Erik Munk og Dragsholm Del 1
Jens Munk var søn af Erik Munk en norsk adelsmand som ikke
kunne få nok og som efter adskillige nederlag ved herresdagene var blevet til,
skammens far og hans mor var udtryk for fattigdommen.
Fra: Torkild Hansen, Jens Munk 1965
Mellem Sejrøbugten og den nu udtørrede Lammefjord løb der i
tidligere til en lav og smal landtange, som forbandt Odsherred med det øvrige
Sjælland. Tangen blev kaldt “Draget”, derfor kom den borg, som
opførtes her i Middelalderen til at hedde Dragsholm. Placeringen var strategisk
velberegnet, på dette sted kunne fæstningen aflåse hele Odsherred, og samtidig
var den svær at nå frem til for evt. angribere. Uvejsomme søer og sumpe omgav
den på tre sider, så der kun var let adgang til den fra nord, den anselige
borgbanke ragede højt op over de vandsyge engdrag og var omgivet af fire dybe
grave. Dragsholm var både højborg og vandborg, som det er karakteristisk for
forsvarsværkerne i Valdemartiden, da de militære hensyn krævede, at borgene lå
smukt.
Dragsholm ligger meget smukt. J.Th. Lundbye har malet
landskabet herud en sommermorgen 1840, i forgrunden nogle marksten, de flade
enge og moser, der fra fjordens inderste vige strækker sig hen mod slottet, i
baggrunden ses Sjællandskysten, som ved Vejrhøj rynker brynet mod Kattegat, og
over det hele Lundbyes himmel, en sølvtone i lyset, som kunde han med sin
pensel og sine oliefarver male selve den klare luft. Men Dragsholm selv ligger
i skygge, og i stedet for det nuværende hvidkalkede slot, der også lå her i
1840, har Lundbye indsat den oprindelige, strenge Middelalderborg med dens røde
munkesten og dystre hovedtårn i sit billede, rundt om den breder sig det
smilende landskab, med Dragsholm smiler ikke igen.
Heller ikke i historien. Navnet dukker op første gang i nogle
kirkeregnskaber fra 1334, da fæstningen med den vindebro, hovedtårn og fire
alen tykke nordmur hørte under Roskildebispen. Undr Grevens fejde belejredes
den af Lange Herman, som lige havde erobret Kalundborg, og det fortælles,
hvordan dens næsten udsultede forsvarede daglig lo et får pine på gårdspladsen,
for at dyrets skrig skulle give belejrerne det indtryk, at her stadig var
rigeligt at slagte. Siden blev det andre klager, der genlød mellem de tykke
mure. Efter reformationen blev Dragsholm et kongeligt regnskabslen, takket være
borgens isolerede beliggenhed, dens voldgrave og solide murværk, fandt kongerne
den velegnet til statsfængsel. I årenes løb kom dette fængsel til at huse adskillige
prominente personer, men da befolkningen i et oderne demokrati interessere sig
mere for en udenlandsk greve, der har været gift med en dronning, end for en
almindelig danske, der ikke har været gift med en bartskærerdatter, er den
berømteste af disse fanger ikke Erik Munk, men jarlen af Botwhell.
Jarlen af Bothwell
Hans skæbne var ingen undtagelse. Det var blevet en regel at
fangerne i dette fængsel betragtedes som borgerligt afdøde, ville statsmagten
af forskellige grunde nødigt vække opsigt med en dødsdom efterfulgt af en
offentlig henrettelse, kunne pågældende bekvemt indsættes på Dragsholm, for
også her var man skaffet af vejen og slettet af samfundet. Ingen af fangerne
kom ud igen, før d blev båret over vindebroen med fødderne forrest. Når det i
samtiden hed sig, at fangerne på Dragsholm altid endte med at tage skade på
deres forstand, kan denne kolde dødsdom og ublodige henrettelse måske sandsynliggøre,
at rygtet ikke var uden en vis makaber baggrund. Det synes desuden notorisk, at
i hvert fald jarlen af Bothwell døde i en tilstand af fremskreden sindssyge.
