Dannemarks Historie Tome2 side 1 – 162

Dyder, som zire Førstelige Personer. Man kunde have Aarsag at vente det samme, ja end meere af denne 3die Nordiske Monarch, sær efterdi han var opdragen udi et Hof, hvor han intet havde seet uden Dyder for Øyene. Han derforuden selv havde een moed Alder, da han kom til Regieringen, havde aqvireret een stoor Capacitet udi Statz- og Krigs-Sager, havde haft stoor Deel udi Regieringen, og med Berømmelse commanderet Rigets Tropper. Hans Høysalig Hr. Fader havde merket hos ham een stoor Vivacitet og een aaben Hierne, hvor udover han havde ladet forskrive habile Hofmestere, paa det at Prindsens store naturlige Gaver ved een særdeles Information kunde skiærpes, og at udi ham et Mynster af en stoor Regent kunde dannes. Men, u-anseet alle disse Herligheder, er hans Regimente bleven et af de u-lyksaligste, som er at finde udi den Danske Historie. Det Nordiske Monarchie blev da kuldkasted, Foreeningen mellem de 3 Riger blev gandske brudt over tvers, og han selv af een mægtig Konge over 3 store Riger blev een landflygtig og fengsled Herre. Aarsagen til denne |2Catastrophe var meest hans alt for store Lykke og Velstand, thi det, som syntes at skulle giøre ham til den største Konge udi Verden, befordrede allermest hans Fordervelse, og, saasom han ansaae sig selv mægtigere og af større Sindets Gaver end hans Forfædre, holdt han sig for god til at træde i deres Foodspoor, og skreed til violente Remedier for at hæve de Vanskeligheder, som hans Forfædre med Sagtmodighed og Persvasioner havde søgt at jævne. Udi saadan Opførsel blev han bestyrket saa vel af sit store Svogerskab, som af sine Sejer-rige Vaaben; thi han var en stoor Conqverant, førend han kom paa Thronen, og førdte Sværdet ikke med mindre Lykke siden hand var bleven Konge. Alle deslige Ting bragte ham til at give Tømme til hans Affecter, som af Naturen vare hidsige, og at etablere sig en Souverain Magt, som saa mange favorable Conjuncturer syntes at have banet ham Vej til, ej eftertænkende, at det er ofte ved de ringeste Midler GUd stifter og kuldkaster Regieringer, hvor paa haves mange Exempler, men intet merkeligere end udi den Danske Historie; thi den u-omskrænkede Throne, som een saa mægtig, lykkelig og sejerrig Konge ikke kunde oprette, stiftede GUd siden under een sagtmodig, borgerlig, og i Krig u-lykkelig Konge: Den første bliver een landflygtig Prinds, da alting syntes at contribuere til det Kongelige Huuses Høyhed, og den sidste een Souverain Monarch, da alting syntes at conspirere til det Kongelige Huuses Nedtrykkelse. Et tydeligt Beviis paa GUds Allmagt og Villie, at han af intet kand skabe store Ting, og at han alleene vil have Æren.

Dette har jeg fundet fornødent at anføre som en Forberedelse til denne Konges Historie, hvilken af alle er den vanskeligste at beskrive, saasom der handles om at treffe en Middel-vej mellem nogle der afmale ham, som een af de største Tyranner, og andre der søge at forgylde alle hans Gierninger, og af saa mange stridige Relationer, som Interesse, Had og blind Kierlighed have tilvejebragt, at udlede den rette Sandhed, og i Steden for Invectiver og u-tidig Roes, hvormed Christiani 2di Levnet er bleven i lige Grad defigureret, at skrive Christiani 2di Historie, og at giøre hans Portrait saaledes som en ærlig og u-partisk Historieskriver anstaar. Førend (3) jeg skrider til hans Historie, vil jeg korteligen tale noget om hans Fødsel og Opdragelse. Christianus 2dus blev bragt til Verden den 2 Julii Ao. 1481 til Nyborg udi

Christiani 2. Fødsel.

Fyen, kort efter Christiani 1. Død og hans Faders Ankomst til Regieringen (a). Ved hans Fødsel fortelles at være skeede underlige Ting, nemlig at man har hørt ham græde i Moders Liv, og at han er kommen til Verden med en udstrakt Haand, og med den anden knytted, hvilken, da Jordemoderen aabnede, blev den funden fuld af Blod og Sliim. Videre fortælles, at paa Nyborgs Slot løb en tam Abe, hvilken kom ned udi Stuen, hvor Printzen laae, tog ham af Vuggen, og bragte ham op paa Slots-Taget med sig, men, da man lokkede med Aben, bragte den Barnet uskad tilbage igien. Disse selsomme Hendelser have nogle af vore Skribentere antegnet som bedrøvelige Omina, saa vel for hans Blodgierighed, som Uheld. Men, saasom det Hendelser ved hans Fødsel.stedse har været en Mode, at giøre store og navnkundige Potentaters Fødseler miraculeuse, saa kand man holde fore, at deslige Ting ere opdigtede enten for at giøre Historien behagelig, eller for at giøre hans Navn meere sort; Jeg for min Part hverken forkaster eller antager disse Historier: Jeg gaaer ogsaa en Middelvej mellem vore gamle Skribentere, der ansee disse Avantures, som u-fejlbare Advarseler, og de Nyere, der henføre dem til gemeenlige Hendelser, og opsætter mit Judicium indtil jeg bliver meere forvisset om Historiens Rigtighed. Man kand i det ringeste sige, at i den Historie, som fortælles om Aben, er intet underligt, helst paa den Maade som fortælles hos Svaningium, hvor man seer, at samme Abe plejede dagligen at løbe udi Prindsens Kammer, og var exercered udi deslige Ting, nemlig at bringe et og andet af Kammeret, og tilbage igien, iligemaade, at den var vant til at spille med Barnet. (b) Hans (4)

(a) Hvitfeld siger, at hans Fødsel skeede Aaret for Christiani 1. Død, og der udi contradicerer sig selv, thi han vidner udi Kong Hanses Historie, at hans Farfader døde udi samme Aar, og nogle Maaneder for Prindsens Fødsel, hvilket er rigtigst.

(b) Svaning. Christ. 2. Cap. 1.

Hr. Fader, saasom han var en særdeeles Borgerlig Konge, saa betroede han

Hans Information og Opførsel i Ungdommen.

Prindsens Information til en Canonico i Kiøbenhavn ved Navn Jürgen Hyntze, og betingede Kost og Kammer for ham hos en Borger ved Navn Hans Bogbinder, boende udi Høybroe-Strædet, hvor samme Canonicus gik og informerede ham; Men, saasom dette syntes at være for meget u-mageligt, lod Kongen betinge baade hans Kost og Information hos samme Skolemester. Der bragte han adskillige gange Skolemesteren udi Bekymring, saasom hans Sædvane var at klyve op paa Tag og høye Steder. Der siges, at, da han eengang af Skolemesteren blev tiltaled der for, svarede han: Lave og nedrige Steder ere for lave Folk, og høje Steder for stoore Herrer, (a) hvilket spirituelle Svar kunde ikke andet end foraarsage stoor Admiration: Endeligen saasom han continuerede med denne Sædvane, sær, da hans Informator var i Kirke, fandt denne gode Canonicus for raadeligt at bringe ham med sig udi Otte-Sang eller Aften-Sang, og der loed ham staae og siunge med de andre Peblinge, som han tillige med havde udi Information; men Kongen fortrød derpaa, og lod forskrive til ham en Hofmester fra Brandenborg ved Navn Conradum, under hvis Information hand meget tiltog, sær i det Latinske Sprog, og vidner Svaningius, at have haft adskillige hans Latinske Breve, med egen Haand skrevne fra Nederlandene udi hans Landflygtighed. Ja han producerer eet af hans egenhændige Breve tilskrevet Mag. Johan Møenboe, saa lydende: Amantissime frater in Christo! Significo tibi, qvòd obliviscamur hic Christi, dum non est, qvi prædicat nobis Verbum Dei, qvod jam fastidiunt multi. Ego peto te per fraternam charitatem, qvod velis venire ad me & prædicare Evangelicam consolationem &c. (b).

Anno 1487 blev han paa Rigsdagen til Lund hyldet af Stænderne, og samtykt til Konge efter sin Faders Død, da han var udi (5)

(a) Svaning. Christ. 2. Cap. 2.

(b) Lit. Christ. 2. sub. dato Svinardæ apud Svaning.

|hans 7de Aar (a), og udi Norge

Hyldes udi alle 3 Riger.

blev hand hyldet 1489. (b) og, da hans Hr. Fader havde reduceret Sverrig, tog hand Printzen med sig til samme Rige, og der lod ham iligemaade hylde 1499. Man finder hos ham, som gemeenligen hos alle store genier, at han udi sin Ungdom haver været vild og u-regierlig, saa at det har været en vanskelig Post, at være hans Hofmester; thi han førdte et uordentligt Levnet, søgte allehaande forførisk Selskab, sværmede om i Staden, saavel udi Verts-Huuse, som udi Borger-Huuse, hvor der vankede tractamenter, og lod bestikke Slots-Garden, at den skulde holde Slots-Porten aaben for ham om Natten, indtil Kongen omsider fik Kundskab der om, da tog han ham for sig, foreholdt ham hans u-anstændige Levnet, og endelig refsede ham saaledes med en Svøbe, at han faldt paa Knæe, bad om Forladelse og lovede Bedring.

Han continuerede med sine Studeringer indtil han blev 18 Aar gammel, men Hans Tog til Norge og Sverrig.fra den Tid begyndte han at blive kied deraf, hvilket, da hans Fader merkede, besluttede han at lade Prindsen øves udi Krigs-Sager, og, saasom Aar 1502 rejsede sig et Oprør udi Norge under Herluf Hyddefad, blev Prinds Christian i sit 20de Aar med en Krigshær skikked did hen for at dempe samme Oprør. Der lod han see store Prøver paa sin Tapperhed og Capacitet udi Krigs-Sager, og, efter at hand havde med Behendighed overrumplet og fanget Anføreren, stillet Oprøret og bragt Norge til Lydighed igien, blev han af Kongen erklæret Statholder udi Norge, hvor han opholdt sig hart ad udi 10 Aar, indtil Kongen noget for sin Død kaldte ham tilbage. Om hans Bedrifter udi Sverrig paa samme Tid, er talet udi Kong Hanses Historie, hvorfore jeg det her igien ikke vil oprippe. (6)

(a) Vid. Acta Comitiorum Lundens die St. Mauritii Ao. 1487. pag. 991. her contradicerer Hvitf. sig igien, thi udi Kong Hanses Historie sætter han dette Datum med Omstændighed, men udi Christiani 2. Historie siger han, at Hyldingen skeede 1488. da Prindsen var 7 Aar gammel, hvilket sidste man efter Reglerne maa corrigere.

(b) Acta Comit. Bergens. die Jacobi Apostoli 1489. pag. 999.

Medens han beklædde denne Høye Post udi Norge, øvede han adskillige Ting, hvor af man under ham kunde spaae sig en haard Regiering i Fremtiden. Den Sejer, som han havde erholdet over de Oprørske, forfuldte han med all for stoor Eftertryk, thi han lod ikke alleene legge Anføreren Herluf Hyddefad efter udstanden piinlig Forhør paa Steil og Hiul, men end og efter den sammes Angivelse rette en stoor Hob af Adelen udi Norge, saa at samme Riges Adel fra den Tid kom aldrig udi forrige Anseelse, men har taget meer og meer af, indtil den gandske er udsletted. Han lod ogsaa paa saadan Mistanke fængsle Bisp Carl af Hammer, en Mand af stoor

Hans Opførsel mod Bisp Carl af Hammer.

Forstand og Anseelse udi Norge. Samme Biskop var ham i sær recommenderet af Kongen, at han udi alting skulde følge hans Raad, som dens, hvis Troskab og Forstand han meest kunde forlade sig paa. Prindsen, for at efterkomme sin Faders Villie, holdt derfore en Tid lang gode Miner med Bispen, hvor vel han ikke efterfuldte hans Raad, ej heller overleverede det Brev, som Kongen havde tilskrevet ham; thi, saasom han af Naturen var høj-hiertet, og fattede alt for store Tanker om sin egen Capacitet, vilde han ingenlunde lade sig Hofmesterere, og derfor var des meere tilbøjelig til at høre de Beskyldninger, som Bispens Fiender formerede imod ham, hvorudover det er troligt, at saadant var den fornemmeste Aarsag til denne brave Mands Fald. Han blev saaledes fængslet, som Medvider udi Herluf Hyddefads Oprør. Efter at han en Tid lang havde siddet udi Fengsel, søgte han at komme udi Frihed igien ved saadan Invention: Han lod skiære hans Lagen og Senge-Klæder udi Strimler, og der ved hidsede sig ned igiennem Vinduerne. Men som Linien brast i stykker, faldt han ned paa Jorden, og af samme Fald brød sit eene Been i tu, dog krøb han om Natten saa vidt, at han kom ind udi nogle Buske, og skiulte sig udi et huult Træe. Da Dagen frembrød, merkede man strax af Linerne, som hengde ud af Vinduet, at han havde taget Flugten, hvor udover Prindsen selv med nogle af sine Hof-Folk satt sig til Hest for at oplede ham, og ved Jagthundenes Hielp, som opstøvede ham, fandt ham endelig lam og elendig i Træet. Printzen da, i steden for at ynkes over hans Tilstand, talede ham (7) haardt til, og sagde: at, hvis det ikke var for hans egen Æres skyld, skulde han strax lade ham omkomme: hvortil Bispen svarede, at det stod ham frit fore, men han maatte selv forsvare det for GUd. Derpaa blev den Fangne bragt tilbage, og Slots-Herren fik Befalning at have ham nøyere udi Agt. Men det Fald han havde giort, saavel som den Sorg han bar over saa haanligt Fængsel, bragte ham udi en Sygdom, hvoraf han døde stakket derefter. Dette foraarsagede Prindsen stoor Eftertale i Norge, thi Bisp Carl, foruden det at han var en anseelig Mand, i Henseende til sin Forstand og sit Embede, var ogsaa holden for een af Kongens troeste Tiennere. Det var ogsaa een af de dristigste Gierninger paa de Tider at legge Haand paa en Bisp, helst paa en blot Mistanke; Hvorudover Prindsen ogsaa af Paven blev sat udi Kirkens Band. (a) Den eeneste Lykke udi saadan Tilstand var for Prindsen, at Bandsættelse da ikke havde fuldkommeligen den Virkning, som udi Erik Mendveds Tid; thi jeg finder ikke at den heele Tid, saadant interdict varede, nemlig til 1512, at Prindsen har været meget bekymred for at nyde Absolution: Hvorudover Paven fandtes ogsaa des villigere at afløse ham. Thi, da hans Gesandt Jtzardus Gravius Anno 1512 blev skikked til Dannemark, gav han ham særdeles Befalning til at afløse Prindsen, og allegerede man da dette til Prindsens Forsvar, at han ikkun havde arrestered Bispen til videre, indtil Sagen kunde paakiendes af Paven.

Efter at det Oprør var demped Syndenfields i Norge, fik Prindsen Tidender om en U-rolighed i Bergen, hvorudover han did henskikkede hans Canceler Erik Valkendorp, for at stille Gemytterne sammesteds. Han selv begav sig Anno 1507. til samme Stad for at tage den i Øjesiun, efterdi det var formedelst Handelen den rigeste og vigtigste Stad i Norge. Men denne Rejse lagde Grundvolden til mange Ulykker, som paafuldte, og det ved saadan (8)

(a) Svaning. Histor. Christ. 2. Cap. 4. kalder ham Matthiam Biskop til Opsloe og Hammer, hvor udi er Vildfarelse, saa vel ved Navnet, som ved begge Bispestolenes Confusion.

Hendelse: Prindsen fik da Kundskab om, at der

Kommer i Kundskab med den bekiendte Dyveke.

var en særdeles dejlig og velskabt Hollænder-Pige, ved Navn Dyveke. Den samme var kun fattig og af ringe Extraction, thi hendes Moder Sibrit havde fordum været Høkerske udi Amsterdam, og der saalt Ebler og Nødder, men nærede sig da med at holde Vertshuus i Bergen. Svaningius beretter, at Erik Valkendorp, som havde seet hende tillige med Moderen udi Bergen, gav Prindsen først Rapport der om ved sin Tilbagekomst til Opsloe, og, ved at beskrive hendes Skiønhed, optendte ham til hæftig Kierlighed. (a) Hvilket, om saa er, kand det holdes for en Plet udi denne Erke-Bisps Levnet.

Prindsen, som havde dette tilfælles med store Krigs-Hældte, læt at kunde optændes til Kiærlighed, blev da strax forliebt paa det blotte Rygte om Dyvekes Skiønhed: For at nyde hendes Nærværelse, lod han anrette et Ball paa Raadhuuset, og der til inviterede de fornemmeste af Staden, lod ogsaa u-formerkt bede den gamle Sibrit med hendes Dotter at bivaane samme Lystighed. Prindsen fik saaledes Dyveke første gang at see, og, som han merkede at Originalen i alle Maader svarede til Portraitet, blev han strax slagen af hendes Skiønhed, dog holdt han i Førstningen gode Miiner, og tog en anden Jomfrue først op at dantze med, at ingen skulde merke ham noget af. Hvorpaa Touren kom til Dyveke for hvis Skyld disse Præparatorier vare giorte.

Efter at Dantzen var til Ende, og det var bleven silde paa Aftenen, gik den eene bort efter den anden, og Dyveke tillige med hendes Moder Sibrit blev til sidst. Da inviterede Prindsen dem paa nye til et andet Ball paa Slottet, og, da de der lode

Dyveke bliver Prindsens Maitresse.

sig indfinde, kom det til nærmere Tractat, hvis fornemmeste Artikel var denne: at Jomfruen skulde gaae til Sengs med Prindsen samme Nat. Denne Dantz, siger Hvitfeld, kom Christianum 2. siden til at dantze fra 3 Riger, Dannemark, Norge og Sverrig; Thi, som Dyvekes Moder var en myndig Qvinde, og af stor naturlig Forstand, saa blev hun Hiulet, som drev alting, da Kongen kom til Regieringen, hvilket tilstrækkeligen skal viises af efterfølgende Historie. (9)

(a) Svaning. Christ. 2. Cap. 5.

Efter at Prindsen havde opholdt sig en Tid lang udi Bergen, og der forlystet sig med sin nye Helene, rejsede han til Opsloe igien, og befoel Dyveke med Moderen at forblive udi Bergen til videre Ordre. Han lod da strax ved sin Ankomst til Opsloe bygge dem et Steen-Huus, hvor af Svaningius, som i Christiani 3. Tid var i Norge, vidner sig at have seet Rudera, (a) og efter saadan giort Anstalt lod dem føre did hen, og indrømmede dem samme Huus til Boelig, og varede saaledes denne Commerce, saa længe som han var Statholder i Norge. Hvitfeld siger, at han da offentligen holdt hende som sin Maitresse, skiønt Historien dog viiser, at det er skeed med en slags Præcaution, efter som hans Fader, og de fleeste af Raadet all den Tid ingen Kundskab havde faaet derom. Ao. 1510. begyndte Kongen mærkeligen at tage af udi Kræfter, hvorover han lod forskrive Prindsen til Danmark igien, saasom han da havde hans Hielp og Bistand nødig. Prindsen efterlevede sin Faders Befalning, og forføjede sig strax til Dannemark, men, saasom han ingenlunde kunde undvære Dyveke, befoel han baade Moderen og Dotteren at følge ham efter med det første, og begive dem til Kiøbenhavn. Om saadant skeede, skal jeg ikke kunde sige, efterdi Historien melder intet om deres Ankomst til Kiøbenhavn, saa længe Kongen levede. Prindsen blev da meget kiærligen modtagen af Kongen, og det ikke uden Aarsag, thi han havde udi denne Forretning ladet see ikke mindre Conduite end Tapperhed, og hvad som ellers kunde være at sige paa hans Opførsel, var Kongen ikke bekient. Han var saaledes stedse hos sin Fader, saa længe han levede, og imidlertid lod see saadan

Christianus 2. succederer sin Fader udi Rigerne.

Føjelighed og Application paa Rigets Sager, at alle vare fornøjede med ham. Han fuldte Kongen paa alle hans Rejser, gik ham med stor Færdighed til Haande udi alle hans Forretninger, og var tilstæde, da Kongen, som sagt er, døde til Aalborg 1513. hvor han strax notificerede saa vel Paven, som andre Potentater hans Faders dødelige Afgang, og sin Tiltrædelse til Regieringen. (10)

(a) Svaning. hist. Christ. 2. Lib. 1. Cap. 5. Rudera ejus ego Joh. Svaning vidi Anno 1548.

Førend jeg skrider videre frem, og taler om hans Regierings Begyndelse, vil jeg

Rigets Tilstand ved hans Ankomst til Regieringen.

melde lidt om Rigets da værende Tilstand, hvilke Stads-Maximer da vare nødige, og hvilke Mesures da burde tages til Landets Conservation, og det Kongelige Huuses Sikkerhed. Dannemark var da udi temmelig god Tilstand, thi, endskiønt Kong Hans havde ført store og vitløftige Krige, saa dog havde han ført dem ved saadan Viisdom og Forsigtighed at Skat-Kammeret undertiden var i bedre Stand ved Enden af en Krig, end ved dens Begyndelse. Hoffet selv var særdeles Borgerligt og tarveligt, og andre giorde sig en Ære af at følge Kongens Exempel, hvilket contribuerede ikke lidet til Rigets Velstand og Skatternes Maadelighed. Nationen havde aldrig været meere Dansk end under denne Høysalige Konge, thi man hørte til Hove ikke uden Landets Sprog, saae ikke uden Landets Moder, og brugtes der ingen udi Forretninger uden gode indfødde Danske Mænd, hvilket foraarsagede, at Riget under ingen Regiering havde bedre været forsyned med habile Stats-Mænd, store Generaler og Søemænd, hvor paa intet Rige kand have Mangel, naar Regentere følge Kong Hanses Fodspor i at præferere Indfødde for Fremmede, og at lade Landets Børn nyde Landets Beneficia. Saasom Kongen var særdeles from, taalig og aabenhiertig, saa skyede ingen at sige ham Sandhed, og, endskiønt han selv var den største Stats-Mand udi Riget, saa foretog han dog intet af Vigtighed uden han hørdte alles Betænkende fra den Øverste til den Nederste udi Raadet. Kort at sige: Dannemark var udi Kong Hanses Tid som et fuldkommen Regnum Heroicum, hvorudi Konger regiere meere ved Exempler og Persvasioner, end ved Magt og Myndighed. Saaledes var Tilstanden udi Riget, da Christianus 2. kom paa Thronen, en Herre af store Qvaliteter, men som ingenlunde passede til de Tider: thi aldrig nogen Søn var sin Fader meere u-liig, thi, som Faderen var taalmodig, ydmyg, og troede sig ikke selv, saa var Sønnen hastig, ambitieux og troede ingen uden sig selv: Den første forlod sig alleene paa GUd og sit eget Lands Styrke, den anden meere paa Fremmede og sit stoore Svogerskab. Tillid blev da forvandled til Mistanke, Tarvelighed til Pragt, og Borgerlighed (11) til Høyhed, kort at sige, alting faldt fra en extremitet til en anden, hvorfor det kunde ikke andet end foraarsage en stor fermentation og en almindelig Misfornøyelse; thi en Konge af Christiani 2. qvaliteter kunde aldrig falde ind i ubeleiligere Tiid og i ubelejligere Conjuncturer, end dem som Kong Hansis Regiering havde tilveye bragt. Saa at det var ikke liden Ulykke for Sønnen, at han succederede saadan en Fader. Thi, hvis han i stæden for Kong Hans havde succederet Waldemaro 3. eller en anden mindre Borgerlig og sagtmodig Konge, havde, maa skee, hans Regimente ikke bleven saa Tragisk. Undersaatterne vare da blevne alt for ømme og kiælne for at skikke sig udi et strengt og myndigt Regimente, og Raadet var bleven alt for myndigt for med Taalmodighed at see de vigtigste Rigets Sager gaae igiennem en gemeen Hollandsk Qvindes Hoved. Man seer derfor, hvor lidet Christiani 2. Regierings Regler kunde passe sig paa saadanne Tider, og at fornuftige Folk, som saae hen i Tiden kunde ikke ominere andet end en Catastrophe. Dette har jeg fundet fornødent at antegne, for at viise at Christiani 2. Uheld blev promovered saa vel af Tidernes Conjuncturer, som af hans haarde Regimente, og at han havde været mindre ond Konge, hvis han havde succedered mindre from Regent.

Strax efter Kong Hanses Død blev der holdet et Mode til Kiøbenhavn, af Danske og Norske om Prinds Christians Antagelse til Regimentet. De Svenske bleve ogsaa ved venlig Skrivelse der til inviterede, og ombedne at antage Hertug Christian, som den de engang havde hyldet, paa det at Rigerne stedse kunde blive foreenede. Men de Svenske Deputerede, som da mødte, vilde ikke paa den Tid samtykke

Christiani 2. Haand-Fæstning til de Danske og Norske.

derudi, sagde ogsaa, sig ingen Fuldmagt at have der til: Hvorudover de Danske og Norske Raads-Herrer skrede til deres Forsæt, og antoge Høystbemeldte Prinds til Konge udi hans Faders Sted, og bleve af dem forfattede nogle Artikle udi en Recess, som den nye Konge skulde underskrive og med Eed bekræfte. Blant andre Artikle var denne: At Adelen skulde have Hals og Haand og alle 40 Marks Sager med deres Tienere, hvor af sees, at Kong Friderik var ikke den første, som gav (12) Adelen saadan Frihed, hvor vel han regnes for den første, efterdi Christianus 2. ikke efterlevede denne Artikel. Udi samme Recess blev ogsaa indført, at, hvis de Svenske vilde iligemaade samtykke ham til Konge, skulde han forvisse dem om deres Privilegier og Friheder. Endeligen blev ogsaa indført denne Clausula, at, hvis Kongen ikke efterlevede hvad, som denne Recess indholdt, skulde Stænderne være løse fra deres Troeskabs Eed. Det er den fornemmeste Indhold af Christiani 2. Capitulation ved hans Ankomst til Regieringen, og, saasom den temmeligen var opskrued, saa er det troeligt, at en Konge af Christiani 2. Naturel ikke med got Hierte den har underskrevet; Ja man kan holde for, at den samme var ikke liden Tønder til den Ild, som siden tændtes, at den ophidsede ham til at afkaste det Aag, som det Kongelige Huus var paalagt, og at han med des større Iver arbejdede paa den Independence, som han af Naturen var tilbøyelig til.

De Svenske fremturede udi deres Tvilraadighed. De vegrede sig ikke at antage

De Svenske giøre Difficulteter.

Kongen, men begierede meere Tid til at betænke sig udi saadan vigtig Sag. Og, naar de andre Rigers Stænder formanede dem til at fornye det Calmarske Forbund, foregave de, at Stænderne vare indbyrdes u-eenige, saa at der vilde Tid til at bringe saa mange Hoveder under en Hat. Dog kunde man mærke, at de ingen Lyst havde til Foreeningen, endeel, efterdi de havde efter Svante Stures Død (a) udvaldt hans Søn Steen Sture til Rigets Forstandere, endeel ogsaa, efterdi de foregave, at den Hylding, de havde giort Hertug Christian 1499 var ikke lovlig, efterdi den var skeed af Raadet alleene uden Borgernes og Bøndernes Samtykke. Hvad ellers den Svenske Regiering angik, da var den udi temmelig forvirred Tilstand. Svante Sture døde til Westeraas 1512, efter at han havde forestaaet Riget udi 8 Aar. Hans Død foraarsagede stoor U-eenighed i Riget. Nogle af Raadet vilde have Rigets Administration forplantet paa hans Søn den yngre Steen Sture, og det i Henseende til Hans Faders Meriter. (13)

(a) Denne Svante Sture døde efter 8 Aars Administration, som Olaus Petri i sin Svenske skrevne Historie vidner, hvilken her med endes.

Andre derimod, blant hvilke Erke-Bispen af Upsal, og en stoor deel af Geistligheden, foresloge Erik Trolle, en gammel fornuftig og erfaren Herre. Og andre igien, som vare kiæde af Rigets langvarige U-rolighed, holdte for, at det var best at forlige sig med Kong Hans. Medens denne Tvistighed varede, arbejdede begge Prætendenter paa at formeere deres Anhang, og blev det samme dreved med saadan

Udvælge Steen Sture til Rigs-Forstander.

Iver, at da Stænderne vare forsamlede til Stokholm udi samme Aar, for at giøre en Ende paa Sagen, var der nær skeed et stoort Blod-Bad, hvis ikke adskillige fornuftige Raads-Herrer havde lagt sig der imellem. Endeligen bekom Steen Sture Regimentet, endeel efterdi han havde de fornemmeste Rigets Slotte udi Hænder, endeel ogsaa, efterdi man bar Mistanke til Erik Trolle, efterdi han var af Dansk Extraction. (a)

Saaledes vare Conjuncturerne udi Sverrig, da Kong Hans døde, og da de Svenske bleve anmodede om at træde udi Foreeningen. Kong Christian merkede strax af deres Udflugter, at de ikke megen Lyst havde der til, og derfor paa samme Tid drev

Kong Christian temporiserer.

ikke meget paa Sagen, men accorderede de Svenske een Anstand efter en anden, saasom hans Interesse ikke var at drage sig en Krig paa Halsen, førend han var bleven fast i Sadelen, og havde bestyrked sig saa vel inden som uden Rigs. Han sluttede til den Ende samme Aar, et Forbund med de Wendiske Stæder, hvis Indhold var denne: at de Lybske skulde være ham behielpelige til at indtage Sverrig, eller at obligere de Svenske til at betale aarligen de 1300 Stokholmske Mark, hvor om tilforn var foreened; Der imod skulde Stæderne nyde deres sædvanlige Frihed og Sejlads Forbund med Hanse-Stæderne.

paa Rigerne, og skulde de med ingen u-sædvanlig Told besværges; (b) Denne sidste Artikel gav siden Anledning til Chicane og Fientlighed; thi de Lybske udtydede saadan Frihed ogsaa paa Sverrig. De Danske derimod holdte fore, at det kunde ikke forstaaes om samme Rige, naar det var udi (14)

(a) Hvitf. siger, at Steen Sture havde udsatt nogle Bønder udi Præste-Klæder, som raabte paa Torved, at de ingen Troller vilde have, efterdi de vare af Dansk Blod.

(b) Vid. Transactio Comitiis Hafniens. pag. 1101.

Krig med Dannemark, eftersom det var daarligt at tillade de Ting som tienede ens Fiende til Bestyrkelse. Naar man derforuden confererer den eene Artikel med den anden, kand man letteligen see, at ingen anden Udtolkning her kunde giøres; thi havde Stæderne forbundet sig til at befordre Kongens Rett til Sverrig, saa havde de ogsaa conseqventer forbundet sig til ej at bestyrke samme Rige for at hindre hans Rett og at forlænge Krigen. Det havde dog været bedre, siger Hvitfeld, at denne Recess havde været meere tydeligen forfattet, og at man udtrykkeligen havde givet tilkiende, hvor vit denne Frihed skulde strække sig.

Efter at Kongen saaledes havde bestyrket sig med de Wendiske Stæders Alliance, hvilken paa de Tider var meest Magt paaliggende, vendte han strax sin Omhu til Førstendommerne, hvor af den halve Deel var ham tilfalden efter hans Fader. Den første Post syntes lett at kunde afgiøres, efterdi man vidste at alt hvad Kong Hans

Slesvig Holstenske Sager.

ejede udi Førstendommerne, det tilkom ogsaa hans Successori. Men Hertug Friderich havde vigtige Prætensioner formedelst giorte Forskud af Penge, hvilket gav Anledning til Tvistigheder, som ikke saa hastig kunde hæves. Hvad Stænderne angik, da paastoed den nye Konge paa den Landdag, som han havde ladet forskrive til Flensborg, at Stænderne skulde hylde ham, som deres Arve-Herre; Disse derimod beraabede sig paa deres Privilegier og Vall-Rettighed, og ingenlunde vilde lade sig beqvemme til saadan Arve-Hylding, og da Kongen udi Hastighed lod dem vide, at han ingen Disputer vilde lide, svarede Adelen, at de ikke havde formodet sig saadant af Kongen, som heller burde formeere end formindske deres Privilegier. De opregnede derpaa deres Meriter mod de Danske Konger, og sagde, at de ikke alleene havde giort dem af Grever til Hertuger, men end ogsaa af Hertuger til Konger. Men det eene var ikke mindre falskt end det andet, thi Rigets Stænder havde giort dem til Konger

Betænkning over de Slesvig Holstenske Stænders Vall-Rettighed.

og Christianus 1. havde ved Kejseren ophøjet Holsten til et Hertugdom, saa at, hvis Kongen, efter den Holsteenske Histories sigelse, blev slagen af disse Ord, og beqvemmede sig til at confirmere deres Privilegier, kand man sige, at det skeede meere af Frygt for at indvikle sig udi U-rolighed ved Begyndelsen af sin Regiering, end af (15) Argumenternes Vigtighed. Hvor om alting er, saa vidner den Holstenske Krønike, at Kongen blev forskrækked over disse Ord, gav tilkiende at han havde ikke meent det saa ilde, og at han vilde lade dem beholde deres Privilegier, og beskytte dem ved samme, hvorpaa Stænderne lovede, at ville være ham, som hans Formænd troe og lydige, og bleve derpaa deres Privilegier confirmerede. (a) Saaledes endtes denne Act de Holstenske Stænder til Fornøyelse, hvorvel jeg finder ikke i Historien, at de bekymrede sig om at exercere den Rett, som de saa yderligen disputerede om, saa at man kand sige, at Adelen udi Førstendømmene enten holdte fore, at det var dem nok, at deres Vall-Rettighed blev dem confirmered uden at Actus Electionis skeede, eller, som er troligere, at de ikke forstoede deres eget jus publicum, hvor paa de tilforn havde givet kiendelige Prøver; thi, havde de selv vidst hvad de vilde, da havde de paastaaet et ordentligt Vall for Hyldingen, hvilket jeg finder at være skeed udi Christiani 4. Tider, da de ikke vilde skride til den sidste Act, førend den første var forrettet. Ellers flatterer Hvitfeld her det Kongelige Huus for meget, i det han siger, at Adelen udi Førstendommerne her svore Kongen, som deres Arve-Herre, (b) thi man seer af efterfølgende Historie, at saadant ikke kand have været skeed, hvorvel man kand sige, at det i Gierningen var det samme, saasom Førstendommerne ikke alleene uden Disput fulde fra Fader til Søn, men bleve ogsaa deelte imellem de Kongelige og Førstelige Børn. Det var det fornemste som tildrog sig Aar 1513.

Efterfølgende Aar blev Kongen af det Skottske Raad anmoedet om Hielp mod de Engelske, udi hvis Hænder de frygtede Skottland vilde falde efter det ulykkelige Slag ved FLODDEN, hvorudi den Skottske Krigs-Magt blev totaliter slagen, og 1514.Jacobus 4. Kongen af Skottland selv omkom. Kong Ludvig 12. af Frankerig, som da havde tilfelles Interesse med Skotland mod Engelland, understyttede denne deres Begiering. Men Kong Christian afspisede denne gang begge Riger med Complimenter, (c) foregivende, at (16)

(a) Peters. Chron. Hols. part. 4.

(b) Hvitf. in Christ. 2.

han ikke kunde foretage deslige vigtige Ting, førend hans Kroning var forretted. Samme Kroning skeede kort derefter saaledes: Der blev forskreven en Herredag til Kiøbenhavn den 29 May, hvor Kongen af Erke-Bisp Birger blev kroned med sædvanlige Ceremonier. Ved saadan Høytidelig Act vare overværende Churførst Joachims af Brandenburg, Churførsternes af Sachsen, item de Wendiske Stæders Gesantere; Hvitfeld siger, at Raadet da var ikke eenig om Kroningen, fordi han baade var løsagtig, og havde ført et Tyranisk Regiment udi Norge: Men jeg Christiani 2. Kronning.kand ikke fatte, hvi Stænderne skulde være eenige i at antage og hylde ham til Konge, men u-eenige i at krone ham: thi det synes jo ligesom de vilde have en Konge paa Thronen, men uden Krone: Havde de sagt A, saa maatte de ogsaa nødvendigen sige B, thi Kroningen er kun en puur Ceremonie, hvor udover man maa troe at dette saa vel som adskilligt andet er et Tillæg af Hvitfeld udi denne Konges Historie, med mindre man vil sige, at Raadet er faldet til et u-anstændigt Spillfegterie, helst saasom Christianus 2. fra den Tid han var bleven hyldet, intet havde bedrevet, som nogen kunde støde sig paa. Kroningen udi Norge skeede udi samme Aar til Opsloe.

Efter at dette var skeed, sat Kongen sig for at undsætte Skottland efter samme Riges Reqvisition, hvor om tilforn er talt; men, saasom kort der efter blev slutted Fred mellem Skottland og Engeland, blev han forskaaned for videre U-roe og Bekostning, og Kongen derudover fik Tid til at ordinere og beskikke alting udi Riget efter sit Hoved, og meenes der, at han da allereede begyndte at formere den Plan til

Anslag om Ægteskab.

den Høyhed og u-omskrænkede Magt, som adskillige af hans Idrætter synes at have sigtet til. Det er troligt at han i den Henseende søgte at alliere sig med det mægtigste Huus i Europa. Ingen Princesse var der til beqvemmere end Isabelle eller Elisabeth Kong Philippi 1. Dotter af Spanien, og det Østerrigske Huus, som bestoed af Spanien, Kejserdommet og Nederlandene; Hendes Farfader var Kejser Maximilianus og hendes Broder den vitbekiendte Carolus, som da var Ertz-Hertug af Østerrige, Arving til Spanien og Herre over Nederlandene, og siden tillige med efter Maximiliani Død blev Romerske (17) Kejser. Udi hans Faders Tid var begyndt en Ægteskabs Handel med en Fransøsk Princesse: Samme Princesse siger Hvitfeld var den Franske Dronning Anna paarørende, og vidner at have seet samme Dronnings Breve med egen Haand skrevne til Kong Hans om saadant Egteskabs Fuldbyrdelse. Men denne Handel kom ikke til nogen Virkning, uden at enten vore Danske eller de Franske Historier melde om Aarsagen der til. Til denne sidste Egteskabs Proposition at giøre, betienede Kong Christian sig af Churførst Friderich af Sachsen, og efter at Forslaget under Haanden var giort, affærdigede Kongen Bisp Godske von Ahlefeld af Slesvig (a) med Rigets Hofmester Mogens Gøe, og Hr. Albrecht Jepsøn til Kejser Maximilianum til Lintz. De Der anholdes om den Spanske Princesse Elisabeth.

samme havde Ordre offentligen ikkun at notificere Hans Kejserlige Majestet Kong Hanses Død, og at fornye det gamle Venskab mellem Riget og Kejserdommet, men havde hemmelig Befalning at handle om Egteskab mellem Kong Christian og den Spanske Princesse Elizabeth. Fra det Kejserlige Hof forføjede Gesanterne sig til Bryssel til Princessens Broder, Ertz-Hertug Carl, hvor videre blev handled om samme Egteskab, og det med saadan Succes, at Princessen blev troloved Hr. Mogens Gøe paa Kongens Vegne, og Bispen af Croy viede dem sammen. Cypræus vidner at have haft udi Hænder den zirlige Oration, Gesandten Godsche von Ahlefeld da holdt, og at han har laanet Canceler Hvitfeld den at læse, (b) og maa man derfor des meere forundre sig over den Vildfarelse, som findes udi Hvitfelds Bispe-Krønike, hvor han kaldes Rantzow, thi Bisp Ahlefeld var een af de allernavnkundigste Bisper i Slesvig, saa vel i Henseende til den lange Tid han sad, neml. 33 Aar, saa og, efterdi han var den sidste Romerske Bisp. Han var derforuden af Kongerne brugt udi vigtige Affaires, og seer man, at han med Iver har forsvaret Slesvigs Independence og viiset udi et Brev til den Kejserlige Kammer-Ret, at, endskiønt udi Kejser Henrici Aucupis og Ottonis Tid det Tydske Riges Grendser (18)

(a) Cypr. Ann. Episcop. Slesv. pag. 415. Hvitfeld udi sin Bispe-Krønike kalder ham af Vildfarelse Rantzou.

(b) Cypr. pag. 416. Oratio, qvam D. Arnoldo Hvitfeldo utendam ac perlegendam concessi, a cujus hæredibus reposcenda erit.

strakte sig paa denne Side af Eidern, saa dog blev Eider-Strømmen siden stedse holden for et Skilrum mellem Danmark og Tydskland. (a) Han var her Chef for denne Legation angaaende dette Giftermaal, hviket, som sagt er, lykkeligen blev sluttet. Den Brude-Skatt som Princessen blev Princessen bliver accordered.

medgiven beløb sig til 300000 Gylden, hvilket var meer end nogen Konge i Dannemark tilforn havde faaet; thi den ordinaire Udstyr af Tydske Førster beløb sig ikke højere end til 30000 Gylden, og var saadan som en sat Taxt, som jeg tilforn har viiset; Hun der imod blev forsørged med Livgeding udi Riget, nemlig Sønderborg og Norborg. Efter saa vel forrettet Sag begave Gesanterne sig til Dannemark igien, og der forklarede Kongen deres Ærendes Success. Derpaa blev skikked in Junio af samme Aar Erik Walkendorp Erke-Bispen af Trundhiem, (b) tillige med Hendrik Gøe, Niels Hendriksen og Hr. Hans Bilde med en Skibs-Flode til Nederlandene for at afhente Princessen. Der siges, at, som hendes Broder Carolus havde faaet Kundskab om den Commerce, som var mellem Kongen og Dyveke, foreholdt han Erik Valkendorp saadant, og formanede ham at mage det saa hos Kongen, at han renoncerede paa den Handel. Det paatog Erik Valkendorp sig at forrette, og der ved lagde Grundvold til det Had som Sigbrit stedse bar til ham (c). Efter at alting saaledes var afgiordt, begav Princessen sig med sit Følge til Sejls, og efter megen

Hendes Ankomst til Kiøbenhavn.

udstanden Storm arriverede Aaret der efter til Kiøbenhavn, hvor hun med stor Pragt blev imodtagen, og holdt da Bisp Lauge Urne en Lykønskning paa Latin, hvis Oversættelse findes hos Hvitfeld paa Dansk (d). Samme Oration er efter de Tiders Maade højtravend og fuld af den sterkeste Flatteri. Dens Begyndelse er saadan: Vi have med stoor Attraa forventet denne din (19)

(a) Literæ Episc. ad Judicem Cam. Imp. dat. 1526. apud Cypræum.

(b) Saaledes kaldes han hos Hvitfeld, hvorvel samme Skribent udi sin Bispe-Krønik siger, at hand først blev udvaldt til Trundhiems Stift 1516, saa at her udi maa være en Prolepsis.

(c) Jacob Uhlef. manuscript siger, at Erik Valkendorp offentlig siden paamindede Kongen der om, men fik en slet Afvisning.

(d) Oratio Lagonis Urn. pag. 1105.

lyksalige Tilkommelses Dag, allerædelste og allerdydigste over alle dem i Verden leve, Førstinde Elisabeth! ja ingen Dag har været glædeligere og lyksaligere i Dannemark end denne, paa hvilken den Regn, som nu falder, betyder os ved din Tilkommelse alle Tings Overflødighed paa Jorden, og de 7 Hellig Aands Gavers runde og rigelige Udgydelse, &c. Det øvrige er af samme Surdej, hvorudover jeg intet meere her vil anføre, thi man seer intet andet der af, end at Bispen maa have været gallant

Critiqve over Lauge Urnes Oration.

homme, og en fuldkommen Hofmand: Iligemaade, at det maa have regnet den samme Tid Orationen blev holden, hvor af Indfaldet til de 7 Hellig Aands Gavers Regn synes at være taget. Men, hvis den gode Bisp kunde have spaaet, og forud seet tilkommende Tiders Gienvordighed, kunde han i sin Tale have giort anden Reflexion over den da faldende Regn, hvor vel denne gode Dronning ingen Aarsag var der til, thi hun var en fornuftig, from og dydig Princesse, alleene dette store og mægtige Svogerskab bestyrkede hos Kongen den Ambition som endeligen styrtede ham. (a).

Kongen udgav ellers i dette Aar 1514, en merkelig Forordning, Handelen angaaende, hvilken Hvitfeld kalder Privilegium til Kiøbstæderne i Danmark. Samme Forordning bestoed derudi, at ingen Tydsk eller Udlændisk maatte kiøbe Øxen her i Landet. Hvad Sigte, Kongen der med havde, kand man ikke begribe, efterdi det nu omstunder holdes for Dannemarks største Lykke at Fremmede lade sig indfinde for at afhendte Danske Øxen. Men Rigets Tilstand maa da have været anderledes, thi alle Christiani 2. Forordninger, Handelen angaaende, ere fornuftige, saa at han i den henseende aldeeles ingen Utak har fortient. Nyligen tilforn tildrog sig en mærkelig Hændelse udi Kiøbenhavn. Det store Spiir til vor Frue (20)

(a) Johannes Svaningius fortæller, at Kongen udi egen høje Person rejsede til Nederlandene for at anholde om Princessen; Men Hvitfeld, som ellers har fuldt Svaningii Manuscript, taler intet der om: Det er ej heller troligt, at Kongen udi sin Regierings Begyndelse skulde have giort saadan udenlands Rejse, som var baade farlig og u-anstændig.

Kirke blev da fuldfærdiget. Da det samme skulde opsættes, rejsede sig en Trætte mellem Bygnings-Mesteren og

En særdeles Historie om Vor Frues Spiir.

hans Mester-Svend, hvilken sidste meente sig at være lige saa god som Mesteren; Da nu Knappen skulde lægges paa Spiret, befoel Mesteren en Bielke at udlægges og fastgiøres, paa hvilken han gik ud indtil Enden der af, og huggede sin Øxe derudi, hvilken han bad Svennen hente tilbage, efterdi han trodsede saa meget paa sin Capacitet: Svenden, som var hidsig og ærgierig, vegrede sig ikke derfor, gik ud for at tage Øxen tilbage, men blev Hoved svimled, faldt ned og omkom. Den Confusion som saadan Hændelse foraarsagede, har maaskee været Aarsag at Knappen paa samme Spir ikke blev vel og forsvarligen aptered, thi den faldt ned Aaret der efter af en Storm, saa at man ikke har nødigt deraf med Hvitfeld at giøre sig et Omen og Forevarsel om Christiani 2. Fald.

Den 12te Augusti 1515 1515.skeede det Kongelige Bilager med stor Pragt i Kiøbenhavn, og blev Dronningen samme Dag kroned. Til samme Kroning var blant

Hendelse ved det Kongelig Bilager.

adskillige høje Herrer ogsaa nærværende Kongens Farbroder Hertug Friderich, tillige med hans Canceler Ditløff Reventlou. Der fortælles da en merkelig Historie at være skeed: Hertug Friderik, da han kom ind paa Salen hvor Forsamlingen var, sagde bemeldte Reventlou: Staar op I Danske Mænd, og ærer Eders tilkommende Konge, og, saasom Højstbemeldte Hertug blev siden regierende Herre udi Dannemark, kunde man ikke agte saadant andet end en Spaadom, og bekiender jeg at disse Ord fortiene Reflexion, naar man er forvissed om Historiens Rigtighed.

Urolighederne varede endda udi Sverrig, og Kongen siuntes, at det endda ikke var Tid til at forsøge Magten, han beflittede sig kun paa at sondere Gemytterne, og forsøge, hvad som kunde udvirkes med det Gode, og imidlertid bestyrkede sig allevegne med fremmede Alliancer. Med Engeland stode adskillige Tvistigheder at afgiøre, hvilket kand sees af de Klagemaal, (a) som han ved sin Gesant lod insinuere det Engelske Hof. Kongen af Engeland der (21)

(a) Gravamina Christiani 2. pag. 1108.

udover, som ingen Vitløftighed vilde have med Dannemark, undskyldede sig det beste han kunde, lovede Satisfaction, og arbejdede

Kongen giør Forbund med adskillige Potentater.

paa et Forlig, saa at der i samme Aar blev sluttet et Forbund mellem Dannemark og Engeland (a). Derpaa indlod Kong Christian sig udi venlig Forhandling med Moscovien, og sluttede et Forbund med Grosførsten Basilio, hvor udi samme Basilius lover Hielp mod hans Fiender udi Sverrig. (b) Saaledes stoed Kongen i Venskab med Frankerig, Engeland, Skotland og Rysland, var udi Svogerskab med de Brandenborgske og Sachsiske Churførster, thi Churførst Friderich af Sachsen og hans Broder Johannes vare hans Môrbrødre, og Churførst Joachim af Brandenborg havde hans Søster Elizabet. Men intet styrkede ham meere end det store Svogerskab med det Østerrigske Huus, hvor under befattedes Spanien, Nederlandene og det Rommerske Rige, saa at ingen Konges Throne kunde synes meere fast og u-ryggelig.

