Dannemarks Riges Historie 620 – 740

Jeg haver allerunderdanigst dediceret mit første og mindre Historiske Skrift til Eders Majestæt som Kron-Printz, og dedicerer nu i samme dybeste Underdanighed dette mit sidste og større Historiske Verk til Eders Majestæt som Konge; haaber allerunderdanigst, at Eders Kongelige Majestæt anseer med samme naadige Øjen det sidste som det første, helst, saasom mit stedsvarende Arbeide sigter til intet andet, end at erstatte nogenledes den Mangel, som her i Landet har været paa nødvendige Skrifter, i hvilken Henseende jeg ideligen har arbeidet, saa vidt som mine tinge Kræfter mig have villet tilllade. Eders Kongl. Majestæts allernaadigste Protection herudi skall give nye Kræfter ti at fuldføre det øvrige, som jeg haaber skall blive, saa vel Eders Kongl. Majestæt til Behag, som Publico til Nytte.

Jeg forbliver stedse

Eders Kongl. Majestæts

Min Allernaadigste Arve- Herres og Konges

Allerunderdanigste troe Tiener og Undersaat,

Bind 1 (856 sider), dækker 111 f.Kr. til 1513, i alt 1624 år.

Bind 2 (922 sider), dækker 1513–1648, i alt 135 år.

Bind 3 (736 sider + register) dækker 1648–70, bare 22 år.

__________________

Christophorus Bavarus.

Efterat Kong Erik saaledes havde undviget Rigerne, skikkede Dannemarkes Riges Raad et Gesantskab til hans Søstersøn Hertug Christopher af Bayern, som udi sin Ungdom havde opholdt sig meget udi Dannemark, og udvalte ham til Konge over de 3 Riger. Om Erke-Bispen af Upsal, og de andre Svenske Raads-Herrer, som Aaret tilforn vare udi Dannemark, hemmeligen have bevilget dette Vall, er ikke vitterligt: Vist nok er det, at Sverriges Riges Marsk tilligemed adskillige andre Svenske Herrer

Hertug Christopher af Bayern indkaldes Riget.

vidste intet deraf, hvilket de Svenske Skribentere holde for at stride mod det Calmarske Fordrag mellem Rigerne, efter hvilket Fordrag alle 3 Rigers Stænder skulde samles til Halmsted for at vælge en Konge. Men man kand sige til denne Conduites Forsvar, at Tilstanden tillod da ikke at gaae ordentligen frem efter det Calmarske Fordrags-Artikel om Konge Vallet; thi Dannemark og Sverrig vare oprørte, En Konge, som endda havde stort Anhang, skulde afsættes, og en anden igien indsættes, hvilket ikke kunde skee Methodice, saasom det baade var fornødent, at Sagen blev hemmeligen dreven, og der var periculum in mora. Dette maae dog alle tilstaae, at Dannemarks Riges Raad ofte havde skikket Gesantere til Sverrig for at formaae samme Riges-Stænder til at antage Hertug Christopher; Tilmed blev han ey heller nogen Tiid kroned i Dannemark eller nød Konge Titel, førend han var bleven samtykt af alle 3 Riger. At Sverrigs Marsk Carl Knudsen og hans Tilhængere udi Tiide ikke blev erkyndiget derom, giør intet til Sagen; thi saadant var udi disse Conjuncturer ikke raadeligt, efterdi de fornemmeste og beste Mænd i Sverrig ansaae ham, som deres Fiende, og som den, der med Magt vilde trænge sig paa Thronen, saa at de Svenske (620)

(q) Acta Concilii Constantiensis apud Bzovium.

vare ligesaa bange for ham, som de Danske for Kong Erik, hvorudover det da var begge Rigers Interesse at gaae varligen frem, og under Haanden at drive dette store Verk, helst saasom de Norske vare Kong Erik bevaagne, og havde forskrevet sig til at antage Hertug Bugislav. Man seer derfore, at de Svenske Skribentere liden Grund have til at beskylde det Danske Raad herudi at have brudt det Calmarske Fordrag, og tilstaaer de Tiiders Svenske Skribent Ericus Upsaliensis selv, at hans Kroning blev opholden udi 3 Aar indtil de Norske og Svenske havde antaget ham (r). Førend det Danske Raad skikkede Kong Erik ovenmældte Opsigelses-Brev, begave de sig til Lybek, hvor de 1439 imodtoge Hertug Christopher af Bayern, og bragte ham til Dannemark. Saa snart han var didkommen, blev Erke-Bispen af Lund, Hans Laxmand tillige med hans Svoger Claus Rønnov skikked til Calmar, hvor da Marsken med andre Rigets Raad vare samlede for at erkyndige de Svenske om hans Ankomst, og at overtale dem til at samtykke ham til Konge, paa det at de 3 Riger stedse kunde blive foreenede sammen. De glemte da ikke at rose hans Qvaliteter,

De Danske recommendere Hertugen til de Svenske Stænder.

og visede forseiglede Copier af den Eed, han Dannemarks Indbyggere havde giort paa Wiborg Landsting, da han var bleven antagen til Rigets Forstander, og forsikrede de Svenske om, at han skulde ligeledes forskrive sig til dem. Blant andre Motiver, som de anførte for at recommendere hans Person, var denne: at Bøhmerne for et Aar siden gierne havde villet hafft ham til Konge, men havde ikke kundet formaae ham dertil. Derfor burdte man ham disstørre Tak, efterdi han ikke vegrede sig ved at antage de Nordiske Riger, som vare ham saa langt meere bortliggende. Derpaa svarede de Svenske, at de kunde intet derudi bevillige, førend samtlige Rigets-Stænder bleve samlede, men maatte bie saa længe for at høre deres Betænkende.

Derpaa blev holden en Rigsdag til Arboga, hvor ogsaa Marsken lod sig indfinde for at i Agt tage sin egen Interesse: men, saasom han forud vidste, at Stænderne i Sverrige ikke vare uvillige (621)

(r) Erici Upsal. lib. 5. Coronatio ejus triennio Dilata est, Donec à Svecis & Noricis susceptus esset in Regem.

til at antage Hertug Christoffer, og at blive ved Rigernes Foreening, turde han ikke sætte sig derimod, og derfor allene bad dem at eftertænke, med hvilken Møye og Fare han i nogle Aar havde forestaaet Riget, hvorved han var geraadet udi saadan Gield, at han uden deres Hielp aldrig kunde rædde sig deraf. I det øvrige erklærede han sig ligesaa villigen at antage Hertug Christopher som de andre. Rigets Raad svarede ham derpaa: at de vilde ikke binde sig til hans Gield, skiønt de gierne ellers vilde hielpe ham, om han vilde tilkiende give, hvad Hielp han forlangede; hvorudover han begierede Finland for sig sin Livs Tiid og Øeland med Borkholm for sig og sine Arvinger og at det skulde løses fra ham og hans Arvinger igien med (s) 40000 Mark udi Penge. Dette blev ham tilsagt med Brev og Seigl. De Danske Gesantere lovede ham ogsaa, at Hertug Christopher skulde holde ham samme Raadets Forskrivning, item, at han ikke skulde i nogen Maade tiltales for Rigets Administration, som han saa længe havde ført, ja, at Kongen skulde være ham som en Fader, med mange andre Løfter, hvormed Carl Knudsen syntes at være tilfreds, og lovede at møde Hertug Christopher Aaret derefter til Halmsted for at tale videre om alting paa sin egen og paa Sverriges Vegne.

Med dette syntes Marsken at være fornøyed, saa at han rosede Stændernes Foretagende, og sagde: at intet kunde være Riget tienligere, end at nyde saadan Konge, som Hertug Christopher, hvorvel de Tiders Skribent Ericus Olai vidner, at alt dette var ikkun Skrømpt, og, at han paa samme Tid raadførte sig med en Nonne, som havde en Spaadoms Aand, hvilken forsikrede ham om Sverrigs Krone.

Medens dette negotieredes i Sverrig, lod Rigets Raad Breve udgaae, at hvo som erkiendte noget andet Hoved, end den, som Stænderne bleve eenige om at antage til Konge, skulde være fredløs. De Pomerske Herrer, som da vare udi Dannemark,

De Pomerske Herrer forlade Riget.

og holdte Kong Eriks Parti, merkede strax, at dette sigtede paa dem, hvorudover Hertug Bugislav, Hertug Barnim, Grev Vitzlaf og Grev Vartzlaf strax forlode Riget, og begave sig til Kong Erik paa Gulland (622)

s Puf. sætter 4000 Mark, hvilket synes forskrevet.

med all den Magt, de kunde til Veje bringe. Grev Hans af Eberstein allene accommoderede sig efter Tiden, og blev tilbage, endeel, fordi han var boesatt udi Dannemark, eendeel ogsaa, fordi han havde Gripsholm i Sverrig til Pant for 20000 Mark lybsk. Med denne Magt, som disse Pomerske Herrer bragte til Gulland, ventede man, at Kong Erik skulde giøre et Forsøg paa Rigerne, helst, saasom han ogsaa havde Norge paa sin Side. Men han lod sig alleene nøye med at protestere og giøre Forsvars Skrifter, medens Stænderne udi Dannemark og Sverrig giorde en anden Konge, saa at det ingen Tid kom til nogen virkelig Successions Krig.

Dernest foretoge Stænderne sig i Dannemark at forfatte og publicere de Beskyldninger, de havde mod Kong Erik og lode de samme anslaae udi Søestæderne, for at legitimere deres Foretagende. Og, saasom samme Beskyldninger tilforn udi Erici Pomerani Historie engang ere anførte, vil jeg dem her igien ikke oprippe (t). Det første, Kong Christopher foretog sig, var at han i samme Aar 1439 lod Breve udgaae, at alle de, som havde Slotte og Fæstninger inde paa Kong Eriks Vegne, skulde strax overantvorde dem til Dannemarks Riges Raad eller ansees som Rigets Fiender. I sær affærdigedes saadan Skrivelse til Iver Jensen Foged paa Kaarsøers Slott, (u) hvoraf sluttes, at samme Slotts-Herre maae have været een af Kong Eriks største Tilhængere. Udi samme Brev giver han sig alleene saadan Titel: Vi Christopher af GUds Naade Phaltzgreve af Rhin, Hertug udi Bayern og Dannemarks Riges Forstander: Hvor af sees, at hverken han selv har villet give sig Konge-Titel, ey heller Stænderne accorderet ham den samme, førend de havde negotiered med de Svenske. Man finder allerførst, at han gav sig Titel af Konge Aaret derefter 1440, da han aflagde sin Eed paa Wiborgs Landsting. Og, saasom Riget endda vaklede, og Stænderne udi Dannemark ikke vidste, hvad de kunde have sig at vente af Kong Erik, (623)

(t) Vid. Gravamina contra Reg. Ericum pag. 821.

(u) Lit. Senatus ad Præfectum Crucisoranum pag. 824.

fandt de for gott at bestyrke Riget med det Holstenske Venskab, og derfor tillod Kong Christopher at forlehne Græv Adolph af Holsteen arveligen med det Hertugdom Slesvig,

Græv Adolf af Holsten Forlehnes med Slesvig. 1440

hvilket kand sees af disse Forlehnings Brevets Ord: daß wir mit wolbedachten Mode na Rade und Vulburt unser und des Riks tho Denmarken volmechtigen Rade hebben gelehnt und lehnen den Hochgebornen Herrn Alfven, Hertogen tho Slesvich, Graven tho Holsten &c. (x) dat Hertogdom Slesvich tho en recht Arfflehn &c. hvorpaa bemeldte Hertug Adolf aflagde sin Troeskabs Eed, siddende paa Knæe, og undfik Fahnen (y) af Kongen, som han erkiendte for sin Arve-Herre: Dette Lehns-Brev blev siden fornyet, da Kong Christopher blev kronet.

Efterat Stænderne udi Sverrige havde stillet Marsken tilfreds, som sagt er, skikkede de Gesantere til Hertug Christopher, og begiærede ham til Konge. Der blev ogsaa en Herre-Dag berammet til Calmar in Junio 1440, hvor han skulde møde for at forsikre dem om deres Privilegier og Friheder. Og, saasom Hertugen vel vidste, hvor meget det var ham angelegent at vinde Marsken, inviterede han ham til sig til Halmsted, hvor Marsken blev særdeeles kiærligen imodtagen, og fik Confirmation paa Finland og Øland, item paa alt hvad de Danske Gesantere havde lovet ham. Men Christophorus kunde ikke møde til den bestæmte Rigs-Dag til Calmar formedelst et Oprør, Bønderne giorde udi Jylland, hvorfore samme Rigs-Dag maatte opsættes.

Opstand i Jylland. 1441

Samme Oprør begyndte 1441, og havde saadan Oprindelse: De Jydske Bønder havde Aar 1437 begyndt at sætte dem op mod Adelen, hvis Haardhed de besværgede sig over, saa de derfore vegrede sig for at give dem og Kronen Skyld og Skatt. Den landflygtige Kong Erik glemte da ikke at kaste Olje udi Ilden, og at styrke dem saa meget udi deres Misfornøyelse, at det omsider 1441 (624)

(x) Investitura Adolphi de dato Colding. Vigiliis Philippi & Jacobi 1440 pag. 825.

(y) Vid. Crant. hist. Dan. lib. 8. cap. 22. per bannerium investivit.

brød ud til aabenbare Oprør, hvilket tog saadan Overhaand, at over 25000 Bønder komme udi Gevær, og foregave, at de vilde sætte Kong Erik paa Thronen igien. Deres Anfører var Henrik Tagesen en Raads-Herre af Kong Eriks Parti tillige med 3 Brødre nemlig Helle, Herlof og Anders Holster, hvilke leverede deres Modstandere et Feltslag in Majo paa

Slag paa St. Jørgens Bierg

St. Jørgens Bierg ikke langt fra Aagaard, hvor de erholte Seyer. Udi dette Slag omkom Hr. Eske Brok, som Bønderne huggede i Stykker, efterdi han havde øved særdeeles Haardhed mod dem. Derforuden blev ogsaa slagen en Bayersk Anfører og 12 Danske Herremænd bleve fangne, hvilke alle Bøndernes General Henrik Tagesen lod halshugge. Dette foraarsagede, at Kong Christopher med Adelen rustede sig for Alvor mod dem. Bønderne lode sig deraf ikke forskrække, men søgte de Kongelige paa nye, og, som de vare meere Talrige, omringede de dem paa et høyt Bierg, hvilket indiog saadan Skræk, at nogle Herremænd holdte raadeligt at arbeide paa Forlig og at giøre Bønderne store Løfter. Deraf lode mange sig bevæge, og forlode Hæren. Men, da de andre formerkede, at Bøndernes Magt var bleven forminsket, angrebe de dem

Nederlag paa Bønderne.

tredie Pindse-Dag udi samme Aar, og erholdte en fuldkommen Seyer. Udi dette Slag blev fangen Bøndernes General Henrik Tagesen samt de 3 Holster, Helle Holst, Herluf Holst og Anders Holst, hvilke med 6 andre bleve lagde paa Steile. Af Almuen omkomme 600. Nogle sige 1800, de andre toge Flugten, og siden bade om Naade, og saaledes blev dette farlige Oprør stilled.

Efterat Kongen saaledes havde skaffet Fred udi Landet igien, begav han sig udi Oprøret stilles.Augusti Maaned samme Aar til Calmar, hvor han blev imodtagen af de Svenske med stor Glæde og Æres Bevisning, og, efterat han der havde forsikkret dem om deres Privilegier, blev han udi December ført til Stokholm, hvor han reed ind udi Procession mellem Erke-Bispen og Marsken. Men, som han var liden og u-anseelig, sagde nogle af den gemeene Mand, at Marsken var meere skikked til at være Konge end han (z), hvilken (625)

(z) Teste Erico Olai lib. 5.

Tale Kongen mishagede, saasom han frygtede sig for Marsken.

Christophorus Bavarus hyldes til Konge i Sverrig.

Fra Stokholm blev han bragt til Morasteen, det sædvanlige Sted, hvor de Svenske Konger hyldes. Der blev han først hyldet, og siden kroned til Sverrigs Konge af Nicolao Ragvaldsen (a) Erke-Bisp udi Upsal, og slog paa samme Tiid 70 Riddere af Danske, Svenske og Tydske. Endelig reed han efter gammel Brug Eriks Gade, og alting nøye i agt toges, som ved Svenske Kongers Kroning og Hylding brugeligt var. Da han kom tilbage til Stokholm, lode sig adskillige indfinde med Klagemaal over Marsken, som de foregave, havde tilføjet dem Urætt, medens han administrerede Riget. Iblant dem var Drosten Christen Nielsen, som klagede over sit Fængsel. Kongen hørdte vel saadant ikke ugierne, saasom han intet got Øje havde til Marsken; men han kunde ikke med Lempe paaføre ham nogen Process, efterdi han eengang havde lovet, at han ikke skulde tiltales for den Administration, han havde ført udi de 6 Aar, han var Rigets Forstander. Marsken betienede sig ogsaa af sine Venner, og gav gode Ord, saa at han denne gang udviklede sig herfra. Dog lod han siden den Tiid ingen Fortroelighed see mod Kongen; thi han lod sterk befæste Wiborg, og underholdt stedse en Hob bevæbnede Folk, kom ogsaa ikke meere til Hove, saa længe Kong Christopher levede, dog, som Drosten Christen Nielsen døde Aaret derefter, ophørede denne Forfølgelse. Efterat alt dette saaledes var forrettet, begav Kongen sig til Dannemark

Kong Christoffer krones i Dannemark.

igien, hvor han endda ikke var bleven kroned; thi hans Kroning der gik ikke for sig, førend 1443, saa at de Svenske i de Maader ingen Aarsag havde at klage, eller med Billighed kunde sige, at de Danske havde paatrænget dem en Konge, saasom han var en kroned Konge udi Sverrig længe førend udi de to andre (626)

(a) Denne Erke-Bisp vidner den Svenske Skribent Ericus Olai at have været det fornemmeste Instrument til Kong Christophers Antagelse udi Sverrig. Hans Ord ere disse: Efter Erke-Bisp Olufs Død kom Nicolaus Ragvaldsen til Erke-Bisp-Sædet. Den samme var tilforn Biskop udi Vexio, en moderat og fornunftig Mand. Han overvejede at Riget ikke længe kunde staae uden Konge og derfor arbeidede paa, at Hertug Christopher maatte antages udi Sverrig, ligesom han havde været antagen udi Dannemark.

Riger. Saa snart han var kommen til Dannemark igien, lod han udgaae en Forordning (b) for at hindre videre Oprør udi Dannemark. Imidlertid havde Kong Erik bestyrket sig paa Gulland det beste, han kunde, og der lod gaae Skibe udi Søen, som giorde de Nordiske Søefarende Folk, i sær de Svenske, stor Skade, lod ogsaa sine Folk ofte sætte udi Land ved Calmar og Vestervik for at plyndre udi Landet. Dette meener man, at Kong Christopher saae igiennem Fingre med; thi, naar Indbyggerne klagede derover, svarede han paa Spottviis, at Hans Morbroder maatte have noget at leve af (c), med hvilket Svar Undersaatterne, sær de, om hvis Hud her handledes, ikke kunde være synderligen fornøyede. Men om den saavelsom anden Misfornøyelse skal tales meere siden.

Hvad som besynderligen er merkeligt udi denne Konges Historie er, at der aldeeles intet tales om de Norske Sager, jeg seer allene, at han ogsaa blev antagen udi Norge, men ikke naar og paa hvad Maade; thi samme Rige havde sin Rætt ligesaa fuld som de andre. Det synes ogsaa efter da værende Conjuncturer, at den haardeste Knude for Kongen at løse var udi Norge, eftersom samme Rige ideligen havde hænget til den Landflygtige Konge; men udi alle Samlinger og Herredage finder jeg ikke allene ingen Norske Fuldmægtige at have mødet, men end ikke engang, at der har været talet om Norge. Jeg finder ey heller, at samme Rige har besværget sig over de Danskes og Svenskes Opførsel. Saa at det er uvist enten vore Historieskrivere have glemt at anføre de Norske Sager eller Stænderne udi Norge have glemt dem selv. Jeg seer

Item i Norge.

allene, at han blev kronet udi Norge til Opslo 1442 af Erke-Bisp Aslach Bolt udi de andre Norske Bispers og Rigets-Raads Overværelse, men intet videre.

Udi Dannemark blev han allersidst kronet nemlig 1443 til Ribe af Erke-Bispen af Lund Hans Laxmand. Ved samme Kroning vare overværende en Hob Førstelige Personer af Tydskland (627)

(b) Vid. Diploma de dato Ludosiæ in Crastino St. Barnabæ 1442. pag. 829.

nemlig Hertug Adolph af Slesvig, Hertug Wilhelm af Brunswig og Luneborg, en Hertug af Slesien og en Hertug af Bayern. Det som herved er merkeligt, er at ingen af det Danske Raad da førte Rigets Regalier; thi Hertug Adolph førte Sverdet, Hertug Wilhelm Kronen. Den af Slesien Spiret og Hertugen af Bayern Æblet. Og bleve derefter slagne 72 Riddere. Til denne Kroning havde de Danske ikke villet skride, førend de havde formaaet de Norske og Svenske at antage Kong Christopher: Strax efter denne Kroning tog Kongen sig Rigets Sager rætt an, anordnede hvorledes med Tiende skulde forholdes, stadfæstede Lunde Capitels Frihed ved et Brev (d) dateret Ribe 1443, stadfæstede Bergens Byes Privilegier i et Brev dateret Kiøbenhavn i samme Aar, og efterfølgende Aar gav samme Stad nye Privilegier (e) ved et Brev datered sammesteds og siden efterfølgende Aar det 3die. Og, saasom Kiøbenhavns Stad da var saaledes tilvoxen, at den holdtes for den vigtigste Stad udi Dannemark, tog Høystbemeldte Konge sig for at

Kiøbenhavn bliver en Kongl. Residence-Stad.

giøre den til Kongernes Residentz-Stad, og at forflytte Konge-Sædet didhen fra Roskild. Men, som samme Stad endda laae under Roskilde Bispe-Stoel, var fornødent at handle derom med den Roskildske Bisp; thi Bisp Absalon havde ladet først fundere Slottet Axelhus og Bisp Jacob Erlandsen (f) havde givet første Kiøbsted Rætt nemlig 1254, og strakte sig Kiøbenhavns Territorium og Bispernes Jurisdiction derover fra

Samme Stads-Historie.

Tullishøj til gamle Bohøj item over Amager og Saltholmen og hvad der imellem ligger, som kand sees af de saa kaldte Paltebøger, om hvilke er talet paa et andet Sted. Kongen og Bispen blev efter Underhandling saaledes derom foreenede, at Kiøbenhavn og Axelhuus skulde overdrages Kronen for et andet Stykke Gods, som Stiftet blev gived til Vederlag, og toge 4 af Dannemarks Raad, (628)

(d) Vid. diploma Rip. 1443.

(e) Vid. diploma de privilegiis Berg. 1443.

(f) Her Contradicerer Hvitfeld sig saavel udi Aars-Tallet som udi Personen; thi han vidner paa et andet Sted, at Bisp Jacob Erlandsen gav Kiøbenhavn første Stads Rætt 1254, og her siger han, at det skede af Jens Grand 1204.

blant hvilke var Herr Axel Pedersen og Herr Eggert Frille, Staden udi Seqvestro indtil Forliget blev sluttet og fuldbyrdet. Fra denne Tiid har Kiøbenhavn stedse været en Kongl. Residentz-Stad, hvilken de efterfølgende Konger Tiid efter anden saaledes have ziiret og forbedret, at den er bleven en af de kiønneste og anseeligste Stæder udi Europa. Men ved dens Tilvext ere de andre Siællandske Stæder temmeligen aftagne, besynderligen den gamle Residentz-Stadt Roskild, hvilken fra Harald Blaatands Tiid kand regnes for at have været en Kongelig Residentz Stad, eftersom samme Konge der lod bygge den første

Den gamle Roskilds Beskrifelse.

Christen-Kirke den Hellig Trefoldighed til Ære. Staden blev siden merkeligen forbedret af Svend Tiugu Skiæg, og end meere af Svend Estridsen, som der havde sit bestandige Hoff, saavel som de efterfølgende Konger, og holdes det Kongelige Slott at have ligget ved Stranden af Isse-Fiorden. Udi St. Canuti Tiid blev Domkirken (g) først bygget af Steen af den bekiendte Roskildske Bisp Mag. Svend Norbagge, og er samme Kirke end udi vore Tiider den største og stateligste udi Dannemark, og udi hvilken Kongerne endnu blive begravne, hvorvel den har tabt mange af sine gamle Ornamenter, blant andre 12 af Guld forarbeidede Apostlers Billeder hver saa stort som et 3 Aars gammelt Barn (h) som der siges, at Kong Erik af Pomern tog med sig, da han undvigede Rigerne. Staden tog ellers under adskillige Konger, hvilke tillige med Bisperne, der stedse havde deres Sæde, saaledes til, at man udi dens Velstand der regnede 27 Kirker og Klostere, og var den af Handel og Vandel den anseeligste Stad udi Riget; thi dets tvende store Markeder, som holdtes 3 Uger efter

Samme Stads Decadence

Paaske og St. Dionysii Dag vrimlede af alle slags fremmede Kiøbmænd, sær af Tydskland. Men den er siden saavel ved Konge-Sædets som Bispe-Stoelens Forflyttelse til Kiøbenhavn fast bleven øde, og bragt udi den Stand, som den nu er, hvor den har meere Anseelse af en Landsbye, end en Hovedstad, saa at man billigen derom kand sige: Hic seges ubi Troja fuit.

(g) Wolf. encom. Dan. siger, at Steenkirken blev bygget af Kong Svend, hvilket Historien dog anderledes viser.(629)

(h) Lyschand. pag. 242.

Kong Erik blev imidlertiid ved at plyndre de Søefarende ved sine Fribyttere paa Gulland, hvorudover der kom dagligen saa mange Klagemaal ind for Kong Christopher, at han omsider maatte ruste sig imod ham. Han begav sig saaledes med en stor Magt til Gulland, hvormed han haabede at fordrive Kong Erik, og giøre en Ende

Samtale mellem Kong Erik og Kong Christoffer.

paa dette Søerøverie. Men der blev aldeeles intet forrættet; thi begge Konger komme udi venlig Samtale med hinanden, og skildtes ogsaa som Venner, saa at Kong Erik blev udi fuld Possession af Gulland som tilforn. Den Svenske Historie siger (i) at de da nærværende Svenske Herrer søgte at hindre Kongerne at holde Samtale udi Eenrom, men forgiæves. Da Kong Christoffer seilede fra Gulland til Calmar, stødte han med sit Skib paa en blind Klippe, saa at han neppe kom med Livet derfra, og mistede ved dette Skibbrud hans Klenodier med vigtige Brev og andet Gods.

Besværinger mod Kong Christoffers Regimente.

Hvad ellers Kong Christophers Regimente angik, da, endskiønt han var en god og from Konge, saa var man dog i adskillige Ting ikke fornøjet med ham; thi han gav Rigernes Lehn bort til Fremmede, ligesom hans Formand, hvilket foraarsagede, at de Danske foreenede dem sammen, og giorde saadanne haarde Forestillinger derimod, at han maatte give Afskeed til alle Fremmede, hvor unødigt han det end vilde, og meener man, at han derfore af Fortrydelse lod Kong Erik blive u-anfægted paa Gulland. De Svenske beskylde ham i Sær at have brugt en synderlig Maade til at undertrykke Adelen; thi, som han merkede, at de vare ueens med hin anden, saa at den eene søgte sin Fordeel med den andens Skade, var han meget villig til at give Slotte og Lehne bort til alle, som dem begierede, endskiønt andre havde dem i Besiddelse. Dette satt Spliid imellem Adelen, og ingen var længere forsikret om at beholde sit Lehn end til en anden søgte derom. Ja dette skeede ofte, at et Lehn blev 6 eller 7 gange bortgivet i et Aar, hvilket gav skiønne Sportler i det Kongelige Cancelie nemlig 20 Nobler for hvert Lehns-Brev, hvoraf Kongen tog den halve Deel: saaledes (630)

(i) Eric. Ups. lib. 5.

fortæller den Svenske Historieskriver Ericus Olai (k), som de andre derudi have efterfuldt.

Kong Christopher var ellers ikke meget lykkelig udi sit Regimente; thi saa længe han regierede, var saadan dyr Tiid særdeeles udi Sverrig, at Indbyggerne maatte

Bark Konge. 1445

æde Barken af Træer, hvorudover de Svenske Bønder kaldte ham Bark-Konge, da han 1445

skulde holde Brøllup med Dorothea af Brandenborg og der til havde samlet en stor Udstyr i Sverrige, forgik Skibet med den heele Skatt tillige med hvad han udi 4 Aar havde samlet udi Sverrige (l).

I det øvrige passerede intet af stor Vigtighed udi de 8 Aar, han regierede, hvorvel det syntes, at han havde store Anslag for, hvis Døden ikke havde forhindret ham; thi han tog 1446 det Biskopdom Øesel udi sin Protection (m) og lod det som han havde i Sinde at foreene Estland med Dannemark igien. Han havde ogsaa i Sinde at paaføre Hansestæderne Krig; thi han lod opbringe mange af deres Skibe, og havde sær Anslag paa at bemægtige sig Lybek.

Kongens Anslag paa Lybek.

Dette Anslag fortælles af Erico Olai paa saadan Maade: Han havde overlagt med nogle Førster udi Tydskland, at de med ham skulde overfalde Lybek, saasom han haabede, at, naar denne mægtige Stad var erobred, de andre Vendiske Stæder, som havde incommoderet Riget saameget, strax skulde følge efter. Tingen blev saaledes disponeret. De Allierede Herrer (n) begave sig til en bestemt Dag mod Lybek førende Viinfade med sig, hvorudi Gevær laae skiulte. Kongen kom ogsaa paa samme Tiid med en stor Krigshær og Flode, foregivende sig at ville reise til Wilsnak for der at aflægge sin Devotion til en Reliqvie som dyrkedes i samme Stad, begiærende derfore af Indbyggerne udi Lybek, at de vilde tillade ham Passage med et vist Antall Folk igiennem deres Stad, foregivende, at han var foraarsaget at have en Hob Krigs Folk (631)

(k) Eric. Olai lib. 5.

(l) Crantz. hist. Dan. lib. 8 cap. 24. skatterer den Forliis paa 100000.

(m) Vid. lit. Reg. ad Episcop. Ludolffum de dato Stockholm die 16 Julii 1446.

(n) Crantz. hist. Dan. lib. 8. stræber at undskylde de Tydske Førster herudi.

med sig paa Reisen, efterdi han troede sig ikke sikker for visse Førster, som vare hans hemmelige Fiender. Men Lybekkerne afsloge denne hans Begiæring, hvorudover han adresserede sig til Wismar og Straalsund, men af begge Stæder fik samme Svar, hvilket var det, som Kongen ønskede, efterdi han derom anholdt hos disse sidste Stæder allene i den Henseende, at Lybekkerne skulde troe, at hans Forsætt var at reise til Wilsnak. Imidlertiid opholdte de Allierede Førster sig udi Lybek, og ventede paa Kongens Ankomst. Men, som paa samme Tiid optændtes en Ildebrand udi Staden, og den samme foraarsagede stort Opløb, meente Herrerne, at den Kongelige Krigsmagt var for Haanden, og derfore løbe bevæbnede til Stats-Portene (o). Der bleve de

Mislinger.

grebne, og adspurte hvorfore de vare i Gevær, og, da de gave intet tilstrækkeligt Svar for at hindre Mistanke (p), bleve de befalede at gaae ud af Staden. Og blev saaledes dette Anslag mod Lybek til intet. Kongens Død fuldte ogsaa kort der paa; thi da han udi det Aar 1447 havde ladet beramme en Rigsdag til Jenkiøping, og han selv var paa Reisen at begive sig didhen, blev han syg udi Helsingborg og døde

Kong Christoffer døer 1448

sammesteds den 4 Januarii 1448 uden Livs-Arvinger, efterat han havde regieret udi 8 Aar. Om man skal troe Crantzii Ord, da er den Tale, som Kongen siges at have holdet paa sit Yderste, lidet fordeelagtig for de Danske: hans sidste Tale fortælles saaledes. I have anseet mig med onde Øyen, og frygtet at jeg efter min Morbroders Exempel skulde undvige med Rigets Skatt. Saadant er aldrig kommet mig i Sinde. GUd give, at det ej heller meer har været eders end min Morbroders Skyld at han forlod Rigerne. Og, som jeg nu skal forlade Verden, saa seer vel til at I kand forsyne Riget med en nyttig Konge (q).

Saa vit man kand see af denne Konges korte Historie, saa har han været en from

Hans Portrait.

Herre. Paa hans Føjelighed er dette besynderligen en Prøve, at da de Danske og Svenske besværgede sig over de fremmede, som finge Forlehninger udi Rigerne, gav han dem (632)

(o) Vid. Hvitf. in Christoph. Bavar. som søger at besmykke denne Historie.

(p) Denne heele Historie findes hos Eric. Ups. lib. 5.

(q) Krant. hist. Dan. lib. 8. cap. 25.

paa eengang alle Afskeed, saa at han ingenlunde gav de Svenske Aarsag at bryde det Calmarske Forbund, som de giorde efter hans Død. Han har ellers ikke været meget lykkelig; thi han leed ofte stor Skade ved Skibbrud, og var der udi hans Regierings Tiid stedse dyr Tiid udi Norden. At han af Person ikke maa have været meget anseelig, sees deraf, at, da han i den Stokholmske Procession gik imellem Marsken og Erke-Bispen af Upsal, sagde den Svenske Almue, at Marsken var heller skabt til at være Konge. Det meste, som kand bebreides ham, er, at han saae igiennem Fingre med Kong Erik paa Gulland, som ved Friebytterie tilføyede Rigerne saa stor Skade, men det er ikke troeligt, at han giorde det i Trods for at plage de Svenske, som deres Skribentere foregive. Man kand heller troe, at han ynkedes over sin Morbroder, der var skildt ved 3 Riger, og derfor ikke vilde gaae ham for nær. Hvilken Simplicitet der endda haver været til Hove udi hans Tiid, kand sees af det Bryllups Brev, han tilskrev Frue Else Hr. Otthe Nielsens, hvis Indhold er dette:

Vider, at Vi med Guds Naade vilde holde vort Brøllup første Søndag efter Bartholomæi næstkommende her udi Kiøbenhavn; thi beder vi kierligen, at I rette eder derefter, saa at I kommer hid til os Søndagen for Bartholomæi Dag, og fare ud med os mod vor Fæstemøe, og, at I for vor Skyld reder eder kosteligen ud med kostelige Klæder, Smykkerie og med eders forspendte Karme og faure Hæste, og vel udredede Svenne, saa skal I være Gud og os velkommen. De Danske Skribentere tillegge denne Konge store Dyder. De Svenske derimod sige, at han førdte et u-ordentligt Levnet, førend hans Ægteskab med Dorothea, og Johannes Gothus taler om saadant u-ordentligt Levnet endogsaa efter dette Ægteskab. Men man kand kun fæste liden Troe til samme Skribent, saa vel i henseende til hans Løgnagtighed, som Partiskhed. Hvis man kand fæste Troe til den liden Krønike, som nyeligen er publicered af Prof: Ludwig, og begynder fra det Aar 1295, da have de Danske frygtet, at denne Konge ligesom hans For (633) mand skulde undvige Rigerne, helst som de merkede, at han samlede paa en Skatt, men han forklarede Raadet nyligen før han døde, til hvilken Ende han den havde samlet, nemlig for at undertvinge Lybek, saa det synes, at denne Konge har haft en synderlig Appetit paa samme Stad (r).

Hans Dronning.

Hans Dronning var Dorothea, Margræv Johannis Alchymistæ Dotter af Brandenborg, med hvilken han holdt Bilager til Kiøbenhavn 1445, men avlede ingen Børn med hende. Hendes Fader lovede med hende til Morgengave 30000 Rhinske Gylden, men Betalningen skeede aldrig, hvor ofte end Pengene bleve krævede. Udi hans Tiid bleve etablerede disse adelige Familier udi Dannemark nemlig Pasberger,

Nye Adelige Familier i Dannemark.

Poisæker, Skrammer, Bilder, Lindenauer, Brokenhuuser, Valkendorper og Ulfelder, hvilke han mestendeels bragte med sig fra Bayern. Udi hans Tiid regierede Vitalianerne sterk udi Vestersøen, hvor de Aar 1439 med 47 Skibe komme til Bergen i Norge, og udplyndrede samme Stad, som forhen sagt er.

Kong Christophers Love.

Denne Konge gav Aar 1443 alle Stæderne udi Dannemark den almindelige Birkerætt. Udi samme Aar gav han Kiøbenhavn sin Stats-Rætt, som Resenius har publicered, tillige med de andre Stats-Rætte 1683 med Danske og Tydske Oversættelser, og Aaret derefter gav han alle Danske Stæder Stads-Rætt. Aar 1446 lod han komme for Lyset det saa kaldte Decretum Lollandiæ eller Lollands Vilkaar (s), hvor til Bisp Henning af Odense var Autor. Han tragtede ogsaa efter at bringe alle Svenske Love til et Corpus, som den Svenske Skribent Loccenius vidner med disse Ord: Regni administrationem aggressus leges Provinciales, ut vocant, à Regni senatu legúmq; peritis recenseri & emendari fecit, qvas authoritate sua stabilitas deinceps publicavit & vi exsecutionis animavit.

