• Fiskeri & Udrustning
• Handelsstedet
• Bergensborgerne
• Gæstgiverne
• Jekter, Knaper, Handlende
• Trondheims borgerne
• Indbo, Udstyr, hushold og hjemmeliv
• De Store familier
• Krigs & nødårerne 1814
• Markedsfærd & Tusk handel
• Gæstfrihed, Tinghold og Selskabsliv
• Betydende rejsende

De gamle handelssteder havde sin udvikling og vækst i en tid
som var præget af patriarkalske tilstande. Det var en selvfølge at handelsmanden
ikke bare var leder af handelshuset, men var også om en far for hele sin
husstand. Mere indirekte gjaldt hans omsorg en langt videre kreds. Ved hans
side sad husmoderen og de delte sorg og glæde med ham, arbejde, bekymringer og
ansvar for langt flere end deres egne.

De enkelte handelssteders historie viser med al ønskelig
klarhed hvordan de forskellige familier var stærkt knyttet til hverandre med
slægt og familiebånd. Ofte kan vi påvise hvordan en slægt kan være udbredt over
et større område, hvor den er særlig fremtrædende og med forgreninger til andre
kantet. Således finder vi navnene Qvale og Tønder især i forbindelse med
Brønnøy. Længer mod nord Winther og Brodtkorb. I Rana – distriktet er slægten
Dass stærkt udbredt, ligedan Jæger, Meyer og Zahl, de sidste nordover til
Grønnøy og Kjerringøy. Bernhoterne finder vi i Nordre Helgeland og Salten. Her
og videre nordover i Lofoten og Vesterålen støder vi også på en række
handelsmænd af Ellingsen navnet. Sverdrup slægten er meget udbredt i Salten og
Lofoten, Schøning slægten i samme område og nordover til Troms. Drejer navnet
finder vi mest i Lofoten og Vesterålen. Jentofterne breder sig derfra nordover
til Kvefjord i Troms. Schielderup slægten har forgreninger til Vesterålen og
længere sydpå, men er særlig talrig i Nord Troms. I Senja findes et par slægter
Normann (Norman), og af disse er Røkenes slægten særlig kendt og udbredt, med
en forgrening sydover til Røsvik i Folla. De er så igen nært tilknyttet til
Donserne på Havnvik. Klæboe navnet breder sig fra Helgeland nordover til
Sandtorg, Lyngen og Skjervøy. Noget lignende er tilfældet med navnet Lind, som
findes både i Nordland og Troms. I nært slægtskab med disse står navne som Brox
og Heitmann. Moursund-erne og Kill slægten på Bensjord ved Tromsø har
tilknytning til godsejer og handelsslægterne længere mod nord. Kildal slægten i
Senja er bundet til navnene Hysing og Lyng i Nord-Troms. Her mod nord breder
Giæver slægten sig fra Maursund til en række handelssteder, i nær tilknytning
til Holmboerne. I dette område er også slægterne Figenschou og Heggelund
overmåde stærkt udbredt. Socialt danner disse slægter og andre sammen med
embedsmændene en udpræget overklasse. Men gennem deres arbejde var de nærmere
knyttet til den brede befolkning end embedsmændene var. Der var ingen
uoverstigelig bro til de gode jekteskipper eller bondeslægter, men
handelsmændene søgte helst ægteskabsforbindelser indenfor sin egen stand.
Derfor går det også som et netværk af tråde over hele Nordland og forbinder de
mange forskellige steder og deres familier til en underlig stærk enhed. Direkte
eller indirekte er de i familie alle sammen.