Ellers skeede udi dette Aar en særdeles Etablissement her i Riget, som fortiener

Hollandske Amager.

at tales om, efterdi den endnu staaer ved Magt. Saasom Dronning Elisabeth var fra Nederlandene, og Hollænderne viide besynderligen at omgaaes med Ost, Smør, Løg og Rødder, saa overtalede hun Kongen, at indhendte udi Riget nogle Hollændere, der kunde boe udi Nærværelsen for at forsyne Hoffet med Kiøken-Sager. Dette skeede ogsaa, og blev disse Folk Aaret derefter indrømmet den lille Øe Amager, eller rettere, den By af Øen, som endnu kaldes Amager-Byen. Og haver Kiøbenhavn haft stoor Gavn og Nytte af disse Hollændere, hvis Efterkommere endnu forsyne Slottet og Staden med saadanne Vahrer, og holde stærkt over deres gamle Sprog, Klæde-Dragt, og Sæder, nyde ogsaa særdeles Privilegier, og have deres egne Hollandske Præste. Kongen lod ogsaa indrømme den Øe Sproe til Hollænderne, men de flyttede siden derfra til Falster; Han havde ogsaa i Sinde at overdrage dem den Stad Helsingøer; Men Indbyggerne satte sig der imod, hvorfore han ogsaa blev Staden u-naadig; thi han var tilfreds, (22)

(a) Foedus cum Henrico Angliæ Rege 1109.

(b) Foedus cum magno duce Moscoviæ de dato Moscov. die 2 Aug. 1515.

siger Hvitfeld, at det heele Rige var besatt med Hollænder. Dog kand man der af ikke beviise Kongens onde Hiertelaug mod sine Undersaatter, men heller tilskrive saadant en Føjelighed mod Dronningen.

Anno 1516, kom den bekiendte Pavelige Legat Angelus Arcemboldus til 1516.Dannemark for at forkynde Jubel-Aar, og at selge Aflad. Til den Ende blev udi alle Kiøbstæd-Kirker et Kors opretted med en Kiste, hvor Pengene skulde legges udi. Aflads-Brevene bleve slagne paa alle Kirke-Dørrene, og Syndernes Forladelse bleve alle dem tilsagt, som lagde noget i Kisten. Og vare slige Aflads-Breve conciperede udi saadan Form: Jeg absolverer dig først fra all Kirkens Censur, som du kand have

Aflads-Kræmerie i Riget.

fortient, siden fra alle Synder og Forseelser, som du hidindtil kand have begaaet, hvor store de end kand være, og tilgiver dig all den Straf, som du har fortient at lide udi Skiærsild formedelst samme Synder: Jeg giør dig igien deelagtig udi Kirkens Sacramenter, sætter dig igien udi samme u-skyldige Stand, som du var udi strax efter Daaben, saa at Helvedes Porte skal være tilsluttede for dig, dersom du døer, og Paradises Porte skal staae dig aabne, &c. (a). Man kand ellers ikke fatte hvorfor den Pavelige Legat tog sig selv paa at samle Aflad udi de Nordiske Riger, hvor Rejsene vare besværlige, og lod sin Fuldmægtig Tetzel samle Pengene udi Tydskland, uden man vil sige, at Legaten meenede at finde de Nordiske Folk meere eenfoldige, og conseqventer meere gavmilde og føjelige; Thi der bleve spillede adskillige Pudser med Tetzel udi Tydskland, besynderlig eengang til Leipzig, hvor en Herremand adspurdte samme Tetzel, om han ogsaa for Penge kunde faae Aflad for de Synder, som han havde i Sinde at bedrive, og, da Tetzel der til sagde: Ja, og Pengene vare taalte, lagde samme Herremand sig i Vejen for Tetzel, tog alle hans Penge fra ham, pryglede ham brav, og sagde: at det var (23)

(a) Vid. Seckendorfs Lutteranism. tom. 1. pag. 14.

den Synd han agtede at bedrive, og for hvilken han havde tilkiøbt sig Absolution. Saadant drev maaskee Arcemboldum til heller udi egen Person at gaae til Norden. Det er merkeligt, hvorledes en ivrig Catholsk Skribent selv declamerer mod Arcemboldi Opførsel her i Riget, thi han siger, for deslige Aarsagers Skyld kand Rom, som tilforn var den heele Verdens hellige Fostermoder, kaldes et vederstygeligt Babylon. (a) Kongen saae ikke alleene igiennem Fingre dermed, men end ogsaa, da han af Legaten havde faaet en Foræring af 1100de Rhinske Gylden, gav ham aabet Friheds Brev at drive dette Kiøbmandskab udi alle 3 Riger. Hvor vel han siden, da han fornam, at samme Handel gik for vidt, og han derforuden i andre Maader ikke var fornøjet med Legatens Opførsel, loed ikke alleene arrestere hans Broder, men havde ogsaa i Sinde at anholde ham selv, dog skeede dette ikke førend længe derefter, thi Kongen holdt hans Venskab i Begyndelsen nødigt i Henseende til Sverrig; thi, da Legaten skulde rejse til samme Rige, bad Kongen ham foreholde de Svenske deres Pligt, og formane dem at fornye det Calmarske Forbund, og at antage ham til Konge, som de tilforn havde hyldet. Han underviisede ham, førend Rejsen gik for sig, om Sverrigs Tilstand, sagde ham hvilke af de Svenske Herrer vare hans Venner, som han kunde forlade sig paa, og hvis Raad han kunde følge, og formanede i sær ikke at aabenbare for Steen Sture hvad han havde faaet i Commission. Om han holdt hvad han da lovede, skal jeg ikke kunde sige, vist nok er det, at Kongen havde ham mistænkt at spille under Dekke med de Svenske Misfornøjede, og derfor blev ham fiendsk. Den Misforstand, som rejsede sig udi Sverrig ved hans Ankomst mellem Steen Sture og Erke-Bisp Gustav Trolle, som var Kong Christians hemmelige Ven, synes at have været Virkning af Legatens Intriguer, og at han har aabenbaret Kongens Fiender, det, som blev ham betroed. Ellers ansaae Kongen endda de Svenske U-roligheder med temmelig Kaaldsindighed, saasom han vilde bie til Tingen blev moed, og (24)

(a) Manuscr. Skibyens. hinc qvæ totius Orbis Sancta Magistra olim erat, infamis Babylonia vocetur.

at han kunde være forsikred om Success udi sit Forsætt. Der blev i det øvrige samme Aar intet af Vigtighed forretted, uden at Kongen udvirkede hos Grosførsten af Moscovien, at han tilstædde de Danske at oprette et Societet udi Rysland for deres Oplag, item, at bygge en Kirke til Neugardt, hvor udi de skulde have deres Religions fri Øvelse. (a) Han lod ogsaa samme Aar giøre Engelholm til en Kiøbstæd, og begavede den med adskillige Privilegier.

Det er ellers merkeligt, at udi all denne Tid, nemlig fra Kong Hanses Død til 1517. tales intet om Kongens favorite Dyveke, hvilket giver tilkiende, at Kongen udi samme Aaringer har holdet sin Amour hemmelig, for ikke at støde den nye Dronning for Hovedet: Svaningius vidner ogsaa, at hun en Tid lang levede fattig og foragted med sin Moder i Kiøbenhavn, indtil Kongens Kiærlighed begyndte at operere igien: Da lod han dem bygge et Steen-Huus paa Amager-Torv, som siden blev Sigbrits Palais, og de vigtigste Rigets Sager bleve der sluttede. (b) Dog viiser samme Dyvekes Dødsfald, som skeede 1517, at hans Kiærlighed til hende ikke har været formindsked, efterdi 1517.det gik ham saa meget til Hierte. Samme Dyveke faldt udi hendes blomstrende

Dyveke døer.

Alder dette Aar i en hastig Sygdom, hvor af hun døde, og blev begraven i Helsingøers Closter-Kirke. Saasom hendes Død skeede u-formodentligen, saa var et almindeligt Rygte, at hun ved Forgift var tagen af Dage. Nogle holdte for, at saadan Gierning var bedrevet af Rigets Raad, og det i faveur af Dronningen: Andre der imod havde en Herremand Torben Oxes Venner derfor mistænkte, saasom de samme mærkede, at Torben Oxe havde Øye til Dyveke, og frygtede, at han vilde ægte hende, hvilket de ansaae som en Vanære for deres Familie. Kongen derimod siges at have haft Mistanke til Torben Oxe selv, og blev bestyrked i saadan sin Mistanke der af, Torben Oxes Historie.at Torben Oxe havde skikket Dyveke nogle Kirsebær nyligen før hun døde; hvor af han meenede, hun havde faaet sin Død, thi han havde samme Torben mistænkt at være sin Rival, og blev confirmered udi den (25)

(a) Vid. Diploma Basilii dat. Moscov. mense Julio 1516. pag. 1114.

(b) Svaning. Chr. 2. lib. 2. cap. 1.

Mistanke af hans Secreterer Hans Faaborg, hvilken sagdes, at have aabenbaret hemmeligen for Kongen, at hans Herre havde Commerce med Dyveke, enten fordi det var saaledes i sig selv, eller fordi han ved en saadan Digt vilde hevne sig over sin Herre, eller insinuere sig hos Kongen. Han vandt ogsaa der ved Kongens Yndest, og forhvervede sig en Forlehning efter en anden, og holdt saa længe ved at bede om Gaver, indtil Kongen omsider blev kiæd af ham, og derfor ikke u-gierne saae hans Fald, som skeede kort der efter paa saadan Maade: Torben Oxe var Slots-Herre paa Kiøbenhavns Slot, hvorudover hans Secreterer, som da kaldtes Slots-Skriver, stoed for stoort Regnskab. Dette kunde Hans Faaborg ikke giøre, men foregav, at nogle Blade vare revne af hans Udgifts-Bog, hvormed han skulde belegge sine Regnskaber. Om Torben Oxe selv eller andre havde spilled ham saadant Puds for at styrte ham, eller det var hans egen Digt for at giøre sig u-skyldig, kand for vidst intet siges, vist nok er det, at Slots-Herren ikke u-gierne saae denne Fallit, paa det han kunde hevne sig over Skriveren, hvis U-troeskab var ham bekiendt. Han lod ham derfor kaste udi Fængsel, og efter afsagd Dom hænge udi en

Hans Secreterer Faaborg bliver hængt.

Galge, uden at Kongen intercederede for ham, hvilket viiser at det ikke er u-troligt hvad som Hvitfeld fortæller, nemlig at Kongen selv, for at blive bemeldte Hans Faaborg qvit, havde hemmeligen raadet Slots-Herren at fodre ham til Regnskab. Nogle holdte for, at han leed u-skyldigen, andre derimod, at han fik sin fortiente Løn, (a) og er den heele Historie, saa vel om Skriverens U-troeskab mod hans Herre, som Herrens Amours til Dyveke endnu mørk og uvis, men aldting grunder sig paa pure Præsumptioner.

Saaledes vare Conjuncturerne, da Dyvekes u-formodentlige Død formeerede den Mistanke Kongen havde fattet til Torben Oxe, og bragte Kongen til at efterstræbe samme Herre, dog, saasom han var en stoor Mester i at simulere, holdt han gode Miner, stillede (26)

(a) Manuscr. Skibyens. siger, at han paa Retter-stedet holdt en Tale, og iblant andet formanede Tilskuerne ikke at forlade sig paa Kongers og Førsters Gunst, hvor af man skulde slutte, at Kongen havde contribuered til hans Død.

sig sær venlig mod Torben Oxe, og talede ham en Dag med en leende Miine saaledes til: Siig mig, Torben, er det sandt som din Skriver har fortaalt Os, at du haver haft at bestille med Dyveke? De omkring staaende bleve paa Torbens Vegne forskrækkede over saadant Spørsmaal, saasom de frygtede, at han vilde give et u-besindigt Svar, og derfor nikkede ad ham, at han skulde betænke sig; Slots-Herren, efter at han havde tiet noget der til, svarede paa Kongens Spørsmaal, at han aldrig havde haft Omgiengelse med Dyveke. Men, da Kongen blev ved

Torben Oxes dristige Svar til Kongen.

at friste ham, og han tænkte at saadant Spørsmaal var af lutter Curiositet, og der var ingen Fare ved at sige Sanden, efterdi Dyveke var død, svarede han omsider, at han ikke kunde negte, han jo havde anmodet hende om Kiærlighed, men at han ingen Faveur havde nydt. Over dette Svar blev Kongen gandske stum og nedslagen, saa

Dets Virkning.

at de Omstaaende merkede, at det vilde gaae Slots-Herren ilde, og bebreidede ham hans ubesindige Tale; og viskede da een af de Omstaaende Slots-Herren disse Ord i Ørene: Hvad som I har af Ubesindighed her talt, haver I ikke selv, men Fanden udtalet af eders Mund; thi det var noget, som en fornuftig Mand burde tiet med. (a) Dette gav Anledning til Kongen, at informere sig videre om Sagen, og, efter at han havde bespurdt sig med en anden, hvor ofte Torben havde haft Omgiengelse med Dyveke, og Slots-Herrens Fiender havde kastet Olie i Ilden, og styrked Kongen i sin Mistanke, greb han omsider til den Resolution, at lade ham tillige med Knud Gyldenstierne kaste udi Kiøbenhavns Taarn.

Slots-Herren blev der paa stillet for Retten, og beskyldet for at have besmittet

Han kastes i Fængsel.

Kongens Seng. Men Raadet vilde ikke dømme ham, foregivende, at Beskyldningerne grundede sig ikkun paa en puur Mistanke, og, endskiønt saadant kunde giøres beviisligt, saa kunde den Kongelige Seng derved ikke siges at være besmittet, efterdi Kongen havde sin egen Dronning, og Dyveke var kun hans (27)

(a) Svaning. Christ. 2. Lib. 2. Cap. 2.

Maitresse. Dette ophidsede end Kongen meere til Vrede; han beskyldte Raadet for Partiskhed, saasom en stor Deel af Raadsherrerne vare Torben Oxe paarørende, og besluttede heller at vove alting, end lade en Sag falde, hvorunder han meenede sin Ære at versere. Og, saasom han mistvivlede om at styrte Slots-Herren, og at faae Dom over ham for de høye Retter, og dog uden Dom ikke vilde fælde ham, saa greb han til en særdeles Resolution, hvorpaa findes intet Exempel i den Danske Historie, uden i Christiani 4. Tid. Han lod af en Landsbye, kaldet Solbierg, og af de næste Byer om Kiøbenhavn tage 12 Bønder, og deraf formere en Ret uden for Kiøbenhavns Slots Port. For denne Ret maatte Torben Oxe møde og høre paa de samme Beskyldinger, som havde været ham forekastede for Raadet. Bønderne da enten af Frygt for Kongens Vrede, som

Dømmes fra Livet.

Hvitfeld meener, eller af animositet mod Adelen afsagde da efter nogen Raadslagen saadan Sententz: at hans egne Gierninger dømte ham; hvilket synes at være en u-endelig Dom, som kunde underkastes en dobbelt Udtolkning: Men Kongen forklarede den som en Døds Dom, og loed Slots-Herren, som en fælded Mand, bringe udi Taarnet igien. Hvitfeld vidner, at een af disse Bønder levede endda udi hans Tid, og at Christianus 3 gav ham Underholdning sin Livs Tid: Item, at han tit kom agende med sin Bonde-Vogn til Kiøbenhavns Slot, hvor han altiid blev vel modtagen.

Torben Oxes Venner giorde sig all Umage for at redde ham. De betienede sig af den Pavelige Legats Arcemboldi samt Dronning Elisabeths Intercession. (a) Det heele Raad giorde ogsaa Knæfald for Kongen, og bad, at han maatte benaades. Men Alting var omsonst, thi Kongen blev bestandig udi sit Forsæt, og Madame Sibrit styrkede ham derudi, skiønt hun tilforn havde været Slots-Herren temmelig bevaagen, saasom hun havde Tanke, at Torben Oxe skulde ægte Dyveke. Et par Dage Henrettes.

efter Dommen var fældet, blev Slots-Herren ført til St. Giertruds Kirkegaard, hvor han blev halshuggen paa saadan Maade: (28) Franciscaner-

(a) Vid. Manuscript. Skibyens. hvor denne Torben Oxe ilde afmales.

Munkene mødte neden for Høybroe med Sacramentet, og, da han nærmede sig til dem, faldt han næsegruus ned, og raabte overlydt: O! Almægtige GUD! som har skabt Himmel og Jord, forbarme dig over mig og min gode Broder Knud Pedersen. Bemeldte Knud Gyldenstierne, som var fangen for samme Sag, maa have været Slots-Herrens Broder; Torben Oxe meenede, at han skulde rettes tillige med, efterdi han var med paa Slottet da Dyveke spisede de suspecte Kirsebær, og derfor var holden Medvider udi hans Broders Sager. Skarpretteren vilde ikke give Slots-Herren lang Tid til at bede, men ilede med ham til Retter-Pladsen, som var det Sted kaldet Rosengaarden, (a) hvor Profossen udraabede hvad som var Aarsag til hans Død. Derpaa blev hans Hoved afhugget den 29 Novembr. og Legemet blev begravet udi Hellig Geistes Huus.

Saadant Endeligt fik Torben Oxe, een af de anseeligste Mænd udi Landet, fordi han vidste ikke at legge Tømme paa sin Mund, og ikke havde overvejet hvor meget de da værende Tider differerede fra Kong Hanses, da Kaadmundighed blev anseet som Candeur, hvorpaa haves adskillige Exempler udi de Samtaler, som Højstbemeldte

Autoris Anmærkning over denne Historie.

Konge holdt med sine Hofmænd. Slots-Herrens Broder Knud Gyldenstierne kom siden løs, men efter given Revers, at han aldrig meere skulde komme for Kongens Øjen. Der fortælles at begge Brøderne udi Fængselet kastede Tærninger om af Skiemt, hvo af dem først skulde række Hals, og at Lodden faldt paa Torben, hvilket og skeede. Det er ellers vanskeligt at sige, hvorfor Dyvekes hastige Død bragte Torben Oxe udi Mistanke, saa vel hos Kongen, som hos Sigbrit, helst saasom det var u-rimmeligt, at den, som elskede hende saa meget, at han vilde have hende til Hustrue, skulde befordre hendes Død. Ingen giver bedre Oplysning her udi end Jacob Uhlefeld udi hans korte Danske Historie. Den samme taler derom saaledes: Da Torben Oxe blev forloved med Kongens favorite Dyveke, og hun derpaa døde hastigen, fik Kongen Mistanke at hun var forgiven af Torben Oxes Paarørende, paa det, (29)

(a) Svaning. Christ. 2. Lib. 2. Cap. 2.

at Familien ikke skulde forringes ved saadan Alliance. (a) Af disse Ord kand man nogenledes dechiffrere den heele Sag, og formere sig Historien saaledes: At den Forlovelse, som Sigbrit havde intrigueret mellem Slots-Herren og hendes Dotter, kom Kongen for Ørne efter Dyvekes hastige Død, hvorudover han fattede Had til Slots-Herren, saa vel af Jalousie mod ham som sin Rival, som af Gremmelse over hendes Død, hvilken han ansaae som en Svite af denne Forlovelse. Af denne sidste Aarsag blev Sigbrit ogsaa ophidsed mod Slots-Herrens Venner, som hun havde mistænkte, og derfor siden hialp til at befordre hans Fald, hvorved hun paa eengang baade hevnede sig over Slots-Herrens Paarørende, og tillige med betog Kongen den Mistanke, at hun havde intrigueret denne Forlovelse; thi, det er u-rimmeligt, at enten Kongen eller Sigbrit kunde troe, at Torben Oxe selv havde forgivet hende. Saa at derfore, hvis hun blev forgiven udi de Kirsebær, som han skikkede hende, er det uden Tvivl skeed ham u-afvidende af hans Venner.

Over denne Gierning blev Kongen afmaled som en stoor Tyran; Jeg for min

U-partisk Betænkning over Kongens Gierning

Part har ikke i Sinde at sætte nogen Farve paa denne Konges onde Gierninger, og derfor seer Tingen an, som lastværdig men finder den aldeles ikke af den Natur, at den kand tiene til Beviis paa Tyrannie. Enhver maa tilstaae, at det var dristigt af en Undersaatt at anmode en Kongelig Maitresse om Kiærlighed, og endnu langt dristigere at sige ham det samme under Øyne; Hvis Torben Oxe havde bleven frikiendt af Retten, havde den heele Sag, hvor af saadant Rygte gik, givet Anledning til en Raillerie, som havde været vanskeligt for den allerkoldsindigste Konge at fordøye, den havde ligesom authoriseret hver Tiener til at insultere sin Herre udi det, som holdes for det allerempfintligste. Og tvivler jeg paa at nogen af dem, som meest havde declameret mod denne Gierning, skulde have kundet skikke sig der udi, hvis saadant dem selv havde været vederfaret af deres egne Tienere. Hvitfeld, som ligner denne (30)

(a) Jacob Uhlef. Comp. hist. Dan. manuscript. qvod honesto ac nobili viro copularetur.

Action med Neronis Haardheder, siger, at den var desmeere lastværdig, efterdi Torben Oxe, endskiønt han var skyldig i det, som han var sigtet for, saa var det dog skeed for Kongens Siæls Saligheds Skyld. Men jeg bekiender, at jeg aldeeles ikke fatter saadant morale, saasom det er en selsom Maade for en Tiener, at omvende sin Herre og befordre hans Salighed ved at beligge hans Maitresse. Ingen lader sig afspiise med slige Complimenter, saasom ingen kand troe, at saadant kand giøres i noget Gudeligt Henseende. Alt derfore hvad man med U-partiskhed kand sige her om, er, at Kongen pousserede Hevnen for stærkt, helst saasom han baade af Dronningen og det heele Raad ved Knæefald og grædende Taare var anmodet om Naade, skiønt han havde Aarsag at resentere Gierningen, og derfor kunde paastaae nogen Satisfaction.

Hvor om alting var, saa kunde den Danske Adel, hvis Anseelse og Myndighed

Et snild Paafund at besmykke denne Execution.

under de forige Konger, sær under Kong Hans, var kommen paa den højeste Spidse, ikke andet end ansee dette med stoor Forbittrelse, hvorom Kongen blev advared ved Bisp Ove Bilde, og derfor begyndte at blive bange, hvorudover, for at besmykke sin Sag, og at giøre Torben Oxes Navn forhadt, han hittede paa en Invention, som udi de Tiders Overtroe kunde have god Virkning. Han lod udsprede ved nogle, som han der til havde underkiøbt, at der blev seet blaa Lys brænde over Galgen, hvor udi Torben Oxe havde ladet hænge sin Skriver Hans Faaborg. Andre meene, at han formaaede Franciscaner Munkene, som for Penge vare tienstvillige Aander, at holde Lyys over samme Galge paa lange spidse Stager, paa det at man skulde troe, at Skriveren af Slots-Herren med U-rett var hængt, og at derfore saadant Vartegn skeede, og, da han fornam at Almuen fæstede Troe der til, lod han tage Skriverens Liig ned af Galgen, og gav det en hæderlig Begravelse udi Franciscaner Kloster-Kirke.

Efter at denne Sag var tyssed, og Kongens Frygt var forsvunden, begyndte han meere og meere at tage Masken af, og give tilkiende hvad han gik frugtsommelig med, nemlig at han ville regiere efter sit eget Behag, og svække Raadets alt for store Myndighed. Han tracterede Raads-Herrene derfor med Koldsindighed, og raad (31) førede sig heller med ringe Folk, sær med Madame Sigbrit, igiennem hvis Hoved de vigtigste

Mad. Sigbrits Myndighed.

Rigets Sager ginge, hvilket, som gemeenligen skeer, foraarsagede, at alle baade Høye og Lave giorde hende Cour, og var hendes Gaard, som laae ved Hellig Geistes Huus i Kiøbenhavn, som et Hof, hvorhen alle strømmede, endeel for at nyde Beneficia, hvor over hun dispenserede, endeel ogsaa for ikke at synes misfornøyede, og derved at underkaste sig hendes Unaade, hvilket ikke var en liden Ulykke, saasom hun havde baade Magt og Villie til at giøre Ont, og at undertrykke de Store. Hendes fornemmeste Raadgivere vare Hans Mikkelsøn Borgemester udi Malmøe, Claus Holst, Didrik Slagheck, Mester Godskalk, og andre, som exeqverede blindt hendes Villie, og derfor stode ogsaa meget i Kongens Naade. Svaningius vidner, at han i sin Barndom, da han gik i Skole, saae de fornemmeste Mænd om Vinteren udi ont Vejr og Frost at

Bliver forhadt af de Store.

staa uden for Sigbrits Dør, som var tilsluttet for dem, (a) og at de sloge med deres Hænder, og trampede med deres Fødder mod Kulden. Dette opvakte et almindeligt Had mod hende blant de Store, men ingen turde lade sig mærke dermed af Frygt for at falde i hendes Unaade, og Conseqventer udi Kongens. De lode sig derfor nøye med hemmeligen at underminere hende, og at giøre hende soort hos Almuen ved at tilskrive hende alle de Haardheder, som Kongen siden øvede: Skiønt det er uvist, om Kongen meer fuldte sin egen Naturel end Sigbrits Raad, thi det er troligt, at Kongen ikke kunde faae den haarde Capitulation af Hovedet, som Adelen ved hans Ankomst til Regieringen havde foreskrevet ham, og at han derfor søgte alle Lejligheder til at dempe deres Myndighed, saa at det er riimeligt, at han havde taget samme Messures, endskiønt Sigbrit aldrig havde været til. Hvor om all Ting var, enten hun var skyldig eller ej, saa fik hun dog Skylden for det strenge Regimente, som siden blev førdt, og hvorpaa dette Aar gaves adskillige Prøver.

Saasom Kongen havde Penge nødig, endeel til den forestaaende Svenske Krig, som han havde beslutted, endeel ogsaa for at betale (32)

(a) Svaning. Christ. 2. Lib. 2. Cap. 1. ante januam istius clausam stare conspexi pluvia madidos &c.

sin Faders Gield, saa paalagde han adskillige nye Skatter, og satt Told paa indgaaende og ud-gaaende Vahrer. Dette skeede uden Raadets Videnskab og Samtykke, og derfor foraarsagede at mange vegrede sig for at betale deslige Skatter, hvilket drev Kongen til at oprette Galger udi alle Kiøbstæder, dem til Forskrækkelse, som vilde ikke beqvemme sig dertil. Han sparede ej heller Geistligheden, men optog Kirkernes Indkomster, ladende dem alleene saa Haard Regiering.meget, som de behøvede til Brød og Viin. Saaledes fortelles dette hos Hvitfeld, hvorvel det er troligt, Tingen er af Had noget outrered, helst udi denne sidste Post; thi, at tage saa reent bort alle Kirkernes Indkomster, var at bryde reent over tvers med Paven og det heele Riges Geistlighed paa engang, hvilket dog ikke at være skeed, viiser den gode Correspondence Kongen stedse havde med det Romerske Sæde.

Det Had, man formedelst disse Paalegge havde fattet mod Regieringen, blev formeered af adskillige Executioner, som skeede samme Aar. Kongen lod paa en Herre-Dag, som holdtes til Kiøbenhavn, tiltale en Norsk Raads-Herre ved Navn Knudsen,

Adskillige Executioner.

beskyldende ham for at have corresponderet med Sverrig udi Kong Hanses Tid, og at have været Aarsag til det Oprør, som var skeed udi Norge, og, enddog Norges Riges Raad havde dømt ham fri for saadan Beskyldning, lod Kongen ham dog rette, og reducere hans Gods under Kronen. Derpaa fuldte en anden Execution, hvor vel af mindre Betydelse. Der var indført blant andet i hans Haandfæstning, at Jomfru Birgitte Olufs-Dotter af Valløe skulde have hendes Gods tilbage, men det u-anseet tog han Valløe-Gaard og Gods bort fra bemeldte Jomfrues Morbroder og Formynder Dom-Provsten udi Roeskild. Men det, som foraarsagede størst Opsigt, var den bekiendte Bisp Beldenacks Fængsel, som skeede paa samme Tid.

Jeg haver udi Kong Hanses Historie talet om samme Mand, om hans Herkomst,

Process formered Biskop Jens Beldenack.

Studiis og Forfremmelse fra en Æres-Post til en anden. Iligemaade om de vigtige Ærender og Legationer, hvorudi han blev brugt af Højstbemeldte Konge. Jeg har blant andet viiset, at han udi det Forliig, som blev slutted mellem Dannemark (33) og Lybek 1503. udi Cardinal Raymundi Nærværelse lovede paa Kongens Vegne at betale Lybekerne saa vel for det Gods, som var dem frataget af de Danske Fribyttere Johan Holgersen og Søren Norby, (a) som for den Forstrækning adskillige Lybske Borgere havde giort til Kronen, 80000 Rihnske Gylden. Saadan Forsikring gav denne habile Mand uden Ordre, hvor udover Kongen blev noget fortrydelig derover, thi, endskiønt Gielden var vitterlig, syntes det dog noget dristigt for en Gesant at give saadan en Forsikring hans høye Principal u-adspurdt. Dette merkede Bispen, og derfor offentligen udi et Brev til Kongen erklærede, at han saadant havde giort uden Kongens Befalning, skiønt udi en god Henseende, nemlig, for at befrie ved Lybekernes Underhandling Dronning Christina, som var arrestered udi Sverrig. Hvorved Kong Hans lod Sagen blive og ikke meere ankede der paa, men betalte Summen til 30000 Daler nær. Denne Sag begynte Kong Christian igien at oprippe, holdende for, at, saasom Bispen havde slutted saadant paa sin egen Haand, var han selv forbunden at svare der til. Bispen derimod paastod at Kong Hans havde forsejlet dette til Lybek sluttede Forliig, og det siden igien bekræfted 1506. til Segeberg. Til med havde Høystbemeldte Konge aldrig formeret ham nogen Prætension for den Sag, men stedse tiet der til, og ved saadan Taushed givet tilkiende, at han intet havde at anke der paa. Men Kong Christian vilde ikke lade sig nøye med disse Undskyldninger, Samme Bisp arresteres.

paastoed Satisfaction af Bispen, og, da saadant ikke kunde erholdes, lod han ham arrestere tillige med hans Canceller, som Svaningius vidner at have været sin Morbroder; Dette Foretagende kunde han nok slutte vilde bevæge den heele Geistlighed og Paven mod ham, helst saasom Beskyldningerne havde ingen Grund, hvorudover man hittede paa at tillegge ham andre Forseelser, nemlig, at han havde været Aarsag til at Bisp Carl blev beskikket af Kong Hans at være Kong Christians Raad udi Norge, da han dog uden Tvil maatte viide, at samme Bisp var ikke Kronen troe; Iligemaade at han havde haft hemmelig Correspondence med Henning (34)

(a) Manuscript. Skibyens.

Gadd, Electo udi Lindkiøping, som var Rigets bitterste Fiende; Videre blev han beskyldet for at have giort Kongen fordum sort hos hans Hr. Fader, og at han havde omkommet en af Dronning Christinæ Tienere; og agerede Jørgen Skottborg, som siden blev Erke-Bisp i Lund, da som Advocat, Kongens Sag. (a) Men ingen af disse Beskyldninger kunde giøres beviislige, hvorudover man drev alleene paa den første Post, angaaende Reparation for den Summa, som uden Ordre var accordered til Lybeck. Imidlertid, paa det at Paven ikke skulde formalisere sig der over, at han havde lagt Haanden paa en viet Bisp, hvilken Gierning efter den tit omtalte Constitution (Cum Ecclesia Daciana) fortiente Kirkens Band, lod han den Fangne overantvorde til Erke-Bisp Birger udi Lund, og det udi den Pavelige Legat Arcemboldi Nærværelse, foregivende, at han skulde blive der udi god Forvaring indtil et national Concilium blev holdet, som kunde kiende i Sagen, og undgik han saaledes derved Kirkens Censur. Efter at denne Arrest havde varet nogen Tid, compromitterede begge Parterne paa visse Mænd som skulde kiende udi Sagen, og blev da endeligen feldet saadan Dom, (1) at Bispen skulde betale Kongen de omtvistede 80000 Gylden, (2) at han skulde

Hans Dom.

resignere sit Stift til en anden, som Kongen fandt Behag at promovere der til, og (3) at han selv skulde erhverve Pavens dispensation der til, (4) at han skulde giøre Afbigt til Kongen og Enke-Dronningen Christine, hvilket ogsaa skeede, og findes derpaa et Instrument dateret den 22 April. 1520. Saaledes søgte Kong Christian at kiøre i Ring med de Store, hvilke ogsaa derudover begynte at tage Svøftet ind, og merkede at de levede ikke under Kong Hanses Regiering meere.

Jeg har tilforn fortaalt, at Kongen var bleven Helsingøer Stad u-naadig: efterdi Borgerne sammesteds ikke vilde undrømme deres Boliger til de Hollandske Colonier, som han der agtede at stifte. Udi dette Aar lod Kongen see Prøve paa sin Resentiment mod samme Stad, i det han forflyttede derfra den sædvanlige Toldsted til Kiøbenhavn. Han brugte der til saadan Prætext, at Helsingøer (35)

(a) Manuscript. Skibyens.

havde en ond Reede Kiøbenhavn erklæres til en Stapel-Stad.og en slet Vinter-Havn, da der imod Kiøbenhavn havde alle de Lejligheder, som Søefarende Folk kunde forlange. Madame Sigbrit, som uden Tvil giorde dette Project, fik Ober-Direction over Tolden. Og blev publiceret, at alle de fremmede Nationer, som vilde giøre Oplag udi Kiøbenhavn skulde benaades med herlige Privilegier; Men saadant kunde ingen Fremgang have, eller komme udi Stand, efterdi ingen af Indbyggerne i Riget havde Kræfter til at giøre det første Udlæg, hvor til behøvedes nogle Tønder Guld. Denne Reformation giorde Helsingøers Stad koldsindig mod

Virkning deraf.

Kongen, Hansestæderne besværgede sig og der over, foregivende at Kiøbenhavns Toldsted laae dem for langt af Vejen, og fremmede Kiøbmænd klagede over Madame Sigbrit, som de beskyldte for at opholde dem. Ja for at giøre hende desmeere sort, foregave de at hun øvede Troldom mod dem for at spilde deres Rejser, og at en Canich udi Ribe ved Navn Mester Povel, som forstod samme Konst, gik hende derudi til Haande, hvoraf man seer, at mange Ting af Had ere denne Dame paadigtede. Man seer ogsaa derforuden her af, at Kiøbenhavn ingen Aarsage havde til at hade Kong Christian 2, efterdi han arbejdede meget paa samme Stads Opkomst, og ellers havde meget sunde Principia i Handelen, saa at derfor om en Kiøbenhavns Borger havde skrevet hans Historie, havde den bleven langt anderledes end Hvitfelds. Det blev ellers lagt Kongen til Last dette Aar, at han obligerede Bisp Anders Muus af Opsloe at afstaae sin Bispe-Stoel til Mikkel Muule; om Kongen ellers giorde det af Had til samme Mand, eller alleene fordi han var gammel og skrøbelig, skal jeg ikke kunde sige, efterdi Historien melder intet derom, men siger alleene, at den gamle Bisp, saavelsom Capitulet blev fortørned derover; Bispen, efterdi han ikke vilde miste Stiftet, og Capitulet, efterdi Kongen giorde Indgreb udi deres Vall-rettighed. Om denne Bisp Muus fortælles ellers, at han engang til Rom paa et Apothech lod fodre noget Sviine-Kiød, og Apothecheren dertil svarede, at han havde ikke saadan Urt udi sit Herbario.

Dette som jeg her har antegned om Christiani 2. indenlandske Bedrifter dette Aar, giver et Portrait paa hans Regimente, og (36) viiser hvad Indbyggerne i sær Adelen kunde i Fremtiden have sig at vente. Nu vil jeg begive mig til den Svenske Krig,

Forberedelse til den Svenske Krig.

hvortil blev giort en Begyndelse dette Aar; men, førend jeg træder der til, vil jeg kortelig melde noget om de Svenske U-roeligheder, som imidlertid vare forefaldne, for at viise, udi hvad Tilstand samme Rige var, da Fientlighederne begyndte. Jeg har tilforn viiset, hvor liden Tilbøyelighed de Svenske havde ladet see til at træde i det Calmarske Forbund, og at den nye Gouverneur, Steen Sture, styrkede dem ikke lidet der udi, saa at Kongen derudover intet Haab kunde giøre sig at komme med det Gode til sin Ret. Han arbejdede paa, foruden det Parti han tilforn havde i Sverrig, at opvække Gouverneuren end fleere Fiender, og, som han havde fornummet hvor stor Nytte hans Formænd havde haft af Erke-Bisperne udi Upsal, besluttede han der udi at følge deres Fodspor, og at vinde den nye Erke-Bisp, Gustav Trolle, hvorudi han ogsaa lykkedes, og det paa saadan Maade: Kort efter Steen Stures Promotion til Statholderskabet udi Sverrig aftakkede Erke-Bisp Jacob af Upsal, (a) og

Kongen søger at vinde den nye Erke-Bisp i Upsal.

recommenderede til Gouverneuren i sin Sted Gustav Trolle, som da studerede til Rom. Gouverneuren bevilligede ogsaa i hans Vall. Man maatte end meere forundre sig over denne Steen Stures Føyelighed her udi, efterdi Gustav Trolle var Erik Trolles Søn, som var hans Medbejler til Regimentet, og han burde forud kunde see, at samme Gustav derudover vilde i Fremtiden skaffe ham nok at bestille; Men, enten fordi Steen Sture maaskee merkede, at han ikke kunde hindre hans Vall; og derfore af Nød vilde giøre sig en Merite, bevilgede han Gustavi Vall, og derforuden skrev Paven til udi hans Faveur, og begierede at han maatte confirmeres. De, som bleve affærdigede til Rom for at notificere Gustav Trolle saadant Vall, vare Mag. Johan Eriksen, og Mag. Hendrich Sledra, hvilke foruden denne gode Tidende bragte ogsaa med sig fra Gouverneuren Penge til den nye udvalte Erke-Bisps Behov. Men, som de samme rejsede igiennem Dannemark, gav Kong Christian dem efter den Svenske Histories Sigelse 400 Pund Sølv (b) som de (37)

(a) Denne Erke-Bisp Jacob funderede med Pavens Bevilling Upsalæ Universitet.

(b) Der om taler Hvitf. intet.

paa hans Vegne skulde forære Gustavo, for derved at bringe ham paa sin Side, efterdi han forhen vidste, at han intet got Hierte bar til de Sturer, og allermindst til denne Sture, som havde hindret hans Faders Promotion til Administrationen i Sverrig.

Kongen blev ej heller bedragen i sine Tanker, thi, da den nye Erke-Bisp kom

U-eenighed mellem Steen Sture og Erke-Bispen.

tilbage til Sverrig, og Steen Sture lod ham invitere til Stokholm, for der at tage imod ham med Stads, lod Erke-Bispen sig sætte i Land paa et andet Stæd, og rejsede strax til Upsal, hvor med han gav tilkiende, at han intet Got havde i Sinde med Gouverneuren: Dog holdt han nogenledes gode Miner udi Begyndelsen, thi, da Rygtet gik over alt, at han havde udi Sinde at bringe Kong Christian ind udi Sverrig, og Gouverneuren begyndte at klage sig offentlig der over, lod Erke-Bispen Breve udgaae saa vel til Almuen som til Raadet udi Stokholm, hvor udi han stræbede at betage dem all Mistanke, og tilkiende gav, at saadant var ham falskeligen paadigtet, begierede ogsaa, at Borgemester og Raad vilde legge sig der imellem, og stille Steen Sture tilfreds. Steen Sture derimod affærdigede Skrivelse til Capitulet til Upsal, og bad Capituls-Herrerne, at de vilde formane Erke-Bispen at staae fra sit onde Forsætt, hvor om han, nemlig Gouverneuren var advared af Steen Carlsen. Han giorde ogsaa 1516 selv en Rejse til Upsal for at aflegge sin Gratulation, og at tale mundtlig med Erke-Bispen, men han blev med Spot afviiset, og Erke-Bispen lod ham sige, at han ingen erkiendte for sin Dommer uden Paven.

Af saadan Medfart kunde Sture lett merke hvad han havde sig i Fremtiden at vente, og som Rysserne paa samme Tid vare indfaldne i Finland, og han frygtede, at de Danske vilde hindre ham at gaae dem i møde, skikkede han et Gesantskab til Kong Christian, tilbydende sig at antage ham til Sverriges Konge paa visse Conditioner, hvilke Kongen ikke vilde modtage. Derpaa lod Sture forskrive en Rigs-Dag

Erke-Bispen inviterer Kong Christian til Sverrig.

til Tellie, og didhen fodrede Gustav Trolle for at aflegge sin Eed til Riget, og at raadslaa om, hvorledes man skulde begegne Rysserne udi Finland. Men Erke-Bispen veigrede sig for at komme, og holdt med sit Anhang et Mode til Stecka, hvorfra han indkaldte Kong Christian til Sverrig, og lovede at de fornemmeste Rigets Slotte skulde staae til Haande.

(38) Gouverneuren blev over disse Tidender, som venteligt er, allarmeret. Han bemægtigede sig derfor udi en Hast Nykiøping, hvis Commendant sagdes at være udi Kong Christians Parti, og at ville overlevere Slottet til de Danske. Formedelst samme Aarsag afsatt han ogsaa Peder Thuresøn, som havde Stokholms Slott udi Befalning, og lod arrestere den gamle Erik Trolle Erke-Bispens Fader. Erke-Bispen der imod befæstigede sig paa sit Slot Stecka det beste, som han kunde, forventende Undsætning fra Kongen, som han corresponderede med. Men Steen Sture, efter at han havde forgiæves formanet ham til at staae fra sit Forsæt, belejrede ham paa

Belejres af Steen Sture.

samme Slott. Og, som han havde Mangel paa Gevær, lod han forskrive en heel Skibs-Ladning deraf fra Lybeck, men Kongen lod opsnappe samme Skib for Traven. Hvorover de Lybske højligen besværgede sig, skiønt uden Grund; thi det kunde ikke stride mod den forhen giorde Tractat, at hindre saadanne Sagers Tilførsel til ulydige Undersaatter for derved at bestyrke dem.

Sverrigs Stænder, som vare forsamlede til Arboga, fandt udi denne Tilstand for Got at affærdige Skrivelse til Paven for at bede om en anden Erke-Bisp. Kongen derimod skrev ogsaa til Rom, og berettede for Hans Pavelige Hellighed, hvorledes Steen Sture havde anmasset sig Sverrigs Forstanderskab, og foreholdt ham sin Ret paa Riget imod Hylding, Forpligtelser og Contracter, som vare giorde om Rigernes Forbindelse baade udi hans og hans Faders Tider. Han kundgiorde iligemaade, hvorleedes han havde belejret Erke-bispen paa hans Slot Stecka, fanget hans Fader tillige med den gamle Erke-Bisp Jacob, og andre fornemme Geistlige, efterdi de ikke vilde følge de Oprørske, bad til Slutning, at Hans Pavelige Hellighed vilde procedere efter Kirke-Retten mod ham, som en Tyran og Geistlighedens Forfølger.

Pave Leo 10. bevæged af Kongens Skrivelse, affærdigede strax Brev til Erke-Bisp Birger af Lund, som Primas Sveciæ og Pavelig Legat udi de Nordiske Riger, og befoel ham at examinere Sagen, og at procedere efter Kirke-Retten mod Steen

Steen Sture sættes i Kirkens Band.

Sture, hvilket ogsaa skeede; thi der blev holdet et allmindeligt Mode af Bisperne udi Dannemark, hvorudi Steen Sture og hans Anhang blev (39) satt udi Kirkens Band. Dette maa ellers være den anden gang Steen Sture er bleven satt udi Kirkens Band; thi den Svenske Historie melder, at Dronning Christina udvirkede tilforn et Bands-Brev mod ham, efterdi han forholdt hende hendes Livgeding Orebroe, uden at man vil sige, at Tiderne ere her confunderede. Udi saadan Tilstand var Sverrig, da Kong Christian udi dette Aar 1517 rystede sig stærkt til at besøge samme Rige, for med Sværdet at erholde sin Rett, og at undsætte den belejrede Erke-Bisp; Men, som Undsættningen saa hastig ikke kunde komme, og Erke-Bispen frygtede midlertid at falde udi sin Fiendes Hænder, foreslog han et Forliig med Steen Sture. Gouverneuren, som fandt Smag derudi, saasom han holdt det tienligt at dempe de indvortes U-roeligheder, førend de Danske komme ind udi Landet, begav sig med nogle af Sverrigs Raad til Lejeren for Stecka, for at tale med Erke-Bispen. Men just i det samme

Kongens Undsætning til Erke-Bispen og Betænkning derover.

komme Jacob Trolle, Søren Norbye og Carl Knudsen med 4000 Mænd de Belejrede til Undsætning, hvorudover alle Freds-Tanker strax forsvandte. Hvitfeld laster ogsaa dette hos Kongen, sigende, at det skeede uden Raadets Videnskab, og at det var imod hans Haandfæstning at paaføre Krig, Stænderne u-adspurdte: Men, om Kongen skulde dertil have berammet en Rigs-Dag, og spurdt Stænderne til Raads, medens Erke-Bispen var belejred, kunde, maaskee, Slottet have været overgivet førend Stænderne havde halv ud-voteret, og det Kongelige Parti udi Sverrig derved gandske været bleven ødelagt. Til med synes det ikke at være mod den Kongelige Capitulation, at bringe Tropper mod u-roelige Undersaatter uden Stændernes Forespørsel; thi at erklære solenniter Sverrig Krig var tillige med at erklære det for et independent Rige, hvilket Dannemarks Riges Stænder selv paa den Tid ingenlunde vilde tilstaae. De Beskyldninger derudover, som da giordtes kand ikke holde Stik, helst, saasom Hvitfeld tilstaaer paa et andet Sted, at Kongen udi samme Aar havde forskrevet en Rigs-Dag til Kiøbenhavn for at raadslaae om den forestaaende Svenske Krig.

Erke-Bispen, som sagt er, fik nyt Mod, da han bekom Tidender om Undsætning.

Samme Undsætning bliver slagen.

De Danske giorde Landgang ikke langt fra Stokholm, og agtede sig lige mod Stecka for at ophæve Belejringen (40) ; Men Steen Sture angreb dem med saadan Hurtighed at de maatte staae fra deres Forsæt, og over Hals og Hoved begive sig til deres Skibe igien. Udi denne Skynding bleve nogle jagede udi Stranden, og andre fulde udi Stures Hænder, hvilken lod skikke de Fangne til Stecka, for at tilkiende give, at alt Haab om Undsætning var betaget. Af dette tabte Erke-Bispen aldeeles Modet, og beqvemmede sig til Slottets Overgivelse med de Vilkor, at han maatte blive fri og uanfægted udi Stifted. Men Steen Sture loed ham svare, at det nu var forsildig, Beleiringen havde allereede kosted saa meget Blod, at man ikke kunde accordere saadan fordeelagtig Capitulation; Han skulde tilforn have ført sig fredeligen op, og alleene taget vare paa sit Bispe-Embede, saa havde saameget Blod blevet sparet. Han havde ved at trække Sværdet mod sit Fædrene-land giordt sig selv uværdig til geistligt Embede, og derfore burte ikke meere være Erke Bisp. Erke Bispen derimod undskyldte sig det beste han kunde, foregivende, at Paven havde givet ham Magt til at føre baade det Geistlige og Verdslige Sværd, og at han derudi intet havde giort uden at efterfølge sine Formænds Exempler; Hvorudi den gode Erke-Bisp ikke havde megen Urætt; thi, endskiønt det er alletiider uanstændigt, ja utilbørligt, for en Bisp at føre Sværdet, saa var det dog underligt at ville formere ham saadan Process paa de Tiider, da det ikke allene var grande mode for Bisper at lade sig see udi Spidsen af en Krigshær, men endogsaa et reqvisitum af en Bisp at han skulle være en god Krigs-Mand. Men Steen Sture kunde denne gang ikke faae dette i Hovedet, han lod

Erke-Bisp Trolle sættes fra sin Værdighed.

forskrive en almindelig Herredag til Stokholm, hvor Rigets Raad, Adel, Borgere og Bønder mødte for at overveje hvad man skulde giøre med Gustav Trolle. Erke Bispen lod sig ogsaa selv der indfinde efter gived sikkert Leide. Paa samme Mode blev eenstemmigen beslutted, at Slottet skulde nedbrydes, og at Erke Bispen skulde sættes fra sin Værdighed. Denne Resolution blev underskreven af Steen Sture og alle Overværende (a); thi ingen turde sætte sig derimod, hvorfore Biskop Brask af (41)

(a) Acta Comitiorum Holmiens. die S. Clementis. Martyris 1517. pag. 1129.

Lindkiøping, som ikke approberede saadan procedure, practiserede under Indseilet en liden Sæddel, hvorpaa stoede skrevne disse Ord: Til denne Beseiling er jeg tvungen.