Til Sluttning af denne Konges Historie er at merke noget særdeeles, som Johannes Messenius udi sit Theatro Nobilitatis Sveciæ (634)

(r) Anon. Chron. Dan.

(s) Hvitf. kalder ham Hennike vid. decretum Lalandiæ p. 839.

anfører, nemlig at den Ægyptiske Keyser Balthasar Soldan (t) tilbød Kong Christopher sin Dotter til Ægte, og til den Ende tilskrev ham et Brev, som bemeldte Skribent anfører af saadant Indhold.

Den Ægyptiske Keysers Brev til Kongen.

Balthasar Soldan, Gudernes Blods-Forvanter, stedsevarende Hersker udi Babylon, Alexander den store, Regenters Regent udi Africa og Kongernes Konge udi Chaldæa, Persien, Lybien, Barbariet, Armenien, Assyrien, Mostenien, Nubia, Alexandria, Ægypten, Parthien, Medien, Mesopotamien og Hircanien, Forvarer af den hellige Grav, ønsker dig Hilsen og Lyksalighed. Vi have nyeligen fornummet ved din Gesant (u) os Elskelige Mag: Johannem af Europa, at du skal være de Navnkundige Gothers store Konge, og en Hersker over Norden nemlig Sverrig, Norge og det store Danske Folk, item Hertug af Bayern, og en u-overvindelig Seierherre over de Gother, som i gamle Dage have erholdet store Seyervindinger udi vore Lande, og have bragt vore Høylovlige Forfædre til stor Yderlighed. I den Henseende ønske Vi dit Venskab, og have derfore udi vore Guders Templer aflagt vor Andagt og Taksigelse, at GUd har givet dig stor Ære og Magt udi dine unge Aar. Viide maa du, at Vi agter at besøge dig Personligen udi Norden med vort store Skib Zephyro, og der gifte dig med vor deilige Dotter Xerzine. Derfore have Vi skikket dig dette Brev med Foræringer, som er et gyldende Kar fuld af puur Balsom, og dette ved forbenævnte din troe Tiener, som kand fortælle dig meget om os: Datum Babylon etc.(635)

(t) Messen. theatr. Nobilit. Sveciæ.

(u) Lyschander pag. 243. taler ogsaa om denne Legation, som han kalder Tyrkisk og siger, at Keyserens Navn var Beotazar.

Udskrifftet paa dette Brev er ikke mindre underligt, end Brevet selv: Det lyder saaledes:

Cui Dii nostri favent, de qvo in Oraculo nostro Deorum responsa habuimus, & in qvo fortè Spiritus Alexandri Magni operatur, Magno Regi Gelidorum Hyperboreorum, Svedorum, Gothorum robustorum, Danorum & Slavorum, Bavarorum Principi Excellenti, Collaterali nostro, nobis percharo.

Dette Brev har Pontanus indført udi sin Danske (x) Historie og refuterer det samme, hvilket dog ikke giordtes nødigt; thi det Ord Guder allene viiser, at det ikke

Critiqve derover.

er skrevet af en Mahometansk Herre, og den Rang, som stedse gives Sverrig for Dannemark og Norge viser, at det er conciperet i Sverrig; hvorom alting er, saa havde denne gode Princesse Xerzine paa de Tiider kommet meget mal à propos til Dannemark, efterdi Kongen da var giftet med Dronning Dorothea, hvilken han neppe havde forskudt for Balthasar Soldans Dotters Skyld; thi, endskiønt hun havde bragt heele Ægypten og Babylon til Medgifft, saa havde dog Dannemark haft liden Nytte af saa langt bortliggende Lande.

Blant de store Mænd, som udi denne Konges Tiid florerede, var Erkebispen af

Store Mænd som florerede under denne Konge.

Upsal, Nicolaus Ragvaldsen, hvilken bar saadan Affection for Kongen, at han græd bitterligen over hans Død, gik til Sengs, og døde kort derefter. Om denne Prælat taler Ericus Olai saaledes: (y) Nicolaus Ragvaldsen.Nicolaus Ragvaldsen var en Mand af stor Moderation og Forstand. Han blev af Kong Erik skikked til det Baselske Concilium, hvor han med stor Æres Beviisning blev imodtagen og blev af det heele Concilio skikket tillige med Erke-Bispen af Nicosia til Arras for at bilegge den Tvistighed, som var imellem Kongen af Frankerig, Carolum 9. (z) og Philippum Bonum, Hertugen af Burgundien. Han destingverede sig meget udi bemelte Concilio ved sin Lærdom og Veltalenhed. Han holdt der (636)

(x) Pontan. Rerum Dan. lib. 10. pag. 625.

(y) Eric. Olai Ups. lib. 5.

(z) Det maa være Carolus 7.

Orationer om de Gothers Oprindelse (a) og store Bedrifter, og paastod, at de Nordiske Konger udi Moder og Forsamlinger kand tilegne sig det øverste Sted blant Europæiske Potentater. Hans Formand Erke-Bisp Oluff havde baaret ligesaa stor Kierlighed for Kong Erik, som denne bar for Kong Christopher, hvilket foraarsagede, at Magnus, Slotts-Herren i Nykiøping, efter Johannis Gothi Vidnisbyrd, forgav ham i en Mandel-Melk. Men Ericus Upsaliensis siger, at han gremmede sig ihiel over Kongens Død.

Ericus Olai.

Under denne Konge florerede ogsaa den berømmelige Svenske Historieskriver Ericus Olai. Den samme var Doctor Theologiæ og Diaconus til Upsal, som har skrevet paa Latin de Svenskes og Gothers Historie indtil Christiani 1. Tiider. Ham have saavel Hvitfeld og Pontanus som de Svenske Skribentere troeligen efterfuldt. Hvitfeld berømmer ham som en oprigtig og som en troværdig Skribent, hvorvel han ikke gandske kand undskyldes for Partiskhed udi de Svenske Sager. Han har udførligen beskrevet de store Uroeligheder udi Sverrig fra Engelbrechts Tiider, og tiener derfore hans Skrifft til stor Oplysning udi de Tiiders Danske Historie. Stiilen er dog ikke saa god som Materien; men han er derudi at undskylde, saasom ingen skrev synderlig bedre Latin paa de Tiider (b).

Fra Waldemaro 3. indtil denne Tiid seer man, at Successionen temmeligen haver vaklet, eftersom fast udi 100 Aar ved en synderlig Fatalitet ingen Dansk Printz var bragt til Verden. Men man finder herefter udi de høylovlige Konger af det Oldenborgske Huus en bestandig og ordentlig Succession, og at Dannemark fra Christiano 1, som var Stam-Fader, er bleven regieret af lutter Fridericis og Christianis, og, ligesom samme Konger alle have haft eens Navn, saa have de ogsaa alle lignet hinanden udi Dyder, saa at man i begge Henseende kand holde den Oldenborgske Konge-Stamme (637)

(a) Eric. Ups. lib. 5.

(b) Vid. Loccenii præf. ad hist. Svec; Etsi incultæ dictionis, tamen incorruptus & fidus patriæ rerum scriptor.

som den Merkværdigste og Anseeligste udi Historien. Den eeneste Plet udi efterfølgende Historie er Christiani 2 Regimente; thi det synes ellers i det øvrige, at Dannemark fast udi 300 Aar haver været regieret af een og den selfsamme Konge, saasom man har seet Christiani 1. Dyder skinne udi lige Grad hos alle Christiani 1. Efterkommere. En synderlig Guds Gave og Herlighed, som jeg finder ikke noget Rige at være vederfaret.

Christianus 1.

Første Konge af den Oldenborgske Stamme.

Saa snart Kong Christopher var død, lode de Geistlige og Verdslige Stænder udi Dannemark de Svenske og Norske notificere hans dødelige Afgang, og tillige med begierede, at der efter den Calmarske Foreening maatte berammes en Sammenkomst af de 3 Rigers Stænder for at udvælge en nye Konge. Sverriges Raad, som da vare samlede til Jenkiøping, saa snart de finge Kongens Død at viide, beskikkede de Bengt Joensen af Salestad og hans Broder Niels Joensen paa Diursholm til interims Regentere indtil næste Samling eller Herredag, som blev berammet at skulde holdes til Stokholm. Til denne Sammenkomst, som blev holden 1448 lod sig indfinde Marsken Carl Knudsen fra Finland, hvor han som Gouverneur havde holdet sig stille udi lang Tiid, og ikke skyttet om at komme til Hove, saasom han holdt fore, at Kong Christopher havde ham mistænkt. Han bragte saa stor Svite med sig, at de

Tvistighed i Sverrig om et nytt Konge-Vall.

beste Huuse og Herberger udi Stokholm bleve indtagne af hans Folk, dog havde Her Bengt Jonsen af Salestad Stokholms Slott inde: Da nu Stænderne vare forsamlede, deelede de sig udi tvende Partier eller Factioner. Et Parti, hvor udi vare Bisperne, holdt fore, at man skulde blive ved den Calmarske Foreening, og ikke handle om noget Konge-Vall, førend alle 3 Rigers Raad bleve samlede til Halmsted. Det andet Parti derimod, hvorudi Marsken var, sagde, at det Calmarske Forbund var brudt, og at det alleene var nyttigt for Dannemark, men skadeligt for de 2 andre Ri|638ger, hvorfor det var nødigt, at Sverrig i tide saae sig om en egen Konge. Denne Trætte varede udi nogle Dage (c) og imidlertid blev førdt med saadan Hidsighed, at Stænderne nær havde kommet udi Haar med hinanden. Dog fik omsider det Parti Overhaand, som holdt for, at man skulde forsee Riget med en egen indfød Konge.

Der komme saaledes 3 Personer paa Vallet nemlig de 2 Brødre, som vare Rigets Regentere, og Marsken Carl Knudsen. To Bisper tillige med 2 Riddere bleve beskikkede at samle Stæmmerne, og fik da Marsken 63 Stæmmer. De andre to derimod ikkun 5, hvorudover Carl Knudsen eenstemmigen blev udvalt til Konge den 1 Junij 1448, og kort derpaa efter den gamle Svenske Skik hyldet til Morasteen og kronet til Upsal af samme Stads Erke-Bisp. Da dette nye Konge-Vall spurdtes udi Dannemark, besluttede samme Rigets Stænder ogsaa at forsee sig med en Konge.

Carl Knudsen vælges til Konge i Sverrig.

Og giorde da en Dansk Herremand, som Hvitfeld ikke vil nævne, (d) men som holdes for at have været Knud Gyldenstierne, sig Tanker om Dannemarkes Krone, saasom han var vel yndet af Enke Dronningen. Men Stænderne, som søgte efter at forhverve Riget nogen Fordeel ved et nyt Konge-Vall, besluttede at offerere Kronen til Adolph Hertug af Slesvig og Greve af Holsten, paa det at Førstendommet og Greveskabet kunde foreenes med Riget. De skikkede derfor et Gesantskab til ham med saadant Tilbud; men han imod Formodning veigrede sig for det at imodtage, undskyldende sig formedelst sin Alderdom og Svaghed, og recommenderede dem sin Systersøn Christianus Græven af Oldenborg antages af de Danske.

Christianum Græven af Oldenborg, hvilken var af gammel Kongelig Slegt, efterdi hans Moder Hedevig, Hertug Adolphi Søster, var Kong Waldemari 3. Søster-Dotters Dotter, og han selv derforuden var en Herre af store Qvaliteter, hvorom Hertugen best kunde vidne, efterdi han selv fra Barns Been havde opdraget ham. Stænderne efterfulte Hertugens Raad og skikkede (639)

(d) Joh. Svaningius hist. Chr. manuscr. taler ogsaa derom, men nævner ingen, iligemaade Crantz. hist. Dan. lib. 8. cap. 26.

et anseeligt Gesantskab til den unge Greve (e) med Begiering, at han vilde antage den Danske Krone, hvilket Tilbud han ogsaa imodtog, og udi samme Aar 1448 gav en Haandfæstning (f) fra sig af den Indhold (g) at Dannemarks Rige skal stedse blive et Vall-Rige. 2) hvis Kongen

Hans Haandfæstning given de Danske.

faaer Børn, skal hans Arvinger intet Rørende eller Urørende fodre af Riget. 3) Ingen udlændiske Herrer maa uden Raadets Samtykke indføres udi Riget. 4) Kongen skal ingen udlændiske Herre benaade med Gods udi Dannemark, og ingen fremmed antage udi Rigets Raad. 5) Han skal ingen Krig føre uden med Rigets Raads Samtykke. 6) Intet Vigtigt foretage uden deres Raad. 7) Rigets Klenodier og Breve skal han ikke lade bortføre af Riget (h). 8) Han skal ikke forpante eller afhende Rigets Slotte og Lehn uden stor Nød, og skal det skee ved Raadets Samtykke. 9) Han skal regiere hans Gaard og Slott efter Rigets Raad. 10) Han skal ingen Landeskatt paalægge uden deres Samtykke. 11) Han skal ikke giæste Kloster eller Almue til Uskiellighed 12) Ingen udlændisk maae antages til Værge, uden det falder ham til efter Loven. 13) Alle de Breve, som Kong Christopher har udgivet til dette Riges Indbyggere paa Slotte, Lehn, Privilegier og Friheder skal staae ved Magt, hvis de saadant have faaet udi Eye for høystbemeldte Konges Død. Derimod skal de Breve være magtesløse, som allene give Succession paa Forlehninger efter andres Død. 14) For denne Haandfæstning skal være Forlover Kongens Morbroder, Hertug Adolph af Slesvig og Græve af Holsten med hans Raad. Denne Haandfæstning er temmeligen haard, og sees, at Stænderne af Thronens Vacance have taget Anledning til

Anmærkning derover.

at indskrænke den Kongelige Myndighed, og findes her allerførst udi Haandfæstningen indført, at Dannemark stedse skal være et frit Vall-Rige, og at de Kongelige Børn ingen Rett skal have til rørende eller u-rørende Gods. (640)

(e) Manuscr. Skiby. hvor hans Genealogie udføres fra Svend Estridsen.

(f) han havde da ikkun 22 Aar, saasom Hamelman og andre vidner, saa at Johannes Funcius farer vild, som da tillægger ham 34 Aar.

(g) Capitul. Christ. 1 Hadersleb. die Ægidii Abbatis 1448 pag. 843.

(h) Denne 7de Artikkel synes at sigte paa Kong Erik af Pomeren, som bortførdte Rigets Klenodier og Breve.

Efterat denne Haandfæstning saaledes var forfattet, og underskrevet, blev Græve Christian med Pragt indført udi Riget, geleidet af de Danske Gesantere, og af hans gamle Morbroder Græv Adolph (i). Og blev han da Dagen for St. Michaelis

Hyldes i Dannemark.

hyldet paa Wiborg Landsting, som var det sædvanlige Hyldings Sted udi Dannemark ligesom Morasteen udi Sverrige, hvor han giorde sin Eed, som siden derefter blev igientagen paa alle andre Landstinge. Adelen og Almuen aflagde ogsaa deres Troeskabs Eed til ham. Stænderne udi Norge, saa snart de finge Tidender om Kong Christophers Død og Græv Christians Vall, erklærede de sig at være fornøyede dermed, og at ville iligemaade antage Christianum til Konge, efterdi han var af Dronning Margaretæ Forvandskab, og paa det at Foreeningen derover kunde blive ved mellem Rigerne. Dette deres frivillige Tilbud giver tilstrækkeligen tilkiende, at Norge har været fornøyet med de forrige Kongers Opførsel, og tiener til Beviis, at de

Item i Norge. 1449

Svenske Gravamina ikke i alle Maader have været vel grundede. Han blev saaledes af de Norske antagen til Konge, som udsteddede deres Hyldings-Brev fra Marstrand 1449, og gav han udi samme Aar Stænderne en Haandfæstning (k) af den Indhold 1) at Norges Indbyggere skal nyde deres Lov og Friheder. 2) at Kongen skal ingen Udlænding antage udi Norge uden med samme Riges Raads Samtykke. 3) at Kongen hvert 3die Aar skal komme til Norge for at beskikke Rigets Sager. De andre Artikle indeholde de samme Ting, som ere indførte i den Danske Haandfæstning.

Saaledes bleve Dannemark og Norge igien foreenede under een Konge. Sverrig

Hans Conduite mod Sverrig.

derimod kunde ikke overtales til at fornye det Calmarske Forbund igien, men holdt ved Carl Knudsen, som eengang var udvalt, og vilde Kong Christian i Begyndelsen ikke med (641)

(i) Hans Fader Theodoricus kunde ikke følge med efterdi han var død nogle Aar tilforn, hvoraf sees at det er en puur Digt, som fortælles om samme Greve at han gav Portrait over sine 3 Sønner for de Danske Gesantere. Samme Historie findes udi Christiani 1. hist. manuscr. som tilskrives Joh. Svaningio.

(k) Capitulatio Norveg. de dato Marstrand 1449. pag. 854.

Sverdet forfølge sin Rætt, men som en fornuftig Herre besluttede at temporisere, for at see hvad Udfald det udi Sverriges nye Regimente vilde have; thi man kunde af forbigangne Historie giette sig til, at det ingen langvarig Bestand kunde faae. Carl Knudsen var en Herre, der ikke kunde regiere sig udi Medgang og Lykke, og Undersaatterne udi Sverrig vare mistænkelige og allarmeredes, endogsaa over ringe Ting. Han havde ogsaa mange mægtige Fiender, blant andre de tvende Brødre Bengt og Niels Jonsen, som meenede sig at være lige saa nær til Thronen, item den største Deel af Geistligheden, som havde været imod dette Konge-Vall. Saa at derfor Kong Christian meget viisligen satt sig for at opbie den rette Tiid og at simulere, indtil de Svenske selv søgte til ham. Carl Knudsen søgte udi sin Regierings Begyndelse at insinuere sig hos de Svenske ved at indtage Gulland, og at giøre en Ende paa det Friebytterie, som Kong Erik af Pomeren drev udi Østersøen besynderligen

Kong Erik continuerer med sit Fribytterie paa Gulland.

paa de Svenske, hvis Skibsfart han udi 9 Aar havde tilføyet saadan Skade, at al deres Handel og Næring laae under. For kort Tiid siden havde han erobret 7 Stokholmske Skibe ladde med Smør, Jern, Huder og Kobber, saa at det var formodentligt, at hvis samme Handverk havde længer varet, skulde de Nordiske Landes Rigdom forflyttes til Gulland, hvorudover ogsaa høystbemeldte Konge, saasom han befandt sig meget vel med at være Fribytter-Capitaine, ikke meere lod sig merke med sine Prætentioner paa de 3 Nordiske Kroner, efterdi han paa Gulland havde større Indkomster og mindre Udgifter. Carl Knudsen skikkede derfor Magnum Green og Birger Trolle med en stor Flode til Gulland. Der giorde disse lykkeligen Landgang, sloge Kong Eriks

Carl Knudsen angriber Gulland.

Folk paa Flugten, som dem saadant vilde forhindre, og beleirede Staden Visbye, hvilken de havde letteligen tvunget til at overgive sig af Hungers Nød, hvis de af Kong Erik ikke havde ladet sig bedrage til at indgaae en Stilstand, i det at han lovede dem at overgive Slottet, hvis Sverrig derimod vilde indrømme ham Øeland til sin Underholding. Medens denne Stilstand varede, fik han Leilighed til at forsyne sig med Proviant (l), og at skikke Bud til (642)

(l) Eric. Ups. lib. 6.

Dannemark, om Undsættning, tilbydende sig at overgive Øen til Kong Christian.

Kongen imodtog saadant Tilbud med Glæde, og derfore lod Kong Carl, som da var paa Øeland vide, at han maatte holde sig fra Gulland, som var Dannemarks Rige tilhørende. Der reisede sig da Ordtvistigheder om samme Øe, hvilket af Rigerne

Tvistighed om Gulland mellem Dannemark og Sverrig.

havde størst Rætt dertil. De Danske sagde, at Øen var vunden af Kong Valdemar 3, beraabede sig ogsaa paa et Fordrag giort udi Kong Alberts Tiid, hvor ved samme Konge skal have lagt Gulland under Dannemarks Krone. Iligemaade, at, da Øen omsider var bleven Pandsatt til de Prydske Herrer, løsede Dronning Margareta den tilbage for 9000 Nobler (m). De Svenske derimod holte fore, at Øen fra gammel Tiid havde lagt under Sverrig, at den af Kong Albert var pandsatt til de Prydsiske Herrer, og igien løsed af Dronning Margareta, som Dronning af Sverrig. Men, som Kong Christian merkede, at man ved Ordstrid ikke kunde decidere Sagen, skikkede han Herr Oluf Axelsøn med en Flode til Gulland om Foraaret 1449 hvor bemeldte Amiral strax indtog Slottet, og derfore lod bortføre Kong Erik med alt hans Gods til Bornholm, hvorfra han siden med de Danskes gode Villie tog sin Tilflugt til Pomeren, og der endda opholdt sig mange Aar indtil han døde. Saaledes bleve de Danske Mestere over Slottet Visborg. Samme Slott havde Kong Erik selv begyndt at bygge Anno 1410, og findes hans aabne Brev af samme Dato, at bemeldte Slott ikke skal være Borgerne til nogen Forfang paa deres Friheder, men allene Staden til Beskyttelse.

Gulland falder i de Danskes Hænder.

Men, endskiønt de Danske havde erobred Slottet, vare de derfore Staden Visbye og Landet ikke mægtige; thi de Svenske vare endda paa Øen, og havde Ordre at continuere med Slottets Beleiring. Hvilket, da Kong Christian merkede, rustede han sig paa nye, og mod Høsten af samme Aar 1449 begav sig udi egen høye Person med en mægtig Flode af Skibe til Gulland. Udi Julii (643)

(m) Hvitfeld siger her 10000, men i Dronning Margaretæ Historie 9000 Nobler.

Maaned kom han didhen, og blev da handlet om en Stilstand med de Svenske, hvilken af Magno Green, og de andre Svenske Officerer blev bevilget (n), og et interims Fordrag sluttet saaledes, at de Svenske skulde forlade Øen, og at der skulde være en almindelig Fred mellem Dannemark, Norge og Sverrig fra nestkommende Mortensdag til paafølgende Mortensdag derefter, at der skulde berammes en Sammenkomst til Halmsted, hvor 12 Personer af hvert Rige skulde møde for at dømme om, hvilket Rige Gulland med rætte skulde tilhøre. Saaledes forlode de Svenske igien Øen, paa hvis Erobring de havde giort store Bekostninger, og Kongen kom efter saa vel forrættet Sag til Dannemark igien, hvor han udi samme Aar blev kroned til Kiøbenhavn af Erke-Bisp Thue og forvissede han da igien paa nye ved Eed Stænderne om deres Privilegier og Friheder.

Kong Christianus Kroning.

Til denne hans Kroning lod Hertug Adolph udi egen Person sig indfinde tillige med fremmede Gesantere, og bleve der samme Tiid slagne 30 Riddere. For at bestyrke sin Throne dismeere tog han til ægte Kong Christophers Enke-Dronning Dorothea, hvilken bekom til Lifgeding Kallundborg og Samsøe. Med denne Dronning avlede han adskillige Børn, hvilket var dismeere glædeligt, efterdi det Kongelige Danske Huus udi 60 Aar havde været u-frugtbart, saa at hverken Kong Waldemar, Kong Erik eller Kong Christopher havde efterladt sig Sønner.

Gullands Forliis gik Carl Knudsen saa meget til Hierte, at han foretog sig at søge Vederlag udi Norge; til den Ende corresponderede han hemmeligen med Erke-Bisp Aslak Bolt af Trundhiem, og nogle andre Norske Herrer, og giorde dem saa

Carl Knudsen faaer et Anhang i Norge.

mange Løfter, at han formaade dem til at kalde sig ind udi Riget. Hvorudover han og i største Hast begav sig igiennem Jemteland til Trundhiem, og der af Erke-Bispen blev kroned. Ved denne Kroning slog han 20 Riddere. Han gav da de Norske en Haandfæstning (o) (644)

(n) Nogle Skribentere tale her om et stort Slag, hvorudi 1800 Svenske omkomme, men vore gode Historier tale intet derom.

(o) Vid. Capitulationem Caroli Canut. pag. 849.

datered Trundhiem 1449, som findes hos Hvitfeld, og, efterat han havde satt til Norges Regenter Her Aslak Thuesøn og Her Einar Fluge (p), begav han sig til Sverrig igien. Og siger en gammel Krønike at han overgav Tvistigheden med Kong Christian til Pavens Kiendelse, (q) hvilket dog er ikke troeligt.

1450

Efter hans Tilbagekomst holdt han een Herredag til Arboga, hvor han udnævnede 12 Personer af Sverrig, som skulde efter det Gullandske Fordrag møde til Halmsted. Disse Personer var Magnus Green, Biskop Niels udi Linkiøping, Bengt Gustavsen Electus udi Skara, Magist. Helmicke Degn udi Upsal, Erik Eriksen, Niels Joensen af Diursholm, Erik Axelsen, Joen Karlsen, Lauritz Snakkenborg, Gustav Olufsen,

Transaction til Helmsted imellem Danske og Svenske Fuldmægtige.

Aage Jensen og Simon Kiørning. Paa Dannemarks Vegne indfante sig Erke-Bisp Thue udi Lund, Oluf Daa udi Roskild, Hennicke udi Odense, Jens udi Aarhuus Biskoper, Henrik Knudsen, Otthe Nielsen, Eggert Frille, Claus Nielsen, Peder Hogenskild (r), Aage Axelsen, Tage og Torben Bilde Dannemarks Raad, og blev efter nogen Samtale saadan Foreening giordt mellem dem, at hvilken af disse tvende Konger, Kong Christian eller Kong Carl først ved Døden afgik, da skal det Riges Raad, hvis Konge først døer, u-forsømt lade det andet Riges Raad saadant vide: siden skal 12 af hver af disse Rigers Raad komme sammen udi Halmsted, og der overveye, om de ville den Konge, som igien lever, antage til deres Konge. Og, hvis de derom blive foreenede, skal han blive Konge over begge Riger. Kand de ikke foreenes, da skal det Riges Raad, som sin Konge mistet haver, beskikke interims Regentere for Riget, indtil den anden Konge ogsaa ved Døden afgaaer. Naar saaledes begge Konger ved Døden afgangne ere, skal begge Rigers Raad udvælge en Tilfælles Konge. Og, naar GUd det saa føyer, at disse 2 Riger blive foreenede under een Herre, da, hvis Norges Riges Raad vil træde udi samme Foreening, skal Norges Riges Indbyggere (645)

(p) Eric. Ups. lib. 6.

(q) Chron. Rythmicum Svec. p. 407. in excerpt. Th. B.

(r) Saaledes kaldtes fordum de Hvitfelder teste ipso Hvitfeldio.

nyde de samme Friheder og Privilegier som Svenske og Danske. De Svenske Fuldmægtige afstode derpaa paa Kong Carls Vegne alle hans Prætentioner paa Norge, og forskreve dem til at flye Kong Christian Kong Carls aabne Brev derpaa inden St. Olufs Dag til Helsingborg. Dette Fordrag blev giort 1450 (s). Kort derefter blev af fornævnte Fuldmægtige berammet et andet Mode til Rodnebye angaaende Gulland.

Kong Carl er misfornøied dermed.

Men Kong Carl var ikke vel fornøjet med hans Fuldmægtiges Opførsel herudi, holdende fore, at de havde spillet under Dekke med de Danske Deputerede for at opofre hans Interesse, sær efterdi han havde befalet dem ikke at staae fra Norge og Gulland. Det synes ogsaa, at den heele Handel blev dreven med større Fiinhed paa de Danskes, end paa de Svenskes Side, og, at den fornemmeste af de Svenske Commissarier nemlig Magnus Green ingen Fiende var af Kong Christian, item at Høyst-bemelde Konge ved sin Politiqve havde vundet ham saavel som andre. Kort at sige, Magnus Green kommer i Unaade.Kong Carl fattede saadan Mistanke til Magnus Green, saavel formedelst det Gullandske, som Halmstedske Fordrag, at han tog fra ham Aaboes Slott, som han havde udi Forlehning. Handlede ogsaa ligeledes med Erke-Bispen af Upsal og med andre, som han holdt for at være sine hemmelige Fiender, og saaledes lagde Grundvold til de Conjuncturer, som den kloge Kong Christian luurede paa. Magnus Green, efterat han havde mistet sin Forlehning, begav han sig til Søes, og der øvede Kaperie, indtil han blev greben af Hansestædernes Skibe, og ført fangen til Lybek. Men Kong Christian intercederede for ham hos Lybekkerne, saa at han kom løs igien, og derpaa begav sig udi Dansk Tienneste, hvilket altsammen viiser, at denne Mand maae hemmeligen længe have været Kongen tilgedan. Han havde ellers Gods udi Norge, og i den Henseende var ogsaa Kong Christians Undersaatt.

Saaledes gik da Kong Christian Gradviis frem til sit forehavde Forsætt. Gulland havde han faaet i sine Hænder, og de Svenske Commissarier havde afstaaet ham Norge, hvor han blev (646)

(s) Vid. transact. Comitiis Arbog. vigilià ascensionis 1450 pag. 580.

kronet udi Trundhiem den 29 Julij 1450. For

Kong Carl Kong Carl bliver forhadt i Sverrig.

dermod saae alting buntet ud i Sverrig, hvor han havde giort sin Sag slettere ved at straffe dem, som han havde mistænkte; thi, som de samme vare mægtige Herrer, og af stor Byrd udi Landet, saa søgte de ved Leilighed at hævne sig over den Tort, som dem var vederfaren, og brugte bemeldte Konge liden Præcaution til at vinde dem igien; thi, saasom han af Naturen var hoffærdig, og ikke havde kundet beqvemme sig til at give gode Ord, endogsaa paa de Tiider, da han kun var Regent, saa kunde han langt mindre beqvemme sig dertil, da han var bleven Konge, men foragtede sine Fiender, og derved formeerede deres Tal, indtil Tingen blev saa moed for Kong Christian, at han saae sig med Sikkerhed at kunde giøre en Begyndelse med Sverriges Conqvete. 1451 Dertil toges Anledning, at Kong Carl veigrede sig for at holde det, som hans Fuldmægtige

Krig mellem Dannemark og Sverrig.

havde lovet til Halmsted, og ikke vilde sende sin Confirmation derpaa til Helsingborg efter giordt Forsikring. Hvorudover Han gav Ordre til den Gullandske Gouverneur Oluf Axelsen at gaae med en Flode til Sverrig. Den samme gik fra Gulland ind udi de Stokholmske Skiær, hvor han plyndrede adskillige Huuse og Gaarde, og med stort Bytte kom til Gulland igien. Dette skeede ved Juule Tiider i det Aar 1451. 1452 Saadant satt Kong Carl sig for at hevne, og derfor næstfølgende Aar 1452 rykte med en Krigs-Hær af 70000 Mænd ind udi Skaane, hvor han først søgte med gode Ord at vinde Indbyggerne, men, da han fornam, at de ikke kunde bevæges til Affald, lod han allevegne skiende og brende udi Landet. Helsingborg blev da afbrændt med alle de Skibe, som laae derfor, item Landskrone og Lund, dog beskyttede Erke-Bisp Thue Bispe-Gaarden og Domkirken med saadan Tapperhed, at de samme bleve conserverede. Ja Skaane blev udi denne Færd saa ilde medhandlet, at Landet udi lang Tiid ikke kunde komme sig igien. Og, som dette Tog skeede midt om Vinteren, da Øresund var tilfrossen, kunde de Danske fra Siælland ikke komme Skaaningerne til Hielp, efterdi Iisen hverken vilde briste eller bære.

(647) Kong Christian, som paa samme Tiid var udi det Brandenborgske, hvor han med Markgræven og andre Tydske Førster holdt en Samtale, da han hørdte dette, begav

De Svenske husere ilde i Skaane.

han sig udi Hast tilbage for at undsætte Skaane, og at hævne sig over Fienden. Imidlertiid huuserede Kong Carl skrækkeligen udi Landet, og, da nogle af de Skaanske Bønder havde samlet dem sammen for at giøre Modstand, slog han 2000 af dem ved Dalbye Kloster, kom derpaa anden gang for Lund igien, og søgte at overtale Erke-Bispen at gaae sig til Haande, men forgiæves, hvorudover han stormede nogle gange til Domkirken og Bispegaarden, men blev afslagen med stor Forliis, og bleve da hen ved 1000 Svenske fangne. Kong Carl maatte derfor med uforrettet Sag gaae tilbage, og begav sig med sin Krigshær ind udi andre Herreder, som han ved Skiænden og Brænden fast ødelagde. Disse Tragoedier varede indtil Kong Christian kom tilbage, og gav ham andet at bestille. Høystbemeldte Konge kunde formedelst Iisen,

Kong Christian giør Indfald i vester Gothland.

efterdi Sundet var tilfrosset, ikke saa hastig komme Skaaningerne til Hielp (u) men han giorde mod Sommeren af samme Aar et Indfald udi Vester Gothland, hvor en stor Deel af Landet gik ham til Haande, og svor ham Troeskabs Eed. Han erobrede da den Stad Lodese, hvor han befæstigede sig. Kong Carls Fogeder ginge ham villigen til Haande, endeel fordi de ikke vare fornøyede med deres egen Herre, eendeel ogsaa for ikke at sætte deres Gods og Rigdom udi Fare. Den fornemmeste af de Svenske, som da falt til Kong Christian, var Her Thure Thuresen Høvitzmand paa Axelvold, hvilken overgav Slottet Axelvold, og blev efterfuldt af en stor Hob Svensk Adel, saa at Kong Christian søgte at befæstige sig udi Sverrig, da derimod Kong Carl lod sig allene nøye med at skiænde og brænde udi Dannemark, hvorved han allene forbittrede Indbyggerne.

Da Kong Carl fik Tidender om denne Fremgang, hastede han med en stor Krigshær fra Upland Vester-Gothland til Undsættning, lod sig ogsaa merke at ville levere Kong Christian et Feltslag. Men, da han under Vejs merkede, at Oluf Axelsøn og Magnus (648)

(u) Manuscr. Skibyense pag. 11.

Green med 46 Skibe vare komne for Stokholm, og at Erke-Bispen af Upsal med nogle andre Uplandske Svenske Herrer ginge frugtsommelige med et Anslag mod ham, rykte han strax tilbage til Stokholm, hvorudover de Danske seilede

De Svenske ere lykkelige under den tappere General Thord Bonde.

derfra igien og paa Vejen afbrændte Vestervik. Kong Christian spillede imidlertiid Mester udi Vester-Gothland, lod besætte Passerne ved Tyveden, at han kunde have Ryggen fri, og begav sig med sin Krigshær til Jenkiøping for at bryde ind udi Øster Gothland: men saa vel de Folk, som havde besatt Passen ved Tyveden som de andre, hvilke vare skikkede til Holveyen fra Jenkiøping for at aabne Veyen for den Danske Krigshær, bleve af Kong Carls Folk slagne (x). Hvorudaf Kong Carl fik saadant Mod, at han skikkede en Hob Folk under Thord Bonde til Vester Gothland for der at uddrive de Danske, men fandt der ingen, efterdi Kong Christian, da han merkede, at han ikke kunde komme over Holvejen, var rykket tilbage igien til Halmsted. Herudover spillede Thord Bonde Mester udi Vester Gothland igien, hvor han i en Hast overrumplede og indtog Lodese. Og, som han paa samme Tiid fandt nogle Breve, hvilke aabenbarede den Correspondence, Her Thure Thuresen havde med de Danske, rykkede han mod Axelvold, indtog Slottet og fangede Thure Thuresøn, hvilken dog undrømmede, og gav sig udi Dansk Tieneste tillige med mange Vester Gothlandske Adelsmænd. Saaledes bekomme de Svenske Vest Gothland tilbage under den tappere Thord Bondes Anførsel, hvilken Kong Carl i henseende til saadan Tienneste erklærede Sverrigs Riges Marsk og Gouverneur af Vester Gothland. Og, som Kong Carl udi denne Feide havde fornummet, at adskillige store Herrer udi Sverrige vare ilde sindede mod ham, lod han invitere til sig Erke-Bispen med andre Herrer, som han havde mistænkte, og stillede sig venligen an mod dem, og forpligtede da Erke-Bispen sig med Eed at være Kongens bestandige Ven, men hvorvel han det meenede, visede Udgangen. (649)

(x) Eric. Ups. lib. 6. over dette Slag, hvor i de Danske mistede 300 Mænd blev giort saadant Vers:

Complures Holewed de Dacis fullo döda nedh

Man seer, at det har været en Mode da at giøre mismask af Sprog.