Selv med den tids kommunikation fandt de unge mange
forskellige omstændigheder til at mødes. Men ofte nok kunne det blive
vanskeligt når en ung handelsmand skulle søge sig en brud, eller en datter i
huset var giftefærdig og “måtte se sig om efter en mand”. Familie og
slægt havde naturligvis også et ord at skulle have sagt når afgørelsen skulle
træffes, enkelte blev med større eller mindre held bragt sammen af en gesjæftig
tante giftekniv. En og anden ung kvinde gravlagde nok sin kærlighed og tog den
rige bejler, men blev ulykkelig alle sine dage. Der fortælles mange historier
om den tids giftermål. En af dem lyder således: “Som enkemand rejste Arendt
Schøning nordover til Lenvik for at få præsten Heibergs datter til kone, men da
han nåede frem, var hun desværre allerede blevet gift. Så måtte han da tage
hjemover igen, men tog på vejen inden om sin gode ven præsten Kildal, der fra
Steigen var kommet til Trondenes. Arendt klagede over sin vanskæbne, men så
præsten: Så skal du rejse over til Røkenes og se på Normanns datter. Han fulgte
rådet, og den 4. august 1813 stod brylluppet på Røkenes. Det ægteskab kom han
aldrig til at fortryde.

Kigger man på de enkelte handelssteders historie ser man
ofte at slægten giftede sig flere gange. At handelsstedets mænd eller kvinder
giftede sig både to og tre gange, var slet ingen sjældenhed. De store
husholdninger, de hyppige børnefødsler og mangel på lægehjælp samt mangel på
hygiejne var ofte skæbnesvangert for de gifte kvinder. Og mændene på deres side
var stærkt udsat på arbejde både på land og især til havs, enkelte levede vel
også for stærkt og måtte bøde for dette.

Når en enkemand giftede sig, søgte han næsten altid et
ægteskab med en yngre kvinde af rigtig familie. Undertiden var aldersforskellen
meget stor, som dengang den 50-årige Christian Kildal på Sand blev gift med den
17 år gamle præstedatter Johanna Bernhoft. Der findes også eksempler på stor
aldersforskel hvor manden var de yngste. Gæstgiverenken Bergitte Jentoft på
Finneset blev tredje gang gift med den 17 år yngre Lars Nicolay Rener, som var
en slægtning til hendes anden mand. Ægteskabet mellem nært beslægtede havde
tidligere været strengt forbudt eller kun tilladt ved særskilt kongelig nåde.
Men i handelsstedernes tid fra slutningen af 1700 tallet var de gamle skranker
bortfaldet og ægteskab mellem nærbeslægtede som fætter og kusine, var slet ikke
ualmindeligt.

Det kunne selvsagt give mange grunde til konflikter i en
familie når enkemanden kom med en ny, ung hustru, eller enken en dag
sammenkaldte sine voksne børn og forklarede at hun “agtede at forandre
sig”. Det var altid et spørgsmål om formue, arv og fremtidsvilkår for de
yngste, det blev måske til syvende og sidst et spørgsmål om sympatier og
antipartier. Så sandt den nye far eller mor forstod at vinde børnene, var
alting godt. Hvis ikke, blæste der altid en kold vind i huset hvor han eller
hun gik. Men som oftest gik det godt, fordi arbejde og fælles interesser bandt
familien sammen.

At skipper og gæstgiverenkerne var efterstræbt, selvom de
var kommet langt op i årene, kan man let forstå når man kigger på de økonomiske
forhold som var dengang. Men man har da også eksempler på at nogle enker
forstod at trække grænsen selv. Det fortælles om enken på et handelssted, at
hun havde mistet sin tredje mand og nu fik besøg af en ung og meget ihærdig
frier. Hun svarede ham ganske enkelt at nu havde hun gået tre gange i
brudeseng, og det kunne være nok.

Den tids bryllupper blev selvsagt fejret med stor stads, og
varede i mange dage. Hjemme vielse forekom, men det var normalt kirkebryllup
med både færd og mange gæster med en stor almue som tilskuer. Af hensyn til
rejserne og forsyningerne med de nødvendige varer, var det sædvanligt at holde
bryllup i sommertiden når jekterne var kommet tilbage fra Bergen. Mange steder
fulgte man den nordlandske skik med at illuminere huset med rækker af brændende
lys i alle vinduerne, som hilste båd følget velkommen til bryllupsgården.

Beværtningen og traditionerne kunne nok skifte efter tid og
sted, men et bryllup var normalt forberedt i lang tid, og man opvartede med det
bedste huset havde at byde på. Der går endnu folkesagn om den gang i 1859, da
Zahl i Kjerringøy blev gift med gæstgiverenken på stedet. Brylluppet varede i 8
dage, og der blev danset fra morgen til aften og fra aften til morgen. Seks
spillemænd fra Bodø afløste hverandre, så dansen kunne holdes gående uafbrudt
døgnet rundt.

