Et hus i splid med sig selv
Et hus i spild med sig selv
Efter Kalmarkrigens afslutning var der 35 år tilbage af
Christian4.s regeringstid. Fra et stærkt udgangspunkt endte han med at lide to
ydmygende nederlag i to krige, mod den tyske kejser i 1625 – 29 og mod Sverige
1643 – 45. Hvordan kunne det gå så dårligt. Hans udenrigspolitik i denne
periode er af flere historikere blevet tolket som egenrådig og uforsigtig. Her
vil den blive analyseret i lyset af tredveårskirgens hårde magtkampe. Førte
kongen en ny politik, eller genoptog han en traditionel oldenborgsk
selvhævdelse? Hvilken rolle spillede forholdet mellem kongen og det danske
rigsråd for den førte politik og fandtes der en lighed mellem de virkemidler
oldenborgstaten satsede på, og den politik som blev ført?
Christian 4. til hest kobberstik af A. Haelwegh efter maleri af Karel van Mander.
Grundlaget for en offensiv udenrigspolitik svigter.
Når man læser Christian 4.s egenhændige breve, får man
indtryk af at han var en tyran, men meget var teatertorden, i handling viste
han sig mere medgørlig. Selvsagt kan man finde eksempler på at kongen satte sin
vilje igennem, i både større sager og i småsager i hof- og godsbestyrelsen. Det
var en selvfølge at en husbond skulle bestemme i sin husstand, så det var
normalt at Christian blandede sig i mangt og meget, men mand finder i brevene
også at lavere hoffunktionærer ikke var bange for at gå til kongen med
henvendelser i småsager, han var ikke en fjern autoritet som var omgivet af
stor ærefrygt.
Det karakteristiske for Christian 4.s regering var at kongen
og det danske rigsråd i højere grad end nogensinde under tidligere konger
fungerede som separate organer.
Christian 4 var mindre autoritær end nogen anden konge siden Christoffer
af Bayern i 1440-årerne. Tidligere konger havde domineret ved at knytte
adelsmænd til sig, udnævne dem til rigsråd og gav dem de vigtigste embeder. Det
var sikkert opdragelsen i formyndertiden som havde disponeret Christian 4. til
at undgå at tvinge rådet ind under sin vilje. Han kunne ikke forhindre at der
udviklede sig en korpsånd uafhængig af ham, rådet udtalte sig samlet med stor
frimodighed. Christian brød sig ikke om det og prøvede at befri sig fra
oppositions ånden, i årene 1613-25, ved at lade rådet skrumpe ind og ikke
besætte ledige rigsembeder. Men forsøget på at blødgøre rådet slog fejl, i
stedet gik det hurtigere med spaltningen mellem de to organer, som tidligere
havde været vævet ind i hverandre.
I 1631 gjorde Christian 4. et nyt forsøg på at få bugt med råds oppositionen.
Han tog udgangspunkt i en praksis, hvor han i mange mindre sager indhentede
skriftlige udtalelser fra rådsmedlemmerne enkeltvis. Nu bestemte han at dette
skulle gøres i alle sager, noget rådet afviste i en fælles erklæring. Kongen udbad
sig da individuelle svar, men også enkeltvis modsatte rådsmedlemmerne sig påbuddet,
og Christian gav efter. Udtalelserne giver et interessant indblik i vigtige træk ved
rigsrådets procedure og tænkemåde.
I fælleserklæringen fremhævede rigsrådet sine grunde, at
kongen i stedet for en resolution ville få femten – seksten, og kongen og rådet
kunne blive uenige om hvad flertallet rådede til. De enkelte rådsmedlemmer
ville dermed blive ængstelige for at udtrykke deres mening. Det var bedst for
enigheden i nationen at mindretallet bøjede sig for flertallet – for det kunne
blive skæbnesvangert hvis enhver kun var forpligtiget i forhold til sin egen
stillingtagen, efter som håndfæstningen bestemte at vigtige tiltag skulle
træffes med rigsrådets samtykke. Kongens ordre var desuden i strid med sædvane
og med praksis i alle nationer. Hvis kongen ville have indsigt i hvordan hvert
enkelt rådsmedlem begrundede sit standpunkt i en vigtig sag, kunne rådet samles
hos ham og drøfte sagen i hans nærværelse.
Rådsmedlemmerne gentog disse argumenter, og flere fremhævede
at man i fællesskab forsat burde drøfte sagerne pro et contra. Den tvivl som
ville opstå om udfaldet af afstemninger, ville forsinke afgørelserne. Det var
nødvendigt at hjælpe hinanden frem til det rigtige standpunkt, for ikke alle
var lige forstandige, lige vel informeret og lige skriveføre. Særlig de som
havde embeder i København, kendte til dokumenter som andre ikke havde set.
Monarkiet bestod af mange provinser med ulige love, sædvane og forhold. Dersom
man skulle sidde hjemme og give råd om andre provinser eller om helhedens
interesser, ville det falde uheldigt ud. Der ville desuden opstå frygt for
kongelig unåde og for at rådskolleger og andre indbyggere ville reagere
negativt mod en. Det ville give Danmark-Norges uvenner mod fordi der i Danmark
var et tillidsløst forhold mellem kongen og rådet.
Det er sandsynligt at argumenterne gjorde indtryk på kongen,
og at det var medvirkende årsag til at han overgav sig, men når han var så tavs
i sin begrundelse, hang det sammen med at han ikke kunne sige sig fri for at
have det sigte at undergrave rådets stilling. Han var faktisk interesseret i at
det rådets meninger blev mindre vigtige. At det ville udløse negative
konsekvenser, det som rådet påpegede, kan have svækket Christian 4.s evne og
vilje til at gennemføre sit forsæt med rigsrådet. Men vigtigst var det, at der
nu var forskellige tiltag til at tvinge rådet til at ophøre som et selvstændigt
organ ved siden af kongen, derfor overgav han sig.