Hans landsmand og samtidig fange i fængslet, den gådefulde kaptajn Clerk,
opførte sig alt andet end normalt i sine sidste år. Erik Munks skæbne vil der
senere blive lejlighed til at komme ind på , men værst stod det sikkert til med
den uhyggelige seksualforbryder Eiler Brockenhuus, som også spiller en vigtig
rolle i denne beretning. Endelig er det rimeligt at nævne Sigfried Reinschatt,
der sad her fra 1609 til 1626, og som uden den mindste tvivl var splittergal.
Selv om begge de sidst nævnte nok havde en skrue løs,
allerede da de kom, kunne disse mange parallel tilfælde for så vidt være en
tilstrækkelig forklaring på disse stedlige tradition, der i dag som
“Jarlens Fængsel” udpeger et fugtigt kælderrum under slottes
hovedtårn, hvortil en lokalhistorisk interesseret person endda har været så
elskværdigt at levere en rusten jernkæde. Forskellige dokumenter taler dog for,
at fangecellerne på Dragsholm ikke var anbragt i kælderen, men i tårnets øvre
stokværk. Hvad der er foregået i disse tårnkamre, som kan motivere de mange
psykiske sammenbrud, ved vi ikke. Vi ved, ar Eiler Brockenhuus i over tre år
sad indespærret i et værelse uden vinduer og uden lys, men det er kun et enkelt
eksempel, og lidelsen kende mange veje ind i det menneskelige sind.
Dette forhindre naturligvis ikke at fangerne, når de,
efterhånden som behandlingen skred frem, begyndte at vise sig besværlige, blev
stoppet ind i et af de hundehuller, som knap rummer et menneske i sammenkrøben
tilstand, og som i mangel af gummiceller fandtes i slots muren, hvor de stadig
kan beses. Der kunde den gale i hvert fald sidde og skrige uden at forstyrre
nogen. For samtidig med at tjene som fængsel var Dragsholm jo også remmen om
lensmandens herlige liv. Kongen kom her på besøg, der var jagtselskaber i
borgstuen, bryllupper i slotskirken, baller i riddersalen. Man spiste dyreryg
og drak lutendrank, man dansede og man forlovede sig, og lød der nu og da et
halvkvalt brøl bag murene, afbrød det hverken den muntre latter eller de ømme
kys. Det kunde jo bare være en kvie, der var ved at kælve, en hingst, som
vrinskede i staldene. Dragsholm smiler ikke igen, men den ligner livet, lykken
og elendigheden sover under det samme tag, og i vinternatten kommer stormen ude
fra Kattegat, farer hen over det alt sammen, hyler lidt i skorstenene, og så er
den allerede ude over den vidtstrakte Lammefjord, og så er Lammefjorden
allerede udtørret, og tårerne er tørret vær, hvad betyder det nu hvem der græd
af glæde, og hvem der græd af nød.