Det var gammel skik at opvarte med lange og højtidelige
digte velstands personers bryllup. Der findes gode eksempler på den slags
bryllups digt både hos Petter Dass og hans samtidige Markus Volquarts i digtsamlingen
“Sjælens Luth”. Der har sikkert været utallige af sådanne viser op
gennem tiderne, men kun få er bevaret til vore dage. Af de bryllupstaler som
præsten holdt, er enkelte blevet trykt f.eks. Kvefjords præsten Peter Brandts
tale ved Chr. Kildals og Johanne Bernhofts bryllup i 1798.

Når de nygifte satte bo, var det gerne fra første stund af,
som herskab i en stor husholdning. Og efter som årene gik og velstanden øgede,
kom der stadig flere børn og et voksende antal tjenere og andre folk i huset.
Børnetallet i Nordland havde i ældre tid været forholdsvis lavt, så længe de
økonomiske forhold var trange. Men velstående jekteskipper og handelsmænd kunne
have større familier. Fra midten af 1700-tallet og udover ser man stadig større
børneflokke. Er man som Jens Ellingsen på Saltnes, stamfar til Ellingsen
slægten nordpå, blevet gift 1751 og havde 12 børn, af disse nåede 7 sønner og 2
døtre den voksne alder. Jens Ellingsen [oldefar af Karen Mikkelborg Ellingsen]
var født den 22 December 1722 i Fiskevåg og blev døbt den 4 okt. 1739 i
Saltdal. Han flyttede ned til Saltnes i Saltdal, hvor han modtog ejendomsret
med skøde dateret den 20 August 1751. Han drev et Jekt og en omfattende handelsforretning
sammen med sin bror Christopher Elllingsen af Fiskevåg. Jens Ellingsen er blevet karakteriseret som en familie
patriark. De fleste af de “nulevende” medlemmer af Nordlands
familien Ellingsen stammer fra ham. De andre Brødre ‘mandlige efterkommere (med
en enkelt undtagelse) har for længst uddøde. Der er mange efterkommere fra Jens
Ellingsen mandlige linje. Flere af Nordlands mest kompetente og mest velhavende
forretningsmænd har tilhørt denne linje. Det er så ofte blevet skrevet om denne
“familie patriarkens” Sønner, at lidt ekstra ikke kan skade nogen. Af
familiens “dusin”, som på flere måder var en bemærkelsesværdig flok
børn, syv sønner og to døtre voksede til voksenalderen. Alle de syv sønner blev
kendte forretningsmænd, der opererede Jekte, og nogle blev også licenserede
gæstgiver og jordejere, som gjorde en levende og postyr i hver af deres egne
pladser: Abel i Sortland, Elling på Rosvik, Johan på Saltnes, Christen på
Hustad, Jacob på Skagstad, Christopher på Valberg og Andreas på Skrova. Der var
historier i Nordland om, hvordan alle syv brødre kom rejse til Bergen havn med
deres knirkende, lastet både side om side med deres stilke agterste linet op. I
Bergen gik et kampråb rundt “Vær klar, for alle de Ellingsens
kommer!”. Jektebrug kan næppe have været bundet stærkere til ethvert sted
end til Ellingsen familien. Som historiker har sagt, “Hele Nordlands
levebrød stiger frem for os i brugen af Jekte”. I denne familie har vi se nøjagtigt det, indefra.
Jens Ellingsen to døtre fulgte i traditionen af deres brødre og gifte forretningsmænd og Jekt skippere, Jens
Ellingsen døde på Saltnes den 24. september 1789 og blev begravet den 19.,
søndag efter Trinitatis (I8 oktober) i samme år på Saltdal. Han var 67 år
gammel.  Han blev gift den 27 oktober
1751 i Saltdal til Margrethe Elisabeth Mørch, der blev født den 29 maj 1729 i
Saltnes. Hun døde den 10 maj 1816 på samme sted og blev begravet på den 3.
søndag efter påske i det samme år i Saltdal. (Hun var datter af
forretningsmanden Abel Abelsen Mørch, der blev født i 1680 i Bremen, Norge. Han
levede nogle år som købmand i Bergen med statsborgerskab erhvervet den 2. november
1706, flyttede efter 1721 til Saltnes, hvor han døde den 1 jan 1729 . Godset
afvikling begyndte den 8. maj og sluttede 25 September 1730. Han blev gift i
Kors Kirke i Bergen den 13. november 1710 til Gjertrud Omsen, der blev døbt den
17 maj 1694 i Domkirke i Bergen. De [Jens og Margrethe] havde 12 børn.