Christian 4.s sidste store fremstød mod rigsrådet var i
årerne 1630 – 40 og var et forsøg på at erobrer det indefra, til en vis grad
var det den samme strategi som andre tidligere konger havde fulgt med held. I
1630 fik han en række svigersønner da
han bortgiftede døtrene i sit andet ægteskab med adelsdamen Kirsten Munk. Konge
placerede derefter svigersønnerne i fremskudte embeder. Nogen af dem fik også
sæde i Rigsrådet og det medførte at rådet slog revner efter at Hannibal
Sehested blev statholder i Norge i 1642 og Corfitz blev rigshovmester i 1643,
de havde en langt stærkere magtbasis end deres råds kolleger. I nogen grad
bidrog de til at svække rådets kritik af kongens udenrigspolitik i tiden før
krigsudbruddet i 1643, men
svigersønnernes særstilling dæmpede ikke de andre rådsmedlemmers mistænksomhed
mod hoffet, og kritikken forstummede ikke.
Hvordan skal man forklare at rigsrådet satte sig så stærkt
imod kongens udenrigspolitik? Den danske adel havde haft økonomisk og politisk
succes gennem flere generationer. Rådet var tilfreds med forholdene sådan som
de var, og så enhver trussel mod status quo som en potentiel forværring. Derfor
kom rådets udenrigspolitiske polemik i 1613 – 48 til at blive en konservativ
kamp mod forandringer, og netop her var der meget at frygte i den kongelige
aktivists virksomhed.
I sin fremfærd gjorde Christian 4. tilsyneladende krav på at
være mere egenrådig end han var i de formalistiske forhandlinger med rigsrådet.
Denne kongefremfærd var i pagt med tiden ideologiske strømning, opmuntret af de
europæiske fyrstehof som ville styrke
deres status. Det kom tydeligst til udtryk gennem bygningen af
Frederiksborg Slot, som blev spækket med monarkistiske symboler. Også de
storslåede fester pegede i samme retning. Dette har næppe tjent til at berolige
rigsråd adelen, som var på stadig vagt mod kongelig egenrådighed. Under
forberedelserne til prins Christians bryllup i 1634 kritiserede rådet kongens
ekstravagante krav på udgifter til festlighederne.
Kunne Christian 4. i langt stærkere grad have forankret sin
offensive udenrigspolitik ved at mobolisere folket til støtte og indsats? Som
vi har set, frafaldt kongen tanken om at indkalde stænderne for at presse
rigsrådet før Kalmarkrigen. Her er den store forskel sammenlignet med den svenske
kongemagt. Gustav 2. Adolf forstærkede traditionen med at den svenske konge var
en argumenterende monark, som overtalte og pressede rigsdagen til at føre den politik
han ville have. I det danske samfundssystem var det utænkeligt at bønderne gives
en rolle i et stænderstyre, og vanskelig nok gorgerne og gejstligheden. Selv i
Sverige deltog ikke adelen bønder i rigsdagen – de blev regnet som tjenere og
blev respekteret af adelen. I Danmark udgjorde adelsbønderne næsten halvparten
af alle bønder og krones festebønder stod i samme forhold til kongen som
adelens bønder til herremanden. Det danske godssystem var tættere end det
svenske når det gjaldt godsrettighederne og fæstebonde forpligtigelser. Desuden
var det jo de adelige lensmænd som håndhævede krones herremandsmyndighed over
bønderne. En politik baseret på at kongen skulle rive adel, borgere, gejstlig
og bønder med sig på en aktivistisk politik, må derfor siges at have været aldeles
utænkeligt i Danmark. I Sverige forhandlede kongen med bonde repræsentanter på
rigsdagen for at få udskrivninger af bondesoldater som skulle sendes i krigen.
Udskrivningen af titusinder af bondesoldater til aktiv krigstjeneste stred mod
arbejdskraftbehovet i både det adelige og det kongelige danske godssystem. Og
hvis tiltagene fortsat skulle baseres på lejetropper, ville det være blevet så
kostbart at kongens overtalelsesevner måtte have været himmelske for at få
stændernes støtte til noget sådant.
Det var da heller ikke kongen som var mest for indkaldelse
af stændermøder i den periode hvor regeringen gik til dem. Kongen blev trukket
med rigsrådet ind i en stændermødeordning, fordi rådet ikke ville tage ansvaret
for den stadige skatteoptrapning.
Når kongen og rigsrådet fra 1627 begyndte at indkalde til
danske stændermøder – som regel uden bønderne -, viste det sig at disse møder
bidrog til at svække både kongens og rådets centralmagt til fordel for en øget
provins deltagelse i Finans styringen.
Fremtiden bar en radikal metode for at gennemtrumfe kongens vilje: enevældet. Men
den traditionelle metode som stærke konger i Danmark-Norge havde benyttet sig
af for at få sin vilje igennem, var at kongen dominerede rigsrådet. Danmark og
Norge fungerede ikke som et fælles politisk system, og kongen kunne ikke bruge
støtte fra Norge til at gennemtrumfe en politik i Danmark. Erfaringen fra
Kalmarkrigen viser desuden at der i Norge slet ikke fandtes nogen sådan støtte
art hente, her var der tvært imod en massiv og sej modstand mod en aktiv og
kostbar udenrigspolitik.
Chr. 4 til hest maleri af Karel van Mander 