Derpaa blev Gustav Trolle skikked til Stecka igien, som strax blev overantvordet og i Grund nedbrudt, og havde man da Møje at styre den gemeene Almue, at den ikke skulde lægge Haand paa ham. Derpaa resignerede han Stiftet udi Pave Leonis 10. Hænder, af de Aarsager, at Stænderne vare blevne ham u-gunstige formedelst den Skade, de Danske havde tilføjet Riget, vilde ingen Tiende give, men med Eed havde forbundet sig ikke at erkiende ham for Erke-Bisp, eller at antage Sacramentet af ham; Iligemaade paa det hans Venner for hans Skyld ikke meere skulde forfølges: Hvoraf sees, at han tilkiende gav, sig ikke med god Villie at giøre saadan Afstaaelse, men heller til en Tid at cedere til Stormen gik over. Derpaa svor han, eller rettere, blev tvungen til at sværge, at han aldrig meere skulde stræbe efter at komme til sit Embede igien, og begav sig udi et Kloster til Vesteraas. Denne Resignation giorde et stort Skaar udi Kong Christians Interesse, saasom han udi ham ikke alleene mistede et beqvemt Instrument til at forfremme sine Sager udi Sverrig, men han kunde ogsaa have Aarsag at frygte, at den nye Erke-Bisp skulde blive een af Steen

Kongen arbejder paa hans Restitution igien.

Stures Creaturer, saasom det var troeligt, at Gouverneuren vilde af all Magt arbejde paa, at faae een af sine Tilhængere promovered til Erke-Sædet udi Upsal. Derudover havde han og, førend denne Resignation skeede, tilskrevet Paven, at, hvis saadan Afstaaelse blev giort, da maatte hans Pavelig Hellighed troe, at det ikke var af fri Villie, men af Tvang, og bad, at han ingen vilde erkiende for Erke-Bisp udi Upsal uden Gustav Trolle alleene: Iligemaade, at han ikke vilde favorisere Steen Sture, eller accordere ham nogen Kongelig Titul, om han den forlangede.

Den Pavelig Legat Angelus Arcemboldus arbejdede da, efter Kongens og Erke-Bispens andre Venners Begiering meget paa hans Frihed, og formanede Stænderne tillige med at opbygge Slottet Stecka igien; Paven anmodede dem ogsaa skriftligen derom, og truede med Kirkens Band: Men Steen Sture kunde for (42) sin Part ingen Aarsag have denne gang at frygte sig for saadan Censur, eftersom han tvende gange havde været bandsatt tilforn; thi, at den Excommunication, som Erke-Bisp Birger lod fælde over ham, var skeed tilforn, giver Bands-Brevet tilkiende, efterdi derudi anføres, at han havde belejret Erke-Bispen paa hans Slott (a). Saa derfore paa den Tid at true Sture med Kirkens Band, var ligesom at ville true een paa sin Boes Lod, der allereede havde mistet den. Gouverneuren blev derfor ved sit Forsæt, ladende sig alleene nøje med at appellere til Rom, for at vinde Tid. Han foreholdt ogsaa Kong Christians Gesant, som da var i Sverrig, Erke-Bispens slette og onde Opførsel, og beskiænkede ham saa rigeligen, at han derudover blev Gouverneuren bevaagen. Den Pavelige Legat havde ogsaa andet i Hovedet end at drive med Iver paa Erke-Bispens Sag; thi det var ikke derfore han var kommen til Sverrig, men for at samle Penge, og havde han udpresset af de Nordiske Riger over en Million Ducater. Det er ogsaa troeligt, at, eftersom han for Penge accorderede alle slags Synders Forladelse, hvad Navn de end have kunde, saa har han ikke kundet nægte saadant alleene til dem, som havde syndet imod Erke-Bispen, thi Steen Stures Penge vare ligesaa gode som andres. Dette altsammen tildrog sig Aar 1517. Ellers seer man, at Kongen dette Aar havde Dispyt om den Brudeskatt som var accordered med Dronning Elisabeth; thi han skrev haarde Breve derom til Kejser Maximilianum: Men denne gode Kejser var saa vant til at lade sig kræve, at hvor plumpe Breve han end fik, saa kunde de ingen Virkning giøre; hvorfor Kongen ogsaa merkede, at det var sikkere at have et got Pant for Pengene, end Højstbemeldte Kejsers Caution, anholdt derfor hos Dronningens Broder, Carl, om Holland til Underpant, hvilken stillede Ordre til Pengenes Betalning, skiønt den skeede ikke førend nogen Tid derefter. Der meldes i det øvrige om en Frisisk Søe-Røver, som var bekiendt

Lange-Peter.

udi Vester-Søen dette Aar. Den samme kaldtes gemeenligen Lange-Peter, og havde over 500 liderlige Baadsmænd og Soldater under (43)

(a) Vid. Censura contra Stenonem de dato Lundis Scanorum in Vigilia Pentecostes 1517.

sin Commando. Hvad Skade samme Lange-Peter maa have tilføjet Søefarende, kand sees af den prægtige Titul han gav sig; nemlig, de Danskes Bestormer, Lybekernes Riis, Hamborgernes Angriber og Hollændernes Bøddel: Af hvilke Tituler han har brystet sig ligesaa meget som andre af deres General Amirals Caracterer, saasom han, maaskee, har bildet sig ind, at det i Gierningen var det samme. Han selv og hans Folk førdte Stejler og Hiul i deres Felt-Tegn, og paa deres Klæder, som et slags Vaaben. Hvorudi ellers samme Lange-Peters Bedrifter have bestaaet, item hvad Endeligt han har faaet, derom findes i vore Historier intet.

Efterfølgende Aar 1518. gik den Svenske Krig for alvor an, og kom Kong 1518. Christian in Junio med en Flode for Stokholm og belejrede samme Stad paa Suder Malmen; Men, da han fornam, at Steen Sture kom ham paa Halsen med en

Kong Christian belejrer Stokholm.

Krigs-Hær, gik han tilbage, og rykkede mod Fienden. Den 22 Julii blev holdet et Feldslag ved Brende Kirke, hvor de Kongelige bleve slagne, og maatte flye til deres Lejer igien. Udi dette Slag blev Christen Rönnov ihielskudt og den bekiendte Otte Stissen blev skudt igiennem Munden. Kongen begav sig derpaa med sit Krigs Folk til Suder Malmen igien, hvor han blev nogen Tiid liggende. Men, da han saae sig intet at kunde udrette, efterdi Sommeren forløb, og han intet Tilløb fik af de Svenske, som han havde formodet, brød han op med Lejren, og begav sig til Skibs for at seile til Dannemark igien. Da han var geskæftig med Indskibningen, giorde Steen Sture et Udfald af Staden, jog en Hob Danske udi Stranden, og bekom 300 fangne, hvilke Kongen løsede, og derpaa gik til seils. Men, som han formedelst Modvind ikke

Maa med Forliis forlade den igien.

kunde komme udaf Stokholms Skiær, streiffede han om i Landet, og giorde stor Skade. Endeligen, saasom Modvinden holdt længe ved, forfaldt Krigshæren i Hungers Nød, hvilket foraarsagede, at mange løbe over til Fienden, og Kongen selv geraadede udi yderste Fare, efterdi Vinteren var for Haanden. Han optænkte da udi denne Tilstand saadan List: Han stillede sig an som han vilde slutte en ævig Fred med Sverrig, og forlangede en Samtale med Steen Sture. Guvernøren, (44) som meenede, at det var Kongens Alvor, og som gierne saae en Ende paa denne Krig,

Kongen sejler bort med de Svenske Gisler.

skikkede derpaa proviant til den Kongelige Flode, og giorde sig færdig til at besøge Kongen. Dog stoed han efter Raadets Formaning derfra. Da Kongen saae, at dette Anslag ikke lykkedes ham, loed han tilkiende give, at han selv vilde komme til Gouverneuren udi Stokholm, naar han fik sikkert Lejde og nogle fornemme Svenske Herrer til Gissel. Dette blev ham accordered, og 6 Ædelmænd, neml. Gustav Eriksøn, som siden blev Konge i Sverrig, Lars Sigesøn, Jøran Sigesøn, Oluf Rønning, Birger Nielsøn, og Henning Gad Electus udi Lindkiøping, bleve skikkede som Gisler til Kongens Flode. Men, som Vinden i det samme forandrede sig, satte Kongen Seil med Gislerne til Dannemark, hvilket opvakte stor Forbittrelse hos de Svenske, skiønt ingen leed Skade der ved uden Kongen i hans Reputation.

Da han var kommen til Dannemark igien, lod han sætte Gislerne udi Forvaring paa adskillige Steder i Riget, og blev Gustav Eriksøn given i Forvaring til Erik Banner med Befaling, under 6000 Rigsdalers Straf, ikke at lade ham komme løs, ligesom han kunde have et Forevarsel at denne unge Herre skulde i Fremtiden blive hans farligste Fiende. Kong Christian lod derpaa give Ordre til sin Amiral Søren Norbye paa Gulland, at han skulde gaae ud med nogle Skibe, og plyndre paa de Svenske, hvilket ogsaa blev efterlevet med stor Hurtighed, thi samme Søren Norbye var een af de største Søeheldte paa de Tider, og blev en Skræk saavel for Sverrig som de Vendiske, hvilke sidste han tilføjede stor Skade, saa ofte de forsøgte at giøre Sverrig Tilførsel. Dette altsammen foraarsagede, at Forbittrelsen aldrig havde været større mellem Rigerne.

Udi Sverrig foretog man efter Kongens Bortrejse paa en Rigs-Dag, holden til

Continuation af Erke-Bisp Trolles Process.

Arboga udi den Pavelige Legats Arcemboldi Nærværelse, at examinere Gustav Trolles Sag, og blev ham da Vallet givet, enten han vilde søge Naade eller underkaste sig Retten. Han udvaldte da det første, resignerede Erkebisp-Dommet udi Pave Leonis Hænder, og begav sig med sin Fader til Eckholm, for der at passere sin Tid udi Stillhed. Stænderne, som (45) frygtede, at Paven med Iver vilde tage sig den afsatte Erke-Bisp an, resolverede da at overdrage Erke-Sædet til den Pavelige Legat, at han ved en Vicarium kunde forvalte det; Men Paven, ophidsed af Kong Christian, vilde ingenlunde samtykke Gustav Trolles Degradation, drev hæftigen paa hans Restitution, og, som han med det Gode ikke kunde trænge igiennem der med, gav han Ordre til at fornye den Excommunication, som var afsagt tilforn af Erke-Bispen af Lund, hvis Execution han overdrog til Kongen, og derforuden paalagde Sverrig en Penge-Mulct af 100000 Ducater. Man maa forundre sig over denne Pavens Godhed mod Kongen, efterdi Kongen paa sin Side ikke alleene lod ingen Føjelighed see mod ham, men foretog adskillige Ting, som burdte have bragt ham selv udi Kirkens Band. Saa at det er et Mysterium, som man ikke let kand hitte reede udi, med mindre man vilde holde for, at han under Haanden lod Penge roullere, hvilket aldrig havde giort større Virkning end hos Leonem 10, eller, som troeligst er, at han frygtede Kongens Svoger den mægtige Carl 5, og derfor ikke turde være ham imod, men lod see Føjeligheder indtil at fordrage Torter; thi, foruden at Kongen lidt reflecterede paa Pavens Monitorial-Skrivelse, som dette Aar blev ham skikked, angaaende Biskop Beldenak, som han begierede maatte restitueres i sit Stift igien, forgreb han sig efterfølgende Aar paa den Pavelig Legat, og det paa saadan Maade:

Arcemboldus havde lovet Kongen, som før er sagt, at forfremme hans Sag udi

Kongens dristige Forhold mod de Pavelige Aflads-Kræmmere.

Sverrig: Men, da han kom udi samme Rige, giorde han eet med Stænderne, saae ikke alleene an med Kaaldsindighed Erke-Bisp Trolles Forfølgelse, men ogsaa lod sig af Stænderne overdrage Erke-Bisp-Stoelen. Han holdtes ogsaa for at have aabenbaret de Svenske alle de Hemmeligheder, som Kongen havde betroet ham, hvilket altsammen havde saaledes ophidset Kongen, at han lod 1519 arrestere Legatens Broder 1519.Antonellum Arcemboldum, da han med en stor Hob Aflads-Penge, som vare samlede udi Sverrig og Norge, vilde begive sig paa Hiemrejsen. Han havde ogsaa tracteret Legaten selv paa samme Maade, hvis han ikke i Tide havde taget Flugten fra Lund, hvor han opholdt sig (46) efter sin Tilbagekomst fra Sverrig. Det blev ikke derved, han lod ogsaa en af Legatens Haandlangere, som havde samlet Aflads-Penge paa Gulland, nedsænke, og, saasom Kongen bemægtigede sig derpaa den største Deel af Aflads-Pengene, er det troeligt, at Penge-Gierighed saavelsom Hevn drev ham til saadant Foretagende.

Førend Legaten tog Flugten fra Lund, skrev han Kongen et vitløftigt og ynkeligt Brev til, som findes hos Hvitfeld, paa Danske. (a) Udi dette Brev opregnede han sine Tienester, som han havde beviiset Kongen, og giver tilkiende, at den halve Deel af Aflads-Pengene, som han med saa stor Møje har samlet, er ham bleven fratagen. Han besværger sig ogsaa højligen over Madame Sigbrit, som da gemeenligen her i Landet blev kaldet Moder Sigbrit, og afmaler hendes Opførsel mod sig med disse merkelige Ord: Blant andet, som jeg ej vil opregne, er dette ikke det mindste, at Moder Sigbrit (GUd give at hun kunde heede Moder disse Riger til Beste)

Arcemboldi Klage-Skrift.

har aabenbarligen ladet sig forlyde, at Legaten maatte være glad derved, at han intet værre vederfoer end Arrest. Hun har ogsaa udi got Folkes Paahør sagt, at, hvis hun var Konge, skulde hun lade drukne Legaten med hans heele Følge, saa at ingen skulde komme levende derfra. Han besmykker ellers sin Commission i Sverrig det beste han kand og vidner, at det har ikke staaet i hans Magt at forfremme Kongens Beste udi samme Rige, eftersom Forbittrelsen der var saa stor, at de Svenske have offentligen sagt, at, om Kongen satt dem end sin ældste Søn til Gissel, vilde de dog ikke troe ham. Endeligen slutter han Brevet med Bønner, saavel om Pengenes Restitution, som om sin Broders Befrielse af Fængsel. Af dette Brev seer man, at Kongen havde bemægtiget sig den halve Deel af Pengene, og at Legaten var selv bange for at blive fængsled. Man seer ogsaa (47)

(a) Literæ Arcemboldi ad Regem. Londini Scan. die 8 April. 1519. pag. 1133. seqv.

deraf Sverrigs Forbittrelse imod Kongen, item Madame Sigbrits Portrait, og af hvilken Fermeté samme Dame maa have været. Arcemboldus skrev ogsaa Dronningen et særdeles Brev til, hvorudi han beder, at hun vil intercedere hos Kongen for hans Broders Befrielse, og formane ham, at han ikke legger Haand paa en Pavelig Legat. Disse Breve udvirkede vel saa meget, at Legatens Broder kom paa fri Fod igien, men Kongen beholdt Pengene, som han havde nødig til den Svenske Krig, og finder man ikke, at Paven der over har formeret ham nogen Process, men tvert imod man seer, at Kirkens Band, som Steen Sture og Sverrig var trued med, blev dette Aar exeqvered, thi det heele Rige blev satt udi Interdict, saa at GUds Tieneste over alt blev forbuden, skiønt de Svenske skiøttede saadant ikke meget, hvilket giver tilkiende, at den Pavelige Myndighed begyndte da allerede at svækkes, og at Lutheri Reformation, som kort tilforn begyndte, havde giordt temmelig Virkning end ogsaa i de Nordiske Lande.

Krigen continuerede da mellem Dannemark og Sverrig, og Kongen

Krigen fortsættes med Sverrig.

foruroeligede de Svenske over alt under Prætext at dette skeede for at exeqvere Pavens Decret imod Sverrig. Nogle Danske og Svenske Skibe komme dette Aar udi Trefning sammen ved Reval, hvor de Svenske erobrede 2 smaa Danske Skibe, men i det øvrige skeede ingen synderlig Skade paa nogen af Siderne. Kort der efter kom Kongen med en Flode for Øland, hvor han bemægtigede sig Borkholm. Begav sig derpaa for Calmar, men blev med Forliis dreven derfra efter at han nogle gange havde ladet løbe Storm til Staden. De Svenske søgte derefter at tage Øland tilbage; men de Kongelige forsvarede sig saavel paa samme Øe, at Steen Sture med u-forretted Sag maatte gaae tilbage, og dermed endtes de Kongelige Tog dette Aar 1519.

Hvad indelandske Sager angaaer, da er dette særdeles merkeligt, at Dronning Elizabeth udi et Aar fødde 3 Sønner, nemlig Johannem, Maximilianum og Philippum. Johannes kom til Verden udi Begyndelsen af Aaret, nemlig den 22 Februarii. Om ham bliver ofte taled i efterfølgende Historie. De andre 2, som bleve fødde mod Aarets Udgang, vare Tvillinger, som døde strax (48) derefter. Madame Sigbrit, som overværede Dronningens Barsel-Senge, forundrede sig over saadan

Sigbrits Betænkning over Dronningens Frugtbarhed.

u-sædvanlig Frugtbarhed, og siges derover udi Vrede at have sagt, at Landet var ikke stort nok til at nære og underholde saa mange HEERKENS. Hvad Estime Kongen endda havde for denne Qvinde, kand sees deraf, at han betroede hende den ældste Prinds Johannem til Optugtelse. Det synes ogsaa, at Dronningen selv ikke har hadet hende, endeel fordi hun var det Kongelig Huus troe, endeel ogsaa, efterdi hun var Hollandsk, hvilket Folk hun særdeles elskede.

Men denne Qvinde, saa meget som hun var yndet af Kongen, saa forhadet var hun derimod af den Danske Adel, og tilskrev man hende alle de Skatte-Forordninger, som ginge ud dette Aar, item, den Haardhed Kongen ellers øvede, hvorover findes pathetiske Klagemaal hos Canceller Hvitfeld. Han paafandt, siger bemeldte Author, adskillige Rænker for at samle Penge; Han laanede, men betalede kun med Snak; Han pantsatt Kronens Gods, men betalede ikke Pante-Pengene, og fandt alle Tider Lejlighed for en ringe Brøde at skille Panthaverne ved deres Pante. Han førte sig op, som Herre over hver Mands Ejendom, og brugte først i Dannemark det Tyranske Mundheld: Giv mig af mit eget, ej betænkende, at den ringeste Bonde udi Dannemark er hans Gods ligesaa mægtig som Kongen er sit; Ja end meere, efterdi en Konge haver kun sit Rige

Hvitfelds Klagemaal examineres.

in Usufructu, og alleene Rett til de aarlige Indkomster, da derimod en Bonde kand skiøde, og af hænde sit Gods, hvilket er Kongen ikke tilstedt uden med Dannemarks Riges Raads Bevilning og Samtykke. Dette vil jeg lade staae ved sit Værd, at jeg ikke skal beskyldes at sætte Sminke paa Laster: Jeg vil kun alleene sige dette, at man ikke sikkert kand følge Hvitfelds Fodspor udi denne Konges Historie, saasom man tydeligen kand see at han har outreret mange Ting. Det er og efter hans egen Tilstaaelse vist, at Kongen behøvede Penge til de store (49) Præparatorier, som han da giorde til det Svenske Tog, og derfor greeb til u-sædvanlige Midler. Han paalagde ogsaa i den Henseende den saa kaldede Rumpe-Skat, som blev satt paa hvert levende Creaturs Hoved. Iligemaade paabød han den tiende Penge af alle Undersaatters Indkomster, hvorfore dog Geistlighed efter deres derimod giordte Forestillinger blev forskaaned. Hvoraf kand sees, at Hvitfeld paa et andet Sted har gaaet for viit, naar han siger, at Kongen udi sin Begyndelse tog alle Kirkernes Indkomster bort, saa at han alleene lod blive saa meget tilbage, som behøvedes til Brød og Viin.

For disse og andre Ting maatte Madame Sigbrit dagligen høre ilde, saasom man tilskrev hendes Raad, alt hvad som ont og violent var; Dog tilstaar Hvitfeld, at hun dette Aar var Stifter til en god Forordning, som Kongen lod udgaae

Forordning om Kiøbenhafns Skole-Drenge.

angaaende Kiøbenhavns Skole-Drenge, nemlig at ingen maatte antages udi Skolen, med mindre han selv kunde kiøbe sin Kost, paa det at Byen ikke skulde fyldes med Latinske og Græske Tiggere. Disse Skole-Drenge havde tilforn en særdeeles Klæde-Dragt, nemlig en Kaabe, som var aaben paa den eene Side, saa det er troeligt, at deslige Kaaber intet behageligt Syn have været for Kiøbenhavns Borgere paa Gaderne, thi, saa mange Kaaber, saa mange Stodere. Johan. Svaningius (a) er her udi ikke eenig med Hvitfeld, at denne Sædvanes Afskaffelse var nyttig, men declamerer heftigen udi den Henseende mod Sigbrit; hans Ord ere disse: Det var fra Christendommens første Begyndelse antaget udi Dannemark, at fattige Skole-Børn var tilladt at betle paa Gaden. Saadanne Skole-Børn, førend de antoges i Skolerne, bleve først examinerede af Skolemesterne, om de havde Naturalier til boglige Konster, og, hvis det ikke befandtes, bleve de satte til Handverker. De, som bleve antagne, maatte alle bære Kapper, hvilke skiulede det heele Legeme, undtagen den højre Arm, som var fri; Paa Hovedet havde de en Cabuts med en Svands, som hang ned ad Nakken, og vidner Author, at udi hans Skole-Gang (50)

(a) Svaning. Christ. 2. Lib. 2. Cap. 8.

saadant endda var brugeligt. Madame Sigbrit holdt for, at disse Kapper tienede til intet andet end at skiule Tyve-Koster med, og derfore gav Kongen det Raad, at han skulde drive ud af Staden alle disse suspecte Kappedragere, og tillige med forordne, at ingen maatte antages udi Skolerne, uden han selv kunde kiøbe sin Kost. Dette Forbud regner Autor som en stor Ugudelighed, og siger, at GUds Hevn derudover fuldte paa. Men

Svaningii u-grundede Klagemaal derover.

det er troeligt, at hun herudi havde ikke Urætt, og at hun af Erfarenhed havde merket, at disse kaabede Skole-Drenge brugte deres højre Arme til andet end at imodtage Allmisser. I det ringeste var det u-anstændigt, at i en Kongelig Residentz-Stad Skole-Børn skulde saaledes omløbe og incommodere Folk. Men alt, hvad denne Qvinde giorde, blev lastet. Hendes Raadgivere her udi saavelsom i andet var Mag. Dietrik Slaghek, som for nogen Tid siden ved hendes Recommendation var kommen i Kongens Tieneste.

Samme Dietrik eller Theodorus Slagheck var en Nederlænder af Geburth og

Dietrik Slaghecks Historie og Characteer

Sigbrits Paarørende, (a) hvilket giver tilkiende, at han ikke maa have været af Nederlandsk Adel, efterdi hun havde været Æble-Kone i Amsterdam. Hvitfeld vidner udi Christiani 2. Historie, at han i Begyndelsen var en Barbeer-Svend, og er han ikke den første Barbeer der har giort saa store Spring i Verden. Hvad han ellers var, da han kom til Dannemark, item, naar han kom i Kongens Tieneste, derom taler Historien intet, det seer man alleene, at han har haft et forslaget Hoved, og har i sær vidst at lempe sig efter Kongens Humeur, hvor ved han insinuerede sig saaledes, at han er bleven ophøjed fra en Ære til en anden, saa at han omsider og Madame Sibrit have deelt Rigets Sager imellem dem, hvorudover han ogsaa blev allmindeligen hadet over det heele Land. Han var af Naturen dristig, haard og violent, og beskyldes for at have givet Kongen de allerfarligste Anslag. Men hans haarde Regimente bragte ham omsider til Retter-stædet, og at lide en haanlig Død, saa at hans Levnet er et særdeles Exempel paa GUds Straf og Lykkens U-bestandighed. Om hans Regiering og Endeligt skal tales videre siden. (51)

(a) Chron. Archiep. Lund.

Det Kongelige Danske Hof fik ellers Sorg dette Aar formedelst Kejser Maximiliani Død, skiønt samme Død bragte det Kongelige Huus i end meere Anseelse, eftersom hans Sønne-Søn Carolus, Kongens Svoger, noget derefter blev Romerske Kejser. Der døde ellers paa samme Tid en merkelig Mand udi Dannemark, nemlig Erke-Bisp Birger af Lund. (a) Samme Mand var fød udi en liden Bye i Nørre Halland, kaldet Lindbierg. Hans Fader var en Degn af ringe Herkomst: Men, for at viise at han ikke skammede sig ved sin Herkomst, førdte han en Lind udi sit Vaaben.

Erke-Bisp Birgers Død og Caracteer.

Han var liden af Vext, men havde et stort Hierte, og derhos et skiønt Hoved. Han blev først Præst udi Kallundborg: Derefter Dronning Dorotheæ Canceller, siden Archidiaconus udi Roeskild, og endeligen 1497 (b) Erke-Bisp udi Lund. Han overgik udi Pragt og Stads alle hans Formænd; thi han reed dagligen ud, gelejded af 130 Mænd. Den Lind, som han førte i sit Vaaben, bragte ham udi Trætte med Hr. Henrik Krummedige Rigets Raad, thi, som de Krummedigers Vaaben ellers var en Lind, vilde de ikke lide, at en Mand, af saa ringe Herkomst, skulde føre saa høyt Adeligt Vaaben. Da han derfore blev tiltaled, giorde han en Gudelig og Geistlig Forklaring over sin Lind, og viisede, at den ingen Overeensstemmelse havde med de Krummedigers Linde. Og befaldt Kongen hans Svar saa vel, at ingen torde meere tiltale ham derfor. Efter hans Død havde Erke-Sædet til Lund særdeles fata, saasom det udi en kort Tid havde 5 Erke-Bisper, hvilke vare alle udvalte, men ingen confirmeret af Paven. Lunde Capitul udvaldte vel strax efter hans Død Mag. Aage Sparre, men Kongen casserede hans Vall, og formaaede Capitulet at skride til en nye Election, og at udvelge hans Secreterer Mag. Jørgen Skodborg. Hvilken Election gik ogsaa for sig Aaret derefter. (52)

(a) Vid. Manuscr. Skibyense.

(b) Vid. Chron. Archiep. Lund. Hvor alle de Data, som henhører til samme Erke-Bisps Historie, ere tvertimod dem som Hvitfeld sætter udi Kongernes Krønike! Thi udi Kongernes Krønike siger han, at Birgerus blev Erke-Bisp 1594. den 4 Julii, og at han sadd udi 12 Aar, men udi Bispe-Krøniken, at han blev Erke-Bisp 1597. den 7 Junii, og sadd udi 22 Aar, hvilket sidste er rigtigst.

Dette er ellers det mærkværdigste, som tildrog sig udi det Aar 1519, hvoraf man Rigets Tilstand for det store Svenske Tog.seer udi hvad Tilstand Riget var førend det store Svenske Tog gik for sig, nemlig, at udi lang Tid ingen Konge havde regiered med større Myndighed og Conseqventer været udi den Henseende meere udi Stand at fuldføre et stort Forsætt. Derimod var der liden Kierlighed hos Undersaatterne, besynderlig hos Adelen, hvilke giorde sig vel færdige til at følge med, men ikke med gode Hierter, endeel formedelst de store Skatter han af egen Myndighed havde paalagt dem, endeel ogsaa, efterdi han betroede Rigets vigtigste Sager til ringe og gemeene Folk. Han havde kun ogsaa maadeligen recommenderet sig hos Kiøbmænd ved Myntens Forandring, thi han lod slaae et slags Myndt kaldet Klipping, som var lidt bedre end Kobber, hvorfore han ogsaa fik det Tilnavn af Kong Klipping. Der over giorde Lector Paulus Eliæ en Satire paa Vers, som Hvitfeld vidner var i Folks Hænder indtil hans Tid. Det er ellers Skade, at han ikke har anført samme Satire for at give Prøve paa de Tiders Danske Poësie.

Nu skrider jeg til det store Aar 1520, som er det merkeligste ikke alleeneste udi 1520.denne Konges Levnet, men end og udi de Nordiske Rigers heele Historie. Vi seer her udi formidable Krigs-hære bragte paa Beenene, store Feltslag holdne, en Kongelig Residentz-Stad svemme i Blod, Sverrigs Reduction, Rigernes Foreening, og tilligemed Grundvold lagt til det Nordiske Monarchies Fald og Kongens Landflygtighed. Saa at det Aar fortiener derfor en særdeles Epocha, og Tids Regning udi den Danske Historie. Disse store og forfærdelige Hendelser, som have givet Skribentere Materie til Poëmata, Declamationer, og Tragœdier, vil jeg her med en Historisk Oprigtighed, og med sin sædvanlige Upartiskhed beskrive. Man seer, at det har været Christiani 2. Forsætt fra hans Regierings Begyndelse at bringe Sverrig til Lydighed igien, og at han i den Henseende haver bestyrked sig med saa mange fremmede Alliancer; saa at han har opholdt Executionen i saa mange Aar alleene for at agere med disstørre Eftertryk, thi de Fientligheder, som de forrige Aar vare øvede, Præparatorier til samme Tog.

vare ikke saa meget Krig, som Præludier til det store Tog han havde i Sinde, eller rettere at holde en Ballance mellem (53) de stridige Factioner i Sverrig, og at hindre, at Erke-Bispen af Upsal og hans Anhang ikke skulde reent undergaae. Førend jeg træder til Krigs-Operationerne, vil jeg melde noget om de store Tilberedelser, som skeede baade forrige Aar, og Begyndelsen af dette. Jeg har tilforn meldet om de store Skatte, som alle Undersaattere i den Henseende bleve paalagde, og hvilke maa have beløbet sig til anseelige Summe. Disse samme bleve ikke lidet formeerede ved det Greeb Kongen giorde udi den Pavelige Legats Financer; thi, hvis saa er, som Skribentere foregive, at Arcemboldus havde samlet en Million Ducater af Indulgentzer, og Kongen deraf bemægtigede sig den halve Deel, saa maa ved den Lejlighed 500000 Ducater være bragte ind udi det Kongelige Skatt-Kammer. Endeligen seer man, at den saa ofte krævede Brude-Skatt, som var accorderet med Dronning Elizabeth, paa samme Tid blev betalt. Denne Brude-Skatt blev aflagt udi 3 Terminer; Den første Termin bragte Mag. Jørgen Skodborg fra Antwerpen; den anden blev bragt til Skibs ved Tille Gisler og Herman Hvid Sigbrits Broder, og den 3die Termin bragte atter samme Jørgen Skodborg, og Antonius à Metz. Disse mange Penge satte Kongen i Stand at bringe store Krigs-Hære paa Beenene; Han hvervede strax 4000 Lands-Knægte udi Tydskland, antog ogsaa en hob Folk udi Preutzen med Kong Sigismundi Tilladelse, og bleve samme Folk anførte af Hr. Sigismund von Sychen. Han lod ogsaa affærdige tvende Gesantere til Franciscum I. (a) af Frankerig, for at anholde om Undsætning fra det Franske Hof. Disse Gesanter vare oft omtalte Mag. Jørgen Skodborg, og Mag. Philippus Pratensis, en Romer af Geburth. De finge Audience til St. Germain, hvor de fremførte deres Begiering, og bekomme Svar af Kongen meget ziirligen paa Latin, hvilken overlod til Dannemark 2000 Fodfolk under Anførsel af Gaston de Brezé, (b) Herre til Fouqvarmont, og havde han igien under sig (54)

(a) Hvitfeld siger, at det var Ludovicus 12, men han var død nogle Aar tilforn, han kalder ham ogsaa Ludovicum Gibbosum, da dog samme Konge berømmes ikke mindre af hans Legems Skikkelse end af hans Sinds Gaver.

(b) Memoires du Bellay Liv. 1.

Baron de Gondrin, og de Capitainer Saint Blimond, (a) Prefou og la Lande, som vare de beste Officiers af de Franske Tropper. Disse Folk førdte med sig 6 Cartower, som kaldtes smaa Cartower, hvoraf Hvitfeld vidner endda nogle at have været forvarede her udi Riget. De bleve førdte til Dannemark med 16 Skibe, over hvilke commanderede Jacobus de Valle, som havde med sig til Tolk Eiler Rønnov en Dansk Herremand, der lenge havde staaet i Fransk Tieneste.

Foruden ovenmeldte fremmede Tropper indfunde sig ogsaa en stor hob Skotter. Paa hvilke Conditioner de komme hid ind, og hvor stor deres Tal var, finder jeg

Oprør blant det fremmede Krigs-folk.

ikke. Skotterne vare paa de Tider agtede duelige Krigsmænd, saa at ingen uden de Tydske Lands-Knægte og Svitzerne kunde lignes med dem udi Krigs-Discipline, hvilket foraarsagede, at det var jalousie mellem disse Folk, og synes samme Jalousie at have været Aarsag til den U-eenighed, som brød løs udi Kiøbenhavn mellem Skotterne og Lands-Knægtene nyligen før det Svenske Tog skeede. Paa det Sted, hvor Kiøbenhavns Trivial-Skole blev siden bygged, boede da en Pastet-Bager, som holdt Verts-Huus for Fremmede, og besynderligen for Skotter. Uden for samme Pastet-Bagers Huus samlede nogle Tydske Lands-Knægte sig, og fodrede Skotterne ud. Men disse, saasom de mærkede at de Tydske vare dem for mandstærke, holdte sig inde. Herudover satte de Tydske Ild paa Huuset; Skotterne da, for ikke at blive indebrendte, kløve op paa Taget, og der af veltede Steene ned paa de Tydske; Men, da Ilden kom dem for nær, maatte de forløbe, og bleve mestendeels ihielslagne, og lod man siden kaste alle de døde Legemer ned udi en Grav paa Kirke-Gaarden. De Tydske bemægtigede sig derpaa Amager-Torv, løbe allevegne om for at opleede Skotter, og ihielsloge alle dem, som de kunde overkomme. Da Kongen fik Tidender om dette Oprør, lod han udskikke en Herold fra Slottet for at lade dem under Livs Straf tilkiendegive, at de skulde holde op, og hver begive sig til sit Herberge igien. Men de agtede ikkun føje slige Truseler, (55)

(a) Hvitfeld kalder ham Sublimont, nævner ogsaa de andre u-rigtigen.

hvorudover Herolden begav sig til Slottet igien, og lod Kongen vide, at der vilde andre Midler til at dempe dette Oprør. Kongen begav sig derpaa til Hest af Slottet, gelejdet af Rigets Marsk og tvende Raads-Herrer. Da han kom til Amager Torv, saae han hvorledes de Tydske og Skotterne forfuldte hin anden fra en Gade i en anden, og, som han holdt paa Torvet, kom en Skott, som en Tydsk forfuldte, ham i møde, gav sig under Kongens Hest, og begiærede hans Beskyttelse. Men den Tydske havde ingen Undseelse for Kongens Høje Person, løb

Bliver demped.

til udi sit Raserie, og stak Skotten ihiel under Kongens Hest. Derpaa reed Kongen fortørned tilbage til Slottet igien, og gav Befalning til Profossen, da denne Tumult sagtede sig, at gribe den Lands-Knægt, som udi hans Nærværelse havde begaaet dette Mord. Den samme blev rettet om Natten, og hans Legeme blev kasted død paa Gaden, hvilket jog Frygt i de andre, saa at de siden blev stille.

Foruden de mange Fremmede Tropper, som Kongen antog i Tieneste, bragte han og Kiernen af Rigets Folk paa Beenene. Hans Farbroder Hertug Friderik af Slesvig Holsteen skikkede ham ogsaa en hob Folk til Undsætning. Ja der gik saadant stort Rygte af dette Tog, at adskillige anseelige Krigsmænd komme fra fremmede Lande for at bivaane det samme, og at signalisere sig udi en Krig, hvortil alle aabnede Øjene. Blant dem var Iver Lunge, som længe havde fuldt Krigen udi Tydskland, Frankerige og Burgundien, item en anseelig Nederlandsk Herremand ved Navn Jørgen Tecknagel, hvilken ogsaa havde været længe øved udi Krig, og var agted for en stor Heldt. Begge disse Herrer briguerede en Post udi den Kongelige Krigs-Hær; begge beraabte sig paa deres Meriter, og den eene vilde ikke give den anden noget efter. Hvorudover Kongen befoel, at de skulde prøve Styrke udi en Carousel, saa at, hvo som der holdt sig best, skulde erholde den Post, som de trættede om. De lode sig der begge indfinde.

Iver Lunge og Jørgen Tecknagel duellere med hinanden.

Ivar Lunge stak da Teknagel udi Hielmen lige for Øjet med saadan Force at Lantzen gik i stykker, og den eene Ende der af blev siddende udi Hielmen. Derpaa blev Hæsten løbsk, rendede med Rytteren mod en Muur, og stødte den afbrudte Lantze længer ind udi Hovedet, saa at Tecknagel faldt død ned til Jorden. Iver (56) Lunge levede selv ikke længe der efter, men druknede paa Iisen, da han skulde rejse fra Skaane til Kiøbenhavn.

Slige Præparatorier bleve da giordte til Lands. Kongen forsømmede ej heller

Den Kongelige Søe-Magt.

at bringe til Veje en proportioneret Søe-Flode; foruden hans egne Skibe, som han selv havde, og som Provincerne pro qvota udstyrede, han lod ogsaa efter Rigets gamle Praxin anholde adskillige fremmede Skibe, thi det har været her i Riget ligesaadan bestandig Rett som det saa kaldte Wildfangiatus udi Phaltz. Saa at derfor Hollændere og Engelske havde Aarsag at tage sig vare for den Østersøiske Handel udi Krigs-Tider; thi, endskiønt man gav Skibene siden tilbage, og betalede Skibs-Folkene for Umagen, saa var det ikke Kiøbmands Lejlighed at lade deres Handel studse, og see deres Skibe, i steden for med en Korn-Ladning, at komme igiennemborne og broderede med Kugler tilbage. Jeg finder, at Kongen dog anholdt 4 Engelske Skibe udi Sundet, og en hob Hollandske Skibe; han bemægtigede sig ogsaa nogle Wendiske Skibe under Prætext at de førte Svenske Vare. Dog, som han vel vidste hvor høyt angelegent de Wendiske Stæders Venskab var ham til denne Krig, betienede han sig af sin Farbroders Hertug Friderichs Underhandling, og sluttede et Forliig med de Lybske, udi hvis Kraft han forbandt sig at give de borttagne Skibe tilbage; De Lybske derimod lovede at være Kongen til Tieneste, og forbunde sig et heelt Aar ingen Tilførsel at giøre de Svenske. Dog skulde dem ikke formeenes at handle paa Dantzig, Riga, og Reval. Efter at alle disse Tilberedelser saaledes vare giordte, og intet

Christiani 2. Manifest mod Sverrig.

fattedes til saa stort Desseins Udførsel, lod Kongen publicere et Manifest af saadant Indhold: Dronning Margreta havde foreenet de 3 Riger Dannemark, Norge og Sverrig med samtlige Rigers Raads Villie og Samtykke. Saadan Foreening var svoren og beseigled til Calmar: Efter dette Forbund have de Svenske antaget til Konge hendes Søster-Søn Erik af Pomern, efter ham Christopher af Bayern. Men efter denne sidste Konges Død undsloge de sig fra Foreeningen, og antoge en egen Konge. Men Kong Christian den første af den Oldenborgske Stamme bragte dem til at fornye det Calmarske Forbund igien, og at hylde og krone ham til Sverrigs Konge. Ham (57) fulde de dog siden atter fra, og søgte med Magt at hindre hans Rett, saa længe han levede: Saa at hans Søn og Successor Kong Hans maatte gribe til Sværdet for at vindicere sin Rett. Han havde ogsaa den Lykke, at han med en sejerrig Haand aabnede sig Vej til den Svenske Throne, saa at de Svenske ikke alleene antoge ham, men endogsaa hyldede hans Søn Hertug Christian. Men de fulde siden fra igien, og fremturede i deres Rebellion saa længe Kong Hans levede. Hans Successor, den nu regierende Konge, havde anvendet all Møje paa at bringe dem til Lydighed igien, men forgieves; thi de have ikke alleene bestandigen nægtet ham hans Rett, men endogsaa handlet ilde med Erke-Bispen af Upsal Gustav Trolle, (a) fordi han ikke vilde holde med dem udi deres Oprør. Bemeldte Erke-Bisp Gustav Trolle havde klaget over den U-rett, som ham var vederfaren for Paven, hvilken derudover havde satt Sverrig udi Kirkens Band, og beskikket Kong Christian til Executorem af det Pavelige Decret. Dette var Indholden af Christiani 2. Manifest imod Sverrig, hvilket, hvor betydeligt det end kunde være, vilde ingen Virkning have haft, hvis det ikke havde været accompagneret med en hob Fodfolk og Ryttere, som stode færdige og bevæbnede for at viise, at det denne gang var Kongens ramme Alvor.

Den 5 Februarii 1520 rykkede den Kongelige Krigs-Hær op fra Helsingborg, og under Anførsel af Hr. Otto Krumpen faldt ind udi Vester Gothland udi den haardeste Vinter, da alle Søer vare tilfrosne. Steen Sture, som imidlertid ikke havde

Slag ved Bogesund, hvorudi Steen Sture bliver omkommen.

ligget stille, gik dem i møde. Han havde ladet bryde Iisen ved Bogesund, og havde ladet besætte Braadene med meget Folk, men, da han stod i Spidsen af sin Krigs-Magt paa Iiisen, blev han skudt af en Kugle igiennem Laaret, hvoraf de Svenske bleve forskrækkede, og toge Flugten, hvorudover de Danske avancerede over Tyveden, skiønt ikke uden Besværlighed, thi de Svenske betienede sig af Iisbraadene i steden for Skandser, og blev for saadan Skandse slagen den Franske Anfører Jacobus de Valle. Den Franske Historie siger, at de Franske (58)

(a) Cypræus Annal. Slesv. pag. 405. kalder ham en retskaffen og ærlig Bisp: Syncerum & integerrimum Præsulem, men giver ved saadant Vidnesbyrd kun en slet Idee om sig selv.

da mistede den halve Deel af deres Folk tillige med St. Blimont, (a) efterdi de bleve forladte af de Danske. Men vore Historier melde intet derom. Det synes ej heller paa den Tid at kunde have været skeet saadant Nederlag, saa at det er troligt, at de Franske Skribentere have giort saa meget deraf, for at udblæse deres Landsmænds Tapperhed, lige som de holdte Stand imod Fienden alleene, og har i sær Monsr. Varillas her efter Sædvane ladet see sin prægtige Veltalenhed. (b) Den Danske Historie siger alleene, at de efter nogen Forliis for Iisskandsen bleve ledsagede omkring Braadene, og siden uden Hinder marcherede lige mod Upland, hvor de lode opslaae de Pavelige Bands-Breve paa alle Kirke-Dørre mod Steen Sture og hans Anhang, tilsagde derimod alle dem Sikkerhed, som vilde overgive sig til Kongen. Steen Sture var imidlertid bragt til Stregness, men da man derfra skulde føre ham til Stokholm, døde han paa Vejen, og ved sin

Forvirred Tilstand i Sverrig.

Død bragte Sverrig udi en meget forvirred Tilstand, eftersom man intet Hoved meere havde, og Raadet udi saadan Hast kunde ikke blive eenig om en nye Regents Vall. Han havde for sin Død nyeligen været bekymret for Erke-Bisp Gustav, at han aabenbare skulde slaa sig til de Danske, og derved opvække det heele Rige til Frafald, havde derfore skikket ham tvende Mænd til, for at tilbyde ham Venskab, og stillede da Erke-Bispen sig an, som han havde Tilbøjelighed dertil, og sagde blant andet: GUd forlade dem, som har stiftet U-villie imellem mig og min Blods-Forvandte: Men denne gode Prælat skiød ikke gierne hvor han sigtede, thi hvor meget han elskede Sture, viiser efterfølgende Historie.

Efter Stures Død samlede de Svenske Herrer sig udi Upland nu paa et, nu paa et andet Sted, for at raadslaa hvilke Mesures de udi saadan Tilstand skulde tage, men de kunde ikke komme til nogen Slutning, eftersom de ingen Anfører havde. Hr. Thure Johansøn tog sig vel Rigets Administration an, men han var intet agted: Forvirrelsen tog saaledes meere og meere til, og, endskiønt Frue Christine (59)

(a) Memoires du Bellay Liv. 1.

(b) Varillas hist. de Francois. 1.

Steen Stures Enke formanede dem indstændigen at foreene sig, og giøre Fienden Modstand, var dog altsammen forgiæves, thi den eene vilde hid og den anden did, og ingen turde tage sig Commando paa. Efter megen Vankelmodighed og lang Disput bleve de omsider saaledes foreenede, at de skulde møde de Danske ved Stregness, hvor der lode sig indfinde mange tusinde baade af Adel, Borgere og Bønder. De Danske, som paa samme Tid vare udi Vesteraas, da de finge Kundskab derom, marcherede lige

Handel om Forliig.

mod Stregness, hvilket formeerede de Svenskes Forskrekkelse saaledes, at de besluttede at handle om Forliig. Biskop Matthias af Stregness skrev derfor den Danske General Otto Krumpen til, og begiærede frit Leide, hvilket, da han havde faaet, begav han sig til den Danske Lejer, og blev da efter nogen Samtale giort saadan Foreening, at de Svenske skulde have 11 Dage til at betænke sig, og skulde imidlertiid ophøre alleslags Mord og Brand, skiønt andet Fientligt derved ingen blev formeened.

Strax derpaa blev Adelen forskreven til Upsal, hvorhen Gustav Trolle ogsaa begav sig, efter at han havde antaget Erkebiskopdommet igien, som han tilforn havde været tvungen til at forlade, og er det ingen Tvil paa, at han jo havde meget at sige og alleene førdte Ordet paa samme Mode; Han tillige med 2 Biskopper og 7 Rigs

Stænderne forsamlede til Upsal antage Kong Christian.

Raad raadsloge da over Rigets Sager, og hvad som var sikkerst at gribe til udi saadan forvirred Tilstand, og endelig fandt for got at lade den Danske General Otto Krumpen, som med nogle andre Kongelige Betientere vare nærværende, sige, at man fandt for got at antage Kong Christian. Og, saasom de Danske Kriigs Officiers da forsikrede dem, at deres Privilegier og Friheder skulde blive dem u-beskaarne, alt, hvad forhen passered var, skulde blive forglemt, og at Kongen med aabne Breve saadant skulde bekræftige, saa affærdigede det til Upsal forsamlede Svenske Raad, eller rettere Gustav Trolle, som var Siælen der udi, strax Breve til alle de andre Sverrigs Stænder, item til Stokholm og Frue Christina Gyldenstierne Steen Stures Efterleverske, at de skulde beqvemme sig til denne Slutning, og truede dem med Straf og Forfølgelse, som satte sig der imod. Men de andre vilde ikke beqvemme sig dertil, (60) ej heller lade sig indfinde til Modet, hvor hen de vare inviterede, hvorudover de Nærværende ginge videre frem, og, efterat Hr. Otto Krumpen havde produceret dem Kongens Brev, og viiset dem sin Fuldmagt fra Kongen, at forsikre dem om hvad, som tilsagt var, blev det en afgiort Sag, at Kongen, skulde antages udi Sverrige. Derpaa udstedede Kongen Confirmations-Breve over det heele Rige paa alt det som hans høje Officiers paa Modet udi Upsal havde lovet, saa at aldrig paa engang saa mange Breve ere udstedte.

Fru Christine blev imidlertid ved sit Forsæt, og giorde all muelig Anstalt til Stokholms Forsvar, hvorudover de Danske saavelsom de Svenske af det Kongelige Partie besluttede at lade nogle Folk rykke mod Hoved-Staden, for at see om Fru

Steen Stures Enke søger at forsvare Stokholm.