Alligevel er det først omkring 1800 og ikke mindst i
blomstringstiden fra 1830 og fremover mod 1900 tallet at vi finder de store og
børnerige familier næste overalt.

Men handelsmandes familie bestod ikke kun af ham selv og
hustruen samt børnene. Som regel havde de en gammel far eller mor i huset,
eller disse sad som aftægtsfolk i eget hus. Slægtsfølelse og familiebånd gjorde
det også helt naturligt at, handelsmanden og hans hustru åbnede sit hus for
folk, som var ensomme, gamle, hjælpeløse eller behøvede en levevej. Der man på
folketællingerne fra 1801, finder vi på nær sagt hvert et handelssted opover kysten
rigelig med beviser for dette. Det kan være søstre og brødre af herskabet,
gamle tanter og onkler, ofte fjerne slægtninge, eller “pauvres honteux”
af en anden god familie som underholdes i huset “af carite” – af
næstekærlighed.

Yngre slægtninge eller andre mennesker af rigtig familie
havde ofte ophold i huset og arbejdede for kost og løn. Det var også normalt at
jekte styrmanden tilhørte familien eller en anden handelsslægt. Ligeledes var
det med “krambod svenden og krambodspigen” , man ser som oftest de
bedste slægtsnavne blandt disse folk. Det gav de unge lejlighed til at komme
hjemmefra og se lidt af verden, træffe andre mennesker og gøre bekendtskaber.
Ofte blev det til at krambod svenden eller jekte styrmanden forlovede sig med
krambodspigen, og med tiden giftede de sig, fandt sig et handelssted og drev
det for egen regning.

Også blandt tjenerskabet kunne mand finde fine folk af
handelslægterne. Det gjaldt især unge kvinder, som på den måde fik en
uddannelse som husmoder og samtidig tjente lidt egne penge. Nogle steder holdt
man allerede dengang en informator eller en huslærer for børnene i familien,
det var ofte ældre personer. Ikke så få steder havde man egen stuepige, som næsten
altid var af god familie. Men handelsmænds og skipperdøtre findes også hyppigt
blandt de almindelige tjenestepiger. Det hænger nok sammen med manglen på ordentlige
og dygtige tjenestefolk af bondestand på den tid. Til landbrug og hav behøvedes
der altid mange drenge, til husholdningen et stort antal tjenestepiger, Der
udover var der brændehuggere, barnepiger, væversker, skomager, snedkere,
bødkere og bagere. Nogle steder nævnes også tømmer, sejlmager, glasmager og
smed. Gamle tjenestefolk kunne som regel blive boende på gården, nyde nådens
brød og ellers pusle med det de kunne. Her og der gik en gammel soldat og
gjorde nytte med en håndsrækning hvor det behøvedes. En enke eller gammel pige
af almuefolket, måske med et barn eller to, kunne have sit eget rum eller en
plads på loftet, hvor hun arbejdede med at spinde og sy for husets folk og
andre.

Der var knapt et eneste handelssted som ikke husede nogle
fattigfolk. Det kunne være legdekalle og legdekjerringer (fattigfolk som
forsørgedes), eller andre som nød sit livs faste livsophold på stedet. Mange
steder underholdt man også krøbling, blinde eller andre folk med dårligt helbred.
Her og der sad en slægtning eller et fremmed menneske som havde mistet forstandens
lys, måske efter en ulykkelig kærlighed, et uerstatteligt tab eller anden
modgang i livet. De havde det måske ikke alle lige godt. Men for dem alle var
handelsstedet en redning og tilflugt de slet ikke kunne takke nok for deres
eksistens.

