantere dem det kierlige Forbund, som længe havde været mellem Rigerne, og begiærede, at det igien maatte fornyes. Stænderne undskyldte derpaa deres Frafald, sigende, at de ikke havde Krigsfolk nok til at imodstaa Kong (269)

De Norske hylde Kong Friderik paa nye.

Christians Magt, og erklærede, at de gierne vilde erkiende Kong Friderik for deres Herre igien, naar deres Privilegier, Friheder og Love af ham bleve confirmerede. Og, efter at saadant var dem lovet, opsagde de Kong Christian deres Eed og Pligt igien, og bekiendte ved aabne Breve deres Forseelser, lovende herefter ingen at udvælge til deres Konge uden den, som blev kaaret af Dannemarks Raad. Saaledes bleve Rigerne lykkeligen foreenede, og Indbyggerne komme i Kongens Naade igien. Man fandt alleene for got at straffe dem, som havde været Hovet-Mænd, paa pungen. Saaledes maatte Erkebisp Oluf af Trundhiem give 15000 Mark Danske til Straf for hans Forseelse. Bisp Magnus af Hammer maatte give 3000 Lodd Sølv, og Hans Reff 6000 Lodd Sølv, hvor med man lod sig nøye; thi jeg finder i det øvrige ingen at være straffet.

Prinds Johannes Christ: 2. Søn døer.

Saaledes blev Riget udviklet fra en langvarig Uroelighed, og det, som meest lykkeligt hendtes paa samme Tid for den regierende Kongelig Familie, var Prinds Johannis den fangne Konges Søns Død, som skeede samme Aar; thi samme Prinds var farligere for det Kongelige Huus end Kong Christian selv, eendeel efterdi han var en Herre af store Qvaliteter, og derfor havde mange Yndere i Riget, eendeel ogsaa efterdi Raadet eengang havde lovet at antage ham efter Kong Frideriks Død, saa at det er troeligt, at Friderici I. Søn ikke var kommen paa Thronen, hvis denne unge Herre havde levet.

Efter at Kong Friderik saaledes havde giort lykkelig Ende paa denne Krig, og hans Throne var bleven befæstet ved Christiani 2 Fængsel, og Prinds Johannis Død, 1533. blev han syg til Gottorp, og døde sammesteds den 3 April 1533 efter at han havde regieret udi 10 Aar, og naaet en temmelig Alder, nemlig 62 Aar.

Friderici I. Død og Characteer

Han var en særdeeles fornuftig, from og sagtmodig Herre; ved sin Forstand styrkede han en vaklende Throne, og giorde sine mange og mægtige Fienders Anslag til intet, og ved sin Sagtmodighed avancerede han Religionen, som neppe havde giort den Fremgang, hvis han havde poussered den med samme Iver udi Dannemark, som Gustavus udi Sverrig. Han var elsked af alle Undersaatterne, (270) end ogsaa af de fleeste Bisper, hvor vel de kunde ansee ham som den der lagde Grundvold til deres Herredoms Forstørrelse. Det er et rart, ja forunderligt Exempel at see Roman-Catholske Bispe at føre Krig for en Protestantisk imod en Catholsk Første, og end forunderligere at see en Protestantisk Konge at betroe i saa Maader sin Krigshær til en Romersk Bisp, hvilket her skeede med Knud Gyldenstierne, som var Electus til Odense Bisp-Stoel; thi der af viises ikke mindre den Tillid han havde til alle Stænder, end den Kiærlighed alle bare for ham. Af alle Undersaattere var han dog meest elsket af den Danske Adel, formedelst de bekiente herlige Privilegier han gav dem, og hvor ved de bleve efter Hvitfelds Vidnesbyrd satte i Stand med Tydske Grever og Friherrer, saa at derfore bemeldte Skribent siger, at hans Navn bør være helligt hos Adelen. Eendeel kunde vel legge denne Konge til Last, at han ophøjede Adelen, og indskrænkede den Kongelige Myndighed saa meget, helst saasom efterfølgende Historie viiser adskillige Uleiligheder der af at være flydet. Men denne alt for store Liberalitet er meere at tilskrive Tiderne, end Kongen selv, thi det er ved slige Conjuncturer, som da indfaldte, at Stænderne udi et Rige gierne spende Buen. Her af sees ogsaa, at den liden Myndighed, som denne Konge stedse havde og den Dristighed een og anden af de Store udi Riget lod see mod ham, ikke er at tilskrive Regentens Foiblesse, men Tidernes Tilstand, thi som den forrige Konge blev stødt fra Thronen, efterdi han havde arbeidet paa at erhverve sig en u-omskrænket Magt, saa udfodrede den sunde Politiqve at tage contraire Mesures, for ikke at underkaste sig samme Uheld. Hvis Kong Friderik var kommen til Regieringen paa en anden Maade, havde hans Regimente og uden Tvivl blevet anderledes, thi, at han af Naturen ingen Ja-Herre var, eller der gav sin Rett bort, sees af hans Opførsel, saa vel mod Kong Hans som Kong Christian, da han var Hertug udi Slesvig-Holsten. Een af de Tiders Skribenter lægger Kong Friderik tvende Ting til Last (1.) at han, under Prætext af den Fare Riget var udi formedelst den landflygtige Konge, ideligen pressede Penge af Undersaatterne. (2.) at han stedse residerede udi Gottorp. Hvad det første anbelanger, saa er det ganske vist, at Kong Christian 2 (271) holdt ham ideligen i Allarm, og at Riget stedse maatte være bevæbnet, og hvad det sidste angaar, da vises der af, hvor lidet man har at sige mod denne Konge, efterdi een (a) af de mest ubillige Skribentere trænger til saadanne Beskyldninger for at sværte hans Navn. Høystbemeldte Konge indførte allerførst ret den Skik her i Riget, at Adelige Personer toge sig Tilnavne; thi endskiøndt adskillige tilforne førte Navne af deres Vaaben, saa brugte dog de fleeste ikkun deres Forældres Fornavne, som Pedersen, Claussen etc. Hvitfeld siger, at der flød en stor Hob Vand og Blod af hans Ligkiste, og at samme betydede den paafølgende Krig, hvilket jeg ikke vil criticere, men alleene den Alder, han den Høysalige Herre tillægger nemlig 56 Aar, thi, naar man regner fra 1471 til 1533, maa calculus nødvendigen blive anderledes (b) han residerede gemeenligen til Gottorp, hvor han ogsaa døde, og blev begraven til Slesvig udi en kostelig Alebaster Grav.