Christine vilde holde Stand, og for at søge Lejlighed til Samtale. Erke-Bisp Gustav skikkede da Mag. Hendrik Sledrom, og Bisp Matthias af Stregness skikkede sin Canceler Mag. Oluf Pedersen, som har skrevet den Svenske Historie, til Stokholm for at tale med Fru Kirstine. Men de kunde ikke komme ind udi Staden, efterdi Broen var optrokken; dog lovede een af Stadens Raadmænd at bringe deres Ærende frem til Regentinden, og at skaffe dem Svar; Mens de stode og opbiede Svar, begyndte Magnus Green at fyre paa dem fra Hellig Geistes Holm, hvorudover de holdte det ikke raadeligt at bie længer, men toge Vejen tilbage, berettende de andre hvorledes til var gaaet. Man maatte derfor være betænkt paa andre Midler, og at bruge Sverdet. De Svenske saavel af Adel som Bønder, der ikke vilde rette sig efter det Fordrag, som var giort til Upsal, søgte paa et andet Sted at overrumple de Danske. Der blev paa samme Tid bragt en hob Folk paa Beenene udi Vesteraas, hvilke tvunge de der liggende Kongelige Tropper at give sig paa Vejen til Upland for at conjungere sig med de andre. Men de Svenske Bønder overrumplede dem u-forvarende ved Ballandsaas, hvor der blev holden en Trefning med stor Skade paa begge Sider. En lige saadan Opstand blev ogsaa giordt udi Upland, hvor Styrken af den Kongelige Krigsmagt laae, og blev der igien holdet et Feldtslag ved Upsal, hvorudi Bønderne tilføjede de Kongelige stor Skade, efterdi de sidste formedelst Slud og Snee,

Slag ved Upsal.

som paa samme Tid faldt ind, ikke kunde (61) bruge deres Skud-Gevær. Men, som de ingen Orden førdte, bleve de siden adsprede og slagne, og siges der da, at være omkomne over 10000 Bønder. En skreven Historie over Peder Skrams Liv og Levnet melder, at den Danske Feldt-Herre Otto Krumpen blev udi Slaget skudt med to Piile, hvoraf sees, at Piile vare endda i Brug. Samme Historie (a) melder ogsaa, at Mogens Gyldenstierne, som førdte Hovet-Banneret, var falden i nogle Svenskes Hænder, men at han igien blev befried ved Peder Skram, som da var Henrik Giøes Page.

Efter dette Nederlag faldt een efter en anden fra det Sturiske Parti. Biskop Matthias af Stregnes havde ogsaa rejset allevegne om i Landet, og ladet Almuen hylde Kong Christian; Hvorved Kongen ellers havde insinueret sig hos denne Prælat, er ikke vitterligt. Man seer alleene, at ingen af de Svenske arbejdede meere for den Kongelige Interesse. Efterat Sagen var bragt saa vit, kom Kongen selv med en Krigs-Flode for Stokholm. Der mødte hans Folk ham, som laae ved Upsal, saa at Stokholm derudover blev belejret paa alle Sider. Erke-Bisp Gustav, Bisp Matthias

Kongens Fremgang i Sverrig.

og andre af Kongens Parti, lode sig og der strax indfinde og fornyede da Kongen eedligen igien, hvad som tilforn loved var om Sverrigs Friheder og Privilegier. Kongen selv kaldte nogle Bønder til sig fra Upland, og ved Biskop Matthias og Henning Gadd lod dem giøre samme Forsikringer. Og, da de rejsede hiem igien, gav han enhver Bonde en halv Tønde Salt, hvilket giorde meere Virkning end Biskop Matthiæ Veltalenhed, thi man seer at de forrige Konger ogsaa ikke uden Nytte have betient sig af Salts Uddeeling, hvoraf man kand slutte, at intet har været de Uplandske Bønder meere behageligt, saasom det var Vahrer som de meest trængde til. Ikke des mindre vare dog mange anseelige Mænd endda tilbage, som holdte Stures Parti, og ophidsede Bønderne imod Kongen. Blant dem var den farligste Magnus Joensen, som huserede ilde ved Stregnes og Vesteraas, hvorudover Kongen affærdigede en hob

Stokholms Belejring.

Jagte did hen, hvilke bestormede og indtoge Vesteraas Slott og førte Magnus Joensen fangen (62)

(a) Vita & res gest. Petr. Skram. Manusc. Bibl. D.

til Lejren for Stokholm. Dette u-anseet, forsvarede dog Fru Christine Staden med stor Bestandighed. Staden var ogsaa vel forsynet med Proviant, ja langt bedre end den Kongelige Lejr, hvor eet og andet begyndte at fattes. Vinteren var ogsaa for Haanden, som truede med større Ulejligheder, hvorudover Kongen anvendte alle muelige og optænkelige Midler paa at blive Mester over Staden førend Vinteren kom ham paa Halsen; Ja, da han saae de Belejrede, u-anseet Truseler og Løfter, at fremture i deres Haarnakkenhed, blev han saa u-taalmodig, at han forbandede dem, som havde raadet ham til dette Tog. Endeligen raadede nogle ham at betiene sig af de Svenske Herrers Underhandling, som vare udi Lejren, og havde en stor Deel af deres Venner udi Staden. De Fornemste, som dertil bleve brugte, var oft bemeldte Bisp Matthias, Henning Gadd, Erik Rønning og andre, hvilke talede saa længe for Adelen i Stokholm, at de omsider lode sig finde tilbøjelige til Stadens Overgivelse: Borgerne der imod vilde af ingen Capitulation vide at sige, helst som de ingen Mangel havde paa Proviant. Men, som de Fornemmeste i Staden vare faldne paa fredelige Tanker, maatte Almuen omsider ogsaa beqvemme sig dertil.

Efter at der nogle Dage var bleven forhandled om Stadens Overgivelse, lod

Staden overgiver sig.

Frue Christine med de Fornemste i Staden, nemlig Bengt Arendsen, Magnus Green, Mikkel Nielsen og Erik Kruse, samt Borgemester og Raad, og den heele Almue tilkiende give, at de vilde overgive Staden og Slottet med de Vilkor, at dem skulde u-ryggeligen holdes alt hvad som var loved til Upsal, hvilket Kongen ogsaa lovede, og derforuden gav saa gode Ord, at han sagde sig ikke at vilde være deres Konge alleene, men ogsaa deres Fader. Derpaa blev Capitulation forfatted med de Vilkor, at det Upsalske Fordrag skulde staae ved Magt, hvad som passeret var, skulde forglemmes, Fangerne skulde gives tilbage paa begge Sider, og Fru Christine skulde nyde hendes Frihed og Gods u-beskaared. Da alting saaledes var bestilt, udgav Frue Christine med de andre Svenske Befalings-Mænd et Brev om Stadens og Slottets Overgivelse, og Forsikring om deres Troeskab. (a) (63)

(a) Literæ Christinæ die Mercurij post fest. Nativit. Mariæ 1520. pag. 1150.

Anstalt blev da strax giordt til Kongens Indtog, hvilket skeede udi September (a)

Kongens Indtog udi Stokholm.

saaledes: Borgerne ginge først ud paa Suder-Malmen, og overleverede Kongen Stadens Nøgle, hvorpaa Indtoget skeede med 1000 Ryttere og 2000 Fodfolk. Han blev med stor Statz bragt først til Stadens Kirke, siden til Slottet, og endeligen til en fornemme Herres Pallads, hvor han blev inviteret til Giæst. Derpaa lod han beramme en Tid til sin Kroning, og inviterede Stænderne at møde til Stokholm den 4 Octobr. Og, som Finland endda ikke var gaaen ham til Haand, skikkede han Hemming Gadd did hen med nogle Tropper for at indtage Wiborg, Aboe og Raseborg. Eendeel af Soldaterne takkede han af, de andre forlagde han udi Landet, for at beskytte sine Conqveter, og, efter saa vel forretted Sag, som en stor Sejer-Herre

Kongen rejser til Dannemark.

seiglede til Dannemark, lovende at komme tilbage til den bestæmte Tid for Kroningen.

Førend jeg skrider til hans Kroning og til den derpaa fuldte bekiendte Tragœdie, vil jeg melde lidt om andre Sager, som tildroge sig dette Aar udi Dannemark, saa vel udi Kongens Fraværelse, som ved hans Tilbagekomst. Medens Kongen var udi Sverrig, forestoed Dronning Elizabeth Regieringen ikke uden Besværligheder, thi de Lybske, betienende sig af Kongens Fraværelse, anholdte om fri Sejlads paa Sverrig, og det med saadan Hidsighed, at Dronningen maatte accordere dem saadan Frihed paa 2 Maaneder, inden hvilken Tid hun haabede at see sin Herre igien. Det Brev, som hun gav de Lybske der paa, blev forsejled med Kongens Sejl, som var hende betroet; men Rigets Raad, eftersom de vidste at Lybekerne nyeligen tilforn havde forbundet dem ikke at sejle paa Sverrig, og frygtede at Kongen vilde tage det ilde op, turde ikke underskrive Brevet førend Dronningen maatte forbinde sig til at holde dem skadesløse. Hun skikkede derfor Bud til Kongen for at undskylde saadan Gierning. Man skulde vel ikke kunde have ventet uden hans Vrede og Fortrydelse der over; Men, som han selv paa samme (64)

(a) Hvitfeld siger den 10 Novembr. eller Mortens Aften, hvilket ikke kand være, efterdi det Stokholmske Blod-Bad skeede udi samme Maaned, efter at Kongen havde giort en Rejse til Dannemark, og var kommen tilbage igien.

Tiid havde Proviant nødigt til sin Lejer, skikkede han Mag. Dieterik Slagheck til Lybek for at confirmere det Fordrag, Dronningen havde slutted i hans Fraværelse, med de Vilkor, at de skulde giøre ham Tilførsel af Proviant udi hans Lejer, hvilket ogsaa skeede, saa at alting derover faldt vel ud.

Efter hans Tilbagekomst affærdigede han Bud og Breve til fremmede Potentater, for at erkyndige dem om den Lykke og Fremgang han havde haft i Sverrig. Og, som nogle Aar tilforne Lutherus havde begyndt at reformere Religionen udi Tydskland, og han havde fornummet hvad Forandring hans Morbroder Churførsten (a)

Lutheri Lærdom begynder at prædikes i Kiøbenhavn.

af Sachsen havde giort udi sine Lande, i det han havde forladt Pavedommet og reduceret det geistlige Gods, fik han Lyst til at forsøge det samme her i Riget, helst efterdi adskillige af Indbyggerne havde allereede faaet Smag paa Lutheri Lærdom. Han begiærede derefter af hans Morbroder, at han vilde skikke ham en lærd Mand, der kunde forklare samme Lærdom i Riget, paa det at disse Nordiske Folk ogsaa kunde faae nogen Oplysning udi GUds Ord. De efterkomme hans Begiæring, og skikkede hid ind en vel studered Mand, nemlig Mag. Martinum fra Wittenberg, hvilken han

Mester Morten.

tillod alle Søndage og hellige Dage om Eftermiddagen at prædike udi Nicolai Kirke. Men, at hans Lærdom ingen synderlig Fremgang havde, var at tilskrive samme Mands slette Exterieur, efterdi han havde underlige Gebærder paa Prædikestoelen; thi Geistligheden, som fandt ikke deres Regning ved Reformationen, tog deraf Anledning at giøre hans Prædikener latterlige for Almuen, og lejede Canonici og Vicarier til vor Frue Kirke en fattig Dreng til at løbe om og efterabe samme Mag. Martinum, og, som samme Dreng mesterligen saadant kunde giøre, blev hand indladen udi alle Samqvemme for at divertere Folk dermed, og han blev gemeenligen den anden til Spot kaldet Mester Morten. Hvad videre ellers blev foretaget udi Religions Sager, vil jeg giemme til et andet Sted, hvor Reformations-Historien paa eengang efter orden kand anføres. (65)

(a) Hvidtfeld siger hans Morbrødre Churførsterne af Sachsen, ligesom der kunde være to Sachsiske Churførster tillige.

Medens Kongen giorde sig færdig til den anden Svenske Rejse for at blive kroned

St. Birgittæ Spaadom.

i Sverrig, blev der udspredet en af St. Birgittes Prophetier om den siette Konge som skulde fordrives af sine Lande. Førend jeg taler om samme Prophetie, og giver min Betænkning derover, vil jeg melde lidt om Prophetinden selv. Den hellige Birgitte var en Svensk Dame, fød 1302 af høj Extraction, hendes Hosbonde var Ulff Gunarson Sverrigs Riges Raad. Den samme døde 1344, og levede hun i Enke-Stand efter hans Død 30 Aar. Hun roses besynderligen deraf, at hun i hendes Egtestand ingen legemlig Omgiengelse havde med hendes Mand, efter at hun havde aflet med ham 4re Sønner og 4re Døttre, skiønt man kand sige, at en Kone efter 8te Barsel-Senge kunde nok blive kiæd af at faae fleere Børn. Hendes Hosbonde Ulff giorde

St. Birgittæ Historie.

af Andagt med hende en Rejse til St. Jacob i Gallicien, og havde begge beslutted ved deres Tilbagekomst at begive sig udi Kloster. Men han døde, førend de kunde fuldbyrde dette Løfte. Birgitte toeg efter hans Død meer og meer til udi Hellighed og et strengt Levnet, og funderede 1344 til Wadstena et Kloster for 60 Nonner, og for 25 Brødre af St. Augustini Orden, og loed samme Kloster kalde vor Frelseres Kloster, hvorvel det gemeenlig førdte Navn af Wadstena. Derpaa reisede hun til Rom, for at faae sin Stiftelse confirmered af Paven, hvilken hun ogsaa erholdt. (a) Om hendes Spaadom som hun giorde i Rom, Paven angaaende, findes adskilligt antegnet udi hendes Levnets Historie. (b) Hun reisede fra Rom til Napoli, og siden til Sicilien, og endeligen, da hun var 67 Aar gammel, begav sig med sin Dotter Karine til det Hellige Land, og efter sin Tilbagekomst til Rom, døde hun sammesteds 1373. Hendes Legeme blev transportered til Sverrig, og begraved udi Wadstena Kloster, som hun selv havde stiftet. Hun blev endeligen canoniseret 1391. (c) (66)

(a) Bulla Bonif. 9. n. Const. 5.

(b) Vita Birg. Pag. 414.

Saadan en var denne St. Birgitta, der har efterladt adskillige Spaadomme, og skrevet en Aabenbarelses Bog, ligesom Christus skulde have talet med hende. (a) Blant hendes Prophetier anføres een som meenes at sigte paa 6 Konger i Sverrig, og som da udi Christiani 2. Tid begyndte at udspredes i Dannemark. Hun siger, at GUd har viiset hende 5 Konger saaledes:

Den første som et kroned Asen, fordi han ikke skal træde i hans Forfædres gode Fodspor, men blive fortalt og vanæred.

Den anden skal være en u-mættelig Ulv, hvilken ikke skal forud see hans hastige Fald.

Den tredie skal være en højtflyvende Ørn, som skal foragte alle andre.

Den fierde en rystende Væder, som skal synderstødes af GUds Rætfærdighed.

Den femte et slagted Lam, men ikke uden Besmittelse, hvis Blod skal være mange til Fald og Fordærvelse.

Efter at disse fem ere opregnede, siger hun: Nu skal jeg tale om den siette Konge. Han skal uroelig giøre heele Verden og Havet, og sorrigfuld giøre de Eenfoldige. Item: Udgyde u-skyldigt Blod, men han skal forlade Riget, og det skal skee, som

Hendes Spaadomme examineres

siges, at han skal faae Vellyst og høste Sorg og Bedrøvelse. Giekke skal regiere, og Gamle og Viise skal ikke kunde opdukke. Ærbarhed og Ret skal nedlegges, indtil den kommer, som skal forsone min Vrede, og han skal ikke spare sin Siæl for det som Ret er.

Man har giordt sig stor Umage paa at udfinde disse 6 Konger, for at passe den 6te paa Christianum 2. Men, hvor megen Umage man har giordt sig med at udlukke virkelige Konger, og i steden for Christian 1. giort Engelbrecht Engelbrechtsen til Konge, saa har det dog ikke vildet flaske sig. Derforuden er at merke, at, hvis Magnus Smeck skal være den første Konge, som hun taler om, saa kand det ingen Prophetie være, men en Historie, efterdi Prophetinden levede længe efter Kong Magni Smecks Fald, saa at det er underligt, at GUd skulde aabenbare hende, som en tilkommende Ting, det (67)

(a) Revelationes Extravag. Cap. 78. Fol. 177.

som allereede var skeet, eller som en skiult hemmelighed, det som hun forud vidste, og dagligen kunde faae Underretning om af de Svenske Breve. Den syvende Konge, som hun sætter efter den Landflygtige, kand ej heller være Gustavus I. Thi, som St. Birgitte selv var en stor Tilbeder af de Romerske Paver, saa kunde hun, efter sit Principium, ikke legge saadan Berømmelse paa den Konge, som hun forud saae vilde forstyrre Pavens Herredom udi Sverrig. Kort at sige, hvorledes man vrier og vender sig, kand man ikke faae Spaadommen at passe sig paa 6 Svenske Konger efter hinanden. I det ringeste lagde Kong Christian ikke saadant meget paa Hiertet, thi da en Herremand, Mag. Christopher af Ravensberg, underrettede ham om samme

Kong Christians Critiqve derover.

Prophetie, og frygtede at den sigtede paa ham, svarede Kongen: Hvad hun har drømt om Natten, det har hun skrevet om Dagen; Ja, da andre viisede, at hun udtrykkeligen havde spaaet om hans Landflygtighed, bad han dem see efter, om hun ogsaa intet havde drømt om hans Tilbagekomst. (a)

Efter at Kongen havde beskikket sine Sager udi Dannemark, og Tiden tilstundede, som var berammet til Kroningen udi Sverrig, giorde han sig færdig til Rejsen. Det er ellers ikke lett at fatte, hvi han saa hastig forlod Sverrig, og ikke søgte at lade sig krone, og befæstige sin Throne sammesteds førend han rejsede. De Danske Historier

Kongen rejser til Sverrig for at lade sig krone.

melde intet om Aarsagen til saadan utidig Rejse, man seer ej heller noget af den Vigtighed, som kunde bevæge ham saa hastigen at sejle til Dannemark udi saadanne slibrige Conjuncturer. Den Svenske Historie siger vel, at det var for at overlegge med Dannemarks Raad, hvorledes han skulde handle med det Vildbrad, som han havde udi Garnet: Men det er ikke troeligt, at en Herre, der stedse gik efter sit eget Hovet, skulde denne gang mod Vinteren have paataget sig saadan Rejse for at raadføre sig med Mænd, som han ikke gierne skiøttede om at spørge til Raads, endskiønt de vare nærværende, og, hvis end saa var, saa er det ikke troeligt, at Rigets Mænd have raadet ham til det store og u-hørlige paafuldte Blod-Bad, og sees af den Afskye, de stedse siden have baaret (68)

(a) Svaning. Christ. 2. Lib. 2. Cap. 4.

der for, at de ingen Deel maa have haft udi saadant blodigt Forsæts Fuldbyrdelse. Historien vidner derforuden, at Kongen betienede sig herudi af Dietrik Slaghecks Raad; Saa at det derudover er ikke let at sige, hvorfor Kongen paatog sig denne Rejse til Dannemark. Da all Ting var tillaved, begav han sig paa

Biskop Beldenaks Tale til de Svenske Stænder.

Rejsen, og kom betimeligen, nemlig den 30 Octobr. til Stokholm, hvor strax Adelen, samt alle Stændernes og Bøndernes Fuldmægtige lode sig indfinde. Alle Helgens Dag lod han paa et Theatro, som var opretted paa Brunke-Bierget, ved Jens Beldenak Bispen af Fyen, holde en Tale til Stænderne, udi hvilken Tale dem blev tilkiende gived Kongens Rett til Sverrig, og at han, som en Svensk Konges Søn efter Sverrigs Lov, var fød til Regimentet. Biskopen oplæste da det Capitel af Sverrigs Lov, som handler om Successionen med disse Ord: Om Kongen haver en Søn, som til Regimentet er beqvem, da skal han være næst. Endeligen sluttede han sin Tale med at spørge Stænderne, om de ikke tilstode saadan hans Rett, hvortil de alle svarede: Ja, kunde ej heller med Billighed svare andet, skiønt ikke paa det Fundament af den Artikel i den gamle Lov, efterdi den var ophæved ved den Calmarske Constitution, som forandrede Jus publicum, og giorde Sverrig tillige med Dannemark og Norge til Vall-Rige, saa at det havde været anstændigere for Bisp Beldenak, om han alleene havde allegered Christiani 2. Hylding i Sverrig i hans Hr. Faders Tid, thi derpaa grundede sig alleene Kongens Rett: Men der var da saadan Skræk kommen over de Svenske, at de bejaede allting, og ingen understod sig til at commentere over Regieringens Form.

Saaledes blev Kong Christian hyldet til Sverrigs Konge, og Søndagen derefter

Kongen krones udi Stokholm.

blev han kroned udi Stokholms Kirke, Herr Otto Krumpen bar Kronen, Amiral Søren Norbye Spiiret, Henrik Gøe Eblet, og Jørgen Pogwisk Sværdet. Han confirmerede da paa nye alt det som tilforn var lovet, og derpaa gik til Alteret, og tog Sacramentet. Da Ceremonierne vare til Ende, satt han sig paa en Throne for Alteret, og slog til Riddere Otto Krumpen, Claus Bilde, Niels Lykke, Søren Norbye, og nogle (69) andre Danske Herrer, hvilket kunde ikke andet end opvække stor Eftertanke hos de Svenske. Men Kongen bekymrede sig ikkun lidt der om, tvertimod, paa det at de skulde vide, at saadant skeede ikke af en Hendelse, men af Forsæt, lod han udraabe,

De Svenske Herrer dølge deres Misfornøjelse.

at han denne gang ikke vilde beviise nogen Svensk Herre den Ære, efterdi han havde vundet Sverrig med Sverd. Dette var et Signal for de Svenske, hvad de i Fremtiden kunde vente sig, saa at derfore denne Kronings-Fæst blev bivaaned af dem med bedrøvede Hierter, dog turde ingen lade sig merke med nogen Misfornøjelse, men de stillede sig alle fornøyede an, og søgte ved Smigren og Flatterie at vinde den Kongelige Naade. Udi den Henseende havde Raadet tillige forsamlet sig udi Franciscaner Kloster, og der erklærede Kongen for en Arve-Herre, og Sverrige til et Arve-Rige, hvilket kand sees af det aabne Brev, som de udgave af saadant Indhold nogle Dage for Kroningen.

Vi Gustav af GUds Naade Erke-Bisp i Upsal, Johannes i Lindkiøping,

Kong Christian erklæres en Arve-Herre til Sverrig

Vincentius i Skara, Matthias i Stregnes, Otto i Vesteraas, af samme Naade Biskopper, Erik Trolle Lagmand udi Upland, Niels Boesøn Lagmand udi Oster Gothland, &c. &c. Giøre vitterligt for alle nærværende og tilkommende, at Aar efter GUds Byrd 1520. Tiisdagen for Alle Helgen, da vi vare forsamlede udi Stokholm udi Graabrødre Kloster for at overlegge om Højbaarne Førstes Hr. Christians, &c. vor Naadige Herres Keisning og Kroning, kom ind for os Højbaarne Førstes Hr. Carls udvalte Romerske Kejsers og Spanske Konges Legat Hr. Johan Suckot, Doctor og Ridder, og værdige Fader Hr. Jens Andersen Biskop udi Odense, hvilke paa vor naadige Konges Vegne for os forklarede St. Eriks Lov, som indeholder, at, naar en Konge efterlader fleere Sønner, da skulde Lagmanden een af dem udnævne, og til Kongedommet udvelge. Efterdi nu foreskrevne vor Naadige Herre Kong (70) Christian udi Kong Hanses Tid er udvalt til vor rette Herre, begiærede de af os, at vi hans Naade som een eeneste Søn, og eeneste Arving efter hans Faders Død for en ret Arving og Herre til Sverrigs Rige vilde annamme, krone og kejse. Hvorpaa vi ovenmeldte St. Eriks Lov flitteligen have igiennem seet, og endeligen fundet for got, at erklære og bekiende, at Sverrigs Rige efter Loven bør tilhøre fornævnte vor Naadige Herre Kong Christian, ikke ved Udvælgelse, men ret arveligen, besynderligen, efterdi Hans Naade nedstammer fra St. Erik vor Hellige Patron, og derfor love vi at keise og krone Hans Naade til vor og Sverriges Riges rette Arve-Herre og Konge, naar Hans Naade det forlanger. Til ydermeere Bekræftelse have vi neden for dette Brev ladet hænge alle vor Indseigle. Actum Stokholm Tiisdagen ante Festum Omnium Sanctorum Anno 1520.

Udaf dette Brev seer man hvilken Skræk og Frygt der var overkommen de Svenske, saa at de faldt til den yderste Grad af Flatterie, foregivende latterligen, at

Betænkning derover.

Kong Christian nedstammede fra deris Patron St. Erik, for at giøre hans Arverettighed des større og kraftigere. Kongen protesterede ej heller mod dette Slægtskab, men lod som han holdt Genealogien var gandske rigtig, saasom intet kunde være ham meere behageligt, end saadan Udregning, hvor vel han kunde vide, at det var en puur Umuelighed at regne hans Slegtskab ud fra St. Erik. Man seer ellers her af, at Sverrige fra Arilds Tid har været et Arve-Rige, og at oftbemeldte Kong Eriks Lov var den, hvor paa Successionen fordum grundede sig.

Af dette, som hidindtil var skeet, kunde man nogenledes slutte, at Kongen intet gott havde i sinde med de Svenske; Men man kunde ikke sige hvad Udfald Tingen vilde have, og hvor viit hans Forsætt vilde gaae, allermindst kunde man bilde sig ind, at det vilde (71) gaae ud til en almindelig massacre, helst, eftersom det samme var imod alle sunde Regierings Regler, og man havde mærket, at Kongen, endskiønt han af Naturen var streng, og lett kunde overiles, havde han dog gemenligen sin interesse og Sikkerhed for Øyne, saa at udi de fleeste Gierninger, endog saa dem som meest dadles, var en slags Forsigtighed, og Skin af moderation, saa at han ogsaa var en stor Mester i at simulere, og med en leende mine at skiule sin Forbittrelse, naar hans interesse der under verserede. Ingen, siger jeg, kunde derfor vente, at han skulde

Præludier til det Stokholmske Blod-Bad.

gribe til en Resolution, som vilde befodre hans egen Fordervelse og Undergang. Præludierne dertil skeede udi et stort Giestebud, som blev holdet strax efter Kroningen, da Kongen havde bestilt Erke-Bisp Gustav at lade sig indstille med Klagemaal over sine Modstandere, og at søge Hevn over den Uret som ham var vederfaret. Erke-Bispen lod sig og indfinde, og begyndte at besværge sig over den Vold, som forrige Aar var ham

Gustav Trolles Klage over de Svenske Herrer.

tilføjet af Steen Sture, der havde satt ham fra hans Værdighed, og nedbrudt hans Slott Stecka, begierede derfor Satisfaction for den tort og Skade, som ham var skeed, og at Slottet igien maatte opbygges. Denne moderate i rette sættelse giver tilkiende, at, endskiønt Erke-Bispen var bleven antagen til en af Hoved-Personerne udi denne Tragœdie, saa dog at han ikke maa have været Medvider udi Kongens Forsætt, som sigtede til langt andet ved dette Klagemaal, end at skaffe Erke-Bispen hans Skades simple Erstattelse: hvorfor han ogsaa blev saa lidet fornøjet med Gustavi Conduite her udi, at han siden begegnede ham med haarde Ord.

Efter at denne Begyndelse var giort, lod Kongen oplæse Bands-Brevet, og den Sententz, som den Pavelige Legat havde ladet falde over Steen Sture, og hans

Sverrigs Bands-Brev oplæses.

Anhængere. Dette jog Skræk ind udi de fleeste Svenske Herrer; besynderligen allarmeredes der over Steen Stures Enke-Frue Chirstine Gyldenstierne. Hun indstillede sig derfore strax for Kongen, og producerede til hendes afdøde Herres Befrielse et Brev, som var underskrevet af Rigets Raad, angaaende Slottets Nedbrydelse, og Erke-Bispens Afsættelse. Men dette var just det som Kongen (72) leedte efter, nemlig at faae et authentique Beviis udi Hænderne imod de Svenske Herrer, saasom det var ham ikke om at giøre, at hævne sig over en død Mand, men at aarelade den Svenske Adel, og der ved at legge Grundvold til den u-omskrænkede Myndighed, som han gik frugtsommelig med. Han glædede sig der udover ved at have faaet det Instrument udi Hænder, thi, endskiønt han havde udi Sinde at bedrive en ond Gierning, saa saae han dog gierne, at det kunde skee under et Skin af Retten, og med sædvanlige Formaliteter. (a) Dagen derefter lod han forsamle sit Raad, som for at høre deris Betænkning udi denne Sag, og at interloquere inden lukte Dørre, om det, som var bedrevet mod Erke-Bispen, var en Bands-Gierning eller ej. De Nærværende, som vidste Kongens Villie, men ikke kunde bilde sig ind at Dommen skulle blive saa haard, erklærede da alle, at det var en Bands Gierning, og maatte de give saadant Interlocutorium beskrevet, paa det han siden kunde betiene sig der af, for at besmykke sin Gierning. Det samme findes iblant Canceller Hvitfelds Samling, og formedelst dets Vidtløftighed her ikke kand anføres. (b)

Efter dette Conclusum var giort af den Svenske Geistlighed mod Steen Sture og hans Anhang, at det vare Bandsmænd, og hafde fortient at straffes som Kiettere, meente Kongen sig at være authorisered til at hugge saa mange Hoveder af som han vilde og lystede. Men der er tvende Ting der ved at mærke, 1. at denne Sluttning eller Dom ingen Lifs-Straf dicterede. 2. at Erke-Bisp Gustav var baade Actor og Dommer. Den Pavelige Bulla meldede ogsaa ikkun om 100000. Ducaters Straf, og det Biskopelige Slots Opbyggelse igien. Dette u-anseet lod Kongen dog strax

Det Stokholmske Blod-Bad begyndes.

gribe og fængsle alle de Bispe, som havde underskrevet den Dom, som i Steen Stures Tid var feldet mod Erke-Bispen, og blev ingen forskaanet, undtagen Biskop Hans Brask af (73)

(a) Cypræus Annal. Slesv. som stedse flatterer Kong Christian, siger, at han af Kiærlighed til Rætfærdighed, og Lydighed mod Kirken dreves til denne Execution: Justitiæ amor & obedientiæ studium ipsum movit.

(b) Conclus. Cleri die Jovis post Festum omnium sanctorum 1520. p. 1157.

Lindkiøping, hvilken, som sagt er, havde practisered en liden Seddel under sit Seil, hvor paa han havde tegned disse Ord: at han var tvungen til at underskrive Erke-Bispens Degradation; thi, da man efter hans Begiering rev Seilet fra, fandt man samme Ord. Bisp Vincentius af Skara der imod, Bisp Matthias af Stregnes, samt adskillige af Adel, med deres Tienere, item en hob Borgere af Stockholm bleve forvarede udi adskillige Fengsler. Kongen forordnede dem der paa til Anklagere Erke-Bisp Gustav, Bisp Brask af Lindkiøping og Otto af Vesteraas, hvilke han

Execution over de Svenske Biskoper.

indsperrede udi et Kammer paa Slottet, saa at de baade maatte være Anklagere og tillige med agere Dommere. Udi saadan Tilstand turde de ikke andet end dømme de Fangne som Kiættere fra Livet. Derpaa blev Skarpretteren dem tilskikket for at forkynde dem Døds Dom, og blev dem end ikke tilladt at communicere førend de ginge til Retterstedet. Der paa bleve Portene tillukte, saa at ingen kunde komme hverken ind eller ud af Staden.

Den 8tende Dag efter Alle Helgens Dag, lod Kongen ved Trompeter udblæse at ingen maatte gaa ud af sit Huus; og bleve da ved Middags Tider de Fangne bragte til det store Torv, hvor der blev giort en Kreds omkring dem. En Dansk Raads-Herre, ved Navn Niels Lykke, traadde da frem, og bad de omkringstaaende, at de ikke skulde forfærdes over den Execution, som skeede, foregivende, at Kongen var bleven dreven der til ved Erke-Bispens indstændige Ansøgning, hvilken trende gange paa Knæe havde bedet, at den Urætt, som ham var vederfaren, maatte blive hevnet. Han lod ogsaa tilkiende give (saasom man frygtede, at denne Beskyldning ikke vilde synes tilstrækkelig) at de Fangne havde lagt Krud under Slottet for at ombringe Kongen med hans heele Hof. Derpaa raabte Biskop Vincentius overlydt, at det var en opdigted Calumnie, talede ogsaa haardt imod Kongen, og formanede de Svenske til at hevne deres Død; Ligeledes raabte ogsaa Anders Rud, Raadmand i Stockholm, og Anders Carlsen, og krævede Himmelen til Hevn. Biskop Matthias af Stregnes blev der paa halshuggen uden for Raadhuuset, og hans Hoved blev lagt imel|lem (74) hans Been, og er det særdeles forunderligt, at Kongen handlede saaledes med denne Mand, efterdi han havde været en af de allerivrigste i at promovere Kongens Interesse i Sverrig, saa der maa endeligen have været nogen Aarsag siden forefalden, som har opirret Kongen til Vrede imod ham, skiønt Historien taler intet derom.

Efter at Biskop Matthias saaledes var rettet, skeede Execution paa Bisp Vincentius, hvilken iligemaade blev halshuggen, siden gik det løs paa de andre, og bleve

Item over Adel og Gemeene.

der paa eengang henrettede 94. Personer af Bispe, Adels Mænd, og Borgere. Deres Tienere lod man derimod hænge, og eendeel af dem med Støvler og Sporer. De døde Kropper bleve liggende paa Torved fra Torsdagen til Løverdagen, og var det et forfærdeligt Syn at see Blodet flyde igiennem Stadens Rendesteene. Det meste, som Kongen lægges til Last, er at han lod dem omkomme uden at dem blev tilladt Præst, der kunde trøste og bereede dem til Døden; thi een stoor Deel bleve tagne af deres Huuse, da de vare midt udi deres Arbejde, og førdte til Rettersteden, blant andre en Chirurgus ved Navn Lambert, som, i det han stoed og klippede een, blev bragt til Torved, og der halshuggen; Ja en Borger ved Navn Lars Hansen, der af Medynk faldt udi Graad over Lamberts Medfart, blev alleene for den Aarsag førdt ind udi Kredsen, og blev ligeledes halshuggen. Den afdøde Steen Stures Legeme, tillige med hans Søns, et Barn af et halvt Aar, blev opgravet af Jorden og brændt. Hans efterladte Enke Frue Chirstine lod Kongen bringe til sig, og gav hende Vallet, enten hun vilde opbrændes, druknes, eller levende begraves. Dog blev hun efter nogles Forbøn benaadet paa Livet, men maatte overgive sit Gods, og gaae i evigt Fængsel. Hendes Moder Sigrid blev truet med at kastes i en Sæk, og druknes, men hun reddede ogsaa Livet med sine Midlers Overgivelse, og blev tillige med adskillige andre henrettede Herrers Fruer kasted i Fængsel. At Kongens Forsætt var saaledes at handle med disse tvende Damer, fortælle de Svenske Historier, Hvitfeld derimod siger alleene, at de bleve førdte fangne til Calundborg, hvor de kort efter døde. De døde Kroppe bleve deelte udi 3. Hobe, (75) de Geistlige udi den eene, Adelen i den anden, og Borgerne i den tredie, og som de bleve saaledes længe liggende, og derved foraarsagedes Stank udi Staden, gik Bisp Beldenack til Kongen, og gav saadant tilkiende, begierende,

De døde Kropper brendes.

at de maatte brendes, helst efterdi de vare dømte som Bandsmænd og Kiættere. De bleve derfore bragte til Sudermalmen, og der forbrændte. Den Svenske Historie siger, at et Stykke af Steen Stures Legeme blev skikket allevegne omkring udi Landet, for at indjage Skræk i den gemeene Mand. Item, At Kongen lod ogsaa tage Gevæhr fra Bønderne, og truede at hugge Haanden og Foden af een hver, sigende, at een Bonde, som var født til Plougen havde nok udi een Haand, og kunde følge Plougen med eet Træ-Been; Men Hvitfeld siger, at der gik alleene saadan Tale blant Kongens Folk, saa at det er troligt, at de Svenske Scribenter her udi, saa vel som i een Deel andet, ere gangne for viit.

De fornemmeste Kongens Raadgivere og Executores her udi vare Mag. Dietrik Slagheck, hvorom tilforn er talt: Item Jens Madsen, Claus Holst og andre: Amiralen Søren Norbye derimod, endskiønt ingen var Kongen meer tilgedan end han,

Amiral Norbys priselige Opførsel.

berømmes dog der af, at han beskyttede hemmeligen mange af de Betrengte, hvoraf man seer, at denne store Mand har haft Mishag udi dette Blodbad. Den Svenske Historie siger ellers, at han havde Haab om at ægte Steen Stures Enke Frue Kirstine, og at nyde Sverrigs Gouvernement. Efter at denne forfærdelige Execution var skeet udi Stockholm, skikkede Kongen Bud til Finland med Ordre der at øve samme Haardhed. Der bleve da henrettede Herr Aage Jürgensen, Tønne Eriksen, Niels Eskildsen og siden Hemming Gadd med mange andre. Alle forundrede sig over Hemming Gadds Fald, efterdi han tillige med Bisp Matthias af Stregnes havde besynderligen vigileret for Kongens Beste. Men det er troligt, at Kongen herudi har affecteret en slags Upartiskhed, at det skulde synes, ligesom denne store Execution skeede alleene for at efterleve den Pavelige Bulla, og at de Svenske bleve straffede ikke som Kongens, men som Kirkens Fiender og Kiættere, hvilket dog ingen vilde troe, helst saasom nogle af de henrettede Bispe (76) havde nyeligen tilforn satt ham Kronen paa Hovedet. (a) Der siges, at Otto Krumpen, som havde commenderet den Kongelige Krigshær udi den Svenske Krig, havde saadan Afskye for dette Blod-bad, at han tog sin Afskeed fra Kongens Tieneste. (b)

Efter at Kongen saaledes havde huseret i Sverrig, tog han sig fore at ordinere adskillige Sager, og at besætte de ledige Embeder igien, og, saasom Skaræ og Stregneses Bispestole vare blevne vacante, giorde han Dietrik Slagheck til Bisp udi

Kongens Foretagende efter denne store Execution.

Skara, og Jens Beldenak til Bisp i Stregnes. Han havde ogsaa i Sinde at forandre den Svenske Rett, og at reducere Provincernes adskildte Love til et Corpus; men der gaves paa den Tid ingen Lejlighed til at fortsætte saadant Verk. Endeligen begav han sig paa Reisen til Dannemark igien; Men hvor han kom paa Vejen udi Stæderne, lod han opreise Galger paa Torvene, og gik ovenmeldte Claus Holst ham der udi besynderligen til Haande; Hvor vel han siden selv til Süderkiøping tillige med hans Skriver blev hængt i en Galge, som han havde ladet opreise for andre, og saaledes fik sin fortiente Løn: Dog melder Historien intet om Aarsagen der til. Udi Lindkiøping lod hand henrette Svend Høg og Peder Smid, og, da han kom udi Jenkiøping, lod han omkomme Peder Ribbing og Lars Ribbing med deres Tienere, item tvende Børn af den Ribbingske Familie. Udi det Kloster Nydale lod han drukne Abbeden med 11. Munke. (c) Abbeden, som var en ung stærk Mand, sleed sig løs udi

En Abbed med 11. Munke druknes.

Vandet, men maatte dog deran. Een Munk af samme Kloster, da han saae 5. af hans Medbrødre bundne, tog han Flugten til Kongens Cancellie, hvor Mag. Jesper Brochmand, som da var Secretaire, lod kaste en Kaabe om ham, og loed ham sætte sig blandt de andre Skrivere, hvor ved han undgik (77)

(a) Det synes ellers, at Hvitfeld her confunderer Tiderne; thi Hemming Gadd blev allerførst henrettet, 1522. udi den anden Execution som skeede i Finland.

(b) Jacob Uhlef. Comp. Hist. Dan. Manusc.

(c) Saa stort er Tallet her hos Hvitfeld, og Chytræus siger, at Abbeden med de fleeste Munke bleve druknede. Da dog udi det Danske Raads Manifest mod Kongen, som er temeligen haardt skrevet, tales ikkun om 5. Munke, saa at man kand see, at Skribentere ofte have giort for meget der af.

Døden. Saaledes efterlod Kongen sig allevegne paa Hiemrejsen blodige Fodspor, og endeligen forlod Sverrige,

De Henrettedes Tall.

efter at han havde ladet henrette over 600. Mennisker. Saaledes endtes det navnkundige Svenske Blod-Bad, der lagde Grundvold til den stedse varende Bitterhed, som man siden har seet mellem Rigerne, og udslukte paa eengang alt Haab om videre

Autoris upartiske Betænkning over det Stokholmske Blod-Bad.

Foreening. Det samme har ogsaa foraarsaget, at Christiani 2. Navn er kommet til at staa paa den sorte Tavle hos Posteriteten, og at han selv bliver afmalet, som een af de største Tyranner i Historien, og endnu blant mange kaldes Kong Christian den Onde. Ingen kand nægte, at jo Gierningen var u-christelig og høyst lastværdig, saa at ingen ærlig Mand og god Christen kand og bør tage den i Forsvar; Thi, at ville sætte Smykke paa saadant, er at forarge Verden, og authorisere Regentere til Laster og Synder. Alt hvad som jeg her kand sige, for at formilde de haarde Domme, som her over ere faldne, er dette, at, efter saa mange Frafald og Oprør, enhver Konge, der havde Magten udi Hænderne, og ved Sværdet undertvunget sig Riget, havde, maa skee, været betænkt paa at betiene sig af nogle kraftigere Præcautioner, end de, som hidindtil havde stedse forgiæves været brugte, og søgt, eftersom man af Erfarenhed havde lærdt, hvor lidt der kunde vindes ved Douceur, enten at desarmere de urolige Bønder, eller tage Gisler af de Store, eller i det høyeste at lade 2. eller 3. af de meest farlige Hoveder springe. Thi det er gandske vist, at, hvis Christianus 2., efter sine Formænds Exempler, alleene havde ladet sig nøye med at giøre Formaninger eller at lægge Besættning udi Stokholm, førend han rejsede bort, da skulde mange have lagt ham til Last, at han ikke brugte andre Præcautioner, end dem, som saa ofte havde været frugtesløse; thi Undersaattere havde aldrig spilled meere Bold med Regentere, end de Svenske udi et heelt Seculo med deres Konger, og de forrige Konger havde aldrig været svagere end da de regierede over 3. Riger tillige, saasom de 2. Rigers Magt maatte stedse anvendes paa at holde det 3die udi Tømme. Jeg siger derfor, at, ligesom en Medicus ikke kand lastes, der efter langvarig temperered Cur, som ingen Virkning har villed giøre, griber Sy (78) dommen an med lidt større Force, saa kunde man ej heller have denne gang saa meget lagt Kongen til Last, om han havde gaaet lidt videre end tilforn, og givet det syge Rige en dobbelt Dosin. Men, at anrette et almindeligt Blod-Bad, og at myrde saa vel Høye som Lave, saa vel Gamle og Skyldige som Unge og Uskyldige, saa vel Forældre som spæde Børn, og Herrer som Tienere, er noget som hverken Theologi eller Politici kand forsvare, hvilket og Udgangen lærte, thi Kongen mistede der over ikke alleene sit Navn og Rygte, men ogsaa 3. Riger, og var det eene saa vel som det andet een Virkning af denne her øvede Haardhed. Dog kand man sige, at de gaae for vit, som kalde ham den Nordiske Neronem, og ligne ham med de største Tyranner, som ere at finde i Historien, saasom han til denne Gierning blev dreven meer af en fausse Politique, end af en naturlig Blodgierighed: Det er ogsaa troeligt, at de Svenske Skribentere, som vore egne her udi blindt efterfølge, have outreret Historien for meget, helst saasom man seer ham intet at have bedrevet udi Dannemark eller Norge, hvoraf han har fortient Navn af den Nordiske Nero. Jeg for min Part underskriver gierne de haardeste Domme, som ere fældede over denne Konge, naar andre Historie-Skrivere ville bequemme sig til at sætte udi samme Classe visse af deres Regentere, der undertiden have øvet større Vold mod deres Undersaattere for ringere Aarsager, og myrdet nogle 1000. Mennesker alleene for de ikke have kundet begribe Guds Ord paa den samme Maade som de selv, eller rettere deres Skrifte-Fædre. Men man har, desverre! det menniskelige Kiøn til Forargelse, seet lærde Mænd ikke alleene forsvare saadane Gierninger, men endogsaa giøre dem til Heroiske Dyder.

Medens Kong Christian saaledes huserede udi Sverrig, holdt en ung Herremand ved Navn Gustav Eriksøn, hvis Fader var omkommen med de andre Svenske Herrer, sig hemmeligen op blant Dale-Karlene, hvilke han forestillede den u-lyksalige Stand

Oprindelsen til den store Opstand i Sverrig.

Sverrig var bragt udi, og hvad de i Fremtiden kunde vente sig, hvis de ikke betimeligen toge Mod og Mands Hierte til sig, og vovede noget for deres Fædrene-Lands Frihed. Bønderne derfor bleve bevægede af hans Tale, og begyndte at see ham an, som et Reedskab (79) til deres Frelse; Adskillige af de Svenske Herrer, som skiulede sig for Kongens Vrede, flygtede ogsaa did hen, og formeerede hans Anhang, meere af Desperation end af Haab om Fremgang imod en Konge over 3 Riger. Men af den mindste Gnist udbryder ofte den største Ildebrand, naar den bliver foragted, thi just de Tanker, Kongen havde om sin u-overvindelige Magt, og om denne Gustavi Ringhed, gav Anledning til den store paafølgende Revolution udi Sverrig. Men førend jeg skrider der til, vil jeg melde noget om denne unge Herres Person og Avantures, førend denne Ild brød løs.

Jeg har tilforn antegnet, at Kongen, da han Aar 1518 med sin Flode laae for Stokholm, og der efter Begiering bleve ham skikkede 6 Svenske Herrer til Gisler, da, i steden for at træde udi den Negotiation, som han selv havde foreslaaet, rejsede han

Begyndelse af Gustav Eriksens Historie.

med Gislerne til Dannemark. Blant disse Gisler var denne Gustav Eriksen, hvilken Kongen gav Hr. Erik Banner paa Kalløe udi Forvaring med Ordre under 6000 Rigsdalers Straf ikke at lade ham komme løs. Men udi det Aar 1519 undvigede han af sit Fængsel, og kom udi en Oxendrivers Habit til Lybek. Erik Banner, om hvis Hud denne Flugt galt, forfuldte ham strax, men naaede ham ikke førend han var

Gustavus flygter af sin Arrest.

kommen udi Sikkerhed. Han begierede da, at Magistraten af Lybek vilde overlevere ham den unge Herre, for hvis Tilstædeblivelse han havde indgaaet saadan stor Caution, Gustavus derimod beraabede sig paa jus hospitii, og forlangede Raadets Protection, gav ogsaa tilkiende, hvorledes med ham var tilgaaet, og at han ikke var Kongens Fange, men et Gissel som med Troe og Love var bortført. Raadet, endskiønt det merkede, at man med Billighed ikke kunde nægte ham Beskyttelse, saa dog, af Frygt for Kongen, holdte de fleeste for raadeligt at overlevere ham. Men en af Borgemesterne ved Navn Nicolaus Broms (a) satt sig hæftigen derimod, tog ham i Forsvar, og efter nogle Maaneders Forløb lod ham skikke med nogle Kiøbmænd til Sverrig, hvilke satte ham i Land ved Calmar Sund paa Steenøe, hvorfra hand siden gik

Kommer til Sverrig igien.

til Fods til Calmar, hvor han blev kierligen imodtagen, og der en Tid lang (80)

(a)Hist. Gustavi I. per Eric. Georgii pag. 9.

af sine Venner skiulet, indtil han omsider igiennem Smaaland, ikke uden stor Fare at falde i Fiendens Hænder, practiserede sig videre frem, thi Kong Christians Folk var just paa samme Tid udi Smaaland, og der formanede Indbyggerne til Lydighed: Gustav derimod stræbede at holde dem derfra; men, som Smaalændingene havde faaet store Løfter af Kongen, foragtede de ikke alleene Gustavi Formaninger, men truede ham ogsaa paa Livet, (a) sigende: at de ingen Regning havde fundet i at følge den Svenske Adel, tvertimod, hvis de antoge Kong Christian, vilde dem hverken fattes Salt eller Sild. Gustavus fandt derfore ikke raadeligt at opholde sig længe sammesteds, men forføjede sig til sin Gaard Terne, og der fra til sin Fader, som endda levede, men opholdt sig hemmeligen paa Refsnæs, og, som den forrige Erke-Bisp Jacob af Upsal var ikke langt derfra, nemlig udi et Carthusianer Kloster, raadførede han sig stedse med denne fornuftige Mand, hvilken dog raadede ham ideligen til at give sig under Kongen, og at imodtage de Vilkor, som Kongen ved Stokholms Overgivelse ved et

Hans Avantures Sammestedes.