Til slut var der de mange mindreårige uden om handelsmandens
egene børn, der kunne være slægtninges børn, fosterbørn, gedegutter og
fattigbørn. På denne vis kunne mange af handelsstederne blive meget folkerige.
Fra 10 – 12 personer på de mindre steder steg tallet til 20 – 30 på de største.
Jonas Greger på Nord Herøy, senere gæstgiver på Sandnessjøen, var i 1801
forholdsvis ung og havde kun to børn, med der udover boede der i hans hus 3
drenge og en gammel blind tjener som havde underhold på stedet, 1 fosterpige, i
fosterdreng og 6 piger, 4 fattige underholdtes og 2 daglejer arbejdede i huset
– i alt 22 mennesker. Et barnløst ægtepar som gæstgiver Ole Hartvig Jentoft og
Else Maria Greger på Løvøya havde 18 mennesker i huset. Hans brordatter
underholdtes, hustruens brorsøn var krambodskarl, stuepigen hed Isabella Lykke,
krambodspigen Ane Mørch, desuden var der 5 drenge, 5 piger og to gamle tjenere
som nød deres otium.

De rigtige store husholdninger ved år 1801 finder vi især på
Helgeland og i Lofoten og Vesterålen. Proprietær og gæstgiver Niels Winter på
Vevelstad havde 27 personer i sit hus. Til sin tjeneste havde han to
oppebørselsbetjente ved navn Lund, 6 drenge, stuepige og 5 andre piger og en svensk
daglejer. Med der udover underholdt 3 af de fine, deriblandt den italienske
maler og statue mager Joseph Pisani, 2 fosterbørn og dertil 5 andre som nyder
“pensionen” Gæstgiver Anders Dass på Strand i Nesna havde hustru, 2
børn og svigermor, tjenerskabet bestod af 13 drenge (med navne som Bernhoft,
Mechelborg og Klæboe) 10 piger (deraf 1 Dreyer), en enkemand og en krøbling
underholdtes sammen med en arbejdsmand – i alt 31 mennesker. En af de største
familier var Andreas Walnums, med 22 personer i huset. Foruden hustru og to
børn underholdt han sin gamle 77-årige farfar, to søstre i giftefærdig alder,
en gammel barnepige Karen Drejer, en 69-årig enke Dorthea Mejer som logerende
og mange flere.

I Lofoten kan ellers nævnes den rige Amund Zindsen på Helle,
som havde 20 personer i huset. Lars N. Reener på Finneset havde 17, og et
lignende antal havde Lorenz Sverdrup på Sund og Rasmus Thisen på Reine. Hos
Hartvig Jentoft i Petvika var der 23. De store gårde og gæstgiverier i Vesterålen
var særlige folkerige. Hos Rasmus Schieldrup på Melbo var der 24 personer.
Niels Grønbech på Stokmarknes havde 30 og Isach Johnsen på Sortland 25. I
Senjen og Tromsø var husstandene på den tid forholdsvis mindre, men nogen kan
da nævnes. Søren B. Normann på Røkenes havde en husstand på 22 mennesker, hos
Chr. Kildal på Sand var der 19. Hans H. Brox i Tussøya havde 20 personer i
huset og Hans A Moursund på Bensjord 17.

Senere steg tallet på børnene og tjenerne på handelsstederne
særlig stærkt, og folketællingen 1865 viser at der var meget store husstande på
en række steder.

Dette overdådige antal tjenere vakte den største forbavselse
hos rejsende udlændinge. Englænderen Hewitson og hans venner besøgte i 1833
bl.a. gæstgiver Fr. Christensen på Husby, og undrede sig såre over det store
tjenerskab. “Ved siden af husmoderen, en kvinde af venlig og moderlig
udseende, var der ikke færre end 8-9 kvinder som stadig kom og gik gennem
rummet og standsede på halvvejen for rigtigt at glo på os. Til hvad nytte så
mange tjenere kunne være, havde vi svært ved at forstå, allermest når de fortalte
at omkring 30 personer daglig var beskæftiget i huset. Jeg antager at tjenere i
Norge kun yder en lille indsats, de er langt flere end på lignende steder
hjemme i England, og alligevel deltager huset damer selv i madlavningen og
anden husgerning” . Denne englænder har måske noget ret, men det var vel
ikke altid så let at gætte hvem som var tjener og hvem som på anden vis
tilhørte huset. Han forstod heller ikke efter et kort besøg de mangesidige
arbejdsliv som var på et handelssted.