Endeligen blev imellem de Danske og Svenske holden en Sammenkomst til Vadstena 1453, Forgiæves Handel om Fred.

hvorudi Claus Rønnov og Iver Axelsøn hanlede med Kong Carl saaledes, at der skulde være Anstand mellem begge Konger, og at de imidlertid skulde skikke deres Fuldmægtige til Halmstad for at handle om en bestandig Fred. Men man kunde intet Middel finde at tilveye bringe saadan Fred, saa at derfore de 3 efterfølgende Aar bleve bortdrevne med frugtesløse Negotiationer, og alt hvad man kunde udrette i de Moder, som bleve holdne til Rodnebye, Stokholm og paa andre Steder, var alleene at forlænge Stilstanden. Det Mærkværdigste, som tildrog sig, medens

Kong Christian foreener adskilligt pandsatt Gods med Kronen igien.

denne Stilstand varede, er efterfølgende: Kong Christian fandt ved sin Ankomst til Regieringen, at Kronens Gods mestendeels var bortpantet for ringe Summer, saa at Kongen havde fast intet at føre sin Stat med eller til Rigets Forsvar. Han merkede ogsaa, at mange af disse Panthavere havde havt deres Pante saa længe, at de deraf havde oppebaaret 3 til 4 gange saa meget som de laante Summer kunde beløbe sig til, hvorudover han Anno 1453 lod saadant forestille Rigets Raad, som da var forsamlet udi Kiøbenhavn, forlangende, at slig Uheld maatte remederes. Herudover blev af Rigets Raad fundet for got, at alle de Lehn, som saaledes vare forpantede, skulde hiemfalde til Kronen igien, naar man kunde beviise, at Panthaverne havde af deres Pante meere oppebaaret end Hoved-Stoelen kunde beløbe sig til. Efter denne Doms Lydelse mistede blant andre Hr. Philipp Axelsøns Børn Skelskøer og Tranekiær,

Saadant foraarsager Misfornøielse blant de Axelsønner eller Totter.

hvilket forbittrede denne mægtige Familie mod Regieringen. Herr Iver Axelsøn een af de anseeligste Mænd udi Riget item hans Broder Aage Axelsøn, som havde Varbierg i Pant, forlode siden af Misfornøyelse Riget, og begave sig til Sverrig, hvor deres 3die Broder Erik Axelsøn var, som havde Kong Carls Syster til ægte, saa at der vare Axelsønner baade udi Sverrig og Dannemark, ligesom der endnu er i begge Riger i vor Tiid; thi Axelsønner vare de samme, som nu omstunder kaldes Totter. Disse Brødre førdte udi mange Aar Krig imod Dannemarck, hvorom videre skal tales. Dog blev Hr. Aage siden forligt med Kong Christian, og fik sine Pantepenge igien, (650) og Hr. Iver blev forliigt med Kong Hans Aar 1487, da han overleverede Gulland til Dannemark.

Udi samme Aar blev Constantinopel erobred af Tyrken, hvorudover Kong Christian, saavelsom andre Christelige Konger bleve ombedede at foreene deres Magt mod Kong

Christian anmodes om Hielp mod Tyrken.

samme Christendommens Fiende. Men enhver havde nok at tage vare paa sine egne Sager, og havde man af forrige Tiider tilstrækkeligen lærdt, hvor liden Nytte Europæiske Førster havde haft af de saa kaldte Cruciater, der uden Frugt havde opoffret Million Christne Mennesker. Kong Christian undskyldede sig da udi en Skrivelse dateret 1454 Roskild 1454 hos Keyser Friderich 3, at han ikke kunde komme til det Mode, som for Christendommens Beste var anstilled mod Tyrken, eendeel, fordi han ikke havde betimmeligen faaet Keyserens Brev, eendel ogsaa, efterdi han behøvede sit Krigs-Folk til sit eget Riges Forsvar. Han slutter sin Skrivelse med Begrædelse over det Grædske Keyserdoms Ødelæggelse og Tyrkens Fremgang, og holder for, at den heller

Hans fornuftige Svar.

ved Bønner til Gud end ved Sverdet kand dempes. Adskillige lagde Kongen dette kaaldsindige Brev til Last, og udtydede det som en liden Omsorg for Christendommens Velfærdt, men enhver, som læser Historierne af de saa kaldte Croisader eller Cruciater maa tilstaae, at aldrig er skreved fornufftigere, og tillige med Christeligere Brev fra nogen Potentat, og, saasom udi denne Historie er intet tilforn talt om Croisader, efterdi ingen af de Danske Konger selv havde ladet sig tegne med disse Pavelige Kors, da dog adskillige Danske vare med udi de store Udtoge til det hellige Land, og Kong Hagen af Norge lod sig selv krydse, saa vil jeg her som paa det beqvemmeste Sted melde noget derom, for at viise med hvad Grund Kongen undslog sig for saadanne Tog.

En kort Beskrivelse over de saa kaldte Croisader eller Tog til det hellige Land

Saasom Saracenerne havde bemægtiget sig det hellige Land, og ikke allene undertrykkede de Christne, som boede udi Palestina, men endogsaa plyndrede, og ihielsloge Europæer, som af Andagt reisede til den hellige Grav, foraarsagede saadan Medfart adskillige gange stor Misfornøyelse hos Christne Potentater, saa der taledes allevegne med Iver om at hevne slig Vold, og at befrie de hellige Stæder fra de Uchristnes haarde Aag. Pave Gregorius 7, som |651gik frugtsommelig med et almindeligt geistligt Monarchie, satt sig for at betiene sig af denne Iver, som fandtes hos de Europæiske Konger, for at komme til sit Maal, og derfore søgte at overtale dem til at giøre et Tog til det hellige Land. Men dette kom ikke til Virkning førend udi Urbani 2. Tiid, da paa det bekiendte Concilio til Clermont saadant Tog blev besluttet, og en stor Hob Christne Herrer tillige med deres Undersaattere lode sig tegne med Kors paa deres Klæder til et Tegn, at de skulde være Christi Soldatere, hvoraf disse Tog ogsaa have faaet Navn af Croisader. Det første Tog gik temmelig lykkeligen for sig; thi de bemægtigede sig det hellige Land, og oprettede et nytt Rige udi Jerusalem, som varede under adskillige Konger, af hvilke Godefroi de Bouillon var den første. Men, som det var vanskeligt længe at handthæve et Rige, som var omringet allevegne af de mægtige Saracener, saa behøvedes idelig Undsættning fra Europa for at handhæve en Conqvete, der havde kostet saa mange 1000 Mennisker: Dette gav Anledning til adskillige andre Croisader, som udtømmede Europa fra sit beste Mandskab, og dreve Konger og Førster til at forlade deres Lande, hvilke ofte, naar de selv opoffrede dem og deres Folk udi Jødeland, bleve deres Naboer til Bytte. Af disse Tog profiterede ingen meere end Paverne, efterdi de paatoge sig de fraværende Førsters Beskyttelse, og bleve anseede som Generale Fuldmægtige over de fleeste Europæiske Riger og Lande. Pavernes fornemmeste Sigte hermed var saaledes deres egen Høyheds Forfremmelse, hvorvel det er troeligt, at mange af dem dreves ogsaa dertil af samme blinde Iver, som Kongerne selv: thi disse Croisader vare overkomne alle Folk som en hidsig Feber, saa at Høye og Lave satte deres egen Velfærd til Side, og lode sig i Hobetall adskillige gange indrullere udi denne hellige Milice, endskiønt de saae Frugterne deraf vare intet uden Ødelæggelse. Ja Sygdommen falt omsider ud til et Raserie, saa at heele Europa da ikke kunde ansees anderledes end en stor Daarekiste; thi denne blinde Nidkiærhed blev offte forvandlet til den fordærveligste Fanatismum. Det er bekiendt hvad stor Allarm den store Fanaticus Jacob af Ungarn foraarsagede, hvilken under samme Navn fik allevegne saadant Tilløb af Almuen (652) og besynderligen af Hyrder, hvormed han vilde indtage det hellige Land, men paa Vejen giorde saadant Nederlag paa Christne selv, og førdte saadan Skræk ind udi Frankrig, saa at man havde Frygt for at see et nyt Hyrde-Monarchie oprettet, hvis Anføreren til Lykke ikke var bleven omkommen; ja denne Daarlighed gik saa vit, at over 50000 smaae Børn rottede sig sammen for at indtage det hellige Land, og virkelig begav sig paa Vejen, hvor den største Deel omkom af Hunger, Sygdom og adskillige andre U-leiligheder. De overblevne fragtede Kiøbmands-Skibe: nogle lidde Skibbrud, andre af dem bleve bragte til Ægypten, og der af Kiøbmændene selv saalte til Saracenerne, hvilke tvunge dem til at forsværge Christendommen, og var dette Frugten af denne utidige Iver. De andre onde Sviter af disse Croisader vare disse: Saasom Paverne gave alle dem fuldkommen Syndernes Aflad, der antoge Korset, saa lode adskillige onde Mennisker og Misdedere sig korse, og det ikke saa meget i Henseende til deres forbigangne Synder, som til dem, de agtede at bedrive; thi ingen maatte under Straf af Kirkens Band tilføye nogen Korsed Herre eller hans Land nogen Skade, saa at disse Kors udi visse Maader vare som det Tegn, vor HErre satt paa Cain, at ingen maatte slaae ham ihiel; i den Henseende lod Kong Johannes af Engeland, Græve Raymond af Thoulouse og andre sig korse, paa det at de disfriere kunde øve deres onde Gierninger. I Førstningen vare disse Croisader allene for det hellige Land, men siden bleve de multiplicerede, og strakte sig mod andre. Saaledes gave Paverne siden Indulgencer til dem, som lode sig korse mod de Grædske Christne Keysere; item til Spanierne, som lode sig korse mod Morerne. Man lod ogsaa prædike Croisader udi Tydskland imod Hedningene udi Prydsen og Lifland, iligemaade mod Kiettere, som mod de Waldenser udi Frankerige. Ja det kom saa vit, at, naar Paven enten udi Høyheds eller Penge Sager fik Tvistighed med nogen Potentat, lod han prædikke Croisader saa vel udi samme Potentats eget som hans Naboes Land. Bisperne efterfuldte ogsaa Pavernes Exempel og paabøde Croisader mod deres egne Herrer, saa at intet tienede meere til at befodre de Geistliges Herredom, (653) og iligemaade at beriige dem; thi i Begyndelsen gav man Aflad allene til dem, som virkeligen lode sig korse, men siden ogsaa til dem, som gave Penge til Croisadernes Forfremmelse: Og, som Paverne vare General Casserere, og derforuden efter de Tiiders jus canonicum ingen finance controlleurer maatte have, eller være forbundne til at giøre Regnskab for disse store Indtægter, saa kand man slutte, at de maa ikke have befundet sig ilde ved slige Forrætninger; thi ingen Bestilling er efter Ordsprogets Lydelse bedre end at være Foged uden at giøre Regnskab. Der vare ogsaa mange, som lode sig korse, men siden betænkede sig igien, hvorudover de maatte give Penge for at dispenseres fra deres Løfte, og bragte deslige Dispensationer ogsaa en god Skilling ind. Saaledes lod den heele Christendom sig da trække ved Næsen, og ingen knurrede over deslige Exactioner, førend da Saladin blev saa mægtig udi Orienten, og Jerusalem blev igien erobred af Saracenerne, og da man begyndte ogsaa at paalægge Geistligheden den saa kaldne Decimam Saladinam; thi da begyndte det først at kaldes et Tyrannie, som kand sees af Pierre de Blois Invectiver paa Geistlighedens Vegne. Med et Ord at sige, heele Europa snurrede af Prækner om alle slags Croisader, indtil Almuen blev saa kied deraf, at ingen meere vilde gaae i Kirke. Hvorudover Præsterne omsider maatte love Indulgencer til dem, som vilde høre deslige Prækner. Vil man nu eftersee, hvad som vandtes ved alle disse Uleiligheder, da finder man at de Christnes Vilkor udi Orienten blev slettere end tilforn; nogle Million Mennisker bleve opoffrede; Mange Førster bleve i deres Fraværelse skildte ved deres Lande; heele Europa blev udtømmet ved Penge; og mange Christne, som reisede til Jødeland, for at omvende Saracener, bleve selv Mahomedaner, hvilket sidste var Frugten af Ludovici Sancti Tog til Ægypten. De eeneste derfor, som tabte ved Croisadernes Ophævelse, var Paverne, og maaskee Korsmagerne; thi, eftersom der bleve forarbeidede nogle Millioner af Kors, saa er det troeligt, at det har været et nærsomt Handværk, og ikke mindre vigtigt end Knapmagernes nu omstunder; thi nogle holde for, at deraf de første Vaabner have Oprindelse, saasom (654) man da søgte at distinguere sine Kors ved adskillige Symboliske Tegn (y). Naar man derfore dette overvejer, kand man see, at Kong Christian ikke uden Aarsag undslog sig for saadant helligt Tog. Nu maae jeg vende mig til Historien igien. Efterfølgende 1455 Aar nemlig 1455 blev fød til Verden Kongens ældste Søn Johannes, som siden blev

Prinds Johannes fødes.

Konge over Dannemark, Sverrig og Norge, og blev saaledes kalden efter Margræv Hans, Dronning Dorotheæ Morfader. Hans Fødsel var desmeere glædelig, efterdi Riget udi meere end 60 Aar ingen Printz havde havt. Saasom Kiøbenhavn udi Kong Christophers Tiid var bleven en Kongelig Residentz Stad, saa lod Kong Christian

Adskillige Forordninger Kiøbenhavn Angaaende.

see stor Omsorrig for samme Stads videre Opkomst og Conservation, hvilket viise adskillige derom udgangne Forordninger, hvorved han confirmerede Kiøbenhavns Privilegier, og befoel, at alle de, som havde Huuse, Gaarde og Jorde, skulde tænke til at planke og broelægge samme Stad. Han udgav ogsaa en særdeeles Forordning angaaende Høybroe (z), som foreener Slottet og Staden sammen, at ingen maatte herefter som tilforne binde deres Skibe til fornævnte Broe, at den ikke skulde forrykkes, hvoraf sees, at bemældte Broe har været gammel paa de Tiider, iligemaade, at den maae ikke have været meget sterk, efterdi man frygtede, at den skulde nedrives af de smaae Fartøyer, som derved pleyede at bindes, og haver jeg holdet nødigt dette at antegne, efterdi det kand tiene til nogen Oplysning om denne Hovedstads gamle Tilstand og Tilvæxt. Jeg seer ellers af et gammelt Pergament-Skiøde udstedet af Borgemester og Raad samme Tiid til den Kongelige Myntemester, Henrik Dringenberg, at Kiøbenhavn da kaldtes Kiøbmani Havn, og Kiøbmager Gade, Kiødmager Gade (a). Hvad Norske Sager angaaer, da har jeg tilforn meldet, hvorledes Carl Knudsen ved Erke-Bisp Aslak Bolts Practiqver var kommen ind udi samme Rige, og der kroned til Konge udi Trundhiem. (655)

(y) Laboureur Introduction a l’hist de Charles 6. vid. Imhof geneal. Familiarum in Gallia.

(z) Edicta ann. 1454 & 1455.

(a) Pergament Skiøde dat. 1468.

De Svenske Skribentere sige, at saadant skeede, efter de fleeste Indbyggeres Forlangende, men Historien viiser anderledes; thi Norriges Raad protesterede Solenniter Anno 1451 mod den Kroning, som Kong Carl sneeg sig til udi Trundhiem, og contesterede, at de aldrig havde givet deres Samtykke dertil, og confirmerede den Hyldning, som de havde giort Kong Christian til Marstrand. Og, De Nordenfieldske falde til Kong Christian igien.

saasom de Nordenfielske meest vare blevne mistænkte at have favoriseret Kong Carl, efterdi han var bleven kronet udi Trundhiem af samme Stads Erke-Bisp, tilkiende gave adskillige Nordenfieldske Fylker eller Provincier Aar 1453, hvorledes saadant var tilgaaet, og vidnede, at hvo som beskyldede dem at holde med Carl Knudsen, talede mod all Rætt og Sandhed. Man seer da heraf, at ikke Norge, men allene nogle faa uroelige Mennisker, havde indkaldet Kong Carl. Dog, saasom han var bleven kroned af den Trundhiemske Erke-Bisp, tilegnede han sig samme Rige, og skrev sig Konge derover; i den Henseende vilde han og ikke samtykke det, som hans Comissarier havde indgaaet til Halmsted om Norges Afstaaelse, men udi alle de Stilstande, som siden bleve sluttede, forbeholdt sig sin Rætt. Udi saadan Tilstand var Norge, varende denne Stilstand mellem Kongerne, hvilke begge tilegnede sig Rætt til samme Rige, Kong Carl, efterdi han der først, hvorvel ved Surprise, var bleven kroned, og Kong Christian, efterdi han af samtlige Norske Stænder frivilligen var bleven hyldet, kronet og confirmeret. De fornemmeste af Adelen, som paa de Tiider var udi samme Rige, vare

Adelige Familier i Norge paa de Tiider.

Herr Erik Krummedige, Herr Kolbiørn Gast, Herr Peder Nielsen, Herr Erik Biørnsen, Herr Erik Johansen, Engelbrecht og Oluf Staffensen, Herr Joen Smør, Herlof Pedersen, Frue Kirstine Smør-hætte, Herr Erik Andersen, Herr Mogens Green, som baade var Svensk og Norsk, efterdi han havde Gods udi begge Riger. Og er det fornødent ved Leilighed at opregne de Norske Adelige Familier, efterdi de nu omstunder fast alle ere uddøde.

Udi dette Aar 1455 blev Her Oluf Nielsen Ridder af Talge og Lehnsmand over Bergen ihielslagen af de Tydske paa Contoret i |656Bergen. Jeg har tilforn viset, at de Vendiske Stæder finge først Frihed at handle paa Bergen 1275, dog ikke videre,

Det Tydske Contors Opkomst i Bergen.

end at reyse tilbage, saa snart de havde indkiøbt deres Vahrer, men, da de Tydske begyndte at faae Smag paa Landet, erhvervede de først Frihed at overblive Vinteren, for at indrette deres Magaziner, og bleve derudover kaldne Liggere. Siden satte Stædernes Fuldmægtige sig ned udi Landet paa den saa kaldte Brygge eller Contor, og erhvervede store Privilegier under Erico Pomerano og Christophoro Bavaro, og toge saaledes til udi Anseelse, at de omsider saae deres Contor an som en liden Republiqve, der ikke dependerede af Riget. Paa deres Overmod gaves et Exempel dette Aar 1455; thi, da Lehnsmanden udi Bergen Her Oluf Nielsen (b) paa Bispens Vegne vilde efter Loven kræve Tiende af dem, veigrede de sig derfor, og ikke vilde underkaste sig nogen Rætt eller Dom, hvorudover bemeldte Lehnsmand søgte ideligen at giøre dem Fortræd; Hvad han ikke kunde giøre, det giorde hans Hustrue Frue Elisa, hvilken var en Dame af Mandelige Qvaliteter; thi hun udrystede paa sin egen Haand Skibe, som een og anden gang plyndrede de Tydske Contorske, hvilket forbittrede dem saaledes, at de søgte at omkomme Lehnsmanden hendes Herre; herudover tog Her Oluf sin Tilflugt til Munke Liv Kloster, hvor han ogsaa af de Contorske blev forfuldt. Da de komme ind udi Klosteret med væbned Magt, gik Bisp Torløf

De Contorske omkomme Bispen og Lehnsmanden.

dem i Møde med Sacramentet i Haanden, meenende derved at afskrække dem fra deres Forsæt; men, da de ikke kunde faae fatt paa Lehnsmanden, sloge de Bispen ihiel, og satte Ild paa Klosteret, hvorudover Lehns Manden maatte komme for en Dag og blev strax af dem myrdet. Dette Mord havde Kong Christian da ikke Leylighed til at hævne, efterdi Sagerne endda vaklede udi Norge; men det gav siden Anledning til Krig mellem Kong Hans og de Lybske. Kong Christian lod sig allene nøye med at berætte Pave Calixto 3. denne Misgierning, og at intercedere for Bergen, at ikke Staden, som var uskyldig, men allene Contoret eller Bryggen maatte sættes i (657)

(b) Denne Historie have en Deel fremmede Skribentere saaledes defigureret, at den er bleven ukiendelig.

Interdict. Han erhvervede ogsaa samme Aar af bemeldte Pave Calixto 3. en Pavelig Bulle mod Kong Carl, efterdi han havde taget Ørebroe Slott fra Dronning Dorothea, som var hendes Lifgeding; hvoraf man seer, at Kongen holdt lidt bedre Venskab med denne Pave end med hans Formand Nicolao 5, hvilken ved en meget heslig Gierning saaledes opirrede Kongen, at han uden Tvil havde søgt at hevne sig, hvis Tidernes Conjuncturer havde tilladt ham at bryde med det Pavelige Sæde, eller hvis Pave Nicolaus havde levet noget længere.

Trætte mellem Kongen og Pave Nicolaum 5.

Dette Pavelige Mesterstykke skeede udi samme Aar 1455 saaledes: Da Erke-Bispen af Trundhiem ved Døden var afgangen, havde Kongen besynderlig Omsorg for, at der maatte udvælges en god Mand, som han i slige vanskelige Tiider kunde forlade sig paa, eftersom Erkebisperne vare Kongens Statholdere, og udi hans Fraværelse regierede Riget baade udi Geistlige, civile og militaire Sager, og havde man i Sær af Erke-Bisp Aslak Bolts Opførsel lærdt, hvad en Erke-Bisp kunde giøre, naar han var ilde sindet mod Regieringen, og hvor meget det var Kongen anliggende at forsyne Erke-Bisp-Sædet med en troe og redelig Mand. Han magede det derfor saa, at Marcellus Bisp af Skalholt udi Island, og som da var Kongens Gesant udi Rom, blev postulered og udvalt af Norske Bispe til det Trundhiemske Sæde.

Marcellus blir udvalt til Erkebisp udi Trundhiem.

Denne Rætt til at udvælge de Trundhiemske Erke-Bisper var fra St. Olai Tiid de Norske Konger og Rigets Geistlighed aldrig disputered; thi St. Olaus havde paa sin egen Bekostning funderet, og beriiget de fleeste Kirker, hvorfore, saa vel Paverne, som Concilia, havde samtykt og stadfæstet, at, naar en Erke-Bisp eller Bisp skulde indsættes udi Norge, skulde det skee med de Norske Kongers Villie og Samtykke. Kongen gav da denne Marcelli Election Pave Nicolao strax tilkiende, begiærende, at, som han var Canonice udvalt, hans Pavelige Hellighed vilde confirmere Vallet efter Sædvane, og skikke den udvalte Erke-Bisp til Trundhiem, hvor hans Nærværelse var fornøden. Men Paven mod all Sædvane og Forhaabning forkastede dette Vall, og søgte at indtrænge paa det Trundhiemske Erke-Sæde en Fremmed ved Navn Henricum, hvilken (658) corresponderede med Kongens Fiender, og derforuden var uduelig til saadant Embede, saavel i Henseende til hans høje Alderdom som Ukyndighed i det Norske Sprog. Han forkastede saaledes Marcellum, og lod ham uden Confirmation

Paven lader fængsle Marcellum

reise fra Rom. Det blev dog ikke derved; thi, da Marcellus var kommen til Cøln, blev han efter Pavens Anstiftelse anholden, og fængslet udi samme Stad, ja alle hans Klenodier, Penge og Gods bleve ham fratagne tillige med hans Breve, hvoriblant var ikke allene hans Postulation, men endogsaa andre vigtige Breve, som angik Rigets hemmelige Sager. Kongen ansaae dette som en dobbelt Spott, eendeel, efterdi Marcellus var Cannonicè udvalt til Erke-Bisp, eendeel ogsaa, efterdi han var en Gesant, hvis Person efter all Folk-rætt er hellig. Han skikkede derfor andre Gesantere til Rom,

Kongen besværger sig derover.

og begierede, at de Cølniske maatte tilholdes at give det bortagne Gods med Breve tilbage, og at de derforuden maatte straffes for saadan formastelig Gierning. Men Erke-Bispen af Cøln samt Borgemestere og Raad havde ingen Villie dertil, saa længe som Pave Nicolaus levede, hvoraf man lætt kunde slutte, at de havde samme Paves hemmelige Ordre: Kongen lod derfore anholde alle Cølniske Kiøbmænds Gods og Effecter udi hans Riger; men Sagen blev dog som den var, indtil Pave Nicolaus 5. 1456 ved Døden afgik. Efter Pave Nicolai Død affærdigede Kongen Aar 1456 et nyt Gesantskab til hans Successor Calixtum 3. begierende, at han vilde corrigere det, som hans Formand havde giort imod hans Kongelige Rætt og den Norske Kirkes Privilegier. Men samme Pave, enten han var ligesaa haardnakked som den forrige, eller at

Samme Tvistighed opvækker tvende Factioner i Norge.

han ikke vilde tilbage kalde, hvad hans Formand havde giort, confirmerede Henricum, som af Pave Nicolao var indtrængt, og lod Kongens Gesantere uden Beskeed hiemfare. Dette foraarsagede stor Allarm udi Norge, eendeel holdt med Paven, andre med Kongen og Stænderne. Ja det kom til saadan Forbittrelse, at mange maatte sætte Livet til. Bispen af Bergen blev da ihielslagen, item Oluf og Peder Nielssøn, samt fleere af Adelen, saa at det saae ud til en indbyrdes Krig.

(659) Udi denne forargelige Tvistighed faldte mange af de Norske, som boede udi Nordlandene, fra den Romerske Kirke, som de deraf fattede saa slett Idée om, og antoge den Ryssiske Religion. Kongen var udi denne Tilstand tvilraadig, hvad han skulde giøre. Hvis han føjede Paven, havde han det heele Rige paa Halsen, efterdi Stænderne truede at opsige ham Troeskab, dersom han ikke vilde beskytte de Kongelige Regalier, og den Norske Kirkes Frihed. Hvis derimod han stødte Paven for Hovedet, havde han sig at befrygte for Kirkens-Band og St. Petri Sværd, hvorudover han skikkede ikke allene nye Gesantere til Rom, men endogsaa til Keyser Friderich 3, hvilken han udi sit Brev, som Gesanterne førdte med sig, kaldte den hellige Kirkes højeste Patron (Sanctæ Ecclesiæ Supremum Advocatum). Ja han affærdigede ogsaa Bud til Kongen af Aragonien Alphonsum og til andre Potentater, som stode udi Venskab med Paven, ombedende dem, at de vilde intercedere hos H. Hellighed, at den Norske

Kongens merkelige Brev til Paven.

Kirke maatte blive ved sine gamle Privilegier, paa det at Blods Udgydelse og indbyrdes Krig maatte forhindres, og at Undersaatterne ikke maatte drives til at falde fra den Romerske Kirke. Udi det Brev, han tilskrev Paven, findes disse Ord: O! ambitionis detestabile crimen! pro ovibus suis redimendis moritur Christus, pro tumidæ superbiæ insatiabili fastu, pro mundanæ gloriæ pompa ovile Christi subripitur. Det er: O! en vederstyggelig Ærgierigheds Last! Christus døer for at igienløse sine Faar, men hans Faaresti forstyrres af de Geistliges umættelige Hofmod og Begierlighed efter verdslig Ære og Høyhed.

Paven, da han merkede, at han allevegne hørdte ilde over saadan forargelig Opførsel, da, for at sætte en Farve derpaa, formerede han adskillige Beskyldninger mod Marcellum, som han Artikkelviis forfattede, og befoel Erkebispen af Lund med hans Suffraganeis at examinere Sagen, og dømme derudi: Marcellus, som havde en god Samvittighed, mødte for denne Rætt, og der viisede tydeligen sin Uskyldighed, hvorfore samme Dommere remitterede Sagen (660) igien til Paven, og, omendskiønt Marcellus giorde en nye Reyse til Rom for at svare for sig, blev dog intet derved giort hverken udi Calixti ey heller udi hans Efterkommers Pii 2. Tiid, Og, som jeg finder intet meere talt udi Historien hverken om Marcello ey heller hans Modstander Henrico, er det troeligt, at ingen af dem er kommen til det Trundhiemske Erke-Sæde.

Nu er Tid, at jeg begiver mig til den Svenske Krig igien, hvilken blev fornyed

Krigen begyndes med Sverrig igien.

udi det Aar 1456; men, førend jeg skrider dertil, vil jeg melde noget om, hvad som varende denne Stilstand passerede udi Sverrig. Omendskiønt udi den Anstand, som havde varet udi 3 Aar, intet Fientligt paa begge Sider var foretaget, saa giorde dog Kong Christian idelig blind Allarm, og lod Rygtet gaae, ligesom han havde i sinde at giøre Indfald udi Sverrig, hvilket foraarsagede, at Kong Carl undertiden 3 eller 4 gange om Aaret maatte skikke Krigs Folk til Grændserne, hvilket med deres frem og tilbage Reyser besværgede Bønderne, og giorde dem saa uvillige, at de sagde, at Kongens Krigs-Folk giorde dem større Skade end Fienden selv. Og var dette just, hvad den kloge Kong Christian intenderede (c), nemlig at giøre Carl Knudsen forhadt udi Sverrige. De Geistlige, som vare samme Konge ikke meget bevaagne, ophidsede han

Conjuncturerne i Sverrig for Krigen.

da ikke lidet mod sig, i det han samme Tid foretog sig at reducere en Hob Geistligt Gods; thi, saasom han trængede til Penge, og havde fornummet, at de forrige Konger havde skienket Geistligheden alt formeget Gods Kronen til Skade, beordrede han Commissarier nemlig Erik Fogelvyk og Claus Ryting for at examinere saadant, og at reducere alt det Gods, som Geistligheden med Urætt besad, lod og en Befalning udgaae, at man ikke meere skulde give saa meget Gods til Kirkerne. Disse Anstalter og u-tidige Forordninger kastede Olie udi Ilden, og formeerede det Had, som hans Fiender havde fattet til ham, og, som de merkede, at Kongen forlod sig meget paa Marsken, Thord Bonde, hvilken var ikke mindre tapper end lykkelig, overtalede de hans egen Foged at omkomme (661)

ham, hvilken ogsaa overfaldt ham ved Natte-Tider, kløvede hans Hoved med en Øxe, og flygtede til Dannemark. Ved denne tappere Generals Død mistede Kong Carl sin Høyre Haand, saasom han selv havde kun liden Capacitet udi Krigs-Sager (d) Saaledes vare Conjuncturene udi Sverrig, da Krigen igien begyndte mellem Rigerne.

Tvistighed mellem Kong Carl og Erkebisp Johan Bengtson.

Anno 1456 kom Magnus Green med en Dansk Magt ind udi Calmar Sund og Øland og beleyrede Slottet Borkholm, hvilket efter 6 Uger blev overgivet af Kong Carls Sviger Søn Erik Eriksen. Da udbrød omsider det Had, som Erkebispen Johan Bengtsen længe havde baaret til ham, og, som samme Prælat spillede siden saadanne store Ruller i Sverrig, er fornødent at give en liden Idee om hans Person. Han var af en af de fornemmeste Familier udi Sverrig, og derfore i Henseende til sin Byrd havde et stort Anhang af Adelen, og Almuen havde han til sin Villie, saa vit som han var Erke-Bisp, hvilken paa de Tider havde meere Myndighed end Kongen selv. Han havde ellers alle de Qvaliteter, som udfodredes af en Geistlig Mand paa de Tider; thi han var oprørsk, dristig og en duelig Mand. Han var ellers ubestandig

Samme Erkebisps Portrait.

og holdt eedlige Løfter ikke længere, end han fandt dem nødige for sin Interesse, hvilket kand sees, saa vel af hans Opførsel mod Kong Carl, som siden mod Kong Christian. Det eeneste Løfte, jeg finder at han holdt, var det, som han giorde ved St. Eriks Skrin, hvor han nedlagde sine Bispelige Insignia, og lovede ikke at ville tage dem igien, førend han havde drevet Kong Carl af Sverrig, hvilket han ogsaa holt troeligen. Slige Qvaliteter havde denne Erke-Bisp, der stødte sin Konge fra Thronen. Det første Had, han havde fattet til Kong Carl Knudsen, reysede sig af den Tvistighed, Kongen, da Han endnu ikkun var Marsk, havde havt med Drosten Christen Nielsen, som var Erkebispens Morfader, hvilken han havde ladet fængsle. Dette Had formeeredes af adskillige andre Opførseler, saa vel mod ham selv, som mod hans Venner. Kongen havde ogsaa søgt at hindre hans Vall til Erke-Sædet udi Upsal, og (662)

(d) Olaus Petr. hist. Svec. manuscr.

endeligen ved oven anførdte nye Forordninger med det Geistlige Godses Reduction havde ladet see, at han var ingen Præste-Ven.

Begyndelsen til Tragoedien var denne: Efter den Tappere Thord Bondes Død og Ølands Erobring begyndte Erke-Bispen at tage Masken af, og anholde hos Kongen om Erstatning af nogle Skibe, som han forrige Sommer havde mistet mod Rigets Fiender. Kongen meenede sig ikke dertil at være pligtig, underkastende Sagen 1457 Raadets Kiendelse, og fældede da Raadet saadan Dom, at Kongen var forbunden til at erstatte Erke-Bispen den Skade. Over denne Dom blev Kongen det heele Raad fiendsk, saa at de med Kaaldsindighed skildtes fra hinanden. Han forlod sig dog paa Erkebispen erklærer sig offentligen mod Kongen.

sin Magt, saasom han havde de fornemmeste Rigets Slotte udi Hænder, og derforuden 2000 gevorbne Ryttere, og derfor, i steden for at stille sine Fiender tilfreds, foragtede dem, hvilket befodrede hans Undergang. Om Sommeren udi det Aar 1457 rykte han mod Calmar udi Forsætt at igientage Øeland. Erke-Bispen betienede sig da af hans Fraværelse for at fuldbyrde sit Forsætt og lod først gribe Kongens Foged Haagen Svendsen, og sætte ham i Fængsel paa Salestad. Dagen derefter lod han slaae Feide-Breve paa Upsal Dom-Kirke (e) hvorudi han opsagde Kongen sin Troeskabs Pligt, og gav dets Aarsag tilkiende udi samme Breve, nemlig at han havde søgt at undertrykke baade Geistlige og Verdslige Stænder, var falden udi Kiætterie, underholdt slemme betientere, indviklede Riget udi langvarige og kostbare Krige, og foragtede alle dem, som gave ham gode Raad. Derpaa gik han ind udi Dom-Kirken, lagde sin Hat og Bispe-Stav ned for St. Eriks Skrin, tog sit Harnisk paa, og lovede ikke at stikke Sværdet udi Skeden, førend han havde sat Sverrig udi anden Stand. Efter at dette var skeed, lod han udplyndre Kongens Gaard, og foer allevegne om udi Landet, ladende sig hylde af Almuen, hvilken han opviklede udi Vesteraas, og der kaldede

Nederlag paa Kong Carls Folk.

Dale-Karlene til sig, som stedse vare villige at lade sig bruge udi slige Tilfælde. Da Kong Carl fik Tidender om dette Oprør, hastede han tilbage med (663)

(e) Olaus Petr. hist. Svec. manuscr.

1400 Ryttere, hvilke han formeerede med 300 Fodgiengere, som han lod føre fra Stokholm, og søgte at overrumple Erke-Bispen. Men Erke-Bispen var ham for snedig, og, saa snart han fornam, at Kongen var kommen til Stregness, overfalt han der om Morgenen for Dag Kongens Folk, som intet saadant vare formodende, men af Sikkerhed endda laae paa deres Senge, og tog dem alle fangne. Kongen selv blev udi dette Angreeb saaret og undkom ved Flugten til Stokholm. Denne Sejer erholdt Erke-Bispen paa St. Peders Dag (f), hvorfore han bød, at samme Dag skulde holdes hellig: saaledes spilles med Fæster, hvilke ofte indrættes til Erindring om Mord og Misgierninger, og te Deum bliver ofte siunget, fordi man har brudt GUds Bud. Saa snart Kongen var kommen til Stokholm, lod han sætte Ild paa begge Malmer eller Forstæder, at Fienden der ikke skulde befæste sig. Men Erke-Bispen kom ham strax paa Halsen, beleirede Staden paa begge Sider, og bragte det heele omliggende Land udi Oprør. Kongen maatte da falde tilføye, skikkede Deputerede til den Fientlige Leir, bad om Forladelse, og lovede herefter at føre et behageligere Regimente; Men, som det var Erke-Bispen ikke saa meget om at giøre at handhæve Rigets Love og Frihed, som at hævne sig over Kongen, eller rættere at have den Ære at støde ham fra Thronen, saa bleve disse Tilbud ikke imodtagne. Hvorudover Kongen, da han saae, at det var Alvor, og at der ingen Redning meere var for ham, efterdi Adelen saavelsom Almuen

Kong Carl fordrives af Riget.

vare ham gienstridige, og han derforuden frygtede at blive overleveret af Stokholms Borgere, skrabede han sammen alle sine Penger og Klenodier og om Natte Tiider begav sig paa et Skib, hvormed han flygtede til Dantzig (g) hvor han opholdt sig udi 7 Aar. Og, som han havde bragt en stor Skat med sig, laanede han Ordens-Herrerne af Preudsen en hob Penge nemlig 5000 Mark paa adskillige Huuse; men disse Huuse bleve siden ødelagde af Polakkerne udi (664)

(f) Olai Petri Manuscr. siger Cathedra Petri Dag.