Sikkerheds Brev havde accorderet alle dem, som vilde gaae ham til Haande. Erke-Bispen lovede ogsaa ved Brev og Skrivelse at erhverve ham Kongens Venskab. (b) Gustavus derimod, som ingen Tillid havde til Kongens Løfter, vilde ikke følge Erke-Bispens Raad, men begav sig til Ræfsnæs igien, hvor han skiulede sig en Tid lang. Men, da han fik Tidender om det Stokholmske Blod-Bad, og hans egen Fader Erik Johansen tillige med mange andre af hans Venner vare henrettede, blev han meget tvilraadig og vankelmodig, og vidste ikke hvad han skulde gribe til. Efter nogle Venners Raad begav han sig op i Biergene for der at skiule sig nogen Tid; men, som han end ikke der holdt sig sikker, søgte han Beskyttelse hos en Herremand ved Navn Arent Peersøn, (c) for hvilken han klagede sin Nød, tillige med sagde hvad han havde udi Sinde, nemlig at sætte sit Fædrene-Land udi Frihed igien. Arnt Peersen (d) lod som han derudi (81)

(a) Ægidius Girs Hist. Gust. I pag. 6. siger, at 2. Tydske Landsknægte i Calmer vilde tage ham af Dage.

(b) Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 7.

(d) Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 8. kalder ham Arenth Person paa Ornæs.

bifaldt ham, og lovede at gaae ham til Haande udi alt hvad som han kunde formaae. Men, da han var bleven erkyndiged om alle hans Anslag, begav han sig hemmeligen til Kongens Befalningsmand Brun Kieldsøn, og aabenbarede ham alt hvad han havde hørt: Her udover blev strax Anstalt giort til at gribe Gustavum: Men Arents Frue, som havde merket hendes Mands Falskhed, aabenbarede Gustav betimeligen saadant, og lod ham føre til en Præst, som han havde Kundskab til, efterdi de havde gaaet i Skole sammen, saa at, da den Kongelige Befalnings-Mand (a) ankom med 20 Mænd for at bemægtige sig Gustavi Person, var han allereede borte. Efter at han havde opholdt sig nogle Dage hos samme Præst, begav han sig op i Dalerne, og, som han kiendte Dalekarlenes Naturel, og vidste,

Søger at bringe Dale-karlene til Opstand.

at de ikke længe lode sig bede om at gribe til Gevær, naar nogen vilde føre dem an, fortaalte han dem den Vold som Kongen havde øvet, gik ogsaa, saasom han var vel belæst, den hele Svenske Historie fra Kong Alberts Tid igiennem for dem, og viisede hvor store Ulykker Riget har været underkastet, siden det er kommet under udenlandske Konger. Hvorpaa han tilbød sin Tieneste, og lovede at vove Liv og Blod, om de vilde staa ham bi udi hans lovlige Forsætt at befri Fædernelandet fra Trældom.

Dalekarlene, som da vare forsamlede, svarede der til, at de kunde ikke andet end rose hans Forsætt, og tilstode, at de vare pligtige at vove det Yderste for Rigets Frelse. Men de raadede ham at tage sig vel udi Agt, og at skiule sig paa sikkre Steder, indtil de kunde overlegge Sagen bedre med de andre Bønder, for at sætte sig udi Stand at kunne agere med nogen Eftertryk. Gustav lydde deres Raad, og mod Udgangen af det Aar 1520. begav sig ind udi Vesterdalene, og, da han endeligen havde fattet fuldkommen Resolution at gribe til Gevær, reisede han om allevegne i Dalerne, og insinuerede sig hos dem, sær hos Bergfolkene, saa at man begyndte at see ham an med store Øyen, og som den der af alle Svenske Herrer var meest beqvem til at sætte det faldne Rige paa Fod igien. Man maatte vel her forundre sig over, at en u-erfaren (82)

(a) Ægid. Girs ibid. kalder ham Brun Bengtson.

ung Person turde understaa sig at byde Spidsen til en af de mægtigste og stridbareste Konger i Europa, allerhelst da det heele Rige var meere nedslaget end nogen tid tilforn, og ingen af de ældste og stridbareste Svenske Herrer turde driste sig til at giøre ringeste Bevægelse. Man maatte ikke mindre forundre sig over, at Almuen blant saadan Mængde af gamle forfarne Anførere kastede besynderligen Øine paa een Herre, der var neppe kommen til Mands Alder. Men den Forundring kand ophøre, naar man

Gustavi Portrait.

betragter saa vel hans store naturlige Qualiteter, som Optugtelse og høye Herkomst, thi han var begaved med stor Forstand og Skarpsinnighed, og Naturens Gaver vare skiærpede ved Lærdom og skiønne Studeringer. Hvorudover Kong Hans fordum blant alle Svenske unge Herrer kastede Øje til ham, og vilde have ham ved sit Hoff. (a) Hans Tapperhed og heroiske Hierte viser besynderligen dette hans Foretagende, som synes alle daarligt og forvovent, men hvorudi dog all ting lykkedes ham, efterdi Stridbarhed stedse var geleidet af Forsigtighed og Moderation; Han var ogsaa særdeles belevend, yndig og veltalende, og ved slige herlige Qualiteter var ikke alleene beqvem til at bane sig Vej til Ære og Høyhed, men endogsaa stedse at conservere sig i den samme. Han var opdragen udi Steen Sture den Ældres Hoff, fra hvilken han descenderede udi Blodet paa Mødrene Side. Han gav de første Prøver paa sin Tapperhed under Svante Sture, og var saa særdeles elsket og æret af Sverrigs sidste Regent Steen Sture den Yngre, at han ikke tog i Betænkning at giøre ham til øverste Fendrik over Rytteriet. Hans høye Herkomst sees af den Genealogiske Tabelle, som findes hos Chytræum saaledes. (83)

(a) Ægid. Girs Hist. Gust. pag. 5.

S. Ericus Sverriges Konge, som regierede 1150.

Jngemundus. Canutus

Hans Genealogie.

Nicolaus. Ericus.

Christianus. Ericus Rex. – Martha.

Christianus. Ulffo.

Carolus.

Nicolaus. Turo. Carolus Rigets Marsk. Theodorus eller Thord.

Christianus.

Steno Sture – Margareta. –

Canutus Gouverneur i Finland. – Carolus

Johannes Ridder. – Birgitta hans Hustrue.

Gustavus Sture. – Birgitta. – Carl Knudsen Konge i Sverrig.

Sigrid Niels Stures Hustrue.

Ericus, som blev ihielslagen af Chr. 2. 1520.

Steen Sture Gouverneur.

Svante Sture Gouverneur.

Niels Sture.

Gustavus, fød 1490.

Steen Sture den yngre Gouverneur.

Af denne Tabelle sees hans Høye Herkomst baade fra Fædrene og Møderne Side, og at han var af gammel Kongelig Svensk Blod, saa at det var ikke uden Aarsag, at Kong Christian af alle de Sex Gisler, som førdtes fra Sverrig havde meest Øje paa ham. Det var ogsaa hans Byrd og store Qvaliteter, der opmuntrede ham at tentere slige høje Ting, og dette bevægede de Svenske frem for andre at følge hans Standart.

Den første af fornemme Stands Personer, som slog sig til Gustavi Parti, var Lars Olsen, en gammel forfaren Krigsmand, der med Ære havde tient under Steen Sture. Den samme hialp til at ophidse Bønderne imod Regieringen, og lod dem der hos viide, (84) at Kongen vilde strax rejse det heele Rige igiennem for at lade sig hylde, item at der var udgaaen Befalning om at oprette Galger udi alle Byer. Af disse Tidender bleve Dale-Karlene forskrækkede, og derfore strax lode skikke Bud efter Gustavum, at han vilde lade sig indfinde for at føre dem an. Han tøvede ikke længe, kom strax did hen, og derpaa af Almuen blev hyldet til Anfører, og blev ham ordineret en Garde, som skulde forsvare hans Person. Foruden ovenmeldte Lars Olsen fik han da Tilløb af adskillige Ryttere samt af adskillige af de henrettede Herremænds Tiennere, som vare dømte fredløse, og, efterat han saaledes havde faaet en temmelig Krigs-Magt paa Beenene, rykkede han i Begyndelsen af det Aar 1521, nemlig den

Opstand udi Dalerne

28 Januarii imod Kobber-Bierget, hvor han fangede en af Kongens Officiers ved Navn Christopher Olsen, plyndrede de Danske Kiøbmænd, som der handlede, og tvang Bønderne til at give sig den Skat og Tiende, som skulde ydes til Kongen. Dette dristige Foretagende rygtedes strax over det heele Rige. Nogle glædede sig der ved, den største Deel derimod ansaae det som en Daarlighed. Erke-Bispen af Upsal, samt hans Fader Erik Trolle og Bent Knudsen, skreve da strax Bierg-Karlene til, formanede dem at forblive udi Lydighed mod Kongen, og lovede at ville forskaffe Gustav Kongens Naade, hvis han vilde staae fra sit Forsætt. Men de udvirkede aldeeles intet ved deres Skrivelser, tvertimod Dale-Karlene og Bierg-Folkene dreve Spott der med (a). Gustavi Krigsmagt blev Tid efter anden saaledes formeered, at, da en af Kongens Officerer, nemlig Henrik von Melen, som laae paa Westeraas Slot, med nogle 1000 Mænd, gik mod Dale-Karlene for at stille det Oprør, fandt han Gustavi Krigs-Hær saa stærk, at han vovede sig ikke til nogen Trefning, men med u-forrettet Sag gik tilbage igien.

Dette formeerede Gustavi Mood saaledes, at, da han havde faaet en Magt paa Beenene af 5000 Mænd, han ved et Manifest opsagde Kongen all Huldskab og Troeskab. Derpaa rykkede han mod Westeraas, som da havde Dansk Besætning, og, efter at han havde munstret sine Folk, og deelt dem udi tvende Parter, hvor af (85)

(a) Hist. Gust. I. per Eric. Georg. pag. 18.

den eene blev betroet ovenmeldte Lars Olsen, og den anden til Lars Eriksen, befoel han Krigs-Hæren at marchere igiennem Ballings-Dal, og at lejre sig nær ved St. Olafs

Gustavi Fremgang

Capell, men forbød dem den Dag at indlade sig udi nogen Trefning med Fienden. Men, som de Danske den 29 April. giorde Udfald paa dem, maatte de Svenske gribe til Gevær, og sloge først Rytterne, som vare faldne ud af Byen, paa Flugten. Gustavus, da han merkede, at Trefningen var begyndt, da, saasom han frygtede, at hans Folk ikke skulde gaae forsigtigen nok til Verks, begav han sig fremmest udi Spidsen, og vovede sig saa yderligen, at nogle, som stode ved hans Side, bleve fældede ved Fiendens Skud-Gevær. Imidlertid slog Lars Olufsen Kongens Folk paa Flugten, og forfuldte dem igiennem Byen til deres Lejer. Den anden Anfører Lars Eriksøn paa sin Side havde taget en Gienvej ind udi Byen, kom bag paa dem af de Kongelige, som havde plantet deres store Skiøtt midt paa Gaden, slog dem paa Flugten, og bemægtigede sig Skiøttet. Besætningen derfor paa Westeraas Slott, da den saae de Kongelige at vende Ryggen, skiød hæftigen ind udi Byen, og satt den udi Brand, men de Svenske udslukkede Ilden, og conserverede Byen. Den haardeste Trefning skeede paa Torved, hvor de Kongelige samlede dem for at giøre Modstand. Men Lars Olufsen angreb dem med saadan Fyrrighed, at de maatte tage Flugten til deres Lejer, hvilken, efter at de havde ladet befæstige tillige med Slottet, begave de sig med Baade til Stokholm.

Denne Fordeel bragte Gustavum udi saadan Reputation, at mange anseelige Svenske forlode den Danske Lejer, og sloge sig til de Misfornøjede; blant dem var en fornemme Mand kalden Arved Vest-Gothlænder, hvilken Gustavus strax skikkede til at belejre det Slot Steckaborg, og at indtage Øster Gothland. Paa samme Tid lod han ogsaa belejre Nyekiøping og Ørebroe, og sendte Lars Eriksen med et Antall Folk mod Upsal. Paa Vejen blev Lars Eriksen bestyrked med en Hob Bønder, som sloge sig til ham. Da Erke-Bispens Befalings-Mand Bengt Bing merkede deres Ankomst, udskikkede han Spejdere for at udforske hvor sterke Fienderne vare, og hvorledes de vare udrustede. Men de Svenske opsnappede (86) samme Spejdere. Det hendte sig da, at den sædvanlige Tid, 18 May, var for Haanden, paa hvilken St. Eriks Skriin skulde bæres ud til den gamle Upsale Kirke, som laae en halv Miil fra Staden. Canonici og Magistraten af Upsal lod derfor begiære af Gustavo, at ingen Hinder maatte giøres dem udi denne deres sædvanlige hellige Ceremonie. Men dem blev svaret, at samme Skrin burde bæres af Svenske Mænd, og ikke af Udlændinge. Bengt Bing derfore, for at lade see hvor ringe han agtede sine Fiender, lod anrette et stort Giæstebud, udi Erke-Bispens Hauge, drak sig med sine Giæster et got Ruus, og der med gik til Sengs. Men Gustavi Folk ankomme om Morgenen, overrumplede ham i hans beste Søvn, sloge Vagten ihiel, og indtoge Bispe-Gaarden, Bengt Bing (a) efter at han havde søgt at sætte Ild paa Staden, tog omsider Flugten derfra, Men, da han skulde begive sig over et Vand ved Floresund, blev han skudt udi Armen med en Piil, og døde med stor Piine til Stokholm, hvor Piilen blev udtrækked. (b)

Udi Junii Maaned reisede Gustavus selv fra Westeraas til Upsal, hvor han kaldede Kanikerne for sig, og spurde dem ad om de vilde være Svenske eller Danske. Han forekastede dem tillige med den slette Opførsel som de og deres Bisper udi fremfarne Aaringer havde brugt, baade mod deres Fædreneland, og deres rettmessige Lands-Herre Carl Knudsen og begge Steen Sturer, lod dem ogsaa forstaae, at dersom de fremdeeles fremturede i saadan Ondskab, skulde de exemplariter blive straffede. Endeligen, da han alvorligen spurdte dem ad, om de vilde sværge ham Troeskab, og erklære sig troe Undersaatter, begyndte Canikerne ydmygeligen at undskylde sig, og begiærede nogen Tiid for at raadføre sig med Erke Bispen, uden hvis Samtykke de Erke-Bisp Trolle ruster sig imod Gustavum.intet vigtigt kunde foretage, de lovede ogsaa at tilskrive Erke-Bispen, (c) og formane ham at staae Gustavo bi udi hans gode Forsætt. Gustavus lod sig nøye med (87)

(a) Hvitfeld kalder ham Bing, og Chytræus som Hvitfeld udi Gustavi Historie har ud-copiered, kalder ham Biug, men det synes, at Bugge maa være rættest, hvilket er ret sagt, thi saa heder han i Erik Jørgens Historie.

(b) Hist. Gustavi I. per. Eric. Georg. pag. 24.

dette Svar, og selv skrev et Brev med Canikerne til Erke-Bispen som da var udi Stokholm. Men Erke-Bispen tracterede saadant med Foragt, viisede Brevene til Dietrik Slagheck, som da var Gouverneur over Stokholms Slott, og lod sige Budet, som førdte Brevene, at han selv personligen vilde bringe Gustavo Svar. Han beholdt saaledes Budet hos sig indtil han kunde faae Krigs-Folket sammen, og da han havde samlet en Hob, saa vel Fodfolk som Ryttere, rykte han ud af Stokholm mod Upsal, ej Standsende førend han kom Staden halv anden Miil nær.

Gustavus, da han ikke alleene ved Speidere fik Kundskab om Fiendens Ankomst, men endogsaa selv paa et højt Sted fik dem udi Syne, blev han der udover ganske Raadvild, helst som han mistænkte Kanikerne at spille under Dekke med Erke-Bispen, for at forraade ham, og, som han nyligen tilforn havde dimitteret Dalekarlene med andre af sine Folk, Og han merkede sig ikke at være stærk nok til at byde Fienden Spidsen, resolverede han at forlade Staden, hvilket ogsaa skeede, men han geraadede i denne Retirade i stor Fare, og nær var falden i sine Fienders Hænder, efterdi hans Hæst plumpede med ham udi en Dynd, hvoraf han dog ved sine Folks Hielp betimmeligen blev redded. (a) Da han var kommen udi Sikkerhed, bragte han en anseelig

Erke-Bispens Folk blive slagen.

Hob Folk paa Beenene, hvor med han overrumplede Erke-Bispen, da han vilde begive sig tilbage til Stokholm, og erholdt en fuldkommen Sejr, saa at neppe den siette Deel af Erke-Bispens Folk kom tilbage; Derpaa fuldte han Fienden lige udi Hælene til Stokholm, belagde Staden og slog sin Lejer under Brunkebierget. Men de Kongelige giorde et Udfald, og sloge ham derfra, saa at han forflyttede sin Lejer længre ud fra Staden.

Han fik da efter Haanden Tilløb af adskillige Folk, som bestyrkede hans Lejr. Først stødte til ham en Hob Helsinger. Dernest kom een ved Navn Stephan Sassius med adskillige Tydske Landsknægte. Men den samme Mængde af Folk foraarsagede, at Gustavus begyndte at frygte sig for Mangel af Proviant. Kongen, (88)

(a) Ægid. Girs ibid. siger, at een af hans egne Tienere rendede ham u-forvarend omkuld.

da han fik Tidender om Gustavi Fremgang, blev han optændt til heftig Vrede. Nogle Svenske Kong Christian ophidses til Vrede over denne Opstand.

Historier sige, at han da, for at hevne sig, lod føre Gustavi Moder og tvende Søstre fra Stokholm til Kiøbenhavn, hvor, uanseet at Dronningen intercederede for dem, han lod kaste dem i Fengsel, og der qvæle dem ihiel. Til det andet fangne Svenske Fruentimer lod han kaste Linnet udi Fængslet, at de deraf skulde giøre Sække, som de skulde druknes udi. (a) Det vil jeg lade staa ved sit Værd, og alleene sige, at han gav Befalning til Gouverneuren paa Gulland, Søren Norby, at sætte sig imod Gustavi tilvoxende Magt. Samme Norby, saasom han var en af de dueligste Krigsmænd paa de Tider, forsømmede sig da ikke, men kom med et Antal Folk Stekkaborg til Undsættning, som han havde belejret. De Folk som han der satt i Land bleve vel tilbage drevne af de Svenske. Dog alligevel fik han Leilighed at føre baade Folk og Proviant ind paa Slottet, hvilket han betroede til en Tydsk Mand ved Navn Bernhard von Melen, og med saa vel forrettet Sag begav sig derfra igien.

Saa snart han var borte, tvang Gustavus Biskop Hans Brask af Lindkiøping at sværge sig Troeskab, og der paa den 24. Augusti (b) lod kalde Stænderne sammen til

Gustavus kalder Stænderne sammen i Sverrig.

Wadstena, hvor han ved en kraftig Tale forestillede dem den Fare Riget svævede udi, og formanede dem at anvende alle Kræfter til deres Fædernelands Befrielse. Hvortil de svarede: at de ey alleene vilde findes villige der til, men at de ogsaa takkede Gustav, der havde taget sig Rigets Tarv an, bade iligemaade, at han vilde blive ved sit gode Forsæt, thi den Tid kunde komme, at han ikke alleeneste vilde blive deres Anfører, men end ogsaa Sverrigs rette Konge. Gustavus sagde da, at han havde grebet til Gevær alleene for at fordrive Rigets Fiender, og ikke af Begierlighed til en Krone, og at han ikke vilde vegre sig for at være deres Anfører, naar de vilde troligen staa ham (89)

(a) Erik Jøransen Historia Gust. I. taler intet om denne Execution, ej heller Ægidius Girs, hvilken alleene mælder, at nogle Fruer og Jomfruer bleve bragte til Dannemark, som i Kiöpenhamns Torn blefwo døde, saa at man kand see, at det maa være en Digt.

(b) Historia Gustavi I. per Eric. Georg. part. I. pag. 30.

bi. Naar Krigen var til Ende, og Riget var reenset fra dets Fiender, kunde man være betænkt paa at udvælge en Konge, og hvilken infød Svensk Herre de fleeste Stæmmer da faldt paa, den vilde han ogsaa samtykke og bevise all Underdanighed. Ved saadan fiin Tale gav Gustavus noksom tilkiende, at han ingen Ulyst havde til at bestige den Svenske Throne. Stænderne ogsaa, enten de merkede hans Villie og

Stænderne sværge ham Troeskab.

Attraae, eller det var deres egen Drift, erklærede ham strax med Haand og Mund deres Anfører, og svore ham Huldskab og Troeskab. Imidlertid havde Kongens Høvedsmænd, Henrik (a) Slaghek og Gregers Holst, fundet Lejlighed til at forsyne det belejrede Slott Wadstena med Proviant, men de Folk, som did hen vare skikkede, bleve paa Hiemreisen saaledes modtagne af de Svenske ved Kælesund, at de fleeste Officiers bleve paa Vallstedet. Gustavus skikkede der paa nogle Tropper til Finland for iligemaade at reense samme Province fra de Danske. Han selv rykkede mod Stokholm, og udi October Maaned belejrede Staden paa 3. Sider; Medens han holdt samme Hovedstad varm, continuerede Belejringen for Steckaborg, saa at Slottet den 18. Decembr. maatte overgive sig, og Søren Norby, som agtede at giøre een nye Undsættning, ikke alleene kom for sildig, men endogsaa med 600. Mænds Forliis maatte begive sig tilbage. (b) Arvid Westgøte var den, som havde først Commando ved Steckeborgs Belejring. Den samme, da Slottet var erobred, deelede sin Hær udi 2. Parter. Med den eene Part gik han selv for Calmar, men den anden Part skikkede han til Gustavum, som laae for Stokholm; Og der med endtes Gustavi Bedrifter udi Sverrig dette Aar 1521.

Nu er Tid at jeg vender mig lidt til Dannemark igien, for at tale om hvad vigtigt udi samme Rige tildrog sig efter Kongens Tilbagekomst fra Sverrig. Efter at Kongen udi Begyndelsen af det Aar 1521. var kommen tilbage, gav han ud nogle vigtige Forordninger. Den første, som findes datered Kiøbenhavn Dominica esto mihi, var angaaende Handelen, og af den Beskaffenhed. (90)

(a) Hvitfeld confunderer Henrik Slagheck med M. Dietrik.

(b) Ægid. Girs Hist. Gust. I. pag. 29.

Kongen havde mærket, at Folk af all slags Stand udi Dannemark agerede Kiøbmænd, og at Prælater, Præste, Abbeder, Adelsmænd og Bestillingsmænd ginge de Danske Kiøbstæder forbi, Kong Christians Forordning de Danske Kiøbstæder angaaende.

og dreve Handel immediate med fremmede og Hanse-Stæderne, saa at de rette Handelsmænd, som stode for borgelig Tynge, og intet andet havde at nære sig af, uden Handel af Landets Producter, derudover geraadede udi Decadence, og Kiøbstæderne havde intet uden det blotte Navn af Kiøbstæder, men Handelen var udi proprietariers og geistlige Personers Hænder; For at hindre saadan Confusion, og at befodre Kiøbstædernes Opkomst, forordnede da Kongen, at Landmanden skulde føre sine Vahrer til Kiøbstæderne, og der selge dem for en billig Priis. (a) Over denne Forordning giør Hvitfeld saadan Critique:

Hvitfelds Critique over samme Forordning

Dette Forbud strider i mange Maader mod Adelens Privilegier og Friheder, gammel Brug og Sædvane, ej heller vare Borgerne saa Formuende, at de kunde kiøbe de Geistliges og Adelens Korn og feede Vahre: men det skeede meest, at han der med kunde plage de Vendiske Stæder &c. I hvilken Intention at Kongen udgav denne Forordning, enten det var for at plage Adelen eller for at giøre de Vendiske Stæder Afbræk, saa maa man tilstaae, at den er heel fornuftig, og grundet paa Billighed. Thi, naar Proprietarier, Præste og Bestillingsmænd ville falde Borgere ind udi deres Næring, kand Kiøbstæderne ikke længe staae ved Magt, men maa ufeilbarligen undergaae; At Autoris Critique over Hvitfeld igien.

beraabe sig derfor i saadan Fald paa gammel Skik og Sædvane, er ikke andet end at beraabe sig paa gammel Confusion, og at plaidere for Fremmede, og bede at de maa tage Fløden af Landet, Rigets egne Kiøbstæder til Ruine. Man kand sandeligen sige denne Konge til Berømmelse, at alle hans Forordninger, Handelen angaaende, ere grundede paa Fornuft, og at han har seet langt dybere ind udi Commerce Sager end nogen af hans Formænd, hvorfore ogsaa Borgere og Almuen bare ikke nær saa stor Had til ham, som Adelen og de Geistlige; (91)

(a) Edict. Reg. de dato Hafn. Dominica esto mihi 1521. pag. 1170.

Og giver derfor vor berømmelige Skribent enten en liden Kundskab tilkiende udi Handels-Sager, eller røber sin Partiskhed udi denne Konges Historie, naar han laster Kongen deraf, at han ikke vil tilstæde Fremmede ved uordentlig Handel at udsue Landet. Thi hvor meget Hanse-Stæderne profiterede ved at handle immediate med Proprietarier og Præster paa Landet, kand sees af den Bitterhed de fattede imod Kongen over dette Forbud, og det var een af deres fornemmeste Aarsager, hvorfor de siden erklærede Kongen Krig. En anden Skribent, som levede ved Christiani 2. Tider, taler om Højstbemeldte Konges Entrepriser udi Handelen langt anderledes end Hvitfeld, hans Ord ere disse: (a)

Efterat Kongen havde bestyrket sin Throne, satt han sig for at giøre Kiøbenhavn saa anseelig af Handel, at den ikke skulde give nogen hverken Engelsk, Hollandsk eller Tydsk Handelstad efter. Dertil blev han dreven af adskillige Aarsager, blant hvilke de fornemmeste vare, at han havde fornummet af Indbyggernes Klagemaal, at de maatte føre deres Vahre til de Wendiske Stæder, hvor Øvrigheden eller de som vare Directeurs for Handelen satte en vis Priis derpaa for Kiøbmændene, og ofte tvunge dem til at selge dem med stor Forliis: ikke at tale om adskillige andre Chicaner, som dagligen bleve øvede mod de Danske Kiøbmænd. Til at forebygge saadan Uheld, besluttede Kongen at indrette en stor Stapel udi Kiøbenhavn, og derfor ved en Forordning lod tilkiendegive, at ingen under Livs og Godses Fortabelse maatte føre Landets Producter andensteds hen, end til Kiøbenhavn: Og for at sætte Kiøbenhavns Borgere i Stand, at holde saadan stor Handel ved lige, lovede han at deponere nogle 100000 Gylden. Iligemaade ved Privilegiers Forundelse at lokke andre rige Kiøbmænd til at sætte sig (92)

(a) Svaning. hist. Chr. 2.

ned udi samme Stad. Men denne Forordning, saa behagelig som den var for Landets Indbyggere, saa ubehagelig var den derimod for Hansestæderne. Hvorover ogsaa blant de Gravamina imod Christianum 2, som det Lybske Manifest indholder, denne Artikel findes, hvilket dog Kongen med Fynd ved sin Vice-Canceler Corn. Scepperum besvarede, og viisede hvor ubilligt det var at ville foreskrive en Potentat saadanne Love, ligesom det stoed ikke i hans Magt at forfremme sine Undersaatters Velfærd, uden han spurdte Lybek om Forlov der til. Det er ingen Tvivl paa, at, hvis Christianus 2. havde regieret længere, han jo havde bragt dette store Verk til Fuldkommenhed. Dette alleene var at laste, at han paa een Tid foretog alt for mange Ting, thi, paa selv samme Tid, som han ved dette Anslag opirrede Hansestæderne, begyndte han Krig imod Sverrig. Saa vidt Svaningius, hvoraf sees at andre her udi ikke ere af Tanker med Hvitfeld.

Den anden Forordning, som Kongen udgav dette Aar, var ikke mindre billig,

Forordning om Vrag.

skiønt den og var lige saa lidt til Behag. Den samme var angaaende Vrag, og bestaar udi efterfølgende Artikle. (a)

Strander noget Skib, da maa Skibs-Folket det u-behindret bierge.

Kongens Lehnsmand skal hielpe dem i at bierge, om de det selv ikke kunde, og hvo, som saadant nægter, skal straffes paa Liv og Gods.

Hvo som flittigen hielper at bierge fra Morgenen til Aften skal have 6 ß.

Hvis det strandede Gods ligger dybt udi Stranden, da skal hver Bierge-Mand dagligen have 12 ß.

Er det en Miil Veys fra Landet, hvor Skibet er strandet, skal hver Biergemand dagligen have 24 ß.

(93)

(a) Edict. de Naufr. Hafn. Dominica Trinit. 1521. pag. 1172.

Hver Vogn skal have en Mark Danske, som opfører Godset til næste Kirke.

Om Skipperen ikke har Penge til at betale Bierge-Løn med, da maa selges saa meget af Godset der til.

Hverken Mand eller Qvinde maa løbe til noget Vrag uden de bedes derom.

Om noget af det Gods, som bierges, ikke duer til at giemmes, som er Olie eller Viin, da maa det selges; Pengene skal Lehnsmanden betale dem, det tilhører, og tage derpaa Qvittantz af Ejerne.

Om nogen af Kongens Lehnsmænd giør den Skibbrudne Forfang her imod, straffes som før er sagt.

Ere med Vraget ingen levende Folk, da skal Lehnsmanden det lade bierge, og oplægge Aar og Dag indtil rette Ejermand kommer og betaler Omkostningen.

Kommer ingen inden Aar og Dag, da høre de 2 Parter af Vraget Kongen til, og den 3die Part Præsten af den næste Kirke. Men er saadan 3die Part af all for stor Vigtighed, da skal Præsten ikkun have en Deel deraf, og Resten skal føres til Kiøbenhavn til de Fattiges Forstandere.

Læhnsmændene skulde ingen hemmelig Regnskab giøre for Vrag, men offentlige, at Kongen ikke skal høre ilde og mistænkes.

Denne Forordning er saa billig, Christelig og fornuftig, at den ikke kand fortiene uden at berømmes. GUd give, at denne Konge aldrig havde brugt Sverdet men Pennen alleene, thi alle hans Love og Forordninger ere saadanne, at han heller derved

Betænkning derover.

har fortient Titul af Christian den Gode, end den Onde. Men vore Skribentere have kun villet viise denne Konge alleene paa den onde, men ikke paa den gode Side, og der ved have sværtet ikke mindre deres eget end Kongens Navn. Hvitfeld laster dog ikke denne Forordning, skiønt han ved Taushed giver tilkiende, at han ej heller approberer den, saasom den strider ogsaa imod den saa kaldede gamle lovlige Sædvane, hvorved rige Proprietarier havde Rætt til at plyndre Fattige og bemægtige sig deres Gods. Det er troligt, at den habile og fornuftige Mand Jesper Brochmand har conciperet de fleeste Christiani 2. Forordninger, endeel, efterdi han var (94) Kongens Secreterer, endeel ogsaa, efterdi der mentioneres udi denne sidste Forordning, at vor Secreterer Jesper Brochmand skal lade den trykke og uddeele til Læhnsmændene.

Det er ellers forunderligt, at Kongen, u-anseet den store Fremgang Gustavus havde udi Sverrig, ingen synderlig Bevegelse giorde sig for at beskytte et Rige, paa hvis Erobring han havde giort saa stor Bekostning, thi man skulde have tænkt, at han udi egen høje Person strax skulde have begivet sig did hen; Men han loed sig alleene nøye, ved een Deel af sine høje Officiers, som Søren Norby og andre, at forsøge eet og andet belejret Slotts Undsættning, hvor ved Gustavus fik fri Hænder til at agere, saa at siden hverken Christianus 2. eller de efterfølgende Konger kunde formaa noget imod ham. Man kand derfor falde paa de Tanker, at Kongen enten ey dristede sig til saa hastigen at komme udi et Rige, hvor han havde øvet saadan Haardhed, eller at han despererede om Sverrigs Reduction efterat alle Midler forgiæves der paa havde været anvendte. Derfore seer man, at i Steden for at begive sig til Sverrig, for der ved sin Nærværelse at bestyrke sit Parti, giorde han dette Aar en Reise til Tydskland for at tale med sin Svoger Keiser Carl. Om denne Reise findes intet synderligt antegnet, den skeede ogsaa uden Eclat med et lidet Følge. Man seer ej heller ikke hvad Kongens Ærende har været. Der tales alleene om et Privilegium, som han da udvirkede angaaende Holsteen, nemlig, at samme Hertugdom, som paa Keiserens Vegne tilforn blev forlehnet af Bispen af Lybek, skulde efter Dags Kong Christian faaer Frihed af Kejseren at forlehne det Hertugdom Holsten.forlehnes af ham selv; saasom Kongen meenede, at det var de Holstenske Hertuger til Foragt, at saadan Lehns-Act skulde forrettes af de Lybske Bisper. Med denne Keiserlige Bevilning blev dog Hertug Friderik ikke fornøjet. Men derom, saa vel som andre Stridigheder mellem ham og Kongen, skal tales videre paa et andet Sted. Man finder ogsaa, at Kongen paa samme Tid, da han var ved det Keiserlige Hof, har beklaget sig heftigen over de Lybske, og at han erhvervede en Keiserlig Commission dateret Brugges den 11. Augusti 1521. til Biskopen af Ratzborg, at han skulde forlige de Irringer, som vare mellem dem: thi Kongen kunde være forsikkret om at bemeldte (95) Bisp ikke vilde dømme mod hans Interesse, og det i Henseende til Keiseren hans Svoger, som stedse tog sig Christiani 2. Sag an, endogsaa efter det begangne Stokholmske Blod-Bad; Man seer ej heller, at samme blodige Execution forminskede den gode Forstaaelse, som havde været mellem ham og det Pavelige Hof; thi, hvis det er sant, som Cornelius Scepperus skriver, da skikkede Paven dette Aar en Legat til Dannemark ved Navn Johannem de Potentia, som efter Kongens Begiering skulde undersøge den Stokholmske Handel. Og erklærede da samme Legat paa

Paven approberer det Stokholmske Blod-bad.

Pavens Vegne, at Kongen ikke der udi havde handlet u-retteligen, men at de Svenske, saa vel Geistlige som Verdslige, vare tilbørligen straffede. Denne Erklæring siges Kongen at have nøje forvaret, og siden bragt den med sig udi sin Landflygtighed, for at godgiøre sin Sag. Men den tienede ikke saa meget til at beviise hans Uskyldighed, som at give et Portrait paa de Romerske Paver, hvor lidet de kunde fortiene Navn af Christi Statholdere.

Saaledes seer man, at Kongen, u-anseet den Haardhed han forgangen Aar havde øvet, stod i lige Venskab med fremmede Potentater, og at det er kun egen Interesse, som foraarsager U-venskab og Misforstaaelse mellem Riger og Stater. Dog forefaldt dette Aar noget, som nær havde stiftet U-venskab mellem ham og Keiseren. Aarsagen der til var at han skildte Dronningens Skrifte-Fader, Johannem Mansweri, ved sit Embede, og forvisede ham Hoffet. Dette giver tilkiende, at der paa samme Tid

Nogen Misforstand mellem Kongen og Dronningen.

har været Misforstand mellem Kongen og Dronningen, skiønt Historien siger ikke Aarsagen der til. Det er troeligt, at denne dydige Dronning har foreholdt ham den begangne øvede Haardhed, og derudi er bleven assistered af bemeldte hendes Confessionario, saa at Kongen der over er bleven opirret til Vrede, og har skridet til denne Execution: Thi man finder ikke, at han siden Dyvekes Død har holdt sig til nogen anden end til Dronningen, saa at denne Misforstand ikke har kundet reise sig af Jalousie. At Keiseren har baaret Fortrydelse derover kand sees af det Brev, som han derpaa skrev til Kongen af saadant Indhold: (a) (96)

(a) Vid. lit. Caroli 5. de dato Bryssell. 1521.

Den Kiærlighed, vi bære til Eders Kongelige Værdighed: Det Svogerskab Kejserlig Erindrings-Brev til Kongen.og broderlige Venskab, som os er imellem, foraarsager, at holde for og meene, at alt, hvis eder er til Ære og Gode, maa ogsaa være os kiært og behageligt. Hvorfore vi kand ikke andet troe eller tænke end vor Søster er hos eder udi den Agt og Ære, som hun kunde være hos os selv; Hvorfore vi forundre os over at hendes Skrifte-Fader Johan Mansweri er af Eder afsatt, og det Kongelig Hof formeenet. Det kand ikke være andet end vor Søster ubehageligt at være hendes Siælesørger berøvet. Dog tage vi dette ikke andet end udi en god Meening, nemlig, at han ikke lider noget for den Tieneste, som han kand have hende beviiset, efterdi vi ikke kand tænke at Eders Værdighed er anderledes sindet mod vor Søster end en ærlig Hosbond bør være med sin kiære Hustrue. Og, efterdi der stedse udi all Ting har været Venskab og Fortroelighed imellem os, saa haabe vi, at I her udi giøre os dette til Villie, at ovenmeldte Skrifte-Fader kommer til sit Embede igien for at tiene vor Søster udi Hendes Saligheds Sag, som tilbørligt er. Og, efterdi vi vide, at hans Uskyldighed kand Eder der til noksom bevæge, ville vi intet videre skrive, end at saadant skal være os kiært.

Ved dette Brev studsede Kongen ikke lidet, og, som han der af fattede Mistanke til Dronning Elizabeth, at hun skulde have besværget sig over ham for Keiseren Hendes Broder, giorde han sig all Umage for at faae at vide, hvo der havde bragt saadant Klagemaal frem; Endeligen holdt han saa lenge ved at friste Dronningen baade med

Kongen lader Dronningens Kammer-Junker omkomme.

det Gode og Onde, at han fik at vide, at hun der til havde betient sig af Hendes Kammer-Junker Maximiliano, som hun havde bragt med sig fra Nederlandene, hvorudover han (97) loed samme Maximilianum hemmeligen omkomme. Dette er ellers den eeneste Misforstand jeg finder at der har været imellem Kongen og Dronningen; thi, at der i det øvrige har været et kiærligt Ægteskab imellem dem, viiser den Bestandighed, hun siden stedse lod see mod ham i hans Landflygtighed. Høystbemeldte Dronning kom ellers dette Aar i Barselseng, og bragte til Verden en Princesse, som blev kalden Christina efter Enke-Dronningen, som kort tilforn ved Døden var afgangen. Denne Princesse er bleven bekiendt udi Historien formedelst Hendes tvende Giftermaal, først med Francisco Sforza, Hertugen af Meyland, og siden med Hertugen af Lothringen.

Medens dette passerede i Dannemark, continuerede Krigen udi Sverrig mellem de Kongelige og Gustavi Parti. Jeg har tilforn meldet om Stekeborgs Overgivelse,

Suiter af den Svenske Opstand.

iligemaade om Stokholms og Calmars Belejringer af Gustavi Folk. Den hurtige Amiral Norby anvendte all muelig Flid paa at undsætte Stokholm, og til den Ende udi Octobr. Maaned af dette Aar var kommen udi Skiærene med 5. Skibe, og der kastede Anker ikke langt fra den Lybske Flode, som var kommen Gustavo til Hielp. Men om Natten paakom saadan Kuld, at Skibene bleve indfrøsne, saa at man baade med Ryttere og Fodfolk kunde komme til Skibene, hvor udover Gustavi Anførere søgte at overtale Lybekerne at anfalde de Danske. Men, medens de raadsloge der over, paakom en sterk Storm, som løsede Iisen, og reddede Søren Norbys Skibe, saa at

Stokholm belejres af Gustavo.

de lykkeligen komme derfra til Calmar. Gustavi Folk satte derpaa af yderste Magt Belejringen fort, og havde besynderligen Omsorg for at ingen Tilførsel kunde skee. Og, som Staden saaledes meer og meer blev indkneben, og var belejret paa 4. sider, geraadede de Belejrede i stor Nød, og foraarsagede den Frygt, de havde for Mangel af Levnets Middel, at Stokholms Borgere søgte ved alle Leiligheder, nu til Baads, nu til Fods, at løbe over til Gustavi Lejer. Een Deel af dem havde retirered sig til St. Claræ Kloster, som laae udi Forstaden, hvor de skiulede sig nogen Tid, indtil de kunde see deres Tempo til at tage Flugten; Men Abbadissen udi samme Kloster røbede dem, hvorudover de bleve grebne og (98) førdte til Staden igien, hvor man lod dem ved Træ-Sauger i Stykker sauge, og paa andre Maader omkomme. (a) Endeligen da Hunger udi Staden tog meere og meere overhaand, skikkede de Belejrede een (b) udaf Staden, hvilken skulde lade som han var en Deserteur, men søge Lejlighed at fly til Dannemark for at tilkiende give Stadens Nød, og anholde om hastig Undsættning. Men han blev røbed og examinered, og, da man fandt indsyede Breve i hans Klæder, som vare skrevne med Dietrik Slaghecks og Gregers Holstes Hænder, blev han henrettet. Saasom nu all Forhaabning var forsvunden for de Belejrede at frelse Staden, flygtede Dietrik Slaghek, Bisp Beldenak og Erke-Bisp Trolle derfra, og komme til Dannemark, hvor de gave Berettning om Tilstanden, og bade Kongen i Tide at være betænkt paa en tilstrækkelig Undsættning. Kongen var ikke vel fornøjet der med, at Erke-Bisp Trolle havde forladt Sverrig udi saadan vaklende Tilstand, da hans Nærværelse højligen var fornøden, for at styrke det Kongelige Parti. Han tracterede ham derfor med stor Koldsindighed, og lod ham lang Tid løbe med hans

Kongen agter at giøre Mag. Dietrik Slagheck til Erke-Bisp i Lund.

Ansøgninger uden at expedere ham. Med Dietrik Slagheck derimod var han saa vel fornøjet, at han agtede at giøre ham til Erke-Bisp udi Lund. Saadant kunde dog ikke skee, med mindre man kunde faae Erke-Bisp Jørgenn Skodborg til at resignere, hvilket ikke syntes at være saa vanskeligt, i Henseende til de Conjuncturer, som da vare udi Lunde Stift. Tilstanden var saaledes: Erke-Bisp Birger døde udi det Aar 1519. Den samme var en Fremmed og af meget ringe Herkomst, thi hans Fader var en Kull-Brender udi Holland, og han selv var u-anseelig af Person, hvorudover, u-anseet de store Qualiteter, han besad, han var foragtet af den Skaanske Adel. Efter hans Død blev giort et Conclusum af Geistligheden, at ingen, hvad Dyd og Lærdom han end kunde have, skulde blive Erke-Bisp, med mindre han var af Adel. Dette Conclusum blev hæftig forfægtet af Adelen, som ikke gierne saae, at denne store Myndighed blev conferered nogen, uden af deres Stand. Capitulet i Lund, (99)

(a) Chytræus Lib. 9. pag. 274.

(b) Ægid. Girs Hist. Gust. I. siger, at hans Navn var Jøns Westgøthe.

for at efterleve saadan Anordning, udvalte da een ved Navn Aage, som var af stor Familie, men, som Kongen søgte i alle Ting at contrecarrere Adelen, arbeidede han ogsaa paa at til intet giøre dette Vall, og recommenderede sin Vice-Canceler, Jørgen Skodborg, med saadan Iver, at Lunde Capitul omsider stod fra det forrige Vall, og antoge Skodborg, hvor vel han var u-adel. Aage renoncerede ogsaa paa sin Rett, Jørgen Skodborg blev saaledes Erke-Bisp, og Birgeri Successor; Men han kom aldrig til fuldkommen Besiddelse af Stiftet, thi Pave Clemens, som maa skee under Haanden af den Danske Adel og Bisperne var anmodet derom, stillede sig vanskelig an med Confirmationen, og vilde ikke give ham Chor-Kaaben, med mindre han derfor betalte 6000 Gylden. (a) Udi saadan Tilstand vare Sagerne, da Kongen fik i

Hvad Middel Kongen tager til at naae sit Maal.

Sinde at befordre sin Favorit Dietrik Slagheck til Lunde Stift. Til den Ende lod han giøre Erke-Bispen et Forslag, hvor til han forud kunde see, han intet Bifald vilde faae. Han begierede, Jørgen Skodborg vilde afstaae ham Borringholm, at han der kunde have sin Flode liggende, som udi en beqvem Havn, imod de Svenske. Han foregav, at de Danske Konger havde Rett til samme Land, saasom en gammel Province af Riget; Thi, endskiønt Øen var given til Lunde Sæde, saa havde dog Erke-Bisp Nicolaus udgivet Aar 1362. et Gienbrev til Kong Waldemar 3. hvor udi han tilstaar, Lunde Erke-Bisper at have Øen til Lehn af Kongerne, og bekiender sig pligtig at være, naar paaæskes, at levere den tilbage. Ordene udi samme Revers ere disse: Først, naar vor Herre Konning Waldemar begierer Hammer Slot med Borringholm af os igien, da skal vi Niels Erke-Bisp og vore Efterkommere frit oplade fornævnte Konning Waldemar, eller hans Bud, som fører os hans aabne Brev, det igien &c. (b) Men siden den Tid har Borringholm stedse lagt under Lunds Sæde.

Over dette Forslag, som Kongen her giorde, blev Jørgen Skodborg ikke lidet forskrækket; han mærkede paa den eene Side, at han stedse vilde høre ilde hos hans Efterkommere, hvis han skildte (100)

(a) Svaning. Christ. 2. Cap. 6.

(b) Vid. Lit. Revers. Londin. die Conceptionis Virginis 1362. pag. 527.

Stiftet ved Øen; paa den anden Side frygtede han for Kongens Vrede og Unaade, hvis han vegrede sig derfor. Han gav derfor tilkiende, at, som han havde giort Lunde Capitul en Eed, kunde han ingenlunde overdrage Øen; Derimod bad han Kongen om Tilladelse at forlade Stiftet og begive sig udi Kloster. Dette var just dette, som Kongen vilde have. Han tillod ham derfore strax saadant, saa Erke-Bispen antog Munkedragt, og begav sig ind udi et Franciscaner Kloster, hvor han forblev en Tid lang; Men foer siden hemmeligen til Ribe, forlod Munke-Dragten og reisede til Rom for at besværge sig over saadan Medfart. Dog kom han aldrig til Stiftet igien, men døde udi Landflygtighed til Cøln Anno 1551. (a) som Canonicus St. Gereonis sammesteds, hvilket hans Grafskrift udviiser. Anno Domini 1551. die 15. Decemb. obiit Reverendissimus Dominus Georgius à Schotborg Archiepiscopus Lundensis in Dacia, Canonicus Divi Gereonis.

Efter at Kongen saaledes havde faaet Erke-Bispen til at resignere, lod han forsamle Lunde Kaniker, og foreholdt dem, at de skulde overlevere ham Borringholm. Men han kunde ikke formaae dem dertil: Hvorudover han lod kaste dem i Fængsel, og der paa bemægtigede sig Borringholm med Hammerhuus og Aahuus Lehn i Skaane, skridede derefter til sit Forsætt, og imod Capitulets Frihed og Vallrettighed

Dietrik Slagheck bliver Erke-Bisp i Lund.

beskikkede Dietrik Slagheck til Erke-Bisp udi Lund. Dette foraarsagede Kongen over alt stoor Eftertale, besynderligen hos Geistligheden, hvilken ansaae det som en Haanhed, at Erke-Sædet skulde beklædes af en slem og berygtet Mand, og som der foruden var fremmet og af ringe Herkomst. Hvorudover han besluttede udi det Aar 1522. 1522.at skille sig ved ham, eendeel for at stille Geistligheden tilfreds, eendeel ogsaa for at føre Skylden fra sig selv paa ham for det begangne Stokholmske Mord. Een fornemme

Samme Mand falder strax i Kongens Unaade.

Dansk Statsmand, (b) meener, at Kongen blev truet med Kirkens Band formedelst det Stokholmske Mord, og derfor overgav Erke-Bispen udi Rettens Hænder for at stille Paven tilfreds. Men det er en Vildfarelse; thi foruden dette, at Historien (101)

(a) Chron. Archiep. Lund.

(b) Jacob Uhlef. Comp. Hist. Dan. Manuscr.

viiser, at Paven approberede Kongens Forhold i Sverrig, kunde Kongen nok giette, at han meget lidet vilde insinuere sig hos Paven ved at henrette en Erke-Bisp, hvor ond han end kunde være. Kongen lod ham derfor i Begyndelsen af Aaret fodre til Kiøbenhavn, og der beskyldte ham offentligen, at han formedelst sin Haardhed havde været Aarsag udi de Svenskes Frafald, item, at han havde raadet ham til det Stokholmske Blod-Bad, for hvilket Kongen stedse maatte høre ilde. Efter at han piinligen var bleven forhørt, blev han den 24. Januarii 1522. bragt til gammel

Bliver pinligen forhørt.

