• Anna Kathrine 1575-1612
• Karen Andersdatter ?-1673
• Kirsten Madsdatter 1550 – 1613
• Kirsten Munk 1598 – 1658
• Vibeke Kruse ? – 1648
• Kilder
• Ellen Marsvin 1572 – 1649
• 21 børn Christian 4

Ellen Marsvin 1572-1649, godsejer, lensmand.

Født 1.2.1572 på Landskrona Slot, Skåne, Død 11.11.1649 på  Holckenhavn, Vindinge  Svendborg amt.

Forældre: Rigsråd Jørgen Marsvin (ca. 1527-81) og Karen Gyldenstierne (ca. 1542-89).

Gift 29.6.1589 med godsejer, lensmand Ludvig Munk, født 1537, død 8.4.1602 på Lundegård, Nørre Broby. søn af godsejer Ludvig Munk
og Kirstine Pedersdatter Lykke.

Gift 11.1.1607 med godsejer, lensmand Knud Rud, Født 11.3.1556 på Vestervig Kloster, Vestervig, Død 22.7.1611 på Odensegård, søn af admiral,
rigsråd Erik R. og Anne Hardenberg.

Børn: Kirsten (1598).

Børn: Kirsten (1598).

Da Ellen Marsvin blev født i 1572, havde Danmark og Sverige et par år forinden sluttet Den Nordiske Syvårskrig, og i den næste menneskealder var der fred samt gode konjunkturer for landbruget. Hendes fader Jørgen Marsvin tilhørte landets økonomisk-politiske elite, og hun voksede op i et miljø, præget af rigdom, godsopkøb og byggeri.Jørgen Marsvin, hvis karaktertræk tilsyneladende er gået i arv til både hans datter (Ellen Marsvin) og videre til hans barnebarn (Kirsten Munk).

Jørgen Marsvin sad som lensmand på Landskrona slot i Skåne i 1572, da hans og hustruen Karen Gyldenstjernes datter Ellen, blev født ind i en slægt der brugte den lille nordiske hval i sit våbenskjold. Den fredsommelige hval var dog på ingen måde synonym med den stridsomme lensmand, der ikke alene var kendt for sin store virkelyst, men desværre også for en hensynsløshed, der gav sig udslag i mange klager over hans embedsførelse, at han i 1578 måtte forlade sin post på slottet i Skåne. Han og familien flyttede derefter til Odensegård, hvor han kom til at bestride en ny post som lensmand. Men hvis  lensmanden var et besværligt gemyt, blev Ellen til gengæld født ind i en tid, hvor freden lagde sig mildt over Danmark efter den nordiske syvårskrig endelige afslutning i 1570. Landet var intakt og gik uden afståelser en ny epoke i møde med gode konjekturer for både handel og landbrug. Barndom miljøet i lensmandsgården var netop indbegrebet af rigdom med opkøb af godser, ombygninger og der i det hele taget prægede både Danmark og Sverige, hvor det ene storstilede herregårdsbyggeri efter det andet skød op som magtcentre i stort set enhver krog af landet. Ikke så få store og mindre gårde kom med tiden til at bære Ellen Marsvins navnetræk, for hun arvede foruden sin fars hårde sind også hans energi, virkelyst og trang til rigdom.

Forældrenes ægteskab var præget af idelige barnefødsler. Ellen Marsvin havde fire ældre søskende og fik fem yngre. Skønt faderens officielle sendelser, tildeling af len og optagelse i rigsrådet viste,at han nød hoffets gunst, skyldtes hans forflyttelse i 1578 fra Odensegårds len til Sølvitsborg formentlig de mange klager over hans embedsførelse. Hans økonomiske virkelyst var åbenbart parret med en vis hensynsløshed. Helt i tidens ånd strakte denne virkelyst sig også til at arrangere et passende ægteskab for Ellen Marsvin. Og da hun i 1589 som 17-årig ægtede den 52-årige godsrige Ludvig Munk, der havde en fortid som hofmarskal og statholder i Norge, og som nu var norsk lensmand, havde forældrene ikke blot fundet et socialt og økonomisk passende parti, men åbenbart også en mand, hvis robuste moral lignede faderens.

