Familier, Tinghold og Selskabsliv

Læs bogen her

Familier, Tinghold og selskabsliv.

De fleste større handelssteder i Finnmark er opstået fra købmænd pg betjente i slutningen af oktrojtiden. Nogen har også tilknytning til handelsslægter i Nord-Troms. Atter andre er opstået fra embedsmænd, som gerne har knyttet forbindelse med handelsslægte i nord. De forskellige slæger er herefter mere eller mindre giftet ind i hvarandre i en eller anden generation. Enkelte slægter her en forholdsvis lokal begrænsning, andre breder sig over større områder.

Bland de største er slægten Buck, som er eller har været meget stærkt udbredt i Vestfinnmark, især Hammerfest, Kvalsund, Måsøy, Loppa, Bergfjord og øksfjord. På sørøya dominere slægterne Killengreen og Floer, som igen har forbindelse med de gamle embedsslægterne Paus og Stoltenberg, og på den anden side med slægten Rasch fra Troms. Her er også tilknyttming til slægten Nørager i Alta, og denne igen har forbindelse med gamle oktrojslægter som Aagaard, Wadel og Lidemarck. Især i Vestfinmanrk finder vi også navnet Ulich på en række steder. Ulich´ene hat tilknytning til Floers og til Schanche slægten i Tana, som igen berører navne som de Wahl, Wedege. Ferman, Bris o. fl. Man kan nævne slægten Bull, som er udbredt i Hasvik og Alta, og den gamle handelsslægte Schwensen fra Talvik. Fra Alta-slægterne Nørager og Klerck er der forbindelse til Øst finmark, hvor slægterne Brodtkorb, Esbensen, Pleym og Nordvi indbyrdes hænger sammen. Ved siden af disse er der selvsagt mange yngre: Fandrem, Hofseth, Hald, Horst, Taftezon, Lenning, Schumacher, Bruun, Løkke, Kraabøl, Wilsgaard og flere, som vil blive omtalt under de respektive handelssteder. Også Hammerfest-firmaer som Jentoft, Berger, Robertson, Feddersen & Nissen og flere har ejet handelssteder.

Som i Nordland, og ellers i landet, dannede disse handelsslægter et aristokrati, ofte i nær tilknytning til embedsslægter. Skønt der ikke er så udbredt i Finnmark. Men forholdene gjorde det her mere end andre steder nødvendigt at de hævede sig over almuen og meget sjældent indgik ægteskab med folk af bondestand. Dog skete det ofte i jordbrugs bygder som Alta og Tana, hvor forholdene lå nærmere det man kender fra andre dele af Nord-Norge.

Skønt afstandene var store, havde de unge mulighed for at træffe hverandre ved sammenkomster både på arbejde og ved fester. Især var sommertiden meget brugt til gensidige besøg, og de som boede indover i landet, havde lejlighed til vinter rejser med rensdyrrejser. Yngre sønner blev sendt til andre jandelsmænd for at lære handel, og døtrene fik lejligheder til at komme andre steder for at lære at blive er dygtig husmor. På mange rejser med sejlbåde eller dampskibe blev de ofte rystet sammen i større selskab til gensidig hygge, og med muligheder for nye forbindelser.

Vi har allerede nævnt hvordan handelsmænd i Finnmark allerede på 1600-tallet til dels sad med store familier og stor husstand af tjenere og andre folk. Sådan fortsatte det at være da handelsstederne igen blomstrede op, og især efter de mange steder fik et større jordbrug ved siden af fiskeriet og handelen. Allerede ved folketællingen 1801 finder man nogle steder neget store husholdninger. Den største i Vestfinnmark var hos Nørager i Bossekop, som foruden kone og 5 børn havde 6 drenge, 5 piger, en plejesøn, een logerende enke og en skrædder i huset, i alt 21. Hos Kiengreen i Hasvik var der 13 mennesker, deriblant en russedreng. Samme antal finder man hos Cort Buck i Måsøy, og nogen færre hos Wadel på Ingøy. Hos faktor Brandt i Kjelvik var der stort hushold, med talrig familien og mange tjenere, i alt 23 personer. Også Bøgeberg på Sværholt holdt stort hus; han havde især mange slægtninge og forsterbørn boende hos sig, og en 75-årig enkemand som ”nyder klæder og ophold af handler Bøgeberg i sin livs tid.”

Længere østpå var der mindre familier. Fridrich Buck i Kjøllefjord havde 9 mennesker i huset, Røseth i Berlevåg 10, Esbensen på Vadsø 12 og Klog på Vardø 10. Alene på Kløvnes i Varanger var der igen en større husstand på 14 mennesker hos handelsmand Bierregaard.

Allerede på denne tid finder vi på handelsstederne ikke kun handelsmandens nærmeste, men også mange slægtninge, fosterbørn, handelsbetjente eller andre som her fik ophold og levebrød. Mange senere købmænd findes her blandt handelsbetjentene. Og vi finder en række gode familienavne både blandt ”krambudrengene” og på de unge damer som holdt til i huset. Der boede også gamle folk for en stor del af finnepiger, kverngutter o.l.