Torv, hvor det var en Galge opreist, og tillige med et Baal anstukket nær ved Raadhuuset, hvor han skulde brendes. Kongen reisede selv den Dag fra Staden, efterdi han skiøttede ikke om at see Executionen, og Sibrit lukte af samme Aarsag sine Vinduer til. Dietrik Slaghek blev først bragt til Galgen, og var han samme Dag iført en Fløyels Kiole med en rød Skarlagens Trøye, og Fløyels Tøfle. Neden under Galgen satt han Tøflene fra sig, og blev ført 6. Trin op ad Stigen med Skarpretteren, som lagde ham Strikken om Halsen; Hvorpaa Skarpretteren sagde: Det er ikke saa meenet, vi maa en anden Vej, leedede ham saa need igien for at bringe ham til Baalet, og vilde Misdæderen ikke fort, førend han fik sine Tøfler paa igien. Da han kom til Baalet, blev han afført alle sine Klæder, undtagen Skiorten og et Bryst-Stykke: Efter at Profossen havde tilkiende givet Aarsagen til hans Straf,

Hans gruelige Execution.

nemlig at han havde været Author til den store Blods Udgydelse i Sverrig, og havde givet Kongen mange onde Anslag, blev han kastet paa Ilden. Saadant Endeligt fik den Navnkundige Dietrik Slagheck, der af en Hollandsk Chirurgus var bleven som Primier Ministre udi Dannemark, og Erke-Bisp udi Lund. Alle tilstaae, at han var

Betænkning derom.

en ond Mand, og at han havde fortient at straffes andre til Exempel: Dog, saasom han havde en stedsvarende og en bestandig Attachement for Kongen, og med en blind Lydighed exeqverede alle hans Ordres, saa kand Kongen ikke undskyldes derudi, at han overleverede ham til saadan haanlig og skiændelig Død. Der siges, at Bisp Jens Beldenak har forud spaaet ham saadan Straf; thi, da samme Bisp sad fangen, (102) og Dietrik Slagheck kom til ham i Fengselet for at forkynde ham Døden, og havde taget Pen og Blek med sig, tilbydende sig at skrive hans Testamente, da bød Beldenak ham skrive slige Ord: at han haabede at see ham, nemlig Slagheck, baade hænges og brændes, førend han døde. Klokken 3. om Eftermiddagen fandt man hans Legem udi Asken sammenkrømped som en Bold (a) og, da en Matrods stak en Stage der udi, flød der noget Vand ud, og Legemet henfaldt derpaa udi Aske. Der fortælles, at, da han blev ført til Retterstedet, og mødte Mester Jesper Brokmand, Kongens Secreterer, paa Høybroe, sagde han: Vale Magister Caspare, hæc sunt præmia laborum, hvortil Mag. Brokmand svarede: Non, non; pœna peccati, pœna peccati, og viiser dette, at Slagheck maa have forstaaet Latin, hvorvel andre holde ham for at have været ganske ulærd.

Kong Christian tænkte ved denne forskrækkelige Execution at have stillet de Misfornøjede tilfreds, og aftoet nogenledes den Plet, som det Stokholmske Blod-Bad, og andre bedrevne Haardheder havde satt paa hans Reputation. Men den gode Herre havde giort bedre i steden for ved Skarpretterens Haand at lade omkomme en Mand, som han nyeligen tilforn havde satt paa det Lundiske Erke-Sæde, at have ladet sig nøye med at forviise ham Riget, og selv ved sin øvrige Regiering at have ladet see en alvorlig Fortrydelse over sine forbigangne Fejl. Men man seer i det øvrige intet andet Tegn til Levnets Ændring, hvorover denne Straf kand heller synes at have rejset sig af Politiske Aarsager, end af Fortrydelse over forbigangne Fejl. Den

Kongens videre Forhold.

Gierning, han dette Aar øvede imod en Herre-Mand ved Navn Jens Tomesøn, forøgede ikke lidet den Bitterhed, Adelen havde fattet imod ham; thi, da han reisede giennem Jylland, og nogle Bønder sammesteds klagede sig over bemeldte Herre-Mand, at han havde forurettet dem, lod han ham opgrave af Franciscaner Kloster, hvor han var begraven, og befoel ham tillige med Kisten at hænges paa Gaden udi Aarhuus; Men han blev siden nedtagen igien udi Kong Frideriks Tid, og hæderligen begraven: Han recommenderede sig ey heller ved den bekiendte (103)

(a) Svaning. Christ. 2. Lib. 3. Cap. 2.

nye Lov, som han dette Aar lod forfatte, endeel fordi han publicerede den samme uden Raadets Samtykke, endeel

Christiani 2. nye Lov.

ogsaa, efterdi den soulagerede Almuen for meget, og indeholdt adskilligt, som Adelen ikke fandt sin Regning ved. Hvorudover den siden udi Kong Frideriks Tid blev offentligen brændt udi Jylland ved Wiborg Lands-Ting, som en Lov, der var fordervelig og imod god Politie og Regimente, skiønt jeg intet seer der udi, som fortiener saadan Titul, og Hvitfeld selv maa tilstaae, at den indeholder mange nyttige Artikler. Af samme Lovbog have vi endnu adskillige Exemplarier, og er den ved Trykken bleven publicered af Præsident Hans Resen, Kiøbenhavn 1684.

De mærkværdigste Artikle, som derudi findes, ere disse efterfølgende:

Samme Lovs fornemste Artikle.

Der skulde i alle Kiøbstæder være en Scout eller Scultus tillige med 4re Borgemestere og 7 Raadmænd. (a)

Scultus skulde udi egen Person aflægge sin Eed til Kongen, og af hannem annamme en hvid Stok til et Tegn, (b) at han havde Fuldmagt at straffe udi alle Livs-Sager; og, naar Kongen kom til nogen stor Kiøbstæd, skulde Scultus tillige med Borgemesterne og Raad uden for Porten tage imod ham, staae af deres Hæste, og falde paa Knæe, og skulde da Scultus overlevere ham sin hvide Stok, og ikke reise sig førend Kongen gav ham den tilbage.

Skiøger skulde ingen Kaaber bære, paa det at man kunde kiende dem fra ærlige Matroner. (c)

Rigets indfødde Børn skulde først studere her i Riget, og tage Baccalauri Graden førend de reisede uden Lands.

Med Vrag skulde forhandles, som den oven anførdte Forordning dicterer.

Bønder skulle her efter af deres Hosbonder ikke sælges.

Denne Artikel har maa skee forleedt Hvitfeld til at sige, at han blant andet i sin nye Lov forordnede, at alle Bønder udi Siælland (104)

(a) Legis Politicæ Cap. 6.

(b) Ibid. Cap. 1.

og Smaalænderne skulde være frie for deres Føde-Sted, hvilket jeg dog ikke finder i Loven, og taler denne Artikel alleene derom saaledes: (a) Slig ond, uchristelig Sædvane, som her til i Siælland,

Om Vorned Rettigheden ved denne Lov blev afskaffet.

Falster, Lolland, og Møen været haver med arme Bønder og Christne Mennisker at sælge og bortgive ligesom andre uskiellige Creature, skal her efter ikke meere øves; men, naar deres Herskab handle uredeligen med dem, og giør dem Ulag og Uræt, da maa de flytte af det Gods, de paa sidde, og ind paa andres Gods, som Bønder giøre i Skaane, Jylland og Fyen, og give deres rette Forlov &c. Hvoraf sees, at de vornede Bønder ingen Frihed havde at forlade deres Fødesteder, med mindre det blev beviisligt giort, at deres Herskab handlede ilde og tyrannisk med dem, og at derfore den fuldkomne Vorned Rettigheds Ophævelse maa grundes paa en anden Christiani 2. særdeles Forordning.

Ingen Sandemænd eller Nævninge skulle sværge om Manddrab, men Vidnesbyrdene

En merkelig Artikel Geistligheden angaaende.

skulle til Herrets-Ting forhøres, og siden af Lands-Dommerne paakiendes.

Alle Dommere skulle hver Dag gaa i Kirken, og høre Messer, førend de satte sig ned at høre Sager og dømme.

Ingen Geistlige skulle have Lov at kiøbe Jorde-Gods. Denne Artikel er ellers merkelig, og derfor maa gandske her indføres, den lyder saaledes: (b) Ingen Prælat, Præst eller Klerk, maa tilkiøbe sig noget Jorde-Gods efter denne Dag, uden de ville efterfølge St. Pauli Lærdom, som han skriver i sin første Epist. til Timotheum, og tage dem Hustruer og leve i den hellige Ægte-Stand, som deres gamle Forfædre have giort. Heraf sees, at Lutheri Lærdom havde allerede giort nogen Virkning.

Alle Præster skulle residere ved deres Kirker paa Landet. En højnødvendig Forordning, efterdi man seer af Historien, at mange Præste have liden Omsorg for deres Meenigheder.

Ingen Bisp skulde reise med meere end tolv eller 14. Karle, og Erke-Bispen ikke med meer end 20. Tilforn komme de reisende med en Suite af over 100. Personer. (105)

(a) Leg. Eccles. Cap. III.

(b) Leg. Eccles. Cap. 17.

Endeligen er en Artikel angaaende Bispernes Klæde-Dragt og Opførsel paa Rejserne, hvilken giver tilkiende hvor forfængelige de samme have været. Den lyder

Item Bisperne i Særdeleshed.

saaledes: Naar Bisper her i Riget komme til Kongen paa almindelige Herredage, eller i andre Ærender, skulde de ride eller gaae i deres Subtil, (a) paa det at den gemeene Mand kand kiende dem fra andre; Og skulde de ikke have for dem Pibe eller Tromme, som de hidindtil haft have til at bespotte den hellige Kirke med, og deres Kiorteler saa de røre paa Jorden med viide Ermer.

Disse ere de mærkeligste Artikle udi denne nye Lov. Om den fortiente at brændes, det vil jeg overlade andre at betænke. Jeg for min Part seer der udi intet uden det som er billigt og roos-værdigt. Det kand vel ikke nægtes, den er jo stridende imod de

Autoris Betænkning over denne nye Lov.

saa kaldede gamle lovlige Skikke og Sædvaner, som vare: at Adelen og Proprietarier kunde sælge deres Bønder som Qvæg, Bispe og Præste kunde boe hvor de vilde, og gaae i saadan Klæde-Dragt, som dem lystede, og Herremænd betage Kiøbstæderne deres Næring &c. Men saadanne Sædvaner at hæve er ingen Uret. Det eeneste, som herimod kunde være at sige, er, at Kongen giorde denne Lov, Raadet u-adspurdt, hvilket var et Foretagende imod hans Capitulation eller Haandfæstning. Men det synes, at denne Konge har holdet for, at, som samme Haandfæstning var for høyt opskruet, saa var han ikke forbunden til at holde noget der af. I det øvrige er det troligt, at, hvis Kongen til denne Lovs Publication havde forlanget Raadets Samtykke, da havde man giort Stræge over de fleeste og maaskee beste Artikle.

Nu maa jeg vende mine Øyen lidt til Sverrig igien, hvor jeg mod Udgangen af foregaaende Aar forloed Gustavum allevegne triumpherende, og de vigtigste Rigets Stæder, Stokholm og Calmar, udi yderste Nød. Samme belejrede Stæder anholdte hæftigen om Undsætning, men det gik kun langsom til dermed, thi jeg seer ikke, at Kongen med nogen synderlig Iver søgte at hemme Gustavi store Fremgang. I Begyndelsen af dette Aar 1522 lod han strenge (106)

(a) Subtil eller Subtel har været et slags Skoe eller Skiul paa Fødderne. vid. du Canges Gloss. in voce subtalares.

Breve udgaae til alle hans Lehns-Mænd Krigen fortsættes i Sverrig.udi Sverrig, at de skulde omkomme alle de Oprørske, som vare udi deres Lehne. Lehns-Mændene efterkomme til deels saadan Ordre i sær udi Finland, hvor adskillige tillige med den oft omtalte Hemming Gadd, som blev halshuggen med en Øxe paa Tawastehuus, (a) (thi det er rettest at henføre denne Geistlige Mands Execution til dette Aar) af den Finske Adel bleve ihielslagne. Dette foraarsagede, at en Finsk Herremand ved Navn Erik Flemming, for at frelse sit Liv, stillede sig an som han var Gustavi største Fiende, og begierede et Antall Folk, hvor med han vilde falde an den Svenske Lejer; Men, da saadant blev ham bevilget, løb han tillige med Folkene over til de Svenske: saa at Kongen ved slige Midler irriterede ikkun Nationen meer, og bestyrkede sin Fiendes Magt: Den farligste Fiende, som Gustavus havde at bestille med var Amiral Norbye: Samme ypperlige Mand, endskiønt han ikke blev assisteret,

Amiral Norbys Hurtighed.

som han burte, tienede dog Kongen altid med lige stor Nidkierhed, og lod sig allevegne see som en Liunild, nu for at redde en belejret Stad, nu en anden. I Begyndelsen af dette Aar bragte han fra Gulland baade Folk og Proviant Stokholm til Undsætning, hvilket satt saadant Mood i de Belejrede, at de giorde et stort Udfald paa den Svenske Lejer ved den Gaard Erva, og der bestormede og indtoge Lejeren. Opmuntrede af saadan Lykke giorde de Dagen derefter et andet Udfald paa den Syndre Deel af Lejren, som de iligemaade bemægtigede sig, saa at Belejringen derudover en Tid lang ophørede.

Gustavus merkede da, at det vilde blive ham vanskeligt at reducere Søestæderne, med mindre han havde en god Skibs-Flode; hvorudover han søgte at indlade sig i Handel med Lybek, og til den Ende affærdigede Sigvard von Holten til samme Stad for at anholde om Skibe, Folk og Ammunition. Magistraten udi Lybek fandt sig

Gustavus faaer Undsætning af Hanse-stæderne.

strax villig dertil, saasom Staden var meget ophidsed mod Kongen formedelst de nyligen publicerede Forordninger, hvorved deres Handel paa Rigerne leed Afbrek. De skikkede derfor Gustavo til Undsetning 9 Skibe under Anførsel af Friderik von Brunsvig (107)

(a) Ægid. Giers hist. Gust. I. pag. 30.

og Johan Stammel, af hvilke den første var Amiral, og den anden Anfører for Krigs-Folket: Disse arriverede lykkeligen Pindse Aften til Suderkiøping og satte ikke lidet Mood udi Gustavi Parti. Efterat Folkene vare satte udi Land, og havde aflagt Gustavo Troskabs-Eed, blev den eene Deel der af skikket til Calmar, som længe havde været belejret af Arved Vest-Gothlænder, og den anden bragtes til Stokholm, hvilken Gustavus paa nye havde belejret. Udi hvilken Tilstand Stokholm ellers var for den sidste Belejring, sees af den Relation, Gotskalk Eriksen skikkede Kongen, hvor udi han giver Afrisning saavel over Stadens som Besætningens Tilstand, samt over eendeel hans Officiers, og der udi sær recommenderer Junker Henrik Slaghek, og søger at betage Kongen all Mistanke om hans Troskab, saa det er troligt, at samme Henrik Slaghek maa have været den navnkundige Dietrik Slaghek nær paarørende, og derfor efter samme Mands Fald at være kommen i Mistanke hos Kongen. Udi

Stokholm er i Nød.

samme Brev raader han ogsaa Kongen at skikke en Krigsmagt ind udi Sverrig, for at giøre Diversion. (a) Men, som dette ikke blev efterlevet, fik Gustavus fri Hænder til at agere, og at fortsætte Stokholms og Calmars Belejringer, paa hvis Erobringer den heele Krigs Lykke beroede.

Stokholm blev saaledes paa nye beleyret, og 8te nye Lybske Skibe under Anførsel af Berner Bomhoffver, en Lybsk Raads-Herre, komme de Svenske til Undsætning, saa at Staden blev saaledes indsluttet baade til Lands og Vands, at ingen Tilførsel meere kunde skee. Medens Stokholm saaledes var beængstiget, continuerede Belejringen for Calmar, hvor Søren Norby havde ved sin Bortgang givet Ordre til Besætningen, at, hvis de mærkede, at Staden kunde ikke frelses, skulde de sætte Ild baade paa Staden og Slottet, og begive sig enten til Gulland eller til Danmark. Men, da Borgerne havde faaet et Nys derom, aabnede de om Natten Nørre-Port, (b)

Calmar erobres af de Svenske.

og indlode de Svenske udi Staden, hvorpaa Arved (108)

(a) Vid. lit. Godscalki ad Regem. Holmiæ die 21 Febr. 1522.

(b) Hvitfeld fører her Calmars Erobring til det Aar 1522, men det synes af andre Steder i Historien, at den er ikke skeed førend efter Kongens Undvigelse af Dannemark. Vid. Ægid. Girs & Eric. Georg. Hist. Gust. I.

Vest-Gohtlænder siden bemægtigede sig Slottet tillige med den Insul Øland, som ligger lige over for Calmar. Efter Calmars Erobring skikkede Gustavus endeel af det Folk som havde belejret samme Stad ind udi Blegind, hvor de indtoge det heele Land undtagen Sølvitzborg, saa at Blegind udi 2 Aar var i de Svenskes Hænder indtil Landet udi Kong Frideriks Tid kom tilbage igien. Saaledes blev Sagerne dagligen forværrede udi Sverrig, og Kongen, som nyeligen var en Skræk for alle angrændsende Potentater, var meere bekymret om at forsvare sig udi Danmark, end at beskytte sine nye Conqveter udi Sverrig: Thi foruden den almindelige Opstand, som under Gustavo skeede udi samme Rige, havde han ogsaa faaet de Wendiske Stæder paa Halsen; Ham truedes ogsaa med Krig af Holsten, hvor hans Farbroder Hertug Friderik foregav sig i mange Maader af ham at være forurættiget, og indlod sig udi Handel med Lybek, hvilken

Forbund mellem Hertug Friderik og Hanse-Stæderne imod Kongen.

Stad var bleven saa ophidset imod Kongen, at den ikke alleene giorde Gustavo adskillig Undsætning, som tilforn er viiset, men endogsaa dette Aar sluttede et Forbund med Dantzig, Rostok, Wismar og andre Hansestæder imod Kongen. Deres Gravamina, som de paa samme Tid anførte, vare disse: At den store Told, som var dem paalagt udi 2 Aar, stedse continuerede; at Rigets Undersaatter var forbudet at handle immediate med Hansestæderne, og bleve ved Kongelig Forordninger tilholdne at bringe deres Vahre til Kiøbstæderne udi Dannemark: item at Kiøbenhavn var giort til en Stabel-Stad. Ingen kand nægte, at Kongen jo var beføyet til at giøre slige Ting, saasom alle disse Anstalter sigtede ligesaa meget til Handelens Opkomst udi Dannemark, som til Hansestædernes Svækkelse. Det eeneste, som her var paa at sige, er, at Kongen foretog deslige Ting paa een ubeleilig Tiid, da han havde

Kongen søger forgiæves at splide samme Forbund.

Hansestædernes Venskab nødigt for at beskytte sine Conqveter udi Sverrig, og at hindre dem i at giøre de Frafaldne Undsætning: Kongen merkede omsider her udi at have begaaet en Stats-Fejl, og derfore søgte at forlige sig med de Lybske eller Hanse-Stædiske igien. Til den Ende erhvervede han ikke alleene et Keiserligt Monitorial Brev til de Lybske, hvor ved de under Straf af 2000. Pund Guld Cølnisk Vægt tilholdtes at lade Kongen være u-anfægtet, men havde ogsaa underkastet sig Biskoppens (109) af Ratzeborg Kiendelse udi de Irringer, som svævede mellem Riget og Stæderne. Han giorde ogsaa dette Aar en Reise til Holsten for at spliide det Forbund ad, som var giort mellem hans Farbroder Hertug Friderik og de Lybske. Men udrettede intet dermed: tvert imod paa samme Tid, han opholdt sig udi Holsten, havde de Lybske udskikked en stor Krigs-Flode, hvilken den 22. May gik ud af Traven, indtog Borringholm med Hammerhuuses Slot, udplyndrede Landet, og erledigede Biskop Jens Beldenak, som der af Kongen var arrestered, efter at han med Dietrik Slagheck var kommen fra Sverrig.

Efter Borringholms Erobring begave de Lybske sig for Kiøbenhavn, ladende som De Lybskes Fiendtlighed mod Riget.de vilde giøre Landgang ved samme Stad. Men de toge Vejen lige til Helsingøer, hvor Borgerne, i Steden for at giøre Modstand, forlode Staden og flyttede deres Gods ind udi Skovene. Staden blev derfor indtagen af de Lybske, og afbrændt paa St. Bartholomæi Dag. Aarsagen til denne Execution var eendeel for at giøre Riget Afbræk, eendeel ogsaa af særdeles Had imod Staden, efterdi Helsingøers Borgere havde udi Kong Hanses Tid drevet Spot med de Lybske, og sagt, at de udi et af deres Tog imod Helsingøer havde intet udrettet, uden at skyde Laaret i Stykker paa en Kat. Der meenes ellers, at Kongen selv ikke gremmede sig meget over Helsingøers Ødeleggelse, saasom han hadede samme Stad, efterdi Borgerne efter hans Begiering ikke vilde indrømme Boeliger til de Hollandske Colonier, som han der agtede at anlægge. Churførsten af Brandenborg, og Hertugerne af Meklenborg, søgte vel at bilægge disse Tvistigheder, og til den Ende berammede en Sammenkomst medens Kongen var i Holsten; Men Kong Christian, da han fik Kundskab om den Lybske Flodes Bedrifter udi Riget, vilde han ikke opholde sig der længere, men strax tog Vejen tilbage. Da han kom til Kalundborg, fik han Tidender, at den fiendtlige Flode var for Kiøbenhavn, hvorfor han samlede Almuen tilsammen, saa vel fra Kiøbstæderne som fra Landsbyerne hen ved 10000. Mænd, med hvilke han lejrede sig ved

Kongens Præparatorier imod Hansestædernes Magt.

Solbierg, Hvitfeld siger, at, da han munstrede samme Almue, og saae den saa vel berustet til Landets Forsvar, kunde han ikke andet end fordømme sit forrige Principium, som var, at den gemeene (110) Mand burde intet Gevær have, men lade sig alleene nøye med en Kiep i Haanden; Men det synes af den heele Kongens Historie, at det aldrig har været hans Principium, og at han tvert imod altid søgte at sætte Mood udi Almuen, og alleene at desarmere Adelen. Svaningius anfører her (a) en Opmuntrings Tale, som han holdt til Folket, og blant andet viiser dem, at de vilde faae alleene at bestille med Kiøbmænd og Kræmere, som vare meere beqvæmme at kiøbe og sælge, end at omgaaes med Gevær, hvilken Tale, saasom den med stor Glædes Skrig blev optagen, kand den tiene til Beviis, at denne Konge var yndet af Almuen. Hvad de Lybske ellers angaaer, da finder jeg ikke, at de giorde nogen videre Landgang, saa at derfor denne udi Hast sammen samlede Krigs-Hær fik sin Afskeed igien.

Den Holstenske Reise, som Kongen giorde dette Aar, var dog ikke ganske frugtesløs, saasom de langvarige Tvistigheder imellem ham og hans Farbroder Hertug

Tvistigheder med Hertugen af Holsten.

Friderik bleve bilagde ved det Bordisholmske Fordrag. Men, førend jeg taler om samme Fordrag, vil jeg melde noget om de Irringer, som en Tid lang havde været mellem Kongen og Hertugen. Da Kongen førdte udi egen høye Person Krigen udi Sverrig, havde han blant andre Hielpe-Tropper ogsaa et temmeligt Antall af Holstener, som Hertugen overlod ham, saa at det synes paa den Tid at have været temmelig god Forstaaelse imellem dem; Men, da samme Tropper havde tienet et Aar udi Sverrig, skikkede Kongen dem uden Besolding, uden Hæste, og Harnisk tilbage. (b) Aaret derefter nemlig 1521. erholdt han af Keiser Carl et Privilegium, (c) hvor om tilforn er talet, nemlig at de Lybske Biskoper skulde ikke have meere med den Holstenske Lehns-Act at bestille: iligemaade at Holsten i det Rommerske Riges Navn skulde forlehnes af Kongen og hans Arvinger; For at exeqvere samme af Keiseren erholdne Bevilling, fodrede han samme Aar Hertug Friderik til sig til Colding, (111)

(a) Svaning. Christ. 2. Lib. 3. Cap. 3.

(b) Peters. Chron. Hols. Part. 4.

og der foreholdt ham, at han skulde tage Holsten til Lehn af ham, saa vel som Slesvig, hvortil dog Hertugen ikke vilde lade sig beqvemme. Hvitfeld siger, at Kongen, for at jage Skræk ind udi Hertugen, lod oprette en Galge paa Torvet, lige oven for Hertugens Herberg; Det samme er ogsaa indførdt udi Friderici I. Manifest, (a) mod Kong Christian, hvor vel Cornelius Scepperus har viiset med temmelig Grund, at denne Galge var opreiset for Hertugens Ankomst. Hvor om Allting var, saa lod Hertugen sig ikke skrække, men de skildtes denne Gang ad uden saadant Lehns Annammelse, og, endskiønt Keiseren udi et særdeles Brev (b) formanede ham der til, blev han dog stedse ved sit Forsætt, ikke at beqvemme sig til noget Efterlehn, men vilde have det immediate fra Keiseren.

Dette formeerede saa meget den Koldsindighed som var reiset mellem Kongen og Hertugen, at de ansaae hin anden som Fiender, ja det kom saa vidt, at Hertugen indlod sig udi Forbund med de Lybske, som vare Kongens aabenbare Fiender. Foruden ovenmeldte Tvistighed havde Hertugen ogsaa en Fodring paa Kongen af 7000 Gylden, (c) hvilken Sum Penge han ved sin Gesant Thomas Koppe udi det Aar 1522. lod fodre af Kongen, som var til Nykiøping. Da samme Fodring blev forkyndet, tog han det op som en Fiendtlighed, og sagde: Ich hoffe nicht, daß mein Vater-Bruder mein Feind werde; Hvorpaa Gesandten svarede med stor Dristighed: Wo es nicht anders seyn könte, so müste GOtt und die Noht helffen: Saa at Kongen der til fortørnet stammede efter sin Sædvane, sagde: Ej. Ej. Ej.

Saaledes tog Misforstanden meer og meer til, hvorudover Kongen, for ikke at faae saa mange Fiender tillige paa Halsen, giorde en Reise dette Aar 1522. til

Kongen reiser til Holsten for at bilægge de samme.

Holsteen, og inviterede Hertugen til at møde sig til Stenderboe. Da Hertugen kom did hen, fandt han de Kongelige stærke og bevæbnede, (d) hvilket kunde ikke andet (112)

(a) Vid. Friderici I. Manifest.

(b) Lit. Caroli 5. ad Fridericum de dato Gandav. die 20. Julii 1521.

(d) Peters. Chr. Hols. part. 4.

end opvække Eftertanke; Dog, saasom Kongen kunde undskylde sig der med, at han behøvede at reise stærk og bevæbnet, efterdi han stod i aabenbare Krig med Lybek, sat Hertugen all Mistillid til side, og begav sig til Kongen udi hans Herberge. Kongen lod da foredrage, at han havde noget at tale med Hertug Friderik, som angik Riget og det heele Land; Hertugen svarede der til, at hvis det var noget som angik Holsten, saa maatte Adelen og heele Ridderskabet sammenkaldes til et sædvanligt Sted. Bad derfore, at det maatte opsættes til belejligere Tid og Sted, hvilket Kongen ogsaa bevilligede. Det blev der paa besluttet at kalde Stænderne tilsammen til Leventzo, og skildtes de der paa fra hinanden.

Da Hertugen kom tilbage til Gottorp, inviterede han sin Adel til Giæst, og foredrog dem Kongens Begiæring. De besluttede at lade sig infinde Dagen tilforn til Kiel; men alle bevæbnede og i fuld Rustning at begive sig derfra til Leventzo. Men Hertugen tog i Betænkning selv at møde, og i sin Sted skikkede did hen sin Søn Hertug Christian, for at høre Kongens Foredragende. Da de nu komme sammen til Leventzo, kom Kongen ridende mod Hertug Christian, drog sit Sværd lidt ud, og sagde: Herr Fetter, kommer I og her saa vel udrustet. (a) hvorpaa han gav ham Haanden, og undskyldte da Holstenerne Hertug Friderik, at han ikke selv kunde komme

Mode til Leventzo.

til Modet, efterdi han var bleven svag til Kiel. Kongen lod der paa ved Hans Rantzow dem tilkiende give, at, saasom han ikke tvivlede paa, det var dem jo bekiendt, at han stoed i offentlig Krig med de Lybske, saa var han begierende, at de vilde være ham behielpelige med Raad og Daad. Stænderne raadsloge der over, og endelig ved Henrik Rantzow gave saadant Svar: at Holsten var ikke pligtig til at trække sig Rigets Fiender paa Halsen, helst, saasom Hertugdommet havde ikke været i Raad med da Krigen imellem Dannemark og Lybek begyndte. Det var ogsaa farligt for dem at indlade sig i Krig med Hansestæderne, hvor ved Holsten kunde geraade i yderste Fordervelse uden at Kongen kunde have nogen Nytte deraf, bade derfore Kongen, at han saadant nøje vilde betragte, og i den Henseende holde dem (113)

(a) Peters. Chr. Hols. part. 4.

undskyldte. Dermed endtes dette Mode: Kongen blev den Nat udi Gottorff, og de Førstelige begave sig til Kiel for at underrette Hertugen om det som paa Modet var passered.

Kongen reisede siden fra Gottorff til Rensborg, hvor efter Begiering lode sig indfinde Margræv Joachim af Brandenborg hans Svoger, item 2de Hertuger af Meklenborg med foromtalte Biskop af Ratzborg, samt nogle andre Kejserlige Gesanter. Disse arbejdede paa at bilægge de Irringer, som havde rejset sig imellem Kongen og Hertugen. Kongen var da paa ny begierende at Hertugen vilde skikke nogle Fuldmægtige til Flemhude for udi Venlighed at afgiøre Tvistighederne. Begge Potentaters Fuldmægtige mødte da til bemeldte Flemhude, hvor de bleve saa foreenede, at Kongen og Hertugen Personligen paa en bestævnt Dag skulde møde til Bordesholm,

Bordesholmske Fordrag og dets Indhold.

for der at slutte et endeligt Forliig, hvilket ogsaa skeede, og bleve Tvistighederne afgiorte ved det bekiendte Bordesholmske Fordrag (a) hvis Indhold var denne. Man skulde tage u-villige Arbitros til at kiende udi de 4re Poster, som Hertugen havde saa længe paastaaet, nemlig: (1.) Hans Arve-Rettighed som en Konge-Søn til Norge. (2) Regnskab for den Oppebørsel, som udi hans mindre Aarighed af Kong Hans var skeed udi Førstendommene. (3) Angaaende 100000 Gyldens Gield, som Hertugen udi Arve-Skiftet tilsagt var. (4) Hans Udstyr eller Patrimonial-Gods udi Riget, som han meenede sig, som Konge-Søn at tilkomme. I det øvrige lovede Kongen at betale Hertugen 11000 Mark Lybsk, (b) en gammel à parte Gield, til næste Kieler Omslag 1523. Ingen Undersaatts Sag udi Slesvig og Holsten skulde trækkes fra Førstendommene til Riget, og skulde Kongen saavelsom Førsten dømme hver for sig over sine Borgere, Almue og Bønder. Men over Ridderskabet og Prælaterne, saa som de samme udi Førstendommene ere u-skiftede og in Communione, skulde begge dømme tillige. Den Skade, som Hertugen havde lidet ved sine overladte Tropper udi den Svenske Krig, nemlig paa deres Hæste, Harnisk og Rustning, skulde eftergives og ikke meer (114)

(a) Transactio Bordesholm die Mercurii post fest. Laurentii 1522 apud Pet. Chron. Holsat. part. 4. & Hvitfeld pag. 1191.

(b) Udi Hvitfelds Exemplar staar 9000.

paatales. Appellationerne fra Holsten til den Kejserlige Rett skulde være fri og u-behindrede, og med de Slesvigske Appellationer skulde holdes efter gammel Sædvane. De Holstenske Sager skulle dømmes efter Hertugdommets gamle Statuter, Sædvaner og Sachsenspiegels Rætt, og de Slesvigske efter Kong

Cassation af det erhvervede Lehns Privilegio.

Waldemars Jydske Lov. Men det fornemmeste, som blev sluttet ved dette Fordrag var en Cassation af det omtvistede Privilegio, som Kongen af Kejseren havde erholdet. Samme Cassation anføres med saadanne Ord: Efter at Vi Christian, Konge til Dannemark, &c. af vor Elskelige Hr. Broder og Svoger Carl den Femte, udvalt Romerske Kejser, et Privilegium bekommet have, at vor Elskelige kiære Farbroder Hr. Friderik Hertug af Holsten hans Regalia og Lehn skulde af os annamme udi alle Maade ligesom hans Forfædre saadanne Regalia af det Stift Lybek annammet have, saa have Vi dog formedelst vore gode Venners Underhandling saadant Privilegium, samme Regalia og Lehn angaaende, afstaaet, hvilke Vi og hermed aldeeles for os og vore Efterkommere afstaae og lade falde. Dog saa at vor kiære Hr. Farbroder skal forhverve vor kiære Hr. Broders og Svogers Kejser Carls Revocation, Cassation og Igienkaldelse her paa, eller og hans skriftlige Befalning til os, at vi samme Privilegium Hans Kejserlige Majestet igien tilstille, hvor udi vi ikke skulle hans Kiærlighed hos vor Elskelige Broder Kejser Carl hindre eller hindre lade udi nogen Maade &c.

Det er Historien over de Holstenske Tvistigheder udi denne Konges Tid, som endtes ved dette Bordesholmske Fordrag: Men, endskiønt Stridighederne blev bilagde, saa vare dog Hierterne mod hin anden de samme som tilforn, hvilket skal videre viises af efterfølgende Aars Tragiske og sørgelige Historie. Men førend jeg træder til dette store Sørge-Spill, vil jeg melde lidt om en Hendelse som skeede dette Aar, og som kand ansees som et Præludium paa den paafølgende Catastrophe. Jeg har ofte udi denne Historie (115) meldet om Madame Sigbrit, at hendes Myndighed voxede meere og Adskillige Particulariteter om Mad. Sigbrit.meere til, saa at alle Rigets vigtige Sager ginge igiennem hendes Hovet. Dette kunde ikke andet end opvække stort Had imod hende blant de Store, men ingen turde offentligen binde an med hende, endeel af Frygt for Kongens Vrede, endeel ogsaa af Frygt for hende selv, saasom hun havde ikke mindre Dristighed til at byde sine Fiender offentligen Spidsen, end Habileté til at underminere dem. Man havde ogsaa de Tanker om hende at hun kunde hexe, hvilket sees af den Historie, som med assurance fortælles af Svaningio (a) om den unge Prinds Johanne, hvilken engang af Curiositet tog en Flaske, som stod i hendes Kammer-Vindue, og vilde see hvad derudi var, og, da Flasken faldt ham af Haanden, og gik i stykker, sprang Fanden ud der af, og en Storm med Torden hørtes derpaa over den heele Stad. Men intet var almindeligere paa de Tider end at tillægge dem Hexerie, hos hvilke fandtes nogen særdeles Habileté. At den gemeene Almue fæster Troe til saadant er ikke at forundre sig over, men at en oplysed Mand som Joh. Svaning fremfører deslige Historier, er heel selsomt. Den største af hendes Fiender, og, som hun havde meest Aarsag at være bange for, var Amiral Søren Norby, efterdi samme Herre var i stor Anseelse og Agt hos Kongen, formedelst hans Troeskab og vigtige Tienester, som han havde giort Riget, hvorfore hun ogsaa havde ham mistænkt for den Medfart hende skeede dette Aar, saasom hun ikke kunde troe at nogle Bønder af egen Mouvement skulde have dristet sig der til. Historien er denne: Da Kongen munstrede sit Folk ved Soelbierg, som før er sagt, gik Sibrit med en Pige ud af Staden for at see samme Munstring, hvilket giver tilkiende hvor liden Pragt der endda var paa de Tider, efterdi en Dame af allerstørst Anseelse udi Riget, gik uden Byen til Fods gelejdet alleene af en Pige. Da

Hun kastes i Pebling-Søen.

hun kom til St. Jürgens Søe, som løb af Pebling-Dammen, mødte hende 2 drukne Bønder, som komme fra Kiøbenhavn. Da de samme bleve hende vaer og kiendte hende, sagde den eene til den anden: Nu skal hun faae Skam: Det er hun som regierer Kongen: De kastede (116)

(a) Svaning. Chr. 2. Lib. 2. Cap. 6.

hende derpaa udi Søen, og ginge deres Vej til Munster-Pladsen. Kongen, som maaskee af nogle, der saae denne Gierning, blev betimmeligen underrettet der om, kom strax did hen, hvor han fandt hende slagen og halv druknet, men dog uden Livs Fare. Hvorudover han lod tage hende op igien, og age til Staden. Men, da hun agede ind i Byen, stode nogle Roeskildske Soldater ved Porten, som skiøde efter hende, dog kom hun uskad til sit Huus. Dette sidste

Bliver reddet igien.

viiser, at der paa samme Dag maa have været en Conspiration mod hende, og at Bønderne maa have været underkiøbte til at kaste hende i Vandet. Kongen lod strax derpaa eftersætte de tvende Bønder, lod dem føre fangne til Kiøbenhavn, hvor Sigbrit havde den Fornøjelse at see dem rettede, efterdi de havde ikke vel nok forstaaet deres Handverk, men forladt en halv giort Gierning. Sigbrit søgte siden at giøre Søren Norby mistænkt for denne Sag hos Kongen, men forgiæves, efterdi samme Mand var udi all for stor Credit.

Nu træder jeg til det sidste og mærkværdigste Aar af denne Konges Regiering, 1523.som begyndtes med en almindelig Opstand, og endtes med en af de mægtigste Kongers Fald og Landflygtighed. De forbigangne Aar have viiset den almindelige Misfornøyelse blant de Store over Kongens Regimente, som lagde Grundvold til den store Revolution, der udbrød dette Aar, og hvor til den Historie med Sigbrit var et Præludium. Conjuncturerne vare da synderligen beqvemme til en Opstand, heele

Tilstanden for den store Revolution.

Sverrig var udi Oprør og Hovet-Staden belejret. Hansestæderne dominerede udi Søen, og truede allevegne med Landgang, Hertug Friderik var Kongens hemmelige Fiende, og forstod sig vel med Rigets Adel, Kejser Carl var da indviklet udi Krig med Frankerige, saa at han ikke kunde assistere sin Svoger uden med Breve og Monitoria. Kort at sige, alting contribuerede til at favorisere den Revolution som man længe havde gaaet frugtsommelig med, og som skildte denne Konge ved Scepter og Krone.

Kongen havde ladet mod Udgangen af forbigangne Aar forskrive en Herre-Dag til Calundborg, eendeel for at overlegge med Stænderne, hvorledes han kunde fornøye Hertug Friderik efter det (117) Bordisholmske Fordrag, eendeel ogsaa for at sætte Landet i Skatt, saasom han behøvede Penge. Der siges at han vilde have 2. Gylden af

Kongen lader forskrive Moder, hvortil ingen møder.

Hver Bonde, og den 3die Deel af Geistlighedens Indkomster. Men ingen mødte til denne Herre-Dag, nogle undskyldte sig formedelst Modvind, andre formedelst den haarde Vinter, skiønt den fornemmeste Aarsag til deres Udeblivelse var at de ingen Lyst havde til at komme, saasom de vidste at der skulde handles om Skatters Paabydelse. Det er ogsaa troligt at de allereede havde begyndt at smidde paa den Opstand som kort der efter gik for sig. Kongen fortørnedes over Raadets Udeblivelse, og, saasom hans Sager udfodrede da, at der i Hast maatte holdes en Herre-Dag, lod han forskrive paa nye en anden til Aarhuus i Begyndelsen af dette Aar, og agtede udi egen høye Person at komme over til Jylland. Da den Jydske Adel fik Tidender om hans Ankomst, item at han havde ladet forklæde 2. Bødler udi Dravant Klæder, som han førdte med sig, og ladet giøre adskillige Jernkiæder, som man henger Folk udi, frygtede de at han vilde anstille lige saadant Mode udi Jylland, som tilforn udi Stokholm, eller i det ringeste nøde dem til med Magt at indgaae hvad han forlangede, helst som der rygtedes, at han vilde føre over med sig det Krigsfolk, som laae udi Fyen, tillige med nogle Felt-Stykker. Hvor udover de fleeste, som i en Hast kunde afsted komme, forsamlede sig til Wiborg, hvor de forsvore sig sammen ikke at lyde

Adelens Sammenrottelse til Wiborg.

Kongen meer, (a) og der paa lode forfatte et opsigelses Brev, som skulle tilskikkes Kongen. Intet Foretagende kunde synes meere dristigt, thi Kongen havde en stor Krigsmagt paa Gulland under Herr Søren Norby og Otte Stissen, som han kunde forlade sig paa. Udi Siælland havde han Daniel von Bottem med nogle Ryttere og Fodfolk. Udi Kiøbenhavn Jürgen Hoffmut, og udi Fyen Grev Henrik von der Hoya med 400 Ryttere, og Jürgen Haarde med nogle Fodfolk: Hvor af sees at den Jydske Adel maa have forud taget sikre Mesures, og været forsikret om Hielp fra Holsten og Tydskland, og at de derudover (118)

(a) Cypr. Annal. Slesv. siger at denne Opstand skeede alleene, efterdi Kongen bragte fremmede Tropper ind udi Riget, hvor af han vilde betiene sig til Sverrigs Reduction, hvilket Adelen vilde ikke lide.

af Politique kand have udstrøet disse Tidender om de forklædde Bødler, og Jern-Lænker, for at authorisere deres Opstand. Efter at Resolution var tagen, affærdigede de Herr Mogens Munk Lands-Dommer

Mogens Munk skikkes til Kongen med undsigelses Brev.

med ovenmeldte undsigelses Brev til Kongen. Mogens Munk fandt Kongen til Veyle, og da han blev adspurdt om sit Ærinde, sagde han, at han agtede sig til Holsten, hvilket ogsaa var sandt; thi han havde Commission at reise derfra til Hertug Friderik for at tilbyde ham udi Raadets Navn den Danske Krone. Kongen blev videre ved at spørge ham hvorledes tilstoed udi Wiborg, thi han havde hørt, at Raadet did hen havde forskrevet Adelen: Lands-Dommeren svarede der til, at de frygtede, at Kongen vilde paalægge dem en Skatt, og derfore vare de samlede for at raadslaae der om, saasom det var en vanskelig Ting at trænge igiennem med, i henseende til den slette Tilstand Riget var udi formedelst de Bekostninger, som vare anvente paa den Svenske Krig. Dette Svar var listigt nok, thi havde han intet talet om Stændernes Misfornøyelse,

Samme Mands List og Behændighed.

men foregivet andre Aarsager til dette Mode, havde han opvækt større Mistanke hos Kongen. Kongen udlod sig derfor i meget fortrolig Samtale med ham, og blant andet spurdte ham om Herr Mogens Gøe, sigende: Jeg troer ikke andet end at han jo er paa min Side; Hvor til Lands-Dommeren svarede: I ham haver Eders Naade en troe Mand. Omsider begierede Kongen af Herr Mogens Munk en Reve-Mynde, efterdi han vidste at han var en god Jæger, hvilket Mogens Munk lovede ham, og der paa forlod Kongens Kammer, og gik til Sengs. Men han lod sin Handske blive, som af Vanvare, liggende udi Kongens Kammer, hvor udi bemeldte Opsigelses Brev laae skiult, og der paa lod sin Baad færdig giøre om Aftenen, hvor med han bortseiglede om Morgenen tilig.

Efter hans Bortreise fandt en af Kongens Pager Handsken med Brevet, gik til Kongen og sagde: Den Herre-Mand, som var her i Aftes til Giæst, har glemt sin Handske, hvor udi ligger et forseiglet Brev. Kongen befoel ham (119) at tilbringe sig Brevet. Da han læsede Brevet, sagde han: Guds Droß! (som var hans sædvanlige Eed) han har lovet os en Revemynde, og han har ogsaa holdet sit Løfte, befoel der paa hans Drabantere at gaae ned udi hans Kammer, for at arrestere ham. Men han havde allereede taget Flugten, saasom han holdt det ikke tienligt at bie længer. Det opsigelses Brev som ham blev skikket, lyder saaledes: Vor ydmyge Hilsen Eders Naade forsendt med vor Herre. Værdes Eders Naade at vide, at vi i Dag

Indhold af Adelens opsigelses Brev.

finge Eders Naades Brev om et Herre-Mode at holdes nu paa Søndag udi Aarhuus. Da have vi alvorligen overvejet dette strenge og farlige Regimente, som udi Eders Naades Tid været haver, saa at der er intet holdet af den Recess som er given, og med Eed bekræftet, thi Slots-Loverne eller Forlehningerne ere overdragne til udlændiske Mænd, Trælle og Skalke. Hvorledes dette Rige er medhandlet udi fremfarne Aaringer, det kiender Gud og St. Laurentz: Item, Hvorledes værdige Fader Bisp Jens af Fyen, som forskreven var til et Herre-Mode, toges ved sin Hals, og uden Dom blev fængslet. Item, hvorledes værdige Fader Erke-Bispen af Trundhiem, Erik Walkendorff, er fordreven, og hvorledes der er bleven handlet saa vel med hans Biskopdom, som med Biskopdommene udi Opslo og Bergen; Item, Hvorledes Herr Knud Knudsen blev skildt ved Liv og Gods, og det gandske Land er bleven plaget med Krig, Skatt og Tynge imod fornæfnte Recess. Vi have ogsaa overvejet det Stokholmske Herre-Mode, hvor saa mange Bispe, Riddere, og gode Mænd ere omkomne uden Lov og Dom, og derfore frygtet at det samme os skulde vederfares ved den onde Qvindes Sibrits Raad, der os alle af Adelen her i Riget havde afmalet, som Skalke og (120) Forrædere, og truet med Galge og Sværd. Vi befrygte ogsaa, at Eders Naade have indkaldet de Fremmede her i Landet for at anfalde os, og det efter samme Qvindes Tilskyndelse; Udi denne Henseende have vi ikke dristet os at komme til forskrevne Herre-Mode, ej heller finde vi os sikker at leve under Eders Naades Regimente meere. Hvorudover det skal være Gud og alle Mennesker, Herrer og Førster, og alle ærlige Folk vitterligt, at vi ere højligen tvungne til efter Indholden af Eders Naades Recess, at opsige den Huldskab og Troeskab, som vi Eders Naade tilsagt have, hvilket vi ogsaa her med aldeeles giøre formedelst ovenmeldte Aarsager. Befalende Eders Naade den ævige Gud. Datum Viborg Fab. & Sebastiani Dag, Aar 1523.

Dette er Indholden af det første undsigelses Brev, hvor af sees hvilke Motiver Raadet bruger til at rætfærdig giøre dette Frafald, nemlig, at, eftersom Kongen ikke

Autoris Betænkning over dette opsigelses Brev.

havde holdet sin givne Recess, saa havde han forbrudt Scepter og Krone. Men, som saadan Clausula pœnalis ikke findes i nogen Kongelig Capitulation, havde det været bedre ej at betiene sig af det Argument. Thi eet er at vegre sig ved at adlyde en Konge, der giør imod sin Haandfæstning, et andet er at sige ham Riget op, thi det er ikke andet end at giøre Potentater til Leje-Konger, og ligesom at tage dem an paa Prøve, og, som ofte den mindste Forandring udi Regieringen kand styrte et Rige udi stor Uheld, saa maa man anderledes omgaaes med Kongeriger end med Leje-Huuse og Bønder-Gaarde, som man kand tage Fæld paa og erklære ledige, eller opsige til næste Fardag. Saadane Love foreskrives ikke gierne Konger, og seer jeg ikke af den Danske Historie, hvor meget indskrænket een eller anden Konges Haandfæstning end har været, at nogen Tid saadan Artikel har været indført.

Hvad de Beskyldinger anbelanger mod Kongen, da kand man ikke sige, at han udi Dannemark har bedrevet de Ting som kunde (121) skille ham ved Regementet; thi den Haardhed, som han øvede udi Sverrig, rørede dette Rige ikke, og de Ting som specificeres, nemlig at 2. eller 3. Herrer af ham bleve disgratierede, ere saadanne som bedrives af adskillige andre Konger uden at man skrider til Afsættelse, og hvad andet angaaer, allegeres intet der om i Særdelished, men Gud og St. Laurentius kræves kun i Almindelighed til Vidne, hvorledes Riget er blevet medhandlet. Men det store Stokholmske Blod-Bad, hvor vel det ikke juridicè kunde fælde Kong Christian, saa vit han var Konge i Dannemark, syntes dog paa de Tider at authorisere Stænderne i dette deres Foretagende, saasom de kunde frygte for en Recidive, og at samme Tragœdier en gang kunde spilles med dem, som med Adelen udi Sverrig.