Hans Dronning og Børn.

Han var tvende gange gift, først med Anna Churførst Johannis Dotter af Brandenborg, som han havde Brøllup med til Stendall 1501. (c) hun døde 1514 den 3 May. og blev begraven til Bordesholm i en Kobber-Grav. Med hende avlede han Christianum 3, som siden blev Konge i Dannemark, og Dorotheam, som blev given til Margrev Albert af Brandenborg, og første Hertug af Preussen. (272)

(a) Autor Manuscr. Skibyens.

(b) Aldrig er udi Historierne større Stridighed, end om denne Konges Fødsel og Alder. Hvitfeld siger udi Christiani I. Historie, at han blev fød den 3 Juny 1465. og udi Friderici I. Historie 1471 Tirsdagen for vor Frue Fødsels-Dag. Det første Aars Tall er aabenbare falskt, med mindre man vill sige, at han af sin Broder Kong Johanne blev satt i Skole da han var moxen 30 Aar. Og om det andet Aars Tall, nemlig 1471 er rett, saa maa dog hans Alder extenderes længere end til 56 Aar. Lige saa forvirret er Lyschandri Regning som siger, at han havde 9 Aar da hans Fader døde, og 56 da han selv døde. Det synes, at Hammelman udi sin Oldenborgske Kronik har givet Anledning til denne Vildfarelse, thi han siger ogsaa, at han døde udi sit 56 Aar, og at Hvitfeld her udi har fuldt ham uden at give agt paa hvad han selv har skrevet om hans Fødsel. Hos alle andre Skribentere findes samme Confussion.

Hans anden Dronning var Sophia, Hertug Bugislafs 10. Dotter af Pommeren, med hende aflede han Johannem, kaldet den Ældere, som døde til Hadersleben uden Arvinger 1580. (2.) Adolphum, som blev Stamfader af de efterfølgende Holsten-Gottorpske Hertuger. (3.) Fridericum, som blev Biskop til Hildesheim og Slesvig, item Coadjutor til Bremen. (4) Elizabeth, som blev gift først med Hertug Magno af Meklenborg, og siden med Hertug Uldrik ogsaa Hertug af Meklenborg. (5) Dorotheam, som fik Hertug Christoffer af Meklenborg, og (6) Annam, som døde af Pest til Flensborg.

Foruden de merkværdige Ting, som ere andførte udi denne Konges Historie, antegnes adskillige andre, som i hans Tid ere skeede. Man seer da, at der udi Kiøben

Mærkværdige Ting udi denne Konges Tid.

havn har været en titulaire Grønlands Bisp ved Navn Vincentius, som blev Episcopus Suffraganeus til Roskild Stift, og findes der iblant Canceler Hvitfelds Diplomata et Brev udgivet af samme Vincentio, som begynder saaledes: Vi Vincentius med GUds Naade Biskop udi Grønland. (a) Videre antegnes, som merkværdigt, at denne Konge forordnede, at der stedse skulde være 4 Borgemestere og 12 Raadmænd udi Kiøbenhavn. Item 2 Borgemestere og nogle Raadmænd udi Bergen i Norge; thi tilforn dømmedes Bergens Byes Sager af Guletings Laugmænd med 2 andre Laugmænd. Udi denne Konges Tid bleve ogsaa de første Saug-Møller indførte udi Norge, som drives med Vand; thi tilforn skar man med Flom-Sauger, og med Haanden.