Jørgen Munk har uden tvivl været hende en hengiven og tålmodig bejler, for det fortælles om ham, at han uder en ridetur sammen med den unge frøken Ellen i skovne ved Rold, nord for Hobro, kom til et meget vådt areal, hvor naturen lå smukt hen som mose og eng. Netop på denne plet forelag godsejeren sin evarme følelser for den unge dame, hvorefter hun tog sin ene handske af og svarede ham, at hvis han kunne bygge en borg der hvor handsken faldt, ville hun gifte sig med ham, når den stod færdig. Byggeriet gik i gang i 1581 og i 1589 kunne den forelskede godsejer endelig føre sin brud ind på sin prægtige borg, Nørlund, som sin hustru, men først nå år senere blev ægteskabet beriget med deres eneste barn, datteren Kirsten, der blev født på gården.

       
Under en retssag i Norge kom Munks embedsmisbrug og hårdhændede behandling af bønderne for dagens lys. Den unge Ellen Marsvin har sikkert i perioder måttet tage sig af den daglige drift, når ægtefællen besøgte sine norske len, og da hun som 30-årig blev enke i 1602, forestod hun driften alene.

Fem år senere giftede hun sig igen med en noget ældre mand, den 50-årige Knud Rud. Denne gang afspejlede giftermålet formentlig hendes egne ønsker, men atter får man indtryk af et velovervejet ægteskab. Rud var lensmand på det indbringende Odensegårds len og søn af en rigsråd. Ellen Marsvin knyttede således igen forbindelse til adelens højeste lag. I 1611 blev hun enke for anden gang. I det kortvarige ægteskab var der ingen børn; fra sit første ægteskab havde hun datteren Kirsten.

Efter Munks død, da Ellen Marsvin stod alene for landbrugsdriften, møder vi de første vidnesbyrd om hendes forretningssans, der også gav sig udslag i påholdenhed. Og efter Ruds død kastede hun sig med energi over godsdrift, godsopkøb og byggeri. Det har givet hende et image som hård forretningskvinde, og datteren har næppe fået den nødvendige kærlighed og opmærksomhed. Men Ellen Marsvin var selv vokset op og blev giftet ind i et miljø, hvor benhårde økonomiske kalkuler var hverdagen. Netop de første årtier af 1600-tallet var præget af spekulationskøb og -salg af adelsgods. Det var en proces, der førte til en polarisering inden for adelstanden. Mange blev fanget i dette net af lån og kautioner, der resulterede i flere fallitter, men også i en koncentration af store godsmasser på få hænder. Ellen Marsvin var en af dem, der med størst dygtighed forstod at udnytte situationen. I 1625 besad en adelig godsejer i gennemsnit 600 tdr. hartkorn. Hun ejede 7.600 tdr. og var dermed utvivlsomt den største godsejer på Fyn. Hertil hjalp også det i 1615 pludselig opståede kærlighedsforhold mellem datteren Kirsten Munk og Christian 4., hvad Ellen Marsvin behandlede som et forretningsanliggende. Hun ønskede ikke, at datteren blot skulle være endnu en i rækken af monarkens løse forhold efter dronning Anna Cathrines død i 1612 og førte langvarige forhandlinger med kongen. Som resultat blev der opsat et juridisk dokument, som sikrede Munk et len på livstid efter kongens død, og hun blev gift til kongens venstre hånd, dvs. hun var hustru, men ikke dronning.

For datteren arrangerede Ellen Marsvin et ægteskab på samme måde, som hun selv var ude for i sin ungdom, denne gang blot med større perspektiver.
Hun kom hurtigt på talefod med sin kgl. svigersøn, der tydeligvis beundrede hendes driftighed og økonomiske sans, og fik betroet både penge og børn, da
ægteskabet mellem Munk og kongen blev velsignet med en halv snes børn. At Ellen Marsvin forestod opdragelsen af børnene var helt i tidens ånd, men næppe
heldigt, da hendes følelseskolde natur og hektiske forretningsliv åbenbart ikke gav meget plads til hverken datteren eller børnebørnene. Mere held havde hun
med de midler, som kongen lod hende forvalte på hustruens og børnenes vegne. Når Ellen Marsvin lånte penge af kongen, optrådte hun åbenbart som stråmand for denne ved opkøbet af hovedgårdene Boller ved Vejle og Rosenvold ved Randers. Hun fik leverancer til proviantering af kronens skibe, og nok så vigtigt var
hun en af de få kvinder, der opnåede len, nemlig Dalum Kloster i tiden 1620-39. På flere måder blev det katastrofalt for Ellen Marsvin, at forholdet mellem datteren og kongen brast i 1630 efter Munks affære med rhingreven Otto Ludwig af Salm.