(g) Nogle skrive, at han flygtede til Georg Podiebrat Kongen af Bøhmen, hvilket er en Vildfarelse.

den Krig, som da var mellem Polen og Prydsen, saa at denne ulyksalige Konge mistede baade Pantet og Pengene. Johannes Magnus skriver, at, da han stod færdig at begive sig til Skibs, og een adspurte ham, om han havde noget glemt, svarede Kongen: intet uden at lade dig hænge.

Saa snart Kong Carls Flugt blev spurt, komme de landflygtige Svenske til Sverrig igien; blant dem vare de fornemmeste Bisp Bent af Skara, Magnus Green, Thure Thuresen, Gustav Olufsen, Gustav Lauritzen og andre. Erke-Bispen fortsatt da med Iver Stokholms Beleiring. Oluf Drake commenderede Besættningen i Staden paa Kongens Vegne, men Krigsfolket saavelsom Borgerne vare ueenige, hvorudover Stokholms Slott efter en Maaneds Beleiring overgav sig. Derpaa havde Erke-Bispen strax Bud efter Oluf Axelsen paa Gulland, for hvilken han aabenbarede sit Forsætt at indkalde Kong Christian udi Sverrige. Bemeldte Axelsen skikkede han derpaa til Finland for at indtage samme Province; selv gav han sig ud for Rigets Forstander, reisede allevegne om i Landet, og bemægtigede sig alle Slotte undtagen Calmar, som Gustav Carlsen havde inde, dog lod han sig ikke merke for Bønderne, at saadant skeede for Kong Christian, eftersom de vare opirrede mod de Danske formedelst den Skade, de havde tilføyet dem, men confererede allene med nogle høye Stands-Personer, som han havde Fortroelighed til, i sær med Magno Green, og de andre Svenske Herrer, der nyeligen vare komne tilbage af deres Landflygtighed. Ved

Kong Christian inviteres til Sverrig.

deres Raad affærdigede han et Gesantskab til Kong Christian for at invitere ham til Sverrig. Kongen forsømmede ikke at smidde, medens Jernet var varmt, og lod sig ved Pintze-Tider af samme Aar 1457 see udi Stokholms Skiær med een mægtig Flode. Han lod da strax udspreede, at Kong Carl havde samlet en stor Krigsmagt udi Prydsen (h), hvormed han vilde komme til Sverrige igien, og refse sine ulydige Undersaattere, hvorudover han, nemlig Kong Christian, var didkommen for at hindre Rigets Fordærvelse. Erke-Bispen og hans Tilhængere (665)

(h) Eric. Ups. lib. 6.

opsatte da nogle Artikle, som Kongen skulde undertegne, førend han blev antagen, hvortil da Kongen beqvemmede sig, førdte Erke-Bispen ham med stor Pragt ind udi Stokholm, og overleverede ham Slottet, endskiønt han nyeligen tilforn havde lovet ingen fremmed Herre at indtage. Kort derefter komme Stænderne sammen til Stokholm, hvor de antoge ham

Hyldes og krones til Konge i Sverrig.

til Konge, hyldede ham til Morasteen og lode ham krone til Upsal. Ved Kroningen blev holdt et stort Giæstebud med en Carousel, som varede udi 8 Dage, hvorudi Kongen særdeles frem for andre distingverede sig, efterdi han var en fuldkommen Mester udi alle slags Ridderspill.

Saaledes bleve de 3 Nordiske Riger igien foreenede, og beholdt Kong Christian Sverrig, saalenge som Carl Knudsen var udi Prydsen. Riget var ogsaa i saa lang Tid udi god Rolighed, indtil de Svenske bleve kiede af gode Dage, og begyndte at spille deres gamle Tragoedier igien. En af de misfornøyede Svenske Herrer, Thura Thurasen, blev da giordt til Sverriges Riges Marsk og betroede Kongen ham Stokholms Slott med ald den Skatt, som Kong Carl havde givet Dominicaner Munkene i Forvaring, hvilken Skatt Johannes Magnus siger at have bestaaet af 7 Tønder Guld, som synes utroeligt paa de Tiider, hvorudover ogsaa andre Skribentere giøre en stor Rabat udi denne Regning (i). Efterat dette store Verk var fuldendiget, begiærede Erke-Bispen Absolution af Pave Calixto 3. formedelst den Krig, han havde ført mod sin egen Konge, paa hvilken han lagde all Skylden; Denne Absolution bekom han uden Møye og en Gratulation oven i Kiøbet, som den der havde opfyldt sit Embede lovligen, efterdi det holdtes for en Dyd paa de Tiider for Bisper at træde Konger og Førster paa Halsen. Kong Christian sluttede Aaret tilforn nemlig 1456

Forbund mellem Dannemark og Frankrige.

en offensive og defensive Alliance med Carolo 7 af Frankrig (k). Ved samme Forbund forbandt Kongen sig at assistere Frankrig, naar forlangedes, med 40 Krigs Skibe og 6 til 7000 Mænd. At (666)

(i) Anonym. Chron. Sclav. siger 7000 Mark og 22 smaae og store Sølv Kar, vid. Eric. Ups. lib. 6.

(k) Vid. fœdus sub dato 28. Aug. Coloniæ pag. 862. & collectio tractat. Leonard. tom. 1.

samme Forbund har sigtet paa Engeland, sees af den Artikkel udi Tractaten, som siger: Om formedelst denne Hielp noget kunde udrættes i Engeland, da skal det være begge Herrer til beste. Men man finder ikke, at dette Forbund havde nogen Virkning, tvertimod man seer af den Franske Historie (l) at Kongen af Frankrige kort derefter giorde Landgang uden Danske Hielpe-Tropper paa Engeland. Aarsagen dertil synes at have været denne. Kong Christian havde samme Tiid Tvistighed med Kongen af Skottland, hvorom siden skal tales, og Frankrig, som havde paataget sig at mediere udi samme Tvistighed, og at skaffe Dannemark Satisfaction, kunde derudi intet udrætte, vilde ey heller støde Skottland for Hovedet, hvis Hielp mest trængedes til udi den Engelske Krig. Hvorudover dette Forbund havde ingen Virkning. Strax efter Kong Christians Ankomst til Regieringen i Sverrig, opvaktes en stor Krig udi Preudsen mellem Ordens-Herrerne og Undersaatterne, hvorudover Ordens-Herrerne søgte hos Kongen, at han vilde forbyde all Tilførsel paa de Preudsiske Stæder og hindre dem at handle udi hans Riger; Og, som de oprørske Stæder gave sig under Casimiro af Polen, skrev Kong Christian Kongen af Polen et Undsigelses Brev datered den 6 Januarij 1457 (m) som findes hos Hvitfeld. Efter adskillige Tvistigheder mellem disse tvende Konger blev dog giordt en Anstand til Dantzig, som siden blev forvandlet til en Fred. Men som dette skeede længe derefter, maa jeg fortælle hvad som imidlertiid forefaldt under Christiani 1. Regiering fra 1457 indtil 1463, da Rigernes Foreening blev igien adsplidet ved en nye Opstand udi Sverrig.

Inden Rigs Sager.

Anno 1457 den 1. May confirmerede Pave Calixtus 3. det Privilegium, som Pave Nicolaus havde givet de Danske, at ingen af Dannemarks Undersaattere skulde stævnes ad primam Instantiam udenlands til Rom for Pavens forordnede Dommere, førend Sagen hiemme for deres tilbørlige Dommere bliver forhørdt, og skulde ingen Band forkyndes af de Pavelige Tilforordnede, førend (667)

(l) Matth. de Coucy. hist. Carl. 7.

(m) Vid. lit. Christ. 1. ad Casimir. pag. 869.

Sagen var forhørdt udi Riget. Den 3die dito udi samme Aar confirmerede Kongen Øsels Kirkes Privilegier, og anholdt hos samme Pave om en nye udvalt Bisps Confirmation. Af et af de Breve, som han samme Tiid tilskrev Paven angaaende de Øeselske Sager synes, at den Tydske Orden da har villet tilegne sig Rætt at disponere over det Øeselske Stift og dets Bisper, efterdi der blant andet findes disse Ord: licet Patria & Ecclesia prædicta nihil commune habeat cum ordine Pruthenorum &c. Det er: Endskiønt den Øeselske Kirke har intet tilfelles med den Preudsiske Orden; thi de Danske Konger have reddet den fra det Hedenske Mørkhed, og stedse siden beskyttet den, ligesom de ogsaa nu omstunder giøre. Af dette sees, at, om endskiønt de Danske Konger havde mistet Estland og Lifland, saa dog lode de ikke falde deres Pretensioner paa Øesels og Revels Stifter, men alle Danske Konger øvede deres Rætt dertil, og var det i den Henseende, at denne Konge gav sig den Titel af Første til Estland udi et Brev, som han skrev Pave Calixto til 1456 angaaende den Revelske Biskops Confirmation.

Jeg har tilforn antegnet, at Carl Knudsen, da han blev Konge udi Sverrig, tog fra Dronning Dorothea hendes Lifgeding, som Stænderne udi Sverrig havde tillagt hende udi hendes forrige Herres Kong Christophers Tiid. Da nu Kong Christian var kommen paa den Svenske Throne, lod han i den Henseende procedere mod Kong

Kong Carl stævnes til at svare til Beskyldninger.

Carl, og mødte da for Sverriges Raad til Stokholm Dronning Dorotheæ Procurator, beskyldende Carl Knudsen, at, endskiønt han selv havde været med at underskrive det Brev, som blev giordt paa Høystbemeldte Dronnings Lifgeding udi Sverrig og Norge, saa havde han dog siden mod sit eget Tilsagn u-rætmessigen berøvet hende saadant. Der indkomme ogsaa paa samme Tiid adskillige andre Klagemaal over ham, blant andre at han havde med sig bortført Rigets Klenodier, hvorfore ham blev forelagt at møde næstkommende Pindsedag for at svare for sig, og paa det at Stævningen ikke skulde være ham uvitterlig, blev for got befundet, at den skulde læses og forkyndes (668) paa Raadhuusene udi Stokholm, Lybek, Vismar, Rostok, Straalsund, Colberg, Dantzig og Kønigsberg, hvor han kunde have sin Tilhold (n). Men, saasom Kong Carl ikke lod sig indfinde til indstævnte Tiid, blev Aaret derefter feldet saadan 1458 Dom (o), at alt hans Arvegods, Kiøbegods og Pantegods skulde være forfaldet til Kong Christian og Sverriges Krone. Dog forbeholdtes hans Døttres Rætt u-forkrænket paa deres Moders Morgengave, item paa alt deres Kiøbegods og Pantegods, som deres Fader havde haft, førend han indtrengede sig paa Thronen. Dette formeerede ikke lidet Kronens Revenuer udi Sverrig, saasom Carl Knudsen havde et anseeligt Gods udi Sverrig, og var det udi den Henseende, at denne Process blev ham formered. Derpaa forskrev Kong Christian til Dronning Dorothea Ørebroe Slott med By og Lehn, Nerike, Vermeland og Nørskov, som hun af Kong Christopher havde haft til Lifgeding, hvilken Forskrivelse blev confirmered af Erke-Bispen og Raadet.

Paa samme Tiid lod ogsaa Kongen erklære ved en anden Dom, at alle Kronens Pante, som de forrige Konger havde udsatt, og Kronen udi saa lang Tiid havde mistet, og Pandthaverne havde nydt meere af Pandtenes Indkomster end de udlaante Penge-Summer kunde beløbe sig til, skulde uden videre Betalning falde til Kronen igien. Hvis derimod det kunde beviises, at bemeldte Gods ikke havde givet saa mange Indkomster, som kunde beløbe sig til den udlaandte Hovedsum, da skulde Kongen lægge til, hvad som fattedes udi Capitalen. Og, hvis Oppebørselen var større end Hovedsummen, da skulde Panthaverne derom foreene sig med Kongen. Hvis Svenske Skribentere vilde lægge disse Forordninger Kongen til Last, da kand svares, at det samme var ogsaa skeed udi Dannemark af samme Nødvendighed, iligemaade, at det skeede ikke udi Sverrige uden efter Raadets Tilskyndelse; thi Dommene findes underskrevne af Rigets Bispe og Adel. Hvis noget derudi kunde criticeres, var at det skeede for tilig, førend (669)

(n) Citatio Caroli Canuti Holmiæ 1457. pag. 877.

(o) Vid. Sentent. Contra Carol. Holmiæ ibid.

Kongen var bleven Rætt fast paa Thronen, og det kunde være ubeleiligt at foretage endogsaa fornødne Reformationer. Dog seer jeg ikke, at de samme foraarsagede ringeste Bevægelser udi Sverrig; thi den Svenske Historie selv vidner, at Indbyggerne vare meget fornøjede med Kong Christians første Regierings Aar; Den Kierlighed, de havde for det Kongelige Huus sees blandt andet deraf, at samtlige

Hertug Hans hyldes i Sverrig.

Stænder paa en Herredag til Skara udi samme Aar erklærede den Kongelige Printz Johannem til Konge i Sverrig efter hans Faders Død, og, hvis samme Printz døde, forordnede de, at den af Kong Christians Sønner, som var næst efter ham i Alder, skulde samtykkes til Konge. Dette Exempel efterfuldtes strax udi Norge, hvor samme Riges Stænder ogsaa samtykte den unge Printz. Udi Dannemark derimod blev han hyldet det samme Aar, som han blev fød. Saa at Kong Christian ikke allene foreenede lykkeligen de 3 Nordiske Kroner igien, men endogsaa forplantede dem paa sine Børn.

Hertug Adolf af Slesvig og Holsten døer uden Livs Arvinger.

Den Magt og Anseelse, Kong Christian ved sin viise Opførsel havde bragt sig udi, formeeredes Aaret der efter ved et merkeligt Dødsfald, som forenede Slesvig og Holsten med Riget, og giorde ham til den mægtigste Konge, 1459som havde regieret udi Dannemark fra Canuti Magni Tiider. Saasom Holsten fra denne Tiid har været foreenet med Dannemark, og dette Rige stedse har haft saa meget at bestille med de Holstenske Herrer, saa vil jeg her korteligen viise deres Udspring og Genealogie (p).

De Holstenske Grevers Genealogie.

De Holstenske Grævers Stamfader er Adolphus af Salings Leue en simpel Herremand, hvilken formedelst sin troe Tieneste af Biskopen af Minden blev forlehned med noget Gods, over hvilket Gods Keyser Conradus 2 Anno 1030 paa en Rigsdag til Minden efter samme Biskops Recommendation giorde ham til Græve. Af ham nedstammer Adolphus den første Græve af Holsten, som af Hertug Luder til Saxen blev forlehned med Holsten. Efter Adolphum 1. følger Adolphus 2, Adolphus 3, som af Waldemaro 3 blev fordreven. (670)

(p) Peters. Chron. Holsat.

Adolphus 4, som blev Franciscaner Munk. Han efterlod sig tvende Sønner Johannem og Gerhardum. Johannes blev Græve udi Wagrien, og avlede 3 Sønner, Johannem 2, Albertum og Adolphum.

Den første af dem var den bekiendte Johannes 2, som fik Kong Eriks efterladte Dronning til ægte, og som huserede saa sterkt udi Dannemark udi Christophori 2 Tiid.

Hans Søn Johannes 3 blev kaldet den milde, og aflede Adolphum, udi hvilken Johannis 1. Stamme uddøede. De andre Holstenske Græver nedstige fra Adolphi 4. anden Søn Gerhardo, af hvilken ere ogsaa tvende Linier, saasom han efterlod sig 2 Sønner Gerhard og Henrik. Af Gerhardi første Linie er Gerhardus 2. Adolphus, som ogsaa blev Græve af Skauenborg og af hvilken de sidste Skauenborgske Græver stamme, og Gerhardus 3. Af Gerhardi 1. anden Linie ere Henricus, Gerhardus kaldet den store, om hvis Bedrifter er vitløftigen talet udi den Danske Historie. Henricus Ferreus, Gerhardus, som ogsaa blev Hertug udi Slesvig og endeligen Adolphus den gamle Hertug af Slesvig og Græve af Holsten, Kongens Morbroder, som døde uden Livs Arvinger den 10 December 1459. Samme Hertug var af den Skovenborgske Stamme, som længe regierede udi Holsten, og dertil ogsaa siden havde bekommet Slesvig paa den Maade, som er viiset udi forrige Kongers Historier. Hvad det Slesvigske Hertugdom angik, da gaves derom ingen Tvistighed, efterdi det var et Rigs-Lehn, som denne Adolphus selv snart for sin Død efter sine Formænds Exempel

Tvistighed om Successionen i Holsteen.

havde ladet sig fornye af Kong Christian, og derfor faldt til Riget igien. Men om Holsten opvaktes en stor Stridighed; thi Græv Ottho af Skovenborg formeenede, at Holsten og Stormarn var intet Qvinde Lehn, og at derfore Kong Christian med sine Brødre Mauritz og Gerhard intet kunde tilegne sig udi samme Lande efter deres Morbroder. Derforuden var Græv Ottho den afdøde Adolph beslægted paa Sverdsiden. Og derfore, som Proximus Agnatus formeenede sig allene at have Rætt til Successionen. Han allegerede derforuden et Arve-Fordrag giordt mellem de Holstenske (671) og Skovenborgske Græver af Anno 1390, efter hvilket et af disse Huuse skulde succedere det andet.

Adelen udi Holsten kom strax sammen for at overlægge, hvad i slige vanskelige Conjuncturer skulde foretages. De merkede paa den eene Side, at de Skovenborgske Grævers Prætensioner vare ikke ilde grundede, men saae derimod, at Kong Christian ikke vilde staae fra sin Rætt, og at det var farligt at lægge sig ud med saadan mægtig Konge. Stænderne vare ellers deelte udi 2 Factioner: for den eene var Hoved Henrik Pogwisk som søgte med sit Anhang at befodre de Skovenborgske Grævers Rætt: Og for den anden var den Rantzovske Familie (q) hvilken med sit Anhang, som var det sterkeste, figtede for Kongen, hvorvel de ginge varligen til Verks. De søgte derfore i Begyndelsen at forhale Tiden, og at afspise Græv Ottho med gode Ord; thi, da han fodrede Landets Slotte og Stæder, nægtede de vel ikke hans Rætt, men foregave, at, eftersom der fandtes ogsaa andre, der formeenede sig iligemaade saadan Rætt at tilkomme, saa udfodredes nogen Tiid dertil. Strax derpaa blev holden en Sammenkomst til Rensborg, hvor ogsaa Gesantere af Lybek og Hamborg lode sig indfinde, saasom det var samme Stæder Magt paaliggende at vide, den eene, hvem den skulde have til Naboe, og den anden, hvem den skulde have til Overherre. Til denne Herredag skikkede Kong Christian sin Broder Græv Gerhard af Oldenborg og Claus Rønnov Dannemarks Riges Marsk med Begiering, at Landet maatte ham overleveres, saasom Kong Christians kloge Conduite udi denne Tvistighed.

han var den afdøde Adolphi næste Blodsforvant, lod ogsaa derhos sige, at han vilde treffe et venligt Forliig med Græv Ottho af Skovenborg, og, hvis dette ikke kunde skee, vilde han underkaste Sagen Stændernes Kiendelse; derudi lod Kongen see sin sædvanlige fine Politiqve, overgivende saadan Kiendelse til Stænderne, hvorved han baade vant deres Affection, og hindrede at Tvistigheden ikke skulde komme for Keyserlig Rætt, hvilken uden Tvil havde tildømt Græven Landet efter den almindelige Tydske Lehns Rætt. Adelen udi Holsten derfore besynderligen de Rantzover (672)

(q) Cypr. Annal. Slesv. pag. 380.

lode sig indtage af denne Kongens Føyelighed, og besluttede at antage ham til Herre. Og, da Kongen under Haanden var bleven forsikkred om deres gode Villie, forskrev han de Holstenske Stænder til Ribe, hvor efter nogle Dages Samtale blev sluttet at antage Kong Christian til Hertug udi Slesvig og Holsten, hvilket Vall de offentligen siden lode 1460 tilkiende give ved Biskop Claus af Slesvig paa Raad Huuset Anno 1460.

Kongen udvælges af de Slesvig-Holstenske Stænder.

Enhver kand her vel slutte, at Stænderne udi slige slibrige Conjuncturer forsømmede ikke at betinge sig de allerfordeelagtigste Privilegier og Herligheder, og at Tiden tillod Kongen ikke at tinge saa nøye, ja end ikke at spørge de Slesvigske Holstenske Stænder ad, af hvilken Myndighed de confunderede Førstendommet med Grævskabet, og hvorpaa de grundede den Rett at udvælge Hertuger til Slesvig, som var et Lehn af Riget, og den Syndre Part af Jylland, som strax ved Adolphi Død var hiemfalden til Riget igien, ikke uden de vilde beraabe sig paa den saakaldte Waldemari Constitution om Holstens og Slesvigs ævige Foreening, og at Førstendommet aldrig skulde komme til Riget igien; Men jeg har tilforn viiset, at samme Waldemars Constitution er et Charteqve, som er gandske u-efterrettelig, og, omendskiønt det havde været en lovlig Constitution, saa kunde den paa de Tiider dog ikke citeres meere, efterdi Hertugerne af Slesvig siden indtil denne sidste inclusive havde taget Førstendommet til Lehn af Dannemark, og at Dispytterne aldrig havde været om Lehnet, men om Lehnets Maade, hvorfore enten det var Personligt, som de Danske foregave, eller arveligt, som de Holstenske Græver vilde have det, saa faldt det dog efter den sidste Hertugs Død, som skeede uden Livs Arvinger, til Riget igien. Det er ingen Tvil paa, at saadan fornuftig Herre, som Kong Christian merkede jo denne Stats Soloecismum, men han saae vel, at, hvis man gik formaliter frem udi denne Sag, saa vilde han staae Fare for i det ringeste at miste Holsten, hvilket han holdt for bedre at imodtage uden Examen end at mynstre Stændernes confuse Procedure, og miste Landet methodice.

(673)

Slesvig-Holstenske Privilegier

De navnkundige Privilegier, som Kongen da gav Stænderne til Ribe, ere efterfølgende: Kongen skulde holde dem alle de Privilegier, som de havde haft udi Hertug Adolphi Tiid (r).

Kongen tilstod at være kaaret til Slesvig og Holsten, ikke som Konge udi Dannemark, men af Stændernes fri Villie, hvilke stedse skal beholde Vall-Rættigheden.

De skal ikke være forpligtede til at følge Kongen udi Krig udenlands, ikke heller skal de indstævnes for Kongen udi Livs, Æres og Godses Sager, men for deres egen indenlandske Rætte.

Kongen skal ikke paalægge nogen Skatt uden de Geistlige og Verdslige Stænders Samtykke udi Førstendommet og Græveskabet.

Kongen forpligter sig at betale all den Gield, som hans Morbroder Hertug Adolph har giordt.

Item, hvis han vil indløse, sælge, afhænde eller forpante Gods udi disse Lande, skal han det giøre for sine egne Penge.

Kongen skal udi det Hertugdom Slesvig stedse have en indfød Mand til Drost, som skal dømme i Sager paa Rettens Vegne.

Udi Holsten og Stormarn skal han holde en Marskalk.

Drosten og Marsken skulle ofte om Aaret holde Ting og Rætt paa de Steder udi Landet, som mest fornødent giøres.

Kongen lover eengang om Aaret at holde Land-Dag udi hvert Land, med mindre han af lovlig Forfald hindres.

Slotte og Lehne skal ikke betroes uden til indfødde Mænd.

Eftersom Stænderne have beviiset Kongen saadan Gunst, saa lover Kongen at holde dem og deres Arvinger skadesløse for deres Tiltale, som ville paastaae at have Rætt til disse Lande, besynderligen Kongens Brødre og Græverne af Skovenborg.

Hvad Raadet udi disse Lande med Drosten og Marsken ordinerer til Førstendommets og Greveskabets Nytte, det lover Kongen u-ryggeligen at holde.

Drosten og Marsken skal have Magt at straffe dem, som herimod giøre.

Hvad det Geistlige og Verdslige Ridderskab udi disse (674)

(r) Privil. Holsat. Ripis. Die Mercurii post. Fest. Invocavit pag. 885.

Lande ville indføre til deres eget Brug ikke til Kiøbmandskab, det skulde de ingensteds fortolde.

Fogederne udi disse Lande skulde holde Slotte og Stæder Kongen til troe Haand, og, naar Kongen ved Døden afgaar, skulde de holde de samme dem til Haande, som siden blive Lands-Herrer.

Om nogen indlændisk eller udlændisk ville tilføye disse Lande nogen Skade, da skal Drosten og Marsken udi Kongens Fraværelse have Magt til at samle Undersaatterne for at hindre saadant.

Disse ere de fornemmeste Artikle af den Holstenske Capitulation. Nogle Fremmede Skribentere melde end om een: nemlig, at det Hertugdom Slesvig stedse skulde være et adskilt Lehn fra Kronen, hvilken nogle af vore egne Skribentere sige at findes blant de Artikle, som Hvitfeld anfører, hvilket viiser, hvor løsligen de maae have læset den Skribent, som de saa ofte citere og censurere; thi Hvitfeld ikke alleene her taler intet derom, men siger paa et andet Sted, at der holdes fore, at Kongen skal have givet Adelen et særdeeles Brev paa, at Hertugdommet ikke skulde foreenes med Kronen igien, men at han veed ikke, om det er en Digt eller ey.

Kort derefter nemlig Fredagen for Palme Søndag udi samme Aar stadfæstede Kongen disse Privilegier, og forøgede dem med efterfølgende Artikle: (s)

Kongen skal eengang om Aaret forskrive meenige Mand af Holsten til Bornehovet, og af Slesvig til Urnehovet for at dømme udi Sager.

Kongen skal ingen Lehnsmænd afsætte eller indsætte uden Stændernes Samtykke.

Han skal intet Gods bortgive til Dronningen eller nogen af Indbyggerne i Landet uden Raadets Samtykke.

Kongen og hans Efterkommere skal ingen Mynt slaae uden den, som er gangbar udi Lybek og Hamborg.

Saaledes vidste Stænderne udi Slesvig og Holsten at betiene sig af Tidernes Conjuncturer for at udpresse de herligste (675)

(s) Privilegiorum Confirmatio de dato Kiloniæ 1460 pag. 888.

Privilegier, ja det som merkeligst er, Adelen udi Holsten fik Kongen til at imodtage endeel af sit eget Rige nemlig Sønder Jylland

Betænkning over denne heele Handel.

som en Gave. Men just dette samme viiser denne Store Konges Eftertænksomhed og Forsigtighed; hvis han havde paastaaet det Slesvigske som en Rett, og desobligeret Stænderne ved at bebreide dem deres uformeerlige Paastand, havde de maaskee antaget Greven af Skovenborg til Lands-Herre udi Holsten; Og, hvis han ikke havde ladet sig vælge til Greve af Holsten, men allene tilegnet sig samme Land, som Søster-Søn af den forrige Greve, havde han foruden Greverne af Skovenborg faaet sine egne Brødre til Medbeylere, hvilke havde samme Ræt, som han, til Holsten paa deres Moders Vegne. Den heele Sag blev derfore dreven med saadan Adresse, at den kand holdes for denne Konges Mester-Stykke udi Stats-Sager.

Nu stod allene tilbage at stille den Skovenborgske Greve tilfreds, som man frygtede skulde trække Sagen til den Keyserlige Rætt. Hvorudover Kong Christian lod beramme et Mode til Oldesloe mellem sig og Grev Ottho af Skovenborg, samt hans Sønner. Der beqvemmede bemeldte Greve sig omsider til et Forliig, efterdi han saae at Stænderne ved Vallrættighed havde antaget Kongen, og at det vilde blive ham

Græven af Skovenborg afstaaer sin Rætt paa Holsten.

vanskeligt at giøre saadant til intet. Han afstod derfore for sig og sine Børn og Arvinger all den Ræt, han kunde have paa Holsten enten formedelst Succession eller Arve-Fordrag, og modtog for samme Rætts Afstaaelse 53000 andre siger 43000 (t) Rhinske Gylden, en Gylden beregned til 2½ Mark Lybsk tillige med 3 Amter udi Holsten, Pinnenberg, Hattesburg og Bramsted. Udi samme Afstaaelse blev og indført, at Grevernes af Skovenborg Slott paa denne Side Elben skal staae Kongen og hans Arvinger aabet for udi Krigs Tiider, dog dem til ingen Skade. Denne Afstaaelse skeede med Keyserens Bevilning, og Kongen blev derpaa forlehned med Græveskabet af Arnoldo, Biskopen udi Lybek, efterdi de Lybske Biskoper (676)

(t) Petersen Hols. Chron. Anonym. Chr. Sclav. siger 43000 og Cypr. Ann. Slesv. 41500, andre igien 80000, men Hvitfelds Sum er troeligst, efterdi han siger, at Qvitancerne lyde kun paa 53000.

ved et særdeeles Keiserligt Privilegium havde Rætt til saadan Lehns-Act. Pengene, som skulde betales paa 3de Terminer bleve annammede paa Grævens Vegne ved Ludvig von Faltzen og Ulrich von Lansberg, som Qvitancen viiser. Og giorde dette Forliig til intet alle Prætensioner, Kongens Brødre de Oldenborgske Græver havde paa Holsten; thi, hvis de havde villet procedere mod Kongen, havde han kundet betiene sig af de Skovenborgske Grevers Rætt, som han havde tilkiøbt sig. Saa at den heele Sag fra Begyndelsen til Enden giver en høi Idèe om denne Konges Regiering, og viiser, at der haver været et fornuftigt Ministerium paa de Tiider udi Dannemark. Dog stillede Kongen sine Brødre Mauritz og Gerhard tilfreds med 40000 Gylden, og dermed endtes denne vigtige Successions Strid Kongen og Kronen til Fordeel.

Efterat Kong Christian nu var bleven Herre over Holsten, anmodede han Hamborg som et Lehn af Holsten om Hylding. Dertil beqvemmede Staden sig uden Tvistighed, og giorde Kongen selv sit Indtog udi Hamborg Aar 1461, hvor Raadet med de fornemmeste Borgere komme ham i Møde, og førdte ham ind udi Staden. Efterat Kongen var kommen ind udi Byen, begav han sig til Raadhuuset, geleidet af Raadet og Biskop Arnoldo af Lybek. Der gav bemeldte Biskop Kongens Begiering tilkiende, at, eftersom han var antagen til Herre udaf Holsten, da den Stad Hamborg, som et Lem af Greveskabet, iligemaade vilde hylde ham. Raadet svarede, at de gierne vilde 1461 beqveme sig dertil. Men der opreisede sig da Tvistighed om Maaden, saasom Kongen

Kongen hyldes udi Hamborg.

paastod eedlig Hylding; Hamborgerne derimod begierede, at den maatte skee uden Eed, saasom de aldrig tilforn havde beviiset de Holstenske Græver nogen eedlig Hylding. Endeligen stod Kongen fra sin Prætension, og Dagen derefter kom paa Raadhuuset igien, hvor han blev hyldet, og, da Raadet bad ham at stadfæste Stadens gamle Privilegier, svarede han: Jeg tager eder an og eders Borgere for mine Undersattere, stadfæster eders Privilegier, og beskytter eder, som en god Første bør beskytte og handhæve sine Underdanere, hvorpaa han gav Raadet (667), og de 24 Borgere sin Haand, og saaledes endtes denne Handel. Eendeel af vore Skribentere (u) have af Flatterie til det Førstelige Huus foregivet, at Kongen stod vel fra sine Prætensioner denne gang om Eeden, men paa de Vilkor, at, naar een anden gang enten af ham selv eller af hans Efterkommere saadan Eed forlangedes, skulde Hamborgerne Qvæstio om Hyldingen skeede eedligen.

beqvemme sig dertil, men som samme Skribentere ingen Beviislighed fremføre dertil, og ikke allene de Tiiders Skribentere, men endogsaa Hvitfeld selv melder intet om saadan Restriction, kand man ikke sige andet uden at overtræde en Historieskrivers Pligt, som er ikke at opoffre Sandhed. Blant de Tiiders Skribentere ere Autor til den Slaviske Krønike (x) og Crantzius: begge levede under Christiano 1. eller hans Successor, og taler Crantzius om den Hamborgske Hylding, saaledes: Kongen kom til den gamle Stad Hamborg udi Stormarn for der at lade sig hylde; om Hyldingen var ingen Dispyt, men allene om Eeden: Borgerne viisede deres gamle Privilegier. Hvorudover, da Tvistigheden noget havde varet, stod den milde og sagtmodige Konge omsider fra sin Prætension angaaende Eeden (y).

Udi dette Aar 1461 kom Pavens Legat, Marinus Freginus til Dannemark for at prædikke Aflad, han samlede en stor Hob Penge under Prætext, at de skulde anvendes paa at føre Krig mod Tyrken, hvilket, da Kongen merkede, anholdt han hos Legaten om samme Pengers Deeling, foregivende, at, saasom de skulde bruges mod Christendommens Fiender, saa behøvede han eendeel deraf til Krigs Omkostning mod

Et artigt Puds spilled en Aflads Kræmer.

de vantroende Rysser, som grendsede med hans Riger. Om Kongen ved denne artige Invention fik sin Deel af Pengene (z), skal jeg ikke kunde sige; vist nok er det, at Legaten beholdt en Broderlod deraf, hvilket ogsaa var billigt, (678)

(u) Meurs. hist. Dan. lib. 6.

(x) Anonym. Chr. Slav.

(y) Crantz. hist. Dan. lib. 8.

(z) Anonym. Chron. Slav. siger, at Kongen fik 8000 Mark paa sin Part, og declamerer hæftigen baade mod Kongen og Legaten med disse Ord: O! Hierusalem! Hierusalem! das unicuiqve tunicam miro modo conscissam.

efterdi han havde havt eene Umage ved at incassere disse Penge. Men, da han skikkede Pengene over Land fra Lyneborg og Nurenberg, bleve de af nogle Tydske Folk opsnappede paa Vejen, saa at Legaten havde ikke saa meget tilbage, at han kunde betale Reisens Omkostning. Det artigste ved denne Handel var, at de, som øvede dette Rof, undskyldte sig dermed, at, saasom Pengene vare komne fra Luneborg, som for sin U-lydighed mod Paven var satt udi Kirkens-Band, saa burde de som gode Christne efter den Ærbødighed, de vare Paven skyldige, giøre til Priis alt hvad, som kom fra samme Stad. Saa at der blev spillet en fuldkommen Tragicomoedie, som viiser, at hvor stor Myndighed Paven end havde paa de Tiider, saa fandtes der dog mange, der dreve Spott med Aflads Handel, hvis Misbrug de af lang Erfarenhed havde lært. Man skulde vel tænke, at Legaten, opirred af denne Spott, skulde have renonceret paa slig videre Handel, men, hvor Ærgierige de Pavelige Hof-Folk vare, saa vare de dog meere Penge gierige; thi Legaten, som en habil og fornufftig Mand, der vidste at tabe og vinde er Kiøbmænds Stiil, satt Ambitionen til Side, og Aaret derefter lod sig indfinde udi 1462 Sverrig for der at oprette, hvad Skade han havde lidt andensteds (a).

Efterfølgende Aar havde Kong Christian adskillig Handel med Fremmede. Indbyggerne af den Stadt Bremen havde tilføjed Greverne af Oldenborg Skade formedelst en Tvistighed, som reisede sig imellem dem og samme Græver; Kongen, som tog sig sine Brødre an, paastod at Sagen maatte komme for u-partiske Dommere, hvilket Bremerne veigrede sig for, hvorudover Kongen erklærede dem Krig. Paa samme Tiid tilskrev han ogsaa Casimiro af Polen et nyt Undsigelses Brev til. Den første Krigs Declaration skeede 1457 formedelst den Vold, han øvede mod de Preudsiske Kors-Riddere, skiønt det var kun en Prætext; thi den rætte Aarsag var, at han havde taget hans Fiende Carl Knudsen udi Beskyttelse. Den anden Krigs Erklæring mod samme Konge, som skeede i dette Aar var, efterdi han førdte Krig paa Chur-Førsten af Brandenborg, (679)

(a) Anonym. Chron. Dan. siger, at samme Legat bragte mange gamle Skrifter ud af Landet.

Friderich, som var hans Svoger og Dronning Dorotheæ Farbroder. For samme Sags Skyld skrev han ogsaa til Georgio Podiebrat Kongen udi Bøhmen. Men alle disse Krige havde ikke meget at betyde; thi de bestode allene udi Manifester og Krigs Erklæringer.