Efter at denne Opsigelse var skeed, lod det Jydske Raad deres aabne Breve (a) udgaae over heele Jylland, hvor ved hver Mand udi Landet, som var over 18. Aar, blev paabuden at være i Gevær. Bemeldte Brev finder man ogsaa Hr. Mogens Gøe at have underskrevet; men ikke at have forseglet med de andre; saa at man deraf seer, at samme Mand har baaret got Hierte til Kongen, og svaret nogenledes til de Tanker, som han havde om ham. Medens dette skeede, fortsatt Herr Mogens Munk Den Danske Krone offereres til Hertug Friderik.

sin Reise, og anlangede til Husum, hvor han gav Hertug Friderik Raadets Resolution tilkiende, nemlig, at man havde opsagt Kongen Riget og offereret Kronen til Hertugen. Hertugen, som venteligt var, gav ham strax et behageligt Svar, nemlig at han gierne vilde samtykke udi deres Begiering, eendeel for Rigets Frelses Skyld, endeel ogsaa for det, som ham i Særdelished af Kongen var vederfaret. Han foregav iligemaade, at, saasom Stænderne havde opsagt Kongen Riget, saa hverken vilde eller burde han tillade, at Dannemark faldt udi andres Hænder end Prindsers af det Kongelige Oldenburgske Huus. Der paa giorde han sig færdig at exequere sit Løfte, samlede Hertugen antager saadant Tilbud.

af sine egne Lande all den Magt, som kunde til Veje bringes, søgte Hielp hos de Lybeker og andre Naboer, og, efter at han havde saaledes bestyrket sig, skrev han Raadet til, og lod dem vide hvad Hielp de kunde (122)

(a) Lit. Senatus Wiburg. die Fab. & Sebast. 1523.

have hos ham at forvente, (a) nemlig, alt hvad han selv og hans Venner kunde formaae, item, hans egen Person med Liv og Blod. Han sluttede derpaa et Forbund med Lybek, ved hvis Kraft samme Stad skulde komme ham til Hielp med 2000. Fodfolk og 200. Ryttere. (b)

For at komme til Kong Christian igien, da fandt han efter dette Opsigelses Brev ikke raadeligt at holde sig længe op i Jylland; men begav sig strax paa Rejsen til Kolding, hvor han raadførdte sig med Herr Mogens Bilde Befalningsmand paa Koldinghuus, item med Herr Oluf Rosenkrantz og Herr Hedenstrup, om dem syntes, at de Krigsfolk, som han havde i Fyen, kunde være tilstrækkelige nok til at holde Stand imod Jyderne. Da raadede Hedenstrup ham, at, efterdi han udi Tydskland havde

Kong Christian er raadvild.

saa mange Paarørende, som Kejseren, Churførsten af Brandenborg, Churførsten af Sachsen og andre, skulde han i en Hast erkyndige dem om hans Tilstand, og forlange Hielp hos dem. Han nemlig Hedenstrup bød sig ogsaa selv til at giøre saadan Reise, og at hverve Folk udi Tydskland. Herr Mogens Bilde der imod var af anden Meening; Thi, som han vidste, hvor lidt man i Nødsfald kand forlade sig paa Slegtinge, raadede han Kongen at affærdige Gesandter til de Misfornøjede, for at byde sig til rette for de Beskyldninger de giorde mod ham. Den 3die nemlig Oluf Rosenkrantz raadede ham strax at begive sig til Kiøbenhavn, og der udi Sikkerhed see Tiden an, hvorledes Udfaldet vilde blive. Af disse 3. Raad blev Mogens Bildes denne gang efterfuldt, og Kongen affærdigede 3. Mænd fra Kolding, nemlig Knud Henriksen,

Byder at rette for sig, men forgiæves.

Oluf Nielsen, og Mogens Gøe, for at tilkiende give Bisperne og de andre af Raadet, at man gik for haardt til Verks med ham, sær, saasom ham intet var overbeviiset, hvorved han kunde have forbrudt sin Rett til Kronen. Han tilbød sig endeligen at underkaste sig Retten, og appellerede til Kejseren og upartiske Dommere. Disse udvirkede saa meget at der blev et Mode berammet til Horsens, (123)

(a) Lit. Frid. ad Senat. de dato Husum die Jovis post Fest. Convers. Pauli pag. 1200.

(b) Fœdus cum Lübec de dato Lübec. die 15. Febr. 1523. pag. 1203.

og at Kong Christian imidlertid skulde forblive til Veile. Førend dette Mode blev holdet, giorde Kongen adskillige store Løfter til Bisperne. Han lovede at vilde giøre tilbørlig Pœnitentze for den Haardhed, som han havde øvet udi Sverrig. Han tilbød sig at vilde give Gods til Kirker, og hellige Stæder, forsone sig med dem, som han kunde have forurettiget, og at stille Caution for sine Løfter. Endeligen gik Modet for sig, og da blev efter nogen Deliberation af Raadet givet Kongen saadant Svar: At man i Dannemark ingen Overdommere kiendte; At de ikke kunde forlade sig paa hans Løfter; at de allereede havde antaget en anden Konge, som var Hertug Friderik af Holsten, hvilken de dagligen vare forventende; og endeligen at Kong Christians Gierninger vare saa bekiendte, at der behøvedes intet videre Beviis eller examen.

Af dette Svar merkede Kongen, at der med gode Ord intet var at udrette, hvorfor han besluttede at efterfølge det sidste Raad, som ham var givet af Herr Oluf Rosenkrantz, nemlig at forlade Jylland og begive sig til Kiøbenhavn, hvilken han tillige med Malmøe vilde lade stærk besætte, meenende sig nogenledes at være Mester af Riget, naar han havde disse toe vigtige Stæder paa sin Side. Han reisede strax der paa igiennem Fyen, og der forskrev Adelen og Almuen til Odense, hvor han tog dem paa nye udi Eed, og svore ham da visse af Adelen, nemlig Jürgen Marsvin, Jens Bilde, Hans Urne, Johan Biørn, Lauridtz Skinkel, Hans Stissen, Peder Ebbesen og Jacob Hardenberg. Om de samme giorde det med god Villie, eller, som er meere troeligt, af Frygt, efterdi han havde en Hob Krigsfolk liggende i Fyen, der om taler Historien intet.

Efter at dette var skeet udi Fyen, reisede han derfra til Siællands Lands-Ting, hvor han høyligen beklagede sig over Jyderne, at de mod deres Troeskabs Pligt vare

Kongen besværger sig for Almuen.

ham frafaldne, begiærede iligemaade deres Bistand at de vilde fornye deres Troeskab, hvor til de Siællandske Bønder lode sig see besynderligen villige, efterdi de gemeenligen bare got Hierte til denne Konge, saasom han havde befriet dem fra Vornet Rettigheden, og deres Fødested, hvilket Hvitfeld foregiver at være en Artikel i hans nye Lov, (124) skiønt intet noget tydeligen der om findes udi samme Love, som jeg tilforn har antegnet, saa det er troligt, at saadan Frihed maa været given disse Bønder ved en særdeles Forordning. Bønderne vare derfor villige til at sværge paa nye, og bleve de efterfuldte af eendeel Geistlige og Adel, som Bisp Lauge Urne, Henrik Abbed i Sorøe, Eskild Prior udi Antvorskov, Albret Jepsen, Mads Eriksen Rigets Raad, iligemaade af Hendrik Gøe, Hans Urne, Hans Krasse, Jürgen von der Wisk, Knud Rud, Anders Henriksen, Mauritz Skaffue. Saa at derfore Kongen syntes at kunde Ballancere

Bønderne ere ham bevaagne.

mod Hertugen udi Riget; men Forskiællen var, at Hertugens Anhang svor af Hiertet, og eendeel af Kongens ikkun af Frygt, undtagen de Siællandske Bønder, hvilke ansaae denne Konge som deres Friheds Beskytter.

Efter at Kong Christian meenede saaledes at have forsikret sig Fyen og Siælland, begav han sig til Kiøbenhavn, hvorfra han affærdigede Bud til Lands-Tinget i Skaane, for at sammenkalde did hen den Skaanske Adel; Der besværgede han sig iligemaade over Jydernes Utroskab, bød sig til at rette hvad han kunde have haft forseet sig udi, og anholdt om en nye Eed, og svore ham da igien adskillige af den Skaanske Adel, tillige med Erke-Bispen af Lund Hans Væß, hvilken var Kongen saa hengiven, at han fuldte ham udi hans Landflygtighed. Intet blev forsømt som kunde bestyrke hans Sager, og opvække saa vel Undersaatterne, som Fremmede til Medlidenhed. Dronningen affærdigede ogsaa paa samme Tid et Brev til Regentinden udi Nederlandene, Fru Margareta, saaledes lydende (a):

Udi disse Dage have vi faaet de sørgelige Tidender fra vor Herre Hosbonde,

Dronning Elisabeths Brev til Regentinden af Nederlandene.

at hans eget Ridderskab haver sat sig op imod ham, uden lovlig Aarsag, og at de ville skille os og vore Børn ved Liv og Land; derfor bede og formane vi Eder, at I ville saadant legge paa Hiertet, og strax tilskrive disse Misfornøyede, at de staa fra saadant Urættfærdigt Foretagende, (125)

(a) Lit. Reginæ ad Marg. pag. 1207.

saafremt de med deres Børn og Tilhængere det i Fremtiden ikke ville undgielde, og derpaa begiære et endeligt Svar &c.

Det Jydske Raad derimod forsømmede sig ej heller paa deres Side; De affærdigede strax Breve til Lybek, hvorudi de lode Staden vide Rigets Tilstand, og at de havde offereret Kronen til Hertug Friderik, begierede derhos Undsætning mod Kong Christian. De skikkede ogsaa allevegne Breve til deres Medbrødre udi Riget, formanende Den Misfornøjede Adel søger at bestyrke sig, saa vel uden- som inden Lands.dem til Undsætning udi saadan retfærdig Sag, som angik Rigets Beste, og deres egen Velfærdt. I sær formanede de dertil Rigets Marsk Mogens Gøe, saasom de vidste at samme Herre var Kongen bevaagen. (a) Dette, saavelsom Hertug Frideriks Præparatorier bragte det heele Rige udi Fermentation; hvorudover Kongen, da han merkede, at han ikke kunde forlade sig paa sine Undersaatter meere, item, at Hansestæderne havde foreenet sig med Hertug Friderik imod ham, saa at han havde Aarsag at frygte for at see sig inden kort Tid belejret i Kiøbenhavn af de Lybske til Vands, og af Holstenerne til Lands, samlede han i en Hast en Flode af 20 Skibe, hvorpaa han satt Dronningen og hans Børn med Rigets vigtigste Breve og Klenodier, og hvad som kunde være ham tienligt, saa at Hvitfeld siger, at han sparede ikke Messing-Bekkene paa Kiøbenhavns Slot: Sigbrit, lod han indslutte i en Kiste, og i saadan Positur føre paa Skibet, at hun ikke skulde overfaldes af Almuen. Der siges, at hun i denne Færd trøstede Kongen med disse Ord: Bleibet Ihr nicht König Sibrits Trøst til Kongen.

in Dännemarck, so sollet Ihr Burgemeister zu Amsterdam werden. En slet Trøst for en Konge over 3 Riger, saasom man vel ikke kunde ansee det som nogen synderlig Promotion.

Kongen betroede for sin Bortrejse Kiøbenhavns Stad og Slot til Henrik Gøe, og forsynede Staden med en Besætning under Anførsel af Jürgen Hoffmut, lovende inden 3 Maaneder at komme tilbage med fremmet Hielp, saavel fra Kejseren som fra andre (126)

(a) Lit. Senat. Cimbr. ad fratres Viburg. Sabatho proximo ante fest. purificat. Mariæ 1523. pag. 1207.

hans Venner udi Tydskland. Men denne hans Resolution foraarsagede, at adskillige af hans Tilhængere begyndte at vakle, iblant andre Biskop Lauge Urne, hvilken, seende hvad Virkning saadan Bortrejse vilde have, søgte sin Sikkerhed udi Tide og slog sig til det andet Parti. Den 20 April. udi det Aar 1523 sejlede Kongen

Kongen undviger Rigerne.

fra Kiøbenhavn med Dronningen og de Kongelige Børn paa et Skib kaldet Løven. Med ham fuldte Mag. Hans Vess Erke-Bispen af Lund, Hans Mikkelsen Borgemester af Malmøe, Mag. Hans Møenboe. Floden bestod udi 20 Skibe, og hans eget Skib Løven var besatt med 120 Soldater og dobbelt Søe-Folk. Han lod lette Anker Klokken Et om Eftermiddagen, og løbe Kiøbenhavns Indbyggere op paa Voldene for at see efter ham, indtil han kom dem af Sigte, og at hans Skibe vare Skovs-Hovet forbi. Udi Søen paakom en Storm, som adsplidede Floden, saa at nogle af Skibene landede under Norge tillige med Kongen selv, og andre paa andre Stæder. Dog, som Vinden strax derpaa blev god igien, satt han Sejl derfra, og kom i Behold til Zeeland. Paa hans Undvigelse fuldte et almindeligt Frafald, saa at omsider Rigets Marsk Hr. Mogens Gøe selv forlod hans Parti, og slog sig til de Misfornøyede.

Der paa følger et allmindeligt Frafald.

Kong Christian giorde vel siden adskillige Forsøg at komme paa Thronen igien, men stedse forgiæves. Efter at han længe havde omflakket, og ladet sig see nu mod Holsten, nu i Norge, blev han omsider fangen, og endte sit Liv til Kallundborg efter 27 Aars Fængsel, hvor om skal tales omstændigen udi Friderici 1. og Christiani 3. Historier.

Saadan Ende fik Christiani 2. Regimente, et af de Allermærkværdigste udi den Danske Historie. Han var en Herre af en aaben Hierne, og et stort Begreb, havde

Christiani 2. Characteer.

ogsaa haft saa god Information og Optugtelse som nogen Dansk Prinds: Thi Historien vidner, at han end ogsaa udi det Latinske Sprog havde naaet saadan Fuldkommenhed, at han kunde baade tale og skrive udi samme Sprog med Færdighed. Udi Krigs-Sager havde han bragt det saa vidt, at han blev regnet blant de største Generaler paa de Tider. Hans Love og Forordninger viise, at han gemeenligen har været for Retfærdighed, og vidner en Autor, som levede ved de (127) Tider, at hvor stor Haardhed han end øvede, og hvor meget han end var hengiven til Vrede og Hastighed, saa skred han dog aldrig til nogen Execution uden foregaaende juridisk Examen, og uden han kunde ophitte nogen specieux Prætext dertil. (a) Iligemaade har han

Hans Dyder.

og været for Landets Opkomst i Handel og Vandel, saasom han ikke kunde lide at et stort og berømmeligt Rige skulde længer være Høkker for Hansestæderne, og er det troligt, at, hvis han udi sit Forsæt ikke havde blevet hindret, havde han bragt den Danske Handel udi Flor. Den gemeene Almue og Bønder søgte han at understøtte og hielpe, hvilket viises saa vel af hans nye Lov, som af andre Forordninger. Adelen og de Store derimod holdt han stedse Tommelfingeren paa Øjet, hvortil han var bleven irriteret af den stærke Haandfæstning, som stedse stod ham for Hovedet. Man seer derfore, at alle hans Gierninger sigtede til at klippe Vingerne paa de Store, og at bane sig Vej til en absolut Magt, og var det og i den Henseende at han stedse flatterede Borgere og Bønder; Et merkeligt Exempel derpaa saaes udi en Herremand ved Navn Claus Daa. Den samme havde ikkun slaaet 2 à 3 Ruder ud i et Øll-Huus, og maatte derfor give til Straf 4000 Lod Sølv, endskiønt man tilforn ikke havde regnet det saa nøje om en Herremand havde slaaet ligesaa mange Tænder ud paa en Øll-Vert. Han var ellers af Naturen haard, vredagtig, og let kunde overiile sig, hvilket sees af adskillige haarde Executioner, saavel udi Dannemark, som udi Norge, men besynderligen udi Sverrig, hvorvel man kand sige, at han blev dreven til det store Stokholmske Blodbad meere af en falsk Politiqve, end af Hevngierighed, hvorudover man ogsaa seer, at han siden bar Fortrydelse der over, da han mærkede at samme Execution havde anden Virkning, end den som han indbildte sig. I den Henseende lod han siden rette sin store Favorit Dietrik Slaghek tillige med Claus Holst, og andre, som havde raadet ham til saadant Mord. Han beskyldes ogsaa for U-kydskhed, skiønt jeg seer ikke at han (128)

(a) Svaning. Christian. 2. Lib. 2. Cap. 3. Nihil unquam Christiernus sine Manifesto juris prætextu tentare voluit, quemadmodum pleraque ejus acta testantur.

efter Dyvekes Død holdt sig til andre end Dronningen. (a) Og hvad hans Opførsel mod Dronning Elizabeth angaar, da finder man vel undertiden Tegn til Misforstand mellem dem, thi han lod hendes Skrifte-Fader forviise Hoffet, omkom hendes Kammer-Junker, og drev hendes Hofmesterinde Anna Møenstrup, som var Otto (b) Rosenkrantzes Enke, udi Landflygtighed. I det øvrige finder man dog ikke at han har comporteret sig ilde mod hende, og den Bestandighed, som hun stedse lod see mod ham i hans Landflygtighed, kand nogenledes tiene til Beviis paa et kiærligt Ægteskab.

Hvad hans Religion anbelanger, har han lempet den efter Tiden, og nu været

Hans Fejl.

Luthersk, nu Catholsk, ligesom hans Interesse drev ham til; Han var opdragen i den Romerske Troe; Men, da han merkede, at hans Morbroder udi Sachsen havde antaget Reformationen, og at ved Lutheri Lærdom de Geistliges Myndighed kunde svækkes, og Kronens Gods formeeres, forskrev han en Evangelisk Lærer, nemlig Mag. Martinum til Kiøbenhavn, hvilket giver tilkiende, at han og havde i Sinde at forlade Pave-Dommet. Men, som han siden fornam, at saadant Foretagende vilde foraarsage ham stor U-roelighed, og han maaske frygtede, at Kejser Carl der over skulde blive ham fiendsk, har han staaet fra sit Forsæt, thi de Geistlige Ceremonier, som omtales i hans nye Lov, viise, at han da bekiendte den Romerske Kirke. Da han var udi Landflygtighed udi Nederlandene, søgte han den meest. Han gav sig ogsaa ud for den Romerske Troes Beskytter, da han kom til Norge for at vinde samme Riges Indbyggere. Udi Sachsen derimod, søgte han de Evangeliske Kirker, havde ogsaa ved Hans Mikkelsen, Borgemester af Malmøe ladet oversætte Bibelen, saa at det synes, at denne Konge haver en lang Tid rettet sin Religion efter Tidernes Tilstand, saa at hans Apologister have Møje at besmykke hans Forhold udi den Post; Alt hvad man kand sige, er, at han udi Hiertet stedse var god Evangelisk, og at han (129)

(a) Manuscript. Skibyens. tillægger ham dog store andre U-kydskheder, men samme Autor giør sig ved sin all for store Bitterhed tit suspect.

(b) Holger heder han hos adskillige Skribentere, end ogsaa hos Hvitfeld selv, med udi Rigets Raads Manifest mod Kongen kaldes han Otto Holgersen.

simulerede saa ofte han bekiendte den Romerske Troe, og det af Frygt for Kejserens U-venskab; thi man finder, at Kejseren har ladet falde disse Ord: Efterdi vor Svoger imod vort Raad og Villie forandrer Religionen, saa ville vi og forandre vort Hiertelaug mod ham. (a) Men som Simulation er meere lastværdig end Ustadighed, saa forsvares hans Conduite med saadant Argument ikke med bedre Fynd end Eceboli, hvorom Socrates taler udi hans Kirke-Historie, at han altid havde den samme Troe som Kejserne, saa at han var Orthodox under Constantino, Arianer under Constantio, og Hedning under Juliano. (b) Denne Simulation eller Ustadighed ophørte dog omsider gandske hos Kongen, da han saae sig ingen Hielp meer hos Mennesker; men merkede, at han maatte befale GUd sin Sag alleene. Udi det Brev, han tilskrev Kong Friderik 1532, vidner han sig med Glæde at høre, at Kongen er kommen til den salige Lærdoms og Evangelii Bekiendelse, og siger han sig ikke at have kiendt GUd, da han var i sin Velstand. Det Brev, han tilskrev Johan Vendeland Borgemesteren af Dantzig, er ogsaa fuld af Gudsfrygt og Christelige Ord; Iligemaade alle de Breve, han ved sin Cantzler Poul Kiempe skrev til Kong Frideriks Generaler og Krigs-Folk udi Norge, thi eendeel ere saa bevægelige, at man fast uden Graad ikke kand læse dem. Og udi hans langvarige Fængsel holdt han stedse fast ved den Evangeliske Lærdom, indtil yderste Aandedræt.

Hvad Legemets Skikkelse angaaer, da finder jeg intet derom i Særdeeleshed Hans Legems Skikkelse.antegnet, Historien siger alleene, (c) at han lignede sin Fader hverken udi Ansigt eller Sæder, hvorudover nogle udstrøede falskeligen, at han ikke var Kong Hanses rette Søn; Dog slegtede han sin Fader paa derudi, at han ogsaa undertiden havde sterke Anstød af Melancholie. (d) Han stammede gierne, naar han blev vred, og var hans gemeenlige Eed, Guds Dross. Hvor (130)

(a) Svaning. Chr. 2. Lib. 3 Cap. 4.

(b) Socrates histor. Eccles. Lib. 3. Cap. 13.

(d) Histor. Johannis.

meget han end var hengiven til Vrede, saa var han dog en stor Mester i at simulere, hvilket kand sees af Torben Oxes Historie, og besynderligen af de eedelige Protestationer, han giorde til Stænderne udi Sverrige om et mildt Regimente noget for den Stokholmske Execution, og er saadant den største Plet udi hans Liv og Levnet. Kort at sige, Christianus 2. var en Konge, der havde Blanding af mange gode og onde Qvaliteter, og han har giort meget Got, men langt meere Ont. Saa at, enten det Danske Raad var beføyet eller ej i at opsige ham Riget, saa maatte han dog siden selv bekiende, at det, som ham vederfoer, skiønt mod Love og Regler, var en GUds Straf, som han havde fortient. Dog kand man sige dette, at, hvis hans Liv og Levnet havde været beskrevet af en Borger i steden for en Herremand, af Hans Mikkelsen Borgemester i Malmøe i steden for Rigets Canceler Arild Hvitfeld, havde det langt fra ikke blevet saa hæsligt, thi man seer kiendeligen, at mange Ting ere ham paadigtede, og at vor berømmelige Historieskriver viger i Christiani 2. Historie noget fra sin sædvanlige Oprigtighed og Upartiskhed.

Betænkning over Christiani 2. Dyder og Lyder.

Haver denne Konge været ond, saa har han ogsaa ved en langvarig Pœnitentz udi et 7 Aars Fængsel expieret sine Synder, og, har GUd haft den Naade for ham, at unde ham saa lang Tid til at begræde sine Synder, saa bør vi Mennesker, helst disse Rigers Indbyggere, ikke søge at diffamere hans Navn ved odieuse Titler af Christian den Onde, eller den Danske Nero, thi, haver han regieret som Kong Christian den Onde, saa er han derimod død som Christian den Gode. Og kunde vor Historieskriver i den Henseende i ringeste have ladet ham beholde hans Døbe-Navn Christian eller Christiern, endskiønt det ikke giør meget til Sagen, thi at ville til Straf kalde en Konge Christen i steden for Christian, taber ingen ved uden Skribenten.

Hans Dronning var Elisabeth, Kong Philippi af Spanien anden Dotter og

Dronning Elizabets Characteer

Kejser Caroli 5. Søster. Svaningius skriver, at Kongen selv rejsede til Nederlandene for at anholde om samme Princesse, men Hvitfeld taler intet om saadan Rejse, men tvertimod vidner, at dette Parti skeede ved Churførst Friderici af Sachsen Underhandling. Hun blev kronet til Dronning udi Dannemark (131) den 12 Augusti 1515. Hun var en særdeles from og dydig Princesse, der med stor Taalmodighed igiennemgik adskillige Fortrædeligheder saavel udi Dyvekes Tid, som efter hendes Død; thi hun maatte studere paa at rette sig saa vel efter Kongens Humeur, som Sibrits, maatte ogsaa med Taalmodighed lide, at hendes Skrifte-Fader og Hofmesterinde bleve Hoffet forviisede, item at hendes Kammer-Junker, som hun havde bragt med sig fra Nederlandene, blev ombragt. Hendes Kiærlighed mod Kongen var dog saa stor, at hun stedse fuldte ham i hans Landflygtighed, og, endskiønt Stænderne udi Danmark tilbøde hende gode Vilkor, om hun vilde blive i Landet, sagde hun, at hun heller vilde leve udi Landflygtighed med hendes Herre, end regiere uden ham. Hun døde til Gent i Flandern den 19 Januarii 1525, hvor hendes Ephitaphium findes med Cornelii Scepperi Inscription. Hun holdt stedse ved den Catholske Religion, skiønt det synes, at hun ikke har forkastet Allting udi Lutheri Lærdom, thi Svaningius vidner (a) at hendes Broder Ferdinandus vendte hende Ryggen, efterdi hun lod sig giøre deelagtig baade i Viin og Brød udi Nadveren. De Børn, som hun avlede

Christiani 2. Børn

med Kong Christian, vare Johannes den Førsteføde, som kom til Verden den 22 Febr. 1519. Samme Prinds fuldte sin Fader udi Landflygtighed, var udi sin Morbroders Kejser Carls Hof, og opførte sig saaledes, at man havde særdeles Forhaabning om ham. Hammelman Chron. Oldenb. vidner, at han havde giort saadan Fremgang udi Studeringer, at han udi sit 10de Aar holdt en kostelig Latinsk Oration til Regensborg med Kejserens og de der forsamlede Førsters Forundring. Eendeel af Dannemarks Raad havde ogsaa i Sinde at offerere ham Kronen efter Kong Frideriks Afgang, men Døden forekom saadant. Thi den samme Dag (b) som hans Fader blev fangen, døde han til Regensborg 1532.

De andre Børn vare Maximilianus og Philippus, som vare Tvillinger, hvilke døde kort efter Fødselen.

Dorothea, som udi sit 12te Aar blev giftet med Pfalz-Grev Friderik, hvorudover bemeldte Pfaltz-Greve, som siden blev (132)

(a) Svaning. Christ. 2. Lib. 3. Cap. 4.

(b) Chytr. Saxon. Lib. 13. siger den samme Time.

Churførste, paa Princessens Vegne formerede Prætensioner paa den Danske Krone.

Christina, som udi sit 11te Aar blev given til Franciscum Sforza Hertugen af Mayland, og efter hans Død giftede sig anden gang med Hertug Francisco af Lothringen, saa at derudover hendes Børn lode sig ogsaa merke med Prætensioner paa Kronen.

Disse Kongelige Børn, undtagen Maximilianus og Philippus, som døde kort efter Fødselen, fuldte Kongen og Dronningen i deres Landflygtighed, og bleve de paa Kejser Caroli Bekostning opdragede udi Nederlandene under Information af Cornelio

Deres Informator Cornelius Agrippa.

Agrippa en bekiendt og anseelig lærd Mand paa de Tider. Den samme havde samme Lykke som adskillige lærde Mænd, at han blev holden for en Troldmand, thi han var saa lærd og havde saa herlige Sindets Gaver, at han blev kalden de Tiders Trismegistus, og det i Henseende til den store Kundskab han havde udi Theologie, Medicine og Jurisprudentia. Paulus Jovius, endskiønt han ikke var Agrippæ god, tilstaar dog, at han havde portentosum ingenium, det er, et Hovet, som kunde holdes for et Vidunder. Den store Tilbøjelighed, han ellers havde til mørke og hemmelige Videnskaber, giorde ham Suspect for den sorte Konst, og gav Anledning til adskillige Fabler, som fortælles om ham, blant andet, at han paa sit Yderste sagde til sin Hund: Gak bort du slemme Beest, du est Aarsag til all min Ulykke, hvorpaa Hunden gik bort og styrtede sig udi Floden Saone. Han har efterladt sig adskillige Skrifter, som de vanitate Scientiarum, de Philosophia occulta &c. Een saadan anseelig Mand udvalte Kong Christian til sine Børns Informator, hvor vel der behøvedes ikke saa stor Lærdom til saadant Embede. Det er troeligt, at han har været Kongen kiær formedelst den hemmelige Tilbøjelighed han siges at have haft til Lutheri Reformation.

Ved Anledning her af vil jeg ogsaa tale om andre anseelige og berømmelige

Anseelige Mænd som florerede under Chr. 2.

Mænd, som denne Konge betienede sig af, eller som florerede udi Dannemark i hans Tid. Saasom Cornelius Agrippa var hans Børns Informator, saa var Cornelius Scepperus hans Vice-Cantzler, og troe Compagnon i hans Land (133) flygtighed. Samme Scepperus var fød til Nieuport udi Flandern. Han var en lærd Mand,

Cornelius Scepperus.

og har med stor Iver forfægtet Christiani 2. Sag, saa vel mod Fridericum 1. som mod Lybek. Thi han lod Anno 1524. udgaae et Svar mod Friderici 1. Manifest, og et andet mod de Lybske. Manifesterne saavelsom hans Apologier skal tales videre om til denne Histories Slutning.

De andre anseelige Mænd, som fuldte Kongen i hans Landflygtighed, vare Johannes Wæs, Erke-Bispen af Lund, og Hans Mikkelsen, Borgemester af Malmøe.

Johan Wæs.

Johannes Wæs var en Adels-Mand fra Cleve eller Gylik. Sleidanus kalder ham Vesalium, og siger, at han var fød til Vezel. Han var først Kongens Secreteer, og blev efter Dietrik Slagheks Fald promovered til Erke-Sædet i Lund mod Capitulets Villie, og, saasom han derfore ikke holdt sig sikker i sit Embede, da Kongen undvigede Rigerne, skrabede han sammen alt hvad han kunde overkomme af Kirkens Gods og Klenodier, og fuldte Kongen i Landflygtighed. (a) Siden opholdt han sig udi Keiserens Hof, og blev Biskop til Costnitz, hvor han døde 1548. (b) Hans Mikelsen, Hans Mikkelsen.

Borgemester i Malmøe, var en af Kongens troeste Tienere, og fuldte ham stedse udi hans Landflygtighed. At samme Borgemester har været vel studeret, sees deraf, at Kong Christian betienede sig af ham, som en Secreterer. Han lod trykke det Brev, som Kongen tilskrev Borgemester Johan Vendeland af Dantzig, og giorde en Fortale der til. Kongen lod ogsaa ved ham oversætte paa Dansk det Nye Testamente udi Antwerpen, som siden blev publicered til Leipzig 1524. (c) Ved denne Oversættelse bragte han den Danske Catholske Geistlighed udi Harnisk, og maatte derfore den bekiendte Paulus Eliæ paa samme Geistligheds Vegne paatage sig at refutere hans Version. Udi denne Refutation giver han tilkiende, at det nye oversatte Testamente udi mange Maader var forfalsket, siger at Kong Christian saadant havde foretaget (134)

(a) Chron. Archiep. Lund.

(b) Sleidan. Lib. 12. & 21. Constantientium Episcop. Joh. Vesalius, qvi Archiepiscopi Londensis nomen obtinebat.

Alleene for at stifte U-eenighed i Riget, taler haardt mod Kongen, og sparer ej heller Oversætteren. Hvor troe denne Mand haver været Kong Christian, sees der

Hans Troskab mod Kongen.

af, at han forloed Hustrue, Børn og Ejendom, for at følge ham, og, da han forlod Malmøe, formanede han Borgerne til Troeskab indtil de finge Undsættning. Hvor udover Kong Friderik var ham saa fiendsk, at, da han ved Malmøes Overgivelse gav Pardon til alle dem, som havde tient Kong Christian, undtog han ingen uden Hans Mikkelsen og Sibrit. Men, u-anseet det Fiendskab, kunde samme Konge ikke andet end bære Estime for ham, i Henseende til den u-afladelig Troeskab, han lod see imod den Landflygtige Herre, og derfor lod hans Gods staae urørt i tvende Aar. Hans Venner skreve ham ofte til, og lovede at skaffe ham Kong Frideriks Venskab, item hans Gods og Ejendom igien, om han vilde komme tilbage. Men de kunde ikke overtale ham der til, thi han sagde, at han agtede intet det Gods, som han efterlod sig i Dannemark, mod det som han førdte med sig, som var Troeskab mod sin Herre, og den reformerte Lærdom. Han døde til Hardevjk 1532., og kand i Henseende til hans Forstand, Dyd og Troeskab, regnes blant dette Riges berømmelige Mænd. Han lod først rett befæste Malmøe, og giøre den Østre Søe, forhøjede ogsaa Stadens Gader, hvilket Verk Borgemester Jørgen Kok (a) siden fuldfærdigede. De

Jvar og Vincentius Lunge.

tvende Brødre Iver og Vincentius Lunge fortiene og at sættes blant de Tiders berømmelige Mænd. Den første af dem, nemlig Iver Lunge, var en af dette Seculi store Helter. Han begav sig udi sin Ungdom af Fædrenelandet ind udi Frankrige, og tienede med Berømmelse, saa vel under Kongen af Frankrige, som under den stridbare Hertug af Burgundien, saa at han bragte med sig til Dannemark igien mange kostbare Guld-Kiæder, som han i fremmed Tieneste havde bekommet til Foræring for sin Troeskab og Tapperhed, og vidner Svaningius, som kiendte ham, at han paa højtidelige Dage plejede at have samme Kiæder hængende om Halsen af sin Hæst. Efter hans Tilbagekomst blev han holden i stor Ære hos Kong Christian 2., (135)

(a) Det maa uden Tvivl være den bekiendte Jürgen Mynter, efterdi han ogsaa hos nogle Autores kaldes Jürgen Kok.

men den Estime, Kongen bar for ham, opvagte Ugunst hos andre. Jeg har tilforn fortaalt om hans Duel med Tecknagel, og den Sejer han erholdt over samme Helt; Iligemaade om hans Endeligt, hvorfor jeg det her igien ikke vil igien tage. Hvad hans Broder Vincentius Lunge derimod angaar, da indlagde han ligesaa stor Berømmelse ved Studeringer, som den anden ved Krigs-Bedrifter, og regnes han for een af de første, der lagde Grundvold til Boglige Konsters Opkomst i Dannemark. Svaningius vidner at have hørt ham med Admiration holde Latinske Orationer. (a)

Der indfaldt ogsaa i denne Konges Tid 3. merkelige Prælater, alle forslagne Mænd og store Avanturiers. Den første var Jens Beldenak. Om samme Mands

Jens Beldenak.

Opkomst har jeg talet udi Kong Hanses Historie. Jeg haver ogsaa viiset, at han uden Kongelig Ordre forsikrede de Lybske om en Sum Penge, med hvilken Gierning Kong Hans var ikke fornøjet, skiønt han lod det blive u-paaanket. Christianus 2. saasom han holdt ham mistænkt for at have udvirket hos hans Herr Fader, at Bisp Carl af Hammer, blev ham adjungered som hans Raad udi Norge, fattede Misgunst til ham; og derudover, da han var kommen til Regieringen, lod han Beldenak actionere for den Forskrivning, som han uden Ordre havde giort Lybek, dømte ham

Samme Mands Forfølgelse og Avantures.

ogsaa til at betale de 80000. Gylden, som var den udlovede Summa, og at afstaae Odense Stikt til den anden, som Kongen der til vilde have; Iligemaade at han skulde giøre Kongen og Enke-Dronningen Afbigt for den Traadsighed, han havde ladet see mod dem. Der paa fik han Christiani 2. Venskab igien, og fuldte ham paa det store Tog til Sverrig, hvor han efter samme Riges Reduction blev Bisp til Stregnes, (b) men, da der skeede Opstand udi Sverrige, forlod han Riget, og kom over til Dannemark igien. Der blev han af Kongen og Sibrit beskyldt for at have tillige med Dietrik Slaghek (136)

(a) Svaning. Chr. 2. Lib. 2. Cap. 8.

(b) Hvitfeld siger paa et Sted, at han blev Bisp paa Stregnes, paa et andet til Skara, og paa det 3die til Aroes, hvilke slags Contradictioner ofte forekommer hos samme Skribent.

været Raadgiver til det Stokholmske Blod-Bad, og derfor anden gang blev fængslet, og ført til Hammershuus paa Bornholm, hvorvel der var en anden Aarsag til dette Fængsel; Thi han kom i Trætte med Kongen paa Kiøbenhavns Raad-Huus om et Stykke Land kaldet Taasing, og, da han blev adspurdt af Kongen, hvad Adkomst han havde der til, svarede han meget spotteligen, at Taasing havde ligget udi Mands-Minde til Stiftet, hvilket var Adkomst nok, og vilde Kongen disputere Ejere, hvad de saa længe havde haft udi Possession, skulde han først opsige de Engelske og Skottske Konger deres Lande, eftersom baade Engeland og Skottland tilforn vare lagde under Dannemarks Krone. Saasom nu Beldenaks Fængsel fuldte strax paa denne Trætte, er det troligt, at saadant har været den største Aarsag der til. Efter at han nogen Tid havde siddet fangen paa Bornholm, blev han af de Lybske igien befriet af sit Fængsel. Thi de Lybske vare ham bevaagne, efterdi hans første Forfølgelse var skeet for deres skyld. Da Kong Friderik kom til Regieringen, aflagde han Troeskabs Eed til ham; Men, som han var bleven mistænkt for et Mord, nemlig Otto Porsfelds, som var Lehnsmand paa Nesbyhovet, blev han ved Kong Frideriks tilladelse 3die Gang fangen af Christopher Rantzow til Qvernebek, (a) og maatte han give 2000. Gylden for at komme løs igien. Anno 1529. afstod han Odense Stift til Knud Gyldenstierne for 6000. Gylden, og efter denne Resignation begav sig til Lybek, hvor han døde 1532. Han var en Mand af stor Forstand, og en af de største

Hans Characteer.

Stats-Ministres paa de Tider. Hans Traadsighed og urolige Sind vidne noksom de selsomme Fata han havde, i det han 3. gange blev fængslet. Han havde ellers den Lykke som alle store Hoveder paa de Tider, at han blev holden for en Troldmand. Der fortælles, at, da han een gang mødte en af de Rønnover, som vare hans Uvenner, paa Marken, og han merkede at samme Rønnov var stærkere end han, tog han op en Bog og læsede der udi, hvilket havde saadan Virkning, at hans Vederpart saae Marken fuld af Krigsfolk, blev forfærdet, og tog Flugten. Han var ellers en stor Hader af Lutheri Lærdom, thi han sagde, at det (137)

(a) Chron. Episcop. Otthiniens.

var bedre at alle saa vel Lutherske som Catholske Præste vare hengde i en Galge, end at een Messe skulde afskaffes, hvilket sees af det Brev som han skrev til Meenigheden udi Assens. (a) Hvis det er sant, som skrives, at han spaaede M. Dietrik Slaghek for ud, at han skulde baade henges og brændes, kand man holde for at han havde en Spaadoms-Aand, men, var han Prophet, saa kand han ingenlunde regnes blant de gode Propheter.

Den anden merkelige Prælat var Gustav Trolle. Han var den største Acteur

Gustav Trolle.

udi den store Tragœdie, som blev spilled til Stokholm. Om hans Avantures, han havde efter Christiani 2. Landflygtighed, og hvorledes han blev omkommen udi det Slag ved Øxnebierg skal tales udi Friderici 1. og Christiani 3. Historier.

Den 3die var den Navnkundige Mag.

Dietrik Slaghek,

om ham, saa vel som Dietrik Slaghek.om hans Befodrerske Sibrit, er tilforn omstændigen talt, hvorfore jeg det her igien ikke vil igientage.

Den 4de Navnkundige Prælat var

Erik Valkendorp.

Samme Walkendorp var Erik Valkendorp.for sin Forstand og Lærdom saa anseet, at Kong Hans beskikkede ham til at være sin Søns Canceler. Efter at han udi nogen Tid med Ære havde beklædet denne Post, befodrede Kongen ham til Erke-Sædet udi Trundhiem 1516. Udi Begyndelsen af Christiani 2. Regiering blev han skikked til Nederlandene for at afhente Dronning Elisabeth. Der blev han af hendes Broder Ertz-Hertug Carl ombedet, at formane Kong Christian paa sit Embedes vegne, at skille sig ved Dyveke, og, saasom Erke-Bispen

Aarsag til hans Forfølgelse.

ved sin Tilbagekomst saadant efterlevede, blev hand derudover forhadet af Sibrit, hvilken ogsaa bragte ham i Kongens Unaade, saa at han maatte udstaae adskillige Fortrædeligheder og Forfølgelser af Kongens Venner i Norge. Dette foraarsagede at han 1521. paatog sig en Reise til Dannemark, for at andrage sine Klagemaal, (b) men han blev paa Vejen af Storm dreven til Holland, hvor (138)

(a) Lit. Joh. Beldenack ad Consules & Senat. 1527. pag. 1300.

(b) Lit. Archiep. ad Senatum Regni, de dato Traject. 1520. Nogle sige, at han, som Christiani 2.

Tilhænger maatte forlade Riget, da Fridericus 1. kom til Regieringen, hvilken Vildfarelse, jeg selv, udi min Dannemarks Beskrivelse, har fuldt. Men Raadets Manifest mod Chr. viiser anderledes.

Kongen søgte at arrestere ham. Men Magistraten udi Amsterdam vilde ikke føje Kongen der udi, helst saasom Erke-Bispen indskiød sig for Paven. Han begav sig siden til Utrecht, og siden til Rom, hvor han døde udi Landflygtighed. Han var en særdelis fornuftig

Hans Berømmelse.

og duelig Mand baade udi Kirke- og Stats-Sager. Blant andet legges dette ham til Berømmelse, at han arbeidede paa, medens han var udi Trundhiem, at opleede det gamle Grønland igien. Til den Ende læsede han alle Bøger, som vare skrevne derom, examinerede Kiøbmænd og Skibs-Folk i Norge, som havde Kundskab derom, og lod giøre et Søe-Kort over den Vej, som man skulde tage, og de Køster man skulde lede. Den Instruction, som han gav dem, der vare beskikkede at reise til Grønland, findes hos Torfæum (a) i hans Grønlandske Beskrivelse saaledes:

Naar de komme til Grønland skal de ikke sætte meere end tvende af Folkene i Land i Begyndelsen, for at see hvorledes de vil imodtages. Der skal flittigen haves Indseende med, at ikke fleere paa een gang forlade Skibet, end at de Øvrige kand styre det, og føre det Hiem. De skal nøje give Agt paa Cursen, item, paa det Sted, hvor Colonien sætter sig, paa det at man kand undsætte Colonien, hvis den af Indbyggerne bliver beængstiged. Men disse Anstalter og oprettede Compagnier ginge til Grunde ved denne store Mands Fald.

Blant Christiani 2. høje Generaler meriterer det første Sted

Søren Norbye.

Søren Norby.Denne Mand var alt udi stor Reputation i Kong Hanses Tid, da han til Søes tilføjede de Vendiske saadan Skade, at han var bleven en Skræk for dem, baade udi Nord- og Øster-Søen. Han fuldte Kong Christian 2. paa det store Svenske Tog, og blev af samme Konge forlehnet med Gulland, og, da den bekiendte Opstand skeede under Gustav Eriksen, var (139)

(a) Torfæi Grönland. Cap. 31.

han den eeneste som hindrede Gustavi Fremgang, i det

Hans Historie og Bedrifter.

han lod sig see nu paa eet, nu paa et andet Sted, hvor hans Hielp var nødig, saa at det var ikke hans Skyld at Sverrig blev forliist. Hans Dyd og Troeskab var ikke mindre end hans Tapperhed, thi han beskyttede adskillige betrængte Svenske, som toge deres Tilflugt til ham efter det Stokholmske Blod-Bad, endskiønt de Svenske Scribentere foregive, at han giorde det for at insinuere sig udi Sverrige, hvor han haabede at blive Statholder, og faae til Ægte Frue Chirstine, Steen Stures Efterleverske. Den store Credit, han havde erhverved formedelst sin Troeskab og Tapperhed, giorde ham forhadet hos Sibrit, som søgte at styrte ham, men forgiæves. Efter Christiani 2. Undvigelse var han een af dem, som gav Kong Friderik meest at bestille, sparede ej heller de Svenske og Lybske, samt alle dem som vare Kong Christians Fiender, hvorudover han 1524. blev af de Svenske og Lybske belejret paa Visby Slott; Men han forsvarede Slottet mod dem udi 2. Maaneder, og, da han merkede at han ikke længer kunde holde det ud, lod han som han overgav Øen til Kong Friderik, hvilken derfore confirmerede ham udi hans Statholderskab paa Gulland. Dog, som han ikke kunde glemme sin gamle Herre, begyndte han nye Handel, giorde 1525. Landgang paa Blegind, og indtog samme Province tillige med heele Skaane, paa Malmøe og Helsingborg nær, og lod sig allevegne hylde udi Christiani 2di Navn. Men de Bønder, som han havde samlet, bleve tvende Gange slagne, først ved Lund, og siden ved Lands-Krone, hvorudover han blev tvungen paa nye at hylde Kong Friderik, og at overgive Gulland, og gav Kongen ham da til Underholdning et Amt udi Blegind, og bevilgede ham at oppebære Land-Skatten af samme Province og Lyster; Men, han faldt siden til sin gamle Natur igien, blev ved at giøre Søen usikker, og med 3. smaa Jagte, som han lod equipere, plukkede de Lybske, hvor han kunde treffe deres Skibe. Hvorudover Staden Lybek besværgede sig højligen over ham; og, som han derudover blev stævnet til een almindelig Herre-Dag, for at svare mod slige Beskyldninger, forlod han Riget. Paa Vejen blev han dreven under Narva, hvorfra han blev skikket ind (140) udi Moscovien, og der maatte sidde i Arrest indtil 1529. da han efter Kejser Carls Forbøn kom løs igien. Han begav sig derpaa til Nederlandene, hvor han af Højstbemeldte Kejser blev kierligen imodtagen, og døde udi Caroli 5. Tieneste, som General for Belejringen til Florentz, hvor han blev skudt af en Falconet Kugle 1530. Cornelius Sceperus giorde ham saadant Graf-Skrift:

Oceanum hostili toties qui sanguine tinxit

A gelidæ Thyles litore ad usque Cronum.

Quem non immerito Slavi Svedique Gothique

Vandalicæque urbes extimuêre Ducem.

Norbyus Hætrusco jacet hic Severinus in antro

A Florentina missus in astra pila.

Barbarus ille nequit captivum extinguere Moschus,

Mergere non mediis Ennosigæus aquis.

Debuit in Latio, velut Orbis in arce, perire,

Tanta Viri ut virtus undique nota foret.

Man seer her af, at Kejser Carl har haft stor Omsorg for alle Christiani 2. troe Tienere, iligemaade seer man, at, hvor ond denne Konge end afmales, saa have dog adskillige, saa vel udenlandske, som indenlandske brave Mænd baaret Kierlighed til ham, saa at de have forladt deres Gods og Ejendom for at følge ham i hans Landflygtighed.

Hvad ellers Christiani 2. Love og Forordninger angaaer, da har jeg udi Historien

Christiani 2. Love og Forordninger.

vidtløftigen anførdt hans nye Lov, hvorfore jeg derom intet videre vill tale. Udi hans Haandfæstning siges han, at have givet Adelen Hals og Haand, men samme Haandfæstning er af Hvitfeld ikke bleven anført. Blant hans Forordninger ere disse de Nyttigste, som angaaer Handelen, og den Merkeligste denne, at ingen maatte slaae sig til Studeringer uden han havde noget til Beste, paa det at Landet ikke skulde opfyldes med Latinske Tiggere.

Hvad Mynten angaar, da indlagde han der ved ikke stor Ære. Han slog efter sin Faders Exempel ogsaa store Sølf-Stykker, som Dalere, hvorvel de endda ikke

Myntens Tilstand udi hans Tid.

kunde føre Navn deraf. Sølf-Mynten blev ellers gemeenligen dadlet, efterdi den var (141) stærkt mænged med Kobber. Hvitfeld siger, at han lod slaae et slags Penge, som ikke vare bedre end Kobber, og derfore bleve kaldne Klippinger, og foraarsagede at Kongen der af fik Navn af Kong Klipping, og giorde Lector Paulus Eliæ der over en Satire, som var længe udi Folkes Hænder.