Rhingreven Otto Ludwig af Salm

Ellen Marsvin forsøgte at gribe ind i sagen ved at føre Vibeke Kruse sammen med kongen, hvad enten det var for at bevare forbindelsen til kongen eller for at give ham skylden for bruddet. Hun forsøgte også at forlige kongen og datteren og ikke mindst at få ham til at vedkende sig faderskabet til Munks sidstfødte Dorothea Elisabeth. Alt sammen forgæves. Hun kunne styre økonomi og godsdrift, men ikke kongens og datterens følelser. Alligevel lykkedes det hende at bevare et godt forhold til ham i nogle år. Umiddelbart efter bruddet i 1630 blev hun beordret til at overdrage Boller og Rosenvold til datteren. Men frem gennem 1630’erne blev han i stigende grad irriteret over hendes forsøg på at få ham til at anerkende Dorothea Elisabeth. Ellen Marsvin blev sat fra opdragelsen af hende, og i 1639 mistede hun Dalum Kloster. I 1640’erne levede hun tilbagetrukket fra det politiske liv.

For eftertiden er Ellen Marsvin især kendt som godssamler og for sin byggeaktivitet. Efter sin første mand arvede hun Nørlund i Nordjylland og Lundegård på Fyn; i 1615 købte hun en part af Vallø med Egeøjegård og Lellinge i Østsjælland samt Ulfeldtsholm, det nuværende Holckenhavn, på Fyn. Sidstnævnte hovedgård forøgede hun 1629-36 med to fløje, en kostald og en hestestald og omdøbte den til Ellensborg. Foruden de jyske Rosenvold og Boller anskaffede hun sig i 1620’erne Kærstrup på Tåsinge og Vejlevgård, ligesom hun mageskiftede sig til Thurø, hvor hun senere opførte en ladegård og Thurø Kirke. På Lundegård opførte hun en ladebygning, ligesom hun lod udføre byggearbejder på Dalum Kloster. Ellen Marsvin var et produkt af sin tid. Hun tilhørte dem, der talentfuldt fik manøvreret sig igennem de vanskelige år. Der kendes andre eksempler på adelskvinder, der forestod landbrugsdrift og herregårdsbyggeri; men hun skiller sig ud i flere henseender. Forbindelsen til hoffet som kongens svigermoder bragte nogle fordele. Det var ret usædvanligt med kvindelige lensmænd, og hendes storstilede godsopkøb og byggeaktivitet var også i særklasse. Det er sammenfaldet af hendes langvarige enkestand, de ustabile forhold på godsmarkedet og hendes snævre forbindelse til hoffet, der muliggjorde en udvikling af de sider i hende, som ellers kun blev fuldt udfoldet hos mænd.

Den aldrende Ellen Marsvin levede de sidste år af sin tilværelse tilbagetrukket fra  det politiske liv. Hun hvade hyppig kontakt til sin datter (Kirsten Munk), til trods
for deres indbyrdes strid om Kirstens forliste forhold til kongen, som hendes mor i øvrigt aldrig tilgav hende: Kongens tidligere svigermor, godejerske og hans børns mormor døde 77 år gammel i 1649 på sin prægtige renæssanceborg Ellensborg ved Nyborg. Elle Marsvin blev gravsat i Nr. Broby kirke sammen med sine to ægtemænd, Ludvig Munk og Knud Rud. Alle tre kister blev gravsat i kirkens krypt, og under en restuarering af kirken i 1942 til 1944 blev skeletresterne af de tre ægtefæller overført til nye, enkle kister. I den forbindelse blev skeletterne genstand for en større antropologisk og patalogisk undersøgelse, der bl.a. vist, at Ellen havde er ret  kraftigt bygget kranie med regelmæssige træ, en velproportioneret næse, store øjenhuler, en høj hvælvet pande og noget udstående fortænder med angreb af caries, hagen var karakterfast, og det er påfladende, at der blandt hovedhårene ikke fandteset eneste gråt hår. Skelletresterne viste desuden, at en fremskridende alderdomssvækkelse havde plaget den karakterfaste godsejerske, inden hun fandt sit sidste hvilested mellem sine to ægtemænd efter 38 år som enke.         

Ellensborg/Holckenhavn
Fyn