I det hele taget må det ofte have været et stort problem for husmødrene i Finnmark at skaffe sig ordentlig hushjælp. De var godt tilfredse, hvis de fik eb ung kvinde af god familien til at gå til hånde. Og ved bordet var det værtinden selv eller en af de andre ”konditioneret” damer i huset som opvartede. Det fremgår tydelig af skildringen hos Capell Brooke som til at begynde med følte sig meget genertret af dette: ”Den skik som er almindelig i Finnmark – at familiens damer opvarter gæsterne er, skønt den viser hvor stor opmærksomhed man meder burde disse, højst ubehagelig for enhver med almindelige ideer om høflighed, som ikke uden forvirring kan se en elegant og smuk dame, hustest frue, stå bag ham og det øvrige selskab for at opvarte, og nægter at spise en smule før alle er næste færdige”. Men han indser også at ingen gæster ville synes om at få serveret af de nussede tjenestebetjente, som gjorde det grove arbejde i huset og synes at mangle enhver form for renlighed. At tjener spørgsmålet her i nord har været af en ganske særlig art, ser man tydelig af folketællingen 1865. Den viser klart nok at handelsmændene og deres kvinder har forsøgt at skaffe sig bedre tjenestefolk. Sådanne har de kun kunne delvis skaffe fra fjordbygderne i Finnmark, især sp Alta. Men mange af tjenerne på en række steder i 1865 er fra sydligere dele af Norge. Det samme er for en stor del tilfældet med sådan som søfolk, håndværkere. logerende og huslærere. Ofte kunne husstanden så på et handelssted være næste som en koloni af indflyttere af fastboende og almue. Men handelsmændene selv med kone og børn som regel var ”indfødte”

Nogle eksempler fra 1865 kan give et bedre billede af husstanden på den tid: Handelsmanden Richard Floer i Sørvær havde foruden sine nærmeste også en husjomfru fra Tromsø; af 6 tjenestefolk var de tre fra Skjervøy og en fra Trondheim. Fra samme by var en logerende fisker og en føderådmand var fra Guldbrandsdal. Hos broderen Bernhard Floer i Breiviksbotn var der en kvengut og en dreng fra Bergen, mens 4 piger og en plejedatter var fra Alta. Ude i Galten boede Schumacher med kone og søn; her var en husjomfru fra Hammerfest, en logerende enke fra Tromsø, 2 piger fra Talvik, 3 drenge fra Højlandet, Hammerfest og Lyngen, og 3 logerende fiskere fra Sverige, Trondheim og Skjærstad. Lenning i Gjesvær havde foruden familien en lærerinde fra Tromsø og en gammel frk. Buck fra Hammerfest. Af handelsbetjentene var den ene født i Bergen, den anden i Bjørnø, de 3 piger var fra Alta og drengen fra Trondheim.

Hos en familie som Greiner på Russemark i Kistrand var nær sagt hele husstanden svensk eller kvensktalende. På Bondøy sad trønderen Bernh. Aas med en stor husholdning og et mangfoldigt tjenerskab. Foruden husholdersken fra Alta boede her en skomager og snedker, en voksen stedsøn med kone og barn. flere logerende fiskere delvis med familie. Af disse folk var kun en fra selve sognet, en fra Alta og en fra Hammerfest; resten var fra steder som Hedmark, Værdal, Nesna, Mo i Rana, Meløy, Gildeskål, Saltdal, Trondenes, Tanøy, Lenvik, Målselv, Piteå og Göteborg i Sverige. På Mortensnes havde Nordvi både huslærer og lærerinde; tjenerskabet bestod af 3 piger og en dreng som var kven.

Efterhånden fik handelsstederne overalt rigelig med hus og værelser, både for husets faste folk og for tilrejsende. Her kom slægt og venner på besøg, her blev rejsende modtaget og beværtet med ubegrænset gæstfrihed. Betaling var der ikke tale om, selv om der var pålagt gæstgiver pligt på stedet. Og ville en blive i huset, så blev han. En ung mand kom til et handelssted i Vestfinnmark for et kort besøg, men han blev boende resten af sit liv.

I alt som angik husholdet og medarbejderne vat mest huemoderens område. Sammen med sin mand repræsenterede hun huset, og satte sin ære i at det skulle være i fin stand. Især gjaldt det for hende til daglig at have opsyn med tjenerskabet, sætte alle i arbejde og holde sit store hus i orden. Fordi det overfor frememmede og omverden repræsenterede ikke kun familien, men hele distriktet som hørte til stedet.

Jonas Lie har i ”Tremasteren Fremtiden” giver et rammende lille billede af herskab og hus på et handelssted i Finnmark: ”Fru Heggelund overholdt på sin vis en streng orden i sit hys, hun satte en pralende ære i den storartede husflid, hvormed hun vidste hvordan hun skulle sysselsætte sin hær af tjenestefolk. Gæstesengene var således helt igennem fremstiller i hjemmet, og dynerne fyldt med den fineste edderdun fra Heggelunds egne fuglevær.

Nede i spisestuen stod så godt som hele dagen et opdækket bord, og den indvendige og udvendige husholdning blev forestået af hver sin husholderske.