Hans landsmand præsten Fr. Metcalfe, som i 1855 var på rejse
i Nordnorge, har en helt anden forståelse af tjener spørgsmålet. Han besøgte
bl.a. Melbu, hvor Erik Coldevins enke den gang ledede huset, efter at hendes
mand var druknet på fjorden to år tidligere. “Som sædvanlig” siger han
” findes her et stort antal velvoksne mandlige og kvindelige tjener på
stedet. At se dem sidde til bords, og den mængde af mad de indtager, er højst
forbavsende.” Men så lægger han til “Jeg forstår at den dobbelte
drift som fruen fører, i egenskab af handelsmand og gårdejer, kræver langt
større antal tjenere end hvis hun bare havde den ene slags drift at varetage.
Og dette er den store ulempe som alle langs kysten må strides med, da de må
drive to næringsveje på en gang for at kunne overleve”.

Metcalfe har her set noget af årsagen til de store husholdninger.
Det er nok rigtigt at sige, at for en gæstgiverfamilie var handelen, søen og
havet det første grundlag for eksistensen. Men alene det krævede mange folk. Og
en husstand som på forhånd var stor, måtte have tilstrækkelig af landbrugsvarer
til husholdningen. Så vanskeligt som det i gammel tid kunne være med tilføjelserne,
var det enkleste at lægge handelsstedet hvor der samtidig var jord til et
større landbrug. Sådan ligger også de fleste handelssteder , bortset fra de der
ensidig var baseret på fiskeriet og gennemgangstrafik. Og selv til disse søgte
ejerne efterhånden at skaffe jord og kreaturer til husholdningen. Men landbruget
og andre gøremål på stedet øgede da straks også kravet til mere mandskab.

Over alle disse mange mennesker rådede handelsmanden og
husfruen som både herskab og forsyn. De gav ikke bare sine tjenere hus og kost
med løn. De opdrog dem, formanede dem, hjalp dem og havde ansvar for dem på
mangfoldig vis. En tro gammel tjener eller tjenerinde blev ikke glemt, men fik
lov at nyde livs opholdet i huset til deres dages ende. Unge tjenestefolk eller
forlovede unge mennesker af god familie som ville sætte bo, blev hjulpet på
vej. Husfar og husmor havde en vidtfavnende omsorg for slægt og venner, og når
nogen i alderdommen i nød søgte medmenneskers støtte, stod handelsstedets døre
altid åbne og gav dem ly. Nogle mennesker fra eller til talte ikke, her var
husrum og hjerterum nok.

Men handelsmandens og hustruens omsorg gik langt ud over det
som gjaldt slægt, familie og hushold. Til dem søgte de fattige som ikke netop
var på fattigforsorg på gårdene på vintertide. Det var en position som krævede
takt og menneskekundskab, og et indgående kendskab til behov og værdighed hele bygden
rundt. Handelsmanden havde jo også gennem sit virke som mellemmand med Bergen
det bedste grundlag for at vurdere den enkeltes kår og behov. Selve handelen
har vi før talt om, og den blev i stor udstrækning uøvet i patriarkalske former,
således af handelsherren holdt sin hånd over fiskeren og hans familie under et
stærkt ansvar for deres ve og vel.

Handelsmanden kunne på denne måde blive en styrende og
moralsk styrkende kraft i sit sogn eller større distrikt. Om Jacob Moe i Kløven
fortælles det at han” var en hædersmand som ejede folks tillid”. De
gik til ham med alt og de blev hjulpet. Men han var en stor hader af al uærlighed.
Det hændte at han havde udrustet folk til fiskeri, mod et løfte om at de skulle
levere fisken til ham, men de valgte alligevel at sælge den til anden side. Når
de da næste gang kom og bad om hjælp, fik de først en kraftig irettesættelse. Men
når han havde sagt hvad han ville endte det altid med ordene: “hvad var
det nu du skulle have” Også fik de det han mente de behøvede.