Lov og Retts Tilstand under Frid. I.

Hvad Jurisdictionen angik, da afskaffede han Christiani 2. nye Lovbog, og gav den bekiendte Haandfæstning dateret til Viborg 1523, hvorudi han gav Adelen Hals og Haand. Men samme Haandfæstning anføres ikke af Hvitfeld, hvilket er underligt. Hvad hand forordnede i Kirke-Sager kand sees af Historien. (b)

Ridder-Ordenens.Udi Elephant Ordenen blev udi hans Tid det Kors, som tilforn var tillagt, udeladet med Jomfrue Mariæ Billede, og de 3 Sømme. (273)

(a) Lit: Vincent: dat: Roschild: Sabbato post Domin. Jubilate 1530.

(b) Vid. Acta Comitiorum Othiniens:

Mynte-Væsenets.Udi Mynte-Væsenet var dette Merkværdigt, at han allerførst lod slaae store Sølv-Penge under det Navn af Joachims Dalere, efter den bekiendte Mynt, som Anno 1519 blev slagen udi Joachims Dal i Bøhmen, hvilken først blev kalden Joachims Thaler, og siden alleene Thaler eller Daler, hvilket Navn de fleeste Potentater siden gave deres store slagne Sølv-stykker. Paa nogle af dem, som Kong Friderik lod slaae, staar: Fridericus Dei Gratia Slesvicensis &. Holsat: Dux: Paa andre: Fridericus &. Sophia Rex &. Regina Daniæ. Paa den saa kaldte Riber Mynt staar Fridericus Rex Daci: Nor: hvilket viser, at den første blev slagen, da han alleene var Hertug udi Slesvig-Holsten. Den anden, da han var bleven Konge i Dannemark, og den 3die, da han tillige med var bleven Konge i Norge. Høistbemeldte Konge lod ogsaa slaae den bekiendte Riber Guld-Myndt, hvilken er besynderligen merkværdig, eendeel fordi den er af Guld, og ingen anden Dansk Stad paa de Tider havde Rett til at slaae uden smaa Sølv-Penge, eendeel ogsaa, efterdi Kongen lod sætte sit Navn der paa; thi han elskede besynderligen Ribe. Der blev ellers under denne Konge slagen Myndt udi alle store Stæder udi Riget, som Kiøbenhavn udi Siælland, Nyborg udi Fyen, Aalborg i Jylland, Roseby udi Blegind, Opsloe og Bergen udi Norge, og Visby paa Gulland, og er det at merke, at paa den Gullandske Mynt staar den bekiendte Søren Norbys Vaaben. Der om taler Strelovius i hans Gullandske Krønike saaledes: Aar 1523 lod Søren Norby slaa Penninge. Paa den eene Side der af er det Oldenborgske Vaaben, og paa den anden Side det Gullandske, nemlig et Lamb med hans Navn om.

Berømmelige Mænd under denne Konge.

Berømmelige Mænd, som levede udi Kong Frideriks Tid, vare foruden dem, som ere omtalte udi Christiani 2 Historie, Lector Paulus Eliæ, gemeenligen kalden Poul Vende-Kaabe. (a) Mag. (274)

(a) Author til det saa kaldte Skibyeske Manuscript siger, at denne Paulus Eliæ var i Begyndelsen en Syncretist, og holdt for, at begge Religioner behøvede at corrigeres. Han fortæller derpaa en Historie, som ikke findes udi trykte Bøger, og det saaledes: Udi samme Aar blev Broder Paulus Eliæ, efter den vantroe Kong Frideriks Befalning (jussu Sacrilegi Regis) kalden til Kiøbenhavn, for at sige sin Meening om Lutheri Lærdom: Han sagde da med temmelig Frihed sin Tanke derom, og bekiendte, at ingen af de to Religioner var uden Vildfarelse, men at de behøvede begge at corrigeres: Hvorudover, da han gik ned af Slottet, blev han udskieldet af Soldaterne, besynderligen af Hoffmesterens Magni Göes Hoff-Giæk, kaldet gemeenligen Jacob Nar, hvilken med blot Kaarde forfuldte ham til Slots-Porten.

Hans Taussen, Erke-Bisp Gustav Trolle, Mogens og Knud Gyldenstierne, Johan Rantzov, hvilken Chytreus vidner i hans Tid at være regent iblant de største Helte i Europa, og Rigets Hoffmester Magnus Giøe, hvilken af alle Danske Herrer mest beskyttede og forfremmede Lutheri Lærdom udi Riget, hvorudover de Tiders Roman-Catholske Skribentere ogsaa mest udgyde deres Galde imod ham. (a)

(a)Manuscr: Skibyens: totis viribus Lutheranismum certabat in hoc Regnum inferre, & sacrilega temeritate cepit communicare sub utraqve specie.

Dannemarks Historie Tome 2 side 173 – 274

Christian IV