Værelserne, som man dengang synes var storartede, ville dog ikke tilfredsstille vor tid fordringer. De var temmelige lave under taget med hvidtede, af vægten buede bjælker, og i de små ruder læstes, men underholdende en pænt, flere navne, indgraveret med gæsternes ringe eller brystnåle.

I sin flotte godgørenhed og gæstfrihed forenede Marcus Heggelund to særlig nordlandske egenskaber, der måtte gøre ham til en folkekær mand der oppe. Distriktet følte sig på en måde selskabelig repræsenteret af hans hus.”

Jonas Lies skildring kan passe især på første halvdel af 1800-tallet. De mange rejsende som i disse år besøgte Finnmarken, bekræfter hvordan handelsstederne var faste stationer for alle dem som måtte færdes langs kysten. Og velkomne var de overalt, både kendte og ukendte.

I ældre tid var det altid at færdes fre sted til sted i båd. Om sommeren klarede man sig måske med en lille, åben færing; men resten af året og især til større rejser behøvede man store både, helt med kahyt på. Af enkelte rejse skildringer ved man at også handelsmænd havde sådanne nok så tidligt- Klerck i Alta brugte bl.a. en rejsebåd med sejldug tag over agter delen. Men det var især øvrigheden som brugte de store vengebåde med ordentlig kahyt agter. Der inde i kahytten sad man forholdsvis lunt og tørt; der var gerne en lille ovn, et lille bord, bænke og hængekøjer. Men det kunne jo også behøves, på en så hård vejr kyst som Finnmar.

Efter almindelig skik i Nordland skulle også øvrigheden i Finnmark klare sig med seksring i skyssen (6 ro mand på sejlturen). Men som amtmand Sommerfeldt skrev i et brev, var det ganske umuligt ”efter som vejret i disse farvande falder både ustadigt og hårdt tilligemed svær søgang”. Efter en forordning af 20. august 1778 havde øvrigheden i Finnmark fået lov til at bruge 7 mand og vengebåd til skyssen (rejsen). Allerede på sin rejse året før brugte amtmand Fjeldsted en ”fullbemannet eahyte-båt”, og det var vel ham som under opholdet i København forklarede de høje herre at skrøbeligere fartøj var ubrugelig på Finnmarkshavet. På Sommerfeldts tid – omkring 1797 – var mandskabet øget til 11 mand og tolken, og man ser da også på senere billeder amtmandsskyssen føre 6 par årer. I Finnmark blev der kun holdt ting en gang årlig på hvert sted, og tingrejsen var over 70 mil hver vej fra Talvik til Vardø. Både amtmand, sorenskriver og foged fulgte med, og iblandt også mestermanden.

Reisen blev ofte forhindret af uvejr i dage og uger. I 803 skulle Alta ting være holdt den 11. juli; men øvrigheden var blevet opholdt af stadig modvind, både på øst turen og på tilbagerejsen. Foged og sorenskriver lå vejr blokeret på Kjøllefjord ting i 8 dage, og de kom ikke hjem til Talvik før aften den attende. Her fik de at vide at ting almuen endnu var forsamlet på Bossekop og havde ventet tålmodigt hele ugen. Dagen efter indfandt øvrigheden sig endelig, og tinget blev sat.

Året før kom de for sent til Tana ting på Gullholmen. Og ”da hverken amtmand, fogen eller sorenskriveren ankom hertil førend i dag til morgen, og var udmattede af rejse4n fra Hopseidet natten forud, så var det nødvendig først at få udhvilet efter det besvær som rejsen og natten medførte. Ved ankomsten her til handelsstedet var husene tillukkede og nøglen fraværende, og da der ikke var andre steder at holde ting, var man nødt til i vidners overværelse at brække døren op. Tilfældet er vel enestående hvad det sidste angår. Ellers blev de modtaget med åbne arme.

Sorenskriver Paus fortæller en historie som viser de vanskeligheder selv øvrigheden kunne komme ud for undervejs. Det skedte for nogen tid siden, siger han, at øvrigheden uventet mødte en storm og måtte søge lt inde i en lille bugt ved Nordkynn. Den var omgivet af så høje og stejle fjeld at man næsten ikke skulle tro at et menneske kunne kravle der op. Da nu stormen varede i flere døgn, begyndte det af skorte på provianten, som kun var beregnet til et par dage, så de var bange for at sulte ihjel.  Men heldigvis var der en finn blandt skysskarlene og han viste råd. Han bandt bøssen på ryggen og klatrede utrolig hurtigt opover det stejle fjeld. Her varede det ikke længe, så havde han skudt en vildrein og væltet den udover fjeldsiden.

De norske skysskarlene jamrede da over at de havde hverken kedel eller gryde at koge i. Men også for det viste finnen råd. Han tog et anker, slog den ene bund ud og hælde vand og kødstykker op i det. Så samlede han en hel del sten og opvarmede dem i bålet, og siden slap han dem ned i vandet til det hele blev den fineste kødsuppe, som hele selskabet spiste med den største appetit. Siden lagde uvejret sig, så de kunne fortsætte den afbrudte ting rejse.,

Man kan tænke sig at efter sådanne ”udståede Møie og besværligheder var det godt at komme i hus på et gæstfrit handelssted. Her samledes almuen sig fra hele distriktet, både fra lalle kanter strømmede til og de blev trukket op på standen. Der blev et broget folkeliv, sådan skildres det af Jonas Lie i ”Tremasteren Fremtiden.”: Feststederne ved bryggen var snart optaget, og stranden blev efterhånden langt bort dækker med rækker at iland trukne både. Omvendt og med sejlet som teltvæg foran, dannede flere af dem provisoriske hytter, dr gav husly om natten, mens kaffekedlerne dampede foran dem om dem om dagen.