1463 Efterfølgende Aar var meere betydelig formedelst de Uroeligheder, som opvaktes

Ny Uroelighed udi Sverrig.

udi Sverrig, og som ikke stilledes saa længe, som denne Konge levede; førend jeg end begiver mig dertil, vil jeg eftersee, hvad imidlertid passerede udi Sverrig, som kunde give Indbyggerne Anledning til nye Opstand. Jeg har tilforn viiset, at de Svenske udi Begyndelsen vare meget fornøyede med Kong Christians Regiering uden at nogle krympede sig ved Kron Godsets Reduction, hvilket irriterede ikke uden visse Personer, og derimod behagede de fleeste, efterdi denne Reformation var grundet paa Billighed,

Aarsag dertil.

og skeede efter Stændernes egen Forlangende. Men udi det andet Aar efter den Kongelige Kroning, da Kongen fik Holsten og Slesvig, og maatte udkiøbe sine Medbeilere med en anseelig Sum Penge, begyndte de Svenske at knurre; thi, som Kongen for at bringe disse Penge til Veye, lagde en temmelig Skatt paa Sverrig, og derforuden tog ud af de Stokholmske Klostere all den Skatt, som Carl Knudsen havde givet Munkene i Forvaring (b), sagde de Svenske: det var ubilligt, at de med deres Penge skulde kiøbe Provincier for Fremmede. Men man kand ikke see, paa hvilket Fundament de kunde kalde deres egen svorne Konge fremmed; thi, vare de troe Undersaattere, saa burdte de glæde sig over den Kongelige Magts Formeerelse, saa at det kunde komme dem ud paa et, hvor Kongen giorde Conqveter, enten det var mod Dannemarks eller Sverrigs Grændser. De Svenske besværgede sig ogsaa over, at Kongen paalagde dem andre usædvanlige Skatter, og, endskiønt han ved hver Skats Hævelse afspisede Bønderne med den Compliment, at det skulde være den sidste, saa kom dog strax en nye Skatte Forordning ud igien. Desligeste besværgede de dem, at han laanede allevegne store Penge-Summer, hvis Betalning blev forhalet; (680)

(b) Olaus Petr. hist. Svec. Manuscr.

men just de samme store Penge-Summers Laan viser at Skatterne maa ikke have været meget u-maadelige. Om de Svenskes Klagemaal vare vel eller ilde grundede, vil jeg lade staae ved sit Adskillige Svenske Herrer arresteres.

Værd. Vist nok er det, at der da var en almindelig Misfornøyelse udi Riget, hvilken formeeredes ikke lidet ved en Gierning, som Kongen foretog sig ved at arrestere paa en Mistanke nogle Svenske høye Herrer, hvilket skeede ved saadan Anledning. Der komme Aar 1462 Tidender fra Preudsen, at Kong Carl havde faaet en Hob Folk paa Beenene, hvor med han agtede sig til Sverrig, og at adskillige fornemme Herrer udi Riget hemmeligen corresponderede med ham. Den Svenske Historie siger, at Erke-Bispen Johan Bengtsen bragte Kongen paa de Tanker, og at han udsatt en ved Navn Peder Hætteløs, der skulde sige, at han havde faaet Breve fra Kong Carl til disse Svenske Herrer. Om de samme bleve falskeligen beskyldte eller ey, skal jeg ikke kunde sige; vist nok er det, at Kongen troede sig at være forraaden, og derfore paa samme Angivelse

Hvilket giør Riget Kongen fiendsk.

lod fængsle Claus Rytting, som tilforn havde været Kong Carls Cantzeler item Niels Pedersen, Jørgen Carlsen, Bengt Steensen og andre, hvilke han og siden lod piinligen forhøre. Dette opvakte en stor Forbittrelse over det heele Rige, sær da man fik at viide, at det var kun en falsk Tidende om Kong Carl, og ovenmældte Peder Hætteløs siden offentligen bekiendte, at de fangne Herrer vare u-skyldige, og at det var Erke-Bispens Paafund.

Udi dette samme Aar 1463 agtede Kongen sig til Findland og havde med Rigets Raads Bevilling paabudet en nye Skatt. Til denne Skatt at indfodre i sin Fraværelse committerede han Erke-Bispen. Men, da han nu begyndte at tale med Bønderne derom, sagde de kort ud, at de ingen fleere Skatte vilde give, eftersom de tilforn havde været saa betyngede, at de lidet havde til overs. Den største Allarm var udi Upland derover, hvor Bønderne vare færdige at rebellere, saa at dem fattedes intet uden en Anfører. Da Erke-Bispen dette merkede, gav han Bønderne gode Ord for at stille dem tilfreds, lovende dem at blive frie for Skatten, og lod samme Eftergivelse forkynde udi Stokholm; Kongen derudover, (681) da han kom tilbage fra Finland, talede Erke-Bispen haardt til, og havde ham og hans Fogeder mistænkte, at de spillede under Misforstand mellem Kongen og Erkebispen.Dekke med Almuen.

Denne Misforstand mellem Kongen og Erke-Bispen

søgte Kong Carls hemmelige Venner at formeere (c), for at bringe Riget i Oprør, og at bane deres forrige Herre Vey til Thronen igien. Ja den tog saaledes til, at Erke-Bispen omsider maatte stille Caution for sin Person, at han ikke skulde begive sig af Stokholm, saa længe som disse Uroeligheder varede. Derpaa bleve af hans U-venner adskillige Skandskriffte over ham udstrøede, og opslagne paa Kirke-Dørrene, hvorudi han blev kalden en Forrædder (d), der agtede at giøre mod Kong Christian, som han havde Erkebispen arresteres.giordt mod Kong Carl. Men, da Erke-Bispens Fængsel rygtedes udi Landet, forsamlede sig en stor Mængde Bønder for Stokholm paa Nørre-Malmen, og indtoge Hellig Aands Holm, førend nogen udi Staden fik Kundskab derom. Kongen bragte derfore udi Hast en Hob Folk sammen, og gav Bønderne gode Ord, indtil han med Behændighed bragte nogle Skibe mellem Nørre-Malm og den Hellig Aands Holm indtil Strandbreden, hvorved han skildte Bøndernes Magt ad, saa at nogle bleve paa Holmen, og andre paa Malmen, uden at det ene Partie kunde komme det andet til Undsættning; 300 Mænd bleve grebne paa Holmen, hvoraf de meste bleve slagne, og de andre fangne og rettede. Efter hvilken Execution Kongen bemægtigede sig Erke-Bispens Slott Stecka.

De Oprørske fattedes da intet uden en Anfører. Men saa længe der vare Bisper udi Landet, kunde de ikke være udi Nød derfor. Bisp Kættel af Linkiøping lod strax

Bisp Kætel oprører Almuen.

see, at han ikke var bange for at tage sig saadant Embede paa, og derfore skrev Kongen et hoffærdigt Brev til, begierende, at Erke-Bispen maatte komme løs, og at Regieringen maatte forandres, hvis ikke, vilde det gaae Kongen ilde. Af disse Trudseler lod Kong Christian sig dog ikke forskrække, men skikkede Erke-Bispen fangen til Kiøbenhavn. (682)

(d) Olaus Petr. hist. Svec. manuscr.

Herudover opsagde Biskop Kiættel udi Undersaatternes Navn Kongen Troeskabs Eed, og dertil gav efterfølgende Aarsager:

1) De haarde Skatte, Riget betyngedes med, og at Kongen førdte Pengene af Landet for at betale fremmed Gield, og at kiøbe det Greveskab Holsten.

Samme Biskops Beskyldninger mod Kongen.

2) At Kongen var ikke selv tilstede udi Riget, hvorudover Bønderne bleve besværgede af hans Fogeder over deres Formue.

3) At han betroede Danske Mænd Lehn udi Riget mod Sverrigs Frihed.

4) At han havde ført Erke-Bispen fangen til Kiøbenhavn.

5) At han havde fængslet, og ladet piinligen forhøre mange uskyldige Herrer.

6) At han ikke havde villet give Sverrig nogen Satisfaction, angaaende Gulland.

Om disse Aarsager kunde autorisere en Geistlig Mand at opsige sin Troeskabs Eed, og iføre sig Harnisk mod sin Lands-Herre, vil jeg give fornufftige Svenske selv at betænke. At de Skatter, Kongen lagde paa Landet, ikke maae have været store, synes de Svenske Skribentere selv at tilkiende give, naar de sige, at han laanede store Penge Summer af rige Folk, hvilket ikke kunde skee uden for at spare Almuen med Paalæg. At han betroede Rigets Lehn til Danske, finder jeg udi den Svenske Historie intet

Betænkning derover.

omtalt, førend nu udi Biskop Kiættels Beskylding. At han lod fængsle og piinligen forhøre nogle fornemme Herrer, tilstaae de Svenske Skribentere selv at være skeed paa Erke-Bispens Angivelse, saa at Kongen derudi ingen Skyld havde, og, at han lod anholde Erke-Bispen, skeede med Raadets Gotfindende, og da Bisp Kiættel selv var tilstede. Endeligen blev den sidste Skatt, som opvakte Oprøret, ikke paalagt uden med Stændernes Samtykke. Saa man deraf seer, at den fornemmeste Aarsag til dette Oprør var visse Folks U-stadighed, der aldrig havde været fornøjede med denne Foreening, men ideligen søgt Leilighed at bryde den; hvorudover, saasom ingen Konge kunde være dem til Maade, saa kunde de ey heller beqvemme sig at leve under Kong Christian, skiønt han var en af de dygtigste Potentater, som regierede udi hans Tiid.

(683) Efterat Kongen havde ladet Erke-Bispen bortføre, skrev han Paven til et Brev af saadant indhold, at, da han var udi Finland mod Rysserne for at hindre deres Indfald, haver Erke-Bisp Johannes Bengtsen med nogle af Adelen conspireret mod ham, hvorfor han har ladet ham forvare, forhaabende, at han derudi intet havde giordt uden hvad som en Christelig Konge egner og anstaar, saasom det allene var skeed for at hindre Oprør og indbyrdes Krig. Biskop Kiættel bragte strax en Hob Folk paa Beenene udi Øster Gothland og Nerike og fandt Bønderne allevegne villige til at følge sig. Kongen derimod skikkede nogle smaae Skibe til Meleren for at stille Bønderne, men, da de samme vare komne til Qvickstad, bleve de angrebne paa begge Sider af Bispens Folk, som erobrede nogle af Skibene. Derpaa rykte Bisp Kiættel for Stokholm, og beleirede samme Stad, hvorudover Kongen lod besætte Stokholm, giorde sine Skibe færdige, og seilede til Dannemark.

Aabenbare Krig.

Saa snart Kongen var borte, foer Biskop Kiættel om i Landet, lod sig hylde af Bønderne, og hævede Skatterne, ligesom han selv havde kundet være Konge; Saa at han blev Mester over det heele Land, undtagen Fæstningerne, som vare udi Kongens Hænder; Om Vinteren derefter kom Kongen tilbage med en stor Magt baade af Danske og Svenske; thi ingen af den Svenske Adel holdt med Biskopen, undtagen Erik Axelsen med nogle andre faa; Hvorudover Bisp Kiættel med sin Bonde-Hær, seende sig ikke sterk nok til at giøre Modstand, flygtede op i Dalerne. Der forfuldte Kongen dem, men, da han kom til Helleskov, fandt han, at de Oprørske havde forhugget Vejene, og oprettet adskillige Skantzer for at hindre ham Passen. Kongen, u-anseet disse Vanskeligheder, forladende sig paa sin gode Krigs-Hær, søgte at bane sig Vej med Magt, og blev der da holdet en Trefning, hvorudi de Danske Historier sige, at Kongen havde Fordeel, og erobrede 5 Feniker; Den Svenske Historie derimod melder, at de Danske lidde Skade, efterdi de Svenske Bønder vidste bedre at snoe sig udi Skoven, og at bruge deres Armbøsser og lette Gevær end de Danske med deres svære Rustning og Harnisk. Udgangen (684) viiser dog, at de Kongelige maae ingen synderlig Fordeel have hafft udi samme Trefning; efterdi Kongen ikke blev ved sit Forsætt at forfølge Bønderne, men begav sig derpaa med sin Krigs-Hær til Stokholm, hvilken Stad han paa nye lod besætte, og begav sig til Skibs til Dannemark igien.

1464 Udi efterfølgende Aar 1464 kom alting til yderste Extremitet udi Sverrig. Bisp Kiættel beleirede Stokholm paa nye igien, og Dalekarlene tilskreve Rigets Raad, at de skulde opsige Kong Christian Troeskab, foregivende meget latterligen, at høistbemeldte Konge ikke med Ræt var kommen paa Thronen, efterdi det var skeet uden den gemeene Almues Videnskab, som den Svenske Lov holder nødig til Konge Vall, hvilket giver tilkiende, hvor fattige de maae have været paa Aarsager til at besmykke deres Rebellion med; thi intet Konge-Vall skeede med større Solennitet end Kong Christians, og ingen var meere fornøjet med hans Vall end den Svenske Almue, hvilken selv havde begyndt det forrige Oprør mod Karl Knudsen, som de nu sagde, var deres

Carl Knudsen indkaldes igien.

rætmessige Herre, og fodrede ham tilbage igien. Og, da nogle lode sig merke med, at de vilde have en Regent eller Riges-Forstander igien, raabte Bønderne, at de vilde have Carl Knudsen til Konge, efterdi Sverrig var et Rige og ingen Province. Herudover skikkede Biskop Kiættel et Gesantskab til Kong Carl, inviterende ham til Sverrig igien. Carl Knudsen lod sig da ikke forsømme, men lod sig strax indfinde med en Hob Tropper, som han havde faaet til Hielp af Polen og Dantzig. Saa snart han var kommen tilbage, overgav Stokholm sig, og det heele Land hyldede ham.

Kong Christian merkede nu, at Hovedpersonene i disse Tragoedier vare Bispene, hvilke Almuen som Rigets Styrke blindt fuldte, saa at Adelens Troskab kunde lidt eller intet hielpe, hvorudover han satt sig for at vinde Bisperne igien. Begyndelsen blev giordt med den fangne Erke-Bisp Johannes Bengtsen, med hvilken blev sluttet et Forliig, som sees af bemeldte Prælats aabed Brev datered 1464 Dagen efter St. Birgittæ Dag, hvorudi han vidner sig kiærligen og venligen at være forliigt med Kong Christian, saa at all den U-villie, som havde været imellem dem, skulde være (685) forglemt. Han lovede ogsaa stedse herefter at være Kongen, Dronning Dorothea og deres Børn Erkebispen løslades igien.

huld og troe. Dette Brev har undertegnet med ham Bisp Oluf af Roskild, Herr Eggert Frille og Herr Erik Nipperts. Derpaa fik Erke-Bispen Frihed at gaae løs udi Staden uden Forvaring. Det er ellers forunderligt, at Paven indviklede sig ikke udi denne Trætte, efterdi det Romerske Hof altiid plejede at fulminere med Kirkens Band, saa snart en Konge fordristede sig at legge Haand paa nogen Geistlig Mand, og giver dette tilkiende, at denne Konge maae paa de Tiider have staaet i fortroelig Venskab med Paven, og tillige med sit Brev, han skrev til Rom, ladet nogle Penge roullere, som gierne giorde god Virkning. Paa Erke-Bispens Forliig fuldte Bisp

Kongen forliger sig med de Svenske Bispe.

Kiættels, som var den anden Hoved-Acteur i denne Handel. Anledning dertil fortælles i den Svenske Historie saaledes: Bispen havde udi dette Oprør giordt adskillige fornemme Danske og Tydske Adelsmænd til Fanger, forhaabende ved deres Løsning enten at befrie Erke-Bispen af hans Fængsel, eller at bekomme en anseelig Sum Penge. Blant disse fangne vare Claus Rønnov Dannemarks Riges Marsk. Den samme, eftersom han var udi Forvantskab med Carl Knudsen, formaaede han hos samme Konge, at han blev løsgiven, helst eftersom Marsken lovede at ville bringe en Fred til Veje mellem Kongerne. Denne Løsgivelse forbittrede Biskop Kiættel saaledes, at han ikke alleneste derfor igiennemheiglede Kongen til Stokholm, men endogsaa lod den fangne med Magt føre tilbage. Derpaa corresponderede han hemmeligen med Kong Christian, og lovede ham Riget, hvoraf Kong Carl allene skulde beholde en Province. 1465 Herudover havde Kongen Spillet vundet, lod Erke-Bispen herligen beskiænke, og besluttede at skikke ham som Gouverneur til Sverrige igien. Det Brev, hvormed Kongen affærdigede Erke-Bispen til Sverrig, lyder saaledes:

Vi Christiern med GUds Naade Dannemarks, Sverrigs, Norges, Venders og Gothers Konge, Hertug udi Slesvig, Græve i Holsten, Stormarn, Oldenborg og Delmenhorst, giøre alle vitterligt, saa vel tilkommende, (686) som nu ere, at Vi af GUds Naade ere kierligen, venligen og vel fordragen, forligt

Kong Christians Forsohnings Brev til Erkebispen.

og forened til en fuldkommelig gandske god Ende med os elskelige værdige Fader Hr. Erke-Bisp Jens i Upsal, og love, at Vi vor kiære Huus-Frue og kiære Børn, Frender eller Venner aldrig ville eller skulle den Uvillie, Skade med Opreisning, Brev, Ord eller Gierninger nogen Tiid vrække eller hevne, og alle de af Sverrigs Prælater, Riddere og Svenne, samt Borgere og Bønder, som Os elskelige værdig Fader Hr. Erke-Bisp Jens i Upsal hørige og lydige ville være til Vores og Vore Rigers Sammenblivelse, dennem ville Vi være alle en troe og huld Herre, ligerviis som den Uvillie os imellem aldrig havde været, Datum Segeberg die St. Birgittæ 1465. Førend dette forliigelses Brev blev udstedt, skeede Forliiget solenniter udi Franciscaner Kloster i Kiøbenhavn, hvor Erke-Bispen udi det Danske Raads Nærværelse faldt paa Knæe for Kongen, og bad ham om Forladelse, og Kongen reisede ham op, og omfavnede ham. Den Svenske Historie siger denne Forliigelse at være skeed Aaret tilforn, men Datum af det Kongelige Brev, som Hvitfeld af Archivet fremfører, viiser at det er en Vildfarelse, og at det er skeed 1465. Denne Politiqve, som Kongen her brugte ved at skikke Erke-Bispen med Fuldmagt til Sverrig, var kraftigere end den sterkeste Krigshær, efterdi man forud kunde see, at han tillige med Carl Knudsen kunde paa een Tiid ikke faae Rum udi Sverrige.

Samme Forliigs Virkning.

Det gik ogsaa ligesom han tænkte; thi saa snart Erke-Bispen kom til Sverrig, blev han af Biskop Kiættel og hans Anhang imodtagen ved Grændserne og bragt til Upsal. Strax begyndte han at øve Kongelig Myndighed, forordnede 4re Rigs-Forstandere, eftergave Skatterne, og forkastede Kong Carl, som han ligesom af Naade vilde allene forunde Finland. Han lod ogsaa som han ikke erkiendte Kong Christian, at han des sikkere kunde komme til sit Maal. Efterat disse Anstalter vare giorte, gik han med (687) en Krigsmagt for Stokholm, for der at beleire Kong Carl. Kongen, som holdt det haanligt at lade sig beleire paa nye, samlede i Hast sammen alt det Folk, han kunde afstedkomme, og leverede Erke-Bispen paa Iisen oven for Graamunke-Holmen, ikke langt fra Stokholm, et Feltslag. Slaget var saa blodigt, at nogle 1000 Mænd paa begge Sider omkomme, og Kong Carl selv blev fangen. Af denne Seyer blev Erke-Bispen saa modig, at han lod føre den fangne Konge til Stokholm, og der

Kong Carl stødes igien fra Thronen.

tvang ham til at forsværge Riget, og at forpligte sig under Straf af Kirkens Band aldrig meere at tragte efter Kronen. Efterat dette var skeed, gav Erke-Bispen ham Raseborg Slott til Underholdning sin Livs Tiid. Men, da han kom til Finland, blev Slottet ham forholdet af den Finlandske Biskop Kort, som holdt med Kong Christian, og vilde ikke efterleve, hvad Erke-Bispen og Bisp Kiættel havde forordnet. Ja denne u-lyksalige Herre var nær bleven ihielslagen og maatte ligge heele Sommeren over udi Aboe, førend han kunde faae Slottet. Endeligen fik han Slottet, hvor han

Hans slette Tilstand.

opholdt sig nogle Aar udi slett Tilstand. Udi hvilken Fattigdom han maae have levet, kand sees af et Brev datered Raseborg til Borgemester og Raad (e) udi Stokholm, hvorudi han beklager sig ikke at kunne betale 50 Mark til hans Creditorer. Udi samme Brev besværger han sig, at Hans Helmholt skulde have beskyldet ham offentligen paa Raadhuuset at vilde tragte efter Kronen, hvilket han bevidner at være falskt og slutter Brevet saaledes: Vi ere desverre saa faren af Sverrig, at vi ingen Lyst have at komme 3die gang.

Da Carl Knudsen saaledes var bragt til Finland, bemægtigede Erke-Bispen sig det heele Rige, hvorudi ingen turde giøre ham Modstand, undtagen Niels Sture, Kong Carls gode Ven, hvilken sagde offentligen, at, saasom han tvende gange havde

Tvistighed mellem Erkebispen og Niels Sture.

forraadet sin Konge, saa var det ikke uden Aarsag, at de Danske havde skieldet ham ud for en Forræder. Herudover satte Erke-Bispen efter bemeldte Niels Sture, hvilken af Frygt (688)

(e) Olaus Petri hist. Svec. manuscr. som andre herudi have efterfuldt.

maatte retirere sig til Finland, og søge Beskyttelse hos Erik Axelsen, som var Høvetzmand paa Wiborg: dog blev hans Huus af Erke-Bispens Folk plyndret, og hans Tienere bleve fangne og slagne. Udi denne Allarm døde den stridbare Biskop Kiettel, efter hvis Død en Herredag blev holden til Stokholm, hvor Niels Sture lod sig indfinde med Erik Axelsen hans Protector, og der klagede over den Vold og Urætt, ham var vederfaret. Men Erke-Bispen, forladende sig paa sin Magt, tracterede ham kun med Haanhed. Hvorudover bemeldte Sture begav sig hemmeligen fra Stokholm til sin Gaard Penningby og derfra til Gestrikland, hvor han samlede nogle Folk sammen og omkom nogle af Erke-Bispens Fogeder. Erke-Bispen, da han fik Kundskab derom, skikkede han strax 300 bevæbnede Mænd efter ham. Men Niels Sture havde betimmeligen taget sin Tilflugt udi Dalerne, hvor han for Dale-Karlene afmalede Erke-Bispen med saadan Farve, at de omsider begreebe, at han var en ond Mand, og at det ikke kunde forsvares, at han tvende gange havde forraadet og fordrevet sin Konge. Ja Dalekarlene bleve saa ophidsede mod ham, at de offentligen paa Torvet udi Vesteraas raabte mod Erke-Bispen, at han var en Lands-Forræder, og at han holdt Riget Kong Christian til beste. Herudover maatte Erke-Bispen efter Bøndernes Begiæring værge sig med sin Eed, og svoer han da for den heele Almue udi Stokholm, at det var et falskt Rykte, og at han med andre Vilkor ikke havde taget Stokholms Slott af Bisp Kiættel, end at holde det den til Haande, som Rigets Raad fandt for got at antage til Konge eller at giøre til Rigets Forstander.

Efterat Carl Knudsen saaledes havde sagt sig fra sin Ræt paa Kronen, foreholdt Kong Christian Erke-Bispen hans Løfte om at befodre hans Rætt, hvortil Erke-Bispen ogsaa stillede sig an at være villig, skiønt han nyeligen havde svoret Almuen til at ikke tage sig Kongens Sag an. Til den Ende magede han det saa, at der paa den Herredag, som blev holden til Wadstena, bleve skikkede Svenske Fuldmægtige til Jenkiøping, hvor de Danske Commissarier vare samlede, for at handle om Eenighed mellem Rigerne, (689) og blev da Fredagen efter Kyndelmisse 1466 giort saadant Fordrag.

Fordrag mellem Rigerne.

1) At den gamle kiærlige Foreening, som imellem de 3 Riger, Dannemark, Norge og Sverrig, i lang tid været havde, skulde i alle maader blive u-forkrænked.

2) At hver skulde nyde sit Gods løst og fast udi alle Riger.

3) Det eene skulde frit og u-forhindred handle og vandle udi det andet Rige.

4) St. Olufs Dag skulde holdes et almindeligt Mode til Halmsted, hvor alle Rigers Raad skulde komme sammen, for at handle om en bestandig Fred og Eendrægtighed.

Men paa den store Herredag, som holdtes til Wadstena, fandt Erke-Bispen mange Modstandere blant det Svenske Raad. Der blev mod hans Villie Erik Axelsen udvalt til Sverrigs Riges Forstander, og maatte Erke-Bispen overlevere ham Stokholm og andre Rigets Slotte, hvilket gik denne hidsige Prælat dismeere til Hierte, efterdi Erik Axelsen var en svoren Ven af hans Ertz-Fiende, Niels Sture. Denne Niels Sture havde imidlertid ophidset Dalkarlene mod Erke-Bispen, og faaet en anseelig Magt paa Beenene, hvormed han rykte mod Vesteraas, ladende sig offentligen forlyde med, at han vilde sætte Kong Carl paa Thronen igien. Men Erik Nielsen,

Indbyrdes Krig udi Sverrig.

som havde Vesteraas Slott og Ørebroe inde, og som var Carl Knudsens Fiende bragte ogsaa en Krigs-Hær sammen af Nerike, og dermed gik Niels Sture i møde. Begge Krigshærene komme sammen ved Kolbaksbroe, hvor de bygde Skantzer paa begge Sider af Elven, som var dem imellem. Dog kom det ikke til noget Slag, efterdi Gouverneuren Erik Axelsen lagde sig derudi, og handlede dem saaledes imellem, at Erik Nielsen overgav Niels Sture Vesteraas Slott. Men den første giorde det mod sin Villie af Frygt for Gouverneuren; thi det Had continuerede længe imellem disse 2 Herrer, hvilke udi et heelt Aar satte hin anden efter Livet; Og var da Riget udi en meget stor Forvirrelse, og bragt udi den Tilstand, som alle Oprør styrdte et Land udi. Det var deelt udi tvende Hoved-Factioner, som med største Forbittrelse forfuldte hinanden. Udi den første Faction var Erkebispen (690) Erik Nielsen, Trotte Karlsen, Iver Green, Erik Karlsen, Johan Schvalke, Niels Federsen og andre. Udi det andet Parti Gouverneuren Erik Axelsen, Iver Axelsen, Niels Sture, Birger Trolle, Gustav Karlsen,

To Hoved-Factioner.

Knud Posse med Staden Stokholm. De første foregave, at de vilde beskytte Erke-Bispen mod Kong Carl, hvorvel deres Hensigt var at befodre Kong Christians Rætt, skiønt de turde ikke lade sig merke dermed for Bønderne. De andre gave offentligen deres Meening tilkiende, nemlig at ville beskytte Riget mod fremmed Herskab, og enten hielpe Kong Carl igien paa Thronen eller beskytte den af Stænderne beskikkede Gouverneur. Dette befaldt Almuen best, hvorfor det sidste Partie og endeligen fik Overhaand. Imidlertiid sad Kong Christian stille og luurede paa hvad Udfald, denne Forvirrelse vilde have, forhaabende, at, naar de Svenske længe havde raset, og merket, hvad skadelig Virkning dette Oprør havde ført med sig, de omsider skulde falde tilføje, og igien kalde deres rætmessige Konge.

Kong Christian geraader i Tvistighed med Engeland.

Imidlertiid disse U-roeligheder varede udi Sverrig, blev Kong Christian indviklet udi Tvistighed med Edvard 4. Kongen af Engeland og det ved saadan Anledning: Nogle Engelske af Londen havde 1467 giort et Tog paa Island, hvor de plyndrede Landet og ihielsloge Kongens Foged. Herudover lod Kongen arrestere 4 Engelske Skibe udi Sundet, som han lod selge med det Gods, de inde havde. De Engelske, som havde Hansestæderne mistænkte for at have forvoldet denne Arrest, anholdte derfor alle deres Kiøbmænd, Skibe og Gods udi Londen. Kongen lod da et aabet Brev udgaae Hansestæderne til Forsvar, hvorudi han vidnede, at bemeldte Stæder ingen Deel havde udi hans Foretagende; Men at han allene havde bemægtiget sig de Engelske Skibe for at hevne den Vold og U-rætt, hans Undersaattere var vederfaret paa Island; Alting saae derfor ud til Krig mellem disse 2de Riger, og Hansestæderne, som herudi havde tilfælles Interesse med Dannemark, toge da samme Riges Parti. Men der blev først giort en Anstand paa to Aar, hvilken endelig blev forvandlet til en Fred, som blev sluttet 1474 til Utrect, hvorudi blant andet blev afgiort, at de Engelske uden særdeeles Tilladelse ikke skulde fare paa Island og Kongen (691) af Engeland maatte give Dannemark en anseelig Sum Penge, som uden Tvil var en gammel Gield (f) paa Holstens Vegne, efterdi den Holstenske Græve Henricus Ferreus Aar 1346 havde tient Engelland mod Frankrig, hvorudover han havde faaet Obligation paa en Sum Penge, som endda ikke var løset. Der opreisede sig ellers nogle Tvistigheder udi Holsten, hvilke dog ikke vare af synderlig Vigtighed. Den gamle Hertug Adolfs Efterleverske, Dorothea, reisede Anno 1465 til Thuringen, som var hendes Fæderneland, og kom tilbage geleidet af Grev Ernst af Mansfeld (g). Men en Holstensk Herremand, Bendix von Ahlefeld, lod Greven da arrestere, uden Tvil formedelst en Gields Fodring. Over denne Arrest besvergede sig Hertuginden for Kongen, hvilken strax befoel, at Greven skulde igien løsgives, dog maatte han først forskrive sig til inden en vis Tiid at betale bemeldte Ahlefeld 4000 Gylden. Denne samme Enke Hertuginde, Dorothea, havde til Lifgeding Rensborg, men, da hun reisede fra Holsten, handlede Dronning Dorothea med hende om samme Stads Overgivelse, som og skeede med saadanne 1467 Vilkor, at Hertuginden derfor aarligen skulde nyde en Pension af 800 Gylden (h) hvilke 800 Gylden hun tog igien af Græv Geert, som hun forlehnede med Rensborg.

Medens dette forrettedes udi Dannemark, continuerede Tragoedierne udi Sverrig; Den indbyrdes Krig udi Sverrig holder vedErik Nielsen overfalt 1467 Niels Stures Folk ved Arboga, omkom nogle af dem, og tog andre fangne. Det samme giorde han saa udi Gestrik og Helsingland. Men kort derefter komme Niels og Steen Sture fra Dalerne, og handlede ligeledes med Erik Nielsens Folk. Saadant Handverk blev en lang Tiid øvet, og mange brave Mænd bleve derover opoffrede. (692)

(f) Denne Fodring taler Hvitfeld ikke om, men Hamelman udi hans Old. Chr. pag. 202. Disse 2de Skribentere komme ey heller overens udi Aars-Tallet; thi Hvitf. siger, at Freden blev sluttet til Mastricht 1476.

(g) Svaningius hist. Chr. 1. manuscript item Peters. Chron. Holsat. part. 4. Herudi findes en dobbelt Vildfarelse hos Hvitfeld; thi først siger han, at det skeede paa Udreisen, dernæst kalder han ham Grev Ernestum af Holsten i steden for Mansfeld; thi Hertuginden var af det Mansfeldske Huus, og Hvitfeld selv siger, at Græven var hendes Blodsforvanter.

(h) Anonym. Chron. Slav.

Ja Forbittrelsen var saa stor paa begge Sider, at den eene Herres Tienneste-Folk og Bønder myrdede den andens, og bleve derfor rosede af deres Herrer. Omsider blev Erke-Bispens Parti saa mægtigt, at hans Folk beleirede Gouverneuren Erik Axelsen udi Stokholm. Men hans Broder Ivar Axelsen kom med en Hob Folk fra Gulland sin Broder til Undsættning. Samme Iver Axelsen erholdt en Seier over Erik Nielsen udi Nerike, og rykte strax mod Stokholm for at ophæve samme Stads Beleiring. Til ham stødte siden Niels Sture med 1300 Mænd fra Kobberverket, og slog Erik Nielsen igien ved Vesteraas med de Folk, som han vilde føre Erke-Bispen til Undsættning. Da Erke-Bispen, som laae for Stokholm, fik Tidender om, at hans Folk var slagen og hans Fiender rykkede mod ham, ophævede han Beleiringen, og flygtede til sit Slott Stekka, andre sige, til Øeland (i), hvor denne uroelige Mand omsider døde; Hans Navn bør stedse staae med sort Farve afmaled udi den Nordiske Historie; thi han var fornemmeste Aarsag til all den Blods

Erkebispen døer.

Udgydelse, som skeede, og, om endskiønt han gemeenligen holdt Kong Christians Parti, saa kand dog ingen ærlig Dansk Mand sætte Farve paa hans U-dyder; thi Kongen betienede sig af ham, ligesom Gud undertiden betiener sig af Fanden. Alt hvad man kand sige til hans Forsvar, var at det var fast umueligt for en Erke-Bisp at være en god Mand paa de Tiider, efterdi Geistligheden ikke allene kunde giøre uden Frygt for Straf hvad de vilde, men bleve autoriserede i deres onde Gierninger og oprørske Opførsel af Paverne, og enhver Bisp, efterat han havde forjaget sin Konge, og kommet et heelt Land at svømme udi Blod, saae sig an oven i Kiøbet, som en St. Ambrosius, confunderende hellig Nidkierhed med Hofmod og Ærgierighed.

Erke-Bispens Død var et stort Saar for hans Parti. Dog gave de sig derfore ikke tabt, men samlede en stor Hob Folk sammen, og leverede Gouverneuren, Erik Axelsen, et Feltslag ved Niskog hvor de bleve totaliter slagne, saa at Erke-Bispens Parti siden den Tiid maatte ligge under. Man maatte vel forundre sig (693)

(i) Olai Petri Manuscr. siger Bornholm, men det maa være Borkholm paa Øland.

over, hvi Kong Christian i slige Conjuncturer sad saa længe stille, helst saasom han havde saadant sterkt Parti af Svenske for sig, og hvorfore han ikke begyndte at gribe til Gevær, førend for Silde, da samme Parti var kommen under. Denne Opførsel synes at stride mod den sædvanlige Politiqve, som ellers fremskinnede udi alle hans Gierninger. Men herved er at merke, at, omendskiønt han havde et stort Parti af Adel, og de fleeste

Aarsag hvi Kongen i denne Allarm sadd still.

Bisper paa sin Side, saa var dog fast den heele Almue af Bønder ham imod, hvorfore de Svenske Herrer, der vare udi hans Interesse, fandt ikke for raadeligt at give Almuen tilkiende, for hvem de stridede, men lode som de figtede for Rigets Frihed imod Kong Carl, og derfore finge Tilløb af en stor Deel Bønder, som ellers havde blevet dem u-villige. Politiqven bestod derfor derudi at befodre Kong Christians Restitution ved hans egne Fienders Hielp, indtil de finge Overhaand imod Kong Carls Parti, at de da sikkert kunde tage Masken af, og conjungere sig offentligen med de Danske, men denne Politiqve, hvor fiin den end var, saa faldt den dog ud til liden Fordeel, efterdi Erke-Bispen saa hastig døde, og derfor hans Parti gandske gik under, saa at Kong Christians Forhalning tienede til intet andet end at ødelægge hans Tilhængere, og at bestyrke hans Modstandere saa meget, at det siden blev ham ligesaa vanskeligt at bringe Sverrig til Lydighed, som at tvinge et fremmed Rige. En anden Aarsag til Kongens Stillesiddelse var ogsaa de Tvistigheder, han havde med Engeland, hvilke truede med Krig; item med hans Broder Græv Gerhard, hvorom siden skal tales. En anden Fortredelighed, som mødte Kongen paa de Tider, var, at en af hans egne Undersaattere, Herr Iver Axelsen, offentligen opsagde ham all Troeskab.

Handel med Herr Iver Axelsen.

Aarsagen til samme Herres Misfornøyelse reisede sig først af den Dom, som Kongen Anno 1453 lod fælde mod dem, der havde Rigets Pante, og hvilke man kunde beviise at have oppebaaret meere Rente af samme Pante, end Hovedstolen eller de laante Penge kunde beløbe sig til; thi, som de Axelsønner derudover mistede anseeligt Gods, saa havde de fra den Tid været kaaldsindede mod Regieringen. Denne Kaaldsindighed formeeredes siden, da han merkede, at Kongen havde ham mistænkt formedelst (694) hans Broder, som havde Kong Carls Søster, og var bleven Sverrigs Riges Forstander. Herudover frygtede han, at Kongen skulde tage fra ham Gulland, som han havde i Pant efter sin Broders Oluf Axelsens Død, og som han var bleven forlehned med af Kongen, og det Danske Raad, besluttede derfor i Tiide at tage sin Tempo udi Agt, medens Conjuncturerne vare favorable for ham, og hans Broder spillede Mester udi Sverrig; og derfore udi det Aar 1467 opsagde Kongen sin Troeskabs Eed. Over denne Opsigelse blev Kongen ikke lidet allarmered, saasom de Axels-Sønner vare 9 Brødre, alle udi stor Anseelse udi begge Rigerne. Hvor stor Eftertanke det gav Kongen, kand sees deraf, at han strax derpaa foer om til alle Landsting udi Dannemark og spurte, om nogen vidste at beskylde ham for Ord og Gierninger, og, da ingen med nogen Beskyldning fremkom, lod Kongen efter Rigets Raads Gotfindende beleire bemeldte Erik Axelsens tvende Slotte, Lilløe og Sølvitzborg. Det Brev, som han skrev Inbyggerne udi Nørre Jylland (k) til om Undsættning, giver tilkiende, hvad Kiøb der var paa Vahrer udi de Tiider, nemlig en Tønde Byg blev beregned til 8 ß; en Tønde Rug 6 ß; en Tønde Smør 6 Mk; en Tønde Honning 7 Mk; en god Oxe 3 Mk. Den 10 Sept. overgav Sølvitzborg sig, men Lilløe udstod et heelt Aars Beleiring (l).