Til dette sted ankom velbyrdige Erik Munk så i året 1586efter
vor frelse. Hvad der er gået for sig i det forløbne år i København, ved vi
ikke, men der foreligger ingen retsreferater, ingen domsudskrifter, intet tegn,
som tyder på, at den tidligere lensmand er blevet lovmæssigt domfældt. Sagen
Erik Munk har været et af de tilfælde, hvor regeringsmagten havde al interesse
i at handle diskret. Det drejede sig trods alt om en adelsmand, der i manges
øjne måtte stå som noget i retning af en nationalhelt. Det er ikke troligt, at
bøndernes oprør har været den egentlige årsag til Erik Munks fald. Det er
Mogens Bårdsøns genistreg, at han i modsætning til sine forgængere på
anklagebænken forstår at alliere sig med de stærke kræfter i København, der
også arbejder på Erik Munks ruin, omend det sker ud fra andre motiver. Uden dem
var det ikke gået . En flok bønder alene kan ikke fæld en lensmand. Med al
respekt er deres klage da heller ikke mere omfattende, end at den kunne være
rettet mod mange andre ag de hårde danske lensmænd, der virkede i 1500 tallets
Norge. Det er Eriks modstandere i den danske adel, som behændigt har udnyttet
den norske uro i deres egen sags tjeneste, men de er dygtigere til at skjule
deres spil end Erik Bårdsøn. Eriks dommere er imidlertid lutter danske
adelsfolk, og det ser ikke godt ud, at den lensmand, Henrik Vind , der nu tager
sig kærligt af ham på sit berygtede Dragsholm, er en bror til den Christen
Vind, som Erik ragede uklar med på togtet til Nordkap. Men selv om bøndernes
klage naturligvis udadtil skulle stå som den virkelige årsag til Erik Munks
fald, måtte også det opfordre til stor forsigtighed. Det ville ikke være
smigrende for regeringen, hvis den under en retssag måtte indrømme, at en af
dens lensmænd i Norge havde begået overgreb mod befolkningen, og styrtede ham i
fuld offentlighed, løb man en ikke ubetydelig risiko for at undergrave
statsmagtens autoritet andre steder, hvor den i forvejen ikke var velfunderet.
Alle gode runde talte altså for t dysse sagen ned. Men rotterne får naturligvis
færten at den rette sammenhæng og forlader i hast den synkende skude: Movritz
Pode busk finder ud af, at Erik skylder ham penge og vil have det skib den
faldne lensmand har liggende i København, Albrit Christensen har solgt Erik
Munk for 40 daler flæsk og skynde sig at indkræve pengene i rentekammeret. Der
er klar over, hvad der forestår. Erik Munk skal henrettes. Der må bare ikke
komme en bloddråbe til syne. Det er klart. Det kan man ordne på Dragsholm.
Den 8. august 1586 ruller han over vindebroen, der i dag er
erstattet med en dæmning. Foran ham rejser fæstningen sig, de røde mure har
fået deres grundskud under Grevens Fejde, munkestenene bære tydelige ar efter
Lange Hermands kanonkugler. Erik Munk indsættes i hovedtårnet, det skydes i
grus under svenskekrigene hundrede år senere, så der er intet tilbage af hans
fangecelle. Alligevel ved vi noget om hans tilværelse her, som virker mere
uhyggeligt end alle ydre spor, alle ægte eller uægte lænker.
Har er ikke alene. Flere tegn tyder på, at man for at knække
sejrherren fra Stinvigsholm og Akershus har fundet et middel, der ville virke
både hurtigere og mere effektivt end en enecelle. Dan den tunge dør smækker i
bag ham, får han øje på en anden skikkelse, og Erik Munk har straks været klar
over, hvem det drejede sig om. Fangen er berygtet i hele Norden. den mand, der
står ludende foran ham i tårnkammerets halvmørke , er den sindssyge
storforbryder Eiler Brockenhuus.
I 1586 havde Eiler Brockenhuus allerede siddet her i to år.