Ved de mellem stene oprettede ildsteder samledes altid passiarende klynger. Nordlændingen, som oftest i sin blankhat og sin nye, mørkeblå vadmelstrøje, der blev farvede hænder og skjorte linning, dannede hovedmængden. De store kvener var mestendels klæder efter Nordlands skikken til dels med finsk tilsnit. Der var også en del finner.

På tinget var tillige den rige russer Wasilief med et par simplere russer ifølge. Han kom der i anledning af et tingsvidne skulle optages som skulle afhøres om forliset af en af hans lodjer, og var Heggelunds gæst.

I deres lange kaftaner med den høje turban på hovedet bevægede de sig blandt den brogede mængde, hvorfra brudstykker af norsk, finsk, kvensk og russisk lød om ørene i det der oppe selvskabte lingua franca.

Når den høje, spændstige Heggelund med den krumme næse, i sort frakke, hvidt stift halsbind og den store merskumspibe i hånden førte sorenskriver eller vel endog amtmanden, hvilken for lejligheden altid var i guldblinkende uniform, opad vejen til huset, stod hele almuen efter de tiders skik med blottede hoveder, og ligeså de to gange om dagen da øvrigheden gik fra huset over i tingstuen for at pleje retten.

I Heggelunds hus var der i disse dage gæstebud så at sige hele døgnet rundt. Ved det festlige middagsbord sad øvrigheden med sine fuldmægtige og betjente, provsten, præsten, prokuratorerne og husets øvrige gæster, der var både mange og mangesteds fra.

Efter kaffen så øvrigheden igen gerne ned i tingstuen, hvor lagrettesmændene ventede, og Fogdens betjent sad og indkrævede skatter. Der fortolkes endnu en og anden sag, og hermed erklæredes tinget for afsluttet for den dag; ti man havde haft en lang og travl formiddag.

Så kom aftensbordet og derpå kortbordene med toddyen, de forud stoppede piber og oplagde fidibusser liggende ved jetons brikkerne, indtil den højere øvrighed i passende tid trak sig tilbage til deres respektive gæsteværelser, overladende resten af selskabet til fortsættelsen.

Af og til måtte lensmanden ud for at arrestere en og anden af almuen, der kom i klammeri og uorden, og sætte ham ind i den improviserede arrest. Om morgenen når den travle tingformiddag igen skulle begynde, sad der vel endnu et par kortborde oppe i uafbrudt arbejde.

Kontoristen – en egen, forunderlig begavet udholdende menneskerace der nu mere og mere forsvinder, gik uden gene over fra kortbordet oppe i huset til protokollen nede i tingstuen. De havde ikke lukket et øje hele natten, men førte alligevel pennen, mens den ene sak afløste den anden, uden hvile den travle formiddag til helt op af eftermiddagen”.

Skildringen passer bedst på et sted i Vestfinnmark, når vi i stedet Lies ”nordlendinger” sætter nordmansalmue. Andre steder var der et stærkere indslag af finner. Allerede von Westen fortæller hvordan de kom til tinget med kvinder og børn, og von Buch om drukne finner som forhindrede tingsarbejdet. Overalt måtte handelsmanden selv være til stede og ofte hjælpe folk i tingsager. Sorenskriver Knudsen fortæller i 1813 ”at her ikke gives 4 almue mænd i hele fogderiet, og overholdt sjældent nogen anden end øvrigheden, præsterne og nogle handlende, der kan skrive, så er der sogn hvor der kun er en skrivekyndig mand.

I den senere tid er meget jo blevet anderledes, både skrivefærdighed og omgangsformer. Men trods alt beholdt tingtiderne sin charme, med et eget liv og en egen duft, og har det fremdeles den dag i dag på mange af de gamle steder.

Gæstfrihed, hushold og selskabsskikke i Finnmark i 1820 prene kender vi særskilt godt fra Capell Brookes indgående skildring. Han bygger først og fremmest på indtryk fra Hammerfest, men besøgt også mange steder som har været med til at præge hans oplevelse.

Han siger om menneskerne har at de er gæstfrie og generøse til det yderste. De modtager hver en gæst med et så hjerteligt velkommen, at man ikke kan tvivle på, det er oprigtigt ment. De er lette og ledige af sind, yderst livlige og glade, og lader aldrig sine handelsaffære forhindre selskabelig omgang. Handelsmanden er hæftige rygere. Så snart en af dem vågner, får han sin pibe og en kop kaffe i sengen, før han står op, og det er ikke tidligt. Så går han i butikken og ordner diverse sager, og kommer igen for at spise morgenmad. Straks den er besørget, bliver piben tændt, og han spadsere en time frem og tilbage på gulvet mens han ryger.