En mand som D. W. Lund i Bjerkøy får i 1891 den ros at
sognet kan takke ham for hvad det nu er: – “Da han kommer til sognet, var
den størstedelen af befolkningen i den dybeste armod, stærkt forgældet, men han
satte fart på folket, løste dem lidt efter lidt af gældslænkerne, udrustede dem
med redskaber og livsfornødenheder, alt med risiko for tab, hav gav råd og
vejledning og de arbejdsløse arbejde, med andre ord, han arbejdede for at
folket kom til at leve under blidere og sundere forhold og de gamle elendige
hytter afløstes snart af store lyse boliger, der nu står som et talende bevis
for at sognet høre til de heldigere stillet inden for stiftet.

Det kan tillægges, at intet var naturligere end at en sådan
mand fik en fremskudt plads i det offentlige liv. Og her finder man da også en
lang række af de kendte handelsmænd, som forligskommissærer, formandskabsmedlemmer,
ordfører, kommissionsmedlemmer og stortingsmænd.

Men også her gjorde mange handelsmænd, en gerning som lå
langt over den almindelige borgers evner. Det var ikke så få af dem som af egen
lomme dækkede mange udgifter som egentlig vedkom det offentlige. En mand som
Zahl på Kjerringøy havde en udpræget følelse af at rigdom forpligter. Han
“anså det som sin pligt at bruge sine midler til at hjælpe andre. Der var
mange unge mennesker som kan takke ham for hans hjælp til at de kunne komme
frem i verden, og når fattigvæsenets budget skulle behandles, mødte Zahl op og
fremlagde regninger over alle de varer som i årets løb var ydet de fattige
efter fattigvæsenets rekvisitioner. Derpå tog han en blå blyant og lavede en
streg over det hele og skrev betalt. Han bar alene byens fattigbudget gennem
mange år. Ved hans død viste det sig at han havde testamenteret bygdens fattige
et legat på 40 000 kroner.”

I sit testamente havde Zahl desuden bestemt at ingen fattig
som skyldte ham penge, skulle tvinges til at betale. Derfor blev der også
strøget gæld for 50.000 kroner. Og selv havde han få år før sin død slettet
gamle udstående fordringer på tilsammen 200.000 kroner.

Det er da heller ikke underligt at sådanne mænd fik det
smukkeste eftermæle når de døde, ofte i en meget høj alder. Vel er det skik og
brug at tale smukt om de henfarne, men vi ved også at ingen kunne roses for
alverden uden at det i væsentlig grad var fortjent. Samtidens dødsannoncer og
grev minder giver os et stærkt indtryk af dem som virksomme handelsmænd, gode
familiefædre og mennesker med samfundsånd. Her kan gravskriften over Ellingsen
i Kjerringøy, død 1849, stå som et æres minde over både ham og mange andre:

Han var
virksom i livet,

Han havde
evnen og viljen til at hjælpe.

De betrængtes
sag rørte ham.

Han var de
nødlidendes ven.

Lige virksomme og varmhjertet var på sit område handelsstedet kvinder. Det hændte jo
ikke sjældent at enken ved madens død måtte gå ind i hans gerning eller måske
for en tid tage hele handelsstedets ve og vel i sin hånd. Vi har masser af
tilfælde, som viser at kvinderne påtog sig gerningen og med sikker hånd
styrede et jektebrug, et handelssted og måske et gods med
klart syn og myndighed. Men det var ikke lige let for alle og heller ikke alle
givet at være så stærk som det var nødvendigt, så opgaven kunne blive for svær,
Da var det godt at få lov at lægge byrden over på unge skuldre – hvis de
fandtes,

Men kvindens gerning var for det meste en helt anden. Det at
stå for et så stort hushold i hverdag og fest var i sig nok. Husmoderens virke
blev aldrig et hvilende ansvar, hun måtte være til stede og have et øje med
overalt selvom der aldrig var så mange tjenere. Eller måske derfor. Også blandt
tyende var der alle slags folk, de fleste flinke og flittige nok, men der var
også dem som var ligegyldige og lade, løgnagtige og små tyve.