Handel om Ægteskab mellem Kongen af Skotland og den Danske Princesse. 1468

Efterfølgende Aar blev handlet om et Giftermaal mellem Kong Jacob af Skotland, og den Danske Princesse for at giøre Ende paa de Tvistigheder, som i lang Tiid havde været mellem Kongerne. Derom tales ofte udi denne Konges Historie, men jeg har tilforn intet villet melde derom, for at have den heele Historie samlet paa et Sted. Da Harald Haarfager sat sig for at undertvinge det heele Rige Norge, og endeligen i det store Slag udi Hafurs-Fiorden, ikke langt fra Stavanger, overvandt alle mod sig allierede Konger Anno 875 (m) og derefter blev Enevolds Konge udi Norge, flygtede alle de, som saae sig skildte ved deres Frihed og Herredom, (695)

(k) Vid. lit. Regis ad Cimbros Septentr. pag. 911. 18. Skilling bleve da regnede til et Lod Sølv.

(l) Chron. Nic. Joh. Fil. som her ender, eller rættere dens Continuation.

(m) Torf. hist. rerum. Orcad. lib. 1 cap. 3.

daf Landet, og satte sig ned paa Island og de Øer, som ligge udi den Deucalidonske Søe Underretning om Øerne i det Deucalidonske Hav.

ved Skotland. Paa disse Øer forbleve de om Vinteren, men om Sommeren agerede de Vikinger eller Søerøvere, og giorde ideligen Indfald udi Norge, for at hævne sig, hvoraf sees, hvad Adkomst Norge havde til bemeldte Øer. Om disse Norske Misfornøyede ellers fandt dem øde for sig, derom kand intet med Vished siges, det synes dog, at de for den Tiid havde været undertiden udi de Romeres, undertiden udi de Picters eller Skotters, undertiden i de Norskes Hænder (n). Men man kand allerførst regne disse Øers Historier fra den Tiid, de bleve indtagne af de Norske Misfornøyede. Efterat dette Søerøverie længe havde varet og imidlertid meget incommoderet Norge, satt Harald Haarfager sig for eengang at giøre Ende derpaa, hvorudover han udrustede store Floder, og ved adskillige Seyervindinger rensede Øerne fra disse Søerøvere, og finder jeg da, at han forlehnede med Ørkenøerne og Hetland en

Orknøerske Grevers Oprindelse.

ved Navn Ragvald, hvilken han gav Titel af Jarl eller Græve af samme Lande, og er dette Oprindelsen til de Ørkenøiske Græver, som havde Landene til Lehn af de Norske Konger, hvilke derefter ofte laae i Krig med de Skotske Konger om de Orcadiske og andre i samme Hav liggende Øer. Da Kong Magnus Haagensen regierede udi Norge, blev imellem ham og Kong Alexander 3. af Skotland Aar 1266 handled om samme Øer saaledes, at Kong Alexander skulde til ævig Tiid beholde Manøer og Suderøer tillige med Jus Patronatus over Manøers Bispedom, undtagen den Rættighed og Jurisdiction, Trundhiems Kirke i Norge til samme Bispedom havde. Norge (o) derimod skulde beholde Ørkenøer og Hetland med all deres Rættighed og Herlighed. For den Afstaaelse paa Suderøer og Manøer skulde Kong Alexander betale Kong Magno 4000 Mark Sterling paa eengang, og siden give ham og hans Efterkommere, Kongerne af Norge, til ævig Tiid en aarlig Pension af 100 Mark Sterling eller 200 Engelske Nobler. Denne Pension gav Anledning til (696)

(n) Torf. Hist. rerum Orcad. lib. 1 Cap. 2.

(o) Vid. exempl. Transactionis ex Arch. Reg. apud Torf. hist. rerum Orcad. pag. 199.

iidelig Trætte mellem Rigerne, efterdi de Skotske Konger ofte forhalede med Betalningen, saasom Tvistighed mellem Norge og Skotland om samme Øer.

de nu ogsaa resterede for 26 Aar. Kong Christian havde i den Henseende meget at bestille med Kong Jacob 2. af Skotland udi de Aar 1456 og 1457. og paastod Pensionens idelige Betaling, eftersom Skotland havde holdet inde der med siden Kong Eriks Tiid af Pomern, og blev Trætten dreven med saadan Hidsighed, at det havde kommet til aabenbare Krig mellem Dannemark og Skotland, hvis Frankrig ikke havde lagt sig derimellem: Begge Riger stode da i Forbund med Frankrig, og indholdt det Fransøske Forbund med Dannemark blant andre Artikle denne, at, hvis Kongen af Skotland ikke vilde lade Kong Christian som Konge af Norge nyde den Rettighed, som ham tilkom af de Suderøer og Manøer, da skulde Kongen af Frankrige arbeide paa at forskaffe ham sin Rætt. Herudover tog samme Konge sig paa Kong Christians Klagemaal Sagen an 1457, og med begge stridende Kongers Samtykke berammede et Mode til Paris. Men, da Sagen stod under Frankrigs Mediation og Underhandling, hendte det sig, at Kong Christians Statholder paa Island, Bero Thorlaksen, blev af en Storm udi Søen dreven til Ørkenøer. Der blev han overfalden af nogle Skotter, som komme ind udi Havnen, og bortførdt tillige med sin Hustrue og Folk. Af dette voldsomme Foretagende sluttede Kong Christian, at Kongen af Skottland ikkun Skrømtviis underkastede sig denne Underhandling til Forliig, hvorudover han først skrev Kong Jacob til, begiærende Fangernes og Godses Restitution, og at denne Gierning, som var skeed paa hans egne Strømme, maatte tilbørligen straffes. Derefter gav han Sagen tilkiende for Kongen af Frankrige, og erklærede ikke at kunde indlade sig i videre Negotiation, førend Kongen af Skottland havde givet Satisfaction for sidste Overvold.

Kongen af Frankrige søger at bilægge Trætten.

Herpaa bleve nogen Tiid vexlede Breve mellem Frankrig, Dannemark og Skottland, men uden Frugt. Endeligen blev Sagen alvorligen foretagen udi et Mode til Bourges i Frankrige Aar 1460, hvor paa Dannemarks Vegne mødte Bisp Knud af Wiborg og den Kongelig Canceler Mag. Daniel Kiepken Kannik |697til Trundhiem og paa Skottlands Vegne Biskopen af St. Andrew, item Johannes Monisøn Capitain over den Kongl. Skottske Guarde. Men, som de Danske Commissarier fremlagde allene en vidimeret Copie af den Contract mellem Kong Magnum og Alexander, hvorpaa Kong Christians Fordring grundede sig, toge de Skotske Deputerede deraf Anledning til at chicanere og begiære Opsættelse, hvorudover Carolus 7. Kongen af Frankrig, for at giøre en Ende derpaa foreslog et Giftermaal mellem begge stridende Kongers Børn nemlig Kong Jacobi Søn af Skottland og Kong Christians Dotter Margareta; begge Kongers Gesantere svarede dertil, at de gierne vilde høre Caroli 7. Congress til BourgesProposition for at referere den til deres høye Principaler. Derpaa bleve de Skottske Gesantere først adspurte paa hvilke Conditioner de meenede saadant Ægteskab kunde sluttes. De samme sloge da disse Midler fore, at Kongen af Dannemark skulde frastaae all sin Rættighed paa Ørkenøer og Hetland, og derforuden give til Medgift hundrede tusinde Kroner. Kongen af Skotland derimod skulde forære Bruden saa meget som Kongen af Dannemark skal finde sig fornøyet med. De Danske Commissarier svarede dertil, at, som de ingen Fuldmagt havde til at handle om Ægteskab, kunde de intet andet dertil svare, end at de vilde foredrage deres Konge saadant Forslag, og derfore denne gang allene stode paa det, som de havde Fuldmagt til, nemlig at fodre Pensionen. Imidlertid fik man Tidender om, at Kong Jacob 2. af Skottland var død, og, at hans Søn Jacobus 3, som blev foreslagen den Danske Princesse, udi sit 7 Aar var kommen til Regieringen. Herudover giorde Kongen af Frankrig saadant Forslag, at Kong Christian skulde give den unge Konge til Medgift den Pension, som fodredes af Suderøer og Manøer, og, om det ikke kunde finde Bifald, at der maatte være 2 Aars Anstand mellem Rigerne, at de stridende Herrer kunde have Tiid at betænke dem og forsyne deres Gesantere med Fuldmagt, hvilket blev fundet for got paa begge Sider, og dermed endtes denne

Congress til Bourges

den 8 Octob. 1460. Sagen blev derefter henstaaende ikke allene udi de 2 Aar, men indtil 1468, da skrev Kong Christian paa nye Kong Jacob 3. et alvorligt Brev til af den Indhold, at, |698eftersom han hidindtil havde beflittet sig paa at holde Venskab med alle Christne Potentater, saa var iligemaade hans Attraae at holde det Venskab ved lige, som havde været mellem hans Formænd, de Norske Konger og Kongerne af Skottland, bad derfore kierligen, at Kongen vilde fuldbyrde den Contract, som mellem deres Forfædre var oprættet, og betale den Pension, som Norges Rige tilkom af Suderøer og Manøer,

Breve-vexling mellem Kongerne om samme Materie.

paa det at der stedse kunde være Fred og Roelighed mellem Rigerne. Men det synes, at de sidste Skottske Konger ingenlunde vilde lade sig bevæge til at betale denne Pension, hvorudover deres Commissarier chicanerede udi alle de Forhandlinger, som bleve foretagne, og Creditorerne vandt intet derved uden idelige Uroeligheder, og at see sig truede med Krig oven i Kiøbet, hvilket ere gierne Frugter af slige Stipulationer, og kand derfore regnes for en Statsfeil af Kong Magno Haagensen at have sluttet saadan Contract, som man i Fremtiden kunde see vilde tiene til intet andet end at opvække Misforstand mellem tvende Naboe Riger, og foraarsage ti gange meer Bekostning, end de aarlige Penge kunde være værd; thi at en Konge stipulerer sig paa Livs Tiid Pension af en anden Konge, gaaer vanskeligt an, langt mindre, naar saadant skal strække sig til Efterkommerne paa ævig Tiid; thi Efterkommerne saae slige aarlige Pensioner an udi Tiidens Længde som en haanlig Tribut, og derfore vare altid for at blive entlediget deraf. Med all den Respect derfor, som jeg haver for Kong Magni Haagensen, og det da værende Norske Ministerium, saa holder jeg for, at det havde været bedre at tage for disse Øers Cession en tilstrækkelig Sum Penge paa eengang, og, om det ikke kunde lade sig giøre, heller at forære dem bort.

Det Brev, som Kong Christian udi dette Aar skrev, blev da saaledes besvaret, at Kong Jacob vilde gierne beflitte sig paa at holde Venskab med alle Christne Potentater i Sær med Kong Christian, efterdi deres Riger grendsede sammen, men hvad denne Pension angik, som Kongen udi sit Brev melder, vidste han som en ung Herre, der nyeligen var kommen til Regieringen, ingen Beskeed om, eftersom den ikke er efterlevet hverken udi hans Faders eller Forfædres Tiid. Han vilde derfor med det første affærdige (699) Gesantere til Dannemark for at handle saa vel om denne Post som om andre Sager angaaende Fred og Venskab mellem Rigerne, begiærede ogsaa, at Kong Christian vilde beramme et Sted, hvor Gesanterne skulde møde. Kong Christian berammede

Ny Congres til Kiøbenhavn

da Kiøbenhavn, hvor saadan Sammenkomst skulde begynde St. Jacobs Dag 1468; Og lode sig da sammesteds indfinde de Skotske Gesantere, som vare Andreas Biskopen af Glasgou, Wilhelmus Biskopen af Ørkenøer, Andreas Stuart Rigets Canceller, Thomas Greve af Aran, Martinus Vane Kongens Confessionarius og andre. Disse komme til bestemte Tiid til Kiøbenhavn, men fandt da ikke Kongen der, efterdi han var reiset til Sverrig. Hvorfore Dronning Dorothea undskylte hans Forfald udi et Brev til Kong Jacob. Men, paa det at Sagen skulde ingen Ophold lide, bleve strax forordnede nogle af Dannemarks og Norges Raad, som derom imidlertiid med de Skotske Commissarier skulde conferere. De Skotske Gesantere foregave strax, at det var begge Konger og deres Riger gavnligt at slutte en ævigvarende Fred, hvortil de intet bedre Middel saae uden Gifftermaal mellem deres Konge Jacob 3. og den Danske Princesse Margareta, og at ved saadan Foreening den Pension, som havde foraarsaget saa stor U-roelighed mellem Rigerne, kunde efterlades.

Efter nogen Underhandling blev en Ægteskabs Contract (p) sluttet paa slige Conditioner, at Kong Christian paa Norges Vegne afstod den omtvistede Pension for en

Ægteskabs Contracten sluttes.

Part af Medgifften eller Brudegaven med sin Dotter Margareta, og at den gamle Contract mellem Kong Magnum og Alexander skulde være magtesløs. Derforuden vilde Kong Christian give Kong Jacob til Brudeskatt 60000 Rhenske Gylden, og af samme Summa strax, førend Princessen blev bragt af Dannemark, betale 10000 Gylden. For den øvrige Summa skulde Kongen af Skotland til Underpant bekomme Ørkenøer med all Herrlighed og Rettighed og saa længe nyde og beholde, indtil samme Summa blev betalt. Princessen (700)

(p) Vid. exempl. contract matrim. ex archiv. Reg. de dato apud oppid. Hafnen. die 8 Sept. 1468 apud Torf. hist. rerum Orcad. pag. 191 seqv.

derimod blev accorderet til Lifgeding anseeligt Gods udi Skotland, og blev iligemaade afgiort, at, hvis hun efter Kongens Død vilde forlade Skotland, skulde hende gives 120000 Rhenske Gylden, udi hvilken Summa kunde afkortes de 50000 Gylden, som Ørkenøer var pandsat for (q). Om de Danske eller Skotske Commissarier lode see størst Habileté udi denne Contracts Sluttning, skal jeg ikke kunde sige. Vist nok er det, at Stænderne udi Norge vare ikke meget

Betænkning derover.

fornøjede dermed, saasom paa eengang tabtes for samme Rige baade Pensionen og Ørkenøerne; thi, endskiønt udi alle de efterfølgende Kongers Haandfæstninger altiid blev indført denne Artikel, at Kongerne skulde løse Ørkenøerne ind igien, blev da formedelst Penge Trang dermed saa længe forhalet, indtil Summen blev for stor, saa at man maatte lade Skotland reent beholde Øen. Det er rimmeligt, at Dronning Dorothea smiddede dette Verk i Henseende til den alt for store Kierlighed, hun bar for sine Børn, som man ogsaa merkede udi andre Ting, sær da hun vilde afsondre Holsteen og Slesvig fra Kronen, paa det at hendes anden Søn Fridrik efter Kong Christians Død ogsaa kunde blive en Potentat. Dette kand antegnes som en Skrøbelighed hos denne Dronning, som ellers var begaven med store Qvaliteter.

Efterat denne Contract var sluttet, blev Aaret derefter andre Gesantere skikkede fra Skotland til Dannemark for at afhente den Danske Princesse. Hovedet for denne Legation var Greven af Aran, hvilken af sin Principal havde Ordre tilligemed Bruden at bringe med sig de 10000 Gylden, som vare accorderede strax at betales. Men, som Kong Christian formedelst de Bekostninger, han giorde paa den Svenske Krig, da havde et tomt Skatkammer, kunde man paa samme Tiid ikke bringe meere end 2000

Bruden føres til Skottland.

Gylden tilveje. Herudover blev Hethland pandsatt for de øvrige 8000 Gylden paa samme Maade som Ørkenøer, og, saasom det eene Lands Indløsning forhaledes formedelst Tiidernes Vanskelighed ligesom det andet, mistede Kronen ved dette Gifftermaal baade Ørkenøer og Hethland, saa at denne Margareta var en temmelig (701)

(q) Vid. Buch. hist. Scot. lib. 12.

kostbar Princesse for Rigerne. Dronning Dorotheæ Fader Margræv Hans af Brandenborg havde bedre vidst at udstyre sin Dotter; thi han skikkede hende til Kong Christopher af Bayern med en Obligation paa 30000 Rhenske Gylden, hvilken maaskee endnu ligger forvaret i Dannemark, efterdi Historien viiser, at Pengene aldrig bleve betalte, hvor ofte end Kong Christian anholdt hos Margræven derom.

Dette Aar 1468 var ellers merkeligt formedelst den anseelige og mægtige Herremands Henning Pogvisks fald. Samme Henning Pogvisk var en af Kongens største Creditorer, og havde Lille Tundern til Pant for 25000 Mark. Den samme øvede der stort Tyrannie, og lod skiære Næse og Øren af nogle af sine Underhavende, ja det gik

Henning Pogviskes Fald.

saa vit, at en af hans Sønner, Wolf, skar Brystene af en Bonde Kone, efterdi hun vilde ikke skille sig af med sit eget Barn for at opdie hans Søn. Kongen blev derover saa meget fortørned, at han skildte ham ved sin Fodring, drev ham i Landflygtighed, og seqvestrerede hans andet Gods udi Holsteen. Hvormeget der end blev intercederet for samme Herre, kunde Kongen dog ikke bevæges til at pardonere saadant Tyrannie, hvorudover bemeldte Pogvist tog sin Tilflugt til Hertug Albert af Gustrow, hvor han døde (r).

Medens dette forrettedes udi Dannemark, var Kong Carl af hans Parti, som victoriserede, kalden ind udi Riget igien, hvor Gouverneuren Erik Axelsen strax overleverede

Carl Knudsen kommer 3die gang paa Thronen igien.

ham Stokholm med de andre Slotte. Mange af hans gamle Modstandere bevilligede ogsaa derudi og hyldede ham paa nye. Men Erik Nielsen og Erik Carlsen vilde ikke beqvemme sig dertil, foregivende, at han ikke meere kunde være Konge, efterdi han under Straf af Kirkens-Band havde forpligtet sig ikke at stræbe efter Kronen meere. Kong Carls Parti derimod meenede, at, saasom den Forpligtelse var skeed med Svøben over Hovedet, saa kunde den efter ingen Lov forbinde. Man begyndte da at handle om Forliig mellem Rigerne, saasom det saae ud til en blodig og langvarig Kriig, og bleve der af (702)

(r) Anonym. Chron. Slav. vid. Peters. Chron. Holsat.

begge Konger 1468 bevilget at skulde holdes et Mode til Halmsted og at Fangerne imidlertiid skulde løslades med Condition at indstille sig igien 14 Dage efter samme Mode.

Jeg har tilforn antegnet den Vold, som de Cantorske havde øvet udi Bergen, i det de havde ihielslagen Lehns Manden tillige med Bispen og satt Ild paa Munkelif Kloster. Det er forunderligt hvorledes Undersaattere turde vove saadant under saadan

Fru Elises Midler udi Bergen.

mægtig Konge, og langt forunderligere, at det ikke blev exemplariter straffet. Men det, som er gandske ubegribeligt, er, at bemeldte Lehnsmands Heroiske Enke-Frue Elise dette Aar lod see saadan Tillid til de Tydske paa Cantoret udi Bergen, at hun betroede Oldermanden paa samme Cantor alle hendes Klenodier og 4re Kister, hvorudi fandtes efterfølgende Ting. Udi den første Kiste 342 Sølvbeggere og Skaale. Udi den anden et Guldbaand, derpaa 26 Guldringe, een Guldsteen mellem hver to Guldringe, hver to Guldsteene veyede en Nobel, item 52 Sølvbeggere. Udi den 3die Kiste to Par Silke-Lagen med Perlebaand omkring, og to Perlebaand igennem Lagene, et Dekke til en Seng oversatt med Guld og Perler. Udi den 4de Kiste 1400 Rhenske Gylden, 500 Nobler, 18 Guldspanne, 3 Guldspanne med Diamanter og andre Ædelsteene, 4 Guldbrasser (hvilket maae være Bracelleter) 209 Sølvskeder, 1800 Danske Penge og 88 Mark lødig smeltet Sølv. Dette vil maaskee synes nogle for ringe at anføre udi en Konges Historie, som ellers er fuld af mærkværdige Sager, men man

Reflexion derover.

lærer deraf tvende Ting 1) at der maae have været store Midler hos mange Private Folk udi Norge paa de Tiider, som er desmeere at forundre, efterdi Pengetrangen hos Regieringen var saa stor, at man formaade ikke at bringe meere end 2000 Gylden tilveye af de 60000, som skulde gives Princesse Margareta til Medgift; 2) seer man heraf, udi hvilken Anseelse de Tydske paa Cantoret udi Bergen da have været, efterdi bemeldte Frue Elise vidste ingen sikkere at betroe sit Guld og Klenodier til, thi der blev indført udi den Revers, som de Cantorske gave hende, at ingen Konge eller Første skulde have Magt til at giøre Indførsel udi dette Liggendefæ. Man kand ellers sige, at disse kostbare Sager have været Levninger af den gamle (703) Nordiske Rigdom, som 1469samledes ved Fribytterie, og at Frue Elises Bod bestod af slige Midler, efterdi hun frygtede, at Prætentioner derpaa skulde formeeres; thi jeg har viiset paa et andet Sted, at hun selv paa sin egen Haand udrustede Kaperter. Efter den Aftale, som var giort mellem Rigerne om et venligt Mode blev Aar 1469 holden en Sammenkomst til Halmsted, hvor disse Svenske Commissarier mødte, nemlig Johannes Biskop i Skara, Gustav Carlsen, Erik Eriksen og Aage Jensen. Udi dette Mode blev besluttet, at 12 Dommere skulde udnævnes for at dømme mellem begge Konger om deres Rætt. Dette

Mode til Halmstad.

Tal var almindeligen brugeligt udi Norden, naar man skulde kiende udi Tvistigheder mellem Konger og Førster, og maatte disse 12 Dommere sværge ved GUd, ved Helgene og Sacramentet, at de vilde dømme det som rætt var. Der blev ogsaa udi samme Mode foreenet om at begiære en Overdommer af Paven, hvis de 12 Mænd ikke kunde foreenes, item at Iver Axelsen strax skulde overlevere Kong Christian Gulland med Visborg, og at Dronning Dorothea skulde nyde sin Morgengave nemlig Ørebroe og Vermeland i Sverrig, endeligen at de Svenske skulde intet tentere mod de Slotte og Stæder, Kong Christian havde inde udi Sverrig, indtil bemeldte 12 Dommere komme sammen for at kiende udi Tvistigheden mellem Kongerne. Men det synes, at alt dette skeede kun for at vinde Tiid, hvilken var nødig for Kong Carl for gandske at dempe den anden Faction i Sverrig, iligemaade for Kong Christian for at ryste sig mod Sverrig; thi jeg finder ikke, at der meere bliver talt om disse 12 Dommere. Kong Carl døde ogsaa Aaret derefter, hvorved Conjuncturerne bleve forandrede.

Medens der handledes om Forliig mellem Kongerne, continuerede Tragoedien mellem de tvende Factioner udi Sverrig. Jeg har tilforn merket, at Erik Nielsen og Erik Karlsen, som vare Hoveder for det saa kaldte Erke-Bispens Parti, vilde ikke beqvemme

Den Indbyrdes Krig fortsættes i Sverrig.

sig med de andre til at erkiende Karl Knudsen for Konge, Men foregave, at han ikke kunde komme paa Thronen igien, efterdi han eengang havde forsvoret Riget. De søgte derfore at handhæve deres Parti saa længe, som det var dem mueligt. Erik Nielsen kom (704) udi Februario af det Aar 1469 til Vadstena, og der tog Kong Carls Dotter Magdalena Erik Axelsens Frue samt Birger Trolle til Fange. Derpaa rykte han til Upland, hvor han ophidsede en Hob Bønder mod Kong Carl, som han kaldte en Meeneeder, der var forfalden udi Kirkens Band, hvilket paa de Tiider havde meget at sige hos Almuen. Derimod bragte Kong Carl ogsaa en Hob Folk sammen ved Upsal, med hvilken Erik Karlsen giorde en Stilstand paa 14 Dage; men, da han derved havde bragt Kongens Folk udi Sikkerhed, overfaldt han dem, og nødte deres Anfører Hr. Boe Dyre med Forliis at tage Flugten. Kort derefter kom Steen Sture med en Hob Folk for at hævne denne Skade, men han blev ogsaa slagen, og maatte retirere sig til Dalerne. Erik Carlsen havde ogsaa samme Lykke, da der 3die gang kom en Hob Kongelige Folk ham i møde; thi han slog de samme ved Knudbye Kirke, og derudover blev saa modig, at han lod sig offentligen forlyde ikke at ville stikke sit Sverd udi Skeeden, førend han havde det heele Rige inde (s).

1470 Men Lykken vendede ham Ryggen efterfølgende Aar 1470. Udi samme Aar rykkede han med sin heele Magt ind udi Dalerne for at udrødde gandske Kong Carls Parti, og derefter at beleire Stokholm. Men Niels og Steen Sture mødde ham paa en slet Mark, kalden Salem, og der giorde saadant Nederlag paa hans Folk, at han ingensteds meere fandt sig sikker udi Sverrige, og derfor med sit Anhang flyde til Dannemark, hvor han opmuntrede Kong Christian til at giøre et Indfald udi Sverrig, og giorde Kongen der alting saa let, at, omendskiønt han ingen Lyst havde endda at giøre noget saadant Forsøg, lod han sig dog overtale dertil af Erik Karlsen, og udi egen høye Person faldt med en Krigshær ind udi Vester Gothland og beleirede Øresteen. Men de tvende Sturer komme i en Hast de Kongelige paa Halsen, og tilføyede dem stor Skade, saa at Kong Christian maatte ophæve Beleiringen, (705)

(s) Svaningius Hist. Chr. 1. manuscr. siger at Kong Christian dette Aar erholdt en Seier ved Helsingborg, hvor de Svenske tabte 8000 Mænd. Men andre melde intet derom.

og retirere sig til Dannemark igien, og siges der, at han udi samme Trefning selv blev saaret.

Denne Expedition fortælles mest udførligen af Svaningio saaledes: Anno 1470 giorde Kongen mod Vinteren et Tog til Sverrig. Da de Svenske merkede hans Ankomst, flygtede de med Hustruer og Børn ind udi Kiær og Moser. Da de Kongelige komme til Tyveden, som er en vanskelig Post, og saa snever, at man kand ikke komme der igiennem uden Mand for Mand, og Peder Oxe, som commanderede de Danske, merkede, at de Svenske der laae i Hinderhold, udskikkede han nogle Letbevæbnede Folk for at udforske Tilstanden. Imidlertid, saasom de Svenske fornumme, at Kongen med sin heele Krigs-Hær vilde passere den Skov som laae derved, nedhuggede de strax en stor Hob Træer, og deraf giorde sig Skandser, bag hvilke de skiulede sig, og endeligen, da de saae deres Leilighed, deraf giorde Udfald paa de Danske, og, saasom de sidste formedelst Stedets Vanskelighed ingen Modstand kunde giøre, mistede de i første Angreb over 500 Mænd. Kongen ophidsed af denne Forliis, ønskede gierne at hævne sig; men, saasom Kulden tog til, og han havde Mangel paa Levnets Midler, fandt han for gott at reise tilbage igien (t).

Kong Carl Knudsens Død.

Kort derefter den 13. Maij (u) døde Kong Carl paa Stokholms Slot, efterat han fuldkommeligen havde haft Prøve baade paa Modgang og Medgang. Han var en Herre af god Forstand, munter og stridbar, havde ogsaa et anseeligt Legeme, hvorved han ofte recommenderede sig meere hos Almuen end ved Sindets Gaver, hvilket

Hans Caracteer.

sees af den Dom, som den gemeene Mand fældede, da han med Kong Christopher giorde Indtog udi Stokholm; thi, saasom Kongen var liden og u-anseelig, sagde Almuen, at Carl Knudsen var heller skabt til at være Konge. Han var af en af de største og ældste Familier udi Sverrig, og var det i Henseende til hans Byrd og Rigdom, at Stænderne udi Sverrig præfererede ham Engelbrecht og Erik Pukke, skiøndt de havde større Meriter, og giorde ham til Rigets-Forstander. Men denne gode Herre vidste (706)

(t) Svaning. hist. Chr. 1. Manuscr.

(u) Olaus Petr. hist. Svec. Manuscr.

ikke at skikke sig udi Medgang, saasom han af Naturen var stolt og hofmodig, og kunde ikke temporisere, da han var kun Rigets-Forstander, langt mindre da han var bleven Konge. Han vidste ikke at flattere Geistligheden, skiønt den meeste Stats-Politiqve paa de Tiider bestod derudi, hvorudover han fik Erke-Bispen af Upsal paa Halsen, hvilken spillede ligesom Bold med ham, og nødde ham tvende gange at see Riget an med Ryggen. Dog havde han omsider den Lykke at døe Konge paa Stokholms Slott. Han overleverede Regimentet paa sit Yderste udi Steen Stures Hænder, som var hans Søster-Søn, og der havde beviiset ham stor Troeskab og Tieneste. Noget for denne Konges Død ender den oftciterede Svenske Skribent Ericus Upsaliensis sin Historie, samme Skribent, der har kiendt Carl Knudsen, giver hans Portrait saaledes: Kong Carl var en høj og anseelig Mand, saae Majestetisk ud og havde et kiønt Ansigt. Han var heel spidsfindig, eftertænksom i sin Tale og caut i sine Svar. Udi Krigs Sager havde han intet synderligt Begreb. Han var ogsaa frygtsom og forsagt; men særdeles Habile i at skrabe Penger sammen, saa at han vidste at trække alle Rigets Indkomster til sig, hvorudover han var forhadt af Adelen (x).

Strax efter Kong Carls Død skreve Stænderne dem af Adelen til, som havde retireret sig til Dannemark, bedende dem at de vilde komme tilbage igien, for eendrægteligen at udvælge enten en Konge eller en Gouverneur, paa det at Riget eengang kunde komme i Roelighed igien. Men Erik Karlsen med sit Anhang lode dem svare, at de eengang havde udvalt Kong Christian, og derfore intet nyt Konge-Vall behøvede. De begave sig derpaa til Sverrig, og samlede en Hob Folk udi Upland, Sudermanland og Nerike, og skreve til Indbyggerne udi Stokholm, at de havde i Sinde at udvælge en Konge, der efter den Calmarske Foreening, (707)

(x) Eric. Ups. lib. 6.

skulde regiere alle 3 Riger, og at de ikke vilde beqvemme sig til andet Konge-Vall. De af Dalerne derimod skreve iligemaade til Stokholm, at de vilde blive ved Steen Sture, som Kong Carl paa sit Yderste havde overdraget Regimentet, og at de vilde staae ham bj mod Kong Christians Anhang med Liv og Blod. Den forrige Gouverneur Erik Axelsen, som havde Finland inde, item Iver Axelsen, som havde Gulland, formanede ogsaa Stokholm at blive ved Steen Sture, hvilket viiser, at den første maae have været en særdeeles god Mand, efterdi han intet Had bar til bemelte Sture, skiønt han kunde have haft Aarsag at fortryde paa, at Rigets Statholderskab, som han nyeligen selv havde forvaltet, blev en anden betroed.

Udi saadan Tilstand var Sverrig, da den nye Erke-Bisp Jacob kom fra Rom, da tog man sig fore at forfatte et vist Regimente udi Sverrig, til hvilken Ende Bønderne forsamlede sig 12 af hvert Herred over det heele Rige, og begave sig til Upsal for der efter gammel Skik at udvælge en Herre. Mange af Raadet troede sig dog

Steen Sture udvælges til Sverrigs Forstander

ikke der at møde. Hvorudover de, som var nærværende, approberede Kong Carls sidste Villie, og udvalte Steen Sture til Rigets Forstander. Kong Christian havde imidlertiid brugt all den Moderation, som kand forventes af nogen foruretted Herre. Han havde længe siddet stille, og givet Sygdommen Tiid til at rase ud, berammede nu ogsaa, for at forsøge, om det var mueligt at udrette noget med Lempe, et Mode, for at handle om Rigernes Fred og Foreening; men, da han saae, at intet kunde hielpe, og at hans Parti gandske gik under udi Sverrig, satt han sig for med Magt at forfølge sin Rætt, og udrustede en Flode af 70 Skibe smaa og store, hvormed han den 1471. 20 Julii 1471 (y) kom ind udi Stokholms Skier, og kastede Anker for Staden ved Valmarsøe. Men som de fleste af det Svenske Raad paa samme Tiid var udi Stokholm, blev han stille liggend udi gandske 7 Uger, og imidlertiid negotierede med de Svenske om Fred og Forliig, saa at de Svenske Skribentere derudi selv erkiende en særdeeles (708)

(y) Jacob Uhlefeld Compendio hist. Manuscr. siger 1470 hvilket er urigtigt.

deeles Douceur og Sagtmodighed. Udi bemelte Tiid udvirkedes en Stilstand,

Kong Christian angriber Sverrig med Magt.

som gav Forhaabning om Fred. Udi samme Stilstand blev paa begge Sider foreened saaledes: at Kongens Folk imidlertiid maatte kiøbe deres Nødtørft udi Staden; at de Svenske skulde ingen Fientlighed øve mod Kongen eller hans Folk, og at alle de, som vilde handle paa Stokholm, skulde have Frihed dertil. Men, som Kongen siden merkede, at de Svenske vare ingenlunde at bevæge til Fred, og at han ikke kunde taale at ligge længer, efterdi hans Victualier fortæredes, satt han sine Folk i Land paa Norre-Malm, og der befæstigede sig. Nogle Skribentere sige, (z) at han da lod slige Trudseler falde, at han med Riis vilde hudstryge Steen Sture, som tilforn havde været hans Page, item at han vilde lade skiende de Stokholmske Qvinder, og castrere Mændene. Men dette kand ansees som en Digt og et Eventyr, som er staalen af Alexandri Magni Historie; thi man finder intet udi denne Konges Historie, som kand giøre slig Rodomontade troeværdig; tilmed melder den troværdigste Svenske Skribent Olaus Petri intet derom, et klart Beviis paa, at det siden maa være digted.

Efterat Kongen havde befæstiget sig paa Nørre-Malmen, begav han sig selv med en deel Folk til Upsal, hvor han opholdt sig udi 8 Dage, og imidlertiid anklagede Rigets Raad for Bønderne, og forestillede dem, hvor u-rætmessigen de havde handlet med ham, og skildt ham ved Riget allene i den Henseende, at de kunde selv regiere. Han gav dem da ogsaa adskillige Forsikringer om et naadigt Regimente, og lovede blant andet at skaffe dem Salt for got Kiøb, som da var dyrt udi Sverrig. Af saadant lode mange, saavel Bønder, som Herremænd, sig bevæge, og hyldede Kongen paa nye igien. Og, da dette var skeed, gik Kongen tilbage til sin Leir for Stokholm igien. Imidlertiid forlisede hans Folk Elsborg udi Vester-Gothland, og Steen Sture bragte en Hob Folk sammen af Øster-Gothland, Nerike og Sudermanland, og gik dermed (709)

(z) Vid. Pufend. hist. Svec.

mod Stokholm. Niels Sture kom ogsaa fra Dalerne med en Hær, som blev formeeret med 1300 Mænd af Stokholm. Disse allsammen conjungerede sig med hin anden en halv Miil fra Staden, og skreve Kongen til, begierende, at han vilde reise til Dannemark igien, og ikke anmasse sig nogen Rætt til Sverrig, førend han blev antagen af alle Stænder. Men Kongen svarede dertil, at han ikke var kommen i den Henseende til Sverrig, og at han havde giort alt for store Tilberedelser og Omkostninger for at lade sig afviise med blotte Ord. Han var eengang udvalt til Konge udi Sverrig, vilde derfor forsvare sin Rætt. Herudover rustede man sig paa begge Sider til Slag. Kongen havde deelt sine Folk udi 3 Parter, en Part tog vare paa Skibene: en anden Part var paa Brunke Bierget og den 3die havde posteret sig ved St. Claræ Kloster. Steen Sture rykkede an med sit Folk til Brunkebierget den 9. October hen ved Klokken 11. om Formiddagen. Og Stokholms Borgere bemægtigede sig, saa snart Slaget gik an, en Broe mellem Malmen og Keplingen, trængede

Slag paa Brunke-Bierget.

sig ind paa Kongens Skantzse, og satte Ild derpaa. Da Slaget stod paa det haardeste, blev Kongen skudt udi Munden med en Piil eller, som Hvitfeld siger, med et Lod (a) saa at nogle (710)

(a) Af dette, som Hvitfeld her fortæller, at Kongen blev skudt udi Munden med et Lod, skulde man tænke, Kugler og Krud da allerede var kommen i Brug i Norden, men man kand ikke vide om ved det Ord Lod bemeldte Skribent meener Kugle; thi man finder, at Piile vare udi fuld Brug end ogsaa i Kong Hanses Tiid, eftersom udi det Slag, som skeede ved Rødebroe oftebemelte Skribent siger, Dalekarlene skiøde over Broen med deres Piile. Saa at man deraf seer, at, hvis Bøsser vare komne i Brug i Kong Hanses Tiid, de dog ikke have været almindelige. Det synes rimeligt, at de allerførst ere hid indførte af den Saxiske Guarde, som Junker Slentz bragte til Dannemark; thi udi det Overslag, som Kong Hans giorde paa de Bekostninger, som vare anvendte paa den Svenske Krig, befandtes der, at Kongen havde betalet 150000 Rhenske Gylden, foruden Bøsser, Pulver og Piile. Jeg veed vel, at adskillige ville giøre deres Brug langt ældere udi disse Riger, og at en fremmed Skribent Achilles Gassarus siger, at den Danske Flode havde Canoner 1354, item den Slaviske Krønike, som Lindenbrogius har udgivet, vidner, at 1360 et Consistorium til Lybek sprang i Luften af Krud, Ordene ere disse: Anno 1360 Consistorium Urbis Lubec in toto combustum est negligentia eorum, qvi pulveres pro bombardis parabant; men, som ingen steds udi de Nordiske Historier tales derom paa de Tiider, kand det holdes for en Digt.