Siden ser han igen til sine forretninger, til der er frokost ved et-tiden. Han tænder igen piben og lægger den ikke fra sig før han går i seng. Om sommeren har han det travlt nok; men når vinteren sætter ind, har han kun lidt andet at gøre end ”at more sig, underholde sine venner, holde ild i piben, have punchebollen fuld og en kortstak på bordet, mens han kone på samme tid har meget travlt med at stille gæsternes sult og tørst.

Næst efter rygning rt kortspil de de bedst kan lide, og de spiller helt whist og boston. Regnskabet føre meget enkelt, og gøres op til slut trantønder til dækning af ”spillegælden”. Men de elsker også musik, og der er næppe et hus hvor der ikke findes en violin og en som kan spille op til dans.

Nordmanden er glad for at drikke. De mener punsch til en vis grad er nødvendigt på grund af klimaet, og Brooke vil ikke modsige dem i det. Men handelsmanden fra Finnmark drikker ikke for at drikke; han gør det ud fra venskabsfølelse, naturlig glæde og kærlighed til samvær med andre. Brooke siger selv at han aldrig så drukkenskab og henfaldne dram sluger. Og han tålte selv utrolig meget af den norske punsch, selv om der var rigtig mange skåler.

Middagen varede gerne længe, og retterne blev skåret op og sendt rundt. Forskellige nedlagt mad (grønsager) blev serveret til kødet, som man fik i store portioner. Røget laks var næsten på ethvert bord. Fisken blev ofte spist temmelig anløben – ”boknafisk” som det hedder nordpå. Kødet skulle være godt stegt. Te blev brugt, men sædvanlig meget tyndere end i England, og da sukker var dyrt, drak man først teen og tog så et stykke sukker som hver gæst fik tildelt.

Hustruer og døtre hos købmændene i Finnmark er de bedste og dygtigste husmødre i verden, siger han, da de har en evig øvelse i at ordne alt muligt. De må selv koge, og udrette hundrede andre ting som i andre lande ville blive overladt til tjenere, af den gode grund at gode tjenere er sjældne. De unge kvinder i familien må derfor overtage hele husholdningen. De står tidlig op og bringer kaffe på sengen til hele familien, en opvartning som den fremmede slet ikke forventer at få så langt mod nord. Handelsmændene tager det gerne med ro om morgenen, især i vintertiden, og ligger rigtig godt i dundynerne. Men disse kan Brooke ikke forsone sig med; han føler det som om han vil kvæles under et bjerg af fjer, og foretrækker sine engelske uldtæpper.

Så snart er stået op er morgenmaden klar. Den består gerne af en varm ret rein kød eller fårekød, med kaffe og en dram til. De klare sig godt indtil klokken et, hvor frokost serveres, som før omtalt. Ude på eftermiddagen er der kaffe og ”mad” (mellemmad), og til slut aftensmad som er lige så mægtig som frokosten.

Brooke beklager at evnen til renlighed ikke var den samme som i England. Det værste var at både damer og herrer spyttede; men han undskylder det fordi uskikken dengang var udbredt i de fleste lande, selv blandt det gode selskab i Sverrige og Frankrig. – Som i England var det skik at bukke for en person som nød. Hvis det var en dame, løftede kavaleren på hatten og sagde: ”Gud hjælpe Dem,” og hun på sin side bukkede og takkede. Hilse med håndtryk var meget almindeligt, og efter middag var det almindelig ta hele selskabet at give hånd til tak. Ligedan var det almindeligt, at når en skål blev udbragt, trykkede man hånden med den skålen gjaldt.

At begge køn kyssede hverandre, var en såre almindelig form for hilsen, især ved visse anledninger. Når man sagde farvel for kortere eller længere tid, eller når man første gang kom til et sted efter et fravær, fik man kys af alle husets damer. Men kysset blev givet og modtaget som et udtryk for venskab og hjertelighed, uden effekt eller bagtanker. Ellers var det almindeligt at ægtefolk omfavnende og kyssede hinanden i andres påsyn, noget den reserverede engelskmand mente skulle gemmes til en mere passende lejlighed.

Nordmændene fulgte her den franske skik fra slutningen af 1700-tallet. Det var ”de store følelsers tid”, da man overalt i Europa synes det var ret og rigtigt at give sine følelser til kende. Efterhånden tabte denne skik sig, sandsynligvis senest i 1850-årene.

Et andet sted fortæller Brooke om selskabelige sammenkomster på Fuglenæs. En aften kunne en flok købmænd og embedsmænd komme roende på besøg, sammen med skibskaptajner fra skibene. De blev da til et talrigt selskab, som af hjertens lys holdt den gående uden tanke på morgendagen, Sisse folk forstod at feste på en måde som mindede om gode gamle dage i hans eget land. Herre som fogden (Schjoldager), tolder Meyer, købmændene Aagaard og Jentoft, var folk sim kunne drikke om kap med hvem som helst. Men fogden var alligevel basen, en kæmpestor mand som søgte sin lige i hele Finnmark. ”Indhyllet i røg, mens han svælgede strømme af flydende ild, var fogden virkelig sjælen i et hvert selskab” Så snart han kom fra Alta, var det signal til en række muntre fester.