Dette maa være nok talet om denne Konges Historie, hvilken jeg har stræbet at skrive med all muelig Upartiskhed, og, paa det at intet maa fattes, som kand tiene til at oplyse Sandheden her udi, og at give denne Konges rette Portrait, vil jeg til Slutning anføre 2. af de Manifester, som bleve publicerede mod ham, tillige med Cornelii Scepperi Svar mod de Beskyldninger, som findes i Hertug Frideriks Manifest. Bemeldte Manifester ere ellers 4.; Eet udgivet af de Lybske, det andet af Kong Friderik, det 3die af Sverrig, og det 4de af Dannemarks Riges Raad. Det sidste vil jeg først anføre, saasom det indeholder meest hvad som Dannemark angaar, og lyder det saaledes:

Aarsage hvorfore de Høj-værdige udi

Dannemarks Riges Raads Manifest mod Kong Christian 2

Gud, Ædle, Velbyrdige, Hæderlige, Strenge og Ærlige Bisper, Prælater, Herrer, Ridderskab, Stæder og meenige Indbyggere udi Dannemark, have Kong Christen deres Eed og Pligt opskrevet, og den Stormægtige, Højbaarne Første og Herre, Herr Friderich, Hertug udi Holsten til deres Konge udvaldt.

Alle og hver, Chur-Førster, Førster, Geistlige og Verslige, Grever, Frj-Herrer, Riddere, Borgemestere, Raadmænd, Borgere og meenige Indbyggere, tilbyde vi Biskopper, Herskab, Prælater, Ridderskab, Stæder, og alle Indbyggere udi Dannemark, vores venlige Tieneste, Helsen, Gunst, Naade og alt Got.

HØjværdigste, Stormægtigste, Højbaarne, Hæderlige, Velbyrdige, Ædle, Højlærde, Ærlige, Viise og Forstandige, Naadige Herrer, og gunstige Venner; Det er uden Tvivl udi alle Kongeriger, Førstendømme, Lande og Byer noksom vitterligt, at udi den H. Christenhed er et vitberømt Kongerige, ved Navn Dannemark, hvilket Rige, med andre Kongeriger, haver (142) udi mange Aar været og endnu er med all Kongelig Øvrighed, Herlighed og Zirat benaadet og befriet, saa at det samme Kongerige og Rigets udvalde Konger ingen Tid haver haft over dennem nogen anden fremmede Verslige Øvrighed eller Herskab. Haver ogsaa altid Erke-Bisper, Biskopper, Herskab, Prælater og Ridderskab været frit fore, til Riget at udvælge dennem en Konge og Herre, at formedelst hans Regimente fornæfnte Kongerige maatte blive udi god Christelig Skik og Ordning efter beskrevne Love og gamle Sædvaner, fattige undertrykte Folk til Trøst, Enker og Faderløse Børn til Beskiærmelse. Og alligevel os Rigets Stater og Raad, som forbemeldt er, frit haver været, efter den Stormægtige og Højbaarne Førstes og Herres, Herr Hanses fordum Dannemarks Konge dødelige Afgang, at udvælge os en Konge, efter vor egen Villie. Saa haver alligevel den Kongelig Dyd, Rettfærdighed, Stormægtighed, Fromhed og Gode, som de Konger udaf det Huus Holsten var begaved med, os der til beveget, meenende at Konning Christen, Kong Hanses Søn, skulde ikke udaf de Kongelige Fodspor, hans Fader Faders Konning Christian, og hans kiære Herre Faders Konning Hanses, have fraviget, men meget meere efter deres Exempel regieret, at vi for den Aarsag skyld, fornævnte Kong Christen, den Tid hans Herr Fader end levede, til en Konge over alt Dannemark kaarede og udvalde. Derimod Hans Førstelig Naade sig med sin legemlig Eed til Gud og alle Helgen svoret os alle, Erke-Bisper Biskopper, Herskab, Prælater, Ridderskab, Stæder og Meenighed udi fornævnde Kongerige, ved en Recess som i efterskrevne Artikler er forfatted og begreben.

Vi Christiern &c. skulde for allting have GUd kiær, hannem ære, og den hellige Kirke styrke og formeere.

Alle Biskoper, Prælater og Kirke-Tienere deres Privilegia, som dennem af den Romerske Kirke og Christelige Konger givne ere, skulde vi hanthæve og beskytte der hos. Disligeste Erke-Bisper til Lund og Trundhiem, sammeledes de andre Bisper, Prælater, Riddermænds Mænd, og Rigets Raad, i hvo de ere, hver efter sin Stat og Stand, skulde vi have og holde udi tilbørlig Værdighed og Stand, og der ved skulle vi lade dennem blive.

(143) Item have vi nogen Tiltale til Erke-Bisper, Bisper, eller Prælater udi den hellige Kirke, og deres Tienere, da skal det skee paa tilbørlige Stæder for Rigets Raad.

Item have vi eller vor Lehnsmænd Tiltale til nogen af Ridderskabet, hvad heller han sidder udi Rigets Raad eller ikke, saa skal vi lade hannem tiltale for meenige Rigets Raad, det være om Jordegods eller andre Sager. Og ligerviis, som vi ere pligtige, hver at stande til Rætte, saa skal vi ogsaa for Rigets Raad hver paa hans Tiltale svare til Rætte, og hvad Rigets Raad her udi dømme, dermed skulle vi være tilfreds, og ikke være nogen med U-naade bevaagen, om han hans Sag til Rætte taler og fodrer.

Vi skal ogsaa foruden Fordeel, Gunst eller Gave den Fattige saavelsom den Rige, den Udlændige saavelsom Indbyggere, lade Rætt vederfare og bekomme.

Vi skal ogsaa ingen Krig begynde eller Udlændiske Krigs-Folk indføre udi Riget, uden Rigets Raads Vidskab og Villie. Vi skal vores og vor kiære Hr. Faders Kong Hanses Breve og Segl holde ved fuldkommen Magt, og hans vitterlig Gield betale.

Penninge, som vi lade mynte, skal være gode, To Mark saa gode som en Rinsk Gyldens Værd.

Item Vi Christen &c. bepligte os alle disse og hver Artikel, Indbyggere udi Dannemark og Norge u-ryggeligen at holde, ligerviis som de ere igien pligtige os at holde Troe og Mandskab.

Dersom vi giøre noget imod disse Artikler, og ikke ville af Rigets Raad os lade bedre underviise, (derfor os GUd bevare) saa skal alle Rigets Indbyggere ved deres Tro og Pligt trolig tilhielpe, at saadant maa afskaffes, og dermed ikke imod os deres Troe, Eed og Pligt, og Mandskab have forbrudt, (a) med andre meere Artikler, hvilke vi for Kortheds skyld ikke ville beskrive. Paa det hans Kongl. Majestet saadanne svorne Artikle med fleere Kongelige Dyder, og Christelige Ordinantzers Forfremmelse maatte tilholdes at fuldkomme, saa have vi søgt Middel, at den Stormægtigste, Høybaarne (144)

(a)Af denne Artikel udi Recessen sees uttrykkeligen, at Stænderne ingen Magt havde at afsætte en Konge.

Førstinde, Frue Elizabeth, af Kongelig Stamme udi Spanien, Erts-Hertuginde udi Østerrige, hannem blev ægte-given, forhaabende, at Hans Kongl. Majst. skulde formedelst hendes Formaning, og det store Høje Kejserlig og Kongelig Svogerskab sig til Christelige og Kongelige Dyder, Godhed og Regimente begivet have.

Dog alligevel haver hans Kongelig Sind og Hierte strax efter Kroningen omvendt sig til Bitterhed, Tyrannie, Gierighed og Blod-Tørst, dog at vi ikke ere udi den Meening her med Hans Kongl. Majst. at skandflekke eller injuriere, men af stor Nød tvungen, at fordædige vores Ære, og derfor denne Skrivelse ladet udgaae ligerviis som vi ogsaa hermed aabenbarlige protestere.

Synderlig havde han forglemt den Troe og Love, som han havde givet sin Dronning; en gammel ond berygtet Qvinde ved Navn Sigbrit, som havde bidet Hovedet af Skam, til Udyds Begiering hendes eget Barn og Dotter prostitueret, den haver han meere end hans egen Ædle Dronning agted, og hende udi Stat, Stand, Levnet og Regimente foredraget, ogsaa Regiment over all Danmark (Rigets Raad u-agted) udi hendes Hænder givet. Derudaf haver begivet sig stor Mord, Død-Slag, vrange Domme over Liv og Gods.

Og alligevel hendes Kongelig Naade, hvilken vi have alltid holdet for vor Naadigste Dronning, og endnu holde vilde, haver ladet Kongen formedelst ærlige Fru Anna Menstrup Hr. Otto Holgersøns, Hendes Naades Hoffmesterinde erindre og formane, saadant et skammeligt Levnet at afstaae, dog den Tid Kongen og den gamle Qvinde om saadant er komne udi Erfaring, haver samme Frue for denne Christelige Paamindelse ynkeligen og u-skyldeligen maatt vige ud af Riget, og ydermeere miste alt hendes Gods.

Ligerviis han ogsaa den ærlige og Velbyrdige Torben Oxe, en Riddermands Mand, ynkeligen til Skam og Spott paa den u-blufærdige Qvindes Løgnagtige Beretning haver ladet halshugge, meenende, at han skulde have med Gift omkommet fornevnte Sigbrits Dotter, alligevel han haver været u-skyldig, og af Rigets Raad for saadan Tiltale er fri giort.

(145) Og alligevel Hans Kongelig Majestet imod sin Eed og vor Villie haver begyndt en aabenbarlig Feide imod Sverrig. Paa det nu Hans Kongelig Majestet maatte formerke og forfare vores troe Hierter, hvilke vi havde til at forhøje og opløfte Hans Kongl. Majestets Navn, hans Jurisdiction at formeere, og Udlændiske Nationer og Kongeriger hannem lydige og underdanige at giøre, saa have vi vores Liv, Land, Gods, Folk, satt udi stor Fare, udi 7 Aar feidet imod det Stormægtige Kongerige Sverrig, og paa det sidste med vores Blods Udgydelse, og de ypperste Riddermænds Mænds Fortabelse, med GUds Hielp og Bistand bekommet Sejervinding imod Højbemeldte Kongerige, saa at det haver været efter hans Majestets Villie. Paa det nu samme Rige skulde blive hannem lydig, haver han den Tid han blev kronet svoret til Gud og alle Helgene, at han vilde lade Undersaatterne blive ved deres gamle Rettighed, Frihed og Privilegier, den Fejde, Modstand og andet aldrig ihukomme, eller dennem det udi U-naade eftertænke. Og, efterdi de Svenske ikke vel troede Kongen, da have vi os for hans Kongelig Majest. maatte forborge, hvor til vi os godvillige have ladet bruge.

Men, efterdi Kongeriger, Land og Folk, som med Sværd og Vold indtages, alleene med Retten blive beholdne, saa haver hans Kongl. Majest. det ilde betænkt, og den dyre Eed, som han havde svoret, slet forglemt, thi han paa den tredie Dag efter Kroningen haver ladet til sig kalde alle Bisper, Prælater, Ridderskab, Borgemester og andre Befalnings-Mænd, under et Skin, at holde et Kongeligt Panket, og for den bekomne Sejervinding giøre sig glad. Hvilke ogsaa paa Kongelig Tro med deres Venner, Hustruer og Børn hørsommeligen ere komne. Men de, som have været venligen indbudne, ere saare ilde antagne, deres Lyst til Sorrig omvendt, thi dennem udaf Tyrannisk Had er paasagt, at de skulde have strøet Bøsse-Krud paa hans Kongelig Slott hannem dermed at forbrænde; Hvilket dog udi Sandhed hans Kongl. Majest. selv lagt havde, paa det han kunde faae nogen Aarsage til dennem, som han med Rette ikke kunde aflive, og haver paa en Dag de Højværdige, Strenge og Velbyrdige Herrer, Mads til (146) Stregnes, og Herr Vincentz til Skara Biskopper. Disligeste halvfierdesinds tiuge Ridder-Mænds Mænd, og mange Borgemestere, Raadmænd og Borgere uden Dom og Rætt af et Tyrannisk Hierte, imod Kongelig Troe og Love, ladet halshugge, og dennem paa den tredie Dag paa Torvet udi Stokholm ladet nøgne ligge, og siden ladet forbrende, og eftersom de vare begierende efter Christelig Skik at giøre dennem Skriftemaal, saa haver det dennem ikke maatte vederfares.

Saa og den værdige og geistlige Herre Abbeden til Nydal med fem Brødre, hvilke paa Kyndelmesse Dag havde huldet Messe, lod han foruden Dom drukne; Dog de intet andet giort havde, end de hans Kongelig Majestet udi Feiden med nogle andre Svenske Bønder Modstand giorde.

Der efter sex Riddermænds Mænd af Sverrig, hvilke paa Kongelig Tro og Love vare komne til hannem at handle om Fred mellem Dannemark og Sverrig, og dennem til Gisel og Borge selv sætte, dem haver han ladet fængsle til saa længe han haver bekommet Sverrig udi Vold.

Mange af Adelen, under hvilke Tre Ribbinger have været, og to smaa Drenge, ligerviis Tønne Eriksøn og Henrik Stygesøn, med mange Herremænd udi Finland, uden all Dom og Rætt ladet halshugge.

Bispen af Finland blev alt hans Gods med Vold frataget, og den Tid som Bispen havde givet sig paa Flugt, er han ynkeligen druknet og omkommen. Ikke at tale om andre fleere Tyranske Gierninger, som han udi Sverrig imod Gud, Rætt og all Billighed haver bedrevet.

Hvorfore Bisper, Herrer, Prælater, Ridderskab, Mandskab, og meenige Indbyggere udi Sverrig, som vare undkomne fra hans gruelige, ureene, blodige Hænder, anseende det bedre at døe udi Marken for deres Fædreneland, end lade dennem saa skammeligen og uskyldeligen pine, have en aabenbarlig Fejde begyndt imod hannem.

Og alligevel vi med vort Liv og Gods have hans Kongelig Majestet forhiulpet til det Kongerige Sverrig, saa have ikke vi, men (147) hans Kongl. Majest. selv været en Aarsag der til, at det er blevet hannem gienstridigt. Hvorfore vi paa den anden gang have forsøgt at bringe dennem til forrige Lydighed, der til vi os, (alligevel vi med Rette intet der til forpligtet) paa det hans Kongelig Majest. maatte vore troe Hierter og Villie bedre forfare, meget over vores Formue, (efterdi tilforne vores Hæste, Harniske, Skibe, Guld, Penninge, Klenodier, og saa vores Venner, Frender, Slegt og Svogre udi Sverrig er bleven) paa det nye med statlige Rustning til Land og Vand skikket, og vort Liv, Gods og all vores Formue der til forstrækt, og med hans Kongelig Majestet udi det 3die Aar imod Sverrig fejdet have, forhaabende, at vores troe Tienneste skulde blive hos hans Majest. naadigst betænkt. Saa er det alligevel hos Hans Mayst. intet agtet, men Bisper, Prælater, Kirker, Hospitaler, Præster, Fruer og Jomfruer, Ridderskab, Borgere og fattige Bønder, ere med usigelige Skat, Told og Cise besværgede, og vort Gods, Sølv og Guld borttaget, hvormed han haver ladet mynte Kobber Penninge, hvilke hos fremmede Nationer intet vare agtede og vi for gode maatte annamme; der med er all Handel nederlagt, og Indbyggerne slet forarmede hvilket vi, paa det denne Kriig maatte bekomme en god Ende, taalmodeligen have lidt. Dog alligevel haver der intet hos Hans Kongl. Mayest. været agtet, men han har ladet sig aabenbarligen høre, at han vilde os paa Liv og Gods saa svag giøre, at vi af hver Mand skulde blive forhaanede og bespottede, hvilket han med Gierningen lod paa kiende. Thi han haver giort hans Secreterer Herr Jørgen Skodborg til Erke-Bisp udi Lund, (meenende at han skulde overantvorde hannem Stiftets Gods,) men, efterdi den samme ærlige fromme Mand saadant ikke vilde indgaae, men undskyldede sig, at det var imod hans Eed, som han havde giort Lunde Kirke, og derfor sagde, han vilde heller døe en skammelig Død, eller leve udi Kloster, og føre en haard Orden, end at blive Meen-Eedig.

Men efterdi Kongen gav hannem Kaaret paa den uforskyldte Straf nødedes han til at blive en Munk.

Haver Kongen siden forskrevet til sig Prælater, og Canniker udi Lund, hvilke ogsaa paa hans naadige Skrivelse ere komne, (148) men han haver kastet dennem, imod Forskrivelsen, udi et stinkende Taarn, og dennem Bornholm, som Lunde Capittel tilhørde, med Aahuus, og all Tilbehøring frataget.

Ligerviis den Højværdige udi GUD, Herr Jens Andersen, Biskop udi Fyen, som paa Kongelig Skrivelse er kommen til Herredag, ynkeligen uden all Skyld og Brøde fengslet, og alt hans Stiftes Gods til sig annammet.

Der haver ingen været af Rigets Raad eller Indbyggere, som turde uden Livs-Fare besøge hans Kongelig Majestet, hvorfore ingen kunde komme Riget og meenige Fædreneland med Raad og Trøst til Hielp.

Han haver ogsaa Dom-Provsten udi Roeskilde, og Herr Niels Eriksøn, og andre fleere Prælater, som havde ærligen tient hans salige Herr Fader og Frue Moder, deres Gods uden all Barmhiertighed frataget.

Hans Kongelig Majestet haver ogsaa ingenlunde den Verdslige Stand, Ridderskab, og meenige Indbyggere forskaanet, haver ladet Velbyrdige Mogens Thommesøn (som udi sin Lifs-Tid af hver Mand var agtet og ærligen og christeligen er hensovet udi HErren) opgrave, og hans døde Legeme paa Aarhuus Torv, den Danske Adel til Spott, ladet ophænge, alt hans, og hans Efterleverskes Gods, Sølf, Guld og Klenodier uden nogen Rettergang til sig taget.

Ligerviis Velbyrdige Herr Thyge Krabbe, Ridder, Marskalk, som havde tient hans Kongelig Majestet udi Dannemark, Sverrig og Norge ærligen og troeligen, og der over lidt stor Skade, haver hans Kongelig Majestet med Vold frataget en Landsby, Fiskebek, med meget Gods imod all Rett, imod sin egen svoren Eed.

Der en af hans Hofsinder, en ung Karl, ved Navn Claus Daa, havde om Aftenen udi et Kroehuus udi Kiøbenhavn udslaget nogle Ruder af et Vindue, og Kongen det formerkte, da, endskiønt han sig tidligen om Morgenen havde forligt med Verten, og betalt Skaden, dog for saadan en ringe Sag er hans Fader Oluf Daa ført fangen til Kiøbenhavns Slott, hans Kister, Skrin (149) og Sølv medført, og haver han maatt sidde der saa lenge, til han for samme Sag maatte udlove fire tusind Mark Danske.

Hans Kongelig Majestet haver ogsaa imod hans Eed og Pligt, foruden Rigets Raads Samtykke, forandret Slots-Lovene, og, der som en er død, haver han givet den til hans Arvinger, der med at giøre af vores Rige et Arve-Rige, og os vort fri Kaar at berøve.

Der over vilde han af hver Rigens Indbyggere aarligen have to Gylden, alligevel mange af dennem ikke vare formuende at give deres Herskab to Skilling.

Saa haver hans blodgierige Hierte ikke mættet sig med den Danske Adels Forfølgning, men ogsaa sin Utaknemmelighed paa den fromme Tydske Adel udgydet, Steffan von Veberstad, fød udaf Ridderskabet udi Lante Dyringen, som havde lang Tid tient hans Kongelig Majestet, og ladet sig bruge for en Øverste for det Danske Fod-Folk, derfor hans Kongelig Majestet hannem en Forlehning, Øland kaldet, forskrevet, hvilket han ogsaa for nogen Tid haver bekommet. Men der nu hans Konglig Majestet samme Forlehning ikke længer vilde miste, haver han fornæfnte Veberstad ladet tage udaf et fri Kloster, som var Heilig Geistes Huus udi Kiøbenhavn, og hannem ladet halshugge, for den Aarsag skyld, at han havde saargiort en Krigsmand, udi et gemeent Qvindes Huus udi Kiøbenhavn, og Sagen alligevel tilforn venligen var fordragen.

Ligesaa hans Dronnings Kammer-Junker, Maximilianus kaldet, som var kommen med Dronningen udi Dannemark, og hendes Naade hannem nu med Breve til Rommerske Kejserlig Majestet, og Frue Margrete affærdiget, haver hans Kongelig Majestet ladet hente tilbage og halshugge.

Ogsaa er den strenge og Mandhafte hans Kongelig Majestets Øverste, N. von Haderstorf, af Lante Franken, som var af meenige Lands-Knegtene til Stokholm skikket til Kiøbenhavn, at fodre deres Besoldning og andet, af Fogden udaf Kiøbenhavn henført til Abramstrup med Berettning, han skulde der finde Kongl. Majest. men han blev af Lehnsmanden sammesteds fangen og hemmeligen samt sin Dreng omkommen.

(150) Hans Majestets Tydske Secreterer Stefan Hoffensteiner, hvilken han udi stor vigtige Handel hos Kejserlig Majestet, Churførster og Førster udi det Romerske Rige brugt havde, formedelst den u-forskammede Qvindes Sigbrits løgnagtige Beretning, med U-naade forfølget, og efter hans Liv og Gods tragtet, hvilken er dog formedelst GUds synderlig Hielp ud af hans blodige Hænder befriet, og kommen til Lybek, der haver han alligevel ladet fengsle hannem, og ved hans Fuldmægtige anklage, hvorpaa han paa det sidste med Dom og Rætt imod den u-grundede Tiltale er frigiort og løs kommen.

Alle fremmede Nationer, Holland, Brabant, Flandern, Lybek og andre Hansestæder, haver han imod Privilegier, Kongelige Breve og Segl beskattet. Og, naar de haver søgt deres Næring her udi Riget, er dennem Skib og Gods frataget.

Og alligevel det Kongerige Norge haver altid Hans Kongl. Majestet været troeligen undergivet, efter all Formue hannem tienstagtig og behielpelig, og alle hans Bud og Forbud været lydig, saa haver alligevel Bisper, Ridderskab og Mandskab ikke kundet hans u-barmhiertige Hierte undvige. Thi han haver ladet kaste Bispen af Hammer udi et grueligt Fengsel, uden all Skyld, og ud af Stank og ond Lugt, Sorrig og lang Siddende er all hans Styrke fortæret, og siden, efter han er udkommen, er han deraf død.

Disligeste den Høyværdige udi GUd, Hr. Anders Biskop til Opsloe tiltvunget, at han maatte opsige Stiftet, og en anden det overgive, eller han vilde ladet hannem drukne.

Den Højværdige udi GUd Erke-Bispen til Trundhiem forjaget, som er paa det sidste kommen til Rom, og der ynkeligen udi stor Armod døde.

Han haver heller ikke forglemt Ridderskabet udi samme Rige, thi han haver digtet en Aarsag til den strænge Ridder Hr. Knud Knudsøn, og ladet hannem fengsle; og alligevel han for samme ubegrundet Tiltale af Rigets Raad er fridømt, saa haver det ikke maatt hielpe, men han er ynkeligen halshuggen, og alt hans Gods hannem frataget. Med mange fleere u-christelige Tyranske Gierninger, synderlig hvad han haver bedrevet mod Fruer og Jomfruer, (151) Enker og Faderløse Børn udi Dannemark, Sverrig og Norge, hvilke vi dog, anseende hans Kongelig Navn og Førstelig Værdighed, ikke paa denne Tid ville opregne.

Endskiønt vi have alltid forhaabet, at Hans Kongelig Majestæt skulde paa vor trolig Formaning have forbedret sig, og saadanne u-kongelige, u-christelige Gierninger, Besværinger, Told, Skat og andet ladet fare, saa haver det dog alligevel intet kundet gielde; Men Rigets Raad er for uduelige Mænd agtede, og han er bleven forhærdet udi hans Tyranni, og paa det hans gruelig Hierte og Meening imod os maatte fuldkommes, saa haver Hans Kongelig Majestæt imod hans Eed og Pligt, nu sidst indført her udi Riget et fremmet Krigs-Folk til Hæst og Fods, og os meere Besværing og Skatt vilde paalegge, og dersom vi os derudi, som billigen, ikke havde besværged, var hans Forsæt vore fattige Bønder med Vold (enddog vi tilforne udi den 7 aarige Krig hannem all vor Formue forstrekte) at tvinge, og derfor udskrev han en Herredag til Aarhuus, meenende os der med fremmede Herrers Kraft (dersom vi ikke udi hans u-christelige Gierninger vilde have samtykt) at overfalde, og efter hans Villie at tribulere.

Vi ere ogsaa komne udi vis Kundskab, at han haver til samme Herredag ladet klæde to Bødle udi Drabanter Klædning, at det skulde blive u-formerkt, hvilke han ville bruge til os, dersom vi ikke havde vildet dantze efter hans Pibe, og os saadant et Panket anrette, ligerviis som skeed er ved Bisper, Herrer, Prælater, Ridderskab og meenige Mandskab udi Sverrig.

Derfore ere vi udaf Redsel (som hver vel kand tenke) tvungne vort Liv og Gods imod saadan Tyrannie at beskierme, og vor Eed, Pligt og Mandskab hannem at opskrive, forhaabende ingen, (anseende hans gruelige tyranske Gierninger) os der udi at fortænke.

Thi for saadanne og ringere tyranske Gierninger os (desverre) er vederfaret, haver Kejser, Konger, udi Ungern, Behmen, Frankerige, Engeland og Skottland, mistet deres Kejserlig og Kongelig Værdighed, mange Førster ogsaa fra deres Arveland forjagede og fordrevne ere, som gamle Historier udvise, og, som (152) nyligen er skeet udi vore Dage; Og, der som vi af forrige opregnede drabelige Besværinger ikke havde været foraarsagede, skulde det have giort os ondt saadant imod hans Kongelig Majestet at optænke, eller med Gierninger at forfølge, men meget meere være rede bone Hans Kongelig Majestæt ligerviis som hans Herre Farfader og Fader Tieneste at beviise.

Og, enddog vi vare udi den Meening, en fremmed Christelig Konge og Herre, ved hvis Magt og Beskyttelse vore Riger maatte blive regierede, at udvælge; Saa have vi dog betragtet det lange Christelige Regimente, de Førstelige Dyder, Mildhed og Rætfærdighed, som den Stormægtigste, Høybaarne Første og Herre, Hr. Friderich, Arving til Norge, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, have beviist imod sine Undersaatter fra hans Regimentes Begyndelse, og derfore hannem til en Konge og Herre over Dannemark samdrægteligen udkaaret, derudover ogsaa anseet, at Hans Førstelige Naade er fød af Kongelig Stamme udi Dannemark, er en Konge Søn af samme Rige, og hannem derfor have fremdraget for andre Førster (helst fordi han ikke endnu haver bekommet hans Fædrene Rettighed her af Riget.)

Beder derfor alle og enhver efter sin Stat og Vilkor, at om eder af Kong Christen eller andre, enten med Skrifvelse eller udi andre Maade bliver berettet, ligesom vi skulde have handlet imod vor Eed og Pligt, at I saadant intet vil troe, men meget meere med os, for saadan stor Besværelse, Livs og Levnets Fare, Uchristelige Gierninger imod fattige Enker og faderløse Børn, Fruer og Jomfruer, have en christelig Medynk.

Vi ere Overbødige, hvortil vi os ogsaa med dette vort aabne Brevs Udskrivelse tilbyde, der som Hans Kongl. Majest. vil for denne Aarsag have nogen Tiltale til os, at vi ville staa hannem til Rette, og hvad Retten os tildømmer godvilligen være undergivne.

Intet tvivlende, at, om saadant Pavelig Hellighed, Kejserlig Majestet, og hans Majestet Regiment og Kammer-Retten, alle Christelige Konger, Chur-Førster og Førster, Grever og Herrer (153), meenige Christelige Adel, og alle fri Rigets Stænder forekommer, at de herudi, saa meget som billigt er, med os holde, paa vor rætfærdige Tilbydelse, disse opregnede u-christelige tyranske Gierninger overveje og forfare, at vi formedelst fornævnte Aarsager der til haardeligen ere tvungne. Saadant ville vi med enhver efter sin Stat og Stand godvillig og venlig fortiene og forskylde.

Den Stormægtigstes Højbaarne Førstes og Herres, Herr Friderichs, udvald Konge til Dannemark, Arving til Norge, Hertug udi Slesvig, Holsten &c. Udskrivelse til Chur-Førster, Førster og andre udi Tydskland, hvorudi noksom forklares, af hvad for Aarsager Hans Kongelig Majestæt er tiltrængdt at give sig udi aabenbare Fejde imod den Stormægtige, Højbaarne Første og Herre, Herr Christen, fordum Konning udi Danmark.

Alle og hver, Chur-Førster, Førster, Geistlige og Verslige Grever, Friherrer, Riddere, Borgemestere, Fogder og andre, tilbyde Vi Friderich af Guds Naade udvald Konge til Dannemark, Arving til Norge, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, og Dytmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, vor venlige Tieneste, Helsen, Gunst, Naade og alt Got.

HØjværdigste, Stormægtigste, Højbaarne, Ædle, Velbyrdige, Højlærde, Ærlige og Viise; kiære Frender, Svogre, Venner og Elskelige! Vi ere komne udi visse Forfaring, at den Stormægtigste Første, Herr Christen, fordum Konning udi Dannemark, vor Frende, og aabenbare Fiende imod os, hos vore Venner haver ført mange Klagemaal, at vi imod vor Førstelig Troe, Brev og Segl, ogsaa imod det af Chur-Førster og Førster oprettede Compromiss, hannem bekriget, og udaf Riget og hans Arveland med Vold uddrevet, og der med os hos Eders Kierlighed og andre, ligesom vi ikke skulde have holdet vort Brev og Segl, at forulempe.

(154) Efterdi os saadant med Urætt paasiges, da, paa det Eders Kierlighed og andre maa vide vor Uskyldighed og Aarsager, hvorfor vi ere tvungne til denne Fejde, saa nødes vi til at giøre vor Undskyldning, og vor Lempe at beskierme. Derfor have vi til Eders Kierlighed denne Skrivelse ladet udgaae, og haver det sig saa som hver Mand udi Dannemark, Sverrig og Norge, ogsaa udi de Førstedømme, Slesvig, Holsten &c. noksom er vitterligt, at den Stormægtige, Højbaarne Første og Herre, Herr Christian den Første, vor kiære Herre Fader, salig Ihukommelse, haver ikke alleene Dannemark, Sverrig og Norge, men ogsaa Førstendømmene, Slesvig, Holsten, udi sin Livs-Tid regieret, og vor Broder Herr Hans, som Førstefødde, og os som den yngste Søn, all Faderlig Arv efter hans Kongl. Majests. Død efterladt.

Men efterdi vores kiere Herr Broder udi vor Livs-Tid, som den Førstefødde er kaaren og udvald til en Konge over Dannemark, da haver vores kiære Herr Fader udi sit Testamente og sidste Villie forordnet, at de Førstedømme Slesvig, Holsten, Stormarn, og Dytmersken os alleene, som den yngste Søn, skulde overgives, og derfor vor kiære Frue Moder, salig Ihukommelse, Biskoper og Raad befalet, os efter hans Død udi samme Førstedom at indføre. Hvilket ogsaa af vor kiære Fru Moder og andre tilforordnede Raad efter vor kiære Herr Faders dødelige Afgang er skeet, og de os udi vores umyndige Aar, den Tid vi var et Barn 9. Aar gammel, udi fornævnte Førstendom indført have, og os af meenige Indbyggere sværge og hylde lade. Efter som vor Herre og Broder saadant haver forfaret, haver han udi samme vore umyndige Aar nødet og tvunget Landskabet, hannem lige med os at hylde og sværge, og der over efter sin egen Villie indtaget Slotte, Stæder og Byer, og os den mindste Part der af givet, sig Formyndskab tiltaget; og der foruden Regenskab til vore myndige Aar hos sig beholden. Men den Tid vi var kommen til vore myndige Aar, da have vi begiæret Regenskab af fornævnde vores Herr Broder, ogsaa om lige Part med hannem af vores Fæderne-Arv, og det Kongerige Norge, (thi det et Arve Rige er) hannem paamindet. Desligeste om vores Førstlige Udstyyr og Udgift, som en fød Kongens (155) Søn af Dannemark, og hundred tusinde Gylden, hvilke af vores Arve-Lande for vor Broder bleve betalte, fodret. Da haver det altsammen intet kunde gielde, alligevel vi os ofte derover hos Herrer og gode Venner have beklaget, som ogsaa have giort for os Forbøn; Men hans Kiærlighed haver som en svoren og salved Konge, ingen Dommere, eller Over-Herre over sig vildet lide, men haver ladet sig høre, der som vi med det Ringe, som vi nu have, ikke vilde være fornøyet, da vilde han tage det til sig, og os med Vold der fra tvinge, hvilket vi udi hans Livs-Tid maatte lide. Alligevel have vi efter hans Død ikke efterladet hos hans Søn, Kong Christen den Anden, videre derom at fodre, have hos hannem ikke alleene bekommet lige Svar, som udi vor Herr Broders Tid, men haver ogsaa med mange haarde Truseler ladet sig imod os fornemme. Og enddog han os paa Kongelig Troe tilsagde, intet af Kejserlig Majestæt at begiære, som os og Førstendømmene kunde komme til Skade, saa haver han alligevel det slet forglemt, og med vrang Berettning hans Kejserlig Majestæt overtalet, at vi og vore Arvinger skulde efter denne Dag af hannem og hans Arvinger tage Forlehningen over det Førstendom Holsten, hvilket os og meenige Indbyggere udi Førstendømmene ingenlunde kunde befalde, intet tvivlende, dersom Kejserlig Majest. om det Førstendoms Lejlighed med Sandhed havde blevet berettet, skulde hans Kejserlig Majest. foruden Chur-Førster og Førsters Villie og Samtykke ingenlunde os fra det hellige Romerske Rige have adskildt, men meget meere os der hos beskyttet og beskiermet.

Den Tid vi var nu af fornævnde vor Frende paamindt samme Førstendom af hannem til Lehn at annamme, have vi, Biskoper, Prælater, Ridderskab, Stæder og meenige Indbyggere os storligen der udi besværget, og saadant ingenlunde vilde efterfølge, der over mange Tilsammenkomster ere holdne, og synderlig udi Kolding, der vi selv personligen have været tilstæde, og venlige Fordrag begiæret, men slet intet udrettet; ja han haver for os, som vare komne paa Kongelig Troe og Love, ladet om Natten een Galge for Logementet oprette. Hvad Venlighed og Kierlighed vi der af kunde formerke, det give vi hver Mand at betænke; Der (156) for er denne Handel kommen til stor Vidtløftighed, og dagligen meere Oprør og Tvedragt opvakt, saa at det havde paa det næste blevet en aabenbarlig Fejde.

Imidlertid ere de Højbaarne og Højværdige Førster, vores kiære Svogre, Frender og Venner, Herr Joachim, Margreve udi Brandenborg, Herr Albert, Hertug udi Mekkelborg, og Herr Henrik, Biskop til Ratzeborg, komne udi vore Arvelande, at ville handle mellem Kong Christen og de Lybske, deres Venner og Anhang. De have saa forfaret om denne vores Ueenighed, og udaf synderlig Christelig Venskab, hvor med deres Kierligheder os have været forvante, søgt Middel og Veje os at forlige. Og efter lang Forhandling, med begges vores Villie og Vidskab, os udi nogen Maade adskildt, saa at Højbemeldte vor Frende skulde lade fare den Forlehning over det Førstendom Holsten, os 11000. Mark til trium Regum til Omslag udi Kil, Aar 1523. betale, hvilke han os udi mange Aar, efter hans Brevs Lydelse, haver været skyldig.

Desligeste med Dom og Rætt, med Bisper, Prælater og Ridderskab udi Førstedommet Slesvig, Holsten, intet uden vores og vores tilforordnede Raads Hosværelse foretage eller begynde, der som Højbemeldte vor Frende havde nogen Tiltale til os, skulde han os den inden St. Mortens-Dag Aar 1522. skrifteligen tilskikke.

Anlangende vor Arv af Norge, vor Førstelige Skatt af Dannemark, vor Arv og Rettighed til det Førstendom Holsten, og Regnskab for det Formynderskab udi vores umyndige Aar, saadant skulde formedelst de Højbaarne Højværdige Førster, vore kiære Svogre, Frender og Venner, Herr Joachim Margreve til Brandenborg Chur-Først, Herr Bogislaus Hertug til Stettin, Pommern, Herr Henrik og Herr Albert, Hertuger udi Mechelborg, Brødre, og Herr Henrik Biskop til Ratzeborg, enten udi Venlighed eller til Rette forliges, og for samme Sags Skyld ungefærlig om Pintze-Dag, en Dag til Segeberg udi Lante Holsten forordnes, alt efter Recessen og Compromiss, som udi den Handel er giort.

(157)

Saa haver alligevel vor Frende alt sligt forglemt, og intet agtet, de 11000de Mark imod Kongelig Tilsigelse ikke betalt, ligesaa imod nogen af Ridderskabet udi Førstendømmene Slesvig, Holsten, ladet dømme, os og vort Raad uvitterligt, tvert imod det Fordrag, som imellem os var oprettet, ogsaa den Tiltale, som han meente at have til os, ikke, efter den Compromisses Indhold, os skrifteligen tilskikket. Men os og vort Førstendom Holsten, Friheder til stor Skade og Forkortelse, skikket hans Fuldmægtig til Segeberg, det brune Taarn, som havde været tilmuret, ladet aabne, og alle Privilegia, Friheder, en Part under den gyldne Bulle for 400. Aar fornævnde Førstendom af Kejserlig Majestæt og Konger given, hvilke vare os baade som Hertuger af Holsten overantvordede til troe Haand, ladet udaf Førstendommet, som er det Romerske Riges Lehn, borttage.

Hvorudaf vi have formerkt, at os hverken Brev eller Segl er holdet, er ogsaa kommen udi sand Forfaring, at vort Liv, Land og Indbyggere, synderlig vort Raad stod udi stor Fare. Saa ere vi derfor udaf billig Redsel tvungne, at give os imod vor Frende, Konning Christen, udi aabenbare Fejde. Bedende derfor Eders Kierlighed, dersom vor Fiende eller Uven, Konning Christen, med Klagemaal eller andet begiærer Raad, Trøst, Hielp og Bistand hos Eder, at I vilde slet intet troe hannem, ikke heller udi nogen Maade være hannem beforderlig, men meget meere for den store Overlast, Trængsel og Vold, have med os et Christeligt og Adeligt Medynk. Saadant ville vi med Eders Kierlighed venlig fortiene, og imod Eder alle gunstigen forskylde. Givet udi Lejren for Kiøbenhavn Aar 1523.

Disse ere de tvende Hoved-Manifester mod denne Konge, som han begge ved hans Cornelii Scepperi Svar paa Friderici 1. Manifest.Vice-Canceler Cornelium Scepperum har ladet besvare; Men, som det vil blive for vidtløftigt her at indføre disse Svar, vil jeg alleene lade mig nøje med at antegne de vigtigste Puncter af det Svar mod Hertug Friderichs Beskyldninger, som er trykt 1524, og dediceret Pave Clementi 7. Der udi viiser han (1.) at, saasom Kong Hans var meget elsket af sin Fader, saa er det ikke rimeligt, at han ved Testament har villet skille (158) ham ved Førstendømmene, og, endskiønt han saadant havde villet, saa stoed det dog ikke i hans Magt, efterdi det var feudal Lande, over hvilke han ikke kunde disponere, som over Allodial og Arvegods, allerhelst, efterdi hans ældste Søn Johannes ikke havde fortient at giøres arveløs. Til med, hvad Holsten angik, som var et Lem af det Tydske Rige, kunde saadant ikke skee uden med Kejserens Tilladelse.

Hvad Førstendømmenes Deeling angaar, og de Klagemaal, som Hertug Friderich førte imod sin Broder Kong Hans, at han har faaet den ringeste Part, da svares saaledes dertil: At Hertugen selv blev givet Vall, at tage hvilken Deel han vilde, saa at, om han tog den ringeste Deel, saa var det hans egen skyld. Og, endskiønt Hertugen derimod vil indvende, at saadan Deeling skeede i hans Barndom, saa kand dertil svares: (1.) Hans Moder, Dronning Dorothea, som elskede ham meest, havde giort dette Vall paa sin kiæreste Søns Vegne. (2.) At 4re Aar efter denne Deeling Hertugen igien blev given Frihed at vælge paa nye, og at han da beholdt den Deel, som han engang havde taget; Og allegeres derpaa et Deelings Diploma udgivet af begge Brøderne, saaledes lydende:

Vi Hans med GUds Naade Dannemarks, Norges, de Venders og Gothers Konge, udvaldt Konge i Sverrig, og Friderich Arving til Norge, Hertuger af Slesvig &c. Giøre vitterligt og vidne for os, vore Arvinger og Successores, at vi med vel overlagt Raad have deelt imellem os Slesvig, Holsten og Stormarn saaledes, at de skal arveligen tilfalde vore Efterkommere, og at de Arve-Hertuger af samme Lande skal stedse være hin anden til Hielp indbyrdes, og at ingen af dem skal slutte noget Forbund med andre uden med begge Parters Samtykke &c. (a)

(a) Diploma de Legit. Ducatuum divisione Gottorp. die Mercurii post Laurentii 1490 apud Cornel. Scepp.

(159) Hvad den Beskyldning angaar om Formynderskabets Administration, at Kong Hans ikke har villet giøre Regenskab derfore, da fremfører Scepperus Hertugens Afkald in Originali, hvor udi han vidner, at Kongen haver lovligen giort Regnskab for Formynderskabet, og findes udi Afkaldet disse Ord: Prædictum Dominum & fratrem nostrum, & hæredes ejus qvittamus & liberamus ab omni reqvisitione, & gratias agimus de bona Computatione, Det er: Vi qvittere og befrie vor Broder og hans Arvinger fra all Tiltale, og takke for got Regnskab. (a) Og meener Autor derved at til intet giøre alle de paafuldte Prætentioner angaaende Formynderskabets Administration, helst saasom dette Afkald skeede paa Dronning Dorotheæ Slott.

Anlangende Hertugens Prætentioner paa Norge, hvor af, saasom et Arve-Rige, han, som en Kongelig Prinds, burte have sin Deel, da svares dertil, at, da Hertugen blev reqvireret om at conjungere sine Vaaben med de Kongelige for at reducere Norge udi den sidste Opstand, vegrede han sig der for, og at han ved saadan Veigring havde renonceret paa sin Deel, han haver ogsaa efter den Tid intet ladet sig merke med deslige Prætentioner, førend udi dette Aar, da Kong Christian 2. maatte forlade Rigerne. Videre: Hvad de Penge Summer angik som Hertugen fodrede af Kongen, da beviises af en Qvittance fra Hertugen, som Kong Christian, da han forloed Riget, tog med sig, og udi denne Apologie anføres, at samme Penge have været betalte. (b) Hertugen prætenderer ogsaa Erstatning af 100000 Gylden, som ere hævede af hans Deel udi Førstendømmene, hvilket her ogsaa nægtes, og urgeres at fremviise Obligationen. Videre, siger Autor, at Kong Hans tilbød sig at underkaste denne Tvistighed enten til fremmede Herrers Kiendelse, eller at lade den dømmes af Dannemarks Riges Raad, men, at Hertugen vilde ikke beqvemme sig dertil. Hidindtil har Apologisten bemøjet sig at forsvare Johannis Opførsel, (160)

(a) Diploma dat. Sunderborg. Domin. Post Egidii Abbatis 1490 apud Scepp.

(b) Diploma dat. Gottorp. die purif. Mariæ 1500 apud eundem.

og at viise Hertugens ilde grundede Prætensioner imod samme Konge. Nu skrider han til Examen af de Beskyldninger, som egentlig formeres imod Kong Christian 2, og viiser han først, at Kejseren var berettiget at investere Kongen med den Rettighed at conferere det Holstenske Lehn i steden for Biskopen af Lybek; item at det var langt meer honorable for Hertugen, at tage Lehnet af en Konge end af en Biskop. Ikke desmindre havde han dog, for at føje Hertugen, staaet fra den Ret ved det Bordesholmske Fordrag, hvilken Føjelighed Hertugen burde erkiende, og derfore des meere er at laste der udi, at han har skildt sin Broder-Søn ved sine Riger. Hvad den Beskyldning angaar om de Galger, som bleve oprettede udi Colding for Hertugens Logement, siger han, at ingen hverken Dansk eller Tydsk kand vidne at have seet saadant, uden at nogen af Ondskab kand have afmalet en Galge paa Veggen af Huuset. De virkelige Galger, som ellers fandtes sammesteds, vare af Soldaterne oprettede 6 Maaneder førend Hertugens Ankomst, for at holde Røvere udi Ave.

Til den Beskyldning angaaende de 11000 Mark, som Kongen havde forbundet sig til at aflægge, men hvis Betalning ikke skeede, svares saaledes: At Kongen havde befalet sin Rentemester at betale dem, og at samme Rentemester alleene var Aarsag at saadant ikke var skeet, hvilket Hertugen kunde erfare af Rentemesteren selv, som han nu haver i Hænder. Han vidner ogsaa, at, da Kongen fornam at disse Penge ikke vare betalte, lod hand saadant undskylde for Hertugen, og tilbød sig at sætte Slotte og Gisler til Pant indtil Betalingen skeede. Men hvorom allting var, saa kunde det ikke forsvares, for en Fodring af 11000 Mark, at skille sin Broder-Søn ved Scepter og Krone.

Videre, saasom Hertugen beskylder Kongen, at han imod hans Villie og Videnskab haver ladet bortføre fra det Brune Taarn udi Segeberg Hertugdømmenes Archif af Breve og gamle Privilegier, da svares dertil: At som samme Breve bleve fordervede, og opædte af Orme udi Segeberg, saa haver han ladet føre Archivet til Sønderborg, hvorudi han meenede ikke at have syndet imod Pacta og Foreeninger mellem Førstendømmene, helst, saasom Brevene (161) ikke bleve bragte til Dannemark, men til et Slott udi Hertugdommet Slesvig, som Dronningen var givet til Livgeding. Men Hertugen haver af hans Fiender de Lybske, (som her kaldes Qvadruplatores) ladet sig indtage og forføre til at paaføre sin Broder-Søn Krig for saadanne ringe Aarsager. At Kongens Ministrer efter Løfte ellers ikke have ladet sig indfinde til den berammede Congres, hvorudi Tvistighederne skulde afgiøres, havde Hertugens Allierede de Lybske alleene foraarsaget, i det at de øvede paa samme Tid Fiendtlighed imod Riget, og giorde Søen u-sikker. Af dette, siger Autor, sees, hvor liden Føye Hertugen havde at foregive, at han begyndte Krigen mod Kongen for at beskytte sit eget Liv og sin Frihed, og det paa en Tid, da Kongen tilbød sig at give ham all Satisfaction, og indrømme ham Slotte og Fæstninger til Forsikring, hvilket ikke er Tegn til Fientlighed. Tvertimod Kongen havde meer Aarsag til at føre deslige Beskyldninger mod Hertugen, der corresponderede med Rigets Fiender, og traadde udi Forbund med dem.

Dette altsammen tillige med andet recapituleres til Slutning igien, og fremfører Autor mod Enden et Diploma (a) hvorudi Hertugen har forpligtet sig til at forsvare og beskytte Kong Hanses Arvinger, og der af vill viise, at den Fientlighed, som Hertugen har øvet mod den Højsalige Konges Søn, er des meere at laste. Han glemmer i det heele Skrift ikke at afmale de Danske Bispe med de sorteste Farver, og gemeenligen kalder dem Scortatores, og slutter endeligen med at beskrive den landflygtige Konges elendige Tilstand, nemlig at han er skildt ved sine Riger, forhadt af sine Venner, som han er til Byrde, og haver intet blivende Sted.

Dette har jeg fundet fornødent at anføre, ikke i Henseende til at plaidere for Kong Christian, men for at viise, hvad som i denne store Tvistighed kand siges pro & contra, hvilket er en Historieskrivers Pligt; Thi Canceler Hvitfeld, Svaningius og andre, som have efterfuldt dem, anføre alleene Beskyldningerne, men ikke Svaret. Man kand ellers sige, at af alle de Manifester som bleve (162)

(a) Diploma Reginæ Dorotheæ dat. Gottorp. postridie Laurentii 1490. apud Scepp.

publicerede mod den landflygtige Konge, det Svenske var vanskeligst at besvare: Thi, endskiønt samme Rige ofte havde rebelleret, og adskillige Svenske Herrer vare Straffældige, saa var dog Executionen alt for stor og gruelig, ja saadan som Scepperus med all sin Habilitet og Veltalenhed ingen Farve kand sætte paa. Man kand dog sige Sceppero dette til Berømmelse, at han i sine Svar er modest og poleret, og er han, saasom den landflygtige Konges Minister, og som har skrevet efter Ordre, langt meere at undskylde end mange andre, der have stræbet at forgylde alle Christiani 2di Gierninger, blant hvilke maa i sær regnes Johan. Adolph. Cypræus, hvilken udi sin Slesvigske Kirke-Historie (a) afmaler ham, som en Helgen, og derfor ikke kan læses uden Forargelse.

(a) Cypr. Annal. Slesv. pag. 404 seqv.

Dannemarks Historie Tome 2 side 1 – 162

Christian IV