Tænder faldt ham af Munden, hvorudover han maatte begive sig fra Krigs-Hæren paa Floden; ikke desmindre forsvarede hans Folk sig dog med saadan Tapperhed, at Steen Sture 4re gange maatte vige tilbage (b). Omsider bleve de Danske dog overvundne, maatte forlade Bierget, og begive sig til Skibene, udi hvilken Skynding nogle 100 druknede. 500 laae slagne ved Hovedbanneret Dannebroge, og 900 bleve fangne, blant hvilke vare Rigets Marsk Claus Rønnov, Thure Thuresen, Biørn Johanssen og Niels Christensen, Anders Friis, Niels Lunge, Didrich

Rosefontani Meening om dette Slag

Friis og andre fornemme af Adelen. Rosefontanus tilskriver dette Slags Forliis allene den U-lykke, som traf Kongen, hvilket er troeligt, efterdi Krigs-Hæren ved den Hendelse blev noget modløs. Men jeg kand ikke see, paa hvilket Fundament han kand udregne dette Piile skud til Troldom; thi det er naturligt, at hvor en Piil eller Kugle treffer, der giør den Skade (c). Efter dette Slag begav Kongen sig med sin Flode til Dannemark igien. Steen Sture derimod foer allevegne omkring i Landet, og indtog alle de Slotte, som Kongen endda havde tilbage udi Riget. Der blev strax derpaa udi samme Aar sluttet en Anstand mellem Rigerne, og Fangerne bleve paa begge Sider løsgivne.

Dette Slag bliver mest udførligen beskrevet udi det oftciterede Manuscript, som tilskrives Joh. Svaningio; Men derved er at merke, at Autor uden Grund siger, at Kong Christian var den første af de Danske Konger, der betienede sig af Udenlandske Krigs Folk, og præfererede dem for de Danske, hvorved de sidste have tabt meget af

Critiqve over et Manuscript.

deres forrige Bravoure; thi Historien viiser, at adskillige Konger for ham have giort det samme, og finder man mindre Klagemaal i den henseende over denne Konge end over Christophorum 1, Christophorum 2, Erik af Pomern og Christopher af Bayern. Udi samme Manuscript tales ellers omstændigen om det Hæxerie (711)

(b) Teste Olao Petri Hist. Svec. manuscr.

(c) Vid. Rosefo nt. refutat. calum. hans Ord ere disse: insidiis & incantamentis; ut pleriqve existimant, contra Sacratum Regem dimicatum est. Vid. autor. incerti Chron. Dan. per qvendam Monachum fascinati se mari præcipites dedere.

som blev samme Tiid øvet mod den Danske Krigshær, og navngiver Autor (d) den Svenske Hexemester, sigende, at han heed Rytting. Men, som Autor selv vidner, at de Svenske brugte brav Armene udi Slaget, kand man holde for, at denne Rytting har heller været en god Krigsmand end en Hexemester.

Det synes, at Kong Christian siden den Tiid mistede all Lyst til at vindicere sig den Svenske Krone. Han havde af sin egen saa vel som af hans Formænds Historie seet, at alle de Frugter, man høstede deraf, bestode kun udi idelig Fortræd og Bekostninger. Bønderne udi Sverrig var et haardt Folk, vanskeligt at tvinge, saa vel i henseende til deres naturlige Stridbarhed, som deres Lands beqvemme Situation for

Kongens videre Conduite mod Sverrig og Betænkning derover.

Opstand, og naar de eengang vare bragte til Lydighed, varede det ikke længe; thi den mindste Vind oprørte dem igien, og kostede det kun en Adelsmand eller Bisp at giøre en Reise til en Province for at bringe den samme udi Bevægelse. Om denne slemme Qvalitet var naturlig hos den Svenske Almue, drister jeg mig ikke at sige, for ikke temere at tilskrive Nationen en Feil, som den ikke tilkommer. Jeg giver derfor ikkun Afrisning paa de Tiders Tilstand, og holder for, at heller en slem Vane, end Naturen, saadant kand tilskrives; thi den Maade at rebellere havde paa nogen Tiid saa vel under egne som fremmede Konger taget saadan Overhaand udi Sverrig, at det var anseet som en slags Gallanterie blant Bønder; ja Oprør og Nidkierhed for Fæderne-Landet vare blevne Synonyma, og saaledes confunderede med hin anden, at en stiv traadsig Undersaatt var, ligesom i gamle Dage en Søerøver, agted for en dydig og duelig Mand. Af denne Qvalitet vidste saavel Bisperne som de Svenske Adelsmænd forunderligen at betiene sig, for at fornøye deres Ærgierrighed. At Ambition var Maalet, hvortil de sigtede, og Hiulet, som allene drev alting hos dem, viiser deres Ustadighed; thi nu vare de for, nu imod Regieringen, nu figtede de for et Partii, nu for et andet, ligesom de af deres Interesse bleve drevne, og gik det da med Bønderne ligesom udi Skakspill, der maatte i Hobetal opofres, for at promovere en (712)

(d) Svaning. hist. Chr. 1. Manuscr.

eller anden Adelsmands Dessein. At regiere over en Nation, hvilken en langvarig ond Vane saaledes i Grund havde fordervet, var ikke andet end at tilkiøbe sig en kostbar og besværlig Titel. Den største Vanskelighed, som herved fandtes, var at de Svenske aldrig havde fra første Tiid haft nogen Tilbøyelighed til den Calmarske Foreening, eftersom Kongerne vare af Dansk Blod, og derfore ansaae Sverrig, som en Accession til Dannemark. Dette altsammen havde denne fornuftige Herre Kong Christian 1. for Øyene, og derfore gemeenligen, medens alle disse Tragoedier spilledes, sad stille, for at lade Sygdommen udrase, og at give Bønderne Tiid til at see og merke, at de brugtes kun som Machiner, med hvilke Adelen spillede Bold til deres og Rigets Fordervelse. Hvorudover, da Høystbemeldte Konge havde giort dette sidste Forsøg, fandt han ingen meere Behag i at eye et Rige med saadan onereux Titel; hvorudover efterfølgende 1472Aar 1472 blev arbeidet paa Fred mellem Rigerne, hvilken ogsaa blev sluttet til Calmar

Anstand med Sverrig.

Mariæ Besøgelses Dag (e) saaledes: at der skulde udnævnes 24 Mænd af alle 3 Riger for at dømme og kiende udi alle Tvistigheder, og, hvis samme Mænd tildømte Kongen Riget, skulde Indbyggerne annamme ham for deres rætte Lands-Herre. Aage Axelsen skulde imidlertid beholde Halmsteds Herred med Falkenbiergsbye, Iver Axelsen Villandsherred, Giersherred og Væ, Lauridtz Axelsen Skielskøer og Tranekiær, som de tilforn i Pant havde; Dømme de 24 Mænd Dronning Dorothea Ørebroe til, da skal det hende frit overantvordes. Men udi den Sammenkomst, hvor disse 24 Dommere skulde møde, blev intet andet forrettet, end at et nyt Mode blev berammed igen til Calmar af 12 Dommere paa Sverrigs og 12 paa Dannemarks og Norges Vegne.

1473 Udi det Aar 1473 havde Kongen at bestille med Luneborg; men Luneborgerne fulde tilføye, da han forbød det Luneborgske Salts Indførsel i Riget (f). Han havde ogsaa meget at bestille med sin (713)

(e) Transactio Calm. die visitationis Mariæ pag. 935.

(f) Chron. Slav. pag. 233. Ordene ere disse: Rex vetavit Sal Luneburgensium vendendum in regno suo. Hoc audito sua miserunt musicalia in Saccum det er de maatte stikke deres Pibe i Sækken.

Broder Græv Geert af Holsten. Om de Tvistigheder, han havde med samme Græve, har jeg tilforn intet talt, hvorfore jeg dem her fra Roden vil optage. Førend Christianus 1. blev udvalt til Konge i Dannemark, havde hans Brødre, Gerhard og Mauritz, giordt saadan Forskrivelse, at Christianus allene skulde beholde Oldenborg og Delmenhorst, og at de skulde lade dem nøye med en Sum Penge eller i andre Maader forsees. Ikke dismindre, da han havde faaet Slesvig og

Græv Gerhardi Kongens Broders Forhold mod Riget.

Holsten, afstod han igien til sine Brødre Oldenborg og Delmenhorst, og forbeholdt sig allene Patrocinium eller den høye Haand derover, og lovede sine Brødre 40000 (g) Gylden, for hvilke Penge han pandsatt Gerhardo Holstens Revenuer. Udi det Aar 1463 komme de tvende Brødre i Trette med hinanden om Delmenhorst, hvilket enhver af dem vilde tilegne sig, og gik denne Tvistighed saa vit, at den brød ud til aabenbare Krig. Græv Mauritz fik Undsættning af Græven til Høya og Bremen (h), og Gerhard blev assistered af Hertug Wilhelm af Luneborg. Der blev ogsaa holdet et Feltslag mellem dem, hvorudi mange paa begge Sider bleve slagne og fangne. Men de bleve omsider udi samme Aar saaledes forliigte, at Græv Gerhard beholdt Oldenborg og Mauritz Delmenhorst. Da det varede noget længe med Betalningen af de accorderede 40000 Gylden, blev Græv Gerhard utaalmodelig, faldt udi Kongens Fraværelse ind udi Holsten 1465, og der fodrede af Drosten og Marsken de Penge, som ham og hans Broder tilkomme, og, da ham blev svaret, at han derom maatte tale med Kongen selv, saasom de ingen Ordre havde at erlegge ham noget, truede han at øve Fientlighed (i), hvis Betalningen ikke strax fuldte, hvorudover Kongen, saasom de Bekostninger, der udfodredes til den Svenske Krig, tillode ham ikke at udreede den Summa, forskrev sig paa en Landdag til Kiel at betale ham rigtig de 40000 Gylden. Den Holstenske Skribent og Hvitfeld holde fore, at Kongen lovede ham end 40000 Gylden (714)

(g) Crantz. Saxon. lib. 12. cap. 6.

(h) Hamelm. Chron. Oldenb. pag. 245.

(i) Hamelm. hist. Comitis Mauritii pag. 264.

meere, hvilket synes at være en Vildfarelse (k). Men, som Penge Mangelen blev den samme, forlehnede Kongen Grev Gerhard med Slesvig og Holsten paa 4re Aar, at han af Oppebørselen kunde afkorte udi Gielden; og førdte han imidlertiid Titel af Administrator udi Holsten og Slesvig, hvilket sees af det Gienbrev, han gav Kongen datered Kolding. For at inddrive Pengene begyndte Græven Aar 1467 at øve Violence, og bemægtige sig de beste Stæder udi Holsten, hvorudover Kongen lod ham arrestere udi Segeberg (l), og tvang ham at sverge ikke at ville hævne saadant. Ikke dismindre kom han dog 1473 ved Husum til Slesvig, fremviisende et forfalsket Brev, hvorudi Kongen bad Indbyggerne at være ham hørige og lydige, hvorudover han ogsaa af adskillige blev hyldet, men Kongen kom ham strax derefter paa Halsen, og tvang ham selv tolvte at flygte af Landet, og kom Holsten derefter i Roelighed igien. Samme Gerhard var af Naturen en stridbar og u-roelig Herre. Han havde

Samme Greves Portrait.

længe tient Carolo Audaci Hertugen af Burgundien item Kongen af Engeland, og haver Hamelm i sin Historie anført et merkeligt Forbund mellem ham og Carolum Audacem, hvilket Forbund viiser, hvad disse 2 Herrer førte i deres Skiolde, og at de havde i Sinde at gribe vit om sig (m). Hvorledes han forholdt sig med Kong Christian saavelsom hans Broder Mauritz viiser ovenanførte Historie, som giver et fuldkomment Portrait paa hans U-roelighed. Han blev siden erklæret udi Rigets-Act af Keyser Friederich 3, efterdi han af sit Slott Delmenhorst foru-roeligede alle sine Naboer, saa at Keyseren lod forkynde, at hvo som kunde indtage Delmenhorst, skulde beholde det, og derforuden ansees som Fæderne-Landets Befrier (n). Han døde omsider til Spirito udi et Kloster i Spanien 1499, efterat (715)

(k) Hamelm. taler saaledes derom: Darauf seynd ihm zum andern mahl die 40000 Fl. zugesagt.

(l) Svaning. hist. Chr. 1. Manuscr.

(m) Foed. inter Carol. & Gerhard. Dat. in Castris contra Nussiam 1474 ex archivo Oldenb. apud Hamelm.

(n) Manuscr. Skibyens.

at han havde meget omflakket udi Norden (o). Nogle skulde vel lægge Kongen til Last, at han var for haard imod sin Broder; men Historien viiser, at han var en farlig og særdeeles u-roelig Herre, ja et Riis for alle sine Naboer, saa at alt det gode, Kongen giorde ham, ingen Virkning kunde giøre. Hvor stor Kierlighed Kongen bar til ham kand blant andet sees af det Tendre Brev, han skrev til Borgermester og Raad af Oldenborg i Begyndelsen af sin Regiering (p). Dog synes det, at denne uroelige Herre omsider fortrød sine Synder; efterdi han paa tog sig en Pillegrims Reise til St. Jago udi Compostell, og var det paa samme Reise han døde. (716)

(o) At han i sin Tiid maa have været et Riis for Hansestæderne sees af den Characteer, som ham gives af en Vendisk Skribent nemlig, civitatum pingvedinis deflorator vid. Anonym. Chron. Sclav.

(p) Christian van Gades Gnaden tho Dennemarcken, Schweden, Norwegen, der Wenden vnd Gotten Könink, Graue tho Oldenborch vnd Delmenhorst, &c. Vnser Gunst thovörn: Ersamen Leuen besonderen, uns ys vörgekamen, wo twischen dem Edlen vnsen leuen Brodern Gerdte, Grauen tho Oldenborch und Delmenhorst und den van Bremen, etlicke Vnwillen entstahn sy, vnde sick de genömede unse Broder deßhaluen Ehren und rechts Erdaden hebbe tho dohnde; vnde ys des, so wy van ehme ernsthafftigen erfahren hebben, noch also tho dohnde auerbödick vnd hebben wy den van Bremen darup geschreuen, da se ydt mit demsüluen vnsem leuen Broder in Güde stahn lathen, beth so lange ydt fründtlick gemiddelt werde. Des leuen besonderen isset, dat wy dohn andechtigen bidden, mit gantzem Flythe, effte ydt Sake were, dat de van Bremen, bauen sodane limplicke Erbedinge, vnsen leuen Broder vorgeschreuen nicht wörden tho freden stellen, dat gy samptliken als denn vnsen leuen Broder ehrgenömeden sodane Vnrecht ernsthafftigen willet helpen affkehren, des wy vm tho yuw allen den also gantzer Dinge versehen, vnd willen ydt vmb yuw allen samptlicken gebörlicken gern erkennen. Ock dencken wy den genömeden vnsen leuen Brodern, so wy syner tho ehren und Rechte mechtich syn, neuer Wyse natholathen, sunder eme, wann eme effte yuw van synent wegen des noth syn möge ernsthafftige Eentsettinge thoschicken, so sick dat billick wol geböhret. Hyran leuen besondern willet yuw also bewysen, alse gy vns vnd demsüluen vnsem leuen Broder plichtich syn, vnd wy yuw vullenkamen getruwen, gegeuen vp vnsem Schlate Kopenhagen, am Dage Simonis & Judæ Apostolorum. Anno 1448. under unsem Secret. (716) Kongen reiser til Rom.

Aaret derefter nemlig 1474 giorde Kongen en Reise til Rom. Om den skeede af Andagt for at besøge Apostlernes Grave, som Moden var paa de Tiider, eller udi anden Henseende, skal jeg ey kunde sige, maa skee det skeede baade af hellig og verdslig Drifft. Om samme Reise fortælles slige Omstændigheder: Den 8. Januarii reisede han fra Segeberg, havende med sig i Følge 150 Hæste tillige med efterfølgende Herrer Hertug Johan af Saxsen-Lavenborg, Burchard Græve til Millingen og Barby, Ludvig Græve af Helffenstein, 3 Doctores og 2 Herolder. Kongen og hans Medfølgere havde alle klædt sig soort, og førdte hvide Pillegrims Stave; Alle Førster og Stæder beviisede dem stor Ære paa Vejen; den 8. Februarii kom han til Rothenborg, hvor Keyser Friderick 3. skikkede mod ham hans Søn Maximilianum med Churførster og andre Førster, og lod ham ved 500 Hæste med Keyserlig Pragt føre ind udi Staden, hvor han udi 7 Dage forblev hos Keyseren, og imidlertiid talede med ham om adskillige vigtige Sager. Blant andet forestillede Kongen da Keyseren, at der var et Folk udi Tydskland, som grendsede ved hans Lande kaldne Dytmarsker, som tilføjede deres Naboer idelig Skade, og vare ingen undergivne, begierede derfor, at

Ditmarsken og Holsten blive giordte til et Førstendom.

H. Keyserlige Majest. vilde give ham samme Folk, og foreene de 3 Lande, Holsten, Stormarn og Dytmarsken til et Hertugdom. Keyseren føjede Kongen derudi og den 14. Februarii udi samme Aar udstedde et Diploma derpaa, og som samme Diploma er af stor Vigtighed saavel i Henseende til Holsten, som derved af et Græveskab blev giordt til et Førstendom, som i Henseende til Dytmarsken, hvorpaa Kongerne af Dannemark fra den Tiid grundede deres Prætensioner, saa holder jeg det fornødent her Ord for Ord at indføre, saasom det findes blant Canceler Hvitfelds Archiv Documenter. Det lyder saaledes (q):

Vi Friderich af Guds Naade Romerske Keyser, Konge udi Ungarn, Dalmatien,

Keyserlig Diploma derpaa.

Croatien, Ertz-Hertug udi Østerrige, Styrien, Carnthen og Carniolen, &c. (717)

(q) Af dette Diplomate findes kun den Danske Oversættelse hos Hvitfeld, men Originalen udi Leibnitzii Codice Diplomatico Tom 1.

giøre alle vitterligt, at, efterdi det er det Romerske Folk til Prydelse, at mange ved dets Hielp og Befodring komme til Ære og Værdighed, og at mange for deres Dyd og Fromhed blive belønnede, saa have vi, som lykkeligen efter Guds Befalning forestaae det heele Romerske Rige, og flittigen stræbe efter det altiid at forøge og med Ære og Værdighed at bepryde, af velberaad Hue, og efter Churførsters og andre Førsters, Grevers, Friherrers, og vore ypperste Mænds Raad, af vor egen Indskydelse, af vis Erfarenhed, og af vor Keyserlig Magt og Myndighed disse Grevedommers Navne og Titler Holsten og Stormarn udslettet, og giordt til intet, og have vi disse Grævedommers Lande incorporeret og indlemmet med Dytmarsken, og giordt dem til et Hertugdom. Samme Hertugdom give vi alle Ducalia, all Førstelig Magt og Frihed, og ophøje det til Førstelig Ære og Værdighed. Vi give og samme Hertugdom det Navn af Holsten, og befale vi, at det af alle skal saa kaldes, og med samme Navn nævnes. Dernæst betænkende hvad Tienest den berømmelige Herre, Herre Christiern Konge af Dannemark vor kiære Broder os, og det Romerske Rige giort, og beviiset haver, hvorfore vi have undt, givet og tilladt samme vor kiære Broder som en Hertug af Holsten fornævnte Lande. Han haver ogsaa giort os sin Eed efter Sædvane at ville findes troe og lydig, hvorpaa vi ham have forlehnet med samme Hertugdom, som saaledes med Dytmarsken er foreenet og beskikket til et Hertugdom, at han maa have, bruge og beholde det med all Førstelig Magt og Myndighed, Ære, Titel, Navn, Frihed og all anden Herlighed. Han skal og have Magt (718) og Myndighed at lade mynte Guld og Sølv, Told og Tribut at paalægge og eftergive, item at give fri Pas og Leide. Skal ogsaa samme vor kiære Broder som Hertug udi Holsten og hans Efterkommere være pligtige at bekiende sig at have bekommet samme Hertugdom af det Romerske Rige, og at være det undergiven ligesom Grævedommet var tilforn, førend dette Vort Diploma er udstediget. Dernæst byde og befale vi strængeligen enhver og alle Førster saavel geistlige som verdslige, Grever, Friherrer, Adel, Stæder og alle det Romerske Riges troe og elskelige Undersaatter at beviise ham tilbørlig Førstelig Ære fornemmelig derudi, at de give ham og hans Efterkommere Titel af Holstenske Hertuger. Imod dette Vort Brev, som lyder at disse Grævedommers Titel af Holsten og Stormarn er afskaffed, og samme Grævedom foreened med Dytmarsken er giordt til Hertugdom udi det Romerske Rige, bør intet Menniske giøre nogen Hinder af hvad Aarsag det være kand. Men, dersom nogen drister sig at giøre noget herimod, skal han vide, at han derimod er forfalden under vor Vredes store Straf, og for sin Ulydighed betale 1000 Mark purt Guld, halv Parten af samme Straf ville vi at skulle komme til Vort Skatkammer, og den anden Part skulle de have, som saaledes forurettede blive. Til ydermeere Bekræftning have vi hertil hengt vor Seil og til vitterligt have undertegnet Adolphus Margræve af Brandenborg, Churførste, og vor kiære Søn Maximilianus Hertug udi Østerrige, Wilhelmus og Ernestus Hertuger udi Bayern, Græven af Valdentz &c. givet udi Rothenborg paa Taubern den 14. Febr. 1474. Kongen fik ogsaa paa samme Tiid af Keyseren (719) det saa kaldte Privilegium fori for Holsten, at ingen Indlændisk eller Udlændisk maatte appellere fra det Holstenske foro Domestico eller Land-Rett Sager til nogen anden Ræt, og det under Straf af 50 lødige Mark, hvoraf den halve Deel skulde betales til det Keyserlige Kammer, og den anden halve Deel til Kongen: Dog forbeholdtes den Keyserlige høje Appellation (r).

En skreven Historie vidner (s) ellers, at Kongen da iligemaade erholdt Frihed af Keyseren at forhøye Tolden udi Rigerne for de Vendiske Steder og andre Folk, men at han af en særdeles Mildhed ikke betiente sig af det Privilegio. Men man fatter ikke hvorledes Kongen kunde udbede sig af Keyseren det, som var hans og Rigets eget Regale, hvilket ved intet kunde indskrænkes uden ved Commerce-Tractater mellem Rigerne og de Vendiske Stæderne; thi man seer, at, saa ofte bemældte Stæder fortørnede Kongerne, toge disse sig ikke allene Frihed til at forhøye Tolden, men endogsaa at forbyde all Handel paa begge Rigerne, uden at spørge Keyseren derom. Er derfore troeligt, at dette confunderes med den Bevilling Keyseren gav at anlægge et nyt Toldsted ved Hanrow, som er et Grændsested mellem Dytmarsken og Holsten.

Efterat Kong Christian havde udvirket dette ved det Keyserlige Hof, fortsatte han videre sin Reyse, og kom den 24 Febr. til Insbruck, der skikkede Hertug Sigismund mod ham sin Førstinde, som var en Princesse af Skotland med 3 forgyldte Vogne, som vare ladde med Fruer og Jomfruer, item 5 Fruer og Jomfruer til Hæst, fuldte og selv derefter med 300 Hæste. Kongen forblev hos ham udi 3 Dage, og derpaa begav sig til Brixen, hvor han ankom den 11 Martii. Den 12 Martii kom han til Malapago og den 13 til Tarviso, hvor Hertug Galeazzo af Mayland skikkede mod ham 400 unge Personer alle iførte hvide Klæder, og hver af dem havde i Haanden et lidet Banner paa en lang Stang, paa den eene Side var malet Kongens Vaaben, og paa den anden Side Hertugens. De samme raabte: Christiano di Danimarca, (720)

(r) Vid. privilegium udi Lunigs Reichs Archiv.

(s) Svaning hist. Chr. 1. Manuscr.

Kongens prægtige Indtog udi Meyland.

og continuerede stedse dermed, indtil de komme ind udi Staden. Hertugen selv gik ham ogsaa i møde med sin Broder og sit Raad, og den gemeene Mand løb ud af Hoved-Staden Mayland for at see Kongen, og posterede sig 5 Miile paa Veyen hvor Kongen reed frem. Da han kom ind i Staden, begyndte man at ringe med alle Klokker, og at lade Musiqve høre. I alle Gader saaes Kongens og Hertugens Vaaben. Gaderne vare og bedækkede med Klæder, og overstrøede med Blomster. Hertugen forærede Kongen 4000 Ducater og 2 Muulæsle med forgyldte Sadler, og adskillige gyldene Stoffe. Geleidede ham ogsaa til Pavia, hvor han til Afskeed gav ham en Kiede med en Saphir udi, som blev skattet til 1000 Ducater. Til Pavia slog Kongen 2 af Hertugens Ministrer til Riddere. Hertugen lod ham videre derfra med sit Folk føre til Mantua. Denne store Høflighed og u-sædvanlige Gavmildhed reisede sig deraf, at Hertugen trængede til Kongens Intercession hos Keyseren, udi hvis Unaade han stod, og meenede, at Kongen, som han hørdte stod saa meget udi Keyserens Venskab, kunde formilde hans Vrede, hvilket ogsaa skeede.

Udi det Mantuanske blev han med Pomp imodtagen af Margræv Ludvig af Mantua, som var Christian 1. Svoger, efterdi hans Gemahl var Barbara Dronning Dorotheæ kiødelige Søster. Hos ham forblev Kongen udi 2 Dage. Den 3die April kom Kongen til Aqvapendente, hvor Pave Sixtus 4 skikkede mod ham tvende Cardinaler, som geleidede ham til Rom, og, da han kom imod Staden, gik fast den heele Stad ud mod ham, og førdte ham til Pavens Pallads, Saa at fast aldrig nogen Konge er bleven beviiset meere Ære paa sin Udenlandske Reise, besynderligen udi Italien. Aarsagen dertil var, saavel Rygtet om hans store Dyd og Forstand, som hans Magt, efterdi han var Konge over heele Norden og Herre over de Gother, der fordum

Item udi Rom.

havde undertvunget heele Italien (t). Kong Christian forblev 3 Uger hos Paven. De Foræringer, som vexledes mellem Kongen og Paven vare disse: Kongen forærede af disse Nordiske Rigers Producter, Sild, Bergfisk (721)

(t) Vid. Krantz. 8. Dan. 37 & Saxon. lib. 12 cap. 12.

|og Hermelin, hvilke vare vel ingen prægtige Gaver, men dog rare udi Italien. Paven derimod gav efter Sædvane til Vederlag Aflad, viede Haandklæder og Tørklæder, Velsignelser og Benedictioner, som paa de Tiider agtedes meere end Guld, skiønt man nu omstunder ikke vexlede sig dem til her i Norden for et eeneste Skippund Bergfisk. En Autor vidner, at de Reliqvier, som Kongen fik da af Paven, endda i hans Tiid vare forvarede i Roskilde Capell (u). Det merkværdigste, som ellers da passerede, var at Paven absolverede ham fra det Løfte, han havde giordt at reise til den hellige Grav, hvilken Absolution var ikke liden Naades Tegn, efterdi Paverne havde ofte vegret Keyseren saadant. Dernæst fornyede og formeerede han den Magt, som tilforn af Pave Martino var given Kong Erik af Pomern at stifte et Universitet udi Dannemark. At han haver cederet Rangen til Cardinalerne, og holdet Vandbekkenet for Paven, som nogle foregive, derom tale vore Historie Skrivere intet, og kand derfore maaskee være en Digt eller en Geistlig Rodomontade af Cardinal de Pavia (x) som da var nærværende. Den samme skriver udi sine Epistler derom saaledes: Kongen stod med Vandbekkenet udi Haanden, da Paven holdt Messe. Han vilde hverken bedække sig eller sætte sig ned, førend Cardinalerne havde satt sig, hvorved, siger bemeldte Cardinal, han efterlod et stort Exempel paa den Ære, man bør at beviise Geistligheden. Men han burdte have lagt dette dertil, at Geistligheden paa samme Tiid efterlod et stort Exempel paa Bispe og Præste Hofmod, i det de lode en Konge over 3 Riger, som kom ligesom fra en anden Verden for at besøge dem, bære Vandbekkened: da dog Bienseance udfodrer, at endogsaa de største Herrer sætte deres Clienter øverst udi deres egne Huuse. Ellers er ogsaa dette at merke, at Paven forundrede sig over, at saadan stor og fornuftig Konge ikke kunde tale Latin, hvilket giver tilkiende, at den Samtale, han har holdt med Paven, (722)

(u) Manuscr. Skibyense.

(x) Cardinal. Papiens. Epist. 556.

er skeed ved Udtolkere, og vidner Krantzius udi hans Saxonia, at hans Udtolker var Henrik Sanckenstæde Doctor Juris (y).

Den 27 April reisede Kongen fra Rom først til Florentz, hvor han slog tvende Florentinske Herremænd til Riddere, og kom den 6 May til Bologne, hvor tvende af hans Svite bleve creerede til Doctores, hvilket var en stor Ære i de Dage. Fra Siena lod Magistraten affærdige nogle Deputerede til ham, blant hvilke Augustinum Datum, hvilken holt en Latinsk Lykønsknings Tale som er anført udi den oftciterede Christ. 1. skrevne Historie (z). Derefter fortsatt han sin Reise tilbage igien til Mantua og Meyland, og kom den 3 Junii til Augsburg, hvor Keyseren var med mange Churførster og Førster, for at bilægge adskillige Tvistigheder mellem Stænderne udi Tydskland, og lod Kongen sig da bruge til at slutte adskillige Forliig, besynderligen at bilægge den Ueenighed, som var imellem Keyseren og Hertugen af Meyland, hvortil han havde

Hans tilbage Reise.

forbundet sig. Og, som Biskop Henrik til Munster og Administrator af Bremen havde udi Kongens Fraværelse mod det Fordrag, han havde giort, beleired hans Broders Residentz Oldenborg, besværgede Kongen sig derover for Keyseren og Churførsterne, hvorudover Keyseren befoel samme Biskop at fodre sit Folk tilbage fra Oldenborg, hvilket og skeede. Denne Reise kostede Kongen ikke meere end 2500 Rhenske Gylden, skiønt den Holstenske Krønike sætter 25000, saa det skulde synes troeligt, at hos Hvitfeld var bleven udladt et 0, hvis han ikke havde skrevet Summen med fulde Bogstaver (a). Men hvor liden den Sum end var, saa vidner dog Historien at der gik meere til paa denne Reise end man havde ventet, og at Kongen formedelst sin Liberalitet blottede sin Reise-Casse saaledes, at han paa Hiem-veien maatte laane Penge af Erke-Bispen i Mayland (b).

Efterat Kongen lykkeligen var kommen tilbage igien, blev han anmodet af Keyseren og Hertug Carl af Burgundien om at giøre (723)

(y) Krantz. Saxonia. lib. 12. cap. 12.

(z) Oratio Augustini Dati apud Svaning. hist. Chr. 1. Manuscr.

(a) Hamelman siger, at det var Engelske Penge, som Kongen anvendte paa denne Reise; thi, han fik en stor Sum af Engeland ved det Utrechtske Fordrag.

(b) Svaning. hist. Christ. 1. Manuscr.

en nye Reise til Cøln, for der at

Kong Christian antages til Mediator mellem Keyseren og Hertugen af Burgundien.

bilægge den U-eenighed, som havde reist sig mellem Erke-Bispen og Stiftet, hvilket giver tilkiende, udi hvilken Anseelse denne Konge var blant Europæiske Potentater. Kongen, som intet var kiærere end at stifte Fred og Eenighed, efterkom villigen deres Begiæring. Erke-Bisp Rupertus kaldte til Hielp den stridbare Hertug Carolum Audacem af Burgundien, hvilken udrustede en stor Magt for at beleire den Stad Neus som det Cølniske Capitel havde inde. Keyser Friderich derimod tog bemeldte Stad sig an, saa at det saae ud til en blodig Krig imellem Riget og Hertugen af Burgundien; for at hindre saadant, tog denne fredsommelige Konge sig for at besøge Hertug Carl selv. Til den Ende reisede han fra Holsten med 120 Hæste havende med sig 3 Hertuger og mange andre anseelige Herrer. Da Kongen kom mod den Stad Soist, lagde nogle 100 Cølniske og Vestphalske Ryttere sig i Veyen for at snappe ham op. Men han fik i Tiide Kundskab derom, og tog en anden Vej mod den Stad Lippe. Og, omendskiønt de ogsaa satte efter ham paa samme Vej, kom han dog lykkeligen ind udi bemeldte

Congress med Hertugen af Burgundien.

Stad Mortens Aften. Formedelst den Fare, som Kongen her havde udstaaet, maatte han forsyne sig med en Hob Tydske Ryttere, hvilke geleidede ham til Hessen, hvorfra han siden kom under andet Leide til Dusseldorf. Kongen lod strax melde sin Ankomst til Hertugen af Burgundien, men det varede dog 8 Dage, førend de komme sammen. Imidlertiid lod han opslaae et Telt Kongen til Ære, reed ud af sin Lejer med 1000 vel munderede Hæste, og lod 12 Jagtskibe roe ned ad Rhinstrømmen for at tage mod Kongen, som laae for Anker udi et Skib, tilhørende Hertugen af Gulik og Berg. Hertugen gik selv Kongen i møde med en prægtig Jagt, og udi en Eqvipage, som gav tilkiende denne Herres overmaade store Magnificence; thi hans Vaabenkiole var over alt besatt med Perler, og vare skattered over 100000 Goldgylden. Krantsen paa hans Hielm var meere end 100000 Rhenske Gylden værd. Og kand

Samme Hertugs Pragt.

ingen forundre sig over saadant Pragt, efterdi han var den rigeste Potentat, som levede paa de Tiider, og regierede over Nederlandene, hvor all Rigdom formedelst Handelen var concentrered. Men, (724) saasom han ankom noget silde om Aftenen, blev der ingen Samtale holden, førend om anden Dagen, da tracterede han Kongen herligen udi sit Telt, og efter Maaltiid handlede med ham om Fred imellem Biskopen af Cøln og Capitelet, skiønt intet vist blev beslutted. En lang Tiid gik derfor bort med unyttige Negotiationer, dog bragte Kongen det omsider saa vidt, at der blev sluttet en Stilstand. Kongen foer derpaa til Cøln, og laae der til ottende Dag efter 1475 hellig 3 Konger 1475, og forærede til de hellige 3 Konger, som der sagdes at ligge begravne, et forgyldt Credentz. Han begav sig derefter til Andernak, hvor Keyseren med adskillige Førster kom ham i Møde, og blev da paa nye igien handlet om Fred mellem de stridige Partier. Da han reisede derfra igien til Cøln for at give Rapport om, hvad som var forhandlet, blev der paa Vejen af det Slotts-Taarn fyret tvende Canonskud (c) efter ham. Og da det 4de Skud blev giort, kom der Ild udi Taarnet, hvoraf tredive Mænd bleve forbrændte. Dog kom Kongen derfra uden Skade, og Hertugen af Burgundien lod Commendanten paa samme Slott hænge. Alle disse Forfølgelser skeede af Erke-Bispens Folk af Cøln, efterdi Erke-Bispen intet raisonnabelt Forliig vilde beqvemme sig til, og derfore saae Kongen an som en Fiende. Endeligen da Kong Christian merkede, at det ikke var mueligt at bringe noget Forliig til Veje, begav han sig paa Reisen tilbage, efterat han havde udstaaet stor Møje og Livsfare for at stifte Fred imellem tvende fremmede Folk, saa at denne møysomme Reise er et Beviis paa denne Konges store Dyder, dog gav denne Entrevue med Hertugen af Burgundien Anledning til en Snak at imellem ham og Kongen var sluttet et Forbund saaledes at Hertugen skulde hielpe Kongen til at undertvinge de (725)

(c) Om det har været det som nu kaldes Canoner, kand til visse ikke siges; thi Canon var et almindeligt Navn, som i Begyndelsen gaves baade til Bøsser og Stykker, hvorudover den Franske Skribent Jouvenal des Ursins, som har skrevet Caroli 6. Historie, siger, at der vare udi Hertugens af Burgundien Krigs-Hær hen ved 14000 Canoner, hvilket ikke kand have været uden Bøsser, som ogsaa paa andre Stæder kaldes Haand Canoner, og af en ubekiendt Autor beskrives saaledes: des grosses balles de plomb qvon tiroit avec de tyaux de fer, vid. Anonym. in vita Carol. 6.