Det man drak, var næsten altid punsch, og husets damer var så gode til at lave den, at havde man først smagt denne nektar, kunne det være svært at modstå fristelsen. Ellers deltog damerne kun i disse fester når de kom ind for at opfylde punchebollerne. Alle mandfolk røg, og rummet var snart fyldt med røg. Man fordrev tiden med at spille whist. Herren i huset udbragte altid den første skål for ”Gamle Norge”., og straks sprang alle op og fyldte glassene til randen og klinkede med hverandre. Siden satte de sig ned og sang højlydt i kor med den største begejstring ”Bor jeg på høje fjeld”, som dengang havde rang af nationalsang. Senere var der skåler for ”Old England”, velkomstskåler og afskedsskåler, alt efter hvad som kunne passe.

Under hans ophold her var der dans næsten hver anden aften, og da kom det smukke køn med; for øvrigt forsatte man med rygning og punsch og whist som ellers. Violinen var det eneste musikinstrument man dengang brugte i Finnmark. De sædvanlige danse var vals, polka og hopsa; de sidste blev danset med mange variationer.

Det smukke køn får hans stærkeste ros. Hvem skulle tre at disse smukke damer havde levet hele deres liv her i nord. Deres fremtrædende, manerer og klædedragt røbede ingenlunde at de boede mange grader nordenfor polarkredsen. Især Hammerfest-damerne var overmåde hårfagre, og de forstod at arrangere sin blonde hårfylde på en smagfuld måde som kunne være mønster for større forhold. Om forventede man at klædedragten hos damerne skulle være mindre moderne, tog man fejl. De førte og klædte sig så elegant at en fremmed ikke ville tro de var koner og søstre til de hæderlige men lidt grove mandfolk som sad og rød ved siden afr dem. Foruden smukke klæder fra England og Bremen fik de alle slags smykker og stads, som deres ægtemænd skaffede dem i bytte med tørfisk og tran.

Ingen mænd er lykkeligere i samvær med sine koner, eller mere hensynsfulde ægtefæller, end købmændene her nord, siger Brooke.  Og enhver fremmed må føle hvordan begge parter gør deres bedste for at hygge for ham så længe han bor under deres tak.

Handelsmanden i Finnmark, siger han, har samme åbenhed, oprigtighed og mandig uafhængighed som nordmænd og svensker. Han er rundhåndet og gæstfri, i den grad at det går ud over hans egne interesser. Han har af naturen godt humør og er ”sjælden sur, noget som kan skyldes at han lever fjernt fra den store verdens uro og bekymringer. At han er fri for disse og hans muntre, livlige, tankeløse og tilfredse sind, gør ham til den lykkelige skabning han er. Han kender værdien af venskabelig omgang i disse tyndt befolkede strøg, og er aldrig lykkeligere end når han kan sidde ved punchbollen og piben med en ven ved sin side. Hans følelser er varme og oprigtige, og han vilde ikke bytte sine nøgne fjeld med de frugtbareste sletter i andre lande.

Går vi fra Capell Brooke fremover i tiden, vil meget være anderledes i omgangsformen, men ånden vil være den samme. Var man lykkelig over at få gæster i de gamle fartøjers dage, bliver man det ikke mindre med da dampskibet og andre kommunikationer gjorde samkvemmet letter. ”Ethvert besøg satte at sige huset på den anden ende, det var jo den mest kærkommende afbrydelse i hverdagslivet.”, heder det fra Honningsvåg. ”I almindelighed blev flaget hejst, både når dampskibet kom og når der kom fremmede ved andre lejligheder, Gæstfriheden stod højt i alle værene, selv det bedste var ikke godt nok for kære gæster.” De største begivenheder på foråret og sommeren var når dampskibet kom, og  om vinteren postbåden. ”Når man hørte posthornet ude på havet, var det signalet til at arbejdet blev lagt til side, og kaffekanden blev sat på. Postføreren blev modtaget med åbne arme; han skulle have sin dram og sin kaffetår.” Han bragte måske nogle breve og aviser som ”Skillingsmagasinet” og ”Norske Intelligenssedler”, men også nyheder om venner og bekendte i distriktet. Iblandt fik en ung dame eller herre følge med postbåden, før lokalbådens dage. Turen kunne tage flere døgn, og man overnattede på handelsstederne under vejs.

Dygtige husmødre fik ry blandt rejsende og rettens folk ned over hele kysten, og kastede glans over stedet. Vi kan nævne Sørvær, som havde ry som ”Godmathuset” blandt skibskaptajner. Hemmeligheden var at husmoren kendte sin pappenhejmere og viste hvad hver enkelt bedst kunne lide. ”Nu kommer den og den, nu må der bages kokosmakroner!” Eller: ”Nu må vi have rømmekolle – russisk saltkød med finnmarkskålerabi – tærte ned sveskefyld” (som måtte bages samme dag som vedkommende var ventet). Andre foretrak kveitemåltid med sur fløde eller rødspætte og anden god fisk.