Under sig eget hushold havde husmoderen en flok af mennesker
som var vant til at komme til hende. Det gjaldt ikke bare når de trængte til
mad eller et stykke tøj når nøden var stor, men lige ofte råd og hjælp i det
som var sværere. Vi har vidneudsagn nok om hvordan disse husmødre på sted efter
sted, i slægt efter slægt har “været som en mor” for sine omgivelser.
Det er så betegnende hvordan mor begrebet er knyttet til mange af disse kvinder
i en dybere og videre menig en sædvanlig. En af dem var “Mor Lyng” på
Havnnes, som havde mistet alle sine egene børn, men opfostrede er række plejebørn
og ellers havde en åben hånd og hjerte for alle nødlidende. Således var det
også med Anne Margrethe Brox i Bogen. Hun har i folkefortællingerne fået ord
for at have været et overlagt godt menneske, godgørende, ikke mindst mod de fattige
finner i Krattfjorden, som kaldte hende “Ho mor i Bogjen”: På
gravstenen over Johanne Sophie Schøning, f. Normann, død 1853, står der disse
ord: Hendes liv var stedse indviet til Fromhed og Dyd.” Det er ikke tomme
talemåder, men et udtryk for den ånd som fyldte mænd og kvinder af
“slægten fra 1814”. Efter alles vidnesbyrd var hun et elskeligt, varmhjertet
menneske, som altid gjorde godt hvor hun mødt nød og sorg, samtidig med at kun
var en udmærket mor for alle sine børn og stedbørn.

Det hændte også at disse kvinder blev hædret med et minde
digt af større eller mindre lejligheds poeter. For sin tid var de sikkert såre
opbyggelige, men kan støde vores sprogfølelse ved sin form. Et sådant “Ære
minde” skrev eksempelvis provst Erik Colban over madame Karen Zindsen, f.
Ellingsen, på Helle. Af en ganske anden værdi for sin samtid og eftertid er digtet
Jonas Lie skrev til L. A. Meyers mor Gidschen Meyer, f. Christensen, på
handelsstedet Strand i Nesna. Hun døde i 1887, agtet og elsket af alle på grund
af sit elskværdige væsen, varme hjerteslag og store godgørenhed. Jonas Lies
digt lyder således:

Her ved den hårdsøgte Ranes Fjord
Den gamleleved sin livsdags virke,
Alt fra hun kranset stod brud i kirke,
Til hun nævnes for “Bygdens Mor”.
Her har hun vundet sin stille sejr
Og stolt på Gud og den ven i verden,
Der stod til rors under hele færden
Så traust og sikkert i alt slags vejr,
Og altid var nu ei dagen blå-
De gå som fjorden hel mangledes
De vilkår, hvori ens livsbåd stedes,
Og storm og stille i veksel gå.
Alt som hun signedes i sit hjem,
I sorg og glæde så blev hun prøvet
Og hedes øjne af herren øvet
At se, hvor vejenes vej går frem.
Hun ve at give sin rigdom fik-
Kan fattig folk ei med krands at binde
Hun har i stilhed den vidst at finde:
En blomst i hvert et taknemligt blik.
Og derfor også sin barndomstid
Den børneflok har så vel i minde,
De takke mor for at dem isinde
Hun gav sin kærlighed varm og blid,
for at de så, hendes hjerte var
Den bedste arv, som de kunde vinde,
fordi de lærte: en ædel kvinde
er rigest eie, som hjemmet har-
Din stille kvæld ved den blanke fjord
Dig fagne fagert, du prøvte kone,
Og længe bo du som “Bygdens mor”
Med herrens fred til din alders kroner.

Uden At på den mindste måde at forringe hendes hæder tør vi nok lade vort nordlands
digters ord gælde hele den række af stolte, dygtige og varmhjertede
kvinder som vi møder i handelsstedernes historie her i nord.