Wendiske Stæder (d). Paa samme Reise slog Hertugen af Burgundien, hans Broder Gerhard Greven af Oldenborg til Ridder, og vilde beholde ham udi sin Tienneste; men Kongen raadede ham derfra, efterdi Hertugen var en u-roelig og hoffærdig Herre, som han

Kongens Tilbagekomst.

spaadde snart at vilde styrte sig udi Ulykke, hvilket ogsaa skeede; thi han blev kort derefter slagen for Nancy den 5. Januarii 1477. Paa denne Reise fortærede han 15000 Gylden. Aarsagen, hvorfor denne lille Reise kostede meere end den store, var, at han blev paa den første fast overalt defrayered. Den sidste derimod skeede paa hans egen Bekostning allene.

Den Gave, som Keyseren havde giort Kongen paa Dytmersken, vilde Indbyggerne sammesteds ikke respectere. Hvorudover høistbemeldte Keyser ved aabne Breve lod formane den Nedersaxiske Kreds at assistere Kongen, hvis de Dytmersker ikke vilde beqvemme sig til Lydighed. Og fandtes ingen uvillig i at befodre denne Konges Interesse, saa stor Kierlighed havde han til Veje bragt sig endogsaa hos dem, som burde allarmeres over hans tiltagende Magt udi Tydskland. Man har seet af forbigangne Tiider, hvorofte de næstliggende Tydske Førster og Stæder have conspireret mod Dannemark, saa tit samme Rige har søgt at fæste Food paa den Tydske Bund, ja de have førdt langvarige og blodige Krige for at hindre Slesvigs Foreening med Riget. Men ingen besværgede sig over denne Konges tilvoxende Magt i Tydskland, Keyseren giver ham alt hvad han forlanger, og de omliggende Førster ere fornøjede dermed. Stænderne udi Holsten, som altiid vare forpikkede paa at leve under deres egne Græver, underkastede sig frivilligen denne Konge, ja viger fra den rette Succession for at blive hans Undersaattere, og de Skovenborgske og Oldenborgske Græver finde ingen Bistand hos de andre Nedersaxsiske Førster til at befodre deres Rætt, tvertimod de hielpe Kongen ikke allene til at beholde Holsten og Slesvig igien, men ere ogsaa færdige til at befodre hans Rætt til Dytmarsken, saa at de af Kierlighed og Estime for denne Konge kunde ikke see deres egen Interesse, men (726)

(d) Svaning. hist. Chr. 1. Manuscr.

begaae en Statsfeil efter en anden; thi, alt hvad Kong Christian acqvirerede, var ved Douceur og venlig Underhandling, saa at man havde Møje at faae ham til at trække Sverdet mod sine egne rebelske Undersaattere udi Sverrig. Saa at derfor alle andre Danske Konger burdte have anseet som en Umuelighed at holde et Rige udi Lydighed, der ikke havde kundet leve fornøjed under saadan dydig Potentat.

Noget for Kongens sidste Reise til Tydskland, blev den Gield clareret, som Græv Geert havde at fodre for sine Prætensioners Afstaaelse, hvilket sees af samme Græves General Qvitance datered Manddagen efter Matthæi Evangelistæ Dag 1474. Samme Aar forpligtede Græven sig, at, naar Kong Christian eller hans Arvinger lode fodre deres Andeel, som var den 3die Deel udi de Greveskaber Oldenborg og Delmenhorst, skulde det dem følge, og sees heraf, at Kong Christian ikke aldeeles havde afstaaet sin Rætt paa bemeldte Græveskaber, men at han foruden den høje Haand eller Patrocinium, han forbeholdt sig udi Almindelighed, han ogsaa maae have betinget Brand udi Bergen.

sig en særdeeles Rætt over den 3die Deel af disse Lande. Den offte citerede Slaviske Krønike vidner ellers, at udi det Aar 1476 var en stor Ildebrand udi Bergen i Norge, og at alle Lybekkernes Boeliger og Oplage da bleve brændte, til samme Brand var Aarsag Hans Claveswynchel en Brygger, som hos bemelte Auctor kaldes cultor Cereris & Bachi (e).

Hvad de Svenske Sager angaaer, da bleve adskillige Sammenkomster holdne for at kiende udi Tvistigheder, men intet virkeligt blev besluttet uden at stadfæste Fred 1476 og Roelighed mellem Rigerne; Endeligen blev udi et Mode holdet til Rodnebye 1476 af Stænderne udi Sverrige accorderet, at Kong Christian næstkommende Sommer maa komme til Sverrige igien, og der antages til Konge dog med de Vilkor, om de først kunde foreenes med høystbemeldte Konge om nogle visse Artikle. Men dette u-anseet kom Kongen dog ikke til sin Rætt saa længe han levede, efterdi man (727)

(e) Anonym. Chron. Slav. Anno 1476. incendio perierunt ferè omnia tuguria Kopmannorum Bergis non sine luctu Kopmanni.

siden forevendede,

Kongen er kied af de Svenske Sager.

at Almuen dertil ikke vilde samtykke eller foregave andre Aarsager for at besmykke Sagen med. Hvorudover Kongen blev saa kied omsider af den Svenske Handel, at han besluttede ingen Moder meere at holde, men lod alting komme an paa GUd og Tiiden. Han lod sig allene nøye med at giøre en offentlig Protestation mod Sverrig, og derudi tilkiende give, hvor megen Fliid han har anvendt paa at stifte Fred mellem Rigerne, og hvor mange Moder han til den Ende haver berammet, og selv udi høye Person været tilstede, saa at Skylden har ikke været hos ham men hos visse uroelige Hoveder i Sverrig, der have søgt Udflugter for at forspilde hans Rett, og at fomentere de Uroeligheder, som Rigerne svevede udi. Samme Protestation er dateret 1477 Torsdagen for Laurentii Martyris Dag Anno 1477 (f).

Udi samme Aar anholdt Kongen om Hertug Ernesti af Sachsen ældste Dotter Christina for sin ældste Printz Hans. Dertil bleve skikkede udi Ambassade Hr. Albert Krummedig Biskop til Lybek, Hr. Erik Rosenkrantz Dannemarkes Hofmester og Albert Klitzing Dom-Proust udi Hamborg, hvilke vel forrættede deres Ærende. Princessens Brude-Skatt var 20000 Rhinske Gylden, hvilken Summa da almindeligen var vedtagen blant de Tydske Førster til deres Døttres Udstyer, saa at ingen gik høyere uden af særdeeles Aarsager. Efterfølgende Aar blev bemeldte Princesse Christina bragt med stor Stats til Dannemark, geleidet af Hertug Albert hendes Farbroder med mange 1478 fornemme Sachser, saa at det heele Følge bestod af 800 Hæste og 42 Vogne. Kong Christian reed selv hende imod uden for Kiøbenhavn med 500 Hæste, og førdte hende ind paa Kiøbenhavns Slott, hvor Bilageret blev holdet den 6 Septembr. og Vielsen forrettet ved Erke-Bisp Jens Brostorff af Lund.

Jeg kand ellers her ikke forbigaae at anføre et Bryllups Brev, som Kongen ved denne Leylighed affærdigede til Borgemestere og Raad udi Nestved. Samme Brev har jeg fundet blant nogle Manuscripter, saaledes lydende: (728)

(f) Vid. protest. contr. Ord. Regn. Sv. pag. 955.

Dilectis nobis Proconsulibus & Consulibus Nostris

Nestvediensibus.

Christianus 1. Dei gratia Daciæ Norvegiæ, Sveciæ etc. Rex, Slesvigæ & Holsatiæ, Stormariæ & Ditmarsiæ Dux, Comes in Oldenborg etc.

Præmisso nostro favore. Vider kiære Venner, at vi agte nest GUds Hielp at giøre vor kiære Søns Bryllup den Søndag nest efter Bartholomæi Dag her udi Kiøbenhavn. Thi bede Vi Eder kierligen, at komme hid til os med Eders Hustruer at giøre eder glade med os og fleere Venner, som der da kommendes vorder. In Christo Valete etc. Castro nostro Hafniensi feria tertia post beati Petri ad Vincula Anno 1478 nostro sub Signeto.

Af dette Brev sees, at det har været brugeligt hos Kongerne at invitere Stædernes Øvrighed til deres Bryllupper. Man seer ogsaa deraf, at Proconsul har været meere end Consul. Det Tall 1. som lægges til Kongens Navn synes alleene at være et Tillægg af Copiisten, efterdi Christianus 3. var den første som lod sætte Chifr til sit Navn.

Det Kiøbenhavnske Universitets Stiftelse.

Dette Aar var ellers merkværdigt formedelst det Kiøbenhavnske Universitets Stiftelse, som endnu florerer, og er eet af de anseeligste Universiteter i Europa. Førend jeg taler videre derom, vil jeg korteligen røre noget om, hvad Tilstand dette Rige var i henseende til Lærdom for den Tiid. De Nordiske Folk have fra ældgammel Tiid været omhyggelige for at forplante til Efterkommerne deres Bedrifter, saa at de lode grave deres Historier paa Steene, paa deres Skiolde item paa Veggene af deres Huuse. Hvad som meest florerede hos dem, var poesie, og vare de Nordiske Poeter eller Skialdrer udi saadan Anseelse, at de fleeste af dem vare tillige med Kongl. Ministrer. Deres Vers havde ellers intet tilfælles med andre Poetiske Skrifter undtagen Stiilen. Thi det meeste, som findes udi de gamle Nordiske Skrifter er heller oprigtige Historiske Relationer end Ziirlig Digt, saa at de første Skribentere have betienet sig af samme Viiser til deres Historier, ey tvilende om deres Oprigtighed og Upartiskhed, hvilket saa vel Snoro Sturlesen (729) som Theodoricus Monachus og Saxo Grammaticus vidne.

Lærdoms Tilstand i Dannemark før samme Stiftelse.

Den første, som ellers har skrevet nogen ræt Historie udi Norge, var Theodoricus Monachus en indfød Norsk Mand, som han selv vidner. De tvende store Islændere, Sæmund Frode og Are Frode, have udi det 12te Seculo skrevet de bekiendte Mythologier eller Eddas, som indeholde den gamle Nordiske Theologie, og ere oversatte paa Latin og Dansk. Af den sidste, nemlig Are Frode, have vi en liden ypperlig Tractat om Islands første Bebyggelse item om de gamle Normænds og Islænders fornemmeste Bedrifter. Denne Ares Fodspor haver den store Norske Skribent Snoro Sturlesen fuldt udi sin Krønike om de Norske Konger, som han fører ud til sin Tiid. Hans Historie er skreven med den Oprigtighed og Skiønsomhed at faa Historier kand sættes udi comparaison dermed endogsaa Grædske og Romerske; thi man seer udi alting at brillere en air af Candeur, man seer oprigtige Vidnesbyrd af tilforladelige Autores, som have kiendt de Konger, som de skrive om, item ziirlige og judicieuse portraits over Konger og andre store Mænd, saa at derudi findes alt hvad som udfodres af en fuldkommen Historieskriver. Udi Dannemark have vi hafft Saxo Grammaticus, hvilken har skrevet den Danske Historie med saadan Ziirlighed paa Latin, saa at man neppe har kundet fatte, hvorledes saadant Skrift paa slige barbariske Tiider kunde produceres, skiønt hvad Materien angaaer, det ingenlunde kand lignes med Snores Norske Krønike. Man seer heraf, at Historiske og Poetiske Studia allene have floreret udi Norden, og at der findes intet Tegn til at andre Videnskabe have været cultiverede, undtagen nogenledes det juridiske Studium, og lidt Theologie for Universitetets Stiftelse. Det er ellers merkeligt, at tvende Danske have været Rectores paa Universitetet i Paris. Den første kaldtes Henning, og den anden var den bekiente Petrus de Dacia, en stor Mathematicus, hvorom tilforn er talt (g).

Erik af Pomern var den første af de Danske Konger, der tog sig for efter andre Nationers Exempel at stifte et Academie (730)

(g) Vid. hist. Erici Mendved.

udi Dannemark og til den Ende udvirkede et Brev fra Pave Martino 5. til Erke-Bispen af Lund og Bispen af Roskild, hvorved han bevilgede dem Frihed at oprette et Academie her udi Riget, og at lære offentligen alle Videnskaber, undtagen Theologie, og tilligemed gav samme Academie alle Friheder og Privilegier, som de fornemmeste Universiteter i Europa besynderligen det Parisiske da nydede. Men den forvirrede Tilstand, som samme Tiid var i Riget, foraarsagede, at dette gode Forsætt blev ikke satt i Verk, sær som man fornam, at det var ikke Pavens Alvor, efterdi hans Tilladelse skeede med den Limitation, at den skulde ophæves, hvis inden to Aar saadant ikke blev satt i Verk, som Resenius (h) har anmerket udi hans Manuscript om Kiøbenhavn. Men denne priisværdige Konge Christianus 1. tog sig alvorligen fore at stifte et Universitet i den Kongl. Residentz Stad Kiøbenhavn, og udvirkede dertil Bevilning af Pave Sixto 4. Aar 1474, som sagt er. Udi dette ypperlige Verk raadførdte Kongen sig fornemmeligen med Olao Martini Biskopen af Roskild, og efter samme Biskops Raad og Tilskyndelse fortroede dette heele Verk til Mag. Peder Albertsen med Befalning, at han skulde tage til sig visse Doctores og Magistros, der tillige med ham skulde lære og underviise offentligen udi alle Videnskaber endogsaa udi Theologien, som Kong Erik af Pomern ikke kunde erholde, befoel ogsaa, at de dertil beskikkede Professores skulde ikke dependere af nogen anden Rætt end af de Dommere, som egentligen dertil bleve beskikkede, saasom Biskopen af Roskild Decanus og Provsten udi samme Stad og Decanus udi Kiøbenhavn. De fornemste Doctores, som bleve brugte til Universitetets Indrettelse komme fra Cøln, saasom Petrus Scotus, Petrus Alberti og Tilemannus (i). Efterat Mag.

Universitetets Indrettelse.

Peder Albertsen denne vigtige Sag var betroed, reisede han med Johan Brostorphs Erke-Bispens af Lund Tilladelse til Cøln am Rhein, og paa samme Universitet udvaldte adskillige lærde Mænd, hvilke han bragte med sig til Kiøbenhavn, og, efterat han af den Roskildske Biskop var beskikked til at være Vice-Canceller, giorde (731)

(h) Resen. Descript. Hafn. Manuscr.

(i) Manuscr. Skibyense pag. 12.

han Begyndelse dertil, og til den Ende holdt en Orationem inauguralem udi Kongens, Biskopens og de fornemmeste Stænders Nærværelse, ved hvis Samtykke paa samme Tiid blev creeret den første Rector nemlig Mag. Jesper Henriksen; Men Johan Brostorph, Erke-Bispen af Lund, gav Academiets Statuta, og foreskrev Maaden, paa hvilken en Rector skulde udvælges, samt adskillig andet.

For at give desmeere Oplysning derudi, har jeg holdt fornødent at indføre det

Det Kongelige Diploma.

Kongl. Diploma, som lyder saaledes oversatt af Latinen: Vi Christiern af Guds Naade Dannemarks, Sverrigs, Norges, Venders og Gothers Konge, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Græve udi Oldenborg og Delmenhorst, ønsker alle og enhver, som dette Vort Skrift see, høre og læse, Fred, Glæde og Salighed. Det maa være alle vitterligt, at naar Vi grandgiveligen overveje og betragte alting, da befinde vi, at formedelst boglige Konster med dens Hielp, fra hvilken alle gode Gaver komme, lærde Mænd dannes, som skille Rætt fra U-rætt, og at enfoldige derved oplyses, saa at de kand opstige til højere Ting og den Catholske Troe kand styrkes. Hvorfore vi efter vore elskelige troe Mænds Raad og af den hellige Apostoliske Kirkes Myndighed for vor Siæls Saligheds Skyld samt vore Forfædres og Efterkommeres Dannemarks Kongers, have erhvervet Fuldmagt at fundere og oprette et almindeligt Studium og Universitet udi vort Rige til dets Gavn og Ære, at ved Lærdoms og boglige Konsters Lius og Skin kand forhverves den allersødeste Frugt, hvorved Barbarie og Mørkhed udrøddes og Menneskets omhyggelige Vindskibbelighed ordinerer sine Idrætter, og sætter dem udi Sandheds Lys, ja ved hvilken ogsaa Guds Ords Ære og Dyrkelse kommer til at skinne, (732) Rætfærdighed dyrkes, publiqve saavelsom private Sager nyttigen drives, og det Menneskelige Vilkors Haab kraftigen bestyrkes og formeeres. Hvorfore vi af den Apostolske Myndighed, som os er given, tilstede, og hermed befale den ærværdige Mand Peder Albertsen Magister udi de boglige Konster og Licentiat udi Medicinen, efter den Høyværdige Faders udi Gud Bisp Oluf Mortenssen udi Roskild og fleere vore Raadsherrers Raad at antage et vist Tal af Doctoribus og Magistris, som med ham kunde være beqvemme til at lære udi alle Faculteter, og dermed promovere andre udi vor Stad Kiøbenhavn, og paa alle andre Steder, som ere under vor Beskyttelse. Forbyde derfor alle og enhver, af hvad Stand de ere at bebyrde deslige Doctores og Magistros, og angribe deres Gods, saasom vi ville, at de skulle være fri for den sædvanlige Jurisdiction udi Landet, og at de allene skal være under deres egen Rætt og Dommere, som Vi dertil beskikke skulle, som ere den ærværdige Fader udi Christo Biskopen af Roskild og de ærværdige Mænd Decanus og Provsten udi samme Stad samt Decanus udi Kiøbenhavn, og det saa længe, de alvorligen dyrke deres Studia. Ydermeere befale vi Borgemestere og Raad udi Kiøbenhavn, at de samme vore studerende Personer handhæve, elske og fra all Vold beskytte, med mindre de ville forfalde udi vor Vrede. Givet paa vor Slott Kiøbenhavn die Francisci Confessoris 1478 under vort Kongelige Seil.

Dette er det første Diploma udgivet i Faveur af det Kiøbenhavnske Universitet. Jeg haver giordt Oversættelsen saa tydelig som mueligt, hvorvel jeg bekiender, at den endnu kand tage Sveeden af Læseren. Men det er fast ikke giørligt at give bedre Versioner af de Tiiders aabne Breve, som ere alle fulde af høitravende (733) og affecterede Talemaader, hvis Meening man ikke kand giætte sig til. Men, som Skatkammeret udi denne Konges Tiid altiid var i slett Stand, saa havde han ikke Evne til at beneficere det nye Universitet med meget, saa at Professorerne da bekomme intet uden de tvende saa kaldne Vicariatus St. Margaretæ og St. Jacobi (k) item nogle Landsby Kirker. Dog overdrog han Bisperne den Omsorg videre at tænke paa andre Fonds til Professorernes Underholdning; Men, saadant blev slett exeqveret, saa at Universitetet havde kun slett Anseelse indtil Christiani 3. Tiid.

1480 Anno 1480 forskrev Kongen en almindelig Land-Dag til Rensborg, hvor hen han lod Hamborgerne og Lybekkerne fodre. Paa samme Tiid lod han insinuere de Dytmersker

Kongen anholder hos Dytmerskerne om sin Rett

det Lehns-Brev, han af Keyseren havde erholdt over Dytmersken, begierende, at de i Følge deraf skulde erkiende ham for deres Landsherre. Dytmerskerne svarede dertil, at Keyseren, ikke vel underviiset om deres Tilstand, havde udgivet saadant Lehns-Brev. De foregave sig at høre under Erke-Bispen af Bremen, og at de siden Græv Hartvigs Tiid, som gav det Græveskab Stade tillige med Dytmersken til Erke-Bispedommet Bremen, altiid havde kiendt bemeldte Erke-Bisper for deres Lands-Herrer: De Kongelige derimod viisede dem, at siden den Tiid, Stade er bleven indlemmed med Bremen, de havde hafft anden Øvrighed, som Kong Waldemar 2. og de Holstenske Herrer, men det kunde ikke bevæge dem til Lydighed; Alt hvad paa samme Tiid blev udvirket var et Aars Stilstand, og, som Kongen kort derefter ved Døden afgik, og hans Søn og Successor Johannes blev strax indvikled i Krig mod Sverrige, hvilede Sagen indtil det Aar 1500, da den for Dannemark u-lykkelige Dytmarske Krig begyndte. Udi dette Aar blev atter sluttet Forbund med Eduardo af Engeland. Vore Danske Historier tale intet derom, men det findes udi de Engelske udgivne Archiv-Documenter (l) saaledes, at de Engelske udi en Congres med de Danske til Hamborg forpligtede sig ikke at sætte Fod paa Island uden Kongens af Dannemark Tilladelse. (734)

(k) Svaning. hist. Chr. 1. Manuscr.

(l) Rymers Act. publ. tom. 12. pag. 100.

Casserer den Holstenske Adels Association.

Udi Holsten tildroge sig ellers adskillige merkværdige Ting dette Aar. Den Holstenske Adel havde Anno 1469 giordt et Forbund (m) med hinanden indbyrdes mod alle og enhver, hvorudi de havde end ikke undtaget Kongen selv, saa at, naar nogen meenede sig at være forurettet, da i Steden for at indflye til Regieringen, søgte de Hielp af Adelen efter samme Forbund, hvilket i Sær sees af Henning Pogvisk, der, for at undgaae den velfortiente Straf, som Kongen havde paalagt formedelst det Tyrannie, han havde øvet udi lille Tøndern, som han af Kongen havde til Pant for 25000 Mark Lybsk, skiød sig fra Kongen til dette Forbund. Dette vilde Kong Christian ikke længer lide, men fodrede Forbunds-Brevet af den Holstenske Adel (n). De samme krympede sig vel nogen Tiid derved, men maatte endeligen levere det fra sig til Segeberg, da det blev dømt magtesløs, Seilene frarevne og Brevene igiennemstungne; Og, paa det at ingen skulde klage sig over de Misordener, for hvis Skyld bemeldte Forbund var bleven oprettet, lod Kongen, som meenede, at det tilkom ham allene at hæve U-orden, paa en Herre-Dag, som blev holden til Rensborg 1480, publicere en nye Forordning, hvorudi han lod Adelen tydeligen viide, at han allene var regierende Herre udi Holsten. Dette Forbund, saasom det er et af de dristigste Foretagende af nogen Undersaatter, sær under saadan mægtig Lands-Herre, som Kong Christian 1. saa holder jeg fornødent det her at anføre, saaledes som det findes udi den Holstenske Krønike (o).

In den Nahmen GOttes Amen. Im Jahr unsers HErren Christi 1469

Samme Associations Indhold in Originali.

am Dingstag nach St. Wallpurgis waren wir Ritter und Knechte hienach benant bey ein ander zum Kyle, und gelobten und verschwuren uns zusammen wider einem jeglichen, er sey wer er sey, der uns allen samtlich oder unser ein Theil besondern, es geschehe mit Raub oder mit Brandt an Leib oder Gut, (735)

(m) Anonym. Chron. Slav.

(n) Edict. de Cassat. Fœderis Hamburg die St. Margaret. 1480. pag. 959.

(o) Peters. Chron. Holsat.

oder woran es sey, wolle verunrechten und begwaltigen, so sollen und wollen wir einem jeden unter uns, so unsere Hülf und Beystandt begehrt, der Gebühr nach, wider denjenigen er sey auch wer er wolle, so uns bey unser Gerechtigkeit nicht bleiben lassen will, von Stund an, so bald es uns kund gethan wird, mit Leib und Gut nach all unserm Vermögen behülflich und beyständig seyn: Auch were es sach, daß uns unterschribenen Rittern und Knechten einigerley Bewerung oder Verdrus ankäm, für der Verbündtnis, die offenbar und wissentlich wäre, so sollen und wollen wir indes in guten Trewen bleiben, daß unser keiner sich absondern, abzusöhnen noch zu Tagen, wir haben denn des alle ein gantze Ende; Hierum sollen und wollen wir alle sampt gemeinlich jedes Jahr zwey mahl zusammen kommen in Städten, und zu Zeiten hernach benennet, als nemlich: Zum ersten des nächsten Tags nach Michaelis Tag auf den Volradesbekke. Zu der andern Zeit des Mitwochens in den heiligen Ostern, auch daselbst auf dem Volrads-Bekke, obgenennet, allda zu handeln und zu sprechen, was uns zu dieser Bündtniß nützlich und behülflich seyn mag. Und ob uns mehr Stücke noth seyn würden, die noch zur Zeit in dieser Schrifft nicht begriffen seynd, daß man alsdann diese Briefe erneure, als viel und oft es von nöhten seyn wird. Alle diese vorgeschriebene Stücke geloben wir Ritter und Knechte hernach genannt nach Gebung dieses Briefes einen jeglichen unter uns dem andern in guten Trewen bey obgeschriebenen Eyde stätt und feste zu halten ohn einige Argelist und Hülffrede. Zu mehrem Zeugniß haben wir diesen Brief mit unserm anhangenden Insieglen lassen bekräftigen &c.

(736) Dette er den merkelige Holstenske Association, som Kongen med Myndighed lod cassere. Han lod og derforuden paa en anden Tiid see sin Myndighed udi samme Land udi en anden Occasion; thi, da Adelen holdt an om nogle Fodringer, som Kongen syntes vare for store, lod han ved en skarp Revision reducere 465000 (p) Mark Lybsk, som de fodrede, til 90000. Det synes heraf, at Stænderne have villet misbruge Kongens Sagtmodighed, og tage sig større Myndighed til end Undersaattere tilkom. Men Kong Christian var med all sin Naturlige Fromhed dog en Herre, der Dronning Dorotheæ pandsættes Slesvig og Holsten.

ikke vilde lade sig sin Kongelige Myndighed betage, og derfore ved Leilighed gav Stænderne tilkiende, at den Haandfæstning, de ved Tidernes Conjuncturer havde udpresset af ham, behøvede nogen Indskrænkelse. Udi samme Aar pandsatt han med Keyserens Bevilling baade Holsten og Slesvig til Dronning Dorothea for 100000 Mark Lybsk, formaaede ogsaa Keyseren at confirmere samme Dronnings Lifgeding udi Førstendommerne, og lod Stænderne strængeligen forbyde at forbinde sig oftere.

Efterat Kong Christian var kommen til sit 55te Aar, og havde ført et priisværdigt og lyksaligt Regimente udi 33 Aar døde han omsider udi Kiøbenhavn den 22 May 1481. 1481 (q), og blev begraven udi det Capell udi Roskild, som han selv havde ladet Kongen døer.bygge, og som blev kaldet Kongens Capell. Han var af Vext en fuldkommen Herre, sterk af Lemmer og fast høyere end alle andre Folk. Hvad Sindets Gaver angaaer, da var han from, sagtmodig, Gudfrygtig, og af rar Forstand. Hans Dyd og Fromhed

Hans Portrait.

foraarsagede, at han var elsket saa vel af Undersaattere som af Fremmede, saa at det syntes, at hans Naboer, de Tydske Førster, langt fra at misunde ham hans tilvoxende store Magt udi Tydskland, glemte deres egen Interesse, og heller befodrede den af den Estime og Kierlighed, de bare for ham. Til Beviis paa hans Forstand og Rætfærdighed tiener dette, at Keyseren saavelsom andre Førster søgte hans Raad udi deres vigtige Anliggender, og brugte ham til Underhandler (737)

(p) Chron. Holsat. andre sige 24000 vid. Chron. Sclav.

(q) Manuscr. Skibyense hvormed overeensstæmmer Hvitfeld, skiønt nogle sætte hans Død 1482.

udi adskillige Tvistigheder. Hans Begreb udi Stats Sager sees af de store Acqvisitioner, han erholdt uden Sværdslag, og har jeg vitløftigen udi Historien viiset, med hvilken Politiqve de Holstenske Successions Sager bleve drevne. Men denne Konges Hoved-Dyd var Fredsommelighed; thi, hvorvel han var en af de mægtigste Konger udi Europa, foruroeligede dog han aldrig nogen Potentat sin heele Regierings Tiid, ja denne Dyd gik saa vit hos ham, at man med stor Møye kunde faae ham til at trekke Sverdet mod sine rebelske Undersaattere udi Sverrige, og, da han omsider efter lang Taalmodighed rustede sig mod dem, laae han endda nogle Uger stille med sin Flode for Stokholm for at tentere, om det var mueligt at komme til sin Rætt ved Underhandling: ligeledes forholdt han sig mod de gienstridige Dytmersker, som han med Ord og Skrivelser søgte at bringe til Lydighed. Derfore finder man, at hvor stor og mægtig Konge han end var, Rigets Naboer dog ingen Ombrage fattede der over. Jeg seer alleene at Lybekkerne engang allarmeredes, da han 1463. reysede igiennem deres Stad, saa at de fordoblede Vagten. Hvorudover Kongen skiemtede med Magistraten, som ledsagede hannem udaf Staden, og lod dem viide, at de kiendte ham ikke ret, efterdi de vare saa bange for hans Nærværelse. Men, hvor stor hans Fromhed end var, saa taalede han dog ikke Hans Majestets og Myndigheds Krænkelse, hvorpaa han lod see adskillige Prøver imod de Holstenske Stænder, da de vilde gaae uden for deres Skranker. Han efterlod ogsaa ikke at straffe Misgierninger, hvilket i sær sees af den mægtige Holstenske Herres Henning Pogwisks Exempel; thi hvor mange Intercessioner der end skeede for samme Mand, kunde Kongen dog ikke bevæges til at eftergive Straffen. Den eeneste Statsfeyl, som denne Store Konge ellers kand siges at have begaaet, var ved den Ægteskabs Contract med Kongen af Skotland med de Øer i den Deucaledoniske Søe, hvorudi han maaskee formeget føyede Dronning Dorothea, hvilken udi adskillige Ting præfererede sine Børns Interesse for Landets Velfærd, og udi den henseende var ingen nyttig Dronning for Danmark; thi hun arbeydede derforuden paa at skille Riget baade ved Holsten og Slesvig af Tendresse for sin anden Søn Hertug (738) Friderich, som hun meest elskede. Ham legges ellers til Last en alt for stor Gavmildhed, hvilken Albertus Crantzius siger, bragte ham ofte i Penge-Trang, ja at cassere de Obligationer, som han af all for stor Rundhed havde udgivet, saa at derudover denne Gavmildhed, efterdi den gik forvit, tabte sit Navn af Dyd, og svekkede hans Credit, hvorpaa bemeldte Crantzius citerer nogle Exempler (r). Den ofte citerede Autor til den Slaviske Krønike, som levede paa de Tider, synes at give tilkiende, at han undertiden lod sig forlede; thi han var af Naturen en from og mild Herre, men han maatte undertiden tude med Ulvene (sed Lupi sibi præcinuerunt & ipse succinuit) (s)

Hans Dronning og Børn.

Hans Dronning var Dorothea Margræv Johannis Alchymistæ til Brandenborg Dotter, med hvilken han avlede Olaum, som strax døde, og blev begraven til Roskild, Canutum, som Hvitfeld intet melder om, men den Oldenborgske Krønik (t) Johannem, som succederede ham i Regieringen, Fridericum, som blev Hertug udi Slesvig og Holsten, og siden Konge udi Danmark og Margareta, som blev Dronning udi Skotland.

Kirke Ordonancer.

Udi denne Konges Tiid er dette merkværdigt udi Kirke-Sager, at Paverne tillode de Norske at bruge i steden for Viin, Miød eller anden Drik i den hellige Nadvere. Da blev ogsaa indført den Skik at klemte med Klokkerne ved Middags slett for at bede for de Christnes Siæle, som bleve slagne af Tyrkerne. Blant mange Ting, som Kong Christian stiftede, tillægges ham Elephant-Ordenens Fundation, hvorvel nogle giøre samme Orden ældere og andre yngere. Om Elephant-Ordenen udi denne Konges Tiid taler Hvitfeld udi den Danske og Petersen udi den Holstenske Krønike, og

Om han stiftede Elephant-Ordenen.

sige, at høistbemeldte Konge paa sin tilbage Reise fra Rom gav Margreven af Mantua Ridder-Ordenen, som Hvitfeld kalder den gyldene Fliiß, hvilket meenes at have været Ridder-Ordenen af Elephanten; thi Ordenens Figur, hvormed denne Høypriselige Konge begavede Margreven, viiser Bernhardus Justinianus in historia Chronologica Ordinum Eqvestrium efter den Beskrivelse, (739)

(r) Crantz Saxon. lib. 12. Cap. 26.

(s) Anonym. Chron. Sclav.

(t) Hamelm. Chron. Oldenb. item Lyschand.

som var funden udi Italien, at have været en Kiede af et Patriarchal Kaars, hvoraf hang en Elephant og derunder Jomfrue Mariæ Billede. Dog er vanskeligt at sige noget vist om denne Ordens-Brug, førend udi Friderici 2. Tiid, hvilken, om han ikke først indstiftede den, saa kand han dog sige først at have indført dens bestandige Brug. Hvad Lov og Rætt angaaer, da foruden de Danske og Norske Haandfæstninger findes adskillige Christiani 1.

Lov og Ræt

Forordninger, blant hvilke den besynderligste var denne af 1459, at Geistlige og Qvind-Folk, endskiønt de vare blant dens Arvinger, som havde begaaet et Mord, skulde de dog være frie for de Penge Bøder, som de tilforn maatte betale, hvilke Bøder kaldtes Saal; og blev beskikket, at saadan Mulct skulde herefter reparteres paa de andre Manddraberens Paarørende, endskiønt de vare ikke hans Arvinger. Saa at man seer, at endskiønt Canutus 6. afskaffede den saa kaldte Saal, saa maae den dog siden være kommen i Brug igien. Kong Christian forordnede ogsaa, at, dersom den Anklagte ikke kunde overbeviises ved Sande Mænd (u) eller ved dem blive befriede, skulde den dømmes ved andre Vidner, kaldet Høring. Det Danske Vaaben blev ellers under denne Konge formered ved et Nelleblad og tvende Bielker, hvoraf det første forestillede Holsten og Bielkerne Oldenborg og Delmenhorst. Til Slutning er at merke, at i denne Konges Tiid blev af Erke-Bisp Jacob i Upsal Aar 1477 (x) stiftet det Upsalske Academie, hvorpaa Paven gav Aaret (740)

(u) Sande Mænd ere et Slags juridiske Personer, hvis Forretninger udi den Jydske Lov og Christ. 3. Receß beskrives saaledes, at de skulde sverge om Manddrab, om Afhug, om Qvinde Voldtæct, Hærværk, Markeskiæl, Sær om Guds Huuses Ejendom og om Brand. Vor nu bruglig Danske Lov taler om Sandemænd saaledes: Sandemænd skulde være 8 Lovfaste, og Boesiddende Dannemænd, og af Fogeden til Tinge udnævnes i tvilsom Drabs Sager, og, naar der tvistes om Markeskiæl. Den Eed, som dem i Loven forelægges at giøre, viiser besynderligen til hvilken Ende de nævnes; thi de skal sverge, at de have giort all deres yderste Fliid til at udspørge Sandheden, og at de troe, at den Mand er den Dræbtes rætte Banemand, og er saadan Eed det, som Juristerne kalde Juramentum credulitatis.

(x) Olaus Petr. hist. Svec. manuscr. siger 1478.

tilforn Bulla (y). Erke-Bisp Jacob søgte strax at giøre samme Universitet anseeligt ved at forsyne det med lærde Mænd udi alle Faculteter (z). Og florerede det samme udi Sverrig saa længe som han levede; men efter hans Død tog det saaledes af, saa at der var fast intet uden det blotte Navn tilbage, hvorudover Gustavus 1. ikke ubilligen kaldes det Upsalske Universitets Stifter, ligesom Christianus 3. fortiener Titul af det Kiøbenhavnske Universitets Fundator.

Dannemarks Historie Tome 1 side 620 – 740

Christian IV