Et sådant sted måtte være rigelig forsynet til enhver tid. I kælderen lå likører, vinflaske og champagne buteljer, som de unge damer meget tidlig fik lært at holde styr på. Her lå urfugle æg nedpakket i hø på foråret, moltedunke på høsten, og på alle hylder og i skabene tronede gammelost og hjemmelavet roquefort. Ude i lader og madhuse hang røger laks, fårelår, rekling (fed fisk) pølser, og på hylderne stod hjemmelavet rød og hvis gedeost.

Men så var det ofte utrolig billig i de gode gamle dage. En dag kommer ”han Nikolai på Holmen” med to store rødspætter på ryggen, så store at de hang fra sydvesten ned til dækket. ”Hvad skal du med dem?” ”Åh jeg tænkte restautøren på båden.” ”Hvor meget koster de?” ”Må vel han en 25 øre stykket” Hos Ulich i Lebesby købte de fårehoveder for 60 øre, og ryper for 25 øre stykket. I Vardø fik man omkring 1900 store bagfjerdinger af rein for 40 øre kiloet. De kunne hænge ude hele vinteren, og blive skåret til efterhånden. Ryper fik de for 30 øre stk. Delikatesser som torsketunger fik man for en slik og ingenting og mange en fiskehank fik handelsmanden til givendes af gode venner. Russevarer var billige og blev tilført i mængder, så selv den fineste kaviar var overkommelig i pris.

Senere tiders handelsmænd var nok tidligere på benene end i Capell Brookes dage. I alt fald på de mindre handelssteder gik man forholdsvis tidlig i seng og stod op tidlig om morgenen, især i den travle tid. Om en huemoder hedder det at hun ved 4-tidn var i gang med at spinde og væve. Om eftermiddagen så man gerne hinanden og slog en passiar af. Der blev ofte spillet whist et par timers tid, og da måtte børnene være stille og holde sig væk fra de voksne.

Ellers kunne også børn have sin selskabelighed og morskab. Et sted der var begrænset omgang, havde de alligevel stor glæde udover vinteren at skrive brev og vers til hverandre og agere postbud efter tur.

Havde man lyst til det, sejlede man i fembøringer eller andre både og drog på besøg hos andre handelsfamilier i nærhed. I senere tid brugtes ofte lokalbåde eller hvalbåde. Der var nok af morskab og underholdning for store og små. Der var fisketyrer ud på havet i de kølige aftener, hvod nattesolen lyste og fiskene sprang, elle ture til moltemyrer og fugle vær. Mange handelssteder havde og sine egne fiskesøer, ofte i idylliske omgivelse op i fjeldene, hvor vegetationen på lune steder kan være utrolig rig. Det gamle ord om at ”natten er vor egen”, gælder ingensteds mere end i Finnmark ide lyse nætters tid. Da går man på besøg både klokken tolv eller et om natten, og ”natkaffen” er mange steder en stående ret. Det er jo heller ikke godt at holde styr på tiden når solen er på himlen hele døgnet. En ung frue ville erfter endt dagsværk stikke en tur bort om til naboerne; hun troede det var ca. ved 11.00 tiden. Men da hun kom ind af den ulåste dør, var der stille i huset, til værtskabet kom tuslende ned i uldtæpper, af den gode grund at klokken var 3! Sådant kan hænde.

Som andre steder var der sammenkomster af familie, slægt og venner ved specielle anledninger. Og ellers søgte man på alle måder at hjælpe og støtte hverandre i den fælles kamp for tilværelsen. Også blant almuen var det i tidens løb udviklet en trang til gensidig hjælpsomhed, som mangen gang stod sin prøve under hændelsen udførsel. I dette fik de al mulig støtte af handelsmanden og hans hus, og til gengæld var disse gerne agtet og æret blant sine folk. Der var ikke usædvanligt at billeder af Handelsmanden og hans familie hang rundt om i fiskerhytterne side og sid med ”andre kongelige”.

Denne samfølelse med slægt og venner nær og fjern, men folket i nabolaget, og med dem som var i huset, kom særlig til syne når julen nærmede sig og tændte lys for store og små. Der kunde nok være mørke dage med uvejr og storm henunder jul, hvor de rusiske talg lys blev flittigt brugt både ude og inde. Men det mørke og tunge blev glemt i travlheden med alle juleforberedelserne, som ingenlunde var små. Allerede i god tid før jul havde mange et stort arbejde med at pakke julekasser til slægt og venner udover hele landet. Det var reinkød og ryper, russisk fårekød og mel, kinesisk karavane te, røget stabbursmad af alle slags.

Siden blev der pudset og vasket og hængt rent op. Der blev brygget og bagt, stegt og kogt og lagt væk til senere brug. Julebagen var overvældende, for russemel havde man nok af. Der var snipper og stjerne, kagekoner og kagemænd og kranse, julenisser og fattigmænd, fyldte og tørre kager af alle slags. Det store arbejde kunne stå på en uges til, og med hjælp af alle husets kvinder, alle gav en hånd med.