Han har da været omkring de fyrre, han fødtes mellem 1540 og 1550, som medlem
af Brockenhuusernes højt ansete adelslægt og skal ligesom Erik Munk have
deltaget i syvårskrigen. Det var dog andre bedrifter end de militære, der havde
lagt grunden til hans navnkundighed. Han hørte hjemme på Søndergårde i Vends
Herred, hvor befolkningen endnu to hundrede år senere vidste at fortælle om den
#gale Iler Brekkehus” og hans ugerninger. Han mishandlede sine undergivne,
en dag havde han for at prøve krudtets kraft ligefrem sprængt en skorstensfejer
i luften på sin gård. Ved en anden lejlighed havde han anstillet sig som død,
og der var indbudt et stort følge til den højtidelige begravelse, da han i
sidste øjeblik kravlede ud af kisten med et brøl af latter over de tilstedeværendes
rædsel. Ved hans bryllup med Tale Mouridsdatter ymtedes tvivl om brudens
jomfruelige tilstand, men værre var det, at han kort tid efter fik et barn men
svogers enke, Margrethe Ranzow. Det var ikke alene en alvorlig sag efter tidens
strenge ægteskabslov, stod man forhold til sin svogers kone, blev det betragtet
som blodskam. Eiler Brockenhuus kunne dog for den sags skyld også
tilfredsstille en senere tids definition af dette begreb. Da han blev pågrebet
i 1584, var sigtelserne mod han uhyrlige. Han havde pisket og mishandlet sin
kone. Han havde truet med at slå Kong Frederiks ihjel. Han have myrdet sin mor.
Han havde avlet børn med sin søster, forgivet hende og ombragt den nyfødte med
sine egne hænder. Dette var mere, end regeringen turde fremlægge ved en
offentlig retssag, og den 14. august 1584 blev Eiler Brockenhuus bragt af vejen
og indsat på Dragsholm. I fængslet udfoldede han en hektisk aktivitet i form af
lange skrivelser til regeringen, der som årene gik, bar stedse tydeligere præg
af hans formørkede tankegang.
Snart vidste han, hvordan man kunne forøge kronens indtægter
med 36.000 rigsdaler årligt, snart havde han opfundet et hemmeligt våben, som
ingen fremmed krigsmagt kunne modstå. Så havde to engle åbenbaret for ham at
rigsrådet havde taget kongen af dage, og at havde samme planer med hans
efterfølger, fremgik med største tydelighed af nogle vedlagte bibelcitater. Jo
grovere beskyldninger, jo grummere blev naturligvis hans vilkår på Dragsholm.
Vi har her kun få pålidelige oplysninger at støtte os til, ingen statsmagt
opreklamerer sine straffemetoder hverken over for samtiden eller historien, men
alle midler har været taget i anvendelse.
Det skyldes ikke tilfældigheder, når navnet Brockenhuus
hundrede år fremover i det danske sprog betyder en straffecelle af strengeste
kategori. Men i hvert fald slog dets bærer i en henseende alle tidligere og
senere rekorder på Dragsholm. De fleste fanger bukkede under efter et kortere tidsrum og sad sjældent mere
en 3 – 4år. Det var ikke tilfældet med “gale Iler”. Han har i sin
sindssyge haft ressourcer at tære på, der gjorde det næste håbløst at komme ham
til livs. Eiler Brockenhuus sad på Dragsholm i 27 år.
Om Erik Munks følelser ved mødet med dette fængsel og denne
med fange kan der ikke herske megen tvivl. Døden for skarpretterens sværd,
retterstedet korte, hvide minut vilde være mindre fornedrende end den langsomme
henrettelse i selskab med en gal. Men krigeren i ham er gjort mat endnu. Som så
ofte før, søger han også her at vende det desperate i sin stilling til egen
fordel. Jo værre, jo bedre, det gjaldt foran fjendens kanoner, og det gælder
også i fængslet. Vanskelighederne skal smedes om til murbrydere, håbløsheden
skal hvæsses til en kniv. Ved at spærre ham inden sammen med Eiler Brockenhuus
har hans fjender i rigsrådet troet, at de skærpede straffen over ham. Erik Munk
indser koldt, at de har begået en fejl. Få måneder efter sin ankomst har han
indsamlet de fornødne oplysninger, fagmæssigt gennemgår han i tankerne
fæstningens styrke og svagheder, ser for sig murene, voldgraven, de vidtstrakte
sumpe ned mod fjorden. Så er forberedelserne tilendebragt og planerne rede.
Erik Munk vil flygte fra Dragsholm, og den gale Eiler
Brockenhuus skal hjælpe ham.