På selve juleaften blev børnene sendt rundt med gaver til syge, gamle og fattige på stedet: ”Et pund sukker, et pund rosiner til hver”, brugte de på Sørvær. Vi lager fru Augusta lund fortælle videre: ”Vi var både på Trollholmen, Masterholmen og Sørværholmen – alle fik deres. Vi kom hjem til lutefisken, som var den stående fortet til julemiddagen – men så var det afsted igen, for vi skulle med gamle Ane ned i stalden, da lle dyrene også skulle have jul, som bestod en en ekstra portion havre til hestene og hønsene, og en fiskesuppe kogt på tørrede fiskehoveder og rygge tilsat hø og mel til køerne.

”æd vel og trives del – for nu er det jul i aften” kom det med syngende stemme fra vores gamle faktotum, men hun uddelte gaverne og kom med alle salgs bevægelser for at holde ”ganpakk” (folk som sætte ondt i dyrene) borte.

Så endelig – nu gik klokken stærkt mod fem! Vi blev iklædt vores bedste klæder og ført ind i den lysende, strålende dagligstue. Så var vi ikke længere på Sørvær! Alt var blevet nyt og mærkeligt; for nu drog vi på rejse til Jødeland – til krybben i Betlehem, når bedstefar læste jule-evangeliet for hele husstanden og de mange tilrejsende gæster. På tebordet blev der nu stille den russiske samovar iblant al den herlige julebag: rosettbakkels, lefser påsmut nykjernet smør og sukker, fyldte tærte – alverdens saglige ting. Tjenerne kom ind – dørene sloges op til storstuen, og se: midt på gulvet stod juelgranen, som kom helt fra Mo i Rana. Funklende strålende med lys som skinnede tilbage igen fra det store spejl bag træet. Værelset var et eneste lyshav – og man var til daglig ikke forvendt med belysningen, så derfor virkede dette overvældende lys så gribende festlig. Rundt om træet slyngede sig et bånd, hvori var indgraveret: fred på jorden og i menneskene en velbehagelighed! Englene sang og vi sang – alle de kjære kendte julesalmer. Midt i den mørke vinternat denne strålende lysfest!

Vi fik mange gaver i morsomme indpakninger, og risengrød og ryper til aftens. Når så juleslikket kom, var som regel evnen til at tage imod opbrugt hos os børn, og vi sov sødeligt ind over vore julegaver. Men første juledag tog vi det igen. Da blev atter det hellige juleevangelium læst om formiddagen for hele husstanden, mens dagen i øvrigt var helliget fred og hvile.

Anden aften begyndte så julebesøgene, idet folket rund omkring i været kom for at takke for gaver, og alle skulle selvsagt have traktering. En eller et par aftener senere blev så en tom robåd pyntet med flag og gjort i stand til fest, og husets tjenere indbød ungdommen omkring til juleleje og morskab.

Nytårs aften blev også fejret, og nytårsnatten foretog man sig mange mærkelige ting for at spå fiskeriet for det kommende år, og andre ”svartekunster” som ikke var for børneøre og øjne. I romhelga (hellig tre konger) var der gerne besøg fra værejere og handelsmænd i nærmeste distrikt. Det leh og moskab for voksne og børn. Gutterne fandt på sælsomme ting, agerede spøgelser og skræmte pigerne, og disse gjorde til gengæld gutterne alle slags pege og fingerudtryk.

Udover i årene henimod 1900 finder man også eksempler på at handelsmanden holdt julefest for børnene i omegnen. Vi skal ikke her nævne navn: men avisnotitserne fortæller tydelig nok hvordan handelsmændene og deres kvinder havde et varm hjerte og en åben favn også for de fattigste, og gjorde sit for at bringe glæde og lys i vintermørket til alle som delte livsvilkår og skæbne med dem selv under årets gang.

Man mindes her uvilkårligt Bjørnsons smukke fortælling om Else Marie Schancke i Tana: ”Hun kaldes ”mor” af alle finner på fjeldene dr omkring, og hun har i sandhed været en mor fro dem! Gift med en rig handelsmand, gav hus in og mandens formue til finnerne og oftere det meste af sit liv til deres omsorg, skønt hun var mor til tolv børn og sad i et stort hus. Et eksempel blandt alle: aftenen før juleaften, da Else Marie delte maden ud til en stor krads af slægt og gæste, kom en finn ind og bad hende med tårer at følge ham. Skønt det var langt til fjelds og uvejr; hans kone havde ligget to døgn i barsel; hvis ikke ”mor” ville tage med, så gaves der ikke frelse. Så vel hendes børn som gæsterne til han at en kvinde på 72 ikke kunne ta til fjelds mod natten og i uvejr, og ikke så langt væk. Men finnen kendte ”mor”; han holdt sig til hende selv og Gud hjælpe ham at bede. Da rejste den gamle sig, en måtte afsted efter hendes ski, en anden efter hendes finnepesk (rensdyr skin af kalv), mens hun selv fandt mad og medicin og klæde sig som finnen; hun fulgte han så på ski opover i snevejret.

”Norlandenes folk” siger Bjørnson ”det være sig nordmænd, kvener eller finner, et er velvilligt, venligt folk. Menneskene er glade for hverandre under så ensomme forhold; der gror dybere tanker i en så stor natur og farefuld drift, i så langt et mørke og så stort et lys.”

Niels Simonsen

NielsSimonsen